Digitaliseret af I Digitised by

DET KGL.
BIBLIOTEK
Royal

Danish

Library

r

WIgWII

\

Fabel-ABC
for Begyndere

i at læse

latinsk Tryk og Haandskrift
\

af

jP. C. J.
,

Sognepræst

>

!

Ï

Rasmussen,
til Marstal paa Ærii.

—.««ns—- C »—

Marstal
l Commission hos Jessens

1851,

Boglade

Trykt hos Julius Rns»nstand i

i

Svendborg.

Rwdkjöhing.

u£&
(
,

ho

^

:

f

'

.

Forord.
Færdigheden
kjende
skolen.

de skrevne
Et

i

at

læse latinsk

Bogstaver

ej

og i

at

let i Almue-

til lettere at opnaae denne

Hjælpemiddel

skulde nærværende ABC

naaes

Tryk

være.

Marstal i November 1850.

Forfatteren.

Forste

Afdeling,

ABCDEFGHIJK
LMNOPQRSTUV
W X V Z E Ö.

abcdefghljklm
nopqrs

tuvwxyz

æ ö.
îïy-re-ne

kun-ne

ik-kc tæn-ke og
ta-le, ior-di
de ik-ke ha-ve For-nuft
og Ta-Ie-æv-ne. DIs-se to
sto-re

Guds Ga-ver

e-re

ik-ke med-deel-le

Dy-re-ne.
Des-u-äg-tet
Man-gc fra de æld-ste Ti-der
dig-tet For-tæl-iin-ger, hvor-i Dy-rc-ne ind-fö-res
ha-ve

ta-len-de og tæn-ken-de.
Saa-dan-ne For-tæl-linger kal-des Fa-blcr; dis-se Fa-bler vil-le Böru
gjerï)e læ-se; men Born skuI-Je da
og-saa kom-me de
go-de Lær-dom-ine i-hu, som e-rc ncd-lag-te der-i.

4

Ind-MMsk-Ited gjör ïat-ter»Iig.

1.

En stor og stærk Stud trak en-gang
Bræn-de

fra Sko-ven ; Vei-en

et

stort

Læs

lang, Vog-nen
Da be-gynd-te
tung og Læs-set end-nu tun-ge-re.
ad
i
det
den
Ban-ken, at sve-de og
gik op
Stu-den,

hjem

var

En Flu-e sad paa Læs-set og

pu-ste stærkt.

tro-e-

vig-tigPer-son: „Se!" sag-de den,
de,
„jeg tyn-ger vist me-get, stak-kels Stud ! jeg vil staae
af op adBak-ken, at det kan bli-ve let-te-re!" Studen smi-le-de og sag-de: „Stol-te Dos-mer! som ei
veed, Jivor-lidt du vei-er, sid kun ro-lig, jeg mær-,ker slet ik-ke, at du sid-der der!"
at den varen

9

Hov-mod staa-er for Fald.

2.

Mand ei-e-de
et med
ne

en

Skov,

höi-est og syn-tes i

agt ned paa de

„Af

os

en

in-gen Ting."

naae

li-

de med

Rin-ge-

Ege-træ-er,
Stort; men

og sag-

saae

krum-me

bli-ver der no-get

1er! I due til

Pop-ler-

Hast at skul-le

Der-over

smaae

En

be-gro-

stor og tæt

var

Blandt dis-se knei-se-de

Træ-er.

ge til Him-me-len,

de:

den

Da hænd-te det

I Stak-

sig

en

Dag, at Sko-vens Ei-er sam-le-de si-ne Folk og
sag-de: „Hug-ger de us-le Pop-ler om, de ska-de
de go-de Træ-ers Vævt, og due dog selv til In-tet,
knap til Brænd-sel; men skaa-ner mig de krum-me
E-ge; thi om en Ræk-ke Aar be-ta-ler Skibs-tommer-man-dep dem godt." Saa-le-des faldt Pop-lerne tid-lig for Öx-en og ble-ve til Bræn-de; E-ge-ne
sto-de

læn-ge

og ble-ve til et

dei-iigt

Skib.

5

Iiislt og for Meget fordær«
kjöbte en Höne, som var meget smuk; men, hvad der endnu var bedre, den lagde hvei^Dag et deiligt stort Ægf'i sin Rede.
Da
som var gjerrig,
efter
Konen,
begjærlig
bley
flere,
og tænkte som saa: »„Naar jeg kunde spare Kornet,
havde jeg Æget for bedre Kjöb;" og hun gav den
Intet at æde; men Honen lagde snart kun et Æg
hver anden Dag og kort efter slet ingen. Derover
blev Kpnen bedrövetjog tænkte: „Det skal nok blive
godt; nu skal den faae dygtig at æde, og, naar
den
ÿliver fed, lægger den sikkert to Æg om Dagen/ Sken Ilönen mev fed og lagde ingen Æg; da
græd Konen, men Honen hvidskede til hende: „For
Lidet og for Meget fordærver Alt."
3.

Vea'

FW

Jk.lt.

Eu Kone

■

'4.

Hold

gode Mines* til slet Spil!
meget sulten, spadserede en Dag
Ræv,
i eii deilig Viingaard og saae de sode Druer hænRæven holdt meget af dem;
ge, over sit Hoved.
de vare saa deilig modne.
Den hoppede og hopfaldt
altid
ned
den
ped«; pien
igjen og fik slet Inteb
Da törrede den sig om Munden, og sagde, trostunde sig, saa godt den kunde: „Det er ligemeget;
Yiindruerne ere sure; jeg vil ikke have dem."
•

-

En

som

5.

var

Bu ILade!

gals. til Myren og Miv
En Græshoppe og en Myre boede sammen
VÜS.
en
paa
Kornager og levede ret muntert og fornöiede.
Da hændte det sig, at Kornet blev hostet, og der

6

faldt mange Korn paa Jorden. Myren saae dette og
travlt; den samlede og samlede i sin lille
Hule, og den raadede Græshoppen at gjöre ligesaa;

fik meget

Græshoppen var doven, 'den hoppede /tjnkring
og sang fra Morgen til Aft’en. Snart kom Efteraaret, det blev koldt og der var ingeri Föde; den armc forsultne
Græshoppe kom til Myren og bad den
om Iluusly og Fode.
„Nci, min Ven!" löd Svaret,
i
du
medens
„sang
Sommer,
jeg sled og slæbte, saa
men

faaer du

nu

dandse i Vinter."

Venner pris ves i Vod.

6.

To Venner

gjorde en Reise til en fjerntliggende By; deifkom
over Bjerge og Dale
og tilsidst i Nærheden af en
Skov.

Ene,

Ud af denne Skov kom

som

saae

en

stor

Björnen först, flygtede

höit Træ og lod sin Ven i Stikken.

Björn.

Den

strax op i et
Denne havde

hcldigviis hört, at Björne ei röre döde Kroppe eller
Aadsler; han lagde sig da ned og lod, som om han
var död.
Björnen kom, snusede til ham, gik forbi
og meente,

han

var

död.

Da

Faren

forbi,
Træet, nærmede sig til den,"Anden, som havde ligget stille paa Vejen og sagde:
„Hvad var det egentlig Björnen hvidskede dig i
Öret?" Det skal jeg strax sige dig: „Tro ci dine
Venner, för du pröver dem i Nöd," saa löde Björsi eg

nu

var

Vennen ned ad

nens

7.

Ord.

Magten gjæltler tit for Ret. LöÆselet
ven,
og Ræven blcve enige om at gaac paa

4

Jagt og at dele Byttet lige med hinanden. Jagten
gik heldig, og de fangede en stor Mængde Vildt.
„Kom du hid og deel", sagde Loven til Æslet, og
den deelte det efter Aftale.

Da blev Loven vred og

sagde den
men Ræven var bleven klogere; den lagde
Alt i een Hob og en lille Smule til sig selv i en
Krog. „Det er godt", saa löde Lovens Ord; „men
hvo lærte dig at dele saaledes?" „Æsclets Skjæbne",
svarede Ræven, og dermed gik den sin Vei.
Æslet.

„Deel

opaad
derpaa;

8.

du hu, lille Ræv!"

ikke Ilanden.

lijolen gjör

Et

Æsel lob bort fra sin Herre og fandt underveis Huden af

en

der

Löve,

Vogn, der kjörte
„Hoho!" tænkte Æslet, „nu

var

med kostbare Skind.
skal

jeg

blive

en

Dyr," og
skjulte sig

han tog

Skræk i Menkröb ind i

Lövehuden,

„En Love,
paa bedste Maade.
Löve!" raabte baade Mennesker og Dyr, og hver

den og

kröb i sit
blev

Hul,

Mester

for at frelse Livet.

Langöre

stolt og tænkte: „Jeg skal dog besöge min
Herre og takke ham for Sidst; han skal nok

nu

gamle

komme til at

fortryde

de

Prygl,

dermed löb han op i sin Herres
stöiede det

Bedste,

imellem hinanden.

der

en

stor Mand og sætte

nesker og

en

tabt af

var

stifteren,

paa Færde.

han kunde.

han gav

Gaard,

mig!"

og

brolede og

Folk og Fæ löb

Da kom Herren for at see, hvad

Men,

da han fik Öie paa Uro-

kj endte han ham strax; de

lange Örer

nemlig frem; han hentede sin Stok
„Mester Langöre! jeg'kj ender dig godt;

og
nu

stak

sagde:
skal

jeg

garve dit

igjen
lige at

Skind,

a(

og Æslet fik

du kan

dygtige Prygl ;

men

glemte

til-

agere Love.

Daarskab straffer sig selv.

9.

Örn flöi höit op i Luften, höit
höit

komme til Forstand

over

Skovenes

En

Bjergets Tinde,
sig tæt under

Top og svang
opblæst Frö saae dette i
var deiligt at flyve saa höit

over

sit Dam Og
Skyerne.
over de andet
tænkte,
Strax kaldte den paa Ornen og sagde:
dre Dyr.
at
„Lær mig
flyve!" „Det kan du ikke lære,“ gjensvarede Ornen. Men den selvkloge Fro vilde, hvad

En

den vilde.

Med Eet tog da Ornen Fröen

i

sine

Kloer, svang sig höit op og sagde: „Vil du nulyde
mig, saa lad mig sætte dig ned igjen.“ Men Fröen
blev vred og sagde: „Jeg kan godt flyve, slip du
kun!“ Ornen slap og Fröen faldt; den faldt paa en
Steen og der blev ikke Heelt tilbage af den; den
gik

i Tusinde
10.

Stykker.

Se dig for!

En

gammel

Löve fölte

sig

svag og kunde ei længere jage efter Vildtet, som
ior, og den led tit Mangel. Da faldt den paa at

melde sig syg, lagde sig stille i sin

Hule,

og kla-

Dyrene hörte snart denne glæog de gik hen at see, om det
stode ærbodige i Indgangen til Hu-

gede sig ynkeligen.
delige Efterretning,
var

sandt.

Alle

len og spurgte til den strenge Herres Befindende.
Mild og venlig, forekommende og nedladende böd

han dem

indenfor;

de traadte

ind;

men

de traadte

9
éi

mere

de

som

ud.

Omsider kom

andre;

konnné indenfor

Ræven; han stod
Indbydelser

vare

ind i din

„Fordi jeg

Hule;

men

til at

Tale for döve Örer.

en

kommer du ei indenfor min
den Gamle.

stille,

alle Lovens

men

kjære

seer

ingen,

Ven?"

mange
som

,Hvi
talede

saa

Spor, som fore
ud", svarede

forer

Ræven og böd Farvel.
Hör et godt Itaari !

11.

En Mand gik
flittig og gravede sin Ager, og, da den var ret i
Stand, som den skulde være, saaede han Hör i den.
Hvad er dette, tænkte Fuglene, som saae
derpaa og
lagde Raad op om, hvad det kunde være.
„Seer
Eder for,“ sagde Svalen, „lader os forene os om
at rive den fordærvelige Sæd
op ;“ men Ingen vilde
höre.

Da flöi Svalen hen til Mandens

Beskyttelse

om

og

IIuus,

boede trygt under

bad

hans

Tag.
tilberedt;
Garnene,
som sloges af Hörrens
Traade, fangedes Fuglene.
„Fangenet!“ sukkede de altfor silde; „ak! havde vi dog fulgt Svalens gode Raad i rette Tid, da
Horren blev

snart

moden og

dette ei kommen

var

12.

en

at

ikke

sig,

tage lidt af

Men Æslet
om

Straf.

Hest og et Æsel foran

de stærkt belæssede ;

Da hændte det
om

os.“

Utjenstvilliglieds

drev engang
vare

over

i

at

men

En Mand

sig.

Begge

Hesten bar det Meste.

Hesten blev træt og bad Æslet

Byrden,

for at lette dens Möie.

döv imod alle Bonner og brod
sig
sin Næstes Nöd. Omsider styrtede Hesten
var

10
t

og döde.

Da tog Driverea og flaaede

de Skindet og Pakkerne paa

Æslet,

Hesten, lag-

som

stönnende

sagde: „Ak! jeg Daare, som ei hörte
Næstes Bonner, ei rörtes af hans Nöd; nu li-

og sukkende
min

jeg min fortjente Straf!“ og med disse Ord segnede det under Byrden, og reiste sig ikke mere.

der

13.
engang
frem

Foragt ei den Ringe!
En lille nysgj errig
og sov.

ad sit Hul og

Dyr.

Den

gik

Loven laa

Muus tittede

forundret paa det store

saae

nærmere

hoppeTilfældigviis

og nærmere, og

de rundt

om

den sovende Hersker.

rörte den

ved

Loven;
sin Klo,

den

blev vred og

vaagnede,

for at knuse den. Den stakgreb Musen i
kels Muus tiggede og bad om Tilgivelse, lovede en
anden Gang at være forsigtigere og vise sig taknemmelig, saalænge den levede. Loven lo ad dens
Lofte

skete?

Tak og lod den gaae.
Loven blev faae Dage efter

om

Men se! hvad

fanget

i

en

Lö-

Den lille Muus
vesnare, og brolede jammerligen.
löb til, saae, hvad der var skeet og strax gav den
til at gnave og gnave paa Tougværket, hvoraf
Snaren var gjort, indtil Snaren var overgnavet og

sig

Löven fri.
14.

Tro ei de

Tranen havde

Tvetungede!

indgaaet

en

Pagt

Kragen

med hinanden.

og

Kra-

gen lovede at advare Tranen imod Ulykker itide,
Tranen at forsvare Kragen imod de fjendtlige Fugle.

En

Dag spadserede de,

som

[

sædvanligt

paa

en

Bon-

11

des

Ager,

Sæd.

og Tranen oprev den nys fremspirede
Da blev Bonden vred ograabte til sin

..Kom hid med
nene

paa

den

en

Steen!

at

Dreng:
jeg kan knække Be-

fordömte Trane.“

Strax advarede

Kragen
Yen, og den flöi bort. Da Bonden saae
dette, tænkte han nok, hvorledes det var gaaet til
og sagde: „Det skal jeg let forhindre næste Gang.“
Og han kaldte paa Drengen og sagde til ham:
„Naar vi næste Gang gaae her og jeg siger: „giv
mig en Honningkage! saa ræk mig hemmelig en
Tranen og Kragen kom; Bonden og
god Steen.“
hans Dreng gik henimod dem; men de
frygtede Intet.
Da sagde Bonden til
Drengen: „Kom hid med
han
Honningkagen!“ og
gjorde, som ham var befalet. Tranen faldt, truffen af
Stenen, og udbrod klaer
din
gende: „Hvor
Klögt, du snilde Fugl? du
holdt daarlig, hvad du lovede.“
„Ak !“ sukkede Kradet
er ei
gen; „tilgiv mig!
godt at have medtvetungedeFolkat bestille, de sige Eet og mene et Andet.“
sin

15.

Frihed

et stort Gode.

Ulven
mödte engang sin Yen og Frænde Hunden i Skoven og sagde til den:
„Hvorledes bærer du dig ad!
du er saa trind og glindscnde af
medens
er

Fedt,
jeg,
Mangel og Sult?“
„Det skal jeg sige dig,“ svarede Karo, „du kan faae
det ligesaa godt, om du
lyster. Kom du med mig
til min Herre! og hjælp mig at
vogte hans IIuus
mod Tyve, saa faaer du Æde og Drikke i Overflödighed.“ Det var herligt, tænkte Ulven, og spadder

er

stærkere end du, lider

12

hjemad med sin Ven Karo. Men underveis
at Hundens Hals var gnasaae Ulven med Skræk,
vet; han standsede og udbrod: „Ven Karo! hvad
fieiler din Hals? hvoraf kommer det?”
„Det har
Intet at betyde; man binder mig kun om Dagen,
fordi jeg er en Smule bidsk.“
„Ja saa“, gjentog
vil
hellere blive maUlven, „saa siger jeg Tak; jeg
ger i Frihed, end tyk og feed i Lænke.“
serede

16.

sig selv. Et Æsel,
andre Æsler, maatte hver

lia slfeed'straffer
dovent fremfor

som

var

Dag

bære store Pakker til Staden!

Omtrent midt-

Flod, det skulde gaae over. Som det
nu gik og dovnede, löftede det ikke rigtig Benene
i Vcirct, snublede og faldt; og til dets store Forundring var den halve Byrde lettet. Hvoraf kom
dog det? deraf, at den havde haaret Salt. Det var
Næste Gang det
en herlig Opdagelse for et Æsel.
kom til Vandet, smed det sig med Villie i Vandet,

veis

en

var

hvor det

var

dybest. Men hvad skete? det kunde
sig: det druknede med det Samme.
Svampe; disse smelte ei som Saltet i

slet ikke reise

Byrden

var

Vandet.
17.

Siver Stand laar sin Plage.

En

rigMuus, som boede i en Kjælder i Byen,
som boede i en Hule
og en fattig og simpel Muus,
paa Marken, kom i Bekjendtskab med hinanden.
Den rige Muus var paa en Spadseregang kommen saa
langt fra sit Hjem, at den ei kunde naae tilbage für
fornem og

*

{

\

13

Daggry,
der kun

og maatte
var

meget

söge Ly i Markmusens Hule, hvor

simple Retter,
Byg, som

der af Egetræerne, lidt

og

saa

videre.

lidt

Olden,

som

fal-

samles paa Marken

Dette smagte ei Lækkermunden fra

Byen godt,
„Kom engang

og den

beklagede höit sin flittige Næste.
til mig i min lune Stue i
Byen, da
skal du leve anderledes höit”, saa löde Ordene.
Den fattige Markmuus tog imod
Indbydelsen, kom
ind i Kjælderen, og skulde til at leve höit.
Der
var flint
Sukker
Flæsk
allehaande
Hvcdemeel,
og
og
Godt.
Som de nu sadde til Bords, kom
Kjældermanden ned og raslede ved Dören; den
rige Muus
smuttede strax i sit Hul og var skjult i et
Öieblik;
den fattige löb frem og tilbage
og var nær död af
Angest. Saasnart Manden var borte, sagde den rige
Muus: „Kom nu! lad os leve godt, vær saa
god!
tag for dig af Retterne.“ „Nei Tak“, löd den Fattiges Svar, „jeg har tabt min Appetit; mine simple
Retter i Ro og Fred smage mig
langt bedre“, og
dermed tog den Afsked og gik sin Vei.

Övrigheden

18.

liör agtes.

Faarene,

aad Græs og Urter og npiedes med Markens
Fode, saae med Misundelse og Fortrydelse, hvorledes Hundene fik allehaande Godt, som faldt fra desom

res

fælleds Herres Bord.

om

at

besvære

sig

talede saaledes til ham:

tager
ves

vor

af

Uld- og

vor

Mælk,

De bleve omsider

derover

vore

og

hos

enige

deres Herre

og

„Du gjör Uret, du soin
Lam, og den Ost, som ladog lader os ernære os af

14

Jorden;
dette,

men

Hundene,

som

give dig af Alt

Intet

du selv

meddeler du af den

Da svarede Herren:
dersom Hundene ei
paa Afveie og blive

Mad,
spiser.“
„I tage Feil i Eders Klage;
vogtede Eder, vilde I komme
et Bytte for Ulvene og de vilde

Dyr.“ Men Faarene vilde ei troe, hvad Herren sagde; da tog han Hundene hjem og lode Faarene
skotte sig selv og de fore vild, det ene til een, det
andet til en anden Side, og Ulvene kom og fortæ^
Da græd Faarene af Sorg og gik til
rede Mange.
Herren, og bad om deres Vogtere igjen; de klagede
ei

mere

righed
19.
et

nödvendig

i Landet.

IjJ«I dine Fnrælllre.

Et Faar havde

lille smukt Lam og boede i sin Stald.

Faaret ud paa

Græsgangene,
„Luk Ingen,

slet

du horer min egen Rost ; vogt
Lidt derefter kom

Da

gik

lukkede Dören og sag-

de til Lammet:

for!“

Ov-

over, at disse aad af Herrens Bord.

er

dig
Ulven,

Ingen ind,
for

Ulven,

som

förend
se

dig

havde hört

dette, efterlignede Faarets Rost og sagde: „Mit lille

mig op!“ Men Lammet tænkte paa MoOrd, saae sig for og kigede igjennem SprækDa saae den Ulven, lukkede Döken paa Dören.
til
ren fastere
og sagde: „Jeg skal Ingen oplukke
uden min Moder, mindst dig, som kun vil æde mit
Kjöd og drikke mit Blod!“

Lam! luk
derens

20.

Alliken

Togt dig for Forfængelighed*
var en forfængelig Fugl og ei fornöiet med
i

\

15
»le

Fjedre,

Herre havde givet den.
Da deø
Deel glimrende Fjedre, som havde

vor

derfor fandt

en

tilhört andre

Fugle, smykkede den sig paa bedste
Maade efter sin egen Mening.
Saaledes udmaiet
traadte den frem i Fuglenes Forsamling. Alle loe
og spottede Tossen; men den kneisede lige höit
endda.
Da tabte Fuglene Taalmodigheden, faldt
over den og toge hver
sine; ja ikke faae af dens
i
Lobet
med
det Samme. Halvnogen
egne Fjedre gik
maatte den omsider med Skam og Skændsel
flygte
bort fra Forsamlingen.
21.

En

Sandheds og
Mand

Ærligheds

Löh.

en
fattig
Flod; uheldigviis tabte han Öxen i Vandet og sad
grædende paa Flodbredden; han havde ei Penge til

en

ny.

spurgte

huggede Brænde ved Bredden af

Da kom
om

Fortælling,

Svane svömmende til

en

Aarsagen

ham, og
til hans Graad ; den hörte hans

dukkede ned i

Vandet, hentede en Guldvar den, over hvis Tab
spurgte,
han græd. Han svarede Nei. Da gik den atter tilbunds; hentede en Sölvöxe, spurgte atter, fik det
öxe op og

samme

om

Nei til Svar.

det

Tilsidst kom den med lern-

öxen; og den

Glæde;

men

fattige Mand tog den med Tak og
for Guld- og Sölvöxen, som Svanen

gav ham til Lön for sin

Ærlighed, kjöbte han sig
herlig Gaard og levede glad alle sine Dage! thi
han veg ei fra Ærligheds og Sandheds Vci.
Hans
Nabo
fik
til
samme
rige og gjerrige
Lyst
Lykke;
ogsaa han gik til Floden, smed sin Öxe ud og gav sig
en

16

jamre sig; Svanen kom; den hörte paa ham,
en
Guldöxe, spurgte om det var den?
Ja! svarede han, og rakte begjærlig sin Haand ud
efter den; men Svanen forsvandt i det Samme; han
saae hverken Svanen eller Öxen, og gik tomhændet
til sin Bolig.
til at

viste ham

22

Glem

StasSsem og pi'iis «let

Nyttige!
spadseret en lang Vei paa en hed SommerI det Samme saae den i det
en heftig Törst.
en Mark et Dam med det klareste Vand.
Hjor-

.

En

havde

Hjort
dag, og fölte

Fjerne
ten er

paa
let tilBeens.

Vandet.

Vandet

Som

en

var som et

Piil flöi den afsted og stod ved
Speil; og i dette Speil betrag-

tede den med megen Selvtilfredshed sin hele Skikkelse; især
den indtagen af sine Horn. Se! hvilke deilige Horn, ud-

var

bröd den omsider; de ere langt smukkere end Oxens;
den; Benene derimod priste den ikke; dc cre

tænkte

tynde;

det

Skade,

at

de ei

saa
saa

tykkere og federe,
Tanker, sprang
Hundene frem af Krattet og satte efter den. Benene gjorde
deres Tjeneste; i nogle Minuter var den langt forud for Hundene og sögde Skoven.
Men, hvad skete; i Skovens Træer
greb Hornene fat; den kunde hverken komme frem eller
tilbage; snart var den dödsens og i sin Vaande löd dens
Tale ikke som för: „Jeg Uforstandige, der kunde prise mine
Horn, og dadle mineßeen; i disse var derFrelse; i hine kun
unyttig Prydelse
mig til Fordærvelse.“
saa

er

stor

sukkede den.

Som den

nu

ere

stod i disse

—

Af ghade bliver Man

23.

altfor silde.
Been i

en

Mose;

Storken
et Sted i

spadserede
Mosen

var

Klog;

men

ofte

med sine

lange rode
Vandet dybt. Derhen

kom Storken ikke; den kunde ei sviimme. Men midt i dette
Vand seiledo den lille And lystig om og passede kun vel paa

under, hvergang den saae Högen, der havde stor
Kjöd. „Hvad betyder den Dukken under VanLyst
det“, raabte den nysgerrige Stork; „er du bange for den
stakkels Hög, det behöver du ei at være; jeg er din Ven,
lad ham komme; jeg skal tugte ham. Lad os engang snakke
lidt sammen, og spadsere lidt paa det Törre.“
„Ja vel“
at

dukke

til dens

ä

(

17

sagde Anden, og
Høgen, som kun

dermed svømmede den til Land.
lurede

derpaa,

Saasnarl

den ned paa
med sit Bytte.

dette, slog

saae

den stakkels And og svang sig i Luften
„Det havde jeg ikke ventet“, saa lod Andens klagende
Skrig
igjennem Luften; men det hjalp ikke, at den nu var bleven

klogere; dens Timer

vare

talte.

24.
Den Snilde veed altid Raad.
En Krage
fløi vidt og bredt omkring og kunde intetsteds finde lidt
Vand,
hvormed den kunde slukke sin brændende Tørst.

Den speisaae den
en Flaske med Vand staae
langt borte; i et Nu var
den der. Men ak og ve! hvad
hjalp vel det? Halsen var for
Da forsøgte den flere
lang og. Vandet kunde den ei naae.
dede og
omsider

Gange

speidede

at

overalt med sit

skarpe Syn;

da

vælte

Flasken, det var forgjæves; at slaae den itu,
lykkes.. Omsider fandt den paa Raad og Baadet
hjalp; den fyldte den ene lille Steen i Flasken efter den
anden; og alt, som Stenene kom i Flasken, steg Vandet, og
tilsidst kunde Kragen slukke sin Tørst.
det vilde ei

25.

de

Tænk, forenil «lu handler! ToFx-øer boei et Kjær, og havde
gode Dage; thi der var Vand

sammen

og Mudder

nok;

og Storken kunde ei faae dem

fat;

thi de

havde mange Smuthuller allevegne. En Sommer blev Heden
stærkere og stærkere og Vandet svandt.
Tilsidst sade vore
F'røer paa det tørre Land.
Hvad var derved at
gjorc? Do
maatte vandre ud i den vide Verden;
usikkert
og tungt
var

og
finde et nyt Hjem. Da saae de omMergelhule, hvor der var Vand. Den Ene vil-

det, hvor de skulde

sider

dyb
plumpe sig deri; men den Anden var betænksommere
og sagde: „Stop Kammerat! lad os dog først overveio,
om vi, hvis Vandet
ogsaa her slap op, kunne komme op igjen.“
Det lod sig ikke gjöre; de maatte vandre videre.
en

de strax

26.

Bæk;

Hjælp
den vilde

paa den anden

i Zöllen.
over

En

lille Bi fløi hen

over en

Bækken (il ile smukke Kløvermarker

Side, Tor

at

samle

Honning.

Da kom et Vind-

pust; den kunde ei staae imod og faldt i Vandet, hvor den
var lige ved at drukne.
I det høic Træ, som stod ved Bæktens Bred, sad cn lille Skovdue.
Den var

god

*

\

og

hjælpsom

18
og tilkastede &dh ici Blad; det var en herlig Baad : den forte
Bien frelst til Landet.
Men Bien glemte ikke den Tak, den

skyldte sin Velgjorcrinde. Da traf det sig saa, at Bien nogle
Dage derefter saae en Jæger sigte op i det samme Træ, og se !
det var den lille Due, han havde taget Sigte paa. Slrax sad
Bien paa Jægerens Haand, stak ham med sin Braad, saa
hans ßössc gik for tidlig af. Duen var frelst og Bien glad.
Slty «le» laimskr ! Nogle Muus legede med
en lille
Krog, tæt ved deres Huller, hvor de kuni Skjul, naar der var Fare paa Færde.
Katten havLyst til Musene; men faae dem fat, det var umuligt;

27.

hinanden i
de lobe

de stor
det

Katten nok.
Da salte den et mildt og venligt Anop og vandrede saaledes frem og tilbage i Nærheden.
Musene vare godtroende og tænkte paa Fred og ingen Fare;
ja den ene var saa tillidsfuld, at den ansaae Katten for Cn
saae

sigt

ærlig Ven, gik hen til den og saae den rolig ind i üiet. Da
foer Katten frem, greb den arme Stymper og slugte den.
Musen græd over sin Godtroenhed, men det var altfor silde.
28.

1 .itu ei Godt med Ondt!

En stærk Oxc

gik

og græssede i den græsrige Eng; men i Nærheden var et
höit Bjerg og der laa mange store Steen paa Toppen af dette
Bjerg. Med Eet gled Jorden fra een af de störstc; den rullede ned med

en stor Fart;
og det skete, at den, i det den standsede, laa tvers over en stor Slange.
Slangen peb ynkeligen om Hjælp og Oxen ilede til, for at see, hvad dette havde at betyde.
Den saae Slangen, glemte dens Ondskab og
Falskhed og ynkedes over den og tænkte paa at hjælpe den.
Men Slangen havde som alle Falske ikke Tro til Nogen
og
tænkte kun paa Svig; den begyndte derfor at love Guld
og
grönne Skove for at faae Hjælp, og sagde, at den vilde vise
Oxen en stor Skat.
Oxen brod sig ikke om den lovede BeLinning, den var tjenstvillig og vilde gjerne hjælpe, hvor den
kunde.
Den hjalp da Slangen; Slangen fölte sig fri; men
tænkte paa ganske andre Ting end at holde sit
Lofte; den
styrtede sig over Oxen og vilde bide den med sin giftige Tand.
Medens de stredes, kom Bæven gaaende forbi;
og Oxen raablc,
at den skulde være Dommer!
„Ja vel“, sagde Slangen, og

(

19
et Ord i Oret
faae, hvis han gav den Ret.

hviskede Ræven

den store

Skat, lian skulde
kjendte sine Folk og
holdt gode Miner med Slangen.
„Men,“ sagde Mikkel med
en viis Dommermine,
„for at domme rigtig, maa jeg see,
hvordan det Hele gik til.“
Slangen, som med al sin Falskhed dog var dum tillige, kriib i sit Hul, og O.xen væltede
Stenen over den.
„Nu saadan gik det til“, sagde Ræven,
„ja saa mener jeg, at det er bedst, at det utaknemlige Skarn
beholder sin gamle Plads og bliver liggende under sin Steen.“
Den Dom var ei saa gal, og derved blev det.
29.

Daaren laber i
Love

om

Ræven

dykke.

Et ungt Æsel og

samlede paa et Sted; og
tæt ved dem sad en Hane oppe i et Træ.
Loven havde ædt
Æslets Moder og Æslet vilde gjerne have Hævn over Loven
en

gammel

vare

tilfældigviis

Saasnart det derfor fik Gie paa DyreKonge, gik det trodsig hen imod ham og stillede sig lige
Veien for ham, og krævede ham til Regnskab. Loven smi-

for denne Ondskab.
nes

i

lede
Da

og

tænkte

allerede

paa at sönderrive den Forvovne.

just i det Samme; og Loverne have nu
engang den Svaghed, at de lobe deres Vei, naar Hanen ga1er; saa gjorde ogsaa denne Love. Det dumme og forvovne
Æsel tænkte: Se! hvor han er bange for mig; jeg skal lære
ham; og dermed efter ham i fuld Fiirspring. Dog, da Loven
ei hörte Hanen mere, vendte den sig om, og Mester Langöre

galede

var

30.

Hanen

ikke

mere.

Begjæir ci din Sfæstes Gods

!

Hundene

ero

og ville gjerne æde, især naar de ere sultne; saaledes
var ogsaa den gamle
Vagtsom; og desto værre fik han tit
for lidt at æde af sin Herre. Derfor gik han gjerne paa Rov

graadige

og

snappede,

hvad han kunde faae fat paa. Saaledes fik han
Oxesteg i sin Mtind og gik dermed over

engang en god feed
et smalt Bræt, som
I det Samme

gik

fra den

han ned i

ene

Aabred til den anden.

Vandet; hvilket Syn! en stor
Hund bar der et stort Stykke Kjöd i Munden; og Vagtsoms
Tænder löb i Vand efter denne Steg; da aabnede han FlaMen Plump, der laa hans egen
ben, og greb efter Stegen.
Han maatte da liste
Steg, og den anden var forsvunden.
tormundet og slukörct hjem.
saae

20
31.

Væder

Bedragere yde
hen

gik

over

ei

Marken og

Hjælp
saae

faldt den uden at agte derpaa i en
Væggene vare glatte; den kunde ikke
over

der

blev den da ilde tilmode og

hjalp ingen Brægen; Ingen

i \iiden.

En

sig ikke ret for; da
dyb, fiirkantet Hule.

slippe op igjen.
brægede og brægede;

hörte det.

Ilermen

Den mörke Nat

kom, og med Eet hörte Væderen Noget falde ned; hvad var
det, tænkte den, og blev endmere angest: I Daggry, da Solen stod op, mærkede den snart, at, den havde faaet enUlykkeskammerat, den lille snilde Ræv. Denne kunde nok finde
paa

Raad,

ste paa

lyd
gen

nu

en

tænkte Væderen og den tænkte rigtig; i det mindvis Maade. Ræven sagde nemlig: „Vi ere i Knibe,

mig;

snart

skulle vi

være

frelste;

stil

der og loft dit Hoved og dine Horn

Den

gjorde
Spidsen af

saa

dig

op

höit

adVægdu kan.“

saa, og Ræven, som er behændig, sprang op paa
Hornene og derfra op paa Marken.
Men hvad
den forud havde lovet sin Ulykkeskammerat, at trække ham
op, naar den var kommen paa det Törre, det glemte Ræven;

Mikkel löb sin

Vei, det

Bedste han kunde.

fe*-

/'/ /,

*

// /

^

^

fe-t*'' fefe*

y

î

s
*

/

/

# '/«- /

c

'

as/* sa.

•

z

/

^

<//

s

'S#

4>

s

fe/.

///

l/fe^SS

fe/*

'

//

,

y

s.

.

^s

s/

/

^fe

s/

fefefey*t/fe*

as

-/Ar-v

r

ife.

y

s /

s

fefe*

/'es/

/ s /

*’ / / / /

sy

s

y
y'*.*.-/*

-

*

s

fe*

'

/{/ s* /

* s,

•

z

/a
*

/ / s

,

y

,*«

AA

ef S/7

*

/

.

/ /■

.

*s

y?
y

,
^

t/1 ’/•/* fe*

S

^

,

y

y -'t/AA;
/
,

-

.tf

'

/y

*'/"*, *'

/y?,

/
■"■/-/■/>■

/

'

"=

-1S?

/,-»</.
.

,

es sy

/y '/ *’ /'*/„

fe./:

y

1* *

,

y

y

r.

'

”s

.

:/s

y

/

{*/,<

/// et t z y-

fefe *-A'sfes-fe*>

c*/y

y'

/'/*/

•s/s/Jf

/'

S

^

.

'

s

y
y
/ sy V

.

/

fes/.y^^^y/s-'s-t.fe/„y-sfefefefe/
fes
'

”y

tss

a-a

-

<s

V

-*-y*

sy* y/'

y^'/*/

Y*/

*" * a‘

fer*->

,

* sy // /s

fs

-

/sa

y*.

fe^/s

s

/

fe/s.

sy

/

y* sy

_

fe-'e*y

/

* y

y

/

'fe

y

/

/

fe-st

{/fefe*-

*ife.

,

fe

/

^

’fe*.^S'A-''

'

'

*

s,

fesy s/a

/
*sy

/-/./',

/

e

X

.

s,‘y* / r

//*

'

-

/

fej-

sy *

/fe‘

fe^z*sy fe*

fe* fe ./*■

/.fe////■'

/;

/

Sfefe ~fef

.

K/

z,fe/^-

A'7 /*sy

.-

fefes 'fe fefe-

r

^

^

^

yy-'**-^/'

fes

/ /

y

„fe

s s.

fe* fe/

/'■

ss

/.' /,*/

fe//
/

/

fe/

/ //

.

s s s

/ S s

feifes,‘ fe*

4^

*

/

;

/•

////('/

/,•
^

/’ / s S

s/es'

fe

l

y

/

y

y

Y**sy
/

*

y?

AS

AS*

c

/a

'

s

r'"
^

/■

'IsfetA^»* /fe /y*'Y fefe/Yy'fefefe

a

/

^

^

'

/*>/

^

/

yy

y/K..

Æ-Z&

CA

/y
y
C/'
y
zA-ïy y,,
y

,

y

y/

/y*

/ y/,

'

<

/

/

,/

/

/

t-"sz

// s/'

sy * / s

^
s / /

/

zy*-t'y6

* z

'

///.

YS

y
*/*

.

"

y

-/.*t'//

y

yfey
//*

/

y

a/.

///'.

/
r

st/*/

/t
-

's",

-

'

/

A

y

/ /
fey/yfeyfe
y
yfe***/■
'

■

y

s

/,**.-

V

,

y ^/>'/i
/
/a/

y

//////{/>•#/,•////

‘.s

y

sa/**

S, y

y /y

nærværende fabel-ABC

Oplever

bliver den uden Forhöielse i Prisen
Deel

litographeret
Skoler, hvor den

Haandskrift.

en

Udgave,

ny

foröget med
Tillæg vil

Dette

I,

en

til

Brug, i saa Tilfælde
Udgave, uden Betaling.
er 10 ß Rigsbank
pr. Exemplar; i ParIra Jessens Boglade gives passende Rabat.
kommer i

kunne erholdes ogsaa til denne
Prisen
tier directe
Af

fleste

samme

Forfatter

udkommen og faaes i de

er

Boglader:

Dansk Grammatik til
sens

Brug

for

Borgerskoler.

Hor-

12 Tabeller og

eens-

1841.

Dansk

Retskrivningslære med
lydende Ord. 3die Oplag.

Forsög til en ny Lærebog
lige Religion. Horsens
Fortællinger

og

Sagn.

Horsens 1843.

i den

1843.

En

lag

Samlede

2

$.

Læsebog

for nederstc

3dic

Op-

Pag.

Leilighedstaler.

To Prædikener til

Tid.

144

ß.

evangelisk-christe2 $L.

Classe i Almueskoler og Smaaskoler.
1849.

8

danske

Kjöbenhavn
Slesvigere

1845.
i

en

bevæget

Odense 1847.

Avisartikler

om

og fra Æro i 1848.

Bibelbiftorie for Almuefkoler.

ï
*

Odense 1849.

Svendborg

i844.

Z.8o.«

R<l

