CONSTANCE RING.

Rings havde været gift i to Aar. Der
var ikke kommet Børn, og de var derfor bievne
ved at bo i den Lejlighed paa fem Værelser i
Homansby, de som nygifte var flyttet ind i.
De havde et vel udstyret Hjem. Paa
Gulvene var der Brysselertæpper og paa Væggene
Malerier, hvoraf nogle var gode. Der
var kostbart Nips og en sand Vrimmel af
smaa bløde Sofaer og lave Lænestole i alle
Slags Faconer. Med Aarstidens , blomstrende
Planter dreves der en stor Luksus, og naar
de prægtige Bladvækster, der om Vinteren
stod i Halvmørke bag det dobbelte Sæt Gardiner,
fik brune Topper, blev de strax byttet
om med nye fra Gartneriet i Oscarsgade.
Pings førte et selskabeligt Hus. Det vil
sige, de gav ikke mange Selskaber, men der
var et stadigt Lidryk, som Pigen sa, mest
af Herrer, der kom af sig selv eller fulgte
hjem med Ping om Aftenen.
Fru Ring var 21 Aar gammel. Som ganske
ung var hun kommen ned til Kristiania
fra Molde, hvor hendes Far var Embedsmand,
og havde gjort megen Lykke der hvor hun
færdedes. En af hendes Beundrere havde lignet
hende med en Rosenknop, der er fugtig af
Morgendug, og en gammel Herre af Tantens
Omgangskreds paastod, at hun virkede som
den første Yaardag paa et vinterstivnet. Sind.
Vist er det, at hendes tækkelige Munterhed
satte Folk i godt Humør og bragte selv
forhærdede Pebersvende til at tø op i et
undrende Smil. Der var noget bestikkende,
ingen kunde staa sig for, i den fortrolige Aabenhed
og uskyldige Fripostighed, hvormed hun
paa Forliaand tog alle uden Persons Anseelse
til Indtægt som selvskrevne Yenner og bundsforvandte.
Hun plejede at gaa hoppende og
nynnende gjennem Stuerne, og dem, hun stødte
paa af Husets Folk, blev gjærne taget fat og
svinget rundt, til de bad for sig. Den lidt
syngende Moldedialekt lød indsmigrende i
hendes Mund, og hendes Latter var uimodstaaelig
smittende.
Ring var seksten Aar ældre end den unge
Pige, han ægtede. Hvorledes det gik til, at
hun gav ham Fortrinet, er ikke saa let* at sige,
hvis det ikke var fordi hun lod sig lede af
sin Tante, som havde gjort alt for at faa Forbindelsen
i Stand. Ring va<r nemlig et godt
P a rti; han ejede en Del Formue, sad i gode
Forretninger og var kommen i en sat Alder,
et stort Fortrin i Tantens Øjne. Han var
juridisk Kandidat men var gaaet over til Handelen
og drev nu Agentur og Kommissionshandel
efter stor Maalestok. Desuden hørte
han til en respektabel Familie og havde, til
Trods for sin Skaldepande og sin Ansats til
Fedme, et ret behageligt Ydre.
Efter Brylluppet var der imidlertid foregaaet
en paafaldende Forandring med Fru
Ring. Hun blev stille og sky og saa slet
ikke glad ud mere. Hendes Øjne, der havde
været saa blanke og skinnet saa livsmodige,
blev matte og rødkantede, fordi hun om Morsenen,
naar hendes Mand drak sin Kaffe i
Spisestuen — han var altid tidlig paa Færde
—, laa næsegrus paa sin Hovedpude og græd.
Naar hun saa hørte hans Skridt — han kom
altid og kyssede hende, før han gik paa Kontoret
— for hun op og stod og vaskede sit
Ansigt med Hodet nede i Vandbollen.
Om Middagen fandt han hende bleg og
ordknap med utilgængelig lukkede Ansigtstræk
og en vis Stivhed over Bevægelserne.
Han søgte da at muntre hende op med en
Overflødighed af Kjærtegn, som hun ikke gjengjældte,
men som hun taalmodig fandt sig i.
Han vilde, at hun skulde adsprede sig, og
hun gjorde ingen Indvendinger men lod sig
villig føre af sted, naar han fandt paa, at de
skulde her eller der. Da Sommeren kom,
sendte han hende til Bad og havde til hendes
Hjemkomst pyntet Stuerne op med et Par nye
Malerier og Venus fra Milo i Marmor paa en
Sokkel af Granit.
Men det hjalp altsammen intet. Hun lignede
en syg Plante, der trods alle Anstrængelser
ikke vil trives.
Pings boede i anden Etage. Fra det
midterste Vindu førte Glasdøre ud til en rummelig
Altan, der havde en hvid Markise
med højrøde Border til Tag. Opefter Siderne
slyngede Vinløvet sig fra den smukt vedligeholdte
Have paa det Fletværk af Staaltraad,
der var anbragt for Øjemedet. Fra Soveværelset,
der vendte mod den anden Kant,
havde man en vid Udsigt over Byen og de
nærliggende Højder, og borte i det fjæme saa’
man, naar Vejret var klart, Stykker af Vand,
som lyste og blinkede mellem den bølgende
Linje af dejligt Landskab derude i Kristianiafjorden.
Her inde fandt Ping undertiden sin Hustru
som oftest knælende paa Puffen ved Vinduet,
med Albuerne i Vindusposten og Kinderne i
Hænderne, fortabt i Tanker med et drømmende
Udtryk i de bedrøvede Øjne.
Hun saa’ paa de fintfarvede Solskygger,
der om Eftermiddagen var saa lange og dybe,
og som til sidst hyllede de træklædte Aastopper
ind i et violetagtigfc Taageslør, men især var
det Vandet, som lokkede og drog hende.
Hun tænkte paa sit Hjemsteds friske Hav,
som hun var vokset op Side om Side med.
Hun kj endte det s aa godt i alle dets Skikkelser:
naar det rejste sig med Tuden og væltede
de sorte Bølgebjærge med hvidt paa Toppen
ind mod Bryggen, saa det salte Skum
sprøjtede omkring og drev sine Stænk lige op
mod Ruderne i hendes Kvistvindu, mens Skibene
laa og hev paa sig og sled i sine Fortøjninger,
som var de angst og vilde de løs for enhver
Pris. Og naar det var blaat og blankt og
sagte skvulpede mod Stranden der borte i den
hvide Fjære med de nydelige Skjæl, som hun
plejede at opsanke og gjemme. Og hun huskede,
hvorledes det kunde ligge og sole sig og være
dovent og fløj elsblødt og blinke fortrolig som
en gammel Amme. der vil minde sine fordums
Kjæledægger om det, de har fælles fra gamle
Dage.H endes Tanker tog altid Vejen til Barndomshjemmet,
og de for afsted, som var de
slupne ud fra et Fængsel. Hun gjennemlevede
de dejlige Sommerdage, naar de i Ferien laa paa
Landet, og hun fik de mange Skjænd, fordi
hun aldrig lod Yandet i Fred men bestandig
laa og rodede der nede i al Slags Vejr. Hun
mindedes Boturene med Byfogdens Smaapiger
og Fisketurene med Brødrene, naar de blev ude
til langt paa Nat og alle maatte hjælpe til med
at trække Baaden paa Land, for ikke at blive
usams med Fiskerhans, der laante dem Baad
og Grejer. Den dejlige sinte Fiskerhans, som
altid havde lugtet af Sommerferie. Monstro
han endnu havde den gule Sydvest, der var
knyttet inde i Skjægget med Bændelbaand,
som var stive af Agn og Sjøvand, og de mørkegraa
Luvaatter, der kunde staa af sig selv.
II.
D e t irriterede Ring, at lians Kone ikke
saa’ ud som en lykkelig Hustru, og saa gik
lian til Tanten og beklagede sig. Denne lovede
at tale til Constance, og det gjorde hun da
oa-saa ved den første Anledning.
Fru Ring hørte paa hendes formanende
Ord med en nedslaaet Mine og nu og da et
Par Enstavelsesord som: Ja, jeg véd nok, ja
vist, ja o. s. v., indtil Tanten tog hende ind til
sig og kjærlig hviskende bad hende sige, hvad
der var i Vejen.
Da brast Constance i Graad og tik med
Møje frem de Ord: „Jeg længes hjem.“
Resultatet af denne Samtale blev saa senere
refereret til Ring.
Længes hjem! En gift Kone gaa og længes
hjem. Det var skam en net Historie. Var
da hendes Hjem ikke hos hendes Mand for
Fanden! Og havde hun ikke alt, hvad hun
kunde ønske sig og mere til. Gik han kanske
ikke der og bar hende paa Hænderne, og
vidste han vel det gode, han ikke vilde gjøre
hende ?
Om han prøvede at sende hende hjem en
Tur, havde Tanten foreslaaet.
Helt op Fanden i vold til Molde! Nej
Tak, det skulde han bede sig betakket for.
Var hun ikke netop kommen fra Badet, og
havde han ikke undværet hende i Maaneder?
Der maatte da være Grænse for Opofrelse
ogsaa! O
Bare der kom Smaafolk — mente Tanten.
J a var der endda noget sligt i Gjære, s aa
skulde han ikke ha talt om det, — men Pokker
h e lle r!
Tanten havde saa, da han alt stod med
Haanden paa Dørgrebet, sagt noget om, at al
Ting stod i Vorherres Haand, og at Constances
Sindstilstand nok vilde bedres.
Men Vinteren gik, og Vaaren kom, og alt
blev ved det gamle. Naar hun var ude i Selskab,
eller der var fremmede hos dem, kunde
hun nok faa en Baptus af sin gamle Livlighed,
og endog undertiden give sig hen til en paafaldende
Lystighed. Dette var dog kun en 113'
Kilde til Ærgrelse for Ring. Der kunde hun
sidde og fjase og le med disse Mandfolk, som
drev ind hos dem om Aftenen og gav sig til
at blive, enten lian bad dem eller ej, og alene
med ham var der aldrig et Smil at se paa
hendes Ansigt. Skulde han faa hende til at
snakke, maatte han, som han plejede at sige,
hale og slide hvert Ord ifra hende, undtagen
naar det gik ud paa at sige ham imod eller
være ubehagelig, for da skulde han tro, hun
kunde faa Munden paa Gang, saa det forslog.
Ring skulde g]*øre en Tur til Stockholm
og Kjøbenhavn dels i Forretninger dels for
at friske sig, og foreslog sin Kone at følge
med. Hun blev i det første Øjeblik henrykt;
hun, som aldrig havde været udenfor
Norge, skulde endelig faa se lidt af Verden.
Men det kom og gik som en kort Opblussen,
for naar hun tænkte sig om, glædede hun sig
ikke. Hun forudsaa, hvordan det vilde gaa;
de havde jo aldrig Lyst til det samme og
altid en stik modsat Opfatning af, hvad der
var behageligt og fornuftigt. De havde gjort
en liden Tur opover Mjøsen og Gudbrandsdalen
forrige Aar, og da havde de ligget i
Splid og Disput om hver eneste Bagatel. Naar
hun var sulten og vilde spise, var han propmæt,
og naar hun var træt og vilde hvile,
følte han sig netop saa oplagt til at drage
videre. — Alligevel tænkte hun ikke paa andet
end at blive med, indtil Ring en Aften, Rejsen
kom paa Tale, sad og foreholdt hende, hvor
meget dyrere det vilde blive at ta hende
med, og at han derfor haabede, hun vilde vise
tf 0
sin Taknemmelighed ved at være rigtig sød
og elskværdig baade paa Rejsen og senere.
„Tak! naar det er paa den Manér, vil jeg
helst blive hjemme,u brast det pludselig ud af
hende.
„Gud bevar’s, hvor du er prippen, aldrig
kan du taale et spøgende Ord; men værs’god
— hvis du tror, at jeg tigger dig, tar du fejl.“
„Det vilde heller ikke nytte dig noget.
Kort og godt, jeg rejser ikke med.u
Og nu udspandt der sig en af disse Trætter,
der var saa hyppige mellem dette Ægtepar,
og som endte med, at Ring sa noget rigtig
krast, eller gjorde noget meget voldsomt, som
f. Eks. at rive Dagsavisen i Filler, knuge Stykkerne
i sine Fingre og kaste dem i Øst og
Vest, eller kyle en Bog bortover Gulvet, saa
Bindet løsnedes, hvorpaa han med Hast og
Bram absenterede sig for at komme tilbage
med en forlegen Mine og spagfærdig spørge
om en eller anden ligegyldig Ting, som han
havde god Greje paa i Forvejen.
I de følgende Dage søgte Ring at forrnaa
sin Kone til at forandre sin Beslutning, og
blev baade forbavset og imponeret, da han
mærkede, at hun ikke var til at rokke.
Han rejste da alene, slog sig rigtig ungkarleløs,
besøgte de fashionable Fruentimmer,
morede sig udmærket og havde Skrupler og
Samvittighedsnag hver Morgen, naar han vaagnede.
Under saadanne Sindstilstande skrev
lian Breve hjem fulde af Elskov, af Længsel
og af Forsikringer om, at Livet uden hende
var det rene Intet for ham. Han vidste nok,
at han ikke var hende værdig o. s. v., men
han elskede hende saa højt, — det var hans
eneste Fortjeneste, hf aar han nu. kom hjem,
skulde hun se, hvor godt det skulde blive.
Adskillelsen havde lært ham at sætte den rigtige
Pris paa hende, han skulde være saa
hensvnsfuld 02; 2:0d, ingen Disharmoni skulde
blive mulig mellem dem for O Eftertiden o. s. v.
Jo mere han skrev, jo hidsigere blev han;
han skruede sig op til en sand Feber og pønsede
i sin Utaalmodighed paa at g] øre Pejsen
kortere, end Bestemmelsen havde været.
Constance sad imidlertid hjemme i den
kjedelige By med sit evindelige Savn og sin
Længsel efter det, hun havde tænkt, Livet
skulde være, men som det ikke var. Det forventede
Velbefindende ved at være fri for sin
Mands Selskab indfandt sig ikke. Aldrig
havde hun dog været saa nedstemt og mismodig
som nu. Ensomheden plagede hende,
og dog var hun ikke i Humør til at se nogen.
Hun gik meget lidet ud og nægtede sig hjemme,
naar det ringede.
At hun dog ikke var rejst med! Hun
kunde ikke lade være at græmme sig over det.
Hvad var hans Snak at bryde sig om, han,
som altid snakkede og snakkede og kom med
s aa meget Sludder, som egentlig ikke var saa
ondt ment, især om Aftenen, naar kan havde
drukket den væmmelige Kognak med Selters
i. Bare Tiden vilde gaa, saa han kunde komme
tilbage . . . Ja, sandelig — gik hun ikke der
og ønskede ham hjem igjen, han fik være den,
han var, alting var jo at foretrække for denne
tærende Ensomhed.
Og om Aftenen, naar hun skulde svare
paa hans Breve, flød hun hen i en vemodig
Stemning med underlig bløde Forestillinger.
Hun digtede alting om; hun var én lykkelig
Hustru, hendes Mand var hendes elskede, som
brændte efter at ile hjem og slutte hende i
sine Arme. Det var Længselen, som gjorde
hende trist og hjærtesyg.
Denne hendes Digtning gled over i Brevene;
den lagde et Ski ær af Ømhed over Stilen og
formede Udtrykkene varme og milde, saa. Ring
sad og læste det med Henrykkelse.
Men da han saa pludselig stod der i Stuen
en Uge for tidlig med sin Forelskelse, sine
voldsomme Kjærtegn og sine Foræringer spredt
ud over Borde og Stoler, sank Hjærtet til
Bunds i hendes Bryst. Der var han med al
sin støjende, selvtilfredse Sikkerhed, der fyldte
Stuen fra Gulv til Loft, med denne irriterende
Meddelsomhed, der fortalte de trivielleste Ting
med en Bredde og Vidtløftighed, som var det
rene Fænomener. Alt dette digtede Kram,
som i hans Fravær havde kastet et kunstigt
Skjær afSkjønhed over et Par traurige Aftentimer,
var fejet bort og fordunstet i samme
nu, og hun fornam det sikrere end nogen Sinde
før, at det, hun følte for denne Mand, var idel
Lede og Ligegyldighed.
Nogle Dage senere stødte Ring paa Tante
Wleiigel i en Sporvogn. Der var ikke mange
Passagerer, den gamle Dame satte sig over til
ham og spurgte efter Constances Befindende,
og om hvordan Humøret var.
„ Skidtu — sa han og rystede paa Hodet
med en Grimaee.
„Jeg har tænkt paa det, Ringa — sa
Tanten i en lav, fortrolig Tone, „at hvis
hendes Mor kom herned en Tid, saa vilde det
ha en god Indflydelse.u
„Skal tro det . . .?“ svarte Ring tvilende
og plirede med Øjnene.
„Det var i alt Fald et Forsøg værdt . . .
en skal gjøre, hvad der er rigtigt. Min Søster
er saa god og forstandig — ja, De kjender
hende jo saa l id e t,-------men det er saa underligt
med ens Mor.a
Ring var ved sit Bestemmelsessted.
„Jeg skal tænke paa detw — sa han
trævent og sprang ud, mens Sporvognen var i
fuld Fart.
A m a l i e S k r am : C o n s ta n c e I lin g . 2
„Hvad siger du om at faa din Mor herned
paa et Besøg. Constance?u — sa Ring
pludselig samme Dags Aften, mens han borte
ved Ovnen stelte med sin Pibe.
Constance sad i Sofaen og hæklede. Hun
løftede hurtig Hodet og svarte i en overrasket,
lidt hemmelighedsfuld Tone: „Tænk,
jeg drømte inat, at hun var her.u
Ring tændte sin Pibe og satte sig magelig
til Rette ved Siden af hende.
„Kunde du ha Lyst til det, Constance ?u
„Snak om en TingM . . . hun smilte modstræbende
som en, der ikke vil la sig mærke
med sin Glæde.
Ring drak en stor Slurk af det fyldte
Glas foran sig.
„Skriv og inviter hende,u sa han og smækkede
med Læberne.
„Ja, ja a — svarte hun oprørnt. Hun kastede
hurtig sit Arbejde og rejste sig. Saaledes
havde Ring ikke set hende siden Forlovelsestiden.„
Men ikke nuu — sa han med et misfornøjet
Tonefald. „Det er jo Sengetid, du
faar da vente til i Morgen. “
Hun satte sig straks og begyndte at
hækle igjen.
„Saa d e t blev hun dog i en Smule Humør
for, — se, se, saa det blev hun dog i Humør
*
riBÉÉ
for.44 Han kneb hendes Kind med sin Pegeog
Langfinger.
„Au44 — sa hun og trak Hovedet til sig
som et Barn, der biir ærtet. „Det gjør ondt.44
„Hvor det klær dig at være venlig, Constance
. . . Det er skam noget andet end det
mugne Fjæs, som gaar og sætter Splid imellem
os om Dagene.44
„Lad nu mit Fjæs være i F red 44 — svarte
hun med paataget Surmuleri.
„Ja, saa skriver du altsaa i Morgen og
spør, om din Mor kan komme.44
„Og blive her en Tid?44
„Saalænge hun har Lyst naturligvis.14
„Saalænge hun har Lyst, ja . . . Hvorledes
faldt du paa det?44
„Jeg vilde gjøre noget, som rigtig skulde
glæde dig.44
„Saa har du sandelig været heldig.44 Hun
lo muntert.
„Men saa skal du kysse mig og sige, at
du er glad i mig44 — bad han.
Hun bøjede sig hen til ham og kyssede
ham skyndsomst paa Kinden.
„Nej værs’god paa Munden.44 Han saa’
forurettet ud og snappede hende til sig, da
hun alt var halvvejs tilbage igjen.
Hun kyssede ham paa Munden.
„Og saa skal du sige, at jeg er snil, og
at du er glad i mig.44
„Slig en Skolemester14 — sa hun og lod,
som om det morede hende. Derpaa ramsede
hun op, at han var snil, og at hun var glad i
ham, som et Barn, der fremsiger sin Lektie.
Han lo og vilde ta hende paa sit Skjød.
„Jeg maa gi Blomsterne Vand, de er saa
tørre,w sa hun og vilde løs.
Han slap hende med en sur Mine.
„Naturligvis, det er den gamle Vise . . .
Naar jeg vil, du skal ofre et Minut paa mig,
faar du et Hastværk, som om Verden skulde
forgaa i næste nu.44
Han kastede sig tilbage paa Sofaen, stak
Hænderne i Bukselommerne, og gav sig til at
stirre paa Bafaels Madonna med en skuffet og
fiendtlig Mine.
Constance havde været ude efter Vandkanden.
Nu gik hun og syslede med Blomsterne
paa en rolig, omhyggelig Maade som
en, der har Tiden for sig. Eing fulgte hende
med Øjnene og bad hende grættent om at
skynde sig. Han gispede og vilde tilsengs.
Hun mente, at han kunde gaa, naar han
vilde. Der var jo istand paa Soveværelset.
Han tømte sit Glas, rejste sig braat og
gik ud af Stuen med afmaalte Skridt og et
Smæld af Døren, der røbede hans ublide Sindsstemning.
Da Constance langt om længe var færdig
med sine Blomster, ryddede hun op i sit Syskrin,
ordnede Bøger og Aviser og tog sig til
sidst for at flytte Nipssagerne paa Etageren om.
Saa slog hun sig ned mellem Blomsterbordene
og Plante stativerne borte ved det
brudte Yindu, hvor der i en Runding om et
lidet Marmorbord stod et Par lave Lænestole.
Her sad hun og bed i sin Underlæbe, der var
trukken helt ind i Munden, med Armene overkors
paa Brystet. Glæden over, at Moren
skulde komme, var som blæst bort, eller ogsaa
maatte hun rent ha glemt det.
En Dør blev pludselig aabnet, uden at
hun havde hørt Skridt i Forvejen, og Constance
skvat højt i Vejret.
„Hvor biir du af, Constance ?u — det lød
saa klynkende. — — „Jeg ligger her og faar
ikke sove.w Han var gaaet O ligO e af Senogen for
at se, hvad hun tog sig til.
Hun rejste sig med en Kuldegysning.
Det maatte ha trukket stærkt fra Yinduet.
„Nu kommer jegw — sa hun lidt befippet
som en, der er bleven overrasket i et ubelejligt
Øjeblik. Derpaa slukkede hun Lampen og gik
ind til ham.
III.
D e r var kommet Telegramsvar fra Svigerfaren,
Sorenskriver Blom, at Moren skulde
komme nedover med første Dampskib.
Nu gik Constance og talte Dagene og var
ivrig sysselsat med at pynte Gjæsteværelset.
op og bringe Huset i den fuldkomneste Orden,
for at Moren skulde blive rigtig tilfreds med
kendes Stel.
Ring havde aldrig set sin Kone s aa livlig
og virksom. Gik hun ikke der og var i . godt
Humør!
De var begge om Bord for at ta imod
Fru Blom. Constance havde hele Dagen været
febrilsk og ordknap, og hvert Øjeblik var hun
gaaet ind paa Gjæsteværelset med Smaating
til Toiletbordet eller for at prøve en eller
anden Forandring i Arrangementet.
Da hun nu pludselig saa’ sin Mor paa
Dampskibet, brast hun i Graad og faldt hende
om Halsen.
Ring saa fortrædelig ud og mumlede noget
om, at et Dampskib ikke var det rette Sted til
at opføre Scener paa.
Fru Blom tyssede paa hende med blide
Ord og kjærlige Haandklap, og i Vognen opover
henvendte hun ligegyldige Spørsmaal til
Ring om hvad Gaden hed, og hvad det var
for en ny Kirke, de kom forbi.
Der var nok at spørge om; hun havde
ikke været i Kristiania paa seksten Aar.
Da hun saa troede Constance var kommen
sig, begyndte hun at fortælle om alt hjemmefra,
disse Smaating om Duerne og Hønsene,
om den ældgamle Hest, det kjære Dyr, der nu
skulde skydes, om Spisestuen, der blev malet,
og om de gamle Gardiner, som hun og Constance
plejede at stoppe til hver Pintse, og
som nu endelig maatte kasseres. Og saa
huskede hun paa de Masser af Hilsener, hun
havde med fra Far og Søskende, fra Gutterne
og Kusken, gamle Ane Stuepige, fra Veninder
og Kusiner og ellers andre.
Men denne Passiar om de hjemlige Ting
gjorde Constance saar om Hjærtet og bragte
en Skare Minder med, som ikke var til at udholde.
Hun sad og stred med Graaden.
„Du ser rigtig ud, som en skulde gjort
dig en Fornøjelse14 — sa Ring pludselig med
en Lyd af Tungen, der udtrykte hans Misfornøjelse.
- ------ * ***
24
„Men Constance,44 sa ."Fru Blom mildt bebrejdende,
da hun saaTaareme trille ned over
Datterens Kinder. „Hvad gaar der af dio;
Barn?14 ‘ ^
„Jeg kan ikke gjøre for det Mor,44 — det
lød halvkvalt, bedende, og hun holdt Lommetørklædet
for Øjnene.
„Jo, det er oplivende for en Mand44 — sa
Ring og gjorde nogle heftige Bevægelser med
Overkroppen som for at komme til at sidde
bedre, hvorpaa han indtog nøjagtig sin forrioæ
Stilling.
Da Vognen lidt efter holdt ved Døren,
var det en Lettelse for dem alle, at Kjørslen
var til Ende.
Da de var kommen op, førte Ring sin
Svigermor om i Værelserne. Hun skulde
straks se hele Lejligheden. Han udpegede,
hvad der var Presenter, og hvad ikke, betroede
hende, hvad Malerierne var værd, og hvad han
havde faaet dem for, aabnede Buffetdøren og
viste hende Sølvtøjet og de fine Glassager,
trak hende ind i Soveværelset, for at hun
skulde beundre Stoffet i Sengeomhænget. Han
tog frem sin Violin og spillede nogle Strofer
for hende, vilde saa pludselig, at hun skulde
se Linnedskabet, og for ud efter Nøglen i '
Kjøkkenet til Constance, der stod og lavede
Salat, men kom saa endelig i Tanker om, at
Fru Blom kunde være træt og trængte til at
sætte sig. Med jagende Hast fik han hende
placeret i en Lænestol, og dyngede saa op en
Mængde Albumer og illustrerede Pragtværker
paa Bordet foran hende, og under alt dette
blev han ved at snakke i løsrevne Smaastumper
om alt muligt, saa Fru Blom følte sig
ganske ør i Hodet.
Ved Aftensbordet var Ping overmaade
meddelsom. Han beskrev Hjemkomsten paa
Bryllupsaftenen, da Stuerne var straalende oplyst
til den store Udstilling af Presenter. Saa
fortalte han Smaatræk fra deres Ægteskabs
første Dage og lo selv af fuld Hals over, hvad
han gav tilbedste. For at fejre sin Svigermors
Ankomst drak han tre Drammer til de
kolde P e tte r og et Par Glas Sherry til den
hjemmelavede Æblekage. —
Constance var taus, og saa’ ud til at kjede
sig. Aldrig forekom han hende ubehageligere,
end naar han sad og skulde være elskværdigo.
Saa var det jo ogsaa dette, at han i saadanne
Situationer som oftest havde drukket noget, og
det mærkedes straks paa ham, i alt Fald for
Constance. Hun formelig undsaa sig ved ham.
Alt, hvad han gjengav, forvrængte han, og for
^at faa det til at klinge, lagde han ofte noget
til som slet ikke var sandt. Hun kunde godt o
selv overdrive, naar hun var i Humør til det,
men saa vilde hun heller ikke, det skulde
gjælde for andet, hvorimod han blev sint og
paastaaelig, naar hun paatalte det, og beklagede
sig over hendes Vranghed. Som nu i Aften,
da liun ikke kunde holde sig, men gjorde Indsigelser
imod noget, han fortalte, om hvordan
det gik til, da deres første Pige skulde jages
bort for Tyveri. Han blev ærgerlig, og Constance
svarte ham. Fru Blom lagde ind et
mæglende Ord til Fordel for Ping. Constance
tog det for strængt, det gik ikke an at hænge
sig saadan i Ordene. Naar en sad og var
morsom, kunde en dog ikke veje Udtrykkene
saa nøje, en var jo ikke edfæstet, Constance
gav sin Mor et skarpt Svar. Hvor kunde hun
blande sig i Ting, hun ikke kjendte? Men
saa angrede hun det og tang pludselig stille.
Ping beholdt det sidste Ord j han mumlede
noget om, at det ikke var grejt for en Mand, naar
ens Kone saa og hørte sig sint paa alt, hvad
han sa og gjorde. Derpaa drog han et dybt
Suk og rystede paa Hodet som en, der er
vant til at forurettes men har bestemt sig til
at bære det med Taalmodighed.
„Du maa ikke være saa hovmestererende
mod din Mand, Constanceu — sa Fru Blom.
De havde rejst sig tra Bordet, og Ping var
gaaet ind til sine Piber.
„Aa py tw — sa Constance og slog med
Nakken.
„Nej alvorligt, — det er ikke tæ k k e lig t/
„Skal han da ha Lov til at sidde og
lyve saa?'*4
„Lyve, — det er da et besynderligt
Ord — —
„Ja netop lyve, det er saa forargeligt at
høre paa.44
„Snak — du maa virkelig ikke være saadan,
det gaar ikke an at behandle sin Mand
saa hensynsløst.44
„Du skulde ikke holde med ham Mor, —
han er Kar til at greje sig selv, kan du tro,
og hvis han mærker, at du tar Parti for ham,
biir han ikke til at være i Stue med.44
„Ta Parti, — holde med, — det er Forestillinger,
som ikke hører hjemme i et Ægteskab,
som det skal være.44
Constance stod og trommede paa Bordet
med nedtrukne Mundviger og Næsen til Vejrs.
„Og du har da virkelig ikke set sligt
noget for dig, din Far og jeg stod jo aldrig
paa den Fod.44
„Nej Far, nej, — det tror jeg nok44 — sa
hun med en Stemme og en Mine, der protesterte
mod den dragne Parallel som en
Meningsløshed. „Drak Far kanske Drammer og
sad og vrøvlede med tykt Mæle og var saa
rædsom utækkelig ? 44
„Om Ping drikker en Dram eller to til
Maden, — det er ingen Ting at bryde sig om.44
„Aa pyt, han drikker Kognak ogsaa om
Aftenen med Vand i.w
„Laa ja, ja, naar han bare ikke overdriver
det. At vise sin Mand sure Miner for det,
er den sikreste Vej til at faa ham til at
debauchere.“
Pigen kom for at ta af Bordet, og de to
Damer gik ind i Dagligstuen, hvor Ring sad
og røg med et stort Glas Selters og Kognak
foran sig. Han spurgte, om han skulde bringe
dem noget kold Punsch, men de afslog det
begge.
Ring var kommen i Humør igjen. Han
skvadronerte og gestikulerte i et Kjør, og
Fru Blom var en udmærket ¦ Tilhørerinde, som
svarte og lo i rette Tid.
„Sid nu ikke der og surmul længere, Constance
sa han pludselig i en oprømt Tone.
„Læg bort den Filleavisen og kom her og vær
Han trak hende op af Stolen, og
vilde drage hende til sig. &
Hun stred imod.
„Saa sæt dig dog, Constance —u sa Fru
Blom formanende.
Hun gav uvilkaarlig efter, og Ring fik
hende ned paa sit Knæ. Han begyndte at
kjærtegne hende og kaldte hende ved Kjælenavne.
Hun syntes, hun skulde synke i Jorden
af Undseelse. At Moren skulde se paa dette,
og at hun kunde sidde der og sanktionere
det. Den stærke Lngt af Tobak og Kognak
var hende dertil saa modbydelig, og hans
Læber og Skjæg kjendtes ækelt fugtigt mod
hendes brændende tørre Ansigt.
„Slip mig — du kvæler mig!u raabte hun
pludselig og sled sig løs. Hun for med
Lommetørklædet over Ansigtet og gik ud af
Stuen.
„Der kan du se, hvorledes hun er at omgaasu
— sa Ring irriteret og rejste sig. „Jeg
tænker ikke paa andet end at være elskværdig
— og altid er hun saadan.a
Han gik op og ned ad Gulvet og saa ophidset
ud.
„Hun er træt og nervøs i Aften44 — sa
Fru Blom mæglende.
„Hun er som hun plejer at være.w Han
satte sig determineret ned igjen. „Den mindste
Smule Venlighed maa jeg tigge mig til, som
var det en Naade, hun viste mig.44
„Det ligner saa lidet Constance14 — svarte
Fru Blom og saa’ ud til at grunde over
Sagen.
„Det er naturligvis et Lune, en Grille, —
noget fordømt Bomansludder — om Forladelse.
“ Han var uforvarende kommen til at
hikke.
„Nej, tror Du d e t? 44 — sa Fru Blom
skeptisk.
„Ja, gu tror jeg det — det er den eneste
i i <
I > mulige Forklaring. Hvad skulde det ellers være,
1 for Fanden ? 66
Fru Blom drog et Suk og gav sig til at
, betragte sine Negle. I
„Hvis jeg bare ikke var saa forbandet for-
:: elsket i hende/ 6 vedblev Ring. „Kunde jeg
vise mig kold og ligegyldig, faldt hun nok
tilføje.66
„Uf nej — gjør ikke det Ring, — Constance
maa tages med Kj ærlighed. 66
„Kjær — Kjærlighed!66 — sa Ring, og
bøjede sig med et pludseligt Sæf hen imod sin
Svigermor. „Jeg gad se paa den Mand, som
kunde være kj ærligere.66
„Du faar ta det med Fornuft, Ring, —
de Heste unge Koner er lidt tufs de første
Par Aar. 66
„Fanden heller, — de- er forelsket — er
Marie f. Eks., — der skulde du se en
Kone. — Men Constance er saa rar, — jeg
, forsikrer dig til, a t6 6 ------- her bøjede han sig
nærmere og talte i en lavere Tone.
„Constance er saa ung endnu, — det retter
sig nok,66 sa Fru Blom tillidsfuldt.
'¦ hvorom al Ting er, saa maa hun
sandelig forandre sig, hvis jeg skal bli en
¦ lykkelig Mand. Jeg har sat store Forhaab-
{ ninger til dit Besøg, — du faar virkelig se til i
| at tale med hende.66
i • i>.i$
£
Nu kom Constance og sa, at livis Moren
var træ t, saa var al Ting i Stand paa
hendes Værelse. Fru Blom rejste sig straks
op' sa god Nat. Hendes Datter fulgte hende
ind og tændte Lysene, blev saa derinde og
puslede om hende, mens hun klædte sig af.
Da Moren var kommen i Seng, satte hun
sig paa Sengekanten hos hende.
„Hvor det er morsomt at ha dig her i
Sengen og vide, at du skal ligge her Nat efter
Nat i ugevis.u Hun lo af Glæde og kyssede
hende med inderlig Tilfredshed.
„Ja, naar du bare var rigtig fornøjet, Constance
. . . Hvorfor er du ikke d e t?u
„Det er jo ikke noget, man kan kommandere,
Mor! . . . Hvor pæne dine nye Natkapper
er. — — Har du syet dem selv?u
„Ja . . . Du har jo saa meget at være
gi ad for, Constance.u
„Men jeg skal vædde, at Helene har
broderet dem.u
„Ja vist, ja. — — Ikke sandt Constance,
liar du ikke meget at være glad fo r? 44
„Jo da! Jeg kunde se, det var Helenes
Søm; — — hun broderer saa pænt.u
„For du maa jo være lykkelig med din
Mand, han, som er saa snild4
„Men at hun kunde ta det kj edelige
Mønster; Huller og Tunger er baade snarere
og pænere.u
„Lad nu Mønstret være, og hør paa, hvad
j eg siger.u
Hun skjulte sit Ansigt lios Moren.
„Søde Bårne m i t , ------- du elsker jo din
Mand, — hvad, gjør du ikke? Hvad?“ '
„Jeg véd ikke, jeg .“
„Hvad ei det for en Snak! Véd du det
ikke ? “
Hun løftede Hodet op og pillede ved
Morens Kappebaand.
„Men jeg tror ikke, jeg gjør de tu — ga
hun sagte.
„Bu forskrækker mig, Barn! Ba du gav
ham dit ja, var det ikke da af Kjærlighed ?u
„Ja Gud véd, du, endskjønt jo, — det var
det vel ogsaa paa en Maade. Jeg har nok
studeret paa det, maa du tro, men, men“ —
hun holdt inde, og s aa’ forlegen ud.
„Men? gjentog M o re n ... Naa da, men?u
„Men jeg synes ikke om at være gift.“
. ”For et urimeligt Snak“ — sa Fru Blom
indigneret.
du det er saa urimeligt? — _ __
Kan du slet ikke forstaa det ? -------Og tror du
ikke, det ofte kan gaa saa?u
„Jo, hvis man faar en slet eller en ondskabsfuld
Mand.w
„Er det bare derpaa det kommer an?“
„I alle Fald derpaa det b u r d e komme an.w
„Men man kan da like et Menneske mere
eller mindre, uanset, hvor god eller daarlig
lian er.44
„Aa nej da, Constance, dette Snak hører
intet Steds hjemme, en Hustru har ikke Lov
til at tænke slig. 44
„Det kan jeg ikke begribe.44
„Det er forskruet eller i det mindste barnagtigt,
— og det er det værste i et Ægteskab,
— du maa for Guds Skyld ikke være
b arnagtig, Constance. 44
„Ja ja, lad nu det være godt. Hør her
Mor, nu maa Du ikke sige nej, — jeg har
saa’n Lyst til at ligge her inde hos Dig.44
Og hun stak Hænderne ind under Morens
Nakke og løftede hendes Hode op imod sig.
„Hos mig, — er du gal B a rn ? 44
„Jeg skal gjøre mig saa smal, saa smal
som paa Landet, naar der komGjæster, husker
du, og vi maatte ligge sammen44 — sa hun
indsmigrende.
„Ja, den Gang, ja, — da var du jo saa
liden. 44
„Aa pyt, om jeg er de Par Tommer længere,
saa gjør vel ikke det noget . . . Saa bilder
jeg mig ind, at jeg er hjemme igjen, og at
det er Sommerferie, og saa kan vi snakke saa
meget, som vi vil . . . Jeg springer ind og
henter mit Nattøj/ 4
Hun var allerede henne ved Døren.
„Ikke paa nogen mulig Maacle Constance!
Hvad vilde din Mand sige!u Fru Blom sad
overende i Sengen og saa formelig bestyrtet ud.
„Saapas maatte han vel gi mig Lov til,
— han, som er saa snil.“
„Kom her, Constance4* — sa Moren strengt.
Og da hun atter sad paa Sengekanten, talte
hun formanende og alvorligt til hende. Hun
maatte ikke være lunefuld eller ukjærlig mod
sin Mand. Det var hendes Pligt at elske ham og
hendes Kald at gjøre ham lykkelig. Hun skulde
betænke, hvor godt hun havde faaet det, hun,
en fattig Embedsmands Datter være kommen
saaledes paa det tørre, det var saamæn ikke at
blæse til. Og saadan en prægtig, elskværdig
Mand, hun havde faaet, med slig Sans for
Hjemmets Hygge. Hun maatte sandelig være
forsigtig, at hun ikke gjorde ham lej af sig;
hun kunde risikere, at han søgte andet Steds
hen med sin Kj ærlighed, for saadan var nu
engang Mændene. Det kom saa blødt og
mildt, og hun strøg hende hele Tiden kj ærlig
over Haanden, som hun holdt mellem begge
sine. Og var der noget, hun havde vanskelig
for at vinde Bugt med hos sig selv, saa skulde
hun bare trøstig gaa til Gud og bede om
hans Hjælp. Og hun skulde begynde med at
takke for al hans Naade og Godhed. Naar
hun holdt sig til Herren, vilde alt blive saa
godt og velsignet, og limi skulde være hendes
egen kjære Constance som i gamle Dage.
Det var det samme, som Tanten altid sa.
Vilde nu Moren ogsaa trykke hende til Jorden
med dette Snak om, hvor godt hun havde det,
og med Kravet om, at hun skulde leve sit
Liv s aa at sige paa Knæ. De vilde tvinge
hende til at være glad, til at føle sig lykkelig.
Var der da noget at være saa lykkelig over?
Hun saa’ det ikke. Hun havde fuldt op at
æde og drikke — det var sandt —, men det
havde hun altid havt. Hvad kunde hun
hjælpe for, at hun gik med denne Tomhed i
sitindre, og at hun havde stedse vanskeligere
for at fordrage sin Mand. At de ikke kunde
la hende i Fred. Selv skreg hun jo ikke op,
eller gjorde noget Menneske nogen Bebrejdelse.
Hvis det nu virkelig var saa afskyeligt at være
som hun var, saa var det jo ikke hendes
Skyld, hun kunde jo ikke skabe sig om, hun.
Som hun sad der paa Sengekanten og hørte
paa Morens lange Tale, fik hun en Følelse af
en bitter Skuffelse og en smertelig Forladthed.
Hun havde lovet sig saa meget af Morens
Besøg; hun havde gaaet med en uklar Forestilling
om, at naar hun kom, skulde alt blive
godt. Men nu forstod de slet ikke hinanden.
Moren blev pludselig til en fremmed, en
allieret af dem, der gik og anklagede hende.
Der aabnede sig en Afstand imellem dem, et
stort Rum, hvori alt det laa, som Moren var
gaaet forbi uden at se eller uden at vide om,
var til. Hun blev med ét saa undselig for
hende. Bare de kunde mrdgaa at komme tilbage
til dette. Hun skulde være saa venlig
og blid mod Ring. Der skulde ingen Anledning
blive. Og hun skulde nok se lykkelig
ud — det skulde være hendes mindste Kunst,
naar det endelig derpaa kom an.
„Ikke sandt Constance min, — du vil være
en god og fornuftig Pige ?“ — sa F ru Blom tilsidst
efter at ha ventet lidt paa, at Datteren
skulde sige noget.
„Jo da! Jeg skal være saa fornuftig, saa!
Du skal bare se. God Nat Mor.“ Hun kyssede
hende, rejste sig op og gik ud af Stuen.
IV.
]N[ede i Welhavensgade boede Højsteretsadvokat
R. C. Hansens. Fruen, som lied Marie,
var Constances Kusine, Datter af en Infanterikaptejn
Foss fra Bergen med otte Døtre og
meget knappe Indtægter. Hver Sommer var
Smaapigerne efter Tur bleven inviteret op
til Molde med Rejsepenge frem og tilbage
til den i økonomisk Henseende bedre stillede
Onkel Blom, der var gift med Kaptejn Foss’
Søster.
Ring og Hansen havde været kjendt fra
Skoledagene af og var med Aarene bleven
ved at være Venner. Nu var de jo ved sine
Giftermaal ogsaa bleven Slægtninge, og det
var derfor en Selvfølge, at de toFamiljer stod
paa en fortrolig Omgangsfod med hinanden.
Fru Blom kunde ikke være hjemmefra
mere end en Maaned. Nummer tre af hendes
Døtre skulde konfirmeres i Oktober. Masser
af Ting, som skulde gjøres forinden, laa og
ventede paa, at kun skulde komme og ta
fat. Man var alt et godt Stykke ind i September,
og hendes Ferietid var snart tilende.
—
Hin første Aftens, Samtalesemne var siden
ikke bleven drøftet mellem Mor og Datter.
Constance afværgede med Behændighed enhver
Strejfen ind paa disse Enemærker, og Fru
Blom fandt det rettest ikke at plage hende
for meget med Snak. Desuden var det ogsaa
blevet overflødigt, for hun saa’ med Glæde,
at hendes Ord var falden i god Jord og havde
baaret de skjønneste Frugter. Der kunde Bing
se, hvor blød og bøjelig Constance var. Det
havde været tilstrækkeligt blot at pege paa
det for hende.
Bing maatte jo ogsaa medgive, at hans
Kone var bleven aldeles mærkelig elskværdig.
Hun lo af hans Vitser og undlod end ikke at
kysse ham efter Maaltiderne. — — Inderst
inde havde han dog en Fornemmelse af, at
dette ikke hang rigtig sammen, for det var
ikke med Maade, hvor venlig hun var, undtagen
undertiden en sjelden Gang, naar de var
alene, for da kunde hun pludselig se ud, som
om hun havde Lyst til at slaa ham.
Dagene gik imidlertid hen i Sus og Dus.
Tiden var optagen fra Morgen til Aften med
Visitter og Selskaber, med at modtage Besøg
og gaa i Butikker og ellers med at være
overalt, hvor der gik nogen Ting for sig.
Fru Blom følte sig beroliget; Ring og
Constance kom dog rigtig godt ud af det
med hinanden, og det var jo saa rimeligt; de
havde saa mange Betingelser for at føre et
lykkeligt Liv, disse to. Rings eneste Fejl
_ _. Men Herregud, lian passede jo sine
Forretninger og var aldrig det bitterste
morgensær.
Det var svært saa feteret Constance var,
— alle Rings Yenner var liendes opvartende
Kavallerer, — men det var jo Ring, som drog
dem til Huset, og Constance var akkurat ligedan
mod dem alle, — saa kunde der jo ikke
blive Anledning til Rygter.
j 0) — Fru Blom fandt, at hun havde Grund
til at være tilfreds. —
F e havde været paa en Tur til Sarabraaten,
som Rings og Hansens i Forening havde foranstaltet
til Ære for Fru Blom. I fem, med
Mad og Drikkevarer velforsynede Wienervogne
var Selskabet draget afsted om Foimiddagen
i straalende Vejr og ypperligt Humør.
Under Opklatringen i den snævre Passage
gjennem Sarabraatsfjældet var Constance gledet
og havde stødt sin Fod. Det havde ikke gjort
synderlig ondt i Øjeblikket, men senere ha"vde
hun haltet lidt og til sidst taget imod den
Støtte, som Fætter Lorck saa ihærdig havde
budt hende.
Samme Lorck var Mediciner; Iran havde
dog ikke taget sidste Del af sin Lægeeksamen,
skjønt han var 27 Aar gammel. Hans og
Rings Forældre havde været Omgangsvennerderes
Mødre var Søskendebørn, og Nils
Lorck, der var saa meget yngre, havde fra
Barn af kaldt Ring for Onkel Edvard. Saa
kom der en Række af Aar, hvor de saa godt
som slet ikke saa noget til hinanden, men da
Ring blev gift med Constance, søgte Lorck
straks at gjøre Bekjendtskabet gjældende
Ring var kommen ham i Møde med stor
Hjærtelighed, bad ham endelig betragte deres
Hus som_ sit andet Hjem og haabede§, at hmi
nk Lov til at kalde ham Fætter.
var Paa Hjemvejen og nærmede
sig Byen, blev der raabt holdt fra den forreste
ogn og foreslaaet, at man skulde tage ned
til „Ingebret“ for at spise Aftens.
E t enstemmigt Jaraab røbede, at de alle
var enig om, at det vilde være Synd at skilles
saa tidlig. Det gjaldt at finde et Sted, hvor
man kunde være mere for sig selv.
Orand Hotel blev nævnt, og Gravesene
Lokale kom ogsaa under Overvejelse.
R. C. Hansen gjorde Indvendinger. Han
likte ikke dette med at vise sig paa et offentligt
S ted ; de andre overdøvede kam og mente,
at det just var fornøjeligt. Fru Marie blev
bange for, at det kele skulde strande.
„Det kunde være morsomt at be dem
hjem til os“ — kviskede kun til sin Mand —
„men du er vel træt, Rikard?“
„Nej hør, véd du hvad, — det biir der
altsaa ikke noget af.“
Ring gik fra Vogn til Vogn og skjænkede
Selskabet kold Punsch med mange Undskyldninger,
fordi de maatte drikke af det samme
Glas.
„Nej naturligvis — jeg kom til at tænke
paa dret„ fordi de talte om, at du var en saa
hyggelig Vært,u henkastede hun.
„Hv&m gjorde det?u spurgte Hansen.
„Aa det var bare Lorck.u
Fru Marie satte sig tilbage i Vognen og
gjorde sin Sidemand opmærksom paa den
dejlige Udsigt. Hun kom formelig i Ekstase,
skjønt det var næsten mørkt.
Hansen bed sig i Pegefingeren.
„Hvis du vil Marie, — saa, — ja altsaa
gjerne for migu — sa han i en lav og lidt
træ ven Tone.
„Hvad siger du, min Ven?w — spurgte
hun og vendte sig mod ham, fremdeles snakkende
om Udsigten.
.,Jci altsaa du kan be dem, livis du har
Lyst“ —
„Be? hvem? — aah i Aften, — nej slet
ikke Vennen min, det var bare et dumt
Indfald.u
„Nej, men du, i Grunden har je£ Lvst
tn det.w
„Ja Gud, hvis du virkehg mener det —.
Aa Bing, — siden De alligevel er ude af
Vognen, spør de andre, om de vil ta tiltakke
hos os, men det biir improviseret, — jeg
véd skam ikke, om jeg har det bitterste Gran
i Huset. Kan du høre for en Gisøde der
biir B ik a rd !“
Det blev en munter Aften. Fru Marie var
den lette til at faa den Slags Sammenkomster
vellykkede, og B. C. Hansen gjorde altid sit
bedste for at være gemytlig, skjønt det egentlig
ikke laa for ham. Fruen vidste saa godt
som nogen, at det var hende og ikke ham,
der gjorde Huset tiltrækkende.
Mens Gjæsterne tog Tøjet af sig og gjorde
en smule Toilette foran Spejlet i Entrén og
inde i Maries Paaklædningsværelse, fik hun
Damperne tændt og flyttede de blomstrende
Planter fra Vinduerne til Dekoration under
den store Palme og foran det brede Pillespejl,
dei naaede fra Doftet til Gulvet uden nogen
Konsol med et lidet forgyldt Galleri foran Fodstykket.
Snart var de alle placeret i magelige
Sæder med Benene udstrakte paa bløde Skamler ;
Smaaborde med broderede Klædesbetræk og
brogede Fryndser var trukket frem foi at
staa bekvemme til Bakkerne med Glas og
Karafler og til Askebægerne j der var nemlig
givet Tilladelse til at ryge i alle Stuerne.
De var trætte efter Klatringen i Fj ældet,
og Ansigterne brændte efter det lange Ophold
i fri Luft. De havde været saa muntre
og støjende Dagen igjennem; nu faldt der en
behagelig Døsighed ned over dem; to og to
sad og smaasnakkede, næsten hviskende.
„Aa Mejer, spil for dem saalænge, —
Bordet skal snart være dækket“ — sa Fru
Marie, som ilede gjennem Stuerne med en
Armstage i hver Haand.
En rankvoksen, bredskuldret Skikkelse,
med lyst krøllet Haar paa et Hode, der vilde
været udmærket smukt, hvis ikke dets Bagside
havde været vel flad, rejste sig og gik
med en slentrende Bevægelse af Overkroppen
hen til Pianoet. Han slog staaende nogle
Akkorder an og lod Fingrene i Stormløb fare
hen over Tangenterne.
„Hvad skal jeg spille om?“ spurgte han
ligegyldig og vendte Hodet halvt mod de
andre.
„Om Aftenstemning — om Længsel — om
Kjærlighed — — om Sarabraaten, — om —LL
de raabte alle i Munden paa hinanden.
„Om hvad siger De, F ra e ? u — Han drejede
sig helt om og saa’ paa Constance, der sad i
Sofaen med Lorck.
„Jeg sa ikke noget, je g “ — svarte hun
og lo.
Han kneb Læberne sammen og blev rod,
gjorde en Bevægelse som af Raadvildhed, og
satte sig saa paa Pianostolen.
„Spil om os, — om os alle sammen!,,
raabte Constance.
„Lad g aa, men en om Grangen, — nu
begynder jeg med Dem, F ru e !“ Han kastede
Hodet lidt tilbage og talte ud i Luften, saa
at Constance kun saa’ ham fra Siden, hun blev
slaaet af hans smukke Profil. Saa gav han
sig til at spille et broget Sammensurium af
Melodier, smeltende bløde og douce, saa et
muntert leende Kvidder — saa en Adagio alvorlig
og værdig som en spansk Fandango, og
saa noget, der lød længselsfuldt klagende som
en troubadoursk Elskovssang.
„Laver han alt det paa staaende Fo d ?u
hviskede Constance.
„Han gjør det jo siddende, sér Dew —
svarte Lorck.
„Ikke vrøvl nu — improviserer han
virkelig ?w
„Ja Gud bevarsu — sa lian i en Tone,
som om det ærgrede liam. „Sligt et nederdrægtigt
Talent, — det er ikke til at liolde
ud“ —
„Skal han ikke bli Musiker ?“
„Det er han jo, Frue?w
„Svar ordentligt da! — af Fag skjønner
De?u
Lorck trak paa Skuldrene.
„Lad være at dampe mig op i Øjnene w
hun tog Cigaren ud af Munden paa ham og
la den bort, „De kan vente med at ryge til
si den.u
„Ja Gud bevarsu — bemærkede Lorck
lakonisk.
„Har De nogensinde hørt Mage til Fyr,
— det er Synd at han' ikke biir Kunstner u —
sa Løjtnant Fallesen, der havde skiftet Plads
og nu sad paa en lav Puf tæt ved Constance.
„Hvorfor kan han ikke bli det da?a
spurgte hun.
„Nej Faren, ser De, — han vil, han skal
studere Jus, tror jeg — det er jo rent bort i
Natten. “
„Nu skal dog gamle Statsraaden ha git
sig paa det, hørte jeg forledenw — sa en
spidsnæset liden Frøken med en Masse smaakruset
Pandehaar og Lorgnet. „Jeg tror nok,
han skal til Udlandet for at uddanne sig,u —
og hun nikkede fortrøstningsfuldt. „Spiller kan
ikke dejligt, Fru Bing?“
„Det ligger tilFamiljen“ — sa Fallesen —
„Moren er i Slægt med Ole Bull.“
„Hvor gammel kan kan være nu?“ spurgte
Constance.
„Gammel nok til at forelske sig i Dem“ —
kviskede Lorck.
„En to — tre og tyve Aar vel“ —
„Nej Løjtnant, kan er ældre, det véd jeg
bestemt,“ forsikrede Frøken Sckwartz.
„Treogtyve Aar og to Maaneder, minus
fire Dage,“ foreslog Lorck.
Fallesen og Frøkenen lo; Constance tyssede
paa dem.
Imidlertid blev han ved at spille, og det
var tydeligt at mærke, at Musikken mere og
mere tog Tilkørerne fangen. Der blev til sidst
ganske stille i Stuen; Herrerne førte stedse
langsommere Cigarerne til og fra Munden og
slog med stilfærdig Forsigtighed Asken af,
Fiu AVI engel lyttede med kele Overkroppen,
Fru Blom sad med Hænderne foldede i Skjødet'
og Hodet i en vuggende Bevægelse, og T?.ing
var saa betaget, at kan glemte at passe
Cigaren og flere Gange paa Taa listede hen
til en Lysestage bag en vifteformet Skjærm
for at faa Ild.
„Værsgod kom til Bords!“ raabte Fru
Marie og slog Dørene til Spisestuen op.
V må'
Mejer spillede de sidste Takter i et
hurtigere Tempo, og endte i en styg Dissonnans.
„De fortsætter nok efter Bordet — naar
vi ber Dem pænt,“ — sa Marie, da han
rejste sig.
„Tak, tusind Tak, — mageløst, — udmærket,
saa morsomt !w — — summede det
rundt omkring ham.
Lorck bød Constance Armen; de andre
fulgte hans Eksempel og førte hver sin Dame
til Bords.
„Træk Kniplingen højere op, Constance,u
— hviskede Fru Wleiigel, der kom bag efter
med Stipendiat Foyn, — „du er for udskaaren,
en ser dit Bryst.M
„Mit Bryst! umuligt Tante.u
„Jeg saa ham sidde og stirre i Sofaen. —
Ret paa det, før din Mor ser det.“
Sidde og stirre, — uf, at Lorck kunde
være saa væmmelig, og tænkte han kanske, at
hun vidste om det. Hun blev rød og harm, og
trak hurtig den hvide Blonde saa langt op,
som hun kunde faa den.
„Nu skal vi rigtig slaa os løs,“ sa
Fru Marie, da Fadene var kommen i Omløb,
— „drikke Vin og holde Taler, skal vi
ikke?u
„Tak Skjæbne —,u sa Lorck og sukkede.
„Nej, véd du livad, Marie, lad os nu være
Mennesker —u
„Jo, Bikard, for Spøg, forstaar du, — det
kan just være morsomt —w
„For mig gjærne, men altsaa —w lian tog
sig et hermetisk Rypebryst.
„Værten maa begyndeu — — lød det fra
flere.
Hansen fyldte sit Glas og opfordrede de
andre til at gjøre ligesaa.
„Ja, altsaau — sa lian og rejste s i g -------
„jeg er bleven dømt til at holde en Tale, —
jeg siger med Vilje dømt altsaa — for at
Selskabet skal forstaa, at jeg ikke gjør det
godvilligt, og for at de skal være genegne, —
jeg siger genegne altsaa til Overbærenhed —u
„Hør, hør!u lød det oppe fra Rings Hjørne.
„For Hesten skal jeg fatte mig i Korthed. Vi
har, — derom tør jeg forudsætte Enighed
— havt en særdeles fornøjelig Dag, ingen
Skygge af Uheld.u — „End Constances Fod
da?w afbrød hans Kone ham. — „Naar undtages,
at Fru Constance har stødt sin Fod,“
fortsatte han. — „Jeg har sat en Stok til,w
— indskjød Mejer. — „Og at Hr. Student
Mejer har tilsat en Stok,u vedblev Hansen. —
„Min Kjole er rent spoleret,u raabte Frøken
Schwartz, som havde Ring til Bords. —
„Nej, ti nu stille, “ lød det under ahnindelig
Latter. — „Og at Frøken Schwartz har spoleret
sin Kjole44 — gik Hansen videre med
uforstyrrelig Ko —, „altsaa ingen Skygge af
Uheld, naar midtages altsaa de nævnte/ 4 —
„Og det kalder De at fatte Dem i Korthed44
— sa Lorck med et komisk fortvivlet Ansigt.
Alle brast i Latter. — Fru Marie klappede
i Hænderne og raabte Bravo! — „Saa lad da
den arme Mand faa bli fær din en Ganer,u
sa Constance.
„Ingen Skygge af Uheld, undtagen de
nævnte,44 sufflerede Marie. „Og de er ikke
saa faa — 44 sa Fallesen, som ogsaa vilde ha et
Ord med i Laget.
„Har formørket Dagens Glæde,44 fortsatte
Hansen.
„Hvafornoe — skal vi ha Solformørkelse?44
raabte Ring og lo selv saa vældigt, at
han ikke mærkede, hvor lidet Vittigheden
slog an.
„Derfor tænker je g , 44 vedblev Hansen,
„at vi altsaa er enige om — ja , altsaa at
ønske os en ligesaa behagelig Afslutning paa
Dagen. („Hør! Hør!44) J a , altsaa, mine
Damer og Herrer, — velkommen til Bords!44
„Hip, hip, H u rra !44 — forsøgte Ring, og
dirigerede med Armen. — „Hurra, Hurra’!44 —
lød det med et Par spinkle Røster.
„Hys, h y s!44 sa Hansen, som havde sat
sig og pustede ud, — „vi biir opsagt. 44
A m a l i e S k r a m : C o n s t a n c e R i n g . A
¦ &-v i '
„Hvordan gaar det med Deres Fod, F ru e?u
— spurgte Fallesen, der sad ved Constanees
højre Side.
„Den er vist god igjen.“
„Hvor jeg beklager d e t,w sa han med
et Blik, som var ment paa at skulle gaa hende
lige til Sjælen.
„Fyld i Glassene, mine Herreru — raabte
Hansen og slog til Lyd —, „Ring vil udbringe
en Sk aal.LL
„Vi kan godt snakke videre for det“ —
sa Constance halvhøjt, „bare høre efter det
sidste Ord, saa vi véd, hvad det er om.w
Fallesen blev helt betuttet af Glæde over,
at Constance var saa villig til ,at indlade sig
med ham.
„Gubevars, — det er mere end tilstrækkeligtw
— sa han og lo.
„Var det: beklager, De sa?w spurgte Constance.
„Ja, Frue, — jeg sa beklager — men bryd
Dem ikke om det, — naar jeg taler med Dem,
er jeg rent konfus.u
„Nej, hør paa Ring“ — sa Constance og
lo, — „Geniets Magt løfter Sindet og forædler
Sjælen w, sa han, — hørte De det, Løjtnant
Falle s en u —
„Nej, jeg gjorde ikke, F ru e , — hvor kan
De ogsaa fo rlan g e ------- . Hvad jeg vilde sagt,
— hvis nu Deres Fod havde været daarlig, saa
havde De kanske tilladt mig at bære Dem
hjem, — jeg er saa stærk, skal jeg sige Dem,
— Armmuskler — 44
„Det er jo meget bedre at k jø re, 44 svarte
hun og vendte sig fra ham.
Hun lod sine Øjne aandsfraværende glide
ned over Bordet og mødte pludselig Mejers
Blik, der var hæftet paa hende med et næsten
tilbedende Udtryk.
Der gik et lidet Stød igjennem hende, og
hendes Hjærte slog et Øjeblik hurtigere. Mejer
tog ikke Øjnene fra hende; hun blev forvirret
og saa’ bort, men maatte straks efter undersøge,
om han fremdeles betragtede hende.
Dette gjentog sig et Par Gange; hun følte, at
hun rødmede; halvt ufrivillig greb hun sit Glas
og nikkede til ham; han løftede sig lidt og
blev rød helt op til Panden; med en straalende
Mine bøjede han sig for hende og tømte sit
Glas.
„Hvad er det for Hokuspokus,44 sa Hansen,
der mens han hviskede med sin Borddame
havde set Mejer rejse og sætte sig — „De
faar da vente, til han altsaa nævner Havnet/ 4
Mejer hørte ikke, hvad han sa; han var
altfor lykkelig over den stumme Hilsen, Constance
havde sendt ham.
„Kaste Deres Øjne paa saadant 'et Pa tte barn,
44 hviskede Lorck i en ærgerlig Tone.
4*
vmæam$. mgjm*
„Hvad er det. De siger for noget ?u spurgte
Constance.
„De ser jo, hvor han sidder og stirrer, —
Øjnene springer snart ud af Hovedet paa ham.
— Hvad vil De nu det for — -------?u
„Hys, værsgod hør efter“ — svarte Constance
med en Hovedbevægelse op imod Ring.
„Paa Ære, tror jeg ikke, De har forsét
Dem paa Flødefjæset der nede“ — begyndte
Lorck igjen.
„Men saa hold dog op, Lorckw —
„Øjnene forraader en Kvinde, om hun
elsker en Mand, staar der skrevet, — det havde
jeg ikke trot, at De havde saa slet en Smag,
fy for Pokker !w Han tømte et stort ølas
Madeira.
„Smag! nej hør, véd De hvad, smuk nok
er han da ialfald — har De set en saadan
Mund — og slige Tænder, og saa som han
bærer sit Hode — har De sét paa det, spør
jeg om?M
„Nej“ — svarte Lorck tvært.
„Og saa har han et Blik saa godt og
ufordærvet — der er noget uskyldigt over
ham.u
„Hm, hm!w sa Lorck bag sin Serviette.
„De skulde ikke bagtale Deres Yenner,
Hr. Lorck.u
„Bagtale! — Jeg tror min Sandten — jeg
spør, om jeg saa meget som har aabnet min
Mund ?u
„Nej, men De sad og lo, og det er endnu
værre.u
„Jeg maa sige, det er haarde Konditioner.
— For Resten liker jeg ham godt, jeg, — fælt
bra Fyr, — men naar De taler om hans Uskyld
— — nu ja , — De maa virkelig undskylde.
— — Men enfin, — er De ment paa at
dræbe mig nu? J a for gaar De hen og forliber
Dem i Gutten der, — overlever jeg det
ikke.a
Der var noget saa sørgmodig fornøjeligt
i Lorcks Tone og Mine, at Constance ikke
kunde bare sig for at le. „Slig som De kan
sludre “ — sa hun.
„Jeg opfordrer derfor samtlige Tilstedeværende
til at tømme et Glas for den unge
begavede Kunstner, den fortrinlige Piano- og
Harpespil . . . .w — „Violinu, hviskede Frøken
Sclrvvartz — „Violinspiller, Hr. Harald Mejer,w
sluttede Ring sin Tale.
Mejer for op som en Champagneprop;
han havde ikke anet, at alt det vidtløftige
Snak, hvoraf han kun havde opfanget Lyden
af et og andet Ord, gjaldt ham. Skaalen blev
imidlertid drukket under Smil og Nik og Buk
fra alle Kanter.
Den næste Tale, Ring holdt, var for sin
Svigermor, hvem han hævede saaledes til Skyerne,
at den gode Dame ikke vidste, hvor hun
skulde se hen for Undseelse,
Han blev saa rørt over sin egen Veltalenhed,
atTaarerne kom ham i Øjnene; med dirrende
Stemme kaldte han hende for sin gode
Engel, sit Livs højeste Velsignelse, hvad han
ikke vilde betænke sig paa at sige, saasom
hun havde bragt hans dyrebare Hustru til
Verden og skjænket hende til ham. Og i
denne Forbindelse vilde han ogsaa nævne den
gamle elskelige Tante Wleiigel, hvem han ansaa
for sin anden Moder. En Skaal for Fruerne
Wleiigel og Blom.
Da Desserten var spist, og de mætte Gjæster
lagde Servietterne sammen, rejste Ring sig for
tredje Gang og vilde tale for Kvinden. Der
gik en sukkende Mumlen gjennem de forsamlede.
Lorck gav højlydt sin Uvilje til Kjende.
„Der kan du se, Marie,w — sa Hansen
med et unaadigt Øjekast, — „det dumme Paafund!
— Du maatte jo vidst, at den Fyren
altsaa ikke er til at stanse. “
Ring mærkede ingenting. Med hævet Glas
og anstrængt Mæle holdt han sin Lovsang til
Kvindens Pris. Det var om Hjemmets Kvinde,
han vilde tale, om den Kvinde, der af Gud
var given Manden til Medhjælp; og naar han
talte om denne Kvinde, saa var det ikke ud i
det Blaa, for nu var det tre Aar siden han
havde ladet sig indrangere i Ægtemændenes
lykkelige Bækker o. s. v. Først flød det fra
ham uden Forsinkelser; men længere henne i
Lektien gik det ofte istaa; han stammede og
famlede og suffleredes fra sine overgivne Naboer
med de mest forkerte Ord, som han straks opsnappe
de men øjeblikkelig lod falde, naar han
mærkede, det bar galt i Vej. Da han tre Gange
havde gjentaget, at Kvinden var som en
Blomst, en Duft, en Følelse, raabte Constance
højt leende over Bordet til ham: „Ja, ja, saa
drikker vi paa det d a !66
Bing satte Glasset fra sig, korsede Armene
paa Brystet og spurgte Hansen med fortørnet
Mine, om det var med hans Vilje, at hans Kone
optraadte som Censor.
Der blev et Minuts pinlige Taushed. Bing
lod sit morske Blik vandre fra den ene til
den anden. Fru Blom gjorde Miner over til
ham og prøvede at slaa det hen i Spøg.
Pludselig brast Bing i Latter. — „Fanden
saa godt g jo rt!66 raabte han —- „der tog jeg
jer pænt ved Næsen.a
De lo alle af fuld Hals; nogle forsikrede,
at de havde skjønnet det, men holdt gode
Miner; andre paastod, at det skulde ingen faa
dem til at tro.
„Ja, jeg trode, det var Alvor — det er
vist og sikkert,16 sa Constance.
„Ja, saa drikker vi paa Kvindens Velgaaende,
sa R in g , og nu var Stemningen
stegen saa, at Skaalen, til Trods for Værtens
Protest, fik et nifoldigt Hurra.
IVIan rystede hinandens Hænder og sa
velbekomme. Hansen og Marie udvekslede det
reglementerede Takformadkys. Ring gik hen
og bød Constance Haanden; hun rakte ham i
Stedet for sin Kind til Kys.
„Ja, som sagt — De er et musikalsk Fænomen,
et, et, ja virkelig et Geni,w sa Ring
til Mejer — „De maa komme og besøge os —
T)em selv, forstaar De, — hver Aften, om
De vil — det er Skik hos os, jeg har en Kutter,
De maa sejle med mig —. Gemytligt paa
Kutteren, kan De tro, — Fanden saa godt
like Dem!“
Mejer takkede og bukkede, og Ring blev
aldrig færdig med at trykke hans Haand.
„Hvad skal vi nu ta os til, Dere?“ —
spurgte Fru Marie og vendte sig til en af de
snakkende Grupper i Dagligstuen. „Aa, Mejer,
spil for os, til vi finder paa noget.u
Han begyndte paa en Vals af Strauss.
Constance tog Frøken Schwartz om Livet
og valsede rundt med hende.
„Ja, danse, lad os danse!u raabte de i
Kor.
„Din Fod, husk paa Foden din, Constance,u
klynkede Fru Blom.
„Spisestuen skal straks være ryddet, “
sa Fru Marie, og gik for at skynde paa Pigerne.
„Hvad skulde De nu faa det i Gang for?“
sa Lorck grættent.
„Er De ikke glad i at danse? 44 spurgte
Constance.
„Aa jo , paa Klingenbergballerne gaar
det an.44
„Saa gaa derned — der danser man jo
hver Aften.44
„Nej, men alvorligt — nu kunde vi ha
siddet og talt saa hyggelig sammen derborte
i Halvmørket.44
„ Det er morsommere at danse44 —
svarte hun.
I det samme bukkede Fallesen for hende
og spurgte, om han kunde ha den Fornøjelse.
„Nu har netop Lorck engageret mig — 44
svarte hun og trak ham hemmelig i Frakken.
„Ja saa den næste d a ? 44
„Det kan vi jo altid tale om? 44
„Skal det bety et Afslag? 44
„Nej da — altsaa næste Dans med Dem.44
Han bukkede og fjærnede sig.
„Nu er De da nødt til at danse med mig44
— sa Constance leende. „Det var bare for at
bli fri ham. 44
„Ja tak , det begriber jeg nok —“ svarte
Lorck med et Buk.
„Ikke dans, Constance — du med din
Fod!a sa Fru Blom.
„Aajo, mor, — nu har jeg saa’n Lyst,
skjønner du.u
Da Valsen var forbi, blev der raabt paa
en Francaise.
„Lad mig løse Dem af, Mejer“ — sa Fru
Blom; „rigtignok spiller jeg ikke som De, men
til Dans gaar det nok an.“
Mejer gik lige hen og engagerte Constance.
„Tak, men jeg har lovet mig bort, desværre
—“ svarte hun.
Han vendte sig mismodig fra hende.
„Men den næste, skal vi ikke danse den
næste Dans sammen ?u raabte hun efter ham.
Han takkede med et forvirret Blik og
fjærnede sig.
„Hvorfor v il De gaa hen og gjøre Hodet
kruset paa ham?“ — sa Lorck — „synes De
ikke, De har nok paa Samvittigheden ?u
„Hvad skal det være til, at De gaar slig
og griner paa mig, — De er virkelig saa
kj edelig.u
Ring var med i Francaisen og gjorde
alle Slags Løjer, som hans Dame, Frøken
Schwartz, paaskjønnede ved uafbrudt at le af
ham. Han dansede å la Barbersvend, å la
Skræddermester o. s. v. og naar han skulde figurere,
bøjede han hver Gang det ene Knæ
foran Damen og var endda tidsnok tilbage
paa Plads igjen.
„Det utaalelige Dyr“ — sa Lorck til Fru
Marie i Damekjæden.
„Jeg synes nu for Hesten det klær hamw
— s varte hun undskyldende.
„Vær da ordentlig for Fanden u — mumlede
Lorck halvhøjt til Ring, som et Øjeblik
stod ved Siden af ham.
„Det morer dem jow — svarte Ring, og
blinkede gemytlig til ham.
„De gjør mig rent fortvilet i Aften, Frue“
— hviskede Fallesen til Constance med forgræmmet
Stemme.
„Ikke skab Dem saaledesw — svarte hun
modvillig, „det er rent spildt . . . ,u Mere
hørte han ikke, han skulde frem i fjerde Tur.
„Ikke et Ord har De talt til mig i Aften a
— begyndte han igjen, „og paa Turen i Dag
var De s aa venlig u —
„Men saa pas dog j)aa — det er Dem, som
skal frem, Løjtnant !w —
„Han gjør Kur til min Kone, den Toska
— sa Ring til sin Dame.
„Det gjør de jo allew — svarte hun. „Er
De ikke jaloux ?“
„Ikke det bitterste — det smigrer mig
at se . . ,44
„Men saa pas dog paa, Ring, — det er
Eders Tur!44 raabte Constance med en munter
Latter.
„Har De intet at sige mig til Forklaring,
Frue?44 spurgte Fallesen og søgte hendes Øjne
med et bedende Blik.
„Nej hør, Løjtnant Fallesen — nu biir De
mig virkelig for plagsom.44------- Nej, saa Gud
signe mig Lorck — tænkte hun — han forst
aar da at gjøre Kur for Spøg.
„Tror De, min Kone bryr sig om dem!
— ikke det Gran, — hun morer sig bare44 —
sa Ring, da de atter stod paa Plads.
„Naar man hører Dem, kunde man faa Lyst
til at gifte sig, De er saa liberal/4
„Ja, ikke sandt — liberal skal man være,
og gemytlig, — jeg er gemytlig — sér De —
havde jeg en Bror, skulde De faa ham.44
„Hvorfor danser De ikke?44 — spurgte
Fru Marie Mejer, der hele Tiden havde staaet
op ad Dørportiéren og set paa.
„Jeg kunde ingen Dame faa.44
„Stakkels Ulykkelige! — det er De vist
ofte udsat for. Aa, spil en Galop, Tante!44 —
raabte hun ind til Fru Blom. „Vil De saa ta
til Takke med mig?44 — vendte hun sig til
Mejer.
„Tak, Frue, til denne Dans er jeg optat.44
Hans Øjne søgte uvilkaarlig Constance.
„Aa, saadan, — De siger som Ridderen
hos Ingemann — hende eller ingen/4 Hun
havde fulgt Retningen af hans Blik.
Da Galoppen begyndte, trak Ring sig tilbage
til Hansens Arbejdsværelse, hvor et Par
Herrer sad og røg. Dørene stod aabne gjennem
alle Værelser. Mens Ring sad og drak
sine Toddyer, fulgte hans Øjne Constance, der
hvirvlede afsted med Mejer.
Han var s aa stolt af hende; ingen kunde
dog maale sig med hende — overalt stak hun
de unge Piger ud, og hun var hans, Grosserer
Edvard Christensen Rings — hans og ingen
andens. Og hun var virkelig saa glad i ham,
— hvor villig var hun ikke i den senere Tid
bleven til at kjærtegne ham, — ja, han var en
lykkelig Mand, tænkte han og lavede sig et
nyt Glas.
„Nej, se mig til disse Skulkere44 — sa
Fru Marie, som kom ind til Herrerne, — „huh,
for en Røg. Hvem er det, som har gjemt sig
væk! — Værsgod, kom ind og dans, Rikard!
— og De, Løjtnant, — nej, at finde Dem
blandt disse.44
Fallesen undskyldte sig med, at han havde
Hodepine.
„De er saa sturen i Kvæld, Løjtnant, kom,
lad os drikke et Bæger sammen,44 sa Ring.
Fallesen skjænkede Kognak i et Vinglas.
„Det kan jeg like — det rene Væsen, vor
egen Skaal!u
Fallesen tømte Indholdet i ét Drag.
„Se paa Constance — en yakker Kone,
Død og Pine, hvad Fallesen ?u — og han puffede
ham i Siden.
„Jo, jeg skulde tro, — men hvad siger
De om Frøken Schwartz — hun er heller ikke
afvej en.u
„For flad44 — sa Ring med et Grin, —
„en Stake ret op og ned.44
„Figuren er dog ganske bra.w
„Udstoppet4* — lo Ring — „se paa de
spidse Skuldre. Jo , De kan tro, Edvard
Christensen Ring narrer De ikke.44 — Og nu
fordybede de sig i en Passiar om Kvindeskjønhed
og kvindelige Forskjønn els eskunst er,
der endte med, at Ring foreslog Fallesen, at
de skulde drikke dus.
„Du er min Sæl en kjæk Fyr, — Fanden
saa godt like dig, — det er en Skam, saa
sjælden du besøger os, — kom hver Aften —
aabent Hus hos os, — er du glad i at sejle?
— En Kutter, F a r, stiv som en Dukke —.
Jeg ved ikke, hvordan det er, yngre Folk
kommer jeg bedst overens med. Se nu Hansen,
— saa gode Venner vi er, — han kjeder mig,
den Fyren, — mellem os sagt, forstaar du —
Ungdom maa der til.u
«
Lorck kom ind efter Selters.
„Nu sidder Ring og Fallesen og drikker
sig aldeles snyde Kanon fuld,u — sa han til
Hansen paa Tilbagevejen gjennem Dagligstuen.
H
ansen keg derind og rystede betænkelig
paa Hodet.
„Hvorledes fandt De saa Dem selv, F ru e ? “
— spurgte Mejer under en af Pauserne i Galoppen.
„Mig selv! Aa, Musikken mener De? Det
var saa nydeligt. “
„Kjendte De Dem igjen?u
„Nej, slet ikke, — der var saa mange
Sorter i det“ —
„Kjendte jeg Dem — jeg mener saadan
rigtig godt — skulde jeg nok gjøre det
bedre.“
„Kjendte! — ja pyt, ja , — gad vidst,
hvordan det skulde gaa tilu —
„Gav De mig Lov til at tale med Dem
— saau —
„Der er ingen, som kjender hinanden —.
Tale sammen! — og De tror, d e t nytter — en
kan faa Indtryk, danne sig Forestillinger —
længer naar man ikke, og saa er det altid
rav ruskende forkj ert.w
„Men det var da vel muligt at bli kjendt
— hvis man da ikke med Vilje skjulte
sig“ —
„Det gjør man altid — ikke netop med
Vilje — men skjuler sig —. Hvad er det, som
kommer til Syne af os? — Det, som Forholde
og Omstændigheder nødvendiggjør eller tillader.
— En formes efter de ydre Betingelser — og
vel maaske ogsaa efter de indre. Har De
ikke lagt Mærke til, hvor ens vi alle er?64
„De ligner ingen anden Kvinde/6
„Aajoda! Livet er en Fabrik, vi kommer
alle ud som dets stemplede Produkter.“
„Men der er dog noget individuelt — det
som gjør, at en gaar og staar og taler og opfatter
paa netop den og den Manér.44
„Aaja vist, men den Forskjel er ikke videre
• bemærke-lig, skjønt jo , jeg sidder og
• sludrer. Kom, lad os danse.u
„Hvorfor har De ikke spillet oppe hos
os?44 spurgte Constance, da de atter tog
Plads.
„Fordi ingen har bedt mig.44
„Jeg anede det jo ikke! — Den Gang jeg
kom paa Baller til deres Forældre, spillede
De da?44
„Som andre Guttebørn, der tar Information
i Pianoklimpring. 44
„At Lorck ikke har sagt det, — det var
jo ham, som tog Dem med til os den Gang
i Fjor — husker De.44 -
„Ja, men Deres Mand havde bedt mig,
jeg havde spillet l’Hombre med ham hos
Lorck.w
„De kunde saamæn godt være kommen af
Dem selv, — det gjør de hos os, — og det
maa De ogsaa. — Vil De?44
„Der er intet i Verden, jeg hellere vil —
jeg takker Dem saa meget for Deres Venlighed.
44
„Det er da ikke noget at sukke for,44 sa
Constance og saa’ nysgerrig paa ham.
„Jo, for det biir snart forbi, Frue44 —
„Skal De til Udlandet ?u
„Ja, det er nok Meningen14 —
„Saa faar De nytte Tiden og komme
rigtig ofte, — jeg glæder mig saa til Deres
Spil.44
„Og jeg til at tale med Dem.44
„Ja, pas Dem nu, Folk biir snart kjed
af mig44 —
„Nu spøger De44 —
„Nej saa min Sandten! — Spør bare
Fallesen.44
„Den Nar!44 sa Mejer.
De taug begge lidt. Mejer sad og bed i
sin Læbe og betragtede hende fra Siden med
et usikkert Blik.
l Constance tog i Lommen og kom til at
rive frem en Hanske, som faldt paa Gulvet.
Mejer tog den langsomt op. Hun strakte
Haanden ud efter den.
Ama l i e S k r am: Constance Ring. k
,-.v. >^1 ¦ r,'
m
66
„Maa jeg faa Lov til at beholde den?66
bad han og saa lidt frygtsom ud.
„Ja, saa gjærne, hvis De virkelig har
Lyst66 — -
Han trykkede sine Læber paa den og stak
den ind under Vesten.
Nu kom Fru Blom og spurgte, om de ikke
skulde afsted. Tante W1 engel var gaat for
længe siden.
Constance rejste sig straks og sa G-odnat;
det gav Anledning til almindeligt Opbrud.
Hansen protesterte, og Fru Marie mente,
at de maatte ha kjedet sig skrækkelig, siden
de alt vilde afsted. Klokken var for Hesten
over et.
„Lad os faa en Vals paa Falderebet !66
raabte en Stemme, og i det samme skimtedes
Bings Skikkelse i Døren fra ‘Rygeværelset,
som var propfuld af en graablaa Tobaksos.
„En god Idé, en Vals til Beslutning/6 lød
det fra flere.
„I saa Fald ber jeg om den Dans66 —
sa en ung Herre med en sort Moustache og
glatkjæmmet Pandehaar, idet han bukkede for
Constance.
Det var Hansens yngste Bror, Jurist ligesom
han.
„Spil op, Svigermutter66 — vedblev Ring,
og vilde føre Fru Blom til Pianoet.
’V JB * V J 3!
„Nej, Mor er træt — saa skal heller je g “
— sa Constance.
Men Fru Marie sad allerede og spillede.
„Nu vil jeg min Salighed danse med min
Kone,w buldrede Ring og kavede sig hen til
Constance med et gravitetisk Buk.
„Forsént, min Ven!“ raabte hun og dansede
væk med Juristen.
„Foden, husk paa Foden!u manede Fru
Blom, og satte sig modfaldent i et Sofahjørne.
Ring blev staaende og saa’ efter Constance
med et halvt fjollet, halvt fortrydeligt
Smil.
„Ja, dans med hende, I andre, saa meget
I lyster, bare dans, dans, dans,u — sa han og
gestikulerte med den ene Arm, „der er dog
bare en, som er Edvard Christensen Ring, og
det er mig, det —u
„Hvadbehageru — sa en Frue, som sad
paa en Stol tæt ved.
„Jeg siger, at der bare er en, som er
Edvard Christensen Ring, og det er mig det,“
gjentog han.
„Ja, det er vist og sandtu — svarte hun
og lo. „Er der kanske nogen, som bestrider
det?u
„Det er det samme det, — men jeg siger
nu bare, at der kun er en, som er . . .w
68
Han drev forbi og afleverte den samme
Replik med en halvt truende, halvt triumferende
Mine, først til Lorck, der stod ved Pianoet,
og siden til Mejer, der høflig spurgte,
hvad det var, han sa.
Ring slentrede videre uden at svare og
blev ved med sit.
Pludselig stødte han paa Constance, delaf
sin Havaller var bleven ført til Sæde.
„Ikke sandt?“ begyndte han — „der er
bare en, som er Edvard Christensen Ping, og
det er mig det, har jeg ikke R e t? “
„Jovist har du R e tu — svarte hun, og lo
forceret. _ ;
„Saa skal du ogsaa dan—danse med mig."
Tungen slog lidt Klik. — „Tilla ader De ?
sa han med et Buk for Hansen.
Constance rejste sig straks, og Ring gav
sig til at svinge hende som en Besat. Det
nyttede ikke, at hun stred imod og bad ham
la være; han blev bare hidsigere; hendes
Fødder berørte næppe Gulvet. Hvis nogen
havde tænkt, at han havde ta t formeget Toddy
til sig, saa skulde han vise dem, at de havdé
gjort fejlt Bestik. Men hvordan det havde
gig _ han kom til at træde i Constances
Kjole og snublede, fægtede et Øjeblik med
Anne og Overkrop for at holde Balancen,
maatte saa sluttelig give tabt, og rev Constance
over Ende med sig. Førend nogen kunde faa
Tid at hjælpe hende, var hun oppe igjen, re ttede
paa sine Sløjfer og Garneringer og besvarte
Spørsmaalene, om hun havde stødt
sig, med et smilende: „Ikke det ringesteu.
Hansen tog et Tag i Ring og hjalp ham paa
Benene. Fru Marie havde stanset Musiken og
var ilet til, da hun hørte Faldet.
„Vil De ikke spille videre44 — bad Ring,
mens han pustede som en Hval, „vi var ikke
fur dige.w
I ru Marie saaJ ud til at betænke sig.
„Nej, nej !“ — lød det rundt omkring —
„paa Tide at gaa — ende mens Legen er
god —“
„Hvis De nu und drager mig Deres Omgang,
begaar De en Forbrydelse baade mod
mig og Dem selv“ — sa Fallesen med dybt
Mæle til Constance, mens hun stod og tog
Tøjet paa ude i Entrén.
Hun brast i Datter og drog sig fra ham.
Han stirrede efter hende med et Par stive,
fortinnede Øjne.
Paa Hjemvejen havde Eing Fru Blom
under Armen. Han udviklede for hende,
hvilken Trøst han fandt i Tanken om, at der
bare var en, som var Edvard Christensen Ring,
og at denne ene var ham, ham, der var gift
med Constance, og ikke var mere jaloux end
som Spaserestokken der. Fru Blom svarte ha
°g i a , og tænkte, at hvis dette varte altfor
længe, blev hun bogstavelig talt ligesaa ør i
Hodet som Ring.
Constance kom bagefter mellem Lorck og
Mejer. Efter Faldet var Foden begyndt at
værke igjen; de gik meget langsomt, og hun
støttede sig til Lorcks Arm.
Lorck spurgte, om hun var begyndt at
læse „Madame Bovarytt, som han havde laant
hende, og saa kom de til at tale om fransk
Literatur.
„Jeg er saa kjed af alle disse letfærdige
Kvinder u — sa Constance, „nu kunde de finde
paa noget andetw —
„Letfærdige — hvad vil nu det sige ?u
spurgte Lorck polemisk.
„Løsagtige — usædelige da —, hvis De
synes bedre om det.w
„Alle disse Ord er lutter Tomhed, — Fordommens
dummeste KategoriserenL
„Uf, naar De begynder paa den Manér, er
det umuligt at tale med Dem, Lorck. — Skal
da alting være lige godt, eller lige slet, —
er der da ingen Kvinde, som er usædelig ?w
„Jo, de som giver sig hen i Forbindelser
uden Elskov.u
„De snakker, som De har Forstand tilu
— sa hun ærgerlig. „Vi har før talt om
dette, det er, som om Pligt og Velanstændighed
ikke eksisterer for Deres Begreb.u
„Deres Bornerthed opirrer mig, — De er
fuldstændig liildet i de gamle Forestillinger
om Dyd og sligt —44
„Men er der da slet intet, som er udydigt
eller lastefuldt ?44
„Ikke i sig selv. Hvis jeg f. Eks. er min
Brorkones Elsker eller slaar min Far ihjel,
b e h ø v e r det ingen Forbrydelse at være.44
„Ti stille med Deres væmmelige Floskler/4
„Alle Gjerningers Værdi bestemmes af Motiverne
og af Følgerne44 — vedblev Lorck.
„Ja, naturligvis, — nogen Rettesnor for
vore Handlinger skal der ikke være, — det er
altfor b esværligt.44
„Jo, vi skal gaa efter det fornuftige og
nyttige.44
„Men naar der nu ikke gives to Mennesker,
som har den samme Mening om, hvad
der er fornuftigt og nyttigt,44 sa Constance og
stødte sin Entoucas haardt mod Brolægningen.
„Jo, det skulde komme til at se ud i Verden!44
„Ta det med Taal44 — formanede Lorck
— „værre end det er, blev det vel næppe, og
s aa var det jo dog Umagen værdt at prøve,
om det maaske ikke blev bedre.44
„Han er et græsseligt Menneske44 — sa
Constance, og vendte sig til Mejer, „lar De
Dem paavirke af ham, biir De bundfordærvet.44
Mejer lo.
„Aa, det har ingen Fare, Frue, — han er
meget værre end jeg.u
„Hører De, hvad han siger, Mejer?u
„Jeg véd ikke, hvad Nils Lorck mener
med at være værre end han, men sikkert er
det, at jeg anser vor nuværende Samfundsordning
for splitter forkjert.u
„Og han gir Kristendommen Skylden for
det hele, — der er ingen større Bespotter født
af en Kvinde, hvis det da ikke skulde være
Kong Satan, men han har jo heller intet feminin
til Mor — siger de.u
„Hvorfor er De saa sint paa Kristendommen
?w spurgte Constance, og man kunde
høre paa Tonen, at hun ikke ventede sig noget
af Svaret.
„Blandt andet fordi den har lært Menneskene
at lyve for sig selv og andre, eller
idetmindste at lade, som om alting var anderledes,
end det i Virkeligheden er.a
„Hvorledes mener D e ?u
„Læren passer ikke for andre end en Flok
Sværmere uden jordiske Interesser, nogle, som
helt ud levede efter d e tte : Mit Rige er ikke
af denne Verden, — og saa har de ta t og
gjort den til Verdensreligion og ladt, som om
der ingen Uoverensstemmelse var mellem den
og f. Eks. Pavevælde, Kongedømme, Kejsertyranni,
Flertalsstyre, Kvindeemancipation, og
Gud véd hvad ikke.w
„Men det kan jo Kristendommen ikke
lijælpe for.u
„Men hvad vil den saa, naar den ikke
kan bruges til noget af det, som har været
eller skal komme, uden at bli enten til
Latter eller Forargelse, — ja , som sagt, den
har degraderet Menneskeheden i en Grad,
saa —w
„Hvor kan De nu sige sligt, Mej eru —
„ Jo , for den har rejst umulige Krav og
forsynet dem med guddommelig Aabenbarings
Autoritet. Saa har Staklerne skullet lade, som
de har kunnet fyldestgjøre dem — eller stridt
for at gjøre det, og saa har de lavet sammen
denne Forhaanelse, dette Dogme om Menneskenes
Skrøbelighed. — J a , som den har demoraliseret
!u
Han holdt inde og slog ud med Haanden.
„Jeg forstaar slet ikke, hvad De mener,u
sa Constance.
„For Eks. nu dette med, ja, De undskylder
Frue, — dette med Kyskhedskravet. — I gamle
Jehovas Tid var det jo bare de ukyske Handlinger,
som var forbudt, men saa kom Kristendommen
og sa: hvo som ser paa en Kvinde
o. s. v. — Skal man nogensinde ha hørt Magen !u
„Ja, og hvad saa?u
„Saa maatte jo Folk gi sig over og tænke
som saa: „Din Synd er akkurat den samme,
enten du gjør det eller ej — ja , for begjære,
det kan da vel ingen la være. — Skal du ha
Navnet, saa kan du ogsaa ha Gagnet, og saa
gik det som det gik.44
„Men tror De nu, det var bedre før?44
spurgte Constance.
„Ja, det tror jeg, — Jøderne f. Eks. er
den Dag i Dag sædeligere, og med Hensyn til
kjønslige Udskejelser meget mere afholdende
end de Kristne.44
„Sodomah og Gomorrah laa dog i Jødelan
d /4 sa Lorck og lo.
„Men det er nu saa længe siden —w sa
Constance tankefuldt.
„Og nu selve denne Kyskhed44 — begyndte
Lorck, „ f y for Pokker, et Paabud, som aldrig
har udrettet andet, end at gi nogle Stakkere
med svage IJjærner og daarlige Maver ond
Samvittighed44 —
„Nej fy, Lorck!44 raabte Constance.
„Og bragt en Skare forkvaklede Fruentimmer
til at lægge Sundhed og Livsglæde
som en Blodpenge paa et Alter, der er rejst
over Naturens hæsligste U n a tu r44 — for
Lorck fort.
„Det er modbydeligt, hvad De siger44 —-
sa Constance med dirrende Stemme og slap
hans Arm.
„Ja, saa forvænte er Begreberne, — d e t
finder jeg nu modbydeligt,44 ivrede Lorck.
„Og saa er det oven i Kjøbet Løgn! ja, i
alle Fald, jeg tror det ikke, — alle Mænd
skulde være, . . . Nej saa lavt sætter jeg dem
ikke, aldrig i Evighed!“
„Jeg kjender ingen Mand, som vilde være
Dem taknemlig for denne Deres Mening44, sa
Lorck.
„Da gjør det mig virkelig ondt for Deres
Bekjendte,w svarte Constance harm.
„Skynd jer lidt, Godtfolk!44 raabte Ding,
der havde hikket Fru Blom ind og nu stod
ved Gadedøren og ventede.
„Men for Besten, som sagt, jeg tror ikke
paa det, ikke et Gran.44
„Hvafornoe tror du ikke paa, Constance"4
— spurgte Ring med usikkert Mæle.
„Aa, det var ingen Ting,44 sa hun kort.
„God Nat Lorck, god Nat Mejer!44
Hun skyndte sig oven paa og traf sin
Mor i Entrén.
„Hørte du, at Ring var ble ven dus med
Løjtnant Fallesen, Constance, eller har de
kanske været det før?44
„Nej. — Ja saa, er de blet dus, — ja det
tror jeg gjærne.44
De sa god Nat og gik hver til sit.
Ring syntes særdeles oplagt til at slaa en
Passiar af: han blev ved at forsikre Mejer om
sit varme Yenskab og paalagde ham indtrængende
at besøge dem. Til sidst bød han dem
op paa et Glas 01, hvad de dog begge afslog.
„Saa kom da, Menneske!u sa Lorck og trak i
Mejer, som et Par Gange forgjæves havde søgt
at komme løs fra Ping, der stod og holdt ham
om Skulderen.
„Nu skal du jagu gaa op, Onkel Edvard!
god Nat med dig.w
„ Han havde sig en liden Perial i Kveld,w
lo Mejer, da de var drejet om Hjørnet.
„Hvem? aah han, det Bæst, han biir
altid fuld.a
„Det maa nu ikke være morsomt for hans
Koneu — mente Mejer.
„Aa pyt — En vænner sig til al Slag.M
„Er det et tykkeligt Ægteskab, skal tro ?“
Lorck stod stille. „Det er Panden ta
mig et fornærmeligt SpørsmaalG
„For dig kanskeu — sa Mejer og plirede
til ham fra Siden.
„Lykkeligt Ægteskab, — at du for det
første gider ta en slig Frase i din Mund —
og med den Id io ten ! — Fru Constance, — nej
véd du hvad.u
„Der er dog noget elskværdigt ved hamu
— sa Mejer overbærende, „saa godmodig og
spøgefuld.LL
„En brillant Fyr til at drikke og sejle
med — men forresten umulig — bare saa
grufuld vidtløftig som han er!“
„Er han Højremand ?“
„Ja vel, og troende.u Lorck lo.
„Nej Snak! livor hun maa kjede sig med
ham!w
„Ja, det kan du bande paaw.
„Det er dog Synd, at hun ikke har faat
en Mand, som passede bedre til hende.w
„Aa, hvorfor det, — saa havde der jo
ingen Fornøjelse været ved hende.u
„Cynikera — mumlede Mejer og faldt i
Tanker.
„For Festen, om hun ogsaa havde havt en
anden Mand, hun vilde blet kjed af ham, —
det gjør gifte Folk altid.u
„Saa—aa — du synes at vide god Besked,
Nils Lorcku —
„Et Fruentimmer som hunu, —
„Hun er dejlig!“ raabte Mejer henreven.
„Ja gu er hun dejlig, og saa brillant
kok et'w.
„Det er den sorteste Løgn!u udbrød Mejer,
„jeg har aldrig sét en Kvinde saa fri for
Koketteri.u
Lorck gav sig til at fløjte.
„Hun er saa sanddru og aaben i sit Væsen
— akkurat som da hun var blottenes ung —
jeg husker hende godt, og saa aner hun ikke,
hvorledes Mandfolk eru —
„Saa du alt er færdig i den Gradu —
fniste Lorck, „Fanden saa fort hun ekspederer
det, — det maa jeg sige er godt gjortu —
„Fanden i Vold!u sa Mejer.
„Hvad Pokker er du hidsig for, Gut? —
En kan da være bekjendt af sin Forelskelse
der uden at risikere at komme i Ry for slet
Smag i alt Fald. — Jeg for min Del har været
det længew —
Mejer svarte intet.
„Har du sagt hende d e t?u spurgte Lorck.
„Sagt! — hvad for noget sagt?u
„At du elsker hende ?u
„Din Omtale af Fru Ring er mildest talt
usømmelig, F a r“ —
„ Hvor mange Kvinder har du staat i
Forhold til, Mejer — ikke Tøser mener jeg —
men Damer ?u
„Til ingenu — sa han arrig.
„Saa prøv med Fru Ring, — jeg gir dig
Lov til at konkurr er ew —
„Hold Mund, siger jeg, — jeg taaler ikke,
at du taler saaledes om en Dame, som jeg
kj ender og agt eru — sa Mejer skjælvende af
Yrede.
„Lad nu de Narrestreger fare, Mejer —
du er et F æ ! Ikke koket, siger du — i Dag
da vi legte Gjemmespil bag Skuret deroppe,
stod hun saa klods op efter mig, mens hun
lyttede og keg med Fingeren paa Munden, at
jeg kj endte hendes Legeme, men i det Minut
jeg lod mig mærke med det, skvat hun væk
som en Staalfjær, med en Mine, som baade
hun og jeg havde gjort det af Vanvare/4
„Det skal jeg dø paa, hun ogsaa havde.
— Slig en Brutalikus44 —
„En Kone, som har været gift i tre Aar
— nej Far min, hun vil ægge og opiltre, og
til sidst la sig fange, — og det er i Grunden
en ganske morsom Leg, hvis det ikke varer
for længe.44
Mejer havde Lyst til at slaa ham i Ansigtet,
men indsaa, at han kun vilde gjøre sig
latterlig ved at give sit Raseri Luft.
„Hun er altfor god til at omgaas en Fyr
som dig44 — sa han saa rolig han formaaede
— det er hele Sagen44 —
„Hun har Skam lige saa stor Fornøjelse
af det, hmi —. Nu vil hun endelig, jeg skal
lære hende l’Hombre, for at vi kan faa en fast
Spilleaften, ifjor var det Skak, vi drev paa
med. H u n ikke koket! — den Lidenskab,
hvormed hun gir sig hen til alt, hvad vi har
for, til Samtale og alt muligt — det er lutter
Koketteri — men ikke af den grove Slags —
naturligvis.44
„Det er hendes Natur, — hun gir sig hen
i Øjeblikkets Stemning. Hun har Evne til det,
fordi hendes Sind er ?ent og uskyldigt, — ja
le kun du, — hun spillede Svartemads med
mine Søstre — hun var voksen den Gang —,
jeg stod paa Lur i det andet Værelse, — den
straalende Glæde og Morskab, som lyste paa
hendes Ansigt, — hun var med af hele Sjælen
— akkurat som nu.u
„Det er dog noget helt andetw — svarte
Lorck og gav sig til at nynne en Melodi.
„Er han aldrig jaloux, hendes Mand?w
spurgte saa Mejer.
„Ring, det Fæ! Undertiden naar han har
sat diverse Glas Toddy til Livs, betror han
mig, at hans Kone er saa kold som en Træstok,
men at det alligevel er ham, hun elsker,
ham og ingen anden.u
„Tror du, hun véd, at han sidder og siger
sligt ?w
„Det gjør hun vist. — Hun kold! — Hun
er lutter Ild og Sanser — et Krater med et
fløj elsblødt Grønsværstæppe over —. Død og
Pine, naar det en Gang spruder løst! For
Resten — hvad jeg ikke kan fordrage er, at
hun absolut vil ha alle uden Undtagelse for
sin Fod. — Dette Fjot — denne Fallesen, har
hun ikke gaat hen og gjort ham aldeles
gælen —“
„Gaar du op med og ryger en Cigar ?u
Lorck var stanset uden for Huset, hvor han
boede.M ejer lod til at trække paa det.
„Nej .forresten du, — jeg glemte, Død og
Pine — hvad er Klokken ?u
„Halv tre u — sa Mejer.
„Saa tænker jeg, hun skal være i et sødt
Humør u — mumlede Lorck. „God Nat du.u
„God Nata — sa Mejer, og de skiltes.
Han gik videre og tænkte paa Constance.
Som nittenaars Gut havde han været forelsket
i hende. Det var begyndt den Aften han fik
Lov af sin Far til at aabne Ballet med hende.
Saa kammeratslig som hun havde været, fortalt
saa meget om Livet paa Molde, og flere
Gange tat ham op i Smaature. Ak, du gode
Gud og Skabermand, hvor havde han været
betaget, ligget og digtet om Natten i Sengen,
staat op og skrevet Vers og spekuleret paa
at skaffe sig Adgang til hende ad de vildeste
Veje. Han vilde ikke andet end kaste sig
ned for hende, bede om Lov til at kysse hendes
Kjole og saa gaa bent bort og aflive sig. Og
Herre Gud, som han havde spaseret Dage
igjennem i Gaden, hvor hun boede, med
havannabrune Hansker og Cigar i Munden.
Og den Gang han ringede paa ved Entrédøren,
men flygtede som en afsindig ved Lyden af
Klokken. — Til langt ud paa Vaaren havde
han plejet denne Kjærlighed, der levede af at
hilse hende paa Gaden, stirre paa hende i
Theat.ret og en Gang følge hende hjem fra et
Dameselskab hos Søstrene.
Saa var pludselig hendes og Rings Forlovelseskort
kommet; som en knyttet Næve
Am a l i e Skr am: Constance Iiing. 0
var det faldet ned i hans Drømmes fine Spindelvævsbygning
; det uventede Slag havde rystet
ham saa stærkt, at han var strøgen af Sted til
Frognersætren; deroppe i Skogen drev han omkring
en skarpkold Vaarnat og anstillede
Betragtninger over, hvilken Form for Selvmord
det var fornuftigst at vælge. Gjennemblæst og
blaafrossen havde han saa ud paa Morgenen
slæbt sig hjem i en forkommen Tilstand, og
var bleven sengeliggende i over en Maaned.
„Stakkels Gut, du havde det ikke for sødt
i de Dageu — mumlede han halvhøjt, „og saa
gik du hen og fik non til anden Eksamen paa
Kjøbet.u
Denne Sygdom skulde da vel aldrig nu
gi sig til at bryde frem igjen — —? Bedre,
at han ikke havde set hende — skjønt
nu skulde han jo snart rejse, — godt, om
han kom af Sted jo før jo heller. — Men Gud
forbarme sig, hvor var hun dejlig — den
Maade hun lyttede til Ens Ord paa*— Hodet
lidt paa skjæve, Øjenlaagene sænkede — og
saa naar hun svarte og pludselig saa paa En!
— Den varme Strøm, som skjød ud af disse
Øpie — det var til at bli tosset af. — Og naar
hun sad stille hen for sig, alvorlig — næsten
tungsindig, og Øjnene saa pludselig strejfede
et Ansigt, der betragtede hende — det Smil,
der da kunde komme, saa mildt og fint og
stille, det formelig lyste af Hjærtensgodhed —
„Koket hun!u Det Svinebæst, den Lorck
— kan skulde mørbankes —. Og Ring — kvad
Slags Ægtemand var nu det for kende —!
Han blev saa bund melankolsk, saa trist og
tung i Sind. — Constance stod saa ubeskyttet,
saa udsat for smudsige Grams fra alle Kanter
— ak, om kun kavde været kans, kan skulde
ka b aar et hende gjennem Livet paa sine Arme,
holdt kende tæt ind til sit Hjærte — vogtet
og værnet om Skatten, rejst bort til Jordens
dejligste Sted — —
„Constance, Constance Blom, — hvorfor er
du ikke min — —.u Det gjorde saa pirkende
ondt i Næsen, — en Stikken og Strammen.
„Gud forlade mig, gaar jeg ikke ker og
græder —,“ mumlede kan og tog sit Lommetørklæde
frem — „nu har jeg aldrig set Mage
til Tosku —
æste Morgen stod de sent op hos Rings.
Klokken var næsten ti, da Constance viste sig
i Spisestuen, hvor Fru Blom sad og læste i
Sofahjørnet.
„Noget saa forsøvnigt“ — sa Constance
og gispede, — „jeg trode, jeg aldrig skulde
faat Øjnene op i Dag. E r det længe siden du
kom ind, Mor?u
„Nej da, jeg laa saamæn i Sengen til
den var næsten ni.“
Lidt efter kom Ring. Hans Øjne var lidt
rødsprængt i det hvide, og Pupillerne mattere
end sædvanlig. Med et sky Blik saa’ han fra
den ene til den anden, idet han sa god Morgen
og tog Plads ved Frokostbordet, hvor Avisen
laa ved Siden af hans Tallerken.
„Din Mor maa hen og se „Røverne11, Constance11,
sa han med Munden fuld af Æg og
Franskbrød — „stormende fuldt hver Aften.11
„Er der ikke sjofelt paa Tivoli u? spurgte
Fru Blom.
„Ikke i Theatret, Mor.w
„Der træffer du saamæn Byens bedste Folk,
saa for den Sags Skyld — — nej, men søde
Constance, — at du kan la Mysosten se saadan
ud“ —
„Det maa være Alette, — her inde skjærer
vi jo altid saa pæntu.
„Saa maa du sige det til hende, — det
ser saa stygt ud“.
„Men Gud, Ring, hvor du har forkjølet
digw, sa Fru Blom deltagende.
„Intet at bety,“ svarte han med Øjnene i
Avisen.
„Han er ofte lidt hæs om Morgenen, du,
det gaar over ud paa Dagen,w sa Constance.
„Atter igjen Bedragerier i Banken — det
er Fanden til Administration ogsaa.“
Ring havde været inde og hentet sin Pibe.
„Skal jeg saa ta Billetter til i Aften ?w
„Til „Røverne w mener du? ja det kommer
an paa dig, Mor.w
„Skulde vi ikke heller holde os i Ro i
Aften, nu har vi været saa svært paa Farten.u
„Ja, saa i Morgen da,u foreslog Ring og
flyttede sin Kaffekop hen til Bordet ved Sofaen,
hvor han satte sig.
„Da er vi udbuden, husker du vel.w
„Og paa Fredag skal vi i T h e a t r e t s a
Fru Blom.
„End Lørdag da?44
„Paa Lørdag skal vi intet Steds hen.44
„Saa siger vi altsaa Lørdag.w
„Tag Tobaksskrinet med dig, Constance/4
hun skulde ind efter Aftenavisen.
„Lad mig faa Piben, saa skal jeg stoppe
d en /4 sa hun og tog den ud af hans Haand;
„jeg k a n godt.44
Ping saa’ efter hende med et taknemligt
Blik.
„Synes du ikke, Constance ser godt ud
om Dagene du — hun gaar og skinner som
en Sol — og vakker! — Da vi blev gift, var
hun ingen Ting mod nu44 — han gned sig i
Hænderne, hjærtefornøjet — „og saa er hun saa
elskelig, at det staar efter.44
„Ja Gud ske L o v /4 sa Fru Blom.
„Vi sidder her og fryder os over dig/4 sa
han, da Constance kom tilbage, „for Resten
var vi enige om, at du havde tabt dig svært.44
„Saa—a a /4 sa hun og rakte ham den stoppede
Pibe, „det var jo leit for mig — det.44
„Tak, Kjæresten min/4 sa han glædesstraalende
og drog hende ned paa sit Knæ.
Hun la den ene Haand paa hans Skulder,
og han tog og kyssede den anden,
Constance saa’ drømmende hen for sig.
Saaledes var det at være en lykkelig Hustru
— ja det vil sige — saaledes bar en lykkelig
Hustru sig ad — og der sad den lykkelige
Hustrus Mor og glædede sig over, at Datteren
var saa forgudet. E t stille Velbehag kom
over hende — hun gled ind i Forestillingen
om, at hun var lykkelig — at hun elskede —;
men hun var ligesom saa uendelig langt borte
fra det altsammen, over i en anden Verden —.
Et dunkelt Barndomsminde stod for hende —
en Dame i graa Silkedragt, med rød Strudsfjær
paa Hatten, havde siddet paa Verandaen
derhjemme og drukket Selters med Bringebærsaft
af et Glas paa høj Fod, og talt med en
fremmed Accent om en anden Dame, som blev
dadiet, og saa var disse Ord falden, som Constance
huskede saa tydelig: „Saa skrev jeg til
hende: klag ikke over at være alene med den
Mand, som elsker dig over alt i Verden,
for det er selve Paradiset. “
„Ja, men hvis hun nu selv ikke havde
elsket ?“ tænkte Constance.
Rings Læber flyttede sig op paa Halsen,
paa Øret, paa Kinden og Munden. Hun lukkede
Øjnene for at forsætte Drømmen om den
lykkelige Hustru, men en gnavende Lede greb
hende. Men nu vilde hun ikke la sig mærke
med det — det var Synd for Ring, som var
saa glad, han kunde jo ikke forstaa det, og
saa for Morens Skyld.
„Skal du ikke paa Kontoret i Dag, maa
jeg spøre?44 sa hun og ruskede ham i Øret.
„Hvem tænker paa Kontoret med saadan
en Kone.44
„Der kommer en lille bitte Mus,44 begyndte
han, som havde han et Diebarn paa Skjødet.
Constance slog ham over Fingrene.
„Hvad tror du, Fuldmægtigen tænker?44
„Fuldmægtigen kan rejse til Bloksbjærg,
~ der kommer en liden bitte Mus. — For
Resten du, vi skal huske at be ham engang
— han vil sætte Pris paa det.44 —
„Hvad skal I ta jer til i Formiddag, Smaapiger?
44 spurgte han, da han endelig stod med
Hat og Stok, færdig til at gaa.44
„Smaapiger! — den Ring, den Ring,44 lo
Fru Blom.
„Bare der ingen Visitter kom, saa vi fik
læse højt,44 sa Constance, „saa smaat det
gaar med at komme igjennem „Kvinden paa
Tjele44, du.44
„Ja, ja, vær nu snille Børn, saa skal jegha
noget godt med hjem til je r.44 Han kyssede
paa Fingeren og gik.
Om Eftermiddagen laa Constance paa
Sofaen i Kabinettet med Bly vands omslag paa
Foden. Den havde gjort ondt fra om Morgenen
af, men hun havde ikke villet vedgaa
det. Til sidst havde Fru Blom beskyldt hende
for at halte og paastaaet, at hun vilde se selv.
Ved Undersøgelsen viste det sig da, at Anklen
var stiv og ophovnet.
De havde alle tre havt en lang Middagslur,
hver paa sin Sofa, og havde drukket Kaffen
inde hos Constance, som de plejede. Ring
var gaat paa Kontoret igjen, og Tusmørket
begyndte at falde paa.
Fru Blom sad i en lav Lænestol ved
Vinduet og strikkede.
„Vil du ha Lampen tændt, Constance?44
spurgte hun.
Der kom intet Svar.
„Ja saa min Sandten er hun ikke falden i
Søvn igjen,44 smaalo Fru Blom, efter at ha
lyttet til det rolige Aandedrag.
Hun lagde Strikketøjet ned i Fanget og
satte sig magelig til Rette; hun havde tabt
en Maske og kunde ikke se at ta den op igjen.
Lidt efter ringede det.
„Se saa, hvem er nu det,u mumlede hun.
„Hvad sa du Mor?44 spurgte Constance og
var med et lysvaagen.
„Den, som havde dit Sovehjærte, B a rn /4
Constance smilte; det var Morens Svaghed at
bilde sig ind, at hun led af Søvnløshed.
„Ja værs’go, baade Fruen og Fru Blom er
hjemme44, hørte de Alette sige, idet Døren til
Dagligstuen blev aabnet.
Fru Blom gik den indtrædende i Møde.
„Aa er det dig. Marie,44 sa hun livlig og
daskede hende paa Skulderen efter først at
ha hilst god Aften i den stive Tone, man
bruger til en fremmed.
„— Constance siger du? — naturligvis er
hun Invalid, det var noget, jeg vidste/4
„ Værsgo d, kom her ind — jeg kan ikke
høre, hvad I snakker om,44 raabte Constance.
Fru Blom tændte Lys i begge Stuerne og
stillede en massiv Lampe med pletteret Fod
hen paa det lille, med broncegul Silkeplyds
monterede Bord ved Siden af Constances
Chaiselongue.
„Du tar vel af dig og slaar dig til Bo,
Marie,44 sa Constance.
„Oprigtig ta lt, det var Meningen, men
siden du er daarlig44 —
„Jeg tror, du vil — at jeg ligger her i
Stedet for at sidde paa en Stol, gjør da vel
ingen Fortræd.44
„Men Bikard kommer ogsaa.44
„Ja lad ham bare det — han skal være
velkommen, med mindre han slaar sig vrang
og forlanger, jeg skal gaa omkring og være
Opvartningspige.44
„Du da!44 lo Marie og tog af sig.
„Se saa, der er en til,44 sa Fru Blom, de
hørte Marie snakke med nogen i Entrén; hun
var gaat ud med sit Tøj. Straks efter kom
hun ind med Fru Wleugel.
m w H1
„God Aften, Tante — ta bare af dig med
det samme, for du er vel ment paa at bli,44
raabte Constance imod hende.
„Saa du har maattet gi dig over i Dag,44
sa Tanten og rystede paa Hodet, „ser du,
vi fik Eet, — det var nu ogsaa ufornuftigt at
danse. Har her været Doktor?44
„Nej, er du gal Tante! — Det er ingen
Verdens Ting, — jeg ligger her ene og alene
for Mors Fornøjelses Skyld, forsikrer jeg dig.
Er du kommen ind fra Landet saa sent?u
„Jeg tog ind med Tolvtoget —, biir i
Byen i Nat.44
Næppe var Fru Wleiigel kommen til Sæde,
før der atter blev ringet.
„Her biir folksomt i Kvæld, skal I se,44
sa Constance og lyttede efter.
„Hr. Lorck spør, om der er nogen hjemme,44
hviskede Alette efter at ha lukket Døren
forsigtig bag sig.
„Javist er vi hjemme,44 sa Constance, „lad
ham bare komme, hvad gjør d e t Mor44 —
hun vendte sig til Fru Blom, der ivrig havde
rystet paa Hodet.
„God Aften!“ Lorck stod bukkende for
dem.
„Hvad for noget, — Sygestue, med Visitter
og Medikamenter og alt muligt.44
„Aa, det er bare lidt Blyvand til Foden,44
sa Constance.
„Er det virkelig efter Faldet i Gaar, —
det liar vel ikke noget videre paa sig?w
„Hele Ankelen er opsvulmet/4 sa Fru
Blom. — „Naturligvis, — det maatte den jo .44
„Lad mig se paa det — det er ikke sikkert,
at Blyvand er det r e t t e /4 sa Lorck og
nærmede sig.
Constance var straks villig.
„Det behøves ik k e /4 sa Fru Blom og
traadte imellem. „Naar der ikke er Hul, er
Bly vand godt — saapas Dokter er jeg da.44
„Naa ja, som De vil, — uden at broute af
mine Doktorkundskaber — Mediciner er jeg
nu alligevel, og hvad er det man siger om, at
det smager dog altid af Fugl.44
„Sæt Dem ned, L o rc k /4 sa Constance,
„naar Ring og Hansen kommer, kan De faa
en FHombre.44
Lorck rakte Fru Marie Haanden og takkede
for i Gaar. Saa faldt de alle i Snak om
Gaarsdagen og opfriskede en Mængde Enkeltheder,
som de ikke havde havt tilstrækkelig
Tid til at more sig over i Øjeblikket, men som
de nu under Latter nød desto bedre.
„Hys, det ringede/4 sa pludselig Constance.
„Det er vist R ik a rd /4 mente Fru Marie
og saa paa sit Uhr.
„Vær stille, saa vi kan høre paa Stemmen,
hvem det e r/4 sa Constance og la Fingeren
paa Munden.
„Ikke en Lyd,64 hviskede Lorck.
„Aa nej, saa min Sandten om der var
nogen,64 sa Fru Blom.
„Idys, hys, denne Gang hørte I det vel,64
sa Constance triumferende, da Klokken straks
efter lød med en Hæftiglied, som var man
bleven utaalmodig af at vente. „At den Alette
ikke lukker op ?64
„Kanske hun er gaaet efter noget til
Aftens,64 hviskede Fru Blom og rejste sig.
Borck, Mor, han har yngre
Ben.64
Lorck var allerede henne ved Døren.
„Er vi hjemme?64 spurgte han sagte og
kom et Par Skridt tilbage.
„Det kommer an paa, hvem det er,64 svarte
Constance, „lad Døren staa paa klem, saa skal
gi Lyd, hvis vi vil ha dem ind64.
De andre lo dæmpet.
„Det er Mejer,64 rapporterte Fru Marie
ind i Kabinettet; hun stod lyttende midt i
Dagligstuen.
„Mejer skal slippes ind,64 raabte Constance,
saa de hørte det ud i Entrén. „Frit Leide
for Mejer!64
„Frit Lejde for Mejer, “ gjentog Marie
leende.
„Aa, bi et Øjeblik, mens jeg bytter Omslag,
sa Fru Blom hun stod bøjet over C011-
stances Fod.
„Se saa — nu maa I gjerne komme,44 tilføjede
liun straks efter og lagde Slumretæppet
til P e tte over kende.
„Gjorde kan Vanskeligheder ?u spurgte Constance
med et Blik paaLorck, da Mejer havde
hilst og taget Plads i Halvrundingen om
Chaiselonguen.
„Det var ikke frit,44 svarte Mejer med et
Smil.
„Jeg rnaatte jo vente paa Parolen,44 sa
Lorck.
„Men Mejer hørte jo til fra i Gaar, kunde
De nok vide. De skulde ha vovet at vise
ham væk!44
„Se saa, nu ringer det igjen.44
„Denne Gang er jeg vis paa, det er P ikard,
44 sa Marie, og straks efter viste det sig,
at hun havde Pet.
„Hvad er det Alette spør om, Mor?44
„Hun vil vide, hvor mange der skal dækkes
til. — Ping er kommen og har én med sig
— siger hun, de er i Entrén.44
„Lyt efter, hvem det er Lorck,44 sa Constance.
Lorck vilde rejse sig, men Mejer kom
ham i Forkjøbet.
„Jeg skal bande paa, det er Fallesen,44 sa
Lorck.
„Uf nej, ikke band,44 bad Fru Wleugel.
„Jo ganske rigtig — det er Løjtnanten,
kan jeg høre,u sa Mejer og kom ind igjen.
I det samme gik Døren op, og Ring og
Fallesen traadte ind.
„Vil De bare sætte Dem ned igjen, Mejer,“
sa Constance utaalmodig og pegte paa den
nærmeste Stol — ellers faar jeg Fallesen der.M
Mejer gled ned paa Sædet — hurtig som
et Lyn.
„Det kan jeg like,u sa Ring efter at ha
hilst paa Gjæsterne. „For en hyggelig Forsamling!
— Hvad tyller I det skidt Punsch i
jer for — kom ind til mig, skal I faa noget
andet.u
„Men først drikkeTe,“ indvendte Constance.
Ring gik °g satte Cigarer og Askebægre
frem paa Bordet inde hos sig selv, gav sig
derefter til at ransage Bufetten og stillede
Kognakskarafler og Selters med Glas paa en
stor Bakke.
Ved Aftensbordet, da Fru Blom havde
skjænket Te og lavet til, hvad Constance
skulde ha, vilde baade Lorck og Mejer bringe
det ind til hende, mens Fru Blom forsikrede,
at hun godt kunde gjøre det selv. Slutten
blev, at de alle tre tog hver sit og gik med.
„I har glemt Salt,“ raabte Constance, og
som en Vind var Fallesen der med det.
„-------Hvis nogen kunde sige mig, hvad
det er de vil, disse Radikalere, denne sammenløbne
Flok af al Slags Bærme,u sa Hansen og
fortsatte Dispytten fra Maaltidet inde hos Constance.
„Ja, hvis nogen bare kunde det,44 sekunderte
Fru Marie.
„Men det har jeg altsaa aldrig været i
Stand til at faa Svar paa,44 vedblev Hansen;
han stod og balancerte paa Hælene og tog
et Tag med begge Hænder i Ryggen af en
Lænestol, som fulgte hans vuggende Bevægelse.
„Det vil jeg gjerne tro,44 ’ sa Lorck ironisk.
„Ja hvorfor det?44 spurgte* Marie.
„Deres Mand er saa grov, Frue, — han
bruger Betegnelser, som En ikke kan svare
paa,44 svarte Lorck i en Tone, som om han
klagede sig.
Constance og Mejer gav sig til at le.
„Ja, hvad Navn skal man altsaa give Folk,
der ene og alene arbejder paa at nedbryde
Respekten for, ja , for altsaa alt det Bestaaende,
44 ivrede Hansen.
„Ja det er nu virkelig sandt, ogsaa,44 sa
Ring, „de gjør ikke andet end river ned paa
baade Kongen og Øvrigheden — den stakkels
Kongen, som ikke gjør en Kat Fortræd, — det
er en pøbelagtig Trafik.44
„Det var min Salighed et sandt Ord,44 sa
Fallesen. „Tak for det Ring.44
„Og Religionen da44 — indskjød Fru Marie
— „det er nu det allerværste.44
„Ja for det undergraver al Ting, “ mumlede
Fru Wleito'el. O
fordærver baade Sjælen og Legemet/4
tilføjede Fru Blom.
„Øvrigheden ?44 sa Lorck, „tør jeg spørge,
regner De ikke Stortinget til den lovlige Øvrighed,
Hr. Højesteretsadvokat?64
„St01 tinget? gjentog Hansen i en prøvende
Tone.
„Og hvem er det, som arbejder paa at
undergrave Respekten for d e t?44 spurgte Lorck.
„Ja slig som Stortinget nu er sammensat,
er det ikke bedre værdt,44 svarte Hansen.
„Der er er ingen Øvrighed uden af Gud
staar der skrevet44 — faldt Mejer ind.
„Ja, men i de Tider havde de ikke den
Slags Institutioner, for Pokker! Tror De de
tænkte paa dette folkelige Djævelskab den
Gang kanske?44 udbrød Ring. — „Det vilde nu
ogsaa været for meget forlangt,44
havde vist ikke hverken Højesteret
eller saadant noget heller,44 raabte Constance.
„Ikke hold med dem,4, formanede Fru
Blom.
„En loyal Mand kan ikke andet end altsaa
foragte det nuværende Storting,44 sa Hansen
med Vægt og gyngede stedse ivrigere frem
og tilbage.
„Hej, det ved Gud/4 sa Fru Marie.
A m a l i e S k r a m : C o n s t a n c e R i n g . 7
„Det synes nu Højre og handler derefter,
44 svarte Lorck, „men saa skulde de heller
ikke fortænke Venstre i, at det ogsaa gjør
efter sin Overbevisning.44
„Venstre!44 raabte Eing, „nej det er Fanden
til Forskjel.44
„Alt hvad Venstre vil er fordærveligt for
Samfundet i Bund og Grund. — Du store Gud
— hvis det altsaa fik Magten,44 sa Hansen og
vendte sine Øjne mod Loftet.
„Hvad f. Eks. er fordærveligt?44 spurgte
Mejer.
„HoldMund, Fæ!44 mumlede Lorck, „svare
slige Idioter.44
„Ja bare f. Eks. dette med Statsraadssagen,44
docerede Hansen, „faar de den gjemiemført,
betyder det Kuldkastelse af hele Forfatningen,
hverken mere eller mindre.44
„Ja saa kan vi jo lave en ny da,44 sa
Lorck idet han satte sinO’.
„Ja sæt dem til at gjøre det, altsaa disse
Bondekøterne der nede i Stortingssalen, saa
skal De se for en dejlig Suppe de faar ud af
det,44 sa Hansen hidsig.
„Vor Herre bevare os for, at det skulde
komme saa vidt!44 udbrød Eing. „Aa nej, De
har snart grasseret sig færdig nu, — Partiet har
vist for meget af Klumpfoden frem, Landet er
blet skræmt, — næste Gang biir der Højrevalg
over hele Linjen. — Pas nu paa.44
\
Lorok og Mejer lo.
„En rask Profeti den,u sa Lorck.
„Som De skal faa se altsaa slaar ind.6
forsikrede Hansen. — „Det vil gaa, som lian
sa, lian, Folkeforføreren, at naar Bonden vaagner
— saa vaagner lian til Reaktion/4
„Folkeforføreren?44 sa Constance, „hvem
er det?44
„Bjørnson, naturligvis,44 svarte Lorck.
„Uf, lian!44 sa Fru Wleiigel med en (frimace,
som Fru Blom og Marie gjorde efter.
„Han er lovlig længe om det i alt Fald,44
mente Mejer.
„Om hvad? aa, vaagne, — ja — desværre
altsaa — disse stakkels Bønder er jo saa let
at ta ved Næsen, men faar de først Øjnene op,
saa —44 Hansen vendte atter Blikket mod
L oftet.
„Ja, Bønderne maa man bare ha ondt af,
men Sverdrup og Ja abæ k—ja, at ikke Lovens
Straf kan ramme saadanne, — saadanne —44
Ring holdt inde, som søgte han efter Ord.
„De som altsaa v é d , at deres Virksomhed,
— ja man kan sige, har til Formaal at lægge
Landet øde44 — supplerede Hansen — „ja
hvis ikke det er Kjæltringer altsaa — saa véd
ikke jeg.44
Lorck fløjtede ganske sagte og tændte
* sig en Cigar.
„Hvor kan De dog bekvemme Dem til at
bruge Skjældsord om politiske Modstandere,
Hr. A d v o k a t/4 sa Mejer opfarende. „Dannede
Mennesker skulde dog lia et vist Begreb
om noget, der lieder en Mands ærlige Overbevisning
—.“
„Aa, overbevise mig ker, og ærlige mig
d e r/4 buldrede Eing, „vi liar Eetten og Sandlieden
paa vor Side — det er det, det kommer
an paa —44
„Og Historiens Vidnesbyrd, Betsvidenskabens
Eesultater, de lovlige Institutioner og
altsaa alt, kvad der kar Hævd i Samfundet/4
fuldførte Hansen.
„Og det maa jeg rigtignok sige/4 saBing,
som nu kavde faat Vejret igjen, „at jeg ikke
trode selv den vildeste Venstremand var fræk
nok til at nægte, at Sv e r d r up i det mindste
er en Skurk.44
Lorck brast i Latter.
Mejer blussede af Vrede og vilde svare,
men mødte i det samme Constances Øjne; kun
la kurtig Fingeren paa Munden.
„Og du kan gjerne ta de andre med/4 sa
Hansen, „Fyre som Bjøruson og Brun med
Konsorter skulde mildest talt altsaa laudsforvises.
44
„Ja, for det er dem, som opvigler Masserne/
4 sa Fru Marie.
„Ja, Gudbevars — og underminerer paa
alle Kanter,44 ivrede Hansen.
„Og saa denne Bjørnson, denne Stodderpave,
som til og med vil ta Troen fra Folk44,
udbrød Ring og tog sig et Slag rundt Bordet.
„Jeg spør bare, om Troen kan være til Skade
for nogen?44
„En Fyr, som kar skrevet „Kongen 44 , 44 satte
Fallesen i, „kan man vente andet af en slig
Maj estætsforbry d e r !44
„Men livis nu det, De tror, er galt,44 indvendte
Mejer.
. „Hvem siger det er g a lt?44 for Ring op.
„Og selv om der ogsaa er dunkle Ting — et
Menneske kan da ikke vente at forstaa sig
paa det overnaturlige, vel? — Der staar jo
noget om, at Forstanden er formørket. — Og
hvor skal vi hen — spør jeg Dem — naar der
er Fare paa Færde, hvis der ingen Vor Herre
skal være? — Nej, Mejer Far, det gaar ikke
det med at undvære Forsynet. — De er ung
endnu, men bi nu bare, til De kommer op i
A ar ene.44
„Ja, Gud, hvor det er sandt,44 sukkede Fru
Blom.
„Der ma a være noget, som altsaa Menneskenes
Kritik ikke kan naa,44 sa Hansen med
værdigt Alvor, „noget, som saa at sige holder
sammen paa det hele, baade det, vi altsaa ser
og det, vi ikke ser, — begynder man at grave
og rydde der, — ja saa svigter al Ting under
vore Fødder.u
„Og naar E11 nu skal til at dø,w — vedblev
Ring med blødere Stemme, — „saa skulde
jeg da tro, det maa være godt at kunne lægge
sig hen i Jesu Navn og haabe paa, at der
venter os noget bedre bag efter.u
„Ja, jeg skulde tro det ,u sukkede Fru
AVI engel.
„Ikke det alene,“ sa Fru Marie, „men
tænk at skulle gaa gjennem Livet uden Religionens
Støtte. Ja, jeg forstaar ikke, hvorledes
nogen kan holde det ud. — Nu de fattige,
f. Eks. — J a saa ved Gud er jeg vis paa,
at Bjørnson er en af Antikristerne, som der
staar om i Biblen.u
„Det er derfor jeg er saa gal paa ham,tt
sa Ring. „Jeg vilde ønske, Vor Herre snart
vilde ta den Fyren.u
„Det blev nok en anden, som tog ham,u
mumlede Hansen.
Lorck rejst sig pludselig og slog med et
Smæld Asken af Cigaren.
„Ja for mig maa han saamæn gjerne bli
tat hvad Dag som helst,u sa han.
„Det mener De ikke,w raabte Fru Marie.
„Jo, for han er mig ikke radikal nok,
Frue —u
„Nu liar jeg aldrig hørt saa galt,44 sa Fru
Wleiigel og Fru Blom i Munden paa hinanden.
„Der er ingen af dem, som duer,u vedblev
Lorck. „Hvad er det, de vil for noget? Nogle
skidt Reformer, som de knapt nok har Mod
til at vove sig frem med. — Alt skulde omkalfatres
fra Grunden af.44
„Nej, véd De hvad, dann hort alles auf,44
sa Hansen overlegen.
„Er det Revolution De vil ha, De da?44
spurgte Fru Marie.
„Ja, hvorfor ikke? — Denne Linkeleren
dernede i Nummer 22 biir vi Skam lige nær af.44
„De skulde rejse til Rusland, De Lorck,44
sa Hansen, „der vil De passe bedre.41
„Og blive Nihilist/4 tilføjede Marie.
„Ja, det var Skam ikke saa tosset,44 svarte
Lorck lakonisk.
„De vil da vel ikke forsvare Nihilisterne / 7
og?44 spurgte Fru Marie, og saa rædselsslagen ud.
„Han!44 raabte Ring og lo, „tror De h a n
skyr noget!44
„Nihilisterne — Menneskehedens største
Martyrer, Jordens ædleste Blodvidner!44 raabte
Lorck.
„Han er jo gal altsaa, den F y ren ,44 sa
Hansen ud i Luften.
„Nihilisterne har jeg intet imod,44 henkastede
Mejer, „men selve Principet har jeg
ikke rigtig fidus til paa Grund af dets bibelske
Oprindelse/4
„Nu tror jeg, Fanden rider jer begge to,44
sa Ring.
„Tør jeg spørge, hvorledes De altsaa begrunder
det, ja De undskylder, — det Galimatias
med den bibelske Oprindelse?44 spurgte Hansen
med et overbærende Smil.
„Hvad siger De nu f. Eks. om Syndfloden,
Hr. Advokat? Jehovah er jo Historiens første
og vældigste Nihilist — ikke rettere jeg
skj ønner.44
E t enstemmigt Eaab af Forbauselse og
Indignation stansede ham.
„Han fandt Tilstanden paa Jorden forkastelig,
44 vedblev Mejer, „han var ikke tilfreds
med Stellet, og saa sopte han væk Mennesker
Dyr og alt hvad som paa Jorden fandtes.
Er det ikke Nihilisme det, spør je g ? 44
„Og endda der stod, at alt det, som var
skabt, var saare godt,44 udbrød Lorck.
„Ja, det har naturligvis bare været Ironi,44
bemærkede Mejer.
„Og det vil De virkelig komme med!44
raabte Hansen. „Straffedommen, som altsaa den
Almægtige maatte sende over Jorden for Menneskenes
Ryggesløsheds Skyld. Nej, hør véd
De hvad — skal det være en Vittighed, saa
~r den mildest talt usømmelig.44 —
„Nu faar I min Sandten ikke Lov at
disputere længer/4 raabte pludselig Constance
og satte sig lielt over Ende. „Hvad er det for
en Splidagtigliedens Aand, som er faret i je r? 44
„Det var Lorck, som begyndte/4 sa Fru
Marie.
„Nej, det var Skam Hr. Advokaten/4 indvendte
Mejer.
„Jeg tror nu, det var R ing/4 sa. Fallesen.
„Men saa hold dog Fred, Folk, saa vi kan
høre, hvad Constance siger/4 raabte Ring.
„Nu spiller du og Hansen Whist med
Marie og Fallesen, Mejer sætter sig til Pianoet,
og Mor og Tante faar skjøtte sig selv/4 instruerte
Constance.
„Jeg skal snart hjem/4 bemærkede Fru
Wletigel.
„End Fætter Lorck da, Constance — hvad
skal vi gjøre med ham?44 spurgte Ring.
„Han, den gudsforgaade Knægten, skal bli
under mit Opsyn. Slipper vi ham ind mellem
jer andre, gjør han bare Ugagn.44
„Brillant!44 sa Ring. „Kom nu. Højre
om, Marsch!44 kommanderte han.
„Sligt Humør der er i Ring, d u /4 sa Fru
Wletigel til sin Søster — de sad i Dagligstuen
og strikkede — „altid saa godslig og munter.44
„Ja, han er mageløs/4 svarte Fru Blom,
„men jeg synes nu, han gjerne kunde forby
Lorck og Mejer at føre slig styg Passiar. Det
er ikke noget for Constance at høre paa.44
106
r
„De mener nu vist ikke saa meget med det,
du —jeg tror, det er mere for at gjøre sig til.u
„Ja, Gud véd, Ungdommen skal jo være
saa fritænkerisk,14 sukkede Fru Blom.
„Derfor var jeg saa glad for, at Constance
fik Ring, du; jeg mærked jo straks, at lian var
en Mand med Respekt for Religionen. — Du
husker jeg skrev det til dig.44
„Ja, Ring — han er fuldstændig i sin
Barnetro.44
„Ja, Gud ske Lov for baade Constance og
Marie — de har da været heldige for saa
vidt,44 sa Fru Wlerigel.
„Især er det godt for Constance,44 bemærkede
Fru Blom bekymret — „for hun
trænger til Støtte.44
„Du mener da vel ikke, at hun er smittet
af det nymodens44.
„Nej, Vor Herre bevares! Men somme
Tider høres hun saa venstreagtig, og her forleden
sad hun og gjorde Nar af Job, sammen
med Lorck, og saa sa de, at Satan havde væddet
med Gud om Sjælen hans, liksom Mefistofeles
i Faust. — Sligt er jo bespotteligt.44
„Og saa grebet, som hun var, da hun gik
til Konfirmationen,44 sukkede Fru "Wleunel.
„Ja, det var nu for meget af det gode. —
Laa hun ikke der og gjorde Bønner i Sengen
og nynnede Salmer, — jeg stod ved Døren og
lyttede, og en Gang jeg talte til hende om
det, faldt liiin mig hulkende om Halsen og sa,
at hun var saa fortvilet, fordi hun ikke følte
sig i Samfund med Gud. — Et Barn paa
seksten Aar — det var rent uhyggeligt.44
„Men saa gik det jo ogsaa over, da hun
kom ned til mig. — Det var en heldig Idé
For Besten, sligt plejer nu aldrig at v a re /4
sa Fru Wleugel.
„Nej, Gudskelov, — ja , for det var nu
virkelig en forfærdelig Tid — tænk dig til,
hun rendte omkring paa Bibellæsninger og
Opbyggelse, og de simpleste Bønnemøder.
Du kan tro, hendes Far var i et Humør —44
„Hansen paastaar nu altid, at de, som
overdriver sin Beligiøsitet, er Hyklere og Kj æltringer
—44
„Men det er noget Snak af Hansen,u afbrød
Fru Blom.
„Ja, det var netop det, jeg vilde sag t/4
ivrede Fru Wleugel.
„Nej, men eksalteret, — ja, sligt er jo den
rene Galskab, du.u
„Det er nu for Besten besynderligt alligevel/
4 indvendte Fru Wleugel, „for der staar jo
det, at vi Mennesker skal forarbejde vor Salighed
med Frygt og Bæven uafladelig. — Det
er jo en vigtig Sag, ser du.44
„Men der staar ogsaa: „Værer altid glade44,
du,44 sa Fru Blom overbevisende, „og Jesus
selv gik i Bryllup, og Luther var med paa
baacle Dans og andet, saa du ser, Birgitte, at
der er nok af Steder at kolde sig til.u
„Men det er nu ofte lidt vanskeligt^ —
svarte Fru Wleiigel. — „Saasnart en er saa
ulykkelig at bruge sin Forstand, gaar det rent
rundt, ja ialfald for mig.44
„Men saa kar vi jo dette Ord om at gi
Fornuften fangen under Troens Lydigked,
Birgitte.44
„Ja, du kar nu altid været saa from, du
Emma — Ak ja , ak ja , — kvad er vi Mennesker
— en faar gjøre, kvad der er Eet
_ _ u
„Aa, spil mere!44 raabte Constance, da
Mejer gjorde Mine til at rejse sig.
Pianoet stod inde i Dagligstuen paa skraa
lige ved Døren til Kabinettet. Constance
kunde se Tangenterne og den Spillendes Hode
og Bryst. Hver Gang kendes Øjne faldt derken,
mødte kun Mejers Blik. Han begyndte
straks paa noget nyt, da kun bad ham.
„Aa kør, Lorck, byt Skjærmen om,44 bad
Constance. — „Tag den store røde, som ligger
inde paa Buffeten; denneher er saa kort, Lyset
skj ærer mig i Øjnene.44
„Lilleslem!44 raabte Fru Marie, og kom
løbende ind i Kabinettet. — „Sligt et Held,
som Fallesen og jeg sidder i! Hvad bestiller
I k e r?44
at „Hører paa Musikken først og fremst44,
sa Constance.
„Og instruerer om Spadille, Maniile og
iaa Ponto dernæst44 — tilføjede Lorck, som sad
É med et Spil Kort bredt ud over det lille Bord,
lian og Constance havde mellem sig.
gi „Nu er det os, som skal sammen, Marie!44
ej, raabte Hansen.
En Stund efter gjorde Fru Wleiigel sig
k færdig til at gaa, „Vær nu forsigtig om Foden
?:• din, Constance — jeg liar endnu Mindelser
le: om den Ankel, jeg vrikkede for mange Herrens
Aar siden. Doktoren vil, jeg skal gaa med
il Stok. Godnat, Godnat !44
„Gaa ind og vær femte Mand, Mor,44 sa
» Constance, da Fru Blom havde fulgt sin Søster
ce ud. — „Du er jo saa glad i en Whist. Ring,
1 Mor vil være Femtemand !44
!r. „Det skal være Slut paa Rummelen, siger
ie Hansen,14 raabte han tilbage og kom til Syne
i Døren, „jeg faar dem ikke til at begynde
paa en ny Rubber, de Tværdrivere.44
,x Hansen og Marie sa Godnat. Fallesen
.. og Mejer gjorde Mine til at følge Eksemplet.
„Hvad Fanden, I har da vel ingen Hast,44
B sa Ring, og puffede Løjtnanten ind igjen, hvor
^ de havde spillet Kort. „Klokken er jo ingenr
ting.44
Fru Blom fulgte Marie ud og hjalp hende
Tøjet paa.
„Det var godt, vi kom til Kortbordet,14
sa F ra Marie, „jeg kunde se paa Rikard, at
lian var temmelig oprørt. — Han er nu ogsaa
fæl til at snakke, den Lorck.44
„Det undrer mig bare, at slige Fyre
kommer til Folk,44 svarte Fru Blom.
„Der er ogsaa mange, som taler om, at
Ring lar Constance omgaas ham saa meget, —
ja , for jeg skal sige dig, han har saa løse
Princip er om Kjærlighed og alt muligt. — Og
saa skriver han i „Dagbladet44.44
„Han vanker jo ogsaa hos jer, Marie,44 —
sa Fru Blom med en lidt stram Mine.
„En sjælden Gang, Tante, i rigtigt stort
Selskab. — I Gaar var det nu Ring og Constance,
som havde ta t ham med.44
„Med Ring er han nu i Familie —
ser du.44
„Aa pyt, for den Sags Skyld! Nej, men
han er morsom, skjønner du. — Alle Damer
er rent forhipne efter ham. — Det e r nu i
Grunden en Skam.44
„— Taler om Constance, siger du.44 Fru
Blom havde set grundende hen for sig. — „Det
er saamæn Ring, som altid vil ha fat i ham.44
„Ja, det vil han jo i alle, Tante.44
„Constance er sandelig lige glad, enten
han kommer eller e j/4 — vedblev Fru Blom.
„Men det kan jo Folk ikke vide, ser du.
— Yi, som kj ender til det, Gudbevars! — Men
^aa meget som de to gir sig af med hinanden.
— Ja, det er da ikke noget nyt, at Folk skal
ha noget at snakke om.44
Nu kom Hansen, som havde været inde
efter en Cigar.
„Godnat, Tante!44
„Godnat, Godnat/4
„I Aften var det ingenting/4 hørte Fru
Blom Constance sige, da hun kom ind i Dagligstuen.
„Nej, naar Pastor Huhn er tilstede,
s aa kan De tro —44
„Snak, omgaaes de ham? —44 afbrød
Lorck.
„Naar de har rigtig fine Middager, Sognepræsten
— skjønner De. — Da citerer hun
„Luthersk Ugeskrift44, — ja, for Hansen holder
naturligvis alt sligt noget. Saa gaar det løs
paa Tidens hule Floskelvæsen og det omsiggribende
Fritænkeri, og de, som driver med
Vantroens Strøm, Marie kan alle Slagordene
udenad.44
„Saa de er saa gudfrygtige nede i Welhavensgade?“
sa Lorck. — „Det vidste ieg
ikke.“
„Jo da, Hansen gaar i Kirke med Marie
hveranden Søndag om Vinteren. Men hvad
der er det mest komiske: naar Marie venter
sin Nedkomst, gir han femti Kroner til de fattige,
“ sa Constance med en Latter.
Fru Blom rejste sig brat og gik ind i
Dagligstuen.
„Nu liar vi gjort Mor sint — Gud, livor
det var lejt,44 sa Constance sagte og saa uhyre
forfjamsket ud.
„Kan De vente andet, slig som De snakk
e r/4 svarte Lorck ligeledes dæmpet.
„Jeg tror De er slig! Var det ikke Dem
kanske, jeg spør, Mejer, om det ikke var
Lorck?44
„Nej, det om Nedkomsten gjorde Udslaget.
Det havde jeg ikke turdet sige til min
Far en Gang,44 forsikrede Mejer.
Constance truede til ham og skar Ansigter.
Lidt efter gik Lorck ind til Fru Blom:
hun sad og saa5 i et Værk med Illustrationer.
„Nu tænker jeg, De gjærne vil ha os- paa
Dør, Fru Blom,44 sa han med et indsmigrende
Smil.
„Aa, for min Skyld har det ingen Hast,44
svarte hun uden at se op. — „Men jeg tænker,
Constance kan være træt.44
„Dejlige Billeder, F r u e ------- ,44 Han gav
sig til at vende Bladene for hende.
„Hør paa Lorck,44 hviskede Constance, —
„nu vil han insinuere sig hos Mor, for at gjøre
det godt igjen. — For Resten, hun liker ham
vist ikke videre.44
„Men De, F ru e ? 4 Der kom et forskende
Udtryk i Mejers Blik, som Constance opfangede
med en vag Fornemmelse af nysgjerrig
F orundrinnO. &
„Aaja saamæn, svarte hun. „han morer
mig. “
„Den, der var saa lykkelig11 —
„Nu skal vi gaa, Mejer; her nytter ingen
kjære Mor, Fru Blom vil ha d e t,“ sa Lorck i
Døren, og bar sig som en Skolegut, der er
ivrig i Tjenesten.
Fru Blom maatte le imod sin Vilje.
„Saa skal I værsgod ta Fallesen med je r,“
bemærkede Constance, „ellers gir han sig giærne
til at bli siddende, “ .
— Da Gjæsterne var gaat, ryddede Fru
Blom Glassene og Kortspillene til Side.
„ Skal Lorck ogsaa til Grimsgaards
imoigen? spurgte hun pludselig og skottede
til Constance.
„Det véd' jeg virkelig ikke Mor,“ svarte
hun ligegyldig.
„Du burde være lidt forsigtig, Constance,
41 sa saa Fru Blom. „Du er for indladende
med disse.Spirrevipper. — Slige Øjne,
som de sætter p a a dig, og saa’n som' de
dilter om efter dig. - Uh, jeg kunde banke
dem. “
Constance lo.
Ama l i e S k r am: Constance Bing.
„Ja, det e r nu ikke til at le af, Constance,
og du opfører dig ikke som du b u rd e , for
du tar imod deres Kuring noksaa fornøjet.11
„Uf nej, men Mor da!“
„Og sligt kan let ende med Forfærdelse,
— ja, for du risikerer, at de gaar hen og biir
tosset af Forelskelse i dig.u
„Ak nej, Mor, det hænger ikke saadan
sammen. Det er bare en Vane, de har, de liksom
synes det hører til —“
Fru Blom rystede paa Hodet.
„Du skulde ikke være for try g , Constance.
„Det betyr ikke det bitterste Gran, forsikrer
jeg dig. — De er akkurat ens mod alle
andre Damer, det vilde da være indbilskt og
væmmeligt af mig, om jeg tog det for andet
end Spøg. — Og saa er jeg jo gift, Mor/4
la hun søvnig til.
Fru Blom saa’ bekymret ud.
„En har da hørt saapas før, at en Herre
blev forelsket i en gift Kone, véd jeg.
„Men ikke s a a d a n n e Herrer, som jeg
kjender. — For en Forelskelse maa jo være
noget ganske anderledes alvorligt, Moi.
„Om ikke for andet, saa for Snakkets
Skyld, skulde du være forsigtig, Constance. —
Du kommer i Folkemunde, forsikrer jeg dig.44
„Ja, lad mig det, men for Hesten, det
tror jeg ikke, — Hing er jo altid med.
T
„H an /4 sa Fru Blom, og cler kom pludselig
en svag Dirren i hendes Stemme. „Han
sidder jo altid med sin Tobak og sin Toddy,
og lar dem sværme om dig, saameget de vil.
— Jeg forstaar mig ikke paa ham.44
„Det manglede bare, at han skulde gaa
omkring og være jaloux,44 sa Constance og
gispede.
„Hej, men som nu i Gaar, Constance. —
Der lar han dig gaa mellem Lorck og Mejer,
akkurat som du ikke havde nogen Mand at
følges med. — Det tår sig ikke godt ud.44
„Lorck og Mejer skulde samme Vej, Mor,
saa var det jo rimeligt/4
„Mejers bor paa Løkken ude ved Frogner,
og Lorcks Forældre ligger vist ogsaa paa
Landet/4 ivrede Fru Blom.
„Ja, ialtfald i Vinter, skulde de samme
Vej/4 gispede Constance, „Lorck har for Besten
Værelser i Byen. Og saa havde jo Ring mere
end nok med at passe sig selv.44
„Ja, du lar ham ogsaa drikke alt for
meget/4 sa Fru Blom grættent.
„Lar ham?44
„Ja, jeg mener, du kunde vist hindre det,
hvis du var lidt omhyggelig, Constance.44
„Du sa selv, at jeg ikke maatte vise ham
sure Miner, fordi om han drak nogle Glas/4 sa
Constance i en Tone, som om hun skjøv det
hele af sig. — „Det var den sikreste Maade
116
at faa sin Mand til at debauchere paa sa
du. — Det var den første Aften, jeg husker
det nok.“
„Jeg mener heller ikke, at du skal skjsende,
og jeg er, som sagt, slet ikke bange for, at
Ring — dertil er han en Mand med for gode
Princip er, — men — du kunde dog forsøge at
virke paa ham, sige det til ham under fire
Øjne i al Kj ærlighed —“
En stærk Snorken lød pludselig ind til
dem.
Fru Blom for i Vejret, men Constance lo
— „Det er Ring, som er falden i Søvn, —
skjønner du vel. — Hør, hvor trygt han
so ver —u
„Jeg fa ar ind og vække ham,u sa Fru Blom
og rejste sig.
„Lad bare Manden ha Fred —w
„Nej, tænk om Pigen kom og saa’ ham,
og saa er det saa usundt —w
„Det har han godt af — nu er han naturligvis
drukken ig jen ,u sa Constance, og Udtrykket
paa hendes Ansigt blev pludselig forandret.
Fru Blom hørte ikke hendes Oid
hun var allerede inde hos Ring.
— En Strøm af Mismod skyllede med
et gjennem Constance, hun var saa træt og
k je(j _ — Uh, hvor de bød hende imod,
Moren, Lorck, Mejer, Marie, Hansen,^ Tanten,
hvert eneste Menneske, hun kj endte,
og l’Hombren, Selskabet i Morgen, Malerierne
fe paa Væggen, alt, alt i Verden.
Hun trykkede de knyttede Hænder mod
i, sit. Bryst, og sukkede dybt og langtrukkent —
d’ Saa dukkede en Drøm frem, hun havde
J(å havt om Natten; hun saa’ det alt saa livagtig
p tydeligt. Inde i Spisestuen stod en Egetræs
fe Ligkiste, og i den laa hun selv i sit Natlinned
med de pibede Halsstrimler, dækket af et
li Lagen, som naaede halvt op paa Brystet.
Haar et klæbede saa underlig dødt til de gulcel.
agtige Tindinger, og Øjenbrynene saa’ saa fori.-
lorne ud, som var hvert enkelt Haar stukket
k ind i Voks; Læberne var sortagtige, og bagenfor
skimtedes de hvide Tænder; Hænderne var
Bfe bievne saa bittesmaa og blaahvide; de stak
saa frygtsomt frem i de krusede Ærmekniplinger.
Men især huskede hun Øjnene, for de
fe: havde ikke været helt lukkede, og Pupillerne
havde stirret hen i Rummet saa stift o g ud-
UD slukt. Omkring Kisten stod der nogle, hun
;[;¦ ikke kjéndte, og hulkede; en af dem havde
rfe sagt: Se, hvor fredelig hun ligger, som et
ih Barn, der sover. Og hun havde syntes,
hun stod mellem de andre og saa paa, men
g. samtidig laa og var død, men kunde bli
levende igjen, hvis hun for Alvor vilde, men
tø: ^ vilde hun ikke — det var saa godt at
tø. være død.
ni„
Men Gud, Constance, hvad fejler dig?
er du bleven syg!u Fru Blom stod pludselig
bøjet over hende.
Constance slog Armene om hendes Hals,
og trykkede Ansigtet ind til hende.
„Nej, Mor, jeg bare tænkte —u
„Men du græder jo, Barn, hvad er det,
som gaar af dig?u
„Det var en underlig Drøm, jeg havde i
Nat; i Morgen skal jeg fortælle dig den —u
O m s id e r havde Dagen for Fru Bioms
Afrejse indfundet sig. Da Constance gik og
hjalp hende med Indpakningen, kom det med
en saar'Fornemmelse over hende, at nu skulde
hun atter blive alene med Ring.
Morens Nærværelse havde fyldt ud Tomheden
for hende, ikke saadan indvendig fra,
men alligevel — der havde været saa megen
Hygge dem imellem, og denne uafladelige
Væren paa Farten havde adspredt hende.
Og saa havde hun virket som en daglig
Ansporelse. Undertiden havde vel den udvortes
Karakter, deres Forhold havde antat,
pint hende en Del, naar hun droges med
Fornemmelsen af, at denne Travlhed var
nødvendig, hvis de ikke skulde sidde og være
i Forlegenhed for Samtalestof. I saadanne
Stunder havde hun endog følt hendes Nærværelse
som en Byrde, og ikke været langt fra
at ønske kende bort.
Men nn, da det kom til Stykket, stod det
med Rædsel for kende, kvor ensom knn saa
vilde bli. Ved Afskeden græd kun meget,
0g tiggede og tryglede kende i sidste Øjeblik
om bare at bli til næste Dag, skjønt hun
vidste, at kun maatte og skulde afsted.
Nu havde hun fulgt kende ombord, og
sad oppe paa sin gamle Blads i Sovevæi elset,
og stirrede ud over Fjorden mod den Kant,
Moren var draget.
Hun følte sig saa beklemt, saa bitterlig
ensom — —
Og nu rejste Moren opover mod det Hjem,
kvor hun havde været saa tryg og glad ved
Livet, kvor Tilværelsen havde været fyldt af
sit eget Indhold, og kvor intet i Verden havde
været kj edeligt eller vanskeligt.
Det var dette fatale, at kun var bleven
gift, som havde bragt kende paa Kant med
sig selv og alting. Hvorfor i al Verdens Rige
havde kun ogsaa giftet sig! Hvad skulde det
t i l ------- og med Ring! Dette usympathetiske
Menneske, som kun slet ikke harmoneite
med.
Hun sad ikke mere ved Vinduet; kun gik
op og ned ad Gnlvet med en sagte, ensformig
Klagelyd.
ra Skulde hun altid leve i dette, . . . til hun
blev gammel, gammel, gammel, . . . aldrig
tø bli løs og fri og sig selv igjen . . . Hvis
® han døde, . . . men det gjorde han ikke, . . .
lian havde jo ingenting at dø af . . . det
li skulde da være, hvis der skete en Utykke,
fil f. Eks. med Kutteren, . . . uf, men hvad var
det for Tanker, hun gik med . . . at hun ikke
- skammede sig !
Træt af sin Marsch satte hun sig paa Kanapéen
med Ryggen mod Væggen og Armene
overkors paa Brystet. Fuldmaanen stod paa
i Himlen, og Værelset var saa tyst, at hver
enkelt Gjenstand tydelig kunde skjælnes.
e: Aa, hvis Moren nu kunde komme ind ad
"'I Døren, bare én eneste Gang til, for at hun
kunde faa kaste sig om hendes Hals og faa
græde, græde, saa den frosne Skorpe om hendes
Hjærte smeltede. Saa vilde hun sige hende,
^ at hun var ikke g lad, at hun kunde og vilde
ikke være det, ikke om de la hende paa
1 Pinebænken, at hun ikke følte det, ikke vilde
føle det som en Pligt og et Kald at gjøre
dette store, selvtilfredse Mandfolk lykkeligt,
,r; han, der aldrig spurgte om, hvordan det hang
sammen med hende, som om hun ikke havde
^ en Sjæl i sin Krop, men kunde trækkes op og
^ drejes rundt som en Lirekasse.
Der kom nogen i Entrén, og hun hørte
paa Skridtene, at det var Ring. Nu vilde
han komme og være kjælen, og naar hun drog
sig fra ham, vilde han bli sint og ryste paa
Hodet med denne Mine, der satte hende i
Klasse med et vanartet Barn. Hun hørte ham
gaa i Værelserne; nu var han i Spisestuen, der
kaldte han paa hende, . . . hun kunde ikke
holde hans Stemme ud.
Med et Sæt rejste hun sig og gjorde nogle
hoppende Bevægelser; det saa5 ud, som om
hun havde Benene inde i noget, som hindrede
hende fra at komme bort.
Pludselig for hun ind i Krogen mellem
Klædeskabet og Væggen, og i samme Nu aabnede
han Døren og raabte ind, om hun var
der. Saa gik han tilbage, kaldte paa Alette,
og spurgte, om Fruen var gaat ud. Bent
mekanisk gled Constance frem fra sit Skjul,
glattede Haaret med Hænderne og gik ind til
sin Mand.
„Hvor Pokker holder du til,u sa Ring i
en Tone som en Mand, der har lidt Overlast.
„Jeg har søgt Huset rundt efter dig.w
Hun gav intet Svar, men satte en Skjærm
over Lampen.
„Hvorfor svarer du ikke ?“
„Vil du virkelig, at jeg skal gjøre dig
Begnskab ?“
„Herregud, Constance, skal du nu alt være
sær igjen.u
v_7
„Saa fattig du er paa Ord. Dette „sær16
bruger du i Flæng.66
„Og det vil jeg ogsaa godt være hjulpen
med, hvis du nu skal begynde paa din gamle
Manér.66
Hun gav sig til at blade i en Bog med
en ligegyldig Mine.
„Aldrig set Mage til uhyggeligt Menneske,"6
sa han opirret — „men sæt bare Fallesen eller
en af dette Slænget dit kom, saa skulde vi se
for et Ansigt du fik paa.66
„Det er dit Slæng og ikke mit . . . Jeg
tænkte, det var dine Yenner, jeg.66
„Aa, Fanden heller . . . De er Yenner af
at fjase og føjte med dig, og du er sandelig
tilfals for deres Kuring, saa det staar efter.66
„Du tænker saa simpelt . . . Jeg vil ikke
svare dig.66
„Javist, ja — jeg er fattig paa Ord, og
simpel og dum, sig det bare.66
„Det kan godt være, du har Ee t,66 sa hun
koldt.
„Men jeg er under alle Omstændigheder
din Mand, og det vil være klogt, om du
husker, at jeg ikke vil finde mig i Uartigheder.
66 Han stod stille foran hende med en
truende Mine.
Hendes Øjne gled med et ringeagtende
Udtryk ned over hans Ansigt og Bryst. Saa
flyttede de sig lien paa den opslagne Bog, og
samtidig drejede hun sig halvt om.
„Hører du?u spurgte han, og greb hende
haardt under Hagen for at tvinge hende til
at se paa sig.
„Hvorfor skulde jeg ikke det, jeg er jo
ikke tunghørt, som bekjendt. Slip mig,44 sa
hun vredt med et Lyn i sine Øjne, og forsøgte
at rejse sig.
„Sid stille, — jeg skal lære dig.44 Han
tog begge hendes Haandled og klemte dem,
'saa det værkede.
„Du er stærkere i Fingrene end i Argum
en te r/4 sa hun foragtelig uden at gjøre ham
den ringeste Modstand.
Han slængte hendes Hænder med Voldsomhed
fra sig og gav sig til at trave paa
Gulvet med blussende Ansigt og Hænderne i
B uks elommerne.
„Hum!44 — sa han efter'en Stunds Forløb,
„— saadant et Menneske! Hun kunde ærgre
en Sten.44 Han skottede til hende, mens han
talte, som ventede han paa et Ord; men hun
aabnede ikke sin Mund.
„Og saa som du kunde skabe dig til,
mens din Mor var her . . . Nu skulde hun se
dig . . . Men jeg vidste nok, hvordan det
vilde gaa, naar hun var rejst.44
Uf ja , — Moren var borte, og hun var
ladt tilbage med dette fæle Menneske, som
\
hun hadede, — ja , for han var jo en
Tølper!
Rødmen steg op i hendes Kinder, ogTaarerne
piblede ned over dem.
Ring saa’, at hun græd.
Hun gaar i sig selv, tænkte han, og blev
ved at spasere. Tilfredsheden med denne heldige
Vending bragte ham til at gestikulere og
tale videre: „En Engel kunde jo tabe Taalmodigheden-------
al min Digten og Tragten
gaar ud paa at være hende tillågs, men det er
som at skvætte Vand paa en Gaas.w
Hun havde ikke villet ænse sine Taarer.
Nu blev hun dog nødt dertil og for hurtig
med Lommetørklædet over Ansigtet.
Ring satte sig lige overfor hende.
„Hvis det stod til mig, Constance,u —
han talte i en mæglende Tone — „saa skulde
der aldrig bli vekslet et uvenligt Ord imellem
os. Du skulde vist slippe for at sidde og
græde.u
„Jeg græder ikke,a sa hun afvisende.
„Jovist græder du, og det gjør mig saa
ondt at se det. Sig nu, at du angrer det, og
lad saa alt være glemt.u
„Jeg!w Hun maalte ham med et ubeskriveligt
Blik.
Han bøjede sig helt hen over hende.
„Hør nu, Constance, lad os være Venner.
Giv mig et Kys og vær sød Pige.u
Hun for op som stukket af noget stygt,
og rystede ham heftig af sig.
„Gaa væk!u raabte hun. „Jeg har imod
dig ,u og hurtig sprang hun over Gulvet, ud
af Stuen.
Ring saa’ ud som et skrækslaget Menneske.
Han stod nogle Sekunder stiv som en Pind
og stirrede paa Døren, hvorigjennem hun var
forsvunden.
„For en Sinnetag!“ sa han snærrende.
„Men hun skal Pinedød faa andet at vide, før
hun faar mig god igjen.u Han for ud i Entrén
og klemte Døren haardt i efter sig.
Straks efter gik han nedover Gaden. Han
vilde paa Tivoli.
VII.
E n Ugestid senere var Ring og Constance
i stort Fødselsdagsgilde lios Tante Wleugel
paa Landstedet; det var fast Skik, at hun ikke
flyttede til Byen, før den Bag var over.
Denne Gang var hun særdeles heldig med
Vejret. Det var en af disse milde, solblanke
Oktoberdage, der kan komme som et Efterslæt
af Sommeren, og er saa dejlige i Norge ved
den vidunderlige Rigdom af pragtfulde Farver,
srom Naturen er iklædt.
Man havde sjoist Middag Klokken tre, og
siden delt sig i flere Partier; de ældre Fruer
sad i Havestuen med sine Strikketøjer, og
nogle af Herrerne var tyet ind i Røgeværelset
med sine Cigarer og Kaffepunscher. Ude paa
den store Gaardsplads gik en Del af de unge
og slog Kroket, andre var beskjæftiget med
Ringspil. Tilsidst slog de sig sammen, og
legte Enkemand søger Mage paa den store
Græsmark, der skraanede jævnt nedover mod
Fjorden til højre for Yillaen.
Mejer og Constance stod sammen; Fallesen
var Enkemanden i Fronten.
Da Turen kom til dem at løbe nd, hviskede
hun ham i Øret , at han endelig ikke maatte
la hende bli ta t og satte saa i fuldt Løb nedover
Bakken. Fallesen anstrængte sig af
yderste Flvno for at indhente hende. Tilsidst
forsvandt Constance bag om P agt erhus et,
Mejer blev den. der gik a f med Sej er en.
Constance havde slig F a rt 7 at han maatte
svinge rundt med hende for ikke at rive hende
omkuld; kun var svimmel efter Løbet7 og
ganske ufrivillig kom hun et Øjeblik til at
hvile sit Hode mod hans Skulder. I samme
nui bøjede han sig ned og kyssede hende paa
Øret.. Hun kom los med et Byk og saa forskrækket
bebrejdende op paa ham.
n0 m Forladelse^ sa han og blev rød7 „jeg
kunde ikke gjøre for det." Han saa saa
skamfuld og ulykkelig ud7 at Constance maatte
synes Synd i ham.
„Det er jo ingen Ulykke," sa hun trøstende.
„Men sligt maa De aldrig gjøre7 Mejer,''
føjede hun alvorlig til, og der kom et bedende
Udtryk i Øjet.
Kom nu, lad os gaa 77 7 *—' tilbage." Hun tog
lians Arm, og de spaserede langsomt opover
og stillede sig paa Plads igjen.
Resten af Aftenen var Constance munter
som sædvanlig, uden Skygge af Forandring i
sit "V æsen mod Mejer. Da de skiltes, spurgte
liun, om Tiden for lians Afrejse var bestemt,
og da han svarte, at han skulde afsted efter
Nytaar, bad hun ham endelig besøge dem
snart.
Da han gik fra hende, digtede han videre
paa sin Kj ærlighed. Hans Følelse syntes ham
gjennemtrængt af en Hengivenhed, som han
ikke havde vidst, at det ene Menneske kunde
nære for det andet.
Hvoi var hun dog uskyldig og rensindet,'
den Kjærlighed, hun indgav, virkede lutrende
gj01de ham god; han vilde ikke skræmme
hende bort ved at la hende mærke sin Lidenskab,
nej, ikke om han saa døde af den. Som
en Mand vilde han bære sin Ulykke og søge
Trøst i Musik en og i sin Kjærligheds bitter-
(søde Hemmelighed. — —
Dagen efter sad Constance alene hjemme
i Skumringen. Hun var begyndt paa et Brev til
Moren, men havde ikke været oplagt til at skrive,
og havde derfor stukket det ind i Mappeir for
at fuldføre det en anden Dag.
Baie hun vidste, hvad hun skulde ta sig
------- • Denne Tilstand at ikke ha Lyst
til nogen Verdens Ting var dog en græsselig
Ama l i e Skr am: Constance Ring. ^
Plage; — havde hun endda været søvnig, og
kunde faat en Lur paa Sofaen men nej,
ikke det engang.
Hun spaserede op og ned paa Gulvet,
indtil det værkede i Fodsaalerne; saa stillede
hun sig hen ved Yinduet med Hænderne paa
Hyggen; men paa Gaden var der ikke det
mindste at se paa.
Monstro om der ikke skulde komme nogen
— en eller anden —?
Sluttelig tændte hun Lampen og satte sig
til at brodere.
Straks efter ringede det.
Hendes Hjærte begyndte at banke af Nysgjerrighed.
Det var naturligvis bare Postbudet,
— men nej — der hørte hun nogen
spørge, om Fruen var hjemme. — Det var
Lorcks Stemme.
Straks efter sad han ved Siden af hende
i Lænestolen. Han trak en Bog op af Lommen,
og foreslog hende at læse højt af den, det
var Kiellands første Novelletter, som netop
var udkommet.
Hun blev glad og sa, at det var en udmærket
Idé.
Da han var færdig med Læsningen, begyndte
de at drøfte Indholdet, og saa kom de
til at tale om Kjærlighed.
„Det lader ikke til, at Kielland har synderlig
Hespekt for den Følelse, “ sa Constance,
„han rigtig haaner den. — E t Stykke
med pæn, virkelig Kj ærlighed i, kunde han nu
gjærne ha git os.a
„Ja—a, men —u bemærkede Lorck og
trak paa Skulderen, „det man-plejer at kalde
en pæn, virkelig Kj ærlighed er jo et gammeldags
Begreb —u
„Det ser ud til d e t,“ sa Constance, „det
er vel derfor, den ikke mere er Hovedæmne
i Bøgerne, ialtfald ikke i vore, —u
„Og heller ikke i Liv e t,u sa Lorck; han
sad og drejede Pennekniven mellem Fingrene
og iagttog hende med et opmærksomt, næsten
lurende Blik.
„Ja, har den nu egentlig nogensinde været
det?w spurgte Constance og lod Naalen med
den lange, røde Silketraad stanse paa Halvvejen.
„Gad vidst, om ikke alt det har været
Digt og Tøv — —u
„Og De vil klandre Kielland, Frue! —
Hvad vil De med, at han skal digte om det,
De selv ikke tror paa?u
„Man er nu saa vant til, at det skal staa
i Bøgerne. — Men for Resten — klandre, —
det var nu slet ikke Meningen —“
„Forøvrigt tar De fejl, Frue. — Man døde
af Kjærlighed i gamle Dage —u
„Tog Livet af sig, naar man ikke fik den,
man vilde ha — mener De?u
„Ja, eller simpelthen døde af Sorg, fik
Tæring eller lignende —44
„Det maatte være dejligt,44 udbrød Constance
pludselig alvorlig.
„At dø af Kjærlighed?u spurgte han og
rettede sig i Sædet.
„At kunne ha saa stærke Følelser,14 mener
jeg. „Men de Tider er længst forbi — tror De
ikke ogsaa?44
„Jo, det véd Gud — ja , det vil sige, det
er da ikke falden i min Lod at træffe paa
sligt et Vidunder —44
„Nej, ikke i min heller,44 sa Constance med
et Suk.
„Skjønt Gud véd, om ikke dog et mindre
normalt konstrueret Individ kunde faa en
ulykkelig Kj ærlighed til at vare Livet igjennem
paa et Slags Vis,44 sa Lorck med en Mine,
som om han nøje granskede Sagen.
„Eller en lykkelig —44 henkastede Constance.
„Nej, det er en anden Sag, Frue —. En
lykkelig Kj ærlighed er ikke længer nogen
Kj ærlighed —44
Constance lod Arbejdet synke.
„Er en lykkelig Kj ærlighed ikke længer
nogen Kj ærlighed!44 — Det kom med et Dunk
paa hvert eneste Ord.
„ Ikke efter almindelige, velanstændige
V7
Begreber, for saa vil ^et jo sige, at man
gifter sig.44
„Ja, og hvad saa?44
„Saa er det fo rb i/4 sa han og trak Øjenbrynene
i Vejret, som om han meget beklagede
Faktum.
„Tror De virkelig, at det altid gaar saa?44
Der kom et spændt Udtryk paa hendes Ansigt,
som dog hurtig forsvandt, da hun saa’ et Smil
som af Triumf om Lorcks Læber.
Hun gjorde en Bevægelse med Munden
som for at sluge sine egne Ord.
„Ja, hvis det ikke er meget tarvelige, jeg
mener meget enfoldige Mennesker, eller ialtfald
Folk uden Udviklingsevne.44
„Ja, det forstaar jeg nu egentlig ik k e ,44
sa Constance, og lænede sig tilbage i Sofaen
med Synaalen i den ene Haand og Arbejdet i
den anden.
„Jo, for ser De, Frue, Kjærligheden —
især mellem Ægtefolk, for der er jo dem, som
er forelsket, naar de gifter sig, den altsaa
slides op — viskes ud af Tid og Brug som
alt andet her i Verden. Og saa desuden,
hvor skal man kunne forlange af et Menneske,
at det skal kunne elske den samme i Firtiaarene,
eller bare i Trediverne, som i Tyveaarsalderen
f. Eks.? Den Kvinde, som bedaarede
mig den Gang, vilde jeg — ja , det er
jeg sikker paa, kanske ikke kunne udstaa,
184
uaar j øg var kommen til Skjsøls Aar og
Alder.44
„ Ja , det høres unægtelig, som der var
noget i d e t,44 sa Constance med et Suk og
gav sig atter til at sy.
„Hvis jeg da ikke selv stod komplet
stille, med andre Ord var Idiot14 — fuldførte
Lorck.
„Men efter den Teori burde jo ingen gifte
sig,44 sa Constance og saa et Øjeblik op.
„Nej, Ægteskabet, som vi har det, er sikkert
en højst mislig Institution,44 svarte Lorck
med et Smil.
„ Ja , ialfald ikke, før baade han og hun
var bleven temmelig tila ars, fortsatte Con
stance, „færdig med det, man kalder sin Udvikling.
44
„Ja, ser De,44 sa Lorck, og trak paa Skuldrene,
„det har nu ogsaa sin Skyggeside —
især for Kvinderne, — jo ældre de biir, jo
vanskeligere er det for dem at bh gift og
saa maa der jo tænkes paa Efterkommerne
—44
„Hvad gjør det, om der ikke biir sat saa
mange Mennesker i Verden? —44 sa Constance
livlig. „I et fattigt lidet Land som vort, kan
jeg ikke skjønne andet, end at det vilde være
en Velgjerning.44
„Ja, det var nu ikke det, jeg mente,44 sa
mmm mm
135
Lorck, „men Børn af gamle Forældre biir ikke
saa gode, som de skulde være.44
vai
%
„Ja, saa faar det gaa sin skjæve Gangda
—44 sa Constance, og sukkede resigneret.
„Det faar nok d e t,44 mente Lorck. „For
„Hvorledes fordomsfri ?44 spurgte Constance,
og holdt et Øjeblik op at sy.
„At ikke la sig binde af de Lænker, som
„Men naar der nu ikke gives nogen Kjær-
Constance ligegyldig.
„Jeg mente de gammeldags Begreber! —
lavere, „det kunde ikke være mig, Nils Lorck,
som sa en saadan Ting, jeg, som nu i over et
Aar har baaret paa en Forelskelse, — der, ja,
saa Gud hjælpe mig, tror jeg det ikke — ender
med at gjøre mig gal.44
Der var kommet noget stakaandet over
ham, Stemmen skjalv, og Fingrene arbejdede
nervøst med Pennekniven; Holdningen var saa
forskjellig fra hans sædvanlige overlegne rolige.
Constance fik en uhyggelig Fornemmelse
af Utryghed; hun turde ikke se op.
Lplet Resten, hvad det kommer an paa, er jo at
fe være fordomsfri/4
Menneskene selv har smedet sig, men følge
fe sit Hjærtes Trang til at føle og elske frit/4
k lighed? — De sa selv, at det var Sludder —,
tø. saa kommer jo den Sag slet ikke fore,44 sa
y. Gives nogen Kj ærlighed!44 han talte in ed ét
Bare han ikke siger, det er mig, tænkte
hun. Hvad i Alverdens Hige skal jeg begynde
paa, — uf, en saadan Se ene.
„Aa, det gaar vel over med mindre,w sa
hun og forsøgte at lade som ingenting.
„Nej, det er ikke af den Art — det er
kommet saa altfor vidt, — det er blevet til
en Lidenskab, som fortærer mig!u
Stemmen var saa indtrængende, Lyden
ligesom borede sig ind i hendes Øren.
L e t var det værste, du kunde finde paa
at sige, tænkte h u n h u n syede med Heftighed
og bøjede sig dybere over Arbejdet. Hvad i Alverdens
Eige skulde' kun svare..
„Og: det har De' naturligvis mærket, Frue,
— De har vidst det ligegodt som je g ,a vedblev
han..
Eedningsløst!! tænkte hun, og var tilmode
som om hun sank bagover..
„Vidst,. — hvad,. — jeg,^ stammede hun.
„Ja,, ffor det er jio* Dem, jeg elsker, Constance
—tL..
Hun havde ikke mærket, at han gjorde
nogen Bevægelse, derfor kunde hun ikke begribe,
hvorledes det gik til, at han pludselig
laa paa Knæ. Hun vilde sige noget, men fik
ikke Tungen til at lystre.
„Constance —a hviskede han, „lad det nu
være nok. — Strid ikke længer imod — du er
skabt til Elskov, og du skal komme til at
smage den Sødme det er, at gi sig hen til en
Mand, der elsker saa grænseløst som jeg —u.
Han tog hendes Haand og nærmede sit
Ansigt til hendes Bryst 5 hun kjendte hans
varme Aande stryge hen over sin Pande.
1 - ^ j ? n e j• raabte hun pludselig, og
var i et Spring henne paa Gulvet.
„Hold op med dette, Lorck! Hvad skal det
være fo r/4 sa hun i en bebrejdende Tone.
„De viser mig bort, F ru e /4 han stod bleg
og truende foran hende.
„At tale saadan til mig — det er stygt af
Dem, Lorck 44 klynkede Constance, og" saa’
hjælpeløst paa ham.
„Jeg spør, om De viser mig bort?44
Han stødte Foden haardt i Gulvet, idet han
traadte et Skridt nærmere.
Det gav et Sæt i Constance.
„Ikke skræm mig saa!44 sa hun, med en
Bevægelse som om hun værgede for sig.
Lorck korsede Armene paa Brystet, og
betragtede hende stift.
„Jeg elsker dig, Constance — det er Alvor,
ganske anderledes end jeg selv endog vidste.
Jeg giver dig mig selv, mit Liv, min Sjæl, —
vil du ikke ta imod det?44
^ eL u;f nej / 4 sa hun, og veg uvilkaarlig
tilbage.
„Hvorfoi har du da legt med mig. Kvindemenneske
!u spurgte han* og traadte tæt hen
til hende.
^Det har moret mig at tale med Dem,
aldrig var der andet i min Tanke! laahte hun
med Heftighed, og Stemmen røbede, at hun
var nærved at briste i Graad.
„Det er Løgn!“ sa han brutalt. „Hvem
er det, som har tat dig — jeg vil våde, hvem
du elsker! — Din Mand maaske?“ Han lo
haanlig.
„Hvor kan De staa og fornærme mig saaledes?“
spurgte hun, og der kom et TJdtijk af
krænket Værdighed, af Srnærte og Forskrækkelse
i hendes Øjne. „Jeg, som aldrig med
Vilje har gjort Dem nogen Fortræd.“
Hun gik hen til Vinduet.
Han fulgte efter, tog hende bagfra om
begge Haandled og tvang hende til at vende
sig om.
„Kokette !u snærrede han.
„Slip mig!u raabte hun vredt, og rev sine
Hænder til sig. „Jeg er ingen Kokette, men
De er et Mandfolk; der er en aandelig Kaeeforskjel
mellem os, deraf kommer det.
Hun gik om paa den anden Side af Bordet;
der stod liu n og saa’ paa ham med blussende
Kinder og fjendtlig Holdning.
En Forestilling om, at han havde bedømt
denne Kvinde fejlagtig, steg op i Lorck. Han
forvirredes og følte sig ydmyget; men vant
som han var til at være paa Højde med Situationen
vilde han forsøge at trække sig tilbage
med Værdighed.
„Tilgiv mig, Frue, — jeg var for heftig,44
sa han fuldkommen rolig. — „Jeg indser, at
jeg har taget fejl af Dem. — For mig er det
bleven skjæbnesvangert, vor Herre maa vide
i hvilken Udstrækning. — Men jeg ber Dem,
la være at bære Nag til mig —w
„Jeg bærer ikke N ag /4 sa hun med lav
Stemme.
„Men det vil være Dem ubehageligt at se
mig efter dette?44
„Det ved jeg ikke — i dette Øjeblik
kan jeg ikke tænke rolig over Sagen —44
svarte hun.
„Synes De, jeg burde gaa?44 spurgte han
stilfærdig.O
„Ja, det synes jeg, De burde,“ sa hun
alvorlig.
„Naa, ja , som De vil: men forsøg at se
fornuftigt paa det — De maa ikke finde paa,
at jeg nu skal være banlyst fra Dem — jeg
skal aldrig mere falde Dem besværlig paa den
Vis som i Aften, Frue.44
„Det vil dog vist bli for pinligt mellem
os herefterdags/4 sa hun.
„Nu, ja , — De har at befale/4 han bukkede
og forlod Stuen med afmaalte Skridt.
Ude paa Gaden gik h a n f og svang med
Spaserstokken, og rendte lige mod en af sine
Venner uden at lægge Mærke til ham, før han
fik et Slag paa Skulderen, og et Halløj raabt
ind i Øret.
„Aa, er det dig,w sa han aandsfraværende
og gik videre uden at hilse.
Men inde i Sofaen sad Constance og græd
med Hodet begravet i en Fløjlspude.
Det var altsaa saaledes, hun blev set paa.
Som en fræk Kokette, der la sine Garn ud
for at fange Mandfolk.-------Hvem det var,
som havde ta t hende ! — — Det var altsaa
den Agtelse, han trode det nødvendigt at ha
for hende, saa dybt nede stillede han hende.
— — Om hun kanske elskede sin Mand! —
— Haane hende .ogsaa med dette! Nej, men
hendes Mand var dog den eneste, hvis Kjærlighed
kunde hædre hende.
Hvor var dog Verden slet og smudsig, og
Livet tomt og værdiløst, og alt det Grums,
det skyllede hen over hende! — Den Lorck,
den slette, modbydelige Lorck, — hun hadede
ham — — — —
Hun laa i samme Stilling, da hun hørte
Ring komme. Hun rejste sig straks, og gik
ind til Temaskinen. Mod Sædvane var han
alene, og da de havde spist, begyndte han at
tale om en Herremiddag, han maatte gi for
nogle Svensker, af hvem han havde kjøbt en
Del Jærngruber, der skulde gjøre ham til en
grundrig Mand. Dagen og "Retterne blev
aftalt. Saa regnede han op, hvem der skulde
inviteres.
Lorck var iblandt dem.
Hun brød af og sa, at hun ønskede, han
ikke vilde be Lorck.
„Hvorfor ikke d e t?u spurgte han forundret.
„Jeg har mine Grunde,u sa hun bestemt.
„Hvafornoe! Er du nu ogsaa bleven kjed
af ham. — Du lar Aktierne stige og falde altfor
hurtig, Constance. Men hvad jeg vilde sagt,
han maa nu være med alligevel denne Gang.
Alts aa Storm seks, Lorck syv, —“ han sad og
talte paa Fingrene.
„Nej, det er Alvor,u sa hun opirret, „Lorck
maa du ikke invitere, — du kan da la være,
naar Du hører, jeg ber Dig —u
„Vær nu ikke saa paastaaelig, Constance.
Lorck er kjendt med Svenskerne, jeg har lovet
dem, at de skal træffe ham her, altsaa Lorck
syv —u t/
„Nu s k a l han ikke b e s,u brød hun ud
med Heftighed og rejste sig. „Det er en
Flab og en væmmelig Fyr, — han h a r -------
ja , det er det samme, men du maa ikke
be ham.u
„Har han været nærgaaende? — Ja, hør,
véd du hvad, Constance, det er min Sandten
din egen Skyld. — Det er altid Damen, som
gir Tonen an —44 '
„Ti stille!u raabte hun, og holdt for
Ørene.
Eing kunde ikke begribe, hvorfor Stemmen
var saa jammerfuld, og Minen saa bønlig.
— Den Constance var nu heller ikke let at
bli klog paa.
„Du skal nu ikke gaa for strængt i Eette
med Lorck heller, Stakker,44 vedblev Eing i
en niæglende Tone, „for ser du, han_ regner
sig til Familien. Du behøver bare at læse ham
Teksten én eneste Gang, og saa være lidt
fornem imod ham.u
„Du bryr dig altsaa ikke om, hvad jeg
siger, men ber ham alligevel?44
„Jagu ber jeg ham! — Det er da, Gud
hjælpe mig, for meget forlangt, at jeg skal
rette mig efter sligt et Lune, naar der nu er
Grunde for at ha ham med. — Du er saa fuld
af Indfald, at —44
Han holdt pludselig in d e ; hendes Blik, der
var fæstet paa ham, bragte ham til at glemme,
hvad det var, han vilde sagt.
„Hvad glaner du efter,44 sa han med et
Grin, som om noget stak ham i Øjnene, „en
skulde tro, du saa Spøgelser.u
„Nej, det er dig, jeg staar og falder i
Tanker over,44 sa hun koldt. „Ja, lad os saa
be Lorck,u vedblev hun, og satte sig stille ned
igjen.
— Hun fik en Raptus med at ville isolere
sig, og stængte sig konsekvent ude fra alting.
Hun sa til sig selv, at hun ikke orkede at
holde Menneskene ud.
Og saa midt i denne triste, mørke Vintertid,
naar hun om Aftenen sad alene med den
strænge Ordre til Alette om ingen at slippe ind
som et Værn mellem sig og Verden, kunde
hun pludselig gribes af Længsel efter at
noget skulde ske, noget usædvanligt, noget
skrækkeligt. Tiden slæbte sig langsomt, langsomt
hen, mens hun prøvede paa at sy eller
læse. Det var som om hun døde af Kjedsomhed,
Tomme for Tomme; undertiden kunde
hun fare op, gaa omkring og vride Hænderne,
og gjentage atter og atter: „Jeg biir gal.“
Ring var vred, naar hun afslog Indbydelser,
som han vilde, hun skulde modta.
Hun undskyldte sig med, at hun var syg.
Hvad der da fejlede hende?
J a , det vidste hun ikke; men utilpas
var hun.
Hvorfor hun saa ikke vilde ha Doktoren
?
Det kunde ikke hjælpe.
Dette varede ved et Par Maaneders Tid.
Saa brød hun overtvært og sa til Ring, at hun
vilde i Theatret. Hun havde læst en Afhandling
om Idiosynkrasi, som havde skræmt hende.
Da saa Juleselskabeligheden begyndte, kastede
hun sig ind i den med større Liv end
nogensinde; det var, som om hun kun havde
hvilet ud for at ta desto kraftigere fat.
Ring smilte og nikkede fornøjet. Det
var nok det, han vidste, at hun snart vilde
faa nok af at agere Eremit.
I Midten af Januar rejste Mejer til Leipzig.
Da han var paa Afskedsvisit hos Rings, traf
han Constance alene hjemme.
Hun var bleven bi eg og lidt magrere,
forekom det ham, i den Tid hun havde skrantet.
Men det klædte hende nydeligt; aldrig havde
han fundet hende smukkere. Han syntes, hun
var paafa-ldende alvorlig, og skjønt Venligheden
selv, mere tilbageholdende end før.
Det sugede ham om Hjærtet, mens han sad
og strævede med at tale om ligegyldige Ting.
Han holdt sig dog kjæk lige til det sidste Øjeblik,
men da glippede det for ham. Han maatte
vende sig bort for at bli Herre over sin
Bevægelse. Lyden af hans Farvel døde i det
Kys, han trykkede paa hendes Haand. I det
næste nu var han borte.
Men Constance tænkte ofte paa det blege
Ansigt og det rørende Udtryk om hans Læber,
i det Øjeblik han gik ud gjennem Døren.
«
VIII.
Cv
_>onstance holdt sig i Reglen taus, naar
de nede hos Hansens diskuterte religiøse
Æmner. Enkelte Ytringer undslap hende dog,
hvoraf Marie mærkede, at det ikke var s^a
ganske rigtig fat med hendes Tro. Hun vilde
gjeme ha Greje paa dette og forsøgte at
biinge det paa Bane mellem dem, men Constance
bøjede altid af.
„Jeg er bange for Constance, du Rikard,"
sa Maiie en Aften til sin Mand, da deres fremmede
var gaat. „Hun er sikkert smittet af
den moderne Vantro, du hørte vel, at hun fors
var te Bjørnson.u
„Nej Snak, gjorde hun det? Naa ja, Constance
har altid forekommet mig at være, altsaa
saadan aparte, og aparte Fruentimmer —
ja, dem har jeg ingen fidus til.“ —
„Og Ring har jo ingen Magt over hende.
Han er i Grunden en Dot, du. — Naturligvis
A m a l i e S k r a m : Cons tance Ring. ia
er Imn ham overlegen i Forstand og sligt, men
det er dog stygt at la liam mærke det/*
„Ja, jeg kat* nu altid frygtet, at det ikke
blev, naa ja, noget lykkeligt Ægteskab, som
du véd. — De passer ikke. Ring er for
godslig, og kun er altsaa netop det modsatte,
kan er forelsket op over Ørene, og kun ser ud
som kun akkurat taaler ham.u
„Men Ding er nu ogsaa bra lei du, naar
han sidder og vrøvler og har drukket noget.
— Den Suffisance! — Og saa som han bæller
i sig — og stærkt! hans Toddyglas er altid
mørkebrunt. Har kan altid været slig?“
„Ja, det vil sige, — kan kar aldrig hvad
man kalder d ru k k e t-------men altsaa, det var
jo det, som skulde gaa over, naar kan blev
g ift.u
„Bare kan ikke biir drikfældig, du —
tænk hvor rædsomt for Constance.u Fru Marie
havde under denne Samtale gaat og ordnet
efter Selskabet; nu slukkede kun Lamperne.
„Hun vil i saa Fald ha sig selv at takke
for det; Ding er det snilleste og medgjørliffste
Menneske under Solen; E11 kan aks aa
faa kam til kvad det skal være.w
D. C. Hansen havde rejst sig op og gispede.
„Ja altsaa, skal vi saa til Sengs ?u Han
gik ind for at se efter, om hans Skrivebord
var aflaaset. — —
Omtrent samtidig havde Ring og Constance
naat sit Hjem. Hun havde ikke villet
ta hans Arm, da han bød hende den paa Gaden;
herover havde Ring følt sig dybt krænket,
hvilken Stemning han gav Luft ved uafladelig
at gjentage med tyk og besværet Stemme: „Hu
skulde ikke være saadan, Constance, — det
kan nu være det samme, men jeg si-er det
b a -a ie . ¦ Hen sidste Sætning ledsagede
han hver Gang med et hemmelighedsfuldt Nik.
Tilsidst slog Tungen Klik for ham; en dunkel
Eikjendelse af, at der eksisterte noget som at
tie af Klogskabshensyn, steg op i ham, hvorefter
han fortsatte Resten af Vejen i Taushed.
Constance gik og ærgrede sig over ham.
Het havde hun gjort hele Aftenen, men det
var hun nu saa vant til. Inden de gik hjemme
fia havde hun bedt ham være forsigtig- med
hvad han drak, og han havde svaret med en
halvt utaalmodig halvt krænket Stemme, at
det skulde han nok og i samme Aandedræt
begyndt at tale om noget andet. —
F 01 mane ham, virke paa ham, — ja
Moren havde let for at snakke, hun! Hvor
ofte havde hun ikke om Morgenen sagt ham,
at hun om Aftenen havde skammet sig over
ham. En Mand, som lod sig byde sligt,
lod sig tigge og trygle af sin Kone om ikke
at drikke sig fuld — og som lovede og forsikrede
med Haand og Mund, og saa gik lige
hen og gjorde det. —
Da de kom op i Entrén kunde Ring ikke
paa nogen Maade faa Hatten fra sig paa en
skikkelig Yis.
Han knnde ikke begribe, hvordan det
havde sig, men hver Gang han hængte den op
paa Knagen, faldt den ned paa Gulvet. Til
sidst gav han tabt og la den fra sig paa Bordet,
idet han mumlede noget om, at Fanden stod
i det.C onstance gik ind i Dagligstuen for at
hente en Bog, hun vilde læse i paa Sengen.
Pludselig stod Ring ved Siden af hende. Han
var endnu i Overfrakke og havde beholdt
den ene Hanske paa.
„Har jeg fornærmet dig, Constance ?u
snøvlede han og ravede ganske smaat frem og
tilbage.
Hun blev uforstyrret ved at lede efter
Bogen.
„Jeg si-e-r — har jeg fornærmet dig?u
gjentog han.
Hun havde fundet, hvad hun søgte. I det
hun strøg forbi ham, maalte hun ham med
et hurtigt Blik og forsvandt gjeiinem Døren.
Ring stirrede efter hende med døsig
spørgende Øjne og gjorde en Bevægelse som
for at følge efter, hvad han dog hurtig syntes
at opgive. Han virrede med Hovedet, sukPede
dybt og gav sig til at se paa sine
btøvler med stor Opmærksomhed.
^ Han tumlede om en Stund der inde, læspia
s ede afbrudte Ord, fægtede med Armene, knyttede
Haanden, lo lidt, gjorde Grimacer, som
11: vilde han til at græde, og stod af og til stille,
a ?. hensunken i Betragtninger. Pludselig kom han i
. 1 d anker om 01. Han tog den lille Haandlampe,
é som Constance havde sat efter sig i Dagligstuen,
i d og boutede sig i smaa, uregelmæssige Venclinge r
ud i Pjokkenet, hvor han gav sig til at dreje
; paa Nøglen til Spiskammerdøren, som han ikke
s: fik op. Saa skred han over Gulvet og ind i
| Pigeværelset. °
&'• , udlette, pst! Alette, p s t!“ raabte han halvhøjt^
og bøjede sig over Sengen, hvor Pigen
L;. laa i dyb Søvn med Tæppet trukket op under
Hagen.
„Hva! hva for noe!“ Ordene kom i smaa
c barske Stød, og aldeles forstyrret rejste Alette
sig op i Sengen og giode paa Ping med
u søvndrukken Forskrækkelse. Tæppet "havde
hun slaat til Side; hun var i det bare Linned
]}¦ med nøgen Hals og Arme.
e Ping blev dybt greben af de hvide Skuldre
IK, og det frodige Bryst, hvis hvælvede Rundinger
fe halvvejs kom til Syne. Hans Næsebor vibrerede
c ganske let, og han blev en Kjende blegne
eie' ®aa stak han sin famlende Haand ind
'si paa hendes Bryst og trykkede de klamme
150
i ,:>¦ i ; =¦:; i
¥ ’F -
? V- ,!
¦* !
Vi
¦; - -
‘ -!?. ’
f
Læber mod liendes Skulder. Alette vred sig
fra ham og udstødte nogle smaa Skrig. Ring
blev næsten ædru af Forskrækkelse.
„Hys, hys,“ sa lian og løftede advarende
Pegefingeren, idet lian rettede sig op, — „at
skrige slig da! Er der kanske nogen, som
gjørDem noget? Læg De Dem bare til igjen.u
Han skjøv liende lempelig tilbage paa Puden
og trak Tæppet op over liende.
„E11 lækker Krop, — rigtig lækker,w hviskede
lian. Han kunde ikke la være, — lian
maatte stikke Haanden ind paa Ilendes Hals
igjen.„
Uf nej da, — kan De ikke gaa med
Dem,u — klynkede Alette og vilde puffe liam
fra sig, men den bløde Berøring af lians glatliudede
Haand øvede en halvt lammende Virkning
paa hende. Hun skjulte Ansigtet i Puden
og lod ham klappe sig.
Pludselig forekom det Ping, at han hørte
en Dør bli aabnet, og straks efter lukket.
Forsigtig som en Kat sneg han sig ud og trak
Døren sagte til. Han lyttede anspændt et Par
Minutter. Alt var stille. Han kom ud i den
lange, smalle Gang, der fra Kjøkkenet førte
til Spisestuen, og for Enden af hvilken Soveværelset
laa. Paa Taa listede han op over og
lyste med Lampen foran sig. Der stod Constances
Støvler; det var altsaa dem, hun havde
sat ud, da han hørte Døren gaa. Med et Letif
x
^ 7
teisens buk gik lian ind i Spisestuen; nu
huskede lian, at der plejede at staa 01 i den
broderte Flaskekurv ved Ovnen. Da lian havde
faat sin Seidel til Livs og røgt et Stykke af
en Cigar, gik han ind og la sig.
Men Alette havde ondt for at falde i Søvn
igjen. Hun var bleven saa aarvaanen on*
kjendte bestandig den bløde Haands Kjærtegn
paa sit Legeme. Værelset var fyldt af denne
fine „Herrelugt “, som hun likte saa godt. Hun
laa og vendte og drejede sig, strøg sig over
Brystet og de kraftige Arme, mens hun gjentog:
en lækker Krop. — Hun havde været der
siden forrige Høst og likte sig godt i Tjenesten.
Især var Ring en snil Husbond. Paa
Juleaften, efter at hun havde faat de pæne
Gaver af Fruen, havde Ring stukket til hende
en Femkroneseddel og i det samme lagt Fingeren
paa Munden. Det forstod hun var for
Fruens Skyld, hun maatte ikke vide om det.
Men han var nu vist „en go en“. Han havde
tidt gjort uanstændige Fagter og været efter
hende, skjøut ikke saa nærgaaende som i Aften,
men da havde han vist været ør i Blodet, for
det var han undertiden. Og han, som havde
en s a a d a n Kone! Men Smagen var forskj ellig,
og hun, Alette, var ogsaa vakker. En lækker
Krop, — ja, Ring, det var nu vist en Mand,
som forstod det.
IX.
D e r var gaat over et Aar efter Fru
Bioms Besøg. Det var en Eftermiddag i
Midten af December med Frost og klingende
Føre. Constance havde været ude for at
gjøre nogle Indkjøb. Nede paa Karl Johansgade
havde hun mødt Lorck; han var gaat
hende forbi med en ærbødig Hilsen. Siden
Optrinet imellem dem var han hørt op med
sine Besøg; han kom kim, naar Ring ekspres
inviterte ham, og behandlede da Constance med
en udsøgt Opmærksomhed, der var præget af
en Respekt og Tilbageholdenhed, som var
paafaldende forskjellig fra hans tidligere frie
og spøgende Tone. Constance sa undertiden
til sig selv, at hun egentlig savnede ham, men
naar hun saa huskede hans Ord hin Aften,
blussede Forbitrelsen op i hende.
Da hun nærmede sig Huset, saa’ hun, at
Spisestuen var svagt oplyst, og tæ n k te , at
Alette maatte være cler inde for at iæ ^ e i
Ovnen.
Hun var allerede lialvt oppe i Trappen,
da hun huskede, at Klokkeledningen var i
Ustand. Hun havde ingen Entrénøgle paa sig,
derfor vendte hun om og gik op Bagvejen.
I)a hun kom ind i Kjøkkenet, fandt hun Lampen
stærkt osende og Vandkjedlen saa voldsomt
i Kog, at der stod en Sprøjt ud af Tuden
hen over Gulvet. Uden at give sig Tid til at
ta Tøjet af, vilde hun ind i Spisestuen for at
bede Pigen raade Bod paa denne Uorden.
Uøi en var halv aaben, og idet hun stødte den
op, saa’ hun Bagsiden af Ring, der stod med
noget klemt inde i sme Arme og Hodet saa
dybt fremoverbøjet, at det saa’ ud, som om
Kroppen var hodeløs. Uden at fatte, hvad
det var, som foregik, traadte hun over Tærskelen,
og i samme Nu løsnede der sig to Skikkelser
ud fia hinanden. Med en hurtig Bevægelse
vendte Ring sig om og skottede med langsomme
Øjekast fra den ene til den anden.
Uei kom en slap Trækning om hans Mundvigei,
et Slags fjollet Smil. Med Ansigtet
halvt bortvendt stod A lette; hun var flammende
lød, hendes Haar i Uorden; Øjnene for raadvilde
omkring, og den ene Haand kramsede
hjælpeløst paa Forklædet.
Constance blev greben af en underlig
Svimmelhed. Uet syntes hende, at hun sank
og sank, hun og Stuen og alts ammen, og at
det aldrig fik Ende. Hun vilde gaa hen over
Gulvet eller bare røre sig fra Stedet, hvor hun
stod, men det forekom hende, at hun var stivnet
fra Top og til Taa, og at det ikke vilde
tykkes hende.
Alette var den første, som fattede sig;
stille luskede hun ud af Stuen.
„Skal du ikke ta Tøjet af?“ Stemmen
lød saa ydmyg, s aa t ulig hans almindelige.
Hun vidste næsten ikke, om det var Ring, der
havde talt. Men Lyden vakte hende; hun gik
et Par Skridt og tog et Tag i Spisebordet
som for at støtte sig.
Ring begyndte langsomt at gaa frem og
tilbage uden at passere forbi Constance. Da
han anden Gang var tæt ved Døren, som
Alette havde ladet staa aaben, lukkede han den
stilfærdig. Saa gik han hen til Buffeten, flyttede
et Glas og en Flaske bag Temaskinen,
og stillede sig op i en skraa Stilling med
Haandfladen hvilende paa Buffeten.
„Constance — jeg ber dig — lim,w — lian
byttede Fod, — „tro mig, — det var, — det
var ikke saa ondt ment, som det, — som det
kanske saa’ ud.u
Hun stod ubevægelig og saa’ stivt hen
for sig.
„Jeg kan godt forstaa, at d e t ,-------ja, at
det maa ha tat sig, — jeg mener forekommet
dig underligtu — —. Han stansede lidt mellem
livert tredje eller fjerde Ord.
„Men jeg forsikrer dig til. at — ja. bare
du vilde tro det — det var, — ja, virkelig var
det bare en Spøg, en Kaadhed, om jeg saa
skal sige, — en, ja, en Guttestreg, — noget
som stak mig — jeg begriber det ikke selv.w
I)et var umuligt at mærke paa hende, om
hun hørte, hvad han sa eller ej.
„Jeg er saa lei for det, ja, saa lei, at jeg
ikke det kan sige, — ja, rent ud sagt, jeg
væmmes ved det.w
Constance førte, ligesom aandsfraværende,
Haanden op til Panden og saa ud til at beflitte
sig paa at tænke efter.
„Jeg véd ikke hvad, — ja, hvad jeg ikke
vilde gi for at faa det, — ja, ugjort,“ fortsatte
han i den samme underdanige Tone.
„Hvis jeg turde, saa vilde jeg, ja, paa mine
Knæ be dig om Tilgivelse.w Han nærmede
si§ rø]d e sagte ved hendes Muffe, som hun
endnu holdt i den slapt nedhængende Haand.
„Lad mig være, Menneske, “ sa hun og veg
til Side; derpaa forlod hun Stuen og gik
hastig ned paa Gaden. Der greb hende et
vanvittigt Ønske om at flyve afsted gjennem
Luften og ikke stanse, før hun naaede Huset
der hjemme, hvor hun kunde dale ned og
lægge sit Hode i Morens Fang og be om
Lov til at være der bestandig. En voldsom
Graacl brød op i hende; hun holdt Muffen for
Munden, mens Taarerne strømmede ned over
hendes Ansigt. Hun havde en Følelse af, at
der overgik hende en stor Tugtelse, som bøjede
hende til Jorden. Hvad havde hun da forbrudt,
at sligt skulde hjemsøge hende. Det
forekom hende, at hun for første Gang smagte,
hvad Skam var. J a vist havde hun ofte været
forpint og ulykkelig, men hvad var dette mod
disse sviende Piskeslag, hvorunder hun nu
vred sig som en Yaand. der svajer i Vinden.
Hun blev saa ydmyget der ved; hun kunde
være falden paa Knæ og anraabt om Tilgivelse,
fordi hun havde været misfornøjet med
sin Lod, da der intet var paa Færde.
Hun sa til sig selv, at det ikke kom •
hende ved; hvorfor kunde hun ikke la ham
kysse hvem han vilde, — men nej, nej, n ej!
han havde jo hende til Hustru, h e n d e ! Skulde
han saa kunne tænke paa at se paa nogen
anden paa den Manér — og underst aa sig til at
g jø r e det! Nej, at han kunde være saa lumpen
og saa svinsk.
Harmen kogte op i hende, og saa kom
igjen denne uudholdelige- Smerte. Uvilkaarlig
begyndte hun at be til den Gud, hun tvivlede
om var til, og anklagede sig selv for Utaknemmelio’hed
og Hovmod. Nu var Straffen kommen
over hende; derfor skulde hun bøje sin Nakke
under den Haand, som tugtede. Der var kun
157
et, hun ikke vilde finde sig* i, at leve med
Bing efter dette; men det kunde jo hverken
Gud eller Mennesker forlange.
„God Aften Frøken, — ude at spasere i
det dejlige Vejr,“ lød det pludselig lige ved
heildes Øre.
Under sædvanlige Omstændigheder vilde
hun være bleven yderlig opskræmt ved saadan
en Tiltale af en fremmed Mandsperson
paa Gaden ved Aftenstid. Nu ænsede hun det
knapt; rolig gik hun videre uden at svare,
Fyren dinglede bort. Hun var nu kommen
ned i Welhavensgade og naaede snart Huset,
hvor Hansens boede,
Ja naturligvis; derop maatte hun ty for
at betro sig til Marie. Saa liden Sympati,
der end ellers var imellem dem, paa dette
Punkt vilde de forstaa hinanden. — Hun gik
op og ringede paa.
Jo Fruen var alene, og hun blev vist ind.
Maiie sad i det ene Hjørne af den rummelige
Dagligstue, i en fløj elspolstret Sofa og
biodeite med gule Silker paa rødt Biæde ved
en skjærmdækket, stærkt lysende Lampe. En
svag Duft af Drivhusblomster fyldte Stuen, og
foran den store, hvide Porcellænsovn var stillet
en pragtfuld, af Guldpailletter og Arabesker
overbrodere!, Skjærm.
Da hun saa’ Constance træde ind, la hun
Arbejdet bort, rejste sig op og gik liende venlig
smilende i Møde.
„Hvor hyggeligt, Constance, — det var
rigtig pænt af dig, — ja, for du biir naturligvis
—, saa sender vi Bud efter Ring.u Og
hun gav sig ivrig i Færd med at løse hendes
Hattebaand og hjælpe hende af med Kaaben.
Constance lod det viljeløst ske. Marie
bar Tøjet ud i Entrén og blev ved at snakke,
mens Døren stod paa Klem.
Da hun kom ind igjen, tog hun Constance
om Livet for at føre hende til en Lænestol.
Men pludselig forandredes hendes Mine; hun
stirrede paa Kusinens forgrædte Ansigt og
stive Træk med et næsten bestyrtet Blik.
Deres Øjne mødtes, og i samme Nu kastede
Constance sig om hendes Hals og brød ud i
en lidenskabelig Hulken.
„Men Gud, Constance, hvad fejler dig?u
Og let bevægelig som hun var, kom hun selv
til at græde.
Constance blev saa rørt over dette Tegn
paa Deltagelse, at hun klyngede sig tættere til
hende.
„Aa Marie — du maa hjælpe mig, — jeg
er saa ulykkelig —!u kom det omsider med
brudt Stemme.
„Men hvad er der da sket? ^Kom og sæt
dig og lad mig høre.a
„Jeg vil ikke leve med Ring længere, —
jeg k a n det ikke“ — og saa fortalte hun,
hvorledes Sagerne stod.
Det spændte Udtryk i Maries Ansigt veg
efterhaanden Pladsen for et bekymret Alvor.
„Ja, naturligvis forstaar jeg godt, at det
har gjort dig græsselig ondt, men det er da
ikke noget at ta saadan paa Veje for.u Hun
\ entede lidt. „Et Mandfolk, som kysser en
Tjenestepige. — Det har ikke stort paa sig, du.“
Det var Constance som om Grunden svigtede
under hende.
„En gift Mand, i sin egen Spisestue —
med sin Kones Tjenestepigea — stammede hun.
„Ja vist er det for galt, og jeg maa rigtignok
sige, at jeg ikke havde troet, at Ring var
saadan. — Men Constance, er du ganske vis
paa, at du ikke selv har Skyld?“
„Hvad mener du med d e t?u spurgte Constance.
?vDu ei altid saa kold og overlegen mod
ham, det synes baade Rikard og jeg.u
Constance følte sit Hjærte sammensnøres.
At Marie skulde vende Angrebet mod hende,
var noget, hun ikke havde tænkt sig. Hun
stirrede hjælpeløs paa hende.
„Hans Opførsel oprører dig altsaa slet
ikke ?u spurgte hun.
„Jo, det skal Gud vide, Constance, — men
du maa huske, at Mændene er saa ganske
anderledes end vi. De er saa vant til slio-e
Affærer fra før af, og de kan s aa let faa Tilbagefald,
• livis ikke deres Koner, jeg havde
nær sagt, sætter Livet ind paa at liolde dem
fast, og det k a n en Kone, i alt Fald en,
der liar de ydre Betingelser, — som du £ Eks.44
Constance følte en oprørsk Forbitrelse,
der var nær ved at kvæle kende.
„Det er modbydeligt, kvad du siger,u sa
kim og knyttede uvilkaarlig Hænderne.
„Ja, ja, Constance, — du faar nok lære
om igjen, du skulde bare vide, livor faa Mænd
der er, som er sine Koner tro, ikke et af
liundrede Ægteskaber er rent, du.u
Og nu gav kun sig til at fortælle vidt og
bredt om al den Uterlighed, * Ægtemændene
bedrev, og Konerne saa gjennem Fingre med:
kun nævnte flere Eksempler fra deres fælles
nærmeste Bekj endte og fra andre, som de kun
kj endte af Navn.
Constance blev sjælesyg af at høre paa det.
„Men du gode Gud!44 — raabte kun til
sidst, „hvis dette er sandt, og luds alle Mennesker
finder sig i det, hvorfor er da ikke denne
Døgninstitution afskaffet ? Hvorfor i al Verdens
Hige liar vi ikke offentligt Flerkoneri ?u
„Som Tyrker og Hedninger! — jo, det
vilde være h e rligt/4
„Saa var der da Sandhed i Tingene, og
saa vidste vi jo, kvad vi gik ind til.44
Marie vilde ikke gaa nærmere ind paa
dette meningsløse Snak.
„Ja, jeg er nu som sagt saa vis paa, at
det kommer saa uhyre meget an paa Konen
ivordan Ægteskabet biir. Hvis du vilde, kunde
du faa en umaadelig Magt over Ring. — Han
er saa snil og saa let at lede — og saa elsker
han dig virkelig, om han saa hundrede Gange
¦ kysser saadan en Tøs. “
Constance lo bittert,
„Ja, for det er bare en Mandfolkestreg. —
Du kan endnu faa en udmærket Mand af
!am’ er J° en Kones, — jeg kan næsten
sige Mission at virke godt paa sin Mand.“
„Men jeg føler ikke noget Kald for’d e n
Mission, sa Constance haanlig.
„Vis dig nu højmodig, Constance og tilgiv
ham, saa skal du se, du faar Velsignelse af
det Ofte er en slig Hændelse et Middel i
Guds Haand til at bringe Hjærterne nærmere
sammen, naar vi bare bruger det paa den rette
Maade. Manes Stemme vibrerte, og hendes
Djne var fugtige.
Der blev en .Pause.
Constance sad med korslagte Arme og
saa stivt hen for sig. ”
Mane tænkte det var bedst at nytte Leilgheden
og tale om, hvad hun længe havde
tiavt paa Hjærte.
»Nej, véd du, hvad jeg vilde synes var
Am a l i e S k r am; Cons tance Ring. -q
meget værre, Constance? Det var at ha en
Mand, som var svag for D r ik /
„Ja, det mangler det da heller ikke paa,
skulde jeg tro, — men det er vel ogsaa min
Skyld,u svarte Constance med en Mine, som om
hun var forberedt paa alt.
„Ja, Constance, jeg kan ikke la være at
tro, og det siger Rikard ogsaa, — at Ring
gaar og er lej af sig, fordi du er saa kold
imod ham. — Han drikker for at døve sig.u
„Ja, stakkels Mand, han gaar vist rent i
Hundene, fordi han er gift med mig.u
„Og det maa jeg rigtignok sige, at ha
en utro Mand, det faar endda være — saa
græsseligt som det er, men en som drikker !u —
Atter følte Constance den forrige ordløse
Forbitrelse inden i sig.
„Ja, for en Mand, som drikker,u vedblev
Marie, „kan jo hverken passe sine Forretninger
eller skaffe til Veje, hvad der skal til
— han er jo borgerlig ru in e re t/
„Hvor har du gjort af mit Tøj?u spurgte
Constance og rejste sig.
Marie gik ud i Entrén efter det.
„Ja, for nu vil jeg ikke be dig bli,u
sa hun, da hun kom tilbage. „Nu skal du
pænt gaa hjem og forsone dig med Ring. Gjør
det, aa, gjør det med det samme, Constance/
„Ja, nu gaar jeg hjem og ber om Forladelse,
fordi jeg ikke har passet bedre paa ham,
163
og lover at forbedre mig for Eftertiden. — Er
det ikke det, jeg skal?64
„Ja, nu er du bitter, og det kan jeg godt
forstaa, men naar du faar tænkt dig om, skal
du se, du gir mig Ret. Vil du ikke, Pigen
skal følge dig?44 spurgte hun, da Constance
var færdig.
„Nej, for Guds Skyld lad mig slippe i —
God Nat,44
„God Nat, Constance.44
Imidlertid gik Ring hjemme i den pinligste
Uro. Da Alette hørte Fruen forlade
Huset, gik hun ind igjen til ham og stod og
hulkede med Forklædet for Øjnene. Han havde
bragt hende i Ulykke; nu vilde Fruen jage
hende — hvorfor havde han ikke ladt hende
gaa for den, hun var ; — før havde hun holdt
sig som en ordentlig Pige, og nu! Aa Jøsses,
at det skulde gaa hende saa’n, — hvad skulde
der nu bli af hende, — der var ikke andet
for end at gaa bent bort og kaste sig væk
• Ring lovede ikke at slaa Haanden
af hende og bad hende bare forholde sig
rohg og gjøre sine Ting, som om intet var
forefaldt. Han skulde nok se at lempe paa
dette, saa, der ikke blev noget videre af det. _
Saa vandrede han op og ned i Dagligstuen,
stod stille ret som det var og forbandede
det fordømte Tilfælde, som havde spillet ham
et saa intrikat Puds. Han vred sig ved Tanken
om alt det, han vilde faa at gjennemgaa med
Constance. Hun vilde ikke blive naadig, mente
lian, men sluttelig trøstede han sig med, at det
hele vilde drive over, naar der gik nogen Tid.
Yed dette Punkt af sine Betragtninger følte
han Trang til at oplive sig med et Glas Kognak
og Yand. Hvorfor var Constance altid saadan
— det var hendes Skyld, at det gik saa skidt.
Hvorfor levede de ikke sammen som to Tur delfiner
— —
-------Hvert Øjeblik var han ved Vinduet
og keg ud: af og til stod han ude i Entrén
og lyttede.
Jo længer det led, jo mere ilde tilmode
blev han; Munden var trukket op i en mismodig
Grimace; Øjenbrynene stod som en
spids Yinkel, og Panden laa i tykke, posede
Folder. Han kviede sig frygtelig til det Øjeblik
hun skulde træde ind og var samtidig i
en Kval, fordi hun udeblev.
Endelig hørte han nogen ved Entrédøren.
Han gik ud og lukkede op.
Constance skred rolig forbi ham og begyndte
at ta Tø]et af. Saa gik hun ind i
Dagligstuen, satte sig i Sofaen og tog fat paa
Aftenavisen.
Bang gled ned paa en Stol et Stykke borte
og blev siddende i en foroverbøjet Stilling
med Albuen paa Knæet og Haanden skyggende
for Øjnene. Af og til skottede han hen til
sin Hustru, men manglede Mod til at tiltale
hende.
Omsider mandede han sig op og så: „Kan
du tilgi mig, Constance ?u
Hun lagde Avisen bort, saa’ hen paa ham,
som for at sige noget, men opgav det og greb
atter Bladet.
„Denne Dag skal bli et Vendepunkt i mit
Liv,“ _b egyndte han. 4
„Forskaan mig for Talemaader,“ sa hun
tørt, „jeg orker ikke at høre paa dem.“
„Jeg véd, jeg har fornærmet dig grusomt,“
stammede han, „og jeg vil ta hvad Bod du
paalægger mig — hvor41 — — _
„Hvad jeg har at sige er ikke meget,44 —
afbrød hun ham med en Haandbevægelse, —
„naar du staar i Forhold til min Tjenestepige
—44
„Jeg staar ikke i noget Forhold, jeg.44
„Naar du staar i Forhold til min Tjenestepige,
saa er det en Selvfølge, at jeg vil for- .
skaanes for dig. — Hvis du vil ha hende —
saa værsgod, men saa faar du la mig være i
Fred. Jeg er gaat ind paa at være din
Hustru — det er galt nok, men en af dine
Friller, det biir der ikke noget af.44 — Hun
rejste sig og vilde forlade Stuen.
Ring syntes, at hun aldrig havde været
saa dejlig og saa attraaværdig som i dette
Øjeblik. — Hun var en helt anden. En Rædsel
for at miste hende for igjennem hans Sind
som et ondt Stik; han sprang op og stillede
sig i Vejen for hende.
„Forhaan mig, træd paa mig, spyt paa
mig, dræb mig!u raabte han, „jeg er en Pjalt,
en elendig F y r, som ikke har vidst, hvad
Skat jeg besad, et Menneske, som ikke er
værd at løse dit Skobaand, men jeg elsker
dig, Constance, — nej, lad mig tale, jeg elsker
og forguder dig, jeg ligger i Støvet og kysser
.dine Fødder, — jeg bryr mig ikke om nogen
i Verden uden dig — hvad du saa end tror.“
Han holdt Hænderne om Hodet. og vred sig
som i Krampe.
„ Sludder,u sa hun med en Grimace, „du
kjeder mig.u
„Ja, jeg véd det, — jeg véd det, og det
er min evige Kval. — Du har aldrig elsket
mig, ikke det bøs. — Og saa undertiden har
du været, saa jeg næsten maatte indbilde mig,
du holdt af mig — jeg har gaat i et Vildere
de, har jeg. Aa Constance, havde du elsket
mig, kunde du faat en anden Mand ud af mig.
Hvor har jeg ikke forsmægtet efter din Kjærlighed,
det er det, som er Skyld. ------ Stemmen
blev borte i Graad. Han sank paa Knæ
og skjulte Ansigtet i hendes Kjole.
„Hejs dig op — du er drukken,u sa hun
uvilligt.
„Jeg er lige saa ædru i dette Øjeblik som
du selv, Constance.a Han saa’ op paa hende
med et Blik som en straffet Hund. — „Jeg
rejser mig ikke, jeg ligger her til du siger, at
du har tilgivet mig.w
Constance følte en medmenneskelig Medlidenhed
med ham; det pinte hende at se ham
saa ydmyget. — „Men hvor vil du, at jeg skal
kunne tro dig?“ sa hun.
„Nej, Constance, — det er sandt, det er
altfor sandt, — aa, men gjør det alligevel,
denne ene Gang, og du skal faa Tak og Ære
for det; — naar du en Gang har fattet Tillid
til mig paa nyt, og du kanske føler en Slags
Godhed for mig, fordi jeg gjennem mange Aar
har været nøjsom og tro, og aldrig har beklaget
mig, da vil det gjøre dig godt at tænke paa,
at det var dig, som reddede mig. — Stød mig
ikke bort, for uden dig gaar jeg til Grunde.w
Han laa fremdeles paa Knæ, og han holdt
med begge Hænder hendes Kjole, som han
kyssede.
Constance blev smittet af denne dybe
Sindsbevægelse. Hun bojede Hovedet og begyndte
at græde.
„Der er et gammelt Ord om, at det er
bedre at gi end at ta ,“ vedblev han med den
samme lidenskabelig bedende Stemme — „se
paa mig, Constance, som ligger her og tigger,
mens du staar der og er saa hævet over
mig og har min Skæbne i din Haand; vær
ikke ubarmhjærtig, men lad dig røre, Constance.
u
„Det er ikke af Haardhed,u sa hun med
taarefugtigt Mæle, „men hvad der er sket, kan
jo ikke stryges ud af vort Liv.44
„Jo, det k a n , det k a n , Constance, aa
forsøg, forsøg — tag mig til Naade og tag
mig paa Prøve.u
„Rejs dig op og sæt dig — jeg vil spørge
dig om noget.44
Han adlød som en Skolegut. Hun tog
Plads lige over for ham.
„Siden det ser ud til, at du tar dette saa
alvorligt, som det er,44 sa hun, mens hun glattede
sit Lommetørklæde paa sit Skjød og la
det sammen til en liden Firkant, „saa tør
jeg kanske vente, at du vil svare mig sandfærdigt.
44
„Ja, det kan du stole paa, Constance/4
„Lad mig saa faa vide, hvor vidt det er
kommet mellem dig og hende.44
„Kommet, det er slet ikke kommet, hvad
skulde det være kommet til, andet end hvad
du saa’, det er galt nok det.44
Hvis Constance havde været mere erfaren,
og hvis Evnen til Mistanke om Sandheden
ikke havde ligget hende saa uendelig fjærn,
til Trods for Maries Belærelser, vilde hun ha
(
ta t Varsel af lians famlende Blik og usikre
Maade at svare paa.
. „Og er det alt?u spurgte hun og saa’ ham
lige i Ansigtet.
„Ja, jeg forsikrer dig, tror du kanske, —
nej, du maa være vis paa, jeg taler sandt —w
„Var det første Gang du gjorde, — gjorde
saadan med hende ?w
„Du hører jo det, Constance. — Hvorledes
skal jeg kunne forsikre det, — hvad kan det
nytte, naar du ikke vil tro mig.u
„Du ser saa besynderlig ud,“ sa hun tvilende.
„Hvordan tror du et Menneske ser ud,
som er spændt paa Pinebænken ? Aa Constance,
spar mig, — jeg er saa skamfuld, lad det nu
være nok.a
Hun trode ham; ikke fordi hun havde
synderlig Tillid til hans Karakters Sandfærdighed,
men fordi hun ikke kunde tænke sig
Muligheden af, at Ulykken, som havde rammet
hende, var af saa stort et Omfang. Sligt kunde
naturligvis forekomme, men ikke i hendes
Ægteskab, ikke lige under hendes Øjne, saadan
ganske hverdagslig. Vel var Ring letsindig,
men en saa dybt falden Mand var
han ikke.
„Og vil du gi mig dit Æresord paa, at
du aldrig mere vil g] øre det?u spurgte hun
halvt bedende.
170
„Jeg sværger dig det til ved den evige
Gud! Aa Constance, du kan tro, jeg har faat
Lærepenge, om ikke af anden Grund, saa for
at skaane mig selv for saa megen Lidelse, skal
jeg vide at passe mig for Eftertiden/4
Dette kunde Constance saa godt forstaa;
hun følte sig sikker paa, at han maatte være
grundig kureret, og det stemte hende forsonligere.
„Ja, saa skal jeg prøve at glemme/4 sa
hun og to store T aar er trillede ned over hendes
Kinder.
„Tak! aa Tak, du elskede!44 raabte han,
idet han for op for at omfavne hende.
„Nej, ikke Kjærtegn, ikke endnu/4 sa hun
afvisende, — „jeg maa faa Tid til at komme
mig.44 —
„Men din Haand! Din Haand Constance!44
Hun rakte ham sin kolde, hvide Haand,
og han styrtede sig over den som en Menneskeæder.
„Og saa siger jeg Alette op til Paaske.44
„Naturligvis, Constance, — vil du ikke
helst, hun skal gaa straks?44
„Aa nej, det er jo ikke værdt at gjøre alt
det Opstyr. — Og nu har du jo givet mig dit
Æresord.44
r—7
x .
E t Par Maaneder efter denne Begivenhed
fulgtes Ring og Hansen opover Karl Johansgade.
De kom fra sine Kontorer og skulde
hjem til Middag. Da de havde passeret Universitetet,
drejede Hansen tilhøjre.
„Jeg kan ligegodt gaa den Vej,“ sa Ring
og slog Følge* han plejede ellers at gaa igjennem
Slotsparken.
„Du, det er sandt, “ sa Hansen med et
pludseligt Hop i sin Tankegang — „Du maa
jagu se at faa Jenten paa Dør — ja, for nu
kan altsaa enhver se det.u
„Nej, Fanden vel ?u sa Ring opskræmt, og
gav sig pludselig til at bide paa sin højre
Pegefingernegl.
„Vil du vide, hvad Marie sa, da vi gik fra
jer forleden?u
„Nu? Saa kom da med det, Mand.u
„La du Mærke til, hvordan Alette saa ud?
sa hun med det samme, vi altsaa var kommen
udenfor Gadedøren/4
„Naa, men du lod vel som ingenting —44
spurgte Ring febrilsk.
„Naturligvis — jeg forsikrede, at hun tog
fejl; men hun bare lo og paastod, at jeg altsaa
maatte være komplet blind.44
„Fordømt!44 sa Ring, og plirede med Øjnene,
som en Mand, der har et Snedrev i
Ansigtet.
„Ja, og saa vilde hun sige til Constance,44
fortsatte Hansen, „at hun ikke paa nogen Maade
maatte ha hende gaaende i Huset.44
„Saa til Helvede,44 mumlede Ring, „det
maa du forhindre, Hansen.44
„Det kan jeg jo ikke uden at røbe altsaa,
— at —44
„Havde hun Mistanke?44
„Ikke Tale om det! Det er for Resten
mærkeligt, tænke sig til, at der véd hun altsaa
— og alligevel. J a — vore Koner er dog
utrolig umistænksomme. — Det kommer vel af,
at de er saa meget bedre end vi —44
Ring var atter begyndt at bide sine Negle;
han grublede over, hvilken Fremgangsmaade
der var den retteste og spurgte sig selv, om
Constance vilde være ligesaa langt fra at ane
Sandheden som Marie.
„Du maa Død og Pine være forsigtig,
Rikard, saa din Kone ikke faar Snøv i d e t/4
sa lian med Eftertryk paa hvert Ord.
Hansen slog ud med Haanden. „For Resten
du, det er en lej Historie — Pokker saa kjedelig
— og altsaa, ja, det gjør mig ondt for din
Kone. — Drive paa sligt i sit eget Hjem —
det er noget Svineri, du — —44
„Naar Ulykken en Gang er s k e t/4 sa
Ring med et Skuldertræk, „er der Skam liden
Nytte i at holde moralske Foredrag bagefter.
Og desuden — det er let for dig at snakke . . .
Men med en Kone som Constance —44
n— Du var da ogsaa et ubegribeligt Fæ,
som ikke fik hende væk med det samme
altsaa.44
„Bæstialsk/4 sa Ring og rystede modfaldent
sit Hode. „Men hvem kunde nu ogsra tænkt.
. . . Hun sa det jo først b a g e fte r------- 44
„Ja, som sagt, det med Pengene altsaa
skal jeg nok greje for dig, naar saavidt kommer.44
Hansen stod stille udenfor Huset, hvor han
bode.
Ring ventede en halv Time over den sædvanlige
Tid, da han om Eftermiddagen havde
drukket Kaffe, i Haab om, at Constance skulde
gaa ud, men han havde ikke Lykken med sig.
Mod Sædvane holdt hun ikke Skumring men
tændte straks Lampen, da det blev for mørkt
til at læse; det syntes at være en fængslende
Bog.
Ring sad inde hos sig selv, og røg den
ene Cigar .efter den anden; gjennem Aabningen
i Portieren iagttog han Constance, og det slog
ham, at hendes Kinder var bleven saa smale
og hvide.
Stakker, det havde ta t paa hende dette,
men med Guds Hjælp vilde hun nok forvinde
det. — Bare dette med Alette gik i Orden.
Constance havde været saa mild og stilfærdig
siden dette kom paa, — Ring blev
blød ved Tanken; kanske var det gaat op for
hende, at hun selv ikke var uden Skyld. —
Men sligt skulde aldrig hænde mere, han
skulde være hende saa tro, saa tro som Guld
— det var jo hende, han elskede —. Hvad
brød han sig om disse Tøser, som han for et
godt Ord eller en Klat Sølv kunde komme i
Forbindelse med — — Aa, den som havde
Jenten vel paa Dør! — Tænk, om det kom
op! — — Han brast i Sved ved den blotte
Forestilling, og saa bad han til Gud, at han i
sin Naade skulde afvende det værste 02O
hjælpe ham til at skaane sin stakkels Hustru
— -det var jo hende, han tænkte paa; af Omsorg
for hende var det ogsaa, at han havde
skjult Sandheden, da hun spurgte ham ud;
det vidste den alvidende, som — det var han
sikker paa — ogsaa havde tilgivet ham. —
Naar han nu bare kunde komme sig til at
stole rigtig trygt paa hans Hjælp og Bistand.
Nej, nu gik det ikke an at bie længere.
Idag fik han ikke talt med hende, men i Morgen
tidlig inden han gik paa Kontoret, vilde han
se til at gribe Lejligheden.
„Skal Du ikke ud i Eftermiddag, Constance
?“ spurgte han, da han gik gjennem
Dagligstuen.
„Nej,u sa hun uden at se op.
„For s aa kunde vi slaat Følge — Der
foresvævede ham noget om, at han i saa Fald
kunde gaa tilbage, naar han skiltes fra hende.
Constance rystede paa Hodet.
„Ja ja, Farvel da, Yennen min,u han strøg
hende ømt over Haaret. „Nu faar jeg min
Sandten skynde mig.u
Ude i Entrén gløttede han paa Kjøkkendøren;
han vilde gjøre Tegn til Alette, at hun
skulde gaa ned Bagtrappen, men der var tomt,
og han vovede ikke at kalde. Saa maatte han
da gaa med uforrettet Sag.
Constance la Bogen fra sig og lænede
sig - tilbage i Sofaen. Hun tænkte paa sin
Mand. Hvad .der var hændet, havde dog vistnok
gjort Indtryk paa ham; der var kommet
noget alvorligt, næsten sørgmodigt over ham,
som klædte ham; han drak heller ikke saa
meget i den senere Tid, — der var jo Aftener,
hvor han af sig selv forlangte Te.
Naar han var slig, kunde hun nok maaske
med Tiden komme til at holde af ham; han
var jo hendes Mand og havde som saadan en
Slags Ret til hendes K jæ rlig h ed -------
Og hun havde dog vistnok mere Godhed
for ham, end hun selv havde vidst af, for
hvorfor skulde det ellers gjort hende saa ondt,
det med Alette, ja , for det v a r ikke bare
Vrede, hun havde følt. Kanske var det sandt
dette, at hun kunde faa et bedre Menneske
ud af ham, hvis hun ret for Alvor søgte at
vise ham lidt Kjærlighed — det saa da virkelig
ud til d e t ------- . Naar han kom hjem i
Aften, Vilde hun tale med ham og la ham
mærke sin Stemning. Det bedste i Livet var
dog vel, naar alt kom til alt, at være noget
godt for en anden, — og en fik desuden være
nøjsom, lære at slaa af paa sine Fordringer til
Lykken.
Hun blev afbrudt i sine Betragtninger
ved at det ringede, og straks efter traadte
Marie ind.
Det var ikke Meningen at bli, sa hun,
men hun vilde sidde en Stund, og tog derfor
Tøjet af.
„Saa skal vi ha en Kop Eftermiddagste,u
sa Constance og gik ud for at gi Alette
Besked.
De begyndte at tale om dit og dat, men
det gik ofte istaa imellem dem. O
177
af
Alette kom ind og satte Tebrættet med
Tilbehør paa et af Smaabordene, som Constance
havde stillet hen for Øjemedet. Marie mønstrede
Pigen fra Top til Taa, Alette blev
blodrød, og i sin Forvirring snublede hun mod
en Skammel, saa at hun holdt paa at falde.
Marie fulgte hende ubarmhjærtig med Øjnene
lige til Døren, som hun formelig krøb sig
igjennem.
Constance havde ikke set paa hende; det
gjoide hun aldrig siden hin Aften; kun de
allernødvendigste- Ord havde hun værdi o*et
hende. b
Da hun hørte hende tørne mod Skammelen,
saa’ hun et Sekund i den Retning og
opfangede et Glimt af Minespillet i Maries
Ansigt; hun blev ubehagelig berørt deraf; det
var dog ufint at la Pigen mærke, at hun var
Medvider i denne modbydelige Hemmelighed
det kunde Marie gjærne lat være med, for
hendes Skyld idetmindste.
„At den Tøs ikke skammer sig,w sa
pludselig Marie, mens hun rørte om med Teskeen
i Koppen.
„ISu har hun jo ikke saa længe igjen,a
bemærkede Constance ligegyldig.
„Men du tænker‘da vel ikke paa at beholde
hende Tiden ud, Constance, det gaar jo ikke
an at la hende vise sig for Folk, og det maa
jo være ækelt for dig ogsaa.u
Ama l i e S k r am: Constance liiug. jo
„,La liencle vise sig — hvad er det, du.
sidder og snakker om?11 Constance saa’ forundret
paa Marie.
„Men ser du da ikke, hvordan det er fat
med hende?11
„F a t med hende — “ gjentog Constance
mekanisk.
„ Ja , du gode Gud, Constance, hun er jo
rent ud sagt, højst frugtsommelig.“
Constance slog Hænderne sammen.
„Men hvor har du da dine Øjne henne,
Constance ?“
„Aa, men tar du ikke fejl, Marie —
Men saa se da paa hende!11 raabte Marie.
— „Saa langt som hun er fremme —. Det
mindste Barn maa jo kunne opdage det —11
„Nej, at den Alette! — Uf, det er da en
væmmelig Historie,11 sa Constance med et Ud
tryk af Afsky i sine Miner.
Med hende overrasker det mig nu slet
ikke,u mente Marie, „det hænder jo med dem,
en mindst skulde tro det om — hun har naturligvis
en Kjæreste?11
„Det véd jeg ikke,11 sa Constance.
„Har hun ikke havt en F y r gaaende paa
Dørene? Det har de jo alle, men saa er
det jo altid en Bror, som skal til Amerika,
forstaar sig — og som kommer for at ta
Afsked. — Nej, Pigerne nu for Tiden!11
„Uf, hvad skal jeg dog gjøre?11 sa Constance
raadvild — „det er s aa leit at sige det
til hende.u
„Sig ingenting, bare betyd hende, at hun
har at pakke sammen straks. — Du kan tro,
hun gaar nok uden at komme med Spørsmaal.
u
Constance saa? modfaldent hen for sig.
„Jeg skal skaffe dig en anden i Mellemtiden
— jeg véd en udmærket Pige, som er
ledig, og som du kan faa med en Dags Varsel,u
vedblev Marie opmuntrende.
„Ja, tak, det var jo godt men —u
„Du betænker dig vel ikke, — Hør, Constance
— af Anstændighedshensyn, om ikke
foi andet tænk, naar her er Fremmede, og
H e ire i, det er jo til at synke i Jorden af
Undseelse over —w
„Ja, du har Ret,w sa Constance, „men, uh,
hvor jeg kvier mig —u ’
Da Fru Marie var gaat, gik Constance
frem - og tilbage med en halvt spændt, halvt
foi legen Mine. Hun* var ganske nervøs ved.
hvad der forestod, for hun vilde ha det fra
sig med det samme; skulde det til, saa vilde
hun i alt Fald ikke sove paa det. Og Ring,
hvad monstro han vilde sige? Saa pinligt som
det vilde være at se ham sidde der og skamme
sig, naar han nu hørte, hvorledes hun var.
Men paa den anden Side havde han godt af
det ogsaa.
Hun gik lien og ringede. Alette kom ind
°g spurgte, hvad Fruen ønskede.
Constance betragtede hende opmærksomt
og var straks paa det rene med, at Marie
havde Ret, Det var dog besynderligt, at hun
ikke havde set det før.
Alette mærkede, at noget usædvanligt forestod;
der havde liksom hængt noget ondt over
hende de sidste Par Dage.
Hun forsøgte at se kjæphøj og ligegyldig
ud, og mødte Constances Blik med en trodsig,
halvt fræk Mine; men det varede kun nogle
faa Sekunder, saa for Øjnene usikkert famlende
nedover Constances Kjole, flyttede sig hen paa
nogle Stoleben, ned paa Tæppet, op igjen et
Stykke langs Bordbenene, men kom hurtig
nedover igjen; tilsidst saa’ hun ret ned for sig.
„Jeg har ringet paa Dem for at sige Denr,
at De maa flytte herfra i Morgen/4 sa Constance
stakaandet.
„Ja, jeg har ventet paa d e t/4 svarte Alette
med dump Stemme, og Hodet sank helt ned
paa Brystet. „Det var det, jeg straks sa, at
det var bedst, jeg gik med det samme.44
Constance hørte ikke, hvad hun sa, og
gad ikke spørge om det.
„Ja, for De forstaar, at h e r kan De ikke'
pli — slig som De har stelt D em /4 vedblev
Constance.
E t pludseligt Skrig skar gjennem Stilheden
i Stuen, og i næste Nu laa Alette for hendes
Fødder og hulkede saaledes, som Constance
aldrig havde hørt det i sine Dage. Hun vidste
ikke, hvad hun skulde sige eller gjøre og var
ikke langt fra selv at briste i Graad.
„Naade, Naade,a kom det omsider dernede
fra. Ordene persede sig med Møje ud fra den
sammensnørte Strube. Med begge Hænder
havde hun grebet fat i en Flig af Constances
Kjole; en Strøm af Taarer styrtede nedover
hendes Ansigt; hun laa omtrent næsegrus, og
gjennem Ryg og- Skuldre gik der heftige
Rykninger, som fik hun Stød af et elektrisk
Apparat.
„Jeg har grædt saa meget —,u vedblev
hun, stadig afbrudt af den voldsomme Graad,
„aa, om Nætterne, jeg tænkte tidt paa at forkorte
mig — ja , det gjore jeg — det gjore
jeg, — det var for Deres Skyld, Frue, — for
en slik som jeg er liksom skapt til zt komme
i Uløkke. — Og jeg sa det til ham, da han
fristede mig, — ja , det véd den evige Gud,
jeg gjore, — tænk paa Deres Kone — sa jeg.u
Her glap Stemmen ganske og blev til en
krampagtig Hikke. „— Men han vilde ha sin
Vilje —. Naade, siger jeg, — Naade! — Aa,
Gud hjælpe mig, Gud trøste og hjælpe mig —u
hun krøb nærmere til Constance og vilde kysse
hendes Fod.
Som et Lys, der i tyk Taage skimtes fra
det fjærne, og lidt efter lidt biir større og klarere,
eftersom man nærmer sig, saaledes gik
Sandheden op for Constance. Hun krummede
sig sammen og bøjede sig helt nedover den
sammenrullede Skikkelse, med Arm og Haand
hævet som til Slag. Der var et Øjeblik, hvor
hun kunde traadt denne Skabning ihjel mider
sin Støvlehæl, men i næste Nu gik det gjennem
hende, hvor elendig og fornedret dette Medmenneske
var, som hun laa der færdig til at
sønderbrydes af sin stormflodsagtige Hulken,
og hun fyldtes af en smertelig Medlidenhed.
„Rejs Dem op,u sa hun rolig, næsten
mildt, „der er ingen Hjælp i at ligge her.u
Langsomt og med Møje kom hun sig paa
Benene; hun slog Forklædet over Hodet, og
tumlede mod Døren.
„Véd han — jeg mener Ring — om, —
om, at De er i en saadan Forfatning ?u spurgte
Constance.
„Ja,u hviskede Alette.
„Og han vedkjender sig, at det er hans
B am ?u
„Ja, aa j a ,w sa Alette, og slog ud med
Haanden.
„Har han fortsat Forholdet siden den Aften,
De husker nokr)U
Pigens Svar var saa lavt, at Constance
maatte spørge om igjen.
r V«.
\Z7
„Jeg liar forsøgt at staa im o d /4 hviskede
hun.
„Godt/4 sa Constance, „gaa nu.44
Hun famlede efter Dørgrebet og sneg sig
sagte ud.
(Constance følte et rasende Had til Ring.
Dette skjøgeagtige. svigefulde Mandfolk, hvis
Undskyldninger og Forsikringer Iran havde
nedladt sig til at høre paa, som hnn havde
havt ondt a f og var begyndt at fatte Tillid til.
Denne nsle Stakker af et Menneske vilde
ganske sikkert paa ny ke om Tilgivelse;
han vilde kigge paa siine Knæ og ta Gud til
Vidne paa,. at det var1 hende, han elskede, og
at det andet iingen Ting betød. Uvilkaarlig
knyttede hnn Hænderne.
Du gode Gud og Fader for en Lykke det
var, at hnn havde faat Sandheden at vide;
hnn kunde ha trykket Alettes Haand af Taknemmelighed.
Na ar hun nu hare vidste, hvorledes det
var, man har sig ad for at faa Skilsmisse.
Hun stod og grundede over det, med Hænderne
foldet i hinanden. Præst maatte der
til — det var hun paa det rene med, — 8aa
var det jo bedst, hun skyndte sig til ham.
I febrilsk Hast tog hun Tøjet paa. Hun
skjalv af Angst for at møde Ring i Trappen,
men slap uhindret frem. Hurtig gik hun ned
over Gaden. Pastoren boede i et af Hjørnehusene
paa Holbergs Plads. Snart var hun
ved Maalet og fandt sin Vej op over den gasbelyste
Trappe. Paa Entrédøren i anden Etage
var der anbragt en skinnende Messingplade,
og paa denne læste hun: E. B. Huhn, Sognepræst,
Kontortid 9—10 og 4—5 . S aa var han
v(å ikke hjemme eller tog i alt Fald ikke imodc
Hendes Knæ skjælvede, og Hjærtet slog saa
haardt, at hun kjendte det op i Svælget; —
det var som Sjælen vilde ud af hende for
hvert Aandedrag, hun tog. 0 7 O
Hun løftede Haanden for at ringe, men
lod den atter synke, — hvad skulde hun sige?
Hun prøvede at lave en Begyndelse, men
Hjærnen nægtede at gjøre Tjeneste, Tankerne
gled fra hende. Hun havde en .Fornemmelse
af, at inde i Hodet gik noget rundt, uafladelig
rundt, det var derfor hun ikke kunde huske,,
hvad Ordene hed. — — Bare disse Hammerslag
i den venstre Side vilde gi sig lidt —,
de maatte jo overdøve Lyden af hendes Stemme
— eller kvæle den indvendig fra. — — —
Endelig, ganske mekanisk trykkede hun paa
Ringeapparatet og veg forskrækket tilbage for
Virkningen. En hæftig Angst greb kende.
Blodet for i jagende Hast frem og tilbage fra
Hjærtet til Hodet. E t Øjeblik tænkte hun paa
at flygte; hun tog et samlende Greb i sine
Kjoleskjørter og vilde sætte ned over Trapperne,
men saa hørte hun nogen komme, vendte
sig derfor hurtig om og blev staaende.
Med en Stemme, hvis tørre, tynde Klang
syntes hende aldeles fremmed, spurgte hun,
om Pastoren var hjemme.
„Nej —a blev der svaret i en uvis Tone.
Constance følte sig le tte t7 og med Lettelsen
fulgte en Smule Mod.
„Tar han ikke imod paa denne Tid?a
spurgte hun..
Pigen betragtede1 hende med et undersøgende1
Blik.
„deg skali høre mied Fruen —a sa hun lidt
nølende og gik nogle Skridt, hvorpåa hun
kom tilbage:.
„.Tør jieg kanske be om Deres Kort.a
Angsten slog igjen sin Klo- i Constance,
men hun følte sig paa en Maade under Pigens
Kommando..
„Jeg har intet,a stammede hun, „— sig at
en Dame, — mit Navn er Fru Ring.u
En dæmpet Hvisken af Stemmer naaede
ud til hende, hun hørte tydelig: „Jo, det ser
ud til at være vigtigt —u derpåa Skridt, som
fjæmede sig, saa de samme Skridt, som nærmede
sig, saa en kort Besked, hvorpaa Pigen
korn tilbage og sa: „Værsgo.44 —
Straks efter stod luin inde ved Døren i
et lidet Værelse, fuldpakket af Bøger i store
Reoler, med et smaamønstret Gulvtæppe og en
Mængde falmede Kanavasbroderier rundt omkring
paa Stoler, Puder, Skamler og Pibebrætter.
Oppe ved Vinduet til venstre stod et
Skrivebord bedækket af Aviser, Papirer og
andet. Stuen var fuld af Tobaksrøg, og i
Ovnen brændte det med en stærk, durrende Lyd.
. Constance saa’ det altsammen som gjennem
en Taage. Pastorens Stemme naaede til
hendes Øren fra en umaadelig Afstand.
„Værsgo Frue, behag at ta Plads —44 sa
den venlige gamle Herre og satte en Stol til
Rette foran Gyngestolen, hvorfra han havde
rejst sig.
Straks efter hørte Constance med Forundring
nogen sige: „Jeg ber om Undskyldning,
fordi jeg ulejliger Dem, det er ikke
Deres Kontortid14 — hun kunde ikke begribe,
at det var hende selv, som havde talt.
„Aa, jeg ber, Frue, jeg ber, — jeg er
med Glæde til Tjeneste, men der er saa mange,
som søger mig i alle Slags Ærinder, — det er
nødvendigt at begrænse sig. — En skal jo
ogsaa ha Tid til sine Prækner —,44
Constance bevægede sig urolig paa Stolen
uden at svare, og Pastoren la Mærke til, at
Imn saa’ saa besynderlig ud.
„Har De noget specielt paaHjærte, Frue,44
sa han deltagende, „er der noget, jeg kan
hjælpe eller vejlede Dem med?44
Hans hjærtelige Tone virkede godt paa
Constance, hun holdt et Øjeblik Lommetør-
. klædet for Øjnene for at samle sig, og sa saa
fa st:
„Jeg er kommen for at sige Dem, at jegvil
skilles fra min Mand.44
Pastoren gjorde en Bevægelse som efter
et Stød.
„Aa nej da, Frue, sig ikke det — jegvilde
ikke hørt det for meget godt,44 sa han
næsten bedende.
„Jo, det er min faste og urokkelige Vilje44 —
hun saa’ ham lige i Ansigtet. — „Vil De være
saa god at sige mig, hvorledes jeg skal bære.
mig ad —44
„Først maa jeg høre, hvilke Grunde De
har, og dernæst er det min Pligt som Sjælesørger
og Medmenneske, selvfølgelig ogsaa i
Medfør af min Stilling som kirkelig Embedsmand,
at formane Dem til at afstaa fra Deres
sørgelige Forehavende.44
„Men det vil være aldeles frugtesløst,
Hr. Pastor, ingen menneskelig Magt kan faa
mig fra det,44 sa Constance rolig.
„Men hvad Mennesker ikke formaar, det
kan dog maaske lian, som er Jordens og Himlens
Herre. — Ikke sandt, Frue, De ønsker
ikke at staa liam imod —44
„Jeg ønsker at skilles fra min Mand,44
vedblev hun heftigere, „— hvem og hvad der
end sætter sig imod det.u Hun snurrede Muffen
rundt mellem Hænderne og tabte den derved
paa Gulvet. Huhn tog den op og la den
paa Bordet.
„Husk, at der staar skrevet—44 begyndte lian.
„Det er mig lige meget, hvad der staar
skrevet,44 afbrød hun ham og trak Panden i
Folder som én, der vil til at storgræde.
„Det mener De ikke, Frue —44 formanede
Pastoren.
„Og desuden, Skilsmisse strider ikke imod
Guds Bud,44 vedblev hun og greb nervøst om
de Egetræes Armstykker paa Stolen, hun
sad i.„
Jo, F ru e /4 afbrød han hende med mild
Stemme. „Eller hvorledes vil De kunne slippe
fra et Ord som dette: hvad Gud har sammenføl
et, skal Menneskene ikke adskille.44
„Men De vil da vel ikke sige, at det er
Gud, som sammenføjer alle Ægtefolk,44 raabte
Constance.
„De er smittet af Tidens Vantro, Frue!
Guds Veje er ikke vore Veje. Ægteskabet er
af Gud; naar Herrens Tjener foran Guds Alter
-udtaler Indstiftelsesordene over* Brudeparret,
saa er det Herrens eget, bindende Ord, der
bar lydt. Ægtefolkenes ITværdighed borttager
ikke et Fnug af Institutionens Hellighed, ligesom
Nadverens Sakramente ligefuldt er Kristi
Legeme og Blod, om det end nydes af de
mest ubodfærdige.44
„Men Skilsmisse er dog tilladt mellem de
kristne,44 sa Constance i en ophidset Tone.
„Det er for Hjærtemes Haardheds Skyld,
husk hvad Moses sa til Jøderne.44
„Moses og Jøderne kommer ikke os ved,44
afbrød hun.
„Atter et Tegn paa Vantro. — Saa længe
Herrens Menighed eksisterer i Verden, saa
længe vil Mose Lov komme os ved. — Men
siden De ikke vil bøje Dem for Moses, saa vil
De dog maaske lade Frelserens Ord faa Indpas
i Deres Hjærte. Hør hvad han siger om
Ægtefolk.44 Han greb Testamentet, som laa
opslaget paa Bordet, bladede lidt i det og gav
sig til at læse Mathæus 19. Kap. 5. til 10. Vers.
Constance havde Møje med at beherske
sig saa vidt, . at hun kunde sidde stille, mens
han læste. Det brændte i hendes Tindinger
og susede for hendes Øren. Dette uden om
gaaende Snak harmede hende. Hun vidste i
sin inderste Sjæl, at det, hun vilde, var Ret,
det var heller ikke for at spørge derom, hun
var kommen. At forsøge paa at stanse hende
var en lumpen Handling, det var at gjøre sig*
meddelagtig i Svineriet, hun var flygtet fra.
„Der staar det jo netop, at Skilsmisse er
tilladt,44 sa hun, da Præsten la Bogen bort;
hendes Øjne gnistrede, og Stemmen brast af
Sindsb e vægels e.
„Ja, for Hors Skyld, men ogsaa ene derfo
r/4 svarte han med en apostolisk Haandbevægelse.
„Det er ogsaa netop derfor, jeg vil skilles
—,44 sa hun.
Pastor Huhn bøjede sig forover med et
pludselig Kast af Hovedet.
„Hvad siger De! Arme, arme Frue, —
skulde det være muligt, skulde det virkelig
være muligt —44
Den dybe Medlidenhed i hans Tone naaede
helt ind til den Stræng i Constances Hjærte,
der ikke kunde røres ved, uden at den gav
Gjenlyd. Med en hurtig Bevægelse slog hun
Hænderne for Ansigtet og hulkede saart.
„Stakkels Frue, græd De blot, græd ud,
rigtig ud, det letter det sorgbetyngede Sind.
— At tænke sig, at sligt skal foregaa i Herrens
Menighed. — Ak ja, Menneskenes Synder
er bleven saare store iblandt os.44
„Men er De nu ogsaa vis paa, at De ikke
dømmer paa en blot og bar Mistanke?44 spurgte
han, da Constance igjen var bleven rolig.
„Ja, for det er en forfærdelig Anklage,
De rejser imod Deres Mund, Frue, skyndte
lian sig at tilføje, da lian saa liendes utaalni
o dige Hoderysten.
Om lian ogsaa kan ha Skinnet stærkt
imod sig.w vedblev lian, „det kan være fejlt,
Kvindei° er tilbøjelige til Skinsyge, og Skinsyge
er det samme som at være slagen med
Blindhede — Pastorens Tone lød med ét opirret,
som om han sad og forsvarede sig.
„Vor Tjenestepige venter et Barn, som er,
ja. — som er hans —u afbrød hun liam.
Det gav et Sæt i ham; han stirrede et
Øjeblik paa hende med maalløs Forskrækkelse.„
Langmodigheds Gud, hvad maa du ikke
se p a a /' lian sukkede hen for sig og foldede
Hænderne. „— Hvad maa dit Fadeilijærte
ikke lide! — Og De er vis paa.“ vendte lian
sig til Constance, „at der ingen Fejltagelse
er mulig ?u
„Hun har selv sagt mig det —w vaivSvaret.
„Du store Tid, for en Fordærvelse —“
mumlede Præsten og bevægede Fingrene, som
om han toede sine Hænder.
„Det er da vist ikke saa uahnindeligt,
efter hvad jeg har hørt,u sa Constance og saa
lien for sig med et tomt Blik.
„Nej, nej, Frue — saadan maa De ikke
tale, det røber en sædelig Depravation i
Tankegangen, som i sin inderste Grund er
ukristelig.u
„Men naar det nu er sandt! At det forholder
sig slig, er da vel mere ukristeligt
end at vide og sige det.“
„Men man maa ikke tabe Troen paa det
gode, Frue. Bevar dit Hjærte frem for alt det,
der bevares — staar der skrevet.u
Pastor Hulin faldt hen i Tanker. Constance
sad stille og ventede paa, at han
skulde tale.
„Dette er en svær Tugtelse, Frue,“ begyndte
han efter en Stunds Forløb;’ hans
Stemme var mild og formanende, „nu gjælder
det, at De lar den blive til Deres Sjæls evige
Hun flyttede sig urolig paa Stolen.
„Ja, det er haardt for Kjød og Blod det
a« d forlanger af „s _ * v e d b l e v V
det er dog det eneste, som kan skaffe Fred i
vore Sjæle “ —
Constance taug fremdeles; Præsten betragtede
hende opmærksomt.
„Værer barmhjærtige, ligesom eders Fader
i Himlen er barmhjærtig.a
„De mener, jeg skal tilgi ham,u raabte
hun, og hendes Holdning blev pludselig udfordrende.
„Ja, Frue, saa stor Grund De end kan ha,
— De bør ikke bryde Deres Ægteskab —“
A m a l i e S k r a m : C o n s t a n c e K i u g . m
194
Det er ikke mig, som bryder, — det har
h a n besørget!“ , „ . .
„En kristen Kvinde forlader aldrig sin
Mand. — De vilde nok ha den kolde Retfærdighed
paa Deres Side, men ikke denKjærlig
h ed , der tilgiver alt, taaler alt, tror alt,
haaber alt. — Tro mig, det er saligt at til-
„Det er foragteligt, oprørende, umoralsk,
udbrød hun, dirrende af Harme.
Tænk, om vor Herre vilde svare os saaledes,
naar 'v i kom og bad om Naade/ sa
Pastor Huhn med et stille Smil og i en Tone,
som om han nu havde fundet det rette Ord.
Tænk om han i vor sidste Stund, naar vi
raabte til ham om Tilgivelse for et helt Livs
Synd, vilde g]øre med os efter Fortjeneste
„Men de to Forhold kan jo slet ikke
sammenlignes,“ sa Constance i en heftig Tone.
_ For det første er der jo intet Ægteskab
mellem Gud og Menneskene, og for det andet
er det jo ham selv, som har skabt os, som
vi er. ,
De forfærder mig, Frue — De bespotter
Gud i Deres syndige Tale.“ Det lød strængt.
„Bespotter man Gud ved at sige, hvad
der er sandt?“ spurgte hun og rejste sig. ^
„Vantroens Aand taler ud af Dem,
han rystede modfaldent sit Hode, „paa Dem
vil mine Formaninger vistnok være spild
— Dem kan kun Gud hjælpe.— Jeg har gjort,
hvad der er min Pligt, og foreholdt Dem at
vise kristelig Mildhed og Overbærenhed, —
naar De ikke vil lade Dem lede af Skriftens
Ord, saa har jeg ikke mere at sige.44
„Men sig mig, Hr. Pastor,44 sa Constance
med dybere Stemme, „hvis det nu var en Mand,
hvis Hustru stod i Begreb med at føde* et
Barn, som f. Eks. hans Kontorbud var Fader
til, vilde De saa ogsaa komme med dette:
Ingen kristen Mand forlader sin Hustru?44
Hun saa’ paa ham med et næsten fiendtligt
Blik.
„Her er Forholdet forskjelligt. — Naar
en Kvinde falder paa dette Omraade, røber
det en saa stor Fornedrelse, en saa dyb
moralsk Fordærvelse, at hendes Nærværelse i
Hjemmet maa anses for besmittende.44
„Ja, man er nu saa vant til at høre det,
men jeg tror ikke længer paa dette med denne
store Forskjel,44 sa Constance trodsigt.
Pastor Huhn slog ud med Haanden og
saa ud, som om han ventede, hun vilde gaa.
„Vil De saa sige mig, hvad jeg har at
gjøre ?44 spurgte hun og tog sin Muffe.
„De behøver blot at skrive en Ansøgning,
eller faa én til at gjøre det for Dem, og sende
mig den, saa skal jeg paategne, at det lovbefalede
Mæglingsforsøg har været frugtesløst,
IB*
196
og saa — — J a , jeg skal med Fornøjelse
ekspedere den videre for Dem.w
Hun takkede og sa Farvel.
„Vor Herre være hos Dem og gjøre Dem
sagtmodig og ydmyg af Hjærtet, saa at hans
Vilje maa fuldbyrdes,a sa Præsten med bekymret
Mine.
„Grod Nat, Frue!“
Han fulgte hende ud og lukkede Entrédøren
efter hende.
XII.
Constance kom ned paa Graden, stod
hun et Øjeblik stille og tænkte sig om. Saa
gik hun hurtig i den modsatte Retning af,
• hvor hendes Hjem laa. Da hun naaede Incognitogaden,
gik hun ind i et stort Hus med
spidse smaa Taarnbygninger og ringede paa i
Stuelejligheden, hvor Fru Wleugel boede.
Jo , Tanten var hjemme; hun sad inde og
drak Te, svarte Pigen, der lukkede op.
Constance gik igjennem den rummelige
trefags Dagligstue med de store, gammeldags
Møbler, som hun kjendte saa v e l'fra gamle
Dage. Derborte ved Pianoet sad hun, den
Gang Tanten leverte hende Frierbrevet, og
her med Haanden paa Ryggen af Sovestolen
stod him første Gang han kom som forlovet.
Huttitu, hvor hun rystede ved disse
Minder.
Der brændte en liden, med lyserødt Papir
tilsløret Lampe borte i Hjørnet foran den halvrunde
Hjørnesofa; den store hvide Porcellænsovn
sendte en mild Varme ud over Værelset, og
der duftede af Potteblomster. Døren til Spisestuen
stod paa Klem, og ind gjennem Sprækken
et Stykke bortover Gulvtæppet flød et
stærkt gulagtigt Lys, som mødtes med det afdæmpede,
røde Lampeskin.
Idet Constance traadte over Tærskelen til
Spisestuen, havde Tanten rejst sig fra sit færdige
Maaltid. Hendes Haar var paa det sidste
blevet ganske hvidt; hun bar en Kappe med
pibede Strimler, og udenpaa Kjolen havde hun
en stor rundskaaren Fløj elsmodest, der endte
i to lange Spidser, foran besat med Silkefrynser.
Ondet i Foden havde forværret sig
saa, at hun denne Vinter var begyndt at
bruge Stok.
„Nej, men Constance, er det dig, som er
ude og gaar saa sent, nu har jeg netop
drukket Te, skal jeg lave dig en Kop?u
spurgte hun.
„Nej Tak, Tante, slet ikke det, — jeg vil
tale med dig.u
Fru Wleugel saa’ studsende paa hende, —
der var noget i Stemmen, som foruroligede
hende.
„Der er da ikke tilstødt dig noget?a
spurgte hun.
„Jo, Tante, kom ind, saa skal du høre/4
Og saa begyndte Constance at fortælle, mens
hun i Hast afførte sig sit Overtøj, og endte
med at sige:
„Og nu er jeg kommen for at bli hos Dig,
Tante, indtil det er ordnet.44
Tanten havde hørt paa hende i Taushed;
hendes Øjenlaag var sænkede, og der var
kommen en stram Trækning i Mundvigeme.
„Og hvad vil du saa gjøre, Constance?44
spurgte hun, og saa’ alvorligt paa hende.
„Rejse hjem,44 svarte Constance og brast
ud i en lidenskabelig Hulken.
„Det vil dine Forældre aldrig tillade,44
Fru Wletigel rystede tungsindig paa Hodet.
„En skal gjøre, hvad der er Ret.44
„Naar de hører, hvorledes Ring har været!
Nej, Tante, saa slet tror jeg ikke om dem.44
„Stakkels kjære Constance min — Gud
skal vide, jeg føler for dig,44 det vibrerte stærkt
om den gamle Dames tynde Læber, „det gaar
mig saaledes til Hjærtet, at — aa Gud, aa Gud
— det er grænseløst, hvad vi Kvinder maa
taale, men aldrig havde jeg trot, at det skulde
gaa dig — —44
Stemmen tabte sig i en tynd Piben, og
hun for med Haanden over Øjnene.
„Du maa tro, jeg véd, hvad det er,44 vedblev
hun lidt efter, „ja, for saadan gik det
mig ogsaa.44
„Var din Mand ogsaa saaledes?u raabte
Constance og styrtede paa Knæ foran hende,
Fru Wleiigel tog hendes Hode mellem
Hænderne og kyssede hende paa Haaret.
„Ak ja, Constance, og ikke bare han. Vi
tror altid, at vi er Undtagelser, men det er saa
langtfra. — Det er saa vanskeligt med Mændene;
gifter de sig, mens de er unge, saa har
de ikke raset fra sig, og venter de, til de
er ældre, saa er deres Vaner blet dem for
stærk e.a
„Men Tante, T an te ,u raabte Constance,
„hvorfor sa du ingenting om dette før? Hvorfor
vilde du da saa gjæme faa mig gift?u
„Constance min, naar du biir saa gammel
som jeg , vil du forstaa alting bedre, — en
faar gjøre, hvad der er Ret. — Verden er indrettet
paa, at Kvinderne skal være gift; ulykkelig
biir de, det vil sige til en Tid; men et
ugift Fruentimmer, — ja , hendes Lod er dog
endnu langt sørgeligere. — Af to Onder faar
en vælge det mindste —u
„Da véd jeg dog, hvad jeg vilde valgt,
hvis jeg havde vid st-Besk ed ,u udbrød Constance
med Bitterhed og rejste sig.
„Den, som har Skoen paa, véd, hvor den
try k k e r,a sa Tanten og vuggede sagte frem
og tilbage med Overkroppen. — „Tro mig, Constance
, var du bleven Pebermø, saa vilde din
ugifte Tilstand ha forekommet dig at være den
vigtigste Hindring for at naa Lykken i
-Livet.u
„Ja, ja , Tante, lad os ikke disputere om
dette nu, det fører saa ikke til noget, “ sa
Constance.
. Hun kunde ikke være stille, men bevægede
sig urolig omkring.
«Og du har været hos Præsten, siger du?
k Gud, ak Gud, hos Præsten. — Og Pinehvad
siger Ring?« 8 8’
Saa hk hun vide, at Constance ikke havde
talt med ham, og at han var uvidende om,
nvad hun havde besluttet.
„Constance, du maa betænke din’ du maa
betænke dig vel, før du bestemmer dig i denne
ag. Hun hævede Haanden som til Advarsel.
»P er er ingenting at betænke, — kan du
ikke forstaa det, Tante,“ det kom utaalmodig
klynkende. „Begynd nu ikke at pine mig
hører du, - jeg kan ikke taale det!«
„Ja, men søde Constance du maa være
fornuftig. - Af alle Ulykker er en Skilsmisse
Ping ! f « Ste ~ <1U maa da høre, kvad
„Hvis du vil ha mig til at vende tilbage
n a“ ’ Saa SISer jeg, at det nytter dig ikke “
afbrød Constance hende, „jeg gjør df t ikke,
jeg gjør det ikke.“ Hun stod og smaatrampede
med begge Fødder, som om hun gav sig
i Farten til et Løb.
„Du skal ta dig Tid, Constance, — ikke
handle nu. — Den første Smerte er saa overvældende.
- En skal gjøre, hvad der er
E e t —u
„Nej, Tante, det er ikke Smerte, det er
Væmmelse, A f s k y -------Afsky, og Foragt, —
Jeg taaler ikke at se ham, — jeg biir gal bare
ved Tanken —u. Hun vred sine Hænder, som
om hun var ude af sig selv.
,Ja , ja, jeg véd det n o k ,u Tanten slog
ud med Haanden, „men det gir sig. Naar
der er gaat nogen Tid, vil du ha det bedre.
Det nytter ikke at gjøre Oprør, Constance!
Hvad kunde det hjælpe at sidde der som fraskilt
med al Skandalen og Sorgen paa sig,
rynket paa Næsen til af alle og enhver. Rejse
hjem, siger du! - Var din Mor her, hun vilde
tigge og trygle dig om at vende tilbage du
kunde ikke volde dine Forældre en større
Sorg, Constance. — Du kan tro, det er sandt,
hvad jeg siger.u
Const ance kastede sig paa Knæ i en Lænestol
med Ansigtet i Hænderne og vaandede sig højt.
Tanten humpede hen til hende og tyssede
blidt paa hende.
„Nu skal du pænt gaa hjem, Constance,
vær nu snil Pige. — Jeg skal følge dig. — Vi
tar en Vogn, saa skal jeg tale med Ring, han
skal ikke faa røre ved dig. — Du skal faa
d e t, som du vil — komme her hver Dag*. —
Nu længes snart Dagene, inden vi véd Ord
af det, har vi Sommeren, saa rejser du til Molde
— det skal være, som om Ring ikke eksisterte,
indtil du er kommen over det, kom nu, Constance
—64
Constance løftede Hodet og saa’ paa hende.
Ansigtet vai smertelig fortrukket, Øjnene havde
et fortvilet Udtryk, Munden var presset sammen
i Forbitrelse. Med en energisk Bevægelse
kastede hun Overkroppen bagover og sa med
stille Kraft: „Hvis du jager mig fra dig i
Aften, Tante, saa gaar jeg lige hen og dræber
mig nu kan du gjøre, hvad du vil.“
Tanten for forfærdet et Skridt tilbage; hun
foistod, at her nyttede det ikke at overtale.
„Du kan begribe, at jeg mere end gjærne
huser dig, Constance min,u sa hun med grædende
Stemme. „Jeg bare stræber efter at
gjøie det rette, jeg. Naar du er saa desperat
tilsinds, saa faar du bli i Guds Navn — ia
i Guds Navn.w
Constance lod Ansigtet falde tilbage paa
sine Hændei, der hvilede paa Stoleryggen.
Fru Wleiigel humpede hen til Skrivebordet
og skrev med Blyant de Ord til Ring:
„Constance er her og kommer ikke hjem
i Nat. Hun er aldeles fortvilet og vil absolut
ha Skilsmisse/6
Saa sendte hun Pigen afsted med Brevet.
Derpaa gik hun hen til Constance og fik
hende med blide Ord og Kjærtegn til at sætte
sig i Sofaen.
„Se saa, — her er en Skammel til Fødderne,
— ta den Pude i Nakken og læg Tæppet over
Knæerne, se saa — nu sidder du godt.u
Constance sad tilbagelænet med nedhængende
Arme og lukkede Øjne; Ansigtet var
indsvundet, og omkring Munden laa der et
Træk af usigelig Græmmelse.
„Nu skal jeg lave dig en god Kop Te,w
smaapludrede Fru Wletigel, „og saa skal jeg
stelle i Stand for Natten, du skal faa ligge
inde hos mig, paa Sovesofaen, hvad tror du
om det, Constance
Hun nikkede.
„Ak ja , ak ja, en faar gjøre, hvad der er
K e t,u mumlede den gamle Dame, mens hun
trippede ud af Stuen med smaa, geskjæffcige
Skridt.
XIII.
E f te r Optrinnet i Dagligstuen havde Alette
ligget næsegrus paa Sengen og grædt, indtil
hun ikke orkede mere.
Hun tænkte paa Moren, hvad hun vilde
sige, naar hun nu fik hende hjem — hun, som
var Gangkone i saa mange pæne Huse, og nu
skulde ha den Skammen. — Ikke for det, hun
havde ikke været bedre i sin Ungdom, _
Alette var selv en fin Mands Datter, men det
var nu saa længe siden. Og Broren, naar han
fik fat i hende, vilde han sikkerlig skamslaa
hende, og hun havde ikke likere fortjent. * Og
saa var det Hans Olai — —. Hver Gang Ejermanden
til det Navn kom frem for hende,
blev Graaden til Skrig, som hun staggede ved
at bide i Sengetæppet. Hans Olai, Hans Olai,
som var ventendes med Briggen „Haabetw.
Naar han saa’ hende, gik han vist fra .Form
206
standen, den pæne, troværdige Gutten — -
Aa, om hun kunde søkke sig ned i det sorteste
Dike. — Til sidst stilnede Graaden af
det kjendtes, som om der ikke var flere
Taarer tilbage, som var hun helt og holdent
tørret ud.
Hun rejste sig, hægtede Kjolen til i Brystet,
knyttede et rent Forklæde paa og begyndte
at stelle til Aftens.
Da hun var færdig, hørte hun R ing komme.
Der gik et Ryk igjennem hende; hun greb den
lille Haandlampe og flygtede ind i Kammeret,
hvor hun mekanisk gav sig. til at glatte paa
Sengetæppet.
— Lidt efter aabnede Ring Kjøkkendøren
°g spurgte, om hun vidste, hvor Fruen var
gaat hen.
Alette stak Hodet ud gjennem Døraabningen
og svarte, at det vidste hun ikke, hvorefter
hun trak sig tilbage.
Ring traadte ind, lukkede Kjøkkendøren
efter sig og stillede sig op i Døren til Pigeværelset.
Hun stod op og ned ved Siden af Kommoden;
med den ene Haand havde hun grebet
om dens spidse Hjørne; Haaret var forpjusket,
Ansigtet opsvulmet, Læberne blege og sammenknebne;
af og til hævedes Brystet af en
krampagtig Hikke.
Hendes jammerfulde Udseende berørte
Ring ubehageligt; noget som en nagende Selvbebrejdelse
kom op i ham.
„Hvorledes er dot, du ser ud, Menneskebarn?
sa han og søgte at slaa en spøgende
Tone an.
Alette flyttede ikke Øjnene fra den F irkant
i Vægtapetet, hvorpaa hun stirrede; hun
aabnede Læberne saa lidet, at det var mærkeligt,
Ordene kunde høres, og dog kom det
tydeligt, da hun sa:
„Som jeg har gjort Gjerningen, tænker
jeg —'“
„Men dette gaar Pinedød ikke Vejen. —
Du faar komme dig væk, Alette, fø r'd e t er
for sent. - - Svært, saa det viser paa dig alt. “
„Ja, den Besked fik jeg ogsaa.af Fruen,u
svarte Alette uden at røre sig. ’
??Hruen! HarFiuen talt med dig?44 spurgte
Ring med aaben Mund og stirrende Øjne
„Ja.44
„Hvadtid?44
„Nu for en Stund siden. 44
Ring blev bleg om Næsen.
„Har her været nogen ?44
„Ja, Fru Hansen var her.44
„Saa, for Satan! det fordømte Fruentimmerpræk!
Hu lod dig vel ikke mærke.u
„Mærke? — De siger jo selv, at det er
synligt nok.44
„Spurgte hun om, hvem du havde havt
med at gjøre?a
Hans Holdning var saa truende, at Alette
under andre Omstændigheder vilde været ræd.
„Det trængtes vel ikke, hun kom jo over
os den Gang —u
„Og du vedgik det, du angav mig !u Hans
Ansigt var kridhvidt og Øjnene opspilede;
hans Arm var løftet imod hende, og Knæerne
skjælvede saa stærkt, at han vaklede.
„Det skulde vel hjulpet at nægte,u sa hun
tonløst.
„Din udspekulerte, ondskabsfulde Tøs!u
hvislede han gjennem de sammenbidte Tænder.
„Se mig til den hævngjerrige Taske — men
du skal faa vide, hvad det betyr at bringe en
Mand i Ulykke.u Hans knyttede Næve ramte
hende over Nakken; hun stupte forover og
tra f med Ansigtet mod Bordkanten; med
begge Hænder greb hun om Bordbenet, men
havde slig F a rt, at baade hun og Bordet for
et Stykke henover Gulvet, før hun blev siddende
paa Huk.
Blodet randt ud af hendes Næse; med
Besvær rejste hun sig og tørrede sig om
Munden med Forklædesnippen.
„Ja værsgo, slaa bare, dræb mig paa
Stedet, om De vil. — Siden De har gjort det
ene, kan De ogsaa gjøre det andet.u
Hans Raseri var pludselig som blæst bort.
„Ja, (lu ved ikke, hvad du liar gjort,
Alette, sa han med helt forandret Stemme og
gik fra hende. &
Han var aldeles ude af sig selv og følte
en Forfærdelse, som tog Kraften fra ham.
Inde i Dagligstuen sank han om paa en
Stol; Hænderne gled ned paa Knæerne, og
Overkroppen ludede saa stærkt forover, at
Hodet hang helt nede mellem Benene. Han
blev greben af Svimmelhed; det var, som om
alt indvendigt fra Isse til Fod var tømt ud,
og han sad igjen med en ganske hul Krop.
Efter en Stunds Forløb rejste han sig, gik
md til Buffeten og skjænkede sig et vældigt
Olas Kognak, som han tømte i et Drag. Det
styrkede ham og gav ham tilbage hans Sansers
Bi ug. Der vilde blive en svær Spektakel.
Constance vilde skilles, han forudsaa, at baade
Præst og Slægt vilde bli blandet ind i dette.
— Det vilde blive Fanden til Sjou med Folkesnak
og Scener og alslags Djævelskab, det
vilde ikke gaa saa let at snakke hende til
Fornuft denne Gang.
Hvoiledes skulde han møde hende, naar
hun nu kom, — han blev saa ilde ved Tanken,
at han rev sig i Haaret.
Han kunde ikke sidde stille, rejste og
satte sig i et væk, slentrede rastløs omkring
og mumlede halvhøjt afbrudte Sætninger:
„ Ja , ja , — du store Tid, — nok udaf det —
A m a l i e S k r a m : C o n s t a n c e R i n g . -i a
m
210
Constance har nu selv Skyld — Constance,
aa, den elskede, dejlige Constance !u
Han begyndte at græde og pudsede snøftende
sin Næse. Havde hun blot villet — aa,
aa _ for et Liv! -------Men herefter skulde
han være hende saa tro , — og han skulde
ydmyge sig, tigge, trygle, anraabe, ja , han
skulde nok formilde hende, hun maatte være
en Sten, om hun ikke blev rørt, og nogen
Sten var hun ikke — nej, nogen Sten var hun
ikke —. Stemmen g ik . op i den fineste Fistel.
— Han græd igjen — det lettede.
Pludselig begyndte han at spørge sig selv
om, hvor hun kunde være — Klokken var jo
mange —. Hun skulde nu vel aldrig? Nej,
var det likt, — han slog ud med begge Hænder
-------Hun skulde nu vel aldrig — nej, nej —
nej — han stampede i Gulvet — Hun skulde
_— — Han skjælvede fra Isse til Fod. —
Han vilde bede — aa, saa inderligt , han
foldede Hænderne, nej, ikke staaende, — han
vilde knæle.
Han laa endnu paa Knæ, da det ringede.
Vaklende gik han ud og lukkede op; det
var Seddelen fra Fru Wleugel.
Han var i Incognitogaden før Pigen. Fru
"Wleugel kom selv og aabnede for ham.
„Godaften,14 stammede han og traadte
frygtsomt over Tærskelen.
Midt i sin 13 ©drøv øls g følte Fru "Wleugel
et vist Velbehag ved at være kommen til at
spille en saa vigtig Rolle i dette sørgelige
Drama. Hun rystede paa Hodet og bevægede
Haanden op og ned for at udtrykke, hvor forfærdelig
alvorlig hun fandt Sagen.
„Ja, De maa nok se bekymret u d ,“ sa
Ring med Skræk og Uro i Stemme og Miner,
„det er en tung Tilskikkelse.u ’
< Grud hjælpe og trøste mig for hende
derinde,w sukkede Fru "Wletigel.
Lyden af de sidste Ord blev kvalt af
hendes Sindsbevægelse. Hun svøbte Snippen
af Lommetørklædet om Pegefingeren og tørrede
langsomt først det ene Øje og saa det
andet.
„Gud være lovet, at hun er tyet til Dem,w
sa Ring. „Det var det eneste rigtige. Aa,
Tante Wletigel, De kan tro, jeg er i en Tilstand
han holdt Haanden for Øjnene og
søgte at samle sig. ' -
„Ja, men Ring, hvor kunde De nu bære
Dem saaledes ad — “ sa den gamle Dame
klynkende.
„Tal ikke om d e t,“ han løftede afværgende
Haanden, „jeg tror, jeg mister min
F orstand.a
Han vendte sig mod Væggen og græd.
„Uf, nej da,“ hyssede Fru Wletigel, „det
er saa ondt at se en Mand saaledes — De
maa ikke græde, Ring.44
„Kunde jeg saa sandt græde Sjælen ud af
mig med det samme, — Gud skal vide, jeg
gjærne gav mit Liv for at ta Sorgen fra Constance/
4 sa lian snøftende.
„En tænker for lidet over det i Forvejen,
Ring, bagefter er det for s e n t/4 sukkede Fru
Wleiigel.
„Ja, det er Fejlen med os Mennesker,44
sa Ring og pudsede sin Næse, „men saa faar
en ogsaa lide for det.44
„Ja, og de andre, som en drager i Ulykke
— det er nu det værste, Ring.44
Ring gjorde en Bevægelse med Hodet,
som om lian var altfor overvældet til at kunne
svare. —. „Faar jeg ikke tale med Constance?44
spurgte lian.
„Bare det ikke angriber hende for meget
— hun er saa ophidset, jeg kan næsten sige
utilregnelig.44
„Og hun siger, hun vil skilles?44
„Hun vil ikke høre Tale om andet; i Aften
nytter det ikke, Ring.44
„Aa, men lad mig faa se hende, bare et
Øjeblik, jeg skal gaa straks, hvis jeg mærker,
det er hende im o d -------Bare et eneste Minut/4
bad han.
„Jeg skal spørge hende.44
„Nej, gjør ikke det, Tante Wletigel, saa
siger hun n e j,a sa Ring og ho]dt hende tilbage.
„Lad mig gaa ind uden videre, — jeg
skal være saa stille og forsigtig, hvor er hun
henne?w
„Der,“ hun pegte paa Døren til Dagligstuen.
R
ing la Hatten paa Entrébordet, aabnede
Døren uden Støj, og gik varsomt over
Tærskelen.
Constance sad endnu i samme Stilling paa
Sofaen. Til Tantens Bønner om at drikke
den Te, hun bragte hende, havde hun blot
rystet paa Hodet.
Hun følte sig saa mat, at hun syntes, det
var umuligt at løfte Hodet op. Inde i Hjærnen
var der saa underlig tungt og stillestaaende,
og uafladelig kjendtes det, som om der rislede
fine Strømme af koldt Vand fra Issen ned til
Nakken.
Hun sad i en Døs med lukkede Øjne, det
var saa godt at ikke kunne tænke — — —
Men hvad kunde det være for noget varmt og
fugtigt der blev trykket op og ned paa hendes
Haand, og saa forekom det hende, at nogen
hviskede: „Constance —u
Det blev saa tungt paa hendes Knæ, hvad
var det dog — — — Langsomt sled hun Øjnene
op — der laa en stor lysebrun Klump,
som rørte sig, med en blank hvid Runding
paa Midten og noget bredt sort nedenfor det
igjen, lige ned paa Gulvet, og saa kom der en
snøftende Lyd —
Det var først da Klumpen løftedes, og et
Par anløbne, rødgrædte Øjne hævedes imod
hende, at hun helt kom til sig selv.
Med et Skrig, som var hun bidt af en
Slange, for hun op af Sofaen, styrtede først
som i Vildelse om i Stuen, fik saa Øje paa en
Dør, pilede ud af den, videre afsted, gjennem
den næste, kom ind i et mørkt Værelse, og
tørnede saa mod noget spidst. Slaget var saa
hæftigt, at hun tabte Bevidstheden og faldt
næsegrus overende paa Gulvet. Ring cg
Tanten kom styrtende til. Fru Wletigel gik
rent vild, før hun endelig fik tændt Lys.
De knælede begge ned ved Siden af Constance.
Panden var opsvulmet i en stor Bule,
ellers var der intet at se. Hun syntes ganske
livløs m7 naar de løftede hendes Hænder, faldt
de tungt tilbage igjen.
„Spring efter Læge, Ring, vær snar, for
Guds Skyld,a sa Tanten.
Ring afsted.
I Forening med Pigen, der imidlertid var
kommen tilstede, anstrængte Fru Wleilgel sig
for at faa Constance til at vaagne. De stænkede
hende med Vand i Ansigtet, hældte hende
eau de Cologne over Hodet, stak en Pude ind
under Nakken og fik knappet Kjolen og K orsettet
op.
Da Doktoren kom, havde hun givet det
første Livstegn fra sig; han fik hende sat
over Ende i en Lænestol, og snart var hun
kommen ganske til Live igjen.
Da hun aabnede Øjnene, saa’ hun Ring
staa bøjet over sig; med en jamrende L}^d
kastede hun sig ind til Tantens Bryst og
gjorde en afværgende Haandbevægelse.
„G-aa ind i Dagligstuen, Ring,44 hviskede
Tanten.
Doktoren ventede, mens Constance blev
bragt til Sengs. Da han havde undersøgt
hende, erklærede han, at en akut Sygdom var
ved at bryde ud, han kunde ikke sige hvilken.
Han skrev en Recept, gav nogle Instrukser
for Natten, trykkede Rings og Fru Wleiigels
Haand og lovede at komme tidlig igjen næste
Morgen.
Fru Wletigel gjorde Forberedelser til at
vaage over Constance, som laa stille hen med
lukkede Øjne. Hendes Aandedrag var kort
og uregelmæssigt. Ved Lyset gjennem den
grønne Lampeskjærm saa’ hun dødningeagtig
hvid ud; over Panden laa der et vaadt Klæde.
Af og til for hun sammen som i Angst og saa’
sig om med forstyrrede Blikke, men blev
straks rolig, naar Tanten forsikrede, at hun
åt
,
\ var hos hende, og at der ikke var Tale om, |
at hun skulde hjem.
Men inde i Dagligstuen gik Ring op og ;
ned paa Gulvet med Hodet dybt nede paa
Brystet. Med Mellemrum knælede han i en j
Lænestol, lagde Ansigtet paa Hænderne og
græd. Saa stod han op og satte sig i Marsch
igjen. Af og til stansede han, foldede Hænderne
og løftede dem som i brændende Bøn.
Saa slog han ud med Armene og udbrød med 5
Lidenskab: „Hun skal bli min igjen, aa,
hun skal, — hun skal — saasandt hjælpe mig
Gud, Amen.a
D e t var en Hjærnerystelse, Constance
var bleven rammet af. I over en Uge laa hun
i en søvnlignende Døs, og naar hun et Øjeblik
var vaagen, fantaserte hun om alt muligt og
kjendte hverken Tanten eller Diakonissen!
Lægen erklærte dog allerede efter et Par
Dages Forløb, at han ikke troede, der var
nogen Fare paa Færde, og at Sygdommen
efter al Sandsynlighed ikke vilde efterlade sig
noget varigt Men. Da saa Bevidstheden vendte
tilbage, og Forstyrrelsen i Hjærnen maatte anses
for at være hævet, gik det langsomt med
at komme til Kræfter. - Aldrig saa snart var
hun imidlertid af Doktoren erklæret for at
være frisk igjen, før der fra forskjellige Sider
blev sat skjulte Drivhjul i Bevægelse for at
faa hende til at opgive Tanken paa Skilsmisse.
Naar hun talte om, hvad der forestod, blev
det vist tilbage med den Indvending, at hun
218
var for svag til at tænke paa sligt. Hun maatte
gi Taal og vente, til kun blev stærkere. Hun
boede jo kos Tanten og blev aldrig foruroliget
af Rings Besøg; det var jo foreløbig god nok
Skilsmisse det.
Der begyndte at komme Skrivelser fra
Moren, som af Tanten var bleven underrettet
om, hvad der var foregaaet.
Paa det første Brev svarte Constance
tilbage, at kun keller vilde brændes levende
end vedblive at være Rings Hustru, og at hun
helst vilde forskaanes for at køre om den
Sønderknuselse og de Eder og Løfter, kan pr.
Post sendte op til Molde.
Efterhaanden begyndte dog Morens bønlige
Ord at gjøre Indtryk paa hende. Fru
Blom bad hende saa inderlig om, at hun for
Guds Skyld maatte forskaane dem for den
Sorg et sligt Brud vilde volde. Hun sa ligefrem,
at det vilde lægge dem i Graven, eller i
alt Fald være dem en daglig tærende Græmmelse.
Snakket om, at kun ikke maatte tro, kun
var den eneste bedragne, fik kun da ogsaa
høre fra den Kant. Nogle dunkle Hentydninger
i et af Brevene, bragte Constance
til at spørge sig selv, om hendes egen Mor
ogsaa var i Flok og Følge med de forraadte
Hustruer. Saa foreholdt Moren kende ogsaa i
skaansomme Udtryk, at hun dog maaske ikke
havde været saa god og kjærlig en Ægtefælle,
som kun burde, og at hun derfor selv ikke
var uden Skyld.
Hendes Far havde ogsaa skrevet indtrængende
til hende; han havde pegt paa den
mislige Stilling, en fraskilt Hustru indtog i
Samfundet; Verden var nu én Gang saaledes
indrettet, at den saa? skjævt til de Kvinder,
der gik uden for det almindelige. Tonen i
Brevet var saa kjærlig; han mindede hende
om saa mange Smaating fra hendes tidligste
Barndom, da hun havde redet paa hans Knæ,
og de havde krøbet omkring paa Gulvet og
legt Hund og Kat. Til Slutning havde han
forsikret hende om, at hun var og altid havde
været hans Hjærtes eget, elskede Barn, og at
hun derfor maatte vide, han vilde hende det
bedste, det kjærligste til alle, alle Tider.
Over dette Brev sad Constance og græd
saa længe, til Bogstaverne viskedes ud af
hendes Taarer.
Pastor Huhn gjorde ofte smaa Visitter
hos Fru Wletigel. De første Gange gik Constance
ud af Stuen, naar han kom; men da
Tanten en Dag bad hende saa meget om
la det være, gav hun efter og blev siddende.
Han talte saa stilfærdigt og smaamorsomt om
hverdagslige Ting. Constance kunde ikke la
være at synes om ham. En Dag fik han
hende til at le af en Anekdote, han fortalte
fra et Middagsselskab om en Dame, han havde
havt til Bords, og som havde git ham de
løjerligste Svar paa alt, hvad han sa. Til
sidst spurgte han hviskende sin Sidemand,
om hans Borddame ikke var rigtig vel forvaret
; saa fik han vide, at hun var døv.
En Dag han tra f Constance alene, ledte
han Talen hen paa hendes ægteskabelige Forhold.
Det kom saa fint og hensynsfuldt. Hun
maatte ikke bli bange, ikke for alt i Verden
vilde han trænge ind paa hende, kun sige, at
en saa dyb Fortvilelse, som den Ring havde
lagt for Dagen de Gange han, Huhn, havde
søgt ham, havde han ikke før stødt paa under
hele sin præstelige Virksomhed. Her var noget
andet end blot og bart Sorgen over Udsigten til
at miste sin Hustru; her var en sand og levende
Anger, en Sjælenød og Ruelse, som med
psykologisk Nødvendighed maatte virke et nyt
Liv. Han havde ingen Ret til at dadle hende,
hvis hun stod fast paa sit Forsæt, ikke den
aller fjærneste, men det vilde han sige, at gik
hun tilbage, vilde han med glad Ærbødighed
ta Hatten af for hende, for saa gjorde hun en
af disse gode Gjerninger, hvis Rækkevidde
Menneskeøjne ikke kunde maale.
Undertiden talte de om religiøse Emner;
Huhn sa, det interesserte ham at høre de
mange smaalige Fornuftindvendinger, som den
formørkede Menneskeforstand nødvendigvis
m a a t te rejse mod det aabenbarede Guds Ord,
men som Troen, Gud være lovet, sejrrig kunde
sætte sin Hæl paa, saa sandt som at Kvindens
Sæd havde knust Slangens Hode. En Gang,
da han stod og trykkede hendes Haand til
Farvel, sa han, at han jævnlig bad Gud gi
hende Troens Lys, han kunde ikke andet, om
hun end smilte til det, og han havde en Forvisning
i sit Hjærte om, at han vilde bli
bønhørt. Da Constance tvilende rystede paa
Hodet, vedblev han: „Jo, for ser De, Frue,
De er ingen Fornægter i den Forstand, at det
kommer ind under Synd mod den Helligaand,
De er al eneste en ærlig Tviler.w
En Dag, da Fru Marie sad deroppe, fortalte
hun, at Mejer havde været hjemme paa
et kort Besøg og atter var vendt tilbage til
sit Konservatorium.
„Han spurgte efter dig, Constance, og bad
mig hilse,w tilføjede hun.
„Biir det til noget med hans Musik, skal
tro ?u spurgte Fru Wleugel.
„Han har sendt hjem nogle Komancer,
som er bleven rost i Bladene,u svarte Marie,
„de blev sunget paa Koncerten forleden. Den
ene især er dejlig — uhyre melankolsk. “
„Dem vilde jeg gjerne kjøbe,“ sa Constance,
„er de vanskelige?u
„Nej, du kan godt spille dem. — „Naar
dit Øje paa mig lyser —,w sang hun, „nej, jeg
kan ikke Melodien udenad. De koster 1 Krone,
jeg har dem ogsaa. — Nu arbejder han nok
paa noget større. “
Constance blev vemodig stemt ved Tanken
om Mejer. Hun mindedes deres Samtaler,
hans Spil og al den Smaamoro, de havde havt
sammen. — Det gih op for hende, at hun
egentlig havde følt sig saa vel i hans Selskab.
Udtrykket i hans Øjne, _naar de havde hvilet
paa hende, stod med ét tydelig for hende,
og saa saa’ hun hans blege, bevægede Ansigt
den Gang han sa Farvel. Hun kjendte sig
skuffet over, at han havde været i Byen uden
at se hende, og det syntes hende saa fattigt
og trist, at han nu var borte, og at hun maaske
aldrig mere kom sammen med ham.
Hun vaktes ved Lyden af et Navn.
„Lorck, siger du — “ sa Tanten og skjøv
Brillerne op i Panden; hun sad og broderte.
„Ja, hvad synes du! — Noget saa latterligt
—“ sa Marie.
„Hvis jeg ikke var vis paa, Constance
bare vilde le af det, havde jeg slet ikke
nævnt det.“
„Hvad var det med Lorck?“ spurgte Constance.
„Ja, vil du tænke dig til, at man siger,
det er for hans Skyld, du skal skilles —. Jeg
bare byr dig —u
„For hans Skyld ?44 sa Constance og lod
sit Arbejde synke.
„De har lavet en hel Historie/4 fortalte
Marie. „Han har i Gud véd hvor lang Tid
bestormet dig med sin Kjærlighed. — Du har
endelig ladet dig besejre og sagt til Ring, at
du vil skilles fra ham for at gifte dig med
Lorck. Der over er Ring blet rasende" — du
er flygtet til Tante Wleiigel og er falden i en
^yé’^om Forskrækkelse. — Du hører, de er
ikke i Forlegenhed med at finde paa.44
„Det uforskammede Pak!44 sa Tanten og
vrissede af Vrede.
„Og nu gaar den arme Ring og stræver
for at skaffe rede Penge til Skiftet,44 vedblev
Marie. „Det er derfor han sælger sine Bankobligationer
—44
„Sælger han Bankobligationer?44 afbrød
Fru Wleiigel.
„Han har solgt en for de svenske Jærngrubers
Skyld,44 svarte Marie. „Tænk dig til
for Rikard at høre paa dette Vrøvl — han,
„Folk har det altsaa travlt med mig og
mine Affærer?44 spurgte Constance.
„Ja du ved vel, der skal mindre til
end som saa. — Men du tar dig da vel ikke
nær af det, Constance?44 — Fru Marie saa’
bekymret ud.
„Langt fra!u svarte Constance „lad dem
bare snakke.44
„Aa, men dn er ble ven saa bleg, Constance.
44 Fru Wletigel humpede hen til hende
paa sin Stok. „— Folkesnak kan ingen
fri sig for, og allermindst en Kone, som vil
skilles — det maa dn belave dig paa. — Det
biir ikke Spøg, kan du tro.44
„Og derfor ønsker jeg saa, du vilde la det
fare, Constance —44 sa Marie indtrængende.
„Gud skal vide, du har Grund nok, og Ring
havde sandelig vel fortjent det — —. Men
det biir saa fælt for dig. — Du biir saa bagtalt,
saa mistænkeliggjort — det er virkeligbare
dig, jeg tænker paa.44
„Ja, det er sandt, hvad Marie siger,w sa
Fru Wletigel og pillede nogle fine Støvgran af
Constances Kjoleærme. „En fraskilt Kone er
som en Have uden Rækværk, alle, som vil, kan
gaa ind og trakke ned. Om jeg har læst det
eller hørt det, husker jeg ikke, men det er et
sandt Ord, synes jeg.44
„Ja, og om de ikke trakker ned, saa staar
de og ser med Medlidenhed paa én, og det er
heller ikke videre morsomt/4 sa Marie.
Constance drejede sig paa Stolen om mod
Vinduet; hun støttede Kinden i Haanden og
stirrede ud gjennem Ruden.
Fru Wletigel gjorde Tegn til Marie, at
hun ikke skulde sige mere.
Kort efter rejste hun sig og sa Farvel.
„For Resten, Tante — han skal være
bleven saa forandret, siger de,“ sa hun ude i
Entrén.
„Hvem uf, Lorck mener du, tal ikke
om ham,“ svarte Fru Wletigel modvillig. „Tænke
sig en saadan Historie.u
„Men det kan jo lian ikke gjøre for,
Tante. Jeg tra f ham forleden i et Selskab
han spurgte efter Constance med et saa al-
\ 01 ligt og nydeligt Udtryk. Det slog mig, at
der var kommet noget, ja noget helt andet
over hani.u
Fru Wletigel humpede ind igjen i Stuen
hen til sit Sybord ved Midtvinduet, Constance
sad endnu i samme Stilling. Fru
Wleugel skottede til hende, gik saa hen og
vi de ta hende om Hodet, men Constance trak
sig bort, lod Ansigtet falde ned i Vindusposten
paa sine Haandflader og hulkede.
„Aa nej, Constance. Constance min —
hvad er det nu, Bårne mit ?u
Constance løftede Ansigtet saavidt op at
hun kunde bevæge Læberne.
,,Hvorfor^ kan I ikke la mig faa F r e d !_
Aldrig faar jeg Fred for jer —“ kom det
møjsommeligt gjennem Graaden, hvorpaa hun
la Ansigtet tilbage og hulkede videre.
Tanten rystede tungsindig paa Hodet og
gih md i Spisestuen for at fodre Kanarifuglen.
A m a l i e S k r a m : Cons tance Ring. -ir
¦ •
Pludselig rejste Constance sig og greb et
Brev, som var kommen fra P ing om Morgenen;
bun havde kun læst et Par Sætninger af det;
nu rev hun det i Stykker, kastede det paa
Gulvet og trampede paa det.
Hun hadede ham, hun ønskede ondt over
ham, hun havde Jjyst til at slaa ham i hans
frække Ansigt, denne Usling, som vovede at
be hende om Tilgivelse, at by hende sine
Løfter og Troskabseder, vovede at fantasere
om, hvorledes de skulde faa det, hvis hun
vilde bli — — uh, hun kunde ikke tænke
• Tanken ud.
Og de andre, som bare gik og overtalte
hende til at vende tilbage, som var saa villig
til at udlevere hende; — de slappe, modbydelige
Mennesker, det var dem, som var de
værste! Ingen Indignation, ingen Vrede over
hans A d fæ rd ------- . Hvor kunde hun vente
andet af en slig som han, naar de alle holdt
med ham — —
Var da virkelig Verden en eneste stor
Sump, og maatte man være glad, hvis nran
bare kunde værge sig såa vidt, at man ikke
gik til Bunds i M u d d e re t? -------
XV.
E f te r Lægens Raad var det blevet besluttet,
at Constance skulde til Modum. Tanten
havde faaet hende overtalt til at opsætte alt
angaaende Skilsmissen til Hjemkomsten fra
Badet. De var alt langt inde i Maj, om en
fjortendags Tid skulde de afsted. Paa det
sidste var Constance rent hørt op med at hentyde
til det brændende Spørsmaal, og Tanten
^aa smaat at haabe paa, at hun
vilde ende med at la sig sige.
En Formiddag de sad sammen i Dagligstuen
med sine Haandarbejder blev det Constance
paafaldende, at Tanten maatte ha noget
paa Hjærte. I Døb et af en halv Time havde
hun fire Gange skiftet Plads og slæbt sit store,
hvide Sytøj med sig rundt omkring i Stuen.
Hun klemtede og pudsede sin Næse, tog Brillerne
af og satte dem paa vist for syvende
Gang, mens hun af og til mumlede: „Ak
ja, ak ja, en faar gjøre, hvad der er Ret.“ —
15*
Constance blev urolig. Hvad var nu det
for en Slags Pinebænk Iran skulde lægges paa
igjen? Hun var til Mode som en Patient, der
ser paa, at man gjør Anstalter til at løse paa
Forbindingen om et smertefuldt Saar. Omsider
kunde hun ikke holde det ud længer.
„Hvad er det, du sidder og ruger over,
Tante?w sa hun og kastede sit Sytøj. „Er det
nu noget galt igjen?u
„Nej, Constance, — men jeg er bange for,
— ja, Gud véd, om det ikke vil angribe dig,u
stammede Fru Wleugel.
„Men saa sig det dog, saa sig det dog!u
hun skreg op som et utaalmodigt Barn.
„Herregud, du lar mig jo ikke komme til
Orde —,u sa Tanten med en forurettet Mine.
„Det vil vække Minder — lov mig nu, at du
vil ta det roligt, Constance —u
„Er det noget paa Molde?u spurgte Constance
med aandeløs Hast.
„Langt fra! Nej, men det er Barnet, skjønner
du —u
„Barnet,u gjentog hun.
„Ja det, du véd, Constance, det, som
skulde komme.tt
Constance vendte sig om mod Vinduet
med Ryggen til Tanten. Blodet var stormet
op i Hodet paa hende.
„Hvad det?u sa hun med en let Dirren i
Stemmen..
„Det er dødt, og det er rigtig en Lykke,
du —u
Constance rørte sig ikke.
„Det var jo det bedste for det stakkels
Kræ, — ja, for alle P a rte r/4 vedblev Tanten.
„— Ak ja, vor Herre g]ør al Ting vel til
Slut.44
Constance foldede Armene over Brystet
og stirrede hen for sig.
„Og Moren,44 fortsatte Tanten, mens hun
humpede om i Stuen og med sine Fingerspidser
slog Støvet af de stoppede Stolerygger,
„hun er nu rejst til Amerika — ja, tænk med
én, som vilde gifte sig med hende. — De har
nok været forlovet —, han var svært ude af det
med det samme, tror jeg nok, men saa sa han:
Om hun er falden, kan hun rejse sig igjen, —
det var Moren, som fortalte det, hun er Gangkone
her, husker du — og det var nu virkelig
pænt og kristeligt af ham. — Og nu Constance/4
tilføjede hun med lavere Stemme og stod
pludselig stille tæt ved hende, „nu synes jeg
liksom, at al Ting er blet anderledes, ja, næsten
som om alt dette fæle bare har været en
Drøm.44 — Hun ruslede af igjen og gav sig
til at ordne og flytte paa en Del Smaating,
som laa paa sin Plads i Forvejen.
„En skal gjøre, hvad der er E e t—,44 blev
hun ved, „og det kan aldrig være Eet at støde
et Menneske fra sig, som ligger angrende og
bønfaldende for ens Fod, især naar det nu er
en af ens allernærmeste, ja som Alette og Sømanden
f. Eks. — En biir ikke lykkeligere,
fordi en sætter sit igjennem. — Jeg liar aldrig
fortalt dig, hvordan det var med mig, men nu
skal du høre —.u Fru Wleligel stod og rettede
paa en Antimacassar, som hun ikke kunde
faa til at sidde bent. „Jeg fik saamæn Separation,
ja, det gjorde jeg, — jeg havde en
Følelse af, at jeg maatte forgaa, hvis jeg
ikke fik sat det igjennem, men da det saa var
sket, havde jeg ikke Ro hverken Nat eller
Dag — bare græd og sørgede —. Det hjalp
ikke det ringeste, at jeg var bleven skilt —.
Jeg havde tænkt, at der skulde være som en
Lise eller Svalelse i det, men det var saa
fejlt, som fejlt kan være her i Verden, — det
blev bare værre. — Jeg gik og længtes efter
Wleligel, for jeg havde altid syntes, at jeg
ikke kunde røre mig uden ham. Saa — da
der var gaat en tre Maaneder, kunde jeg ikke
holde det ud længer; saa skrev jeg til Wleligel,
at jeg vilde tilgi ham, og en saadan Glædehar
jeg aldrig set. Han storgraat og bar mig
ned i Vognen, og da jeg saa var kommen
hjem, syntes jeg næsten, det var den gladeste
Dag i mit Liv. — Det forstaar sig, Wleligel
fik Tilbagefald —u hun holdt et Øjeblik inde
og tørrede sine Øjne. „Ak ja, S tak k e r,—han
var værst mod sig selv. — Men den Gang
maatte jeg rigtig takke Gud paa mine Knæ,
fordi han havde tat begge de smaa hjem ti]
sig, — for da var lille Conny ogsaa død, og
det var saa nylig efter.u Stemmen blev borte
i Graad. „— Ak ja, Constance min, der er
Sorger for os alle, kan du tro. Saa længe vi
er unge, skriger vi op og siger, at vi kan ikke
bære det, men saa kommer vor Herre og viser
os, at der er saa mange, som har det meget
værre, og saa forstaar vi, at Tugtelsen lutrer
os, og hvis vi bare stræver efter at gjøre det
rette, saa vender Gud al Ting til det bedste
til Slut.u — De sidste Ord fik hun kun med
Møje frem, hendes stille Graad var bleven til
en Hulken.
Stakkels Tante, hun har sandelig ogsaa
havt sit, tænkte Constance. — Men hvorfor
de altid skal sige, at det er vor Herre, som
sender det, som om han kan ha noget at gjøre
med alt det væmmelige Væsen —. Hun gik
hen til Tanten, tog hende om Halsen og
kyssede hende med Inderlighed. Saa forlod
hun Stuen og lukkede sig inde paa sit Værelse.
Men om Aftenen i Sengen spurgte hun
sig selv for første Gang, om hun kunde tænke
sig Muligheden af at vende tilbage til Ring.
Alt, hvad i hende var, rejste sig til Modstand
ved Tanken, men Spørsmaalet kom igjen
og igjen, og hun endte med at græde sig i
Søvn af Sorg over, at hun endnu ikke var
naaet videre end til at være i Uvished om,
hvad de kunde faa hende til.
Da Dagen for Afrejsen var kommen, havde
Constance givet efter for Tantens indtrængende
Bønner og samtykket i at se Ring, inden
hun tog afsted, men ikke før med det samme
de stod færdig til at kjøre bort.
Det blev et stormende Knæfald med Graad
og Haandkys. Constance gjorde sig fri — sa
Farvel og gik.
Han fulgte efter ud i Entrén og bad om
Lov til at skrive. — Han tiggede saa ihærdig
og forsikrede, at han ikke ventede Svar. Til
sidst gav hun sig over og sa ja.
Paa Modurn kom der et Brev hveranden
Dag. Da dette havde varet et Par Ugers
Tid, lod hun sig af Tanten bevæge til at
skrive nogle Ord tilbage.
Rings Henrykkelse i det næste Brev var
aldeles grænseløs. —
Opholdet ved Badet syntes ikke at ha
en heldig Indflydelse paa Constance. Lægen
trøstede imidlertid Tanten med, at den gode
Virkning sikkert snart vilde indfinde sig.
Men Constance blev mager og følte sig
stadig mat og kraftesløs. Hun led ofte af
Søvnløshed og var saa nervøs, at hun paa
de urimeligste Foranledninger fik Taarer i
Øjnene.
Fra Molde kom der jævnlig Brev. I et
af dem skrev Moren til Tanten, at Blom efter
at ha skrantet nogen Tid var bleven sengeliggende;
Lægen havde kaldt Sygdommen for
snigende Nervefeber.
„Jeg tror, det er Sorgen over dette med
Constance44 — skrev hun —. „Kunde han faa
gode Tidender fra hende, blev han nok frisk;
men du maa ikke overtale hende, hendes Far
vil ikke paa nogen Maade, at hun skal ta
noget Hensyn til ham.44
Dette Brev læste Constance om Aftenen
kort før Sengetid. Den Nat faldt hun først i
Søvn Kl. fem om Morgenen.
Hun laa og strævede med at indgi sig
selv Mod. Hvis hun nu gik tilbage til sit
forrige Hjem, vilde hun jo gjøre dem alle saa
glade, — hvorfor skulde hun saa ikke gjøre
det? — De var jo alle af den Mening, —
saa maatte der v e l' være nogen Fornuft i
det — —.
Og i Grunden, — det blev jo bare et
Spørsmaal om en tom Form, for leve med
ham i Ægteskab var der ikke Tale om, — saa
hellere frivillig søge Døden —. Og saa kunde
det jo være hende det samme, hvor hun
logerte, — der var jo ingen Ting, som lokkede
eller drog hende noget andet Sted hen —,
og saa Herre Gud — Livet var dog vist ikke
værd al den Kvalm, — og hnn var desuden
saa træt, saa træt. — Hele Verden var imod
hende, saa var det jo vanvittigt ikke at overgi
sig, — og som sagt, det gjaldt jo bare
at indrette sig efter Omstændighederne. —
Da de forlod Badet, havde Constance pr.
Korrespondance lovet Ring at opgi Tanken
paa Skilsmisse og at vende tilbage til ham,
men paa den udtrykkeligt understregede Betingelse,
at hun ikke kom som hans Hustru,
men skulde ha Lov til at leve som hans Søster
eller Husholderske.
Ring var gaaet ind derpaa med Glæde.
Han havde endog skrevet tilbage, at det naturligvis
faldt af sig selv. Og det gjorde
mærkværdigt nok intet Skaar i hans Lyksalighed.
Det viste, at han maatte være ble ven
forandret —. Constance skulde dog nok faa
se, at den frygtelige Sjælekval, han havde
gjennemstridt, ikke var gaaet sporløst hen
over ham. Han tilsvor hende en evig Taknemmelighed
og Hengivenhed og kaldte hende
sin frelsende Engel.
Da Constance først havde taget Beslutningen,
følte hun Hvile og Lettelse ved det.
Det var, som om hun var løben i Havn efter
at ha været ude paa en besværlig og farefuld
Rejse. Den Ros og de Taksigelser, som Tanten
overøste hende med, og som Brevene fra
Forældrene og Marie svømmede over af, virkede
som en dulmende Køgelse. En slap Selvtilfredshed
betog hende. Naar hun tænkte
paa det Offer, hun havde bragt, var hun baade
rørt og opbygget over sig selv.
— J æ . . I I S I ¦
i;i
ri
XVI.
I Begyndelsen gik al Ting godt. Ring
var saa blid som en Lærke og saa ydmyg som
et Tyende, der er tagen til Naade af sit Herskab
og gjør alt for at vinde den Gunst og
Tillid tilbage, som det ved et Fejltrin har forspildt.
Paa alle optænkelige Maader søgte
han at vise sin Redebonhed til at være hende
til pas. Han gjættede hendes mindste Ønsker,
stak Skamlen ind under hendes Fødder, sørgede
for, at Avisen laa parat til de Tider, hun
plejede at læse den, kjøbte Bøger og Blomster
hjem me‘d til hende og takkede hende rørt,
da hun gav ham Lov til at kysse hendes
Haand til god Nat.
Constance fandt sig bedre til rette, end
hun paa Forhaand havde ventet. Naar det gik
paa denne Maade, syntes hun nok, hun kunde
holde Livet ud sammen med Ring.
Men efterhvert som Ring- blev fortrolig' O O
med den nye Tingenes Tilstand, trængtes hans
Taknemmelighed og Glæde over, at Constance
havde opgivet Skilsmissen, mere og mere i
Baggrunden. Det vilde nu ogsaa været rent
bort i Natten handlet, — forlade sit gode
Hjem og bryde med et velordnet Liv for en
saadan skidt Histories Skyld! — JEn snakkede
om at gjøre en Flue til en Elefant, men her
var et godt Eksempel. — Heldigvis var hun
bleven stanset, og Ring gratulerte sig selv
med den Andel, han havde havt deri.
Denne Tanke gav ham større Sikkerhed,
og bragte den Blanding af Forlegenhed og
Ærbødighed, som fra først af havde præget
hans Adfærd over for Constance, til mere og
mere at tabe sig. Han blev mere lig sig
selv fra gamle Dage, og en Aften han
havde drukket noget, kom han med spøgende
Hentydninger til, at Constance burde flytte
ind igjen fra Gjæsteværelset, - det var saa
nhygge% fc for ham at ligge der alene paa det
store Værelse, han var mørkræd — o. s. v.
Hun lod, som om hun ikke forstod og fik
det hurtig slaaet hen.
Nogle Dage senere kom han tilbage til
dette Æmne. Constance skammede sig paa
hans Vegne og mødte hans Ord med et saa
afvisende og harmfuldt Øjekast, at han ikke
fik Mod til at fortsætte den Gang. Men efter
et Par Dages Forløb gik han lige løs paa
Sagen, beklagede sig over sin Stilling og fremsatte
sine Ønsker og Forhaabninger i en meget
paatagelig Form. Constance afviste ham med
Foragt og spurgte, om han ikke ejede Ære i
Livet. Han blev flou, holdt sig stille nogle
Dage, men begyndte saa atter at lirke paa
det samme. Constance mindede ham i heftige
Ord om deres Aftale og sa, at han drev hende
til Fortvilelse, hvis han ikke lod hende i Fred.
Han slog sig for Panden, stønnede og svarte,
at hvad han gik paa, kunde ingen Mand udholde.
Saaledes gik det et Par Maaneder.
Constances Indignation fortog sig efterhaanden
under den sløvende Vane. Til sidst mødte
hun hans Tilnærmelser med den halvt haabløs
forargede, halvt overbærende Mine, hvormed
en voksen søger at tie ihjel et uopdragent
Barns plagsomme Overhæng.
I denne Tid var Ping hyppig temmelig
omtaaget, naar han gik til Sengs. Constance
kj endte ofte, at han lugtede af Drik, naar
han sa god Nat. Et Par Gange hørte hun
ham komme saa beruset hjem fra Herreselskab,
at han kun med Møje fandt ind paa sit Værelse.
En Morgen efter et saadant Gilde var
han saa daarlig, at han ikke kunde gaa paa
Kontoret om Formiddagen, men maatte lægge
sig paa Sofaen straks han var paaklædt. Han
klagede over Hodepine og Svimmelhed, og
ytrede flere Gange, at han ikke kunde begribe,
hvad der var i Vejen med ham.
„Det er da let nok at skjønne,u sa Constance
„liaar man kommer hjem om hTatten
i en saadan Forfatning, maa man naturligvis
ha Tømmermænd Dagen derpaa.“
„Og hvad tror du det kommer a f?w sa
han og vendte sine matte Øjne mod hende
„hvad skal en Mand i min fortvilede Tilstand
ta sig til — aa, Constance, du har Synd for
det —“
Hun kneb Læberne sammen, maalte ham
med et foragtende Øjekast og gik fra ham. —
— Fru Marie havde faaet Constance til at
melde sig ind i en Fattigpleje, hvori hun var
Bestyrelsesmedlem. Constance tog ivrig fat.
I denne Tid, hvor deres Omgangsvenner liksom
i Usikkerhed holdt sig noget paa Afstand,
havde hun jo intet at forsømme derved.
Hun syede og strikkede og forfærdigede Klædningsstykker,
ikke alene i de ugentlige Sysammenkomster,
men ogsaa hjemme paa egen
H.a.and. Sammen med Marie gik hun omkrinoog
undersøgte Tilstanden i det Strøg, som
hørte deres Forening til. Det adspredte og
optog hende, og hun fandt stundom en Trøst
i at glemme egne Sorger over andres Elenclighed.
En Formiddag var hun og Marie gaaet ud
paa Rusløkvejen for at finde en Familie, der
var flyttet ind i Strøget, og som havde været
lios Pastor Huhn for at faa ham til at tegne
paa en Ansøgning om Bidrag af Fattigplejen.
Han havde givet Fru Marie i Kommission at
faa Greie paa, om det var værdige trængende.
Marie havde Navnet, og Husnummeret optegnet,
hvorfor de med Lethed fandt Stedet. Det var
en af disse store Kaserner med Masser af
Lejligheder paa ét Værelse og fælles Kjøkken
for flere Familier.
Uden for Huset stod et Fruentimmer med
hare Ben i et P a r Træsko og vaskede
uldne Plag i en afskaaren Smørfjerding med
noget tykt, mørkegraat Sæbevand. E t Stykke
hullet Hampelærred med et stort sort Nummer
tal i det ene Hjørne, øjensynlig en Levning
af en Sæk, tjente hende til Forklæde,
og om Hodet havde hun et blaarudet Lommetørklæde,
der var knyttet sammen i Nakken.
Vandet havde sat smudsige Sjofler paa de
nøgne, knoklede Arme. Hende spurgte de,, om
• hun kunde sige dem, hvor de skulde finde
vedkommende Familie.
Med en muggen Mine og et nysgjerrigt,
stikkende Blik pegte hun paa et Kjældervindu
tæt nede ved Jorden til venstre.
De to Damer takkede og tog et Tag i
sine plissébesatte Kjoleskjørter, inden de steg
ned ad den smudsige Stentrappe.
Fru Mane bankede et Par Gange paa en
F ø r, som stod paa Klem, og da der intet
Svar kom, stødte hun den op og traadte over
1 ærskelen, fulgt af Constance.
Naar midtages en Sengebænk borte i
.l1! 0" Paa det bar<? Halm sammen-
1U ^ t Skikkelse laa og snorkede, fandtes der
«aa godt som intet Bohave i det lave, aflange
Kum. Foran de nederste .Ruder i Vinduet
der begyndte helt oppe ved Taget og naaede
tialvt paa Væggen, var ophængt en Pjalt af et
forhenværende Rullegardin. Midt paa Gulvet
der var bedækket af Fejeskarn, stod en Kasse
af uhøvlede Brædder, fuld af nogle ubestemmelge
Laser. Paa Kanten af denne sad en femaarsgamme1
Gut med et Ansigt, hvorpaa Urenligheden
laa i tykke Lag, og Øjne, der var
halvt sammengroet af Væsker, og legte med
en itubrukket Stegepande. Borte ved Koee
ovnen stod en tomskrabet Jærngryde med en
kVai® F øverst °PPe ved Ørene saa man Spor
al, at der havde været Grød i den. P aa en '?
Kiste under Vinduet sad en liden, graableg
ige med unaturlig store Øjne og det tynde
Haar knyttet sammen til en Pisk i Nakken
med et Stykke Skolidse. Hendes bare Ben
var meget smudsige og den pjaltede Bomulds-
TW . P aaT 6U 1 Kyggen ægte. Paa Skjødet havde hun eat f Sepnæ denbaesrtn’0,
indsvøbt i en Rest af et chokoladefarvet Dame-
A m a l i e S k r am: Cons tance King. ^
sjal. Dets Hode bestod af en eneste Saarskorpe;
det klynkede og sutrede, mens det
sugede paa sine Fingre og stirrede tungsindig
ud af sine vandklatagtige Øjne, Den lille
Pige rystede det op og ned og frem og tilbage
paa sine Knæ for at faa det til at tie.
Rummet var opfyldt af en forpestet Lugt, og
Fugtigbeden havde sat brede Striber paa de
kalkede Vægge. ' .
Vi søger efter Arbejdsmand Severin
B en dik s en, “ sa Marie og vendte sig til Pigebarnet
paa Kisten. „Er det her, han bor?u
„ J a ,u svarte den adspurgte og skelede
frygtsomt til Sengebænken.
Er han hjemme ?“ vedblev Marie og saa’
sig om i Stuen.
Nej-ej — svarte Barnet nølende og
skottede atter til Sengestedet.
„Det er naturligvis ham, som ligger og
sover,u hviskede Constance. „Spørg hende
ikke, den Stakker.u u
8 „Konen skal hede Ellen Jakobsdatter,
inspicerte F ra Marie, som stod med Seddelen
i Haanden. „Er hun ikke tilstede ?u
„Nej,“ blev der svaret.
„Er hun paa Arbejde?11
„Hun er ude og ber,u hviskede Barnet.
”,Er det dine Søskende disse?“ vedblev
Marie og saa’ fra Spædbarnet til Gutten, der
var kommen hen til Søsteren og nu stod og
stirrede paa de fremmede med Munden proppet
fuld af kulsorte Fingre.
„Ja,w var Svaret.
„Har du ikke en til?“
? ^ e j,w hviskede hun.
„Men her staar fire, fire uforsørgede Børn, “
læste Fru Marie paa Papiret.
med Fredrikke —u stammede
Barnet.
„Hvor er Fredrikke da?“ spurgte Marie.
„Ude og ber.u
„Er det ikke din Søster det da?u vedblev
Marie.
„Jo-o, svarte hun med slæbende Stemme
og saa paa Fru Marie med forskræmte Øjne.
Constance holdt Lommetørklædet for Munden;
hun var nær ved at kvæles af Stank.
„Her kan vi jo ingen Oplysninger faa,w
hviskede hun til Marie, „— det Barn er jo
Idiot, — kom lad os gaa.a
„Har din Far Arbejde ?u spurgte Marie,
idet hun vendte sig mod Døren.
hviskede Barnet.
„Kan han ingen Ting faa ?“
„Jo-o,“ hun saa’ igjen til Sengestedet.
„Vil du be din Mor komme op til mig,w
sa nu Constance og skrev med en Blyant sit
Navn og sin Adresse paa en Lap Papir, som
hun rev af Maries Seddel — „saa skal hun
faa nogle Klær til jer. - Hun forstaar naturligvis
ikke et Muk,u mumlede hun henvendt
til Marie.
„Ja-a —u svarte Barnet.
^ Kjender De noget til Folkene der
nedeV spurgte Fru Marie Konen, som stod
og vaskede, da de var kommen op paa Gaden.
„De kan e just inte sije,“ svarte kun med
et Kast af Nakken, som holdt hun sig bedre
'end som saa.
„De er nylig flyttet ind, jo? vedblev
Mane
„Ja, aa med Guds Hjælp kommer dom
vel snart ut igjen ossaa,“ bemærkede Fruentimmeret
med en Mine, som om hun foi
sin Del intet havde imod at smide dem
paa Dør.
„Er de lej at bo i Hus med'?“ spurgte
Mane
„É sku tru dom va lej — “ svarte hun,
mens hun ivrig bearbejdede en tyk Mandfolkeskjorte.
*
„Hvorledes det, hvad gjør de da? spurgte
Marie indladende.
„Dem kan jo 'sp ø re Værten,“ sa Konen
tvært
„Skjænderi og Spektakel?“ spurgte Maiie
og rystede paaHodet, som om hun vilde sige:
det undrer mig ikke, at De er forarget.
„Siden dom kom i Huset har der vist
inte ” vært Ko aa faa noen eneste Nat.“
Konen baskede løs paa Tøjet, saa Vandet
skvættede omkring. „Nej, de har der vist inte,
vi faar saa finne vi, som losserer i Stuen
over dom.44
„Drikker Manden?44 spurgte Marie.
„Gu gje de inte va dom begge to —44 sa
hun forbeholden.
„Uf nej da,44 sa Marie, „det maa jo være
fælt for jer andre.44
„De fik no endaa være, dom som e voksen
raar sej sjøl, men saa slaas dom og pryler
Barna og banner og turnerer, saa en sku tru
dom reiv Huse ner.44
„Herre Gud for en Elendighed,44 sa Constance
med et Suk. „Hvad lever de af?44
Fruentimmeret saa’ et Øjeblik hen paa
Constance; der kom en haanlig Trækning om
hendes lange, grove Mund.'
„Lever a ?44 gjentog hun. „Spørre, hvad
Fattigfolk lever a!44
„Har de ingen Indtægter, mener jeg,44 vedblev
Constance.
„Haa sku dom ha di ifra? Ja, kansje
dom faar a Kassa, — e vet inte, e.44
„Gaar da Manden ikke paa Arbejde?44
spurgte Marie.
„Han!4 blæste Konen, „de kan no ossaa
være net det samme, for kjener han en Sjilling
saa drikker han a op korsomer.44
„Men hvis lian nu blev hjulpen og kom i
fast Arbejde, tror De ikke saa, han blev bra?w
spurgte Constance i en medlidende Tone.
Der glimtede noget griskt frem i Konens
smaa, sløve Øjne; hun slog Vandet af Hænderne,
støttede dem paa Kanten af den afskaarne
Smørfjerding, vendte Ansigtet helt
mod de to Damer og sa med en Stemme, der
pludselig lød gneldrende livlig:
„De ville regti baade være Synn og Skam,
en slik Skarv, som inte ist ant end skamslaa
Kjærringa si, — nu laag hu borti Steinrøjsen
i Nat igjen, fordi hu inte torte la ham se sej!
Saann en Dovventamp, no ligger han og sover
som en Hest igjen, — dem kan høre Snorkin
ga helt her ut, — og et slikt Svin som han
e — no har han Høkkertøsen derborte i Kjælleren
gaaenes Dags ventenes tilliks med Kjærringa
si, men slikt e de dem hjælper og g]øler
for, mens en amien strævsom Stakker —u
hun maatte stanse for at trække Vejret.
Constance var bleven ganske bleg. „Den
arme Kone,tt sa hun gysende, „hende burde
der gjøres noget for.a
„H u !“ skreg Konen, „jo hu har regti
nauen, kan dem tru — hu, som gaar ute paa
Tiggeri og kommer hjæni med søkkende fulle
Korger og Posser, saa hu og Tøsebarne mest
inte orker slæpe di tilhuse. — Ja, de forstaas,
u føjede hun til med et ondskabsfuldt
Blink i Øjet, „somme Tier biir hu jo fakka
og sat fast for Kjueri.44
„Kom, lad os gaa,44 hviskede Constance
og trak i Marie, „ikke staa og hør paa det
fæle Fruentimmer.44
Marie sa Farvel; Konen besvarte det næppe,
og de to Damer skyndte sig bort fra det
skrækkelige Sted.
„Det maa da være noget daarligt Kram,
denne Familie Bendiksen,44 sa Marie, „dem
kan man ikke kalde værdige trængende.w
„Jo daarligere de er, jo mere trænger de
jo,41 indvendte Constance. „Hvor det dog er
sjælerystende og nedtrykkende at se og høre
paa saa megen skidden Jammer; — jeg biir
SYS af det! Og tænke sig til, dette er bare et
Eksempel af tusinde.44
„Du, som gav Besked, at hun skulde
komme op til dig, hvad vil du gjøre med
hende?44 spurgte Marie.
„Give hende de færdige Klædningsstykker,
jeg har, og Mad og Penge og hvad jeg bare
kan skrabe sammen, naturligvis.44
„Men du hørte jo, at hun drikker og
stjæler jo.44
„Hvad kommer det mig ved? — Naar
de nu sidder og sulter. — Jeg synes, det
er rimeligt, at de gjør baade det ene og det
andet.44
„De? som er stræbsomme og arbejdssomme
sulter ikke; man kan ikke sige andet, end at
der biir sørget godt for de fattige ker hos os,44
sa Marie med Overbevisning.
„Ja, det er let nok at snakke, men jeg
tror ikke paa denne Floskel, at alle som vil,
kan faa Arbejde, i alle Fald ikke nok til at
leve af; og naar der nu er mange Børn, * og de
biir sy g e ! — Det er jo til at græde Blod
over.44
„De skikkelige biir altid hjulpne/4 forsikrede
Marie, „den Tro maa man da ha til
vor Herre.44 —
„De skikkelige! hvor skal de kunne være
skikkelige, som fødes og lever i slige Yilkaar!
Og nu selve den Hjælp, du snakker om! —
— Det er en Forbrydelse! — Opdrage dem
til at leve af Almisse, det demoraliserer dem,
for det lærer dem at lægge sig nedfor som
Kvæget og vente paa mere.44
„Men du gode Gud, hvad skal man da
gjøre?44 raabte Marie.
„Ja, det véd jeg ikke, det véd jeg ikke,
men hvad der gjøres, er galt, oprørende fork
je rt.44
Marie vendte pludselig Hodet og saa’ paa
hende.
„Nej, men Constance, var det ikke det,
jeg hørte paa Stemmen, at du græd —. Naar
det tar saaledes paa dig, er du virkelig ikke
skikket til at gaa omkring/4
Constance svarte ikke. Hun gik med bøjet
Hode, Taarerne formelig strømmede ned over
hendes Ansigt. Straks efter var hun ved sit
Hjem. Hun sa hastigt Farvel til ]VXarie og
gik op.
— Om Eftermiddagen, da Eing var gaat
paa Kontoret, og Constance sad alene i Dagligstuen,
kom Pigen ind og sa, at der var en
Fattigkone, som vilde tale med Fruen.
„Har hun været her før?44 spurgte Constance.
„Det tror jeg ikke; hun siger, at Fruen
har bet hende komme.44
„Aa, er det hende,44 sa Constance, „vis
hende ind i Spisestuen.44
Da Constance kom derind, stod der borte
ved Døren et stort, stærktbygget men umaadelig
afmagret Fruentimmer med det kantede,
sortgustne Ansigt knyttet ind i en brun Uldtøjskyse.
Omkring Skuldrene havde hun det
chokoladefarvede Stykke Damesjal, som Spædbarnet
havde været svøbt i om Formiddagen,
paa Fødderne et Par Mandfolkestøvler med
store, gabende Flænger. Det sorte Kjoleskjørt
var fillet for neden og stumpede stærkt
op foran. Hun var uden Forklæde, og de
giove, knoklede Hænder holdt hun oven paa
hinanden helt oppe paa den spidst fremstaaende
Mave.
„De e mej, som der hadde vært to Damer
hos i Formiddag sa hun med en slesk, vestlandsk
Stemme.
Der var noget katteagtigt snedigt i den
Maade, hvorpaa hun la Hodet lidt paa skjæve,
naar hun ta lte ; Øjnene havde et usikkert flaksende
Blik, og omkring den fremskudte Underlæbe
laa der et stærkt Præg af Raahed; det
saa’ ud, som om denne Mund havde spyttet
ud enhver blidere Følelse.
Constance blev uhyggelig til Mode ved
S y n e t; der paakom hende Ulyst til at indlade
sig med hende, og hun var i Forlegenhed med,
hvorledes hun skulde tiltale hende.
„Jeg vilde gjærne gi Dem lidt Tøj til de
smaa,44 sa hun efter et Øjebliks Betænkning.
„Ja, Tak skal Fruen ha, det kommer vel
med,44 sa Konen og strøg den ene Haand over
den anden i rastløs Skiften.
Constance undrede sig over, at hun ikke
saa gladere ud.
„Med Tilladelse/4 føjede hun straks efter
til, „vét Fruen, om vi faar a Fattiplejen?44
„Det haaber jeg sikkert,44 svarte Constance,
„I maa jo trænge græsselig til det.44
„Ja, Fruen kan vite, rne en vanfør Mand
og fire uforsørgede Børn, foruden de, eg gaar
me,44 sa hun ydmyg.
„Er han vanfør, Deres Mand?“
„Ja, paa den højre Arm, ska Fruen vite,
— de sto i Ansøkningen — de ble, mens han
for tilsjøs — han faldt ner og brækket Skulderbladet.
Der var noget i Tonefaldet, som
bad hun om Tilgivelse, fordi hun plagede
Fruen med dette.
„Kan han da slet ikke arbejde ?LL spurgte
Constance.
„Aa nej, Gu bære os, hva ska de bli te
me en Arm, kan Fruen tænke. De kan være
at bære lit Fisk for Folk og slikt Smaatteri;
men nu, siden di er begyndt me at bringe
rundt i Husene, faller der næsten ingen Ting
af for os andre.u Hun talte i den samme
underdanige Tone, og Hænderne var uafladelig
i Bevægelse.
„Men hvor kan I gaa hen og lægge jer
saa mange Børn til, naar I nu ingen Ting
har at underholde dem med?w spurgte Constance
i en misbilligende Tone.
„Ja, hvor ska en hen?w sa Konen og
rystede paa Hodet med en gudhengiven Mine.
„Det er jo Guds Bestemmelse/4
Svaret irriterede Constance.
„Men nu de uægte Børn da — tror De
ogsaa, at det er Gud, som sender dem?u
spurgte hun.
„Ja, de maa vel være til en Straf over
Synden, “ sukkede Konen fromt.
„Vilcle De ikke keller leve for Dem selv,
s aa De slap at faa flere Børn?w spurgte saa
Constance.
„Naar en engang er vidd for Altere, saa
ska en jo leve sammen. — Hvad Gud har
sammenføjet, skal Menneskene ikke adskille.u
Det lød som læste hun op af en Bog.
Constance blev vammel ved at høre disse
Ord i dette Kvindemenneskes Mund.
„Men Deres Mand er Dem jo ikke tro,“
sa Constance, „han staar jo i Forhold til et
andet Fruentimmer, har jeg hørt.u
„De e Skrøpelighed.ssynn, vet Fruen nok;
Skriften siger, vi skal tilgi vor fejlende Broder,u
kom det sødladent med et Suk.
Constance vilde gaa ind efter Tøjet, men
huskede i det samme, at der var nok et Spørsmaal,
hun vilde gjøre.
„Den lille Pige, vi traf i Dag, talte om
en, som hed Fredrikke, er det Deres Barn,
d e t? “
„Nej, — det hadde han, da vi giftet os.u
„Tror De ikke, De fik det bedre, hvis De
gik fra Deres Ægteskab og bode for Dem
selv?u spurgte hun. Det lød mere, som om
hun tænkte højt, end egentlig talte til Konen.
Hun rystede paa Hodet, „Da kunde eg
jo hverken vente Hjælp af Gud eller Mennesker,
naar eg for saa ukristeligt frem.w
Constance leverte hende en Byldt med
Klædningsstykker. Hun tog den, takkede og
forsøgte at rulle den bedre sammen paa sit Knæ.
Constance undersøgte sin Portmonnæ. Der
kom et spændt Udtryk paa 'Konens Ansigt;
uden at røre Hodet fulgte kun hver en Bevægelse
af Constances Fingre med lurende
Øjne.
„Værsgod, her er lidt til Mad,u sa Constance
og jrakte en Femkroneseddel ud imod
hende.
En mørk Rødme afløste pludselig den
gustne Bleghed paa Konens Ansigt, et Glimt
af Forbauselse lyste i hendes Blik, og der gik
en Skjælven over Ansigtstrækkene. Idet hun
tog Pengesedlen, greb hun om Constances
Haand og trykkede sine sprukne Læber paa
den’. Da hun hævede Hodet, randt Taarerne
ned over hendes Kinder.
„Gud evig lønne og velsigne Dem/ 4 sa
hun med pibende Stemme, idet hun med Bagen
af sin Haand tørrede sine Øjne. „Gud styrke
og glæe Dem for de goe, Di har gjort mot
en sulten Stakker. 44
Constance blev greben af Konens heftige
Sindsbevægelse; der gik en Kuldegysning gjennem
hende, og Mundmusklerne vibrerte. Hvor
megen Sult og Pine maatte denne arme Skabning
ikke ha lidt og set paa for at smelte
saaledes hen ved Synet af en lumpen Femkrone.
„Jeg skal gjøre, hvad jeg kan for at skaffe
Dem af Fattigplejen, 44 sa hun med et affærdigende
Nik.
„Ja, Gud velsigne Dem og tusind Tak,u
»varte Konen og gik.
Constance følte sig ilde til Mode. Hvad
hun havde hørt i Dagens Løb, vilde ikke ud
af hendes Sind. Det stinkende Kjælderum og
de forkomne Smaastakler stod uafladelig for
hende, og Billedet af dette modbydelige Ægteskab
med Drik og Bank og Ulevnet fyldte
hende med Væmmelse.
Hun kunde ikke bli kvit en Fornemmelse
af, at der hang Smuds ved hende efter Berøringen
med disse Udskud, og hun maatte
flere Gange snuse til sin Kjole for at forvisse
sig om, at den ikke lugtede ondt. —
Og denne Kone, som tog Mandens Adfærd
som noget, der saa at sige hørte til, ikke
gjorde Oprør eller vilde fra ham, som blev
ved at avle Børn med ham, skjønt han mishandlede
hende og stod i utugtigt Forhold til
et andet Fruentimmer lige for hendes Øjne —
------ . Havde da Sulten og Nøden Magt til at
dræbe enhver Gnist af menneskelig Følelse!
Intet Begreb om Ansvar, — ikke en Gang
lige over for disse uskyldige Væsner, som de
var tøjlesløse nok til at sætte ind i Verden
og overgi til et Liv,* fuldt af Jammer og
Pine — —!
Det var Guds Bestemmelse, — det var
ham, som sendte Børnene, en fik finde sig i
hans Vilje, — det var alt det Svar, de havde.
Saa det da ikke ud, som om Religionen
gjorde Menneskene lig de umælende, der ikke
tænkte ud over den Føde, de fyldte sig med
i Øjeblikket —?
Disse Folk levede jo som Dyr, hvad kunde
det nytte at hjælpe dem, — det var jo at
kaste i et bundløst Svælg, for de gravede sig
stedse dybere og dybere ned i P ø le n .____
Nej, hun vilde ikke gaa omkring til de
fattige mere, — der var jo ingen Ting at
gjøre, bare at ta paa sig en Lidelse, som
ikke var til Nytte for nogen i Verden. Marie
kunde gaa alene! Hun tog det saa praktisk
og havde sine Rubrikker færdige for de værdige
og ikke værdige. — Herefterdags vilde hun
sende sine Gaver til Fattigplejen og la den *
staa for at uddele dem til de rigtige trængende.
Da hun havde fattet denne Beslutning,
syntes hun det lettede. Hun gik ind og vaskede
sine Hænder, fugtede sit Lommetørklæde
med Es-bouquet, tog en Bog og satte sig til
at læse.
XVII.
0
E n Eftermiddag i Slutningen af Oktober
sad F ru Wleiigel oppe bos Constance. Det
var stærk Skumring, men Lyset fra Kakkelovnen
kastede et saa byggeligt Skjær over
Stuen, at Constance ikke bavde Lyst til at
ringe efter Lamperne.
Tanten havde tilbudt hende noget brugt
Tøj til hendes fattige, men Constance bavde
bedt hende hellere sende det til Marie. Saa
fortalte Fru Wletigel, at hun havde havt Brev
fra Molde og meddelte noget af Indholdet.
Der blev en Pause. Fru Wleiigel sad
urolig paa Stolen og kremtede saa smaat et
Par Gange. Tilsidst sa hun: „Din Mor skriver
i dette Brev ogsaa, om hvor glad hun er, fordi
det blev godt igjen med Dig og Ring; det
kan hun aldrig nedlægge.“
„Ja, ja, det er jo godt, at de er glad,“ sa
Constance med et Suk.
„Men hvis hun var her og kunde se paa7
vilde hun være højst bekymret, — j a , det
vilde hun, Constance."
„Hvorfor det da? Nu har de jo faat det,
som de vilde." ’
„Jo, for det er galt fat med Ring, Constance
—“ Tanten stansede lidt for at samle
Mod — „jeg er bange for, at han gaar til
Grunde i det," sa hun saa med Vægt.
„Gaar han nu ogsaa til Grunde? Det var
jo for at hindre det, I fik mig overtalt til at
vende tilbage.w Stemmen var underlig skjærende.
„Men dette er halvgjort Gjer . . . ."7 hun
holdt pludselig inde, fordi Døren gik op, og
Digen tiaadte ind med de tændte Damper.
„Dette er halvgjort Gjerning, Constance/'
vedblev hun, da de atter var alene. „En skal
gjøre, hvad der er Ret, og det kan aldrig være
Ret at være uforsonlig. Ring staar ikke i det,
Constance, — han gaar hen og biir drikfældig."’
De sidste Ord næsten hviskede hun.
„Blii ? sa Constance foragtelig, „brug Imperfektum
og Præsens istedetfor Futurum, Tante,
saa er du Sandheden nærmere."
„Ak nej, Constance, der er Forskjel jDaa
at ta sig et Glas for meget i godt Lag; men
dette her er noget ganske andet; noget ganske
andet," gjentog hun og rystede paa Hodet.
A m a l i e S k r a m : Cons tanc e R i n g . 1 7
I
„Aa nej, saa min Sandten om det er,w
svarte Constance i en harmfuld Tone, „han
har saamæn aldrig vidst at passe sig.w
„Men det er blet værre, det er blet meget
værre, Constance.w
„Hvis saa er, er det hans egen Skam!
Hvad kommer det mig ved?u
„Han gjør det af Fortvilelse,“ sukkede Fru
Wletigel. „Det gaar ikke paa denne Maaden,w
fortsatte hun mere indtrængende. „Du maa
flytte ind til ham igjen, hvis han ikke skal bli
en ren Drukkenboldt, tænk dig, hvad det vil
sige at være gift med en Drukkenboldt —
du maa ta Skridtet helt ud og tilgi ham
ganske og aldeles — — En skal gjøre, hvad
der er Ret, Constance/
„Har han beklaget sig for dig?u spurgte
Constance.
Det kom skarpt, som Hugget af en Kniv.
„Nej, saamæn har han ej,u sa Fru Wletigel
lidt forfjamsket, „men at Manden gaar og
græmmer sig, er da let at se, og flere Gange
er han kommen op til mig ved Syvtiden, og
da har han været temmelig anløben, og det er
-jo svært tidlig paa Kvælden. “
Fru Wletigel sa ikke Sandhed. Ring
havde netop udtrykkelig bedt hende tale
hans Sag hos Constance. Naar hun nu kom
hjem, vilde han være der for at høre, hvordan
det var gaat.
„Han vidste, hvad han indlod sig paa,“
svarte Constance kort.
„Ja, men naturligvis gaar Manden i en
Kval for det. — Det kan han ikke la være
med, ellers maatte han være mere end et
Menneske, og det er han jo ik k e ,“ sa Tanten
overtalende.
„Nej, det véd den gode G u d f udbrød
Constance haanlig.
„Men det er nu egentlig ikke noget at
klandre ham for,u svarte Tanten med en
krænket Mine.
„Gaar man ind paa noget, skal man holde
sig til Aftalen, det er stymperagtigt andet, “
raabte Constance.
„Mændene er svage, Ring har ikke din
Karakterfasthed, alle kan ikke være ens, Constance
— en skal gjøre det re tte f
Constance svarte ikke. Hun sad med Albuerne
paa sine Knæ og Ansigtet i Hænderne,
og rokkede sagte frem og tilbage.
Fru Wletigel humpede hen til hende og
la Haanden paa hendes Skulder.
„Jeg er dig jo paa en Maade i Mors
Sted, Constance, “ sa hun inderligt, „du kan
tro, jeg vil dig v e lf
„Ja, det vil I jo allesammen, i alt Fald
siger I d e t,u det lød dumpt og utydeligt, for
hun tog ikke Hænderne bort, mens hun talte.
17*
s w
„Og vi, som er gamle, 44 vedblev Tanten,
„vi véd bedre, hvad der er det bedste, Constance
— 44
„ Ja , Gud véd, om dét er saa vel for mig
— det, I faar mig til at gjøre,44 sa hun næsten
med et Skrig og sprang pludselig op.
„Nej, men Constance, hvor kan du tale saa
ukj ærligt. 44
„Jo, det er sandt, hvad jeg siger, 44 raabte
hun* „Dere ødelægger mig, Dere rigtig fordærver
mig, Dere faar mig til at tro, at hele Livet er et
eneste Dike af Løgn og Usselhed. Det gaar
ikke an at vente Troskab og Sandhed i Ægteskabet,
siger I — Ring er ingen Undtagelse,
tværtom — de andre er meget værre. — —
Det værste, I hører, oprører jer ikke, du, Marie,
Pastor Huhn, Mor, F a r, allesammen! — For
Skams Skyld lader I, som I synes, det er
skrækkelig sørgeligt , men der er ingen Alvor
i jeres Indignation. — Slig e r det nu engang
— siger I , Mændene er saa svage —.u Hun
gik frem og tilbage i rastløs Hast, stod nu og
da et Øjeblik stille for at slaa ud med Haanden,
Ordene kom hurtig som en rivende Strøm, og
Øjnene formelig sprudede Ild. Pludselig for
hun tæt hen til Tanten, stampede med den
ene Fod og holdt de tæt sammenknugede
Hænder op foran sig i Højde med Hodet:
„Hvorfor lader I da til hverdags, 44 raabte hun,
„som om I tror paa alt det taabelige Snak
om clet gode og skjønne, om Religionens
Magt og om, at Æ gteskabet er helligt og indstiftet
af Gud? — Helligt!w gjentog hun med
en Latter. „Jeg væmmes ved dette sumpede
Væsen, væmmes ved det og foragter d e t ._
Jeg foragter alt, alt, alt, først og fremst mig
selv, fordi jeg er ussel nok til at gaa i jeres
Ledebaand, tiltrods for, — ja t i l t r o d s for
min bedre Overbevisning. — Véd du, hvad det
vil sige, Tante, det vil sige at gaa i Hundene !u
Den gamle Dame veg et Par Skridt tilbage.
Constances Ord gik rent rundt for
hende; hun syntes, hun ikke forstod et Muk
af det. Men hendes voldsomme Oprør forfærdede
hende; hun stirrede paa hende, maalløs
og med opspilede Øjne, støttet paa sin Stok.
Da Constance holdt inde, begyndte hun i sin
Befippelse at græde.
Constance blev med et rolig.
„Om Forladelse, Tante, at jeg blev saa
heftig, — det var ikke møntet paa dig,“ sa
hun med mat Stemme. „Det er hverken din
Skyld eller nogen enkelts — det kommer af
hele Grej en, men det forstaar du ikke,
Tante. 44
Fru Wleiigel blev ved at græde.
„Vær nu ikke sint paa mig.u Hun la sin
Arm om hendes Skulder. n Du maa ikke og ræde ?
snille Tante, du hører jo, jeg mente ikke dig
— saa, saa, hold nu op.u
Fru Wletigel tørrede langsomt sine Øjne, t
pudsede sin Næse og gjemte sit Lommetørklæde.
„Det hørtes saa stygt det, du sa, Constance,
du rent skræmte Livet af mig. — Jeg
véd, jeg har altid villet gjøre, hvad der var
Ret —u G-raaden vilde op igjen.
„Ja, ja , Tante, — det har du ogsaa. Du
har gjort det bedste, du vidste, mod mig og
alle — det forstaar jeg saa godt —w Constance
stod og klappede hende paa Kinden.
„Saa faar jeg vel se at komme mig hjem
da,w sa Tanten og saa ud som et Barn, der er {
ble ven skjændt paa med Urette. Hun gik et
Par Skridt og stansede.
Constance stod og trak i sit Lommetørklæde
med smaa betænksomme Ryk.
„Og saa overtænker du nok, hvad vi talte
om, Constance,u det kom frygtsomt bedende,
„tro mig, det er det bedste baade for dig og
ham.u
Constance kunde ikke faa sig selv til at
snakke hende efter Munden og taug derfor
stille.M en Fru Wletigel vilde nu ikke gi sig
uden at ha faat et Ord, der gik i Retning af > ¦
et Løfte. Ring sad jo derhjemme og ventede,
«
og han havde kaldt hende sin Skæbnes gode
Engel.
„Lov mig, Constance, at du vil tilgi Ring
h e lt,w sa hun indtrængende, „eller lov mig i
det mindste, at du vil prøve paa det.u
Ordet tilgi bragte paa ny Constances
Blod til at koge. Det brændte hende paa
Tuugen at svare, at naar hun nu gik hen og
gjorde det, de kaldte tilgi, saa betød det
kun, at hun med velberaad Hu slang sig nedfor
i Snavset. Men hun tvang det tilbage;
hvad kunde det nytte med denne gamle,
skikkelige Sjæl, hvis oprindelige Renhed og
Finhed Livet havde afstumpet; det var jo kun
at volde hende en aldeles unyttig Forskrækkelse.„
Ja, Tante, jeg skal prøve paa d e t,w sa
hun lavt og vendte Ansigtet bort.
„Det var snilt af dig, Constance, tak for
det Ord. Nu skal du se, hvor godt det biir.
— Du vil gaa om Dagene og være saa glad,
— og naar du skal tænke dig om, hvad det er
for, saa er det, fordi du har gjort det rette.tt
Constance drog et Suk, men svarte ikke.
Da Fru Wletigel var gaat, satte Constance
sig hen og overvejede. Hun havde jo
alt længe havt en Fornemmelse af, at det vilde
ende saaledes, men ikke havt Mod til at se
Sandheden i Øjnene. Det kunde ikke nytte
at staa imod længere; siden hun havde samtykket
i at vende tilbage, var der ikke andet
f o r . ------- Stillingen var uholdbar i Længden. v
— Hun var paa et Skraaplan, der var ingen
Mulighed for at stanse. — Saa fik det da
bære afsted!
Hun tænkte paa Rings forlibte Fagter,
paa hans Forsikringer om, at han elskede
hende, og gjøs. — — Give sig hen i Samliv
med en Mand, som hun foragtede! — Men
det gik vel over, naar hun blev vant til det.
Hun havde jo aldrig elsket ham! — Men
stræbt efter at fatte Kjærlighed til ham, havde
hun dog ærlig gjort. Tanken om, at han kunde
være hende u tro , havde ligget hende fjærnere i
end alt i Verden. Hun havde anset sig for
hans Ejendom og set paa sit Ægteskab i alt
Fald med Respekt; og det havde liksom holdt
sammen paa hende, men nu! — Hun følte sig
som en Kvinde, der af Magelighedshensyn
vælger at leve af Skjøgeri. — — „Ja, ja , ja!
saaledes er det!u raabte hun halvhøjt og slog
Hænderne sammen over sit Hode. „Men —u
hviskede hun lidt efter, „det er der jo saa
mange, som gjør, det er ikke værre for dig,
end for de andre —w
Hun hørte Ring i E n trén , greb sit
Arbejde og sad bøjet over det, da han
traadte ind.
Han sa blidt godaften og satte sig i en
Lænestol ved Siden af hende.
„Hvor du er flittig, Constance/ 4 sa han
beundrende. „Altid i Virksomhed — du er
saa sød at se paa, naar du sidder ved dit
Arbejde. 44
Hun svarte ikke.
„Hvad er det nu igjen, du strikker p a a ? 44
hans Tone var beskeden, men dog saa interesseret.
„ Strømper.44
„ Til Fattigbørnene ? 44
„Ja. 44
Der blev en Pause.
„Véd du, hvad det er for en Dag i Dag,
Constance? 44 spurgte Ping efter at ha rømmet
sig et Par Gange; hans Stemme var frygtsom
og usikker.
„Nej, 44 sa hun kort.
„Det er jo den 26de Oktober, husked du
ikke d e t? 44
„Nej, 44 var Svaret.
„Og jeg, som trode — 44 han havde nær
forsnakket sig og røbet, at han vidste, Tanten
havde været der. „Jasaa, 44 vedblev han og
smilte anerkjendende til sin gode Hukommelse,
„saa det havde du glemt, — vor Forlovelsesdag,
Constance, 44 føjede han sagtere til.
„Jeg synes ikke, der er nogen Glæde ved
at mindes den, for Pesten, 44 sa hun tørt.
Ring sukkede dybt.
„Aa nej, Constance, det kan du lia Ret i,
for din egen Del. — Men jeg, — ja , jeg kan
ikke la være at anse den som den lykkeligste
Dag i mit Liv, ja, næst vor Bryllupsdag da.u
„Tsjhe !u sa hun og gjorde en Gebærde af
Uvilje. '
„Ja, ja, Constance, jeg skal tie stille, naar
du ønsker det, ikke sige et Muk, som du ikke
gir mig Lov til, jeg skal gjøre alt for at
tækkes dig,u han strakte sig hen imod hende
med et bønfaldende Blik og talte lavt og
frygtsomt.
Hun vendte sig bort med et Udtryk af
Træthed.
„Aa, Constance, kunde du bekvemme dig
til paa denne D ag ,u vedblev han, „at gi mig
et eneste lidet Kjærtegn — du gjorde en god
Gjerning imod mig.u Stemmen brast, han
holdt Haanden for Øjnene og drog Vejret langsomt,
næsten stønnende.
Constance maalte ham med et opmærksomt
Øjekast.
„Nu har han vist drukket igjen,u tænkte hun.
Han rejste sig, gik et Par Gange op og
ned paa Gulvet og satte sig saa stilfærdig paa
sin forrige Plads.
„Jeg har gaat med et forfængeligt Haab,u
begyndte han igjen i en betrængt Tone. „Jeg
tænkte mig, -at Erindringen om denne Dag
maaske skulde stemme dig mildere. — Aa,
Constance, du er meget, meget haard imod
mig.u Han bøjede sig fremover, støttede Al~
buen paa Knæet og Panden i Haanden.
„Sig mig én Ting,w sa Constance koldt,
„hvad mente du egentlig, da du saa beredvillig
gik ind paa at faa mig tilbage paa det
Yilkaar, jeg satte ?u
„Hvad jeg mente,w stammede han, „jeg
mente — —w
Hun saa’ ham lige i Ansigtet. Han forvirredes.
„Jeg forstaar dig ik k e ,a brød han af og
lod Hodet. synke.
„Du lod, som du fandt det saa rimeligt,
som du slet ikke tænkte dig Muligheden af, at
det kunde være anderledes. — Husker du
det?“
„ Det var ogsaa oprigtigt fra min Side,
Constance. — Jeg kunde saa godt forstaa, at
du ikke saadan straks —. Men jeg haabede
jo —u han holdt inde og sukkede.
„Der var ikke Tale om straks eller senere
eller om nogen Slags fremtidig Mulighed for
Forandring. Du gik helt og uindskrænket ind
paa mit Forlangende. Og naar jeg nu tænker
paa, hvordan du opfører dig —u hun holdt
pludselig inde. „— Du store Gud, at du
ikke skammer d ig / 4 tilføjede hun halvt bortvendt.
„Jeg elskede dig saa højt, Constance/ 4
stønnede han.
„Ti stille med det Ord, det er mig vederstyggeligt
i din Mund/ 4 sa hun med opblussende
Vrede.
„Jeg kunde jo ikke la være at tro, at
Tiden skulde mildne dit Sind!44 udbrød han og
rettede sig op i Sædet. „Jeg havde jo et
Haab om, at det en Gang skulde lykkes mig
at vinde dig tilbage. — Hvis d e t ogsaa skal
regnes mig til en Forbrydelse — saa — 44 han
holdt inde.
„Du stolte paa, at du skulde trætte mig
ud, saa jeg tilsidst skulde gi mig, — derfor
begyndte du saa godt som straks at overhænge
mig. — Du brød dit Ord fra Begyndelsen af
— der er ikke Gnist af Karakter i dig. 44
„Det er ikke godt for en Mand at vise
Karakter, naar han er stillet som jeg. — Gaa
og se paa dig hver Dag, være dig saa nær og
aldrig turde røre d i g ------- . Aa, Constance,
— du maa la dette ha en E n d e , — du maa
bli min igjen, du maa, du maa!44
Han sank paa Knæ og skjulte Ansigtet i
hendes Kjole.
„Rejs dig op/ 4 sa hun uvillig, „hvad ligger
du der fo r? 44
Han adlød straks og satte sig tilbage paa
Stolen.
„Din Beregning var ikke dum,44 sa hun
og saa’ paa ham med et næsten hadefuldt
Blik, „du vidste, hvad du indlod dig paa; det
var mere end jeg gjorde. Men jeg gir mig
over, det er mig, som har trukket det korteste
Straa. — — — Yærsgod, du kan faa det, som
du vil — , 44
Hun havde rejst sig og stod nu med korslagte
Arme og saa’ hen for sig.
Han for op med et Spring.
„Du vil være min Hustru igjen som i
gamle Dage, 44 hviskede han og rakte Hænderne
ud imod hende, „aa, Constance —,a der kom
en smeltet Lyd i hans Stemme, „dette er for
megen Glæde, deii kommer for pludselig/ 4 han
tog sig om Ho d et, „ du tilgir mig helt,
ganske — 44
Noget, som lignede Latter, afbrød ham.
„Jeg tilgir dig ik k e , — aldrig, forstaar
d u , 44 hun traadte et Skridt nærmere, „tig
Liget af en Person, du har myrdet, om
Tilgivelse og se, om det svarer dig — —.
Jeg gjør det i Selvforagt, hører du — i Selvforagt!
— Det er Følgerne af mit Nederlag,
det Nederlag, jeg led, da jeg opgav Skilsmissen,
jeg nu tar paa mig.44 Hun knyttede
Hænderne og strøg forbi ham. „Det nytter
ikke at ville løbe fra sine Handlingers Konsekventser
,u raabte hun jamrende, „de følger
en i Hælene og overmander en.u Hun gik
frem og tilbage i det hæftigste Oprør.
„Nej, Constance, naar du først kom tilbage,
saa maatte det ende saaledes, — et Forhold
som det, du tænkte dig, er en Umulighed,
en U n a tu rlig h ed------- . Men du skal se, det
kan endnu bli godt, jeg skal endnu komme til
at gjøre dig lykkelig.“ Han gjorde et Skridt
hen imod hende.
„Lykkelig —w sa hun med ubeskrivelig
Haan. „Slige Betegnelser hører ikke hjemme
i et Forhold som mit. Lad os se Sagen som
den er.u Hun gik pludselig tæt hen til ham.
„Naar jeg nu samtykker i at være din Hustru,u
sa hun truende, „betyr det ikke det, du
tror! — Nej, jeg skal sige dig noget — det
vilde være mig præcis det samme, om det var
en hvilkensomhelst anden Mand, jeg skulde
tvinges til, forstaar du, præcis det samme.u
Eing for uvilkaarlig sammen.
„Uf nej, Constance, tal ikke saa stygt —w
bad han. „Men det er det samme, naar du
blot vil bli min igjen, — dette er en Stemning,
som gaar over. — Aa, Constance, jeg
kunde ligge paa mine Knæ og takke dig i
hele Nat, hvis jeg fik Lov, men du vil jo ikke
ha det.u
„Der er bare en Ting, jeg vilde be dig
om,“ sa Constance med en Mine, som om hun
ikke havde hørt hans sidste Ord, „og det er,
at du skal holde op med at drikke.14
„Men du kan da ikke sige, at jeg drikker,
Constance,44 sa han modfaldent.
Hun slog ud med Haanden, som om hun
ikke gad indlade sig paa dette.
„Kan du huske, at du flere Gange har
sagt, at hvis du ikke havde havt noget i Hodet,
som du kalder det, saa var du ikke kommen
op i dette med hende, Pigen?44 spurgte Constance.
„Og det var ogsaa sandt,44 sa han ydmygt.
„Vil du saa herefterdags holde op med at
faa noget i Hodet, for at ikke risikere, at du
handler i Fuldskab?44 vedblev hun.
„Med Glæde, Constance, du skal aldrig se
mig smage det Skidt mere. — Jeg befinder
mig ogsaa langt bedre uden, og nu, naar jeg
faar dig tilbage, — det skal være mig en let
Sag. — Nu trænger jeg hverken til at døve
eller stimulere mig. —44
„Ja, ja, lad nu det være godt,44 sa hun og
forlod Stuen. Hun gik ind paa sit Soveværelse,
hun trængte til at være alene. Der drev hun
op og ned paa Gulvet; det forekom hende
som en Evighed siden hun havde havt den
Samtale med Tanten; hun kunde slet ikke begribe,
at det var i Aften. — Hun var for
Resten ganske fattet, saa underlig stivnet indvendig,
Forhærdelse maatte det være, sa hun
til sig selv, siden hun hverken var fortvilet
eller bedrøvet.
Ring var i en overstadig lykkelig Stemning.
Endelig, endelig var han ved Maalet!
Han fik Taarer i Øjnene af ølæde og Rørelse, og
Brystet svulmede af de forløsende Sukke, som
arbejdede sig frem. Han gik ind i sit Værelse,
og tændte sig en af sine fineste C ig a re r-------
I Aften, allerede i Aften! Men han havde
ogsaa lidt skrækkeligt i disse tre Maaneder,
ja den hele Tid, siden det kom paa. Nu var
der snart gaat et Aar. Han havde sandelig
faat sin Straf og været mere end taalmodig.
Men nu skulde de begynde paa et nyt Liv —
Et nyt Liv — Gud være lovet og priset!
Han kunde ikke holde sig rolig; han
havde Trang til at bevæge sig omkring uafladelig.
Men det var liksom noget manglede ham,
et Savn, noget, som mindede ham.
Et Glas af den fine Champagnekognaken
med en Tredjedel Vand, — aha — det skulde
gjøre godt!
Han skjød F a rt gjennem Dagligstuen som
en Mand, der er i oprømt Humør, men saa
huskede han sit Løfte og vendte brat om.
Lidt efter kom Lysten over ham, stærkere
end før. I Aften vilde det nu bare ha
virket godt paa ham, gjort han« Stemning
rigere og liksom mere løftet; ved saadanne
Lejligheder gik det ham ikke til Hodet —.
Om han nu tog et eneste Glas i Aften, —
han var atter paa Vej, men vendte om igjen.
Det var da ogsaa bes3mderligt for en
voldsom Trang han havde til det netop nu,
det kom vel af den stærke Spænding, han
havde været i fra tidlig om Eftermiddagen.
Han var saa slap og mat, det vilde ligefrem
været Medicin for ham.
Det kunde jo ikke gjøre noget, om han
drak et eneste Glas —. Constance havde jo
slet ikke ment det paa den Maaden, og der
var jo ikke Tale om, at han kunde komme op
i nogen Slags Ubesindigheder i Aften.
Jo , han vilde, — det skulde være det
sidste; — det var ligefrem at tømme et Afskedsbæger
for sit gamle jeg, det var jo formelig
en højtidelig Anledning.
Han havde netop faat det opskjænket og
stod med Glasset for Munden, da han hørte
Constance komme ind i Dagligstuen.
I rasende Fart styrtede han Indholdet i
sig og satte Glasset forsigtig paa Buffeten.
„Jeg søgte efter Fyrstikker,'4 sa han, da
han kom ind fra Spisestuen, rød i Hodet og
med noget op strammet over Ansigtstrækkene.
„Altid biir de borte for mig,44 mumlede han og
drev ind til sig selv, idet han lod som han ledte.
Am a l i e Skr am: Constance King. iq
274
Constance saa? efter ham med et studsende
Blik; hun havde hørt Lyden af Glasklir,
i det samme hun kom ind, og gik nu ind i
Spisestuen for at se efter. Hun tog det tømte
Glas, som stod ved Siden af Kognaksflasken
og lugtede til det. Saa satte hun det rolig
ned igjen og blev staaende henfalden i Tanker
med et stivt Udtryk paa sit Ansigt.
Lidt efter tog hun sig sammen, gik ind
igjen i Dagligstuen og satte sig til at strikke.
Og da Bing efter Maaltidet lagde Armen
om hendes Liv og kjærtegnede hende, fandt
hun sig i det med iskold Bo.
XVIII.
S a a var de da begyndt paa nyt igjen. —
Alt var kommet i den gamle Gjænge udadtil,
og Ring var til Mode som et Menneske, der
har kjæmpet mod Skjæbnen og til sidst har
vundet Bugt med den.
Men han følte sig alligevel ikke lykkelig.
Constances haanlige Væsen og isnende Kulde
pinte og ærgrede ham vekselvis. — Han havde
haabet, at det vilde gi sig, at hun til sidst
vilde la sig smelte og vise ham en Smule
Imødekommen, af og til i det mindste. Men
al hans Kjærlighed og Overbærenhed var ganske
og aldeles spildt.
Hvis hun bare vilde været som i Ægteskabets
første Aar! Den Gang havde han
været misfornøjet og følt sig forurettet; nu
vilde han med Tak og Haandkys ta t imod
hende, som hun den Gang var.
Lidt efter lidt undergik hans Adfærd en
I or andring. Han blev brutal og opfarende.
18*
Dette stædige Fruentimmer, som aldrig blev
færdig med at hævne sig, kunde jo bringe en
Engel til at tabe Taalmodigheden.
Der kom hæslige Scener imellem dem,
Scener, i hvilke Constance slængte ham sin
Foragt og Afsky lige i Ansigtet og i hæftige
Ord fordrede, at han skulde vise hende Høflighed,
i alt Fald naar Trediemand var til Stede.
Han svarte med Haan, at hans Opførsel var
altfor god for hende, hun, som dengang havde
talt, som hun kunde været en — nok sagt —
— at han var, som han vilde være, eller andet
lignende.
I rolige Stunder sa Constance sig selv,
at naar hun tænkte sig om, var det jo ikke
saa underligt, at han vovede at by hende
dette. — Han havde tabt Despekten for hende,
netop fordi hun havde givet efter; det var
det, som var sket.
-------Men Aarene gik, og Tiden har som
oftest en udjævnende Indflydelse. Ding kom
efterhaanden over den fikse Idé, at han absolut
vilde ha en forelsket Kone, og blev som Følge
deraf lettere at omgaas. Hans egne Følelser
var jo ogsaa en Del afkjølede, derfor var han
ikke mer saa færdig til af yppe Klammeri
over Constances afvisende Væsen. Constance
paa sin Side havde slaat sig til Do og fandt
sig bedre til Rette med Livet. Hun sad ikke
længer og grublede over det, der nu en Gang
ikke var anderledes. Hun havde sagt sig selv,
at saadan og saadan forholdt det sig, og derefter
ta t sit Parti. Hun var træt af disse
Skjærmydsler; de frugtede jo ikke andet end
at gjøre Tilværelsen hæsligere, end det strængt
tat var nødvendigt. Hun vilde ha Fred for
enhver Pris og blev passiv og føjelig lige over
for hans Kjærtegn. Det var dog bedre at ha
en Mand, som var i godt Humør den Stund
de var sammen om Dagene, end en, der gik
og var ubehagelig og fuld af en Slags Hævngjerrighed,
som især slog ud i fremmedes Nærværelse.
fting glædede sig over Forandringen
og lykønskede sig selv med den gode Infly delse
han dog til syvende og sidst havde havt paa
sin Kone. At det, han kaldte sin huslige
Lykke, var vokset op paa den Grav, under
hvilken hendes Hjærtes Foraar var g]emt,
vidste han intet om. Det laa ikke for ham
at forståa sig paa sligt.
Undertiden kunde der jo rigtignok komme
et lidet Optrin, en kort Ordveksel, fulgt af et
fiendtligt Blik, der gaves og sendtes tilbage
med slagfærdig Easkhed. Sligt kom dog stedse
sjældnere fore. Constance ærgrede og skammede
sig bag efter; hun kunde jo lige godt
gi sig til at kjækle, ja f. Eks. med Postbudet.
At gaa hver sin Yej og udveksle, hvad
de havde at sige hinanden, i høflig Fredsommelighed
— det var blevet hende Idealet for en
ægteskabelig Tilværelse. Og i det hele tat
gik Livet glat og rolig imellem dem. De var
optat hver paa sin Vis, og lod være at blande
sig i hinandens Anliggender. Ring havde sine
Forretninger og sin Kutter, sine Herremiddager
og Selterskognaker. Saa indlod han sig og^aa
undertiden paa smaa pikante Æventyr med en
eller anden Tivolisangerinde. Og saa var han
i den senere Tid bleven saa fuld af alle Slags
Indfald, som det morede ham at realisere. Et
af hans sidste havde været at anskaffe sig et
Fotografiapparat, som han en Tid lang var
lidenskabelig hengiven til at eksperimentere
med. Han fotograferte Dagligstuen med Constance
i om og om igjen, indtil hun tabte
Taalmodigheden og nægtede at sidde. Saa
vinkede han Venner og bekjendte op fra
Gaden, eller han fotograferte Kjøkkenet og
Tjenestepigen. Da han endelig havde raset
fra sig, var det en Lettelse for flere af hans
Medmennesker.
Constance paa sin Side syslede med alt
det, der er opfundet for at faa de velstillede
Lediggjængerskers Tid til at gaa. Hun læste
Romaner, hæklede point-laces og broderte paa
Klæde med ægte Guldtraad. Hun stod Tableau
i Bazarer og lærte at ride, havde Abonnement i
Theatret og gik paa Baller og i Selskaber.
Og saa havde hun sine Herre venskab er at pleje,
som for Resten aldrig gjorde hende andet end
Vrøvleri og Lejelse. For det gik naturligvis
bestandig saa, at de forelskede sig i hende,
og til sidst gjorde hende en Erklæring, eller i
al Fald saa tydelig la sine Følelser for
Dagen, at det blev plagsomt at omgaas dem.
Men det brød hun sig ikke længer om; hvad
kom det hende ved, at de gjorde sig Indbildninger,
disse dumme Fyre, som hun snakkede
med for at fordrive en ledig Time, og som
hun glemte, i det samme hun vendte dem
Ryggen. Hun kunde bruge dem, det var
hende Hovedsagen, for de hjalp hende til at
faa Bugt med en Kj edsomhed, der altid laa
paa Lur efter hende.
Hun levede i denne Tid i en stadig Hvirvel
af Adspredelser. Det Ringske Hus var mere
gjæstfrit og selskabeligt end nogensinde før. Og
Constance saa? straalende ud i sin fuldmodne,
livskraftige Skjønhed. Man talte en hel Del
om hende; hun gik for at være en meget
farlig og meget koket Dame.
Ude i Selskab stødte Constance undertiden
paa Lorck. Han havde for længe siden
taget sidste Del af sin Eksamen med Udmærkelse
og praktiserte nu som Læge i Byen,
i hvilken Stilling han nød adskillig Anseelse;
man nævnte ham almindelig som en af de
dygtigste blandt de yngre Læger.
Han gjorde aldrig nogen Mine til at nærme
sig Constance, men et Par Gange havde det
hændt, at hun havde mærket hans Blik hvile
paa sig fra Afstand, naar hun sad i munter
Snak med en af sine Tilbedere. Hun havde
set noget fiendtligt, halvt spottende og halvt
smerteligt i hans Øjne, der ramte hende som
en Dom eller Dadel. En Gang, da hun havde
spurgt ham, hvorfor han aldrig mere kom
hjem til dem, havde han set paa hende med
noget opblussende vredt i Blikket uden at
svare, og da hun gjentog Spørgsmaalet, sa han
med lav Stemme: „Jeg ønsker ikke at være Øjenvidne
til hvad der d e r gaar for sig,“ hvorpaa han
vendte sig og gik fra hende. Constance blev >
opbragt over hans Dristighed og samtidig opfyldt
af en sviende Smerte. Hun havde et Øjeblik
Lyst til at gi sin Stemning Luft i Skrig
eller Graad, men saa slog det om til en støjende
Munterhed, fuld af kaade Indfald og
voldsomme Latterudbrud. Ved Aftensbordet,
da Talen faldt paa Mejer, som fremdeles
laa i Udlandet med Stipendium, greb hun
Lejligheden til at udtale sig i begejstrede Udtryk
om, hvor godt han saa’ ud og hvor bedaarende
han var, og endte med at be Lorck
endelig hilse ham, hvis han skrev, og sige, at
han var det sødeste paa Jorden, hvortil Lorck ^
svarte, at den Kommission saa’ han helst, hun
betroede i andre Hænder.
**7>H*»*
BBEKfeæygafrreSSgj: A T T
}
XIX.
T r e Aar var forløbet siden hin 26de
Oktober, da Constance, som hun undertiden
sa sig selv, havde ladet Kampen for sin
Menneskeværdighed falde.
Ring var de sidste Par Maaneder bleven
overmaade grætten. Det gik daarlig med Forretningerne,
og saa var det disse Jærngruber,
der saa’ ud til at skulle blive hans Ruin.
Deres Værdi havde nemlig efter Kjøbet vist
sig at være aldeles forsvindende. Han var
bleven ta t grundig ved Næsen af Svenskerne.
Kunde han ikke faa Handelen til at gaa tilbage,
blev han en fattig Mand. Hansen, der
var hans juridiske Konsulent, havde imidlertid
været saa heldig at opdage en formel Fejl ved
Kjøbekontrakten, og efter hans> Raad var han
begyndt at føre Proces.
Disse Forviklinger havde medført, at han
flere Gange havde gjort Smaarejser til Sverig
m wm
hvorfra han altid var kommen tilbage i et
yderlig slet Humør. Constance var uvilkaarlig
begyndt at føle disse Jærngruber som sit Livs
værste Plage. —
— — Det var den sidste Oktober. Rings
havde boet paa Landet og var nylig flyttet ind til
Byen. De sidste Dage havde været fugtige og
kolde, og der var en stærk høstlig Tone i Luften.
Ring skulde atter til S verig; hans Bestemmelse
var at gaa med Smaalensbanen til Gøteborg,
men saa kom der et Par smukke Dage
med varmt Solskin og en fristende Vestenbris.
Han fik Lyst til at sejle nedover Fjorden med
Kutteren, saa langt Vinden stod, og der efter
videre over Land. Det blev saa sidste Tur
for i Aar. Han fik overtalt Løjtnant Fallesen
til at bli med og sendte et Bybud hjem
med Besked til sin Kone, at hans Tøj maatte
være færdigt Kl. 2. Omtrent ved dette Klokkeslet
kom han kj ørende i en Hyrevogn, som
han lod vente neden for.
„Jeg skal jo med Kutteren — og der har
du ta t mifL Jærnb ane vadsæk. Det er da Fanden
ogsaa!w
„Jeg trode, du havde indstillet dine Lystture
for i Aar.w
„Det er Pokker ingen Lysttur,u sa han og
trak i Klokkestrængen. „Disse fordømte Gruber
!u Han aabnede hastig en Skuffe i Skrivebordet
og tog nogle Penge frem.
„Se lier, tag op igjen alt dette, og læg
det i den anden Greie, — den med Rummene,
De védu — sa han ilsomt til Pigen. „Bring
det saa ned i Vognen.44 —
Pigen tog Vadsækken og gik.
„Og det er sandt —44 raabte han efter
hende, „lad os faa med de to Flasker Kognak,
som staar i Buffeten, — og endelig en kulørt
Skjorte! — Saa var det Cigarer/4 mumlede han
og stod stille et Øjeblik med en betænkt Mine.
„Skal tro jeg har nok —,44 han var atter inde
i Sideværelset og kom tilbage med en Cigarkasse,
hvis Indhold han rystede op og ned,
„og lad mig bare ikke glemme Fyrstikker!44
Constance rakte ham nogle Æsker.
„Død og Pine — min nye Snadde!44 han
for med Hænderne i Lommerne, vimsede omkring
for at søge og fandt den saa i Vindusposten.
„Hvor længe biir du borte?44 spurgte Constance,
da han et Øjeblik stod stille for at
tænde en Cigar.
„Véd ikke,44 svarte han med Cigaren mellem
Tænderne og den brændende Fyrstikke i
Haanden. „En Ugestid kanske. Trænger du
Penge?44
„Fem Kroner er hele min Beholdning.
Det er bedst, jeg faar nogle.44
„Saa var der vel ikke noget, jeg har
glemt,44 sa Ring og tænkte sig om. „Jeg har
jo mine Greier om Bord. — Ja, Penge, det er
sandt —.w Han tog sin Lommebog frem og
la nogle Sedler paa Bordet.
„Tyve Kroner det klarer du dig vel med?
Ikke? — ja, ja, se her er forti da.u
„Skal du rejse i Floshat?w spurgte Constance.
Han havde netop sat den paa sit
Hode.
Han lo over sin egen Distraktion, for ud
i Entrén og søgte omkring paa alle Knagerne.
„For Pokker, —jeg finder ikke min Hue!w
raabte han.
„Du har den vel hængende om Bord,“ sa
Constance, der var gaat efter.
„Ja, naturligvis har jeg det,a svarte han
og satte en liden rundpullet Hat paa.
„Se saa — hvor Fanden er nu min Cigarmundspids?
— Den laa paa Hylden i Dag.u
Constance tog en Gjenstand op fra Gulvet
og rakte ham.
„Ingen Ting ligger der, hvor det sidst laa
her i Huset,u sa han, idet han stak Mundspidsen
til sig.
Han aabnede Entrédøren for at gaa. „Mine
Nøgler !w raabte han pludselig og slog paa alle
sine Lommer. „Død og Pølse, — det skulde
set godt ud — —u
Constance gik allerede og søgte, og hun
fandt dem ogsaa til ham.
„Men jeg glemmer jo at sige Farvel —“
sa lian og kom tilbage, da lian alt var ude af
Entredøren. Han tog Cigaren ud af Munden
for at kysse sin Kone, stak den straks derpaa
ind igjen og gik dampende ned over Trapperne.
Constance gik til Vinduet og saa ham
kjøre bort. Da Vognen drejede om Hjørnet,
vendte han Hodet og saa sig tilbage. Hun
drog et Suk som af Lettelse og gav sig til at
ordne i Stuerne. Der var altid saa meget Rod
efter Ring, naar han skulde afsted paa disse
Rejser.
Hun havde faat et Brevkort om Morgenen
fra en Barndomsveninde, der var gift med en
Præst, ved Navn Sunde, som nu var forflyttet,
at hun vilde komme til Kristiania paa Gjennemrejse.
Kaldet laa fem Timers Jærnbanefart
fra Byen; og Fru Sunde skulde op i Forvejen
for at stelle og ordne, saa alt kunde være i Stand,
naar Manden og Børnene kom efter. Hvis
Dampskibet ikke blev forsinket, vilde hun
være *der i Morgen ved Middagstider.
Den næste Dag var Himlen overtrukken.
Luften var mørk og diset, og hist og her var
der tykke, sorte Skyer kantet som med Border
af gulagtig Uld. Det blæste ikke, men der
hang noget truende over Hodet paa Folk.
Man gik og keg paa Luften og paa Barometret,
der stod usædvanlig lavt, og man spaaede hinanden,
at det vilde bli et rigtigt Ruskvejr.
Constance var bleven liggende længe i
Sengen. Klokken var hen ved 12, før hun
var færdig med sit Toilette, og just som hun
satte Broschen fast under Hagen, hørte hun
en Vogn stanse uden for og straks efter en
Ringen paa Entrén. Hun var saa hurtig der
ude, at hun kom Pigen i Forkjøbet, og i
næste nu laa hun sin Veninde om Halsen.
Hun hjalp hende Rejsetøjet af og fik at vide,
at hun skulde afsted igjen allerede Klokken 4 .
Constance var skuffet over dette; hun havde
haabet at faa beholde hende et Par Dage.
Ring var jo borte, og de kunde havt det saa
hyggeligt sammen.
„Hvor du er uforandret, Constance, 44 sa
Fru Sunde og betragtede sin Veninde med
Velbehag, „skjønt nej, du er i Grunden smukkere.
44
„Man holder sig vist bedre nu end før i
Tiden, 44 svarte Constance, som skjænkede Chokolade
og nu satte en Kop hen til Fru Sunde.
„Det er forskjelligt, se nu mig! Du kunde
ikke kjendt mig igjen, hvis du ikke havde
vidst det, — det skal jeg dø paa. 44
„Hvor kan du tænke! — Srak, du er slet
ikke saa forandret. 44
„Aa, jeg véd saa godt om det. — Hvis
jeg bare ikke saa’ saa daarlig ud, for det er
det, som gjør mig gammel. Men cln kan tænke,
fire Børn i fem A a r! Du kan altid være straalende,
som ingen har — Er du lei for d e t? 44
„Nej da! Hvordan er det ellers at ha
B ø rn ? 44
„Et Slid og Mas og Kav uden Ende. Og
saa al den Nattevaagingen!44
„Men Lykken og Fryden, som skal følge
med at være M o r ------- . Kan du huske, der
staar i Bibelen: „af Glæde over, at et Menneske
er født til Verden . . .“ Det maa vel
være noget ganske aparte, d e t? 44
„Ja det er det jo ogsaa, kan du skjønne,
men det trækker saa i Husholdningen/ 4 Og
Fru Sunde drog et langt Suk.
„Har I lidet at leve af, Rik k e ? 44
„Ja da, — sligt et fille Præstekald skal
en ikke bli fed af.44
„Hvad kan Indtægten beløbe sig til ?“
„En 2000 Kr. foruden Huslejegodtgjør els e. 44
„Ikke mere d u ?44
„Nej da, — det er enda højt regnet. Saa
længe det bare var os to, gik det an, — men
siden har det rigtignok knebet. 44
„Hvor gammel er din yngste ? 44 spurgte
Constance.
„Ni Maaneder.44
„Vilde du ikke ønske, at du ikke fik
flere? 44
„Om jeg vilde ønske d e t!66 sa Fru Sunde
og vendte sine Øjne opad som for at ta de
usynlige Magter til Vidne. „Men hvad nytter
Ønsker, — der er meget, en kunde ønske. 66
Stemmen var modfalden, og hun saa? træt og
bekymret ud.
De havde rejst sig fra Bordet og var
gaat ind i Dagligstuen.
„Men fortæl mig nu lidt om dig, Constance.
— Du er vel lykkelig, som har det
saa dejligt. 66 Hendes Blik gled rundt paa de
fløjlsstoppede Møbler, de fine Gardiner og de
smukke Malerier.
„Lykkelig — ,66 sa Constance med et Tonefald,
som om hun studsede, „det er i Grunden
et dumt Ord. 66
Fru Sunde lo. „Jeg véd ikke det,66 sa
hun, „der er da vist dem, som er lykkelige/ 6
„Tror du? — Ja, kanske, — men saa er
det vist en Indbildning. 64
„Du er vist meget forandret, Constance,
— ja saadan indvendig, mener jeg . 66
„Det er jeg vist. — Men kom nu her og
sæt dig lidt godt og sig mig saa, Hikke, hvorledes
du egentlig er fornøjet med Livet. 66
„Jeg kan jo ikke klage, jeg har en snil
Mand og søde ‘Børn. 66
„Ja, ja, ja — lad nu det være godt — men
•jeg mener, hvorledes du synes, at Livet er. 66
„Hvis jeg havde nok af Penge, og der
ikke var fuldt saa meget Kav —, saa — 44
„Blev du ikke skrækkelig skuffet, og havde
du vel tænkt, at det var saaledes?44
„Jo, naar du siger det, saa husker jeg, at
jeg følte noget sligt i Begyndelsen. Jeg laa
og græd mange Gange, forsikrer jeg dig, men
senere fik jeg andet at bestille/ 4
„Jeg synes, Livet er saa rasende tomt/ 4
sa Constance utaalmodig, „og dertil saa underlig
jærnsko et, du. — Det gaar sin Gang og tramper
os ned, der vi skal være, uden at spørge om,
hvordan vi liker at ha det netop saaledes. 44
„Jeg tror det vilde være godt for dig at o ^5 faa Børn, Constance. 44
„Langtifra! Det er en Overtro, dette Snak
om disse Børn. — Hvis jeg havde Børn, vilde
jeg bare gaa og ønske, at de maatte dø. 44
„Nej, fy d a !44
„Jeg vilde ikke ha Bo paa mig, før de
døde. Alt det onde de maa op i her i Verden!
H u ttitu !44 Og Constance tog sig sammen,
som om hun frøs.
„Gud bevare mig vel for et Slags Livssyn
du har faat !44 sa Fru Sunde forbauset. „Hvad
siger din Mand til d e t?44 •
„Tror du, jeg taler med ham om sligt?44
„Du er vist ikke lykkelig gift, Constance. 44
kø*1 Bakke, l&d os være enig om
ikke at bruge dette ubeskedne Ord. Jøg’ cr
A m a l i e S k r am: Cons tance Ring. i q
for Resten lige saa lykkelig, jeg — som de
andre.w
„I saa da saa forelskede ud, da I holdt
Bryllup — især Ring for Resten. Jeg kan
huske, vi talte — — ja, undskyld — om hvor
lykkelige I var.w
„Gjorde I det?w —
Fru Sunde sad og legte med en Papirskniv.
„Jeg er saa bange for dig, Constance —u
sa hun nølende.
„For mig? hvorledes de t?w
„Jo, for — ja, du maa ikke bli sint, —
men hvis du ikke elsker din Mand, saa kunde
der komme et slet Menneske og bedaare dig.u
Constance brast i Latter. „Du er for
sød med din Bekymring, Rikke, men vær du
tryg! Mændene er ikke saaledes beskafne. —
Desværre, havde jeg nær sagt.w
„Fy, hvor du snakker, — det er da ikke
dit Alvor ?u
„Hvorfor ikke det? Det vilde da være
noget.M
„Men der er da intet afskyeligere i Verden
end en gift Kone, som lever med en
Elsker. “
„Eller en gift Kone, som lever af at leve
med sin Mand, — det kommer ud paa ét,w sa
Constance med et Skuldertræk.
„Lever af at leve med sin Mand, — det
er jo en Kones Pligt, véd jeg .44
„Ja naturligvis—44 Constance saa ud, som
om hun var træt af det. „Uf du —144 for hun
pludselig op og kastede et Bind Digte, hun
havde siddet og pillet ved, „Ægteskabet er i
Grunden en styg Institution.u
msn Constance, saadan maa du ikke
tale om Guds Indstiftelse, — tænk dig til,
hvorledes det vel vilde se ud i Verden, hvis
Ægteskabet ikke var.44
„Ja, det véd jeg ikke noget om, — og
det angaar mig heller ik k e /4 svarte Constance
og satte sig haardt tilbage i Sofaen.
„Du sværmer da vel aldrig for den frie
Kj ærlighed ?44
„Nej, mæn gjør jeg ej, — men jeg sværmer
heller ikke for den tvungne med de tvungne
Kjærlighedspligter. Jeg sværmer ikke for nogen
Tillg, jeg.u
„Den frie Kjærlighed er jo Tegnet paa
den yderste Fordærvelse. — Det vil bli Utugten
sat i System, siger Sunde.44
„Siger han det?44 Constance smilte mat.
„Da glemmer han vist, at Utugten allerede er
sat i System, i offentligt System, og længe har
været det.44
Fru Sunde taug betuttet.
„Det er for Resten for latterligt, at vi
sidder her og taler om sligt,44 sa Constance og
gjorde en Bevægelse, som om hun pludselig
besindede sig. „Kj ærlighed — — det er nu
ogsaa et Æmne!u
„Det er vel et interessant nokÆmne det,
skulde jeg mene,w sa Fru Sunde for at sige
noget.
„Lever du og din Mand godt sammen,
Kikke ?u spurgte Constance i en helt forandret
Tone.„
Hvor falder du paa det?u spurgte hun.
„Aa, fordi det faldt mig ind. — Du kan
jo la være at svare, hvis du ikke har Lyst.“
„Jo du, vi kommer rigtig godt ud af det
med hinanden,u sa Fru Sunde, „rigtig godt
saagar, især nu, siden jeg kjender Sunde og
véd, hvordan han skal ha det.w
„Var han vanskelig at komme til Kette
med?u
„Aa nej saamæn, ikke saa værst. Naar
jeg bare lader, som jeg føjer ham og snakker
ham lidt efter Munden, faar jeg sat igjennem
alt, hvad jeg vil.u
„Er I aldrig Uvenner ?u
„Ikke nu mere. Jeg har aldrig Tid, ser
du, undtagen naar jeg ligger og har faat en
liden, og da er jeg ikke oplagt til at trætte.u
Pigen meldte, at Middagen stod paa Bordet.
De forskrækkedes begge over, at Klokken var
bleven saa mange. Der var neppeTid til at spise;
det maatte gaa i Huj og Hast, og Kaffen blev
drukket, mens de gik og tog Tøjet paa. Pigen
havde hentet en Vogn, og Constance kjørte
med til Stationen.
„Det var kj edeligt, at jeg ikke fik se din
Mand, Constance/ 4 sa Fru Sunde paa Vejen
nedover. „Du faar hilse ham fra mig. 44
„Saa havde vi jo ikke kunnet tale saa
ugenert sammen/ 4 svarte Constance. „Det var
rigtig godt, at han var væk. 44
„Aa ja, kanske. Huttitu for et Vejr, det
er blet.44 —
Det var begyndt at storme; Gaden stod
pakkende fuld af en Skodde med Rusk og
Støv og visne Blade. De fik det fejet lige
ind i Vognen, saa de sad og gned sig i Øjnene
i et væk. Constance bøjede sig frem og saa
paa Himlen. Den var sort og uvejrsagtig, og
enkelte store Vanddraaber begyndte at falde.
„Og din Mand som er ude og sejler!44
„Han hytter sig nok, kan du tro. Nu ligger
han i Havn etsteds og nyder sin Cigar og
sit Glas Toddy. 44
De var ved Stationen. Det var saa vidt
der var Tid til at faa Billet og sætte sig ind,
før det bar afsted. Constance stod og vinkede
til Afsked og gik først, da hun ikke kunde
øjne Toget mere. Vinden havde ta t til i
Styrke, og nu var det ogsaa begyndt at øsregne.
'
Da hun kom hjem, la hun sig paa
Sofaen og forsøgte at sove. Men det lykkedes
ikke. Den stærke Blæst havde nit
hende Hodepine, og hun følte sig saa nedtrykt
og trist, saa grænseløs ensom og elendig.
Hun laa og lyttede til Vindens Tuden og det
voldsomme Regn, der slog mod Ruderne. Naar
det blæste fra denne Kant, tog det haardt i
Huset. Det forekom hende, at Stuen rystede.
Hun kunde ikke ligge rolig, men maatte op
og gaa frem og tilbage. Til sidst stillede hun
sig hen ved Vinduet og gav sig til at stirre ned
i Haven. Det saa sørgeligt ud der nede. Høsten
var kommen med ét og havde ta t fat for Alvor;
der laa allerede i bunkevis af Ødelæggelse.
Det var dog Synd for den pæne, ranke Syringbusk,
som nu laa næsegrus i et af Sidebedene
og dukkede sig mod Jorden med sønderpiskede
Blade, mens et Par lange, tynde Rodtrevler
endnu holdt den fast. Georginerne var bøjet
over i to. Naar Stormen for ind mellem dem,
rystede de sine sortebrune Hoder som i Græmmelse
over sit skjæmmede Ydre. Palmeplanterne
i de store, lysegule Urner paa de hvidmalede
Fodstykker hang og dinglede efter
Stammens yderste Hylster, knækket over paa
Midten. De lange, smalle Blade var filtret
sammen af Væden; alt imellem løste Vinden
dem fra hinanden, og da bugtede de sig
frem og tilbage som tynde Slanger, der var
bleven. hængende, og vilde løs. Og hvor var
det gaat hurtigt med at faa Løvet af Træerne!
Endnu i Gaar havde det været der; nu var
det drysset ud over Haven og laa i tykke, toppede
Længder over alt i Vejene, gulbrunt og
vissensort. Nederst nede op mod Gjærdet
holdt Vinden paa at feje sammen en stor
Dynge. Den havde ellers sit Besvær dermed,
for Bladene var tunge af Vandet og sene i
Vendingen; de klæbede sig sammen og satte
sig fast i store Klumper bag Træstammer og
paa Bænkefødder og opefter Lysthusets Sprinkelvægge.
Constance gjøs og følte et Slags
Fortvilelse over, at hun ikke gik ind i den
anden Stue, hvor der var lunere, eller dog i
det mindste bort fra Vinduet og det pinefulde
Syn. Men det var, som om hun holdtes
fast af en usynlig Magt, der tvang hende til
at bli staaende og se paa, hvorledes Regnet
blev pisket af Vinden, s aa det drev i Hvirvler
mellem Himmel og Jord og slog ned med
et Sprøjt over hver en liden P lan te , som
endnu tappert holdt Nakken stiv. Og med en
Slags aandeløs Spænding maatte hun følge
Vindstødene nedover, naar de døde hen, og
opover, naar de voksede. Og det var som
persede de sig frem fra hendes eget Bryst,
disse langstrakte Støn, og disse Stød, der
kom med en rasende Styrke og dæmpede
sig ned til sørgmodige Klagehyl, for saa igjen
at tucle op med djævelske Hvin. Og midt
under dette stod Haven fra Sommertiden for
hende, da alt havde duftet og straalet i Solskinnet,
og' hun s aa sig selv sidde der nede paa
Bænken om Aftenen i det fredsommelige Maaneskin,
som flød ind gjennem Træernes Grene
hen over de grusede Gange og forsølvede hvert
eneste Blomsterbed.
Det var blevet ganske mørkt, men endnu
stod hun der. Hun frøs lige ind i Sjælen, og
Hjærtet føltes som en haard Klump i den
\ enstre Side. Det klemte om den, saa hun
havde drang til at vaande sig, men hun snorde
det ikke.
Pigen kom og sa, at Teen var færdig. Hun
rev sig løs og gik ind i Spisestuen, hvor
Lampen var tændt og Maskinen stod og surrede.
Det var dog godt at komme bort fra
det Himlens Vejr. At hun virkelig havde
staat der saa længe!
Efter Maaltidet læste hun i „Fromont jeune
et Kisler ainé.u Det var bare det sidste
Kapitel, hun havde tilbage. Den stakkels
Rislers gyselige Endeligt rystede hende en
Del. Hun kastede Bogen og hulkede et Øjeblik
med Lommetørklædet for Øjnene.
Før hun gik til Sengs vilde hun dog se,
hvordan det stod til med Vejret 5 det havde en
underlig Tiltrækning for hende i Aften! Hun
gik ind i den anden Stue. Stormen var stil297
net noget, og det regnede ikke for Øjeblikket.
Men Luften saa rusket ud. Maanen stod som «
en smal, lysegul Appelsindel paa Himlen og j
strævede med at holde sig en Smule Hum frit j
til Udkig mellem de forrevne Skyer, der alt i
ét jog hen over den. Et svagt hvidligt Skin
strejfede nu og da den ramponerte Have. Hun
forlod Vinduet og gik ind i det mellemste
Værelse, der havde .Døren aaben til Spisestuen,
hvorfra en svag Lysning trængte ind.
Midt paa Gulvet blev hun staaende, saa op
mod Loftet med et famlende Blik og strakte
Armene op over sit Hode med en sagte, sukkende
Lyd. Saa gled hun ned i en Lænestol,
lagde Armene ud over Bordet og Ansigtet
ned paa dem. Hun vidste ikke af, at hun
græd, før hun kjendte nogle enkelte kolde '
Taarer paa sit Ansigt. Hun gad ikke engang 1
tørre dem bort. — — —
— Dagen efter fik hun vide, at Ring var
kuldsejlet i Stormen. Han og Løjtnant Fallesen
var druknet, men Kuttermanden havde '
reddet sig paa Hvælvet. Det var ham, som ¦
bragte Budskabet paa Kontoret.
XX.
E f te r Rings Død var Constance bleven
ved at bo paa samme Sted. Hun levede et
meget tilbagetrukket Liv, stængte sig konsekvent
ude fra enhver Berøring med Verden
og vilde ingen se af sine Venner og Bekj
endte.
Efterretningen om hendes Mands pludselige
Endeligt havde fra først af havt en bedøvende
Virkning paa hende. Det tog hende
Tid, før hun kunde faa det ind i sit Hode som
en fast formet Forestilling, at den forhadte
Ægteskabslænke nu var falden af hende, og at
hun var løst fra ham for stedse.
Da hun saa omsider havde tat denne
Frihedsfølelse i fuld Besiddelse, begyndte hun
at pines af Anger over Fortiden.
Hun spurgte sig selv atter og atter, om
det ikke vilde ha gaat bedre, hvis hun straks
fra Begyndelsen af havde sat alt ind paa at
være ham en god og kjærlig Ægtefælle. Men
hvorledes havde hun tét sind O
Hun havde ladet Opgaven ligge, som om
det hele ikke kom hende ved, og slaat sig
til Taals med, at hun var som hun kunde
være. Hun var gaat ind til sit Ægteskab
som til en Dans og havde kun tænkt paa det ene :
sin egen Fornøjelse, kun villet et: sig selv.
Hun gjorde sig de heftigste Bebrejdelser
og havde en nagblandet Tilfredsstillelse af at udmale
sig selv som et rigtig daarligt Menneske.
Hun ' drog frem fra Forgangenhedens
Glemsel mangt et lidet Træk fra det første
Ægteskabsaar, hvor Ring havde været rørende
taknemmelig for hendes mindste Smule
Yenlighed. Hun mindedes en Gang hun gik
ind og bad ham om Tilgivelse, fordi hun en
hel Dag :gjennem havde været urimelig og
vrangvillig. Han fik Taarer i Øjnene, tog og
kyssede hendes Haand mange Gange og sa
med blød Stemme: „Min søde Constance, du
har jo ingenting gjort/ 6
Det sved hende i Sjælen at tænke paa
saadant noget nu, da han laa paa Havets
Bund, og hun aldrig skulde faa Anledning at
sige ham, at hun erkjendte sin Uret.
Saa længe hun syslede med disse Forestillinger,
havde hun en kraftig Trang til at være
alene. Siden, da hun ved sin idelig fortsatte
Grublen og Rugen havde perset den sidste
Livskraft ud af disse Tanker, saa de stod som
tause Skygger omkring hende, havde hun
vænnet sig saaledes til Ensomheden, at den
var bleven hende kjær, og hun ikke for nogen
Pris vilde opgi den.
Og de Adspredelser, Livet kunde byde,
havde ogsaa tabt sin Tillokkelse for hende; de
forekom hende som de Fornøjelser, man i Barndomsalderen
glædes ved, men som det ikke
kan falde den voksne ind at ta Del i.
Efterhaanden sank hun hen i en sløv
Magelighedstilstand, en apathisk Blaserthed,
der var stærkt i Slægt med Livslede. Folk
trode, det var Enkesorg og roste hendes store
Trofasthed, men hendes nærmeste rystede paa
Hodet og mente, det var Skam at gi saaledes
efter for en fiks Idé, for anderledes kunde
jo hendes menneskefjendske Skyhed ikke betegnes.
Det kunde jo gaa over til en ren
Sindssygdom.
Constance brød sig ikke om hverken hvad
de sa til eller om hende. Alt hvad hun begjærte,
var at faa være i Pred. — —
Nogen Tid efter Rings Død havde Lorck
et Par Gange med Mellemrum aflagt hende en*
Visit, men var ikke bleven indladt. Saa skrev
han en Billet og spurgte, om hun ikke vilde
tillade ham at hilse paa hende. Hun svarte
tilbage, at hun aldrig var hjemme for nogen.
En Eftermiddag, da lian saa? hende paa Gaden,
gjorde han et Forsøg paa at tiltale hende,
men lmn gik hurtig forbi ham med en afvisende
Hilsen.
Hans længe nærede, aldrig nedkuede
Lidenskab for Constance var blusset op i lys
Lue, i det Øjeblik han vidste, hun var fri.
Forgjæves havde han i de Aar, som var gaat,
kjæmpet mod, hvad han kaldte sin usalige
Kjærlighed. Han havde styrtet sig over sit
Arbejde med graadig Iver, git sig hen til
Læsning og Studier; han havde kastet sig
ind i Forbindelser med andre Kvinder og
havt en febrilsk Afsky for at være ubeskjæftiget.
Han havde villet hade og foragte
hende, sagt sig selv de hundrede Gange, at
hun ikke var værd et Fnug af den Kval,
han led, hun, som blev ved at leve i sit besudlede
Ægteskab; men det nyttede ikke. Hans
Kj ærlighed var som den Urt Løvetand, der
gror frodigst, jo mere den trædes. Og saa
kom dette til, at hvad han havde oplevet med
denne Kvinde, havde faat en stor Betydning
for hans Liv og Udvikling. Det var begyndt
hin Aften, da hun viste ham fra sig. Hans
store Fejltagelse, dette at han i blind Selvsikkerhed
havde dømt alt hos hende efter sine
egne,' grovt sammensatte Landevej steorier,
bragte ham til at se paa Livet med andre
Øjne.
r 7
Naar han tænkte paa den brutale Frækhed
, hvormed han var brudt ind over hendes
Enemærker, var det, som han skulde synke i <
Jorden af Undseelse. Jo mere han kom bort
fra sin tidligere Tankegang, jo gr eller e blev
Lyset han saa’ det i. I sin plumpe Uvidenhed
havde han troet at vide Besked, medens Sandheden
viste sig at være, at han var den dummeste
Blagueur. Det blev en Tid fuld af Lidelse
for ham, men han sa sig selv, at det var paa
denne Lidelse han blev Mand. I enkelte Øjeblikke
var h an 'en d o g taknemmelig over, at
det var gaat som det gik. Havde Constance
været hvad han antog hende for, og den Gang
kastet sig i hans Arme vilde han aldrig lært, <
hvad Kjærlighed var, og aldrig være kommen
til at se med Respekt paa Livet. Det var,
som om han først gjennem den dobbeltartede
Smerte, som hans haabløse Kjærlighed og hans
ved det lidte Nederlag indvundne Selverkjendelse
beredte ham, lærte at skjelne mellem godt og
ondt i finere Forstand paa alle Omraader.
Imidlertid steg hans Ry som dygtig Læge.
Et Par heldige Kure under vanskelige Omstændigheder
bragte ham fra først af i Skuddet,
og hans alvorlige Færd og rolige Væsen
gjorde, at man fik Tillid til ham. )
Blandt hans Venner var det en almindelig *
Mening, at han var bleven et helt forandret
Menneske, og de talte med Respekt derom.
E f t e r s i n F a r , c le n r i g e G r o s s e r e r L o r c k ,
h v i s D ø d i n d t r a f o m t r e n t t o A a r e f t e r R i n g s ,
h a v d e h a n a r v e t e n e f t e r n o r s k e F o r h o l d
m e g e t b e t y d e l i g F o r m u e .
— E t P a r G a n g e i L ø b e t a f h a l v t r e d i e
A a r h a v d e C o n s t a n c e g i v e t e f t e r f o r M a r ie s o g
H a n s e n s i n d t r æ n g e n d e F o r e s t i l l i n g e r o g s a m t
y k k e t i a t d e l t a g e i e t S e l s k a b d e g a v . M e n
h u n f a n d t s i g s a a u v e l d e r v e d , a t h u n l o v e d e
s i g s e l v S k a a n s e l f o r E f t e r t i d e n . J o m e r e h u n
b l e v a f v æ n t m e d a t t r æ f f e F o l k , j o v æ r r e b l e v
d e t . D e r e s S n a k f o r e k o m h e n d e s a a f r e m m e d .
D e n f l y g t i g e M a a d e a t s a m t a l e p a a m e d d i s s e
S p r a n g i Ø s t o g V e s t , s o m h u n t i d l i g e r e h a v d e
v æ r e t s a a d r e v e n i , f o r v i r r e d e o g n e d t r y k t e
h e n d e . H u n s a d i m e l l e m d e m u d e n F o r s t a a e l s e ,
o g h u n i k k e a l e n e k j e d e d e s i g , m e n h u n l i g e f
r e m le d d e r u n d e r .
I e t a f d i s s e S e l s k a b e r h a v d e h u n t r u f f e t
L o r c k . C o n s t a n c e m æ r k e d e , a t h a n p ø n s e d e
p a a a t n æ r m e s i g h e n d e , o g h u n g i k m e d e t
S l a g s S k r æ k a f V e j e n f o r h a m . U d p a a A f t
e n e n v a r h u n b l e v e n a l e n e i K a b i n e t t e t m e d
e n g a m m e l t u n g h ø r t D a m e , s o m s a d o g b l a d e d e
i e t A l b u m o g a f o g t i l s p u r g t e h e n d e o m
P o r t r æ t t e r n e . D e a n d r e v a r i n d e f o r a t s e
U n g d o m m e n d a n s e .
P l u d s e l i g s t o d L o r c k i K a b i n e t t e t . E t
Ø j e b li k t æ n k t e h u n p a a a t f l y g t e , m e n o p g a v
d e t o g l o d , s o m o m h u n v a r s t æ r k t o p t a g e n a f
D a m e n m e d P o r t r æ t t e r n e .
„ S k a l D e i k k e d a n s e , F r u e ? w s p u r g t e h a n
o g s a t t e s i g i n o g e n A f s t a n d f r a h e n d e .
„ N e j ,a s v a r t e h u n u d e n a t r ø r e s ig .
„ B r y r D e D e m i k k e l æ n g e r o m d e t ? w
H e r g j o r d e d e n g a m l e D a m e e t S p ø r s m a a l,
s o m C o n s t a n c e b e s v a r t e , i d e t h u n b ø j e d e s i g
t æ t h e n t i l h e n d e o g h æ v e d e S t e m m e n .
„ D e t g a a r s a a s j æ l d e n t p a a a t f a a s e D e m ,
F r u e / 4 s a L o r c k , „ m a n s k u l d e t r o , D e i k k e
v a r i B y e n . u
„ J e g h o l d e r m i g o g s a a m e s t h j e m m e .w
„ I h e l e V i n t e r h a r j e g o m t r e n t i k k e b e s
t i l t a n d e t e n d a t u d s p e j d e o g e f t e r s ø g e D e m ,
j a , b l i v i k k e v r e d , u b a d h a n t i l S v a r p a a
d e t B l i k , h u n r e t t e d e m o d h a m , „ d e t f o r h o ld e r
s i g v i r k e l i g s a a l e d e s ? u
H u n v e n d t e N a k k e n t i l o g b ø j e d e s i g a t t e r
o v e r A l b u m e t .
„ J e g v é d , a t j e g p l a g e r D e m , u s a h a n m e d
e t b e k y m r e t T o n e f a l d , „ m e n h v a d s k a l j e g
a r m e M e n n e s k e g ] ø r e — t a l e m e d D e m v i l o g
m a a j e g , o g L e j l i g h e d e n e r i k k e g o d a t f a a f a t i . u
H u n s a a ’ h u r t i g h e n p a a h a m .
„ H v a d v i l D e m i g ? w s p u r g t e h u n k o l d t .
„ J e g h a r n o g e t p a a H j æ r t e t , — m e n f ø r s t
s k a l D e g i m i g L o v — . “ H a n t a l t e a l v o r l
i g t o g i n d t r æ n g e n d e .
E n P i g e k o m o g m e l d t e , a t d e n g a m l e
D a m e s V o g n v a r k o m m e n . H u n r e j s t e s i g
s t r a k s , s a v e n l i g t g o d N a t t i l C o n s t a n c e , h i l s t e
t i l L o r c k o g g i k . o o C o n s t a n c e v i l d e f ø l g e e f t e r , m e n L o r c k
s t i l l e d e s i g i V e j e n f o r h e n d e .
„ D e m a a i k k e g a a , u s a h a n m e d e n u n d e r l
i g s a m m e n s n ø r e t S t e m m e . „ V æ r i k k e b a n g e / 1 v e d b l e v h a n a f v æ r g e n d e , „ o g s t a a i k k e d é r
s o m p a a S p r a n g e t . H v a d j e g h a r a t s i g e , k a n
i k k e f o r n æ r m e e l l e r h a r m e D e m . — D e t e r
b a r e d e t t e , a t j e g e r i k k e m e r e d e n s a m m e — “
li a n s t a n s e d e o g d r o g V e j r e t d y b t , „ s o m d e n
L a n g , s o m d e n G a n g j e g g j o r d e D e m F o r t
r æ d . — T r o r D e m i g ? 11
D e r v a r n o g e t v e d h a m , s o m im p o n e r t e
h e n d e .
„ A l t d e t h a r j e g f o r l æ n g e s i d e n g l e m t , —
l a d o s i k k e r ip p e d e t o p i g j e n , 11 s a h u n m e d
t r æ t S t e m m e .
?,N e j , n e j , i k k e r ip p e o p i g j e n , — m e n D e
v é d i k k e , h v o r l e d e s h in S c e n e , ' D e r e s H j æ l p e l
ø s h e d , D e r e s S m e r t e o g s t u m m e B ø n o m
S k a a n s e l h a r b r æ n d t s i g in d i m ig . — A a , j e g
v a r ^ e n U s l i n g . — J e g h a v d e i k k e t æ n k t d e t
m u l i g t , a t n o g e t k u n d e g r i b e m i g s a a l e d e s . —
H u s k e r D e „ K o n g e n 11 h o s B j ø r n s o n l i g e o v e r
f o r K la r a , h a n s F o r v a n d l i n g ? — N o g e t l i g n e n d e
e r f o r e g a a t m e d m ig . — T r o r D e m i g i k k e ? 11
Ama l i e Skram: Constance Ring. oa
„ J o , 44 s a h u n r o l i g t .
„ D e s k a l v i d e / 4 v e d b l e v h a n h æ f t i g t , „ a t
j e g i k k e e r d e n M a n d , D e n u i s a a m a n g e
A a r h a r g a a t o g f o r a g t e t — D e h a r i n g e n
R e t d e r t i l, — i k k e d e n r i n g e s t e R e t h a r D e . 44 „ J e g h a r i k k e f o r a g t e t D e m , j e g h a r s l e t
i k k e t æ n k t p a a d e t . 41 —
„ N e j , j e g h a r v æ r e t D e m s a a a l t f o r l i g e g
y l d i g , 44 d e r g i k e n s k j æ l v e n d e T r æ k n i n g o v e r
h a n s A n s i g t . „ M e n g i v m i g n u D e r e s H a a n d
t i l T e g n p a a , a t D e h a r t i l g i t m i g h i n A f t e n s
H æ s l i g h e d . 44 H a n s S t e m m e l ø d f r y g t s o m t b e d e
n d e .
„ J e g h a r i n t e t i m o d D e m , — v æ r v i s p a a
d e t , 44 s a h u n m i l d t o g r a k t e h a m H a a n d e n ,
i d e t h u n s a a h a m i n d i Ø j n e n e .
H a n k n u g e d e e t Ø j e b li k h e n d e s H a a n d i
s in . „ T a k , 44 h v i s k e d e h a n o g f o r l o d V æ r e l s e t .
H a n g i k l i g e h j e m .
N o g l e U g e r s e n e r e h a v d e C o n s t a n c e t r u f f
e t h a m p a a G a d e n . D a v a r h a n k o m m e n h e n
t i l h e n d e , o g d a d e f ø r s t e H i l s e n e r v a r u d v
e k s l e t , s p u r g t e h a n , o m h a n f ik L o v a t a f l
æ g g e h e n d e e t B e s ø g .
C o n s t a n c e h a v d e s e t f o r s k r æ k k e t p a a h a m
o g n ø l e t , f ø r h u n s v a r t e , a t n a a r h a n h a v d e
L y s t , m a a t t e h a n d e t g j æ r n e .
D a g e n e f t e r v a r h a n k o m m e n o g h a v d e
s i d d e t d e r e n T i m e s t i d o g t a l t s t i l f æ r d i g t m e d
h e n d e . H a n s t r æ b t e a t v æ r e s a a u n d e r h o l d -
Y /
307
e n d e s o m m u l i g t , f o r t a l t e o m d e s v e n s k e
S k u e s p i l l e r e o g o m e n K o n c e r t , s o m n o g l e
p o l s k e K u n s t n e r e H a v d e g i t . H a n f o r e s
l o g h e n d e a t h ø r e d e f r a n s k e S a n g e r e p a a
T i v o l i , m e n d e t h a v d e h u n i k k e L y s t t il. H a n
v i l d e e n d e l i g t a l e o m n o g e t , s o m m o r e d e h e n d e ,
o g d e t l o d o g s a a v i r k e l i g t i l , a t h a n h a v d e
H e l d m e d s ig . H u n h ø r t e v e n l i g p a a h a m ,
s p u r g t e o m e t o g a n d e t o g t a k k e d e h a m v e d
A f s k e d e n f o r B e s ø g e t . H a n f o r l o d h e n d e m e d
e n F ø l e l s e a f, a t h a n s N æ r v æ r e ls e i d e t m i n d s t e
i k k e h a v d e v æ r e t h e n d e u b e h a g e l i g , o g p a a
T r a p p e r n e o v e r v e j e d e h a n , h v o r s n a r t h a n
k u n d e k o m m e i g j e n .
H a n v e n t e d e f j o r t e n D a g e . H u n v a r
h j e m m e o g t o g i m o d h a m m e d e t P a r h ø f l i g e
O r d , m e n d e t v a r h a m u m u l i g t a f h e n d e s M in e r
a t læ s e , o m S y n e t a f h a m v a r h e n d e k j æ r t
e l l e r im o d . H a n h a v d e h a a b e t a t k o m m e
h e n d e l i d t n æ r m e r e d e n n e G r a n g , m e n d e r i
b l e v h a n s k u f f e t . H a n s F o r s ø g p a a a t v æ k k e
h e n d e s I n t e r e s s e f o r , h v a d d e r f o r e g i k , o g f o r
d e t , F o l k f o r T i d e n v a r o p t a g e n a f, m ø d t e h u n
m e d s a a a f m a a lt e S v a r , a t h a n f ik A n g s t f o r
a t k j e d e h e n d e . S a a t a u g h a n s t i l l e , f o r a t
h u n s k u l d e b e g y n d e p a a n o g e t ; m e n s a a k o m
h u n k u n m e d n o g l e B e m æ r k n i n g e r o m V e j r e t ,
s o m e f t e r f u l g t e s a f e n p i n l i g P a u s e . H a n
f ø r t e T a l e n h e n p a a T h e a t r e t , m e n d a h u n s a a
s v a i t e , a t h u n a l d r ig k o m d e r o g d e r f o r i k k e
20*
h a v d e n o g e n I n t e r e s s e f o r d e t , s a n k h a n s M o d .
H v a d s k u l d e h a n d o g f in d e p a a l i g e o v e r f o r
d e n n e f o r b o r g n e o g t i l l u k k e d e K v i n d e . H a n
g i k f r a h e n d e m e d e n m e l a n k o l s k F o r n e m m e l s e
a f , a t h a n s t o d h e n d e f j æ r n e r e e n d n o g e n
S i n d e . —
D a h a n v a r b o r t e , s a d C o n s t a n c e o g t æ n k t e
p a a , h v o r p æ n o g t æ k k e l i g h a n v a r . H a n g a v
e t h e l t a n d e t I n d t r y k n u e n d d e n G a n g , —
d e t v a r s i k k e r t . H e n d e s M o d v i l j e v a r f o r s
v u n d e n , o g h u n n æ r e d e i G r u n d e n e t S l a g s
G o d h e d f o r h a m .
M e n a l l i g e v e l , h v a d s k u l d e h u n m e d h a n s
B e s ø g ; h u n v i l d e h e l l e r e v æ r e f r i. D e t v a r
f o r b r y d s o m t a t s i d d e d e r o p s t r a m m e t o g
s k u l d e s v a r e o g f in d e p a a n o g e t a t s p ø r g e o m .
O g i d e t h e l e t a t a t b h f o r s t y r r e t , n a a r h u n
s a d o g p u s l e d e m e d s i n e e g n e T a n k e r , — d e t
l i k t e h u n i k k e . — H v o r f o r k u n d e d e i k k e la
h e n d e i F r e d .
H u n g i k u d a f S t u e n o g a a b n e d e K j ø k k e n -
d ø r e n .
„ E r D e d e r , J o h a n n e ? w s p u r g t e h u n .
J o h a n n e b e v i s t e s i n N æ r v æ r e l s e v e d a t
k o m m e t i l s y n e i P i g e k a m m e r d ø r e n .
„ D e k j e n d e r n o k d e n H e r r q i g j e n , s o m
D e l u k k e d e i n d i D a g ? u
„ D o k t o r L o r c k ? J o , g u b e v a r s .w
„ H v i s h a n k o m m e r i g j e n , s a a e r j e g i k k e
h j e m m e . G l e m d e t n u i k k e . u
„ N e j , — j e g s k a l n o k h u s k e d e t , w s a J o h
a n n e .
— D e r v a r g a a e t e n M a a n e d , o g i L ø b e t
a f d e n n e h a v d e L o r c k t r e G a n g e f o r g j æ v e s
s ø g t C o n s t a n c e . S a a k o m d e r e n D a g e t B r e v
t i l h e n d e a f f ø l g e n d e I n d h o l d :
F r u C o n s t a n c e K in a ’ !
J e g h a r f le r e G a n g e v æ r e t h o s D e m , u d e n
a t t r æ f f e D e m ; s a a f a a r j e g p r ø v e p a a a t
s k r i v e . M e n j e g e r s a a b a n g e f o r a t s t ø d e
e ll e r s k r æ m m e d e m , a t j e g i k k e v é d , h v o r d a n
j e g s k a l b e l æ g g e m i n e O r d . D e t e r d e t t e , j e g
v i l s i g e D e m , a t j e g n u h a r g r u b l e t o g g r u n d e t
o v e r m i g o g D e m i l a n g e T i d e r , o g a t j e g v é d
t i l B u n d e n a f m in S j æ l, a t j e g e l s k e r D e m
m e d e n K j æ r l i g h e d , s o m D e k u n d e v æ r e t j e n t
m e d . H o s D e m l i g g e r f o r m i g L y k k e n i L i v e t .
V i l D e i k k e h a v e n o g e t m e d m i g a t s k a f f e ,
f in d e r j e g d e n i k k e p a a d e n n e J o r d . —
H v i s D e k u n d e f a t t e T i l l i d t i l m ig , t r o r
D e s a a i k k e , d e t v a r m u l i g t , j e g m e d T i d e n
k u n d e v i n d e D e r e s K j æ r l i g h e d ?
D e r e s m e g e t h e n g i v n e
N i l s L o r c k .
H u n b l^ v u m a a d e l i g f o r b a u s e t o v e r h a n s
B r e v , m e n d a h u n t æ n k t e s i g o m , s y n t e s h u n
d e t v a r s a a d u m t , a t h u n i k k e f ø r h a v d e f o r s
t a a t , h v a d h a n m e n t e .
H u n s v a r t e ø j e b l i k k e l i g t i l b a g e :
K j æ r e D r . L o r c k !
D e m a a i k k e b l i s i i i t p a a m i g , m e n j e g
t r o r i k k e , d e t e r v æ r d t , D e s p i l d e r D e r e s T id
m e d F o r s ø g p a a a t v i n d e m in K j æ r lig h e d .
D e t v i l d e v æ r e u v æ r d i g t , o m j e g f o r a t f a a e n
S m u l e A f v e k s l i n g i m it e n s f o r m i g e L i v g a v
m i g t i l a t e k s p e r i m e n t e r e m e d m i g s e l v o g
t o g D e m i B r u g d e r t i l. N o g e t a n d e t v i l d e d e t
n e m l i g i k k e v æ r e , o m j e g i n d b ø d D e m t i l a t
a n s t i l l e e n P r ø v e . D e r t i l a g t e r j e g D e m f o r
m e g e t , o g j e g h a r h e l l e r i k k e S p o r a f L y s t t i l
d e t . T r o n u i k k e , a t j e g n æ r e r n o g e n U v i l j e
m o d D e m ; d e t m o d s a t t e e r T i l f æ l d e t . D e t
m a a D e v æ r e g a n s k e o v e r b e v i s t o m .
D e r e s
C o n s t a n c e R i n g .
XXI.
E t h a l v t A a r s T i d v a r h e n g a a t . T i d l i g
o m V i n t e r e n v a r g a m l e S o r e n s k r i v e r B l o m d ø d ,
o g s a a h a v d e F r u e n t a t O p h o ld h o s s i n y n g s t e
D a t t e r , d e r v a r g i f t m e d e n P r æ s t p a a N o r d -
fj o r d e j d e t . B a r n d o m s h j e m m e t v a r s a a l e d e s o p l
ø s t ; d e t o B r ø d r e h v e r p a a s in K a n t o g d e n
a n d e n S ø s t e r i H u s e t h o s s in e t i l k o m m e n d e
S v i g e r f o r æ l d r e p a a M o ld e .
C o n s t a n c e v a r b l e v e n s m e r t e l i g g r e b e t v e d
B u d s k a b e t o m F a r e n s D ø d . D e t v a r s o in
B i l l e d e t a f h e n d e s l y k k e l i g e B a r n d o m o g f ø r s t e
U n g d o m g i k u n d e r i d e t s a m m e . N u la a d e n
k j æ r e F a r i G r a v e n , o g d e t e l s k e d e H j e m s
ø v r i g e B e b o e r e v a r s p r e d t f o r a l le V i n d e . D e r
v a r i k k e læ n g e r n o g e t f a s t P u n k t , h v o r t i l h u n
k u n d e k n y t t e s i n e D r ø m m e o g L æ n g s l e r , i k k e
n o g e n f r e d e t P l e t a t s ø g e h e n m e d s i n e T a n k
e r i d e m e s t n e d t r y k t e S t u n d e r . A l t v a r
f e j e t b o r t ; h u n v a r s a a f a t t i g o g r i b b e t , h e n d e s
L i v s a a ø d e o g m e n i n g s l ø s t , o g h u n s y n t e s
o f t e , d e t v a r b e d s t a t d ø . —
S o m m e T i d e r v a r h u n o g s a a s a a k j e d o g
l e d , a t h u n f o r A l v o r o v e r v e j e d e , h v i l k e n
M a a d e d e r v i l d e v æ r e d e n n e m m e s t e , n a a r d e t
g j a l d t a t t a s i g s e l v a f D a g e . M e n s a a b l e v
d e t A f t e n o g S e n g e t i d , o g s a a v a r d e r d e t , a t
h u n k u n d e l æ g g e s i g t i l a t s o v e . D e t v a r e n
L i s e a t s o v e .
N a a r h u n s a d h j e m m e d e l a n g e , l a n g e
E f t e r m i d d a g e o g h j e m m e v a r h u n a l t i d — ,
s y n t e s h u n T i m e r n e a l d r ig f ik E n d e . H e n d e s
E n s o m h e d p l a g e d e h e n d e , o g d o g s t o d d e t f o r
h e n d e s o m n o g e t e n d n u s k r æ k k e l i g e r e a t s ø g e
u d b l a n d t M e n n e s k e n e . —
D e t v a r i M a r t s , e n H u s k e v e j r s d a g m e d
n o r d v e s t l i g e S t o r m b y g e r , g j e n n e m b l ø d t e a f i s n
e n d e U f j æ l g e . R e s t e r n e a f F ø r e t v a r g r a a -
s k i d e n i B u n d e n m e d b r u n e F l æ k k e r h e r o g d e r .
C o n s t a n c e h a v d e p r ø v e t a t s y e n S t u n d
p a a e n b r o d e r e t S t r i m m e l , d e r a l t i d l a a i S y k
u r v e n . H u n h a v d e f o r l æ n g e s i d e n g l e m t ,
h v a d h u n o p r i n d e l i g h a v d e t æ n k t a t b r u g e
d e n t il. S a a h a v d e h u n l æ s t l i d t , k a s t e t B o g e n ,
s p a s e r e t p a a G u l v e t , o g s a d n u a t t e r o g s y e d e
n o g l e S t i n g . M e n p l u d s e l i g s l a n g h u n S t r i m m
e l e n o g d r e j e d e s i g s e l v o g S t o l e n , h u n s a d
p a a , h e l t r u n d t , H u n s t ø t t e d e A l b u e r n e i
V i n d u s p o s t e n o g A n s i g t e t i H æ n d e r n e , o g
313
g a v s i g t i l a t b e t r a g t e G a d e n m e d Ø j n e , d e r
v a r s l ø v e a f K j e d s o m h e d .
D e t v a r i k k e n o g e t o p m u n t r e n d e S y n .
F o l k g i k o g j a s k e d e i d e t v a n s k e l i g e F ø r e
o g s a a ’ s a a j a m m e r d a ls a g t i g u d . N o g l e t o o g
t o , u d e n T v i l b e s v æ r e d e d e h in a n d e n , a n d r e
e n s o m m e . N o g l e f o r a f S t e d i H a s t v æ r k ,
a n d r e s e g h e n s i g t s l ø s t f r e m o v e r .
D e r k o m B r ø d g u t t e n o m H j ø r n e t m e d d e t
m ø r k e g r ø n n e S k j æ r f t u l l e t o m H a l s e n o g d e
r ø d v i o l e t t e L u v a a t t e r , s o m h u n k j e n d t e s a a
v e l , o g s o m s k u l d e b ø d e p a a d e u d s l i d t e , f r a -
v o k s n e K læ r i d e n b i d e n d e S l u b s e k u l d e . H a n
v a r s a a s p i n k e l o g b l a a f r o s s e n o g s a a ’ s a a
g a m m e l o g b e k y m r e t u d , s o m v a r h a n o p p e i
s e k s t i e r n e . D e t m a a t t e j o o g s a a v æ r e d r æ b e
n d e a t k o m m e d e r h v e r e n e s t e D a g o m d e t
s a m m e H j ø r n e m e d d e n s a m m e K a r r e o g a f l
e v e r e d e t s a m m e B r ø d i d e s a m m e H u s e f o r
d e n s a m m e B e t a l i n g . „ U h ,a s a h u n l a n g t r u k k
e n t , „ d e t e r e t g r u f u ld t S y n . 44 S a a k o m Ø lm a n d e n p a a s in t i l l u k k e d e
D r a g k i s t e . G u d s k e L o v , s a a v a r K l o k k e n
h a l v s e k s . H a n h a v d e d o g e n o r d e n t l i g T r ø j e
p a a , m e n H e r r e G u d , h v o r h a n v a r b a r k e t a f
M ø j e o g b ø j e t i N a k k e n s o m e f t e r e t H a ls j æ r n .
N e j , G a d e n v a r i k k e t i l a t u d h o l d e ; h u n
v e n d t e d e n R y g g e n o g l o d H æ n d e r n e f a l d e
n e d p a a s i n e K n æ .
H u n b u r d e v i s t n o k g a a u d e n S t u n d ; h u n
s k u l d e j o s p a s e r e f o r a t b l i a f m e d K a r d ia lg
i e n .
I T a n k e r n e r e j s e r h u n s i g , t a r T ø j e t
p a a , g a a r u d a f D ø r e n , n e d a d T r a p p e n , —
m e n h u f , u d e p a a G a d e n e r d e r v a a d t o g
æ k k e l t , o g L a n d e v e j e n e r e n d n u m o d b y d e l i g e
r e . S a a s a h u n h ø j t t i l s i g s e l v : „ U d , —
n e j , d e t g j ø r j e g i k k e . u
E n d o m h u n f ik e n K o p v a r m T e — !
M e n u f n e j , — s a a s k u l d e h u n h a J o h a n n e
r e n d e n d e m e d B r æ t t e t , o g s a a k o m h u n m e d
• d i s s e S p ø r s m a a l, s o m v a r h e n d e e n P e s t , o g
s o m J o h a n n e h a v d e e n s æ r l ig G a v e t i l a t
h i t t e p a a .
H u n v i d s t e i k k e , h v o r a f d e t k o m , m e n
n a a r h u n h ø r t e J o h a n n e i S t u e n v e d S i d e n a f
o g f o r s t o d , a t k u n k o m f o r a t s p ø r g e o m d it
e l l e r d a t , o v e r f a l d t e s h u n a f e n a f s i n d i g G r u
f o r a t h ø r e o g s v a r e o g f ø l t e i s i n F o r t v i l e l s e
L y s t t i l a t s t y r t e s i g u d a f V i n d u e t , b a r e f o r
a t b l i f r i. — H u n g a v s i g t i l a t g a a o p o g
n e d p a a G u l v e t , o g o m h y g g e l i g p a s s e d e h u n
p a a a t s æ t t e F o d e n m i d t i T æ p p e m ø n s t r e t s
F i r k a n t e r . S a a s t i l l e d e h u n s i g o p f o r a n S p e j l e t
o g b e t r a g t e d e s i n H a a r f a c o n . D e s a , a t d e n
v a r s a a g a m m e l d a g s . S k u l d e h u n p r ø v e d e n
s p i d s e K n u d e n e d e i N a k k e n ? I k k e p a a
n o g e n m u l i g M a a d e , h v a d s k u l d e h u n d e t f o r !
S a a h e l l e r e s t o p p e d e t H u l p a a S t r ø m p e n ,
s o m h u n h e l e D a g e n h a v d e g a a t o g f ø lt .
M e n i d e n b ø j e d e S t i l l i n g h u n h a v d e i n d t a l
f o r a t s k y v e S t r ø m p e n a f F o d e n , i d e n b l e v
h u n s i d d e n d e , s o m v a r h u n m a n e t t i l S t e n a f
e t T r o ld d o m s o r d .
B i l l e d e e f t e r B i l l e d e , n e j , d e t v a r i k k e
n o g e t B i l l e d e — e t h id o g d id s v a j e n d e ,
i S t y k k e r f a l d e n d e V i r v a r , d e r g r e b o g s la p
a lt i é t , v a k t e e n E r i n d r i n g , s o m s t r a k s
g l e d b o r t , d a n n e d e e n F o r e s t i l l i n g , s o m f lø d
u d i d e t s a m m e , o g s a a in d i m e l l e m o g u n d e r
V i s e s t u m p e r o g O p e r a m e lo d i e r o g D a n s e m u s i k
o g a l S l a g s U v æ s e n , a l t s a m m e n s a a s l æ b e n d e
t r æ g t o g l i v l ø s t , a t d e t k j e d e d e h e n d e i n d t i l
P i n s e l .
M e n e n d e l i g r e t t e d e h u n s i g o p m e d e n
K r a f t a n s t r æ n g e l s e o g g j o r d e e n G e s t u s , s o m
v æ l t e d e h u n n o g e t æ k k e l t f r a s i g . S a a t r a k
h u n a t t e r S t r ø m p e n p a a , f o r n u v a r d e t d o g
f o r m ø r k t t i l a t s t o p p e , o g G a r n h a v d e h u n
h e l l e r i k k e v e d H a a n d e n . S a a g i k h u n h e n
o g l a s i g i d e n l a v e L æ n e s t o l b o r t e v e d O v n e n .
D e r v a r h u n a l t i d i V i n t e r d a g e n e s l a n g e
S k u m r i n g s s t u n d e r .
O g h e r i d e t t e f r e d s o m m e l i g e T u s m ø r k e ,
m e n s S k j æ r e t f r a d e t h æ l d e n d e D a g s l y s
m ø d t e s m e d d e t r ø d e S k i n f r a O v n e n s g l ø d e
n d e K o k s b a a l , h e n g a v h u n s i g g a n s k e t i l s i t
ø r k e s l ø s e T a n k e s a m m e n s u r iu m .
Der hang en Duft af Primulaer og Zwibler
i Atmosfæren, — Marie havde sendt hende
nogle til hendes Fødselsdag forleden —, og
den blandede sig med Lugten af et Sandeltræsskrin,
som stod borte i Krogen paa
Etageren, og med den Parfume, der altid
fulgte hende. Lange Lysstriber spillede hen
paa Madonna over Sofaen, Ansigtets Udtryk
syntes at veksle under den urolige Leg. Oppe
ved Vinduet dansede flagrende Profilskygger
af Mozarts og Beethovens Buster, medens
Minerva stod i fornem og skyggefuld Stilhed
paa den midterste Skrivebords op sats. Bogskabet
var i Mørke, men Spejlet mellem Vinduerne
optog Flammeskjærets Uro og gjengav
Hængelampens Prismer, der lyste med brogede
Stenes ildschatterede Glans. Nu og da faldt
en gyldenrødlig Stribe paa en Perlepude, et
Hjørne af et Slumringstæppe eller et Stykke
af den røde Portiere, men det kom og gik i
ustadig Bastløshed.
Der hørtes ingen anden Lyd end Taffeluhrets
Tiktak, der lød afdæmpet i den fløjelspolstrede
Stilhed, og Koksenes Paslen i Ovnen,
hver Gang de indre Lag sank sammen til Aske,
og de øvre gled dybere ned.
Disse Skumringsstunder var hendes egne
par excellence. I den holdt hun Hvile, det vil
sige gav sig sit Mismod og sin Livslede viljeløst
ivold og tog sig fri for den Skygge af
817
Kontrol, som hendes Forstand dog endnu holdt
med den Maade, hvorpaa hun anvendte sin
Tid. Hun grublede undertiden over dette, at
Livet var saa anderledes end det, de havde lært
hende. Det var dog en Skam, at de gamle
gik og narrede de unge, for de gamle maatte
jo vide Besked. Hvorfor skulde de lyve Livet
op til noget, som det ikke var og aldrig havde
tænkt paa at være. Og Løgnen var overalt,
i Bøgerne, de fik at læse, i Undervisningen
paa Skolen, i de Billeder, man viste dem, i
den Maade, hvorpaa de voksne talte om al
Ting paa.
Det undrede hende, at de andre saa ud
til at komme saa godt ud af det med Tilværelsen.
Var de ikke ogsaa bleven ligesaa
topmaalt skuffede som hun? Hvis ikke, saa
kom det af, at de ikke havde bedre Vid, men
tog tiltakke, eller lod for sig selv og andre,
som om der intet var i Vejen. Saa tænkte
hun ogsaa med pinefuld Bekymring paa Fremtiden
og kunde ikke begribe, hvorledes hun
skulde komme igjennem det besværlige L iv .—
— — Men Johanne tænkte, at hendes
Frue var et sørgeligt Menneske, som kunde
tillade sig at drive Vorherres kostbare Dage
saa sansesløst tilende. Det var dog Synd, at
somme skulde ha det saaledes i Verden, mens
de andre maatte gaa i et uafladeligt Trask fra
Morgen til Kvæld. For Eksempel hun selv. —
Hun fik det nu vist aldrig anderledes, for ikke
om de vilde forgylde hende fra Nakke til Fod
og slænge de blanke Kronestykker efter hende,
hvor hun gik og stod, vilde hun ha noget at
bestille med det, der hedte Mandfolk.
Og Johanne spyttede i Thetøjsbollen og
for saa haardhændt afsted med Kopperne, hun
vaskede, at det rent var et Under, de ikke
gik i Knas.
Hendes Frue var hende en Kilde til stadig
Ærgrelse. For hun forstod sig ikke paa
hende.
At en fattig Stakker kunde gaa hen og
spærre sig inde og være ligesæl med al Ting,
— det kunde hun ha fundet sig i. Men Fru
Eing, som det vist ikke manglede paa Midler
og sligt! Det var en Nød, som Johanne ikke
formaaede at knække, hvordan hun end bar
sig ad.
Hvis hun havde været gjærrig eller gudelig,
— men det havde sig ikke saaledes, — det
var godt at mærke paa saa mange Ting.
Men paa et Slags Vis maatte det jo hænge
sammen, og saa bestemte hun sig for at tro,
at Fruen gik med noget ekstra paa Samvittigheden.
Bare hun maatte komme efter, hvad det
var for noget.
Johanne trivtes ikke i sin Tjeneste; der
var saa træskt og saa dødt, at et frisk Menneske
kunde gaa snubt fra Forstanden af det. Og
at det skulde hede sig, at hun havde en let
Kondition! Det var nu saa fortærendes.
For de skulde bare vidst, hvor liden Tid
hun fik til at sy i for sig selv. Havde Fruen
været som en anden, — ja da, ja! Men nu
gik hele Formiddagen hen i idel Venting og
V arting.
Johanne var bare en simpel Enepige, men
det vidste hun med sig selv, at hun vilde
genert sig baade for Gud og Memiesker for
a/t gaa saa og drøse og tusse sig, som Fru
Ring gjorde, før hun vandt at faa de stakkels
Klærene paa sig om Morgenen.
Var hun endda bleven liggende, saa vilde
dog Johanne vidst, hvad hun skulde kaldt det
for. Men at det læst skulde bety, at hun stod
op Kl. 9, naar det var vitterligt, at der aldrig
var Tilkomst til Soveværelset før efter den
var 12, det var det, som var det skammelige.
Havde der endda været en kristelig Ovn
i Huset, saa at Kaffekanden kunde ha staat
der, — men slige runde Spektakler! Det var
nu ogsaa en dejlig Mode. Nu havde hun
denne Møje med at holde Kaffen varm. Ikke
for det, Fruen skjændte aldrig, om den var
kold, men Johanne holdt sig for god til at benytte
sig af det. Men den IJskik at dække i
Spisestuen havde hun for længe siden afskaffet.
320
Frokostbordet kunde jo ikke staa der og
skildre opefter liele Formiddagen.
For der maatte jo være Skam i Folk.
Nu fik Fruen Frokosten ind paa et Bræt
i Soveværelset.
Undertiden kunde det hænde, at Johanne
fik Lyst at vide, hvad det var, hun kunde
drive paa til Pokkers saadan Time efter Time
derinde paa Soveværelset, og s aa gav hun sig
til at kige ved Nøglehullet. Ofte saa hun
Fruen da sidde op og ned med en Støvle i
Haanden og det ene Ben lagt i Yinkel over
det andet Knæ. Saa kunde Johanne pludselig
gjøre sig Ærind ind, og saa skvat Fruen sammen
som en, der gribes paa frisk Gjerning, og fik
Foden bestøvlet i en Fart. Men naar saa
Johanne efter en Stunds Forløb fandt Stilheden
derinde mistænkelig og atter tog sig en
Svip paa Strømpelæsten til Nøglehullet, saa
sad Fruen i samme Stilling, kun med den
Forskjel, at det nu var den anden Fod, hun
var falden i Staver over.
Saa var det jo godt at se, at der var intet
Udkomme med hende.
Eller hun kunde sidde foran Spejlet og
kjæmme sit Haar. Det saa’ ud, som om
Haanden dovnede bort undervejs, saa slæbende
gik den op og ned indtil den faldt i Dvale
og blev liggende paa Bordkanten, mens Hodet
hang og ludede som efter et Siae over
Nakken.
Saa med ét kunde hun kaste det bagover
sprige Fingrene ud og stikke dem ind i H aaret
for at stryge det væk fra Ansigtet. Naar hun
saa satte Albuerne paa Bordet og gav sig til
at niglane paa sig selv i Spejlet, saa vidste
Johanne, at nu kunde hun trygt gaa tilkøjs
°g ta sig en Times Lur og endda finde Fruen
paa samme Flæk, naar hun kom tilbage.
Et triveligt Kvindfolk, den Fru King!
Og saaledes var det med alle mulige^Ting.
Bare nu det at vaagne om Morgenen. Hun
ist minsæl ikke lukke Øjnene op, men ligger
og kniber dem sammen og kvier sig for at
vedgaa, at det er høje, lyse Dagen, “ kunde
Johanne staa og sige til Pigen nedenunder.
Men der var flere Ting Johanne ærgrede
0Ver' Til Eks- ™ dette, at hun maatte staa
der og lyve og sige, at Fruen ikke var hjemme
naar dog Gud i Himlen skulde vide, at hun’
laa der og grode fast i Stolen, hvis hun ikke
drev over en Bog etsteds eller holdt paa et
Hækletøj, som ingen skulde bilde hende ind
var for andet end et Syns Skyld.
. , ”J e ^ er ikke hjemme« — eller „slip ingen
md, jeg har Hodepine« — aa, hvor hun kjendte
dem til at brække sig af, disse Beskeder.
Hvor havde hun ikke hærmet dem op igien
og vrænget dem fra sig derude i Kjøkkenet
Ama l i e Skr å m : Constance Ring. 9 <
med en Stemme, der ikke just havde en smigrende
Lighed med Fruens.
„Det er Gud forsørge mig den argeste
Dovenskab/4 brummede hun ofte som Konklusion
paa sine forargede Betragtningel. „Hun
kunde ha godt af at røre paa Kroppen sin/4
og hun gjorde en Bevægelse med Haanden,
som om hun smældte med en Pisk.
Haar det saa tog i Entréklokken, kom
Fruen ofte farende og rystede _ sit Hode midt i
Kjøkkendøren for at indskjærpe Instiuksen.
Det var saa vidt Johanne fik se, hun ikke led
af noget Tilfælde i Benene, hvad hun havde
god Grund til at mistænke hende for, saa
møjsommeligt som hun drog sig fra Dagligstuen
til Spisestuen og tilbage igjen.
Det var jo umuligt at være i et sligt Hus.
Hun værkede i Ørene af denne idelige Stilheden,
og hun var saa forfjamsket i Blodet,
at, hun, naar Klokken gik, skvat op i en Forskrækkelse
og fik en Urolighed ovei sig som
en, der har noget udestaaende med Politiet.
Til Høsten vilde hun flytte, hun havde
saa ikke større Takken for alt det, hun gik
igjennem, for den Fru Ping skulde saamæn
aldrig ta saameget som et erkjendtligt Ord
ifra sig.
Tingen var, at Johanne havde det saa
ulige meget bedre, end hun havde væiet
vant, til.
Men hun kjedede sig:
For hun var af et driftigt og virkelystent
Temperament, og sine forrige Madmodre havde
hun leveret de mest durable Bataljer.
Men her var ingen Anledning.'
At gaa saaledes Aaret rundt, uden at der
kom nogen Ting p a a ! — Hun vilde heller havt
Husespektakel hver eneste Dag.
Men Fru Ring holdt sig saa passiv som
en fremmed Logerende. Hun gav Johanne
de nødvendige Penge til Husholdningen og
lod hende stelle, som selv hun vilde.
De første fjorten Dage hun var i Tjenesten,
havde Johanne regelmæssig hver Morgen spurgt
om, hvad de skulde ha til Middag, og ligesaa
ufravigelig regelmæssig faat til Svar: , Lav
hvad De vil.“ ’
Saa var hun holdt op med at spørge.
Engang havde hun prøvet at ærgre hende
ved at sætte frem den samme Sort Mad tre
Dage i Træk. Men hun havde ingen Ting
havt for det. Fru Ring havde som sædvanlig
spist uden at sige et Muk.
Sligt maatte jo gaa i en Sten. —
Inde i Stuen var der blevet mørkere og
mørkere. Koksene var udbrændte, og Constance
sad just og kviede sig ved Tankmi "om, at hun
ev nødt til at rejse sig, hvis hun ikke vilde
la Ilden gaa ud. Saa hørte hun Entréklokken
og for pilsnart i Vejret, Bare hun ikke slipper
dem ind! Hun greb fat i Spisestuens Dørgreb,
men blev staaende, Ørene var rejste, Halsen
strakt fremover. Hun lyttede med en Anstrængthed,
som gjaldt det Liv og Lemmer.
„Ja saa sandelig — ,u og som en K at smøg
hun gjennem Døren.
„Sidder du i Mørke, Constance — ?u
Ordene rullede hen i den varme parfumerede
L u ft, og der kom i det samme et
Gufs af Martsdagens fugtige Kulde ind i
Stuen.
„Men giv dogLyd, du risikerer, at jeg snubler
i d ig—.u Den indtrædende gik et Skridt fremover
og stødte mod en Stol. Med et lydeligt:
„Huf d a !LL vendte hun om, famlede efter
Døren og skyndte sig ud med en nervøs Hast,
som var der noget ondt i Hælene paa hende.
Constance, som sad paa Huk i den fjerneste
Krog af Stuen, indsaa, at Johanne, naar hun
først havde aabnet Fiendtlighederne, ikke vilde
gi sig med dette, men komme og lyse hende
frem. Hun rejste sig derfor og stod et Øjeblik
stille for * at faa sit Ansigt lagt i Folder.
Paa Stemmen havde hun hørt, at det var Marie.
— Idet hun traadte ind, kom denne og Johanne
gjennem den modsatte Dør, den sidste ganske
rigtig bevæbnet med en Haandlampe.
„Var du her?u spurgte Marie med noget
i Stemmen som lignede Indignation.
»Nej, jeg var dér,“ sa Constance, og viste
med Hodet paa Døren bag sig.
„Her stod jeg og talte til bare det bæilende
Mørke. Hutitu, hvor det var fælent!“
„Tænd Lampen, Johanne og gaa ud med
den der, — De ser vel, at den oser,u — sa
Constance tilrettevis ende.
Johanne kneb sine tynde Læber sammen
for at skjule det skadefro Smil i Mundvigerne
og kastede et Blik fra Lampen til Fruen, der
tydeligt sa, at det om Osningen var noget
Tøv. Men udenfor slog hun paa Nakken,
og mumlede: „Hvad jeg skal være hendes
Løgner fo r, — saamæn godt af at røre sin
valne Mund.u
„Du min, hvor her er varmt,u sa Fru
Marie og pustede.
Constance ymtede noget om at løse paa
Tøjet, hvortil den anden bemærkede, at det
var hun nødt til, hvis hun ikke vilde risikere
at faa ondt.
Constance rullede Persiennerne ned; saa
gik hun hen for at hjælpe hende medKaaben.
„Tak, jeg tar den ikke af, — jeg sidder
blot et Øjeblik,“ og hun lod den glide ned
over sine Skuldre, inden hun satte sig.
Constance tog ligeledes Plads og greb sit
Arbejde. Hun snakkede om Vejret og spurgte
efter de smaa uden at lægge Mærke til
Svarene.
Fru Marie havde trukket af sine Hansker.
Hun sad og glattede dem med en distrait Omhyggelighed
og saa ud til at være beklemt.
Hun spurgte, om hvordan det stod til med
Kardialgien og fik det Svar, at den var ved
det samme.
„Naturligvis — som du sidder in d e ,-------
jeg undres ikke paa det.u
Constance trak sig bagover paa Stolen med
et lidet Slæng til Siden, som var der noget,
hun unddrog sig.
„Gaar det godt med Bazaren?u sa hun, for
at holde Liv i Snakket.
„Udmærket, vi har faat en Masse, og
der strømmer ind fremdeles.w
„Det var jo morsomt ,M sa Constance og
gispede lydløst.
„Du kunde saamæn gjerne været med,
men saadan er du nu altid.u Det kom saa
ligegyldigt, som var det slet ikke det, hun
vilde sagt, og Hanskerne syntes fremdeles at
lægge Beslag paa hendes Opmærksomhed.
„Lad os nu ikke komme ind paa d e t
igjenri
„Nej, lad os endelig ikke det. Jeg for
-min Del er alt andet end oplagt til det i
Aften.w
Constance studsede et Sekund ved hendes
Sagtmodighed. Hun plejede, naar det gjaldt
d e tte , at ha en Ordflom, saa Gud sig forbarme.
„Har du nylig været i Theatret?u spurgte
Constance for at sige noget.
„Nej — jo, hvad siger jeg, — jeg saa jo
„Fallittenu forleden.w
„Morede du dig?u
„Ja —. Ja, det vil sige, det var gribende. “
Hun havde tat op sit Lommetørklæde og
højst umotiveret pudset sin Næse. Nu la
hun fine Folder paa det, som hun strævede
med at faa bene. „Det er frygteligt der, hvor
Familjen faar vide, at de i Grunden er tiggefærdige,
w vedblev hun. „Men forresten, Fattigdom
er ikke det værste. “
„Nej, det er sikkert,w henkastede Constance.
„Ja, det er let nok sagt du, — men sæt,
det hændte med en selv, — ja, f. Eks. med
dig, Constance.u Det lød, som om hun tog
Fart for at faa det sagt, og Stemmen vibrerte
lidt.
„Hvad hændte Der var et Glimt af Opvaagnen
paa Constances Ansigt og et Snæv af
Ængstelighed i Stemmen.
„Ja, at du blev fattig, — ja f. Eks. mistede,
hvad du ejer/’ Hun stødte Ordene fra sig
med pilsnart Hast.
„Er der noget galt med Processen ?w
— spurgte Constance og rettede sig i Sædet.
f 7
„Har du virkelig ikke mærket det, kar du
ikke set, hvorledes jeg har siddet og pint
mig?u Fru Marie drog Vejret dybt og y
pustede ud. /
„Men saa sig dog, hvad det er! — Er
Dommen falden ?w
„Ja desværre. Ja, du forstaar det vel, —
— de skriver, at du har, ja, rent ud sagt, at
Processen er tab t.w
„Men det er jo umuligt!u Der var en Lyd
i Halsen, som slog Klik.
„Det sa Rikard ogsaa, men desværre, her
hjælper nok ingen kjære Mor; — han fik først
Telegram, og idag kom der Brev.u
„Og der stod, at Processen var tabt? Stod 4
det med rene, tydelige Ord?u
„Med rene tydelige Ord, — jeg læste selv
Brevet. Rikard vilde været her, men saa
tænkte han, det var bedst, jeg gik og forberedte
dig.w
„Det kunde du nu gjerne ha sagt mig
før,w sa Constance med en Stemme, der lød
underlig fortabt. „Jeg maa sige, det er rart
af dig.u
„Jeg kunde jo ikke det, før jeg vidste
det, maa du huske.u
„At det var igjære, mener jeg, saa var det
ikke kommet saa pludselig —. Endskjønt, J
det kan ogsaa være akkurat det samme.u Hun
kastede sig tilbage paa Stolen og la Armene
overkors paa Brystet.
„En faar tidsnok vide det, som ondt er,
synes nu jeg. — Jeg vilde saa nødig forskrække
dig, før der ikke længer var nogen Tvil.w
„Og nu er du aldeles vis paa, at der ingen
Fejltagelse kan være?w
Fru Marie rystede paa Hodet.
„ Jeg e r altsaa saa fattig, — saa fattig som
Naalen, — simpelt hen Tigger —.w
„Nu maa du ta det pænt, Constance. Forresten,
om alt stryger med, det véd jeg ikke
rigtig.u
„Men det véd jeg saa udmærket godt.
Ring sa det, da han begyndte paa Processen,
og Hansen har ogsaa sagt det, at det vilde
være klomplet Ruin, hvis vi tabte. Men det
var han jo rigtignok vis paa, der ikke kunde
være Tale om.u
„Processer er noget Kram; en skulde aldrig
befatte sig med dem.w
„Men denne her har jo gjort god Nytte
den, siden jeg har havt den til at leve af i
disse Aar; for hver Skilling vilde alligevel
været gaat tabt i disse dejlige Jærngruber.
En god Handel det, rigtig en Genistreg!“
Hun havde, mens hun talte, skiftet Plads med
nervøs Rastløshed, og som hun slet ikke vidste
af, at hun gjorde det. Nu sad hun paa en
330
lav Mejestol og gyngede ilfærdig frem og
tilbage.
„Hvad vil du nu gjøre, Constance ?w spurgte
Fru Marie.
„Gjøre? undskyld, men det er virkelig et
underligt Spørsmaal.44
„Ja, jeg mener, hvad du agter at ta
dig til ?u
„Agter at ta mig til? hvad skulde jeg
agte at ta mig til? Kan du sige mig d e t?44
Der var noget over hende, som mindede om
Bobler i kogende Vand.
„Det første du maa gjøre er naturligvis
at sige Lejligheden op og sælge dine Møbler,w
svarte Fru Marie med en stram Mine.
„Og saa?44
„Ja, saa maa du se til at faa dig en Post
som Lærerinde eller en Plads hos en Enkemand,
eller oprette en Industri, elleru —
„Eller søge mig et Embede som Sognepræst
eller faa mig en Ansættelse ved en
Cirkus, eller gi mig til at være Gjordemoder —44
afbrød Constance, „aa, der er nok af Ting at
begynde paa!44
„Jeg synes ikke, at Situationen indbyder
til Spøg, men det forstaar sig, kan du være
oplagt, saa kan altid j e g .14 Fru Marie rejste
sig og trak sin Kaabe opover sine Skuldre.
Constance saa ud, som om hendes Tanker
stod stille. Hun sad og stirrede hen for sig
med sanmientrukne Bryn og et haardt Udtryk
i de mørke Øjne.
„Forresten Constance/1 vedblev den anden,
idet hun bøjede sig ned og knappede de
nederste Knapper i sinKaabe, „saa Synd som
jeg synes i dig, — ja, du maa ikke bli sint,
— saa tror jeg virkelig, du har godt af det“.
„Ja, naar alt kommer til alt, skal du se,
det er et stort Held dette her — sa Constance.
„Ja, for du kan nu sige, hvad du vil, saa
er det alligevel et sørgeligt Liv, du har ført,“
vedblev F ru Marie, mens hun trak sine Hansker
paa og langsomt glattede Skindet om hver
særkilt Finger. „Ingenting har du havt Lyst
til, og ingenting har du villet bestille, ikke
saa meget som saa,“ — hun strøg sin højre
Haand over den Venstres indvendige Flade.
„Se nu bare Bazaren, som vi andre har havt
alt det Stræv med, har du villet løfte saa
meget som en Finger, og det uagtet vi gik
og bad dig? Sligt er, — ja det hjælper ikke,
sligt er rent ud sagt for galt. Og det hævner
sig.w
„Det ser ud til d e t,u svarte Constance,
„og det er jo godt, at Retfærdigheden sker
Fyldest/4
„Du tar det saa besynderligt, du formelig
skaber dig sint, — som om jeg kunde hjælpe
d e t/4
7
„Men Herre Gud, Marie, du kan da vel
begribe, at det ikke just morer mig at faa
vide, at jeg i den nærmeste Fremtid kommer
til at dø af Sult.u
„Ja hør nu bare, der er ikke et skikkeligt
Ord at faa ud af dig, og det nytter jo ikke at
tale Fornuft. Du er saa, hvad skal jeg kalde
det, — krakilsk !M
„Havde du kanske ventet at se mig springe
i Taget af Henrykkelse over Efterretningen?
Og maa jeg spøre, om ikke et Menneske har
Lov at gaa fra Koncepterne under slige
Omstændigheder ?u Stolen havde hun holdt
stille, mens hun ta lte ; nu tog hun paa at gynge
igjen med den forrige Fart.
„Hvis der kunde være nogen Hjælp i det,
saa — —u
„Der er lige god Hjælp i det ene som i
det andet. Det er slig Slag det.w
„Bare jeg kunde faa dig til at indse, at
du nødvendigvis maa gjøre noget.w
„Men jeg skal da vel ha Lov til at besinde
mig vel — —? Jeg kan da sandt for
Herren ikke gi mig til at slæbe Møblerne ned i
Auktionslokalet nu paa staaende Fod, likevæl!u
Stolen stod atter stille for straks efter at sættes
i Gang igjen.
„Du er ikke til at komme nær i Aften.
Jeg véd næsten ikke, om jeg tør komme frem
med den Hilsen, som Rikard nav mia- med,
og som gjælder mig selv ogsaa forresten.w
„Hvad var det for en Hilsen ?u
„At vi saa gjerne vilde Ira, du skulde
flytte over til os, indtil alt dette var ordnet,
— ja, at vi kortsagt saa gjerne vilde hjælpe
og raade dig.u
„Ja Tak, — det véd jeg nok.“
„Ja, for vi har virkelig saa ondt af dig,
baade Rikard og jeg.u
„Aa — jeg finder nok paa Raad.a Og
hun nikkede med Hodet nogle bistre Nik.
„Er det noget i Særdeleshed du tænker
paa?w
„Nej da! Men i værste Fald kan jeg jo
ta Livet af mig. Den Udvej er der jo .u
„Tal ikke saa stygt — endskjønt, du gjør
mig ikke bange. — Den, der mener det alvorligt,
taler ikke om det, — det er en gammel
Erfaring. “
Constance mumlede noget mellem Tænderne
og nikkede atter med en forhærdet Mine.
Fru Marie var færdig til at gaa. Hun
havde nølende tat sin Muffe; nu stod hun
og klappede dens bløde Skind med sin behanskede
Haand.
„Der er en Ting, jeg saa gjerne vilde
spurgt dig om, men du skal love mig ikke at
bli sint, Constance —“
„Spør b a re ,44 sa den anden sløvt uden at
flytte Øjnene fra den Arabesk i Gardinet, som
de var hæftet paa.
„Hvorfor har' du git Lorck en Kurv? Ja
jeg spør bare i al Venskabelighed44 — vedblev
hun hurtig, da Constance med et pludseligt
Sæt drejede sig om paa Stolen.
„Lorck!M sa hun. „Hvad véd du om det?
Forresten er det noget Snak.44
„Nej, Constance, det tror jeg ikke, —
husk, at Lorck er flikards gode Ven og min
ogsaa for den Sags Skyld, — og noget har
der været imellem je r, — det er jeg vis
paa. Men det skal du vide, at har Du sagt
nej til ham, s aa vil jeg ikke sige, hvad jeg
synes.44
„Saa faar det være det samme da,44 sa
Constance og satte sig rolig tilrette paa Stolen
igjen.„
Jeg tænker slet ikke bare paa den praktiske
Side af Sagen, hans gode Stilling,
hans store Formue, hans Anseelse og smukke
Ydre, men i og for sig er det mig højst ubegribeligt/
4
„Ja, jeg kan tænke det,44 sa Constance.
„Ja, for hør engang Constance, det er
da vel din Mening, at du vil gifte dig
igjen?44
„Synes du ikke ét Ægteskab er nok, maa
jeg spørge?44
„Nok! — Ja, hvis du endda havde noget
at virke for, men slig som du har stelt dig!
Har du virkelig et Øjeblik tænkt, at du
vilde gaa slig og slænge gjennem Resten af
dit Liv?“
„Jeg ved ikke, hvad jeg har tænkt jeg,“
svarte Constance med en Gebærde, som om
hun var led og ked af denne Passiar.
„Nej, det er just Ulykken det, — men
hør nu Constance, kunde du ikke skrive til *
Lorck —“
„Og be ham fri igjen?w
„Ja, om du s aa gjorde, du kunde Skam
falde paa værre Ting. Men du kunde jo bare
g]øre en Tilnærmelse, — ja du fandt nok altid
paa Ordene.u
„Siden jeg nu er saa yderlig reduceret,
u hun smilte bittert, „ja, det gjorde jeg
nok.a
„Det kommer jo slet ikke Sagen ved,
— det er jo ikke Penge han vil ha, — og
naar nu Manden er saa forelsket, saa er der
ingen Skam i at komme ham i Møde.u
„Hold op med dette Snak, Marie!“ Constance
var træt.
„Ja, ja, du skulde ikke være saa kjæphøj,
Constance, den Dag vil komme, da du
angrer det, tro du mig, og saa kan det være
for sent.w
*
Constance gjorde en affærdigende Bevægelse.
og saa’ ud til at være bestemt
paa at tie. Saa sa Fru Hansen god Nat
og gik.
Constance fulgte hende ud, rent mekanisk,
og lyste hende ned ad Trappen.
D a hun atter var i Stuen, dækkede hun
Lampen til med en stor, lyserød Skjærm. Saa
gled hun ned i Sofaen, skjulte Ansigtet i
en af Puderne og blev liggende i en ubekvem
Stilling med Benene paa Gulvet. Hun
græd ikke og rørte sig ikke. Hun forsøgte
at tænke over sin Stilling, men det blev bare
til Begyndelsei, der løste sig op og var væk
lige som Sæbebobler. Der vilde ikke danne
sig en eneste ordentlig Tankerække, og hun
kunde ikke faa Tag i nogen hel Forestilling.
Lorck gled frem og tilbage, men hans
Billede var mat og utydeligt og gik hvert
Øjeblik i Stykker ved det Boden af alskens
andre Ting, som slcjøv sig op.
Om hun havde giftet sig med ham! Uf nej,
- - hun havde ikke Lyst —. Men saa havde
hun dog været paa det tørre, — og han elske
d e hende vist - . J a pyt,’ j a, hvad kunde
A m a l i e S k r am: Cons tanc e l iiu g . 2 2
Hænd præstere i Retning af Kjærlighed? —
De gik og dryssede om og flanede med Ord
og Følelser, til de var udjaskede som Gadetøjterne
— og saa kom de og bød sig frem
tii Æ g te s k a b e t.-------Deres Kjærlighed var
en Væmmelse —. De elskede den ene og levede
med den anden. — Ikke for det — det kunde
altsammen være bra nok, og kanske var det
ikke saa sjabert, som det saa ud, — hun var
ikke tilsinds at gaa i Rette med nogen, naar
hun blot slap for at ha med det at skaffe.
Saa kom hendes døde Ægtemand, ikke
længe ad Gangen, han blev borte og kom
igjen atter og atter. Brudstykker og Minder
fra deres Samliv strejfede Hukommelsen i
broget Skiften. Hun var saa vammel og led
ved det; det var de ligegyldigste Ting, som
hun slet ikke gad huske, men det blev ved
og blev ved ligesom Skyggerne i Maaneskinnet,
naar Vinden bøjer Træernes Grene
sagte op og ned.
Johanne meldte, at Teen stod paa Bordet,
om Fruen værs’go vilde spise. Hun for op og
sa Tak, men la sig straks tilbage i samme
Stilling.
Hvad skulde der nu bli af hende? — Leve
af sine Slægtninges Almisser paa en Kvist,
som hun maatte leje i en Udkant. Leje?
Hun havde jo ingen Ting at betale med. —
— Og naar hendes Tøj blev slidt, og hun
trængte nyt —. Det Sludder om at ta ud som
Lærerinde, hun k u n d e jo ingen Ting. _
— Eller styre for en Enkemand — aldrig i
Verden! Og saa alt det Snak, de vilde vælte
ud over hende, — alt det Snak og Snak og
S n a k .------ Nej, det eneste var at ta Livet af
sig — det var en formelig Pligt — en Æressag.
Hun var jo saa kjed af det og havde ofte for
Alvor tænkt paa at gaa sin Vej. Hvad var der ogsaa
at bli for? Vente til Døden en Gang kom og
kastede hende paa Dør, enten hun vilde eller
ej. Det var bedre at gaa godvillig.
At hun kunde være saa fejg og grue for
den Smule Sm e rte !-------Aa, men det blev
nu vist græsseligt, naar Giften var slugt. —
Straks vilde det begynde,' — Brystet trække
sig sammen, Ansigtet bli sortflammet. — Der
vilde komme en Rallen i Struben, — kanske
\ilde der vælte Skum ud, — Fraade var det
vist, de kaldte det, — — og saa vilde hun
være saa forandret, saa styg bag efter. —
Den, der fandt hende paa Sofaen. — —
Det vilde gi et Sjok i Familien —, de vilde
alle komme ansættende, og saa vilde de lette
' ganske sagte paa det Klæde, Doktoren
havde lagt over hendes Ansigt.
Hun havde en Plaske Blaasyre, som hendes
Mand havde benyttet, den Gang han fik
sin Raptus med at fotografere. Hun havde
omhyggelig forvaret den, for der stod Dødningeben
paa Vignetten.
J a , hun vilde gjøre det endnu i Aften.
Det var i Grunden godt, at dette var kommet
paa, ellers havde hun gjerne været i Stand til
at leve det væmmelige Liv til Ende paa et
V i s .------------Om det nu ogsaa gjorde ondt
—, det gjorde vel aldrig godt at dø, — og
desuden tabte hun jo straks Bevidstheden.
Bare hun kunde faa Johanne paa Dør, for
alene i Lejligheden maatte hun være. Hun
kunde jo egentlig gjerne skrive et Brev til
Dr. Blunck og be ham, — ja, naturligvis, det
maatte hun jo. — Hun satte sig til Skrivebordet,
og et Par Minutter efter var Brevet
færdigt.
„Kjære Dr. Blunck,u stod der, „kom i
Morgen tidlig, saa snart De kan, og naar De
ser, hvad det er, saa vær diskret for gammelt
Kjendskabs Skyld. Deres Constance Bing.u
„Saa siger han, at jeg er død af et Hjærteslag,
og det er i Grunden nok saa hensigtsmæssigt,
— saa biir der heller intet Vrøvl
med Begravelsen.a Hun satte Adressen paa
Konvolutten og gik ud i Kjøkkenet. Der sad
Johanne ved det lille Bord borte i Hjørnet og
spiste sin Aftensmad.
„Gaa med dette Brev, Johanne, læg det i
en Postkasse, — her er fem Øre til et Frimærke/
4
Johanne drak Eesten af Teen i én Slurk
og rejste sig.
„Har De noget at udrette for Dem selv,
kan De gjerne bli ude i Aften,w la hun til
idet hun rettede paa en Haarnaal, som syntes
at genere hende.
Der var noget ved Fruens Stemme, som
bragte Johanne til at studse. Bare den Maade
hun sa Johanne paa; hun blev saa underlig,
ligesom rørt derved.
„Jeg siger Tak, saa vil jeg se ind om
Døren til min Søster, som fik sig en liden forleden/
4 Hun satte skyndsomst Kopperne og
Tallerkenerne sammen for at gjøre Bordetryddeligt,
inden hun gik.
„Se at komme straks afsted, Johanne, jeg
er saa bange, de skal lukke, saa De intet F rimærke
faar.“
„Men jeg skulde vel ta t af Bordet og
gjort i Stand paa Soveværelset ?u
„Det skal jeg selv besørge; — De maa
ikke komme ind mere i Aften, — jeg har
Hodepine og vil gaa til Eo, — hører De,
Johanne —w
„Godt Frue,w sa Johanne og nikkede.
Da Constance atter var i Dagligstuen, begyndte
hun at rode i sit Skrivebord. Breve 0 2
Papirer, Eub og Stub kastede hun ned ved Siden
af sig. Det blev en stor Dynge. Nogle Kvittancer
og en Assurancepolice, som for Eesten
var udløben for over et Aar siden, la liun tilbage
paa sin Plads. —
Det ringede. Forfærdet sprang hun op
og laasede Døren. Men saa huskede hun, at
Johanne ikke var hjemme, at ingen Verdens
Magt kunde bringe dem ind til hende, og saa
kom der for et Sekund et Udtryk af Tilfredshed
paa hendes Ansigt. Straks efter sa hun
sig selv, at det var Avisbudet, som havde
ringet, men hun gad ikke gaa ud efter Bladet
i Aften.
Men var det nu ogsaa sikkert, at Johanne
var gaat. Hun trængte til at forvisse sig om
det; før var det saa utrygt. Med Lampen i
Haanden gik hun ud og saa efter. Kjøkkenet
var tomt; hun keg ind i Pigekamret, — jo,
hun var væk. Saa gik hun raskt over Kjøkkengulvet,
men idet hun la Haanden paa
Dørgrebet, saa hun sig tilbage og blev underlig
slaaet' af, hvor lunt og koseligt der var.
De hvide Halvgardiner var trukket tæt sammen,
og Kappen oven over var ophæftet i
Midten med en blaa Silkebaandsroset. Paa
det lange Bænkebord ved Vinduet laa en hvid
Drejls Dug, og paa dette stod en Buket Blaaveis
i et Glas Vand. Der var en ejendommelig
Lugt af brændt Kaffe og Russesæbe, som
hun fandt saa behagelig, at hun formelig stod
og trak den til sig. Haandklæderne hang paa
sine bestemte Pladse, det til Lamperne borte
343
i Krogen sammen med Glasbørsteren og Lampesaksen,
det til Knivene nærmere Vinduet, og
de andre to tæt ved Spisekammerdøren. Paa
Komfuren stod den blankpndsede Vandkjedel
og surrede; Krogliylderne over Bænken var
belagt med hvidt Papir, som Johanne havde
klippet ud i Huller og Tunger som paa Ligtøj,
og der stod Messingkaffekanden og skinnede
mellem to blanke Stødere. Under Komfuren
laa den finskaarne Kjøkkenved stablet
op, og borte ved Vasken hang begge hendes
grønmalede Blomstersprøjter. Gulvet var
renskuret, og paa Maatten foran Døren laa Katten
og døsede.
Hun havde aldrig tænkt sig, at et Kjøkken
kunde være saa indbydende. Det var jo
som et Stykke forjættet Land, og der gik som
en Anelse gjennem hende om mangen en stille
Hviles og Hygges Stund efter endt Gjerning
midt i denne Orden og Kenlighed.
Pludselig fløj Katten som en Bold med et
hvæsende Glef's over Gulvet og slog: Kloen i
en Mus. Med et dæmpet Skrig styrtede hun ud
af Kjøkkenet og skyndte sig tilbage til sine
Breve.
Hun knælede ned og begyndte at samle
dem op i sit Kjolefang, og da hun havde hele
Bunken, gik hun hen til Oven og puttede ind saa
mange ad Gangen, som hun kunde gribe om.
Ilden var gaat u d ; hun rev af en Fyrstikke og
tændte, men det vilde ikke rigtig til, før kun
med Ildrageren kavde skaffet Luft, da brændte
det lystigt til Aske. Hun sad og saa’ ind i
Ilden med en tungsindig Mine, som var det
en Ligbrændingsproces hun bivaanede foran
denne gamle, kjære Ovn, hvor saa mangen en
Time af hendes stakkels Liv var dreven over.
Hun ordnede endnu et og andet og begyndte
at rydde sit Syskrin. Den endnu ikke
færdigfallede Strimmel faldt kende i Hænderne;
mekanisk og ligesom kjærtegnende lod kun
den glide gjennem Fingrene og begyndte at
rulle den op. Herre Gud, det havde dog ikke
været saa gale Dage, kun den Gang kavde
havt. Den Gang, — det var jo endnu i Gaar,
i Dag, — og kun syntes, der laa Aar imellem.
—
Hurtig og uden at se sig tilbage gik hun
ind i Soveværelset. Her stod et Yindu aabent;
hun keg ud og saa’ paa Vejret. Det havde bedaget
sig nu; Himlen var fuld af sønderrevne
Skyer med store Stykker blaat, hvorfra Halvmaanen
skinnede ned. Hun regulerte Persiennen
saaledes, at Lyset ikke skulde falde ind
mellem de grønne Træspaaner. Saa trak hun
Chaiselonguen frem fra Krogen og stillede
den saaledes, at hvis der laa nogen paa den
om Morgenen f. Eks. vilde Dagslyset falde
hen over Ansigtet, naar Persiennen var oprullet.
Hun satte sig paa Chaiselonguen ret
op og ned; med Hænderne tog hun fat i de
stoppede Kanter, som trængte hun et Holdepunkt,
Hodet var foroverbøjet. Længe sad
hun ubevægelig. Gang efter Gang gjorde hun
Mine til at rejse sig, men blev dog siddende.
Taffeluret der inde begyndte at slaa. Hun
for sammen og talte Slagene et for et. Elleve !
Saa rejste hun sig med Hast, afførte sig sin
Kjole, sit Korset og sine Støvler og tog Slaabrok
og Tøfler paa. Hun havde hele Tiden set
saa dødt og stirrende ud af sine Øjne, men
nu da hun følte den bløde Slaabrok om sine
Lemmer, kom der et mildt Udtryk paa hendes
Ansigt. Hun saa’ op og ned ad alle de gamle,
kjendte Gjenstande, disse stumme Tjenere,
der havde været saa tro og stille til sin Gjerning.
Der dukkede Minder op, som hang sig
fast over alt. Hun blev saa saar om Hjærtet,
og hun følte pludselig en fortærende Sorg, en
usigelig Medynk med sig selv, fordi hun nu
skulde forlade alt dette, som hun i Grunden
havde kjært. At hun var pisket til at gjøre
det, virkelig pisket! J a , for hun kunde jo
ikke andet, hun maatte jo afsted; Timen var
kommen og der var ingen Pardon. Og hun
havde ærlig fortjent sin Død, — hun havde
jo levet som et Dyr omtrent, — spist og
sovet, — det var, hvad hun havde udrettet.
Og det skulde hun staa der og kvie sig for at
gaa fra! —
Med resolute Skridt gik hun hen til Chiffonniereren,
hvor Flasken laa forvaret. Hun
stak Nøglen ind i den øverste Skuffe og drejede
rundt.
I dette Øjeblik hørte hun det gaa i Kjøkkenet.
Hun skvat i Vejret og rystede stærkt.
Johanne var altsaa kommen, før hun var bleven
færdig, — Klokken var jo ogsaa halv tolv.
Saa huskede hun Brevet og gik ud og spurgte*,
om det var besørget.
Nej^ Johanne havde ikke faat Frimærke;
der havde været lukket hos Høkeren.
Constance følte en uforklarlig Lettelse.
„Hvis Fruen vil ha Bud til Doktoren, kan
jeg jo gaa der ned i Morgen tidlig straks,w
sa Johanne.
„Aa ja, det kan ogsaa være tids nok da.
Lad mig faa det tilbage saa længe.u
Johanne tog i Lommen. „Her er et til,4,4
sa hun, „jeg mødte Postbudet paa Trappen,
og saa tænkte jeg det var bedst at ta Brevet,
siden Fruen ikke vilde uroes.u
Constance kastede et hurtigt Blik paa
Konvolutten. Poststemplet var fransk, og hun
syntes, hun skulde kjende Skriften. Da hun
var kommen ind i Stuen, rev hun Konvolutten
op og saa, at det var fra Lorck.
Paa st aa ende Fod fløj hun gjennem det,
og da det var læ st, kastede hun det paa
Bordet, gik frem og tilbage paa Gulvet, stødte
mod Skamler og Stoler, ryddede Plads ved at
sky ve dem til Side, tog Brevet op ret som
det var og læste lidt i det, gav sig saa atter
til at trave og blev ved med dette til langt
ud over Natten.
„Det er meget imod min V ilje /1 skrev
Lorck, „at jeg nu igjen forstyrrer og plager
Dem. Siden jeg forlod Norge liar jeg ikke
gjort andet end foreholde mig, hvor taabeligt
og paatrængende det vilde være at skrive paa
nyt. Alligevel sidder jeg nu her og gjør det.
Jeg maa forsøge en Gang til. Sagen er, at
jeg har hægtet mit Sind saaledes fast i Dem,
at jeg ikke er i Stand til at komme løs igjen.
Jeg k a n ikke trives ved Livet, naar jeg ikke
faar leve det med Dem. Er det da aldeles
utænkeligt, at De kunde gi mig et Haab? Jeg
er dømt til at maatte udmale mig, hvorledes
al Ting da vilde bli anderledes. Det gaar
rundt i min Hjæme uafladelig, — det er min
fikse Idé; den martrer mig Dag og Nat. Er
De da saa vis paa, at De slet ingen Brug har
for mig, for min Kjærlighed, min ærlige Vilje
til_ at gjøre Dem alt det gode, et Menneske
kan gjøre den, han elsker. Jeg tænker paa
ét og ét og det samme: om jeg kunde faa
Dem til min Hustru? Jeg er nu i Paris; hvis
det vidunderlige skete, at De gav mig det
Svar, jeg ønsker, saa kom jeg straks og hentede
Dem og tog Dem med til Paris, hvor jeg
for mine Studiers Skyld agter at forbli nogen Tid.
Nils Lorck. “
Da Constance Klokken fem om Morgenen
søgte sit Leje for at prøve paa at sove et
Par Timers Tid, havde hun ta t sin Beslutning.
Brevet til Lorck laa færdigt paa Skrivebordet.
Hun havde bedet ham møde hende i
Kjøbenhavn, saa kunde De ha Bryllup der og
og drage, hvorhen han vilde. —
Under Skrivningen havde hun grædt en
hel Del. Der var meget, som brødes hos
hende. Inderst inde Glæde over at ha reddet
Livet, Hørelse over sig selv, naar hun rigtig
stærkt fyldtes af den Kval, hun havde udstaat,
Medynk, naar hun tænkte paa, hvor
fattigt og øde hendes Liv havde været, Angst
for det kommende, for det nye Ægteskab,
Mangel paa Mod og Tro til sig selv, og saa
Haand i Haand med dette et gryende Haab
til Fremtiden, Taknemmelighed mod Lorck for
hans Kjærlighed og Længsel efter at leve et
menneskeligt Liv. — — Nu følte hun sig beroliget,
næsten tilfreds. Det vilde bli en
travl Tid, og det var dog altid noget at være
saa optat. De nyeste Parisermoder, som
hun forleden havde faat sig tilsendt, defilerte
forbi, og saa tænkte hun et Øjeblik paa, om
hun skulde kjøbe sin nye Vaardragt i „Bon
• Marchéw, naar hun nu kom til Paris, eller
paa det andet store Magasin, — hvad var det
J a vist, ja, — det var dog bedre at gifte
sig end at dø en Selvmorders gyselige Død.
— Hun havde jo været gift før, saa hun vidste
jo i ethvert Fald, hvad det var —. Og desuden,
— — nu, da hun var kommen over alt
dette med Idealer og sligt, — saa vilde hun
se saa anderledes paa det. — Det vilde gjøre
en stor Forskjel. —
Nej, — det er ikke saa let at dø heller,
sa Constance til sig selv, mens hun laa der
paa Puden med søvnløse Øjne og blege Kinder,
der pludselig var bleven magre. Hun drog et
Suk, der lød som en Hulken, og idet hun
vendte sig om paa Siden og trykkede Ansigtet
ned i Puden, mumlede hun: „Naar alt
kommer til alt, er et Griftermaal bedre.w —
nu, det hed
XXIII.
L o rc k og Constance laa i Lausanne. De
vilde nyde den dejlige schweiziske Septemberluft,
inden de drog til Norge, og havde foresat
sig at blive der, saalænge Vejret var
sommerligt.
Nu havde de flakket om i snart halvandet
Aar. Først et Par Maaneder i Paris, derfra
til et Badested i Sydfrankrige, saa til Italien.
Vinteren havde de tilbragt i Bom, og hele
Sommeren havde de været paa Hjemrejse.
Lorck var paa det sidste begyndt at savne
sit Arbejde; han længtedes efter at komme i
Virksomhed og efter at leve Livet med Constance
i hjemligt ordnede Folder. Ogsaa Constance
mente, det skulde være godt at komme
til Ro. Lorck havde skrevet til den unge
Læge, der havde bestyret hans Praksis, at de
wide være i Kristiania i Oktober.
I Begyndelsen af Ægteskabet havde Constance
følt sig ilde tilpas. Hun var fremmed
1 1
og forlegen overfor Lorck og havde saa vanskelig
for at tale med ham.
Naar han sad med Armen om hendes Liv
og i fortrolige Meddelelser udøste sin Sjæl for
hende, mens han legte med hendes Haand og
kyssede hendes Haar, naar han fortalte om,
hvorledes han havde elsket og lidt, vidste hun
aldrig noget videre at svare. Lorck, som
mærkede, at hendes Taushed ikke var Ligegyldighedens
trængte ikke paa for at faa
hende til at tale; han haabede, at den Tid
snart vilde komme, da hun skulde føle sig
tryg og hjemme hos ham, og han syntes, han
havde Raad til at vente. Men Constance var
mangen Gang bedrøvet, halv skamfuld over
intet at kunne gi ham til Gjengjæld. Hun
droges med en Fornemmelse af Undseelse,
som hun forgjæves stræbte at faa Bugt med.
Det gik saa vidt, at det formelig pinte hende
at sidde alene til Bords med ham, og hun
kunde aldrig bekvemme sig til at bede ham
om Penge til det, hun kunde faa Lyst paa at
kjøbe. Han maatte altid af sig selv huske at
forsyne hende med Lommepenge, og Anledningen
var som oftest, at det tilfældig kom
for Dagen, at hun ikke ejede en Skilling, naar
Lorck manglede Smaapenge til dette eller
hint, som skulde betales.
Lorck var imidlertid lykkelig. At hans
Hustru ikke var saa varm og elskovsfuld som
han selv, formindskede ikke den Fryd, han
følte ved endelig at ha Gjenstanden for sine
Drømme og Længsler i sine Arme. Han vidste,
at han ikke ejede hendes Kjærlighed, da han
fik hende; men hun havde sagt ham, at hendes
Sind og Vilje var bøjet mod Lysten og Trangen
til at elske ham, og paa dette hendes Tilsagn
havde han bygget sit Haab. Han var gaat til sit
nye Liv med den ærlige Hensigt at ville gi hende
sin Fremtid, og han tvilede intet Øjeblik om, at
han tilsidst skulde vinde hendes Hjærte. Al den
Anledning en Ægtemand med nok af Penge,
som er alene med sin Hustru, har til at gjøre
sig elsket, udnyttede han som en Gnier. Hans
hele Væsen var som et Væld af Ømhed, hvert
Ord, hvert Blik en Kjærlighedserklæring. Og
aarvaagent passede han paa de Udtryk, han
ga v sin Lidenskab, at hans Kj ært egn ikke
skulde støde eller skræmme hende. Han
spandt hende ind i en Atmosfære af Elskov
og Tilbedelse, og hun levede deri først uden
at tænke paa det, saa frygtsomt undrende, og
endelig glædedrukken lykkelig. J a , for saaledes
gik det. Kjærligheden var der, inden
hun fik Tid til at se, hvordan den begyndte.
Naar hun tænkte paa, hvorledes hun i sit
første Ægteskab havde slidt og strævet for at
komme til at elske Ring, lukkede hun Øjnene
og smilte i taknemmelig Glæde over Forskjellen.
Aldrig havde Constance drømt om, at det
kunde være saa frydefuldt at leve, . at der
kunde være saa megen Underholdning i alle de
Smaating, et Menneske gaar og
foretar sig mellem Morgen og Aften. Hver
eneste liden Sj^ssel fik et Indhold fuldt af
Behag. Hendes Ungdoms Munterhed, der havde
sit Udspring i Sjælens inderlige Tilfredshed,
var vendt tilbage, hun gik og nynnede om
Dagene, og der laa et solglansagtigt Smil i
hendes Øjne. Der var en egen stille Glæde i
at gaa ved hans Side, ikke med noget bestemt
Maal, men bare gaa og gaa, og føle det sagte
Tiyk af hans Arm, naar hun kom med en Bemærkning,
som han glædedes ved, eller hun
gjorde et Spørsmaal, som klang fornøjeligt i
hans Øie. Og naar han drejede Ansigtet og
saa[ ned i hendes Øjne med et lykkedrukkent
Smil, saa gik der en varm Strøm af Henrykkelse
gjennem hende. Var de paa ensomme
Veje, blev Smilet til et Kys, der faldt af med
en munter liden Latter, som i Hastværk, fordi
de havde Raad til at skynde sig. Om igjen,
og om igjen. Hun levede fra Dag til Dag
som i et blødt Favntag af Lykke og Kjærlighed,
der ganske omsluttede hende og lukkede
hende inde i en Verden, hvor der var godt at
være.
Men umæikeligt undergik deres Forhold
en Forandring. Da han følte sig i den fulde
Besiddelse af hendes Kjærlighed, faldt han til
A m a l i e S k r am: Cons tanc e Ring. 9 0
Ro i Bevidstheden om, at han havde vundet,
hvad han attraaede i Verden. En usigelig
Fred fyldte hans Sind. Alt hvad der laa bag
hans Ægteskab var ikke længer til for ham.
Forholdet til Constance blev ham Livets centrale
Indhold, det faste Stade, ud fra hvilket
han levede, handlede og opfattede Tingene.
Han var tilmode som et Menneske, der efter
i en Række af Aar at ha været en ganske
almindelig Dampskibspassager har faat egen
Befordring at fare med, og han sa sig selv, at
hans Skude var et Førsteklasses- Fartøj.
I enkelte Stunder lignede han sig i Tankerne
med en Sejerherre, der har Ret til at hvile paa
sine Laurbær. Uden at gjøre sig rede derfor,
gik han over til at ville være den modtagende,
og han nød hendes Nærværelse og Ømhed i
fulde Drag. Han elékede hende lige inderligt,
dybere og bedre, mente han selv, men der var
ikke mere nogen Skat at kjæmpe for, og derved
fik hans Væsen en mere passiv Form.
Constance mærkede Forskjellen og fornam
Savnet af den forrige Henrykkelsestilstand.
Det blev ligesom stillere og tausere omkring
hende. Det var, som om deres Kjærligheds
Fartøj var kommet ind i et Dødvand, og det
hændte en sjælden Gang, at hun syntes Sejladsen
begyndte at bli lidt ensformig. —
De sidste Par Uger, inden de slog sig
ned i Lausanne, havde Constance ikke følt
sig rigtig vel. Hun plagedes af Kvalme og
Mathed og kunde af og til uden Spor af
Grund faa smaa nervøse Graadanfald. I Lausanne
gik det pludselig op for hende, hvad det
var hun fejlede. Hun havde læst i en fransk
Bog, som hun tilfældig fandt i Hotellets Havestue;
den havde til Titel: Sundhedspleje for
unge Mødre. Her kunde ikke være Tvil; hun
havde alle Tilstandens Symptomer. En svimlende
Glædesfølelse greh hende; hendes første
Tanke var at styrte ovenpaa til Lorek og fortælle
det. Mén da hun var kommen ind i
Soveværelset, hvor han gik og byttede Flip,
blev hun pludselig undselig; en brændende
Rødme skjød sig op i hendes Ansigt, og da
Lorck venlig smilende vendte sig om med et
Udtryk, som om han ventede en Meddelelse,
kastede hun sig ind til ham med Ansigtet
gjemt ved hans Hals. Og saa kom det
hviskende, i forblommede Udtryk som en
^ 3TT^om Tiistaaelse om en farlig Hemmelighed.
Lorck forstod ikke straks. Constance
maatte knibe ham i Øret og skjænde, fordi
han var saa tungnem. Men da det saa gik
op for ham, blev han stum af Henrykkelse. I
Begyndelsen af deres Ægteskab havde han
med iversyg Utaalmodighed ventet p a a , at
denne Lykke skulde bli ham til Del, nu
kom det saa uventet paa ham. Han holdt
hende ud fra sig, betragtede hende med et
Udtryk af Rørelse, som Constance aldrig
havde set i hans Miner. Hun slog Øjnene
ned og vilde atter g]emme sig hos ham, men
han greb hende, løftede hende op paa sin
Arm og bar hende rundt i Stuen som et
Menneske, der rent ellevild af Glæde ikke véd
hvad det gjør.
En Morgen nogle Dag senere sad Lorck
nede i Havestuen og læste i en Avis, mens
han ventede paa Constance, der ikke var
færdig med sit Toilette. Pludselig overraskedes
han ved at høre en Stemme, som han syntes,
han skulde kjende. Han vendte Hodet i den
Retning, hvorfra Lyden kom, og saa’ gjennem
den aabne Dør en høj, bredskuldret Skikkelse
i graa Sommerdragt og Straahat, som stod og
talte med en Opvarter inde i Restaurationen.
Før han fik Tid til at summe sig, drejede
Skikkelsen sig om paa Hælen, og straks efter
kom han ind i Havestuen.
„Men hvad Fanden, er det dig, Mejer lLL
raabte Lorck og rejste sig.
Mejer gik bag over af Forskrækkelse;
han stirrede et Øjeblik paa Lorck, som om
han ikke troede sine egne Sanser.
„Naa ja —,u sa han med en Bevægelse,
som om han samlede sammen paa sig selv —.
„Det er egentlig ikke det mindste mærkværdigt,
du kunde jo ligegodt være her som noget
andet Sted.“
„Vel mødt da, gamle Gut,44 sa Lorck og
rystede hjærtelig hans Haand. „Jeg trode
forresten, du var i Norge, Bladene har fortalt,
at du var kommen hjem.1,4
„Det er jeg ogsaa for Aar og Dag siden,
men derfor kan jeg jo godt være rejst ud
* * u lgjen.„
Det var da et pudsigt Træf, naar kom du?44
„I Gaar Aftes med Jenny; det var hende,
jeg skulde følge.44
„Saa du har din Søster med, det biir
hyggeligt for Constance —44
„Hende har jeg allerede afleveret. Hun
fandt paa, at hun vilde lære Fransk, og saa
skulde hun i Pension naturligvis.1,4
„Og hvor agter du dig hen?44 spurgte
Lorck.
„Hvor det kan falde sig. Jeg har en
Maaneds Ferie, som jeg skulde se til at faa
slaat ihjæl et Steds.44
„Nu, og hvordan gaar det dig saa? Fortæl
mig lidt om det.44
„Der er ikke stort at fortælle. Jeg fusker
i at være Timelærer, bor i Pilestrædet Nr. 19
og lever af Melankoli og Næringssorger.44
„Du er jo blet berømt Mand, siden sidst
vi saas,44 raabte Lorck. „Hvorfor fortæller
du ikke det?44
Mejer trak paa Skuldrene.
„Berømt ja ,44 sa han mismodig, „det skal
en bli fed af.44
„Men din store Komposition har jo gjort
Lykke paa Koncerterne/4
„Puf —44 sa Mejer med et Grin. „Det
har intet at bety, naar en er saa ulykkelig at
være født i et Pilleland som Norge med saa
elendige Musikforhold . . . 44 Han slog ud med
Haanden. „En kan gjerne gaa hjem og
lægge sig.44
„Er en først kommen i Skudet, saa er det
vel ikke saa ilde fat,44 mente Lorck.
„I Skuddet! Hvad Pokker kan det nytte
at komme i Skuddet hos os? — Der er jo ingen
Stilling at faa, hvad skal en ta sig til?44
„Men du er jo Komponist!44
„Komponist.44 — snerrede han, „hvad Hjælp
er der i at ha lavet en Smule Musik sammen,
som biir spillet paa én, højst to Koncerter i
en Provinsby som Kristiania?44
„Du er jo ogsaa biet opført i Kjøbenhavn
og Dresden44 —
„Og er blet rosende omtalt i Bladene,44
— afbrød Mejer og lo ironisk, — „ja, tænk
for en Lykke!44
„Men du arbejder vel videre, du har jo
Tiden for dig.44 (
„Arbejder videre! ja, klimpr er Piano med
Begyndere og tygger drøv paa Harmonilære
med vordende Ukunstnere.44
„Snak, Gut,w lo Lorck, „komponerer du
ikke noget ?u
„Hvor skulde jeg faa Tid til det fra? Naar
man ingen Formue har, er en Fyr som jeg
dømt til at gaa under i Forholde som vore.u
„Hvad er der blet af dig, Gut? Du, som
var —u
„Ja ikke sandt, et saa haabefuldt ungt
Menneske!u — afbrød Mejer. „Sligt slides af
en —w
De havde ført denne Samtale staaende.
Lorck saa’ paa Klokken.
„Har du spist Frokost?a spurgte han.
„Nej, det véd Gud jeg ikke har, — jeg
er sulten som en Ulv.u
„Saa spiser vi sammen,u sa Lorck. „Eller
har du kanske Aftale med nogen andenu — la
han til, da Mejer syntes at betænke sig.
„Ikke Tanke paa det, — jeg er komplet
fri Mand.u
„Jeg giær mig til at se min Kones Ansigt,
naar hun pludselig faar Øje paa dig,u sa Lorck.
I det samme gik Døren op, og Constance
viste sig paa Tærskelen. Lorck betragtede
hende smilende og forventningsfuld.
Mejer blev bleg og for sig med Haanden
gjennem Haaret. Constance studsede og saa’
paa Mejer med spørgende Forundring; saa gik
der et lyst Smil over hendes Ansigt.
„Nej Snak, er det ikke Mejer!“ raabte
hun og slog Hænderne sammen som i overgiven
Glæde — „hvorledes i al Verden kommer
De he r? “
„Ja du maa nok spørge, Constance14 — sa
Lorck. „Her sidder jeg og véd af ingen Ting,
før jeg hører Fyren staa og snakke der inde
— aldrig set Mage til Menneske!“
„Overraskelsen er lige stor paa begge
Sidei, Frue sa nu Mejer, id e th a n tog imod
hendes fremrakte Haand. „Jeg havde ikke
den fjerneste Anelse om, hvilket Møde der
forestod miOo\“
„For et morsomt Træf,u udbrød Constance.
„Hvordan har De det?“
„Tak, udmærket. — Det behøver man
ikke at spørge Dem om, Frue.w
„Hu skal du slaa dig’ til Po her nogle
Dage, Mej er.u
„Ja, det maa De endelig — “ tilføjede
Constance.
„Saa gjør vi Udflugter —w sa Lorck.
»Og ^aar rigtig hyggeligt sammen,u
fuldførte Constance.
Om Eftermiddagen havde Mejer hentet
sin Søster i Pensionen for at faa hende med
paa en T u r, som han havde aftalt med
Lorcks. De var kjørt ud til en Skrænt ved
Genfersøen, hvorfra der var en bekjendt Udsigt,
og havde valgt at gaa tilbage. ' Saa drak
de Te sammen i Hotellet, hvorpaa Mejer
havde fulgt Søsteren hjem til Pensionen. Nu
var han paa Tilbagevejen. Han var glad ved
at være alene, for han trængte til at samle
sig efter Dagens Hændelser.
Det pludselige Møde med Constance havde
virket paa ham, som blev der revet op i et
gammelt Saar. Denne Kvinde var hans Skjæbne.
Tanken paa hende var det, som havde inspireret
ham til at skrive sin store Komposition.
Han havde gjort Udkast til den længe i Forvejen,
men den Gang han fik vide, at Ring
var død, begyndte han først for Alvor at arbejde.
I Breve fra Søsteren hørte han om
det afsondrede Liv, Constance førte, Uden ret
at gjøre sig Rede for det fik hans Haab ny
Næring ved det Billede af hendes Ensomhed,
som Søsterens Ord malede for ham. Rastløst
arbejdede han videre; saasnart han havde gjort
noget, som duede, vilde han rejse hjem, fortælle
hende om sin Kjærlighed og spørge, om
hun vilde bli hans. Med hende skulde han
kjæmpe sig frem til noget stort og dygtigt.
Han var saa modig og saa tillidsfuld. Han
havde elsket hende bestandig og troet paa
hende, forstaat hende bedre end alle de
andre; det var hans Stolthed og Glæde. Naar
han tænkte paa, at han engang skulde faa
hvile sit Hode ved hendes Bryst, svulmede
hans Hjærte af Længsel og Glæde. Saa, netop
som han la den sidste Haand paa sit Arbejde,
kom Budskabet om hendes Giftermaal
med Lorck. Det slog ham fuldstændig ned.
Han lukkede sig inde om Dagene og strejfede
ude om Nætterne, indtil han faldt sammen af Udmattelse.
Han kunde ligge paa Sofaen og græde
i Timevis som et lidet Barn. Søsteren havde
skrevet om Constances Formuesomstændigheder,
at Processen var tabt, og at hun — saa sa
Folk — først da havde givet O efter for Lorcks
Frieri.
Hvis han altsaa bare var kommen tidsnok,
kunde alt været reddet. Det var især denne
Tanke, som grov i hans Hjærte som en Hakke
med spidse Greb. Lorck havde ta t hende fra
ham, — ta t hende, hjulpet af det letfærdige
Tilfælde, Lorck, der saa lidt havde forstaat
at vurdere hende, i al Fald fra først af. Rigtignok
var han senere kommen og havde sagt,
at han skyldte Fru Ring og Sandheden at tiist
aa, at han havde været en Flab og tat saa
rent bort i Natten Fejl af hende. Han huskede,
hvorledes han fik tilovers for Lorck fra den
Dag af. Han kunde ha faldt ham om Halsen
og takket ham; de var kommen hinanden
saa nær; fra at være Kammerater gik de over
til at bli Venner. Nu hadede han Lorck.
Han undte ham ikke hans Lykke, han var
ikke god nok for hende, det var ingen, ikke
han selv, ikke nogen.
Hvor var dog alt styrtet sammen for liam,
i det Øjeblik han vidste, hun var tabt. Han
forbandede den brutale Skjæbne; Livet forekom
ham neppe værdt at leve. Han fik Afsmag
for sit Arbejde, hvad var der nu at kjæmpe
for, hvad at vinde?
Nogen Tid efter kom Budskabet om hans
Fare Død. Det gjorde i den Sindstilstand,
hvori han var, forholdsvis lidet Indtryk paa
ham, men da den maanedlige Understøttelse
da hørte op, blev han nødt til at rejse hjem.
Der var saa godt som ingen Formue. Hans
Mor sad igjen med sin Enkepension og to
uforsørgede Døtre, som en Onkel .forresten
havde lovet at ta sia.- af.
Saa var han da begyndt paa sin Virksomhed
i Kristiania og sled sig gjennem Livet fra
Dag til Dag, kjed og led og træt og misfornøjet.
Han var liksom kommet mere til Eo paa
det sidste, syntes han, han var begyndt at
glemme, og saa lod Skjæbnen hende pludselig
dumpe ned lige foran ham.
Nu var det altsammen brudt frem igjen.
Hans Kjærlighed, hans Sorg, hans Lidelse ved
at vide hende i en anden Mands Arme. Det
var utaaleligt, umuligt at se paa det, — han
maatte bort, inden han blev saa elendig, at
det ikke mere var til at skjule. I Dag havde
han klaret sig godt, de havde ikke mærket det
mindste. Det var tydeligt paa L o rck , at
han ingen Anelse havde om hans Tilstand.
Men hvorledes havde han ikke ogsaa
kjæmpet.
Han var ved Hotellet. Uden at se til
højre eller venstre løb han op ad Trappen til
sit Værelse.
XXIV.
Imidlertid sad Lorck og Constance nede
i et lidet Lysthus, som laa i det ene Hjørne
af Hotellets rummelige Have. Det var en sval
og stille Aften. Lorck var varm efter Turen
og drak Rødvin med Is i for at kjøle sig.
Constance sad tilbagelænet i den magelige
Havebænk med et stort Sjal af sort Uldknipling
kastet om Skuldrene. Haven var fuld af
lyse Striber Maaneskin og skarpttegnede
Skygger; ind i Lysthuset faldt det blege
Dimmer gjenuem Vinløvets Aabninger og tegnede
sig paa Gulvet og henefter Bordet som
utallige smaa og store uregelmæssige Flænger.
De talte om Mejer og var begge oplivet
over Mødet med ham. Constance syntes, han
var bleven saa forandret, ikke til sin Fordel,
mente hun. Han var saa blaseret og snakkede saa
spottende om sig selv og al Ting. Lorck svarte, at
saaledes gik det med de Kunstnere, som var
dømt til at leve i Norge. „Det er forresten
Synd i ham,44 la lian til, „for han er en kjæk
og prægtig Gut. — Jeg har al Tid saa godt
kunnet like ham.44
„Ja, jeg ogsaa,44 sa Constance. „Jeg vilde
ønske, han blev gift med en rig Dame.u
„Skal vi lægge vore Hoder i Blød og se
at skaffe ham en?44 spurgte Lorck smilende.
Constance lo.
„Naar vi nu kommer hjem, skal vi være
rigtig hyggelig mod ham, Constance, — jeg
tror, han synes om at være sammen med os.44
„Ja, rigtig hyggeligt — svarte Constance.
„Han var vist forresten rasende indtaget
i dig en Tid, du. Mærkede du ikke noget?14
„Ikke Spor44 — var Svaret.
„Lod han sig aldrig forlyde med sligt
noget?44
„Aldrig!44 — svarte Constance.
„Nej, han e r nu en fin og velopdragen
Person44 — tænkte Lorck og ofrede Mindet om
sin egen Opførsel et stille Suk.
„Det har nu vel forresten ogsaa været en
ganske forbigaaende Eaptus, han har havt44 —
sa han højt.
„Sa han noget til dig om det da?44 spurgte
Constance med et halvt skjælmsk, halvt undseligt
Smil.
„Nej da, ikke det Guds skabende Gran,44
forsikrede Lorck. — „Det kan godt hænde,
det bare var en Grille af mig, — jeg gik nu
°g syntes, at alle maatte forelske sig i dig,
skjønner Du.w —
De t-aug begge stille nogle Minutter.
„Hvad er det, du tænker paa, Conny min,“
sa saa Lorck og søgte efter hendes Haand.
„Paa ingen Ting i Grunden“ — sa hun
venligt.
„Snak — fortæl det nu,u bad han, og drog
hende nærmere til sig.
„Ja det er nu lettere sagt end gjort. —
Under Tiden farer ens Tanker saa løbsk, eller
de kommer i Smaastumper og er saa usammenhængende,
eller det er det rene Tusseskab, en
sidder og kjøres rundt af, det er slet ikke til
at finde Ord for.w
Han havde lagt sin Arm om hendes Liv
og bøjede med den anden Haand hendes Hode
ind imod sig, saa det kom til at hvile ved
hans Hals. De holdt hinanden omslyngede og
sad lidt uden at tale.
„Men nu véd jeg, hvad jeg tænker paau
— hviskede Constance og trykkede sine Læber
mod hans Skjæg.
„Paa hvad da, Conny.u
„Paa det, vi saa ofte har talt om, paa
hvor lykkelig du har gjort mig, paa alle
vore Skatte, paa alt det, vi har levet sammen,
paa den Kjærlighed, du har elsket frem
i mig, og især paa det, du véd, det, som
forestaar.u
„Min elskede, sødeu — sa Lorck og trykkede
hende tættere til sig. „Hvor du gjør mig
lykkelig — hvor dine Ord er livsalige, og dine
Kjærtegn søde. Og du, som var saa bange
for at ta mig —u la han lidt efter til med
ømmere Stemme.
„Ikke dig mere end andre — jeg havde
Ulyst eller Afsmag, saadan i det hele ta t.u
„Du stygge, som ikke vilde vide af mig.
— Kan du huske, hvordan jeg maatte stræve.
— Og hvis Brevet ikke var — uf, jeg tør ikke
tænke paa det.w
„Det var en græsselig Tid,“ sa Constance,
„sligt et Væsen jeg var bleven til. — At du
virkelig havde Mod paa mig, det var godt
gjort af digu — hun klyngede sig til ham.
„Jeg elskede dig, Conny. “
„Og i Begyndelsen da vi var gift, — kan
du huske, hvor dum jeg var — rent ulykkelig
af Generthed.u
„I Grunden har jeg været nok saa udholdende,
Conny, det maa du indrømme, for
du gjorde alt for at ta Modet fra mig, men
som sagt, jeg elskede dig, — jeg har aldrig
elsket, før jeg begyndte at elske dig.w
„Er det virkelig sandt, Nils, — sig, er det
sandt ?w
„Ja, min Ven, det véd jeg nu, havde du
ikke været, vilde jeg aldrig lært Kjærliglied
at kjende. Ognu, da vi har vor Skat i vente,
— jeg er overlykkelig, Conny“ —
„Men du har dog været forelsket i
andre, — ja , og staat i Forbindelse med
andre ?u
„Det har været Vrøvl og Tant, Conny,
først du har gjort Livet levende for mig.Li
„Og saaledes er det ogsaa for dig, Conny/4
— vedblev han lidt efter, — „dit Liv begynder
først med mig, ikke s andt?u
Hun svarte ikke,
„For du elsker mig, sig, at du elsker
mig/4
„Det véd du jo, Nils“ — sa hun sagte.
„Men sig det alligevel, — det er saa sødt
at høre.w
Der paakom hende en underlig Fornemmelse.
Hun følte Lyst til at ryste hans Arme
af sig og løbe bort. Det var, som om noget
spøgelsesagtigt i Mørke kom listende bag paa
hende, noget, hun ikke turde vende sig om
foi at se paa. Det fik hende til at gyse. 0 °’
saa i samme Nu mindedes hun det blide Veh
behag, ^ som var smøget sig over hende, da
Mejer i Dag rent tilfældig kom til at lægge
Armen paa Ryggen af den Stol, hun sad i.
Men nu vilde hun bort fra alt dette, og satte
med et Sprang ind i den Forestillingskreds
Ama l i e * S k r am : Cons tanc e l l in g . o 4
af Elskov og Lykke, kun i disse mange
Maaneder havde levet i. Hun svøbte Minderne
om de søde Timer og alle de fortryllende
Smaatterier, som havde været mellem hende
og Lorck, om sig som et Værn. Hun v ild e
være lykkelig, v a r det.
„Jeg elsker dig“ — sa hun, „elsker, elsker
dig,“ og hendes Kys og Kj ærtegn var heftigere
end nogen Sinde.
Lorck trykkede hende til sit Hjærte med
et henrykt Smil om de halvtaabne Læber.
Hun gjemte sit Ansigt i hans bløde, tætte
Skjæg.
„Men hvad er det* — sa han med et
pludseligt Ryk, „jeg biir syg.“ Han greb om
hendes Haand og bøjede sig stønnende fremover.
Heftige Kuldegysninger gik gjennem
ham.
„Du har forkjølet dig af den Is “ — sa
Constance — „kom lad os gaa op.“
Med Møje rejste han sig og gik støttet
paa Constances Arm op gjennem Haven og
ind i Hotellet; af og til stod han stille og gav
sig af Smerter.
Da de var kommen op paa sine Værelser,
forskrækkedes Constance over hans Bleghed;
en kold Sved laa paa hans Pande, og han
klagede over en ulidelig Kvalme, Hun lod
straks sende Bud efter en Læge.
Det var en halvgammel, undersætsig liden
Franskmand med Masser af graat Haar og
fekjæg. Han sa til Constance, at hendes
Mand havde paadraget sig en hæftig Forkjølelse,
men at han haabede, det ikke blev
slemt. Saa lovede han at sende nogen Medicin
og at komme igjen næste Morgen. —
N
<i> ''*o|!|© ‘
XXV.
L o r c k laa i gastrisk Feber. Constance
plejede ham med utrættelig Omhu. Som oftest
kjendte han hende ikke, men tog hende for
en anden; han gav hende hyppig Navnet
* Kristine.
Lægen skaffede en Diakonisse, som skulde o —
vaage liveranden Nat for at skifte med Constance.
Han mente, at der vilde lieng aa en
tre-fire Uger, inden der kunde være Tale om
at tænke paa Hjemrejsen; forresten var der
ingen Fare, naar de blot iagttog Forsigtighed.
Mejer havde opgivet at rejse nu og sagt
til Constance, at han blev, saa længe han
kunde være hende til Nytte. Constance havde
takket ham med stor Hjærtelighed og ikke
lagt Skjul paa, hvor glad hun var over hans
Beslutning.
*’«**»'
373
Han var hende til daglig Hjælp og Opmuntring,
hentede Medicinen paa Apotheket
og var uafladelig ved Haanden for at gjøre
hende Smaatjenester. Hver Dag bragte han
hende Blomster eller Frugter og fik hende til
at trække en Smule frisk Luft i Haven. Undertiden
kom han op fire Gange for at foreslaa
hende at spasere, og først femte Gang var det
belejligt, for hun vilde ikke gaa, uden naar
Lorck sov. Saa kom der en Pige, som holdt
Vagt i Stuen ved Siden af, med Ordre
til at hente Fruen øjeblikkelig, hvis Herren
vaagnede.
Naar Lorck var ved Samling, gik Mejer
af og til ind og spurgte, hvordan det stod til.
Lorck nikkede med et mat Smil og sa stadig. o o !
at det var bedre nu. Undertiden spurgte han
efter Aviserne, og Mejer fortalte ham da et
og andet. Da han begyndte at komme sig,
læste Mejer for ham, indtil han faldt i Søvn
eller sa, at han var træt.
En Gang havde han takket Mejer for hans
store Elskværdighed mod ham og Constance
og sagt, at det var ham en Trøst at vide,
Constance havde ham at ty til.
En fjorten Dags Tid efter at Lorck var
bleven syg, sad Constance inde hos ham i den
store Lænestol ved Sengens Hovedgjærde.
Hele Formiddagen havde han været urolig og
fantaseret et enkelt Øjeblik ind imellem. ~ Doktoren
havde git ham noget beroligende
Medicin, og ud paa Eftermiddagen var han
falden i Slummer. Saa var Constance gaat
sin vante Tur i Haven og havde fundet Lorck
sovende ved Tilbagekomsten. Nu var hun
sunken tilbage af Træthed. Bogen, hun havde
læst i, laa paa hendes Skjød; Fingrene havde
sluppet Taget om den og hvilede roligt ved
Siden af. Hun vaagnede ved, at der gik nogen
i det andet Værelse, rettede sig op og keg ind
gjennem den halvtaabne Dør. Det var Pigen
med Posten. Hun vinkede, at hun skulde
lægge den fra sig paa Bordet og satte sig
atter til at døse.
Først efterat Lorck havde faat sin Aftenmedicin
og var bleven stelt færdig for Natten,
huskede hun, at der var Aviser og maaske
Breve hjemmefra. Saa havde hun noget at
fordrive Tiden med, det- var nemlig hendes
Tur til at vaage.
Posten var stor i Dag : for uden en Bunke
Aviser var der en Pakke og et Brev, begge
adresseret til Lorck.
Constance saa’, det var fra Hansen, og da
hun tænkte, at det kunde være noget om
deres Pengegrejer — det var ham, som sørgede
for, at deres Kreditiv var i Orden —,
der straks krævede Besvarelse, aabnede hun
Brevet.
Hun sad i det yderste Værelse. Døren
ind til Lorck stod aaben; fra den lave Lænestol
borte ved det runde Bord kunde hun se
ham i Sengen og være parat ved hans mindste
Bevægelse. Det var endnu saa mildt, at Dørene
ud til Altanen stod aaben; en Duft af Levkøjer
og Roser steg op der ude fra og fyldte
Stuen med Vellugt. Et dæmpet Skin af en
Lampe under en stor Papirskjærm oplyste kun
halvvejs det temmelig store Værelse.
Da Constance havde læst lidt i Brevet,
blev hun meget b leg , og hendes Hænder
skjælvede saa stærkt, at Bogstaverne hoppede
op og ned. Hun la Papiret paa Bordet foran
sig, tog sig med begge Hænder om Hodet, og
mens Farven kom og gik paa hendes Ansigt,
og Aandedrættet blev hurtigt som hos en, der
har løbet, læste hun Brevet igjennem; flere
Gange om igjen. Efterhaanden kom hun mere
til Ro. Til sidst foldede hun Papiret sammen,
stak det ind i Konvolutten og gik ud paa
Altanen. Det var en dejlig Aften. Maanelyset
kastede Skyggen af Hotellet hen over
den aabne Plads, som deres Værelser vendte
ud til, skinnede paa Vandspringet med den
basunkindede Gut paa Toppen lige ved Indgangen
til en af Hovedgaderne, lyste op den
ene Side af det store Monument nede paa
Torvet til venstre og afsatte her og der
Figurer af mærkværdige O o Fac? oner oog Dimensioner.
Længere borte laa Genfersøen med
sølvblinkende Flade der, hvor Maaneskinnet
faldt, mens Strækningen inde mod det høje
Land paa den modsatte Side var kulsort. Et
Par Baade med syngende og leende Mennesker
gled frem og tilbage, og Toner af Musik lød
op fra en nærliggende offentlig Have.
Constance var imidlertid aldeles ufølsom
for Aftenens harmoniske Dejlighed. Med korslagte
Arme stod hun og stirrede frem for sig
og kjendte en sviende Smerte som efter et
Stik i Hjærtet.
I Brevet havde der staat: „Kjære Lorck!
Kristine har netop været her og afleveret en
Pakke, som hun har bedet mig straks sende
Dem. Jeg tænkte først at la den ligge, til
De kom, men da jeg ikke véd, hvor længe
det endnu kan trække ud, og det lod til at
være hende magtpaaliggende, at den snart
kom Dem ihænde, sender jeg den altsaa. Hun
fortalte mig, at Gutten var død, og jeg kan
jo , især som Sagerne nu staar, altsaa kun
ønske Dem til Lykke med, at De har faat
Barnet fra Halsen. Hun talte om nogle
Afskedsord, som laa inde i Pakken. Om
dens Indhold forresten nævnede hun intet,
og jeg spurgte ikke heller. Nu kom hun
altsaa ikke mere og hævede P en g e , sa
hun. Hun takkede for, hvad hun havde
modtat i disse Aar, og for det Bryderi, jeg*
havde havt. Stakker, det gjorde mig ondt for
hende. Jeg tilbød hende det sædvanlige Bidrag
for næste Maaned, da jeg tænkte, hun
kunde trænge til det, og jeg var vis paa, De
intet havde derimod, men det vilde hun ikke.u
— Saa kom der et Regnskab over de Penge,
han i Lorcks Fraværelse havde udbetalt til
Barnets Underhold, og til sidst en venlig
Hilsen til Constance og en Opfordring om dog
endelig at vende hjem engang.
Constance havde ikke anet, at Lorck havde
noget Barn. Den pludselige Opdagelse overvældede
hende ganske. Det blev ved at gjøre
ondt som i et værkende Saar. Med al Magt
søgte hun at faa væltet Smerten fra sig. Dette
var ikke til at udholde. At han ikke havde
fortalt hende det, var naturligvis for at skaane
hende, — hvad skulde det vel nyttet til. Der
var intet Bedrageri deri. At han havde levet
kysk, havde hun aldrig et Øjeblik indbildt sig;
at han i det mindste k u n d e ha et Barn, burde
hun altsaa ha tænkt sig.
Om han nu havde flere, med andre Kvinder!
Utaalelige Tanke; hun slog Hænderne for
Øjnene, stampede med Fødderne og skreg.
Det sved og stak og værkede.
Og nu skulde hun selv bringe ham et
Barn til Verden. Uh, det var væmmeligt. E t
Barn, som kunde ha, Gud véd hvem til
Søskende, — Unger, som drev omkring langs
Gaderne. Hvis hun bare havde været fri for
dette! — Og hun, som havde følt denne
jublende Glæde der over for nogle Uger siden.
Men kanske hun havde tat fe jl! Til dette
Haab klyngede hun sig med Lidenskab.
Pludselig kom der en svag Lyd fra hans
Værelse; hun rettede sig op, lod Hænderne
synke og lyttede. Han var jo syg, det havde
hun rent glemt. Hun skyndte sig ind, men
stansede i det første Værelse; hun følte Ulyst
til at se ham nu, til at høre hans Stemme.
Hvis han bare ikke kjendte hende, men kaldte
hende K ristin e—, Kristine! au, og hun tog sig
til Hjærtet — altsaa saaledes! Lyden kom igjen.
Hun strakte de foldede Hænder frem for sig,
knugede dem heftigt i hinanden, mumlede
noget, der lød som en Besværgelse og gik ind ^ ' O O O til ham.
Han sad oprejst i Sengen og stirrede
urolig mod Døren. I det blege Maanelys saa’
han spøgelsesagtig daarlig ud.
„Conny“ — sa han bønlig bebrejdende,
„hvor jeg har ventet paa dig.u Han rakte
Haanden ud imod hende, men den faldt straks
tilbage paa TæpjDet. Hun mærkede, at han
var ved sin fulde Fornuft.
„Vil du ha Natlampen tændt ?u spurgte lum
uden at nærme sig.
Han sank langsomt tilbage paa Puden.
„Hvorfor kommer du ikke lien til mig?M
Hun nærmede sig Sengen. „Har du det
bedre nu?w — spurgte hun.
„Naar du er her, har jeg det godt. Lad
mig kjende dine Hænder paa min Pande.1’
„De er saa kolde, — du vil fryse.u
„Nej, det vil svale.44
Hun strøg ham over Panden med sin ene
Haand.
„Dem begge44 — sa han med mat Stemme. 7/ O O
Lidt efter flyttede han hendes Hænder til
sine Læber og kyssede dem. Saa la han dem
tilbage paa Panden.
„Du skal sidde hos mig, Conny, jeg er saa
træt.44 Han greb efter hendes Kjole for at
faa hende tæt hen til Sengen. „Du maa ikke
gaa fra mig. — Aa jo, — gaa bare, gaa bare,44
sa han pludselig i en helt forandret Tone —,
„værsgod — jeg ser nok, at .jeg er dig til
Plage — naturligvis, det er morsommere at
spasere med Mejer/4 Det kom afbrudt og
med en grætten Klang i Tonen, og han skjøv
med sine svage Kræfter hendes Hænder bort.
Constance blev saa forbauset over dette
uventede Omslag, at hun intet kunde finde
paa at svare. Lorck, som havde ventet, at
hun skulde modsige ham med Forsikringer og
kjærlige Ord, blev end yderligere opirret ved
hendes Taushed.
/ (
Pludselig huskede hun Pakken; det maatJ;e
være Breve. Hansen havde talt om nogle Afskedsord.
„Du mildeste Gud og Skabermandw — sa
hun med en lydelig Hvisken — „der er Breve,
Breve !u
Hun trak Øjenbrynene i Vejret og spilede
Øjnene op som i Forskrækkelse; Læberne drog
hun sammen til en Spids og fløjtede ganske
sagte. En kvalblandet Henrykkelse greb hende;
hun vilde kaste sig over Brevene og læse som
en besat. Hun følte ikke et Sekunds Vaklen
eller en Skygge af Betænkelighed; tværtom
vidste hun med sig selv, at intet i Verden
vilde kunne hindre eller stanse hende. Et
Udtryk af Grusomhed laa om hendes Mund,
Blodet hamrede i hendes Tindinger, og Hænderne
skjalv, da hun skar Omslaget itu.
Øverst laa et Brev skrevet med en klodset
Haand og en højst forvirret Orthografi.
„Kjære Nilsw — stod der — „jeg beder
dig meget om Undskyldning, fordi jeg efter
denne lange Tids Forløb vover at tilskrive
dig, men det er for at underrette dig om, at
Gud har taget vor elskede Søn hjem til sig,
og uagtet jeg godt véd, at det var det bedste
som kunde times min arme, velsignede Anton,
saasom han jo var faderløs, skjønt hans Fader
levede, hvilket er eudnu værre, saa føler jeg
dog en bitterlig Sorg over hans Bortgang.
<
For han var mit alt og min Glæde, og han
lignede sin Fader saa op i Dagen, og jeg véd,
at det ikke er dig behageligt nu, siden du er
gift og ikke længer elsker mig, men det var
for mig en Hj ærtens Fryd at se denne Lighed,
for jeg kunde ikke holde op at elske dig, da
du forlod mig og fæstede dit Hjærte ved en
anden. Desværre for mig, det var min Kval,
men ogsaa min Glæde, og jeg elsker dig den
Dag i Dag lige saa højt som den Gang, da du
kaldte mig din Pusunge og sagde, at min
Kjærlighed var din Trøst og Lykke. Og naar
jeg tænker paa alle de dejlige Aftener og
Nætter jeg tilbragte hos dig, flyder mine
Taarer, og det vil de gjøre bestandig, for jeg
glemmer dig ikke i dette Liv. Men nok herom,
min søde, kjære Gut døde i Dag for otte Dage
siden, og blev begravet paa femte Dagen.
Hans Kiste var saa pen, og den var ganske
fuld af Blomster, og han var akkurat paa
Dagen 1 Aar og 8 Maaneder, for han var født
i Januar, som du var rejst i Oktober, hvis du
husker det. Det var T3LUS han havde, og han
led græsselige Smerter. Kort før han døde,
slog han Øjnene op og saa’ paa mig, som om
han vilde klage sig, og det stak mig i Hjærtet,
at jeg havde sat ham ind i Verden med Skam,
jeg ludet mig over ham og talte til ham,
skjønt jeg var kvalt af Graad, og saa smilte
han saa sødt, og saa drog han Pusten tungt
og døde. Jeg trode mit Hjærte var brustet
med det samme, men hvad et Menneske kan
udholde at lide, er utroligt. Og nu vil jeg
sige dig mit sidste Farvel; jeg rejser til Drammen,
hvor du husker jeg harFamilje; jeg tror
nok jeg kan faa Arbejde der. Jeg ser dig
aldrig mere her i Verden, men tænke paa dig,
det kommer jeg at gjøre ofte, og paa ham,
som jeg har lidt og grædt saa meget for. Jeg
ønsker dig oprigtigt, at du al Tid maa blive
lykkelig, og at hun, som er din Kone, maa
elske dig lige saa højt, som jeg gjorde, da vil
du ikke savne Kjærlighed. Og saa til Slutning
Tak for alt. Dig skylder jeg, at jeg har smagt
Lykke i Livet, var det end kort og endte
med bitter Sorg, saa vilde jeg ikke undvært
det, nej ikke for aldrig det. Og jeg velsigner
dig, fordi du har sørget saa godt for vort Barn.
Lev da saa vel, og hav det saa godt som det
ønskes dig af din gamle tro
Kristine.u
*
Da Constance havde læst Brevet, la hun
Ansigtet ned paa Hænderne og hulkede. Denne
arme Kvinde med sit Barn! Hvorfor var hun
ble ven forstødt ? Med hvilken Ket bar Mændene
sig saaledes ad! De nød disse Kvinders Ungdom,
deres Sundhed, deres Kj ærlighed, som om
de var skabt i dette ene Øjemed, de nød, til
de var mættet. Saa de noget mere eftertragtelsesværdigt,
slængte de dem fra $ig og
overlod dem til den Skjæbne, som Mændenes
brutale Egoisme havde beredt dem. Hun følte
en inderlig Medlidenhed med denne taalmodig
lidende, der var saa fuld af Godhed og Resignation,
og samtidig en oprørsk Forbitrelse mod
den Samfundsraahed, der havde gjort det saa
bekvemt og saa ufarligt for Mændene at hengive
sig til sine kjønslige Lyster.
Hun følte ikke længer nogen Skinsyge;
Arten af hendes Smerte var en anden; en
heftig Uvilje mod hendes Mand rørte sig hos
hende, — hun taalte ikke at tænke paa ham.
De øvrige Breve var fraLorck til Kristine;
de var nummereret, og hun læste dem i Rækkefølge.
Hunsaa,J det var et Forhold, som havde
bestaat i flere Aar, men samtidig havde han
liavt Kjærlighedshistorier ved Siden af, hvad
der fremgik af Svar, han havde givet paa
Kristines Bebrejdelser og Udbrud af Skinsyge.
E 11 af disse Rivalinder havde været en rnft O Dame og øjensynlig liørt. til Lorclcs Omgangskreds.
I et af Brevene stod der: „Min elskede
Kristine, vær du blot rolig, jeg vender dog
tilbage til dig. Den dumme Historie skal du
ikke bry dig om. Havde du ikke tilfældig
faat dette at vide, vilde det ingen Fortræd
lia kunnet gjøre dig. Forresten er jeg kjed af
denne idelige Væren paa Vagt mod Manden,
og til syvende og sidst liar hun aldrig for-
A m a l i e S k r am: Cons tance Riag. 0 5
maaet helt at ta mig fra dig. Havde hun ikke
styrtet over mig med sin Kjærlighed, var jeg
aldrig kommen til at tøenke paa hende. I dine
Arme har jeg det bedst, det skal du huske og
tro er sandt. Jeg elsker dig virkelig Kristine;
du er saa fin og sød og yndig, notabene naar
du er blid og munter, det klær dig ikke at
surmule og fælde T aar er — hører du Pus!
Forresten gik de fleste Breves Indhold
ud paa at aftale, naar hun skulde komme til
ham o. s. v. De var fulde af Kjærlighedsord
af samme Art som dem, han havde givet Constance,
stundum endog præcis de selvsamme
Udtryk, og det gik med en skjærende Fornemmelse
igjennem hende.
Saa var der et Tidsrum af nogle Maaneder,
hvori de ingen Brevveksling havde ført, og
saa kom der et Brev, som begyndte saaledes:
„Ja min elskede, kom du kun tilbage til mig,
hvis du er frisk og sød som før, — jeg vil
intet heller; da jeg raadede dig til at forlove
dig med Mennesket, var det fordi jeg trode,
det kunde bli til din Lykke; naar du nu
har ladet ham løbe, er der jo intet, som skiller
os. Du maa tro, det ikke var med let Hjærte,
jeg lod dig slippe ud af mine Arme. Hvad
jeg har været henvist til i Mellemtiden har
slet ikke behaget mig, og en forelsket Frue,
som jeg af pur Kjedsommelighed gav mig i
Kast med, rejser bort fra Byen i disse Dage.
Jeg giær mig til at faa dig tilbage. Kom
i Morgen Aften Kl. 10, hvis du kan. Er jeg
ikke hjemme, saa læg dig kun ganske rolig
til at sove som i gamle Dage, da jeg plejede
at vække dig med et Kys; du har jo endnu
den lille Nøgle. Og hør, jeg har faat Badeværelset
istand; det er blevet saa indbydende
— du skal se for en flink Bademester jeg skal
være.w Saa kom der en Række Breve, kjærligere
og ømmere end nogensinde, med en
Understrøm af Sørgmodighed; hun var hans
Trøst og Tilflugt — stod der. Constance
regnede ud, at de skrev sig fra den Tid, da
han gik og friede til hende. Og saa kom det
Tidspunkt, da Kristine havde været frugtsommelig.
Hun læste hans Beklagelser, der
saa5 ud til at være dikteret af en virkelig
Medlidenhed, spækket med Fraser, der skulde
betyde Trøstegrunde. Endelig kom det sidste.
Det indeholdt et kort Farvel; han skulde rejse
* til Udlandet, og det var usikkert, naar han
vendte hjem, eller om han overhodet nogensinde
gjorde det. Han bad hende hæve Maanedspengene
for Barnet hos Advokat Hansen, der
vidste Besked, og som havde Ordre til at begynde
Udbetalingen, naar som helst hun forlangte
det. Sluttelig anbefalede han hende at
gifte sig med en eller anden, som det lod til
havde gjort hende et Ægteskabstilbud, og er-
25*
klærte, at han var villig at give hende Penge
til Udstyr.
Da Constance var færdig med Læsningen,
klippede hun det brudte Laksegl af Omslaget,
og pakkede Brevene omhyggeligt ind; hun
fandt frem noget Hyssing, som hun viklede
om Pakken, og laasede den og Brevet fra
Hansen ned i sin Skuffe. Saa satte hun sig
med Albuerne paa Bordet og Ansigtet i Hænderne.
Omtrent ti Minutter forblev hun ubevægelig.
Pludselig lod hun til at besinde sig
og rejste sig; hun var askegraa i Kinderne,
og Læberne var bleven saa underlig tynde,
hendes Fingre kramsede hen over Bordtæppet
som i en uklar Forestilling om, at de skulde
ha fat paa noget. Havde Lorck set hende i
dette Øjeblik, vilde han havt vanskelig for at
gjenkjende sin Hustru i denne stive Skikkelse
med den dybe Fure mellem de stirrende Øjne
og de slappe Ansigtstræk. Stille listede hun
tilbage til Soveværelset, men'trods hendes Forsigtighed
frembragte Døren en pibende Lyd,
som vækkede Lorck.
„Er du alt oppe, Conny ?u — sa han søvndrukkent.
„Nej, jeg lægger mig igjenw — s varte
hun hurtig, „jeg kunde ikke sove, men nu er
jeg blet søvnig.w
Hun laa allerede paa Puden i sin Seng
ved Siden af hans.
„Saadan en dejlig Søvn jeg har havt.
Conny, saa styrkende — lad mig faa din
Haand w — Stemmen døde hen, han slumrede
ind paanyt.
Men Constance var fremdeles vaagen:
hendes iskolde Fingre laa mellem hans, men
saasnart hun mærkede, at han sov, frigjorde
hun dem lempelig. Hun led meget; der var
en sugende Fornemmelse omHjærtet, som steg
og sank, og med Mellemrum voksede op til
en brændende Smerte, eftersom Tankerne trak
hende Kredsen rundt af de Forestillinger, som
Læsningen af Brevene havde fremkaldt. Hendes
Fantasi malede igjen og igjen de Kjærtegn, der
havde været imellem ham og disse Kvinder. Hali
var gaat fra den ene til den anden; nu var Turen
kommen til hende, det var det hele. Hun spurgte
sig selv, hvorfor det egentlig gjorde hende
saa ondt; hun havde jo aldrig tænkt sig, at
hun var den første og eneste, han havde elsket;
hvorfor da lade det faa Magt til at smerte hende
saa dybt? Nu var det jo hende, han elskede
og ingen anden. Ja, men Lykken var styrtet
sammen for hende; hans Kjærlighed havde
ikke mere nogen Yærdi, i ethvert Fald ikke
den tidligere; hun var i Flok og Følge med
de andre, og det tog Glansen bort. Hun havde
halvt ubevidst ment sig at være en Undtagelse,
noget særeget i hans Liv, nu havde hun forstaat,
at det ikke forholdt sig saaledes. Der
havde været saa mange af dem. Dem alle
havde han nævnt med de samme Kjælenavne,
som han nu gav hende, været deres Nils, —
„din Nilsu — hvad betød det saa, at han nu
kaldte sig hendes ? Hvor længe vilde det vare ?
Ægteskabsbaandet var ham ikke nogen Hindring,
han, som havde brudt ind over andre
Mænds Ejendom; hvorfor, hvorfor havde han
ikke ladet dem beholde deres Hustruer i F re d !
Hun mindedes hans Forsøg paa at faa et
uværdigt Forhold til hende, mens hun var gift
med Ring, og Erindringen derom i Forbindelse
med den Viden, hun nu sad inde med, gav
hende en Opfatning, der satte ham i et næsten
modbydeligt Lys. Hvad brød vel slige Karle
sig om, at de var gift, — havde Forpligtelser
mod en Kvinde, — en Kvinde! I den Slags
Sager gjaldt ikke noget Æresbegreb. Det var
hende en Trøst at tænke sig ham saa slet som
muligt; hun blev koldere og roligere derved.
Hun vilde bære sin Ulykke med Værdighed;
hun havde ægt et en daarlig Person, — det var
det hele. Til ham vilde hun intet sige. Det
lignede jo ikke noget for hende, der var kommen
til Skjæls Aar og Alder, at gjøre Væsen af
sligt; det var jo at gjøre sig latterlig. Hun
vilde trække sig ind i sig selv, være, som om
intet var forefaldet. Men hendes Kjærlighed
]
var borte *, lmn elskede ikke denne IV!ånd , det
var en anden, hun havde troet at give sin
Sjøel til. Nu var det forbi, det fik han finde
sig i, for ingen kunde høste det, de ikke saaede.
Det vilde bli ganske anderledes mellem dem
her efter Dags, ikke saadan udadtil, men
alligevel.
XXVI.
D e t gik dog ikke sau let med at komme
til Ro, som Constance søgte at indbilde sig.
Hver Dag paany brød Smerten op i hende;
undertiden naar Lorck med en Betoning af et
Ord mindede hende om noget, som de plejede
at le af, eller gav hende et Tilnavn, som tidligere
altid havde bragt hende til at løbe hen
og kysse ham, kunde hun ha skreget af Fortvivlelse
over at ha mistet ham. Men værst
var det om Nætterne, naar hun laa Time efter
Time uden at kunne sove og var et værgeløst
Bytte for sine martrende Tanker.
I disse Dage afslog hun at spasere med
Mejer. En Gang gik hun dog med ham, og
da Mejer med Bekymring spurgte om Grunden
til hendes forandrede Udseende, sa hun, at
hun var plaget af Hodepine og Søvnløshed.
— Efterhvert som Lorck kom sig, følte han
dunkelt Forandringen hos sin Hustru. Naar
han kjærtegnede hende, kunde han pludselig
slippe hende i Forundring; det var, som holdt
han en helt fremmed Kvinde i sine Arme. Det
begyndte at forurolige og plage ham, at deres
Forhold ikke mere var det gamle. Hvad kunde
det dog stikke i? Hun tog imod hans Kys,
men hun gav ham dem ikke tilbage, undtagen
naar han bad hende, og da uden nogen Varme.
Han blev mere tilbageholdende og gik i en
stadig Spænding og ventede paa, at hun
skulde mærke Forsk] ellen og savne hans Ømhed,
og saa komme af sig selv og forlange
den; men det skete ikke. Der gik Dage hen,
uden at de vekslede et Kys, og det slog ham
med pinlig Overraskelse, at netop da var hun
paafaldende livlig og elskværdig i sit Væsen,
som vilde hun med sin Oprømthed dække over
Kulden og paa en Maade sætte ham Blaar i
Øjnene. Hver Dag, som gik, syntes mere og
mere at fæstne den nye Form, deres Samliv
havde faat. Det gik over til at bli en
Lidelse for ham. Der kom noget spejdende
og nervøst i hans Væsen; undertiden var han
pirrelig og opfarende, for saa bagefter at
synke hen i en modløs Sørgmodighed.
En Morgen var Constance saa ilde tilpas,
at hun blev liggende i Sengen langt opover
Formiddagen. Om Natten havde hun lidt af
Mavesmerter, der kom og gik i heftige Byger.
Paa Lorcks Spørsmaal om, livad der fejlede
hende, svarte hun, at hun havde Hodepine og
vilde forsøge at sove. Hun havde i Øjeblikket
ikke Lyst til at sige ham, at hun om
Natten havde aborteret.
Hun laa med lukkede Øjne og følte en
slap Tilfredshed over, hvad der var sket.
Hun havde ønsket, det vilde gaa saaledes, og
halvvejs ventet det. Den stærke Sindslidelse,
hun paa det sidste havde gjennemgaat, var
jo mere end Aarsag nok. Der paakom hende
en Fornemmelse af Frihed og Lettelse; nu
skulde hun da slippe for at føde til Verden
et Pant paa en Kj ærlighed, hun ikke længer
nærede. Og hun sa til sig selv, at nu var den
Krise, hendes Følelser for Lorck havde liavt
at gjennemgaa, overstaat. Det var jo ørkesløst
og dumt at gaa og sørge over hans Fortid.
Naar alt kom til alt, var det jo noget, som ikke
skulde vedkomme hende. Det var tykkedes
hende at kvæle baade Smerten og Uviljen;
tilbage var blevet en resigneret Ligegyldighed,
— det gik nok an at leve godt sammen,
om man ikke netop elskede saa heftigt. Den
Smule Mismod, tilsat med lidt Bitterhed og
lidt Ærgrelse, som hun følte dybt inde hos
sig, vilde nok forta sig. Han havde ikke
bedraget hende; derimod var det hende, som
havde været for naiv, for rask til at hengi 7 O
sig i Drømme om en Lykke, som hun nu
forstod ikke eksisterte, ikke k u n d e eksistere,
fordi Hænd var Mænd, og Kvinder saa anderledes,
saa daarlig rustet, saa fuld af uklare
Forestillinger. Hun havde været saa tossedum
i sin forfængelige Indbildning om, at
hans Elskov til hende var af en egen, af en
højere Art. Sligt et Nonsens! Nu vidste hun
Besked; hun havde strøget Illusionen af sig,
som man kaster en Dragt, og stod færdig
til at leve videre paa de givne Præmisser. I
Grunden var det bedre saaledes, for nu var
da Fodfæstet et virkeligt. Og kanske det
var noget Tøv, at disse Kjærlighedsforbindelser
af hvilken som helst Art gjorde et
Menneske ringere eller voldte nogen Skade.
Se nu Lorck, han var en udmærket Mand i
alleMaader; hans Venner, enhver, der kj endte
ham, var enig derom. Hun saa' nu selv, hvor
hurtig en Kj ærlighed kunde gaa i Stykker;
hvis hun nu kom til at elske en a n d e n ? ------
Ja, hvorfor ikke!
Det blev hende herefter en Glæde at ha
Mejer til daglig Omgangsfælle. Naar hun sad
og var trykket af sin Mands Selskab, virkede
hans Komme som en Befrielse. Til sidst
forekom hans Nærværelse hende som en Nødvendighed;
hun gik og savnede ham, naar han
ikke var tilstede. Lorck, der tilslut var kommen
paa den Tanke, at Mejer stod bag Constances
forandrede Opførsel, var altid til det
yderste høflig og imødekommende for at dække
over sin Skinsyge, men der var dog en vis
Stivhed i hans Væsen, som ikke lod sig skjule.
Constance syntes ikke længer om at være
alene med sin M and; hun generte sig for ham,
og under Tiden forlod hun pludselig Værelset
og gav sig noget at bestille med sit Tøj for at
slippe bort en Stund.
En Giang da L- rckr der nu var oppe hele
Dagen, keg ind i Soveværelset for at se, hvad
hun b e stilte , for hun op og gav sig til at
trække sin store Kuffert frem fra Væggen.
„Nej, men Constance da, husk paa din
Tilstand!44 sa han i en bekymret, halvt uvillig
Tone.H un rettede sig op og saa’ et Øjeblik
paa ham.
„Det er forbi,w svarte hun koldt, „det var
derfor jeg var daarlig forleden/ 4 Hun tog
atter fat i Kufferten.
Hendes hoverende, næsten fiendtlige Mine
ramte ham som et ondt Slag. Han tumlede et
Skridt tilbage.
„Og det fortæller du mig saaledes?44 Stemmen
røbede hans Forskrækkelse og Smerte.
„Det er jo ikke noget at g]øre videre
Væsen af44 — sa hun ligegyldigt.
Lorck tog et Tag i Døren som for at
støtte sig. Han stirrede paa Constance med
et hjælpeløst forbauset Blik. Hun var ham
en Graade; det næsten svimlede for ham; livad
i al Verdens Rige var der foregaat med
hende. E t Øjeblik tænkte han paa at fare
løs paa hende og ryste en Forklaring ud af
hende, men han kjendte sig saa mat og var
samtidig saa hjærtebedrøvet, at han orkede
det ikke.
Uden at sige noget gik han ind og satte
sig i Sofaen; der la han ség tilbage i Puderne
og græd.
C o n s ta n c e spaserede i Haven med Mejer.
Lorck sov sin vante, lange Middagslur, det
var det eneste, der endnu tydede paa, at han
var Rekonvalescent.
„Var det virkelig Deres Alvor, at De vilde
rejse, Mejer? 44 spurgte Constance.
„Ja, nu siden Lorck er kommen sig, —
De trænger jo ikke længer til mig.w
„Jo vist trænger jeg til Dem. Hvem skal
jeg saa spaseremed om Eftermiddagen f. Eks.? 44
„Jo, nu faar det bære til med mig — 44 sa
Mejer med et tungsindigt Smil.
„Uf nej d a !44 udbrød Constance og stod
pludselig stille.
„De ønsker, at jeg skal bli, bli fremdeles?14
spurgte han.
„Ja, saa længe vi er her. 44
Han gik et Øjeblik taus ved hendes Side.
„Jeg kan lige godt bli som rejse, 44 sa han
sørgmodigt.
„Ja, for mi har jeg vænnet mig saa til Dem. 44
Hendes Tone lignede et Barns, der mærker,
at det faar sin Vilje, men biir ved at overtale
alligevel.
„Saa har jeg dog et Slags Øjemed,44 vedblev
han.
„De taler saa underligt,44 sa Constance
misbilligende. „De var ikke saadan før. 44
„Mit Liv er saa medløst, 44 svarte han.
„Tænke sig til en Fyr, som akkurat lige godt
kunde lægge sig ned for i Babylon f. Eks.,
som at foreta sig hvad som helst andet.w
„Jeg liker ikke det, at De aldrig kan tale
alvorligt, Mejer, det er en farlig Vane at drive
Spot med al Ting. 44
„Spot — 44 sa han og saa paa hende. „Jeg
trode, De kunde se tværs igjennem alt det. 44
„Nej, jeg véd virkelig aldrig, om det er
Spøg eller Alvor, naar De siger noget, 44 svarte
hun og rystede paa Hodet.
„Hm! — Ja, i alt Fald vilde jeg ikke for
nogen Pris ta bort, naar De ønsker, jeg skal
bli — d e t kan De stole paa er Alvor. 44 Han
kastede Hodet lidt bag over og drog Vejret
dybt men lydløst.
Hun saa lidt sky hen til ham. Hans Mine
var rolig, næsten mørk.
„Lad os være Venner, Mejer,44 sa hun
hjærteligt. „Vi har jo altid havt Fornøjelse af
at tale sammen. 44
ti
Fornøjelse! tænkte lian og smilte sygt.
„Ja, ikke sandt? 44 la hun straks efter til.
„For mit Vedkommende har det været noget
andet og mere end Fornøjelse/ 4 svarte han, og
der kom en svag Dirren i hans Stemme.
„Vi kan vist faa Hygge af hinanden, som
Venner, mener jeg. — Tror De ik k e ? 44
„Venskab mellem os to ? 44 hans Tone var
næsten barsk. „Hvad mener De med d e t? 44
„Venskab er jo Venskab —jeg synes ikke,
det Ord trænger til nogen nærmere Definition.
44M
ejer gik og borede Spaserestokken ned
i den grusede Vej og rev den op igjen for
hvert Skridt, saa der kom dybe Furer i den
fine, tørre Sand.
„For Dem vil et Venskab med mig bli
en Luksusartikel, noget, De indkasserer saadaii
ved Siden af, for mig er det anderledes. —
Det biir ikke lige for lige. 44
„Det høres jo næsten beregnende,44 sa Constance
og søgte at slaa en spøgende Tone an.
„Ja, De har jo Deres paa det tørre,44 vedblev
han og slog det ophvirvlede Sand til
Side med Stokken. „De har Hus og Hjem,
Ager og Eng, Fæ og Ægtefælle og andet deslige.
De er vistnok ogsaa temmelig lykkelig.44
Han drejede pludselig Hodet om imod hende.
Constance blev rød. „Aa pyt!4* sa hun
hurtigt. — „Det er ikke værdt at tale for højt
om Lykken/ 4 I det samme Sekund for det
igjennem hende, at dette var Forræderi mod
Lorck, men i næste nu tænkte hun, at hun
ikke stod ham til Regnskab.
Mejer saa hurtigt, undersøgende hen paa
hende.
„Rester og Stumper biir det bestandig,44
vedblev hun i en affærdigende Tone, „hvis
det da ikke er Ulykke og Jammer, hvad der
er det almindeligste. 44
Mejer kunde ikke begribe, hvorfor han
pludselig blev saa g lad ; han maatte tvinge
sig selv for ikke at gjøre hoppende Skridt.
„Ja vel, ja — 44 sa han og forsøgte at se
ligegyldig ud. Ikke for nogen Pris vilde han
faa hende til at sige mere, end hun selv
ønskede.
Solen var nu gaat ned, og Lyset var med
ét blet roligere og mere afdæmpet. Træerne
syntes større, og Løvet havde faat en mørkere
Farve.
„Hvor her er dejligt, 44 sa Constance, „denne
dybe F r e d -------og kjend, hvor Blomsterne
dufter. 44
„Paa en saadan Aften er det godt at leve, 44
sa Mejer og aandede op.
„De sa før, at Deres Liv var medløst — 44
begyndte Constance efter et Øjebliks Pause.
„Hvad er nu det for et Snak?44
Ama l i e Skr am: Constance Ring. 26
r r **
402
Jo, for det eneste, der har Værd for mig,
er jeg for bestandig hikket ude fra,44 svarte han.
„Men De med Deres Begavelse, Mejer—w
„Ja og Fremtid,44 afbrød han hende. „Jeg,
med mit Pund som Komponist, Dygtighed som
Eksékutør — De hører jeg kan Lektien/4
„Uf, ti stille! Hvorfor vil De nu lade,
som De ikke anser Dem selv for noget?44
„Jogu anser jeg mig for noget, men den
er mig saa modbydelig denne Tale om, hvad
man venter sig af mig! Den Beredvillighed,
hvormed Folk indrømmer mig en Plads i deres
Forhaabninger, finder jeg fornærmelig. De
kan vente, til jeg ber om deres Atte st/4
„Nu véd jeg da, hvad jeg skal tale om
for at faa Dem i rigtig elskværdigt Humør,44
sa Constance.
„Ja, for jeg er lige glad med det alt sammen,
44 udbrød Mejer. „Kjender De ikke Historien
om ham,, til hvis Vugge Feen kom og
sa, at han skulde faa alt i Livet, kun ikke
det højeste/4 Han talte lavt, og der var en
Klang som af Haabløshed i Stemmen.
Constance blev underlig beklemt.
„Deres Symfoni er saa 'd e jlig ,44 sa hun
stilfærdig. „At De har kunnet skabe den,
maa dog ha voldt Dem den højeste Glæde.44
„Men De kj ender den jo ikke, Frue,44 udbrød
han overrasket.
„Jo, jeg gjør. I Rom — kan De huske
Frøken Schwartz? hun havde den med sig og
spilte den paa Sammenkomsterne i den skan?
dinaviske Forening.44
„Ja saa! Og De har virkelig fundet Glæde
i mit Arbejde?44
„Det er formodentlig dumt,44 svarte Constance,
„men det forekom mig, at jeg fandt
hele mig selv i den Musik — alt, hvad jeg har
gjenemlevet — men De hører vist ikke paa.44
„De tar fejl,44 sa han sagte, „jeg lytter til
hver Stavelse, fortæl mig mere.44
„Der var vist ikke mere — ja, for Slutningen
forstod jeg ikke. Hvad har De ment
med Slutningen?44
„Den er mit Livs Digt, en Fantasi om
det, Feen sa, jeg aldrig skulde naa.44 Der var
en dyb Sørgmodighed i hans Stemme, som gik
Constance lige til Sjælen.
„Aldrig skulde naa —44 gjeiitog hun. „Det
er De ikke alene om, Mejer — det højeste
naar ingen.44
„Jo,44 sa han heftigt. „Det er netop det
forfærdelige at se paa, at en anden gaar hen
og faar det.44
„Men De er endnu saa ung, Mejer — De
kan jo ikke vide, hvad Livet har gjemt til
Dem —44
Han stod pludselig stille og saa paa hende.
Saa bredte han Armene ud, la Hodet tilbage
og hviskede: „Constance.44
Der gik et Ryk igjennem hende; i det
første Sekund saa det ud til, at hun vilde
synke over mod ham, men i næste Nu rettede
hun sig op.
„Lad os ikke gjøre hinanden Fortræd,
Mej er,44 sa hun med bævende Stemme.
„Nej, ikke Fortræd,44 gjentog han og lod
Armene synke.
De gik videre i en langsom dvælende
Takt, og de saa begge mod Jorden. Pludselig
stod Lorck foran dem. De havde været saa
optat af sig selv, at de ikke havde set ham
nærme sig, og Vejens Drejninger havde ogsaa
gjort sit for at skjule ham. Der blev et Øjebliks
Forlegenhed ved det uventede Møde.
„Er du alt der?u sa Constance hurtigt.
„Jeg trode, du sov.u
„Du véd maaske ikke, hvad Klokken er?44
„Nej, hvad er den da?u
„Halv ni.44
„Virkelig!44 raabte hun. „Det maa jeg
sige!44 Han tog hendes Arm og la den i sin.
„Vil du spas er e mere?44 spurgte han.
„Som du vil,44 var Svaret.
„Det er en dejlig Aften,44 bemærkede Mejer,
„saa mild og stille.44
„Luften er dog en Smule kjølig,44 svarte
Lorck. „Jeg tænker, vi gaar ind og drikker Te.44
De begav sig opover mod Hotellet. „Har
du set de sidste Aviser, Mejer ?u spurgte
L o r c k .
„Nej,44 svarte han.
„Hjemme har de stygt Vejr, og nu gaar
Spektakkelen for sig med Valgene Landet rundt.
De agiterer og laver Myrmænd, s aa det fy ker
efter.44
„Med Kristiania nytter det nu ik k e /4 sa
Mejer, „det er en forstokket By.44
Snakket gik i staa. Lorck ønskede i sit
stille Sind Mejer langt bort, men gjorde Vold
paa sig selv for at skjule det.
„Mejer og jeg har været i Klammeri,44 sa
Constance, som nu var ganske fattet og gjerne
vilde bringe det til at gaa imellem dem.
„Ja saa —44 sa Lorck tørt.
„I Klammeri — det syntes jeg dog ikke,
Frue.44
„Har De kanske ikke været sint, fordi jeg
i al Beskedenhed tillod mig at formene, at De
i Musiken havde noget at leve for?44
Mejer følte sig ilde berørt. For ham
havde deres Samtale en Værdi, som han syntes
var hans egen Ejendom.
„Saadan lader jeg bestandig,44 sa han overlegen.
„Det er altid min Manér, naar jeg ikke
vil ind paa et Æmne.44
Nu var det hendes Tur at bli stødt. Hvert
Tt
/
Ord havde hun ta t alvorligt, og nu reducerede
han det hele til Fraser.
„Det maa være bekvemt at ha en saa
færdig Form,u sa hun i en Tone, som om det
interesserte hende.
„Aa ja, saamæn,u svarte han koldt.
„Jeg fik netop et Brev fra Hansen,u sa
nu Lorck. „Han skjælder og smælder over
Venstre. — Og du, Constance, han taler om
et Brev og en Pakke, han har sendt. — Er
der kommet noget, mens jeg var syg?a
Blodet for Constance til Hodet og tilbage
til Hjærtet. Hendes Knæ skjælvede.
„Nej,u fik hun med Møje frem.
„Det er da besynderligt,u sa Lorck.
De var kommen op paa den oplyste Veranda
foran Havestuen. Lorck følte hendes Arm
skjælve i sin og betragtede hende opmærksomt,
bare et Sekund, men det var nok til at
la ham gjætte alt. Her var alts aa Grunden
til den Forandring, som var foregaat med
hende. Gud ske Lov, ikke andet, tænkte han
og følte Trang til at ta hende i sine Arme og
kysse hende. Den Sag skulde han nok bringe
hende til at forstaa. Og han, st>m havde mistænkt
Mejer!
„Jeg skal med Fornøjelse gaa hen paa
Posthuset og spørge efter det savnede,tt sa
Mejer imødekommende.
„Ikke paa nogen mulig Maade,44 svarte
Lorek med en Stemme, der pludselig lød oprømt.
„Der er desuden lukket.
En overstrømmende Venlighed kom op i
ham. Mejer var en prægtig Fyr, en Kjærnekar!
Hvor det var godt, at han ikke behøvede
at anse ham for en hemmelig Fiende.
„Det er da ikke dit Alvor, at du vil rejse
i Morgen, Mejer?14 sa han.
„Skulde jeg rejst i Morgen?44
„Efter hvad du sa i Gaar. Men nu maa
du vente og slaa Følge med os, det ei da
det rimeligste.14
Constance undrede sig. Hun havde instinktmæssig
mærket hans Uvilje mod Mejer,
og med en Slags Tilfredsstillelse forstaat Grunden.
„Med største Fornøjelse,44 svarte Mejer,
ja, det vil sige, hvis det da ikke trækker alt
for længe ud.44
„Nej, vi vil afsted jo før jo heller. Jeg
bare venter paa, at du skal bestemme Dagen,
Constance.44
„Gjerne i Morgen for min Skyld,44 svarte
hun, — „hvis du bare føler dig stærk nok.44
„Skal vi sige Fredag? Passer det dig,
Mejer?44
„Mig passer alle Dage.44
„Ja, altsaa paa Fredag da!44
Da de havde spist til A fte n , passiarte
de lidt med nogle Tyskere, som havde sine
Pladser ved Siden af dem ved Aftensbordet.
Lorck længtes efter at bli alene med Constance
og foreslog derfor ikke Mejer at følge
op med paa Altanen, hvor han de sidste Par
Aftener havde plejet at sidde og ryge en
Cigar sammen med Lorck til et Glas Sherry.
Han undskyldte sig med, at han var træt, rakte
Mejer venlig Haanden til god Nat og nikkede
til Constance, der straks rejste sig og fulgte
ham.
Lampen var tændt deroppe, men Værelset
syntes dog mørkt efter det blændende Gaslys
paa Trappegangen. Constance hængte sin Hat
Kaabe op paa en Garderobe i Soveværelset
og traadte hen til Vinduet, hvor hun gav sig
til at se ud. Nu gik det ikke an at udsætte
længere med at aabenbare Sandheden for Lorck.
Hun havde foresat sig at gi ham Brevet og
Pakken, saa snart de var kommen op, men
nu syntes det hende saa svært. Ordene, hun
skulde sige, laa som Bly paa hendes Tunge.
Bedst at vente til i Morgen.
„Kommer du ikke ind og sætter dig. Com
stance?u
Hun vendte sig om og saa Lorck i den
aabne Dør.
Uden at svare gik hun hen til ham. Han
tog hende ved Haanden og førte hende til den
lille Hjørnesofa, hvor han drog hende ned ved
Siden af sig. Han la sin Arm om hendes Liv
og* fik kende til at kvile Hodet mod lians
Skulder.
„Constance, min kjæreste Yen, lad mig
saa faa det, Hansen kar sendt, og som du kar
ta t imod,w kviskede kan.
Det gav indvendig et Sæt i kende, og kun
følte som et Slags Skamfuldked, men det gik
straks over.
Uden at gjøre den ringeste Bevægelse
svarte kun:
„Ja, det kom, mens du laa i Feber.u
Han klappede ømt kendes Hode. „Og
saa kar du læst Brevet? — Det maatte du jo.
Min stakkels søde Conny.u
„Jeg trode, det angik Forretninger, som
krævede Svar.u
„Naturligvis — naturligvis,u sa kan blidt.
„Jeg skal kente det til dig.u Hun vilde
rejse sig.
„Aa nej, vent lidt —, sid stille. Jeg vil
tale med dig. Læg dit Hode tilbage igjen.w
„Jeg vil keller sidde oprejst —, jeg kører
bedre da.u
Han holdt hendes Haand i begge sine.
„Har du ta t dig nær af dette? min lille Conny.w
Hun svarte ikke.
„Har du tat dig nær af det —?w gjentog
han og kyssede hendes Haand.
Hun gjorde en hurtig Bevægelse til Siden
med Hodet og sa uvilligt: „Det nytter jo ikke
at drøfte det. — Jeg vil helst slippe.44
„Du maa ikke tænke mere paa det, ikke
la det forstyrre din Kj ærlighed. — Der er
ingen Grund til det. Dette ligger bag os. Vi
har intet dermed at skaffe.u
Hun havde draget sig fra ham og sad nu
med Haanden mider Kinden og Albuen paa
Bordet i en skraa Stillhig. Lampelyset faldt
paa den ene Side af Ansigtet. Det var blegt,
og om Munden var der et ubestemmeligt sammensat
Udtryk: Smerte og lidt Spot, Trods
og Undseelse, Modvilje og noget af en forhærdet
Bestemthed.
„Du véd jo, Constance/4 vedblev han blødt,
„at Mænd ikke lever kysk, ikke kan, ikke
b ø r gjøre det. Og ikke sandt, Constance, du
gik ikke til vort Ægteskab med urigtige Forestillinger
paa dette Punkt.44
Hun sad aldeles ubevægelig. Han ventede
paa, at hun skulde sige noget.
„Det er saa miderligt at sidde her og tale
og ikke faa et eneste Ord til Svar. Har du
intet at sige, Constance?14
Hun gjorde en afværgende Bevægelse med
Haanden. „Jeg hører, hvad du siger,44 sa hun,
„og der er ikke noget at svare.44
„Disse løse Forbindelser, som unge Mænd
indgaar med et eller andet Pigebarn —44 vedblev
Lorck lidt efter, „for ikke at tale om
den blot og bart kjønslige Omgang, har i
Virkeligheden liden Betydning, ja, hvad det
sidste angaar, ingen som helst. Det er et
Nødværge, et Surrogat, om du vil, og har ikke
den fjærneste Indvirkning paa en Mands Evne
til senere hen at føle en virkelig Kjærlighed.“
Han stansede og strøg hende fra Skulderen
ned over Armen, langsomt og varsomt mange
Gange. „Forstaar du ikke, at det er saa, Constance
?u
Hun gjorde den forrige afværgende Bevægelse.
„Vi tænker saa forskjelligt om dette,w sa
hun. „Ja, det vil sige, du kan ikke forstaa,
hvorledes det er for mig.w Hun brast pludselig
i Graad.
Han lod hende græde. Det varede kun et
Minut eller to. Saa sad hun ubevægelig som før.
„Men det er ufornuftigt, urimeligt, taabeligt,
u sa han lidt utaalmodig. „Hvis du ikke
vinder Bugt med dette, saa kan det rent ødelægge
vort Liv, og det synes jeg dog, du skulde
være lidt forsigtig med.u
Der kom det forrige, besynderlige Udtryk
om hendes Mund, og hun trak Øjenbrynene
lidt i Vejret.
„Tror du ikke, jeg besidder den fulde
Evne til at elske dig, Constance? Tror du
ikke, jeg elsker dig saa højt som det er muligt
?w spurgte han indtrængende.
„Jeg véd ikke, jeg,“ svarte hun i en træt
Tone.„
Saa det véd du ikke!w han rejste sig
pludselig op. Stemmen var helt forandret. —
„Da kan jeg dog forsikre dig om, at du har
faat en Kjærlighed saa frisk og god, som du
kan ønske dig den.u
Hun svarte intet. Han gik i Taushed
nogle Gange op og ned paa Gulvet.
Saa knælede han ned paa en Skammel
ved hendes Fod og tog hendes Hænder mellem
sine.
„Jeg forst aar, at det har gjort dig ondt,
Conny min — nu begriber jeg dit forandrede
Væsen, og det er mig en Lettelse, for dette
maa der jo være Hjælp for. — Aa, Constance
— du véd ikke, hvor jeg har lidt. — Jeg har
været ulykkelig, skinsyg, tænk dig, skinsyg !w
Han kyssede hendes Hænder og saa op til
hende efter et Svar, men hun aabnede ikke
sin Mund.
„Der er faldet en Sten fra mit Hjærte,w
vedblev han. „I det Minut jeg paa dit Ansigt
kunde læse Sammenhængen, var min
Kummer borte. Ja, for ikke sandt, Constance,
— du vil ikke tænke paa Fortiden, men paa
Fremtiden, den er din. Du véd jo, hvor jeg
længtedes efter dig, hvor træt jeg var af alt
andet. Med dig begynder, som jeg saa tidt
har sagt, mit egentlige Liv. — Du maa ikke
føle Uvilje mod mig for en Indbildnings
Skyld. “
„Jeg føler ingen Uvilje,u sa hun tonløst.
„Men hvad er det da, hvorfor er du ikke
som før?u
„Fordi det er blet saa anderledes. Glæden
over din Kjærlighed er borte. Den er visnet,
og kan aldrig gi Blomster mere. Det er
det, som er sket. Intet andet.u
„Men den skal komme tilbage — jeg skal
ikke gi tabt, før jeg har elsket den frem igjen.
— Den skal blive større og sandere end før.w
Han rejste sig op og vilde trykke et Kys
paa hendes Mund, Hun bøjede Hodet en
Smule til Side, saa at han kun naaede hendes
Kind.„
Undviger du mine Kj ærtegn? Synes du
ikke om, at jeg kysser dig?u
Hun havde rejst sig op og stod foran ham
med nedhængende Arme og bortvendt Blik.
Bare han vilde holde op — denne Eksamination
var altfor ubehagelig, tænkte hun.
„Jo daw — sa hun med lavt Mæle, „kys
mig bare, saa meget du vil.u
Han vendte sig hurtig og gik ind i Soveværelset,
hvor hun hørte ham klæde sig af og
gaa i Seng.
Constance blev længe siddende tilbagelænet
i Sofaen med Armene over Kors paa
Brystet. Hun tænkte paa Lorcks rolige Selvsikkerhed,
hans Tryghed for, at alt skulde
komme i Orden, naar der blot intet var i Vejen
med ham og hans Kjærlighed, hans Mangel
paa Evne til at forstaa den simple Ting, at
hun var ophørt at elske ham. Men inden hun
vidste af det, sad hun og gjennemgik Samtalen
med Mejer; hun smilte svagt, da det gik op
for hende, at hun var meget mere optat af
ham, end af dette med Lorck. Hun var glad
for, at det var saaledes; for den Kval, hun fra
først af havde lidt, var jo ikke til at taale.
Hvor var dog Mejer et fængslende Menneske
— den Klang, hans Stemme havde og dette
Smil, der kom saa sjældent og lyste op hver
Krog af hans Ansigt; hvor vår dog det Smil
bedaarende. Hvad vilde det ikke være at bli
elsket af ham . . . . Hun lukkede Øjnene og
slog Hænderne for Ansigtet — det var brændende
varmt, og hendes Tindinger bankede.
E t Par Dage senere var de paa Hjemvejen.
Lorck havde siden ikke talt til Constance
om deres indbyrdes Forhold Han troede det
rigtigst ikke at drøfte dette Tema; naar Constance
blev ladt i Fred, vilde nok denne Stemning
tabe sig. Hnn var jo en fornuftig Kvinde,
ganske fri for sentimentale Forestillinger, som
vistnok maatte kunne gjøre Ulykke i et Æ gteskab.
Han følte sig saa oplagt til at være elskværdig
i denne Tid, ikke alene mod Constance
men ogsaa mod Mejer. Han havde saa meget
at meddele, saa meget at bringe paa Bane.
Han var hver Dag i godt Humør, med en
stedse aarvaagen Iver for at være behagelig,
ikke larmende eller paa en iøjnefaldende Maade,
tværtom beskeden og stilfærdig, som en,
der ikke fordrer at lægges Mærke til. Der
var kommet noget Dust i hans Væsen, som
virkede behageligt; om det saa var hans
Stemme, saa havde den faat en mildere Klang.
De havde tilbragt et Par Dage i Kjøbenhavn.
Det havde været stygt Vejr, og da
Constance var træt,, holdt de sig i Ro paa
Hotellet og gik kun i Theatret om Aftenen.
Nu var Barometret gaat o p ; Vinden og Regnet
syntes at ha raset fra sig, og det var blevet
klar Himmel med mild, næsten sommerlig Luft,
skjønt de alt var midt i Oktober. De bestemte
sig for at ta Søvejen direkte til Kristiania.
Dagen paa Dampskibet gik meget behageligt.
Om Aftenen sad de oppe paa Dækket
efter at ha spist til Aftens; Lorck og Mejer
drak et Glas Toddy; Constance havde faat
Sherry med Setters. De talte om de hyggelige
Dage, de havde tilbragt sammen, og lovede
hinanden at fortsætte Omgangen. Tilsidst
drak de paa snarligt Gjensyn i Kristiania og
paa en behagelig Vinter for dem alle. Saa
brød de op og sa god Nat.
Der var mange Passagerer, og Lorcks
havde ingen Separatkahyt kunnet faa. Constance
skulde sove i Damekahytten.
Der var varmt og kvalmt der nede, og
saa var der et Spædbarn, som ikke vilde holde
Fred, men laa og gryntede og sutrede i et
væk. Constance kunde ikke sove; hun vendte
og drejede sig paa den srnale Sofa, indtil hun
blev saa ophedet, at hun ikke kunde holde
det ud. Saa stod hun op, kastede nogle Klædningsstykker
paa sig, svøbte sig i sin lange,
bløde Rejsefrakke og gik op paa Dækket.
Det var straalende dejligt Vejr; hun spaserede
frem og tilbage og forsøgte at tænke sig ind
i, hvordan det vilde bli at være kommen hjem.
Saa gjennemgik hun det, der var foregaat i
den lange Tid, de havde været paa Rejse.
Hun havde været lykkelig, meget lykkelig —
ja, det var den Gang hun elskede Lorck. Den
Gang, hvor syntes det ikke langt tilbage i
Tiden. Fremtiden havde set saa skjøn og
lokkende ud, hun havde glædet sig til at leve
den, — men nu, — ja nu var hun lige nær.
Skjønt nej, — det var dog ganske anderledes.
Hun var gift med en Mand, som hun i alt
Fald kunde like, om hun ikke netop elskede
ham, — og saa havde hun jo Mejer . . .
Pludselig dukkede der en Skikkelse op
ved Siden af hende; hun vidste, det var Mejer,
inden hun havde set det.
„Jeg haabede næsten, De vilde komme op
igjen,u sa han med en Stemme, der forraadte
hans Glæde.
Hendes Hjærte slog voldsomt, og det susede
for hendes Øren.
„Det var umuligt at sove — et Barn som
skreg, og slig kvælende Varme —LL
A m a l i e S k r am : Cons tanc e Ring. 27
De gik langsomt ved Siden af hinanden;
han begyndte at fortælle om Dampskibe, der
havde været saa overfyldte, at Folk maatte
ligge endog oppe i Merset. Hnn morede sig
over hans Skildring og kom selv med nogle
Smaabistorier af samme Slags.
Der havde siddet nogle Efternølere her
og der paa Dækket, Herrer med Cigar og et
Glas foran sig, som lidt efter lidt søgte neden
under. Nu var de to alene med Rormanden.
Natten var fremdeles lun og stille; de utallige
Stjærner spredte et blegt, tindrende Lysskjær
omkring dem. Det regelmæssige Slag af Propellen,
Lyden af Rattet, naar Roret drejedes,
og det roligt skvulpende Sus af Vandet langs
Skibets Sider havde for dem begge et blødt
Behag.
„Lad os sætte os lidt,u sa Mejer.
„Jeg skulde vel gaat ned nu,tt mumlede
Constance, men satte sig alligevel paa en
Bænk, der stod tværskibs op mod Røgesalonens
Y dervæg.
„Ak ja ,“ sa Mejer og sukkede. „Al Ting
faar en Ende.u Det lød som Slutningsbemærkningen
til en foregaaende Betragtning.
Hun spurgte ikke, hvad han mente, men
sa sørgmodigt: „Det sad ogsaa jeg og tænkte
paa.u
. „Samværet med Dem har gjort mig saa
god og glad/4 vedblev han. „Hvor det er
Synd, at det nu skal høre op.44
„Men det skal det jo slet ik k e /4 sa hun
næsten heftigt.
„Det biir dog paa en anden Maade. —
Træffe Dem i Ny og Næ, med de selskabelige
Formers Maske p a a—uf, det biir afskyeligt.44
„De kan jo komme i vort Hjem, naar De
vil —44 sa hun.
„Men der er jo Deres Mand —,44 det lød
som om han vaandede sig.
Det gav et Sæt i hende. „Jeg trode, De
likte ham godt/4 sa hun forfjamsket.
„Det vilde jeg ogsaa gjøre, hvis han ikke
var gift med Dem.44
Constance blev greben af en svimmel Fornemmelse.
Hun vidste ikke, om det var Angst
eller Glæde.
„De spøger/4 sa hun og forsøgte at skjule
Virkningen af hans Ord.
„Gjør mig den Tjeneste ikke at fornærme
mig, jeg spøger aldrig med den Slags Ting.44
Constance ledte efter noget andet at tale
om. Endelig fik hun fat i en Tanke.
„Skal De straks begynde Deres Informationer?
44 spurgte hun.
„ J a /4 svarte han kort.
„Det maa være haardt i Begyndelsen, før
en kommer i T rit/4 vedblev hun.
„ Ja44 — sa han som før.
27*
Constance tænkte, hun burde gaa nu. Hun
sad og fantaserte om, at hun rejste sig i et
væk, sa god Nat og gik neden mider; egentlig
kunde hun ikke begribe, hvorfor hun ikke
kom ned i Damekahytten, men blev værende
paa samme Plet. Saa tog hun Mod til sig og
vilde gjøre Alvor af det.
„Har De mange Informationer ?u blev det
til i Stedet for.
„Flere end nok,w svarte han og gjorde en
utaalmodig Bevægelse.
Der blev en Pause. „Hvad skal det bety,
at De sidder og snakker om dette ?w spurgte
han pludselig.
„Hvad det skal b e ty ?u gjentog hun forsagt.
„Jeg tror for Resten, jeg stryger til Udlandet
igjen,u sa han lidt efter. „Livet hjemme
er ikke lysteligt Vinterdag — og ikke Sommerdag
heller for den Sags Skyld. Og nu —a
der kom noget i Stemmen, som syntes at ta
Mælet fra ham.
„Ikke rejs!w sa hun med et Ryk.
„Hvorfor siger De det, Frue ?u spurgte
han og bøjede sig nærmere til hende. Der
var en Angst og et Alvor i hans Tone, som
gjorde hende ræd.
„For det er saa kjedeligt, naar ens Venner
drager bort,w sa hun med tør og nervøs
Stemme.
Det stak i ham. Var hun da virkelig en
Kokette, og vilde hun more sig med ham?
Eller var hun s aa let af Sind, at alt blev
hende en Leg. Det passede ikke ind i det
Billede, han havde af hende, men han kunde
jo ha tat fejl.
„Aa pyt, ikke andet,u sa han haanligt,
„De vil altid faa nok tilbage.w
Der slog pludselig en voldsom Smerte op
i Constance; den skyllede som en Bølge hen
over hendes Indre, og det syntes hende, at
den Dr aabe for Dr aabe var ble ven til af hendes
Livs mangeartede Taarer. Hvad havde hun
dog faat ud af sig selv? Hvor var Livets
gode Indhold, den Værdi, hun skulde ha lagt
sig til bedste, hvor var den blet af? Hendes
Facit var Nul. Det havde været en Møje og
Lejelse, en Leven paa Stumper og Stykker, en
Fægten sig frem fra Dag til Dag. Hun længtedes
tilbage til sin Mands Arme, — n e j!
ikke til hans Arme, men til den Tid, da hun
havde været lykkelig der, skjønt nej, og tusind
Gange n e j! Hvad var det vel at længes
efter — en Boble, som hun i sin Daarlighed
havde tat for en fast Klode, stærk nok til at
bære hendes Liv — en Boble, som ma a t t e
og skulde ende med at briste. Og nu sad hun
her og følte sig dragen til en anden Mand, en
anden Mand! Med Lyst og Trang til at kaste
sig til hans Bryst og sige, at hun var hans.
Det skar igjemiem hende, at hun var en utro
Hustru; saa vidt var det altsaa kommet. —
„En utro Hustru!44 Hun slog Hænderne for
Ansigtet og brød ud i Graad.
„ F ru e ,-------Constance,14 hviskede han og
tog med sin Haand om hendes Skulder. Hun
blev ved at hulke. „Har jeg gjort Dem Fortræd?
44 spurgte ban ømt. „Tilgiv mig, — jeg
ber Dem.44 Han fik fat i hendes Haand, som
han trykkede til sine Læber mange Gange.
Hun følte hans Kys som en Dulmelse,
men hendes Taarer blev ved at flyde. Omsider
tørrede hun sit Ansigt.
„De skal ikke bry Dem om det,44 sa hun
lavt. „Det kom saadan over mig, — nu er
det f o r b i -------Men, men, — det er ikke saa
let at leve.44 Hendes Bryst hævedes af et
krampagtigt Suk.
Hendes pludselige Udbrud havde grebet
ham dybt. Han kunde ha knælet for hende
og bedækket hendes Klær med Kys. Han
havde i denne Stund en tydelig Bevidsthed
om, hvilken Rolle de vilde komme til at spille
i hinandens Liv. Han var bleven sikker paa,
at han ikke var hende ligegyldig, og det gik
som en svimlende Jubel igjennem ham, at han
en Gang skulde holde hende i sine Arme, saaledes
som han havde drømt det. Han knugede
Haanden mod Hjærtet for at dæmpe den brusende
Lidenskab derinde og ventede lidt, før
lian sa: „Nej, — det er ikke saa let, uden for
den, der elsker lykkeligt. “
Der kom en Mand for at ta sit Tørn ved
Roret. De for sammen ved Lyden af hans
Skridt.
„Nu skal De gaa til Hvile, Constance,11 sa
Mejer og rejste sig. Han begyndte at trække
hendes Hansker af. Hun gjorde ingen Modstand;
han stak dem til sig og tog fat i hendes
Hænder, som han flyttede omkring i sine
egne; han kom op paa hendes Haandled og
gled ned over igjen til Fingerspidserne med
sagte Tryk. Saa lagde han den op paa sit
Ansigt, trak dem ned paa sin Mund og kyssede
dem indvendig og udvendig.
„God Nat, Constance,“ hviskede han med
skjælvende Stemme og slap hende.
Uden at se tilbage gik hun ned og la sig.
Mejer tændte en Cigar og blev endnu en
Tid lang paa Dækket. Timerne gik som Minutter.
Han var fyldt af en Stemning, som løftede
ham ud af og over sit tidligere Jeg. Han
hengav sig ikke til nogen bestemt Forestilling,
havde næppe en ordentlig, sammenhængende
Tankerække. En livsalig Glædesfølelse uden
hverken Begyndelse eller Ende, fyldte ham;
Livet var med et blet yndefuldt og smilende.
Da han endelig hen ad Morgenstunden
laa udstrakt paa sin Køje, gjentog han atter
og atter: „Dette er Lykke.“
— Om Morgenen s aa Constance bleg og
forvaaget ud. Mejer viste sig kun for at ta
Afsked. Lorck rystede hjærtelig hans Haand
og bad ham ikke vente længe, før han besøgte
dem. Paa Kajen vendte Mejer sig om og
gav Constance en sidste Hilsen. Hun blev
underlig greben af den Maade, hvorpaa han
blottede sit Hode og stod hensunken i Tanker,
indtil Lorck tog hende i Armen og sa, at
Tøjet var ekspederet fra Toldboden og alt stod
paa Drosken. Men paa Hjemvejen og længe
efter s aa hun atter og atter hans Blik og
Hilsen, og hver Gang var det, som om hun
skjælvede indvendig.
XXIX.
D e tog ind paa Grand-Hotel, hvor de
vilde bli, til de havde faat ordnet sit Hjem.
Fru Hansen havde lejet Lejlighed til dem i
Homansby ikke langt fra Constances forrige
Bolig; hun havde hængt Gardiner op i alle
Værelserne, flyttet Lorcks og Constances Møbler
derop og bragt Kjøkken og Spisekammer i
Orden.
Tilbage var kun at kjøbe nogle nye Ting,
de vilde anskaffe sig, faa Malerierne ophængte,
Bogskabene fyldte og Nipssagerne stillet op.
Det var tredje Dagen efter deres Tilbagekomst.
Constance var just færdig med at
ordne Smaatingene paa sit Skrivebord og saa’
sig prøvende om. Saa gik hun ind i Dagligstuen;
den var saa lun og hyggelig. Spisestuen
var større, lys, med to Fag Vinduer,
dekoreret med en Mængde Bladvækster og
blomstrende Potteplanter.
Hun kastede ogsaa et Blik paa Soveværelset;
alt var udmærket; saa gik hun tilbage
og lod sig glide ned i en Lænestol, den
selvsamme, som hun i gamle Dage plejede at
sidde og drømme i om Eftermiddagen foran
Kakkelovnen. Hun sukkede og lukkede Øjnene;
hun vilde tænke paa Fortid og Nutid, men
Mejer kom imellem. Hun gjennemgik ethvert
af deres Møder fra den allerførste Tid af.
Hvorfor var hun ikke bleven forelsket i ham
den Gang, for nu, — ja hvis hun nu havde
været fri, saa vidste hun, hvordan det vilde
gaat. Vilde gaat! Var det ikke allerede der?
Nej, nej, nej! Hun havde altid været en
hæderlig Kvinde, og noget andet vilde hun ikke
by sig selv. —
Men hans Venskab vilde hun nyde; deri
var intet ondt; det vilde bringe en Art af
Kigdom ind i hendes Liv og forsone hende
med alt andet.
Saa gjenkaldte hun sig Natten paa Dækket,
hans K}^s paa hendes Hænder, den Stemme,
han havde havt — de Ord, han havde sagt,
og saa det Afskedsblik. Mindet skyllede varmt
hen over hende.
Lyden af Entréklokken brød ind over Stilheden
og bragte hende med et heftigt Ryk
tilbage til Nuet. Pigen kom og sa, at der
var en Herre, som spurgte, om han kunde faa
hilse paa Fruen. Constance tog det Kort, hun
rakte hende.
„Lad ham komme,u sa hun stakaandet og
famlede efter noget i Lommen. I det ene
Minut, som hengik, inden Mejer viste sig paa
Tærskelen, havde Constance rejst sig op og
sat sig ned flere Gange.
Hun rakte sin Haand ud imod ham.
„Det var morsomt at se Demu — sa hun
nervøst. „Hvordan har De det?u
Mejer stod og arbejdede med noget i
Halsen, som kom i Vejen for hans Ord, mens
han trykkede hendes varme Haand med sine
kolde Fingre.
„Jeg mødte Deres Mand for lidt siden,
han bad mig gaa op og se, hvordan De boede.w
„Havde De ikke tænkt paa det af Dem
selv da?u
„Jeg vidste ikke —, jeg troede . . . Er
De allerede i Orden?u
Constance fik sin Sikkerhed tilbage: Blegheden
paa hendes Ansigt var borte; i Kinderne
var der kommet en fin rød Farve, og Øjnene
straalte med sin smukkeste Glans.
„Fuldstændigtu — svarte hun — „dette er
mit Værelse, vil De se de andre ?“
Han gik foran. „Her er Lorcks Departement,
u sa hun, da de var kommet gjennem
Spisestuen. „Her skal De se, Venteværelse,
Modtagelsesværelse og Studereværelse.LL Det
r - T w -
sidste var et lidet Rum med Yindu til Sidegaden,
fuldpakket af Bøger og smukke polstrede
Egetræsmøbler.
„Og her er Deres Territorium?u spurgte
Mejer, da de var færdig med Besigtigelsen.
„Ja, d e t t e e r mit V æ r e l s e . Er d e t i k k e
h y g g e l i g t ? w
„Utroligt! og med Dem til Beboerske. —
Jeg véd ikke, om det er, fordi Værelset er
De r e s , eller fordi De er Værelsets, at det ser
saa bedaarende ud.44
Hun bøjede sig ned og slog et Støvgran
af sin Kjole.
„Lad os prøve, hvordan det er at sidde
i44 — sa hun og skjøv en Stol hen til ham.
„Tænke sig til, at det bare er tre Dage
siden vi kom,w begyndte Mejer, idet han
satte sig.
„Ja kan De fatte det,44 afbrød Constance,
„jeg synes, det er Maaneder.44
„Evigheder!44 — han slog ud med Haanden,
„i Gaar og i Dag har ikke villet faa Ende,
det er fordi jeg ikke har set Dem, Constance.44
Hun flyttede sig lidt paa Stolen. „Jeg
synes ogsaa, det er saa længe,44 sa hun.
„Jeg har gaat og fantaseret om at gaa
herop,44 begyndte han igjen, „og saa har jeg
længtes saa ihærdigt efter Dem, at jeg til sidst
kom i Vane med det, og syntes det var saa
godt at ha noget at længes efter.44
„De snakker, som De havde gaat slig i
Aar e vis,44 hun smilte.
„Og saa har jeg uafladelig maattet tænke
paa Dem som De var paa Dækket om Natten
— uafladelig14 — gjentog han med Betoning.
„Men det maa De glemme, Mejer.44 — Der
var noget bønligt i Stemmen. „Vi skal være
Venner, kun Venner, lov mig, at De vil behandle
mig som saadan.44 Hun hævede Øjnene
og fæstede dem paa ham.
Mejer svarte ikke straks; han sad og fortabte
sig i, hvor dejlig hun var: det var saa
sødt at høre hendes Stemme, være hende saa
nær og føle hendes Øjne paa sit Ansigt.
„Ikke sandt, De lover mig det44 — la
hun til.
„Aa nej, lad mig slippe! Jeg kan ikke
paa Forhaand bestemme at være saadan eller
saadan mod Dem.44 Tonen var klagende.
Hun gav sig til at overveje hans Ord, og
saa’ hen for sig med en bekymret Hoderysten.
„Jeg har elsket Dem hele mit Liv, fra den
første Tid jeg saa Dem, og jeg har lidt i en
Grad, saa De aner det ikke. — Giv mig Lov
til atvære, som jeg kan og maa.44 Han havde
rejst sig op og stod nu foran hende. „Jeg vil
intet ondt gjøre Dem44 — der kom en vemodig
Klang i Stemmen. „Tror De vel det?44
Him slog Øjnene ned; hendes Fingre
pillede ved Kniplingen paa hendes Overkjole.
„Tror De vel det?u gjentog lian inderligere.
Hun saa’ op paa ham og smilte sørgmodigt.
„Nej“ — sa hun og rystede langsomt paa
Hodet. „Men Mejer, Mejer, hvordan skal
dette ende !u hun rejste sig og for hurtigt
bortover Gulvet.
„Ende! Hvad tænker De paa det for?
Der faar komme hvad der vil!“ raabte han
lidenskabeligt. „Jeg er Deres, — De ejer mig,
hører De, Constance, De ejer mig!w
Hun holdt Hænderne for Ørene og virrede
med Hodet, mens hun betragtede ham med
forskræmte Øjne.
„De maa ikke være bange, Constance w —
han talte roligere og g;ik nærmere til hende.
„Ser jeg ud som en Høver eller Indbrudstyv?
Hellere vilde jeg hugge min højre Haand af
énd strække den ud for at gribe efter Dem,
naar De ikke frit gav mig Lov.w
Hun gav sig til at drive paa Gulvet, og
Mejer kunde se, at det kjæmpede i hende.
„De skal lære at være tryg ved mig,
Constance — ingen i Verden kan være
ømmere over Dem end jeg.w Han rakte
Hænderne ud imod hende.
Hun stod stille foran ham, tog om begge
hans Hænder og knugede dem et Øjeblik.
„De skal være god, Mejer, bare godw —
sa hun med lav Stemme og saa’ ham angstfuld
ind i Øjnene. Saa slap hun Hænderne og
begyndte atter at gaa op og ned.
„Constance, jeg har en Bøn til Dem: kald
mig Harald, naar vi er alene/4 bad han — „aa
gjør det, Constance.44
Hun nikkede og blev ved at gaa.
„Der kommer nogen44 —. Hun gik hen og
aabnede Døren.
„Har Mejer ikke været her?44 spurgte
Lorcks Stemme fra Entrén.
„Han sidder her,44 var Svaret. Hun sendte
ham over Skulderen et Blik som sa: Sæt Dem
dog. Han følte sig elektrisk berørt; det var
jo en Godkjendelse af deres hemmelige Forst
aaelse.
„Nu, hvad siger du, Mejer, er her ikke
noksaa beboeligt?44
Lorck var traadt indenfor og saa7 sig veltilfreds
om.
De talte lidt om Stuernes udmærkede Beliggenhed,
om den Fordel det var at ha Formiddagssolen
og om andet lignende.
„Saa flytter vi altsaa hjem i Aften,
Constance,44 sa Lorck, da Mejer var gaat. „Du
følger vel med ned paa Hotellet og pakker
Sagerne sammen?44
„Ja lad os saa komme af Sted straks,44
svarte hun.
„Aa nej vent lidt, her er saa hyggeligt,44
han begyndte at lukke Dørene op, „her ser jo
formelig elegant ud, naar der staar aabent til
alle Værelserne/4 Han gired fornøjet Hænderne
og satte sig , saa at lian kunde overskue
det hele.
„Og saa hink som du har været! Kom
hen til mig, Constance. Er det ikke dejligt
at være hjemme i vort eget nydelige Hjem?u
„Jo“ — sa hun. aandsfraværende.
Han trykkede hende ned paa sit Knæ, tog
fat i hendes Hænder og gav sig til sagte at
gynge hende op og ned, mens han nynnede:
„Ride, ride Rankeu.
„Nej, nej — hold op — jeg maa ud og
tale med Pigen.u Hun kom sig hurtig løs.
Han sad igjen beklemt omHjærtet. Siden
hin Aften i Lausanne havde han ikke trængt
ind paa hende med noget Kjærtegn. Han
havde ventet paa, at hun skulde komme til
ham. Han besad jo hendes Kj ærlighed, og
det var vel dog den stærkeste Bundsforvandt,
som gaves. Han og den i Fællesskab maatte
jo vinde Bugt med den smule Skade, som
hin dumme Tilfældighed havde anrettet.
Han havde været som en Bejler imod
hende fra den Dag af, da han hk Sandheden
at vide. For hendes mindste Smil havde han
været glad som for det Bifald, man høster for
sit Arbejde. Og hvert et Haandtryk, hvert et
Blik, hver en snedig opfunden Situation maatte
jo ha fortalt hende, hvorledes han længtedes.
— Hans Sind havde været saa alvorligt
og saa mildt; han havde tydelig mærket,
hvorledes hans Maade at ta dette paa havde
gjort ham til et bedre Menneske. Det var saa
velgjorende. Og naar Constance var bleven
helbredet, vilde hun rørt takke ham, fordi han
havde reddet Lykken for dem. Saa vilde
hun komme med sine Arme om hans Hals
og trykke sine Læber mod hans, mange
Gange, og saa vilde han svare: jeg vilde lære
dig at se, Conny, hvor god min Kjærlighed
var. —
Men nu var der hengaat fjorten Dage, uden
at hun havde gjort det ringeste Tegn til at
nærme sig ham. Efter Ankomsten til Kristiania
havde han dog troet at mærke gode Symptomer.
Der var kommet noget melankolsk,
frygtsomt jomfrueligt over hende. Hendes
Stemme havde været saa blød og mild, og
naar hun sad for sig selv, kunde hun se saa
bevæget, saa længselsfuld ud. Han havde
tænkt sig at være Maalet saa nær.
Nu begyndte Modet at svigte ham, thi for
et Øjeblik siden havde hun siddet paa hans
Knæ, kold og uberørt som en Statue. Var da
hendes Kjærlighed forbi? Umuligt! der var jo
ikke foregaat noget, som kunde retfærdiggjøre
en slig Forvandling. Hun maatte ville eksperimentere
med ham, straffe ham, hævne sig paa
en Vis. Han blev bitter imod hende; hun var
Ama l i e Skr am: Constance Hi ug. 9 a
dog en haard og sfinksagtig Kvinde. Maaske
skulde hun slet ikke tages paa med denne vaisomme
Ømhed, men var en af dem, der trængte
til en Overmand. Han vilde sætte haardt imod
haardt ; hun skulde faa føle hans kfishag og
Kulde, indtil hun kom og tiggede om hans Kjærlighed.
Men da skulde hun ogsaa faa den; da
vilde han i fuldt Maal la hende nyde den
Salighed det var at komme tilbage til hans
Favn.C onstance havde ta t Tøjet paa; hun stod
i Entrén og kunde ikke bekvemme sig til at
lukke paa Døren og sige til Loick, at hun
var færdig til at gaa. Det var jo saa topmaalt
dumt at staa der og kvie sig for at
kalde paa ham; det var blevet som i Ægteskabets
første Tid; hun likte sig ikke sammen
med ham. Hun gav sig noget at bestille
foran Spejlet, gik saa ind i Soveværelset
og satte sig paa Kanten af en Stol. Hun
vilde vente, indtil han kom og saa’ efter hende.
Men Minutterne gik, og til sidst fik hun den
Idé, at han var falden i Søvn. Det maatte hun
undersøge. —
Der sad han i samme Stol med Hodet
tilbagelænet, Øjnene vidaabne og Hænderne
foldet helt oppe paa Brystet, Der var noget
stivnet over Ansigtet; Underlæben var stærkt
nedtrukket i begge Mundvigerne, og hans Mine
var barsk og mørk.
Constance for uvilkaarlig sammen; det
slog kende, at han saa5 gammel og slap nd.
Lorck rettede sig op og betragtede Constance
med en Blanding af Behag og Vrede.
Det sorte, fine Stof i hendes Kjole med de
mange Kniplinger og Atlaskessløjfer og det
fikse, moderne Snit, klædte hende saa godt.
Paa Hodet havde hun en blød, sort Filthat
med en lang, broncefarvet Strudsfjær; Overstykket
var af tyk, sort Silke med et Brus
af Kniplinger om Halsen og nedover Brystet.
De lange franske Hansker af Fjærens Farve
sad glat og stramt om Fingrene, og i Haanden
holdt hun en sort Atlaskes kniplingsbesat
Entouscas foret med brungul Silke. Lorck
tænkte paa, hvor dejlig hun saa5 ud og
sukkede.
„Skal vi saa gaa?“ spurgte Constance,
staaende i Døren.
„ Jau — svarte han kort og rejste sig.
Om Aftenen da Constance sad i Soveværelset
og redte sit Haar foran Spejlet,
gik Lorck op og ned inde i sit Modtagelsesværelse
med en Cigar, som han
mod Sædvane røg stærkt af. Han havde
hele Aftenen ikke henvendt et Ord til Constance.
Maaltidet havde de spist i Taushed.
Naar Constance spurgte om et eller andet eller
kom med en Bemærkning, havde han svaret
med Enstavelsesord saa trævent som muligt.
Saa havde Constance rejst sig og var med
et kort: „Jeg vil lægge mig,u gaat fra ham. .
Denne Ligegyldighed opirrede Lorck. Han
spekulerte paa Midler til at kue hende. Hjalp
ikke hans Kulde, maatte han finde paa noget
andet. Han foresatte sig at forsøge at være
hensynsløs. Han vilde gaa sin Vej paa de uiimeligste
Tider, udebli fra Maaltider, komme
hjem midt paa Natten og svare, at det ikke
kom hende ved, naar hun spurgte, hvor han
havde været, lade, som om hun var ham det
ligegyldigste paa Jorden.
Pludselig stod han stille. Nu laa hun
maaske allerede og sov i sin feeng, og saa fik
han ingen Lejlighed til at vise hende, at han
vilde lægge sig uden at sige hende god hat.
Han kastede Cigaren og skyndte sig ind til
hende.
Da han kom ind, var Constance færdig
med Haaret. En Lyst til at gaa hen og om
favne hende overfaldt ham, men han betvang
sig, vendte sig hurtig bort og begyndte at klæde
sig af. Der sad hun paa Sengekanten og saa’ saa
bedrøvet og mild ud. Han betragtede hende uafbrudt,
mens han trak Uhret op. Han kunde ikke
længer staa imod. Glemte var Planerne om
Tugt og Opdragelse. Inden han vidste af det
sad han ved Siden af hende, la sin Arm om
hendes Liv og trak hende ind til sig.
„Constanceu — hviskede han — „hvorlænge
skal dette vare?w
„Hvad for noget ?w — mumlede hun med
bortvendt Hode og forsøgte at stemme sine
Hænder mod Sengekanten.
„Din Ukjærlighed, denne Fjernhed. Skal vi
ikke leve sammen som to Mennesker, der elsker
hinanden ?u
Hun følte det i denne Stund klarere end
nogen Sinde, at hendes Kj ærlighed var død, og
at hun burde sige ham det helt ud. Men hun
manglede Mod. Han havde lagt hendes Hode
op til sit Bryst, saa’ at hendes Ansigt var skjult.
Havde Lorck kunnet se Udtrykket i hendes
Øjne, vilde han maaske ha sluppet hende.
Nu tog han hendes viljeløse given sig hen
under hans Kjærtegn for noget andet end
det var.
Men den næste Morgen da Lorck var borte,
laa Constance paa Knæ foran Sengen og græd
paa sin Hodepude som i hendes første Ægteskabs
tidligste Dage.
XXX.
iiiteren var forbi; den bavde dette Aar
været mild og kortere end sædvanlig. Man
var endnu kun i Marts, og dog kj endte man
alt et Pust af Vaar i Luften.
For at bøde paa Manglen af Kanefarter
og Isfomøj eiser bavde Byens selskabelige
Kredse udfoldet en stor Virksombed, især de
sidste Par Maaneder. Man havde spillet Privatkomedie,
gjort Baller og foranstaltet Bazartableauer.
Til Slutning vilde Kunstnerforeningen
lave et Karneval.
Lorcks bavde været meget med; selv liavde
de ogsaa git nogle Fester.
I Vinterens Løb bavde Lorck prøvet alle
Midler for at faa Constance til at bli den
gamle. Han havde forsømt hende, gjort alt,
hvad en hensynsløs Ægtemand kan finde paa
af de Ting, som ødelægger det daglige Samlivs
Hygge, men forgjæves. Constance havde fra
først af mødt lians Adfærd med uforstyrrelig
Ro. Det saa’ ud, som om intet kunde rive
hende ud af den Ligegyldighed, hvori hun sad
forskanset. Altid det samme høflige Væsen:
imødekommende og afvisende paa en Gang.
Men hemmelig plagede hans Opførsel
hende; det pinte hende at være i Værelse
med ham, naar hver en Bevægelse-udstraalte
hans Uvilje, hvert et Blik var ladet med
Uvejr. Især at sidde til Bords med ham! Aa
disse stumme Maaltider — hvor hun hadede
dem ! Skulde hun by ham mere, fik hun næsten
ikke Ordene frem. Efterhaanden udviklede
der sig hos hende ' en heftig Uvilje mod ham,
blandet med en trykkende Frygtagtighed. Hun
aandede op, naar han gik ud og fik Hjærtebanken
af Modvilje, naar hun hørte ham
komme hjem.
Ofte løb hun ud af Stuen for at slippe
at sidde der, naar han kom ind. Undertiden
gik der Dage hen, hvor han ikke henvendte
et Ord til hende. Spurgte hun om noget, var
det modstræbende, at han gav Svar.
Hun begyndte at lide af Nervøsitet og
Hjærtebeklemmelse, og til sidst kom der op i
hende en oprørsk Forargelse. Der gik han og
behandlede hende som en afhængig Slægtning
eller som en undergiven, der har forgaat sig,
og til Straf skal faa føle Husherrens Unaade.
Hun vilde ikke længer finde sig i det, men
besluttede at sætte haardt imod haardt. Lorck
blev først forbauset og til sidst rasende vred.
Engang hun havde git ham et affej ende Svar,
stod han stille foran hende og sa, at hun var
en ondskabsfuld Kvinde.
„Jeg forstaar dig ik k e ,44 svarte hun
koldt.„
Den beregnende Kulde , hvormed du
driver mig op til en Tilstand af Sindslidelse !u
udbrød han. „Hvorfor handler du saaledes?44
„Du tar aldeles fejl, — du gaar om i en
Indbildning14 — hun trak paa Skuldrene. „Jeg
gjør intet af det, du beskylder mig for.u
„Er det da ikke fra dig, at al denne forfærdelige
Uhygge kommer ? Skulde du virkelig
være i Uvidenhed derom ?44 spurgte han.
„Nej, det er ikke fra mig44 — sa hun kort
— „ det er dig, som er saa tyrannisk.w
Lorck spilede Øjnene op. „Tyrannisk?44
gjentog han.
„Ved et Magtmiddel vil du tvinge mig
til at være anderledes, end jeg kan og vil, og
saa behandler du mig paa en Maade, som du
ikke vilde vove at by nogen anden.44 Hun saa5
udfordrende paa ham.
„Men hvorfor er du saa ukjærlig, Constance?
Forstaar du ikke for en Lidelse, du
derved bereder mig? Det Liv, vi fører sammen,
er ikke, hvad jeg havde tænkt mig44 —
sa han bedrøvet.
„Men begriber du cla ikke, at det er
taabeligt at ville skjænde sig Kjærlighed til?u
Hun vendte sig utaalmodigt fra ham.
Der kom et Udtryk i hans Blik som hos
et saaret Dyr; han gik stille ud af Stuen.
Disse hendes Ord gjorde et dybt Indtryk
paa ham; de blev ved at klinge i hans Øren
med en skjærende Lyd, der gik ham isnende
gjennem Nerverne, som naar man skribler paa
en Stentavle med en Jærnspiger. —
Siden da var Lorck hørt op med at
eksperimentere. Han tog sin Tilflugt til Arbejde
og kastede sig ind i en utrættelig Virksomhed.
Foruden sin store Praksis var han
Viceformand i Lægeforeningen, Redaktør af
et medicinsk Tidsskrift og tog virksom Del i
forskj ellige kommunale Gjøremaal. Han syntes,
det var bedst saaledes, for saa fik han ikke
saa megen Tid til at spekulere over sine huslige
Forhold. Men Haabet om at tilbagevinde
sin Hustrus Kj ærlighed havde han dog
ikke tat Afsked med. Han kunde trænge
det helt ned paa Bunden af sit Sind; men
slippe det formaaede han ikke. Tiden fik
raade, det nyttede jo ikke at ville tvinge
sig frem.
Undertiden plagedes han af Skinsyge.
Tanken om, at Constance kunde foretrække
en anden voldte ham en utaalelig Smerte.
Naar han ude i Selskab saa’ hende staa on*
tale med Herrerne og være saa fængslende
og livlig, var det som et Stik af en Kniv i
hans Hjærte. Men lian beherskede sig altid.
Ikke for nogen Pris vilde han, at man skulde
mærke hans Svaghed. Desuden var det jo
taabeligt ikke at kunne taale, at ens Kone
talte med en anden. Saadant var ogsaa ganske
momentant.
Værre var det med Mejer, som var bleven
deres intime Husven, og hvis Selskab øjensynlig
var Constance kjært. Om Eftermiddagen
naar Konsulationstiden var til Ende,
traf han meget hyppig Meyer hos Constance,
naar han kom derind, før han gik i Praksis.
Beslaglagt som han var af sit Arbejde, kunde
han saa sjeldent være Tredjemand.
Det blev ham mere og mere utaaleligt at
vide ham saa meget sammen med hende. Han
var dog ikke for Alvor bange; at hans Kone
kunde nære, end sige bortgi noget, der lignede
Kjærlighed til en anden Mand, kunde umulig
trænge ind i hans Forestilling. Han trøstede
sig ogsaa med, at Constance vistnok i Grunden
var en kold Natur, som ikke havde megen
Ømhed at skalte med. Og saa var hun jo en
liæderlio; Kvinde; at mistænke hende vilde være
en Fornærmelse.
Anderledes med Mejer; han kj endte
Mandfolkene og vidste, hvor langt man kunde
tro dem i den Slags Affærer. Et Par Gange
havde han opdaget et Glimt i Mejers Øjne,
naar de fulgte Constance gjennem Stuerne,
eller løftedes ved hendes Indtrædelse, som i
høj Grad havde mishaget ham. Han vilde git
sin halve Formue for at faa ham fjernet i alt
Fald fra sit Hus, men hans Frygt for at gjøre
sig latterlig, hindrede ham fra at foreta sig
noget i dette Øjemed. Den venskabelige Tone,
som altid havde hersket mellem ham og
Mejer, gjorde det ogsaa vanskeligt at slaa
om. —
Mejer var imidlertid saa optat af sit Forhold
til Constance, at han intet mærkede til
Lorcks sande Stemning. Hun havde for længe
siden tilstaat ham, at hun følte Kjærlighed for
ham, men samtidig erklæret, at hun vilde sætte
alt ind paa at bekjæmpe den. Hun havde
foreholdt ham, at de skulde og kunde være
Yenner, sagt-, at hun vilde foragte sig selv,
om hun blev en utro Hustru, og bønfaldt ham
om at være enig med hende i, at det var
bedst saaledes. Mejer havde svaret, at det
søndersled hans Hjærte kun at besidde hendes
Yenskab, men at hendes Vilje var hans Lov.
Han havde ogsaa trolig stridt for at holde sig
dette efterretteligt. Til sidst var hun bleven
tryg ved ham, og da gav hun sig hen i Forholdet
med en overstrømmende Fortrolighed.
Det gjorde ham saa rig og lykkelig, at det
foreløbig blev ham en let Sag at holde Styr
g:m • - U r r ?
paa sig selv. Der var en Art Tilbedelse i
hans Elskov, for det var ham en Fest blot at
sidde ved hendes Side, høre hendes Stemme
og veksle Ord med hende, var det end de
alleralmindeligste. Og alle disse smaa Beviser
paa Gunst og Udmærkelse, som en Kvinde
ganske ufonnærket kan drysse ud over den
Mand, som er hendes Hjærtes Yndling, henrykte
ham saaledes, at der var Tider, hvor
han syntes, han aldrig vilde begjære mere.
Hun fyldte ham ganske; fra Dag til Daglevede
han i det, han havde vundet i Samvær
med hende og af Visheden om snart at skulle
gjense hende. Livet var blevet nyt for ham;
det var herligt at være hos hende, og at arbejde
tyktes ham at spare op paa Glæden.
Undertiden kunde der jo rigtig nok komme
op i ham en bitter Græmmelse over, at den
Kvinde, han ene i Verden brød sig om, var
en anden Mands Hustru, E t Par Gange havde
han ogsaa git denne Stemning Luft til Constance.
Men hun behøvede blot at se bedende
paa ham og minde ham om deres Aftale for
at faa ham til at høre op.
Engang havde han bebrejdet hende, at
hun var slig; han forstod hende ikke. Hun
elskede jo ikke Lorck men ham; hvorfor
fik lian saa ikke hendes Kjærlighed? Hvad
var det hun stillede sin Samvittighed tilfreds
med? Utroskaben stak jo deri, at hun havde
tat sit Hjærte fra Lorck og bar Elskov til en
anden. Da havde Constance siddet og rokket
frem og tilbage med en vaandefuld Mine og
en sagte Klagelyd og til sidst svaret med lav
Stemme, at der var Forskjel paa Utroskab og
Ægteskabsbrud. Og saa havde Mejer gjentat,
hvad han ofte før havde sagt, at den Kjærlighed,
hun ikke gav ham frit og angerløst, vilde
han end ikke ta imod.
Men den Dag havde der været noget over
hende, som gjorde, at han forlod hende med
Forvisningen om, at Timen, da hun vilde
synke i hans Arme og sige: jeg er din, ikke
var fjern. —
Det var Dagen før Karnevalet; Lorck havde
modstræbende tegnet sig og sin Kone; han
havde Venner i Festkomitéen, som saa at sige
tvang ham til det.
Constance sad inde i Spisestuen og syede
paa Karnevalsdragten. Hun havde hjulpet til
hele Dagen, for hun kunde saa godt like at
arbejde sammen med den tækkelige Emma
Sypige, der var saa flink og opfindsom. Det
var en tyveaarig Blondine med smaakruset
Haar, opsat i Nakken i en svær Fletteknude,
friske, røde Kinder og blaa Øjne af en dyb
og fugtig G-lans. Hendes Figur kunde man
ikke la være at beundre; det var Ryggen især;
den var saa strak og kraftig, men dog saa
fintliniet; Midien var trillende rund og Brystet
saa smukt hvælvet.
Constance saa’ paa Uhret; hun ventede
Mejer; Lorck var ude i Praksis og kunde først
komme hjem henad Titiden; han havde mange
Syge i denne Tid.
„Ja saa er det bare at sy Knapperne i
og fæste Remmerne til Bøttetw — sa Constance,
idet hun satte Naal og Fingerbøl fra
sig og løste af sig det store Forklæde hun
havde siddet med. „Nu kan jeg gjerne gaa
min Yej, ikke sandt Emma?w
„Jo det kan Fruen saa godtw — svarte
Emma med et beskedent Smil. \
Constance hørte det gaa i Dagligstuen og
keg ind gjennem den halvaabne Dør.
„God Aften, Mejer!u raabte hun. „Kom
her, skal De faa se!
Straks efter stod han ved Siden af hende.
„Her er Skjørtet“ — sa hun, „rød Silke
med Guldborder, Strømperne er lidt for lyse,
jeg kunde ikke faa den rigtige Farve — og
Skoene, se hvor lækre med gule srnaa Spænder.
Og er ikke Forklædet nydeligt? den lille
Lomme er saa fiks. Mælkebøttet der skal jegbære
paa Ryggen, se paaRemmerne, de lugter
af Russelær, og Hodetøjet er saa klædeligtw
— hun satte det paa og tog det straks af
igjen. „Lad mig faa laane Livet et Øjeblik,
— men Gud, Emma, De sætter jo Knapperne
i Ryggen!44 Constance lo. Emma sad med et
Ansigt saa rødt som det var dyppet i Blod
og pillede ved Knapperne med dirrende Fingre.
Constance kunde ikke begribe, hvad der gik
af kende. Hun tog Livet og viste det til
Mejer, der bøjede sig ned for at ta op den
ene S k o , som han havde tabt paa Gulvet.
Constance studsede et Øjeblik; hun havde
Fornemmelsen af noget, hun vidste ikke hvad.
Rutsch, ratsch . . . det var Emma som
væltede Sykurven med Snelierne paa Gulvet;
Constance og Mejer for i Vejret. Emma laa
alt paa Knæ og samlede dem op igjen.
„Kj ender De Emma Sypige ?w spurgte Constance,
da de sad i Daglistuen.
„Hvor falder De paa det?w
„Hun var saa underlig — saa De ikke,
hvor rød hun blev?44
„Jeg har set hende sidde og sy et Par
Gange hos min Mor, tror jeg nok44 — sa Mejer
efter et Øjebliks Betænkning.
„Det maa jeg sige er blufærdigt! men
hun er nu ogsaa virkelig en sød liden Pigew
— henkastede Constance. „Hvad skal De ha
paa i Morgen?44
„Domino.44
„Men saa kj ender jeg Dem jo ikke fra
de andre.44
„Det g] ør jo heller intet; jeg kj ender jo
Dem. E r det Lorck, som kommer ?“ Mejer
lyttede.
„Nej det er Emma Sypige, som gaar,“
svarte Constance, idet hun rejste sig og gik
ind i Spisestuen. Mejer fulgte efter. Constance
la Maskeradedragten ned i en stor,
aflang Kurv. Han stod og iagttog, hvorledes
hun strøg og glattede paa Stykkerne og la
Folderne tilrette, og de bløde Bevægelser af
hendes Hænder, hendes Skikkelses dvælende
Holdning virkede paa ham med et magnetisk
Behag.V il De gjøre mig en stor Glæde ?“
spurgte han, da hun stod i Begreb med at
dække Kurven til,
„Nu?11 Hun vendte sig raskt om.
„Tag Dragten paa og lad mig se Dem
i den. “
Hun smilte og syntes at betænke sig.
„Aa gjør det, Constance,“ bad han. „Jeg
vilde det saa forfærdelig gjerne.“
„Ja saa gaa med Dem da!“ raabte hun
overgivent. „Jeg kan jo ikke gjøre det, mens
De staar der og hænger over mig.“
Han takkede hende med et lykkeligt Nik
og gik ind i hendes Værelse.
Efter en Stunds Forløb kom hun fuldt
klædt, med Masken i Haanden. Hun saa’ godt
ud; hvert mindste Stykke fremhævede hendes
Skikkelses Skjønhed, lige fra de smale Parisersko,
der viste Anklernes smukke Form, til den
mangeradede Perlesnor om hendes blottede
Hals. Den kortskjødede Trøje med de bitte
smaa Pufærmer sad stramt og glat om hendes
Midie; det svære blanke Haar hang opløst
over Ryg og Skuldre, og Hodetøjets røde og
gyldne Baandender stod prægtig sammen med
dets mørke Farve.
Mejer blev betagen staaende med tilbagebøjet
Hode som i Forbauselse.
Constance følte sig en Smule forlegen ved
den uvante Situation.
„Melkebøttet er det sødeste af a lt“ — sa
hun og ¦ vendte Ryggen til, for at han skulde
se paa det.
„Det er nydeligt altsammen. Nydeligt/4
gjentog han langsomt. „Hvor De dog er forvandlet;
tænke sig, at De kunde komme til at
se saadan ud.44
„Hvordan?44 spurgte hun.
„Som et Æventyr, en Landsbyroman med
forklædte Prinsesser i — aa Snak, det er
Vrøvl! De er meget dejligere end som saa.t4
„De snakker44 — sa Constance og lo med
rødmende Kinder, „men se nu!44
Hun satte den sorte Silkemaske paa og
traadte hen foran Spejlet.
„Hvad vil De med den sorte Tingest!44
Han gik tæt hen til hende, greb med begge
A m a l i e S k r am: Cons tanc e Ring. 9 0
Hænder om Gummihæmperne, der sad rundt
Ørerne og tog Masken bort.
„Au!“ skreg Constance — „erDe gal, Mej er ?“
„Rev jeg Dem i Haaret? Om Forladelse,
gjorde det virkelig saa ondt?11 kan saa’ fortvilet
ud.
„De skulde bare kjendt det, De“
klynkede hun.
Han strøg Haaret tilbage langs med Øret
og klappede det sagte.
Hun tog sig op til Stedet, hvor han havde
revet og kom derved til at røre ved hans
Fingre. Han greb Haanden og la den over
•sine Øjne; saa bed han med Læberne i den.
Constance stod foran ham med nedslagne
Øjne. Hmi hang med Hodet som en saaret Fugl,
og Ansigtet blev blegt. Hun saa’ frygtsomt op
paa ham og mødte et Blik fuldt af den usige-
• ligste, smertefuldeste Ømhed.
Der kom et Ryk gjennem hendes Legeme,
som vilde hun gaa bagover, men i næste Nu
gav hun efter for en uimodstaaelig Trang.
Hun slog Armene om hans Hals og la sig ind
til ham.
Det svimlede for ham. Han greb om
hende med begge Arme, knugede hende mod
sit B ryst og borede Ansigtet ned i hendes Hals
med et langt Suk som af Forløsning og Lettelse.
Hun blev forskrækket over hans Heftighed
og vilde gjøre sig løs.
„Et Øjeblik, kun et Øjeblik14 — hviskede
han og holdt hende fast. „Se saa44 — sa han
derpaa og lod sine Arme langsomt glide nedover,
indtil han fik fat i hendes Hænder.
„Dejligste, sødeste44 — hviskede han.
„Nej nej, De maa ikke44 — raabte Constance
angst og løb ud af Stuen.
Mejer gled ned paa en Stol og dækkede
for sit Ansigt.
Han følte hendes faste, fine Legeme i
sine Arme, kjendte Duften af hendes bløde
Hals, og det varme Tryk af hendes Læber
brændte paa hans Kind. Han sad som en
beruset, der svælger i den Nydelse hans Tilstand
gir ham.
En Dør, som blev aabnet, bragte ham til
at løfte Hodet. Det var Constance i sin
Hver dags dr agt. Der gik en Slags Gysen igjennem
hende, og hun stod stille i nogle Sekunder.
Det var det henrykte Udtryk paa Mejers
Ansigt, som bevirkede det. Hun kunde liksom
ikke se, at det var ham i det samme. Hun satte
sig og tog sit Arbejde.
„Er De misfornøjet med mig, Constance ?
De ser saa bedrøvet ud?44 hans Stemme var
saa øm.
„Ikke egentlig bedrøvet44 — sa hun grundende.
„Jeg kunde ikke hjælpe det, jeg,44 la
hun straks efter til i en Tone, som om hun
forsvarede sio\ O
P • !_
Han rejste sig og gik hen til hende. Han
vilde endelig se hendes Ansigt, men hnn bøjede
sig dybt over Hækletøjet; saa la han sig paa
Knæ og strakte Hodet ind imod hende for at
fange hendes Blik. Hnn lod Hænderne synke
og vendte Ansigtet bort.
„Du har gjort mig saa meget godt, Constance,
saa ubeskrivelig meget godt, lad det
ikke forskrække dig. Det Kjærtegn, du gav
mig, faldt som en Himlens Dug hen over mig.
Du maa sige du til mig. Du maa sige du til
migw — gjentog han.
Hun nikkede.
„Jeg har fortjent, at du har en Smule
Tillid til mig, ikke sandt, Constance ?u sa
han sagte.
Hun nikkede igj en med et svagt Smil.
Han la sit Hode paa hendes Knæ og
sukkede. Hun strøg sin Haand kj ærtegnende
gjennem hans Haar mange Gange. Han lukkede
Øjnene og lod sit Ansigt glide ned i hendes
Skjød.
„Nu maa du gaa, Haraldu — sa hun om
lidt, „ja, for jeg synes ikke, du skal bli her i
Aften.w
„Som du vilu — svarte han, men rørte
sig ikke.
„Nu maa du gaa“ — gjentog hun.
Han bedækkede hendes Hænder med Kys
og rejste sig endelig.
„Saa husker du nok de Danse, du har lovet
mig,u sa han.
„Den første og den sidsteu — svarte hun
med et Smil.
„Du skulde danse hver eneste Dans med
mig, — kan du ikke sige nej til de andre ?u
Hun rystede paa Hodet.
„Det gaar ikke anu — svarte hun.
„Men havde du Lyst, Constance ?u
„Naturligvis, hvad skulde jeg ellers ha
Lyst til?w
Han trykkede et sidste Kys paa hendes
Haand og gik.
XXXI.
„Nu skal du love mig ikke at føjte for
meget med Mejer i Morgen, Constance,u sa
Lorck om Aftenen, da Constance havde læst
op af „Aftenpostenw om Arrangementet ved
Karnevalet.
Constance blev rød. „Hvorfor siger du
d e t?u spurgte hun.
„Fordi jeg ønsker, du skal være forsigtig.M
„Har du nogen speciel Grund til at paaminde
mig derom ?u
„Ja. Du er meget mere sammen med
Mejer, end det gaar an, hvis du vil beholde
dit Rygte i Fred.w
„Dette er et ganske nyt Paafund,“ sa hun.
„Du tar Fejl, min Yen. Jeg har længe
misbilliget den Karakter, dit Forhold til Mejer
har faat; ikke for min Skyld, men for din
egen.w
Hun trak paa Skuldrene.
„Og i Aften synes det mig netop Anledningen
til at sige det var god —44 blev han
lidt efter ved.
„Hvorfor netop i Aften ?w
„Fordi jeg tænker paa Karnevalet og
ønsker at advare dig. Folk taler om dig og
Mejer paa en Maade, der ikke er mig behagelig.
44
„Folk! Hvad kommer Folk os ved?44
„Men dit Rygte kommer baade mig og
dig ved.14 Han gik langsomt op og ned ad
Gulvet. Hun sad med Haanden under Kinden
og stirrede i Avisen.
„Hvem er det, som kan komme til dig
med sligt?44 spurgte hun.
„En, som vil os begge vel. — Jeg kan
for Resten gierne sige det, — det var Hansen.44
„Ja, jeg tænkte det, — det ligner hans
Fruentimmer agtighe d.44
„Det var rigtigt af ham; jeg vilde gjort
akkurat det samme i hans Sted,44 sa Lorck
tørt.
„Gaat og talt ilde til din Ven om din
Vens Hustru?44
Lorck gjorde en utaalmodig Hodebevægelse.
„Der er slet ikke Tale om noget saadant.
Han gav mig i al Venskabelighed et
Vink, for at jeg skulde søge at stoppe, hvad
han troede var til Skade for dig.44
„Men nu kan det ikke stoppes/4 sa Constance.
Lorck standsede brat. „Hvad mener Du
med d et?44
„Jeg mener, at Mejers Selskab morer og
underholder mig, og at jeg ikke af Hensyn til
Folk eller Folkesnak agter at berøve mig det.44
Han stod stille foran hende. „Du glemmer,
at der ogsaa er mig,44 sa han lidt barsk.
„Er det din Mening at forby mig at omgaas
Mejer?44
„Oprigtig talt, det saa jeg helst; men jeg
forlanger blot, at du skal ta de Hensyn, som
du ikke kan overse ustraffet.44
„Og hvori skal disse Hensyn bestaa?44
„Du maa selv kunne finde Grænserne; du
er ikke saa uerfaren, at jeg behøver at belære
dig derom.44 ^
Der blev en Pause. Saa satte Lorck sig
ved Siden af hende, tog hendes Haand og
talte i en venlig, alvorlig Tone.
„Du véd, Constance, at jeg intet højere
Ønske har end at se dig glad og lykkelig.
Intet er mig fjærnere end at ville paalægge dig
nogen Tvang eller at plage dig. Yéd du ikke
det?44'
„Det har jeg jo aldrig klaget over,44 svarte
hun kort.
„Jeg er ikke skinsyg, Constance, v il ikke
være det, dertil kj ender jeg dig for godt. Men
andre dømmer anderledes.14
„Sladder og Snak kan ingen hytte sig for
— det bør man ikke bry sig om.44 Hun trak
Haanden til sig.
„Saadan gjør du altid, Constance; planmæssig
undviger du enhver Samtale med mig.
Den Fjærnhed, der hersker imellem os, piner
mig mere end alt andet.44
Hun støttede Albuen paa Bordet og betragtede
sin højre Haands Negle, som hun
holdt lige hen til sine Øjne.
„Der er ingen Fortrolighed mellem os,44
vedblev Lorck sørgmodigt, „ingen Glæde i
Forholdet, du har aldrig noget at dele med
mig, vi gaar hver vor Vej.44
„Det sa jeg dig jo dengang nede i Lausanne,
at med Glæden var det forbi, i alt
Fald for min Del.44 svarte hun roligt, uden at
flytte Øjnene fra sine Negle.
Der kom et smerteligt Udtryk paa hans
Ansigt.
„Du maa ikke være saa haard, Constance,
— jeg gaar og længes efter dig,44 bad han
indtrængende.
„Jeg kan ikke gjøre for det,44 svarte hun
mørk, „hvad der er saa, det er.44
Han følte pludselig et Raseri mod hende.
Hvor var hun dog elendig hjærteløs og hævngjerrig.
Al hans Ømhed og Kjærlighed slang
m
hun fra sig, traadte den i Skarnet, skred hen
der over med kolde Miner og smilende Læher.
Hans Trofasthed ringeagtede hun; hun s aa
den ikke; hans Møje og ærlige Stræben for at
vinde hende var spildt. Hendes Yenskab for
Mejer, hele hendes Leven og Væren var en
eneste fortsat Forhaanelse mod ham, han, der
gik og elskede hende.
„Din Opførsel er oprørende !u sa han næsten
skrigende. „Hvis du ikke kan tøjle dit onde
Sind, saa er det bedre du tar Livet af dig.44
Med et kort Ryk i Nakken kastede hun
Hodet tilbage, og saa paa ham med et sky og
forskræmt Blik. Der kom ingen Lyd, men alligevel
var det Lorck, som om hun gav et
Skrig
Hun rejste sig op og gik mod Døren.
Paa Tærskelen blev hun staaende og vendte
Hodet om imod ham. Der laa et iskoldt Smil
over hendes Læber, og Øjnene stak saa besynderligt.
„Jeg kunde jo løbe bort med en
Elsker i Stedet for at dræbe mig; det var
ogsaa en Udvej.44 Hun talte langsomt og roligt.
—
Det var Lorck, som om han blev rammet
bag fra af et Hug. Blodet for op i Hodet
paa ham, og Aaren i Panden svulmede. Det
varede lidt, før han fik Mælet op.
„Du taler afsindigt/4 sa han. „Sæt dig ned
kom til Ro; du kan ikke lægge dig i den
sr-
°g
Sindstilstand.u Han gik et Skridt lien imod
hende.
Hun gled lydløst over Tærskelen og lukkede
Døren efter sig.
Lorck blev længe siddende, et Bytte for
mangeartede, modstridende Følelser. Hvad
skulde han dog gjøre? Forsøge at vække hendes
Skinsyge ? Hvem skulde han bruge til
Øjemedet? Kanske der kunde tilby sig noget
paa Karnevalet i Morgen. Uf nej, han orkede
det ikke, han var for træt af alt sligt. Og
desuden — hun vilde sandsynligvis ikke lægge
Mærke til det engang.
Saa vandrede hans Tanker tilbage til
gamle Dage, den Gang han havde Kristine,
hun, som havde lagt en grænseløs, ydmyg, althengivende
Kj ærlighed for hans Fod, som var
kommen og gaat paa hans mindste Vink og
havde tat alt som en Naade af hans Haand.
Der havde dog været Skjønhed cg Glæde i
Forholdet til hende. En saadan Kjærlighed
var dog en Skat i en Mands Liv, og kanske
var det en Lov, at den blev ikke to Gange
det samme Menneske til Del. Han havde
kastet den fra sig for at vinde Constance,
denne kolde, ukjærlige Kvinde, som ingen
Evne havde til at vurdere, hvad han gav
hende. Det var altsaa blevet hans Lod; han
gik omkring som en hjemløs Mand; forsmaaet
af hende, den eneste han brød sig om, den han *
havde bundet sit Liv og sin Fremtid til. Saa
tænkte han paa, hvad Kristine maatte ha lidt,
og blev saa saar om Hjærtet derved. Den
arme, arme Pige; paa sine Knæ kunde han
ha bedt hende om Tilgivelse ; hvis han nogen
Sinde tra f hende, vilde han gjøre det. Han
spurgte sig selv, om han kunde tænke sig
Muligheden af at ønske alt gjort om igjen,
med Kristine til Elskerinde, hun bundet, han
fri . . . Men nej, der havde jo ikke været
sand Tilfredsstillelse i det; han var gaat omkring
som en vildsom Mand. Men hvis han
nu havde ægtet Kristine — hun havde dog
havt Betingelsen for at forstaa hans Fortid,
hendes egen var jo af samme Art, og Ligelighed
paa dette Punkt var vistnok af stor
Betydning; hun vidste, hvad alt det var værd,
og kunde skjælne mellem virkelig Kj ærlighe d
og en blot og bar sanselig Forbindelse. Det
var det, Constance fattedes Evnen til, og det
var blet en Ulykke for dem begge. Men nej,
nej, ægtet Kristine, en Pige, der intet andet
havde at by ham end sin Kj ærlighed, en Pige,
der i ingen Henseende var hans jævnbyrdige!
Og nu især, da han havde været elsket af
Constance, — det var det højeste, Livet kunde
by ham, og det var hans Forbandelse, at han
aldrig kunde glemme den Lykke, hendes Kj ærlighed
havde skjænket ham............ Og nu
skulde han ha tabt den . . . tabt den — han
stønnede højt — umuligt! — det k u n d e ikke
være . . .
Constance laa forlængst i sin Seng; hun
jog Indtrykket af Optrinet mellem hende og
Lorck fra sig og lukkede Øjnene. Hun tænkte
paa det Øjeblik, Mejer havde trykket hende
til sit Bryst, og hun følte hans Læber dybt
nede paa sin Hals. Hun levede det om og om
igjen, og hver Gang var det, som om hun
løftedes paa en Bølge, mistede Pusten og blev
borte i Svimmelhed. Tilsidst faldt hun i Søvn
og drømte, at hun og Mejer vandrede sammen
i en dejlig Have tæt omslyngede, og at hun
kj endte hans Kys og varme Aande paa sin
Kind.D a Lorck Klokken tre om Natten gik til
Sengs, sov hun trygt og fast. Han var stille
og varsom for ikke at vække hende.
Den næste Dag lod Constance, som om
intet var forefaldet, og Lorck, der angrede sine
voldsomme Ord, modtog stiltiende det saaledes
budte Forlig.
I Vognen paa Vejen til Karnevalet spurgte
Lorck Constance, om hun vilde gi ham første
Dans, og fik saa vide, at hun havde lovet
Mejer den. Han bed sin Skuffelse i sig og
lod som ingen Ting.
Constance dansede hver eneste Dans.
Lorck forsøgte at holde Øje med hende, men
kunde alligevel ikke kontrollere, hvem hendes
Kavallerer var. Han saa’ hende hvirvle afsted
med en spansk Grande, en neapolitansk
Fiskergut og en kobberrød Indianer. Saa var
det med nogle sorte Dominoer. I en af dem
vidste han, at Mejer stak. Han kjedede og
ærgrede sig og ventede længselsfuldt paa, at
det skulde være forbi. Endelig kom Demaskeringen,
og Souperen begyndte. Der var rette
t an paa smaa Borde i en Række af Grotter
og Løvhytter, der løb paa begge Sider af
den som assyrisk Slotshal dekorerede Dansesal,
skilt fra denne ved Forhæng af persiske
Tæpper. Lorck skyllede Masser af Champagne
i sig for at komme i Stemning, men
forgjæves. De spiste sammen med Mejer og
Hansens. Marie var spansk Fiskerpige. Leende
og blussende af Glæde og Champagne
engagerte hun Lorck til første Dans efter
Bordet. Han stødte sit Glas mod hendes og
takkede smilende, men hemmelig var han rasende,
for denne Dans havde han været bestemt
paa at ville danse med Constance.
„Saa engagerer jeg Dem, Constance, det
gaar altsaa op i op,w sa Hansen og hævede sit
Glas for at drikke med hende.
„Tak, jeg er optat,u svarte hun. „Der
kommer min Kavaller.u
Hun pegte paa en Skorstensfejer, der bukkede
for hende og førte hende bort.
„Men har De ikke en anden Dans?w raabte
Hansen efter hende.
Hun saa paa sin Balliste. „Næste Francaise,
u svarte hun.
Han takkede og slog ud med Haanden.
Constance blev borte i Vrimmelen.
Hun var i en oprømt Stemning, og hun
tænkte med Fryd paa, at Mejer skulde se,
hvor feteret hun var, og samtidig vide, at der
var ingen uden ham, hun brød sig om.
Men Mejer led alle Skinsygens Kvaler.
Det var ham en Tortur at se Constance danse
af sted munter og smilende i disse Mandfolks
Arme; han bestilte ikke andet end at følge
hende som hendes Skygge.
Skorstensfejeren var en af Byens mest
bekjendte Balløver. Constance havde hyppig
truffet sammen med ham den sidste Vinter.
Det var en Vals, de dansede. Han holdt
hende saa tæt op til sig, at hun knapt kunde
puste og hviskede forelskede Ord i hendes
Øre, som hun hverken ændsede eller hørte.
Han tog hendes Taushed for Opmuntring og
pludselig bøjede han sig ned og kyssede
hende lynsnart paa Skulderen.
„Fy skam Dem,“ raabte Constance, „hvor
kan De vove! — Hold op, jeg vil ikke mere.“
Han blev ved at danse. „Er De virkelig
saa streng, Frue,w hviskede han. „Det duer
ikke, dydig og dejlig paa én Gang, det er
umuligt.w
„Slip mig, kører De, — jeg vil ikke danse
med Dem!44 sa kun vred og stred imod.
Han førte kende til en Sofa, bukkede og
forlod kende.
I samme Øjeblik stod Mejer ved hendes
Side.
„Aa, er du der, Gud ske Lov!a sa Constance
glad, „den uforskammede F y r, du
skulde bare vide, hvor nærgaaende kan var.u
„Du s aa dog ud til at befinde dig særdeles
vel sammen med ham. Hvorfor koldt I
op at danse ?w
Hun stirrede paa ham, forbauset over hans
Stemme og Mine.
„Snak,44 svarte hun. „Hvor skal jeg faa et
Glas Selters fra?u
„Jeg skal hente din Kavaller, for at han
kan skaffe dig det.44
„Nej, men Harald da!44
„En Dame, der lar sig kysse paa Halsen
af fremmede Herrer, klær det ilde at lade indigneret/
4
Constance rejste sig og gik ned over
Gulvet.
Mejer fulgte efter. „Hvor vil du hen?44"
spurgte han.
„Opsøge min Mand for at ta hjem,44 svarte
hun kort og sk}rndte sig afsted.
w 1 J
„Tag min Arm,44 bad han.
»Nej, jeg vil ikke,44
„Er du vred, Constance ?44
„Jeg vil hjem/4 sa hun afvisende.
„Constance, giv mig din Ann, jeg maa
tale med dig.44 Hans Tone var bønlig.
„For at du kan fornærme mig mere?44
Hendes Stemme dirrede i Graad.
„Tilgiv mig, jeg er gal, vanvittig; tag
min Arm, hører du!44
„Nej, jeg vil ikke,44 svarte hun trodsigt og
blev ved at gaa.
„Ikke? godt, saa gaar jeg, og du ser mig
aldrig mere.44 Han gjorde højre om.
Hun ilede efter ham og stak sin Arm i hans.
Han førte hende op paa Galleriet, som var
inddelt i smaa terrasseformige Aflukker, der
skulde forestille hængende Haver. I det fjærneste
tog de Plads paa en Løjbænk. De var
temmelig alene; Dansen gik for sig der nede,
og de gamle Damer, som sad oven paa og saa
paa, havde valgt de Steder, der gav den bedste
Udsigt.
„Vær ikke sint, Constance,44 jeg var rent
forstyrret,44 begyndte Mejer, „jeg har havt det
saa ondt i hele Aften, for jeg kan ikke taale
at se dig fare afsted med disse væmmelige
Karle — deres blotte Berørelse er en Besudling.
44
Ama l i e S k r am: OoiiPtauce Iiing. £0
„Saa danser jeg ikke før sidste Dans med
dig svarte kun og trykkede sagte kans
Haand.
„Tak, du elskede/4 kviskede kan.
„For naar du gaar og græmmer dig over
det, kar jeg ingen Fornøjelse af det — det
forstaar du jo n o k /4 vedblev kun.
„Hvor du er sød og god, Constance.44
Han trykkede sit Ansigt mod kendes Skulder.
„Det er fordi du er mig saa kjær,
H a ra ld /4 sa kun alvorligt og smøg sig ind
til kam.
Der kom nogen. De for fra kinanden; det
var en Opvarter. Constance bad om Seltersvand,
som de kort efter fik.
De blev siddende deroppe; den ene Dans
klappe de s af efter den anden, uden at de la
Mærke til det.
„Skynd dig, lad os gaa n ed /4 sa Constance
pludselig ængstelig og greb om Mejers
Arm. „Der gaar Lorck og søger efter mig.44
„Hvor?44 spurgte han.
Hun pegte paa det modsatte Galleri, og
de skyndte sig ned, inden Lorck havde faat
Øje paa dem.
Der blev spillet op til sidste Dans, som
Constance og Mejer dansede sammen.
Inden de skiltes, spurgte Mejer om, naar
de skulde ses.
T I
„Kom saa snart du kan, Harald/4 hviskede
hun.
1? aa V ej en h] em vilde Dorck v id e , hvor
Constance var bleven af; han havde søgt efter
hende allevegne.
Hun svarte, at hun havde været træt og
siddet stille en Stund.
„Hvor henne?44 spurgte han.
„Oppe paa Galleriet.44
„Din Opførsel har været under al Kritik.
Hansen, som du havde lovet Francaisen, gik
og spurgte efter dig, men jeg var naturligvis
den, som mindst af alle kunde gi Oplysning
om dig. Hvad bestilte du deroppe?44
„Drak S elt er s.44
„Hvem var din Kavaller?44
„Mejer,44 sa hun kort og trodsigt.
Han løftede en knyttet Haand imod hende.
Hun veg til Side o^ trykkede sig tæt ind i
Vognens Hjørne.
„Tøjte,44 sa han og mumlede en Ed mellem
Tænderne. Saa lod han Haanden synke
og satte sig haardt tilbage.
XXXII.
O øx* yar gaat en Maanedstid. Forholdet
mellem Constance og Mejer var ikke traadt
ind i nogen ny Fase. Dagen efter Karnevalet,
da han var kommen derop, havde hun \æ ie t
forvirret og tilbageholdende og søgt at klaie
Situationen ved at tale ustanseligt om alt og
ingen Ting. Saa var Lorck traadt ind, og da
han mod Sædvane saa ud til at ville slaa sig
til Ro i Dagligstuen, havde Mejer fortrukket.
Og paa lignende Vis var det gaat ham
bestandig siden. En uheldig Stjærne syntes
at hvile over hans Besøg. Enten var der
nogen, naar han kom, eller Constance var ude,
eller Lorck var tilstede. Et hemmeligt Haandtryk,
et talende Blik, en Arm om hendes
Liv et kort Sekund, stjaalet ved Tilfældets
Hjælp, var alt, hvad der var foregaat mellem
dem.
— Mejer gik i en Tilstand af Lidelse og
Spænding. Hver Dag var han vis paa, at noget
maatte ske, og stadig væk skete der intet.
Han ventede et Brev fra hende; hun risikerede
jo intet ved at skrive, mens han derimod ikke
turde vove det.
Hun maatte jo dog ha noget at sige ham,
et Møde at foreslaa, en Aftale at træffe.
Nu siden hun havde hvilet i hans Arme og
besvaret hans Kys, var der ikke længer nogen
Skranke imellem dem. Deres gjensidige Kjærlighed
gav dem en uendelig, uklanderlig Ret.
Hvorfor talte hun saa ikke. At leve fort uden
Klarhed over de ydre Former for et saa intimt
Forhold, var utaaleligt. Og saa led han
under det, at Constance kunde ta Sagen saa
roligt, kunde være snaksom og smilende som
ellers, kunde se u d , som om det hele kun
flygtigt angik hende. Han befandt sig i en
stadig nervøs Ophidselse, fdr i Vejret ved den
mindste uventede Lyd, kunde pludselig skifte
Farve, tabte Appetitten og havde søvnløse
Nætter. —
Det var en af de sidste Dage i April.
Mejer var færdig med sine Eftermiddagstimer
og stod nu i sin Dagligstue foran Vinduet
med Tommelfingrene stukket ind i Vestens
Armhuler.
Det bankede paa Døren.
„Kom in d !u raabte han uden at vende sig.
En ung blond Pige med sort Vaarjakke
og graa Filthat, besat med blaa Fløj elspynt,
kom frygtsomt over Tærskelen. Hun bøjede
Overkroppen en Smule fremover, som naar
man skal over en Grøft og er bange for at
falde, og s aa sig om i Stuen med et hurtigt
Blik. Saa lukkede hun Døren med en tryg
og glad Mine som efter en overstaaet Fare.
„De kan lægge Vasken ind paa Sengen,u
sa Mejer fremdeles uden at vende sig.
Hun holdt Haanden for Munden for at
tvinge Latteren tilbage og gik paa Taaspidserne
med et Ansigt, hvori hvert Træk sitrede
i tilbagetrængt Lystighed hen til Mejer, stak
sin Haand under hans Arm, drejede sig med
en lynsnar Bevægelse ind til ham og kyssede
ham midt paa Munden, idet hun brød ud i en
overgiven Latter.
„Hvad for noget! er det dig, Emma? jeg
trode, det var Vaskerkonen, som jeg venter
paa.u Der var et halvt overrasket, halvt misfornøjet
Tonefald i Stemmen.
Hun lo ikke mere. „Kommer jeg ubelejligt
?w spurgte hun og saa frygtsomt forskende
paa ham.
„Oprigtig talt, — jeg skal ud.u
„Men du har da vel ikke sligt forfærdeligt
Hastværk, vel?“ hun la bønligt sit Ansigt til
hans Kind.
„Jeg trode, du sad ude i disse Dage?a
„Det gjør jeg ogsaa. Ja, det vil sige, jeg
skulde været hos Fru Lorck, men saa tog jeg
mig fri for at komme ned fil dig. Jeg længtes
saa rasende efter dig,u vedblev hun indsmigrende,
„det er ]o næsten en Uge siden jeg
var her. Jeg tar Tøjet af, kan jeg ikke?“
Hun la Hodet pa skjæve og saa bedende paa
ham.
„Jeg har virkelig ikke megen Tid at rutle
med,u — han trak op sit Uhr.
„Hvorfor er du ikke glad for jeg kommer?
Det er stygt af dig. Et Kys vil du da vel
i det mindste gi mig?w Hun omfavnede ham
heftigt og kyssede ham utallige Gange.
„Saa, saa, saa —u mumlede han.
Men hun knugede sig stedse inderligere
ind til ham; saa slog han Armene om hende
og gjengjældte hendes Hjærtegn.
„To£ du Nøglen af Entrédøren ?“ 7/0 O
Hun holdt den smilende op for ham.
E 11 Timestid senere stod Mejer i Skjorteærmer
ved Yinduet og børstede sit Haar
og sin Knebelsbart med et Spejl i Haanden.
Han betragtede sig omhyggeligt, vendte og
drejede Ansigtet, kastede Hodet tilbage og til
Siden, undersøgte sine Tænder og gjorde tilsidst
en Grimace til sig selv. Derpaa pudsede
han sine Negle og aabnede begge Yinduerne.
De vendte mod Vest; Eftermiddagssolen stod
og stegte ind, og Luften var tung og be- \
klumret. Han skar Spidsen af en Cigar og
faldt saa pludselig i Tanker ved Vinduet
med Blikket paa en Guldregn og nogle Syringtræer,
der stod foran Gjenbohuset i en liden
Indhegning, mylrende fulde af oristefærdige
Knopper. Han huskede saa tydeligt, hvor
bare og nøgne de havde været, da Emma var
fulgt op med ham første Gang, nej ikke første,
for det havde været sent om Aftenen, men
den næste, da hun var kommen ved firetiden.
K
ort efter slentrede han opover Pilestrædet.
Han vilde til Constance. Nu maatte
Lorck være ude i Praksis, og saa skulde han
tvinge hende til en ordentlig Samtale.
Der kom en Sporvogn forbi; han tænkte
et Øjeblik paa at stige op, men fandt det
bedre at gaa for at faa Tid til at ordne sine
Tanker og forberede sig paa, hvad han vilde
sige. Men det lykkedes ikke; han kom aldrig
længer end til, at han stod foran hende og
fik fat i hendes Haand. Saa begyndte Hjærtet
at banke og Blodet at suse ham for Ørene,
og saa gjorde han det hele om igjen. — —
— Lorcks havde lejet et Landsted for
Sommeren ude paa Ladegaardsøen. Da Vejret
var saa smukt og mildt, havde de tænkt at
være udflyttet allerede til første Maj. Constance
vilde ta derud lidt i Forvejen for at
hænge op Gardiner og undersøge, hvad Ejeren,
T I
473
en Grosserer, som laa i Udlandet med Familie,
havde efterladt af Møbler og Husgeraad, og
for at gi Gartneren Anvisning paa, hvad der
skulde gjøres med Haven.
Constance havde brugt Dagen til at ordne
de Sager, ;hun og Hanne Stuepige skulde ha
med sig. De havde faat færdigpakket to store
Kasser med Dækketøj og Sengelinned; ind
imellem havde de stuvet ned en Del Vinflasker,
og øverst laa de nystrøgne Gardiner.
Nu var hun gaat ind i Soveværelset for at
gjøre den lille Haandvadsæk med Rejsetoilettet
i Stand. De skulde bli der ude et Par
Dage, og de skulde ta afsted med Toget den
næste Morgen Klokken 9. Hele Eftermiddagen
havde hun tænkt, at Mejer vilde komme,
og samtidig med en hemmelig Gysen næsten
ønsket det modsatte. Nu, da Tiden var gaat
uden at bringe ham, blev hun utaalmodig og
kunde ikke begribe, hvorfor han udeblev. Var
han kjølnet i sine Følelser for hende? Ak
n e j! Hun havde følt Elskovens Feber i hvert
hans Aandedræt, i hvert eneste Blik siden hin
Aften paa Karnevalet. Det var da, at han
havde ta t hende i Besiddelse. Hun vidste, at
hun var hans; det var denne dumme, underlige
Frygtagtighed, som havde bestemt hendes
Væsen og Adfærd i Mellemtiden. Denne Skræk
for at være en utro Hustru, som sad hende
saa fast i Blodet . . . Ægteskabsbrud . . .
Hor. — Uf, hvad vilde liun dog ta slige stygge
Ord i sin Mund for! Der var andre Betegnelser,
som passede paa dette. „En Kvinde tilhører
kun den Mand, hun elsker,u stod der
hos Fru Gyllembourg. Og selv om . . . Sæt
nu, at Lorck var bleven forelsket i en anden,
som var villig. Vilde han kanske ha betænkt
sig? Ikke et Sekund heller, — ikke han,
ikke nogen af alle de Ægtemænd, hun kjendte.
Hvorfor skulde da en Kvinde ha alle disse
Skrupler ? Lige for lige, det var Livets eneste
gyldige Princip. —
Men der var ogsaa noget andet, som hagede
sig fast i hende. I disse Uger siden Karnevalet
havde Lorck været saa besynderlig rørende.
Da han om Morgenen efter Ballet
havde bedt hende glemme hans hæslige Udbrud
i Vognen om Aftenen, havde han set saa
Irj ærtebedrøvet ud. Da hun svarte, at hun
slet ikke tænkte paa det mere, tog han hendes
Hode mellem sine Hænder, kyssede hende paa
Haaret og sa: „Constance, min egen Constance,
vogt dig for at gjøre dig selv Skade.u
Hans Stemme havde havt en Klang, som hun
havde saa vanskelig for at faa ud af sit Øre.
Og siden mange Gange havde han siddet og
betragtet hende med et B lik , som det gik
hende til Hjærtet at mindes. Det var saa ømt,
saa smærteligt, saa taalmodigt. Naar hun mødte
hans Øjne i saadanne Øjeblikke, stak det i
hende, og hun syntes, hun følte Anger.
Men hvad kunde det nytte at angre. Hun
kunde jo ikke gjøre for, at hendes Kjærlighed
var blet borte for hende. Det, som var sket,
maatte saa være, og det, hun havde gjort,
kunde hun ikke ladt være, ikke for sit Livs
Frelses Skyld. Hvorledes havde hun ikke
stridt imod, hvor langsomt var det ikke gaat.
Hun havde først git efter, da noget, hun ikke
kunde raa med, havde tat Magten fra hende.
Saa var det jo meningsløst at gruble og sørge.
Hanne Stuepige stak Hodet ind ad Døren.
„Hr. Mejer er her og spør efter Fruen.w
„Jeg kommer straks,w svarte Constance
og vendte sig rask bort, for at Pigen ikke
skulde se hendes Rødme. Hun lukkede Øjnene,
la Hodet tilbage og aandede dybt op.
Saa laasede hun Vadsækken med skjælvende
Fingre, rettede paa Haaret med et aandsfravær
ende Blik og gik ind til ham.
Mejer stod med Ryggen til Døren og
syntes fordybet i et Lithografi paa Væggen.
Han vendte sig hurtig om og gik imod hende
med fremstrakte Hænder. Det slog Constance,
at han saa lidende ud. Øjnene havde denne
grødede Glans, som er Tegn paa aandelig
Overanstrængelse eller lang Lidelse, Læberne
var tørre, og Hodet saa hedt ud.
„Har du det ikke godt?u spurgte hun deltagende
og saa ømt paa ham.
Han tog hende om begge Haandled. „Borte
fra dig har jeg det aldrig godt,w svarte han
sagte og drog hende til sig.
Hans Blik var saa underlig sammensat,
bønligt, kjærligt, hjælpeløst og tillidsfuldt paa
en og samme Gang. Hun fik Lyst til at kjæle
for ham som for et ganske lidet Barn.
Han havde tænkt at gjøre hende Bebrejdelser,
at affordre hende en Forklaring, men i
i det samme Nu hun stod saa mild og god
foran ham, var hans Hensigt glemt.
„Hvor dejligt, at jeg tra f dig, og at du er
alene,u hviskede han. „Lad os sætte os.w
Han trak hende blidt ned paa Sofaen og
la Armen om hendes Liv. En stille Henrykkelse
paakom Constance. Hendes Hode gled
hen paa hans Skulder. Han greb om hende
med den anden Arm og fik hende drejet om,
saa at hun laa tæt ind til ham og vendte Ansigtet
op imod ham. Saa bøjede han sig ned
over hende og kyssede hende.
Da han gik fra hende, havde de aftalt, at
han skulde besøge hende paa Landstedet næste
Aften, hvor de vilde være alene og uforstyrrede.
Svimmel af Lykke kom Mejer hjem.
Den følgende Dag var det straalende Solskin
med en mild, sydlig Bris. Alle Vand- og
Sølepytter, som der om Natten havde været
Rimfrost paa, var optøet i Solvarmen, og overalt,
hvor der var en Smule Helding rislede
srnaa og store, synlige og usynlige Kildevæld
afsted.
Formiddagen var gaat, og ude paa Løkken
var Constance og Pigen ikke ble ven færdig
med at hænge Gardiner op i de tre Værelser,
som vendte mod Haven. Hanne Stuepige
havde aldrig set Fruen saa glemsom og tutlet.
Fire Gange havde de sprættet Gardinerne fra
Gallerierne, fordi Mønstret vendte op ned,
eller Vrangen var kommen ud. Lange Stunder
gik med til at søge efter alt, hvad de skulde
bruge, for naar Fruen blot et Øjeblik havde
havt en Gjenstand mellem Hænderne, var den
forlagt paa de forkjerteste Steder. Det gik
heller ikke med at bringe Møblerne i Orden,
for det, der skulde være i Spisestuen, blev af
Fruen beordret sat i Havestuen og omvendt,
og saa vandt Hanne Stuepige og Hjælpekonen
ikke mere end at gaa og gjøre al Ting om
igjen. Tilsidst syntes Pigen, at de bare gik i
Vejen og saa sendte hun Konen ned for at
feje i Kjælderen og satte sig selv ude i Kjøkkenet
og syede paa sin Kjole, der var revnet
i Sømmen.
Gartneren kom og sa, at han ikke vidste,
hvad han skulde ta sig til i Haven. Naar
han spurgte Fruen om, hvor Zwiblerne skulde
sættes, svarte hun, at hun kom straks, og saa
:
/
kom hun alligevel ikke, og saadan var det
gaat hele Dagen. Hanne bød ham en Kop
Kaffe og noget Smørrebrød, som han nød, siddende
paa Kjøkkenb ordet.
„Ja Gud véd, hvad der gaar af Fruen i
D ag /4 mumlede Hanne, idet hun puttede et
Stykke Sukker i Munden og hældte den rygende
Kaffe paa Underkoppen.
Gartneren svarte ikke noget til dette.
Han stoppede sin Snadde, tændte den borte
ved Komfur en og saa paa sit Uhr.
„Jeg gaar likegodt hen til Konsulens og
planter Aurikler,44 sa han. „Spør Fruen efter
mig, saa er jeg ikke længer afvej en, end at
De kan raabe over til mig.44
Han slog sin rundpulle de Filthat, der var
fuld af Jordflækker, mod Knæet, for at faa
af den løse Muld, satte den paa og gik med
Tak for Kaffe og et Nik til Farvel.
Constance var gaat oven paa. I et Kammer
med skraat Panel ved Siden af det store
Soveværelse, der havde Altan til Haven, sad
hun paa en Kasse foroverbøjet med Albuerne
paa Knæerne og Hænderne for Ansigtet. Hun
havde tilbragt en næsten søvnløs Nat og var
staat tidlig op. Med feberagtig Hast jagede
hun efter at komme afsted og havde været
paa Stationen et Kvarter for tidlig, Tanken
om Stævnemødet havde ganske behersket hende.
Hun havde været et Offer for de mest modstridende
Stemninger og havde lidt af en
nagende Ængstelighed og et Tryk for Brystet,
der af og til blev saa stærkt, at hun maatte
anke sig højt. Og alt imellem steg det hende
til Hodet som en Beruselse, at hun i Aften
skulde ha hans Arme om sit Liv, hans Læber
paa sin Mund; men hver Gang var der kommet
en Gysen over hende og hun syntes.* hun
havde sét en Afgrund for sin Fod.
Nu sad hun deroppe i Kammeret, og
efterhvert som Timerne gik, forandredes hendes
Uro til Angst, der steg for hvert Minut.
Hvordan vilde hun være til Sinds i Morgen
tid lig ? 'O g naar hun traf Lorck, og han ingen
Ting anede, men troede hende saa vel, og
længtedes efter et kj ærligt Ord, et frivilligt
Kj ærtegn. Hun kneb Øjnene sammen og
vendte Hodet til Siden. Det var dog en oprørende
Uret mod ham, han, som havde elsket
hende saa uforanderlig trofast hele Tiden,
siden hun blev hans Hustru, som, det var hun
sikker paa, ikke i sine inderste Tanker havde
været hende utro. Bare hun turde tro, at han
havde sveget hende, men det. var der ingen
Skygge af Rimelighed for. Dog hun elskede
ham ikke, det kunde hun jo ikke gjøre for,
hendes Kj ærlighed tilhørte en anden. J a var
hun nu saa vis paa, at hun elskede Mejer?
Elskede ham saa grænseløst, at der ingen
Muligheds Raad var for at la være, hvad
hun nu stod i Begreb med at gjøre? Hun
maatte tilstaa, at hun k u n d e la være. Hun
turde ikke paastaa for sig selv, at hun vilde
dø af at la ham fare, og det var da, hvad
der maatte til, hvis hun for sig selv skulde
kunne forsvare, at hun gav sig hen til ham
. . . Hvis Lorck havde anet, hvad hun havde
fore, vilde han være kommen for at myrde
hende . . . Den blodige Tort, hun beredte
ham . . . Men nu var det for sent at træde
tilbage, og desuden — —. Hun havde jo
allerede saa grundig forraadt ham i sit Hjærte
— dette mere eller mindre gjorde hverken fra
eller til.
Nu var Klokken t r e ; Klokken ti vilde
Mejer være der; de havde aftalt, at han skulde
gaa bagenom Løkken hen til Skovvejen, hvor
hun skulde møde ham. Saa kunde de gaa ind
gjennem Verandadøren, naar Lyset var slukket
i Kjøkkenet.
„I Aften, i Aften —u gjentog hun saa
længe, til hun blev bange for Lyden af sin egen
Stemme. Hun for op og gik frem og tilbage; men
der var saa kort Stykke Vej at gaa paa, at hun
blev svimmel af de idelige Vendinger; saa satte
hun sig ned igjen paa Kassen, trak sit Uhr
frem og gav sig til at tælle paa Skiven. Hun
følte sig som et fortabt Menneske, og der
paakom hende med ét en rasende Drift til at
Ti
f
' 481
bryde ud, flygte, løbe, pile afsted som et forfulgt
Vilddyr. Men hun vred sine Hænder
og jamrede: „For sent, umuligt — hvor
hen —44 Pludselig slog hun den flade Haand
mod sin Pande. „Hvorfor umuligt?'4 sa hun
til sig selv. Og som det dæmrende Skjær af
det første Daggry paa en kulsort Himmel,
saaledes glimtede det frem i hendes Forestilling,
at hun endnu kunde redde sig. Hun tog
sig med begge Hænder om Hodet, bøjede
Overkroppen fremover som en, der stirrer og
lytter, og s aa talte hun med sig selv, hviskende
afbrudt, med en Lyd i Stemmen som hos
et Barn, der efter overstaat Straf ber godt
for sig og lover sin Mor at være snil Pige.
Saa rettede hun sig op med et Ryk, kastede
Hat og Kaabe paa og løb ned over Trapperne.
I Døren mødte hun Hanne, der spurgte,
om Fruen skulde med Toget.
„Ja,44 svarte hun skyndsomst. „Jeg tar
ind igjen. De faar ordne, hvad De selv kan
finde paa.44
„Og ligge her alene i Nat? Det tør jeg
ikke, Frue.44
„Saa rejs ind, naar De er færdig — det
maa De gjerne.44
„Ja, for her farer saa mange Slags Fanter
om k rin g -------. Men vil Fruen ikke ha noget
A m a l i e S k r a m : C o n s t a n c e R i n g . 3 1
at spise, eller drikke Kaffe i det mindste? —
Der er et helt Kvarter til Toget kommer.u
„Jo giv mig lidt, men hurtig, lad mig faa
det her.u Constance fulgte efter Pigen ind i
Kjøkkenet. Hun følte sig pludselig sulten og
nød staaende, hvad Hanne tog frem af Madkurven
og satte for hende. Til sidst drak
hun et stort Glas Rødvin. Saa hørte hun
Toget pibe, sprang afsted og satte sig ind i
Kupeen.
Hun vilde tale med Lorck, Klokken fem
var hans Modtagelsestid forbi; naar hun tog
en Droske, vilde hun være der, inden han gik
i Praksis. Hun vilde fortælle ham alt; saa
vilde hun styrte sig om hans Hals, sige ham,
at nu var Tiden kommen, da det var hende,
som længtedes tilbage til ham, at hun vilde
prøve paa at komme ham saa nær som i den
første lykkelige Tid, be ham glemme og tilgi,
hvis han kunde, al den Fortræd, hun havde
gjort ham, lægge sit Hode til hans Bryst og
sige ham, at der var hendes rette, hendes
eneste Hvilested. Hun blev saa rørt over det
Billede, hun manede frem, at Øjnene uafladelig
løb over af Taarer; og hun følte sig saa glad
og let om Hjærtet. Freden drog ind i hendes
pinte Sind.
Klokken halv fem var hun i Kristiania,
og ti Minutter før fem steg hun op ad Trapperne
i sit Hjem. Hun lukkede selv op og
gik uden at støde paa nogen ind i Soveværelset.
Her kastede hun Overtøjet paa Sengen,
vaskede sine Hænder og listede forsigtig som
en Tyv ud af Stuen. Mellem Soveværelset og
Lorcks Studereværelse var der en nogle Skridt
bred Mellemgang. Oprindelig havde dette
Værelse ikke været i Forbindelse med Gangen,
men Lorck havde ladet anbringe en Tapetdør
for at slippe at gaa Omvejen gjennem Spisestuen
til sine Værelser. Modtagelsesværelset
laa mellem Studereværelset og Venteværelset,
der s aa atter stødte til Spisestuen.
Constance gik hen til Tapetdøren; Nøglen
sad i paa Ydersiden; Lorck var gaat derigjennem
Klokken fire. Snart vilde han være
færdig, og saa kom han denne Vej til Soveværelset
for at gjøre en Smule Toilette, inden
han gik ud. Hun vilde sidde i Studereværelset,
naar han kom. Saa overrasket som han vilde
bli, og glad! Hun hørte det Tonefald, hvormed
han vilde sige: „Men Constance, er du
alt kommen tilbage ?“ Med bankende Hjærte
skjøv hun Døren op — den gav ingen Lyd —
og traadte sagte ind. Døren til Modtagelsesværelset
stod paa Klem. Hun hørte, der var
nogen hos ham; det maatte være den sidste
for i Dag.
Bl*
XXXIII.
L o r c k havde ekspederet fem Patienter,
to Tjenestepiger, en ung Dame, der havde
Ørebyld, og to Mandspersoner, af hvilke den
sidste var en firskaaren, brunbarket Sømand
med en Mængde Tattoveringer paa Hænderne.
Da Lorck var bleven færdig med ham, trak
han op sit Uhr og saa’, at der endnu var fem
Minutter tilbage. Idet Sømanden gik over
Tærskelen raabte Lorck : „Den næste, men saa
ikke flere i Dag!u
Der kom en Kvindeskikkelse ind, som
havde slig underlig Møje med at faa Døren
lukket efter sig. Hun gik tøvende nogle
Skridt og blev usikker staaende. Hun var
middelhøj og slank med et svært, mørkt Haar,
graaagtige, mandelformede Øjne, en kort bred
Næse og en fyldig godtformet Mund, der vilde
været smuk, hvis ikke Huden omkring Læberne
havde været saa besynderlig strammet. Hendes
Dragt var net og tarvelig, et sort og hvidrudet
Kjoleskjørt lagt i brede Plisséfolder, et sort
Overstykke af fint Kløede og en Hat af samme
Farve med en hvid, stiv Fjær. Hun var meget
bleg; Aandedrættet gik hurtigt, og Situationen
syntes at være hende i høj Grad pinlig.
„Værsgod kom nærmere, 44 sa Lorck, der
sad og skrev i en Notitsbog.
Men hun rørte sig ikke.
„"Værsgod, værsgod/4 blev han ved og
pegte i Ketning af Lænestolen ved hans
Skrivebord. Saa la han Trækpapir 'over det
skrevne, og idet han strøg hen over det med
Tværsiden af sin højre Haand, drejede han
Hodet og saa’ paa hende.
Med et pludseligt Sæt kastede han sig
bagover i Stolen og spilede Øjnene lidt op.
„Kristine, er det muligt!u
Hun gik et Par Skridt og blev atter
staaende, gjorde saa et Forsøg paa at sige
noget, men opgav det. Saa tog hun Lommetørklædet
frem og holdt det for Øjnene.
„Saa du er her, Kristine? Du var jo rejst
til Drammen. “
„Jeg er vendt tilbage14 — stammede hun.
„Og nu kommer du hid?44 Hans Tone lød
halvt vemodig, halvt misbilligende.
Hun skottede til ham. Han havde foldet,
Hænderne over Maven og lod Tommelfingrene
uafladelig dreje rundt om hinanden.
486
„Jeg vilde saa gjerne tale med Dem.u
Der kom et Udtryk af Raadvildhed og
Mishag paa hans Ansigt.
„Er der noget jeg kan gjøre for dig?
Forresten, Kristine, du forstaar jo nok, at forbi
er forbi.u
Hmi blev blussende rød og saa atter bleg.
„Det er ikke paa den Maade —. Tro
endelig ikke — jeg vilde blot be om en
Recej)t.w
„Er du syg?w
Graaden, som hun hele Tiden havde
kjæmpet mod, tog nu Overhaand.
„Ja,u — hulkede hun.
„Kom og sæt dig, din Stakker,u sa nu
Lorck deltagende, idet han rejste sig. Han
tog om hende og trykkede hende sagte ned
i Stolen. „Lad mig saa høre, hvad der
fejler dig.u
Kristine tørrede sine Øjne og holdt dem
fæstede paa Gulvet, mens hun talte.
„Jeg er saa plaget af Mathed og Hodep
in e , liksom den Gang jeg havde Blegfeber
og j eg ^ de Jærnpiller, De husker, men nu
har jeg ogsaa slige onde Smerter for Brystet.u
„Har du havt det længe ?u
„Et Par Maaneders Tid; i de sidste fjorten
Dage er det blet rent ilde.“
Han følte hendes Puls og betragtede hende
opmærksomt.
„Og saa sover jeg saa daarligt om Nætterne,
at jeg er trættere om Morgenen, naar
jeg staar op, end om Kvælden, naar jeg lægger
mig,u vedblev bun.
„Har du spurgt nogen Læge før nu? “
nKej“ — sa hun, „jeg har været her ved
Døren mange Gange, men naar jeg skulde til
at ringe, havde jeg ikke M.od.“ Hun hævede
Øjnene og saa’ paa ham med et ubeskriveligt
rørende Udtryk. „Jeg var saa bange, De
skulde bli sint,“ tilføjede hun frygtsomt.
Hvor kunde Du tænke,44 sa han aandsi"
x B j v s e r 0 1 1 d 0 .
„Men saa havde jeg slig græsselig Lyst
til at se Dem en eneste Gang til — “ Graaden
var atter ved at bryde frem, „— ja, og til at
høre Dem tale, og saa var jeg desuden saa syg,
at jeg maatte ha Dokter.44 _ __
Hvor længe har du været her i Byen ?
I Siden straks før Ju l.44
„Horfor blev du ikke i Drammen?14
*Aa, det var for saa meget —. Jeg triv te s
ikke "og kunde ikke altid faa Arbejde. Naar en
er ukjendt, gaar det ikke saa glat i en liten
g y _ _. Og saa blev jeg ogsaa uenig med
min Søster, eller rettere sagt med hendes
Mand —. Ja, alt det kom sig nu bare af, at
han ikke lod mig være i Fred.44
Aa saadan, din Stakkar,7* ' 4" sa Lorck og
rystede medlidende paa Hodet. „Og gaar ået
dig bedre nu da?u
„Ja her har jeg nok at gjøre, mere end
jeg kan overkomme------ . Bare jeg var frisk,
men jeg tror, det er Tæring.u
„Hvor falder du paa det, Kristine ?u
„Jo for med begge mine Søstre, som døde
af den Sygdom, begyndte det akkurat saaledes
. Og saa har jeg sørget saa græsseligt.
De sidste Ord sa hun med neppe hørlig
Stemme, mens hun hurtig viskede de Taarer
bort, som randt ned over hendes Kinder.
„Hum,w sa Lorck og sukkede uvilkaarlig.
„stakkels Pige. Men forresten, Tæring kan
jeg ikke tro, der er Tale om.u
vilde slet ikke bli lej, om saa var.u
/ Hendes Tone lød med et frimodig. „Tværtom,
jeg vilde gjerne dø.u
Lorck betragtede hende ufravendt. Han
fandt hende i Grunden slet ikke forandret j
det havde bare forekommet ham saa i det
første Øjeblik. En Smule magrere var hun
maaske ble ven, men det klædte hende egentlig.
Hun saa’ unægtelig sød og net ud og var sig *
selv saa lig fra gamle Dage. Han kunde ikke
modstaa sin Lyst til at klappe hendes Kind.
„Saa du vil ha Tæring og være dødssyg,
du sa han og slog en halvt kjærtegnende,
halvt spøgende Tone an. Han tog hende om
Hagen og rystede hendes Ansigt frem og tilbage.
„Nej min Yen, saa let gaar det ikke.
Tror du, Tæringspatienter kan ha sligt et
Smilehul ?44 Han pegte med sin Finger paa
det lille runde Hul i hendes Kind, som var
kommen tilsyne ved hendes modstræbende Smil.
„Dit gamle, søde Smilehul, Kristine,14 sa han
blødt.„
Det havde mine Søstre ogsaa,44 svarte
hun modfaldent, „ja næsten like til de døde.44
„Du har ikke mere Tæring end jeg selv —.
Men kom, nu skal vi se efter. Jeg maa undersøge
dig.44
„Skal jeg knappe op?44 spurgte hun.
„Javist ja, Kjolelivet maa af og Korsettet
med, hvis jeg skal faa noget at vide.44
Hun hægtede Broschen løs og knappede
op i Brystet. Lorck la Lytterøret tilrette og
ventede paa, at hun skulde bli færdig.
Men hvordan det gik til eller ikke —
pludselig vidste han ikke andet, end at det
var hans gamle Kristine, hans Veninde, hans
Kjæreste, som kom og besøgte ham, og inden
han fik besinde sig, stod han og holdt hende
i sine Arme og kyssede hendes varme, blottede
Bryst.
„Læg den b o rt44 — sa han og løftede
Hatten af hende.
Hun vendte sig fra ham med en afværgende
Bevægelse.
Han gik hurtig over Gulvet og laasede
Døren til Modtagelsesværelset, kom saa tilbage
og slog Armen tæt omkring hende. „Jeg vil
holde af dig, som i gamle Dagew — hviskede
han . . .
Constance saa’ hvad der foregik. Hun
var kommen ind i Studerværelset kort efter
Kristines Indtrædelse fra Modtagelsesværelset
og havde med bankende Hjærte tat Plads paa
den yderste Kant af et Stolesæde.
Pludselig hørte hun noget, som forekom
hende besynderligt og bragte hende til at
rejse sig og gaa med listende Trin over Tæppet
til Døren, hvor hun gav sig til at kige gjennem
Sprækken.
Med stive Træk og hvid i Ansigtet som
et Menneske, der gaar i Søvne, gled hun et
Par Minutter senere ud af Værelset, lydløst og
uhørt som hun var kommen. P en t mekanisk
tog hun Tøjet paa og sneg sig ilfærdigt ud af
Huset. Blodet brændte i hendes Aarer, og
hun syntes, at hun uafladelig af al Magt
raabte paa B ran d ; hun kunde ikke begribe,
at man ikke kom styrtende for at slukke.
Den troløse Forræder, som bedrog hende med
halvnøgne Fruentimmere i hendes eget Hjem
og gjorde det saa roligt, saa angerløst, saa
selvsikkert, med dette tystne Smil paa sine
Læber! aa det Smil! Den falske Løgner, den
utugtige Fyr, som sveg hende, uden Kamp
eller Betænkning, ikke for en stor Kjærligheds
Skyld, mens hun . . . Hun vilde ha Hævn,
Hævn, om hun saa skulde kjøbe den med sit
Blod. Det sved og brændte i Hjærtet, det stak
°g sugede for Brystet — —. Hvor det vilde
svale og kjøle at føle sig hævnet . „Svale,
svale, svale !tt gjentog hun utallige Gange. Men
han skulde faa vide det. Sikkert ja! Ellers
var der jo higen Hjælp i det —. Hun vilde
sige ham det selv med en hoverende Latter
lige i hans frække Ansigt —. Nej han skulde
overraske hende i Mejers Arme paa Soveværelset,
naar han kom sent hjem —. Hun
vilde være af k læ d t, han skulde ikke kunne
tyile —, Saa skulde han se, hvorledes han
likte det —. „Aa lindrende, lindrende!“ hun
sa dette Ord saa længe, til Tungen kjendtes
tør og træt af det.
Hun strøg nedover Karl Johansgade.
Kjendte Ansigter passerede forbi som i en
Taage. Og hun saa’ paa dem med straalende
Øjne og bøjede, naar hun hilste, Overkroppen
mere, end hun plejede med en elastisk, hurtig
Bevægelse. De, hun hilste, vendte sig uvilkaarlig
om og saa’ efter hende.
Hun mødte Fru Hansen, der stansede og
foreslog hende at vende om og spasere lidt.
Uden at ville det, dreven af en nervøs
Trang til at være behagelig, gav Constance sig
til at gaa med hende. Hun svarte muntert
med raske Vendinger og lo overstadigt, da
Marie fortalte om en morsom Fejltagelse, hun
havde oplevet i en Butik. Men pludselig brød
hun af.
„Jeg er gal, som gaar her,w sa hun. „Jeg
skal jo med Jærnbanen, adiø med dig!u Og
hun slog Marie overgivent paa Skulderen,
nikkede lystigt og for fra hende, inden denne
havde faat Tid til at tilbyde sit Følge.
Marie stod stille og saa’ efter hende; hun
kunde ikke klare for sig selv, hvorledes det
var, Constance havde set ud —. Og saa havde
hun været saa forfærdelig smuk, egentlig
uhyggelig at se p a a , med noget underlig
knistrende over hele sin Skikkelse.
Constance gik videre, hurtig, næsten løbende.
Ved Akersgaåen stansede hun for at se paa
Uhret i Hjørnebygningen. Bare 6, og der gik
først Tog halv 7. Saa vilde hun være der
inden 7 og Mejer kom først Klokken 10.
Hun gik langsommere nu. Hun fik Lyst
paa Vin, stærk, sød Vin, Masser af Vin i store
Pokaler — — og Cigaretter, nej Cigarer,
stærke, fine.
Hun gik ind i en Cigarbutik og spurgte
efter Cigarer med det Navn, der plejede at
staa paa Lorcks Cigarkasser. Hun fik, hvad
hun forlangte og begav sig atter paa Vej.
Vin var der nok af derude, og Proptrækker
havde hun set ligge etsteds i en Vinduspost.
Hun kom ned paa Jærnbanestationen og
spaserte rastløs frem og tilbage paa Perronen.
Men saa huskede hun, at der kunde komme
nogen, hun kj endte, som skulde samme Vej,
og satte sig derfor ind i Ventesalen i en Krog
lige bag Indgangsdøren. Hun kunde ikke
være stille, men stemte Taaspidserne mod
Gulvet og bevægede Knæerne op og ned med
en hurtig, rystende Bevægelse. Saa slog hun
Tappenstregtakt med Støvlehælerne og akkompagnerte
med Dammer ammer am, Dammerammeram.
Endelig peb Toget, og hun sad i Kupeen.
Var det i Morges hun var kjørt den
samme Vej? Umuligt! det maatte være for
Aar tilbage. Men nu v a r det jo alligevel i
Morges. „Ja, ja, ja ,M sa hun til sig selv og
gjorde en Bevægelse med Haanden, som gav
hun tabt.
Uden for Løkken mødte hun Hanne Stuepige
med en Kurv paa Armen og Gadedørsnøglen
i Haanden.
„Men er Fruen da ikke rejst til Byen?“
spurgte Pigen med en Mine, som om hun ikke
troede sine egne Øjne.
„Nej, jeg rejste alligevel ikke, — jeg har
været en lang Tur,w svarte Constance. „Det
er ogsaa bedre at bli ber i Nat; saa kan vi
begynde straks i Morgen tidlig.“
Hanne saa’ skuffet og slukøret ud, men
vendte rask om og gik uden at svare foran
Fruen for at lukke op.
„Ja saa faar jeg gjøre i Stand til Fruen
oven paa vel?u sa Hanne, mens Constance stod
og tog Tøjet af. ,, ID et var rigtig godt, at jeg
havde lagt i Ovnen tidlig i Dag, saa der ikke
er koldt deroppe. “
Constance havde drukket Te, men ikke
rgrt ved Smørrebrødet. Da Hanne tog Hakken
md^MConstance, at hun ikke behøvede hende
mere ;' hun kunde lægge sig, naar hun vilde.
Saa gik hun ovenpaa for at se paa Soveværelset,
Der stod en Seng paa den ene
Væg med mørkerøde Uldtæpper og snehvide
Lagener. Lige over for var der et hvidmalet
Bord med et stort Spejl. Paa en Stol stod
Vaskefadet og Vandkanden. Sæbeskaalen og
Karaflen var stillet i Vindusposten. Haandklæderne
var hængt over Stoleryggen, og et
Lagen tjente som Kullegardin. Ellers var delaf
Møbler kun et stort hvidmalet Klædeskab
og en Straasofa. Vadsækken stod paa Gulvet
og en Messingstage med et Lys i paa en stor
Kuffert, der var trukket hen til Sengen.
Nu gik Constance rastløs omkring nede i
Havestuen, hun stod et Øjeblik ved Vinduet
og dampede paa en Cigar, saa skiftede hun
r
Plads og drak Yin af et Ølglas, satte sig i en
Mejestol og rejste sig igjen.
Hun havde slukket Lampen, og gjennem
de tynde, hvide Gardiner flød Maaneskinnet
ind. Hun kastede Cigaren paa Gulvet, traadte
Ilden ud med Poden og skjøv den hen i en
Krog. Saa gik hun atter til Vinduet og saa’
ud. Det var altfor lyst. Maanen stod lige
foran og gloede gjennem de bladløse Træer og
Busker. Nede i Hjørnet var der et Lysthus '
af Træ; det satte Ryg imod Lyset og kastede
en aflang Skygge foran sig paa Græsplænen.
Der var tyst og stille rundt omkring. En
Hunds monotone Gjøen — det lød, som kom
den langvejs fra — var det eneste, som hørtes.
Hun drak mere Yin, tændte en ny Cigar, røg
et Par Drag og la den fra sig i Yinduet,
satte sig derpaa i Sofaen, men gik tilbage for
at se, om ogsaa Verandaen var fuld af Maaneskin.
Saa prøvede hun, om Døren vilde
knirke, naar hun aabnede den, lod den staa
paa klem og saa’ sluttelig paa sit Uhr. Hun
maatte tænde en Fyrstikke for at bli sikker
paa, hvad det viste. Det manglede fem Minutter
paa 10. Det gav et Sæt i hende; hun
slog Hænderne haardt mod sit Ansigt, bøjede
sig i Knæerne, saa hun næsten sad paa Hug,
rettede sig op i næste Nu og greb et stort
uldent Sjal, som hun havde i Beredskab. Om
Hodet svøbte hun et sort Kniplingstørklæde;
496
s aa listede hun sig stille ud og ilede i
raskt Løb op til det aftalte Sted, der laa i
omtrent hundrede Skridts Afstand fra Huset.
Her slog hun ind paa Vejen til venstre og
befandt sig pludselig inde mellem slanke,
kjæmpehøje Furustammer. Hun lænede sig
op til en Træstamme og ventede, Det varede
lidt, før hun hørte Toget pibe. Hjærtet
bankede, som om det skulde sprænges, og
„ hvert Øjeblik kom der noget i Halsen, som
vilde kvæle hende.
Hun hørte hans Skridt, inden hun saa’
ham; hun kunde ikke begribe, at det varte
saa længe, før han kom. Endelig blev Lysningen
ved Indgangen til Skoven formørket af
en Skikkelse, som hurtig kom nærmere. Hun
stod stille, til han var lige ved Siden af hende
for at være sikker paa, at det var ham, saa
traadte hun pludselig et Skridt frem og rørte
•ved hans Arm.
„ Constance “ — hviskede han med en
overstrømmende Ømhed i Stemmen, „min
elskede, min, min.“
Hun kastede sig heftigt ind til ham; de
holdt hinanden tæt omslyngede, mens han bedækkede
hendes Øjne og Mund med Kys.
„Gudskelov, at du er kommen, Harald,u
sa hun med sin Mund ved hans Øre. „ Jeg har
været saa bange, saa bange.u
Hendes Sindsbevægelse havde lagt sig nu,
der var kommen Tryghed og Hvile over hende!
Dejligt, at de græsselige Ventetimer var forbi.
Det var saa beroligende at kjende hans Arm
omkring sig. De gik mod Huset; Lyset i
Kjøkkenet var slukket; Hanne var altsaa gaat
i Seng; sandsynligvis sov hun allerede. Sagte
og forsigtig med Armene omkring hinanden
kom de gjennem Haven og steg op ad de tre
lave Trappetrin, der førte til Verandaen. De
tændte ikke Lys, men blev siddende i Mørke,
indtil de gik ovenpaa.
Klokken lire om Morgenen kom Mejer ud
af Huset gjennem Verandadøren. Han kastede
spejdende Blikke til alle Sider.
I det graagule Morgenlys saa’ han bleg og
forpjusket ud. Han tændte en Oigar og stod
et Øjeblik og lyttede. Saa kastede han et
Slængkys op til det tildækkede Altanvindu og
skyndte sig ud af Haven. Han havde omtrent
en Mils Vej at gaa og regnede ud, at han vilde
være hjemme Klokken 6.
Da han var kommen et Stykke ind i
Skoven, stod han stille, aabnede sin Lommebog
og tog frem et Fotografi. „Det fordømte
Billede,u mumlede han, rev af en Fyrstikke
og tændte Ild paa det.
„Sligt et grandiost Fæ! gaa med det paa
sig“ — sa han halvhøjt. Han kastede det
. A m a l i e S k r a m : Cons tanc e Ring. q o
498
flammende Billede fra sig og traadte Uden nd
med Foden.
„Se saa, nu skal det ikke gjøre mere Fortræd,
end det alt har gjort. “ Han gik videre
med raske Skridt og slog flere Gange ud med
Haanden som for at skyve noget ubehageligt
fra sig. Den pinlige Situation ved Afskeden
stod atter og atter for ham, og han saa’ uafladelig
Constance bøje sig ned og ta Billedet
op fra Gidvet, da 'det var faldet ud af hans
Lommebog, saa’, hvorledes hun betragtede
Bagsiden og hørte den Stemme, hvormed hun
læste op i F ra Emma til Harald. Saa ha\de
hun vendt det om og udbrudt: „Men du gode
Gud, det er jo Emma Sypige,“ og saa i næste
Nu var hun bleven flammende rød og havde
betragtet ham med et Blik, som det tog Vejret
fra ham at gjenkalde sig. Og saa som hun
havde set ud, da hun lod ham kysse sig til
Farvel!
XXXIV.
D a Constance vaagnede efter et Par
Timers fast og dyb Søvn, stod Solen højt paa
Himlen. Først havde hun ingen tydelig Forestilling
om, hvad det var, som laa saa knugende
over hende, men lidt efter stod alt, hvad der
var foregaat, i klare Omrids for hende. Hun
lukkede Øjnene fast i og gravede Ansigtet ned
i Puden. Hun vilde gjemme sig for det, vilde
væk, væk, men det nyttede ikke. Hun maatte
gjennemgaa det altsammen, leve det om igjen,
Smule for Smule. Nu havde hun hævnet sig.
Men havde hun nu ogsaa fundet Lindring
derved? — — Hun følte Trang til at spytte
sig selv ud. Der var ikke Stof i hende til
det, hun havde villet, kunde hun mærke. Him
væmmedes ved sin Mand, ved Mejer, ved Livet,
men fremfor alt ved sig selv.
Hvad skulde hun nu gjøre? Hvorledes
forholde sig? Hun satte sig overende iSengen
for at tænke efter. Saa faldt hendes Blik paa
hendes Billede i Spejlet. Med et Skrig slog
hun Hænderne for Ansigtet og slang sig tilbage
i Puderne. Hun kunde ikke udholde
Tanken om at møde sin Mand. Hun vilde
ikke, at han skulde røre ved hende og hun
ikke ved ham, ikke for nogen Pris i Verden.
Hun vilde ikke se ham mere. Men hvor
skulde hun hen? Forlange Skilsmisse? Begynde
paa alt det en Gang til; hun gad ikke
spendere en Tanke paa det. Mejer strejfede
dygtigt hendes Sind, men det var liksom han
gled ud i Taage for hende.
En fortærende Livslede bemægtigede sig
hende. Borte var Hadet, Hævnlysten, Smerten.
Der var blevet saa stille indeni hende, saa
tomt og saa dødt. Hun begreb, at hun ikke
orkede at leve mere. Hun sa det til sig selv,
med en langsom, rolig Stemme. Saa stod der
jo kim ét tilbage: at dø. Hun laa og overvejede
det omhyggeligt. Var hun nu vis paa,
at det var Alvor? At hun virkelig vilde og
turde? J a , det var det eneste, hun kunde
finde paa, det eneste, der var Hvile i.
Men det maatte ske straks; ventede hun
bare en Time mere end nødvendigt, vilde hun
maaske ikke ha Mod.
Hun stod op og klædte sig paa sindigt
og med Omhu. I Ro og Mag drak hun sin
Kaffe og spiste et Par Kavringer til. Hun
saa paa Klokken og regnede ud, at hun vilde
være hjemme Klokken tolv. Da var Lorok i
Praksis, og Lejligheden vilde være gunstig.
Hun gav Pigen nogle Instrukser, sa, at hun
kunde ta til Byen, naar hun var færdig, og gik
ned til Toget.
I Kupeen sad hun trykket tilbage i det
ene Hjørne med lukkede Øjne. Konduktøren
maatte to Gange tiltale hende, inden
han fik hendes Billet. Hendes Tanker kredsede
om dette ene: at skynde sig med at dø.
Liksom den foregaaende Dag lukkede hun
selv op og kom ubemærket ind i sit Værelse;
hun gik hen til sit Skrivebord og skrev
staaende de Ord til Lorck: „Du skal ikke
sørge over mig. Jeg var saa lej af Livet,
at jeg ikke kunde bære det længer. Constanceu.
Hun stak Papiret hid i en Konvolut, som
hun forseglede, skrev Lorcks Navn uden paa
og la det ind paa Bordet i hans Modtagelsesværelse.
Saa gik hun ind i Soveværelset, laasede
Døren og tog frem fra Skabet i Vaskebordet
en Flaske Morfin, som var bleven staaende
der fra en Gang Lorck havde git hende en
Indsprøjtning for Tandpine. Det var en stor
Portion; Lorck havde spøgende sagt, at det
var nok for tre at dø af.
Mekanisk løsnede hun sine svære Fletninger
og la Haarnaalerne fra sig paa Toiletbordet.
I det samme faldt hendes Øjne paa
et Fotografi af Familjen paa Molde, der hang
paa Væggen i en sort, poleret Ramme. Hendes
Far og Mor siddende i Midten og Børnene
grupperet omkring dem. Moren havde den
mindste paa Skjødet, og selv stod hun bag
Farens Stol med sin Haand paa hans Skulder.
Hun var en ganske liden Pige den Gang, med
udringet Kjoleliv, smaa Pufærmer og Haaret
i Pisker ned over Ryggen. Hendes Hjærte
skrumpede sig pludselig sammen. Rask greb
hun Billedet og trykkede et Kys paa alle
Ansigterne, ogsaa sit eget. Det forekom
hende, at Barnet der var en ganske anden
end hun. Saa huskede hun Farens Ord, da
de fik Prøvebilledet hjem. Han havde været
saa fornøjet med dem alle; men om hende
havde han sagt: „Constance har en Mine som
et Individ, der ser skeptisk paa Tilværelsen/4
og saa havde Moren lét og svart, at han i
Grunden havde Ret.
Nu saa’ hun ikke længer skeptisk paa
Tilværelsen, nu var hun færdig med den.
„Havde jeg bare vidst bedre Besked om det,
der spiller denne store Rolle i Livet,44
tænkte hun, idet hun hang Billedet tilbage
paa sin Plads, „saa var det gaat mig bedre.44
— Saa mindedes hun et andet Ord af sin
Far: det var falden i den Tid hun gik
for Præsten. „Du er en stor Egoist, Cons
tan c e /4 havde han sagt en Gang, han var
utilfreds med hende, „og Egoisme er en
Dødssynd.44
J a det var sandt; hun havde været en
topmaalt E g o ist, hun saa’ det saa klart i
denne Stund; det var hendes Livs store
Synd.H un hægtede Kjolen op, løsnede Korsettet
og la sig paa Sengen. Saa greb hun
Flasken, lukkede Øjnene, og tørnte Indholdet
i ét Drag . . .
Om Aftenen efter Hændelsen med Kristine
havde Lorck været ilde tilpas. Da han kom
hjem fra sin Praksis, var han gaat ind i
Studereværelset for at hente en Bog. Idet
han traadte over Tærskelen, stod han stille
og snusede. Det forekom ham, at der lugtede
Constance, som han plejede at sige. Uvilkaarlig
saa’ han sig om. Ja, sandelig — laa
ikke hendes Lommetørklæde der paa Sofaen.
Han tog det op og besaa det; jo rigtig, det
var hendes. Hvorledes var det kommet der?
Om Formiddagen havde han siddet derinde
504
" Z 7
en halv Times Tid —, havde det monstro
ligget der den Gang.
Han blev saa underlig ilde ved. Straks
efter gik han hen og ringede.
„Har Fruen været hjemme i Dag?44 spurgte
han den indtrædende Kokkepige.
„Nej da, Fruen har ikke været her siden
i Morges, da hun og Hanne Stuepige tog ud
til Løkken/4
„Det er godt,44 sa han og vinkede.
Da hun var gaat, klemte han Lommetørklædet
mod sine Næsebor. Dets Duft
bragte Constance saa levende frem for ham;
han syntes næsten, han holdt hende i sine
Arme. Til sidst trykkede han et Kys paa
Lommetørklædet og stak det til sig.
Han gik ind i Spisestuen, hvor Aftensbordet
stod dækket. Under Maaltidet la
han sig flere Gange tilbage i Stolen og stirrede
op mod Loftet med en distrait og misfornøjet
Mine. Det var kjedeligt dette med
Kristine. Hvordan Fanden var det ogsaa
gaat til! Det var kommet saadan over ham,
et Øjebliks Selvforglemmelse —. Det var
det, som var det ærgerlige, at han lige godt
kunde lat være. Han gjorde en smældende
Lyd med Tungen, kløede sig i Haaret, hentede
en Cigar og satte sig ned i en Lænestol
i Dagligstuen, hvor han forsøgte at læse.
Men hvert Øjeblik gled Bogen ud af hans
/
Haancl. Han kunde ikke forvinde den Usmag,
han havde af sig selv. Han fik Lyst til at
drikke noget, gik ind og undersøgte Buffetens
Indhold, fandt en Karaffel Portvin, sk]ænkede
sig et stort Glas og drak det ud. Saa
gik han frem og tilbage paa Gulvet og røg.
Lidt efter lidt arbejdede han sig ud af den
trykkede Stemning Det var jo i Grunden
ingen Ting at bry sig om. Constance fik
jo aldrig vide det, og hvad Fortræd kunde
det saa gjøre ? Han havde jo egentlig slet
ikke krænket hende eller Forholdet til hende
det følte han helt ned paa Bunden af sin
Sjæl. Det var noget rent fysisk, noget ham
aldeles uvedkommende, rent ud sagt nonet
Sludder det hele.
Han var bleven rørt ved Synet af Kristine
, hun havde set saa lidende ud ¦ han
havde følt Trang til at trøste og hjælpe hende,
og saa gik det, som det gik. Det var hans
gode Hjærte, som var Skyld deri. Han var
ingen utro Ægtemand, ikke paa nogen Sæt
og Yis — det vilde han rigtignok protestere
mod.
Da han gik til Sengs, var han i en blid
og fornøjet Stemning. I Morgen Aften kom
Constance tilbage, og det var rigtig godt,
for han savnede hende allerede. Om hun
end ikke var saa kjærlig, som han kunde
ønske, saa var der dog saa ididelig tomt
efter hende. Han glædede sig til Grjensynet,
det kunde han, fordi han ikke var sis: *
nogen Skyld bevidst, kun den, der havde
et skyldfrit Sind, havde Evne til at føle
Glæde, og skyldfri var hver den, som for
sin Samvittighed kunde forsvare sine Handlinger.
—
Den næste Dag kom han fra Praksis
omtrent ved Tretiden. Han gik, som han
plejede, lige ind i Modtagelsesværelset for
at se efter, om der laa skriftlige Bud til
ham. Det første hans Øje faldt paa, var
Brevet fra Constance. En underlig Fornem- $
melse, lig en Kuldegysning gik igjennem I*
ham. Hurtig aabnede han det og læste de j 4
faa Ord. Bogstaverne blev borte for hans i .
Øjne, og han tumlede ligbleg tilbage. Som 1
et forvildet Menneske stormede han gjennem
Stuerne, Til sidst kom han til Soveværelset,
hvis Dør var stængt. Han satte
Byg mod Døren og med en overmenneskelig
Anstrængelse fik han den, efter et Par Forsøg,
brudt op.
Der laa hun paa sin Seng med aaben
Mund og brustne Øjne. Læberne var bedækket
af et blaaligt Skum, som ogsaa var
sivet ned over Hagen. Den ene Haand hang
uden for Sengen og var opsvulmet paa Over507
siden, og den tomme Flaske var rullet et
Stykke hen over Gulvet.
M!ed et Sprang styrtede han sig over
hende og løftede det livløse Legeme op mod
sit Bryst. Saa udstødte han et jamrende
R a ab ; Legemet faldt tilbage, og selv sank han
hen over det.
