Gertrude Coldbjørnsen

En lummer Sommerdag i Aaret 1862 steg to Herrer forsigtig ned ad Skrænten fra Ordrups Krat til Mosen  De holdt sig ved hvert Træ i deres Nærhed paa Skraaningen for at hindre sig selv i at faa Fart og naaede saaledes krydsende i smaa hastige Stød noget forpustede Stien som løber langs med Foden af Bakkestrøget Gaa en Smule med til højre her sagde den ene af Herrerne og pegede op ad Stien idet han tog sin Hat af og tørrede Panden der staar en Bænk  Vi kan rolig sætte os en Stund og svale os i Skyggen der er lang Tid til Middagen begynder De søgte den omtalte Bænk under de høje Træer og vekslede i nogen Tid ikke andre Bemærkninger end dem Varmen aflokkede dem  De vare iførte Kjole og Overfrakke og følte sig meget besværede af Varmen Tænk Dem vi skal over Mosen der hvor Solen bager som i en Ovn sagde den højeste af Herrerne og stirrede fortabt ud i det blændende Sollys der næsten gjorde Grønsværet hvidt  Og det gør vi for vor Fornøjelses Skyld Man skulde ved Gud tro at vi var meget unge Unge udbrød hans Ledsager en smuk rødkindet brunet elegant og kraftig Mand paa tredive Aar ja da man var ung var en lummer Dag saa god som en anden  Det er nu ogsaa et af Alderens Fortrin at man har faaet klimatiske Fornemmelser   Ak kan De huske de lykkelige Dage man har tilbragt som Dreng her ude i Ordrups Mose og paa Skrænterne Det lader jeg nok være jeg har ikke været her som Dreng svarede den høje Herre gnavent idet han strakte Benene fra sig og betragtede Støvet paa sine Støvler Er De ikke barnefødt i København Jo men som Dreng kom jeg ikke her  Det er ikke mange Aar siden jeg var her første Gang Det er da besynderligt jeg troede alle Drenge valfartede her til s  8 svarede den Anden og gned rundt i sin tætte Haarvækst med et duftende Lommetørklæde Jeg vidste ikke en Gang af at der var Noget der hed Ordrups Krat eller Mose svarede den Høje og saa op Dyrehaven kendte jeg fra min Geografi  Hans Ledsager standsede sin Gniden og saa forundret paa ham  De ser paa mig   tror De maaske jeg har havt en Barndom og Ungdom som andre Mennesker Jeg maa vel efter Deres Tone svare nej Det kan De rolig gøre  Der var et irriteret Udtryk i Stemmen hvormed disse Ord bleve udtalte  Den høje Herre hørte til de mørke Mennesker som blive blege i Varmen og denne Bleghed gjorde hans smaa brune Øjne mere funklende end ellers  Min Barndom sagde han med et foragtende Pust jeg antager at jeg er undfangen i et fortrædeligt Øjeblik og kommen til Verden en Dag hvor Alt gik skævt Han slog ud med Haanden og vendte sig helt om mod sin Tilhører  Tror De jeg nogensinde som Barn har set Sol paa en Mose eller snuset til denne krydrede Lugt som trænger sig op under Træerne her  Jeg har set Stenbro og lugtet til Regnen i Gaderne  Jeg har hele min Ungdom siddet indespærret paa en Kvist med Kedsomheden som en opsvulmet Blære i mit Hoved naar jeg da ikke stak til Ørene i Slid som et forpint ungt Æsel  Han holdt inde  Jeg gider ikke tale om disse Ting sagde han i en anden Tone jeg bliver varm paa ny der er saa meget Stof til Harme  Ja De har vel havt en hel anden Slags Barndom  Unægtelig og hvad De der siger forbavser mig i høj Grad Naturligvis  Hvis Folk i Almindelighed havde gennemgaaet samme Skæbne som jeg vilde jeg ikke lykønske Verden  Jeg er nu tilfældigvis ikke bleven nogen Kæltring men et behageligt Menneske er jeg næppe bleven  Stemmen var tør og ironisk Hans Tilhører lo og sagde hjertelig Nej hør véd De hvad i den Retning skal De ikke klage  Jeg giver Dem en Behagelighedsattest med roligere Samvittighed end den hvormed jeg undertiden udsteder mine andre Attester Ja ja svarede den Anden noget mildere vist er det at jeg i den Retning har udstaaet Adskilligt  De har nu ikke kendt mig som Dreng og Student; jeg var et Skrumpelskud indtil jeg havde arbejdet mig op til at blive Prokurator Det forstaar jeg ikke  Jeg har aldrig kendt Dem som Andet end s  9 den ansete Jurist; og nu nu er Dejo berømt Advokat i Deres Alder og med et udsøgt Klientel   Aaa ba Mine Forhold ere meget normale  Jeg har en Del at bestille og kommer en Smule ud mellem Folk; min Stilling har medført mange Bekendtskaber det er det Hele Vilde De da bytte med mig der slider fra Morgen til Aften og har dog ikke hundrede betalende Patienter   Men en Kone Familie og en lykkelig FortidNaa ja men hvorfor er De ikke gift   der har da været Ønsker nok ude efter Dem Advokaten svarede ikke straks og den noget yngre Læge blev bange for at have berørt en Stræng der ikke burde været anslaaet  Han gjorde hurtig et Spørgsmaal for at slippe over Pavsen Er De da ikke Søn af forlængst afdøde Stiftsprovst Feddersen Jeg   Min Fader var en afsat Præst og Timelærer  Han var afsat fordi han havde givet sin Biskop en Snyder  Det er ogsaa det Bedste jeg véd om ham  Advokaten tav forbitret og fortsatte derpaa roligere Han var en haard og kold Pedant i en ynkelig økonomisk Forfatning Vi var to Børn en Søster som var sygelig og jeg  Vort Hjem var et taabeligt Fængsel af Strænghed Kvakleri og Bank en aandelig og virkelig Fattigdom med et Tryk paa alle Kanter som ikke kan beskrives  Jeg blev holdt hjemme i al den Tid jeg ikke var i Skole   i min Fritid skulde jeg skrive latinske Stile Min Plads var i min Faders Stue med ham bag ved mig  Den slidte Vindueskarm som var mit Bord de fedtede utætte Ruder Regnen som piskede paa dem det skæve Hus lige overfor i den smalle Gade mit sløve Hoved mit arrige Sind den tyndslidte Kadettrøje som jeg hjemme gik i Sommer og Vinter   mine haabløse Fantasier mit Forhold til alle Kammeraterne i Skolen som grinte ad mig fordi jeg var latterlig klædt og skyede mig fordi jeg ikke havde Begreb om at være som andre Drenge mit Had min Fortvivlelse   aa jo det er lyse Minder at tænke tilbage paa en SommerdagHar De da slet ikke noget Godt at sætte ind i Billedet Et Eneste  Jeg havde en Onkel som boede bag Børsen og var Skriver i et Ministerium  Ham havde jeg undertiden Lov til at besøge  Jeg snød mig for Resten ogsaa til ham naar jeg gik fra Skole  Han havde et helt Bibliotek af Romaner de sletteste man kan tænke sig og nogle gode imellem  Hos ham slugte jeg af disse Bøger Alt hvad s  10 jeg kunde overkomme og tog hjem med mig  Saa læste jeg om Aftenen i dem under Bordet med min latinske Gramatik opslaaet foran mig blev undertiden greben fortalte en Løgn om hvorfra jeg havde Bogen og fik frygtelige Prygl Denne Onkel med sine Romaner er det eneste Lyspunkt jeg kan huske fra min Barndom De var aldrig ude med nogle Venner Jeg havde ingen Den Dag jeg blev Student var jeg for første Gang i Skoven med mine Kammerater   saadan Noget som Skoleskovture var naturligvis aldrig faldet i min Lod  Jeg havde aldrig været uden for Byen før  Vi kom ikke længre end til Charlottenlund  Der drak de mig døddrukken og lod mig ligge hos en Vært i et Telt Saa afholdt var jeg  Men Deres Moder da Har jeg aldrig kendt  Jeg antager at det at være gift med min Fader har været god Grund for hende til at se at blive Livet kvit Skønt Advokatens Tone var haard og haanlig overlegen klang der en Smærte gennem Ordene som gjorde et stærkt Indtryk paa hans Tilhører  Frederik Winge Lægen blev hængende i sørgmodige Betragtninger paa den Andens Vegne Paa denne Maade sagde han har De havt Meget at indhente De kan sværge paa det svarede Advokaten og rettede paa sit hvide Slips og det ser lidt komisk ud naar en gammel Hest laver sig til at sætte an i Spring Lægen vilde have svaret men blev distrait ved at se en Dame med en blegrød Parasol komme vandrende ad Stien tværs over Mosen i den brændende Sol Jeg tror saa skam det er min Kone som kommer spaserende der sagde han Hvor dér   naa det maa jeg sige i al den SolDe to Herrer fulgte en Tid lang tavst Damen med Øjnene den ene ligegyldig den anden med et Spil i alle Miner som røbede en levende Interesse Hun er bleven utaalmodig fordi vi ikke kom hun er gaaet os i Møde   Bliv siddende lad os se hvad hun gør naar hun kommer til Foden af Bakken sagde Lægen og talte i den dæmpede Tone en Elsker anslaar naar han dvæler ved Beviserne paa sin Elskedes Kærlighed  Advokaten havde i Øvrigt ikke endnu tænkt paa at rejse sig hans Bevægelse havde kun galdt hans Magelighed s  11Damen passerede den lille Bro over Aaen og kom langsomt ind i Skyggen under de høje Bøge hvor Skraaningen rejser sig brat fra Mosen  Der blev hun staaende og saa mismodig op ad den stejle improviserede Vej hvor Herrerne for nylig med Besvær vare stegne nedLægen kunde ikke forholde sig rolig længer og ilede hen til sin Hustru  Der fulgte et Udraab en Omfavnelse en munter Latter en pludselig Opdagelse af den høje Advokat der sindig nærmede sig Parret en Trækken sig ud af sin Mands Arme en Rødmen og en glad Præsentation Her ser De en Hustru som gaar efter sin Mand i Sol og i Hede Advokaten svarede med en Floskel; han kendte Fruen fra andre Lejligheder og fandt det ikke særlig beundringsværdigt at hun havde foretaget denne unødvendige Ekspedition  Der blev vekslet forskellige Bemærkninger om Varmen om Maaden hvorpaa Herrerne vare mødtes og alle tre begav sig langsomt paa Vej til Konsul Groves Landsted der laa langt inde paa den anden Side af Mosen tæt under Dyrehavens Træer Tilstaa at Du kedede Dig i Selskabet og derfor gik os i Møde sagde Manden udkastende en munter lille Fiskesnøre Tværtimod svarede hans unge Frue og saa venlig paa ham hun havde en behagelig dyb Stemme jeg morede mig endog  Der var en ung Pige som var noget af det Yndigste jeg har set hun og jeg sluttede os sammen  Hun vilde være fulgt med men blev bange fordi hun ikke kendte Dig og hun blev for at lege med nogle Børn Er der Børn i Selskabet  spurgte Advokaten forskrækket Et Par men de blive vist bragt bort nu naar Herrerne komme Naa Gudskelov Jeg vil nok sige Børnemas i denne Varme Man lo Hvem er den unge Pige  spurgte Winge Gertrude Coldbjørnsen Datter af den gamle Etatsraad der besøgte Fader kan Du huske da han var syg Naa han; har han saa unge Børn Hun kan vist ikke være mere end seksten Aar i det Højeste svarede den unge Frue og lagde sin Arm let i Mandens Advokaten kendte kun den omtalte Etatsraad af Navn og det ærgrede ham at der blev talt saa familiært om en Etatsraad som han ikke havde Spor af Forbindelse med  Den unge Frue var jo tilmed s  12 oprindelig en ubemidlet Jødepige hvad havde en Etatsraad havt at gøre i hendes Familie Advokat Feddersen var ikke i godt Humør den Dag  Det havde ikke været uden Indflydelse paa hans Ord til Fægen før; under almindelige Forhold vilde han ikke have været saa aabenhjertig  Der var for nogle Dage siden overgaaet ham en alvorlig Skuffelse  Han havde friet og faaet en Kurv  Han tog sig det meget nær ikke fordi han havde elsket den vedkommende Dame han kendte hende kun meget lidt; men foretog en Mand i hans Stilling sig et saadant Skridt var det overordentlig pinligt at møde en rolig og ubetinget Modstand og ikke faa saa meget som Tak for sin Ulejlighed  Hun var uformuende otteogtyve Aar det var dog et glimrende Tilbud han havde gjort hende Advokaten førte sit Uheld tilbage til sin Fortid; han forstod ikke at behage Kvinder han havde aldrig havt med Damer at gøre som ung  Hans Tanker kunde ikke komme bort fra denne Omstændighed og alt medens han tavst gik ved Siden af Ægtefolkene og lod Varmen bære Skylden for hans uselskabelige Stemning sneg sig langsomme og sørgmodige Betragtninger gennem hans Sind Hvorfor var han kommen saa sent ind i en Verden som han havde higet efter saa tidlig som han kunde huske tilbage  Hvorfor gik han ikke nu som Fægen der med sin Hustru og talte let om ubetydelige Ting  Hvorfor var hans Sind overhoved aldrig frit og spøgende det saa han jo kunde lokke Fykken til sig Utaalelige Kreds af Tanker hvor Alt førte tilbage til hans ulykkelige Barndom Nu nu skulde han dog have været forskaanet for Ydmygelser som af den sidste Art  Havde han ikke i flere Aar netop stræbt efter det Ene at myge og danne sit Væsen saa at en Kvinde ikke forskrækket skulde trække sig tilbage naar han søgte at komme hende nær  Hvorfor vedblev da Forbandelsen at hvile over hans Hoved  Uhyggelige Tanke var det blevet for sent  Skulde han dog ligge under i Kampen og blive nødt til at tage til Hustru en af dem der sad ved Floden og angjede Det stak ham i Hjertet  O fy den Varme udbrød han og tog et langt Skridt hen paa Siden af Ægteparret der var kommet en Smule foran ham Advokat Feddersen De maa ikke blive vred sagde Fruen med sin rolige Stemme men det gaar virkelig ikke an at komme til en Fødselsdagsfest med saa mørkt et Ansigt  Fad den stakkels Forbryder slippe som De gaar der og dømmer fra Fivet  S  13Det er ingen Forbryder Frue det er et Menneske som ærgrer mig Lad ham fare Det er saa nær en Bekendt Har han gjort noget Slemt  Kun en Dumhed Frue; han har friet og faaet en Kurv   Er det ikke Synd at kalde deten Dumhed  sagde Fruen efter at have betænkt sig lidt Han kunde have set sig for   han duer ikke til den Slags Ting svarede Advokaten i en meget bestemt Tone Men naar han nu elskede  Den unge Frue sagde sine Ord med en egen bly Varsomhed hver Ytring kom som en blød lille Haandbevægelse  Der var i det Hele noget Blødt Mildt og Roligt over hende lige fra hendes Gang hendes Blik og hendes Stemme til Maaden hun smilede paa og lagde Parasolen til rette over Skuldren og bøjede sig frem forbi sin Mand for at tale til Advokaten  Denne blev tiltalt ved det Hyggelige i her at kunne gaa under Træerne langs Dyrehaven og smaasnakke om hvad der pinte ham uden at røbe sig og han vedblevHan elskede maaske ikke saadan i almindelig Forstand   jeg tror det mere var ham om at gøre at blive gift og faa en god Hustru Men saa maa han elske først sagde Fruen denne Gang uden at vende sig mod Advokaten men med Blikket rettet lige ud  Ordene bleve givne som en almindelig Sentens; de generede Advokaten  Det kan hun sagtens sige tænkte han som gaar der med en Mand der formelig har maattet grave hende ud af en forstokket Jødekreds som gjorde ham Livet surt i adskillige Aar  Nej min unge Frue saaledes arbejde vi ikke alleElske først sagde han irriteret det gør kun den Mand der er bleven opdragen dertil Fruen forstod ikke den bitre Tone hvori disse Ord bleve udtalte Jeg mener ikke sagde hun og blev en Smule rød at han skal elske hende førend hun elsker ham men jeg tror ikke at en Mand vinder en god Kvinde uden at han virkelig elsker hende Aa det er vel ikke saa nødvendigt svarede Advokaten haanlig  Fruen syntes ikke om Svaret og ikke om Tonen hvori det blev givet og tav  Advokaten blev betænkelig Elske virkelig hvem lærte ham den Kunst  Han havde Ingen havt der havde sagt blide Ord i hans s  14 Øren medens han var lille  Hvad kunde det hjælpe at der stilledes Fordringer om Følsomhed til ham der kun havde kendt Livet fra dets haarde Side    Hvorfor hvorfor længtes han ogsaa efter dette halvkomiske Ægteskab  Han kunde jo lade det fare saa vare alle hans Sorger med det samme forbi  Hans Maitresse var en begavet Pige med hende kunde man godt lade sig nøje Dér havde man det lade sig nøje Men hvad fordrer da egentlig en god Kvinde af en Mand  spurgte Advokaten halvt utaalmodig halvt givende Køb Det er saa stort et Spørgsmaal sagde Fruen der havde mistet Interessen for Samtalen   Kjærlighed tænker jeg  Hun lagde uden at tænke derover Hovedet fra Siden ind imod sin Mands Skulder og Advokaten som saa Bevægelsen følte sig med Et udelukket paa en umærkelig Maade bortstødt fra en Verden hvor han ikke hørte hjemme  En Verden hvor Hoveder med yppig mørkt Haar lænet til en Skulder sagde Noget som ikke lange Sætninger kunde give en Verden hvori et Lys flimrede med et Skær omtrent som fra den rosarøde Parasol naar Solens Lys faldt paa den en Verden endelig som mægtig drog Alle til sig men som var ubarmhjertig mod dem som talte højt eller forkert derinde og en Verden hvor Lægen gik saa rolig ubekymret uden at aabne Munden men dog formodentlig med en lang Meddelelse til sin Hustru medens han (Advokaten) havde snakket planløst og forvirret og rimeligvis vilde have gjort det Samme hvis et andet Hoved med yppigt Haar havde villet nærme sig hans Skulder   Varmen trykkede Advokaten mere end nogensinde; han pustede vredt tørrede sin Pande og havde en ubehagelig Lornemmelse omkring Halsen hvor klipperne begyndte at tabe noget af deres stive SkønhedSaa var man tæt ved Konsul Groves Landsted og hørte alt i Afstand Latter og Lyden af mange Stemmer fra Haven S  15IIMiddagen hos Konsul Grove var forbi og Livet i Konsulens Have spredte atter sine Lyde langt ud over den lave Hæk der omgav Haven  Kaffen blev serveret i det Lri og flere af de ældre Herrer saa deres Snit til at nyde to Kopper af den mørke Ekstrakt   som en Lorsigtighedsregel oven paa det kopiøse Maaltid  Mindre Dunke af forskellig Lorm med Likører bleve baarne omkring af en alvorlig Tjener som gjorde det til en Samvittighedssag for Enhver hvilken af Sorterne man valgte og af de smaa Glas man fra en Sølvbakke fik i Haanden og langsomt tømte bleve adskillige anbragte i Træernes Rævner og Sprækker Latteren skyllede hen over dem de kom aldrig mere til Syne  Bag Bosketterne i de bugtede Gange steg nu og da Tenor  og Diskantkaskader tilvejrs og bleve borte mellem Dyrehavens Træer  De mægtige Kroner rystede kun paa et enkelt lille Blad som for at gøre opmærksom paa at de kunde gemme uendelig meget mere  I den fjærneste Del af Haven vare de fleste af de Unge samlede og mellem knitrende Kjoler af umaadeligt Omfang og straalende Blikke stode Herrer i interessante Stillinger og gestikulerede ivrig og talte meget  Det klare Lys fra den aabne Mose og Engen faldt her ind mellem de Lorsamlede; det gav et Spil i de mange Larver og de tildels blottede Arme og Skuldre som gjorde en pragtfuld Virkning  Damerne vare uden Hatte med Blomster i Haaret og Herrerne bare hist og her deres Hovedbedækning paa en noget letsindig Maade; Varmen og Vinen havde tændt Glød paa Alles Kinder Latteren Uroen i de forskellige Grupper Alt talte til Hæder for det Maaltid som nys var forladt Konsul Grove gik om Arm i Arm med Winge og fik sig en lun Passiar; de nærmede sig den Plads hvorfra de Unges Stemmer lød og standsede i nogen AfstandHør sig mig sagde Winge hvor har den gamle Etatsraad Coldbjørnsen faaet den straalende lille Le fra som staar der og faar min gode Ven Iversen til at sige de gyseligste Taabeligheder De maa nok spørge svarede Konsulen og plirede fornøjet med s  16 sine smaa skæve Øjne idet han betragtede den unge Pige det er noget Andet end den Tværdriver af en Søn af første Ægteskab  Hun er Lrugten af en underlig Lorbindelse for Resten  Coldbjørnsen giftede sig anden Gang da han var over halvtreds med en ung Pige Datter af den Artilleriofficer som fik en Ladestok i Maven paa Amager kan De huske   hun gjorde det nok for Moderens Skyld  Man sagde at der var Noget i Vejen  Den unge Kone døde desværre efter et Par Aars Ægteskab hun var en sjælden elskværdig Dame  Den lille Gertrude dér er opdragen af sin Tante den gamle Frøken Coldbjørnsen som De har set her idag   Advokaten havde hende skam til Bords   snurrig Fyr den Feddersen han lader alle de unge Piger smutte fra sig Hun er dog yndig den unge Pige  Min Kone er aldeles forelsket i hende  Det er de sgu alle  Det er en Nydelse at faa saa god Natur at se i vore Dage og oven i Købet opdragen af en gammel Tante Og hun er striks  Dygtig Dame for Resten   men striks og from som bare Satan Der kom Flere til og mellem de nye Grupper som dannede sig var den gamle Frøken Coldbjørnsen Tante Rosalie som hun blev kaldet af Mange og Advokat Feddersen  Advokatens onde Lune var forsvundet han var fornøjet og sagde smaa Sarkasmer og bukkede sig og var sirlig overfor Damerne  Der blev gjort et Slags Kur til ham selv gjorde han ikke Kur til Nogen  Han forholdt sig en Smule ironisk over for hver Dame taget for sig  Hans kritiske Sans skar ubarmhjertig gennem Sløret i hvilket de giftefærdige Damer interessant forstod at hylle deres Egenskaber;   stod saa en Dame udenfor Vrimlen vidste han ikke Raad for at nærme sig hende Tante Rosalie havde fundet stort Behag i Advokatens Konversation ved Bordet  Den havde været munter og drejet sig om alvorlige Ting  Han havde interessant fortalt en Episode fra sit Retsliv om en Dame som Tante Rosalie kendte noget til og dømte omtrent paa samme Maade som Advokaten  Hun havde selv været livlig og fortalt Træk fra denne Dames Ungdom de vare komne videre ind paa Principer og Anskuelser og Advokaten havde udtalt sig saa maadeholdent at Tante Rosalie der levede i en liberal Kreds og var vant til at høre Andet ikke længe havde ført en Samtale med en saadan s  17 Tilfredsstillelse  Nu her i Kredsen af de Unge søgte de uvilkaarlig hinanden og vekslede velvillige og spøgende Bemærkninger om deres Omgivelser   Gertrude Barn bliv nu ikke for varm husk at Duggen falder snart sagde den gamle Dame og standsede sin Myndling der uden at se hende leende var strøgen forbi med en ung Mediciner der fortalte de morsomste Ting Aa Tante vi skal en Tur i Dyrehaven og saa skal vi danseAdvokat Feddersen havde ikke før lagt synderlig Mærke til den unge Pige; nu saa han paa hende og blev forbavset over hendes unge Skønhed  Den dannede en Helhed af Smil og hurtig Ynde om et Par nøddebrune Øjne der saa sig frem i Verden med den mest sikre Tillidsfuldhed  Hudfarven var mat brunlig med en varm Rødme i Kinderne Haaret var brunt og glat strøget en tyk Fletning laa i en Krans om Hovedet Panden var lille Kinderne og Hagen blødt rundede Næsen var fin og lidt fremstaaende med skraat nedfaldende NæseborMunden lille og Læberne smalle og blege men enhver nedsættende Bemærkning man kunde have gjort om dem tabte sig i deres Smil  Hun havde samlet sin Stemme saa forventningsfuldt sammen om Ordet danse at det gav et Stød i Advokaten og samtidig kneb hun Øjnene en Smule til  Feddersen blev uden at kunne finde Grunden forlegen og tænkte paa om han skulde gaa  I det Samme sagde Winges Stemme lige ved hans ØreSkal der danses Frøken saa maa De danse en Gang med mig  Gerne svarede den unge Pige og løftede et Par straalende Øjne op mod Winge  De blev to varme Pletter i Feddersens Sind  Hvilken Magt i et Blik den unge Pige var virkelig i høj Grad indtagende Han havde ikke tænkt paa at røre sig uden for Haven nu gik han med paa Turen i Skoven  Han fulgtes med nogle Damer han kendte nærmere og var hele Tiden saa munter og behagelig at Damerne gav ham det bedste Lov  De anede ikke at hans gode Stemning væsentlig skrev sig fra at han bestandig kunde høre Gertrudes Latter klinge foran sig den virkede som Æter paa ham gjorde ham oprømt og elskværdig Da Dansen senere begyndte i Salen stod han i Verandaen og saa gennem det aabne Vindu ind paa de Dansende  Med en lidt svimmel Fornemmelse som af en mild Champagnerus fulgte hans Øjne den smukke Gertrude Coldbjørnsen  Der var noget Ensomt i hans Tilstand han og Aftenluften og de mange skiftende Lyde som for ud s  18 og ind ad Døren til Balsalen dannede et Selskab for sig Hvor hun morede sig Hvor hendes Billede traadte kraftig frem ved Siden af alle de blonde Damer der ogsaa lo   men hvor matGertrude dansede i Salen og fløj fra Arm til Arm  Pludselig friede en Herre til hende i en Krog ved Vindusrækken Feddersen havde foreløbig tabt hende af Syne Skam Dem dog at tale saadan til en ung Pige svarede hun og saa for et Øjeblik alvorlig ud  Vil De da ikke bønhøre mig  hviskede Frieren forknyt Jeg vil slet ikke høre paa Dem svarede Gertrude og saa sig om efter Hjælp  Winge stod i Nærheden hun inklinerede for ham og fortalte ham hvad der var i Vejen  Han førte hende til sin Hustru og Gertrude var et Øjeblik borte fra Salen  Lidt efter dansede hun der straalende igen Da Dansen omtrent var forbi nærmede Advokaten sig Gertrude og bad hende om at danse en Gang rundt med ham  Han dansede slet og holdt op efter at være kommen Salen en Gang rundt  Han blev derefter staaende hos hende og til den unge Herres Ærgrelse som mente at være hendes Kavaler indledte han en Samtale om almindelige Ting  Han var kedelig og følte det selv; han vilde nu imidlertid tale med hende det fik saa passere hvorledes Samtalen var  Lidt efter bukkede han og trak sig tilbage  Kort derpaa var det ham som fulgte Tante Rosalie til Vognen medens Gertrude kom omringet af en Sværm af Herrer og i det sidste Øjeblik opdagede at hun havde glemt sin Vifte og alle de Blomster man i Aftenens Løb havde røvet fra Blomsterbedene for at overrække hende  Hendes lille Udraab i den Anledning voldte et Kapløb mellem Herrerne og at en ung Søofficer forstuvede en Fod  Saa kørte Vognen bort og Advokaten satte sig en Stund derefter tankefuldt paa Bukken af den store Charabanc der befordrede de Herrer som skulde til København hjem over Charlottenlund og Strandvejen I den Periode af omtrent et halvt Aar der fulgte efter Festen hos Konsul Grove og indbefattede den første Del af Vinteren traf Advokaten hyppig sammen med Gertrude og den gamle Frøken Coldbjørnsen  Den gamle Dame som ikke tidligere havde taget synderlig s  19 Del i Selskabslivet fulgte nu med som en Slags sauvegarde for sin Myndling  Hun turde ikke ret godt lade være; der var Noget ved alle disse Frierier som Gertrude bestandig var udsat for der dog tilsidst kunde blive farligt for hendes friske lille Pige  Det var altid den gamle Frøken behageligt at møde Advokaten og der opstod et hjerteligt Forhold mellem de to Gertrude kunde ikke undgaa at lægge Mærke til at denne af Alle og ikke mindst af Tanten højt stillede Mand var under samme Indflydelse som greb alle Mænd der kom i hendes Nærhed   denne uforklarlige Tilstand af Iver for at sige hende smukke Ting som Gertrude kun i ringe Grad tilskrev Virkningen af hende selv  Hun havde en vis ikke meget tydelig Forestilling om at alle Herrer gik omkring med en Forelskelse fiks og færdig som de saa præsenterede for den tilfældige Dame de stødte paa Nogle muntert og morsomt Andre højtidelig og generende og at det forholdt sig med alle unge Piger som med hende at Frierne dumpede over dem som Oldenborrer i en Skov  Gertrudes Opdragelse i Hjemmet under Tantens umiddelbare Opsigt havde gjort hende fattig paa den Viden unge Piger indsuge i Omgang med Veninder  Hun havde ingen af disse næsten alle Bekendtskaber med Jevnaldrende skrev sig fra Perioden efter hendes tidlige Konfirmation For Feddersen blev den Virkning Gertrude gjorde paa ham efterhaanden en meget alvorlig Begivenhed Fra at være en kantet uelskværdig Student der uafladelig stødte an i Livets smaa sædvansmæssige Forhold var han bleven den endog til Tider slebne Mand hvis store Dygtighed var almindelig anerkendt  Hans kritiske Sans som var en af de faa heldige Evner han havde faaet udviklet i sin Barndom havde dog standset ham paa ét Punkt af hans besværlige Vandring op efter  Han havde som yngre aldrig havt Mod til at betræde de Blomsterstier der føre ind til Damernes Kreds  Han troede at han var for kejtet og for styg til at kunne hævde en antagelig Plads der og hvad skulde han der saa  Han fordrede en stor Erstatning i alle Retninger for de Sorger han havde lidt i sin Ungdom; en ringe Glæde en beskeden Stilling kunde han ikke tage imod som Betaling for de uhyre Summer Livet skyldte ham  Han ventede altsaa og arbejdede udenfor i den store Verden  Hans Blik for vel ofte ind over Havemuren hvor Damerne gik med deres Kavalerer og spøgte men han blev sit Forsæt tro  Først naar det store Maal var naaet naar han var s  20 bleven Advokat vilde han træde frem  Men da skulde ogsaa den Kvinde rødmende bøje sit Hoved paa hvem han fæstede sit Blik den ypperste af dem alle skulde blive hans  Romanerne fra Børneaarene vare ikke glemte  Han led sin bitreste Skuffelse  Vel et Par Maaneder efter at han var bleven Advokat friede han til sin rigeste Klients smukke unge Datter og mødte et saa forundret og eftertrykkeligt Nej at han forfærdet trak sig tilbage til alle de gamle melankolske Betragtninger over sin forspildte Ungdom  Hans andet Nederlag efter at han kritisk havde lagt Alt bedre tilrette var haardt paa en anden Maade  Men nu  Skulde han kunne vinde denne unge Pige som dansede alle Snarer tiltrods og brød sig om Ingen  Advokat Feddersen anstillede dybtgaaende Overvejelser og lod ingen Lejlighed gaa forbi til at gøre et godt Indtryk paa   Tante Rosalie Paa denne Tid overgik en vigtig politisk Proces til hans Hænder  En ældre Kollega havde henvist Sagen til ham  Der var Ære og Fordel at vinde  Han kastede sig med Iver over sin Opgave og da han hurtig fik Tillid til Sejer foran Skranken løftede der sig ud af Aktstykkernes tunge Prosa et Haab med brede Vinger som bar ham modig frem mod Afgørelsen af det store Hjerteanliggende  Da Julen var nær og Dommen var falden efter en fortrinlig Procedure og den var til hans Parts Fordel og Bladene strømmede over af Ros og Middagsselskabernes tunge Hæder lagde sin Haand paa ham gik alt dette næsten som en Drøm forbi ham  Han brændte af Utaalmodighed efter at faa sin Skæbne afgjort; men her maatte han vente Gertrude var ikke i Byen og han var bange for at føre sin Sag skriftlig Gertrude var i Jylland hos Winges  Lægen havde faaet Ansættelse paa et Hospital der og Fruen havde skrevet til Gertrude at hun straks burde indfri sit Løfte om et Besøg medens de endnu kun vare raske Mennesker i Huset senere frygtede hun vilde en eller flere syge Pensionærer tage Pladsen op  Det var kun en ubetydelig Rejse men den havde voldet Gertrude Sorg inden den kom i Stand  Tante Rosalie havde sat sig imod den  Hun havde ganske vist ikke Noget at udsætte paa den unge Frues Væsen tværtimod; men det kunde dog ikke gaa an at glemme at hun for at gifte sig havde sveget sine Fædres Tro og det var ikke noget godt Forbillede at give den unge Pige  Dr  Winge var dernæst vistnok en Mand af meget fri Anskuelser  Etatsraaden havde sagt Vaas til denne Opfattelse men det var dog først en Udtalelse af Etatsraaden om at han stod i Taknemmelighedsgæld s  21 til Fru Winges afdøde Fader som ombestemte Tante Rosalie  Det har været mig kært at se den unge Fru Winge og hendes Mand her i Huset havde Etatsraaden sagt  meget mulig havde jeg ikke en Gang ejet Huset havde gamle Meier ikke været og Gertrude havde været en fattig Pige  Lad hende tage til de unge Folk siger jegOg Tante Rosalie havde givet sin Indvilgelse  En Dag i Jylland faldt Gertrude paa at sige til Fru Winge Er det sandt Emma at Du har havt Meget at kæmpe med for at faa din Mand Ja min Ven  Hvorledes falder dine Tanker paa det Tante Rosalie angriber Dig fordi Du har skiftet Religion Det varede lidt saa sagde Fru Winge sagtmodig Det kan være rigtigt fra din Tantes Standpunkt men hun kender ikke Forholdene  Jeg har ikke skiftet Religion min Mand og jeg have altid været enige paa det Punkt Har Du da altid været kristen Jeg er ikke kristen Men hvad er Du da  Gertrude saa med den højeste Forbavselse paa sin Veninde Den unge Frue havde staaet ved Vinduet og medens det skumrede set ud paa Vinterlandskabet  Nu vendte hun sig om og lagde Haanden paa Gertrudes Skulder  Du er for ung Gertrude til at vide Besked om den Slags Ting men det vil vel ikke vare længe saa vil Du lægge Mærke til at Du er omgiven af flere Hedninge end af mig og min Mand Hedninge udbrød Gertrude det er jo umuligt   dem er der ingen flere af  i Europa Fru Winge lo paa sin rolige Maade Du finder nok nogle sagde hun Det kan jeg ikke forstaa sagde Gertrude og rystede tankefuldt paa Hovedet   Tror Du da ikke paa Gud Nej ikke paa det Du kalder Gud Jammen Emma det er jo aldeles umuligt Afguder kan Du da ikke have Nej jeg har kun mine Tanker   og min Mands Tanker og hele Verdens Tanker  Men det skal Du nu slet ikke spekulere over Du forstaar det dog alligevel ikke Jo det med Tankerne   men Hedning  Emma det er jo SyndS  22Ja efter Manges Mening men Du vil nok lære at Manges Mening ikke altid er det Rigtige Men lad os tale derom en anden Gang naar Du bliver ældre Synes Du jeg synder Du gaar blot ikke i Kirke  ellers  Men kæreste Barn hvad skulde jeg der  udbrød Fru Winge muntert og kyssede Gertrude paa Panden  Glem Du disse Ting og gaa Du selv smukt i Kirke   saa længe det varer  Det Sidste sagde hun halvt imod sin Vilje og dæmpet; Ordene gjorde heller ingen Virkning paa den unge Pige  Gertrude beholdt fra denne Samtale et utydeligt Indtryk af at Noget havde sneget sig forbi Bibelhistorien fra de gamle Tider helt op i vore Dage  Hun var instinktmæssig bange derfor der var ganske bestemt Synd derved; men det kunde dog ogsaa vise sig i en god Skikkelse siden Emma var med deri  Om dette maatte Tante Rosalie Intet vide Da Julen stod umiddelbart for Døren var Gertrude atter i København S  23IIIKunde jeg faa Etatsraad Coldbjørnsen i Tale Tør jeg spørge om Deres Navn Her er mit Kort Den unge Kontorist modtog Kortet og forsvandt med det i Kontorets tilstødende Stuer  Imidlertid lænede den Spørgende sig til Skranken ved hvilken han stod og betragtede med et aandsfraværende Blik de store Snefnug der langsomt dryssede ned i den firkantede Gaard med Vognskurene i Baggrunden og det sorte Kastanietræ som voksede skraat ud fra Muren  Han var høj og mørk elegant klædt og saa forretningsmæssig ud Kontoristen kom skyndsomt tilbage aabnede med et udsøgt Buk Laagen i Skranken og bad Hr  Advokaten træde indenfor Etatsraaden var i sit Værelse og kunde straks tage imod ham Vilde De være saa god at vise mig Vej Kontoristen gik foran og alt  som de passerede de tre store Rum hvoraf Kontoret bestod begyndte en sagte Hvisken bag dem ved Pultene Kendte De ham  Det var Advokat Feddersen Ja vel jeg kender ham nok Feddersen og Advokaten gentoges nogle Gange saa lukkede Kontorets rolige Vande sig over dette som over ethvert andet Kontoret ikke vedkommende Emne og Forretningerne gled videre i den tavse Strøm Advokaten var imidlertid kommen til Døren der førte til Etatsraad Coldbjørnsens Værelse  Med en takkende Bevægelse til Kontoristen som aabnede og lukkede Døren for ham traadte han ind og befandt sig i et stort og mørkt Værelse  Der var et tykt Tæppe paa Gulvet talrige Kort og nogle Kobberstik som forestillede Landskaber paa Væggene gammeldags Løjbænkssofaer med Shirtings Betræk langs Værelsets to Sider en mægtig hvid Ovn hvori der for aabne Døre flammede et Baal af duftende Birkeved et stort Skrivebord i Hjørnet ved det eneste Vindu for dette svære Gardiner adskillige s  24 Lænestole omkring et Bord midt i Stuen en særlig stor Lænestol ved Vinduet og i denne Etatsraaden selv læsende i et Brev  Paa et lille Bord ved Lænestolen laa opslagne Brevskaber  Af Etatsraaden saa den Indtrædende foreløbig kun et Par pyntelige Ankelsko et Par hvide Strømper og to Ben som stak i lysegraa Benklæder  Nu sænkedes Brevet Etatsraaden var med et Sæt paa Benene  Det var en lille mager Herre med et rundt skaldet Hoved hvis Isse var saa blank som poleret Elfenben og havde samme gullighvide Farve som dette Stof Ansigtets stramme Hud var overstreget med en Mængde fine Rynker imellem hvilke bugtede sig paa Kinderne de røde og blaa Slyngninger af Hudens alleryderste Haarkarnet  Over Øjnene og næsten skjulende dem hang graa Øjenbryn som Planter fra et Tagskæg; naar Brynene løftedes kom et Par livlige brune Øjne til Syne  Den gamle Herre var hurtig i sine Bevægelser og holdt sig meget rank  Han gik sin Gæst et Par Skridt i Møde Advokaten nærmede sig med et forbindtligt Smil Jeg tør maaske forudsætte at mit Navn er Hr  Etatsraaden bekendt Fuldkomment fuldkomment   man følger jo med sin Tid svarede Etatsraaden og rakte Advokaten Haanden  Behag at tage Plads  Han talte i smaa Stød med en noget rusten Stemme der gjorde Indtryk af at have kendt bedre Dage Advokatens Stemme var en god Baryton som han navnlig efter den store Proces tog med sig overalt som Riddere i gamle Dage deres Værge Jeg vilde meget gerne tidligere have havt Anledning til at hilse paa Hr  Etatsraaden fortsatte Advokaten fra sin Stol med et Buk over Lænderne der dog det følte han øieblikkelig ikke lykkedes som det skulde Siger Intet   jeg kender Dem godt sagde Etatsraaden pludselig noget tørt fra Lænestolens Fond jeg har endog læst en Vise om Dem   trykt i Landemærket  De er populær og der kom en lille Latter   ja De kender den vel ikke Det var Advokaten behageligt at hans Ubekendtskab med Visen blev forudsat  Den havde ganske vist alt i nogle Dage været i hans Besiddelse men han fandt ingen Anledning til at fremkomme med denne Oplysning  Hvorledes havde Etatsraaden faaet fat i det dumme Tøj  Han behandlede Visens Eksistens og sin Popularitet med et Skuldertræk og et overlegent Smil og der opstod en Pavse  s  25 Imidlertid var øjensynlig Etatsraadens Tanker vandrede andre Steder hen og hans Gæst lod som Følge deraf det sidst anlagte Smil glide bort af sit Ansigt for at antage et nyt Udtryk da han sagdeHr  Etatsraaden antager formodentlig at jeg har søgt Dem i et Forretningsanliggende Antager ingen Verdens Ting svarede den lille Herre hurtig løftede Øjenbrynene og bredte Armene ud idet Albuerne forbleve støttede paa Lænestolens Sidestykker Mit Ærinde er fuldstændig personligt Personligt  spurgte Etatsraaden med et lyttende Udtryk og det højre Øre drejet hen imod den Talende Ja Meget vel glæder mig  Øjenbrynene sænkedes og Hænderne gik atter sammen Advokaten var ikke ganske fornøjet med den gamle Herres Væsen; men   Fornemmelsen lod til at være gensidig Det har overordentlig Betydning for mig og jeg er nødt til at gøre Regning paa Hr  Etatsraadens Velvilje Denne nikkede med et Blik gennem Øjenbrynenes Forhæng paa den Talende og støttede Tænderne i Overmunden paa sine Fingerender Det er adskillige Maaneder   over et halvt Aar siden jeg havde den Ære at gøre Deres Frøken Datters Bekendtskab  Hm sagde Etatsraaden meget godt Jeg har ondt ved at sige hvor  fordelagtigt et Indtryk Frøkenen har gjort paa mig  Advokaten havde tænkt at bruge en langt stærkere Betegnelse men satte uvilkaarlig Udtrykket ned efter den ham omgivende Temperatur For Etatsraaden dæmrede der et veldædigt Øjemed bag dette i Forbindelse med en Basar eller lignende  Det var han nu ikke nogen Ven af og svarede Intet Jeg vilde gerne hos Hr  Etatsraaden udbede mig Tilladelse til at faa en Samtale med Frøken Gertrude Naa  sagde Etatsraaden Min Mening er at spørge Deres Datter om hun vil blive min Hustru Hejsa raabte den gamle Herre og greb fat i Fænestolens Arme s  26 som om han var bleven ramt af et Vindstød og alt havde opgivet Haabet om at redde Hatten I Advokatens Kinder skød Blodet op  Der opstod en længere Pavse Er det Dem bekendt sagde endelig Etatsraaden med en egen hvas Tilsætning i Stemmenat min Datter først fylder sytten Aar til Sommer Ja det véd jeg De er   hvor gammel Jeg er 36 Aar fyldt svarede Advokaten med en Ro som dirrede ham gennem Kroppen Etatsraaden blev siddende tilbagelænet i Stolen og stirrede stift ud for sig  Der var stille i den store Stue kun Ilden slufrede med en vis gemytlig Lyd i den hvide Ovn og et fransk Ur dikkede haardt paa en lille Konsol over Skrivebordet  Endelig sagde AdvokatenFrøken Gertrude er ikke noget Barn længer Etatsraaden slog ud med den ene Haand som om han vilde sige Der behøves ikke et Ord mere og rejste sig i det Samme med sit sædvanlige Sæt  Ja vær saa artig sagde han vil De saa følge med jeg antager at min Datter er hjemme Advokaten kunde ikke længer beherske sin irriterede Stemning  Jeg véd ikke sagde han om jeg maa gøre Hr  Etatsraaden opmærksom paa at jeg efter almindelig Skik og Brug ikke havde behøvet at henvende mig først til Dem for at kunne tale til Frøken Gertrude om denne Sag Fuldkommen rigtigt bemærkede Etatsraaden staaende ved Døren ud til Trappegangen jeg er Dem meget forbunden  Han lukkede Døren op og gjorde en indbydende Gestus til Advokaten for at lade denne træde først ud paa Trappeafsatsen  Den bratte Afgørelse af Forhandlingerne mellem ham og Etatsraaden var saa lidt som mulig efter Advokatens Smag særlig efter den Karakter som den hele Samtale havde havt; men der syntes fornuftigvis ikke nu at kunne gøres nogen Indvending Han traadte først ud ad Døren men vendte sig øjeblikkelig for at lade Etatsraaden gaa foran opad Trappen  Etatsraaden havde til denne Ekspedition bevæbnet sig med en sort Silkekasket som gav ham et alt Andet end Ærefrygt indgydende Udseende og Advokaten kunde ikke værge sig mod et Slags lystigt Indtryk af den gamle Mand Han s  27 kom til at tænke paa den lille snurrige Optikus hos hvem den vigtige Begivenhed Købet af hans første Lorgnet var foregaaet og Vreden blev borte i en fredelig ironisk spændt Stemning Der blev ikke vekslet et Ord mellem de To paa den hele Vandring  Etatsraaden lukkede sig selv ind ad Hoveddøren i Beletagen de passerede den store Entré med sine Spejle Knagerækker Skabe sit Voksdugstæppe og en blandet Lugt af Storvask og Pelsværk de betraadte de smukke Værelser hvor en Mængde Malerier beherskede Dekorationen og skulde just passere en tofags hyggelig Salon da en ungdommelig Damestemme fra den tilgrænsende Spisestue standsede al videre Fremrykken Men Fader hvad gør Du her paa denne Tid af Dagen Tante er ude Det er Dig jeg vil have fat i  Der er En der vil tale med Dig Er det paa Kontoret   jeg har saa daarlig Tid Nej her Stemmen tav  De Kommendes Trin havde ikke kunnet høres paa de tykke Tæpper og Advokaten havde været saa langt bag ved sin Fører at han ikke var bleven set fra Spisestuen  Ved den første Lyd af den unge Piges Stemme var han standset Det er naturligvis Emil lød det igen fra Spisestuen  Men det var ikke Emil og Frøken Gertrude blev staaende blussende rød paa Tærskelen mellem de to Stuer da hun fik Øje paa den høje Advokat som bukkede for hende Advokat Feddersen har ønsket en Samtale med Dig sagde Etatsraaden kort slog ud med Haanden og forlod Stuen  Man hørte ham slaa Entrédøren i efter sig medens der endnu kun var faldet et Par forvirrede Ytringer mellem de To i Dagligstuen Jeg tør dog maaske formode at Frøkenen ikke er bleven altfor forbavset over mit Komme  sagde Advokaten endelig i et ordnet Sprog Det var Frøkenen ganske vist ikke forsaavidt hun i samme Nu hun saa ham vidste hvorfor han kom; men at det just skulde være idag og ikke lige saa godt eller hellere kunde have ventet en rum Tid var hun paa ingen Maade forberedt paa og den uimodsigelige Vished at han nu var der i sit bestemte Ærinde var en trykkende ubehagelig Fornemmelse  For første Gang i sit Liv maaske tabte Gertrude Modet og kunde kun gøre en tavs Bøjning for ham hen imod en s 28 lav Sofa ved Vinduet  Selv satte hun sig lige overfor med et Sybord imellem dem; sin Arm lagde hun i Vinduskarmen saa at Gardinet foldede sig omkring den og hendes Blik gled gennem Ruderne ud paa Sneen som faldt og paa Folk som gik forbi paa Torvet neden under Advokaten begyndte at tale; han holdt et lille Foredrag Det susede svagt for Gertrudes Øren hendes Hoved var spændt  Det forekom hende at Verden med Et var langt borte og kun gav sig til Kende ved en dump Rumlen fra det Fjærne  Selv sad hun paa en indskrænket Plads med det tomme Rum omkring sig og der nede dukkede Advokat Feddersen op og talte som i en Tønde  Han sagde vistnok Ting som han slet ikke vilde have berørt  Det var jo dog urimeligt nu at fortælle hende at hans Ungdorn var hengaaet i smaa Kaar det kunde han fortælle bag efter Hvor gammel han var det vidste hun godt   Der gik Lieutenant Spærch nede paa Torvet  mon han saa havde været hos Gtillichs igaar  Det havde været morsomt om han havde villet gøre Visit idag   Men det blev jo ved og fik aldrig Ende   Nej nu begyndte han at fortælle om sin store Proces som havde staaet omtalt i alle Blade Hun afbrød ham Jeg véd hvad De vil sige sagde hun med en utaalmodig Lyst til at hjælpe ham men blev i samme Øjeblik forskrækket over sin Dristighed der gjorde en Virkning paa Advokaten som om en Bombe var sprungen De véd at jeg elsker Dem  brød han ud med en Kraft i Stemmen der var noget for stor til Værelset hvori han befandt sig Dette Udbrud denne Lidenskab var Gertrude aldeles ikke forberedt paa  Afgørelsen kom saa truende nær ind paa Livet af hende  Var en Hund pludselig faret imod hende vilde hendes Nerver ikke være bievne stærkere angrebne Men De da Lrøken Gertrude elsker De mig Hun var fangen det var ikke muligt mere at slippe bort Jeg véd ikke  det kommer an paa Tante   paa Lader  Nej De De selv Gertrude Demaa svareAdvokaten var ganske nær ved hende  Nu greb han hendes Hænder han trykkede dem i sine han havde kaldt hende ved Lornavn han var ængstelig hans Stemme skælvede hans Øjne vare saa besynderlige hvor kunde en Mand som Alle saa op til komme i en saadan s  29 Bevægelse    Hvad skulde hun dog sige   dette var skrækkeligt  De maa sige mig om De elsker mig der maa ingen Usikkerhed være nu Gertrude   hører De De maa taleJa saa gør jeg det vel sagde hun anstrængt  I hendes egne Øren lød det som om hun bad om Naade Advokaten hørte ikke dette  Han tog hende henrykt i sine Arme og kyssede hende  Gertrude følte en Slags Bedøvelse som dog ikke var ubehagelig  Han talte begejstret  Dette var det skønneste Øjeblik i hans Liv han var den lykkeligste Mand i Verden og skulde gøre hende til den lykkeligste Kvinde blot hun vilde elske ham som han elskede hende og han vilde kysse hende paa ny  Gertrude vendte uvilkaarlig Hovedet; hans Kys kom paa Kinden hvor den bøjede ind ved Halsen  Hun syntes ikke om det  Kunde han ikke være glad uden at ville kysse hende Det var ogsaa uheldigt at Tante Rosalie nu netop var ude Men det klædte ham at være henrykt Hvor han var god Jo hun havde altid kunnet lide ham Om naar hun havde begyndt at elske ham  Det kunde hun ikke sige  De Andre havde for længe siden drillet hende med ham   det maatte vel være fra den Gang Sige Du  Det kunde hun ikke det var saa svært  Hun skulde blot prøve derpaa én Gang  Det var umuligt Det ringede  Det var Klokken fra Entréen der lød Gertrude aandede lettet  Advokaten var ikke langt fra at udstøde en Ed Han havde gerne i hæftige Øjeblikke en saadan paa Tungen  Han tog sin Hat som laa paa Gulvet og stillede sig ved et Blomsterbord Det var en Visit  Den unge Hr  Coolmann der kom for at tage Afsked forinden han rejste tilbage til Tyskland  Gertrude havde ikke behøvet mere end flygtig at rejse sig kaste et Blik i Spejlet og atter at sætte sig for at være den samme utvungne elskværdige Datter af Huset som nu snart i et Aar havde gjort en hel Bataljon unge Mænd i København længselsfulde efter det Coldbjørnsenske Hus  Den unge Hr  Coolmann fik en udsøgt god Modtagelse  Der blev gjort ham smaa strænge Bebrejdelser fordi han kunde tænke paa at forlade København just i denne gode Tid da Ballerne skulde ret til at begynde og der blev appelleret til Advokat Feddersens Dom om det Urimelige i Hr  Coolmanns Forsæt  Feddersen pønsede paa om der var Mulighed for at kaste den unge Mand paa Døren  Hr  Coolmann var henrykt og teede sig saa forelsket at det tilsidst virkelig saa ud til at han ikke skulde være kommen afsted s  30 Endelig tog han dog Afsked forbavset over at Advokaten ikke havde gjort Mine dertil for længe siden og da Begivenheden viste sig med Nødvendighedens Krav bar Gertrude den med endog paafaldende god Fatning  Hun fulgte dog Gæsten til Entrédøren  Advokaten var rasende Men Du gode Gud Gertrude hvorfor var Du saa venlig mod den   Fyr  Han gik op og ned ad Gulvet Gertrude saa forundret paa ham Det rare Menneske han har været her saa tidt og nu skulde han rejse Men i dette Øjeblik  Min yndige søde Gertrude følte Du da ikke hvorledes jeg stod paa Naale En saadan Afbrydelse det var jo næsten mere end man kunde holde ud Gertrude svarede Intet og satte sig stilfærdig paa en Stol med Hænderne i Skødet  Feddersen gik endnu en Stund op og ned i Stuen og havde ondt ved at komme tilbage til den bløde Stemning hvorfra han var bleven udreven  Han talte om sin Kærlighed fortalte hende hvorledes han havde elsket hende fra den første Dag de havde været sammen i Ordrup  Han dvælede ved den Dragt med den hvide Besætning som hun da havde havt paa og blev varm ved Omtalen af hvor bedaarende hun havde set ud hvor jomfrueligt hvor friskt hendes Væsen havde været og altid var  Han standsede og berørte med et Smil hvor bange han i en senere Periode havde været da det forekom ham at hun ikke lagde synderlig Mærke til ham hvor brændende han havde ønsket at blive inviteret til en af de smaa Middage som han vidste bleve givne til Ære for hende Aa det var der ikke noget videre Morsomt ved   det var Tante Rosalie som bestemte hvem der skulde komme  Havde hun selv skullet vælge Saa var han kommen med Han havde paany grebet hendes Hænder og stod bøjet ned imod hende  Hans Øjne havde det lyksalige Udtryk fra før  Hun tav med at hun i Grunden ikke havde tænkt paa at invitere ham til den morsomme Middag med Dans som hun af og til arrangerede i sit Hoved og det faldt hende ind at hun formodentlig burde have gjort det Hvor det dog var forunderligt at han holdt saa meget af hende hun havde jo aldrig gjort Nogetsomhelst for ham Men det var morsomt at høre ham tale S  31Han havde sat sig ved Siden af hende og lagt Armen over Ryggen paa hendes Stol og vilde nu at ogsaa hun skulde fortælle  Hvad skulde hun sige  Hun havde Intet som var værd at meddele Hun spurgte om de ikke skulde gaa ned til hendes Fader Advokaten tav lidt og sagde derpaa langsomt Jeg er bange for at din Fader ikke synes videre godt om mig Det er umuligt udbrød Gertrude Alle synes godt om Dem Hun havde rejst sig  Advokaten førte taknemlig hendes Haand til sine Læber  Han havde dog forregnet sig med Hensyn til hendes Udbrud Det var ikke et Udbrud af naiv Følelse det var den Forudsætning hvorfra hun gik ud Han tog ikke videre godt imod mig før da jeg sagde ham hvad jeg vilde Der steg en dunkel Følelse op i Gertrude af at have været Genstand for et Bedrag og hun sagde ængsteligJeg gaar ikke med De maa gaa alene ned til FaderHendes Frygt klædte hende imidlertid saa nydelig at den forelskede Advokat kun kunde blive siddende og henrykt inddrikke hendes Billede Hører De jeg gaar ikke med   Hun strakte Haanden bønlig ud imod ham fra det Sted hvor hun stod et Stykke borte og føjede til Jeg er bange gaa DeDette var for meget for Advokaten  Han sprang op og kyssede paany i Henrykkelse hendes Haand  Hun maatte ikke nu gøre sig nogen alvorlig Bekymring  Hendes Fader var bleven overrasket før ærgerlig maaske over at en fræk Person kunde nære saa egenkærlige Planer med hans eneste Datter; men mere var der ikke i Vejen kunde der ikke være  Nu gik han ned paa Kontoret og hun skulde være ved godt Mod saa længe   om lidt var han tilbage med hendes Fader Vær altsaa ikke længer bange  Farvel min Elskede nu gaar jeg   Men se dog lidt glad paa mig inden jeg gaar at jeg kan tage den skønneste Hilsen med fra dine Øjne Gertrude havde staaet alvorlig og stille medens han ivrig talte; nu løftede hun Øjnene og saa venlig paa ham  Han vovede at kysse hende og gik saare lykkelig bort  Ved Portiererne vendte han sig kyssede paa Fingeren ad hende og forsvandt  Hun havde fulgt ham med Øjnene og ventet paa dette Øjeblik  Saa satte hun sig i en Sofa lagde Armen over en Pude sit Ansigt paa Armen og græd som om en Ulykke var sket   s  32 Men Barn hvad er her i Vejen Det var Tante Rosalie som stod for hende i Kaabe og Hat som hun var kommen tilbage fra sine Juleindkøb i de overfyldte Butiker  Tjeneren kunde ventes hvert Øjeblik i Stuerne med Pakkerne fra Vognen  Gertrude løftede Hovedet Advokat Feddersen har været her Tante og har friet til mig Tanten gjorde kort omkring  Hun hørte Tjeneren i Spisestuen og gik ham i Møde  Pakkerne bleve lagte af der og den gamle Frøken Coldbjørnsen var i Hast tilbage hos sin Myndling  Ved hendes Klæder hang endnu Vinterdagens Kulde og den ejendommelige Lugt af Saffian og Polster fra Vognen Hvad har Du svaret Barn Ja Tante Men saa er jo Alt godt   min søde Gertrude  Og Tanten satte sig i Sofaen og trak Gertrudes Hoved ind til sig  Den unge Piges Sind gik til Ro ved denne moderlige Omfavnelse der kom med Resterne af den friske Luft ude fra Er saa Alt godt Tante Ja min egen Ven det skulde jeg tro Hvad siger Fader At det glæder ham naturligvis Tror Du det Ja ganske vist Feddersen er nede hos ham nu Saa har vi dem om lidt Du maa ikke græde Gertrude saa bliver din Fader straks bange Gertrude tørrede lydig sine Øjne og blev siddende i Sofaens Hjørne  Den gamle Dame bevægede sig stilfærdig omkring i Stuen medens hun ved egen Hjælp tog sit Tøj af og talte hele Tiden til Gertrude Og jeg med mine Juleindkøb og som havde saa travlt og havde Hovedet fuldt af alle disse Smaating   og saa gaar Du hen og giver din Haand bort bestemmer over din Skæbne Du Barn   min egen kære Gertrude Nu er det nok snart forbi med din gamle Tantes Myndighed  Hun ringede og lod Pigen som kom ind bære Overtøjet bort  Gertrude sad tavs og saa med et halvt fornøjet halvt forlegent Smil paa hende  Min egen Pige Du maa tro at det betyder Noget for mig at overlevere Dig i saa gode Hænder  Hun havde atter s  33 sat sig hos Gertrude og tog nu hendes Haand og klappede den  Ak tænk om Du var bleven en AndensEr jeg nu da hans  spurgte Gertrude Ja det er Du Naturligvis ikke straks jeg forlader Dig ikke endnu; men det varer vel ikke længe saa er I gifte og saa kan jeg jo pakke sammen  Hun vedblev at klappe Gertrudes Haand og faldt saa hen i glade og alvorlige Betragtninger over hvad den nærmeste Fremtid maatte bære i sit Skød Gertrude tænkte og følte paa sin Side ikke Meget  Hun var ikke længer bange for at hendes Fader skulde sige noget Kort og Barskt paa den haanende Maade som altid gjorde Tanten vred og hende saa angst; men fuldstændig Fred havde hun ikke  Hvor kunde det være at hun tog saa rolig paa hvad der var sket   Hvorfor var hun ikke lykkelig  Hun maatte have et underlig utilfredst Sind siden hun ikke var gladere   andre unge Piger straalede jo af Glæde naar de vare bievne forlovede Pludselig hørte hun Entrédøren gaa og Etatsraadens Nøgler klirre  Hun fik Hjertebanken og rejste sig hurtig op fra Sofaen  Den gamle Dame rejste sig ligeledes og gik de Indtrædende i Møde  Etatsraaden kom først og gik lige løs paa sin Datter Advokaten kom bag efter og fik begge den gamle Dames Hænder; han tog taknemlig imod dem og saa meget lykkelig ud  Paa Etatsraadens Ansigt var der ikke noget Særligt at iagttage og heller ikke i hans Stemme da han sagdeDu er mig et underligt Barn vil Du have ham   Ja sagde Gertrude og var rød og smilede og følte sig generet af at de Alle saa paa hende  Du er da ikke vred Fader Nej hvorfor skulde jeg være det Gertrude saa lidt forsigtig paa ham saa listede hun sagte sin Haand om hans  Etatsraaden vilde sige Noget men det udeblev han klappede kun sin Datter paa Kinden  Gertrude løftede den af hans Hænder hun havde omfattet op til den anden Kind bredte Haanden med et lille Tryk ud paa den silkeglatte Underflade og strøg med sin bløde Haand hen over Faderens  Saa tog hun hans Arm og gik med Hovedet mod Faderens Skulder hen til Tante Rosalie og Advokaten og rakte uden at slippe Faderen først hende saa ham den venstre Haand  Advokaten trykkede Haanden mellem begge sine og syntes at ville sige Noget Tante Rosalie havde Taarer i ØjneneMaa jeg tale med Dig Rosalie sagde pludselig Etatsraaden og slap sin Datter S  34De to gamle Søskende forlod det nyforlovede Par og begav sig til Frøkenens Stue de Forlovede satte sig i samme Sofa som Gertrude havde valgt til at græde i Advokaten fortalte hurtig om hvad der var forefaldet paa Kontoret  Den gamle Herre havde gjort Vanskeligheder ved en officiel Forlovelse fordi Gertrude var saa ung; men da Advokaten havde vist ham at hverken hans Datters eller hans (Advokatens) Ære tillod at de indlod sig paa en hemmelig Forbindelse var han faldet til Føje og havde kun som eneste Betingelse fastsat at der ikke maatte være Tale om Bryllup før til Nytaar om et Aar  Dette havde Advokaten hvor nødig han end vilde ment at burde gaa ind paa  Han nævnede ikke at Etatsraaden havde sagt Enten dette eller slet ingen Forlovelse og for mit Vedkommende helst det Sidste og at Samtalen i det Hele havde havt en noget bitter Karakter Gertrude hørte adspredt paa ham  Hvad havde hendes Fader og Tante Rosalie nu at tale om  Det var aldrig gode Tegn naar de tyede til Tantens Stue  Ja naturligvis sagde hun da Advokaten tav Jeg havde ventet et andet Svar fra din Mund Gertrude sagde Advokaten skuffet mig har det været meget smærteligt at skulle vente med Bryllup saa længe O ja tilgiv mig jeg tænkte ikke paa hvad jeg sagde Tilgivelsen var ikke svær at faa Feddersen var for lykkelig til at kunne dvæle ved Smaating  Svigerfaderens Uvilje var ham med Undtagelse af det ene Punkt hvor den allerede havde faaet reel Betydning i al Almindelighed overmaade ligegyldig han havde Gertrudes Haand i sin Maalet var naaet Han talte ud af denne Stemning og bragte Gertrude til at glemme Samtalen som trak ud inde i Tante Rosalies Værelse  Da han endelig maatte gaa for at varetage de altid presserende Forretninger syntes det ogsaa Gertrude at hun i Latteren over at han havde havt en Droske holdende udenfor hele Tiden indviede en lykkelig Fremtid Hun vinkede til ham fra Vinduet da han jog over Torvet i det tilsneede Køretøj og nynnede glad medens hun længe blev staaende foran Spejlet fordybet i Betragtning af sit eget smukke Billede S  35nr IVTil Tante Rosalies Værelse havde der i Aarenes Løb knyttet sig nogle mindre hyggelige Forestillinger idet der var forefaldet Scener der inde som ikke havde havt nogen blid Karakter  Tante Rosalie havde maattet forsvare sin kæreste Gerning paa denne Jord Gertrudes Opdragelse mod Angreb fra Broderens Side og Enighed var sjælden bleven opnaaet om end den kvindelige Magt hidtil i Reglen havde været den sejrende  Da Etatsraaden anmodede sin Søster om en Samtale vidste hun hvad det betød og gik til den med en ubehagelig Følelse af at skulle høre saarende Ord om hvad hun ansaa for hellige og urokkelige Grundpiller for Alt i Livet  Det kom anderledes end hun havde ventet Etatsraaden forhørte sig først nøjagtig om hvorledes den hele Sag var gaaet til og da det af Krydsforhøret fremgik   noget imod Tante Rosalies Vilje   at hun havde forudset Frieriet og haabet paa dets lykkelige Udfald var Tonen ikke hæftig snarere paa en egen Maade træt eller sørgmodig da Etatsraaden sagdeJa ja det kan nu ikke nytte at tale mere om dette Ulykken er sket og Du har taget den under dine Vinger Jeg vil blot bede Dig om én Ting Gør det ikke fremdeles Der laa heri Signalet til Kamp  Tante Rosalie svarede kort;Jeg forstaar Dig ikke jeg ser ingen Ulykke i hvad der er sket Men jeg gør det for os begge svarede Broderen og om end Stemmen var dæmpet bankede der Hæftighed bag den og Du maa tro lidt paa hvad jeg siger  Du er en gammel ugift Dame; Du véd ikke hvad det unge Blod skal gennemgaa  Det er en forkert Forlovelse som maa hæves Georg udbrød den gamle Frøken paa én Gang krænket over uden videre at blive sat udenfor i en Verden hvor Kærlighedens Lys aldrig havde skinnet og forskrækket over Ordenes Indhold lad os ikke misforstaa hinanden; hvad Du der siger er syndig Tale Etatsraaden løftede utaalmodig sine Hænder over Hovedet og rystede dem et hæftigt Udbrud var overhængende men det kom ikke S  36Ja lad os ikke misforstaa hinanden sagde han og lagde Baand paa sig selv det er vigtigere i dette Øjeblik maaske end nogensinde før  Der er her foregaaet noget Galt Gertrude er bleven overrumplet Hvor kan du sige det svarede Tanten hurtig Du kender ikke Forholdene Feddersen har hele Gertrudes uskyldige Hjerte Og det kan Du virkelig selv et eneste Øjeblik tro paa Et Sekund maaske var Tante Rosalie usikker saa sagde hun med saa megen Overlegenhed i Tonen som hun overhoved kunde tillade sig Hvorfor skulde Gertrude her pludselig have svaret ja efter før altid at have svaret nej eller som en Fugl være kommen til mig Det skal jeg sige Dig svarede hendes Broder kort hun vidste at Du stod bagved Jeg har ikke lagt et Støvgrans Vægt af Tvang paa Gertrude sagde den gamle Frøken indigneret  Det behøvedes heller ikke Tvangen var der forud Barnet er jo spunden ind i et Net af Kærlighed og Katekismus saa at hun ikke har en Tanke fri  Spindelvæv paa Spindelvæv i et uhyre Lag   Ti stille et Øjeblik jeg angriber Dig ikke Du har handlet efter din bedste Overbevisning og jeg har ingen Ret til at bebrejde Dig Noget jeg har jo ladet Alt gaa sin Gang Men føl at det er sandt naar jeg siger Dig at Gertrude har sagt ja til denne Mand fordi hun troede at hun burde Tante Rosalie var vred men tillige paavirket af den Alvor hvormed Etatsraaden talte Jeg forstaar Dig ikke sagde hun som før Gertrude er bleven hildet i den samme Snare som   ja som fangede hendes Moder Tror du ikke at jeg forstaar mig lidt paa dette eller mener Du at mit Ægteskab med Johanne har været fuldstændig spildt for mig  Etatsraaden talte bøjet hen imod sin Søster ivrig bevæget  Hun blev forvirret Hvad skal det sige hvorfor taler Du om Johanne  spurgte hun Fordi jeg ønsker at redde Gertrude fra hendes Moders sørgelige Skæbne svarede Etatsraaden rolig  Der opstod en Pavse man hørte den gamle Herres Fingre spille paa Lænestolens Arme Sørgelige Skæbne  sagde Søsteren uvillig og lige som tvivlende om at have hørt rigtig Ja   Har Du gaaet blind ved Siden af mit Ægteskab med Johanne  Det er forunderligt  Jeg troede at det var klart for alle Mennesker S  37Etatsraaden tav  Saae Du da ikke sagde han med et pludseligt Udbrud og løftede Hænderne nervøst at Johanne græmmede sig   Det blev kaldet Svækkelse  Aa ja  Men en Dag bad jeg hende om at tale saa kom det frem  Hele hendes Rædsel over at hun havde giftet sig med mig uden at ane hvad Kærlighed var Den var senere kommen til hendes Hjerte   saadan er det jo det gaar  Men saa stod jeg der   vi havde et Barn   Hun den Stakkel bad om m in Tilgivelse Etatsraaden flyttede sig hurtig paa Stolen rejste sig og gjorde nogle Skridt henimod Vinduet  Pludselig vendte han om og gik tæt hen til Søsteren Det er det som ikke maa ske med Gertrude sagde han dæmpet For Tante Rosalie havde det været sørgelig nyt hvad hun hørte  Hun sad fordybet i smærtelig forundrede Betragtninger  For Himlens Skyld nævn ikke Gertrude i denne Forbindelse udbrød hun Synes Du det ligger saa fjærnt  spurgte Broderen idet han standsede i en begyndt Vandring fra sin Stol mod Kakkelovnen og tilbage Den gamle Dame gjorde en Bevægelse med Hænderne som for at værge sig mod noget Usynligt i Luften  Din Sorg fører Dig for vidt sagde hun sagte Gertrudes Sjæl er ren som en Guds Engels Og hendes Moders Georg hun havde syndet Etatsraaden kom i en voldsom Bevægelse  Syndet raabte han sig at jeg har syndet som vilde kvæle hendes Ungdom i mine Arme Dumme Fejltagelse som vælter Brøden fra de rette Skuldre Han standsede sig med Anstrængelse Her er ikke Tale om Skyld og Brøde fortsatte han roligere med en endnu dirrende Stemme her er Tale om et skæbnesvangert Misgreb som har Ulykken i Følge Kast Gertrude hen til denne Advokat og hendes Liv er forspildt Lær hende at bryde sit Løfte og hendes Sjæl er fortabt udbrød Frøkenen og paa hendes Kinder tegnede to røde Pletter sig hun var stærkt bevæget Floskel svarede den lille Herre forbitret og strakte Haanden ud imod sin Søster kast den i Grams til Ufornuftige og brug den ikke her hvor det er Alvor Frøken Rosalie vilde svare  Etatsraaden gik med et Par hurtige Skridt hen imod hende og lagde Haanden paa hendes Arm Ti nu Rosalie lad os blive rolige vi maa ikke skændes S  38Hun tav og Etatsraaden gik som før op og ned ad Gulvet  Han begyndte lidt efter at tale paa ny  Hans Tone havde da det samme sørgmodige eller trætte Præg som fra Begyndelsen af Samtalen og han fik Tid til at tale lidt mere i Sammenhæng  Han var for opfyldt af det Alvorlige ved Begivenheden til at hans Ord ikke efterhaanden skulde gøre Indtryk paa Tante Rosalie  Hun maatte indrømme at der kunde være en Fejltagelse fra Gertrudes Side og at Forskellen i Alder mellem de Forlovede kunde føre til uheldige Resultater  Etatsraaden lod sig nøje med dette og gav til Erstatning Tante Rosalie sin Indrømmelse af at han efter det korte første Møde med Advokaten kunde have bedømt denne galt og at han maaske netop var den Mand der kunde blive til uberegnelig Lykke for Gertrudes flagrende Sind  Saa opstillede de to gamle Søskende et Slags Kompromis  Alt skulde gaa sin naturlige Gang ingen af dem matte gribe ind og naar saa det Aar var gaaet som ogsaa Tante Rosalie indrømmede var fornuftigt at sætte som Ventetid skulde Gertrude endnu staa frit Tanten maatte da ikke lægge nogetsomhelst Baand paa hendes Beslutning At Etatsraaden opnaaede et formeligt Løfte i saa Henseende kunde han kun takke den Omstændighed for at han paa ny vendte tilbage til sit Ægteskabs sørgelige Historie  Tante Rosalie blev denne Gang endnu dybere greben end første Gang Sagen blev berørt; hun fik at vide hvem det var hendes unge Svigerinde havde elsket og som havde elsket hende igen  Det var den unge Komponist fra Stockholm som i Tante Rosalies Øjne havde været næsten Idealet af en ung Mand Vil Du indrømme havde Broderen sagt med et sørgmodigt Smil at det havde været naturligere om Johanne havde fulgt med ham end at hun blev hos mig  Tante Rosalie havde Intet svaret  For hendes Øjne havde staaet det elskelige Væsen der havde bragt Solskin til det gamle Hus og hendes gamle Frøkenhjerte og den unge Mand med det blide Smil som havde kunnet spøge finere og mere ridderlig end nogen anden Mand Tante Rosalie kendte  Og over dem hvilede der nu Brøde  Frugten af den førte Samtale faldt fuldt moden i Advokatens Skød  Han undgik at faa en ubehagelig Svigerfader og samtidig kom der i Gertrudes Væsen en Nuance af Ømhed for ham som han ikke vilde have indhøstet havde den unge Pige ikke kunnet skimte Kulden i sin Faders Optræden  Bestandig forekom det hende at der var Et og s  39 Andet at bøde paa  Advokaten tog Alt med rund Haand uden at reflektere synderlig hverken over det Ene eller det Andet  Han var meget lykkelig arbejdede som sædvanlig og dukkede med et glad Sind under i den store Selskabelighedens Bølge der rullede frem over ham og Gertrude  Forlovelsen havde vakt megen Opsigt  Forundringen mærkede Advokaten ikke eller vilde ikke mærke   hvad kom den ham ved og over Gertrude hvis Væsen ikke havde forandret sig efter at hun var bleven forlovet gled den som en florlet Sky hun var nu som før alle erotisk anlagte Balherrers Fortvivlelse og Glæde  Men hun havde Fred paa sine Baller  Mændenes overordentlige Følsomhed turde nu kun nærme sig hende som afdæmpede vemodige Klager og det morede hende  Det kunde man i Ro høre paa og le ad oven paa det fulgte ingen ubehagelig Eksplosion  I Modsætning til andre unge Piger fandt Gertrude ulige mere Behag i Selskabslivet efter at hun var bleven forlovet end før Tante Rosalie havde havt en lang og alvorlig Samtale med Feddersen kort efter at Freden var sluttet i hendes Værelse  Hun havde saa at sige givet ham at læse sin Kærligheds Testamente  Bevæget havde den gamle Dame lagt ham paa Sinde hans Ansvar ved fra nu at skulle være den der ledte Gertrudes Fjed her i Livet hun overleverede det unge Væsen til ham og bad ham vogte hende vel  Hun udtalte sin Dom om Gertrude udpegede hvad hun troede var en Fare for hende hendes lette Sind og gav saa sit Barn en Lovtale præget af den inderligste Kærlighed  For Advokaten havde denne Samtale været af stor Betydning  Han havde lyttet til hvert Ord med en Følelse af Beundring aldrig havde han saaledes hørt Kærlighedens Sprog før han kendte det jo kun fra Bøger  Alt var nyt for ham fra Indholdet af hvad der blev sagt til den gamle Dames bevægede Stemme og kærlige Blik  Han havde rørt lagt sin Haand i den gamle Frøkens og sagt at han følte dybt sit Ansvar  Det var sandt for saa vidt som han nu indsaa at han havde et Ansvar der strakte sig udenfor ham selv det havde han ikke tænkt over før  Et praktisk Resultat havde Samtalen havt  Tidligere havde Gertrudes selskabsvante Sikkerhed blændet Advokaten han havde i hende troet at møde den unge Dame og anlagt sin Optræden derefter  Ved Tantens Ord blev hans Opfattelse af hende forandret; det var et Barn han elskede  At der var en Skuffelse i dette nye Syn paa Gertrude kunde ikke dølges; men paa den anden Side stod hendes store Friskhed og kærlige Sind lige fortryllende for s  40 ham han lærte paa en Dag eller to at finde det samme Behag i den ny Tingenes Tilstand som i den gamle  En og anden utydelig Følelse hos Advokaten om at skulle have lært Noget af sin unge Elskede blev borte mellem disse tidlig forandrede Tanker om Gertrude; hun skulde nu kun være det rene Solskin i hans Liv som naaede til ham uden at være analyseret gennem nogen Slags Prisme  Hans Pligt var det at lede heride og elske hende saaledes som Tante Rosalie havde skildret ham Tingen  Det var blevet sagt til ham at han skulde tage varlig paa Gertrude og det udførte han til Punkt og Prikke saa meget mere som han i Grunden ikke vidste hvor han skulde være skreden ind Gertrudes Liv blev altsaa i saa godt som ingen Henseende forandret det modtog blot en Forøgelse ved Advokatens Nærværelse  Han var altid glad og var baade underholdende og elskværdig og Forlovelsen med ham bragte til Gertrude en større Hyldest fra de Gamles Side end tidligere  Den unge Pige saa altsaa paa Tilværelsen med nok saa glade Øjne som nogensinde Helt uden Skyer var Forholdet dog ikke; men de kom og drog bort førte af en hastig Vind  Gertrude kunde ikke vænne sig til Advokatens Kærtegn  Feddersen kunde tælle de Gange han havde kysset hendes Læber  Ganske vist var hendes Kind ogsaa yndig men Munden fristede mere og naar den erotiske Mand udførte et hastigt coup kunde der komme en lille Scene  Der var én Ting til som voldte lidt Besvær og som endog hidførte Tantens Mellemkomst  Advokaten var ikke saa sikker i det gode Selskabs Vedtægter og ydre Former at jo ikke en Gang imellem naar han følte sig hjemme ved Svigerfaderens Bord eller i de pyntelige Saloner Vanerne fra hans Ungdomsliv stak igennem  Det stødte Gertrude overordentlig og hun paatalte det uden videre  Her mødte hun imidlertid en egen Art Hovmod hos sin Forlovede han modtog ingen Tilrettevisning og Gertrude lærte hurtig at tie  Hun led særlig i Andres Nærværelse betydelig hvor disse Uskønheder kom til Syne og en Gang da Advokaten havde indfundet sig i et lille Selskab for Gertrudes unge Veninder i Formiddagsdragt var der en saadan ophobet Graad og Vrede at Tante Rosalie blev alvorlig forskrækket  Advokaten fik dog Intet at vide om dette og det gik over hurtig som det kom  Med Etatsraaden kom Advokaten temmelig snart paa en god Fod  Hertil bidrog mere end noget Andet at de lærte hinanden at kende gennem Forretningslivet  Sønnen Emil af første Ægteskab som var s  41 etableret i Fondon havde gjort forskellige uheldige Dispositioner og var kommen i et indviklet Forhold til et Hus af tvivlsomt Renommé i København  Etatsraaden gik modstræbende til Feddersen med Sagen; men ikke saa saare var den kommen i hans Haand før den fik en anden Gænge  Sønnen skrev de mest anerkendende og taknemmelige Breve fra Fondon Etatsraaden som fulgte nøje med forbavsedes over Feddersens hurtige Omdømme og praktiske Sans og da det var med halve Kæltringer man havde at gøre gjorde Advokatens Hensynsløshed ikke noget ugunstigt Indtryk paa ham  Resultatet blev at Køligheden veg fra Etatsraadens Væsen og gav Plads for en vis Hjertelighed Den gamle Mand forandrede dog ingenlunde sin Mening i Ægteskabsspørgsmaalet og udtalte det paa given Foranledning til Tante Rosalie der alt havde ment at kunne triumfere Der er mig noget Koldt eller Stillestaaende ved Feddersen som jeg ikke kan forklare havde Etatsraaden ytret jeg priser ikke Gertrude lykkelig og denne Opfattelse faldt sammen med en anden Iagttagelse han havde gjort og som netop angik Gertrude Da den overvældende Selskabelighed hen ad Foraaret sagtnede havde Etatsraaden faaet Fejlighed til at sysselsætte sig ikke saa lidt med Gertrude  Han tog hende med paa Spasereture og bandt hende om Aftenen til sin Stue han vilde have at hun skulde udtale sig vise ham sin unge Sjæl  Men hans Forsøg lykkedes kun daarlig eller ogsaa var der Ingenting paa de fine Blade som han lempelig berørte  Gertrude var glad ved hver en Tilnærmelse fra Faderens Side var munter i hans Selskab og mere øm mod ham end mod nogen Anden talte om Alt hvad der for igennem hendes Hoved men af Tanker var der kun saare lidt  Etatsraaden blev mismodig og anklagede i sit stille Sind mere end nogensinde den Opdragelse Datteren havde faaet  Hvert selvstændigt Tankefrø syntes ham bortryddet inden det havde spiret hvert et muntert lille hvorfor tilintetgjort i sin første Vækst  Hun spejlede i Stemninger Alt hvad der omgav hende og havde ingen Trang eller ingen Evne frygtede Etatsraaden til nogensinde at kige om bag dette Spejlbillede  Det var en Skuffelse for den gamle Mand; han havde troet at der maatte findes store og smukke Spor af Moderens Begavelse hos Datteren  Moden til at giftes var hun i endnu mindre Grad end han havde formodet tænkte han og blev harmfuld over at Advokaten og Tante Rosalie begge gladelig sejlede ned ad s  42 Strømmen der førte ud i det aabne Hav bag Gertrudes Bryllup  De Taaber troede at Turen gik imod en Havn Skulde han dog gribe ind og nedlægge sit Veto imod Forbindelsen Sæt saa at Gertrude virkelig kun var den lille Baad der vilde stoppe op for altid ved Bryllupsdagens Bolværk saa var hans Veto en daarlig Plan og han en gammel Drømmer der ved at spille Forsyn kun voldte Forstyrrelse  Etatsraaden trak sig atter forsigtig tilbage og lod Tingene gaa deres Gang  Det havde han gjort fra samme Dag hans Indsigt var bleven saa stærkt beriget den Dag da hans unge Hustrus Taarer vare faldne paa ham og han havde faaet Syn for Ting der før vare gledne ham umærkelig forbi  Før den Tid kunde man maaske have kaldt ham en godlidende Hustyran det Navn havde for længe siden ikke passet mere Da Sommeren kom flyttede den Coldbjørnsenske Familie til Fandstedet i Taarbæk  Slægt og Venner havde ment at Brylluppet skulde have staaet forinden og fra Mange var der indløbet Forespørgsler som havde generet Tante Rosalie  Hun havde gjort et sidste Forsøg paa at faa Overenskomsten fra Vinteren brudt men i dette Punkt havde Etatsraaden været fast Gertrude lagde ingensomhelst Utaalmodighed for Dagen og Feddersen holdt det for under sin Værdighed at røre ved Sagen  Han var betydelig krænket over at Svigerfaderen vedblev at fastholde sin første Bestemmelse men sagde Intet Midt paa Sommeren rejste saa Gertrude som sædvanlig paa Fandet til en Halvonkels Gaard i det sydlige Sælland Tante Rosalie vilde følge efter for at være der en kortere Tid; ogsaa Advokaten var indbudt men kunde for sine Forretningers Skyld først slippe fra København betydelig senere  Etatsraaden vilde gøre en Forretningsrejse til London S  43VHalvonkelens Gaard der fra den tidligere Ejer en Finne havde bevaret Navnet Belinda laa i en af de frugtbareste og smukkeste Egne af Sydsælland omgiven af Skov og ikke langt fra Vandet  Familien bestod af Proprietæren en brav praktisk og rig Mand hans Hustru der var udgaaet fra et velhavende Hjem i den høje Embedskreds i København deres seks Børn hvoraf den ældste var en fjortenaars Pige en skiftende Bestand af i Reglen formuende unge Mænd som lærte Landvæsenet paa Belinda og om Sommeren tillige altid Gjæster  Imellem disse udmærkede sig i Aar Maleren Fabricius en seksogtyveaarig blond fregnet skægløs Person der var mere munter end Folk paa hans Alder i Almindelighed ere  Han var Aarets forkælede Gæst og hans glade Lune var kommet til et Hus hvor saa at sige Væggene alt fra tidligere Øvelse vare belavede paa at give Latteren syngende tilbage  Der var næsten bestandig en underlig Støj i den temmelig koncentrerede Hovedbygning det kom af at der et eller andet Sted i Huset var stængt Latter inde som trængte paa for at slippe ud  Ikke en Dør kunde gaa uden at en Slump af den oplivende Lyd kom tumlende og alle Mennesker gik omkring paa Korridorer og Trappegange med et Smil om Munden eller nynnende paa en Melodi som naar det skulde være kunde slaa over i en trillende Latter  Hvad man lo ad vilde være umuligt at sige; man lo ad Alting  Det laa i Jordbunden i Solskinnet den fortrinlige Kost Egnens Skønhed Tankernes frie Bevægelse De Pokkers Unger le allermest skrev Fabricius til sin Moder helt ned i deres toppede smaa Maver og det er en Fryd at se alle de skinnende smaa Tænder og klare Øjne naar vi ere samlede ved Bordet og Proprietarius selv fører an med en Latter som kunde afblade et Rosenbed om det skulde være   Jeg maler mest Køer i denne Tid skrev han i et andet Brev jeg har opdaget at Bagpartiet af en Ko er lige saa morsomt som en Holbergs Komedie men jeg véd ikke hvordan det gaar om Aftenen er altid mit Bord opfyldt af leende Barnehoveder Lærerinden paa Gaarden Frøken Thora Hallager spillede en vigtig s  44 Rolle i Husets indre Liv  Udgaaet fra et dannet og lykkeligt Hjem havde hun ved Faderens pludselige Død været tvungen til at søge sig en Plads som Gouvernante og havde nu i henved seks Aar i denne Egenskab opholdt sig hos Bechs paa Belinda og havde der i den talrig opvoksende Slægt en Opgave for sig som syntes at kunne strække sig langt ind i Fremtiden  Hun havde ogsaa spøgende sluttet en Slags Kapitulation med Proprietæren om at holde ud hos dem lige saa længe som Vorherre vedblev at være saa ødsel med sine Velgerninger mod Huset Som en smuk og noget formel ung Dame i en alvorlig sort Dragt var hun kommen til Egnen og det havde ikke varet længe før saa et saa et andet Tilbud fra Egnens giftefærdige Mænd snart paa lette Vinger og snart i adstadig Pasgang havde nærmet sig hendes smalle Fod Ingen Fremmed lod til at mene at hun ret for Alvor kunde ønske at forblive i sin Stilling som Gouvernante paa Belinda men Alle toge de fejl og om det saa var den stærkt erotisk bevægede Sognepræst der nylig var bleven Enkemand maatte de lægge andre Planer for deres Fremtid end saadanne hvori Frøken Thora havde Del  De gjorde det ogsaa alle redelig og Proprietær Bech havde en Historie om at der fra Frøken Thoras Værelse lød en rolig Latter for hvert Bryllup der fejredes i fire Miles Omkreds; alle Brudgommene havde jo med angstbespændt Sind været først ved hendes Dør  Hun var meget afholdt paa Gaarden og Fabricius der opfattede temmelig hurtig og ofte korrekt skrev kort efter sin Ankomst om hende til sin Moder hans stadige Korrespondent paa følgende Maade Naar man lægger Øret omhyggelig til Murene her i Huset vil man opdage at det egentlig toneangivende Sted er Frøken Thoras Værelse i Gavlen mod S  0  hvor Stærkasserne ere anbragte og hvor Slyngroser stræbe at nærme sig Tagskægget  Dér samles og derfra udgaar hver Dag et Knippe af Toner som Ingen maaske tænker paa men som ikke desto mindre klinger igen i hver Latter som høres her paa Gaarden Og til hende selv havde han sagt da han var bleven hjemme i Familien Jeg kan ikke begribe Frøken at De hver Morgen vil gøre mig fortvivlet naar De dog ved Solnedgang kan sænke en mild Fred i min Sjæl  Hver Dag begynder De med at sige Hr  Fabricius til mig og det bliver saa om Aftenen til Fabricius  Det røber en Svaghed som jeg aldrig vilde have tiltroet Dem De lader Dem erobre hver s  45 evige Dag  Han havde smilet saa muntert og set saa ærbødig ud medens han talte at Frøken Thora havde let med de Andre og lovet her efter kun at sige Fabricius til ham I sine Breve til en Ven havde han ikke iagttaget fuldt saa ærbødig en Tone Jeg er aldeles forelsket i Lærerinden her paa Gaarden skrev han hun er Idealet af hvad der for mig er kvindelig Tiltrækkende  Hun lever i en anden Verden end den Du og jeg kender og er  ikke saa ung at hun Ingenting véd og paa den anden Side heller ikke saa gammel at hun jo endnu har bevaret en Smule Nyfigenhed   den er ganske blond Hun er smuk paa en egen fin Maade rank og bøjelig  Hendes Ansigtsfarve er sund Arme Hænder Hals og Skuldre ere smægtende hvide og indenfra udarbejdede med en Fylde i hver smækker Enkelthed som er rent ud bedaarende  Brystets Runding er let hævet Du vilde blive bevæget ved at se Maaden hvorpaa det glider op til Halsen og denne ned til det over det vanskelige Sted ved Nøglebenet   der er en Fred og Lykke paa dette glatte Sted som jeg under nedringede Forhold stille tilbeder  Moder havde da jeg var Dreng en hvid Silkepude paa sit Toiletbord det var min Fryd at stikke Knappenaale i dens kølig lune Skind det gav hver Gang et svagt Smæk en forfriskende lille Lyd; jeg tilstaar at jeg har følt Lyst til at genoplive min Fornøjelse fra Drengeaarene ved sagte at stikke smaa Knappenaale i dette fine Uskyldshvalv (jeg beder Dig dvæle et Øjeblik beundrende ved dette Ord) hos Frøken Thora  Jeg tør naturligvis ikke sige det til hende og det er kedeligt den halve Fornøjelse ved saadanne dumdristige Tanker er at aabenbare dem  Jeg har den største Respekt for hende  Hun er af de Damer som man øjeblikkelig tillægger en Historie gerne vil tale med faar kønne Tanker af tror paa kort sagt mener om er et Digt og ikke kunde blive til en Vise De fleste Damer er for Resten kun et Omkvæd  Der er ved hendes Fødders og Bens Former noget Aandigt og Elegant som paa en Maade giver hele hendes Person Il y a de la poésie dans ces jambes lå  Din Søsters lille Betty har maaske noget Lignende Hele min Lærerinde vil jeg male i Vandfarve inden jeg vover mig til Olie Du véd i den blege franske Manér klare Farver med stærkt Lys i en ung Skov i et temmelig blottende Gevandt Armen udstrakt paa Haanden en Due  Ak væk mig hun vil naturligvis aldrig staa for mig Frøken Thora var meget langt fra at ane Tilstedeværelsen af slige Følelser hos Fabricius   eller hos noget Menneske overhoved   og s  46 endnu længere fra at ville gengælde dem med Noget som kunde ligne dem  Hun holdt af Fabricius fordi han var elskværdig og morsom; hun ansaa ham for at være ridderlig og hun var vel den af Huset som bedst forstod at vurdere hans kunstneriske Opfattelse af alle Forhold  Hun var jevnlig uenig med ham og sagde uden egentlig at mene det at han havde en daarlig Moral  At han saa uanselig ud havde hun som alle Andre paa Belinda glemt et Par Dage efter hans Ankomst Samme Fabricius sad en Morgen temmelig tidlig uden for Havens Stengærde ved et Led og malede   ikke paa sine holbergske Studier men Røgterdrengen der med dinglende Ben red tæt ved paa en Tromle og holdt Øje med en Drift Kvier som græssede paa Vænget ved Haven  Aftenen forud efter Sengetid var Gertrude Coldbjørnsen kommen til Gaarden ledsaget af Advokaten som maatte tilbage til Hovedstaden alt Dagen efter  Fabricius havde Intet set til de nye Gæster  Han fløjtede saa smaat ved sit Arbejde og vilde netop tage sin lille Pibe som laa i Græsset ved Siden af ham for at stoppe og tænde den da han opdagede at der stod en ung Dame inde i Haven bag Leddet og saa paa ham Godmorgen sagde han og hilste idet han rejste sig Godmorgen svarede den unge Dame og traadte op paa Leddets underste Lægte for at komme til at hvile Albuerne paa Leddets Overkant  Hendes smidige Krinoline bredte sig ved denne Lejlighed over hele Gabet i Gærdet som det ikke store Led dækkede og hendes smækre Overkrop tog sig ud til denne Ballon for neden som om den dukkede op af en Bylt aflette Stoffer  Maleren iagttog dette Forhold medens han mekanisk bankede den lille Pibes Munding mod sin flade Haand Hun er jo køn   det var en flink Ansigtsfarve   og Fødderne er al Ære værd   Er det Frøken Coldbjørnsen  fortsatte han sine Tanker højt og bukkede la svarede Gertrude og samlede sine Hænder og Fødder tæt sammen som om hun lavede sig til at flyve bort fra Leddet der bar hende Og De er kommen igaar Aftes sent ja Undskyld at jeg ikke har nævnet mit Navn straks jeg hedder Fabricius S  47Det véd jeg sagde Gertrude det vidste jeg allerede i København Naa sagde Maleren med et Smil saa er vi jo allerede gode Bekendte jamen De kender mig ikke før nu sagde Gertrude Nej det er sandt jeg er da ikke saa mager Aa nej Og jeg er ikke lang NejOg jeg er heller ikke kedeligere end Andre  Der blev et Øjebliks Tavshed  Deres Øjne mødtes og Fabricius sagde forlegenHar Frøken Hallager røbet mine aldeles utilladelige Formodninger fra igaar Aftes la det har hun rigtignok svarede Gertrude og lo højt med en klar noget barnagtig Latter leg er meget skamfuld sagde Fabricius og saa nøje paa den unge Pige idet han missede med de lidt rødkantede solhedede Øjne Men hvorfor troede De det om mig  spurgte Gertrude fortrolig  Jeg skal ikke kunne sige det det Hele var noget Snak   Det var nu alligevel fordi De ikke vilde have flere Fremmede herud og fordi De vidste at jeg var forlovet sagde Gertrude med en fortrædelig Lyd i Stemmen og en Mine som skulde være dybsindig  Hun skilte og lagde Hænderne sammen med et vist Eftertryk og bøjede og løftede Hovedet med svagt fremskudte Læber  Maleren fulgte den samlede Bevægelse og syntes godt om den Det kan maaske være at De har Ret Frøken sagde han naar jeg tænker nøje efter Men det er jo en Skam udbrød Gertrude og hun vedblev som om hun pludselig fik en glimrende Idé De skal bede mig om ForladelseJeg gør det Frøken straks jeg beder Dem om ikke at være vred  Fabricius stod endnu ved sin Malerkasse fem seks Skridt fra Leddet han gjorde en lille høflig Bøjning uden at vende Øjnene fra hende Røgterdrengen gloede forbavset paa dem begge   Jeg har nu i Grunden slet ikke været vred sagde Gertrude efter et Ophold venlig som et Barn der røber et Gækkeri S  48Det er smukt af Dem svarede Fabricius og traadte med en uvilkaarlig Behagsfornemmelse et Par Skridt nærmere mangen ung Dame vilde være ble ven det; men De er nu vist heller ikke som Andre De danner vist en Undtagelse fra Reglen Men det vil jeg ikke det er forkert at danne en Undtagelse Saa   aa  Naar man nu er en Undtagelse Saa maa man gøre sig Umage for at forandre det og lære hvad det er man mangler  Ordene bleve sagte saa troskyldig at Fabricius vanskelig kunde tro at den unge Pige gjorde Løjer; paa den anden Side var dette dog vel naivt  Han stod nu tæt ved hende og lagde Haanden paa Stengærdet Sig mig Frøken   taler De alvorlig Ja naturligvis De vil virkelig gerne være som alle Andre  Han saa hende prøvende ind i Øjnene for at opdage det skjulte Smil Ja sagde hun og mødte hans Blik med en rolig aaben lidt forundret Mine  Hendes brune Øjne holdt ham fast en Stund inden han kunde optage Traaden i hvad han vilde sige Ja vil De saa være saa god sagde han endelig at gaa ned fra Leddet her give mig en Hilsen maaske sige Godmorgen Hr  Fabricius og saa fjerne Dem med megen Anstand Hvorfor det  sagde Gertrude rask med en Mine som om hun havde i Sinde at byde ham en lille Krig Fordi  tror De andre unge Damer giver sig saa elskværdig til at tale med en Fremmed Jeg véd jo godt hvem De er  De har været næsten en hel Maaned Gæst hos min Onkel  Jeg er af Familien  Der er ikke det mindste Upassende i det sagde Gertrude Fabricius lo og fandt hende meget original Nej Frøken Upassende det har De Ret i   men hvor mange unge Damer vilde gøre det tror De Alle tænker jeg ja maaske ikke saadan En som De troede jeg var  Hun havde svøbt et saa muntert Smil om sine Ord da hun ved at byde Hovedet en Smule frem ligesom rakte ham dem ned fra Leddet at Fabricius med stof Fornøjelse svor indvendig paa at hun var en friskere Kokette end han nogensinde før var stødt paa Tag Dem i Vare afbrød hun pludselig Samtalen idet hun slog ud med s  49 den ene Haand og løftede sig rank i Vejret og saa om bag ved ham der er en Ko som vil spise Deres MaleriFabricius gjorde kort omkring En af Kvierne havde ganske rigtig nærmet sig den højt stillede Malerkasse og snusede nu til den og Maleriet Ej vil Du væk raabte Fabricius og sprang hen mod den nysgerrige Kvie  Røgterdrengen kom med Et paa Benene for at varetage sit Hverv Kvien galloperede bort Du sover nok Christian raabte Fabricius efter Drengen og nogen videre Ulykke skete ikke Maa jeg se hvad De maler sagde Gertrude fra sit Led Ja meget gerne svarede Maleren men der er Ingenting færdig Gertrude mærkede at Meningen var at hun skulde komme til Maleriet det lod ikke til at ville komme til hende  Hun steg ned fra Leddet stødte dette op og traadte et Par Skridt ud i Græsset der groede frodig paa Markvejen udenfor Her er da ikke vaadt  sagde hun og standsede forsigtig med løftet Kjole Ikke det mindste svarede Fabricius bøjet over Maleriet som han fastgjorde bedre i Kassens Laag Gertrude lagde med en vis Forundring Mærke til hans flygtige Tone fra det Øjeblik Maleriet sysselsatte ham og glemte ligesaa hurtig sin Iagttagelse  De stod endnu og talte om den haabefulde Christian paa Skitsen   Gertrude kunde ikke begribe at den lyse Klat nogensinde kunde blive til et Ansigt og sagde at det var løjerligt at begynde med Benene naar man skulde male et Menneske   da Feddersen og Frøken Hallager kom til Syne i Gangen indenfor Leddet Ih se Godmorgen sagde Gertrude og gik sin Forlovede i Møde idet hun rakte ham Haanden og bød Kinden til Kys  Du har nok sovet længe Godmorgen sagde Feddersen med rusten Stemme   han havde kørt i Wienervogn hele Natten i Sengen   vi havde nær ikke kunnet finde Dig Ikke  sagde Gertrude uden at synes at lægge videre Vægt paa denne Omstændighed og fortsatte præsenterende Det er Hr  Fabricius Du kommer vist ogsaa til at sige hvem jeg er sagde Advokaten høflig idet han nærmede sig Fabricius Hr  Fabricius kender mig s  50 ikke  Hans Høflighed var ikke fri for at være protegerende hvad Fabricius dog ikke lagde Mærke til Min Forlovede Advokat Feddersen sagde Gertrude og blev rød i Hovedet  De to Herrer vekslede Haandtryk og kom hurtig i Samtale  Advokaten forstod sig ikke meget paa Kunst men havde for længe siden udviklet Evnen til at tale fornuftig om enhver Ting han blot nogenlunde havde dannet sig et Begreb om  Man maatte være mistænksom for hurtig at mærke Hullerne i hans Viden  De Fire fulgtes ad paa Vejen op mod Huset  Feddersen troede at Fabricius var Fandskabsmaler og talte derfor om Fandskabsmaleriet roste det høje Standpunkt det indtog hos os og kom en Smule i Forlegenhed ved at Fabricius tog nogle Forbehold i saa Henseende En ung Ærgerrighed tænkte Advokaten og forfulgte ikke Sagen videre og anstillede den samme Betragtning som Mangfoldige før ham havde anstillet fordi Fabricius saa uanselig ud og talte rolig Formodentlig en dygtig ung Mand Frøken Hallager og Gertrude gik foran Herrerne  Hvordan har Du og Fabricius fundet hinanden  spurgte Gouvernanten Jeg gik lige ned hvor Du sagde at han malede svarede Gertrude og saa med et fornøjet Smil paa sin Veninde Og fortalte ham maaske hvad vi lige havde talt om  Gouvernanten kopierede Gertrudes Stemme og Tonefald Nej slet ikke   jeg drillede ham kun med hvad han havde sagt om mig Frøken Thora lo medens hun bøjede sig frem for at skjule Fatteren for dem der gik bag ved Gertrude naar skal Du dog blive et fornuftigt Menneske   Hvad siger Feddersen til saadanne Ting Aa det véd han ikke noget om  Men denne Gang var der da ikke noget Galt Aa nej overfor Fabricius vel ikke men Du skulde dog tænke paa at blive forsigtigere Gertrude gik virkelig et Par Minutter og tænkte paa at være forsigtigere da Gaardens Kobbel af lystklædte solbrændte klarøjede Børn kom farende og omringede Gertrude og lidt efter trak hende med i et stormende Føb op gennem den brede Allé mod Huset Fabricius fulgte dem med Øjnene  Der faldt et skarpt Sidelys fra en solbeskinnet Plæne ind i den fra oven og fra den anden Side fuldstændig dækkede Allé; under klingrende Fatter fra diskante Barnestruber s  51 blev der af og til standset man omringede hinanden de Smaa bleve borte i Gertrudes Krinoline og dukkede frem paany Gruppen forlængede sig i et Kapløb frem efter bunkede sig pludselig atter sammen man tog hinanden i Hænderne de største Børn yderst dannede Kæde skiftede Plads Alt med stærk Glans paa de lyse Dragter i den kolde Skygge  Det ser godt ud sagde Fabricius med et alvorligt Ansigt og nikkede hen imod dem som løb Ja i Sandhed svarede Advokaten og fik sin Guldlorgnet anbragt paa Næsen   Om Eftermiddagen rejste saa Advokaten tilbage til København fulgt tilvogns af sin Forlovede Vært og Værtinde og Gæster  Der var et Udsigtspunkt i den øverste Del af Haven hvorfra man kunde se den bortkørende Vogn sidste Gang inden den forsvandt bag Kirkebakken; der stod Gertrude i god Tid og da Vognen kom til Syne svingede hun muntert et Fommetørklæde i Fuften  Fra den aabne Kalesche svarede Advokaten med at løfte Hatten højt i Vejret og i allersidste Øjeblik brede et Fommetørklæde forvinden Hvad synes De saa om vor forlovede unge Gæst  spurgte Thora Fabricius da de med andre af Husets Folk nærmede sig Højen hvor Gertrude endnu dvælede omgiven af Roser Et nydeligt Barn svarede Fabricius Hun er smuk Hun har saa mange kønne Ting at jeg endnu ikke har faaet set rigtig paa hende svarede Maleren forsigtig men føjede til da Gertrude kom løbende imod dem fra Højen med en mægtig højrød Rose trykket op imod Ansigtet saa at man kun saa hendes Øjne og et Stykke af Næsen Jo hun er smuk ualmindelig smuk Skulde hun ikke være betydelig koket Nej ikke det Mindste svarede Thora en Smule spidst og Fabricius skyndte sig at sigePardon hvilket forekom ham passede bedre til Lejligheden end Om ForladelseS  52VIKort efter Gertrudes Ankomst til Belinda blev der en Dag efter Middagsbordet bestemt en Tur til en Skov ved Stranden  Selskabet bestod foruden af Børnene og de alt nævnte Personer af en poetisk Dame fra Jylland hvis korte Ben ifølge Fabricius  Mening paa en sørgelig Maade hindrede hende i at naa saa højt som hun ønskede og en køn Dame fra København der tilligemed Gertrude gjorde to Studenter saa lyksalig stemte som Selskabet med unge Damer overhoved kan gøre unge Mænd  Desuden var der et Par tilfældige Gæster fra Præstegaarden og to unge Landmænd der tog paa Alt i Verden som om de havde oplevet hundrede af den Slags Ting før  Selskabet var næsten for talrigt til at rummes i de to store Vogne men jo tættere man sad desto gladere var Turen  I Skoven tyede man hurtig ned til Stranden og valgte til Standkvarter en Høj i dens Udkant inderst ved en Bugt af Søen hvor til den ene Side den skovbevokste Brink strakte sig i en Bue ud i Vandet og til den anden Side Kysten tabte sig i en blød Runding med græsklædte Marker helt ned til det i Nærheden af Skoven endnu en Snes Fod høje Affald mod Vandet  Luften var klar kun et let Fugtighedsslør holdt sig højt svævende og gav Solens Lys da den nærmede sig sin Nedgang et fint rødligt Skær  Sollyset faldt paa Trætoppene og Markerne inde fra Land medens den smalle Strandbred laa i Skygge med sit hvide Sand og smaa og store Rullestene  Det var mildt ikke en Vind rørte sig og det hele Selskabs Munterhed havde havt en særegen idyllisk Karakter paavirket af den dybe Fred i den store smukke Natur  Fabricius havde været meget lystig og havde givet forskellige Strofer tilbedste af klassiske og mindre klassiske Forfattere Altsammen spøgende henvendt til Frøkenen fra Jylland som han paastod for hans gode Appetits Skyld mistænkte ham for at være prosaisk Man havde slaaet Smut i en Uendelighed ved hvilken Lejlighed de unge Landmænd uden at fortrække en Mine havde udmærket sig en af Studenterne havde været saa venlig at falde i Vandet under Forsøgene paa fra Sten til Sten at naa ud til en isoleret Blok fem seks Alen fra Land Gertrude og alle Børnene s  53 havde skilt sig fra det øvrige Selskab og pludselig paa bare Ben pjasket omkring i Vandet under Foregivende af at ville fange Rejer Fruen havde let og skændt en Smule  Nu sad hele Selskabet paa Højen ved en Kollation med hvid Vin og Cakes som en af Kuskene havde bragt derop fra Vognene  Samtalen og Smaaløjerne gik deres uforstyrrede Gang til Vandets strygende Plask mellem Stenene nær ved Land da Fabricius der i nogen Tid havde stirret mod Stranden i den fra Skoven bortvendte Retning med Et sprang op og udbrødNej se dog se og pegede bort fra Skoven  Alles Hoveder vendte sig som paa Kommando i den antydede Retning men omtrent lige saa mange Hoveder gjorde atter hurtig omkring og en forlegen Tavshed fulgte afbrudt af Studenternes Fnisen og et vældigt Latterudbrud af Proprietæren Omtrent et Par hundrede Alen fra Højen hvor en lille Markvej strøg ned mod Kysten og naaede Strandkanten gennem en Kløft i Brinken var en Bondevogn trukken af et Par dygtige Travere lydløst kommen kørende til Stranden; Støvskyen den havde rejst laa endnu gennemskinnet af Solen over Græsmarken hvor lyse Blomster i Pletter dukkede op imellem det Grønne  Fra Vognen som var skjult ved en lille Bøjning af Kysten vare fem Bønderkarle nylig hjempermitterede Artillerister sprungne og stode kort efter nøgne i Vandet med Ryggen vendt mod Højen  En af dem var krøben op paa en stor Sten  De dannede en Gruppe netop paa det Sted hvor Skyggen fra Brinken trak sin skarpe Linje i Vandet de Fires Hoveder og Skuldre og Karlen paa Stenen vare solbelyste medens Resten af de smukke nøgne Kroppe befandt sig i Skygge  Den kraftige høje Skikkelse paa Stenen fik et stærkt rødligt Skær af den nedgaaende Sols sidste Straaler Ryggens Muskelbelægning saas i tydelige Schatteringer Vandets matskinnende Sølvglans omgav dem alle   nu traadte en til og endnu en helt ud i Sollyset den varme Farve paa de brunrøde Rygge de Andres solbelyste Hoveder i Modsætning til Hudens blegbrune Farve i Skyggen Vandets skiftende Blankhed i og udenfor Sollyset den tætte Gruppes Sammensætning alle Linjers Skarphed i den klare Luft det hele omgivende Sceneri dannede et Billede som vel kunde henrykke en Maler Fabricius stod fortabt i Beskuelsen det øvrige Selskab listede sig i Tavshed ned fra Højen med Undtagelse af Drengene og   Gertrude Hvor det er smukt sagde hun S  54Ja   vidunderligt sagde Fabricius Gertrude lød Frøken Hallagers kaldende Stemme nedenfor Højen Gud de er alle gaaede udbrød Gertrude og skyndte sig efter Selskabet  Fabricius fulgte kort Tid efter Man gik til Vognene som holdt ved et Skovløberhus inde i Skoven  Selskabet var underlig splittet Damerne gik for sig Herrerne for sig og Børnene løb lidt planløst omkring  Fabricius vedblev at holde sig i Afstand I Nærheden af Huset gjorde Proprietæren holdt og oppebiede Fabricius Denne Gang var De for slem sagde han med en lille Latter og slog Fabricius opmuntrende paa Skuldren den var sgu Damerne for stiv Skade for dem svarede Fabricius koldt og gik videre og sagde mellem Tænderne medens han med sin Stok slog til en Sten paa Vejen saa at den fløj langt ind imellem Træerne PlebejereProprietæren hørte det ikke men mærkede at Fabricius var vred og havde ondt ved at forstaa det  Fabricius vedblev at være i slet Humør Resten af Aftenen; der blev mellem Damerne snakket frem og tilbage om Begivenheden; Studenterne lo endnu af den da de gik til Sengs og næste Dag var den glemt Nogle Dage efter denne Udflugt sad Fabricius som sædvanlig om Morgenen ved sit Arbejde i det Fri denne Gang i selve Haven ved en Bænk som han delvis beslaglagde med sine Sager  Han tog Studier efter et gammelt Egetræ som fredet og omgivet af Smaaplanter der trivedes i Skygge havde sine gode Dage indenfor Havens Gærde  Frøken Thora og Gertrude gjorde ham Visit paa deres Morgenvandring Arm i Arm saa lidt paa hans Skitse og satte sig for at passiare paa Bænken hvor denne var fri Noget Nyt fra Huset  spurgte Fabricius malende To Knapper sprang af min Støvle imorges da jeg tog den paa svarede Gertrude som sjælden manglede Svar Jeg vilde ønskejeg var Skomager sagde Fabricius idet han lænede sig tilbage og tog sit Arbejde prøvende i Øjesyn  Gertrude troede at der laa et Galanteri i Ordene og var straks villig til at fortsætte i den anslaaede Tone Saa skulde De faa min Støvle at reparere sagde hun Hvilket allenfals var bedre end det jeg her foretager mig var s  55 Fabricius  Svar der var noget for tørt i Tonen til at han vedblivende kunde mistænkes for Galanteri Er De ikke fornøjet med Deres Arbejde  spurgte Thora Alle Malere skulde hænges svarede Fabricius I det lille Ophold der fulgte efter disse Ord blev det Faktum stiltiende anerkendt at Fabricius til en Forandring var gnaven Et saadant Tab kunde Verden jo ikke bære indvendte Gouvernanten med et Smil Aa jo fortræffelig Verden vilde netop have godt deraf Især naar Digterne og Billedhuggerne bleve hængte med eller paa anden Maade kom af Dage Men hvad skulde der opnaas derved  spurgte Thora noget nysgerrig efter at faa hans Tankegang at vide Det skal jeg sige Dem sagde Maleren og saa hen paa den Spørgende der sad længst fra ham man vilde derved blive fri for en umaadelig Misforstaaelse Hvilken Den at Malere Billedhuggere Digtere have skabt Kunsten i Verden Men hvem har da gjort det  spurgte Frøkenen overrasket De   og jeg Frøken sagde Fabricius og lagde Armen over Stokken hen imod sit Maleri  Han gjorde dog ikke noget Strøg tog Haanden tilbage igen saa ned og førte Penselen mod Paletten som om han havde glemt at den alt var vædet med Farve  Men De mere end jeg fortsatte han De og Frøken Gertrude og lille Poul   og den Bondedreng der ude som staar og skraaler af fuld Hals  Han gjorde en Bevægelse med Hovedet og Albuen i Retning af en Mark uden for Haven bag Træerne hvorfra man hørte en Bondedreng synge Det forstaar jeg ikke sagde Frøken Hallager og Gertrude saa forundret paa ham Nej De tror naturligvis som alle Andre at Poesi findes i Bøger og Kunst i et Galleri eller paa nogle pæne Mænds Vægge sagde Fabricius med en saa bister Betoning at den fik Gertrude til at le Ja maa jeg ikke det  spurgte Thora Nej   ikke naar De vil vide hvorledes Sagen forholder sig svarede Fabricius Kunde jeg brænde alle Romaner udbrød han derpaa idet han rejste sig med Palet et Bundt Pensler og Stok i den ene Haand og en enkelt Pensel i den anden og demonstrerede navnlig s  56 med Penselen og flænge et Hul i alle Verdens Malerier og slaa Næsen af enhver Figur i Marmor saa havde jeg dog gjort noget Godt nu sidder jeg selv og malerJa Herregud det er vi Andre Dem jo taknemlig for sagde Frøken Hallager venlig Men det skulde De ikke være sagde Fabricius ivrig og saa hende ind i de blonde Øjne og holdt dem fast naar De rigtig vidste hvad Kunst er  Det er os saakaldte Kunstnere der har ødelagt Kunsten i Livet  Folk komme til os og spørge og véd ikke Besked om det Mindste paa egen Haand  De tro at det er os der laver Kunsten ligesom en anden Artikel der for Penge kan gaa mellem Mand og Mand  Og det er vor Vigtighed der har fremkaldt dette  Vi har virkelig paataget os Leverancen og det gaar som det var smurt  Folk tage mod vort elendige Makværk og tro at de har faaet de ægte Varer til Huset medens Sandheden er at vi kun er daarlige Kopister og at Kunsten selv spottende bliver udenfor hver Mands Dør og kommer aldrig derind  Fabricius var ophidset og talte højt og flydende hans Stemme plejede ellers at have en dæmpet Klang der paa en egen Maade svarede til hans Blondhed  Prøv selv ad sagde han videre med en lille Overgang i Stemmen hvad er det De holder for Kunst mit Maleri her eller det gamle Egetræ Maleriet  Maleriet ja naturligvis det er ligesom vor jyske Frøken der forleden var aldeles betagen af Poesien i den Bog hun læste højt af men da hun kom til Frokostbordet sad hun som sædvanlig ligesom et tomt Urfoderal og havde ikke Begreb om at hun selv var midt i Poesi Gertrude lo højt Frøken Hallager smilede Midt i Poesi sagde hun Ja regner De ikke Frøken Gertrudes brune Øjne for Noget og hvad mener De om Poul der krøb under Bordet da han fik Skænd og sagde med sin mest uglspilsagtige Mine Bu Du gjorde mig ganske angst Mo r   og Lyset i Stuen Deres egen Værdighed Fru Bechs Smil til os alle Latteren og den gode Mad Er det Poesi Ja det er det er Poesi og ikke den arrangerede Oversættelse deraf som De kan læse i en Bog  Det er dog for galt at lade sig opvarme og begejstre af Referatet og give det et hædrende Navn medens s  57 Begivenheden selv er som en slukket Lampe  Husk dog paa at Digteren Kunstneren overalt kun giver den døde Masse og at det er i selve Livet at den Virkelighed findes som menes eller skulde menes naar man taler om Kunst  Der er noget fortvivlet Bagvendt i at man pryder de forskellige Forsøg paa Gengivelser med stolte Titler og lader selve Tingen det kommer an paa i Stikken Men det straffer sig Nu kender ikke et Menneske længer det Skønne   Kunsten Gudbevares den er vi alle inde i Naar Menneskene vidste hvilket uendeligt Tab de have lidt ved deres taabelige Dyrken Kunstnere og Digtere saa hængte de disse Folk   Fabricius kastede Paletten Stokken og Penslerne fra sig paa Bænken en af Penslerne ramte Gertrudes Kjole hun lagde Haanden over Stedet for at Fabricius ikke skulde se Pletten han havde voldet Thora sagde paa en lidt nervøs MaadeDet er forunderligt hvor man kan se forskellig paa Tingene   jeg mener nu som de fleste Andre vel at vi aldrig havde lært hvad der var skønt uden ved Digternes og Kunstnernes Hjælp Det kan være muligt sagde Fabricius nogenlunde rolig efter det foregaaende Udbrud men Hjælpen er dreven til en urimelig Højde  Det er virkelig kommet dertil at Folk staa som hjælpeløse Børn over for selve Livet  Giv ethvert normalt konstrueret Menneske et af Christian Winthers Digte og han vilde nyde det; sæt ham ud paa Sælland og han keder sig ihjel  Stil ham lige over for en Kærlighedshistorie der baner sig sine egne Veje og han har kun Bebrejdelser tilovers for den; fortæl den i en Bog og han vil svømme hen i Rørelse De læste i Sakuntala da jeg kom herud Frøken og var opfyldt af Digtets Skønhed   lad dette Blomsterægteskab foregaa en af Dagene her paa Egnen mellem to sværmeriske og hedenske unge Mennesker og hvem vil korse sig De   Hvor tror De den indiske Digter har hentet sit Stof fra  Fra sin Fantasi  Herregud han har jo kun fortalt Poesien i sit Liv  Ægteskabet med den virkelig Sakuntala var uendelig mange Gange skønnere end Digtet derom  Men det véd De ikke og møder De Sakuntala saa vil De ligesom Kongen ikke kende hende eller De sender hende i Skole for at blive bedre opdragen Det har Digterne forbrudt Folk tro at Poesi er noget TryktMen det er jo dog ogsaa først Behandlingen som gør en Ting til Poesi sagde Thora en Smule angreben af Eksemplerne Fabricius havde valgt Nej og tusinde Gange nej sagde han ivrig og slog Hænderne s  58 sammen Behandlingen er ikke Andet end Opramsningen af alle de Biomstændigheder ved Livet som Folk gaa og klatte bort i deres Hukommelse  Det er jo dog virkelig komisk at gøre Poesien i Livet afhængig af om der tilfældig er En tilstede som kan skrive Og De tror ikke at Digterne omdanne og forskønne den Virkelighed hvis Enkeltheder de ramse op  sagde Frøken Hallager temmelig sikker paa at faa Ret og stolt af at kunne bruge hans egen Terminologi Omdanne   lad gaa men forskønne  De kunde lige saa gerne spørge mig om jeg formaar at gøre Solskinnet skønnere end det virkelig er Fabricius pegede med Haanden rundt paa Solskinnet der omgav dem  Se Dem dog om Frøken tror De virkelig at en malet Verden nogensinde kan maale sig med den virkelige  Og husk hvad De har oplevet  Har De nogensinde havt saa mægtige Indtryk ved at læse en Bog  Hvad tror De har virket mest paa dem som deltog i Slaget ved Fredericia Slaget selv eller Plougs Digt derom Nej De kan tro Livet er lidt mere værd end alle Skønbibliotheker tilsammen   Læg Mærke til én Ting Frøken Af hundrede Bøger handle de nioghalvfems om Kærlighed   hvad ikke er saa forunderligt da den betinger vor hele Eksistens paa Jorden   det har naturligvis gjort Indtryk paa Dem nu vel hvor blege hvor fattige tror De ikke disse nioghalvfemsinstyvetusind Bøger om Kærlighed ere imod den Ting virkelig at elske om det saa kun var en eneste Dag en Time  Der malede sig ved disse Ord en egen Forlegenhed paa Frøken Thoras Ansigt hun blev efterhaanden rød  Det var første Gang Maleren saa denne Virkning af Sindsbevægelse hos hende den ærgrede ham forekom ham uskøn; han var varm af sit Emne og mødte saa i disse forlegne Miner lige som en Bebrejdelse for at have indladt sig paa Noget der var stødende  Scenen fra Stranden forleden Aften der havde ligget som den hemmelige Aarsag til hele Stemningen hvori han talte skød sig med Et tydelig op for hans Tanker   han var vred da han sagdeOg tror De saa ikke et Ord af hvad jeg siger saa ligger det i at Deres Opdragelse forhindrer Dem i at bruge Deres egne Erfaringer Ja det kan man da ikke gøre for faldt Gertrude pludselig ind med dyb Stemme De har Ret Frøken sagde Fabricius hurtig og vendte sig mod hende jeg bebrejder Dem jo heller ikke Noget   Dem nu slet ikke   s  59 det er kun en Opfattelse jeg udtaler  Det Stød han rettede mod Thora blev ikke uden Virkning  Hun opfattede det som en Uret  Hun trode jo netop paa hvad han nu sagde; men det var nyt for hende derfor var Blodet gaaet op i hendes Kinder Min Opdragelse sagde hun kender De ikke   Hun var usikker Ordene klang haardt og bragte ikke Fabricius bort fra Krigshumøret Aa jo dog noget sagde han jeg har i alt Fald et temmelig frisk Indtryk af hvortil den kan føre  De holder meget af Kunst er endog Kunstnerne taknemlig for hvad de har gjort; men Naturen selv er Dem en Vederstyggelighed Hvis jeg ikke husker fejl har vi gennemgaaet nogle Albums sammen og set paa de smukke Kobberstik de har her paa Gaarden fra gamle Dage formodentlig   alle disse Billeder alle Frøken handle om mer eller mindre nøgne Mennesker Forfærdelsen forleden Aften ved Stranden maa jeg tilstaa kom mig lidt overraskende Skulde den maaske ikke kunne skrives paa Opdragelsens Regning  Der var en tilsigtet Haan i Ordene og der korn en anden Rødme i Frøken Hallagers Ansigt nu end før; hun var ængstet og vred over at skulle tale om dette Emne De maa ikke udlede en Sammenhæng imellem disse Ting som der ikke er sagde hun Det vil jeg heller ikke svarede han men jeg giver Dem min Kunstnerære i Pant paa at den som ikke kan vurdere Skønheden før den er hugget i Marmor eller gjort uskadelig indenfor en forgyldt Ramme véd ikke hvad Kunst er Fabricius satte sig paa sin lave Malerstol med en Mine som den der har afgivet en sidste uigenkaldelig Erklæring i en vigtig Sag og han bøjede sig henimod Bænken for at tage sine Sager  Hans Blik faldt paa de to Damer og han studsede ved den Forskel der var mellem deres Miner  I Gertrudes Øjne var der et spillende Fiv og Farven paa hendes Kinder var stærkere end sædvanlig hos Frøken Hallager kæmpede øjensynlig Fysten til at sige Noget med Vanskeligheden ved den Ting der skulde tales om  Gertrude saa paa ham Thoras Øjne vare rettede ubestemt imod det Fjerne  Fabricius beholdt et betydelig friskere Indtryk af den unge Pige end af Gouvernantens fine Ydre  Han gav sig til at male i Tavshed De maa ikke glemme sagde endelig Thora at De er Mand og Kunstner; vi Damer kan ikke saaledes sætte Kunsten over Alt S  60Jeg tror ikke at det De mener er rigtigt sagde Fabricius men jeg tør ikke svare Dem De er ikke glad ved at tale om disse Ting Jeg er ikke blind for hvad Kunst er sagde Thora og gav et Smæk med Foden der forplantede sig som et Tryk paa Ordene og der var en Spøg i den demonstrerende lille Halvfortrædelighed der laa i Stemmen  Fabricius blev siddende ligesom lyttende bøjet hen imod sit Maleri  Han løftede saa Hovedet en Smule og sagde med den blideste Betoning og lidt beregnet Lapsen Og det kalder De ikke Poesi den Tone De nu havde i Stemmen   jeg giver en Dukat til den som kan gøre det efter Freden blev sluttet kort efter paa de lempeligste Vilkaar  Fabricius indrømmede at Guldet i Bjergene var noget Andet end Smykket paa Skønjomfruens Arm Damerne fik saa indrømme hvad de vilde  De forlod ham kort derpaa Gertrude med sin Plet paa Kjolen og meget fornøjet med den  Hun havde jo nu faaet Medhold til Erstatning for de Skænd hun forleden maatte døje Du skal dog se hvad Fabricius gav mig sagde hun til Thora inden de havde naaet Huset og hun viste hende Pletten Véd Du forresten hvad jeg tror  sagde hun lidt efter Nej At Fabricius er forelsket i Dig Du snakker som den lille Gaas Du er sagde Gouvernanten noget hastig  Lad os her paa Landet være fri for jeres Forelskelser fra København Aa véd Du hvad svarede Gertrude og lo I her ude véd saamæn god Besked Hun tænkte paa hvad hun havde oplevet der paa Egnen hvad i Art ikke var forskelligt fra hendes Erfaringer fra Hovedstaden  Gouvernanten havde ikke Lyst til at indlade sig videre paa dette Emne og de naaede Huset i Tavshed Om Aftenen efter en munter Dag med Besøg fra en af Nabogaardene sagde Gertrude til Frøken Hallager inden hun skiltes fra hende i Gouvernantens StueSig mig tror Du at Fabricius er Hedning De havde ikke talt om Fabricius men at Spørgsmaalet just galdt ham var ikke Thora paafaldende Det er vist ikke umuligt svarede hun langsomt S  61Det er underligt Alle dem jeg synes bedst om er Hedninger sagde Gertrude Er Feddersen ikke kristen  spurgte Thora adspredt Jo o det er han vist Det gav et Stød i Gertrude hun havde aldeles ikke tænkt paa Advokaten S  62VIIHvad er der sket  sagde Dagen efter Fabricius dæmpet til Gertrude da Frokostscenen var forbi og de begge stod i Solskinnet paa den brede Stentrappe som fra Verandaen førte ned til Haven  Der havde under Maaltidet og forud for dette sneget sig et usynligt Faktum om i Stuerne; det havde lagt sig lige som en tynd Oliehinde over Samtalernes urolige Sø og dæmpet Munterheden Véd De det ikke  sagde Gertrude og saa med sine klare Øjne forskende paa Spørgeren Han rystede smilende paa Hovedet  Han smilede fordi det forekom ham at ligge nærmest naar han talte med Gertrude Den rige Hr  Bruhn fra Volmersgave har været her imorges og har friet til Thora Naa   det maa jeg sige udbrød Fabricius overrasket Hun sagde nej tilføjede Gertrude hurtig   Men véd da Alle det Han besøgte Onkel og inden han tog bort bad han om at maatte tale med Thora  Onkel hentede hende selv ned Det var altsaa ham der kørte herfra i den rasende Fart   jeg tog ham for Dyrlægen  Der fulgte et lille Ophold og Gertrudes Hoved drejede sig langsomt om paa skraa   Hvad synes De Thora skulde have svaret  spurgte hun Nej naturligvis siden hun har svaret saaledes Det mener de Andre ikke sagde Gertrude idet hun saa ned og spidsede Munden om et insinuant Smil Men Herregud det kan da ikke være tvivlsomt Gertrude gav ham et hurtigt Blik Ikke sagde hun og der flimrede Noget i de brune Øjne som Fabricius misforstod Hvad mener De selv sagde han i det Kapitel maa De jo være langt skarpsindigere end jeg   en Frier kan kun faa ét Svar Enten ja eller nej Ja   og Svaret er forud givet S  63Det er da ikke sagt Nu var det Fabricius der sagde Ikke   Nej for naar hun ikke véd hvad hun skal svare Saa er det nej Er det saa nej Frøken har De en hemmelig Hensigt   forhører De mig i min Kærligheds Katekismus  Jeg er ikke bange  Vist er det nej Kærlighed er jo et solklart muntert vidende og kækt Forhold  Man tøver ikke usikkert paa Trappen naar Bølgen løfter sig for at bære En bort man styrter sig ud Det er en henrykkende Omfavnelse   saadan er Kærlighed eller ogsaa er den slet ingen Ting De ser jeg er ingen Kætter Gertrudes Øjne vare bievne store spørgende nysgerrige og Solen gød af sin Kraft ind i dem  Der var en Blankhed i det blaalig Hvide en mættet Varme i det Brune Pupillen var en næsten forsvindende Prik  Det Hele laa lunt bag Laagenes Dække og Hudens tætte Farve under Brynene Forstaar vi ikke hinanden   taler vi om noget Forskelligt  spurgte Fabricius tøvende  Rimeligvis svarede Gertrude og blinkede langsomt De mener som jeg Frøken ikke sandt at i Kærlighed er der ingen Tvivl og hvis den er der saa er det ikke Kærlighed Hvorfor er det saa vist Det er vist   fordi   Kærlighed jo netop jager alle luskende Tvivl bort  Den er Livets Pragt og har ikke Plads for lurvet klædte Personer   Ja er vi ikke enige Jo o sagde Gertrude De mener noget Andet   sig mig hvorledes De tænker Dem Sagen Det kan jeg ikke Jo De kan  De føler anderledes   det er ikke Pragt   det er det Rolige   Trygheden  Er det saaledes  Fabricius talte lempende ledende Nej De burde sige mig hvad De mener  Husk at De har været heldig stillet  De har lært Kærlighed at kende tidlig i Deres Liv  De gik ud en dugvaad Morgen og straks stødte De paa hvad vi Andre stundom lede efter til den sene Eftermiddag naar vi er utaalmodige og gnavne Gertrude hørte tilsyneladende ikke paa hvad han sagde  Hun s  64 stirrede ud i Solskinnet og krøllede mellem Fingrene et Blad hun havde plukket af den vilde Vin der snoede sig op ad Verandaens Stolper og dækkede dens Sider Jeg har slet ikke tænkt paa det sagde hun endelig uden at forandre sin Stilling og føjede saa til idet hun saa paa ham Skal vi gaa ned i Haven Kan jeg hente Deres Hat Ja  Gaa ud bag om Huset og sig det ikke til de Andre Et formeligt Stævnemøde Hvad mon det egentlig var der gik gennem den unge Piges Hoved Fabricius passerede Værelserne hentede Hatten i Forstuen hvor den stejle Trappe førte til Etagen oven over og sørgede for uset at slippe ud ad Døren i Gavlen af Huset  Gertrude havde alt gjort Turen rundt om Bygningen og de mødtes under Kastanietræerne mellem Hovedbygningen og den store Lade  De slog ind paa den primitive Kørevej der førte uden om Havens Gærde og laa i Skygge den første Del af Vejen  Gertrude beholdt den hentede Hat i Haanden og svingede den i Elastiken medens hun talte  Naar Fabricius sagde Noget saa hun paa ham og holdt Hatten stille hængende i Baandet over den ene Finger Kan De huske begyndte hun at det Første De sagde til mig da jeg kom herud var at jeg ikke var som andre unge Piger   det kan jeg ikke forstaa Det sagde jeg fordi jeg syntes at De var naturligere end Andre svarede Fabricius overlegen rolig Er jeg det Det forekommer mig Men naar jeg nu har Fyst til det Andre ikke vil   til det Gale saa er det da ikke rigtigt at være naturlig Fabricius mente ikke at det var naturligt at have Fyst til det Gale Det syntes Gertrude; hun havde altid Fyst til det hun ikke maatte Det kom vist af at det hun troede hun ikke maatte var noget meget Uskyldigt Hvorfor skulde det saa være forbudt O af hundrede Grunde Den vigtigste var den at Alt kunde misbruges og blev misbrugt saa vidste forsigtige Fædre og Mødre ikke bedre end at forbyde Alt   det var saa nemt   S  65For Eksempel at gaa her med ham  Det var hun sikker paa var forbudt  Hvis Tanten var her turde hun ikke Der troede han dog at hun havde Uret; det vilde Tanten ikke forbyde hende Jo for han havde andre Meninger end Andre   han var ikke kristen Det var sandt det havde han ikke tænkt paa  Men der kunde hun se at det Forbudte var noget meget Uskyldigt Det er jeg dog ikke vis paa sagde Gertrude og standsede og lagde den venstre Haand fladt op mod Kinden og smilede og løftede Øjenbrynene saa at der kom fine Rynker i Panden Fabricius lo Jo det er jeg vis paa sagde han Sæt nu jeg fik de samme Meninger som De Ja deri kunde jeg ikke se nogen Ulykke  Men Tante  Men De selv Frøken  Det kommer jo dog an paa hvad De selv mener  Det er jo Dem der skal bruge Deres Meninger  Jeg har ikke den Ære at kende Deres Tante men jeg er dog overbevist om at De allerede har forkastet en Mængde af hendes Anskuelser  Hvad siger hun til Eksempel til Krinoliner og høje Hæle Hun kan ikke lide det Der kan De se  Men nu noget Vigtigt  I den Slags Spørgsmaal følger Dejo Deres eget Hoved  Sæt at hun havde villet forhindre Deres Forlovelse Ja saa var jeg heller ikke bleven forlovet  udbrød Gertrude ivrig og med en triumferende Lyd i Stemmen der dog modsagdes af noget ængstelig Ventende i Blikket  Fabricius saa overrasket paa hende Var De saa ikke bleven forlovet  spurgte han Nej svarede Gertrude ladende haant om hans Forundring ved at svinge Hatten i Luften Fabricius var bleven i høj Grad ilde berørt af dette Svar  Hans første Tanke var at hun drev Koketteri med ham og at han skulde passe paa; dernæst kom han til det Resultat at hun var ærlig men han blev ikke blidere stemt derfor  Gertrude svingede Hatten hurtigere og hurtigere om sin Finger Synes De det er saa forskrækkeligt  sagde hun endelig da Fabricius vedblev at tie S  66Ja saa omtrent svarede han De sagde før at Kærlighed var en Bølge som tog En med   saadan blev man forlovet frivillig for man kunde jo have løbet bort fra den op ad Trappen Saadan gik det ikke til med mig; der var Noget der trak mig i Benene og saa plumpede jeg i  Gertrude lo lidt tvungent da hun havde faaet givet denne billedlige Forklaring og Fabricius følte sin stramme Opfattelse slappes lidt Bliver andre unge Piger ikke forlovede paa den Maade  spurgte hun Nej i Reglen ikke  Fabricius saa lige ud med rynkede Bryn og havde en Fornemmelse af at han kun forstod en Brøkdel af hvad den unge Pige sagde og at han ikke maatte dømme for hurtig  Der fulgte atter en længere Pavse Fortæl mig lidt   jeg véd Ingenting sagde Gertrude derpaa  Hendes Tone havde ikke længer noget lystigt Præg Fabricius var snarere tilbøjelig til at høre et Klageraab i Ordene Fortælle Dem Noget Frøken  sagde han halvt ærgerlig halvt imødekommende  Se Dem om tror De Folk gifter sig faar Børn opdrager dem fordi de en Gang ere plumpede i  Man vælger vrager vil Noget Er der ikke Noget De vittJo Nej  Det vil sige jeg vil jo gerne men jeg gør det ikke Hvilket O mange Ting Fabricius mærkede at uagtet han misbilgede det begyndte hans Mishag at glide sagtelig afsted paa en nysgerrig Strøm  Var De endda ikke forlovet Frøken sagde han kunde jeg til Nød forstaa Dem   Hvad gør det at jeg er forlovet  spurgte Gertrude Det skulde efter min Opfattelse netop give Dem det som De ikke synes at have   Tanker der samle sig om en eneste Plet en Slags Have man dyrker et Sted hvor man er hjemme et Maal man vil naa   ja saadan Noget  Men det mangler De vel heller ikke jeg har misforstaaet Dem Nej Men kære Frøken hvad tænker De Dem da egentlig med Livet  med at blive gift  Ingenting Nu siger De Andet end De mener svar ikke saa rask S  67Gertrude gik med Graaden i Halsen og vilde skjule det  Hun kunde et Øjeblik ikke tale Jeg tænker virkelig Ingenting sagde hun endelig jeg véd ikke Noget Fabricius hørte paa Stemmens Staccato Gæringen i den unge Piges Sind og hele hans tidligere Interesse for hende for med Et paa ny varm ud i alle Pulse De véd ikke saa lidt Frøken sagde han venlig naar De havde Mod til at tro paa det De véd Hvad hun da vidste  Det var et helt forknyt Spørgsmaal Hun vidste til Eksempel at der var hundrede Ting som hun havde Lyst til at tale med sin Forlovede om Han sagde hende aldrig Noget Men spurgte hun Nej   det forstod hun sig ikke paa  Det var først faldet hende ind nu   igaar Fabricius blev meget opmærksom Om hun vilde sige ham Noget af hvad hun vilde spørge sin Forlovede om Feddersen vilde hun ikke spørge Vil De spørge mig  spurgte Fabricius Ja Der lukkede sig en Ring omkring Fabricius  Tanker  Han følte en Kreds udenfor hvilken han ikke kom Spørg mig da sagde han lidt beklemt om Hjertet men med saa aabent et Smil som han under disse Forhold kunde raade over  Hvorfor var hun ikke som Andre hvorfor skulde hun altid gøre hvad Andre vilde og hvorfor vidste hun Ingenting Fabricius gjorde en munter afvisende Bevægelse Det er altfor Meget paa én Gang Frøken  Lad os tage én af Tingene  Har De læst mange Bøger Nej Men holder De af at læse Ja naar jeg kan faa en Bog sidder jeg oppe hele Natten Det var nu ikke det Sundeste   men tænkte hun paa hvad hun læste Der var saa Meget hun ikke forstod For Eksempel  s  68 Alt det om Kærlighed Kan De ikke forstaa at Folk elsker hinanden Nej   jo; det vil sige naar de elsker hinanden saadan som alle Mennesker gør  men ikke paa den Maade som De talte om igaar med Thora det forstod jeg heller ikke De elsker jo Deres Forlovede Ja men det er ikke saaledes   det er ganske naturligt   ikke som de i Bøgerne   Tante Rosalie havde en Gang sagt at Kærlighed var en Gave vi havde fra Gud   var det forkert  Det var jo lige som om man kom ind i en Kirke Fabricius syntes om denne Kritik der begyndte at lette paa Vingerne Forkert vilde han ikke sige det var naar man forstod det rigtig  Der var ikke noget Fromt ved Kærlighed den var ikke Lydighed og hvis man nævnede Gud for at give den dette Udseende traf man ikke det Rette  Men for Resten kunde hun godt bruge Forklaringen  Gud var jo for hende det Gode   der var ikke noget saa Godt og Skønt som Kærlighed  Han mente ikke det at holde af alle Mennesker   det var smukt nok men det gik ikke rigtig ind i Hjertet og skabte ingen Lykke hverken for den Ene eller den Anden Det var nu en Gang saaledes at den store Kærlighed den mellem Mand og Kvinde var ene om at føre virkelig Lykke med sig for den gjorde først Menneskene til hvad de skulde være Hvorfor Fordi   Fabricius søgte efter Ord  det er ikke saa let at svare paa naar De ikke selv véd det   en Dame kunde bedre sige Dem det Damer véd Ingenting sagde Gertrude haanlig og hun satte hurtig Hatten fast paa Hovedet Fabricius ventede lidt  De tager fejl sagde han derpaa men der er det i Vejen at de gode Damer leve i Forestillingen om at en ung Pige ikke bør vide for meget; de er bange for at det kan skade hende Det kan det ogsaa fortsatte han som Svar paa det spørgende Blik Gertrude sendte ham imellem begge de bøjede Arme der endnu vare løftede for at fæste Elastiken under den tykke Fletning i Nakken men det kan skade mere at de Intet véd  Nysgerrige er Alle og denne uvidende Nysgerrighed er farligere end det meste Andet  Sig mig hvad Kærlighed er sagde Gertrude afbrydende og hun s  69 lagde medens hun sagde de sidste Ord den venstre Haand blødt ind under hans Arm  Den højre Haand fulgte den venstre og paa denne Maade omfattende hans Arm med begge sine smaa ubehandskede Hænder fulgte hun ham med lidt vippende Skridt og saa ham forventningsfuldt op i Ansigtet  Det var et betænkeligt Øjeblik for Fabricius  Hændernes lette Berøring hendes tillidsfulde Øjne det rolige Følgeskab var noget Kært som smuttede forbi alt Andet ind i hans Tanker  Det var ikke let for ham at bevare sin Uafhængighed og koldblodig lede den unge Pige videre mellem de Hemmeligheder hvor han var kommen ind uden at høre hjemme  Han kunde ikke skjule for sig selv at saa Tanten dem nu vilde hun finde at Situationen var forkert Hun vidste jo selv Besked Kærlighed var saa noget nær den stærkeste Følelse hun nogensinde vilde lære at kende  Den tog Magten fra de andre Følelser  Paa en Dag paa en Nat havde den udbredt sit Herrevælde over Alt hvad hun ejede af Smukt  Ét Navn forekom i hver Tanke ét Indtryk gled gennem hver Fornemmelse   det var ham hun holdt a£ Og det tyngede hende ikke; tværtimod hun var let tilmode under dette mandlige Aag og hun havde aldrig havt Følelsen af at eje sig selv saa fuldstændig som i samme Øjeblik hun var beredt til at give ham Alt  Det forstaar jeg ikke sagde Gertrude Ja forstaa det vilde hun aldrig tilfulde førend hun en Dag følte det Altsammen selv  Kærlighed var Noget der var nedlagt i hendes Natur   paa en egen skjult Maade   det kunde kun vækkes under visse bestemte Forhold  Man kan altsaa ikke altid føle Kærlighed Naar man skal Nej Frøken det er umuligt Gertrude gik længe tavs Fabricius turde ikke afbryde hendes Tanker Men det véd De jo godt selv sagde han endelig  De kunde ikke leve sammen med og vise den et Kærtegn som De ikke selv havde valgt Det er i det Mindste ikke rart   Fabricius standsede saa pludselig at Gertrude maatte slippe hans Arm; der var nu kommet Glød i ham Nej hør udbrød han det er for galt saa letsindig maa De ikke tale Han bevægede Armene hæftig i Luften  Det er ikke rart  s  70 det er skændigt   Har da ikke Deres Tante har intet Menneske sagt Dem at De gaar om i Verden med en Helligdom som De skal passe paa   Dem selv   at der er Mænd til som ville nærme sig Dem for at kysse Dem ligesom Katoliker kysse Madonna men at hvis De drager Sløret fra Deres Ansigt for at modtage Kysset et eneste Sekund før De selv elskende giver det tilbage saa begaar De en Helligbrøde Har Ingen sagt det til Dem Nej sagde Gertrude rolig og lagde Hovedet paa Siden og saa ham ind i Ansigtet  Det Meste af hvad der var tilbage af rolig Overvejelse hos Fabricius ilede ved denne Lejlighed skyndsomt bort  Han greb efter hendes Haand og lagde den tilrette i sin Arm Gertrude føjede af sig selv den anden Haand til og de fortsatte saaledes deres Vandring rundt om Haven paa Markvejen hvor Græsset groede mellem Hjulsporene  Fabricius gik med Gertrude som med En han skulde vogte for meget Ondt  Naturligvis har man sagt noget Lignende til Dem eller De føler det selv sagde han sagtmodig   kun er det Forlovelsen som danner Skillelinjen  Gertrude nikkede medens hun saa paa ham; han vendte Hovedet mod hende deres Øjne mødtes paany De vare komne til den Aabning i Havegærdet med Leddet hvor de første Gang havde set hinanden  Han lukkede Leddet op og lod hende gaa ind og fulgte efter  De drejede til venstre ind i en Del af Haven hvor Træerne stode tæt som i en Skov og hvor inderst inde fandtes en cirkelrund Plads med en Gynge i en høj Galge  Rundingen dannedes for største Delen af gamle Lindetræer som just nu blomstrede og fyldte det skyggefulde kølige Sted med en fin Duft  Under Lindetræerne stod paa flere Steder korte svagt rundede Bænke der i Aarenes Løb vare bievne mørke af den fra Bladene dryppede fine Olie Da de kom ind paa Pladsen satte Gertrude sig i Gyngen Gyng mig men sagte sagde hun Fabricius stod bagved Gyngen og bragte den i langsom Svingning Gertrude sad tilbagelænet med Fødderne korsvis paa Fodbrædtet  Hver Gang Gyngen i sin tilbagegaaende Bevægelse naaede Fabricius og han tog imod den og bøjede Armene for dens Tryk og skød den frem paa ny var Gertrudes Hoved saa nær hans Ansigt at han kunde spore at Lindetræernes Duft krydsedes af en svag Aroma fra hendes s  71 Haar blandet med noget Tørt fra Straahatten  Han havde et eget stillestaaende Smil paa Ansigtet og om Gertrudes Læber spillede et blidt Udtryk Hvor her er hyggeligt sagde hun Duften af Lindetræerne er saa mild svarede han  Jeg kommer altid til at tænke paa mig selv som Dreng naar jeg lugter Lindeblomster  Min Bedstefader ejede et Hus og Have paa Østerbro hvor der var Lindetræer som blomstrede i Ferien  Under dem ere mine modigste Drømme bievne til Jeg tænker paa mine Børneaar naar jeg lugter noget helt Andet sagde Gertrude  naar jeg kommer forbi en Svinesti og hun vendte sig smilende om til Fabricius  Gyngens Bevægelser sagtnedes og hørte efterhaanden op medens hans Hænder vedblev at hvile paa dens Rygstød  Hun gav sig til at fortælle om de første Aar hun som lille havde opholdt sig paa Belinda  Om Svinestien paa hvis Gærde hun havde siddet i Timer og kastet de sprøde Kviste af en Busk som voksede der ned til Svinene som graadig fortærede dem og om hvorledes hun havde inddelt Svinene i nogle som hun holdt af og andre som vare hendes Fjender  Der havde været en lang mager Orne med Børster paa Ryggen og med Huggetænder som endnu stod for hende som det Afskyligste hun nogensinde havde set  Svinerøgteren havde kaldt den Mads men hun kaldte den Judas fordi den var saa lumsk og altid spiste det som hun havde kastet ned til sine Venner mellem Svinene  Særlig var der mellem dem et fromt renligt Svin som hun havde givet Navnet Johannes indtil Røgteren en Dag fortalte hende at det var en So som hed Ane   det havde rent forstyrret hende De lo begge og Samtalen gled ud og ind og naaede over Havens sorte Snegle som Gertrude paastod saa saa ulykkelige og skikkelige ud tilbage til Fabricius  private Forhold Han kom ved denne Lejlighed til at udtale en Beklagelse over at han ikke var kristen men da Gertrude ivrig greb om denne Beklagelse drog han den med et Smil tilbage Hvor tror De jeg kunde være kristen sagde han venlig med al den Synd Kristendommen har i sit Følge   Selv om jeg kunde tvinge dens besynderlige Lære ind i mit Hoved hvad skulde jeg saa med den  Jeg kan ikke le naar jeg tror at der er et Lig i Huset og jeg kan ikke male naar det er Synd som kommer paa Lærredet S  72Det er jo ikke det Onde De skal male sagde Gertrude Men jeg kan ikke undgaa det det Onde er allevegne  Naar jeg ser mig henrykt i et Menneskebarns Smil viser der sig for en Kristen en Maddik i Mundkrogen  Alle bære Syndens Mærke   det Mærke vil jeg ikke forherlige  Man maa være Hedning for at male Det er ikke nødvendigtJo det er   men jeg tør ikke disputere med Dem De bliver vred paa mig  Et vil jeg kun sige for min egen Skyld; jeg holder ikke af forbuden Frugt jeg vil ikke ligge paa Knæ idag og bede om Forladelse for hvad jeg gjorde igaar Det behøver De jo heller ikke Jo naar jeg elsker min Kunst  Det maa jeg ikke jeg skal elske Gud Kan De da ikke elske Gud igennem Deres Kunst  spurgte Gertrude med en Vending hun mindedes fra Konfirmationsundervisningen Paa én Betingelse svarede han naar De vil gøre Gud til Verden men det vil De ikke   og to Kærligheder kan jeg ikke rumme i mit Hjerte Naar De blev gift fik De saa ikke to Kærligheder Det haaber jeg ikke svarede Fabricius  Hun vil jo ikke tage Livet fra mig hun er jo selv Livet saaledes som jeg i det Mindste lærer det at kende  At elske Livet og elske Kunsten bliver det Samme det er kun to Navne  ja døde hun  saa blev vistnok min Kunst noget alvorligt Noget   Gertrude saa stivt paa ham De taler bestandig som om De holdt af En sagde hun Men det gør jeg ikke    Jeg tror dog at De kunde blive kristen sagde Gertrude efter nogen Betænkning naar De rigtig kom til at holde af En Der tager De fejl udbrød Fabricius  Kom jeg til at elske skulde De se min Hedenskab løfte Panden  Jeg vilde blive et lyksaligt Menneske   Tror De jeg kunde blive kristen   drage til Golgatha med min Brud  Nej Frøkenjeg vilde holde for meget af hende til det Drage til Golgatha   Ja Det skal De gøre   der er ingen Udvej  De gaar og synder hver evige Dag om De elsker eller ikke elsker   snarest maaske endog naar De elsker Ja det siger Præsten   S  73 Det tror jeg ikke   Jeg heller ikke   De saa paa hinanden og lo paa ny  Nu er jeg dog bleven enig med Dem sagde Gertrude det skulde blot Tante vide Nu gaar vi op  Bliver dette længe ved kommer jeg aldrig i Himlen mere  Hun sprang ud af Gyngen og tog hans Arm for at gaa  Ved Udgangen fra Gyngepladsen mødte de Thora Du skal tage Dig af dette Menneske her sagde Gertrude og slap Fabricius idet hun skød ham hen imod Thora og præke lidt Kristendom for ham ellers faar vi aldrig den Fornøjelse at se ham i den anden Verden  Hun hilste muntert og skyndte sig bort  Fabricius blev staaende en Smule forlegen overfor Thora der paa sin Side ogsaa forlegen tog Plads paa en af Bænkene i Rundingen S  74VIIIDer var gaaet det Meste af to Timer  Gertrude stod paa Trappen udenfor Verandaen i Beraad med sig selv om hun skulde gaa ned til Gyngepladsen for at se hvor Thora og Fabricius blev af   saa længe havde hun ikke tænkt sig Thora skulde præke for ham   da de to langsomt nærmede sig Hovedbygningen fra Alléen der førte skraat ind mod dens ene Fløj  Gertrude kunde under den Synsvinkel hvorfra hun iagttog dem kun se dem med Mellemrum alt som de passerede de tæt staaende store Træer i Alléen men hun fik det Indtryk at de kom tilbage fra Samtalen i en endnu hjerteligere Forstaaelse end nogensinde før  En stærk Nysgerrighed betog hende hun vilde vide hvad de to havde talt om Thora tilfredsstillede dog ikke hendes Nysgerrighed da hun var kommen op i Huset  Hun svarede kun paa Gertrudes Spørgsmaal Vi har talt om Dig og om mig og om   meget Andet og var ikke til at bevæge til at give en nærmere Forklaring  Gertrude hævnede sig ved ikke at fortælle Veninden sin Samtale med Fabricius det havde hun ellers tænkt paa Hvis det overhoved havde kunnet falde Thora ind at fortælle til noget Menneske hvad hun havde talt med Fabricius om vilde hun ikke have kunnet gøre det   ikke saaledes at det havde tilfredsstillet hende selv  Det var noget Nyt hun havde oplevet noget Ubeskriveligt; hun havde aldrig talt med Nogen saaledes  Fabricius havde været saa   elskværdig  ja det var vel Ordet for hans Optræden saa blid saa hurtig til at opfatte saa fortrolig med hendes Tanker  Det var mærkværdigt at en Mand kunde forstaa hende saa godt kunde faa hende til at se saa klart i sig selv  For det Første var det rigtigt at hun ikke havde Ret til at være og at hun i Grunden heller ikke havde været vred paa den unge Proprietær Bruhn fra Volmersgave   det var den lidt latterlige Maade hvorpaa Frieriet var foregaaet og den Omstændighed at Alle vidste Besked med Begivenheden som havde pint hende  Men mon Fabricius havde Ret naar han troede at Bruhn vilde være halvvejs ulykkelig for en Tid mere havde han dog s  75 ikke villet sige  Thora kunde huske det Smil og den alvorlige Mine Fabricius havde havt paa Ansigtet da han sagde dette   og hun havde selv smilet  Det var egentlig underligt hun burde jo netop have været alvorlig derved   men ikke mere end for en Tid; og hun smilede nu igen  Saa havde han bebrejdet hende at hun læste for mange Romaner levede for meget i en indbildt Verden  Er De vis paa havde han sagt at De ikke spiller altfor store Værdier bort om Aftenen ved en Bog  Og det havde ramt hende   hendes bedste Liv var jo netop foregaaet i disse Drømmerier som Digterne lokkede En ind i  Der var noget Udmattende derved ligesom ved Spil kunde hun tænke sig  Husk paa at al Digtervirksomhed til syvende og sidst jo dog kun er at slaa Plakater op der beder Folk om at skaane Havens Grønsvær havde han sagt og havde saa med en Haandbevægelse ligesom bredet Livets store Have ud for hendes Øjne  Hun havde aldrig vidst at Livet var saa smukt   smukkere end den digtede Verden  Hun begyndte næsten at tro derpaa  Ja naar alle Mænd tog saaledes paa Livet som Fabricius  Naar man altid kunde være saa tryg som naar man talte med ham  Og han sagde dog Alting lige ud Var det maaske netop derfor  Skulde man ikke skjule saa Meget for sig selv og for Andre  Forleden Aften ved Stranden havde han havt Ret   ikke vi Andre  Men saa havde han talt om hende selv og let og sagt at hun var bange naar der klimprede en Guitar i Nærheden  Der havde hun vistnok svaret for Meget hun havde ogsaa let og sagt at det kun var naar Guitaren klang falsk  I København havde én Gang en Guitar klinget saa lokkende smukt   det havde hun ikke sagt men han havde dog vist gættet noget Lignende  Det havde været som om han bag efter havde villet skaane hende  Det støder Dem formodentlig naar jeg siger det men det er dog min Mening havde han ogsaa ytret at De skal være rede til at blive Brud have Deres Bryllupsklædning færdig og ikke leve Dem ind i den Forestilling at De aldrig kan blive gift  Hvorfor staa som en af disse Liljer paa Marken naar man dog har meget Mere af Rosens varme Blod i sig  Det var smukt men næsten for farligt  Saa havde de talt om Gertrude  Hvor han bedømte hende rigtig  Hvor ømt og fint han tog paa hende  Ja hun var virkelig et Bevis paa at unge Piger uvidende indlode sig paa det vigtigste Skridt i Livet  Mon han virkelig mente at om det saa skulde ske med otte vilde Heste burde hun slides fra denne Advokat som hun ikke elskede  Det kunde jo dog være at Alt kunde føre til det Bedste S  76Hvad havde de talt mere om  Atter om Gertrude om Forholdene her paa Gaarden om hende selv hendes lykkelige Liv i Villaen paa Frederiksberg   og hun havde sagt ham at hun en Gang havde havt Lyst til at gaa til Teatret  Hans Forundring For første Gang kom Thora for sent til Middagsbordet  Hun blev drillet af Proprietæren men hun lo ganske frimodig derad og der kom ikke ved denne Lejlighed det samme Tryk paa de Tilstedeværende som under Frokostscenen Nogle Dage efter afgik der et Brev fra Belinda skrevet af Fabricius til hans mangeaarige Ven den samme Korrespondent der jevnlig hørte fra ham og deraf var den vigtigste Del følgendeKan Du huske Wahlbom da han var bleven forlovet  Hvorledes han højtidelig gik omkring til os alle og forkyndte at nu var der foregaaet en uhyre Forandring med ham og at han vilde tage Afsked med vore glade Fester  Jeg har Noget af Wahlbom i mig idag  Rigtignok er jeg ikke bleven forlovet og endnu har jeg ikke i Sinde at sige Bægeret et rørt Farvel men naar jeg skal være ærlig staar for min Forestilling de fordums Lyksaligheder i et mat Lys  Jeg har levet mig ind i et Liv herude paa Landet som har fanget min Sjæl med et Behag der kun vanskelig kan beskrives  Det er de to Damer der fylde Tilværelsen for mig og gøre det med Hænder der bugne af Roser  Der er en Duft om mig som med sin Mildhed og Aroma lader mig glemme at der gives Andet i Verden end Samtaler Spasereture Kvindeynde Læber som le og Øjne der gaa som Solpletter paa mit Ansigt  Det er Frøken Thora som jeg har omtalt for Dig og Gertrude Coldbjørnsen hvem jeg nok ogsaa har indladt mig paa at skildre men højst mangelfuldt; jeg kendte hende før kun daarlig Disse to Kvinder have af et Lune som jeg ikke vil prøve paa at udforske Grunden til udset mig til at være deres Sjæls Fortrolige  De svøbe mig ind i Ord og Haandbevægelser som en lykkelig Indbalsameret der aldrig tænker paa at komme ud i det virkelige Liv mere  Deres Omhyggeligheder Meddelelser smaa Aftaler muntre og betydningsfulde Miner udgør et Rige for sig et yndefuldt smilende Rige; Iagttagelser og langsomt slyngede Tanker berøre En der inde som venlige Vindpust De er saa ærlige disse to Kvinder sige saa Meget og krumme med Spidsen af deres Tunge et slankt lille Spørgsmaalstegn for hver Gang de tie og række saa ud efter mit Svar som man rækker efter en leende Baby for at tage ham paa Skødet og i Mag s  77 kæle for ham  Jeg omdannes og forfines ved dette Liv imprægneres med Kvindesmil i den Grad at Du aldrig vil kende mig naar Du ser mig igen  Alvorlig talt Livets Hemmelighed er ved at gaa op for mig al vor Uddannelse gaar ud paa dette Ene at kunne tale med Kvinder saaledes at der intet tomt Rum bliver mellem dem og os Der er dog Et der er forkert  Tilstanden hvori jeg lever minder vel meget om Bevægelsen af en Skrue uden Ende  De samme Spørgsmaal og Svar komme igen  Tager det en Dag Overhaand river jeg mig løs  At være Cylinderen i en Lire som kun frembringer de samme Melodier om og om igen er ikke min Sag   ørkesløse maa vore Samtaler ikke have været  Der forestaar en alvorlig Prøve  Gertrude Coldbjørnsen er forlovet og bruger hun ikke den Opfattelse af hvad der er Alvor og Sandhed i Livet som hun og Frøken Thora nu i Ly af blomstrende Linde har erklæret sig enig med mig i saa farvel Skønhed ved dette Kvindemøde Hun skal hæve sin Forlovelse for hun elsker ikke den Mand hun gav sit Ord  Thora skal være den som bestyrker hende i denne Handling  Vi tale naturligvis ikke direkte om Sagen men ingen af dem kan være uvidende om at hvert Ord vi veksle skriger ubønhørlig mod det Urene der for en Tid er kommen ind i Gertrudes Liv  Jeg har kun én Gang set Manden der har lagt Lim for Gertrude   han lod for Resten ikke til at være nogen dygtig Fuglefænger; det er gaadefuldt hvorledes den Sag er gaaet for sig Men alvorlige Bekymringer til imorgen Mit Liv er skønt  Jeg er forelsket i begge mine Veninder og hviler ud paa Sympatiens blide Bølger der vugger imellem os  De er saa kærlige  Kom jeg i Fortræd vilde de sælge Alt hvad de ejede for at redde mig  Den Ene vilde holde Kjolen op i Fanget og den Anden vilde drysse Smykker deri og de vilde gaa til en skændig Karl og sælge det Hele og bringe Pengene til min Fangevogter og have store Taarer i Øjnene og være skinsyge den Ene paa den Anden om hvem der gav mest   Og jeg  Jeg véd ikke hvad jeg vilde gøre for at spare dem en eneste bekymret Time Fabricius tog fejl i et væsentligt Punkt af sin Beretning det nemlig at Damerne havde erklæret sig enige med ham  Det havde de ikke  De vare bievne lokkede hen til Skovens Udkant af Jægeren som bladede i den solvarme Ager den ene af dem var gaaet langt ud men s  78 begge vilde paa det nuværende Standpunkt ved det mindste Tegn paa Fare springe tilbage i Tykningen En skønne Dag arriverede saa Tante Rosalie  Hun var rolig og mild som sædvanlig og Fabricius havde let ved at være ærbødig og elskværdig overfor hende  Han var overrasket over at hun var en fint dannet Dame han havde tænkt sig hende som en Mellemting af en Bedesøster og en ubetydelig gammel Jomfru Skade at vi er saa uenige om Arvesynden sagde han spøgende om Aftenen efter hendes Ankomst til Gertrude; men denne truede ad ham med knyttet Haand og forbød ham at nævne et Ord om Sligt til Tante Rosalie Jeg har saadan en Lyst sagde han og Gertrude beholdt en Skræk i Blodet for at han virkelig en Gang skulde indlade sig i en religiøs Samtale med Tanten som i denne Retning ikke forstod Spøg Men saa rullede en Formiddag mellem Frokosten og Middagen en Wienervogn fra Hovedstaden ind ad den grønne Gitterport paa Belinda   ikke et Menneske var tilstede for at tage imod Gæsten  Det var Advokaten som uanmeldt kom kørende; Længslen havde drevet ham fra Byen  Det faldt som en Bombe ned mellem de Unge der vare samlede paa en af Engene da der en halv Time efter kom Melding ud til dem om at Advokaten var kommen  Gertrude slap af Forskrækkelse Riven hvormed hun rev Hø og med et Blik hen paa Thora udbrød hun Feddersen klemte Underlæben mellem Tænderne og vidste øjensynlig i første Øjeblik ikke hvad hun skulde gøre  Thora bevarede sin Ro og foreslog at de Alle skulde gaa op for at tage imod den Ankomne  Gertrude gik med hurtige Skridt og sænket Hoved foran med Thora de Andre fulgte langsommere efter Paa denne Tur op imod Huset havde Fabricius en Række ubehagelige Følelser  Han tabte ikke et Sekund Gertrude af Syne og sagde hos sig selv spottende Ord om hendes Hast Ej ej se se hvor hun skynder sig   Mesteren er nok kommen og samtidig stimede hans Tanker ud fra deres fredelige Indelukke som opskræmmede Børn der fare ud af et Hus ved Fandevejen med Haaret strittende i Blæsten for at opdage hvor den pludselige Støj kommer fra  Han havde en Frygt i sit Hjerte som han ikke vilde kendes ved  Mistede han Gertrude  Om hun nu virkelig løb tilbage i det uskønne Forhold hvad kom det saa ham ved   havde han sat Noget i Vove for at redde hende  Det nyttede ikke at han spurgte det gjorde ondt som Intet før s  79 syntes han havde smærtet at hun der ilsomt flygtede  Holdt han da saa meget af den unge Pige  Det lod det til  Men denne Flugt var en Skuffelse som kunde gøre ham ligegyldig   iskold paany  Godt at den var kommen saa tidlig Og Thora  Hun gik saa rolig saa kvindelig ren og uanfægtet med dette Barn som var solgt som løb til et uanstændigt Møde alle Guder var dette kvindelig Højhed og Dyd Mødet foregik i Alles Paasyn  Omstændighederne krævede en Omfavnelse og et Kys som var ærligt og varmt nok fra Advokatens Side; Gertrude sprang væver i hans Arme og ud igen og da det lidt efter lykkedes hende at møde Fabricius  Øjne gjorde hun en lille ubestemmelig Grimace  Han var stærkt angreben og fjernede sig saa hurtig Anstanden tillod det Havde han fulgt sin umiddelbare Fyst var han straks rejst bort  Det lod sig imidlertid ikke udføre uden at vække Opsigt og det var ham nu fremfor Alt om at gøre at Ingen fik mindste Anelse om hvor dybt de Følelser vare gaaede som knyttede ham til Gertrude  Han var til Bunden forstemt  Solen vilde ikke rigtig skinne mere Intet omkring ham var smukt  Han huggede med sin Stok til Blomsterne paa Vejkanten og tænkte paa hvorledes det skulde blive mulig for ham at faa Fuft Middagsscenen kom og var munter som sædvanlig  Alle tog Del i Spøgen undtagen Fabricius  Han hørte forundret paa Fatteren  Kunde Folk virkelig være lystige hvor noget saa Unaturligt stak sit grimme Hoved op imellem dem   et løjet Kærlighedsforhold mellem et Barn og en gammel Mand  Han undgik at lægge Mærke til Gertrude   efterat han rigtignok først havde forvisset sig om at hun var rødmusset og straalende som sædvanlig  uforstaaelig indtagende hun der kun var Fegeme uden Sjæl Han iagttog Advokaten  Der var noget stupidt Tilfredst ved denne Mand  Hans smaa brune Øjne tindrede hans elegante Halstørklæde var knyttet om de stive Flipper med et Sind der ikke vidste af Bekymringer at sige   det Menneske maatte have været et Kvarter om at faa Halstørklædet til at sidde saaledes  Advokaten fortalte Historier fra København; de vare morsomme  Han fortalte godt med et smittende tilbagetrængt Fune Stemmen klang smukt   kun smagte han en Smule paa Ordene  Fabricius lo ad flere af Fortællingerne  Feddersen henvendte nogle spøgende Ord til ham og han svarede forekommende  Naar Alt kom til Alt var den s  80 Mand jo i sin gode Ret naar han var glad; hvor skulde han vide fra at Forholdet mellem ham og hans unge Kæreste var saa slet; hun var jo smilende venlig og glad som altidFabricius rørte næsten ikke Vinen ved Bordet han var bange for den mindste Stigning i den forbitrede Stemning hvori han befandt sig  De to Kvinder havde løjet sig hans Sympati til og det gærede i ham af Fyst til et Brud med dem   den Ene var lige saa god som den Anden  Endelig paa en Spaseretur efter Bordet talte han med Thora  De to gik bag efter de Andre og han gav sin Hæftighed slappe Tøjler Hun forsvarede sig bedre end han havde ventet   egentlig havde han ikke ventet sig Muligheden af nogetsomhelst Forsvar  For det Første elskede Gertrude naturligvis paa sin Maade Advokaten  Thora skulde indrømme at denne Kærlighed næppe havde det ideale Sving som man maatte ønske enhver ung Pige i sin Kærlighed men i det virkelige Fiv maatte man ofte nøjes med mindre  Fabricius blev meget opbragt over denne Betragtning  Den modsagde imidlertid i den Grad Alt hvad han i Dagene forud havde ment at se som ægte hos Thora at han ikke vilde tro paa at hun selv tillagde Forklaringen Værdi De kunde jo ikke leve paa saa elendige Vilkaar sagde han De har bevist det ved endnu at være ugift  Jeg véd jo godt at der har ligget en Hærskare af Bejlere paa Knæ foran Dem hvorhen som helst De satte Deres Fod   hvorfor saa anvende en saadan Maalestok for Gertrude Thora løftede sit Hoved som om hendes Sagtmodighed var ved at svinde overfor Fabricius  Heftighed  Fordi sagde hun med mere Selvfølelse end man sædvanlig mærkede hos hende Gertrude har valgt selv Det ramte Fabricius som et Stik at Veninden anviste Gertrude en lavere Plads end den hun selv indtog Gertrude har ikke valgt   et Barn vælger ikke udbrød han Aa jo dog Men saa kan man lære hende at vælge bedre  Det bebrejder jeg Dem at De giver dette Forhold Deres Bifald Men Fabricius Hvad er det for en besynderlig Fordring De stiller til mig  Skal jeg træde ind imellem Gertrude og hendes Forlovede fordi jeg tilfældig har den Opfattelse at hendes Kærlighed kunde s  81 være af en ædlere Beskaffenhed  Det er dog for stor en Urimelighed De véd jo at hun ikke elsker ham Det véd jeg Intet om  Jeg véd tværtimod at Gertrude holder meget af Feddersen Holder afNu ja   elsker ham Jeg sværger paa nej næsten raabte Fabricius Han havde røbet sig for Thora; der havde været Angst i hans Raab  Hun saa et Øjeblik forundret paa ham og sagde derpaa tilsyneladende roligSværg ikke   en ung Piges Følelser griber De ikke saa let Hvad mener De med det  spurgte Fabricius ængstelig Thora stammede lidt i sit Svar betænkte sig og sagde derpaaDer er Noget De slet ikke ser  Gertrude kan De ikke forklare De kan ikke gribe hendes Natur i hendes Følelser  Kom med hvilkensomhelst Betegnelse De vil hun glider ud ved Siden af Deres Ord  Det kan ikke nytte at De tror hos hende at have fundet en langt smukkere Opfattelse af Livet end den hun kender fra sit Forhold til Advokaten   hun handler ikke efter sin Følelse   eller rettere hun har andre Følelser til Brug for det daglige Liv Hun holder af Advokaten og holder ikke af ham   véd hvad Kærlighed er og véd det ikke  Altsammen uafhængig af hvad hun foretager sig  Hendes Liv og hendes Jeg er ikke det Samme  Hvor er det muligt Det er meget muligt saadan er unge Piger Det tror jeg ikke   ikke i deres Kærlighed  Det er Noget som gaar dem for tæt paa Livet Hvem tror De tænker paa det  Kærlighed sværmer man for Forlovelse er Noget som sker  Man elsker en tænkt Person og saa kommer der En med Briller som spaserer afsted med En   og det gør ikke det Mindste  Der kommer ingen Modsigelse ind i Ens Liv for det Og naar han som spaserer bort med En kysser En Saa kysser man igen De har ikke Ret Frøken sagde Fabricius og talte saa hurtig som om Ordene brændte ham saa ynkelig gaar det ikke til   eller maaske   saaledes kan det gaa til indtil den Dag kommer da den unge Pige s  82 pludselig føler Kærlighed Saa suser der gennem Sjælen saa virkelig en Kraft at alle Paafund og lavede Fornemmelser flyve som Avner ud af Sindet med det Samme  Det rene Menneske bliver tilbage ikke den mindste lille Løgn kan finde et blivende Sted   Kærlighed er ikke Noget man kan gaa og lave Teorier om den snor man sig ikke fra  O sagde Thora og løftede Haanden en ung Pige kan sno sig fra AltMen hun vil ikke  En ung Pige som elsker vil ikke lade sig kysse af en Anden  Livet er et haandgribeligt Stof Frøken det tvinger sin Sag igennem  Fabricius talte med et saadant Eftertryk at Thora forstummede  Hun kendte sig ikke selv saa mange bitre Forestillinger viklede sig sammen som en Bunke klamme Snoge i hendes Hoved At deres Uenighed ikke længer drejede sig om Gertrude lagde hverken hun eller Fabricius Mærke til De tror sagde hun med en vis Foragt at en ung Pige er et Væsen som har Respekt for hvad hun føler og tænker og oplever   paa egen Haand  Ja det gør jeg Det er galt  Hvor skulde den Respekt være kommen fra  og da Fabricius ikke straks kunde svare fortsatte hun Tror De vi nogensinde komme ud af Ammestuen  Hvem skulde lukke Døren op til den Ja De maaske  Men saa staar De udenfor og venter at se en Flok unge Amazoner komme marcherende  De komme ikke Vor Kærlighed og vore virkelige Følelser skulde have knyttet et evigt Forbund   Ja om tusind Aar maaskeDer var foregaaet en saadan Forandring med Thora at Fabricius hvor sysselsat han end var med Tankerne om Gertrude blev slaaet deraf og mindre fæstede sig ved Indholdet af hendes Ord end ved hendes Tone De taler saa haanlig Frøken sagde han Gør jeg  svarede hun  Det maa velkomme af at De har rettet et urimeligt Angreb paa Gertrude  Lad hende elske som hun kan  De var hæftig før det er De ikke mere det er jo godt Fabricius tænkte paa sin Vrede og undrede sig over at den var sagtnet betydelig  Hvad havde han da i Mellemtiden erfaret O det at Gertrude jo heller ikke elskede ham  Hun var ikke saa skyldig som han troede  Hun vidste jo endnu ikke hvad Kærlighed var Selskabet var standset et Stykke udenfor Haven paa en Høj der s  83 løftede sig lidt gold op fra de gule Kornmarker  En grusbelagt Vej førte til dens Top hvor der voksede nogle kæmpemæssige Ege under hvilke der var anbragt Bænke; et ungt Anlæg strakte sig ned ad Højens ene Affald  Fra Bænkene var en vid Udsigt til de omgivende Marker og Skove og Østersøens Sunde bag ved dem og til Smaaøerne paa den anden Side Vandet  Aftensolen belyste Landskabet varmt og Feddersen som var den Nyankomne der skulde beundre Egnens Skønhed udtømte sig i Lovtaler  Han rettede sine Ord til Proprietær Bech og syntes i sin Iver at ville give ham Æren for det Hele  Der var Ingen der ellers talte og den almindelige Tavshed forførte Advokaten til at tvære sin Beundring ud i trivielle Bemærkninger  Fabricius fik et spottende Smil paa Ansigtet og mødte saa Gertrudes Blik  Denne Gang syntes han at der var et bedende og alvorligt Træk i hendes Miner  En blid sentimental bedrøvet Stemning løftede sig som en varm Bølge i hans Indre hans Øjne bleve hængende ved Gertrudes og hun smilede da forsigtig og ømt til ham  Det kunde Fabricius ikke taale han vendte sig om og gik alene ned ad Højen for i Enrum at granske i sin Sorg  To Par Øjne fulgte ham Gertrudes og Thoras og begge Damerne saa alvorlige ud S  84IXDer var Dans om Aftenen paa Belinda  Fabricius havde valgt det Parti at være munter og at tale lystig med Alle undtagen med Gertrude; hun skulde vide at hun havde skuffet ham  Han havde havt en kort Samtale med Feddersen; den havde været behagelig Advokaten havde været i et glimrende Humør og Maleren fandt ham elskværdig Selskabet var ikke stort og Fabricius kom jevnlig til at danse med Gertrude naar Tilfældet førte dem sammen men afsig selv bød han hende ikke op til Dans  Hun prøvede paa at anslaa samme Tone som ellers herskede imellem dem men han svarede stivt og hun tav da med en noget surmulende Mine  Overfor Thora var Fabricius Hjerteligheden selv som for at gøre Afbigt for sin Heftighed fra før  Hun var venlig som altid men en Smule tilbageholdende Er De ikke vred mere  spurgte hun da Fabricius en Gang efter en hastig Gallopade førte hende til Sæde Jeg var det før svarede han og mødte hendes opmærksomme Blik med en smilende Mine men det er forlængst forbi Det er ikke ganske sandt sagde hun og stod stille et Sekund og fortsatte derpaa den korte Vandring Jeg er maaske vred paa mig selv sagde han og slap hendes Arm og bøjede sig svagt idet hun satte sig jeg sagde vistnok urimelige Ting før efter Bordet De er vred   De maa ikke være det paa Advokaten  Ham kan jeg rigtig godt lide; udbrød Fabricius og bevarede fremdeles sit fornøjede Udtryk Gaa hen og dans med Gertrude  Lad mig se om De mener ærlig hvad De siger Fabricius vendte sig om som for at se efter Gertrude og gik ogsaa hen i den Retning hvor hun sad med Advokaten ved sin Side; men han standsede paa Vejen og satte sig imellem to af Husets unge Døtre og gjorde Løjer med dem og dansede siden næsten udelukkende med de to store og de to smaa Piger i Huset For Thora trak Dansen efter dette altfor længe ud skønt Klokken s  85 kun var elleve da man hørte op  Hun skyndte paa Børnene for at faa dem i Seng  De omringede Fabricius og han sammensvor sig med dem for i Spøg at drille Thora  Da Gertrude under denne Tumult rakte ham Haanden til Godnat traadte hun tæt op til ham og sagde hurtigDe har været afskylig idagHan bukkede lidt betuttet og fulgtes saa med Advokaten op paa dennes Værelse Hvorfra havde hun denne Selvtillid  Fabricius harmedes over den og da han var bleven ene den Aften kæmpede han tappert for at han næste Dag kunde staa rustet mod Gertrude  Hun fortjente ikke de Hundreder af ømme Tanker han gav hende og var ikke værdig den Pine han for hendes Skyld nu udstod  Da saa Solen skinnede næste Dag og de mødtes og Gertrude var misfornøjet med de Miner han satte op smeltede hans Stivhed og de faste Beslutninger bleve paa uforklarlig Maade borte mellem Hænderne paa ham  Han blev da i sit Hjertes Inderste sort melankolsk men fik fat i et vist overmodig lystigt Væsen som ikke misklædte ham  Han sluttede et Forbund med Advokaten som begærlig gik ind derpaa fordi han med Skræk havde opdaget at Lediggangen kigede ham i Møde bag hver Busk i Haven og de To indviede et Regimente paa Gaarden som strakte sig over adskillige Dage  Advokaten svang sig hurtig op til at blive den egentlige Anfører  Han bragte en noget støjende og urolig Slags Forpagtermorskab i Stand Noget der ikke faldt Nogen i Selskabet naturlig heller ikke ham selv men som Advokaten holdt for den eneste sande Gemytlighed paa Landet   et rent literært Produkt fra hans tidlige Læsning  Han var uskikket til at føle og anslaa den langt mindre omstændelige Lystighed som Fabricius havde opfattet som organisk forbunden med Thoras lille Værelse i Gavlen og hans Personlighed havde Drøn nok til at føre sin Sag igennem  Proprietær Bech gned sig i Hænderne af Fornøjelse og ogsaa Tante Rosalie billigede Løjerne  Fruen i Huset var Herrernes Fortrolige og gav Anvisning paa og udleverede Alt hvad der var fornødent Børnene vare henrykte og Thora passede lidt forbeholdent paa at de Allermindste ikke bleve for overstadig lyksalige  Gertrude gled med Lethed over i denne Tingenes nye Tilstand Saa var Feddersen en Dag udmattet og klagede sin Nød til Fabricius  De sad paa dennes Værelse og røg Cigar  Advokaten længtes efter s  86 paa ny at faa Noget at bestille; denne landlige Tummel kunde han ikke holde udAa hvad sagde Fabricius henkastende og nød sin egen Bitterhed De har det bedre end vi Andre Kærlighed er de Lediges Arbejde Ja Tak for det svarede Advokaten og lo og viste sine hvide Tænder det Arbejde kan man overkomme Nej nu tager jeg en Dag til Byen igen og begraver mig i mine Akter jeg har jo ikke havt to fornuftige Ting i mit Hoved i al den Tid jeg har været her ude Der svævede en ironisk Bemærkning paa Fabricius  Læber hvori Gertrudes Navn forekom men han holdt den tilbage  Han spurgte Advokaten om han havde offentlige Hverv  Endnu ikke svarede denne jeg hører ikke til de politisk Rettroende   men jeg faar vel en Dag omvende mig  Jeg har dog vundet en Proces for de Herrer Liberale reddet en Millions Penge fra Holstenerne ; de skylder mig Noget Det er sandt hvilken Farve fører vor Vært Fabricius antog at han var ejderdansk og liberal men vidste det for Resten ikke nøje  Herrerne talte en Tid lang om Politik saa vendte Samtalen sig til Forholdene paa Belinda og Feddersen røbede en Lyst til at spørge som flere Gange generede Fabricius  Der var enten noget goldt Videbegærligt i Spørgsmaalene eller noget Nærgaaende som om Interessen der laa bagved var rent praktisk Sig mig hvad er Frøken Hallager egentlig for en Dame  begyndte Advokaten paany efterat Fabricius for anden eller tredie Gang havde ladet Samtalen dø hen Hem ja hvad mener De med det Spørgsmaal Aa jeg mener i Grunden er hun from Hun er fint udviklet  enfin hun er Dame Ja jeg spørger fordi Gertrude saa godt kan lide hende og jeg i Almindelighed er noget bange for denne Fromhed  Gertrudes gode rare Plejemoder har givet hende Alt hvad man kan forlange i den Retning   mere skulde jeg ikke ønske Naa jeg tænker ikke Frøken Hallager giver mere Advokaten rakte ud efter Askebægeret  Det er nemlig en Fandens Historie sagde han fortrolig med denne Gudsfrygtighed i et Ægteskab  Jeg har faaet en lille Forsmag og den var ikke rar  Jeg kan nu en Gang kun daarlig bekvemme mig til at gaa i Kirke  Disse mærkelige Præster har en Gave til at gøre mig nervøs som ingen Andre   de s  87 taler saa daarlig  Jeg maa sige at det hører med til mit Fag af og til at skulle tale om underlige Ting men jeg tror at jeg gør det bedre  Advokaten lo og kastede sig tilbage i Lænestolen og anbragte Hænderne oppe over sit Hoved med Cigaren mellem Fingrene som en øverste rygende lille Top  De lange Ben strakte han fra sig Jeg har en Gang talt med en Præst fortsatte han og saa smilende op i Loftet en af disse saakaldte begavede Prædikanter  Jeg havde hørt ham bruge den skrækkelige Metafor at gøde Troens Pløjemark med Kristi Blod og Angerens Sved   Gud hvor jeg pinte det Menneske Jeg gav ham ikke Lov til at blive højtidelig et eneste Øjeblik   Saadan noget Nonsens kan de Mennesker ikke tale et fornuftigt Sprog Fabricius mente at de vare lovlig undskyldte Det vil jeg dog ikke sige svarede Advokaten og flyttede med en vis Omstændelighed Hænderne fra Issen ned over det ene Ben som han havde lagt højt over det andet og han lod Hænderne glide ned langs Skinnebenet; de omfattede saa Vristen og han trak stærkt i det krummede Ben medens han atter lænede sig tilbage  De har levet sig ind i disse Forestillinger og Udtryk for dem betyde de Noget Tilhørerne forstaa dem   de kan godt bruges men der skulde rigtignok en hel anden Metode ind i det Fabricius havde ikke været i Kirke siden han var Dreng og havde omtrent glemt hvordan en Præst talte Ja vent til De bliver forlovet og faar en religiøs Svigermoder sagde Advokaten og lo saa skal De se hvor De bliver fortrolig med de Folk Det mente Fabricius dog ikke; han antog at hans Forlovede og Svigermoder maatte tage ham som han var Tror De  sagde Feddersen og gav Slip paa Benet som med et Sæt rettede sig ned efter bliv først forlovet saa skal De se hvor hurtig De lærer at rette Dem efter Andre Det havde Fabricius ikke Noget imod men derfra og til lige frem at lyve var dog et stort Spring Dette Svar syntes Advokaten aldeles ikke om  Han drejede Samtalen hen paa andre Ting og talte i længere Tid om sig selv Er jeg ikke en lykkelig Mand  sagde han tilsidst og saa trohjertig paa Fabricius  Hvad jeg har stridt for i mine unge Dage har jeg naaet s  88 Mit gode Udkomme og en elskværdig Kone  ja snart  Lad mig først blive gift saa god Nat Længsler og BekymringerFabricius var ikke udeltagende for den Andens Følelse af Lykke kun laa det ubehagelig tydelig i hans Sind at Advokaten havde en Evne til at gøre Alt fladt som han ikke misundte ham  Atter steg den sentimentale Bølge højt i Fabricius  Han sad med Haanden under Kinden og saa Gertrude staa med korslagte Arme og nedslagne Blikke og høre paa det Samme som nu summede i hans Øren og han saa hende længes som om hendes Hjerte skulde briste efter en af de Samtaler som hun og han havde ført der hvor Lindetræerne duftede eller ude i Marken En Sten fløj ind ad det aabne Vindu  Det var Gertrude som gav sin Utaalmodighed til Kende over at Herrerne endnu ikke havde ladet høre fra sig og ingen Plan havde bekendtgjort for Dagens Morskab  Advokaten rejste sig og parlamenterede ud ad Vinduet Min søde Pige hørte Fabricius ham sige Du maa virkelig en anden Gang være forsigtigere Stenen kunde have ramt en af os Da Feddersen atter traadte tilbage i Værelset var Fabricius borte og han var ikke mere til at finde den Formiddag  Der kom intet større Foretagende i Gang den Dag  Advokaten foreslog under en erotisk Indskydelse Gertrude en Spaseretur men den blev lidt mislykket  De havde ikke Noget at tale om Stoffet var udtømt paa Morgenturen de denne Dag som de andre havde foretaget og der kom oven i Købet et lille Skænderi i Gang fordi Feddersen i al Kærlighed havde villet bevidne sine Følelser med et Kys  Gertrude hørte med en vis Forbavselse sin Forlovede udtale sig om Kyssets Teori i Ord der ikke ligefrem stred imod Fabricius  Lære i saa Henseende men som havde den besynderlige Virkning at gøre hende bange og ilde tilmode medens hun under den Sidstes Doceren kun havde følt Glæde  Det endte saa med ligeledes til Forskel fra Scenen med Fabricius at hun stod stille midt i noget Støv paa en Landevej under en overtrukken Himmel og fik et Kys af Advokaten som hun ikke syntes der var nogen Fornøjelse ved  Da hun senere klædte sig om til Bordet maatte hun flere Gange over Korridoren ind i Thoras Værelse for at meddele hende at de vist snart fik Torden Luften var saa trykkende Proprietær Bech viste sig den Dag ved Bordet med en fortrædelig Mine og den bredte sig med forskellige Afskygninger til Alle da han s  89 meddelte at Fabricius var en Forræder der tænkte paa at rejse til Hovedstaden den næste Morgen Der blev talt vidt og bredt om denne Rejse men Fabricius indsugede ingen Glæde af den smigrende Uvilje mod hans Plan som kom til Orde; for ham galdt det kun om at holde fast ved sin Beslutning som alt var ham tung nok inden Modstanden kom  Og da Gertrude vred ligefrem forbød ham at tage Hensyn til de Ønsker hjemmefra som han havde skudt ind imellem sig og sin Hensigt var hans Standhaftighed saa ringe at var det blevet opdaget vilde hans Nederlag have været uundgaaeligt  Det gik imidlertid her som saa ofte Modstanderens Styrke blev overvurderet og uden at Fabricius ret forstod hvorledes det gik til var det med Et blevet en Kendsgerning som ikke mere kunde ændres at han skulde rejse næste Morgen KL 5 for at naa Diligencen i den nærliggende Købstad Aftenen hengik kun daarlig for Fabricius  Han rejste fordi Gertrude slet ikke var den han havde formodet men fandt sig uden Indsigelse i et Forhold der var i den Grad blottet for hvad et Kærlighedsforhold burde indeholde af Ædelt og Fremadstræbende at man maatte lede efter noget Lignende; og dog var hans eneste Ønske nu at opnaa en Samtale med Gertrude hvor de i Timer kunde udtale sig for hinanden  Han opnaaede ikke denne Samtale  Han fik kun Lejlighed til med noget nervøs stakaandet Stemme at sige til hendeDet forekommer mig Frøken Gertrude at naar jeg nu rejser saa bliver De og Feddersen og Thora Mennesker som jeg slet ikke kender  Han havde ikke havt til Hensigt at tage de Andre med i sin Omtale men han havde ikke Mod til at lægge sine Tanker helt blot Gertrude saa alvorlig paa ham med den modige Mine som han ikke havde set paa hendes Ansigt siden Advokatens Ankomst men som han mente oprindelig havde været den der havde bundet hans Tanker til hende   saa gled der et Smil ind i Minen Hvor kan De sige saadan Noget  Vi ere jo fra nu af altid Venner Mere blev der ikke sagt men Fabricius rugede senere over denne lille Ordveksel som over noget meget Vigtigt  Den havde rigtignok en betænkelig Evne til at gøre ham bitter; Venskab havde for hans Øren nu egentlig kun en ironisk Klang Med Thora talte han et Par Ord hen imod Aftenens Slutning; han var gaaet ind til hende i Spisestuen hvor hun stod alene sysselsat med efter endt Bordscene at fordele dybtfarvet Rødgrød paa guldkantede s  90 Tallerkener der skulde bringes til Forvalterboligen hvor Landvæsenseleverne og Forvalteren ventede paa dem og hver Aften lod Tjeneren bringe deres særlige Tak tilbage  En ung Baron mellem dem havde endog ladet sit Kort følge med men havde fornylig indstillet denne Artighed da Gertrude som havde opdaget den stadige Sending gjorde Løjer med Visitkortene Fabricius fulgte den store Skes Vandringer fra Fadet til Tallerkenerne og fandt at der var noget uforklarlig Rørende ved den hele Proces  Også i Thoras Bevægelser syntes en vis Følsomhed at kige stille frem Morer De Dem ikke mere herude  spurgte hun venlig Morer mig  sagde Fabricius og afviste denne ringe Betegnelse med en Haandbevægelse   sig mig har jeg Ret Frøken naar jeg synes at der er slaaet Prosa ned her i Huset De er stræng sagde Thora og saa overrasket op paa ham fra Skeen som blev liggende midt i Fadets røde Favn  Hans Ord havde med Et givet en Række usikre Indtryk fast Skikkelse for hende Jeg spørger jo kun sagde han og drejede sig paa Hælen for atter at søge ind i Havestuens Lampeskær hvor Gertrudes Latter kom strygende som Ildblink under en sydlig Himmel  Fabricius havde ikke været i Italien men han tænkte paa disse køliglysende Gnister som dér ude fra kunne fare mod Olielampens varme Flamme  Han traadte ud i Verandaen men der var ogsaa Advokaten og flere Andre og Lystigheden skurrede i Malerens Øren  Næste Morgen var alle Husets Beboere med Undtagelse af Advokaten paa Benene for at sige Fabricius Farvel  Feddersen havde om Aftenen da de skiltes halvt i Alvor og halvt i Spøg bebrejdet ham at han havde taget Chancen fra ham til nu at slippe fra Belinda og foreslaaet at de skulde bytte Fabricius fandt for tyvende Gang maaske i den Tid de havde været sammen at Advokaten tog bagvendt paa Tingene Tante Rosalie var i sin pyntelige Morgendragt til Stede ved den tidlige Tescene og fortalte leende at det var Gertrude som havde tvunget hende til at staa op  Fabricius havde meget gerne kysset den unge Pige paa Haanden  Denne Morgentravlhed og Sporene afkort Søvn som stod at læse paa hendes Ansigt var saa smukt   det Hele var jo sket for hans Skyld Rigtignok var det netop hende som jog ham bort fra Belinda  men hvor var hun indtagende At ogsaa en saadan Forlovelse kunde komme mellem ham og hendeS  91XSommeren var forbi  En barsk September havde gjort Ende paa de fleste Friluftsglæder Fabricius havde siden sin Hjemkomst til Hovedstaden siddet inde og været flittig  Han var nu en Dag sidst i September i sit rummelige smagfuldt indrettede Atelier paa Gamle Kongevej sysselsat med at lægge den sidste Haand paa et lille Billede  Det forestillede en Morgenstund i et langagtigt grønmalet Værelse med gammeldags pertentlig spinkle Møbler af Pæretræ  Til højre i Billedet langs den ene Væg stod en mægtig Seng med hvid Himmel over  Det røde Sengetæppe var kastet til Side og næsten dækket af Lagenet paa Hovedpuden var endnu et let Mærke af den som havde sovet i Sengen  I Billedets Baggrund faldt et klart Morgenlys ind gennem to Vinduer der vare beduggede fra Natten og i et af disse det til højre hvis ene Halvdel var smækket op stod en ung Pige med Lyset styrtende fra den smalle Aabning ind over hendes lidt opløste brune Haar og blottede Skuldre  Hun aandede dybt i den balsamisk friske Luft fra den dugvaade Have udenfor hvoraf nogle Trætoppe korn til Syne og hun kigede nysgerrig og forsigtig ud  Hun var næsten i samme Tilstand som den hvori hun var sprungen ud af Sengen endnu paa bare Ben og kun med et halvt fastgjort Korset om den luftige Chemise  Med den ene Haand holdt hun Korsettet sammen med den anden støttede hun sig til Karmen  Af Ansigtet kunde man kun se den ene Kinds bløde Runding og Tindingen og Begyndelsen af Brynet  Den unge Piges Skikkelse var yndefuld Koloriten fin og varmblodig hun lignede en nys udsprungen Rose med henaandet Rødt paa de hvide Blade; Solens Brand havde endnu ikke berørt hende  Maleriet var omhyggelig udført med en noget spids Pensel Fabricius sad fordybet i Arbejde da der med Et blev trukket haardt i den lille Klokke som var anbragt midt i den øverste Dørfylding; han rejste sig for at lukke op Med et Udraab tog han imod den Besøgende  Det var Maleren Vilhjelm den Ven til hvem Brevene fra Belinda havde været stilede og som nu var hjemkommen fra en Rejse i Jylland Den Ankomne s  92 var en høj bredskuldret smuk Skikkelse mørk og med et Par venlige blaa Øjne under de smalle Bryn  Der blev talt hurtig og oprømt i adskillige Minutter; imidlertid vandrede Gæstens Øjne flere Gange hen mod Staffeliet som Fabricius tildels skjulte  Endelig tog Vilhjelm et Tag i Fabricius Gaa til Side min Dreng jeg skal se hvad Du maler paa sagde han og Fabricius stillede sig lidt forlegen bag Vennen der med Benene plantede ud fra hinanden saa Maleriet igennem Det er jo godt sagde han  Fabricius  Mine opklaredes Jeg var bange for det sagde han det er malet ud af Hovedet det holder jeg ikke meget af  Hvad er det Mit Værelse paa Belinda sagde Fabricius og blev lidt rød Naa og hun dér  Vilhjelm pegede med sin muskuløse Haand paa den unge Pige i Billedet Hun dér   det er den unge Kvinde overhoved svarede Fabricius henkastende og lidt mere forlegen Saa Hun er vel god til det  Jeg malede en Gang da jeg var yngre en Gris overhoved   den blev ikke saa god   Skal vi sige hun er No  2 Ikke hende med de fine Ben som der kun kan tales om paa fransk men den anden   hende den lille  Ja undskyld jeg har mit Indtryk fra dine Breve  Gertrude Coldbjørnsen er det nok hun hedder  Alt blev sagt med saa lidt Ophævelse som mulig Hvorfor tror Du det Det skal jeg sige Dig  Fordi Du har faaet noget Usædvanligt ud af hende  Det er et godt Billede det har Du ikke malet med Fingrene   For hendes Skyld han pegede paa Maleriets Figur vil jeg tilgive Dig  han stoppede Hvilket Din Søben Blomsterduft og Laben Honning i Sommer  Det tog en Overhaand som var beængstende  Den høje Maler vendte sig mod Vennen med begge Hænder borede ned i den korte Frakkes Sidelommer  Slem har Du altid været men denne Gang blev Du en fuldstændig Humlebi drukken og fortumlet og saa summede Du i Zigzag omkring disse to   Blomsterbægere  Han slog ud med den ene Haand  Og endda vilde Du bilde mig ind at Du kunde flyve derfra naar Du vilde s  93 Det har jeg jo gjort Ja for at male den ene af dem   Du er helt fuld af Blomsterstøv endnu  Vilhjelm vendte sig paany mod Staffeliet Er hun virkelig saa   han ledte efter et Ord medens den højre Haand greb forsigtig om en indbildt Genstand i Luften saa   for Fanden uskyldig   hvad  Det er et dumt Ord Fabricius løftede næsten umærkelig paa Skuldrene Det er underligt med Dig Du kan ikke blive fra disse Kvinder og saa faar Du altid noget Smukt ud af dem For mig er der noget Ukunstnerisk ved Fruentimmer  De er sjusket gjort   kan ikke tænke lige  eller ogsaa tager Fanden ved dem og saa bære de sig ad som de ægyptiske Figurer der staa i stram Profil Saadan et lille levende Kid findes egentlig slet ikke  hun er i alt Fald ikke saa uskyldig  Atter pegede han paa Billedet Nænner Du at mistænke hende Hende  nej   men Originalen Kom med hende saa skal vi se  Hør sagde han og afbrød sig selv og der kom et lystigt Smil frem i hans Øjne det er sandt hvordan gik det med Kvindekønnets Forædling   hvad blev det til med den Forlovelse   Du har efter den første Bebudelse iagttaget en uhyggelig Tavshed  Fabricius betænkte sig lidt saa sagde han med en forlegen ligegyldig Vending hen over GulvetHun vedblev at være forlovet Vilhjelm lo og rystede paa Hovedet og sagde blidt Kære Arthur Du er i Grunden for god til denne Verden  Havde Du endda kastet Dig paa Knæ for hende og revet Dig i Haaret og svoret paa at Du ikke kunde leve hvis hun ikke tog Dig  men forlange at hun af højere moralske Hensyn skulde kaste et Æble bort inden Pæren laa fuldt moden i hendes Skød   Pære Du er en SværmerJa ja det kan Du nu ikke dømme om  Det var Altsammen fornuftig set  Kun er saadan en ung Pige vanskelig at begribe Det tror jeg nok udbrød den høje Maler med en Prusten hun er jo Ingenting  Slaa op Pagina det og det i Balles Lærebog  eller hvis hun er Noget duer hun ikke saa er hun forborgent udviklet  har snakket med Mandfolk  Uf der er lige saa beklumret i disse Kvindestier som mellem Studenter ved det teologiske Fakultet  Er der en af dem man kan tale med saa kan man sværge paa kribler s  94 Synden hende gennem Kroppen Hans Øjne søgte atter Maleriet   Den lille Letpaataa gad jeg for Resten nok have kendt sagde han De to Malere talte nu en Del om Billedets øvrige Enkeltheder  Nogle af Lysvirkningerne vakte Vilhjelms Tvivl men Fabricius mente at være sikker i sin Sag  Alt sagde han stod som fotograferet i hans Hoved  Han havde ikke tænkt paa at tage nogen Skitse af Værelset medens han var paa Belinda Billedet havde dannet sig i hans Hoved efterat han var kommen hjem; men saa havde ogsaa Alt staaet for ham med en Klarhed som intet andet Billede før  Kun til Korsettet og Haaret og Haanden i Karmen havde han brugt Model Samtalen gik dernæst til Vilhjelms Rejse og han fortalte muntert om Begivenhederne paa den  Prægtig jysk Kvæg havde han bragt hjem med i sin Mappe sagde han og det Bedste af det Hele han havde faaet en stor Bestilling foruden de mindre han havde rejst for  Saa vendte han tilbage til Fabricius  Billede Du er vel forberedt paa at Du faar Trompeterne imod Dig  ytrede han og da Fabricius saa spørgende paa ham føjede han til Hun er jo næsten afklædt   der staar en Seng det er højst uanstændigt Fabricius lo og bukkede for ham Du har nok været i godt Selskab i Sommer sagde han Nej alvorlig talt svarede Vennen det er en Overvejelse værd om hun ikke kan taale at faa nogle Klæder paa  Folk holder ikke af det Intime naar det ikke ligefrem hører til Kostumet  En Bondepige fra Abruzzerne   en Nymfe   det kan gaa men en moderne ung Dame afklædt Hvor vil Du hen   det minder En og Anden om die sussen Stunden des grossen Sundenthums   Folk hidses   og saa skælder de Dig ud Ja kan Du faa mig til at tro det  Jeg skal skrive Dig en Anmeldelse Hr  Fabricius har med et vist koldt Raffinement hvori vi gerne skulle anerkende Dygtigheden anbragt en ung afklædt Dame i en forførerisk Belysning  De blottede Former ere skildrede med faa men saftige Træk   det er nu Vrøvl men den Slags Fejl indløbe altid i Anmeldelser   som røbe et indgaaende Detailstudium  Vi skulde have foretrukket at den unge Kunstner havde opsat sit Besøg hos den paagældende Dame til et noget belejligere   hvad sige vi noget senere Klokkeslet  Hvor gider Du tage det Svineri i din Mund  sagde Fabricius s  95 ærgerlig medens han sorterede en Bunke Pensler paa et Bord ved Vinduet Tænk over det sagde Vilhjelm kan Du give hende Noget paa Ikke en Trevl  saa er hun hverken smuk eller uskyldig mere Der blev ikke talt mere om den Sag Fabricius satte sig til at male Vennen gik smaasnakkende og spørgende op og ned i Atelieret  Hvad der var nyt af Studier paa Væggene blev flygtig mønstret Noget af det var omhyggelig gjort og interesserede Beskueren deriblandt Røgterdrengen Christian som red paa en Tromle; men nogle skitserede Kvier som hang ved det store blenderede Vindu vakte Dyremalerens Mishag Naar Du indlader Dig paa den ophøjede Del af Kunsten og fremstiller Naturens Hemmeligheder i Dyrs Skikkelse maa Du være saa god at gøre det bedre sagde han   og inden Fabricius kunde svare vedblev han som om det var den samme Ting han talte omSig mig venter Du Dam eb esøg idag Fabricius blev en Smule konfunderet og saa hen paa den Talende der saa ud ad Vinduet Ikke det jeg véd sagde han Ja for der holder en aaben Landauer ude paa Vejen med to pyntelige Damer i som aabenbart interessere sig for dette Vindu  Det gør mig ondt at maatte bemærke at det dog næppe er for min Skyld de er kønne Lad mig se sagde Fabricius hurtig og gik til Vinduet I det Samme rejste den ene af Damerne sig halvt op i Kaleschen og vinkede smilende op til ham  Blodet skød rask op i Fabricius  Kinder idet han hilste igen Det er Gertrude Coldbjørnsen og Frøken Thora sagde han jeg maa ned til dem Har de været her før Nej jeg har ikke set dem siden jeg tog fra Belinda   de er formodentlig nylig kommen fra Landet  Hvor Fanden er min Frakke  Han havde kastet sin Bluse og løb i Skjorteærmer søgende om i Atelieret Her er den sagde Vilhjelm og rakte ham Frakken fra en Messingknap ved Vinduet  Hu   Giv Dig Tid   de kører sgu ikke fra Dig   Bliv lidt Du maa børstes  Monstro de kommer herop De vil naturligvis kun tale et Par Ord med mig  Bliv til jeg s  96 kommer igen sagde Fabricius og for ud ad Døren og kom et Sekund efter tilbage for at hente sin Hat Hvad vil Du med Hatten naar Du har har tabt Hovedet raabte Vilhjelm efter ham og han lo da han hørte Fabricius tumle rutschende ned ad Trappen Fra Vinduet iagttog saa den Tilbageblevne Scenen ved Vognen ude paa Vejen   hvorledes Hænder bleve trykkede Smil og Ord udvekslede korte Forklaringer afgivne  Den ranke Kusk paa Bukken og de smukke Køreheste tildrog sig Malerens Opmærksomhed Med Et stod den yngste af Damerne paa Vogntrinet og hoppede ned paa Vejen medens Fabricius kom for sent med den Haand han strakte hjælpende ud den anden Dame fulgte langsommere efter og alle tre begav sig gennem Laagen til den lille Forhave foran Huset henimod dette Kusken lod Vognen køre et Stykke frem for at vende den  Vilhjelm hørte Stemmer paa Trappen og han fik netop Tid til at gemme Fabricius  Bluse bag et Skærmbrædt ved Døren da en klar Damestemme udenfor læste højt paa DørpladenArthur Fabricius Døren sprang op og Gertrude traadte smilende ind hilste flygtig paa Vilhjelm og vendte sig for at tage imod Thora og Fabricius som havde været nogle Skridt bagved hende  En Præsentation blev foretagen og Damerne bragte til Sæde i en lille Sofa i Hjørnet ved Vinduet hvor høje Potteplanter stod bagved og paa Siderne paa Gulvet og paa Opstandere og dannede i Forbindelse med forskellige ophængte tildels gamle og falmede Stoffer et ret malerisk og hyggeligt Tilflugtssted Fabricius rullede Staffeliet et Stykke bort fra Lyset midt i Stuen for at skaffe Plads Hvor De har det nydelig her sagde Gertrude og saa sig om og gamle Møbler og saa Meget paa Væggene Saadan ser altsaa et Atelier ud   Har De det lige saa smukt hos Dem  spurgte hun Vilhjelm Denne maatte med Beklagelse indrømme at hans Atelier langt fra kunde maale sig med Fabricius  Gertrude og Vilhjelm fortsatte Konversationen medens den noget nervøse Fabricius lige ved Siden af talte med Thora  Man talte temmelig højt og i Munden paa hinanden havde lidt ondt for at høre og vare meget muntre Nej og Klokken hænger midt paa Døren udbrød med Et s  97 Gertrude det er mageløst   Aa Fabricius maa jeg se hvordan det tager sig ud naar den ringer Fabricius maatte udenfor Døren for at ringe  Gertrude lo og klappede i Hænderne ad Klokken der hoppede og kvækkede som en lille forkølet fjollet En sagde hun og raabte Værsgod og Fabricius kom ind og bukkede og spurgte om Hr  Fabricius var hjemme Nej han er ude  af sig selv sagde Gertrude fordi et Par Damer fra Landet ere komne i Besøg til ham Der blev lét ad dette og ad meget Andet  Gertrude forestillede sig Tante Rosalies Forfærdelse naar hun fik at vide hvad hendes Pigebørn havde foretaget paa egen Haand Fader vil bare brumme sagde hun og sige at det gør ikke Noget og at vi en Gang snart skal invitere denne Hr  Fabricius hendes Blik blev staaende stille ligesom hængende i Luften et Sekund Fabricius greb det saa vendte hun sig Saa maa De komme med Hr  Vilhjelm   vil De spurgte hun og lagde sig paa Albuen bøjet hen mod Vilhjelm der blev aldeles imponeret af Blikkets varme Kraft og bukkede   Imorgen til Middag i Taarbæk   det er en Aftale Desværre kunde Vognen ikke sendes efter Herrerne de maatte benytte Dampskib eller Jernbane; hjem skulde de nok blive besørgede Thora havde imidlertid rejst sig og stod foran Staffeliet som Fabricius skød tilbage i den heldigste Belysning for Billedet Gertrude fulgte hende og havde ikke set et Øjeblik paa Maleriet før hun greb sin Veninde i Armen og udbrød Thora det er jo det grønne Værelse paa BelindaVeninden skød som tilfældig Haanden af sig idet hun flyttede sig lidt Det kan man vanskelig tage Fejl af sagde hun og Ordene havde ikke nogen fuldstændig venlig Klang Men den unge Pige   sagde Gertrude og vendte sig mod Fabricius  Hvorfor har De gemt en ung Pige i Deres Værelse Hvad skulde jeg gøre  Jeg kunde dog ikke male mig selv derinde sagde han og bukkede fornøjet som den der mærker at hans Værk gør Lykke Gertrude havde hurtig vendt sig til Billedet igen  Saadan en yndig ung Pige   sagde hun og tav pludselig  Hun faldt i Tanker og Blodet s  98 steg langsomt op i hendes Kinder  Hun forblev tavs medens de Andre talte om Maleriet Thora vilde vide hvad den unge Pige ved Vinduet tænkte paa Ikke paa Andet tror jeg sagde Fabricius end at Luften er saa frisk og at der er smukt uden for Men er det nok Ja er det ikke Det forekommer mig at der burde være mere Indhold i et Maleri En almindelig ung Pige som lukker et Vindu op om Morgenen inden hun har klædt sig paa   er det virkelig Umagen værd at male  Skal hun ikke være ulykkelig eller vente paa Nogen Frøken De véd ikke hvor De sønderriver en Malers bedste Følelser sagde Vilhjelm og traadte frem foran Fabricius som havde villet svare hvad skal et stakkels Menneske som jeg gøre med alle mine Køer og Faar naar denne unge Pige ikke er et Maleri  Tanker har mine Drøvtyggere ikke mange af og kønne kan de dog være   Den unge Pige er heller ikke saa almindelig som De tror   se paa hende hun er smuk  Hun vender jo Ryggen til Ja men hendes Ryg er smuk og Stillingen  Jeg vil have at hun skal være ulykkelig Giv Tid Frøken   med Aarene kan hun jo blive det Thora saa lidt overrasket paa Vilhjelm og der kom en svag opadtrukken Rynke hen over det venstre Bryn Hele Indholdet i Stykket bestaar jo deri fortsatte Vilhjelm uden at gøre noget Forsøg paa at møde Thoras Blik at hun interesserer som hun er og fængsler Opmærksomheden Naar De havde sat en Mand ind i Stykket sagde Thora og saa paa Fabricius saa havde De ladet ham foretage sig Et eller Andet Ja men det er ogsaa noget ganske Andet svarede Fabricius hurtig en Mand bliver først interessant naar han har gjort Noget   han skulde have været en Fange der kigede ud af sit Bur  Der kan De se det er det De har ment  Saa tænker dog den unge Pige paa Noget Jeg kan nu netop godt lide at hun Ingenting tænker paa sagde Gertrude og blev lidt forundret og krænket over at de Andre gav sig til at le   rigtignok med stor Forskel i Tonefaldet Der blev nu atter talt om en Mængde forskellige Ting og lidt s  99 efter tog Damerne bort  Afskeden var lige saa hjertelig som de første Hilsener men Tonen var umærkelig bleven alvorligere  Fabricius havde kun Øje og Øre for Gertrude og da hun i Atelierets Dør og paany ved Vognen havde sænket sine Øjne helt dybt i hans og givet ham Haanden og ikke gjort Mine til altfor hurtig at ville redde sig tilbage fra denne tillidsfulde Indvandring paa hans Enemærker var der en stille Feber i hans Indre en ligesom rolig kogende Sø hvor store runde Bobler i bestandigt Kredsløb steg fra Bunden op mod Dagens Lys gled ud og atter gjorde Turen rundt  For hver bristende Boble skabtes en lykkelig Fornemmelse Vilhjelm gav da de var ene sin Dom over Damerne til Bedste  Han mente at de virkelig lod til at være bedre end Damer plejede at være Den liden Frøken Gertrude saa godt at det var hende Du har malet sagde han Tror DuDer kan ingen Tvivl være  Vilhjelm tav en Stund heller ikke Fabricius talte  Lagde Du Mærke til sagde Vilhjelm derpaa at jeg fik Ret Damers Logik er som Harer der springer i en Mark  Det var sgu en nem Maade at faa bevist paa at den unge Pige i Billedet tænker paa Noget Vennerne spiste den Dag sammen paa en Restauration og Vilhjelm fik mange livlige Skildringer fra Belinda i hvilke dog ikke indløb de samme intime Beretninger som i Brevene  Fabricius gjorde sig Umage for at lade den Interesse han nærede for de Forhold han omtalte fremtræde i en noget afdæmpet Form  Aftenen sluttede saa i Teatret Dagen efter fik Fabricius Visit i sit Atelier af Grosserer og Etatsraad Coldbjørnsen og umiddelbart derefter opnaaede Vilhjelm samme Ære Den Mand har Levemaade sagde Vilhjelm til Fabricius da de senere mødtes for at tage til Taarbæk sammen han har naturligvis fundet at hans unge Datter har været vel dristig igaar   Jeg maa nu ellers sige at jeg rent glemte at lægge Mærke til at Begivenheden faldt udenfor Reglerne   Aa ba det var Vognen som reddede Situationen   der skulde man have set dem komme gaaendeFabricius interesserede sig kun lidt for denne Undersøgelse  Besøget var faldet naturlig hvad vilde man mere S  100Han var i fortrinligt Humør han havde faaet sit Billede solgt til Etatsraaden oven i Købet over Prisen og den gamle Herre havde paa sin noget korte Maade vist ham en tydelig Velvilje Jeg har nogle Billeder hængende her i København   dem skal De se   der er gode imellem  Min Datter skal have dette naar vi flytte ind fra Landet   det passer til en ung Piges Værelse  Fabricius  Hjerteslag var nær stoppet ved disse OrdNu paa Dampskibet var han saa lystig at han endog forbavsede sin Ven der dog havde kendt ham i hans mest overgivne Periode De firehundrede Daler er sgu faldet i god Jord brummede Vilhjelm  Se mig til den sære Patron med de lange Øjenbryn om han lod sig lokke af mine pænt friserede Ræve  Men det forstaar sig de var jo heller ikke af Familien  Lad mig være i Fred sagde Fabricius og blev rød op i begge Tindinger s  101XIDagen var forbi  Den havde været behagelig og munter; Fabricius og Vilhjelm kørte i Etatsraadens magelige Kaleschevogn tilbage til Hovedstaden langs ad Strandvejen  Maanen lyste paa Sundet og paa de mange Villaer der for en stor Del alt havde faaet Vinterdragten paa og stod med Skodder for Vinduer og Døre  Man lugtede de fugtige nedfaldne Blade som laa paa Vejen og blinkede svagt i det hvide Lys og fra Søen strøg en frisk lidt ram Tanglugt de Kørende i Møde Sover Du  sagde med Et Vilhjelm til Fabricius da de passerede Skyggen af en Række klaprende Espetræer Nej jeg gør ikke svarede den Adspurgte og rettede sig halvvejs op og saa sig om som om han pludselig var bleven vækket jeg ser paa Maaneskinnet   her er kønt Hans Tanker havde ikke været hvor han selv befandt sig  De vare bievne i Taarbæk og af den Lystighed hvormed han der havde holdt ud til det Sidste var der ikke Spor tilbage  Paa Johannehøj Etatsraadens Landsted havde Advokaten været Gertrude havde kort efter Bordet trukket Fabricius ind i en Vindusfordybning og hurtig meddelt ham at hun den foregaaende Dag havde faaet mange Skænd for Besøget i hans Atelier først af Tanten og siden af Feddersen da denne var kommen derud til Middag  Hun havde gjort Nar ad sin Forlovede paa en fortrolig hemmelighedsfuld Maade som en Skolepige der fortæller om sin Lærer  Det havde klædt hende hvor forkert det Hele end var det var et Træk som blandt mange andre blottede Tilstandens Uholdbarhed Fabricius havde særlig efter denne lille Scene følt Alvoren lige som rejse sig inde i ham og række ud efter Lystigheden for at kvæle den men Situationen havde lige til nu forhindret denne Gerning Hvad var det for Resten   dette Nye der idag var i Gertrudes Væsen  Det Milde   Jomfruelige vilde han kalde det  Begyndte hun at ane at der i de Tanker han nærede for hende var et Tilflugtssted langt omhyggeligere indrettet end den aabne Fælled hvor hun og Advokaten gik paa Maa og Faa og dukkede i Blæsten bag vantrevne s  102 Buske og følte hun sig dragen henimod dette Ly  Havde hun forstaaet hvad han havde ment med den unge Pige i Billedet  Hende selv yndig som hun var forsigtig og lokket af Livets skønne Friskhed bort fra den pertentlig beklumrede Stue  Vidste hun at han stod neden under i Haven og ventede og vilde vise hende Vej  Havde hun Lyst til at sætte sin Fod ved Siden af hans og gaa med ham altid fremad til Aftensolen mindede dem om Nattens Komme og de maatte søge Hvile  Der var Noget i Gertrudes Øjne som gav ham Anledning til at tro det hun spandt jo en silkefin Forbindelse imellem dem  Men hvor fast var denne Forbindelse  Var den skikket til at bære Bud om Mere end om fnuglette Ønsker og andre luftige Sager  Gik hun ikke der bag Advokatens tilfredse Latter from som en Hind bag et Tremmeværk der klaprer i Vinden   Denne Mands Nærværelse var hende jo ikke imod og ubegribelig   Da Vognen holdt for Døren og de skulde bort var det kun ham og Vilhjelm der tog derfra Advokaten blev et Værelse stod rede til ham  En Vandring altsaa formodentlig i Maaneskin med dette Menneske efter det Afskedsblik hun havde givet ham  Hvor var den sande Grund i denne unge Pige Hvis Du altsaa ikke sover og Maanen ikke er en altfor behagelig Kammerat kunde Du maaske høre paa hvad jeg vil sige   Jeg finder at Frøken Hallager er en interessant Person jeg gør Ja vel det kan jeg godt begribe Du kunde vise det med noget mere Livlighed Jeg tror at jeg dog vil overlade Dig paa ny til Maanen   Hvad er det for Noget  Tal Du kun jeg hører nøjagtig hvad Du siger Det faldt mig ind at jeg vilde fortælle Dig hvad hun har sagt om Dig; hun kan godt lide Dig Jeg er lutter Øre sagde Fabricius og rejste sig smilende helt op fra sin sammensunkne Stilling Kun finder hun at Du er blødagtig Hvadfornoget Blødagtig sagde jeg   Hun har ikke Ret i Præmisserne   det har Damer aldrig   Konklusionen kan derimod være god nok Maa jeg spørge om det er af denne Udtalelse Du udleder at hun holder af mig Nej men fordi hun siger det  Jeg gjorde hende i Forvejen s  103 opmærksom paa at Alt hvad hun sagde fortalte jeg Dig igen Det maatte jeg ikke sagde hun og saa talte vi netop meget indgaaende om Dig Naar skete det Medens I andre snakkede sort i Havestuen om Ting som I ikke forstod jer paa   navnlig da ikke han Idioten Hr  Emil fra London der saa ud som om han havde stjaalet Pengene til den Vest han gik med Den eneste Fornuftige imellem jer var Fru Winge  Det er et dygtigt Fruentimmer   blød Mosbund Naa medens det foregik trak Frøken Thora og jeg os tilbage til Kabinettet og dannede den finere Del af Kompagniet  Det burde have sunget for dine Øren Du var Genstand for vore Undersøgelser Maa jeg faa at vide hvorpaa hun begrunder sin Opfattelse af min Blødagtighed Ja det har jeg allerede sagt det duer ikke  Det er fordi Du har malet en ung Pige og ikke en Kæmpe som hvæsser sit Sværd Naa saaledes  Det Maleri synes hun altsaa virkelig ikke om Ikke synderlig tror jeg  For Resten gik hun dybere hun søgte alle dine Sujetter igennem og fandt at det var en Skam at en begavet Kunstner som Du ikke havde valgt større Opgaver Jeg spurgte hende om hun havde set dit berømte Konkursbillede med de ni Ben til de fem Mennesker Ø MefistofelesIngenlunde Hun var ganske betuttet over at et saa beklageligt Misforhold kunde opstaa og jeg maatte trøste hende med at af de ni Ben som fandtes var i det Mindste de syv virkelig fortræffelige Ben  Da jeg fortalte hende at jeg ejede Skitsen vilde hun se den  Hun besøger mig imorgen paa mit Atelier  Det er Skade at Du har brændt Billedet ellers var hun i Stand til at ville købe det Besøger hun Dig Ja; men Du maa ikke vide Noget om det Alene  Formodentlig  eller maaske Frøken Gertrude ogsaa gør mig den Ære Det gør hun ikke sagde Fabricius Aa hvad det er jo blevet udtrykkelig forbudt efter hvad jeg kunde forstaa; det plejer at være en god Spore Det pinte Fabricius at han indsaa at vel havde Bebrejdelserne fra s  104 Tantens og Advokatens Side harmet Gertrude som ugrundede men at de to Menneskers Vilje ikke desto mindre var en Lov for hende  I hendes Ord havde der ikke været den mindste Antydning af at hun vilde gøre hvad hun selv syntes Hun gør det ikke sagde han til sig selv eller hvis hun gør det sker det med en daarlig Samvittighed Som sagt jeg venter Frøkenen imorgen  Det skal more mig saa ogsaa at vise hende en Hingst med maurisk Blod som hun skal ride paa Det kunde aldrig falde mig ind at stille hende op til Stads i en ung Skov med kælne Duer paa Fingrene Til Hest i en brun Dragt mellem Soldater som ere paa Skansegravning   Fabricius saa opmærksomt paa Vennen  Tror Du  sagde han Vilhjelm nikkede  Jeg har talt ikke saa lidt med hende i Aften  Der er Vilje i den Pige  Vi kom til at tale om at det var farligt at fortælle en ung Dame at Livet var skønt  Hun troede selv paa det nu sagde hun og der kom Fanden til eget Udtryk i hendes Øjne men hvad hjalp det hende  Hun var lænket til samme Plet og kunde ikke som en Mand føle at hun levede  Hun kunde ikke med sine Hænder danne Noget   os Kunstnere misundte hun   Jeg spurgte hende om det at opdrage de mange Børn paa Belinda ikke var en nok saa god Opgave  Hun tog forsigtig paa det og sagde senere en smuk Yttring af en ung Pige Var det mine Børn vilde mit Liv vel ikke staa fattig for mig Det var en god Kone for Dig Jeg tænker ikke paa at gifte mig Vennerne fortsatte i nogen Tid i Tavshed den Tankerække hvori de vare komne ind Fabricius under et Tryk som meget lignede de sidste Dages Stemninger paa Belinda Vilhjelm udførende med roligt Behag videre det Billede af den unge Pige som Aftenens Samtale i Kabinettet havde givet ham  Mærkelig Hukommelse saadanne Damer har begyndte han igen de véd hvad En og Hver har sagt ved alle mulige Lejligheder   Jeg tør sværge paa at Du véd ikke Tiendelen af hvad de kan huske fra i Sommer  Du har et eneste forlibt Indtryk   Hør lad mig sige Dig én Gang for alle sagde Fabricius utaalmodig at Du skal brænde mine Breve fra i Sommer  Du holder paa alt det Vaas der staar i dem  Jeg har malet den unge Pige der kiger ud ad Vinduet   det er min Blødagtighed anderledes er jeg ikke Naa naa godt Ord igen jeg forsvarede Dig ogsaa overfor Frøken s  105 Hallager   Hun havde for Resten en stor Sorg paa dine Vegne   Det var din Mangel paa Religion   Hvis Du blev skuffet i Livet og blev ulykkelig hvad skulde Du saa gøre  Du havde kun indrettet Dig paa at Alt skulde gaa godt Naa I er skam kommen dybtJa unægtelig og for dybt; saadan en Samtale gik kun daarlig til Akkompagnement afjer i Dagligstuen Hvad sagde Du til denne Mangel ved mig Jeg tror at jeg tog det ganske fornuftig jeg citerede Dig selv  Jeg gentog hvad Du for et Aars Tid siden sagde til ham Schmidt kan Du huske Undskyld det jeg husker mindst af Alt er hvad jeg selv har sagt  Har jeg talt med Schmidt om den Slags Ting Kan Du ikke huske at han en Aften i Knejpen forsvarede Kristendommen imod Dig som angreb den fordi den ikke var skikket til at hjælpe Folk i Nød Det var den Aften da han købte Kagekonens Løgte og Du holdt Foredrag for Droschekuskene paa Gammeltorv om deres heldige Stilling i Samfundet  Ja vel det staar dunkelt for mig men det var jo ikke Andet end Vrøvl jeg sagde Men inden det; i Vinstuen da Alt endnu gik rolig til sagde Du med den sødlige Mine som det en Gang er lykkedes mig at gribe hos en Hest som lagde Ørerne tilbage at der jo ikke var Nogen som vilde falde paa at nægte at Kristendommen var bleven til paa en Tid da det saa sørgelig ud i Verdens store Dollhus  Men senere var der bygget et nyt Dollhus og deri skønnedes Lægerne at kurere efter en Metode som holdt sig Naturens Forskrifter mere efterrettelig   derfor vare vi Patienter af det nye Hus  For vore Sorger fik vi Styrtebade og Lektier at lære og vare vi velhavende Rejser til Italien osv i det gamle Hus ringede man endnu med Klokker naar En gik rabundus Holdt Du den Tale til Frøken Hallager Ikke ganske men jeg fortalte hende at saadan Noget havde Du sagt  Det Morsomste derved var at hun glemte sine Betænkeligheder over din Livsanskuelse og sagde Taler de om den Slags Ting naar de drikke Vin  Jeg sagde at Du kunde være slem dertil men at vi andre gjorde hvad vi kunde for at holde Samtalen nærmere ved Bægerets Rand  Det var en Bestræbelse vi hellere burde undlade mente hun   A propos vi staa vel af ved Charlottenlund S  106Hvorfor det  Har Hammer ikke været hos Dig for at faa Dig med  Hele Flokken fra Nyboder har været i Dyrehaven idag for at se Krondyrene slaas og hvis de da ikke ere stangede ihjel sidder de nu i et af Kabinetterne over Stalden og drikker den grønne Skovs Farvel Nej jeg gaar ikke medOg Søstrene fra Ordrup havde lovet at lade sig bortføre i Eftermiddag  Fætteren med de skæve Ben har faaet Ordre til at sende en Indbydelse til Teatret det giver Frihed efter en stor Maalestok  Dyveke spurgte udtrykkelig om Du kom med Ja jeg véd det jeg kommer ikke   Vahlbom Tag det som Du vil Stakkels Dyveke Din Kærlighed og dine runde Skuldre maa nu sige Farvel til mere end den grønne SkovJeg har ikke set hende siden jeg rejste i Forsommeren sagde Fabricius gnavent Vennerne naaede kort efter Charlottenlund hvor Vilhjelm stod af Fabricius ønskede ham lidt ironisk en god Fornøjelse bad ham om at tage sig af Dyveke og kørte saa til sit Hjem vejende alle mulige andre Ting i Hovedet end Gildet over Stalden hvor der blev sagt Skoven et varmt Farvel Paa Johannehøj var man tidlig gaaet til Ro  Der var ingen Spaseretur foregaaet i Maaneskin  Gertrude var smuttet ind til Fru Winge der beboede et af Gæsteværelserne medens Thora delte Værelse med Husets Datter og hun havde indrettet sig hyggelig der ved at sætte sig paa en Skammel foran Fru Winges Fødder  Hovedet havde hun lagt bagover i Venindens Skød  En Lampe stod paa et Bord tæt ved og kastede et rødlig gult Skær over den unge Piges Hoved og opad vendte Ansigt  Fru Winge holdt sine Hænder foldede under Gertrudes Hage og hun bøjede sig hyppig gyngende frem over for at se ind i de brune Øjne som stræbte at naa hendes Blik over de fine Bryn  Naar Gertrude sagde Noget med mere Eftertryk end sædvanlig løftede hun sig en Smule op lagde Armen over Fru Winges Knæ og saa hende ind i Ansigtet drejede sig derpaa langsomt om igen og faldt paany tilbage i sin hvilende Stilling  Den unge Frues Hænder gled da naar Gertrude atter var kommen til Ro ned langs de bløde Kinder s  107 og mødtes som før under Hagen som havde en blank Lysplet paa Midten  Meget blev der talt om Paa den Maade Barn sagde Fru Winge synes jeg at Du er forelsket i Fabricius og slet ikke i din Forlovede Det kan gerne være Emma men det kan jeg ikke gøre for  hvorfor er Feddersen saa kedelig   Og saa skulde Du se ham naar han er vred paa mig  Det er lige som om han var en Kvinde det gør ham saa ondt Jeg kan hurtig faa ham god igen; men jeg tror slet ikke at han har lagt Mærke til at jeg retter mig efter ham eller at jeg er bleven klogere siden jeg har lært ham at kende  Og det er jeg dog Hvem taler du om Om Fabricius  aa troede Du at jeg mente Feddersen  Hun lo  Nej af ham er jeg saamæn ikke bleven klogere  Han hedder Arthur begyndte hun igen det er et kedeligt Navn Gud véd hvorledes Nogen har kunnet falde paa at kalde ham det   1 Grunden er der ikke andet Kønt ved ham end hans Mund   ja Hænderne Man kan se det naar han maler; det gaar saa nydelig   Han tegnede en Dag en Karrikatur af os allesammen da vi vare med til at køre Hø ind i en urimelig Blæst; men den har Thora  Jeg ligner en Høne som Vinden tager fat i Holder Fabricius ikke meget af Thora Jo   mere end af mig  det vil sige det véd jeg for Resten ikke  Han kunde nu godt holde mest af mig for jeg holder meget mere af ham end Thora gør  Gertrude var ikke ganske ærlig i dette Øjeblik  Hun var vis paa at Fabricius holdt mest af hende og denne Vished havde hun faaet i samme Sekund som hun havde genkendt sig selv i Maleriet; den udgjorde netop hendes Glæde og det Bløde i hendes Stemning for Øjeblikket Hun vidste at Alt kunde hun fortælle Emma   kun Et maatte blive tilbage som en interessant Lyksalighed Ingen nogensinde skulde faa mindste Nys om nemlig at hun var den unge Pige i Fabricius  Billede  Midt i al sin naturlige Barnlighed havde Gertrude en klog lille Viden om at hun var et Barn og at hun med et Ord kunde forspilde denne gode Tilstand  Sagde hun at Fabricius havde malet hende efter Hukommelsen vilde Alle sætte det kedelige Ansigt op som hun godt kendte og hun selv vilde blive rød i Hovedet  han kunde jo ogsaa have ladet være at lade hende staa der paa bare Ben Hun kneb s  108 altsaa Øjnene til og løb videre ad en smal Sti   det var det Billede af hende selv som foresvævede hende   og hun syntes at hun aldrig havde været saa glad som under dette Løb  Hun kunde samtidig fortælle Emma Løst og Fast; men hvad der blev fortalt var Indtrykkene fra Belinda det Gamle det var ogsaa godt   hvad der var af helt Nyt det Allerbedste Forestillingerne fra igaar og idag fik ingen Ord Emma hørte paa Gertrude som paa en Fugl der kvidrer  Meget af hvad hun sagde vilde i enhver anden ung Piges Mund have forekommet hende betænkeligt men da det var Gertrude som talte maatte man vogte sig for at give Ordene en større Rækkevidde end de taalte  Den Forundring hun i sin Tid havde følt da hun i Jylland erfarede Gertrudes Forlovelse var ganske vist ikke bleven mindre da hun saa de Forlovede sammen og nu hørte Gertrudes Meddelelser  imidlertid en Forlovelse uden gensidig alvorlig Tilbøjelighed var noget saa Urimeligt i dette Tilfælde at hendes Forundring maatte være en Mangel ved hendes egen Opfattelse og hvad hun sagde til Gertrude faldt ikke udenfor den venlig spøgefulde Tone der en Gang for alle laa hende naturlig paa Tungen naar hun havde Gertrudes brune Øjne foran sig Sig mig dog Et Gertrude sagde hun da Samtalen var ved at slutte har Du til Andre talt om dit Forhold til Fabricius saaledes som Du taler til mig Nej   sagde Gertrude og trak Benægtelsen helt ud i en Ø Lyd Og Du tror ikke at Du tager Noget fra din Forlovede ved at holde saa meget af denne   elskværdige Maler Nej svarede Gertrude hurtig og med Stemmen gjort betydelig smallere med Feddersen er det jo en hel anden Sag Ja godt lød det ikke tænkte Emma men var her noget Galt var her da kloge Folk nok som kunde tage sig deraf Fremfor Alle Advokaten  En Forklaring som han tvang frem maatte jo betyde meget Mere end hendes Ord  At se Farer hvor de mest Interesserede vare rolige var formodentlig ufornuftigt og Synd mod den unge Pige  og hun bøjede sig ned og kyssede Gertrude paa Panden Fru Winge fik under sit korte Besøg paa Johannehøj ikke oftere Lejlighed til at se de unge Mennesker sammen og hun rejste med sit gamle Indtryk af at Gertrude var og blev et indtagende Barn som vilde flagre Livet igennem paa sin egen lille selvstændige Maade  Det faldt hende ikke ind at Gertrude manglede Mod S  109XIIHvad har de i Teatret i Aften  spurgte Etatsraad Coldbjørnsen sin Søster en Formiddag en Maanedstid efter Besøget i Taarbæk  Han stod i Dagligstuen i København ved den store Søjlekakkelovn med de blanktpolerede Messingringe og saa paa Tante Rosalie der sad i en højrygget Lænestol ved et Bord midt i Stuen fordybet i Morgenbladene hvis lette Tone denne Morgen som sædvanlig baade morede og mishagede hende  Etatsraaden ventede paa sin Frokost uden dog at røbe nogen Utaalmodighed Min Lykkestjerne og Farinelli svarede den gamle Dame idet hun lod Øjnene glide fra Feuilletonen op paa den tredie Sides Spalter  Skal der tages Billetter Aa jeg véd ikke   vi kan jo høre hvad Gertrude siger Hun siger vist ikke nej sagde Tante Rosalie og Tonen var lidt skarp  Læsningen blev derpaa fortsat  Der fulgte kort efter en pludselig Knasen i Papiret da den gamle Dame hurtig foldede Avisen sammen og lagde den fra sig med en Mine som om hun var misfornøjet med Indholdet  Det var for Resten ikke af Vejen om der ingen Teatergang blev i Aften sagde hun i den lette Tone ovenfra nedad der anvendtes naar hun ventede en Modsigelse paa Noget der ingen Modsigelser burde fremkalde  Gertrude kan have godt af at tilbringe sin Aften hjemme og i Ro  Der er kommet en Uro over hende i den senere Tid  hun har ingen Lejlighed til at samle sig Jeg er bange for at hun rent springer den Tanke over at hun snart skal gaa ind til nye Forhold som ville kræve store Pligter af hende Du mener at det gaar for muntert til her hjemme Ja Det finder jeg dog ikke sagde Etatsraaden og talte langsomt og venskabelig Hænderne havde han anbragt under Frakkeskøderne og de svære Øjenbryn vare højt løftede  Gertrude morer sig i sit Hjem det tager hun ingen Skade af Ifjor var hun ude hveranden Aften  Jeg synes bedre om hende nu end nogensinde   hun er i Færd med at vokse s  110Ja hvis hun voksede i god Forstand   Hvad kalder Du i god Forstand Gudsfrygt og Hjertets Ydmyghed Øj sagde Etatsraaden som om han brændte sig og antog derpaa et mildt bebrejdende Udtryk  Kære sagde han har Du ikke selv en Fornemmelse af at dine Ord ikke passe  Hvad skal en ung Pige med denne Frygt og Bæven  Det er dog besynderligt altid at mindes Livet som en langsom Død der foregaar virkelig Et og Andet i dette stakkels Liv førend Døden   dine Tanker om Livet efter Døden i al Ære  Jeg har aldeles ikke tænkt paa Døden Naa saa indrøm da Barnet Ret til at lære lidt af det Liv at kende som hun nu en Gang ikke kan liste sig fra Der er ikke saa Lidt at lære  Etatsraadens Tankegang var ikke ny for Tante Rosalie hun tog lidt overlegent paa den og sagde i nogenlunde godt HumørDin fikse Idé i Ære Georg   lærer Gertrude Noget i denne Tid Ja hun gør virkelig De to Malere har bragt over vor Tærskel en Skare af gode Forestillinger som endelig have ramt Gertrudes Sind De se med Sympati paa Tingene og hun har i den senere Tid lukket sine smaa Øjne op og fundet Sammenhæng mellem en Mængde Forhold som før gled saa noget nær meningsløst forbi hende Jeg kan kun sige at der forekommer mig at være kommet en beklagelig Mangel paa Alvor i Alt hvad Gertrude foretager sig Som om Gertrude havde været alvorlig før Nej min Kære Men hør paa hendes Latter   der er mere Værdi i den nu end for et halvt Aar siden  Hvad mener Du om ifjor Vinter da Du bragte os Hr  Svigersønnen til Huse  Forstod han at give Gertrudes Latter Indhold  Han ler spidst det kan en ung Pige ikke lære Noget af Skal da maa jeg spørge en ung Piges Udvikling gaa gennem Latter Skal og skal Der er Ingenting der skal  Man kan le sig voksen og man kan græde sig sin Udvikling til Foreløbig har der om Gertrudes Liv Rokket sig Latter; det maa vel være vor Opgave at hjælpe til at den bliver af saa god en Art som mulig Og imedens lade alle alvorlige Tanker fare Hvem siger det  sagde Etatsraaden hurtig og traadte tæt hen foran sin Søster  Der er den Insinuation i dine Ord Rosalie fortsatte han dæmpet og med en Hæftighed som efterhaanden tabte sig at s  111 der er mere Alvor i at give Barnet en Hætte over Hovedet fordi det saaledes er sket i henved et Par tusind Aar end i at give det Øjne som kunne taale Solens Skin  Du glemmer at en Lynstraale blænder mest den som er vant til Mørke   Det berører mig lidt forunderlig at Du taler om Alvor til mig der har gennemgaaet det meste af et Aar mere bekymret for Gertrudes Skyld end Du aner   nu forekommer det mig at jeg skimter Lys forude lad mig nyde mit Haab i Fred Etatsraaden havde drejet sig rundt paa Hælen og var gaaet tilbage til Kakkelovnen Alvor sagde han lidt efter fra sin Krog og stødte Ordet frem jeg kunde fristes til at sige at det glider som en Taage forbi Dig og Feddersen   det er Noget som I har læst om i en gammel Bog men har I set det  Kender I det naar det lyder som Spøg i en ung Piges Mund Han afbrød sig selv  Der er det der kommer det ind ad Døren sagde han og slog ud med Haanden ad Gertrude som i Kaabe og Hat kom ind fra den store Stue der stødte op til Entréen  Hun var netop vendt tilbage fra en fransk Sprogtime og hun kom lystig syngende en lille fransk Arie  Sagde Du Noget Fader  spurgte hun og stoppede i Sangen Jeg sagde at vi har ventet paa Dig med Frokosten Skyerne veg under Maaltidet fra Etatsraadens Pande; det lykkedes derimod ikke Gertrude at tale Tante Rosalies Bekymringer bort de sugede Næring af samme Grund som virkede oplivende paa den gamle Herre Der var med hendes lille Pige foregaaet en Forandring og den havde ingen anden Aarsag end de to Maleres hyppige Besøg deri havde hendes Broder Ret; men det var netop en af hans største Fejl at han havde knyttet disse to unge Mennesker til Huset  De havde en Maade at tale om Alt paa som i sin inderste Kærne var anstødelig hvor tilsyneladende morsom og uskyldig den end kunde tage sig ud  Intet var dem jo i Virkeligheden helligt som noget Urokkeligt og Blivende  Tante Rosalie var først efterhaanden bleven opmærksom paa dette og det var ikke sket før det var gaaet op for hende at Advokatens Autoritet var i Dalen  De behandlede ham som deres Ligemand og fik Gertrude til at interessere sig for alle de Ting som de bragte paa Bane og som Advokaten naturligvis ikke var saa hjemme i som de fordi han havde langt alvorligere Ting at tænke paa  Og hvad var det Andet end lutter Verdsligheder som de vare opfyldte af og s  112 som glædede hendes Broder i saa høj Grad  Alt drejede sig jo om de Ting som staa idag og imorgen kastes i Ovnen  Deres kunstneriske Begavelse viste naar man ret betragtede hvad den førte i sit Skjold ikke én Tanke paa det Højere paa Gud og Pligten   nej Nutidens unge Mennesker havde sørgelig forladt de gamle Spor Tante Rosalie vilde have troet at hun svigtede sin Pligt hvis hun ikke havde talt til Feddersen om sine Bekymringer  At hun advarede Gertrude fulgte afsig selv; men det var ikke længer nok  Der var dog Noget ved Feddersen som heller ikke var som det skulde være  Han forstod ikke ret hvori det Farlige laa for Gertrude i at omgaas de to Malere; han tog lidt vrippent paa det  Hvad var der Andet at gøre end ømt at vise Gertrude Fristelsen som laa for hendes Fod og saa sætte sin Lid til at Gud nok vilde holde sin Haand over hende  At prøve ved Sarkasmer at fjerne Faren gjorde kun Ondt værre  Her var jo ikke Tale om hvem der havde Ret i de enkelte Tilfælde   det kunde ikke nægtes at det ofte saa ud som om Retten var paa de unge Menneskers Side   men Sagen drejede sig om den hele Opfattelse af Tilværelsen som de lod komme til Orde Skulde Advokaten da ikke være en saa alvorlig troende Mand som hun havde formodet eller skulde det skorte ham paa virkelig Finhed For Advokaten stod det ikke klart hvad der foregik  Tante Rosalies Ord havde intet Indryk gjort paa ham det var ikke den Side af Sagen hun fremdrog som han havde Sans for  Men Malerne kedede ham og irriterede ham; de havde en Maade at fremføre deres Barnagtigheder paa som tog sig ud og de byggede Resultater op paa deres tynde Erfaringer som han til sin Ærgrelse maatte indrømme ikke altid faldt sammen fordi man blæste paa dem  De tog Ordet fra ham ved hans Svigerfaders Bord og vandt Bifald baade hos Etatsraaden og Gertrude og de indgav Gertrude den komiske Forestilling at hun virkelig selv formaaede at tænke en Sag igennem  Hun havde to Gange i den senere Tid forlangt Grunde for simple Forholdsregler som det ikke kunde falde dannede Mennesker ind at spørge om Grundene til  Det var en kedelig Overgang inden Brylluppet men naturligvis skulde de Godtfolk blive holdt paa bedre Afstand naar Forlovelsestiden var overstaaet og Hr  Svigerfaderens Indflydelse vist indenfor de rette Grænser Fabricius var for Resten en ret elskværdig Fyr men denne vigtige Maler Vilhjelm kunde han nok have Lyst til at stoppe Munden paa Hvad det Spørgsmaal angik at holde en alvorlig s  113 Præken for Gertrude som Tante Rosalie ønskede at han skulde gøre maatte man virkelig have ham undskyldt han havde ikke forlovet sig for at blive Skolemester  Petitesserne maatte Damerne afgøre mellem sig selv og det havde netop Tante Rosalie et udmærket Greb paa han stolede fuldstændig paa hende  Det var Meningen om ikke Ordene af hans Ytringer til den gamle Dame  Feddersen tilstod ikke for hende og ikke for sig selv at selv om han havde ønsket det havde han ikke havt Mod til at tale indtrængende med Gertrude  Der havde i hendes Væsen allerede paa Landet og senere vist sig et ejendommeligt Forbehold som han ikke forstod men som han foreløbig gik af Vejen for  Naar Tiden kom vilde han som Ægtemand og Herre kunne give de alvorlige Tilrettevisninger som maaske vilde blive nødvendige   nu manglede der Noget i Situationen der kunde blive svaret Feddersen havde alle sine Dage indrettet sig paa at have en god Position som Baggrund for sin Optræden og fik først ved den noget overdrevne Tillid til hvad en Sejer i den ydre Verden betød den fornødne Sikkerhed til at optræde bestemt  Der var i hans Forhold til de to Malere kommen den Skævhed ind at de ikke havde nogen egentlig Viden om i alt Fald ikke nogen synderlig Respekt for hvad en Advokat betød og det havde kastet det blege Skær over hans Skikkelse som der unægtelig var Der var altsaa Skygger nok i det Coldbjørnsenske Hjem i dette Efteraar 1863; men Solskinnet som voldte Skyggerne gled dog ogsaa ind i disse  Der var morsomt i de store Stuer naar Malerne vare til Stede ogsaa for Tante Rosalie og hun kunde tidt nok minde sig selv om at hun skulde staa paa Vagt ved Gertrudes Side Faren var ikke saaledes let at gribe  Den stak først sit Hoved frem naar Samtalerne vare forbi og man i Enrum skulde drage Resultaterne ud af hvad der var blevet sagt  Hun stolede paa at Gertrude ikke kunde gøre det i nogen høj Grad og under alle Omstændigheder ikke havde Sind til at ville gøre det  Børnelærdommen skulde og maatte blive det Stærkeste hos den unge Pige  Tante Rosalie havde i denne Tid hyppigere end før Anfægtelser af hvor sjældent det lykkedes at blande Gud og Kristus og den Helligaand ind i det daglige Livs Syssel  Vigtige Begivenheder i den store Verden skulde dog snart tage Pladsen op saavel for Tante Rosalies Bekymringer som tilsyneladende i det Mindste for de øvrige private Interesser der plejedes i det Coldbjørnsenske Hus Tiden var stærkt mættet med Politik og den gamle Etatsraad der s  114 var en ivrig National og Liberal førte Politiken med ind i sine Stuer  De to Malere havde set sig nødsagede til at lægge sig efter Avislæsning og drev de end hemmelig indbyrdes en Del Løjer med den megen politiske Viden de pludselig kom i Besiddelse af dristede de sig ikke til at føre Spøgen med sig naar de gæstede Etatsraadens Hus  Der kom dér en Kreds af ældre Herrer Børsmænd og politiske Personligheder og Tonen fikjevnligt et behageligt Sving af livlig Interesse for alle Tidens Fremskridtsbestræbelser i offentlige Anliggender  Det store Forfatningsspørgsmaal var Dagens ivrigst debatterede Emne; Frederik den Syvendes uventet indtrufne Død just som Forfatningssagen var bragt til en som man troede lykkelig Afslutning samt det deraf følgende forandrede Forhold til det tyske Rige bragte nyt Tønder til Diskussionen  Der kom Liv og Lidenskab til Stede navnlig fordi Feddersen der hidtil havde været tilbageholdende under den politiske Debat og kun nu og da havde virket oplivende paa Samtalerne ved en moderat Spøg med de nationalliberale Doktriner med Et tonede Flag som Helstatsmand og Reaktionær  Der forefaldt hæftige Scener mellem ham og Svigerfaderen og Advokaten maatte atter gøre en tilbagegaaende Bevægelse bydende Fred  Den gamle Etatsraad beholdt imidlertid en tydelig Bitterhed mod Svigersønnen Saaledes stod Sagerne da Indkaldelserne i Anledning af den truende Krig begyndte  I de første Dage af December fikbaade Fabricius og Vilhjelm der begge var Løjtnanter i Reserven Ordre til at møde ved deres Regimenter henholdsvis i Aarhus og Aalborg De havde i Uniform gjort deres Afskedsvisit hos Coldbjørnsens først paa Kontoret hos Etatsraaden og derpaa paa første Sal hos Damerne  Vilhjelm havde under dette været mere jovial og munter end nogensinde Fabricius derimod saa alvorlig at han frygtede for at vise sin Stemning  Da den gamle Herre havde givet ham det sidste Haandtryk og set op paa ham gennem de buskede Bryn og sagt Jeg venter at De skriver meget ofte   kommer De i Bekneb straks havde han ikke kunnet svare kun kunnet bukke; men for Resten forekom det ham at ogsaa Etatsraaden havde havt ondt ved at holde sin Stemme fra at dirre  Paa første Sal havde Visiten ikke varet længe; man havde spøgt og Tante Rosalie havde havt Taarer i Øjnene Gertrude havde næsten Intet sagt Da Herrerne saa vare ved at gaa fulgte Gertrude dem ud i Entréen Vilhjelm som mente til det Sidste at burde hjælpe paa Afskedens s  115 Besværligheder vendte sig i den aabnede Dør ud til Trappegangen med en Spøg paa Læberne men mødte i sin umiddelbare Nærhed Fabricius  noget fortrukne Ansigt og fik et saa hæftigt Gaa hvisket i Øret at han uden videre Ceremonier skyndte sig bort og senere overfor Fabricius altid paastod at han var bleven kastet ned ad Trapperne Fabricius vendte sig mod Gertrude og det Fortrukne var borte fra hans Ansigt han saa kun noget bevæget og blød udJeg kommer igen i Aften for at sige Dem Farvel sagde han og rakte hende Haanden Klokken seks eller halv syv   De maa ikke tage med til Sølvbrylluppet   vil De love mig det Ja sagde Gertrude med sin Haand i hans  Hun vilde have sagt ja til hvad han havde bedet om Farvel da saa længe Gertrude  Han løftede hendes Haand op mod sit Bryst   For jeg har jo ikke set galt Nej sagde Gertrude og saa ham ind i Øjnene med to Taarer perlende i sine Tak sagde han og kyssede hendes Haand slap den og gik  Paa den første Trappeafsats vendte han sig og vinkede op til hende Farvel saa længe min Elskede lød hans tydelige Hvisken Gertrude blev staaende lænet til Dørstolpen indtil hun havde hørt Døren ved Foden af Trappegangen falde klaprende i efter ham saa gik hun langsomt og usikkert som om hun var svimmel gennem den store Spisestue et mellemliggende Værelse og Tante Rosalies Stue ind i sin egen satte sig paa en lille Stol som havde tilhørt hende fra Børneaarene støttede Hovedet fra Siden imod Væggen og blev siddende der med Hænderne haardt sammenfoldede i Skødet indtil hun en Timestid efter blev forstyrret af Tante Rosalie der kom for at minde hende om Pynten hun skulde have paa til Onkel Niels  og Tante Marianes Sølvbryllup Først Etatsraadens Mellemkomst frigjorde Gertrude fra den Pligt at tage med til Sølvbrylluppet uagtet hun ikke var syg  Klokken fem kørte saa Etatsraaden og Tante Rosalie til Familiefesten og et Visitkort fulgte med i den gamle Herres Vestelomme hvorpaa var skrevet med Blyant jeg ønsker at Ingen ser til mig i Aften  Jeg er ikke syg  Dette Visitkort som bar Gertrudes Navn overleverede saa Etatsraaden til sin Svigersøn inden man gik til Bords og han var ved denne Lejlighed mere hjertelig mod Feddersen end han længe havde været S  116Hjemme gik Gertrude urolig frem og tilbage i de halvmørke Stuer  Der brændte kun en Lampe i det inderste Kabinet men gennem Portiererne kastedes en svag Lysning ind i Dagligstuen og i den store Sal faldt gennem de utilhyllede Gardiner skraa Lysflader hen over Loftet fra Gaslygterne paa Torvet nedenunder  Klokken nærmede sig stærkt til seks Fabricius maatte snart være der  Tiden stod næsten stille det var skrækkeligt at vente  Gertrude opdagede at hun aldrig i sit Liv havde ventet før og forskellige Skildringer i Romaner og Komedier af Personer der ængstelig iagttog Visernes Gang paa Urskiven randt hende i Hu  Men de Mennesker havde ikke havt denne forpinte Uro og forunderlige Fornemmelse af at en hemmelig Kraft der ellers holdt En oppe Draabe for Draabe veg bort fra En  Nu først følte man hvad man var nu da man var saa urolig og længselsfuld Kunde dog Klokken aldrig blive seks  Pludselig slog Urene i Kabinettet og i Spisestuen kort efter hinanden seks Slag Gertrude saa taknemmelig hen paa det lille Ur i Kabinettet som var kommet først med sine Slag og hun tvang sig til at sætte sig rolig hen med noget Sytøj ved Lampen   i fem Minutter saa for hun op og begyndte sin tidligere flakkende Vandring gennem de halvmørke Værelser og tilbage til Lampeskæret Han kom ikke  Om han nu pludselig havde faaet Ordre til at rejse  Krigen kunde være udbrudt før Nogen anede det Gertrude skyndte sig til et Vindu for at opdage om der var nogen usædvanlig Bevægelse at spore mellem Folk paa Gaden  De gik akkurat som altid  To Herrer standsede udenfor Huset og talte sammen saa skiltes de  Vognene kørte paa deres sædvanlige ubekymrede Maade Ingen lod til at have Hastværk Men om der nu slet ingen Krig blev  Det var jo ingenlunde vist med den Krig  Feddersen troede ikke paa den naar vi blot gav efter  Hvorfor kunde vi ikke ogsaa give efter   Fabricius kom ikke  Han var naturligvis bleven hentet af en forpustet Soldat der havde en Taske over Skulderen og blaa Vanter paa og var rød i Ansigtet og han havde maattet rejse sig fra Bordet og skynde sig afsted   og kunde ikke først have været hos hende   Saa fik hun Brev imorgen Gertrude satte sig hen for at fortvivle  Saa ringede det  Inden den dirrende Klokke i Korridoren ved Køkkenet var falden til Ro stod Gertrude i Entréen og med Hænder som hun ikke havde det fulde Herredømme over skød hun Slaaen fra  Det var Fabricius som stod i Døren  Med et Udraab greb hun efter hans Haand fik fat i Opslaget s  i n paa hans Kappeærme og trak ham ved dette hurtig gennem Entréen ind i den halvmørke Sal og skød Døren til efter dem  Døren fra Entréen ud til Trappegangen blev staaende aaben  Da de vare i den store Stue løftede Gertrude Armene lagde dem om Fabricius  Hals og havde kysset ham inden han endnu ret var kommen til Besindelse om hvad det var som foregik Jeg troede ikke at Du var kommen sagde hun og holdt sig med begge Hænder fast i hans brede Kappekrave Hvor kunde jeg være rejst uden det Gertrude Ak Du kunde have skullet Nej heldigvis de har dog givet mig Frist til imorgen Fabricius stod paa samme Plet og stirrede i den svage Belysning henrykt paa Gertrude  Han lagde langsomt begge Hænder op over Gertrudes Haandlede der hvilede som to hvide Pletter paa hans Skuldre og han sagde med lidt svag RøstJeg tror jeg dør af Glæde  Han havde en Fornemmelse af at hans Legeme pludselig blev borte for ham Jeg er lidt træt Gertrude lad mig tage min Kappe af og sætte mig hos Dig Du har jo Lys i Kabinettet Han var traadt noget usikkert et Skridt tilbage og frigjorde sig nu for Kappen som han vilde hænge ud i Entréen  Der mødte han Lars Tjener som forundret og mistroisk var i Færd med at tage den aabne Dør ud til Trappen i omhyggeligt Øjesyn Er det Dem Hr  Fabricius der er kommen  udbrød den gamle Tjener og skyndte sig at tage imod Kappen Frøkenen har lukket Dem op  Ja   Siger Du ikke Hr  Løjtnant til Hr  Fabricius Lars  sagde Gertrudes Stemme fra Døren til Salen ser Du ikke at han er i Uniform Jo om Forladelse   Hr  Løjtnant svarede Lars og bukkede men det er saa nyt og jeg kunde ikke begribe hvorledes De var kommen ind Frøkenen havde forbudt mig   Jeg er heller ikke hjemme for Nogen Lars   det galdt kun ikke Hr  Fabricius han skal i Krig imorgen I Gud bevares er Krigen allerede udbrudt  spurgte Lars forskrækket Nej den er ikke men vi kan godt være gode mod ham alligevel sagde Gertrude og saa kærlig paa Fabricius og tog ham ved Armen s  118 for at lede ham gennem de mørke Stuer  Pas nu paa Døren Lars hører Du  Jeg vil Ingen have ind  Døren lukkedes mellem Salen og Entréen Saa blev Lars den første Du har fortalt at Du elsker mig Gertrude sagde Fabricius medens de tæt klyngede og med Ansigterne vendt mod hinanden gik igennem de halvmørke Værelser Han giver mig gerne til Dig Og Du selv   er Du ikke bange for hvad Du har gjort Nej  jeg er saa ubegribelig lyksalig   Der var gaaet det Meste af to Timer Gertrude og Fabricius sad endnu i Kabinettet og talte sammen  Det var Historien om deres Kærligheds Vækst og Øjeblikkets Lykke der først og fremmest sysselsatte dem  At de meget snart skulde skilles og at en Krig mulig kunde ramme deres unge Lykke paa den føleligste Maade havde de ikke Tid til at tænke paa  Fabricius var vel den som talte mest  For ham var hvad der nu var sket længe forudset hans Tanker fløj som lyksalige Amoriner ud af det Bur hvori de i Maaneder havde siddet sammenkrøbne  For Gertrude var Begivenheden ny; hendes Kærlighed var kommen uden Refleksion  Alle de Følelser Tilstande og Stemninger som vare gaaede forud laa næsten glemte i den store fredelige Taage der havde sænket sig over hendes Fortid i samme Øjeblik Fabricius havde forladt hende om Formiddagen  Hun havde fra da kun havt det som et stort udeleligt Faktum at hun elskede ham  Nu foretog hun tilskyndet af Fabricius overraskende Opdagelser i sit Indre  Det blev belagt med en Mængde Grunde at hendes Kærlighed var et kraftigt længe næret Skud fra hendes Naturs allerdybeste Bund Troede jeg ikke dette Gertrude saa sad jeg ikke her sagde Fabricius det har været min eneste Videnskab nu i flere Maaneder at lægge hvert lille Ord eller Mine jeg har hørt eller set hos Dig paa en Guldvægt   jeg har været ved at forgaa af Sorg naar Mønten ikke syntes mig at være ægte Gertrude lagde Hovedet mod hans Skulder  Der maa have været mange Øjeblikke hvor Du ikke har syntes om mig   Hvor Du gjorde mig ulykkelig   ja Du maa huske paa at jeg først véd Noget nu Det er underligt men naar Nogen havde spurgt mig derom vilde jeg godt kunne have sagt at Du var forelsket i mig   men jeg vilde ikke have s  119 forstaaet Noget derved Jeg vidste at Du var det Menneske som jeg syntes at jeg kendte bedst i hele Verden   men at jeg elskede Dig  Hvorfor er man saa blind Arthur Det blev der talt en hel Del om og der højnede sig bestandig kærere for Gertrude Perspektiver ind i Forestillinger om en Verden af Harmoni og Skønhed som vel nu ikke mere vare absolut fremmed for hende men hvor hun dog aldrig paa samme Maade havde følt sig saa vel til Mode og hjemme som nu De kom naturlig til at tale længe om Feddersen De vare begge ilde tilmode over at skulle tilføje ham Sorg Gertrude dog mindst  Han elsker mig ikke som Du Arthur   sagde hun og rødmede let Du gaar først lige ind i mit Hjerte   det er ligesom Du ét for ét bøjede alle Blade til Side  det har han aldrig prøvet paa Han er mere som alle Andre der har talt forelsket til mig  Du er en Mand for Du bærer mig medFabricius kyssede taknemmelig hendes Haand for denne Definition  Jeg vil sige Dig én Ting Gertrude sagde han dæmpet   de hørte Lars klirre med noget Sølvtøj i Spisestuen   jeg véd at min Kærlighed er bedre end hans   vidste jeg ikke det var jeg ikke saa rolig som jeg nu er  Jeg tror gerne at man maa kalde Feddersens Følelser for Dig Kærlighed men jeg har ingen Respekt for hvad han føler  Han gaar paa en Maade løs paa sin Forelskede som man springer paa sit Bytte   Kæreste Ven jeg har tøvet og holdt de utallige Enetaler med mig selv inden jeg fik Mod til at fordre Dig udleveret  Jeg har sammenbragt en hel ny Religion med Offertjeneste inden jeg ansaa mig for god nok  Og senere sagde han i samme TankerækkeJeg tror ikke at Feddersen bryder sig synderlig om at lære Noget af Dig   Du har en mere taknemlig Elev i mig   Under dette dannedes der saa et helt Fletværk af Ord Gertrude følte sig løftet og baaret som en Dronning derpaa ind i et lykkeligt Land hvor et Blomsterflor vinkede hende velkommen; men det var kun Arthurs Kærlighed som gav hende denne Værdighed Jeg har ikke saa smukke og gode Tanker som Du tror Aa jo Du har dem smukkere endnu   Jeg véd Ingenting uden naar jeg taler med Dig  Derfor skal Du ogsaa blive hos mig   saa glemmer Du dem ikke  Kønne Tanker kan vi jo til Nød alle have det gælder kun om hvor længe de bliver hos os  Der er Intet der dræber smukke Tanker s  120 hurtigere end ulykkelige Forhold og et Ægteskab med Feddersen vilde være en Ulykke for Dig  I forstaa ikke hinanden der er en Ørken imellem jer hvorover Intet kan naa   ikke en ussel lille Spurv Fra mig til Dig strækker der sig lutter smilende Enge hvor et ret antageligt Antal Fugle finde Næring   s  121XIIIKlokken var ti Fabricius var gaaet kort forinden  Afskeden havde været sønderrivende pludselig og voldsom  Gertrude sad ene tilbage i Kabinettet  Hun kunde ikke græde mere Fabricius havde sagt at Adskillelsen ikke vilde vare saa længe som Folk mente der kom ingen Krig  Afskeden svandt bort af hendes Tanker kun hans Nærværelse blev tilbage hun kunde høre hans Stemme og føle hans Kys aldrig havde hun anet at Kærlighed var noget saa Stort og Helligt Der lød høje Piskesmæld paa Torvet Portfløjene bleve smækkede op med et Par hule Drøn en Vogn rullede ind i Porten  Gertrude huskede paa at der var kommet et Telegram til hendes Fader fra London som hun havde lagt paa Bordet; Lars skulde ikke tage det med naar han fulgte med Vognen  Der plejede sjælden at komme noget Godt fra hendes Broder Emil naar han telegraferede  Hun ledte efter Telegrammet og fandt det paa Gulvet og stod med det i Haanden da hendes Fader og Tante Rosalie traadte ind til hende Naa god Aften min Pige   hvad Nyt  spurgte Etatsraaden i samme Nu som han kom ind i Kabinettet  Gertrude rakte ham Telegrammet han læste det drejede sig rundt paa Hælen og gik ind i sin Stue Tante Rosalie satte sig stilfærdig paa en Stol tog Overtøjet af og lod det bringe ud og aflagde en Beretning om Festen  Hun sad bortvendt fra Lyset og Gertrude stod bag ved hendes Stol Jeg hører af Lars sagde Tante Rosalie i Fortsættelse af sin Beretning at Fabricius har været her igen i Aften   vilde han Noget Nej Tante   Gertrude var blussende rød   det vil sige han vilde sige Farvel til mig Fik han ikke sagt det i Formiddag Nej   ikke nok  O Gud hvor var det svært at tale til Tanten om Fabricius  Kærlighed Det var vist meget galt og man maatte først ligesom stige fra Luften ned paa Jorden  Er det ikke en Smule paatrængende af Hr  Fabricius  sagde Tanten og lagde Eftertryk paa Hr S  122Tante han elsker migDer vendte sig et Ansigt om imod hende belyst af Lampens Skær   Gertrude glemte det aldrig   et Ansigt der var blegt og hvorpaa Skræk Forundring og Indignation stod malet Elsker Dig   Du siger dér noget Forunderligt  Han elsker mig og jeg elsker ham   jeg vil ikke giftes med Feddersen Ansigtet der saa paa hende blev næsten som Sten et fremmed forfærdeligt Ansigt  Pludselig kom der en Skælven over det Taarer traadte frem i Tante Rosalies Øjne Barmhjertige Gud mit Barn udbrød hun saa er da Synden kommen ind i dit Hjerte  Bøj Dig Gertrude bed Gud tilgiveDen gamle Dame havde rejst sig  Taarerne løb ned ad hendes Kinder hun holdt Hænderne krampagtig foldede højt foran sit Ansigt; nu trykkede hun dem imod sit BrystAt det skulde hænde Dig mit Kærligheds Barn   Men Gud vil være Dig en naadig Frelser bed sammen med mig  Kom til mit Hjerte Gertrude i Gud er der altid Frelse at finde hvor langt din Fod end har været forvildet Tante Rosalie strakte Armene ud imod Gertrude  Den unge Pige stod forfærdet og fulgte ikke Opfordringen til at hvile ved Tantens Bryst  Hvad havde hun gjort  Hun elskede Fabricius var det da saa stor en Synd  Hun havde aldrig elsket Feddersen og hvad hun havde lovet var lovet af Uvidenhed Gertrude sagde Tanten med en Smærte i Stemme og Miner som naaede Bunden af hendes Myndlings Hjerte saadan taler den der vil forsvare sin Synd  Mellem Dig og Feddersen er sluttet en evig Pagt som ikke kan brydes  Gud var tilstede i hint Øjeblik da Du gav denne Mand dit Ja og han har holdt sin Haand faderlig over Dig for at Du for Alteret og for hans Aasyn kan bekende at han var i dit Hjerte da Du gav dit Ord  Gud lader sig ikke bedrage   svigter Du nu da er Du i Syndens Sold Det er ikke Synd Tante  aldrig har jeg vidst hvad godt var før jeg lærte det af Fabricius  Saadan taler Du til mig GertrudeO Tante Du kender ham ikke Jo mit Barn jeg kender ham  Ogsaa jeg holder af den unge Mand som nu skal vove sit Liv for Fædrelandet men jeg holder af ham med s  123 Smærte ti han er en Vantroende  Dog saa sandt der er en Gud til ogsaa for ham vil han omvende sig og paa sine Knæ bede Gud tilgive de Syndens Aar han har tilbragt  Men det vil komme til at hvile tungt paa ham at han har talt om Kærlighed til Dig   en Andens Brud Han elsker migDet er ikke Kærlighed Der var en Ild i den gamle Dames Ord som Gertrude aldrig havde kendt  Gud er i Kærlighed og hvor han ikke er er Synd og Død  Du véd Gertrude den Kærlighed han har talt om begynder med et sveget Ord   den er bygget paa Fornægtelse og vil ende i Elendighed  Kan han staa frem for Guds Ansigt og sige at han elsker Dig   kan han føre Dig ind i din almægtige Faders Hus   Som en Tyv er han kommen da Alle var borte og vilde stjæle et Lam ud af Folden   Barn Barn hvor har Du vandret i VankundighedGertrude græd som om Taarestrømmen skulde bryde hendes Legeme isønder  Nu blev alle de forfærdelige Ord hun havde lært at gyse for som Barn vendt mod hende  Hun var Synderinden   detvar Synd som for Minutter siden havde fyldt hendes Sjæl med skønne Billeder  Barn Fristelsen har været stærkere end din Tro   men Du maa ikke fortvivle  Gud kender ethvert af dine Skridt og han véd at din Anger vil være større end din Brøde vend dit Sind mod ham  Jeg elsker Ingen uden Fabricius jeg kan ingen Anden elske det véd Gud godt fik Gertrude sagt under Hulken  Hun var sunken om paa en Stol i et Hjørne hvor der stod en lille Marmorstatue paa en Sokkel en ung Faun som holder en Kanin i Ørene den saa helt bestyrtet ud til den Scene som foregik i Stuen Saa være Gud mit Vidne at hvad jeg siger det siger jeg for at redde dit Barn Johanne udbrød Tante Rosalie med Ansigtet vendt mod Loftet og opløftede Hænder   dette Udbrud og denne Gestus greb Gertrude saa at Taarerne næsten standsede  Vid da mit kære ulykkelige Barn at den Synd der brænder i dit Indre har din Moder kendt og bitterlig begrædt de sidste Aar af sit Liv  Ogsaa i hendes uskyldige Liv sneg en ung Hedning sig ind   elskværdig som denne Fabricius   han vendte hendes Sind fra Gud og fra din Fader saa at hun ikke var som en Hustru bør være Paa sine Knæ og fortvivlet som kun Synden kan gøre fortvivlet bad hun om Tilgivelse Din s  124 Fader tilgav hende inden hun døde  Vid at hun fra sin Himmel følger Dig i dette ØjeblikSlaget ramte haardt  Gertrude gled fra Stolen ned paa Gulvet og lagde Hovedet paa Stolen og græd Fabricius  Billede skulde slettes ud af hendes Sjæl  Der maatte mange Taarer til det tog lang Tid og Tante Rosalie stod rystet foran dette Billede paa Jammer  Hun talte som hun troede trøstende Ord om at Guds milde Faderøje fulgte dem som vandrede i hans Spor   ved Feddersens Side og med sin Haand i hans opfyldte hun hvad Gud havde bestemt for hende dér var Naaden og Frelsen at finde  Jorderig var fuld af Sorg og Ve men i Troen paa Kristus og ved den Helligaands Hjælp vilde hun faa Kraft til at tage sit Kors med ydmygt Sind og hun vilde lære at lovsynge Herren saa sandt Gud altid hjalp dem der ærlig længtes efter ham og andet Mere   Tante Rosalie kunde i sin dybe Sorg dog ikke undlade at finde en Trøst i at baade Gud og Kristus og den Helligaand indfandt sig i hendes Tanker uden at hun behøvede at lede efter dem Gertrude rejste sig tilsidst og kom til at ligge ved Tantens Bryst  Ved at føle dette forpinte Væsen i sine Arme kunde den gamle Dame ikke længer føre sin Bevægelses stride Strømme i de forud afstukne Baner der brød menneskelige og varme Ord over hendes Læber  Hun talte om sin egen Kærlighed til Gertrude om sine Sorger og Bekymringer for hende  Der var Plads i hendes Hjerte til ogsaa at rumme Gertrudes Nød hun havde jo i sit Liv ingen anden Opgave end den at elske sit Barn og understøtte det naar dets Fod glippede Noget der lignede en bleg Skygge af Trøst sneg sig ind i Gertrudes Sind hun kyssede sin Tante og sagde at hun vilde gaa til Ro Klokken var over ét  I den store Spisestue som Gertrude skulde igennem brændte et enkelt nedskruet Blus i Gaskronen og paa en Stol ved Büfetten sad Lars og sov Gertrude blev forskrækket ved paa sin Vej at støde paa den sovende Tjener  Men Lars er Du ikke gaaet i Seng endnu  sagde hun da han rejste sig og det faldt hende ind hvad Fabricius havde sagt at Lars var den første som havde erfaret deres Kærlighed   han skulde saa omtrent ogsaa blive den sidste Herren er oppe endnu svarede Lars han sagde at jeg ikke maatte gaa til Ro der kunde maaske blive Brug for mig Gaa Du kun i din Seng mit Barn   nu skal jeg gaa ind til din Fader sagde Tanten der var kommen til og mærkede at Gertrude tøvede S  125Det er naturligvis Telegrammet fra Emil sagde Gertrude til Tanten idet hun gik videre til sit Værelse  Over hendes Øjne laa der som en Byrde af Bly og i hendes Bryst havde Musklerne arbejdet sig dødstrætte Tante Rosalie gik til sin Broders Værelse men først Maaneder efter erfarede Gertrude den fulde Sandhed af hvad der var blevet forhandlet der den Nat Da Gertrude næste Morgen vaagnede i Vinterdagens Skumring faldt et Brev paa Bordet ved hendes Seng hende i Øjnene  Hun greb det det var fra hendes Fader; der stodJeg har været ved din Seng mit Barn Du sov saa sødt jeg nænnede ikke at vække Dig  Jeg er nødt til at rejse til London Emil har gjort nogle Dumheder som der maa hjælpes paa  Jeg er forhaabentlig snart tilbage   gør Du mig ingen Sorger i Mellemtiden Din Fader G  C Ved Ordet Sorger stod Gaarsdagens Begivenheder med Et skærende tydelig for Gertrude hun bøjede sig frem støttede Armen og Hovedet paa Bordets Kant og overvejede  Hun blev liggende saaledes til hun var stiv af Kulde i den lette Natdragt hun kom til at gyse stod saa op og gik langsomt ind i det opvarmede Værelse ved Siden af for at klæde sig paa Sorger Ja det var det der var sket; man havde trykket et glødende Stempel hvislende paa hendes hvide Bryst paa Stemplet stod Synd  hendes Moder havde baaret samme Mærke  Nu altsaa vidste hun hvad Synd var Men det kunde ikke have været undgaaet Havde Etatsraaden anet hvorledes hans Ord bleve udtydede vilde han hellere have ladet Haanden svide af sig end have skrevet sin vemodig spøgefulde Bemærkning  Han havde ganske rigtig tænkt paa Fabricius  Besøg men havde af Tante Rosalies undvigende Forklaring af Grunden til hendes og Gertrudes sene Færden i Stuerne uddraget den Slutning at Alt endnu ikke var bragt paa det Rene at hans Datter endnu tøvede  Det var dette Faktum som han tilskyndende vilde berøre og han tænkte mindst af Alt paa at Gertrude kunde misforstaa ham  Tale tydeligere turde han for selve Sagens Skyld ikke og tilmed var det jo en gammel og rigtig Aftale mellem ham og Søsteren at Gertrude i denne Sag skulde staa fuldstændig frit kun lyttende til sit eget Hjertes Røst  Allerede paa Vejen til Korsør kom imidlertid den Tanke klart frem for Etatsraaden   den havde Aftenen iforvejen kun været tilstede i usikre Omrids   at han kunde blive s  126 forarmet ved Sønnen hans Datter vilde altsaa ikke længer være rig  Det løb isnende gennem den gamle Mands Blod Ikke længer rig Og Fabricius  Den lille Herre der i sin Pels sad sammenkrøben i Kupéens Hjørne tænkte paa Krigen som skulde komme paa at den vilde sætte den unge Kunstner tilbage paa sin egen Stilling som da vilde være betydelig forværret paa hvor dybt Sønnen kunde være indviklet i sine ulykkelige Spekulationer paa at han nu selv ikke længer var nogen kraftig Mand der kunde oparbejde hvad der gik tabt Tankerne bleve tungere og tungere og da Etatsraaden gik ombord i Kielerdamperen ved Bolværket i Korsør var han paa sin Vis ligesaa sørgmodig som Datteren samtidig i Hjemmet Feddersen havde indfundet sig hos Damerne  Han var endnu i Morgenens Mørke bleven ringet op af Lars der bragte ham Bud fra Etatsraaden  Denne havde længe overvejet Sagen inden han sendte Lars afsted med Buddet; men Feddersen var jo dog naar Alt kom til Alt endnu hans Svigersøn og dertil inde i Forholdene han trængte til at høre hans Mening  Feddersen havde altsaa været paa Banegaarden havde talt med Svigerfaderen og udtalt sin Opfattelse som lød paa det Værste han havde faaet at vide at Gertrude Intet vidste og kunde nu ikke forstaa hendes dybe Nedslagenhed  Tante Rosalie angav et let Ildebefindende og en lille Uenighed fra den foregaaende Aften og Feddersen tog sig vel i Agt for at spørge om Mere  Det var den bedste Forklaring paa Kortet han havde modtaget Aftenen forud og at blive indviet i hvad der kunde være Damerne imellem vilde være ufornødent under alle Omstændigheder lidet morsomt  Han var meget hjertelig mod Gertrude men hun lod sig ikke bringe i bedre Humør og Feddersen forlod hende endelig med nogle opmuntrende Ord  Der var i det Hele noget Hyggeligt over ham den Dag  Situationen tiltalte ham fordi hans Betydning ved den voksede og hans Venlighed lykkedes for ham  Men netop dette bragte da han var gaaet Taarer frem i Gertrudes Øjne Tante Rosalie ansaa dette for et godt Tegn og talte til Gertrude som om Intet var forefaldet Hun bragte Spørgsmaalet om noget Dækketøj til hendes Udstyr paa Bane og Gertrude kom til at tænke paa at der alt i en Maanedstid havde siddet en svagelig Syjomfru i den store Strygestue bag Køkkenet og syt slyngede GF er i en Uendelighed paa Lagen og Pudevaar og andet Linned   paa at Feddersen hed Gotfred hun Gertrude hvor bekvemt hun selv havde fundet dette  S  127 Hvorfor havde hun dog ikke igaar tænkt paa alle de Baand der knyttede hende til det som nu en Gang var uforanderligtDer var noget Sløvt og legemligt Mat over Gertrude i de følgende Dage medens hendes Væsen vedblev at være mildt  Feddersen der var tilbøjelig til at finde Symptomer paa Blegsot i det Meste af hvad han ikke syntes om hos Gertrude udtalte Ønsket om at hun skulde tale med Husets mangeaarige Læge den gamle Professor Levin; men inden denne Konsultation kunde foregaa kom der   tredie Dagen efter hans Afrejse   et Brev til Gertrude fra Fabricius Tante Rosalie overleverede hende det selv Du forstaar min kære Pige at dette maa blive det eneste   Mere blev der ikke sagt Gertrude nikkede tog Brevet og gik med det ind i sin Stue Det var et lyksaligt Brev skrevet for det Meste undervejs med Blyant paa løse Lapper udrevne af en Lommebog Slutningen var et med Blæk beskrevet Ark afsendt fra Aarhus  Gertrude sad i Timer fængslet af Brevet  Hun havde i Begyndelsen ondt ved at læse hans Skrift som særlig paa de løsrevne Stykker var utydelig  Det hændte undertiden at en Taare faldt med et lille Smæk paa Papiret Blyantskriften traadte da skarpere frem og Taaren hjalp hende til at tyde hvad hun ikke straks havde kunnet læse  Naar der stod Gertrude det forekommer mig at jeg før har gaaet som en lystig Fiskermand langs Livets Flod og nyfigent spejdet efter alle blinkende Skønhedsstraalers Ophav men at det nu er rent forbi  Nu knæler jeg mellem de frodige Planter ved Bredden og stirrer mig fortabt i hver enkelts Skønhed Oprindelsen kender jeg der er ikke et Græsstraa som ikke har Del i vor Kærlighed osv  saa læste Gertrude længe i Stedet for Skønhedsstraalers Ophav Skønhedsdraabers Ophør og syntes jo nok at det var smukt men ikke rigtig tydeligt  En Sætning havde hun straks kunnet læse; der stod Var mine Tanker ikke saa klare min Vilje ikke saa sikker vilde jeg kalde mig beruset af Dig Gertrude Du banker i mit Blod og følger mig næsten lige saa tydelig som var Du virkelig ved min Side  Et andet Sted hed det Det er det som er det Smukke ved Kærlighed at den er saa kongelig en Følelse alt Andet synes spidsborgerligt ved Siden af den Den løfter sig ene og ubekymret fra Naturens Grund og retter rolig Blikket paa Vejen som strækker sig frem efter og aner næppe at i dens Følge presser hele det øvrige lille Menneske sig sammen for at vinde med hen ad Vejen men Gertrude havde længe ikke kunnet læse dette Sted i Sammenhæng s  128 først et Par vaade Pletter forenede Ordene til en Mening  Senere bredte sig dog Taarer til liden Baade for Læsningen ogsaa over hvad der var skrevet med Blæk  Fabricius klagede over at Gertrude ikke som Aftalen havde lydt havde været i Vinduet den Morgen han rejste  Han syntes at hans Tog ud i Verden derved havde mistet en sidste Indvielse og at han var gaaet tabt af et dyrebart lille Minde hvortil han som en anden Edderkop havde kunnet knytte en Traad af sin Elskovs stærke Spind der fulgte ham overalt saa at han paa ethvert Punkt kunde entre den hele lange Vej tilbage  Men han bad hende dog om ikke at tage sig hans Klage for nær han kunde jo tænke sig hvorledes det var gaaet til; hun havde ikke kunnet sove for at tænke paa ham og endelig havde Trætheden hen ad Morgenstunden overvældet hende   saaledes var det jo nær gaaet ham selv  De sidste Ord af Brevet indeholdt en Anmodning om at faa den nøjagtigste Underretning om Alt hvad der var hændet i Anledning af hendes hævede Forlovelse; der stod Tro mig jeg har tænkt paa at Sagen ikke har været Dig let Indtrykket af Brevet var overvældende men det var ikke kvalfuldt i den Forstand som Gertrude hidtil havde kendt Sorgen  Der fulgte saa at sige Trøst med hvert Ord de vare som smaa bærende Stykker der bragte hendes Sorg flot Brevet talte til hende om alt forbigangne Tilstande og malede for hende den Fred og Lykke som hun havde følt og aldrig skulde føle mere fordi det var umuligt  Fabricius  Kærlighed løftedes ud af Virkeligheden  Mulig var der endnu Mennesker til som forstod hinanden og talte sammen som han og hun havde gjort men mellem dem hørte hun ikke hjemme  Hun skulde leve paa et Sted hvor der ingen Spørgsmaal forekom og hvor Svar var som tamme Svømmefugle der en Gang imellem plumpede ud i noget stillestaaende Vand  I Brevet det elskede Brev var hele Himlens Hærskare af bevingede Skabninger som ogsaa hun fra sit Indelukke kunde iagttage kun maatte hun ikke lytte for længe ad Gangen til deres Sang saa blev hun bedaaret og vandrede bort og kom ind i Synden  Synden var det fremmede Land hvor Fabricius levede og stræbte mod et Maal som hun ikke ret kendte   det maatte hun sky Hver Gang Gertrude kom dertil brød en Taarestrøm frem lige saa hæftig som da hun første Gang sank sammen kun var den mere kortvarig  Hun rejste sig da gik nogle Gange frem og tilbage med s  129 Haanden trykket mod Panden og satte sig saa hen for at gruble som før  Men Alt i Alt var hendes Tilstand mindre lig en tærende Sot nu  Hun havde Billeder af sin Sorg hvori hun fandt Hvilepunkter for de vingelamme Tanker Svaret til Fabricius skrev hun kort inden hun kunde vente Feddersens Besøg  Det lød saaledes Skriv aldrig mere til mig jeg skal giftes til Januar med Feddersen  Hun indesluttede sit Fotografi i Konvoluten fordi Fabricius havde bedet derom i sit Brev  Hun havde havt den Tanke at skrive et langt Brev til ham saa opgav hun det   hvad skulde hun skrive Tante Rosalie saa ikke hvad Gertrude svarede men hun fik at vide at Svaret kun indeholdt en eller to Linjer  Saa blev den gamle Dame siddende oppe den største Del af Natten og skrev til Fabricius  Det var et kærligt Brev og efter Brevskriverindens Mening skikket til at faa den unge Mand til at indse sine Fejl og omvende sig De to Breve naaede efter lang Tids Forsinkelse Fabricius som da var paa Marchen syd paa Han havde under hele Marchen paa hvert Hvilested skrevet til Gertrude  Brevene vare komne til deres Bestemmelsessted men Tante Rosalie havde uden at sige Noget derom lagt dem i en Pakke for at oppebi Øjeblikket da hun kunde sende dem uaabnede tilbage til deres Afsender hvis Adresse hun ikke kendte S  130XIV  Aaret 1864 var inde  Nationen havde sat sine kæreste Drømme til i nogle Vinterdøgn men opskræmmet af Søvne værgede den sig ogsaa i Forhold som den vaagen kunde overskue  Endnu holdtes et Haab oppe  Haardt trængt sloges Armeen bestandig i Dybbølstillingen Fabricius skrev fra sit Kantonnement paa Als til Vilhjelm der efter S ankelmarks affæren var bleven Bataillonsadjudant og nu laa i Fredericia at han var heldig stillet han havde en Hest under sig og ordentlige Veje han skulde blot prøve Leræltet paa Dybbøl og Nætterne paa Forpost i Løbegravene; hvad Skomagerens Kaffe kunde gøre ud af et forkommet Menneske vilde han da til sin Forundring erfare  Vilhjelm svarede at han med Fornøjelse afstod sin stivmundede Hest til hvem der vilde have den Østrigerne interesserede sig i den Grad for at ramme ham siden han var bleven Rytter at han formelig længtes efter en Gang igen at være lavere end et Gærde  Dette Brev som alle Vilhjelms andre Breve til Fabricius paa Als endte saa med en Hilsen til de to dygtige Damer Fru Winge og Frøken Thora Hallager Winge der tidligere havde været Militærlæge havde da Krigen nærmede sig søgt og faaet Ansættelse ved et af Lasaretterne i Sønderborg  Han havde sin Hustru hos sig og hos dem boede Thora  Hun havde endnu inden Krigens Udbrud korresponderet med Fru Winge om Muligheden af under hendes og Mandens Vejledning at blive uddannet til Lasarettjeneste og da det første Skud var faldet var hun trods Lægens kun halve Indvilgelse og sin Families og Omgivelsers utvetydige Modstand afrejst til Sønderborg Fjorten Dage efter den første Belægning af Saarede paa Lasarettet havde Winge en Eftermiddag i klart Frostvejr gaaet en Tur med sine Damer over imod Dybbølstillingen; de havde mødt en General med sin Stab Generalen havde holdt stille paa Vejen og udbedt sigÆren af at blive præsenteret for Lasarettets kvindelige Forsyn de yngre Officerer havde stirret nysgerrig fra deres Heste Thora havde været forlegen men stoltere end nogen Dame der bliver udmærket ved en Hoffest  Da s  131 Bombardementet kom var Huset hvori Familien boede blevet ødelagt; man havde imidlertid fundet en Bolig for de faa Dage der medgik inden Lasarettet blev evakueret Winge havde ment at Damerne gjorde Gavn nok til at kunne blive og udsætte sig for Faren saa kommanderedes Winge til Augustenborg og Damerne fulgte medGertrude var efter Bestemmelsen bleven gift først i Januar  Brylluppet havde været stille kun de Nærmeste havde været tilstede  Alle uden Bruden vidste allerede den Gang at den gamle Etatsraad Coldbjørnsen havde mistet Hovedmassen af sin Formue ved Sønnens Fallit  Der havde været Falsk og Bedrageri forbunden med den og Hr  Emil var fra London bleven ekspederet til Amerika  Feddersen havde under disse Forhold været til uberegnelig Nytte og den gamle Herre havde alt medens Sorgen over Sønnen dukkede hans Nakke og Tabene bleve langt større end anet og Advokatens Tjenester voksede i Forhold dertil bestandig mindre glædet sig ved Tanken om at Datteren i Hjemmet tænkte paa at frigøre sig fra sine Forpligtelser overfor denne Mand  Da det saa en Dag gik op for Etatsraaden at Fabricius lige siden Historien med Emil ikke havde ladet høre fra sig var der næsten en Lettelse i Skuffelsen han led i sin Tro paa den unge Kunstner  Etatsraaden var vendt tilbage til København med det Forsæt om nødvendigt at bekæmpe Gertrudes Kærlighed til Fabricius  Det var blevet overflødigt Gertrude havde ikke røbet mindste Lyst til at slippe sin Forlovede  Faderen troede jo nok at kunne spore at der bag hendes Ro laa en Sorg der var stedet til Jorden; men det var jo ikke Andet end hvad der var naturligt  Skuffelsen ved Fabricius  Opførsel maatte have været meget smærteligere for hende end for ham  Han skød med godt Haab sine tidligere Betænkeligheder til Side og var glad paa Bryllupsaftenen  Det var jo ikke Tider til at bevare aristokratisk forsigtige Fornemmelser hvor det drejede sig om hans Datters Fremtid og VelfærdBryllupsaftenen havde som sagt været et Hvilepunkt for den gamle Etatsraad Han var næste Morgen trods Vinterdagens Mørke tidlig paa Benene og sad alt Klokken otte ved Tebordet i livlig Samtale med Tante Rosalie om Gaarsdagens Begivenheder  Tescenen var endnu ikke endt da Kokkepigen forsigtig traadte ind og meldte Tante Rosalie Amagerkonens Ankomst  Den gamle Dame begav sig med en Undskyldning til Broderen ud af Stuen Aa sig til Konen raabte Etatsraaden efter Tante Rosalie at hun s  132 skal gaa hen til de unge Folk med sine Sager  Det vil more Gertrude at handle med den samme Kone der plejer at komme ved vor Dør Tante Rosalie nikkede bifaldende idet hun lukkede Døren og hun gik ned ad den lange Korridor med de samme tunge lidt knirkende Trin paa de flade Saaler som Broderen kendte fra deres Samlivs første Begyndelse  Han sendte en venlig Tanke efter Søsteren og satte sig magelig til rette ved Tebordet for at løbe Morgenaviserne igennem Imidlertid fik Frøkenen afsluttet sit Indkøb og sin forekommende Passiar med Amagerkonen om Gertrudes Bryllup og gik tilbage til sin egen Stue  Da hun traadte ind vendte Nogen sig fra Vinduet om imod hende  Hun troede at det var Stupigen men fik i det Samme Øje paa Skikkelsens Hat og Kaabe  Hun stod skrækslagen  Det var Gertrude  Barn hvad gjør Du her  var Alt hvad hun kunde faa frem idet hun løftede Hænderne Gertrude stod et Sekund urørlig saa nærmede hun sig og smøg sig ængstelig ind mod Tanten idet hun slyngede en Arm om den gamle Frøkens Hals og trykkede Kinden mod hendes  Tante Rosalie traadte angst tilbage; hun mærkede at Kinden var vaad af Taarer For Himlens Skyld Gertrude hvad vil Du her  Hvordan er Du kommen Ad Køkkentrappen   Hvad er der sket Gertrude stod ved Bordet midt i Stuen og gjorde en Bevægelse som i ulidelig Smærte  Hun trykkede Hænderne ned mod Bordets blanke Flade og blev derved opmærksom paa at hun endnu havde Handske paa den ene Haand Hun begyndte at trække i den Hvad er der sket  gentog Tante Rosalie forfærdet Gertrude drog nu ogsaa sin Kaabe af leg gaar aldrig mere hjem til Feddersen sagde hun grædende og sank træt ned paa en Stol Gertrude hvad skal det sige leg gaar ikke mere hjem til hamMen barmhjertige Gud Barn hvorledes er den Tanke kommen til Dig Han har fornærmet mig Gertrude talte fortvivlet men i en Tone som om hun alt havde lidt for meget til nu at kunne komme i Affekt S  133Ved hvad hvorledes  Forklar Dig BarnGertrude hævede sine Øjne op mod Tantens den ene Arm laa paa Bordet den anden hvilede i hendes Skød hendes Blik var sorgfuldt og bebrejdende Det skete da vi kom hjem Gertrudes Graad blev stærkere medens hun i afbrudte Sætninger fortalte  Tante Rosalie hørte paa hende med sammenknugede Hænder  Hendes Blik hang ved Gertrudes og hun drak en Skræk som var sammensat af mange Følelser; en isnende Medfølelse og Tanken paa sit eget Ansvar ved denne Lejlighed betog hende Han er din Mand Gertrude sagde hun flere Gange frygtsomt og hun vidste ikke hjælpende Raad Det endte saa med at Tante Rosalie i Droske hentede Pastor Funck der Dagen før havde viet Gertrude Denne værdige Præst talte i over en Time med Gertrude  Han var tung i Sprog som han var tung i Tanker  Han talte om Guds Ordning for Livet her paa lorden og om at Manden var Kvindens Hoved Da han sluttede havde han Sveddraaber paa Panden og ved Mundvigene  Gertrude var kold som et Lig  Ét havde hun forstaaet af Præstens lange Tale og det var at hvad Feddersen havde krænket var her blevet traadt ihjel  Hun havde ingen Del i Afgørelsen af sin egen Skæbne Præsten rejste sig og drog Gertrude op med og lagde sin store Haand velsignende paa hendes Pande Saa vier jeg Dig unge Kvinde paa ny til Lydighed for Herren og til at være en sand Hustru for din Mand sagde han højtidelig  Han slog derpaa over i en mere hjertelig Tone og sagde Gaa med Gud mit kære Barn og sig Intet til Deres Mand  Naar nogen Tid er gaaet vil Anledningen til Deres Bekymringer være forsvunden  Haab Alt af Guds Naade Tante Rosalie havde tilbragt Tiden medens Præsten talte med Gertrude i ængstelig Forventning  Det galdt om at Alt maatte være færdig og afgjort inden Etatsraaden paa ny kom op i Stuerne til Frokost og ogsaa Gertrude maatte i god Tid være hjemme for at Feddersen Intet skulde mærke Det skete som hun ønskede  Gertrude var i rette Tid hjemme  Det var kun Tjenestefolkene i de to Huse som snakkede om Begivenheden   s  134 Februar kom og med den de overvældende Indtryk fra den ulykkelige Krig  Ved Spørgsmaalet om at yde Bidrag til de Saarede blev det først med rene Ord meddelt Gertrude at hendes Fader var ude af Stand til at give en klækkelig Sum og Etatsraaden undrede sig i sit stille Sind over at det ikke fremkaldte større Bevægelse hos hans Datter  Feddersen tænkte paa sin Side flygtig paa at det var underligt at Gertrude ikke lod til at sysselsætte sig det Mindste med den Tanke at hun saaledes var indgaaet fattig i sit nye Hjem   det kunde dog have Krav paa hendes Opmærksomhed Men medens Advokatens Forundring kun var forbigaaende gav Etatsraaden ikke slip paa sit Indtryk  Det gik da langsomt op for ham at Gertrude overhoved ikke viste synderlig Deltagelse for Noget  Hun gik flittig i Kirke og til Bibellæsninger og havde grædt i de første Dage efter Krigens Udbrud og Dannevirkes Rømning men for Resten maatte hun kaldes udeltagende for hvad der levede i Alles Tanker  At dette ikke var naturligt efter den Udvikling Gertrude i det Hele havde naaet var ham klart og han talte til Tante Rosalie herom  Den gamle Dame mente imidlertid at han gjorde Datteren Uret hun var netop saa elskelig som ingensinde før nu da Gud havde gjort hende til en god Hustru  Naar Tante Rosalie var ene bad hun om Kraft fra Himlen til at tro paa at Gertrudes flittige Kirkebesøg var et godt Tegn og at hendes Barn nu endelig havde fundet den rette Lægedom for sit syge SindMen der kom Tider hvor Tante Rosalie ikke kunde holde sine Bekymringer Stangen  Gertrude blev trods de alvorlige Forhold hvorunder hun levede   forlystelsessyg  Anledningen var at to unge fordrevne Slesvigere paa Grund af et fjærnt Slægtskabsforhold tyede til Feddersen  De maatte behandles gæstfrit og da den ene af dem var en smuk ung Mand der sang og dansede godt og det ingen Vanskelighed voldte at finde yngre og ældre Damer og unge og halv unge Mænd der Intet ønskede hellere end at faa et Paaskud til i Munterhed at komme igennem de sørgelige Tider blev den smukke Slesvigers selskabelige Anlæg udbyttede paa den omhyggeligste Maade i gode borgerlige Huse efter at først det Feddersenske havde gjort Begyndelsen  Gertrude foretog uden Vanskelighed Overgangen til denne pseudopatriotiske Lystighed som Feddersen naar galt skulde være foretrak fremfor at vide hende sammenbøjet over en Salmebog i en eller anden Kirke  Advokaten havde nogen Tilbøjelighed til at foragte sine Medmennesker  I Krigens Gang havde han som Iagttager fra s  135 sin Kontorstol fundet Næring for denne Tilbøjelighed men den fik et hidtil ukendt Opsving da han et Par Aftener havde lyttet til den unge Slesvigers bløde Foredrag af fædrelandske Sange og set sin Frue som nylig havde lagt Salmebogen tilside danse lystig efter Aftensbordet med den unge Mand og de andre Kavalerer  Advokaten gjorde sig en Fornøjelse af at tænke sig disse unge Mænd indrullerede i Armeen som stod og frøs paa Dybbøl  Hans Stemning gav sig dog ikke tilkende paa nogen stødende Maade  Han var venlig mod Gertrude der som et tildels uansvarligt Væsen havde at være ham til Vilje i de daglige Forhold og saa for Resten paa det selskabelige Omraade kunde nyde den Frihed der tilkom Advokat Feddersens Hustru Tante Rosalie foretog et Par frygtsomme Henvendelser til Advokaten   til Gertrude talte hun ikke mere om Pligten; den skulde fra nu af kun flyde fra én Kilde   men Advokaten besvarede hendes Henvendelse med det Spørgsmaal om hun da troede at han vilde optræde som tyr anniskÆgt emand Paa denne Maade forløb nogle Maaneder Gertrude har en Sorg som tærer paa hendes Liv sagde Etatsraaden en Dag nedslaaet til Tante Rosalie da de havde endt deres ensomme Maaltid Gertrude gør mig mange Bekymringer sukkede den gamle Dame  Det kom ikke til nogen længere Udtalelse imellem dem de vidste for godt fra et helt Livs Erfaringer hvor vanskelig de havde ved at forstaa hinanden netop naar de talte om det som var dem begge det Vigtigste En Dag kort før Dybbøls Fald da man i Augustenborg vidste at Beskydningen var usædvanlig hæftig opsøgte Winge Thora i en af Slottets Belægningsstuer  Hun var med en Sygepassers Hjælp i Færd med at give en saaret Artillerist et bekvemmere Leje  Den Saarede var en grovkornet Landslagter der havde lidt mange Smærter; nu følte han Lindring og spøgte med Frøkenen og Doktor Winge der havde taget en Haand i med Winge og Thora fulgtes saa ud paa Gangen udenfor Stuen Emma er ikke rigtig vel sagde Winge jeg har faaet hende til at lade sig følge hjem  Hun maatte hjælpe til ved en Saaret som var s  136 noget ilde tilredt af en Granat   en Bekendt af os en Officer   det har taget paa hende  Hun plejer ellers at staa sig godt Er det Fabricius spurgte Thora rolig han rykkede ud igaar Ja Er det livsfarligt  Aa nej men han er slemt spoleret  Venstre Ankel er knust et oprevet Kødsaar i Siden og en Flænge paa Armens Underflade  Desuden har han faaet alvorlige Kontusioner i Hovedet Overlever han det Thora støttede sig til Vindueskarmen Jeg haaber det  Hjerneskallen er ikke gennembrudt og Bensplinterne se rimelige ud  Han var ved sin Bevidsthed  Men der er blevet handlet ilde med ham  Da Ambulancen bar ham bort fik den ene af Folkene et Skud i Armen; og de Klodrianer tabte ham i en leret Løbegrav  Han saa slem ud da de løftede ham af Vognen og vi fik fat i ham Skal jeg være hos ham Hvis De kan overkomme det  Han skulde have lidt omhyggelig Pleje  De maa naturligvis holde Besøgende borte  Hans Oppasser staar i Gangen udenfor og flæber og der har været et Par Andre Thora gik tilbage til sin Stue gav Sygepasseren forskellige Anvisninger og fulgte saa med Winge til det lille Værelse hvor Fabricius var lagt ene ind  Han sov med Iskompresser paa sine Saar da de traadte hen til hans Seng  Den gamle Historie hviskede Winge til Thora de er saa trætte naar de kommer her ind at de sover stødt væk det første Døgn  Blot det at ligge afklædt i en ordentlig Seng er dem en Vederkvægelse Winge gav sine Ordrer og forlod Værelset  Thora syslede stille med Isomslagene og undgik omhyggelig at vække den Sovende  Naar der ved en Fornyelse afisen for en Gysen gennem Fabricius stod hendes Haand forsigtig stille og hendes Blik søgte forskrækket hans halvt tilbundne Ansigt  For hver Gang hun saa paany havde forvisset sig om at Fabricius sov gik Haanden travlt og let videre  Hun satte sig derpaa ved Fodenden af Sengen og tog mekanisk et Hækletøj frem men Naalen gjorde ikke mange Vandringer den Dag  Hendes Tanker gik for det Meste i langsomme Kredse rundt om det Samme Hvad maatte Gertrude ikke lide naar hun erfarede at Fabricius var haardt saaret  Saa var det dog bedre med egne Øjne at se hvorledes det stod til  Mon hun vilde komme her over Der steg Følelser s  137 frem som ikke vare af en fredelig Natur; det kunde hænde at hun kunde komme til at nægte Gertrude Adgang til den Saarede   Henad Aften laa Fabricius i hidsig Feber han stønnede og var urolig og hans Fantasier drejede sig om det Sidste der havde sysselsat hans Tanker inden han blev saaret en Lyttepost der ved Dagens Frembrud skulde være kommen tilbage af sig selv men som udeblev Det Satans Menneske   det er Dannebrogsmanden Kaptajn udbrød han et Par Gange og Thora søgte forgæves at begribe hvad han mente Det er for lyst han er væk mumlede Fabricius og kom atter og atter tilbage til det Samme Thora delte Nattevagten med en Sygepasser men denne sov sødelig i Stuen ved Siden af og blev kun vækket et Par Gange for søvndrukken at traske ud efter en ny Forsyning med Is Thora klagede over ham den næste Dag det havde været umuligt at faa den mindste Hjælp til den Saaredes Pleje af ham og Manden fik sin Røffel og blev sat til at kløve Brænde og bære Vand den hele Dag  Fru Winge gik derpaa ind i Thoras Plads og de skiftedes i de følgende ni Døgn til at være ved Fabricius  Seng; de andre Saarede maatte saa længe nøjes med et noget flygtigere Tilsyn fra Damernes Side end ellers  Dybbøls Fald indtraf i denne Tid uden at Fabricius modtog noget Indtryk deraf Feberen var vel ophørt efterhaanden men han døsede Dagene hen naar ikke Smærterne voldte ham Uro  Hans Tilstand blev derpaa kendelig bedre han kunde tale muntert med sine Omgivelser fik Appetit og man skred til den hidtil opsatte Hovedundersøgelse af det knuste Ben  Den faldt uheldig ud en Amputation var nødvendig  Fabricius bad om en Dags Udsættelse og fik den med noget Besvær af Hensyn til den pinlige Undersøgelse som tydelig havde udmattet ham Thora var hos ham den Dag og skrev efter hans Diktat et muntert Brev fra ham til hans Hjem  Derefter fik han hende til at hjælpe sig med et Brev som han skrev til Vilhjelm i den næsten horisontale Stilling hvori han laa  Brevet lød saaledesKære Ven jeg kan ikke lade være at tænke med et Smil paa hvor ironisk det lyder naar jeg siger at det burde være Dig som laa her og skrev til mig og ikke omvendt  Jeg har nemlig Thoras venlige Ansigt tæt foran mig hun holder paa det Underlag hvorpaa min s  138 Blyant spaserer   kan Du læse hvad jeg skriver Prøv nu selv om din Kærlighed er ægte  Vilde Du købe hendes Nærhed og Pleje for Tabet af et Ben som imorgen overleveres til Ormene paa Als  Du kan begribe at efter hvad der er sket hænger jeg ikke med overdreven Kærlighed ved Livet og den Tanke herefter at skulle trippe om med et rask Ben og et Træben er desuden ikke opmuntrende  Min Tilstand er imidlertid vistnok saaledes at jeg overlever Amputationen  Lægerne har dog idag havt Bedemandsansigter paa og jeg tager derfor Tiden i Agt og sender Dig denne Lap til Levvel Der er én Ting jeg ønsker sagt inden jeg dør  Gertrude har dog givet mig mere end hun har taget fra mig og det har hele Tiden været hendes Skæbne som har gjort mig mest ondt  Hvis Du finder det rigtigt kan Du en Gang sige det til hende  Tak for AltDin Ven Fabricius Efter at have skrevet dette var den Saarede saa udmattet at han næsten øjeblikkelig faldt i Søvn og vedblev at sove indtil han næste Morgen af fire Sygepassere blev baaren ind paa Operationsstuen  Baade Thora og Fru Winge vare tilstede da man bar ham bort og han vinkede med et Smil til dem med den højre Haand som han frit kunde bevæge S  139XVMan var midt i Vaabenhvilen  Vilhjelm havde benyttet en Del af sin Permission til et Besøg paa Als for at se til Fabricius hvis Tilstand efter Amputationen var bleven siettere og siettere  Winge mente at Hovedgrunden til Sagernes uheldige Vending laa i den Saaredes deprimerede Humør Han sørger over det Ben saa man skulde tro at han var Dansemester sagde Lægen i den første Samtale han havde med Vilhjelm inden denne endnu havde besøgt Fabricius kan De bringe ham til at se lidt lysere paa Tingene gjør De en god Gerning  Han er ellers i Stand til at bedrage os for den virkelig nydelige Amputation vi har foretaget Vilhjelm var samme Dag to Gange hos Fabricius og om Aftenen havde han en lang Samtale med Fru Winge og Thora  Han vilde at de paa en eller anden Maade skulde skaffe Gertrude til Augustenborg for at hun kunde besøge Fabricius; han var vis paa at det var Længsel efter hende som satte den Syge saa langt tilbage  Vilhjelm fortalte Damerne Fabricius  Kærlighedshistorie som ingen af dem kendte i sine Enkeltheder Jeg tror sagde han tilsidst at Fabricius ved at ligge syg og ved det store Blodtab han har lidt eller ved hvad der ellers kan have svækket ham   simpelthen maaske ved blot at faa Tid til at tænke paa sine egne Sager   har mistet Herredømmet over sit Følelsesliv  Han glemmer hvad der ligger imellem og kan nu ikke begribe at Gertrude ikke sidder ved hans Seng  Endnu har han ikke med rene Ord sagt mig det men jeg er sikker i min Opfattelse  Det er temmelig sørgeligt at se paa   han har dog før holdt godt Hus med sin Sorg Thora gav tøvende Vilhjelm Ret i Alt Fru Winge mente derimod at netop Synet af Gertrude som en Andens Hustru vilde virke skadelig paa Fabricius Var hans Tilstand da ikke saaledes at man maatte vove Noget   denne Længsel maatte brydes den var rimeligvis farligere endnu end selve Sorgen over Tabet af Gertrude S  140Tror De ikke Fru Winge at Mødet med den unge Frue netop kan befri ham for hans syge Kærlighed  spurgte Vilhjelm Maaske   sagde Emma og rystede paa Hovedet  Winge maatte være den der afgjorde Sagen  Gertrudes eget Forhold blev ikke med et Ord berørt imellem de tre de havde alle Fornemmelsen aflet at kunne blive uretfærdige imod hende  Thora og Vilhjelm rejste i deres Sind de stærkeste Anklager imod hende Emma tænkte tilbage paa sin Samtale med Gertrude om Aftenen paa Landstedet og følte Noget der meget lignede et Ansvar glide truende imod sig Da Winge senere kom fra Lasarettet havde hans sidste Besøg netop galdt Fabricius og han var misfornøjet med den Syges Tilstand Kan en af Damerne tage en Del af Vagten i Nat  spurgte han der er Feber han er snavs  Thora var straks rede og Vilhjelm fulgte hende til Lasarettet Næste Morgen modtog Vilhjelm Underretning om at der var skrevet til Gertrude  Fru Winge havde inviteret hende til at bo hos dem de havde Plads nok  Vilhjelm kunde for sin Permissions Skyld ikke blive mere end Dagen over paa Als og Thora lovede ham da at give ham skriftlig Underretning Tre Dage efter kom Feddersen med sin unge Frue efter en besværlig Rejse om Aftenen til Augustenborg Advokaten var hurtig gaaet ind paa Tanken om en Udflugt til Als han havde Forretninger der  Advokaten gav en humoristisk Skildring af Rejsens Fata men Gertrude var syg og maatte straks gaa til Ro  Til Feddersen blev der skaffet et Logis i Byen Da Fru Winge næste Morgen vilde forberede Fabricius paa det Besøg han kunde vente lod han hende ikke tale ud En ung Dame fra København sagde han det er Gertrude Coldbjørnsen   Lad mig nu ikke vente længer end højst nødvendig   der er gaaet saa mange Dage hen det er ikke nær saa godt med mig nu som det har været Han saa saa oplivet ud og talte saa bedende at Fru Winge ikke kunde bære det over sit Hjerte at omtale at ogsaa Feddersen agtede at aflægge ham et Besøg   det maatte Gertrude selv forberede ham paa; det var en Streg i alle Beregninger at ogsaa Advokaten havde indfundet sig  Da Emma traadte ud til den ventende Gertrude var hun endnu ikke Herre over sin Bevægelse S  141Gaa ind og bliv en lille halv Time   ikke længer sagde hun sagte til Gertrude og gik hurtig bort til sine andre Saarede Gertrude havde ondt ved at holde sig oprejst  Hun var omhyggelig klædt i en mørk Dragt og traadte forsigtig ind  Fabricius laa med lukkede Øjne og hun var tæt ved hans Seng inden han bemærkede hende  Hans Udseende forskrækkede hende mere end hun havde tænkt sig muligt  Hovedet var endnu stærkt forbundet han var hulkindet og næsten helt hvid i Huden; et rødligt Skæg groede misklædende rundt om hele Ansigtet Han slog Øjnene op og saa Gertrude  Et lyksaligt Smil bredte sig over Ansigtet og han strakte højre Arm ud men rørte sig for Øvrigt næsten ikke   han kunde ikke  Denne Urørlighed tog den sidste Rest af Mod fra den unge Kone Gertrude sagde Fabricius med svag Stemme er Du endelig kommen Min Ven det kunde nær være blevet for sent Gertrude satte sig paa en Stol ved Siden af Sengen og bøjede sig ned mod Sengekanten over hans Haand og grædNej sæt Dig tættere ved mig og lad mig se paa Dig   og Du maa nødig græde  Gertrude satte sig paa Sengekanten med hans Haand imellem sine og smilede svagt Hvor Du er bleg og Du er bleven mager   stakkels Lille Du skulde være kommen før  Han forsøgte at klappe hendes Kind og hun bøjede sig ned imod Haanden Kys mig Gertrude og fortæl mig saa alt Muligt  hvad Du har lidt Hun kyssede ham og blev siddende med Øjnene fulde af Taarer uden at kunne tale Skal jeg fortælle Dig hvad der har gjort mig mest ondt   ak Du kan tro det gør godt at faa Luft Din Nærværelse er noget saa Velsignet   Du skal se at jeg nu hurtig vil faa Kræfter Min elskede Ven véd Du hvad der smærtede mig allermest  Det var dit korte Brev  At Du ikke tænkte paa hvad Ondt Du gjorde mig derved At de Andre kunde besnakke Dig Kære  ja   men vor Kærlighed maatte jo dog have været Dig for stor til at Du kunde tro at den kunde knuges ned af et enkelt usselt Ord Véd Du at jeg nær var deserteret for at komme til Dig  Jeg fortryder næsten at jeg ikke gjorde det   Du har jo været gift   min   yndige  men det var jo ikke fra mig det s  142 skul de komme  Han kunde ikke tale mere hans Hoved sank bagover men han beholdt sit lykkelige Smil Gertrude bøjede sig ned og græd paa hans Hovedpude Du skal ikke græde Gertrude nu er jo Alt godt  Eller er Du bedrøvet fordi jeg har mistet mit Ben og vi ikke kan danse sammen ved vort Bryllup Gertrude løftede forskrækket Hovedet hun troede at han talte i Vildelse Det stakkels Ben  Du maa ikke gøre mig bekymret sig at Du holder lige saa meget af mig med ét som med to Ben Gertrude nikkede Er det virkelig gaaet Dig saa nær  Du skal se at det ikke er saa galt som Du tror  Jeg havde Besøg forleden af en Kammerat som ogsaa har mistet sit venstre Ben han gik allerede ganske flinkt det saa slet ikke saa tosset ud   Men hvad er der Gertrude  Du ser mere og mere bedrøvet ud Jeg har det ikke rigtig godt stammede Gertrude Det er denne Lasaretluft   Du skal snart gaa  Senere vil Du ogsaa blive vant til den  Du bor naturligvis hos Winges Ja Hvem er med Dig Min  Feddersen  Fabricius laa i nogen Tid stille og saa forundret paa Gertrude  En dyb Rødme skød sig op i hendes Kinder og hendes Blik gled forskrækket bort fra hans  Hun havde set Forundringen lige som løfte sig fra hans Ansigt og blive til en forfærdet Anklage  Er Feddersen da endnu din Mand  spurgte han med en Stemme som ikke havde naaet at gøre den bratte Overgang i Tanken med Ja Saa gaa sagde Fabricius med al den Kraft han ejede og strakte højre Haand ud og pegede mod Døren  Hans Stemme lød haard og han havde trods Forbindingerne og de voldsomme Smærter løftet sig op fra Puderne hans blonde Øjne vare rødlig farvede af Sindsbevægelsen  For Udtrykket i dem mere end for den udtalte Befaling veg Gertrude forfærdet nogle Skridt tilbage  Der fulgte en Stønnen hun saa Fabricius hurtig segne om og Blod glide over Fæberne som om Munden var fuld deraf Der kom en kort Hoste og Fabricius laa med s  143 lukkede Øjne medens der paa Fagenet og hans Skjorte tegnede sig brede blodrøde Pletter Hjælp han dør raabte Gertrude og styrtede mod Døren Uden for stod kun en Sygepasser som da der blev kaldet paa ham i en Fart stak en lille Pibe til sig hvoraf han havde røgt sødlig stinkende Tobak Hjælp ham raabte Gertrude De  ka a itt  svarede Sygepasseren me  a ska  kald  paa æ Dovter og Sygepasseren løb Gertrude faldt ned paa den rygløse Stol som stod umiddelbart inden for Døren i Vindusfordybningen hun hørte hurtige Trin i den lange Korridor og med en forskrækket Fornemmelse af at han skulde dø tabte ogsaa hun Bevidstheden En Time efter var der ikke et Menneske paa Fasarettet som ikke havde modtaget Underretning om at en Dame fra København som skulde besøge Føjtnant Fabricius var bleven i den Grad greben ved Synet af den Saarede at hun paa Stedet var nedkommen med et ParMaaneders Foster og nær havde skræmt Fivet af Føjtnanten der havde villet springe ud af Sengen paa sit ene Ben for at understøtte hende  Han var derved kommen til at trykke et brudt Ribben som Fægerne ikke tidligere havde iagttaget mod venstre Funge og havde saaret den alvorlig  Der blev sagt mange Vittigheder om Begivenheden fra Seng til Seng og ude paa Gangene   Gertrude var bragt til Ro hos Winges  Feddersen som fra Visiter hos forskellige højere Officerer senere kom til Fasarettet modtog der Underretning om det Skete  Hvad der navnlig gjorde Indtryk paa ham derved   han troede ikke at Sagen var farlig for Gertrude   var den fuldstændige Uvidenhed han havde været i med Hensyn til Gertrudes Tilstand og det Skær af Fatterlighed der klæbede ved Begivenheden  I meget slet Humør vendte han tilbage til Winges  Der forbød imidlertid Fruen ham Adgang til Gertrude og det Samme skete da han to Timer senere indfandt sig  Det var som om man ønskede at faa hans onde Fune udladet i ørkesløse Privatstemninger og han vilde netop tale til sin Hustru i sin officielle Egenskab af Ægtemand  Han blev forbitret  Han havde Ret til at komme ind Nej Gertrudes Tilstand var foruroligende hun trængte mest af Alt til uforstyrret Stilhed og havde selv udtrykkelig forlangt at Ingen maatte komme ind til hende S  144Det galdt ikke ham Det galdt ogsaa ham  Feddersen maalte den unge rolige Fru Winge som han aldrig havde kunnet lide med et vredt Øjekast De lader til Frue at behage Dem selv meget i denne Lasaretmyndighed som De har tilegnet Dem Aa nej   men De fordrer saa stærkt at jeg er nødt til at sætte Noget derimod Imidlertid tillader De maaske at jeg beholder en Tvivl om at Deres Mand vil sanktionere dette besynderlige Forbud Det er hans Ordre ikke mindre end Gertrudes Ønske Feddersen havde ondt ved at holde den gode Tone vedlige; det kogte i ham af Vrede han vendte sig mod Vinduet og trommede paa Ruden   Hr  Advokat   Alt maa jo dog dreje sig om Gertrudes Vel   Det er en Opfattelse som jeg har lidt ondt ved at tilegne mig at jeg skulde modarbejde det ved at se til hende Men naar jeg siger Dem at hun ikke kan taale Synet af Dem Det var en uheldig Ytring for saa vidt den var beregnet paa at berolige den vrede Advokat De benytter et temmelig mærkeligt Udtryk Fru Winge Det gør mig ondt at De bliver vred sagde Fruen og tog med en vis Forlegenhed Plads  Vil De tale et Øjeblik rolig med mig  Feddersen bukkede flygtig og satte sig med en Mine som om han forud var beredt paa at protestere mod Alt hvad den unge Frue kunde falde paa at sige  De véd begyndte Emma at jeg har havt Gertrudes Fortrolighed naar vi en sjælden Gang mødtes Kan De huske at det var ved samme Lejlighed at vi lærte Gertrude at kende  Feddersen højede Hovedet  Maa jeg uden at krænke Dem sige at Efterretningen om Deres Forlovelse med Gertrude i sin Tid forundrede mig  Der tegnede sig et spodsk Smil omkring Advokatens Læber  Efter Alt hvad jeg kendte til Gertrude havde jeg nærmest ment at hendes Hjerte i lang Tid vilde forblive frit   Er De vis paa at Gertrude nogensinde har elsket Dem Feddersen for op ved dette pludselige Spørgsmaal Hvad i Verden berettiger Dem til et saa nærgaaende Spørgsmaal der er i højeste Grad fornærmeligt mod Gertrude  Hendes Fortrolighed svarede Fruen S  145Feddersen knugede Armene sammen og saa skarpt paa Fru Winge Har jeg i Dem en Veninde til min Kone som vil gaa mellem hende og mig Det er et urimeligt Spørgsmaal  Hr  Advokat De og jeg holde af Gertrude men hun har havt mere Fortrolighed til mig end til Dem  Der foregik noget Pinligt i Advokatens Sind som malede sig paa hans Ansigt Jeg har under alle Omstændigheder holdt saa meget af Gertrude at det aldrig er faldet mig ind at mistænke hende for den Mangel paa Kærlighed som De insinuerer Her er ikke Tale om en Mistanke eller en Insinuation svarede Fru Winge med slet dulgt Hæftighed og med Blodet i Kinderne her er Tale om at De har ægt et et Barn som De ikke har havt Forstand og Hjerte til at skaane Feddersen løste de krydsede Arme og lagde den ene Haand knyttet paa det lille Bord ved hvilket han stodHvad mener De   sagde han Jeg mener at De har bragt Gertrude i den Tilstand hvorunder hun idag har lidt imod hendes Vilje Fru Winge udbrød Advokaten med et hæftigt Slag i Bordet saa at det rystede De gaar for vidt Han var bleg af Vrede  Emma rejste sig hurtig fra sin Stol Jeg er ikke gaaet for vidt Jeg taler paa Gertrudes Vegne hun ønsker at jeg skal sige hvad jeg har sagt Ønsker  Hvad har De snakket hende for Der klang en Tone i Advokatens Udbrud som noget mildnede Fru Winges Stemning Jeg er ikke uvidende om sagde hun hvad disse Ord indeholde af Smærteligt   Hr  Advokat her er begaaet store Fejl ikke mindst af Gertrude og de Andre  Hun burde aldrig være bleven Deres Hustru Hvad skal alt dette sige Hvem er det som rejser disse latterlige Kimærer midt i Forhold som Intet har med dem at gøre  Forsvar Dem Fru Winge jeg anklager Dem for at stifte et skændigt Komplot   For Fanden lad mig komme ind til Gertrude hvad staar jeg her og taler med Dem for Fru Winge blev forskrækket for den voldsomme Mand og traadte uvilkaarlig et Skridt tilbage da Feddersen hurtig gik hende forbi og s  146 aabnede Døren til det Værelse bag hvilket Gertrudes Stue laa  Døren faldt smældende i  Men i samme Øjeblik var Fru Winge i Køkkenet og sendte den tilstedeværende Oppasser i Gallop til Lasaretet efter Winge  I Sovekamret hørtes Feddersens opbragte Stemme Da Winge kom var hans Nærværelse i høj Grad nødvendig  Gertrude laa i Krampegraad og Feddersen forsøgte trods hendes Modstand at understøtte hende og kaldte hende ved kærlige Navne og skændte hæftig midt imellem Det Første Winge foretog sig da han kom var at fjerne Feddersen fra Gertrudes Stue  De forstaar Dem ikke paa Fruentimmer sagde han og skød godmodig Advokaten ud ad Døren og drejede Laasen om  Saa satte han sig ved Gertrudes Seng og klappede hende stilfærdig paa Hovedet og talte til hende som til et Barn og da Gertrude var bleven lidt roligere kaldte han sin Hustru ind  Der blev anvendt beroligende Midler og Gertrude fik et stærkt Sovemiddel Feddersen gik imidlertid som en tirret Løve i den yderste Stue og først da han af Winge fik at vide at han havde sat Gertrudes Liv i Fare faldt han til Ro  Han talte derefter ret aabent til Lægen og denne som kun nu og da afbrød ham med et Spørgsmaal fik et fyldigere Indtryk af den Smærte der gærede i Mandens Indre end Emma havde kunnet modtage Lad mig sige Dem en Ting Advokat sagde Winge hen imod Slutningen af deres Samtale min Hustru har ganske vist været noget hastig til at tage sit Parti men hun har efter Alt hvad jeg kan se i Hovedsagen havt Ret  Deres unge Frue er bleven gift uden paa nogen Maade at være moden til denne Affære og De har ikke forstaaet Situationen  Der er her en Videnskab som De ikke har dyrket men som man i Ægteskabet nødig maa springe over naar man ikke vil gøre Uret  Unge Kvinder kan være temmelig skrøbelige det kan hænde at vi krænke deres Væsen saa grundig at der vanskelig senere kommer et sundt Menneske ud af dem  De har været for rask til at bryde en Modstand som De i Lovens Navn har kaldet illegitim; det straffer sig Naturen har sin Legitimitet for sig   i daglig Tale gaar den under Navn af Forelskelse og saadan Noget Feddersen røbede ingen Lyst til at forstaa hvad Lægen mente og slog hæftig paa at det netop var ham som i Ægteskabet havde lidt en Skuffelse Naturligvis svarede Winge  Den hele Historie undrer mig ogsaa s  147 for Deres Vedkommende De har været mindre stolt end det vel ellers laa for Dem at være Mener De maaske at jeg skulde have forskudt min Kone Dagen efter Brylluppet Lægen rystede paa Hovedet  Jeg mener at De har havt gyldig Grund til at betragte Deres Ægteskab som faktisk hævet  De kunde jo saa bejle paany om De vilde  Jeg begriber ikke hvorledes man i det Forhold hvori De er kommen til Deres Hustru ellers undgaar betydelige Ydmygelser   det er dog ikke behageligt daglig at agere Profos   Winge tav  Den Dosis han havde indgivet syntes ham at være tilstrækkelig stor; han var en Læge som undgik at pine sine Patienter ud over det Nødvendige Feddersen var urolig og vred og satte Samtalens Tone en Oktav højere De er mere Fantast Doktor sagde han end jeg havde troet om Dem Winge løftede paa Skuldrene og de skiltes i Uenighed  Feddersen begav sig til sit Logis for at skrive et dybt krænket Brev til sin Svigerfader Brevet kom dog ikke Etatsraaden i Hænde ved denne Lejlighed  Et Telegram fra Fru Winge havde alt kaldet ham fra København Winge var langt fra fornøjet med den Rolle hans Hustru havde spillet ved denne Lejlighed; han mente at hun havde overskredet sin Kompetence Om Aftenen talte Ægtefolkene sammen og Lægen ytrede blandt Andet at hvad Gertrude paavirket af sin Skræk og sygelige Tilstand havde sagt burde ikke af Trediemand være forebragt Feddersen; der var derved tilføjet Manden en unødig Krænkelse  Og var Emma vis paa at Gertrude vilde staa ved sine Ord naar den ophidsede Stemning atter var forsvunden  Emma var vis paa dette  En anden Ting var at fandt Gertrude ingen Bistand vilde hun rimeligvis ikke have Kraft til at gennemføre hvad hun nu ansaa for den eneste Udvej til Frelse at fly sit Ægteskab Jeg har modtaget hele hendes Fortrolighed sagde Emma  Hun siger selv at hun hver Dag har følt sig knækket og brudt Led for Led Der er en ung Slesviger en Fætter til Advokaten som har været hendes Trøst Ser Du hvad dette er Begyndelsen til Hun skammer sig nu derover   men jeg kunde jo ingen rigtig Følelse have af hvor forkert det var Tænk Dig disse Ord i et Barns Mund   ikke s  148 tyve Aar ren i Sind og Tanke Du kan tro at det her er vor Pligt at hjælpe Men hvad Rolle spiller da Kærlighedshistorien med Fabricius i alt dette Jeg forstaar det ikke ganske  Hun synes ved Synet af ham pludselig at have følt hele sin Tilstands Skam men nogen egentlig Tanke paa at blive forenet med ham tror jeg ikke at hun har Men ligger da den Opgave ikke lige for at søge at skabe et smukkere Forhold mellem hende og Feddersen Det er umuligt svarede Emma hurtig og hun rejste sig og bevægede sig urolig i smaa Skridt frem og tilbage medens hun talte Hør Du har før forsvaret denne Mand og har ogsaa Lyst til det nu Jeg véd ikke hvorledes han er mellem Mænd; i sit Forhold til Kvinder er han afskylig  Han er raa  En bundløs Egoist   han mangler netop det som skulde gøre en Mand skøn  Hun slog afværgende ud med Haanden Forsvar ham ikke Hvad Ulykke en saadan Mand kan begaa   i sin Uvidenhed   naar Skæbnen har stillet ham med borgerlig Ret over et Væsen som Gertrude  ja det fatter egentlig kun en Kvinde  Hans Kærtegn er stygge  Paa det farligste det fineste Punkt i en Kvindes Liv   hendes Blufærdighed og hendes Lyst   ak hold den Tanke klar   har han traadt med Vaner fra det Liv I alle har ført   Frederik da Du blev min Mand gjorde Du noget Smukt ud af mit Liv   Gertrude er syg for hun er bleven tagen med Vold\Emma græd nervøst og hendes Mand lagde rolig en Arm om hende Husk dog paa én Ting min Ven sagde han inden Du fordømmer Feddersen  Han har i sit Liv ingen Adgang havt til at lære hvad Kærlighed er   han er kommen til Gertrude med en Bøn i sit Hjerte  Nej han er ikke svarede Emma og drejede sig ud af Mandens Arme for frit at kunne gestikulere han er kommen med en anmassende Fordring  Han har ikke turdet byde en udviklet Kvinde saa usle Vilkaar som dem det uvidende Barn kunde lokkes til at gaa ind paaMen Emma hvad i Verden skulde det være for Lokkemidler han har besiddet  Manden har i ærlig Længsel søgt en Hustru og kan det med Rette bebrejdes ham at han er stødt paa et over al Maade uudviklet Barn der bedragende sig selv og ham har samtykket i et Ægteskab som har gjort hans Handling mulig S  149Kan man da ikke stille den Fordring til en Mand at han ikke uvidende indlader sig i et Forhold hvor han blot ved sin brutale Vilje begaar en Brøde af skændig Art  Hvorfor vidste han Intet inden Bryllupet Og kan det undskylde hans Overfald at Gertrude oprindelig gav sig i hans Vold uden at ane hvad Følgen deraf skulde være Ja det undskylder ham virkelig  Kæreste Ven Du maa ikke fordre det Samme af denne Mand som af Andre hvis Liv er foregaaet i Forhold hvor Sympati og Kærlighed hører hjemme  Han forstaar i dette Minut ikke hvad han har forbrudt  Han er brutal javel men det var den Kvindes Opgave som vilde gifte sig med ham at drage de ædlere Egenskaber frem i ham paa Dyrets Bekostning  Kan hun ikke det maa hun tage Skade for Hjemgæld Og tror Du ikke at der har været Øjeblikke hvor han har følt at han manglede Noget Vær vis derpaa  Haabløs er saadan en Mand ikke trods det at hans Følelser ere skaarne i Træ Emma gik i Tavshed med sammenknugede Arme nogle Gange frem og tilbage i Stuen og sagde derpaa roligDet er muligt at Du har Ret i dette Sidste   jeg haaber det for Feddersens Skyld; men stil ikke den Fordring til Gertrude at hun skal være den der hjælper ham  Hun har jo netop mistet Alt hvad der giver en Kvinde sin Værdighed inden Følelsen af den endnu var ret vaagnet i hende   og det er hans Forbrydelse Han har i sine egne Hænder sønderbrudt enhver Mulighed for Hjælp fra hendes Side  Vi har kun at bringe hende ud af det Nedværdigende i hendes Ægteskab Emma fortalte sin Mand hvad hun vidste fra Gertrude om Ægteskabets Indgaaelse om Tantens Tro paa at det var Guds Vilje der skete og om Præstens Optræden Dagen efter Bryllupet  Hvad der særlig forargede hende derved var at Præsten ikke med et Ord havde henvendt sig til Feddersen Og imod disse Forestillinger som ogsaa har været Gertrudes tror Du at kunne virke  JaLægen smilede og rakte sin Hustru Haanden  Emma Du har den samme smukke Tro som fra vor Kærligheds første Dage Kan Du her bringe Noget tilVeje som blot ligner hvad Du da udførte saa skal jeg forsøge om jeg kan føje Noget til den Respekt jeg altid har næret for Dig S  150Emma trykkede hans Haand og fortalte med et Anstrøg af Munterhed hvad hun alt havde udrettet   Jeg spurgte hende om hun da troede at det var nok at man blot nævnede Gud for at have Ret  om det aldrig var faldet hende ind at Tanten og Præsten kunde have taget fejl  Jeg skændte paa hende og sagde at Troen paa en Gud fritog hende ikke for det Ansvar selv at tænke Naar Enhver vilde kalde sin Uvidenhed for Guds Vilje vilde det jo komme til at se forunderlig ud i Verden   Hun kyssede mig græd lukkede Øjnene og sagde at hun altid havde troet at jeg kunde hjælpe hende Efter denne Samtale lovede Winge at arbejde i sin Hustrus Tjeneste til Fordel for Gertrude   Da Etatsraaden næste Dags Aften naaede Augustenborg havde han straks en Samtale med Lægen og hans Hustru der varede til Midnat forbi og der kom ikke Søvn i den gamle Herres Øjne fordi han derefter gik til Ro At jeg saaledes har været slaaet med Blindhed   Mit stakkels Barn var Ytringer der jevnlig kom igen i Etatsraadens Tanker og som en Kimen forhindrede Søvnen fra at indfinde sig S  151XVIEt Par Aar var gaaet  Fabricius boede efter sin Moders Død alene og han havde paa Farimagsvejen fundet et lille Hus med Have foran hvis Stueetage var ham bekvem  Henimod Slutningen af Oktober 1866 sad Maleren en Søndagformiddag i sin Dagligstue med Døren aaben til Atelieret ved Siden af for at den overflødige Varme fra en ophedet Kakkelovn i det mindre Rum kunde slippe ind i Atelieret  Han var paa en Maade gemt af Døren medens han sad tilbagelænet i Sofaen i Krogen op mod Ydermuren og læste  Det venstre Ben laa i Sofaen det vil sige den Trediedel der var tilbage af det; sit kunstige Ben havde han denne Formiddag endnu ikke anlagt det pinte ham jevnlig og han var helst fri for det naar han paa nogen Maade kunde undvære det  Op til Sofaen stod og lænede sig som om den ventede paa sin Herres Befaling en Krykkestok med et smukt Elfenbenshaandtag en Gave fra Proprietær Bech paa Belinda  Maleren saa noget skrøbelig ud  Det kom af en langvarig Lungeaffektion der ved dette Efteraars Indtrædelse havde forværret sig  Stuen havde to Vinduer og i det længst fra Atelieret bortfjærnede Vindu sad en ung kraftig bygget blond Pige der pyntede en opkrammet Filthat  Hun gjorde en Bevægelse med Hatten ned i Skødet Er Hatten nu færdig Dyveke  spurgte Fabricius idet han sænkede Bogen Straks svarede den unge Pige med en veltonende Bryststemme der plejede at faa den som hørte den første Gang til at studse for dernæst at gøre ham til hendes Tilhænger  Haa sagde hun nogle Sekunder efter og rystede Hatten svagt paa sin udstrakte veldannede Haand medens hendes Øjne kærtegnende opfattede alle Hattens Enkeltheder Du vil naturligvis forbyde mig at gaa med den  Den er lapset Lad mig se Hun rejste sig og satte Hatten paa Hovedet og antog en kæk Mine Af en Landsbypige at være  sang hun med en god Alt og s  152 bøjede sig samtidig med lidt udbredte Arme hen imod Fabricius; i hendes Øjne tindrede der godmodig Spøg Ja vist Du bliver mere lapset for hver Dag der gaar sagde han med et noget træt Smil  Hatten er god som den er Hun tog hilsende Hatten af og satte sig paa ny hen for at sy nogle Sting Naar Du er færdig maa du gaa min Ven sagde Fabricius idet han lagde Bogen fra sig paa et lille Bord ved Sofaen Den unge Pige rynkede Brynene men sagde Intet  Da Hatten saa var færdig lagde hun den fra sig i Vinduskarmen og gik hen til Fabricius  Hun knælede ned foran Sofaen og lagde en Haand paa hans Skulder Arthur sagde hun Husk at Du snart skal rejse lad mig blive hos Dig hele Tiden saa længe  Det er det Mindste Du kan gøre for mig Fabricius rystede paa Hovedet Jeg kan godt vedblev hun overtalende jeg siger hjemme at Onkel har Brug for mig  Og til din Onkel Siger jeg at han ikke maa sige Noget hjemme Fabricius klappede hende paa Kinden og lod som om han overvejede Sagen  Jeg kan ikke begribe Dyveke svarede han at Du vil blive hos mig jeg er jo næsten altid gnaven Du er ikke gnaven udbrød Dyveke med løftet Hoved Du sørger det gør en Forskel  Hvis Du ikke sørgede var jeg ikke her for saa var Du lykkelig og saa var Du gift  Jeg kan faa Dig til at sørge mindre  Derfor skal Du lade mig blive Det gaar ikke an hverken for din eller min Skyld   Dyveke havde alt Luften inde der skulde bære hendes Svar imod ham da Klokken i den lille Entré gav Lyd Kan jeg lukke op  spurgte hun Jeg antager det  Det er vist Vilhjelm  Skulde det være Andre maa Du være Madamen som er i Kirke Tag dog den Hat bort først sagde Fabricius og pegede paa Hatten i Vinduskarmen Dyveke fjernede den brødefulde Genstand lukkede op og nejede idet hun førte en Snip af Kjolen op mod Øjet og med en gammel Kones grædefærdige Stemme sagde hunGud Deres Velbaarenhed er det Dem Goddag Madam Sigbrit svarede Vilhjelms kraftige Stemme og s  153 han drog i et langt Haandtag Dyveke med sig ind i Dagligstuen  Jeg kunde jo nok begribe at Du var her  Jeg skal hilse Dig fra dine Forældre de har været hos din Onkel for at spørge efter Dig  Hele Ordrup er brændt og jeres Hus med Pyt svarede Dyveke det var ikke saa vel  Det beder Fader og Moder om hver Aften i deres Aftenbøn for de er fromme Folk  Men hvordan gaar det Dig  Du bliver med hver Dag der gaar tykkere synes jeg Det er ikke sandt svarede Vilhjelm hurtig og saa sig forskrækket i Spejlet jeg bliver tværtimod magerjeg karvævet tyk Der blev talt om forskellige Ting  Vilhjelm kom for at melde et Besøg af Damer og Herrer hos Fabricius Dyveke maatte gaa  Men forinden skulde Vilhjelm beundre hendes nye Hat Du ender med at blive alt for smuk Dyveke sagde han Finder Du sagde hun vel tilfreds medens hun trak sine Handsker paa   Du kunde for Resten føjede hun til idet hun strakte den endnu blottede højre Haand hen imod Vilhjelm en Gang kysse den Haand Højstærede Vilhjelm gjorde det Betyder den Højtidelighed Noget  spurgte Fabricius En gammel Gæld som nu er afbetalt sagde Dyveke  Hun nikkede til Vilhjelm og kyssede Fabricius inden hun gik I Døren vendte hun sig og sagde alvorlig til Fabricius Du skal være tidlig hjemme i Aften hører Du ellers kommer Hosten igen  Jeg skal nok være her og passe paa at dine Stuer er ordentlig varme Du skal tage hjem til dine Forældre sagde Fabricius Det gøf jeg ikke svarede den unge Pige og lukkede Døren og gik Hun lod en noget alvorlig Stemning blive bag sig  Fabricius spurgte hvad Haandkysset havde betydet At den Haand har givet mig en Ørefigen en ærlig ment  Det var den Gang kan Du huske i Charlottenlund da vi kom fra Coldbjørnsens fra vort første Besøg og jeg skulde trøste hende over din Udeblivelse men blev i overordentlig ringe Grad paaskønnet  Har hun aldrig slaaet paa den Historie for Dig Aldrig Det var Bechs fra Belinda hvis Ankomst Vilhjelm havde bebudet  Han kom fra et af sine Besøg der paa Gaarden  Herren og Fruen og s  154 den ældste Datter tilligemed Thora der efter Krigen var tagen tilbage til Belinda havde fulgt med ham til København Er der ellers noget Nyt der ude fra  spurgte Fabricius paa Tilbagevejen fra Sovekammeret hvorhen han efter Dyvekes Bortgang ved Vilhjelms Hjælp havde begivet sig for at anlægge sit kunstige Ben Aa nej   det skulde da være at den gamle Etatsraad Coldbjørnsen begynder at blive lidt aflægs  Jeg skal hilse Dig fra ham Tak svarede Fabricius og satte sig i Sofaen Han er ellers i godt Humør  Han og Gertrude lever stille og fornøjelig paa den lille Gaard  Han planter i sin Have og hun læser højt for ham   Nu skulde Du se hendeFabricius svarede ikke men tændte en Cigar  Fortæl mig sagde han med en noget kunstlet Ro om dine egne Anliggender  Har Du heller ikke denne Gang talt til Thora Nej sagde Vilhjelm alvorlig Bliver det overhoved til Noget Jeg tror det ikke Du rejser med mig Rimeligvis Fabricius stod op fra Sofaen og gik hen til Vilhjelm der sad tilbagelænet i en Gyngestol og pustede Røgen af en Cigar langt ud i Rummet Hvorfor vil Du ikke være vis i din Sag  Eller vil Du først sidde i Ægypten for saa at skrive  spurgte han Nej   Jeg er sikker i min Sag  Sagde jeg et Ord til Thora om mine Følelser kunde hun og jeg ikke være Venner  Hun sætter Pris paa mig ene og alene fordi jeg holder min Mund Det er mineVilkaar  Ba tror Du ikke hun véd at jeg er forelsket i hende Men er hun da kold Hun Hun kunde elske  sagde Vilhjelm med overordentlig Energi og strakte den højre Haand knyttet op i Luften idet han rejste sig fra den hvilende Stilling Jeg er for fed dér har Du Forklaringen  Har jeg ikke været i et Humør som vilde have gjort enhver Anden mager Paa mig batter det ikke  det vil sige i den sidste Tid synes jeg dog at jeg er svunden lidt   hvad  Aa ja lidt svarede Fabricius med noget af et Smil om sine Ord Vilhjelm vilde ikke bemærke Smilet og vedblev i sin alvorlige s  155 Tone Kan Du huske at da Du skrev mig til fra din Sotteseng paa Als spurgte Du mig om jeg vilde give mit ene Ben hen for Thora   Det Brev er jeg vis paa at hun har læst  Hun har brugt Ytringer om Dig som hun har derfra Vilhjelm tav en kort Stund Fabricius gav ikke sin Overraskelse Ord men saa forskende paa Vennen Det var ikke Dig der havde skrevet uden paa Brevet og det var lagt anderledes sammen end Du plejer  Du har vist givet hende det aabent i Haanden  Saa har hun set sit Navn og saa   læst det Fabricius nikkede Det har da gjort et underligt Indtryk paa hende at se mig paa Als saa sund og frisk medens Du var ved at dø og møde mig efter Krigen fed som en Okse   Fanden Hvad kunde jeg for det Jeg havde jo givet begge mine Ben om det skulde have været for at vinde hende Du har ikke sagt det til hende Som om jeg turde Vilhjelm havde lagt sig tilbage i Stolen med bøjet Hoved og nedhængende Arme  Cigaren sad klemt imellem et Par Fingre Kammerat sagde Fabricius efter et lille Ophold og berørte hans Skulder Du maa ikke gaa hen og blive melankolsk det gaar min Salighed ikke an  Thora er en prægtig Pige men  Der gives ikke hendes Lige udbrød Vilhjelm med en vis Indignation  Jammerskade at hun skal sygne hen der ude paa Landet i en lille Virksomhed Havde hun blot havt en Smule tilbage af de faa Midler som hun satte til i Krigen var hun nu hos Winges eller et andet Sted og fulgte sit Kald som Sygeplejerske Hun skulde naturligvis have været Læge  Det Diakonissevæsen de nu har begyndt paa kan hun ikke have med at gøre hun holder af Menneskene for deres egen Skyld  De bleve afbrudte af Gæsterne der kom Bech og Frue en voksen Datter og Thora  Vilhjelm fik netop Tid til at sige til Fabricius at han ikke maatte berøre at de begge vilde rejse han kunde ikke fordrage Scener da Modtagelsen gik for sig Fabricius var oprømt og glad over den Lykke hans nys tilendebragte store Maleri gjorde  Vilhjelm var Vicevært og gjorde Løjer med den unge Frøken Bech der lo som en Lærke og rystede sit lyse s  156 Haar som overalt brød frem under Hatten  Begge Kunstnerne bleve saa indbudte til Middag paa Hotellet og Visken var forbi Ved Afskeden gik Thora med Fabricius ind i Atelieret  Han var overrasket over at hun havde Noget at sige ham han havde under hele Besøget ventet paa en Lejlighed til at tale til hende De tænker slet ikke paa spurgte hun med nogen Anstrængelse at gøre et Besøg ude i Nærheden af os inden De rejser fra Danmark Nej svarede han forbavset; det var første Gang hun direkte havde berørt hans Forhold til Gertrude Jeg véd En som venter Dem sagde hun og blev rød  Fabricius gjorde et langt Skridt fra hende hen imod Vinduet og vendte Ryggen til hende Har De da et haardt Sind  spurgte Thora langsomt Fabricius drejede hurtig Hovedet om imod hende  Det var en besynderlig Misforstaaelse sagde han  Deres Spørgsmaal kommer saa meget underligere Thora fortsatte han og tog hendes Haand som jeg næsten havde tænkt paa at spørge Dem om noget Lignende Har De virkelig stænget Kærligheden ude af Deres Hjerte Thora blev mere rød og saa saa forlegen ud at Fabricius besluttede at gøre Pinen kort Har De i sin Tid læst det Brev kan De huske jeg skrev til Vilhjelm inden jeg blev amputeret spurgte han Thora havde læst Brevet og havde ikke i Sinde at nægte dette;  men hvor kunde han saa let spørge om denne Tilsnigelse fra hendes Side der havde kostet hende mange alvorlige Timer Jeg har læst det sagde hun sagte De maatte gerne kære Thora ytrede Fabricius venlig jeg har kun spurgt fordi der i Brevet stod Noget om Vilhjelm Det forskrækkede Blik hvormed Thora saa paa ham fik ham til at standse midt i den Sætning han vilde sige Hvorfor vil De tale til mig om det  spurgte hun bebrejdende Fordi jeg haabede at det Ord der manglede kunde jeg sige  Der mangler ikke noget Ord svarede Thora De kunde ikke tænke Dem at overlade Vilhjelm denne Haand jeg holder paa   naar De nu fik at vide hvor Meget han vil give for at vinde den Nej sagde hun bestemt og den omspurgte Haand klemte om s  157 Fabricius s  Hun vidste selv ikke af den uvilkaarlige Muskelbevægelse men Trykket naaede til hans Opfattelse  Paa haandgribelig Maade malede det Kostbare sig for hans Fantasi som hans Ven her gik tabt afBetænk Dem sagde han som om han bad for sig selv Hun rystede paa Hovedet Jeg har jo havt Tid dertil sagde hun sagte og føjede til som om hun frygtede en Misforstaaelse Jeg holder meget af Vilhjelm Fabricius blev staaende med hendes Haand i sin og saa paa hendes bevægede Ansigt  Der drog ufærdige lige som forlængst glemte og nu opdukkende Forestillinger gennem hans Sjæl  Han syntes at han kunde huske at En en Gang havde sagt om Thora at hun var en ung Kvinde som man fik smukke Tanker af   mon det var Vilhjelm der havde sagt det  Stakkels VilhjelmJeg havde Noget at tale til Dem om begyndte Thora paa ny forlegen under hans dvælende Blik Maa jeg faa min Haand  føjede hun blidt til da han vedblev at holde den fast  Fabricius slap den fine Haand med en Mine som om han vaagnede  Hun førte den hurtig ind under Kaaben og drog et Brev frem som hun gav ham Det skulde jeg levere i Deres egne Hænder sagde hun det er fra Gertrude Fabricius havde ikke behøvet denne sidste Oplysning han havde paa Udskriften øjeblikkelig kendt Gertrudes diminutive Bogstaver og modtaget ligesom et elektrisk Stød af Brevet Der blev kaldet paa Thora inde fra den anden Stue og den almindelige Afskedstagen gik for sig  Vilhjelm fulgte Gæsterne ud paa Vejen Da Vilhjelm kom tilbage sad Fabricius i Sofaen med Haanden under Kinden fordybet i Betragtninger som ikke lod til at være af nogen glædelig Art  Vilhjelm gik nogle Gange op og ned i Stuen uvis om han skulde tale til Vennen  Endelig blev han staaende overfor Fabricius og sagdeDu har nok faaet Brev fra Gertrude   Jeg gaar om et Øjeblik for at lade Dig i Ro  Fabricius nikkede uden at svare  Vilhjelm kunde ikke dy sig længere  For Pokker udbrød han hvad har Du at sørge over  Man beder om din Kærlighed Fabricius saa op med et ubestemmeligt Smil og strøg sig med Haanden over Ansigtet S  158Det tror jeg ikke sagde han Ikke  Hvad Fanden tror Du da Det skal jeg sige Dig  Jeg tror at der er Noget der hedder bløde Stemninger Fortrydelse og saadan Noget og at det jevnlig indtræder hos Kvinder naar en eller anden uventet Konsekvens af deres egne Handlinger viser sig for dem  Jeg er ikke meget for hvad der siges og gøres i et Afskedsøjeblik Har Du læst Gertrudes Brev  spurgte Vilhjelm mere overrasket over Bemærkningen end han holdt af at vise Nej Saa synes jeg at Du skulde opsætte din Visdom til efter Læsningen Fabricius gjorde en utaalmodig Bevægelse  Som om man vilde blive klogere eller dummere af det Brev  jeg har før været i det Tilfælde at skulle rejse sagde han i en ærgerlig eller forpint Tone og lagde Brevet med et foragtende Kast fra sig paa Bordet ved Sofaen Ja Du begriber vel at jeg lige saa lidt nu forstaar Dig som jeg forstod Dig da jeg efter din Hjemkomst for et Par Aar siden fik paa Hovedet fordi jeg i al Uskyldighed talte til Dig om Gertrude Fabricius svarede ikke  Vilhjelm tog i en noget ophidset Stemning sit Tøj paa  Ja ja min Ven sagde han og rakte Fabricius Haanden Du faar nu i din Ensomhed klare dine egne Affærer En Ting vil jeg kun sige Dig pas paa at din Sygelighed ikke fører Dig i en Fælde Da Vilhjelm senere indfandt sig paa Hotellet kort før Middagen skulde begynde talte han med Thora og deres Samtale drejede sig udelukkende om Fabricius  Ingen af dem kunde finde en fyldestgørende Forklaring af Fabricius  Opførsel siden hint Møde med Gertrude paa Als  Trods Gertrudes Skilsmisse fra Feddersen havde han siden da ikke gjort den mindste Tilnærmelse til hende ja han havde omhyggelig undgaaet at benytte de Lejligheder de Andre havde skabt for ham  Og han var dog tydelig nok endnu behersket af sin Kærlighed   det var jo den som gjorde ham melankolsk ikke hans Sygelighed  Hævngerrig var Manden ikke han havde aldrig før havt vanskelig ved at foretage det første Skridt til Forsoning Man ventede ud over den fastsatte Tid paa Fabricius saa bragte et Bud en lille Billet fra ham som meldte at han var bleven upasselig og ikke kunde komme Hjemme hos Fabricius laa Gertrudes Brev aabnet paa det lille Bord s  159 ved Sofaen  Fabricius havde læst det umiddelbart efter Vilhjelms Bortgang og selv sad han nu paa fjerde Time ved sit Skrivebord sysselsat med at besvare det  Gertrudes Brev lød saaledesArthur i to lange Aar har jeg hver Dag ventet paa at dit Sind skulde mildnes imod mig  Nu vil Du rejse og endnu har Du ikke havt en Tanke tilovers for den som Du en Gang har elsket  Du maa ikke rejse uden at have talt med mig  Det er Synd Du begaar  Hvorfor vil Du tro at det er rigtigt at straffe saa haardt  Min Brøde mod Dig og mod mig selv kom jo ikke af daarlige Tanker den kom af at jeg var saa ung og af min hjælpeløse Stilling  Lad mig i det Mindste faa Lov til én Gang at forklare Dig hvad der er sket  Jeg har lært Meget i de sidste Aar; min elskede Fader og Emma ere gode Venner at have  Du skal høre paa mig min store Synd giver mig en Ret som Du maa bøje Dig for selv om min Kærlighed Intet betyder for Dig  Jeg véd at Du har et blødt Hjerte   nu kommer Du Din Gertrude Det Svar Fabricius endelig afsendte efter først at have fyldt adskillige Ark som ikke kom længere end til Skrivemappen hvori de laa fik følgende lakoniske FormJeg kommer ikke  Din Kærlighed var for lille   nu er min det Ingen Forfatter kunde være stoltere over at have besejret de tekniske Vanskeligheder der længe havde hindret ham i at iklæde sin Tanke det rette Udtryk end Fabricius var det da han havde faaet sin Sjæls bevægede og vidtløftige Indhold sammentrængt i disse faa Ord  De gav dog kun et daarligt Billede af den bløde næsten sønderbrudte Mand som skrev dem To Dage efter Afsendelsen af dette Svar ringede det om Eftermiddagen paa Fabricius Entrédør  Denne Gang var han alene i sit Atelier og hans Værtinde lukkede op  Han hørte Værtinden vise den Besøgende ind i Dagligstuen og kort efter fulgte en forsigtig Banken paa Atelierdøren som af en Barnehaand  Han raabte kom ind og maatte gentage det højere inden Døren gik op  Det var Gertrude som traadte ind til ham Han blev saa greben af Synet af hende at han tabte hvad han havde i Haanden og maatte støtte sig ved sit store Staffeli Gertrude var ængstelig og smukkere end han nogensinde havde s  160 set hende  Hun gik langsomt frem i Stuen og standsede lidt fra ham idet hun bedende strakte en Haand imod ham Arthur sagde hun med blød Stemme sig at de Ord vare usande som Du har skrevet Fabricius gjorde et Skridt frem og greb hendes Haand  Han holdt den i den stærkeste Sindsbevægelse klemt mellem begge sine tæt op mod sit Bryst Gertrude sagde han hvorfor er Du kommen  For paa mine Knæ at bede om din Tilgivelse svarede hun Han tog hende saa voldsomt i sin Favn og brød umiddelbart efter sammen i en saa konvulsivisk Graad at hans Kræfter langt fra slog til  Han gik halvvejs i Knæ og maatte tilbringe flere Timer tilbagelænet i Sofaen med Gertrudes Haand i sin for atter at komme sig Kan Du se hvor haardt jeg har trængt til Dig  sagde han flere Gange med et Smil I de mange bevægede Ord som bleve vekslede imellem dem kom Forklaringen frem af deres gensidige Holdning i Tiden efter Scenen paa Augustenborg Lasaret  Det vil sige Fabricius skammede sig over nogle af sine sygelige Fantasier og anførte ikke dem  Men han sagde hende hvor fast han havde klamret sig om den Tanke at hun skulde komme til ham  Det var deres Livs Lykke der beroede derpaa  Havde han nemlig givet efter for den Længsel efter hende som han aldrig havde været uden og paany nærmet sig hende vilde han have købt deres Forening for dyrt  Han havde jo da sat den Fordring til at hun skulde om det end kun var i et Øjeblik vise at hun fattede hele Størrelsen af den Uret hun havde begaaet  Uden det vilde hendes Kærlighed i hans Øjne være mindre end hans og deres Forbindelse vilde davære som mellem en Giver og en Modtager  Det maatte ikke være saa  Havde han ikke Visheden om deres Følelsers Jevnbyrdighed var deres Lykke bygget paa Sand  Gertrude sagde ham at det var Forestillingen om at hun skulde straffes som baade havde holdt hende borte og hendes Mod oppe i disse Aar men at hun syntes at han nu havde været for grusom  At han havde elsket hende saa højt vidste hun først nu Fabricius følte at det glippede i den allersidste og fineste Forstaaelse imellem dem men det brød han sig ikke om nu  Han spurgte hende om hun vidste at han havde levet med en ung Pige som holdt af ham S  161Gertrude svarede at hun havde faaet et anonymt Brev derom for en tre fire Maaneder siden og at hun havde grædt meget derover  Hun havde aldrig villet spørge Vilhjelm om Sagen skønt det altid havde brændt hende paa Tungen naar hun saa ham Fabricius forklarede lidt skamfuld sit Forhold til Dyveke  Det var blevet knyttet da han var bleven træt af at sørge og da han ved sin Moders Død havde følt sig mere ene end nogensinde  Dyveke havde fra den samme Dag han var kommen hjem fra Krigen bedet ham om at maatte være hans Plejerske hun var kommen igen og igen og endelig for lidt over et halvt Aar siden havde han givet efter Hun kunde sagtens sagde Gertrude hun havde ingen Synd paa sin Samvittighed Ak hun har lært mig om jeg ikke havde vidst det før hvor lidet det nytter at det kun er den Ene som elsker i et Kærlighedsforhold Ikke fuldt en Uge efter denne Dag bredte en Skandalhistorie sig over København  Ved Aftentogets Afgang til Korsør havde den fraskilte Fru Feddersen Datter af den Etatsraad Coldbjørnsen for hvem det var gaaet saa stærkt tilbage paa Banegaardens Perron omfavnet og kysset den bekendte Maler Fabricius der i Krigen havde mistet sit ene Ben  Og umiddelbart ved Siden af Parret havde den gamle Frøken Coldbjørnsen staaet og der havde været en saadan Fælden Taarer og Viften med Lommetørklæder da Toget gik at man ikke en Gang havde mærket den Opsigt man vakte  Den store Maler Vilhjelm havde ogsaa været til Stede han skulde nok rejse med sin Ven Fabricius til Ægypten for at male Krokodiller  Til Etatsraaden havde man Intet set; han kunde ogsaa umulig have billiget en saadan Overspringen af alle Hensyn

