Henrik Pontoppidan
DET FORJÆTTEDE LAND

FØRSTE BOG
I
DE R havde i flere Dage raset et Herrens Vejr over Egnen.
Paa forrevne, sorteblaa Sky-Vinger var Stormen kommen
flyvende fra Øst og havde gennempisket Fjorden, saa store Skumflager
var kastet højt op paa Markerne. Mange Steder havde den
ganske oprevet Bondens Vintersæd, afsvedet Engene og tilstoppet
Grøfterne med Jord og Sand, saa Vandet, der ikke kunde finde
Afløb, bredte sig ud over Agre og Veje. Overalt saaes styrtede
Træer, knækkede Telegrafstænger, splittede Sædstakke og døde
Fugle, som Orkanen havde slaaet mod Jorden og dræbt paa Stedet.
Inde i den lille Landsby, Vejlby, der laa ganske ubeskyttet paa
Toppen af en høj Banke, var en gammel Ladelænge en Nat blæst
overende med et saadant Brag, at Byens Folk var sprunget op af
deres Senge og i det blotte Linned styrtet ud paa Gaden. Mange
Skorstenspiber var samme Nat væltet ned fra Tagene, og inde i
Præstegaardshaven var alle Stærekasserne blæst ned fra Træerne.
Ja, end ikke Provsten selv havde de himmelske Magter skaanet.
Da han om Formiddagen, medens Vejret var paa sit højeste,
traadte ud paa Verandaen for at tage Ødelæggelsen i Øjesyn,
havde Stormen løftet Hatten af hans hvide Hoved, slaaet den
som en Bold ned mod Jorden, trillet den som et Hjul hen ad Vejen
og trods alle Efterstræbelser ført den med sig i en ophvirvlet
Støvsky.
Ikke i Mands Minde havde man oplevet saadanne Dage.
„Vorherre bevare dem, der er paa Søen!" raabte Folk til hinanden
gennem Uvejrsbraget, naar man mødtes paa Landsbyens
Gade, mens man Skridt for Skridt kæmpede sig hen ad Vejen
8 M U L D
med fremoverbøjet Overkrop eller fløj afsted paa Træskohælene
med Stormen paa sin Ryg.
„Godt for dem, der har vel tækket og tæt spækket," tænkte
de, der sad hjemme i de halvmørke Stuer, hvor man selv midt
paa Dagen næppe kunde se at læse sin Avis, mens det peb og
tudede rundt om, som om alle onde Aander var slupne løs over
Byen. Inde i Staldene stod Hestene med rejste Øren og rystede
af Angst. Køerne brølede omkap, som under en Ildebrand, mens
Kattene gik og mjavede sygt, og Hundene løb omkring og snuste
uroligt.
Da Vejret endelig stilnede lidt, kom Sneen tumlende i hvide
Horder; og skønt det endnu var tidligt paa Vinteren, i Begyndelsen
af December, blev den overalt liggende paa Jorden, samlede
sig i Grøfterne, skjulte de styrtede Træer ved Vejene, dyngede
sig op over de knuste Gærder og oprevne Straatage. I samfulde
to Dage og Nætter stod Himmel og Jord i et.
Men da var der ogsaa en og anden af de enfoldige Vejlbybønder,
der i Stilhed begyndte at ransage sit Inderste og gøre
sit Regnskab op med Gud i den Tro, at Dommens Dag maatte
stunde til. Selv da man endelig den anden Dags Aften kunde begynde
at skovle Snedriverne bort fra Portene og feje de tommetykke
Snekager ned fra Ruderne, tænkte mere end en af dem,
der i det frembrydende Maaneskin stod i deres Dør og stirrede
ud over den øde, blaahvide Sneørken, hvortil Land og Fjord var
bleven forvandlet, hvad vel alt dette kunde „være imod", d. v. s.,
om det ikke muligvis altsammen var et Varsel, en himmelsk Forkyndelse
af en eller anden betydningsfuld Begivenhed, der i den
nærmeste Fremtid skulde overgaa Byen eller Sognet eller kanske
det ganske Land.
II
Inde i Provstens Studereværelse sad paa denne Aften en fremmed
Mand, som Dagen forud var naaet hertil midt under Snestormens
vildeste Rasen. Det var en ungdommelig, høj og slank Skikkelse
i sort Klædesfrakke og hvidt Slips, der sad i en lille Sløjfe
M U L D 9
foran del stærkt fremtrædende Adamsæble. Fra et blegt og magert
Ansigt stirrede et Par barnligt lyseblaa Øjne frem med et aabent
Blik. Over Panden, der var høj og stærkt hvælvet, laa et blondt,
i Enderne svagt kruset Haar. Paa Spidsen af Hagen og langs den
nederste Rand af Kinderne groede fine, lyse Dun.
Lige over for ham sad Provst Tønnesen i en gammeldags Lænestol
med Øreklapper. Han var en kæmpebygget Prælatskikkelse
med snehvidt, kort studset Haar, under hvilket man overalt skimtede
den rosenrøde Haarbund. Bag de langt nedhængende, endnu
ganske sorte Bryn lyste to mørkegraa Ildøjne, der i Forening med
Næsens og Læbernes fyldige Former meddelte det skægløse Ansigt
et halvt sydlandsk Udseende. Heller ikke i sin Paaklædning
lignede han en almindelig dansk Landsbypræst. Fra det skinnende
hvide Kammerdugs Halstørklæde, der sad stramt om hans røde
Tyrehals, til hans mønstrede Silkevest og de blankt pudsede
Støvler, aabenbarede han en hos saadanne Folk usædvanlig aarvaagen
Sans for den ydre Anstand. Ogsaa hans Holdning og Maaden,
hvorpaa han nu og da i Talens Løb nippede til en langskaftet
Kulpibe med Rav-Mundstykke, røbede den selvbevidste Verdensmand.
Ved Siden af ham stod Fløjdøren aaben ind til Dagligstuen,
et stort, herskabeligt udstyret Rum, hvor Husets Datter, en rødblond
Dame, sad og syede ved en højstammet Lampe med søgrøn
Silkeskærm. Alt var stille rundt om. Det var, som om al Lyd var
druknet i Snehavet derudenfor. Foruden Provstens Bas hørtes
kun Kakkelovnsildens Buldren og den ensformige Eftersnakken
af en Papegøje, der sad i et Bur inde hos Frøkenen i Dagligstuen.
Den unge Fremmede var Provstens nye Kapellan, hvis Ankomst
man ikke alene i Præstegaarden, men overalt i Sognet havde
ventet i største Spænding. I flere Timer, lige siden man rejste
sig fra Middagsbordet, havde de to gejstlige Herrer siddet derinde
i Studereværelset og drøftet allehaande Ting, deres fælles,
ansvarsfulde Gerning vedrørende. Det var saa godt som udelukkende
Provsten, der førte Ordet. Kapellanen var en endnu ganske
ung Mand paa seks og tyve Aar, og det var ikke mere end faa
Dage, siden han af Bispen havde modtaget den højtidelige Ind10
M U L D
vielse til sin Sjælehyrdegerning. Han følte sig øjensynligt ogsaa
endnu lidt trykket af sin ny Værdighed. Hver Gang Provsten
henvendte sig til ham under Tiltaleformen „Hr. Pastor", blev han
rød i Kinderne og saae forlegent ned paa sin Støvlesnude.
Provst Tønnesen havde begyndt sit fire Timer lange Foredrag
i en besindig, belærende Tone, hvori han lidt unødigt dvælede
ved Ordene, som om han i Stilhed selv nød sin smukke Stemmes
dybe Malmklang og sine Sætningers Formfuldendthed. Det faldt
ikke ofte i hans Lod at have en saa forstaaende Tilhører, og han
modstod derfor ikke Fristelsen til at give sin Veltalenhed en noget
vid Tumleplads. Men efterhaanden som han var kommen
ind paa en nærmere Omtale af Nutidskirkens Stilling, og især
da han kom til at berøre Tidens forskellige stridende Strømninger
indenfor Kirken, var hans Tone bleven mindre rolig, hans
Sprog langt mindre behersket. Nu bøjede han sig endog helt
fremover mod sin Kapellan og sagde med kraftigt Eftertryk:
„Hvad jeg altsaa, Hr. Pastor Hansted, i denne Sammenhæng
særligt og alvorligt har ønsket at sige Dem, er i faa Ord dette:
Det er ikke alene Præstens Ret men hans hellige og ubrydelige
Pligt overfor den Herre, som han tjener, og hvis Rige her paa
Jorden han under Ansvar forvalter jeg siger, det er Præstens
uafviselige Pligt ved enhver Lejlighed at hævde Kirkens
ubetingede Myndighed. Det skønne gamle patriarkalske Forhold,
der forhen bestod mellem Sjælehyrden og Menigheden er — desværre!
— snart en Saga blot. Og hvis er Skylden? Hvem er
det, der nu i Aaringer systematisk har undergravet Kirkens Avtoritet
og nedbrudt Folkets nedarvede Respekt for dets guddommeligt
indsatte Lærere? Er det de saakaldte Fritænkere? De aabenbare,
frække Gudsfornægtere? Saaledes siges der vel. Men
tro det ikke! Nej, det er indenfor Kirkens egne Rammer, at Fordærvelsen
har fundet Næring. Det er disse ulykkesvangre Strømninger,
der under Navn af Friheds- og Lighedsbestræbelser er
stegne op fra Folkedybet og som nu har fundet Vej ogsaa til
Kirkens hellige Haller ... og ikke alene ved enkelte ungdommelige
Brushoveder, men — desværre! — i den sidste Tid endog
ved Kirkens højeste Tillidsmænd. Jeg behøver vist ikke at forM
U L D
klare mig nærmere. De veed sikkert, hvortil jeg her sigter
Men hvorledes skal dette ende? Er det ikke at tage selve Antikristen,
Verdens gamle Oprørsaand, i sin Sold? Hvad er vel disse
saakaldte Grundtvigianere med deres Vennemøder og deres Højskoler,
som i den sidste Tid understøttes endog af Staten? Og
hvad er dette Kolportør-Uvæsen, disse prækende Skomagere
og Skræddere, ganske uvidende Personer, der — læg vel Mærke
hertil! af Præster sendes ud i Landet med Myndighed
til at vidne i den hellige Kirkes Navn? Dertil er vi komne! Landstrygere
paa Prækestolen, Fattighuslemmer for Alteret! Skomagersvende
og Læredrenge som Folkets aandelige Formyndere!...
Hvor skal dette ende? Jeg spørger Dem, Hr. Pastor Hansted, hvor
skal dette ende?"
Provst Tønnesen havde talt sig op i en bestandig voldsommere
Lidenskab. Hans Ansigt var bleven askegraat. Ved de sidste
Ord rejste han sig op i sin fulde Højde, som om han paa Stedet
vilde udfordre til Kamp.
Fra sin Stol betragtede Kapellanen ham i usikker Forbavselse,
og inde i Dagligstuen begyndte Papegøjen at skrige og baske med
Vingerne.
For at dæmpe sit Sindsoprør gav Provsten sig til at vandre
op og ned over Gulvet. Da han efter et Par Minutters Forløb
vendte tilbage, stillede han sig op foran Kapellanen og betragtede
ham med et Blik, der flammede under de mørke Brynduske
som Lyn bag en Uvejrssky.
»Je§ haaber, Hr. Pastor Hansted, at De tilfulde forstaar mine
Bekymringer med Hensyn til den Sag, jeg her nævnede ... Jeg
vil ikke skjule for Dem, at ogsaa her i Sognet har jeg begyndt
at spore en Gæring, en udskejende Tendens, som det gælder om
uden Skaansel at kvæle i Fødslen. En vis Væver Hansen, en lige
saa uvidende som fræk Person, der er det sørgelige Produkt af
denne saakaldte Højskolebevægelse, har i de sidste Aaringer forsøgt
at skabe en Slags Revolutionsparti her i Menigheden, en
Flok Skrydere og Ignoranter, der vover aabenlyst at sætte sig
op imod mig og ved alle Slags Optøjer søger at forstyrre Freden
i Menigheden. Men jeg taaler ikke sligt! Jeg føler det som min
12 M U L D
Pligt med ubønhørlig Strenghed at kue denne Oprørsaand, og
jeg forventer, Hr. Hansted, at jeg fremtidig ogsaa tør stole paa
Deres Bistand i saa Henseende. Det er i det hele mit Haab, at
vi i alt væsentligt skal kunne forstaa hinanden, saa vor fælles
Virken her kan blive Gud Herren til Ære og Menigheden til Velsignelse!"
„Jeg har intet højere Ønske," svarede den unge Mand bevæget
og saae mod Gulvet.
„Derom var jeg ogsaa overbevist," vedblev Provsten, synlig
tilfreds med Kapellanens Svar. „Alligevel er jeg glad ved at høre
Bekræftelse derpaa af Deres egen Mund. .. Jeg tvivler i det
hele ikke om, at vi ved gensidig Imødekommenhed skal komme
til Rette med hinanden."
Efter dette Ordskifte genvandt Provst Tønnesen forholdsvis
hurtigt sin Ligevægt. Han gik hen og stoppede sin Pibe i en Krog
af Stuen, tændte den ved en Fidibus og tog atter Plads i Lænestolen
for at fortsætte sit afbrudte, saglige Foredrag.
Idet han gik over til, hvad han selv halvt spøgende kaldte
„et lille Kursus i den praktiske Teologi", gav han sig til at gøre
Rede for de mere specielle Opgaver for den gejstlige Virksomhed.
Han omtalte Fremgangsmaaden ved Barnedaabshøjtideligheden,
ved Nadvertjenesten baade i Kirken og ved Sygesengen;
gav dernæst sin unge Elev Vejledning med Hensyn til Prækenernes
passende Længde, til Messen, Altertjenesten o. s. v., og
meddelte sluttelig forskellige praktiske Vink angaaende den rent
ydre Anstand, „hvilken heller ingenlunde turde forsømmes".
„Der er nu f. Eks. dette med Hænderne, hvilket ofte i Begyndelsen
volder unge Prædikanter Bryderier. Som De veed, er
der nogle Præster, der ynder at gestikulere meget stærkt, medens
andre foretrækker at holde Hænderne roligt foldede. Det sidste
giver unægtelig mere Inderlighed og er derfor navnlig paa sin
Plads f. Eks. ved Brudevielser, hvor man i Almindelighed mere
søger at tale til de blide Følelser end just at vække Tilhørernes
Skyldbevidsthed. Ved andre Lejligheder mener jeg derimod, at
en passende Gestikuleren er ganske tjenlig. Ved Ord som f. Eks.
Herrens Forbandelse, Himmelens Vrede, Helvedes evige Pine o
M U L D 13
s. v., er det dog ret naturligt, at man ledsager sine Ord med
en Hævning af Armen, en Knytten af Haanden eller lignende,
for at tildele dem mere Kraft. ... En Ting maa jeg bede Dem
endelig at lægge Dem paa Sinde, kære Ven "
I dette Øjeblik slog Klokken otte paa et fint klingende Taffelur
inde i Dagligstuen. I det samme viste Provstens Datter sig i Døren
og bad Herrerne ind til Te.
„Ja, saa maa vi lystre!" afbrød Provsten livfuldt og rejste sig.
Og idet han lagde sin Haand paa Kapellanens Skulder, tilføjede
han smilende: „Som De maaske allerede har lagt Mærke til, Hr.
Hansted, er det nemlig min Datter, der regerer her i Huset —
og jeg vil sige Dem, hun er en striks Kommandant! ... Naa,
vi vil fortsætte ved Lejlighed. Kom nu ind og tag tiltakke med
et landligt Nadverbord."
III
Spisestuen var — ligesom de fleste af Præstegaardens Værelser
— et højt, herskabeligt Rum med Gibsstukkatur under Loftet
og Landskabs-Dekorationer over Dørene. Skønt Vejlby og Skibberup
Sognekald langtfra hørte til de fede, var hele Præstegaarden
med tilhørende Udbygninger opført i en Stil, der mere mindede
om en Storproprietærs Herresæde end om en Bolig for en
Kirkens Tjener.
Provst Tønnesens Formand i Embedet havde nemlig været en
hovedrig Mand, hvis første Gerning i Sognet bestod i at nedrive
den gamle Præstegaardsbygning til Grunden og i dennes Sted for
egen Regning at opføre dette Palæ, hvis Kostbarhed den Gang
havde givet Anledning til formelige Valfarter fra hele Amtet. Der
gik endnu de fabelagtigste Fortællinger om den Letsindighed,
hvormed denne Mand bortødslede sine Penge. Kom en Bonde til
ham og beklagede sig over Uheld med Kreaturerne eller Brand
i Sæden, slog han straks en Streg over hans Tiendeskyld og stak
ham endda undertiden en Halvhundrededalerseddel i Haanden,
naar han tog Afsked. Til Gengæld fordrede han blot, at man lod
ham i Fred mellem hans Bøger og Kunstgenstande; og da Eg14
M U L D
nens Befolkning altid havde haft adskillig mindre Sans for Religionens
Skatte end for mere haandgribelige Goder, havde der
i de femten Aar, „Millionpræsten" residerede her, hersket den
bedste Forstaaelse mellem Menigheden og dens Overhoved.
Imidlertid havde Provst Tønnesen god Grund til bittert at beklage
sig over sin Formand, der ved sin Fremfærd ganske havde
forplumret Begreberne hos Menigheden. Alle havde i den Grad
vænnet sig til at betragte baade Tiende og Offerpenge som noget,
de kunde give eller lade være med at give efter Forgodtbefindende,
og da Tønnesen forlangte ordnede Tilstande genindførte
og endog med Strenghed fordrede de forskellige Ydelsers
punktlige Erlæggelse, betragtedes dette som en for en Gejstlig
usømmelig Pengegriskhed og gav Anledning til et Mytteri, der
blev den første Begyndelse til det spændte Forhold, som siden
uafbrudt havde bestaaet mellem Præstegaarden og en vis Del af
Menigheden.
Men havde Provsten i denne Henseende virkelig Grund til at
være misfornøjet med sin Formand, var han ham til Gengæld
dobbelt taknemlig for den fyrstelige Bolig, han havde efterladt
ham. Denne svarede just til, hvad der efter hans Forestilling var
en passende Residens for vor Herre Kristi Statholder i Vejlby
og Skibberup Sogne; og den var da heller ikke uden Aarsag i,
at han endnu hensad i dette — i Forhold til hans Alder og Anciennitet
— temmelig tarvelige Embede. Hertil bidrog dog ogsaa
formentlige Krænkelser, der var bleven ham tilføjet fra højere
Steder, og som han tilskrev personligt Nag hos hans nærmeste
overordnede, den saavel i kirkelig som politisk Henseende sjælden
frisindede Bisp, til hvis Udnævnelse han for et Øjeblik siden
i sin Samtale med Kapellanen havde hentydet. Det var nemlig
ikke Provst Tønnesens Fejl at værdsætte sig selv for ringe; og
da han et Par Gange var bleven forbigaaet ved Besættelsen af
nogle af Landets større Embeder, betragtede han dette som en
bevidst Forurettelse og besluttede ikke oftere at søge om Forflyttelse
under sin nuværende Bisp — en Beslutning, som hans Husstands
Lidenhed og Renterne af en lille Privatformue havde sat
ham i Stand til at gennemføre uden større Selvfornægtelse.
M U L D 15
Lidt Balsam for sit Saar tog han dog imod, da han for et Par
Aar siden lod sig udnævne til Provst — eller „Amtsprovst", som
han haardnakket fordrede sig kaldt af sine Sognebørn. I denne
Stilling fik hans opsparede Handlekraft en passende Tumleplads,
og hans Selvfølelse tog her Oprejsning for alle lidte Krænkelser.'
Han levede og aandede fra den Dag i gamle Reskripter og Lovparagrafer,
udarbejdede med lidenskabelig Omhu arkelange Forestillinger
til Stiftsøvrighed og Amtsraad, tilstillede ved enhver
Lejlighed de ham undergivne Præster vidtløftige Forespørgsler
og var i Særdeleshed en Skræk for Provstiets Skolelærere, hvem
han forfulgte med en Uendelighed af Indberetningslister og Skemaer,
hvis Udfyldelse blev dem paalagt med Tilhold om den punktligste
Nøjagtighed.
Det var da ogsaa med alle disse organisatoriske Foranstaltninger,
at han nu ved Tebordet underholdt sin Kapellan, idet han
lod forstaa, at naar han allerede nu havde søgt Medhjælp til sin
kirkelige Gerning her i Sognet, var det hovedsagelig for med des
større Kraft at kunne vie sig til disse mere ledende Opgaver.
Kapellan Hansted forholdt sig bestandig tavs. Han sad stille
og hørte paa sin foresatte, mens han i Tanker smuldrede sit Brød
paa Dugen uden at nyde noget. Alligevel gjorde han slet ikke
Indtryk af at befinde sig ilde her. Tværtimod var der et eget
Udtryk af Glæde og Taknemlighed i hans lyse, barnemilde Øjne,
naar han nu og da løftede Blikket og lod det glide rundt i Stuen
for tiisidst at lade det netop strejfe Husets Datter, der stod bag
den dampende Selvkoger i Færd med at tilberede Teen.
Frøken Ragnhild Tønnesen var — ligesom Faderen — en statelig
Skikkelse og i det hele dennes udtrykte Billede. Hun havde
de samme store, udtryksfulde Øjne — kun en Kende lysere —,
den samme sydlandsk formede Næse og yppige Mund. Men hendes
Figur var slank, næsten indtil Magerhed, og ikke heller havde
hun arvet Provst Tønnesens sunde, mørkladne Ansigtsfarve. Hendes
Hud var maaneskinsbleg som en Købstaddames og havde
to smaa brune Skønhedspletter paa den venstre Kind.
Frøken Ragnhild var enogtyve Aar gammel og Provst Tønnesens
eneste Barn. Naar hun i første Øjeblik maaske gjorde et noget
16 M U L D
ældre Indtryk, laa det tildels i hendes overlegne og afmaalte
Væsen, der bar Vidne om, at hun alt længe havde haft Styret
i sin Faders Hus. Hun var endnu Barn, da Provst Tønnesen mistede
sin Hustru; og det var just under det overvældende Indtryk
af dette Tab, at han, der den Gang var ansat som Adjunkt
ved en af Landets lærde Skoler, havde besluttet sig til at afbryde
sin pædagogiske Løbebane og flytte ud i en stille Præstegaard
pap Landet for der at søge Trøst og Ro for sig selv og sit
IV
De skulde just til at rejse sig fra Bordet, da Husets gamle,
halte Pige stak Hovedet ind fra Køkkenet og meldte, at der udenfor
Porten holdt en Slæde med en Person, der absolut skulde
tale med Provsten.
„Paa denne Tid af Døgnet!" udbrød denne og rynkede ildevarslende
sine Bryn. „Hvad kan han ville, Lone?"
„Ja, det kan en anden en jo ikke vide," svarede det gamle
Tyende surt. „Men for Resten sagde han, at det var til en, der
var saa meget syg, at han skulde hente Provsten!"
„Til en syg! I dette Vejr! Og nu ved Nattetid! .. Hvem kan
det Menneske være, Lone?"
„Ja, det kender en anden jo ingenting til. ... Men ellers siger
han, at han er Anders Jørgens Søn fra Skibberup."
„Hm! Ja saa! ... Herregud! Saa er det altsaa den gamle Anders
Jørgen, der skal bort nu. Hvor er Budet henne?"
„Jeg viste ham ind paa Kantoret."
Provsten drak ud af sin Kop. tørrede sig med Servietten om
Hagen og rejste sig.
Paa Vejen ind gennem Dagligstuen fremdrog han af Baglommen
en sort Silkekalot, med hvilken han plejede at bedække sit
Hoved, forinden han fremstillede sig for sine Sognebørn. Efter
tillige at have forberedt sin Tilsynekomst ved en kraftig Rømmen
traadte han ind i Studereværelset — eller „Studerekantoret ,
som Folkene i Sognet gerne kaldte det.
Her, i Halvmørket henne ved Døren, stod en lille Skikkelse
M U L D 37
i en alt for stor Slagkavaj, hvorfra kun en lys Haartop, to blaarøde
Hænder og et Par Fødder i hvide Uldsokker stak frem.
„God Aften!" sagde Provsten og slog ud med Haanden. „Er
det dig, der ønsker at tale med mig?"
Som Svar kom først et Hik og derpaa et frygtsomt hvisket Ja.
„Hvad er dit Navn, min Ven?" vedblev Provsten opmuntrende.
Man hørte et Øjeblik kun Fyrens Tænder klapre. Endelig kom
det hæst og hurtigt:
„Ole Kristian Julius Andersen."
„Er du en Søn af gamle Anders Jørgen i Skibberup?"
„Ja."
„Saa var det altsaa dig, jeg havde til Konfirmationsforberedelse
ifjor, ikke sandt?"
„Jo."
„Og nu kommer du for at anmode mig om at tage hen og berette
din gamle Fader. ... Jeg synes jo nok, jeg har hørt, at
han har skrantet i nogen Tid."
Ved disse Ord gik der et Ryk gennem Knøsen. Han begyndte
at trippe uroligt paa Sokkerne, og Skindhuen løb som et Hjul
mellem hans Hænder.
„Det er jo rigtignok noget sent paa Aftenen og under vanskelige
Forhold," vedblev Provsten uforstyrret. „Men i Betragtning af
Sagens Alvor skal jeg dog ikke vægre mig. ... Hvad er der? Har
du ellers noget paa Hjertet? Føret er vel nogenlunde fremkommeligt
nu? Er Sognevejen kastet?"
„Jo — men —"
„Er der ogsaa ryddet nede under Aasen?"
„Snekasterne er derude —"
„Godt! Gaa saa ud til dine Heste og hold dig parat! Jeg skal
straks være færdig."
Med disse Ord hilste Provsten atter med Haanden og vendte
tilbage til Dagligstuen — uden at give Agt paa det Par raadvildt
opspilede Øjne, hvormed Drengen fulgte ham henne fra Døren.
Da Tønnesen traadte ind i Dagligstuen og her fik Øje paa Kapellanen,
der i det samme tilligemed Frøkenen kom ind fra Spisestuen,
gik der en Lysning over hans Ansigt.
Det forjættede Land 2
18 M U L D
„Hør, jeg faar en Ide!" udbrød han livfuldt. „De hørte jo nok,
Hr. Hansted, at her var Bud fra en ældre, syg Mand i vort Anneks,
der ønsker at berettes. Sandelig — jeg kan ikke tænke mig
en bedre Lejlighed for Dem til at begynde Deres Gerning her
end netop denne. Jeg kender godt den gamle — det har altid været
en særdeles agtværdig og stræbsom Mand, for hvem et Par
almindelige Trøsteord sikkert vil være tilstrækkelige, jeg er overbevist
om, at det hele ikke vil volde Dem ringeste Vanskelighed."
Provstens Anmodning satte den unge Gejstlige i synlig Forlegenhed.
Farven paa hans Kinder skiftede et Par Gange, og han
begyndte at fremstamme Undskyldninger. Provsten havde —
sagde han — lovet at staa ham bi i den første Tid, indtil han
havde opnaaet nogen Øvelse; desuden var han ganske uforberedt.
—
Men Provsten afbrød ham hastigt:
„Aa, det har saamænd ingen Verdens Ting at betyde. De kan
jo paa Vejen derhen tænke over det Par Ord, De vil sige. Det
gør jeg altid selv, og — som sagt — nogle almindelige Trøsteord
er i dette Tilfælde alt, hvad der er fornødent. Vær blot ved
godt Mod, kære Ven, saa gaar det hele saamænd nok. Det gælder
blot om at have Ritualet klart i Hovedet og ikke lade sig
konfundere. Gaa De med Gud, kære Ven! Og stol altid trygt paa
hans Velsignelse!"
Kapellanen gjorde efter disse Ord ikke flere Indvendinger. Han
forlod stille Stuen og gik op paa sit Værelse for at iføre sig
Ornatet.
V
Et Kvarterstid efter var Kapellanen taget af Sted, og Præstegaarden
faldt atter tilbage til sin sædvanlige Stilhed og Fred. Frøken
Ragnhild gik omkring inde i Dagligstuen og satte iorden for
Natten. Hun lukkede det store Flygel, der stod i et Hjørne under
en lavrbærkranset Beethoven-Buste, samlede Noderne ind i et
Skab og kløede den allerede halvt indslumrede Papegøje lidt i
Nakken, inden hun hængte det sorte Klæde over dens Bur. Saa
M U L D 19
satte hun sig paa sin vante Plads ved Bordet under Lampens
søgrønne Silkeskærm og gav sig atter i Færd med sit Stramajbroderi.
Imidlertid havde Provsten stoppet sin Pibe inde hos sig selv
og begyndte at vandre frem og tilbage gennem begge Stuerne.
Nu og da skottede han hen til Datteren, mens han udstødte
svære Røgskyer gennem sin tilspidsede Mund.
Omsider standsede han foran hende og sagde med en noget
kunstlet Munterhed:
„Naa, lille Ragnhild! Hvad synes saa egentlig du om vor ny
Gæst?"
Den unge Dames Ansigt fik et endnu mere tillukket Udtryk.
Spørgsmaalet berørte hende øjensynlig ubehageligt.
„Aa — han gør jo et ganske flinkt Indtryk," sagde hun ligegyldigt.
„Ja, ikke sandt? Det forekommer ogsaa mig, at der er en velgørende
Umiddelbarhed ... noget barnlig frisk over ham, hvilket
i vore Dage virkelig er en Sjældenhed. Nutildags er unge Mennesker
paa tyve Aar jo allerede gamle livstrætte Oldinge ...
Det glæder mig virkelig, Ragnhild, at ogsaa du synes om ham.
Han er jo dog fra nu af vor daglige Husfælle."
Den unge Dames Bryn trak sig sammen.
„Det vigtigste er jo," sagde hun kort, „om han har de rette
Evner til sin Gerning; det vil jo nu vise sig."
„Naturligvis! Naturligvis!" udbrød Provsten og fortsatte sin
Gang over Gulvet. „Deri er jeg ganske enig med dig — ganske
enig! Hm! Naa!" — afbrød han sig selv, idet han
saae paa sit Ur. „Jeg ser, at Klokken er bleven mange. Det er
nok paa Tiden, jeg kommer til mit Arbejde."
Han kyssede sin Datter paa Panden til Godnat og gik ind i
sin Stue.
Næppe havde han lukket Døren efter sig, før Døren ind til
Spisestuen knirkede, og den gamle halte Tjenestepiges tørvebrune
Ansigt viste sig i Aabningen. Da hun saae, at Frøkenen var alene,
sneg hun sig ind i Stuen, hvor hun gav sig noget at bestille henne
ved Kakkelovnen, mens hun idelig drejede Hovedet tilbage og
2*
20 M U L P
ivrigt betragtede Ragnhild med et forslagent og nysgerrigt Blik.
Tilsidst humpede hun paa Strømpefødder hen til Bordet, hvor
Frøkenen sad.
„Naa" — sagde hun her med hviskende Stemme og kneb Øjnene
polisk sammen. „Hvad tykkes Frøkenen saa om ham?"
„Om hvem?" spurgte Ragnhild, idet hun løftede Hovedet og
saae stift paa det gamle Tyende.
„Ih! Natyrlig ham — Kap'lanen!"
Fra Frøken Ragnhilds blaagraa Øjne foer et Lyn, der bebudede
en artig Torden. Men i det samme betænkte hun sig, slog
sin Vrede hen, tvang sig endog til at smile og svarede hurtig
og ligesom i hjertelig Overgivenhed:
„Jo, Tak skal du have, lille Lone! jeg synes rigtig udmærket
godt om ham. Jeg er allerede helt forelsket i ham. I Morgen forlover
jeg mig med ham, og paa Torsdag tænker vi at holde Bryllup.
Dersom lille Lone paa Søndag otte Dage vil gøre os den
Fornøjelse at komme til Barselstads hos os og holde vor førstefødte
over Daaben, vil baade min Mand og jeg være dig meget
taknemlige. — Er du saa tilfreds?"
Den gamle Pige stak fornærmet sin store Underkæbe frem
og trak sig smaamumlende tilbage mod Døren.
VI
Imidlertid var den unge Kapellan allerede kommen et godt
Stykke paa Vejen ad Skibberup til. Den Benouelse, der i første
Øjeblik havde grebet ham ved Provstens uventede Anmodning,
var efterhaanden forsvunden. Han var ved godt Mod og havde
lænet sig tilbage i den store Agestol, hvorfra han overrasket
betragtede det vidtstrakte Vinterlandskab. Luften var efter Solnedgang
bleven blikstille. Himlen var mørkeblaa og oversaaet
med Stjerner. Kun langsmed Horisonten i Vest laa endnu en
Mindelse om det bortdragne Uvejr i Form af en langstrakt Skybanke,
hvorover Maanens gyldne Horn krummede sig.
Paa Kapellanen virkede hele dette Syn næsten som en Drømme-
Aabenbaring. Han var et Købstadbarn og kendte kun Vinteren
M U L D 21
fra Byens Kuios, Taage og Søle. Endnu for halvandet Døgn siden
havde han vandret omkring i de københavnske Gaders tommetykke
Smuds, bedøvet af Droskernes Rumlen, af Sporvognenes
Klingren og Muslingesælgernes hæse Raab, — og nu sad han
her i Provstens store Bjørneskindspels og gled hen gennem et
Eventyrland, et luftigt Ferige, hvor Træer og Buske ragede op
over Markerne som hvide eller blaalige Koraller, mens Slæden
foer frem i lydløs Vuggen, som svævede den paa lange, bløde
Vinger.
Han blev med et stærkt bevæget. Hans afdøde Moders Billede
steg op for hans Sjæl og fyldte hans Øjne med Taarer.
Han vidste, det havde været hendes højeste Ønske at opleve
denne Dag; og han følte det i dette Øjeblik stærkere end nogensinde,
hvorledes hun — næst Gud — havde været den, der
havde givet ham Mod til at følge Kaldet som det hellige Ords
Forkynder. ... Det nyttede nu ikke længer hans kære Fader
Etatsraaden at ryste paa Hovedet af hans „vilde Ide". Loddet var
kastet! Hans muntre Broder Garderløjtnanten kunde nu gaa paa
Gaden uden Frygt for at komme til at møde ham med en Hat,
der ikke netop var efter nyeste Mode, eller med en Bekendt,
der „ikke hørte til Selskabet". Og hans gode lille Søster, Fru
Generalkonsulinden, — heller ikke hun behøvede nu længer at
fælde Taarer over hans Mangel paa Selskabstone og slebne Manerer
... Emanuel var rejst, „Seminaristen" var borte, og han
vilde sikkert ikke saa snart vende tilbage.
Nej, han vilde sikkert ikke vende tilbage. Han saae sig lykkelig
omkring over de vidtstrakte, blaaligt skimrende Snemarker,
og han havde en Fornemmelse, som om han fra en mørk og
dyb Brønd var stegen op til et Land, der laa Himlen ganske
nær. Rundt om paa Markerne saaes smaa, rødlige Skær fra Hytternes
oplyste Vinduer, der blinkede i Sneen som nedfaldne
Stjerner. Over den hele Natur hvilede en overjordisk Fred. Der
hørtes under Himmelbuen ingen anden Lyd end af Hestenes
rustne Bjælder; men i den uendelige Stilhed lød denne Kimen
med en tusindstemmig Klang, som om Luften hang fuld af usynlige
Klokker.
22 M U L D
Han foldede Hænderne i sit Skød og faldt hen i Tanker. ...
Her var altsaa nu hans Hjem! Over disse Marker skulde han
vandre, ind i disse Hytter skulde han træde som Herrens udkaarne
Tjener! ... O, at han dog maatte blive værdig til den
store Gerning, der var ham betroet! At han dog maatte faa Naade
til at sprede Velsignelse og bringe Gudsfred, om ogsaa blot i
en eneste Fattigmandsstue!
Han var saa opfyldt af disse Tanker, at han slet ikke lagde
Mærke til, hvorledes den unge Fyr, der var hans Kusk, gentagne
Gange vendte sig halvt om imod ham, som om han vilde tiltale
ham, og derpaa igen dukkede hurtigt ned i sin store Kavaj, som
om han alligevel ikke turde. Men pludselig blev han vækket af
et højt, mangestemmigt Raab. Slæden var kommen ned i en Hulvej,
hvor Sneen havde samlet sig i saa mægtige Driver, at Hestene
maatte bevæge sig Skridt for Skridt gennem de alenhøje
Snemure, der var opkastede til begge Sider. Kusken holdt øjeblikkelig
Hestene an, og i Skæret fra den sidste Stump af Maanen,
der endnu tittede op over Skybanken i Vest, saae Kapellanen
et halvt hundrede Alen forude en Flok Snekastere i travlt
Arbejde. Noget nærmere, kun en Snes Skridt borte, stod en anden
Skare Mænd, som støttede sig til deres Skovle; og disse
Mænd var det, der havde standset Slæden ved i Munden paa
hinanden at raabe:
„I maa bie lidt ... Sneen er skreden her ... Vi er klar om
et Øjeblik ... Hvem er I for Resten?"
„Jeg er Præsten!" raabte Kapellanen tilbage — lidt forlegen,
fordi det var første Gang, han nævnede sin ny Titel højt. „Vi
er paa Vej til en syg."
Lyden af hans Stemme bragte Mændene til at se op. De gav
sig til at stikke Hovederne sammen, hviske og strække Hals.
Tilsidst gik en af dem hen foran Hestene, hvorfra han begyndte
at snakke sagte med Kusken; og snart kom der Bevægelse i hele
Flokken. Tøvende nærmede man sig Slæden fra begge Sider. De
fleste af Mændene var smaa, tætbyggede Skikkelser, hvis Øjne
lyste som Sildeskæl i de røde Ansigter. Nogle vraltede frem i
store Søstøvler, andre havde Træsko og lange hvide UldstrømM
U L D 23
per, der var trukne uden paa Bukserne og naaede højt op over
Knæene. Størsteparten bar store, lodne Huer med Klapper ned
over Ørene; en enkelt havde Sydvest.
Kapellan Hansted følte sig lidt underlig tilmode ved pludselig
at se sig omringet af denne Skare nysgerrigt stirrende fremmede.
Han tænkte paa, om han skulde tiltale dem. Det var dog aabenbart
hans Sognebørn.
Da traadte en høj, sværtbeskægget Mand frem af Flokken —
en Kæmpe at se til imellem de andre og tydeligt nok ogsaa den,
der var vant til at tage Ordet imellem dem. Med sine hvide, kraftige
Tænder trak han en stor Tommel-Vante af sin højre Haand
og sagde derpaa med stærk Stemme:
„Undskyld vos ... vi er de Bymænd fra Skibberup, og vi hører,
at det skal være vores nye Kap'lan ... og saa maa vi dog have
Lov til at tillade os at byde Dem velkommen her. — Velkommen,
Hr. Pastor Hansted!"
Nu traadte ogsaa de andre hastigt til, — og før Kapellanen
fik sig besindet, saae han sig omgivet af en halv Snes store, røde
Næver, der raktes frem imod ham med trohjertige „Velkommen."
Han blev et Øjeblik lidt forvirret. Han vilde gerne have sagt
noget og mærkede ogsaa, at Mændene ventede det. Men det hele
var kommet ham saa uforvarende; han kunde ikke finde paa andet
at sige end at gentage sit „Tak — Tak", mens han hjerteligt
trykkede de fremstrakte Hænder.
I det samme blev der raabt henne fra Rydningsarbejderne, at
Vejen var farbar. Kusken rykkede i Tømmerne, og Slæden satte
sig i Bevægelse.
Da fandt han i sidste Øjeblik paa at sige:
„Farvel, Venner ... og Tak for jeres Velkomst! Jeg priser mig
lykkelig over at have fundet saadanne Mænd til at rydde Vejen
for mig! Det er mit Haab, at vi skal komme godt ud af det med
hinanden!"
„Det vil vi nok!" svaredes der tilbage fra mange Munde.
„Og vi trænger til det!" raabte en dyb, truende Røst bagest
i Flokken — efterfulgt af en bifaldende Mumlen.
Disse Ord og navnlig Tonen, hvori de udtaltes, bragte Kapel24
M U L D
lanen til at studse. Hvad mon de egentlig mente dermed? —
tænkte han, mens Slæden atter fløj vuggende hen over Sneen.
Da randt Provstens Ord om Urostifterne i Menigheden ham ihu;
og han overfaldtes af en let Sørgmodighed. Altsaa var der ogsaa
her Strid og Tvedragt!
Ikke længe efter naaede Slæden Skibberup By. Ved Synet
af de første Huse foer han forskrækket op ... han havde undervejs
ganske glemt den syge Mand og endnu ikke faaet overvejet,
hvad han skulde tale til ham om. Men han beroligede sig snart.
Mødet med Snekasterne havde i saa Henseende gjort ham fortrøstningsfuld.
Han tvivlede ikke om, at jo Vorherre paany i det
afgørende Øjeblik vilde lægge ham de rette Ord i Munden.
VII
Skibberup laa nede i en Lavning, omgiven af en Krans af
mægtige Bakker, der kun aabnede sig mod Øst ud mod den
nærliggende Fjord. Hvad der straks vakte Kapellanens Forbavselse,
var den ualmindelige Mængde smaa Huse og uanselige
Halvgaarde, hvoraf Byen hovedsagelig bestod. Der saaes næppe
en eneste virkelig stor Bondegaard; men rundt om et vidtstrakt
Gadekær, der midt i den hvide Sne spejlede Stjernehimlen i sit
mørke Vand, laa henved et halvt hundrede Hytter malerisk grupperede
under Bakkerne, nogle gravede ind i selve Skrænterne,
ligesom en Sæterby omkring en Fjeldsø. Forøvrigt var Byen halvt
usynliggjort af de uhyre Snemasser, som Stormen havde ført
herind ude fra Fjorden. Af flere Hytter stak kun et Par Rygtræer
og en sodet Skorstenspibe op. Enkelte Steder skinnede der endnu
Lys ud gennem Vinduerne. Paa en Dørflise stod en gammel
Mand med en Krykke og svingede muntert med sin Hue, idet
Kapellanen foer forbi.
Slæden holdt udenfor en Halvgaard, der laa lidt for sig selv
i Byens sydlige Udkant. De tjærede Portfløje var slaaet op, og
inde under Loftet i Portrummet hang en døsig Lygte og drejede
sig langsomt rundt i en Snor. Under denne Lygte maatte Kapellanen
stige af; thi Gaardspladsen var saa pakfuld af Sne, at SlæM
U L D 25
den ikke kunde komme frem. Ad en smal Sti, der var kastet
gennem Driven, begav han sig op til det lave Vaaningshus. Overalt
var der dødsstille. Kun henne fra Stalden hørtes en svag Raslen
som af et Jerntøjr, og et Sted bag en Mur gik en Kat og
mjavede. Men idet han traadte ind i Forstuen, hørte han en Dør
indenfor blive aabnet og en dæmpet Kvindestemme sige hastigt:
„Jeg syntes, jeg hørte Klokkerne ... Provsten er her vist!"
Han bankede paa Døren og befandt sig et Øjeblik efter inde
i en lav og dyb, gammeldags udstyret Stue med smaa Vinduer,
Bjælkeloft og mørkt Lergulv. Et tyndt Talglys stod og brændte
med krum Tande for Enden af et svært Egebord, og herfra
rejste sig ved hans Indtrædelse en lille, halvgammel Mand med
strid, graasprængt Haarmanke og et Par irrede Messingbriller
paa en bred Klumpnæse. Manden havde siddet og læst i en Avis,
som han nu — synlig betuttet — skyndte sig at gemme inda
under Bordet; og da han i det samme kom til at huske paa sine
Briller, rev han disse fra Øjnene med en forlegen Mine, som
om han var bleven greben i en Naragtighed. Men idet han derpaa
vilde nærme sig den formentlige Provst, gik han pludselig
bagover af Forskrækkelse og stirrede med maabende Mund paa
den fremmede Mand, der stod der ved Døren og med venlig
Stemme hilste Godaften.
„Bliv dog ikke bange!" vedblev Kapellanen og nærmede sig.
„Jeg er Provstens Stedfortræder — hans Kapellan — og kommer
til Dem efter hans Anmodning "
I det samme aabnedes Døren inde fra Sideværelset, og et
sværtbygget, midaldrende Fruentimmer med staalgraat Haar og
lyse, udhvælvede Øjne traadte ind. Ogsaa hun standsede straks
i stum Forbavselse og maalte et Øjeblik den fremmede Præst
med et ikke just venligt Blik. Men med et fløj et lyst Smil over
hendes Ansigt, og idet hun uden Forlegenhed nærmede sig cg
rakte Kapellanen sin kødfulde Haand, sagde hun med en ejendommelig
blød og hjertensgod Stemme:
„Det er da ikke muligt, at det er vor ny Kap'lan? ... Nej,
saa skal De da have ret saa mange hjertelige Velkommen! ...
Nu har jeg aldrig tænkt mig det saa godt! .. . Saa De er virkelig
26 M U L D
kommen hertil! ... Nej, det var da det fornøjeligste, det ... saa
det er virkelig vor ny Præst! ... Og saadan er det altsaa, at De
ser ud! ... Ja, det havde jeg jo netop tænkt mig ... Nej, det
var da det fornøjeligste, det ..."
Hun havde stillet sig op et Stykke fra ham med begge sine
Hænder hvilende paa den svære Mave og blev ved at gentage
sine Udbrud, mens hun henrykt betragtede ham fra Hoved til
Fod.
Kapellanen, der tilsidst følte sig lidt generet af denne Mønstring,
gav sig til at spørge om den syges Befindende.
Men hun kunde ikke komme sig af sin glade Overraskelse
eller løsrive sig fra sin Beskuen. Først da Manden bagfra havde
rykket hende et Par Gange i Skørtet, besvarede hun Kapellanens
Spørgsmaal.
„Jo, ellers Tak," sagde hun da i forandret Tone og saae hen
imod Døren, som hun havde ladet staa paaklem efter sig. „Nu
er det da, Gud være lovet, blevet noget mildere. ... Men ved
Middagstid var det ellers grumme simpelt, og da saa Vejret bedrede
sig, saa syntes vi jo, at det var rigtigst at skikke Provsten Bud.
... Men kanske skulde vi hellere have ladet det være, for der
er da vistnok nu ingen Fare længer ... og det er jo ingen Plaser
for Præsten saadan at tage ud ved Nattens Tid og i et saadant
Vejføre ..."
„Aa, tag Dem ikke det nær!" afbrød Kapellanen hende. „For
min Skyld har det ingenting at sige. De maa tilkalde mig naarsomhelst,
og jeg skal altid være tilrede. ... Og dersom De nu
synes det, og dersom alt er beredt inde hos den syge, skal vi
saa ikke "
Konen aabnede varsomt Døren ind til Sideværelset, og alle
tre traadte stille ned i et aflangt, svagt oplyst Kammer, der laa
et Trin lavere end Dagligstuen. Ved Hovedgærdet af en bred
Seng, der optog den ene korte Væg, stod et lille Bord med en
Natlampe, en Medicinflaske og en Salmebog. I Sengen laa en
brunhaaret ung Pige med tungt tillukkede Øjelaag og en mørk
Feberrødme paa Kinderne.
Den unge Præst vendte sig forvirret omkring og udbrød:
M U L D 27
„Men ... hvad er det?"
„Det er vores Datter," svarede Konen og saae forundret paa
ham.
„Hvorledes? ... Men Provsten sagde jo" — Kapellanen begyndte
at stamme. Han vendte af Undseelse stadig Ryggen til
Sengen; thi den unge Pige laa paa Bondevis i det blotte Linned
og havde i Feberheden kastet begge de nøgne Arme op paa
Dynen. „Det var jo en ældre Mand, der var syg. ... Provsten
sagde, at det var ... hed han ikke Anders Jørgen?"
„Mig?" udbrød Manden ved Lyden af sit Navn og saae fortumlet
op med sine smaa, halvblinde Øjne. „Jeg takker for Forespørgslen
... men jeg er ellers rigtig frisk."
„Jamen, saa maa jo det hele bero paa en Misforstaaelse ..."
„Ja, det er vor Datter Hansine," vedblev Konen roligt og gav
sig til at fortælle om, hvorledes Sygdommen for tre Dage siden
var begyndt med Smerter i Ryggen og over Lænderne. I Begyndelsen
havde de ikke troet, det havde videre at betyde; men saa
var Smerterne gaaet op i Nakken, og forrige Nat var Datteren
pludselig bleven saa daarlig, at de havde maattet hente Doktor.
Doktoren havde rystet paa Hovedet, og endnu i Middags havde
han sagt, at det kunde blive til, hvad det skulde være. ... Men
nu troede de alligevel nok, at det værste var forbi.
Under denne Fortælling havde Kapellanen faaet Tid til nogenlunde
at genvinde Fatningen. Han følte endog en vis Skamfuldhed
over sin Forvirring, og idet han nu med Magt samlede alle
sine Tanker om den hellige Handling, der forestod, nærmede
han sig atter Sengen.
I det samme vaagnede den syge og opslog et Par mørkeblaa
Øjne, der i Febervildelsen fæstede sig paa den fremmede Mand
med et stift og uforstaaende Blik. Moderen bøjede sig ned over
hende og fortalte, hvem han var; ... og da drog den unge Pige
et langt, ligesom lettende Suk og lukkede atter Øjnene i med et
Udtryk, som om hun vilde sige, at hun havde længtes og var
beredt.
Moderen lagde varsomt Dynen tilrette omkring hende, tog
Salmebogen fra Bordet og satte sig paa en Stol ved Hoved•
sV,'
2 8 M U L D
gærdet for at være hende behjælpelig, naar hun skulde drikke af
Kalken. Den gamle Fader havde stillet sig andægtig op bag Sengens
Fodende, og i sidste Øjeblik klemte ogsaa den unge, lyslokkede
Knøs sig ind ad Døren, hvor han blev staaende op ad
Karmen, med Læberne bævende af tilbagetrængt Sindsbevægelse,
mens han med runde Øjne stirrede hen paa Naadebrødet
og den lille Solvkalk, som Kapellanen imidlertid havde taget frem
af Etuiet og stillet paa Bordet under Lampen.
Alt var stille. Der hørtes kun Lyden af et tungt dikkende Perpendikel-
Ur henne fra Krogen og den syges anstrengte Aandedræt.
Den unge Præst var traadt hen til Sengen og foldede Hænderne
til Bøn.
Men enten det nu skyldtes Synet af den unge Pige eller den
Sindsbevægelse, hvori den hellige Handling satte ham ... eller
om Grunden var den pludselige Overgang fra den friske Frostluft
til den beklumrede Sygestue ... han kunde ikke samle en
forstandig Sætning i sin Hjerne. En forunderlig Svimmelhed
greb ham mere og mere, Tungen vilde ikke tale, og han følte,
hvorledes den kolde Sved begyndte at prikle frem paa hans
Pande. En Dødsens Angst betog ham. ...
Da kom han til at mindes et lille Vers, en Aftenbøn, som hans
Moder havde lært ham, da han var ganske lille. I mange Aar
havde dette Vers været ude af hans Erindring. Nu steg det ned
til ham som en frelsende Engel fra Himlen. Han havde en Fornemmelse,
som om nogen stillede sig ved hans Side og tog ham
ved Haanden. Næsten som en fremmed hørte han sig selv tale
varme, følte Ord om Naaden fra Herren, om Guds Algodhed,
om Jesu Død for Menneskers Synder. Endog Ritualets kendte
Sætninger blev ligesom ny og levende i hans Mund, og idet han
tilsidst lagde sin Haand paa den syges Pande for at tildele hende
Syndsforladelsen, fornam han med hele sin bævende Sjæl, at
Guds almægtige Aand i dette Øjeblik meddelte sig igennem ham.
M U L D 29
VIII
Samme Nat sad fire Mennesker inde i Sogneraadsformand Jensens
himmelblaa Stadsestue og spillede Kort. Det var — foruden
Værten — Egnens Dyrlæge, Aggerbølle, den gamle Skolelærer
Mortensen og Købmand Villing. Alle fra Vejlby.
Siden Klokken ti om Formiddagen havde de siddet her ved
det samme Bord — uden andre Afbrydelser end dem, som
Maaltiderne krævede. Nu var Klokken bleven tre. To Gange var
Lysene brændt ned i Stagerne, og fire Gange i Aftenens Løb var
der bragt nyt, varmt Toddyvand ind fra Køkkenet. Endnu syntes
dog ingen at tænke paa Opbrud, skønt den spritholdige Kognak,
Osen fra den rødglødende Kakkelovn og de tætte, blaa Tobaksdampe,
der halvt usynliggjorde dem for hinanden, kendelig havde
slappet Fjedren i deres Lidenskab.
Der mæltes ikke et overflødigt Ord. Halvt mekanisk spillede
man Kortene ud og tog Stikkene hjem. Selv den lille Købmand
Villings blakkede Øjne, der ellers altid var travlt paafærde overalt
for at udspionere de medspillendes Kort, hang ham stive og
blodunderløbne ud af det fede Hoved som paa en død Flynder,
og i det hele fortsattes Spillet kun, fordi man endog manglede
den fornødne Viljekraft til at bestemme sig for en endelig Afslutning.
Den eneste, der endnu holdt sig tapper, var den alderstegne
Skolelærer Mortensen. Men denne Mand var nu ogsaa „født over
et L'hombrebord" — som der sagdes om ham. Fra det Øjeblik,
han udspilede sine rummelige Frakkeskøder for at indtage sin
Plads, og indtil man rentud betydede ham, at Spillet maatts og
skulde være forbi, sad den ærværdige Gamle lige strunk med
sit sølvhvide Hoved og skjulte den Feber, hvori Synet af Kort
og Penge altid satte ham, under en streng og ubevægelig Alvorsmaske.
Nu og da strøg han sig med et rødt Silkelommetørklæde
over sin høje Pande, der i kritiske Øjeblikke perlede
af Sved; og vovede han sig en sjælden Gang efter samvittighedsfulde
Overvejelser til et „Spurgt", lukkede han samtidigt
Øjnene, som om han i Stilhed tilføjede et: „I Jesu Navn".
l££ti
30 M U L D
Ved hans højre Side sad Værten, Sogneraadsformand Jensen,
og stred fortvivlet med Søvnen. Han var en stor, tyk Bonde
med et højtblussende Ansigt, hvorfra en blaarød Næse hang ned
imod Munden som en Kalkunsnabel. Han var Egnens „rige
Mand", og baade hans Holdning og hans Klædedragt røbede,
at han regnede sig for noget mere end en almindelig Bonde. Af
sine medspillende tituleredes han ogsaa sædvanligvis „Proprietær
Jensen" eller Hr. Jensen; og i sin Glæde herover og over at
have lært dette standsmæssige Spil „Lummer", tillod han dem
roligt at plukke ham, ja følte sig ligefrem smigret af deres griske
Bejlen til hans Pengestykker og slængte Kronerne hen til dem
med en munter Mine, som om han fodrede en Flok Grise.
Lige overfor Skolelæreren sad Dyrlæge Aggerbølle — en
kraftig, bredskuldret Mand med et stort, rødbrunt Haar og Skæg,
der hist og her var isprængt smaa Totter af graat. Han sad med
Haanden under Hovedet, hensunken i mørk, sløv Grublen. Nu
og da foer han sig skudrende med Haanden gennem sin buskede
Manke og bankede sig paa Panden, mens han fremmumlede bitre
Forbandelser. Toddyerne var stegne ham til Hovedet, og han
havde ikke været heldig denne Aften. Af Sogneraadsformandens
Sølvskillinger havde kun en forsvindende Del fundet Vej til hans
Vestelomme, — og for Dyrlæge Aggerbølle var Kortspil ikke
som for de andre et behageligt Tidsfordriv, men en Kamp paa
Liv og Død for Eksistensen.
Hver Formiddag drog denne haardt betrængte Mand ud fra
sit Hjem i en lille, af Vejsmuds overstænket Gig, højtidelig opfyldt
af et Løfte, han hver Morgen gjorde sig selv og sin Kone:
at han vilde gøre en Rundrejse til alle sine Patienter. Men sjælden
kom han længere end til den første Gaard, hvor der var
Udsigt til at faa et Slag Kort og tjene Kontanter. Hans Liv var
en uafbrudt vild Jagt efter en eller to Tikronesedler, som han
nødvendig skulde betale inden fireogtyve Timer til Slagter, Bager
eller Skomager; og da Sygebesøgene ikke gav ham Penge i Haanden,
modstod han aldrig Fristelsen til at forsøge paa ved et rask
Greb i Lykkens Pose at bringe sig ud af sin Forlegenhed.
Pludselig begyndte Skolelærer Mortensens Støvler at knirke
•:-r. Å
M U L D 31
inde under Bordet. Bag de sølvgraa Bryn skelede hans alvorsfulde
Blik uroligt hen til en Underkop med 25-Ørestykker —
den saakaldte „Solokop".
Gang efter Gang strøg han sig med Lommetørklædet ned
over sit blege Aasyn, lukkede endelig Øjnene og sagde stille:
„Solo paa Koppen!"
Det gav et Sæt i de søvndrukne Kroppe. Dyrlægen løftede
sit tunge Hoved og saae paa ham med indædt Forbitrelse.
„Hvad hedder hun?" brummede han.
„Kløver," messede Skolelæreren; han havde lagt sine Kort
ned paa Bordet og holdt begge Hænderne over dem med samme
Mine, som naar han om Søndagen læste i Kordøren.
Der blev købt i Tavshed. Dyrlægen rettede sig kampberedt i
Vejret, drak ud af sit Glas og strøg sig nedenfra op over Skægget
med sin behaarede Haand. Hans Øjne var røde som en Tyrs.
Han vilde endnu en Gang forsøge en Dyst med Lykken. Blev
nemlig denne Solo vunden, var Spillet af sig selv tilende, og alt
Haab for ham dermed ude for denne Nat.
Mortensen havde „tre Matadorer, smaa fjerde" i Trumf; desuden
Kongen, Damen, tredje i Hjerter og to smaa Spadere. Dertil
havde han Forhaanden. Som en forsigtig General holdt han sin
Hjerter Konge tilbage; efter at have trukket med en Matador
sendte han først Damen i Ilden.
Dyrlægen, der var renonce, lod sig imidlertid ikke føre bag
Lyset.
„Det er vist en Farisæer!" brummede han og stak med Trumf.
Paa Skolelærer Mortensens Pande begyndte allerede de første
klare Svedperler at piple frem.
Dyrlægen spillede en lille Spader; Købmanden stak med Kongen
; Mortensen maatte bekende.
Men nu kom der Hjerter igen fra Villing; Mortensen bekendte
med sin Konge; Dyrlægen stak med Trumf og spillede Spader
Dame ud.
Mortensen, der havde set, at Aggerbølle endnu sad med Kongen,
tredje i Trumf, forstod nu, at han var fortabt. Hans Støvler
holdt op at knirke, og hans Ansigt blev hvidt som en Gibsmaske
32 M U L D
Da lod han ubemærket den lille Spader, han skulde bekende
med, falde ned i sit Skød og derfra glide mellem Knæene ned
paa Gulvet, hvor han stille satte Foden over den. Samtidig stak
han Damen med en lille Trumf. Derpaa kastede han sine to Matadorer
og sin tredje Hjerter paa Bordet saa hurtigt efter hinanden,
at han kunde faa Lejlighed til uset at erstatte det manglende
Kort med et andet fra sine indvundne Stik; og i den almindelige
Omtaagethed lagde ingen Mærke til, at en Trumf-Seks
fra hans andet Stik gik igen i det sidste.
Skolelærer Mortensen vandt til alles Overraskelse sin Solo,
og Spillet blev endelig afsluttet.
I det samme slog ogsaa det lueforgyldte Ur oppe paa Chiffonieren
fire smaa mindelige Slag. Med et fromt Smil samlede
Mortensen sine samvittighedsfuldt opstablede Pengestykker og
puttede dem ned i en gammeldags Skindpung, som han derpaa
forvarede paa Bunden af sin alendybe Bukselomme, idet han omhyggeligt
knappede over den.
I Døren ind til Sideværelset viste sig i det samme Værtens
lille forvoksede Kone, der havde siddet og sovet inde ved Kakkelovnen
i et stort Uldsjal. Med en næppe hørlig Stemme, der
skulde lade fornem, og en kejtet Bevægelse af sin visne Haand
bød hun Herrerne ind til „en lille Forfriskning". Samtidig rejste
ogsaa Sogneraadsformanden sig og gentog paa sin larmende Maade
Indbydelsen:
„Ja værsgo', d'Herrrrer! En lille Forfriskning, mine Herrrrer!
... Det kan gøre godt at faa noget i Livet efter al denne hersens
Strabadseren!"
Denne lille Forfriskning, der var anrettet inde i Sideværelset,
viste sig at bestaa af et fuldt opdækket Bord med Flæskesylte,
Skinkesteg, Medisterpølse, Spejlæg, Leverpostej, forskellige røgede
Varer foruden — som Forret — en varm Bøf med Løg;
dertil Brændevin og bajersk 01 i Overflod. Skønt Gæsterne i
Løbet af Dagen og Natten havde indtaget fire solide Maaltider
ved det samme Bord, satte de sig med god Vilje omkring Anretningen
og lettede efterhaanden ret forsvarligt baade BrændeM
U L D 33
vinskaraflen og de velfyldte Fade. Bagefter blev der budt Kaffe
med Kognak.
Midt under Maaltidet brød Dyrlæge Aggerbølle ud i en frygtelig
Ed og huggede sit netop tømte Brændevinsglas mod Bordet,
saa Foden knækkede. Han var pludselig kommen til at tænke
paa en syg Ko, som han havde lovet at se til i en af Nabobyerne;
— han havde netop været paa Vej derhen, da han om Formiddagen
ulykkeligvis var falden herind hos Sogneraadsformanden.
Denne havde straks foreslaaet at sende Bud efter Skolelæreren
og Købmanden for at faa et Slag Kort; og da Aggerbølle netop
var i stærk Forlegenhed for nogle Kroner til at betale en Bagerregning
med, havde han hurtigt ladet sig overtale til at blive,
idet han havde haabet i et Par Timers Tid at kunne vinde, hvad
han trængte til. I Spillets Løb var da den syge Ko som alt andet
i Verden gaaet ham af Minde.
Han sank nu hen i en fuldstændig Sløvhedstilstand. Uden
selv at vide det, tømte han Glas efter Glas og faldt tilsidst med
aaben Mund tilbage paa Stolen, hvor han først vaagnede, da den
lille Købmand Villing lagde Haanden paa hans Skulder og sagde:
„Kom nu, Aggerbølle ... Klokken er feml"
IX
Da Skolelærer Mortensen laa hjemme i sin bløde Dunseng,
foldede han Hænderne over Dynen og bad sit Fadervor. Ved
Siden af ham laa hans Kone og vendte sin store, tunge Krop
i Halvsøvne, saa Sengebunden knagede under hende.
Endelig blev hun saa vaagen, at hun med snøvlende Stemme
kunde sige:
„Vandt du noget, Mortensen?"
Mortensen bad uforstyrret sit Fadervor tilende og svarede
derpaa:
„Tolv Kroner, min Bedste!" — hvorpaa han mildt og fredeligt
slumrede ind.
Imidlertid var ogsaa Købmand Villing naaet hjem til sin Bod,
Det forjættede Land 3
34 M U L D
der laa omtrent midt i Byen i Nærheden af Gadekæret. Han
havde gaaet og halvsovet paa Vejen; men idet han nu traadte
ind i Butikken og fornam den vante, blandede Duft af Sæbe,
Rosiner, Kaffe og Skraatobak, gjorde denne ham straks lysvaagen.
Han blev et Øjeblik staaende i Mørket med spidsede Øren for
at lytte til den trygge Snorken, der lød inde fra et lille Aflukke
bag ved Kramboden, hvor Butiksdrengen sov. Derpaa tændte han
en Lysestump, der stod og ventede ham paa Disken, eftertalte
lydløst Bytte-Skillingerne i Pengeskuffen, undersøgte de listeligt
anbragte Papirsmærker foran Svedske- og Rosinskufferne,
kiggede op gennem Loftslemmen og stak Lyset ned i Kælderrummet.
Først da han paa denne Maade havde forvisset sig om,
at der intet mistænkeligt forefandtes, gik han ind i Sovekammeret.
Her rejste hans unge Kone sig overende i Sengen, gned sine
Øjne og begyndte straks paa en omstændelig Beretning om alt,
hvad der i Dagens Løb var hændet i Butikken: om Mølleren,
der havde været der med Gryn, om Hans Jensen, der havde
købt et Anker Brændevin, om gamle Søren Skrædder, hvem
hun havde skrevet for et Pund Kandis o. s. v. Hun var en lille
buttet Skabning med et rundt og rødmosset Barneansigt indrammet
af en stor Gammelkone-Natkappe.
Villing klædte sig imidlertid hastig af og gav nu og da lydeligt
sit Bifald tilkende. „Godt ... meget godt, lille Sine ... fuldkommen
rigtig gjort, lille Ven," indskød han uafbrudt, mens han
sprang om paa Gulvet i Hosesokker og Underbenklæder, som
om han var paa Jagt efter sin egen Skygge, der snart krøb sammen
som en Tudse henne i en Krog, snart strakte sig som et
Spøgelse op ad det lille Kammers lave Vægge.
Saa kravlede han iseng. Men endnu længe efter, at Lyset var
slukket, blev Mand og Kone ved at snakke nede under Dynen
om Kaffepriser, Mel og Kredit. Selv i deres allerømmeste Øjeblikke
kunde disse to fornuftige Mennesker ikke slippe deres
Butik og Forretning af Tankerne. De ligesom omfavnede hinanden
med forhaabningsfulde Beregninger over Indtægt og Fortjeneste;
deres Kys var Beseglingen af vellykkede Forretninger;
og naar de omsider faldt isøvn, og deres runde Hoveder laa der
M U L D 35
ved Siden af hinanden paa Puden, med halvaabne Munde ligesom
to Sparebøsser, fyldtes deres Drømme med skønne Syner
af lange Talrækker, store Varelagre og vægtige Kassebøger. —
Dyrlæge Aggerbølle var den af de tre Nattevandrere, der
havde længst til sit Hjem.
Han beboede et forsømt Hus en halv Fjerdingvej fra Byen,
paa Vejen ud imod Kysten. I længst forsvunden Tid — for femten
Aar siden, da han som nygift flyttede her til Egnen — havde
han med Forsæt valgt sig dette afsidesliggende Sted for her i
romantisk Ensomhed at nyde sin Kærlighedslykke. Fra Vinduerne
var der en vidtstrakt Udsigt over Fjorden og Stranden, og mangen
stille Foraarsaften og mangen maaneklar Høstnat havde han
og hans unge Hustru sværmet her mellem de tavse Bakker, Arm
i Arm og Kind mod Kind, mens Hjerterne bankede af Fryd og
sommerlyse Haab.
Nu bandede han mangen Gang den lange Vej, naar han i mørke
Nætter — ør af Drik og Spil — tumlede hjem tilfods gennem
Pløre og Sne. Hans Gig blev nemlig gerne staaende Natten
over paa det Sted, hvor han i Dagens Løb var strandet, da han
i Almindelighed ved Hjemfartstid var i en saadan Tilstand, at
man ikke turde betro ham Styret af en Hest. Heller ikke denne
Nat havde Sogneraadsformanden villet udlevere ham hans Køretøj,
skønt Luften var lys paa Grund af Sneen, og Vejen kastet
næsten helt ud til hans Bolig. Men Aggerbølle fulgte rigtignok
heller ikke Vejen. I store Buer svinglede han ud over Markerne
i Sne til opover sine store Knæstøvler, standsede hvert Øjeblik
med en høj Veklage, bankede sig med den knyttede Haand paa
Panden og mumlede Forbandelser mod sig selv og hele Verden.
Aldrig — syntes han — havde Skæbnen været ham saa grum
som netop idag! Aldrig —- syntes han — havde han elsket sin
Kone og sine Børn saa hjerteoprivende som just nu, da alle
Sunde lukkede sig for ham! Imorgen vilde Bageren komme
for tredje Gang med sin Regning. Allerede sidste Gang var han
bleven truet med Foged og Stævning. Hvor skulde han nu finde
en Udvej? Han ejede jo næppe nok en Strikke til at hænge sig
i! Aa, Sofie, Sofie! ... Han standsede igen i en stor Snedrive,
3*
36 M U L D
knappede sin Frakke op, tog med sine valne Fingre ned i sin
Vestelomme og fremtog herfra de Smaamynter, der udgjorde
Aftenens Spillefortjeneste, og lagde dem ned i sin hule Haand.
Paa vaklende Ben stod han og eftertalte dem meget nøje. Saa
udstødte han atter en Række frygtelige Eder, hævede Armene
mod Himlen og svinglede videre.
Da han endelig naaede Hjemmet og havde fundet Laagen i det
halvt nedtraadte Havestakit, gjorde Frygt og Skamfuldhed ham
et Øjeblik ganske ædru. Inde i Forstuen trak han forsigtigt sine
tunge Skaftestøvler af Fødderne, hvorefter han paa Strømpesokker
listede sig ind i Sovekammeret. I det lille lave Rum, der
var overfyldt med Barnesenge, brændte en nedskruet Natlampe
paa en Stol henne ved hans Hustrus Hovedgærde.
Der undslap ham et Gisp af Lettelse. Hans Kones Øjne var
tillukkede, hendes magre Haand laa let krummet under den blegnede
Kind; hun syntes at sove trygt. Men næppe havde han begyndt
at afklæde sig, før han hørte hende bevæge Hovedet paa
Puden, og idet han saae derhen, mødte han Blikket fra hendes
store, mørke Øjne, hvis blanke Glans tydeligere end Ord fortalte
ham, at heller ikke for hende havde Natten haft Søvn.
„God — god Aften, lille So-fie!" hikkede han kærligt og støttede
sig til Sengestolpen.
„God Morgen!" svarede hun roligt.
„Hæ! Naa, ja —" sagde han med et Forsøg paa en frejdig
Latter. „Det er nok ogsaa blevet noget sent ... eller tidligt, hæ!
Men det er denne Mortensen ... du veed nok ... han er
en ren Hund ved et Spillebord ... en ren Hund!"
Hun svarede ham ikke, lukkede blot atter Øjnene tungt i, aabnede
dem derpaa igen og sagde:
„Her har været ridende Bud fra Anders Jensen i Egedet. Du
havde nok lovet at komme derhen til en syg Ko."
„Jeg?" udbrød han, blussende rød, og søgte at se hende stift
i Øjnene. „Det veed jeg ikke noget om ... det maa være en
Fejltagelse!"
Hun vedblev uanfægtet:
„Buddet skulde blot bringe den Besked, at det nu kunde være
M U L D 37
det samme, for Koen var død. Men du skulde heller ikke for
Fremtiden gøre dig den Ulejlighed at se derhen, lagde han til."
Dyrlæge Aggerbølle blev tavs. Med bævende Læber og blaat
opsvulmede Aarer i Panden stod han lænet til Sengestolpen og
saae tilintetgjort mod Gulvet. Paa en Gang rettede han sig i
Vejret med en frysende Bevægelse, foer sig med Haanden gennem
sit buskede Haar, gik derpaa med faste Skridt hen til sin
Hustru og rakte den højre Haand ud imod hende.
„Her har du mit Haandslag paa, Sofie, at det denne Nat er
sidste Gang, jeg har rørt ved et Spil Kort ... Du kan stole paa
mit Ord denne Gang ... Jeg sværger dig til, at jeg fra denne
Dag skal blive et andet Menneske ... Hører du, Sofie ... Du
skal stole paa mig ... Du skal stole paa mig denne Gang,"
blev han ved at gentage, mens Graaden begyndte at presse sig
frem. „Jeg sværger dig til ... det skal altsammen blive godt.
Og jeg skal lønne dig, Sofie — jeg skal lønne dig for alle de onde
Dage ... for alt, hvad du har lidt for min Skyld ... for Børnenes
Skyld ... for Aa Gud! Aa Gud!"
Rusen havde atter overmandet ham. Han sank ned paa Knæ
ved sin Hustrus Seng og begravede Hænder og Hoved i Dynen
som et Barn, mens en forfærdelig Hulken gennemrystede hans
svære Legeme.
Hun laa et Øjeblik ganske stille, med fast tillukkede Øjne.
Saa løftede hun sin matte Haand fra Dynen og lod den stryge
henover hans Haar; — hun kunde ikke lade det være, skønt
hun mere end hundrede Gange havde hørt den samme oprivende
Angergraad og ladet sig skuffe af de samme dyre Løfter. Og tilsidst
fyldtes ogsaa hendes Øjne med Taarer, og idet hun lagde
begge sine Hænder om hans store Hoved, trykkede hun det ind
til sit indfaldne Bryst og hviskede over ham:
„Min stakkels — stakkels Bernhard!"
ANDEN BOG
I
SKIBBERUP Kirke laa næsten en halv Mil fra Skibberup By —
ensomt, paa Toppen af en nøgen Banke, der rejste sig et
Stykke ude i Fjorden. Blot en lav og smal Tange forbandt „Kirkenæsset"
med det øvrige Land, og mellem dets Grus og Sten
voksede kun lidt blegt Græs, lidt Lyng og nogle jordkrybende
Tjørn. Selve Kirken var en ældgammel, stærkt forfalden Kampestensbygning
med et senere tilbygget Murstenstaarn. Hele
Pladsen gjorde i sin øde Forladthed et ret uhyggeligt Indtryk.
Rundt om mellem de vejrblæste Grave laa nedstyrtede Teglsten,
Kalkbrokker og Rudeskaar; og traadte man ind i Kirkens
halvmørke Indre, slog der En en isnende Klamhed imøde fra de
fuldkomment nøgne Kalkmure, der selv midt om Sommeren var
ganske grønne af Fugtighed, og som om Vinteren gemte paa en
saa bitterlig Kulde, at Vandet undertiden bundfrøs i Døbefonten,
mens Præsten maatte staa paa Prækestolen i Sivsko og store
Bælgvanter.
Paa Hverdagene laa Kirken hen i uforstyrret Fred, kun besøgt
af den lange, skindmagre Klokker — „Døden", som man kaldte
ham — der med sine lange Knokkelarme lagt dybsindigt overkors
bag paa Ryggen vandrede herud fra Byen hver Morgen og
Aften for at røre den rustne Taarnklokke og lade nogle basdybe
Toner runge ud over Rævene, som luskede omkring mellem Tjørnene,
og over Degnens Faar, der gik og græssede tungsindigt
udenfor Kirkegaardsmuren, — nu og da ogsaa over en enlig Fiskermand,
der laa med sin Baad inde under de stejle Skrænter
og drog Agn.
M U L D 39
Om Søndagen derimod — især paa de store Højtidsdage —
var her Liv og Fest. Da myldrede det paa Vejen herud fra Skibberup
af helligdagsklædte Fodgængere og blankt pudsede Køretøjer;
og rundt om Næsset kom Fiskerfamilierne sejlende i Baade
og lagde til ved Strandens store Sten, hvorfra Mændene bar
Kvinderne iland paa deres Arme. Kvinderne havde alle sorte
Kirkehætter paa Hovedet og bar paa Armen Moskranse eller
Blomsterkors, som de lagde hen paa de vejrblæste Grave, forinden
de i Gaasegang gik ind i Kirken. Henne paa et Hjørne
af Kirkegaardsmuren stod „Døden" paa Udkig. Ubevægelig stirrede
han ud over Vejlbyvejen, hvorfra Præstens Vogn skulde
komne; og saasnart den buklede Kaleschehimmel skimtedes
derude mellem Bakkerne, ilede han med lange Skridt tværs over
Gravene og ind i sit Taarnrum. Og mens nu ogsaa Mændene, der
havde samlet sig i samtalende Grupper udenfor Kirkeporten,
langsomt trak sig ind i Kirken og under andagtsfuld Hosten og
Snøften tog Plads under de genlydende Hvælvinger, gav Klokken
i Taarnet sig til at bamle, saa Kirkens tykke Mure begyndte at
ryste derved.
Dog — alt dette var igrunden nu en halvforglemt Saga. Siden
Provst Tønnesen var kommen her til Sognet, havde Kirken
mangen Gang staaet øde ogsaa paa Helligdagene, den rustne
Klokke havde bamlet over mennesketomme Veje; inde i Stolestaderne
hostede blot et Par fattige Tiende-Skyldnere, der ikke
turde udsætte sig for Provstens Vrede; og endda var det netop
paa Tønnesens Foranstaltning, at der for nogle Aar siden var
bleven anbragt en Kakkelovn i Kirkerummet og lagt tykke Sivmaatter
paa Gulvet inde i Stolestaderne.
Men det var inde i Skibberup By, at Menighedens oprørske
Hoveder fortrinsvis havde samlet sig, ligesom det var der, at
den berygtede Væver Hansen havde sit Standkvarter. Intet Under
derfor, at Synet af disse tomme Stolerader hver Søndag hensatte
Provst Tønnesen i helligt Raseri. Han kunde under Prækenen
tale sig op i en flammende Lidenskab og hugge sin Haand
i Pulten med en saadan Kraft, at selve Set. Peder, der sammen
med de andre Apostle fandtes udskaaren i Træ paa Prækestolens
40 M U L D
Sider, en Gang bogstaveligt tabte baade Næse og Mund af Forskrækkelse.
Efterat Kapellan Hansted var kommen til Sognet, var der
imidlertid igen indtraadt en Forandring i disse Forhold, og en
Søndag i Slutningen af Marts — paa Aarets første Foraarsdag
— lød Salmesangen fra Kirken atter mangestemmigt ud over
Fjorden og blandede sig her med Skriget af Maagerne, der kredsede
udenfor Kysten.
Ude paa Vejen foran Kirkegaardsmuren holdt en lang Række
Køretøjer og ventede paa, at Gudstjenesten skulde være forbi.
Nogle af Kuskene sad oppe i Agestolene og halvsov med Hovedet
i Hænderne. Andre laa nede i Vejgrøften og fordrev Tiden med
at røge Tobak og passiare. Forrest i Vognrækken, lige foran
Kirkegaardsporten, holdt Provstens Kalesche med en højt svævende
Buk, paa hvilken en gammel, fruentimmeragtig Kusk tronede
i en stor, blaa Slagkavaj.
Blandt de ventende Bønderkarle var det Skik at drive Løjer
med Provstens Kusk — „Maren", som han gerne kaldtes efter
sin afdøde Kone, hvem man til Gengæld (og ikke uden Grund)
havde tildelt hans eget Døbenavn Rasmus. Ogsaa idag stod en
fire-fem muntre Fyre omkring ham med Hænderne i Lommerne
og lo.
„Hør, Maren!" sagde en af dem. „Hvad bliver det egentlig
til med jeres Frøken og ham Kap'lanen? Nu synes jeg, de maa
ha'e kigget læn^e nok paa hinanden, saa de snart kunde skrive
Redelighed."
„Aa, jeg skal sige dig noget," sagde en anden, der skødesløst
stod lænet op til Kirkeporten. „Det maa ikke gaa for hastigt
til mellem fine Folk. Det er med disse hersens Frøkner ligesom
med Hønsene — de skal altid vrikke lidt med Gumpen, før de
gi'er sig over. Er det Løgn, hvad jeg siger, Maren?"
Den tiltalte sad ubevægelig paa sin høje Buk og stirrede stift
udover Hestenes Øren uden at svare. Han fandt det ganske uforeneligt
med sin gejstlige Stilling at indlade sig i Passiar med slige
Gudsbespottere, der forhaanede Provstens Kusk og tog Frøken
Ragnhilds Navn forfængeligt.
M U L D 41
I det samme sluttede Salmesangen inde i Kirken, Døren til
Vaabenhuset aabnedes, og Folk begyndte at strømme ud.
Blandt de Mænd, der efterhaanden samlede sig foran Indgangen
for her at oppebie Kirkestævnet, var der en, som fra
alle Sider var Genstand for en særlig Opmærksomhed. Det var
en midaldrende, bondeklædt Mand, høj, mager, noget ludende,
med lange, fremoverhængende Arme og et paafaldende lille
Hoved. I dette lille, noget fladtrykte Hoved sad et ejendommeligt
Katteansigt — klogt og aarvaagent — med to rødrandede
Øjne og et tyndt, rødligt Fuldskæg. De fleste af Mændene gik
hen og rakte ham Haanden og saae samtidigt op paa ham med
et bekymret spørgende Blik, hvilket han regelmæssigt besvarede
ved at trække Munden op til et skævt Smil.
Pludseligt delte Menneskemassen sig foran Kirkedøren, og
i denne viste sig Kapellan Hansteds præsteklædte Skikkelse.
Skønt han allerede havde præket adskillige Gange, baade her
og i Vejlby, saae han dog bleg og nervøs ud og hilste med tydelig
Forlegenhed paa den forsamlede Mængde, der da ogsaa temmelig
trevent blottede Hovederne, idet han gik forbi. Manden
med Katteansigtet rørte endog slet ikke Hatten, men blev staaende
med sin skævt optrukne Mund, mens et spottende Blik fra
hans halvt tillukkede Øjne fulgte den ungdommelige Præsteskikkelse
lige til Vogndøren, hvor „Døden" stod med Hatten i
Haanden og krummede sig i Støvet som en Orm.
Saasnart den gamle Kusk havde sat Hestene i Bevægelse, sank
Kapellanen tilbage i Vognhjørnet og lagde med et lidende Udtryk
den ene Haand op paa Issen. Sin bløde, bredskyggede Plyshat
havde han straks kastet fra sig paa Bagsædet, som om den
brændte ham om Panden. Og mens nu Kaleschen knirkende
og knagende skumplede hen ad den ujævne Vej, blev han siddende
saaledes med tillukkede Øjne og fast sammenpresset Mund,
— som om han havde ondt ved at lade være med at græde.
42 M U L D
II
Han blev modtagen hjemme i Præstegaarden af Provst Tønnesen,
der netop var vendt tilbage fra Gudstjenesten i Vejlby. De
kirkelige Forretninger var nemlig fordelt saaledes mellem de to
Præster, at de begge prækede hver Søndag, den ene i Vejlby,
den anden i Skibberup. Dette var et Paafund af Provsten, som
ikke uden Grund frygtede for, at de ildesindede Skibberuppere,
der saa haardnakket udeblev fra hans egen Forkyndelse, yderligere
skulde vise deres Fjendskab ved at strømme til Kirkerne,
saasnart Kapellanen prækede. Derfor gav han ogsaa først i sidste
Øjeblik tilkende, i hvilken Kirke han selv ønskede at forrette
Tjenesten; og Følgen heraf havde været, at begge Kirker i nogen
Tid var bleven fyldt af Skarer, der hver for sig haabede
at faa den ny Præst at høre.
Oplivet ved Synet af sine trofaste Vejlby-Tilhængere vendte
Provsten nu tilbage i fornøjet Stemning og satte sig til Frokostbordet
med en fortræffelig Appetit. Hertil bidrog yderligere en
Festlighed, der om Aftenen skulde holdes i Præstegaarden, og
hvortil man flere Dage forinden havde haft travlt med Forberedelser.
Til daglig levede Provsten og Frøkenen meget stille,
idet de aldrig deltog i Bøndernes og kun sjælden i Egnens faa
og temmelig tarvelige Proprietærfamiliers Selskabelighed. Men
to Gange om Aaret afholdt Provsten en større, ligesom officiel
Bespisning, hvortil Repræsentanter for de forskellige Lag af Menigheden
blev tilsagte omtrent som til en Fyrstes Taffel. Provst
Tønnesen forestod ved disse Lejligheder selv Ledelsen af Festforberedelserne.
Det var nu en Gang hans Lidenskab at styre,
at ordne og udstede Befalinger. Han havde da ogsaa knap faaet
sig sat tilrette ved Frokostbordet og anbragt sin store Serviet
under Hagen, før han begyndte at give sin Datter omhyggelige
Anvisninger angaaende Vinens Temperering, Salaternes Tilberedelse
o. s. v.
Imidlertid sad Kapellan Hansted tavs og aandsfraværende og
smuldrede efter Sædvane sit Brød paa Dugen uden at nyde noget.
Hans Udseende havde kendeligt forandret sig i Vinterens Løb.
M U L D 43
Han var bleven endnu mere hulkindet, og over hans før saa barnligt
klare Øjne laa ligesom et Slør, der forraadte, at en Orm
gnavede ved hans Hjerte.
Fra den anden Side af Bordet iagttog Frøken Ragnhilds blaagraa
Øjne ham med et paapassende Blik. Ogsaa Provst Tønnesen
blev tilsidst opmærksom paa hans dybe Aandsfraværenhed,
og da han — ved pludselig at henvende et Spørgsmaal til ham
— fik et forvirret Svar, rynkede han misbilligende sine Bryn.
Han fandt det ikke passende, at hans Kapellan var uopmærksom,
naar han talte, selv om det kun var om Postejer og
Salater.
I det hele var Provst Tønnesen slet ikke saa fornøjet med
sin Kapellan, som han en Tid havde troet at skulle blive. Han
følte sig besværet af dette for hver Dag mere sære og indesluttede
Menneske, der gik omkring i hans Hus som et Bytte for en
eller anden fiks Ide. Han begreb ikke, hvad det var, der kunde
nage ham, aldenstund han var sig bevidst, at baade han selv
og hans Datter paa enhver Maade bestræbte sig for at gøre ham
Opholdet her saa hjemligt og behageligt som muligt.
„Jeg forstaar mig ikke paa det Menneske!" udbrød han, da
Frokosten var tilende og Kapellanen var gaaet op paa sit Værelse.
„Jeg begriber ikke, hvad det er, han gaar og spekulerer paa.
Han sidder hver Dag hernede saa tavs og udeltagende, som om
der var overgaaet ham en stor Ulykke! .. . Kan du forstaa, hvad
Grunden kan være, Ragnhild?"
„Aa," svarede Datteren kort; hun var bleven siddende ved
Bordet, tilbagelænet mod Stoleryggen, og saae med paatagen
Ligegyldighed ud gennem Vinduerne. „Det var jo ikke saa underligt,
om han endnu følte sig lidt fremmed i sin Gerning.
Han er jo endnu ung ... og maaske har han ogsaa mærket, at
hans Prækener ikke har vundet Bifald hos Befolkningen."
„Aa, for den Sags Skyld behøvede han dog virkelig ikke at
gøre sig Bebrejdelser," svarede Provsten med Selvfølelse. „Og
det er saamænd heller slet ikke den Slags Ting, der er i Vejen
... i saa Fald var han sikkert kommen til mig med sine Bekymringer.
Nej, jeg er bange for, at han gaar omkring og veed
4 4 M U L D
ikke rigtig Besked med sig selv. Der er noget ubeslutsomt over
ham. Jeg tror, han gaar her og fanger Griller. Sligt ligger nok
til Familien. Hans Moder skal nok — efter hvad Pastor Petersen
for nogen Tid siden fortalte mig — have været en temmelig
overspændt Dame, der endogsaa paa en ulykkelig Maade endte
sit Liv i et Anfald af Sindssyge."
Frøken Ragnhild vendte Ansigtet mod sin Fader og saae paa
ham med et opskræmt Blik.
„Hvad siger du? ... Hans Moder!"
Provsten standsede sin Gang over Gulvet og rømmede sig.
Han var i sin Ivrighed kommen til at forsnakke sig i en Sag,
som han af Skaansomhed mod Kapellanen og af Hensyn til Menigheden
havde fundet det rigtigst at fortie.
„Nu — jeg mener ikke saadan bogstaveligt!" sagde han, idet
han med et udglattende Smil og en Haandbevægelse fortsatte
sin Gang. „Folk siger jo desuden saa meget ... Jeg mener blot,
at vor kære Hr. Hansted maaske har en noget for stor Tilbøjelighed
til at fordybe sig i sig selv, en Mangel paa Evne til at
assimilere sig ... Jeg synes dog, jeg har gjort, hvad der stod
i min Magt, for at han kunde føle sig vel tilpas imellem os.
Og det har d u da ogsaa, veed jeg. Jeg har jo oftere set jer
spasere sammen i Haven. I har jo saavidt jeg har forstaaet
— nogenlunde fælles Interesser; din Musik sætter han stor Pris
paa, — det har han selv fortalt"mig. Jeg kan derfor ikke begribe,
hvad der gør ham saa tilbageholdende ... For det kan vel ikke
tænkes, at du, Ragnhild at du ved en eller anden Ting
kan have — — at du paa en eller anden Maade kan være
kommen til at støde ham —?"
Provst Tønnesen standsede atter — denne Gang i en Krog
af Stuen — og betragtede herfra sin Datter med et forsigtigt
forskende Blik.
Hun lod; som om hun overhørte hans Ord. Hun sad med Armene
korslagte under Brystet og saae frem for sig med det utilgængelige
Udtryk, hvormed hun overfor Faderen regelmæssigt
afviste enhver Sammenstilling af sit og Kapellanens Navn.
Provst Tønnesen løftede sine buskede Bryn. Hm! Skulde der
M U L D 45
monstro alligevel? ... Han gav sig hurtigt til at tale om andre
Ting og forlod kort efter Stuen.
III
Kapellan Hansted var gaaet op paa sit Værelse, et rummeligt
Kvistkammer, der laa stille og ensomt, omgivet af et stort,
tomt Loftsrum, en lille Verden for sig selv. Trods den skraanende
Tagvæg og det sparsomme Lys fra Stuens eneste Vindu saae
der hyggeligt ud. Der var Skrivebord, Sofa, en gammeldags Mahogni
Skrivepult, Reoler fulde af Bøger, en stor Lænestol, smaa
Tæpper paa Gulvet og en Seng bag et Skærmbrædt. Luften derinde
var frisk og krydret. Kapellanen var nemlig et Særsyn mellem
Teologer — han røg ikke Tobak. Derimod var han ivrig
Blomsterdyrker; i Vinduet stod der fuldt af Potteplanter, og op
ad Karmen snoede sig en Vedbendranke med lysegrønne Blade.
Over Sofaen, mellem to store Billeder af Luther og Melanchton,
hang en lille Samling Familieportræter. Her saae man Kapellanens
Fader, en høj, mager, statelig udseende Herre, der
diplomatisk tilknappet stod støttet til en Konsol med en Silkehat
i Haanden og et bredt Ordensbaand i Knaphullet. Ved Siden af
ham hang et lille Daguerreotypi-Billede af hans Moder, omgivet
af en Krans gule Evighedsblomster. Billedet skrev sig fra Fru
Hansteds Pigedage. Det var saa bleget af Solen, at man ligesom
gennem en Taage akkurat skimtede et ungdommeligt Hoved med
en mærkelig høj Frisure og to store, lyse, vidtaabne Øjne. Desuden
var der Billeder af Kapellanens Broder, Garderløjtnanten
— et kønt ungt Menneske med et kækt og muntert Ansigt —
samt af Søsteren, Generalkonsulinden, en lille fuglefin Skabning,
endnu næsten et Barn, med nervøst missende Øjne og et
sygeligt Smil.
Og derhenne ved Skrivebordet sad nu Emanuel, den ældste
af Etatsraad Hansteds Børn. Han sad med Haanden under Kinden,
iført en brun Klædes Slobrok, ifærd med at læse et Brev.
Brevet var fra Faderen. Han havde modtaget det allerede
den foregaaende Dag, men opsat at læse det for ikke at forstyrres
= 'tmmm*
—
4 6 MULD
i Udarbejdelsen af sin Præken. Det var de sædvanlige omstændelige
Beretninger om intetsigende Familiebegivenheder, om
Broderen, der havde været paa Hofbal, om Generalkonsulens
Fødselsdagsmiddag, om Søsterens Baby, der havde faaet Tænder,
osv., osv.
Brevets Slutning lød :
„Som du kan vide, min kære Søn, glæder det os alle meget
at erfare, at du bestandig er rask og føler dig tilfreds derude
i din Ørken — som din Broder stadig spøgefuldt kalder dit afsidesliggende
Opholdssted. Det er jo et smukt og ophøjet Kald,
du har valgt dig; og nægter jeg end bestandig ikke, at jeg hellere
havde set dig gøre et Valg af Livsstilling, der var mere i
Overensstemmelse med vore Familietraditioner, og som navnlig
ikke havde ført dig saa langt bort fra os, er det af et oprigtigt
Hjerte, at jeg og vi alle ønsker dig Held og Velsignelse til din
betydningsfulde Gerning. Det er naturligvis lidt vanskeligt for os,
der altid har levet udelukkende i Omgang med Folk af vor egen
Dannelsesklasse, tilbunds at fatte Muligheden af en saadan frugtbringende
Forstaaelse mellem Mennesker af ulige Kaar og Opdragelse,
som du i dine Breve gentagende tager Ordet for, og
som du — efter dine Udtalelser at dømme — vel søger at tilvejebringe
mellem dig og den Befolkning, blandt hvilken du
har valgt at leve. Jeg nægter ikke, at et tilfredsstillende aandeligt
Samkvem under saadanne Forhold — selvfølgelig udenfor det
egentlige religiøse Gebet — altid har staaet for mig som en
uopklaret Gaade. Men maaske ligger det i mit Ukendskab til Forholdene,
og jeg kan kun gentage, at alle vore bedste Ønsker følger
dig i din Gerning."
Emanuel læste det sidste Stykke to Gange langsomt igennem
— og under Læsningen drog en bestandig tungere Skygge sig ned
over hans Ansigt. Saa sank Haanden med Brevet langsomt i
hans Skød; og han blev siddende ubevægelig med Øjnene stift
rettede mod Gulvet.
Pludselig rejste han sig og begyndte at vandre hændervridende
frem og tilbage i Værelset. Nej, nej, han kunde ikke — han
vilde ikke tro, at Faderen og de andre havde Ret; — at alt,
M U L D 47
hvad han saa lykkelig havde haabet og drømt, var lutter tomt
Fantasteri! ... Og dog! Og dog! ... Var det ikke den samme
Tvivl, der nu nagede og pinte ham selv? Han vidste, at
han med al sin Kraft og Vilje havde søgt at dygtiggøre sig til sin
Gerning. De mange tæt beskrevne Ark i hans Skrivebordsskuffe
kunde vidne om den utrættelige Flid, den samvittighedsfulde
Omhu, hvormed han Dag for Dag og Uge for Uge havde forberedt
sig til sine Prækener — i Haabet om, at det dog tilsidst skulde
lykkes ham at tage sine Tilhørere fangen under sit Ords, sin Bekendelses
Magt. Men forgæves! ... Aldrig saasnart traadte han
om Søndagen frem paa Prækestolen og saa de mange fremmede
Øjne rettede imod ham nede fra Kirkens Gulv, før det var, som
om al Ordenes Varme og Overbevisning frøs bort paa hans
Læbe. Med Fortvivlelse hørte han sine Sætninger klinge hule
og tomme hen under de genlydende Hvælvinger, mens han mærkede
en bestandig tungere Døsighed sænke sig over hele Forsamlingen.
Det var, som om der mellem ham og Menigheden
aabnede sig et bestandig bredere Svælg, hvorover hans Stemme
ikke kunde naa — en isnende Afgrund, hvori alle hans mod Himlen
stræbende Ord et for et sank ned som ihjelfrosne Fugle ...
Han havde standset sin stundesløse Gang og stillet sig hen i
den brede Vinduesfordybning, hvorfra han med Taarer i Øjnene
stirrede ud over Landet. Solen faldt gylden ind over hans magre
Skikkelse; og som han stod der i sin brune, løst omgjordede
Slobrok, med Skuldren støttet til Murkanten, og Hovedet indrammet
af Vindueskarmens grønne Vedbendranke, mindede han
om en ung Munk, der fra sin ensomme Klostercelle stirrer udover
den Verden, som ejer alle hans Længsler.
Han kunde fra sit Vindu overse næsten hele Sognet. Lige
nedenunder sig havde han et Hjørne af Præstegaardshaven, og
over denne saa han udover et Par af Vejlbys store, cementpudsede
Gaarde og det stensatte Gadekær. Herfra kunde han paa
en Strækning af over en halv Mil følge den brede Sognevej, der
bugtede sig frem over de højtliggende Marker, indtil den langt
i Syd forsvandt mellem tre store, nøgne Muldbølger, bag hvilke
Skibberup skjulte sig saa omhyggeligt, at ikke en Skorstenspibe
48 M U L D
var at øjne over Bakkekammene. Fjernere skimtedes Taarnet af
den ensomt liggende Kirke, og langs hele den østlige Horisont
saaes Fjordens blaanende Flade og de grønne og hvide Brinker
ovre bag den modsatte Bred.
Hver Dag havde han staaet her og stirret ud, og han kendte
allerede hvert Hus, hvert Træ, hver Høj i det hele Landskab.
Hans Blik havde drømmende fulgt — snart Bøndernes Plovspand,
der en Dag i Slud, en Dag i Sol bevægede sig tungt over de
vaade Agre, snart Fjordfiskernes Baade, der med hvide eller
brune Sejl krydsede frem imellem Kysterne; snart Skibberuppernes
hurtige Køretøjer, naar de rullede hjem fra Staden ad den
bugtede Sognevej, hvor de for hver Svingning blev mindre og
mindre for hans Øjne, indtil de som smaa Mus smuttede ned
imellem de tre Muldvarpeskud i det fjerne. Om Aftenen, naar
den sidste Solfakkel var slukket i Sydvest, havde han set Lysene
tændes et for et rundt om i Hytterne, ligesom Stjerner paa en
Himmel, og i sin Ensomhed havde han digtet sig ind i de fattige
Beboeres nøjsomme og trælsomme Liv og drømt om at leve i
broderligt Samkvem med dem som deres Ven og Hjælper.
Han forstod nu, at han havde taget fejl. Hans Øjne var bleven
aabnede for det dybe, uoverstigelige Svælg, der skilte ham fra
disse jordens Hyttebeboere, som levede her i deres halvt underjordiske
Boliger og gravede og puslede i den mørke Muld — et
Slags Troldfolk, hvis Væsen var en Gaade, hvis Sprog man næppe
nok forstod, hvis Tanker, Drømme, Sorger og Forhaabninger ingen
kendte. Og vilde det nogensinde blive anderledes? Var det
ikke, som om Menneskeheden ganske havde forglemt det Trylleord,
der kunde faa Højene til at løfte sig paa Ildsøjler og bringe
Muldfolket frem i Dagens Lys og Luft?
. . . H a n b l e v m e d e t r e v e t u d a f s i n e B e t r a g t n i n g e r v e d a t
høre et muntert Fløjtekvidder over sit Hoved.
Han saae op. En Stær!
Han blev overrasket. Han havde den hele Dag været saa
optaget af sig selv og sine Tanker, at han slet ikke havde lagt
Mærke til, hvorledes Solen var brudt frem igennem de kolde
Taager, der i ugevis havde indhyllet Landet. Han saae sig omM
U L D 49
kring ... og atter fløjtede en Stær i hans Nærhed, og endnu
en, og en til ... hele Haven var fuld af Vaar!
Han smilte vemodigt. Han kom til at tænke paa de mange
Gange, han i Vinterens Løb havde længtes efter Foraarets Komme
— fordi han havde haft en besynderlig Tro paa, at dermed
vilde nok endelig alting blive godt; at med Vaarbrydningen i den
vinterbundne Mark og Fjord vilde der ogsaa blive løst op for
det Kærlighedens Kildespring, han følte opstemmet i sit eget
Hjerte. — Og nul
Han vendte sig om mod Stuen, gik hen til Skrivebordet, hvor
han omhyggelig gemte Faderens Brev i en af Skufferne, strøg
sig derpaa med bægge Hænder fra Panden op gennem Haaret
for at bortjage alle tyngende Tanker, tog sin Hat og en Silkeparaply,
der stod ved Døren, og forlod Værelset.
IV
Han gik ned ad den knirkende Loftstrappe, gennem Forstuen
og ud af en Laage ved Siden af Hovedbygningen for gennem
Haven at naa ud paa fri Mark. Idet han gik forbi den første, store
Græsplæne, hørte han, at nogen kaldte paa ham. Det var Frøken
Ragnhilds Stemme. Han blev lidt utaalmodig. Han vilde helst
have været alene nu. Men han maatte vende sig og hilse.
Frøken Ragnhild kom imod ham oppe fra Verandaen. Hun var
klædt i en lysblomstret Formiddagskjole af blødt, varmt Stof
med store Skulderpuffer og et langt og spidst nedløbende Liv. Idet
hun steg ned ad Verandaens Trappetrin, saae man under Nederdelens
Kant et Par spidsnæsede Laksko med Remme. Over Ryggen
og den øverste Del af Armene laa et blegblaat Sjal. Paa
hendes egernrøde, krusede Haar sad en kæmpemæssig Straahat,
opkrammet i Nakken og fæstet med en Agraf.
„Maa jeg tale to Ord med Dem, inden De gaar, Hr. Hansted?"
spurgte hun utvungent. „Har De noget imod at følge mig et Øjeblik
ned i Kastanjealleen Jeg skulde se, om jeg kunde
finde et Par Violer."
De fulgtes gennem Haven.
Det forjættede Land 4
50 M I J L D
Denne, der ligesom selve Præstegaarden var en af „Millionpræstens"
Efterladenskaber, mindede med sine udstrakte Græsplæner,
sine Busketter, sine store Stenvaser, sine lange Alleer
og kunstfærdigt tilklippede Ligusterhækker nærmest om en adelig
Herregaardspark — og Provst Tønnesen satte en Ære i efter
Evne at vedligeholde den i dens fordums Herlighed. Over en
dyb Grøft, der gennemskar Haven, var der bygget en Træbro i
kinesisk Stil med Dragehoveder og Bambustag, — og over denne
Bro gik nu Frøken Ragnhild og Emanuel.
„Nu," sagde den sidste efter nogle Øjeblikkes Tavshed. „Tør
jeg saa spørge, hvad det er, De ønsker at sige mig, Frøken?"
Hun lo lidt.
„Er De saa nysgærrig?"
„Ikke netop det. Men — ærlig talt — jeg er optaget. Som De
ser, er jeg rejseklædt, pilgrimsklædt jeg er paa Vejen ud
til mit forjættede Land!"
„Deres forjættede Land. Hvad mener De?"
„Aa ... jeg mener egentlig ingenting dermed," sagde han
alvorlig og saae ned for sig.
De gik atter et Par Minutter i Tavshed.
„Hvor De dog egentlig er et utaknemligt Menneske!" sagde
hun saa med et Forsøg paa igen at anslaa en munter Tone. „Jeg
kunde virkelig have Lyst til at holde en lille Straffepræken for
Dem. Kan da intet i Verden længer slaa et Smil af Deres Ansigt?
Jeg vil sige Dem, jeg er virkelig paa Veje til at
blive en Smule fornærmet paa Dem. Jeg er f. Eks. overbevist
om, at De slet ikke har lagt Mærke til, hvorledes jeg idag havde
pyntet Frokostbordet — alene fordi De forleden sagde, at De
satte mere Pris paa at se en Blomsterbuket end en Oksesteg paa
et Bord. De veed, at jeg for mit eget Vedkommende absolut
foretrækker Oksestegen."
Han smilte adspredt.
„Jeg føler det godt, Frøken — jeg er et ganske uværdigt Menneske.
Skænd kun paa mig ... jeg fortjener det vist. Det er
sandsynligvis saadan en Slags Børnesygdom, jeg er ifærd med
at faa ud af Kroppen. De veed jo, hvad de allernyeste Profeter
M T J L D
præker. Vi bærer alle paa en Arv af mølædt Romantik, siger
de, — og vistnok har da enten min Fader eller min Moder en
Gang ejet en større Kapital deraf end de fleste."
„Deres Moder —?"
„Ja — men lad os tale om noget andet, Frøken! De skulde dog
ikke gaa og glemme, hvad det var, De vilde fortælle mig."
De var kommen ind i en bred Kastanjealle, der dannede Havens
Afslutning ud imod Markerne. En jublende Hærskare af
metalglinsende Stære sværmede her omkring i Solskinnet mellem
Trækronerne, og ude fra det fri kom en varm Em, der duftede
af Jord og friske Spirer.
Mellem to Stammer stod en saakaldet „Naturbænk"; foran
denne standsede Frøken Ragnhild, idet hun sagde:
„Skal vi ikke sætte os lidt? ... Her skinner Solen saa rart."
Hun slog med Kvasterne af sit Sjal noget vissent Løv bort fra
Bænkens Tremmesæde og tog Plads i det ene Hjørne. Emanuel
blev staaende foran hende, lænet til sin Paraply, og gjorde ikke
Mine til at sætte sig.
Hun sad et Øjeblik foroverbøjet, med Hænderne samlet i Skødet,
og betragtede tavs Spidsen af sine Sko. Saa sagde hun uden
at løfte Hovedet:
„De talte om Deres Moder .... Jeg kommer til at tænke
Paa er det noget, jeg har drømt, eller har De en Gang
fortalt mig, at De ikke var meget gammel, da Deres Moder
døde?"
„Jeg?" sagde han og skottede ned til hende med et mistænksomt
Blik. „Aa, jeg var en 15—16 Aar .... Men hvorfor spørger
De om det?"
„Aa, jeg veed ikke —"
„Har De nylig talt med nogen om min Moder?"
„Ja, Fader og jeg talte idag om ... Fader har vistnok truffet
nogen, der i sin Tid har kendt Deres Moder."
Kapellanens Blik mørknedes.
„Saa har Deres Fader formodentlig ogsaa talt om ... om
min Moders Endeligt?"
„Ja."
5 2 M U L D
„Der var stegen en dyb Rødme op i Kapellanens Kinder. Efter
et Øjebliks Tavshed sagde han — dæmpet, men med lidenskabelig
bevæget Stemme:
„Min stakkels Moder var et Offer for sin Tid, for sin Slægt,
for det Samfund, som ogsaa De og jeg tilhører, og som fra Fødslen
lægger en Spændetrøje om os allesammen for langsomt at
tage Livet af dem, der mangler enten Mod eller Kraft til at
sprænge den."
Hun saae noget overrasket op paa ham og sagde:
„Ja, hvorledes mener De egentlig —?"
„Aa, jeg mener, at naar vi vil være rigtig ærlige, bliver vi vist
nødt til at indrømme, at vi alle gaar og slæber paa en mere eller
mindre tung Byrde af Livstræthed, Livslede, Ensomhedsfølelse
eller hvad vi nu vil kalde denne Nutidssygdom, der er vor Overkulturs
bitre Frugt. Der er dem, der har Sjælskraft nok til at
bære denne Byrde uden helt at forkrøbles; men det er derfor
ikke altid netop de ringeste, hvis Hjerte brister under den. De
skal se, vi segner maaske tilsidst allesammen i Kampen ...
især vi stakkels Menneskekarrikaturer, der er avlede i de store
Byers Feber, født imellem Dampskorstene, Telegraftraade, Jærnbaner
og Sporvogne ... hvor mange Generationer tror De, vi
holder ud til endnu? Eller er det da ikke sandt, at vi
alle af Hjertet bør misunde den fattige Husmand, der glad og
uden Klage træller Ugen igennem, spiser sit tørre Brød og sover
sødt i gammel Halm. Findes der en større Livsvisdom? ... Men
hvor er det da taabeligt, at jeg — det stakkels, fordærvede Kulturmisfoster
— at jeg vil være en Fører for de sunde, et Eksempel
for de ubesmittede! Jeg forsikrer Dem, Frøken Ragnhild
... jeg træder aldrig over Tærskelen til den usleste Fattigmandshytte,
uden at Hjertet banker i mit Bryst af hellig Andagt.
Jeg har en Fornemmelse af, at jeg burde drage mine Sko af, —
a t j e g b e t r æ d e r e n H e l l i g d o m , h v o r i h v e r t F a l d n o g l e a f d e
menneskelige Følelser endnu er bevaret i deres skønne, ædle
Oprindelighed, saaledes som Vorherre i Tidernes Morgen nedlagde
dem i Menneskenes Bryst "
Han var kommen ind paa sin sædvanlige Lovprisning af LandM
U L D 53
boernes Liv, hvorom Frøken Ragnhild og han i Vinterens Løb
havde haft saa mangen varm Debat. Frøken Ragnhild tilstod
nemlig ganske aabent, at hun afskyede Livet paa Landet, og lagde
heller ikke Skjul paa, at hun betragtede Bønder som Væsener, der
tilhørte en lavere Menneskekaste, — en Slags snart krybende,
snart anmassende, altid ildelugtende Halvmennesker, med hvilke
hun ikke ønskede at komme i nærmere Berøring end allerhøjst
nødvendigt. Ogsaa nu bestred hun paa det ivrigste Emanuels
Anskuelser. Naar mange af disse Bønder — sagde hun — befandt
sig saa vel i deres Smuds og mugne Halm og næppe nok attraaede
nogen højere Lykke, saa beviste dette blot, hvor lidt de i Virkeligheden
endnu adskilte sig fra de umælende, f. Eks. fra Grisene,
hos hvem sikkert ogsaa alle Hjertets Følelser var bevaret i uforfalsket
Grisethed.
„Men det nytter sikkert ikke, at vi snakker derom," endte hun
livligt. „De er nu en Gang bleven uforbederlig bidt af en gal
Grøftegraver — og det er ganske taabeligt af mig at ville forsøge
paa at overbevise Dem. Det Arbejde gør saamænd ogsaa
nok en Gang den kære Virkelighed. Vent blot!"
Hun lo; — og som hun sad der i sin lyse, efter nyeste Mode
syede Dragt, saa behersket i hver af det slanke Legemes Linjer
lige fra Spidsen af den lille fremstrakte Laksko og op til den
kæmpemæssige Florentinerhat, der kastede en prikket Skygge
som et Kniplingsslør ned over den halve Del af hendes blege
Ansigt, kunde man virkelig et Øjeblik komme til at tvivle
paa, om hun ogsaa tilhørte den samme Menneskerace som det
tunge, kejtede, i Jorden puslende Vadmelsfolk, i hvis Midte
hun levede.
Emanuel, som havde følt sig stødt af hendes Ord, gjorde Mine
til at gaa. Forinden vendte han sig dog endnu en Gang om imod
hende og sagde:
„Jeg skulde dog vide, hvad det var, De vilde meddele mig ...
De glemmer vist, at De endnu ikke har sagt mig det."
Frøken Ragnhild blev lidt rød. Hun havde nemlig ikke haft
anden Grund til at kalde ham tilbage end Trangen til at snakke
•lidt og blive underholdt.
54 M U L D
Saa fandt hun paa at sige:
„Jo, ser De, Hr. Hansted ... Som De maaske veed, skal vi
idag have en Smule Selskabelighed her i Præstegaarden."
„Ja, det forekommer mig virkelig, at jeg har hørt en Fugl
synge derom."
„Naa, ja — gør De kun Nar! Den Slags Ting bliver nu altid
til en Begivenhed herude paa Landet, hvor der Aaret rundt ikke
sker noget interessantere — hvilket iøvrigt netop beviser, hvad
jeg før har sagt om den Sag. Men nok om det! ... Som De
sikkert allerede har forestillet Dem, vil jeg blive den elskværdigste
Værtinde for vore Gæster. Disse ere — saa vidt jeg veed —
de Herrer Peter Nielsen og Niels Petersen og Peter Nielsen
Petersen og Niels Petersen Nielsen ... Ja, nu skal De slet
ikke saa forarget rynke Deres Bryn. Jeg har saamænd ikke det
ringeste imod de kære Mennesker. Kun kan jeg ikke forlige mig
med, at de spytter paa mine Gulvtæpper — ja, for det var der
sidste Gang en, der gjorde. Mulig er sligt en Ytring af den Følelsernes
ædle Umiddelbarhed, hvorom De før talte saa smukt; men
ikke desmindre er jeg den helst foruden . .. Og nu var det altsaa,
jeg vilde bede Dem om, at ogsaa De vil vise Dem rigtig elskværdig
mod vore Gæster iaften. Og skulde det paa en eller
anden Maade hænde, at jeg i Aftenens Løb fik Forfald — f. Eks.
ved, at jeg blev overfalden af min store Hovedpine eller sligt
saa er De nok saa god at være min galante Stedfortræder hos
Damerne."
„Frøkenen kan — som De veed — ganske befale over mig,"
svarede Emanuel, idet han med ironisk Høflighed blottede sit
Hoved og bukkede. „Er der ellers noget, hvormed jeg kan være
Frøkenen til Tjeneste?"
„Ja — De vil nok vise Dem saa forekommende for en Gangs
Skyld ikke at være altfor upræcis idag. Jeg tror, at Fader
ved denne Lejlighed vil blive særlig utaalmodig, dersom vi skulde
blive nødt til at vente efter Dem. Kom derfor hellere en halv
Time før Tiden — saa kan De ovenikøbet hjælpe mig lidt med
Arrangementet."
„Jeg skal gøre mit bedste! Men saa maa De virkelig
M U L D 55
ogsaa tillade, at jeg forlader Dem nu. Der ser jeg desuden Deres
Hr. Fader komme med ilsomme Skridt. De kan tro, der er noget
alvorligt ivejen med Salaterne! ... Jeg har den Ære at anbefale
mig!" —
Nede for Enden af Alleen var Provst Tønnesen virkelig kommen
tilsyne. Han gik med Hænderne paa Ryggen — aabenbart
i Færd med at memorere en Festtale. Men saa saare han fik
Øje paa det unge Par ved Bænken, vendte han skyndsomst omkring
og vandrede videre den anden Vej ind gennem Haven.
V
Frøken Ragnhild blev endnu siddende lidt paa Bænken og saae
tankefuldt ud til Siden. Saa rejste hun sig og gik langsomt op
imod Præstegaarden, hvor hun blev modtaget af den i Dagens
Anledning ganske fortumlede gamle Tjenestepige, der var bleven
helt ulykkelig over hendes lange Fraværelse og havde hundrede
Spørgsmaal at gøre angaaende Madens Tillavning og Festbordets
Dækning. Frøken Ragnhild gav sine Anvisninger i en
kort og bydende Tone og gik derefter ind i Dagligstuen, hvor hun
satte sig hen til Vinduet med en Bog, en engelsk Roman, som hun
paa maa og faa tog ud af Bogskabet. Hun var forstemt.
Da hun havde siddet der et Kvarters Tid uden at vide, hvad hun
læste, saae hun hen paa Uret over Hjørnepiedestalen. Klokken
var tre. Saa lagde hun Bogen og rejste sig, puslede lidt omkring
i Stuen, stod et Øjeblik og betragtede Papegøjen, der var falden
isøvn i sit Bur, og satte sig tilsidst hen ved Flygelet, hvor
hun gav sig til at gennemspille et af Chopins Præludier.
Saa saae hun atter hen paa Uret.
Ti Minuter over tre.
Hun anslog igen et Par Akkorder, men brød pludselig af, rejste
sig, tog en Avis fra det svære, runde Mahognibord, der stod
midt i Stuen, og satte sig saa atter hen paa Stolen ved Vinduet.
Med Avisen udfoldet i Skødet og med Hagen støttet i sin smalle,
hvide Haand faldt hun dybere og dybere hen i Tanker, mens
Blikket blev ved at glide frem og tilbage over den store, tomme
56 M U L D
Gaardsplads og Staldlængernes øde Straatage. Endelig slog Klokken
halv fire. Saa rejste hun sig og gik ind i sit Værelse for at
klæde sig om.
De fremmede Gæster ventedes Klokken seks; og da Middagsmaaltidet
idag paa Grund af Selskabet skulde overspringes,
var der rigelig Tid til et omhyggeligt Toilette. Men selv under
sædvanlige Forhold var den daglige Omklædning en af Døgnets
Hovedbegivenheder for Frøken Ragnhild. I sit — efter Landsbyforhold
— overdaadigt udstyrede Sovekammer, i hvis Luft der altid
sporedes Duften af en fin Violessens, tilbragte hun regelmæssigt
de to Timer før Middag. Det var hende en Underholdning at staa
foran sit legemsstore Spejl og betragte sin Person under Af- og
Paaklædningen, nyde Synet af sin Nakke, sin blottede Skulder,
sit udslaaede Haar, prøve en ny Frisure eller forsøge en ny Farvesammenstilling
paa sin Dragt, — ikke fordi det tilfredsstillede
hendes Forfængelighed,- endnu mindre paa Grund af tom Glimrelyst,
— hvem skulde hun vel ogsaa bryde sig om at glimre for i
denne Udørken? — men efter fattig Lejlighed trøstede hun sig
i disse Timer for Savnet af det Liv og den Verden, hvorfra hun
var udestængt.
Hvad skulde hun desuden tage sig for? Hver Morgen dyrkede
hun sin Musik — og dette var hendes lykkeligste Øjeblikke. Men
mere end tre Timer havde Lægen paa det strengeste forbudt
hende at tilbringe ved Klaveret. To Timer tilbragte hun daglig
med at læse — helst fremmede Sprog — og to Timer kunde hun
tilnød slaa ihjel ved at deltage i Hosholdningen, skønt hendes
personlige Hjælp der var ganske overflødig. Men endnu havde
Dagen otte lange, tomme Timer, — hvad skulde hun gøre med
dem? Spadsere? Ak, i Vinterens otte Maaneder laa Marker og
Veje rundt om som et ufremkommeligt Morads, eller Sneen rejste
sig omkring Præstegaarden som en uigennemtrængelig Mur.
Selv om Sommeren satte Synet af de store, stumme Agre, de
nøgne, ensformige Stendiger, den ufravigelig enten blaanende
eller graanende Fjord hende i en nedtrykt Sindsstemning. Allerværst
var det dog at spadsere ind gennem Byen, hvor hun paa
Forhaand vidste, hvilke Mennesker hun vilde træffe; hvor hun
M U L D 57
var nødt til at gengælde Bønderkarlenes fortrolige Hilsner og besvare
de halvt paaklædte Husmandskoners enfoldige Talemaader
om Vejr og Høstudsigter og Nattefrost. I Almindelighed indskrænkede
hun derfor sine Vandringer til en ensom Sti, der fra
Præstegaardshaven førte ud imod Strandbakkerne. Her tog hun
gerne henimod Solnedgang en lille rask Motion — indtil Lyden
af en Flok hjemdragende Markarbejdere eller en lummer Luftning
fra en gødet Ager jog hende hjem. Egentlig havde hun kun
en eneste Omgangsven, nemlig „Methusalem" — Papegøjen.
Naa, hun kunde for den Sags Skyld tænke sig et tristere Selskab.
Hun havde nu aldrig kunnet indse, at et saadant lille Dyrs
menneskelige Plapren ikke var nok saa underholdende som den
dyriske Brummen og Grynten, hvoraf en Bondes Tale i hendes
Øre hovedsagelig bestod. Og saa var der dog lidt af et Temperament
i en saadan lille Krabat; den kunde være skælmsk, nedtrykt,
overgiven, koket, opfarende — alt i en og samme Time
ligesom med Intelligensens Nervøsitet.
I fem Aar havde hun nu levet her i samme Ensomhed. Hun var
født i den jydske Provinsby, hvor hendes Fader i sin Tid havde
været Adjunkt, og fra sit trettende Aar, da hun mistede sin
Moder, og indtil sin Konfirmation havde hun opholdt sig hos et
Par Tanter inde i København. Først med sit fyldte sejstende Aar
havde hun taget fast Ophold i Præstegaarden.
Hun var den Gang kommen herud med sit unge Hjerte svulmende
af lykkelig Forventning. Hun vidste fra sin Romanlæsning
og fra Teatret, at i Landsbypræstegaardenes unge Døtre havde
den danske Kvinde sat sine huldeste Blomster, paa hvis Besiddelse
alle ædle, unge Mænds ømme Længsler gik ud. Endnu
huskede hun, hvorledes hun den Gang i Sommertiden kunde tilbringe
hele Dage ude i Haven, hvor hun — smykket med en
frisk Mosrose paa Brystet — snart satte sig hen at drømme i
Skyggen under et Træ, snart steg op paa Diget ud mod Markerne
og med Armen skyggende over Øjnene stirrede ud over
det solflimrende Landskab — som om hun hver Dag for Alvor
kunde vente, at to fodrejsende Studenter skulde dukke op i
Horisonten. Hun forestillede sig levende, hvorledes de begge saae
58 M U L D
ud; hvorledes de — støvede og solbrændte — vilde kigge nysgærrigt
ind ad Havelaagen, og hvorledes Faderen i det samme
vilde træde ud paa Verandaen og byde dem ind; hvorledes de da
i Begyndelsen vilde være røde og forlegne, men senere blive
muntre og ligefremme og tilsidst synge bellmanske Sange ude i
Maaneskinnet i Haven; hvorledes endelig den ene — ikke den
morsomme og lystige, men han med det dybe, tankerige Blik —
ved Afskeden vilde trykke hendes Haand og stamme nogle forvirrede
Ord om ikke at glemme ham, og hvorledes han Aaret
efter vilde vende tilbage som Kandidat med bedste Karakter og
i bevægede Ord anholde Faderen om hendes Haand.
Men der kom aldrig Turister til denne skovløse Afkrog af Landet,
og Sommer efter Sommer gik, uden at der viste sig mindste
Udsigt til noget Eventyr.
Ragnhild Tønnesen smilte medlidende, naar hun nu tænkte tilbage
paa disse Sejstenaars Sværmerier. Hun var siden den lid
ofte bleven ulejliget af Friere blandt Egnens øltykke Proprietærsønner,
der slet ikke kunde forstaa, at hun ikke med Kyshaand
modtog deres Tilbud. Men forøvrigt var Aarene hengledne
stille og ensformige ved Faderens Side uden ydre Oplevelser
af nogen Betydning. Naar hun saae tilbage paa sit Liv, forstod
hun næsten ikke, at hun virkelig ikke var mere end enogtyve
Aar, at hun altsaa netop befandt sig midt i sin „Blomstring". Der
fandtes snart sagt intet i Verden, der interesserede hende — uden
netop hendes Musik. Selv det aarlige Foraarsbesøg i København
var hende ikke længer en virkelig Oplivelse. Hun var efterhaanden
bleven fremmed for Forholdene inde i Hovedstaden, hendes
gamle Veninder og Bekendte var blevne spredte, hendes Tanter
var døde ... og saa var det ogsaa bagefter, som om Livet herhjemme
blev dobbelt tomt, og Naturen omkring hende dobbelt
uhyggelig i sin stumme, forstenede Livløshed.
Derfor havde det heller slet ikke været hende behageligt, da
Faderen i sin Tid bestemte sig til at tage en Kapellan. Hun ønskede
ikke at forstyrres i den Søvngængertilværelse, hvori hun
lidt efter lidt var falden til Ro. Da hun tillige mærkede, at Folk,
M U L D 59
endog inden Kapellanens Ankomst, uden videre klappede hende
sammen med ham, blev hendes Sindelag imod ham paa Forhaand
ikke blidere. Men efterhaanden som hun mærkede, at den ny
Husfælle kun ønskede at leve i den samme uforstyrrede Tilbagetrukkethed
som hun selv, havde hun forliget sig med hans
Nærværelse. Tiltrods for sine mange Særheder begyndte han
endog hurtig at interessere hende. Det morede hende at snakke
med ham, at skændes med ham; og da Emanuel følte en stedse
større Trang til at have en at udtale sig for og betro sig til, udviklede
der sig lidt efter lidt, og næsten uden at de selv mærkede
det, det utvungne, halvt kammeratlige Forhold, som havde vakt
Provst Tønnesens Opmærksomhed og Eftertanke.
Naar imidlertid Provsten — og adskillige med ham — af dette
byggede Fremtidsplaner for det unge Par, beroede dette paa en
Misforstaaelse. Vistnok var Ragnhild langtfra en saa kølig Natur,
som hendes Udseende og Væsen kunde lade formode; — hun
havde tværtimod arvet sin Faders letvakte Lidenskabelighed og
hede Blod. Men netop derfor var Kapellanen hende for æterisk.
Hun følte sig ham desuden altfor overlegen, og det ærgrede
hende altid, naar hun — som denne Formiddag — forledet af
Kedsomhed havde aflagt for meget af sin Værdighed overfor ham.
Hvad Emanuel vedrørte, saa gik hans Fremtidsdrømme saa højt
over den selvbevidste unge Dames Hoved, at hun aldrig blot for
et Øjeblik eksisterede i dem.
VI
Emanuel var gaaet ud af en Laage i den yderste Ende af
Præstegaardshaven, hvorfra man kom ud paa fri Mark. Han
befandt sig her paa Egnens højeste Punkt, den saakaldte „Præstebakke",
fra hvis Top man kunde se milevidt ud over Landet.
Overalt laa de lysegrønne Rugagre og glitrede i Solen mellem
det mørke Pløjeland; over Moser og Kær bølgede lette Taager;
Grøfter og Mergelgrave dampede, — over hele Landet laa en
Luft saa grødefugtig, saa foraarsfrisk, saa fuld af Sol og for60
M U L D
jættende Fuglekvidder, som om Sommeren kunde holde sit festlige
Indtog, hvad Dag det skulde være.
Emanuel fulgte en Sti, der fra Præstegaarden gik over en
Række øde Udmarker ud imod Fjorden. Det var just den samme
Sti, paa hvilken Frøken Ragnhild plejede at tage sin lille hastige
Solnedgangs-Promenade. Dog, herpaa tænkte han ikke, og ikke
heller var det netop af den Grund, at denne Sti efterhaanden var
bleven ogsaa hans Yndlings-Spadseregang. Naar de hægge havde
vundet Forkærlighed for den, var det, fordi de her kunde være
mest uforstyrrede. I deres Ensomhed søgte de uvilkaarlig endnu
ensommere Steder, og paa disse afsidesliggende Marker saaes
kun hist og her en lille Hytte og en enlig Bondekarl, der gik
og pløjede.
Hver Dag i Vinterens Løb havde Emanuel vandret her i sin
lange Frakke og med sin sædvanlige Følgesvend, den sorte Silkeparaply,
der efterhaanden var bleven ham uundværlig, næsten
som en trofast Ven. Ofte havde han i halve Døgn sværmet omkring
mellem Bakkerne og langs den øde Strand uden Maal og
Med; og i dette Samliv med Naturen havde han mere og mere
fundet en Erstatning for Savnet af menneskelig Omgang. Han
havde aldrig før tænkt sig, at der kunde være noget saa fængslende
ved Synet af en vintergraa Skyhimmels tunge Vandring
over Jorden, noget saa betagende ved at lytte til Kragernes vilde
Skrig, naar de ved Solfaldstid drog flokkevis hjemad over Markerne.
Og den første Lærke! Aldrig kunde han glemme det Øjeblik,
da han midt i Ødemarkernes mægtige Stilhed pludselig hørte
den lille Himmelklokke kime sommerligt over hans Hoved, mens
alt endnu Iaa stivnet i Vinterdød rundt omkring ham.
Han søgte daglig ned til Stranden, hvor han plejede at opholde
sig nogen Tid for at indaande Havfriskheden og iagttage Maagerne,
der stumme og urolige kredsede omkring et Punkt i Luften,
som om de tav med en vigtig Hemmelighed. Men idag var
Stranden tom — Varmen havde drevet Fugleflokkene ud imod
Fjordmundingen — og han fortsatte da sin Vandring langsmed
Kysten og nød Synet af Fjordens store Flade, hvori Genbo-
Landets Fiskerbyer og kratklædte Skrænter pragtfuldt spejlede
M U L D 61
sig. Tilsidst steg han op paa en Høj langt i Syd, hvorfra han atter
havde et vidt Skue over Egnen. Lige under ham laa her Skibberup
mellem sine tre nøgne Muldbjærge.
Han følte sig altid ejendommeligt tiltrukken af denne By, der
med sine Klynger af smaa Hytter, sit vidtforgrenede Gadekær
og sine mange Smaavænger og mærkelige Smøger og Smug syntes
ham langt venligere end Vejlbys Samling af nye, regelrette Bøndergaarde,
som han daglig havde for Øje. Han havde helt forelsket
sig i denne lille romantiske Plet, der laa her som en frodig Oase
mellem de golde Banker; og det var ham derfor til dobbelt Sorg,
at det netop skulde være i denne By, at den kirkefjendske Bevægelse
i Sognet havde sit Hovedsæde. Han følte ligesom en
Naal i sit Hjerte, hver Gang hans Blik strejfede en bestemt, affældig
Bygning i Byens Midte, over hvis Straatag der ofte vajede
et stort Dannebrogsflag. Han vidste, at her var den „Forsamlingssal",
hvorfra den berygtede Væver Hansen førte sin hidsige
Kamp imod Provst Tønnesens og — i den sidste Tid — imod
hans egen Forkyndelse.
Hellere dvælede hans Blik i den vestlige Ende af Byen, ved
et lille Sted med gulkalkede Længer og en ris-indhegnet Have.
Det var den Halvgaard, hvortil han hin Vinteraften var bleven
hentet i Slæde for at berette Ejerens syge Datter. Han havde
siden ofte tænkt paa denne Aften og paa de fremmede Mennesker,
mellem hvilke han paa en saa ejendommelig Maade var kommen
til at indvie sin præstelige Virksomhed. Han havde ogsaa mange
Gange ønsket at forny sit Besøg hos dem og spørge til den unge
Piges Befindende; men han havde endnu ikke kunnet overvinde
sig til at forsøge nogen personlig Tilnærmelse til denne Del af
Befolkningen, efter at den — næsten umiddelbart efter hans første
Præken — saa utvetydigt havde lagt et uvenligt, ja fjendtligt
Sindelag imod ham for Dagen.
Men idag var det, som om Solen og Vaarluften indgød ham
nyt Mod. Han sagde til sig selv, at han ikke kunde blive ved at
leve her paa denne Maade; der maatte nødvendigt træffes en
Afgørelse. Han maatte se at komme til Klarhed over sin Stilling,
og han besluttede at gøre et sidste, alvorligt Forsøg paa at bryde
62 M U L D
den Modstand, der herfra var rejst imod ham, og ved Kærlighed
at tilkæmpe sig disse Menneskers Forstaaelse og derigennem
finde Vejen til deres Hjerter.
VII
Det var første Gang, Emanuel viste sig i Skibberup uden Præstekjole,
og hans Tilsynekomst vakte desaarsag stor Opmærksomhed
overalt i Byen. Foraarsluften og Søndagsfriheden havde lokket
Folk ud af Husene; selv gamle Krøblinge var krøbne ud fra
Kakkelovnskrogene og sad og solede sig paa Dørfliserne, mens
Husmændene og deres Koner havde travlt med at grave i de
smaa Havestykker ved Gavlene.
Men det var ikke mange, hverken af Mændene eller Kvinderne,
der havde en Hilsen tilovers for den unge Præst, skønt
de alle saae op fra deres Arbejde og med Øjnene fulgte ham gennem
Gaden. I Døren til et lavt Hus stod en Mand i blaastribede
Skjorteærmer og med et Barn paa Armen. Det var den store,
sværtbeskæggede Snekaster, der hin Vinteraften havde holdt en
lille hjertelig Velkomsttale til Emanuel paa Vejen ud til den syge
Pige. Nu lettede Manden bare lidt paa Hatten; og da Barnet i
det samme gav sig til at græde, sagde han leende og saa højt, at
Emanuel ikke kunde undgaa at høre det:
„Du skal ikke blive ræd, min Tøs! ... Det er jo bare vores
unge Velærværdighed!"
Emanuel, der paa sin Vandring gennem Byen stadig havde forstærket
sine Skridt, aandede ikke frit, før han naaede Anders
Jørgens Halvgaard og kom indenfor Porten, hvor Lygten endnu
hang under Loftsbjælken og drejede rundt i sin Snor.
Inde i Gaardsrummet standsede han og saae sig omkring;
men der var ikke et Menneske at se. Han gik da op til det lave
Vaaningshus, fandt ind i Forstuen og bankede her paa Døren
tilhøjre og tilvenstre. Ingen svarede. Efter et Øjebliks Betænkning
aabnede han af sig selv og traadte ind i den lavloftede
Dagligstue, hvis mærkelige, aarhundredgamle Udstyr allerede hin
Aften havde tildraget sig hans Opmærksomhed. Stuen var tom.
M D L D 63
Heller ikke fra Naborummene hørtes nogen Lyd uden tunge Perpendikelslag
af Uret inde i Sideværelset, hvor den unge Pige
havde ligget syg. Han begyndte at blive raadvild. Han gav sig
til at banke paa forskellige Døre, der førte ind til den indre Del
af Lejligeden. Men intet Sted fik han Svar. Huset var som forladt.
Et Øjeblik blev han staaende midt paa Gulvet og lod Blikket
glide rundt i Stuen. Han genkendte det svære Egebord og Bænken
under de smaa, mangerudede Vinduer, Væggenes grønmalede
Paneler, den firkantede Bilæggerovn med de tynde, snoede
Ben, det mørke, sandbestrøede Lergulv, Spinderokken og det
blaastribede Alkove-Forhæng i Stuens ene Hjørne. Paa en Hylde
oppe under Loftet stod en Række solblanke Tintallerkener, og
paa Væggen over en gammel Armstol ved Kakkelovnen hang
som Prydelse et Halmkors, en „Majkost" og to indrammede Navneduge
med Aarstallet 1798. Alt røbede en nøjeregnende Sans
for Orden og Renlighed. Der hvilede over hele den lille, solopfyldte
Bondestue en troskyldig, søndagsfestlig Hygge, der ganske
fortryllede ham. Uvilkaarligt sammenlignede han denne stilfærdige
Jævnhed med sit eget Hjems urolige Luksus, med de
moderne Købstadboligers brogede Udstyr af orientalske Tæpper
og Portierer, af Fløjelsmøbler, Malerier og letfærdigt Parisernips
— og han tænkte ved sig selv: „Hvor tankeløst dog Menneskene
handler med deres egen Lykke! Hvor let de tilegner
sig det slette; hvor vanskeligt de bevarer det ædle og skøn'ne!"
Paa Pillen mellem Vinduerne fik han Øje paa et Billede, der
bestod af en Samling Portræter af bekendte Mænd i simple Træsnit.
Der var Tscherning, Grundtvig, Monrad og endnu et Par
Mænd, som han ikke kendte. Midtpartiet dannedes af et større
Gruppe-Billede, der forestillede Frederik den Syvende i det Øjeblik,
da han omgiven af sine Ministre underskriver Grundloven.
Emanuel erindrede at have set det samme Billede i sin afdøde
Moders Stue, — og det gjorde et forunderligt Indtryk paa ham
efter saa mange Aars Forløb at møde det igen i disse Omgivelser.
Pludselig hørte han Trin ude i Gaarden. Ud fra en lille Laage
mellem Staldlængerne kom en ung Pige gaaende med et Malkeaag
over Skuldrene, fulgt af den hvidhaarede Knøs, der hin Vin6
4 M U L D
teraften havde været hans Kusk paa Slædeturen hertil. Den unge
Pige var søndagsklædt og bar en kirsebærrød Kjole med sort,
snørklet Snorebesætning paa Bryst og Arme. Kjoleskørtet havde
hun foran hæftet op i Bæltet, og omkring Hovedet havde hun
bundet et lyst Tørklæde, der var knyttet stramt under Hagen
og derved gav hendes rundkindede Ansigt et dobbelt friskt og
fyldigt Udseende. Rundt om den ene Malkespand krumbugtede
sig en hvidsokket Kat, hvis urolige Agtpaagivenhed var ligelig
delt mellem den unge Pige cg to smaa Killinger, som Drengen bar
paa sine Arme. Omtrent midt i Gaarden satte den pludseligt med
et Spring hen til en udhulet Sten foran et tomt Hundehus, hvor
den øjensynlig var vant til at faa sin Mælkeration tildelt. Men da
Pigen tankefuldt fortsatte sin Vej uden at huske dette, sprang
Dyret atter hen til hende og gav sig til med Poten at kradse hende
paa Skørtekanten. Saa vendte hun tilbage og hældte en rigelig
Portion af den endnu dampende /Vlælk ned i den udhulede Sten.
Men nu begyndte Kattens Martyrium for Alvor. Istedetfor at
udleveret Killingerne tog Drengen dem i sine Hænder og løftede
dem under Latter højt op over sit Hoved, mens han med Foden
søgte at værge sig mod den rasende Moder, der snart søgte at
entre op ad hans Ben, snart med ulykkelig Mine vendte sig
mod den unge Pige, som om den var vant til der at søge Beskyttelse.
Pigen bad for det stakkels Dyr; men Drengen vilde
ikke slippe sit Bytte og blev ved at danse rundt i Gaarden med
den mjavende Kat i Hælene.
Inde bag Dagligstuevinduet havde Emanuel staaet stille og
iagttaget denne Scene. Hans Blik hvilede især paa den tankefulde
unge Pige, i hvem han øjeblikkelig havde gendkendt Husets
Datter. Han havde tænkt sig hende noget højere og anseligere
men betoges til Gengæld af den dybe, næsten dystre Alvor,
der prægede hendes lille tætbyggede Skikkelse. „Hun minder
om Naturen her," sagde han ved sig selv og havde ondt ved at
løsrive sig fra sin Beskuen.
Dog, da Drengen blev ved med sin Leg, fandt han det rigtigst
ikke at tøve længere med at give sin Nærværelse tilkende.
M U L D 65
Han gik tilbage gennem den Dør, han var kommen ind af, og
traadte ud paa Stenflisen foran Forstuen.
Idet de to Søskende fik Øje paa ham, undslap der dem bægge
et lille Udraab af Forskrækkelse. Mørkerød i Kinderne løste den
unge Pige hurtigt Kjolesnippen fra sit Bælte og rev Malketørklædet
af Hovedet, mens Broderen skyndsomt slap Killingerne
og tog Flugten ind gennem den nærmeste Lodør.
Emanuel steg ned ad de to Trappetrin og gik hen og hilste
Goddag.
„Lad Dem endelig ikke forstyrre!" sagde han undskyldende.
„Jeg kom tilfældigt her forbi og fik da Lyst til at se indenfor
og høre, hvorledes De befandt Dem. Jeg ser da, at De er kommen
Dem rigtig godt, ikke sandt?"
„Tak, — jo," mumlede hun og saae sig uroligt tilbage med
et mørkt Blik, som om hun søgte efter Undsætning.
I det samme aabnedes den ene Stalddør, og den gamle Anders
Jørgen kom stampende ud i tunge, blikbeslaaede Træsko og med
et Kotøjr i Haanden. Han var i hvid- og sortstribede Uldskjorteærmer
og bar paa sin stride Haarmanke en lodden Hue med
Læderskygge.
Emanuel rakte ham Haanden.
„Jeg kom blot tilfældigt her forbi og fik da Lyst til at se,
hvorledes det stod til hos Dem," gentog han. „Jeg ser da, at
Deres Datter ... er det ikke Hansine, hun hedder?"
„Jo, Deres Velærværdighed."
„Jeg ser da, at hun er kommen sig rigtig godt .. . Hun har
da altsaa nu forhaabentlig helt overstaaet sin Sygdom."
„Jeg siger saa mange Tak ... Jeg tror da nok, at hun nu, Gud
ske Lov, er rigtig frisk igen ... Men værsgo' — vil Kap'lanen
ikke se indenfor i Stuen. Vor Mo'er kommer straks ... hun
gik bare et bitte Jav op til en Kone ude i Egedet."
De fulgtes over Gaardspladsen og gik ind i Stuen, hvor Solen
endnu brændte varmt paa Vinduerne og kastede mangerudede
Firkanter af gyldent Lys hen over Bordet og det sandbestrøede
Gulv. Anders Jørgen, der havde strøget Træskoene af sig i For-
Det forjættede Land S
66 M U L D
stuen, bød Emanuel Sæde paa Stuens Hædersplads, den gamle
Armstol ved Kakkelovnen, medens han selv anbragte sig paa
Kanten af en Træstol ved Fodenden af Alkoven. Uvilkaarligt foldede
han Hænderne i Skødet — med Haandfladerne opadvendte,
saaledes som han plejede at gøre det under Prækenen om Søndagen
— og lyttede i denne Stilling med urolig og anspændt
Mine til hver Lyd ude fra Gaarden i det tydeligt udtrykte Haab,
at det var hans Kone, der vendte tilbage.
Emanuel følte sig bestandig mere vel tilmode i det lille hyggelige
Bondehjem. Han havde hurtigt fundet et Samtaleemne i
det smukke Foraarsvejr, og med en Lethed, der overraskede
ham selv, talte han om den Glæde og Taknemmelighed, som
særlig Landmanden jo maatte føle ved saaledes at se Vorherre
lægge sin Velsignelse i hans Arbejde. Han lagde slet ikke Mærke
til Anders Jørgens urolige Adspredthed. Derimod saae han i
Talens Løb ofte opmærksomt hen paa Hansine, der imidlertid
var kommen ind i Stuen og havde sat sig hen med et Haandarbejde
paa Bænken under det af Vinduerne, der var Emanuel
fjernest. Solen faldt ind over hendes lille, støtte Skikkelse og
lagde en varm Glans over hendes mørkebrune Haarfletninger.
Hun havde fuldstændiggjort sin Paaklædning med en bred, hæklet
Halskrave, der faldt i Tunger ud imod Skuldrene; Haaret havde
hun glatkæmmet med Vand og bundet op over Nakken som en
Kringle.
Stille som en Mus og halvt bortvendt sad hun derhenne bøjet
over sit Haandarbejde, som om hun bestræbte sig for saa meget
som muligt at bringe sin Nærværelse i Forglemmelse, medens
dog Ansigtets Udtryk og Kindernes Farve tydeligt røbede, at
hun i sin Krog var lutter Øren og opmærksomt opfangede ethvert
af Kapellanens Ord.
Emanuel tænkte ikke paa, at hans Blik maaske undertiden
hvilede temmelig ugenert paa hende; — dertil var han altfor
opfyldt af Glæden over endelig her at have fundet en lille venligsindet
Tilhørerkreds; og han glemte efterhaanden al Forlegenhed.
Midt under hans Tale hørtes Trin ude i Gaarden. Anders JørM
U L D 67
gen lettede sig i Sædet med et Udtryk af Befrielse, og henne
ved Vinduet kastede den unge Pige hurtigt Blikket ud gennem
Ruden for at forberede den kommende. Men pludselig skiftede
hendes Ansigt Farve. Med forvirret, næsten skrækslagen Mine
saae hun hen paa Faderen.
Et Øjeblik efter lød tre sindige Slag paa Døren.
VIII
Den indtrædende var den høje, magre, noget foroverludende
Mand med det mærkelige Katteansigt, der om Formiddagen efter
Gudstjenesten havde været Genstand for saa megen Opmærksomhed
blandt Emanuels Tilhørere. Han blev et Øjeblik staaende
ved Døren, idet han ligesom overrasket saae sig omkring med
skævt optrukken Mund. Derpaa sagde han med slæbende Stemme
„Goddag" og gik langsomt rundt og gav Haanden.
Den gamle Anders Jørgen, der forskrækket havde rejst sig
fra Stolen, saae paa den fremmede med et forfjamsket, bønfaldende
Blik, som denne imidlertid tydeligvis søgte at undgaa.
Paa Emanuel, der flygtigt mindedes at have set den fremmedes
Ansigt et Par Gange i Kirken, gjorde hans Person og Væsen
et saare utiltalende Indtryk. Og denne Følelse af Ubehag blev
ikke mindre levende hos ham, da den ubekendte nu, idet han
gav ham Haanden, fikserede ham med et Blik, der halvt skjultes
af hans røde, svulne Øjenlaag, og samtidigt forestillede sig selv
med de i uskyldig Tone fremførte Ord:
„Mit Navn er Væver Hansen."
Emanuel følte selv, at han blev rød, men bevarede dog Aandsnærværelse
nok til at gengælde Mandens Hilsen med passende
Tilbageholdenhed. Tilsyneladende uforstyrret fortsatte han derefter
Samtalen med Anders Jørgen, idet dog hans Holdning og
Tone uvilkaarligt paavirket af Væverens Nærværelse — antog
en stadig mere fornem Præsteværdighed, der mindede om
Provst Tønnesen.
Imidlertid syntes det, som om Væveren slet ikke havde noget
ondt isinde. Han havde anbragt sig henne paa Bænken ved En68
M U L D
den af Bordet og sad der foroverbøjet, med Albuerne paa Knæene
og sine store røde Hænder for Munden, som om han alene
var kommen herind for at være en andægtig Tilhører sammen
med de andre.
Det varede dog ikke længe, før hans Ansigt begyndte at fortrække
sig i Smaagrimacer, idet han snart rømmede sig og harkede,
snart anstrengte sig for at hoste og samtidigt saae sig
smilende omkring fra Alkoven og hen til Vinduet, hvor Hansine
— blodrød i Kinderne og med bølgende Barm — dukkede sig
ned i sit Sytøj, som om hun ikke vovede at løfte Øjnene.
Emanuels Ansigt havde herunder langsomt mistet al sin Farve;
han var ligbleg. Endnu betvang han dog sin Vrede; men da Væveren
tilsidst begyndte at mumle bag sine Hænder og gøre halvhøje
Bemærkninger til hans Tale, svigtede omsider hans Selvbeherskelse
ham. Med en Blanding af ungdommelig Hidsighed
og præstelig Fortørnelse vendte han sig om imod ham og udbrød:
„Jeg veed ikke, om det er Væver Hansens Hensigt at fortrænge
mig her fra Stuen. Jeg vil i saa Fald sige Dem, at det ikke skal
lykkes Dem ... og at jeg ikke paa nogen Maade vil finde mig
i Deres Forstyrrelser."
Henne ved Alkoven rejste Anders Jørgen sig aldeles bestyrtet
og vilde mægle Fred. Men Emanuels Blod var kommet ikog, og
da var han ikke let at standse.
„Jeg kender Dem jo meget godt af Omtale," vedblev han med
sitrende Læber. „Provst Tønnesen har fortalt mig adskilligt om
Dem, og jeg vil sige Dem, at hverken han eller jeg agter længer
at taale Deres Forsøg paa at bringe Splid og Ufred ind i Menigheden.
Hvad særlig mig selv angaar, vil jeg paa det mest indtrængende
anmode Dem om ikke at forulempe mig i min Virksomhed.
Jeg veed, at jeg efter Evne har bestræbt mig for at
skabe et Tillidsforhold mellem mig og Menigheden ... Men er
det Meningen, at her skal være Krig — nu vel! Saa tager jeg
den op! Vi faar da se, hvem der er stærkest!"
Der blev dødsstille i Stuen efter hans Ord. Selv Væveren sad
et Øjeblik og dukkede med Hovedet ligesom efter et uventet
Nakkedrag. Men snart spillede igen det skæve, æggende Smil i
M U L D 69
hans sammentrykkede Ansigt. Det saae næsten ud, som om den
unge Præsts Opbrusning ligefrem fornøjede ham.
Efter en Stunds Tavshed sagde han saa paa sin langsomme,
uforstyrrelige Maade:
„Hr. Pastoren gør mig saamænd ganske Uret. De siger, at
De kender mig og veed, hvad jeg er for et slemme og ryggesløst
Menneske ... og det har De jo hørt fra Provsten selv, saa
det maa vel ha' sin Rigtighed. For Hr. Provsten har nu saa
mange Gange ladet mig baade stege og røge i Helvede, saa jeg
tænker, han mener det af et ærligt Hjerte. Men se, det veed
De jo nok, Hr. Pastor, at det alligevel ikke altid gaar præcis,
som Provsterne præker ... Og kanske er jeg ikke netop ligesaa
sodet, som Provsten gerne vil gøre mig til. Men det skal jeg
forresten ikke lægge Dølgsmaal paa, at jeg virkelig kom herind
for at træffe Dem og snakke lidt med Dem saadan mellem
Væg og Dør, som man siger ... For det har jeg saamænd længe
haft i Tankerne, at jeg skulde hen og gøre Dem en Besøgelse
en Dag. Jeg syntes jo da, at vi kanske nok kunde have et og
andet at snakke med hinanden om. Og da jeg saa hørte, at De
var gaaet herindenfor til Anders Jørgen, saa mente jeg jo, at
det var ikke værd at spilde Lejligheden."
„Vi har saavist intet at tale med hinanden om," afbrød Emanuel
kort og med en Stemme, der endnu dirrede af Sindsoprør.
„Ja ja — det kan jo være," fortsatte Væveren lige sindigt,
men i forandret Tone, mens Smilet et Øjeblik forlod hans Ansigt,
og hans halvt tillukkede Øjne skarpt iagttog Kapellanen
med et ligesom prøvende Blik. „Jeg tror nu ligegodt, at Hr. Pastoren
tager forkert af os Skibberuppere! For det er nu engang
saadan med os, at vi har immerda vor egen Maade at ta'e Sagerne
paa. Vi snakker saadan lige jævnt ud om alle Dele ...
og se derfor er Hr. Pastoren nu bleven vred paa mig idag. Og
dog siger jeg Dem, at jeg mindst af alt tænkte paa at fornærme
Dem."
„Saa forstaar jeg sandelig ikke Deres Opførsel," svarede Emanuel
lige afvisende, skønt han allerede var begyndt at blive roligere
og føle sig skamfuld over sin ungdommelige Opfarenhed.
70 M U L D
„Nej, det er netop Sagen, Hr. Pastor! ... Det er justement
det, at De forstaar os ikke her. Det er jo akkurat, hvad vi
hele Tiden har kunnet mærke og allesammen har været saadan
rigtig inderlig bedrøvede over, kan jeg sige. Og derfor er det
ogsaa, vi saa længe har tænkt paa, at det kanske kunde være
rigtigt, om vi fik en Samtale med Dem derom."
Den pludselige Alvor, hvormed han sagde disse Ord, og den
brede Selvtillidsfuldhed, hvormed han her talte i hele Menighedens
Navn, undlod ikke at gøre sin Virkning paa Emanuel.
Han skottede hen til ham med et tvivlraadigt Blik og sagde:
„Dersom De virkelig har noget at tale med mig om, skal jeg
naturligvis beredvillig staa til Deres Tjeneste ... Kun forekommer
det mig, at Lejligheden kunde have været mere passende
valgt."
„Ja, se •— er det ikke netop det, jeg siger! Vi Skibberuppere
kommer altid saa akavet som en Kat gennem en Skorsten! ...
Men nu maa jeg alligevel nok faa Lov til at udtale for Dem,
Hr. Pastor, at det jo dog ikke kan undre Dem, at vi har været
saa meget mærkelig tilmode ved at have Dem her iblandt os.
Vi har jo da umuligt kunnet lade være med bestandig at tænke
paa den Kvinde, der engang var ligesom en hellig jomfru for
alle os Venner af Folkesagen her i denne Egn, og hvis Minde
endnu lever iblandt os som et af vore skønneste og helligste."
Emanuel saae uforstaaende paa ham.
„Hvad mener De?"
„Hvem jeg mener?" gentog Væveren og blev ved at stirre
paa Kapellanen, som om han med sit Slangeblik vilde trylle ham
fast til Stolen. „Ja, hvem kan jeg vel mene andre end hende,
der af alle Mennesker ogsaa stod Dem nærmest, Hr. Pastor
Hansted, og som nu længst er forløst fra alle Sorger og Smerter
... Deres Fru Moder."
Det gav et Sæt i Emanuel. Havde han hørt rigtigt?
„Min ... min Moder?" sagde han, kun halvhøjt, — og uvilkaarligt
søgte hans Øjne den lille Portrætsamling henne paa
Væggen mellem Vinduerne.
„Ja, det var jo rigtignok, forinden hun blev Kapellanens MoM
U L D 7 1
der, at hun var det for os Folkevenner, som vi aldrig skal glemme
hende, ... skønt vi da ogsaa fik Beviser paa, at hun ikke helt
slog Haanden af os, fordi hun blev Deres Hr. Faders Kone. Men
nu kan De da nok forstaa, Hr. Pastor, hvad for en Stolthed og
Glæde der blev hos os, da vi fik at vide, at det var Fru Hansteds
egen Søn, vi skulde have til vor Kap'lan. Vi tænkte jo,
at det maatte da rigtig blive en Præst efter vort Hjerte. Og vi
trængte netop saameget til en saadan Mand her i Sognet ... ja,
vi trænger rigtig saa inderlig til ham, Hr. Pastor Hansted!"
Emanuel følte sig ganske svimmel. Han kunde ikke komme
sig af Forbavselse over for anden Gang i Løbet af Dagen at høre
Moderen nævnet, denne Gang endog som en uforglemmelig Beskytter,
— Moderen, hvis Minde var som udslettet i hans eget
Hjem — hvis Navn der blev ængsteligt hvisket i Krogene for
ikke at genopvække Erindringen om den Skam, som hendes
Endeligt havde kastet ind over den ansete Hanstedske Familie.
„Men se, nu maa jeg jo nok faa Lov til at sige Dem," vedblev
Væveren, mens hans Øjne stadig aarvaagent hvilede paa den
unge Præst. „Nu maa jeg vel nok faa Lov til ganske ærligt at
sige Dem, Hr. Pastor, at vi ikke saadan rigtig har fundet hos
Dem, hvad vi saameget haabede paa ... og det har De kanske
ogsaa nok selv kunnet fornemme, tænker jeg. Se, der er nu f.
Eks. Deres Prækener ... Ja, ja, nu maa Pastoren ikke blive
vred," afbrød han sig selv med forstilt Ængstelse, da han ved
det sidste Ord saae en Trækning fare over Kapellanens Ansigt.
„Men jeg maa jo nok have Lov til at sige, at skønt vi jo da
er glade ved, at De ikke — saadan som visse andre — taler til
os ligesom til en Flok umælende Kvæg, og skønt vi jo ogsaa godt
kan fornemme, at Deres Prækener er meget vel betænkte og
smukke og poetiske og rigtig, hvad man saadan kalder vel holdte
— saa er det jo dog alligevel kun det samme, som vi nu har
hørt saa mange Gange før. Og hvad er det saa, vore go'e Præster
altid fortæller os Bønder? Det er, at vi skal være lydige og dydige
og ikke stjæle og ikke bande, men vende os til Gud i vor
Sorg og stole paa Herrens Naade — og saadan videre. Men det
kender vi jo dog altsammen i Forvejen paa vores elleve Fingre,
72 M U L D
og vi bliver saamænd ikke bedre Mennesker, om vi saa hver
eneste Søndag faar den hele Katekismus paa de skønneste Vers!
... Nej, dersom en Mand som Dem, Hr. Pastor Hansted, vilde
f o r t æ l l e o s n o g e t om D e m s e 1 v o g i k k e om o s — f o r d e r o m
kan De dog aldrig fortælle os andet, end hvad vi veed meget
bedre iforvejen — nej, men saadan rigtig om Dem selv, og om,
hvordan nu De med Deres Læsning og Opdragelse er kommen
til Deres Syn paa Kristendommen og Folkelivet ... se, det var
noget, vi Bønder kunde lære noget af ... det er det, vi trænger
til, for at vi kan se, hvordan nu andre Mennesker lever og tænker
i deres Forhold. Og se, det var jo det, vi saa meget ønskede,
at vor Præst skulde hjælpe os til. — Ja, jeg veed nu ikke, om
Hr. Pastoren forstaar mig. Jeg er jo kuns en ulærd Mand og har
hverken læst til Præst eller Degn, saa jeg er kanske lidt maadelig
til at belægge mine Ord."
Emanuel havde ladet ham tale ud, skønt han godt følte, hvor
ydmygende det var for ham at maatte høre paa denne Tale —
ovenikøbet i andres Nærværelse. Men han havde ikke kunnet
tvinge et afbrydende Ord over sine Læber, fordi han inderst i
sit Hjerte maatte erkende, at Væveren havde Ret, ja at denne
Mand her havde fundet Udtryk netop for de samme Tanker,
som i den sidste Tid dunkelt havde foresvævet ham selv.
Først da Væveren standsede, og han mærkede, hvorledes
alles Blikke forventningsfuldt rettedes imod ham, tog han sig
sammen. Med et anstrengt Forsøg paa at opretholde den sidste
Rest af Præsteværdigheden overfor disse Folk svarede han
stammende :
„Jeg paaskønner naturligvis den Aabenhjertighed, hvormed De
har udtalt Dem for mig. En saadan gensidig Fortrolighed ...
er sikkert den første Betingelse for en virkelig Forstaaelse ...
hvilken ingen mere end jeg ønsker og haaber paa."
„Ja, det er netop præcis ogsaa vor Mening," sagde Væveren
med pludselig Ivrighed. „Og det var just derfor, vi mente, at
det kanske vilde være godt, om vi engang fik snakket lidt med
Dem — saadan lige jævnt ud. Vi kender Dem jo endnu kun
ude fra vor Kirke — og nu vil jeg da ikke sige andet, end at
M U L D 73
vi ogsaa flere Gange har været rigtig glade for, hvad vi der har
hørt af Dem — men vi synes jo immer, vi kunde have Lyst
til at komme lidt mere i Lag med Dem end som saa. Vi Folk
fra Landet har nu altid saadan en egen Nysgerrighed efter at
lære vor Præst rigtig at kende, saa vi kan gaa frit til ham med
vore Spørgsmaal i alle Dele. Vi Bønder, der gaar her Dagen op
og Dagen ned i samme Slæb, vi faar nu saadan en grumme stor
Trang til at have et Menneske imellem os, som kan gi'e os Oplysning
og Belæring — ogsaa om den Slags Sager, som der
ikke lige netop kan snakkes om fra en Prækestol. Men se, det
vil nu vore go'e Præster aldrig rigtig forstaa, og derfor er det
ogsaa mangen Gang saa slemme fat imellem os. Se, vi har nu
f. Eks. her i Skibberup saadan et Forsamlingshus, som vi kalder
det ... Ja-ja, jeg tænker, at Kap'lanen nok har hørt om det ogsaa
og veed, hvad det er for en Røverrede, vi holder der, —
for saadan har da Provsten mere end to Gange kaldt det. Men
forresten gør vi da ikke andet, end at vi samles saadan i god
Forstaaelse og snakker om, hvad vi nu kan ha'e Lyst til, eller
vi læser lidt højt af vores Bøger, enten det nu er et gudeligt
Skrift eller disse Folkelæsninger, som vi kalder dem, — for vi
mener jo, at det da maa være en ligesaa god Tidsfordriv at
høre et godt Ord som at ligge og snue de lange Vinteraftner
henad Bænkene eller bruge dem til Kortenspil og anden Svir,
saadan som det var brugeligt i de gode gamle Dage, som Provsten
snakker saa meget om. Men det forstaar sig jo af sig selv, at
det, som vi Bøndermenneskeri kan have at fortælle hinanden,
ikke kan være saadan synderlig bevendt; — nej, men kunde
vi faa en saadan Mand som Dem, Hr. Pastor, til at besøge os
og ganske jævnt snakke med os og fortælle os om, hvad De nu
selv kunde have Lyst til, — se, det var noget andet; det var
noget, vi kunde blive glade ved og skulde være rigtig saa meget
taknemlige for. For vi synes jo da, at De alligevel er saadan
et jævnt og ligefremt Menneske, som vi nok kunde komme til
at slutte os rigtig inderlig til. Og saa ligner De da ogsaa Deres
Moder saa grangivelig i hele Udtrykket, efter hvad jeg saadan
kan skønne, ihvorvel jeg kun har set hende en Gang for mange
74 M U L D
Aar siden ved et af vore Vennemøder ovre i Sandinge. Derfor
skal jeg love for, at der vilde blive Glæde den Dag, da det spurgtes,
at Kap'lanen vilde besøge os i Forsamlingshuset — for saa
vidste vi da, at vi endelig havde fundet, hvad vi saa længe og
inderligt har ønsket os. Ja se, det var bare saadan disse Par
Ord, jeg gerne vilde tillade mig at udtale for Dem; og nu maa
Hr. Pastoren da ikke være vred, fordi jeg har snakket saa frit
til Dem. Jeg kan forsikre Dem til, at jeg kun har gjort det i den
allerbedste Mening."
Emanuel forholdt sig endnu tavs. Han var saa underlig bedøvet
af Væverens Ord og vidste ikke længer, hvad han skulde
tro. Kunde det virkelig være en Ven, dette Menneske, om hvem
han havde hørt saa meget slet? ... Og Anders Jørgen og hans
Datter? Var de i Forstaaelse med denne Mand? ... Det syntes
ham næsten saa. Tilfældigt opfangede han det spændt forventningsfulde
Udtryk, hvormed den unge Pige i dette Øjeblik bevogtede
ham henne fra sit Sytøj, som om hun med sit Blik
vilde stjæle ham hans Svar bort fra Læben.
Af Frygt for helt at tabe Fatningen overfor disse fremmede
Mennesker, der saa øjensynligt ventede en afgørende Udtalelse
af ham, rejste han sig for at tage Afsked. Med en forvirret
Undskyldning for, at hans Tid ikke tillod ham at fortsætte Samtalen
længer, greb han efter Hat og Paraply.
Under de andres dybe Tavshed gik han rundt og gav Haanden.
Og da han forlod Stuen, var der ingen, der fulgte ham.
IX
Emanuel havde, siden han blev voksen, ikke ofte hørt sin
Moder omtalt. I det hele vidste han ikke meget mere om hende,
end hvad han selv havde set; men allerede mens hun levede,
havde han haft paa Fornemmelsen, at der var noget i hendes
Ungdomsliv, som Familien omhyggeligt søgte at dække over.
Hvad det var, havde han kun uklart anet. Hans Ungdomsvenner
og Kammerater havde — efter Moderens ulykkelige Død
M U L D 75
— altid været bange for blot at hentyde til hende i hans Nærværelse;
og selv havde han haft en naturlig Skyhed for at tale
om hende, især da Faderen og de øvrige Slægtninge bestandig
bevarede den urokkeligste Tavshed angaaende alt, hvad der vedrørte
Moderen og hendes Forhold. Kun en meget gammel Tante,
der havde Bolig i et Kloster, havde engang i et ophidset Øjeblik
sagt til ham, at han dog ikke skulde forglemme, „hvor dybt
hans Moder i sin Tid havde forsyndet sig mod sin Stand."
Nu blev Væverens Ord og Billederne paa Bondestuens Væg
ham et bestemtere Fingerpeg til Forstaaelse af hendes underlig
ensformige Liv i hans Faders Hus. Han saae hende atter for sig
med det højt opsatte Haar og den sorte, tarvelige Kjole, der i
hans Drengeaar undertiden havde kunnet gøre ham lidt skamfuld,
fordi den saa lidt lignede Klædedragten hos de andre Damer
af deres Omgangskreds, som ogsaa altid tydeligt nok følte
sig lidt trykkede af hendes Nærværelse. Han erindrede hendes
private Dagligstue, der heller slet ikke lignede Lejlighedens øvrige
Værelser, og hvor hun ofte i dagevis lukkede sig inde
uden at ville modtage Besøg. Mangen Gang, mens han var Barn,
havde han i Mørkningen staaet udenfor Døren og ikke vidst,
om han turde banke paa. Og naar han da endelig havde taget
Mod til sig og klemt sig ind, havde han set hende sidde sammenbøjet
i Hjørnet af den lange Mahognisofa og stirre ubevægelig
frem for sig, som om hun ikke havde hørt ham komme.
Først naar han en Tid havde staaet hos hende og hvisket „Mo'er",
kunde hun lægge sin ITaand op paa hans Hoved, tavs klappe
ham paa Haaret eller pludselig trykke ham til sig med en saa
heftig Ømhed, at han næsten blev ængstelig derved; eller hun
tog ham op paa sit Skød og gav sig til at fortælle ham Sagn og
Æventyr om Kæmper og Kongesønner, der under Kristi Banner
drog ud i Verden for at stride for Sandhed og Ret, disse gribende
Fortællinger, der endnu længe efter fik hans Kinder til at brænde
og ofte holdt ham vaagen om Natten, mens skiftende Syner af
gyldenthjælmede Krigere og mørke, barfodede Kuttemænd drog
ham forbi. Han huskede ogsaa, at hans to Søskende sjældnere
besøgte Moderen i hendes Værelse og gerne faldt i Søvn over
76 M U L D
hendes Fortællinger. De var yngre og morede sig bedre i Faderens
smukke Læseværelse med Billedbøgerne og den store
Jord-Globus. Derfor kaldte Tjenestefolkene dem ogsaa „det smaa
Herskab", mens han selv med et Slags Øgenavn kaldtes „Fruens
Dreng". Hvor ofte og bittert havde han ikke ogsaa følt, at det
var fra Moderens Dødsdag, han blev ene og uforstaaet i sin
Faders Hus!
Saa længe gik han nu der paa Hjemvejen langsmed Stranden
og fordybede sig i sine Barndomsminder, at han ganske glemte
baade Tid og Sted. Da han endelig naaede tilbage til Præstegaarden,
saae han til sin Forskrækkelse, at de indbudne Gæster
allerede var begyndt at komme, og at han maatte skynde sig
med sin Omklædning for ikke at møde for sent til Bordet.
Da han et Kvarterstid efter traadte ind i Dagligstuen, hvor
hele Selskabet nu var forsamlet, modtoges han af et højst unaadigt
Blik fra Provsten, der — iført Kjole og Kalot — gestikulerede
midt paa Gulvet i Samtale med et Par ligeledes kjoleklædte
Herrer. Der var samlet godt og vel en Snes Mennesker.
Der var Sognets tre Proprietærer, den gamle Skolelærer Mortensen,
Dyrlæge Aggerbølle og Købmand Villing, alle med Fruer
i Silkekjoler. Desuden var der seks Vejlby-Bønder med deres
Koner samt den unge Hjælpelærer Johansen. Af Folk fra Skibberup
var der ingen tilstede, og ligeledes manglede der Repræsentanter
for Vejlby Husmænd, idet de sidste af de trofaste
blandt disse fornylig til Provst Tønnesens store Harme var bleven
grebne som Tilhørere i Væver Hansens Forsamlingssal.
De to af Proprietærerne var høje, kraftige Skikkelser, der lignede
hinanden som et Par Brødre uden dog at være det. Den
tredje var en lille, gnavent udseende Tyksak med et rødsprængt
Ansigt, hvori to blege, udvæltende Øjne laa og svømmede i en
Slags Fedt ligesom et Par Spejlæg. Fra hans brede Underkæbe,
der skød sig en halv Tomme frem for Overansigtet ligesom et
Ædetrug, voksede et Krat af graa Skægstubbe nedover en uhyre
Hagesæk, der hang udover Halsen som en rynket Bug. Med sine
korte Arme lagt bag paa Ryggen gik han og smaagryntede henne
ved Døren ind til Spisestuen og saae hvert Øjeblik paa sit Ur.
M U L D 77
De seks ganske ensklædte Bønderkoner — i sorte Uidkjoler
og Huer med brede Guldgaloner — sad i en tavs Række henne
under Vinduerne og holdt de brune Hænder ubevægeligt i Skødet
omkring et sammenlagt Lommetørklæde. Opad Væggene i
deres Nærhed stod deres vadmelsklædte Mænd og saae ikke
mindre alvorsfulde ud. Kun naar Provsten en Gang imellem
kom hen til dem og i elskværdig Selskabsstemning henvendte
en spøgende Bemærkning til en eller anden af dem, trak de
alle paa en Gang de træstive Mundvige op med et Forsøg paa
at smile.
Alene Sogneraadsformand Jensen færdedes ugenert omkring
paa Gulvet med sin blaarøde Kalkunsnabel og lod frimodigt sin
Stemme gjalde under Loftet som en Mand, der var vant til at
bevæge sig i det højere Selskabsliv.
I Lænestolene omkring det runde Bord i Midten af Stuen sad
Fruerne og bredte deres lange Silkeslæb ud over det tæppebelagte
Gulv. Her gik Mundene livligt i den Slags Samtale, hvori
ingen veed, hverken hvad de selv siger eller hvad de andre
svarer. Ordet førtes især af den ene Proprietærfrue — en garderhøj
Dame i grønt Satin med hvide Blonder — der nylig var
vendt hjem fra en Københavnsrejse og var utrættelig i at fortælle
om, hvad hun havde set og oplevet.
Alene den lille magre Fru Aggerbølle sad tavs og stirrede hen
for sig med adspredt Mine, som om hendes Tanker endnu ikke
havde kunnet slippe Hjemmet og Børnene. Hun sad med Hænderne
foldede i sit Skød og syntes segnefærdig af Træthed og
Nattevaagen. Det saae ud, som om hun med Flid havde valgt
sig Pladsen bag Skolelærer Mortensens svulmende Frue, for at
ikke Aftenskæret skulde falde for spottende ind over hendes
tidligt ældede Træk og falmede Silkekjole, hvis gammeldags Snit
og altfor rummelige Liv sørgmodigt fortalte om svunden Ungdomsherlighed.
Nu og da skottede hun bekymringsfuldt hen til
sin Mand, der havde stillet sig op foran Kakkelovnen og herfra
saae sig omkring med en udfordrende Holdning, som om han
vilde fornægte ethvert Kendskab til den Duft af Benzin, der fra
hans stærkt glinsende Livkjole bredte sig ud over den Del af
78 M U L D
Stuen, hvor han opholdt sig. Han var først højt op paa Formiddagen
kommen hjem fra et Barnedaabsgilde hos en Bonde i et
af Nabosognene, og rundt om i den ubeskæggede Del af hans
Ansigt sad der endnu Mindelser om Nattens Strabadser i Form
af mørkerøde Pletter, der tydede paa, at det paagældende Barn
ikke var bleven døbt alene med Vand.
I Ensomhed henne ved Flygelet stod den unge Hjælpelærer
Johansen i en indstuderet Stilling med det ene, fyldige Ben kastet
let henover det andet, saaledes at Taaspidsen netop berørte
Gulvet. Han havde en hvid Handske paa den ene Haand og
et Lommetørklæde stukker ind mellem Vesten og sit pibede
Skjortebryst. Hr. Johansen, der var kommen til Sognet omtrent
samtidigt med Emanuel, var — i Modsætning til denne — hurtigt
bleven Vejlbys erklærede Løve. Hans store, mørke Haar,
der ved højtidelige Lejligheder var krøllet over hele Hovedet,
hans fede, blege, skægløse Skuespilleransigt, hans Købstad-
Dragter og „dannede" Væsen havde i Vinterens Løb skaffet ham
Adgang endog til Proprietærgaardene, og det ansaaes allerede
for ikke helt usandsynligt, at en af Egnens unge Frøkner en
Gang kunde finde paa at skænke ham mere end sin Beundring.
Kort efter Emanuels Ankomst blev Fløjdøren ind til Spisestuen
aabnet, og Frøken Ragnhild kom ind og bad Selskabet tilbords.
Hun var klædt i et sort Silkestof med store, brandgule Palmeblade
og i en Slags Kniplingsoverkjole, der var gennemsigtig
paa den øverste Del af Brystet og den nederste Del af Armene.
Rundt om den høje, slanke Hals bar hun en tynd, firdobbelt
Guldkæde, der foran var samlet i en Opal-Laas. Over det brunrøde
Haars Nakkesnegl sad en stor Skildpaddes-Kam.
„Vil d'Hrr. behage at tage Damer!" udbrød Provsten og bød
selv Armen til den garderhøje Proprietærfrue.
Mellem de ældre Herrer blev der et Kapløb henimod Frøken
Ragnhild. Sogneraadsformand Jensen, der stod hende nærmest,
blev den lykkelige og førte hende med løftet Snabel ind i Spisestuen.
Emanuel bukkede for Fru Aggerbølle, der sad tilovers,
efterat de andre Herrer havde taget Damer. Bønderne tog deres
egne Koner ved Haanden og sluttede i tavs Trup den højtidelige
Procession.
M U L D 79
X
Midt paa Bordet, under Hængelampen, stod en høj Blomsteropsats.
Foran hver Bordende straalede en Armstage med syv
Lys. Paa hver Tallerken stod Servietten oprejst i Form af en
Bispehue, hvorunder der skjulte sig et lille Brød. Forøvrigt bestod
Opdækningen af en Samling udsøgte Retter. Der var Fisk
i forskelligfarvede Geléer, farcerede Fugle, flere Slags Salater
i store, blaa Glasskaale, Hummer og Sardiner i Daaser foruden
endnu flere Ting. Skønt Anretningen egentlig ikke frembød nogen
Overraskelse for de tilstedeværende, idet den altid var saa
temmelig ens ved disse Lejligheder, gjorde Bordets festlige Præg
og det ualmindelig smukke Service straks et stærkt Indtryk paa
Gæsterne, og Maaltidet forløb i Begyndelsen under andagtsfuld
Tavshed. Kun den lille, tykke Proprietær satte sig straks forslugen
tilrette med Albuerne ud til Siden og øste i sig med Kniv
og Gaffel alt, hvad der kom i hans Nærhed. Derimod kæmpede
Dyrlæge Aggerbølle tappert med sine slette Tilbøjeligheder.
Længe sad han med det samme Glas Rødvin foran sig og fyldte
aldrig mere end Halvdelen af sin Tallerken, — hvorfor han
ogsaa Gang efter Gang saae over til sin Kone med et Blik fuldt
af stolt Selvtilfredshed. Han havde nemlig paa Vejen til Præstegaarden
højtideligt — endog med opløftet Finger — tilsvoret
hende at vise Maadehold og Beherskelse, saa hun ikke denne
Aften skulde faa Skam af ham. Provst Tønnesen var i Begyndelsen
saa at sige den eneste, der talte, og sabenbarede sig i
det hele som en ligesaa elskværdig som underholdende Vært.
Han sørgede for, at Fadene cirkulerede, bad Herrerne skænke
i Glassene, fortalte smaa Historier og røbede i hele sit Væsen
den fordums Selskabsmand, hvem Synet af festlig Belysning, af
Blomster og Damer i Silke uvilkaarlig henrev og satte i Stemning.
Da man havde spist i et Kvarterstid, slog han paa sit Glas
og holdt en Tale. Idet han gik ud fra et af Salomos Ordsprog,
talte han i et formfuldt Sprog om den Styrke, man føler ved i
vanskelige Tider at vide sig omgiven af en trofast Venneskare.
Han udtalte det Haab, at den Kreds af Meningsfæller, han i
8 0 M U L D
dette Øjeblik saae omkring sig, „ogsaa for Menighedsfredens
Skyld" aldrig vilde blive brudt, og endte med i hjertelige Ord
at takke Gæsterne for deres Nærværelse.
Straks efter rejste den ene af de to høje, sværtbyggede Proprietærer
sig og tolkede i et rullende Foredrag Selskabets Tak
til Provst Tønnesen for hans velsignelsesrige Virksomhed i Sognet.
Et Øjeblik truede han med at komme ind paa en nærmere
Drøftelse af de alvorlige Spørgsmaal, som Tønnesen akkurat
havde strejfet, idet han fremkastede en Bemærkning om disse
„Tidens nedbrydende Tendenser", som Provsten her lykkeligvis
var et saa kraftigt Værn imod. Men da han i det samme kørte
fast, som om hans Ordforraad paa en Gang var sluppet op, afsluttede
han brat med at foreslaa en Skaal for Provst Tønnesen
og Frøken Ragnhild.
Efterat man havde rejst sig og klinket, blev Stemningen friere
blandt Gæsterne; og da nu Desserten — en mægtig Plumbudding
— blev bragt flammende ind paa Bordet, brød Tilfredsheden
snart ud i almindelig Livlighed.
Men da slog ogsaa Dyrlæge Aggerbølles onde Time. Plumbudding
var en af hans Livretter, og desuden begyndte nu Karaflerne
med de hede Vine at gaa rundt. Dertil var han saa uheldig
at have faaet Plads lige overfor den lille, grisetykke Proprietær,
der under hele Maaltidet sad med samme gnavent forslugne
Mine og huggede i sig som en Bændelorm af alle de
lækreste Retter, saa Aggerbølle formelig havde maattet vende
Øjnene bort for ikke at bringes i Fristelse. Men nu var det ham
ogsaa plat umuligt at modstaa længer. Idet han kastede et fortvivlet
bønfaldende Blik over til sin Kone, skar han sig et Stykke
paa halvandet Pund ud af Buddingen og tømte lige efter to svingende
fulde Glas Sherry for straks at gøre sig døv for Samvittighedens
Stemme.
Rundt om Bordet lød nu munter Latter og højrøstet Samtale.
Kun Bønderne forholdt sig stadig lige tavse. En af dem — en
lille, barnligt pluskæbet Gamling, der hele Tiden havde siddet
og stukket ængsteligt til de gaadefulde Retter som til døde Rotter
M U L D S I
og nippet til Vinen som til Medicin — hviskede til sin Nabo, idet
han modfaldent betragtede et Buddingstykke, som blev ved at
flamme paa hans Tallerken:
„Hvem der havde sig en af vor Mo'ers Ævelskiver. Dette
hersens rygendes er vist itte godt for en Bondemav'."
Emanuel havde faaet Plads omtrent midt paa en af Bordets
Længdesider. Heller ikke han havde under hele Maaltidet talt
mange Ord, og hans Borddame, der var saa optaget af at vogte
paa sin Mand, tilskyndede ham ikke. Han var forarget over denne
tomme og opstyltede Fest. Endnu summede Samtalen med Væveren
i hans Øren, og gennem Stuens gule Lystaage saae han
bestandig for sig Billedet af den lille solopfyldte Bondestue med
dens troskyldige, søndagsfestlige Hygge.
Henne fra den nederste Bordende søgte Frøken Ragnhild flere
Gange at tiltrække sig hans Opmærksomhed for at drikke et
Glas med ham. Men med Vilje undveg han hendes B'.ik; thi af
alle i hele Selskabet var hun næsten den, der iaften var ham
mest imod. Han fandt hendes Dragt anstødelig, og med dyb
Skamfuldhed lagde han Mærke til, hvorledes den unge Hjælpelærer
Johansen, der havde Plads i hendes Nærhed, med Øjnene
formelig slugte hendes hvide Hals og Arme, der skimtedes gennem
Kjolestoffet, mens han hældede sig frem over Bordet og
sagde hende Behageligheder. Og — som det syntes — hørte
hun ikke helt ligegyldig paa denne latterlige Karikatur af et
Hovedstadsmenneske. Hun havde lagt sig tilbage i Stolen og saae
helt oplivet ud. Varmen, Vinen og Larmen af de mange Menneskestemmer
havde farvet hendes Kinder med to smaa hektiske
Rødmepletter; og naar hun smilte, sænkede hun velbehageligt
Øjenlaagene lidt, næsten som i en let Beruselse.
Uvilkaarligt gav han sig i Tankerne til at sammenligne hende
med den alvorlige, sundt rødmussede Bondepige, som han nys
havde været sammen med, og som i sin tarvelige, mørkerøde
Kjole syntes ham hundrede Gange smukkere end nogen af disse
papegøjepyntede Damer i Silke og Tyll. Idet han lod sit Blik glide
langsomt hen over det hele Selskab — lige oppe fra Provstens
Det forjættede Land 6
8 2 M U L D
og Proprietærernes selvglade Skikkelser og ned til Bøndernes
tavse Række — tænkte han paa, hvor forfærdeligt han dog
havde ladet sig føre bag Lyset. Han, der havde troet for bestandig
at være flygtet bort fra Kultursamfundets Vederstyggelighed
— han var jo blot her faldet i Armene paa dette Samfunds
Vrængebillede. Eller var der ikke her den samme Letfærdighed,
det samme Hovmod, det samme Hykleri?
Bordet hævedes ... og Gæsterne spredte sig i Værelserne.
Damerne slog sig ned i Dagligstuen, mens Herrerne samlede
sig i Studereværelset for at ryge.
I Døren til Spisestuen mødtes Frøken Ragnhild og Emanuel.
„Velbekomme i" udbrød hun livlig og rakte Haanden frem.
„De kunde ellers nok have sagt Tak for Mad, synes jeg. Eller
finder De maaske ikke, at mit Bord fortjente Ros? ... Og hvorfor
har De hele Tiden været saa ugalant slet ikke at se hen
til mig? Jeg vilde drikke et Glas med Dem."
„Aa ... jeg saae Dem forresten meget godt. Men Hr. Johansen
var saa stærkt beskæftiget af Dem, at jeg ikke nænnede
at tage Dem fra ham."
„Den stakkels Johansen!" lo hun. „Ham er De dog altid paa
Nakken af. Jeg indrømmer, at han er latterlig . .. men Herregud
... han er alligevel lidt af et Menneske. Han taler dog ikke altid
om Køer og Sædpriser. Han er endog en Mand med Smag. Jeg
mærkede idag, at han bruger en Parfume, der virkelig slet ikke
er ilde ... og han konverserede mig baade om Wagner og Beethoven.
Hvad kan man forlange mere?"
„De har sikkert Ret. Jeg mener ogsaa, at De og Hr. Johansen
passer fortræffeligt til hinanden."
Tonen i Emanuels Svar fik Frøkenen til at rynke paa Brynene.
Hun saae paa ham og sagde med Udfoldelse af sin fulde Værdighed
:
„De glemmer vist Dem selv, Hr. Hansted . .. Det forekommer
mig i det hele, at De i den sidste Tid er begyndt i en beklagelig
Grad at miste Deres gamle Elskværdighed."
„De har vistnok ogsaa paa dette Punkt Ret, Frøken! Jeg
M U L D 3 3
føler selv, at jeg ikke passer til dette Selskab, og derfor var
jeg netop ogsaa i Færd med at forlade det, da jeg mødte Dem.
Skulde Deres Fader spørge efter mig, er De nok saa god at undskylde
mig hos ham."
Han hilste med et stift Buk og forlod Stuen.
Frøken Ragnhild blev staaende paa Dørtærskelen og saae
efter ham i himmelfalden Forbavselse.
6 *
TREDJE BOG
I
EN Søndag Eftermiddag i Maj var Forsamlingshuset i Skibberup
fuldt af en stor Skare Mennesker, paa hvis spændt forventningsfulde
Ansigter man kunde læse, at der forestod noget
usædvanligt. Det var i Virkeligheden ogsaa en Mærkedag i Skibberup
Bys Historie. Den Taler, der idag ventedes, var ingen
ringere end Provst Tønnesens Kapellan, Hr. Pastor Hansted.
Hver Plads i den langstrakte, halvmørke Sal — en forhenværende
Lade — var optaget, og i de aabentstaaende Vinduer
hang Klynger af Karle og Knøse, der med deres Kroppe spærrede
det halve Dagslys ude. Overalt lød en livlig Summen af
glade og højrøstede Stemmer. Man mærkede straks, at det ikke
var en Forsamling Vejlby-Bønder, man havde for sig; thi skønt
Afstanden mellem Vejlby og Skibberup ikke var større end en
god halv Mil, var de to Tvillingbyers Beboere saa forskellige,
som om de ikke tilhørte samme Landsdel. Dette Forhold beroede
ikke paa nogen Tilfældighed, men skyldtes Byernes uensartede
Beliggenhed og de forskellige Livsvilkaar, Beboerne i Tidens Løb
havde været underkastede. Mens de sagtmodige Vejlby-Bønder
fra Arilds Tid udelukkende havde beskæftiget sig med at pløje
og høste deres store Agre, var Skibberup oprindelig — og tildels
endnu — en Fiskerby, hvis Beboere ernærede sig af Havet.
Endnu for et Par Menneskealdre siden betragtede Skibberupperne
Dyrkningen af deres Jord som en Biting, der helst overlodes
Kvinderne, medens Mændene æventyrede sig omkring i nære
og fjerne Fjorde og gjorde Landgang rundt om paa Kysterne for
at afhænde deres Fangst.
M U L D 8 5
I den ene Ende af Salen stod en simpel Talerstol, bag hvilken
den gamle Ladelænges raa Lervæg var dækket af et Dannebrogsflag,
der var ophængt saaledes, at det hvide Kors tegnede sig oprejst
i den røde Dug. Bænkerækkerne foran Talerstolen var saa
godt som udelukkende optaget af Kvinder, medens Mændene
havde Plads i den nederste Ende af Salen og langsmed Væggene
til bægge Sider.
En særlig Opmærksomhed i Forsamlingen vakte Else Anders
Jørgen og hendes Datter Hansine, der havde taget Sæde paa en
af de midterste Bænkerækker. Else Anders Jørgens fyldige Skikkelse
med de lyse, udhvælvede Øjne, det staalgraa Haar og den
store Gyldenstykkes Hue, hvorfra to brede, røde Silkebaand
hang ned til den ene Side, vilde have tiltrukket sig Opmærksomhed
i enhver Forsamling; men den særlige Grund til den Opsigt,
hun idag vakte, var den almindelig kendte Omstændighed, at det
var i hendes Hjem, Kapellanen og Væver Hansen havde haft de
Sammenkomster, der dannede Indledningen til denne Dags store
Begivenhed.
Paa en Maade mente man endog at skylde Else Sagens lykkelige
Tilendebringelse. Da hun nemlig ikke havde været tilstede
ved Kapellanens og Væver Hansens første Sammentræf i hendes
Hus, og da hun ved Hjemkomsten hørte om dets uheldige
Udfald, havde hun taget den Beslutning paa egen Haand at opsøge
Hr. Hansted, for hvem hun — trods alt — havde bevaret
en usvækket Hengivenhed, siden de første Gang mødtes ved
Datterens Sygeseng. Straks den paafølgende Søndag gik hun
efter Gudstjenesten hen til ham udenfor Kirken og bad ham om
ved Lejlighed at forny sit Besøg hos hende „for at træffe gode
Venner, der meget ønskede at tale med ham". Hr. Hansted havde
straks og med Glæde modtaget hendes Indbydelse; og da hun i
Forvejen havde sikret sig Væver Hansens og et Par andre af
Byens ledende Mænds Nærværelse, kom det saaledes endelig
til en alvorlig Menings-Udveksling mellem Kapellanen og Menigheden.
I Anledning af disse Hr. Hansteds gentagne Besøg i Anders
Jørgens Hus havde Hansines Veninder ofte drillet hende med
•MNftNMMÉÉBa
86 MULD
Kapellanen, til hvem hun efter deres Paastand skulde have baaret
en hemmelig Kærlighed fra den allerførste Gang, hun saae
ham. Rigtignok protesterede hun selv ivrigt, ja med Vrede mod
Beskyldningen, og det saae ud, som om det var for yderligere at
bevise sin Uskyld, at hun netop idag — i Modsætning til de
fleste andre af Forsamlingens unge Piger — havde iført sig
en ganske tarvelig, mørkegrøn Hvergarnskjole uden mindste
Pynt eller Besætning.
Alligevel saae hun godt ud; — det var ikke for ingenting, at
man regnede hende blandt Byens smukke Piger, skønt der herskede
et lille Misforhold mellem den øverste Del af Ansigtet med de
mørke, sammengroede Bryn over de dybtliggende, alvorlige Øjne
og Underansigtets barnligt uudviklede Form. Hun sad nu der med
sin næsten unaturligt strunke Holdning, der gav hendes lille
sluttede Skikkelse et Præg af Selvsikkerhed og Kraft, og hverken
deltog i eller paahørte den livlige Snak, der førtes mellem Kvinderne
i hendes Nærhed. Denne Mangel paa Deltagelse for, hvad
der foregik omkring hende, var saa gammel hos hende, at den
ikke længer vakte Forundring hos nogen. Allerede mens hun var
Barn, havde man moret sig over den pudsig mutte Mine, hvormed
hun besvarede enhver — venlig eller uvenlig — Tilnærmelse
af fremmede. Men især var hendes Indesluttethed bleven paafaldende,
efter at hun for nogle Aar siden havde været Elev paa
en Højskole og som saadan deltaget i et „Vennemøde" inde i
København, hvor blandt andre selve den gamle Grundtvig havde
talt — for sidste Gang. Siden den Tid saaes hun ikke ofte udenfor
sin Faders Hus og Mark; og navnlig holdt hun sig ganske borte
fra de endnu den Gang temmelig frie Forlystelser, hvormed
Byens Ungdom fordrev Fritimerne om Søndagen og i de lyse
Sommeraftener. Derimod hørte man hende bestandig gaa og
synge ved sit Arbejde i Stalden og i Køkkenet, eller naar hun gik
med Malkeaaget den lange Vej op over Markerne.
Blandt Byens Folk morede man sig lidt over hende, men fæstede
sig iøvrigt ikke synderligt ved hendes Egenheder. Hun var
jo endnu halvt et Barn, kun nitten Aar, og desuden kendte man
godt dette aparte Væsen fra andre af Egnens unge Piger, der
M U L D 87
havde været paa Højskole. Man vidste, at der altid skulde hengaa
nogen Tid, inden de unge igen fandt sig tilrette i de jævne,
dagligdags Bondeforhold.
. . . I m i d l e r t id v a r K l o k k e n b l e v e n f e m , o g K a p e l l a n e n h a v d e
endnu ikke indfundet sig. Blandt den Flok Mænd, der med Væver
Hansen i Spidsen havde samlet sig henne ved Indgangsdøren
for at modtage ham, begyndte der at spores nogen Ængstelse. Man
vidste, at der i den sidste Tid havde hersket et meget spændt
Forhold mellem Provst Tønnesen og Kapellanen, efter at dennes
Omgang med Væver Hansen og andre bekendte Skibberuppere
\ar bleven Provsten bekendt. Og nu ængstedes man for, at Tønnesen
— trods alle Forsigtighedsforanstaltninger — i Utide skulde
have faaet Nys om denne Sammenkomst og i sidste Øjeblik ligefrem
forbudt Hr. Hansted at give Møde.
II
Endelig saaes en ensom Skikkelse oppe paa Strandbakkerne.
Det var Emanuel. Han bar en lys Sommerfrakke over den ene
Arm og gik med hastige Skridt ned mod Byen. Da han fik Øje
paa den ventende Skare udenfor Forsamlingshuset, fremskyndede
han yderligere sin Gang, og et Par Minutter efter stod han ved
Indgangsdøren. Hans Ansigt var blegt trods Varmen og den hurtige
Marsch; Trækkene nervøst urolige. Med tavse Haandtryk
hilste han temmelig aandsfraværende paa Væver Hansen og et
Par andre af de omkringstaaende Mænd, hvorpaa han straks
traadte ind i Salen.
Her forstummede øjeblikkelig al Samtale. Rundt om langs
Væggene strakte man Hals for at komme til at se. Med sine
lange, abeagtige Arme banede Væver Hansen ham Vej gennem
Mængden og førte ham op til den øverste Ende af Salen, hvor
han bød ham Sæde paa Hæderspladsen, en gammel Kurvestol
med hullet Sæde. Efter at der var vekslet et Par Ord imellem
dem, besteg Væveren Talerstolen og trak en Sangbog frem af
sin Baglomme. Med Bogen mellem Hænderne stod han nogle
Øjeblikke gankse tavs og lod Blikket glide rundt over Forsam88
M U L D
lingen, mens der i hans Ansigt bredte sig et lunt triumferende,
Provst Tønnesen helliget Smil, der blev besvaret med en forstaaende
Munterhed af Mandfolkene henne ved Vinduerne og i
den nederste Ende af Salen.
Endelig sagde han med sin uskyldigt lydende Stemme:
„Ja, saa skulde vi vel ha'e en Sang at begynde med, go'e
Venner! Hr. Pastor Hansted har ikke noget særligt Ønske i den
Henseende, saa vi kan vælge, hvad vi selv synes. Hvad skal vi
saa syng'?"
Der blev fra Forsamlingen raabt paa forskellige Sange. Tilsidsf
blev man enig om „Frem, Bondemand, frem!"
„Ja, la' vos syng' den," sagde Væveren med et nyt Smil. „Det
er en Sang, der passer vos!"
Han gav selv med skingrende Fistel Tonen an, og straks brød
Stemmerne øredøvende frem fra alle Sider. Det var ikke Sang.
Det var en vild Skrigen uden Maade, en Beruselse i egen Lungekraft,
der truede med at sprænge Ørehinderne.
Emanuel havde anbragt sig i Kurvestolen, hvor han sad foroverbøjet
med korslagte Ben og ofte strøg sig med Haandsn
uroligt gennem Haaret. Han deltog ikke i Sangen og følte sig i
det hele ikke rigtig vel tilmode. Den skumle, mørke Sal, de
frittende Blikke, der allevegne fra mødte ham, naar han løftede
Hovedet, Væver Hansens prosaiske Indledningsord og den larmende,
uharmoniske Sang havde et Øjeblik bragt ham ud af
Stemning.
Desuden pintes han af, at han paa Grund af et uberegneligt
Uheld ikke havde faaet Lejlighed til at meddele Provst Tønnesen
sin Beslutning om at tale her. Med velberaad Hu havde han
opsat indtil det sidste Øjeblik at give Provsten nogen Meddelelse
herom, ligesom han havde bedet Væver Hansen ikke offentlig
at bekendtgøre Mødets Afholdelse, for at det saa lidt som mulig
skulde faa Karakteren af en Udæskning. Men da han, kort før
han forlod Præstegaarden, i den nævnte Hensigt havde opsøgt
Provsten, var denne tilfældigvis en halv Time i Forvejen taget
bort for at besøge en af Nabopræsterne. Han havde da fundet
det rigtigst i det mindste at bringe sin Meddelelse til Frøken
M U L D 89
Ragnhild, der imidlertid viste langt mindre Forundring, end han
havde tænkt sig. Hun havde nemlig gennem Præstegaardens
gamle Pige hørt et og andet om, hvad man rundt i Sognet fortalte
om Kapellanen; og desuden havde forskellige af hans egne Udtalelser
i den sidste Tid ladet hende ane, hvad der forestod.
Men blev ikke Frøken Ragnhild forbavset, blev Emanuel selv
det til Gengæld desmere — paa Grund af den ualmindelig bestemte
Maade, hvorpaa Frøkenen ved denne Lejlighed havde
taget Bladet fra Munden overfor ham.
„De er dog med al Deres Forsagthed et ubegribelig letsindigt
Menneske," havde hun sagt. „Der styrter De Dem blindthen ud
i noget, som De slet ikke veed, hvad er — blot fordi De ikke
føler Dem tilfreds i de Forhold, hvori De i Øjeblikket befinder
Dem. Det er vistnok ganske taabeligt af mig at ville forsøge paa
at bringe Dem til Fornuft. Men jeg vil alligevel ikke lade være
med at bede Dem alvorligt betænke, Hr. Hansted, hvilke Følger
et saadant Skridt kan faa for Dem og for os. Naar De veed
— og det veed De — paa hvilken Maade denne Væver Hansen
og hans Eftersnakkere har optraadt overfor Fader, skulde man
forresten synes, at det maatte være overflødigt at gøre opmærksom
paa, hvor mildest talt mærkeligt ... ja rent ud upassende
enhver Tilnærmelse til disse Folk maa forekomme ... og i Virkeligheden
ogsaa er."
Uden at give ham Tid til at svare havde hun dermed vendt
ham Ryggen og forladt Stuen.
Disse Ord og navnlig Tonen, hvori de udtaltes, havde bortblæst
de sidste Skæl fra Emanuels Øjne. Han havde vel ingenlunde været
blind for, hvad hans Optræden i Forsamlingshuset vilde kunne
drage efter sig i Præstegaarden — og andre Steder. Navnlig var
han fuldt forberedt paa, at hans Dage som Provst Tønnesens Kapellan
herefter var talte. Men han havde dog troet, at man i hvert
Fald vilde respektere hans alvorlige Overbevisning — ja, han havde
end ikke helt kunnet slippe et lille Haab om, at Stormen kunde
ende med et mindeligt Forlig. Nu forstod han, at ethvert Forsøg
paa at komme til en Forstaaelse med hinanden vilde være frugtesløst;
og netop derfor var det ham dobbelt pinligt, at han overfor
90 M U L D
Provsten var kommen til at fortie sin Beslutning paa en Maade,
der kunde tage sig ud som Fejghed. Men derfor følte han ogsaa
nu en forstærket Længsel efter for Alvor at bryde med sin Fortid
og gøre sig fri. Selv i dette Øjeblik, da den mørke Sals
Uhygge og Forsamlingens ringe Højtidelighed havde bragt ham
ud af Stemning, brændte han af Utaalmodighed efter at komme til
en Afgørelse, efter at kaste Broen af bag sig og foretage det Skridt,
der vilde bringe hans Forhold ud over enhver Tvetydighed.
Saasnart Sangen var tilende, rejste han sig og besteg Talerstolen.
III
Han havde med Vilje ikke udarbejdet sit Foredrag iforvejen.
Han vilde engang forsøge at stole paa Nuets Indskydelser og lade
Ordene falde, saaledes som Hjertet hvert Øjeblik tilhviskede ham
dem. Alligevel mødte han ikke uforberedt. Det Emne, han havde
valgt at tale om, havde tværtimod i den sidste Tid daglig og
paa en særegen Maade beskæftiget ham. Han vilde nemlig
følge den Anvisning, Væver Hansen havde givet ham i deres
allerførste Samtale, og tale om sig selv. Han vilde forsøge i store
Rids at tegne et Billede af et Hovedstadsbarns Liv under Opvæksten
og gøre Rede for de Indtryk, et saadant Barn var underkastet,
for derigennem at lade ane de Livsvilkaar og Paavirkninger,
der havde været bestemmende for hans egen Udvikling
og tilsidst ført ham til den Skillevej, hvor han nu stod.
Han begyndte med at fortælle en lille Historie. Det var Fortællingen
om den unge Prinsesse, der en Dag af en Bejler fik
en smuk Blomst forærende og straks blev meget henrykt over
den og vilde fæste den til sit Bryst; men da hun derved opdagede,
at Blomsten ikke var nogen kunstig Efterligning af Naturen, dannet
af Silkestof eller farvede Fjer, men en ægte levende Rose,
kastede hun den fornærmet fra sig og bød sin Kammerpige øjeblikkelig
at feje den ækle Bondeblomst væk.
Denne Fortælling — sagde han — syntes ham, anvendt paa
M U L D 91
vore Dage at indeholde en dyb og sørgelig Sandhed. Det var
nemlig i vor Tid ikke alene unge forvænte Prinsesser, der saaledes
haanligt kastede Vrag paa Livets levende Blomster ...
nej, hele den saakaldte moderne Kultur, saaledes som den fremvoksede
særlig i de store Byer, var en bevidst Stræben efter at
forfalske Guds jordiske Gaver, et hovmodigt Forsøg paa at omdanne
eller — som det hed — „udvikle og forbedre" Guds Værk
her paa Jorden og skabe en Verdensorden efter Menneskenes
egen fattige Forstand. Man behøvede blot at tænke paa, hvorledes
Folk i de store Verdensbyer klumpede sig sammen i hundredtusindvis
og med Kulstøv og høje Huse og Dampskorstene
lukkede Vorherres Sol og Luft ude ... og man havde straks en
Fornemmelse af den Naturstridighed, hvormed hele dette Samfund
var opbygget.
„Og dog" — fortsatte han — „dette er endda kun den mindre
væsentlige, den ydre Side af Sagen. Ser vi dybere i de moderne
Forhold, søger vi det indre Liv bag den grimme Maske ... hvad
ser vi da? Vi ser Menneskeheden delt ved en uhyre Kløft, der
skiller — ikke de gode fra de onde, Guds Børn fra Syndens
Trælle, — nej, men de rige fra de fattige, de nydende fra de
ydende og lidende. Paa den ene Side møder vi den store Hob i
Arbejde og Armod; paa den anden en udvalgt Kres i Lediggang
og Overflod. Hist raader Kulde, Mørke og Vankundighed; her
Lys, Pragt og aandelig Overmættelse. Saaledes har vore Dages
Kultur gennemført Kristi Lov om Broderskabet mellem Menneskene
! Saaledes har den opfyldt det store Bud om Kærligheden
til Næsten! Og jo højere Kulturen stiger i et Samfund, des forfærdeligere
breder Kløften sig, des frygteligere raaber Jammeren
hist, des frækkere tumler Letfærdigheden sig her ... indtil
vi i de store Millionbyer, de saakaldte Kulturcentre, ser det hele
Samfund i vild moralsk Opløsningstilstand og hører Stemmerne
fra bægge Sider smelte sammen til et enstonigt Raab: den
døendes Skrig efter Luft!"
Han havde hurtigt talt sig varm. Han mærkede godt, at han noget
hovedkulds havde styrtet sig ind i en Tankegang, der snarere
skulde være fremkommen som Resultat af hans Paavisninger.
9 2 M U L D
Men han havde følt en Trang til straks at gøre sit Standpunkt klart
for sine Tilhørere, et Begær efter uforbeholdent at bekende det
Livssyn, der efter de sidste Maaneders Ensomhed og Selvfordybelse
havde rodfæstet sig hos ham. Da han først kom ind paa
sit gamle Stridsæmne, var det, som om en Storm greb fat i hans
Tanker; Ordene løftede sig fra hans Læber med en Flugt og
Varme, der var ham selv helt overraskende.
Han følte godt, at det var Brodden i Frøken Ragnhilds Ord,
der endnu stak ham i Hjertet og holdt hans Lidenskab i Aande;
— at det var hendes aabenlyse Udfordring, der fremtvang dette
utilslørede Svar. Dertil kom endnu den højtidelige Stilhed omkring
ham, disse lange Rækker af spændt lyttende Hoveder, der strakte
sig helt ind i den fjerne Baggrunds Mørke. Her fornam han ikke
— som i Kirken — noget Kuldesvælg mellem sig og sine Tilhørere.
For første Gang følte han den Beruselse, der ligger i at
mærke hundreders Tanker fængslede af ens Ords Magt, hundreders
Blikke hængende ved ens Læber.
Han slog nu ind i en noget lettere Tone, idet han gik over
til en mere indgaaende Skildring af Livet i et velstaaende Hovedstadshjem.
Han søgte først at give en Forestilling om den oprivende Uro,
som fra Gaden, fra Forretningslivet, fra Kafé- og Selskabstummelen
trængte ind ogsaa i Hjemmene. Han omtalte det flagrende
Visitliv, den ivrige Jagt efter Nydelse og den alt opslugende
Selskabelighed.
„I denne Feberluft" — fortsatte han — „vokser da Ungdommen
op. Mellem denne Letfærdighed, dette Hovmod og dette
Pjank modtager Børnene de første dybe Indtryk, der er af en
saa afgørende Betydning for det fremtidige Menneskeliv. Allerede
som ganske smaa oplæres de i Samfundets Hykleri og indføres
i Selskabslivets Maskerade, serveres efter Bordet som en
Slags Dessert, pyntede som Kransekage-Engle, med stivede
Skørter og arrangerede Lokker. Det gælder om itide at faa de
unge vænnet til Uniformen og opøvet i Disciplinen. Der er saa
uendelig meget, der skal kues, klippes, knækkes, slibes og poleres,
før et fra Guds Værksted udgaaet Barn kan blive præsenta-
0
M U L D 93
belt Salonmenneske. Endnu før man har lært Børnene at bede
deres Fadervor, oplærer man dem samvittighedsfuldt i de selskabelige
Vedtægter som i en Katekismuslærdom ... og Skolen
gaar her Haand i Haand med Hjemmene. Det er Modejournalen,
der er bleven dette Samfunds Bibel. Det er den selskabelige
Vedtægt, der er dets højeste Morallov. Kan man da undre sig
over Resultaterne? ... Se paa de opvoksende Mænd, paa disse
Ynglinge, hvis Fremtidsbestemmelse det er at være det store
Folks Lærere, Ledere og Dommere! Inden de har naaet Tyveaarsalderen,
har de fleste af dem opgivet enhver højere og
ædlere Stræben, kastet enhver Tro paa Livets sande, bærende
Magter overbord. De har jo lært, at Samfundet kun fordrer af
dem et ulasteligt Ydre, en korrekt Optræden, et forbindtligt Smil ;
at et stivet Skjortebryst er det Skjold, der gør dem usaarlige i
Livets Strid; at et velfriseret Haar, smukke Klæder og en snoet
Knebelsbart — det er de Midler, der fortrinsvis behøves for at
sikre sig en smuk og lysende Fremtid! En „haabefuld Yngling"
— saaledes kaldes den, der viser sig lærvilligst i Samfundets
Hykleri, medens „Familjens Sorg" er Navnet paa den, hvis hele
Natur oprøres mod denne Samfundsorden, og som med Hænder
og Fødder værger sig mod den Gift, som Livet omkring ham
daglig drypper ham i Øje og Øre."
Han holdt inde. Han mærkede, at bitre Minder fra hans Hjem
begyndte at tage Magten over hans Tanker, og han vilde standse
et Øjeblik for at tvinge sig til Rolighed. Men da han nu tog
sit Ur frem, opdagede han til sin Forfærdelse, at Tiden var løbet
fra ham. Han havde allerede talt i over fem Kvarter.
„Ja, saa maa jeg nok holde op," sagde han lidt forlegen; og
skønt man fra alle Sider af Forsamlingen protesterede livligt og
bad ham om at fortsætte, besluttede han sig til at bryde af.
„Jeg tror dog, det er bedst, jeg stopper her ... jeg kan alligevel
ikke blive færdig med alt, hvad jeg gerne vilde sige Jer.
Men kan vi blive enige om en anden Søndag at samles her igen,
kan vi jo til den Tid fortsætte."
„Ja—a," raabtes der fra hele Forsamlingen.
„Ja, send kun Bud efter mig; jeg skal altid være tilrede. —
94 M U:L D
Men inden jeg idag slutter, maa jeg dog endnu tilføje et Par
personlige Bemærkninger. Naar man — som jeg — er udgaaet
fra de Forhold, jeg her har søgt at skildre, saa føler man en
usigelig Taknemmelighed mod dem, der i Ungdomsaarene stod
ved ens Side og holdt Øjet aabent for det Lys, der fører ud af
alt Mørke, og pegede mod den Vej, der rækker over alle Afgrunde.
Denne Vej har jeg fulgt, og saaledes er jeg kommen til
Jer. Hvad Gerning jeg kan udrette imellem Jer, veed endnu
kun Gud. Men jeg føler Trang til at udtale for Jer, at hvorledes end
min Stilling her i Sognet fremtidig vil blive — og mulig vil der
ske en Forandring i den fra denne Dag — saa har jeg en sikker
Tro paa, at naar vi først tilfulde lærer at kende og forstaa hinanden,
vil vort Samliv ogsaa nok blive til Lykke og Velsignelse.
Kan disse Timer bidrage dertil, er min Hensigt med dem naaet.
Han gjorde en let Bøjning og steg ned af Talerstolen.
IV
Der gik et Sus af Klæder og tilbageholdt Aandedræt gennem
Salen, da han sluttede. Man var betaget af Glæde og Overraskelse.
Et saadant Frisprog havde ikke selv de forhaabningsfuldeste turdet
vente! Men Antydningerne i Kapellanens sidste Ord kastede
tillige en ubestemmelig Alvor over Sindene. Kun de færreste
havde tænkt paa, at dette Møde maaske kunde faa langtrækkende
Følger.
Alle saa hen paa Væver Hansen, der nu ogsaa rejste sin lange,
leddeløse Skikkelse fra en Bænkeende i forreste Række og langsomt
steg op paa Talerstolen. Med paafaldende faa og tørre Ord
tolkede han Forsamlingens Tak for „det belærende Foredrag";
hvorpaa han — efter disse Møders Skik — spurgte Tilhørerne,
om nogen ønskede at knytte Bemærkninger til den holdte Tale
... „at sige, dersom Hr. Pastoren da ikke har noget derimod,"
tilføjede han, idet han smilende vendte sig mod Emanuel, der
tavs rystede paa Hovedet.
„Ja, saa er Ordet frit," sagde han med en Haandbevægelse ud
over Forsamlingen og krøb atter ned.
M U L D 9 5
I samme Nu skød en Skikkelse op fra en af de midterste
Bænke — et lille, hæsligt, fattigt klædt Fruentimmer, hvis Tilsynekomst
straks vakte almindelig Uro i Salen. Nogle begyndte
endog at hysse og raabe, at hun skulde sætte sig. Men Konen
var øjensynlig vant til at optræde offentlig og til at møde Modstand
ved sin Optræden. Uden i mindste Maade at anfægtes af Tilraabene,
blottede hun et Par frygtelige, ganske tandløse Gummer
og begyndte med en næsten uhørlig Stemme, der lød som Kattemjaven
i en Pose, og med mange stødvise Fagter af sin kloformede
Haand at fremsætte en lang Række Spørgsmaal til Kapellanen,
hvem hun haardnakket titulerede „den sidste ærede Taler".
Alt det, Kapellanen har sagt her idag — begyndte hun —
kunde maaske være meget smukt og rigtigt. Men hun vilde gerne
spørge den sidste ærede Taler, hvad han mente om Skatteloven
og den ny Skoleordning. Hun vilde ogsaa gerne spørge, hvordan
den ærede Taler stillede sig til Spørgsmaalet om Kvindens Valgret,
og om han syntes, at det var rigtigt, naar en Mand, der
selv har fjorten Køer, ikke vilde unde sin Husmand en Smule
Græsning i en Vejgrøft. Saa vilde hun ogsaa vide den sidste
ærede Talers Mening om Fordømmelseslæren, om Fredssagen og
Alderdomsforsørgelsen ...
Uroen i Forsamlingen steg. Alles Øjne vendte sig atter mod
Væveren, der imidlertid syntes ganske optaget af at betragte
noget mærkeligt under sin ene Støvlesaal. Først da Hysningen
blev saa almindelig, at det ganske overdøvede den talendes
Røst, saae han ligesom overrasket op, smilte derpaa bredt og
rejste sig.
„Hør nu, bitte Maren Smeds — skal vi ikke gemme alt det
der til en anden Gang. Jeg tykkes, at vi skulde nu ikke spolere
det skønne Indtryk af Hr. Pastorens Tale ved formegen Snak
bagefter."
„Hør! Hør!" lød det fra alle Sider.
Væveren, der syntes at ville have tilføjet noget, standsede
pludseligt og satte sig. Samtidig blev Maren Smeds af et halvt
Dusin Hænder trukket bagfra i Kjoleskørtet, saa hun sank ned
paa Bænken med et Bump som en Trædukke.
WBJmL
96 MULD
Emanuel, der havde rejst sig og med uforstaaende Miner betragtet
snart den talende, snart de hyssende, fik af en nærstaaende
tilhvisket et Par forklarende Ord, hvorefter han atter
satte sig.
Men nu blev der Røre henne i Baggrunden. En Mand traadte
rask op paa den bageste Bænk og bad med høj Røst om Ordet
Det var den store, sværtbeskæggede Vikingeskikkelse, som
Emanuel et Par Gange før havde mødt paa sin Vej — første
Gang som Ordfører for Snekasterne hin Vinteraften paa Slædefarten
her til Skibberup.
Med en Stemme, der gjaldede i Hallen som en Lur, sagde han:
„Maa ogsaa jeg faa Lov at sige Hr. Pastor Hansted Tak for,
hvad vi har hørt af ham idag ... men mest dog for, at han er
her tilstede. Jeg tror, at vi nu alle kan sige, at vi har fundet
den Mand, som vi har længtes efter, og at vi ikke tog fejl i at
glæde os, da vi hørte, hvem det var, der skulde blive vores
Kap'Ian her i Sognet. Kanske vi ikke har været saadan rigtig
klar over det før, — og saa vil jeg bare sige, at det maa
Kap'lanen saa ha'e vos undskyldt for — men idag har vi
faaet Øjnene op for, hvem han er, og siger ham rigtig saa
mange Tak."
„Hør! Hør!" lød det fra Ungdommen i de tætpakkede Vinduer
og fra Mændene langsmed Væggene, mens Kvinderne nikkede
bifaldende.
„Og maa jeg saa blot endnu faa Lov til at sige saa meget
som, at om der i Anledning af denne Dag skulde komme Bryderier
og Ubehageligheder for Kap'lanen deroppe fra — noksagt!
— saa er der Plads til en Præst ogsaa hernede hos os! Kommer
Hr. Hansted i Forlegenhed — ikke sandt, Venner? — saa staar
vi alle her parat med aabne Arme og tager imod ham med et
voldsomt Hurra! Skal vi gi'e hinanden et Ord paa det?"
Et dundrende Hør overalt fra Vinduer og Vægge, ja fra Kvinderne
med, fulgte disse Ord. Her havde Ilden naaet Minen. En
Bølgen og Brusen rejste sig over Forsamlingen, og henne ved
et af Vinduerne gjorde nogle unge Karle Tilløb til krigeriske
Leveraab for Kapellanen.
M U L l ) 97
Emanuel havde rejst sig. Med et Udtryk, der viste, at Vikingens
Kamplur havde rejst Bølger ogsaa i hans Sind, stillede han
sig hen ved Siden af Talerstolen — og straks blev alt tyst. Et
Øjeblik stod han, som om han udkæmpede noget med sig selv.
Saa sagde han med lav, men fast og tydelig Stemme:
„Jeg takker Jer for Jeres Tilslutning, Venner! Den har gjort
mig glad og tryg. Ingen veed, hvad Fremtiden kan bringe; men
jeg nærer ikke længer Frygt." — Og med hævet Røst tilføjede
han, idet hans Kinder med et blussede: „Jeg kender nu mit Kald;
o g om j e g e n d s k a l m ø d e M o d s t a n d , j a m a a s k e K a m p , — i n t e t
skal hindre mig i at følge det. Vær vis paa det! ... Og idet
jeg nu takker Jer alle for idag, vil jeg til Slutning bede Jer om
at samles med mig i en Bøn. Og jeg vil bede Jer at gøre dette ved,
at vi synger vor gamle, dejlige Salme:
Alt staar i Guds Faderhaand!"
Sangen blev sunget og endnu en, og bagefter raabte flere endda
paa en til, — men da rejste Væver Hansen sig og erklærede brat
Mødet for afsluttet.
Klokken var ogsaa bleven langt over syv. I Salen var der
næsten ganske mørkt, og Luften derinde var kvælende. Lidt
lysere blev der, da Karlene nu sprang ned fra Vinduerne — nogle
ud, andre ind. I et rødligt Skær fra den nedgaaende Sol brød
Forsamlingen op og trængte sig mod Udgangen.
Paa sin Vej ud af Salen blev Emanuel overalt omringet af Folk,
der vilde trykke hans Haand og takke ham. Han følte sig som
baaret frem af Taknemmelighed og Hyldest. Det summede i
Luften omkring ham med Udbrud af Glæde og Beundring. „Nej,
hvor det dog er en skøn ung Mand!" — „Ja, han ser dog ret ud
som et Guds Barn." — „Saa from og god!" — „Og han skal
nok saadan ligne sin salig Mo'er!"
Udenfor Indgangen kom ogsaa Else hen til ham og greb rørt
hans Haand, mens Glædestaarer stod hende i de lyse Øjne. Han
sagde smilende: „Selv Tak, Else!" — og saae sig i det samme
om efter Hansine.
Hun var der ikke.
Det forjættede Land 7
/
98 MULD
Han tvivlede dog ikke om, at hun var tilstede: og det blev ham
midt i Glæden en lille Skuffelse, at han ikke fik Lejlighed til i
denne betydningsfulde Stund at trykke ogsaa hendes Haand.
V
I det samme kom „Vikingen" hen til ham og forestillede sig
selv som Tømrer Nielsen. Med et djærvt Haandtryk og et frejdigt
Smil, der blottede hans skinnende hvide Tandrækker, sagde han,
efterat Emanuel med et Par Ord havde takket ham for hans
Udtalelse:
„Kunde det maaske more Hr. Pastoren at følge med vos ned
til Stranden? Vi plejer van at samles dernede efter Møderne
og saadan synge lidt og passiare sammen i al Jævnhed, naar
Vejret tillader det ... Og iaften er det jo blevet et rigtigt Vorherres
Sommervejr, som vi siger; saa vi vilde jo blive saa meget
glade, om Hr. Pastoren vilde beære vos med Deres Nærværelse."
i
Emanuel tog med Glæde mod Indbydelsen. Han følte slet ingen
Lyst til allerede nu at forlade sine ny Venner og vende
hjem til Præstegaarden.
Øjeblikkeligt hviskedes det fra Gruppe til Gruppe, at Kapellanen
vilde følge med til Stranden. Budskabet vakte Travlhed
hos dem, der havde noget at skøtte i Hjemmene, enten Børn
at give Die eller Kvæg at fodre, inden de kunde tage afsted.
Endog „Gammel-Erik" saaes at humpe paa sin Søndagskrykke
hjem til sin Kat helt ovre paa den anden Side af det store Gadekær,
hvorover en Ildhimmel flammede.
En Flok Ungdom — Piger og Karle — havde allerede begivet
sig paa Vej ud til Samlingspladsen paa den nordre Strand
— Pigerne forrest, Arm i Arm og nynnende; Karlene klumpvis
bagefter med tændte Piber og Cigarer. Saa fulgte ogsaa de
ældre, — mest parvis, arbejdende sig tungt op ad den stejle Sti,
der førte over de høje Strandbakker.
Til Emanuel havde et Par af Byens ældre Mænd sluttet sig,
to smaa, livlige Skikkeiser af den kendte Skibberup-Type: med
M U L D 99
lange, foroverhængende Arme og krogede Ben, der løftedes højt
under Gangen. De hørte bægge til Skibberups ledende Personer
og søgte ad mange Omveje og under mange forsigtige Hostelyd
og Rømninger at faa Emanuel til at udtale sig nærmere om,
hvad han mente, at Provsten vilde sige til „denne hersens
Historie", og hvorledes han tænkte, at Fremtiden i det hele
vilde stille sig.
Men Emanuel søgte bestandig bort fra det Emne. Han trængte
til for en Stund at lade Sind og Tanker hvile og i disse korte
Timer at nyde sin Lykke og Frihedsfølelse ubeskaaren. Ogsaa
syntes Aftenen ham altfor smuk til at lægge krigeriske Fremtidsplaner
i. Det var, som om selve Naturen nu vilde mane til en
Stunds Fred og Forsoning. Ofte standsede han og tvang Mændene
til Tavshed ved med et Henrykkelsesudbrud at se sig omkring
over det foraarsgrønnende Landskab. Lutter Farveharmoni over
Himlen, lutter drømmende Hengivelse i Jordens dybe Undfangelsesrødme!
Og ikke en Luftning, ikke en Lyd! ... Jo! Højt,
højt oppe under den flammende Himmel ringede en usynlig Lærke
Solen ned ... et Lydpunkt midt i den uendelige Stilhed, en
eneste, sitrende Tone, paa samme Gang fjern og besynderlig
nær, mindende om en ensom Stjernes Blinken.
Da de naaede op til Bakketoppen, saae de — kun et Par
hundrede Skridt borte — Ungdommens Karavane, der havde
slaaet Lejr paa et blomsterbroget Markstykke ved Vejkanten, men
nu igen brød op og drog videre — de forreste syngende.
Gennem Emanuel gik der pludselig et lille Ryk. Blandt de
bageste havde han faaet Øje paa den, han hele Tiden havde
spejdet efter — Hansine.
Hun gik Arm i Arm med en høj, kraftig, rødhaaret Pige, i
hvem han genkendte Hegnsmandens Plejedatter Ane, Hansines
bedste Veninde, hvem han i Kirken altid havde set i Hansines
Selskab. Ved denne Piges anden Arm hang en lille, tynd og
sjasket Skikkelse, hvis altfor lange, sorte Kjole og karleagtige
Skridt røbede hende som en Konfirmand. Ane bar paa sit teglstensrode
Haar en lillebitte, lys Straahat med skotske Baand, der
syntes bestemt til et Barn; dertil havde hun en mørkegrøn Hver-
7*
100 M U L D I
garnskjole, der lignede Hansines, og et brandgult Halstørklæde,
der hang med en trekantet Snip ned ad Ryggen. Hansine havde
en lav, bredskygget Hat af brunt Straa og ingen Tørklædesnip
ned ad Ryggen; derimod naaede hendes sorte Hattebaand næsten
ned til Livet, der omsluttedes af et blankt Læderbælte,
de kvindelige Højskoleelevers Kendingsmærke. Konfirmanden
havde sort Sjal med Frynser og Vinterhat med grønne Vindrueklaser.
Det saa ud, som om Hegnsmandsdatteren havde holdt de andre
to tilbage for at betro dem en vigtig Nyhed. Konfirmanden bøjede
Overkroppen frem, saa den dannede en næsten ret Vinkel med
Benene, og kiggede Veninden op i Ansigtet, som sugede hun
begærligt Ordene til sig med sit Blik. Hansine derimod syntes
kun at høre efter med det ene Øre. Hun gik og saae ned for
sig, lidt ud til Siden, som om hun vilde skjule for de andre, at
hun ikke var opmærksom. Naar hun kom forbi en Blomst ved
Vejkanten, som hun kunde naa uden at slippe Venindens Arm,
bøjede hun sig ned og plukkede den.
Emanuel vilde ikke rigtig tilstaa for sig selv, hvor optaget han
var af denne unge Pige, skønt han endnu kun kendte hende saa
lidt. Han havde bare talt med hende et Par Gange, og der kom
altid en uigennemtrængelig Faamælthed over hende i hans Nærhed;
hun akkurat svarede ham paa, hvad han spurgte hende om,
og knap nok det. Men der var i denne halvt sky, halvt stolte
Utilgængelighed noget, der satte hans Fantasi i Bevægelse og
indgød ham Anelser om en Sjælsadel, en Følelsens Dybde og
Oprindelighed, der ligesom havde faaet hende til at vokse for
hans Øjne hver Gang, han paany gensaae hende. Hun havde da
ogsaa allerede haft større Indflydelse paa ham, end han selv
og nogen anden rigtig vidste. En Aften, da han tilfældigt havde
truffet hende og Moderen paa Skibberup Gade og fulgt dem et
Stykke ud over Markerne, var Samtalen falden paa hendes Højskoleophold.
Med Forundring havde han lyttet til deres Udtalelser
om disse ejendommelige Undervisningsanstalter, der i de senere
Aar havde vundet en saa vid Udbredelse paa Landet, og som
han baade i København og i Præstegaarden saa ofte havde hørt
M U L D 101
bespottet. Navnlig havde den — næsten udfordrende — Varme,
ja Begejstring, som Hansine i al sin Ordknaphed havde lagt for
Dagen, gjort et dybt Indtryk paa ham og i Virkeligheden bidraget
nok saa meget som baade Moderens milde Overtalelser og
Væver Hansens snedige Rænkespil til den store Afgørelse, der nu
havde fundet Udtryk i hans Tilstedeværelse i Forsamlingssalen.
Han søgte nu at paaskynde sine Ledsageres Gang for at komme
til at hilse paa hende og for muligt i hendes Ansigt at læse,
hvilket Indtryk hans Tale havde gjort paa hende. Men de to gamle
Bønder, til hvilke efterhaanden flere af Følget interesseret havde
sluttet sig, var vanskelige at faa ud over en endog meget sindig
Pasgang; og inden man naaede de tre unge Piger, forsvandt disse
ned ad den sidste, bratte Bakkeskraaning ud mod Stranden.
Nogle Øjeblikke efter befandt ogsaa Emanuel og hans Ledsagere
sig paa Samlingspladsen.
Denne var en sandet Plet umiddelbart ved Vandet, en halvrund
Udvidelse af den ellers smalle Strandbred, der her skød
sig ind mellem et Par høje, stejle Bakkeskrænter. „Kirken" kaldtes
Pladsen af Egnens Folk, fordi de paastod, at den mindede om
en Korrunding. En gammel, sorttjæret Baad stod opskudt paa
Stranden, og i denne havde allerede alle Pigerne anbragt sig
paa Tofter og langs Ræling, mens Karlene havde lejret sig rundt
om i det hvide Sand. Hansine og hendes Veninder havde taget
Plads yderst ude i Baadens Forstavn, der vendte ud imod Fjorden,
hvor der endnu gik lidt Sø efter forudgaaende Dages
Uvejr. Deres Skikkelser tegnede sig med skarpe Omrids mod
det skvulpende Vand, der under Solnedgangen vuggede et bestandig
dybere Purpurskær paa sine mørkeblaa, ligesom blodblandede
Bølger.
Efterhaanden ankom nu ogsaa det øvrige Følge og tog Plads
runde om paa Skraaningerne. Til allersidst — og modtaget med
Jubel — viste „Gammel-Erik" sig paa sin Krykke, humpende lyksaligt
smilende ned ad Stien med sit krumme Ben og sin syge Fod,
der med de mange omviklede Klude lignede et Svøbelsebarn.
Denne gamle Mand, der var Byens Stolthed og Kæledægge,
havde en Historie, som i korte Træk var hele Sognets. Indtil
102 M U L D
sit fem og tredsindstyvende Aar havde Gammel-Erik været Egnens
mest berygtede Slags- og Svirebroder, der oftest laa drukken
omkring i Landevejsgrøfterne og hovedsagelig levede af, hvad
han om Natten stjal eller røvede rundt om i Gaardene. Men siden
et nyt, aandeligt Liv ved Væver Hansen var bleven vakt
her — muligvis tillige paa Grund af den Lemlæstelse, der samtidig
ved et Svirelag havde gjort ham til Krøbling — var han
paa en Gang bleven til et helt nyt Menneske, der nu levede fredeligt
i Samliv med en rød Kat, overalt modtaget og hyldet som
det levende Vidnesbyrd om det ny Ords undergørende Magt.
Emanuel havde skilt sig fra sine Ledsagere og sat sig op paa
en Afsats højere oppe paa Skrænten. Han trængte til et Øjeblik
at være ene med sine Tanker.
Og som han nu sad der og saae paa, hvorledes Par efter Par
langsomt steg ned imod Stranden — altid Kvinde med Kvinde
og Mand med Mand; saae, hvorledes de alle et Øjeblik standsede
ved Foden af Stien, ligesom overvældede af Skæret fra
Himmel og Hav, og derpaa søgte sig Siddepladser paa Skrænterne,
— blev han slaaet af det Navn „Kirken", hvormed Befolkningen
havde døbt denne Plads. Han fik i dette Øjeblik selv
en Fornemmelse af at være Vidne til en Kirkegang, højtideligere
end nogen, han hidtil havde deltaget i. I lange Rækker sad tilsidst
den hele Menighed omkring ham paa de terrasseformede
Skraaninger — Kvinderne nederst, med Kjoleskørtet samlet i
Skødet og Lommetørklædet mellem Hænderne, nogle i store,
sorte Kirkehætter, andre i pragtfulde Gyldenstykkes Huer, der
i det svindende Dagskær straalede om deres Hoveder som Helgenglorier.
I Rækkerne ovenover sad Mændene med Armene
tungt støttede paa de optrukne Knæ. Og allerøverst saaes en
Gruppe Børn, der laa med Haanden under Kinden og kiggede
ned — ligesom de hvilende Engle mellem Skyerne paa gamle
Alterbilleder.
Dette Indtryk af Kirke forstærkedes yderligere, da der nu
blev ganske tyst rundt om paa Skrænterne. De unge Piger henne
i Baaden var begyndt at synge. Med Armene om hinandens Liv og
Ansigterne vendt imod Søen sang de en gammel, from Aftensang:
M U L D 103
Nu trækker Bonden sit Hors i Stald,
nu søger hvert Kryb sin Rede;
den Smaafugl tier i Skovens Hal,
og Ræven bortlakker ad Hede.
I Vesterleden en Borg saa rød
sig hæver bag gyldne Banker.
Did vandrer at hvile i Himlens Skød
de dagtrætte Mennesketanker.
Du Tvivlersjæl, som paa vildsom Sti
bortflvgter for Mulmets Komme, —
hvi gaar du Guds Himmerigs Dør forbi
og skælver, naar Dagen er omme?
Den Gud, der redte hver lille Fugl
en Dunseng for lunt den at fjæle,
han glemte vel ikke et naadigt Skjul
for hjemløse Menneskesjæle.
Nej, bank kun trøstig paa Himlens Borg,
Guds Engle smaa den oplader;
de tager din Byrde, din Ang<=t, din Sorg
og fører dig ind for Gud Fader!
VI
Sangen lød smukt i den stille, lyse Foraarsaften. Stemmerne
havde her i det fri ikke den skurrende Klang som inde under
Forsamlingssalens lave Loft. Det var, som om det vide Rum gav
dem Fylde; som om Himmel og Jord laante dem af deres Farver.
Bagefter sang man et Par Fædrelandssange, som hele Forsamlingen
efterhaanden istemte; hvorpaa en kraftig Karlestemme
raabte: „Hr. Bures Død".
„Hr. Bures Død! ... Hr. Bures Død!" gentoges der ivrigt
rundt om, mens alle Karlene rejste sig overende fra deres halvt
liggende Stillinger.
Ane — Hansines rødhaarede Veninde — blev af Pigerne
valgt til Forsangerske. Hun sad helt ude paa den yderste Ende
af Baaden ligesom en Gallionsfigur og begyndte straks at synge
med en høj, kraftig Røst, hvis lyse Klang mindede om hendes
Haars Farve. Hele den øvrige Forsamling sang Omkvædet, i
hvilket Pigerne faldt ind med 2den Stemme;
104- M U L D
Og det var den aarle Morgenstund.
Solen op!
Hr. Bure, han kyssed Fru Inger paa Mund.
Ho! Haa! Saa frisk en Morgen!
Hr. Bure han sadled sin Ganger graa,
Abiidgraa!
Fru Inger fra Svalen, hun stirred derpaa.
Ho! Haa! Hvor Skoven er grøn!
Saa spændte han Sejl under breden Raa,
Silkesejl!
Hr. Bure, han vugged paa Bølgerne blaa.
Ho! Haa! Det er tungt at skilles!
Der var ialt nogle og tyve Vers. Da det sidste var sunget,
sprang Pigerne af Baaden, mens Mandfolkene klappede i Hænderne.
Imidlertid var der kommen Madkurve frem henne fra Konerne.
Nogle af Pigerne bød Smørrebrød rundt paa Kurvelaag og store
Skræppeblade, mens andre gik omkring med Mælk paa Flasker.
Tømrer Nielsen forestod Udskænkningen af en Dunk saakaldet
„langt" 01 og optraadte i det hele som Ceremonimester, hvorimod
Væver Hansen sad i ophøjet Tilbagetrukkethed oppe paa
en Tue og snakkede med et Par gamle Koner.
Efterhaanden samledes Opmærksomheden om nogle unge
Karle, der stod ude ved Havkanten og under stor Munterhed
stirrede op paa en stor Sky; — de paastod, at den grangivelig
lignede en tyk, fordrukken Kone. „Konens" Hoved var farvet
rødt af det sidste, svage Solskær og havde et himmelblaat Øje
midt i Panden; Overkroppen var uldgraa og svulmende, hvorimod
Nederdelen havde en blaaviolet Farve og hang som en Sæk
helt ned over den østlige Horisont, hvor den bar Virslev, Gimminge,
Brunkeby og endnu et Par af Genbolandets Kirkebyer
paa sit Slæb.
Med et brast hele Forsamlingen ud i Skoggerlatter. Sky-Konens
Hoved havde skilt sig fra Kroppen og styrede gladelig sin
egen Kaas ud over Himlen. Samtidig skød det noget som en
lang Næse ud til den ene Side og spærrede sit blaa Øje højere
M U L D 105
og højere op, mens den øvrige Krop langsomt sank sammen
ligesom i haabløs Fortvivlelse.
Dette morede de unge, saa de straks begyndte at søge Billeder
ogsaa i de øvrige Solnedgangs-Skyer i Horisonten. I smaa
Klynger stillede de sig op langsmed Stranden, og hurtigt udviklede
der sig nu en livlig Kappestrid om, hvem der kunde se
mest. Nogle paastod i Skyernes Omrids at se baade Slotte og
Kirker med rubinrøde Kupler og gyldne Spir. Andre øjnede „ganske
tydeligt" Dyreskikkelser, Ryttere og kendte Menneskeansigter
... en enkelt endog en Kalesche med fire Heste for, to
Lakajer bag paa og en Brud inde i Vognen. Men hermed var
ogsaa Skummet paa Kruset tappet, og man spredtes igen under
Latter.
Men Lystigheden var vakt nu. Fire Piger tog hinanden i
Hænderne og snurrede rundt, saa Skørterne susede. Andre Piger
kom til ... en stor Kres dannedes under Sang. Da nærmede
ogsaa Karlene sig og vilde være med. Men dette satte Pigerne
sig alle som en imod; tappert værgede de sig mod enhver Karl,
der søgte at bryde Ringen eller smutte ind under deres Arme
... indtil en af dem, en lille grævlingeagtig Tyksak, listede sig
til at tage Tilløb helt ude fra Havkanten og — inden nogen anede
det — sprang over to Pigers Hænder ind i Kresen. Saa blev
Freden sluttet og Fæstningen aabnet.
Det blev mere Leg end Dans. Man stillede sig op i to store
Rundkrese, Karlene inderst, Pigerne yderst, med Ansigterne
vendte mod hinanden. Under stadig Sang bevægede Parrene sig
hele Tiden paa samme Plet, mens de snart klappede i Hænderne,
snart stampede med Foden, snart gjorde andre Fagter, afpassede
efter Sangens Ord.
Og Ræven rask over Isen foer,
og Ræven rask over Isen foer, —
saa faar vi Lov, saa faar vi Lov
at synge Kongernes Vise.
Her ser vi Kongerne, som de gaar,
og som de sidder, og som de staar,
og som de drejer sig i Dansen.
106 M U L D
Ved de sidste Ord tog Karl og Pige fat i hinanden og snurrede
rundt. Derpaa blev det samme Vers gentaget blot med den
Forandring, at det denne Gang blev til „Dronningernes Vise",
ligesom det var en Dronnings Væsen, der søgtes efterlignet under
Dansen; hvorefter Turen paa samme Maade kom til Herremanden,
Præsten, Prokuratoren, Bonden, Smeden, Snedkeren
og andre Haandværkere.
Der var især blandt Karlene ikke saa faa, der havde Evne
til ganske vittigt at efterabe de forskellige Bestillingers særegne
Lader. Navnlig vakte det stormende Munterhed blandt Tilskuerne
oppe paa Skrænterne, da man tilsidst naaede „Skrædderens Vise",
og alle Karlene satte sig ned i Sandet med korslagte Ben og gav
sig til at sy med lange Sting i Luften.
Emanuel sad med den ene Haand under Kinden og saae ned
over denne Scene med et bevæget, halvt fraværende Smil. Ungdommens
glade Toner førte hans Tanker ud over Vandet ...
og længere bort.
Han kom til at tænke paa sit Barndomshjem, paa sin egen
glædeløse Ungdom, paa alt, hvad han i sin Ensomhed havde
digtet og drømt. Og hans Øjne duggedes af Taknemlighedens
Taarer. Han følte det nu — her sad han midt i sin virkeliggjorte
Drøm. Dette var den barneglade Livsensfest, han dunkelt havde
anet. Her var det forjættede Land, hvis Mælk og Honning han
havde smægtet efter!
Hans Øjne søgte Hansine; han havde ikke kunnet opdage
hende mellem de dansende. Først efter nogen Leden fandt han
hende henne ved Siden af Baaden, hvor hun stod ensomt, med
Albuen støttet paa Rælingen, Hovedet halvt bortvendt og med
Blikket ubevægelig rettet mod et fjernt Punkt ude over Vandet,
som om Sangens Toner førte ogsaa hendes Tanker ud paa vide
Rejser. Skumringen var allerede saa fremskreden, at Ansigtets
Træk ikke kunde skælnes i den Afstand, hvori Emanuel befandt
sig. Men des tydeligere tegnede sig for ham Legemets Omrids
mod den nu næsten ensfarvede, blommerøde Havflade. Og pludselig
grebes han'af en dump Uro. Han forstod ikke, hvorfor
hun den hele Dag havde undgaaet ham, end ikke sagt ham
M U L D 107
Goddag eller budt ham Velkommen Kunde han have skuffet
hende med sin Tale? ... Han havde dog hele Tiden talt netop
med Tanken paa hende, havde først og fremmest ønsket, at h u n
skulde kunne forstaa ham!
Hans pludselig urolige Mine blev bemærket af et Par af de
omsiddende, der straks lod en Meddelelse derom gaa videre til
andre. Da man derved kom til at tænke paa, at Kapellanen muligt
misbilligede Ungdommens Dans, gav man Tegn til, at den
maatte høre op. Aftenen var nu ogsaa saa fremrykket, at det
var Tid at tænke paa Opbrud. En kold Em begyndte at stige
op af Jorden, og Stjernerne i Vest var fuldtændte.
Et Par gamle Folk rejste sig og begyndte at tage Afsked.
Straks efter fulgte andre Eksemplet.
Forresten var man en lille Smule skuffet, fordi man havde
ventet, at Emanuel endnu engang vilde have talt, fortalt et Æventyr
eller lignende. Gammel-Erik, der havde taget Plads lige under
ham — som en Discipel ved sin Mesters Fødder — havde
hvert Øjeblik, naar der blev lidt Tavshed i Forsamlingen, løftet
sig paa Armen og stirret op paa ham med livsalig forventningsfuld
Mine som et Barn, der venter at faa den hele Troldeverden
oprullet for sine Øjne.
Alligevel gik de alle endnu engang hen til ham og gav ham
Haanden med et hjerteligt „Tak for idag".
Kun Hansine tog straks, da Opbrudet begyndte, sin rødhaarede
Veninde under Armen og bortfjernede sig med hende langs
Stranden for at følge hende paa Vej hjem til den ensomtliggende
Hegnsmandsbolig ude ved „Lunden".
VII
Nogle Minutter derefter stod Emanuel oppe paa en Bakkeryg,
hvorover en Sti trak sig nordpaa ind til Vejlby. Han havde taget
sin brede Plyshat af Hovedet og lagt Haanden paa sin Pande,
mens han lyttede til den allerede fjerne Lyd af det lange Mennesketog,
der syngende drog hjemad mod Skibberup.
De sidste Toner døde hen. Han var alene.
108 M U L D
Rundt om ham strakte sig den ørkenstille Jord. Over hans
Hoved løftede sig den kolde, hvidblaa Himmelkuppel med blege,
fjerntlysende Stjerner .... Han havde en Fornemmelse, som
om han var bleven lukket ude af et Paradis. Tøvende vendte
han Blikket i Retning af Vejlby, hvor han i det fjerne skimtede
den højtragende Præstegaardspark, der tegnede sig som en mørk,
truende Skybanke mod Horisontens sidste svage Lysskær. Der
ventede ham nu Opgørelsen, Kampen, Banlysningen!
Han følte sig pludselig saa mat og tung. Den Beklemthed,
han hele Aftenen ved et Magtsprog havde holdt nede, overfaldt
ham nu her i Ensomheden med knugende Magt. Langsomt gik
han et Stykke frem, standsede saa igen og satte sig ned paa en
stor Sten, der laa ved Siden af Stien. Med Hovedet støttet i
sine Hænder tog han Vejret dybt et Par Gange og sank hen i
Tanker. Det var ikke, fordi han paa nogen Maade nu fortrød
det Skridt, han havde gjort; — han følte sig blot saa bittert ene.
Han sad og tænkte paa, at om han nu havde haft et eget Hjem,
hvor han kunde finde Fred og Tryghed under den forestaaende
Kamp, en from og trofast Hustru, der vilde dele med ham hans
Sejr og hans Nederlag ... det vilde da have været selve Livets
Lyst at kæmpe og lide for Sandhedens Sag. Men dette var som
at stride paa nøgen Hede og med tomme Hænder. Aldrig Hvile,
ikke en Tilflugt!
Han sad en Stund og stirrede ud for sig, mens et Navn svævede
paa hans Læber .... Hansines. Forunderligt! Bestandig
kom den unge Kvinde i hans Tanker, enten han var nedtrykt
eller glad. Med bankende Hjerte spurgte han sig selv, om han
da hos hende skulde kunne finde, hvad han savnede. Men da
huskede han hendes Adfærd imod ham denne Aften og rev sig
med Vold ud af sine Tanker.
„Drømme!" sagde han halvhøjt og rejste sig op. „Jeg er og
bliver en Flygtning her paa Jorden, ... en fremmed i min egen
Slægt, en mistænkt Gæst mellem fremmede!"
Og pludselig foldede han Hænderne for sit Bryst, løftede i
Ekstase Blikket mod Stjernehimlen og bad :
„O, min Fader i det høje, ... du ... du alene forstøder mig
M U L D 109
ikke! Du er min Tilflugt og min Trøst ... mit Haab og min
Kærlighed! Se, jeg frygter ikke! Lad kun Stormene rase, ved
dine Fødder er der Fred! O, lad mit ensomme Jordelivs Kamp
være en Lovsang til din Ære, jeg forlanger jo intet andet.
Skænk du mig din Naade; mæt du min hungrige Sjæl med din
Velsignelse. Da skal jeg være glad. — Amen!"
Han bøjede Hovedet, stod en Stund tavs og fortsatte saa langsomt
sin Gang.
Men endnu bankede hans Hjerte. Han kunde alligevel ikke
slippe Tanken paa Hansine. Det var, som om al hans Uro tilsidst
samlede sig i dette ene Spørgsmaal: Hvorfor flyr hun mig?
Hvormed støder jeg hende bort? ... Det syntes ham mere og
mere, at Svaret herpaa indeholdt et Varsel for hele hans Fremtid.
Han følte, at han ikke med Sandhed kunde optage Kampen
i Menighedens Navn, saalænge han ikke vidste, om den, han af
alle helst vilde have paa sin Side, var for ham eller imod ham.
Han standsede.
Han maatte have Klarhed endnu denne Aften. Han havde set
Hansine forlade Samlingspladsen langsad Stranden sammen med
sin Veninde og antog, at hun maatte komme tilbage den samme
Vej, da hun næppe saa sent paa Aftenen turde skraa over Mosen
og Bækkeløbet.
Han vendte da om, og efter faa Minutters Forløb befandt han
sig atter ved „Kirken". Herfra gik han videre langsmed Vandet,
men havde ikke gaaet mange Skridt, før han brat standsede, ...
der kom hun netop imod ham, ikke hundrede Alen borte, underlig
stor at se til i Tusmørket, udflydende som en Skygge
mod den taageslørede Fjord.
Hun gik lige ude i Strandkanten. Ganske langsomt gik hun
— som den, der har længtes efter Ensomhed — og sang med
halvhøj Stemme.
Pludselig stod hun stille, og bægge hendes Hænder foer op
under Hjertet. Hun havde set ham.
„Bliv ikke forskrækket .. . Som De ser, er det blot mig, '
sagde han efter at have nærmet sig og løftet paa sin Hat. „Jeg
haaber, jeg ikke kommer til Forstyrrelse."
110 M U L D
De sidste Ord faldt ham uvilkaarligt ud af Munden ved Synet
af hendes Skræk; hun stod som lammet og svarede intet. I sin
heraf fremkaldte Forlegenhed begyndte han da at give en omstændelig
Forklaring af sit Komme, fortalte, at han havde set
hende følge sin Veninde paa Vej, og da han den hele Aften
ikke havde faaet talt med hende, var han gaaet hende imøde
for dog at hilse paa hende.
Men hun blev staaende lige stum og stirrede ubevægelig paa
ham med et halvt truende, halvt bønfaldende Blik, der mindede
om et dødssaaret Dyrs.
„Men bedste Hansine!" udbrød han. „De er da ikke vred paa
mig, fordi jeg har standset Dem? Jeg forsikrer Dem, De behøver
ikke at nære nogensomhelst Slags Ængstelse for mig. Jeg
vilde, som sagt, nødigt vende hjem uden at have hilst paa Dem
. .. Det har jo været en ret betydningsfuld Dag for mig, som De
vel kan vide, og "
Hun forblev lige tavs.
Blodet foer Emanuel til Kinderne. Skulde hun virkelig for
Alvor kunne mistænke ham? Tanken forekom ham altfor urimelig,
og dog indsaae han nu, at han virkelig havde baaret sig
lidt ubetænksomt ad ved at opsøge hende paa denne Tid og i
denne Ensomhed. Han gjorde sig derfor nu Umage for at slaa
Sagen hen i Spøg.
Alligevel var der en Del Bitterhed i hans Tone, da han
sagde:
„Jeg synes da virkelig at være kommen til Ulejlighed. De maa
undskylde mig .. det var sandelig ikke min Hensigt. Ærlig
talt tænkte jeg ikke paa, at Tid og Sted maaske var lidt upassende
valgt. Naa — Godnat da! Ja, for Deres Haand tør De
dog vel nok give mig til Afsked?"
Hun stod endnu lidt, gav ham derpaa tøvende sin Haand og
vendte sig med et sagte hvisket „Godnat". Saa gik hun langsomt
tilbage samme Vej, hun var kommen.
Emanuel blev staaende, ganske fortumlet af Overraskelse.
Han havde mærket, hvor hendes Haand var kold, og hvor den
skælvede.
M U L D 111
„Hansine!" kaldte han, da hun allerede var kommen et godt
Stykke bort.
Hun lod, som om hun ikke hørte ham, og fortsatte sin
Gang.
„Hansine!" kaldte han igen, og denne Gang med sin Stemmes
fulde Styrke, — og da standsede hun, ligesom magtstjaalen.
Han gik hen til hende og sagde:
„Hvad er der dog ivejen med Dem, Hansine? Og hvorfor er
De saadan imod mig?"
Lyden af hans Stemme ligesom vakte hende. Hun vendte sit
Ansigt bort og vilde atter gaa. Men da holdt han hende tilbage
ved Armen og udbrød helt forfærdet:
„Nej, nej — saaledes maa De ikke gaa herfra. Hvad er der
dog ivejen, Hansine? Har jeg gjort Dem noget ondt? Eller har
andre? ... Vil De ikke betro Dem til mig? Jeg forsikrer Dem,
jeg er Deres Ven."
Hun forsøgte med Magt at vride sig fra ham; men han
holdt fast.
„Jeg slipper Dem ikke, før De har talt til mig. For Himlens
Skyld, Hansine — hvad har jeg gjort Dem?"
„Lad mig gaa!" sagde hun hæst, — og der var baade Rædsel
og Bønfaldelse i hendes Røst.
Han blev bange og turde ikke længer holde paa hende. Og
dog flygtede hun ikke. Hun gik blot et Par Skridt, standsede
saa med Armen trykket for Øjnene, som om det svimlede for
hende.
Emanuel stod ganske raadvild. Var hun syg? ... Hans eget
Sind var i et saadant Oprør, at han næppe formaaede at beherske
sig. Thi just i dette Øjeblik kom han til fuld Klarhed over
sine Følelser for denne unge Pige. Han vidste det nu — han
elskede hende! For første Gang i sit Liv følte han Kærligheden
flamme op i Hjertet og betage Sind og Sanser. Han elskede
hende! Ja, han saae det nu — hende var det, hans Ungdomsdrømme
havde aabenbaret ham, hende, han hele sit Liv havde
længtes efter!
„Hansine!" sagde han med en Stemme, der skulde være beM
U L D
roligende, men som forgæves søgte at skjule hans egen lidenskabelige
Sindsbevægelse. „Har De slet ingen Tillid til mig?
Er De vred paa mig? ... De maa sige mig det, for jeg har
den hele Dag tænkt saa meget paa Dem ... Og jeg har længtes
saa meget efter at tale med Dem," vedblev han, idet han i sin
Betagethed atter greb hendes Haand, skønt hun stadig vendte
Ryggen til ham. „Vil De blot svare mig paa dette ene Spørgsmaal?
Hører De, Hansine? De maa ikke gaa, før De har sagt
mig det. Er De vred paa mig?"
„Nej!"
Noget i dette korte Svar og i hendes Hjertes vilde Banken,
som han kunde fornemme helt ude i hendes Haand, tændte pludselig
et Lys for ham. Kunde det være muligt! Turde han
virkelig tro? Tankerne suste som Stormvind gennem hans
Hoved ... Aa Gud! Kunde det være sandt? ...
For ikke at skræmme hende tvang han sig med et Opbud af
al sin Viljekraft til at være rolig. Skælvende bøjede han sig
ned over hende og stammede:
„Hansine, De maa svare mig blot paa en eneste Ting endnu.
Sig mig ... er det rigtigt, naar jeg føler, at det er Gud selv,
der har ført os sammen her iaften? ... Nej, nej. Gaa ikke bort!
De maa ikke skjule noget for mig. Holder De lidt af mig? Sig
mig det ... holder De blot en lille Smule af mig?"
Hun rykkede Haanden til sig med fortvivlet Kraft for at
komme løs. Men nu laa begge hans Arme omkring hende, og
han drog hende til sig med ubehersket Lidenskab.
„Hansine ... kære, kære Hansine ..."
Men hun hørte intet længer. Hun var sunket magtesløs sammen
i hans Arme. En fortvivlet, krampagtig Graad vældede
frem. Det saae ud, som ønskede hun blot, at Jorden vilde aabne
sig og opsluge hende.
I samme Øjeblik hørtes der en munter Fløjten fra et Sted i
Nærheden. Emanuel vendte sig om og blev ubehageligt overrasket
ved at faa Øje paa en Mandsperson, der kom gaaende langs
Strandkanten og svippede med en Stok. Øjeblikkelig slap han
Hansine og blev blussende rød. Han havde genkendt den unge
M U L D 113
Hjælpelærer Johansen, der efter sin Sædvane snusede omkring
her mellem Bakkerne efter enligt gaaende Piger.
„Kom, lad os gaa," sagde han hurtigt.
Men Hjælpelæreren havde trods Halvmørket allerede opdaget
og genkendt ham. Han standsede, lettede derpaa med
udsøgt Ærbødighed paa sin Hat og bukkede, som om han
vilde sige: „Hvilken Overraskelse! ... Jeg har den Ære
at gratulere."
„Lad os gaa," gentog Emanuel. Men da han vendte sig om,
var Hansine forsvunden.
VIII
Der hvilede den næste Morgen ligesom en lummer Tordenluft
over Vejlby Præstegaard. Da Emanuel — noget senere end
sædvanligt — kom ned til Tebordet, fandt han hverken Provsten
eller Frøken Ragnhild. Den gamle Tjenestepige, der kom ind
fra Køkkenet, skænkede tavs hans Te og skød den forsigtig hen
til ham fra den anden Side af Bordet med en Mine, i hvilken
han allerede læste sin Dødsdom.
Ude i Havens lange Hasselalle vandrede Provst Tønnesen
rastløs frem og tilbage. Svære Tobaksskyer, der med ligesom
ængstelig Hast forputtede sig i Hasselhækkene, røbede tydeligt
nok hans Sindsstemning, — saaledes dampede Provst Tønnesen
kun, naar hans Sind var i det højeste Oprør. Straks ved Morgenteen
havde Frøken Ragnhild fortalt ham om Kapellanens Optræden
i Forsamlingshuset; men allerede forinden havde han
faaet Nys om Sagen gennem en Kludekræmmerske, der tidligt
om Morgenen havde været inde i Køkkenet hos Lone og der genfortalt,
hvad hun havde hørt berettet omkring i Byen om Hr.
Hansteds Foredrag. Provsten, der dengang endnu befandt sig i
sit Sovekammer, havde herfra opsnappet enkelte af Konens Ord,
saa Datterens Meddelelse blev forsaavidt kun en Bekræftelse
paa, hvad han forud havde anet.
For Enden af Alleen nærmede sig en Person i lys Sommerfrakke
og med stiv Straahat — Hjælpelærer Johansen.
Det forjættede Land 8
114 M U L D
Da Provsten fik Øje paa ham, standsede han og raabte ham
utaalmodigt imøde:
„Hvad er der nu paafærde?"
Hr. Johansen blottede sit krøllede Hoved, standsede i fire
Skridts Afstand, bukkede og sagde:
„Undskyld, Deres Højærværdighed — jeg har en Barnefødsel
at tilmelde Kirkebogen."
„Naa, ikke andet! Hvorfor kommer De i den Anledning listende,
som om der var sket en Ulykke? ... Hvis Barn er det?"
„Pigen Mette Andersens."
„Ja saa. Igen en Pige! ... Ja naturligvis! Letfærdighed og
Udsvævelser paa alle Kanter! Frigørelse for alle Baand — det
er jo Tidens Løsen!"
Hjælpelærer Johansen saae nedad og derpaa ud til Siden med
et uroligt Blik. Han var ikke ganske sikker paa, til hvem disse
Ord sigtede; og han havde for Tiden selv en noget belastet Samvittighed
i Henseende til det berørte Punkt.
„Jeg haaber" — vedblev Provsten strengt — „at De, Hr. Johansen,
alvorligt optugter Børnene i Pligtens Bud. Det er i vore
Dage, da Tøjlesløsheden prækes som Lære paa alle Torve, mere
nødvendigt end nogensinde. Se ikke gennem Fingre! Troldene
skal tæmmes!"
„Jeg tror at turde sige Deres Højærværdighed, at jeg i den
Henseende har bestræbt mig efter yderste Evne. Jeg har netop
særlig omhyggeligt søgt at indskærpe Børnene Pligtbudene.
Men—n ... hm! ... det er jo det gode Eksempel, det fornemmelig
her kommer an paa. Det slette Eksempels Magt er destoværre
netop paa dette Punkt saa overordentlig stor."
„Javist — naturligvis!" svarede Provsten og betragtede Hr.
Johansen med let Overraskelse. „Men hvad tænker De nærmest
paa her? Sigter De bestemte Personer for at være de særligt
slette Eksempler i Menigheden?"
„Gud bevares, Deres Højærværdighed ... det var ikke min
Mening at anklage nogen enkelt. Jeg mente blot saadan ganske
i Almindelighed —"
„Snak! Behold Omsvøbene for Dem selv — og forklar Dem
M U L D
ordentligt! Hvem er det, De tænker paa? Hvem er det, De anser
for særligt skadelige Elementer i Menigheden? ... Naa, tal ud!"
„Hm! Deres Højærværdighed har virkelig misforstaaet mig.
Jeg mente blot — saadan ganske løseligt —
„Ingen Omsvøb siger jeg Dem nok engang! Svar mig paa,
hvad jeg spørger oml"
„Jeg forsikrer Deres Højærværdighed, det var bare min Mening,
at ... f. Eks. en Mand som Hr. Kapellanen maaske for
Menighedens Skyld burde være lidt forsigtigere i sin Adfærd
... Folk paa Landet misforstaar saa let."
„Kapellanen!" udbrød Provsten med rynkede Bryn og maalte
Hjælpelærerern tre Gange fra Hoved til Fod. „Hvor falder det
Dem ind at nævne Hr. Hansted i denne Sammenhæng? De vil
dog vel ikke beskylde Pastor Hansted for at begaa Skamløsheder?
... Naa, tal ud og forklar Dem, Menneske!" brølede han
og stampede med Foden.
Hr. Johansen vred sig som en Orm i Klemme. Han havde
længe haft et Horn i Siden paa Kapellanen, der bestandig ganske
aabenlyst havde vist ham sin Ringeagt; og det havde nu været
hans Plan at skaffe sig Hævn over ham og samtidig at indynde
sig hos Provsten ved at benytte sig af det lille Indblik i hans
Privatliv, som Tilfældet den foregaaende Aften havde skænket
ham. Dog havde han blot haft til Hensigt foreløbig at bibringe
Provsten en lille Mistanke til Kapellanen, ikke at optræde som
egentlig Angiver. Nu sad han imidlertid fast i sin Snare og forstod,
at han for sin egen Skyld gjorde vel i at overgive Hr. Hansted
paa Naade og Unaade. Han rettede sig ivejret, skruede Halsen
frem med en Bevægelse, som om han sank sin sidste Betænkelighed,
og sagde:
„Ja, jeg tilstaar ... jeg mener virkelig, at det ikke er noget
godt Eksempel at give Menigheden, naar Hr. Kapellan Hansted
kan træffes sent om Aftenen paa et ensomt Sted i særdeles øm
Berøring med en af Egnens unge Piger."
Provst Tønnesens Ansigt blev askegraat. Han maalte atter
langsomt Hjælpelærerens fulde Højde og sagde endelig:
„Hvem har set det? ... Svar!"
116 M U L D
„Det har jeg selv, Deres Højærværdighed!"
„De! ... Og sent om Aftenen, siger De!"
„Mellem ti og elleve."
„Og hvor?"
„Ude ved Hammervigen ... „Kirken", som Befolkningen kalder
Stedet."
„Og De er ganske sikker paa, at De ikke tager fejl ... i nogen
Henseende?"
Hr. Johansen bøjede Hovedet og saae undseligt ud til Siden.
„Det var virkelig ikke muligt at tage fejl, Deres Højærværdighed."
Der blev et Øjebliks Stilhed. Derpaa sagde Provsten:
„Kan De omtrentlig angive, paa hvilken Tid ... jeg mener,
hvilken Aften De saae Hr. Hansted i den omtalte Situation?"
„Det kan jeg let, for det var netop igaar Aftes."
„Igaar! Efter Mødet! Saa der har vi altsaa Forklaringen!"
udbrød han uden at vide, at han tænkte højt.
Derefter saae han atter strengt paa Hjælpelæreren og sagde:
„Hvad De her har fortalt mig, bliver foreløbig mellem os.
Forstaar De?"
Hr. Johansen bukkede ydmygt.
„Jeg skal nu lade Sagen undersøge, og jeg vil sige Dem, det
vil komme Dem dyrt til at staa, hvis De blot paa et eneste
Punkt har vist Dem uefterrettelig! ... Den Barnefødsel, De
talte om, skal jeg huske at indføre. Har De Papirerne med? Godt!
Ja, saa er der ikke mere for idag."
Da Provst Tønnesen kort efter fra Verandaen kom ind gennem
den tomme Spisestue, slog han Døren op til Køkkenet og raabte,
saa det genlød i hele Huset:
„Er Lone der?"
„Javel," lød det halvkvalt et Sted nede fra Kælderen.
„Gaa op til Kapellanen og sig ham, at jeg ønsker at tale med
ham. Jeg er paa mit Værelse. Men sig, at han skal komme
straks. Jeg venter!"
AL U L D 117
IX
Provst Tønnesen gik med Hænderne paa Ryggen frem og
tilbade over Gulvet i sit Studereværelse, da Emanuel bankede o '
paa Døren og traadte ind.
„Provsten ønsker at tale med mig."
Tønnesen svarede ikke og afbrød heller ikke sin Gang, men
bød ham med en kort Haandbevægelse at sætte sig.
Emanuel tog Plads paa en Stol. Han holdt Hovedet løftet,
lagde Benene overkors og stak den højre Haand ind bag Opslaget
paa sin tæt tilknappede Frakke. Hans kampberedte Mine
og Holdning skjulte imidlertid kun maadeligt en heftig indre Uro.
Paa Kinderne kom og svandt smaa røde Feberpletter i hurtig
Skifte; Øjnene var matte som efter en Nat uden Søvn.
Da Provsten vedblev at være tavs, udbrød Emanuel tilsidst i
nervøs Utaalmodighed:
„Jeg kan tænke, det er om mit Foredrag igaar, at Provsten
ønsker at tale med mig. Jeg beklager naturligvis, at jeg ikke fik
Lejlighed til at underrette Dem derom iforvejen. Det var min
Hensigt at gøre det, men "
Han blev stoppet af et Lynblink fra Tønnesen, der endelig
var star dset henne i den modsatte Ende af Stuen.
„Den Sag skal vi senere tale om. At De har fundet det passende
— trods den Stilling, De indtager hos mig — at give
Gæsterolle i Væver Hansens Cirkus, har jeg ganske rigtigt allerede
erfaret, og herfor skal De ved en anden Lejlighed staa mig
til Regnskab. Foreløbig er der imidlertid en anden Sag, som jeg
ønsker en Udtalelse fra Dem om. Det er nemlig kommet mig
for Øre," vedblev han, idet han nu langsomt nærmede sig over
Gulvet med Hænderne bag paa Ryggen og de funklende Øjne
stift rettede mod Emanuel, „det er kommet mig for Øre, Hr. Kapellan,
at De i et Punkt, hvor De mere end i noget andet burde
være det følgeværdige Eksempel for Egnens Ungdom, ved Deres
Opførsel rent ud har vakt Forargelse i Menigheden. Kort
og godt — er det sandt, Hr. Hansted, at De har natlige Stævnemøder
med visse af Egnens unge Piger?"
118 M U L D
Emanuel havde rejst sig. Kindernes Feberpletter havde i
et Nu bredt sig over Pande og Tindinger; hele hans Ansigt
flammede.
„Hvem har sagt det?"
„Det kan være det samme," raabte Provsten ham nu lige
ind i Ansigtet. „Hvorledes forholder det sig? Jeg ønsker en
kort og utvetydig Udtalelse, Hr. Kapellan. Altsaa — ja eller nej!"
Emanuel bed Læberne sammen. Det var kun med yderste
Møje, at han afholdt sig fra at slynge Provsten en Fornærmelse
i Ansigtet.
Endelig sagde han:
„Dersom der med visse unge Piger menes Anders Jørgens
Datter — og om andre kan der ikke være Tale — saa er det
halvvejs sandt."
„Ja saa! De tilstaar altsaa!"
„Ja; — hun er nemlig min Forlovede. Nogen udstrakt Forargelse
kan dette Forhold imidlertid umulig endnu have vakt i
Menigheden, eftersom det igaar Aftes var første Gang, jeg talte
med hende alene. Og dette skete endda — efter hvad jeg nu
forstaar — ikke uden Vidner. Hr. Hjælpelærer Johansen kom
nemlig tilstede ved den Lejlighed."
Provst Tønnesen var veget først et, derpaa endnu et tungt
Skridt tilbage. Hans Hænder faldt fra Ryggen slapt ned til Siderne,
og han stirrede paa sin Kapellan med et Blik, der i Løbet
af et halvt Minut fremviste en Skala af de mest modstridende
Udtryk og tilsidst ligesom forstenedes i et Udtryk af medynksblandet
Forfærdelse.
Det var nu heller ikke netop en Nyforlovets Lyksalighed,
Emanuels Ansigt i dette Øjeblik bar tilskue. Hans forvaagede
Træk og rødrandede Øjne røbede tydelig den Kamp, han i Nattens
ensomme Timer havde haft at bestaa med opdukkende Ængstelser,
fordi han i et af Livets allervigtigste Anliggender havde
handlet i Overilelse, uden at have raadført sig tilstrækkeligt med
Gud og sin Samvittighed.
Efter en Stunds Tavshed traadte Provsten ham atter ganske
nær og lagde varsomt sin Haand paa hans Skulder.
M U L D 119
„Hr. Hansted!" sagde han helt bevæget. „Jeg maa tale et
Ord med Dem ... ikke som Deres Foresatte, men som en sand
og oprigtig, faderlig Ven. Maaske kan De i den Sindsstemning,
hvori De for Øjeblikket befinder Dem, kun vanskeligt opfatte
mig som saadan, — og dog forsikrer jeg Dem, jeg er det, og jeg
tænker her kun paa Deres Bedste. Nej, nej, nu maa De
ikke afbryde mig. Nu maa jeg en Gang have Lov til at tale ud.
Jeg maa — hører De? De veed i denne Tid ikke selv, hvad De
gør. De er syg, besnakket, forlokket ... jeg veed ikke hvad;
men jeg beder Dem med al den Magt, jeg ejer over Dem: gør
dette Skridt om, inden nogen større Skade er sket. Hører De?
De maa — De skal! Du gode Gud, hvorledes er dog dette gaaet
til? Hvor har De dog haft Deres Fornuft henne? Hvad tænker
De, at Deres Familje, Deres Venner, hele Deres Omgangskres
vil sige? Gaa dog i Dem selv, Hr. Hansted ... betænk,
hvad De her indlader Dem paa; indse dog, hvad De sætter
paa Spil ."
Emanuel rykkede et Skridt tilbage for at frigøre sin Skulder
for Provstens Haand og udbrød:
„Jeg kan ikke tillade Dem at tale saaledes. Mit Forhold
her ... min Glæde og min Lykke mangler De ganske Forudsætninger
for at forstaa, og det nytter ikke, at vi taler mere
derom."
Provsten bed sig i Underlæben og betragtede ham med et
mørkt, tvivlraadigt Blik. Hans brede Bryst gik højt, Ansigtet
var sprængrødt; det saae ud, som om en Flom af voldsomme
Ord kogte ham i Struben.
Saa vendte han sig med et bort og gik langsomt hen til Vinduet,
hvor han blev staaende tavs og stirrede ud.
I mere end to Minutter var der dødsstille i Værelset.
Omsider sagde Emanuel:
„Har Provsten mere at tale med mig om?"
Tønnesen vendte sig om.
„Ja, Hr. Hansted!" sagde han med tilkæmpet Ro. „Jeg føler
det som min Pligt endnu en Gang paa det alvorligste at advare
Dem mod det skæbnesvangre Skridt, De er ved at foretage. Jeg
120 M U L D
har optaget Dem i mit Hus, og jeg kan ikke roligt se paa, at
De saaledes gør en Ulykke paa Dem selv — og paa andre. Naturligvis
tvivler jeg ikke om, at De handler i den bedste Tro," vedblev
han, idet han langsomt nærmede sig over Gulvet. „Naturligvis
mener De selv, at dette vil kunne blive til Lykke baade
for Dem selv og den unge Pige. Men De er en Drømmer, en
Sværmer, Hr. Hansted — det har jeg længe mærket! Fantasteriet
ligger Dem som en ulyksalig Mødrenearv i Blodet og fører
Dem som en blindet Mand ud paa vilde Veje. Se dog ind i Deres
sande Jeg. Riv det Drømmebind fra Øjnene, og De skal selv forfærdes
for den Afgrund, man har lokket Dem ud til. Hvorledes
er det dog gaaet til, at De med Deres Kundskaber og Forstand
har kunnet lade Dem i den Grad forblinde? Hvad skal man tro,
hvad skal man tænke om Dem, Hr. Hansted?"
„Derom skal jeg ikke udtale mig. Jeg veed kun, at jeg ikke
kan imødekomme Deres Ønsker ved at fortryde mine Handlinger
— hverken iden ene eller den anden af dem. Naar jeg igaar
talte i Skibberup Forsamlingshus, skete det efter modne Overvejelser,
og jeg har ingen Grund til at ønske det ugjort. Jeg
føler, at jeg igaar for første Gang i Sandhed var sammen med
Menigheden, — og havde Provsten været tilstede, havde De
sikkert selv maattet indrømme, at Tilfredsheden herover var
gensidig."
„Det tror jeg saamænd hjertelig gerne!" busede Tønnesen ud.
„Naar man fortæller Børn og Bønder Eventyr og dertil smigrer
lidt for dem, saa bliver de saa glade. Er det den store Opdagelse,
De har gjort, saa har De sandelig været noget længe
om den. Den Visdom kunde jeg saamænd have belært Dem
om for længe siden."
„Provsten tager ganske fejl," svarede Emanuel behersket og
med et Præg af Værdighed. „Det var hverken Eventyr eller
Smigrerier, der lukkede Tilhørernes Øren op, men alene den
Omstændighed, at jeg stod frem med mit Vidnesbyrd som et
Menneske blandt Mennesker, ikke som en Dommer mellem Syndere.
Det er min store Opdagelse — om Provsten virkelig
bryder sig om at kende den — at man som Præst kan have en
M U L D 121
anden Opgave end den, altid at gaa rundt som Himlens Skatteopkræver
og indkassere Menneskenes Syndeskyld, — og herpaa
har jeg netop igaar faaet den ønskeligste Bekræftelse."
„Aa—haa! Saa vidt er det altsaa kommet med Dem! Saa
forstokket er De allerede bleven, at jeg skal høre alle Væver
Hansens Floskler af Deres Mund' Sandelig, De har været en
lærvillig Elev, Hr. Hansted! Er det saaledes fat med Dem, saa
forstaar jeg, at jeg kan spare mig Ulejligheden med at forsøge paa
at bringe Dem til Fornuft . .. Men saa er De vel ogsaa forberedt
paa," fortsatte han med hævet Stemme og traadte nu Emanuel
helt ind paa Livet, „saa er De vel ogsaa forberedt paa de Skridt,
som jeg agter at foretage efter dette? Kort og godt, Hr. Kapellan!
De har at vælge nu — enten mig eller Væver Hansen!"
„I saa Fald ... er Valget truffet."
„ja saa! Meget godt! De taler dristigt ... Men forstaar De
ogsaa ret, hvad dette vil sige? Er De klar over, at dette betyder,
at Deres Tid her hos mig da er forbi . . . uigenkaldelig
forbi, forstaar De?"
„Det har jeg netop tænkt mig. Men jeg har fra nu af min egen
Gerning her i Sognet, — og den forbliver ganske upaavirket af,
om jeg er Provstens Kapellan eller ej."
„Ser man det! Det er et forberedt Angreb! En formelig Krigserklæring!
De vil rejse en aabenlys Kamp i min Menighed!"
„Nej, slet ikke. Jeg for min Del ønsker kun at faa Lov til i
Fred at udrette, hvad godt jeg kan, for min egen og andres Udvikling.
Dermed er jeg tilfreds."
„Men jeg ikke. Saa let leges der ikke her — vær vis paa
det! En Styrkeprøve skal det gælde, Godtfolk! Og I skal ikke
være for rolige for Udfaldet! ... Ja se kun paa mig! Maal Dem
kun med mig, min unge Herre! Det kunde dog maaske endnu
bringe Dem en Smule til Fornuft. De gamle Træer falder ikke
for det første Hug, — men det hænder derimod undertiden de
unge; det skal De komme til at sande! Igaar talte De, Hr. Hansted!
Nu har jeg Ordet!"
122 M U L D
X
Da Provst Tønnesen et Øjeblik efter med Allarm slog Døren
op til Dagligstuen, kom Frøken Ragnhild i det samme ind fra
Spisestuen med en Porcellænsskaal fuld af gule Blomster mellem
Hænderne. Hun var klædt i en let Morgenslobrok, der omkring
Livet var sammenholdt af en tyk Snor med lange Ender
og Kvaster. Paa Hovedet sad en flad, lysegraa Filthat uden anden
Pynt end et hvidt Slør, der hang hende ned ad Ryggen. Hun
var som sædvanlig bleg, men op under hendes Hage kastede
Blomsterne et pragtfuldt rødgult Skær, som om det var en Skaal
fuld af flammende Sollys, hun bar.
„Hvad er der sket?" spurgte hun straks ved Synet af Faderens
ophidsede Udseende og standsede forskrækket foran det
svære Mahognibord i Midten af Stuen.
„Ja, det maa du nok spørge om! Jeg tror saa sandelig, at Verden
er gaaet aflave i denne Tid! Folk er som forheksede
komplet gale!"
„Hvad er der da sket?"
„Aa — det er saamænd hverken mere eller mindre, end at vor
Ven Hr. Hansted er gaaet hen og har forlovet sig!"
Frøken Ragnhild satte Skaalen fra sig paa Bordet med en saa
hastig Bevægelse, at noget af Vandet spildtes over de fremlagte
Pragtværker. Hendes Kinder blev rosenrøde helt op til
Tindingerne.
„Hvad siger du? ... Hr. Hansted!"
„Ja, saa minsandten! ... Men du vil næppe kunne gætte,
hvem der er den udkaarne, Ragnhild!"
„Er det ... er det en Dame her fra Egnen?"
„Ja, her fra Egnen er hun ganske vist; men Dame kan man
just ikke kalde hende. Det er nemlig Anders Jørgens Datter i
Skibberup. Hvad mener du om det?"
„Aa Snak! Det er ikke muligt!"
„Ja, det maa du sandelig nok sige! Man veed virkelig tilsidst
ikke, hvad man skal tænke om denne Galskabernes Tid, vi lever
i. Overalt dette ynkelige Skrabud for Almuen, denne vanvittige
M U L D 1 2 3
Bondeforgudelse, der ligesom anden Pest synes at ligge i Luften
i vor Tid. . . Og nu dette! Det er jo komplet Galmandsværk!
Og du skal se, Ragnhild — det bliver endda ikke herved! Dette
er blot det første Udslag af Fjanteriet. Der vil følge andre efter!
Hr. Hansted har allerede i den Grad mistet al sund Sans og
Samling, at han som alle indskrænkede Personer, der bliver
grebne af noget nyt, har faaet den Ide om sig selv, at han har
en Mission at udfylde her. Han vil være den ny Tids Profet hos
os, stifte Parti, gøre Optøjer kort og godt, ... saadan som det
er Mode i vore Dage!"
Frøken Ragnhild havde med en Søvngængers mekaniske Bevægelser
løst Hatten af sit Hoved og var gaaet hen til Vinduet.
Ligesom overvældet af Træthed havde hun her sat sig ned paa en
Stol og givet sig til at betragte Hønseflokken ude i Gaarden.
„Nu ja —," udbrød hun i en ligegyldig Tone, da hun mærkede,
at Faderen var begyndt at iagttage hende. „Paa en Maade
er dette vel kun, hvad man maatte vente efter den Retning, Hr.
Hansteds hele Udvikling i den senere Tid har taget. Det har
jo længe været at mærke paa ham, at det vilde bære henimod
noget saadant."
„Ja, det er netop det, jeg ikke helt kan lade være med at
bebrejde mig, Ragnhild! Jeg burde straks fra Begyndelsen have
taget om ham med fastere Haand. Hvem veed — maaske havde
han da staaet til at redde. Jeg fik jo hurtigt en Mistanke ... men
han var dog et voksent Menneske, og det er sandelig vanskeligt
at behandle en Mand som syg, før man har ganske sikre Beviser
paa Sygdommen ihænde. Men nu er der for mig ikke længer
nogen Tvivl ... han er gal, komplet forskruet! Naar jeg tænker
tilbage, kan jeg jo følge Sygdommens Udvikling Skridt for Skridt
lige fra det Øjeblik, han betraadte vort Hus. Det er Moderens
Vanvid, der slaar ud igennem Sønnen. Hun havde nok i sin
Ungdom en ganske lignende Snært af Ligheds-Raptussen fra
otteogfyrre og gjorde engang ligefrem Skandale paa et offentligt
Møde ved en fuldkommen revolutionær Tale. Og — ja er det
nu ikke mærkeligt? — ovre hos Pastor Petersens, fra hvem
jeg i det hele har det meste af min Viden om hende, fortalte de
124 M U L D
mig forleden, at det skal være netop her — i vor egen Nærhed
— at hun i sin Tid søgte at praktisere sine vilde Ideer. Hun
skal nemlig have været det egentlige Ophav til den Højskole
derovre i Sandinge, som jo ogsaa vi hovedsagelig skylder al vor
Uro i Sognet. I saa Fald kan man med Sandhed sige, at Hr.
Hansted er blevet et Offer for sin Moders Ungdoms-Daarskaber.
Men saadan gaar det!"
Frøken Ragnhild hørte ikke længer Faderens Ord, ja hun
mærkede det næppe, da han omsider standsede sin Talestrøm og
forlod Stuen. Hun forstod egentlig ikke, at denne Forlovelse
kunde gøre et saa stærkt Indtryk paa hende, aldenstund hun var
sig bevidst ikke selv at lide nogen Skuffelse i Anledning af den.
Hendes Interesse for Hr. Hansted havde tværtimod i den sidste
Tid været stærkt i Aftagende, og det hævede ham just ikke
i hendes Øjne, at han nu var gaaet hen og havde forelsket sig i
en Bondepige. Alligevel var det, som om der ved denne Begivenhed
var slukket endnu et Lys i hendes Tilværelse; som om der
var bleven endnu et tomt Rum indeni hende. Hun mistede jo
dog med Kapellanen en Omgangsfælle, der paa en Maade var
hendes eneste; en forstaaende Lidelsesfælle i sin Ørken-Ensomhed
og Melankoli .. . Var det mere?
. .. Imidlertid befandt Emanuel sig paa Vej til Skibberup. Solen
skinnede, og han gik rask til med faste, beslutsomme Skridt.
Det stormende Møde med Provsten og bagefter Synet af det solbestraalede
Foraarslandskab havde brat gjort Ende paa de Selvanklager,
hvormed han havde pint sig i den lange, søvnløse Nat.
Han følte sig atter stolt og lykkelig i tryg Bevidsthed om med
sin unge Kærlighed at have overvundet den sidste Rest af gammel
Fordom. Det syntes ham da ogsaa, at baade Solen og Engenes
vilde Blomster smilede ham imøde, ja at selv Køerne paa
Marken i Forbifarten tilnikkede ham et: „Til Lykke!"
XI
Heller ikke Hansine havde lukket et Øje den hele Nat. I halvt
forvildet Tilstand var hun om Aftenen naaet til sit Hjem, hvor
M U L D 125
hendes Forældre lykkeligvis allerede var gaaet til Ro., saa hun
kunde snige sig ind i sit Kammer og klæde sig af, uden at nogen
saa hende. Skønt den Tanke, at en ung Præst eller Folketaler
en Gang — ligesom Prinsen i Eventyrene — vilde krydse hendes
Vej, fatte Kærlighed til hende og løfte hende som sin Hustru
op over Bondens jordbundne Liv til en Flugt mod Aandens lyse
Højder, ingenlunde var hende fremmed, idet den havde tilhørt
hendes Drømme fra den allerførste Gang, hun som halvvoksen
var tilstede ved et af de store Vennemøder ovre i Sandinge; og
skønt det virkelig var sandt, hvad hendes Veninder paastod, at
denne hendes Drømmes Helt i Vinterens Løb mere og mere
havde antaget Kapellanens Skikkelse, havde hun under Mødet
med Emanuel ikke et Øjeblik troet, at hans Ord kunde være
andet end Udtryk for Medlidenhed, et Forsøg paa i hans Egenskab
af Præst at trøste hende og tale hende tilrette. Derfor
ønskede hun nu, at hun skulde dø. Hele Natten laa hun og
rystede under Dynen af Angst for Dagens Komme, fordi hun
ikke forstod, hvorledes hun skulde faa Mod til igen at se Mennesker,
efter at hun saa forsmædeligt havde røbet sin dyre
Hemmelighed.
Alligevel, da det lysnede mod Dag og Fuglenes søvndrukne
Pippen begyndte at høres i Haven udenfor hendes Vindu, blev
hun roligere. Hun gav sig til med mere Samling at gennemtænke,
hvad Kapellanen havde sagt, og hvorledes i det hele alt var
gaaet for sig. Og jo mere levende hun nu i Erindringen genkaldte
sig Aftenens Begivenhed, des mere Vold maatte hun
anvende mod sig selv for at skyde den Tanke fra sig, at Kapellanen
virkelig havde bedet hende om at blive hans Hustru. Hun
huskede det kærlige Tonefald, hvormed han havde spurgt, om
hun holdt af ham, og hvorledes han havde taget hendes Haand
og trykket den til sit Bryst . .. Det blev hende mere og mere
umuligt at bortforklare hans Frieri.
Og næppe var hun staaet op, før hun fik Vished. Af Egnens
Kludekræmmerske fik hun et Brev stukket ind gennem Vinduet,
netop som hun stod og redte sit Haar; og hun behøvede blot at
kaste et Blik paa Udskriften for at vide, fra hvem det var. Der
126 M U L D
stod: „Til Jomfru Hansine Andersdatter". Indholdet bestod kun
af en eneste Linje:
„Jeg kommer i Formiddag og taler med dine Forældre.
Emanuel."
Dette Brev bragte hende atter helt fra Fatningen. Hun blev
siddende paa Sengekanten med Hovedet mellem sine Hænder
og vidste i sin Fortvivlelse ikke, hvad hun skulde gribe til.
Havde hun dog blot aldrig fulgt Ane langs Stranden — tænkte
hun — saa var denne Ulykke maaske ikke sket!
Hun besluttede at betro sig til sin Moder. Efter at have fuldført
sin Paaklædning og gjort sig Umage for at udviske Sporene
af Nattens Kampe gik hun ud i Køkkenet.
Else, der var beskæftiget med at tænde op i Komfuret, udbrød
straks ved Synet af hende:
„Herre Gud, mit Barn! Hvad er der paafærde?"
Hansine vilde i Begyndelsen ingenting sige og gav sig til at
tage Mælkefade ned fra „Rækken". Men da Moderen blev ved
at trænge ind paa hende, ja tilsidst gjorde sig næsten vred og
tog hende i Armen for at faa hende til at tale, begyndte Hansine
paa sin sædvanlige butte Maade at fortælle, at hun om Aftenen
havde truffet Kapellanen nede ved Stranden, og at han — at
han
Længere kunde hun ikke komme.
„Naa, hvad han? Saa fortæl dog, bedste Barn!" sagde Moderen.
„Han har ... har friet til mig!" brød hun endelig ud og
kastede sig i det samme over Ryggen af Køkkenstolen under
en stum Hulken.
Moderen foldede i Forfærdelse Hænderne over Ildklemmen
og kunde længe ikke tale.
„Det er ikke sandt, Hansine?" sagde hun endelig, næsten hviskende
— som havde Talen været om en tilstaaet Forbrydelse.
Da Datteren ikke svarede, men blot blev ved at hulke stumt,
tilføjede hun stadig mere bleg og halvt grædefærdig:
„Det er jo dog noget saa rent ubegribeligt, Hansine! ... Om
jeg da kan forstaa, hvordan det kan være gaaet til! Hvem skulde
M U L D 127
dog kunnet tænke, at det kunde gaa saa galt! ... Hvad vil vel
Folk mene om det? Det er jo rent forskrækkeligt!"
I det samme kom Anders Jørgen stampende ind ude fra Gaarden
med to Blikspande for at hente Mælk til Kalvene.
„Hvad er her tiltorvs, Godtfolk?" udbrød han morgenlystig
og holdt Spandene ud fra sig i stive Arme.
Da han langt om længe af Elses stammende Beretning havde
forstaaet, hvad der var paafærde, satte ogsaa han et højst betænkeligt
Ansigt op. Han havde nemlig en Gang for alle gjort
sig det til Vane at antage sin Kones Miner, — men igrunden
stod det ham ikke ganske klart, hvad her var at græde for. Han
skulde snarere have været tilbøjelig til at betragte det skete
som en lykkelig Himlens Tilskikkelse; men han vogtede sig
altid vel for at røbe Meninger, som Else ikke først havde godkendt,
fordi han overhovedet ikke havde synderlig Tillid til sin
egen Dømmekraft.
Nu stod han der med sine underlig døde, blaahvide Øjeæbler
og stirrede i betuttet Raadvildhed frem og tilbage fra Moder til
Datter. .Og da ingen af dem sagde noget, faldt der ham ud af
Munden:
„Jamen ... jamen, Hansine! Hvordan i Alverden er dette
hersens dog kommet?"
„Det veed jeg ikke," sagde endelig Hansine, halvt uhørligt.
Hun hvilede endnu Hovedet paa sin Arm, men havde holdt op
at græde. Forældrenes samstemmende Beklagelser begyndte at
krænke hende.
Men nu nærmede Moderen sig og lagde varsomt sin Haand
paa hendes Skulder.
„Jamen, sig mig dog, Hansine . .. holder du da ogsaa af ham?'1
Først svarede hun ikke; men da Moderen gentog sit Spørgsmaal
og samtidig lod sin Haand stryge med et ligesom tilgivende
Kærtegn ned over hendes Haar, mumlede hun:
„Det gør jeg vel nok."
„Ja, for det er da endelig det, det kommer an paa, mit Barn,
at I bægge tror, det kan blive til Lykke for Jer. For skønt det
jo rigtignok er helt underligt for en anden at tænke paa, saa —
128 M U L D
naar det nu en Gang er blevet saadan — saa kan man jo kun
bede Vorherre om at lægge sin Velsignelse til."
„— sin Velsignelse til," gentog Faderen hurtigt; det begyndte
at lysne til Smil i hans Ansigt.
„Naar nu bare Folk ikke vil se for ilde til det, .. . det er det,
jeg frygter mest," vedblev Else. „Det fejler vel næppe, at der
vil komme til at gaa en Del ond Snak om det; og kanske er
der endogsaa dem, der lige ud vil mene, at vi har været med
til at lave alt detteherre med Kap'lanen, bare for at lokke ham
til vos. Men det faar man jo se at komme over "
„Aa, man kan vel ikke ha'e saa meget at snakke om," prøvede
Anders Jørgen forsigtigt. „Folk kender jo da nok Kap'lanen
nu."
Else plejede ikke at høre synderlig efter, hvad han sagde;
og heller ikke nu lagde hun Mærke til hans Tale, men blev
staaende tavs og saae med bekymret Tankefuldhed paa Datteren,
der stadig ikke rørte sig.
Efter en Stunds Forløb sagde hun, halvt undseligt:
„Ja, saa kommer han ... din ... jeg mener Kap'lanen, maaske
her idag?"
„Han kommer i Formiddag," mumlede Hansine.
„Ja, saa maa vi se at komme til Arbejdet. Her skulde dog
se lidt ordentligt ud, til han kommer. Han skulde dog ikke gerne
mærke andet, end at han var velkommen .. Du, Anders, maa
ogsaa hæge dig lidt, naar du har givet Kvæget."
„Jeg?" sagde den gamle Mand forbavset og saae ned ad sin
graa, lappede Vadmelsdragt, hvor Avner og Hakkelsestraa hang
og dinglede i den laadne Lu. —
Det blev en travl Morgen. Da det var Mandag, Iaa der meget
ubesørget Arbejde fra den foregaaende Hviledag. Der var stillet
Fløde til Syrning for at kærnes, et Kar Valle skulde ostes og
en halv Gris nedsaltes. Endda havde de Vasketøj paa Bleg, cg
i Stalden stod en syg Ko, der skulde malkes hveranden Time.
Else, der forstod, at hun Ikke kunde gøre synderlig Regning
paa Hansines Hjælp, og som da heller ikke nænnede at lægge
Beslag paa hendes Tanker, sendte Bud efter en Husmandskone,
M U L D 129
som ogsaa straks indfandt sig. Til denne vovede hun alligevel
ikke, da det kom til Stykket, at fortælle Nyheden, skønt Konen
flere Gange nysgærrigt frittede og tilsidst rent ud spurgte, om
der ventedes fremmede til Huset.
„Ja, der kommer kanske nok et Menneske," svarede Else
undvigende og gik ned i Saltekælderen.
Imidlertid havde Hansine opsøgt sin Broder Ole ude i Stalden
og bedet ham om at løbe ud i „Lunden" til Ane og sige hende,
at hun endelig maatte komme hen til hende straks, da hun absolut
skulde tale med hende endnu i Formiddag; og skønt Ole
ikke begreb et Muk af, hvad der foregik, lovede han at bringe
Beskeden i rette Hænder og saaes et Øjeblik efter i fuldt Firspring
ude over Bakkerne.
Mens Hansine i Uro ventede paa sin Veninde, satte hun sig
ind ved Vinduet i sit Kammer og stirrede ud i den lille skyggefulde
Have, hvor de ægformede Solpletter krøb hen over Græs
og Gange i deres Sneglevandring fra Vest til Øst. Hun forstod
det ikke, at Verden saaledes gik sin daglige Gang, som om intet
var sket. Der gik Hønsene roligt og skrabede i Jorden under
Stikkelsbærbuskene, og Skaderne fløj sladderagtige fra Trætop til
Trætop, ganske som igaar. Henne bag Diget saae hun den solbeskinnede
Ryg af det gamle, brune Øg, der stod ubevægelig
med sænket Hoved og lod sig gennembage; og hun kunde ikke
lade være at tænke paa, hvor saadan et Dyr igrunden havde det
godt. Det havde ingen Sorger, ingen Ængstelser, det kendte
ikke denne forfærdelige Beklemthed, der fik Hjertet til at banke,
saa hele Legemet smertede.
Endelig kom Veninden. Under mange forlegne Omsvøb og
megen Kamp med Taarerne betroede Hansine hende henne paa
Sengekanten, hvad der den foregaaende Aften var sket, og at
hun kunde vente sin Forlovede hvert Øjeblik. Ane blev ikke nær
saa forbavset, som Hansine havde troet. Hun omfavnede hende
straks under et stormende Udbrud af Henrykkelse og Stolthed
og paastod frejdigt, at det altsammen var noget, hun havde tænkt
sig for længe siden. Overhovedet — tilføjede hun — var det
af den Slags Ting, der saamænd ikke vilde blive saa ualminde-
Det forjættede Land 9
130 M U L D
ligt herefterdags, da Lighed og Folkelighed nu blev præket allevegne,
saa for den Sags Skyld skulde Hansine ikke gøre sig
Bekymringer.
Men Hansine var ikke saa let at berolige. Hun vedblev at
være adspredt og foer ængstelig sammen ved hver Lyd ude fra
Gaarden; — Tiden nærmede sig, da Kapellanen kunde ventes.
„Jeg tror, for Dyden, at den Kap'lan halvt har skræmmet
Livet af dig!" udbrød Ane leende. „Jeg kan jo slet ikke kende
dig igen. Er det virkelig dig, der aldrig før skulde blinke med
en Øjenvippe, om man saa stak dig med Stoppenaale!"
„Ja, du har let nok ved at snakke, du!" sagde Hansine og
rejste sig. „Jeg maa vist gaa ind i Stuen nu ... Du maa helst
komme med," tilføjede hun ganske modfalden, da hun var naaet
hen til Døren.
En Timestid tilbragte de to Veninder inde i Dagligstuen, hvor
Hansine havde sat sig til at sy for at bekæmpe sin Beklemmelse,
mens Ane sad i Ovnstolen med Hænderne foldede om det løftede
Knæ og oprullede fantastiske Billeder af den Fremtid, der
nu ventede Hansine.
„Man skal vel egentlig til at kalde dig for Frøken nu," skæmtede
hun. „Frøken Hansine Andersen, — det lyder jo nok saa
gævt."
„Aa, ti dog stille, du!"
„Ja, saadan har d u nu Raad til at snakke, fordi du skal blive
Præstekone. Men hvad skal der blive af et andet stakkels Menneske?
Der kommer nok ingen Kap'lan og vil være god Ven
med mig. Jeg maa nok være kisteglad, om jeg kan slippe til at
faa en gammel Degn eller en skrutrygget Skomager "
Det rykkede paa en Gang i dem bægge. Der hørtes Støvletrin
udenfor paa Stentrappen.
XII
Da Emanuel kom ind, udtrykte hans Ansigt straks en alvorlig
Skuffelse over i dette Øjeblik at finde den rødhaarede Veninde ved
Hansines Side. Men han beherskede sig hurtigt, og da Ane traadte
M U L D 131
frem imod ham og ønskede ham tillykke — saa kogende rød i
Hovedet, at Ansigtets Fregner skinnede ganske hvidt — takkede
han med et glad Smil.
Derpaa gik han hen til Hansine, der havde rejst sig, og rakte
bægge sine Hænder ud imod hende. Hun gav ham — omend
nølende og halvt bortvendt — ogsaa bægge sine, og han trykkede
dem varmt og længe, mens han tavs betragtede hende. Hun
forstod godt, at han vilde have hende til at se op; men hun kunde
ikke tvinge Blikket op fra Gulvet. Da han endelig gav hendes
Haand fri, skottede hun hen til Veninden og drog Vejret lettet
— hun havde været angst for, at han skulde kysse hende.
I det samme aabnedes sagte Døren til Køkkenet, og Moderen
kom ind i nystrøget Bomuldsforklæde og med en lille sort Hue
paa Hovedet. Hun var i første Øjeblik stærkt benauet, og da
hun søgte at skjule dette, fik hendes Maade at hilse paa og hendes
hele Væsen overfor Emanuel et Præg af mistænksom Tilbageholdenhed.
Emanuel tog hendes Haand og sagde nogle Ord om, at han
haabede, Anledningen til hans Komme var hende bekendt, og
at hverken hun eller hendes Mand nærede Frygt for at betro
ham Hansines Fremtid; han vilde da — tilføjede han — for
første Gang i sit Liv føle sig fuldtud lykkelig.
Else svarede ved ligesom medlidende at lade sin Haand stryge
over Hansines Haar og Kind; og da hun overhovedet ikke var
god t i l at t i e med, hvad H j e r t e t var f u l d t a f , sagde hun:
„Det havde vi jo rigtignok aldrig kunnet tænke os, at det
skulde kunne gaa saadan til, ... og jeg kan jo ikke sige andet,
end at det jo er meget underligt for os. Det er jo ogsaa i alle
Maader kommet os rigtig, hvad man kan kalde overraskende.
Lige Børn leger bedst, siger man jo, og Hansine er nu kun oplært
som simpel Bondepige. Men naar det nu en Gang er bleven
saadan, saa er der jo ikke noget at sige dertil, og saa
kan man jo kun bede Vorherre om at lægge sin Velsignelse
til."
Der opstod et Øjebliks Tavshed.
Den blev afbrudt af Anders Jørgen, der viste sig i mørke Hel-
9*
132 M U L D
ligdagsklæder og med rene, hvide Hosesokker paa Fødderne.
Han blev et Øjeblik staaende tvivlraadig henne ved Døren og
saae hen paa Else, som om han afventede et Tegn fra hende;
derpaa skraaede han kejtet over Gulvet og hilste „Til Lykke og
Velsignelse".
Emanuel trykkede tavs hans Haand.
„Værsgo', vil Kap'lanen ikke sætte sig," sagde Else.
Mens nu ogsaa de andre tog Plads rundtom i Stuen — Hansine
og hendes Veninde henne paa Bænkeenden under det ene
Vindu — satte Emanuel sig i Armstolen ved Kakkelovnen. Han
var forstemt, næsten vred. Det forekom ham, at han havde haft
Ret til at vente en mere hjertelig Modtagelse.
Else gav sig til at tale om Vejret, om det begyndende Savn
af Regn for Græssets og Vaarsædens Skyld, om den megen
Sygdom, der var mellem Folk, og om den ny Distriktslæge inde
i Kyndløse. Emanuel svarede kun med enkelte Enstavelsesord,
og tilsidst forstummede Samtalen helt.
„Hør, Anders," sagde da Else, henvendt til sin Mand. „Kap'lanen
kunde kanske have Lyst til at se Kvæget."
Anders Jørgen lettede sig halvt i Stolen, og der kom Liv i
hans døde Øjeæbler.
„Ja — kanske Kap'lanen har Lyst til at se Kre'turet?"
Emanuel sagde Ja og rejste sig temmelig brat, idet han knappede
sin Frakke tæt omkring sig. Det saae næsten ud, som
tænkte han paa at forlade Huset med det samme.
Men da begyndte Else at blive ængstelig. Hun gik hen til ham
og sagde, mens hun forsøgte at smile med sit gamle, hjertevindende
Smil:
„Ja, nu slaar De Dem vel til Ro hos os idag, ikke sandt?
De vil jo nok tage tiltakke med, hvad vi kan byde til Middag
i al Tarvelighed. Havde vi vidst dette her noget før, skulde vi
nok have haft det lidt mere festligt. Og nu maa De da ikke være
vred, fordi vi kanske straks var lidt underlige tilmode ved at
høre om det. Vi havde jo aldrig kunnet tænkt os, at vor Hansine
skulde komme saa højt paa Straa og faa en saadan Mand som
Dem. Men vi er jo da igrunden allesammen kun inderlig glade
M U L D 133
og taknemmelige for, hvad der er sket; De maa nu da ikke tro
andet. Og nu bliver De nok her hos os idag, ikke sandt?"
„Kære Else," svarede Emanuel, øjeblikkelig formildet, og tog
hendes Haand. „Jeg vilde unægtelig gerne have Lov til fra nu
af at betragte dette Sted som mit Hjem. Jeg har længtes saa
meget efter at kunne gøre det, ... og jeg har da paa en Maade
heller ikke længer noget andet."
„Ja, saa skal De ogsaa være ret af Hjertet velkommen da,"
sagde Else, idet hun nu helt genvandt sin gamle Fortrolighed,
og klappede ham paa Armen. „Vi har jo holdt saa meget af Dem
lige fra den allerførste Gang, vi saae Dem ... det er da vist
og sandt, at vi har. Men gaa De nu ud med Anders og se Dem
lidt om. Det er jo ikke store Sager, vi har at vise frem; for det
er jo endda en fattig Bondegaard, De er kommen til. Men det
vidste De vel nok iforvejen, tænker jeg."
„Jeg vidste i hvert Fald, at jeg ikke søgte den Slags Rigdom,
om hvilken I herude paa Landet har det smukke Ord: Møl æder
den, Skam begræder den", svarede Emanuel. Derpaa vendte
han sig mod Hansine og tilføjede smilende: „Skal ikke ogsaa du
ud og se dig lidt om i Stalden?"
Hun forstod ikke Vinket, blev rød og sagde — med et Blik
paa Moderen — at hun vistnok skulde hjælpe til i Køkkenet.
„Ja, ja! Paa Gensyn da!" sagde han og sendte hende et Nik.
XIII
Anders Jørgen og Emanuel gik først ud i Hestestalden, der laa
i en nybygget Længe lige overfor det bedagede Vaaningshus.
Her stod to store, røde Hopper og et loddent Aarsføl, der alle
begyndte at rasle med Grimeskafterne og „gumre" nede i Krybberne
med denne hule, hyggelige Lyd, hvormed Heste modtager
kendte Folk i Stalden.
Med en Livlighed, der vakte Emanuels største Forbavselse,
gav Anders Jørgen sig til at gøre omstændelig Rede for Dyrenes
Alder, Karakter og Stamtræ. Med særlig Stolthed fortalte han,
134 M U L D
at „Tøsen der" — han mente Føllet — var en direkte Ætling
af den berømte Stærkodder II, der tre Aar itræk havde taget
første Præmie ved Hingsteskuet i Roskilde, og som i det hele
kunde bedække sit Bryst med flere Hæderstegn og Æresmedailler
end nogen Fyrste.
Emanuel hørte opmærksomt paa ham og besaae med Interesse
de forskellige Indretninger i Stalden og i den tilstødende Skæreog
Tærskelo. Han undersøgte Hakkelsekniven og Rensemaskinen,
udspurgte om de enkelte Skruers og Tandhjuls Betydning
og lod sig i det hele grundigt indvie i disse Landbrugets Mysterier,
som han ikke havde været paa nært Hold, siden han
som Barn havde besøgt en Onkel paa en Herregaard ovre i
Jylland.
Da de kom ud i Kostalden, fængsledes hans Opmærksomhed
dog mest af en Fuglerede, der var klinet op under en af de
spindelvævsbesatte Loftsbjælker, og hvorfra et Svalepar fløj ud,
idet han traadte ind.
„Nej, se dog!" udbrød han henrykt.
Anders Jørgen, som mente, at et saa begejstret Udraab alene
kunde gælde hans Kvægbestand, lod med et fornøjet Smil sin
Haand falde tungt ned paa Bagen af en mægtig Fedeko og
sagde:
„Ja, her skal Kap'lanen se et Stykke Kyd!"
Køerne var nemlig Anders Jørgens Kælebørn, og som Kvægopdrætter
og Kvægfeder havde han vundet noget af et Ry i
Egnen. Han huskede nøjagtigt, hvor meget hver af hans syv
Køer havde malket og vejet i al den Tid, han havde haft dem
i sin Stald. Han vidste paa sine Fingre, hvor mange Pund Klid,
Skraa, Halm og Rapskager de havde fortæret, og hvorledes
Forholdet i de sidste tyve Aar havde stillet sig mellem Smør-,
Kød- og Foderpriser — og om alt dette udbredte han sig nu
med stor Tungefærdighed, idet han tillige gav en næsten videnskabelig
Forklaring af den nymodens Kraft- og Staldfodring, af
hvilken han viste sig at være en lidenskabelig Tilhænger.
Emanuel hørte paa ham med stigende Forbavselse. Denne lille,
halvblinde Mand med det kejtede Væsen, som han hidtil havde
M U L D 135
anset for lidt af en enfoldig Pusling, stod her foran ham fuld
af Iver og forfægtede selvstændige Anskuelser, aabenbarede en
Indsigt, udfoldede en Sagkundskab, der ganske overvældede ham.
Og i sit stille Sind tog han heraf en ny Bekræftelse paa, at
meget af den Miskendelse og Uret, hvorunder Bønderne alle
Dage havde lidt og endnu led, alene skyldtes Mangel paa ret
Forstaaelse af dem. Det gik i disse Øjeblikke tilfulde op for ham,
hvor ganske nødvendigt det var — ogsaa for dem, der vilde
virke som Præster mellem disse Folk — at slutte sig til dem
helt og holdent for at vinde deres Fortrolighed.
Anders Jørgen, der følte sig smigret ved Emanuels Interesse
for hans Bedrift, blev mere og mere snaksom. Han førte ham
efterhaanden rundt gennem alle Udlænger og Udhuse, viste ham
Havreboden, den lukkede Hestegang, tog ham med ind i Faarestien,
ned i Roekælderen, — og Emanuel fulgte overalt uden
Modstand. Tilsidst, da de kom ind i Svinehuset, og Anders Jørgen
i sin Ivrighed vilde have ham med over Indhegningen, for
at han kunde føle Svinene paa Flæsket, blev det dog Emanuel
for meget. Han lagde sin Haand paa hans Skulder og sagde:
„Tak, kære Anders Jørgen — men det, iror jeg, jeg maa
bede om at have tilgode til en anden Gang."
I det samme viste ogsaa den hvidblonde Ole sig for at mælde,
at Middagsmaden var færdig. Emanuel hilste kammeratligt paa
sin tilkommende Svoger og tog ham for første Gang nøjere i
Øjesyn, — det var en køn, frisk, femtenaarig Knøs, lidt lille
ligesom Hansine og med et endnu ganske barnligt Ansigtsudtryk.
„Vi to skal blive Venner!" sagde han og kneb ham i den
æblerøde Kind.
Fyren stirrede maabende op paa ham og derefter hen paa
Faderen; og saa saare Emanuel slap ham, løb han, alt hvad
han kunde, bag om Ladelængen og ind i Bryggerset, hvor han
grinende fortalte Husmandskonen, hvad Kapellanen havde sagt.
Men Konen, som efterhaanden havde faaet Færten af, hvad der
var paafærde, trak Munden op til Ørene og sagde:
„Du er en rigtig Fjerding, Ole! Kan du da itte begribe, hvad
her gaar for sig!"
136 M U L D
I samme Øjeblik begreb Ole det. Rød som det dryppende
Blod stirrede han paa Konen, vendte sig derpaa tavs omkring
og løb sin Vej. Da Moderen lidt efter traadte ud paa Stenflisen
og raabte ham ind til Maden, svarede han ikke; og under hele
Maaltidet lod han sig ikke se.
Inde i Stuen var Bordet dækket med ren, hvid Dug og blomsterbemalede
Lertallerkener. Pladsen for Bordenden var forbeholdt
Emanuel. Han havde straks søgt at faa Hansine til at tage
Plads ved hans Side, men han opdagede snart, at det vilde være
stridende mod god Bondeskik, om Husets Datter satte sig ved
Bordet, saalænge Gæsterne spiste. Saa maatte han nøjes med
at nikke til hende, naar hun bar ud og ind fra Køkkenet.
Retterne var for Emanuels Vaner ret tarvelige, og han vidste
end ikke, at Risengrød og speget Flæsk med Røræg i Bønderhjem
betragtedes som Højtidsmad. Aldrig havde alligevel et
Maaltid forekommet ham festligere end dette. Solen kastede sine
Guldskiver midt ind over Dugen, og han syntes, at han først
nu var kommen rigtig ud paa Landet. Gennem Forstuedørene,
der var aabnede, strøg en frisk Duft af Hø og Stald ind fra
Gaardspladsen; og paa de milde Luftstrømme gled snart en
hvid Sommerfugl ind — ligesom et lille Skib for fulde Sejl —
snart en travl Humlebi, der brusede frem som en Luftens Damper
og et Øjeblik fyldte Stuen med sin vrede Summen, før den
foer ud igen.
Tilsidst viste ogsaa Hønsene sig i Flok, hidlokkede af Skeernes
og Gaflernes Raslen. En for en hoppede de husvante ind
over Tærskelen og begyndte straks at opplukke de tabte Krummer
fra Lergulvet under Bord og Bænk. Kun den store, knejsende
Hane blev staaende udenfor i Forstuen og smaaklukkede
som en aarvaagen Inspektør, paa een Gang opmuntrende og
advarende.
.. . Efter den søvnløse Nat og Dagens mange Sindsbevægelser
følte Hansine sig saa træt, at hun, da Maaltidet var tilende,
maatte gaa ind i sit Kammer og hvile sig lidt
Dette var en haard Skuffelse for Emanuel, der havde længtes
efter endelig at komme til at tale med hende i Enrum. I en TiM
U L D 137
mestid maatte han nu nøjes med Elses Selskab, idet ogsaa Anders
Jørgen saae sit Snit til at liste sig bort for ovre i Loen
at tage sig sin sædvanlige Middagsskraber med en Træsko til
Hovedpude.
Paa Bønderkoners Vis førte Else nu Emanuel rundt i hele Huset.
Hun viste ham baade Køkken og Bryggers — hvor den
smilende Husmandskone lykønskende rakte ham en pjaskvaad
Haand — og f ø r t e ham ned i S a l t e - og M æ l k e k æ l d e r e n , hvor hun
til Ære for ham lod et Parti friskkærnet Smør nedslaa i en Drittel.
Tilsidst gik de ind i „Salen", et stort, blaakalket Rum, der laa
for sig selv paa den anden Side af Forstuen. Af Møbler fandtes
her kun et dobbelt Klædeskab og tre store, grønmalede Kister,
hvori Husets Forraad af Linned, Dækketøj og gamle Familieerindringer
laa forvarede. Else aabnede Kisterne en efter en,
og Emanuel saae her mange Ting, der vakte hans højeste Interesse.
Der var aarhundredgamle Brudeskjorter, Brystsmækker
og „Hængklæder", kunstfærdigt overbroderede og med indvævede
Navne og Aarstal, der havde kostet Aaringers Arbejde;
desuden gamle Gyldenstykkes Hovedtøjer og perlestukne Huer,
der havde tilhørt Forfædrenes Bryllupsdragter; Bønnebøger,
Skospænder, Brystkæder og Sølvknapper.
Else selv var mest optaget af at fremvise sin gennem mange
Aar opsparede Beholdning af Lærreder, Vadmel og spunden Uld ;
thi denne udgjorde — hvad Emanuel ikke tænkte paa og heller
ikke vilde have forstaaet — Børnenes hovedsageligste Medgift,
idet Gaarden var en Fæsteejendom paa tre Mænds Levetider,
hvoraf Anders Jørgens var den sidste.
„Ja, dette er nu, hvad vi har faaet samlet," sagde hun, mens
hun fremtog Stykke for Stykke af sine Skatte, og strøg ligesom
kærtegnende hen over dem med Haanden. „Det er jo kanske
ikke saa meget, for Anders og jeg blev jo sent gifte, og de
første Aaringer var det kun smaat med Udkommet, saa der var
ikke stort at lægge tilbedste. Vi har jo ogsaa mangen Gang
haft Uheld baade med Kvæget og Høsten, saa vi maa vel endda
være glade til, at vi dog er kommen saa vidt, som vi er. Den
Gang jeg fik Tanker fil Anders, spaaede min Moder mig rigtig138
MULD
nok baade Fattigkassen og al Elendighed, men Vorherre vilde
det nu alligevel anderledes med os, og vi har ham meget at sige
Tak for." "
Hendes Syslen med disse mange hengemte Sager genvakte
allehaande gamle Minder hos hende, og hun begyndte af sig
selv at fortælle om, hvorledes Anders og hun i deres Ungdom
havde fundet hinanden, mens de tjente igaarde sammen i et af
Nabosognene. Opfyldt af Beundring hørte Emanuel paa hendes
halvt skæmtende Beretning om, hvorledes de i femten Aar havde
maattet tjene hos fremmede og udstaa alle Slags Genvordigheder,
før de i Fællesskab havde faaet sammensparet saa meget, at de
kunde fæste Bo; — og han følte i dette Øjeblik en ny Glæde
ved at tænke paa, at han kunde blive dette gamle, stræbsomme
og trofaste Ægtepar en Trøst og Støtte i deres Alderdom.
XIV
Imidlertid havde Rygtet om Forlovelsen bredt sig fra Præstegaarden
ud i Egnen og ved Middagstid ogsaa naaet Skibberup.
I Begyndelsen havde man ikke ret villet fæste Lid til det; men
da det oplystes, at Kapellanen om Formiddagen var gaaet ind til
Anders Jørgens og ikke siden var vendt tilbage, blev man tvivlraadig.
I Løbet af den sidste Timestid havde de forskelligste
Ansigter — baade voksnes og Børns — tittet over Havegærdet
eller ind gennem Porten for at faa Kig paa et eller andet, der
kunde bringe lidt Klarhed i Sagen; og mens nu Else og Emanuel
befandt sig inde i „Salen", vovede et Par af Byens Kvinder sig
helt ind i Bryggerset, hvor de gav sig til at hviske med Husmandskonen.
Da det herved blev slaaet fast, at Rygtet virkelig talte sandt,
blev der en Overraskelse i hele Byen. Ingen kunde nu længer
holde sig tilbage, men maatte hen til Gærdet for mulig at faa
et Glimt af de nyforlovede at se; og da Else og Emanuel vendte
tilbage til Stuen, sad her allerede et Par af Husets nærmere
Venner, der var kommen for at ønske tillykke.
De efterfulgtes snart af flere, og i det hele lod det til, at ElM
U L D 139
ses Frygt for Sladder og Misundelse havde været ganske ubegrundet.
Alle opfattede øjensynlig, hvad der var sket, som en
Slags Æresoprejsning, der var givet den hele Menighed, ja den
hele Bondestand, ... en levende Besegling af det Forbund, der
Dagen forud var sluttet i Forsamlingshuset.
Hansine, der var kommen ind fra sit Kammer straks efter,
at de første Gæster havde vist sig, gav da heller ikke i sin
Maade at være paa nogen Anledning til Skumlerier. Mens Veninden,
der stadig indtog Pladsen ved hendes Side, med sejrsstolt
Mine holdt Armen beskyttende om hendes Liv, sad hun selv
halvt fraværende og modtog tavs og helt undselig Vennernes
Lykønskninger.
Den hele Eftermiddag stod Stuen fuld af glade og stolte Skibberuppere.
Man maatte tilsidst lukke alle Vinduer og Døre op
for at faa Luft i den kvælende Hede, og ikke et Øjeblik var
Kaffekedlen af Kog. Selv Væver Hansen indfandt sig og hilste
paa det unge Par med sit skæve, tvetydige Smil.
Emanuel følte sig efterhaanden lidt underlig tilmode ved at
modtage alle disse Menneskers Lykønskninger, endnu inden han
havde faaet talt alvorligt med Hansine selv, ja uden at han egentlig
endnu havde hørt Ja-Ordet af hendes egne Læber. Han begyndte
at blive skinsyg paa denne store, røde Ane, der havde
plantet sig ved Hansines Side som en Bevogterske og uafladelig
kærtegnede hendes Haand nede i sit Skød — næsten som om
det var de to, der var de forlovede.
Omsider fik han Lejlighed til — uden at andre hørte det —
at spørge hende, om de ikke skulde spadsere lidt sammen ude
i Haven.
Hun rejste sig straks. Men Ane fulgte. Det var, som om hun
følte sig berettiget til som- Hansines bedste Veninde at være
meddelagtig i de andres Fortrolighed.
Emanuel havde denne Gang ondt ved at styre sin Utaalmodighed,
og efter at de i et Par Minutter havde spaseret omkring
i Haven, foreslog han at vende tilbage til Stuen.
Men idet de skulde til at gaa ind, lagde han Haanden paa
Hansines Arm og sagde højt og bestemt:
140 M U L D
„Der er forresten noget, jeg gerne vil tale med dig om, Han-
Han saae, at hun kom til at skælve. Hun havde denne Gang
forstaaet Vinket. Efter et Øjebliks Betænkning drog hun sin
Haand bort fra Venindens Arm og sagde til hende:
„Vil du ikke gaa ind og hjælpe Mo'er med Kaffen. Jeg kommer
straks."
Anes Ansigt fik først et uforstaaende, derpaa et højlig krænket
Udtryk. Uden et Ord vendte hun sig om og forlod dem.
Hansine og Emanuel gik langsomt tilbage ad den samme Vej,
de var kommen. Ingen af dem talte. Men da de naaede et Lysthus
i den yderste Ende af Haven, hvor ingen kunde se dem
uden en lille Fugl, der sad og pippede oppe i Løvet, tog han
bægge hendes Hænder og stod længe tavs og betragtede hende.
Hun var bleg og saae et Par Gange hurtigt og sky op paa ham.
Hun ventede, at han skulde tale. Men da han blot blev ved at
stirre paa hende med sit ømme, spørgende Blik, lagde hun sig
tilsidst frivilligt ind til ham og lukkede Øjnene, — og han trykkede
det første Kys paa hendes Pande.
sine.
FJERDE BOG
I
DA Købmand Villing Søndagen efter Mødet i Skibberup Forsamlingshus
om Morgenen aabnede sin Bod, stod der nedenfor
Stentrappen den sædvanlige lille Forsamling af pjaltede og
forkomne Skikkelser, Mænd og Kvinder, der med tomme Flasker
skjulte under Frakker og Forklæder i Utaalmodighed havde
ventet paa, at Døren skulde blive aabnet. Med en tavs og sky
Morgenhilsen smuttede de een efter een ind bag Købmandens
Ryg og lagde med rystende Hænder deres irrede Kobberskillinger
paa Disken, mens Butiksdrengen fyldte Flaskerne henne ved
Brændevinsankeret; hvorpaa de lige saa stille listede ud og
hastede bort — hver sin Vej over Markerne.
Imidlertid var Villing bleven staaende udenfor paa Dørflisen
i broderede Morgensko og med en graa Lærredskasket trykket
ned paa sit store, fede Hoved. Hans Tommelfingre hang i Vestens
Ærmegab; de øvrige Fingre trommede paa hans Bryst,
mens hans spejdende Blik foretog sin sædvanlige Morgenvandring
rundt i Byen, luskede omkring i Gaaraene og sneg sig ind
i Afkroge ligesom en Ræv efter Bytte. Han kunde fra sin Dør
overse næsten hele Byen, kunde lugte, hvad der blev kogt og
stegt paa alle Komfurerne, og øjeblikkeligt afgøre, om Kaffebønnerne
eller Krydderierne var købt i hans Butik. Vejlby bestod
nemlig kun af syv-otte Gaarde og nogle faa Smaahuse. Gaardene
var alle nye og opførte efter en og samme Tegning, byggede
af samme Slags nøgterne gule Sten, med en lang, kedelig Vinduesrække
ud imod Gadekæret, en høj Cementsokkel og et
Skifertag. Foran eller ved Siden af hver Gaard fandtes en Strim142
M U L D
mel Have med nyplantede Træer, der lignede lange Fejekoste
og hverken gav Læ eller Skygge. En Ildsvaade havde for nogle
Aar siden paa en eneste Nat lagt hele Byen i Aske og kun sparet
Kirken, Præsteboligen og et Par Smaahytter, der laa lidt højere
end den øvrige By.
Skønt Klokken ikke var mere end syv, brændte Solen ganske
hedt. Der var ikke en Sky paa Himlen, og ved det mindste Vindpust
rejste der sig en Taage af Støv over Byen og de tilstødende
Marker. Græsset paa Havedigerne og Præstegaardens høje Tjørnehegn,
der vendte ud imod Vejen, var saa tilrøget af Støv, at
det saae ud, som om det var hvidtet; og i det lille stensatte Gadekær
var Vandfladen overtrukken med en olieagtig Hinde, der
under Solens Straaler spillede i Regnbuens Farver. Inde i en
af Portene stod en Mand og pudsede Seletøj; ved Gavlen af en
anden Gaard var en Karl ifærd med at banke og børste sine
Helligdagsklæder. Rundt om sporedes Søndag-Morgenens festlige
Travlhed.
Købmand Villing sendte idelig bekymringsfulde Øjekast op til
Præstegaarden, hvis røde Tegltage lyste majestætisk mellem Parkens
høje Trækroner. Vidste han bare, hvad der idag vilde ske!
Han havde gerne givet hundrede Kroner til de fattige for at faa
Lov til at kigge blot et halvt Sekund ind i „Fremtidens dunkle
Kaos" — saaledes som han i Tankerne udtrykte sig, fordi han
overhovedet havde en Svaghed for højtidelige Talemaader. At
det virkelig var Provst Tønnesens Hensigt nu at opbyde al sin
Magt for at kue Oprørsaanden i Menigheden, derom kunde der
ikke længer tvivles, efter at han forleden ved Opslag paa Smedenes
Porte havde bekendtgjort, at han fremtidig agtede at tale selv
i bægge Kirkerne, denne Dag først i Skibberup. Men vilde det
lykkes ham? Havde Forblindelsen ikke allerede vundet en saadan
Udbredelse, at al Modstand var forgæves?
For syv Aar siden havde Købmand Villing nedsat sig her i
Sognet, og han havde aabnet sin „Kolonial-, Speceri-, Delikatessens:
Diverse-Handel, en gros & en detail" med det bestemte Forsæt,
at han — for sin Handels Skyld — aldrig vilde blande sig
i Befolkningens Stridigheder. Med en Beskedenhed, af hvilken
M U L D 143
man i bægge Lejre havde ladet sig stille tilfreds, erklærede han
den Gang overfor enhver, der søgte at tilegne sig ham for deres
Parti, at han „kun var en simpel Købmand", der meget vel indsaae,
at han her i Sognet havde den underordnede Opgave at
skaffe Befolkningen saa reelle og prisbillige Varer som muligt og
ved prompte Ekspedition og lette Afviklingsvilkaar at tilfredsstille
de Kunder, der vilde beære ham med deres Tillid. Men
efter at Væver Hansen ikke desmindre for et Par Aar siden
havde faaet oprettet en saakaldet „Forbrugsforening" i Skibberup
og derved berøvet ham mere end hans halve Kundekres, havde
han pludselig indset, til hvilken Fordærvelse den ny Tids megen
Folkeoplysning førte, og at det for alle retsindige Borgere nu
gjaldt om at slutte sig ubrydeligt sammen for at værne Landet
mod den vankundige Almues Anmasselser. I sine mismodige Øjeblikke
saae han i Aanden, hvorledes Skibberuppernes forbryderiske
Selvraadighed vilde brede sig ud over Egnen, ja over det
ganske Land; hvorledes Forbrugsforeninger og Andelsforetagender
vilde skyde op som giftige Paddehatte i hver en By, medens
gamle, paa Faguddannelse og Sagkundskab grundede Forretninger
ubarmhjertigt tilintetgjordes. Hvorledes stod det ikke allerede
til i det offentlige Liv? Trængte ikke der Bønderne sig frem
overalt og tiltvang sig Styret? Ovre i Kyndby havde de forleden
kastet to Proprietærer, ja endog en Jægermester ud af Sogneraadet
og i disses Sted valgt tre Mænd, der næppe kunde skrive
deres Navne. Og inde i Rigsdagen? Gud bedre det! Bønder og
Bønder og ikke andet end Bønder!
Naar Samtalen i Villings Butik nu faldt paa Skibberupperne og
deres Fremfærd, og især naar der blandt de Tilstedeværende
fandtes nogle af de smaa Boelsmænd ude fra Overdrevet, der
mistænktes for at nære begyndende Tilbøjeligheder for Væver
Hansens Forsamlingssal, optraadte han straks som deklamerende
Agitator.
„Jeg er sandelig ingenlunde nogen Fjende af Friheden," udbrød
han, idet hans blege Ansigt straks blev rosenrødt af selvbehagelig
Iver. „Jeg mener blot, at man overalt skal respektere Sagkundskaben.
Ikke sandt — Sagkundskaben, mine Herrer, det er den,
144 M U L D
vi i alle Forhold skal og bør underkaste os. Det maa dog vist
enhver forstandig Mand indrømme. Naar man vil købe sig et
Par Briller, gaar man dog ikke ind til en Skrædder, og naar man
vil have en Tand trukken ud, søger man en Læge og gaar ikke
ind til en Prokurator eller en Skorstensfejer. Har jeg ikke Ret
i disse mine Argumentationer?" udslyngede han og tog samtidig
et dybt Greb i sin ene Bakkenbart, hvilken han derpaa hastigt
snoede om en Finger, mens hans Blik gled tungt henover Tilhørerne.
Derefter fortsatte han: „Naar nutildags enhver Arbejder
mener, at han forstaar sig paa at drive Købmandshandel,
eller naar den første den bedste Haandværker tror om sig selv,
at han er i Stand til at være Sjælesørger for sin Næste — er
dette da ikke lige saa bagvendt, som om en Grosserer pludselig
vilde nedsætte sig som Væver, eller en Præst give sig til at hugge
Sten ved Vejene — og ser man vel nogensinde det?" Atter en
Kunstpavse og et triumferende Blik, under hvis Vægt de overbeviste
Boelsmænd beskæmmet sænkede deres Øjne mod Gulvet.
„Og hvad bliver Følgen? Hvad er det f. Eks. for Varer,
disse saakaldte Brugsforeninger byder deres Kunder ? Lutter Udskudsting
naturligvis, ... halvfordærvede Sager, som ingen Grossist
vilde vove at byde en udlært Købmand. Vil de Herrer f. Eks.
behage at kaste et Øje paa disse Risengryn, af hvilke jeg nylig
har faaet et større Parti hjem. Jeg gad nok se den Brugsforening,
der er istand til at levere en saadan Vare. Ikkesandt! Betragt kun
nøje hvert enkelt Gryn. En enestaaende Kvalitet. Lutter Fedme,
lutter Næringsværdi! .. . Ønsker maaske nogle af de Herrer et
Par Pund til Prøve?"
Købmand Villing havde saaledes i det sidste Par Aar hørt til
Provst Tønnesens svorne Tilhængere. Han havde indset, at med
denne Mands Magt og Myndighed i Sognet stod og faldt hans
egen Eksistens her. Efterretningen om Kapellanens Forlovelse
havde derfor ramt ham som et Næveslag for Brystet; han havde
bogstavelig maattet snappe efter Luft. Det stod ham øjeblikkelig
klart, at Skibberupperne hermed havde faaet Trumf Es paa
Haanden. Rigtignok forlød det, at Provsten havde indgivet en
Klage over Kapellanen til Bispen og hos denne anmodet om Hr
M U L D 145
Hansteds øjeblikkelige Forflyttelse; men man kunde sige sig
selv, at Skibberupperne ikke vilde lade denne Udæskning ubesvaret.
Efter nogles Paastand skulde Væver Hansen da ogsaa
med sit sædvanlige skadefro Smil have ytret, at nu blev der
ikke Fred i Sognet, før Provsten var jaget ud af Vejlby
Præstegaard, — og hvad Væveren smilende lovede, plejede
han at holde.
Med en mismodig Hovedrysten gik Villing ind i sin Butik, hvor
han efter Sædvane lod sit onde Lune gaa ud over Butiksdrengen,
et magert og kælderblegt Københavnerbarn, der „ved Guds Styrelse"
— som han med sit Hang til højtidelige Talemaader udtrykte
sig, og med hvilke Ord han sigtede til et Avertissement i
Adresseavisen — fornylig var bleven betroet til hans Varetægt.
„Snyd Næsen, Dreng!" raabte han til den lille Fyr, der som
i Angst havde forputtet sig inde i Bodens mørkeste Krog, hvor
han sad med en Spølkumme Kaffe i den ene Haand og en Fedtebrødsskive
i den anden. „Sid ikke der med et helt Firskillingslys
ned fra Næbet! .. . Og altid sidder du og mæsker dig, saa det er
ligefrem uappetitligt at se paa. Ja, det er, som jeg har sagt dig
— æde, det kan du til den store Ædemedaille; men veje et
Pund Sukker af, saadari som det skal vejes, det lærer du aldrig
i Evighed!"
Han blev afbrudt i sin Veltalenhed ved, at en Kunde
traadte ind.
Lidt efter viste der sig en til, og i Løbet af de paafølgende
Timer indtil Kirketid blev der et saa livligt Rykind af Byens
Folk, at Butikken næsten uafbrudt stod fuldpakket. De fleste
kom dog mere for at fordrive en ledig Time med Passiar end for
at handle. Købmandens Bod var Mændenes sædvanlige Samlingssted,
hvor man mindst een Gang om Dagen søgte hen for at spørge
Sognenyt, hente Post og høre efter Dagspriserne.
Stemningen mellem de besøgende var denne Morgen ualmindelig
trykket. Dog var det mindre Skibberuppernes nye Fredsforstyrrelser
end Foraarets vedholdende og særlig for alle højtliggende
Jorder skæbnesvangre Tørke, der i disse Dage bevirkede
Vejlbybøndernes bitre Modfaldenhed. I flere Uger var der
Det forjættede Land 10
146 M U L D
ikke faldet en Draabe Regn. Rundt om paa Bakketoppene var.
Sædspirerne allerede ganske gule, og Græsset visnede helt hen.
Nede i Skibberuppernes dybe Dalsænkninger og paa de smaa
Engstykker ud mod Stranden stod derimod alt endnu grønt og
kraftigt. Det var næsten, som om Vorherre havde afpasset Vejret
netop efter de oprørske Skibberupperes Behov.
Dersom Regnmangelen endnu varede ved mange Dage, kunde
der frygtes for en formelig Misvækst i denne Del af Sognet; og
det var ikke alle Vejibybønder, der sad saa trygt i deres Gaarde,
som deres ny Stuehuse og høje Lader lod formode. Hin frygtelige
Ildebrandsnat havde rokket ved adskilliges Velfærd, ligesom
den ikke var helt uden Skyld i den Sindets Fortrykthed og
let vakte Modløshed, der hidtil havde gjort dem til saa viljeløse
Redskaber i Provstens Hænder. Det var, som om de bestandig
gik og rugede over Mindet om det røde Flammehav, der i Løbet
af et Par Timer havde forvandlet deres By og al deres rørlige
Ejendom til en rygende Brandtomt, hvorover kun Husenes nøgne
Skorstensmure og Havernes forkullede Træstammer spøgelseagtigt
ragede op. Det var, som om de endnu bestandig saae for
sig de Dynger af døde og forbrændte Kroppe af Heste, Køer og
Svin. de Bunker af sønderbrudt Bohave og sodede Bjælker, hele
denne Mødding af Lig, Skrammel og Aske, hvorover Solen Morgenen
efter kastede sine Straaler.
Omme bag sin Disk færdedes Købmand Villing med spidsede
Øren for at følge de forskellige, halvhøje Samtaler, der førtes
mellem Bønderne rundt om i Lokalet; og hans Knæ blev ganske
bløde under ham, hver Gang han mente at høre Væver Hansens
Navn nævne. Alligevel forsømte hverken han eller hans Kone,
der imidlertid havde aabenbaret sig i Butikken i lyserød, nystrøgen
Sirtses Kjole, at skøtte Forretningen og drage Fordel af
mange Menneskers Tilstedeværelse. Gennem det dumpe Mudder
af tunge Støvler, Træsko og Menneskestemmer hørtes bestandig
enten Villings Kommandoraab til den fortumlede Butiksdreng
: „Ludvig! En Mellemskraa til Hans Olsen — af bedste
Sort, fineste Kvalitet! Og et Pund Kandis! Men fuldt Maal forstaar
du! Ikke noget Kniberi til Hans Olsen, om jeg maa bede!"
M U L D 147
— eller Fruens blide, overtalende Røst: „Vil De ikke med det
samme se paa et Stykke Bomuldstøj, Maren Hansen? Jeg tør
garantere Dem, at De ikke noget Sted vil faa Mage til f. Eks.
dette Stof under den dobbelte Pris. Men det er nu en Gang vort
Forretningsprincip, at naar vi selv har gjort en god Handel, skal
ogsaa vore Kunder nyde godt af det."
Henne ved Døren udbrød pludselig en Mand:
„Nu kommer Provsten!"
Alle vendte sig mod Vinduerne, og et Øjeblik efter kørte
Tønnesen forbi i nedslaaet Kalesche — paa Vej ud til Førsttjenesten
i Skibberup. Han sad ene paa det brede Sæde, let tilbagelænet,
med Haanden selvtillidsfuldt paa Vogndørens Kant. Villing,
der var stegen op paa en halvt udtrukken Skuffe for at
komme til at se, brød ufrivillig ud i et lille Raab. Synet af Provstens
Kæmpeskikkelse, saadan som den der rullede ham forbi
i det højtidelige Præsteskrud, bestraalet af Himlens Sol, fremkaldte
hos ham et saa overvældende Indtryk af ubetvingelig
Styrke og gudebenaadet Majestæt, at han følte sit Hjerte
svulme og paany begyndte at fatte Haab for Fagdannelsens og
Sagkundskabens Sejr.
II
Ude omkring Skibberups ensomt beliggende Kirke havde der
imidlertid samlet sig flere hundrede Mennesker. Aldrig havde
den gamle Kirkeklokkes Bastoner runget over en saa talrig Forsamling;
i hvert Fald ikke over en mindre højtidsstemt. Der
rørte sig over den øde Kirkegaard et Liv som paa en Markedsplads.
Rundtom stod og sad Klynger af Mænd og Kvinder, der
alle var lige højrøstede og højrøde i Hovedet af Iver og Spænding.
Man havde lejret sig omkring paa Ligstenene; man raabte
til hinanden over Gravene; og allevegne var der en Sammenstimlen,
en Snakken i Munden paa hinanden, saa man næppe
kunde høre Kirkeklokkerne.
I dette krigeriske Røre bevægede Væver Hansen sig stille og
smilende omkring som en Kat i en Mælkestue. Han følte sig
10*
148 M U L D
atter som Stillingens Behersker. Til daglig kunde Skibberupperne
jo nok smaaknurre over ham og kritisere hans sære, undertiden
ganske uforstaaelige Væsen og Taktik; men i urolige Tider
samlede man sig om ham med urokkelig Tillid, — og man forberedte
sig virkelig idag paa et Hovedslag.
I første Øjeblik, efter at Provst Tønnesens Opslag paa Smedenes
Porte havde gjort det klart, at han nu agtede at optage Kampen
i fuld Rustning, havde der i Skibberup hersket nogen Uenighed
om Maaden, hvorpaa man rettest skulde møde ham. Nogle
af de ældre Bønder var begyndt at blive ængstelige, og selv den
store Tømrer Nielsen havde ved et Møde af et „Menighedsraad",
som man i Hast havde faaet dannet, taget Ordet for „en besindig
omend bestemt" Optræden. Blandt de unge derimod havde der
været Stemning for, at man ligesom i forrige Dage skulde holde
sig ganske borte fra Kirken og lade Provsten udøse sit Raseri
for de tomme Bænke; man kunde da ovenikøbet efter Gudstjenesten
forsamle sig ved Vejen og maaske, naar Provsten kørte
forbi, modtage ham med en Pibekoncert. Men paa Forslag af
Væver Hansen havde man ændret denne Krigsplan og nu besluttet,
at man tværtimod skulde møde fuldtalligt til Gudstjenesten
for at have saa mange Vidner som muligt imod Provsten,
ifald han — hvad der var at vente — skulde forløbe sig i sin
Præken. Det var Meningen at paahøre ham i den fuldkomneste
Ro. Men overskred han i sin Tale en vis Sømmelighedsgrænse,
skulde hele Menigheden paa et givet Tegn fra Væver Hansen
rejse sig og forlade Kirken for siden at indsende en af alle tilstedeværende
underskreven Klage til Stiftet.
Idet Provstens Kalesche kom tilsyne ude mellem de nordre
Bakker, begyndte Kvinderne at trække ind i Kirken, hvorimod
Mændene samlede sig paa bægge Sider af Indgangen for her at
modtage Provsten i Flok og uden at hilse. Dette skete ligeledes
paa Forslag af Væveren. Som han havde sagt: „Der staar ingen
Steder skrevet, at Folk skal tage Hatten af for deres Præst."
Denne lille Indlednings-Skærmydsel mislykkedes dog tildels,
idet der var enkelte, hvis Mod i det afgørende Øjeblik ganske
svigtede, medens der var andre, hvis højre Haand ligesom under
M U L D 149
Paavirkning af et ubetvingeligt Instinkt foer halvvejs op til
Huen, idet Provsten gik forbi.
Et Par Minutter efter, endnu før alle Mændene var kommen
indenfor Kirkedøren, begyndte Salmesangen under Hjælpelærer
Johansens Ledelse.
Sangen lød ikke ilde, skønt hele Menigheden, baade Mænd og
Kvinder, straks istemte med udfordrende Kraft. Hvor meget ondt
man end kunde sige om den gamle, skumle Munkekirke — og
dens mugne Kælderluft og grønskimlede Hvælvinger var ofte
blevet bravt spottet i Væver Hansens Forsamlingssal — den
ejede i hvert Fald en velgørende Evne til at bryde og mildne
Stemmernes raa Styrke. De høje Loftsbuer samlede det forvirrede
Tonemylr i fredelige Harmonier og kastede det tilbage som
Melodi. Ja, endog Menighedens uafladelige Hosten og Harken
og Provstens kraftige Næsepudsen foran Alteret gengaves af
Hvælvingerne med en Højtidelighed, forlenedes med en Overjordiskhed,
der uvilkaarlig stemte til Andagt.
Efter at to Salmer var afsungne, trak Hjælpelærer Johansen
sig ind i sin lukkede Stol. Med genlydende Skridt skred Tønnesen
ned over Kirkegulvet og steg op ad Prækestolens Trappe,
hvis Trin knagede under Vægten af hans svære Legeme.
I dette Øjeblik hørtes Lyden af en Vogn, der standsede udenfor
paa Vejen; og netop som Provsten begyndte Indledningsbønnen,
aabnedes Kirkedøren af en ældre, sortklædt Mand, der
havde en hvid Lærreds-Kørefrakke skødesløst hængende over
den ene Arm.
Synet af denne Skikkelse vakte i hele Kirken en Bevægelse,
der ikke kunde have været meget større, om det havde været
Vorherre selv, som her pludselig aabenbarede sig for Menigheden.
Endog Væver Hansen, der havde stillet sig op ad den
midterste Pille, for at alle i Kirken skulde kunne se ham, syntes
et Øjeblik at tabe Fatningen; hans ellers saa beherskede og
kattekloge lille Ansigt fik pludselig et ganske faaredumt Udtryk
af Forbavselse.
I det nederste Stolestade paa Mandssiden, hvor den fremmede
søgte hen, rejste man sig straks for at rømme Bænken. Men
150 M U L D
med en Haandbevægelse bad han dem ikke at lade sig forstyrre
og tog rolig Plads ved Siden af en tyk Bondemand i det ene
Hjørne af den iforvejen tæt besatte Stol.
Den eneste i hele Kirken, der hverken havde lagt Mærke til
den fremmede Mand eller den Opsigt, hans Ankomst vakte, var
Provst Tønnesen. Da han havde sluttet Indledningsbønnen, tog
han fat paa Alterbogen og gav sig til med hævet Stemme at oplæse
Dagens Tekst. Derimod havde Hjælpelærer Johansen straks
opdaget den mærkelige Uro i Forsamlingen, og da han ved at
stikke Hovedet ud af sin lukkede Stol fik Øje paa den fremmede,
rejste alle hans krøllede Lokker sig ret ivejret som en Haandfuld
Spaaner. Med et forfærdet Blik saa han op paa Provsten, som
om han vilde give denne et Tegn. Men Tønnesen vedblev uforstyrret
med sin Oplæsning, og da denne var færdig, pudsede han
Næsen, saa det rungede fra alle Kirkens Hjørner, stemmede derpaa
begge Hænder mod Prækepulten og begyndte at tale.
III
Paa samme Tid gik Emanuel muntert nynnende hen ad Fodstien,
der førte fra Vejlby Overdrev ned mod Skibberup. Han
havde ombyttet sin før saa uundværlige Silkeparaply med en
Egekæp, og istedetfor sin forrige Hovedbedækning af mørkebrunt
Plys bar han en simpel Halmhat med en mægtig Skygge.
De sidste otte Dages rastløse Friluftsfærden i den brændende
Foraarssol havde gjort hans Ansigt rødskjoldet og fyldt det med
smaa, gulbrune Fregner paa Næseryggen og under Øjnene, mens
hans blonde Kristus-Skæg var bleven bleget, saa det tegnede
sig næsten hvidt mod den farvede Hud.
Om Beskaffenheden af den Uro og Gæring, han i Løbet af den
sidste Uge havde fremkaldt i Sognet, havde han endnu kun
uklare Forestillinger. Da han i Øjeblikket selv var Kampens
Genstand, havde Skibberupperne — stadig paa Forslag af Væver
Hansen — ikke indviet ham i deres Planer; og da hans
Svigerforældre af samme Grund havde undgaaet enhver Indblanding
i Striden, vidste han kun, at man havde isinde paa en
M U L D 151
eller anden Maade at rejse Indsigelser i Anledning af hans Udelukkelse
fra al kirkelig Virksomhed. Det havde oprindelig været
hans Hensigt selv at overklippe den sidste tynde Traad, der endnu
bandt ham til Præstegaarden, ved straks at fraflytte denne og
leje sig ind hos en Skihberupfamilie, der havde tilbudt ham et
Par Værelser. Men da han hørte, at Provsten virkelig havde indgivet
Klage over ham til Bispen, bestemte han sig til at blive, for
at det ikke skulde se ud, som om han frygtede for paa rette Sted
at tage Ansvaret for sine Handlinger.
Forøvrigt tilbragte han saa godt som hele Dagen hos sine Svigerforældre,
hvorved han undgik ethvert Sammentræf baade med
Tønnesen og Frøken Ragnhild, og desuden var han endnu saa
opfyldt af sin unge Kærlighedslykke og af hele den nye Verden,
som Anders Jørgens Hjem og Stald og Mark og Kvæg havde
aabnet for ham, at han kun halvt opfattede, hvad der ellers foregik
omkring ham.
Endelig havde han ogsaa sine egne Fremtidsplaner at sysle
med; og for disse glemte han ofte ganske Nuets Strid. Han var
fast besluttet paa at gifte sig, saasnart Forholdene paa nogen
Maade tillod det. For sin Mødrenearv, der beløb sig til nogle tusind
Kroner, vilde han købe sig en lille Bondeejendom et eller
andet Sted i Sognet og for Fremtiden udelukkende ernære sig
som Jordbruger. For den Gærning, han muligvis kunde komme
til at udøve i Menigheden som Præst og Lærer, vilde han ikke
modtage noget Vederlag. Han vilde leve som fri og uafhængig
Mand paa sin Gaard og i et og alt dele Liv og Kaar med sine
Venner. Han mente i Løbet af et halvt Aars Tid at kunne bringe
sine Kundskaber i Landvæsen saa vidt. at han — med Hansine
ved sin Side og forøvrigt med gode Venners Bistand — uden
stor Risiko kunde overtage Styret af en lille Ejendom paa en halv
Snes Tønder Land med en Hest, et Par Køer og et Par Faar; til
mere vilde hans Midler nemlig ikke kunne strække. Han var
allerede begyndt at gaa i Lære hos sin Svigerfader og havde —
syntes han selv — i de faa Dage gjort gode Fremskridt. Han havde
sat sig ind i Jordens Behandlingsmaade, kunde næsten køre et Par
Heste, spænde baade for Vogn og Plov og fodre Kvæget.
152 M U L D
Ude i Skibberup Egede laa der en lille Ejendom, som for Tiden
var tilfals, — den havde han allerede tænkt paa. Det var
et lille Boelssted, der laa i idylliske Omgivelser paa Bunden af
en grøn Dal umiddelbart ved Fjorden. Bygningerne var Hot
smaa og affældige; men til Gengæld var der en ualmindelig
stor og smuk Have omkring Huset og opad Muren paa bægge
Sider af Forstuedøren voksede Stokroser og Gedeblad. En Aften
havde han omtalt Stedet for Hansine, som foreløbig var
den eneste, til hvem han betroede sine Hensigter; og da ogsaa
hun syntes godt om det og i det hele ganske sluttede sig til
hans Planer, slog han det næsten fast, at der skulde deres
Fremtidshjem være.
Han vidste allerede nøjagtigt, hvorledes Boligen skulde indrettes
og udstyres, hvorledes deres Husholdning skulde føres og
Dagens Arbejde fordeles. Først og fremmest skulde al Luksus,
al Overdaadighed og Lediggang være banlyst i deres Hjem.
Bohavet skulde bestaa af simple, rødmalede Fyrretræs Møbler,
og deres Levevis skulde være en saadan, at ikke selv den fattigste
kunde føle sig for ringe til at tage Plads ved deres Bord. Om
Morgenen skulde de rejse sig med Solen og Lærken, og om
Aftenen, naar Dagens Arbejde var endt, skulde de samle Venner
i deres Stue for sammen med dem at opbygges ved Sang,
Samtale, Oplæsning og Bøn. Han saae allerede i Aanden sig
selv gaa og pløje i Bondekofte op og ned ad Agrene; saae sig ro
ud paa Fjorden i stille Sommeraftener for at sætte Garn og stille
Ruser, mens Hansine puslede derhjemme i Hytten og nu og da
stillede sig ud i Forstuedøren for at se efter ham. Lyslevende
saae han hendes lille, ranke Skikkelse staa under Tagskægget
med den ene Haand i Siden, den anden løftet op til Panden for
at skygge over Øjnene, mens hun i Tanker smilte med dette
lille barnemilde Smil, som hun havde arvet efter sin Moder, og
som pludseligt kunde lyse op mellem Ansigtets alvorlige Linier
ligesom et Solglimt mellem en Grantyknings Træstammer. Ja,
endnu længere ud i Fremtiden fløj hans lykkeberuste Tanke. Han
saae deres Børn løbe og lege paa Stranden som en Skare glade
Fugle ... ingen kirtelblege Kulturmisfostre i Fløjisbluser og med
M U L D 153
gammelkloge Træk, men en sund og stærk Friluftsyngel med
Bonderoser paa Kinderne og klare, bølgeblaa Øjne!
Han var imidlertid naaet op til Bakkekammen omkring Skibberup
og saae nu ned over den næsten mennesketomme By, hvis
mange smaa Frugthaver endnu stod i halvvissent Blomsterflor.
Da han var kommen et Stykke ned ad Skrænten, standsede han
pludselig, — han havde faaet Øje paa Hansine, der sad paa Hug
ude i det lille Vænge bag Forældrenes Hus ifærd med at give et
moderløst Lam Mælk af en Patteflaske. Fortryllet af dette Syn
blev han længe staaende ganske stille med et lykkeligt Smil om
sine Læber. Hun var klædt i den samme kirsebærrøde Søndagskjole,
.som hun havde haft paa den første Gang, han rigtig saae
hende, og hvori han derfor fandt hende allersmukkest. Dertil
bar hun et hvidt Forklæde og en stor, hvid Solhætte, der skjulte
hele Hovedet.
I et pludseligt Anfald af Overgivenhed, der fik ham til at
glemme, at det var Kirketid, satte han Hænderne for Munden
og raabte: „Kukkuk!" Hun saae hurtigt op; og da hun opdagede
ham, nikkede hun op til ham men forlod ikke sit Lam. Først da
han naaede helt hen til hende, rejste hun sig og gav ham Haanden.
Med et „Du kære" slog han Armen om hende og trykkede
et Kys paa hendes friske Kind. Hun var efterhaanden bleven
temmelig fortrolig med deres Forhold, men blev dog endnu rød,
hver Gang han kyssede hende; og for at skjule sin Undseelse
gav hun sig nu straks og ivrigt til at fortælle om alt, hvad der
var sket i Hjemmet, siden de den foregaaende Aften skiltes —
om en So, der havde faret, om en Ko, der om Natten havde
revet sig løs i Stalden, og om Fløden, der ved Kærningen ikke
havde villet give Smør. Emanuels Optagethed af Marken og
Stalden havde genvakt hendes egen Interesse for disse hverdagsagtige
Ting, havde ligesom forædlet dem og i det hele fornyet
Hjemmet for hende.
Han havde imidlertid stukket sin Haand ind under hendes
Arm, og i langsom, fortrolig Gang fulgtes de ned imod Gaarden.
Her stod Else halvt afklædt bag det aabentstaaende Sovekammervindu
ifærd med at rede sit svære, staalgraa Haar. Saa langt fra
154 M U L D
at lade sig forskrække af Emanuels Ankomst nikkede hun endog
ud til ham, idet hun blot trak et Haandklæde, som hun havde
lagt over Skuldrene, tættere sammen foran Halsen.
„God Morgen, Svigermoder!" hilste Emanuel muntert. „Hvordan
staar det til idag?"
„Aa, jo Tak ... Den store So har faret inat."
„Ja, jeg hører det. Hvor mange Grise blev det saa til?"
„Tolv Stykker, tror jeg."
„Naa, det er jo al Ære værd." Han saae sig omkring og tilføjede:
„Hvor er Svigerfa'er? Er han i Kirke?"
Else kastede et prøvende Blik paa ham og derefter hen paa
Hansine. Har du røbet noget? spurgte hendes Øjne.
Baade Else og Hansine havde nemlig siden den foregaaende
Dag vidst god Besked om, hvad der i dette Øjeblik skulde foregaa
ude i Kirken; men de havde bestemt sig til ikke at fortælle
Emanuel det, fordi de havde paa Fornemmelsen, at han ikke
rigtig vilde synes om Væver Hansens Fremfærd, og alligevel
ikke ønskede, at han skulde lægge sig hindrende imellem.
„Anders gik ud i Engen for at se til Ungkvæget," sagde hun
saa, beroliget af Emanuels Ansigtsudtryk.
„Ja saa, — vi skulde vel ellers til at fodre nu."
„Han kommer vist ogsaa straks tilbage. Men forresten er
du vel nu saa dygtig, at du kan fodre alene, om du ellers
har Lyst."
Emanuel smilte.
„Jeg kan jo prøve!" sagde han og gik over i Oles Kammer
ved Siden af Stalden for at omklæde sig.
Hansine steg langsomt op ad Stentrappen til Bryggerset; hun
skulde ind og passe Middagsmaden. Paa det øverste Trin standsede
hun et Øjeblik; og mens hun løste Solhætteris Baand under
Hagen, kastede hun et uroligt spejdende Blik over den lille Laage
mellem Længerne ud imod Kirkevejen.
„Endnu er der ingen at se!" sagde hun til Moderen, medens
den eneste bitre Følelse, der var bleven tilbage i hendes Hjerte,
den rettroende Skibberuppers Had til Provst Tønnesen, lyste ud
af hendes mørkeblaa .Øjne.
M U L D 155
. . . Emanuel t r a a d t e ind i K o s t a l d e n i f ø r t en lang S æ k k e lærreds
Kittel med Bælte og et Par Træsko med Læderkapper.
Det var første Gang, han foretog Fodringen uden Svigerfaderens
Hjælp, og han var ikke fri for at føle sig lidt beklemt i den Anledning.
Hans Bevægelsers Kejtethed og den overdrevne Samvittighedsfuldhed,
hvormed han afvejede og udmaalte de forskellige
Rationer efter de lærte Forskrifter, røbede ogsaa den
endnu uøvede Arbejder. Med en Nøjagtighed, som gjaldt det Fremstillingen
af et vigtigt Medikament, opløste han nogle Rapskager
i en Spand Vand og sammenrørte den derved opstaaede Jævning
med en Blanding af Klid, Skraa og uhøvlede Gulerødder. Den
samlede Masse fordelte han derpaa ligeligt mellem Malkekøerne.
To Goldkøer gav han en Skæppe Kaalrabi, og tilsidst fik hver
Ko en Gift Byghalm, som han med en Del Besvær hentede
ned oppe fra Stænget.
Han blev hurtig varm af Arbejdet og følte efter dets lykkelige
Tilendebringelse den Tilfredshed med sig selv og det Velvære,
som den legemlige Beskæftigelse forskaffer den uvante Arbejder.
Han havde allerede efter disse Par Dages Forløb syntes
at kunne spore, hvorledes hans Muskler voksede, hvorledes Blodet
rullede friskere og varmere gennem hans Legeme. Ak,
sukkede han i denne Tid ofte for sig selv — hvorfor havde han
ikke for længe, længe siden ret forstaaet den dybe Betydning af
det gamle Ord om „Arbejdets Velsignelse" ? Bestandig kom han
til at tænke paa sine Standsfæller inde i Byen, der om Sommeren
benyttede Landet til at „ligge paa", og som i deres Blindhed
troede at kunne finde Lægedom for deres syge Sjæle og kraftesløse
Legemer ved at tilbringe Dagene med at spille Ring paa
en Græsplæne eller ved at ligge henslængte i en Hængekøje
og læse Romaner. Disse Stakler mindede ham om saadanne
Mennesker, der løb tankeløse omkring og søgte efter det, som de
selv holdt i Haanden. Under Lidelser og Klager slæbte man sig
fra Badested til Badested, tyllede sig med Medicin, anstillede
en hæsblæsende Jagt efter nye Medikamenter, nye Kure, nye
Læger — og dog laa Lægemidlet i Hvermands Haand, det eneste,
sande, jordiske Lægemiddel for den hensygnende Menne156
M U L D
skehed! Aa, hvor længe vilde man dog vedblive at bedrage sig
selv for Livets sande Lykke? Hvilken Herlighed, hvilken Glæde
vilde ikke opblomstre paa Jorden fra den Dag, da Sundhedens
hellige Kilde, det legemlige Arbejde, blev genfunden af den hele
Menneskehed! Hvilket Paradis vilde ikke opstaa, naar alle Hænder
samlede sig for at frugtbargøre Jorden! Ørkener vilde blive
opdyrkede, giftige Sumpe udtørrede, Korn og Frugter vilde vælde
op af Mulden .. .
Han havde taget Skovl og Greb og var begyndt at muge under
Køerne. Mens Sveden drev ham ned over Øjnene, læssede han
den friske Gødning paa en Hjulbør og trillede den ud paa Møddingen,
fejede derpaa Grebningen saa ren som et Stuegulv og
lagde frisk Strøelse i Baasene, ... ja ikke fornøjet hermed tog
han Strigletøjet fra et Søm paa en af Loftsbjælkerne og begyndte
at rense Køernes Laarstykker for det indtørrede Snavs,
som sad der i tykke Kager. Han følte bestandig en Trang til at
overbevise sig om, at han nu ganske havde frigjort sig for al
Fordom og faaet Bugt med den falske Stolthed, der havde sat
saa ulykkebringende Skel mellem Menneskene.
Mens han var sysselsat paa denne Maade, kom han til at tænke
paa sin Fader og sin øvrige Familie, og der trak sig pludselig en
mørk Skygge ned over hans Ansigt. Hans stakkels, forblindede
Slægt! Kunde han dog faa Naade til ogsaa at frelse den ud af
Sodoma! ... Han havde netop Dagen forud faaet Breve fra sin
Fader og sine Sødskende i Anledning af Forlovelsen; — det
vil sige, han havde modtaget en kort Tilkendegivelse af, at hans
„overraskende Meddelelse" var kommen dem ihænde. Intet
videre. Hansines Navn var end ikke nævnet, ligesom der ikke
fandtes et eneste Spørgsmaal hende angaaende.
Skønt han ikke havde turdet vente, at man fr2 den Side skulde
ytre særlig Glæde over, endsige nogen dybere Forstaaelse af
hans Handling, havde dog særlig Faderens Kulde overrasket og
dybt bedrøvet ham. Saa langt var de altsaa allerede nu skilte
fra hinanden! Han forstod godt, at de med deres Tavshed havde
villet betyde ham, at de fra nu af ansaae ham for uophjælpeligt
fortabt, og at de ikke ønskede paa nogen Maade at blive indM
U L D 157
blandede i hans nye Familieforbindelser. Han forstod, at de
betragtede hans Forlovelse som en Art Selvmord, der ikke var
mindre beskæmmende for den ansete Hanstedske Familie, end
Moderens i sin Tid havde været, og han tvivlede derfor heller
ikke om, at ogsaa hans Navn fra nu af vilde være som udslettet
af dens Erindring.
IV
Da Emanuel lidt efter traadte ud i Gaarden for at vaske sine
Hænder ved Vandposten, fik han Øje paa en svær Mand af et
præsteligt Udseende, der var ifærd med ved Hjælp af en Stok
at stige op ad Flisetrappen foran Forstuen. Da Manden hørte
hans Træskotrin paa Stenbroen, vendte han sig om og strakte
bægge sine Arme ud imod ham med et højt Udraab.
Han var klædt i en langskødet, sort Frakke og sorte Benklæder,
der hang i Poser ud over de brede Støvler. Under en
smudsig gul Straahats brede Skygge faldt et mørkt og glinsende
Nakkehaar i lange Krøller ud over Frakkekraven, og fra
det fedladne Ansigt hang en Guds Velsignelse af graasprængt
Skæg ned over en mørk, med to Rækker Hornknapper besat
Vest, der var lukket helt op til Halsen, saa intet Spor af Linned
var synligt.
Mens Emanuel, som slet ikke kendte denne Mand, forundret
blev staaende ved Stalddøren, steg den fremmede med
Besvær ned ad Trappetrinene; og skønt det saae ud, som om
hvert Trin voldte ham Smerte, humpede han med glædestraalende
Ansigt hen over Gaardens spidse Brolægning og udbrød
allerede paa Afstand med en pibende men gennemtrængende
Stemme:
„Naar Muhamed ikke vil komme til Bjærget, kommer Bjærget
til Muhamed, staar der skrevet! For at du er Emanuel, —
det behøver jeg ikke at spørge dig om. Du vil sandelig ikke
have let ved at lyve dig en Moder til, kære Ven. Tillykke!
Tillykke!"
158 M U L D
Med disse Ord anbragte han sin brune Stok under den venstre
Arm og hilste paa Emanuel ved at gribe bægge hans Hænder
og ryste dem eftertrykkeligt.
Emanuel stod ganske raadvild. Hvad i Alverden var dette
for et Menneske?
„Sandt at sige, kære!" blev den anden ved at skrige op. „Vi
har længe og med Længsel ventet dig ovre hos os. Næsten
hver eneste Morgen i den sidste Tid har Jette sagt til mig: Gud
veed, om ikke Emanuel skulde komme idag. Aa, hun er nu allerede
helt forliebt i dig, er Jette! Da vi hørte om jeres dejlige
Møde herovre og om din Tale, kære — jeg kan ikke beskrive
dig, hvor vi allesammen blev glade! Og at du nu helt har frigjort
dig og fæstet dig en Brud af Folkets Midte! Ja, saadan
skal det være! Saadan skal det være! ... Men du kan tro, vi
blev overraskede. Jette vilde i Begyndelsen slet ikke tro det,
men bagefter blev hun saa rørt, at hun virkelig gav sig til at
græde. Selv maaatte jeg øjeblikkelig over i Skolen og fortælle
Pigerne Nyheden. Aa, du skulde set dem! De blev ligefrem
ellevilde, de Skelmer! De tænkte vel, at nu stod der en Præstemand
parat til hver især ... ha, ha! Saa sang vi „Kærlighed fra
Gud" og andre af vore dejlige Sange; ... for da de først var
begyndt, vilde de slet ikke høre op igen. Vi kom saamænd den
Aften ikke iseng, før Klokken var over elleve. Men Maanen
tittede ogsaa lige ind til dem i Skolestuen, de Skelmer!"
I dette Øjeblik gik der et Lys op for Emanuel. Skønt han
havde lidt vanskeligt ved at forstaa det, tvivlede han ikke længer
om, at det var Højskoleforstanderen ovre fra Sandinge, han
her havde for sig. Han genkendte nu ogsaa Ansigtet fra et
Litografi, som var meget udbredt blandt Egnens Befolkning, og
som ogsaa Hansine havde hængende over sin Kommode.
Han søgte at komme tilorde; men den fremmede vedblev at
tale og under Henrykkelsesudbrud at trykke hans Hænder.
„Ja, saadan skal det være, — vi kan sandelig nok trænge til
unge og friske Kræfter i vor Lejr! Vi gamle Fyre trænger snart
til Afløsning. Se blot paa mig ... jeg er nu kun et sølle Vrag!
Tiden har hærget mig, min Ven! Naa, vi gamle maa trøste os
M U L D 159
med, at vi ikke har sparet os, mens vi endnu havde de unges
Kræfter. Og — Gud være højlovet! — vi har den Tilfredsstillelse
at se, at vor Gerning ikke har været forgæves. Aa, du
kan tro, det er velsignet for os gamle at være Vidne til, hvordan
Folkets Sag efterhaanden vinder Fremgang i alle Egne og
i alle Samfundslag over det hele Land. Og nu ogsaa her! Ja,
saadan skal det være! Saadan skal det være!" blev han ved
at gentage, og hans skingre Stemme lød som en Trompetfanfare.
„Jeg kunde da heller ikke længer holde mig i Ro derhjemme,
men sagde imorges til Jette: Hør, nu vil jeg sandelig
over til Skibberup og se, hvordan det staar til, sagde jeg. Saa
kan jeg med det samme paa Tilbagevejen se indenfor i Kyndby
... der har vi nemlig ogsaa et lille Vennesamfund, som længe
har haft Bud efter mig. Aa, det er en Forsamling af prægtige
Hjertemennesker, kan du tro ... Jeg var der sidste Høst og
havde et dejligt stort Møde der i Skoven sammen med Povl og
Ernst fra Vallekilde. Povl og Ernst talte historisk, og jeg fortalte
et Par Eventyr. Det var rigtig saa fornøjeligt!"
„Men — skal vi ikke gaa ind i Stuen," fik Emanuel endelig
Lejlighed til at indskyde; han stod helt forlegen overfor den
andens overstrømmende Fortrolighed og følte sig desuden lidt
trykket af at være i sine Arbejdsklæder, som ingen fremmed
endnu havde set ham i.
„Nej, kære ... ikke nu! Ikke nu! Men jeg kommer om lidt.
Jeg vilde blot i Forbigaaende kigge her ind for at melde jer min
Ankomst. Jeg traf nemlig hernede ved Stranden Jens Iver, som
I kalder ham. Han kom sejlende ovre fra den kloge Grethe paa
Strynø. Hans gamle Moder ligger saa syg, den Stakkel, .. . jeg
lovede at komme ind og snakke lidt med hende; vi er jo Venner
fra gammel Tid. Naa ... sig nu kun til Else, at hun kan
vente mig til Middagsmaden; saa tager jeg maaske et Par af
Vennerne med mig, og saa sidder vi og har det saa rart med
hinanden. Farvel saalænge, kære! Nej, hvor jeg da er glad
ved at have set dig! Nu skal jeg rigtig hilse Jette fra dig, kan
du tro. Aa, hun vil blive henrykt. Jeg havde haft Lyst til at
tage hende med herover idag; men hun maatte jo blive hjemme
162 MULD
V
Inde i Præstegaardens Port stod en lille, højst tarvelig Gig,
der lignede Dyrlæge Aggerbølles som den ene Tvillingbroder
den anden. Det var med dette snart over hele Landet omtalte
Køretøj, at Bispen rullede omkring i sit Stift, iført om Sommeren
en hvid Lærredsfrakke, om Vinteren en sort Lammeskindspels,
alene ledsaget af en halvvoksen Stalddreng med en blank
Knap foran paa Kasketten. Uden at spare sig selv eller sin hanespattede
Hest fartede han i Sol og Slud milevidt omkring i Landet
og overraskede sine Præster, naar de allermindst tænkte
paa ham, — ganske i Modsætning til sine højærværdige Kolleger,
der altid fjorten Dage iforvejen paa højtidelig Vis anmeldte
deres Ankomst, for at alt baade i Kirke og i Køkken kunde være
beredt til en standsmæssig Modtagelse.
Da Emanuel naaede Præstegaarden, havde man allerede taget
Plads omkring Frokostbordet, der mod Sædvane var dækket
ude i Haven under et Par blomstrende Kastanietræer. Dette
var sket efter Anmodning af Bispen, som havde erklæret, at
for ham var et Maaltid i det grønne en sand kongelig Nydelse;
og Frøken Ragnhild havde — rigtignok ikke videre beredvilligt
— føjet sig efter hans Ønske.
Varmen var i Løbet af Formiddagen bleven grumme trykkende,
og Stemningen omkring Frokostbordet syntes i høj Grad
paavirket af Luftens Lummervarme. Skønt Bispen udfoldede en
ikke ringe Elskværdighed og øjensynligt bestræbte sig for at
berolige den Mistænksomhed, som hans uformodede Ankomst
havde vakt, bevarede baade Provsten og Frøken Ragnhild en
tavs og kold Tilbageholdenhed. Mellem Bispen og Tønnesen var
der endnu kun vekslet almindelige Talemaader. Paa Køreturen
fra Kirken havde Bispen berømmet Kirkesangen og talt om Vejret
og Høstudsigterne; senere, mens Frokostbordet dækkedes,
havde han med tilsyneladende stor Interesse beset Haven, havde
talt sagkyndigt om Blomster og Frugtavl, om en ny Art engelsk
Plænegræs, der bedre end andre hidtil kendte Sorter skulde
M U L D 163
kunne taale Overvintringen, samt om Kompostgødning — ganske,
som om han blot havde til Hensigt at gøre dem et privat
Besøg.
Provst Tønnesen vedblev ikkedesmindre at være paa sin
Post og fuldt kampberedt. I samme Øjeblik, han efter Gudstjenesten
mødte Bispen paa Kirkegulvet, havde han været overbevist
om, at denne Mand var kommen for at gøre fælles Sag
med hans Fjender. Selve denne uanmeldte Ankomst paa dette
Tidspunkt kunde efter hans Mening kun opfattes som et Forsøg
paa at ydmyge ham overfor Befolkningen; og han var fast besluttet
paa eftertrykkeligt at tilbagevise denne Fornærmelse.
Han anede ikke, at han havde skabt sig en højst ugunstig
Stilling overfor sin Overordnede ved under sin nysholdte Præken
at have ladet sig henrive til en saadan Voldsomhed i Udfaldene
mod sine Tilhørere, at kun Bispens Tilstedeværelse
havde forhindret den Masseudvandring fra Kirken, som Væver
Hansen havde forberedt. Det faldt overhovedet ikke let Provst
Tønnesen ind, at han ikke i enhver Henseende, og da navnlig i
sit Forhold til det ham af Gud og Kongen betroede Embede,
kunde bestaa for selv den strengeste Dom.
Bispen var en lille, bredbygget Mand med skraatstillede
Øjenbryn og et kraftigt, graasprængt Haar. Han var en forhenværende
nationalliberal Minister og en af den afdøde Konges
fornemste Raadgivere. Hans Væsen manglede da heller ingenlunde
Værdighed, ja hans brede og fuldkommen skægløse Ansigt
kunde til Tider antage et strengt, gammeltestamentligt Alvorspræg.
Men denne Værdighed var paa en besynderlig Maade
iblandet med Stænk af den lunefulde Skødesløshed i Optræden,
den Rest af Studenterovermodet fra otteogfyrre, der havde faaet
Næring ved Frederik den syvendes folkelige Hof, og som ogsaa
siden blev ved at udmærke adskillige af de fremragende
Mænd fra vore første Frihedsaar.
Denne joviale Utvungenhed bidrog navnlig til at paadrage
ham Frøken Ragnhilds dybeste Unaade. Hun havde nu en Gang
faaet en uovervindelig Afsky for al Slags folkelig Familiaritet,
og det imponerede hende ikke, at det i dette Tilfælde var en
n*
164 M U L D
Bisp og forhenværende Minister, der kastede sig tilbage paa
Stolen, som om han sad i sin egen Stue, begravede Hænderne
i Lommerne for at rasle med sine Nøgler, vippede Kniven mellem
Fingrene og sagde „pleje van" og „lille Frøken". Desuden
delte hun ganske sin Faders Anskuelser med Hensyn til Bispens
hele Embedsførelse. Hun fandt det ganske upassende for
en Mand i en saa overordnet Stilling at flakke omkring paa
Landevejene som en Slagter og betragtede hans idelige, uanmeldte
Besøg rundt om i Kirker og Skoler som et uværdigt
Spioneri, der nødvendigt maatte virke nedbrydende paa Præsternes
og Lærernes Anseelse hos Befolkningen.
Hvad der særlig vakte Provst Tønnesens Uvilje mod Bispen,
var dog dennes Stilling i det offentlige Liv og navnlig i Politiken,
hvor hans Holdning unægtelig ogsaa røbede, at han trods sin
fremrykkede Alder endnu ganske lod sig beherske af sin Ærgerrighed.
Efter at han i adskillige Aar bestandigt havde balanceret
mellem de to bittert kæmpende politiske Partier for at
kvalificere sig til i det afgørende Øjeblik at overtage Styret som
den mæglende og forsonende, var han — efterhaanden som Udsigterne
til en mindelig Udjævning af Striden formindskedes —
gledet mere og mere over i Demokraternes Lejr, hvor man da
heller ikke havde forsømt nogen Smiger for at lokke ham til at
smykke Folkets fremrykkende Rækker med sit historiske Navn.
Endnu havde han dog bestemt vægret sig ved at proklamere
sin Tilslutning til Partiet; men det var en offentlig Hemmelighed
— som han heller ikke selv lagde mindste Skjul paa at
han derimod ikke vilde have noget imod ved Hjælp af demokratiske
Stemmer at lade sig indvælge i Rigsdagen for igen
at faa Foden indenfor i de styrendes Kres.
Med stor og frimodig Aabenhjertighed talte han selv om denne
sin Svaghed for Politik og Magtbesiddelse. Man havde saaledes
næppe sat sig ved Frokostbordet, før han ledte Talen hen
paa de Rygter om hans Rigsdagskandidatur, der igen i de sidste
Dage havde svirret om i alle Landets Blade.
„Ja, hvad skal man gøre ved det?" sagde han smilende. „Jeg
tror, det gaar med Politikere, som det gaar med gamle Hermsxi
M U L D 1 6 5
skabskuske. Naar man en Gang har siddet oppe paa Bukken
og holdt Tømmerne i sin Haand — og maaske svunget Pisken,
naar det kneb! — saa kan man slet ikke finde sig i at gaa hjemme
i Stalden og skære Hakkelse. Jeg erindrer fra min Barndom
en Postkusk, der i over tredive Aar hver Nat kørte Deligencen
fra min Fødeby til en af Nabobyerne. Om ham fortaltes
der, at da han blev gammel og aflægs, fandt man paa, hver
Gang han var ved at dø, at give ham Sengebaandet mellem
Hænderne, for at han kunde indbilde sig, at han endnu var i
Funktion, — han fik da straks Livskraften tilbage. Jeg har da
ogsaa sagt til min Kone, at dersom jeg en Dag skulde blive syg,
maa hun ikke glemme at bringe mig en trekantet Hat og bilde
mig ind, at jeg er bleven udnævnt til Konsejlspræsident; jeg
skal da nok hurtig blive frisk igen."
Mens Bispen lo, forholdt Tønnesen sig stadig tavs og skød
endog Underlæben frem for at tilkendegive, at han ikke fandt
mindste Anledning til at istemme denne Munterhed.
I dette Øjeblik viste Emanuel sig paa Verandaen og kom
hen og hilste.
Bispen modtog ham saaledes, som en Bisp nødvendigvis maa
modtage en ung Gejstlig, hvis Adfærd har givet hans Foresatte
Anledning til Indsendelsen af en udførlig motiveret Besværing.
Dog syntes hans afmaalte Hilsen noget indstuderet og
formaaede da heller ikke at formilde Provst Tønnesen. Tvertimod,
da Bispen, mens Emanuel tog Plads ved Bordet, nu fortsatte
sin Tale og med en vis parlamentarisk Selvbehagelighed
udbredte sig om den politiske Situation; og da han ved denne
Lejlighed ganske uforbeholdent udtalte sin Tilslutning til flere
af Folkepartiets Bestræbelser for at omregulere det offentlige
Liv og dets Administration, kunde Tønnesen ikke længer bevare
sin passive Holdning; — navnlig ønskede han ikke, at
Kapellanen skulde udlægge hans Tavshed som Frygt for at modsige
Bispen.
„Det forekommer mig dog," — sagde han, idet han med en
Overlegenhed, der ligesom skulde overbyde Bispens, tørrede
sig om Munden med sin Serviet, — det forekommer mig virke166
M U L D
lig, at vi i Øjeblikket mindre føler Savnet af ny Bevægelser og
ny Strømninger, saaledes som Deres Højærværdighed synes at
formene, end netop Ro og Klarhed, for at Landets forskellige
Institutioner, der siden Grundlovens Indstiftelse har maattet udstaa
saa mange svære Rystelser, kan genvinde den Stabilitet,
som de i høj Grad tiltrænger."
„Aa, jeg er nu ikke bange for lidt Udluftning!" udbrød Bispen
med ungdommelig Munterhed. „En Hovedrengøring en
Gang imellem har ethvert Hus godt af; og det kan saamænd aldrig
skade, at der ogsaa kommer Folk med „Skrubbebørster"
... er det ikke saadan den Slags Redskaber hedder, lille Frøken?"
henvendte han sig til Frøken Ragnhild, der svarede med
et utroligt kort: „Det er muligt."
„Jeg har paa ingen Maade gjort mig til Talsmand for nogensomhelst
Slags Urenlighed," sagde Provst Tønnesen med
urokkelig Alvor og i en afvisende Tone. „Forresten er der et
gammelt Ord, der siger, at man skal vogte sig for at kaste Barnet
bort med Badevandet ... og det kunde man maaske i vore
Dage have godt af at indprente sig. Jeg tilstaar ærligt, at jeg er
og i hele mit Liv har været konservativ, og at jeg aldeles ikke
formaar at hylde de moderne Renskuringsprinciper. Naar Dannelse
og Kundskaber ikke længere betragtes som nødvendigt for
Virksomhed i det offentliges Tjeneste, men næsten anses for et
Onde; naar enhver Haandværkssvend eller Tjenestekarl skal
have lige saa megen Indflydelse paa Rigets Styrelse som en
Mand, der har anvendt hele sit Liv paa at udvikle sine Aandsevner
og berige sin Erfaring, vil det snart gaa tilbage for et
Folk, baade aandeligt og materielt — derpaa viser Historien tilstrækkeligt
mange Eksempler."
Bispen, der var færdig med at spise, sad tilbagelænet paa
Stolen med bægge Hænders Fingerspidser stukket ned i Vestelommerne
over sin lille runde Mave. I denne Stilling havde
han med tankefuld Opmærksomhed betragtet Provsten, mens
denne talte, Nu anbragte han Armene overkors paa Brystet,
lagde Hovedet paa Siden og sagde med et lille ironisk Smil:
„Hvad De der siger. Provst Tønnesen, bringer mig til at foreM
U L D 167
stille mig en Mand, der kun vil bruge den højre Arm til Arbejde,
fordi denne — enten det nu saaledes er bestemt af Naturen
eller det skyldes dens mere udstrakte Benyttelse — er
stærkere end den venstre, hvilken han bestandig bærer i et
stramt Bind, for at den saa lidt som muligt skal hindre ham i
hans Bevægelser, hvorved den mere og mere svinder hen og
tilsidst helt lammes. Ikke sandt ... en saadan Fremgangsmaade
vilde vi alle betragte som mildest talt temmelig aparte, ja ganske
uforsvarlig. Men hvorfor skal da ikke ogsaa Statslegemet
bruge baade sin højre og sin venstre Side, selv om den første
— enten ved en Naturbestemmelse eller af anden Grund —
for Øjeblikket er den mest udviklede? Var det dog ikke rimeligt,
om vi ogsaa i det offentlige Liv bar os ad som en forstandig
Mand, der skal bære en tung Byrde et langt Stykke Vej — han
flytter under Gangen idelig Byrden fra den.ene Haand over i
den anden. Derved sikrer han sig mod Udmattelse og opnaar
en ligelig Udvikling af Organismens forskellige Dele. Jeg nægter
ikke, jeg hylder ogsaa i Politiken den gode gamle Sætning:
Et, to, Højre, Venstre — Højre, Venstre — Tysker og Svensker,"
sagde han og lo.
„Aa, jeg synes saamænd ikke, der for Øjeblikket er nogen
Grund til at frygte for en Lammelse af Statslegemets venstre
Lem," bemærkede Tønnesen. „Det forekommer mig tvertimod,
at der er noget svært kejthaandet ved hele vort offentlige Liv
for Tiden."
Han syntes selv godt om denne Replik og kastede et Biik hen
paa Emanuel.
„Aa ja — naturligvis — jeg indrømmer, at der har vist sig
Fænomener paa vor politiske Horisont, som man kun kan beklage;
men sligt undgaas nu en Gang ikke i Tordenvejrstider
som disse. Det gælder blot om ved klog Besindighed at aflede
Lynene ... og dette er i vore Dage en ledende Politikers vigtigste
Opgave. Men det maa heller ikke glemmes, at vi — navn'ig
overfor Bondestanden — har megen gammel Uret at gøre god
igen; og dersom der maaske i Øjeblikket er en Tilbøjelighed til
at indrømme særlig Bonden en afgørende Indflydelse paa vor
188 M U L D
Udvikling, saa er dette kun en simpel Retfærdighedshandling,
som vi altfor længe har skyldt ikke alene Hensynet til ham men
til hele Landets Velfærd. Det kan nemlig vanskelig nægtes, at
der har vist sig en beklagelig Stagnation i vort offentlige Livs
Udvikling i den senere Tid, en Brist paa ny Kraft, som det gælder
om at afhjælpe. Vi trænger sikkert til at faa ny Befolkningslag
opdyrkede for vor aandelige Ernæring, til — om jeg s£a
maa sige — at afdække ny, nærende Muld, hvoraf en livskraftig
Fremtid kan gro op. Som bekendt forsømmer ingen fornuftig
Gartner med visse Aars Mellemrum at kulegrave sin Have, ...
og han gør det uden Frygt for det Ukrudt, der altid i Begyndelsen
vil skyde op af en saadan ny og ukultiveret Jord, fordi han
veed, at hans Planter med deres forøgede Styrke efterhaanden
vil faa Bugt med Ugræsset og tilsidst ganske kvæle det. Jeg nærer
da heller ingensomhelst Ængstelse for den Kulegravning af
vor aandelige Jordbund, som vor Tid er ifærd med at iværksætte.
Det skal nok vise sig, at den vil frembringe gode og
sunde Frugter, naar efterhaanden en tilstrækkelig inderlig Sammenblanding
af de nye og gamle Lag er bleven fuldbyrdet. Enhver,
der bidrager hertil, synes mig derfor at gøre en god Gerning
baade mod vort Fædreland og for sin egen aandelige Udvikling."
Provst Tønnesens Ansigt antog pludseligt den lergraa Farve,
som det gerne fik, naar hans Blod kom i Kog. Disse Bispens
Ord, udtalte i Kapellanens Nærværelse, kunde i denne Sammenhæng
kun opfattes som en fuldkommen Godkendelse, ja
en ligefrem Forherligelse af dennes og hans Medsammensvornes
Handlinger!
„Aa — jeg for min Del har nu ikke ringeste Tillid til denne
saakaldte nye Muld," sagde han med en Stemme, der dirrede af
indeklemt Harme. „Det forekommer mig tvertimod at være lutter
goldt Sand eller endnu værre Bestanddele, som vore Dages
Almueforherligelse ved Hjælp af den saa lovpriste almindelige
Stemmeret graver op paa Overfladen. Bliver Galskaben ved,
som den er begyndt, er jeg forberedt paa en skøn Dag at se vort
M U L D 169
Land regeret af en Samling Udskuds-Seminarister og Korøgtere."
„Aa — det er jo bare Talemaader! Skulde det virkelig vise
sig, at Folkets Masse skuffer vore Forventninger, eller — sandere
udtrykt — at vi endnu ikke har fundet det rette Middel til
at vække Folkets slumrende Evner, saa er der ikke derfor sket
nogen ubodelig Skade. Saa har vi i hvert Fald gjort et — baade
af Retfærdighed og Klogskab paabudt — Forsøg."
»Je§ synes saamænd, vi har eksperimenteret tilstrækkeligt
under vor ny Forfatning. Vor ulyksalige Eksperimenteren med
en tilfældig Folkestemning i 64 maatte vi dyrt nok betale."
. Ved denne uforblommede Hentydning til den sidste, ulykkelige
Krig, for hvilken man almindeligt tilskrev netop Bispens
Ministerium et væsentligt Ansvar, foer der ligesom et iskoldt
Vindstød henover Frokostbordet. Bispen, der var bleven bleg,
skottede et Par Gange hen til Provsten med hurtige, usikre
Blikke, som om han overvejede, hvorledes han helst skulde
besvare denne Uforskammethed. Saa trak han pludselig sin
gammeltestamentlige Alvorsmaske op for Ansigtet og sagde med
fuldkommen behersket Stemme:
„De synes, Provst Tønnesen, i Deres forunderlige Mistillid
til vor Tids Almue at glemme Ordet om, at meget er skjult for
de Vise og Forstandige, men aabenbaret for de Enfoldige."
Provsten vilde gøre Indvendinger, men Bispen lod sig ikke
længer afbryde og fortsatte med stigende Styrke:
„Det er i denne Sammenhæng ogsaa værd at mindes, at vor
Herre Kristus, da han vandrede her paa Jorden, ikke søgte Medhjælpere
til sin Frelsergerning blandt de Skriftkloge, men i den
— ogsaa i hin Tid — foragtede Arbejderklasse, med andre Ord
blandt de Bønder, Fiskere og Smaahaandværkere, hvis Liv og
Kaar han under hele sin jordiske Tilværelse i et og alt delte.
Skulde dette dog ikke være alle Dages Kristne et Eksempel til
Efterfølgelse? Var det dog ikke snart paa Tiden, om vi kom
til Erkendelse af, at vor Frelser ikke alene var den guddommelige
Forbereder af Vejen til de himmelske Boliger, men at han
170 MULD
desuden, navnlig ved at bryde det hedenske Aandshovmod, lagde
Grunden til et jordisk Retfærdighedsrige her paa Jorden, et
helligt Folkedømme, som det endnu er Fremtiden forbeholdt at.
virkeliggøre efter hans store Bud: Elsk din Næste som dig selv!
Det Valgsprog „Frihed, Lighed, Broderskab", som et vist, nydannet
Parti — desværre i egenkærlig Hensigt — har bemægtiget
sig, det er i faa Ord Kristi hele Samfundslære, som vi alle
vilde gøre vel i at indriste dybt i vore Hjerter."
Nede ved den anden Bordende havde Emanuel siddet bøjet
over sin Tallerken og med levende Optagethed fulgt denne Samtale.
Hans Hjerte svulmede, mens han lyttede til Bispens sidste
Ord, der saa klart og fyndigt udtrykte hans egne inderste
Tanker og paany bestyrkede ham i den frydefulde Bevidsthed
om, at nu ogsaa han ret vandrede i Jesu Fodspor og var med til
at bygge det Lyksalighedsland, som de kristnes Brodersamfund
en Gang skulde udbrede over hele Jorden.
Provst Tønnesen forholdt sig efter Bispens sidste Ord atter
fuldkommen tavs. Med Hentydningen til Bispens uheldige politiske
Fortid havde hans Hjerte faaet Luft; og han vilde ikke
nedværdige sig til at diskutere med et Menneske, en Bisp ovenikøbet,
der ikke undsaae sig ved i en snever Vending at tage
Verdens Frelser til Indtægt for sin Partipolitik, ja som ligefrem
gjorde ham til Socialist.
I det samme bar ogsaa Vinden en Række manende Klokketoner
fra Vejlby Kirke ind over Haven. Tiden for Sidsttjenesten
var inde.
Provst Tønnesen rejste sig og sagde, ikke uden Spydighed:
„Deres Højærværdighed maa have mig undskyldt; mine
kirkelige Forretninger kalder mig. Forhaabentlig har jeg den Tilfredsstillelse
at se Deres Højærværdighed igen, naar jeg kommer
tilbage," — hvorpaa han, uden at afvente noget Svar, satte
sin Stol haardt ind under Bordet og bortfjernede sig med majestætiske
Skridt.
Et Øjeblik efter rejste ogsaa de andre sig. Med alvorsfuld
Mine gav Bispen baade Frøken Ragnhild og Emanuel Haanden,
og til den sidste sagde han i en Tone. der slet ikke længer
M U L D 171
syntes paavirket af nogen Erindring om en udførlig motiveret
Klage:
„Jeg kunde have Lyst til at se mig lidt omkring i Egnen. Har
De noget imod, Hr. Kapellan, at være min Ledsager paa en
Spadseretur, indtil Provst Tønnesen vender tilbage?"
Emanuel blev rød og bukkede.
Frøken Ragnhild, der var bleven staaende henne ved Bordet,
iagttog i dette Øjeblik de to Mænd med et Par Øjne, der lyste
af Foragt. Da Bispen lidt efter vendte sig imod hende for „at
anbefale sig", antog hendes Ansigt sit sædvanlige ligegyldige
Udtryk; og da bægge Herrerne løftede deres bløde Hatte —
Emanuel havde faaet ombyttet sin Halmhat med den gamle af
Plys — bøjede hun sit Hoved netop saa meget, som den formelleste
Høflighed krævede det.
VI
Bispen og Emanuel gik gennem Haven og ud af den lille
Laage i dennes yderste Ende, hvorfra man kom ud paa fri Mark.
Bispen, der havde tændt sig en Cigar og knappet sin Vest op,
stødte Røgskyerne ud i Luften som en Mand, der er stærkt optaget
af sine Tanker. Nu og da henkastede han en Bemærkning
om en eller anden Genstand, som hans Blik tilfældigt faldt paa.
Emanuel gik tavs ved hans Side. Han havde straks forstaaet,
at Bispen med Hensigt havde foreslaaet ham denne Spadseretur,
og han var fast besluttet paa at benytte Lejligheden til at
give ham fuld og klar Redegørelse for sit Forhold til Menigheden.
Da de naaede op paa Toppen af „Præstebakken", standsede
Bispen og gav sig til med fraværende Mine at betragte Udsigten,
spurgte om Navnene paa enkelte af de mange Kirker, hvis
hvide Taarne lyste som Fyr i den tætte Soldis, sagde et Par Ord
om Naturskønhedens Magt over Menneskets Sind og gav sig tilsidst
til at tale om Tørken og de slette Høstudsigter.
„Jeg hører fra forskellige Sider," — sagde han tankespredt
172 M U L D
— „at man begynder at nære alvorlige Bekymringer. Det vilde
i Sandhed være sørgeligt, om der virkelig skulde være Grund
til Frygt."
„Det er der vist egentlig heller ikke ... i det mindste ikke
foreløbig," bemærkede Emanuel, hvem Emnet gjorde veltalende.
„Ganske vist har Vaarsæden lidt en Del, navnlig den
seksradede Byg, og Græsmarkerne paa de høje Jorder er jo
ogsaa bleven en Del ødelagte; men endnu klarer Rugen sig
de fleste Steder godt, hvor den da ikke er bleven for meget
skadet af Foraarsfrosten."
Ligesom vækket op af sine Tanklr vendte Bispen Ansigtet
op imod ham.
„Se-se!" sagde han med et Smil. „De er jo allerede bleven
en hel udlært Landmand, Hr. Kapellan!"
Emanuel blev atter rød, og hans Hjerte begyndte at banke.
Nu kommer det, tænkte han.
Men Bispen fortsatte sin Vej ned over Bakken og gav sig
igen til at tale om Landskabet og om Naturskønhedernes Indflydelse
paa det menneskelige Sind.
Med eet standsede han sig selv i Talen og sagde, — som
om det var noget, han tilfældigt kom til at tænke paa:
„Sig mig ... De er jo Søn af forhenværende Departementschef,
Etatsraad Hansted, ikke sandt?"
„Jo."
„Jeg syntes det jo nok," tilføjede han og holdt fra nu af
helt op at tale.
I flere Minutter fulgtes de to Mænd i dyb Tavshed hen ad
den lille Sti, der over de øde Udmarker førte ud imod Stranden.
En Flok Krager, som deres Skridt havde jaget op fra
en Brakmarks Agerfurer, kredsede over deres Hoveder; og
foran paa Stien, ikke tre hundrede Alen fra dem, luntede en
Ræv afsted, idet den nu og da roligt standsede og saae sig
tilbage.
„Har De, Hr. Hansted," — tog Bispen endelig igen tilorde
— „har De i Deres Studentertid, eller muligvis allerede før,
følt Dem særligt tiltrukket af bestemte, aandelige Strømninger
M U L D 173
indenfor den akademiske Verden .. eller maaske udenfor
denne?"
„Jeg? . . . N e j , " s v a r e d e Emanuel og saae o v e r r a s k e t op.
„Jeg har under hele min Opvækst, og navnlig under min Studietid,
levet meget ensomt og tilbagetrukkent. I det sædvanlige
Studenterliv har jeg saa at sige aldrig deltaget."
„Men De har dog blandt Deres Kammerater haft Venner,
der har øvet Indflydelse paa Dem ... De har været Medlem
af religiøse, literære eller maaske politiske Diskussionsklubber,
ikke sandt?"
„Nej, det har jeg ikke . .. nogen virkelig Ven har jeg vel
overhovedet aldrig haft. Jeg har, siden jeg blev voksen, næsten
udelukkende været henvist til mig selv og til Selskab med
Bøger. Navnlig for det politiske Liv har jeg altid været fuldkommen
fremmed."
„Ja saa," sagde Bispen kort og rømmede sig; der kom noget
skuffet i hans Tone.
„Men hvorledes er det da egentlig gaaet til?" tilføjede han
lidt efter, idet han standsede og saae op paa Emanuel med
et kunstlet fornøjet Smil. „Hvorledes har De da faaet Deres
— om jeg saa maa sige — i forskellige Retninger temmelig
yderliggaaende Anskuelser? En Livsanskuelse erhverver man
sig dog ikke alene gennem Læsning af Bøger, selv om disse
— hvad jeg indrømmer — kan bidrage til at gøre Sindet modtageligt
for den personlige Paavirkning eller hjælpe til at stadfæste
dens Resultater ... Naturligvis," afbrød han igen sig selv
og fortsatte sin Gang. „Jeg forstaar ... Deres Hjem, Deres afdøde
Moder har selvfølgelig ikke været uden Indflydelse paa
Deres Udvikling. Jeg erindrer nu ogsaa, at De nævnede noget
saadant, da vi i sin Tid talte sammen i Anledning af Deres
Ordination. Ja, Deres Moder var jo en mærkelig Kvinde, saa
fuld af Begejstring og Tro. Som jeg vistnok ogsaa den Gang
sagde Dem, kendte jeg hende jo ret godt i min Ungdom; vi
tilhørte jo, om jeg saa maa sige, samme Kres. Hendes Død
gik mig derfor ogsaa i sin Tid meget nær til Hjertet. Hun var
et Menneske, der ligesom var for sart bygget for denne Verden.
174 M U L D
Hvad der knækkede hende, var vel ogsaa det, at hun paa et
afgørende Punkt af sit Liv manglede den Modstandskraft, den
aandelige Haardhændethed, som ædle og opofrende Naturer saa
ofte maa begræde Savnet af. Jeg taler saa frit herom, fordi
jeg jo veed, at alt dette ikke er Dem ubekendt; jeg erindrer,
hvorledes De selv angav Misforhold i Deres Hjem som en af
Aarsagerne til, at De bestemte Dem for en præstelig Virksomhed
i en fjern og ensom Egn. Jeg røber sikkert heller ikke
nogen Hemmelighed for Dem, naar jeg siger, at Deres Moder
kun paa Grund af sin Familjes Overtalelser og Forestillinger,
— vel ogsaa under Indflydelse af et Øjebliks kvindelig Modfaldenhed
— gav efter i Spørgsmaalet om et Ægteskab, som
i mange Punkter maatte være hendes Natur imod; og det var
sikkert navnlig en Følelse af at have ladet sig forlede til Troløshed
mod sine Idealer, der kastede de bestandig mørkere
Skygger over hendes senere Liv og tilsidst helt udslukkede hendes
Aands Lys. De kan derfor forstaa, kære Ven, hvilket forunderligt
Indtryk det gjorde paa mig, da jeg hørte, at De, hendes
Søn, nu havde knyttet den Traad, som hun havde maattet
slippe, og var begyndt at føre de Tanker ud i Livet, der for
hende stod som Tidens største."
Emanuel forblev tavs og saae mod Jorden. Bestandig i den
senere Tid, naar man talte til ham om hans Moder, blev han
saa bevæget, at han maatte kæmpe for ikke at briste i Graad.
Bispen vedblev: „Men lad mig nu som Deres Moders gamle
Ven — for det tør jeg nok kalde mig — lad mig give Dem
et godt Raad, Hr. Hansted. Eller ... fortæl De mig hellere
først, hvad De tænker paa, og hvorledes De i det hele stiller
Dem til Spørgsmaalet om Deres fremtidige Stilling paa dette
Sted. At De har fæstet Dem en Brud herude, har jeg allerede
erfaret gennem en privat Meddelelse, ligesom det er mig bekendt,
at Deres Anskuelser og hele Deres Forhold til en vis
begrænset Del af Menigheden i høj Grad har vakt Provst Tønnesens
Misbilligelse. Vi staar altsaa her overfor en Konflikt af
meget alvorlig Natur. Hvorledes har De egentlig tænkt Dem
denne løst?"
M U L D 175
Emanuel betroede aabent Bispen sine Hensigter, fortalte om
det lille Sted ude ved Stranden, som han tænkte paa at købe,
og hvor han vilde leve som fri og uafhængig Agerdyrker, idet
han forøvrigt vilde virke som Præst og Lærer mellem sine
Venner. Bispen hørte opmærksomt paa hans Ord og saae et
Par Gange hurtigt og overrasket op paa ham, mens han talte.
Efter at Emanuel havde sluttet, gik han endnu en Tid tavs og
syntes grundig at overveje. Pludselig løftede han Hovedet og
sagde:
„Hvad De der har fortalt mig, kan jo være meget smukt tænkt
og i visse Maader ogsaa rigtigt set ... men jeg vil ikkedesmindre
paa det bestemteste fraraade Dem at foretage et saadant
Skridt. Jeg vil ærligt tilstaa for Dem, at jeg anser det for
en Ubesindighed, som De før eller senere vil komme til at
fortryde. Vil De lyde mit Raad, saa forlad ikke den lige Vej.
Kirken har i vore Dage Brug for alle unge og friske Kræfter;
og det gælder ogsaa i dette Forhold om — til Værn mod fælles
Fjender — at samle og ikke at adsprede. Lov mig derfor,
at De vil slaa de Tanker ud af Hovedet."
„Deres Højærværdighed, ... det kan jeg ikke. Jeg føler, at
det er her paa dette Sted, jeg har min Gerning, og jeg er
allerede knyttet til Egnen og til Befolkningen med saa stærke
Baand, at jeg ikke længer kan løsrive mig."
„Nu ja — hvem s i g e r o g s a a , at De s k a l l ø s r i v e Dem?"
Emanuel saae forbavset op.
„Men jeg troede ... jeg troede, Bispen vidste, at Provst Tønnesen
ønsker min Forflyttelse. Der staar altsaa ingen anden
Udvej aaben for mig."
„Ja, dette er netop, hvad jeg gerne vilde tale et Ord med
Dem om ... Men lad os vende om. Solen brænder alligevel
for varmt nu i M i d d a g s s t u n d e n . . . Hvad var det nu, vi t a l t e om?
Naa jo, det var altsaa det, jeg vilde sige Dem, eller rettere
betro Dem ... for hvad jeg her meddeler Dem, er i Grunden
en Embedshemmelighed, som De ikke paa nogen Maade maa
bringe videre. Kort og godt: Provst Tønnesen vil efter al Sand176
M U L D
synlighed i den nærmeste Fremtid søge sin Afsked fra dette
Embede."
„Provst Tønnesen!" udbrød Emanuel og standsede af Forbavselse
midt paa Stien med opspærret Mund.
„Ja, som sagt ... efter al Sandsynlighed," vedblev Bispen,
idet han lod, som om han ikke mærkede hans Overraskelse.
„Der er tilbudt ham ... der vil rimeligvis blive tilbudt Provst
Tønnesen en betroet Post udenfor den egentlige Præstegerning,
en Post, der just passer for hans særegne Evner; jeg tvivler
ikke om, at han vil modtage den, især da hans Stilling her i
Sognet aabenbart ikke tilfredsstiller ham, ja maaske endog rent
ud er bleven uholdbar. Jeg ønsker derfor alene af den Grund
meget, at De foreløbig forbliver her i Embedet. Der vil jo nemlig
nu opstaa en Vakance, under hvilken De altsaa vil blive
konstitueret; og sandsynligvis vil denne komme til at udstrække
sig over et længere Tidsrum, idet det er Hensigten at benytte
Lejligheden til at foretage en længe paatænkt Omregulering
af Embedet. Som De vel veed, har Beboerne i Sognets nordligste
Spids i mange Aar klaget over den lange Vej, de har til
Kirke og Skole, og der er nu al Grund til endelig at imødekomme
deres Ønsker om at blive overflyttede til Nabosognet,
saa meget mere som dette — efter hvad de altid selv har paastaaet,
og hvad der ved nærmere Undersøgelser nu er bleven
godtgjort — virkelig er deres gamle Modersogn. Fuldbyrdelsen
af en saadan Omregulering kræver altid adskillige Forberedelser;
der vil maaske hengaa et Par Aar, og hvilke Udsigter der
til den Tid og under de forandrede Omstændigheder — der jo
nemlig ogsaa vil faa Indflydelse paa Embedsindtægterne — kan
blive for Dem her, det skal jeg ikke udtale mig om, men ganske
overlade til Dem selv at overveje. Jeg skal i det hele ikke
fordybe mig mere i Emnet; det finder jeg ingen Anledning til,
ja jeg har maaske næppe engang Ret til det; jeg har kun betroet
Dem saa meget, som jeg allerede har, fordi jeg har villet
forhindre, at De gjorde noget overilet Skridt. Jeg skal blot tilf
ø j e , at ogsaa e f t e r min Mening er det netop h e r , at De —
i det mindste foreløbigt — bør og skal have Deres Gerning;
M I J L D 177
men De vil forhaabentlig nu have indseet, at der netop i Deres
nuværende Stilling aabner sig en stor og betydningsfuld Virksomhed
for Dem ... i hvert Fald for en Aarrække. Som jeg
sagde Dem før, vi har i vore Dage Brug for alle Kirkens unge
og friske Kræfter ... og dette gælder maaske ikke mindst for
denne Egn, der længe har haft Ord for at være noget tilbage
i aandelig Henseende ... Ja, endogsaa Politikerne kalder nok
dette for et af deres „døde Punkter", tilføjede han smilende,
som om det var noget, der i Øjeblikket faldt ham ind.
De var imidlertid naaet tilbage til den lille Laage i den yderste
Ende af Præstegaardsparken. Bispen standsede her og rakte
Emanuel Haanden.
„Tænk nu over, hvad jeg har sagt, og opsæt i hvert Tilfælde
at træffe nogen Afgørelse før om en Uges Tid eller saa.
Skulde De til den Tid ønske en Samtale med mig, veed De
jo, hvor De kan træffe mig."
Han trykkede flygtigt Emanuels Haand og bortfjernede sig
gennem Haven.
Overvældet af Bispens Ord blev Emanuel staaende og vedblev
at stirre efter ham med det fortumlede Udtryk, som Mennesker
faar, naar de pludselig ser alle deres Fremtidsplaner
kuldkastede af en stor og uventet Lykke og derfor i første Øjeblik
ikke ret veed, om de skal le eller græde.
12
FEMTE BOG
I
NOGLE Dage efter — ved Aftenstid — roedes en Fiskerbaad
over Fjorden i Retning af Skibberup. I Bagstavnen
sad Emanuel indhyllet i et Dækken, der endogsaa skjulte hele
Hovedet; den længselsfuldt ventede Regn var endelig kommen.
Himlen hang sort og tung over Vandet, og tunge Draaber slog
med Smæld mod Toften. Emanuel kom ovre fra Sandinge, hvortil
han Dagen efter Bispens Besøg var rejst i Selskab med Tømrer
Nielsen, der havde ledsaget ham som en Slags Adjudant.
Han havde villet slippe bort fra de mange Spørgsmaal angaaende
Bispen, hvormed man i Skibberup straks havde bestormet
ham, og som han foreløbig ikke havde Lov til at besvare. Han
havde ogsaa trængt til at komme lidt bort for i Ro at overveje
Bispens Forslag, og desuden havde Mødet med den gamle Højskoleforstander
forøget hans Utaalmodighed efter endelig en
Gang at stifte Bekendtskab med den mærkelige Skole, der var
Hansines og hele Skibberup-Ungdommens aandelige Hjem.
Han var ikke bleven skuffet. Han forstod nu, hvorfor de unges
Øjne skinnede, hver Gang Sandinge Højskole nævnedes. Det
storslaaede Bygningskompleks, hvis røde, med Vedbend og
Gedeblad overgroede Mure havde mindet ham om et gammelt
Herresæde; den mægtige Foredragssal, opbygget som en oldnordisk
Hal med tavlet Træloft og udskaarne Bjælkehoveder;
men fremfor alt de firsindstyve unge, friske Bønderpiger, der
denne Sommer var Skolens Elever, og den ejendommelige Undervisning,
som førtes i Form af Sang, Foredrag, Oplæsning
og daglige Bibelmøder, hvortil Egnens Befolkning hver Aften
indfandt sig efter endt Arbejde, Husmændene i deres Uldskjor*
M U L D 1 7 9
teærmer, Haandværkerne i deres Arbejdsbluser, — alt havde
fra den allerførste Dag opfyldt og begejstret ham. Ogsaa Befolkningens
Hengivenhed for Højskoleforstanderen forstod han
nu, efter at han havde set ham i hans rette Element, i hans
Skole, hvor han med sin Stok stolprede om mellem Elever og
Lærere som en Fader for dem alle, uddelende Opmuntringer,
Kærtegn og milde Tilrettevisninger overalt. Navnlig begreb han
denne Mands mærkelige Magt over de unges Sind, da han første
Gang saae ham staa paa en Talerstol, saa fuld af ungdommelig
Begejstring, saa varm i sin Tro, saa henreven af sine
Følelser, at Taarerne stod ham i de lysebrune Øjne, mens han
talte med vidt udbredte Arme, som om han i sin Næstekærlighed
vilde trykke den hele Menneskehed til sit Hjerte.
Dagen efter Emanuels Ankomst havde der været afholdt et
stort Folkemøde paa Skolen, hvor han var optraadt som Hovedtaleren
med et religiøst Foredrag om Guds Børn og Kristi Efterfølgere,
i hvilket han betonede, at man kun med Sandhed
kunde kalde sig det første, naar man af al sin Evne søgte at
blive det sidste. De paafølgende Dage havde han sammen med
Forstanderen gæstet forskellige Vennekredse rundt om i Nabolaget,
og allevegne var han bleven modtaget med Henrykkelse
og havde faaet mange ny Venner, saa den hele Rejse efterhaanden
havde faaet Karakteren af et formeligt Triumftog.
Ganske særlig havde Besøget faaet Betydning for hans Bestemmelser
med Hensyn til Fremtiden. Han indsaae nu, at Bispen
havde Ret, og at det lille Boelshus ude i Egedet kun daarligt
egnede sig for en Ide som den, der var virkeliggjort i
Sandinge Højskole. Der fordredes større Lokaler, mange Rum,
Plads til Heste og Vogne for tilrejsende, o. s. v., med andre
Ord: netop Vejlby Præstegaard var som skabt til et saadant stort
og aabent Fælleshjem for Menigheden, som han ønskede at
oprette.
Han havde da ogsaa besluttet at følge Bispens Raad og lade
sig konstituere i Embedet, naar Provsten blev forflyttet, og han
længtes nu efter at komme til at tale med Hansine om Sagen.
Han maatte overfor hende have Ret til at bryde det Tavshedsis*
180 M U L D
løfte, han havde givet Bispen. Og hans Hjerte var saa fuldt
af Lykke, hans Hoved saa fuldt af Planer, at han maatte have
Luft.
Det blev ganske mørkt, inden Baaden naaede Land; og det
var kun med Møje, at han og Tømrer Nielsen fandt det Hjulspor,
der fra Skibberups lille Baadehavn førte mellem Bakkerne
ind til Byen. Her tog Emanuel Afsked med sin Ledsager
og skyndte sig hen til sine Svigerforældres Hus. Fra dets Dagligstuevindue
skinnede der Lys, og et Øjeblik efter stod han
inde i Forstuen med Hansine om Livet allerede fuldt optaget
af at berette. —
Et Par Dage efter indeholdt Egnens „Folkeblad" følgende
Meddelelse: „Efter sikkert Forlydende er Hr. Provst Tønnesen,
Præst for Vejlby og Skibberup, udseet til at beklæde Posten
som Forstander for det nyoprettede Statsseminarium i Søborg
ved København. Den officielle Udnævnelse kan ventes en af
Dagene."
II
Skønt Provst Tønnesens Forflyttelse i Virkeligheden maatte
betragtes som en Forfremmelse, og skønt han selv langtfra
søgte at give den Udseende af andet, opfattede Skibberupperne
den straks som en Sejr for deres Parti. Væver Hansen havde
holdt sit Ord; om faa Uger vilde Provsten være ude af Vejlby
Præstegaard. Sandheden var da ogsaa den, at Bispen havde
maattet anvende hele sin diplomatiske Kløgt for uden større
Ophævelse at sætte sin Vilje igennem overfor den stædige
Provst, der i det første Øjebliks Ophidselse bestemt havde afslaaet
det farisæiske Tilbud. Efterhaanden havde Tønnesen dog
indseet, at han baade for sin egen og navnlig for sin Datters
Skyld burde benytte denne Lejlighed til paa en tilsyneladende
hæderfuld Maade at blive udløst af et Forhold, der efterhaanden
var bleven dem bægge til daglig Lidelse; og det havde desuden
smigret ham lidt at mærke sin pædagogiske Fortid erindret
og sine administrative Evner anerkendte.
M U L D 181
I Skibberup fik man travlt med at smede, mens Jærnet
glødede. Der blev straks sendt en Deputation ind til Bispen
med en Adresse, hvori der udtaltes Haabet om, at der „ved
Embedets Nybesættelse vilde blive taget Hensyn til de Ønsker,
der i saa Henseende næredes af Befolkningens Flertal". Emanuels
Navn nævntes vel ikke i Adressen; men denne var forfattet
paa en saadan Maade, at dens egentlige Mening ikke
kunde misforstaaes. Bispen modtog Deputationen og særlig dens
Ordfører, Væver Hansen, med største Velvilje; han berørte den
forestaaende Omregulering af Embedet, der foreløbig vilde nødvendiggøre
en længere Vakance, og udtalte forøvrig, at han
altid med største Glæde søgte at imødekomme Menighedernes
berettigede Ønsker. Derpaa blev Deputationen indbudt til Frokost,
og bagefter drak man Kaffe med Hs. Højærværdighed
ude i dennes Have.
Faa Dage efter kunde Byens Avis meddele, at Bispen endelig
havde besluttet sig til ved det forestaaende Folketingsvalg
at lade sig opstille som Demokratiets Kandidat i Amtets tiende
Kreds, hvortil Vejlby og Skibberup Sogne netop hørte.
Imidlertid gik Frøken Ragnhild hjemme i Præstegaarden og
ventede i Utaalmodighed paa den Dag, da hun kunde forlade
den for stedse. Skønt hun følte sig for gammel til at turde
vente noget af Fremtiden, brændte hun af Længsel efter at
komme bort fra denne Afkrog, hvor hun havde forspildt sin
Ungdom, og hvor der ikke fandtes en Plet, ikke et Menneske,
som hun vilde skilles fra med Sorg. Særligt havde den nødtvungne
Omgang med Kapellanen i den sidste Tid været hende
en ligefrem Pine. Hun fandt ham latterlig i hans anstrengte Bestræbelser
for at tilegne sig et bredt, „folkeligt" Væsen. Hun
fandt, at han var bleven skødesløs med sit Ydre, at hans Haar
og Klæder lugtede af Stald og Sved, saa hun kunde mærke
det tværs over Bordet, naar han en enkelt Gang spiste i Præstegaarden
; og hun var enig med sin Fader i, at der samtidig
var foregaaet en tilsvarende Forandring med hans Indre.
„Det er ejendommeligt for de Folk herhjemme, der vil uddanne
sig til Profeter, — altid tager de vore Seminarister til
182 M U L D
Forbillede," havde Provsten sagt. „Mens man andre Steder dog
søger sin mystiske Visdom i gamle Skrifter, henter man her
sin Inspiration fra Røgtere og Stalddrenge. Inden et Aar er
gaaet, vil Hr. Hansted ogsaa aandelig talt gaa med Træsko;
hans hele Tankegang er allerede plump som en Bondes."
III
Endelig i Midten af Juli kunde Tønnesens pakke deres Sager
sammen og rejse. Nogle af Vejlbybønderne og Egnens tre Proprietærer
havde haft isinde til Afsked at hædre Provsten med
et Festmaaltid og en Sølvkaffekande, hvad han dog — med Tak,
men meget bestemt — havde bedt sig fritaget for. Uden andre
end de allernødvendigste Formaliteter, men tilsyneladende ogsaa
uden særlig Bitterhed, skiltes da Provsten fra sin Menighed.
Kun overfor Emanuel røbede han engang sin sande Sindsstemning,
da han ved Afskeden koldt trykkede hans Haand og
sagde, at det vel var overflødigt at ønske de Folk tillykke,
der var saa heldige at have „Tidens Vind" i deres Sejl.
Saasnart Provstens var borte, flyttede Emanuel ned fra sit
Kvistkammer med sine faa Møbler og indrettede sig i Tønnesens
Studereværelse og i et af Soveværelserne. Hele den øvrige
Lejlighed kom til at staa tom, undtagen Pigekammeret,
hvor den gamle, halte Lone foreløbig blev boende i Egenskab
af Emanuels Husholderske. Der var forresten ingen, der havde
anmodet hende derom; men hun lod, som om hun hørte med
til Husets mur- og nagelfaste Inventar, og Emanuel var godmodig
nok til at gaa ind paa hendes Betragtningsmaade. „Maren"
derimod havde fulgt Provsten tilligemed Hestene og Kaleschevognen,
og nogen ny Karl var der ingen Anledning til at anskaffe
sig, idet Præstegaardsjorden — til Emanuels store Sorg
— var bortforpagtet til en af Vejlbybønderne og ikke før om
et Aarstid vilde blive gjort fri.
Han tilbragte derfor nu som før det meste af den Tid, hans
Præstegerning levnede ham, i Skibberup hos Svigerforældrene,
M U L D 183
hvor han daglig deltog i al Slags Arbejde. Han pløjede, lugede
Roeplanterne og kørte Gødning ud paa Brakmarken. Om Aftenen
sad han sammen med Hansine ude paa Havediget og
saae paa Solnedgangen og talte om Fremtiden. Hansine lænede
nu helt fortroligt sit Hoved mod hans Skulder; og mens Skumringens
blaalige Dis bredte sig over Marker og Enge, drog han
hende i overstrømmende Lykkefølelse tæt ind til sit bankende
Hjerte.
Da Høsten kom med sit brogede Liv over de gulnende Agre,
med Leernes Blinken og Strygespaanernes klingende Musik,
kastede han sin Frakke og drog i Spidsen for Anders Jørgens
Folk ud i Marken med sit Mejerede over Skulderen. Og da
han havde gjort sit første Bed til Svigerfaderens Tilfredshed,
var han mere stolt, end da han i sin Tid bar sit Laud hjem fra
Attestats.
Saaledes gik Tiden lykkeligt, indtil Efteraaret meldte sig med
korte, stormfulde Dage og lange, mørke Nætter.
Da blev det Emanuel for hver Aften mere svært at sige
Hansine Godnat og tage bort fra Svigerforældrenes lune og
hyggelige Stue for at vandre den lange Vej ad vaade Stier
hjem til Præstegaardens store og tomme Rum, hvor han ofte
holdtes vaagen af de mange uforklarlige Lyde, som ved Nattetid
spøger i ubeboede Huse. En Nat, kort efter at han var falden
isøvn, blev han vækket af et langtrukkent Klagehyl, som
han ikke kunde forklare sig. Med eet gik det op for ham, at
det var Brandhornets Tuden. Han sprang straks op af Sengen
og havde næppe faaet nogle Klæder paa, før han hørte Støj i
Huset; Døren gik op, og den halte Lone viste sig i Vadmelsklokke
og med et tændt Lys mellem sine kramperystende
Hænder.
„Hr. Pastor! ... Der er Ild!" skreg hun, ganske blaa i Ansigtet.
Ligesom alle de andre, der havde oplevet Vejlbys Brand,
kunde hun ingensinde høre Brandhornet uden at blive helt forvildet
af Skræk.
Overalt i Byen var man kommen op af Sengene og løb hid
og did med Lygter ude paa Gaden. Det viste sig dog snart,
184 M U L D
at det blot var et lille Hus ovre i Nabosognet, der brændte;
og da Sprøjten var kommen vel afsted sammen med fornødent
Mandskab, faldt Byen atter til Ro.
Men den vakte Uro, og Synet af de andres Skræk havde
yderligere forøget Emanuels Følelse af Uhygge ved Ensomheden,
saa at han endnu samme Nat besluttede at gøre Alvor
af at gifte sig hurtigst muligt. Straks den næste Dag talte han
med Hansine om Sagen. Hun blev i første Øjeblik temmelig
forskrækket. Hun havde i Stilhed haabet paa, at Emanuel i det
mindste ikke i det første Aar vilde tale om at holde Bryllup.
Jo dybere hun havde set ind i sine nye Forhold, navnlig efter
at der havde aabnet sig Udsigt til, at Vejlbys store Præstegaard
vilde blive hendes fremtidige Hjem, des ængsteligere var hun
bleven for, at hun ikke skulde kunne gøre Fyldest paa den
Plads, hvorpaa hendes Giftermaal vilde stille hende. Men da
hun saae, hvor glad og forhaabningsfuld Emanuel bestandig var,
og hvor meget det var ham om at gøre at fremskynde Brylluppet,
nænnede hun ikke at modsætte sig hans Ønske eller blot
at forurolige ham med sine Bekymringer, og efter at ogsaa Forældrene
var bleven raadspurgte, fastsloges det i et Familieraad,
at Vielsen skulde finde Sted den sjette Oktober, der var
den afdøde Folkekonges Fødselsdag.
Men nu opstod der en lille Tvist, hvis Udfald man rundt om
i Byen afventede i Spænding. Mens Hansine ønskede, at Brylluppet
skulde foregaa i al Stilhed, var det Moderens Mening,
at de skyldte baade sig selv og Emanuel at fejre Dagen med
saa megen Højtidelighed, som de med deres beskedne Midler
kunde overkomme; og hun fandt heri Tilslutning fra en Kant,
hvorfra hun mindst havde ventet det.
En Søndag Eftermiddag gjorde Købmand Villing med Frue
en højtidelig Visit for at ønske tillykke i Anledning af Forlovelsen.
Der var nemlig samme Dag bleven „lyst" første Gang i
Kirken, og Forbindelsen var saaledes nu fuldt ud officiel. Fruen
var i Silkekjole og Krepsjal og bar et forklaret Smil i sit nonneblide
Ansigt; Villing havde sort Cylinderhat, Figurfrakke med
udstoppede Skuldre og hvid Vest med kuglerunde Glasknapper.
M U L D 185
Siden Forbrugsforeningens Oprettelse havde Villings ikke sat
deres Fødder i Skibberup; men de sidste Tiders Begivenheder
havde paa en overraskende Maade formildet deres Sind. De
var endelig kommen til den Erkendelse, at de havde bedømt
Skibberupperne uretfærdigt; og da det — som de i Munden
paa hinanden sagde — var deres Natur ganske imod at leve i
Uvenskab med noget Menneske, havde de tilladt sig at benytte
denne Lejlighed til at jævne alle Misforstaaelser.
Kun Else og Anders Jørgen var tilstede under Besøget, og
Samtalen drejede sig ellers i Begyndelsen om forskellige ligegyldige
Ting. Men pludseligt henkastede Købmanden et Spørgsmaal
angaaende det forestaaende Bryllup, og da Else nu med
sin sædvanlige Aabenhjertighed ogsaa berørte den lille Uenighed
om dets Festligholdelse, foer han ligesom forskrækket op
og begyndte at blive veltalende.
Han maatte bekende, — sagde han — at han ikke forstod
Hansines Standpunkt i denne Sag. Det forekom ham, at en saa
betydningsfuld Begivenhed absolut burde fejres paa standsmæssig
Maade, ja at det ligefrem var en Ærespligt for Anders Jørgens
Hus at gøre Dagen til en Jubelfest for alle Folkesagens
Venner. Han vidste, tilføjede han, at man i hele Egnen havde
en stærk Trang til ved denne Lejlighed at lægge sine venlige
Følelser for Brudeparret for Dagen, og han var overbevist om,
at Befolkningens Deltagelse vilde give Højtideligheden Karakteren
af en sand Folkefest.
Da Villing mærkede, at hans Ord gjorde Indtryk, blev han
ved at tale. Og det viste sig nu, at han havde et helt Festarrangement
fuldt færdig i sit Hoved.
Han anbefalede at rejse et stort Telt paa Vænget bagved Gaarden,
hvor der kunde spises; desuden foreslog han dem at søge
Tilladelse til at gøre Brug af Forsamlingssalen, der da burde
festlig dekoreres og benyttes til at danse i. Af Omkostningerne
skulde de endelig ikke lade sig skræmme; dersom de vilde
gøre ham den Ære at lægge Ledelsen i hans Haand og betro
ham at gøre de forskellige Indkøb, skulde han love dem, at
Udgifterne ikke kom til at overstige nogle faa hundrede Kroner.
186 M U L D
Han vidste jo nok, at Skibberupperne i de senere Aar havde
unddraget ham deres Tillid; men han ønskede at benytte denne
Lejlighed til at vise, at de havde taget fejl af ham, og at baade
han og hans Kone var deres sande og uegennyttige Venner, —
en Udtalelse, hvortil Fru Villing sluttede sig ved at lægge sin
Haand blidt paa Elses Arm og betragte hende med et Blik fuldt
af trofast Hengivenhed.
Dagen efter talte Else endnu en Gang med sin Datter om
Sagen, hvorefter Hansine faldt tilføje og lod Moderen raade.
Villing havde nu virkelig haft Ret. Der var overalt i Sognet
en voksende Trang til ved denne Lejlighed at hædre Emanuel,
som ved sit milde Væsen, sin Ligefremhed og sin altid redebonne
Vilje til at imødekomme alles Ønsker efterhaanden havde
indtaget endog Vejlbybønderne, saa disse hver Søndag fyldte
Kirken indtil sidste Plads. Selv en Mand som Sogneraadsformand
Jensen begyndte at gøre ham ærefulde Tilnærmelser, og
Dyrlæge Aggerbølle havde allerede for længe siden erklæret
ham for at være en herlig ung Mand og „en Satans dejlig Prædikant".
Men eet Menneske var der dog, der endnu ikke havde ladet
sig formilde. Det var Maren Smeds, — den lille hæslige Kone,
der i sin Tid optraadte ved Emanuels første Møde i Forsamlingshuset.
Hendes Livshistorie var i korte Træk følgende:
Paa Grund af, at hun i sin Ungdom havde tjent som Køkkenpige
paa en Herregaard, var hun i lange Tider bleven benyttet
som Kogekone ved alle Egnens større Gilder, indtil den
Beskæmmelse overgik hende, at hun kom for Skade at brandsvide
Grøden ved en stor Barselfærd, hvor henved hundrede
af Egnens Mænd og Kvinder var forsamlede. Skønt hendes dalevende
Ægtefælle, der ved samme Lejlighed gjorde Tjeneste
som Skaffer, for Selskabets Øjne havde givet hende et forsvarligt
Munddask, lod Folk sig ikke formilde, men tog fremtidig
deres Kogekoner inde fra Staden.
Herfra stammede det hekseagtige Samfundshad, der havde
gjort dette stakkels Kvindemenneske til Egnens Skræk, og efter
hint Møde i Forsamlingshuset var hendes Forbitrelse navnlig
M U L D 187
gaaet ud over Emanuel. Men Hansine, der i disse Dage havde
en underlig Trang til at forsone, og som i sin bange Lykke
gerne vilde sprede enhver Sky, der kunde komme til at formørke
hendes Fremtids Himmel, gik en Eftermiddag ud til den
faldefærdige Rønne langt ude i Egedet, hvor Maren boede, for
at bede hende om at koge til hendes Bryllup. Den arme Kone
blev som sønderknust af Rørelse. Under høj Graad bøjede hun
sig — til Hansines store Forskrækkelse — ned i Knæene og
kyssede hendes Haand.
IV
Bryllupsdagen oprandt med høj, stille Luft og næsten sommerlig
Varme. I otte Dage og indtil langt ud paa den sidste Nat
havde man braset og kogt i Brudehuset, hvis Kældere var overfyldte
med store Stege og mægtige Skinker, med Grisesylte og røgede
Faarelaar, med Baljer fulde af Pølser, med Kurve fulde af
kogte Æg, hugget Sukker, Oksetunger og stegte Sild, med Stabler
af Smørstykker og møllestensstore Svedsketærter, som Husets
nærmeste Venner efter gammel Skik havde Sendt som
Bryllupsgave.
Ude i det lille grønne Vænge bag Gaarden var Tømrer Nielsen
og et Par Medhjælpere ifærd med at lægge den sidste Haand
paa Oprejsningen af det store Spisetelt, og inde i Forsamlingshuset
havde en halv Snes unge Piger travlt med at pynte Væggene
med Granguirlander og malede Vaabenskjolde. Overalt i
Byen saaes Flag, og foran Brudehusets Port var der rejst to
med grønt omvundne Stænger, mellem hvilke der øverst oppe
var udspændt et Stykke Sejldug med Ordene: „Velkommen".
Vielsen skulde foregaa Klokken tolv; men allerede Klokken
ti begyndte de første Gæster at vise sig. Kort efter ankom
Emanuel, der efter forskellige Overvejelser havde bestemt sig
til at lade sig vie i Ornat. Frokostbordene var dækkede inde i
den blaakalkede „Sal", hvor ingen ringere end Købmand Villing
gjorde Tjeneste som Skaffer og i denne Egenskab modtog
alle Mændene med Snaps og 01.
188 M U L D
Det var efter Emanuels udtrykkelige Ønske, at der ikke
paa noget Punkt blev brudt med Egnens gamle Bryllupsskikke.
Selv afslog han dog Snapsen og nøjedes med at drikke af
Brudeøllet.
I Løbet af en Timestid fyldtes baade Stuerne og Haven af
pyntede Mennesker, og stadig strømmede der nye Gæster til.
Overalt drejede Samtalen sig om det store Spørgsmaal, hvem
der skulde forrette Vielsen. Emanuel havde for nogen Tid siden
været inde hos Bispen for at tale med ham derom, og Bispen
havde da berørt det som en Mulighed, at han selv vilde indfinde
sig, idet han havde sagt, at han som Fru Hansteds gamle
Ven jo paa en Maade var nærmest dertil. Man var nu spændt
paa at erfare, om en saa stor Ære virkelig skulde blive Menigheden
tildel.
Klokken halvtolv kom Bøndernes Køretøjer, ialt nogle og
tredive, og man begyndte at stige tilvogns. Vognene for Brudeparret
og den nærmeste Familje holdt inde i Gaarden; de andre
dannede udenfor paa Vejen en Række, der strakte sig fra Brudehuset
helt hen til den modsatte Ende af Byen. Imidlertid sad
Hansine inde i sit Kammer, fordi ingen Gæst maatte se Bruden,
før de alle var stegen tilvogns. Da dette var sket, viste hun sig
paa Stentrappen ved Siden af Emanuel, klædt i en sort ulden
Kjole med smalle Kniplingsstrimler omkring Hals og Haandled.
Under Brudesløret og Myrtekransen saaes en perlestukken og
guldbroderet Hue, der havde hørt til hendes Oldemoders Brudedragt,
og som hun idag bar efter Emanuels Ønske.
Paa Vejen ud til Kirken lød der munter Snakken fra de fleste
af Vognene; Frokosten havde allerede oplivet Stemningen hos
adskillige af de ældre Mænd. Først da man kunde høre Kirkeklokkernes
Kimen, forstummede Talen, og Else faldt i Graad.
Hansine derimod bevarede hele Tiden det tillukkede, næsten
dystre Udtryk, som hendes Ansigt gerne antog under stærke
Sindsrørelser.
Kirken, Næsset, Fjordens blaa Flade og Genbolandets Brinker
— ait jaa badet i gyldent Sollys. Henunder Himlen foer
lette Skyer af Stæresværme, og ude over Vandet skreg de
M U L D 189
skumhvide Maager. Udenfor Kirkegaardsmuren skimtedes Bispens
Gig, og da Brudefølget var naaet helt over paa Næsset, saae
man Bispen selv staa foran Kirkedøren i sit Silkeornat og med
Ordner paa Brystet. Det blev et højtideligt og uforglemmeligt
Øjeblik for dem alle, da denne store Mand — idet han blottede
sit hvide Hoved — ærbødigt gik Brudeparret imøde og derpaa
skred i Spidsen for Skaren ind i Kirken.
Brudetalen var kort og lignede egentlig nærmest en almindelig
Skaaltale. Bispen hørte til de moderne gejstlige Prædikanter,
der benyttede en let Konversationstone og udtalte Ord som
„Kristus" og „den hellige Aand" med samme kammeratlige Ligefremhed
som den, hvormed man omtaler sine Omgangsvenner.
Han sammenlignede først Emanuel med en Plante, der havde
søgt sig en ny, nærende Jordbund, dernæst Menigheden med
et stort Træ, i hvis Skygge og Læ Planten skulde vokse op,
og endte med at nedbede Herrens Velsignelse over den ny
Pagt, som her blev sluttet. Da Højtideligheden var tilende, forsamlede
man sig ude paa Kirkegaarden, hvor Bispen hilste paa
forskellige af Følget, idet han ogsaa ved denne Lejlighed viste
Væver Hansen særlig Udmærkelse. Else takkede bevæget Bispen
for den Ære, han havde vist hendes Datter og Svigersøn,
og indbød ham til at deltage i Bryllupsgildet; men Bispen undskyldte
sig med, at han maatte være i sit Hjem inden Aften ;
og da han havde faaet Ornatet ombyttet med sin Lærreds Kørefrakke
inde i Sakristiet og endnu en Gang havde trykket Brudeparret
og andre af de tilstedeværende i Haanden, satte han sig
op paa sin Gig og rullede afsted.
Straks efter steg alle tilvogns, og under Piskesmæld foer
Brudetoget hjemad. Mens man kørte ind i Byen, knaldede der
Geværskud rundt om fra Gaarde og Vænger, Hestene stejlede,
og Kvinderne paa Vognene udstødte smaa Skrig af Angst og
Glæde. Uden for Brudehuset stod fire Musikanter med Violiner
og Horn og spillede op, hver Gang en ny Vogn standsede ved
Porten for at aflæsse Gæster. Der var gamle, stive Bedstefædre,
og der var tykke, tunge Koner, som tre Mænd maatte hjælpe
ned af Vognen, mens unge Piger med røde Flagrebaand i Nak190
M U L D
ken smilende hoppede ned i Favnen paa den første Karl, der
bød sig til. Alle Vennerne baade fra Skibberup og fra Omegnen
var bleven indbudte, Størsteparten af Ungdommen dog kun til
Dansen. Selv „Gammel-Erik" saaes at humpe om paa sin Søndagskrykke
og med livsalig Mine indsnuse den Duft af nystegte
Stege, der gennemtrængte Huset. Og Højskoleforstanderen, der
paa Grund af Vindstille var bleven forsinket over Fjorden, havde
nu indfundet sig tilligemed sin Jette, en høj, knokkelstærk
Kvinde med blodrødt Ansigt og Briller. Ved Hjælp af sin Stok
færdedes han omkring mellem Gæsterne, klappede Mændene
paa Skulderen, greb Konernes Hænder under høje Henrykkelsesudbrud
og nappede skælmsk de unge Piger i Kinden. Væver
Hansen derimod gik tavs omkring med Hænderne bagpaa Ryggen
og flyttede sit tvetydige Smil fra den ene Side af Ansigtet
over til den anden.
Da alle Gæsterne var forsamlede, viste Købmand Villing sig
paa Forstuetrappen ud til Gaarden med hvide Handsker paa og
bad tilbords. Med de fire Musikanter og Brudeparret i Spidsen
drog Bryllupsskaren i højtideligt Optog ind i det flagsmykkede
Telt, hvor det lange Brudebord stod dækket med dampende
Grødfade, store Ølkrus og enkelte Glas med Rødvin. Midt paa
Bordet ragede en alenhøj Tærte op, og foran den øverste Ende,
hvor Brudeparret tog Plads, bredte sig en møllestensstor Lagkage
med de Nygiftes Navnetræk i Hindbærmarmelade.
Efter at Villing fra den nederste Bordende havde budt Velkommen
og bedt en Bøn, kom Skeerne i Bevægelse, og alle
blev hurtigt enige om, at Maren Smeds denne Gang havde skilt
sig fra sit Værk med Ære. For dem, der endnu brugte at tage
Varsel af Bryllupsgrøden, blev der idag ikke noget at skumle
over, og de ti Husmandskoner, der besørgede Opvartningen,
foer ustandseligt omkring med fyldte Skaale i de opløftede Hænder,
for at ikke den Skam skulde overgaa dem, at nogen af
Gæsterne gav sig til at banke med sin Ske paa et tomt Fad.
Da ogsaa Stegene var kommen paa Bordet, begyndte Talernes
Række. Først holdt Højskoleforstanderen den egentlige
Bryllupstale, et bevæget Jubeludbrud, der fremtvang Taarerne
M U L D 191
Bordet rundt. Derefter talte Emanuel, som nu havde aflagt sit
Ornat. Han takkede Vennerne for den Tillid, hvormed de havde
optaget ham — en fremmed — i deres Samfund og henvendte
særlig denne Tak til sine Svigerforældre, i hvis Hus han havde
fundet et nyt Hjem. Herefter rejste Anders Jørgen sig med forfjamsket
Mine, fremstammede med uhørlig Stemme nogle Ord
og satte sig igen. Det oplystes at have været en Skaal for Fædrelandet,
og Hurraerne fulgte klatvis rundt omkring Bordet. Senere
sagde Væveren et Par tørre Ord om „den ny Aand", og
Købmand Villing, der som Festtaler gerne slog sig paa det
rørende, opfordrede med graadkvalt Stemme til at „mindes de
afdøde", idet han hermed særlig sigtede til Emanuels Moder.
Mellem Talerne blev der afsunget Sange under Ledelse af Tømrer
Nielsens rungende Bas.
Imidlertid var det blevet næsten mørkt, og henne i den festlig
oplyste Forsamlingssal begyndte Ungdommen at blive utaalmodig.
Man længtes efter at komme til at danse Bruden ud
af Pigelaget. Men endnu en Gang rejste Villing sig og udbragte
i begejstrede Ord et Leve for „Folkesagen", idet han udtalte
det Haab, at den snart vilde trænge sejrrigt frem over den
hele Verden. Efter at Emanuel sluttelig havde bedt en Bøn
og bekendt Troen, brød man op og begav sig hen til Forsamlingshuset.
Her vekslede Dans og Sang lystigt til den lyse Morgen.
Emanuel og Hansine brød dog allerede ved Midnat op fra
Gildet og kørte til deres ny Hjem i en Vogn, der var smykket
med Blomster og Grønt. Ved Bortkørselen samlede alle Gæsterne
sig omkring dem og tog Afsked i et dundrende Hurra.
Men kort forinden var der sendt et Ilbud til Vejlby, hvis Ungdom
i al Hemmelighed havde besluttet at berede det unge Par
et festligt Velkommen. Straks efter at Emanuel om Formiddagen
havde forladt Præstegaarden, var man gaaet i Gang med at oprejse
en Æreport foran Indkørslen for ved Hjemkomsten at oplyse
den med Lygter og kulørte Lamper. Desuden havde man
langsmed Vejen plantet en Række Begfakler, der nu i den stille
Nat og under den mørke Skyhimmel frembød et fantastisk Skue.
192 M U L D
Da Emanuel ude fra Sognevejen havde set det røde Lysskær
og var kommen sig af det første Øjebliks Forskrækkelse, greb
han fast om Hansines Haand. Det tog sig for hans Øjne ud,
som om det bagved liggende Præstebjærgs mørke, tunge Masse
havde løftet sig op paa luende Ildsøjler, og han kom ved
dette Syn til at mindes, hvorledes han en Gang havde drømt
om at finde det Trylleord, der kunde bringe Muldhøjene til
at aabne sig for ham ...
Nu kørte han med sin Bondebrud ind i Bjærget.
ANDEN DEL
DET FORJÆTTEDE LAND
IS
•JM
•
I™
•yggalBKaMra
ifr •
4^"' • '
FØRSTE BOG
ER gik en Mand og pløjede oppe paa de høje Agre nordenfor
Vejlby. Det var en højtbygget Skikkelse i en grov
Sækkelærreds Kittel, med røde Muffediser om Haandleddene
og plumpe Skaftestøvler, hvorfra Stropperne stak op paa bægge
Sider af Benklædernes Knæposer. Paa hans Hoved sad en falmet
Plyshat, under hvis kvarterbrede Skygge der hang et langt,
af Sol og Vind bleget Nakkehaar, og ned over hans Bryst bølgede
et stort, lyst Skæg, der undertiden af Blæsten førtes hen
over den ene Skulder. Hans Ansigt var magert, Panden
smal og dybt indsunken over Tindingerne, Øjnene store, lyse,
En halv Snes Alen over hans Hoved kresede en Flok Krager,
hvoraf snart et, snart et andet Par slog sig ned i den friske
Plovfure bag ham og en Tidlang fulgte ham næsten lige i
Hælene, idet de blot gjorde et lille forsigtigt Hop ud til Siden,
hver Gang han ved et Ryk i Tømmen søgte at fremskynde sine
to magre og tungt ludende Plovhestes sindige Gang.
Denne Mand var Sognepræsten til Vejlby og Skibberup —
Emanuel, som han slet og ret lod sig kalde af sine Sognebørn,
„den moderne Apostel", som nogle mindre venligt sindede Kolleger
i Nabosognene spydigt plejede at benævne ham. Trods
Dragten og det uplejede Haar og Skæg var det ogsaa let at
se, at han ikke var nogen almindelig Bondemand. Dertil var hans
Skikkelse for leddeløs, Skuldrene for smalle og lavthængende.
Hænderne var nok blaarøde og svulne, men de havde ikke den
uforholdsmæssige Størrelse, som de faar hos Folk, der fra Barnsmilde.
13*
198 D E T F O R J Æ T T E D E L A N D
ben har maattet tumle med svære Byrder. Heller ikke havde
Ansigtet den rette, ensfarvede mørke, læderagtige Bondehud, men
var skjoldet og oversaaet med smaa hvide Pletter.
Det var en raakold Formiddag i Begyndelsen af Marts. En
stødvis Vind førte usammenhængende Taagemasser hen over
Landet. I det ene Øjeblik indhylledes Egnen i en uldgraa Damp
saa tæt, at man ikke kunde se fra den ene Ager til den anden;
i det næste kunde et eneste Vindstød drive Dunsterne bort og
kun efterlade en lav Røg langsmed Agerfurerne, mens et blegt
Sollys langsomt trængte sig frem mellem Himlens tunge og
sorte Skyer. I saadanne Øjeblikke kunde man fra den højtliggende
Præstegaardsmark overse hele Sognet lige ud til den
ensomme Fjordkirke, der skimtedes fjernt i Syd paa sit bratte
Næs som et Taagespøgelse. Noget nærmere og lidt mere vestlig
hævede sig Skibberups tre mørke Muldhøje, og over disse
blinkede et lille teglstensrødt Lyspunkt, der betegnede det Sted,
hvor en takket Gavl af Egnens nye og store Forsamlingshus
kiggede solbelyst op over Bakkekammen.
Emanuel var for optaget af sine Tanker til at give synderlig
Agt paa denne urolige Skiften af Landskabets Udseende. Selv
naar han nu og da standsede for at lade Hestene puste lidt, gled
hans Blik ud over Egnen uden at se. Først henimod Middagstid
blev han vækket ved Lyden af en lille Menneskekaravane, der
nærmede sig paa Markvejen inde fra Byen.
Forrest gik en kraftigbygget lille Pige paa fire-fem Aar, der
ved Hjælp af et Rebstykke, som hun havde lagt over sin ene
Skulder, trak afsted med en gammel Kurvevogn, hvori der laa
et Skødebarn. Under Anstrengelserne for at trække Vognen gennem
Vejens Ælte var hendes Kyse gleden bagad over hendes
forblæste, gulbrune Haar, og hvert Øjeblik maatte hun slippe
Rebet med den ene Haand for at hale op i sine røde Strømper,
der bestandig faldt hende ned over Træskoene. Bagfra blev
Vognen skubbet frem af et andet Barn, en Dreng, der havde
en strikket Klaphue trykket ned over Hovedet, og hvis ene
Kind var dækket af et stort Vatstykke, der var stoppet ind
under Huens Øreklap. Et ungt og rankt Bondefruentimmer slutD
E T F O R J Æ T T E D E L A N D 197
tede Toget. Hun gik et Stykke bag de andre, helt ude paa Vejkanten,
med Hovedet indhyllet i et blomstret Klæde, hvis Snipper
smældede i Blæsten. Uden at løfte Øjene fra det Strikketøj,
hun havde mellem Hænderne, gik hun og smaanynnede, idet
hun af og til — og ligesom i Tanker — sang en enkelt Tone
ganske højt.
Det var Hansine og hendes tre Børn, — Emanuels samlede
Familje.
Da Karavanen var naaet ti! Enden af Pløjeageren, slap Børnene
Vognen og satte sig hen paa en Sten ved Siden af Vejen,
hvorfra de gav sig til at betragte Faderen, der netop var paa
Vej henimod dem fra den anden Ende af Ageren. De var bægge
ganske blaa i Ansigtet af Kulde og vaade under Næserne. Som
de sad der med deres slidte Træsko og lappede Klæder, lignede
de overhovedet ganske Landsbyens Gadeungdom. Ingen skulde
let finde paa at henføre dem til den paladsagtige Præstegaard,
hvis røde Tegltag og høje Poppelpark hævede sig dernede over
Byens skifertækkede Bøndergaarde.
Allerede paa Afstand havde Emanuel hilst dem ved muntert
at svinge sin store Hat over Hovedet; og da han nu naaede Forpløjningen,
en Snes Alen fra Vejen, standsede han sine dampende
Heste og spurgte:
„Noget nyt, Hansine?"
Hansine var bleven staaende ude paa Vejen, hvor hun med
den ene Fod holdt Barnevognen i en sagte frem- og tilbagegaaende
Bevægelse for at berolige den lille, der var bleven
utaalmodig over, at Kørslen standsede. Hun talte Maskerne paa
sin Strikkepind og svarede derefter paa sit uforfalskede Bondemaal:
„Nej, ikke det jeg veed af ... Ja, det er da sandt, Væveren
var indenom Døren nys. Han vilde ha'e snakket med dig, sa'e
han."
„Ja saa," sagde Emanuel adspredt og saae sig tilbage over
Marken for med Øjet at maale det Stykke, han havde faaet
pløjet. „Hvad havde saa han paa Hjertet?"
„Ja, det snakkede han ikke noget om. Jeg skulde bare sige,
198 D E T F O R J Æ T T E D E L A N D
om du vilde komme til et Møde henne hos Sogneraadsformanden
i Eftermiddag Kl. 3."
„Naa, det er vel Fattigkassen. Eller kanske Menighedsraadet.
Snakkede han ikke noget om det?"
„Nej, han sagde ingenting. Han sad bare og kiggede sig omkring
i Stuen. Saa gik han igen."
„Ja saa," lo Emanuel. „Ja, han har jo sine Egenheder, saadan
... Hør, Hansine!" afbrød han sig selv i forandret Tone. „Kan
du huske, jeg har snakket til dig om denne nye Gødningsmetode,
som jeg for nogen Tid siden læste om i Landbobladet.
Jo mere jeg spekulerer over den, des mer fortræffelig synes
jeg, at den maa være. Egentlig er det da ogsaa langt naturligere
— ikke sandt? — saadan at køre Møget ud i frisk Tilstand og
straks pløje det ned, i Stedet for at samle det sammen i disse
Møddingkuler, hvor saa meget af den bedste Kraft dunster bort
og ovenikøbet forpester Luften omkring vores Boliger. Kan du
huske, der stod i Bladet, at Landet aarligt tabte mindst seks
Millioner ved vores Møddinger. Tænk dig, Hansine — seks
Millioner! Det var sandelig en artig Skilling at indvinde, og den
vilde justemænd komme rigtig pænt tilpas for Fremtiden, hvor
vi sikkert vil faa mangen gammel Samfundsskade at bøde paa
hertillands. Een Ting har jeg alligevel hidtil ikke rigtig
kunnet forstaa, og det er, at man ikke for længe siden har
fundet paa noget saa simpelt ... for egentlig ligger det jo dog
lige for Haanden, ikke sandt? Men veed du, hvad jeg idag er
kommen til at tænke paa ... ja, hvad jeg er næsten ganske sikker
paa? Jeg tror, at disse Møddinger, dem har Fortidens Bønder
anlagt af pur og sørgelig Nødvendighed, ganske simpelt paa
Grund af Hoveriet til Herregaardene — forstaar du? Da de
alletider først skulde udrette Herremandens Arbejde, før de fik
Lov til at tænke paa deres egne Sager, har de været tvungne
til Dag for Dag at opsætte og lægge til Bunke hjemme hos dem
selv, indtil de endelig kunde stjæle sig en Dags Frihed til at
skøtte deres egen Bedrift ... og da denne Oprindelse til vores
Møddinger efterhaanden er gaaet i Glemmebogen, har man naturligvis
ment, at der maattte stikke en særlig dyb Mening i
D E T F O R J Æ T T E D E L A N D 199
Bevarelsen af dem, og derfor ikke haft Mod til at skaffe sig dem
fra Halsen ... kort og godt: disse stinkende Gødningskuler, de
er simpelthen en Arv fra Trældommens Dage, ganske ligesom
saa megen anden gammel Raaddenskab, som vi nu er ved at
frigøre Samfundene for? Er det ikke morsomt, Hansine? ...
Aa ja, hvor er det dog i det hele en velsignet Tid at leve i! Saadan
at være Vidne til, hvordan vor Tids Oplysning, dens overalt
vaagnende Sandheds- og Retfærdighedstrang lidt efter lidt, i
stort som i smaat, bryder Trældommens Aag og bereder Menneskene
en lysere og lykkeligere Fremtid!"
Hansine skiftede en Pind med et lille vantro Smil. Hun
kendte sin Mands letvakte Begejstring for Tidens nye Ideer og
var vant til at være den stumme Tilhører ved hans Udvikling
af de store Resultater, han bestandig ventede sig af dem.
,.Naa ... det er nok forresten Tid at faa fraspændt," tog Emanuel
atter tilorde efter at have set paa sin store Sølvklokke og
efter gamle Bønders Vane holdt den op for Øret. Han kastede
Tømmerne hen over de ludende Heste og tilføjede: „Aa hør,
Gutten min! Kan du komme og give Fa'er en Haand!"
Disse Ord galdt Drengen, som stadig sad ved Siden af sin
Søster paa den store Sten. Her var han imidlertid falden saa
dybt i Tanker under Betragtning af Kragesværmen, der havde
slaaet sig ned paa Pløjejorden et Stykke borte, at han ikke
hørte Faderens Tilraab. Han blev siddende ubevægelig med
Haanden under sit vatbelagte Øre og stirrede frem for sig med
det højtidelige Ansigtsudtryk, hvormed Børn i Erindringen tilbagekalder
sig nys overstaaede Lidelser.
Han var lidt lille af sin Alder, lidt bleg og i det hele spinklere
af Bygning end den et Aar yngre Søster, der var i fuld Besiddelse
af Landsbyungdommens sædvanlige kraftige Former og
livlige Farver paa Kinder og i Øjne. Forøvrigt var han Emanuels
udtrykte Billede; han havde den samme tænksomme
Pandehvælving, den samme ujordiske Mildhed i sit Blik. Ogsaa
havde han arvet Faderens rødblonde, silkeagtige Haar, hans
dybe Tindingehuler og de store, lyse, i Solen næsten farveløse
Øjne.
200 D E T F O R J Æ T T E D E L A N D
„Hører du ikke, min Dreng . . Fa'er kalder paa dig," sagde
Hansine.
Ved Lyden af Moderens Stemme rev han ligesom betuttet
Haanden ned fra Øret og vendte Ansigtet om imod hende med
et lille forstilt Uskyldssmil.
„Gør det endnu lidt ondt i Øret, min Dreng?" spurgte hun.
„Nej, slet ikke," forsikrede han ivrigt. „Jeg kan slet ikke længer
mærke noget."
„Kommer du saa, Gutten min!" raabte igen Emanuel ude fra
Ploven.
Purken rejste sig øjeblikkeligt og skyndte sig over Forplejningen
hen til Hestene, hvor han gav sig til at løse Plovhammelen
og opbinde Skaglerne — saa fornuftig og samvittighedsfuld
som en udlært lille Avlskarl.
Denne Dreng var Emanuels Øjesten. Han var opkaldt efter
Hansines gamle Fader, Anders Jørgen; men baade i Hjemmet
og omkring i Sognet kaldtes han aldrig andet end „Gutten", et
Navn, som Emanuel havde givet ham allerede ved hans Fødsel,
og hvis friske Fjældklang alle havde fundet et saadant Behag
i, at hans Døbenavn næsten var gaaet iglemme.
Ved Synet af Vatlappen under hans Hueklap udbrød Emanuel:
„Hvad er det, min Ven? ... Har det nu været galt fat med
Øret igen?"
„Ja — lidt," svarede Drengen sagte og næsten som skamfuld.
„Det er dog ogsaa rigtig kedeligt med det Øre. Men det er vel
ikke noget videre — hva'?"
„Nej, det er helt forbi nu ... jeg kan slet ikke længer mærke
noget."
„Naa, det var Ret, min Dreng! Lad mig se, du er en kæk Gut
og ikke gi'er dig over for saa lidt. Skrællinger — veed du nok
— bliver aldrig til noget her i Verden ... Ikke sandt?"
„Jo."
„Og saa husker du jo nok, at vi idag skal køre til Mølle efter
Middag. Vi to har sandelig ikke Tid til at være syge ... vel?"
Ude paa Vejen var Hansines Strikkepinde kommen i livligere
Bevægelse. Da de andre tav, sagde hun:
D E T F O R J Æ T T E D E L A N D 201
„Jeg tror nu, det var bedst, om Gutten blev hjemme idag,
Emanuel! Han har slet ikke haft det godt hele Formiddagen."
„Jamen, kære ... du hører jo, at det er helt forbi nu. Han
siger selv, at han slet ikke længer kan mærke noget. Og veed
du hvad, den friske Luft kan da kun gøre ham godt. Den friske
Luft er Vorherres Lægemiddel, siger jo et gammelt Ord! ...
Gutten har igen siddet for meget inde og kukkeluret, derfor er
han bleven lidt blegnæbet i den sidste Tid."
„Jeg tror nu alligevel, det var bedst, om vi farede lidt varsommere
med ham, Emanuel. Og allerbedst var det maaske,
om vi endelig engang gjorde det til Alvor med at snakke til Doktoren
om ham. Nu har han gaaet med det Øre snart i to Aar. og
det kan dog vist aldrig ha'e sin Rigtighed."
Emanuel svarede ikke straks; det var en Sag, de oftere havde
talt om uden at kunne blive enige.
„Ja, naturligvis, Hansine ... dersom du virkelig mener det
rigtigst. Men du veed, at jeg for min Part ikke har synderlig Tillid
til det Doktorvæsen. Og særlig hvad Doktor Hassing angaar,
— ja saa kender du min Mening om ham. Saadan lidt
Ørehistorie er jo saa almindelig hos Børn og fortager sig af sig
selv, naar man bare giver Naturen Ro og Tid til selv at udbedre
Skaden. Det siger ogsaa din Moder, og hun har dog mange Aars
Erfaring, ikke sandt? ... Aa, tag den Line, min Dreng! ...
Jeg kan nu i det hele aldrig tro, at Vorherre skulde have skabt
Menneskenaturen saa ufuldkommen, at den altid behøver Doktorfingre
for at komme ilave igen, saasnart den er bragt lidt i
Uorden. Jeg tænker ofte paa, hvordan det i sin Tid gik to af
mine Skolekammerater, der bægge havde faaet daarlige Øjne
... efter Mæslinger, tror jeg. Den ene af dem blev behandlet af
en Doktor, ovenikøbet en Professor, der i den hellige Videnskabs
Navn pinte og plagede den stakkels Dreng med Penslinger
og Indsprøjtninger og jeg veed ikke hvad, indtil han blev
fuldstændig blind! Hos den anden derimod fik Naturen Lov til
i Ro at skøtte sig selv, og inden kort Tids Forløb fik han et Par
Øjne, som enhver kunde have misundt ham. Den Historie burde
være os en Lære, synes jeg! Forresten .. . har vi ikke mere af
202 D E T F O R J Æ T T E D E L A N D
den Olie, som Maren Nilen havde faaet af den gamle Grete
ovre paa Strynø. Den hjalp jo Gutten saa godt sidst. Men gør,
som du synes ... Kom saa her, Stumpen min!"
Med de sidste Ord tog han Gutten under Armene og løftede
ham op paa Ryggen af den nærmer Hest.
Hansine tav. I disse smaa Skærmydsler angaaende Børnene
beholdt Emanuel altid det sidste Ord. Han var hende for overlegen
i Ordskiftet,, havde saa let ved at udtrykke sine Tanker
og kunde give saa mange Grunde for sin Opfattelses Rigtighed,
at hun — selv naar hun ikke overbevistes — blev bragt til Tavshed
af hans Veltalenhed.
. . . T a a g e n r u l l e d e a t t e r s o m e n u l d g r a a M a s s e i n d f r a V e s t ,
mens den lille Familie-Karavane drog tilbage til Byen. Fonrest
red Gutten med Hestene; derefter kom Emanuel med
Barnevognen, som han skød foran sig med den ene Haand,
mens han oppe paa Skulderen bar Datteren Sigrid med Tilnavnet
„Tyksak". Hun havde taget Hatten af hans Hoved, og idet
hun hurraraabende svang den i Luften, gjorde hun alle Slags
Løjer for at more den Lille, der da ogsaa skreg i vild Glæde i
sin Vogn.
Et Stykke bag de andre fulgte Hansine med sit Strikketøj.
Hun holdt sin lille Skikkelse ligesaa rank som i sine Pigedage,
bevægede sig ogsaa med de samme sikre, afmaalte Skridt. Derimod
havde Udtrykket i hendes mørkladne Ansigt forandret sig
noget; det var blevet endnu mere indadvendt og ligesom lidt
fortrykt. Som naturligt var, havde hendes snart syv Aar lange
Ægteskab med dets tre Barnefødsler heller ikke ladet hendes
før saa ungdomsfriske Udseende helt uberørt. Kinderne var
blevne lidt smalle, de alvorlige Øjne endnu mere dybtliggende.
Dog var hun endnu en ualmindelig køn Kone, der efter Landsbyforhold
bar sine 26 Aar med sjælden Ære; og det var ikke til
at undres over, at man i hendes Hjemby Skibberup endnu var
ikke lidt stolt af hende. Rigtignok var der adskillige — og med
hvert Aar flere — der havde ondt ved at forlige sig med hendes
Indesluttethed og gærne vilde udlægge den som Hang til
Stolthed; ja i Stilhed blev det enkelte Steder saa smaat beklaD
E T F O R J Æ T T E D E L A N D 203
get, at Emanuels Øjne var faldne netop paa hende, da han i sin
Tid fandt paa at fæste sig en Brud af Menighedens Midte.
Da Emanuel og Børnene kom ind gennem Præstegaardens
hvælvede Port, sad Gaardskarlen Niels henne paa Kanten af
det store Sten-Vandtrug under Posten midt i Gaarden, tilsyneladende
ivrig beskæftiget med at studere Egnens „Folkeblad",
som han havde bredt ud over sine Knæ. Han var en mørkhaaret
Fyr paa godt en Snes Aar, middelstor af Vækst, sværskuldret
og bredbaget, med en opadtrykket, saakaldet Kig-herind-Næse
og tykke, røde Kinder, der krusedes af et begyndende Skæg. I
det store Gaardsrum, hvor der i gamle Dage — i Provst Tønnesens
Tid — altid havde hersket en nøjeregnende Orden og en
Stilhed, der erindrede om Stedets Forhold til Kirken, saae der
nu ud ganske som i en almindelig Bondegaard. Henkastede Avlsredskaber,
spredte Halmbunker, aabentstaaende Stalddøre og en
vedholdende Brølen af Kvæg, der ventede paa deres Middagshø,
vidnede om Dagens Travlhed. Hist og her paa den ujævne Stenbro
var der henlagt Sildelage for at kvæle Ukrudtspirerne; og
udenfor Bryggersdøren gik Hønsene og skrabede i udkastet
Køkkenaffald.
„Hvad er det, du er saa fordybet i, Niels? Er d®r noget nyt i
Bladet idag?" spurgte Emanuel, da han havde sat Sigrid fra
sig og løftet Gutten ned fra Hesteryggen.
Karlen skævede op fra sin Avis og svarede ved at trække
Munden ud i et bredt Smil.
„Aa haa, Filosof! Har du nu igen været paa Krigsstien? ...
Naa, mod hvem har du saa rettet din Lanse idag, Niels? ... Lad
mig se!" tilføjede han, da han havde faaet Seletøjet strøget af
Hestene.
Karlen rakte ham Bladet, som Emanuel gav sig til at læse i,
mens Gutten trak Hestene bort fra Vandtruget og ind i Stalden.
„Hvor staar det? . ,. Naa ... her! „Om Højskolerne og de sædelige
Krav" ... Se, se! ... Naa, Begyndelsen er virkelig ikke
ilde ... Meget godt ... Ja saamænd, deri har du ganske Ret,
Niels! ... Naa, du er saamænd ikke bange ..."
Med spændt Agtpaagivenhed fulgte Karlen sin Husbonds
204 D E T F O R J Æ T T E D E L A N D
Minespil under Læsningen, og hver Gang Emanuel ved et Nik
eller et lille Udbrud tilkendegav sit Bifald, forhøjedes den spillende
Glans i hans smaa, sortebrune, af Kinderne halvt begravede
Øjne.
„Den Artikel har du virkelig Ære af," sagde Emanuel, idet
han smilende rakte ham Bladet tilbage. „Du uddanner dig jo til
en hel Skribent, Niels! ... Ja, ja; pas bare paa, at du ikke helt
drukner i Blækhuset, min Ven! Det sorte Blækstads kan være
en farlig Gift at lege med!"
Han blev afbrudt af Hansine, der havde taget Vejen hjem
gennem Haven og nu viste sig oppe paa Stuehusets høje Flisetrappe
for at kalde ind til Middagen.
„Saa maa vi skynde os at komme ind med Seletøjet, min
Dreng," henvendte han til Gutten, der i det samme kom tilbage
fra Stalden. „Aa hør, Niels ... spring ud og kald paa gamle Søren.
Han er ude i Vænget og jævne Roekulerne."
II
Om Eftermiddagen henimod Tretiden sad en stille Mand henne
ved et af Vkiduerne i Sogneraadsformand Jensens vidtbekendte
Stadsestue. Hans høje og magre Skikkelse var klædt i en mørk
Dragt af det groveste hjemmegjorte Vadmel med højt opstaaende
Frakkekrave og snævre Ærmer. Han sad i en fremoverludende
Stilling, med Armene støttet paa sine Ben og Hænderne
foldede mellem Knæene. Det blege, lregnede Ansigt, som foroven
blev næsten linjeret afskaaret af det kortklippede, rødgraa
Haar, indrammedes forneden af et tyndt Fuldskæg, der hang
udover en sort Halsklud og en af disse stukne „Brystlapper",
som næsten var gaaet af Brug. Omkring Haandleddene sluttede
et Par stramme, sorte Voksdugsmanchetter, der syntes at have
presset alt Legemets Blod ud i de store, blaarøde Hænder. Det
var Væver Hansen.
De Folk, han havde sat Stævne her, var de saakaldte „Tillidsmænd"
— seks af Menigheden valgte Mænd, der særlig havde
det Hverv at varetage dens politiske Interesser, foranstalte
D E T F O R J Æ T T E D E L A N D 205
Valgmøders Afholdelse, hidkalde politiske Talere og føre Forhandlingerne
med Amtets øvrige demokratiske Vælgerkomiteer.
Det grumsede Dagslys, der sneg sig ind over ham gennem de
beduggede Ruder, den dybe Middagsstilhed, hvori hele Huset
endnu hvilede, endelig hans egen fuldstændige Ubevægelighed
og det glansløse Blik, hvormed han stirrede frem for sig under
halvlukkede Laag — alt bidrog til at omgive hans Person med
en sær Uhygge. Med sit flade, rødgraa Hoved, sin fortrukne
Mund og sine betændte Øjenrande mindede han om en lurende
Los, der fra et Baghold i Urskovens Skygge spejder ud over
den endeløse Steppe.
Sogneraadsformandens himmelblaa Stadsestue, Skuepladsen
for saa mange af Fortidens glade Gildelag, havde i de forløbne
Aar fuldstændig skiftet Karakter. Ganske vist stod de polerede
Mahognimøbler endnu og lyste rødt langsmed Væggene, og oppe
paa Chiffonieren tikkede det lueforgyldte Taffelur aristokratisk
mellem et Par letpaaklædte Gibs-Hyrdinder; men paa Spillebordets
Plads ved Vinduspillen, hvor i forrige Tider Dyrlæge
Aggerbølle, Købmand Villing og den nu afdøde Jubelolding,
Skolelærer Mortensen, tilligemed Værten selv havde tilbragt
saa mangen munter Nat ved Kort og høje Toddyglas, tronede nu
et papirbelæsset Skrivebord; ved en anden Væg stod en Reol
fuld af Regnskabsbøger, Protokoller og mægtige Avisbunker,
hvilket altsammen gav Værelset et saare alvorsfuldt Udseende
og fik det til at minde om et Kontor.
Noget saadant var det i Virkeligheden ogsaa, og en ganske
tilsvarende Forvandling var samtidig foregaaet med Sogneraadsformanden
selv.
Den politiske Rejsning, som det folkelige Oplysningsarbejde
efterhaanden havde affødt indenfor Bondestanden over det hele
Land, havde omsider ogsaa vakt denne Mands tungt indslumrede
Samvittighed og kaldt ham frem til Kamp for sin Stands
Frigørelse. Og da han ubestridt var Sognets rigeste Bonde og
tilmed bekendt for en blandt Bønder usædvanlig Rundhaandethed
i Pengesager; da han desuden ejede en medfødt Evne til
offentlig Optræden og hurtig viste sig i Besiddelse af en ikke
206 D E T F O R J Æ T T E D E L A N D
almindelig Veltalenhed, havde han i Løbet af kort Tid svunget
sig op til at blive Egnens erklærede politiske Fører og omtaltes
bestandig rundt om i Landets Blade som „den bekendte Bondehøvding
Hans Jensen fra Vejlby". Denne ledende Stilling havde
han imidlertid ikke kunnet opnaa uden ved Forbigaaelse af den
Mand, der var det egentlige Ophav til den hele folkelige Bevægelse
i Menigheden, nemlig Væver Hansen. Der havde derfor
i Begyndelsen været dem, der med nogen Ængstelse iagttog
Sogneraadsformandens hurtigt stigende Indflydelse, idet man
havde Grund til at formode, at den stridsindede Væver ikke roligt
vilde finde sig i en saa grov Tilsidesættelse. Men til almindelig
Forbavselse viste Væveren i dette Tilfælde en ham ganske
uvant Fredsommelighed; ja man erfarede efterhaanden, at det
var Væveren selv, der fra først af havde skyndet Sogneraadsformanden
til Deltagelse i det offentlige Liv og endog meget
alvorligt foreholdt ham, at han i sin uafhængige Stilling ligefrem
skyldte Menigheden at stille sin Tid og sine Talegaver til dens
Tjeneste.
Det saae i det hele ud, som om Væveren nu, da Kampens
Farer og Spænding var forbi, uegennyttigt lod de andre høste
Æren og Lønnen for hans lange og taalmodige Arbejde. Aar for
Aar havde han trukket sig mere tilbage i sit Væsens Sneglehus
uden iøvrigt derfor paa nogen Maade at være bleven ligegyldig
for den Sag, som han havde viet sit Liv. Tværtimod. Samtidig
med, at han afslog at modtage selv den ringeste af de Æresposter,
der i rigt Maal blev ham tilbudt som en Anerkendelse af
hans Fortjenester, paatog han sig af egen Drift den beskedneste
Invalidegærning i Fremskridtshærens Tjeneste. Han besørgede
frivilligt al Slags Budtjeneste, var de mange forskellige Bestyrelser
behjælpelig med deres Regnskaber og Brevføring, ja vedblev
lige trofast — endog, som det syntes, med forøget Aarvaagenhed
— at forrette sin gamle Spion- og Polititjeneste i Menigheden.
Endnu dukkede han op med sit skæve Smil overalt, hvor
man mindst ventede ham, og satte sig forover paa Stolene med
sine røde Hænder foran Munden for under Samtalens Gang at
skele sig til Titlen paa den Avis, man holdt i Haanden, eller til
D E T F O R J Æ T T E D E L A N D 207
Købmandens Navn paa de Papirsposer, Husmoderen lagde ind
i Krydderiskabet.
Skønt det Møde, hvortil han idag med sin sædvanlige Punktlighed
havde indfundet sig, var berammet til Klokken tre, og
skønt det paa Grund af Øjeblikkets stærkt spændte politiske
Situation var at formode, at der forestod betydningsfulde Forhandlinger,
slog Uret paa Chiffonieren fire, før alle de tilkaldte
Personer var samlede.
Som Komiteens Formand indtog Værten selv Sædet ved den
øverste Ende af det ovale Bord, hvorom Raadet tog Plads. Hans
sværlemmede Skikkelse med det krusede Haar og den store,
glatragede Hage tog sig helt imponerende ud i æblegrøn Plydses
Vest og hvide, nystrøgne Skjorteærmer. Rigtignok skinnede
Næsen endnu lige kalkunblaa i det rødblussende Ansigt som et
uforgængeligt Minde om hans mindre heldige Fortid; men til
Gengæld havde hans Holdning og hele Optræden vundet den
brede Overlegenhed og elskværdige Utvungenhed, der erhverves
ved livlig Deltagelse i det offentlige Liv. Tilhøjre for ham
sad Emanuel (der nu havde ombyttet sin Arbejdskittel med en
Frakke af lysegraat Multum) samt en lille mavesvær Vejlbybonde
med buskede Øjenbryn og barnligt røde Kinder. Tilvenstre
sad to yngre, blonde Skibberup-Gaardmænd og den høje
Tømrer Nielsen, hvis mørke Vikingeskæg i Aarenes Løb var
blevet endnu et Par Tommer længere og næsten naaede ham ned
til Bæltestedet. Pladsen ved den nederste Bordende indtoges af
Væver Hansen, der ikke havde villet lade sig indvælge i selve
Raadet, men derimod tilbudt at bistaa ved dets Møder som en
Slags Sekretær.
„Saa er vi altsaa samlede," begyndte Sogneraadsformanden
med sin larmende Stemme, idet han lod Blikket glide rundt om
Bordet. „Vi har idag en meget vigtig Meddelelse at gøre jer, Venner!
... Ja, værsgo', begynd kun, Jens Hansen!"
De sidste Ord var henvendt til Væveren, som nu trak et stort
Stykke Papir frem af sin indvendige Brystlomme og omhyggeligt
udfoldede det foran sig paa Bordet. Langsom og med monoton
Stemme oplæste han derefter følgende Skrivelse:
208 D E T F O R J Æ T T E D E L A N D
Fortroligt!
Fra ledende Mænd blandt vore Meningsfæller paa Rigsdagen
er der tilstillet nærværende Hovedbestyrelse for Amtets samtlige
demokratiske Vælgerforeninger en Række Oplysninger til
Bedømmelse af de foruroligende politiske Rygter, der i den
sidste Tid have fundet Vej til forskellige af Landets Blade. I
Betragtning af Øjeblikkets Alvor og Sagens Betydning har man
fundet det rigtigst uden Tøven at bringe de erholdte Oplysninger
til de ærede Sognebestyrelsers Kundskab.
Disse gaa ud paa, at det i Virkeligheden ikke skal ligge udenfor
Mulighedens Grænse, at der imellem Regeringen og det
reaktionære Parti i bægge Ting foreligger Aftaler og drøftes
Planer, der ere vel egnede til at vække enhver frisindet Mands
dybe Harme og Bekymring. Efter alt foreliggende synes det ikke
helt utænkeligt, at Regeringen virkelig omgaas med Planer om
endnu en Tid at byde den samlede Folkevilje Trods og yderligere,
end allerede er sket, at bekæmpe Menigmands Indflyd
e l s e p a a S t a t s s t y r e i s e n v e d en e g e n m æ g t i g O p h æ v e l s e a f
den almindelige Valgret. Enhver frihedstro Mand i
Landet vil vide at bedømme en slig Handlemaade. Vi opfordre
derfor herved de ærede Sognebestyrelser til, hver i sin Kres, at
samle Meningsfællerne og — til Støtte for vore valgte Mænd
paa Tinge — at fremkalde en kraftig Tilkendegivelse af Befolkningens
uforandrede Vilje til indtil det yderste at bekæmpe
vore Magthaveres Færd.
En lignende Opfordring udgaar i disse Dage til samtlige
Kredsbestyrelser, og det er vort Haab, at en ^aadan Forhaands-
Protest, et saadant tusindstemmigt Varsko, tilraabt vore Modstandere
fra hvert Sogn i det hele Land, endnu skal kunne bringe
dem til Fornuft og faa dem til at afstaa fra deres forbryderiske
Forehavende.
Leve Friheden og Retfærdigheden! Leve Mindet om vor uforglemmelige
Folkekonge, Grundlovens for tidligt hensovede Giver,
Kong Frederik Folkekær! P. B. V.
H. JOHANSEN,
Sagfører.
Hl
;r • % • • i ; . . s I
D E T F O R J Æ T T E D E L A N D 209
Endnu før Oplæsningen var helt tilende, udbrød Emanuel
bleg og dirrende af Sindsoprør:
„Men det er jo aabenbart Lovbrud I ... Det er jo Landsforræderi
l"
„Hør!" lød det som et mørktklingende Ekko inde fra Tømrerens
Skægvildnis.
„Ja, deri har du ganske Ret ... anderledes kan ingen ærekær
Mand kalde det," istemte Sogneraadsformanden, der under Oplæsningen
havde ladet en Kasse Cigarer gaa rundt. Og med en
Haandbevægelse, der erindrede stærkt om Talerstolen, fortsatte
han: „Men det viser os, Venner, at vi har handlet fuldkommen
rigtigt i at gøre skarp Front mod et sligt Parti, hvis eneste Formaal
er at klamre sig til Magten, selv om det kun kan ske ved at
sætte Landets Velfærd og Fremtid paa Spil. Saadanne Folk er
ikke længer vore Landsmænd ... de er Danmarks Fjender!"
„Og Guds Fjender! ... Aandens frække Snigmordere!"
vedblev Emanuel endnu ganske ude af sig selv. „Men dertil
maatte det komme i Egenkærlighedens Samfund! Det er dets
sidste, forbryderiske Selvforsvar før dets endelige Undergang!
... Jeg foreslaar, at vi endnu iaften sammenkalder alle Meningsfæller
og aabenbarer for dem, hvad der staar paa Spil. Ogsaa
vi vil ruste os! Overfor Lovløshedens Kanoner stiller vi Guds
Tordenbud "
„Saa sagte, Emanuel ... saa sagte!" sagde Sogneraadsformanden
og lagde Haanden beroligende paa hans Arm, mens
Væveren henne ved den anden Bordende paa en udtryksfuld
Maade vendte sig bort og snød Næsen mellem sine Fingre. „Lad
os fremfor alt ikke forivre os! Allerførst maa vi ikke glemme,
at vi jo foreløbig ikke veed noget med Bestemthed ... og man
skal ikke kaste Bøssen til Kinden, før man ser Bjørnen, siger et
gammelt Mundsprog. Og jeg for min Del har nu en Mistanke
om, at det altsammen kan være Rygter, som Regeringens Venner
selv har sat i Omløb for at skræmme vore Mænd paa Tinge,
kanske ogsaa saadan en bitte Prøveballon, som de har sendt tilvejrs
for at vejre Stemningen ude i Landet!"
„Men dersom det nu ikke er tomme Rygter ... dersom man
Det forjættede Land 1 +
210 D E T F O R J Æ T T E D E L A N D
virkelig skulde gøre Alvor af Truslerne ... sende Folkets valgte
Mænd hjem og sætte Magten i Rettens Sted ... hvad saa? ...
hvad saa?"
Sogneraadsformanden saae et Øjeblik misbilligende paa Emanuel.
Derefter sagde han langsomt og med overdreven Værdighed,
idet han lod sin Haand synke tungt ned paa Bordpladen:
„Dersom sligt skulde ske — hvad Gud forbyde! — saa rejser
der sig Landet over tre hundrede tusinde Landboere og siger:
Nu er det nok.! ... Nu er det nok! siger de. Har jeg ikke
Ret?"
Ved de sidste Ord vendte han sig om mod de tre Skibberuppere,
der alle svarede med kraftige „Hør", medens den lille
tykke Vej.bybonde ovre fra den anden Side af Bordet ivrigt tilnikkede
ham sit Bifald.
„Jeg foreslaar nu," — vedblev han — „at vi sammenkalder
til et Møde førstkommende Søndag Aften i Forsamlingshuset.
Her skal jeg gærne paatage mig at udvikle Situationen, saaledes
som den til den Tid foreligger, hvorefter vi vedtager den
foreslaaede Resolution. Desuden er jeg af den Formening, at det
vil være bedst indtil videre at bevare de indhentede Oplysninger
som fortrolige Meddelelser, for ikke alt for meget — og
kanske ganske unødigt — at opskræmme Gemytterne. Saadan
har den ærede Hovedbestyrelse aabenbart ogsaa tænkt sig det.
I det hele tvivler jeg ikke om, at vore gode Modstandere nok
skal betages Lysten til at gaa paa nye Eventyr, naar de nu gennem
vore Møder faar lært Landets Stemning rigtig at kende!
... Mener I ikke ogsaa det, Venner?"
De fire af Raadets Medlemmer udtrykte atter deres fulde Tilslutning
; og denne urokkede Frimodighed paavirkede tilsidst
Emanuel, saa han blev roligere. Han var iøvrigt ikke vant til at
tage Ordet under de politiske Forhandlinger. Hans Syn for Betydningen
af Folkesagens politiske Side var sent og vanskeligt
bleven vakt; og det var alene paa Grund af hans store Fortjenester
paa ganske andre Omraader, at Menigheden havde hædret
ham med Indvælgelse i dens politiske Raad. Han havde endnu
bestandig ondt ved at fatte Interesse for de daglige Debatter
D E T F O R J Æ T T E D E L A N D 211
paa Rigsdag og i Aviser eller for denne „Taktik", som Sogneraadsformanden
og de andre tillagde saa stor Betydning. Han
kunde aldrig faa sig selv til at tvivle om, at Retten —*• som der
stod i Salmen — „jo vandt sin Sejr, naar Gud det saa behaged",
og han havde ingen synderlig Tillid til, at selv de snildeste Paafund
eller Fortolkninger formaaede enten at fremskynde eller
forhale den.
Paa Forslag af den ene Skibberupgaardmand vedtoges det
dernæst, at man — for at give Mødet forøget Betydning — skulde
indbyde et Par fremmede Talere. Et Øjeblik tænkte man paa
at henvende sig til Kresens egen Folketingsmand, den gamle
Bisp. Men skønt denne under de senere Tiders stormende Rigsdagsdebatter
flere Gange havde røbet, at han under Fløjelsornatet
og Diplomatfrakken endnu bar sin Ungdoms røde Garibaldiskjorte
temmelig ubleget, havde han hidtil ikke været til at formaa
til at forlade, hvad han med et Smil kaldte sit „arkimediske"
Standpunkt udenfor Partierne; og man blev derfor hurtig
enig om at opgive denne Plan som frugtesløs. Derimod mente
man at have Haab om at kunne formaa et Par andre fremragende
demokratiske Rigsdagsmænd til at give Møde, og det vedtoges
straks at sende Hovedbestyrelsen en Forespørgsel derom.
Sogneraadsformanden tilbød uopfordret baade at hente Gæsterne
ved Stationen med sin Vogn og at bespise dem, hvilken Offervillighed
belønnedes med en anerkendende Mumlen.
Efterat endelig Forsamlingstiden var bleven fastsat, og efterat
Væver Hansen havde udfærdiget en Protokoltilførsel om de
stedfundne Forhandlinger, hævede Formanden Mødet. —
„Værsgo', mine Herrrrer!" sagde han muntert og rejste sig.
„Nu kan vi vist trænge til at faa lidt for Tanden, ikke sandt?"
Med disse Ord hentydede han til den i dette Hus uundgaaelige
„lille Forfriskning", der imidlertid var bleven anrettet inde
i Sideværelset, hvortil Døren nu blev aabnet af et omfangsrigt
Bondefruentimmer med Gyldenstykkes Hue, Ørnenæse og en
tre-etages Hage — Sogneraadsformandens Husholderske. Under
en allerede tændt Hængelampe stod det fedt besatte Bord,
paa hvis Opdækning af solide Flæske- og Røgevarer der i Øje-
14*
212 D E T F O R J Æ T T E D E L A N D
blikket udfægtedes en hidsig Kamp mellem Lampens brandgule
Lys og det endnu højt rødmende Aftenskær. I den mangefarvede
Belysning tog Anretningen sig dobbelt indbydende ud,
og Gæsterne satte sig ved Tallerknerne med en af det timelange
Møde fuldskærpet Appetit.
Endog Emanuel kom efterhaanden i en lysere Sindsstemning.
Han saae sig omkring paa denne Skare bredskuldrede Mænd,
der trods alt, hvad der truede deres Fremtid, sad der saa rolige
og fortrøstningsfulde, saa trygge i deres Tillid til deres Sags
Retfærdighed og Forsynets Beskærmelse; og han fyldtes paany
af Beundring for denne uforstyrrelige Sindsligevægt, den
mandige Selvbeherskelse, hvormed disse Folk bestandig bar enhver
Tilskikkelse, og som han selv havde saa vanskeligt ved at
tilegne sig. Fadene tømtes flittig og ny blev bragt ind af „den
store Sidse", der havde styret Sogneraadsformandens Hus, siden
han for nogle Aar tilbage var bleven Enkemand. Dette kødrige
Fruentimmer blev stille beluret af Væver Hansen, der under
hele Maaltidet næppe talte et Ord. Da hans Sidemand vilde
skænke for ham af Brændevinskaraflen, lagde han med et kattevenligt
Smil sin store Haand over Glasset, — han var fornylig
bleven Totalafholdsmand, og trods Sogneraadsformandens muntre
Stiklerier var han ikke at formaa til i Dagens Anledning at
gøre nogen Undtagelse fra sin Regel. Da Maaltidet var tilende,
og Kaffen kom paa Bordet; og da Sogneraadsformanden paany
lod sine Cigarer gaa rundt, rejste han sig. Under Paaskud af
at have et Besøg at gøre inden Aften tog han Afsked, idet han
samvittighedsfuldt trykkede hver enkelt af Selskabet i Haanden,
og gik bort gennem Køkkenet, hvor han et Øjeblik blev
staaende midt paa Murstensgulvet og fikserede Husholdersken
med et Blik, der pludselig fik denne Fedtmasse til at blegne og
sitre.
„Men Herregud, Jens Hansen ... hvorfor ser du saadan paa
mig?" sagde hun og holdt i Forskrækkelse et Viskestykke afværgende
ud for sig.
Uden at svare satte han sin Hat paa Hovedet og bortfjernede
sig med Haanden paa Ryggen.
D E T F O R J Æ T T E D E L A N D 213
Udenfor var det dyb Mørkning. Blæsten havde lagt sig; det
var ganske stille. Fra en ubevægelig Skyhimmel neddalede
store, hvide Snefjer, der smeltede i Jordens Søle. Under et bestandig
tættere Drys, der efterhaanden gik over til en fin Regn,
vandrede Væveren hjemad paa den ensomme Marksti, der førte
over Bakkerne ud til Skibberup. Hans Ansigt fortrak sig i pludselige
Smil, og hans røde Øjne saae fremad med det stive Blik,
som de altid fik, naar han i Enrum udrugede sine Krigsplaner.
III
Det var mørk Aften og øsende Regn, da Emanuel kom hjem
til Præstegaarden og i Selskab med en anden Mand steg op ad
Hovedbygningens høje Flisetrappe. Inde i den herskabelige Forstue,
hvis lange Mahogni-Knagerække i sin Tid var bleven oplivet
af Provst Tønnesens store Bjørneskindspels og Frøken
Ragnhilds slørbehængte Havehatte, og hvor sirlige Kokusmaatter
havde dækket Gulvets sort-hvide Marmortavl foran Dørene,
brændte nu en simpel Staldlygte; Knagerækken var overfyldt
af en Samling jævne Mandfolkehuer, og paa Flisegulvet stod der
opstillet en hel Flaade af snavsede Træsko i alle Former, lige
fra store, klodsede Husmandsbarkasser med Jærnbaand om og
en Halmvisk indeni indtil smaa, halvlakerede Fruentimmertrætøfler
med forsirede Næser og rødt Flonelsfor.
Husets sædvanlige Aftengæster, der et Par Gange om Ugen
samledes her efter endt Arbejde for i Fællesskab at opbygges
ved Samtale, Oplæsning og Sang, havde allerede indfundet sig
og sad inde langs Væggene i den store Have- og Spisesal, der
tarveligt belystes af en eneste Petroleumslampe. Intet i dette
store Rum, uden netop Stukkaturarbejderne under det røgsværtede
Loft og de landskabelige Dekorationer over Dørene, mindede
længer om den Salon, hvori Frøken Ragnhild havde udfoldet
sine ekstravagante Toiletter mellem bløde Tæpper, Damaskes
Gardiner og indlagte Møbler. Langsmed Stuens fire nøgne
Vægge løb en ganske simpel Træbænk, ovenover hvilken Mu214
D E T F O R J Æ T T E D E L A N D
renes blaa Farve var afslidt indtil Mands Skulderhøjde. De fire
høje Vinduer — to Fag paa hver Side af den om Vintren tilskoddede
Havedør — var foroven dækkede med en smal Kappe
af mørkerødt Sirts. Henne under det ene Par Fag stod et langt,
hvidskuret Egebord. Desuden fandtes der i Stuen et Par Straastole
og — ligesom i Hansines Barndomshjem — en gammeldags
Armstol henne ved Kakkelovnen, endvidere et grønmalet
Hjørneskab ved Siden af Døren til Køkkenet og en seksarmet
Lyseholder af Blik, der hang ned fra Midten af Loftet.
Denne Stue — Storstuen eller „Hallen", som Egnens Folk
holdt af at kalde den, fordi den i sin strenge Simpelhed mindede
dem om de gammelnordiske Boliger — udgjorde Familiens egentlige
Opholdsrum. Husets øvrige Værelser med Undtagelse af
den forhenværende Dagligstue, der nu var Familiens Sovekammer,
stod enten ganske tomme eller anvendtes til Opbevaring
af Sæd, Uld, Foderstoffer og lign. Emanuel havde vel til eget
Brug taget det Værelse i Arv, der i Provstens Dage var kendt
og frygtet under Navn af „Studerekantoret" ; men hele Bohavet
bestod her af et Par støvede Reoler og en Voksdugssofa, og
det hørte til de store Sjældenheder, at han opholdt sig der mere
end netop den halve Time, da han tog sig en lille Lur efter
Middagsmaden. Sine Prækner og Foredrag udarbejdede han altid
ude bag Ploven eller paa sine Vandringer rundt til Sognets syge
og fattige; thi — som han plejede at sige — han havde vendt
sine Reoler Ryggen, efter at han havde fornummet, at man af
Fuglene under Himlen, ja selv af Køerne i sin Stald kunde lære
større Livsvisdom end af Alverdens sprænglærde Bøger.
Der var denne Aften samlet henved et halvt hundrede Mennesker
af bægge Køn; og trods „Hallens sparsomme Belysning
herskede der den hyggeligste og fornøjeligste Stemning. De unge
Piger havde Plads langs den ene korte Endevæg, hvor de sad
som en lang B!omsterrække med de mørke og blonde Hoveder
bøjede ned over et eller andet fint Hæklearbejde, som de havde
Møje med at holde fast mellem deres stive, røde Fingre. Konerne
derimod havde deres faste Stade henne paa Bænken nærmest
Kakkelovnen, hvor de sindigt „mokkede" paa store StrikkeD
E T F O R J Æ T T E D E L A N D 215
tøjer, mens de i den vanemæssige Grædetone, som Bønderkoner
almindeligvis benytter i Omgang, snakkede med deres Naboer
om Husholdning og Mælkeri. Her sad ogsaa Hansine — paa
sin vante Plads i Armstolen — og spandt paa Rok. Hun var paaklædt
ganske som de andre, i en tarvelig Hvergarnskjole og et
tærnet Bomuldsforklæde, og havde paa Hovedet en lille sort Hue,
foran hvilken hendes mørkebrune Haar efter Egnens Skik var
glattet frem i to smaa, nøjagtigt formede Tunger over hver Tinding.
Hun deltog ikke synderligt i de andres Samtale, og der
var ofte noget ganske fraværende i det Blik, hvormed hun langsomt
saae op fra sin Traad, naar Døren aabnedes og en gammel
Husmand i Uldskjorteærmer eller et Par rundkindede Piger traadte
ind med et Nik og et bredt Godaften. Rundt om det lange Egebord
under Vinduerne havde de unge Karle forsamlet sig. De
sad der fuldt belyste af Lampen, som stod midt imellem dem
ved Siden af en stor Vandkrukke med Trælaag. Her gik Passiaren
livligst, og den blaa Røg fra Tobakspiberne samlede sig som
en bestandig tættere Sky over deres langhaarede Hoveder.
Paa en Plads for sig selv inde i Stuens allermørkeste Krog
saaes et Par Personer, hvis Udseende og Adfærd tydeligt røbede,
at de ikke var vant til at komme her. Ved sin Indtrædelse
hilste Emanuel ogsaa paa dem med særlig Hjertelighed, idet han
trykkede dem bægge i Haanden og ønskede dem velkommen.
Det var to ynkeligt udseende Skikkelser, klædte i fattige Pjalter
og saa gennemblødte af Regnen, at der havde dannet sig smaa
Søer paa Gulvet omkring deres Hosesokker. Den ene var lang
og tynd som en Brøndstage, den anden lille, tykladen og flenskallet
og havde en nævestor Knude over det ene Øje. Bægge
sad de med Hænderne paa Knæene og saae forlegne mod Gulvet;
men i Ny og Næ, naar de troede sig ubemærkede, skævede
de forsigtigt til hinanden og undertrykte samtidig et Smil.
Det var to i Egnen velbekendte Personer, Svend 01 og Per
Brændevin. De ti'hørte den faste Stok af Sognets Udskud, der
hver Morgen samledes udenfor Købmand Villings Dør, hvor de
— med Finkeldunken skjult under Klæderne — i Utaalmodighed
ventede paa, at Butikken skulde blive aabnet. Sammen med en
216 D E T F O R J Æ T T E D E L A N D
Del andre af Egnens Fattigfolk boede de i en Samling Lerhytter,
de saakaldte Mosekærshuse, ude ved Sognets fjærne Vestgrænse.
Den ene af dem var Træskomager, den anden Tækkemand; men
efter den almindelige Mening forskaffede de sig deres væsentligste
Indtægt ved i maanemørke Nætter at stjæle af Bøndernes
Kartoffelkuler, klippe Ulden af tøjrede Faar o. lign. ... ja, der
var dem, der stærkt mistænkte dem for at have endnu langt
uhyggeligere Gerninger paa deres Samvittighed. Disse Forhold
var ikke Emanuel helt ubekendte. Han havde overhovedet ikke
været længe paa Egnen, før han fik Øjet aabent for, at Fattigdommen
ogsaa ude paa Landet avlede megen Elendighed og
aandelig Forfald; og fra tidlig Tid havde hans Bestræbelser
i særlig Grad været rettede imod med Menighedens Bistand at
drage disse forvildede og forsømte tilbage til det menneskelige
Samfund. Derfor blev han nu ogsaa dobbelt glad ved Synet af
de to Mosekærsmænd. Han huskede nemlig i Øjeblikket ikke
paa, at han for kort Tid siden som Formand for Sognets „frie
Fattigkasse" havde fornyet en Pengehjælp til bægge disse Personer,
og kunde derfor endnu mindre ane, at deres Tilstedeværelse
her skulde opfattes som en Art Kvittering for den nydte
Understøttelse.
Endnu en anden sjælden Gæst var tilstede denne Aften, nemlig
Dyrlæge Aggerbølle. Han sad midt paa Bænken henne under
Vinduerne med Armene korslagte over sit brede Bryst, —
uden at agte paa, at han netop i denne Stilling ubarmhjertigt
blottede en dyb Flænge i Frakken under Armhulen. Hans Haar
og Skæg var bleven fuldstændig hvidt og strittede uklippet ud
til alle Sider; de blege, stirrende Øjne traadte frem af Hovedet
som et Par Glaskugler, og hele den ubeskæggede Del af Ansigtet
var oversaaet med byldeagtige Udvækster. Det var i det hele
ikke let at afgøre, hvem der gjorde det mest beklagelsesværdige
Indtryk, enten den af Skæbnen saa ublidt omtumlede Mand eller
de to Gavtyve fra Mosekærshusene. Ganske vist havde Dyrlægen
baade Blanklæders Sko med Elastiker, Manchetter og hvidt
i Halsen, ja endog en Næseklemmer stukket ind bag Opslaget
paa sin tæt tilknappede Selskabsfrakke. Men selve dette Udstyrs
D E T F O R J Æ T T E D E L A N D 217
hjerteskærende Medtagethed og hele hans krampagtig opretholdte
Standsmæssighed maatte vække selv et Fattiglems Medynk.
Det var nu langtfra med sin gode Vilje, at han befandt sig paa
dette Sted. Naar han sad her mellem „Hængetrynerne", som han
i sit Hjertes Had og Foragt havde døbt Samtidens aandelig vakte
Bønder, skyldtes det et af disse „Omstændighedernes ulyksalige
Sammentræf", som han plejede at sige, hvormed hans — som
det syntes — uforsonlige Skæbne vedblev at forfølge ham gennem
Livet. Under Paaskud af at skulle se til en Patient havde
han ved Aftenstid bevæget kysset sine Børn paa Panden og
taget den oprivende Afsked med sin syge Hustru, uden hvilken
han aldrig forlod hende om ogsaa blot for en eneste Time, og
havde begivet sig paa Vej hen til sin gamle Ven og hemmelige
Lidelsesfælle Købmand Villing for hos ham at søge Trøst i sin
Elendighed og mulig bekomme, hvad han holdt af at kalde „lidt
Glemsel". Da skulde netop det Uheld indtræffe, at han lige udenfor
Præstegaardens Port mødte Emanuel, der straks i glad Overraskelse
tog ham under Armen og udbrød:
„Det var virkelig kønt af dig, kære Ven, at du endelig engang
igen vilde besøge os. Hjertelig velkommen, kære!"
Nu sad han her paa Bænken mellem „Korøgtere og stinkende
Stalddrenge" — som han tænkte ved sig selv i et Raseri, der
gjorde Bylderne i hans Ansigt ganske blaa. Rundtom langs Stuens
Vægge var Samtalen stilnet af, og tilsidst forstummede den
næsten helt. Man sad og ventede paa, at Emanuel eller en anden
skulde give nogen Underholdning tilbedste, oplæse en Fortælling,
udlægge et Eventyr el. lign. Emanuel lagde imidlertid slet
ikke Mærke til denne Tavshed. Efter at have hilst paa hver især
af de tilstedeværende og givet dem Haanden, havde han taget
Plads ved den øverste Bordende, hvor han efterhaanden var falden
hen i en dyb Aandsfraværenhed. Det var Mødet hos Sogneraadsformanden,
der endnu satte hans Sind i Bevægelse og fik
hans Tanker til at flyve Fremtiden imøde i skælvende Forventning.
„Skal vi da slet ikke tage os noget til iaften?" sagde endelig
en kæk Stemme henne fra Pigernes Bænk.
218 D E T F O R J Æ T T E D E L A N D
Dette utaalmodige Udraab og den lille Latter, som det rundtom
fremkaldte, vakte ham endelig. Han saae op og sagde:
„Du har Ret, Abelone! Lad os se at faa noget igang! ... Har
du ikke noget at fortælle os iaften, Anton?" henvendte han til
en brunskægget, præsteagtig lille Mand med hvidt Slips og Kalot,
der sad tilbagelænet i en gammel Kurvestol ved den anden Ende
af Bordet med Hænderne foldede omkring et stort Træpibehoved.
Denne Mandsling var Sognets nye Skolelærer, den bekendte Anton
Antonsen, en forhenværende „Frilærer", der efter Sogneraadets
Indstilling var bleven gamle Mortensens Efterfølger. Som
Svar paa Emanuels Spørgsmaal lagde han Hovedet skælmsk paa
Siden og sagde langsomt og med bred Dialekt:
„Nej, iaften tror jeg nok, at jeg vil sige, som det hedder med
et godt gammelt Ord: Jeg tier og tygger sammen."
Den Munterhed, der fra alle Sider fulgte dette Ordspil, næsten
før han havde udtalt, var betegnende for den Folkeyndest, hvorved
denne Mand kunde glæde sig. Hans pudsige lille Person i
Forening med et vist, saakaldt „folkeligt" Lune havde gjort ham
til Menighedens oplivende Element, hvis smaa Skemtetaler, Ordsprogsramser
og humoristiske Oplæsninger efterhaanden var bleven
en næsten uundværlig Afslutning paa Egnens Folkefester og
Foredragsmøder.
„ja, men hør dog, Anton!" sagde en Karl, der endnu ikke var
bleven helt færdig med at le. „Du kunde dog gærne læse lidt
for os iaften. Nu er det svært længe siden, vi fik noget. Du
glemmer vist, at du skylder os den om Stine, der kommer paa
Højskole."
„Aa ja — lad os faa den! — Anton, vær nu god iaften!" bad
straks mange Stemmer.
Skolelæreren lukkede sit ene Øje til og saae sig omkring
med et Smil, der blev bredere og mere lattervækkende, efterhaanden
som Bestormelserne steg i Styrke.
„Naa, ja, ja, Børn," sagde han, da tilsidst ogsaa Konerne ved
Kakkelovnen begyndte at tigge. „Naar der virkelig ikke er andre,
der har noget paa Hjerte, skal jeg saamænd ikke holde mig,
D E T F O R J Æ T T E D E L A N D 219
tilbage. For jeg vil skam ikke ha'e paa min Samvittighed, at
Stine ikke kommer paa Højskole!"
„Men skal vi ikke ha'e en Sang først," lød igen den kække
Stemme henne fra Pigerne.
Den tilhørte den kønne Abelone, Præstegaardens Tjenestepige,
en kraftig Skikkelse paa tyve Aar med sorte Baand i et
hvidblond Haar, en stor Rose i Barmen og med Højskoleelevens
Kendingsmærke, det blanke Læderbælte, spændt fast omkring
Livet.
„Ja, lad os synge!" istemte Emanuel. „Lad os faa en Fædrelandssang!
Det kan vi trænge til i disse Tider!"
Saasnart Sangen var tilende, blev der stille i Stuen. Karlene
satte sig tilrette med bægge Armene oppe paa Bordet, og Pigerne
lod Haandarbejdet synke eller puttede det helt ned i Kjolelommen
under Forklædet for rigtig at kunne iagttage Anton og følge
Minespillet, mens han læste. Som Oplæser og Fortæller var Skolelæreren
i disse Folks Øjne enestaaende, kunde i hvert Fald
kun sammenlignes med selve den gamle Højskoleforstander ovre
i Sandinge. Men mens denne, naar han fortalte sine Eventyr og
gammelnordiske Sagn, ved sin egen aandeløse Betagethed ligesom
løftede Taget over Tilhørernes Hoveder og med sin mærkelige
Hanegalsstemme manede alle Sagnenes Kæmper, Trolde og
Valkyrier saa lyslevende frem for alles Øjne, at det var, som
saae man dem fare forbi som en lynknitrende Asgaardsreje, havde
Skolelærer Antonsen sin Styrke i den jævne, moraliserende Hverdagsfortælling,
som i den sidste Tid var kommen paa Mode i
Literaturen. Især forstod han at gengive de komiske Personers
forskellige Maade at tale og bevæge sig paa og kunde benytte
sin pudsige lille Person til Fremstillingens Levendegørelse paa
en Vis, som man hidtil ikke havde kendt her.
Herved bidrog han mægtigt til, at denne Hverdagspoesi mere
og mere fortrængte den gamle, romantiske Digtning, for hvis
Storhed især Emanuel havde søgt at vække Sansen, men som
aldrig rigtig havde formaaet at vinde Tilhørernes Bifald; den
havde nærmest gjort dem forlegne paa Grund af den Frihed,
220 D E T F O R J Æ T T E D E L A N D
hvormed de gamle Digtere idelig priste Kvindelegemets Ynder
og de sanselige Glæder. I den ny Tids Digterværker derimod,
i disse snart følelsesfulde, snart humoristiske, altid nøgterne
Virkelighedsbilleder, ofte forfattede af Skolelærere og andre af
Folkets Midte udgaaede Mænd, genoplevede de deres egne, daglige
Kampe og Sindsstemninger. Her fandt de desuden den sædelige
Alvor, det folkelige Grundsyn, det Sandhedskrav og den
Retfærdighedstrang, der fik de dybeste Strenge til at klinge i
deres Bryst.
IV
Samme Aften sad Købmand Villing og hans Kone inde i deres
lille, lummert opvarmede Dagligstue ved Siden af Butiken. En
højfodet Lampe brændte midt paa Bordet under en rød Papirskærm
og kastede et hyggeligt Skær ned over Fruen, der sad
midt i Sofaen og strikkede, mens Villing indtog Pladsen i Lænestolen
paa den anden Side af Bordet, hvor han sad og læste højt
af en Avis.
Ude i Butiken var der tomt og stille. En nedskruet Lampe
hang og osede under Loftet mellem Strigletøjer og Seglgarnsbundter,
og henne i den dybe Skygge bag et stort Brændevinsanker
sad den gengangeragtige Butiksdreng, der regelmæssigt
hvert andet eller tredie Aar blev fornyet inde fra Hovedstaden,
men som ikkedesmindre altid var det samme magre, sky og kirtelblege
Væsen, som Folk nu i henved tyve Aar havde set fare
fortumlet omkring bag Villings Disk. Han var i dette Øjeblik
falden i Søvn med Hovedet op ad Væggen og vidtaaben Mund
og havde stukket bægge Hænder saa dybt ned i sine Lommer,
som var det sket med det inderligste Ønske om aldrig mere at
behøve at tage dem op igen. I de sidste Par Timer havde nu
heller ingen forstyrret ham. Villings Butik, der i gamle Dage
altid havde været fuld af Kunder, stod nu den største Del af
Dagen ganske tom. Hans folkelige Omvendelse var kommen forsilde;
af Egnens Omsætning havde Skibberups store „Forbrugsforening"
efterhaanden kun levnet ham Skillingshandelen med
D E T F O R J Æ T T E D E L A N D 221
Byens Fattigfolk, lidt Forretning med Kul samt Udsalg af Brændevin
og bajersk 01.
Saa tungt nu disse Prøvelsens Aar havde hvilet baade paa
Villing og hans Kone, havde de dog ikke taget synderligt paa
deres Udseende. Hans egen lille Person med det brede Hoved
og de smaa lyse Bakkenbarter var snarere taget til i rosenrød
Fedme; og vistnok maatte Fruen bruge Briller, naar hun haandarbejdede.
men hendes Ansigt havde bevaret sit ungdommelige,
nonneblide Udtryk og vidnede om, at ogsaa hun havde fundet
Hvile i Troen paa, hvad hendes Mand gudhengiven kaldte Faguddannelsens
Overlegenhed og endelige Sejr. Nu havde de rigtignok
ogsaa søgt at bøde paa Butiksforretningens Tilbagegang
ved hemmeligt at laane Penge ud mod betryggende Sikkerhed
og solide Renter. Adskillige af Omegnens Folk havde, naar de
var i Bekneb, modtaget, hvad Villing kaldte „en Haandsrækning",
af ham. Og paa Grund af Tidernes Magerhed og Bøndernes stigende
Optagethed af aandelige Spørgsmaal, der noget formindskede
Omsorgen og Ærbødigheden for Jorden og Stalden, havde
han i de sidste Aar gjort gode Affærer med sin lille Kapital.
Den Avis, Villing sad og læste højt af, var et reaktionært
Hovedstadsblad, der særlig var bekendt for sine udførlige „Personalia"
fra Residensstadens højere og højeste Selskabskrese.
Fra tidlig Tid havde dette Blad været Ægteparrets kæreste, ja
egentlig eneste Læsning, og skønt det i disse bevægede Tider
ikke var ufarligt for dem at have et saa ildeset Regeringsblad
i deres Hus, og trods det udbredte Spioneringssystem, som Væver
Hansen stadig holdt ilive her, kunde de ikke tænke sig at undvære
det. Dog abonnerede de ikke selv paa Bladet, men lod sig
det hemmeligt tilstille gennem en Forretningsven i Form af Indpakningspapir
ved Vareforsendelser.
Der var nu til denne Aften forbeholdt dem en særlig stor
Nydelse. Avisen indeholdt nemlig en spaltelang Beskrivelse af
en glimrende Hoffest; og Villing, der under sine Oplæsninger
aldrig sparede paa den præstelige Stemme-Bæven, hvormed ustuderede
Folk saa ofte udstyrer deres Tale, saasnart de kommer
i Berøring med det trykte Ord, havde grebet denne Lejlighed
222 D E T F O R J Æ T T E D E L A N D
til Udfoldelse af hele sit deklamatoriske Talent. Med det faste
Tag i sin ene Bakkenbart, der hos ham var uadskilleligt fra enhver
ophøjet Sindsbevægelse, læste han følgende:
„Med den Præcision, som en aandrig Forfatter har kaldt Fyrsternes
Høflighed, ankom de allerhøjeste og højeste Herskaber
præcis paa Slaget ni, fulgt af et i Ordets sande Betydning stateligt
Følge. Den feagtigt oplyste Riddersal afgav i dette Øjeblik
det mest glimrende Skue. Herrernes brogede Uniformer og
stjernebedækkede Brystopslag, men fremfor alt Damernes pragtfulde
Toiletter, funklende af Diamanter, Rubiner og Safirer, var
af overvældende Virkning. Ja det maa have været storartet,
ikke sandt?" afbrød han sig selv og kastede et betaget
Blik over paa sin Kone.
„Det tror jeg! ... Men læs videre, lille Ven!"
„Hs. Majestæt Kongen, hvis trods Alderen lige ungdommelige
Udseende vakte almindelig Glæde og Beundring, bar Gardens
Generalsuniform, prydet med Elefantordenens blaa Baand.
Hds. Majestæt Dronningen, der saae ualmindelig oplivet ud og
mere ungdomsfrisk end nogensinde, var iført hvid Kniplingskjole
og lyslilla Brokadesrobe med fem Alen Slæb; dertil Opalsmykker
om Hals og Arme og en lyslilla Fjerpompon om Haaret. —
— Tænk dig, Sine! Lyslilla Brokade med 5 Alen Slæb! Regner
vi 12 Alen almindelig Bredde å — lad os sige 50 eller bare 45
Kr., gør 540 Kr. alene for Stoffet!"
Fru Villing, der havde lagt Kinden ned paa sin ene Strikkepind
og i denne tænksomme Stilling løftet sit Blik over Brillekanten
op mod Loftet, tilføjede:
„Og femten Alen Kniplinger å 25 Kr. gør 375 Kr."
„Tilsammen altsaa 915 Kroner!"
„Mindst."
„Alene for Stoffet! Det kan man kalde et Pragtstykke, hva'?
Men lad os gaa videre! — Hds. kongelige Højhed Kronprinsessen
—"
„Naa, nu skal vi høre!" udbrød Fruen og satte sig tilrette med
sit Strikketøj.
„Hds. kongelige Højhed Kronprinsessen" — gentog Villing
D E T F O R J Æ T T E D E L A N D 223
med forstærket Stemme — „bar nedskaaren Kjole af lyseblaat
Atlask, Roben indvævet med Sølvliljer ... Lyseblaat Atlask med
Sølvliljer, du! ... Paa Haaret et Diadem af lynende Brillanter,
desuden en sand fyrstelig Overflod af funklende Stene paa Hals,
Bryst og Arme samt i Kjo!ens Ophæftninger. Særlig beundrende
Opsigt vakte et Par Ørensmykker af Brillanter saa store som
Spurveæg. Har du kendt Mage, Sine! Brillanter saa store
som Spurveæg. Det vil sige, saa meget som at have en hel Herregaard
hængende ved hvert Øre. Det maa være en storartet Følelse!"
Han afbrød atter her sig selv, idet han løftede Hovedet med
et lyttende Udtryk. Ovre fra den anden Side af Gadekæret lød
muntre Stemmer, og en Flok Piger hørtes at fjerne sig syngende
ud af Byen.
„Nu er nok Skvaldermødet forbi for iaften," sagde han og saae
op paa Uret over Piedestalen. „Klokken er jo ogsaa ni. Naa —
hvortil var det nu, vi kom? Altsaa! — Af Toiletterne blandt de
aristokratiske Gæster bemærkede vi særlig følgende: Hs. Ekscellence
Konsejlpræsidentens Frue "
I dette Øjeblik gav den skrattende Klokke ude over Butiksdøren
sig til at lyde. Villing lukkede ihast Avisen sammen, parat
til at gemme den i Bordskuffen. Fra Butiken hørtes mumlende
Stemmer og nogen Flaskeklirren. Derpaa lød Klokken atter, og
Døren derude lukkedes.
„Elias!" raabte Villing med Tordenrøst.
Butiksdrengens forsovede Ansigt viste sig i den halvaabne Dør.
„Hvem var det?"
„Det var Svend 01 og Per Brændevin, ... de skulde ha'e
en Pot."
„Godt. Du kan lukke nu og gaa i Seng. Men lad ikke dit Lys
brænde for længe, Dreng! — Godnat!"
Da Døren var bleven lukket, og de havde forvisset sig om,
at Drengen virkelig havde fjernet sig, tog Villing atter fat paa
Avisen for at fortsætte Oplæsningen. Men paany blev han afbrudt
af Butiksklokkens Skratten. Denne Gang-aabnedes Døren
derude hurtigt og larmende; man hørte Diskeklappen blive slaaet
224 D E T F O R J Æ T T E D E L A N D
op og en Mand blive indladt. Villing havde næppe faaet Avisen
kastet ned i Bordskuffen, før Dagligstuedøren aabnedes.
„Naa, det er Dem!" sagde han med et Lettelsens Udbrud, da
han saae Dyrlæge Aggerbølles brede Skikkelse træde ind, dryppende
af Regn. „Hvor i Alverden kommer De fra paa denne Tid
af Aftenen?"
„Jeg? ... Hm! Jeg kommer fra en Patient," mumlede Aggerbølle
mørkt og saae sig om efter et Sted, hvor han kunde anbringe
Hat og Stok. „Et Hundevejr! Og en Pløre! Man kan næsten ikke
være bekendt at komme ind i ordentlige Folks Stuer, saadan som
man ser ud!"
„Det var pænt af Dem at se ind til os," sagde Fruen venligt
og kastede et formanende Blik over paa sin Mand, der ikke gjorde
sig synderlig Umage for at skjule sin Gnavenhed over Besøget.
„Vi sidder jo saa meget alene nu og er altid glade ved at se
vore Venner ... Naa, hvordan staar det til ude hos Dem i al den
Slud og Regn, vi har haft i den sidste Tid?"
Aggerbølle lod, som om han overhørte hendes Spørgsmaal.
Han tog Plads paa en Stol ved Bordet, hvor han med en dyster
Mine gav sig til at fremstøde halvhøje Forbandelser over Menneskene
og Verdensordenen. Saadan plejede han at te sig, naar
han kom for at laane Penge eller for at forsøge paa at faa sin
udløbne Kredit forlænget, og Villing forholdt sig derfor tavs;
Fruen ligeledes. De havde fornylig taget Pant i den sidste Rest
af Dyrlægens Bohave og vidste, at der nu ikke var mere at udrette
hos ham.
Pludseligt slængte han sig i et Anfald af Galgenlystighed tilbage
i Stolen og sagde:
„Gi'er De lidt varmt Vand iaften, Villing? Jeg synes, man
kan trænge til at faa noget styrkende i Livet i det Hundevejr?"
Købmanden og hans Kone vekslede spørgende Blikke, og der
blev et Øjebliks Tavshed. Saa rejste Fruen sig og gik ud i
Køkkenet.
„Naa, hvordan gaar det?" spurgte Villing med den Medlidenhed,
man saa villig yder sit udplyndrede Offer, og klappede ham
venskabeligt paa Knæet
D E T F O R J Æ T T E D E L A N D 225
„Skidt, naturligvis! ... Hvordan skulde det ellers gaa?"
„Ja, saadan maa desværre ogsaa vi Forretningsfolk klage. Overalt
Flovhed i Omsætningen og Nedgang i Priserne! Hvad skal
det blive til? ... Jeg sagde det netop til min Kone forleden.
Hvor er det kedeligt, sagde jeg, at man ikke kan tilbyde sine
Kunder lettere Afviklingsvilkaar. Jeg vil nu slet ikke tale om
den Glæde, man vilde kunne have af at hjælpe gamle Venner
og gode Kunder i en øjeblikkelig Forlegenhed, i det hele hjælpe
med Daad som med Raad, hvor det tiltrænges. Man har i disse
Tider selv ondt nok ved at svare hver sit. Jeg veed saamænd
i Øjeblikket slet ikke, hvor jeg skal faa Midler fra til at klare
mig i næste Termin. Det er virkelig haardt, kan De tro, naar
man er kommen i min Alder, og har henved tyve Aars — jeg
tør nok sige hæderlige — Anstrengelser at se tilbage paa. Jeg
er i Øjeblikket aldeles blottet, aldeles blottet!"
Dyrlægen, der havde hørt denne Tale før og tilfulde forstod
Meningen med den, brummede nogle uforstaaelige Ord i Skægget
og kastede utaalmodige Blikke hen til Køkkendøren. Han
havde virkelig indfundet sig her i Haabet om at kunne laane et
Par Kroner, men havde i Øjeblikket ikke Tanke for andet end
den forestaaende Selvbedøvelse.
Endelig viste Fruen sig med Anretningen paa en Bakke; Aggerbølle
tog straks et Glas, dækkede akkurat Bunden af det med
Vand og fyldte op med Kognak; og uden at afvente Klinken
eller Skaalen førte han det med rystende Haand til sine Læber
og tømte det halvt.
„Naa," udbrød han lidt efter, hurtig gjort snakkelysten af Spiritusen,
og anbragte sig i sin Yndlingsstilling med Armene korslagte
over Brystet. „Lad os høre, er der ikke noget nyt at fortælle?"
„Noget nyt? Lad mig se!" sagde Viliing, der sad og rørte
samvittighedsfuldt rundt i sit Glas. „Ja, der er det nye, at der
har været Møde hos Sogneraadsformanden idag."
„Kalder De det nyt! Fanden heller! Jeg synes saamænd, de
holder Møde der hver evige Dag! Bønderbæsterne har jo ikke
andet at bestille i vore Dage! Mælken sender de til Andelsmeje-
Det forjættede Land 15
226 D E T F O R J Æ T T E D E L A N D
rierne, og Svinene til Fællesslagterierne ... saa kan de saa
dejlig gaa hjemme og vigte sig! Nej, det gik anderledes til i de
forrige Dage, Brødre!"
„Det skal nok have været Tillidsmændene, som var samlede."
„Tillidsmændene?" foer Aggerbølle op. „Skal vi maaske trækkes
rundt til politisk Halløj igen! Det er jo ikke mere end otte
Dage, siden vi havde Møde her! ... Ja, er det ikke det, jeg
siger! Kan man dog ikke ærgre sig Leveren ud af Kroppen, naar
man tænker paa, hvad de Hængetryner har lavet sammen her
i Landet! Hvordan har de ikke myrdet ... ja, jeg siger myrdet!"
gentog han med hævet og knyttet Haand — „myrdet og begravet
den sidste Rest af god gammel dansk Gemytlighed med al deres
forbandede Lammebrægen! Det skulde gamle Didrik Jakobsen
have vidst! Kan De huske gamle Didrik Jakobsen, Villing? Det
var en Stadskarl! Hans store Julegilder, hva' ... med Skinkestege
paa to-tre Lispund og Rødkaal og Snaps og gammelt Godtøl
og en god Kaffepunsch, der kunde trøste En lidt for Livets Skuffelser
og Sorger! . . . Og Fastelavnsugen, Villing, hvor vi ikke
fik Blund paa Øjet fem Nætter itræk! Det var en Tid at leve i!"
Villing og Frue vekslede vemodige Blikke. Ogsaa hos dem
vakte Aggerbølles Ord kære Erindringer. Det var nemlig i deres
Butik, at saa mange af de omtalte gode Sager var bleven
købt, og det havde hørt til deres Samlivs lykkeligste Øjeblikke,
naar de Aftenen efter et saadant Gildelag, hvor undertiden over
hundrede Personer havde spist og drukket tæt, satte sig sammen
i Sofaen over den store Hovedbog og med en ny Staalpen udskrev
den vidtløftige Regning og sammentalte de alenlange Talrækker.
„Og Søren Himmelhund," vedblev Aggerbø'le, mere og mere
henreven af sine Minder. „Kan De huske, Villing, — den Gang
han slagtede en hel Fedetyr til sit Brændevinsgilde! ... Hvad
faar man vel nu? Ikke en Gang et ordentligt Sulebord til et
' Bryllup! Bare en Slat lunken Kaffe med en Sukkerkringle til ...
og for Resten Gimle-Sange og Gammens-Tale og Venne-Ord og
svedige Haandtryk! Og det skal være det nye Fremskridtsfolk?
Det skal være Landets Ungdom! Ned med det Rak! Ned med de
Hallunker, siger jeg!"
D E T F O R J Æ T T E D E L A N D 227
Erindringen om den to Timer lange, ydmygende Kval, han nys
maatte udstaa i Præstegaarden, havde gjort ham ganske ude af
sig selv. Villing tyssede helt bestyrtet paa ham, og tilsidst syntes
han ogsaa selv at blive noget betænkelig ved sine Ords Dristighed.
Han holdt pludselig inde, — og der blev et Øjeblik saa
uhyggelig stille i Stuen, som om Væver Hansens Skygge usynlig
havde sneget sig gennem Rummet.
„Hvorledes har Deres Familie det, kære Aggerbølle?" spurgte
nu Fruen for at give Samtalen en anden Retning.
Dyrlægen gjorde en afværgende Bevægelse med Haanden og
vendte Hovedet bort med den smertelige Grimace, hvori hans
Ansigt altid fortrak sig, naar nogen talte til ham om hans Kone.
„Lad os ikke tale derom, Fru Villing! Det opriver mig saa
frygteligt! ... Det er min Trøst, at hvad jeg paa Grund af Tidernes
Ugunst og — lad mig kun tilføje det — paa Grund af
min egen Svaghed nu maa lide, lider jeg for min stakkels Kone
og mine uskyldige smaa Børn. Havde det ikke været for deres
Skyld, sandelig jeg havde for længe siden rejst mig som en
Mand og spyttet de Hallunker min Foragt lige i Øjnene! Men det
har jeg en Gang for alle lovet mig selv, at min lille Kone og
mine stakkels smaa Børn, dem vil jeg bringe dette Offer ... for
dem vil jeg tømme den bedske Skaal til Bunden! '— Nej, sandelig,
min bedste Fru Villing — deri tager De fejl. En saa haardhjertet
Bøddel er jeg da heller ikke, at jeg for min Stoltheds
Skyld skulde lade min Sophie lide mere, end hun allerede gør —"
„Men kære Hr. Aggerbølle, jeg har jo slet ikke sagt —" indvendte
Fru Villing spagfærdigt.
„Nej, nej, min bedste Frue! De kender ikke min Sophie ...
det er Sagen! De har ikke som jeg elsket hende under snart
tyve Aars bitre Sorger og Trængsler. Saa lærer man at takke
Gud for en god og trofast Ægteviv ... og det har min Sophie
været mig! Et Mønster paa en Hustru og Moder, tør jeg sige ...
ædel, altopofrende, en Engel i Taalmodighed og saa smuk, saa
yndig paa sit Smertensleje ..."
Kognaken var begyndt at gøre sin sædvanlige Virkning paa
ham. Han satte sin Næseklemmer for sine stift stirrende Øjne
15*
228 D E T F O R J Æ T T E D E L A N D
for at skjule Taarerne, der var ved at vælde frem. Hans Stemme
var tilsløret af Bevægelse, og Ord og Ansigtsudtryk røbede den
uformindskede Lidenskab, hvormed han stadig tilbad sin Hustru,
og hvis Fyrighed kunde gøre et helt uhyggeligt Indtryk paa dem,
der kendte den lille hensvindende Rest af et Menneskeliv, som
kaldtes Fru Aggerbølle.
„Min stakkels Kone er i denne Tid frygtelig medtaget!" vedblev
han, idet han opgav længer at kæmpe mod sin Sindsbevægelse.
„De veed, hun lider af disse skrækkelige Syner, disse
Hallucinationer, saasnart hun er alene. De kan tro, det er forfærdeligt
for mig at tænke paa! Forleden Aften, da jeg kom hjem
fra et Sygebesøg ... det var bleven noget sent, troer jeg ... saae
jeg allerede paa Afstand, at der var tændt Lys inde i Sovekammeret.
Jeg forstod, at der maatte være noget ivejen, og da jeg
kommer derind — aa, jeg vil aldrig glemme det Syn! — finder
jeg min lille Kone siddende oprejst i Sengen, hvid som et Lagen
og rystende som i Dødskrampe. Jeg styrter hen til hende og
tager hende i mine Arme; men hun kunde i Begyndelsen slet
ikke tale. Min elskede Sophie, raabte jeg — hvad er der sket?
Hvad er der sket? Endelig fik hun Kræfter til at fortælle
mig, at hun havde hørt nogen pusle uden for omkring Huset og
set skrækkelige Ansigter paa Ruderne, og at man havde raabt
ind til hende, at man vilde trænge ind og dræbe hendes Børn
lutter Feberfantasier naturligvis, men alligevel saa forskrækkeligt,
saa forfærdeligt at være Vidne til!"
Han formaaede ikke længer at beherske sig. Taarestrømme
stod ham ud af Øjnene, og han bøjede sig frem og lagde Hovedet
i sin Haand.
„Men bedste Hr. Aggerbølle," udbrød samtidigt Hr. og Fru
Villing med oprigtig Medfølelse. Og idet Villing opmuntrende
klappede ham paa Knæet, fortsatte han: „Vær dog ikke saa
utrøstelig, kære Ven! De skal se, Sommervarmen vil nok hjælpe
Deres Hustru. Naar Foraaret kommer, glemmer vi allesammen
den lange Vinters Plager."
Men han hørte intet længer. Han var sunken hen i den mørke,
grublende Fortvivlelse, der dannede et af Drukkenskabens Stadier
hos ham.
D E T F O R J Æ T T E D E L A N D 229
Omsider løftede han sit tunge Hoved.
„Veed De, hvad jeg troer?" sagde han med en hæs, ligesom
fremmed Stemme, idet ogsaa han opløftede sin Haand. „Der er
noget Troldskab i Luften herude paa Landet ... noget Djævelskab
et eller andet Sted —"
„Men Hr. Aggerbølle dog!" klynkede Fruen. „Det sagde De
ogsaa forleden. De gør os jo saa uhyggelig tilmode."
„Forlad mig, bedste Fru Villing ... men De forstaar mig ikke!
Jeg troer hverken paa Spøgelser eller Aander eller paa Genfærd
med Hovedet under Armen ... den Slags Tossehistorier
overlader jeg til Hængetrynerne at give tilbedste! Men jeg siger,
der er noget andet Troldpak herude ... noget, som stjæler Livskraften
fra os, Fru Villing, ... som malker Sjæl og Blod og
Marv ud af Kroppen paa dem, hvis Vugge ikke har staaet herude
under den store Himmel ..."
„Hør nu, Aggerbølle," afbrød Villing ham, „lad Dem for
Guds Skyld ikke saadan henrive, bedste Ven; ... lav Dem et
lille Glas til og se at komme paa lidt mindre triste Tanker. Vi
skulde vel ogsaa have vor lille Sjavs iaften. Vi kan saamænd alle
tre trænge til en Smule Opmuntring i disse tunge Tider."
Ligesom vaagnende af Drømme rettede Aggerbølle sig op og
foer sig med bægge Hænder gennem Haa.ret under den hæftige
og vedholdende Skudren, der var ham egen. Med et usikkert
Blik skelede han op til Uret paa Piedestalen og mumlede:
„Jeg skulde vel se at komme hjem .. . Jeg troer, jeg lovede
min Kone "
„Nej, veed De hvad, kære Ven ... i den Sindsstemning, hvori
De for Øjeblikket befinder Dem, faar De virkelig ikke Lov til
at gaa hjem; De vil bare smitte Deres Kone med Deres Tungsindighed.
Husk ogsaa paa, at jeg forleden vandt tretten tusinde
Kroner fra Dem. De maa dog have Revanche! ... Lille Sine, tag
Kortene frem og bland Hr. Aggerbølle et halvt Glas endnu."
Ved det blotte Syn af Kortene var det ude med Aggerbølles
Modstandskraft.
Men heller ikke for Ægteparret Villing var disse smaa Spillepartier
saa stor en Opofrelse, som de gærne vilde give det Ud230
D E T F O R J Æ T T E D E L A N D
seende af. Rigtignok havde de paa Grund af Aggerbølles totale
Bankerot maattet opgive at spille om Penge; men deres Interesse
for Spillet var bleven genvakt, efter at de var kommen paa den
lykkelige Ide alligevel at føre en Slags Regnskab og paa dette
at opføre Beterne med Summer af svimlende Størrelse, der satte
deres Fantasi i Bevægelse og tilfredsstillede deres Lidenskab
for Tal og Addition.
Snart sad man omkring det ryddede Bord og gav Kortene
rundt til en saakaldt „flyvende Sjavs".
„Jeg melder," sagde straks Aggerbølle, der havde Forhaanden.
„Jeg ogsaa," nynnede Fruen.
„Aa, ... jeg tør vel vove at byde over en Gang," istemte
Villing og strakte Haanden ud for at tage de to Købekort, der
laa paa Bordet.
Men Aggerbølle kom ham i Forkøbet. Han strøg med sin
svampede Næve Kortene tilside og erklærede, at han spillede
paa dem, han havde.
„Hold paa Skibet, Skipper, vi ruller jo!" lo Villing. „De er
nok kommen paa Lykkepladsen iaften, Dyrlæge!"
Aggerbølle paasatte sig den Næseklemmer, som han for et
Par Aar siden havde anskaffet sig for med den at hævde sin
Aands- og Dannelsesoverlegenhed overfor „Hængetrynerne".
Hans Ansigt, der ved hans Indtrædelse havde været blaablegt,
var efterhaanden bleven ildrødt og dampede af Spiritus. Da han
havde vundet sit Spil og endog gjort sine Modstandere „Jan",
plantede han bægge Hænder i Siden, saae smilende fra den ene
til den anden og sagde:
„Hør, Brødre! ... Her sidder vi forresten rigtig fornøjeligt!"
ANDEN BOG
I
FTER nogle Dage med afvekslende mildt og regnfuldt Vejr
rejste der sig om Søndagen ved Solnedgang en heftig Storm
fra Nord. Hansine sad om Aftenen alene hjemme hos Børnene,
der var kommen tidlig til Ro. Emanuel og Tjenestefolkene saavelsom
Husets sædvanlige Aftengæster var taget til det store
Protestmøde i Skibberups Forsamlingshus, hvortil der i Løbet af
Dagen var strømmet Folk sammen fra det hele Herred. Ligefra
om Formiddagen havde Vognene rullet gennem Byen med udensogns
Meningsfæller, og mange af dem havde standset udenfor
Præstegaarden og efterladt Folk, der benyttede Lejligheden til
at hilse paa Emanuel og deltage i Gudstjenesten i Vejlby Kirke.
Desuden havde de to indforskrevne Rigsdagstalere — et Par
vestjyske Bønder — været der i et langt Besøg, og om Eftermiddagen
var der kommen en Samling Elever ovre fra Sandinge
Højskole med Bud og Hilsen fra den gamle, nu mest sengeliggende
Forstander. Og alle disse Mennesker skulde enten have
Kaffe eller noget at spise, saa der havde den hele Dag været
et Rykind og en Travlhed som i en Gæstgivergaard paa en
Markedsdag.
Hansine havde glædet sig til disse stille Aftentimer efter den
lange og urolige Dag. Det faldt ikke ofte i hendes Lod at have
det saa uforstyrret, — og hun delte slet ikke Emanuels Henrykkelse
over altid at se Huset fuldt af fremmede. Hun ønskede
tværtimod ofte, at han vilde aabne Dørene lidt mindre højt for de
mange Venner, der efterhaanden havde vænnet sig til at gaa ud
232 D E T F O R J Æ T T E D E L A N D
og ind i Præstegaarden næsten som i deres eget Hjem. Da hun nu
endelig var bleven ene, og Børnene var bragt tilsengs, og da hun
havde faaet Lampen tændt og sat sig hen ved det lange Bord i
Storstuen med noget Stoppearbejde, følte hun sig alligevel lidt
uhyggelig tilmode ved at sidde saa forladt i det tavse og tomme
Hus, med hvis store Rum og hele Indretning hun overhovedet
havde ondt ved at blive fortrolig. Skønt hun nu snart i syv Aar
havde haft sit Hjem her, havde hun bestandig vanskelig ved helt
at frigøre sig for en Fornemmelse af selv at være en fremmed,
en ukaldet Gæst i disse højloftede Sale. Ofte grundede hun over,
hvordan Emanuel kunde føle sig saa vel tilpas her og i det hele
være saa tilfreds, endskønt deres Samliv i Aarenes Løb var
blevet saa ganske anderledes, end de i sin Tid bægge havde
tænkt sig det. Selv sendte hun mangen Gang — og især efter
en urolig Dag som denne — en vemodig Tanke til det lille hybenbevoksede
Boelssted ude ved Bækken mellem Egedets grønne
Bakker, som de i deres Forlovelsestid havde tænkt paa at købe;
og idet hendes Fantasi udmalede for hende, hvor godt og lunt
og fredeligt de kunde have haft det derude i de smaa hyggelige
Stuer, borte fra de mange Mennesker og med den vide Strand
til Nabo, trængte Præstegaardens store Øde sig dobbelt koldt og
knugende omkring hende.
Dertil kom nu den stigende Larm af Stormen, der susede over
Huset og førte al Slags Smaastøj ind til hende ude fra Udbygningerne.
Ovre i Ladelængen stod en Loftsluge og slog, og paa den
stærke og vedholdende Rykken i Forstuedøren kunde hun mærke,
at Niels igen havde glemt at lukke Portfløjene. Fra Stalden hørtes
nu og da en dyb Brummen af en af Køerne, — og alle disse
Lyde vakte hendes husmoderlige Bekymringer. Hun kom til at
tænke paa, om Abelone ikke skulde have glemt at malke Vejrløle-
Kvien, inden hun gik, og om der var bleven set godt efter i den
Køkkenaske, der om Eftermiddagen var kastet ud paa Møddingen.
Abelone var bleven saa adspredt i den sidste Tid og havde
faaet saa besynderlig travlt med at kigge ud af Bryggersvinduet,
saasnart Niels gik over Gaarden ... Bare Niels ikke blev for
stor paa det over al den Stads, der blev gjort af ham, siden han
D E T F O R J Æ T T E D E L A N D 233
var begyndt at skrive i Aviserne. Han var allerede bleven svært
efterladende med sit Arbejde, syntes hun.
Hun blev afbrudt i sin Tankegang ved en klynkende Lyd inde
fra Sovekammeret, hvortil Døren stod paaklem. Det var Gutten,
der laa og klagede sig i Søvne. Hans Fader havde om Formiddagen
taget ham med til Skibberup, for at han under Gudstjenesten
kunde løbe og lege med Aalefiskerens Børn nede ved den
friske Strand; men efter Hjemkomsten var han pludselig forsvunden
og havde ikke været til at opraabe hele Eftermiddagen.
Først i Mørkningstiden, efterat Emanuel var gaaet, havde hun
fundet ham oppe paa det øverste af Loftstrappen, hvor han havde
siddet med Hænderne for sit syge Øre, ganske ophovnet i Ansigtet
af Graad. Hun havde straks bragt ham tilsengs og heldt
nogle Draaber af gamle Stryne-Grethes „Høreolie" ned i Øret,
hvorefter han ogsaa hurtig var falden i Søvn. Men endnu under
Søvnen vedblev han af og til at klage sig; og dette fornyede
Udbrud af Guttens gamle Lidelse bidrog sin Del til den lidt
modfaldne Sindsstemning, hvori hun iaften befandt sig.
Hun havde aldrig ret kunnet forlige sig med Emanuels Lyst
til i al Slags Vejr at tage Børnene med sig overalt, hvor han
færdedes; og endnu mindre kunde hun forstaa, at han rolig gav
dem Lov til saa frit at tumle sig mellem alle Gadens Børn, hvor
de dog udsattes for saa meget, der ikke var af det gode. Hun
huskede fra sin egen Barndom de mange stygge Ting, der gik
i Svang netop mellem Fattigbørnene, og hver Gang hun saae
Gutten og Sigrid løbe om imellem dem, ganske som hun selv
en Gang havde gjort det, med Træsko og lappede Klæder, havde
hun ondt ved undertrykke lidt Bitterhed og Mismod under en
forstærket Følelse af, hvor forskelligt Emanuels og hendes Samliv
var blevet fra det Billede af et Liv i Aandens Verden, som
hun i sin Tid havde dannet sig paa Højskolens Bænke. Gang
efter Gang havde hun foresat sig at tale indtrængende til Emanuel
om Børnenes Forhold; men endnu havde hun ikke kunnet
faa den rette Frimodighed dertil. Saasnart hun saae ham træde
ind i Stuen, altid glad og tryg og saa opfyldt af sin store Gerning,
mistede hun Tilliden til sig selv. Overfor hans urokkelige For234
D E T F O R J Æ T T E D E L A N D
trøstningsfuldhed og den glade Selvopofrelse, hvormed han gav
sig hen i sit Kald, kunde hun aldrig finde Ord for, hvad hun
vilde sige, og følte sig skamfuld over sine dagligdags Smaabekymringer.
. .. Inde fra Sovekammeret hørtes pludselig en Række smaa
Skrig. Hurtig lagde hun Arbejdet bort og rejste sig. Men da
hun naaede ind til Guttens Seng, fandt hun Drengen i tilsyneladende
fuldkommen rolig Søvn. I den Tro, at hun havde hørt
fejl, vilde hun just vende tilbage til Stuen, da han i det samme
kastede sig om paa Ryggen, skurede Tænderne imod hinanden
og paany udstødte tre angstfulde Skrig.
„Men Barn dog! ... Hvad er der ivejen?" raabte hun og rejste
ham op i Sengen for at faa ham vaagen.
Purken gned sig med bægge Hænder ind i Øjnene, saae sig
derpaa omkring i dyb Forundring og sagde endelig:
„Jeg har det godt."
„Men hvorfor raaber du da saadan? ... Har du drømt noget
slemt? Eller gør det ondt noget Sted?"
Han syntes ikke at høre hende. Hans Øjne voksede sig underlig
store og stirrede ret frem med et Udtryk af levende Optagethed
blandet med Bestyrtelse.
„Mo'er!" sagde han.
„Ja, hvad er der, min Dreng? Du gør mig saa forskrækket.
„Der er kommen en Flue ind i mit Hoved."
„Som du snakker, Barn! Det er noget, du har drømt, kan
du nok forstaa. Læg dig nu roligt ned og sov, saa gaar det
nok over."
„Nej, det er virkelig sandt ... Jeg kan mærke den hele Tiden.
Den kan vist ikke komme ud, Mo'er."
Ved de sidste Ord fortrak hans Ansigt sig, og efter en kort
Kamp med Stoltheden kastede han sig i Angst ind til Moderen
og begyndte at græde. Hun klappede ham beroligende paa Haaret;
og med sin sædvanlige Godmodighed tørrede han da ogsaa
snart sine Øjne og puttede sig ned under Dynen. Med et lille
Suk lagde han bægge Hænderne under Kinden og faldt et Øjeblik
efter isøvn.
D E T F O R J Æ T T E D E L A N D 235
Men Hansine blev staaende ved Sengen. Drengens Ord og
besynderlige Adfærd havde gjort hende for Alvor ængstelig; hun
vidste ikke, hvad hun skulde tro. Og som hun nu stod og betragtede
ham ved Lysskæret fra Natlampen, tog hun et Løfte af
sig selv. Hun vilde nu ikke tøve længer med at faa Klarhed over
Drengens Tilstand. Endnu samme Aften vilde hun tale alvorligt
med Emanuel derom, og hun vilde denne Gang ikke give tabt,
før Doktoren var bleven hentet og hans Mening hørt.
II
Klokken var næsten ti, og Hansine sad atter inde i Storstuen
og stoppede Børnenes Strømper, da Emanuel kom hjem.
„Guds Fred herinde!" sagde han med den Indtrædelseshilsen,
som han havde optaget efter de gamle Bønder, og blev et Øjeblik
staaende henne i Halvmørket ved Døren. Han holdt en
slukket Lygte i den ene Haand, en Egekæp i den anden, det lyse
Skæg bølgede forblæst ned over hans mørke, kutteagtige Vadmeis-
Kavaj, hvis Hætte han havde slaaet op over Hovedet. „Er
Niels kommen hjem?"
„Nej, jeg har ikke hørt nogen."
„Heller ikke Abelone?"
„Nej."
„Stakkels Barn! Hun vil faa Møje med at kæmpe sig op mod
Blæsten. Det er jo blevet en halv Orkan ... og et Mørke, saa
man ikke kan se Haanden for sig. Nede under Aasen blæste
min Lygte ud; jeg havde sandelig nær ikke fundet Vejen. —
Naa, alting frist', Hjemmet bedst!"
Han satte Lygten fra sig paa Bænken ved Døren og skilte
sig af med Stok og Kappe.
„Og nu kan du tro, jeg har nyt at fortælle dig!" fortsatte han
oprømt, idet han nærmede sig og pustede paa sine blaafrosne
Fingre. Først da han naaede helt hen til hende og vilde lægge
Hænderne paa hendes Hoved for at trykke Genkomstkysset paa
hendes Pande, lagde han Mærke til hendes urolige og fraværende
Ansigtsudtryk.
236 D E T F O R J Æ T T E D E L A N D
„Men hvad er der, bedste Ven? Der er da ikke hændet
noget?"
Hun søgte sig en anden Strømpe ud af Bunken, der laa foran
hende paa Bordet, og sagde i et Tonefald, hvori der sporedes
en tilbageholdt Anklage:
„Aa, det er igen Gutten, Emanuel!"
„Gutten? Hvad er der med ham? Han er da ikke bleven
borte? Jeg saae ham ikke hele Eftermiddagen.
„Nej, den Ting fik jeg jo opklaret; ... jeg fandt ham oppe paa
Loftstrappen, da du var gaaet. Det var igen galt fat med Øret,
saa jeg maatte bringe ham i Seng. Jeg veed ikke, hvad det er,
der er ivejen med ham; jeg har aldrig set ham saa underlig
som iaften."
„Men hvad er det, du siger! Lad mig se ham!
Han vilde tage Lampen fra Bordet, men hun holdt hans
Haand tilbage.
„Det behøves ikke. Den kunde vække ham; ... jeg har tændt
Natglasset derinde."
Hun rejste sig og fulgte efter ham ind i Sovekammeret, hvor
Gutten endnu laa og sov, svagt belyst fra det rødlige Skær fra
en lille Flamme, der svømmede ovenpaa et brunt Oljelag i et
Vandglas bag hans Hovedgærde. Med bægge Hænder under
Kinden og optrukne Knæ laa han ganske stille. Ikke en Linje
i hans Ansigt røbede i dette Øjeblik andet end den sundeste og
tryggeste Hvile.
„Men han sover jo som en Dagtærsker!" sagde Emanuel.
„Der kan umulig være noget ivejen med ham! Du har ladet dig
skræmme, Hansine!"
„Jeg forstaar det ikke ... før snakkede han helt som i Vildelse
og raabte saa fælt. Det kommer saadan stødvis over ham."
„Aa, det er Foraarsluften, kan du tro! Den gør gerne Børns
Søvn urolig. Du skal se, imorgen er han med Guds Hjælp
frisk igen."
„Men jeg synes alligevel, Emanuel, at vi nu skulde
„Saa køn han ser ud!" vedblev han stille smilende. Som de
fleste Folk, der gerne hører sig selv tale, overhørte han i AlminD
E T F O R J Æ T T E D E L A N D 237
delighed andres Bemærkninger. Han havde lagt sin Arm om
Hansines Liv og betragtede med et Blik fuldt af Faderlykke det
lille rødlokkede Hoved, der laa der saa dybt nedsunket i de
hvide Puder. „Ganske som en lille Engel i Vorherres Skød. Er
det ikke et yndigt Syn! ... Kan du i det hele forstaa, Hansine,
at Folk, der har Børn, kan være Gudsfornægtere? For mig
ligger der et saa tydeligt Genskin af det hinsidige Lys, en saa
yndig Bebudelse af den himmelske Fryd og Fred over et saadant
sovende Barns Træk. Naa," afbrød han sig selv og
slap Hansine. „Hvordan staar det saa til med de andre to Smaatrolde?
Med dem har der vel ikke været noget ivejen? Man kan
da høre Tyksakken snorke, saa det er en Lyst."
Mens han talte, bevægede han sig rundt om Sengene og
bøjede sig ned over sine „tre Tønder Guld", som han ofte spøgende
kaldte sine Børn. Ved hver Seng tog han en Kommenskringle
frem af sin Baglomme og puttede den halvt ind under
Hovedpuden, saa at Børnene straks maatte se den om Morgenen,
naar de vaagnede.
„Jeg kiggede et Øjeblik indenfor hos Bageren. Jeg syntes, at
jeg ikke skulde komme helt tomhændet hjem til dem en Dag som
denne. Se saa! Nu er det vist ogsaa bedst, vi lader dem have
Ro. Og jeg har jo saa meget nyt at fortælle dig iaften. Lad
os komme ind!"
De vendte tilbage til Stuen, hvor han straks gav sig til at vandre
frem og tilbage over det store Gulv for udførligt at berette
om alt, hvad der var foregaaet i Skibberup Forsamlingssal. Hansine
hørte dog kun efter med det ene Øre. Hun havde ikke
sluppet sit Forsæt og var endnu fast bestemt paa at benytte den
første Lejlighed til atter at lede Samtalen hen paa Gutten.
„Men veed du, hvad der blev hele Mødets Glanspunkt?" udbrød
Emanuel og standsede midt paa Gulvet med Hænderne i
Siden og fremoverbøjet Overkrop. „Prøv engang at gætte, Hansine?"
„Det nytter vist ikke noget, ... sig du det hellere," sagde hun.
„Din Fa'er!"
Hansine saae op fra sit Stoppearbejde.
238 D E T F O R J Æ T T E D E L A N D
„Fa'er?"
„Ja — ingen anden end din kære gamle, blinde Fa'er!"
„Talte Fa'er?"
„Javist! ... Aa, jeg vilde ønske, jeg rigtig kunde give dig en
Forestilling om den Begejstring, ja ligefrem Jubel, hans Fremkomst
vakte. Det var i Sandhed hjertegribende!"
„Men kan Fa'er da tale?" spurgte Hansine i stigende Forbavselse.
„Ja, det var ikke saa meget Ordene, du! Det var hele hans
Fremtræden og hans mægtige Sindsbevægelse ... Ser du, Sogneraadsformanden
havde netop talt — lidt langt og lidt vidtsvævende,
saadan som han jo desværre har for Vane — og Resolutionen
skulde til at oplæses, da din Fader, der havde Plads tæt under
Talerstolen, rejste sig for bedre at kunne høre, hvad der blev sagt.
Men rundt om i Salen blev hans Bevægelse misforstaaet; man
troede, han vilde sige noget, og fra alle Sider begyndte man at
raabe: Op paa Talerstolen! Op paa Talerstolen! Kort og godt
før din Fader kunde faa sig forklaret, blev han af to Mænd ledet
fra sin Plads op paa Tribunen. Han gjorde nu heller ikke stor Modstand
... og du kender jo hans Undselighed, saa du kan deraf
slutte dig til hans og hele Mødets Stemning. Jeg vil hele mit Liv
ikke glemme det Øjeblik!"
„Men ... men ... hvad sa'e han da?"
„Ja, som sagt, det var ikke saa meget Ordene ... det var
selve Synet af den gamle, blinde Mand med det store, hvide
Haar, der dukkede op der som et endnu levende Vidne fra Trældommens
Dage, som han jo virkelig selv næsten har oplevet.
Det var som at høre en Røst fra Graven, da han opløftede
sin Haand og med rystende Gammelmandsstemme raabte: „Er
det Træhesten, vi skal ha'e igen? Er det Meningen? Skal vi Bønder
igen være Kvæg for Herremanden?" — ja, andet sagde han
egentlig ikke, men du skulde have hørt det tordendrønende „Nej,
nej! Det skal aldrig ske!", der rungede gennem Salen efter hans
Ord. Jeg vilde blot ønske, at Folkefrihedens Fjender havde været
tilstede og fornummet den Malmklang af hærdede Viljer, der var
i det Raab; de skulde da nok have indset, hvor haabløs deres ModD
E T F O R J Æ T T E D E L A N D 239
stand er. Jeg tror det nu ganske sikkert ... Umenneskelighedens
Tider er uigenkaldelig forbi. Tusindaarsrigei vil oprinde med sin
Herlighed og Fryd. Fred paa Jorden og mellem Menneskene! Saaledes
skal det lyde mod alle Verdenshjørner . . . Aa ja, hvor er jeg
dog et lykkeligt Menneske!" udbrød han og gik hen og lagde
sine Hænder om Hansines Hoved. „Aldrig kan jeg takke Vorherre
nok for, at der skulde times mig dette. Hvor var det dog paa høje
Tid, han viste mig Vejen ud af det Sodoma, hvor Livet nu er en
stakket Kamp med Døden og Forraadnelsen. Hvor dejligt det er
at aande her, hvor alt er i Udspring, hvor alt er Foraar, Morgengry
og Lærkesang! Tænk, at du og jeg og vi alle har faaet Lov
til efter fattig Evne at bygge med paa Fredens og Sandhedens
og Retfærdighedens evige Rige! ... Naar jeg mindes mig selv fra
Fortidens Dage, saa synes jeg, at jeg er bleven som et helt nyt
Menneske nu, at jeg har afkastet en gammel, skrumpen, hæslig
T r o l d e h a m . Og f o r a l d e n n e L y k k e s k y l d e r j e g , n æ s t G u d , d i g
den største Tak, min Ven! ... Ja, ja! Nu slaar du Øjnene ned
og bliver rød. Men det er dog saa, at du blev den Prinsesse, uden
hvem jeg aldrig havde vundet mit halve Kongerigel"
III
Det blev først den næste Morgen, at Hansine fik Frimodighed
til med tilstrækkelig Styrke at fremsætte sit Forlangende om, at
Doktoren skulde hentes. Emanuel blev i første Øjeblik næsten
vred. Han bebrejdede hende — som saa ofte før — hendes Bekymringsfuldhed,
hendes Svaghed i Troen paa Forsynets Miskundhed
og hendes Tilbøjelighed at søge sin Trøst i allehaande Menneskepaafund
istedetfor tillidsfuldt at lægge alt i Guds naaderige
Hænder. Han talte saa indtrængende til hende, saa varm af Troes-
Iver og i et saa bedrøvet Tonefald, at hun tilsidst følte sig ganske
skyldbetynget og begyndte at græde.
Men ved Synet af hendes Taarer formildedes han øjeblikkelig.
Han gik hen for at kysse hende paa Panden, men gjorde hermed
kun ondt værre, saa hun vendte sig bort under en modløs Hulken.
Han stod ganske overrasket. Han var ikke vant til at se hende
240 D E T F O R J Æ T T E D E L A N D
saaledes lade sig overvælde af sine Følelser. Han havde ikke set
hende græde siden hint Øjeblik paa deres Forlovelsesaften, da hun
ufrivilligt havde aabenbaret ham sin Kærlighed, og Erindringen
om denne lykkelige Stund gjorde ham nu saa bevæget, at han selv
fik Taarer i Øjnene og angergiven bøjede sig ned og klappede
hendes Haar og vaade Kind.
„Min kære, — kære Ven! Havde jeg vidst, at mine Ord kunde
gaa dig saa nær til Hjertet, havde jeg sandelig ikke sagt dem.
Jeg mente det ikke saa slemt. Du veed jo ogsaa nok — ikke
sandt? — at naar du virkelig troer, at det kan være dig til nogen
Beroligelse at høre Doktor Hassings Mening, kunde det aldrig
falde mig ind for Alvor at modsætte mig det. Jeg vil straks gaa
ud til Niels og bede ham spænde for. Saa kan vi have Doktoren
her allerede i Formiddag."
. . . Da H a n s i n e e t K v a r t e r s T i d e f t e r h ø r t e V o g n e n r u l l e
ud gennem Porten, drog hun et Lettelsens Suk og gav sig til at
rydde op inde i Stuerne, for at der kunde se lidt ordentligt ud til
Doktorens Modtagelse. Det var første Gang, hun ventede Besøg
af en fremmed, der kunde antages at ville se paa hendes Hjem
med uvillige Blikke, og hun følte selv, at der var adskilligt, der
kunde og burde have været anderledes. Inde i Sovekammeret
blev der lagt rent paa alle Sengene, og Sigrid og den lille Dagny
blev hentet ind fra Gaarden for at pyntes lidt. Helst havde hun
givet dem bægge deres Søndagstøj paa; men da hun havde paa
Fornemmelsen, at Emanuel ikke vilde synes om det, nøjedes hun
med at sæbevaske dem i Ansigtet og give dem rene Forklæder
paa. Gutten maatte hun lade være, som han var. Han havde den
sidste Halvdel af Natten været temmelig rolig og sov endnu saa
fast, at hun ikke nænnede at vække ham. _
Emanuels udprægede Ulyst til at se Egnens Læge i sit Hus
havde en dobbelt Aarsag. For det første nærede han en indgroet
Uvilje imod Lægerne i Almindelighed. Han vilde hævde, at der
i det moderne Samfund blev tillagt disse Folk en altfor overdreven
Betydning, ja han gav dem en væsentlig Skyld for den Blødagtighed
og de Udsvævelser, der havde undergravet de dannede Klasser
i Nutiden. Det var hans Overbevisning, at den blinde Tillid,
D E T F O R J Æ T T E D E L A N D 241
hvormed Folk i vore Dage havde kastet sig i Lægens og Apotekerens
Arme, rummede den alvorligste Fare for en sund og sædelig
Udvikling af Menneskelivet, idet mange taabeligt troede at være
istand til at bøde paa legemlige og aandelige Udskejelser ved
Hjælp af Piller, Miksturer og Elektricitet og derfor turde lade
haant om de eneste og sande og virksomme Lægemidler: Maadehold,
Nøjsomhed og legemligt Arbejde.
Men ved Siden heraf var der en særlig Grund til hans Sky for
Doktor Hassing. Denne Mand var nemlig saa at sige den eneste
udenfor Vennernes Kres, med hvem han i disse Aar var kommen
i en Art Forbindelse, idet de nogle Gange var truffet sammen ved
Syge- og Dødssenge, — og Lægen havde da med sin altid paa
det omhyggeligste plejede Person, sit tilknappede Væsen og sine
formelle Talemaader paa en ubehagelig Maade paatvunget ham
en fornyet Berøring med de Omgangsformer, som han foragtede
og havde flyet. Desuden var det almindelig bekendt, at han —
som de fleste af sine Kolleger — var Fritænker og oftere havde
udtalt sig spottende om de kristnes Tro paa Forsynets Bistand og
Guds Ords Forjættelser. Endelig var det den almindelige Mening i
Egnen, at Doktor Hassing var en højst middelmaadig Læge, hvis
egentlige Interesser bestod i at indsamle og omgive sig med kostbare
Snurrepiberier, at bygge om paa sin Villa, holde Middagsselskaber
og foretage en Udenlandsrejse en Gang om Aaret —
kort sagt ved Hjælp af sin betydelige Privatformue at gøre sig
Livet saa behageligt som muligt.
Det var da et ikke ringe Offer, Emanuel havde bragt Hansine
ved at indvilge i, at denne Mand blev hentet til hans kære Gut,
om hvis sunde Natur han selv var saa fast overtydet, at det
næsten syntes ham en Utaknemmelighed mod Vorherre at tvivle
om den. Det var derfor heller ikke i den sædvanlige, morgenglade
Stemning, han idag gik ind i Stalden for med Bistand af den
gamle Søren Røgter at fodre Kvæget og hente Byghalm ned fra
Stænget. Der ventede ham nu tilmed her det Ulykkesbudskab, at
Nattens Storm havde løsnet en stor Kalkflage fra Gavlvæggen og
slaaet Ruderne ind paa et Staldvindu, som man om Aftenen maatte
have glemt at lukke. Allerede for nogle Dage siden havde han
Det forjættede Land 16
242 • D E T F O R J Æ T T E D E L A N D
set, at Muren var revnet; men der havde i den sidste Tid været
saa meget at udbedre baade paa Tage og Mure, at man ikke havde
kunnet overkomme det altsammen. Det kunde i det hele
ikke nægtes, at den før saa statelig holdte Præstegaardsbygning
begyndte at gøre et lidt forfaldent Indtryk. Emanuel var kommen
hertil paa en for Landmanden særlig ugunstig i id med vigende
Priser for Jordens Produkter og med samtidigt stigende Krav til
deres Fuldkommenhed. Desuden havde han i Begyndelsen været
forfulgt af en Række Uheld med Kreaturerne, havde ogsaa et
Par Gange — som man sagde — „faaet et Par slemme Lussinger
i Anledning af forskellige Forsøg med nye Foder- og Gødningsstoffer,
som han havde læst om i Landbobladet og til almindeligt
Bedste havde villet indføre i Menigheden. Ogsaa hans Husførelse
havde — trods den strenge Tarvelighed, hvoraf den var præget
— været ham kostbarere, end han selv rigtig vidste af; og hans
Mødrenearvs Tusinder, som han i Begyndelsen havde haft at ty
til, var forlængst forbrugte til sidste Hvid.
Sagen var den, at han — sit gamle Forsæt tro haardnakket
vægrede sig ved at modtage andet Vederlag for sin Præstegerning
end den frie Benyttelse af Præstegaardens Tilliggende. For i et
og alt at kunne dele Liv og Kaar med sine Venner ernærede han
sig udelukkende af sin Jord og havde straks ved sin Embedstiltrædelse
opfordret Sognets Bønder til at indskyde Tiende- og
Offerydelser i den saakaldte „frie Fattigkasse", som bestred Udgifterne
til Menighedens store Velgørenhedsværk. I det hele var
det hans Ønske, at man ikke betragtede ham som først og fremmest
Præst, men som en Bonde, der i Lighed med Sogneforstanderen
og Brandsynsmændene havde faaet et Æres- og Tillidshverv
overdraget af Menigheden. Han plejede selv at kalde sig
dens „Tempeltjener", og han var saa glad ved Ordet, fordi det —
som han sagde — „saa dejligt slog Velærværdigheden ihjel .
IV
Klokken var ti, da Niels vendte tilbage med Doktoren, der sad
bag i Vognen i sin egen Agestol, indsvøbt i en Merinos Pels og
D E T F O R J Æ T T E D E L A N D 243
med Handsker paa Hænderne. Da Vognen svingede op for Hovedtrappen,
aabnedes Stalddøren, og Emanuel viste sig i sin sædvanlige
Arbejdskittel og med sine store Markstøvler paa. Efter at
Doktoren var stegen ned, hilste de to Mænd paa hinanden med
et tavst og fra bægge Sider stærkt tilbageholdende Haandtryk,
hvorpaa de under fortsat Tavshed fulgtes opad Trappen.
Inde i Forstuen skilte Doktoren sig af med sin Pels og aabenbarede
en tætsluttende Kamgarnsfrakke og et stort Atlaskesslips
med en Diamantnaal. Han var en Mand paa omkring fyrretyve
Aar, en statelig Skikkelse med et skarptskaaret Ansigt og smaa
mørke Bakkenbarter. Han havde fra det første Øjeblik tydelig
gjort sig Umage for ikke med en Mine at røbe mindste Forundring,
endsige noget Anstød i Anledning af Emanuels Paaklædning.
Da de nu traadte ind i „Hallen", lod han ogsaa her, som om
han slet ikke lagde Mærke til Stuens ejendommelige Udstyrelse.
I sin beregnede Omhu for ikke at vise mindste utidig Nysgerrighed
tog han endog sin Guldlorgnet af sin stærkt fremtrædende Næse,
vendte sig mod Emanuel og sagde med en vellykket Bestræbelse
for at lade fuldkommen uanfægtet:
„Ja, det er vel bedst, jeg straks ser paa Knægten."
„Det er min Hustru, der har ønsket at høre Deres Mening om
min Søn, svarede Emanuel, der straks blev stødt over denne
Maade at omtale Gutten paa. „Jeg troer ikke, det hele har synderligt
at betyde ... en almindelig Foraarsforkølelse rimeligvis."
„Nu faar vi se!"
Inde i Sovekammeret rejste Hansine sig fra en Stol ved Guttens
Seng, da Doktoren viste sig i Døren — og denne Gang lykkedes
det ham mindre godt at skjule sine Tanker. Han blev et Øjeblik
staaende paa Dørtærskelen og betragtede hende med synlig
Forbavselse. Det var aabenbart, at Rygtet i Forening med hans
egen Fantasi havde udmalet ham et ganske andet Billede af den
meget omtalte Præstekone i Vejlby.
„Deres Søn er syg," sagde han med pludselig Deltagelse efter
at have nærmet sig og trykket hendes Haand. „Forhaabentlig
ikke noget videre ... en almindelig Forkølelse, mener Deres
Mand."
16*
244 D E T F O R J Æ T T E D E L A N D
Han tog selv en Stol og satte sig hen ved Sengen. Gutten sov
endnu, og han vækkedes end ikke, da Doktoren nu aftog et Par
kæmpestore Manchetter og med sine lange, hvide, overordentlig
velplejede Hænder gav sig til at beføle hans Hoved og tælle hans
Puls. Ikke før der blev rørt ved Vatlappen foran det syge Øre,
slog han Øjnene op. En Stund laa han derefter ubevægelig og
stirrede paa den fremmede Mand. Først da han fik Øje paa Moderen
ved den anden Side af Sengen, vaagnede han til fuld Bevidsthed
Han saae atter over paa den gaadefulde fremmede, betragtede
hans sorte Frakke, hans Diamantnaal og store, hvide Tænder,
mens en begyndende Angst afspejlede sig i hans glansløse, blaahvide
Øjne.
Hansine rejste ham varsomt overende i Sengen, strøg Haare
fra hans Pande og sagde opmuntrende:
Du skal ikke være bange, min Dreng. Det er Doktoren, der
gæ'rne vil se lidt paa dit Øre. Det er dog saa fælt med den megen
Ørepine, ikke sandt? Og Doktoren er en rar Mand, som bare
vil tage den væk."
I det samme syntes Gutten at forstaa alt. Munden bredte sig,
og der begyndte at trænge Taarer frem i hans Øjne. Men da an
i det samme opdagede Faderen, der havde stillet sig op bag Sengens
Fodende, slugte han hurtigt Graaden. Det var, som om han
straks forstod, at han kunde gøre sin Fader en særlig Glæde
ved netop overfor denne fremmede Mand at vise sig som en ras
os; uforfærdet Gut.
Doktoren havde imidlertid givet sig til at undersøge det syge
Øre. Da han tog Vattet bort, flød der som sædvanlig en i. elugtende
Vædske ud af Øregangen.
Hans Ansigt fik et betænkeligt Udtryk.
„Hvor længe har han gaaet saadan?" spurgte han lidt efter.
'Vi har mærket det af og til i to Aar," svarede Hansine
Doktoren saae op, som om han ikke kunde tro, at han havde
hørt rigtigt.
„I to Aar?"
Han kastede et Blik op paa Emanuel, der imidlertid misforstod
D E T F O R J Æ T T E D E L A N D 245
dets Betydning og med et tillidsfuldt Nik bekræftede sin Hustrus
Udsagn.
Hansine begyndte nu at fortælle om Sygdommens Begyndelse,
dens periodiske Udbrud og om den foregaaende Nats urolige Søvn.
Doktoren hørte opmærksomt efter, og hans Ansigt antog et mere
og mere tankefuldt Udtryk. Da hun havde endt sin Beretning, bad
han om et Lys, og da han havde faaet det tændt, førte han gentagne
Gange dets Flamme frem og tilbage foran Guttens
Øjne. Derpaa holdt han i nogen Tid bægge sine Hænder om
hans Baghoved og gav sig endelig med stor Omhyggelighed
til at undersøge Partiet bag ved Øret, hvor det viste sig,
at Huden var lidt udspændt paa Grund af en begyndende
Hævelse.
Emanuel havde indtil dette Øjeblik staaet rolig med Hænderne
paa Ryggen og set til. Han havde besluttet, at Hansine denne
Gang skulde have sin Vilje fuldt ud, og skønt han havde ondt af
Gutten, der sad med store Taarer i Øjnene og kæmpede for at
bevare sin Standhaftighed, havde han ikke villet blande sig i
Doktorens Undersøgelser. Men da Lægen nu trak sin Forbindtaske
frem og af den udtog forskellige spidse og skarpe Instrumenter,
var det ude med hans Selvbeherskelse.
„Er det virkelig nødvendigt?" spurgte han i temmelig udæskende
Tone.
Lægen saae forbavset op.
„Ja," sagde han kort, bad om varmt Vand, et Haandklæde og
forskellige andre Ting, der tydede paa en Operation.
Emanuel stod tvivlraadig. Skulde han virkelig tillade dette gudløse
Menneske at forgribe sig paa hans Søn? ... Han vovede
næppe at se paa Gutten, der ved Synet af Instrumenterne var bleven
ligbleg og med sine Øjne anraabte ham om Beskyttelse. Men
næsten endnu mere pinte det ham at være Vidne til den Tjenstivrighed,
hvormed Hansine gik Doktoren tilhaande, den Koldblodighed,
hvormed hun overgav sit Barn i denne Charlatans
Hænder.
Da Doktoren nærmede sig med det første Instrument — en
sylspids Sølvnaal — svandt den sidste Rest af Guttens Behjertet246
D E T F O R J Æ T T E D E L A N D
hed. I dødelig Angst kastede han sig ind til Moderen og slog
krampagtigt Armene om hendes Hals.
I dette Øjeblik forlod Emanuel Værelset. Han vilde ikke
være Vidne til denne Mishandling, som alene Hansine skulde
bære Ansvaret for. Han gik ind i Dagligstuen, og da han herindefra
hørte Guttens første hjerteskærende Skrig, gik han helt ind i
sit eget Værelse, hvor han gav sig til at gaa frem og tilbage
over Gulvet for med sine Skridt at overdøve Lydene fra Sovekammeret.
Hans Sind var i det højeste Oprør. Han forstod sig
ikke paa Hansine. Han følte sig som ført i et Baghold i sit
eget Hjem, skammeligt forraadt af den, paa hvem han tryggest
burde kunnet lide.
Efter en halv Snes Minutters Forløb hørte han Stemmer inde
i Dagligstuen, og da han kom derind, stod Doktoren med Hatten
i Haanden ifærd med at give Hansine sine sidste Anvisninger.
Straks efter tog han Afsked.
„Jeg tror, De ser for lyst paa Deres Søns Sygdom, fortsatte
Lægen ude i Forstuen, hvortil Emanuel i fuldkommen Tavshed
havde fulgt ham. „Jeg vilde ikke udtale mig nærmere derom,
mens Deres Hustru var tilstede ... men jeg anser det for min
Pligt ikke at skjule for Dem, at hans Tilstand ikke er uden Betænkelighed.
Han lider af en gammel, forhærdet og — som
det synes — ret ondartet Betændelse, der desværre har faaet
Lov at gribe om sig og efterhaanden har bredt sig indad over
hele det indre Øre. Hvorledes det altsammen vil forløbe, er det
for Øjeblikket naturligvis umuligt -for mig at sige; men efter
den Vending, Sygdommen paa det sidste synes at have taget,
maa vi være forberedt paa en nær forestaaende Krisis. Foreløbig
har jeg søgt at skaffe Udfloddet frit Løb ved at gennembore
Trommehinden, ligesom jeg har tilraadet Eddikeoms'ag paa Fødderne
eller Is paa Hovedet ... mere tør jeg ikke gøre idag. Det
gælder foreløbigt om at skaffe Barnet den størst mulige Ro, indtil
vi nærmere ser, hvad Retning Betændelsen har taget. Skulde
der imidlertid vise sig blot al'ermindste Tegn til Stivhed af
Kroppen under Søvnen for ikke at tale om virkelige
Krampeanfald — maa De øjeblikkelig lade mig hente. Det
D E T F O R J Æ T T E D E L A N D 247
er denne Kalamitet — og den dermed forbundne Feber — vi for
enhver Pris maa søge at undgaa."
V
Lægens bestemte Tone og tilsyneladende fuldkomne Klarhed
over Guttens Tilstand kunde ikke andet end gøre et vist Indtryk
p&a Emanuel. Saasnart Vognen var kørt, gik han hurtigt tilbage til
Sovekammeret. Her fandt han Gutten liggende udstrakt paa Ryggen
med tilbundet Hoved, ligesom hensunken i dyb Undren.
Da Barnet fik Øje paa Faderen, smilte det; og da Emanuel varsomt
tog Plads ved Siden af Sengen og spurgte ham, hvordan det
gik, rejste han sig ved egen Hjælp overende og begyndte helt
kækt, næsten en Smule vigtig at fortælle om alt, hvad Doktoren
havde foretaget sig med ham.
„Men hvad i Alverden skal det saa altsammen sige?" udbrød
Emanuel vendt imod Hansine; hun kom i det samme ind fra Køkkenet
med Sigrid og den lille Dagny, der var bleven sendt ud til
Abelone under Doktorens Besøg. „Barnet er jo helt kvikt! Hvad
er saa det for en Passiar om Feber og Kramper og jeg veed ikke
hvad?"
„Snakkede Doktoren noget om det?" spurgte Hansine slaaet og
standsede midt paa Gulvet.
„Aa, han snakkede jo baade op og ned. Det er nu en Gang saadan
Lægernes Maade ... Men hvem kommer nu der?"
Inde fra Storstuen hørtes tunge Trin og Lyden af en Stok, der
stødtes mod Gulvet. Et Øjeblik efter viste et ældre, førladent
Kvindemenneske sig i den aabne Dør.
„Mormo'er!" udbrød Emanuel og Børnene paa een Gang og
strakte Armene ud imod hende.
„Ja, det er rigtignok mig," sagde hun og nikkede rundt til dem
alle. „Hvordan staar det til her? Vi hørte inde fra Brugsen, at I
havde haft Vogn efter Kyndløse-Doktoren, og da jeg netop kunde
faa Agelejlighed her til Møllevejen med Kristen Hansens, jog jeg
i Tøjet med det samme. Jeg syntes dog, jeg skulde høre, hvad der
stod paa."
248 D E T F O R J Æ T T E D E L A N D
„Aa, vi haaber til Gud, at det hele ikke har noget at betyde,"
svarede Emanuel. „Det er Gutten, der har faaet et lille Smæk af
sin gamle Skade, og Hansine har ladet sig skræmme og vilde absolut
have Doktoren hentet."
„Vorherre ha'e Tak og Lov — saa er det altsaa ikke noget
værre. Fatter og jeg blev jo lidt forskrækkede, som I vel kan
tænke. Her plejer jo ikke at være Doktorbesøg.
Hun løsnede det store Sølvspænde paa sin grønne Hvergams
Kaabe, tog Hovedklædet af og glatttede med to vædede Fingre
sit staalgraa Forhaar foran Huen. Hun var i Aarenes Løb bleven
endnu mere mavefør end tidligere, og Vattersoten havde ophovnet
Hænder og Fødder og gjort hendes Gang saa besværlig, at hun
udenfor Hjemmet maatte støtte sig til en Stok.
„Naa, saa det er altsaa ham her, som det skulde være saa fejl
med, at'der partu' skulde hentes Doktor," sagde hun, da hun var
sunket tungt ned paa Stolen ved Siden af den lille Jernseng og en
Stund havde betragtet Gutten, hvem Glæden over Bedstemoderens
Ankomst, men navnlig Synet af et lille Knytteklæde, som hun
havde taget med sig hen til Sengen, gjorde helt livlig og formelig
havde givet røde Kinder. „Han ser ellers ikke saa meget sølleagtig
ud, synes jeg. Du er da en rigtig lille Tosse, Hansine, at du kunde
skabe dig saa forskrækket. Det er jo næsten ligesom Københavnerne,
der straks jager baade til Doktor og Apoteker, bare de faar
Værk i en Tand. Havde Drengen ikke det Klaptræ paa Hovedet,
saae han jo ud som et rigtigt Søndagsbarn."
Hansine havde sat sig hen ved den brede Forhængsseng, h\or
hun var ifærd med at give den Lille Bryst.
„Doktoren sagde dog, at det slet ikke var saa godt, og at vi for
længe siden skulde have søgt ham," sagde hun med et Forsøg
paa at forsvare sig, skønt Guttens friske Udseende og de andres
Sorgløshed allerede var begyndt igen at gøre hende tvivlraadig.
Ja Doktoren!" lo Moderen og klappede Sigrid, der gned sig
opad hende indsmigrende som en Kat, mens hun slugte Knytteklædet
med Øjnene. „Dersom det altid gik til, som d e Folk præker,
saa laa vi allesammen for længe siden i vor sorte Grav. Hvordan
gik det ikke forleden, da Per Persens bitte Tøs skulde have
D E T F O R J Æ T T E D E L A N D 249
slugt en Synaal? Doktoren proppede hende fuld af Kartofler og
klægt Brød og andet Fyldestads, saa det stakkels Barn var lige ved
at kvæles .. og saa fandt de Naalen nok saa pænt i Bedstemoderens
Systen. Ja 'mænd gjorde de saa!"
„Det kunde Doktoren da ikke gøre ved," indvendte Hansine.
„Naa ja, det kan endelig nok være. Men saa husker jeg da nok,
hvordan det gik Søren Sejler, — det var den Gang, vi endnu
havde den gamle Distriktsdoktor Velløv, som dog skulde være
endnu bedre lært end ham denneher Hassing. Velløv sagde, at
Søren havde aldrig mere end tre Dage at leve i, saa Familjen fik
jo travlt baade med at skifte og skrive Redelighed og kalke i Storstuen
til Begravelsen, ja, jeg tror saagar, de bestilte Ligkisten med
— og tre Dage efter gik Søren igen i sin vante Dont med Piben i
sin Mund og gaar saadan endnu den Dag idag, skønt han vel er
nær de halvfems. Hvad siger du saa til den Historie? ... Nej, det
var saamænd ønskeligt, om de go'e Doktormennesker vilde være
mindre storpaaendes og lade Vorherre raade over Liv og Død,
saa var der kanske mange Steder mindre Bedrøvelighed."
„Ja, det er sandt! Det var netop mine Ord!" sagde Emanuel,
der gik frem og tilbage over Gulvet med Hænderne paa Ryggen.
„Og skal man endelig være ankelig, saa kan jeg nu for min
Del aldrig komme bort fra den Mening, at man mangen Gang hellere
skulde holde sig til de gamle, gode Husraad end til denne
megen ny Doktoreren med Mediciner og alt det forgiftede Stads,
som fordærver saa mangens Helsen ... Jeg tog da ogsaa i Skyndingen
lidt Dulmete med mig; jeg kunde jo aldrig vide, hvad der
stod paa. Saa var jeg ogsaa indenfor hos Maren Nilen og fik lidt
Ormefedt ... det er saa dejligt for Boldenskab ..."
Mens hun talte, løste hun med sine pudeformede Hænder Klædet
i sit Skød og fremtog forskellige Smaapakker, der udbredte
en stærk Krydderduft, og tilsidst tre røde Sukkergrise, som hun
med Klap og smaa Formaninger fordelte mellem Børnene. Gutten
tog imod sin Gave med det undselige Smil, hvormed han plejede
at vise sin Taknemmelighed, medens Sigrid næsten snappede Grisen
ud af Bedstemoderens Haand og styrtede afsted med den ind
i den anden Stue.
250 D E T F O R J Æ T T E D E L A N D
„Naa, hvordan staar det saa til i Hjemmet, Else?" spurgte Emanuel
for at lede Samtalen ind i et andet Spor. „Vor kære gamle
Bedstefa'er er vel helt stolt af den Lykke, han gjorde med sin
Tale igaaraftes. Det var virkelig ogsaa et højtidsfuldt Øjeblik for
os alle."
„Ja ja, han er saamænd saa glad som et Barn. Eor det havde han
jo dog aldrig ventet, at han skulde blive til Taler. Men han er jo
taknemmelig for, at Vorherre har villet benytte ham som sit Redskab
og give ham Velsignelse til at sige der rigtige Ord i en stor
Stund."
Samtalen blev afbrudt af Abelone, der kom frem i Døren og
med sin stærke Stemme forkyndte, at Bordet var dækket. I det
samme rejste Bedstemoderen sig for at gaa. Emanuel søgte at overtale
hende til at blive og spise sammen med dem; men hun havde
lovet Kristen Hansen at være ved Møllevejen, naar han kom tilbage,
og det var allerede paa høje Tid, hun kom afsted.
„Jeg maa jo ogsaa hjem og berolige Fatter. Han gaar jo derhjemme
og tror, at der er sket en stor Ulykke.
Hun fik igen sin Kaabe hægtet og Hovedklædet bundet under
Hagen. I Døren vendte hun sig endnu en Gang, nikkede og smilte
til Gutten og sagde:
„Kom nu ud til vos paa Søndag, saa skal du faa Raamælkskage,
min Dreng, om den røde Kvie ellers vil kælve.' Og vendt mod
Emanuel tilføjede hun: „Fatter har solgt den sorte Brummeko. Det
er ellers svært sløje Priser iaar."
VI
Den øverste Ende af det lange Bord i Storstuen var dækket med
et brunt Voksdug. Paa dette stod to dampende Lerfade med Kaalsuppe,
et halvt Rugbrød, en Underkop med grovt Salt og den sædvanlige
Vandkrukke med Trælaag. Emanuel tog Plads for Bordenden
Paa hans venstre Haand, inde under Vinduet, sad Niels
o- den gamle Søren, Gaardens Røgter, et tre Alen højt Vrag af
en Arbejdsmaskine — lutter Knokler og store Ledknuder — der
foroven endte i et lille, ludende Hoved, som ikke bestod af stort
D E T F O R J Æ T T E D E L A N D 251
andet end et Par vældige Kæber. Hele Underansigtet og den
forreste Del af hans lange Hals indtil det stærkt fremtrædende
Adamsæble var sort af Skægstubbe, Næsen rød, den lave Pande
bengul, Haaret af en Farve, som om der var strøet Aske over
hans Hoved. Ved Bordets anden Længdeside sad Hansine med
de to Børn og Abelone; desuden en gammel Mo'erlille med grøn
Øjenskærm samt et Par Børn fra Gaden. Som Skik var blandt
Byens Fattigfolk havde de sidste af sig selv indfundet sig til Maaltidet
og følte sig ganske som hjemme der. Gutten laa inde i sin
Seng. Han havde straks efter Bedstemoderens Bortgang atter
lagt sig ti! Ro og var falden i Søvn med sin Sukkergris i Haanden.
Alle bøjede Hovedet og foldede Hænderne, da Emanuel med
høj Røst begyndte Bordbønnen:
,,I J^su Navn gaa vi ti! Bord,
At spise, drikke paa hans Ord,
Dig, Gud, til Ære. os til Gavn,
Saa faa vi Mad i Jesu Navn!"
Der blev i Begyndelsen spist i Tavshed. Man hørte kun Hornskeernes
Skuren mod Lerfadene og den slubrende Lyd af de mange
Munde. I Særdeleshed lod Søren Røgter høre livligt fra sig. Han
ho dt i sin venstre Haand et Stykke varmt Flæsk, som han hyppig
dvppede ned i Saltkoppen og mellem hver Skefuld Suppe gav sig
til at sutte paa.
„Er der ingen af jer, der idag har hørt noget nyt inde fra Rigsdagen?"
spurgte Emanuel, da den værste Sult var stillet. „Du, Søren?
Du plejer jo van at være vel underrettet om Politikens Gang."
„Aa ja, et og andet hører man io immer," svarede Søren med sit
uhyre Gab fuldt af Mad og løftede Øjenbrynene under et Forsøg
paa at give sig et hemmelighedsfuldt Udseende. Han var Morbroder
til en af Rigsdagsmændene og galdt i denne Egenskab for et
Orakel i politiske Sager. „Jeg tænker, vi snart kommer til at age
til Staden alle ihov."
„Du mener en Opløsning af Tinget ... nye Valg, hva'? Skulde
Regeringen virkelig ville forsøge det Middel endnu en Gang?
Hvad skulde det egentlig hjælpe?"
252 D E T F O R J Æ T T E D E L A N D
„Aa nej . .. men det var vel heller ikke for tidligt, at den menige
Mand fik et Ord at sige her i Landet."
„Nej, deri har du Ret! Det skulde være sket for længe siden,
saa var meget af Tidens Bitterhed sikkert undgaaet. Naa,
skal vi saa sige Tak for Mad," sagde han, da han saae, at alle var
færdige med at spise. Endog Søren havde tilsidst lagt Skeen fra
sig efter først omhyggeligt at have slikket den ren og aftørret den
med sin Tommelfinger.
Der blev atter bedt en kort Bøn, hvorpaa hver gik til sit.
Emanuel søgte som sædvanlig ind til Voksdugssofaen i sin Stue
for at „titte lidt ind i Drømmeland" — som han med et fra Højskolen
stammende Mundheld plejede at sige. Søren Røgter vandrede
med Mæthedens tunge Skridt over Gaarden og forsvandt ind i
Loen, hvor han Sommer og Vinter tog sin Middagslur paa et
Knippe Halm. Niels derimod gik ind i sit Kammer, et lille hvidkalket
Rum ved Siden af Hestestalden, hvor han havde indrettet
sig det helt studentermæssigt med et til Skrivepult omdannet
Vadskebord under Vinduet, en lille Hylde fuld af smukt indbundne
Bøger, en Stump Tæppe under Bordet og en lang Række efter
Længden omhyggeligt ordnede Piber under et Brædt paa Væggen.
Over Sengen hang et indrammet Fotografi af Sandinge Højskole.
Billedet fremstillede Skolens klosteragtige, vedbendbevoksede
Murstensportal, foran hvilken der var opstillet en Samling Lærere
og Elever. Midt i Billedet saas selve den gamle Forstanders runde
Skikkelse med den møllestensstore Hat og de lange Nakkekrøller;
og nedenunder Billedet stod der trykt med Guldbogstaver de Ord,
hvormed han regelmæssigt tog Afsked med sine Elever:
„Vær paa Vagt
uforsagt."
Da Niels havde faaet stoppet den allerlængste af sine Piber,
satte han sig foran det lille Bord og strakte med Velbehag sine
tykke Ben fra sig. Derpaa trak han et ugegammelt Nummer af
, Folkebladet" frem af sin Lomme, bredte det med en kærtegnende
Varsomhed ud paa Bordet og gav sig til for tyvende Gang at gennemlæse
følgende Artikel:
D E T F O R J Æ T T E D E L A N D 253
OM SØNDAGSFRIHEDEN PAA LANDET
Et Opraab til de Unge.
Jeg vil idag tillade mig at skrive om Søndagsfriheden paa Landet.
Hvor sørgeligt er ikke slige Syn, af hvilke man saa ofte ser
mange trindt om i Landet, at Karle, ja endog Piger, som dog
skulde have bedre Tanker, fordrive Fritimerne om Søndag Eftermiddag
og paa andre Dage, naar Arbejdet hviler, med alskens
verdslig og unyttig Tant saasom Keglespil paa Gadejorden om
Penge eller Spirituosadrikke, saa at det ofte sker, at Karlene beruse
sig, skrige og raabe som Dyr, hvoraf atter følger megen anden
Uterlighed af den værste Slags. Slige Syn maa harme ethvert
aandelig frigjort Menneske, da man dog skulde synes, at de maatte
have noget højere at tænke paa og stræbe efter, besynderligt i
denne Tid, hvor Frihedsbavnen er tændt over Landet for at samle
alle til Kamp for Folkets Frihed og Ret. Her i vor Egn ser man,
takket være vore gode Lærere og Ledere, ikke mere af den Slags,
som er et fribaarent Folk uværdigt. Men i mange andre Sogne
gaa endnu slige Ting i Svang, og derfor sender jeg dette Opraab
til Ungdommen, at vi ogsaa paa dette Punkt vil slutte os sammen
og kæmpe for Aandens Sejr over Trældoms Mørke, saa vi kunne
synge med Digteren:
at alle livsaligt skal føres
til Lysets og Herligheds Stad.
Vejlby Præstegaard. I Tordmaaned 1885.
Ærbødigst
N. NIELSEN DAMGAARD.
VII
Da Emanuel om Aftenen kom hjem fra Skibberup, hvor han
igen havde været til et Bestyrelsesmøde, sov Gutten endnu efter
ikke at have været vaagen hele Eftermiddagen.
„Kan du se!" sagde han til Hansine. „Han er saa fornuftig at
sove sig fra det hele. Imorgen har du ham oven Senge igen."
254 D E T F O R J Æ T T E D E L A N D
Hansine svarede ikke, skønt hun langtfra delte hans lyse Syn
paa Barnets Tilstand. Der syntes hende at være noget altfor unaturligt
i denne snart døgnlange Søvn, og den vakte hos hende et
skræmmende Minde om et andet Barn, en lille Broder til hendes
Ungdomsveninde Ane, der var død af Hjernesygdom, og som hun
i sin Pigetid havde været med til at pleje. Nogle Gange i Løbet
af Aftenen havde hun prøvet paa at vække Drengen for idetmindste
at faa ham til at spise lidt; men han havde blot lukket Øjnene
halvt op og set paa hende med et underligt sløvt Blik uden at ville
røre Maden. Derimod havde han et Par Gange drukket begærligt
men straks puttet sig ned i Sengen igen for at sove videre.
Henimod Midnat vaktes hun og Emanuel samtidigt af en mærkelig
Lyd, som de længe ikke kunde forklare sig. Det lød for dem,
som om nogen brugte Hakkekniven ude i Køkkenet. Med eet gik
det op for Hansine, at det var Guttens lille Jernseng, der var i en
uafbrudt rokkende Bevægelse.
„Tænd Natglasset," sagde hun. „Det er Gutten."
Emanuel strøg en Svovlstik, og straks ved dens Opblussen saae
Hansine Barnets fægtende Arme. I det samme var hun oppe af
Sengen og henne hos det. Hurtigt tog hun Puden bort fra dets
Hoved og tvang Armene ned langsmed Kroppen, der dirrede fra
Isse til Fod.
Emanuel, der imidlertid havde faaet tændt Glasset paa Natbordet,
kunde ikke begribe, hvad der foregik. Han troede i første
Øjeblik, at Gutten var bleven vaagen og laa og legede; og da han
nu saae Hansine tage en Naal af sit Haar og med Magt vriste dens
krumme Ende ind i Barnets Mund, raabte han:
„Men i Himlens Navn, Hansine! Hvad gør du? .. Hvad fejler
Barnet?"
Glassets lille Oljeflamme blussede i dette Øjeblik op, og ved
det forstærkede Skin saae han nu, at Guttens Ansigt var ganske
mørkt, Tænderne sammenbidte, Læberne skumbedækkede. I det
samme faldt Doktorens Ord fra om Formiddagen ham i Minde,
— og det svimlede for ham.
„Det er da ikke ... det er da ikke Krampe, Hansine?" stammede
han.
D E T F O R J Æ T T E D E L A N D 255
Hun nikkede.
„Du maa hente Doktoren, tilføjede hun lidt efter, da Emanuel
blev liggende ubevægelig. „Og du maa skynde dig ... Gutten er
meget syg."
„Ja — ja," sagde han, ligesom vaagnende af en Bedøvelse, fik
ihast nogle Klæder paa og famlede sig frem gennem Storstuens
Mørke for at komme ud og vække Folkene. Da han skimtede
Lys ovre bag Karlekammervinduet, begyndte han allerede oppe
paa Flisetrappen at kalde:
„Niels! ... Niels!"
Det lød i den stille P\Tat som et Raab om Hjælp, og inden han
var naaet over Gaardspladsen, viste Karlen sig forskrækket i sin
Dør — i bar Skjorte, med en opslaaet Bog i Haanden og en Pibs
hængende fra Munden ned til Jorden.
„Du maa straks spænde for Vognen, Niels, og hente Doktoren.
Gutten er bleven meget syg."
„Hente Doktoren? sagde Niels og saae paa Emanuels blege og
forstyrrede Ansigt. „Men det er jo ikke tænkeligt at finde Vej inat,
saa mørkt det er. Man kan jo ikke —".
„Ja, dei faar være. Du maa kalde paa Søren, og han maa følge
dig med Lygte ... Hestene kender jo Vejen."
„Ja men ." Niels vilde gøre nye Indvendinger, men Emanuel
afskar ham straks Ordet.
„Gør blot, som jeg siger, og spild ikke Tiden med Snak," sagde
han i en ham ganske uvant bydende Tone, der gjorde Karlen maalløs.
„Du hører jo, at Gutten er meget syg, og at det haster. Se øjeblikkeligt
at faa Søren vækket og sig ham, at han skal sidde op
straks."
Da han kom tilbage til Sovekammeret, stod Hansine endnu bøjet
over Guttens Seng og holdt paa Barnets Arme.
„Synes du ikke, vi med det samme skulde sende Bud efter
din Moder? Vilde det ikke være dig til Beroligelse?"
„Nej, det nytter dog ikke noget. Men du maa kalde paa Abelone
og sige til hende, at hun skal tænde op og varme Vand i den store
nye Gryde."
„Ja — ja."
256 D E T F O R J Æ T T E D E L A N D
Allerede ude i Køkkenet traf han Abelone, der var bleven vækket
af Støjen i Huset. Hun var i Underskørt, havde et Lys i den
ene Haand og holdt med den anden Nattrøjen sammen om sit høje
Bryst.
„Gutten er da ikke bleven syg?" spurgte hun, rystende at
Angst og Kulde.
„Jo, du maa straks tænde op og varme Vand i den store Gryde
. . . m e n s k y n d d i g . "
„Er han meget syg?"
ja — jeg tror det. Men skynd dig, Abelone ... Skynd dig! Det
haster meget!"
Han gik tilbage til Sovekammeret, hvor Gutten endelig var falden
til Ro og atter syntes at sove fuldkommen fredeligt. Hansine,
der endelig havde faaet Stunder til at kaste nogle Klæder over sig,
sad paa en Stol ved Sengens Hovedgærde med Hagen i sin Haand
cg Albuen støttet paa Knæet, mens hun betragtede ham med det
tillukkede, næsten haarde Udtryk, som hendes Ansigt altid fik
under heftige Sindsbevægelser.
Emanuel nærmede sig varsomt og satte sig stille paa en Sto
ved den anden Side af Sengen.
„Kan du forstaa det, Hansine? Kan du begribe, hvordan det er
gaaet til? I Middags forlod jeg ham saa rask og livlig ... og nu!
Hvad tror du dog, det kan være?" .
Jeg veed det ikke," sagde hun; — og som om han med sit
Spørgsmaal havde berørt en Tanke, hun ikke havde Mod til at
tænke tilende, tilføjede hun hurtigt: „Fik du vækket Niels?
„Ja ... han maa straks være færdig til at køre.
I det samme begyndte det igen at rykke i Barnets Arme og
Skuldre, de smaa Hænder knyttede sig, Øjelaagene løftedes for
unaturligt store og ubevægelige Pupiller ... Tegnene paa, at et
nyt Anfald var i Anmarsch. Emanuel kunde ikke udholde dette
Syn. Han famlede sig atter gennem den mørke Storstue ud til
Forstuetrappen, og da han herfra saae Niels og Søren endnu gaa
og rumstere inde i Vognporten ved Skæret af en Lygte, raabte
han i fortvivlet Utaalmodighed:
„Men Herregud, hvad bliver det dog til! Hvor længe skal det
D E T F O R J Æ T T E D E L A N D 257
dog vare, inden I kommer afsted! ... Du maa sige til Doktoren,
Niels, at han maa komme øjeblikkeligt. Barnet ligger i frygtelige
Kramper!"
1 Løbet af de følgende Timer forværredes Guttens Tilstand.
Selv efter gentagne Badninger i dampende Vand tiltog Anfaldene
baade i Styrke og Langvarighed. Hans Ansigt blev efterhaanden
næsten sort, og trods al anvendt Forsigtighed havde han under
et af Anfaldene bidt sig i Tungen, saa der flød Blod ud af Mundvigene.
Emanuel maatte opbyde al sin Viljestyrke for ikke helt
at synke sammen overfor den rædselsfulde Gaade, som Barnets
Tilstand var ham. Han slap ikke Haabet om, at alt snart skulde
være overstaaet, — forsvundet ligesaa pludseligt, som det var kommet.
Han søgte at trøste sig selv og Hansine med, at enkelte Børn
havde en særegen Tilbøjelighed til — endog under lette Forkølelser
at falde i heftige Kramper; og han forblev hele Tiden
ved hendes Side for at være behjælpelig med Barnets Pleje. Men
efterhaanden som Timerne forløb, uden at der viste sig mindste
Tegn til Lindring, svigtede Fortrøstningen ham, og han vendte nu
alt sit Haab mod Doktorens Bistand. Han stillede sig ud paa Flisetrappen
og lyttede med tilbageholdt Aandedræt, ... men ikke den
mindste Lyd naaede hans Øre. Han gik omkring Gavlen og følte
sig i Mørket frem gennem den store, tilgroede Have, indtil han
kom op paa en lille Jordhøj, hvorfra man om Dagen kunde overse
Kyndløse-Vejen helt ud til Mosegrænsen i Vest. Med bankende
Hjerte stirrede han ud i den mørke Nat i Haab om at skimte Skæret
af en sig nærmende Lygte, ... men Jord og Himmel smeltede
sammen for hans Øjne uden et Lyspunkt.
Og som han stod overfor dette gravsorte Mørke, dette ubarmhjertige
Mulm, der havde slukket alle Stjerner og ligesom udslettet
Vejene, hvorfra Hjælpen skulde komme til hans lidende Barn,
var det pludselig for ham, som om han saae dybt ind i det uendelige
Verdensrum og indtil dettes yderste Grænser kun fandt rugende
Mørke og Kulde og gabende Tomhed. Som et Menneske,
for hvem det svimler ved Synet af en Afgrund, der har aabnet sig
for dets Fod, slog han Hænderne for sit Ansigt og udstødte halvhøjt
og som i Vildelse:
Det forjættede Land 17
258 D E T F O R J Æ T T E D E L A N D
„Gud! ... Min Gud! ... Hvor er du?"
. . . F ø r s t h e n i m o d M o r g e n k o m D o k t o r e n . F o r s i n k e l s e n s k y l d tes
et Uheld, som Niels og Søren havde haft paa Udturen, idet de
havde kørt Vognen saa dybt i Grøften, at de maatte vække nogle
nærboende Folk for at faa den op igen.
Da Doktoren havde kastet et Blik paa Gutten, gav han ham
uden yderligere Undersøgelse et Moskuspulver, hvorefter Barnet
næsten øjeblikkelig fik Ro. Det stive Legeme slappedes efterhaanden,
Øjelaagene sank i, og Søvnen indfandt sig. Emanuel, Hansine
og Lægen sad i flere Minutter tavse omkring den lille Seng og saae
paa, hvorledes Guttens sædvanlige, taalmodige Udtryk langsomt
vendte tilbage i det fortrukne Ansigt. Lampen henne paa Natbordet
var ved at slukkes; og ved dens svindende Lys sneg der sig en
ejendommelig Gravkammerstemning ind i Stuen. Den døende
Flamme kastede et gustent Skær henover Sengens hvide Lagen
og over de tre Ansigter omkring den; men udenfor begyndte det
at*dages, og det blege Morgenlys aftegnede Vindusposterne som to
høje Skyggekors paa de lysegraa Rullegardiner.
Emanuel, der i den sidste Time havde været ganske ude af sig
selv ved Synet af Barneis Lidelser, sad med Hansines Haand i
sin for at hente Styrke til at gøre Lægen det Spørgsmaal, der ikke
vilde ud over hans Læber. Endelig tog han Mod til sig og spurgte,
hvad Doktoren mente om hans Søns Tilstand.
Doktor Hassing kastede i Smug et Blik hen paa ham og Hansine.
Han syntes at være i Tvivl om, hvor stor en Del af Sandheden
han straks turde fortælle dem.
„Ja, nægtes kan det jo ikke," — sagde han langtrukkent. „Deres
Søn er jo meget haardt angrebet. I det hele kan jeg jo ikke
skjule, at "
„Men Drengen har en ualmindelig sund Natur, afbrød bmanuel
ham for at afværge en trøstesløs Udtalelse. „Naar undtages
disse Øresmerter, har han aldrig fejlet noget eller givet mindste
Anledning til Bekymring. Desuden er baade min Hustru og jeg
fuldkommen sunde og kraftige ... om nogen sygelig Arv kan der
derfor ikke være Tale." „ , ,
Bag Doktorens Guldlorgnet viste der sig et hastigt, stikkende
D E T F O R J Æ T T E D E L A N D 259
Glimt. Det saae ud, som om han — trods al Medfølelse — havde
ondt ved at holde sin Forargelse i Tømme.
„Ja, ja," sagde han derpaa, idet han slog Øjet ned for det stift
stirrende Blik, hvormed Emanuel ligesom vilde tvinge ham til at
tro paa Sønnens Livskraft. „Med en stærk Natur kan der naturligvis
haabes meget."
. . . Som D o k t o r e n h a v d e f o r u d s a g t , s k e t e d e r i d e n æ r m e s t f ø l gende
Dage ingen synderlig Forandring i Guttens Tilstand. For
det meste laa han stille hen i en tung Moskusdøs uden at tage Næring
til sig eller modtage mindste Indtryk af sine Omgivelser. Kun
naar der blev rørt ved Forbindingen ved hans syge Øre, kunde
der over hans blodløse Læber glide ligesom Skyggen af det lille
forstilte Smil, hvormed han plejede at forsikre, at han „slet ikke
længer kunde mærke noget." Ellers havde Ansigtet mistet ethvert
Udtryk, og bag de halvlukkede Laag syntes de blege Øjnes Liv
allerede udslukt.
Hansine plejede ham Nat og Dag med sin sædvanlige Ro og
Selvbeherskelse. Hun, som siden Barnets allerførste Krampetrækning
havde været klar over den truende Fare, var nu fuldt fortrolig
med Tanken om at skulle miste det. Emanuel derimod holdt
Haabet oppe til det sidste. Selv efter at Lægen ved et fornyet Besøg
i varsomme Ord havde meddelt ham, at han maatte være forberedt
paa Sønnens snarlige Bortgang, slap han ikke Troen paa
Guttens Modstandskraft og sine Bønners Styrke. I hvert et Glimt
af tilbagevendende Liv i Barnets Ansigt saae han et Tegn paa, at
Himlen havde bønhørt ham. Først da de sikre Dødstegn viste sig,
svandt Haabet, og han sank sammen i fortvivlet Selvopgivelse.
I flere Timer sad han ved Sengen og hulkede, saa Hansine tilsidst
blev helt urolig for hans Forstand. Alt Arbejde ude i Gaarden
og Stalden blev saa vidt muligt standset, fordi det var, som
om enhver Lyd fra Yderverdenen forøgede hans Smerte. Selv
forlangte han alle Porte og Døre lukkede; end ikke Husets nære
Venner, der kom for at hore til Guttens Befindende, blev indladte,
fordi han ikke taalte Synet af fremmede.
Da Dødsøjeblikket var nær, og han følte Gravens Kulde lægge
sig om Barnets Legeme, vakte Rædslen for dets Tilintetgørelse
260 D E T F O R J Æ T T E D E L A N D
ham endnu til en sidste, fortvivlet Kamp for dets Frelse. Han tog
Gutten op i sine Arme og knugede ham ind til sig ligesom for at
beskytte ham mod Dødens Favntag. Hansine bønfaldt ham om at
være rolig og lægge Barnet igen; men han hørte hende ikke.
Mens Taarerne strømmede ham ned over Ansigtet, blev han ved
at gaa frem og tilbage over Gulvet med Barnet ved sit Bryst,
snart lullende, snart bedende og syngende, som om han med sin
Smerte og sin Fortvivlelse vilde tiltrodse sig Guds Barmhjertighed
indtil han med eet fornam det lille Legeme strække sig i hans
Arme og dets Hoved synke ned mod Brystet med et langt Suk,
der forkyndte, at det sidste Haab var bristet, at Gutten var død.
Da bøjede hans Sind sig ydmygt for den Almægtiges Vilje.
Hans Taarer standsede; stille lagde han det lille Lig hen paa
Sengen, lagde sin skælvende Haand paa dets Pande og^sagde.
„Herren gav, Herren tog, Herrens Navn være lovet!
VIII
Ugedagen efter skulde Begravelsen finde Sted fra Hjemmet
med den sædvanlige timelange Klokkekimen og en forudgaaende
stor Frokostbespisning af hele Følget. I sin dybe Nedtrykthed
havde Emanuel helst set, at alt var foregaaet i største Stilhed.
Men han havde altid selv talt for ivrigt for Bevarelsen af de gamle
Bondeskikke til nu at kunne bryde med dem; og det havde desuden
allerede vakt nogen Misstemning i Menigheden, at han i
Guttens sidste Levedage saa tydeligt havde unddraget sig Vennernes
Deltagelse. t ^ ,
Der herskede nu i et Par Dage en Travlhed i Præstegaarden
med Rengøring overalt i Huset og med Kogen og Brasen i Køkkenet
som til et Bryllup eller et Daabsgilde. Emanuel var paa en
vis Maade Hansine taknemmelig, fordi hun i disse Dage saa rolig
styrede alt og opofrende tog enhver Besværlighed paa sine
Skuldre. Men samtidig kunde han ikke lade være at forundre sig
lidt over, at hun midt i sin Sorg kunde have Tanke for alle disse
hverdagsagtige Ting; og det saarede ham næsten, at hun ved GutD
E T F O R J Æ T T E D E L A N D 261
tens Tvætning og Indhyllelse i Liglagnet ikke havde fældet en eneste
Taare Selv opholdt han sig mest ude i Haven, vandrede her
frem og tilbage i de fjernestliggende Alleer, hvor Stegeduften fra
Køkkenet og Snakken fra de rengørende Hjælpekoner inde i Stuerne
ikke kunde naa ham. Ofte sad han timevis paa en Bænk med
Hovedet i sine Hænder sønderknust af Sorg og fortæret af Selvanklager.
I sin oprevne Sindsstemning opfattede han Guttens Sygdom
som en Prøvelse, Gud havde tilskikket ham, og Barnets
Død som Himlens Straf, fordi hans Tro i Nødens Stund havde
svigtet, og han i sin Svaghed havde paakaldt Menneskehjælp mod
Forsynets ubønhørlige Vilje. Hver Gang han tænkte paa hin Nat,
da han ude fra Jordhøjen i Haven havde stirret ud i Mørket efter
Lygteskæret fra Doktorens Vogn og i sin raadløse Fortvivlelse
endog fornægtet det himmelske Lys, skjulte han skamfuld sit Ansigt
for Gud. Han havde i sin dybe Anger betroet sig til Hansine;
men ogsaa ved denne Lejlighed havde han savnet noget af den
rette Alvor hos hende og følte sig ene og uforstaaet i sin Sorg.
Hun havde hørt paa hans Bekendelse i Tavshed, havde blot sagt,
at Gud vist ikke vilde miskende hans Omsorg for Gutten, og var
derpaa gaaet ud igen til sin Køkkengerning.
Da Begravelsesdagen oprandt, vajede Flagene paa halv Stang
over hele Sognet. I Vejlby var Gaden overstrøet med Grankviste,
og selv Børnene var kommen i deres Festklæder og løb omkring
med Slikkerier i Hænderne ligesom ved en Folkefest. Inde i Præstegaarden
var der daarligt Plads til de mange sortklædte Mennesker,
der ved Middagstid strømmede til fra hele Egnen. Guttens
Kiste, der var anbragt paa to sorte Skamler inde i Emanuels Værelse,
blev tilsidst ganske usynliggjort af Tøjblomst-Kranse og
Kors af Perler og af presset Guld- og Sølvpap med trykte Inskriptioner.
Rundt om Kisten stod en stadig tættere Skare af Andægtige,
især Kvinder, der med foldede Hænder beundrede den
usædvanlige Blomsterpragt. Inde i Storstuen var de lange Frokostborde
dækkede, og ved Indgangen stod Emanuel og Hansine
for at modtage Gæsternes deltagende Haandtryk. Bedstemoder
Else forestod Bespisningen, mens Abelone og et Par af Byens
Husmandskoner besørgede Opvartningen. Gennem den dæmpede
262 D E T F O R J Æ T T E D E L A N D
Summen af Gæsternes Samtaler hørte man idelig Else med mange
Ord byde Folk tiisæde.
„Værsaago' Venner, og tag Plads! ... Værsgo og gør jer tilgode,
Venner!"
Stemningen var overalt meget trykket. Dog var det mindre Sorgen
over Emanuels Søn, der fremkaldte denne Modlaldenhed, end
de stadig mere foruroligende Rygter inde fra Hovedstadens Rigsdagskrese.
Man vidste, at Gaarsdagen maatte have bragt den endelige
Afgørelse af den lange Kamp, men endnu var der ikke
naaet nogen Meddelelse om Udfaldet hertil. Ude i Haven stod
Sogneraadsformanden med Hænderne paa Ryggen, til Stadighed
omgivet af Folk, der vilde høre hans Mening om Sagernes Stilling.
Hans Næse var paafaldende bleg, hans ellers saa buldrende
Stemme besynderlig afdæmpet. Paa de mange bekymringsfulde
Spørgsmaal, der rettedes til ham, svarede han regelmæssig med
et Forsøg paa at bevare en fortrøstningsfuld Ro:
„Lad os se Tiden an, Venner! Jeg tror nu ikke noget paa, at
man for Alvor skulde vove at sætte Magt for Ret . .. Vox populi,
vox dei, siger en gammel græsk Skjald — det betyder saa meget
som, at ingen ustraffet byder Folkeviljen Trods — vær vis paa
det!"
Overalt hørte man Forespørgsler om Væver Hansen. Man vidste,
at han om Morgenen var taget ind til Købstaden for at faa
Telegrammerne fra København, og man havde regnet ud, at han
maatte kunne være tilbage inden Middagstid. Men endnu havde
ingen set ham, og Kirkeklokkerne begyndte at ringe, og Følget
steg tilvogns, uden at han var kommen.
Det var en klar Solskinsdag med skinnende blaa Himmel og
grønnende Marker, og midt i denne Foraarsfest gjoide det lange,
mørke Ligtog, der Skridt for Skridt bevægede sig sydpaa ad den
bugtede Sognevej, en dobbelt sørgmodig Virkning. Det var efter
Emanuels Ønske, at Gutten stedtes tilnvile i Bedstefaderens, den
gamle Anders Jørgens' Familjebegravelse ude ved Skibberup
Næsse-Kirke. Han havde fra gammel Tid bevaret en Forkærlighed
for dette øde og ensomme Sted med dets højtidsfulde Stilhed,
D E T F O R J Æ T T E D E L A N D 263
der kun gennembrødes af de vilde Skrig fra Maagerne ude over
Stranden.
Først efter over en Times Kørsel naaede Toget op til Kirken.
Kisten blev taget af Vognen og af seks unge Bønder — tre fra
Vejlby, tre fra Skibberup — baaret ind paa Kirkegaarden. Foran
gik en Flok halvvoksne Piger og strøede Gran og Mos, og bagefter
fulgte den øvrige Skare under Afsyngelse af en Salme.
I dette Øjeblik foer det som en Løbeild gennem Følget, at Væver
Hansen var kommen tilstede. Hviskende Spørgsmaal og Svar
gik fra Mund til Mund, og endnu før Kisten var sænket i Jorden,
vidste alle, at „det umulige" var sket, at Statskupet var fuldbyrdet,
Rigsdagen hjemsendt, og at Regeringen af egen Magtfuldkommenhed
udstedte Love og indkrævede Skat.
Der blev ikke megen Opmærksomhed tilovers for den lille
Tale, hvori Emanuel — under uafbrudt Kamp med Graaden —
tog Afsked med sin Søn og takkede ham for de seks Aar, hvori de
havde „levet sammen i lykkeligt Kammeratskab". Næppe var de
tre Skuffer Jord kastet paa Kisten og „den stille Bøn" endt, før
Følget spredtes under højrøstede Udbrud af Harme. Udenfor
Kirkegaardsporten stimlede Folk sammen i Flokke, og i den almindelige
Raadvildhed søgte alle efter Sogneraadsformanden. Det
oplystes imidlertid, at han allerede midt under Jordpaakastelsen
var stegen i sin Vogn og kørt hjem. Ogsaa Væveren havde fjernet
sig — efter nogles Sigende sammen med Maren Smeds —
og af alle „Tillidsmændene" fandt man overhovedet kun den lille
mavesvære Vej'.bybonde med de barnligt røde Kinder. Men denne
Mand havde man nærmest indvalgt i Menighedens politiske Raad
for at yde ham en Paaskønnelse af hans Fortjenester paa Mælkenets
Omraade, og han blev nu saa betuttet over pludselig at se
sig omringet af en Flok unge Karle, der bestormede ham med
Spørgsmaal, at han under Paaskud af at have et Ærinde at udrette
paa Naturens Vegne søgte bagom Kirken og herfra sneg sig uset
væk.
Det forholdt sig rigtigt, at Væver Hansen var gaaet bort sammen
med Maren Smeds. Den lille hæslige Fattigkælling, der efter264
D E T F O R J Æ T T E D E L A N D
haanden ved at optræde i alle Slags Forsamlinger og allevegne
vække Modsigelse og Spektakel havde faaet den Forestilling om
sig selv, at hun var en Profetinde, havde i sin uudslukkelige Tørst
efter at forbedre Verden grebet ogsaa Tidens allersidste Løsen
og var bleven „hellig". Ude i sin Rønne paa den øde Mark holdt
hun tilligemed tre-fire andre misfornøjede daglige „Bønnemøder",
paa hvilke de oplæste Stykker af Bibelen, udhylede Salmer og i
Jesu Navn bagvadskede alle dem, der ikke i Maren saae Kristenhedens
nye Guddomslys oprinde. Det havde derfor vakt nogen
Forundring og Bekymring, at Væveren i den sidste Tid saa aabenlyst
havde taget Maren Smeds under sin Beskyttelse. De Folk,
der havde set dem gaa sammen fra Kirken, mente endog i Væverens
Ansigt at have iagttaget et triumferende Smil, der syntes
dem at passe daarligt til Lejligheden og sikkert ikke varslede noget
godt.
Der var Uro i Luften. Hvad vilde Fremtiden bringe?
TREDJE BOG
I
N Eftermiddag i Midten af Juli kom Emanuel og Hansine gaaende
hen ad Vejen fra Skibberup Fjordkirke; de havde været
derude for at lægge en frisk Krans paa Guttens Grav. Tavse gik
de hver paa sin Side af Vejen, Emanuel i sin graa, langskødede
Multumsfrakke, Hansine i Kirkehætte og med et sort Sjal, som
hun foran holdt ind til sig med sine brune, lidt knoklede Hænder.
Det var en solhed Dag. Under den høje Himmel svævede
ikke en eneste Sky, og paa Vejen laa et tykt, hvidt Støvlag, der
hvirvledes op af deres Skridt, saa de gik ligesom i en Meldamp.
Da de naaede op paa Bakkehøjden, standsede Emanuel udfor
en ensom Røn, der kastede en Smule Skygge henover Vejen. Med
Hat og Kæp lagt om bag Ryggen blev han længe staaende ubevægelig,
fordybet i Skuet af det sommerfrodige Landskab. Til
alle Sider saae han ud over modne eller modnende Agre. Over
hele Egnen strakte sig et endeløs Kornhav, som vuggede Sollyset
paa sine gule og grønlige Bølger.
„Er det ikke et yndigt Syn?" sagde han omsider med et stille
Tonefald, næsten som var han bange for at skræmme noget bort
ved at tale. „Det er, som om man gennem Luften kan fornemme
Muldens Kraft! Og hør Lærkerne derovre over Niels Jensens
Rug! ... Men er det ikke besynderligt, jeg bliver altid saa højtidelig
stemt, naar jeg ser Høsten nærme sig. Det er saa forunderlig
gribende, saadan at se Frugten af et helt, langt Aars
Kamp og Møje saa at sige paa een Gang modnes for vore Øjne.
Og endnu mærkeligere er det at tænke paa den underfulde og
ukuelige Naturkraft, der her aabenbarer sig for os. Hvad enten
Vinteren har været barsk eller mild, Sommeren tør eller regn268
D E T F O R J Æ T T E D E L A N D
fuld, ... Aar for Aar modnes Kornet paa samme Tid, ja næsten
nøjagtig paa samme Dato. Og hver enkelt Kornsort har endog
sin egen Modningsdag! ... Kan du huske, Hansine, hvordan vi
nu i Foraaret allesammen klagede over Nattekulden, fordi vi frygtede
for, at den vilde dræbe de smaa Spirer? Og senere, da vi
klagede over Mangel paa Regn, og bagefter over for megen Regn?
Og nu staar Kornet her i al sin Herlighed og spotter vor Selvklogskab
og alle vore Bekymringer!"
Han tav et Øjeblik og vedblev derpaa:
„Der ligger egentlig en dyb Lære for os Mennesker i alt dette!"
Og efter endnu en Stunds Tavshed fortsatte han:
„Jeg tror, jeg vil benytte det Emne til min Præken paa Søndag.
Der aabenbarer sig i dette lille Træk fra Naturens lovordnede
Husholdning en evig Sandhed, som vi — og særlig i denne Tid
— kan have Nytte af ret inderlig at tilegne os."
Han havde fortsat sin Vandring, men standsede fra nu af foran
næsten hveranden Ager og brød ud i Beundring over Synet af
den fremvældende Rigdom. Han havde igen sat sin bredskyggede
Straahat paa Hovedet og trykket den dybt ned i Panden for at
skaane sine Øjne, der i den sidste Tid ikke ret havde kunnet
taale Sollyset.
Ovre paa den anden Side af Vejen fulgte Hansine ham taalmodigt
trods hans idelige Standsninger og hørte paa ham med et
opmærksomt, noget forskende Udtryk, naar han talte. Selv forholdt
hun sig stadig tavs, . .. indtil Emanuel pludselig forandrede
Tone og faldt hen i lidt melankolske Betragtninger ved at anstille
en Sammenligning mellem sine egne Markers temmelig tarvelige
Afgrøde cg den Frugtbarhed, han her overalt saae omkring sig.
„Din Moder har vist Ret," sagde han. „Vi maa virkelig tage
os sammen nu."
„Aa, saa meget slemt er det da heller ikke," sagde Hansine
i en opmuntrende Tone, der lød underlig fremmed i hendes
Mund og heller ikke gjorde noget ganske utvungent Indtryk.
„Rugen er jo næsten god, synes jeg; og du har nu ogsaa haft
saa meget andet at tage Vare paa i de sidste Aar, Emanuel ...
baade med Politiken og andre Dele. Jeg tænker nu, at vi alleD
E T F O R J Æ T T E D E L A N D 267
sammen ligesom falder lidt mere til Ro herefterdags. Og det var
kanske heller ingen Skade til."
Som saa ofte overhørte han den sidste Halvdel af, hvad hun
sagde, og fortsatte i sin egen Tankegang:
„Maaske det vilde være godt, om jeg foretog en Forandring i
Driften til næste Aar."
Men lidt efter gik han atter tavst fordybet i sig selv og saae
mod Jorden.
Efter en Tid at have gaaet mellem to Mure af mandshøje
Rugstraa, hvorover gule og brogede Sommerfugle boltrede sig i
Solskinnet som flyvende Stedmodersblomster, naaede de nu Foden
af Bakken, hvorfra en Sti førte over et Engdrag ind til Skibberup.
Her standsede Hansine og sagde:
„Jeg vil gaa lidt ind og se til de gamle. Gaar du ikke med?
Jeg tror, de venter os."
„Nej, ikke nu! Ikke nu! ... Jeg har en Sag at gennemtænke
... Men hils de kære gamle fra mig, og sig dem, at jeg kigger
nok ind til dem en Gang i Ugens Løb. Og hør!" raabte han
efter hende, da han allerede var kommen et Stykke henad Vejlby-
Vejen. „Dersom du kan huske det, saa sig til din Fa'er, at jeg
ikke har glemt den Saarug, jeg laante af ham i Foraaret. Han
skal faa den igen, saasnart vi faar det første Læs i Hus."
I Forældrehuset fandt Hansine Faderen ene hjemme. I sorthvide
Uldskjorteærmer og med en lodden Hue trykket dybt ned
paa sin stride Haarmanke sad den gamle Mand og smaasov i
Armstolen, omkreset af en stor Fluesværm, der ved hendes Indtrædelse
spredte sig summende omkring i Stuen.
„Er det dig, Hansine?" sagde han og løftede de hvide Bryn
højt op over sine blinde Øjne. „Hva? Kommer du alene? Hvor
er Emanuel?"
„Jeg skulde hilse jer fra ham. Han kigger herind i Ugens Løb,
sagde han."
„Naa saadan. Ja, ja, Mutter kommer straks. Hun gik bare en
lille Vending ind til Sørens for at hente Avisen. Der skal nok
staa en gevaldig Tale deri af Bærre. Har Emanuel ikke snakket
om det?"
268 D E T F O R J Æ T T E D E L A N D
„Nej, jeg tror ikke, han læste Avisen idag."
„Han gi'er dem nok ordentlig paa Klapperne, gør Bærre. Men
det er, som det skal være. Det er ikke for meget til dem ... de
... Tyveknægte, siger jeg rent ud. For hvad er de vel andet ...
Røvere og Kæltringepak er de og ikke andet! ... Men hvad
sagde jeg den Gang ... kan du huske, Hansine? ... Er det
Træhesten, vi skal ha'e igen, sagde jeg. Skal vi Bønder igen
være Kvæg for Herremanden ..."
Han havde med Besvær rejst sig fra Stolen og ved Hjælp af
en Stok bevæget sig et Stykke henover Gulvet paa et Par store
Slæbere. Hansine havde taget sit Tøj af og sat sig hen ved Vinduet;
og mens den gamle, forbitrede Mand blev ved at snakke,
sad hun stum og saae ud i den lille skyggefulde Have, hvor de
ægformede Solpletter sneglede sig frem over Græs og Gange,
og hvor Hønsene gik og skrabede under Stikkelsbærbuskene —
ganske ligesom i hin Tid, da hun som ung Pige havde haft sin
Plads ved det samme Vindu og i ensomme Timer byggede sig
en Fremtid op i gyldne Drømme.
Hun sad netop og tænkte paa denne Tid og paa det første Aar
af sit Ægteskab, da Emanuel og hun levede ene med og for
hinanden, og da hver Dags Samliv var en ny Aabenbarelse af
en rig og ukendt Lykke for hende. Hun tænkte paa den første
Vinters fredelige Aftener, da de sad sammen omkring Lampen,
mens Emanuel læste højt for hende eller fortalte hende om sin
Ungdoms ensomme Sjælekampe. I Tiden umiddelbart efter Guttens
Død havde hun troet at spore ogsaa hos Emanuel en Længsel
efter hine Dages Fred og Hygge. Men hun mærkede nu for hver
Dag tydeligere, at hans Tanker var begyndt at søge deres egne
Veje. Hvorhen de gik, vidste hun ikke; det var, som om hun i
den sidste Tid havde mistet hans inderste Fortrolighed. Men i
Følelsen af sin Afmagt overfor den Nedtrykthed, der mere og
mere betog ham, kunde hun ikke finde Ro for den Tanke, at
han gik og skjulte noget for hende, rugede over et begyndende
Savn, som han maaske ikke havde Mod til at tilstaa hende, og
som han maaske ikke engang var sig helt bevidst, — en langD
E T F O R J Æ T T E D E L A N D 269
somt vaagnende Længsel efter det Liv og de Mennesker, som
han tildels for hendes Skyld havde forladt.
Døren til Køkkenet aabnedes halvt, og Else stak sit store
Hoved ind.
„Naa, det er dig, Hansine. Ja, vi havde jo ogsaa ventet jer
... Hvor er Emanuel?"
„Han havde ikke Tid idag. Han kigger herind i Ugens Løb.
Jeg skulde hilse fra ham."
Elses Ansigt fik et stramt Udtryk og forsvandt fra Døraabningen.
Efter nogle Øjeblikkes Forløb sagde hun ude fra Køkkenet,
hvor hun gik og rumsterede med nogle Lerfade:
„Det er svært, som Emanuel har faaet travlt paa det sidste.
Jeg synes, han har aldrig mere Stunder til at gøre et Par gamle
Folk en Besøgelse. Det ta'er sig dog egentlig saa løjerligt ud,
mener jeg."
Hansine svarede ikke. Hun vidste, at der i den sidste Tid
havde hersket en lille Misstemning mellem Moderen og Emanuel
i Anledning af, at denne efter Moderens Mening var begyndt
at vanskøtte Præstegaardens Bedrift og for meget overlade Styret
til Karlene.
„Men Avisen ... Avisen, Mo'er!" raabte nu Anders Jørgen, der
atter havde famlet sig hen til sin Armstol.
„Nu kommer jeg. Jeg skal bare slaa Mælken op til Kalvene."
Lidt efter viste hun sig i Døren ifærd med at binde et Forklæde
om sit omfangsrige Liv.
„Nu skal vi — mente — høre!" udbrød den gamle straalende,
da han opfangede den knitrende Lyd af Avisen. „Han gi'er dem
nok ordentlig paa Klapperne. Ja Bærre er god! Han siger ligesom
jeg — kan du huske? — Er det Træhesten, vi "
„Ja, det er godt, Fatter, men ti nu stille," afbrød Else ham,
satte Anders Jørgens gamle runde, irrede Messingbriller paa sin
Næse og begyndte med let snøvlende Stemme Oplæsningen af en
seks Spalter lang Artikel, betitlet „Vor Førers Tale i Vemmeløv".
270 D E T F O R J Æ T T E D E L A N D
II
Emanuel havde imidlertid fortsat sin Vej indad mod Vejlby.
Han var dog ikke gaaet lige mod Hjemmet, men havde søgt i
en Bue udenom det for at komme op til de store Udmarker
nordenfor Byen, hvor han i sine første Kapellandage saa ofte
tyede hen, og hvis Ensomhed og Stilhed i den sidste Tid igen
havde faaet en særegen Tiltrækning for ham. Heroppe havde
han søgt at komme til Klarhed over de mange Tanker, som de
sidste Dages store Begivenheder havde vakt hos ham. Timevis
havde han kunnet vandre frem og tilbage paa det samme Vejstykke
og fortabe sig i forundret Grublen over den besynderlige,
næsten ligegyldige Ro, hvormed hans Venner her — ligesom
Meningsfællerne over det hele Land — havde fundet sig tilrette
i deres Umyndiggørelse og daglig saae Menneskenes helligste
Love frækt traadt under Fødder. Selv en Mand som den store
Tømrer Nielsen, fra hvem han snarere havde frygtet en altfor
ubehersket Opbrusen af saaret Rets- og Stolthedsfølelse, smilte
stadig lige selvtilfreds og talte blot om, at man for Fremtiden
maatte „se at belave sig paa en forandret Taktik". Det samme
sagde ogsaa Væver Hansen, der fornylig havde gjort ham et sent
Aftenbesøg og ved denne Lejlighed paa sin sædvanlige hemmelighedsfulde
Maade og med mange Omsvøb havde ytret, at Sogneraadsformanden
næppe længer var sin fremskudte Plads voksen,
og dertil føjet nogle forblommede Hentydninger til, at der
maaske ogsaa i Sogneraadsformandens Privatliv fandtes Forhold,
som ikke var heldige for en Mand, der stod som politisk Fører
for en stor, kristelig vakt Kres — Hentydninger, som Emanuel
ikke havde forstaaet og heller ikke brød sig om at faa nærmere
Forklaring paa. Han var fuldt og fast besluttet paa ikke længere
at blande sig i Døgnets Politik, som han overhovedet aldrig havde
følt stor Deltagelse for, og paa hvis Betydningsløshed han nu
havde faaet al ønskelig Bekræftelse. Guds Riges Fremvækst
kunde dog ikke standses. Det hellige Folkedømme her paa Jorden
vilde vokse og trives tiltrods for alt Lovgiveri og alle Lovbrydere
— ganske ligesom Muldens Korn, der paa Høstens Dag
D E T F O R J Æ T T E D E L A N D 271
rakte Menneskene sine gyldne Aks trods al Vinterens Kulde og
al Sommerens Tørke.
Men endnu var Tiden altsaa ikke kommen, Guds Børn ikke
modne til at tage imod Faderens fulde Kærlighed. Maaske vilde
han sletikke selv komme til at opleve de store Tiders Komme.
Men det skulde ikke mistrøste ham, og han skulde ikke trættes.
Der var Lykke alene i Bevidstheden om at være med til at berede
Vejen for Sandhedens og Retfærdighedens Sejrsgang over
Jorden. Der var Glæde og Løn i selve Bebudelsen af Fredsrigets
Komme.
Der havde i hans eget Liv været Øjeblikke, hvor han troede
at mærke, at Gud havde en særegen Bestemmelse ogsaa rned
ham. Lige siden han som Barn sad paa sin Moders Skød og
hørte hende fortælle om de gamle jødiske Profeter, hvis Mund
Gud signede, havde Drømmen om at være en saadan udvalgt
aldrig helt forladt ham; og han kunde heller ikke nu komme
bort fra, at Gud med Guttens Sygdom og Død havde villet stille
hans Tro paa en endelig Prøve ... Ak, men han havde været
for svag!
Som han gik i disse Tanker, overraskedes han ved Synet af
et Selskab, en fem-seks Personer af bægge Køn, der havde lejret
sig omkring en hvid Dug paa en Græsmark et Stykke fra Vejen.
En ung Pige i halvlang, hvid Kjole med blaat Livbaand havde
rejst sig op og var ifærd med at holde en Tale. I sin ene, opløftede
Haand holdt hun et Vinglas, i den anden en graa Herrehat,
som hun med højtidelige Buk førte til og fra sit Hoved,
mens det øvrige Selskab — to andre Damer og et Par Herrer —
leende tilklappede hende deres Bifald. I Græsset bagved Damerne
laa en opslaaet Parasol med Skaftet opad; ved Siden af
Herrerne stod en Spaserestok nedstukket i Jorden med en lyseblaa
Damehat over. I nogen Afstand fra Selskabet, henne i Skyggen
under en afstumpet Pil, holdt en med to smaa skimlede
Russerheste forspændt Jagtvogn, hvortil en Kusk med Fløjelsbenklæder
og graa Gamascher stod og lænede sig.
Der paakom bestandig Emanuel en egen Skyhed, naar han ufor272
D E T F O R J Æ T T E D E L A N D
modet stødte paa købstadklædte fremmede paa sine Enemærker.
Ogsaa nu vendte han Hovedet bort og lod, som om han slet ikke
lagde Mærke til Selskabet. Han hørte den unge Pige sige:
„Tillad mig altsaa, højtærede-beærede Forsamling, at udtømme
... at uddrikke en Skaa-aal for vor højtelskede-værdige Vært
Stemmen holdt pludselig inde. Ogsaa Latteren derhenne forstummede.
Emanuel, der forstod, at man havde faaet Øje paa ham, lagde
Hænder og Stok bag paa Ryggen og gik forbi, idet han bestræbte
sig for hverken at paaskynde eller sagtne sin Gang.
Da forekom det ham med eet, at han hørte nogen raabe hans
Navn.
Han saae sig ikke tilbage. Han var overbevist om at have
hørt fejl. I hvert Fald vedkom de Mennesker ham ikke.
Men lidt efter hørte han Stemmen igen, og denne Gang ganske
tydeligt. Tilmed syntes den ham underlig bekendt.
„Hr. Pastor! Hr. Pastor Hansted!"
Han vendte sig brat, halvt udfordrende, og saae en Herre
komme imod ham med livligt hilsende Haandbevægelser. Han
havde ved at vende sig faaet den nedgaaende Sol lige i Øjnene
og kunde i Begyndelsen kun skelne Skikkelsens Omrids: en høj,
temmelig svær Mand med Bakkenbarter, afmaalte Skridt og en
statelig Holdning. Først da den fremmede naaede helt hen til
ham og med en lidt anstrengt Forbindtlighed rakte ham Haanden,
genkendte han Doktor Hassing.
„Jeg kommer egentlig til Dem som Udsending," vedblev Hassing,
efter at de første Hilsener var vekslede, og blottede i et
Smil sine store, hvide Tænder. „Vi er en lille Familiekreds derhenne,
og mine Damer vilde saa gerne have den Fornøjelse at
hilse paa Dem ... Vil De gøre os den Ære at drikke et Glas
Vin med os, Hr. Pastor? De vil træffe en gammel Bekendt."
Emanuel havde mest Lyst til kort og godt at svare nej. Navnlig
fristedes han ikke af Udsigten til i dette Selskab at træffe gamle
Bekendte. Men da han ikke havde nogen rimelig Grund til et
Afslag og ikke gerne vilde støde Doktoren, der under Guttens
Sygdom og Død havde vist ham og Hansine megen Deltagelse,
D E T F O R J Æ T T E D E L A N D 273
saae han ingen anden Udvej end at gaa hen og hilse paa Selskabet.
Henne omkring Dugen havde man imidlertid opmærksomt iagttaget
Mødet mellem de to Mænd, og da man nu saae dem bægge
nærme sig over Græsmarken, tog Damerne til deres Parasoller
og rejste sig. Ogsaa den tilbageblevne Herre — en ung Mand
i melonfarvet Sommerdragt — kom tilsidst paa Benene, trak ned
i sine kvarterlange Manchetter og anbragte sig — støttet til sin
spiralformede Spaserestok — i udfordrende Stilling umiddelbart
bag den unge Pige ligesom for i fornødent Fald at kunne yde
hende sin ridderlige Beskyttelse.
„Dersom du faar mig til at le, Alfred, saa prygler jeg dig,"
hviskede hun til ham, da Doktoren og Emanuel allerede ikke var
mere end ti Skridt borte.
„Jamen, du gode Himmel ... det er jo en komplet Urokse,"
hviskede han tilbage bag den Haand, hvormed han snoede sin
lille blonde Snurbart. „Vil du bare se ... en Guds Røst fra Seminarie-
dariet!"
„Du skal tie stille, siger jeg."
„Tys!"
De to Mænd traadte i dette Øjeblik hen til Kresen.
Den ene af Damerne, — en lille, i brunt Silke klædt Brunette
med bløde Former og blide, overordentlig kvindelige, halvt barnlige
Træk rejste sig og gik hen og gav Emanuel Haanden.
„Min Hustru," forestillede Doktoren.
„Det glæder mig at gøre Deres Bekendtskab," sagde hun i
et saa blidt Tonefald, at det næsten lød som om hun talte med
Accent. „Vi har jo været Naboer nu i flere Aar, og det har altid
forundret mig, at jeg aldrig paa en eller anden Maade har truffet
Dem. Paa Landet undgaar man dog ellers ikke let hinanden."
Emanuel løftede tavs og alvorlig sin Hat en Tomme fra Hovedet;
hvorefter Doktor Hassing med livlig Stemme fortsatte
Præsentationen.
„Tillad mig endvidere at forestille for Dem, — først den yngste
i vor lille Kres, min Kones elskværdige Kusine, Frøken Gerda
Det forjættede Land ig
274 D E T F O R J Æ T T E D E L A N D
Zoff, hvem De for et Øjeblik siden afbrød i en overordentlig vellykket
speech. Og her samme Kusines Fætter, min egen haabefulde
Nevø, Hr. næsten juridisk Kandidat Alfred Hassing. Dersom
De er Abonnent paa noget Sportsblad, Hr. Pastor, vil De
sikkert mange Gange have truffet dette snart verdensberømte
Navn i dets Spalter."
Herregud, tænkte Emanuel medlidende ved Synet af den melonfarvede
unge Herres poseagtige Klæder, lange spidsnæsede
Sko og speciestore Manchetknapper, — det er aitsaa Dagens
He'temode!
„Og endelig her," vedblev Doktoren, idet han vendte sig mod
en slank, meget moderne paaklædt Dame, der under hele Præsentationen
havde holdt sig bagved Emanuel ligesom for at være
ubemærket til det sidste. „Ja — her behøver jeg vel ikke at
forestille."
Emanuel vendte sig om — og blev en Stenstøtte.
Doktoren havde haft Ret; nogen Præsentation var virkelig
her overflødig. Som den slanke Dame stod der og smilte, overgydt
af Skæret af en valmuerød Parasol, bag hvilken Solskiven
netop var ved at naa Horisonten, — saa behersket og korrekt
ligefra det faste Blik i hendes pragtfulde blaagraa Øjne og ned
til Plissékanten paa hendes Kjole og samtidig saa udfordrende,
saa vovet i sin storblomstrede Dragts søgte Stilfuldhed, lignede
hun saa ganske sig selv fra Fortidens Dage, at Emanuel øjeblikkelig
genkendte Frøken Ragnhild Tønnesen.
„De kan naturligvis ikke begribe, hvordan jeg pludselig dukker
op her," sagde hun smilende og rakte ham forekommende
sin smalle, glatbehandskede Haand. „De kunde vel næsten være
istand til at opfatte mig som en Slags Spion ... det er derfor
rigtigst, at jeg straks aabenbarer Dem Sammenhængen. Jeg havde
i Foraaret den Fornøjelse at forny Bekendtskabet med Doktor
Hassing og Frue, og da de var saa venlige at invitere mig herud,
kunde jeg ikke modstaa Fristelsen. Jeg har endnu kun været her
i to Dage, og jeg forsikrer Dem, der har ikke været den mindste
Indiskretion i mine Tanker ... Er De nu beroliget?"
Hendes spøgende Tone og den fulde Forvisning om at gøre
D E T F O R J Æ T T E D E L A N D 275
Virkning, som lyste ud af hendes hele Holdning, berørte straks
Emanuel ilde. Han tog sig hurtigt i sin Overraskelse og svarede:
Jeg forstaar ikke, hvad det er for en Slags Spioneri, jeg skulde
kunne mistænke Dem for, Frøken Tønnesen. At De har haft Lyst
til at gense Deres forrige Hjemstavn, er dog en saa naturlig Ting,
at den ikke behøver nogen Forklaring."
Hans Tale faldt haardere og mere afvisende, end han havde
villet og beregnet. Da han mærkede den forstemmende Virkning,
den gjorde paa Selskabet, vilde han ogsaa have tilføjet et Par
formildende Ord; men i det samme saae han tilfældigvis, hvorledes
den unge Sportsmand stødte til sin Kusine med Albuen og
tilhviskede hende en Bemærkning, der fik den unge Pige til at
bide krampagtigt i Snippen af sit Lommetørklæde. Blodet foer
ham til Kinderne. Han tav.
»Ja, skal vi saa ikke sætte os paa det grønne Svær'," tog nu
Doktoren igen tilorde i sin utrættelige Bestræbelse for at anslaa
en utvungen Tone. „De vil nok drikke et Glas med os, Hr. Pastor!
... Aa, Johan!" raabte han til Kusken henne ved Vognen.
„Bring et nyt Glas og "
„Tak, jeg drikker ikke Vin," afbrød Emanuel ham kort.
„Ja saa!"
Der hengik nogle Øjeblikke i en uhyggelig Tavshed, hvorunder
det var, som om ingen vidste, hvor de skulde gøre af deres
Øjne. Doktoren stod med tillukket Mine og trak i sin ene Bakkenbart,
mens han listede et komisk betuttet Blik over til Frøken
Tønnesen. Han syntes at sige til hende: det er en Dumhed, vi
her har gjort. Men hvad sagde jeg?
Emanuel saae ubevægelig frem for sig uden at mærke de
andres Raadvildhed. Hans Vrede havde hurtigt vendt sig mod
ham selv. Hvad havde han ogsaa haft at gøre her? tænkte han.
Hvad vilde han mellem disse Mennesker, med hvem han ikke
længer havde en Tanke eller Følelse tilfælles, ja hvis Sprog endog
var bleven ham saa fremmed, at det næsten lød for ham som
et andet Tungemaal?
Det blev Frøknen Ragnhild, der med sin gamle Snarraadighed
fandt en Udvej i Forlegenheden.
18*
276 D E T F O R J Æ T T E D E L A N D
„Hør," sagde hun og traadte et Skridt frem i Kresen. „Jeg
synes, at Pastor Hansteds Ord var en Tale i rette Tid, ... vi har
vist allesammen drukket Vin nok. Jeg foreslaar, at vi benytter
den smukke Aften til at spasere lidt i. Vi sender Vognen iforvejen
_ eller helt hjem til Kyndløse — og overtaler Pastor
Hansted til at gøre os Følgeskab et Stykke Vej. Det vil De jo
nok, ikke sandt? Vi skal dog — i hvert Fald i Begyndelsen -
ad samme Kant, om jeg ikke husker fejl.
Hendes Ord vandt øjeblikkelig de andres Tilslutning, og Doktoren
sendte Frøken Ragnhild et nyt, men denne Gang taknemmeligt
Øjekast.
Ogsaa for Emanuel kom Forslaget som en Befrielse. Han sagde
til sig selv, at naar han fulgte Selskabet hen til det Sted, hvor
Kyndløse-Vejen gik over hans Sognegrænse, var Høflighedens
Krav fyldestgjorte, og han kunde endda naa tidsnok hjem til Aftenfodringen
og Nadvergrøden.
Kusken blev hidkaldt og fik sine Ordrer, og man begav sig
paa Vej. Den unge Sportsmand tog sin Tante, Fru Hassing,
under Armen og skridtede afsted med hende forud for de andre,
for at kunne give sit fyldte Hjerte Luft.
„Men hvad i Himlens Navn er dog det for et Paaskelam! ...
Og det er ham, I har kaldt for et interessant og originalt Menneske.
Han ligner jo komplet en vandrende Legende."
„Du er altid saa voldsom i dine Udtryk, lille Alfred," svarede
den sagtmodige Fru Hassing mildt bebrejdende. „Maaske er han
ikke stærkt begavet og kan være lidt underlig ... det veed jeg
forresten ikke noget om. Men man maa i hvert Fald anerkende
den Maade, hvorpaa han har opofret sig for sin Overbevisning
og givet sig hen i sit Kald ... det maa du dog virkelig indrømme,
Alfred." , ,U1 .
„Jeg tror paa Ære, at Tante allerede har faaet en fable for
ham. En lillebitte Forlibelse-dibelse — hva' Tante? Du kunde
maaske ovenikøbet finde paa at invitere ham hjem til Aftensmaden."
„Det bliver vi jo nødt til, dersom han følger os saa langt. Men
det er jo derfor slet ikke sagt, at han tager imod Indbydelsen.
D E T F O R J Æ T T E D E L A N D 277
Forresten skulde jeg saamænd ikke have noget derimod. Jeg
kunde godt lide at høre Pastor Hansted udtale sig om forskellige
Ting."
„Naa! Altsaa allerede fuldstændig skudt! Ja, Tante, du har et
blødt og eftergiveligt Hjerte! ... Men glemmer du da rent Onkel
Joachim?"
„Onkel Joachim!" gentog Fru Hassing, og hendes Ansigt fik
pludselig et lidt betænkeligt Udtryk. „Du har Ret — ham havde
jeg virkelig ikke tænkt paa."
III
Det varede ikke længe, før Frøken Ragnhild og Emanuel kom
til at gaa alene, et Stykke bag de andre. Doktoren, som i Begyndelsen
havde ledsaget dem og indledet en Samtale med Emanuel
om de gode Høstudsigter og det smukke Vejr, var bleven kaldt
bort af den muntre unge Pige, der hele Tiden strejfede omkring
langt borte fra det øvrige Selskab og idelig tilkaldte nu en, nu
en anden, for at de skulde beundre de storartede Fund, hun
gjorde overalt, — snart en „saa sød, saa sød" Mariehøne, der
var kommen flyvende ned paa hendes Haand, snart et „helt Myreslot",
som hun fandt oppe bag et Dige. Snart hist, snart her
dukkede hendes lille hvidklædte Skikkelse op under en lyseblaa
Silkeparasol, der hvælvede sig over hende som en privat lille
Lyksalighedshimmel.
„Hvor De dog egentlig er et kuriøst Menneske, Pastor Hansted!"
udbrød Frøken Ragnhild, efter at Doktoren var gaaet fra
dem, og de en Stund havde gaaet tavse. „Der har jeg nu i syv
Aar gaaet og glædet mig til den Dag, da jeg kunde overraske
Dem herude ... og saa tager De imod mig, som om det ikke
var mere end tre Dage, siden vi sidst havde set hinanden. Jeg
vil sige Dem, De satte mig virkelig i Forlegenhed før; jeg havde
naturligvis forberedt de andre paa en stor Genkendelsesscene!
... Naa, jeg indrømmer, det var min egen Dumhed," fortsatte
hun, da Emanuel vedblev at tie. „Jeg burde fra gammel Tid have
278 D E T F O R J Æ T T E D E L A N D
erindret, at De i mange Stykker ikke er som andre Mennesker.
Og med Hensyn til Uberegnelighed har De altsaa ikke forandret
Dem den bitterste Smule."
Emanuel bemærkede ikke den Tvang, hun maatte paalægge
sig for igen at anslaa den halvt kammeratlige Tone, der i gamle
Dage havde været brugt imellem dem, — dertil var han for opfyldt
af sit eget Ubehag ved at gaa her ene med hende og efter
saa mange Aars Forløb igen at høre denne paa en Gang udfordrende
og indsmigrende Stemme med den mærkeligt metalliske
Klang.
Uden i nogen Maade at lade sig paavirke af hendes fortrolige
Sprog sagde han:
„Det lader til, at vi har haft nogenlunde ensartede Indtryk af
hinanden, Frøken Tønnesen. Baade før, da jeg saae Dem, og nu
ved at høre Dem tale kom jeg til at tænke paa, at vistnok ogsaa
De er ganske den samme nu som for syv-otte Aar siden."
„Nu ja," svarede hun med en Skuldertrækning. „Hvad skulde
egentlig have forandret mig? Jeg er Frøken Tønnesen nu, som
jeg var det dengang; og mit Livs mellemliggende Roman kunde
jeg saamænd nedskrive bag paa et Visitkort. Saadan er nu engang
Livet for os ugifte Damer ... Men med Dem er det en anden
Sag. Jeg er ikke saa fremmed for Deres Oplevelser, som De
maaske tror. Jeg havde for et Aarstid siden den Fornøjelse at
stifte Bekendtskab med Deres Søster, Generalkonsulinde Torm,
og med Deres Broder, Kammerjunkeren. Deres Søster og jeg
er siden bleven gode Veninder. Hun er fortryllende, ikke sandt?
... Som De kan vide, har vi undertiden ogsaa talt om Dem.
Hun beklager sig forresten ofte over, at hun næsten aldrig hører
noget fra Dem."
Emanuel var bleven opmærksom. Skulde der maaske trods Frøkenens
Forsikringer alligevel skjule sig lidt Spioneri bag dette
Besøg? — tænkte han.
„Jeg har altsaa, allerede inden jeg kom hertil, hørt lidt om,
hvilken indflydelsesrig Mand De er bleven her, hvilken Omvæltning
De har fremkaldt i hele Egnen, siden Fader rejste, og hvor
De bliver forgudet af alle Deres Sognebørn. Ja, man har jo ligeD
E T F O R J Æ T T E D E L A N D 279
frem tildelt Dem Apostelnavnet, efter hvad jeg har ladet mig
fortælle herude."
Der gik et lille Ryk igennem Emanuel; han følte godt den
skjulte Spot i hendes Ord. Efter et Øjebliks Tavshed sagde han:
„De har Ret. Jeg har virkelig kun Grund til at være meget
taknemmelig. Men — hvordan er det? — har ikke ogsaa De
faaet Deres Ønsker opfyldte, Frøken Tønnesen. De var saa lykkelig
over at komme bort fra denne Egn, som var Dem saa forhadt,
og at komme ind til Hovedstaden, til det danske Kulturcentrum,
til Selskabeligheden, Moderne og Teatrene. De har
faaet selve vort verdensberømte Tivoli til Nabo "
„Nu ja," afbrød hun ham med et lidt utaalmodigt Hovedkast.
„Med mig er det som sagt en anden Sag. Forøvrigt har jeg ikke
beklaget mig, saa jeg fatter ikke rigtigt, hvortil Deres Ord sigter.
Jeg befinder mig saamænd efter Forholdene meget godt. Jeg skal
sige Dem, jeg er paa mine gamle Dage bleven Filosof ... Stoiker,
tror jeg, det hedder. Det vil sige, jeg har efterhaanden
vænnet mig til at være det Forargelsens Tegn, som jeg og mine
Lige nu en Gang er bleven for vor kære Samtid ... ja, jeg føler
mig næsten en Smule stolt over at høre til dem, der bebuder
det store Babylons nære Fald."
Emanuel vilde sige noget; men hans Tanker var bleven uvant
med at bevæge sig i Spring, og endnu før han havde faaet en
Sætning samlet, tog Frøken Ragnhild igen tilorde.
„Men lad os ikke tale om mig. Det er et saa forskrækkelig
uinteressant Emne, forsikrer jeg Dem. Derimod maa De fortælle
mig lidt om Dem selv. De har da altsaa virkelig i otte lange
Aar levet her uden nogensinde at føle Savnet af de nu saa
ilde berygtede Civilisationens Goder ... af lidt god Musik
f. Eks. ... Ikke engang af min lille schubertske Lærke-Etude,
som De dog i sin Tid — kan De huske? — holdt saa meget
af?"
Hun havde, mens hun talte, set hen paa ham over sin Parasols
elfenbenshvide Skaft 03 igen i Blik og Smil udfoldet al sin Elskværdighed.
Emanuel bevarede standhaftig sin Tilbageholdenhed
og svarede alvorlig:
280 D E T F O R J Æ T T E D E L A N D
„Jeg har ondt ved at forstaa, hvorledes jeg skulde kunne savne
det, som jeg netop er i allerfuldeste Besiddelse af. Dersom De
vilde gøre Dem den Ulejlighed at lukke Ørene op, Frøken Tønnesen,
vilde De netop i dette Øjeblik kunne høre Lærkerne synge
ovenover Deres Hoved — langt dejligere, end Verdens største
Virtuos kan gøre dem det efter i nogen Etude. Jeg behøver blot
at gaa udenfor min Dør for at se et Rundmaleri for mig, som
spotter al menneskelig Kunst; og den hele Sommer har jeg fra
Morgen til Aften et helt Orkester spillende udenfor mine Vinduer:
Stærene i Trætoppene, Solsorten i Buskene, de smaa Musvitter
"
„Ja, og Kragerne! Glem endelig ikke dem! — Og Hanerne!
Aa, Gud, Hanerne!" udbrød hun og holdt i komisk Fortvivlelse
Haanden op til Øret. „Der er i denne Tid et saadant Afskum, der
hver Morgen, naar jeg ligger i min sødeste Søvn, stiller sig op
udenfor mit Vindu og hyler og galer og skraaler ... Aa, det er
som at ligge paa en gloende Rist!"
Emanuel kunde denne Gang ikke lade være at trække lidt
paa Smilebaandet. Han standsede et Øjeblik og sagde hovedrystende,
idet han for første Gang saae fuldt paa hende:
„I Sandhed! De har ikke forandret Dem, Frøken Tønnesen.
Endog til vor prægtige Morgenbebuder har De bevaret Deres
gamle Nag."
„Ja, jeg tilstaar, i disse Retninger er jeg ganske den samme
Kætter som før. Man maa for mig gerne beholde Fuglesangen og
de grønne Skove og den saakaldte friske Strand — med den afskylige
Tanglugt — og de blomsterbrogede Enge og hvad det
nu altsammen hedder, blot jeg maa faa Lov at blive inden fire
Vægge, hvor jeg kan hygge om mig med Ting, der passer for min
egen Smag og mit private Temperament. Jeg mangler i enhver
Henseende Smagen for det „naturlige". For mig er f. Eks. Synet
af en stilfuldt udstyret Stue, der er præget af et ejendommeligt
Menneskes særegne Tilbøjeligheder, hundrede Gange smukkere,
for ikke at tale om langt interessantere, langt mere tanke- og
stemningsvækkende end det allerherligste Landskab .. . De finder
mig vist forfærdelig, ikke sandt?"
D E T F O R J Æ T T E D E L A N D 281
Emanuel vilde svare, men hun kom ham atter denne Gang
i Forkøbet.
„Jeg kunde saamænd endda forarge Dem meget mere endnu,
hvis jeg vilde. Og hvorfor skulde jeg ikke gøre det? ... Jeg vil
da sige, at efter min Mening er alt dette med Naturens Skønhed
og Højhed osv. ikke stort andet end en Fabel, som aandsfattige
Digtere har faaet os til at tro paa, og som de fleste Mennesker
driver et frygteligt Hykleri med. Jeg for mit Vedkommende kan
ikke komme udenfor Københavns Gader og møde Synet af de
skaldede Marker, de ensformige Veje og den urimelige Mængde
ganske øde Himmel uden at komme til at tænke paa den kolde
Rullestue, hvor jeg som Barn fik mit Bad. Hvor meget Solen end
skinner, og hvor grønne Markerne er, det forekommer mig altsammen
saa goldt, saa nøgent og trist, at det faar mig til at fryse.
Og naar jeg saa tænker paa den evighedslange Vinter, paa de
bælgmørke Aftner og Nætter, paa Stormen, Regnen og de bundløse
Veje — og jeg har jo dog paa dette Punkt en ret lang Erfaring
at tale af — saa synes det hele mig saa umenneskeligt,
... ja, og saa nedværdigende! Jeg indrømmer, at ogsaa Byerne
kan være ækle, baade støvede og smudsige og sværtede af Kulrøg
og meget andet. Men man er dog ikke i den Grad prisgiven
nogle afskylige Naturmagters brutale Herredømme. Man er dog
ikke der en fuldkommen Slave af, om Hr. Sol eller Madam
Maane allernaadigst behager at skinne eller ikke. Der faar man
dog en Smule Anelse om, hvad det vil sige at være Menneske
... at være den Skabningens Herre og Mester, som det
dog vel er Udviklingens Bestemmelse en Gang for Alvor at
gøre os til."
De var netop naaet op paa Toppen af en Bakke, hvorfra man
havde en af de milevide Udsigter, paa hvilke Egnen var saa rig.
De havde forlængst overskredet Sognegrænsen, og fra det Sted,
hvor de befandt sig, kunde man overse Kyndløse-Vesterby Sognets
flade, men venlige og afvekslende Landskab, hvorigennem en
vandrig Aa bugtede sig mellem grønne Enge og et Par Smaaskove.
I Vest øjnedes selve Kyndløse By med den høje Kampestenskirke,
hvis forgyldte Vejrfløj lyste mod Aftenhimlen som
282 D E T F O R J Æ T T E D E L A N D
en nytændt Stjerne. Fjernt i Nord og Nordvest skimtedes endelig
som en blaalig Skybanke Vesterby-Sognets store Skovbælte, bag
hvilket Solen netop var gaaet ned og havde tændt hele Himmelranden
i Flammer.
„Og en saadan Tale har De Mod til at føre netop her," sagde
Emanuel næsten vemodig, idet han med en bred Hkandbevægelse
viste ud over det glødende Solnedgangs-Landskab, hvor Nattetaagerne
allerede var begyndt at pusle frem over Engene og
brede sig som uhyre Spindelvæv over Aaens blodrøde Aare.
„De kan virkelig ikke finde det mindste tiltrækkende ved et
Syn som dette? Det kan slet ikke vække anden Tanke eller
Følelse hos Dem end en uhyggelig Erindring om Deres Barndoms
Rullekælder?"
Frøken Ragnhild saae en Stund med missende Øjne ud over
Egnen. Derpaa sagde hun med det lille fornemme Smil, som
hun gerne paatog sig, naar hun vilde sige noget rigtig udæskende
:
„Jeg kan i hvert Fa!d ikke forstaa, hvorfor det der skal være
saa bedaarende dejligt, at et Menneske er forpligtet til fra Vuggen
til Graven at falde i en Henrykkelsestilstand, hver Gang han
ser det. Mig tiltaler det desuden aldeles ikke. Alene Farvesammenstillingen
er mit Øje imod. Denne blaa Himmel, denne
skrigende røde Horisont, alt dette brandgule Korn og den spinatgrønne
Eng dernede ... blaat, rødt, grønt og gult! Er det ikke
netop de Farver, der benyttes til de saakaldte Hottentot-Lommetørklæder,
... De veed nok, disse brogede Tøjer, som Englænderne
sender ned til de Vilde i Afrika, og som hensætter vore
sorte Medskabninger i en sand Salighedstilstand? Tror De egentlig
ikke, Pastor Hansted, at Naturfænomener som en Solnedgang
alene har den Bestemmelse at være en Slags ophøjet Forlystelse
for Halvmennesker — baade de hvide og de sorte og maaske
for Dyrene? En saadan ildsprudende Himmel svarer sikkert
til den Slags Væsners Forestillinger om Pragt; den vækker jo
ogsaa deres blide Følelser ... Nattergalene begynder at synge,
Frøerne at kvække ..."
„De har vist fuldkomment Ret, Frøken Tønnesen!" afbrød
D E T F O R J Æ T T E D E L A N D 283
Emanuel hende med et lille ironisk Buk; han fandt det ikke længer-
Umagen værd at tage hende alvorligt. „Det er blot Skade,
at Vorherre ikke havde Lejlighed til at raadføre sig med Dem,
da han skabte dette Makværk af en Verden, der alene passer for
Kabylere og Hottentotter. Men det falder mig ind ... da jeg
traf Dem før, havde De dog nedladt Dem til at tage Plads paa
en ganske gemen Græsbænk, — ja, saavidt jeg kunde skønne,
var baade De og de øvrige Damer og Herrer i en ganske munter
Stemning. Det lader da altsaa til, at Opholdet i Naturen alligevel
kan øve en ret oplivende Virkning paa Dem."
„Ja, hvad skal man sige?" svarede hun med et Skuldertræk,
idet de fortsatte deres Gang. „Der bliver vel altid saa meget
tilbage af Dyret i os Mennesker, at vi undertiden kan føle Lyst
til en Eng at sole os paa, en Skov at springe i. Men hvad beviser
saa det? Jeg veed jo f. Eks. ogsaa, at forelskede Mennesker
sværmer for at vandre i Maaneskin. For mig, der ikke er
forelsket, er en Maaneskinsnat noget af det vederstyggeligste,
jeg veed; den faar mig altid til at tænke paa en Ligstue. Rimeligvis
vækker saaledes Synet af Naturen hos Mennesket de mindre
fornemme Følelser "
Hun holdt pludselig inde, brød ud i en lille Latter og sagde:
„Nej, det er dog virkelig for dumt! Nu gaar vi her og fører
akkurat den samme Passiar, som vi for otte Aar siden tog op
Dag for Dag ... og med ganske det samme heldige Resultat.
Kan De huske, hvordan vi ogsaa den Gang kunde snakke os
røde i Hovedet bægge to, ... skal vi nu ikke slutte Fred? Nu
har vi jo faaet hver sit — De Deres Land, jeg min By — saa
egentlig har vi jo ikke noget at skændes om mere."
„Det mener ogsaa jeg," sagde Emanuel tørt.
„Nu, saa blev vi da endelig enige om een Ting! Men jeg har
ogsaa været altfor snakkesalig ... De veed jo nok, det er gamle
Jomfruers Vane. Nu er det Deres Tur at være underholdende.
Hr. Pastor!"
Hun blev i dette Øjeblik afbrudt af Doktoren og hans Frue, der
en Tid havde staaet forude paa Vejen og ventet paa dem.
„Nu faar De virkelig ikke Lov at slippe fra os, Hr. Pastor,"
284 D E T F O R J Æ T T E D E L A N D
sagde Doktoren med sit ubestemmelige Smil. „Nu har vi kun
et Par Skridt til vor Dør, og De kan dog ikke naa tidsnok hjem
til Teen hos Dem selv."
„Ja, nu maa De ikke sige nej," istemte Fruen med al den
Hjertelighed, hun kunde lægge i sin blide Stemme. „Dersom De
tror, at Deres Hustru vil blive ængstelig over Deres Udeblivelse,
kan vi jo let sende et ridende Bud."
Emanuel stod et Øjeblik tvivlraadig. Han havde nu i syv Aar
udelukkende holdt sig indenfor sin egen Vennekres; men Frøken
Ragnhilds Spottetale havde opægget ham. Han havde desuden
i den senere Tid oftere overvejet med sig selv, om han ogsaa
handlede forsvarligt ved saaledes ganske at afslutte sig fra Omverdenen.
Navnlig i de sidste Dage, efter at Regeringen ved
sine Voldshandlinger havde forsøgt at standse Folkepartiets Fremvækst,
var der vaagnet i ham en Følelse af Forpligtelse til at
optage Kampen mod Gudsrigets triumferende Fjender ogsaa udenfor
sin vante Virkekres. Hans lille, lønlige Haab om, at Gud
endnu en Gang vilde sætte hans Tro og hans Nidkærhed paa en
Styrkeprøve, havde i saa Henseende ikke været uden Betydning;
og —^ udæsket som han nu var bleven — optog han da
dette tilfældige Møde med de fremmede Mennesker som en
Slags Tilskyndelse fraoven, en himmelsk Ordre, og sagde Ja til
Indbydelsen.
IV
En Timestid efter sad han ved et fint dækket Aftensbord i
Doktor Hassings pompejansk udstyrede Spisestue.
Han havde endnu ikke helt overvundet den Følelse af Ufrihed
og den dybe Uvilje, der havde bemægtiget sig ham ved at træde
ind i det overdaadigt indrettede Hjem, som i saa meget mindede
ham om hans eget Barndomshjem. Efter tavs at have taget Plads
ved Bordet bøjede han Hovedet og foldede Hænderne i sit Skød.
Uden at lade sig paavirke af den lille Betuttelse, det vakte hos
de andre, bad han i Stilhed sin sædvanlige Bordbøn og tilføjede
endda: „O, min Fader og Frelser i det høje! Skænk mig Naade
D E T F O R J Æ T T E D E L A N D 285
og Kraft til at bære dit Vidnesbyrd ind i dette Hjem og tænde det
himmelske Lys i Vankundigheds Mørke!"
Ved den øverste Bordende sad Frøken Ragnhild og Doktoren
og disputerede om moderne Musik; ved den nederste sad de to
unge, der for det meste stak Hovederne sammen under en
hemmelighedsfuld Hvisken, og hvis snart varme, snart fornærmede
Øjekast til hinanden syntes at tyde paa, at Fætterskabet var
paa Veje til at glide over i et mere fortroligt Forhold.
Lige overfor Emanuel og Fru Hassing sad en lille tavs, sortklædt
Dame, og ved Siden af hende en ældre Herre af højst
ejendommeligt Udseende. Han var en Mand paa omkring halvfjerdsindstyve
Aar, stor og plump af Legemsbygning og med et
fuldkommen skaldet Hoved, hvis Isse var saa hvid og blank, at
alle Stuens Lys spejlede sig i den. Ansigtet var rødvinsfarvet og
delt paatværs af en bred Mund, som hvert Øjeblik aabnede Udsigten
til en stor og tyk Tunge, der hindrede ham i at tale rent;
Øjnene var smaa, Næsen til Gengæld stor og rød som en Hummerklo,
og fra Hagen hang en rødblaa, nobret Hud ned over
Halsen ligesom en Pelikanpose. løvrigt var Ansigtet prydet med
et lillebitte, hvidt Fipskæg og et Par smaa halvmaaneformede
Bakkenbarter, der efter gammel Hofmode strakte sig fra det
underste af Øret henimod Midten af Kinden; og til dette aristokratiske
Skæg svarede et stift, sort Atlaskes Halsbind og en
ovalformet Brillantnaal midt i Skjortebrystet (med en vedhængende
Stump Guldkæde og en lille Hæftenaal) samt et stort,
broget Silkelommetørklæde, hvormed han idelig og uden synlig
Grund tørrede sig bag om sin tykke Nakke. Forresten var han
ganske tarvelig klædt i en graa Klædesfrakke, og hverken
hans Linned eller hans Hænder røbede nogen stærkt udviklet
Properhedssans.
Denne Mand var den af Fru Hassing og hendes Nevø saa ængstelig
omtalte „Onkel Joachim", en forhenværende Herregaardsbesidder,
med Titel af Jægermester, som for nylig paa Grund af
en altfor junkerlig Svaghed for Luksusheste, kostbare Ekvipager,
stort Tjenerskab, fine Vine og illegitime Kærlighedsforbindelser
havde været nødt til at sælge sin Ejendom og nu hovedsagelig
286 D E T F O R J Æ T T E D E L A N D
levede af Familjens Naade. Sammen med sin Søster — den
lille sortklædte Dame — opholdt han sig for Tiden hos Doktor
Hassing i „et Besøg", der allerede havde strakt sig over adskillige
Maaneder.
I god Overensstemmelse med sine øvrige Tilbøjeligheder havde
Onkel Joachim altid sat en Stolthed i at høre til „de faa", der
endnu hyldede de mest yderliggaaende reaktionære Anskuelser
paa alle Omraader. Han kaldte sig bestandig — og slog sig
samtidig med Varme paa sit brede Bryst — „en Repræsentant for
Ideerne fra før Ulykkesaaret 48"; og det havde ikke formildet
hans Sindelag mod det overalt fremrykkende Demokrati, at det
netop blev en rig Bonde, som ved Tvangsauktionen fik hans
Ejendom tilslaaet. Doktor Hassings ellers saa tyste og navnlig for
al Politik ganske tillukkede Hjem havde i den sidste Tid fra Morgen
til Aften genlydt af rasende Udfald mod Bønderne, Rigsdagen,
Højskolerne og mod selve Regeringen. Jægermesteren
var nemlig nok regeringsvenlig og navnlig kongetro; men han
fandt, at man tog altfor valent og ængsteligt fat paa „Oprørerne";
han begreb ikke, hvorfor man ikke straks proklamerede den
uindskrænkede Enevældes Genindførelse, og det var et Forslag,
hvortil han idelig kom tilbage, at man skulde sende alle Demokrater,
i hvert Fald alle demokratiske Rigsdagsmænd, paa Krigsskibe
over til Kristiansø, hvor de skulde hugge Sten, indtil de
havde forbedret sig. Alle andre Forholdsregler var efter hans
Mening Lapperier, Slag i Luften, der ikke vilde føre til noget
Resultat.
Der havde derfor virkelig været Grund til med nogen Ængstelse
at imødese Mødet mellem denne Mand og Emanuel — og
de spændte Forventninger var da ogsaa i fuldt Maal bleven opfyldte.
Saasnart Jægermesteren havde hørt Emanuels Navn, var
hans Hoved bleven purpurfarvet; og uden at give Emanuel Haanden
eller besvare hans Hilsen foer han ind i Spisestuen til Fru
Hassing, der var ifærd med at tilse Aftensbordets Dækning.
„Hvad skal det sige?" raabte han her med sit tykke Læspemæle,
hvis Styrke han paa Grund af Tunghørighed aldrig formaaede
at beregne. „Er det ikke den gale Anarkist og FolkeD
E T F O R J Æ T T E D E L A N D 287
forfører derovre fra Vejlby? Og med saadanne Folk holder I
Omgang! Med den Slags Personer fører I mig sammen! Hvad
er Meningen, Ludovica? "
„Hør, Onkel!" havde Fru Hassing svaret med en Bestemthed,
der ellers var hende ganske fremmed, men netop derfor gjorde
et desmere overvældende Indtryk paa Onkel Joachim. „Du veed,
at hverken Hassing eller jeg befatter os med Politik. Men Pastor
Hansted er en overordentlig dannet og interessant Mand,
af hvis Konversation man kan høste baade Fornøjelse og Belæring,
uden at man derfor behøver at hylde hans Anskuelser. Jeg
vil nu derfor bede dig om, Onkel Joachim, at du ikke fornærmer
Pastor Hansted, men husker paa, at han iaften er vor Gæst."
Det var Virkningen af denne Formaningstale, der endnu i Begyndelsen
af Maaltidet kunde spores paa ham; han sad stiv som
en Ledstolpe og lod med fornemt krænket Mine de fleste Retter
gaa ham forbi. Men efterhaanden som han mærkede, at hans
tavse Modstand forblev upaaagtet — og desuden fordi den i
Længden krævede altfor stor Selvfornægtelse af ham — forandrede
han pludselig sin Taktik, tog med Graadighed for sig af
alt, hvad der var paa Bordet, larmede ugenert med Kniv og
Gaffel og faldt hvert Øjeblik de andre i Talen med højrøstede
Anmodninger om Brød, Smør, „lidt mere Leverpostej, Ludovica",
for dermed at vise, at Anarkisten slet ikke eksisterede
for ham.
Underholdningen omkring Bordet var efterhaanden bleven livlig.
Ogsaa Emanuels langsomme og tungt formede Tale hørtes
bestandig tydeligere mellem de andres lette Konversation. Han
følte i stigende Grad det Ansvar, han havde paataget sig ved at
sidde her mellem disse sørgeligt vildledte Mennesker. Han besvarede
høfligt Fru Hassings forskellige interesserede Spørgsmaal
om Forholdene i hans Menighed, men var bestandig agtpaagivende,
gav sig ikke paa noget Punkt hen og aflagde ikke
et eneste Øjeblik den alvorlige, næsten dystre Mine, der var
hans foreløbige, tavse Indsigelse mod alt, hvad han saae omkring
sig.
Samtalen mellem ham og Fru Hassing gled efterhaanden over
288 D E T F O R J Æ T T E D E L A N D
paa et farligt Emne, nemlig paa Spørgsmaalet om Tidens store
Folkeoplysningsarbejde, navnlig indenfor Bondestanden. Emanuel
udtalte uforbeholdent sine Anskuelsei og fremhævede med
Vilje ganske særlig den Betydning, han tillagde Højskolernes
Virksomhed paa dette Omraade.
Fru Hassing var lutter lyttende Opmærksomhed. Hun hørte
til den Slags letbevægede Kvinder, der øjeblikkelig bliver varme
for alt, hvad de mærker andre være varme for. I hendes regelmæssigt
smukke, ikke særligt kløgtige Madonna-Ansigt kom der
altid et Udtryk af dyb Eftertænksomhed, naar nogen talte; —
det saae ud, som om Vedkommende med sine Ord klargjorde
hende netop det, hvorpaa hun længe forgæves havde grundet.
Saaledes sad hun ogsaa nu og lyttede med Albuerne paa Bordkanten
og en Finger lagt op over Kinden — og naar hun nu og
da i sin syngende Tone fremkom med, hvad hun kaldte „sine
Betænkeligheder", var det i Virkeligheden mindre for at modsige
ham end for at give ham fornyet Anledning til at udvikle
sine Anskuelser.
Men ogsaa de andre var begyndt at blive opmærksomme. Emanuels
urokkelige Alvor, hans grovt klædte Skikkelse og store
Skæg frembragte i disse Omgivelser et ejendommeligt Indtryk
af apostolisk Oprindelighed og Kraft. Ja, om det saa var den
noget foredragsagtige Maade at tale paa, som han havde vænnet
sig til ved stadig at henvende sine Ord til Bønder, gjorde
den ham blot end mere interessant i disse Menneskers Øjne.
Desuden var Emnet for Samtalen saa fremmed for dem alle, hans
Udtalelser derfor saa nye og overraskende, at han uvilkaarlig
paatvang dem Respekt.
Endog de to unge afbrød bestandig oftere deres Hvisken for
at høre efter ham, naar han talte; og Sportsmanden blinkede en
Gang hen til Fru Hassing, som om han vilde sige:
„Du har forresten Ret, Tante! ... Der er virkelig Stil over
Manden!"
Derimod var Frøken Ragnhild øjensynlig forstemt. Hun sad tilbagelænet
mod Stoleryggen, og hendes lange, spidse Fingre tumlede
stedse mere nervøst med nogle Brødkrummer paa Dugen.
D E T F O R J Æ T T E D E L A N D 289
Emanuel forblev i Længden ikke upaavirket af den stigende
Opmærksomhed, han vakte med sin Tale. Han havde i et Øjebliks
Selvforglemmelse — uden at tænke paa sit Afslag ude paa
Marken drukket et Glas Vin, og hans Tone blev bestandig
mere utvungen. Han formede sine Sætninger med en Lethed,
som undrede ham selv, og udtrykte sig i det hele med en Myndighed,
der var ham ganske uvant.
Paa een Gang opstod der nogen Uro omkring Bordet. Fra sin
allerede temmelig udæskende Lovprisning af Højskolerne og den
Aand, der gennem dem var udgaaet til Befolkningen paa Landet,
havde Emanuel pludselig kastet Talen ind paa Øjeblikkets store
Strid mellem Regeringen og Folket.
Alle saae ængstelig hen paa Onkel Joachim, hvis Hoved atter
var blevet purpurrødt og svulmede op som en Ballon, der fyldes.
„Tillad mig, Højstærede!" eksploderede han tilsidst, idet han
efter tunghørige Folks Vane lagde en Haand — en højst uaristokratisk
Næve med lange, røde Haartotter midt paa alle Fingerleddene
op bag Øret. „Jeg hører, at De er en ivrig Beundrer
af denne saakaldte Folkefrihed, min Herre, og denne ... saakaldte
... almindelige Stemmeret, jeg be'r! De vil da maaske
tillade mig, Højstærede, at fremføre for Dem et Eksempel, som
dog rimeligvis vil bringe Dem til andre Anskuelser. Jeg behøver
blot at fremføre et eneste Eksempel for klart at godtgøre for
Dem, hvor forkastelig, ja rent ud fordærvelig denne ... jeg be'r
... denne saakaldte almindelige Stemmeret er for et Lands
Fremtid og Velfærd."
Fru Hassing sendte sin Mand et Blik for at faa ham til at
standse Onkel Joachim. Men Doktoren, der bag sit korrekte og
værdige Ydre gemte ikke saa lidt af en ungdommelig Skælmsmester,
lod, som om han ikke saae det. Han fandt, at det kunde
være ret underholdende at blive Vidne til en lille Holmgang
mellem de to kamplystne Herrer.
»Jeg tillader mig altsaa — ganske kort — at fremføre følgende
for Dem," sagde Jægermesteren. „Jeg havde en Gang ... for
nogen Tid siden, hm! ... en Røgter ... en Røgter, forstaar De!
løvrigt en meget ædruelig og skikkelig Person, men ganske
Det forjættede Land ,q
290 D E T F O R J Æ T T E D E L A N D
uvidende, aldeles blottet for selv de mest elementaristiske Kundskaber.
Dersom nogen vilde have spurgt ham ... f. Eks. om,
hvad tre Gange seks er, vilde han rimeligvis have svaret ni eller
tolv eller fjorten. Jeg be'r Dem! ... Eller dersom nogen havde
spurgt ham om, hvad f. Eks. Hovedstaden i Tyskland hedder,
vilde han udentvivl have svaret Skelskør ... det var nemlig den
eneste By, han kendte, foruden København og Roskilde. Med
Hensyn til Lovkyndighed, saa vidste han præcis lige saa megen
Besked om, hvad der stod i vor ... saakaldte ... Grundlov, som
hvad der staar i den tyrkiske eller den kinesiske! Nu tillader jeg
mig at spørge," fortsatte han med stigende Selvfølelse, da han
paa den almindelige Tavshed kunde mærke, at han var begyndt
at gøre Lykke. „Er det virkelig Deres Mening, Højstærede, at
en saadan Person bør have lige saa megen Indflydelse paa Styrelsen
af et Riges indre og ydre Anliggender som en Mand
som ... som f. Eks. vor ærede Vært, Hr. Doktor Hassing? Jeg
be'r Dem!"
Han kastede sig med en inviterende Haandbevægelse tilbage paa
Stolen, lagde Armene overkors og afventede i denne Stilling
sejrstryg Emanuels Svar.
Emanuel havde mest Lyst til slet ikke at svare Jægermesteren,
hvis hele Person ikke syntes ham at indbyde til alvorlig Meningsudveksling.
Men da han mærkede den Forventningsfuldhed,
hvormed nu ogsaa de andre saae hen paa ham for at høre hans
Svar, sagde han:
„Jeg mener, at den omtalte Røgter, trods al formentlig Uvidenhed,
ikke alene burde have haft lige Ret med Doktor Hassing
men — om der skete ham fuld Retfærdighed — maaske snarere
den dobbelte."
Svaret kom med en saadan Overbevisningens Tilforladelighed
og lød samtidigt saa paradoksalt, at man uvilkaarlig brød ud
i indsigelser.
„Men det kan De dog umulig mene!" sagde selv Fru Hassing,
mens Onkel Joachim lagde sig ned mod sin Søster og med
en Stemme, som han aabenbart selv antog for hviskende, skreg
hende ind i Øret: „Hvad siger han? Hvad er det, han siger?"
D E T F O R J Æ T T E D E L A N D 291
»Jeg synes dog, at Tingen er ganske simpel og indlysende,"
vedblev Emanuel, gjort yderligere veltalende af den Modstand,
hans Ytringer vakte. „Hvorfor skal dog en Mands Fødsel være
bestemmende i hans Forhold til Samfundet. At et Menneske er
født i Fattigdom, kan blive en Ulykke for ham, og der var
snarere Grund til at yde ham en Oprejsning derfor end til det
modsatte. Og hvad hans paastaaede Uvidenhed eller rettere Mangel
paa Lærebogskundskaber angaar — ja, saa betyder den jo
egentlig blot, at Samfundet ikke har villet koste tilstrækkeligt paa
hans Uddannelse; . . . men derfor er der dog ingen Grund til altid
at lade ham være Stedbarn; tværtimod!"
„Jamen, De maa dog virkelig indrømme —," begyndte Doktor
Hassing.
Men Emanuel hørte allerede kun sine egne Ord og vedblev:
„Det er altid de smaa og de fattige, der kommer til at lide mest
under onde Tiders Tryk; derfor er det vel ikke mere end billigt,
at man fortrinsvis lader dem være de bestemmende. Dersom der
virkelig skal være Tale om Retfærdighed, saa er det hverken
dem, der veed mest, eller dem, der ejer mest, som bør have
den største Indflydelse paa et Lands Styrelse ... men derimod
dem, der udsættes mest. Saadan ser i alt Fald jeg paa
den Sag."
„Men saa er De jo næsten ... saa er De vel egentlig Socialist,"
ytrede Fru Hassing; hun sad med Fingren under Hagen og saae
tankefuldt op mod Loftet.
„Det skal jeg saamænd ikke saa nøje kunne afgøre," svarede
Emanuel, der paany i Tanker havde tømt et Glas Vin. „Dersom
de Anskuelser, jeg her har udtalt, er socialistiske — nu, saa er
jeg Socialist. Jeg skræmmes ikke af den Benævnelse!"
„Hvad siger han? ... Siger han Socialist?" stammede Jægermesteren
og lagde sig igen ned imod Søsteren, hvis Bestilling
det i det hele syntes at være at hænge ved hans Øre som en
levende Høretragt.
„Men De maa dog virkelig indrømme, Hr. Pastor," tog nu
Doktoren tilorde — „at Folket, saadan i Almindelighed taget, i
mange Tilfælde slet ikke veed eller er i Stand tii at danne sig
19*
292 D E T F O R J Æ T T E D E L A N D
nogen Dom om, hvad der er til dets eget Bedste. Dertil fordres
dog i mange Tilfælde Forudsætninger — Kundskaber, Erfaringer
o. s. v. — som f. Eks. en Arbejdsmand paa Landet ganske mang
ler. Naturligvis findes der mange udmærkede Undtagelser det
skal jeg, Gud bevares, aldrig benægte; paa ingensomhelst Maade
benægte; — men ganske i Almindelighed kan man dog vistnok
sige, at Almuen, f. Eks. vor store Bondebefolkning, er at betragte
som et stort, uerfarent — maaske for Tiden ogsaa lidt uregerligt
Barn, der kun vilde styrte sig selv i allehaande Ulykker, ifald
man ganske overlod det til dets egen Dømmekraft. Synes De dog
ikke, jeg har Ret?" .... «
„Jeg veed ikke, hvorfra man har faaet den Mistillid til Bonden,
svarede Emanuel. „Vor Historie indgiver os den dog ikke. Tværtimod
; den lærer os, hvor ganske uberettiget den er. Der vil ikke
kunne peges paa et eneste Tilfælde, hvor man ved at imødekomme
de lavere Klassers Ønsker og følge deres Raad har udsat
Samfundet for mindste Fare. Derimod kan der nævnes Eksempel
efter Eksempel paa, at man — tiltrods for Almuens Advarsler
— har styrtet vort Fædreland fra Ulykke til Ulykke.
Men ikke nok dermed! Jeg vover at paastaa, at alt, hvad vort Land
har ejet og ejer af Dygtighed, Foretagelsesaand, Flid og Udholdenhed,
oprindelig og udelukkende stammer fra vor Bonde. Det
kan historisk bevises, at der saavel i Fortid som i Nutid næppe
findes en eneste stor Begavelse, ikke en eneste Personlighed,
der ved Aand eller Handlekraft har raget op over sin Samtid,
uden at man ved at søge blot et Par Led tilbage har truffet paa
Bonden i hans Slægt! . .. Derimod vil man næppe kunne finde
en eneste fremragende Dygtighed, der igennem mange Slægtled
har haft sin Rod i de saakaldte højere Lag. Det er vor Bondes
Flid, Nøjsomhed og sejge Udholdenhed, som alle vore dygtige
Mænd har haft i Arv; ... det var saadan i Fortiden, og det er
saadan endnu den Dag idag. Aar for Aar sender Landet frisk, ung,
virkelysten Kraft ind til Byerne ... og hvert Aar udspreder disse
til Gengæld en Samling hensygnende, aandeligt og legemligt nedbrudte
Stakler, hvem Landliv og Landluft skal bringe paa Fode
igen. Det er ganske det samme Forhold som med vor gode, taalD
E T F O R J Æ T T E D E L A N D 293
modige, danske Muld, der Aar for Aar sender sit nærende Korn
ind „mellem de røde Tage" ... og faar Gødningen tilbage!"
Han havde talt med voksende Kraft og Lidenskab. Ganske
vist var hans Henrevethed efterhaanden bleven en Smule bevidst;
men han tog sig godt ud, som han sad der med sine rødblonde
Haarlokker og det lyse Skæg, varm af Talen, af Vinen og sin
alvorlige Overbevisning. Der var virkelig kommet lidt af et profetisk
forklaret Udtryk i hans Ansigt, og Stuens stærke Lys havde
tændt en lille gylden Stjærne i hans himmelblaa Øjne.
Der opstod efter hans Tale et Øjebliks Tavshed. Den blev afbrudt
ved, at Doktoren vendte sig mod Frøken Ragnhild og
sagde:
„Ja, hvad siger nu De, Frøken Tønnesen? Vil ikke ogsaa De
give Deres Bidrag til Diskussionen?"
Hun rejste sig ligesom med lidt Besvær fra sin tilbagelænende
Stilling og sagde:
„Jeg holder med Pastor Hansted."
„Hvad for noget? ... Ogsaa De!" udbrød man rundt om,
mens Onkel Joachim, efter at have faaet hendes Ord gentaget
af Søsteren, med et „Nu har jeg Pinedød —" slog Hænderne
sammen over Hovedet.
„Ja, jeg tilstaar det. Jeg er ogsaa af den Mening, at i et Land
som vort, med dets lange, mørke Vinter og øvrige strenge Livsbetingelser
for Beboerne ... at i dette vort kære Fødeland, der
maaske, ligesom hele det øvrige Norden, aldrig burde have været
civiliseret, men endnu henligget som en Slags stort Grønland,
hvortil man i Sommertiden kunde tage op for at jage og
fiske, ... Ja, hvad var det nu egentlig, jeg vilde sige?"
Hun saae sig omkring med et forstilt Smil.
„Jo, nu husker jeg det. Det var bare dette ... at i et saadant
Land er det — som Hr. Hansted rigtigt antydede — ganske
naturligt de stærke Skuldre og de brede Pander, som det fornemmelig
kommer an paa. Som Hr. Hansted ogsaa fuldkommen
rigtig bemærkede, er det netop, hvad vor Historie lærer os, at
her i Danmark dør og henfryser og bortblæser hurtig alt, hvad
der ikke maaler fyrretyve Tommer over Brystet og tyve mellem
294 D E T F O R J Æ T T E D E L A N D
Ørene. Jeg giver Pastor Hansted fuldstændig Ret i, at vi Stakler
egentlig lever paa Bondens Naade ... det har jeg altid selv haft
en levende Fornemmelse af."
Der opstod ogsaa efter disse Ord et Øjebliks Tavshed. Man
var ikke ganske klar over, hvad der skulde opfattes som Alvor,
og hvad som Ironi. Kun Doktoren mærkede Uvejr i Luften og
fandt det raadeligst at bryde af itide.
„Tør vi saa bede Dem tage tiltakke!"
Man rejste sig og bød hinanden Velbekomme.
Ogsaa Emanuel og Frøken Ragnhild mødtes og gav hinanden
Haanden.
„Min oprigtige Kompliment, Hr. Pastor!" sagde hun med fremtvungen
Lystighed. „Det maa jeg lade Dem ... De har virkelig
uddannet Dem til en slagfærdig Taler!"
V
Inde i den salonmæssige Dagligstue var der rundt om paa Smaaborde
og Konsoller hensat slørbehængte Lamper, der lod Rummet
hvile i en behagelig Halvskumring, ret egnet for fredelig Hvile
i de store fløjlsbetrukne Lænestole. En Fløjdør stod aaben ud
til en glasdækket Veranda, en hel lille Vinterhave, fuld af Palmer
og højstammede Planter, og herigennem var der atter Udsigt
til den noget lavere liggende Have. Man kunde fra Stuen se
en Græsplæne med en Stenvase, nogle Rosenbusketter og et
Par høje Poppeltræer, der altsammen saaes indhyllet i Sommernattens
blege Maanetaage som i et Sølvflor.
„Nu er De nok saa skikkelig at spille lidt for os, Frøken Tønnesen,"
sagde Doktoren. „Jeg antager, vi alle er enige om, at
Sindene kan trænge til at dysses lidt i Ro."
„Hjertelig gerne!" svarede Frøken Ragnhild. „Naar jeg blot
kunde huske noget!" tilføjede hun lidt efter henne ved Klaveret,
hvor hun paa Virtuosmaner stod og bøjede sine sammenfoldede
Hænder for at gøre Fingrene smidige.
Emanuel havde anbragt sig i en stor Armstol overfor VerandaD
E T F O R J Æ T T E D E L A N D 295
døren; han var ikke rigtig fornøjet med, at der skulde musiceres.
Han var endnu for opfyldt af Samtalen ved Bordet og
havde helst villet fortsætte den nu, da han var i Stemning.
Imidlertid havde ogsaa de andre taget Plads rundt om i Stuen
og gjort sig det mageligt i de brede Stole. Kun Onkel Joachim
var bleven siddende ved en Vinkaraffe inde i Spisestuen, hvor
man en Tid hørte ham give sit Hjerte Luft overfor Søsteren ...
indtil Fru Hassing, da Frøken Ragnhild anslog sin første Akkord,
gik hen og aabnede Døren og med et „Tys" bragte ham til Tavshed.
Frøken Ragnhild begyndte sit Spil med et Par kraftige Løb
op og ned ad Tangenterne ligesom for at rense Luften i Stuen.
Saa sad hun et Øjeblik ubevægelig med bægge Hænder i Skødet,
under en Stilhed, hvori man syntes allerede at høre Musiken
klinge fra det fjerne.
Henne i den mørkeste Krog af Stuen havde den unge Frøken
Gerda forputtet sig.
Der var i Aftenens Løb foregaaet en besynderlig Forandring
med den før saa muntre unge Pige; hun var bleven mærkelig
stille, næsten højtidelig. For Fætterens Galanterier havde hun
under Maaltidet vist sig mere og mere udeltagende, hvorimod
hun med stigende Opmærksomhed havde set og hørt paa Emanuel,
naar han talte.
Ogsaa nu sad hun og stirrede ufravendt hen paa ham med
store, undrende Øjne. Hun sad foroverbøjet med Albuerne paa
sine Knæ. Et mørkerødt Skær fra en nærstaaende Lampe belyste
hendes Ansigt og de foldede Hænder, paa hvilke hun hvilede
sin Hage; Resten af hendes Skikkelse utydeliggjordes af Skyggen.
I hvert af hendes Træk saaes tydelig Familjeskabet med
Fru Hassing; hun havde ganske dennes madonnaagtige Ansigtsoval
; Mundens og Hagens bløde Linjer røbede den samme sværmeriske
Hengivelsestrang; men Næsen var kraftigere, Kindens
Runding fastere, og der ulmede en Ild af vaagnende Lidenskab
i de fløjlsbrune Øjne, hvorover de mørke Bryn tegnede sig som
et Par Vinger, der løfter sig til Flugt.
Da det første Musikstykke var tilende, og mens der mellem
296 D E T F O R J Æ T T E D E L A N D
Frøken Ragnhild og Doktoren veksledes nogle Bemærkninger
om Komponisten, rejste hun sig fra Stolen og listede langsmed
Væggen hen til Fru Hassing, der sad i den modsatte Ende af
Stuen.
„Tante," hviskede hun hende ind i Øret. „Er det virkelig sandt,
at han er gift med en Bondepige?"
„Ja, mit Barn."
„Med en rigtig Bondepige?"
„Ja, mit Barn," gentog Fru Hassing og klappede hende paa
Kinden.
Hun blev et Øjeblik staaende med Haanden oppe paa Ryggen
af Tantens Stol. Saa listede hun, idet Frøken Ragnhild begyndte
et nyt Musikstykke, tilbage den samme Vej, hun var
kommen, og satte sig igen til at stirre over paa Emanuel.
I nogen Afstand fra hende sad Fætteren, der hele Tiden gjorde
sig Umage for ved Tegn at tiltrække sig hendes Opmærksomhed.
Men hun lod, som om hun ikke saae det; og da han en Gang i
Utaalmodighed vilde forsøge paa at naa hende med en langskaftet
Fjerkost, som han havde fundet i sin Nærhed, sendte hun ham
et saa lynende Øjekast, at han af Betuttelse nær var vippet ned
af Stolen.
Emanuel havde i Begyndelsen ikke synderlig Opmærksomhed
tilovers for Musiken. Det første Stykke havde været en moderne,
sværtopfattelig Komposition, der i hans Øre lød aldeles som en
Kattekoncert. Han havde lænet sig tilbage i Stolen og hengivet
sig til sine egne Betragtninger. Hans Blik var gledet rundt i
Stuen, henover Væggenes Billeder og nogle hvide Statuetter paa
Hjørnepiedestalerne ... og alt imens havde en tung Døsighed
sænket sig over ham. Det var allerede blevet langt over hans
sædvanlig Sengetid, og Værelsets Tusmørke, Dagens mange
nye Indtryk, Slappelsen efter den megen aandelige Anspændelse
tilligemed Virkningen af Aftensbordets Vin gjorde ham mat og
tung.
Men efterhaanden begyndte han at lytte. Kendte Toner naaede
hans Øre ... brusende, højtidelige Harmonier, der kom til
ham ligesom langt borte fra. Han vidste længe slet ikke, hvortil
D E T F O R J Æ T T E D E L A N D 297
han skulde henføre dem; forstod ligesaa lidt den stærke Sindsbevægelse,
hvori de satte ham. Han følte sig fangen som under
en Fortryllelse. Hans Blik faldt ud gennem Verandadøren, —
og det blege, højtidelige Sommernats-Landskab derude med den
store Stenvase og de sorte, cypresagtige Poppeltræer syntes ham
i samme Øjeblik som en Levendegørelse af Frøken Ragnhilds
Musik. Da genkendte han Chopins Sørgemarsch, hans Søsters
Yndlingsstykke, som han i sine Ungdomsdage saa ofte havde hørt
hende spille i Mørkningstimerne derhjemme, ... og i det samme
var det, som om Omgivelserne forvandlede sig for ham. Det var
ikke længer Doktor Hassings Dagligstue, men hans eget Barndomshjem,
han befandt sig i; det var hans egen Søster Betty, der
sad derhenne paa Taburetten mellem Klaverets to tændte Lys
og med yndefulde Bevægelser løftede og sænkede de hvide Hænder
over Tangenterne. Som en Bjergtagen, der hører sin Hjembys
fjerne Klokker ringe, sad han med endnu halvt slumrende
Bevidsthed og lod Øjet hvile paa disse hvide, smukke Skyggehænder;
og da de under en Pavse i Musikstykket toges fra Tangenterne
og sænkedes ned i Skødet, gled hans Blik uvilkaarlig
op over Frøken Ragnhilds slanke Arme og hengav sig til Betragtning
af hendes Nakke, hvorfra det egernrøde Haar var strøget
bort for at samles i en Snegl over Issen. Han sad en Stund
fortabt i Beundring for dette Haar og denne Nakke, fulgte i
Tanker Halsens Linjer opefter og henryktes af hendes venstre
Øre, hvis fine, gennemsigtige Brusk fik et koralrødt Skær fra
det bagvedstaaende Klaverlys. Men pludselig vaagnede han til
Bevidsthed .. . Under skamfuld Forvirring strøg han sig med
bægge Hænder gennem Haaret, og saa snart Musikstykket var tilende,
rejste han sig. Han følte sig ilde; han vilde hjem.
Temmelig hovedkulds tog han Afsked og befandt sig faa Øjeblikke
efter ude paa Vejen.
Men heller ikke herude hævedes straks Fortryllelsen, skønt
han gik med stærke, hastige Skridt, ligesom drevet frem af sit
Hjertes urolige Banken. Musikens Toner blev ved at forfølge ham
henad den slangebugtede Vej; ... han blev ikke helt sig selv, før
han naaede over Sognegrænsen og saae de hjemlige Bakkers
298 D E T F O R J Æ T T E D E L A N D
mørke Masse tegne sig højt mod den allerede svagt lysende
Horisont.
Imidlertid havde han inde i Doktorens Dagligstue været Emnet
for en livlig Underholdning. Onkel Joachim var kommen tilstede
og havde faaet Lov til frit at udtale sig, — hvad han i rigeste
Maal benyttede sig af. Fru Hassing lovpriste Emanuel, og
selv Doktoren maatte indrømme, at han virkelig var „et meget
ejendommeligt og langtfra ubegavet Menneske."
Frøken Gerda sad ubevægelig henne i sin Hjørnestol, stum
og aandsfraværende, — fortabt i Drømme.
Ogsaa Frøken Ragnhild forholdt sig temmelig tavs; hun havde
nu heller ingen Grund til at være særlig tilfreds med denne Aften.
Det var nemlig ikke helt usandt, hvad hun havde ytret til
Emanuel, at hun i de forløbne Aar ofte havde ønsket at møde
ham igen, ja Udsigten til at faa dette Ønske opfyldt havde ubetinget
beskæftiget hende mest, da hun i sin Tid modtog Fru
Hassings Indbydelse, og hun havde under sit Ophold her snildt
forstaaet at lede alle Udflugterne ned mod Vejlby Strand i Haabet
om at faa Held til at møde ham.
Det var ikke lutter kvindelig Nysgerrighed, der havde drevet
hende herud. Ret hurtigt efter deres Adskillelse var det gaaet op
for hende, at den Interesse, hun havde næret for daværende
Kapellan Hansted, ikke bundede i en saa ganske ublandet Venskabsfølelse,
som hun havde troet, men at der virkelig ved Samlivet
med ham var gaaet et Pust af Kærlighed henover hendes
Sjæl. Hun havde siden ofte følt sig nedværdiget ved Erindringen
derom. Bevidstheden om at være forsmaaet — endog af en
Mand, der havde giftet sig med en Bondepige — havde naget den
stolte Provstedatter næsten som Erindringen om et Fejltrin. I
syv lange Aar havde hun gemt paa et dybt Had til Emanuel, og
Mindet om hendes Faders forsmædelige Bortrejse fra Vejlby
Præstegaard, — der havde græmmet den gamle Mand mere, end
nogen anede, og ret egentlig var bleven Aarsag til hans Død —
havde ikke tjent til at dulme det. Ikke heller de mange andre
Triumfer, som Bønderne i det forløbne Aar havde fejret paa alle
Omraader i det offentlige Liv, havde just skullet formilde henD
E T F O R J Æ T T E D E L A N D 299
des Sind. Hun afskyede Bonden og alt, hvad der bare lugtede
af Muld, oprigtigere end nogensinde før. Om det saa var den nye
Literatur, saa oprørtes hun over den bare paa Grund af dens
Naturbeskrivelser og Almueforherligelse, og hun gik aldrig mere
paa Charlottenborgudstillingen, fordi det syntes hende, at ogsaa
alle Kunstnere havde forelsket sig i Motiver fra Stald og Mødd
i n g . J a , s e l v i T e a t r e t h a v d e h u n i k k e l æ n g e r F r e d ; d e r
sad Rigsdagsmændene paa deres Fripladser i Parkettet og spyttede.
Dog intet havde oprørt hende som den megen Tale om et forestaaende
Ministerskifte, der i de senere Aar havde lydt overalt.
Man havde virkelig for Alvor snakket om, at nu skulde Bønderne
til Magten. Man havde rentud udpeget en forhenværende Landsbylærer
som vordende Konseilspræsident. Selv Folk, der sletikke
kunde forsone sig med Tingenes Tilstand, havde hovedrystende
sagt, at „der nu næppe var andet at gøre". Hun forstod det ikke.
Hvor havde hun ikke ogsaa jublet, fordi der nu endelig var opstaaet
Mænd, der havde Mod og Mandshjerte til at hævde Menneskets
gamle Herskerret over Jorden og mane dette Bonde-Troldtøj
ned igen i de Møddinger, hvor det hørte hjemme!
Det var da ogsaa med Hjertet fyldt af denne Fryd, at hun nu
havde haabet paa at gense Faderens fordums Kapellan. Nu, da
Galskabernes Tid var forbi, brændte hun af Utaalmodighed efter
at triumfere over den, der havde ydmyget hendes Fader og hende
selv, og befri sig for den Skamfølelse, som Mindet om deres
Samliv i alle disse Aar havde holdt vaagen hos hende. Men i
denne Henseende havde Mødet med Emanuel langtfra givet hende
den forventede Tilfredsstillelse.
I sin Fortrædelighed herover sagde hun Godnat før nogen af
de andre, idet hun undskyldte sit Opbrud med Hovedpine; og
imod Sædvane bad hun denne Aften ikke Fru Hassing om
at følge hende op paa hendes Værelse, for at de kunde passiare
lidt i Enrum. Længe sad hun i sin hvide Friserkaabe foran Spejlet
med Hænderne foldede i Skødet og glemte at løse sit Haar.
Tilbagelænet mod Stoleryggen stirrede hun ned for sig med et
stivnet Udtryk af Vrede. Pludselig kom hun til at fryse. En dump
300 D E T F O R J Æ T T E D E L A N D
Angst sneg sig ind paa hende ... Hvad var det dog for en Magt,
dette Menneske havde over hende?
VI
Træt og fortumlet af Dagens Hændelser naaede Emanuel hjem
til Vejlby Præstegaard, hvor hans Bortebliven iøvrigt ikke havde
vakt nogen Forundring. Hansine spurgte ham ikke engang om,
hvem han havde besøgt; hun var vant til, at han lod sig holde
fast af de Venner, hos hvem han tilfældig faldt ind, og at han da
i Samtalens Løb ganske glemte baade Tid og Sted.
Først den næste Morgen fortalte Emanuel hende, hvor han havde
været, og hvem han havde truffet, ... og dermed havde han helst
skrevet den hele Sag i Glemmebogen. Han var vaagnet med en
Fornemmelse af daarlig Samvittighed, og jo flere af Aftenens
Begivenheder, der dukkede op i hans Erindring, desmere misfornøjet
blev han med sig selv. Efter Morgensangen gik han ind
i sin Stue, lukkede sin Dør og stillede sig hen ved en støvet Pult,
der stod i det ene Vindueshjørne. Med Hovedet støttet i sine
Hænder sagde han angrende, men barnligt tillidsfuldt:
„Fader! Er du førtørnet paa mig? Jeg veed det nok, daarligt
og forfængeligt har jeg udrettet den Gerning, du gav mig at gøre.
Men du vil være langmodig. Du vil ikke forstøde mig. Prøv mig
— og prøv mig paany, jeg beder dig, Fader! — indtil jeg ikke
længer snubler!"
Besøget hos Doktor Hassings fik foreløbig den Betydning for
ham, at det bragte ham ud over den Slaphedstilstand, hvori han
saa længe havde hvilet; det gav ham aandelig Svingkraft til endelig
at komme ud over det døde Punkt, han siden Guttens Begravelsesdag
havde befundet sig i. Om Søndagen prædikede han
paany med en Inderlighedens Varme, saa hans — iøvrigt faatallige
— Tilhørere blev ganske henrevne af hans Ord, og efter
Gudstjenesten samlede de sig udenfor Kirkedøren for at tage
ham i Haanden og takke ham. Dagens Tekst var Evangelisten
Marcus' Berettelse om Kristus, der bespiser Folket i Ørkenen
med fem Brød og nogle smaa Fisk. Efter sin Sædvane anskueD
E T F O R J Æ T T E D E L A N D 301
liggjorde han først selve Begivenheden for sine Tilhørere, udmalede
poetisk Ørkenens højtidsfulde Stilhed, dens evigblaa Himmel
og det forrevne Klippelandskab, hvorpaa Solen kastede sine
brændende Straaler. Derpaa udlagde og forklarede han Teksten,
talte om Tvivlens og Svaghedens Øjeblikke og sluttede med at
sige:
„Ja, kære Brødre og Søstre, vogt paa Slangen i Eders Hjerter!
Tro den ikke død, fordi den har skiftet Ham! Den lurer som
Svaghed selv bag vort stærkeste Haab, den skjuler sig som Selvretfærdighed
endog i vor allerydmygste Bøn, den leder os til
Fald, netop naar vi tror os oprejste. Men vi vil sønderknuse dens
Hoved med Troens Jernhæl! Vi vil folde vore Hænder og sige
med Mund og med Hjerte: Vor Fader, du, som er i Himlene,
helliget vorde dit Navn, tilkomme dit Rige !"
Emanuel havde selv følt, at Aanden havde opfyldt ham, mens
han talte. Da han kom hjem, kyssede han Hansine paa Panden,
tog den lille Dagny paa sin Arm og bar hende lovsyngende rundt
i Stuen. Han havde ikke i lange Tider været saa frejdig og glad.
Om Eftermiddagen foreslog han, at de skulde køre hen til
Bedsteforældrene, som han ikke havde besøgt den hele Uge og
nu længtes efter at se. Den store Fjedervogn blev trukket frem,
og Hansine og Børnene pyntet i deres bedste Stads. Dette skete
efter Emanuels udtrykkelige Ønske, „fordi vi virkelig ogsaa en
Gang maa vise, at vi har pæne Klæder"; og da han saae Hansine
i sort Silkeforklæde og med sin lille perlestukne Silkehue,
tog han hende med bægge Hænder om Livet og udbrød:
„Jeg tør vædde ti mod een paa, at der findes ikke kønnere
Præstekone i hele Danmarks Kongerige!"
Da Klokken blev fire, gik han selv over i Stalden for at lægge
Tøjet paa Hestene. Som han stod der med et Hovedlag mellem
Hænderne, kom Sigrid styrtende ind til ham med Øjnene paa
Stilke og saa stakaandet af Sindsbevægelse, at hun næsten ikke
kunde tale.
„Fa'er!" raabte hun. „Der er kommen to ... to Mennesker . ..
fine Damer ... De gik lige ind i Stuen."
Emanuel blev rød. Han forstod straks, at det maatte være
302 D E T F O R J Æ T T E D E L A N D
Frøken Tønnesen og en anden af Damerne fra Doktor Hassings
Hus.
„Er Mo'er inde i Stuen?" spurgte han.
„Ja."
„Det er godt."
Han gav sig med Forsæt god Tid til at fuldføre Arbejdet med
Hestene ... men hans Hjerte bankede uroligt. Hans Tanker
gjaldt især Hansine. Hvad vilde hun vel tænke om dette Besøg?
Og hvorledes havde hun mon modtaget de fremmede?
Nu kom ogsaa Abelone stormløbende over Gaardspladsen paa
sine Trætøfler og stak hele Overkroppen ind over Stalddørslemmen
:
„Er Emanuel her? ... Du maa endelig komme ind straks; der
er kommen to Damer "
„Herregud! Hvor ofte skal jeg dog høre det!" afbrød han
hende utaalmodig. „Sigrid har jo fortalt mig det "
Hun saae forbavset paa ham.
„Det kunde en anden jo ikke vide. Forresten var det Hansine,
der sagde, at jeg skulde løbe herover."
Hun vendte sig fornærmet og skyndte sig klaprende tilbage
over Gaardspladsen.
VII
Inde i „Hallen" sad imidlertid Frøken Ragnhild paa en af Straastolene
ved Bordet og bestræbte sig for at vedligeholde en Samtale
med Hansine, der havde taget Plads i sin Armstol henne
ved Kakkelovnen, og som med sin sædvanlige Uelskværdighed
overfor fremmede gjorde sig ringe Umage for at skjule sin Forbavselse
over Besøget.
Paa Bænken henne under Vinduet bagved Bordet sad Søren
Røgter og krøb sammen i sin just ikke klædelige Søndagsdragt,
en gammel blaa Vadmelsfrakke med hvide Sømme og et brandgult
Halstørklæde. Med vidtopspærrede Øjne og aaben Mund
stirrede han skiftevis paa Frøken Ragnhild og hendes Ledsagerske,
den unge Frøken Gerda.
D E T F O R J Æ T T E D E L A N D 303
Frøken Ragnhild bar en sort Perlepelerine over en Spaserekjole
af graatærnet Silke; dertil sort „Kapothat" med høj, spidst
opløbende Sløjfe. Frøken Gerda havde den samme hvide Kjole
paa og samme lyseblaa Hat, som hun havde baaret forleden ved
Emanuels Besøg hos Doktor Hassings.
Den unge Pige sad med Hænderne i Skødet helt ude paa Kanten
af sin Stol, og baade denne Stilling, hendes blussende
Kinder og det Blik, hvormed hun saae sig omkring i Stuen og nu
og da betragtede Hansine og hendes Bondedragt, røbede en stærk
Betagethed, endda hun i Grunden følte sig saare uhyggelig tilmode
i det store, umøblerede Rum, der mindede hende om en
tom Lade, og dertil fornam al Slags Kriblen omkring paa Kroppen
ved Synet af Søren Røgter og hans Vadmelsfrakke. Hun
havde ikke ladet Frøken Ragnhild i Fred, før hun havde faaet
Lov til at tage med hende herhen; og paa hele Vejen fra Kyndløse
havde hun været ganske febrilsk af forventningsfuld Spænding.
Men da Døren nu aabnedes og Emanuel traadte ind, kom der et
lidt skuffet Udtryk i hendes Ansigt. Hun havde af Doktor Hassing
hørt om den mærkelige Kittel-Dragt, hvormed Pastor Hansted
plejede at færdes i Hjemmet, og han viste sig nu i ganske den
samme lysegraa, langskødede Multumsfrakke og tæt tilknappede
Klædesvest, som hun havde set ham med forleden.
„Ja, her har De mig igen, Hr. Pastor!" udbrød Frøken Ragnhild
og rejste sig. „Det er rigtignok at falde med Døren ind i
Huset til Folk; men Deres Hustru var saa elskværdig at sige,
at det var de saa vant til her. Jeg haaber altsaa, at vi ikke kommer
til Forstyrrelse ... Ja, De husker vel nok min lille Veninde, Hr.
Pastor," tilføjede hun og vendte sig mod Frøken Gerda.
Emanuel hilste tavs paa dem bægge og bad dem med en afmaalt
Haandbevægelse at tage Plads igen.
„De har haft en lang Vej at gaa," sagde han lidt efter.
„Aa, ikke saa lang, som De vist mener," lo Frøken Ragnhild.
„At gaa lige fra Kyndløse hertil vilde ganske sikkert have oversteget
mine Kræfter; men saa galt er det heller ikke. Doktor
Hassing skulde i Sygebesøg et Sted her i Nærheden, og saa
304 D E T F O R J Æ T T E D E L A N D
kunde jeg ikke modstaa Fristelsen til at benytte Lejligheden og
gøre Dem" — hun gjorde her en lille Bøjning hen imod baade
Hansine og Emanuel — „og mit gamle Ungdomshjem et Besøg.
Vi kørte med Doktoren til noget, der hed — „Aasen", tror jeg
— og der skal vi træffe ham igen. Det er vist mindst en halv
Times Vej herfra, og jeg er saamænd ganske stolt over at have
gaaet saa langt lige i Solheden."
Hun gav sig lidt febrilsk til at tale om Egnen og de nye Ting,
hun havde set paa Vejen herhen. Hun syntes, at alting var bleven
saa forandret, siden hun havde boet her; navnlig havde Byens
Udseende overrasket hende. „Her er virkelig blevet langt hyggeligere,"
sagde hun; og Emanuel, der havde taget Plads paa Bænken
bag den øverste Bordende, forklarede hende, at det kom af
de mange, i sin Tid afbrændte Haver, der i Aarenes Løb var
vokset til igen og havde faaet store Træer.
Hansine blandede sig ikke i Samtalen, og Emanuel gjorde sig
heller ikke nogen Umage for at drage hende ind i den. Han forstod
egentlig ikke rigtig selv, hvad det var, der trykkede ham
ved dette Besøg, og hvorfor han bestandig syntes at mærke
Hansines Blik vandre forskende frem og tilbage mellem ham og
Frøken Ragnhild. Han havde jo dog virkelig intetsomhelst at bebrejde
sig; og i hvert Fald havde han jo ikke skjult noget for
hende. Han havde hin Morgen, da han først havde lettet sit
Hjerte for Gud, aabent fortalt hende alt, hvad der om Aftenen
var sket.
Imidlertid sad Frøken Gerda paa Kanten af sin Stol og kastede
glødende Blikke over til Emanuel, mens hun selv iagttoges af
den lille Sigrid, der stod henne hos Hansine i en lyserød Bomuldskjole,
med et sort Baand om sit gulbrune Haar. Barnet havde
lagt Hoved og Arme ned i Moderens Skød; og hver Gang hun
opdagede, at Frøken Gerda saae paa hende, gemte hun sit Ansigt.
Men straks efter kiggede et stort, mørkeblaat, spejdende
Øje paany op over hendes solbrunede Arm; og saasnart hun troede
sig ubemærket, løftede hun sig op paa Taaspidserne og
hviskede noget til Moderen.
Hansine nikkede adspredt og strøg hende samtidig kærtegD
E T F O R J Æ T T E D E L A N D 305
nende over Haaret — med en moderlig Ømhed, som hun ikke
ofte lagde for Dagen overfor sine Børn.
Samtalen ved Bordet truede hvert Øjeblik med at gaa istaa.
Det var ikke Emanuel muligt at holde sine Tanker samlede. Hansines
fuldkomne Tavshed gjorde ham stadig mere nervøs. Desuden
trykkedes han lidt af Søren Røgters Nærværelse. Søren
havde altid haft sine slemme Uvaner, som man paa Grund af
hans mange gode Egenskaber havde baaret over med; men det
forekom Emanuel, at han aldrig i den Grad havde spyttet og
harket eller haft saa mange højtlydende Opstød som netop idag.
„Skal vi ikke gaa ud i Haven?" spurgte han tilsidst. „Rigtignok
kan vi ikke fremvise en Mønsterpark som den, Deres Fader
i sin Tid efterlod os ... men lidt Kølighed kan vi i hvert Fald
finde derude."
„Det kan jo være prægtigt!" sagde Ragnhild.
De rejste sig alle; Hansine dog først, efter at Emanuel ligefrem
havde spurgt hende, om hun ikke fulgte med. Kun Søren
Røgter blev siddende og slugte indtil det sidste de fremmede
Damer med sine graadige Øjne.
Nu stak Abelone Hovedet ind ad Køkkendøren, bag hvilken
hun havde staaet og luret.
„Er de gaaet?"
Søren nikkede tavs, hvorefter Abelone gik helt frem og skyndte
sig til Vinduet for at kigge ud
„Om jeg da kan begribe, hvad Emanuel vil ha'e med saadan
no'en Rendetasker at bestille," sagde hun forarget. „De ser jo
ikke anderledes ud end som et Par Skøjer."
VIII
Det første Indtryk af Vejlby Præstegaardshave var ikke lige tiltalende
for alle. Emanuel havde Ret i, at der ikke var bleven synderlig
meget tilbage af den herregaardsagtige Park, som Provst
Tønnesen havde efterladt ham. De i gamle Dage saa velplejede
Hækker havde bredt vilde Skud til alle Sider, Plænerne var
voksede ud over Gangene, og Græsset stod fuldt af al Slags
Det forjættede Land 20
306 D E T F O R J Æ T T E D E L A N D
Ukrudt. De lange Alleer var tilgroede, og inde under de store
Træer laa nedblæste Grene og halvraadne Stærekasser.
Frøken Ragnhild og Emanuel, der efter kort Tids Forløb havde
skilt sig fra deres Ledsagere, var efterhaanden kommen ind i
Havens tætteste Vildnis. Emanuel gjorde idelige Forsøg paa at
komme tilbage til de andre eller i hvert Fald slippe ud i den brede,
aabne Kastaniealle, der dannede Havens Afslutning ud imod
Markerne. Men Frøken Ragnhild syntes at have faaet en Forkærlighed
netop for de lønligste og eventyrligste Veje. Hun gik
et Par Skridt foran ham og holdt med sin venstre Haand lidt op
i Kjoleslæbet, saa man bagfra akkurat kunde se den pibede Kant
af et stivet Skørt og Hælene af et Par elegante Laksko.
Emanuel blev greben af Uro ved at gaa ene med hende paa
disse mørke, tavse Stier, der gemte saa mange halvforglemte
Minder fra deres Ungdomsdage. Han betoges af Forvirring ved
efter saa mange Aars Forløb at høre den hemmelighedsfulde
Hvisken, der frembragtes af hendes Klæder under Gangen, og
fornemme den Violduft, som ogsaa i sin Tid altid sporedes i
hendes Nærhed. Frøken Ragnhild derimod saae sig utvungen
omkring og syntes oplagt til al Slags Lystighed. Dog havde det
langtfra været uden Overvindelse, hun var gaaet ti! dette Besøg
i sit gamle Hjem. Men hun havde ikke kunnet finde Ro, før
hun endnu en Gang havde gjort Forsøg paa at ydmyge sin Faders
fordums Kapellan, — og Synet af Præstegaardens Forfald
og det lille Optrin inde i Stuen havde i saa Henseende været
hende til ikke ringe Tilfredsstillelse. Men endnu var hendes
Hævntrang ikke stillet, og hun gjorde sig stadig Umage for at
holde Samtalen inde paa Spor, ad hvilke hun kunde forfølge sin
Triumf.
Imidlertid var Hansine og den lille Frøken Gerda bleven staaende
henne ved en solbeskinnet Græsplæne i den forreste Del
af Haven. Gerda havde kastet et langeligt Blik efter Ragnhild og
hendes Ledsager, da de forsvandt; og som en Erstatning for Synet
af Emanuel havde hun gjort sig gode Venner med Sigrid, der
nu var bleven helt modig og — tiltrukket af hendes fine Klæder
— strøg sig indsmigrende op ad hende og lod Haanden glide ned
D E T F O R J Æ T T E D E L A N D 307
ad hendes Kjole. Hansine havde forsøgt at indlede en Samtale
med den unge Pige; men efterat de havde vekslet nogle Ord
aldeles uden at kunne forstaa hinanden, gav Gerda sig i sin Fortvivlelse
til at lege, mens Hansine satte sig hen paa en Bænk i
Skyggen af en Hæk.
Efter nogen Tids Forløb vaktes hun op af sine Tanker ved
Lyden af Stemmer, der nærmede sig. Det var Ragnhild og Emanuel,
der kom tilbage ad den lukkede Hasselalle, som løb lige
bag hende.
„ Vi ses ve! omtrent en Gang hver fjortende Dag," hørte
hun Ragnhild sige. „Og i Reglen spiller vi da lidt firhændigt sammen.
Men naturligvis, vi passiarer ogsaa ... undertiden ogsaa om
Dem, saadan som jeg vist har fortalt Dem. Jeg har altid kunnet
mærke, at Deres Søster hænger ved Dem med en sjælden Kærlighed.
Hun har tidt talt om, hvor ofte hun savner Dem, og hvor
meget hun længes efter igen at se Dem."
„Saa Betty har virkelig talt til Dem om mig?"
„Ja, og det er dog egentlig saa naturligt; hun har jo slet ikke
set Dem i disse mange Aar. De skulde virkelig en Gang tage ind
til Byen. Betty trænger til Opmuntring, Stakkel. Hun føler sig
saa ene, siden hun mistede sit Barn. Det var virkelig et haardt
Slag for hende. Hun er jo endnu ung og trænger til nogen eller
noget, der kan fylde Tilværelsen for hende; ... og det kan jo
ikke nægtes, at Generalkonsulen i den Henseende har sine Svagheder;
han er jo desuden nu næsten en gammel Mand og i det
hele temmelig aflægs "
Stemmerne blev her uhørlige for Hansine. Hun gav sig atter til
at se ud paa de to unge, der nu havde lejret sig overfor hinanden
ude paa Græsplænen.
Lidt efter kom Sigrid styrtende hen imod hende med Øjne,
der straalede af Begejstring.
„Mor!" raabte hun. „Veed du, hvad hun siger? Hun siger, at
hun har en stor Dukke, som kan sove ligesom et rigtigt Menneske,
og en Dukkestue med rigtige Stole og Borde og et Køkken. Og
veed du, hvad hun siger? Der hører ogsaa en Dam til, siger hun,
med Ænder paa og en Baad. Tror du, det er sandt, Mo'er?
20*
308 D E T F O R J Æ T T E D E L A N D
„Kommer du saa, Sigrid?" kaldte Frøken Gerda ude fra Plænen.
Uden at vente paa Moderens Svar løb Barnet tilbage til den
unge Pige og kastede sig i Kaadhed lige ned i hendes Skød.
I det samme hørtes igen Stemmerne nærme sig gennem Hasselalleen.
Det var denne Gang Emanuels Ord, Hansine først
kunde opfatte; og hun kunde høre paa ham, at han i Mellemtiden
var bleven ivrig:
„ Lad saa endelig være, at der i og for sig ikke er noget
meget ondt i den Maade at leve paa, saa maa De dog indrømme,
at alene Hensynet til de mindre velstillede Medmennesker bør
afholde Folk fra at forfalde til en Luksusudfoldelse som f. Eks.
min Svogers. Synet af en saadan Forfinelse gør Fattigdommens
Byrde dobbelt tung for dem, der maa lide og stride Aaret igenrem
for at skaffe sig det tørre Brød; det avler Bitterhed, Misundelse
og onde Instinkter "
„Nej, nej, jeg tror ikke en Smule paa, hvad De der siger. Jeg
kommer til at tænke paa en Scene, jeg fornylig var Vidne til paa
en stor Arbejdsplads, hvor en Mængde Folk gik og slæbte midt i
Solheden med tunge Grusvogne, Sten og den Slags Ting. Netop
som jeg kom forbi ude paa Vejen, gik to nydeligt klædte unge
Piger, rimeligvis Arbejdsherrens Døtre, leende og snakkende
over Pladsen ... rigtig et Par „unyttige" Væsner, saadan som
vor lille Frøken Gerda her. Jeg saae, hvordan alle de sværtede Arbejdere
løftede Hovederne og stirrede efter dem; men jeg forsikrer
Dem, ikke i et eneste Ansigt kunde jeg spore mindste Misfornøjelse.
Tværtimod, det var tydeligt, at Synet af de to smukke,
glade, fuglefri Skabninger oplivede dem midt i deres trælsomme
Arbejde; de blev ved at se efter dem med det næsten ømme Blik,
hvormed vi alle kan følge et Par Svaler, der stryger os muntert
forbi paa Landevejen.' Saadanne Folk føler meget godt, at de er
skabte af et ganske andet Stof end deres Arbejdsherres unge
Døtre; og naar de ikke netop opagiteres dertil, tænker de lige saa
lidt paa at beklage sig derover, som det falder noget fornuftigt
Menneske ind for Alvor at nære bitre og misundelige Følelser
overfor Svalerne, fordi Vorherre har skabt dem med et
D E T F O R J Æ T T E D E L A N D 309
Par lette Vinger, og os med to tunge Spasereben. Har
jeg ikke Ret?"
Emanuel tog ivrigt til Genmæle; men de var nu igen kommen
saa langt bort, at Hansine ikke kunde høre hans Ord.
Lidt efter kom de frem ovre paa den anden Side af Plænen,
og da de fik Øje paa hende, nærmede de sig over Græsset. Gerda
var øjeblikkelig sprungen op.
„Naa, der sidder De, Frue!" sagde Frøken Ragnhild. „Deres
Mand og jeg har været frygtelig oppe at skændes. Pastor Hansted
og jeg bliver nu aldrig enige om nogen Ting ... Naa, men det er
nok Tid at komme afsted. Gerda! Skal vi saa sige Farvel?"
Emanuel tilbød at følge dem et Stykke for at vise dem en
Marksti, der sparede dem den halve Vej. Hansine blev i Haven.
„Jeg er nu rigtig glad ved at have besøgt Dem," sagde Frøken
Ragnhild, da de var kommen et Stykke fra Præstegaarden. „Nu
kan jeg fortælle Deres Søster, hvor hyggeligt De har det, og hvor
lykkeligt De lever, ... kort sagt, at De er en rigtig Lykkens Pamfilius.
For — ikke sandt? — deri har jeg ikke taget fejl?"
Emanuel agtede ikke at indlade sig paa nogen Samtale med
hende om dette Emne. Men Stridslysten var nu en Gang bleven
vakt hos ham, og han kunde derfor ikke lade være at ytre:
„Jeg kan høre paa Deres Tone, at det har forundret Dem."
„Siden De selv siger det, — nu, saa vil jeg ikke nægte, at det
har vendt lidt op og ned paa mine Anskuelser om Ægteskab og
Familjelykke, — de har aabenbart været noget gammeldags."
Stadig uden at mærke Ironien i hendes Ord svarede han:
„De har sikkert i hvert Fald været højst originale."
„Paa ingen Maade. De veed, at jeg i enhver Henseende er konservativ.
Jeg har ganske simpelt troet, at hvad man kalder ægteskabelig
Lykke betinges af det, som vore Bedsteforældre med et
noget svulstigt Udtryk benævnede „Hjerternes Harmoni", og som
vi i vore Dage vel vilde kalde saadan noget som Nervesympati."
„Nervesympati! Det er sikkert et fortræffeligt moderne Ord.
Bare man rigtig vidste, hvad det betød! ... Kunde De ikke give
en lille Forklaring?"
„Aa, jo ... Men jeg har vistnok sagt Dem, at jeg er bleven
310 D E T F O R J Æ T T E D E L A N D
Filosof. Dersom jeg derfor skulde udtrykke mig lidt mindre klart,
maa De have mig undskyldt; det er paa Grund af lutter Dybsind!
. . . J e g v i l da s i g e "
Hun standsede, lagde Kinden ned paa sit hvide Parasolskaft
og saae et Øjeblik med lumsk Eftertænksomhed op i Luften.
„Ja, saadan!" sagde hun saa og fortsatte sin Gang. „Jeg vil
altsaa sige ... Nervesympati imellem to Mennesker, dermed mener
jeg, at alt, hvad disse to Personer ser, oplever, hører, læser
o. s. v., gør et ensartet Indtryk paa dem bægge. Synet af et Landskab
f. Eks. eller Nydelsen af et Musikstykke maa hensætte dem
i samme Stemning, maa ikke virke oplivende paa den ene og
gøre den anden melankolsk. Udtrykker jeg mig ikke klart? ...
Alle Livets mangfoldige Begivenheder, lige fra de ubetydeligste
som f. Eks. et Uheld med en Tallerken, der gaar itu, indtil de
store, skæbnesvangre — sørgelige eller glædelige — Tilskikkelser,
maa indvirke ens paa bægges Følelser, bringe deres Nerver
i samme Art og Grad af Bevægelse. Altsaa — med andre Ord ...
Betingelsen for, at der mellem to Mennesker kunde opstaa, hvad
de Gamle kaldte „Hjerternes Harmoni", skulde efter denne antikverede
Betragtningsmaade være den, at deres Nerver havde
samme Art af Modtagelighed, var lige ømfindtlige overfor visse
Indtryk, lige upaavirkelige overfor andre. — Beundrer De ikke
min Logik? Men Arten og Graden af vore Nervers Modtagelighed,"
vedblev hun, da Emanuel stadig intet svarede, „er
Resultatet af vor Opdragelse, af vor Omgang, vor Beskæftigelse,
vor Læsning ... ja ikke alene af vor egen men af vore Forældres,
vore Bedsteforældres og alle vore Forfædres op i mange Led, ikke
sandt? De vil nu forstaa "
„Fortræffeligt!" afbrød Emanuel hende, idet han med et stort
Smil løftede Hovedet. „Jeg forstaar nu, at Betingelsen for, at et
Menneske skal blive fuldkommen lykkeligt med et andet, er den,
at dette andet Menneske er ham lig paa alle Punkter; det vil sige,
at det maa have haft samme Opdragelse og samme Omgang, og
desuden helst samme Fader, samme Moder, samme Søskende og
samme Forfædre op i mange Led ... med andre Ord, at det maa
være ham selv! Ja, deri har De Ret, Frøken Tønnesen! SelvkærD
E T F O R J Æ T T E D E L A N D 311
ligheden, Egoismen, det er sikkert efter den moderne „konservative"
Livsanskuelse den eneste varige og paalidelige Kærlighed.
Det mener ogsaa jeg!"
Frøken Ragnhild trak misfornøjet sine Bryn sammen og tav.
„Men tillad nu ogsaa mig at filosofere en Gang," vedblev Emanuel
med stigende Liv. „De vil vistnok ogsaa fra Deres Standpunkt
indrømme, at Menneskets højeste Opgave — og samtidig
d^ts største Glæde og dybeste Lykke — bestaar i Selvudvikling.
Lhr jeg ikke Ret?"
„Nu ja!"
,Men af hvis Venskab og — for ikke at bruge et saa gammeldags
svulstigt Ord som Kærlighed — af hvis Fortrolighed kan man vel
vene at høste det rigeste Udbytte for sin aandelige Vækst? Mon
af dsn, der ser, føler, tænker og handler ganske som jeg selv?
Mon ikke snarere af den, hvis Syn kan aabne mig Udsigter, jeg
ikke før har anet; som med et for mig nyt Tanke- og Følelsesliv,
en fia min grundforskellig Opdragelse kan berige min Viden,
udvid? Grænserne til alle Sider og ligesom fordoble Verden for
mig? jeg tror det — ja, jeg ve ed det. Jeg taler her af dyrebar
Erfarirg."
„Men De vender jo Sagen helt paa Hovedet," sagde hun i
pludselig ligegyldig Tone. Emanuels sidste Ord havde gjort hende
bleg on,kring Munden, og hun drejede hurtig Samtalen ind i et
andet Spor.
Paa sin Vej ind i Huset havde Hansine over Havegærdet fulgt
Emanuel ned Øjnene, mens han sammen med Damerne fjernede
sig derude ad Stien mellem det høje Korn. Hun saae ham gaa der
ved Frøker Ragnhilds Side og tale med livlige Haandbevægelser.
„Mo'r!" sagde Sigrid, som holdt hende i Haanden ... „Mo'r!
gentog hun, da Hansine ikke straks hørte hende. „Hvorfor gik
Fa'er? Vi skulde jo køre hen til Bedstemo'er."
„Det har Fa'er glemt, min Pige. Nu bliver vi hjemme idag.
FJERDE BOG
I
UGHØSTEN var begyndt i Regn, og det saae ud til, at 3en
skulde ende i Regn. Hver Morgen steg Solen op i Klar
Himmel, men bebudede falskelig en herlig Dag. Ikke saa saare
havde Bønderne kørt deres Høstvogne ud i Markerne og aaet
bundet det første Læs, før mægtige Dommedagsskyer skøi sig
op over Horisonten, og Dagen igennem faldt der stride By^er af
Regn og ærtestore Hagl, mens man næsten uafbrudt hørte Tordenen
rulle et eller andet Sted i det fjerne.
En Eftermiddagsstund laa Præstegaardskarlen Niels pal Ryggen
over sin Seng med den ene Haand mageligt under Hovedet.
Han havde tilbragt et Par Timer i denne Stilling og efter Sædvane
fyldt Kammeret med en uigennemskuelig Tobaksdanp; og
skønt det allerede var langt over Middags-Hviletiden, tæikte han
ikke paa at lette sig af Dynerne. Han var ganske fortibt i sin
Yndlingsbeskæftigelse: at fantasere over Fremtiden. Han saae
for sig en stor Stue, hvis fire høje Vægge fra Loft til Gulv var
dækkede med Reoler fulde af prægtige Bøger saadan som i Studereværelset
ovre hos den lærde Præst i Kyndløse, hvor han
engang havde været for at hente sin Daabsattest. Midt paa Gulvet
anbragte han et stort, firkantet Bord, dækket med et grønt Klæde
og overfyldt med tykke Folianter. Gardinerne for Vinduerne var
nedrullede, en Lampe brændte paa Bordet, og ved dettes Ende
sad han selv, „Provst Damgaard", i en stor Lænestol, iført Slobrok
og smukt broderede Tøfler. Han sad med Haanden under
Kinden og læste i en meget gammel, græsk Bog. Henne paa
en af Reolerne stod hans egne Værker i Pragtbind: OpbyggelsesD
E T F O R J Æ T T E D E L A N D 313
bøger og Prækensamlinger med Guldsnit, lærde Skrifter samt
mægtige, samfundsrevsende Skuespil fulde af store profetiske
Syner og dristige Tanker.
Han blev revet ud af disse herlige Drømmerier ved at høre
klaprende Trætøffeltrin ude i Gaarden og derefter en langtrukken,
skiftevis pibende og skrigende Lyd. Det var Abelone, der
var henne at hente Vand ved Posten.
Han laa stille og smilte hen for sig. Han hvilede rolig i en
lykkelig Følelse af, at han endelig havde frelst sig ud af den
Fristelse, hvori Abelones modne Skønhed en Tid havde sat ham.
Det havde ingenlunde været let for ham at give Afkald paa
hende, skønt hun var en Pige ganske uden Midler. Men han
havde klarlig indset, at om han gav efter for sin Svaghed, vilde
han rimeligvis aldrig naa ud over sin forsmædelige Stilling som
„Gaardskarlen Niels" . Han maatte være fri og uafhængig eller i
hvert Fald gøre et ganske andet Gifte, om han skulde naa det
store Maal, han havde sat sig: at gøre Navnet N. Damgaard berømt
over det ganske Land. Og han havde i Forvejen Hindringer
nok at overvinde. Havde han f. Eks. ikke heddet Niels, men derimod
noget som Fritjof eller Arne eller Bjørnstjerne, vilde Navnet
ganske anderledes let have indprentet sig i Folks Hukommelse.
Niels derimod
Han foer op. Han havde atter hørt Trin ude i Gaarden men
denne Gang stærke Træskotrin ... Emanuels.
Han listede sig til at kigge ud bag sit Vindues hvide Forhæng
og saae sin Husbond komme henne fra den lille Laage ved den
ene Gavl af Stuehuset. Han blev hed om Ørene; midt i Gaarden
laa Seletøjet og røbede, at han endnu ikke var kommen ud i
Pløjemarken, og Emanuel var i den sidste Tid bleven saa urimelig,
havde faaet saa mange besynderlige Indfald, ja kunde ligefrem
blive opfarende, naar han blev vred.
Niels smilte lettet; — uden at se hverken til højre eller venstre
var Emanuel forsvunden op ad Forstuetrappen. A . .. ah! Med en
minutlang Gaben strakte han endnu en Gang sin dovne Krop,
skød besværligt Benene over Sengekanten og blev en Stund siddende
med Hovedet i Hænderne, yderst veltilfreds med sig selv.
314 D E T F O R J Æ T T E D E L A N D
Hi-hi! Han mente at kende den hemmelige Grund til Emanuels
forandrede Væsen overfor ham. Emanuel var jaloux paa ham, det
var Sagen! Niels havde rigtig godtet sig ved at mærke, hvor
bitter han var bleven over hans sidste Artikler i „Folkebladet"
og den Opsigt, de havde vakt. Men han skulde snart faa nyt
at høre!
II
Da Emanuel nogen Tid efter kom ind i Stuen, sad Hansine
i sin Armstol ved Kakkelovnen med et Lerfad i Skødet og bælgede
Ærter.
„Skal du bort?" spurgte hun og kastede et lidt mistænksomt
Blik hen paa hans Paaklædning; han havde ombyttet Arbejdsdragten
med sin graa Frakke og var ifærd med at binde det sorte
Halstørklæde, som han udenfor Hjemmet bar i Stedet for Flip.
„Ja, jeg bliver nødt til at gaa. Jeg maa ud til Mosekærshusene.
Der er igen stiftet Ufred derude; — Folkene vil ikke tage Arbejde.
Og nu, netop i Høstens Tid gaar saadan noget dog virkelig
ikke an."
Han vilde just gaa ud af Døren, da Hansine sagde:
„Det er sandt ... unge Rasmus Jørgen var herinde i Formiddags,
da du var ude i Marken. Jeg skulde sige til dig, at han
maatte endelig have det Læs Byghalm, du havde laant af ham
engang sidste Vinter. Han kunde ikke længer undvære det,
sagde han."
Emanuel stod med Haanden paa Dørlaasen og blev mere og
mere rød i Ansigtet.
„Et Læs Byghalm, siger du?"
„Ja, du havde nok lovet ham det i Foraaret," vedblev Hansine.
„Men nu maatte han endelig have det, ellers blev han selv
nødt til at købe."
„Men Byghalm paa denne Tid af Aaret ... hvor skal jeg skaffe
det fra? Sagde du ikke det til ham?"
„Jeg sagde, at jeg nok skulde give dig Beskeden."
„Veed du, Hansine," — sagde Emanuel efter nogle Øjeblikkes
Tavshed —. „Rasmus Jørgen skal nok ligesom vor egen Niels
D E T F O R J Æ T T E D E L A N D 315
være bleven en hyppig Gæst ved Maren Smeds Bønnemøder, og
jeg troer at forstaa, at man der stiltiende har sluttet en Slags
Sammensværgelse imod mig. Jeg veed ikke hvorfor. Men Tvedragtens
Aand har faaet Indpas hos os paa det sidste. Væveren
hører jo ogsaa med til Maren Smeds Venner; han har holdt sig
ganske borte fra os den sidste Tid, — det huer mig ikke. Det
bæres mig i det hele for, at vi gaar urolige Tider imøde her i
Menigheden. Gud holde sin Haand over os alle!"
I lang Tid efter Emanuels Bortgang var der fuldkommen stille
\ Stuen. Ved Siden af Hansine sov den lille Dagny i sin blomsterbemalede
Trævugge, og henne under Vinduet sad Sigrid paa en
Skammel, beskæftiget med at sy farvede Sting paa en Klud.
Egentlig sad hun her i Skammekrog, fordi hun igen var kommen
hjem fra sin Leg ved Gadekæret med tilsølede Klæder; og da
Hansine havde bebrejdet hende det, havde hun brugt et stygt
Ord, som hun paastod at have lært af Hjulmandens Drenge. Det
var Emanuel selv, der havde paabudt, at hun til Straf skulde
holdes hjemme om Eftermiddagen; og han havde sagt til Hansine,
at det vist i det hele var bedst for Fremtiden at holde et lille vaagent
Øje med, hvem der var hendes Legekammerater.
Barnet sænkede pludselig sit Sytøj i Skødet, lagde Hovedet
paa Siden og gav sig til i dyb Tankefuldhed at stirre op mod
Loftet. Efter nogen Tids Forløb rejste hun sig og gik hen og
lagde sig op ad Moderen.
„Mo'er," sagde hun sagte. „Kan du huske hende den fine
Dame, som var her den Dag ... hende, som legede med mig
ude i Haven?"
„Det kan jeg vel nok, mit Barn. Du har jo saa ofte talt
om hende."
„Jamen, kan du huske, Mo'er, at hun sagde, jeg skulde komme
ind til Kø'ham, saa skulde jeg faa den store Dukke, sa'e hun.
Jeg maatte gerne være inde hos hende altid ... og jeg maatte
ogsaa faa Dukkestuen, sa'e hun."
„Det gjorde hun vist ikke. Der siger du vist igen noget, der
ikke er rigtig sandt, Sigrid," sagde Hansine og saae irettesættende
paa hende.
316 D E T F O R J Æ T T E D E L A N D
Barnet blev rød i Kinderne og sænkede Blikket mod Gulvet.
„Forresten ... du kunde maaske have godt af at komme lidt
bort," vedblev Hansine lidt efter. „Saa lærte du ikke saa mange
slemme Ting og kunde komme til at passe lidt bedre paa dine
Klæder."
Ved disse Moderens Ord, der pludselig bragte hende Stuearresten
i Erindring, blev Sigrid endnu mere rød og listede skamfuld
tilbage til sin Skammel.
Og atter var der i lang Tid fuldkommen stille i Værelset. Der
hørtes kun de summende Fluer, der foer op og ned bag Ruderne,
og Lyden af Abelones Skurevisk ude fra Køkkenet.
„Mo'er," sagde saa igen Sigrid med ganske sagte Stemme.
„Naar jeg nu aldrig mere griser min Kjole til og ikke mere siger
stygge Ord, maa jeg saa komme til Kø'ham."
Hansine kunde ikke lade være at smile lidt.
„Vil du da saa gerne ind til den Dame i København, Sigrid?"
„Ja, det vil jeg rigtignok; hun var da pæn. Synes du ikke
ogsaa, Mo'er?"
„Jo, det synes jeg ..."
„Mo'er, ... naar jeg nu aldrig mere griser min Kjole til,
kan jeg saa ogsaa blive saadan en fin Dame, naar jeg bliver
stor? Hva', Mo'er?"
Hansine svarede ikke straks
„Aa, ja,- det kunde du jo vel egentlig nok," sagde hun saa
og faldt hen i Tanker.
III
I den Trang til Ensomhed, der i den sidste Tid var bleven
bestandig stærkere hos Emanuel, havde han forladt Sognevejen
og var gaaet ad en Sti langs Markskellene for at naa ud til
Mosekærshusene. Denne afsidesliggende Rede for Egnens Fattigfolk
var en Kilde til stadig Uro og mismodig Bekymring for ham.
Trods alt, hvad han dels personlig, dels ved Menighedens Bistand
havde ofret for at afhjælpe Nøden der, baade den aandelige og
den materielle, var der sletintet blevet udrettet. Efter syv Aars
D E T F O R J Æ T T E D E L A N D 317
Anstrengelser og Opofrelser havde endnu ingen af disse sammenfaldende
Lerhulers ulykkelige Beboere røbet mindste Tegn til
vaagnende Følelse af deres Menneskeværdighed. Snarere klagedes
der nu mere end nogensinde over Mosekærsbefolkningens
natlige Rapserier fra Kartoffelkuler og Blegepladser, og ofte
kunde hverken gode Ord eller høj Betaling drive dem til at
arbejde.
Emanuel gik langsomt og saa ganske hensunken i sine Tanker,
at han næsten foer sammen ved at se et Menneske dukke
op paa Stien et Stykke foran ham. Og hans Uro blev ikke mindre,
da han i den duvnakkede og unaturligt langbenede Skikkelse
hurtigt genkendte Væver Hansen.
Emanuel havde altid næret nogen Mistillid til Væveren, hvis
sære, mistroiske og indesluttede Væsen var saa forskelligt fra
hans egen aabne og trohjertede Natur. Særlig i den sidste Tid
havde han følt sig utryg overfor ham. Han havde en Fornemmelse
af, at denne Mand vilde ham tillivs, men kunde ikke
komme undervejr med, hvad det var for Formaal, han gik og
skjulte for ham.
De hilste tavs paa hinanden med et Haandtryk og blev staaende
hver paa sin Side af Stien.
„Naa, er der noget nyt?" spurgte Emanuel for dog at sige
noget.
„Aa, et og andet sker der jo immer," svarede Væveren; han
stod med sine store, røde Hænder stukket ind mellem Frakkeærmerne
og de sorte Voksdugsmanchetter og saae ud over Markerne.
„Men det er desvære ikke altid af det bedste."
Emanuel kunde høre paa hans Tone, at han havde en Jobspost
at meddele.
„Jeg kan forresten godt følge dig et Stykke Vej, om du saa
synes," vedblev Væveren. „Jeg har ikke saa travlt idag."
De gik en Stund i Tavshed.
„Det havde jeg saamænd ellers ikke ventet, at jeg skulde
træffe dig saa langt fra Hjemmet, Emanuel. Jeg saae nyssens
Kyndløse-Doktorens Vogn age op ad Vejlby til ... og jeg veed
ikke af, at der er nogen Sygdom der. Hm!"
318 D E T F O R J Æ T T E D E L A N D
Emanuel svarede ikke. Det var langtfra første Gang, han havde
maattet høre Spydigheder af sine Venner paa Grund af sit Besøg
hos Doktor Hassing.
„Det er vistnok paa en Maade en ret flink Mand, den Hassing
— saadan af Anseelse," vedblev Væveren med sin alleruskyldigst
lydende Stemme.
„Aa ja," svarede Emanuel adspredt.
„Man kan da derfor kun daarligt forstaa, at han er saa grumme
forskrækkelig i sine politiske Anskuelser? Det er dog egentlig
ret besynderligt."
„Jeg troer ikke, Doktor Hassing befatter sig med Politik."
„Nej; det var egentlig ogsaa saadan, jeg mente. Folk siger jo,
at han bare lever for at nyde denne Verdens Glæder. Jeg har hørt
snakke om, hvordan det skal gaa til hjemme hos ham med Vellevnet
og Forlystelser ... rigtig saadan med de pirrende Sager.
Og saa skal det nok ogsaa være saadan ret et slemme Letfærdighedens
Sprog, der føres der i Huset ."
Emanuel hørte ikke længer efter ham; ved at gaa der med
Væveren var hans Tanker bleven ført tilbage til de Betragtninger
om Mosekærshusenes uophjælpelige Elendighed, som han et
Øjeblik var kommen bort fra. Han tænkte paa, at her ved hans
Side gik jo dog et Menneske, der virkelig havde hævet sig op
af Fornedrelsens Sump. Væveren var barnefødt i Mosekærshusene;
hans Fader havde været Svinerøgter paa Herregaarden
Tryggerløse i Vesterbysognet, og selv havde han som Barn vogtet
Gaardens Faar. Rigtignok blev Væveren altid meget ordknap,
naar Talen faldt paa hans Ungdom; men saa meget troede man
dog med Bestemthed at vide, at han engang som Dreng
havde været Vidne til, hvorledes Herremanden gennempryglede
Faderen med sin Stok, og at denne Barndomsoplevelse
havde sat dybe Mærker i hans Sind, ja havde præget ham
for Livet.
Emanuel følte pludselig en sugende Smerte i Hjertet ved at
tænke paa, at det altsaa var en Voldshandling og ingen Kærlighedsgerning,
som havde givet dette Fattigbarn Kraft til aandelig
Oprejsning!
D E T F O R J Æ T T E D E L A N D 319
Han blev revet ud af disse Tanker derved, at Væveren standsede
og sagde:
„Ja, du veed vel, Emanuel, at han endelig har bekendt?"
„Hvilket? Hvem har bekendt?" sagde Emanuel fortumlet.
„Sogneraadsformanden naturligvis ... Hvem tænkte du ellers
paa, Emanuel?" spurgte Væveren med spidsede Øren.
„Hvad har Sogneraadsformanden bekendt? ... Jeg forstaar
ikke et Muk."
„Han har omsider tilstaaet at have levet i Uterlighed. Vi var
jo nogle, som længe har haft en Mistanke derom; men man
kunde jo næsten ikke tro det muligt, at en Mand, der stod som
politisk Fører for en kristelig Menighed, kunde saa rent glemme
Skriftens Ord om Skørlevnerne og de urene. Saa var vi et Par
Stykker, som imorges tog os over at gaa til ham og foreholde
ham, at han nu maatte rense sig for de slemme Rygter, der gik
om ham; og saa tilstod han jo tilsidst, at han lige siden sin Kones
Død har levet et uterligt Samliv med store Sidse."
„Det er da ikke muligt, hvad du siger?" udbrød Emanuel ligbleg
og støttede sig til sin Stok; — det var, som om Jorden begyndte
at vakle under ham.
„Ja, det maa du nok sige. Det er en Tildragelse, som giver
os alle meget alvorligt at tænke paa. Jeg mener nu, at det vilde
være bedst snarest muligt at faa Menighedsraadet sammenkaldt,
for at Sagen kan blive drøftet. Jeg vilde justement iaften have
kigget ind til dig for at snakke med dig derom. Det gælder
om ikke at tøve med at afvaske den Plet, som her er sat paa
vor Menighed."
Emanuel, der syntes i Væverens Tone at spore en undertrykt
Skadefryd ved Tanken om Sogneraadsformandens forestaaende
Fald, kunde ikke lade være med at sige:
„Det er underligt at høre netop dig være saa ivrig i den Sag,
Jens Hansen, aldenstund det dog nærmest skyldtes dig, at Hans
Jensen i sin Tid kom frem paa Førstepladsen her i Menigheden.
Du veed, at vi den Gang var mange, der havde vore Betænkeligheder
derved ... hans Fortid var jo langtfra dadelfri; men
du holdt bestandig paa, at det skulde vi ikke bryde os om; han
320 D E T F O R J Æ T T E D E L A N D
var netop den rette Mand, sagde du; og dermed lod vi os berolige.
Er der her gjort nogen Fejl, saa er det nærmest dig, der
bærer Skylden for den."
„Ja, det fragaar jeg saamænd ikke, at jeg holdt paa Hans Jensen,"
svarede Væveren med et bredt Smil. „Og det mener jeg
forresten endnu, at for den Politik, der den Gang skulde føres,
var han netop den rette Mand. Til at køre i Grøften med er alle
Kuske lige gode! ... Men nu skulde vi vel se at faa lettet os
op af Grøften, mener jeg."
„Ja ja — handl du i den Sag, som du finder rigtigt og forsvarligt,"
sagde Emanuel, idet han standsede og gav ham Haanden
til Farvel. Han vilde være det Menneske kvit. Han trængte
til at blive ene for at klare sig det overvældende Indtryk, denne
Afsløring havde gjort paa ham. Hans Anelse om, at et Uvejr
nærmede sig, havde da altsaa allerede bekræftet sig. De onde
Dage stod for Døren! ... Det skulde nu vise sig, om det Værk,
han havde opbygget her i Menigheden, Gud til Ære og Pris,
vilde staa sin Prøve — eller synke i Grus.
Nej, nej! Han vilde ikke tvivle! Naar Herren lod Stormene
rase, var det ikke for at lægge øde, men for at rense ud.
„Han elsker den, han tugter."
IV
Væverens Meddelelse havde sat Emanuels Sind i en saa heftig
Bevægelse og givet ham saa meget nyt og alvorligt at tænke
paa, at han for den Dag maatte opgive Besøget i Mosekærshusene.
Først den næste Dag naaede han derud.
Men ogsaa da var det med uroligt Sind og tungt Hjerte, at
han gik Vejen udover Markerne. Rygtet om Sogneraadsformandens
Bekendelse var ihast fløjet over Sognet og havde vakt en
overordentlig Bevægelse. De, der i Forvejen havde vidst god
Besked, anstillede sig næsten mest forargede, særlig Skibberupperne.
Væveren havde bearbejdet Stemningen godt, forinden han
lod sin velanbragte Mine springe. Det gamle Fjendskab mellem
Skibberupperne og Vejlbyerne, hvem den politiske Kamp en
D E T F O R J Æ T T E D E L A N D 321
Tid havde ført sammen, var efter dennes uheldige Udfald blusset
op igen, endog med forøget Styrke. Det var de stridbare
Skibberuppere, der havde begyndt Tvisten ved at paastaa, at
Vejlbyerne havde tilegnet sig en for stor Indflydelse i Menigheden
; og det var derfor ogsaa særlig dem, der nu vilde benytte
Lejligheden til at fortrænge Sogneraadsformanden fra hans
Magtstilling. Menighedsraadet skulde nu samles til et Møde den
næste Dag, og Væveren havde allerede til dette bebudet „nye
Afsløringer".
Da Emanuel naaede op til de saakaldte Rævebakker, en Samling
vortelignende Højder, hvorfra Landet sænkede sig ned imod
det side Mosedrag, blev han staaende med Hænder og Stok bag
paa Ryggen og faldt i Tanker. Han stirrede over Mosen ud mod
Kyndby-Sognets grønne Engflade med det brede, spejlblanke
Aaløb og de mange smaa Engmøller og spredtliggende Smaahuse.
Hans Sind fandt et Øjebliks Hvile og Befrielse under Betragtningen
af det venlige Landskab, der selv under Eftermiddagens
mørke, regntunge Skyhimmel syntes ham et yndigt Billede
paa Fred og rolig Lykke. Han kunde øjne selve Kyndløse By
og den slangebugtede Vej, ad hvilken han hin Aften var gaaet
sammen med Frøken Ragnhild, — ja med en lille Hjertebanken
opdagede han ogsaa Taget paa Doktor Hassings Villa, der laa
fornemt indesluttet i sin store Have.
Egentlig undrede det ham, at han ikke en eneste Gang havde
mødt Frøken Tønnesen, da hun dog sikkert endnu var her paa
Egnen. Han vidste, at Folk havde set hende køre omkring med
Doktoren, naar denne var ude i Sygebesøg, — og han havde
ingenlunde gjort sig Umage for at undgaa hende. Skønt han
ikke var sig det fuldt bevidst, havde det tvertimod baade denne
og den foregaaende Dag været en medvirkende Aarsag til hans
Vandringer ud til Mosekærshusene, at Kørevejen til Kyndløse
gik i en Bue udenom Rævebakkerne.
Langt ude over den fjerne, mørke Skovkrans var Himlen bleven
klar og blaa. Hvide, solbelyste Skybjerge løftede sig hist
og her over Horisonten og sank langsomt ned igen. Af Trang
til at frigøre sig for alt det, der tyngede ham, lod han sig rive
Det forjættede Land 21
322 D E T F O R J Æ T T E D E L A N D
hen af dette Syn og stod en Stund fortabt i ubestemte Drømmerier.
Det var for ham som at se et luftigt Skønhedsrige stige
straalende op af et Mørkets Dyb og atter svinde hen. Det var
som at se koglende Skikkelser vinke og forsvinde ... eller som
i Drømme at høre fjerne Stemmer kalde og sagte dø hen. Hvorfor
sørge? syntes de at sige. Hvorfor slæbe sig træt paa andres
Byrde? Kast din tunge Pilgrimsstav og kom herud, hvor Glæden
bor højt over Skyen og Jammeren skjuler sig i de mørke Dale.
Kom herud, hvor Livet er en festlig Hvile omkring sprudlende
Kilder og Dans paa grønne Enge ...
Han vaagnede med et Ryk. Og saa flygtige havde hans Drømme
været, at de svandt bort af hans Erindring, i samme Øjeblik
han vaagnede til Bevidsthed. De efterlod kun en Fornemmelse
af forøget Tyngsel over Brystet, — og med langsomme Skridt
steg han ned imod Mosekærshusene.
De laa dernede under ham paa bægge Sider af et lille, halvt
udtørret Bækkeløb, — en Række ynkelige Lerhytter, der i deres
Affældighed støttede sig til hinanden, som om de i Forening
stod og grundede over deres Skæbne. Pladsen foran dem var
en Mødding af gammel Halm og Potteskaar, og der var næppe
et eneste Hus med hele Ruder eller uden store Huller i det
sammensunkne Straatag.
Emanuel styrede hen imod et af de yderste Huse en udbuget,
bagerovnlignende Rønne med to smaabitte Vinduer, der
under det nedhængende Tagskæg stirrede ud imod ham som et
Par onde Øjne. Foran Indgangsdøren stod en høj, kroget Oldingeskikkelse
med en Økse og pindede Skovkvas.
Idet han nærmede sig, foer en lille, pølsetrind Køter ham
i Benene og vedblev besat af Arrigskab og under en hæs Hvæsen
og Gøen at trille sig foran ham og vise Tænder. Emanuel,
der aldrig kunde bringe over sit Hjerte at slaa et Dyr, kunde
længe ikke komme frem for den.
Skønt den gamle henne ved Huggeblokken meget godt havde
set ham og ogsaa umuligt kunde undgaa at lægge Mærke til
Køteren, kaldte han den ikke til sig og lod sig overhovedet ikke
forstyrre i sit Arbejde.
D E T F O R J Æ T T E D E L A N D 323
„Er det din Hund, Ole Søren?" raabte tilsidst Emanuel i en
noget opbragt Tone.
„Næ," brummede den gamle uanfægtet, endog uden at se
op. „Jeg er selv Hund!"
En højtfrugtsommelig Kone viste sig i det samme i Hyttens
Dør. Men ikke saa saare havde hun faaet Øje paa Emanuel, før
hun skyndte sig ind igen. Og pludselig blev der Travlhed inde
i Stuen; der hørtes ivrig Hvisken, blandet med Lyden af klirrende
Husgeraad. Samtidig saaes der opskræmte Skikkelser ogsaa
i de andre Hyttedøre, og uredte Hoveder kiggede ud bagved
Gavlene.
Emanuel befriede sig endelig ved Hjælp af sin Kæp fra det
rasende Dyr og gik ind i Huset.
Allerede ude i den lille Forstue, hvor han maatte gaa helt
krumbøjet for ikke at støde Hovedet mod det spindelvævsbehængte
Loft, sporedes en stærk Spirituslugt, blandet med
Stanken af Sengemug og Menneskeuddunstninger. Han bankede
paa Døren og kom ind i en halvmørk Stue med et Klapbord, en
Kistebænk og et Par mønjerøde Stole.
Det var Svend Øls og Per Brændevins Hjem, han traadte
ind i.
Skønt den første af dem var gift og havde flere Børn, mens
den anden var Ungkarl, havde de to uadskillelige Venner levet
her mange Aar i samme Stue og ved samme Bord, ... ja efter
en udbredt Mening gik Fællesskabet mellem dem endnu langt
videre og havde sat sine tydelige Mærker paa et Par af Ægteparrets
Børn.
Svend Øls lille flenskallede Skikkelse med de fede Lemmer
og den nævestore Knude over det ene Øje rejste sig besværligt
fra Kistebænken, da Emanuel traadte ind. Med Hovedet lagt paa
Siden, og idet han holdt den højre Underarm trykket stivt ind
mod Brystet, gik han klynkende hen og bød velkommen. Samtidig
sneg Konen sig ud bag Emanuels Ryg med en Kaffekande
under Forklædet.
„Det var dog en gudsvelsignet Overraskelse," sagde han og
rakte ham sin venstre Haand. „Det havde vi jo dog aldrig ventet,
21*
324 D E T F O R J Æ T T E D E L A N D
at Hr. Pastoren ... at Emanuel, vilde jeg sige ... skulde gøre
os en Besøgelse idag. Men det kommer just rigtig tilpas for os;
vi trænger allesammen til et godt Trøstens Ord i denne Tid, hvor
Vorherre har hjemsøgt os med Svagheder af alle Slags "
Han blev afbrudt af Emanuel, der — overvældet af Stanken
i Stuen straks havde sat sig ned paa en af de røde Stole.
„Lad os tale et Ord med hinanden i Alvorlighed, Svend! ...
Hvad er det, jeg igen maa høre om dig og Per. I vil ikke tage
Arbejde, siger man!"
Svend 01 indtog igen sin Plads paa Kistebænken og satte et
ynkeligt Ansigt op.
„Saa sandt jeg sidder her en Synder for Gud ... der er ingen,
der heller end jeg vil baade slide og slæbe," snøftede han, mens
han med venstre Haand gned sig forsigtigt over den højre Underarm,
hvilken han stadig holdt stift ind mod Kroppen, som om
han bar den i et usynligt Bind. „Men hvad skal en stakkels Krøvling
gøre, naar Gægten ta'er ham, saa man maa ligge og skrige
og jamre sig den hele Nat værre end en Basselkvind'. De ...
du, mener jeg ... du kan tro, det er en Ynk for en stakkels
Mand, som har Kone og Børn at forsørge "
„Aa, saa slemt er det vist heller ikke fat med dig, Svend,"
afbrød Emanuel ham igen og saae paa ham med et fast Blik.
Du kunde jo da forleden være med til Slagsmaal ovre i Vejlby
Kro, ... ja, det har man altsammen fortalt mig. Per var jo ogsaa
med. Hvor er han henne nu?"
Svends fedtede Blik gled hen til Alkovesengen i den ene
Væg; — her laa Per Brændevin paa Ryggen over Halmen og
sov. Man kunde ikke se andet af ham end et sammenklistret
Haar og et blegt Ansigt, hvori der var nedtrykket en mørkeblaa,
blank og sprukken Næse, der lignede en overmoden Blomme.
„Hvad betyder det?" spurgte Emanuel mere og mere uhyggelig
tilmode i Stuens Smuds og Halvmørke. „Er Per maaske ogsaa
syg?"
„Ja, han har det saa slemt med Hovedværk ... og med Kolden.
Den kommer over ham, uden at han veed et Ord af det
at sige. Li'som han allerbedst sidder, ta'er hans Tænder til at
D E T F O R J Æ T T E D E L \ N D 325
klapre i hans Mund, og han ryster og bævrer over hele Skroget
... det er ligefremt fælt at se paa."
Men Emanuel lod sig ikke længer føre bag Lyset. Han var i
den sidste Tid bleven nøjeseende indtil Mistænksomhed, og han
saae hurtigt, at det ikke var nogen Feberpatient, men en døddrukken
Mand, der laa derhenne under Dynevaaret og forgæves
søgte at overvinde Søvnen og løfte Øjelaagene.
Han rejste sig op. Hans Sind var i Oprør. Med harmdirrende
Stemme sagde han:
„Hør, nu vil jeg sige jer noget bægge to! ... Tag jer nu iagt!
Ogsaa vor Langmodighed har en Grænse, og dersom I bliver ved
at misbruge vor Overbærenhed, saadan som I i den sidste Tid
har gjort, saa maa det være forbi imellem os. Saa maa det
offentlige Fattigvæsen for Fremtiden tage sig af jer. Har du forstaaet
det, Svend?"
Det sledske Udtryk i Svends Ansigt var pludselig forsvundet;
den store Pandeknude trak sig dybere ned over Øjet, og hans
tykke Mund bredte sig i et ondskabsfuldt Smil.
„Aa, saa slemt gaar det vel heller ikke til," sagde han kry,
mens han dog endnu af gammel Vane blev ved at gnide sig
over Armen. „I veed vist nok, hvortil I kan bruge os Fattigfolk
— haa!"
„Hvad mener du? Hvad skal det sige?" spurgte Emanuel.
„Hvad jeg mener? ... Aa, saa meget taabelig er jeg da heller
ikke, at jeg ikke veed, hvordan det gaar med Folk, der kommer
paa Fattigkassen. De maa nok undvære deres Stemmeret, har jeg
hørt sige, ... og det forholder sig vist rigtig nok."
„Nu . . . men h v a d m e n e r du med a l t d e t ? "
„Jeg mener barestens, at I kan vist nok lide at faa fat i vores
Stemmer, ... ellers gik I vel ikke og kisselinkede saa meget for
vos, tænker jeg. I veed vistnok, at paa Valgdagen gælder en Fattigmand
lige saa meget som en Lensbaron! ... Jo, jo, den har I
regnet godt nok ud!"
Emanuel stod maalløs.
Dette var altsaa disse Menneskers Opfattelse af Menighedens
store Velgørenhedsværk! Paa saadanne Folk havde han bort326
D E T F O R J Æ T T E D E L A N D
ødslet sine Kærlighedsgerninger, for disse Umennesker havde
han ofret sin egen Velstand, saa han nu selv var nær ved at
lide Nød!
Han var bleven ligbleg. Bort, bort! skreg det indeni ham ...
Det var, som om hans Øjne pludselig sank ind i Hovedet. Ude af
Stand til længer at beherske sig greb han sin Hat og foer ud.
Han var dog ikke kommen langt bort fra Huset, før han
standsede. Med et dybt Suk lagde han Haanden op paa sin
endnu brændende og bankende Pande.
„Dømmer ikke, saa skulle og I ikke dømmes, mumlede han
hen for sig. Han burde ikke have forglemt disse sin Herres Ord,
sagde han angrende til sig selv. Han havde igen ikke handlet, som
det sømmede sig den, der ydmygt vilde vandre i Jesu Fodspor.
Ak, hvordan var det dog ikke fat med ham i denne Tid ...
Han foer sammen. Henne paa Vejen kom en Vogn med graaskimlet
Forspand og Liberikusk kørende henimod ham — Doktor
Hassings Ekvipage. Blodet strømmede ham til Kinderne. Han
syntes bestemt at se Frøken Ragnhilds lyse Hoved kigge frem
bag Kuskens Ryg.
Da Vognen kom nærmere, viste det sig, at han havde taget
fejl. Der var ikke andre paa det brede Kaleschesæde end Doktoren
selv, der sad indhyllet i en Gummikappe og røg paa
en Cigar.
„Goddag, Hr. Pastor!" sagde Hassing, efterat have ladet Vognen
standse, og stak sin behandskede Haand frem af Regnkappen.
„Hvorledes har De det? De lever naturligvis til op over
Ørene i Rughøst, kan jeg tænke. Jeg vil haabe for Dem. at
De kan svømme ... for det er virkelig lidt fugtigt om Fødderne
i denne Tid."
„Ja, det er ... en vanskelig Høst," svarede Emanuel aandsfraværende.
„Doktoren kommer fra Sygebesøg?"
„Ja, De har faaet et brækket Ben i Deres Nærhed; men det
er ingen farlig Historie. Men lad mig ikke glemme det. Jeg har
en Hilsen til Dem, Hr. Pastor, — fra Frøken Tønnesen. Hun
rejste fra os for en Ugestid siden.
„Saa Frøken Tønnesen er rejst!" sagde Emanuel unaturligt livlig.
D E T F O R J Æ T T E D E L A N D 327
„Ja, hun havde egentlig lovet at blive noget længere. Men
jeg troer, hun længtes efter Byluften. I hvert Fald fik hun pludselig
Hastværk. De veed, hun er ingen Ynder af at „komme paa
Græs". Veed De forresten, at De har vundet en Proselyt hjemme
hos os ... nemlig min Kones lille Niece ... De husker nok den
unge Pige. Hun var meget optaget af sit Besøg hos Dem forleden
... ja, De har maaske set hende i Deres Kirker de sidste
Søndage."
„Jo, — det er netop — netop det særlige," sagde Emanuel
uden at have hørt hans Ord og uden at mene noget med, hvad
han selv sagde.
„Naa, farvel, Hr. Pastor! Jeg ønsker Dem Lykke til at faa
Rugen godt i Hus!"
Doktoren gav Kusken et Vink, og Vognen rullede afsted.
Da Hassing kom hjem, fortalte han sin Kone, at han havde
truffet Emanuel, og at Meddelelsen om Ragnhilds Bortrejse syntes
at have gjort et vist Indtryk paa ham.
„Ja, blot vi ikke har begaaet en Uforsigtighed ved at føre de
to Mennesker sammen igen," sagde Fru Hassing. „Jeg har haft
mine Tanker derom. Ragnhild var saa underlig febrilsk i den
sidste Tid her ... og denne pludselige Afrejse ..."
Hun vilde have sagt mere, men Gerda kom i det samme gennem
Stuen for at gaa ud i Haven. Den unge Pige var klædt i
sort, havde et stort Stenkulskors paa Brystet og en sortindbunden
Bog i Haanden.
„Bare vi ikke faar noget at bebrejde os overfor hende,"
sagde Doktor Hassing med betænkelig Mine, da hun var ude af
Stuen. „Hun har nedarvede Anlæg for det ekscentriske! ...
Veed du, at hun har givet Søren Fragtmand i Kommission at
skaffe hende et Fotografi af Pastor Hansted?"
„Aa, det gaar nok over," mente Fru Hassing. „I den Alder
vil man den ene Dag være Nonne, den næste Dag Kunstberiderske
... det kender jeg fra mig selv."
„Du er ogsaa hendes Tante, Ludovica!"
328 D E T F O R J Æ T T E D E L A N D
V
Emanuel var gaaet langsomt mod Hjemmet. Skyerne over
hans Hoved havde trukket sig sammen. Uden at han mærkede
det, begyndte der at falde en fin Regn.
Da han ude fra Forstuen hørte Hansines og Børnenes Stemmer
inde i Sovekammeret, blev han et Øjeblik staaende tvivlraadig
foran Døren. Saa vendte han sig bort og gik ind i sit halvtomme
Kammer paa den anden Side af Gangen.
Her stod han længe henne ved Vinduet og stirrede ud i den
"allerede skumringsfyldte Have.
Han kunde ikke længer skjule for sig selv, hvordan det stod
til med ham. Den Tomhedsfølelse, som Meddelelsen om Frøken
Ragnhilds Bortrejse havde efterladt hos ham, beviste tydeligt nok,
hvor opfyldt han havde været af Tanken paa hendes Nærhed.
At hun personligt skulde eje nogensomhelst Magt over ham,
vilde han dog ikke erkende; i den Henseende nærede han ingen
Bekymringer. Det var den Luft, hun havde ført med sig; det var
den forkoglende Dunstkres, hvori hun havde draget ham ind,
der havde gjort ham ør. Du gode Gud, hvorledes var han dog
bleven saa svag?
Han vidste ikke selv, hvor længe han havde staaet og stirret
ud i Havens voksende Mørke, da Døren ude fra Gangen blev
aabnet af Hansine.
„Staar du der," sagde hun efter et Øjeblik at have betragtet
ham i Tavshed.
Han foer nervøst sammen. Han havde ikke hørt hende komme.
„Hvem ... hvad ... er det dig?" sagde han forvirret.
Hun stod lidt uden at svare.
„Søren fortalte, at du var kommen hjem. Vi har søgt efter dig
allevegne ... Hvorfor kommer du ikke ind til Nadvergrøden?"
Emanuel søgte at gennemtrænge Stuens Halvmørke med sit
Blik. Han havde hørt hendes ellers saa faste Stemme svigte
hende et Øjeblik.
„Jeg kommer straks," sagde han inde i Skægget. „Jeg har
haft noget at tænke paa."
D E T F O R J Æ T T E D E L A N D 329
Hun blev endnu staaende lidt med Haanden paa Dørlaasen,
som ventede hun, at han havde mere at sige hende. Saa gik
hun langsomt ud.
Men da hun allerede var halvt ude af Døren, sagde hun uden
at vende sig imod ham:
„Har du talt med Doktoren? Han har nok været her i Byen
igen i Eftermiddag."
„Doktoren? Ja, jeg har ... Hvem har forresten fortalt
dig det?"
„Aa, det var blot noget, jeg tænkte mig," sagde hun og lukkede
Døren stille i efter sig.
Emanuel blev staaende ved Vinduet og stirrede mod den
lukkede Dør. Saa nikkede han hen for ,sig, ... og hans Læber
begyndte at bæve. Stakkels Hansine! Han havde jo nok i den
sidste Tid ment at spore en Forandring i hendes Væsen; hun
havde paa een Gang søgt hans Fortrolighed og unddraget sig hans
Tilnærmelser. Nu forstod han alt!
Og hans Hjerte blødte, idet han tænkte paa, hvor meget hun
i Stilhed maatte have lidt i disse Dage. Den kære! Tavs og taalmodig
havde hun fulgt den Kamp, han i de sidste Uger havde
udkæmpet med sig selv, — den sidste, den afgørende Kamp
mod hans Blods ulyksalige Fædrenearv, den endelige Prøve paa
hans Frigørelse!
Aa — men han skulde nok sejre!
FEMTE BOG
I
EN følgende Morgen kom en Skibberupper hjem fra et Besøg
i Sandinge med den opskræmmende Efterretning, at
den gamle Højskoleforstander, der i længere Tid havde været
svagelig, nu var bleven meget syg og ikke kunde leve. Faa Timer
senere kom et Ilbud derovrefra med Meddelelse om, at han var
Med denne Mand forsvandt atter en af de ældste Forkæmpere
for den danske Bondestands aandelige Frigørelse, — den egentlige
Grundlægger af den folkelige Bevægelse i hele denne Del
af Landet. I et Tidsrum af over tredive Aar havde Egnens „vakte"
Befolkning set op til ham som til en Fader; og skønt han i den
senere Tid mangen Gang havde haft ondt ved at forlige sig med,
at den yngre Slægt hengav sig saa meget til Politiken i Stedet for
alene at tænke paa det, der for ham stod som Livets ene fornødne,
„Aandens Oplysning og Herliggørelse", havde dette aldrig formaaet
at gøre mindste Skaar i det gode Forhold mellem ham og
Vennerne. Jo ældre han blev, jo mere hans store Skæg og lange
Nakkekrøller fik Sølvets Farve, desto ukrænkeligere var han bleven,
des større den Ærefrygt, alle nærede for ham. Det var for de
unge som at høre et gammelt Sagn, naar han fortalte om Folkesagens
første trange Dage, da dens Talsmænd blev betragtet som
Ungdomsfordærvere, der fortjente Baal og Brand. Det lød for
dem som Beretningen om et helligt Martyrium, naar han paa sin
halvt spøgende Maade fortalte om den Tid, da han paa Apostelvis
vandrede paa sin Fod fra By til By og maatte holde sine Foredrag
rundt om i Tørveskur og Karlekamre, forfulgt som en Inddød.
D E T F O R J Æ T T E D E L A N D 331
brudstyv af Præsterne og Skolelærerne, forhaanet og forulempet
af selve Bønderne, der mangen Gang havde pudset deres Hunde
paa ham for at jage ham ud af Byen.
Det var derfor ikke den almindelige Smerte over Tabet af en
Ven, som Efterretningen om hans Død fremkaldte; det var den
dybe, højtidelige Sorg, der griber et Folk under fælles Ulykker.
Endog Skibberuppernes Ophidselse i Anledning af Sogneraadsformanden
lagde sig i nogle Dage, og det berammede Møde af
Menighedsraadet blev udsat til efter Begravelsen. De følte alle,
at de havde mistet deres Høvding; overalt talte man kun om
den gamle Højskoleforstander; man tog hans Fotografi ned fra
Væggen over Kommoden og betragtede det fyldige Ansigts kære
Træk og de to sorte Prikker over Kinderne, der skulde forestille
hans ungdommeligt spillende, lysebrune Øjne. Man gentog Eventyr,
han havde fortalt, læste hans gamle Breve, — smaa,
ilsomt nedskrevne Lapper, fulde af Henrykkelsesudbrud og varme
Venskabsforsikringer — og om Aftenen sad man udenfor paa
Dørfliserne og sang hans Yndlingssange.
Ogsaa i Vejlby Præstegaard gjorde Dødsbudskabet et dybt Indtryk;
og Emanuel fandt herunder foreløbig ingen passende Lejlighed
til det forklarende og beroligende Ord, som han vilde sige
Hansine, især da der i de samme Dage ogsaa paa anden Maade
bragtes Uro ind i Huset. En Morgen, da Emanuel kom over i
Stalden en Timestid senere end sædvanlig og ikkedesmindre endnu
fandt Niels i Sengen, gav han sin længe tilbagetrængte Utaalmodighed
Luft i en alvorlig Formaningstale til ham. Det kom til
en Ordstrid imellem dem, hvorunder Emanuel i et Øjebliks Ophidselse
befalede ham at tage sit Tøj og forlade Præstegaarden.
Niels tog ham øjeblikkelig paa Ordet, og Emanuel mærkede
allerede den næste Dag, da han vilde fæste sig en ny Karl, at
Tildragelsen havde vakt en stærk Misstemning imod ham hos
Befolkningen. Nogle ondsindede Historier, som Niels havde udspredt
om sin Afskedigelse, var straks bleven troet. Som Skibberupperne
sagde til hinanden: de havde nok tænkt sig, at Emanuel
ikke kunde være saa „fuldkommen", som han gerne havde
villet give det Udseende af. Forgæves henvendte han sig til for332
D E T F O R J Æ T T E D E L A N D
skellige ledige Arbejdere for at faa Hjælp idetmindste til Høsten;
enkelte sagde rent ud nej, andre gjorde ret uforblommede Hentydninger
til hans almindelig bekendte Uefterrettelighed som Betaler
ja stillede rent ud Fordring om først „at se Lønnen". Hans
Naboer og nogle andre af Egnens Folk tilbød vel at yde ham en
Haandsrækning i Ny og Næ; men i den almindelige Høsttravlhed
sendte de rigtignok som oftest en Undskyldning i Stedet for
den ventede Hjælp.
Af Harme over alt dette begik Emanuel tilsidst den Ubesindighed
en Dag at henvende sig til den brændemærkede Sogneraadsformand,
der straks med sin sædvanlige Rundhaandethed
stillede hele sit Mandskab til hans Tjeneste og endnu samme Dag
bragte hans halvspirende Rug i Hus.
Men dermed var ogsaa Krigen erklæret.
II
Under en enestaaende Deltagelse, med et Følge paa over to
tusinde Mennesker, derimellem et halvt hundrede Præster i Ornat,
blev den gamle Højskoleforstander stedet til Hvile paa Sandinges
smukke Kirkegaard. Over alle Landsbyer i Miles Omkres
vajede Flagene paa halv Stang, og lige fra den tidlige Morgenstund
var Fjorden bleven gennemkrydset af Sejl- og Robaade,
stuvfulde af sortklædte Mennesker med Blomsterkranse.
Det var en tung Graavejrsdag, der uvilkaarlig stemte til Sørgmodighed.
Trods de mange Taler, der blev holdt, først inde i
Skolens smykkede Foredragssal, hvor Liget var hensat, siden i
Kirken og tilsidst ved Graven (ialt elleve), vedblev Stemningen at
være trykket. Endnu sang man vel med fuldt Bryst de gamle,
frejdige Sange, men det var ikke vanskeligt paa Tonen at spore
Virkningen af den Modgang, det hele Vennesamfund i den sidste
Tid havde haft.
Efter Jordfæstelsen holdt man Maaltid omkring de medførte
Madkurve, og da Skolebygningen langtfra kunde rumme de mange
Mennesker, havde man — trods en fin, vedholdende Regn —
spredt sig ud over Haven og de tilstødende Vænger, hvor man
D E T F O R J Æ T T E D E L A N D 333
søgte Ly under Træer og udspændte Paraplyer. Der saaes i
denne Forsamling alle Slags Folkevenner lige fra et Par af den
københavnske Liberalismes Stormænd — en Advokat med Guldbriller
og en Sukkergrosserer med Næseklemmer — til fattige
Husmænd, der havde vandret mange Mil og ofret Dagens Høstløn
for at følge deres trofaste Talsmand og Ven til hans sidste
Hvilested. Man saae Skolelærere, Seminarieelever og Højskoleforstandere,
baade af den gamle Type med langt Skæg og store Pilgrimshatte
og af den nyopdukkende Slags med Verdensmandsvæsen
og Klædedragt paa Moden. Hist vandrede en ung Præst
og hans unge Forlovede Arm i Arm under samme Paraply og
saae hinanden kærligt ind i Øjet, — han med blød Plyshat og
højt opsmøgede Benklæder, hun med ophæftet Kjole og lange,
flade Galoscher. Her stod nogle Rigsdagsbønder under et Træ
og hviskede med hinanden ligesom i Folketingssalens Vinduesfordybninger.
Fra alle Dele af Landet var der mødt Udsendinge,
der havde bragt Kranse og Hilsener fra fjerntboende Venner; ja
endog en berømt norsk Folkedigter og Kraft-Agitator, der for Tiden
var paa en Foredrags-Rundtur i Danmark, havde til almindelig
Glæde indfundet sig og vakte den største Opsigt med sin imponerende
Person og sin højmælede Tale. Overalt, hvor han viste
sig, samledes en andægtig lyttende Tilhørerkres omkring ham,
og særlig fulgtes han paa en nærgaaende Maade af Niels og nogle
andre unge Karle, der kappedes om at blive den udvalgte, paa
hvis Skulder han lagde sin Haand, naar han talte.
Emanuel var først sent kommen tilstede. Netop som han og
Hansine om Morgenen stod i Begreb med at tage over Fjorden,
var der indtruffet et Ilbud fra Aggerbølle med Bøn om, at han
vilde komme ud og berette hans Kone, der laa for Døden og
næppe levede Dagen over. Hansine havde da maattet tage bort
alene; og den egentlige Begravelseshøjtidelighed var tilende, da
Emanuel omsider indfandt sig.
Han havde ikke opholdt sig længe i den Menneskemængde, der
havde søgt Ly for Regnen under Skolebygningens brede„Svale",
før han blev antastet af en ung Student, der forestillede sig som
Student Søren Sørensen og med jysk Snurren paa r'et sagde:
334 D E T F O R J Æ T T E D E L A N D
„Jeg tager jo ikke fejl ... det er jo Emanuel Hansted, ikke
sandt? Hvor det var prægtigt! Vi har søgt Dem allevegne. Vi
kunde jo nok vide, De maatte være her ... De maa endelig følge
med ind til Lene Gylling. Hun har spurgt efter Dem hele Tiden;
hun vil saa hjertensgerne gøre Deres Bekendtskab."
Halvt mod sin Vilje blev Emanuel ført op ad Trappen. Han
var sletikke i Sindsstemning til at tale med fremmede, allermindst
med Folk fra København; men den ivrige Student hørte ikke paa
hans Indvendinger og trak ham triumferende ind i den overfyldte
Foredragssal, hvor der lugtede af Gran og summede af Menneskestemmer.
Fru Gylling var en formuende Enke, der holdt en Slags folkeligt
Hof i Hovedstaden. Emanuel havde ofte hørt hende omtalt
som en af Vennesamfundets bedste Støtter, og han saae nu for
sig en smuk, ældre Dame, der sad i en Kurvelænestol og underholdt
sig med en lille kuglerund Præst i Ornat og Fløjlskalot,
mens nogle andre stod omkring og hørte andægtig til.
Ved Synet af Emanuel rettede hun sig smilende op og hilste
paa ham med en Blanding af Undseelse og moderlig Varme. Idet
hun blev ved at holde om hans Haand, sagde hun næsten ømt:
„Saa faar jeg Dem da endelig at se engang! Hvor har jeg været
utaalmodig efter at gøre Deres Bekendtskab. Jeg har jo hørt saa
meget om Dem, hvad De nok kan forstaa. Vi har alle med den
største Glæde fulgt Dem i Deres rige Vækkelses-Gerning, ...
men hvorfor kan De slet ikke unde os andre lidt Fornøjelse af
Dem? Er det ganske umuligt engang at se Dem inde i Hovedstaden
; vi har sandelig ogsaa derinde Brug for unge Vækkere,
kan De tro! Jeg havde for lidt siden den Glæde at hilse paa Deres
Hustru, og jeg tog et halvt Løfte af hende om, at hun vilde formaa
Dem til ved Lejlighed at komme ind og tale i vort Samfund.
Nu haaber jeg, hun har saa megen Magt over Dem, at De vil
komme; ... hun var saa yndig at se paa og tale med!"
Rygtet om Emanuels Ankomst havde hurtig bredt sig over
Salen. Allevegnefra strømmede Folk til for at se den mærkelige
Mand, om hvis ideale Liv der rundt om i Vennesamfundene havde
dannet sig en hel Myte. Den lille kuglerunde Præst havde ikke
D E T F O R J Æ T T E D E L A N D 335
saa saare hørt hans Navn, før han slog sine Arme omkring ham,
løftede sig paa Tæerne og med fugtig Mund gav ham et Smækkys
paa bægge Kinder.
„Nej, saa det er Emanuel Hansted!" lød det allevegne. I flere
Minutter var Luften omkring ham fyldt med Lyden af hans Navn.
Selv ønskede han blot at komme bort. Han var bleven for
uvant med Smiger til at føle Behag ved Fru Gyllings honningsøde
Tale; og denne almindelige Henrykkelse over ham, disse
Lovord af Folk, der endnu ikke kendte den sande Tilstand i hans
Menighed, knugede og ydmygede ham. Da den norske Digter i det
samme vendte tilbage fra en Rundtur ude i Haven og straks trak
Opmærksomheden til sig ved et af sine rungende Udbrud, benyttede
han derfor Lejligheden til at fjerne sig og gik ud for igen
at søge efter Hansine.
III
Han fandt hende omsider ude bagved Haven, hvor hun sad
paa et Gærde under en Hyldebusk i Selskab med et stort, fremmed
Bondefruentimmer, der allerede paa Afstand forbavsede ham
ved at sidde med Hansines ene Haand i sit Skød. Da han kom
nærmere, saae han, at de bægge søgte at skjule en stærk Sindsbevægelse,
og at den ubekendte endog havde røde Øjne, som
om hun havde grædt. I det samme genkendte han Hansines Ungdomsveninde,
den rødhaarede Ane, der for seks Aar siden havde
lidt den Vanskæbne at blive gift med en „Skalling".
Skallingerne var et Fiskerfolk, der boede paa en Landtunge
helt ude ved det aabne Hav. Ligesom i sin Tid de gamle Skibberuppere
plaskede de omkring i nære og fjerne Fjorde og gjorde
Landgang rundt om paa Kysterne for at afhænde deres Fangst.
Fra gammel Tid bekendt for deres vilde og trodsige Liv havde de
ogsaa senere vist sig fuldstændig upaavirkelige overfor den aandelige
Vækkelsesgerning indenfor Folket, hvisaarsag de blev skyet
og foragtet af alle de øvrige Kystbeboere. Ane havde kort efter
Hansines Bryllup truffet en ung, køn, sorthaaret Skalling inde i
Købstaden og til sin største Forskrækkelse forelsket sig i ham.
336 D E T F O R J Æ T T E D E L A N D
Længe havde hun kæmpet mod sin Tilbøjelighed, som hun af
Skamfuldhed ikke engang havde betroet Hansine; men tilsidst
kunde hun ikke længer modstaa den unge Fiskers dristige Bestormelser,
og en skøn Dag var han kommen sejlende med sin
Baad i en forrygende Østenstorm og havde endnu samme Aften
ført hende selv og kort Tid efter hendes gamle Plejeforældre
hjem til sin Tangtagshytte. Begivenheden havde i sin Tid vakt
en pinlig Opsigt blandt Egnens Folk; man havde ikke troet, at
Ane kunde lade sig saa fuldstændig rive hen af Lidenskab, og man
beklagede hende inderligt for det Liv, hun vilde komme til at
føre derude mellem de raa Mennesker. Mellem hende og Hansine
var der i nogen Tid efter deres Adskillelse vekslet Breve,
der dog fra Anes Side blev bestandig kortere, indtil hun helt forstummede.
Hansine havde godt forstaaet, at det var, fordi hun
skammede sig ved stadig at maatte tilstaa, at hun var lykkelig;
og ofte i de sidste Aar, naar hendes eget Sind var nedtrykt og
Fremtiden stillede sig mørkest for hende, havde hun tænkt paa
sin gamle Barndomsveninde som paa den, hos hvem hun i Nødens
Stund vilde kunne finde Forstaaelse og Tilflugt.
Emanuel følte sig lidt underlig tilmode ved efter saa mange
Aars Forløb igen at se den røde Ane dukke op ved Hansines Side,
især da han af deres Sindsbevægelse øjeblikkelig forstod, at de
straks havde knyttet det gamle Fortrolighedsforhold og aabnet
Hjerterne for hinanden. I en Tone, der var præget af en vis, medynksfuld
Velvilje, spurgte han Ane om, hvordan hun havde det,
og hvorledes hun levede derude i Skallinglandet; og med en Frimodighed,
der stødte ham lidt, svarede hun, at hun havde det
godt, fortalte, at hun havde fem raske Børn og tre Faar, at hun
og hendes Mathias sidste Sommer havde bygget sig et nyt Hus,
og at det var Mathias selv, der havde spurgt, om han ikke skulde
sejle hende ned til den gamle Højskoleforstanders Begravelse,
da han dog havde nogle Sildegarn staaende her i Nærheden, som
han kunde se til med det samme.
Hun havde, mens hun talte, igen sat sig ned ved Siden af
Hansine og med noget af sin gamle Beskyttermine taget hendes
Haand. Skønt hun ikke ligeud sagde det, var det ellers tydeligt at
D E T F O R J Æ T T E D E L A N D 337
mærke pa.a hende, at hun var bleven skuffet ved Gensynet af
sin gamle Højskolevennekres, og at hun blot længtes efter at
komme hjem igen til sin Strand, sine Faar, sine Børn og sin
Mathias.
Emanuel følte sig mere og mere ilde berørt af hendes Tone og
Optræden overfor Hansine. Han var bleven saa uvant med at
se denne vise andre den ringeste Fortrolighed, at Synet af hendes
Haand der i Venindens Skød virkede paa ham næsten som
en Anklage. Hun sad stille og saae ufravendt ned mod Jorden; det
var næsten, som om hun undgik hans Blik. Han følte i dette Øjeblik
ret, hvor de i den sidste Tid var kommen bort fra hinanden,
og han gjorde sig selv det Løfte, at der fra denne Dag ikke længer
skulde være noget uudtalt imellem dem. Nu, da alle andre Baand
syntes at skulle briste for ham, nu, da de sikkert vilde blive meget
ene, skulde de finde hinanden igen i fuld Forstaaelse, og i
Samlivets Inderlighed tage Oprejsning for, hvad de udadtil havde
mistet.
Hansine havde under den hele Begravelseshøjtidelighed været
meget bevæget. Skønt hun allerede længe havde haft en Forudanelse
om, at hendes Bekendtskab med Sandinge Højskole vilde
blive hende dyrekøbt, havde hun aldrig næret bitre Følelser mod
den gamle Forstander. Nu, da han var borte, mindedes hun ham
med Taknemlighed for det meget gode, hun havde lært af ham;
og ganske særlig havde hendes Tanker i disse Dage heftet sig ved
den Formaning om at leve i Sandhed og Selvopofrelse, hvortil
han i sine Taler til Ungdommen idelig vendte tilbage. Under Indtrykket
af hans Død, og idet Emanuels Tavshed for hver Dag var
bleven hende et mere talende Vidnesbyrd om, hvorhen hans
Længsler uimodstaaelig drog ham, voksede der i hende et Forsæt,
som nu ved hendes gamle Lærers Grav og under Genforeningen
med Barndomsveninden var modnet til Beslutning hos
hende. Hun sagde til sig selv, at det var frugtesløst længer at
stride mod det uundgaaelige, og at det derfor var bedst, baade
for hendes egen og Emanuels, men navnlig for Børnenes Fremtids
Skyld, at der skete en afgørende Forandring i deres indbyrdes
Forhold og hele Liv. Hun havde besluttet en Dag at tale
Det forjættede Land 22
338 D E T F O R J Æ T T E D E L A N D
rent ud med Emanuel derom; og roligt og varsomt vilde hun da
sige ham, hvad der mere og mere var kommen til at staa for
hende som den eneste Udvej til et nyt og lykkeligere Liv for
dem alle.
IV
Det var imidlertid bleven Opholdsvejr, Skyerne havde spredt
sig, og Emanuel saae nu, hvorledes smaa Skarer af Mænd og
Kvinder drog fra Haven ud til en Kæmpehøj, der laa paa en Mark
et Stykke fra Skolen, og hvorfra den gamle Forstander havde
haft for Skik at tale paa Nationens store Mindedage. Emanuel
foreslog, at ogsaa de skulde gaa derhen; ... og lidt efter rejste
de sig og fulgte ham.
Den Menneskemasse, der efterhaanden havde samlet sig omkring
den paa Højen rejste Sten, bestod for en væsentlig Del af
Vejlbyfolk og Skibberuppere. Dagens københavnske Gæster og
den norske Digter var allerede taget til Stationen for at naa Toget,
og ogsaa de mere fjerntboende af Stævnets Deltagere var
kørt bort.
Da Emanuel sammen med Hansine og Ane naaede Højen, stod
der allerede en Mand oppe ved Stenen og talte til Forsamlingen.
Det var en hvidskægget Oldingeskikkelse, der efter de ældste
Folketaleres Skik havde blottet sit skaldede Hoved og udtrykte
sig saare højtideligt. Selv syntes han ogsaa mægtig betaget; men
hans Stemme var saa svag, at endog de nærmeststaaende havde
opgivet at høre efter, hvad han sagde. Det var derfor en stor Lettelse
for Forsamlingen, da han omsider efter over en halv Times
Tale sluttede og under den heftigste Sindsbevægelse steg ned.
Et Øjeblik efter viste han sig dog igen, stod en Stund med betuttet
Mine og befølte sig baade for og bag, indtil han endelig med en
Stemme, som pludselig alle kunde høre, udbrød:
„Der er da ingen af jer, der har fundet et rødt Lommetørklæde.
Dersom nogen skulde finde det, vil jeg bede jer om at
lægge det ind paa Skolen."
Under en lille Latter fra Forsamlingen steg han atter ned.
D E T F O R J Æ T T E D E L A N D 339
Den næste Taler var den lille, pastoragtige Anton Antonsen,
Vejlbys nye Skolelærer. Han optraadte med Plyshat paa Hoved
og Tobakspibe i Munden; men heller ikke han gjorde synderlig
Lykke. Hans pudsige Mandslinge-Skikkelse passede trods det
hvide Slips og hele det øvrige gejstlige Udstyr ikke rigtig til
Dagens Stemning. De sidste urolige Tider havde i det hele ikke
været gunstige for hans Popularitet. Særlig havde Skibberupperne
ikke længere Øre for hans nøgternt moraliserende Hverdagstale;
de var i Krigshumør og vilde høre Lurtoner, forlangte Kampraab
og Sejrs-Profetier.
Imidlertid var Emanuels Ankomst bleven bemærket af adskillige
af de tilstedeværende; og da Anton sluttede, viste det spændte
Udtryk i de mange Ansigter, der i det samme vendte sig om imod
ham, at man ventede, han vilde tage Ordet. Han følte pludselig
selv en Trang til at tale, til aabent at redegøre for de bekymringsfulde
Tanker, der i den sidste Tid havde opfyldt ham. Han
tænkte ved sig selv, at Sindene netop paa en Dag som denne
maatte være modtagelige for den bitre Bekendelse, han dog før
eller siden vilde blive nødt til at aflægge for sine Venner, hvad
Følgen deraf end vilde blive.
Under en svag Mumlen fra Forsamlingen steg han op paa
Talerpladsen.
Han begyndte med taknemlig at mindes Vennen, hvis Baare
havde samlet dem, og paa hvem det Ord med Sandhed kunde
anvendes: Herren velsignede ham, og han blev til Velsignelse.
Men, spurgte han derpaa, mon den kære afdøde alligevel ikke
undertiden — og maaske navnlig i den allersidste Tid — havde
følt sig skuffet i sine store Forventninger. Skønt han aldrig selv
talte derom, var der nogen Grund til at tro det. For det nyttede
jo ikke at nægte det, — Guds Riges Venner havde for Øjeblikket
en af sine Trængselstider. De stod med et stort, tabt Slag — en
stor, bristet Forhaabning — bag sig; og som alle Nederlag havde
ogsaa dette saaet Mistænksomhed og Tvedragt blandt de overvundne.
Men hellere end at gøre Forsøg paa at tilhylle Sandheden,
og hellere end at udslynge Anklager mod hinanden for
Medskyd i Ulykkerne skulde man se prøvende ind i sig selv og
22*
340 D E T F O R J Æ T T E D E L A N D
søge at finde, hvad man havde forbrudt, og hvor man havde fejlet.
„I Stedet for at knurre mod Gud" — udbrød han med stigende
Styrke — „fordi han ikke denne Gang opfyldte vort Haab, skulde
vi ydmygt ransage vort Inderste og spørge os selv, om vi nu ogsaa
virkelig var modne til at taget Riget af hans Haand?"
Der var hurtigt bleven nogen Uro blandt Tilhørerne. Efter
disse sidste Ord blev han henne fra den ene Side afbrudt af
temmelig nærgaaende Tilraab.
Han lod sig dog ikke forstyrre men fortsatte:
„Tro nu ikke, at jeg staar her som en Selvretfærdig, der blot
vil anklage. Nej, jeg erkender det dybt — og jeg føler Trang til
idag at sige det til jer allesammen — jeg er selv svag og har ikke
fortjent Guds Tillid. I har Krav paa at vide det: jeg kender baade
Tvivlens og Fristelsernes Øjeblikke og maa daglig kæmpe med
mig selv, at ikke Verden og dens Forfængelighed skal faa Magt
over mit Sind —."
„Doktor Hassings!" lød det med en skrattende Stemme henne
fra den samme Side som før, hvor Niels' tykke Hoved i det samme
dukkede sig bag nogle unge Karle fra Skibberup, der gav
sig til at le højt.
Emanuel kastede et hastigt Blik derhen. Han var bleven
bleg, men betvang sig og fortsatte efter et Øjebliks Ophold
sin Tale.
„Sandheden skal nu siges, hvor ilde den saa er hørt! Vi, der
formastelig har kaldt os Sandhedens og Retfærdighedens Venner,
vi har fortjent den tunge Skæbne, der nu har ramt os. Højlydt
skal det bekendes: vi var ikke modne! Bestandig saa vi Skæven
i vor Broders Øje, men Bjælken i vort eget blev vi ikke vaer!
Sig mig, er det den onde Samvittighed, der nu taler igennem jer?"
raabte han gennem den Larm, hvormed man nu fra mange Sider
søgte at overdøve ham og tvinge ham til Tavshed. „Har I virkelig
ikke vidst dette før? Nuvel! Saa skal jeg sige jer det: Hovmod
og Ufordragelighed, Uterlighed og Bagvaskelse, Løgn og
Forstillelse gaar i Svang imellem os ganske som i det Samfund,
vi paakaldte Himlens Hjælp til at omstyrte! .. . Dette er Sandheden
! Men Gud lader sig ikke spotte! Han nedslog os i Støvet,
D E T F O R J Æ T T E D E L A N D 341
for at vi skulde lære at kende os selv og sige: se, saa dybt er vi
sunkne!"
Han kunde tilsidst næppe komme tilorde for udæskende Tilraab.
Der steg som et Besværgelsens Brøl op imod ham fra det
Hav af opadvendte Ansigter, der bølgede omkring ham. Adskillige
af dem udtrykte ganske vist Forlegenhed ved Optrinet; men ikke
een Stemme hævede sig for at standse Spektaklet.
Da det ikke længere var ham muligt at faa Ørenlyd, afsluttede
han brat med Udtalelsen af Ønsket om, at Sandhedens og Retfærdighedens
Venner af det lidte Nederlag vilde lære, at ikke ved
Selvretfærdighed men gennem Selvprøvelse, ikke ved Hovmod
men gennem ydmyg Selverkendelse gik Fremtidens Vej til Oprejsning
og Sejr.
Næppe var han under Tavshed stegen ned, før Forsamlingen
brød ud i høje Bifaldsraab. Væver Hansen var sindigt gaaet op
paa Talerpladsen.
Synet af den gamle Kampfører, som nu i mange Aar ikke havde
talt i nogen Forsamling, virkede som en Fanfare paa dem alle.
Med den ene af sine røde Hænder omkring Hagen, den anden
paa Ryggen, lod han Blikket glide frem og tilbage over Mængden,
der i forventningsfuld Spænding trængte sig omkring ham. Da der
omsider var bleven Ro, sagde han smilende, med sin sagtmodige
Stemme:
„Se, det var nu dog ret en mærkelig Tale, vi her fik at høre af
Emanuel. Jeg stod saamænd dernede og pirkede i mine Øren og
tænkte, at jeg maatte høre fejl. Tilsidst sagde jeg til mig selv: du
sover, Jens! Og du drømmer, at du hører vores gamle Provst
Tønnesen."
„Hør! — Det er et sandt Ord!" jublede Skibberupperne.
„For det er jo nu saadan, at jeg ikke kan lade være at tænke
paa en anden Tale, som Emanuel for mange Aar siden holdt for
os, ... det var saamænd den allerførste Gang, han talte til os i
vort gamle Forsamlingshus derovre i vor By. Dengang var der
andre Triller i Fløjten end idag, ... dengang var vi Bøndermennesker
det bedste, Emanuel vidste af at sige, . . aa, vi var
saa herlige, at det næsten var for meget af det gode. Ja, der er vel
342 D E T F O R J Æ T T E D E L A N D
nok mange af jer, der er her tilstede, som endnu kan huske den
Tale; for den vakte jo da en saa grumme stor Opsigt dengang, og
der var jo mange, der syntes, at det var da ret en dejlig Tale.
Jeg skal nu ikke fragaa, at jeg for min Part ikke var nær saa henrykt
over den; og derfor kommer Emanuels Ord idag mig egentlig
heller ikke saa overraskende. For det er jo nu saadan med
dem, der tager Munden for fuld, de er gerne nødt til at spytte
noget ud bagefter! Se, nu var det ellers det, som Emanuel
snakkede om, at vi Landboere havde været altfor meget forgabede
i os selv, og at det derfor var bleven saa slemme fat med os i den
sidste Tid. Han mente vel, tænker jeg, at vi skulde lære af de
pæne Mennesker derinde i Købstæderne, saa vilde Vorherre nok
give os, hvad vi bad ham om. — Aa nej, det tror jeg nu slet ikke
saa meget paa. Jeg mener ganske tværtimod, at vi har været altfor
villige til at lade os køre i Ring af disse hersens mange Københavnere,
som i de senere Aaringer er dukket op og har kaldt sig
Folkesagens Venner og saadan udenvidere gjort sig til vores Førere,
... og jeg er nu af den Mening, at det netop er derfor, det
er gaaet saa galt med os, som det er. Det har været saadan en
Slags Mode mellem Købstadsmennesker, at nu skulde de da til at
være rigtig folkelige, og vi Landboere, vi blev vistnok lidt vel
meget smigrede over, at saa mange fine og lærde folk vilde have
med os at bestille; vi var ligesom ved at gaa rent fra vores fem,
bare for at tækkes dem. Vi syntes jo, at det var da en saa dejlig
stolt Følelse, naar saadan en Advokat med Guldbriller paa eller
en fin Frue kom og klappede os paa Skulderen og kaldte os „lille
Ven". Og naar de saa ovenikøbet kom herud og satte Bo imellem
os, ligesom de var en af vores egne, og endda giftede sig med
vores Bønderpiger, ... aa, saa blev vi saa beærede, at vi ikke
vidste, hvad Fod vi skulde staa paa. — Men det var nu saadan en
Slags Sygdom, tror jeg, og jeg har nu altid ment, at naar man
bare gav Tid, saa gik den nok ud af Kroppen paa vos igen. Og
se, det er nu noget, jeg synes at have kunnet mærke i den senere
Tid, at vi endelig er ved at spille færdig paa den Narrekomedie,
som vi Landboere har været saa tossegode at lade os lokke med
D E T F O R J Æ T T E D E L A N D 343
til, ... kanske ogsaa hjemme i vor egen Menighed. Hvad mener
I derom, Venner?"
j0) jo! — Hør, hør!" rungede det igen fra Skibberupperne.
Henne i Udkanten af Forsamlingen stod Emanuel. Hvor ærlig
han end kæmpede med sig selv, hvor ydmyg han end foreholdt
sig sin Herres strenge Bud: „Slaar nogen dig paa din højre
Kmd —" hans Blod kogte, hans Stolthed vaandede sig. Han
tabte tilsidst Herredømmet over sig selv og vilde styrte op paa
Talerpladsen; men i det samme greb Hansine ham i Armen og
sagde:
„Lad os komme bort herfra."
„Ja, bort ... bort herfra!"
Med bøjet Hoved fjernede han sig hastig, mens Væverens
fortsatte Forhaanelser og Vennernes Bifaldsraab fulgte ham som
Svøbesmæld om Ørene.
Paa Vejen ned til Stranden faldt han i en heftig Graadkrampe,
saa han maatte sætte sig paa Grøftekanten, mens Hansine tørrede
den kolde Sved af hans Pande. Ane havde fulgt dem paa
Vej og var betuttet bleven staaende et Stykke fra dem. Da Anfaldet
var ovre, kom Hansine hen til hende og sagde, idet hun
gav hende Haanden:
„Saa er det altsaa en Aftale, — naar du hører fra mig?"
„Men er det da virkelig dit Alvor, Sine? Jeg kunde ikke rigtig
tro paa det før."
„Jo, nu er det bestemt, — dersom du da vil have mig."
„Om jeg vil, min Putte! Det kan du vel tænke! .. . Men hvad
troer du dog, Emanuel vil sige?"
„Det veed jeg ikke, men du skal faa Brev fra mig. Farvel saa
længe."
Henne paa Grøftekanten havde Emanuel løftet Hovedet. Gennem
Taarer saae han den mørke Menneskemasse deroppe paa
Højen og Væver Hansens duvende Skikkelse mod den lyse Horisont.
Han mindedes den Tid, da han var kommen her ud under
Guds frie Himmel, i Troen paa her at finde Menneskehjertet bevaret
i dets oprindelige Renhed og Enfold, og deroppe stod
344 D E T F O R J Æ T T E D E L A N D
nu en Rænkernes og Bagtalelsernes kloge Mester og triumferede
over ham! Han tænkte paa, hvordan han var draget ud for at
præke Fredens og Kærlighedens Evangelium blandt Muldens
Børn, — og deroppe stod nu Hadets Apostel, Barmhjertighedens
Bøddel, og rakte sine blodrøde Hænder mod Himlen!
V
Først den næste Morgen blev Emauels Sind saa roligt, at Hansine
kunde tale ti! ham.
„Hvad har du nu tænkt at gøre?" spurgte hun, da de efter
Morgenbønnen sad ene i Dagligstuen.
„Jeg veed det ikke. Men vi maa jo bort herfra ... der er ingen
anden Udvej ... Et lille Kald et eller andet Sted paa den jyske
Hede eller i Klitterne vil man vel ikke nægte mig. Og jeg trænger
til i Ensomhed at komme til Klarhed med mig selv."
„Det skulde du ikke tænke paa, Emanuel."
„Hvad mener du?"
„Du siger, at du trænger til at komme til Klarhed med dig selv.
Men hvor kan du da tænke paa at blive Vejleder for andre. Selvom
du virkelig kunde faa et andet Kald, saa vilde det dog snart
blive det samme for dig der som her. Du vilde blive misfornøjet
med dig selv og derfor ogsaa med andre og bare igen længes
bort."
„Men hvad vil du da, at jeg skal gøre?"
„Ja se, Emanuel ... det nytter dog ikke, at vi længer vil gemme
det for hinanden; vi kan jo ligesaagodt snakke rent ud om det . ..
du trænger til for en Tid at komme tilbage til din Familje og ti!
d e a n d r e F o r h o l d , som du h a r h j e m m e i ; d e t e r d o g a l e n e d e r ,
du kan vente igen at komme til Fred og Forstaaelse i enhver
Henseende. Derfor synes jeg nu, du skulde ikke stride med dig
selv længer, Emanuel; det nytter dog vist ikke noget. Jeg har
netop tænkt over, at du vistnok kunde faa dig en Virksomhed
ved en Skole inde i København eller et andet Sted, hvor du igen
kan komme sammen med din gamle Omgangskres; for det maa
du vistnok trænge til, det kan jeg godt forstaa."
D E T F O R J Æ T T E D E L A N D 345
Emanuel saae overrasket hen paa hende.
„Men vil d u da det, Hansine?"
„Jeg?" sagde hun og bøjede sig endnu lidt dybere ned over sit
Kjoleskød, som hun under hele Samtalen havde siddet og glattet
over med Haanden. „Jeg vil helst det, som jeg troer kan være
det bedste for os allesammen."
Allerede den følgende Dag kørte Emanuel ind til Stiftsbyen
for at udtale sig for Bispen og anmode om Afsked fra sit Embede.
Bispen talte ham i Begyndelsen strengt til; men Emanuels
dybe Nedtrykthed formildede efterhaanden hans Tone. Han sagde
til ham, at han aabenbart „befandt sig i en Gæringsperiode", og
at det maaske alene af den Grund vilde være tilraadeligt for ham
en Tid at trække sig tilbage fra offentlig Virksomhed. Idet han
med forsigtige, men indtrængende Ord bad ham bekæmpe det
Tungsind, den Tilbøjelighed til sygelig Selvbetragtning, som han
havde taget i Arv efter sin Moder, lovede han tilsidst at tage sig
af hans Sag og ønskede ham ved Afskeden Forsynets Bistand til
at gaa styrket og lutret ud af sin aandelige Krise.
Hele Eftermiddagen gik Hansine rastløs frem og tilbage i en
af Havens lange Alleer og ventede paa hans Hjemkomst. Hendes
Ansigt, hvis alvorlige Linjer de sidste Ugers Begivenheder yderligere
havde uddybet, var præget af en mørk Beslutsomhed. Hun
gik med Armene indsvøbte i et lille Uldsjal, som om hun frøs, og
hvert Øjeblik steg hun op paa den lille Jordhøj, hvorfra man
kunde overskue Egnen mod Vest.
Lidt før Solnedgang kom han endelig; og faa Minutter senere
befandt de sig bægge ude i den lange Kastaniealle i Enden af Haven,
hvor de havde søgt hen for at kunne tale uforstyrret. Hansine
satte sig paa den „Naturbænk", der fra gammel Tid stod her ved
en Træstamme, mens Emanuel urolig bevægede sig frem og tilbage
foran hende og fortalte.
„Saa nu har vi altsaa vor Frihed," sluttede han sin Beretning
og standsede foran hende. „Nu kan vi rejse, Hansine, saasnart
jeg har faaet Bevillingen."
Hun sad foroverbøjet med Armene paa sine Knæ og saae ned
paa sin ene Skonæse, hvormed hun kradsede i den vaade Jord.
346 D E T F O R J Æ T T E D E L A N D
„Ja se, Emanuel ... det var det, jeg vilde sige dig," begyndte
hun, og det lød, som om hun havde Møje med at faa Ordene frem
— „jeg kan ikke tage med dig ind til København."
„Hvad vil det sige? ... Hvad mener du?"
„Jeg mener . . ikke straks," rettede hun sig selv, da hun
mærkede, at Emanuel ikke havde den ringeste Anelse om hendes
Hensigt. „Jeg er altfor fremmed for alting derinde; ieg vilde bare
blive dig til Besvær, indtil du faar ordnet dine Forhold og skabt
dig en Stilling og indrettet et Hjem ... jeg kan jo sletikke være dig
behjælpelig med nogenting. Og forresten trænger jeg ogsaa til
at være lidt i Ro med mig selv. Alting har været saa forstyrret i
den sidste Tid."
„Ja, det kan der maaske være noget i," sagde Emanuel og begyndte
paany at spasere frem og tilbage foran Bænken. „Men jeg
vil dog sige dig, at her næppe vil blive behageligt for dig at være.
Jeg mærkede det blot ved at køre gennem Skibberup idag; vi
boer ikke længere mellem Venner, men mellem hadefulde Fjender."
„Aa ja, det har jeg netop tænkt mig. Derfor har jeg ogsaa ment,
at jeg kunde tage ud til Ane og være hos hende en Tid. Vi snakkede
lidt om det forleden; hun sagde, at der var et Par Stuer i
deres nye Hus, som de ikke brugte; dem kunde jeg godt faa
overladt, sagde hun."
„Hos Ane? Ude i Skallinglandet! Hvad tænker du dog paa,
Hansine? Mellem de tøjlesløse Mennesker!"
„Aa, det har vist ikke saa meget paa sig med det Uvæsen, som
man har snakket om, ... det sagde ogsaa Ane; og hun lod da heller
ikke selv til at have lidt nogen Slags Nød."
„Men det gaar alligevel ikke an; ... det gaar ikke an for Børnenes
Skyld, Hansine! Det er jo dog nu baade dit og mit Ønske,
at de kommer lidt bort fra de Paavirkninger, som de hidtil har levet
under ... og særlig for Sigrids Vedkommende er det sikkert
paa høje Tid. Hun er en rigtig sød og god lille Pige, men hun er
lidt slem til at tage efter, har jeg mærket."
„Ja, det har jeg jo sagt dig længe, Emanuel. Men jeg har derfor
ogsaa tænkt paa, at ... at Børnene . . . dem skulde du tage
D E T F O R J Æ T T E D E L A N D 347
med dig ind til København. Du vil jo dog blive nødt til at indrette
dig ligesom en Slags Hjem derinde ... Og saa tror jeg nu ogsaa,
at det var godt netop for Børnenes Skyld, om jeg en Tid holdt
mig lidt borte fra dem. For jeg kan jo dog ikke hjælpe dem tilrette
med nogenting, men vil kanske snarere blive dem til Hinder
for, at de kan slutte sig rigtig til deres nye Venner og i det
hele faa den Oplæring, som vi nu dog bægge mener er den rigtigste
for dem. Jeg har nu netop tænkt paa, at din Søster derinde
. .. hun vil nok kunne hjælpe dig lidt med deres Opdragelse; hun
har jo nylig mistet sit ene Barn, saa hun vil nok kunne blive en
god Plejemoder for dem, har jeg tænkt mig."
Hun talte stadig lige rolig og behersket, men var efterhaanden
bleven meget bleg og saae ufravendt ned mod Jorden.
„Hvor kommer du dog paa saadanne Tanker ... slaa dig dog
alt sligt af Hovedet, kære Ven!" udbrød Emanuel næsten forfærdet.
Og da han bemærkede hendes Sindsbevægelse, gik han
hen til hende og lagde kærligt Hænderne om hendes Hoved. „Lad
os ikke forfalde til den Slags Bekymringer. Nu skal vi to netop
slutte os tæt til hinanden og staa Last og Brast i Kampen for
vort Hjem og vor Lykke. Maaske vil ikke alt blive saa let for os
herefterdags; men naar vi blot holder sammen, saa gaar det med
Guds Hjælp nok!"
Hun havde ikke længer Kraft nok til at sige ham imod; hun
formaaede ikke engang at afværge, at han efter de sidste Ord
bøjede sig ned og kyssede hende.
Mens de nu bægge i de følgende Dage i Stilhed begyndte at
forberede sig paa et Opbrud, blev Sagen ikke berørt imellem
dem. Alligevel vedblev den at beskæftige dem. Emanuel indsaae
godt, at det vilde kunne blive vanskeligt nok for Hansine at
styre et Hjem under Forhold, der var hende saa fuldstændig fremmede,
og at hun navnlig ikke vilde blive den Støtte for Børnene,
som de særlig i Begyndelsen vilde trænge haardt til. Han følte
ogsaa, at hun med sit sære, for fremmede uforstaaelige og ofte
frastødende Væsen vilde berede sig selv mange Vanskeligheder;
og endelig blev han stadig mere ængstelig for, hvorledes han overhovedet
skulde kunne skaffe Midler til at leve for; selv om de
348 D E T F O R J Æ T T E D E L A N D
solgte alt, hvad de ejede, vilde de næppe kunne meget mere end
netop dække deres Gæld. Da Hansine en Dag igen ledte Samtalen
hen paa Emnet, afbrød han hende derfor ikke, men hørte — omtrent
for første Gang i deres Samliv — hendes Udtalelse helt tilende.
Hun sagde, at det vistnok vilde være fornuftigst slet ikke at
sætte Bo paany, saalænge deres Fremtid var saa usikker, navnlig
saalænge han var ganske uden Stilling og uden Indkomster.
Hun havde derfor tænkt paa, sagde hun, om ikke han og Børnene
midlertidigt, indtil han havde fundet sig en Gerning, kunde
komme til at bo hos hans gamle Fader, der levede ganske ene
i sin store Lejlighed. Hun trøstede ham med, at deres Adskillelse
derfor ikke behøvede at blive langvarig, og hun vedblev i
det hele at trænge ind paa ham saalænge, indtil han havde lovet
endnu samme Dag at skrive til Faderen og sine Søskende.
„Men skriv nu saadan, at de rigtig forstaar, at jeg ikke
følger med," endte hun.
I Utaalmodighed ventede de nogle Dage paa Svarets Ankomst.
Der var nu ogsaa efterhaanden bleven ret ubehageligt for dem
i Vejlby Præstegaard. Det i sin Tid ansatte Møde af Menighedsraadet
var bleven afholdt, uden at man havde tilsagt Emanuel,
og i det hele lod man ham paa enhver Maade føle, at man ønskede
at blive ham kvit. Ved Gudstjenesten om Søndagen var Næssekirken
— ganske som i Provst Tønnesens Dage — aldeles tom,
medens Folk om Eftermiddagen strømmede til Forsamlingshuset,
hvor Maren Smeds og den tykhovede Niels for første Gang havde
faaet Lov til at afholde et større Bønnemøde. Niels havde nu
naaet det første Skridt tilvejrs mod sine Drømmes store Maal ;
han var bleven omvandrende Missionsprædikant, i hvilken Egenskab
han havde anlagt sig Fuldskæg og udenfor Hjemstavnen optraadte
med Hovedet paa Siden og Briller.
Underhaanden modtog Emanuel dog ogsaa Beviser baade paa
taknemmelig Hengivenhed og paa Harme over den Adfærd, der
blev vist imod ham, ja da det blev bekendt, at han havde indgivet
sin Afskedsansøgning, begyndte nogle behjertede Vejlbyfolk —
ligesom i sin Tid ved Provst Tønnesens Forflyttelse — at forD
E T F O R J Æ T T E D E L A N D 349
anstalte en Pengeindsamling til Indkøb af en Sølvkaffekande og
en Lænestol, der skulde overrækkes ham ved Afrejsen.
I Præstegaarden laa man nu i fuld Oprydning. Emanuel, der
efterhaanden havde mistet al Sans for sin Bedrift og blot ønskede
at blive Besværet med Mark og Stald endelig kvit, havde solgt
Resten af sin Høst til en Nabo, der for en Del af Købesummen
skulde passe Jorden, indtil hans Eftermand i Embedet blev udnævnt;
Køer, Heste og Avisredskaber havde han ligeledes gjort
i Penge og med disse betalt den ikke ringe Klatgæld, han i Løbet
af de sidste Aar uforsigtig havde stiftet hos mange af sine forrige
Venner, og som langt mere, end han anede det, havde bidraget
til at svække hans Indflydelse i Menigheden.
Ellevild af Henrykkelse over at skulle til København foer Sigrid
ud og ind ad Dørene, rystende sine gulbrune Lokker, og smittende
med sin Jubel den lille Dagny, der i Sommerens Løb havde
vokset sig stor og nu trissede alene omkring paa Gulvet. Imidlertid
sad Hansine stille henne i sin Armstol og syede paa Børnenes
Søndagstøj og strikkede dem nye Strømper. Emanuel forstod ikke,
at hun vedblev at være saa bleg, skønt der dog nu var bleven
Haab om en lysere Fremtid for dem alle. Han havde endog et
Par Gange overrasket hende i Graad; og da han havde spurgt
hende om Grunden til den, vilde hun ikke svare. Ligeledes
undrede han sig over den næsten uvillige Skyhed, hun viste
overfor enhver af hans Tilnærmelser; saasnart han tog Plads ved
Siden af hende og vilde tage hendes Haand, rejste hun sig og
gjorde sig et Ærinde ud i Køkkenet. Han mente, det var Benauelse
over Opbrudet og den forestaaende lange Adskillelse,
som hun vilde skjule for ham; og han søgte paa alle Maader at
trøste og opmuntre hende. Men det var, som om endog hans
Medfølelse saarede hende, og han fandt det tilsidst rigtigst at
lade hende i Fred.
Endelig kom det saa længselsfuldt ventede Svar fra København.
Det var en af Faderens sædvanlige, omstændelige Skrivelser
paa et stort Ark Papir tilligemed en lille Billet fra Søsteren
Betty. Faderen skrev, at han nu var en gammel Mand, der næppe
havde mange Skridt til Graven, og at der ikke kunde være ble350
D E T F O R J Æ T T E D E L A N D
ven beredt ham en større Glæde end Udsigten til at gense sin
ældste Søn, som han saa længe og inderlig havde savnet. Uden
mindste Forsøg paa at ydmyge ham, endsige nogen Bebrejdelse
for hans Selvklogskab, bød han ham et hjerteligt Velkommen
tilbage til Fædrenehjemmet.
„De to Værelser, som du i sin Tid beboede her, skal med
kortest Varsel staa rede til at modtage dig," — skrev han — „og
jeg behøver vel ikke at tilføje, at ogsaa dine Børn vil være mig
kære Gæster; der skal blive indrettet Beboelse til dem i din
umiddelbare Nærhed, og vi skal alle gøre, hvad vi formaar, for
at de kan føle sig veltilpas imellem os. Som du maaske veed,
lejede jeg det ikke ubetydelige Havestykke, der hører her til
Ejendommen, og som nu afgangne Konferentsraad Tagemann (du
erindrer nok ham, der boede under os paa første Sal) i sin Tid
var Lejer af; der er altsaa fri Tumleplads for dine Børn, og jeg
skal sørge for, at Snedker Jørgensen en Dag bliver tilsagt for at
ophænge en Gynge, og hvad andet der behøves til Børnenes
Underholdning. Legekammerater skal de heller ikke komme til
at savne; baade de unge Løbners (paa tredje Sal) og Kontorchef
Winthers (de nye Lejere i Stuen) har flinke og meget velopdragne
Børn, saa jeg haaber, at dine ikke for meget vil komme til at
savne det frie Landliv. Din Hustrus Bestemmelse om indti! videre
at blive boende paa Landet forstaar jeg fuldkomment; hun vilde
næppe kunne føle sig tilfreds i en stor og urolig Bys for hende
saa ganske fremmede Forhold. Jeg beder dig overbringe hende
min varmeste Hilsen.
Kun disse Ord idag. Din Broder Carl beder mig hilse paa det
hjerteligste; han ønsker bemærket, at ikke alle Kammerjunkere
er saa „slemme", — han forlanger udtrykkelig, at jeg skal bruge
dette Ord — som du vistnok troer, og at han glæder sig til en
Dag at kunne invitere dig ind i Amalienborgs Vagtstue for at
overbevise dig derom.
Nu blot min egen Hilsen til dig, min kære Søn, fra
Din hengivne
FADER.
D E T F O R J Æ T T E D E L A N D 351
„Hvad siger du, Hansine?" sagde Emanuel dybt bevæget
efter endt Oplæsning.
Hansine, der sad bøjet over sit Sytøj, nikkede blot. Hendes
Bryst bølgede, og hun havde lukket Øjnene som et Menneske,
der kæmper den yderste Kamp med sig selv.
Emanuel sad nogle Øjeblikke i Tanker med Brevet i sit Skød
og stirrede ud i Luften. Han saae for sig sine to hyggelige, tæppebelagte
Værelser derhjemme med Udsigten til Kanalen og Børsen
og Kristiansborg Slot. Han ligesom følte paany omkring sig
den dybe Fred, hvori han i sine Studenter- og Kandidatdage
havde siddet den halve Nat under Lampen eller vandret timevis
frem og tilbage over Gulvet opfyldt af, hvad han havde læst.
Der skulde han altsaa atter sidde ved de gamle Bøger, vandre
ad det samme Gulv, tage op igen de samme Spørgsmaal for at finde
en anden og sandere Løsning paa Livets store Gaade .
Begyndelsen af Bettys Brev var præget af den Sindets dybe
Nedstemthed, som Tabet af hendes eneste Barn havde fremkaldt
hos hende. Hun skrev:
„Du veed ikke, hvor her er bleven tomt og trist i vore Stuer,
siden Vorherre tog min lille Kai fra mig. Hvor længes jeg ikke
efter, at dine Børn skal komme herind, forat jeg atter kan høre
Barnestemmer og Barnelatter omkring mig. Sig til din Hustru, at
hun ikke skal ængste sig for dem — jeg kender selv en Moders
Ængstelser! — Vi skal værne om dem, saa godt vi kan, mens
hun er borte fra dem. Men allermest længes jeg efter dig, kære
Broder, som jeg nu ikke har set i saa mange Aar. Hvor jeg glæder
mig til at tale med dig! Og du vil nok være god imod mig,
Emanuel. Jeg trænger saa meget til din Trøst. Jeg længes efter
at kunne læne mit Hoved mod din Skulder og tale til dig i Fortrolighed.
Ja, Emanuel, — Vorherre hjemsøger os. Maatte vi
have Kraft til at bære vor Byrde!
For din Fremtid troer jeg ikke, du behøver at være bekymret;
det mener ogsaa baade Fader og min Mand. Igaar, netop som
Fader havde modtaget dit Brev om Formiddagen og sendt det
herop, for at vi skulde læse det, var vi til Middagsselskab hos
Justitiarius Munck. Ved Siden af mig ved Bordet sad Stiftsprov352
D E T F O R J Æ T T E D E L A N D
sten, som jo kommer hjemme hos os; og da jeg var saa glad
over dit Brev, kunde jeg ikke lade være at fortælle ham, at du
nu vilde flytte herind til Byen. Han syntes mærkelig nok at vide
noget cm det iforvejen (oppe fra Ministeriet, mener min Mand)
og lod ogsaa til at være meget tilfreds dermed. Jeg spurgte ham
tilsidst rent ud, om han mente, du kunde faa et af de mindre
Embeder ved en af Kirkerne her i Byen, og det syntes han slet
ikke at anse for umuligt. „Deres Broder er jo en særdeles god
Laudabilist," (er det rigtigt stavet?) sagde han; „og vi trænger
ogsaa herinde til unge og prøvede Kræfter." Han lagde særlig
Eftertryk paa „prøvede". I det hele talte han saa pænt om dig,
(han kender dig jo fra gammel Tid hjemme fra Fader) saa jeg
tror ikke, det vil komme til at skade dig, at du har haft de
Anskuelser, som du nu er kommen bort fra."
Denne Slutning tiltalte ikke Emanuel; den kastede en ham
selv uforklarlig Uro ind i hans Sind.
„Hvor kommer hun paa saadanne Tanker?" udbrød han. „Hun
har jo altsaa slet ikke forstaaet mig!"
„Er du saa ganske sikker paa det?" sagde Hansine.
Emanuel svarede ikke. Han var paany sunken hen i Tanker.
VI
En Dag i Begyndelsen af September slog endelig Afrejsens
Time.
Det blev en travl og bevæget Dag. Tidlig om Morgenen var
Emanuel ude paa Skibberup Kirkegaard for at sige Farvel til
Guttens Grav og gik derfra til sine Svigerforældre og Hansines
Broder Ole, der nu styrede de gamles Ejendom. Afskeden med
Else var temmelig kølig; hun var bleven stærkt paavirket af den
almindelige Skibberupstemning; og skønt det efter Hansines
Ønske slet ikke var bleven omtalt for hende eller nogen
anden, at hendes Ophold i Skallinglandet skulde strække sig ud
over et Par Dage, kom der et mistænksomt Glimt i Elses Øjne,
hvergang Besøget hos Ane kom paa Tale.
Om Formiddagen indtraf den omtalte Deputation i PræstegaarD
E T F O R J Æ T T E D E L A N D 353
den med en pletteret Kaffekande og en Skrivebordsstol, og hen
paa Eftermiddagen ankom endelig en Vogn, som Emanuel — for
ikke at være nødt til at bede sine Naboer om flere Vennetjenester
— havde bestilt hos en Vognmand inde i Købstaden. Det var
en Landauer med Nysølvsbeslag og Kusk i Liberi.
Emanuel foer i Rejsefeber omkring mellem Kufferter og Æsker,
iført en ny, sort Klædesfrakke og med nyklippet Haar og Skæg.
Sigrid fulgte ham i Hælene; hun vilde ikke et Øjeblik slippe ham
afsyne; det var, som om hun frygtede for, at han skulde kunne
rejse bort uden at tage hende med. Barnet havde af lutter Optagethed
ikke lukket et Øje hele Natten, men hver halve Time
spurgt Moderen om, hvad Klokken var. Lige fra Morgenstunden
havde hun trofast baaret paa sine private Pakkenelliker — en lille
Blikspand, et ituslaaet Dukkehoved og to Tændstikæsker med
farvede Sten — og havde ikke været til at formaa til at slippe
dem et eneste Øjeblik.
Abelone, hvem Hansine havde overtalt til at følge med Børnene
og blive hos dem i nogen Tid, gik og græd af Benauelse, og
ude i den tomme Stald sad Søren Røgter paa Kanten af et Fodertrug
og grundede over Livets mærkelige Tilskikkelser.
Hansine var hele Dagen rolig og gjorde sig nyttig overalt. Ingen
skulde i hendes Ansigt kunne læse sig til, hvor fast hun var
overtydet om, at hun idag saae sin Mand og sine Børn for sidste
Gang. Hun vidste fuldt ud, at Børnene snart vilde glemme hende
derinde mellem de mange fremmede Mennesker og alle de nye
Ting, der kom til at optage deres Sind og Tanker; og naar de
var bleven ældre og helt havde vokset sig sammen med deres
nye Omgivelser, vilde de føle det som en Hindring og Skam at
have en Moder, der gik med Bondehue og førte Bondetale. Men
hun havde lovet sig selv, at de skulde ikke komme til at lide
for, hvad andre havde forbrudt. Fuldt og helt skulde de have
Del i den Livets lysere Lykke, som hun engang havde drømt om
at kunne opnaa ogsaa for sig selv.
Og Emanuel? Ogsaa for ham vilde hun snart blive en tung
Lænke, som han ønskede sig Mod til at afryste. Hun havde i
denne Tid paa de hundrede Ting mærket, hvorledes han i Tan-
Det forjættede Land 23
354 D E T F O R J Æ T T E D E L A N D
kerne allerede levede et Liv, der var hende fjernt, og som hun
aldrig kunde blive istand til at dele med ham. Hun vidste, at
han ikke vilde færdes længe i sin gamle Vennekres, før han selv
kom til at fornemme det dybe Svælg, der nu skilte ham og hende;
og han vilde da føle det som en Befrielse, naar hun en Dag skrev
til ham, at hun ikke mere vilde vende tilbage, at han var fri, og
at det vilde være frugtesløst af ham at forsøge paa at faa hende
til at forandre sin Beslutning.
Hun bebrejdede ham intet. Hun anklagede kun sig selv, fordi
hun havde kunnet tro, at hun havde sin Plads paa Livets Højbordsbænk.
Ja, egentlig var hun ikke engang overrasket over,
hvad der i den sidste Tid var sket. Det undrede hende snarere,
at det ikke var sket for længe siden. Alle disse syv sidste Aars
Oplevelser havde ofte forekommet hende saa besynderlig uvirkelige.
Hun havde undertiden kunnet overfaldes af en Fornemmelse
af, at hun endnu var den unge Pige i sine Forældres Hus, ...
at hele hendes Ægteskab, hele hendes Liv her i Vejlby Præstegaard
blot var en lang, urolig Drøm, hvoraf hun vilde blive vækket
ved et eller andet Hanegal.
. . . Da A f r e j s e n s T i m e k o m , k y s s e d e h u n B ø r n e n e og s a g d e
Farvel til Emanuel paa saa rolig en Maade, som om ogsaa hun
troede, at Adskillelsen kun skulde blive kort. Hun fulgte dem
til Vognen, pakkede selv Børnene godt ind og bad Abelone huske
paa at give dem deres rene Forklæder paa, inden de naaede
København.
Da Emanuel i Afskedens Øjeblik grebes af heftig Sindsbevægelse
og blev ved at holde om hendes Hoved og kysse hende,
sagde hun for at opmuntre ham, at han nu ikke skulde gøre
sig Bekymringer for hendes Skyld; det vilde nok altsammen
jævne sig.
„Pas blot godt paa Børnene, Emanuel," sagde hun til allersidst;
— men som om hun med disse Ord havde udtømt sin
Sjælekraft, vendte hun sig i det samme om og gik op ad Trappen,
endnu før Vognen var begyndt at køre.
„Gaa op paa Jordhøjen i Haven — saa vi kan vinke til dig!"
raabte Emanuel efter hende.
D E T F O R J Æ T T E D E L A N D 355
Uden at vende sig om gik hun ind i Huset.
Kusken knaldede med Pisken, og Hestene satte sig i Bevægelse.
Da Vognen rullede ud igennem den hvælvede Port, skreg
Sigrid Hurra.
Paa Vejen ud gennem Vejlby tilraabte nogle Venner dem et
oprigtigt „lykkelig Rejse" ; ja, grebet af uvilkaarlig Ærefrygt ved
Synet af Landaueren og den liberiklædte Kusk, blottede endog et
Par af hans Fjender Hovedet, idet han kørte forbi.
Da Vognen naaede ud paa Landevejen, sagde Emanuel: „Tag
nu Lommetørklæderne frem, Børn!" Og da de saae Hansines
Skikkelse staa deroppe paa den lille Høj i Udkanten af Haven,
begyndte de alle at vifte.
Hvorfor mon hun ikke vifter igen, tænkte Emanuel.
„Vift, Børn ... vift!" sagde han, og hans Øjne stod fulde
af Taarer.
Men Skikkelsen deroppe paa Højen rørte sig ikke; ... de fik
intet Svar paa deres: „Paa Gensyn."
— Som en Stenstøtte stod Hansine og saae efter dem, indtil
det sidste Glimt af Vognen var forsvundet i det fjerne. Saa gik
hun stille ned. Men pludselig var det, som om hun overfaldtes af
Svimmelhed; hun satte sig tungt ned paa et af de smaa Trætrin,
der førte ned fra Højen.
En hel Time blev hun siddende her, ubevægelig, med Hovedet
i sine Hænder, mens Efteraarsvindens Sus drog tungt og klagende
gennem Trækronerne over hende.
Ved Solnedgang rejste hun sig og gik ind imod Huset. Hun
skulde overnatte hos sine Forældre, i sit gamle Værelse, hvor
hun havde sovet som ung Pige. Først den næste Dag vilde Anes
Mand komme med sin Baad for at føre hende over til hendes
fremtidige Hjem.
Hun hentede en lille Bylt Klæder i det tomme Sovekammer,
gik derpaa ud i Stalden og sagde Farvel til Søren, der nu var
bleven Stedets Eneherre, og forlod Præstegaarden.
23*
'
TREDIE DEL
DOMMENS DAG
S"' •
FØRSTE BOG
I
I en øsende Regn kom en gammel Kaleschevogn agende oppe
paa Sandinge nye Stationsvej. Det var en Dag i Begyndelsen
af Juli, men Himlen var sort og lav som ved Novembertid. Vandet
styrtede ned; det var et fuldkomment Skybrud. Ovenpaa
Kaleschens buklede Læderhimmel havde der samlet sig en hel
Sø, som skvulpedes frem og tilbage under Vognens ujævne Bevægelser.
Overalt paa den bedagede Karosse, lige fra to Kufferter,
der var surret fast bagpaa, indtil en stor Paraply, hvorunder et
Fruentimmer krøb sammen oppe paa Bukken ved Siden af Kusken,
randt Vandet i stride Strømme. Det var et ynkeligt Syn.
Havde der endda været lidt Fart i Køretøjet! Men som det
sneglede sig frem trukket af et Par smaa, skindmagre Heste og
samvittighedsfuldt malede sine Hjul rundt i Vejens vællingagtige
Pludder, gjorde det et Indtryk, som om det havde faaet til Opgave
ret at anskueliggøre for enhver Vejfarende, hvor afskyeligt Vejret
var, hvor trøstesløs den hele Egn strakte sig mod Horisonten med
sine ensformige Markskel og nøgne Banker. Man maatte uviikaarlig
faa den Forestilling, at der inde under den sorte Kaleschehimmel
sad en eller anden levergusten Hypokondrist med indsunkne
Øjne, der stirrede sløvt ud paa Regnen, uden Energi til
at skynde paa Kusken, men ogsaa uden nogensomhelst Utaalmodighed
i Retning af at naa sit Bestemmelsessted, hvor ingen
Glæde ventede.
Da tittede et rødkindet Barneansigt smilende op over Kaleschens
Forlæder ... og lidt efter kom et til ... og samtidig en
lille, buttet Haand, der med udspilede Fingre søgte at opfange
de nedfaldende Regndraaber. Det var som pludselig at se Engle360
D O M M E N S D A G
hoveder dukke op af en Ligkiste. De lyseblaa Øjne straalede; og
for hvert Hus, Vognen kørte forbi, hvert Par Faar, der stod
og græssede ved Vejkanten, brød bægge de smaa ud i høje
Henrykkelsesraab.
Saa vendte den største sig med eet om og raabte ivrig:
„Fa'er! Tante! ... Se dog!"
Vejen havde foretaget en Svingning og samtidig sænket sig,
hvorved Udsigten var bleven aabnet til et udstrakt Engdrag, der
— fladt som et Vand — bredte sig mellem golde Bakkeskraaninger.
Derude midt paa den grønne Flade saaes gennem Regnsløret
Sandinge By med store, gulkalkede Bøndergaarde og en
gammel Havstens Kirke. Ikke langt derfra løftede Stedets berømte
Højskole sine røde Mure. Det vidtløftige Bygningskompleks
tog sig virkelig imponerende ud og bragte En til at tænke paa
en større Stats- og Regeringsanstalt, hvad Skolen nu paa en
Maade ogsaa var bleven.
Det var lige i Middagsstunden. Fra alle Byens Skorstenspiber
sænkede en brunlig Tørverøg sig tungt over Straatagene, og
rundtomfra hørtes Hanerne at kalde Hønsene til Køkkendørene.
Da Kaleschevognen skumplede gennem Gaden, var der ikke et
Menneske at se; hele Byen var som uddød. Kun henne fra den
folkelige Friskole hørte man Skolebørnene synge i vilden Sky
under Anførsel af Lærerens vellystigt tremulerende Bas.
Idet Vognen kørte der forbi, traadte Friskolelærer Povelsen
i højstegen Person ud i Forstuedøren, som næsten ganske udfyldtes
af hans omfangsrige Skikkelse. Med den aabne Salmebog
i Haanden og uden at afbryde Ledelsen af Sangen blev
han ved at stirre efter Køretøjet, indtil det forsvandt for ham
i Regntykningen.
„Hvem var det, Jørgen Hansen?" spurgte han en lille, førladen
Bondemand, som imidlertid var kommen frem i en Lo-Dør
ovre paa den anden Side af Gaden.
Jørgen Hansen gav sig god Tid til omhyggeligt at rense sit
Pibehoved, før han svarede. Saa sagde han meget betænksomt
og med en Inderlighed, som gjaldt Talen et betroet Hjerteanliggende
:
D O M M E N S D A G 361
„Ja se, det veed jeg saamænd itte, Pøvelsen ... jeg veed
det saamænd itte. Men ellers var det jo Ole Olsens Bæster
dernøre i Lejet."
„Ja, jeg syntes det jo nok. Og det var Kromandens nye Vogn.
Men hvem var det, som sad indeni?"
„Ja se, det kan jeg sandelig itte sige, Pøvelsen, .. . nej, jeg
kan mente itte. Kanskesens det var no'en af disse hersens Bademennesksr,
der er ventendes dernøre."
„Det er rimeligt nok, ja. Der kom jo nogen forgangen ogsaa.
Naa! ... Jesus dine dybe Vunder!"
Læreren istemte atter Børnenes Sang og vendte tilbage til
Skolestuen.
Imidlertid skumplede den gamle Karosse videre nordpaa ad
den ganske flade Landevej, der i en bugtet Linje fulgte Bredden
af en lille Aa, som gennemstrømmede Eng-Landskabet. Overalt
stod lange, lige Rækker af rødbrogede Køer, der i fuldkommen
Ubevægelighed, med ludende Hoveder og halvlukkede Øjne,
taalmodig skød Ryg mod den nedstyrtende Regn. Men efterhaanden
naaede Vognen magrere Jorder, hvor stridhaaret Ungkvæg
gik og græssede mellem altfor mange og altfor brogede Blomster.
Skrigende Maager kresede i Luften og forraadte Havets Nærhed ;
og snart dukkede ogsaa den hvide Strandbred op forude. Der
skimtedes en Række smaa Fiskerhytter, et Par Bøndergaarde og
en teglhængt Kro — „Sandinge Leje."
Dette Sted havde i de senere Aar vundet en vis Navnkundighed
... i hvert Fald i Aviserne. Efterat nemlig Jernbanen havde
aabnet den hidtil temmelig afsidesliggende Egn en forholdsvis
nem Forbindelse med det øvrige Land og navnlig med Hovedstaden,
var Stedets Krovært bleven greben af den Ærgerrighed at
ville skaffe Lejet Berømmelse som Badested. Hvert Foraar havde
iøjnefaldende Bekendtgørelser i Bladene henledt det højtærede.
Badepublikums Opmærksomhed paa dette „første Rangs Kursted"
og dets „vildt romantiske Naturomgivelser" ; og virkelig var det
i de sidste Sommere lykkedes at hidlokke en halv Snes sværmeriske
Københavnere, der drev omkring langs med Stranden og
362 D O M M E N S D A G
regelmæssig hver Aften stillede sig op helt ude ved Havstokken
for andagtsfuld at betragte Solens Nedgang i Havet.
Det var dog ikke mod Kroen — „Hotel Kattegat", som den
nu var døbt, — at den gamle Kalesche styrede sin Kaas. Ved
Indkørslen til Lejet drejede den ad Vester, henimod en stor og
smukt vedligeholdt Bondegaard, der laa lidt udenfor den egentlige
By. Et netop hejset Flag tilkendegav ogsaa, at det var her,
Gæsterne ventedes.
II
I den samme regnfulde Middagstime var der stor Forsamling
i „Sandingehus", en malerisk, i norsk Stil opbygget Bjælkevilla,
der laa inde under Bakkeskrænten ikke langt fra Højskolen. Her
residerede for Tiden den bekendte, formuende Enkefru Lene
Gylling, der gerne om Sommeren forlagde sit folkelige Hof hertil
fra Hovedstaden for at være i Nærheden af den Virksomhed,
som mere end nogen anden kunde glæde sig ved hendes
Beskyttelse.
I den rummelige Havestue, hvorfra en Fløjdør stod aaben til
det fri, var der forsamlet henimod et halvt hundrede Mennesker.
Det var tildels fremmede Tilrejsende af den Art, man til Stadighed
saae her som Højskolens Gæster: livfulde Præster med
deres folkeligt klædte Hustruer, alvorlige, langskæggede Landsbylærere
og rundryggede Bondestudenter med kirtelblege Ansigter
og røde Øjne. Forøvrigt saaes ogsaa et Par af Højskolens egne
Lærere og af Egnens velstaaende Bønder med deres Koner. Der
havde som sædvanlig været holdt et Formiddags-Foredrag paa
Skolen, og det var nu engang en fast Skik — som Fru Gylling
satte megen Pris paa — at man efter Foredraget samledes i
„Sandingehus" for at tilbringe Middagstimen med fortrolig Vennepassiar
ved en Pibe Tobak.
Denne „Vennepassiar" udartede dog i Reglen til en varm Debat
om Dagens forskellige sociale, politiske og religiøse Spørgsmaal.
Det var efterhaanden bleven disse Mennesker en ligefrem Livsfornødenhed
at diskutere, udvikle Livsanskuelser og profetisk
D O M M E N S D A G 363
fortabe sig i Fremtiden. Særlig var de religiøse Emner igen kommen
paa Dagsordenen, efter at de i adskillige Aar havde været
fortrængte af den altopslugende Politik. Overalt havde Folkesagens
kristne Venner — skuffede i Haabet om det jordiske
Freds- og Retfærdighedsriges nærforestaaende Komme — med
forstærket Iver vendt Tanker og Hu mod det hinsidige.
Den Forhandling, der idag satte Sindene i Bevægelse, drejede
sig da ogsaa udelukkende om Tidens stærke religiøse Brydninger,
og særlig beskæftigede man sig med Planen til et stort Møde,
som agtedes afholdt her paa Højskolen umiddelbart efter Høst,
og hvor den folkelige Kirkes Tilhængere skulde samles fra hele
Landet til gensidig Opbyggelse og Bestyrkelse i Troen.
Der var blandt de fremmede en højvoksen, skægløs Mand i
Fyrretyveaarsalderen, omkring hvem Størsteparten af Selskabet
efterhaanden samlede sig. Det var den i de sidste Aar meget omtalte
Frimenighedspræst Vilhelm Pram, til hvem navnlig de yngre
var begyndt at se op som til en Fører og Fornyer. Denne Mands
Berømmelse skrev sig oprindelig fra, at han ved et stort Kirkemøde,
hvor der havde været baade Bisper og Provster tilstede,
dristig var fremtraadt med den Bekendelse, at man efter Fremkomsten
af den nyeste, uomstødelige Bibelkritik ikke længer med
Sandhed kunde tale om en direkte guddommelig Aabenbaring,
men udelukkende var henvist til at søge Kundskab om Kristus og
Kristendommen i den levende Menigheds Vidnesbyrd; at man saaledes
end ikke havde Lov til at lade sin Tanke og Fornuft trællebinde
af den hellige Skrifts Autoritet, men skulde betragte Biblen
som enhver anden Opbyggelsesbog, hvis Forestillinger man kunde
forkaste eller tilegne sig, alt eftersom de tilfredsstillede Ens personlige
Behov. Disse Udtalelser havde i første Øjeblik virket
skræmmende selv paa dem, der allerivrigst havde raabt paa en
tidssvarende Udvikling af Vennesamfundets kirkelige Anskuelse.
Men Sagen fik en anden Vending, da Kirkemyndighederne tog
Anledning af Talen til at afskedige Vilhelm Pram fra hans Embede
i Statskirken. Herved opnaaede han det Martyrium, som
hurtigt gjorde ham og hans Lære populær. En Kres af oplyste
Bønder i en smørfed, lollandsk Egn kaarede ham til sin private
364 D O M M E N S D A G
Sjælesørger, og selv vedblev han i ildfuld Tale og Skrift at slaa
til Lyd for sin Anskuelse og hævde den som det nye Lys-Ord,
der endelig og afgørende skulde bryde den døde Bogstavs-Troes
Jernaag og samtidig standse de oplyste Klassers voksende Frafald
fra Kristendommens evige Sandhed.
Denne Begivenhed — og ikke mindst det heldige Udfald, den
fik for Vilh. Pram — havde medvirket til, at ogsaa andre af Partiets
fremadstræbende Mænd fik Mod til at sige sig løs fra den
trykkende Dogme-Tro. Man havde en Tid formelig kappedes om
at fremsætte nye livsvækkende Sandheder. Saaledes havde en
vis Pastor Magensen, der ogsaa var tilstede her idag, — en
lille, blaaøjet Mand med lyse Englelokker — fornylig udgivet et
opsigtvækkende Flyveskrift „Bort med Helvedstraffene!"
hvori han baade med grundig Lærdom og Hjertevarme havde
paavist, at Troen paa en personlig Djævel og en evig Fordømmelse
stred saavel mod vor Forestilling om Guds Algodhed som
mod Bibeloversætternes nyeste sproglige Resultater.
Det var alle disse brændende Spørgsmaal, der nu var bragt
paa Bane i Fru Gyllings Havestue, mens Regnen blev ved at
strømme ned udenfor som Himlens trøstesløse Graad. Ordskiftet
var efterhaanden bleven meget livligt, og navnlig gjorde Vilh.
Pram et mægtigt Indtryk paa Forsamlingen, hvoraf iøvrig Størsteparten
allerede forud hørte til hans Tilhængere. Endog Værtinden,
Fru Gylling, havde nylig — om end først efter adskillig
Vaklen — sluttet sig til det reformivrige Parti, hvad der i høj
Grad havde styrket dettes Stilling indenfor Vennesamfundets
Organisation. Den endnu smukke Dame med de smaa, fine Haarkrøller
nedover Panden sad dybt nedsunken i en Kurvestol og
saae tavs ud over Forsamlingen med dette i blide Drømme fortabte
Blik, der havde givet hende Ord for at være Danmarks
aandfuldeste Kvinde.
Der herskede blandt dem alle den frejdigste Stemning. Det
udtaltes aabent, at hvad der nu skulde fuldbyrdes for Nordens
Vedkommende, var den sidste, afsluttende Del af den Kirkerensning,
som var begyndt med Luther og fortsat af Grundtvig. Efter
nitten Aarhundreders Forløb skulde Kristendommen endelig friD
O M M E N S D A G 365
gøres for al middelalderlig Vildfarelse og genoprejses i den uforvanskede
Lys-Skikkelse, i hvilken den alene ejede Magt til at
erobre Verden og alle Folk, saaledes som det var den forjættet.
III
Der var alligevel idetmindste een af de tilstedeværende, som
ikke deltog i den almindelige Tilslutning. Henne ved et af Vinduerne
sad en midaldrende Mand med studset Fuldskæg og saae
ud i Haven. Under hele Debatten havde han siddet der i upaaagtet
Tilbagetrukkethed og tygget nervøst paa sit Overskæg. Nu og
da sneg hans Blik sig fra Haven hen til Vilhelm Pram, der —
høj og slank — stod midt i sin andægtigt lyttende Tilhørerkres
med Frakken tilbageslaaet, den venstre Haands Fingerspidser i
Vestelommen og den højre Arm dramatisk udstrakt, ordrigt udviklende
det Spørgsmaal om Mirakeltroen, der efter hans Mening
burde være Hoved-Forhandlingsemnet paa det forestaaende Møde,
og som han havde formuleret i Sætningen: „Hvad maa et Nutidsmenneske
fordre af Religionen?"
Den ensomme Mand var Forstander Sejling, Sandinge Højskoles
nye Bestyrer, der havde overtaget Ledelsen af Skolen
efter den gamle Højskoleforstanders Død. Han var en højst anset
Personlighed indenfor Vennesamfundet, hvad man tydelig havde
vist ved at betro ham Ledelsen af denne Landets største og maaske
mest elskede Højskole. Man beundrede hans ualmindelige
Evner som Foredragsholder, skattede hans smukke, beaandede
Sprog og fremfor alt den sædelige Alvor, der lyste ud af hele
hans Personlighed. Men der var ved Siden heraf noget mærkelig
uberegneligt og ligesom lunefuldt ved ham. Man levede i en
Art Frygt for ham, fordi man aldrig fuldt ud vidste, hvor man
havde ham, og fordi han aldrig var at formaa til at give en klar
Redegørelse for sit Standpunkt overfor foreliggende Spørgsmaal
... en Svaghed i hans ellers saa mandige Karakter, som man
havde søgt at forklare sig ved at opfatte ham som et dybt bevæget
Stemningsmenneske, en tungsindigt gærende Aand, der
ensomt omtumledes af Tidens stormfyldte Tanker.
366 D O M M E N S D A G
Da Vilh. Pram havde sluttet sin Tale, rejste han sig ligesom
med en netop modnet Beslutning op fra Stolen, knappede Frakken
tæt om sin firskaarne Skikkelse og gik langsomt, med bægge
Hænderne paa Ryggen og fuldkommen behersket Mine, henimod
Kresen.
„Jeg ønsker at fremsætte en Bemærkning," sagde han her
med høj Røst, idet han udenvidere afbrød den Diskussion, som
Vilh. Prams Tale straks havde fremkaldt.
Ved Lyden af hans Stemme opstod der en lidt ængstelig Uro
i Forsamlingen. Han begyndte med at sige, at han som sædvanlig
med stor Tilfredshed havde hørt sin Ven Vilh. Prams Udtalelser,
der vidnede om et aabent og ildfuldt Sinds Optagethed af Menneskenes
store Livsspørgsmaal. Naar han ikkedesmindre fandt sig
beføjet til at fremkomme med et Par Modbemærkninger, var
det, fordi han troede ... ja efter megen alvorlig Selvprøvelse var
bleven fuldt overtydet om, at der i adskillige af de Bestræbelser,
der var kommen tilorde her idag, lurede en Fare, som ikke alle
tilstrækkelig paaagtede. Det maatte dog nemlig staa fast, at
Kristendommen kun havde een Slags Fjender blandt Menneskene,
nemlig de Ikke-Kristne. ... Hvad der for ham mere og mere
afgørende stod som Tidens store religiøse Opgave, var ikke at
udvide Kløfterne mellem alvorligt menende Kristne, men tvertimod
slaa Bro over dem, at tilvejebringe Mulighed for den lykkelige
Genforening, der alene kunde tilbagegive den kristne Menigheds
Vidnesbyrd den Overtalelsens myndige Magt, som fik blinde
til at se og døve til at høre.
Disse Ord, der blev udtalt med en dyb Overbevisnings bekymringsfulde
Alvor, undlod ikke at gøre et vist Indtryk navnlig
paa den menige Del af Forsamlingen. Kun Vilh. Pram, der allerede
var gaaet saa fuldstændig op i sin Rolle som Reformator,
at han straks optog enhver Modsigelse som en personlig Krænkelse,
afviste med Lidenskab de fremførte Indvendinger.
Nu traadte den lille Pastor Magensen frem og vidnede, at han
ganske sluttede sig til Vilh. Prams Udtalelser. Kun mente han, at
der burde gøres en Indskrænkning, idet ingen sand Kristen kunde
leve i aandeligt Broderskab med Folk, der troede paa en personD
O M M E N S D A G 367
lig Djævel eller paa evige Helvedstraffe. „Mod en saa umenneskelig
og ufordragelig Lære maa der føres aaben Krig ... en
Udryddelseskrig ...!" vedblev han at skrige op i den hysteriske
Grebethed, hvormed han i Tide og Utide forkyndte sin Besværgelseslære.
Som Pietisternes ikke uvittige Ypperstepræst skulde
have sagt om ham: Fanden havde taget ham med Hud og Haar.
Han blev afbrudt af Højskoleforstanderen, der med et ikke
synderligt agtelsesfuldt Blik paa hans stumpede Person gjorde
den tvetydige Bemærkning, at „ogsaa han forlængst havde faaet
mere end nok af disse evige Helvedstraffe."
Uroen i Forsamlingen steg. Frygten for de Meningsforskelligheder,
som de sidste Tider havde aabenbaret indenfor Vennesamfundet,
men som man af Hensyn ti! Modstanderne havde søgt
saavidt muligt at dække over, greb pludselig alle under dette
Optrin, der føltes som et ildevarslende Forbud om, hvad det store
Møde vilde bringe. Men netop i det Øjeblik, da Striden mellem
Vilh. Pram og Højskoleforstanderen truede med at udarte til et
uhyggeligt Mundhuggeri, opstod der Bevægelse i Anledning af, at
en høj, bleg Mandsperson, der hidtil havde holdt sig allerbagest i
Tilhørerkresen, nu traadte frem og med svag Stemme bad om Tilladelse
til „at ytre sig".
Denne Mand var den af alle elskede, men samtidig dybt beklagede
Kandidat Boserup, en Teolog og forhenværende Højskolelærer,
der var bleven ramt af den Ulykke ved altfor ivrig
Fordybelse i filosofiske og kritiske Skrifter at miste Troen paa
Kristendommens Sandhed. Hvor tungt dette Tab havde været for
ham, hvor ensom og ulykkelig han følte sig i sine Tvivl, derom
var ikke alene hele hans Person et saa talende Vidnesbyrd, at
alle maatte gribes af Medlidenhed, og særligt kappedes Kvinderne
om at vise ham Deltagelse; men han sagde det ogsaa ofte
selv, at det var for ham, som om hans Sjæl laa Lig; og trods sit
Frafald vedblev han stadig at søge tilbage til de Steder, hvor
Troens Ord taltes. Derfor havde man heller aldrig villet opgive
Haabet om at se ham vende lutret tilbage til det kristne Samfund;
og man lagde i saa Henseende en særlig Betydning i den Omstændighed,
at det netop var Vennesamfundets Forkyndelse, hvor368
D O M M E N S D A G
af han følte sig tildraget. Man saae heri en yderligere Bekræftelse
paa, at det var ved det Aandens Lys, der udgik fra denne Menighed,
at ikke alene han, men alle Tidens mange søgende og tvivlende
Sjæle tilsidst skulde genfinde den tabte Vej til Himlen.
Derfor blev der ogsaa dødsstille nu, da han traadte frem for at
tale. Alle Blikke hang i spændt Forventning ved hans Læber,
mens han stod der med sit lille lidelsesfulde Smil i det blege
Kristusansigt og krammede Lommetørklædet mellem sine magre
Hænder.
Det havde ikke været uden Betænkeligheder — begyndte han
næsten uhørlig — at han havde tilladt sig at paakalde Opmærksomheden
i denne Kres. Han havde jo paa en Maade slet ikke
længer Ret til at tale i en Forsamling som denne. Men han havde
følt en uimodstaaelig Trang til at ytre sin Glæde over, hvad han
havde hørt her idag. I det hele var det saa forunderligt for ham
i denne Tid at være Vidne til, hvorledes den gamle — engang
jo ogsaa for ham saa kære — Kirkevej nu blev ryddeliggjort for
mer end een af de Sten, hvorover saa mange i vore Dage snublede.
Særlig vilde han pege netop paa Mirakeltroen som en af
de Anstødsstene, der for hans eget Vedkommende havde været
skæbnesvanger; og man vilde derfor forstaa den Taknemlighed,
hvormed han havde hørt særlig Vilh. Prams Udtalelser om dette
Punkt. I det hele var det . . . han maatte jo nok faa Lov til at
sige det . .. med et stort, personligt Haab, at han saae hen til
det Rydningsværk, der nu var begyndt, og som sikkert engang
vilde blive til Velsignelse og Fred for mange.
Efter disse Udtalelser kunde Vilh. Prams Tilhængere atter
triumfere. Fra alle Sider omringede man Taleren for at trykke
hans Haand. Men Højskoleforstanderen lod sig ikke dermed
slaa af Marken og forlangte paany Ordet. Og under den nu fortsatte,
stadig mere højrøstede Diskussion viste det sig, at han
alligevel havde ikke saa ganske faa Meningsfæller her, navnlig
blandt de langskæggede Landsbylærere, der hidtil havde forholdt
sig temmelig tavse, men nu — paavirkede af Modstandernes,
særlig af de unge Bondestudenters overmodige Optræden — blev
hede i Hovederne og begyndte at tage Ordet. Det saae et ØjeD
O M M E N S D A G 369
blik ud til, at Kandidat Boserups beskedne lille Indlæg skulde
blive Signalet til en alvorlig Holmgang, ... da det hændte, at
alles Tanker pludselig kastedes ud i en hel anden Retning.
Fru Gylling, der altid følte sig en Smule beklemt, naar Stemmerne
omkring hende blev høje, og som nu søgte en Lejlighed
til at aflede Stormen, havde ved at kaste Blikket ud gennem Vinduet
tilfældig faaet Øje paa hin bedagede Kaleschevogn, der
netop paa dette Tidspunkt arbejdede sig igennem det taageindhyllede
Regnvejrs-Landskab derudenfor.
„Aa, se her et Øjeblik!" udbrød hun — og ved Lyden af hendes
Stemme forstummede straks al Tale. „Kan nogen gætte, hvem
der kommer kørende der?"
Alle stirrede ud gennem Vinduerne, følgende Retningen af
hendes pegende Finger. Men ingen kunde gætte det.
„Det er Emanuel Hansted."
„Emanuel Hansted!" brød man ud i Kor.
„Jeg hørte imorges, at han skal have ladet leje Sommerlejlighed
til sig hos Ole Olsen nede i Lejet. Han vil nok bo der en Tid
med sin Familje ... det vil sige med sine Børn og sin Søster,
Generalkonsulinde Torm."
Meddelelsen var vel egnet til at vække Forbavselse her og
bragte virkelig de kæmpende til i nogle Øjeblikke at glemme deres
Tvistigheder. Emanuel Hansted var bleven Vennesamfundets
Smertensbarn. Han, der i sin Tid syntes at have virkeliggjort selve
det evangeliske Ideal, havde rundtom i de forskellige folkelige
Krese vakt en dybt nedslaaende Skuffelse, da det for omtrent
halvandet Aar siden blev bekendt, at han pludselig havde afbrudt
sin Virksomhed og var rejst bort, efterladende Menigheden
i en fuldkommen Forvirring, der havde haft til Følge, at den
senere blindthen havde kastet sig i Pietisternes Arme. Og en
særlig Bitterhed havde der blandet sig i Skuffelsen, da det underhaanden
fortaltes, at dette hans pludselige Opbrud skulde staa
i Forbindelse med et fornyet Bekendtskab med en vis Dame, en
Datter af hans Formand i Embedet, hos hvem han i sin Tid
havde været Kapellan, den stokreaktionære og højkirkelige
Det forjættede Land 24
370 D O M M E N S D A G
Seminarieforstander Provst Tønnesen. Sikkert var det i hvert
Fald, at hans Hustru ikke havde fulgt ham, da han sammen med
Børnene var flyttet ind til sin Fader i Hovedstaden; det fortaltes,
at hun en Tid havde opholdt sig hos en Ungdomsveninde, men
senere var vendt tilbage til Barndomshjemmet for at pleje sin
syge Moder. Hvorledes Forholdet mellem Ægtefolkene egentlig
var, derom havde end ikke Fru Gylling kunnet faa opsporet paalidelig
Besked; og i en lignende Dunkelhed var ogsaa Emanuel
Hansteds øvrige Forhold og Planer indhyllede. Med Bestemthed
vidste man kun, at han i disse halvandet Aar havde levet i fuldstændig
Tilbagetrukkenhed hos Faderen i København. Umiddelbart
efter hans Tilbagevenden til Fædrenehjemmet var der gaaet
Rygter om, at man i højkirkelige Krese skulde have sine Garn
ude efter ham og nok ingenlunde være utilbøjelig til at skaffe
Sønnen af den højtansete Departementschef et nyt og indbringende
Præsteembede; men disse Rygter døde efterhaanden hen.
Det sidste, man havde hørt om ham, var, at han — trods Familjes
og Venners indtrængende Bønner — paa det bestemteste
havde vægret sig ved igen at træde i Statskirkens Tjeneste. Man
angav som Bevæggrund — omend halvt for Spøg en mystisk
Aabenbaring, han en Nat skulde have haft; og det fortaltes almindeligt,
at han omgikkes med Tanker om intet mindre end at
fremkalde en fuldstændig Omvæltning af hele det kristne Samfund.
Det var derfor ikke underligt, at hans Ankomst netop til denne
Egn fremkaldte en Række forundrede Spørgsmaal hos den interesserede
Forsamling i „Sandingehus", navnlig efterat Fru Gylling
havde oplyst, at ogsaa den omtalte Frk. Tønnesen var ankommen
til Lejet og allerede i et Par Dage havde boet dernede
paa Hotellet. Man fortabte sig en Tid i allehaande Gisninger,
indtil Vilh. Pram, der ikke yndede, at man beskæftigede sig for
meget med andre, fremtvang en Afslutning ved den Bemærkning,
at hele Hemmeligheden med den gode Emanuel Hansted vistnok
var den, at han ikke selv længer vidste, hvad han vilde.
Hvorpaa man med fornyet Kraft tog fat paa Mirakeltroen og
de kristnes Forhold til Bibelkritikens uomstødelige Resultater.
D O M M E N S D A G 371
IV
Dagen efter skinnede Solen. Den lunefulde Julihimmel udfoldede
sig allerede fra Morgenstunden saa festlig blaa, som var
den ivrig for at gøre godt igen, hvad den de foregaaende Dage
havde forbrudt med sine Efteraarsnykker. Det var virkelig bleven
Højsommer nu.
Paa en Tremmebænk i en lille hyggelig Have ved den Bondegaard,
hvor den gamle Kaleschevogn Dagen forud var kørt ind,
sad den unge Generalkonsulinde Torm i Skyggen af et vidtforgrenet
Æbletræ. Den lille, blege Dame var klædt i dybeste
Enkesorg. For anden Gang i Løbet af de sidste to Aar havde
Knokkelmanden banket paa hendes Dør og fordret Indladelse.
Endnu før hun blot nogenledes havde forvundet Tabet af sit Barn,
havde hendes Mand en Nat efter et rigt Festmaaltid faaet et Slagtilfælde
i hendes Arme, og faa Dage efter var han afgaaet ved
Døden.
Det var alligevel ikke disse tunge Minder, der fik hende til at
sidde der med sit Hækletøj i Skødet og stirre saa fortabt ud paa
Græsplænens Solpletter. Det var Uroen og Bekymringen for
hendes Broder Emanuel, der idag — som saa ofte før — fik
hende til at glemme egne Sorger.
Forholdet imellem de to i saa mange Aar adskilte Søskende
var i den senere Tid paa en vis Maade bleven meget inderligt.
Under de stærke, sjælelige Rystelser, som de gentagne Berøringer
med Døden havde fremkaldt hos Fru Betty, havde hun hos
Emanuel fundet den religiøse Støtte og Trøst, som hverken Faderen
eller hendes yngre Broder, den livslystne Garderofficer, var
istand til at yde hende. Han var lidt efter lidt bleven hendes
Skriftefader, og hun havde klynget sig til ham i fuld Oprigtighed
og Tillid. Og dog var Forstaaelsen imellem dem vedblivende kun
halv. Hun følte sig endnu stadig frastødt, ja krænket af hans
haardnakkede Vægring ved at forsone sig med det Liv og det
Samfund, som han dog baade ved Fødsel og Opdragelse tilhørte.
Trods al søsterlig Villighed til at følge ham paa hans underlige
Veje, formaaede hun det ikke.
24*
372 D O M M E N S D A G
Henne paa Havediget sad Emanuels ældste Datter, den nu
seksaarige Sigrid. Hendes Lokkehoved var gemt i en stor Helgolænderhat;
hendes Forklædeskød var fuldt af afplukkede Markblomster.
Det ellers saa rastløse og støjende Barn sad saa besynderligt
stille og andægtigt, rørte sig ikke af Pletten, skottede
biot nu og da hen til Tanten med et listigt Blik.
Denne Højtidelighed havde hvilet over Barnet, lige siden hun
den foregaaende Middag var kommen kørende gennem Landsbyens
Gade. Lnder Gaarsdagens lange Aftenskumring havde
hun siddet ganske tavs henne ved Vinduet inde i Barnekammeret
og stirret ud paa Regnen uden at ville spise noget eller lege
med den lille Dagny. Men da Tjenestepigen havde spurgt hende,
om hun ikke var rask, havde hun pludselig ladet som ingenting
og givet sig til at danse rundt paa Gulvet med Søsteren ligesom
i et Anfald af overstadig Lystighed.
Der sad hun nu paa Havediget og lod, som om hun legede,
mens hun ide;ig kastede stjaalne Blikke hen paa Tanten. Med
eet rejste hun sig, strøg sagte Blomsterne af sit Forklæde og
drev med Hænderne paa Ryggen hen over Græsplænen ... indtil
hun naaede Tremmebænken. Her anbragte hun sig paa Knæ
foran Tanten og lagde Armene op i hendes Skød.
„Tante," sagde hun stille og gav sig til at pille ved Hækletøjets
lille Garnnøgle.
„Ja, min Ven," svarede Fru Betty, endnu halvt i sine egne
Tanker.
„Tante, hvor er min Mo'er henne?"
Det gav formelig et Sæt i Fru Betty, — det var nu saa længe,
siden hun havde hørt dette Spørgsmaal, der i sin Tid daglig havde
sat hende i den pinligste Forlegenhed.
„Hvor falder du pludselig paa at spørge om det, min Ven?"
spurgte hun.
„Jo-o," svarede Sigrid og saa nu op med et frimodigt Blik.
„For jeg drømte saa meget om Mo'er inat. Og om gamle Trofast.
Jeg kunde ligesaa grangivelig se Mo'er, Tante! Ogsaa den lille
Vorte paa Kinden, du veed nok. Og jeg drømte ogsaa om
Mormo'er. Hun gav mig en Sukkerkringle, tror jeg nok.
D O M M E N S D A G 373
— Tror du, Tante, at Mo'er kommer snart tilbage fra den
Rejse?"
Fru Betty blev urolig. Hun saae ned i disse troskyldigt spørgende
Barneøjne og vidste ikke, hvad hun turde svare.
„Sig mig, Sigrid," sagde hun endelig, idet hun med Haanden
strøg de viltre, gulbrune Lokker bort fra Barnets rødmussede
Kind. „Drømmer du ofte om din Mo'er?"
Sigrid gav sig atter forlegent til at lege med Garnnøglet i Tantens
Skød.
„Det veed jeg saamænd ikke," sagde hun i en Tone, der skulde
lade ligegyldig; men det var let at høre, at hun ikke talte rigtig
sandt.
Fru Betty kæmpede i nogle Øjeblikke med en stor Beslutning.
Saa klappede hun Barnet paa Kinden og sagde:
„Naar lille Sigrid vil være rigtig taalmodig, saa kommer din
Mo'er nok snart tilbage."
„Snart?" spurgte hun med vidtopspærrede Øjne.
„Ja, det tror jeg ... Men gaa nu hen og hent Dagny. Jeg synes,
jeg kan høre hende ude paa Gaardsp'adsen."
„Er Dagny derude?" udbrød Barnet med sin sædvanlige, robuste
Iver, som var al Erindring om Moderen i samme Nu strøgen
af hende. „Det skal vi snart faa at se!"
Og som en Stormvind foer hun ud af Haven.
Fru Betty saae forbavset efter hende. Saa rystede hun paa
Hovedet, . .. hun forstod sig ikke paa det Barn. Og hun var nu
ikke lanst fra at fortryde, hvad hun havde sagt, fordi hun egentlig
sletikke havde haft Lov dertil. Naa ... engang maatte dog
Børnenes Sind forberedes paa dette Gensyn, hvorom hun nu ikke
længer tvivlede. Emanuel havde vel ikke ligefrem sagt noget
derom; men hun kunde forstaa paa alt, at han nu var fast besluttet
paa at genoptage Samlivet med sin Hustru og i det hele
gøre Alvor af en Tilnærmede til sine forrige Venner. Han havde
blandt andet fornylig talt til hende om et stort Møde, der i Sommerens
Løb sku'de afholdes her paa Egnen, og hun antog, at det var
hans Hensigt her for første Gang at forkynde det nye Syn paa
Kristendommen, hvortil han mente at være kommen.
374 D O M M E N S D A G
Ude fra Gaardspladsen hørtes nu Sigrids kommanderende
Stemme; og et Øjeblik efter vendte Barnet tilbage med den lille
Dagny, der netop denne Dag fyldte sit tredje Aar. Den lille pluskæbede
Tyksak havde Favnen fuld af nyt Legetøj og trak efter
sig en lille Træhest paa Ruller. Men trods disse rige Gaver saae
hun meget mut og utilfreds ud, og da hun naaede hen til Tanten,
gav hun sig til at rykke hende i Ærmet og energisk forlange
at komme „ind til Fa'er."
Fru Betty søgte at stille hende tilfreds.
„Du veed jo nok, at Fa'er ikke gerne vil forstyrres om Morgenen.
Han sidder jo og læser, Dagny. Sæt jer nu hen i Solen,
Børn, saa kommer han nok snart."
Sigrid trak atter rask afsted med det modvillige Fødselsdagsbarn.
De anbragte sig paa Græsplænen og gav sig ti! at lege.
Men stadig hørte man Dagny utaalmodigt mumle med sin mærkelige
dybe Røst, at hun vilde „ind til Fa'er."
Forresten begyndte nu ogsaa Fru Betty at forundre sig over
Emanuels Udeblivelse. Hun vidste, at han for længe siden var
staaet op; allerede ganske tidlig imorges havde hun hørt ham
spasere op og ned ad Gulvet inde i sin Stue, saaledes som han
plejede, naar han var stærkt optaget af noget. Men i det samme
lød der Mandstrin inde i Havestuen: og et Øjeblik efter traadte
Emanuel frem i den aabne Dør med en bredskygget Filthat paa
Hovedet og en Egekæp i Haanden.
Han lignede omtrent sig selv fra forrige Dage, var tarveligt,
ja fattigt klædt, men saa mager, at Kinderne dannede store Hulninger
ovenover Skægget. De lyseblaa Øjne var skinnende klare;
og de dybe Skyseer, der laa omkring dem, gjorde dem endnu
lysere. Haaret i Nakken bar han langt og tæt, saa det næsten
naaede Frakkekraven, og det store, rødlige Skæg hang i Bølger
nedover hans mørke Dragt.
„Hvad?" udbrød han og saa sig overrasket om. „Jeg troer
virkelig, Solen skinner idag!"
„Kære — ser du først det nu?" sagde Søsteren oe iagttog
ham over sit Haandarbejde med et bekymringsfuldt Blik. „Saa
har du vist igen siddet og glemt dig selv over en Bog eller noget
D O M M E N S D A G 375
andet. Husk paa, at Doktoren har advaret dig imod den megen
Indesidden."
Han smilte, mens han stille nærmede sig over Græsplænen.
„Godmorgen, mine smaa!" sagde han til Børnene, der straks
var løbet hen imod ham, og lagde Haanden velsignende paa deres
Hoved. — „Naa ... har I saa sovet godt i det fremmede Hus?
Javist! Javist! ... Jeg vilde ellers blot sige dig, Betty ... Jeg fik
et Glas Mælk og en Bid Brød af Angelica, saa du skal ikke bekymre
dig om nogen Frokost til mig. Jeg vil se mig lidt om her
paa Egnen. Forresten har jeg virkelig — som du siger — været
optaget af en Bog. En mærkelig lille Bog! Og et mærkeligt Tilfælde
i det hele! "
„Men du glemmer vist —" afbrød Søsteren ham med et betydningsfuldt
Blik hen paa Fødselsdagsbarnet, der var bleven
staaende paa Græsplænen, yderst slukøret, med Fingren i Munden
og frembrydende Taarer i sine store vandblaa Øjne.
„Aa, Dagny, min Stump!" — Han tog Barnet op til sig og
kyssede det bevæget paa bægge Kinderne. — „Gud velsigne
dig, mit Barn! Ja, du maa ikke tro, jeg havde glemt din Højtidsdag.
Det havde jeg sandelig ikke! ... Du har vel ogsaa fundet
en lille Gave ved din Seng imorges — ja, der ser jeg den!
Og Tante har nok betænkt dig rigeligt, lader det til. Ja ja, tak
nu den kære Gud for alt, mit Barn! ... Men der kommer nok
Angelica og vil have fat i jer!"
Han satte hende ned paa Jorden, og bægge Børnene løb hen
til Tjenestepigen, der var kommen frem i Havedøren for at kalde
dem ind til Øllebrøden.
Emanuel tog Plads paa Bænken ved Siden af Søsteren og
genoptog efter nogle Øjeblikkes tankefuld Tavshed sin afbrudte
Fortælling:
„Jeg talte om den Bog, Betty. Tænk dig, det var en af Mo'ers
gamle Bøger! ... Jeg begriber ikke, hvordan den er kommen
med herud; for jeg har aldrig set den før, og jeg kender den ikke.
Er det ikke mærkeligt! ... Det er jo næsten, som om jeg
skulde læse den Bog, ikke sandt?"
„Men kan den ikke ganske simpelt have forputtet sig mel.
-.V
V w
376 D O M M E N S D A G
lem de andre Bøger, du tog med derhjemmefra. Der var vistnok
flere af Moders imellem."
„Ja, det er jo muligt — naturligvis. Men du kan tænke dig,
hvor underlig bevæget jeg blev ved saadan ganske uventet at
se Mo'ers Haandskrift og Navnetræk paa det første Blad. Inde
i Bogen Iaa der et Mærke ... rimeligvis paa det Sted, hvor hun
sidst havde læst i den. Og der gav da ogsaa jeg mig til at læse.
For det er saa underligt med Mo'er. Det er nu hændet mig saa
ofte i mit Liv, naar jeg syntes, at alt blev mørkt og uvejsomt omkring
mig. eller naar jeg saadan rigtig trængte til en Bekræftelse
paa min Tro og mit Haab, ... saa har Mo'er paa en eller anden
Maade givet mig et Vink, rakt mig en hjælpende, trøstende eller
vejledende Haand fra den anden Side af Graven. Nu inat, da
jeg laa vaagen og ikke kunde falde i Søvn "
„Kunde du nu igen ikke sove, Emanuel?" spurgte Søsteren
og betragtede ham atter med et bekymret forskende Smil.
„Aa, det har ingenting at sige. Det var vel Rejsen, tænker jeg,
... og de ny Omgivelser maaske. Men, hvad jeg vilde sige ...
som jeg laa der og hørte paa Regnen og Blæsten og Hanernes
Midnatsgalen . .. pa2 alle disse kære, kendte Lyd, som jeg nu ikke
har hørt, siden jeg forlod Vejlby Præstegaard og Hansine, —
saa vaktes der hos mig saa mange gamle Følelser, saa mange
dyrebare Minder, der satte mit Sind og mine Tanker i Bevægelse.
Det var, som gennemlevede jeg i Erindringen hele mit Liv .. .
ikke stykkevis og ufuldkomment .. . men som en stor, forklaret
Helhed. Ligesom fra Tinden af et højt Taarn saae jeg ud over den
Vej, jeg har traadt, — forstod med en Klarhed som aldrig før,
hvorfor Guds Haand rørte mig, bød mig staa stille og se tilbage
— ind i mig selv! ... Ja, Gud har været mig god! D e r gik jeg
saa selvtillidsfuld, saa fuldkommen tryg i Bevidstheden om at
vandre i Jesu Fodspor ... og agtede ikke paa, at jeg fulgte dem
i den fejle Retning, udad mod Timeligheden med alle dens
Begæringer, Bekymringer og aldrig stillede Krav, i Stedet for
indad mod den lille, lave og trange Hjertedør, som Kristus har
aabnet for os med Ordet: Mit Rige er ikke af denne Verden!"
Han rejste sig op og saae over Havegærdet ud mod det flade
D O M M E N S D A G 377
Engdrag i Syd, hvor et Glimt af Sandinge Højskoles røde Mure
skimtedes i det fjerne. Længe blev han staaende med oprejst Hoved,
mens Fru Betty sad stille bøjet over sit Haandarbejde. Hun
blev gerne mod sin Vilje grebet af Broderens Ord. Det var altid
først bagefter, naar han var gaaet, at hans Tales sande Mening
gik op for hende og skræmmede hende ved sin Uforsonlighed.
„Men du glemte, hvad du vilde fortælle om Mo'ers Bog,"
sagde hun, da Emanuel ikke fortsatte.
„Hvilket? ... Naa Mo'ers Bog!" sagde han tankespredt og
gav sig til at gaa frem og tilbage foran hende med Hænder og
Stok bagpaa Ryggen. „Ja ser du, det var blot en lille Samling
smaa, religiøse Fortællinger — intet andet. Den Fortælling, som
Mo'er havde lagt Mærke ved, handlede om en from Mand i
Jødeland, om hvem det berettedes, at han al sin Tid havde været
Genstand for Venners og Naboers Spot paa Grund af sin inderlige
Hengivelse i Herren. Trods sit Barneforhold til Gud havde
han stadig lidt Skibbrud med Hensyn til sin timelige Velfærd;
hans Børn og Hustru døde, hans Kvæg blev sygt, han selv smittet
af Spedalskhed. Tilsidst, fortaltes der, lagde et Uvejr hans
Vinmark øde, og Lynet fortærede hans Hus. Og saa slutter Fortællingen
med de dejlige Ord: Da gik han til Templet, bøjede sit
Knæ og takkede Gud, — Verdens Børn til Forargelse. Ja! „Verdens
Børn til Forargelse". De Ord havde Moder understreget.
Og — ikkesandt? — de er ogsaa nok værd at tilegne sig. Naar
Verdens daarlige Tale gør os tvivlraadige; naar vi begynder at
blive rædde for vor egen Tro og siger til os selv: ja, har de andre
maaske Ret; er det ikke Galskab, er det ikke Vanvid? —
da kan det være godt at mindes Historien om denne fromme
Mand i Jødeland, der havde en saa dyb Forstaaelse af Guds Kærlighed!
Men hvem er det, der kommer der?" afbrød han
sig selv ved Synet af to Personer, der nærmede sig ad Landevejen
inde fra Fiskerlejet, — en hvidkjolet Dame med hvid Parasol
og en sortklædt Herre med bredskygget Straahat.
„Hvor?" spurgte Betty og saae op. „Aa, det er jo Ragnhild
Tønnesen!"
„Ja, nu ser jeg det," sagde Emanuel, — og der gled i det
378 D O M M E N S D A G
samme en urolig Skygge over hans Ansigt. „Men hvem er det,
hun følges med?"
„Jeg veed ikke ... Jo ... Jeg tror virkelig ... er det ikke
Pastor Petersen?"
„Pastor Petersen? Boer han ogsaa herude?"
„Det maa han vel gøre. Og det kan være rimeligt nok. Han
og Ragnhild har i den senere Tid været paafaldende meget sammen,
har jeg lagt Mærke til."
„Ja saa," sagde Emanuel — hans Stemme var bleven lidt
usikker. „Ja, Pastor Petersen har jo Ord for at være en kvindekær
Mand ... Kommer de herind, tror du?"
„Det gør de vel."
Emanuel stod et Øjeblik tvivlraadig. Han havde helst overladt
til Betty at tage mod dette Besøg; men de fremmede derude
havde allerede genkendt ham: Damen gav sig til at hilse med
sin Parasol, og Herren svang sin gule Straahat.
V
Fru Betty rejste sig fra Bænken for at modtage de fremmede
ved Havelaagen. Ragnhild Tønnesens Besøg havde hun ventet.
Derimod var ogsaa hun højlig overrasket, ja næsten forskrækket
over at se hendes Ledsager dukke op paa disse Enemærker.
Pastor Petersen var en sværtbygget Mand i 50-Aars Alderen
med et fyldigt, glatraget og letbevægeligt Ansigt, et saakaldt Skuespiller-
Ansigt. Dersom han ikke havde baaret sort Skødefrakke
og hvidt Slips, kunde man ogsaa meget godt have antaget ham
for Indehaveren af det ældre, komiske Rollefag i en Aktørtrup,
især da hele hans Person, frem for alt hans kraftigt blussende
Ansigtsfarve, røbede ham som en fuldtro Ven af Bordets Glæder.
„Pater Riidesheimer" var da ogsaa det Navn, hvorunder han
var bedst og videst kendt. I fortrolig Samtale fortalte han ofte
selv med stor Aabenhjertighed, næsten med en Smule Stolthed,
at en af Københavns fineste Restauratører engang havde kaldt
ham sin næstbedste Kunde. Forøvrigt var han ikke Præst i selve
København, men havde et indbringende Kald i Byens umiddelD
O M M E N S D A G 379
bare Nærhed; men da han var Enkemand uden Børn, saaes han
saa godt som daglig i Hovedstaden, hvor han betragtedes som en
af Selskabslivets Seværdigheder. Han havde i de senere Aar hørt
til Generalkonsul Torms Middags-Venner, og som saadan var han
ogsaa af og til bleven indbudt til Etatsraad Hansted, mellem hvis
Gæster han dog ikke altid var lige velset, endskønt det var bekendt,
at han i religiøs Henseende var fuldkommen rettroende,
endog strengt ortodoks, og at han i sit Sogn førte en skaanselsløs
Kamp mod alle Dissentere.
Damerne anbragte sig paa Tremmebænken under Æbletræet,
medens Pastor Petersen nedlod sig i en højrygget Havestol overfor
dem. Emanuel blev derimod staaende oprejst og forskansede
sig bag den uigennemtrængelige Tavshed, han nu helst iagttog
i saadanne Fremmedes Nærværelse.
Pater Rtidesheimer lod, som om han slet ikke lagde Mærke til,
at han just ikke havde faaet nogen synderlig hjertelig Modtagelse.
Med uforstyrrelig Sindsro tog han Hatten af Hovedet og tørrede
sig over Panden med sit Lommetørklæde.
Da de første Hilsener var vekslede, de første Spørgsmaal om
Rejsen, Befindendet o. s. v. besvarede, vendte Fru Betty sig imod
ham og sagde:
„Det var virkelig en Overraskelse at træffe Hr. Pastoren her.
Har De maaske været her længe?"
„Længe nok eller altfor kort ... ganske som De behager,
Frue! Naar Klokken bliver eet, har jeg været her præcis i tre
Dage."
„Tre Dage .. altsaa kom De hertil sammen med Frk. Tønnesen?"
„Samme Dag som Frk. Tønnesen, ja. Vil De sige mig, Frue ...
kunde jeg gøre andet? Jeg vil betro Dem, jeg har tænkt meget
over den Sae. Men var det ikke min ligefremme Skyldighed, min
uafviselige Pligt?"
„Hvorledes? Deres Pli^t, Hr. Pastor?"
„Ja, hvad mener De? Maa ogsaa jeg bede om en Forklaring,"
faldt Frk. Ragnhild ind.
„Jeg er overbevist om, at De, Frue, ganske deler min Opfat380
D O M M E N S D A G
telse," fortsatte Pateren, — han sad let tilbagelænet mod Stoleryggen,
havde anbragt Straahatten i sit Skød og holdt Hænderne
med de korte, tykke, ringbesatte Fingre samlede foran Brystet,
saaledes at kun Fingerenderne berørte hinanden. — „Jeg kunde
dog virkelig ikke forsvare at lade en Dame af saa tiltrækkende
Egenskaber som Frk. Tønnesen drage ganske uden Beskyttelse
til et saadant „første Rangs Kursted", der ikke uden Berettigelse
gør Fordring paa at kaldes Nordens Ostende. Betænker man tillige
det overvældende Indtryk af disse „vildt romantiske Naturomgivelser",
som vi alle her har for Øje, vil man sikkert forstaa,
at jeg har følt det som min Pligt at tilbyde Uskyldigheden den Beskærmelse,
som saavel min gejstlige Distinktion" — han pegede
paa sit hvide Slips — „som mit graanende Hovedhaar forhaabentlig
selv i dette moderne Sodoma vil kunne yde den."
„Nej, den Forklaring duer ikke, Hr. Pastor!" vedblev Fru
Betty ufortrøden. „Maa jeg bede om en anden."
„Aa, hvor vil du dog høre paa de Taabeligheder!" afbrød Frk.
Ragnhild i let irriteret Tone og lagde Haanden paa sin Venindes
Arm. „Pastoren fik imorges kold Te og har af den Grund været i
sit utaaleligste Drille-Humør hele Formiddagen."
Pateren lod, som om han ganske overhørte denne Bemærkning.
Forøvrigt havde han ikke Uret. Frk. Ragnhild saae ingenlunde
ufarlig ud i sin lyse Sommerdragt med de mægtige Pufærmer og
den store Hyrdindehat, hvis hvide Filt „stod" fortræffeligt til
hendes brunrøde Krushaar. Man maatte indrømme, at hun havde
holdt sig udmærket. Hendes Holdning var lige udfordrende rank,
de pragtfulde, graablaa Øjne havde intet mistet af deres Glans,
— ja hun var endog bleven lidt fyldig med Aarene og svagt rødmosset
og en Smule koket .. . syntes kort sagt at befinde sig i
den Efterblomstring, som forundes visse Kvinder i Slutningen
af Tyverne, naar der paa dette Tidspunkt hænder dem noget afgørende.
„Ja, naar ikke den Forklaring tilfredsstiller Dem," — vedblev
Pateren, vendt mod Fru Betty — „saa maa jeg jo se at finde en
anden. Jeg vil da sige, at ogsaa jeg — ligesom vor Veninde, Frk.
Tønnesen — har faaet en af Hovedstadens berømte MedicinD
O M M E N S D A G 381
mænd til at udstede Attest for, at mine Nerver trænger til længere
Tids Hvile og Pleje. Og hvor skulde de vel kunne finde dette
bedre end her i „Hotel Kattegat", der i sin elskelige Ukunstlethed
synes mig et sandt Mønster paa et Forbedringshus — hm! —
for Nerver. Jeg hører iøvrigt, at det er Dem, Frue, hvem vi er
Tak skyldige for Opdagelsen af denne i Sandhed fredelige Plet."
„Nej, det er det dog ikke. Det var min Broder, der fik den Ide."
„Ja, Ære den, som æres bør," sagde Frk. Ragnhild med en
Bøjning hen imod Emanuel. ,,De kan tro, Hr. Pastor Hansted,
at jeg allerede har storvelsignet Dem nogle Gange ... især den
første Aften, da jeg fandt en Mus i min Seng. Jeg haaber, det
ringede med Stormklokker for Deres Øren dengang."
Emanuel foer let sammen ved hendes Tiltale, — hans Øjne
havde agtpaagivende vandret frem og tilbage imellem Pateren og
Frk. Ragnhild, mens disse udfægtede deres lille kammeratlige
Skærmydsel. Men han fattede sig hurtigt og mødte hendes overmodige
Øjekast med et fast Blik.
„De synes rent at glemme, Frk. Tønnesen," — sagde han
fuldkommen behersket — „at da jeg valgte dette Sted til vort
Sommerophold, var der ingensomhelst Anledning for mig til at
tage ogsaa Deres Vaner og Tilbøjeligheder i Betragtning. Jeg vidste
jo nemlig sletikke, ... ja, jeg kunde end ikke ane, at De for
Alvor tænkte paa at gøre min Søster Selskab herude. De vil
maaske ogsaa erindre, at jeg, da De fortalte mig, at De havde
faaet „denne Flyve-Ide" — som De selv udtrykte Dem — absolut
fraraadede Dem at ..."
„Ja, De fraraader jo altid!" afbrød hun ham med slet dulgt
Utaalmodighed og vendte sig mod de andre. „Ikke sandt, Pastor
Petersen? Dersom Hr. Hansted fik Lov at raade for Verdensordenen,
saa gik vi saamænd endnu allesammen omkring med
vore Mælketænder. Troer De ikke?"
Pateren truede ad hende med Fingeren.
„Hvor De er slem, Frøken!" sagde han med en Hovedrysten,
idet han straks igen indtog sin forrige Stilling med Hænderne
samlede foran Brystet, saaledes som de hellige Mænd paa gamle
Kalkmalerier. Men over hans sorte, præstelige Dragt dansede
382 D O M M E N S D A G
et lystigt Mylr af smaa, gyldne Solpletter; og om hans store,
æselsgraa Hoved lagde Æbletræets Grene ligesom en druebladet
Skyggekrans, der underfundigt fremhævede hans Lighed med en
skalkagtig Satyr, der er graanet i Bacchi Tjeneste.
„Jeg maa i det hele advare Dem imod Frk. Tønnesen," sagde
han til Emanuel. „Frøkenen bagtaler Dem paa det styggeste. Nu
har jeg gaaet her og glædet mig til Deres Ankomst, blandt andet
for at faa et Parti Kegler med Dem engang imellem ... en Keglebane
er nemlig det eneste Forlystelsesetablissement, jeg hidtil
har kunnet opdage her i Ostende. Men paa Vejen herhen idag søger
Frk. Tønnesen at indbilde mig, at De ikke spiller Kegler, ja
at De endog skal være aldeles utilbøjelig til at dyrke en saa ædel
Idræt."
„Frk. Tønnesen har virkelig denne Gang haft Ret," svarede
Emanuel kort. „Jeg maa bede Dem ikke at gøre Regning paa
mig."
„Herregud! Saa er det altsaa virkelig sandt! ... De spiller
ikke Kort, De nyder ikke Vin, De ryger ikke Tobak, og nu vil
De heller ikke spille Kegler! ... En komplet Helgen altsaa!"
„Kære, har De ikke vidst det før?" spottede Frk. Ragnhild.
Emanuel blev bleg og bed sig i Læben. Men han svarede ikke.
„Ja, saa er jeg altsaa fremdeles henvist til min Med-Pensionær,
Hr. Børstefabrikant Mikkelsens Barmhjertighed," sukkede Pateren.
„Naa — han slaar virkelig en ganske proper Kugle. Han har
en Force i venstre Spænd, som jeg højligen beundrer ... høj-
Iigen beundrer!"
„Men her er dog saa megen anden Oplivelse, Hr. Pastor,"
indskød hurtigt Fru Betty, hvem Emanuels Holdning havde gjort
nervøs, og som ønskede at give Samtalen en anden Retning.
„Der er virkelig ganske smukt heromkring. Og De er jo en stor
Ynder af Naturen. De er jo endog en ivrig Jæger, har jeg ladet
mig fortælle."
„Jeg er Dem i høj Grad forbunden for Deres fordelagtige Mening
om mig, Frue! Men desværre ... jeg er et ganske prosaisk
Menneske! Jeg nægter ikke, at jeg har et lille Sværmeri for at
sole min dovne Krop paa en Kløvermark. Jeg finder det ogsaa
D O M M E N S D A G 383
yderst behageligt en varm Sommerdag at tage en lille Middagsslummer
i Skyggen af et Skovhegn, ved Bredden af et køligt
skvulpende Vand ... især naar det ikke er altfor langt fra et Sted,
hvor man ogsaa kan faa Vand paa Maskine. Men for de saakaldte
højere Naturnydelser mangler jeg desværre al Sans ...
al Sans! Jeg skammer mig ved at tilstaa det; men troer De f. Eks.,
at det igaar var mig muligt at drive mig op til nogen nævneværdig
Begejstring for det sikkert højst poetiske Regnvejr? Jeg
saae kun, at det øsregnede, da jeg stod op, at det plaskregnede,
da vi spiste Frokost, og at det ved Middagstid var et saadant
Skybrud, at Vandet styrtede spandevis gennem Skorstenen ned
i Suppegryden ... at dømme efter Suppens Smag i hvert Fald.'
„Ganske som jeg!" istemte Frøken Ragnhild med forceret Livlighed.
„Pastor Petersen og jeg er i det hele forbavsende enige.
Dersom jeg sad Dem lidt nærmere, Hr. Pastor, vilde jeg række
Dem min Haand!"
Paa Paterens Ansigt bredte der sig et lystigt Smil. Han rejste
sig op og gik hen og kyssede galant den yderste Spids af
Frk. Ragnhilds behandskede Haand.
„Hvor artigt!" sagde hun og blev lidt rød.
Emanuels Øjne begyndte atter at vandre iagttagende frem og
tilbage imellem dem; Fru Betty derimod blev lidt forlegen og
gav sig pludselig til at sysle med sit Haandarbejde.
. „Som sagt, Frue," fortsatte Pateren, da han atter var kommen
tiisæde. „Jeg er kun et stakkels prosaisk Menneske, der
trænger til vor lyrisk bevægede Tids Overbærenhed. Min stakkels
fattige Aand er altfor tung til at svinge sig op i de Regioner,
hvor min ærede Samtid udfolder saa forbavsende Præstationer
i den højere og højeste og aldrig forhen her paa Pladsen sete
Luftgymnastik. Jeg maa nøjes med i Beskedenhed at være en
oprigtig beundrende Tilskuer! ... Jeg kommer forresten derved
til at tænke paa, hvad Dagens Blade fortæller, at der med det
første skal afholdes et storartet Møde derinde paa den celebre
Højskole. Hvad siger egentlig De, Hr. Pastor Hansted, om Deres
forhenværende Meningsfæller? Ikkesandt? Det er i hvert
Fald en ganske kvik Ide, saadan med visse Aars Mellemrum at
384 D O M M E N S D A G
holde en lille privat Dommedag over Himmel og Helvede og
Vorherre selv."
Emanuel havde een Gang for alle foresat sig ikke at tale om
alvorlige Ting med denne Mand og svarede derfor blot med en
undvigende Mumlen.
„Bare de nu maa være heldige og dømme rigtigt ... det er det,
jeg frygter mest!" vedblev Pateren ufortrøden. „For — sandelig!
— vi har i vore Dage erfaret, hvad der kan komme ud af blot
den allermindste Smule Uagtsomhed paa saadanne Omraader.
Ja, De har naturligvis ogsaa læst Pastor Magensens epokegørende
Skrift om Helvede og Helvedstraffene? Tænk, der har nu vi
kristne i nitten Aarhundreder gaaet og baaret paa Angsten for
den evige Forstødelse fra Guds Aasyn. Som en knugende Mare
har Forestillingen om Fordømmelsens Gru hvilet over Menneskenes
Sind, ... og nu kommer velagtede Pastor Magensen eller
en tysk Professor, eller hvem det nu oprindelig er, og beviser
os saa klart, som to og to er fire, at det hele beror paa en Misforstaaelse,
en forkert Opfattelse af et Ord i Grundteksten, en
beklagelig Oversætterfejl, som først nu har faaet sit Notabene.
Er det dog ikke en skrækkelig, en næsten oprørende Tanke! Der
har hin gamle fromme Eneboer siddet og oversat i sit Ansigts
Sved og været paapassende og nøjeregnende med hver Stavelse
... indtil han er kommen til det fatale Ord. Her har han et Øjeblik
rent ud sagt sjusket. Maaske er han bleven forstyrret, en
Ven er kommen ind for at spørge til hans Befindende, eller en
Flue har sat sig paa hans Næse ... og vips er det skæbnesvangre
Ord sluppet ned paa Papiret. Og Vorherre, som dog kort forinden
havde sendt sin enbaarne Søn herned til os og ladet ham Jide og
korsfæste for at tænde Sandhedens Lys for Menneskene ...
Vorherre har i sin Himmel rolig været Vidne til, at vi paa Grund
af denne lille Oversætter-Unøjagtighed igen styrtedes ned i en
totusindaarig Vankundighed. Sandelig, det gamle Ord har Ret:
Liden Tue kan vælte stort Læs! . . Men kære! De staar med
Stok i Haand," afbrød han sig selv, da Emanuel stadig intet svarede.
„Jeg opholder Dem dog vel ikke? De stod maaske i Begreb
rned at gaa ud?"
D O M M E N S D A G 385
„Jeg nægter ikke," svarede Emanuel. „Jeg havde tænkt at
spasere
„Godt! Saa tillader jeg mig at følge Dem et Stykke paa Vej.
Jeg kan vist have godt af en lille Motion før Badet. Og jeg kan
vel ikke gøre Regning paa Deres Følgeskab mere i Formiddag,
Frk. Tønnesen?"
„Nej, jeg bliver her og holder Fru Torm med Selskab. Forresten
... et Ord før De gaar, Hr. Hansted! Jeg vilde gerne
bede Dem gøre mig en Venskabstjeneste. Jeg har for Tiden et
sandt Sværmeri for Lyngblomster, denne uanselige, duftløse lille
Urt, Beskedenhedens Symbol o. s. v. Aa nej, sæt dog ikke straks
det Jeremias-Ansigt op! Jeg vilde blot bede Dem vise mig den
Elskværdighed at plukke en lille Buket paa Deres Spadseretur
... at sige, dersom det da ikke forstyrrer Dem i Deres Grublen
over en ny og bedre Verdensorden. Jeg vilde sandelig skrækkelig
nødig ligesom hin næsvise Flue, Pastor Petersen talte om,
være Aarsag til, at de næste totusinde Aars Menneskelykke forspildtes.
Dersom derfor noget saadant skulde kunne befrygtes,
maa De endelig lade, som om jeg ingenting har sagt."
Blodet veg atter fra Emanuels Kind og Læber, og Skyggerne
under hans Øjne blev foruroligende sorte. Men paany erindrede
han sig sin Herre og Mesters Ord: „Naar nogen slaar dig paa
din højre Kind," — og han tav. Præget af en overmenneskelig
Sjælsstyrke stod han ubevægelig og saae ned paa hende med et
Blik, hvori Medynk og Smerte var vemodig sammenblandet.
Men denne Tavshed og dette Blik æggede blot yderligere den
spottelystne Frøken; det var, som dreves hun af en uimodstaaelig
Trang til ret at saare ham. Situationen var nær ved at blive
uhyggelig, da Pateren traadte imellem og med en pludselig og
overraskende Alvor og ikke uden Myndighed sagde:
„Nu forivrer De Dem, Frk. Tønnesen! Og De er desuden ganske
uretfærdig. De glemmer, at Hr. Hansted lige er ankommen
hertil og derfor har nok at tage Vare paa. Hvorfor kan De ikke
overdrage til mig at plukke de ønskede Blomster ? De veed, jeg
gør det inderlig gerne."
„Aa ja, det er vist ogsaa det bedste. Med Dem kommer man
Det forjættede Land 25
386 D O M M E N S D A G
altid saa let ud af det. De er saa behagelig jordisk. Tak skal De
have, Hr. Pastor! Og paa Gensyn!"
V I
Efter at Herrerne var gaaet, blev de to Veninder endnu i nogen
Tid siddende sammen under Æbletræet. I lang Tid var der ingen
af dem, som talte. Frk. Ragnhild, der var bleven varm af Iver,
sad og viftede sig med sin sammenslaaede Parasol, mens Fru
Betty havde bøjet sig dybt ned over sit Arbejde; hun var alvorlig
forstemt.
„At I to dog altid skal skændes!" sagde hun endelig paa sin
stilfærdige Maade uden at se op.
„Hvem? ... Naa, din Broder og jeg? Aa du, det er bare saadan
en Vane, vi har fra gammel Tid. Du lader dig dog vel ikke
anfægte deraf, kære Betty? Det er nu engang bleven vor Maade
at konversere paa. Forresten er vi vel ogsaa omtrent saa uenige,
som et Par Mennesker ret godt kan være."
„Ja, det er I vel."
„Du lader næsten, som det forundrer dig, Betty?"
„Aa ja — lidt."
„Men jeg forstaar ikke ... du har dog selv ofte nok beklaget
dig over, hvor vanskeligt, ja umuligt det var for dig og din Familje
at komme tilrette med din Broders ejendommelige Maade
at tage Livet paa."
„Det er en hel anden Sag, Ragnhild. Fa'er har overhovedet
aldrig kunnet forstaa Emanuel, og jeg selv har ganske vist ogsaa
mangen Gang ondt ved at forlige mig med hans Anskuelser og
Levevis ... om min Broder Carl vil jeg nu slet ikke tale. Men
selv om man ikke deler en andens Livsopfattelse, kan man dog
nok respektere den."
„Jeg tror virkelig, du begynder at blive lidt paavirket af din
Broder, kære Betty. Jeg har mærket det i den sidste Tid."
„Aa Snak, Ragnhild, hvor du taler!"
„Ja ja. Lad os da ikke snakke om det. Forøvrigt — har din
Broder ikke altid haft en vis Lyst til at være anderledes end anD
O M M E N S D A G 387
dre? Det forekommer mig, du selv engang har ytret noget saadant."
„Emanuel er min Moders Søn. Og Moder var jo heller ikke,
som Folk er flest."
Fru Betty sagde disse Ord med høj Rødme paa Kinderne —
det var nemlig første Gang, at hendes Moder var bleven nævnet
dem imellem. Men hun havde følt Trang til engang for Alvor at
tage Emanuel i Forsvar overfor Venindens idelige Spotterier.
„Hvad Fader angaar," — vedblev hun — „saa har han nu
aldrig ret kunnet forlige sig med, at Emanuel blev Teolog. Fader
er jo desværre ikke saa religiøs, som det var ønskeligt. Han
vilde i sin Tid absolut, at han skulde studere Jura. Men Emanuel
havde lovet Moder at blive Præst, og herfra stammer oprindelig
det vanskelige Forhold imellem dem ... det mente i hvert Fald
Torm. Du kender jo Faders umaadelige Principfasthed. Og Emanuel
er jo hellerikke eftergivende, saasnart det gælder hans
Tro."
„Aa nej, deri giver jeg dig ganske Ret. Forresten — siden du
nu selv nævner det — Pastor Petersen og jeg talte netop om
din Broder paa Vejen herned. Pastor Petersen mente, at din
Broder vel maatte have en bestemt Hensigt med sit Ophold her."
„En bestemt Hensigt? ... Hvorledes mener du?" spurgte
Betty og saae op.
„Aa, jeg mener blot, at din Broder vel agter at søge fornyet
Tilnærmelse til sine forrige Venner her ... og maaske ovre paa
den anden Side af Fjorden ogsaa. Han har vel i det hele næppe
i København fundet den Modtagelse, han havde paaregnet."
„Hvilken Modtagelse mener du?"
„Kære, tag det ikke saa højtideligt! Jeg kender det af egen
Erfaring, hvor nemt man i Begyndelsen bliver skuffet i sine
Forhaabninger, naar man kommer ude fra Landet, hvor man jo
overalt har været en selvskreven „Nummer Et". Man føler sig
saa let overset og tilsidesat ..
Fru Bettys Stemme dirrede let, da hun svarede:
„Naar min Broder i disse halvandet Aar har opholdt sig i København,
er det alene, fordi han har fundet det nødvendigt for
25*
388 D O M M E N S D A G
sin Udvikling. Man kan derom mene, hvad man vil; men man har
ikke Lov til at tillægge det nogen egennyttig Hensigt."
„Kære Betty, det gør jeg sandelig heller ikke. Men du kan dog
vist ikke finde det helt unaturligt, at din Broders Forhold f. Eks.
til hans nærmeste Paarørende — kan vække nogen Forundring."
„Hvad mener du?"
„Ja, undskyld ... jeg vil nødig være indiskret. Men du lægger
mig virkelig Spørgsmaalet paa Tungen: hvad har egentlig hans
Kone sagt til denne lange Adskillelse?"
„Selvfølgelig har hun ganske billiget den ... ja hun har udtrykkelig
ønsket den for Emanuels Skyld."
Fru Betty var atter bleven rød. Det var nemlig ogsaa første
Gang, at Broderens Hustru var bleven nævnet dem imellem. Som
adskillige andre havde Fru Betty i sin Tid haabet paa en Forbindelse
mellem Veninden og Emanuel, og hun mente at vide,
at det væsentlig var Ragnhild, der bar Skylden for, at dette Haab
ikke var gaaet i Opfyldelse.
„Saa alt dette har altsaa du og Pastor Petersen gaaet og snakket
sammen om," sagde hun efter nogle Øjeblikkes Tavshed. „Det
overraskede mig forresten ikke saa lidt at træffe Pastoren her.
Den Rejse maa da være bleven pludselig bestemt."
„Det blev den vist ogsaa."
„Hvad kan egentlig have ført ham herud? Han gaar da ikke
og er forelsket i dig, Ragnhild?"
„Jeg veed saamænd ikke. Jeg har ikke spurgt ham."
„Men du er dog glad ved hans Selskab. Han er jo underholdende."
„Ja, han morer mig. Han er saadan en fornøjelig Hanswurst-
Figur. Herregud, du! Vi kan jo ikke alle gaa omkring og være
1 ekymrede Verdensforbedrere."
„Du skulde dog vist passe lidt paa, Ragnhild. Pastor Petersen
ei — trods sin Alder — vel næppe helt ufarlig. Han har jo også
i Ord for at være en meget kvindekær Mand."
Ragnhild slog en lille Latter op.
„Hør. veed du hvad, Betty! Det kan man vistnok sige om de
fleste Mandfolk. Hvad har din egen Erfaring lært dig?"
D O M M E N S D A G 389
Fru Betty svarede ikke. Hun blev atter stødt af Venindens
Tone og frie Udtryksmaade. Hun var i det hele i sit Forhold til
hende begyndt at føle lidt af den samme Art Generthed, som
Ragnhild i deres Bekendtskabs allerførste Tid havde kunnet vække
hos hende ved sin lidt provinsielle Smag for opsigtvækkende
Toiletter. Og i sit stille Sind tænkte hun paa, om det maaske
alligevel ikke var godt, at Forbindelsen mellem hende og Emanuel
ikke var bleven til Virkelighed.
VII
Derude paa den solhede Landevej vandrede imidlertid Emanuel
og Pastor Petersen. Langsomt' steg de op ad den bugtede Vej,
som førte over en Samling nøgne Bakkeknuder, de saakaldte
„Hammerbakker", der dannede Landets Afslutning i Vest, ... et
øde og tavst Lynglandskab, over hvis højeste og fjerneste Top
et korsdannet Sømærke tegnede sig mørkt mod aen lyse Himmel.
Det var stadig Pastor Petersen, der førte Ordet. Emanuels
Sind var endnu ikke kommen i Ligevægt efter Sammenstødet
med Frøken Ragnhild. Hans Ansigt var endnu blegt, og han gik
halvt bortvendt og saae i urolig Aandsfraværelse ud over den
spejlblaa Havbugt.
Det var atter „Vennesamfundet" og dets reformatoriske Bestræbelser,
som den stadig spøgefulde Pater havde bragt paa
Bane.
„Jeg skal sige Dem" — sagde han — „ogsaa jeg gør mig
skam bekendt med de mange opsigtvækkende Flyveskrifter og
Flyveblade og andre Flyveredskaber, hvormed ærede Samtidige
render Storm mod Himlen. Synes De ikke ogsaa, Hr. Hansted,
at d'Hrr. Vilh. Pram og Pastor Magensen med Suite kunde fare
lidt mindre voldsomt frem? Det forekommer mig, at de gode Folk
noget for meget fremkalder Indtrykket af en Flok udbrudte Slaver,
hvem Frihedsfornemmelsen har gjort ganske kannibalske.
Det er nu ikke nok med, at de har faaet al Guddommelighed
flaaet af selve Kristusskikkelsen, gjort Frelseren til en slet og ret
obsternasig Tømmermandssøn, en Socialist med Hallucinationer
390 D O M M E N S D A G
og andre menneskelige Skrøbeligheder. Jeg saae forleden, at en
af Hr. Prams oplyste Lolliker havde anrettet et sandt Massemyrderi
paa overhovedet alle Kristendommens overnaturlige Forestillinger.
Endog de uskyldige smaa Guds Engle blev skaanselsløst
nedslagtede og under megen Hoveren kastet i Fantasifostrenes
store Fællesgrav. — Ja, alting er en Videnskab, sa'e Fanden,
han pustede Alterlysene ud med Rumpen! Jeg forstaar bare ikke,
hvad Fornøjelse disse lærde Herrer kan have af deres blodige
Ofringer til det nye Kvartals Guder. At de aabenbare Fornægtere,
de virkelige Fritænkere kan gotte sig ved saaledes at se Kristendommen
reduceret til et tørt, historisk Skelet, et Slags religiøst
Spøgelse, der mærkværdigvis endnu holder til i vor oplyste Tidsalder
... det kan jeg forstaa, ja det finder jeg ganske i sin Orden.
Men naar man dog vil være Medspiller og gøre en Indsats i det
store Himmel-Lotteri, begriber jeg sandelig ikke, hvor man kan
være saa forhippet paa at faa konstateret saa mange Nitter som
muligt. Jeg for mit Vedkommende tilstaar ærligt, at jeg foretrækker
den Kollektion, der stiller mig den mest lokkende Gevinst i
Udsigt. Og som alle uforbederlige Spillere tvivler jeg ikke et
Øjeblik om, at jeg har det lykkelige Lod i min Haand."
Emanuel var efterhaanden bleven opmærksom; Pateren havde
med sine Ord berørt Spørgsmaal, der dybt og inderligt bevægede
ham selv. Trods sin Beslutning om ikke at tale alvorligt med
denne Mand kunde han derfor nu ikke lade være at sige:
„Jeg har — Gud være lovet! — selv faaet Blikket aabnet for
den Vildfarelse, der ligger i at anlægge en jordisk Maalestok paa
Ting, som kun har Virkelighed for Sjælens opladte Øje. Den
megen Strid om de bibelske Fortællingers Troværdighed forstaar
jeg derfor sletikke. Selv i Beretningen om Jesu' Lidelse og Død
er det dog ikke Sagens Virkelighed, der har den afgørende Betydning
for os. Men — jeg nægter ikke — ligesaa falsk forekommer
det mig at være at ville opfatte Forholdet til vor himmelske
Fader som en Art tvivlsom Forretning, et voveligt Lykkespil,
da dog Troen, Hengivelsen — „Indsatsen", som De udtrykte Dem
— bærer Belønningen i sig selv. Aldrig kan Frygten for tilkommende
Straffe i Evigheden saa lidt som Forventningen om et hinD
O M M E N S D A O 391
sidigt Himmerigsliv blive afgørende for den sande kristnes Forhold
til den himmelske Fader, men alene Bevidstheden om ydmygt
at gøre hans Vilje. Hvorfor i det hele altid tale, som om
„det andet Liv" først begyndte med Døden? Det er dog den levende
Følelse af at vandre for Herrens Aasyn, der er den Salighedens
Glæde, som allerede her paa Jorden forundes Guds Børn,
— og den formaar hverken nogen Bibelkritik eller anden videnskabelig
Opfindelse at rokke ved endsige tage fra os."
„Naa — hm," rømmede hans Ledsager sig.
„Men det er vist forøvrigt frugtesløst at fortsætte denne Samtale,"
afsluttede Emanuel, der hurtig havde fortrudt sin Fortrolighed.
„Vi har sikkert saa vidt forskellige Anskuelser, at en
Forstaaelse næppe "
„Aa hvad, lad os bare snakke fra Leveren!" udbrød Pateren
livfuldt. „Endnu spankulerer vi dog bægge to omkring her paa
Jorden og taler Menneskenes Sprog og er de samme menneskelige
Vilkaar underkastede, ... hvilket iøvrigt minder mig om, at
jeg har et Ærinde til Dem, Hr. Hansted ... eller en Forespørgsel,
hvad De nu vil kalde det. Jeg traf for nogle Dage siden min Fætter,
Stiftsprovsten, som jo ogsaa De kender personlig fra Deres
Faders Hus. Vi kom blandt andet til at tale om Dem og Deres
Beslutning om ikke at søge noget nyt Embede i Statskirken,
hvad Stiftsprovsten højlig beklagede. For ikke sandt? det
er jo vedblivende Deres Standpunkt?"
„Ja."
„De kan slet ikke tænke Dem Muligheden af at lade Dem overtale
til at forsøge med et andet — et nyt og godt — Præstekald,
hva'?"
„Nej."
„Og hvorfor egentlig ikke?"
„Fordi jeg ikke vilde kunne det uden at krænke Sandhedsforholdet
enten til Gud eller til Menneskene."
„Fordi De anser den bestaaende Kirkes Lære for en Vranglære?"
„Fordi jeg i den har fundet mere af Hedenskabets Udadvendthed
end af Kristendommens Inderlighed ... ja."
392 D O M M E N S D A G
„Hør nu engang, Hr. Pastor Hansted!" tog Pateren tilorde,
idet han standsede foran ham med bægge Hænderne i Siden.
„Jeg er tyve Aar ældre en De, saa jeg har vel Lov til at bruge
lidt Frisprog overfor Dem. Jeg vil da for det første fortælle Dem,
— hvad De maaske vil have lidt ondt ved at forstaa — at ogsaa
jeg engang i mine unge Dage har siddet og gransket mig svedt
og svimmel i Mester Eckardt, Johan Tauler, Søren Kierkegaard, og
hvad nu alle de andre kanoniserede Saltormortal e-Akrobater
hedder, som i gamle og nye Tider har gjort et nervøst Publikum
hovedørt. Jeg taler derfor af Erfaring, naar jeg siger Dem: Se
vel til, at De ikke knækker Halsen! Vil De lyde m i t Raad, saa
tag De Dem uden Skrupler et nyt Præstekald med solide Indtægter
og en god Avling — det hjælper saa dejligt til igen at
komme i et fornuftigt Forhold til Tilværelsen! Det sagde ogsaa
Deres Fader, da jeg talte med ham forleden, inden han rejste til
Carlsbad. Jeg kan heller ikke tro andet, end at De inderst inde
selv maa føle Trang til igen at faa Fodfæste her i Livet, blive uafhængig
og selvstændig ... ja, undskyld, at jeg siger det ... men
De maa rimeligvis endnu tydeligere end andre have følt, at Deres
Fader ikke just med Tilfredshed har været Vidne til Deres
senere Udvikling. De kunde nu gøre den gamle Mand en stor
Glæde ved at følge mit venskabelige Raad. Herregud, Deres Fader
har næppe lang Tid tilbage! De veed, hvor svag og nedbøjet
han er, — det staar nu til Dem at gøre hans sidste Dage saa
lyse og bekymringsfri som muligt!"
Emanuel stirrede mod Jorden og svarede intet. Han havde
hurtigt forstaaet, at det var hans Familje, der stod bag dette fornyede
Forsøg paa at bortvende hans Tanker fra Gud, — og hans
Hjerte blev tungt af Sorg.
Imidlertid misforstod Pateren hans Tavshed og fortsatte ivrig
sin Overtalelse. Med en bred Haandbevægelse pegede han ud
over det sommerfrodige Eng-Landskab, som de fra deres høje
Stade kunde overskue helt ind til den anden Side af Sandinge
By, og sagde:
„Se Dem dog om, bedste Hr. Hansted! Lad Dem ikke længer
forblinde af Jordelivets mange Bagtalere! Se paa Køerne dernede,
D O M M E N S D A G 393
hvor velbehageligt de staar og dasker sig med Halen! Hør Fuglene
dernede i Buskadserne, hvor de er glade for deres Æg og
Unger! Eller se den tykke, fortumlede Bi d e r, som putter hele sit
laadne Hoved ned i Blaaklokken ligesom en tørstig Tysker i et
Ølkrus. Og saa skulde vi Mennesker mangle Evne til at indrette
os det menneskeligt her i Verden! ... Slaa dog alle Griller af
Hovedet, kære Ven! De vil engang komme til at fortryde det,
hvis De ikke nu tager imod Livets elskværdige Indbydelse! Jeg
vil fortælle Dem, at min Fætter, Stiftsprovsten, udtrykkelig talte
til mig om et ledigt Embede, som vilde passe udmærket for Dem.
En dejlig Egn med Skov og Sø, en udmærket Præstegaard i
gammeldags, idyllisk Stil — Mage til den dernede i Sandinge
med en prægtig Have for Deres Børn at lege i, ikke mere end en
god Fjerdingvej til Annekset og en højst fredelig Befolkning. Ikke
sandt! Det er sandelig ikke til at kimse af! ... Hvad siger De?
Kan det virkelig ikke friste Dem?"
Emanuel stod vedblivende tavs og saae mod Jorden. Paterens
Ord og Haandbevægelse, det øde, ørkenagtige Sted, hvorpaa de
stod, den store Stilhed omkring dem, og dette vide Syn ud over
den frugtbare Slette ... alt dette drog ham underfuldt tilminde
hint Øjeblik i hans Herre og Mesters jordiske Liv, da Fristeren
kom til ham og sagde: „Fald ned for min Fod, og jeg vil give dig
al denne Verdens Herlighed!" — Alt blev ham i det samme
aabenbart. Han forstod, at Gud ved denne fremmede Mand paany
havde villet prøve hans Troskabs Styrke, forsøge hans Mod til
at følge ham paa Troens svimlende Sti ... „Verdens Børn til
Forargelse."
Han løftede Hovedet. Der hvilede som et forklarende Lys over
hans Træk. idet han sagde:
„De mener mig det vistnok godt, Hr. Pastor. Men ... jeg nævnede
det før ... vi forstaar næppe hinanden. Vore Veje er ikke
de samme, og for hver Dag, der gaar, vil de fjernes mere. Dette
beder jeg Dem sige til dem, der har sendt Dem til mig. Sig dem,
at jeg er inderlig bedrøvet over at maatte volde dem Sorg. Og dog
er jeg fuld af Fortrøstning. Sig dem, at jeg daglig beder til, at vi
engang skal mødes for Herrens Aasyn. — Guds Fred, Hr. Pastor!"
394 D O M M E N S D A G
VIII
Løftet og styrket af dette Møde fortsatte Emanuel sin Vandring
op over Lyngen. Dog varede det ikke længe, før hans Tanker
langsomt dalede mod Jorden. Han kom til at tænke paa, hvad der
vel kunde være Grunden til den Interesse, Pastor Petersen i den
senere Tid saa tydeligt havde vist ham. Det saa næsten ud, som
om det var Pastoren magtpaaliggende at faa ham fjernet og vel
forsørget. Skulde der virkelig kunne være noget om et begyndende
Forhold mellem ham og Frk. Ragnhild? — spurgte han
sig selv og var dermed paany dybt inde i den labyrintiske Tankegang,
i hvilken han Dag og Nat i Angst og Uro forvildede sig.
Frk. Ragnhild — ja! Ogsaa paa hende havde han tænkt i denne
Nat, da han laa vaagen og saae tilbage paa den bugtede Vej, ad
hvilken Gud havde ledet ham op til sig. Hans Tanker havde dvælet
ved Erindringen om hine Forsmædelsens Dage umiddelbart
efter hans Tilbagekomst til København, da han — raadvild med
sig selv, mistvivlende om alt, forført af sine Omgivelsers Overtalelser
— et Øjeblik havde søgt Glemsel for sine fejlslagne Forhaabninger
i Livets Tummel og været paa Nippet til at sælge sin
Sjæl til Torvets Afguder. Som i en Vision havde han paany gennemlevet
hin Vinteraften efter sin afdøde Svogers Fødselsdagsselskab,
da han ophedet af Mad og Vin, forvirret af Festens Lys
og Flitter, betaget af Frk. Ragnhilds hvide Skuldre havde fulgt
hende hjem gennem de mørke Gader og udenfor hendes Dør grebet
hendes Haand med en Tilstaaelse paa Læberne. Hun havde
stødt ham fra sig, og han var gaaet bort med Blodet i Oprør og
Sindet forbitret. Men da han kom hjem i sin Stue cg afstrøg en
Svovlstik for at tænde Lampen, faldt hans Blik i det samme paa
det store, tornekronede Kristushoved, der hang paa Væggen over
Skrivebordet, — og han foer sammen. I det flakkende Lysskær
var det for ham, som om Billedet med eet blev levende.
De tunge Øjelaag løftede sig, de dybe Øjne saae paa ham med
et til Døden bedrøvet Blik, der syntes at sige: „Hvi svigter du
mig"!
Hin Nat begyndte den fortærende Sjælekamp, som siden ikke
D O M M E N S D A G 395
havde givet hans Hjerte Ro. Ligesom Jakob i den bibelske Fortælling
havde han kæmpet med Gud og raabt til ham i sin Nød:
„Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig!"
Han havde undertiden troet, at Kampen var udstridt, at Sejren
var vunden, Syndens Aag afkastet! Gang efter Gang havde han
tænkt at kunne skrive det til Hansine, at nu var den frydefulde
Time kommen, da de kunde genforenes i lutret Kærlighed og
forny deres Troskabspagt for Evigheden. Saaledes netop i denne
Nat. Medens han laa søvnløs og lyttede til Regnens ustandselige
Fa'd, havde han følt sig som løftet op af al Jordelivets Ve og
Vaande til salig Forening med Gud. Hans Hjerte slog saa stille
og fredeligt; ingen jordisk Attraa, ingen Bekymring formørkede
hans Sind. Han fornam sin Sjæl som en vidtstrakt, spejlblank
Indsø, badet i det himmelske Lys.
Nu havde Mødet med Frøken Ragnhild atter vakt Kødets Dæmoner;
... han havde følt sit Hjerte banke heftigt, da han saae
hende dukke op ved den fremmede Mands Side. Ak, han skulde
ikke klage, ikke fortvivle, fremfor alt ikke formasteligt kræve
Gud til Regnskab. Han forstod det saa godt, at han, hvis Fald
havde været saa dybt, først sent og gennem haarde Prøvelser
kunde vente Oprejsning. Dog havde han ofte grundet over, hvorfor
Gud netop lod det være for en letfærdig Kvindes Skyld, at
han endnu holdtes fangen i Dødens Snarer, — han, som aldrig
før havde haft en ukysk Tanke, aldrig havde syndet mod det
sjette Bud.
Som han gik der i Tanker, blev han opmærksom paa en lille
Lynghytte, der dukkede op foran ham umiddelbart ved Vejen. En
pjaltet Kone stod udenfor og pindede Kvas, og ved den solbeskinnede
Gavl sad en graahaaret Krøbling paa en Halmvisk og lallede
som et Barn.
Emanuel standsede uvilkaarlig. Det var nu saa længe, siden
han havde staaet Ansigt til Ansigt med den usminkede menneskelige
Elendighed, at han studsede ved Synet. Han mindedes
Mosekærshusene derovre i hans forrige Hjemstavn, — hin Samling
ynkelige Lerrønner, hvis Nød og Savn han i sin Tid ved
egne og andres Opofrelser forgæves havde søgt at afhjælpe —
396 D O M M E N S D A G
og han faldt i Tanker. Ak, hvor havde han dog den Gang slet
forstaaet, hvad der tjente til Menneskenes Bedste!
Da Konen omsider fik Øje paa ham, nærmede han sig og bød
Guds Fred.
Men istedetfor at svare mumlede Konen en Ed og gav tydelig
tilkende, at hun ikke ønskede at indlade sig med ham.
„Hvorfor bander du min Hilsen?" spurgte Emanuel sagtmodig.
„Jeg kommer ikke med noget ondt, og jeg vil ikke gaa med noget
ondt — som Ordet lyder. Jeg er din Ven. Og jeg byder dig derfor
igen: Guds Fred!"
Konen saae endelig op — men med et Blik, der næsten gjorde
ham bange, saa ondt og hadefuldt var det. I det hele fik han først
nu rigtig set paa hende. Hun saae uhyggelig ud i sine snavsede
Pjalter, mandshøj og førladen som hun var, oppustet af Usundhed
og Drik.
Inde fra Huset lød der slæbende Trin. En gammel, aldeles
sammenbøjet Kone med et uformeligt stort Hoved krøb frem i
Døren, hvor hun blev staaende med den ene, runkne Haand
støttet paa en Stav, den anden paa Dørkarmen, mens hun med
hungrig Mine bevægede Munden, som om hun gumlede paa sin
egen Tunge.
For Emanuel gik der pludselig et Lys op. Han huskede, at
han i sin Tid paa Sandinge Højskole havde hørt Tale om en Kone,
„sorte Trine" kaldet, der var Egnens Rædsel, og hvis hadske og
trodsige Sind hverken venlige Tilnærmelser eller gode Gaver
formaaede at formilde. Han vidste ogsaa, at det var denne Kones
Mand, der engang var bleven slaaet til Krøbling ved et Jordskred
under Arbejdet paa den nye Jærnbane, og han tvivlede derfor
ikke om, hvem det var, han her havde for sig.
Efter nogle Øjeblikkes Tavshed sagde han stadig mildt og
fredeligt •
„Hvorfor ser du ikke glad ud? ... Jeg stod just og tænkte
paa, hvor lykkelig og taknemmelig du dog maatte være ... du,
som jo hører til de udvalgtes Flok, hvem Gud har benaadet med
Daabstegnet paa sin Kærlighed. For — jeg ser det — du er
fattig, ikke sandt? Du har vel akkurat det Straa, hvortil du kan
D O M M E N S D A G 397
hælde dit Hoved. Du er fornægtet af Verden, forskudt af Menneskenes
Samfund ... en fremmed og fredløs her paa Jorden. Hvorfor
er du da ikke glad?"
Konen sænkede Øksen og saae forbavset paa ham. Det var ikke
i den Tone, man plejede at tale til hende om hendes Elendighed.
„Forstaar du mig ikke?" vedblev han. „Er det da ikke sandt,
at I fattige forud har faaet som Gave af Gud, hvad vi andre saa
inderligt maa sukke efter ... vi, som endnu træller under Verdens
kummerlige Aag ... vi, som endnu i Dødsangstens Time
klamrer os til Støvet, som Tyven til sin ranede Skat. I er lykkelige,
... I, som ikke kender andet Begær end netop at opholde
Livet, ... som kun er lænkede til denne usle Verden ved
Selvopholdelsesdriftens tynde Traad, den Døden overklipper for
jer uden Smerte. Og endda er du ikke glad, Trine!"
Konen stirrede paa ham med opspærrede Øjne og maabende
Mund. Det var dog mindre hans Tale — som hun ikke fattede
synderligt af — end den Omstændighed at høre sig nævnet ved
Navn af den vildfremmede Mand, der gjorde et saa overvældende
Indtryk paa hende. Han kendte hende altsaa!
Hun strøg sig med Armen over sin sortsvedte Pande og
mumlede:
„Hvem er I, med Forlov?"
„Et Menneske, der misunder dig, ... en af Verdens Slaver, der
forgæves kæmper for at slide Trællelænken af sig. En stakkels
vildfarende er jeg, der her for dig gør Bod, fordi han engang
lyttede til Menneskenes daarlige Tale og troede at gøre godt mod
dine Lige ved at ville berøve dem deres eneste Eje: Fattigdommen,
Sjælens Frigjorthed, Evighedens Afglans her paa Jorden,
som der staar skrevet. Forstaar du mig nu, saa vil du have
Medynk med mig. — Og saa byder jeg dig da for tredje Gang:
Guds Fred! Gaa ind i dit Hus, Trine, og lov Herren! Men
glem heller ikke at bede for dem, der ikke er saa lykkelige
at have faaet Plads ved Himmeriges Porttærskel! ... Bed
for mig!"
Han rakte hende Haanden.
Et skadefro Smil spillede om hendes tykke Læber.
398 D O M M E N S D A G
Han er gal, tænkte hun.
Dog var der noget i hans Væsen, i hans Øjnes milde Blik, i
denne bedende fremstrakte Haand, som hun i Længden ikke
modstod.
„Vil du ikke give mig din Haand?" sagde han.
Tøvende, halvt modstræbende, gav hun ham tilsidst sin grove
Næve.
IX
Den Vej, Emanuel fulgte, var efterhaanden svunden ind til et
Par dybe Hjulspor, to gulhvide Sandstriber, der drog sig i Bugter
gennem den mørke Lyng. Tilsidst hørte endog disse op. Kun
en smal Fodsti førte gennem det tavse Øde, hvorover en enlig
Lærke kvidrede med fortvivlet Kraft, som sang den sig fra sin
Rædsel over Stedets Ensomhed.
Han naaede omsider sin Vandrings Maal, det store Sømærke,
som knejsede deroppe paa den yderste høje Pynt, hvor Landet
endte. En stejl og vildt opreven Skrænt styrtede herfra ned
mod Havet og det stenede Fjordindløb.
Over Havet ser man altid langt. Men ogsaa over den brede
Fjordmunding havde man en vid Udsigt til Landet ovre paa den
anden Side ... et nøgent, bølgeformet Agerland, gennemkrydset
af lange, snorlige Stendiger, der strakte sig henover Bakkerne
som styrkende Ribber. Derovre paa Landets højeste Punkt øjnedes
Vejlby med de højtragende Træer i Præstegaardshaven.
Længere i Syd skimtedes Skibberup Næs som en 0 i Fjorden
og den ensomt liggende Kirke.
Emanuel stod stille ved Foden af Sømærket. Med bævende
Læber og taarefyldte Øjne stirrede han over paa sit Hjem, ...
paa den Plet af Jord, hvorom hrns Tanker ved Dag og Nat
havde kreset som Fuglen om sin Rede. Hans Øje blev hurtig
hjemmevant derovre mellem de lange Stendiger. Han genkendte
hvert Hus, hver Busk, hver Høj — og hans Hjerte strømmede
over. Derhenne langsmed det høje Pilehegn gik den Sti, ad hvilken
han og Hansine saa ofte havde vandret i deres Ægteskabs
D O M M E N S D A G 399
første Aar, naar de gik Aftenture sammen ned til Stranden. Og
der — o Gud! — Kirken derhenne, hvor Gutten sov den lange
Søvn under Grønsværet. Hans kække, dejlige Dreng! Hans
Livs bedste Glæde! ... Og der? Jo, bag de tre mørke Høje gemte
sig Skibberup; der boede Hansine, ... der gik hun maaske netop
nu og tænkte paa ham, ... sad maaske ved den kære, gamle
Elses Sygeleje og tænkte paa ham. Hvor tydeligt saae han ikke
for sig den lille gulkalkede Halvgaard med den lave Port og det
tjærede Bindingsværk, den gammeldags Stue med det mørke
Lergulv og de mangerudede Vinduer, hvorigennem Solen faldt
ind med en gylden, søndagsfestlig Glans. Hvor ofte havde han
ikke i sine vaagne Drømme staaet der udenfor Hyttens Dør en
silde Aftenstund og banket paa .. en vejtræt Vandringsmand,
en mødig Pilgrim, der har endt sin lange Bodsgang paa nøgne,
blodige Fødder. Sagte rejser Hansine sig fra Stolen ved Moderens
Leje, aabner Vinduet paaklem og spørger, hvem han er.
Og da hun har genkendt ham, kommer hun stille ud og rækker
ham sin Haand med de Ord: „Velkommen! Jeg har ventet dig!"
Jublende trykker han hende til sit Bryst. Og for ikke at vække
den syge gaar de ud i Haven og sætter sig paa den lille Dige'
stump, hvorfra Udsigten aabner sig over Engene, og hvor de
i deres Forlovelsestid saa ofte sad i stille Sommernætter og talte
om deres Fremtid. Nu sidder de der atter Haand i Haand under
Stjærnehimlen og taler sammen om de kommende Dage, ... taler
ogsaa om den forgangne Tid, om disse tunge Adskillelsens Aar,
hvori de først ret har forstaaet og fundet hinanden. Og Hansine
siger: „Vær ikke vred over min Tavshed og mine korte Breve.
Tro aldrig, jeg har tvivlet om, at du engang vilde komme tilbage.
Jeg har siddet her og ventet dig hver Dag; og hver søvnløs Nat
har jeg lyttet efter dine Fodtrin. For jeg vidste, du vilde komme
den Dag, din Kamp var udstridt!"
Da Emanuel et Par Timer senere naaede Hjemmet, gik han
straks ind paa sit Værelse — en lavloftet Bondestue med kalkede
Vægge — og satte sig ved Bordet for at skrive til Hansine.
Næsten daglig i disse Aar havde han sendt hende lange, fortro400
D O M M E N S D A G
lige Breve, hvori han omstændelig gjorde Rede for alt, hvad
der hændte ham og Børnene, og aabenhjertig tilstod hende alle
sine Anfægtelser.
Næppe havde han dog faaet Pennen dyppet, før hans Øre
opfangede Lyden af en munter Latter, der klang ind til ham
ude fra Haven.
Frk. Tønnesen! ... foer det igennem ham.
Han kastede Blikket ud igennem Vinduet. Der stod hun henne
ved Havelaagen sammen med Betty og Pastor Petersen, der til
Damernes store Morskab slog efter Fluerne med et stort Bade-
Haandklæde. For ikke at blive set trak han sig længere tilbage
i Stuen; og her inde fra Mørket saae han nu, hvorledes Pateren
galant bød Ranghild Armen og lidt efter førte hende bort.
Med et ligesom brustent Blik blev han ved at stirre efter dem,
indtil de forsvandt. Og pludselig styrtede han ned paa sine Knæ,
vred angstfuld Hænderne over sit Hoved og stønnede højt:
„Herre, Herre! Jeg slipper dig ikke ... jeg slipper dig ikke,
før du velsigner mig!"
ANDEN BOG
I
DE R fulgte sommerlige Dage med høj Himmel, Fuglekvidder
og Duft af nyslaaede Enge.
Hver Aften lejrede der sig langs hele den vestlige Synsrand
en graaviolet Taage, der tilslørede Solen, saa den allerede længe
før sin Nedgang hang under Himlen som en mørkerød Maane.
Og hver Morgen var Sandinge-Dalen i et Par Timer opfyldt af
saa tætte Engdampe, at man inde i Byen ikke kunde se fra den
ene Gaard til den anden. Til Gengæld kunde man saa høre,
hvorledes alle Dalens Køer gav Hals derude i det klamme Bad;
og ikke gik der et Par Træsko over et Gaardsrum, ikke græd et
Barn for Morgenvadsken, uden at det hørtes over hele Byen.
Man havde i disse Timer en Fornemmelse, som om man var
bleven nedsænket i en undersøisk Verden; som om man gik og
famlede sig frem paa Bunden af et graa-flimrende Hav, hvor
sære, kæmpemæssige Skygger pludselig rejste sig omkring En
og ligesaa hurtigt forsvandt. Selv temmelig nære Genstande skimtedes
kun i uklare, bølgende Omrids af fabelagtig Størrelse og
Form. Men ovenover Taagerne forkyndte Lærkerne med deres
Kimen, at deroppe var der en Verden, hvor Himlen var blaa, og
hvor Solen skinnede. —
Henne fra Højskolen havde Morgensangen nylig lydt ... et
Kor af halvandet hundrede kraftige Pigestemmer, ledsaget af et
Par dybe Mandsrøster. Nu var Eleverne beskæftiget med Morgen-
Rengøringen oppe paa deres smaa, hvidkalkede Tagkamre, der
laa i en lang Dobbeltrække ovenover den store Foredragssal
ligesom Celler paa en Klostergang. Men selv denne jevne
Det forjsettede Land 2S
402 D O M M E N S D A G
Gerning udførtes under Sang og Nynnen og Sindets glade Opløftelse;
og da den var tilendebragt, satte de unge Piger sig paa
Sengekanterne med Armene om hinandens Liv for at bytte Tanker
og udøse Fortrolighed, . . eller de stillede sig hen i Ensomhed
ved de smaa Vinduer og stod der med Haanden under Kinden
og lyttede tankefuldt til Køernes Brølen og Blikjungernes Klirren
og de mange andre Lyd, der bares op til dem derude fra den
travle Verden, som de bølgende Engtaager havde skjult for deres
Blik, — og som ogsaa i en anden Forstand forekom dem underlig
fjern og uvirkelig.
Imidlertid rygtedes det, at der holdtes „Sammensladder" inde
i det store Hjørnekammer, Brejdablik. Det var Slagelse-Nathalie,
der som sædvanlig havde sat Gemytterne i Bevægelse. Den høje,
krushaarede Pige gik frem og tilbage over Gulvet og oplæste
med glødende Kinder Vilh. Prams sidste store Tale, der stod
aftrykt i Dagens Nummer af Højskoletidende. Rundt omkring paa
Sengekanterne sad Tilhørerne og afbrød hende med imødegaaende
Tilraab. I den Bladstrid, der i den sidste Tid var bleven udfægtet
mellem Vilh. Pram og Højskoleforstander Sejling angaaende
Vennesamfundet, havde nemlig alle Skolens andre Elever
trofast holdt med deres egen Forstander. Kun den lille skikkelige
Sofie Landerslev inde fra „Østen for Sol" havde Natalie foreløbig
vundet for sit Parti, men hun havde da ogsaa saaledes opflammet
hende, at Sofie efter Sigende skulde have afgivet et højtideligt
Løfte om at bryde med sin Kæreste, dersom han ikke inden otte
Dage afsvor Troen paa Biblen som aabenbaret Skrift.
Men nu lød Skoleklokken, der forkyndte, at Formiddagsforedraget
skulde begynde. Alle foer op, og et Øjeblik efter sad halvandet
hundrede unge Piger i festlig Forventning bænkede nede
i den store Foredragssal. Efter Afsyngelsen af en Sang, steg
Læreren op paa Katederet. Det var den unge Kandidat Schønberg,
der fortsatte sin Oplæsning med tilhørende „Udlægning"
af danske Folkeeventyr.
D O M M E N S D A G 403
I I
Det blev igen en lummerhed Dag med blikstille Luft, bissende
Køer og en Himmel saa skinnende blank, som om den svedte.
Inde i Bøndernes Gaarde bredte Solen sig som en gloende Ild
over Brolægningen og trængte Skyggen helt ind under Tagskægget,
hvor Spurvene sad paa Rad og rystede Fjerene ligesom
gamle Damer, der føler sig besværede af Varme. Lænkehunden
laa udenfor sit Hus og strakte alle fire Ben fra sig, som om den
var død; Ænderne var vraltet til Gadekæret, og Hønsene stod og
sov inde under Hyldebuskene. Ikke et Pip var der at høre.
Kun inde i Præstegaardens Have var der saa megen Skygge,
at Fuglene gad synge. Men det var ogsaa en af de gode gammeldags
Præstegaardshaver paa fire Tønder Land med uigennemtrængelige
Buskadser og hundredaarige Træer, under hvis ærværdige
Kroner der var svalt og lydt som i en Kirke. Og selve
Præstegaarden var en af de nu snart forsvundne Levninger af
Fortidens landlige Idyller, fire lange, lave, straatækte Længer,
der saae saa uanselige ud ved Siden af de moderne Bøndergaarde,
men hvis vedbendbehængte Mure og mosbegroede Tag fortryllede
Sindet som en Aabenbaring fra Eventyrets Land.
Her boede den gamle 80-aarige Pastor Momme, som ligeledes
var et ærværdigt Minde om en Tid, der nu syntes at tilhøre de
underfulde Sagn. Den lille, dværgagtige Mand med den sorte
Fløjls Kalot, de lange, sølvhvide Nakkekrøller og hele det øvrige
gammeldags Folkehyrde-Præg lignede en Eventyr-Skikkelse, naar
han sad ude i sin store, grønne Have, ensomt drømmende i Skyggen
af et Træ. Det var nu ogsaa snart et halvt Aarhundrede, siden
Pastor Momme holdt sit Indtog her i Sandinge Menighed. Ældre
Folk kunde endnu huske det og fortælle derom. Først var det
sket, at den gamle Pastor Jerrild en Morgen fandtes død under
Lampen inde i sit tilrøgede Gavlkammer, hvor han havde siddet
begravet mellem sine Portvinsflasker i mere end en Menneskealder.
Datidens Sandinge-Bønder havde stille baaret deres Sjælehyrde
til Jorden; og da de havde faaet sagt, at nu laa han der,
hvor han havde det bedst, vendte de uforstyrrede tilbage til deres
26*
404 D O M M E N S D A G
daglige Dont. Men en Dag, et Par Maaneder derefter, drog et
mærkeligt Optog ned fra Bakkerne i Syd. Forrest svinglede to
Top-Læs Flyttegods, og bagefter kom en gammel Hyrekaret med
store og smaa Hoveder kiggende ud af Vinduerne. Oppe hos
Kusken sad yderligere to Drenge, der holdt et udfoldet Flag
imellem sig; og alle raabte de Hurra foran ethvert Hus, de rullede
forbi. Ude i Engene stod de gamle, sindige Sandinge-Bønder
og stirrede — med Øjnene fulde af Forbavselse. Og da Toget ved
Indkørselen til Byen brød ud i et trefoldigt Hurraraab og derpaa
under Afsyngelsen af „Danmarks dejligst Vang og Vænge" drejede
ind i den tomme Præstegaard, saae de betænkeligt til hinanden over
Grøfterne. Der forløb da ogsaa baade Aar og Dag, før de forligede
sig med den lille livlige Præst — „Abekattepræsten", som
de i Begyndelsen rent ud kaldte ham. Den første Gang, han havde
ladet Indbydelse udgaa til „kristeligt Sangstævne" i sin Have,
var der ingen, der mødte; man var ikke vant til andre Slags
Forsamlinger her i Sognet end Legestuer og Gildelag, og man
følte sig fortrydelig over, at en fremmed selvraadigt vilde indføre
nye Skikke der paa Egnen. Efterhaanden mærkedes det
dog, at den lille Mand fik Ørene til at høre, ... snart rygtedes
det om en, snart om en anden, at han var begyndt at forsage
Kortspil og Brændevin og hemmeligt søgte til Bibelmøderne inde
i Præstegaarden. Og nu fulgte den store Tid, Brydningens Tid,
de aandelige Jordrystelsers Dage, da Forældrene forbandede deres
eget Afkom, og den rige Ole Vemmeløv slog sin Kæp itu
paa sin Kones Ryg, fordi han en Dag fandt den nye Sangbog gemt
i hendes Dragkisteskuffe. De gamles Modstand styrkede blot
Ungdommens Sammenhold, ildnede deres Tro til Begejstring.
Langt ud over Sognets Grænser, helt over til den anden Side
af Fjorden spredtes Rygtet om det nye, glade Budskab, og langvejs
fra kom Folk dragende for at høre og se. Det var, som om
selve Luften bragte Aandens Vaarbud viden om Land og kaldte
de slumrende Spirer frem af Mulde. Det var Grødetid, Blomstertid,
de rige Forjættelsers straalende Dage.
Nu levede den gamle Pastor Momme ensomt og tilbagetrukkent
sammen med en Svigerinde, Frk. Katinka Gude. Den Tid var
D O M M E N S D A G 405
forlængst forbi, da Sandinge Præstegaardshave spillede en Rolle
i Egnens Liv; da dens nu saa velholdte Gange og Plæner nedtrampedes
af tungfodede Folkemasser, mens svulmende Sang og
begejstret Tale genlød under Trækronerne. Saa længe var det
siden, at man ikke var langt fra helt at glemme, at denne tjørneindhegnede
Plet var hellig Jord for Folkesagens Venner, at derinde
under den brede Blodbøg havde engang selve Grundtvig
staaet og forkyndt sit Lysets Evangelium; der havde Budstikke-
Bojesen talt, og Lindberg, Birkedal, Svejstrup, Frederik Barfod,
Dines Pontoppidan og hvad nu alle de andre hed, der havde
fulgt i den store Seers Fodspor og udlagt hans dunkle Billedsprog
for det lyttende Folk.
Ja, endogsaa Pastor Mommes egen Eksistens var Befolkningen
undertiden nærved at skrive i Glemmebogen. Paa en Maade
var man jo nok stolt af ham, og ved højtidelige Lejligheder holdt
man af at vise ham frem og hylde ham som den sidste, endnu levende
Patriark fra den folkelige Guldalders Dage. Men ellers var
det den almindelige Mening, at han var bleven altfor gammel. Man
kunde ogsaa høre Folk sige, at han jo dog heller aldrig havde hørt
til de store Profeter, og det betragtedes næsten som en Opofrelse,
naar man engang imellem gik i Kirke for at høre hans Præken,
i hvilken der aldrig forekom blot den mindste Hentydning til
Bibelkritiken eller andre af de store Spørgsmaal, der nu satte
Sindene i Bevægelse.
Det var nu dog ingenlunde Savnet af Paaskønnelse, der i de
senere Aar havde lagt en bestandig dybere Skygge over Oldingens
forhen saa livlige og smilende Ansigt. Han var tvertimod
taknemlig for den Ubemærkethed, hvori han fik Lov til at henleve
sine sidste Dage. Han havde overhovedet aldrig hørt til dem,
der følte Trang til at gøre sig personlig gældende her i Verden;
han havde haft altfor beskedne Tanker om sig selv og sin Virksomhed
til at mene, at han fortjente Anerkendelse. Derfor havde
han ogsaa i sin Tid betragtet det som noget ganske naturligt, at
andre og mere betydelige Personligheder — som f. Eks. den
gamle Højskoleforstander — havde overtaget Førerskabet her,
ja ingen havde i Virkeligheden frydet sig mere end han over det
406 D O M M E N S D A G
fornyede Opsving, som særlig Højskolen havde fremkaldt i Menigheden
ved det bevægede Liv, den stadig tilførte Egnen.
Men Pastor Momme var i Ordets tungeste Betydning mæt af
Dage. Han følte det dybere end nogen anden, at han havde overlevet
sig selv og nu fristede den trange Lod at opleve Dommen
over sit Liv og sin Tid. Og dette var da den Sorg, der formørkede
hans Alderdom, at han nu — i sit firsindstyvende Aar — var begyndt
at tabe sin frejdige Tro paa den Sag, han havde ofret sit
Livs Gerning. Han havde længe ikke rigtig villet tilstaa det for
sig selv; han havde bebrejdet sig sine Anfægtelser, kaldt sig en
skørhovedet Olding og søgt at trøste sig med Sangens Ord om,
at „unge Øjne, de se dog bedst". Men han havde ikke kunnet
berolige sit bekymrede Hjerte. Den Ungdom, han saae vokse op
omkring ham, de Tanker og Følelser, der nu beherskede Folket,
... det var slet ikke en saadan Høst, han havde ventet sig af
Aandens rige Udsæd. Allerbitrest var det for ham at være Vidne
til, hvorledes den frie Kirkes gamle Modstander, den lysrædde
og livsfjendske Pietisme, som han havde troet overvunden for
alle Dage, nu drog i Sejrsgang over det hele Land. Naar han i
Aviserne læste om den nyvakte Begejstring, hvormed man næsten
overalt flokkedes om Mørke-Troens Forkyndere; naar han hørte,
at endog Folk her fra hans egen Egn stod op midt om Natten
og trodsede Vejr og Vind paa Fjorden for at komme over og høre
Helvedprædikanten derovre i Vejlby, — ganske som man i sin
Tid var draget derovrefra her til Sandinge for at opbygges af
Lysets og Frihedens Evangelium — da grebes han af en nedknugende
Følelse af, at alle Menneskeaandens Kampe for Sandheds
Erkendelse var et frugtesløst Op og Ned, at Gud i sin
Usynlighed spottede alle Efterstræbelser og omstyrtede alle Babelstaarne,
indtil Evighedens Time slog.
Han havde nu kun de skuffedes Haab tilbage: det andet Liv.
Derfor var han saa taknemlig for den Ubemærkethed, hvori han
fik Lov til at leve. Her i sin Haves tjørneomhegnede Fred, kun
faa Skridt fjernet fra det Sted, hvor hans Grav skulde graves,
følte han sig som allerede halvt tilhørende Aandernes Verden.
Og nu sad han der paa den solrige Eftermiddag hensunken i TanD
O M M E N S D A G 407
ker under den minderige Blodbøg. Hans Hænder laa foldede i
Skødet, og han havde lukket Øjnene for at lade Sjælen alene
med sine overjordiske Drømme.
Et Stykke fra ham gik hans Svigerinde frem og tilbage paa
Grusstien langsmed Havehegnet. Frk. Katinka Gude var — ligesom
Pastor Mommes afdøde Hustru — en Halvsøster til Fru
Lene Gylling, med hvem hun dog ikke havde synderlig Lighed.
Man skulde endog vanskeligt kunne tænke sig større Modsætninger
end den smukke, smilende, af alle beundrede Enkefrue
og denne lidt uanselige, lidt krogede gamle Jomfru med det
lille graa Abehoved, det bøse Ansigtsudtryk og de altid travle
Iræstrikkepinde.
Frk. Katinka havde fra Barnsben været Familjens Skumpelskud,
som man ikke tænkte paa uden i Sygdomstilfælde eller ved
andre saadanne Lejligheder, hvor man havde Brug for tro og
paalidelig Hjælp. Navnlig her i Pastor Mommes forhen saa store
og urolige Husholdning havde man bestandig maattet ty til hendes
Bistand, saa at hun — skønt ingen andre end hun selv vidste
det — i Virkeligheden havde tilbragt sin meste Tid i Sandinge
Præstegaard. Ganske udeltagende overfor det aandelige Røre
omkring hende, uden forsaavidt det hvert Øjeblik fyldte Huset
med larmende Gæster, havde hun stilfærdigt gjort Dagens
Gerning for sin svagelige og af højere Tanker optagne Søster,
indtil hun ved dennes Død og Børnenes Giftermaal helt overtog
Styrelsen af Svogerens Hjem og snart blev hans eneste
Støtte.
Ogsaa nu mens hun gik der frem og tilbage i Havegangen og
strikkede, holdt hun et vagtsomt Øje med den gamle, hvis Skikkelse
faldt mere og mere sammen derhenne paa Bænken under
Blodbøgen. Tilsidst gik hun hen til ham og sagde paa den stødvise,
butte Maade, der var hende egen:
„Momme ... du skulde ikke ... sidde der og sove. Hvorfor
gaar du ikke .. . ind og lægger dig lidt?
Den gamle var virkelig falden i et let Blund. Han saae sig
omkring med sine falmede Øjne, som om han først maatte besinde
sig paa, i hvilken Verden han var vaagnet op.
408 D O M M E N S D A G
„Ja, — jeg troer ogsaa, jeg vil gaa ind lidt," svarede han og
lagde Hænderne paa Bænken for at rejse sig.
„Kom — lad mig hjælpe dig," sagde Frk. Katinka.
„Tak, Cecilie! ... Hvad var det, du fortalte om vor Frederik?"
Den gamle Mand var endnu lidt forvirret efter Søvnen. Han
troede, han talte med sin afdøde Hustru, og kom ikke rigtig til
sig selv, før de naaede ind i Stuerne.
III
Da Frk. Katinka havde bragt den gamle til Hvile, vendte hun
tilbage til Haven, hvor hun hver Eftermiddag tog sig sin nø,e
afmaalte Spadseretur — tyve Gange frem og tilbage langsmed
Tjørnehegnet. Udenfor Præstegaarden viste den gamle Dame
sig kun sjelden, og naar det skete, vakte hendes lille indtørrede
Skikkelse en ikke just smigrende Opmærksomhed blandt Byens
Befolkning. Selv Bønderkonerne kunde ikke lade være at trække
paa Smilebaandet, naar de saae hende komme anstigende i en
fodsid, af Ælde grøn Mantille, i Kysehat med Krusestrimmel
og flade, fuldkommen hæleløse Brunels-Støvler, der var snøret
paa Siden.
Frk. Katinka var selv ingenlunde ubekendt med Folks Værdsættelse
af hende; men hun fandt sig i den med sin sædvanlige
Koldblodighed. Hun havde overhovedet ikke saa stor Agtelse for
sine Medmennesker, at hun lod sig anfægte af deres Domme.
Ganske særlig havde den Kres, hvori hun her havde maattet
leve, og det store, religiøse Folkeskuespil, hun havde set opført
for sine Øjne, ingensinde formaaet at indgyde hende Respekt.
Dertil havde hendes underordnede, halvt tjenende Stilling i Søsterens
Hjem altfor ofte givet hende Lejlighed til at færdes upaaagtet
mellem Kulisserne og der blive Vidne til, med hvilken Rutine
fejrede Troes-Helte anlagde Taler-Værdigheden eller afførte sig
den lidenskabelige Henrevethed, og hvor snildt Misundelsen og
Havesygen og den personlige Forfængelighed ogsaa blandt de
troende forstod at maskere sig som Uforfærdethed, Selvopofrelse
og hellig Nidkærhed.
D O M M E N S D A G 409
I det hele var hun langtfra gaaet saa blind eller uberørt gennem
Livet, som hun selv bestandig gav det Udseende af, og
som Folk derfor i Almindelighed troede. Men hendes Natur havde
ikke tilladt hende at leve med Hænderne i Skødet. Skønt hendes
Hjerte egentlig slet ikke tilskyndede hende, dreves hun bestandig
som af et Instinkt til at overtage Samaritangerningen hos sine
Omgivelser, ... og der havde altid været nok af hjælpeløse paa
hendes Vej, nok af stakkels skibbrudne paa Tidens rørte Vande.
. . . Med e e t s t a n d s e d e h u n s i n e S t r i k k e p i n d e , l ø f t e d e H o v e d e t
og lyttede. Hun syntes bestemt at have hørt Havelaagen knirke.
Ganske rigtigt! Derhenne for Enden af Gangen kom en lang,
hældøret Bondemand listende. Rynkerne i hendes lille graa Ansigt
trak sig sammen til en Art Smil, idet hun genkendte Væver
Hansen. Naa, han skulde være velkommen.
„Goddag," sagde hun med et hurtigt Nik men uden at give
Haanden, da Væveren var naaet hen til hende og havde hilst.
„Saa De er . .. kommen herover ... idag, Jens Hansen. Har De
noget Ærinde her?"
„Aa ja, noget har man jo immer at pusle med," sagde han
drævende. „Og da jeg nu var kommen her til Bys, saa tyktes jeg
jo, jeg skulde dog gøre Frøkenen en Besøgelse med det samme."
„Naa ja, det er godt, Jens Hansen. Det er ogsaa ... saa længe
siden ... De var her. Kom, lad os sætte os."
De tog Plads henne i Lysthuset. Frk. Katinka satte sig paa Bænken
derinde, Væveren paa en Havestol tæt ved Indgangen.
Væver Hansen var for Tiden en ensom Mand. Førerstillingen
ovre i Skibberup og Vejlby havde han paany ganske mistet. Det
var igen gaaet ham, som da han havde benyttet Emanuel Hansted
til at rydde Provst Tønnesen af Vejen med: de onde Magter, han
med beraad Hu havde fremmanet, havde han ikke været Mester
for i rette Tid at besværge. Den Bevægelse, han med saa megen
Snildhed havde skabt for at fremme sine Planer, havde hurtigt
taget en langt stærkere Fart end ønsket og beregnet; og før han
anede det, var han selv bleven revet overende.
Frk. Katinka havde altid haft en Del tilovers for denne af de
fleste saa haardt bedømte Mand. Hvilke hans Planer egentlig var,
410 D O M M E N S D A G
vidste hun ligesaa lidt som nogen anden, — og det interesserede
hende heller ikke. Men det morede hende engang imellem at tale
med ham, fordi han syntes at betragte Livets Rørelser med
nogenlunde det samme nøgterne Blik som hun selv. Hans Mistænksomhed,
hans hemmelighedsfulde Væsen, hans snu, koldsindige
Overlæg, hans Forkærlighed for i snevre Vendinger at
lirke og lure sig frem ved Kneb og Forstillelse istedetfor paa
Holger Danskes Vis at svinge Sværdet med aaben Pande ...
alt dette frastødte hende ikke, ja det tiltalte hende næsten som
Vidnesbyrd om en ualmindelig forstandig Opfattelse af Livet og
Menneskene.
„Naa ... er der saa noget nyt ... ovre fra Deres Side?"
fremstødte hun, da de en Stund havde siddet tavse overfor
hinanden.
„Aa nej, saadan noget større er der da ikke passeret. Det lider
altsammen jevntvæk i den gamle Skure. Yi har det jo immer lidt
rigeligt med Djævelsnak og Svovlstank, saa man sommetider kan
synes at fornemme Helvede brænde En gennem Træskoen. Forresten
har vi da ogsaa faaet en ny Religion derovre nu?"
„Ja saa," mumlede Frk. Katinka. „Hvad hedder saa den
Religion?"
„Ih, det er jo dissehersens Damgaardianere."
„Hvad for noget? ... Damgaardianere? Dem synes jeg dog
ikke, jeg har hørt Tale om før."
„Aa nej, saamænd, det er rimeligt nok. For de er jo ogsaa
endnu noget vaade bag Ørene. — Det er ellers ham Niels Nilen,
... eller Niels Damgaard, som han jo helst vil kaldes ... det er
ham, der har opfunden den. Han var før i Tiden Gaardskarl hos
Emanuel Hansted, og han har nu altid haft det saa meget med
Læsning og Skriverier i Aviserne og saadan. Og nu var han
jo bleven Missionærtaler og sad immer og studerte. Og saa var
det, han forgangen lavede denneherre nye Religion, som forresten
skal være helt udmærket, ... det har jeg da hørt baade een og to
snakkes om."
„Men hvad er da det nye ved den?"
„Ja se, det kan en anden jo ikke vide. Men jeg troer nu nok.
D O M M E N S D A G 41!
at det er noget med Daabens Ord, som han vil have sagt i en
anden Mening."
„Ja, Vorherre er en taalmodig Mand," sagde Frk. Katinka.
„Ja, det er et Sandhedens Ord, Frk. Gude," istemte Væveren
og hensank et Øjeblik i tankefuld Tavshed.
Men snart spillede igen det skæve Smil i hans Ansigt, og
han sagde:
„Men hvordan gaar det saa egentlig med Jeres egen ny Profet?
Ja for vi har natyrlig ogsaa hørt baade et og andet om
det derovre til vort. Og det er jo da helt mærkeligt, hvad der
saadan fortælles. Han skal jo ligefrem være begyndt at gøre
Mirakler nu."
„Saa-aa, det har jeg dog ikke hørt."
„Ja ja — han har da allenfals faaet Skik paa hende, den sorte
Trine, som I kalder hende ... Det maa da næsten kaldes et
Mirakel, skulde jeg tro. Og saa er der jo ogsaa en gammel Mand
dernere i Lejet, som han skal have kureret for Drukkenskab
... og det bare ved at gaa ham forbi en Aftenstund og endda
ikke sige saa meget som et eneste Ord."
„Ja saadan fortælles der jo."
„Ja — sandelig! — det er mærkelige Tider, vi lever i, Frk.
Gude! Man gnubber sig oven i sit Hoved og veed saamænd
mangen Gang knap, hvad man skal tænke om'et."
Det var Emanuel, de talte om. Han havde nu opholdt sig paa
Egnen i nogle Uger og var i den Tid bleven et almindeligt Samtaleemne
her, — ja, trods den Tilbagetrukkenhed, hvori han stadig
levede, var han paa Vej til at vække et formeligt Røre i visse
Dele af Befolkningen. I Begyndelsen havde man vel været mest
tilbøjelig til at smile af det klosteragtige Levnet, han førte, og
som efter Sigende endog gik saa vidt, at han fastede visse Dage
om Ugen for at modstaa Syndens Fristelser. Henne paa Højskolen
ymtede man rentud om, at han var bleven gal. Men saa
hændte det, at den sorte Trine til almindelig Forbavselse viste
sig i Kirken, ja endog søgte Herrens Bord; og snart rygtedes det,
at det var Emanuel Hansted, der havde haft Del i denne mærkelige
Omvendelse. Fra dette Øjeblik slog Stemningen mange Ste412
D O M M E N S D A G
der om. Det viste sig, at navnlig blandt Smaafolk og ganske særligt
blandt de fattige Fiskere nede i Lejet, som hidtil var forbleven
ganske upaavirkede af Egnens aandelige Rørelser, var mange
stærkt optagne af denne besynderlige fremmede, der frivillig hengav
sit Liv til Fattigdommens Ydmygelser og Vanære. Han
havde undertiden givet sig i Snak med dem, naar de stod ved
Stranden og røgtede deres Garn; og skønt de ikke altid forstod
hans Tale, havde alene hans sære Skikkelse og Mildheden i hans
Blik og Tone bibragt dem en egen svimlende Fornemmelse af at
være kommen i Berøring med det overnaturlige. Ogsaa Egnens
syge, og navnlig de fattigste iblandt dem, havde han jevnligt besøgt,
dog ikke for at trøste dem. Naar han sad ved deres Senge,
talte han om deres Sygdom som en stor Naade og kaldte deres Lidelser
„Guds Kærtegn", for hvilke de skulde være glade og taknemlige.
Særlig megen Tale havde der i den sidste Tid været
om hans vidunderlige Indflydelse paa en midaldrende Kone, der
led af Mavekræft, og hvis Smertensskrig man forhen havde
kunnet høre om Natten over den hele By. Nu, efterat Emanuel
nogle Gange havde besøgt hende, var ikke alene disse uhyggelige
Skrig forstummede, men Folk, der gik forbi hendes Vindu, kunde
høre hende ligge inde i Sengen og synge Takkesange, hvis Jubel
steg med Lidelserne.
„Skal De forresten ikke hen og besøge samme Hr. Hansted,"
sagde Frk. Katinka. De og han var jo i sin Tid gode Bekendte."
Væverens rødrandede Øjne skævede hen til hende med et
undersøgende Blik.
„Aa, det kunde der vel ikke være nogen større Gavn ved,
troer jeg. — Men hvad mon han ellers saadan gaar og tænker
paa, mener Frøkenen?"
„Jeg veed saamænd ikke."
„Mon han har Spekulationer med detteherre Vennemøde, som
nu skal holdes her?"
„Jeg veed ikke."
„Kaskesens han tænker paa at tale ved den Lejlighed?"
„Ja, det kan jo være."
„Saa Frøkenen har slet ikke hørt noget om den Ting?"
D O M M E N S D A G 413
De gav sig til at tale om det paatænkte Møde, og Væveren
vedblev utrættelig at udfritte hende om, hvad hun havde hørt
angaaende Foredragsemnerne og Talerne; om de første var endelig
bestemte, om Ordet vilde blive givet frit o. s. v. Tilsidst
tog han en sammenlagt Avis op af Brystlommen, sad en Stund
og glattede den med sin Haand og sagde:
„Se, der var ellers noget, jeg saa gerne vilde bede Frøkenen
gøre mig en Tjeneste med."
„Hvad er det, Jens Hansen?"
„Ja se, det er et bitte Ord her, jeg ikke forstaar. Det er vel
l a t i n s k , t æ n k e r j e g . Om F r ø k e n e n v i l v æ r e s a a g o d a t s e h e r . . .
Jeg har sat Mærke under det med min Tommelnegl."
Han rakte hende Bladet.
„Utopi," læste Frk. Katinka. „Er det ... det Ord?"
„Ja, Utopi, ja. Hvad betyder ellers det, med Forlov?"
„Det betyder saadan ... Drømmebillede ... noget uopnaaeligt
... og saadan."
„Drømmebillede, ja saa! Ja se, det tænkte jeg netop! ...
Utopi! ... Ja saa siger jeg Frøkenen saa mange Tak," sagde
han og gemte igen omhyggeligt Avisen i Brystlommen.
„Hvorfor er det Dem ... forresten saa magtpaaliggende ...
med det Ord, Jens Hansen?"
„Aa, jeg vilde bare saadan gerne vide, hvad det betød, skal
jeg sige Frøkenen."
„Ja vel. Men ... har De ... nogen bestemt Hensigt med det?"
„Ja se, jeg mente jo, at det var immer godt at vide, hvad det
var, man læste."
„Men De maa vel ogsaa ... have tænkt at bruge det ... siden
det var Dem saa meget om at gøre ..."
„Nu er det nok paa Tide, jeg kommer afsted," sagde Væveren
og rejste sig, som om han havde overhørt hendes Spørgsmaal.
„Ja saa siger jeg nu Frøkenen Farvel og saa mange Tak."
Frk. Katinka lo indvendig. Hun kendte Væveren tilstrækkeligt
til at vide, hvor frugtesløst det vilde være at fortsætte Forsøget
paa at komme hans Tanker paa Spor.
„Farvel, Jens Hansen," sagde hun da og gav ham denne
Gang Haanden.
414 D O M M E N S D A G
IV
Emanuel traadte om Eftermiddagen ud af sin lille Have nede
ved Stranden. Et Øjeblik stod han og stirrede i Tanker ud over
Havet; derpaa gik han langsomt videre ud mod de høje Lyngbakker
i Vest.
Han blev herunder stille bevogtet af den lille Sigrid, der havde
ligget paa Lur inde under nogle Buske paa Havediget og her
oppebiet det Øjeblik, da han gik ud paa sin Eftermiddagstur.
Da hun ikke kunde se ham mere, rejste hun sig ilsomt, stillede
sig omhyggeligt op saaledes, at Ansigtet vendte lige mod Solen,
og følte samtidigt paa sin Kjolelomme.
„Det passer," sagde hun halvhøjt.
Nu vidste hun Besked! Det var Moderen og Mormoderen, som
Faderen regelmæssigt hver Eftermiddag gik hen for at besøge.
Med blussende Kinder satte hun sig ned paa Diget og faldt i
Tanker.
Ligefra den Dag, hun var kommen hertil, havde det stundesløse
Barns altid virksomme Indbildningskraft beskæftiget sig med
Moderen. Inde i København, hvor der altid var saa meget, der
adspredte hende, kunde der ofte gaa flere Dage, uden at hun kom
til at tænke paa hende. Herude derimod havde Omgivelserne
daglig vakt hendes Erindring om det gamle Hjem, og hun havde
tilsidst sat sig fast i den Overbevisning, at Moderen maatte befinde
sig et Sted her i Nærheden. Hver Gang hun saae en fremmed
Kvinde nærme sig ude paa Vejen, standsede hun med bankende
Hjerte sin Leg i den Tro, at det var hende. Fra Morgen
til Aften ventede hun hendes Komme, som Tanten jo havde bebudet.
Med al sin Opfindsomhed havde hun søgt at udfritte Tjenestepigerne
og alle andre, som hun kom i Berøring med, om
Moderens Opholdssted og om Grunden til hendes Udeblivelse.
Men hun havde ingenting faaet at vide.
Saa var det, hun igaar havde indsmigret sig hos den gamle
Ellen Kagekone, der endelig havde røbet, at Moderen boede ikke
saa langt herfra, nemlig hos Mormoderen, der var syg, og hos
hvem hun maatte blive for at pleje hende. Paa sine yderligere
D O M M E N S D A G 415
Spørgsmaal havde hun faaet til Svar, at Mormoderens Hus laa
ude i den Retning, hvor Solen gik ned ... at sige lidt til Siden
derfor ... ikke til den Side, hvor Kjolelommen var, men til den
anden. Men i den Retning var det netop ogsaa, at Faderen var
gaaet bort.
Altsaa var det nu ganske bestemt, at gamle Ellen havde talt
Sandhed.
Hun blev siddende paa Diget med Hovedet i Hænderne
og fortabte sig i Overvejelser. Og nu modnedes hos hende
en Beslutning, som siden den foregaaende Dag ganske havde
opfyldt hende, ja endog holdt hende vaagen en Tid af Natten.
Hun vilde en Dag gaa hen og besøge Moderen, uden
at nogen vidste det. Nu kendte hun jo Vejen og kunde aldrig
tage fejl. Dagny skulde ogsaa med, hvor meget hun saa
brølede. Og Dukke-Lise skulde med, og den skulde have alt sit
Tøj vasket og rullet for at være rigtig pæn! ... Moderen vilde
nok blive glad, naar de kom. Men allermest længtes hun næsten
efter Bedstemoderen, som var syg. Og ogsaa efter Trofast længtes
hun, og efter den røde Kat og gamle Bedstefader. For det var
vist ikke sandt, hvad Ellen havde fortalt, at han var død.
. . . E m a n u e l h a v d e i m i d l e r t i d f o r t s a t s i n V a n d r i n g l a n g s m e d
Stranden. Himlen var i Løbet af Eftermiddagen bleven lidt skyet,
og Havet var ligesom nervøst uroligt, skønt Luften var ganske
stille.
Nede ved Havstokken, omkring en opskudt Baad, stod en Flok
Fiskere, der i tavs Ærbødighed blottede deres Hoveder, idet han
i lang Afstand gik dem forbi. En af dem, en lille Gamling, hvis
Ansigts mange stærke Farver tydede paa, at han ikke altid havde
hørt til Ædruelighedens Venner, blev endog staaende med Hatten
i Haanden mellem sine rystende Hænder; og alle vedblev
de at stirre efter ham, mens han langsomt fjernede sig op mod
de store Lynghøjder.
Emanuel havde i den sidste Tid levet endnu mere ensomt og
tilbagetrukkent end før. Der var Dage, da han — just paa Grund
af den Ærbødighed, der vistes ham — ligesom skyede Synet af
Mennesker. Han vidste kun altfor vel, at han ikke fortjente en
416 D O M M E N S D A G
saadan Ærefrygt, at han var saare langt fra at have naaet den
Fuldkommenhed, man aabenbart tillagde ham. Ak endnu havde
Verden et haandfast Tag i ham! Endnu maatte han daglig dyste
med Forstandens Anfægtelser; endnu var hver Nat en oprivende
Kamp mod Kødets onde Drømme! Og endnu grebes han af Modløshed
og timelige Bekymringer, ængstedes særlig for Børnene
og deres ubetryggede Fremtid, efterat hans Fader omsider havde
gjort Alvor af sin Trusel og frataget ham enhver Støtte.
Han havde derfor nu besluttet at bryde op og drage herfra.
Trods det Løfte, han havde gjort sig selv og Hansine, ikke at
ville forny deres Samliv, før hans Hjerte var lutret, vilde han
nu rejse over til hende med Børnene for i Tro og Haab at genopbygge
Hjemmet. Han havde allerede for flere Dage siden skrevet
til Hansine derom; og skønt han endnu ikke havde modtaget
hendes Svar, tvivlede han ikke om, at hun vilde forstaa, at han
trængte til hendes Bistand ... at de nu Haand i Haand maatte
stride den sidste, afgørende Kamp for hans Frigørelse.
Han vilde end ikke oppebie Mødet paa Højskolen, saaledes
sam han oprindelig havde haft isinde. Tiltrods for alt, hvad Gud
i sin Naade havde forundt ham at udrette her — han turde dog
ikke tage dette som Bemyndigelse til at tale i hans Navn. Han
maatte ydmygt erkende det for sig selv, — han var for skrøbeligt
et Ler, for svag en Aand til at være Guds Vældes Tolk,
hans Vredes Flammesværd, hans Barmhjertigheds kaldende Røst
i Ørkenen. Men han vilde ikke derfor klage. Glad og taknemlig
skulde han henleve sit Liv i stille Afsideshed, ukendt af Menneskene,
kun kendt af Gud, glemt af Verden, vejret hen som et
navnløst Blad, en klangløs Tone.
. . . Han v a r k o m m e n op o v e r L y n g b a k k e r n e og h a v d e n a a e t
den yderste og højeste Top, hvorfra der var den vide Udsigt over
Fjorden til Kysterne ovre paa den anden Side. Han standsede her
ved det høje, korsdannede Sømærke, hvorunder han hver Eftermiddag
havde staaet og set over mod den hjemlige Strand og fornyet
sin Længsel efter Hansine. Med heftigt bankende Hjerte
stirrede han over paa det fjerne Land, der i Eftermiddagens
gyldne Soldis hævede sig over Fjorden som et luftigt Drømmesyn.
!
D O M M E N S D A G 417
Ja, han maatte bort nu ... bort fra Ensomheden her og fra
Mismodets Snarer, ... bort ogsaa fra hende, hans Livs onde
Aand, der Gang efter Gang havde krydset hans Veje som Syndens
formummede Fristerbud ... denne skamløse Kvinde med
hendes præstelige Galan, i hvis Nærhed det var, som om selve
Luften indblæste Kødet dæmoniske Lyster. Ja, han længtes hjem
... hjem til Freden og Trygheden og Hvilen hos hende, hans
Livs gode Engel, der altid havde ledet hans Fod paa den rette
Vej, altid støttet ham, naar han snublede, altid vendt sit Ansigt
fra ham, naar han sveg. De fandt vel nok en klinet Hytte og
en Strimmel Jord derovre ved Stranden, hvor de kunde friste
Livet. Han vilde ikke frygte. Han var jo endnu ung og stærk.
Hans Arme havde ikke glemt at brydes med Spade og Hakke.
Endnu sad der haard Hud indeni hans Hænder af syv Aars
Stræb i Mark og Lade. Ja, nu skulde det ske! Nu skulde han
genoprejse sit sunkne Hjem til Guds Ære! Fuglefrit vilde de
bygge og bo bag Lyngtuen, og deres Lovsang skulde løfte sig
mod Skyen som Lærken en gylden Sommermorgen. Aa, —
det var, som klang der Harper i hans Indre, naar han tænkte
derpaa! En Frydeklang, en Frihedsjubel svulmede og steg i
hans Bryst. Han frygtede ikke! Hvad betød vel Armod, Sult,
Lidelse ?
Fadervor, Herrens Ord,
dækker Kristnes Davrebord,
Bønnens Magt, Daabens Pagt
slaar om Hjemmet Englevagt.
Takkesang, Frydesang
hvælver højt en Stue trang.
Sjælens Savn, Jesu Navn
lukker op for Himlens Favn.
V
Pater Riidesheimer og Frk. Ragnhild kom i dette Øjeblik gaaende
inde over Heden i livlig Samtale ... han med sin bred-
Dét forjættede Land 27
418 D O M M E N S D A G
skyggede Straahat og en stor Rose i Knaphullet, hun i en lysblomstret
Kjole, som hun omhyggeligt løftede op over Lakskoene,
for at den ikke skulde blive hængende i de stride Lyngtoppe.
Det var første Gang, hun havde vovet sig herop paa disse
Enemærker, og det var ikke frit for, at hun følte sig lidt uhyggelig
tilmode i det store, tavse, dystre Øde, hvorover Sommervinden
puslede med en spøgelseagtig Hvisken.
„Her er rigtig ækelt!" ytrede hun hvert Øjeblik. „Dersom man
var overtroisk, vilde man da aldrig tvivle om, at her var alle
onde Aanders Bolig ... Og saa er her naturligvis fuldt af Hugorme
og Snoge og Firben og al Slags væmmeligt Kryb. Jeg har
hele Tiden en Fornemmelse af, at noget bider mig i Benene."
Ikkedesmindre var det hende selv, der havde foreslaaet Turen
herop. Pateren, der kendte hendes Afsky for, hvad hun plejede
at kalde Naturen i Adamskostume, var bleven højlig forbavset,
da hun under Raadslagningen angaaende Dagens Udflugt pludselig
havde udbrudt: „Idag vil vi ud til det yderste Thule!" Hemmeligheden
var den, at hun et Øjeblik forinden fra sit Vindue
havde set Emanuel gaa ud mod Hammerbakkerne; og da hun
havde hørt fortælle, at han daglig gik derop og ofte var Timer,
ja halve Dage borte, havde hun ikke kunnet modstaa Lysten til
at faa at vide, hvad han egentlig tog sig for deroppe i Ensomheden
mellem Mørkets og Overtroens Aander.
Samtalen mellem hende og Pateren havde da ogsaa næsten
under hele Spasereturen drejet sig om ham. Rigtignok havde
Pateren — som han plejede søgt at undgaa dette Emne ved
hvert Øjeblik at fortabe sig i almindelige Betragtninger. Han
havde givet sig til at fortælle Anekdoter og muntre Oplevelser
fra det københavnske Selskabsliv; men med sædvanlig Snarraadighed
forstod Frk. Ragnhild bestandig hurtigt og naturligt at
føre Samtalen tilbage til dens oprindelige Udgangspunkt.
„Hvad er forresten det, jeg hører om Dem," sagde hun saaledes,
efterat Pateren en Tid havde underholdt hende med en
Fortælling om sin Afskedsvisit hos den gamle Etatsraad Hansted,
hvor han havde været saa uheldig at støde paa den nye Kultusminister,
der akkurat havde rakt ham to og en halv Finger. —
D O M M E N S D A G 419
„De har nok været en Slags Mellemmand ved de sidste Underhandlinger
mellem Pastor Hansted og hans Familje."
„Hvorledes? ... Underhandlinger?"
„Ja, Fru Torm fortalte mig forleden, at De er bleven Etatsraad
Hansteds Fortrolige i saa Henseende "
„Hm! Har Fru Torm fortalt Dem det? Nu ja — forinden
Etatsraaden rejste til Karlsbad, bad han mig ganske rigtig tale
med Sønnen for endnu engang at forsøge at virke paa hans usalige
Beslutning. Det er det hele!"
„Saa kan man egentlig ikke sige, at De har haft Held med
Dem!"
„Nej desværre! Det kan man ikke. Naa — men det var altsaa
det, jeg vilde fortælle Dem om det unge Menneske, der for Tiden
beklæder Kultusministerposten —"
„Altsaa ikke engang Deres Overtalelsesevne har kunnet udrette
noget! Tænk! ... Og nu har jo Etatsraaden ovenikøbet
nægtet at støtte ham længere. Naa! Man maa i hvert Fald lade
Hr. Hansted, at der er Metode i hans Galskab. Jeg er overbevist
om, at det er hans ophøjede Martyr-Maal engang at ende med
sin Familje paa Ladegaarden!"
Pateren saae et Øjeblik misbilligende paa hende. Derpaa sagde
han med den dybe, mørke Alvor, han glimtvis kunde aabenbare:
„Frk. Tønnesen ... den Sag synes mig forresten lidt for alvorlig
til at spøge med."
„Det finder netop ogsaa jeg!" svarede Frk. Ragnhild stødt og
i en udæskende Tone. „Vi er hver Dag omgivne af saa megen
kedsommelig Snusfornuft, at det virkelig gør godt engang at træffe
et Menneske, der har Mod til at følge sin egen Lyst uden først
ærbødigst at anholde den offentlige Mening om Tilladelse."
„Hm! ... Mener De virkelig det, Frk. Tønnesen! Jeg er nu
rigtignok af en noget anden Mening. Jeg er aldeles ikke istand
til at undskylde, endsige begejstres for en Letsindighed, blot
fordi den er større eller farligere end, hvad vi sædvanligvis er
Vidne til hos vore Medskabninger. Jeg veed jo nok, at Forstandighed
ikke just staar højt i Kurs i disse de store Følelsers Dage.
Vor Tids Helt er Konfusionsmageren, der overalt render Panden
27*
420 D O M M E N S D A G
mod Væggen og tilsidst brækker Halsen ved at dratte over sine
egne Ben, — hvad der poetisk kaldes hans tragiske Skæbne.
At se sig for, at bruge sine Øjne og Øren og overlægge en Sag,
før man handler, ... det er altsammen noget, der er den sande
Mandighed uværdigt, og som medlidende overlades til Kræmmersjæle
og Spidsborgere. Er det ikke saa?"
„O, gak den gyldne Middelvej — dens Endemaal bedrager ej!"
deklamerede Frk. Ragnhild. „Er det ikke saadan, det hedder i
den underskønne Sang, De plejer at citere for mig?"
„Javist — netop!" svarede Pateren med opvældende Varme.
„Jeg anser det virkelig for en højst gavnlig Lære at præke i vore
Dage, hvor vi alle har en sygelig Tilbøjelighed til at lave os til
Undtagelser og interessante Fænomener. Paa det Almenmenneskeliges
Bekostning plejer vi omhyggelig vore Smaaejendommeligheder,
opelsker med Flid en eller anden lille Særhed, en eller
anden fiks Ide, bare af Frygt for at blive „som alle andre Mennesker"
— det værste, nogen veed. Vi maa absout være noget for
os selv, være selvstændige, have Særpræg, som det hedder. Dogmernes
Tid er jo forbi! Enhver, der ikke vil anses for en Dosmer,
maa have sin private Mening om alt mellem Himmel og Jord,
maa i det allermindste paa egen Haand have udgrundet Verdensgaaden
og kunne aabenbare en hjemmestrikket Opfattelse af Gud,
Himlen, det hinsidige Liv o. s. v."
„Hvor De bliver ivrig, Hr. Pastor! . .. Forresten maa De for
Guds Skyld ikke tro, at jeg vil forsvare Hr. Hansted. Jeg har
blot tilladt mig den spagfærdige Bemærkning, at man i hvert
Fald maa indrømme ham Mod til at leve i Overensstemmelse med
sine egne Teorier. Og der er nu engang noget umiddelbart tiltalende
ved, at en Mand lader Ord og Handling følges ad og
ofrer sin Velfærd for sin Overbevisnings Skyld, . .. ligegyldigt
hvad Værd denne Overbevisning i og for sig har."
„Ikke for mig! For mig er sligt kun et sørgeligt Vidnesbyrd
om, at Begrebsforvirringen og Jeg'ets Forgudelse har naaet Storhedsvanvidets
Højdepunkt. Hvad der tager sig ud som Mod og
Aandsstyrke, er i Virkeligheden blot en slappet Viljes ynkværdige
Svaghed. Jeg kender det fra mig selv. Jeg veed af Erfaring, hvor
D O M M E N S D A G 421
svært det falder, naar man har drømt om at blive Profet og
Helgen, da at forlige sig med Tanken om at være en slet og ret
Pastor Petersen. Jeg veed, hvor langt mere Selvovervindelse
der kræves for at bøje sig ind under den sande Kristendoms
Lov, Lighedens og Broderskabets Lov: at gøre sig til eet med
sine Omgivelser, — hverken større eller ringere, hverken værre
eller bedre!"
Frk. Ragnhild trak paa Skuldrene uden at svare. Hun tænkte
i sit stille Sind paa Ordet om Ræven og Rønnebærrene. Hun var
i det hele begyndt at føle sig lidt besværet af Paterens daglige
Selskab, og hun var ganske glad ved, at han nu snart skulde rejse
Mere og mere havde hun maattet give Fru Betty Ret i, at han
var for meget i Familje med de firføddede. Og besad han end
noget af en Pudelhunds rørende Trofasthed, saa ejede han desværre
ikke dette lærvillige Dyrs Evne til straks at forstaa et
lille Vink om, naar dets Nærværelse var til Besvær.
„Overhovedet" — vedblev Pateren næsten heftig — „har jeg
ikke saa stor Respekt for det Tilfældighedens Værk, vi kalder vor
personlige Overbevisning, at jeg kan indrømme Berettigelsen til
uden videre at indrette vort Liv efter den. Jeg mener tvertimod
"
Han blev afbrudt ved, at Frk. Ragnhild standsede med et lille
Skrig. Hun paastod. at noget havde bidt hende i den ene Fod.
Det viste sig dog blot at have været en Lynggren, der havde
strejfet hendes Vrist, saa at Skobaandet var gaaet op.
„Berolig Dem, min Frøken! Det er ikke livsfarligt!" trøstede
Pateren, glad ved at være bleven standset i sin Iver og ved ar
faa Lejlighed til at skifte Samtaleemne. „Tillad mig nu at være
Deres Læge og foretage en højst nødvendig Operation ... Sammenbindingen
af disse to smaa Baand ..."
„Ja Tak. Dersom De virkelig vil ..."
Hans Velærværdighed lagde sig ridderligt paa Knæ foran hende
midt paa Stien, ... og enten det nu virkelig var paa Grund af
hans tykke Fingres Ubehjælpsomhed, eller fordi han saa længe
som muligt vilde nyde Synet af den smalle Kvindefod i den fine
Svikkelstrømpe ... han laa en uendelig Tid og famlede med
Baandene uden Resultat.
i m
•
422 D O M M E N S D A G
i
I det samme fik Ragnhild Øje paa en Skikkelse, der noget borte
tegnede sig mørkt mod den nu helt tilslørede Himmel ... en
skyggelignende Mand, som langsomt og med bøjet Hoved vandrede
ned over den yderste Skraaning bag det høje Sømærke.
„Binder jeg maaske for fast?" spurgte Pateren, — han havde
nærket et lille Ryk fare igennem hende.
„Aa, det gaar an —" svarede hun, idet hun hurtig fattede sig,
men vedblev ufravendt at stirre efter Skikkelsen derude, hvor
Himmel og Jord flød sammen i Taage.
Synet af Emanuel kom hende vel langtfra overraskende; men
det virkede ganske anderledes paa hende, end hun havde ventet.
Det slog hende, hvor godt han passede i disse øde, tavse, ensomme
Højder, fjernt fra Menneskers Færden. Han blev saa
sælsomt fremmedartet heroppe, saa mærkelig stor i Stilen.
Men var det virkelig ogsaa ham selv? Ikke alene gjorde hans
Skikkelse et besynderlig ulegemligt og samtidig kæmpemæssigt
Indtryk mod Taagehimlens graablaa Dunst; ogsaa hans Holdning
og Gang fik i disse Omgivelser et Præg af overjordisk Højhed.
Hun forstod i dette Øjeblik, hvad hun engang havde hørt Fiskerne
tale om, at han mindede dem om Alterbilledet i Sandinge
Kirke. End ikke Straalekransen manglede. Ved et mærkeligt
Tilfælde stod nemlig Solen lige bag ham, omtrent i Højde
med hans Hoved, hvor den skimtedes gennem Skyerne som en
mat, maanestor Lysskive, der ganske lignede en Glorie, som
blot var anbragt lidt for lavt.
„Nu haaber jeg, det er tilfredsstillende!" sagde Pateren og
rejste sig efter fuldbragt Gerning.
Men skønt Emanuels Skikkelse nu var dukket under Synslinien,
blev Ragnhild staaende som en Støtte. Med et bestandig
mere forundret, tilsidst helt forfærdet Udtryk blev hun ved at
stirre hen imod den Plet, hvor han forsvandt.
„Vil De sige mig, Pastor Petersen," sagde hun omsider og
lagde en skælvende Haand paa hans Arm. „Er det mig, der
pludselig er bleven gal . .. eller hvorledes forholder det sig? Ser
De ogsaa tre Sole paa Himlen i dette Øjeblik?"
„Hvad siger De? Tre Sole?"
D O M M E N S D A G 423
„Ja. Se, der ... og der ... og der!"
„Ja sandelig! De har Ret! ... De har virkelig Ret!"
Det forholdt sig rigtigt. Paa hver sin Side af Solen, men i temmelig
stor Afstand fra den, saaes i Skyerne en maanestor Lysplet,
der blot var en ubetydelig Smule mattere end den egentlige
Sol og svagt regnbuefarvet langs den indvendige Rand.
„Men hvad er alt dette for Trolddom!" brød hun tilsidst ganske
ubehersket ud. „Hvor er det dog, De har ført mig hen? Og
hvad er det ... det store, sorte Kors derhenne?" vedblev hun
i stigende Rædsel ved pludselig at faa Øje paa Sømærket oppe
over Højden, hvorfra Emanuel var kommen. „Det er jo som et
Golgatha her! ... Jeg vil bort! Hører De? Jeg vil ikke være
heri"
Den ellers under alle Tilskikkelser saa overlegne Frøken tabte
et Øjeblik ganske Fatningen. Pateren søgte at berolige hende
og gav sig til at forklare Luftspejlingens ganske naturlige Aarsag,
og det varede da heller ikke længe, før hun kom nogenlunde til
sig selv. Men helt i Ligevægt kom hun dog ikke, før hun ved
hans Arm var naaet ud af „den ækle Ørken". Ja, endnu efter at
hun var naaet hjem, lød hendes Latter ikke rigtig ægte, idet hun
gav sig til at fortælle Betty om sit Eventyr.
VI
Det ikke ualmindelige, men flygtige Naturfænomen, der havde
indgydt Frk. Ragnhild saa stor en Skræk, bebudede virkelig ikke
noget godt. Af Naturens mange Storm-Varsler er maaske intet
mere frygtet af Sømanden end netop dette, naar det kort efter
Solens Opgang eller henimod dens Nedgang viser sig paa den
letskyede Himmel — oftest i Magsvejr og efter længere Tids
rolig Sø. Det gælder da om at ryste Havbliks-Døsigheden af sig,
før den første af Stormens Forridere kommer. Den kommer gerne
som et pludseligt, lynsnart Stød, der afpresser Mastetovene en
kort Jammertone og efterlader et fuldkomment Vindstille, en død,
uhyggelig Tavshed over det nervøst urolige Vand. Men snart be424
D O M M E N S D A G
gynder Søen at syde, Folkene maa tilvejrs for at beslaa de sidste
Sejl, og Lemme og Luger maa forsvarligt skalkes, før det næste
Stormbud melder sig i Horisonten med sit Følge af hvide Skumtoppe.
Ogsaa paa Stranden bliver der Travlhed ... inde i de smaa,
lave Tangtags-Hytter, hvorfra der ligeledes spejdes efter Tegn i
Sol og Maane, naar Fiskerne er paa Havet. Naar Katten begynder
at mjave, og Vinden tuder gennem Skorstenen som en Hund,
der lugter Lig, ses Konen hvert Øjeblik ude paa Dørflisen med
Haanden over Panden. Gamle Mænd rokker ned til Havstokken
ved deres Stave, kigger ud mod Kimingen og mumler med sig
selv. Som Flokke af mægtige Ørne sejler de første, mørke Smaaskyer
højt og roligt henunder Himlen. Men snart stiger sværere
Skymasser op over Horisonten. Det hele Hav er allerede et flyvende
Skum, ... og indsvøbt i en sortgraa Røgkappe kaster endelig
Stormen sig ind over Landet med en Vælde, der faar Kirketaarnene
til at ryste.
Hansine sad om Aftenen inde hos sin Moder og vandt Garn
ved Skæret fra et tyndt Talglys, der i de endnu korte Aftener
maatte erstatte den hengemte Vinterlampe. Den lavloftede Bondestue
var stadig lige uberørt af de omskiftelige Tider. Tintallerknerne
under Loftet og de to indrammede Navneduge med Aarstallet
1798, Armstolen ved Kakkelovnen og det øvrige, aarhundredgamle
Udstyr — alt var bleven bevaret med en pietetsfuld
Omhu, der efter Hansines Hjemkomst næsten havde faaet Karakteren
af en Demonstration.
Kun et Sted manglede der noget. Bænkepladsen for Enden af
Egebordet, hvor Anders Jørgen forhen havde siddet med et Par
irrede Messingbriller paa sin Klumpnæse og stavet sig gennem
„Bladet", stod nu tom. Den gamle Mand var forrige Vinter bleven
angreben af den saakaldte Kyndelmisse-Feber, der i Løbet af
faa Dage havde gjort Ende paa hans Liv.
Men hverken dette Dødsfald eller Elses lange, haabløse Sygeleje
havde afstedkommet nogen Forandring i Husets nedarvede
Skik og Orden. Hansine, der nu ganske havde overtaget Styrelsen
af Huset, havde ogsaa i den Henseende ladet sig det være magtD
O M M E N S D A G 425
K
i •
;• 1
paaliggende at bibeholde det ejendommelige gammeldags Præg,
der altid havde hvilet over det. Hun havde her paa hjemlig Grund
genvundet al sin gamle Selvsikkerhed og raadede i Køkken og
Stue med en Myndighed og en rastløs Virketrang, der mindede
om Moderen i dennes Velmagtsdage. Og der var nok at tage fat
i! Gaarden var i den senere Tid paa Grund af Moderens Sygdom
og Faderens Blindhed bleven stærkt forsømt; og de havde endda
magtet sætte sig i Gæld, fordi Fæstet var udløbet med Faderens
Død og atter skulde fornyes, hvad der havde medført store Bekostninger.
Ole Kristian forestod Jordens Drift. Han var nu en fuldvoksen
Karl paa fire og tyve Aar, lidt lille ligesom Hansine, men
sund og kraftig. Han var under sin Opvækst ikke bleven upaavirket
af Søsterens underlige Giftermaal, og der var vel næsten
ingen, hvem hendes Vanskæbne var gaaet mere nær til Hjertet.
Han havde udviklet sig til et tavst, indadvendt Menneske, lidt
af en Særling, der bestandig holdt sig til Hjemmet og saa vidt
muligt undgik fremmed Omgang.
Heller ikke Hansine skøttede om Samkvem med Byens Folk ;
og da tillige den gamle Else, trods alle bitre Erfaringer, endnu
paa sit Sygeleje haardnakket nægtede at forlige sig med Sognets
nye Magthavere, var der bleven tavst og stille i det forhen saa
livlige Boelssted. Af alle Byens „hellige" betragtedes det næsten
som en uren Plet, og aldrig kom de der forbi, naar de to og
to gik til eller fra deres Bønnemøder i Forsamlingshuset, uden at
tale højt om Hoffærdighed og anføre Sirachs Ord om Hovmod
som Roden til al Synd.
Ogsaa denne Aften sad Hansine alene. Ole Kristian var nylig
gaaet over i sit Staldkammer for at lægge sig. Paa Bordet ved
Siden af Lyset laa endnu den Bog, hvoraf han havde læst højt
for hende efter Mørkning. Henne fra Alkoven, hvor det blaastribede
Forhæng var trukket for, lød en kort, stødvis Stønnen,
— gamle Elses aandedrætsbesværede Søvn. Ellers hørtes kun
Stormen, der buldrede paa Porten og svøbte sig tungt omkring
Gavlen.
Det kunde ofte hænde Hansine, naar hun saaledes sad alene
II
I;
n
i
426 D O M M E N S D A G
efter en virksom Dag, at hendes Tanker sneg sig paa Afveje, ...
søgte tilbage til den Fortid, der skulde være død for hende, kresede
om Børnene og Emanuel, hvis Navn aldrig blev nævnet i
disse Stuer, i hvert Fald ikke, naar hendes Moder kunde høre det.
Gamle Drømme steg da atter lokkende op for hendes Indre og
kastede Uro og Tvivl i hendes Sind. Særligt i den sidste Tid var
hun Nat efter Nat bleven holdt vaagen af Tanken paa Børnenes
Nærhed. Ikke mindst efter at hun havde modtaget Emanuels sidste
Brev, hvori han bebudede sin snarlige Genkomst, havde hun
haft al sin Selvbeherskelse behov, for at ikke Moderen eller Ole
skulde mærke den Raadvildhed, hvori hun var bestedt.
Ogsaa denne Aften var hendes Tanker sky og urolige. Denne
Buldren paa Porten, dette Sus over Taget genvakte hos hende
Mindet om en anden stormfuld Aften ... hin Aften for mere end
to Aar siden, da Gutten blev bragt tilsengs for ikke at rejse sig
mere. Ogsaa dengang sad hun ene med sig selv og sine skjulte
Sorger. Hun huskede det tydeligt. Hun sad i den store Stue og
havde Døren aaben ind til Sovekammeret for at høre efter Gutten,
der ofte skreg isøvne. Først ved Elleve-Tiden kom Emanuel
hjem. Munter, høj og smuk traadte han ind ad Døren i sin store
Kavaj, der dryppede af Regn, med Stok i Haanden og en Lygte,
som Blæsten havde slukket. Hvor tydeligt hun huskede ham! .. .
Hun havde siden ofte tænkt paa, at den Aften egentlig var den
sidste i deres Samliv, paa hvilken de havde følt lidt Fred og
Lykke med hinanden. Fra den Dag begyndte Opløsningen. Med
Guttens Død mistede Emanuel det frejdige Haab, den ubetingede
Forvisning om at følges af Guds Velsignelse, der indtil da
havde baaret ham frelst gennem alle Skuffelser.
Hun standsede sin Garnvinde og løftede Hovedet med et lyttende
Udtryk.
Hvad var det? ... Hun havde hørt Gaardlaagen blive aabnet
... Eller var det blot Stormen, der havde løsnet en Luge? ...
Nej ... Nu lød der varsomme Støvletrin derude over Stenbroen.
Hun blegnede.
Emanuel! — foer det igennem hende.
Hun rejste sig vaklende op og støttede sig til Stoleryggen ..
D O M M E N S D A G 427
Kom han virkelig herind ? ... J2. nu steg han op ad Trappen
... Han bankede paa Døren.
Nej, nej, ... hun vilde ikke se ham! Han havde ingen Ret
dertil !
I det samme løftedes Klinken sagte, og Væver Hansens lange
Overkrop strakte sig frem bag den halvaabne Dør.
„Godaften, Hansine," sagde han i en hviskende Tone og uden
at træde ind i Stuen. Jeg kom justement forbi og saae, at her
var Lys. Og saa tænkte jeg, jeg skulde dog høre, hvordan det
stod til hos jer. Hvordan gaar det med din Mo'er? ... Staar der
noget paa?"
Hansine svarede tilsyneladende rolig:
„Det er ved det gamle. Hun ligger mest og døser. Og det er
vel det bedste. — Du kan godt komme herind, om du vil!"
„Ja, er det blot ikke bleven noget silde," sagde Væveren tvivlraadig
og saae sig omkring.
„Ja, det maa du selv om," svarede Hansine; hun klippede Lysets
Tande — hendes Haand skælvede endnu — og satte sig
atter ved sin Garnvinde.
Væveren lukkede omsider Døren bag sig, snød Næsen henne
ved Kakkelovnen og tog Plads paa Bænken bag den øvre Bordende.
Henne i Alkoven blev der i det samme stille. En famlende
Haand søgte at skille Forhænget ad. Men Forsøget lykkedes ikke.
Og straks efter lød igen den korte, stødvise Stønnen ud i Stuens
Stilhed.
„Jeg kan hilse dig ovre fra Sandinge," sagde derpaa Væveren;
han sad foroverbøjet, med Armene paa Knæene, og tørrede sine
Fingre i et rødtærnet Lommetørklæde. „Jeg var en lille Vending
derovre idag for at se, hvordan det stod til. Man har jo hørt saa
mange mærkelige Ting derovrefra i den sidste Tid.'
Der blev straks nogen Tavshed.
„Det er egentlig svært, som han ... som .. • jeg mener Emanuel,
... jeg siger, det er svært, som han er kommen paa Tapetet
derovre. Nu har han jo igen gjort et helt Mirakel paa en gammel
Drukkendidrik nere i Lejet."
„Ja saa," svarede Hansine kort.
428 D O M M E N S D A G
„Ja han har vel forresten skrevet til dig om'et, kan jeg tænke,
Du faar jo stændig Breve fra ham, — ikke sandt?"
„Han har ingenting skrevet om det."
„Aa nej, han har ve! tænkt, han havde det ikke nødig, — saa
meget som man snakker om det! For det var ligefrem helt mærkeligt
at være Vidne til, hvor Folk var opsatte. Og det er da endelig
heller ikke saa underligt."
Der blev igen en lang Pavse.
„Var du maaske derovre for at gøre Emanuel et Besøg?"
spurgte tilsidst Hansine.
Væveren betragtede hende en Stund med det ene Øje tillukket.
Det saae ud, som om han betænkte sig paa, hvormeget han turde
betro hende.
„Jeg saae ham slet ikke," sagde han derpaa. „Nej, jeg gjorde
saamænd ikke. Men—n ... dine to smaa Tøser saae jeg."
Det gav et Sæt i Hansine.
„Hende — Sigrid hedder hun jo — hun sad paa en Sten nere
ved Vandet; og oppe ved Haven stod den bitte Dagny og græd,
det bitte Skidt. Det er nu ikke for det, jeg kunde saamænd
godt have haft Plaser af at sige Emanuel et Goddag igen. For
det bliver vi vist alligevel nødt til at vedgaa, Hansine, at vi Skibberupsfolk
ikke bar os ad imod ham, saadan som vi skulde. Jeg
har tænkt meget over den Ting, — Tiden har li'egodt vist, at han
havde Ret i mange Dele. Men det har jeg forresten mærket mere
end een Gang, at Emanuel havde ligesom en hel underlig profetisk
Gave til at se ind i Fremtiden. Mener du ikke ogsaa det?"
Hansine forholdt sig stadig tavs.
Han vedblev at fortælle. Det var hans Hensigt at gøre det første,
forsigtige Forsøg paa at vinde hende for en Plan, han nogen Tid
havde gaaet og syslet med, og som han — trods Fortidens mange
sørgelige Erfaringer — havde udarbejdet efter sin gamle Grundsætning
: med ondt skal ondt fordrives. Han tænkte paa intet mindre
end igen at rejse en Stemning for Emanuel i Menigheden. Han
vilde forsøge paa at benytte ham som et Gudhaands-Plaster, der
skulde drive den aandelige Usundhed ud i Vanvidets Selvtilintetgørelse.
Men da Hansine stadig intet svarede, fandt han det raadeD
O M M E N S D A G 4-29
ligt foreløbig ikke at trænge for stærkt ind paa hende og rejste
sig derfor og bød Godnat.
Hansine blev siddende ved sin Garnvinde og sad der endnu
længe, efter at Væveren havde forladt hende. Men Traaden var
gleden hende afhænde, ... hun sad foroverbøjet, med Haanden
under Kinden, og stirrede ud over Gulvet. Det rødlige Skær fra
Talgstumpens krumt glødende Tande belyste den ene Side af hendes
ejendommeligt haardt tegnede Ansigt, hvis Udtryk de mørke
Slagskygger ved Munden og over de dybtliggende Øjne gjorde
endnu mere strengt og alvorligt.
Væverens Ord om Børnene havde paany rejst alle Moderhjertets
tunge Selvanklager; og dog var hun fuldkommen fattet.
Med roligt Overlæg optog hun igen den lange Række Spørgsmaal,
som hele denne Sommer, men navnlig efter Modtagelsen
af Emanuels sidste Brev havde opfyldt hende Dag og Nat. Hun
spurgte sig selv, om ikke Børnene, dersom de vendte tilbage til
hende, — og da navnlig Sigrid — hurtigt vilde trættes af Bondelivets
Ensformighed og længes bort til det bevægede Liv, hvori
de nu var bleven hjemme? Jo, — sikkert! Ulykken var engang
sket, og det vilde være en dobbelt Synd mod Børnene, om de
nu igen blev rykket op af den Jordbund, hvori de var begyndt at
slaa Rod. Den Forsyndelse, hun i sin Tid i en Slags Vildelse
havde begaaet mod dem og mod sig selv ved at give dem ud af
sin Haand, lod sig ikke længer gøre god igen. Alt, hvad der nu
stod i hendes Magt at gøre for dem, var at værne om sig selv,
i ydre og indre Henseende at befæste sit eget Liv, saa de altid
hos hende vilde kunne finde en Nødhavn, dersom de engang
skulde lide Skibbrud i Verden og trænge til hendes Hjælp. Hvem
vidste? Det Tidspunkt var maaske nærmere, end nogen i dette
Øjeblik tænkte.
Og Emanuel? Aldrig havde de vel forstaaet hinanden mindre,
aldrig været hinanden fjernere end netop nu. Hun havde kunnet
mærke det paa hans Breve, hvorledes han mente at skulle finde
hende ganske som den samme, han havde forladt. Han vidste io
intet om, hvad hun havde gennemlevet derude ved det aabne
Hav, blandt Skallinglandets stærke og frie Folk. Han anede intet
430 D O M M E N S D A G
om dette lange Aar, da hun i sin Forladthed havde fundet sig selv
igen ... intet om den dybe Skamfølelse, hvormed hun nu betragtede
hele sit forgangne Liv og ikke mindst netop de Øjeblikke
deri, hvorom Emanuel maaske bevarede de bedste Minder.
Ja, det stod urokkeligt fast nu. De maatte skilles. Hun vilde
ikke se ham mere. Hun vilde ikke nu lokkes ud paa nye Eventyr.
Den dyrekøbte Fred, hun havde naaet, skulde ikke atter letsindigt
sættes paa Spil. Ungdommens forfængelige Drømme havde
hun skrinlagt. Hun havde lært, at Lykken her i Livet bestod i
at have sin Rod i egen Jordbund og vokse i Lyset af den hjemlige
Himmel — hvor lav og trang og solforladt denne end var.
Aldrig — end ikke i Ensomheden derude ved Havet, skilt fra
Mand og Børn — havde hun følt en saa knugende Hjemløshed
som den, der havde forvirret hendes Sind i Vejlby Præstegaard!
Ogsaa for Emanuel var det bedst, at alt nu blev uigenkaldeligt
forbi imellem dem. Naar hun skrev det til ham, saa aabent,
saa afgørende, at ingen Misforstaaelse længer var mulig, vilde
maaske ogsaa han endelig bringes til Fornuft, komme til Klarhed
over sig selv og gifte sig med Frk. Tønnesen. Hun ønskede af
et oprigtigt Hjerte, at dette sidste vilde ske. Saa fik Børnene igen
et eget Hjem, hvortil de nu maatte trænge. Og hvad hende selv
angik ... nu ja, saa vilde hun nok efterhaanden falde helt til
Ro, finde sin lille Lykke ved at tænke paa dem alle tre, sin
Tryghed ved hver Dag at betro dem til Guds Varetægt.
TREDJE BOG
I
FR U Betty gik urolig frem og tilbage i Havegangen. Skønt det
var højt op paa Formiddagen, var hun endnu i Morgendragt,
havde et lille Nøgleknippe ved sit Bælte og et sort Kniplingsstykke
over Haaret. Ofte bøjede hun sig frem over Havelaagen
og spejdede til alle Sider, og et Par Gange gik hun helt ud af
Haven og søgte op paa en lille Høj et Stykke fra Gaarden, hvorfra
hun med et bekymret og anspændt Udtryk stirrede ud mod de
fjerne Bakker paa den anden Side af Byen.
Paa Tilbagevejen fra en af disse Udflugter overraskede hun
Børnene i en skjult Krog bagved Ladelængen, hvor Sigrid hele
Formiddagen havde været travlt optaget af at hænge sit Dukketøj
til Tørring paa en Snor. Ogsaa den lille Dagny var beskæftiget
her, skønt ikke med sin gode Vilje. Den stumpede Tyksak
stod med Fingren i Munden og brummede modvilligt, mens Søsteren
hvert Øjeblik foer hen til hende, enten for under hemmelighedsfuld
Hvisken at betro hende sine store Planer eller for
ved et Par Smaaknubs og en alvorlig Gennemrysten at indprente
hende, at hun ikke maatte fortælle Tanten eller nogen anden, hvad
der her gik for sig.
Det var ikkedesmindre en højst uklar Skyldbevidsthed, den
lille nu røbede, da Tanten pludselig dukkede op foran dem. Sigrid
derimod blev flammende rød helt op over Panden.
„Vi leger saa godt!" raabte hun straks Tanten imøde med et
af de glade Udbrud, hvormed Børn tror at kunne skjule en daarlig
Samvittighed.
Fru Betty var da ogsaa altfor optaget af egne Tanker til at
. t :{ •• -
432 D O M M E N S D A G
mærke noget paa Børnene. Hun gav dem i Forbigaaende sin sædvanlige
Formaning om at passe godt paa deres Klæder og vendte
dermed tilbage til Haven.
Her kom Tjenestepigen Angelica imod hende fra Havestuedøren
og sagde:
„Frue! Der er en Mand, som gerne vil tale med Herren."
„Han er ikke hjemme, maa du sige. — Hvad er det forresten
for en Mand?"
„Jeg kender ham ikke. Men det er vistnok den samme, som
var her forleden Dag, da Herren heller ikke var hjemme."
„Saa gør ham en Undskyldning og bed ham komme igen om en
Timestid, dersom det er ham belejligt. Til den Tid er Præsten
nok kommen hjem."
Fru Betty havde taget Plads paa Tremmebænken under det
skyggefulde Æbletræ, der i Sommerens Løb var bleven hendes
Yndlingsopholdssted. Hun tog et Haandarbejde, der tilfældigt laa
der, og gav sig til at strikke for at bekæmpe sin Sindsbevægelse.
Hendes Ansigt var usædvanlig blegt, Øjnene røde og forvaagede.
Den Spænding, hvori hun nu snart i et Døgn var bleven holdt,
havde aldeles ødelagt hende. Hele hendes Legeme var som elektrisk
af Nervøsitet.
Siden den foregaaende Dags Eftermiddag havde hun ikke set
Emanuel. Hun havde dengang været inde hos ham i hans Stue
med et Brev, som Posten havde bragt, og i hvis Udskrift hun
havde ment at genkende hans Kones uøvede Haand. Allerede
længe havde hun kunnet mærke paa Emanuel, at han ventede
at høre derovre fra sit gamle Hjem, og hun forstod nu, at dette
var det utaalmodigt imødesete Svar, der skulde bestemme over
hans Fremtidsskæbne. Underligt nok var hun straks bleven lidt
uhyggelig tilmode ved Synet af Brevet; det syntes hende at se
ud til at indeholde et sørgeligt Budskab. Aldrig før var den Tanke
blot et Øjeblik faldet hende ind, at hendes Broders Kone kunde
vægre sig ved at forny det afbrudte Samliv. Nu begyndte hun at
ængstes, — og hvad senere var sket, havde kun yderligere bestyrket
den mørke Anelse, der straks betog hende.
Emanuel havde den hele Aften ikke ladet sig se. Han havde
D O M M E N S D A G 433
lukket sig inde i sit Værelse og ikke villet indlade nogen, hverken
Tjenestepigen, da hun vilde bringe ham hans Aftensmad, eller
Børnene, da de bankede paa for at sige Godnat. Selv havde hun
derfor opgivet at tale med ham; men hele Natten havde hun hørt
ham gaa frem og tilbage over Gulvet i sin Stue, ... og denne
vedholdende, endeløse Vandren havde vakt et opskræmmende
Minde hos hende. Det var nemlig noget af det, hun tydeligt erindrede
om sin afdøde Moder, at ogsaa hun kunde gaa saaledes
halve Dage og hele Nætter frem og tilbage i sit Værelse uden
en eneste Standsning. Endnu Natten før hendes Endeligt havde
hun hørt hende saaledes vandre utrætteligt, ... og den dumpe,
gengangeragtige Lyd af Emanuels Skridt havde derfor indgydt
hende en Angst, saa hun hele Natten havde ligget og rystet i
sin Seng. Først da det begyndte at dages, var der bleven stille
inde hos ham, og hun var endelig falden isøvn.
Men nu til Morgen havde Pigen fortalt, at han allerede ved
Solopgang var gaaet bort; hun var bleven vækket ved at høre
ham aabne Havestuedøren; og bag sit Gardin havde hun da set
ham gaa gennem Byen ud mod de vestre Bakker. Nu var Klokken
elleve, ... i henved et Døgn havde han altsaa intet spist.
Hun turde sletikke tænke paa, hvad der skulde blive af ham,
dersom nu ogsaa Vejen til hans gamle Hjem blev spærret for
ham. Han var efterhaanden bleven hjælpeløs som et Barn. Hun
havde i den sidste Tid maattet behandle ham næsten som en
umyndig, bestemme hans Maaltider, pusle om hans Person og
tage Vare paa hans Klæder, fordi hun følte sig overbevist om,
at han endog glemte at skifte Linned, dersom hun ikke mindede
ham.
Hun foer sammen. Hun havde hørt Skridt ude paa Vejen.
Havelaagen aabnedes langsomt. Fortabt i sig selv kom Emanuel
gaaende ind over Gangen.
Da han fik Øje paa hende, standsede han.
„Sidder du der?" sagde han med dæmpet Stemme. „Hvor er
Børnene?" lagde han til lidt efter.
„De leger ude bag Ladelængen. Skal jeg hente dem?"
Det forjættede Land 28
434 D O M M E N S D A G
„Aa nej, lad dem lege! ... Jeg er ogsaa lidt træt nu."
Han satte sig tungt ved Siden af hende paa Bænken.
Fru Betty var saa beklemt, at hun længe ikke kunde finde et
Ord at sige. Endelig sagde hun:
„Her har været en Mand for at tale med dig, Emanuel. Det
var nok den samme Mand, som var her forleden Dag, da du hellerikke
var hjemme."
„Hvad var det for en Mand, Betty?"
„Jeg veed ikke. Det maa vist være en fremmed. Angelica
kendte ham i hvert Fald ikke."
Ligesom vaagnende vendte Emanuel Ansigtet om imod hende.
„Hun kendte ham ikke, siger du! ... Det var dog besynderligt!"
„Aa, hvorfor det, Emanuel? Her har jo oftere været fremmede
Folk, der vilde tale med dig."
„Ja, det er sandt — naturligvis."
Fru Betty søgte at læse sig Vished til i Broderens Ansigt. Men
dettes Udtryk bestyrkede hende egentlig ikke i hendes Formodning
om det skæbnesvangre Brevs Indhold. Emanuel var nok
meget bleg og øjensynlig dybt bevæget; men han syntes hende
mere højtidelig betaget end egentlig nedbøjet.
Med et Glimt af Haab tænkte hun paa, om hun alligevel
skulde have taget fejl.
„Du var nok tidlig oppe imorges, Emanuel. Pigen fortalte, at
du gik ud allerede ved Solopgang. — Har du ikke sovet godt
inat?"
Emanuel nikkede mekanisk uden at have hørt, hvad hun
sagde. Han sad foroverbøjet, med den ene Haand under Kinden,
den anden støttet til Haandtaget af sin Stok.
„Sig mig, Betty," sagde han tilsidst i en Tone, som talte han
ligesaa meget til sig selv som til Søsteren: „Sig mig — kan du
huske Mørkningstimerne derhjemme, da vi var Børn?"
„Mørkningstimerne?"
„Ja. Kan du huske ... Moder sad i Lænestolen i den grønne
Stue, hvor Lyset fra Gadelygten faldt ind, ... og vi sad omkring
hende paa Skamler eller oppe paa hendes Skød. Hun fortalte os
D O M M E N S D A G 435
Eventyr om Kæmper og Kongesønner, der drog ud i Verden for
at plante Kristi Banner mellem Hedningefolket."
„jeg var jo saa lille dengang, Emanuel. Jeg husker kun lidt fra
den Tid, da Moder var helt rask."
„Aa ja, det er sandt. Jeg er jo nogle Aar ældre. Jeg husker, at
jeg selv var begyndt at læse i Sagnhistorien og i Krønikebøgerne
dengang. Jeg vilde være Soldat og Kriger og forstod sletikke,
hvorfor Moder bestandig sagde, at jeg skulde være Præst. Saa
en Aften, da jeg spurgte hende derom, strøg hun mig over Haaret
og sagde: „Fordi jeg troer, at det er Guds Bestemmelse med
dig, min Dreng!" Jeg husker endnu tydeligt det underlige Indtryk,
de Ord gjorde paa mig. Den Aften læste jeg for første
Gang af mig selv i Biblen."
„Ja, Moder har haft stor Indflydelse paa dig, veed jeg."
„Saa var der ogsaa en anden Gang ... Moder havde Besøg
af den gamle Pastor Hagensen, der var hendes gode Ven. Jeg
tænker, de har siddet og talt sammen om at bestemme Livskald
for Børn eller sligt ... det veed jeg nu ikke. Men tilsidst pegede
Moder paa mig og sagde: „Hvad ser saa min Søn der ud til at
skulle blive?" Jeg maatte gaa helt hen til den gamle Mand; han
tog mig under Hagen, og da han havde set lidt paa mig
jeg husker det saa tydeligt, som var det sket igaar — lagde
han Haanden paa mit Hoved og sagde: „Du bliver nok en
Kirkens Mand, troer jeg vist." Jeg var dengang ikke mere end
tretten Aar."
„Men hvorfor kommer du til at tænke paa disse Ting netop
idag, Emanuel?"
„Hvad siger du?"
„Han løftede Hovedet og saae overrasket op paa hende. Han
havde efterhaanden aldeles glemt, til hvem han talte.
„Aa jo," sagde han og lagde .atter stille Hovedet ned i sin
Haand. „Jeg skal sige dig, Betty ... saa mange Aar er det altsaa,
siden jeg fik Indvielsen. Fra Barndommen har min Livsvej været
ligesom skæbnebestemt. Og dog har jeg indtil denne Morgen
følt Tvivl, om jeg nu virkelig ogsaa havde Kaldelsen."
Betty sænkede sit Strikketøj i Skødet.
28*
436 D O M M E N S D A G
„Kaldelsen?" sagde hun. „Jeg forstaar dig ikke ... Hvad mener
du, Emanuel?"
„Den rette Kaldelse, mener jeg. Guds Kaldelse."
Betty rystede paa Hovedet.
„Jeg forstaar dig ikke."
„Aa jo, du veed dog nok, at jeg aldrig har hørt til dem, der
troer, at Kjole og Krave gør en Mand til Præst, eller at en Eksamen
tør gælde for Guds Bemyndigelse til at tale i hans Navn.
Og dog har jeg først sent ret forstaaet, hvorledes Gud selv udvælger
sine Tjenere ... optugter dem gennem haarde Prøvelser
til lydige Fuldbyrdere af hans Vilje. Kan du huske, Betty, at jeg
for nogen Tid siden fortalte dig et Sagn, jeg dengang netop
havde læst? Det var om en from Mand i Jødeland, der gennem
hele sit Liv ydmygt havde søgt Gud og fulgt hans Veje — Verdens
Børn til Forargelse. Og dog slog Herren ham Saar paa Saar,
indtil han var hjemløs her i Livet som Fuglene paa Havet. Og
der stod, at først da fattede han Guds Vilje med ham og gik ind
i Templet, hvor Herren i et Syn bød ham forkynde Dommen
over det ulydige Folk. Den Fortælling har jeg siden ofte
tænkt paa. Jeg synes, den er som et Spejl for mit eget Liv. Jeg
føler det nu ... ogsaa mig har Gud længe kaldt paa. Ogsaa mig har
han med sin tugtende Haand maattet fravriste alt, . . . alt, indtil
nu min sidste Tilflugt, før jeg fik Mod til fuldt at forstaa ham."
„Hvad siger du? Har din ?"
„Ja, Betty, nu er ogsaa jeg hjemløs her i Verden som en Maage
paa Havet. Jeg har ingen Hustru mere, intet Hjem. Jeg er ene
nu med mine smaa."
Strikketøjet var gledet ned fra Bettys Skød. Hun foldede Hænderne
foran Brystet og saae paa Broderen med et rædselslagent
Blik.
„Og det er ... Kaldelsen, siger du?"
Emanuel nikkede.
„Ja, jeg føler det. Gud har krævet mig nu ... fuldt og helt .. .
Og jeg giver mit Liv i hans Haand."
De sad et Øjeblik tavse. Betty bøjede Hovedet og sænkede
Hænderne i sit Skød; — nu, da hun havde faaet Visheden, sank
D O M M E N S D A G 437
hun kraftesløs sammen. Men hellerikke Emanuel formaaede længer
at beherske sig. Hans store, ubevægeligt fremstirrende Øjne
stod fulde af Taarer, og hans Tale lød som en med Møje undertrykt
Graad, idet han vedblev:
„Det er jo saa underligt for mig. For ... ja, nu kan jeg sige
det ... jeg har jo altid følt, at Gud havde en Hensigt med mig
og mit Liv. Det var ikke Hovmod. Jeg har aldrig troet mig hverken
større eller bedre end andre. Langtfra! Men Kristus har selv
sagt det: „Min Kraft er mægtig i de svage." Og dog! Nu, da det
er sket, forstaar jeg ikke, at Gud har fundet mig værdig. Imorges
... imorges, da han kaldte mig i Enrum med sig, og jeg rejste
mig af min Seng ... og da jeg stod derude paa de høje Marker
Ansigt til Ansigt med min Fader, ... det var, som knugedes jeg
til Jorden af hans Aands Vælde, og jeg havde ikke Mod til at
opløfte mit Blik imod ham! Men han saae min Frygt og tog mig
ind til sit Hjerte —."
Han holdt inde. Sindsbevægelsen var ved at overmande ham.
Erindringen om den nys udstaaede Dødsensangst fik hans
brudte Stemme til at bæve. Han rystede som af Kulde, og Taarerne
gjorde hans Kinder vaade.
De sad atter tavse en Stund.
„Hvad tænker du nu at gøre, Emanuel?" spurgte tilsidst Betty.
„Fuldkomme den Gerning, Gud giver mig at gøre. Andet veed
jeg ikke. Min Vilje er i hans Haand!"
„Men hvad vil du da? Tænker du paa at blive Præst igen?
Eller hvad vil du?"
„Jeg veed det ikke."
„Vil du maaske rejse? Gaa om som Lægprædikant? ... Og
Børnene?"
„Jeg veed det ikke. Men jeg har bedet Gud om et Tegn, at
jeg kan være beredt."
Betty kunde ikke længer beherske sig. I et Udbrud af vild Forfærdelse
kastede hun sig om Broderens Hals og raabte:
„Emanuel! Emanuel! Kom dog til dig selv! Hør mig dog!
Du veed ikke, hvad du siger! Nej, nej, du faar ikke Lov
at tale. Du maa høre mig, jeg er dog din Søster! Det er for438
D O M M E N S D A G
færdeligt! Emanuel ... Du maa komme til Fornuft — hører du?
— Du maa tænke paa Fremtiden, paa Børnene, paa os olie. Se
dog! Du veed ikke hvad Dag du staar paa Gaden uden Tag over
Hovedet, uden en Bid Brød til dine Børn. Fa'er vil ikke hjælpe
dig mere ... og kan det hellerikke. Jeg har ondt nok ved at
hjælpe mig selv. Du veed, hvor lidt Torm efterlod. Hvad vil du
da gøre? Styrt os dog ikke i Ulykke, Emanuel! ... Nej, du maa
ikke tale. Nu skal du engang høre Sandheden! Har du ikke
gjort os Sorg nok? Er det ikke din Skyld, at Fa'er er syg og fortvivlet?
Vi er allesammen fortvivlede for din Skyld, Emanuel!
Veed du, at jeg har seet Fa'er græde over dig? Det skulde
du tænke paa! I mere end ti Aar har vi levet i Angst for dig.
Er det ikke nok! Skal vi da aldrig kunne tænke paa dig uden
med Skam? ,.. Aa, Emanuel, om du blot vidste ."
Hun formaaede ikke a'c tale mere. I et Anfald af krampagtig
Hulken sank hun sammen ved Broderens Bryst.
Emanuel lod sagtmodig sin Haand glide nogle Gange ned
over hendes Haar.
„Stille, Søster! Stille! Du er ikke god mod dig selv! ... Og
hvorfor vil du forarges paa mig? Sig mig, har ikke Kristus vist
os Vejen ind til den evige Glæde ... han, som ikke vilde eje
det, hvortil han kunde hælde sit Hoved!"
„Aa — hvor du taler!" afbrød Betty i opblussende Heftighed
og rettede sig paany i Vejret. „Det er formasteligt! Troer du,
Gud har givet dig Hus og Hjem og Slægt, for at du skal
lægge det altsammen øde? Har han givet dig Hustru og Børn,
for at ."
Hun fik ikke udtalt. Emanuel lagde Haanden paa hendes Arm
og saae bekymringsfuldt paa hende.
„Betty, — var det dig mon ikke tjenligere, om du gik irette
med dig selv, før du anklagede andre? Ogsaa dig har jo Herren
hjemsøgt! Troer du ikke, han har haft et Ærinde hos dig, da
han bankede paa din Dør med Dødens kolde Haand? Troer du
ikke, han kom for at spørge, om du nu var hjemme for ham
... for ham alene? Luk dit Hjerte op engang! Se, Gud har
taget dit Barn og din Mand fra dig, dertil Rigdom, Ære, AnD
O M M E N S D A G 439
seelse og Verdens Beundring, ... har du husket at takke ham
derfor? Har du skønnet paa, at han saaledes har taget Byrde
paa Byrde fra dig og kærligt beredt dig Vejen til hans Faderhjerte?
Hvis ikke, saa er det Tid, at du ræddes over dig selv!
Det haster, Betty! Mærker du det ikke? Dommens Dag er nær!
Ser du ikke, hvordan alting vakler, at Verden er i Opløsning?
Gud har taget sin Velsignelse fra Menneskenes Samfund, og
Dæmonerne regerer i det som Ormene i etAadsel. Gaar ikke allerede
Lasterne nøgne paa Gaderne? Har ikke Hovmod og Hævngerrighed
forgiftet alles Sind? Ser du ikke, hvordan Stand rejser
sig mod Stand, Folk mod Folk, .. Hadet har tændt Landene
i Flammer, og Blodtørsten brøler af Kanonernes Munde. Ja, selv
i Guds eget Hus, i Kristi egen, bloddøbte Menighed er hans
Aand landflygtig. Selvretfærdighed og Klogskab fører Strid om
Kirkens Højsæde? Sandelig, jeg siger dig, Herrens Dag er
nær! Ve da den, han forstøder!"
Han havde rejst sig og truende løftet Haanden mod Himlen.
Men pludselig slog hans Stemme over; Armen sank ned og han
sagde — mildt og halvt forsonénde:
„Søster! Giv mig din Haand! Nu vil du ikke høre mig, — men
ogsaa din Tid vil komme, det troer jeg sikkert. Ogsaa du vil engang
med Forfærdelse forstaa Ordet, at den, som har elsket sit
Liv, skal miste det. Jeg kender din Sjæl, Betty. Du følger mig
nok efter! ... Giv mig din Haand derpaa!"
Hun gjorde, som han bad. Men da han var gaaet, søgte hun
ind i Nøddegangen, hvor ingen kunde se hende, og vred fortvivlet
sine Hænder.
11
Sigrid og den lille Dagny sad nede ved Stranden og legede,
da de — kort før Middag — blev kaldt ind til Faderen, der til
deres Forundring tog dem op til sig og Gang efter Gang bevæget
kyssede dem paa Kinder og Øjne. Dobbelt overraskede blev de,
da han efter Middagsmaaltidet sagde til dem, at de skulde tage
deres Tøj paa og følge ham paa en Spadseretur, sligt var ikke
440 D O M M E N S D A G
hændet dem, saa langt de kunde huske tilbage. Endnu da de
stod med Helgolænderhattene paa, havde de ondt ved at tro, at
de havde forstaaet ham rigtig. Men Emanuel tog dem i Haanden,
og de fulgtes over Markerne ud til de store, grønne Enge, hvor
de gav sig til at plukke Blomster langs Aabredden og betragtede
Skyernes og Fuglenes Spejlbilleder dybt nede i det
blanke Vand.
Der var opvældet i ham en Trang til endnu engang at aande
ud i Livets Luft, før hans Time slog. Han havde sagt til sig selv,
at den Frist, Gud endnu undte ham, turde han vel anvende til
at nyde Fredens Glæder sammen med sine smaa, indtil Trængslernes
Dage kom. De vilde sikkert snart komme! Og herpaa var
han fuldt forberedt, at fra den Dag, Guds Røst havde lydt over
Verden gennem hans Mund, vilde hans Dage opgaa i en aldrig
hvilende Kamp, der tilsidst skulde kræve hans Liv.
I sin langskødede Frakke og med sin flade Hat gik han nu
der smaanynnende og plukkede Engblommer eller lyttede til
Lærkerne, der trilrende steg og sank under den blaa Himmelhvælving.
Tilsidst satte han sig hen med Børnene ved Aabredden
og flettede Blomsterkranse for dem, imens han fortalte dem
om de smaa Alfer, der nede i Blomsternes Kalke bryggede Dugg
og kogte Honning; og skønt Dagny hurtig faldt isøvn under hans
Fortælling og hellerikke Sigrid syntes at more sig, mærkede
han det ikke, saa optaget var han efterhaanden selv bleven af
den barnlige Leg.
Taalmodigt bærende det indslumrede Barn paa sin Arm og
med den utrættede Sigrid hængende i Frakkeskødet vendte han
først efter et Par Timers Forløb tilbage til Hjemmet.
Kort efter stod han i Ensomhed nede ved Stranden, helt ude i
Havstokken, og saae sig omkring paa Himmel og Hav. Med et
eget skælvende Vemod, fremkaldt af Tanken paa den nære Afskedsstund,
iagttog han sine gamle Venner, de sølvhvide Maager,
og fulgte med Blikket Landets dybt indskaarne Kyst og de høje,
solbelyste Skrænter til bægge Sider. Han var saa overvældet af
Strandens Skønhed denne Eftermiddag, saa betaget navnlig af
det fine Farveskær, hvori alt laa badet, at Taarerne traadte ham
D O M M E N S D A G 441
i Øjnene. Aldrig havde Synet af Naturen henrykt ham som i
disse Øjeblikke. Aldrig havde dens Skønhed saa tydeligt aabenbaret
sig for ham som en Afglans af den himmelske Herlighed.
Og han forstod godt hvorfor. Hans Sjæl havde omsider løftet
sig over Forkrænkeligheden. For første Gang i sit Liv betragtede
han Verden som den, der havde overvundet den. For første
Gang saae han det jordiske gennemskinnet af det eviges Straaleglans.
— O ja, sukkede han, om Menneskene dog blot vilde oplade
Sjælens Sanser, da laa Himmerig aabent for deres Blik,
hvor de end færdedes. Da tonede Englenes Sang ned gennem
Luften, og hver Lyd blev en Genklang af Evighedens dejlige
Harmonier !
„Goddag," lød en Stemme bag ham.
Han vendte sig om. Deroppe paa Stranden stod Frk. Ragnhild
i sin store Hat og med en Vifte hængende ned fra Bæltet.
„Goddag," gentog hun — øjensynlig ikke helt dristig — da
Emanuel hverken hilste eller svarede. „Det gør mig ondt, at jeg
maa forstyrre Dem. Men De kommer virkelig til at fortælle mig,
hvad der er paafærde med Deres Søster. Jeg kommer netop deroppefra,
og Pigen sagde mig, at Betty havde lagt sig og ikke
kunde modtage nogen. Hun er da ikke syg? Hun har set daarlig
ud i de sidste Dage. Jeg er rigtig urolig."
Emanuel blev endnu et Øjeblik staaende uden at svare. Han
var ved Synet af hende bleven greben af dyb Forundring; det
syntes ham saa længe — saa uendelig længe, siden han sidst
havde haft hende i sine Tanker. Den Fristelse, hvori hendes
Skikkelse havde holdt ham fangen, mindedes han som en fjern,
ond Drøm. Ja, nu var han frigjort! Udslukt var den Kødets
Brand, der havde fortæret ham .. . nej, ikke udslukt, men forvandlet,
forherliget, taget op i den store, bekymrede Næstekærlighed,
der nu ganske fyldte hans Sjæl.
„Vær uden Frygt," sagde han, idet han langsomt nærmede sig
hende. „Jeg troer tvertimod, at Betty nu er paa Veje til at
blive karsk."
Hans Ansigt var mørkt alvorligt. Kun i Øjnene laa der endnu
som et Genskin af det himmelske Lys, han nys havde skuet.
442 D O M M E N S D A G
„Men hvorledes har De det egentlig selv, Frøken Tønnesen?"
spurgte han derpaa.
„Jeg? Aa Tak ... som man kan have det," svarede hun med
anstrengt Livlighed; og da han nu var kommen hende saa nær,
at hun kunde mærke hans Aande, begyndte hun at bruge sin
Vifte. — „Jeg spiser godt, sover godt, trives godt, ... hvad kan
man saa forlange mere?"
„Sandelig — De er nøjsom, Frøken Tønnesen! Jeg spurgte
forresten ikke til Kødets Velbefindende."
„Nu ja — vil De altsaa være saa god at hilse Betty fra mig.
Jeg maa hjem. Farvel, Hr. Pastor!"
„Frøken Tønnesen," sagde Emanuel, da hun allerede var kommen
et Stykke bort. „Maa jeg faa Lov til at tale med Dem et
Øjeblik? ... Vil De tillade mig at gøre Dem Følgeskab?"
Hun standsede. Hendes Bryst bølgede.
„Vist maa De saa! ... Men kun til Havelaagen! Jeg holder
strengt paa Formen, veed De!"
„Hvad jeg har at sige Dem idag, kan siges kort."
De havde gaaet en Tid ved Siden af hinanden langsmed Stranden,
da Emanuel sagde:
„Sig mig, Frøken Tønnesen ... synes De egentlig ikke, at vi
to har et Slags Mellemværende at afgøre med hinanden?"
„Et Mellemværende? .. Jeg kan ikke tænke mig, hvad det
skulde være."
„De husker sikkert nok en stjerneklar Vinternat for halvandet
Aar siden, da vi fulgtes hjem fra et Selskab, et overdaadigt
Gæstebud, hvis letfærdige Luksus — det troer jeg sikkert —
har faaet Englene i Himlen til at græde."
„Men du gode Gud! Hvad var dog det for et Selskab?"
„Kan De virkelig ikke erindre det?"
„De mener da ikke Deres afdøde Svogers sidste Fødselsdagsmiddag.
Jeg husker nu, at De dengang absolut vilde ledsage mig
hjem, skønt jeg indstændigt bad Dem om ingen Ulejlighed at
gøre Dem."
„Ja netop. Den Aften mener jeg."
Frk. Ragnhild gav sin Uro Luft i et lille nervøst Latterudbrud •
D O M M E N S D A G 443
„De bliver dog Dem selv lig, Hr. Hansted! Hvor kan De nu
finde paa at udmale det uskyldige lille Selskab med saa forskrækkelige
Farver. Det var jo ganske tarveligt og bestod næsten
udelukkende af Familjen. Der var jo endnu Sorg hos Generalkonsulens
for lille Kaj. Jeg husker i hvert Fald, at alle Damerne
var i sort. Jeg ogsaa."
ja — De ogsaa! Og over den sorte Silke lyste de hvide
Skuldre —"
„Hr. Hansted, De glemmer Dem selv," sagde hun fornemt
irettesættende. „Hvor kommer De forresten til at tænke
paa saadanne ligegyldige gamle Ting?"
„Jo, jeg skal sige Dem, Frøken Tønnesen, — jeg gør idag
mit Regnskab op."
„Men mig skylder De ikke noget," afbrød hun ham hurtigt.
„Ikke engang en Forklaring."
„Jo, det er just det, jeg gør. Jeg skylder Dem meget mere,
end De vistnok aner. Nu kan jeg godt sige Dem det, — ja nu
er det min Pligt at sige Dem det — hin Aften afgjorde Gud min
Skæbne. Og De, Frk. Tønnesen, var Redskabet i hans Haand!"
Han standsede og betragtede hende med et brændende Blik,
der lyste af hellig Nidkærhed.
„Vil De sige mig" — fortsatte han — „følte De det dengang
selv paa samme Maade?"
„Jeg forstaar slet ikke, hvad De mener," sagde hun i stigende
nervøs Uro og paaskyndede sin Gang.
„Aa jo, De forstaar mig sikkert nok. Og se, nu vil jeg tale
aabent til Dem, Frøken Ragnhild. Jeg har tænkt mig, at Tiden
maaske nu var kommen, da jeg kunde gøre Gengæld. Nu er
jo ogsaa De bleven ene. Den, der hidtil var Deres Ledsager
her, er nu rejst. Maaske kan der da blive lidt Gehør ogsaa for
mjg j3) nu ser De saa utaalmodig ud. Jeg veed det nok,
. .. jeg mishager Dem. Men det gør ingenting. Blot jeg kan faa
Deres Sjæl i Tale. Og det faar jeg nok tilsidst. Om ikke nu, om
ikke idag eller imorgen, saa naar min Time slaar!
„Jeg troer ikke, det nytter, vi taler om den Slags Emner, Hr.
Hansted. De veed, vi tænker saa forskelligt, at
444 D O M M E N S D A G
„Aa jo, det nytter nok ... det nytter nok! Og jeg skal have
Taalmodighed!"
„Ja — undskyld — men nu er vi ved Havelaagen. Og her
skulde vi jo skilles. Altsaa — Farvel!"
„Frk. Tønnesen! Endnu blot et Ord! ... Blot et eneste
lille Ord!"
„Hvad er der nu?" — hun saae fra Siden hen paa ham med
et halvt vredt, halvt sky Blik.
„Er De vred paa mig?"
„Hvor falder De nu paa det?"
„Hvorfor giver De mig da ikke Haanden til Farvel? ... Vil De
ikke gøre det? ... Vil De ikke? ... Jeg beder Dem derom."
Under en kort Kamp med sig selv blev Ragnhild meget bleg.
Det var, som udgik der fra hans ydmygt fremstrakte Haand en
Magt, hun ikke modstod.
„De er et Barn!" sagde hun og rakte ham med bøjet Hoved
sin Haand. „Saa — er det nu godt?"
Men Emanuel beholdt den skælvende Haand mellem bægge
sine og sagde dæmpet, med lidenskabelig bevæget Stemme:
„Frøken Ragnhild! Nu er De min! Nu slipper jeg Dem ikke!
... Hører De? Jeg slipper Dem ikke, før De er bleven et Guds
Barn! ... O nej, se ikke saa vredt paa mig! Jeg beder, jeg trygler
Dem, skænk mig Deres Sjæl, at ogsaa vi to kan forenes i
Salighedens Fryd omkring min himmelske Faders Trone! Ragnhild
— min Søster! —"
Med et hæst og bydende: „De skal gaa!" vristede hun heftig
sin Haand løs og gik ind i Haven.
III
Da Emanuel kort efter kom hjem, fortalte Pigen ham, at den
Mand, der allerede to Gange forgæves havde søgt ham, nu var
kommen igen og sad og ventede ham inde paa hans Værelse.
Idet han traadte derind, rejste der sig en Skikkelse fra den haarde
Hestehaars-Sofa, der stod ganske ene paa den lange Indervæg;
men i sin overspændte Sindstilstand maatte han stirre temmelig
D O M M E N S D A G 445
længe paa den, før han genkendte Væver Hansen. De sidste
Tiders Modgang var nu heller ikke gaaet sporløst hen over den
prøvede Mand. Som han stod der med Hovedet paa Siden og lod,
som om han var lidt forlegen og ikke rigtig vidste, om han
turde give Haanden eller ej, lignede han kun lidet det Billede,
Emanuel havde bevaret af sin gamle, uforsonlige Modstander.
Dersom Emanuel nogensinde havde baaret Nag til et Menneske,
havde det været til denne Mand. Hans Blod havde kunnet
komme ikog, naar han tænkte paa det dulgte Fjendskab, hvormed
Væveren havde pustet til hver lille Tvedragtsild, der var
opstaaet i hans gamle Menighed, — den Skaanselsløshed, hvormed
han havde forfulgt ham personlig, da Striden tilsidst paa
hans Anstiftelse brød ud i lys Lue. Der vaktes derfor nu ved
Gensynet en Trang i ham til at gøre Bod, fordi han saa længe
havde baaret paa ukærlige Følelser for en, der dog var hans
Næste, hans Broder, et Guds Barn som han selv.
„Velkommen skal du være!" udbrød han og rakte ham fredsæl
sin Haand. „Du kommer, som du var kaldet!"
„Kaldet?" spurgte Væveren og spidsede Øren.
„Aa jo — du forstaar det endnu ikke! Du veed ikke, kære
Ven, at der er faldet som et Slør mellem mig og Fortiden. Nu
ser jeg kun ud imod det tilkommende. Kom — sæt dig! — vi
vil tale sammen."
Væveren sad en Stund og gned Hatten med sit Frakkeærme,
som om han trykkedes af Anledningen til sit Besøg og havde
ondt ved at finde en passende Indledning. De talte en i id om
Forholdene ovre i Vejlby og Skibberup, og efterat ogsaa det
forestaaende Vennemøde paa Sandinge Højskole var bleven berørt
imellem dem, sagde han endelig:
„Ja, saa vil jeg da nu rent ud sige dig, at jeg længe har gaaet
og været saadan ... sletikke glad, vil jeg sige, ... ved at se paa
Udviklingens Gang herhjemme i den senere Tid, saadan i de
aandelige Sager. Jeg kan nu dog heller ikke tro andet, end at
mangt et Kristenmenneske maa føle sig ret inderligt bedrøvet
ved al den Babels-Forvirring, hvortil vi nu er bleven Vidne i
446 D O M M E N S D A G
vor Kirke. Alle ligger de og kives om vor Saligheds Sag. Se,
det er just al den Splidagtighed, der længe har gjort mig saa
trang om Hjertet, saa jeg mangen Gang ligefrem tykkes, at jeg
kan ikke forstaa, hvordan det skal blive mod Enden."
Emanuel nikkede.
„Der taler du sandt, Jens Hansen l"
„Se, jeg har nu netop i den sidste Tid i Anledning af dettehersens
Vennemøde tænkt saa meget paa, om dog ikke snart den
Mand vilde opstaa, der saadan med Aandens rette Myndighed
kunde samle de adsplittede Dele af Vorherres Menighed i vort
Land. Og derfor er jeg nu kommen herover til dig for saadan
ligeud at sige dig, hvad jeg nu er bleven ganske sikker paa, —
at du er Manden, Emanuel!"
Der rørte sig et lønligt, halvt lidelsesfuldt Smil omkring Emanuels
Mund.
„Hvorfor troer du det saa vist, Jens Hansen?" sagde han.
„Aa jo, — jeg har jo ogsaa hørt om, hvad der er gaaet for
sig her i den senere Tid. Jeg veed nu, hvordan jeg i sin Tid
tog ganske fejl af dig, fordi jeg ikke forstod dig paa rette Maade,
vil jeg sige! ... Men forresten saa havde jeg ogsaa forgangen
Dag saadan en løjerlig Forklaring, eller hvad man nu skal kalde
det. Det var ligesom en Stemme indeni mig, der sagde, at jeg
skulde ... jeg skulde tage herover til dig og faa dig i Tale."
„En Stemme, siger du?"
„Ja ... saadan en indvendig Røst, som jeg ikke siden har
kunnet blive kvit. Immer er den bleven ved at minde mig, og
jeg fik ikke Fred, før jeg var taget herover for at snakke med
dig. Det var ligesom der laa en hel Betydning deri. Hver Gang
jeg med Bekymringsfuldhed har tænkt paa dette Vennemøde,
var det ligesom En sagde til mig: Emanuel, han er Manden!
Han har Myndigheden! — —"
Emanuel hørte intet længer. Han havde bøjet sig fremover
i den heftigste Sindsbevægelse.
Tegnet! tænkte han, mens en hellig Indvielses Gysning sænkede
sig ned igennem ham.
FJERDE BOG
i
ENDELIG oprandt den store Dag, der var bleven imødeset
med saa megen Uro og Spænding. „Mødet paa Sandinge
Højskole" havde i den sidste Maaned været en staaende Overskrift
i alle Vennesamfundets Blade; men ogsaa udenfor Menighedens
egen Kres afventede man med Interesse Resultatet af
Forhandlingerne som et betydningsfuldt Tidens Tegn, der paa
afgørende Maade vilde vise, hvad Retning Udviklingen i de senere
Aar havde taget.
Allerede Dagen før Mødet skulde aabnes, strømmede de fremmede
Gæster til. Efter hvert Jernbanetogs Ankomst indhylledes
Landevejen fra Stationen i en lang Støvsky, hvorigennem et
endeløst Vogntog rullede frem mod den flagsmykkede By. Der
havde forud meldt sig over et halvt tusinde udensogns Deltagere ;
og da Mødet skulde vare i to Dage, kunde der ikke være Tale
om, at de alle kunde faa Plads paa selve Højskolen. Størsteparten
maatte indkvarteres rundt om hos venligsindede Folk i
Byen, og endda maatte her baade Lade og Lo, ja endog Stænget
tages i Brug og indrettes til Sovested for de unge.
Ved Aftentid, mens Solen gik brandrød ned under den blaanende
Horisont, lignede Pladsen omkring Højskolen en nylig
slaaet Lejr, en saadan Forvirring herskede der af tomme og belæssede
Vogne, Halmknipper, Rejsetøj og raadvilde Mennesker,
der havde travlt med at søge Oplysninger, skaffe Mad eller bringe
deres Byldter af medførte Sengklæder under Tag.
Der saaes alle Slags Skikkelser og hørtes mange Slags Tungemaal.
Der var store, tungt vandrende Vestjyder med havblaa
448 d o m m e n s d a g
Øjne og et Sprog, som ingen forstod. Der var livlige Fynboer,
der snakkede i Munden paa hinanden og lo og morede sig. Der
var et Par gamle Koner fra Ribeegnen med Knytteklæde og skinnende
Krusekappe, og der var smaa Fannikekvinder, der skød
op af deres tykke, stive Skørter som af en Tønde. Men fremfor
alt var der Sællændere af alle Arter og alle Aldre, Kallundborgjyder
og Kulsviere og kække Stevnsboere med lyse Smil, Oldinge
og unge Knøse, syge Folk, der maatte løftes ned af Vognene, og
Krøblinge, der humpede om ved Krykke.
Men trods Forskelligheden var det let at spore et bestemt
Fællespræg hos dem alle. Bag Travlheden og Snakken og Raadvildheden
mærkede man den samme højtidelige Alvor, den samme
højtstemte Forventning. Der var noget i den hele Scene, der
mindede om svundne Tiders Set. Hansnats-Valfarter til de hellige
Kilder, hvis Vande havde Ord for at besidde mirakelgørende
Kraft. Paa mere end eet bekymret Ansigt kunde man læse om
en febersyg Sjæl, der vaandede sig under Tidens mange Tvivl,
og som urolig tørstede efter Sandhedens Lægedom.
Der sad henne paa et Stendige en Mand og en Kone, et Par
midaldrende Folk, der trofast holdt hinanden i Haanden. Deres
alvorlige Ansigtsudtryk og stilfærdige indadvendte Væsen fortalte
en hel Historie:
De var kommen langvejsfra, havde rejst en Dag og en Nat
og endnu en Dag og sad nu her, fortumlede af den lange Rejse,
underligt fremmede for sig selv i de fremmede Omgivelser. De
havde deres Hjem ovre i Jylland, i en ensom Egn nær Hedegrænsen,
hvor Livet er en taalmodig Kamp mod Naturens Karrighed
og Vejrligets Barskhed. I de lange, mørke Vinteraftener,
naar de vilde Vestenstorme væltede sig ind fra Heden, havde
de siddet bænkede omkring Lampen i deres lille Stue og læst
højt for hinanden af Vennesamfundets Blade og Bøger; og i de
lyse Sommerdage var de aget milevidt ad tunge Sandveje til
Folkemøder og kirkelige Forsamlinger ... lykkelige ved at kunne
mætte den Oplysningstrang, som Højskolen i deres Ungdom
havde fremelsket hos dem. Men i den senere Tid havde en Uro
sneget sig ind i deres Hjerter. Først var det Vilh. Pram, der
d o m m e n s d a g 449
havde opskræmt dem med sit lidenskabelige og overtalende Sprog.
Den Aften, da de havde læst hans første store Tale, hvori han
ivrede mod Opfattelsen af Biblen som Guds aabenbarede Ord,
havde de længe ikke kunnet falde i Søvn for urolige og forknytte
Tanker. Men endnu stærkere havde senere Pastor Magensen
rystet Grundvolden for deres Gudstro ved sit Skrift om Helved
og Helvedstraffene. Tre Aftener i Træk havde de læst Skriftet
igennem, før de vilde tro paa, at de havde forstaaet det rigtigt.
De havde sagt til hinanden, at naar der ingen Djævel var længer
og ingen evig Straf og altsaa helleringen evig Løn; naar endog
Præsterne ikke mere turde udtale sig om Livet efter Døden; naar
Troen ikke var en Forvisning om det, vi ikke kunde se — hvad
var da Kristendom? Hvad var da Tro? ... Alt vaklede tilsidst
for dem. Og det nyttede ikke, at de lukkede de farlige Bøger og
en Tid holdt sig borte fra Møderne. Tankerne lod dem ikke Ro
i deres Ensomhed, Tvivlene blev ved at forfølge dem og fordrede
Afgørelse! ... Nu havde de ikke længer kunnet bære
Uvishedens Byrde. Trods trange Kaar brød de op fra deres Hjem,
gav deres Børn og Ejendom i fremmedes Varetægt og sad nu
her efter den døgnlange Rejse, alene betagne af Tanken om at
faa Klarhed over sig selv, at komme til Sandheds Erkendelse
og genvinde Hjertets tabte Fred og Lykke.
II
Imidlertid var der ogsaa bleven livligt henne i „Sandingehus".
Mens Folket forventningsfuldt lejrede sig om selve Skuepladsen
for de kommende Dages betydningsfulde Begivenheder, samledes
de agerende i Kulissen hos Fru Gylling.
Saa godt som alle Menighedens mere bekendte Personligheder
havde indfundet sig. Der var Præster, Højskolefolk, Rigsdagsmænd,
ja endog en bekendt Universitetsprofessor, der vel egentlig
ikke hørte til Kresen, men hvis Nærværelse man ikke desmindre
satte særlig Pris paa som et Vidnesbyrd om Videnskabens
endelige Anerkendelse af Vennesamfundets aandelige Opdyrkningsarbejde.
Stor Opsigt vakte som sædvanlig Vilh.Pram,
Det forjættede Land 29
450 d o m m e n s d a g
der — skønt forholdsvis ung som offentlig Personlighed — havde
opnaaet fuld Færdighed i den Kunst at fastholde Folks Opmærksomhed
og ved ildfuld Gestikuleren og lignende dramatiske Virkemidler
gøre sin Person til Midtpunktet i enhver Forsamling.
Det, der dog i Øjeblikket fortrinsvis beskæftigede Sindene,
var en nylig indtruffen Meddelelse om, at selve Hs. Ekscellence
Kultusministeren vilde beære Mødet med sin Nærværelse, mulig
allerede indfinde sig til Aabningshøjtideligheden den næste Dag.
Med Føje opfattedes denne store og sjældne Udmærkelse som
en endelig Bekræftelse paa, at der var foregaaet et Omslag i de
styrendes Stemning overfor Vennesamfundet og dets Mission,
og der gjorde sig i den Anledning en paafaldende Forsonlighed
gældende i hele Forsamlingen. Selv Vilh. Pram viste sig ingenlunde
helt ufølsom for den tiltænkte Opmærksomhed af en af
Statskupets Mænd. I en Kres af sine Tilhængere lod han en
Ytring falde om, at den Minister i hvert Fald syntes at vide, hvad
han skyldte sin Stilling som Kirkens officielle Tilsynsmand; og
fra alle Sider var man enig om, at det ikke mindst nu var magtpaaliggende
at gennemføre en værdig og fuldkommen saglig Forhandling
af de foreliggende Spørgsmaal og fremfor alt at undgaa
al personlig Strid og unødig Ophidselse.
I denne Forbindelse beskæftigede man sig ogsaa med Spørgsmaalet
om Emanuel Hansted. Man mente nemlig at vide, at
han skulde have isinde at tage Ordet ved et af Diskussionsmøderne,
hvad man helst saae forhindret for ikke at risikere
Skandale. Det var nemlig nu fastslaaet som en Kendsgerning, at
den stakkels Mand var uhelbredelig sindssyg; man vidste, at hans
Fader havde sat sig i Bevægelse for at faa ham erklæret umyndig
og indlagt paa et Sindssygehospital. Alligevel indsaae man det
farlige ved rentud at forbyde hans Optræden. En saadan Fremgangsmaade
vilde let kunne bidrage til yderligere at opbringe hans
stakkels enfoldige Tilhængere her paa Egnen og forhøje Glansen
af den Helgenglorie, som disse forvildede Mennesker havde lagt
om hans syge Hoved. Det lod sig nemlig ikke nægte, at det Røre,
han havde skabt, i den sidste Tid havde grebet stærkt om sig.
Ikke alene hele Lejets fattige Fiskerbefolkning, men ogsaa add
o m m e n s d a g 451
skillige af Sandinges egne Bønder havde ladet sig rive med af
Bevægelsen og saae ligefrem i ham den forventede Messias.
Man blev derfor enig om at lade som ingenting og give ham
Lov til at udtale sig, dersom han forlangte det, og kun skride
ind i Tilfælde af, at han ved Ord eller Adfærd ligefrem vakte
Forargelse.
Mens alt dette foregik, sad den gamle Pastor Momme ensom
i sin tomme Præstegaard. Man havde anmodet ham om at være
en Slags Æresgæst ved Mødet og navnlig ønsket hans prydelige
Nærværelse ved Aabningshøjtideligheden, — men han havde
undslaaet sig. Han havde end ikke kunnet faa sig selv til at modtage
nogen af de mange, der i Eftermiddagens Løb var kommen
for at hilse paa ham. Han havde sagt til sig selv, at han forstod
dog ikke den nye Slægt, omend den kaldte sig hans egen Tids
Arvtager. Og han var for træt nu, trængte til Ro, ønskede
blot Lov til i Ensomhed at søge Guds Tilgivelse for sit forfejlede
Liv.
Han sad i en Lænestol ved et af Dagligstuens Vinduer, gennem
hvis røde Gardin Aftenskæret faldt ind over hans lille indskrumpede
Skikkelse. Gennem det aabentstaaende Vindu førtes
Lyden af Landsbyens urolige Røre ind i Stuen, denne sammenblandede
Lyd af Vogne og vrinskende Heste og travle Folkemasser,
der i sin Tid havde lydt saa frydefuldt i hans Øre ...
som Fuglekvidret, der bebudede den gryende Dag. Nu mindede
den dumpe Mumlen ham om en Gravklokkes Klemten over et
afsluttet Liv, et udslukket Haab. Det var for ham, som var det
en Ligfærd, der beredtes; som var det hans egen Tid, hans eget
Værk, hvis sidste, hensmuldrende Rester nu stedtes til Hvile.
Henne i Stuens andet Vindueshjørne sad Frøken Katinka Gude
med sine rastløse Strikkepinde.
Heller ikke hun kunde gøre sig døv for Røret omkring i Byen;
men i hendes sangbundsløse Øren lød det ikke anderledes end
et almindeligt Markeds-Spektakel. Den gamle Dames Opfattelse
af det store Stævne var i det hele yderst nøgtern. Hun havde
aldrig følt sig yderligere imponeret af sine Medmennesker, fordi
29*
452 D O M M E N S D A G
de forsamlede sig i Flokke; og hvad Præster og overhovedet
Ordførere angik — og ganske særligt Vennesamfundets — saa
havde de aldrig formaaet at indgyde hende synderlig Højagtelse
Naar undtoges hendes egen Svoger og den gamle Højskoleforstander,
for hvem selv hun efterhaanden havde faaet Respekt,
betragtede hun Retningens andre Forkæmpere, ligefra selve den
store Grundtvig til de sidste Dages Profeter, som en Slags
Geschæftsmænd, der „gjorde" i Gud, ... protestantiske Afladskræmmere,
der tingede og tuskede med de himmelske Ting og
stadig søgte at underbyde hinanden med Hensyn til den Pris, for
hvilken de falbød Salighedens Glæder fra deres Forretning.
Den gamle Særling var i det hele ikke gaaet gennem Livet
uden at lide Skibbrud ogsaa paa sin Tro. Med sine halvfjerdsindstyve
Aars Erfaringer var hun kommen til det Resultat, at intet i
Verden var saa omskifteligt som netop det „ene fornødne", intet
saa forgængeligt som netop de „evige Sandheder". Hun havde
set, at mens almindelige jordiske og derfor ret foragtede Sandheder,
som at to og to var fire, og at Jern var tungere end Træ,
stadig levede i bedste Velgaaende, var det Gang efter Gang
hændt deres himmelske Kolleger, at de døde en forsmædelig
Død og stod op til et andet Liv som en beklagelig Misforstaaelse,
en Oversætterfejl eller en slet og ret Løgn.
„Katinka!" kaldte den gamle henne fra det andet Sofahjørne.
„Ja, her sidder jeg!"
„Fortæl mig lidt om Emanuel Hansted. Har du hørt noget nyt
om ham i de sidste Dage?"
„Nej ... ikke saadan videre. Jo, det er dog sandt ... der
snakkes nok om en ung Pige paa sytten Aar, som er begyndt
at præke om ham etsteds her i Egnen ... og kalde ham Messias
... Det skal nok være en Søsterdatter til Doktorens Kone derovre
i Kyndby paa den anden Side."
„Ak ja, hvem der turde tro derpaa! ... Tænk dig, Katinka,
om Gud vilde unde mig at blive Vidne til hans Genkomst blandt
Menneskene, før mine Øjne lukkes."
Svigerinden svarede ikke. Og de sad igen i lang Tid tavse.
„Katinka," kaldte han igen.
d o m m e n s D A G 453
-Ja."
„Kan du ikke læse lidt for mig? Jeg er saa urolig."
„Det er ogsaa ... saa lummert iaften. Skal jeg ikke ... lukke
flere Vinduer op?"
„Aa nej, gør ikke det!"
„Hvad skal jeg saa ... læse for dig? Skal jeg læse et Stykke
af "Biblen?" ..
„Aa, Biblen! Det er jo bare en Samling gamle Krøniker,
siger de nu."
„Skal jeg da læse lidt ... i Grundtvigs gamle Sangværk.
Jeg veed ikke, Katinka! Jeg troer, jeg er for klejnmodig til
det nu. Er det ikke underligt, jeg er i de senere Aar kommen
til at holde mere af Brorson. Tidt kan jeg sidde og nynne for mig
selv en af hans Salmer. Som nu denne
Han gav sig til at synge. Med sin lille Oldingerøst sang han
højt:
„O, søger de ydmyge Steder,
i Støvet for Frelseren græder,
saa faa I vor Jesum i Tale,
thi Roserne vokse i Dale!"
Da han sluttede, sagde Frøken Katinka, idet hun skiftede
en Pind: M
„Troer du ikke, det var bedst ... du gik i Seng, Momme?
Han var bleven anstrengt af Sangen og sad et Øjeblik og
snappede efter Vejret.
„Aa jo, du har vist Ret. Søvnen er dog tilsidst vor bedste
Trøster."
„Kom, lad mig hjælpe dig!"
III
Den følgende Morgen rugede en tung Skyhimmel over Jorden.
Det havde i lange Tider ikke regnet; hver Morgen havde Solen
flænget Nattedisens Slør ligesom med Guldklinger; Himlen havde
været blaa, og over Landevejene laa et tommetykt Støvlag. Men
hele denne Formiddag lod Solen sig ikke se, og dog var det fra
454 d o m m e n s d a g
Morgenstunden en brændende Varme, en tør, trykkende Ovnhede,
der syntes at strømme ud fra Jordens eget, glødende Indre.
Rundt om paa Markerne laa Kvæget med Hovederne tungt mod
Grønsværet, Svalerne var urolige, og Luften havde en sær, svovlagtig
Lugt.
Ved Middagstid kom Frøken Ragnhild langsomt gaaende henimod
den Bondegaard, hvor Fru Betty og Emanuel boede. Hun
gik i Tanker og mærkede ikke, hvor langt hun var kommen, før
en Stemme sagde Goddag tæt ved hende.
Det var Betty. Hun stod derinde paa Gangen bagved Havehækken
i en tarvelig, glat, sort Kjole og med sit sorte
Morgen-Kniplingsstykke over Haaret. Hendes lille, tynde Skikkelse
var besynderlig rank; Armene holdt hun korslagte under
Brystet.
„Er det virkelig din Agt at gøre os et Besøg idag?" sagde hun.
„Ja. Kommer jeg maaske ubelejligt?"
„Det har jeg jo ikke sagt."
„Men kære — hvorfor spørger du da? Og hvorfor ser du
saadan paa mig?"
„Du har ikke været her i to Dage. Hvorfor har du ikke det?
... Tilstaa det kun! Du har undgaaet os i den senere Tid, Ragnhild.
Jeg har godt mærket det. Vil du sige mig, hører du maaske
ogsaa med til Komplottet?"
„Kære Betty, lad os dog nu ikke begynde igen idag," sagde
Ragnhild i træt Tone og gik ind gennem Havelaagen. „Vejret er
virkelig ikke dertil. Jeg forsikrer dig, jeg er aldeles ødelagt. Og
du synes da ogsaa at være en Del overnervøs ... Undskyld,
at jeg sætter mig."
Hun tog Plads paa Tremmebænken under Æbletræet. Fru
Betty derimod blev staaende. Hun var gusten i Ansigtet, Trækkene
slappe. Kun Øjnene lyste.
„Vil du sige mig," — sagde hun — „er det sandt, at Pastor
Petersen er kommen her tilbage?"
„Ja, han kom igaar. Han havde faaet Lyst til at overvære Mødet
derinde i Sandinge, og han bliver her blot i disse Dage. Jeg
havde forresten ventet at træffe ham her. Han gik i Formiddags
d o m m e n s d a g 455
ind til Højskolen for at høre et Foredrag, og vi aftalte at mødes
her bagefter. Han vilde gøre jer en Visit, sagde han."
„Ja saa. Saa han kommer her! En saadan Dristighed har
han altsaa! Vil du maaske nægte, Ragnhild, at han hører til
Komplottet? ... Jeg er overbevist om, at det er ham, der staar
bagved det hele. Det er ham, der har gjort Fader ond!"
Jeg troer, du tager ganske fejl, Betty. Vi talte just igaaraftes
om din Broder, og jeg fik det bestemte Indtryk, at han indtil
det Øjeblik intet havde vidst om din Familjes sidste Skridt, som
han end ikke syntes at billige —"
„Ja, forsvar ham, du! Han er jo din Ven, din Kavaler! udbrød
Betty'og gav sig til at gaa frem og tilbage paa Gangen, stadig
med en unaturlig strunk Holdning og Armene korslagte under
Brystet. „Du har nu selv altid været fjendtlig sindet mod Emanuel.
Du har gerne villet se ham over Hovedet og gøre ham til
en Ubetydelighed. Og nu er du bleven bitter ved at se, hvor du
ganske har taget fejl af ham."
„Veed du hvad, Betty, det er næsten komisk at høre dig tale
saadan. Du glemmer efterhaanden helt, at du selv for ikke mere
end fjorten Dage siden var allerivrigst til at fordømme din Broders
Færd. Naar det kommer til Stykket, er det vel endda nærmest
dig, der har foranlediget, at din Fader og din Broder Karl
— eller hvem det nu er — har grebet til saa yderlige Midler."
„Hvad har jeg? — Hvad er det, du siger?"
„Jeg mener, at det dog vel maa være din egen Fremstilling
af, hvorledes alt staar til her, der har været afgørende for din
Familjes Handlemaade i denne Sag."
„Aa, det tror du ikke selv, Ragnhild! Og det er skammeligt
af dig at sige det! At jeg i lang Tid ikke forstod Emanuel
at jeg maaske endnu har vanskeligt ved helt at følge ham
det bekender jeg ærligt, det lægger jeg slet ikke Skjul paa! Men
aldrig — aldrig, siger jeg! — har jeg kunnet tænke mig, at noet
saadant kunde ske. At ville berøve et Menneske som Emanuel
Friheden, at ville spærre ham inde og gøre ham til en gal Mand!
Noget saa oprørende! Saa skændigt! ... Men det skal heller aldrig
i Evighed ske! Jeg har dog vel ogsaa et Ord at sige, saa456
d o m m e n s d a g
længe Emanuel boer under mit Tag! Og vi to skilles fra nu af
ikke mere!"
Hun fortsatte sin Gang, og der var i nogen Tid Tavshed mellem
de to Veninder.
„Saa er din Broder vel altsaa ogsaa til Møde nu," sagde Ragnhild
omsider og ligesom med Overvindelse.
„Naa, saa det interesserer dig dog! — Nej, det er han ikke."
Ragnhild saae hurtigt op.
„Var det da ikke idag, han vilde tale?"
„Jo, men først iaften ved Diskussionsmødet, naar Ordet bliver
givet frit."
,.Naa saadan! — Tror du, der er noget om, hvad jeg hørte
idag, at man vil nægte ham Ordet?"
„Aa, det vover de ikke! Hvad vilde det desuden hjælpe? De
vil dog ikke dermed kunne hindre, at han andetsteds skaffer sig
Ørenlyd. Og fra den Dag, han har talt, vil tusinder flokkes om
hans Forkyndelse Derom er jeg overbevist!"
I det samme var der nogen, der rømmede sig ude paa Landevejen,
og Pastor Petersens blussende Ansigt viste sig et Øjeblik
efter over Havelaagen.
„Mine Damer! Goddag! Goddag, Frue! ... Jeg bør vel næsten
gøre en Undskyldning, fordi jeg saaledes for anden Gang
i denne Sommer falder med Døren ind i Huset til Dem. Og ovenikøbet
i en saadan Hede!"
Fru Betty modtog ham netop med saa megen Forekommenhed,
at hun ikke kunde kaldes ligefrem uhøflig. Hun satte sig paa
Bænken ved Siden af Ragnhild og bød ham med en afmaalt Haandbevægelse
at tage Plads paa den højryggede Havestol, hvor han
engang før havde siddet i de samme to Damers Selskab.
„Jeg hører, at Pastoren har været til Møde inde paa Højskolen,"
sagde hun.
„Ja! Jeg kommer just derfra."
„Der var vel mange Folk forsamlede."
„Aa — de var lige ved at krybe op paa Skuldrene af hinanden
for at komme til at høre! Den Slags Menings-Turneringer
er nu engang bleven vore Dages Folkeforlystelser. Og det gik
d o m m e n s d a g 457
virkelig ogsaa — i dobbelt Forstand — ganske hedt til. Det maa
sandelig have ringet forsvarligt for Vorherres Øren denne Formiddag
... for man tog skam ikke blidt paa den gamle Mand.
Navnlig den gode Vilh. Pram og de andre Skriftkloge maalte
ham min Tro Skæppen fuld. De lod ham rentud vide, at han
risikerede at gaa ganske ud af Spillet, dersom han nu ikke godvillig
opgav alt gammeldags Hemmelighedskræmmeri, som dog
ikke længer imponerede nogen. Hvad oplyste Nutidsmennesker
fordrede af Religionen, var fuld og klar Besked om Tingene ..
ingen Tvetydigheder, om vi maa bede!"
Han talte i sin sædvanlige spøgefulde Tone, men det var dog
ikke vanskeligt at mærke, at han kogte indvendig.
„Det maa dog retfærdigvis tilføjes," — vedblev han „at
der ogsaa var dem, der tog den gamle Mand i Forsvar eller i
hvert Fald søgte at undskylde ham. Særligt udviste Forstander
Seiling en virkelig paaskønnelsesværdig Højhjertethed ved at
optræde som hans Advokat og i et veltalende Foredrag gøre
gældende, at anklagedes Ord i merbemeldte Skrift, kaldet Biblen,
i det mindste i de afgørende Punkter fuldtud stod til Troende.
Men saa var der et snildt Hoved, der midt i Stridens Hede fandt
paa den mageløse Ide, at der skulde afstemmes om det. Ikkesandt?
Det er virkelig en storslaaet Tanke, saadan at gøre Vorherre
til Genstand for Ballotation. Ja, vor Tid er i Sandhed en
Fremskridtstid! Jeg er overbevist om, at det varer ikke længe,
før man træffer Afgørelse om de himmelske Ting ved at tælle
paa sine Knapper eller lægge en Kabale!"
„Og hvad blev saa Resultatet af Afstemningen?" spurgte Frk.
Ragnhild.
„Ja, derom kan jeg ingen Oplysninger give Dem, da jeg ikke
afventede Udfaldet. Ærlig talt ... jeg foretrak at gaa min Vej.
Rimeligvis vil man finde det meget sippet af mig ... hvad jeg
da maa se at bære."
„Jeg forstaar egentlig ikke," sagde Fru Betty i stridbar Tone
— „hvorledes netop De, Hr. Pastor, kan føle Dem saa frastødt
af den Art Forhandlinger. De plejer jo dog ellers at være en
ivrig Talsmand for den saakaldte sunde Fornuft.
458 d o m m e n s d a g
„Aa jo, Frue! Netop som en varm Beundrer af den sunde
Forstandighed hylder jeg i stort som i smaat den Lære, der er
udtrykt i det gamle, besindige Ord, at den Sten, man ikke kan
løfte, gør man bedst i at lade ligge. Jeg har nemlig selv engang
været ved at forløfte mig, og derfor har jeg lært at være taknemlig
for, at andre har taget Byrden fra mig. Herregud! Hvorfor
vil vi Mennesker dog vedblive at forspilde Livets Lykke ved
bestandig at gaa paa Eventyr ovenover Skyerne. Hvortil dog
denne Lyst til at liste sig ind paa Evigheden ad Bagveje, ved
hvilke der dog tilstrækkelig tydeligt staar skrevet: Ingen Adgang
for Uvedkommende! Rigtignok er jeg selv Præst, men ikkedesmindre
maa jeg tilstaa, at naar jeg betragter en saadan teologisk
inficeret Forsamling som den idag, tænker jeg med Vemod tilbage
paa de gode gamle Tider, da man herude paa Landet dyrkede
sin Jord og fedede sine Stude og fik sin religiøse Trang fuldtud
tilfredsstillet ved at gaa i Kirke om Søndagen og til Alters tre
Gange om Aaret. Dengang forstod man at leve, d. v. s. man forstod
Livet. Man bar taalmodigt Tilværelsens Byrder og tog derfor
ogsaa uden Skrupler Del i Livets Fester. De gamle spillede
deres Firkort og tømte deres Krus, og Ungdommen dansede paa
Logulvet med Sølvspænder paa Skoene og røde Silkebaand i
Huerne! .. Ak ja, det var virkelig en lykkelig Tid!"
„Ja, det er nu ikke alle, der i en saadan Tilværelse kan se
et Ideal," bemærkede Fru Betty skarpt.
„Aa nej, deri har De fuldkommen Ret. Jeg mærker særdeles
vel — og for hver Dag tydeligere — hvor haabløst det er at
anprise Livets uskyldige Glæder i en eksalteret Tidsalder, hvor
man kun anerkender Yderlighederne — de eventyrlige Udskejelser
eller Askesens Selvtilintetgørelse — og i Grunden har lige
meget tilovers for bægge disse Standpunkter og derfor ogsaa
idelig slingrer frem og tilbage imellem dem ... fordi det er selve
Yderligheden i dem, man beundrer. Kunde de Godtfolk endda
blive enige om et fælles Ideal, skulde jeg endelig finde mig deri.
Men der er for Tiden akkurat lige saa mange „Livssyn", som
der er Personer, der brænder efter at gøre sig bemærkede. Og
det er just ikke vanskeligt at finde Ørenlyd for Profetier og nye,
d o m m e n s d a g 459
mageløse Sandheder i vore Dage. Luften er i det sidste halve
Aarhundrede saaledes bleven opfyldt af Forjættelser og Bebudelser,
at ikke en sølle Skrædder kan rejse sig op i en Forsamling
og sige et Par lidt ualmindelige Taabeligheder, uden at Tilhørerne
øjeblikkelig bliver indadvendte og ved sig selv tænker: Ja, Gud
veed, om ikke dette er det forløsende Ord, vi har ventet paa!"
Ragnhild begyndte at blive urolig. Hun saae Betty sidde som
paa Gløder og dreje Hænderne om hinanden i Skødet. Hurtig
rejste hun sig og tog Afsked.
Pateren fulgte.
IV
Om Eftermiddagen sad Emanuel og Betty ved Siden af hinanden
i Hestehaars-Sofaen inde i hans Stue. De sidste Uger havde
ældet ham, saa han næsten var ukendelig. Hans høje Skikkelse
var bleven endnu mere smal, Kinderne hule, Øjnene indsunkne.
Det store Haar og Skæg hang ham uredt ned over Skuldre og
Bryst.
Han havde i de sidste fireogtyve Timer intet spist og var derfor
ogsaa for lidt siden faldet i en let Afmagt, da han sammen
med Søsteren kom ind fra Haven.
„Hvordan gaar det? ... Har du det bedre?" spurgte hun og
strøg ham varligt ned over Armen.
„Tak. Det er ovre nu. Jeg har det godt."
„Jeg vil saa nødig plage dig, Emanuel, ... men maa jeg ikke
lave dig et eller andet styrkende?"
Der gled et svagt Smil over hans Læber.
„Hvortil skulde det vel hjælpe, Betty? ... Guds Aand vil opretholde
mig og gøre mig stærk."
I dette Øjeblik kom Tjenestepigen tilsyne henne i Døren.
„Frue!"
Betty rejste sig hastig.
„Hvad er der? ... Tal sagte ... Forstyr ikke!"
„Fruen skulde vel ikke have set noget til Børnene?
„Nej — de er vel i Haven."
460 D O M M E N S D A G
„Nej, der er de ikke. Og vi kan ikke finde dem nogetsted."
„Søg blot efter dem, og lad dem holde sig rolige inde i deres
Kammer ... Forstyr os ikke oftere!"
„Hvad er Klokken, Betty?" spurgte Emanuel, da hun var
kommen tilbage.
„Den er snart fire. Der er endnu tre Timer, til Mødet begynder.
Forresten Emanuel, ... jeg vil helst sige dig det, for at du ikke
skal mistyde det, ... jeg tager alligevel ikke med til Mødet. Jeg
tør ikke. Jeg er bange for, at det skal angribe mig for stærkt.
Ogsaa de mange Mennesker — —"
Emanuel klappede tavs hendes Haand.
„Men sig mig .. . jeg har længtes saa meget derefter ... kan
du ikke, Emanuel, fortælle mig lidt om, hvad du idag vil tale
om?"
„Hvad Gud indgiver mig. Intet andet."
Svaret gjorde Betty lidt urolig.
„Men sig mig, Emanuel, ... troer du dog ikke, det var rigtigst
at tænke lidt paa det i Forvejen ... maaske ogsaa skrive
noget op? Du er jo ikke vant til at tale i en saa stor og fremmed
Forsamling."
Emanuel saae paa hende med en mildt bebrejdende Hovedrysten.
„Do gør dig saa mange Bekymringer, Betty. Kun eet er fornødent
!"
„Jeg forstaar dig vist ikke rigtig, Emanuel ..."
„Nej — endnu ikke," sagde han og strøg medlidende sin
Haand ned over hendes Haar og Kind. „Men siden du ængstes
for migt saa vil jeg fortælle dig, Betty ... jeg havde før et yndigt,
et trøsterigt Syn."
„Et Syn?"
„Ja — et Møde med Mo'er. Det var for lidt siden, da jeg
sad ude i Haven. Min Sjæl var urolig og angstfuld ... Da kom
hun i sin Lysskikkelse henimod mig, tog mig om Hovedet og
kyssede mig paa Panden. „Min Velsignelse," sagde hun.
Betty havde foldet Hænderne foran Brystet og stirrede skrækslagen
paa ham.
d o m m e n s d a g 461
Emanuel !
„Stille, Søster! Lad os være ydmyge! ... Hvorfor foruroliges
du? Har du aldrig i Ensomheden følt, at Aanderne omsvæver
os? ... Og er det dog ikke en trøstefuld Tanke, at Himmeriges
Rige er os saa nær! Er det ikke dejligt at vide, at vi daglig
omgives af dets usynlige Herlighed, at vi kun har et eneste lille
Skridt at vandre, naar Døden, vor Forløser, aabner vort Jordefængsel
for os og kaster vor usle Fangedragt i Graven til Føde
for Ormene?"
Betty sad ubevægeligt stille.
„O ja, Emanuel!" udbrød hun med eet i Ekstase og greb om
hans Haand.
V
Heden var i Løbet af Dagen bleven stadig mere kvælende,
og allerede midt paa Eftermiddagen herskede der et Mørke, saa
man inde i Stuerne næppe kunde se, hvad Klokken var. Pludselige
Vindstød foer henover de tørre Marker og indhyllede Egnen
i en Sky af askeagtigt Støv; Hanerne rundt om i Gaardene galede,
og Svalerne fløj som i Dødsensvaande hid og did over
Vejene. Af og til hørtes den underjordiske Rumlen af en fjern
Torden.
Ved Solnedgang — mens i Vest en sorteblaa Skymasse hævede
sig som et uformeligt, elefantagtigt Himmeldyr op fra Horisontens
mørkerøde Blodsø — fyldtes Højskolens store Foredragssal
paany til sidste Plads; og trods Heden og Hs. Ekscellence
Kultusministerens Nærværelse fortsattes Striden fra om
Formiddagen med uformindsket Heftighed. Særlig var de „Skriftkloge"
kommen i Krigsstemning, efter at de ved Formiddagsmødet
havde lidt et alvorligt Nederlag ved Afstemningen paa
Spørgsmaalet om Biblens guddommelige Oprindelse. Vilh. Pram
erklærede rentud, at han nu vilde plante Oprørsfanen i Menigheden
og kalde dens frie Mænd og Kvinder til aaben Kamp
mod alle dem, der af lyssky Frygt vilde gøre Forstanden til Træl
under Avtoritetstroens Aag. Denne Udæskning kaldte nu ogs^a
Modstanderne frem; og ikke alene Partiernes Ordførere, ogsaa
462 d o m m e n s d a g
de menige Skarers mangestemmige Ekko lod sig efterhaanden
høre. Een efter een traadte Folk op paa Talerstolen, baade Mænd
og Kvinder, underlige Skikkelser ... alle betagne af den samme
brændende Trang til at bekende, forkynde", forjætte og forny.
Rundt om Tribunen sad Mødets Hædersgæster og de særligt
indbudne Talere, deriblandt baade den stumpede Pastor Magensen
med de evige Helvedstraffe — „Bettefanden", som han
populært kaldtes i Modstandernes Lejr —, og den sørgmodige
Tvivler Kandidat Boserup. Størst Opmærksomhed vakte naturligvis
den unge Minister, der havde taget Plads ved Siden af
Fru Gylling, og som med en noget anstrengt Værdighed modtog
de Oplysninger om de optrædende Talere, der meddeltes ham
af nogle kjoleklædte Højskolemænd, som havde stillet sig op
bagved ham.
Oppe paa Tribunen ved Siden af Talerne sad Forstander Seiling,
Mødets Ordstyrer. I alvorsfuld Ubevægelighed, med Armene
korslagte over Brystet, saae han ud over Forsamlingen med den
uigennemtrængelige, barske og myndige Mine, der gjorde ham
saa frygtet baade blandt Venner og Modstandere. Den Vankelmodighed,
der forhen havde præget hans offentlige Optræden
og i saa høj Grad skadet hans Indflydelse i Menigheden, var
i den sidste Tid — efterhaanden som Vilh. Pram forøgede sin
Popularitet hos de unge — vegen for en endog ualmindelig Fasthed.
I den almindelige Bevidsthed stod han nu som Føreren
for Vennesamfundets konservative Fløj, og det blev da ogsaa
fortalt, at det fortrinsvis var ham, der havde foranlediget, at
Ministeren var kommen tilstede her idag, ... et Træk, der i saa
Fald var ganske klogt beregnet af ham. Der. var ingen Tvivl om,
at Ministerens Nærværelse havde været en medvirkende Aarsag
til, at det oppositionelle Partis Aktier under Formiddagsmødet
var dalet, og at Biblens guddommelige Oprindelse var bleven fastslaaet
med en saa overvældende Majoritet.
Heden i Salen var efterhaanden bleven næsten uudholdelig.
Skønt man havde lukket alle Vinduer og Døre op for at skaffe
Luft, fik flere Kvinder ondt, og Lamperne rundt om paa Væggene
d o m m e n s d a g 463
og under det høje, svære Bjælkeloft lyste tilsidst saa mat, at
særligt den nederste Del af Salen kom til at ligge i en dyster
Skumring. Nu og da hørtes et fjernt Bulder af Tordenen, der
langsomt nærmede sig.
Paa een Gang opstod der Uro henne ved en af Sidedørene.
Folk derhenne veg tilside, — Emanuel traadte stille ind.
Oppe paa Talerstolen stod i dette Øjeblik en Landsbylærer og
udviklede sine Anskuelser; men ingen havde nu længer Øre for
hans Ord. Alle saae hen imod den høje, blege Skikkelse, der
blev staaende derhenne ved Døren med Hovedet bøjet og Hænderne
foldede foran Brystet. Selv de, der aldrig havde set ham,
var ikke et Øjeblik i Tvivl om, hvem han var. I den bageste Del
af Salen rejste man sig op paa Bænkene for at komme til at
se, og fra Mund til Mund lød hviskende Spørgsmaal og Svar.
Kun een forholdt sig stille ... Henne i en Krog sad Væver
Hansen foroverbøjet og skjulte den nederste Del af sit Judasansigt
med sine blodrøde Hænder.
Da Landsbylæreren endelig sluttede, og efter at endnu et Par
andre havde haft Ordet, blev det oppe fra Tribunen forkyndt,
at Emanuel vilde tale. I samme Nu steg en sortklædt ung Pige op
paa en Bænk ved et af Vinduerne, og een efter een rejste der
sig omkring hende en fem-seks pjaltede Skikkelser — deriblandt
„sorte Trine" — hvis Nærværelse hele Tiden havde vakt Uro
hos de styrende, særlig blandt de kjoleklædte Højskolefolk bagved
Ministeren. Det var Gerda og et Udvalg af Emanuels Tilhængere
nede fra Lejet.
Idet han nu selv nærmede sig Talerstolen, strakte den unge
Pige med et ekstatisk Udtryk Armene frem imod ham og raabte
med høj, skærende Røst:
„Hosianna! Velsignet være du, som kommer i Herrens Navn!"
„Hosianna! ... Hosianna!" gentog de andre i Kor med deres
raa og mørke Stemmer.
Rundt om i Forsamlingen vakte Optrinet en raadvild Bestyrtelse.
Man saae paa hinanden eller op til Ordstyreren eller —
frygtsomt — hen paa Ministeren. Forstander Sejling havde øje464
d o m m e n s d a g
blikkelig grebet til sin Klokke for at skride ind; men i det samme
viste Emanuel sig paa Talerstolen, — og alt blev stille.
I mere end et Minut var der dødsstille i hele Salen. Det var,
som om en Engel usynlig svævede gennem Rummet. Emanuel
selv lignede mere en Aand end et levende Menneske, som han
stod deroppe, mager og graableg, skarpt belyst af Skæret fra to
nedhængende Loftslamper, der gjorde Øjnenes og Kindernes Hulninger
dybe og sorte som paa en Dødning. De lange, udtærede
Hænder laa fladt foldede over hans Bryst; Blikket var løftet mod
det høje.
Rundtom i Salen sad man med tilbageholdt Aandedræt. Endog
Ministeren glemte et Øjeblik sin Værdighed og stirrede maabende
op over sine Næseklemmer, som han havde paasat sig for bedre
at kunne se. Ja, om det saa var Vilh. Pram, saa saae han ud,
som om han ikke længer rigtig vidste, hvad han skulde mene.
Da Emanuel nu hævede sine Arme mod Himlen og med svag,
skælvende Stemme sagde: „Tal, Herre ... din Tjener hører!"
— og da der i det samme !ød et dumpt rullende Tordenbrag
i det fjerne, gik der med eet en Gysning gennem den hele Forsamling.
Emanuel blev staaende med oprakte Hænder og tillukkede
Øjne; men ikke en Lyd kom over hans hvide Læber. Man kunde
se, at hele hans Legeme rystede; at Sveden randt ham ned over
Ansigtet. Og pludselig sank han sammen, bedækkede Ansigtet
med sine Hænder og udbrød under en stønnende Hulken:
„Min Gud! Min Gud! ... Hvorfor har du forladt rrjig!"
Der løftede sig i dette Øjeblik ligesom et Lettelsens Suk fra
den store Forsamling. Det var, som befriedes de alle fra en
sammensnørende Angst ved åt have faaet Vished for, at det ikke
var nogen gudesendt Profet, men slet og ret en gal Mand, de
havde for sig. Forstander Sejling havde hurtig rejst sig, og ved
Hjælp af et Par tililende Mænd blev nu Emanuel lempelig ledet
ned fra Talerstolen og derpaa under Forsamlingens medynksfulde
Deltagelse bragt ud af Salen.
Endnu helt ude fra Forstuen kunde man høre hans hjælpeløse
Hulken.
d o m m e n s d a g 465
Saa lettet man nu paa en Maade var, og skønt man straks
paa Ordstyrerens Forslag gav sig til at afsynge en Sang for at
bringe de opskræmte Gemytter i Ro, hengik der alligevel nogen
Tid, inden man forvandt Indtrykket af den uhyggelige Scene.
Dertil kom, at Uvejret hastigt nærmede sig. Et Par vældige
Tordenskrald havde allerede lydt inde over Byen, og en hagelblandet
Regn begyndte at smælde mod Ruderne.
VI
Hjemme hos Fru Betty havde der imidlertid ogsaa hersket stor
Uro. Først i Anledning af Børnene. Sigrid havde virkelig benyttet
sig af den Forvirring, der den hele Dag havde været i
Huset, og endelig iværksat sin længe forberedte Plan om paa
egen Haand at opsøge sin savnede Moder. Sammen med Dagny,
Dukke-Lise og en lille Pindevogn, der indeholdt Bagagen, nemlig
to Sommeræbler, en Sparebøsse og en Skrivetavle, var hun hen
paa Eftermiddagen draget afsted ud ad Landevejen, uden at nogen
havde set det. Den lille Karavane var dog ikke kommen ret
langt. Da nemlig Skæbnen vilde, at Solen, deres eneste Vejviser,
denne Dag slet ikke lod sig se; da desuden den genstridige
Dagny straks gav sig til at tudbrøle for at komme hjem; og da
endelig det Uheld indtraf, at det ene Hjul gik af Vognen ved,
at den kørte mod en Sten, tabte ogsaa Sigrid efterhaanden Modet
og satte sig modløs ned paa Grøftekanten, — hvor Tjenestepigen
kort efter havde fundet dem.
Fru Betty var bleven alvorlig vred. I sin eksalterede Sindstilstand
havde hun taget Børnene for sig og holdt en formelig
Dommedagspræken for dem, saa at selv Sigrid tilsidst var bleven
betuttet og var begyndt at græde.
Nu gik Betty i febrilsk Spænding frem og tilbage paa Gulvet
i den tarveligt oplyste Bondestue og ventede paa Emanuels Hjemkomst.
Hun kunde ikke forstaa, at han endnu ikke var kommen.
Klokken var snart ti, og hun var sikker paa, at han ikke havde
ladet sig opholde af Regnen. I sin Utaalmodighed begyndte hun
Det forjættede Land 30
466 d o m m e n s d a g
tilsidst at bebrejde sig, at hun ikke havde ledsaget ham. Hun
følte sig desuden uhyggelig tilmode i sin Ensomhed; Tordenen
nærmede sig med hvert Minut, og Regnen strømmede ned som
en Vandflod.
Tys! Nu, kom der ikke nogen? Ja, der var han endelig!
Nej ... hvad var det? ... det var ikke hans Fodtrin.
„Ragnhild!" udraabte hun, da Døren var bleven aabnet. „Kommer
du her ... paa denne Tid! Og, min Gud! hvordan er det,
du ser ud?"
„Godaften," sagde Frk. Tønnesen stakaandet og frigjorde sig
hastig for et stort Sjal, som hun havde haft over Hovedet. „Bliv
ikke forskrækket! Jeg vilde blot i Forbigaaende høre, hvordan
det stod til her."
„Men hvor kommer du dog fra? Du er jo ganske gennemblødt!
... Ragnhild! ... Du har da ikke været derinde til Mødet?"
„Jo .. . hvorfor ikke?" sagde hun i en Tone, der skulde lade
ligegyldig; men hendes Stemme skælvede, og Udtrykket i hendes
Ansigt var sky og uroligt. „Jeg fik Lyst til engang at se, hvordan
saadan noget gaar til."
„Men hvem fulgte dig? ... Du er da ikke gaaet alene, Ragnhild!"
„Nu ja, hvad saa? ... Er din Broder ikke kommen hjem?"
Betty stod et Øjeblik maalløs.
„Ragnhild!" skreg hun med eet og slog sine Arme omkring
Veninden. „Du elsker Emanuel! Jeg ser det paa dig! ... Du elsker
ham! Du elsker ham!"
Ragnhild vilde rive sig løs, men hendes Kræfter svigtede, og
hun sank udmattet ned paa en Stol.
„Vær rolig, Betty," sagde hun — hun snappede efter Vejret
og holdt Haanden presset mod Hjertet. „Svar mig dog engang ...
Er din Broder ikke kommen hjem?"
„Nej. Er Mødet forbi ... Fortæl dog!"
„Er din Broder virkelig ikke kommen hjem?"
„Nej, hvorfor bliver du ved at spørge? Og hvorfor ser du saadan
paa mig? . .. Der er hændet noget! Jeg kan se det paa dig!
... Ragnhild! Hvad er der sket?"
d o m m e n s d a g 467
„Du veed det altsaa ikke?"
„Hvilket?"
„At din Broder blev ... blev syg paa Mødet.11
„Syg? ... Emanuel syg! ... Men hvor er han da? "
En Mand fra Højskolen havde fulgt ham hjemad. Men mens
denne paa Vejen havde været inde i et Hus for at hente en Drik
Vand til ham, var Emanuel gaaet videre og havde ikke siden
været til at opspore.
Han gik i dette Øjeblik ude over de øde Hammerbakker —
langsomt, med Øjnene mod Jorden. Han mærkede ikke, at Regnen
strømmede ned over ham. Hans Tanke stod stille, hans Aand
var lammet ... han vidste end ikke, at han gik.
Han havde af Aftenens Oplevelser, ja af hele sit Liv kun bevaret
en eneste Erindring, ... Erindringen om et uhyre Bulder,
et rædselsfuldt Skrig af tusinde Munde ... og saa om et Ildhav,
et endeløst Baal, over hvis Flammer Guds Aand havde aabenbaret
sig i en blændende Straalekrans, omgiven af hvide Cheruber
med lange, gyldne Domsbasuner, hvis mægtige Toner havde
slaaet ham til Jorden ...
Pludselig standsede han. Himlen i Vest oplystes af fjerne Lyn,
og Sømærket oppe paa Højden tegnede sig et Øjeblik ganske
tydeligt mod den hvidblaa Himmelrand.
Han gyste. Han havde set et Legeme hænge deroppe paa det
sorte Kors og i det lidende Aasyn under Tornekronen genkendt
sine egne Træk. Javist! De havde korsfæstet ham, ... stødt ham
gennem Byen med Lanser, pisket ham med Svøber og korsfæstet
ham! ... Javist! Og nu gik han her gennem de dødes
Rige ...
Angsten for Mørket vakte ham lidt efter lidt. Han saae sig sky
omkring ... og det begyndte at dæmre i hans Bevidsthed.
„Det regner," sagde han højt.
I det samme huskede han alt, hvad der var sket, og han satte
sig ned i den vaade Lyng og græd som et Barn.
Han vilde ikke vende hjem. Han kunde efter dette ikke mere
leve i Menneskenes Samfund. Han bad saa inderligt, at Gud
30*
468 D O M M E N S D A G
dog vilde udfri ham af Livets Elendighed og give hans trætte
Sjæl Hvile i sit Skød.
„O kære Fader! Lad mig ikke forsmægte mere! Tag mig op
til din Himmel! Jeg har ikke længer hjemme paa Jorden. Hav
Barmhjertighed med mig! Tag mig op i dit Skød! "
FEMTE BOG
I
STEMNINGEN paa Højskolens Formiddagsmøde den næste Dag
var i hvert Fald i Begyndelsen endnu præget af den Uhygge,
som Begivenheden med Emanuel overalt havde fremkaldt. Først
henimod Daggry var han — mere død end levende bleven
funden af det Mandskab, der ved Midnatstid under Pastor Petersens
Ledelse var udsendt for at opsøge ham. Man vidste, at der
var skikket Bud efter Herredsfogden og en Læge, og at det var
Hensigten straks at faa ham anbragt paa et Hospital.
Omslaget i Mødets Stemning foranlediges af Væver Hansen.
Han havde den foregaaende Aften siddet i sin Krog og i Tavshed
dukket sig under det Nederlag, som ogsaa han ved den Lejlighed
havde lidt. Naar det havde været ham saa magtpaaliggende
at faa Emanuel til at optræde ved Mødet, var det, fordi han havde
stolet paa, at han i det mindste vilde vække nogen Opsigt, og
fordi han vidste, at hans Skibberuppere dog ikke aldeles havde
glemt deres aandelige Hjemstavn, men særlig i disse Dage med
Aarvaagenhed fulgte alt, hvad der foregik paa Sandinge Højskole.
Dog — nogen stor Tillid til sin Krigslist havde han alligevel
denne Gang ikke haft. Den hidtil saa utrættelige skønt atter og
atter slagne Stridsmand var omsider begyndt at opgive Haabet
om Fremgang for den Sag, der havde været ham selve Livet. Da
han denne Nat laa hjemme i sin ensomme Halmseng, mismodig
over det fornyede Nederlag, havde hans Tanker som sædvanlig
en Stund samlet sig om det mørke Barndomsminde, der havde
været Giftbrønden i hans Sind, det bitre Kildevæld, ved hvilket
han i fyrretyve Aar daglig havde fornyet sin Styrke og sin Hævn470
d o m m e n s d a g
tørst, .. . Mindet om hin Eftermiddag, da han som Hyrdedreng
var bleven Vidne til, at Herremanden gennempryglede hans Fader
med sin Stok. For tusinde Gang saae han Scenen for sig: de store,
lergraa Marker, den krumbøjede Fader ved Ploven, de dampende
Heste, den unge Junkers gule Stok, Faderens ynkelige Mine,
hans løftede Arm, hans bedende Hundeblik, . .. Erindringen stod
indbrændt i hans Sjæl som et Slavemærke. Han havde hin Dag
knyttet sin Drengehaand og svoret en dyr Ed. Men istedetfor den
Oprejsning for ham selv og hans Stand, han havde haabet paa
og i alle disse Aar kæmpet for, var Lydigheden blot Dag for Dag
bleven større og Underdanigheden mere krumrygget.
Han havde nu besluttet endelig at opgive Kampen. Der var
ikke noget at udrette med et Folk, der i alle Forhold syntes at
have taget til Valgsprog: Jo galere, jo bedre! Naar han ikke desmindre
havde bedt om Ordet her, var det blot for endnu en alier-,
sidste Gang at lette sit Hjerte og bringe sine fordums Venner
og Meningsfæller en velment lille Afskedssalut.
Hans Tilsynekomst paa Talerstolen vakte straks ingen synderlig
Opmærksomhed. Han var en ukendt Person for Størsteparten
af Forsamlingen, og hans besindige, ja drævende Maade
at udtrykke sig paa fremkaldte til en Begyndelse nogen Utaalmodighed
hos Tilhørerne. Men efter'naanden begyndte man at
lytte. Hvad var det? Manden talte jo om Politik, om Statskupet
og Frihedsbevægelsernes Undertrykkelse ...
Der blev Uro i Salen. Man saae med ængstelige Blikke hen
paa Ministeren og derfra op paa den myndige Ordstyrer, der da
ogsaa havde rejst sig med Haanden om Klokken, parat til at
skride ind.
I det samme snoede Væveren kattesmidigt sin Tale ind paa
det foreliggende Emne: Forestillingen om det hinsidige Liv og
de evige Helvedstraffe.
Men næppe havde Forskrækkelsen sat sig, og Ordstyreren
igen taget Plads paa sin Stol, før han atter var paa forbudne Veje.
Han gav sig til at tale om Smaafolks Alderdomsforsørgelse, om
Almuens Undervisning og det forældede Fattigvæsen.
Forstander Sejling ringede kraftigt med sin Klokke.
d o m m e n s d a g 471
„Jeg maa gøre Taleren opmærksom paa, at han skal holde
sig strengt til den Sag, der ligger for. Navnlig er al Indblanding
af Politik absolut forbudt," sagde han. Og under Forsamlingens
lydelige Tilslutning tilføjede han bistert„Dette er ikke nogen
Krostuediskussion, men en Forhandling om aandelige Ting."
„Jeg be'r saa meget om Forladelse," sagde Væveren med sin
allersagtmodigste Stemme: „Jeg mente bare, at det vel kunde
gaa an i den Forbindelse at berøre Ting, som dog ligger os alle
paa Hjertet ... besynderligt idag, da vi jo har den grumme store
Ære at se en saa højtstaaende Mand som en Minister her i vor
Forsamling. For se, angaaendes det evige Liv hinsides " vedblev
han med hævet Stemme, da Ordstyreren igen gjorde Mine
til at bruge Klokken — „ja saa mener jeg nu, at Vorherre nok
sørger for det. Men Livet her paa Jorden har vi vel selv nogen
Forpligtelse til at tage Vare paa."
„Afslutning! — Afslutning!" raabte et Par ophidsede Stemmer.
Men uden at agte paa Forsamlingens stedse utaalmodigere Tilraab,
og idet han stadig belagde sine Ord saa behændigt, at
han afværgede Ordstyrerens Indskriden, vedblev han at tale. Han
lod Menigheden høre ilde for, at den havde svigtet den Folkesag,
som det var dens Opgave at føre frem til Sejr, og istedet trukket
i Købstadklæder og faaet fine Fornemmelser. Han talte om en
„Højskole-Storagtighed", der ikke var et Haar bedre end det
Studenter-Hovmod, som det havde villet bekæmpe, og betegnede
med et æggende Smil Vennesamfundets Forkyndelse som „dennehersens
Gaardmands-Religion", der alene egnede sig for Folk,
som havde Raad til at slide Bagen flad paa Højskolernes Bænke.
Uroen i Salen var efterhaanden stegen til et formeligt Røre,
og Forstander Sejling stod da ogsaa i Begreb med paany at
skride ind, da Vilh. Pram rejste sig fra sin Plads paa den forreste
Bænk foran Talerstolen og — vendt imod Forsamlingen
med høj Røst udbrød:
„Jeg føler mig kaldet til at nedlægge en bestemt Indsigelse
mod denne Talers Ord. Skønt jeg selv befinder mig i Opposition
til meget i vort Menighedsliv — eller rettere netop af den Grund
472 d o m m e n s d a g
— er det mig magtpaaliggende at erklære, at jeg anser de faldne
Ytringer for aldeles utilbørlige — ja usømmelige."
„Hør! Hør!" raabtes der med fuldtonende og enstemmigt Bifald
fra Forsamlingen, .hvorimod Forstander Sejling blev kendelig
bleg og famlede nervøst ved Klokken.
„De Samfundsanliggender," — vedblev Vilh. Pram med stigende
Varme — „som Taleren har berørt, egner sig ikke til
Drøftelse her ... og det er ikke vor Sag at føre dem frem.
Tværtimod! Vi har i Fortiden anvendt alfor megen Kraft og Evne
og tilsidesat alvorligere Opgaver for at bidrage til Løsningen af
Spørgsmaal ... som maaske til syvende og sidst sletikke lader
sig løse. Vi kan visselig alle føle dyb og oprigtig Medlidenhed
med Samfundets Stedbørn, og vi kan hver for sig gøre, hvad der
staar i vor Magt, for at lindre Nød og afhjælpe Savn og bøde paa
Samfundenes Brøst. Men der klæber nu engang Mangler ved
ethvert Menneskeværk, og det er ikke alene frugtesløst, men
næsten formasteligt at tro at kunne fuldkommengøre det. Ideen
om et Lyksalighedsland her paa Jorden er en Kimære, en Frugt
af skønne, men letfærdige Drømmerier ..."
„Drømmerier?" gentog Væveren med et lumsk Smil.
„Ja — en Forestilling uden Gehalt, uden Mulighed for "
„U . . . U . . . U t o p i ? " p r ø v e d e V æ v e r e n .
„Ja, et uløseligt Problem, ... et Fantasteri, som det er ørkesløst
for Alvor at beskæftige sig med."
„Det er dog egentlig besynderligt," sagde Væveren. „For just
de samme Ord læste jeg forgangen Dag i en af de rigtig gamle,
ærkereaktionære Højreaviser, som jeg ellers ikke troede, at Hr.
Pastoren havde Meninger tilfælles med."
„Her tales ikke om Politik!" raabte Vilh. Pram afvisende.
„Aa nej. Men jeg kan nu ikke faa i mit Hoved, hvordan netop
det kan kaldes for Fantasteri ... hvorfor justement d e t skal
være Daarskab at ville hjælpe Smaafolk til Ligestillethed med
andre Mennesker og skabe Ret og Billighed i Samfundet, mens
det skal være det bare Smørrebrød for os at tumle med de store
Verdensproblemer og vende Vrangen ud baade af Himmel og
Helvede. Jeg er — Gud ske Tak og Lov! — hverken Fritænker
d o m m e n s d a g 473
eller andet af den Slags, men er glad for min Barnetro. Men
alligevel kan jeg ikke forstaa andet, end at om vi Mennesker
blandede os lidt mindre i Vorherres Anliggender, blev der vistnok
baade Tid og Evne til at løse en og anden af de Opgaver, som
vi nu er saa grumme hastige til at kalde for ganske uløselige
... det er nu min beskedne Mening."
„Hvor længe skal dog den Mand have Lov til at tale om uvedkommende
Ting?" raabte Vilh. Pram i ophidset Tone op til
Ordstyreren.
„Ja, Afslutning! ... Afslutning!" lød det fra mange Sider.
Tilsyneladende fuldstændig behersket traadte Forstander Sejling
frem og sagde:
„Jeg maa gøre Vilh. Pram opmærksom paa, at det er mig,
der leder Mødet ... og jeg skal nok udføre mit Hverv uden
hans Bistand."
„Men Talerne maa dog i hvert Tilfælde holde sig til det foreliggende
Emne."
ja — ingen Upartiskhed!" brølte en ungdommelig Stemme fra
Baggrunden, og der rejste sig nu over hele Salen et almindeligt
Spektakel. Ingen vilde længer høre, alle talte i Munden paa hinanden,
... mens Væveren smilende krøb ned fra Talerstolen og
listede stille bort.
II
Om Aftenen henimod Solnedgang sad Ragnhild og Pastor Petersen
paa en Bænk inde i Hotellets Have, der strakte sig ned
til Vandet. De var bægge meget medtagne af Nattens og Dagens
Begivenheder. Særligt var Ragnhild dybt rystet. Hun sad og
krøb sammen i et stort Sjal og saa næsten gammel ud.
Det var da ogsaa Pateren, der førte Ordet. Han fortalte om
nogle Demonstrationer, som Emanuels Tilhængere havde sat i
Scene, da han under Bevogtning af den tilkaldte Læge og en
anden Mand var bleven kørt bort i Kromandens gamle Kaleschevogn.
Den Stumhed, hvormed disse Mennesker var bleven slagen
under deres Mesters saa ulykkelige Optræden ved Mødet
474 d o m m e n s d a g
den foregaaende Aften, var nemlig atter hævet, efterat det Rygte
var opstaaet, at man oppe paa Højskolen havde kommet noget
„Forgift" i det Glas Vand, der havde staaet paa Talerstolen, og
hvoraf han straks havde drukket lidt. De var ikke i Tvivl om,
at hans Modstandere havde villet skaffe ham afvejen og nu —
da denne Plan mislykkedes — vilde indespærre ham for at binde
hans Mund. Hele Dagen havde der været Opløb udenfor hans
Hus. Mænd og Kvinder stod og raabte paa hans Navn og forlangte
hans Velsignelse. Især havde sorte Trine været meget
virksom. I Forening med et Par Fiskere havde hun søgt at tiltvinge
sig Adgang til Huset, og hver Gang hun fik Øje paa Herredsfogden
inde bag et af Vinduerne, havde hun truende løftet
Haanden og raabt: „Ve dig, Pilatus!" I Løbet af Dagen havde
Spektaklet grebet saaledes om sig, at tilsidst over et halvt hundrede
Mennesker — næsten hele Lejets Befolkning — omringede
Huset. Selv Folk, der hidtil havde været ligegyldige for
Emanuels Vækkelsesgerning eller endog stillet sig spottende til
den, var bleven revet med af Bevægelsen; det var med Nød og
næppe, at Politibetjenten og Sognefogden havde kunnet holde
Mængden tilbage med deres Stokke. Da Kaleschevognen kørte
frem for Døren og mens Mængden raabte og skreg, havde en ung
Moder trængt sig frem med sit syge Barn, for at Emanuel skulde
lægge Haanden paa det. Det havde ikke været Sognefogden muligt
at holde hende tilbage. „Jeg vil se ham!" raabte hun. Selv
efter at Vognen paany havde sat sig i Bevægelse, blev hun ved at
klamre sig til Hjulet og raabe, at han skulde frelse hendes Barn.
„Ja — han har jo haft en underlig Magt over visse Menneskers
Sind," sagde Ragnhild tankefuldt, da Pateren havde endt
sin Beretning.
„Ja, den Magt, som Enfoldighed, forskønnet af Troskyldighed,
desværre altid har over ubefæstede Sjæle, og som gør saadanne
Folk som Emanuel Hansted til nogle af Samfundets farligste Personer."
„Ser De virkelig saaledes paa ham? Han har dog vel egentlig
altid været værst mod sig selv."
„Ak ja, det kan man ogsaa sige. Fejlen er vel overhovedet den,
d o m m e n s d a g 475
at man opfatter slige Fænomener altfor alvorligt istedetfor straks
at betragte dem fra den humoristiske Side. Det er maaske, naar
det kommer til Stykket, Nutidsmenneskenes allerværste Skavank,
at de saa totalt mangler komisk Sans. Ret betragtet har dog Emanuel
Hansteds hele Stræben nærmest været til at le af, hans Liv
en Række lavkomiske Scener. Med fuld Ret kunde der engang,
naar han dør, skrives paa hans Gravsten: Herunder hviler Don
Quixotes Genganger, Emanuel Hansted ved Navn, som var født
til at være en skikkelig Kapellan, men troede sig en Profet og
Helgen; som derfor klædte sig udi en Kvæghyrdes Dragt og
ansaae enhver Indskydelse for en speciel Kaldelse fra Himlen;
som regelmæssigt forfuskede, hvad han fik mellem Hænder,
forlod sin Kone og vanrøgtede sine Børn, men ikkedesmindre indtil
det sidste betragtede sig som den af Forsynet udvalgte, der
skulde berede Tusindaarsrigets Komme og forkynde Guds Dom
over Menneskeslægten."
„De dømmer nu saa haardt. De glemmer, at han i hvert Fald
har den Undskyldning at være sin Moders Søn."
„Aa ja! Og baade Moder og Søn har den Undskyldning at være
Børn af en forskruet Tid, et forfjamsket Aarhundrede, der som
intet andet har fremelsket Enfoldigheden og sat Præmie paa Daarskaben
... hvori overspændte Ideer, hysterisk Lamenteren og
al Slags ekscentrisk Vindmageri bliver beundret som Udtryk
for den sande, gudebenaadede Genialitet. Dersom Vorherre paa
Dommens Dag virkelig tager mod Undskyldninger ... ja saa
kan Emanuel Hansted ganske vist fremføre som en formildende
Omstændighed, at han var et Resultat af vor Tids usundt oppustede
Følelsesliv, et Produkt af den lyriske Forraadnelsesproces,
hvori den gamle Verdens Samfund for Øjeblikket er ved at gaa
tilgrunde."
„Det er besynderligt at høre Dem tale saadan. Mener De virkelig,
at det er et Billede af vor Tid, De her opruller . . af Jernbanernes,
Telegrafens,. Revolutionernes og Variéteernes Aarhundrede?
„Ja, Frøken Ragnhild — af dets Vrangside. Af den Reaktion,
som dets praktiske, handledygtige Aand, dets rastløse, kraftigt
pulserende Liv har kaldt frem fra alle skumle og skimlede Kroge.
476 d o m m e n s d a g
Romantikens Genfødelse og Dampmaskinens Opfindelse skriver
sig jo fra det samme Aar. Og forøvrigt ... lad os ikke bedrage
os! Selv vi, der dog gerne vil kalde os vor Tids kloge og forstandige
Børn .. selv vi vil tidt nok kunne mærke, at allehaande
middelalderlige Følelser endnu spøger os i Blodet. Haanden paa
H j e r t e t , F r ø k e n T ø n n e s e n ! K a n De s e l v s i g e Dem h e l t f r i ? . . .
Tag den geskæftige Forretningsmand, den tilsyneladende mindst
følelsesfulde Verdensmand og skrab lidt paa ham — og De skal
se, Sværmeren, Stemningsmennesket kommer straks frem. I
ensomme Timer, i Skumringen ved Kaminen, ved det maanebelyste
Hav . .. hvem modstaar da de farlige Drømmes, de luftige
Fantasiers, de mørke Rædslers koglende Spil, — Reminiscenserne
fra Klostercellen og Vildskovene."
„Nu ja. De har vistnok Ret. Men hvad ondt er der saa egentlig
deri?"
„Der behøver ikke at være noget ondt deri, — naturligvis!
Ligesom andre kærlige Fædre har Vorherre givet sine Børn Legetøj
til uskyldigt Tidsfordriv: Sansernes Fryd, kunstnerisk Glæde,
Fantasiens Lyst o. s. v Men den, der grunder sit aandelige Livs
Ernæring herpaa, bærer sig ad som Barnet, der spiser sin Gummiboldt
og faar ondt i Maven. Og kan virkelig nogen sige sig helt
fri for at have ligget under for denne barnlige Tilbøjelighed?
Hører vi ikke endnu daglig den Lære blive præket, at i Drømmene
har Mennesket sin sande Glæde, sin største Lykke, sit
egentlige Hjem? Nej, lad os ikke bedrage os selv! Endnu ligger
vi dybt i Middelalderens Søvn ... eller rettere, vi befinder os i
den halvvaagne Tilstand, i den farlige Time, hvori Drøm og Virkelighed
forunderligt sammenblandes, hvori Virkeligheden synes
Drøm, og Drømmen Virkelighed. Det er vel ogsaa derfor, at vi
Nutidsmennesker er saadanne besynderlige Dobbeltvæsner med
en Dag-Side og en Nat-Side, der ikke vil forliges. Og det er vel
ogsaa Grunden til, at vi saa ofte føler os paa samme Gang tiltrukne
og frastødte, tiltalte og mishagede af en Ting, en Sag eller
en Person — kort sagt stadig gribes af hinanden modstridende
Følelser, saadan som det jo er karakteristisk for vor Tid. Hvad
siger vel Deres egen Erfaring, Frk. Tønnesen?"
d o m m e n s d a g 477
Paterens Øjne hvilede ved disse Ord saa forskende paa hende,
at hun tog sit Blik til sig uden at svare.
Men i sit stille Sind bejaede hun hans Ord. Hun var selv idag
begyndt at forstaa sit Hjerte i dets Forhold til Emanuel Hansted,
— forstaa den Blanding af Foragt, Medfølelse, Had og virkelig
Betagethed, som hans Personlighed bestandig havde fremkaldt
hos hende. Naar hun tænkte tilbage paa deres Samliv, lige fra
deres allerførste Bekendtskabs Dage i Vejlby Præstegaard, forstod
hun nu med Rædsel, at ogsaa hun selv hun! havde
ligget under for den Afsindets Magt, den Enfoldighedens Fortryllelse,
som Pastoren nys talte om.
Pateren vedblev:
„Jeg veed jo nok, at der skal være foregaaet et aandeligt
Gennembrud i vore Dage. Jeg har hørt Tale om Gennembrudsmænd
i Videnskab, Literatur og Kunst. Men det er endnu ikke
lykkedes mig at faa Øje paa, hvad det egentlig er, der er bleven
gennembrudt, eller hvad det er for noget, der er brudt igennem.
Jeg ser i hvert Fald stadig den samme overtroiske Forherligelse
af vort abnormt udviklede Følelsesliv, den samme hysteriske Tilbedelse
af Lidenskaben, Overdrivelsen, Fusentasteriet. Ja, jeg
synes endog, at Usundheden paa en uhyggelig Maade har bredt
sig i de senere Aar, at Lyrikens Svamp er trængt selve Folket
ind til Marv og Ben. Det er vel netop, hvad den nuværende religiøse
Overspændthed — ligesom forhen den politiske paa en
saa sørgelig Maade har bevist. Jeg kommer forresten derved til
at tænke paa, hvad jeg hørte idag, at Mødet derinde paa Højskolen
skal være endt i en fuldkommen Forvirring. Vilh. Pram
og hans Garde skal ligefrem have truet med at udtræde af Menigheden,
fordi de anser den for ikke længer tidssvarende. Det er
Rotterne, der forlader det vaklende Babelstaarn. . . Men De ser
saa træt ud, Frøken Ragnhild. Det er ikke værd, jeg taler mere.
De skulde gaa ind og hvile Dem lidt."
„Det har intet at sige ... Jeg sidder blot og forundrer mig over,
at det er en Præst ... en kristen Præst, jeg hører tale. Jeg maa
tilstaa, jeg forstaar bestandig daarligere, hvorledes De kan forlige
saadanne Anskuelser som dem, De her og ved saa mange
478 D O M M E N S D A G
andre Lejligheder — har udtah, med det at være Kirkens betroede
Mand."
„Tal kun rent ud, Frøken Tønnesen! Sig kun ganske aabent,
hvad De dog vistnok mener, at jeg maa være en Hykler, der i
Grunden ler af den hele Guddommelighed, ... en Fiffikus, der
pligtskyldigt væver Kirkens Vadmel og forøvrigt lader Fiolen
sørge. Jeg veed det godt. Det er Almenhedens Dom om ... Pater
Riidesheimer!"
„Det kan være. Men j e g har ikke sagt eller tænkt noget
saadant. Jeg sagde blot, at jeg kunde ikke forstaa, hvorledes De
med Deres Anskuelser kunde være Talsmand for en Lære, der
just lægger Hovedvægten paa Menneskenes Følelsesliv og dertil
tager baade Lyriken og Mystiken i sin Tjeneste. Ovenikøbet er
De jo mere ortodoks i Deres Forkyndelse end nogen anden; jeg
veed jo, at De næsten med Magt undertrykker ethvert Forsøg paa
friere aandelige Rørelser i Deres Menighed."
„Ganske som Deres afdøde Fader — ja. Og deri finder De en
Modsigelse? Kan saamænd gerne være, at De har Ret. Ærlig
talt, det bekymrer mig ikke. I hvert Fald: jeg tillader ikke mig
selv at kritisere det, der er min Religion — for saa var det jo ikke
mere min Religion. Men forøvrigt ... er et saadant ubetinget og
tillidsfuldt Forhold til den nedarvede Tro, et Forhold, der udelukker
enhversomhelst Trang til at forsøge nogen Bessermachen
...er det virkelig saa aldeles stridende mod god, sund Fornuft?
Jeg har dog set min Fader efter et langt, uroligt og næppe altid
helt dadelfrit Liv stirre Døden roligt i Øjnene i den samme Tro.
Jeg har dog set den bære min Moder frelst gennem et Liv fuldt
af Lidelse og Savn, ... og jeg troer nu ikke paa, at Menneskene
saaledes i en Haandevending skifter den tusindaarige Grundvold
for deres Tilværelses Fred og Lykke. Jeg taler ikke her om de
enkelte, stærke Aander, de ensomme Titaner, hvorom Historien
fortæller, der under Ansvar for Gud grunder over Verdensgaaden.
Deres Veje er for mig usporlige, og jeg dømmer dem ikke.
Men jeg veed — veed af dyr Erfaring — at for os stakkels Hverdagsmennesker
er der kun eet Bud, een Redning: at tro uden
Betingelser, uden Tøven, uden at ville rokke ved en eneste Tødd
o m m e n s d a g 479
del af Skriftens Ord. Jeg forstaar egentlig sletikke, hvorledes man
kan have en Tro og samtidig føle en idelig Trang til at makke
om paa den. Saa forstaar jeg dog bedre den Tid, da man uden
Sentimentalitet brændte Kættere og Tvivlere. Den sande udvalgte,
det virkelige Sandhedsvidne skræmmedes dog ikke af Baalets
Flammer, og man var fritaget for saaledes som nu at se enhver
sølle Stymper røre sig en Religion sammen saa let, som man laver
en Æggekage, eller at være Vidne til, hvorledes den første
den bedste teologiske Friskfyr fordrejer Hovederne i den ham
betroede Menighed ved at fortolke Guds Ord efter Forgodtbefindende.
Jeg har vist forøvrigt før fortalt Dem, at ogsaa jeg
engang i min yngre Dage forvildede mig paa de Veje, ad hvilke
i vor Tid saa mange gaar den sikre Fortvivlelse imøde. Endogsaa
Verdensforsagelsens tornestrøede Sti, hvor Emanuel Hansted nu
er gaaet tilgrunde, har jeg i Svimmelhed betraadt, forledt af den
formastelige Tanke, at den Smertens tunge Vandring, som var
Guds enbaarne beskaaren for Menneskehedens Synders Skyld —
den skulde mir nichts dir nichts enhver Skrædder gøre ham efter.
Men Gud ske Lov! Min jævne, gode Almueforstand fik efterhaanden
Bugt med alle Hjertets Udskejelser, og det sunde, besindige
Bondeblod, der ruller i mine Aarer, gjorde Oprør mod det hæsrlige
og gudsbespottelige Selvplageri. Ved min unge, livsfriske
Hustrus Side — Gud glæde hendes Sjæl i Himmerig! — lærte
jeg, før det blev for silde, at takke for Livet, takke for hver Dag,
jeg fik Lov at drage Aande, takke ogsaa for Sorgerne og Byrderne
og de tunge Mismods-Timer, som dog altsammen gør et Menneskeliv
saa vidunderlig rigt og dybt og uendeligt. Ak ja, den
gamle, gode Tid! Jeg søger ofte min Trøst og styrker mit Haab
ved at tænke tilbage paa min Barndoms herlige Højtidsdage,
paa en saadan klar, stille Søndagmorgen ude paa Landet, da Kirkeklokkerne
ringede Helligdagsfreden ud over de grønne Marker
og ind i de festligt stemte Sind; da Landsbyens Gaardporte aabnedes,
og de pyntede Bønderfamilier agede til Kirken i den velpudsede
Stadsvogn med blankstriglede Heste ... ikke for at høre
interessant nyt af en „aandrig" Prædikant, ikke for at være med
paa det allersidste opsigtvækkende fra Teologernes Forfænge480
d o m m e n s d a g
ligheds-Marked, men for troskyldigt at bekræfte den gamle Pagt,
for som tillidsfulde Børn at samles i den fælles Faders Skød,
synge til hans Ære, modtage hans Velsignelse og derpaa vende
styrkede og beroligede hjem til Livets Alvor og Livets Glæde.
En saadan Sjælenes Fred og Tryghed, en saadan Sindets glade
Ligevægt er det, jeg ønsker os tilbage ... vi har den haardt behov.
Jeg er nær ved at mene, at den væsentlige Opgave for en Præst
— i hvert Fald i vore onde Dage — er den at lære Folk at nyde
og elske Livet paa rette Maade, uden Trods og uden Frygt, taknemligt
og tilfreds, saadan som det er vor Pligt overfor den,
der gav os det. Derfor er heller ingen mig mere imod end den
Slags — nu saa stærkt grasserende — Individer, der gør sig
interessante for sig selv og andre ved at vandre smægtende om
i Verden som vemodsfulde Naturer, tungsindige Skygger, hjemløse
Sjæle o. s. v., hvad enten det nu er Folk, der formasteligt
behager sig i at betragte deres Liv som en lang Korsfæstelse,
eller det er disse moderne, blodløse Lømler, der af Overmættelse
gaar omkring med permanent Livskvalme og hvert Øjeblik føler
Trang til at kaste deres Sjæle op, udgyde deres Inderste, aflægge
Bekendelser, — de veed blot aldrig rigtigt, om det skal være i
Vorherres eller i en Skøges Skød. Jeg kan ikke være sammen
med en saadan Personage, uden at Galden koger i mig. Jeg faar
en næsten ustyrlig Lyst til trods mine graa Haar at springe op
paa Bordene og af mine Lungers fulde Kraft raabe et trefoldigt
Hurra for Livet!"
„Men hvorfor gør De det da ikke!" udbrød Ragnhild med blussende
Kinder, ildnet af den Varme, hvortil Pateren efterhaanden
havde talt sig op. „Hvorfor raaber De ikke, saa det giver Genlyd
i hele Landet? ... Hvorfor sidder De her og hvisker det blot
til mig? Hvorfor tav De igaar ved Mødet? Da havde det været
Tid at tale!"
„Nu sværmer De, Frøken Ragnhild! Lyriken tager Dem! De
ser mig straks i Aanden som banebrydende Kæmpe, som folkebetvingende
Helt. Men synes De virkelig ... er det virkelig Deres
Mening, at jeg skulde give mig til at konkurrere med Hr.
Vilh. Pram og de andre folkelige Skuespillere? Jeg maatte da
d o m m e n s d a g 481
nødvendigvis først gennemgaa et dramatisk Kursus og anlægge
et eller andet opsigtvækkende Profet-Kostume — for man gør
skam ikke Indtryk paa det store Publikum, naar man optræder i
sine Hverdagsklæder."
„De har maaske Ret!"
„Jeg troer det. Rigtignok er jeg selv Præst, men ikke des
mindre har jeg — og dette er min eneste, min sidste Anfægtelse!
— en uovervindelig Skræk for Ordet og dets besnærende og
bedøvende Magt. Vorherre bevare mig for i Forbindelse med min
egen ringe Person at tale højttravende om Kald, Mission og sligt.
Og dog maa jeg sige, at jeg i Beskedenhed føler det som min Opgave—
baade som Præst og som Menneske — i det smaa og i det
stille at bidrage til at bringe Folk til Bevidsthed ... til fuld og
klar Bevidsthed. Jeg veed det nok, jeg kan ikke rose mig af at
have særligt Held med mig i saa Henseende. Men det faar være!
Jeg kan nu engang ikke holde mig tilbage, naar jeg mener at se
nogen gaa en Ulykke imøde. Jeg troer, at der er noget af en
Goldamme-Natur i mig, — det maa tjene mig til Undskyldning
overfor dem, hvem jeg kan have besværet med min ukaldede og
maaske ofte utidige og besværlige Tjenstivrighed, med den trippende
og pluddervorne Kyllingemo'ers-Ængstelse, som jeg aldrig
formaar at overvinde. Men nu glemmer jeg igen, at De er
træt! Solen er ogsaa nede nu, og jeg maa afsted!"
Han rejste sig fra Bænken.
„Vil De virkelig tage bort?" spurgte hun.
„Ja, det er paatide. Jeg veed, at Vognen venter, og jeg har heller
ikke mere at gøre her. Farvel, Frk. Tønnesen! Og tilgiv nu
ogsaa De — ja ganske s æ r 1 i g t De — min langsommelige Nærværelse
her denne Sommer! Tilstaa det kun! De har mangen
Gang ønsket mig derhen, hvor Peberet gror. Jeg har kunnet se
det paa Deres Ansigt, skønt De er en fin Diplomat .. . Men nu er
De ikke længer vred paa mig, vel?"
Hun trykkede tavs hans Haand.
„Farvel, Frk. Tønnesen! Vi sees vel nok ved Lejlighed i København.
Bliver De her længe?"
„Saalænge som Betty bliver her; jeg vil ikke forlade hende
Det forjættede Land 31
482 d o m m e n s d a g
i denne Tid, og her bliver vel en Del at ordne, før der kan tænkes
paa Afrejse."
„Hils hende fra mig! Det gør mig ondt, at jeg ikke har kunnet
tage Afsked med hende. Men ogsaa hende ser jeg vel i
København. Farvel! — Farvel, Frøken!"
„Farvel!" sagde Ragnhild. „Og Tak for alt," tilføjede hun, da
han allerede havde fjernet sig nogle Skridt.
Han vendte sig om og hilste, idet han smilende trykkede
Hatten ind mod Brystet.
„Ærbødigste Tjener, Frøken! ... Altid til Tjeneste!"
III
En sludfuld Efteraarsdag et Par Maaneder senere snoede et
Ligtog sig langsomt op ad den bugtede Vej, der fra Skibberup
Sande steg op til den gamle, ensomt liggende Næsse-Kirke, der
knejsede ude over Fjorden. Det var Emanuel, der nu stedtes til
Hvile.
Skønt hans Efterladte havde ønsket, at Begravelsen skulde
foregaa i al Stilhed, havde der baade fra Vejlby og Skibberup
samlet sig et anseligt Følge. Vejen var sort af Vogne og Fodgængere;
kun de haardeste Halse blandt Egnens „hellige havde
holdt sig borte, fordi det var bleven bekendt, at der efter Hansines
Ønske ikke skulde holdes nogen Tale ved Graven.
Der saaes saa godt som alle de gamle Ansigter, der i sin Tid
stadig havde omgivet Emanuel; hans sidste Dages Ulykker havde
faaet dem til at glemme fordums Strid. Endog „Vikingen", Tømrer
Nielsen med det mægtige Skæg, var kommen tilstede, om han
end holdt sig allerbagest i Følget ligesom for dermed at antyde,
at han ikke var der helt med god Vilje. Paa hans alvorsfulde
Ansigt stod der ogsaa tydeligt at læse, at det ingenlunde havde
været uden Betænkeligheder, han havde besluttet sig til at deltage
i denne Ceremoni. Han hørte nu til Helvedprædikantens
svorne Mænd og nød megen Anseelse i Menigheden paa Grund
af sin store Hellighed. Paa Dril havde Væver Hansen slaaet
d o m m e n s d a g 483
Følge med ham, hvad der øjensynligt i høj Grad generede ham.
Gentagne Gange havde han gjort Forsøg paa at blive ham kvit,
havde forandret Plads i Toget, givet sig i Snak med andre o. lign.;
men Væveren blev ved at hænge paa Siden af ham som en Burre
og gottede sig ret ved at mærke den Opsigt, deres Kompagniskab
vakte rundtomkring.
Ogsaa forhenværende Dyrlæge Aggerbølle saaes i Følget, skønt
nærmest som en Skygge af sig selv, bleg og slunken, med en
ynkværdig Frakke og luvslidt Cylinderhat, men stadig lige strunk
af Holdning og med Næseklemmeren foran sine store, stift fremadstirrende
Øjne. Den af Skæbnen saa ublidt omtumlede Mand
var nu endelig endt som Fattiglem. Rigtignok vilde han paa ingen
Maade selv indrømme det. Af Barmhjertighed mod ham — og
desuden af en vis, uovervunden Ærefrygt for, hvad han selv
kaldte sin „Rang" — havde man nemlig ladet ham blive boende
i sit gamle Hjem og lod ham i det hele den offentlige Understøttelse
tilflyde under saa hensynsfulde Former som muligt.
Derfor paastod han ogsaa haardnakket — og troede efterhaanden
selv derpaa — at Fattigforstanderen blot godhedsfuldt „forvaltede
hans Midler", og indrømmede i det højeste, at han stundom modtog
frivillige Gaver, som hans Æresfølelse ganske vist krympede
sig ved, men som han af Hensyn til sine elskede Børn dog
ikke mente at have Ret til ganske at afvise.
Blandt dem, der havde holdt sig borte fra Begravelsen, og
hvis Fraværelse blev bemærket, var først og fremmest Købmand
Villing og hans Kone. De havde ikke turdet udsætte sig for deres
„hellige" Kunders Mishag og var derfor bleven hjemme, skønt
det særlig for Hr. Villing ingenlunde havde været let at give
Afkald paa en Lejlighed til at repræsentere og være højtidelig og
tale bevægede Ord om Døden, Skæbnen, Livets forunderlige Omskiftelser
o. s. v. Det vindskibelige Ægtepar havde forøvrigt atter
faaet en travl og gylden Periode. Villings standhaftige Tro paa
Faguddannelsens Overlegenhed og endelige Sejr var ikke bleven
gjort tilskamme. Under de sidste Aars stærke Optagethed af allehaande
aandelige Spørgsmaal havde Menigheden hverken haft tilstrækkelig
Sans eller Lejlighed til med nogen Energi at opret-
31*
484 d o m m e n s d a g
holde den „Forbrugsforening", som Væver Hansen i sin Tid havde
grundlagt til Styrkelse af Menigmands Selvstændighed, og Villings
lille Butik var derfor atter bleven det sædvanlige Samlingssted,
der fra Morgenstunden stod fuldt af købslaaende Folk, og hvor
de Vejlby Bønder mindst en Gang om Dagen søgte hen for at
fordrive en ledig Time med Bysnak og Tobak.
Af Emanuels Familje var kun Fru Betty og hans Broder Garderofficeren
tilstede, den sidste civil. Den gamle Etatsraad havde
ikke vovet at udsætte sig for Rejsens Besværligheder. Han var
meget svag og nedbøjet, og man ventede ikke, at han levede
Vinteren over.
Det var Emanuels eget Ønske, som man opfyldte ved at stede
ham til Hvile paa Skibberup Kirkegaard omkring den ensomme
Næsse-Kirke. Han havde saa ofte talt om sin Kærlighed til dette
øde, forladte Sted med den frie Udsigt over Fjorden, — talt om,
hvor dejligt det maatte være engang at sove der ved „Guttens"
Side, omgivet af den dybe, højtidsfulde Stilhed, som kun Bølgebruset
og Maageskrigene gennembrød. Endnu under sin Sygdom
havde han bestandig fantaseret om den gamle Kirke, hvortil saa
mange af hans Livs lykkeligste Minder knyttede sig. I sine lyse
Øjeblikke havde han fortalt Sygeplejersken om sin Bryllupsdag,
om det lange, pyntede Brudetog, om Bispen, der modtog det ved
Indgangen i fuldt Ornat, og om den natlige Hjemfart, da Præstebjærget
pludseligt løftede sig op paa luende Søjler. Ogsaa om
Vejlby Præstegaard havde han altid gerne villet fortælle, men
Sygeplejersken havde i Almindelighed maattet standse ham, fordi
Minderne angreb ham for stærkt. Han kunde ofte falde i krampagtig
Hulken eller synke hen i en dyb, stum Fortvivlelse over
sin forspildte Lykke, og han havde tilsidst næsten ingen anden
Tanke, intet andet Ønske, ingen anden Begæring haft end at faa
sin Hustru og sine Børn at se. Da man ved Dødens Nærmelse
omsider indvilligede i hans Bøn og sendte Bud efter dem, var det
forsilde. Allerede om Natten døde han. Med sine sidste, svigtende
Kræfter bad han da sine Omgivelser sige til Hansine, hvad han
selv vilde have sagt hende, at han takkede og velsignede hende.
Med Sygeplejerskens Haand i sin, og mens den gyldne Dag sejrd
o m m e n s d a o 485
rigt brød frem derude bag det nedrullede Hospitals-Gardin, udaandede
han i et langt og smertefuldt Suk.
. . . O v e r d e t l a n g s o m t d r a g e n d e L i g t o g r u n g e d e K i r k e k l o k k e n s
basdybe Stemme, denne enstonende Lyd, der dog har Udtryk
for alle Menneskehjertets dybeste Rørelser fra den gladeste Bryllupsfryd
til Adskillelsens Smerte. Kirkegaardsporten aabnedes,
og mens en Flok opskræmte Maager gav sig til at skrige ude
over Stranden, som vilde ogsaa de være med at bringe deres
ulykkelige Ven den sidste Hilsen, skred Toget ind mellem de
vejrblæste Grave.
Da Følget var samlet omkring den gamle Anders Jørgens Begravelsesplads,
og medens den blomstersmykkede Kiste langsomt
sænkedes i Jorden, søgte Blikkene uvilkaarligt Hansine. Hun stod
der i sin Enkedragt ved Siden af Graven og holdt den lille Sigrid
i Haanden. Mens Barnet hulkende gemte sit Ansigt i Moderens
Kjole, syntes Hansine selv fuldkommen rolig. Men sporløst var
de sidste Tider ikke gaaet hen over hende. Hun var tydeligt nok
begyndt at ældes, og hun var saa mærkeligt lille at se til i sin
sorte Dragt.
Efterat en Salme var sunget, traadte Helvedprædikanten med
mørk Mine frem ved Graven.
Det var en lille, tætbygget Mand med sort, studset Fuldskæg,
tykke, blodrøde Læber og fanatisk mistænksomme Øine. Han
forrettede Jordpaakastelsen med ilter Haand og myndig Stemme;
og som en Erstatning for den Tale, han ikke havde faaet Lov til
at holde, gjorde han den „stille Bøn" saa lang, at enkelte utaalmodigt
satte Hattene paa og drev bort.
Saa var Højtideligheden tilende, og Følget spredtes langsomt.
IV
Der er nu forløbet et Par Aar siden denne Dag. Endnu hersker
Pastor Madsen med Ild og Sværd i Vejlby og Skibberup, ja langt
udover Sognets Grænser — endog over til Sandinge — strækker
sig hans myndige Magt.
486 d o m m e n s d a g
Men hellerikke Højskoleforstander Sejling har ligget paa den
lade Side. For alt, hvad Vennesamfundet i de senere Aar har
tabt i Udbredelse og Indflydelse i Folkets brede Lag, har han
ihærdigt søgt Erstatning i ydre Magt og Anseelse gennem Opnaaelsen
af de højere Samfundskreses Anerkendelse. Og han har i
saa Henseende virkelig været overraskende heldig. Den før saa
latterliggjorte Menighed er i Øjeblikket paa Veje til at blive fashionable,
dens Kristendomsopfattelse ifærd med at blive ophøjet
til Statsreligion, og Forstander Sejling selv er nylig bleven benaadet
med Ridderkorset.
Denne uformodede Medgang synes at skulle blive skæbnesvanger
for den Vilh. Pramske Fraktion, der truer med at gaa en
snarlig Opløsning imøde. Allerførst svigtede Fru Gylling, der
meget hurtigt efter Kultusministerens betydningsfulde Besøg paa
Sandinge Højskole var begyndt at komme til Erkendelse af, at
hun havde handlet i Overilelse ved at yde det reformivrige Parti
sin vægtige Støtte. Ogsaa den elskelige Kandidat Boserup har
endelig faaet Ro for sine Tvivl. Genfødt og lutret er Vennesamfundets
forlorne Søn vendt tilbage til det hjemlige Skød og har
her ydmyg modtaget den længe opstaldede Fedekalv i Form af et
godt Præstekald.
Ja, om det saa er den lille skikkelige Pastor Magensen, har han,
skønt sikkert uden Beregning, ja vistnok med blødende Hjerte,
set sig nødsaget til at forlade sit yderliggaaende Standpunkt. I
et nyt opsigtvækkende Skrift om Helvedstraffene har han aabent
tilstaaet, at hans forrige Opfattelse beroede paa en Misforstaaelse,
en Oversætterfejl, idet Sprogforskningens allersidste ankomne
Resultater uomstødeligt godtgør, at det omstridte Bibelsted alligevel
rettest bør udlægges i Overensstemmelse med den officielle
Kirkes Opfattelse.
Hvad Vilh. Pram selv angaar, da fortsætter han vel med usvækket
Lidenskab sin Kamp mod Kirkemyndighederne og Troen paa
Skriftens Autoritet; men det er, som om selv hans Venner begynder
at finde ham lidt ensformig. Han opfylder aabenbart ikke de
Forventninger, man har næret til ham. Fornylig angreb saaledes
en af hans egne Tilhængere ham offentlig i en Avis og bebrejdede
d o m m e n s d a g 487
ham, at han nu i altfor lang Tid -„ikke var fremkommen med
noget nyt."
Imidlertid skrider Dagene jævnt og stille i den lille Bindingsværks-
Halvgaard i Skibberup By, hvor nu Hansine og hendes
Broder uindskrænket regerer, efterat den gamle Else endelig har
lukket sine Øjne. I Porten hænger endnu den rustne Staldlygte
og drejer rundt i sin Snor, ganske som i Hansines og Ole Kristians
unge Dage. Men ude i Haven, paa Marken og i Stalden løber nu
den opvoksende Slægt, Sigrid og den lille Dagny, rødmussede og
tilfredse.
Det hænder jo nok endnu engang imellem, at Sigrid i Skumringen
— eller naar der er gaaet hende noget imod — sætter
sig hen i en Krog og længes efter København. Men hun faar
aldrig Lov til at synke dybt i Stemninger. Moderen er straks over
hende og sætter hende i Arbejde. Hun er nu saa stor, at hun maa
begynde at gøre Gavn. Hun har Hønsegaarden at passe og de
smaa Grise og Faar og Lam, — og Hansine tilgiver ingen Efterladenhed.
Med Byens Folk holder den lille Familje foreløbig ikke megen
Omgang. Dog kigger af og til en af de gamle Venner indenfor for
at faa sig en Snak mellem Væg og Dør om Dagens Nyt. Endog
Væver Hansen gør den engang imellem en Besøgelse. Den slagne
Mand lever nu stille og roligt og ernærer sig af sin Væv og giver
sig i hvert Fald Udseende af at have opgivet al Agitation. Rigtignok
fortælles der, at han har begyndt at holde til hos Svend 01
og Per Brændevin og det øvrige uhyggelige Selskab nede i
Mosekærshusene. Men spørger man ham derom, lader han,
som om han ikke hører det og giver sig til at tale om
andre Ting.
Hver Lørdag Eftermiddag, naar Vejret blot er taaleligt,
drager Hansine og Børnene ud til Kirkegaarden med Rive og
Vandkande for at hæge Familjens Begravelsesplads. For Børnene
er disse Vandringer efterhaanden bleven en Slags Forlystelse,
en Indledning til Søndagens glade Højtid. For Hansine
derimod vedbliver denne Time, hvori hun stille gaar og pusler
om sin Mands, sin Søns og sine Forældres Grave, at være Ugens
488 d o m m e n s d a g
egentlige Andagts- og Opbyggelsestime, i hvilken hun gennem
Minderne finder Erstatning for, hvad Livet nægtede hende. Først
nu, da Emanuel er borte, og hun kan tænke paa ham uden Uro,
uden Bekymring og uden Bitterhed, — først nu synes hun
rigtigt at eje ham, at turde give ham sin fulde Fortrolighed og
sin hele Kærlighed. Ja, ogsaa „Gutten" har ligesom faaet nyt
Liv for hende nu, da Fortidens Skygger er vegne fra hans
Billede.
Men der er ogsaa andre, der besøger Emanuels Grav.
Ikke saa sjelden hænder det, at en eller flere Baade med sortklædte
Mænd og Kvinder kommer sejlende over Fjorden og
lægger til ved Strandens store Sten, hvorfra Mændene bærer
Kvinderne i Land paa deres Arme. Tavse stiger de op paa Kirkegaarden
og staar længe aldeles ubevægelige omkring Graven,
hensunkne i Bøn.
Det er Emanuels gamle Venner ovre fra Sandinge Leje, der
nu efter hans Død vier ham en formelig Tilbedelse. De har dannet
et eget Samfund derovre, en Sekt, der fuldstændig gaar op
i at leve i Mindet om hans Liv og Gerning. „Guds Lam" kalder
de sig, og efter Sigende skal de allerede have vundet en ikke
ringe Udbredelse. De lever alle stille og fredsommeligt, idet de
ydmygt stræber efter at blive Emanuel lig i alle hans Fuldkommenheder.
Hver Søndag Eftermiddag forsamles de til Møder
for at tale sammen om ham, opbygges af hans Ord og lytte til
Fortællinger om hans underfulde Liv. Og mindst een Gang om
Aaret gør de — i Ensomhed eller i Følge — en Valfart til
hans Grav.
Om hans Fødsel og Opvækst skal der allerede gaa mange mærkelige
Sagn. Saaledes fortælles der, at hans fromme Moder, mens
hun bar ham under Hjertet, en Nat i en Drøm følte Guds Hænder
lægge sig velsignende paa hendes Hoved og hørte en Stemme
i Mørket sige: „Du skal føde Menneskene en Frelser." Endvidere
paastaas det, at han allerede som Dreng ofte fastede og daglig
gik ned paa Gaden og delte sin Mad med de fattige. Dog om disse
og andre lignende Fortællinger hersker der allerede nogen Uenighed.
Derimod næres ingen Tvivl om, at han døde som et Offer
d o m m e n s d a g 489
for Verdens Forfølgelse, og en af Sektens ledende Mænd, en forhenværende
Skolelærer, skal for Tiden være beskæftiget med
at forfatte en paa mundtlige Vidnesbyrd støttet Beretning om hans
Martyrium, for at hans Liv og Gerning kan bevares for Efterverdenen
til taknemlig Ihukommelse.
