•STATENS PÆDAGOGISKE STUDIESAMLING

1847

C'

*

fj

,

.

—

c

(7,/iC*

,

DANSK SPROGLÆRE
v

FOR

DE LAVERE KLASSER.

z

S

o

£ tf

AF

<D

O

GR.
LÆRER

VED

jGREGERSEN,
FR.

FRIIS’S

»
.

RJØBENHAVN.
PAA DEN WAHLSKE BOGHANDELS FORLAG.
TRYKT

HOS

LOUIS

1847

.

KLEIN.

5

tS Z
® 2
3 ul
V- CQ

REALSKOLE.

■

>

C
<A

Q

IIfl

s
">
'

Z
;

A.

Lydlære.
Om

§ 1.

Bogstaverne

ere:

Bogstaverne.

abdef

ghijklmno

prst v uvyæoo og aa, og i Ord af fremmede

Sprog:

c

z

x.

q og

Bogstavernes Udtale.
Bogstaverne ere Lydtegn og deles i: Selvlydsdet er: Tegn for de enkelte, ndelelige Lyde,
tegn
som uden
nogen Forandring i Taleredskabernes Stilkunne
ling
fortsættes, saalænge Aandedrættet tillader
det: aeiouyæooaa
og Medlydstegn (det
er:
Tegn for de Lyde, som kun hores i Forbindelse
med Selvlydene: b d og de ovrige Bogstaver).
Lyden har ikke altid faaet sit Skrifttegn, og omvendt gives der undertiden et Skrifttegn for en Lyd,
§

Om

2.

—

—

som

ikke hores

1)

e

udtales

o

—

u

—

i

y

—

—

:
e
o
u

i
y

og
og
og

æ
aa

(ved, Yen),
(tro, kom),

næsten
—

—

som

—

o

(du, Mund),

e

(ti, til),

o

—

(Dyr, dyrke),

g udtales i korte Stavelser efter

(Degn, Dögn; jeg, mig, dig, sig),
o som v
(Vogn, Hagl).
ng og nk udtales

som

en

e

og ö

og efter

særegen

(Seng, Bænk).
2) h skrives, skjönt det ikke hores,
foran j og v (Hjærte, hvad, hvilken;

som
a

j

og

Næselyd

i mange Ord
men

Ting, ti),

4
d

stumt,

er

efter

1

r

n

men

skrives foran

s

sk

t

st

og

(Gods, hadsk, bedst, godt, haard,

vild, ond).

imellem
opnaa större Overensstemmelse
bleven
er
den
Retskrivning
nyere
Lyd og
forbedret saaledes:
med
1) Den lukte o-lyd (dede, Se, her) betegnes
den
aabne
fra
Hör).
Dör,
e til
ö-Iyd (dömme,
Forskjel
Aa-lyden betegnes med et enkelt Tegn å; i danske
Ord bruges k istedenfor q (Kvinde, Kvæld, kvæle)
og ks istedenfor x (Saks, seks, Okse; undtagen
For altsaa

at

Lydtegn,

Slayj, fluyf).
Efter

en

Selvlyd

(Vej, nej, Öje;

tavs

j og v istedenfor
tav, Skov, Plov).
sættes

i og

u

ikke
2) Den enkelte Selvlyds L.ængde (se § 5) bör
u
af
ved
(Gren,
Selvlyden e, i,
Fordobling
betegnes
eller ved Tilsætning af h
en, et, ved, Vin, Hus),
(Sal, Vare, ane, Len, Red, Ur) og e (var, for, Ros),
e

bör heller ikke skrives for at tilkjendegive
naar det ikke heres (jeg maa, vi maa,

Böjning,

en

at

vis

gaa,

sky Heste).
Anni.

Efter den nyere
uden j foran e æ

Retskrivning

maa

ogsaa g og k skrives

(gerning, gælde, gøde, göre ; kende.
Især, købe, liön); istedenfor den gotbiske Bogstavrække
bruges den latinske og med store Forbogstaver skrives
kun Egennavne og Ordene efter Slutningstegnet.
o

ö

,

§ 3.
En
med de

udgjör

Om Stavelser.

Selvlyd alene,
Medlyde, som

eller en Selvlyd i Forbindelse
kunne udtales tilligemed den,

Stavelse (i, og, Vej, frisk).
deles
et Ord bestaar af liere Stavelser,
i Talen ved et lille Ophold, og Lydtegnene

en

Naar

Lydene

ved Enden af en Linie ved et Bindetegn (-).
1) En Medlyd imellem to Selvlyde regnes til
sidste Stavelse (Ho-ved); undtagen j (Vej-en).
2) To Medlyde imellem to Selvlyde deles, hver til
sin Stavelse (reg-ne, Bon-de); undtagen: sk st sp
(ru-ske, ho-ste, ha-spe); ng og nk regnes til ferste

Stavelse

(Tank-e, Iæng-er).

^

5

3) Tre Medlyde imellem to Selvlyde deles, den
ferste til foregaaende, de to sidste til efterfelgende
Stavelse (bol-tre, van-dre).
Undt.: sk st sp med felgende Medlyd regnes
til næste Stavelse (ø-stre); ng og nk maa staa i samme
Stavelse (Eng-le, ang-re).
Alm. Anm. Sammensatte og afledte Ord deles efter

Sammensætningen (Kop-ar, för-end, vest-lig).
Om

Skilletegn.
Ophold i Talen betegnes ved Skilletegn
Slutningstegn (.), hvor Sætningen er ude. Sætningstegn (,), imellem de mindre Led i en Sætning.
Ledtegn (;) imellem de större. Delingstegn (:), især
§

4.

De större

naar

.

noget anføres eller opregnes.

Spörgsmaalstegn (!) og Udraabstegn (!); Anforelsestegn („—”), Indskudstegn ( (-) ), Afbrydelsestegn (-).
Om Tonen.

§ 5.

tonehavende , d. e. have hver for sig
Selvlydene
af Eftertryk (Hul, Hullet, hullet,
Grad
forskjellig
hul, Hule), eller tonelose d. e. have intet Eftertryk
(Ha ven, Ha vet. Fodrerne, forsvare).
ere

en

De tonehavende Stavelser ere korttonede eller
langttonede. De korttonede ere: løbende (Hul, Nød,
bytte, /Æke); stødende [Hullet, Nodde r, Mand) og
rullende [hullet, Nodde, Å7Ale). De langttonede ere :

standsende (Træ, Havet,
skridende (Hule, Nøden,
(Fa’r, Mo’r, saa? aa!).

§ 6.

Om

Skrinet, hul, gul, iVøden),

Kjole, Have)

og slæbende

Trykket.

Ved Trykket forstaas den Egenskab ved Ordene,
at de have Tonen paa en Stavelse og ikke paa andre.
Trykket ligger i nordiske Ord paa den første Stamstavelse [Kjærlighed, bedste, forrige, iarstaa), i sydlige paa den sidste Stavelse (Gener«/, Per.vo«, Religiow). 1 lange og især i sammensatte Ord er der
to
og Bitrykket (Trefod, hvor-

Tryk: Hovedtrykket

hen, Sædvane, lürkera?*, Ä/öbenhavn, Ugudelig hed').

B.

Biijningslære.

§

1—2.
1.

Indledning.

Om

Sætningen.
forbindes, at de udsige
noget om eller til en Person eller Ting, kaldes denne
Forbindelse en Sætning (Drengen leger. Solen skinKom ind! Luk Dörren! Kommer Manden I).
ner.
§

Naar flere Ord saaledes

§

2.

Om Taledelene.

Hovedordene i en Sætning ere Navneordet , som
en Person eller
Ting (Dreng, Pige, Stjærne,

nævner

Bord, Forstand), og Gjcrningsordet, som udsiger,
hvad en Person eller Ting gjör, eller hvad der gjöres
ved den (læse, sove, sukke, slaas, spises).
Nærmere bestemmes Navneordet ved Talord, der
angive Personernes eller Tingenes Mængde og Orden
(fire Huse, fem Lam, femte Linie, tredie Stokværk);
ved Egenskabsord, som angive deres Egenskaber
(store Huse, klare Stjærner, rnörke Nætter), og ved
Kjendeord, som vise, om en Person eller Ting nævnes i
Almindelighed, ubestemt (en Mand, en stor
Mand), eller om en vis Person eller Ting haves
for Oje (Manden, den store Mand).
Anm.

Stedord
man,
som,

ere

min),
hvo).

Ord,
eller

som

tillige

staa istedenfor Navneord
pege lien paa dem (denne,

(jeg,
hin,

Gjerningsordet bestemmes nærmere \ed Biord, som
tilkjendegive en Omstændighed (læse meget, sove lidt,
tale höjt). Ogsaa Egenskabsord og andre Biord bestemmes ved Biord (meget
flittig, ikke meget flittig).

7

Forholdet imellem

to

Ord

—

Navneord og Navne-

ord, Gjerningsord og Navneord, Egenskabsord og
Navneord
gives ved Forholdsord (Konge i Danmark, gaa paa Gaden, rig paa Kundskaber),
Forholdet imellem flere forbundne Sætuinger udtrykkes ved Bindeord (Hanen galer og Gaasen kækker;
Varmen kommer, naar Solen skinner; jeg ved ikke,
om han kommer).
Alm. Anm.
Nogle Udtryk for en Folelse (et Indkaldes
Folelseslyd (av! hu! hurra!). En
tryk)
hel Sætning indeholdes i en saadan Lyd, men
Sætningens Indhold udtrykkes tydeligere ved
—

Ord.
Om

§ 3.

Talböjning.
Egenskabsord,

hore til
som
i Flerden
samme Skikkelse
ikke
have
Navneord,
tallet , d. e., naar der tales om flere Gjenstande,
som i Enkelttallet , d. e., naar der tales om en GjenNavneordenes Flertal dannes af Enkelttallet
stand.
at
ved
tilföje -e eller -er (fire Dreng-e, tre Træ-er).
at
tilföje -e
paa en Medlyd ved

Navneordene og

Egenskabsord

(rod-e Heste,

stor-e

Byer).

se § 9 F.
Undt. 1 : Nogle Navneord og Egenskabsord tilföje
ingen Endelse i Flertallet (tre Aar, fire Brod, Dyr,

Om

Gjerriincjsordettes Talböjning

Faar,

graa
Undt. 2:

Haar, stakkels, fælles, ingen).

Uregelmæssigt böjes Öjne

,

smaa,

nogle,

andre, mange, hvilke.
Anm. 1.
paa

Anni. 2.

Navneord paa -e tilfoje hun -r og Egenskabsord
Selvlyd blive uforandrede (Tavle-r; ringe, bly, tro).
Af Navneord og Egenskabsord paa -el, -en-, -er ud-

en

(Agr-e, Engl-e, Lagn-er, aabne. ædle, fagre),
foregaaende Dobbeltmedlyd bliver enkelt (vakr-e,
Iliml-e, Stakl-er) ; ligeledes af Egenskabsmaaderne (se §
9B)paa -en (stjaaln-e Sager, sprukn-c Glas).
skydes

e

og den

Undt.

e

beboides i Navneord paa

Gjerningsord, og i
Tysker-e).

dem,

som

-er,

der

ere

betegne Folkeslag (Væver

dannede af
e. I,æser-e,

8
Aura. 3.

JEndemedlyden fordobles

naar

,

Endestavelsen

er

kort

(Hat-te, Siinncr, lette, krumme; se §
9F, vil-le, kom-mer!).
Anm. 4. Egenskabsord paa toneløst -et forandre t til d (broged-e.,
og toneliavende

ligelede? Egenskabsmaader paa -et (elskede).
Omlyd det er, Selvlyden fora
og aa til æ, o til ø (u til y)
(Bønder, Bøder, Fødder, Rødder, Brødre, Mødre, Døtre,
Born, Bøger, Køer; Fædre, Gæs, Hænder, Ænder,
Tænder, Stænder, Tænger, Stænge*).
Alm. Amn. 1. Nogle Ord have kun et Tal:
1) kun Flertal have Navne paa to eller flere for-

stribed-e)

;

Anm. 5. Nogle Navneord* faa
andres til en samslægtet:

s

,

bundne

Gjenstande (Glaröjne, hægge Forældre,
Soskende, Kopper, Mæslinger, Alper, Penge, faa').

2) kun Enkelttal have:

Egennavne det er: Navne paa en enkelt,
vis Gjenstand (Kjobenhavn, Afrika, Donau).
I») Tankenavne Navne paa en Tilstand, Handling, Egenskab (Trældom, Læsen, Godhed,
a)

,

,

Forstand).
Med forandret Betydning have Egennavne og
Anm.
Tankenavne Flertallet (tre Nykjøbingcr, to Hansener, faa Øhlenschlægere, mange Venskaber).

d) Samlingsnavne, Navne

Mængde eller
Ler, Kjed).

Masse

paa

en

samlet,

forenet

(Rug, Mad, Kaal, Guld,

er der
sagt, hvor stor Mængden
og dog sættes Navneordet i Enkeittallet, fordi
der tænkes paa den samlede Enhed (alle Mand,
fire Skillinjg, tre Rigsdaler, ti Mil.)

Anm.

Undertiden

er,

Anm. 6.

Endelsen

faa

-er

Navneordene, der endes l) paa

en

Selvlyd (Træ-er, By-er, Menneske-r), 2) paa de toneløse Stavelser -hed, -skab, -ing, -el, -en (Vanskelighed-er,
Venskab-er, Gjerning-er, Bi bl-er Lagn-er).
,

Endelsen
-cr

og

-dom

faa Navneord paa de toneløse Stavelser
(Rytter-e, Ridder e, Helligdom-me), og

-e

Egenskabsordene (stor-e, god-e).

§

4.

Om

I Naturen er der
Væsner (Hanner og

Kjönsböjning.

Kjönsforskjelle,
Hunner) ere

idet de levende
af Hankjon og

9

Hunkjön, de livlose Ting derimod (Natur- Kunst- og
Tankegjenstande), ikke have Kjön. I vort Sprog adskilles ikke Hankjön og Hunkjön, men kaldes med
et Navn
Fælleskjon (en munter Dreng, en smuk

Pige); kun Intet kjönnet har faaet sit Mærke, idet
Egenskabsord i Enkelllallet tilføje -t, naar de hore til
et Navneord aflnletkjön (et god-t Barn, et stor-t Hus).
Uudt.: -t föjes ikke til Ord 1) paa -t (et let Sind,
et sort Bræt)
og nogle paa -d (et fremmed Land,
et glad Hjærte);
2) paa -sk (frisk Mod) og -s med
foregaaende Medlyd (stakkels, tilfreds, fælles); 3)
paa en Selvlyd, med Undtagelse af aa (et lille Skrin,
et tro Tyende, et ædru Menneske, et bly Barn: dog:
et
ny-t Stykke, fri-t Flag).
n bortkastes af
megen, liden (egen), en, anden, af
liere Stedord paa -n og af Kjendeordene (mege-t Arbejde, et lidet Barn, mit eget Ilus, et Hus, det Has),
ligeledes af Egenskabsmaaderne paa -en (revet Brød).
Mangen bortkaster tillige e (mangt et Aar, se § 3, 2);
ingen liedder uregelmæssigt intet (intet Byr).
Med forskjellig Betydning Lave nogle Navneord for
Anm. 2.
skjelligt Kjön (en og et Nøgle, Lem ? Ark, Frø, Spand,

Anni. 1.

-

_

Söm, Vaar, Æg, Mode)

§

5.

Om

Kjendeordene.

a) Naar en Gjenstand kun staar som henhorende til en vis Afdeling og kun kan adskilles fra
Gjenstande af andre Afdelinger, er den endnu ukjendt;
som Tegn
derpaa sættes det ubestemte Kjendeord
Navneordet
foran Ord af Fælleskjon,
:
en
forved
et foran Ord af Intetkjön (en Åland, en Kone, en

Sko, et Dyr, et Blad,
Land). Forved Ord af
paa,

at

Ordet

er

ubestemt

en

god Mand,

Flertallet

et

sættes

(Mænd, Dyr,

frugtbart
Tegn

intet

brede

Blade).

Kjcndeord sættes; saadan, hvordan, slig, mangen (saadan en Mand) og de Egenskabsord, foran hvilke slaa ; saa, hvor, altfor, for (saa smukt
et Hus).
b) En Gjenstand udhæves som den, der adskiller sig fra andre Gjenstande af samme Afdeling, ved
at
föje Endelserne -en, -et, -ene til Navneordet, og
Anm.

Foran det ubestemte

10

disse Endelser kaldes Navneordets bestemte Kjendeord (Dyr-et, -ene, Huse-ne, Oer-ne, Land-et, -ene).
De samme Forandringer foregaa da, som ved Fler1.
Himlen § 3, 2.
talsendelsen (Kone-n § 3, 1.
Hatten,
Glasset § 3, 3).
Anm. 2. De Navneord paa -er, som i Flertallet beholde e
foran r (§ 3, 2 undt.), borthaste Flertalsendelsen e
(Læserne). Af Flertallet Menneskene er r bortfaldet.

Anin.

kan ogsaa adskilles fra andre
Gjenstande
Afdeling ved paapegende Ord
(hin Mand, denne By, det Træ), og ved det tonelose
Kjendeord den, det, de , soin altid staar forved et
Egenskabsord og derfor kaldes Egenskabsordets bestemte Kjendeord; Egenskabsordet faar da Endelsen
-e ogsaa i Enkelttallet (hin brave Mand, dette store
Træ, den sorte Tavle, den sorte Tavle, det lange
Bord, det lange Bord). Egenskabsordets bestemte
Endelse föjes ogsaa til, naar Navneordet, paa andre
Maader er bestemt (kjære Ven! Kongens prægtige
Slot, min smukke Gaard).

d) En

Gjenstand

af

samme

Undt.: egen, megen , liden, anden og Egenskabsordene paa -s med foregaaende Medlyd blive uforandrede (den anden Dag).
Anm. 1.
Egenskabsordene forandres, som ved Tilføjelsen af
Flertalsendelsen (den aabne Dör, den tapre Mand, det
sprukne Glas (§ 3,2), den lette Vogn (§ 3, 3), det stribedeTöj, den elskede Sön (§, 3, 4), den blaa Bølge).
Anm. 2* I nogle Udtryk brnges efter et Egenskabsord Navneordets bestemte Kjendeord (hele
al Maden, bægge Brødrene).

Alm. Anm. 1.

Kjendeordene

Dagen,

der

Delen,

Tonen

tonelose;

ere

Navneordet, eller,

störste

EgenEgenskabsordet (en Mand, en
i'toj’Mand, Mande n, den elleßrAnnV). Derimod
have de Ord, hvoraf Kjendeorriene oprindeligt

ligger

paa

naar

er

skabsord, paa

ere
var

dannede, Tonen {en Mand; den Mand,
her).

Alm. Anm. 2.
have intet

Nogle Afdelinger
Kjendeord:

som

af Navneordene

;) Egennavne (§ 3, alm. Antn. 1) og Navne-

a

ord, der

paa

andre

Maader

ere

bestemte

11

(§ 5, d), ligeledes Navne
og Leveveje (Kong Karl,

paa Værdigheder
Moller Hansen),

og naar Aarstallet anføres (Aar 1846).
b) Tankenavne (§ 3, alm. Anm. 1) og Sam.

lingsnavne (§ 3, alm. Anm, 1), naar Tanken og den samlede Masse kun i Almindelighed omtales (Guld er kostbarere end Selv).
Alm. Anm. 3. Det ubestemte Kjendeord bruges ogsaa til at
preve Navneords Kjön (en Mand, et

Barn,

en

Stol,
§

et

6.

Bord).

Om

Gradsböjning.

Naar to Gjenstande sammenlignes, kan en Egenskab findes at være i lige höj Grad hos hægge. Egenskabsordet siges da at staa i lige Grad , og denne
ved: lige
skabsordet i dets

gives

saa

forved,

og

som

almindelige Skikkelse,

efter Egender ikke

naar

sammenlignes (hvilken kaldes Egenskabsordets gradl&se Forni), (Gaarden er lige saa böj som Kirken;
Huset er lige saa smukt som Gaarden);
eller Egenskaben kan findes i höjere Grad, hos
den ene Gjenstand end hos den anden, hvilket betegnes ved Endelsen -ere (Kirken er
höj-ere end Gaarden ; det ny Hus er smukkere end det gamle) ;
eller Egenskaben kan findes i höjeste Grad hos
en
Gjenstand, d. e.: i höjere Grad end hos alle
andre Gjenstande af samme Afdeling, hvilket gives
ved Endelsen -est (Kirken er höj-est af alle Bygningerne). Höjeste Grad har Talböjning og Egenskabsordets bestemte Kjendemærke (de höjeste Huse, han
er den störste af alle).
D e samme Forandringer foregaa, som ved EgenskabsAnm. 1.
ordenes Flertalsböjning i den gradløse Form (de ædleste
Illænd, de skjormeste Kvinder); i höjeste Grad udskydes
e af Ordene
paa -ig og -som (blodigt, sparsomst) ; og
i höjere og höjeste Grad af dem paa -e (ringe re,
'

ringe-st).
Omlyd

Anm. 2.

yngre,

have:

længere,

yngst, længst,
(af ung) (aflang)

færre,
færrest,

(af faa)

sniærre,

större

smærrest, störst.
(afsmaa) (af stor).

12

Uregelmæssige

ere :

flere,
flest,

ældre,
ældst,

mere,

mindre,

mest,

mindst,

bedre,
bedst,

værst,

(god)

(ond) (gammel) (mange) (megen)

værre,

de

(lille).

ved hvilke Grads-

Ord,
forskjei ej kan tænkes (al, ulden, dansk, smign § 5,
alm. Anm. 2).
uden lige Grad :
nedre,
øvre,
ydre,
indre,
inderst,
yderst, øverst, nederst;
uden lige og höjere Grad : forrest, først, bagest, sidst,
mellemst, midterst, eneste.

Anm. 3.

Uden

Anm. 4.

Iiiord , der dannes af

Gradsböjning

ere

Egenskabsord, gradböjes

som

disse;

uregelmæssige

cre:

mer,

længer, heller, tiere,
lielst,

tiest, liöjst,

Grad: for,
først, forrest;
uden lige og linjere Grad : fremmest.
Biordenes höjeste Grad omskrives ofte (paa det bedste*.
for det meste, i det höjeste).
uden

lige

Alm. Anm. 1. Istedenfor at give höjere og höjeste
Grad ved Endelser, kan ogsaa mere og mest
sættes foran den gradlose Form (ligesom mindre
og mindst betegner den lavere og laveste Grad) ;

altid, naar to Egenskaber ved samme
Gjenstand sammenlignes (han er mere lærd end

dette sker

god), fremdeles med Ordene paa -s med foregaaende Medlyd, paa tonelost -et (nedslaaet), nogle
paa -ed (fremmed) og paa -isk (krigerisk); i
nærmere, nærmest og

fjærnere, fjærnest

er

mere

og mest sat efter Egenskabsordet.
Alm. Anm. '2. En hof Grad udtrykkes ved Biord
(meget god, udmærket god, særdeles god); ligeledes en lav GV«c?(temmeliggod, nogenledes rask).-

§ 7.

Om Forholdsendelsen.

De forskjellige Forhold, hvori to Ord kunne
til hinanden, udtrykkes enten ved Ord, Forholdsord, eller ved Sammenstilling (Aalborg Skole), eller
i et Tilfælde ogsaa ved Endelse, Forholds endelse.
Navnet paa den Gjenstand, som ejer eller har en
anden Gjenstand (hvem en anden Gjenstand tilhorer
staa

eller horer til) faar Endelsen -,v, som betegner et,
Kieforhold■ (Danmark-s Konge, de Franske-s Konge,
Manden-s

Hus, Bogens Blade,

Navneordets

almindelige

Træets Höjde.
Form kaldes Navne-

form (Danmark, de Franske, Manden, Træet).
Undertitlen sættes -s ikke til Navnet paa den, som
men
til det sidste af de til Navnet nöje
hørende Ord (liong Christian den Femte-s danske Lov).
Anm. 2. I ældre Tider blev Forholdsordet fulgt af et Navneord med Forholdsendelse; som Lævning deraf: til Bords,
til Sogns, af Dage, til Mode, i Tide, med Bette, til
Rette, paa Fode.
Anm. 3. Endelsen -es tilføje Navneord I) paa -s, -sk, -sp, -st
Hus -es, Glas ses (§ 5, 1», 1), Saks-es, Fisk-es, Bisp-es,

Anm. I

ejer noget,

Præst-es).

Om Stedord.

8.

§

a) De libestemte Stedord staa istedenfor Navneord, der betegne en Del (en, og Nægtelsen af Enheden: ingen, hægge, somme, nogle, andre, mange;
man, d. e., en Del Mennesker; det, d. e. en Gjenstand, som ikke nævnes); eller det hele (enhver,
alle). Nogle af dem ere Navneord, andre Egenskabsord, der dog ogsaa bruges som Navneord.
Navneord:

man ,

en,

det.

nogen,

nogle,

ingen,

ingen ,

noget ,
intet,
mangen, mangt,
alt,
al,
hvert,
hver,
enhver.
ethvert,
somt,

mange,

alle,

somme ,

hægge.
Anm. Det

er

et toneløst

ting foretages,
(det

I Talen kan

b)
Person,

at

regner, det

som

til hvem der

taler,
tales,

Stedord, som udtrykker, at en Ilandnoget sker, udenat der siges, af krem

dages,

det gaar ham

godt).

Den
kun tre Personer optræde.
kaldes 1ste Person, den Person,
2den Person, og den Person eller

14

Ting, hvorom der tales, 3die Person. Istedenfor
idelig at navngive disse Personer og Ting bruges
de personlige Stedord (der ere Navneord).

1ste jeg, 2den du, 3die han , hun , den, det; i
Flertallet 1ste vi, d. e.: den, som taler, og de, i
hvis Navn han taler; 2den i, 3die de.
Ejeendelsen
har kun 3die: hans , hendes, dens, dets, og i Flertallet: 3die deres og 2den eders (i daglig Tale ogsaa

1ste

vores);

d) istedenfor Ejeendelsen har 1ste og 2den Person
særegne Ord: Ejestedord, (der ere Egenskabsord):
1ste min , mit, mine; for Flertallet vor, vort, vore,
2den din, dit, dine
(jer, jert, jere
—

—

i

have de

Tillige
dele

en

naar

de

felge

personlige

Stedord

særegen Skikkelse i
enten

ere

daglig Tale).

ene

af alle Taled. e.
eller

Afhccngighedsform,
Gjenstand for en Handling

Forholdsord (§ 7, 2):
1ste mig, 2den dig, 3die ham, hende,
dem.
os,
eder,

efter

et

e) Naar den Handling, som 3die Person er Gjenstanden for, ogsaa udeves af 3die, bruges det tilbagevirkende Stedord: sig (der er Navneord).
Anra.

sig bruges ogsaa, naar et ubestent Stedord baadc er
paavirkende og* det paavirkede (man elsker sig selv,
at rose
sig selv lader ilde).
Naar en Handling udeves af to mod de samme
to, eller af flere mod dem selv, bruges de gjenvirkende Stedord (der ere Navneord): hinanden om to,
hverandre om flere (de sloge hinanden, Menneskene
bör elske hverandre),
den

i Enkelttallet har som
Ejestedord sin, sit,
Flertallet deres (han tog sin Hat, de toge
deres Hatte); hinanden og hverandre have
Ejeendelse:
hinandens og hverandres.

Sig

sine,

Anni.

i

Istedenfor du

bruges ogsaa i, ban, hun og især de
Afhængigkedsform dem ; istedenfor i bruges ogsaa de.
Istedenfor jeg bruges af Konger vi (vi Christian den
i

Aattende).

r

f)

De paavisende Stedord (som
den

ere

Egenskabsoi d):

de.

det,
denne, dette,
hint,
hin,
saadan, saadant,
slig,
sligt,

slige,

samme, samme,

samme ,

disse,
hine,
saadanne,

selv.
Anm. I,

Den som ■paavisende Stedord er tonehavende, som personligt Stedord og bestemt Kjendeord toneløst (den
Uland er rig, som har Kundskaber; Bogen er lille, men
den er god; den (jode Bog; den gode Bog, som jeg

igaar,

vil

jeg kjøbe.)
bruges om den sidstnævnte, hin om den førstnævnte (Thorvaldsen og Øhlenschlæger blevc. navnkundige,
denne som Digter, hin som Billedhugger).
saa

Anm. 2.

Denne

Selv hedder forved et Navneord med bestemt
ord selve ( selve Iiongen)(se § 5 d, Anm. 2).

Rjende-

g) De tilbagevisende Sted ord staa istedenfor et foregaaende Ord eller en hel Sætning.
Navneord: som, der, og de sammensatte hvo som,
d. e., enhver, som.
hvo der.
Egenskabsord : hvilken, hvilket, hvilke.
der hedde i Ejeform hvis; som har i
hvem efter et Forholdsord, men
bliver uforandret som Gjenstand for en Handling
(§ 7, 2, Manden, med hvem jeg gik; Manden, som
Som og

Afhængighedsform

jeg saa.)
li) De spørgende Stedord forlange angivet Navnet
en
Gjenstand eller Egenskab;
felgende Ord eller en Sætning.

paa

Navneord:

hvo,

de vise hen paa

et

hvad.

Egenskabsord: hvilken, hvilket,

hvilke,

hvordan , hvordant, hvordanne,
og det sammensatte: hvad for en, hvad for et.
Hvo har i Ejeform hvis, i Afhængighedsform
hvem ; hvem bruges ogsaa som Navneform.
Alm. Anm.

Til Stedordene

svare

nogle

Biord:

her, hid, heden (hen), der, did, deden, deraf (d. e.:
af det), hvor, hvoraf (d. e.: af hvilket), hvor, hveden,
hvi (ti).

16

(d. e. paa det Sted) er det
tonelast Biord, som betegner, at en
Handling foretages, uden at paapege, af hvem (der
læses); tilfojes Navnet paa den, af hvem Handlingen
sker, sættes det i Afhængighedsform (der var dem,
som
mente); ligeledes efter det (a, Anm det var

Forskjelligt

ubestemte der,

mig,

som

fra der

et

kom).

§ 9. Om Gjerningsord.
Handling kan enten gaa ud paa en Gjenstand:
paavirkende og tilbagevirkende Gjerningsord, eller
handlende selv: uvirkende
blot foregaa med den
Gjerningsord, der udtrykke en Tilstand (jeg vækker
ham, lian skynder sig, jeg vaagner). De gjenvirkende
Gjerningsord tilkjendegive, at to eller flere gjöre
noget, og at det samme gjöres ved dem (kappes, næbbes).
En

Anm.

Nogle Gjerningsord maa forbindes med et Navneord
at
eller Egenslsabsord for
udtrykke en fuldstændig
Tanke ; de kaldes uselvstændige (jeg er, bliver, kaldes,
bedder, synes).

paavirkende Gjerningsord have to HovedHandleform, som udtrykker, at en gjör noget,
og Lideform, at der gjöres noget ved en (jeg elsker,
jeg elskes). De tilbagevirkende og uvirkende have
kun Handleform, de'gjenvirkende kuu Lideform. De
evrige Gjerningsord, som kun have Lideform, kaldes
lideformede (ældes, længes).
B.
Gjerningsordene have forskjellige Endelser for
at udtrykke de forskjellige Maader, hvorpaa noget
udsiges: som vist og virkeligt (i fremsætten de Maade:
A.

De

former:

han kommer, han læser ikke), eller som en Villiesytring (i bydende Maade: læs! kommer hid!), eller
som
noget blot tænkt, som et Onske (i önskende Maade:
Kongeu leve! Du ville undskylde. Gud give!).

Desuden har Gjerningsordet to Former med Navneords og Egenskabsords Betydning:
Navnemaaden,
der udtrykker Handlingen i Almindelighed, som en
Tanke (hæse, skrive), og Egenskabsmaaden, derforuden Egenskaben tillige angiver Tiden (det grædende
Barn, d. e. som græder; en væltet Vogn).
Anm. Navnemaailens Kjemleord er at (læse, at læse),

17

D.

En

Handling er enten foregaaet i Fortiden
eller foregaar i Nutiden (han læser),
eller vil foregaa i Fremtiden (han vil læse, han skal læse).
En Handling maa i Forhold til en anden Handling enten foregaa samtidigt (han sad og sov; han
gaar og tænker derpaa), eller til forskjellig Tid', i
Forfortid (han havde læst Bogen, da jeg kom), eller
(han læste),

i Förnutid (jeg har set ham og ser nn hende), eller
i Forfremtid (naar jeg faar læst Bogen, skal jeg
sende dig den; jeg vil have læst Bogen imorgen og
skal da sende dig den).

E. Disse Tider gives ved Endelser eller Selvlydsforandring (Nutid, Fortid og Lideformens Egenskabsmaade), og ved Sammensætning (de ovrige Tider).
Gjerningsord med Endelser i Fortiden udgjöre
1ste Böjningsmaade
de med Selvlydsforandring i
Den 1ste er lierTortiden 2den Böjningsmaade.
,

stavelses,

den 2den enstavelses.

a) ved Endelser dannes
i 1ste og 2den

Böjningsmaade;
Lideformens
Handleformens
fremsættende Maade
önskende
Navnemaade

er

es

e

( es )

e

es

ende.
Egenskabsinaade
i 1ste Böjningsmaade 1

i fremsættende Maade

eller

Egenskabsmaade

ede

te. de

edes

tes, des

et

eller t.
i 2denBöjningsmaade föjesderimod i Lideformes til
Handleformens Fortid og Egenskabsmaaden faar
s
en (Intetk. et), eller ved sammentrukne enstavelses

Egenskabsmaader
Amu.

t

(stjaalen, (givet) holdt).

Naar Stammen ender paa en Selvlyd, liar Endelsen ikke
e, uden i Handleformens Egenskabsmaade (se-r, gro-r,
gaa-r, dø-r, se-s , se-t, se-ende, gaa-ende, naar, naade,
e høres og skrives kun i nogle Gjernaat, at naa) ;
ningsord paa -ie, ye, ue (tie, grue, fornye)*
—

b)

ved

Selvlydsforandring

dannes

18
i 2den

Böjningsmaade:

Fortiden i Handleform.
Anni.

Nutidens

bydende

tende Maade, d.
delse (læs! ti!).

e. :

Maade er lig Stammen i fremsætsom fremsættende Maade uden En-

ved

Sammensætning dannes
Böjningsmaade;
Fortidens Egenskabsmaade i Lideform Intetkjon

d)

i 1ste og 2den

af

dannes i Handleform
Fornutid

med har
Navnemaade have
havde
Forfortid,
sammensat

i

Forfremtid
faar
Egenskabsmaade i Lideform
Fælleskjon og Intetkjon

af Fortidens

dannes i Lideform alle Tider med

bliver
i alle Tider

af Nutidens Navnemaade i Handleform
dannes i Handleform: Fremtid med vil ell. skal
Lideform
vil eil. skal
Fremtid
af Fornutids Navnemaade i Handleform
dannes i Handleform Förfremtid
Lideform
Förfremtid

Anm. 1

.

vil ell. skal
vil ell. skal

d. e. de Gjerningsord,
for at vise Tiderne,
har hørt ; naar jeg faar spist; jeg vil

Iljælpcyjerninysordene,

sammensættes

toneløse

(jeg

med

som

andre,

ere

for-

tælle).
Anra. 2.

De

formens

paavirkende Gjerningsord
Fornutid oy Forfortid

uvirkende ogsaa med

Forandring

er

er

oy

var

foregaaet (han

sammensættes i Handle
med har og havde, de
-

,

har

for at

vise,

rejst meget ;

at

han

en
er

rejst bort).

Förnutid oy Forfortid i Lideform sammensættes
med er og var , som mere udtrykke Tilstanden
(han er fangen), end den fuldendte Handling (han er
bleven fangen).
Anm. 4- De lideformede Gjerningsords Förnutid og Forfortid
dannes af Fortiden (det er lykkedes mig; jeg har længtes).

Anm. 3.

ogsaa

Talböjning findes i Nutidens bydende Maade,
der i Flertallet tiifojes er (læs-er! kom-mer!
gaa-r!), idens fremsættende Maade, hvor Enkelttallets
r bortfalder
(jeg læser, de læse; jeg gaar, vi gaa),
og Fortiden i 2den Bojningsmaade föjer i nogle
F.
hvor

Gjerningsord
dreve,

gave,

Anin.

I

1ste
a

til den” langttonede
e
droge, lode, sfode).

daglig

Tale

bruges

Talböjning

(bleve,

ikke.

har 3

Böjningsniaade

) ede i Fortid og

denne

Stavelse

et i

Afdelinger;
Egenskabsinaade (elsk-ede,

gru-ede, forny-ede)
b)

Egenskabsinaade (tal-te, kaldled-te, ske-te); med Selvlydsforandring:
traadte, saalgte, valgte, dulgte,spurgte, bragte,

te i Fortid og t i

te,

satte).

d)

de i Fortid og t i

Egenskabsinaade

og

Selvlyds-

vi

gjöre,

forandring (lag-de, sag-de).

Uregelrette ere:
gjorde, har gjort,
gJ or
>

tör,

torde,

bör,
kan,
skal,
vil,

burde

maa,

inaatte,

ved,
har,
der,

vidste,
havde,
dede,

2den

—

—

kunde,
skulde,
vilde,

at

tordet,
burdet,
kunnet,—
skullet,
villet,

—

—

—

—

—

—

—

gjöre

torde,
tör,
burde,
bor,
kunne,— kunne,
skulle,
skulle,
ville,
ville,
—

—

—

—

maattet,— inaatte,

—

vidst,
haft,

—

—

er

—

—

vide,

—

have,

vide,
have,

ded.

Böiningsmaade

har 3

Afdelinger:

a) Nutidens Selvlyd som Egenskabsmaadens

lydsforandring
1)

2)

i

;

Selv-

Fortiden.

a i Fortiden : giver, (knækker), klinger, hænger,
kvæder, gjælder, beder, giver, sidder, (skjælver).

Uregelr.: tier, tav; er, var, har været, være.
e i Fortiden: bider, lider, smider, slider, strider,
(svier).
Anni,

3)

o

(jaar,

gik,

i Fortiden:

graver, farer.

har

gaaet; faar, fik,

har faaet.

lager, drager, jager, lader,

Uregelr.: s/aar, slog, slaaet;

staar, stod, staaet;
ler, lo, let; ser, saa, set; æder, aad, ædt;
ligger, laa, ligget; (vejer, vog, vejet).

4)

o

i Fortiden:

gyder, nyder, lyder, flyder, skry-

der, tyder; (gyser, fnyser, kyser, nyser);

ryger.

20

b) Nutidens Selvlyd ikke den
skabsmaadens ;

samme

Selvlydsforandring

i

som

Egen

Fortid

-

og

Egenskabsmaade.
1)

a i Fortiden, u i Egenskabsmaaden: br ækker,
trækker, sprækker, drikker, stikker; syringer,
fsvinger), tvinger, synger, synker; binder, finder, svinder, tvinder, vinder, spinder, rinder,
(brister), slipper, hjælper, træffer, næinmer.
aa i
Egenskabsmaaden: bærer, skjærer, sfjæ-

ler

(tærsker).

Fortid, c i Egenskabsmaade: Uder, gnider,
glider; skriger, stiger, sniger, viger, sviger;
fiber, sliber, kniber, griber; skin?er, river,
driver, bliver (blev, er bleven).
3) o i Fortid, o i Egenskabsmaaden: sværger,
2)

e

i

(svor).

4)

o

i

der,

Fortid,

u

i

Egenskabsmaaden: byder, bry-

fortryder, skyder.

o i
Egenskabsmaaden: fyger, stryger, ryger,
kryber.
Uregelr.: fryser (fros), frossen; lyver , löj,
løjet; flyver, flöj, flöjet.
rf) Nutidens Selvlyd som Fortidens og Egenskabsmaadens: falder, holder, hedder, græder, sover,
lober, kommer (hugger).
,

Anm.

Foruden Selvlydsforandring findes ogsaa Medlydsfori Fortiden , idet en dobbelt Medlyd bliver til
en enkelt
Medlyd (sad, bed, drak, kom, se § 3, 3, og
t tilfojes efter d med foregaaende Medlyd (fandt, faldt,
-

andring

boldt).
G. Gjerningsord have 3 Personer.
Handlingen
kan udsiges om den talende, eller den tiltalte, eller
den omtalte, men dette udtrykkes ikke ved Endelser
(jeg lober; du (de) lober; ban (hun, den, det) lober;
vi lobe; i (de) lobe; de lobe).
Naar der blot siges, at en Handling sker, uden
at der siges, af hvem, er Gjerningsordet vpersonligt; Kjendeordene derpaa ere der og det (det fryser,
regner,

danses,

lyner, dages, lykkes; der siges, fortælles,
der lukkes op, § 8 a, Anm. og h, alm. Anm.).

21

§ 10.

Om Talordene.

uböjelige, saanær som et, midet,
Millioner, Billioner, Tusinder (eller Tusinde) af
Enkelttallet Tusind (eller Tusinde).
Talordene

ere

Anm. 1. De deles i Mængdetal: en, to, tre o. s.v., og Ordenstal : den (det) første anden (andet), tredie o.s.v.; ved
disse maa mærkes, at Enerne af Mængdetallene sammensættes med Ordenstalleues Tiere
(den en og tyvende,
det to og tyvende).
Anm. 2. Ved Aarstal bruges Mængdetal istedenfor Ordenstal
(Aar 1804; ligeledes Nummer 56, Side 35, Spader 2),
d. c. Ordtegn; i Skrift
Anm. 3. I
,

Regning bruges Taltegn,

bruges

de kun for Kortheds

Skyld.

Tillæg til Biijningslæren.
Lævninger af ældre Tiders Sprogböjning findes
ofte hos. Digterne (Menneske/t,?, Rigens, Hjærtens,
Dedrøttj^ Landsens; ved höj en Mast, i höjen Loft;
mangen rasker Helt, en unger Svend; stunge, funde,
runde, fulde; svam; ginge, finge; gak; haver).

D.

Orddannelseslære.

Et Ords Stamme er det, der bliver tilbage af
Ordet, naar Endelsen tages bort {Mande n, kvindelige,
læse r). Et Ords Rod er det, der bliver tilbage, naar
alle Ordets Tillæg tages bort [elskeWg, Afhandling).
Ord dannes af andre Ord :

1) ved Afledning,

forgan, forjage,
?71ykke, E7</vækst, fawskabt, samtale).

a) ved Forstavelser (orergaa,
Forstavelserne

i)

an-

be- ge-

er-

ere

tyske.

Endetillæg (Skriver* Andrik, Kæriing,
Handling, Syning, Tænkning, Tyvert, Godhed,
Værelse, Stavelse, Længde/, Gjærdsel, Skrift,
Lefte, Drejrfe, Vrede, Fedme, Redine, Egenskab, Herredomme, Mand dom; mand ig, modig,
egenlig, fredelig, lan gsom, fred#ømme%,
ved

gyldewj salven*, gölte, ymte, ytre, rødne,
skjelwe, herske, spore/«, sin/:«, ren,ve).
Ordenstallene föje -ende til Mængdetallene
(syvende), undt.: tredie fjerde, femte, sjette
ellefte, tolfte, tredifte.
Mange Biord dannes af Egenskabsord ved
Endelsen -t og -en (klogt, meget, muligen).
d) Forkortning (Kast, Tvang).
é) Uden Forandring (Attraa, Glæde).
2) Ved Sammensætning (Værk-sted
Gud.v-frygt,
Embeds-mand, Ædel-sten, Stolehynde, Pennekniv, Strængeleg).
,

,

,

Biord

ere

ofte

sammensatte

med Navneord

(altid, aldeles, ingensteds, alskjöns, alslags,
overvættes, allevegne, saaledes, nogenlunde,
ingensinde).
Tierne fra halvtredsindstyve
med Ordet Sind, d. e. Gang.

E.
A.

ere

sammensatte

Ordfojningslære.
Den enkelte

Sætning.

§
Sætning er enten fremsættende eller bydende. De
spørgende Sætninger forlange et Svar og høre følgelig til de
bydende (Kornet modnes. Flyv, Fugl! Hører Du?).
§ 2 Sætningens Dele ere : Navnet paa den Person eller Ting,
eller
om hvem noget udsiges, Grundordet (som er et Navneord
et Ord, der staar som Navneord: Stedord, Egenskabsord, Navnemaade og en hel Sætning) og Omsagnet det, der udsiges om
en Person eller Ting
(Gjerningsord eller et uselvstændigt Gjerningsord (§ 9, Anm.) med følgende Omsagnsord). (Byen bliver
forskjönnet; Den Blomst er en Bose; den hovmodige foragtes;
at ride er sundt; at rumme er at give Bum; at du horn, glæ1.

En

,

,

der mig).
Anm.
Upersonlige Sætninger ere de, i hvilke intet bestemt
Grundord findes (det lyner, der siges).
De paavirkende Gjerningsord kræve nødvendigt Navnet paa
den Person eller Ting, som paavirkes: Gjens tandsordet (som er
Navneord, Stedord, Navnemaade eller en hel Sætning, den af

83

hængige Sætning).
komme; jeg haaber
Anm. 1.

biir,
vil

Efter de
kan

maa,

komme).

Anm. 2.

(den

(Jeg
at

skimter Faren;

jeg agter kam; jeg

vil

(tig; jeg husker nok, at du fortalte det).
uselvstændigc Gjerningsord: skal , vil tor,
udelades Navnemaadens Kjendeord at (jeg

se

,

Dobbelt Gjenstandsord

sættes

kalder

efter kalde

og

gjöre

jeg modig; jeg gjor ham ræd).
Anm. 3. Gjerningsordene : lader
ser, hører, heder, byder
kunne have en bel Sætning tilGjenstand, i hvilken Grundordet staar i Afhængigbedsform og Omsagnet i Navnemaadc
(jeg saa liam vokse op).
Baade til paavirkende og uvirkende Gjerningsord kan föjes
Navnet paa den, med Hensyn til liv em Handlingen sker, Hensyns
ordet (som er et Navneord eller Stedord) (du gjör mig Fortræd;
det klæder ham godt).
Hensynsord kan ogsaa staa ved Egenskabsord (det er mig kjært; det er ham en vigtig Sag).
§ 3. De enkelte Ords Forhold til hverandre i en Sætning
udtrykkes
a) ved Ordstillinycn
1) Grundordet sættes først, undt. i spörgende og önskende
Sætninger (kommer han? kom han blot!), Gjenstandsordet efter
det paavirkende Gjerningsord (jeg læser Bogen; jeg kan se).
Hensynsordet forved Gjenstandsordet (jeg gav ham Bogen; det
er mig kjært; det undrer mig).
2) Maal, Vægt, Grad, Værdi, Tids og Stedsudtryk
föjes til uvirkende Gjerningsord, til Egenskabsord og Biord (gaa
en Mil, veje 3 Pund, koste 4 Mark, han døde Aar 1832, 3 Alen
lang, 2 Mil bred).
,

-

:

3) I Samstilling, d. e. naar
Navneord, sættes det forklarende

et

Navneord forklarer et andet

Tillæg forved (Bjærget Hekla).
Anm. Nogle Værdighedsnavne paa -e miste da dette e (Herr
Lave, Grev Brahc, Kong Knud, Fru Ingeborg).
4) Navnet paa Maal og Vægt sættes forved Navnet paa det
maalte og vejede (en Tönde Dug, et Glas 01),
5) Ved Ejeforhold, Sammenhængsforhold, Beskrivelsesforhold
sættes Navnet paa den, som ejer eller har noget, foran (Maribo
Kloster, Frue Kirke, Banders Handsker, Tirsdag Aften).
Biord sættes efter Gjerningsord (han arbejder
Alm. Anm.
meget) Egenskabsord og Kjendeord forved Navneord (en
god Ven, en Ven; dog: Knud den Hellige, Frederik den
Anden). Biord, Talord, Kjendeord forved Egenskabsord
med følgende Navneord (meget (to, de) gode Born). Forholdsord og Bindeord sættes imellem (Sonnen i Huset,
,

Manden og Konen).
b ) ved Ord (Forholdsord).
1) Hensynsforhold (jeg sendte Bogen til ham).
2) Maal (i 3 Dage; en Tönde af Bugen, af den nye

Bug).

3) Ejeforhold (Kongen i Danmark).
4) Gjenstandsforhold (angst for, ivrig for, søge efter, lægge
Vind paa, glad ved, spörge om, stor af).

24

5)

Tids- og Stedsforkold

(i,

paa,

til, fra, ved, af, ad, under,

efter, igjennem).
d ) ved Endelser.

1) Ejeforhold (Jyllands Hede, Bogens Blade).
2) Egenskabsordets 14jön og Tal som Navneordets (Huset er
stort, Taarnet er revet ned) ; Navnemaaden betragtes som Intetkjön (at læse er nyttigt), Undt.: Hojeste Grad som Omsagns*

böjes ikke (de yngste Træer i denne Skov ere störst).
3) Gjerningsordets Tal som Grundordets (Manden arbejder,
Mændene arbejde; du. (de) kan, i (de) kunne).
Anm. To sideordnede Grundord i samme Sætning bave Omsagnsordet i Flertallet (Manden og Konen arbejde fordere»
ord

Born; baade Landet og Hovedstaden

B.

Den sammensatte

vare

bain

tro).

Sætning.

af Hovedsætning og
§
Sætning
Bisætning. Bisætninger kunne ikke staa alene, men knyttes til
Hovedsætningen ved tilbagevisende Ord, spörgende Ord og
Bindeord, og ere altsaa tilbagevisende Sætninger (Manden, som
jeg vilde hilse paa, var ikke hjemme. Jeg kjender den Egn,
hvorfra du er kommen), afhængige Sporgesætninger (jeg ved,
hvorfor han er vred; jeg ved ikke, om han kommer), og Bindeo
rdssætninger
§ 5. Sætningernes Forhold til hinanden som Hovedsætning og
Bisætning udtrykkes mest ved JSillcleol’d, der tilkjendegive en
Tid (naar, mens, da), en Aarsag (da, fordi), en Hensigt (forat), cn
Følge (saaat)j en Betingelse (dersom, hvis, naar), en Indrommelse (skjont, ihvorvel), en Sammenligning (ligesom, jo-jo, desto).
(Da jeg kom, var han gaaet; da han var syg, fik jeg ikke talt
med ham; skjönt han ikke fattes Evner, kan han dog intet;
jeg tror, at der vil blive en Glæde).
Med Hensyn til Ordstillingen mærkes, at den afhængige
Sætning sættes efter det paavirkende Gjerningsord (jeg ved, at
han kommer; hvorfor han kommer; hvornaar han kommer), Bi-

4-

Den

samniensatte

bestaar

.

sætningens Bindeord sættes forved Grundordet, og naar Bisætningen sættes forved Hovedsætningen, sættes Gjerningsordet
foran (naar Vaaren kommer, vil jeg rejse).
§ 6- Hovedsætninger og Bisætninger kunne hver for sig staa
i et sideordnet Forhold, der udtrykkes ved Bindeord: de forbindende (og, baade
eller),
og), de adskillende (eller, enten
og det modsættende (men). (Baade regner det, og jeg synes ikke
—

—

Hverken er jeg syg, ej heller er jeg rask.
om at gaa derhen.
Han tilstod det ikke, men hans Miner røbede ham).
Anm. De forbindende og adskillende Biord bruges ogsaa
imellem sideordnede Ord i en enkelt Sætning (Manden og
Konen gik; jeg saa hverken Manden eller Konen).

450011489805

