Konsulinden, Skildring fra Kjøbenhavn

Levison, Olivia

En kold Aprilsøndag i Aaret 1866 Kl. 6 om
Morgenen stak et uredt Tjenestepigehoved ud af
et Vindue paa anden Sal i Silkegade, plirede
mod den skærende og kolde Foraarssol, saa’ op
og ned ad Gaden og skar nogle langsomme og søvnige
Grimacer, inden det atter forsvandt indefter.
En Støvsky sivede lidt efter trægt op i Luften
derinde, lagde sig paa Møbler og Gjenstande,
satte sig i lange Striber i de røde Gubica Gardiner
og dalede paa Tjenestepigens Haar, hvis
Tjavser derved kom til at se ud, som om de var
overtrukket med en Slags graa Skimmel. En lille
tør Dame viste sig kort efter i en Dør, der blev
holdt paa Klem, skjændte paa Pigen og forsvandt
atter; Pigen snurrede nu med et Par raske Tag
hele tykke Skyer af Støv op, smækkede Vinduet
i og gik sin Vej.
Inde i et lille, næsten mørkt Kammer — det
havde kun et lille Vindue ud til en Gaard, der
ikke var bredere end at man næsten kunde række
over den — laa en ung Pige, et Barn paa 16 Aar,
4
strakt i sin Seng lige paa Ryggen med Armene
op over Hovedet og Øjnene vidtaabne, fæstede
paa Loftet. Det lille fine og magre Ansigt havde
et stærkt optaget Udtryk, undertiden gav hun et
lille Suk . . .
„Elisabeth, er du oppe?“ blev der raabt
gjennem en lukket Dør.
„Nej!“
„Men Barn — Frisørmadammen kommer lige
strax! “
„Nu kommer jeg, Moder!“
De smaa tynde Arme blev et Sekund puttet
under den varme Dyne; saa blev den rask kastet
til Side, og med et gysende Suk sprang det
spinkle Pigebarn ud paa Gulvet i hi uvide Natkjole.
Et Par lyse, halvopløste Piske svingede og
slog ved hendes raske, smaa Bevægelser, idet hun
pustende og smaagysende dukkede og pjaskede i
det lille halvsprukne Vandfad; hendes Øren blev
skinnende røde, de smalle Kinder fik en klar lys
Farve. Der lød en Ringen; den unge Pige løftede
Hovedet, hendes brune, smalle Øjne straalede og
fik et forventningsfuldt Udtryk.
Den unge Pige hed Elisabeth Olivarius og
skulde konfirmeres i Dag.
Frisørersken var gaaet. Elisabeth sad endnu
foran Toiletsplej]et i Forældrenes Værelse og saa’
mere drømmende end prøvende ind i det. Hun
forekom sig saa fremmed med det stort opsatte
Haar, der gjorde Ansigtet saa besynderlig bredt
5
og voxent; — naa, men det var jo ogsaa noget
helt fremmed, hun skulde begynde paa i Dag. At
Dagen virkelig var der! I det sidste Aar havde
hun bestandig tænkt paa, hvordan det maatte
være at blive en voxen, konfirmerel Pige, men
aldrig videre end netop til Dagen, til Skjelnemærket,
saa kunde Fantasien ikke danne mere.
Og nu i Aften, saa var hun virkelig over det, saa
var det sket. .
Allerede Dagen i Forvejen havde det ringet i
et væk, der var kommet Besøg, enkelte Foræringer;
en Skolekammerat — Olga Strøm — havde broderet
et Lommetørklæde med hendes Navn paa,
en Onke1 navde bragt Buketten, hun skulde have
i Haanden, desuden en Brosche, som Elisabeth
først ikke havde f'aaet Lov til at se, men som
hun senere havde listet sig til at finde, inde
paa Klaveret i den mørke Dagligstue, hvor
den laa som den første af en ventet og haabet
Samling af Smykker. Elisabeth havde i Smug
lukket Etuiet op og betragtet den ved Skinnet af
Lygten udenfor, med Hjærtebanken, rede til at
dukke ned paa Hug under Vindueskarmen, hvis
nogen skulde komme ind. Thi Moderen havde
paalagt hende denne Aften kun at beskæftige sig
med religiøse Tanker og med at læse i Lærebogen,
saa hun kunde svare godt den næste Dag.
Det havde imidlertid været saa heldigt eller
uheldigt for Elisabeth, at Præsten, der havde læst
med dem, paa en diskret Maade i Løbet af Forberedelsestiden
havde ladet Konfirmanderne vide,
hvad de vilde blive taget op i. Naturligvis ikke
ligefrem; en Gang havde han fortalt dem, at hver
vilde faa to Spørgsmaal, en anden Gang hvor i
Bogen han vilde begynde; endelig lejlighedsvis et
lille Vink om, hvem af Rækken der skulde begynde.
Saa havde et klogt Hoved, der Aaret i Forvejen
havde faaet en Søster konfirmeret, regnet enhvers
to Spørgsmaal ud. Vilde man være meget forsynlig,
kunde man jo desuden lære Svaret paa
de to Spørgsmaal forud og de to bagefter; det havde
Elisabeth gjort og følte sig derfor rolig.
Af og til ramsede hun nu indvendig sine sex
Spørgsmaal og Svar op og havde derved Følelsen
af at gjøre sin Pligt; thi for hende stod Dagen
som i høj Grad vigtig og højtidelig. Ikke just
paa Grund af Religionsforberedelsen. Denne Lærebog,
denne Katekismus, som hun i Skolen havde
gjennemtygget saa mangfoldige Gange, forekom
hende ikke nyere eller interessantere, fordi hun
tyggede den en Gang til; og Præ sten, en
aldrende fed Mand med Hængekinder og en rød
Hage, der paa mindre vel barberede Dage var
bedækket med graa Stubbe, havde en vis
gemytlig Maade at tage det hele paa, ingen
mystiske Anlæg og heller ikke synderlig rhetorisk
Salvelse. Han holdt af at knibe Pigebørnene i
Kinderne, at lave smaa religiøse Brandere, som
hele Skaren pligtskyldigst lo ad; hans smaa Øjne
under strittende Øjenbryn plirede da med et eget
7
Glimt, medens han sugede Underlæben ind med
en Art Sm asken . . .
Den sorte Silkekjole var kommen paa, den
knitrede sagte ved hver Bevægelse, og det franske
Schavl laa i sin Trekant lige ned til Hælene —
hvorfor vilde det bestandig glide fra Skuldrene,
og hvor det dannede en løjerlig Fagon, tænkte
Elisabeth. Psalmebogen og det broderede Lommetørklæde
i Haanden, brændende Kinder, saadan
sad Elisabeth og ventede. Blev det ikke for sent
— blot Vognen ikke narrede!
Hun havde saadan en Lyst til at rejse sig,
tage Schavlet af og spejle sig . . . ; men det kunde
formodentlig ikke gaa an — ; Gud véd, om Præsten
vilde se paa hende. Ellers, naar hun havde en
ny Kjole paa, plejede han at sige: nej hvor du
er pæn i Dag — Sikken en Ide; i Dag havde
han noget andet at tage vare — aa men alle de
Mennesker i Kirken, de vilde se. — Mon hun nu
kunde Svarene? Naa, Gudskelov, der var Vognen.
De kjørte. Moderen rømmede sig. „Er du
nu ogsaa vel forberedt, Elisabeth, til den højtidelige
Dag,“ sagde hun i samme tvungne og fremmede
Tone, som da hun den foregaaende Aften
havde anbefalet Elisabeth de religiøse Tanker.
Elisabeth gav sig strax igjen til at høre sig i
sine Svar.
Hun kom til at gyse, da hun traadte ind i
Kirken. Luften slog hende klam og ligesom tung
i Møde. Det var ogsaa saa besynderligt denne
langsomme Vandring med Faderen opad Kirkegulvet;
at holde ham under Armen paa den Maade,
det var, ligesom hun var en fremmed, en Dame.
-— Ja men Dame bier hun jo netop i Dag . . . Det
var sandt, det skulde man jo ikke tænke paa her
i Kirken. Det var der jo Tid nok til bagefter.
Mon andre Mennesker saadan uden videre
kunde sige: Gud: det var, ligesom man maatte
tage Tilløb. Det var naturligvis igjen galt at
tænke, her i Kirken! Naar man endda kunde
tænke noget rigtig ved det Navn. Hun kom til
at huske paa, at hun og Olga en Gang havde
været i Frederiksberg Have en Eftermiddag, og
saa var det blevet Skumring, og der blev med et
saa stille, saa de kun hørte Træernes Susen, og
saa havde Olga pludselig spurgt hende, om hun
ikke troede, det var Gud. Elisabeth gav sig til
deres Ben kunde bære dem, med Fornemmelsen
tur og det regnede, havde hun tænkt, man kunde
jo gjærne prøve paa at bede Gud, om det maatte
holde o p ;' og saa holdt det virkelig op . . .
Hun var kommen til sin Plads, havde sat sig
og skottede til sine Sidekammerater. De var
blege; mon hun selv var lige saa gul? hvor de
alle saa’ forandrede ud. Det var egentlig løjerligt
9
at se dem komme saadan en efter en, højtidelige
allesammen i den sorte Kjole, med Psalmebogen
og Buketten. Og nu Drengene! De sad urolige,
drejede og vendte sig og var rent naragtige i
deres ny Tøj; en sad og stirrede herhen, det var
dog for galt, saadan en tosset Unge!
Hvor det gøs i hende! Orgelet satte i. Hun
kom rigtig til at ryste. Det var dog ogsaa forfærdeligt,
at hun ikke her i forken kunde blive
de Tanker kvit; hun var vist ond, men hun vilde
være god nu. rigtig god, holde af alle Mennesker,
være saa Txrnuitig .. .
Orgeltonerne bruste igjennem Kirken, pirrede
og rystede disse Barnenerver, bragte dem til at
skjælve ligefrem ved den døvende Styrke af disse
voldsomme Lyde, der ligesom Storm fyldte hver
en Krog, sprang tilbage fra Hvælvingerne og kløvedes
mod hmanden som Bølger i Brænding. Saa
sank Tonerne og sivede fine og skjælvende som
bønlige Stemmer, strøg med ubestemt Vemod hen
over alle disse unge Hoveder, saa de bøjede sig . . .
Alle Pigebørnene fik Taarer i Øjnene, ingen af
dem kunde vist sige hvorfor, men de sad og hulkede
bag deres broderede Lommetørklæde, medens
de dog ikke glemte at skotte til hinanden eller at
holde fast paa Psalmebog og Buket.
Der blev ganske stille, dødsstille; der gik
maaske et Minut. Elisabeth vovede at tage Tørklædet
fra Øjnene — lige foran hende, paa Prædikestolen,
stod Pastoren, nejende sig med foldede
10
Hænder og nedslaaede eller lukkede Øjne imod
Bogen, der laa opslaaet foran ham paa det røde
Fløjels Brystværn. Nu rejste han Hovedet. Elisabeth
kjendte ham næsten ikke igjen. Ornatens
lange Folder gjorde ham høj, Ansigtet var næsten
blegt, Øjnene saa’ store og alvorlige frem for sig,
idet han langsomt strakte Hænderne ud imod
Menigheden:
„Mine elskede Tilhørere! Naar vi i Dag har
forsamlet os i dette Guds Hus, da er det, fordi
det er en betydningsfuld Dag, som har været forberedt
længe i Ydmyghed og fromt Arbejde. “ —
Hvor hans Kinder skvulpede, naar han slog
Hænderne ned i Prædikestolen! Men hvor han
saa’ stræng ud, slet ikke grinagtig som ellers. —
Aa Gud, var det dog ikke skrækkeligt, at hun
ikke k u n d e passe paa! Hvad mon han nu havde
sa g t.. .
„De unge skulle være os en Formaning, at
vi er det, som vi vente af dem, at de skulle blive,
og ve os, om vi ikke er det, og ve dem, om de
skuffe o s; langt fra Herren skulle de blive kastede,
og der skal komme som en Hvirvelvind over dem,
som en knusende Haand, et flammende Uvejr!. . . “
Hvad mente han dog? Hvordan skulde man
være? Mon Gud virkelig var vred paa hende,
fordi hun havde tænkt paa Foræ ringerne?...
„Denne Barnetro, som de unge uskyldige
Sjæle træde ind i Livet med, som deres Forældre
have plejet hos dem, denne rene Overbevisning,
11
som Mødrene have lært dem og indplantet uudslettelig
i deres Hjærte, Frygten for den højeste
og Ærbødighed for hans indviede Tjenere, Læren
om Fristelsen i denne Verden og Straffen i den
anden, dette er de unges sikre Skjold imod de
onde Magter, der omgive dem“ —
Hvad kunde hun egentlig af alt det? de sex
Skriftsteder; — ja, og saa en Aftenbøn, som
Moderen havde lært hende, da hun var ganske
lille; men hun havde rigtignok i lang Tid ikke
bedet den. Hun huskede tydelig en Aften, da hun
allerede var en stor Pige, at hun laa paa Knæ og
havde foldet Hænderne, og saa spurgte Moderen,
hvorfor man egentlig gjorde det, og om Gud ikke
kunde være lige saa tilfreds, naar man lod Hænderne
hænge, og saa havde Moderen ligesom
anstrængt sig for at lade være at le og havde
sagt hende, at Vorherre blev meget vred, naar
man ikke foldede Hænderne. — Saa havde hun
just paa Trods ladet være at gjøre det, og saa
havde hun ogsaa efterhaanden glemt Aftenbønnen
. . .
„At I skulle huske dette eders Løfte, at ikke
Sorg og Ulykke skal være eders Lod gjennem
Livet, tifold Jammer og Elende efter Døden.
Amen. “
Orgelet sætter i. Det kommer efter de stærke
Ord som Regnskyllet efter Tordenbraget, og da
nu Præsten staar foran Konfirmanderne og spørger,
er der knap en, der kan fatte, hvad han spørger
12
om, ingen, der husker de saa vel forberedte Svar.
Med den strænge Dommermine staar han der, den
fortrækkes ikke, uagtet Svarene falde uregelmæssig
og vildt, stammende, i Stød, prellende af,
som Hagl korn mod et Tag . . .
Elisabeth véd knap, hvad der foregaar, førend
hun ser Præsten foran sig, med de udstrakte
Hænder over hendes Hoved, som hun uvilkaarlig
bøjer. Han staar et Øjeblik saaledes og hvisker
nogle halvvejs uforstaaelige Ord, Elisabeth opfatter
kun: „Glem aldrig, at du er dine Forældres
eneste Barn“ — hun synes, der ligger en urnaadelig
Dybde deri, og da til Slutning Løfte- og Velsignelsesformularen
siges over hende, er det hende,
som om Ordene faldt et for et som kolde Draaber
paa hendes Isse, hun synker under dem som
under noget overmægtigt, umenneskelig tungt,
der langsomt sænker sig ned over hende. Ude
af sig selv brister hun pludselig, med sin Haand
i Præstens, i hysterisk Graad, bider i Lommetørklædet,
som hun stopper i Munden, og har kun
saa megen Selvbeherskelse tilbage, at hun kan
holde sig fra at skrige højt.
Alle Konfirmandinderne græde, der er en Lyd
af Hulken i Kirken, og nede i Stolene sige Mødrene
til hinanden, idet de ryste paa Hovederne:
min Datter er saa sart -1- har saadan et letbevæget
Hjærte . . .
Præsten holder igjen fra Prædikestolen en
kort Bøn, Kirken begynder at tø mimes.
V
13
Mat og med trætte Øjenlaag gaar Elisabeth
ud ved sin Faders Arm. I Karethen læner hun
sig ind i sit Hjørne, trykker sit Hoved op imod
Puden og følte Blodets dumpe Slag i Tindingerne.
Saa lægger hun sig pludselig over imod Moderens
Skulder og begynder at græde igjen, uden at vide
hvorfor, Taarerne pible af sig selv frem. —
Der er Tavshed; Faderen stirrer forlegen og
hjælpeløs paa hende og blinker til Moderen.
Endelig rømmer denne sig forlegen og siger
dæmpet:
„Elisabeth — du bliver saa forstyrret i dit
Haar — aand paa dit Lommetørklæde og hold
det for Øjnene — husk paa alle de Mennesker,
der kommer, du maa tage dig lidt sammen.“
„Kan jeg ikke blive fri?“ klynker Elisabeth.
„Paa ingen Maade,“ svarer Moderen bestemt.
„En ung Pige maa ikke være aparte; naar Folk
først faar noget at sige paa en, hænger det ved.“
Elisabeth rejser sig: hendes Hoved tynges af
en uendelig Sløvhed, en Smerte i Tindingerne;
men hun holder det opreist alligevel. Pigen, som
kommer styrtende til Vogndøren, fortæller hviskende,
at der allerede er Gjæster inde i Salen.
Fruen tager rask Elisabeth ved Haanden, faar
hende hastig til at drikke et Glas Vin og en stærk
Kop Kaffe, og fører hende saa ind i Salen.
Her venter ganske rigtig allerede Gjæster, hver
med en Pakke, som de skyndsomst, idet Elisabeth
træder ind, trykker hende i Haanden; Lykønskning,
t'J i
Taksigelse, Pigen byder Vin og Kager, der vexles
et Par Ord, Farvel. Imidlertid lyder Klokken i
Entreen uafladelig, den samme Scene gjentager
sig uafbrudt, halvfulde Vinglas og halvopspiste
Kagestykker paa alle Borde, den samme Lykønskning,
de samme Taksigelser, Æsker og Pakker
alle Vegne, Elisabeth midt paa Gulvet, blussende
af de mange Gange hun har nippet til Vinen,
følgende med skjulte, men spændte Blikke hver
nyankommen til hans Pakke er afleveret, stirrende
med trætte, hede, endnu ophovnede Øjne. — Saaledes
gaar Formiddagen, Eftermiddagen med,
Aftenen kommer . . . —
Da Elisabeth vaagnede næste Dag, var det
med en Følelse af at have vandret over den farlige
Bro, der skilte fra det forjættede Land.
Aftenen i Gaar havde endnu hørt med til Overgangen.
Hun havde ikke havt nogen ung til
Bords, men en af de kjedelige Onkler; Pastor
Holm var kommen — hun havde næsten været
angst for at se paa ham — men skjønt han
lige strax saa’ alvorlig ud, forandrede hans Ansigt
sig hurtig, han saa’ paa Presenterne, smilede til
Elisabeth, kneb hende i Kinden og blinkede til
Moderen. Saa holdt han rigtignok ved Bordet en
højtidelig Tale om det alvorsfulde, hun nu gik
ind til, men strax efter havde han hvisket til
Moderen — det havde Elisabeth godt hørt, da
hun sad tæt ved — „De skal se, det varer ikke
længe, førend her bliver Gratulation igjen!“ og
14
15
/ !
saa havde de begge smilende set paa hende. Saa
havde Præsten sagt: Paa Ære, hun gjør Dem
Ære! og saa havde han lét som over en af sine
Katekismus vittigheder.
Elisabeth havde følt sig helt lettet, som om
det i Kirken kun var et Skræmmebillede, noget
hun i alt Fald ikke kunde faa noget at gjøre med.
Hun kunde slet ikke forstaa, hvorfor hun havde
grædt saa meget — og hvor dumt, at hun havde
villet gaa og skjule sig! Saa havde hun maaske
ikke faaet Presenterne . ..
Ved denne Tanke sprang Elisabeth ud af
Sengen og fik stor Hast med at klæde sig paa
for at komme ind og se, om de alle laa der endnu.
Hun stod derinde, fik de halvvisne Buketter
af Vejen, de røde Æsker og langagtige Etuier
taget frem og ordnet. Saa et efter et frem.
Foran Spejlet prøvede Elisabeth Broscher og Armbaand,
hægtede Ørenringe op og i, viftede sig og
saa’ sig snart en face, snart i Profil.
Hun var nu virkelig i Landet.
...S
2.
Elisabeth var Datter af Grosserer Olivarius
og Frue, født Hvidt. Fruens Fader havde været
Indehaver af et gammelt anset Firma, da Olivarius
endnu var Urtekræmmer i Regnegade; hvis nogen
den Gang havde spaaet hende hendes Ægteskabsskæbne,
vilde hun have lét vedkommende op i
Ansigtet. Men Forholdet vendte sig som saa
meget her i Livet; Hvidt tabte Formue, skjønt
ikke Anseelse, og levede sine sidste Aar som en
hæderlig, men næsten fattig Mand, medens Olivarius
gik til Vejrs. Først havde han en Kaffebutik
ovenover sin Bod, senere Kaffebutikken alene,
saa ingen Butik mere.
Frk. Hvidt var allerede i Trediverne, da hun
giftede sig med ham; hun var nu en tør, spinkel,
lille Dame med smaa Fødder og hvide, alt for
magre Hænder- hendes Teint var nu, da hun var
ældre, voxagtig,. hun holdt som oftest sine Øjne
nedslaaede, især saa’ hun næsten aldrig paa
sin Mand. Ægtefællerne saa’ ikke meget til hinanden.
Grossereren opholdt sig, undtagen ved
Maaltiderne, næsten bestandig paa sit Kontor;
blev han imellem inde om Aftenen, halv- eller
helsov han over en Avis eller en Kursliste. Fruen
talte sjælden til ham, uden om Husholdningssager.
17
Hvad Elisabeth angaar, da havde Faderen
tidlig forstaaet at gjøre sig grundig ilde lidt af
Barnet. Han forstod ikke at give sig af med det,
kunde kun ytre sin Faderkjærlighed ved en Uendelighed
af smaskende Kys, som den lille Pige vred
sig i hans Arme for at undgaa, maaske paa Grund
af den gjennemtrængende Tobaksatmosfære, der
altid omgav ham. Senere, da hun blev lidt ældre,
kjedede hendes Lege ham, han forbød at kjøbe
Legetøj — „at kaste Penge ud til det Snavs":
Moderen strammede da Læberne sammen, svarede
ikke, saa’ heller ikke paa ham, men sendte Barnet
ud med et beroligende og lovende Øjekast, der
stillede det tilfreds.
Sporene af Urteboden klæbede uudslettelig
ved Grossereren. De store, posede, altid fugtige
og blaalige Hænder med brede, flade Negle, der
laa ligesom inde i Kjødet, fortalte om Frosthuller
og Sildelage m. m., og visse ildeklingende Sugelyde
mindede om den altid aabne Butiksdør og
Urtekræmmerforklædet, der maatte gjøre Tjeneste
som Serviet og Lommetørklæde paa en Gang.
Den forslugne Hast, hvormed han, ligelig brugende
Kniv og Gaffel, skubbede sin Mad i den
tæt ned mod Tallerkenen bøjede Mund, tydede
paa Vaner fra Ungdommen, paa ensomme Maaltider
i en halvmørk Krog bag ved Butikken,
medens en utaalmodig Kunde trampede i Gulvet
eller bankede i Bordet med sin Paraply for at
gjøre sig bemærket.
Konsulinden. 2
Fru Olivarius havde i Begyndelsen af sit
Ægteskab søgt at opdrage Manden, at faa ham
til at anlægge finere Manerer. Det var mislykkedes,
som det altid mislykkes at ville bibringe de ydre
Tegn paa en Finfølelse eller Takt, der ikke i
Virkeligheden er erhvervet gjennem Arv eller Selvudvikling.
Barnet vogtede hun nu paa med desto skarpere
Omhu. Det var et af Elisabeths dybest indprægede
Barndomsminder, at hun en Eftermiddag
i Halvmørket henne i sin Legekrog havde moret
sig med at eftergjøre Faderens Spytten og Harken,
medens han læste sin Avis — og Moderen da med
en Vildhed og Hæftighed, som Barnet aldrig før
havde set hos hende, var styrtet hen imod hende
og havde revet hende op: „Vov at gjøre det!
Vov at g.jøre det igjen!“
Midt i sin Forskrækkelse og Graad havde
Barnet set op i hendes Ansigt og havde pludselig
forstaaet Situationen. Dette Moderens Udtryk af
Uvilje, af Modbydelighed havde siden den Tid stillet
Faderen ganske fremmed for hende, som en, der
ikke hørte til, der var kommet ind med Urette —
Hun lagde nu selv skarpt Mærke til ham og
fik hurtig Øje for alt det, som Moderen fordømte.
Hendes Væsen imod ham blev tørt, knapt, hun
saa’ lige saa lidt paa ham, som Moderen gjorde
d e t; efterhaanden som hun voxede til, blev der
en stiltiende Forstaaelse mellem de to, et bevidst
Sammenhold udenom Faderen. Han mærkede det,
18
forsøgte at kæmpe imod, at bryde igjennem ved
at kjæle for Datteren, overraske hende, kjøbe
hende. Et Blik af Moderen var nok til at ødelægge
alt.
Tilsidst følte Elisabeth Undseelse ved at tage
imod Gaver af ham ; det daglige, det som hørte
sig til, modtog hun uden at gjøre sig Rede derfor,
uden Skrupler, men at takke Faderen for
noget extra, at give ham det Kys, han forlangte
og som hun i største Hast viskede af sin Kind,
blev hende mere og mere ubehageligt.
Da han mærkede, at Datteren alligevel ikke
kunde bringes til at holde af ham, blev han arrig,
gnaven, gjorde sig en Fornøjelse af at krydse
hendes og Moderens Planer, søgte at forhindre
dem i at have Glæde, siden de nægtede ham at
have Del i den. Der blev Krig, dulgt, men uafladelig,
imellem to Lejre, hvoraf den ene tilsyneladende
var i Besiddelse af alle Magtmidlerne,
medens den anden altid satte sin Villie igjennem.
Hertil kom, at den stakkels Enehersker undertiden
fik en overvældende Følelse af sin Ensomhed og
Magtløshed og da forsøgte taabelige og ynkelige
Midler, der først ret blottede hans Svaghed.------
Intet kunde rokke Elisabeth fra den Overbevisning,
som slog dybere og sejgere Rødder for
hvert Barndomsaar, der gik, at en Fader var
noget uundgaaeligt, en Hindring, man maatte
finde sig i, men som man naturligvis søgte at
20
gjøre uskadelig ved List og Behændighed, ved
alle de Midler, der stod til ens Raadighed.
Moderen foregik hende i saa Henseende med
sit Exempel.
Den Sparsommeligheds Aand, der var naturlig
hos en Mand med Olivarius’ Oprindelse og
Udvikling, havde i de senere Aar antaget urimelige
Dimensioner.
I den første Tid af sit Ægteskab, da han var
beruset af sit Held, af sit fine Giftermaal og af
Parvenuens Pengestolthed, pralede han med Selskaber
og Toiletter, med Indkjøb osv. Saa kom
en i Forretningsverdenen vanskelig Periode; hans
Stilling blev usikker, han sank gradevis. søgte at
holde sig oppe ved vovede Spekulationer, mistede
Formue og Connexioner og stod paa Nippet til
at fallere, da nogle af hans gamle Handelsvenner
traadte hjælpende til.
Ft Firma Clausen, der i sin Tid havde støttet
ham i hans Overgang fra Smaahandelen til den
virkelige Kjøbmandsverden og som senere, til Dels
af Interesse for hans Kone, havde favoriseret ham
paa mange Maader, gjorde især sin Indflydelse
gjældende for at holde ham oppe. Han blev da
hjulpen paa Fode igjen; men siden den Tid var
hans grove og pralende Selvtillid borte og med
den Følelsen af Sikkerhed og Velvære. Han blev
sledsk, ydmyg, trættekjær, sær, slunken i sit Væsen
mod de heldigere, urimelig, hvor han turde det,
endvidere tusende Gange mere ængstelig og smaalig
21
end i sin første opadstræbende Fattigdoms Periode.
Det blev ham en Vane at finde hver Udgift
for stor, hvert Indkjøb unødvendigt; han maatte
desuden have et Sted at lade sit onde Lune, sin
Bitterhed mod Skæbnen, faa Luft.
Fra Velværetiden og fra sit Ungdomsliv var
Fru Olivarius vant til en vis Form for det daglige,
som hun ikke fandt det let at opgive, og da
Manden, selv da det ikke længer var saa nødvendigt,
med stor Paastaaelighed og en vis Hævnlyst
absolut vilde holde Haset nede paa det
tarveligste, søgte hun at skaffe sig, hvad hun
savnede, bag hans Ryg og imod hans Villie. Der
udviklede sig da et System af Fortielser, af halve
Sandheder og hele Løgne, som Elisabeth med et
Barns skarpe Iagttagelsesevne tidlig blev fortrolig
med.
Hun fik af Moderen Legetøj, men med Paalæg
om at gjemme det, naar Faderen ventedes
tra Kontoret; hun fik Lov at gaa med, naar
Moderen gjorde Indkjøb, paa den Betingelse, at
hun kun maatte nævne den halve Pris, hvis „Fa’er"
skulde spørge. Elisabeth beundrede Moderens
Fiffighed og Raadsnildhed i at finde Udveje og
rede sig ud af vanskelige Situationer, ligesom hun
saa’ ned paa Faderen, fordi han var dum nok til
at lade sig narre.
Hun lærte selv at forsøge sine Kræfter i den
Retning, var stolt, naar det lykkedes, og søgte da
med Øjnene Moderens Bifald.
Til hendes store Forbavselse nægtedes dette
hende undertiden. Fru Olivarius fik imellemstunder
Anfald af Moralitet, hun holdt Prædikener
for sin Datter om det syndige i at lyve, om at
man aldrig burde bedrage nogen, uden det var
højst nødvendigt, at det smertede hende, Moderen,
uendelig, hver Gang hun følte sig tvungen dertil
— Subtiliteter, der var dikteret af en vis Uhygge,
en Angst for, at Datteren mulig kunde vende sig
imod hende selv, men som aldeles gled af paa
Elisabeth, der nu som før vedblev at anse Fiffighed
for en Dyd, Dumhed for den eneste Last,
hun kjendte. . . .
Udadtil søgte imidlertid Fru Olivarius saa
vidt mulig at dække Manden. Mangen en Gang,
naar de ægteskabelige Disputer afbrødes ved en
fremmeds Ankomst, havde Elisabeth hørt Moderens
Stemme fra den koldeste Haan pludselig
slaa over i bløde, kjærlige Modulationer, havde
set hende med blid Mine og devot indtrykt Hage
tale om „min Mand“ og hans Ønsker og Meninger.
De eneste virkelige Anfald af Vrede mod
hende selv, Elisabeth kunde mindes hos Moderen,
havde været foranlediget af uærbødige Ord i fremmedes
Nærværelse, en Fnisen eller et skarpt Svar,
naar Tjenestepigen hørte paa d et. . .
Hjemmet, Familien boede i, lignede en hel
Del andre kjøbenhavnske Hjem og havde disses
ejendommelige Egenskaber. Lejligheden indeholdt
fire Værelser, en Dagligstue, en Spisestue,
et Sovekammer til Forældrene og det lille halvmørke
Rum, hvor Elisabeth sov, — opholde sig
der om Dagen var umuligt. Det laa nemlig paa
Vejen til Køkkenet, og den grove Bondepige, som
altid — rigtignok i idelig skiftende Exemplarer
af Racen — udgjorde Familiens eneste Tyende,
saavelsom Fruen, der hvert Øjeblik skulde efterse
et eller andet i Køkkenet, vandrede uafladelig
igjennem det.
Den saakaldte Dagligstue var netop det modsatte
af hvad dette Navn antyder. Den højrøde
Damaskes Elegance, der udfoldedes i dette Værelse,
var bestemt til at benyttes saa lidt som mulig;
et Par lange forgyldte Spejle, et blankt Bord
uden Tæppe, men med Bøger i Guldsnit, ordnede
i symmetriske Bunker, en Prismelysekrone, altid
indhyllet i et falmet lyserødt Flor, skabte en
Atmosfære af noget ubrugt og baade aandelig
og materielt isnende i dette Værelse, der ved
stræng Kulde blev opvarmet en Smule ved Middagstid
for mulige Visitters Skyld, men hvis
egentlige Bestemmelse udtryktes i de Ord, som
Fru Olivarius ufravigelig tilraabte den just i Tjeneste
værende Bondepige, naar denne efter en
Ringen trampede eller slubrede gjennem Spisestuen:
„Er det fremmede, skal de i den anden
Stue!“
Familien selv opholdt sig fra Morgen til Aften
i den til Gaarden vendende, mørke Spisestue.
Her blev der spist, arbejdet og sovet — det vil
24
sige til Middag, naar Grossereren, efter at have
løsnet Flippen og knappet Vesten op, sov sin
lange, evindelige Middagssøvn, medens Fruen
nikkede i sin Stol og Barnet var nærved at forgaa
af Utaalmodighed under Tvangen til at sidde
stille og ingen Støj gjøre, i den hede, af Maddunst
tunge Atmosfære, ved den ensformige Lyd
af Faderens Snorken og Moderens langsomt klirrende
Strikkepinde.
Og mere og mere som hun voxede til, blev
det hende hæsligt at se Faderen med det af
Søvnen oppustede, røde Ansigt, den blottede Hals
med graa Skjægstubbe, den aabentstaaende, tandløse
Mund, hele dette Udseende, der strammedes
en Smule op ved den stive Holdning, han Dagen
over gjorde sig Umage for at bevare, men som
nu i Ubevidstheden sank ned til den oprindelige
grove Slaphed.
Rejste han sig saa endelig ved Kaffedrikningen
og bragte Toilettet i Orden med famlende
Fingre og stive, søvntunge Øjne for at gaa over
til Kontoret igjen, var det for Elisabeth som en
uendelig Befrielse, som om der med den tunge
Varme, der strømmede ud, naar hun strax efter
hans Bortgang lukkede alle Vinduer op, blæste
noget lavt og hæsligt bort, der ingen Ret havde
til at være i hendes Liv og som hver Tanke i
hende vendte sig fra med Uvilje og Ubehag. . . .
Lige i den sidste Tid havde hun imidlertid
med en Slags Stolthed mærket, at Faderen lige25
som havde begyndt at genere sig lidt for hende.
Hun kunde se, at han lagde Mærke til hendes
Blik og Mine; men hun var jo ogsaa en stor
Pige, endogsaa usædvanlig gammel af en Konfirmandinde
at være. Hun var over 16 Aar; der
havde været Tale om at faa hende konfirmeret
baade forrige og forforrige Gang; men Moderen
havde ikke villet det — af Grunde, som Elisabeth
ikke ret forstod; thi hvad kom Krigsaaret eller
de daarlige Tider i Grunden- den Sag ved? Hun
havde imidlertid maattet bøje sig; og meget havde
hun i Grunden heller ikke tabt, thi af Selskabelighed
havde der intet været, der var værd at
tale om i de Vintre.
26
3.
En Dag i den paafølgende Oktober, just som
Familien havde samlet sig til Middagsbordet, ringede
det paa Dørklokken.
„Saa for Fanden," sagde Grossereren og rev
Servietten af Halsen i Forventning om Forretningsbesøg.
Med den letvakte Forventning og
Utaalmodighed hos unge sprang Elisabeth til for
at lukke op; Moderen forhindrede det: „Duglemmer,
du er en voxen Pige nu —“. Den for Tiden
i Tjeneste værende Bondepige vandrede igjennem,
fulgt af Fruens: „Fremmede i den anden Stue!"
og vendte tilbage, holdende to firkantede Breve i
Snippen af sit Forklæde.
„Der staar en derude, i en lang Frakke, og
skal ha’ Svar —“
Det ene af Brevene var adresseret til Frk.
Olivarius: „Etatsraad Clausen med Hustru udbeder
sig Fornøjelsen —“
Det stemmede et Øjeblik for Elisabeths
Hjærteslag. Hun saa’ spørgende og tvivlende
hen til Moderen. Hos Clausens!
Igjennem hele Elisabeths Barndom havde
dette Navn lydt som Ferigets i Eventyrerne. Det
rige, fornemme Hus, de glimrende Selskaber, som
Forældrene ikke kunde blive trætte af at tale om.
27
Igjen og igjen havde Elisabeth, som om det
virkelig var et Eventyr, bedet Moderen fortælle
om de straalende Dragter, den brusende Musik,
den festlige Belysning; hendes Fantasi havde
svøbt sig i de brogede Atlaskes og Fløjls-Dragter
med Slæb henad de bonede Gulve, hun havde
udmalet sig de uoverskuelige Sale i Feslottet,
straalende af Forgyldning og af Diamantkronerne
paa de skjønne Prinsessers Hoved.
Var det muligt, at hun selv skulde indlades
til al denne Herlighed? Hun følte sig saa lille,
saa forsvindende, hun blev angst, fik et Øjeblik
Lyst til at gjemme sig, være fri for at komme med.
Moderen kom tilbage, efter i egen Person at
have givet Tjeneren Besked. „Naa — hos Clausens!“
sagde hun med en smilende Højtidelighed.
Og af og til under Maaltidet, som Elisabeth næppe
rørte, opfangede hun Faderens Blik, hvilende paa
hende med en Slags forundret Stolthed.
Skønt det ikke var koldt, frøs Elisabeth i
Drosken, der førte hende og Forældrene til Ballet.
Ude af Stand til at holde sig rolig, bevægede
hun Fødderne i Takt til Blodets hastige Slag i
hendes Aarer. Hun havde Fornemmelsen af en
Kamp, en Valplads; hun var bange og paa samme
Tid opfyldt af Forventning om det mærkværdige,
det eventyragtig-magiske, der vilde ske.
Da hun en Smule bagved Forældrene traadte
ind i det af ældre Gjæster opfyldte Modtagelsesværelse,
følte hun sig lidt skuffet og beroliget.
Ingen stor Glans, ingen Fedragter. — En ældre,
svær, knejsende Dame kom hen imod dem med
et venlig-nedladende Smil.
„Min Datter, Fru Etatsraadinde," sagde Fru
Olivarius og førte ved Haanden Elisabeth et
Skridt frem.
„Virkelig en nydelig lille Pige," sagde Etatsraadinden
bifaldende og strøg Elisabeth over
Kinden. „Hun maa ind til de unge.“
Hun gik hen imod Fløjdøren og skød den op.
„Amalie!"
Elisabeth blev blændet staaende i Døren.
Feslottet syntes at virkeliggjøres. Balsalen, der
straalede af Lysflammer overalt, syntes hende et
Øjeblik uoverskuelig; under den mægtige Lysekrone
i dens Midte havde en Mængde unge Piger
samlet sig. Der var en Smule mørkere lige under
den, og det forekom Elisabeth, som om der imellem
hende og dem trak sig et skinnende Hegn af
skraa Lysstriber, der spillede paa de yderstes
lyse Dragter, deres Smykker og hvide Skuldre.
Hun vovede næppe at gaa hen imod dem; der
var blevet Tavshed i Gruppen, alle betragtede den
fremmede, og Elisabeth følte det, skjønt hendes
Øjenlaag tyngedes ned, som om det var umuligt
at se op, medens hendes Læber, der vilde smile,
fortrak sig til en træet Grimace.
En stor Brunette med stive, regelmæssige
Træk løste sig ud af Gruppen og kom imod
hende.
29
„Frøken Olivarius — velkommen," sagde hun
med rolig, lidt slæbende Stemme. — „De kjender
vist ikke Damerne her: Frøken Holst, Frøken
Vest r up —“
„Aa, Amalie," afbrød en af de unge Damer
Præsentationen, „skal vi ikke tage os noget til?
Det er da utaaleligt at staa saadan i en Klump —“
Med uforandret Alvor svarede Amalie: „Vi
skal strax tage fat paa Ordsprogslegen."
„Søde Amalie, hvem skal staa for Partierne?"
„Brandt og —“
„Brandt! aa Brandt!" raabte en hel Del
leende Stemmer.
En ung Mand, der havde staaet ovre ved en
Dør sammen med en Del andre Herrer, rejste
Hovedet ved dette Baab og gik over Gulvet.
Hans lille, kraftige Figur havde noget usædvanlig
spændstigt, hvert Trin af hans smaa højvristede
Fødder gav Indtryk af noget fjerende, elastisk.
Hans smukke, stærktrøde Mund dækkedes lidt af
et snoet Overskjæg - næsten alle de andre unge
Mennesker var glat barberede — det brune Haar
stod i stride Krøller ret op over Panden, og hans
smaa, dybtliggende og mørke Øjne havde et dristigt
og udfordrende Blik ud over den korte Næse,
der fra en meget dyb Indhuling under Panden
stod næsten lige frem. Intet Træk var smukt,
medens dog hele Ansigtet med sine Farver og sit
Spil øjeblikkelig gjorde Indtryk, bar et personligt
og ejendommeligt Præg.
30
„Hvad vil Damerne mig?“
„De skal vælge til Ordsprogsleg, Brandt/1
sagde Frk. Amalie.
„Aa tag mig, tag mig,“ raabte nogle af de
unge Piger og trængte sig hen til ham.
Elisabeth var forlegen bleven staaende i Udkanten
af Kredsen. Da den almindelige Opmærksomhed
var bortledet, fik hun Mod til at se o p ;
Brandts Øjne var fæstet paa hende. Han hviskede
et Par Ord til Frk. Amalie. Med en værdig
Haandbevægelse præsenterede hun Hr. Brandt for
Frk. Olivarius.
„Da den unge Dame er fremmed, er det vel
bedst, vi faar hende paa vort Parti,“ sagde den
unge Mand og smilte til Elisabeth, der uvilkaarlig
smilte igjen. —
Medens der nu blev valgt, holdt Brandt sig i
Nærheden af Elisabeth, passiarede med hende, fik
hende til at le, fik hende til at glemme, at de
unge Piger ikke talte til hende. Som om hun
havde fundet en rigtig Beskytter, saa’ hun op til
ham og smilte, saa snart hans hvide Tænder
skinnede en Smule under Skjægget. Hun fik ligefrem
Mod til at tale til en eller anden af de unge
Piger, og saa svarede de hende ret venlig igjen.
Verden var pludselig bleven helt lys for hende.
Et langt, pergamentagtigt ungt Menneske med
Guldbriller, der havde staaet lænet til Væggen,
med Benene gratiøst slynget over hinanden, løste
sig ud fra sin Plads, kom langsomt hen, betragtede
hende en Stund i Tavshed og spurgte i en slæbende
Tone: „Morer Frøkenen sig? Holder Frøkenen
af at gaa paa Bal?"
Aandsfraværende svarede Elisabeth: „Det er
mit første — “ men lagde pludselig til „i Aar —
og besvarede nu meget opmærksomt med brændende
røde Kinder de Spørgsmaal, der et for et
kom sivende ud af den guldbrilledes Mund.
Der var ivrig Røre omkring Brandt, man
debatterede, foreslog.
„Det er godt nok," hørte Elisabeth ham sige,
„men dertil maa vi have en Psyche — hvem kan
være Psyche?"
„Det maa De som Maler da nok vide!"
„Aa ja, vælg!"
„Tag Amalie —“
„Ja," sagde Brandt, „for Trækkenes Skyld
n°k — men Frk. Amalie er for høj — og brunet
— det skulde være en lille blond en. — Aa, Frk.
Olivarius, hør et Øjeblik — “
Han gik over Gulvet til hende. Alle tav; et
Par hviskede til hinanden; en ung Pige bed sig
blegnende i Læben. Elisabeth blev forskrækket
over det, der lyste hende i Møde fra alle disse
Ansigter og saa’ bønlig op i Brandts Øjne.
Han bøjede sig over hende. „Vist saa," sagde
han halvhøjt i en myndig Tone, „hvad er De bange
for? De er jo smuk . . . —“
Det gav et Sæt dybt inde i Elisabeths Hjærte,
det forekom hende, som om Ordet sank derned
og satte sig fast.
Smuk! Var det sandt? Virkeligt, rigtig sandt?
— Hun rejste Hovedet og saa’ sig om; det forekom
hende besynderligt, at hun for kort siden
havde havt saa ondt ved at slaa Øjnene op. Saa
gik hun frem i Salen med Brandt, der betragtede
hende med et overlegent og veltilfreds Smil.
„De tillader vel, at jeg forandrer lidt ved
Frisuren," sagde Brandt højt og tilføjede: „Frk.
Amalie, nogle Haarnaale." Ugenert tog han saa
Naalene mellem sine hvide Tænder, som Læberne
strammedes tilbage fra, fæstede en Lok op, rullede
en anden over Fingrene, alt imedens han
friseret. Var der ingen af de andre Damer, der
gjøre det gratis, naar de saa vilde anbefale ham.
— Skulde det være å la Jnno eller å la Venus?
Sminke? De skulde blot se ham med Sminke,
smaakrusede Haar nede i Nakkehulen, følte Elisabeth
en gysende Sitren, der krampagtig, pludselig,
strammede hendes Skuldre sammen; men hurtig
sad han igjen stiv og rolig, stirrende med store,
33
opspilede Øjne. Brandt arrangerede de hvide
Drapperier om hende og fæstede Vinger paa
hendes Skuldre, og tæt ved hendes Øre sagde
han: „Der er en hel Del, der venter paa at engagere
Dem — men mig lover De første Dans —
og en til?“
Elisabeth smilede og nikkede som til en gammel
Bekjendt.
Saa kom Øjeblikket, da hele Selskabet, unge
og gamle, strømmede ind for at se Psyche, og da
hendes Haand, der var udstrakt med Gaven fra
Hades, begyndte at ryste under denne halv beundrende,
halv overlegne Stirren, og alle disse
Hoveder og Øjne, denne Lyd af Hvisken og
dæmpede Udraab og Latter flød sammen for
hende til en forvirret, gyngende, ængstende Masse,
som hun var i Begreb med at flygte fra — indtil noget
ligesom ramte hende som en Flamme og holdt
hende oprejst: Brandts spændte, halv truende,
halv opmuntrende Blik----------
Musiken spillede op. En 3—4 unge Herrer,
der havde dannet Halvkreds foran Elisabeths Stol
inde i Kabinettet, skyndte sig hver til sit Hjørne
for at hente deres respektive Damer. Parrene
samledes og gik i Række ind. Elisabeth sad
næsten ene tilbage; et Par af de unge Piger
smilte og viste med et Blik hen paa hende, idet
de gik forbi. Hendes Hænder, som lukkede
Viften op og i, bleve kolde, hun stirrede ufravendt
paa Døren, lyttede anspændt efter Trin igjennem
K o n su lin d en . 3
34
Musikken, der ligesom lød svagere, fjærnere, dækket
af mange Fødders taktmæssige Slæben. Uden at
turde tænke Tanken ud, at han havde glemt
hende og lod hende sidde over, ganske optaget af
den dirrende Venten, følte Elisabeth Blodet banke
og stikke i Kinder og Øren, medens en hed Vægt
lagde sig over Nakken og tyngede den ned.
Pludselig stod han hos hende og rakte Armen frem.
„Er De vred,“ sagde han pustende. „Jeg har
løbet — jeg blev opholdt af Frk. Clausen.“
„Nej, nej,“ sagde Elisabeth med et dybt
Aandedræt. „Nu gjør det ikke noget. Jeg var
kun —"•
Brandt betragtede nysgjerrig, hvorledes Farven
skiftede paa hendes Ansigt.
„Hvad var De?“
Men Elisabeth rystede paa Hovedet med et
lykkeligt, naivt-koket Smil.
Ude paa Gulvet svingede en 5—6 Par, nogle
indvendigt paa Midten i smaa sirlige Kredse, andre
med store Drejninger til de yderste Grænser af
Pladsen, med lyse Kjoler og langt Haar flyvende
efter i Vinden. Ved Væggen dannede den lange
Parrække en spraglet Krans under Lampetternes
stærke Lys. Elisabeth var som en af de sidste i
Rækken kommen til at staa ikke ret langt fra
Frk. Amalie, som førte op. Damen bagved førte
en halvhviskende Samtale med hende. Elisabeth
følte deres Blik paa sig.
35
„Den ny, Amalie, — hvor har I sanket
hende op ?“
„En Familie, vi altid har taget os a f ---------- “
„Tag dig i Agt, din B ran d t..
„Du er gal, Ida,“ sagde Frk. Amalie i et
usædvanlig hurtigt Tempo.
Samtalen stoppede.
Idet Elisabeth med Brandt dansede forbi en
aabenstaaende Dør, hørte hun i Flugten en
Stemme:
„Nydelig, sød .. .! Hvem er det lille Pigebarn?"
Med en ganske ubevidst Nysgjærrighed vendte
Elisabeth Hovedet efter Lyden og følte sig i det
samme brændende hed, forlegen og smigret ved
Visheden om, at Ordene gjaldt hende selv. Den
talende var en overmaade høj og svær Mand med
et over det hele rødligt Ansigt, omgivet af rødblonde
Haar og et langt rødt Skjæg; han saa’
lidt udenlandsk ud og stod og talte med en
gammel Pebersvendeonkel i Familien.
Han saa’ smilende efter hende med et Par
meget lyseblaa, næsten hvidlige Øjne.
Der var et Ophold mellem Dansene. Forpustet
og en Smule svimmel slap Elisabeth sin
Kavalers Arm paa Tærskelen til Kabinettet ved
Siden af Balsalen. Imod den stærke Oplysning
syntes her halvmørkt, de Fløjls Lænestole og
Smaasofaer rakte sig indbydende frem, Smyrnatæppets
dybtrøde Ornamenter i den matte Bund
var bløde at se paa og at lade Foden trykke sig
3*
ned i. Der var endnu stille derinde; et Par
Damer, der havde danset af, sad uden at tale,
med hurtigt Aandedræt, en enkelt med Haanden
paaH jærtet; Vifterne gik med ensformig, maskinmæssig
Raslen.
Snart kom imidlertid flere, Værelset blev fuldt,
næsten udelukkende af Damer, Herrerne afleverede
dem paa Tærskelen og trak sig alle tilbage ind
i Balsalen, hvor de gik frem og tilbage med hinanden,
af og til, naar de passerede Døren, med
et hurtigt Blik ind. I Kabinettet var der snart
ikke Stole nok, Veninder sad to i de store Lænestole,
eller en nede, en paa Armlænen, med
Armen om hinandens Skulder eller Liv som Støtte.
— Der var en Snakken der inde, Vifterne bleve
holdte for Munden naar der skulde hviskes, saa
klaprede de igjen, Hovederne, som havde bøjet
sig sammen, kastedes tilbage J Latteren, Blikkene
jog uroligt omkring, hen imod Døren, hvor de
opfangedes og besvaredes af de passerende.
Elisabeth havde ingen at hviske med. Hun
tænkte paa Moderen, men der vilde hun ikke ty
hen. Midt i hendes Sejrsglæde krøb den underlige
kolde, usikre Følelse fra hendes Indtrædelse
igjen frem. Hun sad med nedslagne Øjne, trykkede
med Foden i Tæppet og følte, hvordan
Fløjlet igjen rettede sig op, hun længtes efter at
gaa hen til en af Grupperne, at blive optaget i
dem, hun havde gjærne kjøbt det med Halvdelen
af sine Dansere fra før. — Men Frk. Amalie, som
var den eneste hun kjendte, besvarede hendes
forlegne og bedende Blik med en forstenet Stirren.
Ingen talte til hende, der var som en usynlig
Atmosfære, der skilte hende fra de andre.
Hun var paa Nippet til at rejse sig for at
opsøge Moderen, da den høje, svære rødhaarede
besværlig banede sig Vej imellem Damerne, fulgt
af Onkelen. Han lod sig præsentere for Elisabeth,
stod med Haanden paa Ryglænen af hendes
Stol og bøjede sig temmelig dybt mod hende,
naar hun talte.
Hans Navn var Bjerring, han var Vingrosserer
og egentlig bosat i Oporto, hvorfra han dog nu
gjorde en længere Ferietur til Danmark. Han
fortalte hende en hel Del om Portugal, om Spanien,
om Afrika, hvor han havde været, og Elisabeth,
som i Begyndelsen havde følt en vis Ubehagelighed
eller Mishag ved hans noget ugenerte
Holdning og store Nærhed, glemte efterhaanden
dette og følte sig moret og smigret. Hun passiarede
muntert, indtil Dansen atter begyndte.
Med Haanden paa sin Kavalers Arm sendte hun
ham saa smilende et Nik i Døren.
Det var sent paa N atten, da Olivarius’ beskedne
Droske, som havde faaet en af de sidste
Pladser i den lange Række Vogne, kjørte frem
for den oplyste, tæppebelagte Trappegang. Det
var bittert koldt ude paa Gaden, Elisabeth gyste
i den Krog, hun havde trykket sig op i. Alligevel
følte hun sig brændende hed. Alting jog
38
endnu i hende i den rasende Takt af den sidste
Galoppade. Hun havde staaet i Døren med Forældrene,
allerede færdig til at gaa, hun havde
blot vendt sig en Gang for endnu at faa det
sidste Blik af al denne Herlighed, der nu var
forbi — da var Brandt kommen farende over
Gulvet, havde grebet hende uden at spørge om
Forlov, og førend hun vidste af det, dansede hun
bort fra Forældrene, midt ude i Hvirvelen igjen,
som hun troede, hun havde forladt.
Hvor havde han holdt hende fast, anderledes,
ganske anderledes end alle de andre Gange, de
havde danset sammen den Aften; han havde
hvisket til hende under Dansen, hun havde ikke
rigtig hørt hvad det var, men han havde set paa
hende med sine blanke, straalende Øjne, saadan
— saadan at hun lukkede Øjnene ved at tænke
derpaa, halvt sky, halvt baaret af uforstaaede
Længsler.
En langtrukken, mjavende Gaben forkyndte i
det samme, at Faderen var vaagnet, idet Vognen
nu standsede foran Hjemmet. Saa gik det op ad
de kolde, bælgmørke Trapper, Faderen brummende,
Moderen og Elisabeth tavse. Men ikke
saa snart var Familien kommen indenfor Lejlighedens
Dør, førend Fru Olivarius uden at bryde
sig om Mandens skjændende Mindelser om, at det
var sent, og at Snakken vel kunde opsættes til
næste Dag, skød Datteren foran sig ind i dennes
lille Soveværelse.
39
Der var lunt derinde, den lille Natlampe
brændte foran Spejlet, der ulmede røde Gløder i
Kakkelovnen — Elisabeth følte sig pludselig træt,
sløv, fik Lyst til at sætte sig, til at stirre ind i
den matte Ild, at føle Lunheden og Stilheden
lægge sig blødt om den stærke Uro i hendes
Sind, — men rystende af Ivrighed omfavnede Moderen
hende og knugede hende ind til sig:
„Min egen Pige! Det kan man kalde at gjøre
Lykke! Du var jo Ballets Dronning! Og saa’
du, at der var flere, der maatte sidde over. —
Ikke en fik saa mange Buketter. — Hvad sagde
de til dig, naar de dansede med dig? Ham med
Guldbrillerne, det er Etatsraad Worms Søn, du
véd den rige, saa’ du Ekvipagen, der kom efter
ham og Søsteren? ham passede jeg hele Tiden
paa, hver Gang han dansede med dig — hvad
sagde han til dig ?“
„Jeg véd ikke — om jeg havde Brødre —
om jeg kom hos Henriksens eller Gades — men
dem kjender jeg jo ikke.“
„Han vil vist se at faa dig bedt der, det er
hans Onkler; maaske han vil komme her! Vi
maa se at faa et Bal i Stand, hvordan jeg saa
skal bære mig ad.“
„Bal her, Mo’r!“
Det stemmede for Aandedrættet af Jubel.
Om igjen, al denne Herlighed! Den gyngende,
berusende Musik, de bukkende Herrer foran hendes
40
Stol, de halv skjulte Komplimenter, selv de andre
unge Pigers misundelige Blik . . .
„Naar tror du, Mo’r? “
„Jeg véd ikke, søde Elisabeth, vi maa se;
skal jeg ikke hjælpe dig med dit Haar, før jeg
gaar ind. I Morgen maa du rigtignok fortælle
mig meget mere —.“
Men Elisabeth vilde selv tage Naalene ud og
flette Haaret; Moderen gik. Hun blev alene tilbage
med den gjenvakte Fornemmelse af den lette
Kildren i de smaa Nakkehaar, med Drømme om
det ny, der ventede. — Til den lyse Dag bankede
det hede Blod i Tindingerne, boltrede der sig
brogede Fantasier for hendes lukkede Øjne, Fantasier
farvet snart af funklende Lysekroners og
mange Lampers Skær, med Blink af slebne Glasfacetter,
med Kampens og Sejrens Triumf, snart
dæmpede, taagede, glødende, som Klangen af
bløde, smigrende, halv hviskede, halv forstaaede
Ord . . .
4.
Brandt var Maler og havde paa en lidt usædvanlig
Maade faaet Adgang til det Glausenske
Hus, hvor Selskabet ellers næsten udelukkende
bestod af de „gode" Huses Børn, der var jævnsides
det Clausenske i Rigdom og Grundmurethed.
Der var ikke Spor af Grundmurethed hos
41
den unge Mand, der nu færdedes saa ugenert
mellem disse Pengematadorer. Der var en Legende
om , at han i Krigsaaret ved en Lejlighed
havde frelst den ældste Søn Glausens Liv,
støttet ham , da han var saaret, baaret ham til
en Ambulance eller sligt, og paa den var han
kommen til at gaa ud og ind i det Clausenske
H us, beundret af Sønnen, medlidende velvillig
protegeret af Forældrene, rystet paa Hovedet af og
smilt til af den rolige Frk. Amalie, som ellers faa
Ting kunde bringe til at smile.
Han var formodentlig ikke meget flittig, thi
man saa’ ham altid ved Familiens mange Middagsselskaber
og ved Sønnens lige saa mange Herregilder,
i øvrigt tumlede han sig dristig og lystig
i Samkvemmet med denne værdige Kreds, pralende
af sin Fattigdom og sin Tagkammerfødsel
som den af sin Rigdom og gamle Anseelse, med
et Frisprog som en Bajads og en skarp Tunge
som en Hofnar, hemmelig brugt som Mønster af
mer end en af de unge Herrer med stærkt udskaarne
\e ste og høje Flipper, og aldrig taget
alvorlig af de kloge, verdenserfarne unge Damer,
der „sværmede" for ham.
Det forhindrede selvfølgelig ikke et eller
andet lille Lefleri med ham , heller ikke at han
undertiden halv forelsket og halv fræk kyssede
en smuk Pige, der lo ad ham, eller favnede
hende i Dansen med sin Arm, sit Blik, saa hun
et Øjeblik forskrækket følte, at det var en Mand
42
og ikke en Eunuch, hun havde for sig. Men sligt
blev tiet med som en Uvigtighed, det vilde være
dumt at gjøre Ophævelser over, og alle disse
klare Øjne smilte til ham , disse friske Læber
raabte ugenert hans Navn, smaa bløde Hænder
trak ham i Kroge, hvor der blev hvisket om
Toilet-, Maskerade- og Cotillonshemmeligheder,
og Balordener og Sløjfer fandt Vej til hans Kjoleopslag
i de Tilfælde, hvor ingen særlig udvalgt
havde retmæssig Krav paa denne Tribut.
Snart traf Elisabeth atter sammen med Brandt.
Der fandtes blandt Clausens Omgangsvenner et
gammelt, barnløst Ægtepar, der paa Grund af
denne sidste Egenskab havde en noget monoman
Higen efter at samle unge omkring sig, og som
i den Anledning havde gjort sig til Specialitet
hvert Aar at opdage en ny Skjønhed og bringe
hende i Kurs ved Invitationer, Foræringer i Tilfælde
det kunde gaa a n , Udstilling af hende,
Kjøreture med hende o. s. v.
Elisabeth blev deres Protegé for Aaret, dermed
var Stemplet paatrykket, og det blev hurtig
Mode at invitere hende rundt til Baller og andre
større ufortrolige Festligheder.
Uden at mærke Braadden i den Hyldest, der
vistes hende derved, fløj Elisabeth derfor fra Dans
til Dans, fra Familie til Familie, opmuntret dertil
af' Moderen, der hemmelig betragtede det som
en Kampagne, hvad der for Datteren var Fornøjelse,
og som ved allehaande Toiletmidler søgte
43
at ruste hende til at vinde en snarlig Sejr. Det
blev Fashion for de unge Herrer at have sit
Navn paa hendes Balkort, at pynte sig med den
ny Stjærne, især da hun snart blev kræsen og
vanskelig at erholde paa Grund af den stærke
Efterspørgsel.
Paa flere af disse Steder traf Elisabeth atter
Brandt. Det ejendommelige Forhold, der havde
begyndt at danne sig imellem dem hos Glausens,
udviklede sig for hver Gang, de saas. De indtog
begge en Særstilling blandt de tilsyneladende ligestillede,
mellem hvilke de færdedes. Brandt yndedes
af Damerne og taaltes af Herrerne som en
Slags maitre-de-plaisir; han vidste det, men omgik
denne Bevidsthed ved med en vis Kunstnercynisme
eller Bohémeforagt for Spidsborgernes
Æresbegreber at stille sig udenfor det hele, se
paa det som en Komedie, spise den gode Mad,
danse med de smukke Damer og bruge de fede
Forældre og de dumme eller indbildske Sønner
som Skive for sit Vid, der hudflettede den han
talte med lige saa fuldt som den, der i Øjeblikket
gav ham Stof til Railleri.
Elisabeth var paa lignende Maade fremmed.
Hun følte uklart, at hun i Grunden ikke hørte
med, hun følte sig udenfor en Ring af de
andre unge Piger, der kyssedes indbyrdes men
rakte hende Haanden; der var ingen, der betroede
hende Hemmeligheder, ingen der var hendes
„Veninde“, ingen hun havde at betro sine
Sejre eller sine Skuffelser, eller at stifte de smaa
Sammensværgelser med, som unge Piger slutte
sig sammen til i den ubevidste, men haardnakkede
Kamp mod Rivalinderne og hele Kjønnet overhovedet.
Saa hævnede hun sig ved uden Hensyn
til nogen af dem at kokettere med sit Hof af
Kurmagere.
Men Brandt, som strax havde overskuet Situationen,
hviskede hende ofte en Djævel i Øret,
og oftest, naar denne eller hin Grosserersøn
syntes særlig ivrig eller betydningsfuld i sit Kurmageri.
Dansede de sammen, hvilede de begge ud,
Elisabeth i en lykkelig og barnlig Følelse af Tryghed
, af Sammenhøren, Brandt i at kunne give
sig Luft, i Frimureriet mellem hende og sig, i at
kunne pege paa Komedien for en anden nogenlunde
ligestillet, gjøre hende forstaaende til at se
Spidsborgerligheden og det latterlige i den opblæste
Vigtighed, saaledes som han saa’ den. Og
Elisabeth var lærvillig; et halvbevidst Proletarhad
til hele denne Kreds, der var og blev hende
fremmed, gjorde hende glad ved at se den med
Brandts Øjne, begjærlig efter at behandle den
paa hans Vis; han blev hende den ene overlegne
Aand blandt dem alle, ligesom hun blandt de
unge Piger var ham den eneste, der ikke fra
Hjemmet af saa’ klart og vidende paa ham, med
Forstaaelsen af, at han ikke regnedes for fuld
45
Valuta, havde noget kjønsløst ved sig som en lystig
Onkel eller ældre Broder.
Mere og mere lærte Elisabeth at opfatte
Brandts Tanker og gaa ind paa dem; et hastigt
Blik tværs over Salen, en næsten usynlig og lynsnart
forsvunden Grimace var nok til at etablere
en Forstaaelsesforbindelse, noget magnetisk imellem
dem. Fra Bal til Bal, fra ubekjendte, ligegyldige
Mennesker til andre ubekjendte og ligegyldige,
fra en Dansers Arm i en andens fløj
hun, tilsyneladende frit og vildt, men i Virkeligheden
indhegnet af et Blik, en Vilje, et Herredømme.
Ubevidst overmodig ønskede hun intet
og frygtede intet. Livet var fra Fest til Fest, Erindringerne
holdt ud, til Forventningerne begyndte.
— — Saaledes forløb Vinteren, og da Foraaret
satte ind. kvidrede Elisabeth lystig som en Lærke,
uagtet hun vidste, at der vilde gaa Maaneder,
før hun mødtes med Brandt igjen; han skulde
paa Studieophold rundt omkring, desuden hist og
her paa Herregaarde, dels til Fornøjelse, dels til
Arbejde. Men hun levede i den glade Udmalen
af Vintertiden om igjen, og da den kom, bragte
den virkelig Lykken igjen, kun endnu forøget ved,
at de to søgte og fandt hinanden efter en Adskillelse
, at der var en Tone af Fortrolighed, af
nært og vedholdende Bekjendtskab, der ligesom
havde indfundet sig af sig selv og gjorde det saa
fast og solidt . . .
46
En Formiddag i Marts, da Dagene begyndte
at blive lyse , kom Brandt uformodet op til Olivarius’.
Da Pigen kom med Kortet og Fru Olivarius
læste Navnet op, blev Elisabeths Ansigt et
Øjeblik hvidt og forstenet, men i næste tog hun
sig sammen og svarede paa Moderens Spørgsm
aal:
„Det er ham fra Glausens — du véd, Maleren,
der stillede mig op som Psyche.“
Strax blev Fru Olivarius huldsalig og skyndte
sig at vandre ind i den kolde Dagligstue, hvor
den fremmede sad.
Brandt hilste paa Damerne med sin sædvanlige
Frejdighed. Uden at gjøre Omsvøb gik han
lige til at anføre Grunden til sit Besøg.
„Jeg kommer for at bede Frk. Olivarius om
en stor Tjeneste, og jeg vil kun haabe, at De,
Frue. ikke vil modsætte Dem, hvis Frøkenen
skulde være til Sinds at ville opfylde min Bøn.
Vil De sidde for mig? Maa jeg male Dem? Jeg
har tænkt paa det, Frue, lige siden jeg første
Gang saa’ Deres D atter, at det Ansigt maatte
kunne gjøre en stakkels Malers L y k k e ...“
Fru Olivarius rystede overrasket og forskrækket
paa Hovedet. En ung Pige — der vilde
blive talt saa meget — det vilde blive taget for
Indbildskhed.
I Virkeligheden havde hun den største Lyst
til at sige Ja, hun saa’ allerede Billedet paa Udstillingen
og Folk, der flokkede sig foran det, me47
dens den ene spurgte den anden, hvem den unge
Pige var, og hvor hun var at finde. Paa den
anden Side følte hun ganske rigtig, at der var
nogen Fare ved denne Offentlighed . .. Brandt saa’
snart, at hun var halvt besejret, og vendte sig
mod Elisabeth.
„Hvad mener De, Frøken, vilde De gjøre det
for mig?“
„Hvis Moder ikke har noget derimod,“ sagde
Elisabeth og kunde ikke se op for Rødmen.
„Jeg be’r saa længe, til jeg faar Lov," sagde
Brandt paa sin kjække Maade. „Det skal blive
mit allerbedste Billede, Frue, De vil faa Glæde
af det — jeg er vis paa, De kan ikke sige Nej,
naar De véd, hvor fast jeg har haabet paa at faa
Lov til at gjengive lidt af al denne Y n d e..."
Fru Olivarius sad endnu og virrede med Hovedet
fra den ene Side til den anden. Pludselig
kastede hun alle Betænkeligheder over Bord.
„Ja — naar det skal være —. Men hvor?
For De kan da tænke Dem, at hun ikke kan
komme hos Dem og sidde Model."
„Naturligvis! Men her, hvis jeg maa, — her
er jo ganske godt Lys — hvis jeg maatte stille
Staffeliet her. “
Halv koket, halv virkelig betagen af en Stemmen.
for Brystet, en Slags Lyst til at vige ud,
sagde Elisabeth:
„Men Fa’r — tror du han vil?"
„Aa — om Formiddagen er han jo ikke
hjemme," sagde Fru Olivarius, men tilføjede hurtig
i en værdig Tone: „Naar jeg giver Lov, er din
Fader enig med mig —
Arrangementet kom i Stand. Staffeliet blev
snildelig skjult, naar det ikke brugtes, det grønne
Gardin, der blændede det nederste af Ruden for
at skaffe et passende roligt Overlys, blev taget
bort, — naar Grosserer Olivarius ved Middagstid
kom hjem fra Kontoret, forefandt han intet usædvanligt.
Ikke at man var vis paa, han vilde have
forhindret det; men det ansaas for overflødigt at
udsætte sig for den Vrangvilje, som altid kom
frem overfor Hustruens og Datterens Ønsker.
Dag ud og Dag ind sad saa Elisabeth Model
for den unge Maler; han havde opgivet Tanken
om et ligefrem Portræt; Arbejdet skulde nu være
en Genrestudie: „en ung Pige ved et Vindue".
I den magelige, tilbagelænede, drømmende
Stilling, hun skulde indtage, drømte Elisabeth
virkelig, drømte, at denne Tilstand kunde vare
ved, gav sig hen i den Fred, der fyldte hver
Dag, fyldte den helt til næste Dag, saavel med
Velvære og Fornøjelse som med nye Forestillinger,
nyt Tankeindhold. Thi i disse Timer, foran
Staffeliet, viste Brandt sig som en anden end
den lystige, spottesyge Verdensmand, hun hidtil
havde kjendt. Ved sit Arbejde var han Kunstner.
Han talte til hende om Lys, om Farver, om
Stil . . . om Kunstart og Malemaade, om Tankegang
i de forskjellige Retninger i. Tiderne, om
alt det, der beskæftigede ham og kom frem i
hans Tanker under Arbejdet; det kom, som om
han talte med sig selv, medens han dog i Virkeligheden
ansporedes af den frygtsomme Interesse
i den unge Piges Øjne, der ydmygt syntes at bede
om de Smuler, han fandt for godt at udstrø.
Efterhaanden fik hun Mod til at spørge, og lidt
efter lidt efter lidt blandede der sig nogen Undervisning
i Samtalerne. Elisabeth havde Anlæg for
Tegning, han gav hende en Smule Anvisning, og
snart arbejdede hun ivrigt, rastløs som for at naa
et Maal, uagtet et saadant aldeles ikke stod hende
for Øje; rettere sagt havde hver Dag sit Maal i
den næste . . .
Fru Olivarius havde i de første Séancer
siddet paa Vagt med en lidt stram Mine, der dog
ikke paa nogen Maade kunde holde sig overfor
Brandts Elskværdighed og frejdige Væsen. Efter
et Par Gange kunde hun ikke holde Stand, naar
Pigen viste sig i Døren med en fortvivlet og bedende
Mine; hun forsvandt paa stadig længere og
længere Tid, Søndagskjolen, som havde givet det
hele et Præg af Højtidelighed, gav Plads for
Hverdagskjolen, Kjøkkenforklædet kom for en Dag,
og tilsidst indskrænkede hendes Aarvaagenhed sig
til, at hun gjorde ganske korte Svip ind i det
midlertidige Atelier, efterladende en Atmosfære
af alskens bagte og brankede Ting og medtagende
en god Samvittighed, eftersom der ingen foruro-
K o n su lin d e n . 4
50
ligende Tegn var at opdage: altid Brandt foran
Staffeliet og Elisabeth i Stillingen.
Det varede dog ikke længe, før der af og til
var en Smule Variation i Tableauet. Elisabeth
viste Brandt sine Tegninger, han rettede paa
dem, hun stod og saa’ paa, naar han paaviste
Fejlene, eller hun sad, og han bøjede sig over
hende, tog Blyanten ud af hendes Haand og
gjorde et Par Strøg med sin Arm over hendes
Skulder, eller førte hendes smaa klamme Fingre,
der rystede i hans Greb, til et Par dristige Strøg,
der ret gjorde det iøjnefaldende, hvor fine og
usikre de øvrige Streger og Linier var.
Den tvungne, bøjede Stilling fik ham til at
trække Vejret dybt; hans Aandedræt strøg tæt
forbi hendes Kind, og denne legemlige Varme,
denne haandgribelige Følelse af at være en anden
saa nær, satte hendes Fantasi i Bevægelse. Hun
følte Dyst til at komme endnu nærmere, til at
røre ved dette Skjæg og Haar, hvis Duft hun
mærkede. — Blandet med ung-pigelig Blyhed,
med Forfærdelse over at opdage saadanne Tanker
hos sig, satte disse Fornemmelser hende i stor
Forvirring, drev hende Blodet op i Kinderne og
Øjnene, som hun saa uvilkaarlig løftede Hænderne
for at dække. Denne Bevægelse gjorde Brandt
opmærksom; et Blik var nok til at give ham Forstaaelsen
af, hvad der foregik, hans Læber trak
sig smalle til et Smil.
Da Elisabeth et Sekund efter saa’ op, fik
51
hun Øje paa den sidste svage Sitren i Mundkrogene
— Dette Smil slog som en Brand ned i
hendes Sjæl. Hun forstod, at han vidste; hun
var til Mode, som om hun virkelig havde givet
eftei for sin Lyst, som om hun virkelig havde
kastet sig om Halsen paa ham. Og som om
hendes Renhed allerede havde taget Skade, skød
der gjennem hendes Hjærne allehaande Kjærlighedsdrømme,
som hun ængstedes over og forargedes
over, og som dog dukkede op alle Vegne,
af Bøger, af Billeder, af hørte Sam taler. . .
Hun blev ængstelig, forvirret, naar hun var
sammen med Brandt; den ringeste Anledning
bi agte hende til at skifte Farve, hun skjælvede,
naar han kom i hendes Nærhed, hun vovede
næppe at se paa ham, og nu skjulte han knap
meie sit Smil, og han forøgede hendes Forvirring
ved at tillade sig Friheder overfor hende, tage
hende i Haanden, stryge hen over de smaa Haar
i Tindingen o. s. v. Dagene gik for Elisabeth som
i en Feber; uden at gjøre sig det klart hvad hun
ønskede eller haabede, begyndte hun hver Morgen
med Spænding og Forventning, der, naar Brandt
var gaaet, faldt ned til slap Ro, for saa henad
Aften atter at stige til ny Feber ved Tanken om
den næste Dag, og hvad den kunde bringe.
Især om Natten fik Fantasierne Magt; hun
søgte at bekæmpe dem, tog sin Tilflugt til allehaande
Midler, prøvede endog i sin Angst paa at
, bede, men den gamle lille Aftenbøn var bleven
hende en tom Ramse, som hendes Tanker svævede
bort fra, medens hun sagde den, og naar
hun vilde danne selvstændige Bønner, kom Billedet
af Præsten, der havde konfirmeret hende,
Konfirmationen i det hele dg alt det parodiske,
der var foregaaet ved den, og lagde som en
Taage af Lede og Mistro over hendes Trang til
at søge Hjælp, gav hende en Fornemmelse af, at
Bøn var Ceremoni, som der hørte Tilhørere eller
i alt Fald Tilskuere til.. .
Under alt dette blev Elisabeth magrere og
højere, Farven paa hendes Kinder blev stærkere
men ikke saa fin, hendes Øjenlaag trak sig ofte
dirrende sammen og kunde blive ved at sitre i
Timevis; Billedet lignede ikke saa godt som i Begyndelsen,
og Brandt rynkede undertiden Panden,
naar han betragtede det og derfra saa’ paa sin
Model. Midt i April kom Brandt en Dag med straalende
Ansigt. Han havde faaet en stor Bestilling,
en af hans Venner, en Landskabsmaler, der lige
havde solgt et Billede til en Godsejer, var bleven
spurgt til Raads af denne, til hvem han skulde
gaa for at faa gode Portræter af Fruen og et Par
Børn; han havde da vist Manden til Brandt, og
det var lykkedes denne at gjøre saa godt et Indtryk,
at han øjeblikkelig var bleven stævnet til Damen.
Han var nu meget optaget af Samtalen med
hende, beskrev hendes Toilette, hendes Smykker,
hendes smukke og ringbesatte Hænder; hans
53
Tonefald var hurtigere end sædvanlig, og Elisabeth
lagde Mærke til, at han flere Gange holdt
op at male og med et distræt Smil stirrede ud
for sig. Saa gav han sig sagte til at fløjte,
mærkede Elisabeths forbavsede Blik og lo.
„Undskyld," sagde han. „Jeg er i saadan
et godt Humør. Det er meget for en fattig
Djævel at faa den Bestilling, kan De tro. Og
desuden ser hun godt ud, saa —. Og tilmed paa
en Herregaard, i Som mertiden..."
Han havde holdt op at male, støttede Albuen
paa Staffeliet og strøg smilende og aandsfraværende
Overskjæget med Skaftet af den fine
Pensel, han holdt i Haanden. Elisabeth svarede
ikke. Uden at hun mærkede det, bed hun i et
Stykke Hud paa Underlæben, der gik løst, saa
hun fik Smag af Blod paa Tungen. Brandt
vaagnede af sine Drømmerier, saa’ hen paa
hende og sagde: „Det eneste der gør mig ondt,
er at jeg kommer til at skynde mig med dette.
Jeg kan jo nok næsten være færdig, men man
kunde jo blive ved i en Uendelighed.. . “ Elisabeth
holdt op at bide paa Underlæben.
„Skal det være saa snart?" sagde hun og
hørte selv, at det lød underlig sammenklemt.
Brandt rejste sig, saa’ lidt paa Billedet og
gav sig til at slentre frem og tilbage. Med Hænderne
i Jakkelommerne blev han saa staaende
foran Elisabeth:
54
„Det er latterligt, saa jeg er uoplagt. Det er
det ny i Hovedet —“
Nu saa’ han, hvorledes hendes Øjenlaag dirrede;
de trak sig missende sammen, Trækkene
fik ligesom noget sygt over sig, Hovedet
dukkede, som der tyngede noget paa det.
Interesseret, tankeløs, blev Brandt staaende, hans
Malerøje blev fængslet af dette Fænomen, han
iagttog, studerede.
Lidt efter fik Elisabeth igjen Magt over sig,
hun løftede Hovedet, hendes Blik opfangede dette
lidt gabende Ansigt, de opskndte Øjenbryn, hele
det iagttagende kolde, umedfølende i Stilling og
Udtryk; Blodet fo’r hende til Hovedet, hun rejste
sig forbitret, vilde gaa, vilde bort, vilde forsvare
eller skjule sig. Denne afmægtige, smertefyldte
Vrede, disse vaklende Bevægelser, — rørte ham
pludselig. Han lagde Haanden paa hendes
Skulder.
„Gaa ikke, Elisabeth," sagde han og trykkede
hende ned i Stolen.
Hun skottede sky op til ham. „Billedet er
jo færdigt," sagde hun lige ved at slaa over i
Graad.
„Nej, nej, vist ikke — og selv om — jeg vil
ikke have, det skal være færdigt. Den Godsejerfrue,
hun kan have godt af at vente ..."
Elisabeth saa’ maalløs op paa ham. Han
dukkede lidt og de skinnende Øjne saa’ lige ind
i hendes. Dette spændte, funklende bedøvede
hende som en altfor skærende Flamme, det var
et Øjeblik, som om hede Taager sænkede sig ned
over hende, saa hun sanseløs maatte lukke Øjnene
og vige tilbage. Saa fo’r hun sammen med et
dæmpet Skrig: saa fast havde han knuget hende
til sig, at det gjorde ondt.
Han slap hende og strøg med en hed Haand
over hendes Haar og hendes Kind.
„Min lille Due — min lille Dejlighed— gjorde
jeg dig Fortræd?" sagde han med dirrende
Stemme. „Du ryster, tror jeg? Se nu venter
jeg, til du kommer af dig selv, men lad mig ikke
vente, ikke for længe —“
Han trak hende pludselig med sig.
„Gjenboerne", sagde han leende. „Men her
er vi beskyttede af det gode grønne Gardin. Saa,
læg nu Armen om min Hals, du søde, yndige
Elisabeth —, du vil ikke? Jamen jeg vil — Aa
du er sød —
Saa hvad F . . . “
Han stødte hende fra sig, satte i et Spring
hen til Staffeliet og gav sig ivrigt til at male
med den tørre Pensel.
Elisabeth skjulte sit brændende Ansigt ved
at stirre ud af Vinduet, idet Moderen traadte ind.
Fru Olivarius saa’ fra den ene til den anden,
det var tydeligt, at hun anede, her foregik noget
usædvanligt. Med rynkede Øjenbryn saa’ nu
Brandt op og mødte resolut Moderens Blik, der
begyndte at blive truende.
56
„Deres Datter og jeg er bleven uenige, Frue,"
sagde han, „Frøkenen mener, at der er noget forfejlet
ved Billedet, hun synes Ansigtsfarven ikke
er naturlig — med min bedste Vilje kan jeg
ikke se det. Men jeg skulde naturligvis gjærne
saa vidt mulig imødekomme hendes Ønsker, naar
det ikke var, at jeg netop nu maa have Billedet
færdigt.“ Og han fortalte Fru Olivarius om
Herregaardsdamen, der skulde portræteres. Fru
Olivarius saa’ paa Billedet.
„Jeg synes rigtig du har Uret, “ sagde hun, endnu
lidt tøvende, „og Ftr. Brandt maa vel ogsaa vide
bedst Besked — Det er virkelig et smukt Billede,“
tilføjede hun varmere; „jeg synes du kan være
godt fornøjet med det, min Pige. Er det nu helt
færdigt? Skal det hænges op?"
„Jeg tager det med mig for at lægge sidste
Haand paa det", sagde Brandt. „Det skal jo
ogsaa ferniseres, saa kommer Farverne først rigtig
til deres Ret."
„Men, Elisabeth — synes du virkelig — er
du virkelig ikke fornøjet?"
Elisabeth vendte sig fra Vinduet. Hun blinkede
hurtig og rømmede sig et Par Gange, medens
hun talte: „Jo — naturligvis, jeg er godt fornøjet
— det kan vist ikke blive bedre."
Brandt. havde tørret Penslerne og bragt det
hele i Orden, som han plejede, naar han gik.
„Farvel, Frue," sagde han og bukkede med Hatten
i Haanden for Fru Olivarius. Derpaa gik han til
57
Elisabeth og skjulte hende for Moderens Blik ved
at stille sig imellem dem: „De er da ikke vred
paa mig ?“ sagde han i sin sædvanlige Tone,
trykkede hendes Haand stærkt og saa’ paa hende
med et paa en Gang bedende og lidenskabeligt
Blik. Hun forsøgte at trække sin Haand bort og
mumlede noget uforstaaeligt. Han slap, bukkede
igjen for Fru Olivarius og gik.
Tidlig næste Formiddag kom Brandt med
en Droske, som blev holdende for Døren, og bar
ved Hjælp af Kusken Billede, Staffeli og alle
Apparater ned i den. Derpaa talte han i nogle
Minutter med Fru Olivarius, takkede hende og
Elisabeth varmt og forlod dem. Nede hældede
han sig endnu ud af Drosken for at se op til
det Vindue, hvor Fru Olivarius og Elisabeth stod.
Moderen nikkede, vinkede, Elisabeth stod-med et
stivt, halvsovende Udtryk, der ikke havde forladt
hende siden den foregaaende Dag.
Sommeren var kommet med sin blaa Himmel,
med det skarpe Solskin paa den gule Mur overfor,
med sine obligate Frederiksbergture Onsdag
og Lørdag Eftermiddag. Fru Olivarius og hendes
Datter tog paa de Dage Plads paa de „runde
Bænke" og sad timevis der, eller de vandrede op
og ned i Gangen til venstre for Frederik den
Sjettestatuen indtil „Kilden", en Strækning, der i
Sommerens Tid paa de nævnte Eftermiddage erstattede
Langelinie for den promenerende og kurtiserende
Middelstand.
Alligevel føltes Sommeren som en Tid, der
stod i Stampe. De fineste og mest velhavende
af Olivarius’ Bekjendte, Clausens f. Ex., boede
enten paa Landet eller var bortrejst; af Selskabelighed
fandtes kun lidt og denne Smule var tilmed
af ringe Værdi, thi om end denne eller hin
Familie indbød til „The hos Josty“, var Gjæsterne
i Regelen kun Damer, og selv Husets egne Herrer
kom først sent med en halv flov Mine, omtrent
som naar voxne gaar til Børneselskab.
Naar saa Solen var gaaet ned og de lyse
Nætters grønligklare Glans laa over Himmel og
Jord, naar Haven efterhaanden tømtes og Gangene
under de store Træer blev halvmørke, kunde
Stemningen blive livligere, Herrerne bød Damerné
Armen og et Kurmageri begyndte, der dog havde
en ganske anden Karakter end Vinterens, eftersom
det var farvet af Nattestemningen til en vis
blød, sentimental Sværmen, en romantiserende
Kiggen-Stjerner, der var ganske forskjellig fra
Ballernes aabenlyse, dristige Skjærmydsler og
langt vanskeligere, selv for rutinerede Mødre, at
bringe en reel Valuta ind i.
Siden Foraaret havde Elisabeth havt et blegt,
træt, gnavent Udseende, og Fru Olivarius havde
lagt Mærke til en tiltagende Slaphed og Dorskhed
hos den unge Pige. Lægen forordnede Jernpiller
og Spasereture.
Undertiden, naar hun som omtalt var i Selskab
med andre unge, kunde dog denne Sløvhed
59
og vrantne Stemning især ved Aftentid give
Plads for en Opstemthed i Udseende og Væsen,
der i høj Grad mishagede de ældre nærværende
Damer; paa Frederiksbergturene var nemlig i
Regelen Familiernes hele Beholdning af Tanter
med, og disse spaserede gjærne et Stykke bagved
de unge og holdt med stor Nysgjærrighed og
Nøjagtighed Øje med dem. Til andre Tider kunde
Elisabeth rigtignok give saa skarpe eller mutte
Svar, at Kavalererne snarest muligt søgte sig en
anden Dame.
En Aften i den senere Halvdel af Sommeren,
da de lyse Nætter var forbi, men Maanen til
Gjengjæld lyste fuldt, spaserede Elisabeth med
en ung Student, der sagte deklamerede Heine og
alt imellem halvstammende og undselig ved fine
Vink søgte at gjøre hende opmærksom paa, at
de lyriske Stemninger adresseredes til hende.
Langt borte hørtes Sang, firstemmig Mandssang
af unge friske Stemmer, der lød godt i
Natten; det var et Selskab Studenter, der med
hvide Huer paa og hinanden under Armen, fire
og fire i Række, drog Haven rundt, syngende
Studentersangene, der var populære overalt. Et
helt Tog af spaserende fulgte efter, tavse eller
ganske sagte nynnende med.
Selskabet, hvortil Elisabeth hørte, sluttede
sig til. Studenten trykkede hendes Arm tættere
til sig; han hviskede til hende, hun svarede ikke,
men lænede sig en Smule tungere til ham.
Pludselig følte han, at hun skjælvede; ved en
skarp Drejning ud af en Allé stod Maanelyset
klart over dem, hun løftede Hovedet og saa’ ham
i Øjnene.
Til sin store Forbavselse opdagede den unge
Mand, at der hang blanke Taarer i hendes Øjenhaar
og at de lidt opsvulmede Læber sitrede
krampagtig. Elisabeth saa’ et Sekund op i hans
forlegne, raadvilde, ulykkelige Ansigt, rev sig løs
og løb hen til sin Moder, _ med hvem hun kort
efter forlod Selskabet.
Saa gik Tiden trægt til Oktober, da Landboerne
og de rejsende var kommet hjem, og da
Clausens gav deres sædvanlige Bal, „før Tæpperne
blev lagt paa.“
Klokken var 2 om Natten og Fru Olivarius
sad endnu i den kolde Spisestue, indsvøbt i et
Schavl, og ventede paa Elisabeth ved en lille
ussel Lampe.
Hun sad altid oppe, naar Datteren var paa
Bal. Elisabeth skulde hjælpes med at faa Naalene
taget af, Haaret redt ud, med tusende Smaating —
og desuden kunde Moderen umulig vente til næste
Dag med at faa at vide, „hvorledes det var
gaaet“, om Elisabeth havde faaet meget danset,
om hun hurtig havde faaet sit Balkort fyldt, —
tor hun havde da for Guds Skyld ikke siddet
over? . . . om hun havde faaet Kotillonsbuketter
61
og om det havde været af de bedste Kavalerer
o. s. v.
Hun inkasserede Datterens Triumfer, sad
hjemme som en General, der sender sin Armé i
Slag og lagde Planerne for det næste Felttog.
Hun sad altsaa der, vaagen og anspændt,
med Haanden paa Romanen, hun havde læst,
mer i Virkeligheden lyttende efter hver Støj, som
kunde være Hjul, der standsede, eller en Port,
der blev lukket op. I Tankerne udmalede hun sig,
hvad hun vilde faa at høre. Hvis f. Ex. Elisabeth
havde havt den unge Clausen til Bordkavalér!
Kunde hun blive gift med ham, vilde Fru Olivarius
ikke have noget Ønske længer. De srnaa
Kaar, Manden, det daglige Gnaveri og den daglige
Kamp for Skinnet, alt vilde være hende ligegyldigt,
overstaaet, Bagateller. Hvad Vægt laa
der paa, hvordan hun selv havde det, naar kun
Datteren kom i Vejret, naar hun i Datterens
Person kunde besejre Verden, som hun frygtede
og elskede, og bringe hende ind i den Havn af
Penge og Anseelse, som hun selv ikke havde
naaet. . .
Porten blev lukket op, Fru Olivarius greb
Lampen og skyndte sig ud paa Trappen. Elisabeth
kom op, sagde et kort Godaften og bøjede
sit Hoved for at blive hjulpen med Frisuren.
Moderens Hjærte snørede sig sammen: „Hvordan
morede du dig?“ sagde hun tøvende ængstelig.
„Godt, Mo’er.“
62
„Du har da ikke siddet over?"
„Hvor vil du hen — jeg han danset meget."
„Gudskelov!" kom det dybtfølt fra Moderen.
„Maa jeg se dine Buketter?"
„Værsaagod". Elisabeth rakte Moderen en
Bunke visne og forkrammede Blomster.
„Men — min egen Pige, du er slet ikke saa
fornøjet som ellers. Hvad er der da i Vejen? fik
du ikke danset med dem, du syntes om?"
Elisabeth drejede sig en Smule, idet hun
svarede:
„Aa jo, de sædvanlige naturligvis — men
jeg tror nok, det ikke var saa morsomt som
ellers. Amalie var saa utaalelig vigtig, fordi hun
næsten fik alle Buketterne."
„Aa — Værtinden — det skal du ikke bryde
dig om ; men for Resten, næste Gang du skal
paa Bal, skal du have noget helt nyt paa; du
skal se, jeg har tænkt paa noget."
„Jeg er saa træt, Mo’er — vi kan jo tale
videre i Morgen. Godnat, Mo’er."
„Skal jeg ikke gaa med? Jeg kunde hjælpe
dig — eller sidde lidt hos dig, til du falder i
Søvn..."
„Nej hvad i al Verden — nej tak, jeg kan
godt selv," sagde Elisabeth, nikkede til Moderen,
gik og lukkede Døren.
Fru Olivarius saa’ efter hende og sukkede.
Der var noget i Elisabeths Tone, noget sammenklemt,
undertrykt, som ængstede hende. Der var
63
i Virkeligheden en Nervetelegraf mellem Datteren
og hende, hver Sitren, hver Svingning forplantede
sig fra Elisabeth til Moderen, men rigtig nok ikke
omvendt. Fru Olivarius forstod usvigelig, at der
maatte være noget i Vejen. Disse Øjenlaag, der
ikke løftede sig, Munden, der hang saa mat og
modfalden — det var rigtignok noget andet, end
naar Elisabeth var kommen hjem i Fjor, støjende
og kaad, saa Moderen midt i sin Glæde maatte
tysse paa hende, for at „Fader" ikke skulde blive
altfor utaalelig, naar han blev vækket. Da havde
hun snakket op i det uendelige, om Begivenhederne
paa Ballet, de Komplimenter, der var
bleven sagt hende, de Svar, hun havde givet, de
Vittigheder, der var blevet sagt, og tilsidst havde
hun i Kaadhed. og Vildskab givet sig til at snurre
Moderen rundt. . ..
Fru Olivarius tog sit Lys og gik til Soveværelset.
Men hun sov ikke. Hvilken Ydmygelse
mon dog Datteren havde lidt? i Morgen maatte
hun se at faa det at vide.
Var det ikke en Lyd? Hun rejste sig op i
Sengen og lyttede. Der var det igjen; en stakaandet,
tonløs Sukken og Sugen af Graad, der
kvæles ned i Puden og stemmes for. I et Nu
var hun inde hos Datteren.
„Elisabeth — er det dig — er du syg?“
Elisabeth kastede sig om mod Væggen, bort
fra Lyset, Moderen holdt. Saa slukkede Fru
Olivarius det, sad i Mørke ved Datterens Seng
:
64
og famlede efter hendes Haand; hun fanetø, den,
holdt den fast og glattede og glattede over den —
Elisabeth laa ganske stille, det kunde knap høres,
at hun trak Vejret; en Gang imellem snappede
hun saa op efter det, som om hun skulde kvæles.
Pludselig sprang hun opiSengen: „Mo’er, Mo’er,"
raabte hun og kastede sig ind til hende. Brændende
Taarer trillede ned ad Fru Olivarius’ Kinder
og Hals.
„ Kan du ikke fortælle mig, hvad det er,
Elisabeth? Tys, du maa ikke græde saa højt,
du vækker Fa’er — og du faar saa ondt i
Hovedet, min egen Pige. Saa, saa, fortæl mig,
hvad det er, din Moder finder nok paa Raad.
Havde du troet, der vilde ske noget i Aften? Var
det Leth?"
„Nej nej,“ stønnede Elisabeth,
„Den Lykke har jeg heller aldrig troet paa,
det vilde være for meget —, men maaske Konsul
Lorenzens Søn, han, der gjorde saadan Kur —“
„Ti dog stille — det er Brandt, han skal
rejse, “ — slyngede Elisabeth voldsomt ud —,
„han dansede blot en Inklinationstur med mig,
og da han sagde et Par Ord, var det i en Tone,
ganske kold og ligegyldig —“
„Brandt! Maleren!" Fru Olivarius sad et
Øjeblik maalløs. „Du gode Gud, det har du da
ikke tænkt paa! Lad du bare Amalie have ham,
hvis hun har Lyst; hun er en rig Pige, der kan
tage, hvem hun har'L yst. . .“
65
„Mo’er!" stønnede Elisabeth.
„Lille Elisabeth, vær du glad, det gik som
det gik. — Det glemmer du snart, det skal du
se. Tænk bare, om du skulde have gaaet og
ventet, til du blev en gammel Pige —- for en
Maler har jo ingen Ting — og saa havde han til
syvende og sidst naturligvis ikke holdt ud! Nej,
du skal være glad, det ikke blev til noget — for
der har vel ikke været noget imellem Jer, ingen
Forlovelse eller noget, — vel?“
„Nej, nej, n ej,“ sagde Elisabeth fortvivlet,
slap Moderen og lod sig igjen falde ned i Puderne.
„Naa ja , saa er der jo ikke noget i Vejen.
Du skal se, du træffer sagtens en anden, du synes
om; min lille Pige gør nok sin Lykke. — Paa et
eller andet Bal kommer en, der er noget ved.“
„Jeg g a a r ikke mere paa Bal! Kan du da
slet ikke forst aa — nej det kan du naturligvis
ikke, for du har vel sagtens holdt af Fa’er, siden
du giftede dig med ham!“
Fru Olivarius grundede lidt. „Jeg skal fortælle
dig noget,“ sagde hun langsomt. „Den
Gang jeg var ung, var der ogsaa en, jeg holdt
af —.“
I det dybe Mørke følte eller hørte Fru Olivarius,
at Elisabeth igjen rejste sig op. „Du, Mo!er?“
sagde hun forbavset.
„Ja, vi maatte ikke faa hinanden, han var
fattig. Saa mente vi jo, at naar vi ventede —.
Men saa gik Tiden —“
K o n su lin d e n . 5
„Og hvad saa, Mo’er?“
„Ja saa — saa glemte han mig.“
„Det var altsaa ikke Fa’e r? “
„Nej!“
Elisabeth tav. Hun kunde selv ikke rigtig forstaa,
om det havde gjort godt eller ondt, det hun
havde hørt. Ens Mo’er, det er ligesom noget, der
hører en udelukkende til, man bliver saa forbavset,
saa underlig til Mode ved at høre, at „Mo’er“ nogen
Sinde har tænkt paa andet end sine Børn —.
Fru Olivarius blev siddende ved Sengen, kyssede
og klappede af og til Datteren paa Haaret,
fik hende lagt til rette og stoppede Tæpper og
Puder forsigtig ned om Barnet. Endelig lød
Aandedrættet rolig, det blev stærkere og langsommere.
Med lette Fingre trak Moderen Tæppet
endnu tættere om den sovendes Skuldre og Nakke;
saa rejste hun sig lydløst, stod endnu lidt i den
aabnede Dør. — Men den unge Piges Aandedræt
kom nu regelmæssig og fredelig.
5.
Der kom en slem Tid for Fru Olivarius. Kun
med Møje fik hun Datteren til at opfylde de selskabelige
Pligter, intet interesserede hende, intet
gjorde hende fornøjet, og hun saa’ syg ud, hun
var ikke en Gang smuk mere. Fru Olivarius’
Opmuntringsforsøg og hendes Trøstegrunde syntes
lige virkningsløse. Der var kommet noget fremmed,
noget ligesom en Glasvæg imellem Moder
og Datter. — De talte om de sædvanlige Ting,
de levede det samme Liv tæt op ad hinanden;
men Moderen kunde ikke lade være at se spørgende
og undersøgende, og saa drejede Elisabeth
sig bort, og ofte naar der taltes til hende, varede
det længe, inden Svaret kom.
Elisabeth fortrød bittert, at hun havde betroet
sig til sin Moder. Denne Ungdommens Undseelse,
der paa en Gang er Blyhed, Tilbageholdenhed
og Indbildskhed i Troen paa, at man er særegen
og ophøjet ved at have disse Følelser og
Lidelser, at sligt ikke er vederfaret nogen anden,
en Indbildskhed, der saares saa dødelig, naar den
erfarne smiler overlegent og sætter det oplevede i
Klasse med saa meget, meget andet, der er
kommet og forsvundet i Verden — gjorde hende
bitter overfor Moderen, lod hende føle noget ubestemt,
der paa det nærmeste blev tydeligt som
Lede og Ubehag, naar hun kom gjennem Forældrenes
Soveværelse og saa’ de to Senge staa
ved Siden af hinanden.
Der var fra hin Nat kommet en Forstaaelse
af Forældrenes indbyrdes Forhold, som særlig
gjorde hende Moderen usmagelig. Undertiden
greb hun sig i at overveje, om Faderen virkelig
var saa ganske Avtomat eller Dyr, som han altid
var bleven gjort til; hun talte en Gang imellem
til ham, naar han ikke just særlig stødte hende
ved Udseende eller Manerer.
68
Med det evindelige Broderi sad hun i øvrigt
ved Dagligstuevinduet og lod de tomme og golde
Timer trække bort over sig, fortabt i Drømmerier
om, hvorledes det havde væ ret, og hvorledes det
aldrig mer kunde blive. Menneskene, der gik paa
Gaden, og som hun mekanisk stirrede paa, naar
Broderiet faldt i Skjødet, forekom hende alle hæslige
og ondskabsfulde, hun hadede de unge Piger,
der fniste og fjantede, de pyntede Fruer, der trippede
i deres Silkekaaber, de vixede og idiotiske
Lapse, der gik forbi med Glasset i det ene Øje
og ikke en Gang kunde se op paa hende.
En Dag paa Slutningen af Vinteren fik hun
Øje paa en lille Skikkelse, der stod paa det modsatte
Fortov og stirrede anspændt op. Da deres
Øjne mødtes, nikkede et bekjendt Ansigt ivrigt og
en Smule frygtsomt imod hende. Elisabeth betænkte
sig et Øjeblik, saa vinkede hun af al
Magt; det var jo Olga Strøm, som var bleven
borte for hende, siden de var færdig hos Præsten.
Hende kunde hun tale med, hun vilde betro sig
til hende, hun maatte kunne forstaa; hun var ikke
misundelig og indbildsk som Amalie og de andre,
og heller ikke gammel som Mo’er.
Og snart efter sad de unge Piger i dyb, hviskende
Samtale, begge lige ophidsede og anspændte
, Elisabeth dirrende af Ivrighed, af ubevidst
Vigtighed ved at være saa interessant . . .
Olga rystede dybsindig paa Hovedet, et lille
kuglerundt Hoved, hvori alting var rundt, de
brede, mørkerøde Kinder, de forbavsede Øjne, de
halvmaaneformede Øjenbryn, den lille tykke Stumpnæse
— Om det saa var de brune Fletninger,
laa de i Nakken i en rund Tut og saa’ saa fordringsløse
og selvforglemmende ud, at de dannede
den passende Fuldendelse paa hele den lille trinde
Skikkelse og forstærkede den Tone af Beskedenhed,
der var dens prægende Mærke.
„Men Elisabeth, saa var han da en rigtig
fæl en, saadan en Kurmager, der ikke mente
noget med det —“
„Synes du? Jamen Amalie har naturligvis
lokket og sledsket for ham. — Aa du, Olga, der
ei ikke en Time paa Dagen, hvor jeg ikke tænker
paa ham!“
„Det er da slemt — tror du slet ikke, du
kan se at glemme det?“
„Naa, det er ligesom Mo’er —“
„Jamen jeg véd, at man k a n glemme det,
lor jeg har en Kusine, som var forlovet, og han
hævede d et, og saa tog hun paa Landet, og nu
er hun gift med en anden —
„Saa paa Landet? Hvad skulde hun der?“
„Lære Landhusholdning, tror jeg —.“
„Uf, Landhusholdning!“
Der blev en Pavse. Elisabeth saa’ hen for
sig; der var øjensynlig noget, der beskæftigede
hende.
„Jamen jeg k u n d e ikke glemme det,“ sagde
hun pludselig.
70
Atter tav de to Pigebørn.
„Jamen Elisabeth," sagde Olga frygtsomt og
lagde Armen om Veninden.
„Ja!“
„Tror du ikke — hvis du nu vilde f. Ex. som
Lærerinde —“
„Du véd ikke, hvordan det er at være ulykkelig,
Olga —“
„Nej ikke paa den Maade," sagde den lille
ivrig, „men ellers kan du tro — jeg har mange,
mange Gange grædt mig i Søvn, naar I andre
havde været paa B al, og ingen bad mig, og
hvad skulde jeg ogsaa, saadan en grim klodset
en, og saa fattig som vi havde det, saa jeg kunde
jo ikke en Gang faa en Kjole — men saa syntes
jeg, det maatte være saa dejligt at være smuk og
nydelig som du og have det godt og blive bedt
og gjort af — “
Elisabeth rykkede nærmere til Veninden og
lagde Hovedet paa hendes Skulder.
„Stakkels Olga!"
„Ja, men naar jeg saa kom paa Hovedet ud
i mine Timer, saa blev jeg i godt Humør, saa
jeg glemte det helt. Aa, du kan ikke tro, hvor
det er morsomt at fortjene Penge selv og bruge
dem, som man har Lyst, og ingen har noget at
sige over en, og Fader hjemme lader mig styre
alting. — Og ude kommer jeg i Lag med saa
mange Mennesker og snakker med dem, og hører
saa meget og lærer saa mange Ting —“
71
Et Uhr slog i det samme; Olga hoppede op:
„Naa du gode Gud, og jeg skulde være i store
Kongensgade!“
„Du kommer da igjen, Olga? Er det virkelig
ikke grusomt kjedeligt at give Timer?"
„Naa undertiden — men der er ogsaa mange
morsomme, sommetider kan Børn gjøre Spørgsmaal,
ja du kan ikke tænke dig det. — Men nu
maa jeg af Sted, jeg kommer igjen, søde Elisabeth,
saa snart du vil have mig —“
Hun var allerede paa Trappen. Elisabeth
satte sig igjen ved Vinduet og stirrede spekulativt
ud i Luften efter de store løse Sneflokke, der
var begyndt at falde, og som tøede alle Vegne,
paa Gaden, paa Folks Hatte og Ansigter. Fru
Olivarius kom ind; hun skottede med et halvt
frygtsomt Blik til hende.
„Mo’er!“ kaldte Elisabeth og vendte sig rask om.
Slaaet af det usædvanlig livlige i Datterens
Tone og Bevægelse, kom Fru Olivarius i en Fart
hen; „Ja, min søde Pige!" sagde hun fornøjet.
Elisabeth trak hende som i gamle Dage ind
til sig: „Véd du, Mo’er, der er noget, jeg kunde
have Lyst til..."
„Hvis det blot er muligt, skal du faa det,"
sagde Moderen redebon.
„Jeg tror — det vilde vist oplive mig — jeg
vilde lidt hjemmefra, Mo’er," sagde Elisabeth kjælende.
„Det maatte være saa rart at komme ud
til lidt nyt, ud paa Landet for Exempel —“
72
Fru Olivarius satte sig forbavset. „Paa Landet!
om Vinteren! Hvordan skal jeg faa Fa’er
til det! Du véd, hvordan han er i denne Tid,
det er knap jeg kan faa Husholdningspengene,
saa hvordan tror du —“
„Jamen Mo’er! jeg vilde selv fortjene noget
— Jeg kunde være Guvernante, ser du.“
Fru Olivarius’ Hænder faldt ned over Elisabeths
og trykkede dem krampagtigt.
„Men Barn! Du véd da ikke, hvad du siger?
Guvernante! Vil du da helt ødelægge dine Udsigter!“
Elisabeth saa’ spørgende paa Moderen.
„Synes du maaske, det er morsomt at være
Skolejomfru! Og naar du saa har været Guvernante
i nogle Aar, hvem tror du saa der bryder
sig om dig herinde? — Naar de Par Ungdomsaar
er gaaet. er der saamæn ingen, der ser til en!
Saa kan du faa Lov at gaa hele dit Liv og herse
med Unger. — Begynder du først paa det, bliver
du saamæn aldrig gift-“
„Det bryder jeg mig heller ikke om ,“ sagde
Elisabeth flov og fornærmet.
Fru Olivarius saa’ først mod Himlen og sagde
derpaa ironisk: „Det maa ogsaa være uhyre morsomt
at blive gammel Jomfru og se den ene efter
den anden af sine Veninder blive gift. Saa maaske
du nok kan blive bedt en Gang imellem hos dem,
for at de kan have nogen at prale for!"
Elisabeth bøjede Hovedet. Med en usikker
73
Mine sad hun og skrabede med Neglen i nogle
Vanddraaber, som fra den tøede Sne udenfor var
sivet ind gjennem Vinduessprækken. Fru Olivarius
betragtede hende lidt og gik saa sagte sin
Vej; ved Døren vendte hun sig endnu en Gang.
Elisabeth betragtede Vanddraaberne længe.
Der laa de som Rester af en Sæbeboble, der
var bristet for hende. Det havde virkelig et Øjeblik
været, som en Dør blev lukket op, ud til
noget nyt, noget der i alt Fald var anderledes
end denne daglige, dræbende Ensformighed. Hun
vilde skubbe Moderens Ord fra sig, men de kom
alligevel listende og lagde sig*over det Glimt af
Lyst, der var vaagnet. Hun saa’ dem for sig,
Amalie, Frk. Leth og dem allesammen, det Smil,
de havde paa Ansigtet, naar det gjaldt en, der
ikke hørte til „Cliquen“, ikke kunde tale med om
de Begivenheder i de Familier, de dannede et
Slags Frimureri med. Om det saa var Brandt,
havde hun en Gang hørt ham le over en „lille
Skolejomfru, respektabel, Gudbevares, men uhyre
kjedelig —“
Aa, men de Mennesker brød hun sig jo ikke
om, vilde hun slet ikke tænke paa mere, bare
bort fra dem saa langt som muligt; nu vilde hun
netop, tværtimod--------- Der kom en vild Idé op
i hende, som hun et Øjeblik selv sad aldeles forbavset
over. Saa lidt efter tog hun den som en
Inspiration, netop fordi den var saa urimelig. Hun
løftede Hovedet fra Vanddraaberne med et Smil,
74
da Moderen i det samme kaldte hende ind til
Middag.
I Almindelighed forløb Maaltiderne i Grosserer
Olivarius’ Hus næsten i Tavshed. Bøjet
over sin Tallerken slugte Faderen sig i en Fart
mæt, et enkelt Ord blev vexlet om Maden, om
Pigens Ufuldkommenheder etc.; ellers undgik Moderen
omhyggelig ethvert Æmne. Var han saa
færdig, rejste han sig uden at vente paa de andre
og begyndte at lave sig til Rette til Middagssøvnen.
I Dag gav Grosserer Olivarius sig imidlertid
til at tale. Han jamrede over de daarlige
Tider, fortalte hvad der foregik paa Børsen, og
hvordan det stod til hos den og den; det var
snart ikke til at holde sig oppe; naar man ikke
kunde snyde og bedrage, blev man næsten anset
for dum.
„Hvad de andre kan gjøre, kan du formodentlig
ogsaa,“ sagde Fruen salvelsesfuldt.
„Saa? kan jeg? Og hvad tror du Konsulen
vilde sige? Dumt Fruentimmersnak. — Kommer
der ikke en og fortæller mig, Gud hjælpe mig,
fortæller det oven i Kjøbet, hvordan han har
snydt paa en Levering Klæde — En Kunde har
forrige Aar faaet en Vare hos ham og bestiller
den i Aar igjen, og saa har han ikke mere af
den, men en anden ringere, og billigere, naturligvis
, og saa sender han den til Kunden, men
til den dyre Pris fra forrige Aar! De ødelægger
75
alting paa den Maade, og de roser sig oven i
Kjøbet af det! Nej med os gamle gaar det bag
ad Dansen, naar det skal gaa til med saadanne
Kunster . . .“
Han tav eller brummede rettere sagt noget
uforstaaeligt, arrigt, bekymret mellem Tænderne,
omtrent som en gammel bidsk og ærlig Lænkehund,
der gjør sin Pligt og skjælder ud paa Lapsehundene,
der svanser forbi.
Stadig moraliserende sagde Moderen: „Jeg
tror nu altid, det er galt at ville være aparte;
man skal ikke tro, man er bedre end de andre.“
Elisabeth saa’ fra den ene til den anden.
Der aabnede sig i dette Øjeblik, baaret af den ny
Tanke i hendes eget Sind, en pludselig Forstaaelse
af noget hos Faderen, af den Side ud til
Verden, som hun aldrig havde tænkt paa før, af
noget troværdigt, paalideligt, der ligesom dækkede
noget over hans Uskjønheder i Familielivet og
stillede hende for Øje, at han dog duede til noget,
at det var ham Huset faktisk hvilede paa. —
Med en pludselig Beslutning bøjede hun sig mod
Faderen og lagde Haanden paa hans Skulder.
Ved dette højst uvante Kjærtegn saa’ Grosserer
Olivarius forundret op: „Hvad er der?“ sagde han
ikke uvenlig.
„Fa’er —,“ begyndte Elisabeth og følte Ganen
blive tør af Beklemmelse ved det mærkelige
Skridt — „jeg vilde have Lov til — jeg kjeder
mig, jeg vilde gjærne bestille noget."
76
„Naa! jeg troede, du bare morede dig!"
„Jamen nu kjeder det mig netop."
„Værs’ god. Du kan jo hjælpe din Mo’er."
„Det morer mig heller ikke “
„Hvad vil du d a ? “
„Fa’er, jeg vilde gjærne lære noget, tage
Timer —“
„Du har gaaet i en dyr Skole — det koster
mange Penge, min Pige. Hvad skal du med det?
Fruentimmer er altid kloge nok, det er ikke det,
det kommer an paa.“
„Men jeg vilde bruge det til noget, Fa’er,
jeg vilde selv bagefter læse med Børn og fortjene
. . . "
„Det manglede bare!" raabte Grossereren. „Er
du forrykt! Jeg skulde lade min Datter give
Timer! For at det skulde hedde sig, at nu var
det nok rent galt fat, at nu var jeg nødt til —
ikke et Menneske vilde give mig Kredit! Nej det
kan du bande paa, min gode, at det bliver der
ikke noget af, saalænge jeg lever, det Lærerindcrenderi.
— Har man kjendt Mage? Faar du
maaske ikke, hvad du skal bruge? Jeg synes
s’gu, du er dyr nok —.“
Elisabeth var faret tilbage, da Faderen slap
løs med sin Ordstrøm. Nu sad hun stiv og stille,
med nedslaaede Øjenlaag, bag hvilke det brændte
af Raseriets Taarer, som hun imidlertid for ingen
Pris vilde ødsle paa „ham". Hun fortrak Munden
ved Tanken om, at hun nogensinde havde
kunnet vente noget af „hariT1 .. .
Maaltidet var forbi. Elisabeth var smuttet
ind i den uoplyste Dagligstue, stod ved det aabne
Vindue og lod sit hede Ansigt køles af Sneen,
der føg ind med Blæsten, som hylede i Kakkelovnen
og gav arrige Rusk i Døren. Lygten udenfor
Huset flimrede og svajede, dens matte Skær
naaede næppe videre end til at danne en straaleløs
Glorie om dens eget Hoved; ude paa Gaden
var mørk Snetykning, Folk løb paa hinanden,
bandede, gav sig og skjændtes.
Elisabeth stod længe ved Vinduet, frysende
og brændende hed. Hun ønskede, at Lygten helt
maatte blæse ud, at Folk dernede maatte falde,
maatte komme i Slagsmaal, gjøre sig Fortræd;
hun fik selv Lyst til at løbe ud og af Sted, bort
fra det hele, lade dem græde for hende, eller
søge efter hende, en Lyst til at springe eller
plumpe eller rase ud i et eller andet, hvadsomhelst,
bare anderledes end de utaalelige Værelser,
og de utaalelige Mennesker, og det utaalelige,
uudholdelige Liv . . .
Hvad om hun virkelig løb bort! En Skandale
det vilde blive; maaske dog lidt mere skadeligt
tor Kreditten end at lade hende give Timer.
Det modbydelige ved at være afhængig af
sin Fader! Og Moderen havde ogsaa været imod
hende; der var da heller ingen, der brød sig om
hende . . , Hun ynkedes umaadelig over sig selv
og syntes, der var gjort hende blodig Uret. Var
der da virkelig ingen, der vilde skatfe hende Ret
igjen, tage sig af hende, nu hun var saa
ulykkelig ? . . .
Pludselig kom en Erindring, nærmest fra
Romanlæsning, om at man kunde „søge Tilflugt
i Rønnen", som det hed; og en anden Frase,
„Gud, de ulykkeliges Trøster".
Hun prøvede paa at folde Hænderne; men
det var for uvant, hun kom strax til at tænke
paa den affekterte Gibsengel med Hovedet paa
Skraa inde paa Kakkelovnen. Hun tog dem fra
hinanden, men følte en vis Angst ved det og
sagde ganske sagte: „Aa Gud, aa Gud, du kunde
vist hjælpe, hvis du vilde!" Ordene lød hende
gyselig fremmede, men hun tvang sig til at sige
dem et Par Gange, som en Slags Rod.
Og saa kom der Tanker i Mængde om den
Sag: hvis der nu virkelig var en Gud, som tog
Vare paa en, saa kunde man jo tage det, som
det kom. Ja, men saa gik man vel ikke og var
ulykkelig forelsket. Og alle de pjaltede Mennesker,
der gik om og tiggede. Og der var jo aldrig
nogen, der tænkte paa det, Alting gik jo i det
daglige Liv uden saadan noget.
Det ringede. Paa den Tid? Det kunde da
ikke være Resøg. Maaske den gamle Frøken
Christensen, der en Gang for hundrede Aar siden
havde været Moders Veninde og nu altid kom af
sig selv og som lugtede saadan af Røg og forgjemt
Smørrebrød.
Nej; det var jo en Mandsstemme. Maaske
en af Faderens Handelsbekjendte, der sad med
Overfrakken paa i Sofaen og røg og knap saa’
op, naar hun gik igjennem Stuen___Hun stod
lyttende ved Døren, havde halvt Lyst til at gaa
ind, halvt vilde hun gjøre sig stiv, blive inde i
den mørke Stue, til de savnede hende og søgte
hende op.
Men Stemmerne derinde blev tydeligere, der
var en Skraben med Stole, man satte sig ned.
Hvad var det dog for en Stemme, hun syntes
hele Tiden der var noget, hun skulde kjende ved
dette syngende, fremmede, der kom af og til!
I næste Øjeblik havde hun lukket Døren op,
Lyset blændede hende, hun dukkede Hovedet, og
da hun løftede det, havde en høj Mand rejst sig
fra sin Stol og stod bukkende foran hende: „Tør
jeg haabe, at Frøkenen mindes mig? Jeg var for
et Aarstid siden saa lykkelig at være Frøkenens
Kavalér. . . “
Elisabeth stod et Øjeblik; „Konsul Bjerring,“
sagde hun saa blussende med en Rødme, der
steg hende helt op til Haaret. Thi den høje,
svære Mand, som hun næsten maatte bøje Hovedet
tilbage for at se op til, betragtede hende igjen
med det Blik, som da han sad hos hende i Kabinettet
ved Siden af Balsalen, den Gang hos Glau80
sens; og her var det for Forældrene, Moderen
som stirrede paa dem.
Hun trak sine Fingre ud af hans varme,
pudeagtige Haand, der sluttede om dem som en
tyk Fjerdyne, og satte sig forlegen ved Bordet
med sit Arbejde. Men medens hun syede, følte
hun stadig Konsulens Blik paa sig; vovede hun
at se op, mødte hun det; det havde noget vildt
ved sig, idet Øjelaaget paa Grund af Blikkets
Anspændthed lod en Smule af det hvide ovenfor
Iris komme til Syne; saaledes lyser et Dyrs Øje,
naar det ser Bytte eller en Hun af sin Art.
Denne hidsige Siugen med Øjnene, som
Elisabeth kun ufuldkomment forstod, fyldte hende
alligevel med en sitrende Knugen, der fo’r gjennem
hendes Lemmer som Kulde og bragte hende til
at bøje sig dybere og dybere over sit Arbejde.
Tilsidst skjælvede hun fra Hoved til Fod; det
forekom hende, at disse Øjne sugede hende til
sig, at de rent lammede Tanker og Vilje. Alligevel
stred hun ikke imod. Hun følte ikke Trang
til d e t; den var alligevel ikke ganske ubehagelig,
denne Tilstand.
Fra første Sekund vidste hun, at denne Mand
var kommen for hendes Skyld, og medens hun
nu sad tavs og lod Faderens Spørgsmaal og
Gjæstens Svar gaa forbi sig som en tom Buldren,
følte hun med undrende sløv Sikkerhed, at hendes
Skæbne var ved at afgjøres, at denne Mand greb
81
hende, med sine Øjne, sine store Hænder, sine
tykke, glinsende Læber. Hun gyste igjen ved det.
Men uden Modstand. Da Moderen lidt efter
sendte hende ud under et Paaskud. lyttede hun
ved Nøglehullet efter de Ord, som hun følte vilde
blive udtalt.
Og ganske rigtig hørte hun Konsulens Stemme:
„De vil undskylde, ærede Frue, at jeg har
trængt mig ind i Deres Hus under Paaskud af en
Forretning med Deres fortræffelige Mand. Jeghar
set Deres Datter paa et Par Baller, og hun har
gjort et overordentlig Indtryk paa mig. Jeg maatte
den Gang rejse bort, men jeg sagde til mig selv: den
lille Pige maa jeg have — De kjender min Stilling
og maaske ogsaa mine Formuesomstændigheder.
Hvis De tillader det, vilde jeg bede Dem
om at maatte komme i Deres Hus i nogen Tid,
for at se at vinde Deres Datters Sam tykke..."
Som bedøvet famlede Elisabeth sig frem til
sit Værelse, kastede sig paa sin Seng og gav sig
til at græde. Hvorfor vidste hun egentlig ikke.
Lidt efter holdt hun ogsaa op ; ubestemte Billeder
af Fremtiden, en utydelig Angst for det skæbnesvangre,
der var i Færd med at ske, vexlede med
Følelser af Nysgjerrighed og Forventning, der ikke
ganske var Ubehag. Desuden; hvad bedre var
der at vente? Hun blev i alt Fald fri, kom ud
af Slaveriet. — Lidt efter rejste hun sig, vaskede
sine Øjne og saa’ sig i Spejlet. Moderen kaldte:
K o n su lin d en . g
„Elisabeth, kommer du saa med Glasset?" Hun
børstede endnu en Gang over Haaret og gik ind.
Da Olga med endnu mer forbavsede Øjne
end sædvanlig en Ugestid efter kom op til Olivarius’
for at gratulere til Forlovelsen, traf hun en
Mængde Gjæster og Elisabeth i stor Stads, pyntet
med forskjellige af Konsulens Gaver, som Moderen
en for en gjorde opmærksom paa. „Har De set
Mage til Smykke," gjentog hun til hver ny ankommende;
„Broche og Patch med Diamanter!
Og Uhr og Kjæde naturligvis strax. Hun har
rigtignok gjort sin Lykke, den slemme Pige!"
Og mere sagte, med en hemmelighedsfuld og
henrykt Mine tilføjede hun: „Tænk, han forelskede
sig i hende ved første Øjekast, paa et Bal hos
Clausens ; og siden har han ikke tænkt paa andet!"
De unge Piger beundrede Smykkerne og viste
sig nysgjærrig efter at se Konsulens Billede, der
var indfattet i Medaillonen. Elisabeth viste ham
frem med en hovmodig Mine, der maaske dækkede
over en Smule Forlegenhed.
„Sikken en Tyksak," sagde et drillevornt
Pigebarn, „ham maa du lade trave dygtig for at
faa Fedtet af ham!"
„Man traver ikke, naar man har Ekvipage,"
svarede Elisabeth knibsk.
Olga blev haardnakket, til alle de andre var
gaaet. Uden at bryde sig om Elisabeths forlegne
og lidet imødekommende Mine trak hun hende
hen i en Krog og begyndte hviskende: „Søde
83
Elisabeth, jeg blev s aa overrasket! Hvordan er
det dog gaaet til? Holder du da nu af h a m ? “
„Naturligvis," sagde Elisabeth vrantent og
uden at se paa hende. Men lidt efter tvang
Venindens ængstelige og deltagende Mine hende
til at fortsætte: „Han er saa god, ser du: og
saa er han saa forelsket. Det tænkte jeg rigtignok
ikke, den Gang hos Clausens, kan du tro!
Jeg kunde næsten ikke danse med ham, saa tyk
han er . . . “
Et Suk gav Fuldendelse og Mening til den
ulogiske Tale.
„Naar du bare kan blive lykkelig," sagde
Olga ængstelig. „Kan du nu ogsaa saadan —
saadan være kjærlig imod ham?"
Elisabeth drejede paa sin blanke Forlovelsesring.
„Det vil han have, du," sagde hun dæmpet,
„uh, det er ækelt. Men det kommer nok, siger
han. Du, er det ikke mærkeligt: han hedder
Albert, ligesom — du véd nok."
„Men Elisabeth!" sagde Olga forfærdet. Elisabeth
saa’ sig om; „tys, hvor du tager paa Veje!
Det gaar jo nok, han er jo saa god — og mageløs
flot er han ogsaa. Vi skal rejse, først til
Paris; du kan tro, jeg glæder mig, og saa skal
vi bo i Portugal nogle Aar. Tænk dig, han
siger, at strax da han saa’ mig, vidste han, at
han vilde have mig, og saa rejste han bort for
at se, om det skulde gaa over; men det gik ikke
6*
84
over, og saa tog han hertil og friede. Er det ikke
romantisk ?“
Elisabeths Øjne skinnede, idet hun fortalte
Veninden, at Konsulen altid før havde foresat
sig ikke at gifte sig, at han havde været en stor
Don Juan; „men nu, siger han, vil han aldrig
bryde sig om nogen anden, naar jeg kun vil
holde lidt af ham . . . Naar han blot ikke var saa
ty k ! . . . “
Fire Uger efter stod Bryllupet.
Om Formiddagen havde Olga sagt Farvel til
Veninden, der skulde rejse strax efter Vielsen
eller rettere efter en Middag, som kun den nærmeste
Familie var indbudt til; saaledes havde
Konsulen ønsket det. Opfyldt af sørgmodige
Tanker sad nu den lille Lærerinde paa sin fjerde
Sal og stirrede ud paa Gaden, eller rettere sagt
paa Huset overfor. Strøms boede i Frederiksberggade,
og Gjenbohuset optoges af et elegant
Hotel garni; det morede undertiden Olga at betragte
de rejsende, som kom, de fine, oplyste
Værelser, som hun over den snævre Gade kunde
se lige ind i.
I denne Aften var der usædvanlig travlt derovre.
I nogle Værelser paa tredje Sal blev Lysekroner
og Lampetter tændte, Piger løb frem og
tilbage, kom med Blomster, ordnede Nipsgjenstande.
Olga sad og stirrede ned i disse festlige
Tilberedelser, iagttog Pigen, der hoppede ned fra
Stolen efter at have tændt det sidste Lys i den
85
sidste Lampet, endnu rykkede lidt i Bordene og
Stolene og saa gik sin Vej, efterladende de skinnende
Stuer tomme og ligesom ferniserede, med
det meget Lys blinkende grelt og øde i Spejlene,
i de forgyldte Rammer paa Væggene, i de kolossale
Buketter af skinnende Blomster i Vaser og
Skaale rundtom.
Uvilkaarlig forbandt det Billede, Olga saa’
tor sine Øjne, sig med den altoptagende Tanke
paa Veninden og hendes Fremtid. For hendes
romantiske Pigebarns-Fantasi stillede disse tomme,
skinnende \ æreiser med deres kolde Hotelfinhed
sig som et Symbol paa det Liv, der ventede Elisabeth,
et Liv i rige, overdaadige Forhold, sammen
med en uelsket Mand, i et fremmed Land, langt
borte Ira Slægt og Venner. Hun sad og melankoliserede
over, hvordan Elisabeth nu vel var til
Mode, kjørende afsted i den mørke Nat, bestandig
længere bort ud i den vide Verden. . . .
Der holdt en Kareth derovre. Kusken smældede,
en Tjener kom løbende ned, slog Døren op
og hjalp tørst en stor, før Herre, saa en lille
Dame, indhyllet i hvidt Pelsværk, ud. De forsvandt
op ad Trappen. Der blev et Øjeblik stort
R-øre i de oplyste Sale derovre; Værtinden med
en Pige bag sig stillede sig op for at tage imod.
De to fremmede traadte ind, Personalet forsvandt,
og Herren hjalp Damen Tøjet af. Det var Elisabeth
i sin hvide Brudekjole.
Hun blev staaende et Øieblik, støttende sig
86
til Bordet, saa’ sig derpaa om, gik til Vinduet og
saa’ ud. Saa vendte hun sig til Manden, der
kom hen og rullede Gardinerne ned.
Men paa disse lyse, nedrullede Gardiner tegnede
der sig nu Skygger i underlig barokke og
brudte Billeder, snart skarpe og mørke, snart
utydelige, med to tre forviskede Konturer.. . . Som
fortryllet hang Olgas Blik ved Vinduet, sære, urolige
og hede Tanker stormede ind paa hende,
Blodet bankede med tunge Slag, medens Fantasien
arbejdede med Mysterier, hun aldrig før
havde forsøgt at udgranske. . . . Pludselig stod
begge Skikkelser som malet med Tusch paa
Gardinet.
Manden havde taget Frakken af, hans tilbagesvejede
Ryg og udstaaende Mave, Armen i det
posede Skjorteærme viste sig elefantagtige, overdrevne,
monstrøse. Kvindeskikkelsen strakte den
ene Arm op ; ogsaa hun var noget afklædt, Skuldre
og Ryg stod bløde og bøjelige, uden Kjolelivets
faste dækkende Form. . . . Flan bøjede sig, rørte
ved hendes Arm, drejede paa et Armbaand eller
forsøgte at løsne det; men pludselig greb han
med begge Hænder om den lille Skikkelse, den
forsvandt i hans Arme, hans store Hoved, der
bøjede sig ned over den, lignede et Uhyre, der
styrter sig over et Bytte.. . .
Med Skamrødmen i sine Kinder fløj Lurersken
bort fra sin Plads.
87
6.
Der var gaaet en Del Aar. Konsul Bjerrings
havde i den Tid boet i Portugal, Fruens Fader
var død kort efter Giftermaalet, Fru Olivarius
havde gjort Forsøg paa at komme over til Datteren
og bo hos hende, hvilket mislykkedes, ikke
saa meget paa Grund af Svigersønnens Ulyst til
dette Arrangement, som fordi Elisabeth energisk
modsatte sig det.
Saa havde den gamle Kone levet sorgfrit og
trist i Kjøbenhavn, talende om sin Datter Konsulinden
til de faa Bekjendte, der kunde holde ud
at høre paa det blandede Virvar af Pralerier og
Lamentationer; hun var sygnet hen, bogstavelig
tæret al Skilsmissen fra dette Barn, til hvem hver
Evne og hver Tanke var bundet fast, i hvis Skæbne
hendes egen var suget fuldstændig op. En skjønne
Dag gjorde hun saa op med Livet, just som der
begyndte at blive Tale om, at Datter og Svigersøn
havde i Sinde at ende deres Ophold i Portugal
og definitivt komme tilbage og bosætte sig
i Danmark.
De var imidlertid kommet om Foraaret, og
boede nu, i Juni Maaned, paa et Landsted i
laarbæk, ikke langt fra Havnen, midt inde i en
stor Have, hvis halve Del skilte Huset fra Vejen,
medens den anden halve Del gik til Vandet, med
en Terrasse ned til det laveste, sandede Parti,
der i Virkeligheden var den smalle Forstrand.
88
Huset var blevet pyntet stærkt op, til de skulde
komme, havde faaet en paa sydlandsk indrettet
Veranda, var blevet udstyret med Piller og Solsejl,
træhøje Planter, bløde Pudesæder paa de
maattebelagte Gulve; Haven havde faaet et helt
exotisk, broget Udseende og fristede stadig de
forbigaaende til at stirre derind, hvilket toges
dem temmelig unaadig op af Stedets Herskerinde.
Selv passede hun godt i denne Ramme af
Pragt og Farver.
Elisabeth havde i Tidens Løb forandret sig
ikke lidt, og det saavel i Ydre som i Indre. Hun
havde født to Børn — det ene var død — hun
var bleven højere og fyldigere, de elegante Dragter,
hun bar, bidrog deres til at gjøre hende
imponerende og betage hende det lette og fine,
der særlig havde præget hende som ung Pige.
Ogsaa over hendes Ansigtstræk var kommet
noget lad eller sovende, noget, der tydede paa
megen animalsk Tilfredsstillelse og Aar tilbragt
uden Pirring af emotionel eller intellektuel Ar t ;
men skjønt Blikket var noget dødt, kunde det
dog tidt faa et spændt og hvileløst Udtryk. Hun
havde en besynderlig Passion for at gaa ned til
Havnen, uden om Molen til Stendæmningen udenfor
Bolværket; i Stedet for at strække sig paa
sine Hynder oppe i Villaen lagde hun sig paa de
store Sten, der beskyttede Dæmningen, kunde ligge
eller sidde der med Hænderne foldet over Knæene
og se paa Bevægelsen i Vandet, være der time- J
89
vis og døse eller tænke. Naar hun tilsidst blev
træt af det umagelige Leje, gik hun hjem, lagde
sig i Hængekøjen og døsede videre.
Men i Hængekøjen kunde hun ikke være
først; hun maatte ned til Vandet og høre sig
træt og behagelig tung paa de monotone Lyd
dernede af den lille Brænding, naar de blaa
Toppe gled ind og faldt paa Næsen og spruttede
knitrende op imod Stenene. Ellers var der noget,
der ligesom pirrede hende og gjorde hende saa
taabelig urolig, bragte hende til at lytte ud paa
Vejen og strække Hals for at se henad dens
Krumning. . .
Som om der var noget at se efter. Om
hendes Mand kom fem Minutter før eller senere,
om han bragte den tykke Grosserer Christiansen
med, der snakkede saadan op og som skulde
have mange Slags, men det behøvede ikke at
være fint, og Kognakstoddy til Slutning, eller der
kom den tørre, tilknappede Agent Varberg, der
skulde have af fineste Sort og lette Ting og den
ægte Guava, før han gik. .. . Gudbevares, hvor
Verden var kjedelig. Det kunde ikke nytte at
nægte: var der i Grunden noget, som der var
videre Fornøjelse ved? Altid den samme Rutine,
mørkt om Natten, lyst om Dagen, klæde sig af,
klæde sig paa — ikke en Gang Toiletter var der
stort ved her, hvor selv de simpleste Kjoler blev
gabet paa og beundret, saa man snart havde
90
Lyst til at gaa i Morgenkjole op forbi „ Saxen“
og se hvad de saa vilde sige.
Puh, hvor Verden var kjedelig. Var der da
slet ingen Ting, der var rart at tænke paa!
Barnet? en lille skikkelig Unge, men klodset, det
lille Skind, og rødhaaret ligesom Faderen, og
naar hun græd, var det med et saa ustandseligt
Hyl - .
Pengene? Manden? Han var saamæn en rigtig
god En, der gav hende alt, hvad hun fik Lyst
til og meget mere i Købet, saa hun slet ikke en
Gang kunde komme til at ønske. Og personlighavde
hun ikke noget imod ham, tværtimod, hun
holdt af at blive klappet og kjærtegnet af hans
store Hænder og i det hele at blive fin og prinsesseagtig
ved Siden af hans svære Person. Saa
sit Ægteskab vilde hun virkelig ikke give sig til
at angre. Det var da noget af det bedste af
dem, hun havde set.
Naar hun tænkte tilbage paa Aarene, der
var gaaet — Fru Elisabeth drejede sig med et lille
Suk paa sit umagelige Sæde — ja, først var der
jo nok et Pust at komme over, det kunde ikke
nægtes. Men der havde alligevel været ligesom
noget bedøvende eller berusende ved det — den
Voldsomhed, der var i den Mands Lidenskab.
Hun havde vænnet sig til det, og vænnet sig til
ham, og ikke med Ubehag.
Det var jo virkelig det at elske, saadan som
Bjerring havde det. Det andet med de smukke
Ord og med at forstaa og tale om Ting, der
skulde være saa kloge og fine — som f. Ex. den
Løgner og Vigtigmager Brandt — Bjerring holdt
da af hende, siden han havde giftet sig med
hende.
Hun havde virkelig følt sig ligesom mæt og
vel tilpas i en Tid, saadan i Velvære, ogsaa
med Nydelse af Magten, som Rigdommen gav;
thi rige var de, saa rige, at de spillede en Rolle
i den engelske Koloni, i hvilken de levede.
Saa kom den Periode, hvor det blev noget
kjedeligt i Længden. Da det første Barn var død
og hun havde født det andet, var der blevet
lidt mere Maade paa Konsulen, hun selv var
maaske en Smule kjed af ham -— da begyndte
det med, at hun kunde føle sig noget urolig,
noget pirrelig eller . . . dette ubestemte, som ikke
var saadan til at nævne. De førte Hus og der
kom ikke faa af de unge Englændere i Kolonien;
men Sproget voldte hende Vanskeligheder, hun
følte sig saa tvungen og ufri i det, og selve deres
Væsen og Væren var hende saa fremmedartet, at
hun ikke fik noget synderligt ud af det til at
beskæftige sig. Saa var de ogsaa rejst en Del;
men Naturbegejstring laa ikke for Konsulen,
egentlig heller ikke for Elisabeth, som aldrig havde
lært at forstaa sig paa sligt. Der var saa de
store Byer tilbage; og de havde i Virkeligheden
fyldt en Del, deres Theatre og Butiker. Men i
Længden var dette dog ogsaa kun Gjentagelse,
92
og da var hun begyndt at tænke paa, hvor slemt
det var at leve borte fra det Sted, hvor man
egentlig hørte hjemme, og føle sig forladt og ene
i et fremmed Land, og hun havde klaget til
Manden over Hjemvé og havde siddet ved Klaveret
og sunget „Flyv Fugl, flyv“ og „Jeg gik
mig ud en Sommerdag" til hun mangen en Gang
var kommen til al græde over det, og hun havde
syntes, hun længtes saa forfærdelig efter Danmark
og alt, hvad dansk var.
Saa havde de talt og talt om at flytte til
Danmark, og skjønt Konsulen ikke var glad derved.
havde han dog tilsidst givet efter.
Og nu var hun i Danmark og havde lige saa
mange Bekjendte, hun havde Lyst til — -------
Som hun igjen vendte sig lidt, fik hun Fornemmelse
i Øjnene af noget blinkende hvidt, derhenne
til Siden, som ikke havde været der før;
hun drejede sig helt om. Paa den yderste Kant
af Molen, overskrævs oppe paa Plankeværket, sad
en hvid Bagersvend — der var et Bageri ved
Havnen — med Skjorten aaben for Brystet og
Benklæderne opsmøget til Knæene, en ung rask
Fyr, der nok saa .fornøjet med Armene over Kors
paa Brystet dinglede med Benene mod Bolværket
og gabede op paa den blaa Himmel, der stod
som spændt glat ud bagved hans skinnende lyse
Person. Elisabeth korn til at smile, da hun saa’
ham ; det mindede om Syden, den smukke kraftige
Knøs med de røde Ben ud af Lærredsbuxerne,
93
alle de skinnende Farver i Solskinnet mod det
stærke blaa .. .
Det gav et Sæt i hende. Det var dog for
galt: gav hun sig nu til at længes efter Portugal!
der maatte da virkelig være noget i Ulave i hendes
Hjærne, siden hun ikke kunde finde sig til Rette
noget Sted. — En besynderlig Uro greb hende,
en Angst, saa hun fløj op for ikke længere at
være alene, ikke længere tænke. Hun løb op
over Molen, ud paa Vejen, ind i sin egen Have.
Der blev hun staaende og stirrede forbavset. Nede
paa det hvide Stykke Sand nedenfor Haven sad
en Mand, en Maler med sit Staffeli foran sig,
bøjet frem mod det, med Ryggen til hende. En
Uforskammethed, at en fremmed havde trængt
sig ind uden Forlov! Men maaske han ikke havde
vidst, at det var privat Ejendom — ! Herregud,
hvor han malede løs, han rettede ikke Ryggen et
Øjeblik. — Han malede formodentlig Bagersvenden
. . . Nu gjorde han det naturligvis med
nogle tørre, grimme Farver, som de jo altid gjorde
her hjemme med deres grimme gulgrønne Landskaber
og kolde blaa Vand. Hvis det var en
daar lig Stymper, skulde han ikke have Lov at
sidde i Haven.
Hun listede forsigtig, for at Gruset ikke skulde
knirke, med Kjolens Fejeslæb i Haanden, hen
bagved ham , i nogen Afstand, og strakte Hals
for at se fra Siden ind paa Billedet.
Det var jo rigtig Bolværket, og Molen, og de
I
94
store Sten, men ingen Bagersvend. Men den lyse
Klat paa Stenene lige forrest? crémegul som
hendes Kjole — og den røde Parasol ved Siden
af —. Aa ja, han havde ikke været forknyt, han
havde uden videre taget hende med. Det var
dog for galt af saadan en Malerstymper-------- -
Hun gik nærmere. Endnu sad Maleren uforstyrret
bøjet over sit Arbejde. Der var ikke meget
at se af ham ; en Straahat skudt langt ned i
Nakken, en lys og vid firskaaren Jakke om en
lille tæt Figur. Imellem Jakken og Hatten en
Kant tætklippet brunt Haar over en solforbrændt
Strimmel Nakke. Alligevel blev hun staaende og
stirrede paa denne Ryg og denne Nakke, aandsfraværende,
søgende, som om noget langt nede
fra var ved at stige op til hendes Bevidsthed —
Maleren følte maaske, at der var et Blik
i hans Nakke, eller hun havde raslet med
Slæbet, hun havde sluppet af Haanden; han
vendte sig, og idet han rynkede Panden for Solen,
saa’ han paa hende med et Par blankt brune,
skarpe, dybtliggende Øjne.
„Brandt!“ sagde hun halvhøjt, stirrede med
opspilede Øjne lige i hans Ansigt et Sekund, bed
Tænderne sammen og løb.
Han sprang op. „Frøken — F rue! Fru Bjerring
!“ Han havde indhentet hende og spærrede
hende Vejen, saa hun stod.
„Det er min H ave,“ stødte hun frem aande- 77 7
løst og vredefunklende.
„Deres Have? Jeg véd nok, det er en Skam,
at jeg er kommen ind uden Lov — men maa jeg
nu ikke nok blive siddende?"
„Nej!"
„Aa jo, aa jo. Det mener De ikke! Hvorfor
skulde De ikke kunne tillade mig at sidde der et
Par Formiddage, naar De har den hele Sommeren
igjennem ?“
Han lagde Hovedet paa Siden og plirede
imod hende med et Smil, der fik Næseborene til
at udvide sig og sitre.
Hun tog sig sammen. „For mig gjærne,"
sagde hun haanlig. „Men jeg skulde meget tvivle
om , at min Mand holder af fremmede i vor
Have."
„Mange Tak," sagde han og bukkede dybt.
Et Øjeblik saa de endnu hinanden i Øjnene som
to Duellanter, saa bukkede hun sig efter Slæbet,
gjorde en knejsende Bevægelse, der skulde betyde
en Affærdigelseshilsen, og gik hurtig op.
Han blev staaende og saa’ efter hende. Da hun
var forsvundet i Huset, gik han sagte fløjtende
ned til sin Strandplads.
Øppe i Huset hastede Fru Elisabeth gjennem
Værelserne i samme forcerede Tempo som før op
ad Haven. Hun var forpustet, da hun naaede
Toiletværelset og stod foran det bevægelige Spejl,
i hvilket hun kunde se hele sin Person. Det
broderede Gardin holdt hun tilbage med den ene
H aand, saa. det fulde Lys faldt ind paa hendes
96
Billede, som hun betragtede med en spændt
og stræng Mine, drejende sig saa lidt til
den ene, saa til den anden Side og undersøgende
alt med Opmærksomhed. Endelig slap
hun Gardinet, tog Haandspejlet — et lille venetiansk
Mesterværk med fine rosenrøde og hvide
Blomster og bleghrunlige Blade paa den gjennemsigtige
Ramme — vendte sig og spejlede sin Byg
og Nakke. Undersøgelsen tilfredsstillede hende
formodentlig; thi idet hun derpaa langsomt slentrede
tilbage gjennem Værelserne, spillede et halvt
Smil om hendes Mund.
Hun gik ud i Verandaen, lagde sig i Hængekøjen
og vippede den en Smule fra Side til Side
med den ene Fodspids mod Gulvet. Hun saa’
ufravendt og aandsfraværende paa en Palme, hvis
svajede Stilke buede sig ud over hendes Hoved;
der var Farve i hendes Kinder, Huden skinnede
frisk og ungdommelig varm, hun smilte lidt.
Lidt efter rejste hun Overkroppen, famlede
bagud med den ene Haand og tik en Kikkert fat,
som stod paa et lille Bord bagved Hængekøjen.
En Bog plumpede derved ned af Bordet og blev
liggende med de halve Blade ynkelig sammenkrøllede
under sig. Hun stillede frem og tilbage
paa Kikkerten, fik endelig det rigtige frem og saa’
længe ud. Pludselig kastede hun sig tilbage i
Køjen, blussende. Mon han havde set? Men der
nede fra, fra Solskinnet, op i Skyggen, ind under
Solsejlet. . . .
Et lille Barn i hvid Kjole med blaa Silkesløjfer
kom tumlende ind gjennem Verandaen,
raabende „Papa, Papa!“ og lod Døren ind til
Værelserne falde smældende i. Hovedrystende og
med et skyldbetynget Blik til Hængekøjen fulgte
en Mulatinde det i Hælene. Ogsaa Elisabeth
rejste sig for at gaa sin Mand i Møde. Konsulen
kom med Barnet paa Armen, og den lille Skabning
lagde sig ind til ham, blødt som en kjælen
Kattekilling. Han bøjede sig mod Elisabeth, men
hun rakte ikke Munden op, og han nøjedes med
at kysse hende paa Panden.
„Du er alene j Dag,“ sagde hun.
„Som du ser."
„Saa meget bedre. Du maa afgjøre en Sag. “
Hun drejede ham om ved et Tryk paa hans
Arm og viste ned paa Stranden.
„Der sidder en og maler," sagde Konsulen
forbavset.
„Ja netop."
„Har du givet ham Lov?"
»Nej, jeg sagde, min Mand vilde tale med
ham."
„Det er egentlig uforskammet — naa, jeg kan
jo gaa ned og se, hvad det er for en Fyr."
„Du kjender ham vist," sagde Elisabeth tøvende,
„han kom hos Glausens i gamle Dage------ “
„Hos Clausens ? saa maa der vel være noget
ved ham —“
Konsulen satte forsigtig Barnet ned og gik
K o n su lin d e n . 7
98
lidt stivbenet ned ad den lille Skrænt. Barnet
vrissede, Elisabeth tog det hen til sig og gav sig
mekanisk til at stryge det over Haaret. Hun
kunde se de to Mænd, men uagtet Barnet nu
tav, kunde hun intet høre uden pludselig det
tunge Bump af sin egen Hjærtebanken.
Brandt havde rejst sig og stod foran Konsulen
i en høflig reserveret Stilling; lidt efter lidt
blev Udtrykket i hendes Mands Ansigt smilende;
han bøjede sig over Staffeliet, og Brandt pegede
paa Kysten og paa Molen.
Konsulens Hoved dukkede i regelmæssig Vexlen
op og ned, nu blev Brandts Udtryk livligere, han
gestikulerede, kastede Hovedet tilbage og lo, saa
hun kunde høre Latteren og se de hvide Tænder
under den fremstaaende Overlæbe. Konsulen lo
med — og gik derpaa op ad Skrænten, rød og
forpustet.
„Elisabeth," kaldte han, endnu et godt Stykke
borte. Hun tog Barnet ved Haanden og gik ham
et Par Skridt i Møde; „naa?" sagde hun med en
stræng Mine----------
„Det er en brillant Fyr," sagde Konsulen,
„han er Fandens morsom. — Hør du, kan vi
bede ham til Middag? Jeg kunde lide at faa ham
herop —.“
„Til Middag! Efter at han har trængt sig
ind? —“
„Aa hvad, en Maler — saadan en véd jo aldrig
rigtig, hvad han gjør."
99
„For mig gjærne!“ sagde Elisabeth haanlig
smilende.
Med det samme Smil modtog hun sin Gjæst,
da Konsulen kort efter atter kom op med ham.
Hun havde skiftet Toilette; i Stedet for den bløde,
doucefarvede Havedragt bar hun nu en Kjole af
et skinnende Atlaskesstof, der stod i stride Folder
om hendes Figur, gjorde den stiv, høj, imponerende.
Det dækkede Bord prangede Brandt i Møde
med en Overflødighed af slebne Glas, der brød Lyset
i Prismeglimt, høje Karaffer med Vin i gyldne og
dybe Farver, brogede Pyramider af Blomster og
Frugter i kostbare Vaser og Fade.
„Du maa bede Hr. Brandt tage til Takke,“
sagde Elisabeth hovmodig; „jeg har ikke ventet
Gjæster i Dag.“
„Fruen gjør Nar ad mig — en usselig Maler,"
sagde Brandt smilende. Han fangede et af Regnbueglimtene
fra Glassene paa sin Haand. „Se
hvor smukt," sagde han. „Lidt Kunster kan Solen
da ogsaa gjøre for os heroppe. —- Men det er
rigtig nok langt fra tilstrækkelig. Jeg i det mindste
maa hvert Øjeblik Syd paa og dyppe min Hjærne
i Lys ..."
„Saa er De nok ikke saa usselig endda,"
sagde Konsulen. „At rejse plejer at koste Penge."
„Sommetider gaar jeg til Fods," sagde Brandt.
„Undertiden kjører jeg paa første Klasse. Det
er, som jeg har kunnet gjøre mine Kunder til
7*
100
Pas. Det Billede fra Deres Skrænt haaber jeg
nu mindst at komme til Ægypten paa; især
hvis — han holdt inde og saa’ paa Elisabeth.
„Især hvad for noget?" spurgte Konsulen.
„Hvis jeg maatte tage — blot saa meget
som kvart Profd — blot en Antydning af Trækkene
-----------“
„Min Kone!" sagde Konsulen forbløffet.
Elisabeth var bleven rød. „Hvor smigrende !“
sagde hun skarpt og saa’ paa ham med funklende
Øjne. „Det gjør mig ondt, at De ikke kommer
til Ægypten; men jeg synes nu en Gang ikke om
at lade mig bruge til Staffage."
Brandt trak beklagende paa Skuldrene; „saadan
en Forgrundsfigur," sagde han; „saadan en
Form, en Farve — Nu, saa naar jeg ikke længer
end til Italien ..."
Han begyndte at fortælle om de Lande, han
havde set; ogsaa Bjerrings havde rejst, og Brandt
forstod mimisk og ogsaa med Stemmen at efterligne
enkelte Personers og hele Folkeslags ejendommelige
Udseende og Tonefald. Med en Mine,
en Gebærde, et Kast med Hovedet satte han et
Billede ind i den Historie, han just fortalte, hans
bevægelige Træk og smidige Figur skabte sig
hvert Øjeblik om, viste ny Billeder, der opfattedes
og gjenkjendtes af hans Tilhørere. Hvert Øjeblik
strakte Konsulen sig frem imod ham med opskudte
Øjenbryn og aaben Mund, anspændt og
fortryllet, for lidt efter at falde tilbage i sin Stol
101
med et U dbrud: „mageløst! udmærket! brillant
gjort!“
Ogsaa Elisabeth havde lidt efter lidt opgivet
sin forstenede Mine, hendes: „kan De huske? har
De ogsaa været der? kjender De ogsaa det?“ lød
efterhaanden oplivet, interesseret, fortroligt.
Ude paa Verandaen serveredes Cigarerne med
Kaffen. Mulatinden bragte Elisabeth Cigaretter.
Brandt strøg en Svovlstik og rakte den ærbødig
imod hende; hendes sirlig strakte Lillefinger berørte
hans Haand og støttedes et Sekund imod
den. Hendes Kinder brændte, da hun løftede
Hovedet. „Tak,“ sagde hun i en haard Tone,
gik hen til Balustraden og lænede sig over den
med Ryggen til dem.
Brandt rejste sig lidt efter: „Mit Ægypten,
nej det er sandt, mit Italien! Jeg maa tage et
Par Strøg endnu, saa skal jeg aldrig, aldrig gjøre
det mere — “
„Snik, Snak,“ svarede Konsulen. „Kom De
blot saa tidt, De har Lyst — og se saa lidt op
til os med det samme —“
„Mange T ak ,“ sagde Brandt og bukkede for
Konsulen og derpaa imod Elisabeth. Med en
skødesløs Nakkedrejning, som om hun talte til en
Lakaj, og ikke ganske sikker Stemme sagde Elisabeth
: „Hr. Brandt beærer os maaske en Gang . . .“
„Hvis De tillader, F rue,“ svarede Maleren i
en ærbødig og alvorlig Tone.
102
„Et godt Hoved," sagde Konsulen, da han
var borte..
Elisabeth trak paa Skuldrene: „Finder du —
fordi han kan de Historier? Jeg gad vide o m ..."
Hun tav midt i Sætningen, uden at Konsulen
lagde Mærke dertil. Han havde strakt sine svære
Ben ud paa en Gyngeskammel og for Resten
skjult sig bag et uhyre Nummer af en engelsk
Avis, der lidt efter lidt ligesom draget af en blid
Tiltrækning dalede ind mod hans Legeme og
dækkede det med et hvidt Tæppe. Hans Hoved
sank, Haanden tabte den slukkede Cigar.
Elisabeth stod endnu med Armen paa Balustraden
og saa’ ned mod Stranden, hvis hvide
Sand allerede havde begyndt at faa et graarødligt
Skjær af Aftenbelysningen. Brandt var i
Færd med at gaa; en Fiskerdreng hjalp ham at
bære Staffeli og Malerkasse. Han saa’ op, hilste
ærbødig og gik.
Lidt efter listede Elisabeth sagte forbi sin
sovende Mand, kastede et Schavl over Hoved og
Skuldre og gik ned ad den lille Skrænt. Her
forsøgte hun først at sidde, hvor Brandt havde
havt sit Staffeli, men det var køligt, og hun rejste
sig og gik frem og tilbage.
Langt om længe, da det skumrede stærkt,
raabte Konsulen oppe fra Balkonen hendes Navn.
Uden at svare gik hun strax op.
Konsulen stod midt i Værelset i Færd med
at tage Overfrakke paa.
103
„Vil du med? Jeg gaar op paa Anstalten.*
„Hvad skulde jeg der?"
„Du kan jo høre paa Musiken. Jeg vil se
at faa en L’hombre."
Elisabeth betænkte sig lidt og gik saa nærmere
hen til sin Mand. „Kunde du ikke blive
hjemme i Aften?" sagde hun langsomt.
„ Hjemme ? Hvorfor ? “
„For — for at føje mig. — Du er jo hele
Dagen i Byen. og saa kommer du ud med Besøg,
eller ogsaa gaar du bort om Aftenen —“
„Naturligvis— jeg kan jo blive hjemme, naar
du endelig vil have det. Men man trænger jo
dog ogsaa til lidt Opmuntring."
Elisabeth stod og saa’ ned. „Jeg trænger
ogsaa til at tale med nogen. Du lader mig være
saa meget alene —“
„Naa!" sagde Konsulen og lagde Frakken fra
sig med et ærgerlig Kast. „Saadan plejer du jo
aldrig at være? Hvad? Er der maaske noget i
Vejen med dig — maaske —“
Elisabeth kastede vredt med Hovedet. „Nej,"
sagde hun skarpt
„Naa, naa, det er jo ikke ondt ment —.
Skade, at jeg ikke bad den Malerfyr om at blive,
saadan en, han kan underholde Damerne. — Naa,
hvad skal vi saa tale om?"
Han havde placeret sig i en Lænestol ved
Bordet og bøjede sig frem med de brede Hænder
flade paa Knæene. Elisabeth stod op noget fra
104
ham, lænede sig med Siden til Bordet og lod
langsomt sin Finger glide langs med dets indlagte
Forsiringer.
„Jeg véd Ingenting,“ sagde hun efter en Pavse.
„Du maa vel kunne fortælle noget inde fra Byen
— du ser jo saa mange Mennesker."
„Det er i Forretninger."
„Ja — saa fortæl mig lidt om dem."
„Naa saa du vil vide, hvordan det gaar med
Forretningerne," sagde Konsulen og lo. „Der kan
nok blive Raad til noget Stads til dig, du lille —
hvad er det, du vil have?"
Han trak hende ned paa sit Knæ og klappede
hende med en varm og fugtig Haand. Elisabeth
gjorde sig fri.
„Det mener jeg slet ikke," sagde hun fortrædelig.
„Jeg vil høre noget, vide noget, jeg
kjeder mig, hører du, jeg vil have noget at tænke
paa —“
Konsulen rystede overlegent paa Hovedet.
„Du har jo selv sagt, du ikke kan regne. Ser
du, Forretninger, det er altid noget med lange
Tal; nu skal du se."
Han tog en Lommebog op, viste hende de
tæt beskrevne Sider og gav sig til at forklare.
Elisabeth flyttede sin Stol ganske tæt hen og
lyttede med spændt Opmærksomhed. Snart blev
dog hendes Udtryk træ t, hun gabede et Par
Gange; „sig mig," sagde hun og lagde pludselig
Haanden over Lommebogen; „naar du bliver inde ,,
105
i Byen om Eftermiddagen — det gjør du jo tidt,
véd du — saa er det vel ikke Forretninger?"
„Naa — ikke altid — en Gang imellem er
det jo et lille Gilde."
„Uden Damer?"
„Damer? Hvor vil du hen," sagde Konsulen
med et halvskjult Smil. „Ungkarlegilder naturligvis.
Der er jo mange, der ligesom jeg har deres
Familie paa Landet."
„Kan du ikke fortælle mig noget om de
Gilder ?“
„Der er ingenting at fortælle. Man spiser
og drikker godt og spiller Kort — *
„Uf, Kort," sagde Elisabeth, lagde sig tilbage
og saa’ fortrædelig op i Loftet.
Lidt etter rejste hun sig, slentrede om i
Stuen; paa en Etagere laa en aaben Bog, staaende,
med begge Albuer paa Etagehylden og
Brystet trykket ubekvemt ind mod deri skarpe
Kant læste hun videre i den.
Konsulen ventede lidt. „Hvis du vil læse,"
sagde han i en Tone, der skulde være stødt —.
„Gaa bare," sagde Elisabeth uden at forandre
Stilling.
Saasnart hun var en e, lagde Elisabeth sig
paa Ghaiselonguen, strakt helt ud med Armene
bagover Hovedet; saadan laa hun længe og stirrede
ubevægelig op i Loftet. Tilsidst brændte
hendes Kinder, hun holdt den ene Haand imod
Hjærtet, sprang op og lod den kølige Natteluft
106
strømme ind om sig. Hun kom til at fryse; saa
smækkede hun Døren i og gik ind i Seng.
Men hun kunde ikke sove. Hun blev ved at
ærgre sig over, at hendes Mand blev saa længe
borte, og da han endelig kom, fik han en Strøm
af Taarer og Bebrejdelser, som han slet ikke
kunde faa stoppet. Endelig faldt hun i Søvn af
lutter Udmattelse, og øjeblikkelig snorkede ogsaa
Konsulen.
7.
Elisabeth vaagnede tidlig næste Morgen. Hun
laa og lyttede lidt, en Lyd som af en Masse
smaa trippende Fuglefødder — aa n ej, det var
jo Regn, der dryssede paa Verandaens Solsejl
udenfor. En rolig, fin Regn. Saa stod hun ved
Vinduet og løftede Gardinet: hvid tæt Taage
overalt. Hun gav sig pludselig til at nynne et
Par Toner — Konsulen vaagnede, drejede sig og
knurrede et eller andet uforstaaeligt.
„Staa op, Mand,“ raabte Elisabeth muntert.
„Lig ikke der og bliv saa tyk! Nu har jeg været
oppe en halv Time allerede."
Konsulen slog Øjnene op. „Du er nok i
godt Humør," sagde han gnavent; „er Vejret
smukt?"
Portieren til Toiletværelset slog netop sammen
efter Elisabeth. „Regnvejr," raabte hun derinde
fra. Konsulen skød Øjenbrynene op i Panden;
„de Kvindfolk," sagde han ved sig selv og
strakte gabende sine vældige Lemmer.
Inde ved Frokostbordet spøgte Elisabeth med
sin Mand og gjorde Løjer med Barnet, der hvinede
af Henrykkelse. Konsulen rejste sig, stod
med Hænderne i Jakkelommerne og saa’ ud paa
Regnen. „Forbandet Vejr," sagde han og drejede
sig om.
„Du kan jo lade være at tage til Kjøbenhavn."
„Blive her ude hele Dagen?"
„Det gjør jeg jo altid. For Resten — nej, du
vilde bare blive kjedelig. — Naa, kryb saa afsted,
du skikkelige gamle Snegl, og bring noget
rart ud med til Middag! —“
Hun lagde Hænderne paa hans Skuldre og
strakte sig paa Tæerne op imod ham Fornøjet
kyssede Konsulen hende et dygtigt Smækkys.
„Puh!" sagde Elisabeth og tørrede Munden
paa Silketørklædet, hvoraf der stak en Snip op af
hans Brystlomme. Konsulen gik.
Elisabeth gav sig til at lege med Barnet.
Dets Glæde gav sig Luft i høje Hyl, som snart
kjedede hende. Da hun et Par Gange havde
været Slagteren, der bærer Fedtelammet til Byen,
og den lille stadig forlangte det samme Kunststykke,
ringede hun paa Bonnen og overdrog det
til hende at være Slagter. Saa satte hun sig ned
og følte sig træt. Hun saa’ paa Uhret. Paa den
108
Tid laa hun ellers og sov, og nu havde hun allerede
været længe oppe. Dagen fik mange Timer
paa den Maade.
Hvorfor havde hun egentlig været i saa godt
Humør til Morgen? Fordi hun undte ham den
Ærgrelse, at det var Regnvejr, saa han ikke kunde
sidde og male. Herregud, hvad kunde det nu
skade. Mon han var der alligevel? Dum Passiar, i
saadan et Vejr.
Hvor det trak ind fra Vinduet, hun sad ved;
hun blev rigtig kold ved det. Der var heller
ingen Overgange i det Klima! For Resten var
jo Alverdens Klimaer utaalelige.
Hun lagde sig paa Sofaen, rullede sig sammen
i et Hjørne og forsøgte at sove de Timer,
hun var staaet for tidlig op. Men det var spildt
Ulejlighed. Hvor tæt hun end svøbte sig i det
hvide lodne Schavl, og trak det helt om Kinder
og Hage, hun frøs alligevel og hun kunde ikke
finde nogen bekvem Stilling. Desuden var der
kommet en løjerlig Slaphed og Tristhed over
hende. Hun gad ikke røre et Lem, og der kom
Taarer frem og stod og sved i Øjnene, skjønt
hun slet ikke vidste, hvad der var at græde for.
Hun sprang op, slængte Schavlet og gik
igjen hen til Vinduet. Taagen stod endnu som
en hvid Mur derude. Det tik ikke hjælpe, hun
maatte ud alligevel, der var utaaleligt i det Hus -
109
det gjorde hende syg at ligge der og stirre op i
Loftet!
Elisabeth skyndte sig saa stærkt at komme
afsted, at hun maatte staa stille for at trække
Vejret, strax da hun var kommen et Par Skridt
op i Skoven. Saa gik hun igjen, ganske langsomt,
trak Vejret dybt og løftede Ansigtet op
mod de smaa Draaber, der ramte det som fine
kolde Naalestik. Alligevel vilde den Hjærtebanken
ikke holde op. Der raslede det mellem Træerne;
hun fo’r sammen, stod og lyttede — der blev
stille igjen. Saa dukkede noget borte en Skikkelse
frem af Taagen, en Mand, en med en lav bred
Hat — B randt!
„Er De ude i det Vejr," sagde han og stod
foran hende med Hatten i Haanden. „Saadan
en Taage! Hvor agter De Dem hen, hvis det
ikke er paatrængende at spørge?"
„Intet Sted!" sagde Elisabeth smilende.
Hendes Hjærtebanken var hørt op, hun følte sig
pludselig vel tilpas og rolig.
„Det var netop ogsaa mit Maal," svarede
Brandt. „Maa jeg gjøre Følgeskab?"
Hun var allerede begyndt at gaa, og han
fulgte med, varlig rettende sine Skridt efter hendes.
I den tættere faldende Regn, i den vaade Skov
gik de videre, uden at møde andre end smaa
Flokke af Daadyr, der lod dem komme ganske
nær før de gjorde et Par Spring til Side. De
gik ad Sideveje, sprang over Grøfter, fik Selskab
110
i et Par Heste, der fulgte med, indtil Brandt
hujede dem bort, forvildede sig, kom ud paa
Hovedlandevejen igjen —
Pludselig følte Elisabeth sig fuldstændig udmattet,
skjønt hun et Øjeblik i Forvejen ikke
havde mærket Træthed. Brandt saa’ sig om; de
var i Nærheden af „Hjortekilden“, et lille, næsten
udtørret Vandspring i den sydlige Del af Dyrehaven
med et Skur over og et Par Bænke om.
Herhen førte han Elisabeth, der støttede sig til
ham; hun sitrede af Træthed. Med lukkede Øjne
og Nakken støttet op ad Væggen sad hun saa
stille og hvilede, medens den traadtynde Vandstraale
sivede ud ved Siden af gjennem en lille
Tud ned i en Stenkumme, der havde en rusten
Farve af Jernbundfaldet.
„De faar da ikke ondt?“ sagde Brandt bekymret.
Elisabeth svarede ikke, men hun var dødbleg
og Hovedet gled en Smule ned til den ene
Side. I en Fart plukkede Brandt et stort Blad
af en Hestekastanie, holdt dets Flige sammen,
saa at det dannede en lille Skaal, knælede, fyldte
dette improviserede Bæger med Vand fra Kilden
og holdt det til Elisabeths Mand. Uden at lukke
Øjnene op bøjede hun sig en Smule frem og
drak; hendes Kind strejfede hans kolde Fingre,
der stadig holdt Bladet sammen.
Hun slog Øjnene op og saa’ paa ham med
111
et sky og bedrøvet Blik. Brandt slap Bladet,
tog hende om Hovedet med begge sine vaade
Hænder, saa’ et Øjeblik ned i hendes Øjne, der
igjen lukkede sig og trykkede et langt Kys paa
hendes Mund. Hun gjorde først ingen Modstand;
men pludselig stemmede hun Hænderne imod
ham, rev sig løs, sprang ud af det lille Skur og
løb hen ad en af de Veje, der krydsedes lidt fra
Kildehuset. . Brandt havde snart indhentet hende.
„Elisabeth," raabte han, „hvor vil De hen?
den Vej fører jo længere bort. De finder aldrig
hjem." Han havde naaet hende.
„Gaa Deres Vej," raabte hun og blev staaende
for at se ham i Øinene med et vredefunklende
Blik. „Hvad vil De mig? Jeg er klogere nu."
„Elisabeth,“¦ sagde han indtrængende, „troede
De, det var tilfældigt, jeg sad i Deres Have? Saa
snart jeg hørte, at De var kommen til Danmark,
har jeg lagt den ene Plan efter den anden til at
faa Dem i Tale."
„Ikke? Ikke tilfældigt," gjentog Elisabeth forvirret.
„Men hvorfor da — men den Gang — ?“
„Tror De, det faldt mig let," sagde Brandt
alvorlig. „Hvad skulde jeg gjøre? Jeg er fattig —
sig mig, sig selv, kunde det nytte, at jeg bad
om Dem? Der var intet andet at gjøre end at
flygte fra Dem. Hvor mange, mange Gange har
ikke den Atten staaet for mig, — aa hvor var
De dejlig, Elisabeth! og saa den Dag i Deres
Hjem — Elisabeth, vi to kan ikke være fremmede
for hinanden; Forholdene har skilt os, men ikke
sandt, vi hører sammen alligevel—“
Hun trak ængstelig Øjenbrynene sammen.
„Hold ikke paa mig,“ sagde hun urolig.
„Lad mig gaa. Er det da virkelig sandt? Og
nu — nu er jeg gift. “
„Ja — nu er De gift," sagde Brandt med en
bitter Betoning. „Forsørget, rig og lykkelig, og
endda vover den fattige Maler at komme paa
Deres Vej igjen.“
„Lykkelig!" gjentog Elisabeth. Hun hældede
sig en Smule frem imod ham. „Brandt!" hviskede
hun — og slog Armene om hans Hals.
Elisabeth var hjemme og vidste selv ikke,
hvordan hun var kommen hjem. Nu stod hun i
Værelset, ved Glasdøren, hun var kommen ud
ad, lænede sig til den og saa’ aandsfraværende
ud i Regnen. Hendes Øjne brændte, Blodet
pressede i Kinderne — uvilkaarlig trykkede hun
Hænderne imod dem — de var vaade og kolde.
Hun saa’ ned ad sig: et Par spejlende sorte
Pletter paa Gulvet viste, hvor hun havde
staaet.
Inde i Toiletværelset faldt hun saa igjen i
Tanker, medens hun klædte sig om, sad og
smilede hen for sig med den ene nøgne Fod i
Haanden . . .
Det ringede stæ rkt; Elisabeth fo’r op og
gjorde sig i en Hast færdig. Imidlertid bankede
en Pige paa Døren og rakte et Telegram ind.
Det var fra Konsulen: „Bliver i Byen, vent mig
ikke før i Morgen.“
Hun slængte Telegrammet fra sig. Han
havde været helt forsvunden for hende, helt
glemt; hun havde en Times Tid været i det
Paradis, hvor de almindelige Hverdagsting slet
ikke er til for en. Og nu kom denne forsvundne,
denne glemte og dukkede op, spærrende med sin
Person Vejen til Paradiset, som endelig, endelig
var fundet.. . .
Telegrammet, hun havde kastet fra sig, laa
der paa Gulvet og bredte sig saa hvidt og stort
som en Plakat, der var slaaet op for hendes
Øjne; hvor hun saa saa’ hen, skimtede hun det
alligevel. Udenfor lysnede det nu lidt op, en
bleggul Solstraale gled gjennem Værelset, skinnede
lidt paa Papiret, krøb op ad Væggen og forsvandt.
Lidt efter kom den igjen og stod nu
paa Papiret som en fast, skinnende Bro, der
hævede det blændende frem mod det mørkt
bonede Gulv. Elisabeth tog ikke Øjnene fra det.
En hæslig borende og dirrende Fornemmelse i
Hjærtet, en Angst — Brystet knugede sig sammen,
og Struben med — Luft!
Hun sprang hen til Vinduet og slog det op.
Det hjalp. Himlen var bleven næsten klar, det
K o n su lin d en . 8
114
blæste, de hvide Skyer trak hurtig forbi, hen
under det Blaa, som kun syntes endnu dybere
og mere farvemættet i Modsætning; Luften var
frisk og kølig. Hendes Uro dæmpedes.
Hvad var der sket? Ingenting endnu. Endnu
var hun ikke Brandt’s Elskerinde. Hun vilde
ikke. I Morgen vilde hun sige ham det. — Du
gode Gud, var det muligt at give Afkald igjen!
Bare lidt, bare en Dag, bare dog vide, hvad det
vilde sige rigtig at suge Lykken til sig, fylde sig
med den, blive borte i den, glemme alt andet
der var til —
Aa nej n ej, det gik ikke, hun turde ikke,
Angsten sad der dog som et hedt, dumpt Tryk
over Brystet, som om alt Blodet stod der og hamrede.
Det var ikke til at holde ud; naar hun
blot maatte slippe løs, skulde hun, skulde hun
nok — strax, saa var det gjort — hvis han kom
dernede.
Hun lænede sig ud. Han var der allerede,
syslede ved sit Staffeli og hilste ærbødig op
til hende, idet hun bøjede sig frem. Hendes Knæ
rystede; men resolut gik hun ned til ham.
Brandt sprang op og hentede en Havestol,
som han placerede tæt ved Staffeliet; hun satte
sig og han gav sig til at male. „Du søde,"
hviskede han, „er du her allerede? Jeg tænkte
nok, du kom med Solen! Jeg elsker dig, Elisabeth,
elsker dig, hører d u ! “
' : B
115
Elisabeth maatte flere Gange væde sine tørre
Læber, før hun kunde svare. „Jeg kommer for —
jeg kan ikke — jeg tør ikke! Min Mand —
„Din Mand!“ sagde Brandt haanlig, drejede
Hovedet og saa’ paa hende. „Hvad er der med
ham ? “
„Der er saadan en Angst over mig — han
har dog altid været god imod mig. “
„Er han deroppe? kommen fra Byen?"
„Han kommer slet ikke i Dag, han bliver
derinde."
„Véd du, hvad han tager sig til der? hvor
han er?"
»Nej — ?“
„Skal jeg sige dig det? Hos en af sine
Elskerinder."
„Bjerring!"
„Ja, Konsul Bjerring, din Mand."
„Hvor véd De det!"
„Naa, jeg véd adskilligt om ham. Det er
hverken den første eller den sidste. Du lille Nar!
mente du, han var dig tro? Har du Lyst til at
overbevise dig, kunde jeg maaske skaffe dig Syn
for Sagn."
„H an utro imod mig! Du kan bevise det,
siger du?"
„Kan du i Aften i Mørkningen, saa ukjendelig
som muligt, tage til Byen, skal jeg bevise det."
Han havde igjen vendt sig imod sit Staffeli
og malede.
8 *
116
Elisabeth saa’ lidt paa ham, sagde et skarpt
Ja! og rejste sig. Brandt sprang op og bukkede
ceremonielt, idet han hviskede: „Var her blot
ikke Alverdens Ø jne!“
Med en let Gysen vendte Elisabeth sig
fra ham.
Oppe i Verandaen sad hun længe og grublede.
For Tjenestefolkenes Skyld maatte hun se at
finde paa en Grund til, at hun pludselig tog alene
til Kjøbenhavn om Aftenen; men intet vilde falde
hende ind. Bestandig kom hun til at tænke paa
andre Ting; paa hvordan Solen havde skinnet i
hans Haar, da han stod der og bukkede med
Hatten i Haanden — og saa det blanke Glimt,
naar han saadan hastig vendte Øjnene imod
hende. Den anden havde altid havt matte, døde
Øjne, ligesom overtrukket med en Hinde.
Uf, den anden! Saa han narrede hende
oven i Kjøbet! Nej men var hun da bleven
dum! Hjemme hos Forældrene, der havde hun
da Øvelse nok i at finde paa Udveje, og nu — Hun
smilede. Det skulde gaa underlig til, om hun
havde glemt at rede sig ud af en Klemme. Naturligvis
— det allersimpleste af Verden.
Hun ringede. Da Mulatinden kom ind, laa
hendes Frue stønnende paa Sofaen med et Tørklæde
for Munden. „Véd du ikke noget for
Tandpine? Jeg har saadan Smerter."
Naturligvis vidste Bonnen mange gode Raad.
Kamfer og Nafta og et helt Husapothek blev an- |j
117
vendt, til Kinden var helt rød og brændende. I
Mørkningen erklærede da Fruen, at hun vilde
tage til en Tandlæge; Pigen fulgte hende til Stationen
og saa’ hende med et tæt Kniplingstørklæde
om Ansigtet stige ind i en tom Kupé.
Da Toget bruste ind over Dæmningen i Kjøbenhavn,
straalede Søerne paa begge Sider allerede
med Spejlbilleder af de lange Rækker Gaslygter,
der som en lysende Søjlerække i det
fjærne sluttede sig tæt sammen og endte som en
blank Guldkrans, skarpt imod den blaasorte
Himmel.
Aftenen var varm, Luften forekom Elisabeth
tung og fyldt med Støj, de Mennesker, der strømmede
ud af Kupeerne, saa’ paa hende, hun følte
sig angst, forvirret, ensom. Hvis han nu ikke
var her, tænkte hun. Men i det samme kom en
lille Herre hurtig hen imod hende og bøjede sig
frem, idet han stirrede paa hende.
„Ja,“ sagde hun sagte.
„Det var Ret,“ svarede han i samme Tone.
„Giv mig nu Deres Arm. De er ganske ukjendelig.
Havde jeg ikke kunnet føle det paa mig, at det
maatte være Dem, vilde jeg ikke have fundet
Dem. “
Elisabeth svarede ikke; hendes Hjærte bankede
saa stærkt, at hun havde Møje med at gaa.
Ogsaa Brandt tav; en Gang imellem trykkede han
hæftig hendes Arm til sig.
De var kommet ind paa den træbevoxede
118
Del af Kjærlighedsstien, med Bænkene ude ved
Vandet; der var næsten mørkt, hist og her hørte
man halvhøje Stemmer. Brandt førte hende til
en af Bænkene. „Kys mig,“ mumlede han hende
i Øret, og lagde Armen om hendes Skulder.
Elisabeth rystede den af sig; „aa nej, nej,“ sagde
hun med halvkvalt Stemme, og gyste den ene
Gang efter den anden. Brandt trak paa Skulderen;
„lille Nar,“ sagde han godmodig, og rejste
sig. „Lad os gaa da, det vil omtrent passe."
De standsede i en lille snæver Gade ad
Vesterkanten til. Der var temmelig mørkt, en
enkelt Gaslygte kastede lidt Lys op over det nærmeste
Hus, ingen Butiker, kun hist og her et
enkelt Kjældervindue, der med sin lille Lampe
eller to kastede Skjær over en Stump Fortov og
trak en lille rødlig Firkant af toppede Sten frem
af det omgivende Mørke, ligesom en Forgaard,
der hørte til dets Domæne.
„Lier er Gaden," sagde Brandt, „men Huset?
naa der —"
Han pegede paa et Sted, hvor et Par Vinduer
stod saa gule og lyse som et Par store
vaagne Øjne, der spejdede ud i den halvsovende
Gade.
Med forsigtige, lydløse Trin gik de frem og
tilbage paa den modsatte Side af Gaden, tavse
eller af og til med et hvisket Ord. Der var fuldkommen
stille. Ikke et Fodtrin; en Hund, der
pludselig fo’r ud af en Gadedør, bragte Elisabeth i __1
119
til at fare sammen. En spids Klingren af en
lille Kjælderklokke; et Vindue, der blev smækket
til, tre fire Gange i Rad, inden det blev lukket,
endelig borte i den fjærneste Del af Gaden Fodtrin
og Lyd af Tale, ofte afbrudt af en lydelig
og skrattende Kvindelatter.
Et Par kom hurtig nærmere, *Manden havde
stukket sin Arm ind under Kvindens; den svære
Skikkelse var let kjendelig til Trods for den
draperende Slængkappe. Damen lænede sig fortrolig
bag over og støttede Skulderen til ham, hun
var høj og han behøvede kun at bukke sig lidt
for at se hende ind i Øjnene. Saa ofte han
gjorde det, slog hun sin skraldende Latter op.
” tys,“ sagde Konsulens Stemme tæt ved
dem. „ikke saa højt paa Gaden. Naa, nu er vi
nok hjemme — der er skam oplyst hos dig!"
De gik op ad Trappen.
Elisabeth blev et Øjeblik staaende og stirrede
paa de oplyste Vinduer, greb saa Brandts Arm
og trak ham afsted næsten i Løb.
„Kjendte De hende,“ spurgte Brandt. „Frøken
S., De véd nok hende ved Kasino. .
Elisabeth blev pludselig staaende og saa’
ham mistroisk i Øjnene. „Hvordan — hvoraf
vidste De, at i Atten — ?“
„Kjære, tror De, det er første Gang," sagde
han. „Alverden har vidst, at hun havde faaet
sig en ny —“
De gik videre — i samme Tempo. Endelig
udstødte Elisabeth et Suk og saa’ sig om: „Hvor
er vi egentlig? Hvor gaar De med mig?“
„Ja, hvor er vi kommet hen? Lad mig se —
Naa nu er jeg virkelig i Tanker gaaet min sædvanlige
Vej — Her omme, ved det næste Hjørne,
er mit Atelier. — Elisabeth, vil De se Deres Billede?
Husker De, i Deres Moders Dagligstue,
Elisabeth ? Jeg har malet Dem mange Gange siden,
efter Hukommelsen, men det Billede har jeg ført
med mig overalt. — Elisabeth, De m a a se, hvordan
jeg har tænkt paa Dem i alle de Aar —“
Han holdt en lille blank Tingest halvgjemt i
Haanden, som en Kniv, tænkte Elisabeth — men
det var kun en lille blank Nøgle, hvormed han
nu lukkede Gadedøren op.
Det gav et stærkt Ryk i Elisabeth, men medens
han med en Haand holdt Døren aaben,
lagde hans Arm sig om hendes Skulder og skød
hende lempelig ind. Med et lille Klik drejedes
Nøglen indefra om i Laasen.
8 .
Det var blevet Vinter. I Bredgade havde
Konsul Bjerrings lejet en elegant Lejlighed og
udstyret den paa en usædvanlig Maade. Fruens
Værelser især havde et vist udenlandsk eller
kunstnerisk Præg, som Konsulen i Regelen betegnede
som „noget, Brandt havde hittet paa.“
121
De besøgende beundrede i høj Grad, saa længe
de befandt sig i H uset, men udenfor rystede de
paa Hovedet: alle de D rapper i er og Puder og
Figurer og Tallerkener, skulde Tjenestepigerne
maaske holde dem rene ? Enhver kunde da ogsaa
med et halvt Øje se, at der laa Støv i alle Kroge,
og om det saa var de Fade eller Skjolde, der
hang paa Væggen, var der grøn Ir i deres Huller
og Fordybninger . . .
I det hele blev der en Del rystet paa Hovedet
af den Bjerringske Ménage. Det var dog
et forskrækkeligt Venskab, der havde udviklet sig
mellem Parret ‘og denne Maler, denne Brandt.
Man saa’ ham altid som Trediemand, i Theatret,
paa Koncerter, paa Spasereture —. Og da Konsulen
jo var meget beskæftiget, traf man ogsaa
Brandt paa Tomandshaand med Fruen. Han gik
med hende paa Udstillinger, paa Kunstavktioner,
som hun syntes at interessere sig stærkt for. Saa
stod Brandt bag hendes Stol, i Trængslen klemt
helt ind til hende, og Fru Bjerring vendte et
ganske straalende Ansigt op til ham, blussende
af Kampiver, formodentlig, naar Budene gik
livlig. —
Brandt syntes lige saa uundværlig for Konsulen.
I det mindste var der ikke et af de
store eller smaa Selskaber, hverken de intime
Herregilder eller de officielle Middagsselskaber,
der fandt Sted uden ham; var Familien alene,
122
passiarede han med Konsulen, spillede Bezique
med ham og gjorde ham Selskab ved Aftentoddyen
. . .
For øvrigt blev disse Hjemmeaftener uden
Selskab sjældnere og sjældnere. Bjerrings blev
meget inviteret ud, og Fruen tog imod alle Invitationer.
Konsulen afslog ikke faa. Forretninger
optog ham meget, og især maatte han ofte om
Aftenen deltage i Møder, Samlinger af Kreditorer
ved en Fallit, Generalforsamlinger, Sammenkomster
for at drøfte Projekter. — Disse Møder trak som
oftest ud til meget langt paa Natten, og for ikke
at forstyrre sin Hustru havde Konsulen ladet sig
indrette et lille Aftrædelsesværelse i den anden
Ende af Huset, ved Siden af sit Kontor.
Elisabeth udspurgte ham ikke om hans Fraværelse,
talte overhovedet ikke meget til sin Mand;
skete det, havde hendes Stemme en skarp Klang,
som ofte bemærkedes af Konsulen og irriterede
ham. I det Skænderi, som da udviklede sig, var
Elisabeth hvert Øjeblik paa Nippet til at slynge
ham det hele i Øjnene, sige ham, at hun kjendte
hans Forhold til Sangerinden, hans Løgne med
Møderne, hele det Liv, han førte — men hver
Gang snørede Tanken paa hendes egen Hemmelighed
hende Struben sammen.
Det blev hende endnu en Grund til Had, at
Manden ved sit Exempel havde trukket hende
med sig, saa at hun nu havde mistet Retten til
at give dette Had Luft.
123
En Dag i Børstiden kom Konsulen ind i sin
Hustrus Boudoir og fandt som sædvanlig Husvennen.
Maaske for at dække et Øjebliks Usikkerhed
ytrede Brandt levende Deltagelse for Konsulens
Befindende; „De ser daarlig ud, De er jo
bleg," sagde han.
Konsulen saa’ i Virkeligheden noget medtaget
ud. Folderne under Øjnene var bleven betydelig
tykkere og mere fremfaldende, Hudens Huller og
Porer mere synlige i en fedtet Rødme, der strakte
sig ens over hele Ansigtet.
Langsomt og stivt lod han sig glide ned i en
af de lave Lænestole.
„Sniksnak," sagde han tvært. „Jeg fejler
ingenting. Det skulde være Ærgrelser — dem
kan man altid have nok af."
„Saa du ærgrede dig paa Mødet i Gaar,"
sagde Elisabeth skarpt og saa’ forbi ham ud ad
Vinduet.
„Hvad for noget? Hvor? Naa der —“
„Hvad var det saa om? Fortæl os lidt
om det."
„Aa, det forstaar du dig dog ikke paa —“
Han rejste sig igjen og gik hensigtsløs rundt
i Stuen, flyttede ved Nipssagerne og tog Figurerne
op og saa’ paa dem.
Næsten uden at dæmpe Stemmen sagde Elisabeth
over til Brandt: „I Eftermiddag Kl. 7."
Brandt rynkede Panden og viste med et Blik paa
124
Konsulen. Trodsig gjentog Elisabeth: „I Eftermiddag
Kl. 7."
Konsulen vendte sig om mod dem: „Hvad
er der i Eftermiddag ?“
Elisabeth lo. „Et Stævnemøde. Brandt kommer
og henter mig."
„Har De ikke Lyst at være med, Hr. Konsul,
“ sagde Brandt indsmigrende. „En af mine
Venner morer sig med at udstille sit Atelier i Belysning.
— Han har for Resten en Del kuriøse
Sager. “
„Fanden tage kuriøse Sager," vrissede Konsulen.
„Dem har jeg set nok af i mit Liv.“ Han
vendte sig til Elisabeth: „Du kommer vel hjem
i ordentlig Tid. Jeg gaar ikke ud i Aften."
„Du glemmer nok, at vi skal til Bankdirektørens."
„Jamen jeg gaar ikke."
„Det er ingen Grund for mig til at blive
hjemme."
Situationen blev Brandt uholdbar — han anbefalede
sig.
Der havde udviklet sig en stærk Trods hos
Elisabeth. Hun hadede nu Manden saa meget,
at det kildrede hende at styre lige til Skærene
for saa med et dristigt Kast at vende og klare
sig ud i rum Sø igjen. Desuden foragtede hun
ham, fordi han løj saa daarlig. Selv var det
hende nu, ligesom i gamle Dage, en ligefrem For125
nøjelse at lyve godt; det var igjen blevet hende
en Kunst.
For Resten holdt hun ogsaa af at spille højt
Spil. Hun nøjedes nu ikke med at blive borte
fra de Steder, hvor man ikke inviterede Brandt,
hun opfordrede ligefrem Folk til at bede ham
med. Da hun gjorde det saa dristig, lod ikke
faa sig imponere til at gjøre d e t. . .
Der blev snakket en Del om denne ménage
å trois. Men saa længe Konsulen og han var
Venner — Desuden kom Bjerrings alle Vegne;
ingen havde Lyst til at fyre det første Skud. Med
stor Sikkerhed og Scenevanthed forstod ogsaa
Brandt at beherske Situationen, at holde en vis
Uantastelighed vedlige og tillige at sætte sig i
Respekt.
Det faldt derimod Elisabeth svært at være
diskret. Hun var aandsfraværende, urolig, saa
længe til hun fik Brandt placeret ved Siden af
sig; talte han med andre Damer, fulgte hendes
Øjne ham uafladelig. Selv formaaede hun daarlig
at føre en Samtale med andre. Dansede hun
med Brandt, blev hendes Udtryk fuldkommen
hvilende og stille, det glattedes ud i et fortabt
bjærgtagent Smil, hendes Øjne, der var omtrent i
Højde med hans, saa’ smægtende ind i dem.
Undertiden foreslog hun ham at sidde stille,
at tale en Dans igjennem. De fandt dog ikke
mange Ord. Elisabeth mindedes de lange Samtaler,
de havde ført før hendes Giftermaal, og hun
forsøgte at opsøge de gamle Æmner; men et Blik,
et diskret Smil, en Bevægelse af ham distraherede
hende, de Spørgsmaal, hun vilde gjøre, svandt ud
af hendes Hjærne, hun forstod ikke mere, hvad
han forklarede, alle disse Ting forekom hende
hule eller intetsigende for hende og ham,
deres Blikke mødtes, og den sannne Gløden syntes
at brænde hos begge. Saa dansede de ud,
og Elisabeths Hjerte slog langsomt og saa tungt,
at dets Stød kunde mærkes af Brandt under
Dansen.
Bysnakken blev livligere og livligere. Det var
ikke længere nogen Sjældenhed at se Fruen holde
med sin lille Kurvevogn ved Malerens Bopæl og
slaa Smæld for at faa ham til at skynde sig. —
Med en lidt forlegen Mine sad saa Brandt ved
Siden af hende, medens hun rask kjørte Ponyerne
gjennem de mest befærdede Gader, hvor Bekjendte
uafladelig hilste og ofte stod stille og
saa’ efter Parret og deres Anstandsledsager, den
lille Abekat af en Groom, der med Ryggen vendt
imod dem knejsede saa stiv som en Pagode med
sine korslagte Arme.
Undertiden maatte de Kjøbere eller Venner,
der besøgte Brandt, vente temmelig længe, inden
han lod sig se. En Dag rev en ung Baron med
junkerlig Nysgjærrighed Døren op uden at vente
og saa’ da en silkeklædt Ryg forsvinde i største
Hast ud af Værelsets modsatte K ant., .
127
Da Besøget lykkelig var expederet, og Elisabeth
kunde slippe ud af sit Fængsel, lo hun forceret
og trodsig, medens Brandt havde Rynker i
Panden.
„Er du bange,“ sagde Elisabeth overmodig.
„Ikke for mig i alt Fald.“
»Og jeg vilde helst ribbe det ud paa alle
T orve!“
„Hvilken Idé! Man skulde selv ødelægge det
gode, man kan have — Lad os bruge Tosserne
men ikke omvendt. “
Elisabeth saa’ ned og bankede smaa Slag i
Gulvet; nu trak h u n Øjenbrynene sammen.
Brandt saa’ lidt paa hende og skød Munden
ud til en uhørlig Fløjten. Saa tog han med
begge Hænder om hendes Kinder og løftede
hendes Hoved. „Du urimelige lille Skabning,"
sagde han i en indsmigrende Tone. „Jeg vil jo
kun ikke miste dig, ikke blive nødt til at give
Slip paa dig, Idioterne skal dog ikke faa Magt til
at skille os ad —“
„Det kan de ikke, naar vi ikke selv vil’!“
„Naar de nu gaar til din Mand —“
„Den modbydelige — jeg hader ham!"
„Den skikkelige Konsul," sagde Brandt smilende,
„som saa pænt gaar sine Veje og lader os
gaa vore!“
Elisabeth saa’ hurtig op paa ham — og rev
sig med en vred Gebærde løs fra ham. Hun trak
’t
;
:
1
i
I
•fil:
¦
f
‘rr
128
ilfærdig og med rystende Hænder i Kaaben, hvis
Knapper paa ingen Maade vilde føje sig.
Brandt lukkede den for hende og kyssede
ydmygt Haanden, der slapt havde opgivet Arbejdet.
Saa kastede hun sig hæftig om hans
Hals: „Min første og eneste Kjærlighed!" sagde
hun extatisk. Brandt kyssede hende paa Panden
og tørrede Taarerne, til hendes hysteriske Graad
var standset. Hans Mine var alvorlig eller snarere
urolig.
Elisabeth sad med et Indbydelseskort i Haanden
og smilede hen for sig. Det var fra Glausens,
stilet akkurat som den Gang i gammeldags og
hovmodig Beskedenhed: Etatsraad Clausen og ,
Hustru udbede sig----------
Hun lukkede Øjnene og sagde sagte for sig:
„Er De bange? Og De er saa smuk!"
Alle Billederne fra den Gang trak forbi: det
stærke Lysskin paa Damernes straalende Toiletter,
det tomme Rum midt i Salen, hun skulde passere:
de fra oven nedover missende Øjekast, og Klyngen
af de unge Piger, hvis Ringe lukkede sig for
hende og skød hende ud helt yderst i Kredsen —
„Men De er saa smuk!" —
Hun sprang op og gik til Spejlet. Ja, hun
var sm uk! Lige saa smuk som den Gang!
Hun vilde hævne sig paa dem fra den Gang,
hævne sig og udfordre dem, de stive, fornemme i
129
Clausens, Herrerne der havde protegeret hende,
Damerne, der havde set hende over Hovedet. De
skulde bøje sig for hende, alle, for hendes Skjønhed,
hendes Pragt, hendes R ingeagt.. .
Elisabeth stod i sit Paaklædningsværelse, beskæftiget
med Toilettet til Ballet. De mangearmede
Lampetter paa Trumeauspejlene kastede
et gulligt Skær over den hvide Atlaskdragt,
hvis Vifteslæb bredte sig over Gulvtæppets
Fløjelsrabatter. Hendes Haar var højt opsat,
efter antik Mønster med hvide Perlerækker som
Baand.
Kammerjomfruen var just beskæftiget med
at befæste Halssmykkets Laas, da der blev banket
og en traadte ind uden at afvente Tilladelse.
Konsulen gik hen bag sin Hustru og saa’ over
hendes Skulder i Spejlet. „Hvad har du gjort
ved dig? Du ser helt anderledes ud,“ sagde han
gnavent. Elisabeth svarede ikke.
„Det er sandt — saadan gik du nok, før du
blev gift — det vil sige, ikke i Atlask og ægte
Perler, min Pige! Naa — det klæder dig for
Resten — du ser godt ud, det maa man lade
dig. “
Han bukkede sig og vilde kysse hendes
Skulder.
Elisabeth vendte sig med Lynets Fart. „Lad
mig være,“ sagde hun vredt. „Jeg er ikke — “;
hun bed Tænderne sammen for ikke at fuldende
Sætningen.
K o n su lin d en . 9
Konsulen stirrede paa hende. „Hvad Pokker
— er du ikke — Dog heller ikke han talte
ud, men gik sin Vej med vrede, trampende Skridt.
Heller ikke under Vejs vexlede Ægtefællerne
noget Ord.
Med hinanden under Armen traadte Parret
saa ind gjennem de opslaaede Fløjdøre og hilste
med kølig Fornemhed rundt om i Salen. Saa
blev Elisabeth staaende, under Lysekronen, midt
i det tomme Rum, og saa’ sig hovmodig smilende
om. Alles Øjne rettedes mod hende og hun opfangede
disse forbavsede og fjendtlige Blik som
med et Skjold af haanlig Sikkerhed, der kastede
dem tilbage fra sin blanke Metalflade.
Ud fra en Klynge kom fhv. Frk. Clausen,
nu Fru L., langsomt imod hende. Hendes stive,
stille Træk var uforandrede, maskeagtige, som
for alle de Aar siden; kun Furerne ved Mundvigerne
havde fordybet sig og Stemmen var bleven
endnu mere tonløs, mere monoton. Med en
næsten umærkelig Sideskotten saa’ hun til sin
Mand, der sendte hende et befalende Øjekast.
Elisabeth brød af midt i Samtalen for at vende
sig mod en Skare smilende og hilsende Mennesker,
der snart havde omringet hende.
Knejsende og med Øjnene skinnende af Kamplyst
tog Elisabeth mod denne Hyldest, som de
besejrede ydede hende. Det kildrede hende at
tænke paa, at denne Klike, som i sin Tid havde
overset hende, nu krummede sig for hende; hun
131
fik Lyst til at trodse dens Vedtægter endnu mere
aabenlyst, at prale med sin Dristighed. Hun saa’
sig om efter Brandt og opdagede ham henne i
en Krog, midt iblandt en Flok unge Piger. Pigebørnene
trængte sig tæt op ad hinanden, omringede
ham i en forvirret, bevæget Klynge, med
Armen om hinandens Liv eller Skulder, der lød
hele Kaskader af Latter, hvert Øjeblik rakte en
af dem Halsen frem og sagde et eller andet
pikant eller impertinent til Brandt, og trak sig da
rødmende tilbage i Flokken, naar hans Svar kom
slagfærdig som Knaldet, idet en Gnist slaar ned i
Krudt.
Elisabeth gik rask imod Klyngen, viftede sig
og betragtede Brandt med et ufravendt og bydende
Blik. Han drejede sig og vendte Ryggen til
hende; men hans Svar faldt ikke saa elektrisk,
hans Bevægelser blev mindre fjedrende, den
kynisk-skjælmske Glans i Blikket tabte sig. De
unge Pigers kaade Munterhed døde lidt efter lidt
hen, flere Herrer kom til, engagerede og konverserede
deres Damer. Flokken opløste sig i smaa
adskilte Grupper.
Brandt stod et Øjeblik alene og saa’ distræt
ned for sig. Saa gjorde han omkring og gik rask
til Elisabeth. Lidt højere, end det var absolut
nødvendigt, sagde han de regelrette Ord: „Har
Fruen en Dans tilovers?" Elisabeth rakte ham
sit Balkort: hans Navn stod allerede ved tre
Danse. Med et ikke ganske skjult Glimt af Ube-
9*
132
hag saa’ Brandt ned i hendes trodsig smilende
Ansigt, greb derpaa Blyanten og lod, som om han
skrev sit Navn paa de betegnede Steder.
Inde i Spilleværelset havde Konsulen ikke
Ro paa sig ved sin L’hombre. Hver Gang han
„sad over", rejste han sig og gik efter et Par
smaa Slag frem og tilbage til den aabne Dør,
hvorfra man gjennem et Mellemværelse kunde se
ind i Balsalen; her blev han staaende, til indignerede
Tilraab fra de medspillende kaldte ham
tilbage til hans Pligt. Efterhaanden avancerede
han længere og længere frem gjennem Døren;
efter en hviskende Raadslagning og en ironisk
Latter besluttede de tilbageblevne at gjøre Regnskabet
op, begynde en ny „trekantet" og overlade
ham til hans Skæbne.
Den førte ham gjennem det næste Værelse, hen
til Balsalen. Til Dels dækket af den ikke fuldstændig
aabne Dør spejdede han nu ind efter Elisabeth;
hans tykke røde Øjenbryn trak sig sammen, da
han fik Øje paa hende. En ubehagelig Fornemmelse,
en ubestemt Mistanke, der var dukket op
i ham i den senere Tid, syntes at voxe og faa
tydelig Form ved, hvad han saa’.
Paa en lille Sofa i Vindueshjørnet, lidt skjult
af de opstillede Par og ganske dækket, naar en
hel Del dansede ud paa en Gang, sad Elisabeth
og Brandt. De lod ikke til at tage Del i Dansen,
heller ikke talte de synderlig sammen. Brandt
sad sidelængs, bøjet frem mod hende, hans Arm ,
laa langs Sofaryggen, ved de enkelte Ord, der
blev vexlet, borede de to Menneskers Blik sig
fast og brændende i hinanden; naar Elisabeth lod
Viften synke, strejfede den ofte Brandt’s Skulder
eller Arm.
De var begge i en ophidset, extatisk Tilstand.
Aldrig før maaske havde Brandt følt sig
saa meget i Elisabeths Magt. Hendes fine, af
Lidenskaben mærkede Skjønhed, Brudetoilettet,
der med tilbageholden Hentydning mindede ham
om deres første Møde, satte hans Kunstnerfantasi
i Bevægelse og pirrede hans raffinerede Smag;
de andre Kvinders brogede Dragter og udglattede
Ansigter trykkedes ned i det hverdagsagtige ved
Sammenligningen. Elisabeths haanlige og noget’
vilde Udtryk, der for ham og kun for ham forvandledes
til en dyh Gløden, en extatisk Smægten,
imponerede og bedaarede ham og skabte en
romantisk Rus, der for en Stund ganske rev ham
med sig. Han havde villet konversere hende,
bruge Balsalens sædvanlige Themaer, paa dette
Bal netop dementere alle Rygter — og i Stedet
for bragte nu hvert Blik, hver Bevægelse, hvert
halvudtalt Ord en Elskovsmening, en Lidenskabsbetydning,
sitrende af Minder og af Løfter. Glemmende
al Forsigtighed, glemmende alt uden hinanden
fortabte de sig i Følelsen af at høre hinanden
til. —
Der blev halvhøjt ført en Samtale paa den
anden Side af den Dør, bag hvilken Konsulen
134
havde sin Lurerpost. Hver Gang Musiken lød
lidt mere dæmpet, kunde han høre, hvad der
blev sagt; han opfangede sit Navn og bestræbte
sig for gjennem Dørsprækken at iagttage de
talende.
En høj, athletisk bygget, langfrakket Mand
med et ejendommeligt hvast Blik, gulligt, skarpt
Ansigt med dybe Mundvigfurer bøjede sig ned
over et Par ældre Damer, der kjælent lagde
Hovedet paa skraa for bedre at kunne se op til
ham. Han gjorde en betegnende Bevægelse i
Retning af Hjørnesofaen.
„Gud nej, Deres H ø jv e lb a a re n h e d h ø rte
Konsulen en Damestemme, „det er intet Par, det
er Fru Bjerring, Konsul Bjerrings, — han sidder
inde og spiller!“
„Ja saa! Og den unge Mand?"
„Det e f Maleren Brandt; — han gaar ud
og ind der i Huset — alle Mennesker taler om
det —.“
„Vi maa bestræbe os for ikke strax at tænke
det værste om vore Medmennesker. Men sikkert —
jeg vil ikke nægte, at den unge Mand ser ud som
en af hine, der er sendt til Fordærv."
Lidt efter saa’ Konsulen hans Højærværdighed
bevæge sig langsomt mellem de dansende over
til Vinduerne hen imod Hjørnesofaen. Noget
derfra blev han staaende; men Hovedets lette
Hældning og Blikkets halvskjulte og hvasse Skotten
gik i Retning af Parret.
135
Som om han ved et eller andet ubehageligt
vaktes til Fornemmelse af de reelle Forhold, saa’
Brandt sig med et hurtigt Blik om i Salen. Flan
lagde sig tilbage i Sofaen, tvang sit Ansigt til
en ligegyldig Selskabsmine og sagde næsten uden
at bevæge Læberne: „Din Mand passer paa os.“
Der gik en Sitren over hans Højærværdigheds
Ansigt. Han havde opfattet Ordet „din".
Brandt rejste sig, bukkede dybt for Elisabeth,
gik tværs over Salen og var et Sekund efter ude
blandt de dansende med en ung smuk Dame.
Den halvaabne Dør i den anden Ende af Salen
lukkedes lidt efter meget højt op og Konsulen
gik over Gulvet til sin Hustru. Et Par Herrer
stod foran Elisabeth og konverserede hende. Just
som hendes Mand nærmede sig, rejste hun sig
og dansede ud.
Det blev en lang Dans; utrættelig svingede
hun sig, snart med smaa Trin midt paa Gulvet
under Lysekronen, ' snart fejende afsted langs
Salens Vægge. Endelig kom hun aandeløs tilbage
til Sofaen, kastede sig i Hjørnet og lukkede
Øjnene. Konsulen betragtede hende et Øjeblik:
„Kom, vi vil hjem," sagde han i en befalende
Tone.
„Jeg maa have noget at drikke," svarede
hun, uden at lukke Øjnene op.
Idet Konsulen rejste sig for at skaffe det forlangte,
saa’ Elisabeth spørgende over til Brandt.
136
Han besvarede Blikket med en næsten umærkelig
Rysten paa Hovedet.
. Konsulen kom tilbage, fulgt af en ung Pige,
klædt i en gammeldags tilskaaren, sort Silkekjole,
ganske tynd af Slid; hun bar en Bakke med Is
og Vin. Det var en lille undersætsig, bred en,
tued et Par røde Kinder, der blev rødere og
rødere, medens bun med nedslagne Øjne stod
ventende foran Konsulinden.
„Tak,“ sagde Elisabeth og saa’ op, idet hun
vilde sætte Glasset fra sig. Men hun beholdt det
i Haanden og stirrede op i den unge Piges Ansigt.
„Olga! Er det dig? Hvordan kommer du her?
Kjendte du mig ikke?"
„Jo - jeg kjendte godt Konsulinden," sagde
den unge Pige med en endnu mere forlegen Mine.
„Konsulinde — jeg tror du vil."
„Har du virkelig ikke glemt mig," sagde Olga
og smilede over hele Ansigtet. „Men jeg er jo
i en tjenende Stilling her — halvt Husjomfru,
halvt Selskabsdame —"
„Og din Fader?"
„Han er død."
„Elisabeth!" kaldte Konsulen.
„Du rnaa vente lidt — en Barndomsveninde
af mig — ; Olga, du maa komme og besøge
mig. “
„Hvor det er pænt af dig, Elisabeth!"
„Snik snak — naar kommer du?"
„Saa snart jeg faaer fri en Dag."
137
Morgenen efter Ballet rejste Brandt „paa
Landet", som Portneren havde Ordre til at sige.
Da han efter en Uges Tid vendte tilbage, fandt
han Brev fra Elisabeth paa sit Bord. „Jeg rnaa
tale med dig. Dersom du ikke kommer til mig i
Dag, kommer jeg i Morgen. Det er blevet aldeles
utaaleligt."
Ingen Dato, men Poststemplet var en Dag
gammelt. Brandt rev Billetten i Smaastumper,
stod et Øjeblik tvivlraadig med Hatten i Haanden,
lagde den fra sig og ventede.
Ikke længe efter blev der ringet svagt og
hurtig. Førend han endnu kunde naa ud, gjentoges
Ringningen. En tæt tilsløret kold Kind'
trykkede sig imod hans, ganske skjælvende og
tavs klyngede Elisabeth sig til ham. Han skyndte
sig at føre hende ind.
„Hvad er der hændt? Saa! — naa, det
dumme Slør — lad mig se paa dig.“
Hun sad rystende i Sofaen, holdt hans Hænder
krampagtig fast og kæmpede for at faa Ordene
frem.
„Du véd ikke, hvad Liv jeg fører," sagde
Elisabeth. „Siden Ballet — det er utaaleligt, jeg
kan ikke holde det u d ! Aldrig et Sekund R o;
naar jeg tror, han er vel borte, kommer han fem
Minutter efter tilbage."
„Jaloux!" sagde Brandt. „Naa, det maa man
138
finde sig i. Vi maa være mere forsigtige, Elisabeth,
i Fremtiden."
„Forsigtige!" gjentog hun bittert. „Naar jeg
siger dig, at jeg ikke kan holde det ud! Tænk
dig min Stilling, kontrolleret, bevogtet, nødt til
altid at finde paa Udflugter."
Brandt smilede; overvindende en svag Modstand
lagde han hendes Hoved til rette paa sin
Skulder.
„Det er jo naturligvis slemt for dig. Men
hvad er der at gjøre? Der er ingen anden Udvej
end i nogen Tid at passe paa, at være snildere
end vi har været."
Elisabeth trykkede sig ind til ham og trommede
med sine Fingerspidser paa hans Kind.
Brandt drejede Hovedet og kyssede dem.
„Hvis du vilde!" sagde hun bønlig. „Jeg
bryder mig ikke mere om at være rig!"
Kyssene hørte op. Over hendes sænkede
Hoved, der skjulte sig ved hans Bryst, gjorde
Brandt en fortrædelig Grimace. Den glattedes
hurtig ud. „Du lille Sjæl!" sagde han og strøg
hende over Kinden. „Saa du vilde virkelig opgive
det hele — vilde du!"
Elisabeth saa’ ivrigt op. „Det véd du godt!
Gjør det, gjør det! Jeg skal være saa nøjsom,
saa taknemmelig. Tag mig, du skal ikke komme
til at fortryde det!"
„Som det kunde gjøres i en Haandevending,"
sagde Brandt hovedrystende. „Har du ogsaa be139
tænkt, Barn som du er, Skandalen, Rygterne,
alle dine Bekjendte, der vil lukke Dørene for dig,
alle Scenerne med din Mand. Og saa tænk, at
der skal gaa tre hele Aar, tre Aar af vort Liv,
af vor Ungdom! Hvordan vil vi være efter den
Tid? Vil vi endnu —“
Elisabeth arbejdede for at befri sig fra hans
Arm. „Lad mig gaa, lad mig komme herfra,"
sagde hun forbitret. „Hvor tør du holde paa
m ig! “
Brandt holdt hende fast. „Du forstaar mig
ikke," sagde han beroligende. „Det er jo min
Pligt at gjøre dig Sagen klar. Paa mig kan du
trygt stole. Tvivler du paa, at jeg elsker dig?
Véd du ikke, at der er ingen, ingen, der kan
sammenlignes med dig? Men en saa vigtig Beslutning
kræver dog noget Overlæg."
Med et Lettelsens Suk sank Elisabeth tilbage
i hans Arm. I Virkeligheden tvivlede hun ikke
paa ham. Hun tænkte paa Ballet og smilede
sejrssikker: han havde Ret, ingen havde den Magt
over ham.
Parret skiltes med mange Forsikringer og
Løfter, især Løfter.
Kun sad Brandt, da hun var gaaet, længe
og grundede med et meget eftertænksomt og bekymret
Ansigt; „forbandet, rent forbandet!" udbrød
han og slog i Bordet med den knyttede
Haand.
Et Par Dage senere fik Elisabeth Besøg af
Olga Strøm. Den unge Pige, hvis pæonrøde Kinder
stod i en halv latterlig Modsætning til Sørgedragten,
hvis Slidthed og Tarvelighed gjorde den
endnu mere trist, sad forlegen og pillede ved sine
grove stive Hansker, i hvilke lang Brug havde afsat
faste og glinsende Afstøbninger over Knoernes
og Fingerledenes Form. Elisabeth var adspredt,
optaget; efter de første banale Spørgsmaal og
Svar sygnede Samtalen hen. Da Olga imidlertid,
af Sparsommelighed, trak Hanskerne af, faldt
Elisabeths Blik paa hendes Haand: „Du er forlovet!"
udbrød hun med en lidet smigrende
Overraskelse.
„Ja,“ sagde Olga med et stolt Smil.
„Med hvem? Hvordan er det sket," spurgte
Elisabeth pludselig interesseret.
Ogsaa Olga syntes paa en Gang at være
kommen ud af sin Forlegenhed. De to unge
Kvinder bøjede sig tættere sammen, de saa’ hinanden
smilende i Øjnene.
„Tænk dig," sagde Olga, „er det ikke mærkværdigt?
Du kan ikke tro, hvor han er smuk,
aa han har det yndigste Ansigt, og saa er han
saa god og saa dygtig. Nej jeg kan aldrig begribe
d e t! Min Sorg er, at han er saa ung, to
Aar yngre end jeg. Men naar han nu endelig
vil have mig!"
„Hvor lærte du ham at kjende? Hvordan
gik det da til?"
„Hjemme. Han lejede Værelset hos os, du
141
véd, det over Gangen —, naa det har du vel
glemt. Han var et ganske ungt Menneske, da
han kom til os, saa lang og tynd og opskudt, ja
han ser i det hele yngre ud end han er. Saa
kom han imellem over til os og snakkede med
Fader og laante Bøger af ham; og saa kom jeg
paa den Idé, at han vist ikke fik nok at spise,
for det var elendigt, som han saa’ ud. Fader
kunde godt lide ham, for han kunde saa pænt
høre efter og var altid net imod den gamle Mand,
og saa bad vi ham over til os, naar vi havde
noget godt. Han var ganske rigtig fattig, for
Forældrene kunde kun give ham det allernødvendigste,
og han vilde ikke falde dem til
Besvær. “
„Hvordan havde I da Raad til at invitere
ham ? “
„Aa, jeg fik et Par flere Timer, og Fader
fortjente jo dog, saa det gik; og du kan ikke
tro, hvor det var morsomt, saadan en Appetit
han havde, og saa kom han ogsaa til at se bedre
ud. Det var, ligesom jeg havde et Barn at sørge
for! Og han var ligesom et Barn, saa taknemmelig
for Alting, og saa nøjsom. Men saa —
paa Examensdagen, da han kom hjem med sit
Laud — nej du kan ikke tænke dig, hvor jeg
blev forbavset, da han friede til mig! “
Olga foldede Hænderne i Skjødet og saa’
blussende og smilende paa Veninden.
If
i ;
142
„Du havde vel nok mærket det i Forvejen,"
sagde Elisabeth en Smule haanlig.
„Jeg! Hvor tror du, jeg kunde tænke mig
det — en fattig halvgammel Pige, grim som jeg
er. Ja det vil sige, jeg v ild e i alt Fald ikke
mærke noget, for der er jo saa mange unge
Mennesker, der bilder sig noget ind og er ulykkelige
over det bagefter, og det skulde han rigtignok
ikke!"
„Naa — men du gjorde det da alligevel,"
sagde Elisabeth smilende.
„Ja; det vil sige Aarsdagen efter, saa længe
skulde han betænke sig. Nej, du kan ikke tro,
hvor han er god!"
„Hvor er han nu?"
„Her inde ved Siden af, han er Kandidat paa
Hospitalet."
„Ja saa — og naar kan I gifte eder?"
„Det véd jeg ikke," sagde Olga frejdig. „Han
vil ikke bosætte sig paa Landet, for der gaar
man aandelig til Grunde, siger han. Det vilde
rigtig nok ogsaa være Synd, saa begavet som
han er, nu skriver han paa sin Disputats. Men
her kan det jo nok vare en Tid."
„Aa du Stakkel," sagde Elisabeth medlidende.
„Stakkel!" gjentog Olga forbavset
„Hvordan er de imod dig, de Glausens?"
„Naa, —“ Olga trak paa det — „det kunde
være behageligere. Men det har jo ikke noget
143
at sige, naar man har noget bedre i Vente. Jeg
havde saainæn aldrig troet, jeg skulde blive
gift, “ tilføjede hun naivt.
Elisabeth fortrak Munden. „Du er heller
ikke gift endnu,u mumlede hun.
Det gav et Sæt i Olga, hendes brune Øjne
ligesom blegnede derved, Kinderne, som Blodet
ikke kunde vige helt fra, fik et besynderligt spættet
eller marmoreret Udseende.
»Nej det er jeg ikke,“ sagde hun monotont,
rejste sig og tamlede med usikre Fingre ved
Knapperne i sin Kaabe.
Elisabeth sprang op. „Hvor jeg er ond! det
er stygt af mig — Olga, jeg er misundelig, jeg
har det selv ikke godt —“ Hun kastede sig om
Halsen paa Veninden og græd.
„Stakkel!" sagde nu Olga og lagde blidt Armen
om hende. „Det burde jeg ogsaa have
tænkt paa — jeg har jo hørt —“
Elisabeth stirrede hende forskrækket i Øjnene.
„Hvad véd du? Hvad har du hørt?"
Olga tog hende beroligende i begge Hænder.
„Jeg kunde jo se det, paa Ballet, kan du nok
tænke . Kan du da slet ikke lide din Mand?
Holder du da endnu af — af ham, ligesom den
Gang — ?“
Elisabeth gav sig hen i den Vellyst at tale
sig ud. At tale om sig selv, sin Ægtestand, sin
Lidenskab, sin Tvivl —. Hun græd med Hovedet
paa Olgas Skulder.
Hvad skulde det blive til? Om Brandt mente
det som hun?
Hun vidste det ikke rigtig. Nu havde hun
igjen i flere Dage ikke hørt noget fra ham. —
Var det ikke grueligt at leve paa den Maade?
Kunde det vel blive ved?
„Nej — for Guds Skyld,“ hviskede Olga, hvis
Hænder, der trofast omsluttede Elisabeths, var
bleven klamme og rystende. „Hvor kan du —
Elisabeth, jeg er jo ingen Barn længer, og jeg har
jo ogsaa set mange Ting, saa meget som jeg har
været omkring, saa det er ikke, fordi jeg ikke kan
forstaa — men synes du ikke selv, det er afskyeligt,
uværdigt paa den Maade ?“
„Men Olga, han, min Mand, han har jo begyndt,
baade med at lyve og med alt det andet!“
„Ja, det er sandt. — Uf, men du maa dog
ud af alt det fæle! Du maa sige til Brandt, han
s k a l — skjændigt, at det ikke kommer fra ham!
Men saadan er jo de fleste Mandfolk, der er vel
ikke mange, som vilde bære sig anderledes ad!“
Og Olgas Øjenlaag sænkede sig med en Antydning
af et Rørelsens Smil; hun tænkte paa
sin Helgen, sin Skat, der var ganske anderledes
end alle andre Mænd.
Uden at man havde hørt nogen nærme sig,
blev Døren pludselig slaaet op — Konsulen
traadte ind.
Olga fo’r sammen og kunde næppe svare, da
han talte til hende. Ikke alene Kinderne var nu
145
stenrøde, ogsaa Panden og Øjnene brændte, hun
løftede næppe Blikket og skottede kun ængstelig
til Elisabeth , der skarpt, med den tilbagetrængte
Harmes Glans i Øjnene og Spændthed i Udtrykket,
besvarede de Spørgsmaal og Talemaader, som
Veninden i sin Forlegenhed lod falde til Jorden.
Pludselig rejste Olga sig og tog Afsked.
Elisabeth fulgte hende ud. „Skrækkeligt!"
hviskede Olga til hende; „jeg kunde ikke holde
det ud; saadan som vi har siddet og talt om
ham —. Tror du, han kunde se det paa mig?"
Elisabeth trak paa Skulderen.
I Virkeligheden havde den unge Piges Adfærd
været Konsulen paafaldende. „En løjerlig en,
din Husjomfruveninde," sagde han spottende, da
Elisabeth kom tilbage. „Hvor har hun faaet sin
Opdragelse? Hvor stammer egentlig det Bekendtskab
fra?"
„Skoleveninder," sagde Elisabeth kort.
„Ja saa — og det Venskab har holdt sig saa
hedt — det vil sige, du har ikke tænkt paa hende,
før for 8 Dage siden — Hun er vel brugbar,
hvad?"
Elisabeth tav og stirrede ham kun trodsig og
kampglødende i Øjnene.
„Jeg traf det nok? Skade, at Damer ikke
ogsaa kan have S k o lev en n er —. Det vilde være
saa bekvemt, ikke sandt? Men Hr. Brandt er
maaske en Barndomsven, saadan tror jeg, det
K o n su lin d en . JO
hedder —. Har han ikke været her? Det er
længe, synes jeg —“
Tjeneren lukkede Døren op: „Hr. Brandt!"
Umaadelig høflig sprang Konsulen op og pegede
med en ironisk stor Gestus paa en Lænestol.
„Naar man taler om Solen —. Tør man
spørge, hvor Hr. Brandt har opslaaet sit Pavlun ?
Vort ringe Hus har længe ikke været beæret!"
Brandts Øjenlaag løftede sig et Øjeblik for et
aarvaagent Glimt. „God Dag, Konsul Bjerring,
god Dag, Frue," sagde han i en ligegyldig Tone.
„Kan De svare, naar man spørger," raabte
Konsulen brutalt.
Som en Hest, der stejler ved et Piskeslag,
strammede Brandts lille støtte Figur sig elastisk
i Vejret. „Det kan jeg, hvis jeg vil," svarede han
og drejede sig truende imod Konsulen.
Med stive, skrækslagne Øjne saa’ Elisabeth
fra den ene af de to Mænd til den anden. Konsulens
slappe, uformelige Skikkelse ludede over
imod den anden, som om han vilde knuse ham
ved selve sin Masse, og Brandt, der stod med
den lille kraftige Haand klemt i hvide Knoer om
en Stoleryg, plantede sine hvasse Øjne lige i Modstanderens
Blik.
Lidt efter saa’ Konsulen bort. „Latterligt,"
sagde h a n ; „hvor skulde De have været henne —
De har maaske fundet et nyt Sted, hvor man
lever godt — en ny Ven — hvad? Saadan om147
trent paa min Alder, med Trøfler og’ Champagne
—“
„Deres elskværdige Gjæstfrihed skal jeg i
hvert Fald ikke oftere benytte mig af',“ sagde
Brandt og lo. Han gik forbi Konsulen og rakte
Haanden til Elisabeth. Hun greb den og saa’
paa ham med et paa en Gang fortvivlet og fordrende
Blik.
„Farvel, Frue, men forhaabenlig paa Gjensyn,"
sagde han betydningsfuldt og lydelig, slap hendes
Haand og gik.
Konsulen slog med den knyttede Næve ned i
Bordet. „Jeg forbyder dig nogen Sinde at tale
med den Karl, den Snyltegjæst! Har du forstaaet?
Jeg forbyder d et,“ gjentog han, greb
Bordklokken og ringede Storm.
Tjeneren kom farende.
„Naar Hr. Brandt skulde komme igjen, er
her ingen hjemme — forstaar du? Godt — sig
det saa til de andre derude. Ingen er hjemme,
naar han kommer.“
Hele Eftermiddagen sad Konsulen i sin Husti
us Kabinet. Elisabeth laa paa Chaiselonguen
og læste i en Bog, som hun holdt langt op for
Øjnene; foran Konsulen stod en Bakke med Flasker,
hvoraf han heldte ud i forskjelligfarvede Glas, gul
Chartreuse, grøn Vermouth, mælket Absinth, han
blandede dem, smagte paa dem, vexlede med
dem. I Begyndelsen talte han til Elisabeth i en
voldsom Tone, der forskrækkede hende til at
10*
148
svare; senere brummede han arrigt og uforstaaelig,
skjænkede og drak bestandig.
Lille Ada kom ind, hun løb hen til ham,
lænede sig til hans Knæ og lo op til ham.
Han bukkede sig stønnende fremover, løftede
hende op paa Knæet og gav sig til at tale til
hende i en syngende, klynkende Tone. trykkede
hende ind til sig og overkyssede hendes Kinder
og Hals. Den stærke Spiritusdunst af hans
Aande bragte Barnet til at stride imod, hun kastede
Hovedet bagover, skar Grimacer og saa’
hen til Moderen med et ynkeligt Ansigt. Elisabeth
rejste sig for at tage Barnet, og det rakte
sig imod hende: men i et ustyrligt Vredesudbrud
slog Faderen det over de smaa Lemmer, den lille
Pige hvinede højt, Elisabeth fo’r til og rev
Barnet fra ham : hans grove, forbitrede Raaben
op, Barnets Skrig og Elisabeths skarpe, vilde
Stemme dannede et Øjeblik et øredøvende, uforstaaeligt
Hurlumhej.
Pludselig gav Konsulen Slip og lagde sig tilbage
i Stolen, den ene Arm gled ud over dens
Ryg, Øjnene lukkede sig halvt, den blaalige, blodudspændte
Underlæbe sank. Bordtæppets Frynser
var bleven hængende ved Arm en, det gled og
Bakken med Flasker ved Randen af Bordet stod
paa Nippet til at falde. Elisabeth greb den;
Glassene klirrede mod hinanden. Ved denne Lyd
rejste Konsulen sig en Smule, famlede efter et
149
Glas, fandt det og drak det ud. Glasset faldt
paa Gulvet.
Elisabeth bragte Barnet ud, kom tilbage og
satte sig paa sin forrige Plads.
Konsulens Øjne var faldet i, en Gang imellem
glippede det i dem, han gjorde Forsøg paa at se
paa Elisabeth og mumlede.
Lydløst skjænkede hun i, og fra Tid til anden
fandt hans famlende Haand et Glas og fik det
bragt til Munden. Pludselig faldt han til Siden,
ud over Stolen, den svære Ryg slog imod Gulvet,
medens Benene skrævende spredte sig og den
ene Hæl hang fast oppe i Stolens Frynser og
Snore.
Efter Elisabeths Ordre bragte Tjeneren Konsulen
til Sengs i Privatværelset bag Kontorerne. —
Lidt efter blev der ringet stærkt paa Brandts
Dør. Han styrtede ud.
„Tak, fordi du kom,“ raabte han lidenskabelig
og greb om Elisabeths Hænder for at føre
hende ind. Men hun fulgte ikke.
„Svar mig først,“ sagde hun haardt. „Vil
du gjøre det? Vil du befri mig?«
„Ja, ja, alt, hvad du vil . .
Da Brandt fulgte Elisabeth hjem, vandrede
de længe op og ned i den nat stille Gade. Efter
hvert Farvel greb deres Hænder igjen fast i hinanden,
Elisabeth trykkede sig op til ham, han
kyssede hende igjen —.
Endelig rev hun sig løs. Men Brandt blev
150
længe staaende paa den anden Side af Gaden og
saa’ op til et lysende Vindue. Det blev aabnet.
„Godnat, farvel, min Elskede," sagde han
sagte op imod Kvindeskikkelsen, der hældede
sig ud.
„Paa Gjensyn til det ny Liv," svarede Elisabeth.
Han gik; men endnu mange, mange Gange
vendte han sig og saa’ tilbage til Vinduet.
I Virkeligheden stod Elisabeth der endnu
længe, efter at han var forsvunden. En strømmende
Glæde, en overvældende Taknemmelighedsømhed
fyldte hende helt. I Tankerne udmalede
hun sig det ny Liv, der nu kom, fortabte sig i
Forsætter om at sørge for ham, at hjælpe ham,
at tænke udelukkende paa, hvad der kunde være
til hans bedste. Hun gav sig endogsaa til at
grave i sin Hukommelse efter de Husholdningslærdomme,
hendes Moder i sin Tid havde torsøgt
at indprænte hende — Ganske naivt forestillede
hun sig det andet, sit Ægteskab, som en Fejltagelse,
et Misgreb, der nu var ved at rettes, en
Ting af ikke videre Betydning, man sagtens kom
bort fra. Det første Bal hos Glausens og saa det
nu — det var de virkelige Milepæle i hendes Liv,
som Traadene gik imellem.
Det rørte sig inde i det næste Værelse, noget
faldt paa Gulvet. Barnets Stemme klynkede
derinde.
Barnet — det havde hun glemt i sine ung151
pigedrømme! Der stod rigtignok de forgangne
Aar med Kjød og Blod og lod sig ikke skubbe
til Side. Det var dog hendes eget lille Barn, der
kun havde hende til Moder i den hele vide Verden,
det lille Skind — ja , men der var dog saa
mange Børn, som Moderen døde fra, eller ikke
kunde have hos sig — og hun vilde ikke, vilde
ikke ofre sig igjen, ikke en Gang til, nu vilde hun
have det godt, leve, aa du gode Gud, en Gang blive
af med den utaalelige Hungren efter at være rigtig
lykkelig, saadan i fulde Drag som andre Mennesker,
ikke altid halvt og dulgt og med Fornemmelser —
Fra Barneværelset kaldte Ada højere, græd
og klynkede.
Hun gik derind. Barnepigen sov fast; Barnet
sad op under sin lille hvide Sengehimmel og
stirrede med natteforfærdede, taagede Øjne ud
efter sine Drømme; saa snart det saa’ Moderen,
lagde det sig rolig tilbage, men med et Greb i
hendes Kjole, som om det vilde trække hende
med sig selv over i Drømmenes Verden. Da det
igjen sov trygt, løste Elisabeth den lille Haand og
lagde den tilbage paa Puden. En lille bred tyk
Haand med firkantede Fingerspidser, Faderens
Haand.
Elisabeth lagde sig paa Knæ ved den lille
Seng og drejede Natlampen for at faa dets Skær
stærkere paa Barnet. Hun studerede det længe.
Da hun endelig rejste sig, galede Hanerne rundt
om. — Kort efter sov hun selv fast.
152
Heller ikke Brandt tilbragte Nattetimerne i
sin Seng. Skabe og Gjænnner stod paa vid Gab,
Ting fra de forskjellige Værelser blev baaret
sammen i en Bunke, en stor Kuffert stod opslaaet
midt paa Gulvet. Da Dagslyset dæmrede for Vinduerne
som en hvid Taagemur, var Værelserne
afklædte, Staffelierne havde tomme Tremmer,
Skrivebordet nøgne Hylder, paa Væggene saa’s
smaa Huller af Søm, hvor Tegninger og Billeder
havde været slaaet op.
Brandt gik til Skrivebordet. En Stund sad
han med Papiret for sig og Pennen i Haanden
og stirrede op i de urolige Morgenskyer; saa lagde
han Pennen, tog sig om Hovedet med begge
Hænder og stønnede. Et Billede af Elisabeth laa
paa Bordet, han betragtede det længe, kyssede ,
det endelig. — Som om Berøringen med det kolde
Papir havde bragt ham til Besindelse, satte han
sig igjen til Bette til at skrive. Pennen fløj over
Papiret.
Næste Morgen fik Elisabeth Brevet:
„Kjære!
Jeg er rejst. Jeg har brudt vor Aftale, jeg
har sveget. mit Løfte til dig. Hvad det koster
mig — ja Elisabeth! du vil sagtens ikke tro,
at jeg elsker dig, elsker dig med større Varme
og Lidenskab og Længsel — ja Længsel! end
nogen Sinde — Nu vil du hade mig. Og dog
har jeg ikke kunnet handle anderledes. Der er
1 ' 3
noget i mig, som er stærkere end alt, noget,
som du ikke vil kunne forstaa, fordi ingen
Kvinde kan forstaa det!
Jeg vil gjøre Pinen kort. Jeg forlader dig,
Elisabeth, fordi jeg ikke er i Stand til at binde
mig, fordi der er noget i min Natur, som vrider
sig og dør ved Tanken — Jeg m a a være alene.
Faren og Kampen og Listen, og det ny, og det
skjulte, er ligesaa mange Sporer for min Natur.
Deri lever min Ungdom, min Frodighed, Ideerne,
der opstaar i min Hjærne, Farverne, der kommer
paa min Palet —
Farvel, Elisabeth. Vi har elsket hinanden —
tak for vor Kjærligheds skjønne Timer, for
Minderne, for de lykkelige Drømme.
Tilgiv, hvis du kan,
din altid hengivne
A. Brandt."
Elisabeth laa med halvvaagne Øjne og stirrede
op i Loftet. Saa trak hun sine Edderduns
Tæpper om sig, gjernte Brevet ned under dem og
lagde sig igjen til Rette til at sove. En besynderlig
Sløvhed eller Lammelse var over hende; hun
følte eller tænkte intet, et tungt Tryk fyldte
Hjærnen og ligesom klemte Hovedet sammen.
Kun en Fornemmelse kom frem under Trykket:
Trangen til at sove, sove det bort, sove bestandig,
ikke lukke Øjnene op, aldrig se, aldrig læse det mere.
Hun begyndte virkelig at falde i Søvn igjen.
154
Pludselig, ligesom med en høj Stemme udefra,
hørte hun Ordene: Anden Gang! anden Gang!
Med et højt Skrig sprang hun op, snappede Brevet
frem og gav sig igjen til at læse det. Hendes
Udtryk blev vildt. Øjnene, hvis Pupiller trak
sig ganske sammen, fik et fuldkommen stirrende
og glasagtigt Blik, Kæberne klemtes krampagtig
mod hinanden, Senerne nedad Halsen strammedes.
Hun fik Kvælningsfornemmelser, en Følelse
af at synke ind i Mørke og Dødskulde, i
Mørket, der slog op omkring hende. Med en
stærk Anstrængelse fik hun fat i Klokken ved
Sengen. En snigende kold Lamhed var det sidste,
hun følte.
Da hun kom til sig selv, stod et Par af Pigerne
ved hendes Seng, en stærk Lugt af Eau
de Cologne, Nafta og Eddike fyldte Værelset.
Hun følte sig yderst svag og hjælpeløs; da en af
dem igjen badede hendes Tindinger, lagde hun
sit Hoved paa denne H aand, der syntes at
ville hjælpe, og trykkede Kinden imod den.
Hæftige Gysninger rystede hende uafladelig, hun
bed i en Fold af Lagenet og rev med Neglene
gjennem dets Kniplinger. Pigerne saa’ raadvilde
paa hinanden. „Fruen er vist meget syg,“ sagde
en, „Konsulen —“
Elisabeth skreg vildt op.
„Men Fruen kan gjærne ligge og dø for os,
saadan alene,“ sagde den anden Pige i en fornærmet
Tone.
155
Alene — dø alene! Var der slet ingen i den
vide Verden —
Der fo’r et Billede gjennem hendes sløvede
Hjærne. Med en stønnende, afbrudt Hvisken fik
hun sagt Olgas Navn og Adresse.
9.
Det var Sommer igjen. Ude i Taarbæk var
som sædvanlig Fiskerkonerne og de hvidhovede
Unger forsvundne fra Overfladen, medens nede
ved Stranden snørte og højhælede Damer konverserede
Fiskerne, der til deres Fornøjelse søgte den
groveste Ulketone op og bagefter puffede hinanden
i Siderne med en halvdulgt Klukken, naar
de fine Gjæster forsigtig og med Rynker paa
Næsen bugtede sig imellem de skælblinkende,
slimede Næt, de lidet vellugtende Affaldsbunker
og Vejens Afvexling af spidse Sten og mudrede
Pytter.
Noget senere end de andre Landsteder havde
Konsul Bjerrings Villa oppe paa Bakken faaet et
beboet Udseende. Nu skinnede de udspændte
lyseblaa og hvide Markiser livlig i Solen, den vilde
Vin havde omspundet hele Loggiaen, Haven laa
sirlig ordnet i mathematisk regelmæssige Bede,
Forstranden yderst ude ren og skær, renset for
Sten og Tang og andre Tegn paa de Luner, som
Vandet ved Vintertid, naar det var overladt til
7-
156
sig selv, tillod sig paa Konsulens og de andre
retmæssige Besidderes Bekostning.
Nede paa Stranden, under et Solsejl, laa
Elisabeth i en Hængekøje mellem to Ælmetræer,
hvis rødvingede Blomsterklaser dryssede over
hende. Den lyse Himmel, det blinkende Sund,
Baaden med de rødbrune Sejl, Kysten derovre i
den gullige Taage, alt syntes uforandret fra
i Fjor.
Elisabeth derimod var noget forandret. Hun
var bleven magrere, Øjenlaagene havde faaet en
sygelig, mørk Farve, og som hun laa der tilbagelænet,
med det grønlige Skær af Sollyset gjennem
Løvet over sig, syntes hendes Hud næsten unaturlig
sart og fin. Øjnene var bleven større, lysere,
med et træt og drømmende Udtryk, hele hendes
Skikkelse havde et Præg af gjennemgaaede
Lidelsers og Sindsbevægelsers Forfinethed, med
hvilken Omgivelser, Toilette, Stemmeklang passede
og dannede et harmonisk Hele.
Ved Siden af Hængekøjen sad en ung Mand
paa en lav Feltstol. Han bøjede sig over en
Bog, hun holdt op imod ham, han var nærsynet,
dukkede stærkt, naar han skulde se og rejste
derpaa Hovedet igjen, pegede paa enkelte
Linier, saa’ paa hende og forklarede. Han havde
en lys, fin Hud, to Bølger af mørkt Haar faldt,
naar han bukkede sig, ned over den altfor
høje og fremtrædende Pande, det blide Blik,
de kvindelig hvælvede Øjenbryn, det forlegne i
157
hans Væsen gav ham Udtryk af et Barn eller en
Kristustype eller en Blanding af begge Dele.
Han havde snoet sine tynde og lange Ben
under Stolen paa en kejtet og barnagtig Maade,
og medens han pegede med den ene H aand, fo’r
den anden ofte gjennem det nedfaldende Haar
eller drejede paa et sparsomt Skjæg, der netop
dækkede Overlæben med en lysebrun Streg. Den
unge Mand var Dr. Harald Jessen, Olgas Forlovede.
Da Olga hin Morgen blev hentet til Elisabeth,
vidste hun ikke bedre Baad end øjeblikkelig at
sende Bud ind paa Hospitalet efter sit Orakel paa
Jorden, sin Kjæreste. Dr. Jessen tik snart de
hysteriske Kramper stillet ved Hjælp af narkotiske
Midler, en stærk Udmattelse, en vis ikke ubehagelig,
ganske tankeløs Sløvhed bemægtigede sig
Elisabeth; det forekom hende, at hun havde opnaaet
sit Ønske at døse bort fra sin Ulykke. Den
unge Læge og Olga sad ved hendes Seng, hun
saa’ fra den ene til den anden med Fornemmelsen
af at være beskyttet og i gode Hænder; med sløv
Forbavselse tænkte hun paa den uhyre Angst,
den Dødsfølelse, der havde grebet hende om Morgenen,
hun kunde ikke gjenopleve sin Sorg, det
forekom hende, at hun længe havde forudset den
og at den ikke overvældede hende som noget
utroligt.
Henad Natten klaredes imidlertid hendes
Hjærne, og imod Morgen indfandt der sig et Anfald,
endnu hæftigere end den foregaaende Dag;
hun forlangte igjen sendt Bud efter Lægen; denne
Gang virkede de beroligende Midler svagere.
I Løbet af en Maaned tog Elisabeths Sygdom
til. Hendes Nervesystem var stærkt rystet.
Det virkelige Savn, den dybe Tomhed, Krænkelsen
over at se sig anden Gang forraadt, værst af alt,
den tvungne Forbliven i et Liv, som hun havde
troet at være færdig med, Nødvendigheden af at
tvinge Tankerne til at se Fremtiden som den
evige Gjentagelse af det samme, af en Fortid,
der allerede i hendes Forestilling havde været
dækket af en totalt gjennemgribende Forandring,
fremkaldte en bestandig Søndersliden i pinefulde
Sammenligninger.
Elisabeth fik Nervekriser, naar hun kom ind
i sit Kabinet; hun kunde ikke holde ud at se
disse Dekorationer, som han og hun havde udtænkt
sammen, Nipssagerne, som han havde udsøgt
til hende, Vinduet, mod hvis Rude hun
havde støttet sin Pande, da hendes Mand fornærmede
Brandt, hver en Gjenstand, hvert et
Sted foraarsagede hende Ophidselser og psykiske
Lidelser, der snart gik over til fysiske Fornemmelser,
Aandedrætsbesværligheder, Smerter i
Hjærtet.
Harald Jessen vedblev at tilse hende. Til
Trods for sin Mands Ønske eller maaske netop
som Følge af det vægrede hun sig bestemt ved
at tale med Huslægen, Professor, Etatsraad Steen,
158
159
hun antog Dr. Jessen som sin private Læge, og
den unge Mand, der var stolt over denne Tillid,
besøgte hende flere Gange om Dagen, grublede
og anstrængte sig til det yderste.
Som alle unge Læger var han fortvivlet over
ikke at se nogen Bedring hos sin Patient. Han
forstod, at dette var en af hine Sygdomme, som
fra Følelseslivet forplanter sig til Organerne, og
en Dag, da Elisabeth igjen laa hen i en af sine
Graadparoxysmer, der syntes at udmatte hende
til den inderste Marv, bad han hende med
rystende Stemme og et Ansigt ligesaa blegt og
betaget som hendes, om at betro sig til ham.
Elisabeth saa’ forskrækket op i hans naivt-alvorlige,
deltagende Blik.
„Er det nødvendigt," spurgte hun sagte.
„Jeg tror det," svarede han overbevist. „Mænd
kan maaske bære deres Sorger alene, men Kvinder
næsten aldrig. Jeg kjender kun én."
Han sagde dette sidste med en Stolthed og
Glæde, der et Øjeblik gjorde hans Udtryk ganske
barnligt.
„Spørg hende," hviskede Elisabeth. „Olga
véd alt."
Da Elisabeth næste Dag hørte sin Læges
Skridt, bankede hendes Hjærte saa hæftig, at
hun følte sig halvkvalt. Dødbleg, med fast lukkede
Øjne og Ansigtet vendt bort laa hun sammenkrøbet
paa sin Sofa og ventede.
Han kom hurtig hen, satte sig hos hende og
160
mfi -
tog hendes Haand: „Stakkel, De Stakkel!" gjenlog
han, „hvor De har havt det ulykkeligt! Hvor
alle Mennesker har handlet slet imod Dem!“
Det skjælvende Tryk at hans Fingre, Blødheden
i Stemmen beroligede hende, hun aåbnede
Øjnene og saa’ spørgende paa ham. Stakkel?
Et Øjeblik forbavsede det hende, hun, den smukke,
rige, feterede. Stakkel. Men strax efter kastede
Ordet et nyt Skær over det hele. Ja vist var
hun Stakkel, ulykkelig, og alle havde handlet
slet. Forældrene, Brandt, da han første Gang
havde ladet hende i Stikken, Konsulen, der bedrog
hende, atter Brandt, som anden Gang havde
forledt og forraadt hende.
Hun rejste sig halvt op og rakte begge Hænder
ud imod ham.
„De har R et,“ sagde hun med skjælvende
Stemme; „jeg har virkelig været meget ulykkelig!
Og ikke alene Fortiden — hele Livet er ødelagt."
„Det maa De ikke sige," udbrød han ivrigt.
„Vi giver ikke fortabt. De skal se, vi kan nok
hjælpe Dem til at begynde Livet igjen; der er jo
meget, Deres Barn, Deres Venner — “
En barnlig, fin Rødme steg op i hans Kinder,
hans Stemme blev mere ungdommelig, steg til
Vejrs, han bøjede sig tæt over imod hende.
Pludselig trak Elisabeth sine Hænder ud af hans,
holdt dem for Øjnene, græd, anklagede sig selv,
fortalte, ydmygede sig for ham som for sin
161
Dommer, bønfaldt ham om at vedblive at være
hendes Ven.
Harald trøstede hende, undskyldte hende og
modsagde hende; næsten lige saa rørt som hun
tilbød han at være hende en trofast Støtte, en
Broder, hun altid kunde ty til.
Efter den Tid kom han endnu oftere til Elisabeth.
For at adsprede hende og lede hendes
Tanker ind paa andre Baner anbefalede Harald
hende Bøger, bragte hende dem undertiden; med
sin Alders Naivitet troede han at kunne sysselsætte
og læge en kjærlighedssaaret Kvinde med
Studier, bringe hende fra det personlige til det
upersonlige, almene. Som det, der interesserede
ham selv mest, bragte han hende naturvidenskabelige
og filosofiske Værker, hvoraf hun uden
Prøvelse forkastede de naturvidenskabelige og
med Begjær greb de filosofiske. Som alle halvdannede
ventede hun i dem at finde Orakelsvar,
Besked om sig selv og om Verden, Svar paa alle
de Spørgsmaal om sin egen og andres Skæbne,
der beskæftigede hende; det interesserede hende
at spekulere paa en vag Maade over store Ord
som Begyndelse og Udvikling, Sjæl, Skæbne o. s. v.
Desuden dannede disse Spekulationer en Bro
over til Harald Jessens Tankeliv. I den Tomhed
omkring hende, der havde dannet sig siden Brandts
Forsvinden, var den unge Doktors Besøg, hans
Venskab, hans Interesse blevet det eneste faste
Punkt. Hendes Tanker beskæftigede sig meget
K o n su lin d en . 11
162
med ham, først kun som en Hvilen ud i hans
Sympathi og i Tilfredsstillelsen ved at have en
medfølende og undskyldende Fortrolig, senere hen
umærkelig glidende over i Tanken paa at behage.
Lidt efter lidt blev hun sig selv igjen i
Toilette, i Frisure, i Væsen; hun kom sig, talte
ikke mere om at dø, beskæftigede sig ikke udelukkende
med sin Ulykke. Harald følte sig uhyre
stolt og glad over sit Værk, han var hende taknemmelig
for hvert Smil, det lykkedes ham at
fremkalde paa hendes Læber, hvert Tegn paa
tilbagevendende Sundhed; en stærk Ømhed betog
ham for denne Kvinde, der havde ladet sig frelse
af ham.
Ofte talte de i Timer sammen, disse uendelige
Samtaler, der begyndes for at komme til Klarhed
om den anden, og hvori man kun opnaar at
dissekere sig selv ud til Beskuelse. De befandt
sig dog begge vel derved. Haralds drømmende,
melankolske og sensible Natur var endnu ikke
kommen ud over den ungdommelige Trang til at
give sig i Kast med Livets store Gaader; som
Olga plejede at sige, havde han endnu ikke lært
at tage fat paa i Dag, førend han tænkte paa i
Morgen. Olgas lette, jævne Sind, hendes Sans
for det praktiske, det enkelte i Livet gjorde hende
til en ikke fuldt sympathisk Tilhører, naar Harald
fortabte sig i almene Reflexioner over sig selv og
andre; her stemte Elisabeth meget bedre, den
arbejdende, nøjsomme Pige havde aldeles ikke
J 63
havt Lejlighed eller Passion for at se sig selv
efter i Krogene for bagefter at kunne interessere
med sine Opdagelser.
Og interessant fandt Harald Elisabeth, denne
Kvinde, der havde havt Tid og Lidelser nok til
at uddanne sig en Sjæl, og som nu lagde denne
Sjæl aaben for ham. Desuden forstod de hinanden,
saaledes som to nervøse Mennesker, der begge er
sensible for Støj, for udannet Stemmeklang, højrøstet
Latter, grove Ansigter, hensynsløse eller
taktløse Ord forstaa hinanden.
Mer end en Gang i den senere Tid havde
Olga følt sig pinlig berørt ved nu at se Harald
give sig Lov til den nervøse Pirrelighed, hun af
al Magt bekæmpede som umandig og svag; mere
end en Gang var hun bleven sig bevidst, at han
sammenlignede og prøvede---- Naar de nu gik
sammen, forstod hun, at han kritiserede hendes
Dragt, at den Tarvelighed og ringe Sans for at tage
sig ud, som han tidligere havde beundret hos hende
og kaldt et Hæderlighedens og Selvstændighedens
Adelsmærke, nu stødte ham og forekom ham
uæsthetisk; i deres Samtaler mærkede hun den
irriterede Klang i hans Stemme, naar hun søgte
at interessere ham for det daglige og det, der laa
lige for. Længe førend Harald selv mærkede
det, vidste Olga, at Elisabeth tog ham fra hende.
Og Harald? Han begyndte at blive sig det
bevidst. Som han sad der hos Elisabeth ved
Hængekøjen, havde han Fornemmelse af Uro og
11*
164
Angst, han ønskede og havde Længsler, som han
kæmpede imod og undertiden gav efter for; saa
kom Samvittighedsnagene, naar han gik bort, han
blev Selvplager, grublede over hvert Ord, han
havde sagt, hver Tanke, der var faret gjennem
hans Hjærne, intet forekom tilladt, intet uskyldigt,
fordi Tankerne, der laa bagved, ikke længere
var det.
Tanken om Nødvendigheden af at opgive en
af disse Kvinder paatrængte sig ham og forfulgte
ham som en Mare. Han vilde ikke, vilde ikke
bryde sit Ord. Blive en Kvinde u tro ! og tilmed
en Kvinde som Olga — med et Slag tilintetgjøre
hele den Fremtid, hun havde bygget op paa dette
'hans Ord . ..
Umuligt! Men den anden; opgive hende?
Selv om han kunde det for sin egen Skyld, saa
trængte hun endnu til hans Hjælp. Dag efter
Dag tog han Bestemmelser, forkastede dem igjen,
tænkte frem og tilbage. Endelig foresatte han
sig at indskrænke sine Besøg hos Elisabeth, og
lidt efter lidt, som hun blev raskere, ganske at
lade dem ophøre.
Men paa Bunden af sin Sjæl udstyrede han
nu disse sjældnere Møder med en anden og farligere
Glans, de blev ham til det Maal af Glæde,
Livet overhovedet endnu havde at byde, og som
han fordybede sig i med en hel anden Andagt,
for at gjæmme og spare1 dem i Erindringen som
165
en Formue at tære paa i den golde Tid, der
vilde komme.
Elisabeth laa og gyngede sig lidt i Hængekøjen.
Hun saa’ en Gang imellem der, hvor
han pegede, i øvrigt betragtede hun ham ufravendt,
Blikket gled fra det ene af Trækkene til
det andet, hendes Udtryk var uroligt og bittert.
Lidt efter saa’ Harald op. „De har det ikke godt
i Dag,“ sagde han blidt. „Igjen de mørke
Tanker?"
Elisabeth sukkede. „De forlader mig aldrig,"
sagde hun. „At se ud i saadan en Fremtid —
uden Spor af Glæde eller Tilfredsstillelse — uden
et Menneske, der holder af mig.“
„Jeg existerer altsaa ikke," sagde den unge
Mand ivrigt. „Tvivler De paa, at jeg holder af
Dem? Og Olga —“
Han standsede, og slog et Sekund Øjnene
ned. Saa stirrede han igjen bønlig paa hende.
„Er jeg da slet Intet for Dem," sagde han. „Dersom
De vidste, hvor meget jeg tænker paa Dem,
hvordan De beskæftiger mig. Jeg synes, jeg har
sat en Del af min Sjæl ind paa at faa Dem rask
og fornøjet igjen. De vilde ikke lade haant om
det, hvis De forstod —“
„Lade haant!" sagde hun blidt med et svagt
ironisk Træk, og berørte sagte hans Haand, der
havde grebet i Hængekøjens Rand. Hans Fingre
sluttede øjeblikkelig og fast om hendes. Tilsyneladende
uden at lægge Mærke dertil, kun med
en næsten umærkelig Dirren af Øjenlaagene mod
hinanden, vedblev hun i sit ironiske Tonefald:
„Jeg forstaar det ikke. Kan en Mand virkelig
føle Kjærlighed og Venskab paa samme Tid?
Kvinder kan ikke, tror jeg — Vi kan kun tænke
paa en ad Gangen."
Han sad med distræt og ulykkelig Mine og
bøjede op og ned paa hendes Fingre, lagde dem
tæt sammen og spredte dem igjen; pludselig, med
en halv komisk Gebærde, slap han Haanden og
kastede sig tilbage med et Sæt. Elisabeth rettede
sig en Smule frem og saa’ ham i Øjnene. „Vil
De ikke svare mig,“ sagde hun indtrængende.
„Jeg véd ikke," mumlede han ulykkelig.
„Desuden — Forskjellen er maaske ikke saa
sto r. . . Kjærlighed, det er vel ikke noget evigt,
og heller ikke det eneste i Livet. Der er andet,
der er ligesaa skjønt — ja det egentlige Liv maa
være noget helt andet, noget meget fjærnere,
større, fuldere."
Hans Stemme var efterhaanden bleven klarere
og roligere, han gjengjældte Elisabeths Blik og
smilede venlig og godtroende.
De tav begge et Par Sekunder. Saa lagde
Elisabeth sig atter tilbage og sagde i en mat
Tone: „Kommer Olga saa med herud. næste
Gang?"
„Tak — jeg véd ikke. Det vil sige, jeg tror
det ikke," stammede Harald igjen torlegen.
..Hun kommer altsaa ikke." sagde Elisabeth
167
med Eftertryk. „Véd De, hvad jeg tror, kjære
Ven? De sætter altfor meget til for min Skyld.
Det kan jeg ikke tage imod længer."
„Sætter til!" gjentog Harald i en truffet og
ærgerlig Tone. „Hvad skal det sige?"
„Det véd De sikkert," svarede Elisabeth
blidt. „Olga tror heller ikke paa to Følelser paa
en Gang. Jeg vil ikke have det paa min Samvittighed.
Jeg er det maaske ikke værd. Opgiv
mig, kjære Ven; jeg staar vel dog ikke til at
redde."
„Opgive Dem!" sagde Harald dirrende og
bøjede sig ind over Hængekøjen. „Tror De, det
er let? Tror De, det er muligt?"
Elisabeth laa tilbage med Haanden under
Hovedet og stirrede op imod ham. De to Menneskers
Blik gravede sig fast i hinanden.
Pludselig rettede Harald sig og saa’ bort.
„Jeg maa gaa," sagde han urolig og rejste sig,
„jeg har ikke Tid længer. Men i Morgen ser jeg
i alle Tilfælde til Dem, enten Olga er med eller
ej." Han gav hende et kort, heftigt Haandtryk
og gik.
Elisabeth havde rejst sig halvt og saa’ efter
ham. Hendes Blik tindrede forbitret og bestemt.
„Jeg vil," sagde hun ganske sagte, „jeg vil alligevel
høre d et.. . .
K " "i
i ' - l V ' ' ' ii
¦
L’ O ' 1
L:1**
i . W
;
>» u ,
h l >
i' ' . L!lh
$
| |
i; . . . ¦¦¦!>
En Aftenstund spaserede Harald med sin
Forlovede ud ad Langelinie, deres sædvanlige
Tur, naar Olga fik „Lov“ at være fri en Timestid.
Det havde været trykkende varmt en 14
Dages Tid, selv nu om Aftenen brændte den
mennesketomme Bredgade med sine høje Huse af
Dagens Solstraaler, i Grønningen stod Træerne
svedne og mørke, Græspletterne var graa af Støv,
paa en og anden Bænk gjorde lurvetklædte,
idiotisk-stirrende Individer Forsøg paa at sætte
sig til at sove, en lummer Himmel laa paa Trætoppene
som en tung ulden Masse, som holdt
alting ubevægeligt under sit døsige Tryk.
De to Kjærestefolk gik med hinanden under
Armen i et vanemæssigt Trit, men Olga var bestandig
lidt bagefter, hendes korte Ben havde
ondt ved at følge med Haraids usædvanlig lange
Skridt. Han plejede altid tidligere at se ned paa
hende og da læmpe sin Gang efter hendes; men
i Dag svajede hans Hoved paa den lange Hals
højt over hende, og han stirrede distræt — det
distræt Udtryk, hun i den senere Tid kjendte altfor
godt — lige ud for sig i den graa Horizont.
Hvor var han dog tavs! Naturligvis havde
han strax venlig spurgt til hende og hørt, hvad
hun havde at fortælle, men da Turen kom til
ham, tav han — og tav endnu —
Hun stod stille og trak sin Arm ud af hans.
169
Harald fo’r sammen, som pludselig revet ud af
en Tankegang, standsede ogsaa og saa’ forundret
paa hende.
„Hvad tænker du paa?“ sagde hun med en
møjsommelig behersket Stemme. „Kan jeg slet
ikke fatte det, siden du ikke vil tale til
mig ?“
„Det — det var ikke noget videre," sagde
Harald forlegen. „Du véd jo ..."
„Ja naturligvis véd jeg," sagde Olga bestemt.
„Du tænkte paa Bjerrings — Naar skal du derud
igjen? i Morgen?"
Harald sukkede, et træt Suk. „Gid du vilde
være fornuftig, Olga," sagde han. „Tidligere
kunde vi jo altid forstaa hinanden! Du er bleven
en helt anden; før kunde du aldrig faa mig selvstændig
nok, og nu vilde du gjærne gjøre mig helt
umyndig!“
„Og tror du ikke, du er bleven en anden,"
sagde Olga bedrøvet. „Véd du ikke, at du ser
helt anderledes paa alting end før — du er utilfreds
— du ønsker dig alle mulige og umulige
Ting — du er ikke glad mere, i alle Tilfælde
ikke glad mere ved mig —“
„Olga!" sagde Harald vredt. >
„Nej — jeg har længe villet sige dig det.
Kom med, lad os ikke staa her."
Tavse gik de til en af de overskyggede Bænke,
der helt ude paa Langelinie dannede et Par halvdækkede
Lysthuse og tilsyneladende særlig var
*p
170
beregnet paa elskende Par, som ogsaa fortrinsvis
søgte dem. T de Par Minuter Vejen tog følte
Harald sig højst ubehagelig til Mode — En blandet
kold og ængstelig Fornemmelse bemægtigede
sig ham, han vilde gjærne bryde Tavsheden, men
fandt ikke paa noget at sige. Tanken paa den
forestaaende Samtale ydmygede ham; han fandt
Olgas Følelse berettiget, medens han paa samme
Tid forekom sig uden Skyld. Hvem havde fra
Begyndelsen af fremkaldt denne Situation? ikke
han; Olga selv havde bragt ham i den, og hun
ødelagde nu sig selv og ham.
„Ser d u ,“ sagde Olga og stirrede anspændt
paa den graa, ubevægelige Dunstmur, der i kort
Afstand sluttede Himmel og Hav af for dem,
„ser du, jeg burde have vidst det fra Begyndelsen
af, og jeg har ogsaa vidst det. Fejlen er, at jeglod
mig overtale af dig — og naturligvis ogsaa
af mig selv. Det er ingen Ting for et ungt
Menneske at gaa i Aarevis og være forlovet med
en grim, gammel Pige — Nej lad mig tale ud.
Jeg vil kun sige dig, at havde det været en anden,
havde jeg sluppet dig fri for længe siden. Men
hende — jeg under hende dig ikke — Hvad
Lykke tror du det kan blive for dig? Vil du gaa
der som Brandt Nummer to?“
Harald sprang op. „Jeg forbyder dig — !“
Han tvang sig. „Det har jeg ikke fortjent af
dig,“ sagde han. „Hvor kan du tro, jeg vilde
give Slip paa dig? Du véd jo, du er knyttet
sammen med alt muligt, med alle mine Planer,
med hele min Fortid, det vilde jo være at rive
mig selv i Stykker -
„Ja, ja vist," sagde hun med et bedrøvet
Smil. „Det gjør jo ondt, det falder af sig selv,
men, men —“ Hun trak Vejret et Par Gange og
tog sig med Haanden til Siden. Saa trak hun
Handsken af og sad og drejede paa Forlovelsesringen,
som hun skød frem og tilbage over Midtleddet
af Fingeren. Det var, ligesom noget tvang
Harald til at se paa denne Bevægelse af hendes
Fingre — De var ikke smukke, de Fingre; Neglene
var noget stumpe og maaske heller ikke
ganske hvide, og Fingerenderne saa’ i det hele
lidt grove og forslidte ud — den underordnede,
tjenende Stillings Præg, tænkte Harald — og
kunde i det samme have slaaet sig selv, fordi
han tænkte det.
„Jamen jeg vil ikke, jeg vil ikke, hvad er det
for noget Vanvid," raabte han rasende og slog
med den knyttede Haand i Bænken.
Olga vendte sig og saa’ paa ham med blanke,
bestemte Øjne. „Ti stille," sagde hun vredt. „Du
vil ikke? Men je g vil — Hvor kan du tro, jeg
tager til Takke? Jeg vil ikke forsørges af dig,
jeg har sørget for mig selv, fra jeg var Barn, og
var vi bleven gift, skulde jeg nok være blevet
ved —. Du elsker mig ikke mere," tilføjede hun
lidt efter blidere. „Og du er altfor ærlig, du kan
ikke bringe dig til at lyve." Hun tav.
*
„Olga," sagde Harald bønlig. „Det er ikke
rigtigt at se Tingene saa grelt, ser du — Lad
være — jeg indrømmer det — at jeg virkelig for en
Tid har tænkt mer — mer end jeg skulde paa
en anden, det betyder jo alligevel ikke . . . Et Forhold
som vort skulde være over det, ikke sandt? Man
kan jo ikke gjøre for den Ting, véd du nok; men
naar det nu er af den Slags, der gaar over, medens
vi to ..."
Hans Stemme var bleven usikker, famlende
paa det sidste, nu holdt han op.
Olgas Øjne forlod ham ikke. „Det véd jeg
ikke," sagde hun langsomt. „Naar man ikke er
gift endnu — og for Resten ogsaa efter, synes
jeg - skulde man helst gaa fra hinanden, naar
man ikke længere hører sammen ..."
Hun bøjede sig imod ham og tog hans Haand.
„Harald, kjære Harald," sagde hun med et pludseligt
Omslag i Tonen, „tror du, jeg er vred? Jeg
er saa bedrøvet, aa du kan ikke tænke dig
d e t.. . Men det er det rigtigste, ikke sandt? Du
er jo saa brav og god, du véd godt, at jeg har
Ret, og jeg er vis paa, du holder af mig, fordi
jeg gjør det, for det er godt gjort af mig, synes
jeg. • •"
Hendes Stemme døde hen i tilbagetrængt
Graad.
Harald tog hæftig i begge hendes Skuldre;
„Du piner mig ihjel, tror jeg! Jeg vil ikke skilles
fra dig, hører du, jeg vil ikke, jeg kan ikke!"
173
Olga saa’ op, ind i hans Øjne. „Godt,"
sagde hun fattet, „jeg ønsker jo intet hellere.
Men saa kan du nok tænke, at du maa skilles
fra hende! En af os."
„Strax *— pludselig! Hvor kan jeg det?“
„Skriv til hende — skriv, at du skal bort —
eller et eller andet, hvad du vil. “
„Uden Forberedelse, uden Overgang! Lade
hende blive ganske ene, uden en Ven, uden
Læge — “
„Læger kan hun faa nok af.“
„Men hun har nu betroet sig til mig!"
„Saa betror hun sig ogsaa nok til den
næste ..
Harald sprang op. „Hvor du er uretfærdig!
Hun havde altsaa Piet i, at du blev ond af Jalousi
..."
„Det har hun sagt! Og du har hørt paa
det — og er kommet til hende alligevel —“
Ogsaa Olga havde rejst sig. De forhenværende
Elskende saa’ hinanden i Øjnene som to
Fjender. Men det vilde Glimt i Olgas Blik slukkedes
strax. „Jeg bebrejder dig ikke noget,“
sagde hun rolig. „Jeg véd saa godt, hvordan det
er gaaet til. Og havde det ikke været hende,
var det blevet en anden. “ Hun tog Ringen af
Fingeren og rakte ham den.
„Nej, nej,“ udbrød han fortvivlet. „Du faar
ikke min!“
„Behold den kun,“ svarede hun. „Harald,"
sagde hun bønlig og rakte begge Hænder imod
ham , „vi skilles da ikke som Fjender? Jeg er
saa bedrøvet, for jeg véd, at der vil komme drøje
Tider for dig — Blot du dog kunde have lidt
Hjælp af mig alligevel, jeg har jo da saa tit
kunnet jævne lidt for dig — Kunde du ikke
tænke paa mig som en gammel Søster, eller
Tante, en som du altid kunde komme til, naar
der var noget i Vejen, for jeg tror, du vil komme
til at savne mig."
Hun lænede sig frem imod ham med Taarer
i Øjnene. Harald greb hendes Hænder og trak
hende til sig. Og midt i Omfavnelsen følte han,
at det slet ikke var det, han vilde hende; dette
Kys var et Forsoningstegn, men bagved det var
intet menneskeligt, legemligt -— En Kjøkken- eller
Arbejdslugt trængte op til ham fra hendes Haar
eller hendes Klæder og bragte ham uvilkaarlig ved
Kontrasten til at mindes Atmosfæren omkring
den anden . . . Alting glippede i dette Øjeblik for
ham, han følte sig usand, uærlig, skyldig; hans
Favntag blev koldt og slapt.
Olga trak sig øjeblikkelig tilbage. „Saa —
Farvel," sagde hun fremstødt, „lad mig gaa, jeg
vil helst være alene. Farvel, farvel igjen . . .“
Hun gik med korte, jagende Skridt og var snart
forsvundet bag Omdrejningen.
Harald sad og saa’ efter hende, ganske ør
og slap, rejste sig, slentrede et Par Gange frem
og tilbage foran Bænken; bestandig.vexlede Stemningen,
snart var det den døde, til Dels befriede
Fornemmelse af at have det afgjort, at være
kommen over noget pinligt, snart en forfærdelig
Uro over at være Ordbryder, Forræder; Minderne
fra de lykkelige Tider dukkede o p , og det forekom
ham pludselig umuligt, at han virkelig havde
brudt for bestandig med det Afsnit af sit Liv,
han følte sig umaadelig ensom, hjemløs i den vide
Verden, fo rstø d t----------
Da han kom hjem, laa der paa hans Bord et
Brev fra Elisabeth. Hun bad ham komme, skildrede
sig som syg og bedrøvet, skrev, at hun
trængte til ham , og at hun længtes efter ham.
Brevet gjorde ham angst; det forekom ham falsk
og kunstlet, og Fornemmelsen af, hvad han havde
tabt i Olga dukkede stærkere og mere levende
op. „Jeg gaar ikke, hun kan vel vente, hun har
allerede gjort mig Fortræd nok,“ tænkte han med
en Uvilje, der forbavsede ham selv. Men hurtig
forjoges dette Indtryk af en stærk Længsel, han
saa’ Elisabeth for sig, spejdende, ventende, de
drømmende, melankolske Havfrueøjne lysende op,
naar hun saa’ ham komme, den skrøbelige, hvide
Skikkelse gyngende under det skyggende Løvtag,
hendes sagte, langsomt modulerende Stemme,
der syntes at gribe Tankerne langt borte fra, og
som føjede sig sammen med Søens og Vindens
Sus . ..
Elisabeth laa paa Dagligstuens Chaiselongue
i hvid Morgendragt med et Kniplingstørklæde
bundet ned om de blege Kinder. De lyseblaa
Gardiner var trukket sammen for Vinduet, hun
laa med Ansigtet fra Lyset, Hænderne strakt ud
paa det Fløjels Tæppe, der var bredt over hende.
En Gang imellem løftede hun Hovedet lidt og
lukkede Øjnene o p ; langtfra at være sygelig
matte havde de en stærk, utaalmodig Glans.
Men strax lagde hun sig saa igjen omhyggelig
til Rette.
Konsulen kom ind, gik til Spejlet og rettede
med rystende Fingre paa sin Cravate. „Ligger
du der," sagde han. „Det er s’gu kjedeligt at se
paa altid. Den Grønskolling forstaar naturligvis
Ingenting. Jeg tager Professoren med herud."
Elisabeth svarede ikke.
Konsulen gik hen til hende : „Hører du ikke?
Jeg tager Professoren herud!"
„Det er mig ganske ligegyldigt, hvem du tager
herud," sagde Elisabeth uden at lukke Øjnene op.
Konsulen stod et Øjeblik og saa’ paa hende.
Pludselig slog han med den knyttede Haand i
Bordet foran hende. „Det skal Fanden tage mig
ikke være dig ligegyldigt! Nu kan det være nok
med den Komedie — Tror du, det var derfor, jeg
tog dig? Tror du, jeg vil have en Kone, som
bare klynker og hænger, saa jeg knap véd, om
jeg har en Kone eller ej? Det er jo Fanden til
Liv for en Mand at føre." Han tav lidt og
177
tilføjede roligere: „Du kunde gjærne være lidt
fremkommelig, synes jeg; du kunde opmuntre
mig lidt; vi kunde jo have det meget godt samm
e n H a n strøg hende med sin tykke Haand
over Ansigtet.
Elisabeth holdt Vejret; men hun trak sig
ikke bort.
»Vi kunde have det brillant," sagde Konsulen
igjen, „naar du blot vilde!"
Elisabeth drejede sig og saa’ paa ham. „Tror
du ikke, du kommer for sent til Toget," sagde
hun i en sødladen Tone.
„Fanden med doget," svarede Konsulen, men
rejste sig alligevel — og gav sig atter i Færd
med det afbrudte Arbejde med Sløjfen.
Konsul Bjerring saa’ ikke godt ud. Blikket
var blevet ubevægeligere, mere blakket, Legemet
saa’ i den lyse Sommerdragt ganske uformelig
ud, Haaret var gaaet stærkt af og laa nu i tynde
sammenklæbende Striber over den røde Nakke.
Hans Humør havde i lang Tid været meget
variabelt. Medens Elisabeth var syg, havde han
haft Anfald af Melankoli, afvexlende med Perioder,
hvor han søgte lystigt Selskab. Fra sit
Sygeværelse havde Elisabeth mange Gange hørt
Lyden af udbrølte Sange, af Glas der slængtes
itu, og højrøstet Skjænderi — I det hele drak
Konsulen mere og mere; det var nu ingenlunde
noget sjældent Tilfælde, at Tjenerne maatte bære
ham i Seng. I de melankolske Tider var han
K o n su lin d en . 12
178
v'Vv 1 s
'¦ -v;
S11J>
'. ¦ 4: ¦
i!',:’!:'':''"',
: h
»
U ; i
'f l C
1'©/
saa sammenfalden, ynkelig, talte om Døden, græd
for sin Fortrolige og Læge, beklagede sig over
sin ægteskabelige Ulykke, svor paa, at han elskede
sin Hustru og ikke kunde undvære hende og at
Alting vilde være godt, naar hun blot vilde holde
af ham ; i de andre Perioder bandede han Fruentimmerrakket
i det hele taget, han skulde lære
dem, hvad det vilde sige at sætte sig op imod
en Mand som han, han skulde vise dem Vintervejen
. . .
Man begyndte i Byen saa smaat at ryste
paa Hovedet af hans Excentriciteter. Snart øste
han Penge ud, kjøbte alt, hvad han saa’, Smykker,
som han forærede Skuespillerinder og Kurtisaner,
Malerier, som han stablede op i sit Kontor,
Møbler, der intet Sted fandt Plads i Lejligheden;
snart klagede han over daarlige Tider, fortalte
Alverden, at det gik tilbage, skjændtes med de
handlende, der sendte Regninger o. s. v. Sin
Forretning passede han imidlertid saa dygtig som
nogen Sinde før.
Samkvemmet mellem de to Ægtefæller havde
under Elisabeths Sygdom indskrænket sig til det
mindst mulige. Ofte havde Konsulen i Døgn
været borte fra sin Bolig, uden at Elisabeth bekymrede
sig om, hvor han tilbragte sin Tid; var
han hjemme, lukkede hun sig inde i sine Værelser.
Landlivet havde imidlertid bragt nogen Forandring
heri. Dels gjorde den mindre Lejlighed
det vanskeligere at undgaa hinanden, dels var
179
selve Elisabeths Følelser, efterhaanden som hun
blev raskere, forandret. Det forekom hende, som
om Eggen var brudt af dem, som om noget inde
i hende var blevet gammelt og mat og dovent.
Selve Mandens Nærværelse opvakte ikke mere
det dirrende Had, det Ønske om Hævn som tidligere;
han var hende mere nu et selvfølgeligt
Onde, en klam, ubehagelig Ting, man rnaatte
trækkes med, end det Menneske, hun af al Magt
havde ønsket Død og enhver Ulykke. En vis træg
Sløvhed, ganske vist uden de stærke Lidelser, var
Hovedstemningen, en graa Livslede, brudt rigtignok
af Ønsket om at erobre Harald. Men i
mange Øjeblikke sank ogsaa Interessen for ham
sammen som et udbrændt Lys, og hun forekom
sig da selv som en død Ting, som noget, der
hverken kunde lide eller ønske mere, som om
hun famlende flød ud i et intet. Fuld af Rædsel
klamrede hun sig da til Tanken om Harald, stillede
sig ham for Øje, skrev til ham, arbejdede
sig op i Extaser. Kom han til hende, gjennemstrømmede
virkelig Kamplysten og Ønsket hende
med nyt Blod, berusede hende som Vin eller
snarere som stimulerende Medicin; og hensynsløst
som en Morfinist tyede hun da til denne
Medicin. . . .
„Kl. 5 kommer jeg med ham,“ sagde Konsulen,
trykkede Hatten i Nakken og gik.
Dørene blev staaende aabne efter ham. Hans
slæbende Skridt og Stokkens Stød mod Jorden
12*
180
hørtes længe, blev næsten borte, kom lidt frem
igjen og forsvandt helt; der var et Øjeblik ganske
stille, saa dukkede andre Skridt frem, der pludselig
lød helt nær, hurtige, spændstige, som om de
ingen Vægt bar. Elisabeth rejste Hovedet og
lyttede, strakte sig saa ud, Hovedet mod Puden,
Hænderne ved Siden af hinanden paa det mørke
. Tæppe.
Et Blik paa Harald var nok til at lære hende,
at der var sket en Begivenhed. Med en noget
aandsfraværende Stemme begyndte han at spørge
om hendes Tilstand, men hun afbrød ham: „Fortæl
mig først om Dem,“ sagde hun blidt, „der
er gaaet Dem noget imod, ser je g .. .“
Harald sprang op og gik et Par Gange frem
og tilbage. En vis Undseelse holdt ham tilbage,
den kæmpede med den rørte og smigrede Følelse
af at blive iagttaget, at være forstaaet; han fandt
det umandigt at beklage sig over en Kvinde til
en anden og dog følte han, at han ikke vilde
kunne modstaa Fristelsen til at tale sig ud, at
lade sig trøste.
Elisabeth ventede tavs.
Han satte sig ved Sofaen. „Jeg tror, De véd
det,“ sagde han tøvende; „Olga...*
„Er det dog kommet saa vidt!" sagde Elisabeth
hurtig. „Stakkels, stakkels Ven! Det gjør
mig saa ondt at se Dem bedrøvet!"
„Dersom jeg blot kunde være rigtig bedrøvet,"
sagde Harald og saa’ paa hende med et spændt
og distræt Udtryk.
Elisabeth drejede sig helt om imod ham.
„Hvorfor?" sagde hun hurtig. „De var ikke skabt
for hende! Der manglede saa meget, saa meget,
som De slet ikke kan undvære!"
„Men hun holdt af mig," sagde Harald med
den samme aandsfraværende, sagte Betoning.
„Holdt af Dem!" gjentog Elisabeth langsomt.
„Se, De har saa tidt sagt, at De holdt af mig —
tror De da ikke, at jeg føler — at jeg —“
Hun tav og bed Tænderne sammen.
Harald sad foroverbøjet, magnetiseret af
hendes Blik.
„Elisabeth," mumlede han utydelig.
„Ja ja, kald mig saadan, nu vil jeg trøste
Dem, nu er De den syge. Kom, vi vil ikke blive
her, De skal tage ud med mig, jeg vil vise Dem,
at her er smukt og lyst rundt om."
„Men kan De — De er jo syg!“
„Jeg har glemt det over Dem - “
Hun rejste sig og nikkede til ham. „Et Øjeblik,"
sagde hun og lukkede Døren, „det skal ikke
vare længe."
Harald rejste sig langsomt, som træt, og stod
og saa’ ud ad Glasdøren, paa den hede, lyse
Himmel, paa Vandet, der laa dovent og hvidt
som Kviksølv. Hans Hjærte bankede tunge, langsomme
Slag; vil hun, vil hun virkelig, tænkte
han uafbrudt. Olga dukkede et Øjeblik op for
•<
y ø :'
m
¦
VVy.;
% VUk
i ¦ ¦ ¦ ¦ ; ¦
hans Erindring; men en overmægtig Følelse af
at være til Ende med Modstandskraften, at drive
med Strømmen, at maatte give efter, om ikke
Utilfredsstillelsen skulde suge ham ud som en
Edderkop en Flue, slog Alting ned, hvad han
stillede op.
Elisabeth kom tilbage, omklædt og straalende,
tog hans Arm og førte ham med sig. Udenfor
ventede allerede Landaueren; den ene af Hestene
slog uafladelig op med Hovedet, saa Manke og
Pandedusk stod som en Sky; med Pisken ret op
i den ene Haand, de blanktbeslaaede Tømmer
samlet i den anden, sad Kusken stiv og veldresseret
paa Bukken.
Elisabeth steg ind og pegede paa Pladsen
ved Siden af sig. Med et Ryk satte Vognen sig
i Bevægelse, deres Skuldre strejfede hinanden og
Elisabeth saa’ op til ham og lo. Vognen knirkede
hen ad den hvide Strandvej, ved Svinget ind til
Skoven stod en Herre stille, rakte Halsen lidt til
Vejrs for at se ind i Vognen og hilste. Elisabeth
trak Øjenbrynene sammen. „Pastor Møller," sagde
hun kort til Svar paa Haraids spørgende Blik.
„Jeg kjender ham næsten ikke, jeg har kun truffet
ham et Par Gange. Han bor herude, lader det
til, i det mindste møder jeg ham hvert Øjeblik.
. .“
De var inde i Skoven. Paa de snævre Veje
maatte der kjøres langsomt; Vognen hoppede en
Gang imellem, Grene fra begge .Sider piskede
183
dem i Ansigtet, Harald holdt Armen ud over
hende, og hun dukkede sig leende under den.
Han sad stramt og ængstelig og skottede op til
Kusken, hvis brede Skuldre og røde Whiskers
holdt saa lige en Linie, som om de var støbt i
den Stilling.
Der kom et vredt Glimt i Elisabeths Blik,
hun bed sig et Sekund i Læben. „Jeg er dog
træt," sagde hun med et Suk.
Hun lænede sig tilbage mod Hyndet og lukkede
Øjnene. Hovedet gled en Smule frem og
tilbage, saa sank det lidt til Siden; hendes Kind
støttede let til hans Skulder. * Lidt efter blev
Vægten tungere, ved hvert Aandedræt løftede
hendes Skulder og Hoved sig og sank igjen, Øjenhaarene
laa spredt som en Vifte paa den hvide
Kind.
Naar Vognen gav et lille Stød, strejfede de
bløde Krushaar over hendes Pande hans Hage
og Hals. Blodet steg ham til Hovedet, den
tvungne Stilling, Tavsheden, den ensformige Bevægelse
hidsede og irriterede ham, han følte, at
han om et Øjeblik vilde knuge sin Kind ned i
dette Haar, rive sig løs for at gribe hende i sine
Arme. Ophidselsen gav ham Mod: „Elisabeth,"
sagde han hæftig, „rejs Dem, De piner mig —“
Hun løftede Hovedet og saa’ paa ham med
spørgende, smilende Øjne. „Jeg elsker, elsker,
elsker Dem," gjentog han lidenskabelig. . . .
Et Piskeknald og et Ryk bragte de Elskende
til at fare fra hinanden. „Kjør hjem!" raabte
Elisabeth.
Et Par Timer senere stod Harald i Verandaen,
han holdt begge Elisabeths Hænder og saa’ ned
paa hende. Han lo overmodig op til ham. „Hvor
du er højtidelig," sagde hun drillende. „Man
skulde tro, der var hændet dig noget ondt!"
„Elisabeth," mumlede Harald, „jeg er bange
for min Lykke. Hvordan har jeg fortjent den?
Hvad er jeg, at du kan elske mig? Og nu forlader
jeg dig, lader dig blive ene her tilbage.". ..
„Barn!" sagde Elisabeth og strøg ham over
Haaret. „Du kommer jo igjen! Men nu maa du
gaa; jeg kan snart vente de a n d re ." ... Hun
bøjede hans Hoved ned til sig. „Gaa saa!"
Da han virkelig gik, blev hun staaende og
saa’ efter ham. Der var et lidt usikkert, maaske
en Smule spottende Udtryk i hendes Blik. Men
da han endnu en Gang vendte sig og hilste til
Afsked, det unge fine Ansigt helt straalende af
et lykkeligt og tilbedende Smil, lyste det ogsaa
op i hendes Mine og hun smilede og vinkede til
Gjengjæld.
Elisabeth var længe om sit Toilette, hun tog
alle sine Smykker frem, bredte dem ud for sig
og valgte længe iblandt dem. Endelig betragtede
hun det færdige Værk i Spejlet.
Hun havde aldrig set skjønnere ud. Hendes
185
Hud lyste med den ejendommelig transparente
Glans, der tyder paa erotisk eller anden Extase,
de buede Næsebor havde et rødligt Skær, Læberne
aabnede sig i et stillestaaende, hemmelighedsfuldt
Smil, medens Øjenlaagene, der faldt noget træt
til, ikke formaaede at skjule Blikkets Glans og
dybe Farve. Medens hun, stadig smilende, betragtede
sig selv, aabnedes Haanden og lukkede
sig igjen, som om den greb og slap noget, hun
rystede undertiden paa Hovedet og sukkede en
Sm ule.. . .
Et stærkt Smæld bragte hende til Vinduet;
en Vogn kjørtes med Bram op for Villaen, Konsulen
var selv Kusk, han saa’ ophidset ud og
hans svære Hænder rystede. Hestene dirrede
ogsaa, deres fine Haarlag laa klæbet i vaade
Svedstrimer.
„Er De kommen Dem, Professor," raabte
Konsulen til en lille, soigneret Herre med begyndende
Korpulence, der forsigtig steg ned af
Vognen. „Hvad siger De — det kunde nær være
gaaet galt ? Aa ja, det var ikke enhver, der kunde
have holdt de Heste ..."
„Det er ikke saa lige en Sag at blive kjørt
af Deres Mand, Frue," sagde Professoren med
en noget snøvlende Stemme, der dog skarpt pointerede
hvert Ord. Han bar Guldbriller, og det
var hans Vane, naar han talte, at lægge Hovedet
tilbage og fixere meget skarpt under eller over
dem. „De var løbsk en Gang," bemærkede en
af de andre Herrer.
„Saa — væltede jeg Dem maaske? Naar
jeg kjører, løber Hestene ikke løbsk," sagde Konsulen
barsk.
Professor Steen bød Elisabeth Armen. „Jeg
ventede at finde en Patient og ser et Billede paa
blomstrende Sundhed og Skjønhed," sagde han
med en lidt theatralsk Bevægelse med sin elegant
behanskede Haand. Konsulen, der gik foran,
vendte sig og saa’ paa Elisabeth. „De Fruentimmer,"
sagde han halvhøjt; „det er jo altid
Humbug, naar det kommer til Stykket."
Professoren kneb Munden sammen og saa’
stift paa ham. „Det forstaar De Dem ikke paa,
min kjære," sagde han skarpt. „Et fint Legeme
har fine N erver.. ."
Konsulen pustede haanlig.
Idet Gjæsterne tog Plads og Stolene skrabede
mod Gulvet, sagde Professoren med en ligegyldig
Mine og næsten uden at bevæge Læberne: „Er
Konsulen ofte saa — saa pirrelig, Frue?"
Elisabeth bøjede bejaende Hovedet.
Professoren bukkede sig en Smule over sin
Tallerken: „Jeg har længe ønsket at tale med
Dem, Frue, — om Deres Mand. Men De har ikke
været visibel."
„Jeg var syg," svarede Elisabeth.
„Ja — De var syg. Min ærede Kollega har
i Sandhed havt Glæde af sin Kur."
De missende Øjne og Næsen, der sattes til
Vejrs, gav et Udtryk som hos en sporende
Hund — for Resten øjeblikkelig efter en hofmandsmæssig
ferniseret Mine, der ingen Kommentar
gav.
„De vilde sige mig noget om min Mand,"
sagde Elisabeth.
„Ser De, Frue," sagde Professoren, og tog
ikke Øjnene fra hende, „jeg vilde gjærne sikre mig
Deres uvurderlige Assistance. Tør jeg, uden at
forskrække Dem, meddele Dem, at Deres Mand
bør være forsigtig — at han ikke kan taale det
Liv, han fører? Se en Gang paa ham; ikke
sandt, De kan se, hvordan han spilder af sit
Glas, naar han løfter det. De bør bruge al Deres
Indflydelse for at faa ham til at leve stille i
Hjemmet, til at give Afkald paa at spise og drikke
saa stærkt som nu — og paa alle ophidsende
Ting. Ellers —“
Elisabeth saa’ hurtig op. Hvad mente han?
Mente han det virkelig? Eller vilde han lade
hende forstaa, at Friheden . . .
Der rørte sig i Professorens Ansigt ikke en
Mine under hendes Blik. I det samme rakte
Konsulen et Glas frem: „Skaal, Professor," sagde
han og viste paa sit tømte Glas. Professoren
drak sit ud og løftede det imod ham.
„Hvad mener De," mumlede Elisabeth og
saa’ igjen ned for sig.
„Jeg mener," sagde Professoren sagte og
r 'W
tydelig, „at der i modsat Fald er Fare: at De vil
opleve den Sorg at se Konsulens Helbred i høj
Grad knækket. .
Blodet fo’r Elisabeth til Hovedet. Hun følte,
at Professoren betragtede hende, og at Kinden
og Øret, der vendte imod ham, blev rødere og
rødere.
„Jeg skal gjøre, hvad jeg kan," mumlede
hun med en sammenklemt Stemme, der forekom
hende selv fremmed.
„Ingen kan fordre mere, Frue," sagde Professoren
med sit skuespilleragtig tilspidsede Smil.
Lidt efter konverserede han sin Dame ugenert
og muntert, fortalte hende om Byrygter, om Patienter,
om Experimenter, om Opfindelser. Elisabeth
blev efterhaanden interesseret, livlig, hun
vendte sig imod ham, saa’ paa ham, medens han
talte; undertiden faldt hun saa igjen i Tanker,
hun vexlede Farve, smilede umotiveret og fik et
aandsf'raværende Udtryk. Over sine Briller fixerede
Professeren hende skarpt, den hvide Haand
med en koket udstrakt, diamantprydet Lillefinger
karesserede Skjæget og skjulte maaske et Smil.
Maaltidet havde varet længe; Gjæsterne og
Konsulen var bleven højrøstede, de talte om
Politik, om Krigsrygter, og Konsulen slog i Bordet
for at bevise, Fanden skulde gaa i Krig, det skulde
være som i England, der lod man dem om det,
der havde Lyst til det, England var jo overhovedet
det eneste Land i Verden, som det betalte
sig at leve i, her i den Ravnekrog gik Alting
ned ad Bakke, der var snart ikke en Øre at tjene,
og saa alt det forbandede Vrøvl om enhver
Bagatel.
Professoren bøjede sig mod sin Dame. „Jeg
vilde være lykkelig, hvis jeg turde haabe, at De i
alle Tilfælde stoler paa min Deltagelse, paa min
varme Interesse for Dem . . . “
Overrasket saa’ Elisabeth op og mødte et
gjennemtrængende og resolut Blik, der uden Vaklen
udholdt hendes.
11.
Det var tidlig paa Formiddagen. Konsulen
laa i en Lænestol, Frakke og Vest havde han
knappet op, Hovedet hang bagover og saa’ med
de lukkede Øjne helt graat og sygt ud. Elisabeth
gik frem og tilbage i Værelset, saa’ lidt ud ad
Havedøren, lidt i Spejlet og vendte sig et Par-
Gange til sin Mand.
„Skal du ikke til Kontoret i Dag,“ sagde
hun endelig.
„Nej,“ sagde Konsulen gnavent.
„Ikke? Hvorfor?“
„Generer jeg dig? Venter du nogen?“
Elisabeth gik hen imod Døren.
„Nej nej,“ sagde Konsulen, „gaa ikke fra
190
mig! Kom, sæt dig her. Jeg er syg, ser du, det
er rent galt fat med mig — du skulde vide,
hvordan jeg har det om Natten — det er ligesom
der er noget i alle Kroge. Saa om Dagen,
naar jeg har faaet noget, er det bedre. Men det
er, ligesom der ikke var en Smule Kræfter mer
i mig.“
Han løftede den ene Arm og lod den falde
slapt igjen.
„Saa maa du tale med din Læge,“ sagde
Elisabeth. „Tag ind til ham."
„Han kommer til mig, ser du,“ sagde Konsulen
drillende. „Nu har jeg Lyst til at blive
hos dig."
Elisabeth trak paa Skuldrene.
Der lød Trin; Mulatinden præsenterede sit
Hundeansigt i Døren, meldende at „Doktoren"
var der.
„Allerede!" sagde Konsulen forbavset og tog
i begge Stolens Læner for at rejse sig op. Men
han lod sig falde igjen med et ærgerligt: „Naa!"
Harald traadte ind ad Døren.
Han foT sammen og blev et Øjeblik staaende
forvirret paa Tærskelen. Men Elisabeths spændte
Blik bragte ham til at tage sig sammen; med en
skyndsom Hilsen vilde han gaa forbi Konsulen
til hende.
Han blev standset. „Jeg troede, det var min
Doktor," sagde Konsulen i en gnaven Tone; „men
Gud véd, naar han kommer! Hør,, sig mig, om
191
De tror, jeg er meget daarlig? Føl en Gang min
Puls, den gaar mat, synes jeg . . . "
Harald tog ikke Haanden, der blev rakt ud
imod ham. „Undskyld,“ sagde han rød i Hovedet
og med skarp Stemme, „det er umuligt at danne
sig en Mening om en Sygdom uden at kjende Forhistorien
— og Konsulen har jo sin egen Læge."
„Det har jeg, og det er en Mand, der forstaar
sig paa noget, “ sagde Konsulen rasende.
„Jeg vil ikke være Prøveklud, forstaar De -—“
„Fuldkommen,“ sagde Harald dirrende og
blev ganske krogrygget, medens hans lange Hals
strakte sig hen imod Konsulen. „Professor Steen
har en Verdenserfaring, som jeg langtfra er i Besiddelse
af."
Elisabeth stod hos dem. „De vilde tale med
mig, Hr. Doktor," sagde hun og saa’ Harald i
Øjnene. Han fulgte hende ind i det andet
Værelse.
„At du kan bære dig saaledes ad,“ sagde
hun vredt. „Hvad er din Mening? Vil du gjøre
dig det umuligt at komme her i Huset?"
Harald trak Vejret dybt.
„Jeg kan ikke," sagde han med Eftertryk.
„Jeg kan ikke tale med den Mand — kan du
da ikke forstaa? — jeg m a a fornærme ham,
synes jeg —“
„Barnagtighed!" sagde Elisabeth vredt. „En
Mand kan beherske sig, naar han véd, hvad det
gjælder. — At jeg skal lære dig, at du ikke maa
192
udsætte mig — — “ Hun tav og saa’ forbitret
og ringeagtende paa ham.
„Elisabeth", sagde Harald bønlig, „dersom du
vidste, hvor jeg lider. Jeg, der er din Læge, der
skulde tage vare paa dig, der skulde gjøre mig
en Samvittighedssag af at støtte dig og hjælpe
dig — jeg — aa det er ikke til at holde ud! jeg
beder dig, jeg bønfalder dig om at give mig Ret
til at være alt for dig, ikke blot noget, ikke denne
modbydelige Deling. . . aa jeg skal ikke tænke
paa andet end dig, jeg skal være dig saa taknemmelig,
hver en Blodsdraabe skal tilhøre dig,
min elskede, elskede Elisabeth . . . "
Han havde taget begge hendes Hænder og
bøjede sig over hende; det dirrede om den fine
Barnemund. Det inderlige og troværdige i hans
Mine rørte Elisabeth. „Kjære,“ sagde hun blidt,
„kjære Harald, du vilde sikkert gjøre mig lykkelig,
hvis du kande. Men ikke nu; i alt Fald ikke
nu —. Han er syg, meget syg, ser du, jeg kan
ikke tage det Ansvar paa mig. Vil du lade mig
bære det alene? Jeg troede, du kunde aldrig
svigte mig."
„Jeg svigter ikke," sagde Harald sørgmodig.
„Det vilde være at svigte mig selv — men Elisabeth,
vi to bliver ikke bedre af den Stilling, vi
er i . . . “
Elisabeth saa’ paa ham; der trak sig noget
stramt eller bittert om hendes Mund. „Vi kan
ikke blive her længer," sagde hun; „vær nu for193
nuftig, naar du gaar —“ Hun aabnede Døren
og sagde, idet de gik ind i Dagligstuen: „Altsaa,
Hr. Doktor, jeg bliver ved som tidligere efter Aftalen
— “
„Indtil videre," sagde Harald klejnmodigt og
saa’ hen til Stolen, hvor Konsulen sad. Men han
lagde ikke Mærke til dem; Hovedet var igjen
gledet bagover, han pustede tungt eller stønnede
i en urolig Søvn. Idet Harald sagte vilde gaa
forbi, slog Konsulen Øjnene op og saa’ sig forskrækket
om; „kom herhen, aa kom herhen,"
kaldte han angst og tørrede sit Ansigt, der var
vaadt af Sved.
Harald vendte om og satte sig hos ham.
„De behøver ikke at være angst," sagde han
venlig. „De har havt en ubehagelig Drøm — kom
rigtig til Dem selv, saa er det forbi."
Konsulen stirrede paa ham. „Hvem er det
— naa, det er Dem — Er det galt fat med mig?
Kan De ikke gjøre noget ved mig? Kan De ikke
skaffe mig lidt Ro . .."
„Det kunde jeg nok," sagde Harald, „hvis De
ønsker det, men nu kommer jo Professoren, han
hjælper Dem, skal De se."
„Ja, ja, Professoren," sagde Konsulen og rettede
sig i Vejret. „Ja, han hjælper mig nok.
Men De kunde blive lidt, saa længe — Hvordan
har Deres Kjæreste det? har De hende med,
hvad? Det er længe siden, synes jeg," vedblev
han med et Forsøg paa at være konverserende.
K o n su lin d en . 13
Bag sin Mands Ryg rystede Elisabeth paa
Hovedet med en stræng og advarende Mine. Harald
blev blodrød. „Nej,“ sagde han og sprang
op, Jeg kan ikke blive — Rejs Dem, forsøg paa
at gaa lidt ud, sid ikke her og fald i Søvn igjen —
Nej, Frue, følg mig ikke ud, bliv hellere hos Deres
M and. . . “
Elisabeth fulgte alligevel. Hun rakte sig op
imod ham, men Kysset, hun hk til Afsked, var
koldt og flygtigt, syntes hun. Hun blev staaende
i Verandaen, holdt en af dens Piller omfavnet og
gyngede sig frem og tilbage. Saa bøjede hun
sig ud og saa’ efter den bortgaaende Harald.
Han vendte sig ikke, krogrygget gik han, sammenfalden,
Hatten ned i Øjnene.
Hun hørte op at gynge, lænede sig til Pillen
og stirrede paa Havegangens omhyggelig revne
Grus. Sollyset stod lige ned paa det, hun dukkede
Hovedet, missede Øjnene helt sammen —
saa mærkede hun, at det skar i dem, slap med
en ærgerlig Gebærde Pillen og gik ind. Konsulen
sad igjen og døsede, klynkede en Gang imellem
og fo’r op; hun tog en Bog og satte sig hos
ham. Men Bogen gled snart ud af Haanden, hun
faldt igjen i Tanker.
Gaa fra det hele; gifte sig med Harald. Det
var ikke saa let. Javist var han god, inderlig
god; og ham var hun sikker paa, ganske sikkei
— Aa men du gode Gud, at han vilde, og Brandt
195
ikke havde villet! Uf, fy; blot ikke tænke paa
Brandt.
Hun slog med Haanden væk fra sig og lagde
saa begge Hænder paa Kinderne; de brændte.
Blot hun ikke følte sig saa gammel til ham . . .
Flytte ud paa Landet, hvor ingen kjendte dem,
havde han sagt.
Maaske det virkelig lod sig gjøre at begynde
forfra, at blive ung igjen? Kunde man lægge det
bagved sig, Minderne og Lidelserne . . .
Hvor naivt af ham at tro det. Men han var
jo naiv. Mer end naiv. Som han stod der i
Døren — i Stumper, raadvild, saa ganske Situationen
underlegen — Uf, altid at skulle være den,
der vilde, der tænkte . . . Hvem der kunde hvile
sig ud. Hvem der kunde lukke Øjnene og lade
sig føre. Hvis han havde sagt til hende: du
skal! . . .
Bankede det? „Kom ind!“
Professor Steen aabnede let og rask Døren,
opfattede med et Blik, at Konsulen sov, og gik
saa sagte, som de letknirkende Støvler tillod det,
over Gulvet til Elisabeth.
„Deres Mand har telegraferet — som jeg ser
ikke uden Grund,“ sagde han dæmpet og lagde
Hat og Stok fra sig paa Bordet. „Vi vil foreløbig
lade ham sove, og imedens tale lidt sammen.
Kan vi gaa et Sted hen, hvor han ikke kan høre
os, hvis han skulde vaagne?“
De tog Plads i Verandaen. Professoren drej-
13*
k
196
ede sin Stol fra Lyset, der faldt stærkt over Elisabeth.
„Desværre," sagde Professoren og bøjede sig
forover med Hænderne paa sine Knæ, „desværre
anser jeg Deres Mand for at være alvorlig syg.
Jeg tager saa meget mindre i Betænkning at sige
Dem dette, kjære Frue, som det for Dem vil undskylde
de mange kvalfulde Timer, han uden rlvivl
har beredt Dem — Hans Vrantenhed i Hjemmet,
hans Excentriciteter udenfor det maa betragtes
som Følge, det sidste til Dels ogsaa som Aarsag
til hans Sygdom. Jeg har imidlertid Grund til at
tro, at han for Fremtiden vil blive lettere at omgaas,
i det hele taget at lede — Jeg har nogen
Magt over ham, og det er mit Haab at kunne
skjærme Dem saa meget som muligt. Vil De
have en Smule Tillid til mig? Tro mig, min
kjære lille F ru e—" Professoren klappede hende
paa Haanden, hun støttede til Bordet — „vi
Læger maa ofte have mere Medfølelse med Patientens
Omgivelser end med Patienten selv, og
særlig her -— et saa ungt, fint Væsen, der synes
skabt til at være som en Blomst i en skjærmet
Have, en Lykkefe i den fortryllede Skov.. A
Professoren snøvlede lidt mere end sædvanlig,
han talte langsomt, med Ophold, vælgende,
ligesom dryppende Ordene ned over hende. Han
sad stadig foroverbøjet og saa’ hende op i Øjnene;
og der var saa megen bekymret Deltagelse, saa
megen reserveret og beundrende Medfølelse i dette
197
Blik, at Elisabeth spurgte sig, om det var den
Hjælp, hun havde paakaldt. — Alt det urolige,
spændte i hende gav pludselig efter, slappedes
ned; faarerne kom hende i Øjnene; hun kæmpede
for at faa sagt sin Tak.
„Min lille Ven,“ sagde Professoren hurtig,
„græd kun, græd ud, det gjør Dem godt, kom,
støt Dem kun til mig —“
„Elisabeth!“ kaldte Konsulen, „er her ingen?
Jeg vil ikke være alene!“
Professoren skyndte sig ind. Det blev en
lang Samtale. Elisabeth blev derude; men Konsulens
klynkende og Professorens beroligende,
dæmpede, men accentuerede Stemme naaede hende
ret tydelig.
„Det er jo mest om Natten," sagde Konsulen,
„jeg er bange, naar jeg er alene -— Jeg synes
heller ikke, jeg behøver at finde mig i det-. Min
Kone kunde dog---------- “
»Tys, tys,“ sagde Professoren med lidt hævet
Stemme, „det vilde være ganske ufornuftigt. De
vilde kun forskrække hende, og hendes nervøse
Temperament vilde ikke paa nogen Maade have
nogen heldig Indflydelse paa Deres Tilstand. De
skal have en rolig, paalidelig Sygeplejer, en jeg
skal skaffe Dem, og som altid bliver i Deres Nærhed.
Og saa skal De brænde Lys om Natten;
desuden, De véd, hvad jeg sagde Dem —“
Han fortsatte hviskende. Lidt efter kom han
til Døren og kaldte paa Elisabeth. Idet hun gik
hen imod ham, sendte hun ham et taknemmeligt
Blik; han smilede forstaaende.
Idet Elisabeth ledsagede Professoren ud,
rakte hun ham Haanden; „tak,“ sagde hun, „tak,
fordi De vil hjælpe mig — “
„Mit kjære Barn," sagde Professoren med
rørt Stemme og kyssede hende pludselig paa
Panden.
Elisabeth fo’r overrasket tilbage; hun saa’
med store Øjne op i dette Ansigt, hvis Mund
endnu tilspidsedes som en Favns, medens Øjenlaagene
fo’r ned over et stærkt stikkende Blik.
„Au revoir," sagde Professoren stærkt snøvlende,
slap hendes Haand og gik, dybt bukkende,
hurtig bort.
12.
Konsulen blev bedre. En kort Tids Afholdenhed
og Hvile restituerede ham mærkværdig;
det urolige, vilde Blik forsvandt, Klynkeriet tabte
sig, han fik Mod igjen, følte sig atter sig selv.
Men med Svagheden forsvandt ogsaa de bløde
Stemninger, han blev igjen pralende og pirrelig.
Det kjedede ham at leve maadeholdent, at bo
paa Landet, ikke at have andet Selskab end sin
Kone. Professor Steen havde strængt torbudt
alle Besøg; selv kom han hyppig, hans Væsen
overfor Elisabeth var roligt, forretningsmæssigt,
199
reserveret venligt. Alligevel virkede hans Nærværelse
ophidsende paa hende .. .
Hun spurgte sig undertiden, om hun den
Gang havde. taget Fejl; men Synet af Manden,
den maskeagtig strammede Mund, det fra oven
skarpt fixerende Blik satte hende hver Gang paa
ny i Uro, beskæftigede og forbitrede hende. Hun
foresatte sig at være ligegyldig, at unddrage sig
denne Vilje, der snoede sig om hende — men
uagtet sin Ulyst følte hun sig Gang for Gang
mere suget op, mere draget til. . .
Som til en dulmende Kølighed søgte hun til
Tanken paa Harald. Det var længe siden, hun
havde set ham, da han havde holdt sig borte
under Konsulens Sygdom. Elisabeth følte sig
rørt ved at forestille sig hans Ensomhed, hans
Længsel; hans undselige Tilbedelse, hans Følsomhed,
selve hans Skyhed trøstede og beroligede
hende, forekom hende som et Bolværk
eller snarere som ligesaa mange Beviser for, at
hun hørte hjemme der, ikke i en anden, brutalere
Verden . . .
Den første Dag, da Konsulen atter tog ind
til sit Kontor, telegraferede Elisabeth til Harald.
Han kom.
Saasnart Døren havde lukket sig efter Pigen,
der førte ham ind, fløj Elisabeth med et Glædesraab
i hans Arme. Atter og atter gjentog de for
hinanden, hvad de havde lidt under Adskillelsen,
de klyngede sig til hinanden, Elisabeth græd over
ham og kyssede hans Øjne, der andægtig lukkede
sig, medens han overvældet og beruset stammede
Kjærlighedsord.
Pludselig fo’r han sammen, slap hende og
saa’ sig ængstelig om. Elisabeth rynkede Panden:
„Her kommer ingen,“ sagde hun. „Hvad er du
bange for ? “
„Kom u d ,“ sagde Harald og aandede tungt.
„Herinde, i disse Værelser — “ Han tav.
„I den Sol!“ sagde Elisabeth. „Naa — se
ikke saa bedrøvet ud — Hent min Parasol til
mig —“
Hun stod allerede udenfor; den lille Ada
kom løbende: „Mama, hvor skal du hen?“
„Ingen Steder; jeg taler med Doktoren," sagde
Elisabeth med Fingeren i Vejret. „Har du ogsaa
sagt pænt Goddag? Der kommer han —“
I fuldt Løb kom Harald med Parasollen,
Øjnene straalede, han saa’ drengeagtig fornøjet
ud. Smilet døde hen, da han saa’ den lille; hun
trykkede sig op til Moderen og rystede paa
Hovedet.
„Ikke? Den rare Doktor, der gjør Mama
rask og fornøjet —“ Nu tog Barnet et Spring
og rakte Munden op til Kys. Forlegen bukkede
Harald sig og kyssede hende paa Panden.
„Kom sa a ,“ sagde han til Elisabeth. Den
lille hængte sig i hendes Kjole; „maa jeg gaa
med, maa jeg —“
200
201
Over hendes Hoved gjorde Harald Tegn til
Elisabeth, der sendte Barnet bort.
De gik ned ad Skraaningen og Trinene til
Strandkanten; Elisabeth tog hans Arm, og dækket
af den store opslaaede Parasol lænede hun sig
fortrolig til ham. Harald hjalp hende til Rette i
Hængekøjen, og idet han stod bøjet over hende,
rakte hun Armene op og fangede ham i dem:
„Du ser saa alvorlig ud," sagde hun. „Vi elsker
hinanden, du er hos mig — hvorfor kan du ikke
være fornøjet?"
„Fornøjet!" gjentog han bittert. „Her, i dit
Hjem, i disse Omgivelser ..."
Han satte sig lidt fra hende paa den lille
Stol og saa’ træt og bekymret hen for sig.
Elisabeth laa lidt og betragtede ham; en besynderlig
Blanding af Følelser kom op i hende,
en vis Medlidenhed og Rørelse, hvori der ikke var
saa lidt Foragt . . . Med sine spidse, højtoptrukne
Knæ, Albuerne støttet paa dem, den nedslaaede,
raadvilde Mine lignede han i Virkeligheden en
Don Quixote . . . Hun gav sig til at le: „Kom
herhen, du Ridder af den bedrøvelige Skikkelse,"
sagde hun og rakte Haanden ud.
Mørkerød sprang Harald op. „Du ler,"
raabte han hæftig, „du gjør Nar ad mig — for
dig er det latterligt, hvad der gjør mig ondt helt
ind i Hjærtet — Hvad er jeg da for dig? Hvad
vil du mig? Jeg kan ikke holde denne Tilstand
ud, men du — du —“
„Harald!" sagde Elisabeth forfærdet. „Er
det, hvad du har at sige mig? Fik du mig derfor
herned ..."
Harald greb sig om Panden. „Jeg gaar fra
Forstanden," sagde han sagte. „Elsker du mig,
hvor kan d u , hvor kan du da blive hos en, der
har Rettigheder over dig, du gode Gud, hvor er
det muligt — og elsker du mig ikke, saa er jeg
foragtelig, en taalt Ting uden Pligter og Rettigheder,
et holdt Mandfolk —“
„Afskyeligt!" raabte Elisabeth og kastede sig
tilbage, saa langt fra ham som muligt.
Harald faldt paa Knæ. „Se paa mig, Elisabeth,"
bad han fortvivlet. „Lider du? har jeg
gjort dig Fortræd? Du maa have Medlidenhed
med mig. Ser du ikke, at jeg gaar til Grunde!
Kan du ikke forstaa, at du maa, du maa —“
Han vilde tage hendes Hænder, men hun
knugede dem kun fastere for Ansigtet.
„Gaa," sagde hun, „jeg kan ikke tale med
dig — du taler om at forstaa, kan du da ikke
forstaa, hvor dødelig du har fornærmet mig —“
Han rejste sig. I en Slags vred Nysgjerrighed
laa Elisabeth og ventede paa, hvad han vilde
sige; det varede længe. „Er det Svaret," sagde
han endelig. „Jeg skal altsaa gaa?" Han talte
sagte og skjælvende.
Elisabeth tav; Vreden var borte og havde
atter givet Plads for denne Blandingsfølelse af
Ømhed og Foragt — Hvad skulde hun ogsaa
sige? Det forekom hende ikke rigtig virkelig,
det hele, eller at der her skete noget for Livet; det
var hende inderst inde som noget af en Komedie . . .
hun ventede paa næste Replik .. .
Lyden af hans Trin tabte sig; der blev stille.
Elisabeth tog Hænderne fra Ansigtet, rejste sig
og lyttede. Kom han tilbage? nej; han gik virkelig.
Hun blev siddende oprejst i Hængekøjen og
saa’ sig omkring. Vandet smækkede med regelmæssige
sraaa Slag ind paa Sandet og snoede
sig tilbage igjen med en svag Raslen; ved Landingsbroen
laa en Baad tøjret, den sejlede med Strømmen,
vuggede og vrikkede sig udefter til Lænkens
Længde var naaet; saa gav det et Ryk, og den
fo’r ind, for lidt efter, smaat, at glide ud igjen.
Hørte det ikke op ? Blev det ikke forbi ?
Blev alting saadan ved, evigt, uden Ophør, forfra
om igjen . . .
Nej men du gode Gud, Harald! Det var da
ikke muligt, at det var forbi, helt forbi? Kom
han virkelig ikke igjen, aldrig mere? Saa var
det jo dog Alvor, rigtig Alvor. Kunde det da
ikke være muligt, det han vilde? Vist ikke, det
Barn, den usikre, bløde Dreng, det vilde jo være
umuligt, et Liv sammen med ham, baade urimeligt
og halv latterligt — Hun var ikke som Olga, hun
kunde ikke være Moder og Elskerinde paa en
Gang. — Men saa havde han jo R e t; og saa
kom han jo ikke igjen . . .
Det var skrækkeligt, saa var der jo virkelig
intet, intet, slet intet mere, saa havde hun kastet
sig hen for Ingenting, for at staa der i Ørkenen
igjen, tusend Gange værre tilmed, med Væmmelse
og Lede oven i Kjøbet —
Hun sprang op og gav sig til at løbe, fo’r
op til Huset. Aandeløs stod hun i Verandaen og
saa’ sig om. Hun maatte prøve paa at tage det
rolig. Der var jo egentlig ingenting forandret.
Hendes Liv, det var jo det samme, i de samme
Form er, som hun havde levet før. De havde
taget fejl, naa, det maatte man kunne finde sig
i , det var jo næsten bedre, at han havde indset
det —
Nu gjaldt det altsaa at finde sig til Rette.
Manden , han var jo ikke saa umedgjørlig mere,
og Barnet — Aa men nogen at tale med, nogen
der vidste Besked, nogen der ikke var Skygge for
hende, som alle de andre var Skygger, disse Skabninger,
der levede langt fra hende, ikke var andet
end Masker, ligesom hun var Maske for dem!
Aa denne gyselige, gyselige Ensomhed, ikke en
at ty til, ikke en i den vide Verden, ikke noget at
vente uden Døden en Gang langt borte .. .
En overvældende Angst slog ned paa hende.
Hun maatte bort, forekom det hende, løbe bort,
lade alt blive tilbage, hele den Tilstand------ hun
styrtede ud, en af hendes Hatte laa paa Bordet i
Verandaen, hun snappede den og løb ud af Haven
til Skoven. Derinde skyndte hun sig afsted, blev
ved at gaa indefter; det summede og brusede i
205
hendes Hoved, de samme Tanker gjentog sig
uophørlig, drev hende afsted ligesom med Piskeslag,
til hun ganske bedøvet ligesom ikke forstod
dem eller nogen Ting længer----------
Pludselig kunde hun ikke gaa mere. Hun
følte en Sammensnøren i Struben, en Kvalmelede,
der var lige ved at kvæle hende. Hun kjendte
Symptomerne igjen; skulde hun nu blive syg som
den Gang? uden et Menneske til at hjælpe, ikke
en der brød sig om hende?
Professoren ?
Nej, nej, ikke ham, ikke paa den Maade, ikke
en til — Hun kunde ikke mere. Inde i Græsset
smed hun sig ned, borede Hovedet i en Tue,
Hænderne rev i Grønsværet, idet Anfaldene rystede
hende. Skulde hun nu dø? dø saadan
ganske alene?
Det stillede lidt af. Uendelig sløv og mat
laa hun der, hun vovede ikke at røre sig, ved
Tanken om Anstrængelsen følte hun Dødsfornemmelser
igjen. Saa fo’r hun sammen: der var
Skridt ude paa Vejen, Skridt ganske tæt ved. Et
Par Træer dækkede hende, hun krøb sammen
bagved dem, gjorde sig saa lille som mulig.
En Mand i sort lang Frakke, Kvækerhat.
langt glat Haar ned til Frakkekraven, de store
hvide Hænder bagpaa Ryggen, gik langsomt og
med tunge Skridt forbi, saa’ ind paa hende med
et hurtigt Øjekast og passerede. Men strax efter
vendte han om; med resolute Skridt gik han lige
ind til hende. Som lammet — eller som i Drømme
naar man vil flygte og klæber fast — sad Elisabeth
og saa’ ham komme.
„Undskyld,“ sagde han langsomt og tog Hatten
et Øjeblik af, „det er Fru Bjerring, ser jeg — De
kjender mig, ikke sandt, jeg er Pastor Møller . . . “
Elisabeth saa’ paa ham. Den Præst med sit
haarde Ansigt — hvad vilde han? hvad tænkte
han? Det var jo ham fra Ballet, aa Gud, den
Gang med Brandt. — „Ja," mumlede hun.
„De er lidende, uden Tvivl,“ sagde Pastoren
langsomt. „Kan jeg være Dem til Hjælp? De
maa ikke blive her i Skoven i den Tilstand."
Elisabeth forsøgte at rejse sig; hun kom
virkelig o p , greb om det nærmeste Træ og støttede
sig til det.
„Kom n u ,“ sagde Pastoren; „jeg skal følge
Dem til Deres Hjem. Støt Dem til mig, hvis De
trænger til Hjælp."
Elisabeth rystede paa Hovedet. „Tak," sagde
hun svagt; „det er bedre nu — Jeg tror, jeg har
bedst af at være alene."
Præsten blev staaende foran og betragtede
hende uden at lade sig forstyrre. „Det nytter
ikke," sagde han endelig; „De skal netop paa
ingen Maade være alene — Tror De ikke, jeg
kan se, at De lider mere aandelig end legemlig?
Jeg kjender Dem godt, Fru Bjerring," lagde han
til i en særlig betydningsfuld Tone. „De trænger
207
til en Haand, der vil føre Dem, thi De er gaaet
fra den rette V ej. .
Elisabeth fo’r op: „Hvor tør De — med hvad
Ret —“
Det strænge Ansigt over hende, med de
haarde smalle Læber og det hvasse Blik kuede
hende til at tie.
„Den giver Retten, som har Magten,“ sagde
Præsten strængt. „Magten til at sende Fortvivlelsen
over Dem, til at støde Dem ud i Ulykken
som en forladt, fortabt Skabning . .. Eller har De
maaske ikke allerede følt hans Magt ? Er det
ikke hans Mærke, jeg ser i Deres Ansigt?"
Elisabeth knækkede sammen. Hun lod sig
falde paa Knæ, klamrende sig til Træet, der
svajede under hendes Tag; lange Jammerlyde arbejdede
sig frem. Præsten stod lidt og saa’ paa
hende. „Bøj Deres Sind i Ydmyghed," sagde han
mildere. „Rejs Dem nu og gaa med mig, enten
til Deres Hjem eller længere ind, hvor vi kan tale
uforstyrret. Fortæl mig alt, hvad der ligger Dem
paa Hjærte."
„Hvorfor," sagde Elisabeth skjælvende. „Naar
De véd —“
„De skal give Dem helt," sagde Præsten.
„De skal have fuld Fortrolighed — Jeg kan ikke
hjælpe den, der vil skjule sig for mig."
„Hjælpe? Kan De hjælpe?"
„Ser De ikke, at jeg er s e n d t til Dem,"
;IIS
h it
¦
i A A?
¦
1
4*
208
sagde Pastoren. „Tror De, det er et Tilfælde,
at jeg har fundet Dem i Deres yderste Nød ? For
Jesu dyre Blod skal jeg frelse Dem; thi De er
mig betroet af hans Barmhjærtighed."
Uden at spørge om Forlov tog Præsten
Elisabeths Haand og lagde den paa sin Arm.
Instinktmæssig saa’ hun op; men de kolde gulgraa
Øjne, de massive Kjæber havde ikke det
mindste erotiske Træk. Hun lod sig føre.
Paa en Bænk under en løvrig Bøg, hvis
Grene dækkede langt ned, placerede Pastoren
Elisabeth og satte sig hos hende. Af og til,
under deres Samtale, rejste han sig og gik frem
og tilbage med Hænderne paa Ryggen; saa tav
Elisabeth en Smule og saa’ ængstelig efter ham,
til han atter satte sig.
Endelig tav hun helt; og Præsten gik længe
frem og tilbage foran hende. „Hvad skal jeg,“
spurgte hun ydmygt. „Kan jeg — gaa med
ham? Forsøge at begynde forfra? Eller skal
jeg blive .. .
Præsten tav endnu.
„Hvad Gud har sammenføjet, skal Mennesker
ikke adskille," sagde han endelig. „De er Hustru
— De bør blive. Vi vil bede sammen, at
Herren værdiges at tage mod Deres oprigtige
A nger..."
Elisabeth rejste sig. Hendes Ansigt var ophovnet
af Graad, vaklende og sammenfalden hang
¦SA
209
hun ved Præstens Arm og kunde næppe følge
hans Skridt, som han ikke sagtnede.
De drejede ud paa Vejen ikke langt fra Villaen
og saa’ en Hob Mennesker forsamlet foran
den; alle stirrede op paa Huset, summede dæmpet
og strakte Hals. Da Elisabeth nærmede sig,
vendte det ene Ansigt efter det andet sig om
mod hende; der blev stille. Mulatinden kom
løbende imod hende, gestikulerende og raabende:
„Frue, Frue, der er sket en Ulykke, en skrækkelig
Ulykke!“
„Barnet!" raabte Elisabeth.
„Nej, Konsulen, han er væltet, Vognen var
helt itu —“
Foran Trappen i det graa Støv laa en mørk
Stjerne af Blod, og op ad de blanke Granittrin
skinnede hist og her røde Stænk, der fortsatte
sig ind gjennem Stuerne.
Konsulen laa inde paa sin Seng, strakt paa
Byggen, Underkjæben var sunken ned, Tungen
hang tyk og ubevægelig ud mellem Tænderne;
under den ene Tinding var Hovedpuden rød. De
havde ikke faaet ham klædt af, og det blodige
forrevne Tøj, de støvede Støvler gjorde Indtrykket
endnu uhyggeligere, som af et Kadaver, der hensynsløst
var slængt hen — — — En besynderlig
Lyd fyldte Værelset, en ensformig, aafbrudt Snorken
eller Gurglen, hævende og sænkende sig med
hvert Aandedræt af den syge, hvis Bryst gik
stærkt op og ned. Elisabeth var bleven staaende
K o n su lin d en . 14
210
som forstenet; selv bleg som en døende stod hnn
ved Døren og stirrede paa den saarede, hjælpeløse
Skikkelse . ..
Pastor Møller tog strax Kommando. Han
sendte Folk og Bud til højre og venstre, befalede
Elisabeth at hjælpe med at bringe Konsulen bedre
til Rette og med at lægge en foreløbig Forbinding.
Da Lægen kom, gik Pastoren, som om
han var hjemmevant i Huset, ham i Møde og
forklarede, hvad der var sket; Elisabeth sad
imidlertid ubevægelig og tavs ved sin Mands Seng.
Efter Lægens Mening var Saaret ikke farligt,
men Faldet fra den høje Vogn havde medført en
Rystelse, der især paa Grund af Patientens stærkt
medtagne Konstitution kunde blive betænkelig.
I tre Dage laa den saarede uden Bevægelse.
Der indtraadte da krampagtige Trækninger, det
viste sig, at den ene Side var lam, Munden ogsaa
skjævt fortrukket. Lidt efter lidt bedredes dog
Lamheden, han kunde igjen røre venstre Arm og
Ben svagt, og han begyndte at tale, men med et
ganske uartikuleret, lailende Mæle. Der var ingen
Mening eller Sammenhæng i Ordene, den syge
syntes ganske forvirret. Uge efter Uge forløb
nu, uden at hans Tilstand gjorde videre Fremskridt.
Elisabeth forlod sjælden Sygeværelset og
havde desuden givet Ordre til ikke at indlade
andre end Professoren og Pastor Møller.
I de ensomme Timer hos den syge gik mange
211
Tanker gjennem Elisabeths Hoved. En øjeblikkelig
og stærk Følelse af Tilfredsstillelse var faret igjennem
hende ved at se ham ligge døende og magtesløs, og
alligevel, da hun senere vaagede over ham og
plejede ham, ønskede hun ikke hans Død. En
stærk Slappelse, en Frygt for alt nyt, al Forandring,
var fulgt paa Nerverystelserne, og havde
afløst den tidligere, ungdommelig spændige Lyst
til Oplevelser, Foretagender og Hændelser; Sygeværelsets
Stilhed og Ensformighed lagde sig over
hende med en vis Døsighed, som hun ikke længtes
ud af. læ nkte hun paa Harald, var det med
Uvilje og Frygt; hun var vred paa ham, fordi
hun ikke kunde elske ham — I Øjeblikket var
alt erotisk hende i højeste Grad imod.
Den Tomhed, som dette bevirkede, udfyldtes
af de lange Samtaler med Præsten; de satte
hende i en stærk og langtfra ubehagelig Bevægelse,
som hun af al Magt søgte at kaste sig ind i;
men en indre Uformuenhed beredte hende store
Vanskeligheder.
Elisabeth havde aldrig i samlet Tankerække
gjort sig det klart, at hun ikke troede eller hvorfor
hun ikke gjorde det. Men midt i den begejstrede
Stemning, midt i den hensvømmende, halv
daanefærdige Rørelse over de troendes Lykke,
der skulde blive hende til Del, over Skildringerne
af den himmelske Tilgivelse og Naaden, der bredte
sig over de udvalgte, kunde der pludselig komme
et Pust fra al Livets Nøgternhed, lige fra Barndommen
og opad, hele Opdragelsen til at skille
alting i dumt og klogt, til at gribe Tingene helt
i det enkelte, det praktiske, det rent personlige.
Der kunde ogsaa dukke op filosofiske Smuler, hun
havde faaet gjennem Harald, skeptiske Strøtanker,
der havde slaaet ned i hende, fordi de syntes at
passe i hendes Stemning; der kunde komme
Stemninger som dem paa Konfirmationsdagen, det
pludselige Skær af Meningsløshed over det hele.
Fornemmelsen af det fremmede, det uvirkelige i
disse løjerlige Ord og Tanker, af at de løb ved
Siden af Livet, ikke havde noget at gjøre med
dettes Dage eller Timer, mer hørte hjemme paa
deres eget Sted, Kirken, og der mumlede deres
uforstaaelige og fremmede Sprog.
Hun følte da en Kulde i sig, som indgød
hende den største Rædsel, og som hnn søgte at
drive paa Flugt ved af al Magt at oparbejde en
ny Exaltation. Pastor Møller hjalp hende hertil,
idet han under disse Kriser med rigtig Forstaaelse
forandrede Taktik.
Naar de lunkne Tider kom, naar hun svingede
ind i de Stemninger, hvor hun vilde have
Forklaring paa alt og med ubelejlig Logik huskede
paa alt, trøstede han ikke mere, formanede ikke
heller; han slog ind paa Bodstalerne. Her var
han i sit Element. Naar han udmalede Fortvivlelsen,
Samvittighedsnagene, Haabløsheden, Livsleden,
blev den tunge kraftige Mand glødende,
veltalende, hans Stemme klang rythmisk, syngende,
213
han dvælede med den faste Overbevisnings Ild og
Lyst ved alle de Kvaler, en Sjæl i Vaande kan
føle; her ramte han dybt, vakte alle Angstog
Lidelsesminder i Elisabeths Sind, her slappedes
hun ikke, blev ikke kold eller fremmed. De oplevede
Skuffelser og Kvaler, den bitre Fornemmelse
af noget ondt, der rugede et eller andet
Sted og faldt som et Rovdyr over Menneskene,
behøvede ikke nogen stærk Omformning for at
blive til Frygten for den haarde, ubønhørlig hævnende
Guddom, hvem man maatte forsone med
slavisk Underkastelse, og som endog straffede
Tankernes Ulydighed.
Elisabeth var fuldstændig kuet. Hun foretog
ikke en Handling uden Præstens Billigelse, tænkte
ikke en Tanke uden at undergive den hans Dom.
Ved et Blik eller et Ord, ganske som en Magnetisør,
kunde han i saadanne Tider bringe hende
i Graad, han beroligede hende ved at lægge
Haanden paa hendes Hoved. Naar han med sine
gjaldende Trin gik op og ned i hendes Værelser,
talende, gestikulerende, af og til rammende hende
med sit strænge Blik, drejede hendes Hoved sig
avtomatisk efter ham, hun hang ved hans Læber,
stirrende paa ham med en Hunds selvopgivende
Underdanighed.
Det aandelige Slaveforhold bredte sig snart
over i det materielle, det daglige Livs Smaabegivenheder.
Det blev efterhaanden Elisabeth en
Vane at tænke paa, hvad han holdt af eller syntes om,
at sørge for ham, at opvarte ham; det gjorde
hende lykkelig at blive rost for et eller andet;
uden at gøre sig Rede for det følte hun sig beroliget
og sikrere, naar den mægtige Mand tillod
hende at skjænke ham et Glas Vin eller at bringe
ham det mest fristende fra Drivhus og Have.
Elisabeth var kommen til at se daarlig ud.
Sygel liften, den indespærrede Levevis, de exalterede
Stemninger tog paa hende, hendes Ansigt var
blevet langt i Trækkene, graat og skjoldet i Farven.
Hun forsømte sig, brød sig ikke om sit
Toilette, om hendes afmagrede Skikkelse hang
Klæderne uskjønt og uordentlig, hun friserede sig
ikke, strøg Haaret op, som det kunde træffe bedst.
Konsulen bedredes imidlertid. Lamheden
fortog sig, Talen blev tydeligere og mere sammenhængende.
Der var Tider, hvor han kjendte
Elisabeth, Lægen og Barnet. Han fik Lov at forlade
Sengen og sad nu, naar det var Solskin —
thi man var langt hen paa Ef'teraaret — i en
Sygestol paa Terrassen; han blev kjørt Tur af en
Mand, der havde Ordre til ikke at tale med ham.
Thi indlod man sig med ham, fik man de mærkeligste
Ting at høre: Fantasier og Erindringer,
Hemmeligheder, en sygs barnagtige Indfald, Historier
om ham selv, om Fruentimmer, om Elisabeth
, om Forretningskneb afløste hinanden
ustandselig.
De snakkesalige Perioder gik over i tavse,
hvor intet Ord kom ud at hans Mund; saa sad
han ganske stille, Hagen sunket ned paa Brystet,
det magre Ansigt, hvis Hud laa i tykke, tomme
Folder over de indskrumpede Muskler stirrede
sløvt og upaavirkelig hen for sig.
Professor Steen og Pastor Møller mødtes ofte
i Villaen; de vexlede et Par høflig kølige Ord og
gik hver til sit. Professoren kom ofte, og Elisabeth
syntes helt at have glemt sin Frygt eller
Uvilje; blid og noget aandsfraværende hørte hun
paa ham, naar han gav hende Forskrift med Hensyn
til Konsulen. Han havde i den sidste Tid
faaet en egen skarp Maade at betragte hende paa;
hun vækkedes undertiden til Bevidsthed om sit
forpjuskede Udseende ved hans undersøgende Blik.
„De ser daarlig ud, Frue," sagde han en Dag
til hende. „Dersom det ikke var at trænge ind
paa en æret Kollegas Omraade" — de spidsede
Læber sugede Luften ind med en let Hvislen —
„vilde jeg sige, at Deres Helbred trænger til at
skaanes. Har De fornylig set Dr. Jessen?"
Elisabeth rødmede stærkt. „Jeg har ikke
tænkt paa mig selv under min Mands Sygdom",
svarede hun med nogen Irritation.
„Naturligvis. Men nu? De har overanstrængt
Dem, kjære Frue, der maa gjøres noget for Dem;
se en Gang, De ligner ikke Dem selv mere —“
Han tog hende ved Haanden og førte hende
hen foran et Spejl. Elisabeth saa’ derind og
rødmede igjen. Det slog hende virkelig med Forfærdelse,
hvad hun saa’; han havde jo Ret: hun
var grim ! Kunde det være muligt, at ogsaa det
var forbi, Ungdommen og Skjønheden, skulde hun
virkelig, virkelig ind i den graa, triste, ubevæge216
lige Alderdom .. .
Hun saa’ forfærdet op paa Professoren, der
nikkede til hendes Billede i Spejlet. „Ja", sagde
han, „det er Synd og Skam. Hvem giver En
Ungdommen tilbage, naar den er borte? Der
kommer tidsnok den Tid, hvor de, der følger
efter os, skyder os til Side som Vrag . . .“
„Det er skrækkeligt at blive gammel," mumlede
Elisabeth.
„Ikke sandt," sagde Professoren. „Især naar
man burde have mange, mange Aar endnu—“
Elisabeth saa’ spændt paa ham. Professoren
gik en Gang eller to i Værelset, kom tilbage og
sagde, idet han tog Plads: „Sæt Dem her; lad
os tale fornuftig sammen. De ødelægger Dem selv,
kjæreFrue. De har altfor mange alvorlige Tanker;
De har Skrupler, tror jeg — Al den Slags Selvplagerier
er kun Nerver, Svækkelse og Overanstrængelse,
Mangel paa Luft. — Jeg har en
Plan. Deres Mand bør tilbringe Vinteren i Syden,
i Mentona, Neapel, et eller andet Sted — De
skal rejse med ham, pleje ham — Desuden, De
trænger nok saa meget som han til lysere, venligere
Omgivelser, De skal opmuntres, blive Dem
selv igjen. De kan stole paa mig. De s k a l blive
ung og smuk og lykkelig ig jen ..."
„Kan jeg det?" spurgte Elisabeth usikkert.
„Om De kan," sagde Professoren med en
lille Latter og kyssede hendes Haand, idet han
rejste sig for at tage Afsked.
Da Pastor Møller indfandt sig, var Elisabeth
aandsfraværende; hendes Øjne fulgte ham ikke
som ellers, de stirrede ud over Søen, som om
hun ventede eller haabede noget derfra eller udefra
—P
astor Møller saa’ skarpt paa hende. „De
bør tænke paa at flytte til Kjøbenhavn,“ sagde
han. „Mine Embedsforretninger tillade mig ikke
længere at komme hyppig herud, og jeg vilde
nødig vide Dem ene, saa langt borte fra aandelig
Hjælp. “
„Professoren mener, at min Mand skal rejse,"
svarede Elisabeth. „Han foreslog, at jeg skulde
rejse med,“ tilføjede hun med et usikkert Øjekast.
„De? Hvorfor?"
„For at pleje ham — Desuden mente Professoren,
at mit eget Helbred — “
„Deres Sygdom er ikke legemlig, men sjælelig,"
sagde Præsten skarpt. „Menneskekløgt kan
ikke skaffe Dem Samvittighedsfred, Ro i Sindet —
Kan han holde Dem oppe," vedblev han mere og
mere hæftig, „naar Syndeangsten er over Dem,
naar Herren hjemsøger Dem i sin Vrede —“
Han havde rejst sig og var begyndt at gaa
op og ned, som det var hans Vane, naar han
kom i Affekt.
Elisabeth gjorde et frygtsomt Forsøg; „Men
er det ikke Pligt at opretholde det Legeme, der
er givet os ..
„Ikke paa Sjælens Bekostning," svarede Præsten.
Han standsede med en pludselig Vending
foran hende: „Vogt Dem," sagde han hidsig, „for
de onde Lyster i Deres Sind — Forblindet er De
ved Helvedes Kunster, og Fristeren rækker allerede
efter Dem — Men ve de forstokkede: Haanden,
der blev rakt, skal støde dem fra sig,
de skal synke i Afgrunden, og der skal ingen Øre
være for deres Jammer og ingen Naade for deres
Kval —“
Elisabeth sad dukkende og krøb sammen
De tunge, vældige Ord slog ned et efter et, hun
strakte Haanden ud som for at afværge dem og
brast pludselig i Graad som et Barn, halvt i Forskrækkelse,
halvt bevidst, med Tanken om at formilde.
Virkelig blev Præstens Blik snart mildere,
han gik igjen et Par Vendinger, stod saa stille,
saa’ lidt paa hende og lagde endelig tilgivende
Haanden paa hendes Hoved.
I det samme blev der banket et Par hurtige
Slag paa Døren; den blev lukket op — Harald
Jessen stod i Værelset.
Han gjorde en halv Bevægelse tilbage, da
han saa’ Gruppen; men i næste Øjeblik gik han
218
219
frem til Elisabeth. „Jeg forstyrrer," sagde han
dæmpet og bittert, „men jeg har søgt Dem forgjæves
mange Gange — og jeg m aa nødvendigvis
tale med Dem — —“
Elisabeth sad betaget og stirrede paa ham.
Han var meget bleg, under Kindbenene var indsunkne
Huler, Øjnene var bleven altfor store; hele
Skikkelsen syntes endnu spinklere og skrøbeligere
end før. Elisabeth lagde Mærke til, at hans
Hænder rystede.
Hun rejste sig halvt imod ham: „Hvad fejler
De? er De syg?"
Hun var rørt. Denne unge Skikkelse, der
saa tydelig bar Præget af Lidelse, vakte atter
denne blandede Følelse af Medlidenhed og Ømhed;
hun fik Lyst til ligesom den Gang at stryge
ham Haaret fra Panden, at tale godt for ham,
trøste ham —
Præsten traadte hen til hende: „De forglemmer
Dem," sagde han. „Denne Samtale bør
De ikke indlade Dem paa — Jeg skal give de
Forklaringer, der er nødvendige."
Harald vendte sig hidsig til ham. „De tager fejl, “
sagde han med møjsommelig behersket Stemme.
„Jeg modtager ikke Forklaringer af Dem; jeg er
Fruens Læge og —“
Pastor Møller gik tæt hen til ham: „De
lyver!" sagde han og saa’ ham stift i Øjnene.
„De har syndet med denne Kvinde, og De har i
Sinde at forlede hende igjen — Jeg forbyder Dem
at nærme Dem hende, hun staar nu under min
Varetægt!"
De to Mænd saa’ paa hinanden. Præstens
massive store Skikkelse der løftede sig i sin hele
Højde og Skulderbrede, det fremadbøjede, svære
Hoved med de funklende, truende Øjne, der ligesom
borede sig ind i Modstanderen, gav ham et
stærkt Præg af Myndighed og Kraft.
Ligbleg og rystende af Lidenskab stirrede
Harald paa ham. Saa vendte han ham Ryggen.
„Elisabeth," sagde han hæst, „er det sandt? Taler
han i Deres Navn? Har De givet ham Ret . . .“
Elisabeth sukkede. „Harald," hviskede hun
pludselig bønlig og rakte Hænderne ud imod ham.
Han rystede paa Hovedet. „Et af to," sagde
han bittert. „Lad mig tale i Enrum med Dem
eller — De behøver ikke at svare; jeg ser det paa
Deres Ansigt. Det har altsaa virkelig kun været
et Lune, en Tilfældighed — Véd De, hvad det
Lune har kostet? For Resten at gjøre Dem Rebrejdelser
. . . Farvel Elisabeth; jeg ønsker Dem
intet ondt —“
Pastor Møller stod ved Vinduet og ventede,
til den sidste Lyd af hans Skridt var døet hen.
Saa vendte han sig til Elisabeth; „gaa ind til Deres
Mand," sagde han; „der er Deres Plads . . . "
221
13.
Lidt fra Villaen mødtes en Dag Professor
Steen og Pastor Møller. De fulgtes ad; med sit
ironisk forbindtlige Smil saa’ Lægen op ad den
massive Skikkelse, der med en let Hilsen belavede
sig paa at gaa foran ham ind i Huset. „Hvorledes
behager Deres Velærværdighed at befinde
Dem," spurgte han forekommende og tog Hatten
af for at give Haaret et Strøg med Fingerspidserne.
„Godt, eftersom det behager Vorherre,“ sagde
Pastor Møller med Eftertryk.
Professoren skød Øjenbrynene tilVejrs; „altid
korrekt," sagde han smilende.
Pastor Møller rynkede Panden og vilde gaa
ind; han betænkte sig dog og sagde med sin
tunge B as, der faldt som en Hammer over den
andens lapsede Ganestemme: „Sig mig — hvorledes
gaar det med Konsulen? Dør han, eller
kommer han sig?“
„Det staar i Vorherres Haand," svarede Professoren
salvelsesfuldt. „Hvor Fanden skal jeg
vide det fra," slog han pludselig over; „skjønt jeg
tror ikke, han kreperer — Vi bliver ikke Enke
den Gang."
„Han kommer sig altsaa," sagde Pastor Møller
eftertænksomt.
„Kommer sig, kommer sig," gjentog Professoren
gnavent. „Det er som man tager det —
Han bliver vel aldrig til Menneske mere, men der222
for kan han gjærne sidde i Aarevis paa den
Maade. — Men hvad jeg vilde sige, Deres Velærværdighed
! tag Dem i Vare med at tage for
voldsomt paa h e n d e ; saadan en Smule Fruentimmerhjærne
er snart bragt ud af Skruerne."
„Jeg handler, som min Samvittighed byder
mig," sagde Pastoren og gik ind.
Medens Lægen gik til Sygeværelset, blev Pastor
Møller i Verandaen, satte sig i en Lænestol
og ventede. Han saa’ ufravendt ud paa Søen,
Maagerne og Skibene. Det varede længe; endelig
hørte han Trin og Stemmer. Det var Professoren
og Elisabeth, der kom ind i Dagligstuen,
hvor de tog Plads og fortsatte Samtalen. Døren
til Verandaen var ikke fuldkommen lukket; Pastoren
rejste sig og gik varsomt lidt nærmere hen.
„Har De saa tænkt over mit Forslag," hørte
han Professoren sige. „Ikke? Jeg forsikrer Dem,
De handler uforsvarlig med Dem selv. De mener,
jeg overdriver; men De kan tro mig, det er ikke
Tilfældet — Tænk dog paa Deres Mand, paa
Deres lille Pige — hende har De da Forpligtelser
imod, skulde jeg mene! Og saa Deres Venner —
Jo vist har De Venner; jeg er i alt Fald Deres
Ven, og jeg vil ikke se Dem gaa til Grunde . . . "
„. . . rejse," lød Elisabeths Stemme temmelig
utydelig; „men hvorledes . . . jeg er angst,
véd De — alene . . . jeg vilde føle mig helt forladt
. . . "
„Ja, det kan være," sagde Professoren efter223
tænksomt. „De trænger til Hjælp — Hvad siger
De — hvis De tog til et Badested. — Jeg trænger
ogsaa til Rekreation; jeg tager snart Ferie — Hvis
jeg nu besøgte min Patient og saa’ til Dem med
det samme, kjære Frue — “
„Til mig!* sagde Elisabeth.
„ Ja ,“ svarede Professoren bestemt. „For
Dem kunde jeg bringe ganske andre Ofre. Hvorfor
vil De ikke stole en Smule paa mit Venskab ?
Det skærer mig i Hjærtet at se Dem sørge Deres
Ungdom bort, Deres skjønne Ungdom, der er
skabt til at glædes og glæde — Hele Verden
ligger for Dem; det koster Dem kun et O rd, og
De skal herske som en Dronning . . . "
Der var fuldkommen stille. Lidt efter blev
Døren skudt op. Pastor Møller stod paa Tærskelen
og saa’ paa Elisabeth. Med et Ryk skød hun
sin Stol tilbage og løb henimod ham : „Kan jeg
rejse, kan jeg tage herfra med min Mand . . .“
raabte hun forvildet.
Pastor Møller lagde med Vægt sin Haand paa
hendes Skulder. „Paa ingen Maade,“ sagde han
myndig. „Det Værk, der ved Herrens Naade fuldbyrdes
i Deres Sind, tør ingenlunde afbrydes,
selv ikke for Deres Ægtefælles Skyld . . . "
Elisabeth stillede sig tæt op til Præsten; „min
Mand maa rejse alene," raabte hun i samme høje
og ophidsede Tone til Professoren.
Denne stod lidt og saa’ paa Gruppen; saa
trak han paa Skuldrene, gjorde et dybt Buk for
mægtigere —“ Døren lukkede sig efter ham.
Pastor Møller holdt et Øjeblik Elisabeths Haand
i sin: „De har stridt den gode Strid,“ sagde
han, „over Dem er der visselig Glæde histoppe — “
Med et Udmatteisens Suk lod Elisabeth sig
falde i en Stol; Pastoren flyttede sig hen til hende
og trak nogle Papirer op af Lommen.
„De husker vel,“ sagde han i en forretningsmæssig
Tone, „de Planer, jeg udviklede for Dem
i Gaar. De vil have godt af at beskæftige Dem
med uegennyttige Tanker. — Denne Forening, som
vi agter at stifte, skal altsaa virke dels ved religiøse
Foredrag, dels ved Understøttelse til fattige,
troende og gifte Barselkoner. De vil komme til
at overtage en kontrolhavende Søsters Pligter.
Desuden tegner De Dem for Bidrag: til Søndagsforedragene
— hvor meget? og til Barselkonerne.. . “
225
E p i l o g .
Yi skriver 1887, og Kjøbenhavn har forandret
sig en Del i de sidste 20 Aar. Byen er bleven
stor, den har rakt og strakt sig og sprængt Voldenes
Bælte; der farer nu Blæst med Bud fra
Land og Hav igjennem dens Kroge, og skjønt
Husenes Vinduer er dobbelte og Portene forsvarlig
lukket, siver der Trækvind ind, puster Gardinerne
u d , saa de drysser deres Beholdning af
Støv, farer i Ovnen, der sprutter op og knalder, suger
sig ind bag de løse Tapetvægge, hvor da Billeder
af Bedstemodre og -fædre, af Tanter og Onkler
vrikker og svajer hjælpeløst, som gyngende paa
et Hav.
Byen har begyndt at ville tage sig ud, den
pudser og hæger sig, bygger taarnhøje Huse fra
nyt og klistrer paa de gamle Bønner et pænt kalket
Overtræk; og Belysningen forstærkes hvert Aar. den
kommer ovenfra, fra straalende, diademformede
Kandelabre, der strør som med klart Guld over
de stille Gader. Men ved store Lejligheder sender
det æventyrlig-stærke, spillende, forlokkende elektriske
Blus sine lange Straaler ud over Vrimlen.
K o n su lin d en . 15
Fru Bjerring er i Øjeblikket en af dem, paa
hvem den kjøbenhavnske Belysning stærkest falder.
Hun er bleven statelig, korpulent, hendes fine
Ansigtstræk har bredt sig ud, Øjet er roligt og
selvbevidst; hun er Enke, men hun har ikke været
det længe. I hendes Kabinet forhandles der om
mangt og meget, der gaar Theologer ind og Præster
ud; en hel Skare tjenstgjørende Aander, unge
Kandidater og halvgamle Lærerinder, fattige Fruer
med Døtre og rige dito med Ambition lystrer
hendes mindste Vink. Selv ledes hun — og leder,
thi Paavirkningen er sandsynligvis gjensidig — af
sin mangeaarige Ven og Sjælesørger Provst Møller;
ti Aars fortrolige, næsten daglige Samkvem har bragt
deres Sjæle i inderlig Forstaaelse, de har lukket
Øjnene for hinandens Svagheder og trofast staaet
hinanden bi i Livets bevægede Øjeblikke.
Fru Bjerrings Navn staar øverst paa ethvert
Opraab, hendes Bidrag fylder godt i enhver Indsamling,
der bæres frem af den virksomme og
opfindsomme Provst; hun arrangerer Festligheder
med moralsk Tendens, der hædres med Besøg af
den allerhøjeste Verden, og staar i Spidsen for
Bazarer, hvis Butiker søges stærkt afKjøbere men
maaske endnu mere af Sælgerinder.
Fru Bjerrings Helbred har en Gang været
stærkt rystet af overhaandtagende Nervøsitet, saa
stærkt, at det tilsidst blev nødvendigt at bringe
hende fra Hjemmet, som Konsulens Sygdom gjorde
saa trist, til et styrkende og forfriskende Ophold
227
i Syden. Siden den Tid har hun hvert Aar i de
hede Maaneder forladt Kjøbenhavn for at rejse —
tidligere med Mand og Datter, nu alene — til de
forskjellige Badesteder, som Lægen anbefaler. Her
er det da, som om hun i nogen Tid formaar at
skyde de alvorlige Spørgsmaal, som ellers fylde
hendes Sind og Tanke, tilside for et muntrere
Livssyn. Enhver Badedirektion, enhver Hotelvært
hilser hendes Komme med Glæde; thi hun bringer
Liv og Biøre med sig. Hendes elegante Toiletter,
hendes Selskaber, hendes Rideture, hendes pikante
smaa Theateropførelser gjør hende snart til Centrum
for en Kreds af glade lidende . . .
Under al denne Færden vedligeholder hun
dog Forbindelsen med sin Sjælesørger, hun skriver
lange Breve til ham og faar prompte Svar: men
undertiden er hun dog for optaget af et eller
andet til at passe sin Korrespondance, og det er
hændet, naar hun kom hjem, at Tyendet har hørt
Provsten tordne forfærdelig med sin malmfulde
Stemme, og de har hvisket om, at Fruen saa’
forgrædt og ulykkelig ud.
I det hele er der undertiden blevet hvisket
en Del bag hendes Ryg, men alt sligt forstummer,
naar man om Vinteren ser hende skride
majestætisk i sin Atlaskes Kaabe, ledsaget af
Provsten, til et eller andet gudeligt Værk, eller
hun i Bethesdas hvide Sal, paa en Fløjels Stol
midt i Gangen mellem Rækkerne synger Psalmerne
med sin tydelige, faste Stemme, og derpaa alvor-
15*
228
lig og andægtig løfter sit noget strænge Ansigt
op imod Prædikestolen.
Hele Kjøbenhavn kjender hende; „der gaar
Konsulinden," siger Spækhøkeren, hvis Kælder
hun gaar forbi, og naar hun i Bredgade dybt og
statelig nejer for de rødlakajede Vogne, kjende
endog de højeste Herskaber hende . . .
Det var dog nærved, at Harald Jessen, da
han i Fjor mødte hende i den samme Bredgade,
ikke havde kjendt hende; i det mindste var han
ganske tæt ved hende, før det skete. Det gav et Sæt
i ham, og han havde gjærne drejet om i en Tværgade;
men da var det for sent, og han gik forbi
og stirrede hende i Ansigtet, medens han forvirret
gjorde en halv Hilsen, som hun besvarede med
et medlidende og ironisk Smil.
Han rystede resigneret paa Hovedet, idet han
gik videre; det kunde jo ikke nægtes, at han tog
sig reduceret ud. Ti Aar i Vestjylland — en
landsbysyet Frakke, hvis Krave skubbede sig op
over hans ludende Nakke, halvskaldet var han ogsaa
blevet, og Resterne af det fordums smukke, bløde
Haar stak ud i stive ujævne Børster under den
temmelig slatne ’ og paa Skyggen slidmærkede
Hat . . .
Doktorgraden var der ikke blevet noget af;
blot bort den Gang, bort hvorsomhelst, hovedkulds
ind i noget, der slog Minder og Tanker
ihjæl. Og saa blev det Vestjylland; og der var
Livet da saa utaalelig ensomt og sørgeligt, at han
229
efter et Par Aars Forløb giftede sig med en stor
og frodig Pige, der endelig vilde have ham.
Men sandsynligvis fortrød hun det bagefter;
thi af forelsket Glæde var der ikke meget at
mærke hos den unge Ægtemand.
Saa tog hun til at plage ham, med Kjærlighed,
med Jalousi, med Gjærrighed, med Arrigskab;
hun fødte ham to Børn og døde fra ham, efterladende
ham i en taaget Følelse af Befrielse, Beklagelse
og Tomhed.
Imidlertid skulde han have nogen til at passe
sit Hus og se efter de to Smaapiger; og da der
var gaaet nogen Tid, dukkede der en Tanke op
i ham, som opfyldte ham saa stærkt, at den ikke
lod ham have Fred for sig. Han tog da til Kjøbenhavn
og mødte der som sagt Konsulinde Bjerring;
men det var ikke derfor han var kommen.
Han gik paa Spor efter Olga.
Om hun skulde være gift? Han havde skrevet
til hende, et Aarstid efter han var bosat i
Jylland; og hun havde svaret ham venlig og godt
men med en utvetydig Tilkjendegivelse af, at
gamle Forhold hørte Fortiden til . . . Altsaa folden
Sags Skyld kunde hun gjærne . . .
Nej! hun var ikke gift. Hun var Husjomfru
endnu, ikke hos Glausens, men ude paa Landet
hos en Lægefamilie; og der var det da saa meget
nemt for Harald at faa hende i Tale.
Udvortes taget i det mindste; thi han følte
igjen med Undren sit Hjærte slaa saa kvælende
y
AU! u flV
: M j ’m hil i! g
d ff$5
i.
230
højt, som om det i ti Aar havde staaet stille og
nu pludselig fik Liv og Bevægelse igjen. — Men
saa meget var han dog bleven Mand i hin Tid,
at han formaaede nogenlunde behersket at gaa
hende i Møde; og uden strax at plumpe ud med,
hvad der laa ham paa Hjærte, talte han med
hende som med en gammel Ven, man ikke har
set længe og hvem der skal svares og gjøres
Rede for meget.
Han fortalte hende om sit Liv derovre, om
sit Ægteskab, sine Børn; han fik et lille Sting i
Hjærtet af Fortrydelse og Behag ved at se, hvor
lidt forandret hun var i Forhold til ham; fra 28
til 38, det havde ikke taget synderlig paa hende.
Hendes Ansigt var lidt magrere og blegere,
og det klædte ikke ilde; lidt mere matroneagtig
bred og fast var Figuren, og det gjorde i al Fald
ikke synderlig Forskjel. Saa var der nok kommet
et mere indesluttet og vagtsomt Træk ved Munden,
og hele Udtrykket var blevet mere sikkert og ensomt
selvstændigt; men det tøede underlig op,
efterhaanden som han sad. Det klang meget
mildt og dæmpet i hendes Stemme, og der kom
noget over hende som over Konerne paa Landet,
naar de folder Hænderne, fordi et Barn kommer
hjem fra de lange Rejser — Hovedet lidt paa
Siden og fugtige Øjenkroge — noget der lagde
sig som Dug og Varme over Harald, saa han
godt i en af sine gamle Drengeimpulser kunde
have kastet sig ned med Hovedet i hendes Skjød,
231
for at faa det dulmende, moderlige Strøg af hendes
Hænder over det.
Men han gjorde det ikke; han udmalede blot,
hvor forsømt og forladt alt var i hans Hjem,
hvordan de to Smaabørn forkom, og hvordan han
selv led Uhygge og Mangel paa Pleje — og spurgte
hende saa, om hun vilde være Husbestyrerinde
hos ham for saa og saa megen Løn.
Olga saa’ skarpt paa ham og svarede efter
nogen Betænkning, at det kunde jo prøves; blev
man gjensidig ikke tilfreds, kunde man jo skilles
igjen.
Saa, da et halvt Aar var gaaet paa den
Maade, tog han Mod til sig og fik hendes Løfte
om altid og uigjenkaldelig at ville blive hos ham.
Men som han derpaa sad med hendes Haand
i sin og følte Lettelsen efter den stærke Spænding,
faldt der en pludselig Slappelse over ham.
„Véd du,“ sagde han, „véd du ogsaa rigtig,
hvor forandret jeg er bleven? Jeg er ikke mere
den, du har kjendt i de unge Dage — der er
gaaet noget itu i mig, Olga. Husker du, vi haabede
begge paa min Fremtid, paa hvad den skulde
bringe baade for mig selv og andre — Nu haaber
jeg intet mere, jeg tror ikke paa nogen Fremtid.
Livet og Arbejdet er blevet mig en Vane, en
Pligt, en Rutine, uden Interesse og uden Tilfredsstillelse
— Forstaar du mig? thi det forekommer
mig, at jeg ikke en Gang kan sige det, jeg vil, ikke
ånde Udtryk som i gamle Dage — men ser du
Forskjellen? forstaar du den fuldtud?"
Olga tav lidt. „Ja," sagde hun betænksomt.
„Men det gjør Ingenting; eller i alt Fald ikke
paa den Maade. Det lader sig godt forene, før
og nu; naturligvis, man kommer ikke gjennem
Livet uden Resignation — For Resten," lagde hun
frejdigere til, „dermed slaar jeg mig ikke til Ro.
Vi to, naar vi er sammen, vi heler paa det, der
er gaaet itu; det kan vel gro til, det maa du
som Læge da vide . . . "
Harald rystede trist paa Hovedet. Olga saa’
lidt paa ham; saa tog hun ham som i gamle Dage
med begge Hænder om Hovedet, og der kom en
stærk og øm Glans i hendes brune Hundeøjne:
„Du kjære Elskede," sagde hun, „hvor fjærn du
end har været, hvor forandret du er bleven, du
har aldrig været borte fra mine Tanker! Saa
fast og stærkt har jeg tænkt, at det forekom mig,
du maatte mærke det, det maatte bringe dig til
igjen at tænke paa mig, du min Længsel, min
Sorg, mit alt i Verden . . . "
Den kjøbenhavnske Ungdom — den er anderledes
nu end for 20 Aar siden. En lille Begivenhed
vakte i Fjor Foraar nogen Opmærksomhed:
en Skoleklasse unge Piger, deriblandt Ada Bjerring,
nu et stort, kraftigt Pigebarn, erklærede, at
de vilde ikke konfirmeres; de blev nok gift endda,
mente de.
233
Ada blev saa sendt bort til en Pension i
Schweiz for at lære Mores; men det lader til, at
hun trives brillant der, hun klatrer paa Bjærge,
omgaas Studentinder, sværmer for Reformdragt og
en Professor i Ghemi og længes aldeles ikke hverken
efter Moder eller Hjemstavn.
Der er Forskjel; de unge, som den Gang
hviskede mellem sig selv, dækkende sig med stor
Ængstelighed mod at blive opdaget af de gamle,
diskuterer nu højlydt med Frejdighed og Selvtillid;
de stiller sig i Række, de forfægter Meninger,
de fordrer Plads —
Forældrenes Ungdom var sentimental, dulgt,
ubevidst; Børnenes er nøgtern, pralende, ligefrem —
Om nogle Decennier til; naar den nuværende
Generation er gammel og affældig og de næste
kommet til Magten — Vil de gaa modigere frem ?
vil de staa kraftigere fast?
Eller maaske har inden den Tid Stormflod og
Jordskælv hærget Byen, væltet dens Taarne og begravet
dens Kandelabre; og mellem Ruinerne kravler
ynkelige Skabninger frem, forkomne og slagne —
Hvem der oplever det, vil faa at se.







