LYKKE-PER
FØRSTE BIND 
HENRIK PONTOPPIDAN
L Y K K E - P E R
FJERDE UDGAVE
GYLDENDALSKE BOGHANDEL
KJØBENHAVN OG KRISTIANIA
MDCCCCXVIII 
TRYKT IALT I 16000 EKSEMPLARER
GYLDENDALS FORLAOSTRYKKERI
KJØBENHAVN 
FØRSTE KAPITEL
I en af de østjyske Smaakøbstæder, der ligger gemt mellem
grønne Banker i Bunden af en tilgroet Fjord, levede der i
Aarene før og efter vor sidste Krig en Præst ved Navn Johannes
Sidenius. Det var en from og streng Mand. I sin ydre Fremtræden
som ved sin hele Levevis skilte han sig skarpt ud fra
Byens øvrige Beboere, af hvem han derfor i mange Aar betragtedes
som en besværlig Fremmed, hvis Særegenheder man afvekslende
trak paa Skuldren af og forargedes over. Naar han
— høj og alvorlig — kom gaaende gennem Byens krogede Gader,
klædt i sin langskødede, graa Vadmelsfrakke, med store,
mørkeblaa Briller for Øjnene og med Haanden knyttet om Grebet
paa en stor Bomuldsparaply, som han for hvert Skridt stødte
med Kraft mod Stenbroen, vendte Folk sig uvilkaarlig om efter
ham; og de, som sad inde bag Vinduerne og holdt Udkig i
Gadespejlet, smilte ved Synet eller skar Ansigter. Byens Storhanser,
de gamle Bondekøbmænd og Studeopdrættere, hilste
ham aldrig, end ikke naar han var i Ornat. Skønt de selv viste
sig paa Gaden i Træsko og smudsige Lærredsfrakker, pattende
paa en Pibe, betragtede de det som en Skam og Skænsel
for deres By, at den havde faaet en saadan Stodderpræst, der
gik klædt som en Landsbydegn og vitterlig ogsaa havde Møje
med at skaffe Føden til sig og sin Redefuld af Rollinger. Man
havde været vant til en ganske anden Slags Gejstlighed her, —
til Mænd i fine, sorte Klæder og hvide Kammerdugs Halsbind,
Mænd, der ogsaa ved deres Navn havde kastet Glans over Byen
og dens Kirke og senere var bleven Stiftsprovster og Bisper,
men som alligevel ikke havde hovmodet sig af deres Fromhed, 
ikke havde følt sig for gode til at interessere sig for Byens verdslige
Anliggender og tage Del i Borgernes selskabelige Forlystelser.

Dengang havde den store, røde Præstegaardsbygning været
et Gæstfrihedens Hjem, hvor man, naar man havde afgjort sine
Forretninger inde hos Præsten, blev buden ind i Dagligstuen
til Fruen og de unge Frøkner for ved en Kop Kaffe eller (naar
det var bedre Folk) et lille Glas Vin og en hjemmebagt Kage
at slaa en Passiar af om Dagens og Byens Nyt. Nu betraadte
Folk ikke Præstegaarden uden tvingende Grunde, og aldrig kom
man længere end til Pastor Sidenius' gravkammeragtige Studereværelse,
hvor Gardinerne gerne var rullet halvt ned, fordi
Præstens Øjne ikke taalte Genskinnet fra Murene ovre paa den
anden Side af den snevre Gade.
Her modtog han endda i Reglen Folk staaende, bød dem ikke
at sidde ned, affærdigede dem i det hele kort, tilsyneladende
udeltagende, og var netop allermindst indladende overfor dem,
som mente sig berettiget til at vente særlig Hensyntagen. Selv
Byens Embedsfamilier havde ophørt at aflægge Visiter i Præ­
stegaarden, efter at det var hændet dem, at Pastor Sidenius —
i Stedet for at byde Forfriskninger — havde givet sig til at udspørge
dem om deres Tro og i det hele tiltalt dem paa en Maade,
som om de var Konfirmander, der stod paa Kirkegulvet.
En ganske særlig Forbitrelse vakte han ved de store BorgerBegravelser,
til hvilke Befolkningen mødte i festligt Optog, med
Hornmusik og floromvundne Lavsfaner, Embedsmændene i
guldbaldyrede Uniformer og med Hanefjer i Hattene, — alle
efter deres Mening særlig vel stemte til Andagt og Opbyggelse
efter den lette Portvins-Frokost i Sørgehjemmet. I Stedet for
en stor Tale med den sædvanemæssige Lovprisning af den Afdøde
indskrænkede Pastor Sidenius sig ufravigelig til Fremsigelsen
af en Bøn, saadan som det ellers kun brugtes overfor
udøbte Børn og Fattiglig. Ikke et Ord om den Hensovedes hæ­
derlige Karakter og stræbsomme Vandel, ikke en Hentydning
til hans Fortjenester af Byens Opkomst, til hans opofrende Interesse
for Brolægningsvæsenet eller det kommunale Vandværk. 

Det var næppe nok, at den Afdøde overhovedet blev nævnt ved
Graven, og da altid kun med Tilføjelser som „denne usle Støvhob"
eller „denne Føde for Ormene", — og jo større og mere
anset den Forsamling var, hvortil han talte, jo flere Faner og
Bannere der smeldede i Blæsten omkring Graven, des kortere
blev Bønnen, des ynkværdigere blev i hans Tale de Levninger,
hvorom man var samlet, saa at Følget skiltes under en Ophidselse,
der mere end een Gang paa lydelig Maade havde givet
sig Luft paa selve Kirkegaarden.
De eneste af Byens Folk, der havde deres Gang i Præstegaarden,
var et Par smaa, forvoksede gamle Damer fra Byens
Jonifrukloster samt en bleg, langskægget Kristusfigur af en
Skrædersvend foruden endnu enkelte andre saakaldte „vakte"
af de Ubemidledes Klasse, som i Pastor Sidenius' Hjem havde
fundet en længe savnet Tilflugt i den verdslig sindede By. Om
nogen egentlig Omgang var der dog alene af den Grund ikke
Tale, at Fru Sidenius var meget svag og i de sidste Aar havde
ligget tilsengs. Men forresten var Pastor Sidenius selv ganske
uden Anlæg for det selskabelige, og hans Tilhængere søgte
ham kun i Troesanliggender. Derimod mødte de regelmæssig
hver eneste Søndag i Kirken, hvor de forsamlede sig paa en
bestemt Plads umiddelbart under Prækestolen og vakte Forargelse
blandt de øvrige Kirkegængere ved paa en tilskuestillende
Maade at synge selv de allerlængste Salmer uden en eneste
Gang at se i Salmebogen.
Pastor Sidenius tilhørte en ældgammel og vidt udbredt Præ­
steslægt, der kunde føre sine Ahner helt tilbage til Reformationen.
I fulde tre Aarhundreder var Kaldet til gejstlig Virksomhed
gaaet som en hellig Arv fra Fædre til Sønner — ja til Døtrene
med, forsaavidt som disse i mangfoldige Tilfælde havde
giftet sig med Fædrenes Kapellaner eller Brødrenes Studiekammerater.
Herfra udsprang den bevidste Myndighed, for hvilken
de Sidenius'ers Forkyndelse fra gammel Tid var bekendt. Der
fandtes næppe ret mange Sogne Landet over, hvor ikke en af
Slægten engang i Aarhundredernes Løb havde bøjet Sindene til
Lydighed under Kirkens Lov. 
Naturligvis — disse mange Kirkens Tjenere havde ikke alle
været lige nidkære. Der havde endog været enkelte, temmelig
verdslig sindede Herrer imellem dem, — Folk, hos hvem en
kraftig, gennem Slægtled tilbagetrængt Levetrang havde givet
sig ret ubeherskede Udslag. Saaledes levede der i forrige Aarhundrede
en Vendsyssel-Præst, „gale Sidenius", der skulde have
ført et omstrygende Jægerliv i de store Skove omkring den jyske
Aas, hvor han ofte sad paa Kroerne og drak Brændevin med
Bønderne, og som tilsidst en Paaskedag i Drukkenskab slog
Degnen i Kirkegulvet, saa der sprøjtede Blod op paa Alterdugen.

Dog — langt den overvejende Del af Slægten havde været
fromme Kirkens Stridsmænd, flere af dem tillige belæste, ja
lærde Mænd, teologiske Granskere, der i deres landlige Afsondrethed,
under Aarenes graa Ensformighed, havde søgt Erstatning
for alle Afsavn i et stille, indadvendt Tankeliv, en inderlig
Fordybelse i deres egen, indre Verden, i hvilken de saa
tilsidst fandt Tilværelsens sande Værdier, dens rigeste Lykke,
dens egenlige Maal.
Det var denne i Slægten nedarvede Ringeagt for alle timelige
Tings Værd, der havde været ogsaa Johannes Sidenius' Værge
i Livets Kamp og bevaret hans Ryg ubøjet og hans Sind rankt
trods Armods Tryk og mangeartet Modgang. Men han havde i
saa Henseende ogsaa haft en god Støtte i sin Hustru, med hvem
han levede det inderligste og lykkeligste Samliv, skønt de egenlig
slet ikke lignede hinanden. Ogsaa hun var et dybt religiøst
Gemyt men — i Modsætning til sin Mand — en tungsindig,
lidenskabelig Natur, hvem Livet indgød Uro og mørk Ængstelse.
Oprindelig ubefæstet i Troen, som hun havde været det fra sit
Hjem, var hun under Mandens Paavirkning bleven en Ivrer, hos
hvem den daglige Kamp for Udkommet og de mange Barselsenge
havde affødt sygeligt overdrevne Forestillinger om Jordelivets
Trængsler og Kristenmenneskers Ansvar. Og hendes
lange Sengeleje; de mange Aar, hun siden sin sidste Nedkomst
havde ligget lammet i den mørke Sygestue; endelig den nylig
overstaaede, ulykkelige Krig med dens fjendtlige Indkvarteringer, dens Brandskatning og blodige Ydmygelser — alt dette
havde ikke bidraget til at gøre hendes Syn paa Livet frejdigere.
Skønt hendes Mand ofte alvorligt bebrejdede hende det, fandt
hun aldrig rigtig Ro for bekymringsfulde Tanker. Endda hun
ogsaa selv erkendte, at det var en syndig Mangel paa Tillid til
Forsynets Naade, kunde hun ikke lade være med ved enhver
Lejlighed at foreholde sine Børn den yderste Nøjsomhed i alt
som en Pligt mod Gud og Mennesker. Hun kunde oprøres som
over en Forbrydelse, naar hun hørte om Borgernes Levevis
der i Byen, om deres Selskaber med mange Retter Mad og
tre-fire Slags Vin, om Fruernes Silkekjoler og de unge Pigers
Guldsmykker, — ja hun havde endogsaa ondt ved at tilgive sin
egen Mand, naar det engang imellem hændte, at han kom hjem
fra sin Spaseretur med en eller anden beskeden Gave, som
han med et vist, tavst Galanteri henlagde foran hende paa Dynen,
— et Par Roser i et Kræmmerhus, lidt fin Frugt eller en
lille Krukke Ingefærsyltetøj for hendes Nattehoste. Vistnok blev
hun baade glad og rørt for hans Opmærksomhed; men hun
kunde dog aldrig lade være med at sige, mens hun ømt kyssede
hans Hænder:
„Du skulde nu dog hellere have ladet være, du Gode."
I dette Hjem opvoksede et Kuld kønne, lidt kirtelblege Børn,
elleve i Tal, fem lysøjede Drenge og seks lysøjede Piger, der
alle var let kendelige mellem Byens øvrige Ungdom, blandt
andet paa Grund af nogle usædvanlige Halskraver, der gav
Drengene et lidt pigeagtigt og de halvvoksne Piger et lidt mandfolkeagtigt
Udseende. Drengene bar desuden deres brune Haar
langt og lokket, saa det naaede dem næsten til Skuldrene, medens
Pigebørnenes laa fast nedglattet over Hovedbunden og kun
ved hver Tinding havde en lille, haard Fletning, der var lagt i
en Bue foran Ørene.
Forholdet mellem Forældre og Børn som overhovedet Tonen
i Hjemmet var gennemført patriarkalsk. Under de tarvelige, ja
fattige Maaltider, som regelmæssig indlededes med en Bøn, sad
Faderen for Enden af det lange, smalle Bord med sine fem
Sønner ordnede efter Alder langs den ene Side og de fem Døtre 
i tilsvarende Rækkefølge langs den anden, medens den ældste
Datter, den huslige Signe, i Moderens Forfald indtog Pladsen
for den anden Bordende. Aldrig faldt det nogen af Børnene ind
at tale uden at være adspurgt. Men Faderen talte ofte til dem,
om deres Skoleundervisning, om deres Kammerater og deres
Lektier og kom derved gerne ind paa selv at fortælle. Paa belærende
Maade skildrede han Forhold og Begivenheder fra sin
egen Ungdom, fortalte om Datidens Skolegang, om Livet i hans
Faders og Farfaders lerklinede Præstegaarde o. s. v. Undertiden,
naar han var særlig oplagt, kunde han endog fortælle spøgefulde
Anekdoter fra sine Studenterdage i København, fra Regenslivet
eller fra Studenternes kaade Løjer med Natvægtere og Politi.
Men havde han paa denne Maade faaet Børnene til at le, forsømte
han aldrig tilsidst at give sin Fortælling Advarslens Form og
formanede at vende deres Sind og Tanker mod Livets Alvor og
Pligtens Bud.
Denne store Børneflok og navnlig den Fremgang, den havde
— først i Skolen, siden ude i Livet — var efterhaanden bleven
Pastor Sidenius' Stolthed og samtidig et med ydmyg Taknemlighed
modtaget Vidnesbyrd om, at Herrens Velsignelse hvilede
over hans Hus. Det var nu ogsaa en opvakt, lærelysten, frem
for alt strengt pligttro Ungdom, ægte Sidenius'er, der en efter
en voksede op i Faderens Billede, ja slægtede ham paa ogsaa i
alle ydre Smaatræk — lige til den selvbevidste Holdning og den
taktfaste, soldatermæssige Gang. Der var kun eet af Børnene,
af hvem Forældrene havde Sorg. Det var et af de mellemste,
en Dreng, der hed Peter Andreas. Han var ikke alene uregerlig
i Skolen, saa der stadig indløb Klager over ham; men allerede
i en tidlig Alder sporedes der hos ham en overlagt Opsætsighed
mod Hjemmets Skik og Orden. Han var ikke bleven
ti Aar, før han nægtede sine Forældre Lydighed, og jo ældre
Drengen blev, des tydeligere aabenbarede der sig hos ham en
udæskende overmodig Trods, som hverken Tugt eller Tvang
eller Herrens Formaning formaaede at kue.
Pastor Sidenius sad ofte raadløs ved sin Hustrus Seng og 
talte om denne Søn, der hos dem begge vakte en skræmmende
Erindring om hin vanslægtede Vendsyssel-Præst, hvis Navn stod
som prentet med Blod paa Slægtens Stamtavle. Og uvilkaarlig
paavirkede af Forældrenes Holdning saae efterhaanden ogsaa
hans Søskende paa ham med fremmede Øjne og undveg ham
sky i deres Lege.
Nu var Drengen ogsaa kommen til Verden i en uheldig Time,
nemlig paa det Tidspunkt, da Faderen fra et ensomt liggende
og fattigt befolket Hedesogn forflyttedes herind til Købstaden og
optoges af en omfattende Embedsvirksomhed. Peter Andreas var
herved tilfældigvis bleven den første af alle Børnene, hvis tidligste
Opdragelse han havde maattet overlade til Moderen; men
denne havde i de Aar, da Peter Andreas var lille, altid haft
mere end nok at gøre med at tage Vare paa de endnu mindre;
og da hun tilsidst, lammet af sin Sygdom, søgte at samle alle
de Smaa omkring sin Seng, var han allerede bleven for stor til,
at hun herfra kunde holde Øje med ham og hans Færd.
Saaledes gik det til, at Peter Andreas saa at sige fra sin Fødsel
blev en Fremmed i sit eget Hjem. I sine første Leveaar
havde han sit Tilhold i Pigekammeret og ovre i Udhuset hos en
gammel Brændehugger, hvis nøgterne Betragtninger over alle
forefaldende Begivenheder tidligt paavirkede Drengens Virkelighedssans.
Senere fandt han ligesom et andet Hjem i Nabolagets
store Købmandsgaarde med tilhørende Tømmerpladser,
mellem hvis Gaardskarle og Krambodsvende han ligeledes tilegnede
sig et ganske verdsligt Syn paa Livet og dets Goder.
Samtidigt udviklede dette Friluftsliv hans Krop og lagde et kraftigt
Teglstensrødt paa hans tykke Kinder. Blandt Gadens og
Tømmergaardenes Ungdom blev han snart frygtet paa Grund af
sine Kræfter, og han opkastede sig tilsidst til Fører for en lille
Skare smaa Røvere, der huserede omkring i Byen. Uden at
nogen i Hjemmet vidste det, voksede han op som en lille Vild.
Det var først, da han blev ældre, og navnlig, da han i NiaarsAlderen
var kommen ind i Byens Latinskole, at Drengens farlige
Tilbøjeligheder blev rigtig aabenbare; og Forældre og Lærere fik nu travlt med at raade Bod paa, hvad der var forsømt.

Men da var det forsilde.
* *
*
Inde i Pastor Sidenius' Studereværelse stod der en Dag i
Efterhøsten en af Byens Smaaborgere for at bestille Barnedaab
til om Søndagen. Han havde udrettet sit Ærinde med saa faa
Omsvøb som muligt og stod allerede med Haanden paa Dørlaasen
for at gaa, da han efter en kort Betænkning atter vendte
sig mod Stuen og — temmelig udfordrende — sagde:
„Jeg kunde forresten med det samme anmode Hr. Pastoren
om at være saa venlig at entholde Deres Søn fra min Have.
Han og nogle andre Drenge har meget ondt ved at lade mine
Kaviller i Fred — og det skøtter jeg, rent ud sagt, ikke stort
om."
Pastor Sidenius, der sad dybt bøjet over Skrivebordet med
sine store, mørkeblaa Briller skubbet op paa Panden, i Færd
med at indføre Faddernes Navne i Kirkebogen, rejste ved disse
Ord langsomt Hovedet, skød Brillerne paa Plads og sagde
skarpt:
„Hvad er det, De staar der og siger... ? Vil De beskylde m i n
Søn for at ..."
„Ja, det vil jeg," vedblev den anden med en Haand i Siden,
særdeles tilfreds med engang at kunne triumfere over den selvbevidste
Præst. „Hr. Pastorens Søn — Peter Andreas hedder han
nok — han er nu tilogmed som en Slags Hovedmand for disseherre
smaa Gavtyve, der kryber over Folks Plankeværker. Og
Ret skal vel være Ret — ogsaa med Pastorens Børn. Jeg vil
ellers blive nødsaget til at henvende mig til Politiet, og saa kan
det jo let blive til en offentlig Afstraffelse for Drengen paa Raadstuen.
Og det vilde vel ikke være saa heldig i Betragtning af
Pastorens Embedsstilling her i Byen."
Pastor Sidenius lagde med en usikker Bevægelse Pennen
bort og rejste sig. 
3
„Min Søn..." gentog han, og hele hans Legeme skælvede.
Mens dette foregik i Præstens Stue. sad den lille Synder
henne paa Skolen og skjulte sin daarlige Samvittighed for Læ­
reren og Kammeraterne bag en høj Stabel Bøger. Han havde paa
Vejen til Skolen mødt den vrede Borgermand, der havde raabt
til ham over Gaden: „Hold dig nu parat, min Dreng! For nu
gaar jeg hen og snakker et lille Ord med din Far!" Peter Andreas
plejede ellers ikke at tage sig Faderens Vrede synderlig
nær; men han havde dennegang undtagelsesvis en Fornemmelse
af at have begaaet noget uværdigt, og han følte sig mere og
mere utilpas, efterhaanden som Tiden nærmede sig, da han
skulde hjem.
Med røde Øren luskede han ind gennem Præstegaardsporten
og forbi det Forstuevindu, hvorfra Faderen plejede at passe ham
op og kalde ham ind, naar han havde forbrudt sig. Men Vinduet
forblev lukket. Heller ikke ude paa Gaardspladsen, hvorover
Vejen gik til Køkkenindgangen, saae han noget til Faderen, og
han begyndte allerede at trække Vejret lettere. „Manden har naturligvis
bare villet true," tænkte han og drev ind i Køkkenet
for som sædvanligt at høre til Middagsmaden. Grebet af et pludseligt
Overmod vovede han sig endog ind i Sovekammeret for
at sige Goddag til Moderen. Men her standsedes han straks
i Døren af et mørkt Blik henne fra Sengen. Med haard, ligesom
fremmed Stemme sagde Moderen: „Gaa ind paa dit Kammer,
— jeg vil ikke se dig."
Drengen blev staaende lidt; han kunde se paa Moderen, at
hun havde grædt. „Hører du ikke? Bliv inde paa dit Kammer,
indtil der kaldes paa dig." — Saa listede han modfalden bort.
Noget efter blev han af Husets gamle, eenøjede Tjenestepige
kaldt ind til Middagsmaaltidet. Hans Søskende sad allerede paa
deres Pladser omkring det lange Bord og ventede. I det samme
han viste sig, stoppede de op i deres Tale, og af denne Tavshed
og af deres tillaasede Miner forstod han, at ogsaa de vidste
Besked. Med et Forsøg paa at lade overlegen kastede han sig
ned paa sin Stol og stak Hænderne i Lommerne; men ingen
saae paa ham. Kun nede fra Bordenden rettedes et Øjepar imod 
ham, — Søsteren Signes store, lyse, tankefulde Øjne under
mørke, sammenvoksede Bryn.
Men nu hørtes Skridt inde i den tilstødende Stue. Det gav
et Sæt i Per, da Faderen tog i Døren. Imod Sædvane sagde
han ikke Goddag. Tavs satte han sig ved Bordet, bøjede Hovedet
og foldede Hænderne.
Men i Stedet for at bede Bordbønnen gav han sig til at tale.
Han havde, sagde han (og hans Øjne lukkede sig bag de mørke
Glas) noget paa Hjerte, en alvorlig Sag, som han vilde tale lidt
med sine kære Børn om, inden de idag begyndte deres Maaltid.
Hvorefter han bekræftede, hvad de fleste af dem allerede
i Forvejen havde hørt om Broderens Forseelse.
„Hvad der saaledes er sket, skal ikke forties eller besmykkes,"
fortsatte han. „Som det er Guds Vilje, at alt, hvad der
avles og fødes i Mørket, engang skal blive aabenbaret, saadan
er nu ogsaa denne Gerning kommen for Lyset for at faa sin
Dom. Peter Andreas har ikke villet agte paa Guds Lov og Befaling.
Som han har forhærdet sit Hjerte overfor sin Faders og
Moders Formaninger, har han trodset det Bud af Herren, der
lyder: du maa ikke stjæle. — Ja, min Søn, du skal ikke skaanes
for at høre din Synd nævnet med sit rette Navn. Men du
skal ogsaa vide og forstaa, at det er af Kærlighed til dig, at
din Fader og din Moder og alle dine store og smaa Søskende
her taler til din Samvittighed gennem min Mund. Det er, fordi
vi ikke kan slippe Haabet om, at det dog engang skal lykkes
os at finde Vejen til dit Hjerte, at du ikke skal ende som hin
onde Broder, over hvem Herren udtalte sin frygtelige Forbandelse:
fredløs og flygtig skal du være overalt paa Jorden.
"
Rundt omkring Bordet var Børnenes smaa, rød- og blaarudede
Bomuldslommetørklæder kommen i Bevægelse. Alle Søstrene
græd. Ogsaa de ældre Brødre var stærkt grebne og havde Møje
med at skjule det, da Faderen endelig sluttede sin Tale med
de Ord:
„Nu har jeg talt. Og dersom Peter Andreas nu vil gemme
mine Ord i sit Hjerte og ærlig søge Guds og Menneskers Tilgivelse for sin Overtrædelse, saa skal denne Sag ikke oftere
berøres imellem os men være glemt af os, være død og udslettet.
Saa lad os da — kære Børn — forene os i Bøn til Herren,
som er i Himlen, at han vil tage Eders vildledte Broder ved
sin Haand ... bede, at Gud vil bøje hans genstridige Sind og
føre ham ud fra Syndens Trældom, bort fra Fortabelsens Veje.
Dette bønhøre du, o Gud, som er i Evighed, at ikke een af os
skal savnes, naar dine Børn paa Opstandelsens Dag samles om
din Herligheds Trone! Amen!"
Der var kun een, paa hvem det hele Optrin gjorde en Virkning,
ganske modsat den tilsigtede, det var Peter Andreas selv.
Han lod sig overhovedet aldrig let imponere af Faderen ; dertil
havde han været en for lærvillig Elev af sine ældre Venner,
Gaardskarlene og Krambodsvendene, der langtfra altid havde
omtalt Præsten i de respektfuldeste Udtryk. Alligevel havde han
hidtil ikke kunnet gøre sig helt ufølsom for de mange gudelige
Ord og det helt truende Bibelsprog, hvormed Forældrene idelig
havde søgt at tale til hans Samvittighed, ja naar han om
Søndagen saae sin Fader knæle i den hvide Messesærk foran
Alteret eller staa oppe under Prækestolens billedskaarne Lydhimmel,
havde han endog undertiden kunnet føle sig greben
af en forbigaaende Ærefrygtsfornemmelse.
Men ved denne Lejlighed fik end ikke Bibelordene nogen
Magt over ham. I allerførste Øjeblik var han nok bleven en
Del betuttet over den usædvanlige Form for en Tilrettevisning;
men Forskrækkelsen varede ikke længe. Der var efter hans nøgterne
Drengeforstand et altfor taabeligt Misforhold mellem denne
højtidelige Paakaldelse af Vorherre og det sølle Par Æbler, han
havde rapset over et Plankeværk; og jo længere Faderen vedblev
at tale, jo lydeligere hans Søskendes Sindsbevægelse ytrede
sig rundt om ham, med des større Ro og Ligegyldighed
betragtede han den hele Scene.
Der foregik i dette Øjeblik en Slags Gennembrud i den elleveaarige
Drengs Sind. Helt overlegen iagttog han tilsidst
de andre, ja, da ogsaa de to smaa Tvillinger, der hidtil
havde stirret uforstaaende paa deres hjertegrebne Søskende, 
begyndte en ynksom Snøften, havde han ondt ved at undertrykke
et Smil.
Men uden Tvang var denne Munterhed ikke. Dertil ramte
dette Ydmygelsesforsøg ham for haardt paa hans allerømmeste
Sted: hans Æresfølelse. Dybest i hans Sind rørte der sig under
hele Slutningen af Faderens Tale en frygtelig Ophidselse, en
mørk, dump Gengældelsestørst, der lagde som en flimrende
Taage over hans Øjne.
Mindet om denne Middagstime skulde i det hele faa en skæbnesvanger
Betydning for Drengen. Der nedlagdes i disse Øjeblikke
i hans hidtil sorgløse Sind Spiren til et uforsonligt Slægtshad,
en trodsig, stridbar Ensomhedsfølelse, der blev Sjælen og
Drivkraften i hans fremtidige Liv. Han havde fra ganske lille
følt sig forladt, ligesom husvild, under sine Forældres Tag.
Nu begyndte han at spørge sig selv, om han ogsaa virkelig
hørte hjemme der; om han ikke var et fremmed Barn, som
Forældrene havde taget sig af. Jo oftere han i sin Ensom ie
overtænkte Tingen, des sandsynligere forekom den ham. Alt,
lige til den forøgede Skyhed, hvormed hans Søskende efter
denne Dag omgikkes ham, syntes ham at bestyrke hans Mistanke.
Havde han ikke ogsaa de hundrede Gange maattet høre,
at han ikke var som de andre? Og havde Faderen nogensinde
givet ham et Kærtegn eller blot et venligt Ord? Og hans Udseende?
Naar han saae sig i Spejler, fandt han, at han var mørkere
end sine Søskende, havde rødere Kinder og hvide, stærke
Tænder. Han huskede nu ogsaa, hvordan Naboens Gaardskar
engang — ligesom for Spøg havde kaldt ham en auner og
Tutørunjic«
Denne Tanke, at han ikte var sine Forældres Barn, forfu'Ste
ham under hele Opvæksten og blev tilsidst hans fikse Ide Den
eav ham nemlig ikke alene Forklaring paa hans Særstilling i
Hjemmet; den tilfredsstillede desuden i høj Grad hans Drengestolthed.
Han havde altid følt det som en Vanære at være Søn
af en gammel, halvblind og tandløs Mand, der var ti Spot for
den hele By. Han følte sig tillige dybt beskæmmet af den Fattigdom,
hvori Familjen levede. Han var ikke bleven gammel, 
før han hellere sultede en hel Dag paa Skolen, end han var
at formaa til at spise sin medbragte Fedtebrøds-Mellemmad i
Kammeraternes Paasyn. Engang, da Moderen havde ladet en af
Faderens gamle Præstekjoler omsy til en Vinterfrakke til ham,
vægrede han sig ved at tage den paa, fordi den med sit blanke
Klæde altfor tydeligt røbede sin Oprindelse; og da Moderen
vilde tvinge ham, sønderev han den i et Udbrud af grædefærdig
Trods og slængte den henad Gulvet.
Nu hengav han sig til stolte Drømme om at være et efterladt
Barn af en eller anden omstrejfende Zigøjnertrup, en af disse
vandrende Natmandsfamiljer, hvorom den gamle, eenøjede Barnepige
saa ofte havde fortalt, og som netop havde deres Tilhold
derude paa den øde Hede, hvor Forældrene før havde boet. Han
forestillede sig sin virkelige Fader som en vældig Høvdingeskikkelse
med blaasorte Lokker hængende nedad Ryggen, en
Slængkappe over Skuldrene, en Egestav i sin brune, stærke
Haand, .... en eneraadig Hersker, en Konge over de mørke
Heders uendelige Rige, Frihedens og de vilde Stormes
Hjem.
Han befandt sig i den Alder, da Drømmene vaagner og Fantasiens
Vinger faar deres Svingfjer. Og nu, da alle Muligheders
Porte var slaaet op for ham, fik hans Indbildningskraft fri Tumleplads.
Intet forekom ham længer umuligt, naar det angik ham
selv. Regelmæssig endte han sin Drømmeflugt dybt inde i Eventyrets
allerluftigste Riger. Han indbildte sig tilsidst at være en
Kongesøn, der, ligesom Helten i en Fortælling, han netop læste
paa Skolen, var bleven bortført af omvandrende Folk og siden
solgt og holdt i Fangenskab her i Præstegaarden. Og saa fuldstændig
indlevede han sig i denne Forestilling, at han undertiden
syntes at kunne erindre Ting og Begivenheder fra en saadan
i lykkelige Omgivelser henlevet Barndom, ... f. Eks. en stor
Sal med Marmorsøjler og mange sort-hvide Gulvtavl, hvorpaa
hans lille Fod gled, ... en blaa Sø mellem høje Bjerge ... en
Abekat i et gyldent Bur ... en høj Mand i en rød Kappe, der
satte ham foran sig paa sin Hest og red med ham ind gennem
store, mørke Skove...
Baade hans Forældre og Lærerne paa Skolen blev efterhaanden
opmærksom paa den dystre Indesluttethed, der var kommen
over Drengen, og som undertiden næsten kunde antage Karakteren
af en Monomani. Hjemme i Stuerne gik han tavs omkring
— tilsyneladende ligegyldig for alt og alle. Og udenfor Hjemmet
gik han sine egne uopsporlige Veje. Faderen kunde saa at sige
ikke faa et Ord ud af ham; og selv overfor Moderen, der dog
før havde ejet lidt af hans Fortrolighed, og hos hvem han, naar
det kom til Stykket, ogsaa altid havde fundet mest Forstaaelse
og Overbærenhed, selv overfor hende blev han Aar for Aar mere
tilmuret. Endnu kunde han vel af og til i Mørkningen, naar han
vidste hende alene, komme ind og sætte sig ved hendes Seng
og af sig selv tilbyde at gnide Aareknuderne paa hendes syge
Ben. Men aldrig fik hun andre Svar end Ja og Nej, naar hun
søgte at trænge ind paa ham for at faa at vide, hvad det var,
han gik og rugede over.
Alligevel søgte baade hun og Faderen en Tid at berolige sig
med, at hans Utilgængelighed kunde være Tegn paa, at han var
begyndt at gaa i sig selv. Men da hændte der en Dag noget, der
udslukte det sidste Haab.
* *
*
En Vinteraften ved Nitiden sad Familien samlet i Dagligstuen
og ventede paa, at Vægteren skulde komme gennem Gaden
og med sin Sang forkynde, at det var Sengetid. I Hestehaarssofaen
bag det store Mahognibord sad den husmoderlige
Signe med et Strikketøj og arbejdede ivrig med Hænderne paa
samme Tid, som hun læste højt for Faderen af „Fædrelandet",
der laa udbredt foran hende under den søvnigt lysende Moderatørlampe.
Faderen sad paa sin sædvanlige Aftenplads i en gammeldags,
høj og stivrygget Lænestol, der var betrukken med
et blomstret Stof af billigste Slags. Han sad der træt sammensunken,
med bøjet Hoved; Armene var korslagte over Brystet.
En stor, grøn Øjenskærm skjulte mere end Halvparten af hans
graablege, rynkede og skægløse Ansigt. Halvslumrende hørte han 
— og hørte alligevel ikke — den enstonige Oplæsning af Bladets
fire Spalter lange Udenrigsartikel. Pastor Sidenius var Morgenmand.
Selv midt om Vinteren stod han op, naar Kirkeuret
slog seks. Og forresten havde han ikke stort tilovers for Aviser
og den Art verdslig Læsning, som han fortrinsvis anvendte som
en Slags Bedøvelsesmiddel, ved hvilket han lod sig dysse i Blund
efter Middags- og Aftensmaaltidet.
Ved Bordet sad foruden Signe to af de yngre Smaapiger i
deres store, tærnede Bomulds-Busseroner, begge — skønt ganske
rødøjede af Søvnighed — flittig bøjet over et Hæklearbejde.
De var at se til som nøjagtige Kopier af den ældre Søster,
havde det samme lidt gammelkloge Ansigtsudtryk, de samme
smaa, haarde Fletninger foran Ørene, de samme store, lyse, lidt
udhvælvede Øjne under kraftigt tegnede Bryn. Døren til Sovekammeret
stod aaben, og derinde i Halvmørket ved Moderens
Seng sad et andet af de mindre Børn og gned hendes syge Ben.
Peter Andreas var der ogsaa. Han stod for sig selv henne
ved et af Vinduerne og skottede hvert Øjeblik hemmeligt op
til Uret paa Sekretæren. Han var nu en Dreng paa fjorten Aar,
tætbygget og sværlemmet, med Klæder, der stumpede for Hænder
og Fødder. Hans to ældre Brødre var nu borte fra Hjemmet;
de var begge bleven voksne og studerede ved Universitetet
i København. Som Husets ældste hjemmeværende Søn
havde Peter Andreas arvet deres Værelse,— et lille Gavlkammer
oppe paa Loftet, hvor han for det meste opholdt sig, naar
han var hjemme.
Saasnart Signe havde sluttet sin Oplæsning, benyttede han
Lejligheden til at sige Godnat og slippe bort. Faderen standsede
ham henne ved Døren med det Spørgsmaal, hvorfor han
allerede forlod dem, og han gav da som Paaskud, at han endnu
havde en Stil at skrive.
„Er der ellers noget læseværdigt i Bladet?" spurgte Faderen,
da han var gaaet — endnu lidt fortumlet af Søvnen.
„Hvormange er Klokken, Børn?" lød det i det samme med
Moderens svage Røst inde fra Sovekammeret.
„Klokken er ti Minutter over ni," svarede de to Smaapiger 
i Munden paa hinanden efter at have vendt sig om og set paa
Uret.
Der var derefter stille nogen Tid. Alle vidste, at nu maatte
Vægteren straks være der. Ude paa Gaden gik nogle Folk forbi.
Man kunde ikke høre andet end deres Stemmer. Et Lag nyfalden
Sne gjorde Skridtene lydløse.
„Skal jeg læse mere?" spurgte Signe, henvendt til Faderen.
„Aa, lad det kun være," sagde han, rejste sig op, tog Øjenskærmen
af og gav sig til at spasere frem og tilbage over Gulvet
for at ryste Døsigheden af sig inden Aftenbønnen.
Det varede nu heller ikke mange Minutter, før der udenfor
paa Gangen hørtes en dyb Brummen, den gamle Vægters „Sang".
Det lød, som om en fuld Mand gik og snakkede højt med sig
selv. De to Smaapiger begyndte straks at pakke deres Sysager
sammen; og Signe gav sig til at rydde op for Natten. Saa
blev de to Tjenestepiger hentet ind fra Køkkenet, og Signe
satte sig ved det opslaaede Klaver.
Inde fra Sovekammeret lød atter Moderens Stemme.
„Skal vi iaften synge: „Lover Herren, han er nær"."
„Hører du, Signe," sagde Faderen, han havde stillet sig hen
bag den store Lænestol, paa hvis Ryg han hvilede sine foldede
Hænder.
Signe havde en stor og ganske smuk Sopran, som hun brugte
med en ubehersket Kraft, der stod i en karakteristisk Modsætning
til det Maadehold, der prægede alle andre Livsytringer hos
hende. Som hun sad der med sine tykke, arbejdsrøde Hænder
paa det gamle Instruments gulbrune Tangenter og med Blikket
løftet mod det Høje, var det overhovedet ikke vanskeligt at se,
hvad det var for en Tro og et Haab og en Kærlighed, der havde
givet denne endnu ikke tyveaarige unge Pige Styrke til med en
saadan Selvfornægtelse at ofre sin Ungdom for Hjemmet og
sine smaa Søskende. Det var dog ikke nogen sværmerisk Betagethed,
hendes lille, runde Ansigt lyste af, mens hun sang,
ikke denne overjordiske Henrykkelse, hvorunder Himlene aabner
sig og Sjælen bortrives af salige Syner. Som den fuldblods
Sidenius, hun var, havde hun slet ingen Anlæg for katolsk Mysticisme. Den sikre Fortrøstning, der afspejlede sig i hendes
Blik og Miner, og som gav hendes Stemme en saa usædvanlig
Inderlighed og Kraft, udsprang af en forholdsvis nøgtern, dogmatisk
begrundet Overbevisning om at tilhøre den lille Flok,
der fulgte Retfærdiggørelsens snevre Sti, og hvis Arvelod var
i Himlen, hvor engang den evige Herlighed skulde blive Lønnen
for al Møje og alle Afsavn.
Midt i Salmens andet Vers tav Faderen pludselig og løftede
Hovedet med et lyttende Udtryk.
„Stille!" udbrød han og standsede Sangen.
Samtidig kaldte Moderen inde fra Sengen: „Der er Nogen,
der ringer paa Portklokken," sagde hun.
Nu hørte ogsaa de andre den tunge Natklokke klemte derhenne
i den anden Ende af Huset, og denne usædvanlige Lyd
midt i Aftenens Stilhed virkede uvilkaarlig opskræmmende.
Faderen gik gennem et tilstødende Værelse ind i sin Stue,
der laa ved Siden af Porten, og slog her et Vindu op.
„Hvem kommer her og ringer ved Nattetid?" raabte han ud.
Inde i Dagligstuen kunde man høre, at en Mandsstemme svarede
ude paa Gaden. Mens de to Smaapiger, helt uhyggelig
tilmode, saae paa hinanden og derpaa hen paa Søster Signe,
der var bleven siddende ved Klaveret, fortsatte Faderen derinde
i barsk Tone:
„Deres Barn sygt ... Hvad er Deres Navn og hvor bor De?
... Krankstuegyden ... Ja saa . .. Hvor gammelt er Barnet? ...
Et Aar! ... Det er besynderligt, som Folk i denne By faar travlt
med at forlange Præstens Hjælp, saasnart der er Fare paafærde.
Til daglig føler de ingen Trang til at føle Guds Nærhed. Hvorfor
har De ikke ladet det Barn døbe for længe siden? ... Ja
naturligvis skal jeg komme. De maa gaa hjem og ordne det fornødne,
at alt kan være parat, til jeg kommer. — Og De maa
sørge for, at der er Lys paa Trappen," raabte han efter Manden,
som allerede havde fjernet sig.
Da Præsten kom tilbage til Dagligstuen, spurgte han efter
Peter Andreas.
„Nu skal jeg kalde paa ham," sagde Signe, der vidste, at 
Faderen paa Grund af sit svage Syn ikke gerne uden Ledsagelse
gik ud om Aftenen i glat Føre.
„Boel kan hente ham," sagde Præsten til den gamle Tjenestepige
og gik ind i Sovekammeret for at klæde sig paa. „Du,
Signe, maa blive her og hjælpe mig med Præstekjolen."
Inde hos Moderen var imidlertid Natlampen bleven tændt.
„Tag endelig noget varmt paa dig, Johannes," sagde hun
i sin altid lidt modfaldne Tone. „Det er vist rigtig koldt iaften,
jeg kunde høre det paa Kirkeuret før.— Signe, hent Fa'ers
forede Vest. Den hænger inde i Skabet."
Men nu kom den gamle Boel tilbage med den Besked, at
Peter Andreas ikke var paa sit Kammer, og at hun heller ikke
havde kunnet finde ham noget andet Sted i Huset.
Uvilkaarlig rejste Præsten sig fra den Stol, hvorpaa han netop
havde anbragt sig for at faa Præstekraven sammenheftet med
en Naal bag i Nakken. Han blev bleg. Og da han nu paa Pigens
forstyrrede Ansigtsudtryk kunde se, at hun vidste mere, end
hun havde sagt, gik han hende tæt ind paa Livet og sagde bydende
:
„Hvad er der?... Tal ud!... Du skjuler noget."
Skælvende af Angst for Præstens Vrede gik hun til Bekendelse
og fortalte, at hun, der ligesom Peter Andreas havde sit Kammer
paa Loftet, flere Gange i den senere Tid havde hørt ham liste
om deroppe om Natten; og da hun nu fandt hans Værelse tomt,
havde hun derfor anstillet en nærmere Undersøgelse og derved
fundet Vinduet i Forstuen staaende paa Klem og friske Spor i
Sneen udenfor.
Henne i Sengen havde Moderen forsøgt at rejse sig. Nu lagde
hun sig tilbage paa Puden med et klagende Udbrud og holdt
Haanden for Øjnene som En, for hvem det svimler.
Præsten gik hen til hende og greb hende om den anden
Haand.
„Rolig, Mo'er... rolig!" sagde han, skønt hans egen Stemme
skælvede.
„Gud se i Naade til os!" stønnede hun. 
„Amen!" sagde Præsten stærkt, — han slap ikke hendes
Haand.
Imidlertid befandt Peter Andreas sig ude paa de store Bakker
nordfor Byen, hvor en livlig Skare halvvoksen Ungdom i disse
Aftener drev Slædesport i det klare Maaneskin. Det var selve den
„kongelige Amtschaussé", man havde udvalgt til Bane, — en
bred, jævnt nedadskraanende Vej, der fra Bakkehøjden førte i
en enkelt stor Svingning lige ind til Byen, ja her kunde man
endda, dersom man havde tilstrækkelig Fart paa og ikke var
bange for Vægterne, rutsje gennem den stejle Nørregade næsten
ned til Torvet foran Raadhuset.
Under denne Nedfart havde man foran sig den frieste og videste
Udsigt over Egnen: først nedover selve den snedækkede By
med rødt Lygtelys i Gaderne og hvidt Maaneskin paa Tagene;
dernæst over den tilfrosne Fjord og de islagte Enge; endelig
over det fjerne Bondeland med dets Landsbyer, Skove og tilsneede
Marker. Og ovenover alt dette en høj, vatret Himmel, hvor Maane
og Stjerner syntes at lege Skjul bag Skyerne — som havde disse
gamle Kloder ladet sig smitte af Ungdommens Lystighed.
Hallo! Under skingrende Fløjten og raske Tilraab foer de
skinnebeslaaede Slæder nedad den isglatte Vej, styret ved Hjælp
af lange Pigkæppe, der slæbte efter dem som et Ror,... hoppede
over Smaasten, løftede sig over enhver Forhindring saa let som
en Baad over en Bølge. Hist og her ved Siden af Vejen stod
Smaaklynger af halvvoksne Tjenestepiger med indbundne Hoveder
og med Hænderne viklede ind i Forklæderne som i en Muffe.
Naar det nu hændte, at en af Idrætsmændene tumlede bagover
og blev siddende paa Banen som en afkastet Rytter, mens den
tomme Slæde med forøget Hast fløj videre nedad Bakken, —
opløftede der sig fra disse Klynger en ubarmhjertig Kvindelatter,
tilsat med en hoverende Hujen fra de Drenge, der tilfældigvis
i det samme foer forbi.
Værst gik det i slige Tilfælde ud over Latinskolens Drenge, „Studenterfrøene",
som var i afgjort Mindretal. Peter Andreas' høje­
2
ste Unaade ramte derfor den af dem, der tilføjede Standen et
saadant Nederlag.
Selv styrede han med overlegen Sikkerhed sin nye, flotte,
rødmalede Langslæde, „Blodørnen" kaldet, den han udenvidere
havde taget paa Kredit hos en af Byens Hjulmænd, og som han
om Dagen holdt skjult i en af Tømmergaardene. Let og lydløst
næsten fløj den gennem Luften paa sine engelske Rundjern, mens
han i eetvæk brølte: „Varsko!" Hans runde Kinder glødede; hans
Øjne var stive af triumferende Iver og Kappelyst. Undertiden
rejste han sig midt under Farten op paa Mederne, svang sin
Pigstav over Hovedet som en Kriger en Lanse og raabte: HejHallo-Ho!
Hans sydende Livsmod, al den viltre, ærelystne Ungdomskraft,
han maatte skjule og nedkue i Hjemmet og paa Skolen,
brød i saadanne Øjeblikke frem hos ham i et Overmod, der
gjorde ham en Smule latterlig selv for hans bedste Venner mellem
Kammeraterne.
Pludselig hørtes et højt, varskoende Raab nede fra Foden af
Bakken. I samme Nu styrtede alle Slædefarerne ud til Vejkanten
og lod sig vælte ned i de dybe Grøfter paa begge Sider. Ogsaa de,
der var paa Vej opefter, forputtede sig i Hast bag Snedriver og
Buske, mens alene Pigebørnene blev staaende oprejst og nøjedes
med at stikke Hovederne sammen og fnise.
Nede ved Indkørselen til Byen var Vægteren kommen tilsyne.
I sin lange Kavaj, med Blikskiltet skinnende paa Brystet som
en Stjerne, stod han der i Maanelyset for Enden af det mørke
Stræde. Af Hensyn til de købstadsøgende Bønders Heste var al
Slædesport paa Landevejen strengelig forbudt. Drengene havde
derfor udstillet Vagtposter hist og her under Bakken for at sikre
sig mod en Overrumpling. Og nu stod den frygtede „Wolle" dernede
og saae op mod den pludselig ganske tomme Vej, mens
der hist og her fra Grøfterne lød et halvkvalt „Kuk-Kuk" eller
„Mi-jav", efterfulgt af Grin en og Fnisen. Saa opløftede han truende
sin Stok, vendte sig hovedrystende om og gik tilbage ind i
Byen.
Kort efter hørtes igen Vagtmandskabets Signal. Og et Par Minutter
efter var Legen paany i fuld Gang over hele Banen. 
Imidlertid havde en af de større Læredrenge faaet en af Pigerne
lokket med paa sin Slæde, et Syn, åer øjeblikkelig fik
Ærgerrigheden til at flamme op i Peter Andreas' Bryst. Midt under
Nedfarten standsede han udfor en Klynge lattermilde Pigebørn
og indbød den allerlængste af dem til at slaa Følge. Efter lidt
Nølen gav hun efter og satte sig foran ham overskrævs paa Slæ­
den. Dristigt slyngede han Armen om sin Erobring,— og Blod­
ørnen foer afsted.
„Varsko!" brølte han af sine Lungers fulde Kraft; han maatte
forkynde Verden sin Triumf.
„Saae du Peter Andreas?... Ja, det var jo Per!" hørte han i
Forbifarten fra et Par af Kammeraterne, der var paa Vej opefter
med deres Slæder. Hans Hjerte svulmede. Han havde opfanget
den ufrivillige Beundring i Tonefaldet.
Ogsaa Pigebarnet — en sortøjet og sortlokket Tiggertøs —
vendte sig under den vilde Fart anerkendende om imod ham og
grinte med en stor, rød, halvaaben Mund, der fik hans Kinder
til at brænde. Gamle Drømme vaagnede paany i hans Bryst,...
Drømme om Natmandsliv og Natmandslykke paa den store, frie
Hede, Drømme om et sorgløst Vandrerliv, om et Hjem i et Telt
eller en Jordhytte, ene med Stjernerne og de flyvende Skyer.
Slæden standsede først helt nede foran Byen, og Pigebarnet
vilde nu rejse sig for at vende tilbage til sine Veninder. Men
Peter Andreas tvang hende til at blive siddende, — han vilde
ikke slippe hende og gav sig til at trække hende opad Bakken.
Fod for Fod stred han sig opefter med sin tunge Byrde. Han
indbildte sig at være en Kriger, en Viking, der vendte hjem fra
Sejrstogt i fremmede Lande og førte sit Krigsbytte med sig, en
dejlig Kvinde, en ranet Prinsesse, der nu skulde være ham til
Vilje deroppe i hans Bjælkehus dybt inde i Skovene,... og sporet
af sin Fantasi stemmede han Fødderne mod den isglatte Skraaning
med en Kraftanstrengelse, saa Sveden sprak ham af Panden.

Da de havde naaet Bakketoppen, og idet han igen anbragte
sig bag paa Slæden for at fare nedover, vendte Pigen sig om
imod ham og sagde: 
„Er det sandt, hvad de siger, at du er en Søn af Præsten?"
Spørgsmaalet trak ham saa hovedkuls tilbage til Virkeligheden,
at han formelig blegnede derved.
„Nej!" stødte han frem mellem Tænderne — med et Eftertryk,
der forplantede sig helt ned i hans Fødder. Og Blodørnen
fløj nedover Bakken, saa Skinnejernene sang.
Og virkelig havde han heller aldrig saa stærkt som i dette
Øjeblik følt, at han ikke hørte hjemme dernede i den halvmørke,
beklumrede Stue, hvor hans Fader og Søskende nu sad og sang
Salmer og bad bange Bønner midt i Vinternattens Eventyrpragt
— en Slags Underjordiske, blinde for Lysets Glans, fulde af
Gru for Livet og dets Herlighed. Han følte sig tusinde Mile
borte derfra, i en hel anden Himmelegn, i Pagt med Solen og
Stjernerne og de sejlende Skyer.
Tys! — Hans Øre fangede med eet en gammelkendt Klang
dernedefra ... Kirkeklokkens Slag. Som et Budskab fra Underverdenen
steg den op til ham gennem den sølvlyse Frostluft...
elleve tunge, mørke, langsomme Slag. Hvor han hadede den Lyd!
Allevegne og til alle Døgnets Tider brød den skurrende ind i
hans Lykkedrømme... advarende, kaldende. Det var ikke muligt
at flygte saa langt, at den ikke indhentede ham. Som en usynlig
Aand forfulgte den ham paa alle hans forbudne Veje. Naar han
om Foraaret havde stjaalet sig ud paa Engene med sin Kæmpedrage
„Heljo", eller naar han om Sommeren drev med en Jolle
ude paa Fjorden og trak Aborrer,... hvert Kvarter listede denne
Spøgelserøst sig ind i hans Øre med en besværgende Mumlen.
„Hallo!" skreg han for at overdøve Røsten og krystede i udfordrende
Trods den lange Pige endnu kraftigere i sin Arm. Hun
vendte sig atter smilende om imod ham med et Blik, der jog ham
en sød Kuldegysning nedover Ryggen.
„Du er smuk," hviskede han ind i hendes Øre. „Hvad hedder
du?"
„Oline."
„Og hvor bor du?"
„I Smedestræde... Riisagers Gaard...Og hvor bor du?"
Jeg?" 
„Ja. Naar du ikke er Præstens Søn, hvem er du saa?"
„Hvem jeg er? ... Jeg? ... Det kan jeg ikke sige dig. — Men
skal vi mødes imorgen Aften i Voldstrædet, naar det er bleven
mørkt?"
„Det kan vi jo gerne."
Uden at agte nogen Fare havde han overskredet Bygrænsen og
foer nu i fuld Fart videre nedad Nørregade. Han var dog ikke
kommen langt, før en stor Skikkelse sprang frem fra et Gadehjørne
og med et tordnende „Holdt" huggede den krumme Ende
af en Stok i Slæden. Den væltede og kastede det sammenslyngede
Par ud i Sneen. Med et vildt Skrig flygtede Pigebarnet,
medens Peter Andreas følte sig grebet af Ole Vægters kraftige
Næve.
„Kom nu her, du Knægt! Jeg skal lære Jer Satans Drenger
at holde Jav med Øvrigheden. Paa Raadstuen med ham!... Ingen
Snak!... Hvem er du en forbandet Søn af?"
Peter Andreas forstod straks, at her maatte der Opfindsomhed
til, om han skulde slippe ud af Klemmen. Hurtigt og ligesom
aandeløs sagde han:
„Det var godt, jeg traf Dem, Vægter! Der er stort Slagsmaal
deroppe mellem Drengene. Iversens store Læredreng har trukket
Kniv. De maa skynde Dem,... han er helt rasende."
„Hvad er'et, han siger?"
„Ja, han har stukket Alfred... Borgmesterens Søn. Bare han
ikke er død. Han ligger deroppe i en stor Blodpøl."
„Borgmesterens Søn!" stønnede Vægteren og slap sit Tag.
„Jeg løber hen og siger det til Familjen og henter Doktor Carlsen,"
sagde Peter Andreas og greb hurtigt efter Slæderebet. Før
Vægteren fik sig besindet, var han væk.
Klokken var bleven næsten tolv, da han, efter at have svunget
sig over Naboens Plankeværk, krøb ind gennem det Forstuevindue,
han ved sin Bortgang havde ladet staa paa Klem. Han havde
trukket Støvlerne af sig ude i Sneen, og med forsigtige Skridt
listede han henimod Loftstrappen. I det samme blev Døren til
Studereværelset reven op. Faderen stod foran ham med en Lampe
i sin opløftede Haand. 
I nogle Øjeblikke stod Fader og Søn saaledes overfor hinanden
uden at tale. Der hørtes kun en klirrende Lyd af Kuplen paa
Lampen i Pastor Sidenius' rystende Haand.
„Ad Tyvens Vej gaar du ind og ud af din Faders Hus," sagde
Præsten endelig.—„Hvor kommer du fra?" tilføjede han lidt
efter med halv Stemme, som havde han næppe Mod til at høre
Svaret.
Peter Andreas fortalte uden Omsvøb eller Forsøg paa Besmykkelse,
hvor han havde været, — han ringeagtede i dette Øjeblik
Faderen for dybt til, at han kunde faa sig til at lyve for ham.
Og da han nu var gaaet til Bekendelse, tilstod han med det
samme baade Købet af „Blodørnen" og sin Gæld hos Hjulmanden.

„Saa vidt er det altsaa kommen med dig?" sagde Faderen uden
at lade sig mærke med, at den værste Angst i Virkeligheden var
bleven taget fra ham. Han vidste, at der et Par Steder i Byen
fandtes Smughuler for Uterligheden, og han havde frygtet for,
at det var til et saadant Sted, Sønnen ved slet Eksempel var
bleven lokket hen. „Gaa i din Seng!" fortsatte han. „Du er og
bliver et Syndens Barn!... Imorgen tales vi nærmere ved."1
Da Peter Andreas tidlig den næste Dag blev kaldt ned til
Morgenandagten i Dagligstuen, var han forberedt paa en Gentagelse
af den højtidelige Brændemærkning, der i sin Tid var
overgaaet ham i Anledning af Æbletyveriet. Signe sad ved Klaveret,
hvor der brændte et enligt Lys. Resten af den store Stue
laa i Mørke, og der var saa koldt, at der stod en Taage ud af
Mundene paa dem, der sang.
Imidlertid blev baade den første og den anden Salme sungen
tilende og Trosbekendelsen fremsagt, uden at der skete nogen
Hentydning til Gaarsaftenens Begivenhed. Heller ikke senere
paa Dagen blev der talt et Ord til ham derom. Pastor Sidenius
havde den hele Formiddag siddet ved sin Hustrus Seng, og For­
ældrene var kommen til den Erkendelse, at det var frugtesløst
længer at forsøge paa ved Overtalelser at indvirke paa Drengens
Sind, — der kunde nu kun haabes paa, hvad Tiden og Livets
Tugt ved Guds Naade kunde udrette. Den eneste Foranstaltning, 
der blev truffen, var den, at Naboens Plankeværk forsynedes med
opadvendte Spigersøm, og at Faderen fremtidig hver Aften personlig
forvissede sig om, at Sønnen laa i sin Seng.
Peter Andreas var ligeglad. Intetsomhelst af, hvad man foretog
sig med ham i Hjemmet — det være sig ondt eller godt —
gjorde længer noget Indtryk paa ham. Den Tid var forbi, da
han lagde Planer om ved et eller andet eventyrligt Skridt — en
formelig Opstand eller en hemmelig Flugt — at forkorte sin
Pine og drage ud i Verden for paa Lykke og Fromme at opsøge
det Kongerige, hans Drømme havde forjættet ham. Han var nu
baade gammel nok og forstandig nok til at indse, at han hurtigst
og sikrest vilde kunne naa den attraaede Uafhængighed, naar han
taalmodig gik sin Skolegang tilende, — og forresten varede det
heller ikke længe, før han udfandt andre Midler til at skuffe Faderens
Aarvaagenhed. Naar alt i Huset var bleven stille, firede
han sig ved Hjælp af en Tougende fra sit Gavlvindue ned paa
Portrummets Halvtag og lod sig herfra glide langsmed Nedløbsrenden
ned paa Gaden, — og endnu mangen maaneklar Nat laa
han ude paa Fjorden med sin elskede Fiskesnøre og forærede
ved Hjemkomsten Vægteren sin Fangst for at holde hans Mund
lukket.
Ogsaa med den sortøjede Oline fra Riisagers Gaard havde han
fundet Lejlighed til at forny Bekendtskabet. De havde et Par
Gange haft Stævnemøde om Aftenen i en af Byens store Tømmergaarde
; men forresten var de hurtig bleven færdig med hinanden.
Den altfor grovkornede Ligefremhed i Tøsens Udtryk og Lader
havde gjort ham skamfuld, og da hun engang ligefrem forsøgte
Angreb paa hans Dyd, havde han med Skyhed slængt hende fra
sig og søgte hende ikke tiere.
En særlig Forkærlighed havde han for Havnen og det Liv, der
— fattigt nok forresten — rørte sig paa Bryggen mellem Kulskibene
og de smaa, svenske Tømmerlastere. Dernede laa en lille
Provianteringsbod, hvis Bestyrer han havde lært at kende, og
her tilbragte han ofte sine Fritimer for at kunne høre paa Sø­
folkenes Fortællinger om deres Oplevelser i fremmede Lande,
om de store Oceandampere med deres Fragt af indtil to Tusinde 
Personer, og om Livet paa de store Havnepladser med deres
vældige Skibsværfter og Dokker.
Sømandslivet fristede ham dog ikke. Han havde sat sig et større
Maal. Han vilde være Ingeniør. Denne Stilling syntes ham nemlig
at byde de fleste Muligheder for Virkeliggørelsen af hans Drøm
om et stolt og frit omflakkende Liv, rigt paa Eventyr og spændende
Tildragelser. Desuden vilde han ved at vælge en saadan rent praktisk
Livsgerning paa den tydeligste Maade udskille sig fra sin
Slægt og bryde med dens saa forherligede, aarhundredgamle Traditioner.
Hans Valg var en bevidst Udæskning, navnlig overfor
Faderen, der plejede at tale meget nedsættende om Folks Glæde
ved Tidens store tekniske Fremskridt. Saaledes havde han engang,
da der var bleven en Del Røre blandt Borgerne i Anledning
af et Forslag om at søge Byens hensygnende Skibsfart fremmet
ved en Uddybning af Fjordindløbet, udtalt sig yderst ringeagtende
om den hele Sag. „Disse Folk med deres idelige Bekymringer
for alle andre Ting end det ene fornødne," havde han sagt. Fra
den Dag vidste Peter Andreas, at han vilde være Ingeniør.
En Tilskyndelse i samme Retning fik han desuden henne fra
Skolen. Medens de fleste af hans Lærere allerede paa et tidligt
Tidspunkt havde opgivet ham som En, der dog aldrig vilde drive
det til noget ordenligt, havde han efterhaanden vundet sig en
Ven og Beskytter i sin Matematiklærer. Denne, en gammel Militær,
udtalte sig endog særdeles rosende om hans Evner overfor
Faderen, naar denne — som det et Par Gange havde været Tilfældet
— i sin Utaalmodighed tænkte paa at tage ham ud af
Skolen for straks at sætte ham til et Haandværk. Det saae næsten
ud, som om den gamle Soldat dreves hertil af en forstaaende Deltagelse
for Drengen og fandt en Tilfredsstillelse i at bringe den
strengt dømmende Præst til Tavshed med sine Lovord.
Ellers var det nu saaledes, at Byens Stemning overfor Pastor
Sidenius og hans Hus var i Færd med at vende sig. Tiden og
Vanen havde omsider ogsaa i dette Forhold gjort sin forsonende
Gerning. Hertil kom, at adskillige af de gamle Købmænd og
Studeopdrættere, som hidtil havde behersket Byens offentlige 
Mening, i Aarenes Løb var døde, og — hvad der var det væsenligste
— det havde for de flestes Vedkommende vist sig, at
hverken deres Handelsomsætning eller deres Formue stod i rimeligt
Forhold til den Myndighed, de havde tiltaget sig i alle Byens
Anliggender. Det havde været Forretningsfolk af den gamle Skole,
der i deres Bondehovmod ikke vilde erkende, at Tiden var løbet
fra dem, og som lod haant om de ændrede Former, Samfærdselsmidlernes
Udvikling havde givet Handelen. Flere af Byens bedste
Familjer, der havde levet stort paa nedarvet Rigdom, sank i
Aarene efter Krigen næsten ned til Fattigdom. Og som Velstanden
svandt, voksede Trangen til Religionens Trøst. Pastor Sidenius'
myndige Ord om det Timeliges Forfængelighed og Armodens og
Savnets sande Rigdom begyndte at finde Forstaaelse hos Folk og
allermest netop hos dem, der forhen havde staaet ham haardest
imod. Stadig øgedes den Skare af Andægtige, der om Søndagen
samledes om hans Forkyndelse, og det hændte aldrig mer, at nogen
af Byens Borgere undlod at hilse ham, i hvert Fald ikke,
naar han var i Ornat.
*
Det var under den videre Udvikling af disse Forhold, at Befrielsens
Time endelig slog for Peter Andreas. Takket være den
gamle Matematiklærers indtrængende Forestillinger hos Faderen
havde denne omsider indvilliget i at lade ham rejse til Hovedstaden
for at studere ved det polytekniske Institut. Han var nu
seksten Aar.
En smuk Høstaften, da den ugenlige Passagerbaad langsomt
dampede ud gennem Fjordens endnu lige tilgroede Krumninger
paa Vej til København, stod Peter Andreas henne i Agterstavnen
med en Taske over Skulderen og saae tilbage imod Byen, der
tegnede sig bestandig mørkere mod den gulrøde Aftenhimmel.
Løsrivelsen fra Hjemmet havde ikke kostet ham Taarer. Selv Afskeden
med Moderen var gaaet for sig uden større Sindsbevas-
3
gelse. Og dog, som han nu stod der i sin nye, skræddersyede
Dragt, med en Hundrededalerseddel indsyet i Foret paa sin Vest,
og saae Byens Tagvrimmel og Kirkens tunge Murstenstaarn svinde
bort mod den lysende Himmelrand, greb Benauelsen ham, og
der rørte sig en Følelse af Taknemlighed i hans Bryst. Han
syntes nu selv, at han ikke havde faaet sagt Hjemmet og For­
ældrene Farvel paa rette Maade, og han ønskede næsten, at han
kunde vende om og tage Afsked endnu engang. Om det saa var
den fjerne Lyd af Kirkens Aftenklokke, der bares ud til ham
over Engene som Hjemmets sidste Hilsen og Advarsel, saa vakte
den nu kun hans forsonlige Følelser.
Denne let bevægede Stemning holdt sig hos ham den første Tid
under Opholdet i København. Den forstærkedes endda, efterhaanden
som han blev et Bytte for den særegne Forladthedsfølelse,
der i Begyndelsen knuger Provinsboeren i den store By
med dens lutter fremmede og ligegyldige Ansigter. Han kendte
ikke et Menneske i København. Ingen af hans Skolekammerater
var endnu kommen dertil, idet de havde fortsat deres Skolegang
for at blive Studenter. Han kunde de første Uger blive helt modløs
i sin Ensomhed; og ofte gik han ned til Børsbroen for at se,
om der ikke skulde være kommen en Æbleskipper derhjemmefra,
med hvem han kunde faa sig en Passiar om Byen og fælles
Bekendte. Kun hans Følelser overfor Faderen undergik ingen
væsenlig Forandring; det var til Moderen, han skrev, naar han
overhovedet lod høre fra sig.
Af hans ældre Brødre havde den ene — Thomas — allerede
for et Aarstid siden fuldendt sine Studier og var bleven Kapellan
et Sted paa Landet. Den anden, Eberhard, boede ganske vist stadig
i Byen men var i Øjeblikket bortrejst; og selv da han kom
tilbage, saaes de to Brødre saa godt som ikke. Eberhard var en
omsigtsfuld og ængstelig Natur, der sluttede sig inde i sig selv
af lutter Frygt for at komme i Berøring med noget, der kunde
tænkes at skade hans Anseelse. Han følte sig derfor højst generet
af denne vanslægtede Broder, der saaledes var kommen tilløbende
og vilde gøre sig gældende uden engang at være Student.
I det første Par Maaneder boede Peter Andreas oppe paa en 
elendig Bagstuekvist i den indre By med Udsigt til en Mængde
røde Tage. Senere flyttede han ud til et Par gamle Folk i Nyboder.

* *
*
Lillejuleaftens Dag rejste han hjem landværts, efter forinden
at have meldt sit Komme med et Par Linjer i et Brev.
Under den daglange, uendelige Kørsel gennem Sjælland og
Fyen og ved Synet af de mange glade Julerejsende, der fyldte
Kupeerne, mindedes han med hvilken Spænding hans ældre
Brødres Hjemkomst altid var bleven ventet; hvorledes Lamperne
var tændt i Stuerne, og hvorledes Aftensmaaltidet var
bleven udskudt til efter Togets Ankomst for at gøre Modtagelsen
des mere festlig. Og han tænkte paa sine gamle Kammerater,
som muligvis allerede nu vidste, at han vilde komme, og som
maaske vilde modtage ham paa Stationen.
Paa Vejen op gennem Jylland tømtes efterhaanden Kupeen, og
tilsidst blev han alene. Mørket var faldet paa, Lygten under Loftet
var bleven tændt, Storm og Regn slog mod Ruderne.
Saa hørte han, at Toget kørte over en Bro. Hans Hjerte
kom til at banke. Den Lyd kendte han. Det var Skærbæk-Broen.
Saa var der kun fem Minutter igen.
Han foer til Vinduet og tørrede Duggen af ... ja, der var
Aaen ... og Engene og Skærbæk Bakker. Og nu svingede Banen,
og Byens første Lygter skimtedes gennem Regntaagen.
Søsteren Signe stod paa Perronen for at modtage ham. Der
jog straks en lille Ubehagsfornemmelse igennem ham, da han
opdagede hende. Hun stod der, lidt rundrygget, i en halvkort,
skrækkelig gammeldags Kaabe, med sorte Uldhandsker paa Hænderne
og Kjoleskørtet opheftet, saa man saae et Par lange, tynde
Ankler over et Par store Fødder i Galosjer. Det generede ham,
at hun havde stillet sig saadan op og givet sin uheldige Figur
til Pris for Folks Kritik. Desuden havde han bestemt ventet at
se sine to yngre Brødre — Tvillingerne — og det vakte hans
Mistanke, at det netop var Signe, der modtog ham, fordi hun
var den af alle hans Søskende, med hvem han allerdaarligst forligedes.

Paa Vejen hjem gennem Gaderne forstod han da ogsaa snart
af hendes Tale, at Forældrene ikke var helt tilfredse med hans
Besøg; de fandt det mindre vel betænkt af ham, at han allerede
havde taget sig Ferie. En saadan Rejse kostede jo ogsaa mange
Penge, sagde hun, — han burde i hvert Tilfælde først have indhentet
Faderens Tilladelse.
Endnu før de naaede Præstegaarden, var Peter Andreas' Fø­
lelser bleven grundig afkølede. Og da han nu kom ind i Dagligstuen
og saae Faderen sidde der paa sin sædvanlige Aftenplads
i den gamle, falmede Lænestol med sin grønne Papskærm for
Øjnene, fortrød han allerede, at han ikke var bleven i København.
Det var nu aabenbart ogsaa kun med nogen Overvindelse,
at Faderen bød ham velkommen og klappede ham paa Kinden.
Døren ind til Spisestuen var lukket; Peter Andreas kunde høre,
at der blev skuret Gulv derinde; og da han henne paa Bordet
fik Øje paa en Bakke med noget Smørrebrød, forstod han, at
de andre havde spist. Moderen laa som altid i Sengen. Hendes
Velkomst manglede hverken Oprigtighed eller Varme; hun kyssede
ham bevæget paa begge Kinderne; men Peter Andreas'
Hjerte var bleven koldt.
Han var for ung til at forstaa, at han ikke led anden Forurettelse
end den, der i Almindelighed bliver de yngre af en stor
Børneflok til Del, fordi de ældste har høstet Førstegrøden af For­
ældrenes Kærlighed. Selv om denne ikke netop bliver mindre,
forandrer den dog Karakter, mister Nyhedsglæden, der lyser saa
festlig over ethvert Fremskridt hos de ældre. Da Per ved Sengetid
blev alene oppe paa sit gamle Loftskammer, gjorde han Nar
ad sig selv. Han spottede sin Sentimentalitet og svor dyrt paa
ikke oftere at ville lade sig narre af den Slags Fornemmelser.
Og da saa Juledagene oprandt med al den himmelvendte Højtidelighed,
han selv var ganske udenfor, med den stadige Kirkegang
og den megen Salmesang, talte han blot Timerne, til han
kunde komme bort og igen være fri og uafhængig i København. 
5
Ogsaa Gensynet med Kammeraterne havde nemlig bragt Skuffelse.
Nogle af dem vilde knap nok kendes ved ham igen, paavirkede
som de var af deres Forældre. Paa Grund af, at hans
Fader og Søskende kun ugerne talte om ham, havde Folk i Byen
nemlig faaet den Mening, at han var et Menneske, der var kommen
paa Afveje. Flere af Kammeraterne begyndte desuden allerede
at føle sig i deres Værdighed som vordende akademiske
Borgere. Han havde straks besøgt dem alle; men ingen af dem
havde bedt ham om at komme igen.
Straks efter Nytaar vendte han saa tilbage til København.
ANDET KAPITEL
En af Nyboders bedst kendte og mest agtede Personer paa den
Tid, hvorom her fortælles, var den gamle, pensionerede Højbaadsmand
Olufsen i Hjertensfrydgade. Hver Formiddag, naar St.
Paulskirkens Taarnur slog elleve, kunde man se hans høje, magre,
lidt duvende Skikkelse træde ud af den lave Dør i det lille, to
Stokværks Sted, hvis øverste Lejlighed han beboede, og et Øjeblik
blev han staaende ude paa Fortovet for paa Sømandsvis at
kigge op til Skyerne og lade Blikket løbe henover Tagryggene
som over Takkelagen paa et Skib. Han var klædt i en noget
falmet men yderst omhyggelig af børstet Overfrakke, i hvis Knaphul
der saaes et bredt Dannebrogsbaand. Paa sit hvide Hoved
bar han en graa Cylinderhat, og paa den venstre Haand, med
hvilken han støttede sig til sin Paraply, havde han en gammel,
runken Skindhandske.
Med den højre Arm lagt bag om Ryggen trippede han derpaa
langsomt og forsigtigt henad den ujævne Fliserække. Samtidig
kom hans Kone tilsyne i Gadespejlet oppe foran Salsvinduet,
hvorfra hun blev ved at følge ham med Øjnene, indtil han var
sluppen vel over den dybe Rendesten ved Hjørnet af Elsdyrsgade.
I en storblomstret Nattrøje og med en Avispapirs-Papillot
foran hvert Øre stod hun deroppe og nød Synet af hans velplejede
Person med en stolt Selvtilfredshed, som var han helt og holdent
hendes eget Værk.
I det Øjeblik, Højbaadsmanden kom forbi Nyboders Vagt med
den høje Galge, hvori Alarmklokken hang, flyttede han Paraplyen
over i den højre Haand for at kunne hilse med den behandskede,
dersom nogen af Vagtmandskabet skulde give ham 
militær Honnør — noget, han satte stor Pris paa og altid nøje
mærkede sig. Derpaa drejede han om ad Kamelgaden og stilede
ned imod Amalienborg Slotsplads, hvor han daglig indfandt sig
til det Klokkeslet, da Vagtparaden trak op. Naar han nogen Tid
havde hørt paa Musiken, gik han tilbage over Store Kongensgade
og videre gennem Borgergade ind i Byen.
Her, hvor han var udenfor sit fordums Magtomraade; hvor
Ingen kendte ham som Højbaadsmand Olufsen, der havde faaet
Dannebrogen af Kongens egen Haand; hvor han kort sagt var en
ganske almindelig Spaserende, som Folk ustraffet kunde rende
paa Albuen, — her sank han uvilkaarlig noget mere sammen
i Ryg og Knæ, mens han lidt ængstelig stavrede frem paa sine
ømme Fødder mellem de ilsomt forbifarende Mennesker. Længere
end til Købmagergade gik han aldrig. Hvad der laa paa
den anden Side af denne Gade, var for ham ikke det rigtige Kø­
benhavn men en Slags Forstad, saa afsidesliggende, at han ikke
kunde begribe, hvor Nogen vilde bo der. Det var Adel- og Borgergade,
der i hans Øjne var Byens Hovedaarer; og forøvrigt
var det Kvarteret Grønne-Sværte-Regnegade, der tilligemed
Toldboden og Holmen udgjorde hans Verden. Naar han paa sin
Spaseretur var naaet til den sidste Børstenbinder i Antonistræde
eller havde været inde i Jomfru Jordans Lejebibliotek i Silkegade
for at bytte en Bog for sin Kone, vendte han om og gik
hjem.
I Almindelighed varede det dog endnu et Par Timer, inden han
naaede tilbage til Hjertensfrydgade. Det var nemlig hans Vane
at stille sig op paa alle Gadehjørner for at betragte de her sammenflydende
Strømme af Mennesker og Vogne. Navnlig havde
han trods sine firsindstyve Aar og sine rindende Øjne et langtskuende
Blik for alle Tjenestepiger og særlig for dem, der gik
med bare Arme. Hændte det, at en saadan i Forbifarten strøg
ham tæt forbi, tilhviskede han hende en eller anden Kærlighedserklæring
og skyndte sig derpaa fnisende afsted med dukket
Hoved.
Hertil kom, at han nødvendigvis ogsaa skulde standse et Øjeblik
udenfor Butiksvinduerne for at betragte de udstillede Varer 
og indprente sig Priserne paa alt lige fra Uldhandlernes Underbeklædningsgenstande
til Guldsmedenes Diamantsmykker, —
ikke fordi han havde til Hensigt ved Lejlighed at gøre Indkøb af
disse Ting, hvad han alene af den Grund var lovlig forhindret i,
at hans Kone, altfor vel kendt med hans Svaghed overfor Kvindekønnet,
aldrig betroede ham Omgang med Penge; men med sine
tomme Lommer fandt han en Tilfredsstillelse i at gaa ind i Butikerne
og nyde de Handlendes Høflighed, lade sig de forskellige
Varer forevise, spørge om Prisen paa de kostbareste og derpaa
tøfle af med den Besked, at han skulde „lade høre fra sig".
Eftermiddagen tilbragte Højbaadsmanden hjemme i sin Dagligstue
— „Salen", som den kaldtes paa Nybodersproget — et
kahytlignende, lavloftet Rum med en Række smaa Vinduesfag
ud mod Gaden. Her sad han i Skjorteærmer og med Kalot paa
Hovedet ved et af Vinduerne og iagttog de Skarer af halvtamme
Krager ude fra Grønningen, som enten sad og gav Hals ovre paa
Genbohusrækkens Tagryg eller krigedes nede paa Stenbroen
omkring Skarnbøtterne, der endnu paa den Tid af Dagen stod
opstillet udenfor alle Dørene i den stille og tomme Gade. Af
og til kunde der trække sig ligesom en Hinde over hans falmede
Øjne, Hovedet sank da langsomt ned mod Brystet, og
Munden rundede sig.
„Nu sidder du igen og koger Ærter, lille Fa'er," sagde da
hans Kone og hentydede hermed til en egenartet Brummen,
som Højbaadsmanden gav fra sig, naar Søvnen var ved at overmande
ham. Hun havde sin faste Eftermiddagsplads paa en lav
Stol henne ved Kakkelovnen, hvor hun sad og strikkede, idet hun
samtidig læste i en laset Roman, som hun havde liggende foran
sig paa Knæet, og hvis Blade hun vendte med sin Albu for ikke
at afbryde Strikningen. Inde i Gaardværelset ved Siden af, hvortil
Døren stod aaben, sad gerne en ung, lyshaaret Pige, Plejedatteren
Trine, og syede. I Vinduet derinde stod et Bur med en
Kanarifugl, der hoppede paa sine Pinde.
Madam Olufsen var næsten lige saa høj som sin Mand, havde
dertil en Bygning som en Hestgardist, ja endog en Antydning
af en graa Moustache paa Overlæben. Naar hun om Formiddagen gik omkring i sin storblomstrede Nattrøje og med sine
Avispapirs-Papilloter, var hun ikke indtagende; men naar hun
efter Middag havde faaet Snørliv paa og sin sorte Merinos Kjole
og havde skjult sin halvskaldede Isse under en baandbesat Kappe,
foran hvilken de nu omhyggeligt ordnede Tindingekrøller præ­
senterede sig næsten koket mod de ikke helt afblomstrede Kinder,
kunde man meget godt forstaa, hvad der fortaltes i Nyboder
om hendes fordums Herlighed.
Det havde i det hele været et smukt Par, hun og Højbaadsmanden.
Det havde ogsaa været et lykkeligt Par. Havde maaske
Højbaadsmanden ikke altid holdt sig alle Lovens Bud strengt
efterrettelig, saa havde Madammen til Gengæld været trofast for
dem begge, skønt det i hendes unge Dage ikke havde manglet
hende paa Forlokkere. Dersom man kunde tro Rygtet, havde
endog en af Hoffets Prinser, der altid gik paa Rov efter unge
Nyboderskoner, hvis Mænd var paa Langfart, en Aftenstund passet
hende op paa Hjørnet af Haregaden og, efter at have givet
sig tilkende for hende, gjort hende et galant Tilbud. Hun havde
nejet og slaaet Øjnene ned og derpaa stiltiende fulgt ham hen
i en af de mørke og ensomme Alleer bag Volden. Men her i
Ensomheden havde hun pludselig lagt den lille, visne Højhed
over sit Knæ og af sit gode Hjerte givet ham en Endefuld, der
ikke netop var den første Revselse, nogen krænket Nyboderskone
havde tildelt ham, men sikkert nok den kraftigste.
Den medborgerlige Anseelse, dette aldrende Ægtepar nød,
var da af gammel Dato, og deres Hjem var endnu et yndet
Samlingssted for adskillige af Nyboders Standspersoner. Ikke i
mange Nybodershuse udfoldedes der en Selskabelighed som hos
de to Gamle i Hjertensfrydgade. Foruden de sædvanlige Kirkehøjtider
og saadanne Bods- og Bededage, som overalt i Kristenheden
festligholdes med fed Mad og varm Punsj, fejrede de
en lang Række Familjebegivenheder og aarlig tilbagevendende
Mærkedage af privat Natur. Der var saaledes Aarsdagen for
Kanarifuglen Peters Indlemmelse i Familjen; der var Mindefesten
for Højbaadsmandens Storetaa, som engang for mange Aar
siden var bleven bortklippet paa Grund af Benedder. Men frem 
for alt var der Madam Olufsens Kopsætningsdag, der indtraf
hen paa Foraaret, naar Varmen kom i Luften, og som indlededes
med en stor Chokoladefrokost for Barberen, som udførte Operationen.

Selskabet bestod ved disse Lejligheder altid af de samme
syv-otte gamle Venner af Huset, som nu i mere end fyrretyve
Aar havde fejret betydningsfulde Familjebegivenheder hos hinanden,
nemlig: pensioneret „Obertømmermand" Bendtz fra Talipangade,
pensioneret Kvartermand Mørup fra Delfingade, Overkanoner
Jensen og Bolteslager Fuss fra Krokodillen, alle med
Madammer. Heller ikke Festlighedernes Forløb havde i den
sidste Menneskealder undergaaet nogen nævneværdig Forandring.
Naar Gæsterne var bleven samlet i Gaardværelset, aabnede
Højbaadsmanden Døren ind til „Salen", hvor Bordet stod
dækket, og bød Selskabet tilbords med den staaende Vittighed,
at det nu var Tid at „faa puttet noget i Ansigtet". Naar man
saa var kommen til Sæde, og Værtinden havde sat den dampende
Gaas eller Skinke paa Bordet, udbrød Bolteslager Fuss
ligesaa regelmæssigt, idet han i forstilt Overraskelse kastede
sig tilbage mod Stoleryggen: „Naada, Madam Olufsen; d e r har
De sgu lagt et forsvarligt Æg!" — hvorpaa Madammen kaldte
ham et gammelt Vrøvl og bad Gæsterne lade, som de var hjemme.
Paa dette Tidspunkt kunde det hænde, at Døren gik op for
en krushaaret Yngling, hvis Ankomst blev hilst med et almindeligt
Glædesudbrud. Alle de gamle Mennesker rejste sig ærbødigt
op, idet de rakte ham Haanden, og den lille Trine —
Plejedatteren — der pludselig havde skiftet Farve, fik travlt
med at bringe en Stol ind fra Sideværelset, sætte et nyt Dække
frem og hente en varm Tallerken i Køkkenet.
Den unge Fremmede var Olufsens Logerende, den eenogtyveaarige
Polytekniker Sidenius, der i nogle Aar havde boet nede
i Stuen i et Par smaabitte Gaardværelser, som hørte med til
Højbaadsmandens Lejlighed. Han var alles Yndling her, og efterhaanden
som nu Fadene og Brændevinskaraflerne tømtes,
blev Stemningen meget lystig.
Der var kun een, der vedblev at være lige tavs og stille, — 
det var den lille Trine, som besørgede Opvartningen. Hun fyldte
i Glassene, bragte Brød om, skiftede Tallerkener, pudsede Lysene,
fremfandt Saltkarrene, optog tabte Lommetørklæder og
hentede Vand til Madammerne, naar nogen af dem begyndte at
faa ondt eller at hikke, — altsammen saa tyst, saa lydløst, at
hendes Tilstedeværelse aldeles ikke mærkedes af nogen. Det
var, som om man blev betjent af en usynlig Aand. Hun var
nu ogsaa let at overse, saa lille og uudviklet hun var trods sine
nitten Aar. Blandt de gamle Mennesker betragtedes hun endnu
helt som Barn, tilmed som et meget indskrænket Barn, og i
Virkeligheden manglede hun ogsaa lidt paa Forstanden. Hun
var en stakkels Forældreløs, som Højbaadsmandens havde taget
sig af, og hvis Herkomst ingen kendte. Nogen Skønhed
besad hun ikke, og selv for den unge Hr. Sidenius var hun
intet andet end det usynlige Redskab, der børstede hans Støvler
og bragte hans Linned til Vask.
Naar nu Punsjebollen og de sukkerstrøede Æbleskiver var
kommen paa Bordet, fornøjede man sig en Tid med at afsynge
forskellige Selskabs- og Fædrelandssange, hvorved navnlig Madam
Fuss gjorde sig bemærket med en — mere for sin Kraft
end for sin Skønhed — højt beundret Diskant.
Under Sangen forsvandt pludselig Trine efter at have forvisset
sig om, at der ingenting manglede paa Bordet, og at alle
Gæsterne var forsynede. Ude i Køkkenet tændte hun et Lys
ved Gløderne paa den aabne Grue og steg saa ned ad Husets
smalle og stejle Trappe — en Slags Skibsstige — for at gøre
i Stand til Natten i Hr. Sidenius' Værelser. Det var to smaa,
mørke og fugtige Rum, saare fattigt udstyrede med en lille
Voksdugspuf og et Klapbord, hvorpaa der hulter til bulter laa
Bøger, Tegneredskaber og store Papirsruller med Mærker af
Blyantsfingre.
Trine satte Lyset fra sig paa Bordet, lukkede et Vindu op
og stod et Øjeblik drømmende med Haanden paa Karmen og
saae ud over den lilleputagtige, af nogle Plankeværker og et
Nødvendighedshus omgærdede Have, hvorover et romantisk
Fuldmaanelys skinnede. Men pludselig foer hun sammen, lige­
4
som opskræmt af sine egne Tanker, og gav sig ivrig i Færd
med det Taalmodighedsarbejde at bringe Orden i Stuens Forstyrrelse.
Hun samlede nogle Klædningsstykker, der laa henkastede
rundt om paa Stolene, og hængte dem ind bag Hjørneforhænget
i Sovekammeret. Hun ordnede Bøgerne paa Bordet
og lagde alle de mange smaa Tegneapparater ned i de for hvert
enkelt nøje afpassede Rum i Etuierne. Skønt hendes unge Herre
aldrig havde ulejliget sig med at give hende Anvisninger i saa
Henseende, vidste hun nøjagtig, hvor hver Ting havde sin Plads,
og hvor han ventede, ja fordrede at kunne finde den. Med det
Instinkt, som Kærligheden skaber endog hos de Enfoldige, havde
hun lært sig selv alt, havde udfundet hans Vaner, gættet sig
til hans Ønsker, bestandig af sig selv fundet Vej gennem den
Labyrinth af Luner og uberegnelige Indfald, der fører ind til
en saadan ung Mands egenlige, endelige Vilje. Han havde engang
for alle ladet hende vide — og han havde ved den Lejlighed
med en skrækindjagende Grimace opløftet sin Finger —
at hun maatte betragte det at passe ham som sit Livs Hovedopgave
og egenlige Bestemmelse, for hvis samvittighedsfulde
Opfyldelse Gud engang vilde kræve hende til Regnskab paa
Dommens Dag.
Det var derfor med en oprigtig Følelse af at røgte et højhelligt
Kald, at hun færdedes dernede i hans smaa Stuer og
syslede med hans Ejendele. Med en særlig Andagt dvælede
hun inde i det lille Sovekammer, mens hun puslede med hans
Seng, satte Tøflerne bekvemt tilrette saaledes, at Taaspidserne
vendte indefter, og lagde Tændstikæsken paa den Side af Lysepladen,
der var Sengen nærmest. Naar hun tilsidst tog Hovedpuden
mellem sine Hænder for at rette paa Fylden, trykkede
hun den et Øjeblik til sit Hjerte, idet hun med et saligt Udtryk
lukkede Øjnene.
Oppe i „Salen" var de Gamle imidlertid bleven mere og
mere overstadige. Bolteslager Fuss havde faaet sin Guitar frem
og trods Konernes Indsigelse givet sig til at synge den berygtede
Skillingsvise „En bøvet Kælling ved Gammelstrand". Mændene
jublede. Ogsaa den unge Sidenius lo, og inde i den 84-aarige 
3
Obertømmermand Bendtz klukkede det som i en Flaske. Men
Konerne rejste sig krænkede og fortrak ind i Gaardværelset,
hvor nu Kaffen blev anrettet med Tilbehør af Kandis og Solbærlikør.

Først henimod Morgen brød Selskabet op, og de forskellige
Ægtepar trippede forsonede hjemad i en Lyksalighedstilstand, der
henrev dem til Kys og Klap og kærlighedsfulde Omfavnelser
midt paa aaben Gade.
* *
*
Det var hos disse livsglade gamle Mennesker, der endnu i
deres høje Alderdom uden Anfægtelser tømte Nydelsernes Bæ­
ger lige til Grumset, at Peter Andreas havde fundet sit første
Asyl, et midlertidigt Fristed paa Vejen ud til det Lykkens Land,
hans Drømme havde forjættet ham. Han havde her mødt den
velvilligste Forstaaelse netop af det i hans Natur, som man
hjemme i Præstegaarden havde villet undertrykke og brændemærke
som Dødens og Djævlens Værk. Navnlig i sine første,
ensomme Aar i København havde han været taknemlig for dette
Hjem og for det hele muntre og idylliske Nyboder, der var
som et hengemt Stykke Provins midt i Hovedstaden. Senere
— efterhaanden som han udvidede sin Bekendtskabskreds —
havde hans Forhold til de to Gamle og deres lille Vennesamfund
vel faaet en mere flygtig Karakter; men brudt blev det
aldrig, og de Gamle blev ved at holde af ham og tage sig af
hans Vel, næsten som om han kunde have været en af deres
egne. De havde ikke været længe om at opdage hans Fattigdom,
skønt han gjorde alt for at skjule den; og mere end een
Gang vilde han være gaaet i Seng med tom Mave, dersom
ikke Madam Olufsen paa hensynsfuld Maade havde budt ham
ind for at „smage paa" en ny Ost eller „sige hende sin Mening"
om en friskkogt Skinke.
Noget rigtigt Indblik i hans Forhold lykkedes det dem alligevel
ikke at faa. Saa livlig og snaksom han til Tider kunde være 
i> _ _
7 ; • :-^JX
LYKKE-PER
om sig selv og sine Forhaabninger talte han aldrig eller dog
kun i Spøg, idet han, naar de spurgte ham, gerne svarede, at
han „studerede til Minister". Ligeledes bevarede han en haardnakket
Tavshed angaaende alt, hvad der vedrørte hans Hjem
og Forholdet til hans Familje, skønt særlig Madam Olufsen aldrig
blev træt af at udfritte ham derom. Han havde foresat sig
at ville betragte alt det Forbigangne som noget glemt, noget
dødt, der end ikke som Minde skulde faa Lov at spøge i hans
Tilværelse. Han havde bestræbt sig for grundig at udlufte sit
Indre, at udslette hver bitter og ydmygende Erindring af sin
Sjæl, at den kunde blive som en ubeskreven Marmortavle for
Lykkens og Sejrens funklende Guldskrift. Derfor fandtes der
hverken paa hans Bord eller paa hans Væg saa meget som et
Portræt, der kunde minde ham — eller fortælle andre — om
det Hjem, han havde forladt, og som han ikke vilde gense, før
han kunde komme som den, der krævede til Regnskab og holdt
Dom. Dersom han pludselig var død, vilde man ikke i hans
hemmeligste Gemme have fundet saa meget som et opbevaret
Brev, ikke en Optegnelse, der kunde fortælle om, hvem han
var, og hvorfra han stammede. Om det saa var sit Navn, saa
havde han forandret det for saa vidt muligt at undgaa enhver
Erindring om Fortiden. Han skrev sig ikke længer Peter Andreas
men slet og ret Per, og det var hans Sorg, at han ikke ogsaa
kunde skaffe sig et andet Efternavn.
Al hans Forbindelse med Forældrehjemmet havde efterhaanden
indskrænket sig til de korte Breve, hvormed han kvartalsvis
kvitterede for den Pengehjælp, han modtog derfra, men som
rigtignok var ganske utilstrækkelig særlig paa Grund af de store
Udgifter til Forelæsninger, Bøger, Tegne- og Maaleredskaber
o. s. v., som hans Studium krævede. For overhovedet at kunne
leve havde han fra sit attende Aar maattet give Regneundervisning
i en Drengeskole og kopiere Arbejdstegninger for en Haandværksmester.

Til Tider kunde han været ret forstemt. Ikke alene følte han
sig nedværdiget af sin Fattigdom og især af denne Pogeskole-
5
virksomhed, som han aldrig nævnte for nogen. Værre var det,
at han begyndte at skuffes af sit Studium og af de Fremtidsmuligheder,
dette syntes i Stand til at skabe ham.
* *
*
Dengang han for fire-fem Aar siden første Gang nærmede
sig den polytekniske Læreanstalt, havde det været med en
næsten andagtsfuld Forventning. Han havde forestillet sig den
som en Art Tempel, et højtideligt Tankeværksted, hvor den frigjorte
Menneskeheds Fremtidslykke og Velfærd smeddedes
under Aandens Lyn og Torden, — og han fandt en grim og
uanselig Bygning i Skyggen af en gammel Bispegaard og heri
en Samling mørke og triste, af Tobak og Smørrebrødslugt gennemtrængte
Rum, hvor en Del unge Mennesker stod bøjet over
smaa, papirbeklædte Borde, mens andre sad med lange Piber
og læste i Kollegiehefter eller i Smug spillede Kort. Han havde
tænkt sig sine tilkommende Lærere som ildfulde Forkyndere
af Naturvidenskabens hellige Evangelier, og han traf i Foredragssalene
nogle gamle, hentørrede Skolemesterskikkelser, der
ikke var synderlig forskellige fra dem, han netop havde taget
Afsked med paa Skolen derhjemme. En af dem, en fuldkommen
Mumie, hvis Stemme under Forelæsningen hvert Øjeblik blev
borte og maatte klares med en Slurk af en medbragt Medicinflaske,
underviste endnu paa Erindringer fra Hans Christian
Ørsteds Dage. En anden — Professor Sandrup, Læreren i de
egenlige Ingeniørfag — gik med hvidt Slips og lignede mest en
teologisk Kandidat eller Præst. Han nød et vist Ry for teoretisk
Viden men var en Pedant, der i pædagogisk Samvittighedsfuldhed
havde udarbejdet lange, videnskabelig formede Beskrivelser
af selv de simpleste Redskaber som Økse og Trillebør og fordrede
dem ordret gengivet til Eksamen.
Fra alle Sider modtog Per den Belæring, at en duelig Ingeniør
slet ikke (i hvert Fald ikke længere) var en saadan stolt, 
4
verdensomflakkende Eventyrhelt, som han havde foregøglet sig,
men blot et almindeligt Kontormenneske, en samvittighedsfuld
Regnemaskine, et levende Tabelværk lænket til et Tegnebræt.
De allerfleste af hans Medstuderende — og netop de af dem,
der baade af Lærerne og de andre Elever ansaaes for de mest
lovende — drømte da ogsaa blot om engang i Tiden at opnaa
en eller anden fast og betrygget, om end nok saa beskeden
Embedsstilling, der tillod dem at indrette sig det hyggeligt som
Familjefædre med en lille Husstand i et lille Hus med en lille
Have for engang efter fyrretyve Aars tro Tjeneste at afgaa med
en lille Pension og et lille Udmærkelsestegn eller en Justitsraadtitel.

Men saadanne Udsigter fristede aldeles ikke Per. Han følte
sig ikke skabt for Hverdagsliv og Godtkøbslykke. Han følte
Herskerblod i sine Aarer og krævede Plads til Højbords ved
Livets Taffel blandt Jordens frie og frelse Mænd.
Han havde endogsaa for længe siden udset sig Midlet, der
skulde sætte ham i Stand til at opnaa den attraaede, stolte Uafhængighed.
Samtidig med, at han nogenlunde passede sine Forelæsninger
og Øvelser, og uden at han heller forsømte de ydmygende
Smaabeskæftigelser, der sikrede ham Livsopholdet,
havde han i al Hemmelighed beskæftiget sig med at gøre Udkast
til et stort Vandbygningsarbejde, en Fjordregulering, hvortil
han havde fattet Planen allerede i sit første Studieaar i Kø­
benhavn. Den første Oprindelse dertil laa endda endnu længer
tilbage i Tiden, helt tilbage i hans Drengealder, nemlig i hint
Tidsrum derhjemme, da der havde været saa megen Tale om
at fremme den hensygnende Skibsfart paa Fjorden ved at uddybe
og regulere Sejlløbet og ombygge Havnen, — dette Foretagende,
hvorom hans Fader havde udtalt sig saa nedsættende
paa Grund af det stærke Røre, det vakte i Byen, og som da
ogsaa tilsidst blev opgivet. Allerede dengang havde han drømt
om at blive den, der bragte den store Plan til Udførelse og
ledede de friske Havstrømme og Verdenshandelens Guldflod
ind til Byens fattige Pæreskipperhavn. Og denne Drøm om paa 
7
saadan Maade at blive en Velgører for selve den By, der havde
været Vidne til hans Fornedrelse, havde egenlig aldrig siden
helt forladt ham. Efter hint mislykkede Julebesøg havde den
især faaet stor Magt over ham. I hans Ensomhed lod den ham
aldrig Ro, den blev hans fikse Ide, i hvis Virkeliggørelse han
tilsidst med en Slags religiøs Overbevisning saae sit Livs skæbnebestemte
Opgave og foreløbige Maal.
I tre Aar, lige siden han fik lært sig at opsætte en Kanalprofil
efter et Generalstabskorts Højdekurver, havde han nu arbejdet
paa dette Værk. Døgn efter Døgn havde han stjaalet Timer af
sin Nattesøvn for at beregne Jordarealer og Strømhastigheder,
tegne Faskin-Indbygninger og Glacis'er, Brohoveder og Ducd'Alber.
Og Aar for Aar udvidede han sin Plan, føjede noget
nyt til, gjorde den mere og mere kæmpemæssig. Paavirket af
nogle bekendte tyske Fagskrifter, som han havde anskaffet sig,
var han saaledes kommen paa den Tanke at lade den uddybede
Skibsvej fortsætte sig paa den anden Side af Byen som Kanal
eller et System af Kanaler efter hollandsk Mønster. Hvad der
foresvævede ham som det endelige, vældige Maal var et Net
af brede Vandaarer, der forbandt alle Midtjyllands større Aaer,
Indsøer og Fjordindskæringer med hinanden og satte den opdyrkede
Hede og de opblomstrende Nybygger-Byer derinde i Forbindelse
med Havet paa begge Sider.
Men hver Gang hans Tanker løftede sig til saa høj en Flugt,
var det, at Mismodet meldte sig. Afmagtens lodne Trolde lejrede
sig om hans Arbejdsbord og haanlo af hans store Drømme. Du
er gal! skreg de. Før du bliver gammel og graa, kan du ikke
gøre dig nogen Forhaabning om at faa Tilladelse til at gennemføre
nogetsomhelst i dette Land, hvor det betragtes som en
Formastelighed af en ung Mand at have anden Ærgerrighed
end den at sidde sig en Pukkel til paa en Kontorstol, og hvor
en Ingeniør, der vil bevare sine Medborgeres Agtelse og sine
Overordnedes Tillid, i det højeste tør gøre sig Haab om at
opnaa en Stilling som Vejassistent med kongelig Udnævnelse.
Har du allerede glemt, hvad din ærværdige Lærer, den Guds 
4
Mand Professor Sandrup, dog med saa megen faderlig Alvor
lagde dig paa Sinde, dengang du ved en Overhøring begyndte
at kramme ud med hvad du havde lært ved din (af Ingen paabudte)
Læsning i moderne tyske Skrifter: „Beflit Dem, unge
Mand, paa at bekæmpe Deres utidige Trang til at vise Selvstændighed."
Ikke sandt? Lærerige Ord! Løfterige Ord!
Dog, ret længe ad Gangen fik saadanne bitre Tanker sjelden
Lov til at gnave paa hans Hjerterod. Dertil var han for ung, og
hans Sind for omskifteligt. En rask Spaseretur, et Øjekast af
en smuk Pige, et Spisegilde hos de Gamle eller en Aften tilbragt
med nogle Venner paa en Kafe, — mere behøvedes der i Almindelighed
ikke for at sprede Mismodsskyerne om hans Pande.
Især var Kvinderne virksomme Afledere, hver Gang det truede
med at trække sammen til en Stemningstorden. Han var nu
enogtyve Aar gammel, og Tiltrækningen til det andet Køn var
i Færd med at tage Herredømmet over hans Fantasi og give
den en ny Horisont.
•
En Aften kom han tilligemed en Bekendt ind i en gammeldags
Schweizer-Kafe, der var et yndet Samlingssted for Byens
udbredte kunstneriske og literære Halvverden. Mens hans Ledsager
interesseret udpegede ham nogle af Tidens mest omtalte
Kunstnere og Forfattere mellem Gæsterne, havde Per fæstet
sin Opmærksomhed paa en ung Pige, der stod bag Skænken
en høj og slank Skikkelse med et pragtfuldt gyldenrødt Haar.
„Det er den røde Lisbeth," forklarede den anden. „Det er
hende, der har staaet Model til Iversens Venus og til Petersens
Susanne. Hun er ikke ilde, .hva'? Sikken Hud!
Per blev fra den Dag en kyppig Gæst i Kafeen, især paa de
Tider af Døgnet, da der kun var faa andre. Han var bleven
meget indtagen i den unge Pige, og da det viste sig, at Tiltrækningen
var gensidig, førte den uden mange Omstændigheder
til et fortroligt Forhold. 
9
Han var med Aarene bleven ikke saa lidt forfængelig af sit
Ydre. Han havde et bredt og kraftigt Legeme, et stejlpandet
Hoved med mørkt, kruset Haar og store, blaalige Øjne under
sammenvoksede Bryn. Over den svære Mund tegnede sig Spiren
til et Overskæg. Takket være Madam Olufsens moderlige
Omsorg havde han nogenlunde bevaret sit gode Drengehuld, og
hans Kinder havde heller ikke helt mistet deres landlige Teg^
stensfarve. Naar han bevægede sig ude mellem Folk, smilte
han gerne uden selv at vide af det, og dette bestandige, lidt
tomme Smil skuffede let dem, der ikke kendte ham, saa de
ansaae ham for en barnlig Natur i skønneste Harmoni med hele
Tilværelsen. Helt var det nu heller ikke lykkedes for ham at
ryste Provinsboeren af Ærmet; men naar han var i sine bedste
Klæder, gjorde han en ganske statelig Figur, førte sig rankt
og bevægede sig med ikke ringe Anstand. Trods sin hyppige
Pengemangel forsømte han aldrig sin Paaklædning. I hvert Fald
naar han viste sig paa Gaden, var han altid som pudset og blæst.
Han havde allerede Verdenserfaring nok til at vide, at der var
Øjeblikke, hvor et hvidt Skjortebryst og en ulastelig siddende
Frakke kunde faa større Betydning for en ung Mands Fremtid
end Aaringers selvforsagende Slid, — at saalænge Skinnet var
reddet, var overhovedet ingenting tabt. Hjemme derimod var han
skødesløs med sig selv og følte endda en vis Hygge og Tilfredsstillelse
ved at gaa og slide paa sine gamle Laser.
Den Kafe, hvor han nu var bleven Stamgæst, og hvor han
ødslede mere Tid og flere Penge, end han rigtig vilde tilstaa
for sig selv, var den saakaldte „Gryde", der var Stamknejpe
for en oppositionel artistisk Klike, de „Uafhængige", en Kres
af yngre og enkelte allerede ældre Skønaander, virkelige Begavelser,
men alle mere eller mindre forsatte i Væksten, enten
ikke rigtig udvoksede eller altfor tidlig ældede. Der sad om
Aftenen den meget omstridte Saltvandsmaler Fritjof Jensen, en
bredskaaren Vikingeskikkelse i Sømandspjækkert og med bølgekruset
Haar og Skæg — en genial, fantasirig Kunstner, en indtagende
Broder Lystig ved et skummende Ølkrus men holdningsløs
og upaalidelig som en Dreng i Overgangsalderen. Der sad
Lykke-Per I 4 
50 LYKKE - PER
hver Formiddag i tungsindig Ensomhed den syge Digter Enevoldsen
og pudsede sine Lorgnetter eller kælede for sine Hænder
eller fortabte sig i Nydelsen af en Cigar, saadan som han havde
siddet der Aar efter Aar og under allehaande Smaabeskæftigelser
udciseleret sine farveglødende Vers, smaa Mesterværker,
der anslog en hel ny Tone i dansk Poesi. Der sad den unge,
naturalistiske Figurmaler Jørgen Hallager med Bulbideransigtet
— Oprøreren, Anarkisten, der vilde omstyrte Samfundet, reformere
Kunsten, afskaffe Akademier og have alle Professorer
hængt, men som iøvrig ernærede sig redelig som Retusjør hos
en Fotograf. Og der var den gamle Spottefugl, Journalisten og
Lystspilforfatteren Reeballe, en lille, hjulbenet, parykbærende
Dværg med eet blankt skinnende og et ligesom ormstukkent Øje
og med et langt, gulhvidt Bukkeskæg nedover et snavset Skjortebryst,—
det uopslidelige Offer for Karikaturtegnerne i Byens
Vittighedsblade. Med en fortygget Cigarstump i Mundvigen og
med den ene eller begge Hænder skjult bagpaa under Bukselinningen
drev han i oftest temmelig drukken Tilstand omkring
mellem Bordene, slog sig ned hist og her, undertiden mellem
ham ganske ubekendte Folk, og blandede sig vrøvleagtig i deres
Samtaler. Ogsaa han vilde reformere Verden, men i klassisk
Aand. Hans Ideal var Sokrates. Hans Standpunkt var den klare,
ædruelige Erkendelses. I sine mest omtaagede Øjeblikke yndede
han at slaa sig for sit Bryst og kalde sig „den sidste
Græker".
Skønt Per var saa meget yngre end disse Mænd og ikke selv
havde gjort nogen Tilnærmelse, nød han den Ære at blive inddraget
i deres Kres, dels — som Fritjof Jensen engang ytrede
— for sine „maleriske røde Kinders" Skyld, væsenligst dog
paa Grund af sit Forhold til Lisbeth, der var deres fælles Kæledægge,
hvis farveskønne Silkehaar og skære Hud nogle af dem
skyldte Halvdelen af deres Berømmelse, hvorfor de til Gengæld
viste hende den Opmærksomhed altid at anerkende den for Øjeblikket
foretrukne Tilbeder, selv om Vedkommende slet ikke
hørte til det benaadede Kunstnerlav.
Per vedblev ikke desmindre at føle sig fremmed i disse Men-
1
ift*É
neskers Selskab, og det var ikke udelukkende af Beskedenhed,
at han sjælden blandede sig i Samtalen. Han havde lige saa ringe
Sans for Maleri som for Poesi. Hans Fantasi fandt tilstrækkelig
Næring i hans Studium. Indbildningskraften blev saa aldeles
taget i Beslag af hans store Fremtidsværk, at der ikke blev
noget tilovers for Kunsten.
Nogen uinteresseret Tilskuer var han alligevel ikke. Han
havde i al Stilhed sin Morskab af disse kuriøse Mennesker, der
kunde springe i Harnisk paa Grund af en Farvesammensætning
og tale sig op i Ekstase i Anledning af fire rimede Linjer, som
om Menneskehedens Velfærd afhang af deres rette Forstaaelse.
Han nød en saadan Scene som et komisk Skuespil, og han maatte
le ved sig selv, da han mærkede, hvorledes ogsaa Lisbeth var
greben af Galskaben og — stolt, som hun i det hele var, af sit
Legemes Betydning for Kunsten — vilde have sit Liv opfattet
som en begejstret Hengivelse til det Skønnes Forherligelse.
Mellem alle disse Mennesker var der en, der viede Per en
ganske særlig Deltagelse, en Mand, som heller ikke hørte hjemme
i Kresen og i Almindelighed ikke engang var rigtig velset
der. Det var en vis Ivan Salomon, en ung Jøde, Søn af en af
Byens Rigmænd — en lille, vever Skabning, et brunøjet Egern,
altid smilende, lutter Tjenstagtighed, saare lykkelig ved at færdes
mellem saa mange berømte Kunstnere. Det var dette Menneskes
ærgerrige Drøm engang at opdage og fremelske et Geni.
Bestandig var han paa Jagt efter et skjult eller miskendt Talent,
hvis Beskytter han kunde blive. I enhver, lidt iøjnefaldende
ydre Særegenhed — et Par dybtliggende Øjne, en kraftig formet
Pande eller bare et uklippet Haar — saae han straks Tegn paa
sjældne Evner, og der fortaltes mange muntre Historier om de
Skuffelser, han i saa Henseende havde lidt.
Nu havde han kastet sit Haab paa Per, der imidlertid følte
sig højst besværet af hans Opmærksomheder. Selv hans Smiger
var ham inderlig imod. Det virkede ubehagelige paa ham,
naar Hr. Salomon — med ret uforblommede Hentydninger
til hans hurtige Held overfor Lisbeth — smilende fortalte ham,
at han var en udpræget Aladdintype, et Lykkebarn, paa hvis
4* 
5
cæsariske Pande der med Gudens Finger stod skrevet: Jeg
kommer, ser, sejrer! Selve Ordene virkede ganske vist betagende
paa ham, fik hans inderste, skjulteste Stemningsliv til at
dirre. Det pinte og ydmygede ham blot, at han første Gang
skulde høre denne Profeti af en naragtig lille Jødes Mund.
En Aften kom han ind i Gryden henimod Midnatstid og faldt
da midt ned i et stormende Bakkanal. Det var den store Fritjof
Jensen — „Fritjof", som han slet og ret kaldtes af alle — der
slog sig løs i Anledning af, at han havde faaet et af sine 4 Alens
Lærreder „Orkan i Nordsøen" solgt til en Smørgrosserer. Midt
paa Gulvet i et Værelse, som ved en Gang var adskilt fra
Kafeens øvrige Lokaler, var en Del Smaaborde stillet sammen
i en Række, og her sad en Snes Mennesker omkring to vinløvomkransede
Boller med Champagnepunsj.
For den øverste Bordende — omhvirvlet af Tobaksskyer —
tronede Fritjof selv som en olympisk Gud. Foran ham stod
hans mægtige Privatpokal, kaldet „Dybet", og man kunde se
paa hans ligesom blinde Øjne og høre paa hans Mæle, at han
ikke var paa det tørre. I mere end et Døgn havde han uafbrudt
været paa Farten, havde tilbragt Nat og Dag i Østerskældere,
hos offentlige Piger, ude i Skoven og paa Vinstuer og havde
trukket med sig, hvem han undervejs traf paa af Venner og Venners
Bekendte.
Der blev holdt en Række Taler. En bleg, ung Mand med
mefistofeliske Træk sprang saaledes op paa sin Stol og udbragte
skrigende et Leve for en Fraværende, en vis Dr. Nathan, hvem
Per hyppig havde hørt omtale her og altid med en særegen
Begejstring. Det var en Literaturkritiker og Populærfilosof, der
regnedes for visse yngre Akademikerkreses aandelige Fører, og
som, utilfreds med Forholdene herhjemme, havde bosat sig i
Berlin. Andet vidste Per ikke om denne Mand, skønt man vanskelig
kunde tage en Avis eller et Vittighedsblad i Haanden
uden at støde paa hans Navn, — „Dr. Satan", som de sidste
ufravigelig kaldte ham. At Manden var Jøde havde gjort sit til,
at Per aldrig havde følt Trang til at skaffe sig nærmere Oplysninger
om ham. Han yndede nu engang ikke dette fremmede 
3
Folkefærd og havde desuden ingenting tilovers for litterære
Mennesker. Og denne Doktor havde endda holdt Forelæsninger
paa selve Universitetet, dette teologisk besmittede Moderskød
for den hele akademiske Spidsborgerlighed, der i Pers Øjne
var Landets egenlige Ulykke.
Den blege, unge Taler, som stod der paa Stolen og fægtede
begejstret med Armene, var en Digter ved Navn Povl Berger.
Med Tilslutning fra Drikkebrødrene rundt om kaldte han først
Dr. Nathan sin „Helt", derpaa sin „Gud", og efter endelig at
have tømt sit Glas, knuste han det til hans Ære i sin Haand,
saa Blodet løb ham ned over Fingrene.
Per sad med aaben Mund. Han havde en Fornemmelse af at
befinde sig i et Galehus.
I Løbet af Natten fik Selskabet stadig ny Forøgelse. For at
skaffe Plads maatte der tilsidst sættes endnu et Par Smaaborde
derind, og af Hensigtsmæssighedshensyn anbragtes disse ikke
i Fortsættelse af de andre men paa Siden, saa den hele Samling
dannede et Kors. Men da hørtes pludselig et Brøl og et Dunderslag
i Bordet. Det var Fritjof, der raabte:
„Vi vil ikke sidde her under det forbandede Galilæer-Tegn!...
Jeg faar Kvalme af al den Fromhed!... Lad os danne en Hestesko
! Vi vil forskrive os til Fanden ved at hædre hans Fodbeklædning!
... Flyt ud, Venner!"
Og da man havde føjet ham, og alle igen var kommen tiisæde
efter Forstyrrelsen, løftede han sin fyldte Pokal:
»Je§ hilser dig, Lucifer! Hellige Oprører! Du, Frihedens og
Glædens Skytsaand! Alle Djævelungers Gud!... Tildel mig endnu
mangen fed Smørgrosserer, og jeg vil opbygge dig et Alter
af Østersskaller og tømte Champagneflasker!... Hej, Vært!...
Gripomenus! . .. Mere Vin her! ... Et Hav af Vin! ... Et Daabens
Bad i Vin, mine Venner!... Hej, er der Ingen, der hø­
rer — —!"
Værten, en lille trøjeklædt Schweizer, viste sig i Døren ind
til Kafeen, hvor der forlængst var lukket og slukket. Med optrukne
Skuldre og mange beklagende Haandbevægelser bad han
de Herrer meget undskylde, men han turde ikke servere mere 
5
iaften. Klokken var over to, og Gadens venligsindede Nattebetjent
havde allerede een Gang banket advarende paa Ruden
ind til ham.
„Klokken?... Klokken!" raabte Fritjof. „Vi er Guder, Gripomenus!
Klokken er for Skrædere og Skomagere!"
„Ja, ok for Kafeværter — disvær!" svarede den lille Mand
med Hovedet paa Siden og Hænderne foldede foran Brystet. Og
da han mærkede, at hans Vittighed gjorde Lykke, tilføjede han
med et Smil, at han glædede sig til at se de Herrer igen den
næste Dag; de kunde komme saa tidligt, de ønskede det. „Vi
opner Klokken syv."
Men nu kastede Fritjof sig tilbage i Stolen og tog et dybt
Greb ned i sin højre Bukselomme. „Vin vil jeg ha'e!" raabte
han og strøede i det samme en Haandfuld Guldpenge ud over
Bordet, saa de rullede klirrende ned til alle Sider. „Her er
Smør!... Vil I ha' mer?... Drik, Venner!... Lad det Skidt
ligge!... Vi er ikke Spidsborgere!"
Men denne Ophøjethed var dog de andre lidt for olympisk;
de blev med eet ganske ædru og fik travlt med at samle Guldet
op fra Gulvet, mens Fritjof blev ved at brøle:
„Vin — Vin og Piger vil vi ha'e! — Vin, siger jeg!"
Efterhaanden opløstes dog Drikkelaget. Værten trak ærbødig
hver enkelt til Side og bad ham mindelig „for den Politiens
Skyld" at forlade Lokalet, hvorefter de en efter en blev lukket
ud ad en Bagdør. Kun Fritjof var ubønhørlig og blev ved at
raabe.
Tilsidst var der ikke andre end Per tilbage. Men da saa ogsaa
han vilde gaa. holdt Fritjof ham tilbage ved Ærmet og truede,
tiggede, ja tryglede ham næsten med Graad i Halsen til at
blive.
Per lod sig tilsidst overtale. Han fandt det ikke længer forsvarligt
at lade Mennesket ene i en saa overspændt Sindsstemning.
Under Løfte om at ville forholde sig rolige fik de Kaffe
og Kognak bragt ind; hvorpaa „Gripomenus" hovedrystende
trippede tilbage til sit Lukaf.
Fritjof plantede begge Albuerne oppe paa Bordpladen og støt­
5
tede sit skæggede Hoved mellem Hænderne. Han var pludselig
bleven tavs og saae ned for sig med halvlukkede Øjne.
Per sad paa den anden Side af Bordet og tændte sig en frisk
Cigar. Et eneste, halvt nedskruet Gasblus brændte lige over
deres Hoveder. Resten af det store Rum kunde akkurat skimtes
gennem et graat Slør af ophvirvlet Støv og Tobaksdamp. Rundt
om stod Mylret af tomme Borde og Stole ganske saaledes, som
Gæsterne havde forladt dem. Paa Bordene flød Cigaraske, Champagnepropper,
itubrudte Glas. Men alt var stille nu... saa iørefaldende
stille efter den forudgaaende Larm, at det var, som
om der ved hver Lyd kaldtes puslende Genlyd frem af alle
Hjørnerne.
Da Fritjof stadig ikke sagde noget, troede Per tilsidst, at
han var falden i Søvn. Han stødte da sit Glas mod hans og
sagde:
„Skaal!"
Men i Stedet for at svare begyndte Fritjof at tale melankolsk
om Døden. Idet han saae usikkert over paa Per med sine ligesom
blinde Øjne, spurgte han, om h a n aldrig følte sig uhyggelig
tilmode ved at tænke „paa detteher — hvad det nu er — paa
den anden Side Graven."
Per, som ikke kendte den Slags Anfægtelser og i hvert Fald
endnu var for opfyldt af det nærværende Liv til at have Tanker
tilovers for det muligvis tilkommende, troede i første. Øjeblik,
at den anden gjorde Løjer, og gav sig til at le. Men da greb
Fritjof ham i Armen og sagde — halvt angstfuldt, halvt bydende
:
„Stille Menneske! Lad os ingenting forsværge! ... I unge
Grønskollinger har saa let ved at være raske paa det. Men vent,
til I faar de første graa Haar i Tindingen. I skal da nok føle en
løjerlig Kriblen i Kroppen ved at tænke paa, at jeres velplejede
Person engang skal anrettes som Festmaaltid for nogle hundrede
sultne Maddiker. Bare lidt overflødigt Fedt om Hjertet — færdig!
En Høvlspaanspude under Hovedet, otte Skruer i Kistelaaget
og — værs'artig — Bordet er dækket! ... Lad os ingenting
forsværge, siger jeg! Maaske findes der alligevel mere 
56 LYKKE - PER
ovenover Stjernerne, end vore moderne Jødeprofeter drømmer
om. Og i saa Fald... hvad saa? Kommer der saa ikke en Regnskabets
Dag for os allesammen?. ..Vi bilder os nu ind at være
bleven saa kloge. Ja vel! Men lykkeligere... Skaal!"
Per spilede Øjnene op. Han stirrede paa denne skæggede Vildbams,
denne Livsglædens og Skønhedsdyrkelsens Ypperstepræst,
der pludselig aabenbarede sig som hans Faders og Moders
Aandsfrænde, en Underjordisk, hvis inderste Sjæl færdedes i
Skyggeriget, kresede omkring Graven og den hinsidige Dommer,
— ræd for de Lysets Magter, han for et Øjeblik siden selv saa
overmodig havde paakaldt.
Og dette blev ikke den eneste Gang, Per fik et saadant overraskende
Indblik i disse „Uafhængiges" Indre og skimtede en
Vrange, en Natside, en uovervunden Rest af et gammelt Jeg,
der i ubefæstede Øjeblikke drev et uhyggeligt Abespil med deres
nye. Om det saa var „den sidste Græker", Reeballe, kunde han,
naar han undtagelsesvis var ædru, have ret alvorlige Kampe at
bestaa med sin Samvittighed, og Lisbeth fik regelmæssig sin
Konfirmationssalmebog frem af Kommodeskuffen, saasnart hun
fik sine Lændesmerter eller frygtede for at være frugtsommelig.
Efterhaanden dæmrede der hos ham en Forestilling om, hvad det
overhovedet var, der lammede Menneskenes Kraft og gjorde
Verden til en stor Lemmestiftelse. Som her den ene søgte Fortrøstning
i Flasken, den anden nedlarmede „Stemmen i sit Indre"
med drengeagtig Stortalenhed og vilde Løjer, den tredje i
artistisk Selvbedøvelse sluttede sig inde i sin Skal som en Snegl
under Torden, mens den fjerde fortabte sig i ørkesløse Drømme
om et fremtidigt anarkistisk Broderskab mellem Mennesker, —
saadan sad Folk overalt i Verden og kæmpede med Spøgelser,
mens Livet rødmosset og smilende bød til Fest rundt omkring
dem. Han kendte det jo altsammen derhjemme fra!
Og nu vældede der frem i ham en svimlende Følelse af at
være noget for sig selv, en Undtagelse, der allerede som Barn
ved et lykkeligt Tilfælde havde sprængt de Lænker, hvori selv
Tidens frieste Aander endnu trællede. Ivan Salomons Ord om 
7
hans Aladdinslykke og om Gudeskriften paa hans Pande fik med
eet en ny, langt mere vidtrækkende Betydning. Det gjaldt blot
om at ville, hensynsløst og uden Anfægtelser at begære —
og alle Livets Herligheder skulde blive ham til Del!
Saa var han da en Kongesøn alligevel. Herskerkronen var
lagt om hans Isse. Een var der jo allerede, der havde set den
skinne og læst dens Indskrift: Jeg kommer, ser, sejrer! 
TREDJE KAPITEL
Efter lange Overvejelser tog Per en Dag nogle Tegneruller
og Beregningshefter under Armen og søgte Professor Sandrup
i hans Privatbolig for at bede ham om at se paa hans Kanal- og
Fjordreguleringsprojekt og udtale en Dom derom. Professoren
spilede Øjnene op, satte tavs sine Briller paa den lange Næse
og smaagryntede utilfreds. Og med den uhyggelige Evne, der
i Aarenes Løb udvikler sig hos gamle Lærere, til øjeblikkelig
at slaa ned paa et Arbejdes svage Punkter, varede det ikke længe,
før han paaviste en Fejl i Pers Strømhastigheds-Beregninger.
Per kunde ikke nægte hverken Fejlens Tilstedeværelse eller
dens Betydning for den hele Plan. Han blev brændende rød og
forsøgte ikke et Ord til Forsvar.
Derpaa aftog Professoren atter Brillerne. Og idet han iøvrig
ydede ham sin Anerkendelse for den Interesse og Flid, hvorom
hans Arbejde vidnede, tilraadede han ham indstændig ikke oftere
at bruge sin Tid til den Slags hensigtsløse Forsøg men helt
at ofre sig til et grundigt og planmæssigt Studium af de foreskrevne
Eksamensfag.
Da Per var kommen hjem, tog han igen Papirerne for sig
og studerede dem grundig. Men det hjalp ikke Fejlen var uomtvistelig.
Den havde indsneget sig straks i Begyndelsen af hans
Beregninger over Strømhastighederne, og dens Berigtigelse vilde,
som Professoren rigtig havde set, have til Følge, at den projekterede
Middelvandstand paa Aaens laveste Punkt sænkede
Vandspejlet her under Havets Niveau, med andre Ord, at hele
Planen hvilede paa et falsk Grundlag og var uigennemførlig.
Paany steg Skamrødmen op i hans Ansigt... han saae sit hele 
9
stolte Kongedømme uhjælpeligt synke i Grus. I over en Time
blev han siddende sammenbøjet ved Bordet med Hovedet i sine
Hænder og rørte sig ikke.
Men pludselig rejste han sig, kastede Tegninger, Beregninger
og Overslag hulter til bulter ned i Kommodeskuffen, tændte
sig en Cigar og skridtede ind til Byen, hvor han tilbragte Eftermiddagen
i en Billardstue. Højrøstet spaserede han omkring i
Skjorteærmer og spillede med enhver, der bød sig til. Han var
endda ualmindelig sikker i Stødet, vandt Parti efter Parti. Ingen
skulde se paa ham, at han samme Dag havde lidt et saa forsmædeligt
Nederlag.
Hen paa Eftermiddagen traf han her en Bekendt, som falbød
en tiloversbleven Billet til et Kunstner- og Studenterkarneval
samme Aften. Billetten var at faa til halv Pris. Per købte den
straks.
Den følgende Aften stod han med opslaaet Frakkekrave og
ventede ved et af de mørke og stille Hjørner af Frue Plads.
Det var Snevejr. Paa Pladsen foran ham saaes der ikke et Menneske.
Det hvide Snetæppe laa rundt om Kirken uden et eneste
Fodspor. De to Statuer af Moses og David foran Indgangen havde
faaet store, hvide Parykker paa og mindede med denne Hovedpynt
og i deres sorte Kapper om et Par holbergske Advokater.

Den, han ventede paa, var en Dame, en yngre Frue, som han
havde truffet paa Karnevalet og danset med den halve Nat. Noget
stort Haab om, at hun vilde komme, havde han dog ikke. Det var
hans første Kærlighedseventyr med en virkelig Dame, og noget
Løfte havde hun da heller ikke villet give ham. Hun havde
nærmest slaaet hans dristige Anmodning hen i forlegen Spøg.
Klokken oppe i Taarnet havde forlængst slaaet ni, og han
tænkte just paa at gaa hjem, da Nogen rømmede sig bag ved
ham. Det var et Bybud, der udbad sig hans Navn og derpaa
overrakte ham et Brev.
Per skyndte sig hen under den nærmeste Lygte, og mens hans
Næsebor udvidede sig for at indaande Papirets Violduft, læste 
6
han: „Kommer selvfølgelig ikke. Skal derimod forsøge at skaffe
Dem Indbydelse til Fabrikant Fensmarks næste Søndag. Jeg
tror, de mangler dansende Herrer."— Brevet var uden Underskrift.
En Efterskrift manglede derimod ikke. Der stod: „Jeg er
i Grunden meget vred paa Dem. Jeg haaber, De skammer Dem
lidt."
Per stak Brevet i Lommen og smilede tilfreds. Han tænkte
paa Lisbeth. Han kunde nu endelig give hende Løbepas. Han
havde i Virkeligheden længe haft Afsmag for disse Allemandspiger
med deres Raaheder og Prellerier, deres Lopper og snavsede
Kamre. Et rigere, værdigere Elskovsliv skulde nu begynde
for ham. Hans Fantasi oprullede et betagende Fremtidsperspektiv
af galante Oplevelser: farefulde Stævnemøder, hemmelige
Drosketure, dulgte Haandtryk under Bordet, stjaalne Kys bag
Viften, frygtsomme Tilstaaelser
Han var kommen gennem Skoubogade og vilde dreje ind i
Vimmelskaftet, da han pludselig afsluttede den skønne Billedrække
med en drøj Ed. Lige imod ham paa samme Fortov kom
en lille, zobelskindsklædt Herre under en stor Paraply. Skønt
Paraplyen skjulte hele Overkroppen, havde han øjeblikkelig genkendt
ham paa det hurtige Fodskifte. Det var Ivan Salomon.
For at undgaa et Møde traadte han i Hast over Rendestenen
og vilde skraa over til den anden Side af Gaden; men det var
forsilde. Et Udraab, et Frydeskrig: „Hr. Sidenius! ... Er det
ikke Hr. Sidenius?" nødte ham til at standse.
„Dersom De er paa Vej til Gryden"— sagde Salomon, —„fraraader
jeg Dem at gaa derhen. Jeg kommer netop derfra. Der er
iaften ikke til at holde ud for Kedsommelighed. Der er ikke
andre end Enevoldsen; men vor kære Digter sidder aldeles
aandsfraværende og pudser sine Lorgnetter og har aabenbart
store Vanskeligheder med Anbringelsen af et Komma. Lad os
gaa et andet Sted hen. De gør mig nok den Fornøjelse at spise
til Aften med mig?— De er fri, ikke sandt?"
Per vidste, at han lige saa godt straks kunde opgive al Modstand,
— han vilde dog ikke kunne finde paa nogen Indvending,
som Salomon ikke var i Stand til øjeblikkelig at slaa til Jorden. 
1
Saa havde han nu heller ingen stor Lyst til at komme hjem til
sig selv og faa sin Stemning ødelagt ved at erindres om det, der
laa i Kommodeskuffen. Sove kunde han dog ikke. Og naar Mennesket
endelig vilde have ham med, saa — for en Gangs
Skyld.
Kort efter sad de i en vinrød Fløjlssofa i en nyopført, elegant
Hotelrestauration, der fortrinsvis besøgtes af det tilrejsende
Landaristokrati og af Officerer. Et kotsbart Brysselertæppe dækkede
Lokalets Gulv, store Spejle dannede dets Vægge, Betjeningen
besørgedes lydløst af selskabsklædte Opvartere, og blandt
Gæsterne, hvorimellem der var flere Damer, førtes Samtalen
med dæmpede Stemmer.
Per følte sig i første Øjeblik en Smule trykket. Han var ikke
vant til at bevæge sig i saa fornemme Omgivelser. Men navnlig
generede det ham at være her med Salomon. Denne havde straks
ved en støjende og anmassende Optræden tiltrukket sig en Opmærksomhed,
som absolut ikke var præget af Velvilje.
Der var særlig een af Gæsterne, — en enlig siddende Herre,
som Per forresten endnu ikke havde faaet Øje paa — der havde
set irriteret op fra sin Avis. Det var en Mand i Fyrretyveaarsalderen,
en høj, skeletagtig, slapt udseende Skikkelse med et
skallet, næsten nøgent Hoved og et indfaldent Ansigt, hvori der
sad et langt nedhængende, blond Overskæg og en Guld-Næseklemmer.
Han havde betragtet Ivan Salomon med et foragtfuldt
Blik; men idet han opdagede Per, var der fløjet lidt Rødme op
i hans gulblege Kinder, og han havde hurtig skjult sig saa fuldstændig
bag sin Avis, at der ikke blev andet synligt af hans
Person end et Par lange, korslagte Ben.
„Hvad vil De spise? Lidt Østers?" spurgte Salomon, idet
han trak sine rødbrune Handsker af og stak dem ind mellem
de to nederste Vesteknapper. „De har vel fuldkommen friske
Skaldyr iaften?" henvendte han sig til Opvarteren, der svarede
med et lidt skødesløst Buk.
Per kunde ikke faa sig til at tilstaa, at han ikke havde synderlig
Smag for denne fornemme Ret. Men paa den anden Side
vilde han ikke give Afkald paa et solidt Aftensmaaltid. Han var 
6
bleven sulten af den lange Venten i den kolde Frostluft. Han
trængte til Kød, til Ost og Æg,— mange Æg.
„Østers er godt," sagde han. „Men jeg vil sige Dem forud: jeg
er sulten som en Ulv."
„Bravo! Udmærket!" jublede Salomon og klappede i Hænderne,
mens alle Gæsterne — endog Damerne — vendte sig
fortørnede om imod dem. Ogsaa den enlige Herres Guldlorgnet
viste sig et Øjeblik spejdende over Kanten af Avisen.
Vendt mod Opvarteren vedblev Salomon: „Lad os høre?...
Hvad er der mere iaften?"
Opvarteren opremsede en Række Retter.
„Lad os faa det altsammen... hele Registret!" raabte han i
løssluppen Overgivenhed og gjorde med begge Armene en svømmende
Bevægelse udover Bordet. „Dæk bare op! En grand souper!
Og lidt hurtigt, lille Ven! Vi er sultne som Ulve."
Per, som havde set, at selv Opvarterens Mine var bleven
overlegen, vidste i sin Skamfuldhed ingen anden Udvej end at
slaa ind i den andens Tone. Han tog en Tandstikker fra Bægeret
paa Bordet, lagde sig tilbage i Sofahjørnet og kastede et udfordrende
Blik ud i Salen.
Nu blev „Skaldyrene" anrettet paa et Underlag af smaa Isstykker
og med en Flaske afkølet Champagne. Senere fulgte
Fuglevildt, Asparges, en Omelet, Ost, Selleri og Frugter. Per
tog forsvarlig til sig af det altsammen. Han sagde til sig selv,
at naar han nu engang var kommen her, vilde han ogsaa have
noget for det. Og det var første Gang i sit Liv, han sad ved en
saa kongelig Opdækning.
Salomon selv nippede kun til de første Retter men snakkede
til Gengæld ustanselig. Han var kommen ind paa sit Yndlingstema,
Renaissancen. „Denne Menneskehedens Stortid' sagde
han — „da Digtere, Kunstnere, Opfindere, alle de store Begavelser
levede som Fyrster, æredes som Konger, elskedes af
Dronninger, medens vore Dages Genier sidder og sulter paa
Kvistkamrene og knap nok regnes med til det gode Selskab.
Derfor savner deres Værker saa ofte det Storhedspræg, den gigantiske
Kraft, der uimodstaaelig river med. Jeg talte før om 
3
Enevoldsen. Ved Gud, jeg agter i høj Grad hans Talent. Jeg betragter
hans „Skabelsen" som et lyrisk Mesterværk. Og dog —
ikke sandt? — Filigranarbejde, fortryllende Hjernespind, smukke
Statuetter i Stedet for Monumenter. I tre Dage sidder han og
grunder paa et Adjektiv. Der mangler ham de store Oplevelser,
det er Sagen!... Aa, hvem der var rig... rig!... rig!"
Han kastede sig tilbage mod Sofaryggen med begge Hænder
lagt om bag Nakken og den ene Fod oppe under sig, saa et
Stykke af den røde Silkestrømpe saaes.
„Men jeg troede, De var rig," bemærkede Per tørt — for
dog at sige noget.
„Aa, rig... Nej, man skulde, kunne strø Millioner omkring
sig ...øse Guld ud med begge Hænder! Genierne skulde sidde
som Smaafyrster rundtom i Landet, omgive sig med et Hof,
holde Jagter, Maskeballer, Elskerinder... Tænk paa Rubens!
Tænk paa Goethe! Tænk paa Voltaire!"
Han kastede sig atter frem over Bordet for at fylde i Pers
Glas. Og nu gjorde han et Forsøg paa at faa sin Gæst til at
udtale sig om sig selv og sine Fremtidsplaner. Af en fælles Bekendt,
der var Polytekniker, havde han faaet at vide, at Per
efter en almindelig Antagelse blandt sine Medstuderende tumlede
med en eller anden stor Opfindelse; og det var hans stadige Sorg,
at han hidtil slet ikke havde kunnet faa ham til at aabenbare
noget derom, saa han kunde faa Lejlighed til at tilbyde ham sin
Støtte.
Men Per var nu mindre end nogensinde tilbøjelig til den Slags
Fortrolighed. Han lod, som han ingenting forstod. Da han endelig
var bleven færdig med at spise, tændte han en Cigar og
lænede sig tilbage mod den høje Sofaryg uden længer at gide
høre paa den andens Udgydelser.
Hans Tanker, ildnede af Vinen, gled atter til Fruen fra Karnevalet
... Fru Engelhardt hed hun. Mens han med Øjnene fulgte
Cigarrøgens hensvævende Skyer, forvandlede disse sig for hans
Blik til et luftigt Flor, til et bølgende Alkoveforhæng, hvorimellem
hendes modne Skikkelse kiggede frem i nøgen Dejlighed.
Egenlig gik det først nu rigtig op for ham, hvor forelsket han 
64 LYKKE - PER
var. Naar han skulde være ganske ærlig, maatte han tilstaa, at
hans Følelser for hende indtil dette Øjeblik ikke havde været
synderlig forskellig fra dem, han plejede at nære for smukke
og fyldige Kvinder. Det eneste, der afkølede ham en Smule,
var Tanken paa hendes Alder. Hun var næppe helt ung; dog
vist ikke over de tredive. Men selv om saa var? Blikket i
hendes mørkebrune Øjne, der var store som et Par fuldmodne
Kastanier,— hendes forvovne Holdning i den nydelige Columbinedragt,
de bugnende Skuldre, den lille Stumpnæses sitrende
Fløje, — alt forraadte en ungdommelig Fyrighed, en hidsig Hengivelsestrang,
der trodsede Aar og Alder.
Pludselig faldt hans Øjne paa Herren med Guldlorgnetten,
der endelig havde lagt sin Avis tilside og nu tilkaldte Opvarteren
for at betale. Idet deres Blikke mødtes, rejste de sig begge
lidt op med en ceremoniel Hilsen.
„Men Gud, det er jo Neergaard!" udbrød Salomon. „Kender
De ham?"
„Nej ... Jeg stødte tilfældigt paa ham igaar paa Karnevalet."
„Hvad? Var De der? ... Jeg saa Dem ikke."
„Der var jo ogsaa saa skrækkelig overfyldt. — De var der
altsaa ogsaa?"
„Gud, det var jo mig, der var Hamlet! Saae De mig ikke?"
Per mindedes godt at have set en lille sortklædt Ridderskikkelse
i Selskab med en Dame i en Snedronningedragt, som
havde vakt nogen Forargelse blandt de andre Damer, dels paa
Grund af sin dristige Nedringethed, dels for sin Overlæsselse
med Diamanter, der hang som regnbuespillende Rimkrystaller
i det hvide Slør.
„De var der med en Dame?" spurgte Per.
„Min Søster — ja!"
„Aa —
Herren med Guldlorgnetten havde imidlertid rejst sig og var
i Øjeblikket i Færd med ved Opvarterens Hjælp at iføre sig
sit Overtøj. Per betragtede med nogen Misundelse baade hans
meget korrekte og elegante Paaklædning og den Verdensmandsoverlegenhed,
hvormed han lod Opvarteren bringe ham baade 
5
Hat og Stok og tilsidst blot ved en Haandbevægelse forlangte
Ild til sin Cigaret. Per havde den foregaaende Nat kun vekslet
nogle almindelige Talemaader med ham. Kort efter, at han første
Gang havde danset med Fru Engelhardt, var han dukket op
ved deres Side og havde ladet sig forestille. Siden havde han
stadig iagttaget dem paa Afstand, saa Per tilsidst var bleven
enig med sig selv om, at han maatte være en Medbejler.
For at komme ud af Restaurationen maatte Hr. Neergaard
forbi det Bord, hvor Per og Salomon sad; og Salomon viftede
nu kameratlig med Haanden og raabte:
„Godaften, Neergaard ... Godaften ... Hvordan lever man?"
Hr. Neergaards Øjenbryn løftede sig som i en dyb Overraskelse.
Saa smilte han overbærende og besvarede Hilsenen med
et skødesløst Nik uden engang at tage Cigaretten af Munden.
Derimod hilste han igen med næsten overdreven Høflighed paa
Per, som derved paany blev tvungen til at lette paa sig og
gøre sin Reverens.
„Hvad er han egenlig for en Fyr?" spurgte Per, da han var
borte.
Salomon trak paa Skuldrene.
„Veed ikke, hvad jeg skal sige ... Kender i Grunden kun lidt
til ham. Træffer ham blot af og til i Selskabslivet. Han var
engang en ganske distingveret Person. Er forøvrig juridisk Kandidat,
bærer et anset Navn og har fortræffelige Forbindelser
. .. kort sagt, har haft brillante Chancer for at gøre Karriere
i vore smaa Forhold. Der var nok ogsaa engang Tale om at ansætte
ham i Diplomatiet ... ved Legationen i London, tror jeg.
Selve Prinsen af Wales skal have interesseret sig derfor. Jeg
veed ikke, hvad det var, der kom i Vejen. I hvert Fald frabad
han sig Ansættelsen. Han er vistnok noget af en Særling. Nu
sidder han i en yderst beskeden Stilling oppe i et af Ministerierne."

* *
Allerede den næste Dag modtog Per den Bal-Indbydelse, Fru
Engelhardt havde lovet at skaffe ham, og han fik nu travlt med
Lykke-Per I 5 
6
at udbedre sin Garderobe, for at han ved sin Fremtræden i det
københavnske Selskabsliv ikke skulde staa tilskamme for de
øvrige Kavallerer. I den Anledning viste det sig nødvendigt for
ham at skaffe sig et Pengelaan. Ved en af sine Kafe-Bekendte
blev han indført hos en ældre, forhenværende Landmand, der
gjorde sin lille Kapital frugtbringende ved at udlaane den til
unge Mennesker mod en Godtgørelse af 60 p. C. og Sikkerhed
i Livsforsikringspolice, Bøger, Bohave, Daabs- og Vaccinationsattest
foruden en højtidelig mundtlig Erklæring, afgiven i Vidners
Nærværelse og med Haanden paa Biblen.
Madam Olufsen gjorde store Øjne i Anledning af de mange
nye Ting, der næsten daglig blev bragt ind i Huset fra Byens
store Magasiner. Hun og hendes Mand talte ofte om, hvad der
vel kunde være igære. Per selv sagde ingenting. Han havde
overhovedet været meget tilbagetrukken i den senere Tid og
var desuden sjælden hjemme.
Den eneste, der havde kunnet give nogen Oplysning, var
den tavse Trine. Med Kærlighedens tusindøjede Instinkt havde
den enfoldige Pige — saavidt hendes Forstaaelse af den Slags
Ting overhovedet rakte — hurtig begrebet, hvad det var, der
her forberedtes; og bestandig hyppigere i disse Dage maatte
hun ty over i Nødtørftshuset, der var hendes Tilflugtssted, naar
Sorgen overvældede hende og hun maatte være ene for at kunne
græde ud.
Ikke desmindre var det med om muligt endnu større Omhu
og Andagt, at hun nu puslede om nede i hans smaa Stuer og
tog Vare paa, hvad der tilhørte ham. Navnlig vaagede hun over
alt dette nye, som hun antog for hans Brudgomsudstyr, med
en Nidkærhed, som galdt det hendes egen Lykke. Hun syede
Mærke paa det fine Linned, paa Lommetørklæderne og de silketynde
Strømper og lagde rent Papir i de nederste, uaflaasede
Kommodeskuffer, hvor det altsammen skulde ligge. Da Balaftenen
kom, var det ogsaa hende, der maatte binde hans hvide
Slips, knappe hans Handsker, sige ham, om hans nyanskaffede
Kjole sad godt i Ryggen, og om det maskinklippede Haar klædte
ham. Og da Klokken var bleven halvni og den bestilte Droske 
7
ikke kom, var det hende, der blev skældt ud for en Torsk,
og hende, der i Slud og Mørke, uden Hat og Sjal, maatte løbe
helt ind i Adelgade efter en anden.
Da Per traadte ind i Balsalen, var Dansen allerede begyndt.
En halv Snes Par valsede højtidelig omkring paa Gulvet, medens
et noget lignende Antal stod eller sad langsmed Væggene.
Mellem de sidste opdagede han hurtig Fru Engelhardt. Hun
var i ildrød Kjole og sad og viftede sig med en stor, dunkantet
Vifte. Ved hendes Side sad en blankskallet Herre og vuggede
en Klaphat paa sit Knæ — Neergaard.
Synet af denne Mand, men navnlig den skinsyge Tanke, der
i det samme foer ham gennem Hovedet, at ogsaa hans Nærværelse
kunde skyldes Fru Engelhardts begunstigende Mellemkomst,
ødelagde totalt hans Stemning. Det første Kvarterstid
deltog han slet ikke i Dansen men opholdt sig inde i de tilstø­
dende Stuer, hvor nogle ældre Herrer sad og spillede Kort.
Først henimod Slutningen af første „Vals" gik han ind og inklinerede
for Fruen med et stift Buk uden at se til hendes Kavaler.
Hun syntes ikke straks at ville genkende ham. Endelig
rejste hun sig op, samlede Slæbet og lagde med et halvt moderligt
Smil sit svære Legeme i hans Arm.
„Hvad er De dog for en utaknemlig En," sagde hun paa
sit københavnsk, da de havde danset et Par Gange rundt, uden
at Per havde mælet et Ord. „De siger mig ikke engang Tak,
fordi jeg skaffede Dem Indbydelsen. Det var dog ellers slet
ikke saa let, vil jeg fortælle Dem."
„Jeg er Dem særdeles forbunden, Frue!"
„Hvor formelt! Er der gaaet Dem noget imod?"
„Ja — lidt."
„Og hvad er det, ... dersom det kan betroes en Dame?"
„Hvorfor er den Neergaard her? Jeg kan ikke lide ham. De
vilde gøre mig en Tjeneste ved ikke at danse med ham."
„Det maa jeg sige ... De er virkelig fordringsfuld."
Hun lo, men gjorde sig i det samme tungere i hans Arm.
Ogsaa Per kom til at le. Dette lønlige Fortrolighedstegn,
Duften fra hendes Haar og den halvblottede Barm, der hvilede
5* 
6
mod hans Bryst, gjorde ham øjeblikkelig hed. De dansede fire
Gange rundt, og da han førte hende tilbage til hendes Plads,
var Neergaard forsvunden. Han saae ham lidt efter staa henne
i den anden Ende af Salen og gøre Kur til en ganske ung Pige
med lange, korngule Fletninger ned ad Ryggen.
Imidlertid slæbte Ballet sig trevent gennem de første Danse,
tilsyneladende uden stor Fornøjelse for andre end Husets Tjenestefolk,
der nu og da fik Lov til at kigge ind i Salen bag en
Dør. Først efterat Herrerne havde opdaget nogle i Sideværelserne
fremsatte Forfriskninger, blev der mere Liv. Forresten
var Herreselskabet noget blandet og Tonen temmelig ugenert,
saadan som det let bliver Tilfældet i ellers dannede Familjer,
der mangler voksne Sønner, og hvor man maa skaffe sig Balkavalerer
gennem Bekendte og Bekendtes Bekendte uden anden
Garanti end en Vejviseradresse. De Indbudne følte sig ikke paa
nogen Maade forpligtede overfor det Hjem, de gæstede; man
teede sig ganske utvungent, gabede og kritiserede og krævede
ind omtrent som i et offenligt Lokale.
Værten, en lille hvidhaaret Mand, der ikke selv kendte Navnet
paa sine Gæster, bevægede sig ængstelig omkring i Stuerne
som den mest fremmede. Med et anstrengt Selskabssmil
udførte han samvittighedsfuldt det ham af Hustru og Døtre paalagte
Hverv: at faa Kavalererne til at „arbejde". Naar han fandt
en Herre staa ledig foran Malerierne paa Dagligstuevæggen eller
opholde sig lidt længe ved Forfriskningerne, stillede han sig hen
ved Siden af ham og indledede en Samtale, der begyndte nok
saa uskyldig med nogle Ytringer om Billedkunst, om Teatret eller
Skøjteføret, men som ufravigelig endte med, at Vedkommende
under hans Bevogtning vendte tilbage til Dansesalen og her forestilledes
for en eller anden af Husets ældre Veninder, der
manglede Navne paa sit Balkort.
Fru Engelhardt havde lovet Per Kotillonen. Men da man
havde spist og Dansen begyndte, søgte han hende forgæves
.baade i Salen og de tilstødende Stuer. Tilsidst fandt han hende
i et lille, svagt oplyst Kabinet, et sekskantet Taarnrum, paa den
anden Side Dagligsuen. Hun sad her ganske alene i Hjørnet 
9
af en Sofa, der stod saaledes, at den ikke kunde ses, før man
stod i Døren.
Hun modtog ham med blid, træt Sørgmodighed, sagde, at
han rimeligvis nu blev vred paa hende, men hun havde ingen
Lyst til at danse mere, og naturligvis var det for meget forlangt,
at han skulde give Afkald paa Dansen for at sidde her
og underholde hende. En saadan Opofrelse vilde hun aldeles
ikke tage imod ... han maatte paa ingen Maade føle sig forpligtet.

Med al sin selskabelige Uerfarenhed var Per dog ikke dummere,
end at han forstod Meningen. Han skød en Stol hen ved
Siden af hende, og en Tid sad de nu tavse begge to, mens Musiken
og Støjen fra Dansesalen lød ind til dem — stærkt afdæmpet,
som den blev, ved at passere to-tre store Værelser.
Saa tog Per pludselig hendes Haand, som laa blottet paa Sofaarmen,
og da hun lod ham beholde den, erklærede han hende
i meget ligefremme Ord sin Kærlighed og gentog sin Bøn om
at tilstaa ham et Stævnemøde. Hun lovede tilsidst at føje ham,
og han bøjede sig ned over hendes hvide Arm og trykkede en,
to, tre Gange et Kys paa den oppe ved Albuen. Han havde i
Grunden troet, at hun vilde have afværget det, og hun sagde
da ogsaa, at hun vilde blive alvorlig vred, dersom han gjorde
det oftere — men Øjnenes fugtige Glans og den mægtige Barms
Svulmen modsagde hendes Ord.
Men nu hørtes der Trin i Stuen udenfor. Per havde akkurat
faaet kastet sig tilbage i Stolen, da Neergaards lange Skikkelse
viste sig i Døraabningen. Han bukkede høflig undskyldende; dog
blev han staaende derhenne med Hænderne paa Ryggen, som
tænkte han paa at gaa derind.
„Træd nærmere," sagde Fruen.
„Trænger De til Selskab?" spurgte han paa en Maade, som
Per ikke syntes om, — næsten brysk lød det.
„Ikke just det; men har De noget morsomt at fortælle, vil
vi gerne høre det."
„Aa ja, De og Hr. Ingeniør Sidenius sidder nu ogsaa her
saa trøstesløst ensomt ... saa ganske forladt af Verden." 
7
„Ja," sagde hun, idet hun med en mat Bevægelse slog sin
Vifte ud og lagde sig tilbage i Sofahjørnet. „Det er trist ... jeg
er bleven træt ... ganske ødelagt af Dansen og de mange Mennesker.
Men De? Hvorfor danser De ikke? De er jo ovenikøbet
saa stærkt engageret iaften."
„Aa nej, Frue," — han besluttede sig endelig til at gaa derind
— „nu tror jeg, at ogsaa jeg i dette stemningsfulde Mulm
vil indøve mig i at sige Verden ret Farvel. — Tillader De?"
Han rullede en Stol hen til Sofaen fra den modsatte Side
af den, hvor Per sad. De to kom derved til at sidde Ansigt
mod Ansigt uden endnu at have hilst paa hinanden.
Fru Engelhardts Tunge fik paa engang yderlig travlt. Hun kritiserede
Selskabets Sammensætning, talte om Souper'en, som
hun til Gengæld roste stærkt, dernæst om forskellige af de tilstedeværende
Damers Toiletter. Per sad og iagttog Neergaard
og sagde ingenting. Heller ikke Neergaard talte. Han havde bøjet
sig forover, saa man ikke længer kunde se hans Ansigt. Albuerne
hvilede paa hans Knæ, og de lange Hænder — der rystede
lidt — legede med de aftrukne Handsker.
„Hvor De er bleven en rigtig kedelig En, Hr. Neergaard,"
afbrød hun pludselig sig selv. „Og De, som engang virkelig
var saa underholdende. Hvad er der i Grunden i Vejen med
Dem? ... Det er naturligvis noget med en Dame."
„Det er det maaske."
„Ja, det er den lille Frøken Holm. Naturligvis! Hun maa
jo være aldeles efter Deres Smag. Jeg skal nemlig sige Dem,
Hr. Sidenius ... Hr. Neergaard har altid været saa galant at
fortælle mig, at han sværmer for de lysblonde og blaaøjede.
Og saa er hun jo ovenikøbet fra Landet," sagde hun, atter vendt
mod Neergaard. „Lutter Kløverduft og Sommersol og sød Mælk,
... en fuldendt lille Mejerske, saadan som De jo altid har ønsket
Dem det. — Hvornaar skal saa Brylluppet staa?"
Hr. Neergaard, der havde løftet Hovedet, lænede sig nu tilbage
mod Stoleryggen, lagde Klaphatten over sin Mave, foldede
Hænderne ovenpaa og sagde med et mæt Suk: „Naar man
har naaet min Alder, gør man vist fornuftigst i at betragte sig 
1
som en allerede hedengangen. Man har da kun tilbage at drage
Omsorg for en anstændig Begravelse."
Fru Engelhardt lo.
„Nu ser De virkelig for sort paa Tilværelsen. Hvad skulde
saa vi stakkels Fruentimmer sige?... Se til den gamle Ritmester
Frick dérinde, han er toogtres og fører sig endnu i Dansen
som en ung Løjtnant. Jeg er overbevist om, han gør endnu
Erobringer blandt Damerne ... Ak nej, Mændene har i Deres
Alder endnu megen Lykke ivente."
Neergaard bøjede sig for hende.
„jeg takker Dem, Frue, for Deres ved Baaren holdte trø­
sterige Tale. Jeg veed jo nok, at man — saavel Mænd som
Kvinder — i vore Dage forstaar den Kunst at bevare en ret
frappant Ungdomsfriskhed endog temmelig højt op i Alderdommen,
paa lignende Maade som man har lært at konservere
Grønærter, Asparges og andet Sommergrønt. Men saadan en
gammel henkogt Ritmester er mig nu alligevel en Vederstyggelighed.
Nej, man skal resignere i Tide, give Ungdommen, hvad
Ungdommens er ... saa sparer man sig mangen Genvordighed.
Og af Genvordigheder kan man jo i min Alder have tilstrækkeligt
endda. Gigten, Fordøjelsesbesværlighederne, Havresuppen,
Stensmerterne og Operationsbordet — det er de reelle
Værdier, man har tilbage, naar man er kommen paa den forkerte
Side af de fyrre."
„Og saa Minderne," kom det blødt henkastet fra Fru Engelhardt.
„De gode Minder, Neergaard ... dem glemmer De."
„Minderne? ... Hm! ... Er de ikke ogsaa saadan en Slags
henkogte Varer, skabte til fattig Vintertrøst for Tabet af den
Sommer, der svandt? Nej, lad os ikke tale om Minderne! De
er jo bare en Plage mere, ... det er jo netop dem, der, efterhaanden
som vi ældes, faar os til at føle alle Livets Tildragelser
som en bestandig svagere og mere trættende Gentagelse."
„Aa, De er aldeles umulig iaften. Men jeg undskylder Dem.
De er syg, Neergaard, ... De lever sikkert altfor uregelmæssigt.
De skulde virkelig tale med en Læge. Jeg er vis paa, han
vil tilraade Dem en Kur i Carlsbad." 
7
„Maaske. Eller nogle af disse bekendte, virkningsfulde Jernpiller
... en Revolverfuld ad Gangen. Som smertestillende Middel
skal de være uden Lige."
„Aa, nu vil jeg ikke snakke med Dem mere. At De dog ikke
et Øjeblik kan tale alvorligt!"
Per havde under dette Ordskifte flyttet sine Øjne fra den
ene til den anden. Dets kammeratlige Tone havde igen gjort
ham lidt usikker med Hensyn til disse to Menneskers indbyrdes
Forhold; men han beroligede sig med, hvad Fru Engelhardt
havde fortalt ham allerede Karnevalsnatten, at hun og Neergaard
var Bekendte fra Barndommen. Desuden tydede hendes Væsen
overfor ham og navnlig denne vittigt anbragte Anbefaling af et
Ophold i det fjerne Carlsbad — absolut kun hen paa, af han
med sin Paatrængenhed var hende til Besvær.
Men nu begyndte der at blive livligt inde i Stuerne, hvor
trætte og forpustede Par slog sig ned om de stadig lige velforsynede
Forfriskningsborde. Dansen var ved at slutte. Inde i
Salens Støvtaage hvirvlede tilsidst blot tre-fire forfløjne og forelskede
Par omkring; de kunde ikke faa nok men lod Musikken
gentage Tappenstregen Gang efter Gang i stadig hurtigere
Tempo.
Vognene begyndte at køre frem. Fru Engelhardt gik rundt og
sagde Farvel med sin Mand under Armen. Det var en høj, mavesvær,
godmodig udseende Grosserer, der havde tilbragt Aftenen
inde ved Spillebordene. Da de kom forbi Per, standsede
Fruen til dennes største Forskrækkelse og forestillede de to
Herrer for hinanden. Og Ægtemanden tog ham i Haanden og
sagde ham nogle høflige Ord. Men Per blev undselig og kunde
ikke faa sig til at møde hans Øjne.
Hvorfor gjorde hun mon det? — tænkte han bagefter. I det
samme hørte han hende sige meget højt til sin Mand midt i
Stimmelen foran Udgangsdøren, aabenbart i den Hensigt, at han
skulde høre det.
„Er det ikke næste Tirsdag, du skal til London, min Ven?"
Grossereren bekræftede dette. Per blev rød og smilte. Og
smilte igen og blev bleg. Med et stort skinnende Blik fulgte 
3
hans Øjne de fyldige, hvide Skuldre over den ildrøde Silke.
— Ja, nu begyndte Livet for ham!
* *
*
Ved Tretiden fulgtes Neergaard og Per hjemad i den maaneklare
Nat. Det var ikke Per, der havde søgt Ledsagelse, men
da Neergaard ved Bortgangen havde spurgt ham, hvor han boede,
og om de ikke skulde følges ad, da de dog skulde samme
Vej, havde han ikke villet sige Nej. Han opfattede Tilbudet
som den endelige Anerkendelse af hans Sejr over ham i Kampen
om Fru Engelhardt, — et Fredstilbud. Desuden havde han
vanskelig ved at modstaa den verdensmandsagtige Høflighed,
den anden vedblivende viste ham trods den store Aldersforskel.
Neergaard talte om Selskabet og om den selskabelige Adspredelse
i det hele taget; men Per var for optaget af sig selv og
af Aftenens Begivenhed til at opfatte stort andet end selve Ordene.
Trods den skarpe Frost og deres langsomme Marsj —
Neergaard svinglede lidt paa Benene — gik Per med opknappet
Frakke. Sejrsfølelsen gjorde ham hed. Smilende stødte han
svære Tobaksskyer ud i den lyse Luft.
De drejede op fra Kanalen ved Holmens Bro og gik videre
op mod Kongens Nytorv paa Gadens venstre Side. De kom forbi
Nationalbanken, hvis tunge, firkantede Masse løftede sig mod
Stjernehimlen som en mægtig Sarkofag. En Skildvagt i rød
Kappe bevogtede Indgangen.
Lidt efter standsede Neergaard udfor et af de gamle, smalle
og uanselige Huse, der endnu havde faaet Lov at ligge her ved
den brede Færdselsaare.
„Ja, her bor altsaa jeg. Vil De ikke, Hr. Ingeniør, gøre mig
den Fornøjelse at følge med op og drikke et Glas god Vin. Det
er jo endnu ikke sent."
Per betænkte sig, men sagde ja. Han følte Trang til at slaa
sig løs og havde navnlig ingen Lyst til at komme hjem. Siden
den Dag, da han laasede sine Papirer inde i den øverste Kom­
7
modeskuffe, gik han om i sine Stuer med en Uhyggefornemmelse,
som havde han nedgravet et Lig under Gulvet.
Faa Minutter efter fandt han sig magelig anbragt i et Sofahjørne
bag et stort Bord, hvorpaa der brændte en højfodet Lampe
med grøn Silkeskærm. Mens Neergaard rumsterede i Stuen ved
Siden af for at finde Drikkevarer, løb hans Øjne mønstrende
omkring i en smuk og elegant Ungkarlesalon, der fik ham til
med Bekymring at tænke paa sine egne smaa, fattige Kamre.
Hvorledes skulde han der kunne modtage en Dame som Fru
Engelhardt? — Her var Tæppe over hele Gulvet. Indlagte Mahognimøbler,
Vaser og forgyldte Armstager. Altsammen aabenbart
gammelt Arvegods. Og derhenne paa Væggen over Skrivebordet
fremtonede gennem Halvmørket en sand Hærskare af
alle Slags smaa og store Portrætter: Malerier i forgyldte Rammer,
Daguerreotypier, Silhuetter, smaa Elfenbensmedaljoner,
Litografier, Haandtegninger og moderne Fotografier ... et Skyggetog
af den henfarne Neergaardske Slægt.
Lidt forsømt saae det rigtignok altsammen ud ved nærmere
Eftersyn. Tæppet var næsten opslidt, Møbelbetrækket falmet.
Paa det store, smukke Bogskab, der var fuldt af lange Rækker
indbundne Bøger, lagde han Mærke til et Par Revner i Glasruderne.

Men nu viste Neergaard sig med en langhalset Flaske og
to grønne Pokaler. Han satte sig i en Lænestol overfor Per og
skænkede op med stor Omhyggelighed.
„Det glæder mig at have gjort Deres Bekendtskab," sagde
han og løftede sit Glas. „Jeg tillader mig at drikke paa Deres
Velgaaende, Hr. ... Hr. Lykke-Per!"
Per saae paa ham — lidt overrasket og misfornøjet med
denne lidt for direkte Hentydning til Aftenens Begivenhed. Men
da Meningen altsaa dog var den at hylde ham som Sejrherre,
vilde han ikke vise sig fornærmet. Han greb sit Glas og nedskyllede
Vinen.
„Det er forresten ikke min egen Opfindelse med det just ikke
synderlig vittige Tilnavn," vedblev Neergaard og gav sig til
at pudse sine Lorgnetter. „Det er en af Deres Venner, jeg ci­
5
terer ... den lille Salomon, som jeg forleden saae Dem sammen
med. Han er en stor Beundrer af Dem. Forresten er Navnet
efter min Mening ikke engang rigtig smigrende. Et gammelt
Ord siger jo om Lykken, at den er Daarernes Formynder.
Og en ærværdig, latinsk Forfatter skrev om Heldet, at det er
Fader til Sorgen."
Per tænkte ved sig selv: ja, trøst du dig! Det er dig vel
undt!
„Dersom det ikke lød som et afskyeligt Paradoks," — fortsatte
den anden — „vilde jeg sige, at de Ulykkelige forekommer
mig at være de lykkeligste. De har dog den Tilfredsstillelse
at kunne skælde ud paa Skæbnen, injuriere Vorherre, kræve
Forsynet til Regnskab o. s. v., medens den, der — som man
siger — sidder paa Lykkens Skød, kun kan anklage sig selv ved
sine indtræffende Uheld."
„Men hvorfor Uheld?" bemærkede Per smilende og saae paa
Røgen fra sin Cigar.
„Hvorfor?" sagde Neergaard, gennem hvis Tale der hele Tiden
klang en Bitone af Medlidenhed, hvad Per dog ikke havde
Øre for. „Jeg tror ikke, De forstaar mig rigtig, Hr. Ingeniør!
Jeg mener — trods min Afsky for Paradokser — at selve Heldet
er det allerstørste Uheld, der i vore Dage kan ramme noget
Menneske, fordi ... ja fordi vi i nihundredeognioghalvfems af
tusinde Tilfælde mangler Evnen til at benytte det saadan, at det
ikke bliver os mere til Skade end til Gavn. Vi er i vor Tid ikke
oplærte til at omgaaes fortroligt med det eventyrlige — det er
Sagen. Vi befinder os ved Lykkens Bord som en Bonde ved
Kongens Taffel. Naar det kommer til Stykket, foretrækker vi
allesammen den hjemlige Vandgrød og vor Mo'ers Pandekager
for alle Slaraffenlands Herligheder. — De kender rimeligvis
Fortællingen om Svinedrengen, der vinder Prinsessen og det
halve Kongerige. Den ender, synes jeg, akkurat der, hvor den
begynder at blive interessant, i hvert Fald for voksne Mennesker.
Vi skulde have set denne Bondeknold i Fløjl og Brokade
gaa omkring og blive bleg og mager af lutter Lykke. Vi skulde
se ham ligge i Prinsessens Silkeseng og flæbe af Længsel efter 
7
sin Maren-Malkepiges laartykke Arme. For der er ingen Tvivl
om, at han vil gøre det. Han vil i det hele ikke have en glad
Time, før han igen kommer i sine Træsko og faar Krone og
Scepter ombyttet med sin Faders Møggreb."
Han havde paasat sig sin Lorgnet og sad tilbagelænet i Stolen
med sine lange Hænder samlede under det bøjede Hoved.
Hans matte Øjne hvilede paa Per med et paa een Gang udforskende
og deltagende, næsten bekymret Udtryk, mens han
fortsatte:
„Med alt vort danske Fantasteri stikker der dog i os alle en
grundfæstet Forkærlighed for det tilvante og prøvede. Hvor hidsigt
vi end i vore unge Dage kan storme frem mod det overordentlige
og eventyrlige ... i det Øjeblik, Vidunderlandet virkelig
aabner sine Porte for os og Kongedatteren vinker til os
fra Altanen, faar vi Anfægtelser og kigger tilbage efter Kakkelovnskrogen.
"
„De har vistnok Ret," sagde Per — han saae stadig med
et Smil ud paa Røgskyerne fra sin Cigar. „I Almindelighed gaar
det vistnok saadan. Men der gives Undtagelser."
„Ikke een mellem Tusinde. Maaske ikke een mellem Titusinde.
De vil selv engang erfare, hvad for en uhyggelig Trolddomsmagt
der ligger i alt dette hjemlige og tilvante, selv om
vi maaske samtidig hader det. Se Dem f. Eks. om her! Der
slæber vi med os gennem Livet en voksende Bagage af vor
Slægts Efterladenskaber, der stabler sig op omkring os som en
kinesisk Mur, og som vi dog ikke nænner at skille os af med.
Vi hygger os inde i et Gravkapel af Familjeerindringer og har
tilsidst ikke andre Følelser tilbage end Pieteten."
„Naa ja — det kan da ikke gælde alle," sagde Per. „Jeg
f. Eks. vil vanskelig komme i den Fristelse. For hvad j e g
slæber med mig fra Fortiden, kan magelig faa Plads i en Vestelomme."

„Saa gratulerer jeg Dem! Og dog — hvad hjælper det? Hjemmets
forkoglende Magt stikker jo ikke alene i det materielle.
Vi lader vor maaske forlængst afdøde Faders meningsløse Formaninger
eller en enfoldig Moders Fordomme faa Indflydelse 
7
paa vore Handlinger helt op i vor egen Alderdom. Og saa har
man til Overflod sine kære Søskende og sine bekymrede Onkler
og Tanter
„Jeg for mit Vedkommende er nu ogsaa i den Henseende saa
heldig stillet ikke at kende noget til den Slags."
„Saa maa jeg virkelig paany gratulere Dem. — Men et Hjem
har De dog vel haft ... tilmed rimeligvis et af disse for deres
Hygge saa berømte danske Præstegaardshjem. Ja, jeg slutter
af Deres Navn, kan De vide."
Per lod, som om han overhørte dette sidste, og sagde, at han
ikke kendte og aldrig havde kendt, hvad man kaldte nærmere
Paarørende.
„Nej virkelig! De er et —."
„Ja," sagde Per, idet han med Forsæt afbrød ham. „Jeg er
kun mig selv."
„Se-se!" — Neergaard bøjede sig frem med Hænderne paa
Stolens Sidestykker og stirrede som nyvaagen paa ham. — „Saa
har den lille Salomon altsaa ikke helt Uret. Saa hænger der
jo virkelig noget af Eventyret ved Dem. Ingen Familjehensyn!
Ingen Søskendeplager! Ingen velmenende Onkler og Tanter . ..
Fri som Fugle under Himlen!"
Per tav bekræftende.
Neergaard sank atter tilbage i Lænestolen, og der blev et
Øjebliks dyb Stilhed.
„De synes virkelig at være et sjælden begunstiget Menneske,
Hr. Sidenius. Dersom man ikke var saa gammel og affældig,
kunde man fristes til at misunde Dem. Fri og ubekymret
i alle Forhold. Og med en Appetit paa Livet som en Solsort
i et Kirsebærtræ. Ja, saadan skal det være! — Og alligevel?
Hvad hjælper det saa? De Lænker, vi Mennesker ikke fødes
med, dem lægger vi selv paa os i Livets lange Løb. Vi er og
bliver af Slavestand. Vi føler os kun hjemme i Bolt og Jern.
— Hvad mener De derom?"
„Ærlig talt forstaar jeg ikke, hvad De der tænker paa," sagde
Per og saae op til Uret paa Bogskabet, der viste et Kvarter
over fire. Han begyndte at trættes af Samtalens Ensformighed, 
7
— var desuden ogsaa bleven lidt betænkelig ved sin Kaadmundethed.

Der gik en lille Tid, inden Neergaard svarede. Han saae stadig
over paa Per med et optaget, anspændt Blik.
„Hvad jeg tænker paa? ... Aa, vi anskaffer os jo Venner og
Vaner, lader os i Tidens Løb svinebinde af alle Slags Forpligtelser.
For nu slet ikke at tale om den Sammenklistren af Mand
og Kvinde, som benævnes Kærlighed, Elskov, Drift, eller hvad
De vil. Selv en saadan fri Fugl som De maa dog vistnok indrømme
mig, at Kvinden har Fangarme, der trods deres Blødhed
kan lægge sig om en Mand som en Jernbøjle."
„Aa, ikke saa det generer," sagde Per og lo. „Og mindst,
naar de klemmer haardt."
„Ja, De er endnu saa ung. Men alligevel — sæt, det ved
Lejlighed hændte Dem, at en eller anden Kvinde, der rent erotisk
tiltrak Dem, selv om De maaske samtidig foragtede hende
... en Tøjte maaske eller en Maren-Amme, som De i Deres
Ungdoms Uskyld havde kysset ... kort sagt, et Væsen, som
De ved Vanens eller gamle Minders Magt følte Dem knyttet
til, ... sæt nu, De vidste, at denne Kvinde koldblodig bedrog
Dem bag Deres Ryg. Hvorledes vilde en fri Fugl som De forholde
Dem i et saadant Tilfælde?"
Hvor vil han hen med det? — tænkte Per. Højt sagde
han:
„Hvad jeg vilde gøre? Jeg tog mig naturligvis en anden."
„Meget godt! Men dersom nu ogsaa denne anden skulde vise
sig mindre tilfredsstillende — og den Risiko løber man dog
straks — hvad saa?"
„Saa tog jeg en tredje, en fjerde, en femte, ... Herregud,
der er jo Kvinder nok i Verden, Hr. Neergaard!"
„Ja, det er sandt! ... Det er sandt!"
Han vedblev at gentage disse Ord, idet han et Nu lukkede
Øjnene, som havde han her fundet selve Verdensgaadens Løsning.

Per gjorde Tegn til at bryde op. Han syntes, Samtalen begyndte
at blive lidt for personlig. Det var ogsaa blevet silde. 
9
Et Par hastige Bagervogne havde allerede kørt gennem Gaden
og tilkendegivet, at Morgenen stundede til.
Men Neergaard blev nu grebet af en pludselig og besynderlig
Oprømthed. Han fyldte paany hans Glas og bad ham glemme
Tiden.
„Jeg priser mig virkelig lykkelig ved at have gjort Deres Bekendtskab,
Hr. Sidenius. De er et ualmindelig friskt og fornøjeligt
Menneske. Dersom De ikke vilde tage mig det ilde op,
kunde jeg have Lyst til at gøre Dem et Forslag."
Hvad nu? tænkte Per.
Ja, Sagen kunde maaske i første Øjeblik synes ham lidt underlig;
men efter hvad han nu kendte til ham, vilde han sikkert
ikke tage den højtideligere, end den fortjente. Det var en af hans
Venner, en nær Paarørende, der laa for Døden. Han var uhelbredelig
syg ... havde ikke langt igen ... var syg baade paa
Sjæl og Legeme. Naa, det kom forresten ikke Sagen ved. Kort
og godt altsaa: Manden, som var ugift, kunde ikke blive enig
med sig selv om, hvad han skulde gøre ved sine Efterladenskaber,
— der forresten ikke udgjorde andet end noget Bohave,
et Par daarlige Malerier, lidt Bøger ... omtrent saadan som
han saae det her. Til Familjen vilde han ikke efterlade dem.
Han vilde ikke have dem opbevarede paa Steder, hvor de risikerede
at blive Genstand for Pietet. Han forlangte udtrykkelig,
at Rub og Stub skulde stilles til Avktion og sælges, splittes
for alle Vinde. Det var nu bleven den stakkels Mands fikse
Ide paa det sidste, og da hans egen Slægt var velhavende og
desuden rimeligvis vilde modsætte sig hans Ønske, fordi det
meste af, hvad han ejede, var gammelt Arvegods, saa havde
han talt om at borttestamentere det til en eller anden, hvem
han maaske kunde gøre lidt Gavn eller dog et Øjebliks Glæde
dermed.
„Det falder mig nu ind: maa jeg ikke have Lov at foreslaa
ham Dem? Jeg er overbevist om, at dersom han kendte Dem,
vilde han af sig selv være kommen paa den samme Tanke. De
er netop saadan, som han ofte selv har ønsket at være. Fri og
frank og ubekymret. Nej, jeg be'r Dem .. . dersom De 
8
ikke har noget mod mit Forslag, maa De ingenting sige. Vi
taler da slet ikke mere derom. Som sagt, det hele er ikke af
stor Betydning ... repræsenterer højst et Par tusinde Kroner,
naar Gæld og andre Forpligtelser er fyldestgjorte."
Han maa være bleven fuld, — tænkte Per og fandt det ikke
Umagen værd at gøre Indvendinger. Han slog det hele hen i
Spøg.
„Ja ja — det vilde ikke være saa ilde," sagde han. „Penge
kan man jo altid bruge. — Men nu er det paa Tide at komme
hjem. Jeg siger Tak for iaften!"
„Nej, hvorfor vil De gaa? Bliv dog lidt endnu! ... Men her
er kvalmt herinde. Lad os lukke op!" — Han rejste sig nervøst
og slog et Vindu op, saa den kolde Luft foer ind i Stuen
og jog en lang, rygende Ildtunge op af Lampeglasset. — „Sæt
Dem dog! Vi har ogsaa siddet her og snakket os saa melankolske.
Flasken er ikke tømt. Og Vinen er god."
Men Per lod sig ikke længer overtale. Han begyndte at føle
sig lidt uhyggelig tilmode ved den andens stigende Ophidselse.
Han saae ogsaa nu, hvor gustent hans Ansigt var blevet, og han
mærkede, hvor hans Haand var klam, og hvor den sitrede, idet
han sagde ham Farvel.
Saamange underlige Mennesker der fandtes i Verden! tænkte
han, da han var kommen ned paa Gaden og med en frisktændt
Cigar i Munden spaserede taktfast hjem gennem Byen, hvor
der nu overalt begyndte at røre sig Liv. Han mindedes hin
Nattescene med den store Fritjof henne i „Gryden". — Saasnart
man bliver ene med dem, begynder de at se Spøgelser.
Gravene aabner sig for dem. Og de holder Ligprækner over
sig selv.
Hist og her gik Mænd og fejede Gaden i Morgenens graa
Dis. Smaa Kælderbeværtninger var bleven aabnede og en enkelt
Tobaksbod. Lygterne var slukkede; men fra alle Bagerbutikerne
skinnede der Lys, og en Duft af friskbagt Brød strømmede
ud gennem de store Vinduers Trækruder. Udenfor en
saadan Butik standsede han et Øjeblik som Tilskuer til en Scene
mellem en fiks Bagerjomfru, der stod oppe paa en Trappestige 
1
beskæftiget med at anbringe store Kageplader i en Reol, og en
halvnøgen Svend, der sad paa Disken tæt under hende og dinglede
med Benene. Per kunde ikke høre, hvad de talte om; men
Svendens bredtskaarne Grin og den forstilte Forbitrelse, hvormed
Pigebarnet ved Hjælp af Foden søgte at holde hans Hænder
fra sig, gjorde alle Ord overflødige.
Per smilte, mens han i Tankerne legede med Fru Engelhardt
paa samme Maade. Ja, Natten var tilende nu, Livet vaagnede
paany, og Elskovsdriften magttog Menneskene allerede paa fastende
Hjerte. — Og nu begyndte Fabriksfløjterne at lyde. Han
lyttede helt andægtig til dem. Først hørtes et Par Stykker ude
paa Nørrebro, saa en paa Kristianshavn, tilsidst lød de allevegnefra
— et hundredstemmigt Hanegal, en ny Tids Ottesang, der
engang skulde mane alle Mørkets og Overtroens Spøgelser uigenkaldelig
i Jorden!
i 6 
FJERDE KAPITEL
En mørk, taaget Aften en Ugestid senere steg en tynd, graaklædt
Herre af Sporvognen ved Grønningen, gik forbi Husarkasernen
og videre over det langstrakte, trekantede Torv foran
Nyboder. Med den ene Haand bag paa Ryggen, den anden om
Haandtaget paa en Paraply, som han for hvert Skridt stødte
kraftigt mod Stenbroen, skridtede han rask og taktfast langsmed
Nyboderskvarteret, idet han ved det svage Lygteskær eftersaae
Navnene paa alle Gadehjørnerne.
Da han var kommen den lange Række forbi uden at have
fundet det Navn, han søgte, og da der paa dette øde Sted ikke
saaes et Menneske, han kunde spørge, drejede han paa maa og
faa om et af Hjørnerne og blev hurtig ganske vildfarende i de
mange, aldeles ensartede Smaagader, hvoraf Nyboder bestod.
Alle Vinduerne i de lave Stuelejligheder var tilskoddede. Der
lyste blot en lille rund eller hjerteformet Glug i hver Skodde,
og med Lygter var her endnu sparsommeligere end ude paa
Torvet. Inde bag Skodderne var der livligt nok. Overalt hørtes
Snakken, Barnegraad, hist og her Harmonikamusik, og man
kunde ude paa Gaden tydelig høre hvert Ord, der blev sagt.
Hist aabnedes en Dør, og en Kone i Nattrøje slog en Potte ud
i Rendestenen, eller en lille Hund blev et Øjeblik sluppet ud
i det Fri. Her løb et Par Katte om og opførte Elskovsduetter.
Da den Graaklædte endelig ved at udspørge de enkelte Personer,
han traf paa undervejs, havde fundet Hjertensfrydgade,
fortsatte han her sin Undersøgelse, idet han ved Hjælp af Tændstikker
aflæste Numrene over Dørene, indtil han naaede det
Hus, hvor Per boede. Først ledte han med Haanden efter en
Klokkestreng, og da han ingen fandt, gav han sig i Lag med den 
3
gammeldags Klinke, fandt omsider ud af, hvorledes Døren skulde
aabnes, og traadte ind i Husets lille Forstue, hvor der imidlertid
var saa mørkt, at han ikke kunde se en Haand for sig. I den
Hensigt at hidkalde en eller anden af Beboerne rømmede han
sig kraftig et Par Gange.
Saa aabnedes Døren til Stuelejligheden, hvor der boede en
yngre Skibstømrerfamilje. Over et glatkæmmet Hoved, der tilhørte
en Kone, som kiggede frem med et Barn ved Brystet,
strømmede Lampelyset ud imod den Fremmede og udskar af
Mørket et ungt, langt og blegt Ansigt med rødkantede Øjne og
smaa Bakkenbarter under Ørene.
„Er det ikke her, Hr. Sidenius bor?" spurgte han uden forudgaaende
Hilsen.
„Jo — han bor derinde i Bagstuen. Men han er ikke hjemme."
„Ja saa! .. Det er maaske hans Værtinde, jeg taler med?"
„Nej. Han bor hos Olufsens deroppe paa Salen ... Jeg skal
kalde af Madammen."
I det samme knagede den stejle Stigetrappe under vægtige
Trin, og Madam Olufsen, der havde staaet og lyttet deroppe
bag sin Dør, viste sig i Trappegabet med en lille Bliklampe
i Haanden.
„Vilde den Herre tale med Hr. Sidenius?" spurgte hun.
„Ja, — men han er nok ikke hjemme," svarede den Fremmede
i en Tone, som vilde han gøre hende medansvarlig for,
at han var gaaet forgæves. „Mener De, det kan nytte, at jeg
venter paa ham?"
„Nej, det tror jeg ikke. Det er ikke saa længe, siden han gik."
„Paa hvilken Tid af Dagen mener De, jeg bedst vil kunne
træffe ham?"
„Ja, se han er nu ikke meget hjemme for Tiden. Men ellers
tror jeg nok, han er sikrest at træffe i Mørkningen."
„Tak. — Farvel."
„Fra hvem skal jeg hilse?" spurgte Madam Olufsen.
Men den Fremmede var allerede ude af Døren. Man hørte
Lyden af hans taktfaste Skridt og Smækkene af Paraplyens
Dupsko tabe sig ned ad Gaden.
6* 
8
„Det var da vist en Præst," sagde den lille Skibstømrerkone
helt perpleks. „Hvad mon han vilde Ingeniøren?"
Men Madam Olufsen var i denne Tid ikke meget tilbøjelig
til at udtale sig om sin Logerende. Hun sagde kort „Godnat"
og vendte tilbage til sin Stue.
Her sad Højbaadsmanden med et Par store Sølvbriller paa
Næsen og læste i „Den bortrømte Negerslave eller Skibbrudet
paa Malabarkysten", en Roman i fjorten Bind, som han hver
Vinter bragte med hjem fra Jomfru Jordan og Gang paa Gang
studerede med samme Beundring og Spænding.
„Det var vel En, der vilde snakke med Sidenius," spurgte
han uden at løfte Øjnene fra Bogen.
„Ja," svarede Madammen, — hun trak med en frysende Bevægelse
sit lille Skuldersjal tættere om sig, lagde en Skovlfuld
Tørvegumlinger paa Ilden i Kakkelovnen og satte sig i sin Armstol
med sit Strikketøj. Hverken hun eller hendes Mand var af
mange Ord i disse Dage. De kunde ikke komme bort fra, at
deres Logerende havde forandret sig i den sidste Tid og slet ikke
til sin Fordel. Han havde jo nok ogsaa før kunnet slaa sig lovlig
stærkt løs; men disse Svireanfald, som han dengang selv
spøgte med, havde aldrig varet mange Dage. Nu derimod havde
han i næsten tre Uger kun sjelden været hjemme, og naar man
saae ham, var han tavs og utilgængelig og misfornøjet med alting,
saa han endog havde talt om at ville flytte. Det kunde
nu heller ikke være det bedste Selskab, han søgte, dersom
det da var sandt, hvad han en Dag lod et Ord falde om, at
han havde kendt den kongelige Fuldmægtig, som forleden havde
taget Gift, hvad der havde staaet saa meget om i Bladene.
Saa havde de nu ogsaa faaet en anden Grund til at beklage
sig. De havde i den sidste Tid ikke faaet deres Leje, og desuden
blev de daglig rendt paa Dørene af paatrængende Personer,
der mødte med Regninger fra Skomagere og Skræddere, som
han skyldte Penge.
„Hvad var det for en Person, der var dernede og vilde snakke
med Sidenius?" spurgte Højbaadsmanden omsider.
„Jeg kendte ham ikke. Men forresten kommer det mig nu 
5
for, at jeg har set ham her engang før — for længe siden. Jeg
synes, Sidenius dengang sagde, at det var En fra den anden
Verden. Men han saae da ellers ikke meget amerikansk ud."
Per stod i dette Øjeblik og ventede Fru Engelhardt henne
paa det samme mørke Hjørne ved Frue Plads, hvor han engang
før havde staaet Vagt for hendes Skyld. Han havde dennegang
et mere velbegrundet Haab om, at hun vilde komme. Han havde
ganske vist ikke set hende siden Balaftenen, — hun havde
strengt forbudt ham at passe hende op paa Gaden eller paa anden
Maade søge at komme i Forbindelse med hende — men det
var idag, hendes Mand skulde rejse til London, og han havde
den foregaaende Dag faaet tilsendt en uunderskreven Billet med
Ordene „Imorgen Aften". Han gik nu ud fra, at Mødested og
Klokkeslet skulde være det samme som sidst.
Forresten havde han om Morgenen modtaget en anden Skrivelse,
der næsten havde optaget ham mere end dette dog saa
utaalmodigt ventede Elskovsmøde. Det var Neergaards Sagfører,
der til hans største Forskrækkelse meddelte ham, at Neergaard
i et efterladt Brev, der udtrykte hans sidste Vilje, havde „decideret
ham den Sum, der vilde indkomme ved en i Testamentet
nærmere fastsat offenlig Bortavktionering af Afdødes Bohave".
Testamentet var, tilføjedes der i Brevet, i Grunden ugyldigt,
idet det ikke var opsat i de lovbefalede Former; men da den
Afdødes to Søstre og eneste retmæssige Arvinger var meget
velhavende gift, var der ingen Grund til at tro, at disse — der
i Øjeblikket begge opholdt sig i Udlandet — ikke skulde godkende
hans Dispositioner. Sagføreren anmodede ham derfor i
sin Egenskab af Boets Eksekutor om en Samtale, naar hans Vej
engang førte forbi hans Kontor.
Per havde ikke kunnet blive enig med sig selv om, hvad han
skulde gøre ved den Historie, — han havde i første Øjeblik
følt sig inderlig flov. Med al sin fatalistiske Tro paa sin Pagt
med Lykken, og skønt Pengene virkelig blev kastet ham i Skødet
paa et Tidspunkt, da han havde dem allerhaardest behov, kunde
han ikke faa sig selv til at opfatte dette Udslag af en Selvmorderkaprice
som en himmelsendt Hjælp. Paa den anden Side syn­
8
tes han knap at kunne forsvare at give Afkald paa en saa betydelig
Sum, der for lang Tid vilde bringe ham ud over alle
Genvordigheder. Af det Laan, han havde skaffet sig, var der
allerede ikke meget tilbage; og det meste af hans Udstyr var
tilmed endnu ikke betalt.
Men nu rullede en lukket Droske frem fra Sidegaden.
En lyst behandsket Haand viste sig i Vinduesaabningen, og i
det samme sprang Per til, standsede Vognen, rev Døren op, tilraabte
Kusken Navnet paa en bekendt Førstesals-Restavration
ved Kongens Nytorv og krøb ind.
Under Kørslen beredtes der ham straks en ret alvorlig Skuffelse.
Han havde ventet at finde Fruen nervøs og urolig ... at
se hende rødme og sitre under Pelsværkskaaben af Angst og
Skamfuldhed. Han havde endogsaa forberedt sig paa nogle Talemaader,
der kunde overvinde hendes Skyhed; — men han
fik aldeles ingen Brug for sine Forførelseskunster. Han var
knap kommen tilsaede og havde takket hende, fordi hun var
kommen, før hun kastede sig op paa hans Skød ligesom en
Glædespige og trykkede sig ind til ham med en Voldsomhed,
saa Vejret næsten forgik ham.
Idet de gik op ad den stærkt oplyste Trappe til Restavrationen,
tilhyllede hun vel sit Ansigt; men da de af Opvarteren
og en lille Taffeldækker var bleven ført ind i et af Separat-Kabinetterne,
kastede hun straks baade Hat og Kaabe uden at
generes af disse Fremmedes Nærværelse. Mens Per teede sig
lidt ubehjælpsom i den ham uvante Situation, syntes hun at føle
sig ganske hjemme her, ordnede sit Haar foran Spejlet, trak
Handskerne af og satte sig i hele sin Bredde midt i Sofaen bag
det dækkede Bord.
Per tog i Tavshed Plads overfor hende paa den anden Side
Bordet. Han var klar over, at det ikke var første Gang, hun
befandt sig paa et saadant Sted. Han mente endog temmelig
sikkert at have set et behersket Genkendelsessmil brede sig mellem
Opvarterens Bakkenbarter, da de traadte ind.
„Hvorfor ser De saadan paa mig?" spurgte hun, da de var
bleven ene, — hun lagde Hovedet koket paa Siden og smilte 
7
lidt for ungdommeligt. „Du gode Gud, De mønstrer mig jo formelig!
... Er der noget i Vejen med mit Toilette?"
Hun saae ned mod sin Barm, der vældede frem over en firkantet
Udskæring i Kjolelivet. Hun var sortklædt, stærkt snøret,
bred over Brystet, men smækker om Midjen som en ung Jomfru.
„Men saa tal dog, Menneske! — De er dog en skrækkelig
Bjørn. Hvad er der nu gaaet Dem imod? ... Nu faar De en paa
Næsen!"
For at skaffe sig Kasteskyts gav hun sig til at plukke
nogle røde Blomsterbær af Bordopsatsen, og Per flyttede sine
Øjne ned paa hendes Hænder. Bleg af Betagethed betragtede
han deres buttede Form, de hvide, bløde, bøjelige Fingre, de
perlemorsagtige Negle og den lille Række Smilehuller, der under
Haandens Bevægelser aabnede og lukkede sig over de rosenrøde
Knoer som smaabitte kysselystne Munde. Han greb i
Flugten det Bær, hun tilslyngede ham, og fangede i det samme
hendes Haand og vilde trække den til sig cver Bordet for at
føre den til sin Mund — da Døren i det samme blev slaaet op,
og Opvarteren og hans Følgesvend viste sig med Anretningen.
Nu blev Champagnen skænket op og Fadene afdækkede. Og
da de igen var bleven ene, smilte Per og løftede sit Glas til en
Hyldingsskaal. Et Par andre Glas fulgte efter og fordrev hurtig
hans Misstemning. For Pokker — sagde han til sig selv — hvad
vedkom i Grunden hendes Fortid ham? Hovedsagen var jo dog,
at hun nu tilhørte ham, var hans Ejendom, hans Erobring.
Ved Desserten gav han sig til at snakke om Neergaards Selvmord.
Han udtalte som sin Formening, at Manden havde været
sindssyg, og tilsidst fortalte han aabenmundet om deres natlige
Sammenkomst oppe paa hans Værelse og om den overnervøse
Sindstilstand, hvori Neergaard ved den Lejlighed havde testamenteret
ham sine Efterladenskaber, uden at han dengang havde
forstaaet, hvad der foregik. Han plaprede ogsaa ud med, hvad
der rygtevis var bleven fortalt, at der havde været en Kvinde
med i Spillet. En af hans Bekendte, der paastod at have sin Viden
fra Neergaards Værtsfolk, havde berettet om en mørkhaaret
Dame, der i mange Aar havde besøgt ham, og som efter al Ri­
8
melighed var den samme, der Aftenen før Begravelsen havde
skaffet sig Adgang til Lighuset og strøet et Væld af Roser over
hans Kiste.
Mens Per talte, sad Fru Engelhardt i en tankefuld Stilling
med Albuen paa Bordet og lod Spidsen af sin Lillefinger glide
rundt langs med Randen af Vinglasset. Hendes Ansigt havde et
halvt fraværende Udtryk. Det saae ud, som om hun høfligt men
ikke særdeles interesseret hørte paa en lidt for langstrakt Fortælling.
Først da Per fandt paa at fordybe sig i Neergaards Fortid
og fortælle, hvad han havde hørt om hans opgivne diplomatiske
Løbebane, begyndte hun at vise Tegn paa Utaalmodighed.
Hun tog en Drue fra Frugtskaalen, dyppede den i sin Vin
og gav sig til at suge paa den; afbrød ham derpaa undskyldende
med et Spørgsmaal om en ganske anden Sag, der „pludselig faldt
hende ind", og bad ham samtidig ringe paa Opvarteren for at
faa Kaffen bragt ind. Da Per endnu ikke syntes tilbøjelig til
at slippe Emnet, rejste hun sig resolut, sagde „Tak for Mad"
og gik hen til det opslaaede Klaver.
„Hvad skal jeg spille?" sagde hun efter at have prøvet Instrumentet
med et Par raske Løb op og ned ad Tangenterne.
„Kender De denne?" spurgte hun, og et Brus af falske Toner
hamredes op af Klaverets Dyb. — „Waldtraum", forklarede hun
midt under Udførelsen.
Men Per var paany blevet tavs og indadvendt. Det var ham
paafaldende, at hun ikke viste mere Interesse for et ulykkeligt
Menneske, der dog havde hørt til hendes Omgang, havde været
hendes ydmyge Beundrer, ja hendes Balkavaler, endnu Natten
før han aflivede sig. Som noget ubestemmelig sort og uhyggeligt
flagrede den Mistanke ind i hans Bevidsthed: Kunde Neergaard
have været noget mere? Var hendes Ligegyldighed forstilt?
Men han fik ikke Tid til andet end netop at gribe Tanken
i Flugten. Foruroliget af hans Tavshed havde Fru Engelhardt
pludselig afbrudt sit Spil og rejst sig; bagfra lagde hun nu sine
Arme om hans Hals og tvang hans Hoved bagover, saa deres
Øjne mødtes. Nej, det er umuligt! tænkte Per, da han saae Smi­
9
let i hendes Blik Og nu dalede blide, bedøvende Kys ned paa
hans Pande, hans Haar og paa begge hans Øjne ... indtil hendes
Læber med pludselig Vildskab søgte hans Mund og sugede sig
fast der. Saa hviskede hun ham noget i Øret, og han rejste sig.
Uden at ville vente paa Kaffen slog hun selv Kaaben om sig,
mens Per afgjorde Regningen, hvorefter de skyndte sig ned til
den hidkaldte Droske. Tæt omslyngede, med Læbe mod Læbe,
kørte de hen til et Hotel, i hvis Bog de lod sig indskrive som
Hr. og Fru Svendsen fra Aarhus.
Men Gang efter Gang i Nattens Løb, mens Per laa vaagen i
det halvt oplyste Hotelkammer, sneg den sorte Mistanke sig
atter over ham og knugede ham tilsidst som et Mareridt. Han
gennemgik paany i Tankerne hine Nattetimer i Neergaards Stue,
erindrede sig de Ord, der var talt, og som han dengang ikke
havde tillagt nogen Betydning. Og med uhyggelig Klarhed gennemskuede
han efterhaanden alt: den Kvinde, som laa der og
sov ved hans Side, hørte ogsaa med til de Efterladenskaber,
Neergaard havde givet ham i Arv og Eje, — ja hun havde været
selve denne Mands „Skæbne" og havde ved sin Utaknemlighed
drevet ham i Døden.
Og han — han selv — var hendes Medskyldige!
Det var for hans overophidsede Sanser, som om den Dødes
Skygge bevægede sig omkring i Rummet. Overalt dukkede hans
nøgne Hoved frem af Halvmørket og saae hen paa ham med
sit spotske Vemod. Og der, ved hans Side, laa hun, hans Morderske,
der havde stjaalet sig til at smykke hans Kiste med Roser.
Hvem kunde forstaa det? ... Trygt som et Barn i sin Vugge
sov hun med lange, regelmæssige Aandedrag. Mens hendes
Mand omtumledes paa Havet, og før Liget af hendes Elsker var
faldet sammen i Kisten, hyggede hun sig inde i en andens Favn.
Og han — han selv — var hendes Medskyldige!
Han blev greben af en Væmmelse, en Rædsel, saa han ikke
kunde blive liggende. Han maatte op. Han vilde bort.
I det samme vendte Fru Engelhardt sig tungt i Sengen, slog
Armene over Hovedet og sagde halvsovende: 
9
„Er du oppe?"
Han svarede ikke. Den blotte Lyd af hendes Stemme fik ham
til at gyse. — Hun anstrengte sig for at aabne Øjnene men
havde ikke Magt dertil. Med et mat Forsøg paa at smile sov hun
atter ind.
Han gjorde sig i Hast færdig til at komme bort. Lydløst vilde
han forsvinde uden Afsked. Nede hos Portneren vilde han skrive
en Billet blot med det eneste forklarende Ord: Neergaard.
Men da han havde faaet Overtøjet paa og stod ved Fodenden
af Sengene for at liste sig bort, blev hans Blik endnu engang
hængende ved den halvnøgne Skikkelse, som laa der i en uskøn
Stilling lige paa Ryggen med begge Hænder under Nakken og
det ene Knæ løftet. De smalle Skulderstropper, der skulde holde
Linnedet oppe, var gleden ned, saa Brystets gullighvide Kødmasser
laa ganske utildækkede. Udover Puden flød det mørke
Haar i vild Uorden; Hovedet var nedadbøjet, Ansigtet blegt af
Udmattelse.
Pers Hjerte bankede tungt. Hans Knæ sitrede. Han kunde
ikke vriste Blikket bort fra dette Syn. Trods al Modbydelighed
og Skræk følte han sig atter voldelig hendragen til disse store,
hvide Fangarme, til dette svulmende Bryst, til disse halvaabne
Læber, der endnu blussede af Favntagets Kys. Han næsten
ræddedes for sig selv. Han, for hvem Modsigelserne og den
indre Splid hidtil ikke havde eksisteret, og for hvem særlig
Kvinden havde været et ganske ufarligt Stykke Legetøj, kom
med eet til at skælve for de dunkle Magter, der driver deres
Spil med Skæbner og Viljer som Stormen med Landevejens
Støv. For første Gang følte han sig i Kamp med de Dæmoner,
han ikke havde villet tro paa og overlegent havde smilet af.
Dybt inde i hans Øre lød med Faderens myndige Stemme de
halvglemte Ord om „Mørkets Magt" og „Satans Snarer" og fik
ham til at blegne.
Men nu slog Fru Engelhardt sine store, brune Øjne op, vækket
af hans vedholdende Stirren. Fortumlet af Søvnen strøg hun
Haartjavserne bort fra Panden og rejste sig overende.
„Hvad? ... Er du paaklædt?" 
1
Han svarede ikke.
„Er det Morgen allerede?"
Han tav fremdeles.
„Men hvad skal det sige? Er du bleven syg?"
„Nej ... endnu ikke."
„Endnu ikke? Hvad mener du? Du ser saadan paa mig. Hvad
fejler dig?"
„Jeg mener ... jeg vil sikre mig imod at blive syg ... dødssyg
... saadan som Neergaard."
Der jog som Glimtet af et Lyn henover hendes Ansigt. Men
Øjeblikket efter smilte hun. Saa bleg hun end var bleven, sagde
hun i en fuldkommen behersket Tone:
„Hvad er nu det for Snak! Hvad har De med . .. Deres Vens
Sygdom at gøre? Opfør Dem nu ordenlig!"
„Det glæder mig, at De dog vægrer Dem ved at udtale hans
Navn her paa dette Sted. Men det røber Dem samtidig, og jeg
skal nu tale tydeligere. Det er gaaet op for mig, mens De sov,
at De har været Neergaards Elskerinde, og at det var Deres
Bedrageri og Troløshed, der fik ham til at dræbe sig. Forstaar
De mig nu?"
Hun havde bøjet Hovedet og bed sig i sin dirrende Læbe.
„Gaa!" sagde hun lavmælt men bydende, og samtidig slog
hun en Flig af Lagnet hen over sit Bryst. „Gaa, siger jeg! ...
Bondedreng, som De er!"
Per bøjede sig frem for at slynge hende Ordet „Tæve" i Ansigtet;
men han besindede sig. Hans Følelse af Medskyld holdt
Ordet tilbage. Han vendte sig tavs og gik.
Nede i Portnerlukafet vækkede han Nattevagten og fik sin
Regning afgjort. Og han tænkte, mens han talte Pengene op,
at der jo nu ikke kunde være Tale om at modtage Neergaards
Gave. Saa gik han hastig hjemad gennem den mørke og øde By.
Det var paa den korte Tid af Natten, da Gaderne er tomme
og Husene giver Genlyd af den Vandrendes Skridt. Kafeernes
sidste Natteugler er ravet hjem, og Politibetjentene har trukket
sig tilbage til deres Sladrehjørner. Kun Tyvene og de berygtede
Smøgers Efternølere er paa Færde. 
92 LTKKE-PER
En Herre med opsmøget Frakkekrave og Hatten nedover Øjnene
hastede netop ud af en saadan Krinkelkrog og passerede
Per under en Gadelygte. Og han, som plejede at more sig over
disse hjemluskende Synderes paa engang frække og skamfulde
Udtryk, vendte dennegang Hovedet bort for at undgaa Synet.
Han tænkte paa, hvordan han vel selv saae ud, og han havde
ikke Mod til at møde Spejlbilledet af sin egen Nedværdigelse.
Da han naaede hjem til Hjertensfrydgade, var det med et
eget Velbehag, en ukendt Tryghedsfølelse, at han igen stod i de
to smaa Stuer, som han i den sidste Tid havde haft saa meget
at udsætte paa. Han kastede hurtig Klæderne, og da han puttede
sig i sin Seng, var det med en Fornemmelse, som mindede om
den, hvormed han som Barn trak Dynen op om Ørene, naar han
havde siddet i Mørke og hørt den gamle, enøjede Barnepige derhjemme
i Præstegaarden fortælle sine Spøgelsehistorier.
• *
*
Efter nogle Timers Søvn med urolige Drømme vaagnede han
ved, at en Stær fløjtede udenfor i Haven. Han kunde høre paa
Tonen, at det maatte være Solskin. Alligevel blev han liggende
og gad ikke staa op. Han var træt. Og hvad skulde han ogsaa
op for? Han forsømte jo ikke noget ved at blive i Sengen.
Hans kun halvvaagne Tanke havde straks stjaalet sig til den
øverste Kommodeskuffe. Og han vendte sig om mod Væggen
for at sove videre.
Dette lykkedes ham dog ikke. Saa saare Tankerne fik fat i
disse ulykkelige Tegninger, blev de øjeblikkelig lysvaagne. En
Timestid laa han derpaa med Hænderne under Nakken og stirrede
op i det lave og møre Træloft med de mange Oljeblærer.
Og idet han nu i nøgtern Morgenstemning gennemgik Nattens
Oplevelse, var han ikke fri for at blive lidt forlegen over sin
Opførsel. Han tænkte paa, at han dog vist havde baaret sig
noget ungdommeligt ad. I hvert Fald skyldte man jo selv en Dame
af Fru Engelhardts Kvalitet et vist Hensyn ...
Da han var staaet op og havde faaet sin Morgenkaffe, blev 
3
han ganske klar over, at han havde begaaet en Dumhed. Han
havde taget Sagen for højtidelig, i det hele været for højt oppe.
— Skulde han mon ikke have drukket lidt rigelig?
Ikke destomindre vedblev han at føle dette sære Behag ved
at være hjemme, som han længe ikke havde kendt. Han havde
tændt sin Pibe og sad og vuggede sig saa smaat i sin Ruin af
en Gyngestol, mens hans Øjne dvælede ovre paa et af Nabogadens
Smaahuse, hvis Salsvinduer han havde Udsigt til over
Plankeværket. I et af Vinduerne saaes et Par rødkindede Børn
og én Kone, der sad og stoppede Strømper, og udenfor paa
den solbeskinnede Mur hang et grønmalet Bur med en Irisk.
Han gjorde sig det ikke klart, hvad det egenlig var, der fængslede
ham derovre. Det var jo det samme lille Billede af tryg
og rolig Hverdagslykke, han i saa mange Aar havde haft for
Øje her. Men der var kommen ligesom noget nyskabt over det
denne Morgen; det var næsten, som s a a e han det nu for første
Gang.
Han foer nervøst sammen, da det bankede paa Døren.
Det var Madam Olufsen, der kom ind for at aflægge Besked
om den Herre, som havde været der den foregaaende Aften
og spurgt efter ham.
„Hvad var det for en Slags Herre?"
„Ja, det kender jeg ikke; men han saae ikke videre behagelig
ud. Forresten tror jeg nok, han har været her engang før."
Sandsynligvis en Rykker — tænkte Per, og Spørgsmaalet om
den Neergaardske Arv trængte sig atter ind paa ham og gjorde
ham urolig. Vilde han nu ogsaa kunne forsvare at give Afkald
paa disse Penge, som han dog saa haardt trængte til?
Madam Olufsen var bleven staaende i den aabne Dør, som
hendes høje, sværlemmede Skikkelse næsten udfyldte. Hun
havde mere paa Hjerte.
„Saa vilde jeg ogsaa nok vide, hvordan det bliver, Sidenius.
De snakkede jo om, at De vilde flytte."
Per smilte lidt forlegent.
„Naa — det var ikke saadan alvorligere ment. Nej, jeg bliver
her, Madam Olufsen! ... Dersom De da vil have mig." 
9
„Aa ja ... naturligvis ... dersom ..."
„De trækker sgu dog paa det ... Naa ja, jeg veed det godt.
Jeg har været lidt vidtløftig i den senere Tid. Lad os ikke snakke
om det. Men Gud bevares — hvad er der paa Færde, Madam
Olufsen? De er jo i Stadsen fra Morgenstunden. Skal De til
Alters?"
„Nej, men — veed De det ikke? — Skipper Mortensen er
kommen her til Byen iforgaars. Og nu skulde vi jo derhen i
Besøgelse i Eftermiddag."
„Jeg følger med! Jeg møder ombord. Jeg længes virkelig efter
engang igen at se den gamle Støder."
„Tager De nu ikke fejl, Sidenius? Den Morskab er vist ikke
længer noget for Dem."
„Sludder, Madam Olufsen! Bliv nu ikke straks kalkunsk. Som
sagt — vi mødes ombord! Er det hørt?"
Madam Olufsen maatte smile, saa tungt hendes Hjerte i Grunden
var. Hun kunde aldrig modstaa ham, naar han var i
det Lune.
„Ja ja," sagde hun. „De veed, at De altid er velkommen hos
Mortensen. Han er da aldrig gladere, end naar han ser Dem.
Jeg tror, han er ligesom lidt forlibt i Dem."
Skipper Mortensen var en gammel Ven af Huset. Han boede
i Flensborg men kom regelmæssig to Gange aarlig til København
med sit Fartøj for at sælge Ost, Smør og røgede Varer til
nogle af Byens større Spækhøkerforretninger og enkelte personlige
Bekendte. Naar Højbaadsmanden ved sin daglige og grundige
Gennemlæsning af „Telegrafens" Skibs- og Havneliste
havde set, at Sluppen „Karen Sofie" var passeret Toldbodbommen
og laa fortøjet ved Børsen, havde han ingen Ro paa sig,
før Dag og Tid for et Besøg var besluttet og Trine skikket i
Byen for at varsko unge Didriksen. Denne var en anden af Familjens
Venner. Han var Droskekører og boede i Store Brøndstræde
og havde i en Aarrække ved saadanne Lejligheder beredvillig
stillet sig selv og sit Køretøj til de Gamles Raadighed.
Paa Slaget tre holdt han ogsaa dennegang udenfor Huset med
sin nedslaaede Vogn saa fin og velpudset, som var den bestemt 
5
for et Grossererbryllup i Vor Frue. Efter nogen Venten aabenbarede
det alderstegne Ægtepar sig for den halve Snes af Kvarterets
Børn, der havde samlet sig ved Vognen, og for de mange
flere Ældre, der fra Døre og Vinduer var Tilskuere til dette
Triumftog. Madam Olufsen var i Wienersjal og bar en stor, lysviolet
Vindrueklase paa Hatten, Højbaadsmanden var i sin stiveste
Begravelsespuds med 25-Aars Tjenestemedaljen og Sølvkorset
glimtende frem bag den uknappede Overfrakke.
Under Kørslen ind gennem Byen vakte han en Del Opmærksomhed
blandt Folk paa Grund af disse Ærestegn. Som han sad
der — hvidlokket og højtidelig — med begge Hænder urokkelig
hvilende paa Paraplyens Hornhaandtag, kunde han meget
godt vække Forestillingen om en gammel Admiral fra Aarhundredets
Begyndelse, og sikkert vilde han ogsaa have fremkaldt
en hertil svarende Ærefrygt, dersom ikke unge Didriksen —
stolt over sit Selskab — hvert Øjeblik havde vendt sig om imod
det med højrøstet og fortrolig Tiltale.
Først gjorde de en Rundtur gennem hele den gamle By, saae
paa de store, nye Bygninger, der skød op allevegne, paa Resterne
af Fæstningsvoldene, som man var i Færd med at sløjfe, og paa
de nye, overbyggede Omnibusser, der kom ind fra Frederiksberg,
og som i Østergades Menneskemylr lignede Elefanter med
Ryttere paa Ryggen. Fra Kongens Nytorv drejede de saa ned
imod Kanalen, standsede et Øjeblik udenfor Holmens Kirke,
hvor de for 52 Aar siden havde haft Bryllup, og havnede omsider
paa Børsbryggen.
Per var allerede kommen. Han hilste dem fra „Karen Sofies"
Ræling, hvor han — lidt slap — sad og lod sig bage af Foraarssolen,
mens Skipperen — en ældre Mand med graat Fuldskæg
— gik fraborde for at tage imod.
Paa Bunden af Skibets aabne Lastrum, saa at sige i „Karen
Sofies" Mave, hvortil en Stige førte ned, var der indrettet en
Slags Butik, i hvis Halvmørke Skinker, Pølser, røgede Bedelaar
og møllestensstore Oste skinnede hemmelighedsfuldt som Eventyrskatte
i en Aladdinshule. Med Pers og Skipperens Bistand
blev Madam Olufsen bugseret ned ad Stigen, bagefter fulgte 
9
Højbaadsmanden, der her paa Søen skulde være rask paa det
og vise sig som gammel Orlogsgast og derfor afslog enhver
Hjælp. Imidlertid snublede han allerede paa det første Trin og
vilde upaatvivlelig have brækket Halsen, dersom Skipperen ikke
havde fanget ham i sine Arme. Ikke destomindre haanede han
unge Didriksen, da denne som sidste Mand krøb ned ad Stigen
og forsigtig sikrede sig Fodfæste paa hvert Trin. „Saadan kravler
en Lus i en Redekam," tilraabte han ham med en Talemaade,
der havde lydt i den danske Marine siden fjerde Christians
Dage.
Efter en halv Times samvittighedsfuld Søgen og Smagen og
Vejen og Prutten blev Handelen afsluttet og de købte Varer
bragt paa Dækket. Og nu forefaldt der et Optrin, der Aar efter
Aar gentoges med samme Regelmæssighed som en Vittighed af
Bolteslager Fuss. Skipper Mortensen aabnede Døren til Kahytten
og bad sine Gæster ind paa en lille Forfriskning; men Madam
Olufsen vilde paa ingen Maade tage mod en Indbydelse,
der kom hende saa overraskende. Ogsaa Højbaadsmanden vægrede
sig paa det bestemteste ved at opholde Tiden for deres
Ven, medens unge Didriksen, altfor vel kendt med disse Formaliteter,
rolig gravede Skraaen ud af Munden og gemte den i
Vestelommen.
Snart sad man da bænket nede i det hyggelige lille Skafferum
ved et fuldt opdækket Bord, som hurtig fik Bugt med al forstilt
Beskedenhed.
Per følte sig altid vel tilpas i saadant folkeligt Selskab. Ligesom
han aldrig spiste med friskere Appetit end ved et Bord
som dette med solide Flæskevarer og Snaps og 01, fandt han
endnu sin bedste Underholdning i jævne Borgerfolks muntre
og ligefremme Tale. Her var han ikke — som i „Gryden
en tavs og kritisk Iagttager; han kastede sig med Liv ind i
Diskussionerne og snakkede med om Vejret og Torvepriserne,
om Færgevæsnet og Kommandantskabet.
Efter at man havde spist og Teen og Romflasken var kommen
paa Bordet, gled Talen hen paa Krigsaarene og den efterfølgende
Dyrtid. Per huskede fra Krigen egenlig kun Fjendens første 
7
Indrykning i Præstegaarden, da Have og Gaardsplads pludselig
var bleven oversvømmet af Soldater og Heste, saa hele Huset
maatte rømmes med Undtagelse af Rummene ovenpaa, hvor den
store Familje havde maattet pakke sig sammen i nogle faa Væ­
relser. Han var dengang kun syv-otte Aar gammel og havde
fundet det yderst underholdende og ikke kunnet begribe, hvad
der var at græde for. Skipper Mortensen derimod havde som
Sønderjyde været de egenlige Krigsbegivenheder paa nærmere
Hold, og han gjorde sig gerne en Fornøjelse af med saftig Pensel
at udmale de Grufuldheder, han havde været Vidne til baade
i 64 og i Treaarskrigen. Han havde da ogsaa nu den Tilfredsstillelse,
at Madam Olufsen holdt sig for Ørene og erklærede
Krig for en Afskyelighed.
Men dette vakte Højbaadsmandens Ærgerrighed; han blev
let krigerisk stemt, naar han havde drukket lidt. Han havde i
64 allerede været pensioneret, og da han heller ikke havde deltaget
i den første Kamp, fordi han netop dengang laa paa Hospitalet
for sin Benedder, begyndte han at tale nedsættende om
disse „Tyskerkrige", hvis Ulykker for Landet slet ikke kunde
maale sig med dem fra Krigene mod Engelskmanden, som han
havde set, baade den i 1801 og 1807 og 14. Dengang maatte vi
pænt af baade med Norgesland og hele Flaaden. Se, det var
noget at snakke om! For at overtrumfe Skipperen, som havde
fortalt om Dybbøl og Frederits, gav han sig til at berette om
Københavns Bombardement og om Slaget paa Reden, som han,
fem Aar gammel, havde været Øjenvidne til fra Toldboden, hvor
han havde set de Saarede blive bragt i Land i Baade, der „var
fulde af blodigt Kød ligesom et Slagtertrug."
Men Madam Olufsen vilde nu ikke høre et Ord mere, og da
det desuden var begyndt at mørkne, forlangte hun at komme
hjem. Men nu viste det sig, at unge Didriksen var falden i Søvn
under Indtrykket af Fædrelandets Ydmygelser. Han sad med
tilbagekastet Hoved og aaben Mund, og da man ruskede i ham,
faldt Overkroppen forover, og han sov videre med Hoved og
Arme ud over Bordet til Trods for, at han i Faldet var kommen
til at vælte et Ølglas, hvis Indhold flød ham ned over Knæerne.
Lykke-Per ( 7 
9
Efterat man et Øjeblik havde betragtet dette Syn i forundret
Tavshed, løftede Per Romflasken og konstaterede, at den i Stilhed
var bleven tømt til Bunden, og man forstod da, at Manden
var stivdrukken.
Madam Olufsen blev smækfornærmet. Udenfor paa Bryggen
ventede Vognen med den krogbenede Krikke, der i al denne Tid
havde staaet taalmodig og sukket i en tom Mulepose; men det
gik hurtig op for alle, at der nu ikke var andet at gøre end at
lade Manden blive paa Skibet, indtil Rusen var sovet ud. Den
store Højtidsdag fik en sørgelig Afslutning. De to Gamle maatte
sjokke afsted tilfods i al deres Højtidsstads, hver med en indpakket
Skinke under Armen og Pølser og Bedelaar stikkende frem
af Lommerne.
Per fulgte dem til Holmens Bro, hvor han fik dem anbragt
i en Sporvogn. Selv vilde han ikke hjem. Han trængte til at
lufte sig lidt ovenpaa den megen Latter og de mange stærke
Drikke. Saa spejlede han sig et Øjeblik i et Butiksvindu og gik
langsmed Kanalen op mod Højbro.
Det var i den Time, da Solskæret glider op over Tagene og
gløder paa Helligaandskirkens Spir samtidig med, at Aftenlivet
allerede rører sig livligt nede i Gaderne mellem de oplyste Butiker.
Ude paa Torvet var der endnu næsten daglyst. Her hoppede
Spurvene omkring og pillede i Gadeskarnet, og de nytændte
Lygter brændte med en bleg, aandeagtig Flamme bag Glas,
hvori Solnedgangsskæret flimrede. Per gik langsomt ind gennem
Østergade, hvor der var fuldt af Folk. Synet af de mange Mennesker
gjorde ham lidt melankolsk. Trods Aftenkulden og de
røde Næser bølgede der Foraar gennem Luften. Man kunde se
det paa de Unges Øjne og høre det paa Stemmerne, der var
fyldte af Forventning. Udenfor Dameskrædernes store Vinduesudstillinger
stod Folk i Klynger for at betragte de nye Foraarsmoder.
Og alle Modeherrerne bar Violbuketter i Knaphullet.
Per var kommen til at gaa bagved et Kærestepar, der gik
saa tæt ind til hinanden og bevægede sig saa rytmisk, som om
de var sammenvoksede fra Skulder til Hæl. Han betragtede den
unge Piges Øjne, der hang ved den Elskede i en egen lystig 
9
Tilbedelse; og han tænkte paa den foregaaende Nats Glæder
og blev mere og mere forstemt. Han kunde ikke lade være med
at ærgre sig over, hvad han nu rent ud kaldte sin enfoldige
Forargelse. Han mindedes navnlig een Ting, der nu helt forsonede
ham med den elskovsglade Frue; det var den Maade,
hvorpaa hun havde tildækket Barmen, da han var ved at gaa.
Det havde i Grunden været næsten rørende. Og disse Roser
paa Neergaards Kiste. — Hun maatte jo altsaa virkelig have
elsket ham. Hvad var der i Grunden at oprøres over? Livet
tog nu engang ikke smaalige Hensyn. Det krævede at røre sig,
og hvor det rejste sig i sin Vælde, sprængte det alle Vedtægter.
I Virkeligheden var der snarest noget ophøjet, noget næsten religiøst
betagende ved en aaadan ubetvingelig Elskovsdrift, der
overvandt alle Hjertets Smaafornemmelser, ja selv Dødens
Uhygge. En saadan uforfærdet altforglemmende Hengivelse til
Naturen var maaske netop Livets højeste Udtryk. De „Mørkets
Magter", han havde rystet for, da han stod foran hendes Seng
og trods sine Samvittighedskvaler endnu følte sig mægtig hendragen
til hendes hvide Favn, — det var selve Naturgrunden i
ham, det var selve hans Væsens Urkraft, der brød op gennem
Lag paa Lag af Aartusinders Fordomme. Ja, saadan var det! Der
fandtes intet andet Helvede end det, som Menneskene selv
skabte sig i deres Troldefrygt for Livets Lyst og Kødets Almægtighed.
Og Mands og Kvindes Favntag var det Himmerige, hvor
der var Glemsel for alle Sorger, Tilgivelse for alle Synder; hvor
Sjælene mødtes i skyldfri Nøgenhed som Adam og Eva i Paradisets
Have.
Der var et halvglemt Ord, en uklar Erindring, der pludselig
tegnede sig for ham som med luende Ildskrift. Det var Neergaards
spottende Ytring om hin Eventyrets Bondedreng, som
drog ud i Verden for at vinde et Kongerige men idelig saae sig
tilbage og — da Vidunderlandet virkelig aabnede sig for ham
med alle Slaraffenlands Herligheder — flygtede hjem til den
hyggelige Kakkelovnskrog og sin Mo'ers Skørter.
Han blev rød af Skam. Saa ynkelig var han kommen tilkort
den første Gang, Livet for Alvor havde prøvet hans Tro og
7* 
hans Mod. — Men lod den skete Skade sig ikke genoprette?
Om han nu f. Eks. skrev et Brev til hende, forklarede hende
alt og gjorde en Undskyldning?
Han var naaet hjem til Hjertensfrydgade. Skibstømrerkonen
i Stuelejligheden aabnede sin Dør og fortalte ham, at der sad en
Herre inde paa hans Værelse og ventede paa ham.
„Det er den Herre, der ogsaa var her igaar, ... det er vist
en Præst. Han har siddet derinde over en Time."
Det viste sig at være hans Broder Eberhard. Han sad i Gyngestolen
ved Bordet, Lampen var tændt, og Skyggen af hans Hoved
tegnede sig uformelig paa den nøgne Væg. Han havde beholdt
sin Overfrakke paa, og hans uldbevantede Hænder hvilede
paa en Paraply, der stod mellem hans Knæ.
„Jeg havde nær opgivet at træffe dig," sagde han, da de
havde hilst paa hinanden. „Du veed maaske, at jeg var her
igaar?"
Per sagde ingenting. Hans Hjerte bankede. Han forstod, at
Broderen maatte have en eller anden alvorlig Meddelelse at
gøre ham, siden han saaledes søgte ham to Dage i Træk. Det
var nu heller ikke svært at se paa Eberhard, at han var sig
Besøgets Betydningsfuldhed bevidst. Hans hele Optræden var
tydelig beregnet paa at gøre Indtryk paa Per; men just derfor
tog denne sig sammen med en vældig Kraftanspændelse og
gjorde sig Umage for at synes ganske ligegyldig.
„Vil du ha'e en Cigar?" spurgte han, mens han — helt svimmel
— tænkte: Skulde Moder være død?
„Tak, jeg skal ikke ryge," svarede Eberhard.
„En Bajer maaske?"
„Jeg har aldeles afvænnet mig fra spirituøse Drikke. Det bekommer
mig bedst. Og forresten nyder jeg principmæssig aldrig
noget udenfor Maaltiderne."
Per smilte. Og skønt han i Grunden ikke selv følte nogen
Trang til at drikke, hentede han en Flaske 01 i sit Hjørneskab
og trak den op.
„Ser du, jeg er nu saa barmhjertig at imødekomme Tørstens
Krav ganske uden Hensyn til Klokkeslettet," sagde han. 
01
Eberhard sad lidt og drejede paa Paraplyen, mens han store,
blege Øjne iagttog Broderen, der havde anbragt sig paa den
anden Side af Bordet og nu hurtig skyllede et Glas i sig.
„Du er vist i den Henseende mere samvittighedsfuld, end
det er nødvendigt," bemærkede han tilsidst.
„Er det for at sige mig det, at du er kommen her?" begyndte
Per straks i en stridbar Tone.
Eberhard gjorde en ganske lille, afvisende Bevægelse med
Haanden.
„Du veed, jeg blander mig aldrig i dine Anliggender. — Det
er af en ganske anden Grund, jeg nu har søgt dig."
Per vilde endnu ikke spørge, — vovede det paa en Maade
heller ikke. Han var overrasket over sig selv, forstod ikke dette
stærke Indtryk, som den blotte Anelse om et Ulykkesbudskab
fra Hjemmet gjorde paa ham. Han havde troet forlængst at
være kommen ud over den Slags Fornemmelser. De derhjemme
havde jo i de senere Aar været som døde for ham allesammen,
og det var langt fra, at Broderens Nærværelse vakte
nogen Hjemlængsel hos ham. Tværtimod. Som Eberhard sad der
med Hænderne over sin Paraply og iagttog ham fra Siden med
sine Gedebukkeøjne, optændte han paany alle Fortidens uforsonlige
Følelser hos ham. Denne ophøjede Anklage i Holdning og
Miner, denne tavse Tilkendegivelse af krænket Familjeære, den
hele Selvgodhedens beklumrede Atmosfære, der slog ham imøde
fra Eberhards tilknappede Skikkelse, førte Mindet om Barndomstidens
Trængsler saa levende tilbage, at det var, som om selve
den forhadte Tørverøgsfims derhjemme fra Præstegaardens Stuer
bragtes ind til ham med Broderens Person.
Og dog laa der paa Bunden af det Blik, hvormed Eberhard
betragtede ham, et Udtryk af oprigtig Sorg, af virkelig broderlig
Deltagelse. Opholdet i det lille, kælderagtige Kammer med de
fattige Udskudsmøbler, det nøgne Gulv og de tomme Vægge,
dette triste Rum, der — trods al den Omhu, hvormed den lille
Trine vaagede over sin Helligdom — var som et Billede paa
selve Hjemløsheden, havde vakt hans Medfølelse, og han ventede
blot paa en Anledning til at lade Broderhjertet tale. 
10
Men Per gav ham ingen saadan Anledning, og de sad i nogen
Tid tavse begge to.
„Jeg er forresten netop kommen tilbage fra en lille Rejse,"
begyndte Eberhard ligesom prøvende. „Jeg har været hjemme
paa Besøg i nogle Dage."
„Naa, de har det vel godt?" henkastede Per.
„Aa nej, det kan jeg just ikke sige, Fader har skrantet ikke
saa lidt i den sidste Tid."
„Ja saa."
„Han er endog temmelig daarlig."
„Af hvad?"
„Hvad jeg vilde sige ... jeg havde, forinden jeg rejste tilbage,
en længere Samtale med Doktor Carlsen, og jeg fik derved bekræftet,
hvad jeg allerede i længere Tid havde haft Fornemmelsen
af gennem Brevene derhjemme fra, at Faders Tilstand giver
Anledning til de alvorligste Bekymringer. Jeg tror, kort sagt,
vi maa være forberedt paa, at han inden ret lang Tid gaar
bort."
Per, som følte Broderens Øjne hvile aarvaagent paa ham, fortrak
ikke en Mine, skønt Hjertet hamrede i hans Bryst. Det var
dog ikke Sorg, han følte ved Budskabet, ikke engang Vemod,
ikke heller Anger. Det var en Uro, der greb ham, en
Angst, som trykkede for Hjertekulen. Aldrig var den Tanke
falden ham ind, at Faderen eller Moderen kunde dø, før han
ved sit Livsværk og sin Sejr havde retfærdiggjort sig for dem.
Og nu skulde denne Efterretning endda træffe ham i et Øjeblik,
da hans store Forhaabninger var bleven slaaet saa beskæmmende
til Jorden.
„Det er efter al Sandsynlighed Kræft," fortsatte Eberhard.
„Doktor Carlsen brugte just ikke Ordet; men det fremgik med
tilstrækkelig Tydelighed af hans Udtalelser, at heller ikke han
var i Tvivl derom. Fader gaar dog endnu oppe og passer sin
Gerning, saa vidt hans Kræfter rækker, ... du kender hans
strenge Pligtfølelse. Men mange Maaneder vil han næppe kunne
blive saadan ved, og jeg tror da ogsaa, at han selv er fuldt forberedt
paa at gaa bort. Moder er naturligvis meget nedbøjet; 
03
men — forunderlig nok — det er, som om Bekymringen for
Faders Tilstand har givet hende selv fornyet Livskraft. Hun er
endogsaa begyndt at staa lidt op for at kunne være mere om
Fader i denne Tid; men jeg tror, at denne underlige Naade, saa
taknemlig hun er for den, samtidig er hende en Bebudelse af,
at Faders Time stunder til."
Skønt Eberhard ikke var Teolog af Fag, havde han en Forkærlighed
for at udtrykke sig i bibelske Vendinger. Han var Jurist
og betragtedes af sine Fagfæller endog som et ualmindelig klart
og skarpt juridisk Hoved. Saa ung han var, besad han allerede
megen Anseelse. Saaledes havde han nylig vakt Opmærksomhed
ved en Tidsskrift-Afhandling om Fængselsvæsenet og dettes pæ­
dagogiske Opgaver. Han havde selv en Ansættelse i et af denne
Administrationsgrens Hovedkontorer, og da han var et Mønster
paa Flid og Pligtopfyldelse, stod han højt anskreven hos sine
Foresatte.
„Jeg har nu ment, at du i Tide burde underrettes om disse
Forhold," vedblev han, da Per stadig ingenting sagde. „Jeg synes,
du skulde ikke være uforberedt, ifald Katastrofen skulde indtræffe
tidligere end ventet. Vi — for jeg taler her i alle dine
Søskendes Navn og efter Samraad med dem — vi har jo ogsaa
tænkt os, at du, naar du blev bekendt med Faders Tilstand,
mulig kunde føle dig opfordret til ... jeg mener, kunde føle
Trang til at søge en Tilnærmelse til Fader, inden det blev for
silde."
„Jeg forstaar ikke .. . Hvorledes mener du?" spurgte Per
brysk men kunde dog ikke faa sig til at se over paa Broderen.
„Ja, jeg vil — som jeg før sagde — slet ikke blande mig i
dine Anliggender. Det skulde kun være en Henstilling til dig
— du maa nu afgøre med din egen Samvittighed, om du tror
at kunne forsvare det Forhold, hvori du saa længe har stillet
dig til dine Forældre ... jeg ønsker ikke engang at udtale
mig nærmere derom. Hvad jeg derimod føler mig forpligtet til
allerede nu at præcisere for dig, er, at Faders Bortgang jo vil
faa en væsenlig Indflydelse ogsaa paa de pekuniære Forhold derhjemme.
Jeg veed, at Fader hidtil — uden iøvrig fra din Side 
10
at have mødt nogen Paaskønnelse derfor — har ydet dig en regelmæssig
Hjælp, som maaske ikke har været netop rigelig,
men med hvilken han dog — jeg kan sige det med Sikkerhed
— har strakt sig endog ud over sine Kræfter. Og han har gjort
det, for at han ikke skulde kunne bebrejde sig at have vist!
Ligegyldighed for dine Studier — eller hvad man nu skal kalde
det — til Trods for, at han ikke har været i Stand til at bedømme
dine Evner eller, hvad Fremskridt du har gjort."
„Jeg veed det."
„Denne Understøttelse vil naturligvis øjeblikkelig bortfalde,
dersom Fader skulde gaa bort. Moders Kaar vil da blive endog
meget smaa, og det vil være en Nødvendighed at udvise den
største Sparsommelighed paa alle Omraader."
„I den Henseende skal du ingen Bekymringer gøre dig for
min Skyld," svarede Per, der nu fastslog for sig selv, at lian
vilde modtage Neergaards Arv for at opnaa en fuldstændig Uafhængighed
af Hjemmet. „Jeg har netop selv tænkt at skrive
hjem, at jeg er i Stand til fremtidig at klare mig selv helt og
holdent. Jeg trænger ikke Hjælp mere."
Broderen gjorde store Øjne. Men da Per ingen yderligere
Oplysning gav, blev han højtidelig indadvendt og forholdt sig en
Tid tavs.
Han kunde dog ikke længe styre sin Nysgerrighed.
„Maa jeg spørge ... hvorledes har du i Sinde at —" begyndte
han.
Men Per afbrød ham.
„Jeg synes, ærlig talt, du nu skulde gøre Alvor af ikke at
blande dig i mine Affærer. Jeg har ogsaa før sagt dig, at det
er mig ubehageligt."
Eberhard rejste sig. Han var bleg, og hans Mund med det
fremtrædende Underbid var stiv af Ophidselse.
„Ja, jeg ser, at det i det hele er ørkesløst at tale med dig.
Jeg tror det rigtigst, at vi ikke fortsætter."
„Som du vil."
Han tog sin Hat for at gaa. Men da han stod ved Døren, 
05
vendte han sig endnu engang om imod Per, der var bleven siddende
ved Bordet, og sagde:
„Jeg maa dog sige dig endnu et, Peter Andreas! Skønt du —
med dine Følelser — rimeligvis vil have vanskelig ved at forstaa
det, skal du vide, at der er ingen, paa hvem Fader i denne Tid
tænker mere end paa dig. Nu, da jeg var hjemme, gik der ikke
en Dag, uden at han talte til mig om dig ... og Moder for den
Sags Skyld ogsaa. De har jo for længe siden maattet opgive
at forsøge at indvirke paa dig ved Overtalelser. De har maattet
haabe paa, at Livet engang vilde bøje dit Sind og lære dig, hvad
du skylder dem. Nu er Faders Tid rimeligvis snart omme. Vogt
dig, Peter Andreas, for at begaa en Synd, som du sikkert —
tidlig eller sent — bittert vil komme til at angre."
Efter at Broderen var gaaet, blev Per nogen Tid siddende med
Haanden under Kinden og saae mørkt ned for sig.
„Bøje Sindet" ... „bitter Anger" Synd" ... „Naade" ...
hvor han kendte den Lektie! Den hele Spøgelsekatekismus paany
repeteret! Og hvor var det betegnende — et ægte „sideniusk"
Karaktertræk — saadan at benytte Sygdom og Død som Anledning
til et fornyet Forsøg paa at skræmme ham tilbage til Hjemmets
og Kirkens Fold ... at bruge selve Døden som Hververkorporal
for den sorte Korsdragerskare. For hvad vilde de ham
andet end at bøje ham til Lydighed under Slægtens Tugt? Hvem
var det, de havde haft Bud efter? Var det efter ham selv, saadan
som Naturen i et af sine lyse, lykkelige Øjeblikke havde
skabt ham? Nej, det var hans Underkastelse, de utaalmodig
ventede paa. Det var hans Ydmygelse, det hastede med nu, da
Faderen skulde dø. Han kendte dem! For deres egen Sjælefreds
Skyld skulde hans Livsmod stækkes. Deres Fromhed taalte ikke
Synet af en rank Ryg og et løftet Hoved, naar ikke „Naaden"
havde Part deri.
Han saae op og kom til at fryse. Det var bleven saa underlig
koldt og skummelt i hans Stue efter Broderens Bortgang. Hvorfor
kunde de ikke lade ham i Fred? Han havde jo selv begravet
Fortidens gamle, grimme Følelser og slaaet en Pæl igennem 
10
dem. Hvorfor da komme nu og mane dem op igen? ... Hans
Fa'er? Nu ja, lad ham dø! Han skyldte ham ingen Kærlighed.
Han skyldte ham en Række Aar, som han helst ikke tænkte
paa. Nu havde han til Gengæld slettet ham ud af sin Erindring.
De var kvit.
Han drak ud af sit Glas. Saa rejste han sig med et Sæt,
som om han rystede en ond Drøm af sig, og gik op til de Gamle
for at snakke sit Sind i Ligevægt. 
FEMTE KAPITEL
Eberhards Besøg og Budskabet om Faderens Sygdom fik dog
den Betydning for Per, at det gjorde en Ende paa den tankeløse
Omflakken, hvormed han de sidste Uger havde søgt at glemme
sit Nederlag hos Professor Sandrup. Endnu den samme Aften
tog han sine Tegninger og Beregninger frem af Kommodeskuffen,
og hele Natten sad han ved sit Bord med Hovedet mellem
Hænderne og stirrede grundende ned paa sine Papirer,
indtil Linjer og Streger dansede for hans Øjne og Hovedet var
tungt af femsifrede Tal, der summede derinde som sværmelystne
Bier i en Kube. Og han gjorde sig denne Nat højtideligt det
Løfte ikke at helme, før han enten var bleven fuldt overbevist
om Planens Uigennemførlighed eller havde overvundet alle Vanskeligheder
og ført sin Tanke frem til Sejr.
Det varede nu ikke ret mange Dage. før det virkelig lykkedes
ham ved Omlægning af sin Kanallinje at raade Bod paa den
Grundskade, Professor Sandrup havde paavist. For at være sikker
paa ikke igen at lade sig narre af en Regnefejl gjorde han
dennegang en omstændelig Kontraprøve paa sin Strømhastighedsberegning,
og da han saae, at hans Facit stemmede, udløstes
hans Spænding og Glæde i en øreskingrende Fløjtetrille. Han
følte atter fast Grund under Fødderne. Arbejdet var altsaa ikke
spildt; de tusind Nætter, det havde kostet ham, var ikke bort­
ødslede. — Holla! Der var maaske endnu Tid til at vinde Sejr,
før Faderen derhjemme i Præstegaarden lukkede sine Øjne.
Sit Forhold til den neergaardske Arv fik han nu hurtig ordnet
uden fornyede Skrupler. Han sagde til sig selv, at det dog ikke
nyttede med for megen Finfølelse. Man maatte gøre sig haard
overfor den Slags Fornemmelser, naar man skulde frem i Ver­
10
den med et Par bare Næver. Forresten viste det sig, at Summen
ikke var saa stor som ventet. Ved hans Besøg hos Sagføreren
meddelte denne ham, at Boet „var en Del belastet", og med denne
Erklæring lod han sig nøje uden at tænke paa at foretage nogen
nærmere Undersøgelse. Et Par Tusind Kroner maatte der efter
Sagførerens Mening dog sikkert blive til Rest, — det vilde altsaa
sige, at han foreløbig havde sikret sig Arbejdsro i det mindste
et Aar. Et Forskud fik han straks og meget beredvilligt udbetalt,
saa han kunde afgøre sin Gæld.
Nu opgav han ogsaa sin Lærervirksomhed og den anden, nødtvungne
Bibeskæftigelse for helt at kunne ofre sig for det store
Værk. Utaalmodig som en ung Bjørn, der rejser sig af sit første
Vinterhi, rystede han den lange Lediggangs Døsighed af sig og
tumlede ud i sit Arbejde. Mens Foraaret drog henover Landet
med Solskyer og sortblaa Hagelbyger, sad han hele Dagen og
den halve Nat derinde i sit lille Kammer bøjet over sine Papirer,
døv for Stærefløjtet derude i Træerne og for den rosenrøde
Sne af Æbleblomster, der dryssede ned udenfor hans
Vindu. Hver Morgen vækkedes han af Nyboderklokkens Klemten,
og han sad allerede ved sit Arbejdsbord, naar Madam Olufsen
viste sig udenfor i sin storblomstrede Nattrøje og med Sovekammermøblet
under Forklædet for at vande Avriklerne i Haven.
Trods den forholdsvise Velstand, han nu havde opnaaet, foretog
han ingensomhelst Forandring i sin Levevis, der snarest i
endnu højere Grad blev præget af hans medfødte og tilvante
Sparsommelighed. Derimod anskaffede han sig forskellige ret
kostbare Plancheværker og andre tekniske Skrifter, som han
havde Brug for til sit Arbejde, ligesom han begyndte at holde
baade et tysk og et amerikansk Fagtidsskrift. Paa den polytekniske
Skole viste han sig aldrig mere. Han havde en Anelse om,
at hans forrige Medstuderende havde faaet Nys om Anledningen
til hans Besøg hos Professor Sandrup og hvad dette havde aabenbaret,
— og forresten ansaae han det for Tidsspilde længer at
høre disse endeløse Forelæsninger af pedantiske Stuelærde, der
talte om det praktiske Livs Krav som den Halte om en Springdans.

09
Fru Engelhardt saae han ikke tiere. Han tænkte vel undertiden
paa Muligheden af en Forsoning; men noget Skridt dertil
havde han ikke gjort. Hvor flov han end vedblev at være over
sin Optræden hin Nat, havde Oplevelsen alligevel efterladt en
lille Mistro hos ham til det galante Eventyrs saa højt priste Glæ­
der. Han havde spurgt sig selv, om de nu ogsaa virkelig var
de mange dermed forbundne Besværligheder, det meget Komediespil
og navnlig den store Bekostning værd. Hvergang Fristelsen
til at forny Bekendtskabet med den forfarne Dame kom
over ham, behøvede han blot at tænke paa den syndige Hoben
Penge, hun havde kostet ham bare paa en Aften, — og det faldt
ham da i Almindelighed ikke svært at glemme hende for sine
Kanalprofiler og Vandstandsberegninger.
Naar Solen skinnede, stod hans Vinduer gerne aabne ud til
det Fri. Sommerfugle og Humlebier forvildede sig da ind til ham
ude fra Haven, uden at dette Syn dog stemte ham lyrisk. I det
højeste kunde han give sig til at fløjte under Arbejdet, og da
stak Højbaadsmanden undertiden sit kalotprydede Hoved ind ad
Vinduet for at udtrykke sin Glæde over hans gode Humør; eller
Madam Olufsen stillede en Kop rygende Kaffe ind paa Karmen
og bad ham dog „unde sig Stunder til at trække Vejret". Havde
den gode Kone en Tid frygtet for, at hendes Logerende var
kommen alvorlig paa Afveje, saa gik hendes Bekymringer nu
snarest i modsat Retning.
„Tag nu og drik den Kaffetaar, mens den er varm," kunde
hun sige i den kommanderende Tone, hvormed hun gerne skjulte
sine moderlige Følelser for ham.
Saa kastede Per sin Tusjpen eller Ridsefjer, tændte en lille
Shagpibe og lagde sig hen i Vinduet for at slaa en Passiar af
med de to Gamle, mens disse puslede om i den lille Stump
Have, hvor Pladsen var saa indskrænket, at de to store Mennesker
daarlig kunde bukke sig uden at støde sammen med den
Del af Ryggen, hvorom Olufsen med en respektløs Hentydning
til Skabelseshistorien plejede at sige, at den blev „klasket paa
bagefter af alt det, der var tilovers".
Det varede dog sjelden længe, før han fik Uro paa sig. Og 
LYKKE-PER
atter sad han bøjet over sine Tegninger og saae i Aanden Hakker
og Skovle blinke i Solen, saae, hvordan Høje jævnedes og
Moser og Kær fyldtes, og hørte det dumpe Drøn af Miner, der
rystede selve Jordens Grundvold ved et Tryk af hans Finger.
Han havde igen paa forskellig Maade omformet og udvidet sit
Projekt. Saaledes havde han — i nøje Tilknytning til Kanalnettet
— udkastet Grundplanen til en stor, ny Havn paa Jyllands Vestkyst,
en Verdenshavn, der skulde kunne optage Kampen med
Hamborg og Bremen. Og ikke nok dermed. Under sin Syslen
med denne Opgave var han bleven ført ind paa den Ide at udløse
Vesterhavsbølgernes Energimængder ved Hjælp af store
Bøjer af sammennittede Jernplader, der skulde udlægges i Brændingen,
og hvorfra Kraften igen førtes gennem Ledninger ind
til industrielle Anlæg paa Stranden. Ogsaa Vindens Arbejdskraft
tænkte han sig udnyttet gennem Motorer, der skulde være i
Stand til at opsamle og ligesom nedpakke Energien, hvorved
der vilde være tilvejebragt Betingelser for at omskabe hele
Landet til et Fabriksland af allerførste Rang.
Om Aftenen, naar Vejret var smukt og hans Hoved var svimmelt
af Dagens Arbejde, satte han sig ud til Højbaadsmanden paa
en Bænk, der var anbragt ved Plankeværket under et Par sammenslaaede
Lægter med en Stump gammel Sejldug over. Det
var det saakaldte „Lysthus", hvorfra man efter de Gamles Mening
havde det bedste Overblik over det samlede Haveanlæg.
Undertiden kiggede saa en, saa en anden af Husets gamle Venner
ind til dem, enten det nu var den mosbegroede Obertømmermand
Bendtz, der kom rokkende ved sin Stok for at beklage sig
over sin Lændegigt, eller det var den immerglade Bolteslager
Fuss med sit kirsebærfarvede Ansigt og hvide Gorillaskæg. Madam
Olufsen blandede da gerne en Romtoddy til hver af dem,
og Trine maatte løbe hen i Krokodillegade til Bolteslagerens for
at hente hans Guitar. Ovre i Salslejligheden i Huset bagved
boede der nemlig en ung Overkånoner, der spillede smukt paa
Humle. Hver Aften sad han ved sit aabne Vindu med det lange,
hjemmelavede Instrument foran sig, og naar nu Bolteslageren
faldt ind med sin Guitar, blev det til en hel Koncert, der vakte 
11
Glæde i det ganske Hjertensfrydkvarter. Rundt om i Nabohusenes
Vinduer rakte Folk sig frem for at lytte; Børnene i de omliggende
Smaagaarde standsede deres Leg og kravlede op paa
Plankeværkerne for at komme til at se noget, — ja, om det saa
var Spurvene, der havde sat sig til Ro for Natten oppe i Træ­
toppene, svang de sig — ugletyst — hen paa Tagryggene og
sad deroppe med Hovedet paaskæve som smaa, andægtige Tilhørere.

En saadan Musikaften fik Per Øje paa en nydelig ung Pige,
der stod bag et aabent Salsvindue i et af Nabohusene. Hun
havde lagt begge Armene paa Ryggen, tilsyneladende ganske optaget
af at høre paa Koncerten og samtidig betragte Aftenhimlens
drivende Skyer. Dog, Kindernes stadig tiltagende Rødme
forraadte, at hun ikke var helt uvidende om det Par dristige
Mandfolkeøjne, der iagttog hende ovre fra Højbaadsmandens
Lysthus.
Huset derinde tjente som Embedsbolig for en af Nyboders
Rangspersoner, Mester Jacobæus, hvis Kone kaldtes Frue i hvert
Fald af Mandens Underordnede. Per fik bagefter at vide af
Madam Olufsen, at den unge Pige var denne Mands Broderdatter,
og at hun nylig var kommen her til Byen for at lære
Skrædersyning.
Efter denne Aften tilbragte han mere regelmæssig Solnedgangstimen
ude paa Bænken ved Siden af Højbaadsmanden for
herfra at holde Øje med Nabohusets Vinduer; og det slog kun
sjelden fejl, at Pigebarnet kom tilsyne i et af dem og gav sig
noget at bestille ved Blomsterne eller Fugleburet. Undertiden
lukkede hun ogsaa et Vindu op, flyttede Urtepotterne tilside og
lænede sig ud for at lade Blikket glide henover Tagryggene
eller ned i Genbogaarden eller op mod Himlen — kort sagt
alle andre Steder hen end netop ned i Højbaadsmandens Have.
Noget Blik blev der i det hele taget ikke vekslet imellem dem,
hvor meget Per end anstrengte sig for at aabne det stumme
Sprog en Telegrafforbindelse over Plankeværket. Saa en Morgenstund,
da han kom ud af Gadedøren, saae han hende første
Gang udenfor Huset. Hun skraaede netop over Gaden fra Bager-
11
bocjen — iført grønne Plydses Hjemmesko og med en Hankekurv
i Haanden. Han kunde ikke lade være med at smile, da
han saae, hvor ulykkelig, ja næsten forbitret hun blev over, at
han skulde møde hende under saa beskæmmende Omstændigheder;
men denne Skamfuldhed gjorde hende kun endnu mere
indtagende i hans Øjne, og han bestemte sig til at løfte paa
Hatten. Hun lod, som hun ikke saae ham; og endnu samme
Dags Eftermiddag skaffede hun sig en glansfuld Oprejsning. Per
vendte just hjem fra en af sine smaa raske Spasereture paa
Langelinje, da hun kom ud af Farbroderens Dør i en fiks, lys
Foraarsjaket, med en stor Silkesløjfe under Hagen og slørombølget
Hat. Et Øjeblik blev hun staaende paa Dørflisen for at
knappe den sidste Knap i et Par skinnende nye, sorte Handsker ;
hvorpaa hun langsomt, med begge Hænder i Jaketlommerne, gik
ned imod Volden — uden at have saa meget som kastet et Strejfblik
til den Side, hvorfra Per kom. Men ogsaa dennegang maatte
Per smile. Han havde nemlig forinden skimtet hendes Ansigt
oppe i Mester Jacobæus' Gadespejl, og han gissede nu, at hun
havde set ham gaa ud, og at hun havde staaet deroppe i al sin
Puds for at vente paa hans Tilbagekomst.
Men Per havde nu faaet Blod paa Tanden, og han besluttede
sig til en dristigere Tilnærmelse. Han lod Trine skaffe ham
Underretning om Beliggenheden af den Systue, hvor hun undervistes,
og hvornaar hun plejede at gaa derfra,— og en Eftermiddag
ved Syvtiden overraskede han hende ved Nørrevold,
bedst som hun stod og saae ind ad et Butiksvindu.
Han hilste hende med stor Ærbødighed og udbad sig Tilladelse
til at forestille sig for hende, og til hans Forundring viste hun
sig ikke fornærmet over hans Paatrængenhed. Det saae ud, som
om hun med provinsiel Enfoldighed fandt det ganske naturligt,
at to Naboer, der mødtes i den store By, gav sig i Samtale og
gjorde hinanden Følgeskab. Helt oprigtig var denne Troskyldighed
imidlertid ikke. Hun røbede det selv, da de nærmede sig
Nyboder, idet hun pludselig standsede og erklærede, at han nu
ikke maatte følge hende længere. Og Per, som vidste, at Mester
Jacobæus var en nidkær Mand, der var sig Ansvaret for den 
13
unge Broderdatter fuldt bevidst, forlangte da heller ikke nogen
Forklaring men tog Afsked med Ønsket om et „snarligt Gensyn".

I den følgende Tid mødtes de nu hyppig paa samme Maade og
fulgtes et Stykke hjemad. Ved en stiltiende Overenskomst lagde
de dog af Forsigtighedshensyn Vejen om ad Kongens Have og
Rosenborg-Gartnerierne, hvor de var mindre udsat for at møde
Nybodersfolk; og desuden forlængede Per hver Gang Vejen med
et lille Stykke, uden at hun gjorde Indsigelse derimod.
Fransisca (saadan hed den unge Pige) var af Middelhøjde,
blond, slank, nærmest mager, men meget velbygget. Mest ejendommeligt
var hendes Fodskifte, der tydede paa noget rankt og
„sikkert" i Karakteren. Naar hun gik ned ad Gadens Fliserække
med Hænderne i sine Jaketlommer og det unge Bryst kækt
fremskudt, veg Folk uvilkaarlig tilside for hende, og Per morede
sig over at se de slugne Blikke, Herrerne sendte hende. Det røde
og hvide Ansigt havde gerne et mut Udtryk, Brynene var dystert
sammentrukne, — hvad dog slet ikke betød noget, det var bare
hendes Maade at hævde sig paa i de fremmede Omgivelser.
Hun vilde med denne udfordrende Mine lade de gode Københavnere
vide, at der ogsaa fandtes Folk i Kjerteminde.
Hendes tilsyneladende saa dristige Forhold til Per skyldtes
just den samme skjulte Frygt for at blive anset for et Guds Ord
fra Landet. Og Per mistydede ikke denne Frimodighed, dertil
var den for nær beslægtet med hans egen jyske Selvhævdelsestrang.

Overhovedet havde det, at de begge var fra Provinsen, i høj
Grad fremmet den gensidige Forstaaelse, — ja selve Pers Optagethed
af hendes Person kunde føres tilbage til Fortidsindtryk
hos ham, idet hun baade ved sin Skønheds Art, sine Manerer
og sit ukøbenhavnske Sprog vakte hans Erindring om Hjemstavnens
lysblonde, skjoldmøagtige Borgerdøtre, hvortil hans
første erotiske Fornemmelser havde knyttet sig.
Det faldt nu til al Ulykke ind med en Række ualmindelig
smukke Sommeraftener, lyse, store og farvestraalende — ret
som skabte til at vække Uro i to unge, ledige Hjerter. De havde
Lykke-Per 1 S 
efterhaanden forlænget deres Spasereture helt udenom Søerne,
og altid gik de hjem gennem det romantiske Anlæg bagved den
endnu staaende Rest af Byens østre Fæstningsvold, i hvis højtliggende
Alle af gamle, bredkronede Træer de tilsidst gik frem
og tilbage adskillige Gange, før de kunde overvinde sig til at
skilles.
Hvad de talte om paa disse lange Vandringer? Om Vejret
og om de Folk, de mødte; om fælles Nybodersbekendte og Dagens
Nyt, — aldrig om Kærlighed. Per gjorde end ikke nogensinde
Tilløb dertil. I Begyndelsen afholdt han sig derfra for
ikke at skræmme hende. Siden undgik han Emnet for sin egen
Skyld, — af Frygt for den Magt, hun mere og mere fik over
ham.
Han havde oprindelig nærmet sig hende uden nogen bestemt
Hensigt, havde rent vanemæssigt søgt Adspredelse ved at gækkes
med en ung Kvinde. Hans Arbejde havde saa fuldstændigt
opslugt al hans Interesse, og hans anspændte, blodoverfyldte
Hjerne havde tæret saaledes paa hans Legemskraft, at der blev
Brug ogsaa for det Forstærkningsfond, der i Ungdommen skaber
de erotiske Trængsler. Men just dette, at han imod Sædvane
intet begærede af Forholdet; og saa denne lyse Feststemning,
hvori Naturen Aften efter Aften klædte sig, dette straalende
Gyldenskær, der — netop som de mødtes — omskabte Byen og
dens Omgivelser til et Eventyrets Land; endelig denne store
Hemmelighedsfuldhed, hvori de for Fransiscas Skyld maatte mø­
des, den Uro og Ængstelse, hun ikke formaaede at skjule for
ham længer, naar de skiltes, — alt dette havde efterhaanden
givet deres Forhold en ham ukendt, ja uanet Fortryllelse, og en
skøn Dag gjorde han den Opdagelse, at han aldrig før rigtig
havde forstaaet, hvad Kærlighed var.
Og han havde Ret.
Virkelig elskede han nu for første Gang. Han, som i enkelte
Retninger var saa langt forud for sin Alder, havde i Følelsernes
Rige levet som et Barn eller en Vild. Nu gik han omkring med
en halvt benauet Følelse af, at der foregik en mystisk Fødsel i
hans Indre, at en hel ny Verden var i Færd med at aabenbare 
15
sig for ham. Han, som ellers overfor Kvinder havde søgi at
gøre Vejen fra Ord til Handling saa kort som mulig, blev i
Forholdet til denne unge Pige Nænsomheden selv, saa ridderlig
i sin Færd, saa angst for at saare, at det f. Eks. varede længe,
før han ved Afskeden fik Mod til at bede hende om et Kys.
Og da hun tilstod ham det og han saae Rødmen skylle hen
over hendes Ansigt, var han ikke langt fra at fortryde sin Dristighed.
Det var med en Følelse af at begaa Helligbrøde, at
han berørte hendes jomfruelige Mund og stjal Varmen af hendes
Læber.
Henpaa Eftersommeren rejste Fransisca hjem til sine For­
ældre paa et længere Besøg. Trods den Regelmæssighed, hvormed
de i den sidste Tid havde mødtes, og den Uforsigtighed,
de havde begaaet ved at henlægge deres stadig ømmere Afskedsscene
til Nyboders umiddelbare Nærhed, var der endnu ingen,
der kendte deres Forhold, — ingen uden Trine. Med den næsten
synske Fantasi, der stod til dette lille svaghovedede Pigebarns
Raadighed, saasnart det galdt Per, havde hun længe vidst Besked
om alt; og forresten havde Per engang set sig nødsaget til
at gøre hende til sin Fortrolige for at faa et vigtigt Brev bragt
over i Nabogaarden, — hvilket vanskelige og slet ikke ufarlige
Hverv hun havde udført, som var det en guddommelig Sendelse.
Under det selvopfundne Paaskud at skulle hente en Klemme,
der var blæst over Plankeværket, skaffede hun sig Adgang til
Mester Jacobæus' velbefæstede Hus og overbragte ogsaa lykkelig
og vel sit hemmelige Budskab i de rette Hænder. Men bagefter,
da Per var gaaet, havde hun listet usædvanlig stille og
bleg omkring og havde saa hyppig maattet søge Tilflugt ovre i
Nødtørftshuset, at Madam Olufsen troede hende syg og tilsidst
kommanderede hende i Seng og lagde hende et kraftigt Sennepsplaster
paa Maven.
Efter Fransiscas Tilbagekomst i Oktober naaede hendes og
Pers Følelser for hinanden snart en saadan Inderlighedsgrad, at
der nødvendig maatte handles. Per var fuld af Uro. Den Tanke
at lade sine Følelser munde ud i Forsøget paa en Forførelse
viste han afgørende fra sig. Paa den anden Side kunde han
8* 
11
rigtignok heller ikke tænke sig at ophøje deres Forstaaelse til
en regelret, officiel Forlovelse; men det var uden Tvivl alene
en saadan Udgang af Sagen, Fransisca havde i Tankerne og
utaalmodig gik og ventede paa. Hun havde et Par Gange —
ganske uopfordret — sat ham ind i sine Familieforhold, havde
endog ved en enkelt Lejlighed ladet en lille Bemærkning falde
om sin Faders ganske gode Formuesomstændigheder. Men at
gifte sig med en Sadelmagerdatter fra Kjerteminde — det stod
for ham som ganske uforeneligt med det Livsmaal, han havde
sat sig. Hvergang Fristelsen kom over ham, saae han Neergaard
for sig og mindedes de Ord om Svinedrengeprinsen, der engang
før havde lyst for ham i Flammeskrift som et spottende
Mene-Tekel.
Da hændte der noget, som hidførte en uformodet og hovedkulds
Afgørelse.
Allerede i nogen Tid havde Mester Jacobæus haft Mistro til
Paalideligheden af de Fortællinger, hvormed hans Broderdatter
forklarede Grunden til sin stadig senere Hjemkomst fra Systuen,
og en Dag foresatte han sig at anstille en Efterforskning. Denne
førte til et Forhør, hvorunder han tilsidst aftvang Pigen en
fuldstændig Tilstaaelse.
Dagen efter indfandt Mester Jacobæus sig hos Per og spurgte
ham kort, endog uden først at sige, hvem han var, om det var
hans Hensigt at gifte sig med hans Broderdatter. Per prøvede
i Begyndelsen at snakke sig fra Sagen, bad ham tage Plads og
lod halvt uforstaaende. Men med et Hovedkast bad den vrede
Mand sig fritaget for Talemaader og fordrede klar Besked. Et
Ja eller et Nej vilde han have — intet andet.
Per tøvede endnu med Svaret. Han tænkte paa, at dersom
han nu sagde nej, vilde han rimeligvis aldrig se Fransisca mere
— og hans Hjerte blev tungt derved. Han saae hende foi sig,
saadan som hun nu rimeligvis gik derinde i Huset ved Siden
af og i Angst og Spænding ventede paa Udfaldet. Og virkelig
foer i dette Øjeblik den Tanke ham som en Lysning gennem
Sjælen at lade alle tvivlsomme Storheds-Drømme fare, at holde
fast paa denne ene, sikre lille Lykke-Spurv, han holdt i sin 
1?
Haand, og glemme Guldfuglene højt paa Tage og Tinder. Men
atter dukkede Neergaards nøgne Hoved op for ham. Og han
rettede sig i Vejret og svarede aabent Nej.
Og nu forefaldt der en Scene, som han ikke siden kunde
tænke paa uden at bide sig i Læben af Skam. Med begge Hænder
i Bukselommerne traadte Mester Jacobæus ham i to tunge
Skridt saa nær ind paa Livet, at han kunde føle Haar af hans
graa Fuldskæg kildre ham i Ansigtet. Og den fremmede Mand
kaldte ham en Flab, en Lømmel og en Gadedreng og lod ham
vide, at dersom han endnu en eneste Gang nærmede sig hans
Broderdatter, skulde han blive gennempryglet og lempet ud af
Nyboder som en skabet Hund.
Per var bleven kridhvid af Raseri; men han rørte sig ikke,
svarede heller ikke. Dog var det ikke Mandens Trusler, der
gjorde ham tavs. Han havde før været ude for et Par knyttede
Næver, og hans første Tanke, da han saae Manden nærme sig,
havde da ogsaa været at gribe ham i Kværken og sætte ham
op imod Væggen og holde ham fast der, indtil han havde faaet
Galskaben sprællet af sig. Men da han stirrede ned i dette blege,
fortrukne Ansigt med den dirrende Mund, der endnu tydeligere
end hans fremstammede Tale viste, hvor nær den hele Sag var
gaaet ham, hvor alvorligt den havde græmmet og ydmyget ham,
rørte der sig i Dybet af hans Sind en Følelse af Skyld, der
holdt hans Haand nede og hans Mund lukket.
Bagefter, da Mester Jacobæus var gaaet, maatte han rigtignok
spørge sig selv, hvormed han egenlig havde forbrudt sig. Han
havde jo ikke villet Fransisca noget ondt. Dersom han fra Begyndelsen
havde anet, at der skulde udvikle sig Kærlighed imellem
dem, vilde han endda helt have holdt sig fra hende; men
forresten havde han jo ikke misbrugt hendes Tillidsfuldhed. De
Kys, de i Uskyldighed havde vekslet, kunde da for Pokker
ikke kaste nogen Skygge over hendes Fremtid. Men hvad Skade
var der saa sket?
Det var altsaa igen hans „Samvittighed", der havde overlistet
ham, dette ubestemmelige, spøgelseagtige noget, der pludselig
satte En et Troldespejl for Øjnene, hvori han saae sig selv 
W ' I
i hæslig forvrænget Skikkelse. Han, som havde troet sig fri for
alle Slags Pukler og Knyster paa Sjælen, stod atter her beskæmmet
som en Nar, — og Ærgrelsen herover var nær ved
at faa ham til at glemme baade Francisca og Adskillelsen fra
hende.
Nu viste det sig desuden, at Mester Jacobæus' Trusler havde
været ganske overflødige. Allerede Dagen efter rejste nemlig
Fransisca efter sit eget Ønske hjem til Fyen. To Dage senere
modtog Per med Posten nogle Smaating, han nu og da havde
foræret hende. Hun tilbagesendte dem uden at ledsage dem msd
et eneste Ord, endsige nogen Bebrejdelse; men hver enkelt Ting
i Pakken var omhyggelig indsvøbt i rosenrødt Silkepapir. Og
som Per nu stod med dem i Haanden, overgik der ham en ny
Ydmygelse. Hans Øjne begyndte at fugtes. Han kunde ikke afværge
det. Ja, havde han ikke skyndt sig at lukke det hele ned
i en Skuffe, kunde der let være overgaaet ham den endnu større
Skam, at han virkelig var kommen til at græde.
Men atter var Lykken ham huld. Ikke mange Dage efter skete
der noget, der ikke alene fik ham til at glemme den bratte Udstødelse
af Kærlighedens Paradis, men næsten tog sig ud som
selve Skæbnegudens opmuntrende Vink til ham en Belønning
for hans Standhaftighed. Havde han længe ligget og kæmpet i
Dødvande og biet paa en gunstig Vind for sin Eventyrsejlads gennem
Livet, saa rejste der sig nu en Storm af Begivenheder omkring
ham, der bar ham ud paa det aabne Hav.
Allerede for noget siden var han naaet saa vidt med Arbejdet
paa sit Projekt, at han havde ment igen at turde forelægge
en Avtoritet det til Bedømmelse. Han havde dennegang
henvendt sig til Formanden for Ingeniørforeningen, en pensioneret
Ingeniøroberst, hvem han oftere havde hørt omtale som en fordomsfri
Mand og en indsigtsfuld Tekniker, der sad inde med
betydelig Indflydelse, blandt andet var han Hovedredaktør af For-
19
eningens meget ansete Maanedsskrift. Per havde sendt ham sine
Oversigtsplaner tilligemed et Brev, undertegnet „P. Sidenius,
Ingeniør", hvori han havde givet en sammentrængt Fremstilling
af sine forskellige Ideer og frimodig udtalt Haabet om, at Obersten
vilde erkende de fremsatte Tankers Betydning og anbefale
dem til Offentliggørelse i Maanedsskriftet.
I et Par Uger havde han gaaet og ventet paa Svar, og han
havde tilsidst opgivet Haabet om overhovedet at faa noget. Men
nu var det, at der kom Brev fra Obersten, der skrev, at han
„med særdeles Interesse" havde gjort sig bekendt med hans Udkast
og bad om ved Lejlighed at se ind til ham i hans Kontortid
og medbringe de Detailplaner, han havde omtalt, for at de
kunde forhandle nærmere om Sagen.
Straks da Per havde fløjet Skrivelsen igennem, bankede han
med Bagen af sin Haand op paa Loftet, hvilket var Tegn til
Trine om at komme ned.
„Kald paa de Gamle!" kommanderede han.
Derpaa tog han en Flaske med en Rest svensk Punsj frem
fra Bunden af sit Klædeskab, opstillede tre Glas i Række paa
Bordet og fyldte dem.
„Hvad er der paa Færde?" spurgte Madam Olufsen og stak
sit papillotprydede Hoved ind, mens Højbaadsmanden hørtes at
stolpre besværligt ned ad Stigetrappen.
„Nyheder, Madam Olufsen! ... Kom og gratuler mig!"
„Min Gud, Hr. Sidenius, er De bleven forlovet?"
„Ikke dengang, sa'e Kællingen. Bedre op, Madam Olufsen!"
„Har De vundet i Lotteriet da?"
„Saamænd, det kan man gerne kalde det ... Ligemeget! Skaal,
gamle Venner! Og Tak for alt godt! Skaal, Højbaadsmand! ...
Og bliv nu ikke altfor forskrækket, dersom De skulde høre noget
om mig med det første!"
Allerede den næste Dag stod Per udenfor Oberstens Dør med
sine Tegneruller under Armen. En Pige lukkede op for ham,
og efter at have ventet lidt i en Slags Forstue, mens Pigen
bragte hans Kort ind, blev han ført ind i et stort, trefags
Arbejdsværelse med klart Lys fra en udenfor liggende Have. 
12
En lille, blussende, purhaaret Mand rejste sig fra Skrivebordet
og gik ham livlig imøde med en Næseklemmer i Haanden. Men
midt paa Gulvet standsede Manden, satte Lorgnetten paa Næ­
sen og saae et Par Gange op og ned ad Per med alle Tegn paa
at være bleven ubehageligt overrasket.
„Hvorledes?" spurgte han. „Er det... Hr. Ingeniør Sidenius?"
„Ja."
„Men — du gode Gud! — De er jo et purt ungt Menneske."
„Aa," sagde Per lidt stødt. „Jeg er da fyldt toogtyve."
„Ja-men ... ja-men ... saa er det hele jo en ."
Han vilde tydelig nok have sagt „en Misforstaaelse" men tog
sig i det og stod en Tid og vendte sig paa Hælen som et Menneske,
der ærgrer sig over at have begaaet en Dumhed og ikke
kan blive enig med sig selv om, hvordan han bedst skal dække
over den.
„Nu ja . .. sæt Dem ned," sagde han endelig, temmelig uvillig.
„Vi kan jo i alt Fald tale om Sagen." — Og efter med en
Haandbevægelse at have anvist Per Plads i en lille Rørsofa ved
Siden af Skrivebordet og anbragt sig selv i en bred Armstol foran
dette, fortsatte han i samme Tone: „Som jeg altsaa meddelte
Dem, har jeg — mellem en Bunke Urimeligheder for ikke at
sige Galskaber — fundet et og andet i Deres fremsendte Planer,
som — maaske — kunde fortjene nogen Paaagtning. Det
vil rigtignok sige, selve Deres Ide om et storartet, jysk Kanalanlæg
og hvad De har sat i Forbindelse dermed finder jeg —
mildest talt — altfor ungdommeligt. Den Ting lader jeg altsaa
rolig ligge. Hvad derimod Tanken om en Omregulering af de
østlige Fjordindløb angaar, saa hviler den jo i hvert Fald paa et
nogenlunde fornuftigt Grundlag ... ligesom Maaden, hvorpaa
De har tænkt Dem Sagen udført, jo virkelig røber delvis nye
Synspunkter og nye Iagttagelser."
Mens han talte, drejede han langsomt en Lineal rundt i sin
Haand og betragtede Per med et skarpt Blik over sin Lorgnet,
der sad i en næsten vandret Stilling helt ude paa den rødlige
Næse. Hans Tone var lidt efter lidt bleven noget mindre af­
21
visende. Pers sunde, skulderbrede Skikkelse tiltalte øjensynlig
den gamle Militær. Og pludselig standsede han midt i sin Tale
for i fornyet Overraskelse og med begge Hænderne plantet i
Siden at udbryde:
„Men — for al Landsens Ulykke! — hvordan er De, unge
Mand, kommen paa den forrykte Ide at lave hele dette taabelige
Projekt? Nogen praktisk Betydning kan det jo dog umulig have
for Dem. Og De ser mig, ærlig talt, mere ud til at have haft!
smukke Pigebørn og den Slags Ting i Hovedet end Logaritmer
og Jordareal-Beregninger."
Per fandt det rigtigst at smile af Bemærkningen, skønt den
ikke tiltalte ham. Og nu fortalte han ganske aabenhjertig, hvorledes
han i en Aarrække havde syslet med Opgaven, der paa en
Maade havde beskæftiget ham lige fra hans Drengetid. Og da
han først havde faaet Munden paa Gang, blev han hurtig veltalende
og udtrykte sig med ret ubehersket Selvfølelse om Sagens
Betydning. Idet han blandt andet støttede sig paa Henvisninger
til Udlandet, erklærede han det for sin Overbevisning,
at Avtoriteterne herhjemme, siden vi var begyndt at bygge Jernbaner,
i utilgivelig Grad havde forsømt Udviklingen af Landets
naturlige Samfærdselsveje, Vandløbene, der overalt henlaa næ­
sten ubenyttede og efterhaanden vilde gro ganske til, til største
Skade for Landets Trivsel og Befolkningens Vel.
Obersten, i hvis Ansigt der under hele denne Tale havde spillet
et Smil, brød' efter denne sidste Tirade uvilkaarlig ud i
Latter.
„Hør, De er — ved Gud! — et modigt Mandfolk! Tror jeg
ikke, Deres Projekt ovenikøbet skal være en Udfordring til os
gamle Parykker, der saa skammeligt har vanrøgtet Landets Interesser!
Og saa forlanger De tilmed at faa Lov til at kritisere
og forhaane os i vort eget Tidsskrift. Det maa jeg sige, det er
le comble! ... Er det Deres Detailplaner, De medbringer der?
Lad mig se dem!"
Per udrullede sine Tegninger, een efter een, og lagde dem
foran ham paa Skrivebordet. 
12
„Du godeste Gud!" udbrød Obersten forskrækket. „Det er jo
et helt Arkiv! Hvor har det dog kunnet falde Dem ind. Det er
jo det rene, skære Vanvid, kære! ... Og med alt dette ser jeg
endnu ikke det Udkast til Fjordreguleringerne, vi talte om. Det
interesserer mig unægtelig mest."
Per udrullede sin sidste Tegning, en mægtig Karton, der næ­
sten dækkede hele Bordet. Det var Resultatet af et halvt Aars
Jernflid, som forelaa paa dette Blad. Det var Omrids og Tværsnit
og Parallelværker, Indbygninger, Faskinbeklædninger, Støttemure
o. s. v., — alt omhyggeligt, næsten pertentligt udført lige
til Maalestokkene og de ligesom prentede Overskrifter.
Obersten satte sin Lorgnet fastere paa Næsen og tog en Passer
frem af sit Bestik.
„Som De maaske ved," — ytrede han efter en Tavshed,
hvormed han ufrivillig tilkendegav, hvor imponeret han var,
„som De maaske veed, tænkte man for en halv Snes Aar siden
virkelig paa en Uddybning af netop dette Fjordindløb og en
Ombygning af Havnen. Jeg blev dengang selv raadspurgt i den
Anledning ... og muligvis var det tildels paa Grund af de Erindringer,
der vaktes hos mig gennem Deres Projekt, at det .. .
at jeg .. Naa, tag nu en Stol og flyt Dem herhen ... og fortæl
mig saa, hvordan De har tænkt Dem det."
I mere end en Time sad de to Mænd ved Siden af hinanden,
fordybede sig i Udmaalinger og Beregninger. Gang efter Gang
kastede Obersten Passeren fra sig og erklærede det hele for
Galmandsværk; men et Øjeblik efter kunde han saa igen udtale
sig med varm Anerkendelse om et eller andet lykkeligt Fund,
en klog Terrænbenyttelse, en vel afpasset Funderingsmetode eller
lignende. Per var hele Tiden fuldkommen rolig, viste sig i
Modsætning til den Ældre som Koldblodigheden selv. Med klog
Beregning gav han efter paa alle mindre væsenlige Punkter for
med des større Virkning at fastholde sin Mening der, hvor Hovedangrebene
paa hans Arbejde blev ført. Den lange Forhandling
udviklede sig efterhaanden til en Slags Holmgang mellem
den unge og den gamle Ingeniør, hvorunder den sidste mer end
een Gang blev bragt ti! Tavshed, undertiden endog til Indrøm­
23
melser. Ja, saa ivrig blev tilsidst den gamle Oberst, at ogsaa
det før saa haanligt affejede Kånalprojekt med dets Sluseværker
og store Vestkysthavn blev taget frem til nøjere Undersøgelse.
Ganske rød af Anstrengelse skød han pludselig alle Papirerne
fra sig og sagde:
„Lad mig beholde alle disse Ting en otte Dages Tid. Vi maa
jo se at faa noget bragt ud af det, ... at skille Klinten fra
Hveden, den forskrækkelige Masse Klinte! Før der kan være
Tale om at faa det frem i Maanedsskriftet, maa det hele jo sammentrænges
... jeg skal forsøge, hvad jeg kan udrette. Nu, da
jeg bedre forstaar Deres Tanker, indrømmer jeg, at Planen bør
ses i Sammenhæng, maa fremstilles i sin Helhed for at komme
til sin Ret. Som et rent Tankeeksperiment betragtet er den jo
i hvert Fald ganske morsom og vil sikkert interessere i TeknikerKrese.
De har Ideer, unge Mand! ... Hvor gammel var det, De
sagde, De var?"
„Toogtyve."
„En lykkelig Alder! ... Altsaa, kom til mig om en Ugestid."
Obersten trykkede hjertelig og kollegialt Pers Haand til Afsked.

„Det er dog Pokker til Øjne, De har!" sagde han pludselig,
idet han blev ved at holde om hans Haand. „Hvor har De faaet
dem fra? De ser paa Folk ligesom en sulten Ulv. Naa — god
Jagt!" endte han leende og slog endnu engang sin Haand i hans.
Da Per traadte ud paa Gaden, syntes Verden ham forvandlet.
Luften var saa mild, Himlen var bleven højere og Menneskene
saa underlig smaa.
Nu bare rolig! tænkte han og tvang sig til at se ganske nøgternt
paa Sagen. Herregud — det hele var jo kun kommet, som
han havde vidst, at det maatte komme engang. Naar Tidsskriftheftet
forelaa, vilde han ikke engang sende det til nogen, heller
ikke til Forældrene eller andre af Familjen, — det kom dem
saamænd nok ihænde alligevel. Og det havde jo altsammen foreløbig
ingenting at betyde. Dette var bare det allerførste, lillebitte
Skridt ad Navnkundighedens Bane. Nu galdt det om at
samle sig til det næste og større. Hvad der forestod, var den 
12
langt vanskeligere Opgave at føre Ideerne ud i Livet, at skabe
Stemning for dem, at vinde dem Tilhængere baade blandt de
Styrende og ude i Befolkningen.
I de følgende Dage drev han igen en Del omkring paa Billardstuerne
for at faa Tiden til at gaa og døve sin Utaalmodighed,
indtil han paany kunde vise sig hos Obersten. Saaledes kom
han en Aften ind i en Kafe ved Kongens Nytorv- og stødte her
paa Fritjof, hvem han ikke havde set siden hin Samtale efter
Orgiet i „Gryden", da den lodne Kæmpe i Drukkenskab havde
aabenbaret sig som en spag og skælvende Konfirmand. Nu tronede
han atter her i al sin Kunstnermajestæt som det talende
Midtpunkt i en Kres af unge, tavse Skønhedsdyrkere, der alle
ligesom han var klædt i Selskabsdragt og sad og drak Sodavand
og Kognak efter en Grosserermiddag. Han havde skubbet sin
store, graa Rubenshat bag ad Nakken og hvilede Hænderne paa
Knappen af en frygtindgydende Bambusstok, der var plantet mellem
hans fremstrakte Ben.
„Guds Død! Er det ikke Salomons unge Aladdin!" udbrød han
ganske højt, da Per kom ind, og hilste ham med en naadig
Haandbevægelse. „Hvor har Lampens Aand haft Dem henne i
saa lang Tid? — Sid hos!"
Men Per følte ingen Lyst til at blive optaget i det Selskab
og tog Plads for sig selv ved et Bord ved Siden af. Paa Fritjofs
fornyede Spørgsmaal om, hvorfor han havde været usynlig saa
længe, svarede han kort, at han havde været optaget af Arbejde.
Fra Fritjofs store Legeme udrullede en olympisk Latter.
„Ja, det er sandt! De hører jo ogsaa til disse moderne NytteMennesker,
som Nathan er begyndt at gøre Skrabud for. Jeg takker!
— gaa har De maaske været beskæftiget med at tappe
Vandet af en eller anden af vore uskyldige Smaasøer — hva'?
Eller De har maaske fundet paa at hugge Møens Klint op i
Skærver og lave Mørtel af den? Eller paa hvilken anden Maade
har De gjort Dem fortjent af Fremskridtet og bidraget til vort
Fædrelands Forskønnelse og Forbedring?"
Per saae ud over Kredsen af de unge Kunstnere, der sad i
højtidelig Dvaskhed og hang over Stoleryggene, som rugede de 
25
over indre Aabenbaringer. Og han henkastede, idet han tændte
sig en Cigar:
„Det er dog vist ganske godt, at vi ikke allesammen fødes
med Geni til at skabe Paradiser — paa et Stykke Lærred."
„Nej, naturligvis! Leve Industrien! Op med de stinkende Fabriksskorstene,
og Vorherre forbedre vort Kloaksystem! Sig mig,
unge Mand, har De nogensinde rigtig set, hvordan den ser ud,
en saadan nymodens Lyksalighed, fabrikeret paa Maskine? Tjen
mig i en Dag at ulejlige Dem ind i en af vore Smaagader og
se paa den kælderblege Yngel, der vrimler der som Midder i
en raadden Ost. Eller spankuler ind i de fine Røverkvarterer, gaa
op til Millionær-Jøderne med deres fede Fruentimmer ... Raaddenskab
over det hele, min Ven! Aa, Gud hjælpe os! Og det
skal kaldes for Fremskridt! Det skal være Videnskabens Velsignelser!
Gud hjælpe os, si'er jeg! — Nej, saa priser jeg dog
hellere et troskyldigt Fæ af en Bondemand, der synger velfornøjet
bag Ploven og lader sin „Vorherre" om Verdensforbedringen.
Han er alligevel mere Menneske end alle det moderne
Fremskridts Jøde-Trompetere tilsammen. — Hvad mener I?"
henvendte han sig til sine tavse Bordfæller, der svarede med en
bifaldende Mumlen.
Paa Grund af Fritjofs lidt omtaagede Tilstand forundrede Per
sig slet ikke over Udtalelsen, der mindede om hans Ord hin Nat
i „Gryden". Derimod forstod han ikke disse idelige, haanske
Hentydninger til Dr. Nathan, af hvem Fritjof før havde været
en saa højrøstet Beundrer. Men han fandt det ikke Umagen værd
at fortsætte Samtalen og gav sig med et Skuldertræk til at læse
i en Avis.
I det samme blev Døren ud til Gaden revet op. Damer i Teatertørklæder
og Herrer med Overfrakkerne hængende løst over
Skuldrene stormede ustandselig ind og optog i Løbet af faa Minutter
hver Siddeplads i den før næsten tomme Kafe. Der havde
fundet en Førsteopførelse Sted paa den kongelige Scene denne
Aften, og alle disse Mennesker førte med sig ligesom Luftningen
af en bevæget Femteakts Sindsophidselse og Spænding. Det summede
om Ørene med Forfatterens og Skuespillernes Navne; Rol­
12
lerne drøftedes, og Stykkets Mening vakte mange Steder en lidenskabelig
Diskussion. Men ogsaa Fritjof og de andre Kunstnere,
af hvilke flere trods deres Ungdom allerede havde et
almenkendt Navn, vakte efterhaanden megen Opmærksomhed
mellem Gæsterne. Rundt om ved Bordene stak man Hovederne
sammen, pegede og hviskede. Henne for sig selv i en Krog sad
en ung, bleg Mand, der ligeledes samlede mange Øjne om sin
mefistofeliske Skikkelse. Det var Digteren Povl Berger, en af
den store Enevoldsens mange Elever og almindelig betragtet
som literær Arvtager efter denne Sprogets Forfiner, der nylig
var død under Udarbejdelsen af en Eftersætning. Per hørte nogle
Damer ved Nabobordet tale interesseret om ham og hans Digte.
Selv huskede han ham nu ogsaa fra Fritjofs store Bakkanal i
„Gryden". Det var ham, der var sprunget op paa en Stol for at
udbringe Dr. Nathans Skaal og tilsidst i fjollet Vildskab havde
knust Glasset mellem sine Fingre.
Og med eet faldt der en dyb Mistrøstighed over Per, mens
han saae ud over denne Staahej. Han kunde ikke lade være
med at tænke paa, at hvor meget det saa end lykkedes ham at
udmærke sig paa sit Omraade, vilde han dog aldrig kunne gøre
sig Haab om at opnaa en Berømmelse som saadan en Smule
Versemager, hvis Navn øjeblikkelig kom paa alles Læber. Naar
hans Ideer nu blev offenliggjorte, vilde hans Navn næppe trænge
udenfor Teknikernes snevre Kres. Mens Aviserne ofrede Spalter
paa at anmelde den første den bedste Kærlighedsnovelle,
vilde de rimeligvis bare omtale hans Værk i en lille Petit-Notits.
Ja, dersom han havde skrevet et Digt om Havet eller malet
et Vandløb i Stedet for at udkaste Kanalprojekter
Idet han rejste sig for at gaa, kunde han ikke lade være med
at vende sig mod Fritjof og sige:
„Jeg synes forresten ikke, de Herrer Skønaander har noget at
beklage sig over hertillands. De ser selv, hvilken Ravage en
stakkels Teaterpjes kan afstedkomme. I otte Dage vil hele Byen
snakke om denne store Begivenhed."
„Naa ja! Hvad Djævlen vil De i Grunden ha'e, Folk ellers
skal interessere sig for i dette Land?" 
27
Per følte sig slaaet af Ordet. Han saae et Øjeblik tavs paa
ham.
„De kan have Ret," sagde han. Og idet han derpaa saae ud
over Kunstnerkresen med et hvast Blik, der ligesom tilslyngede
den en Udfordring, føjede han til: „Men vent — det skal snart
blive anderledes!"
„Igen en gal Mand!" sagde Fritjof, da han var gaaet, og drak
ud af sit Glas. Og avtomatisk greb hans Bordfæller ogsaa deres
og mumlede bifaldende.
* *
*
Per styrede ikke sin Utaalmodighed længer end akkurat de
otte Dage, Obersten havde forlangt til Betænkningstid. Men da
han den niende Dag atter stod i dennes Arbejdsværelse, fandt
han en helt anden Mand end den interesserede Kollega, med
hvem han Ugen før havde taget en saa opmuntrende Afsked. Obersten
hverken gav ham Haanden eller bød ham tage Plads. Med
en bulderbasagtig Bryskhed, som dog aabenbart dækkede over
nogen Forlegenhed gav han ham straks alle hans Tegninger
tilbage, idet han sagde, at han ved nærmere Undersøgelse alligevel
ikke fandt disse Forsøg egnet til Optagelse i Tidsskriftet.
„Det hele er for umodent. Men De er ogsaa altfor ung til saaledes
at gaa paa egen Haand ... Og De har jo ikke engang
taget Deres Eksamen ... er ikke Kandidat, efter hvad jeg hører."
Naa saadan! — tænkte Per. Han har været forsigtig og anstillet
Undersøgelser .. . rimeligvis forhørt sig hos selve Professor
Sandrup. Ja, vent!
Obersten havde imidlertid stillet sig hen foran Porcellænsovnen
i den anden Ende af Stuen og mønstrede herfra med
Mistænksomhed hans Person og Paaklædning lige ned til Støvlerne,
— ja kastede endog et undersøgende Blik hen paa hans
Hat, som Per ved sin Indtræden havde lagt fra sig paa en Stol
ved Døren. .
„Deres Navn er Sidenius," sagde han efter nogen Tavshed
„Er De maaske af den bekendte Præsteslægt af dette Navn?" 
12
Som altid, naar Per fik dette Spørgsmaal, lod han, som om
han overhørte det. Og nu begyndte han i ret udfordrende Tone
at ironisere over Oberstens saa pludselig ændrede Dom over
hans Arbejdes Værd. Men Obersten afbrød ham hastig og noget
nervøst med at sige, at en fortsat Diskussion var ganske
unødvendig og fuldstændig ørkesløs. Hans Anskuelser om denne
Sag, sagde han, lod sig ikke rokke.
Det var let at se, at han ønskede at blive Per kvit hurtigst
muligt. Det saae næsten ud, som om han ikke vilde lade ham
komme til Orde — af Frygt for igen at paavirkes til Gunst for
ham.
„Jeg beklager," sagde han tilsidst i en mere velvillig Tone
og traadte igen nogle Skridt frem, „jeg beklager, i Fald jeg med
mine Ord forleden skulde have vakt falske Forhaabninger hos
Dem; men jeg tvivler iøvrig ikke om, at jeg ved mit Afslag
handler i Deres egen velforstaaede Interesse. Jeg frakender Dem
ikke Evner; men foreløbig trænger De først og fremmest til
en klarere Erkendelse af, hvad De mangler. Naar man er toogtyve
Aar, skal man overhovedet ikke have anden Ærgerrighed
end den, der gaar ud paa at lære. I hvert Fald har vort
Tidsskrift ikke til Opgave at tage sig af unge Menneskers umodne
Forsøg."
Efter disse Ord vendte han sig bort med en Haandbevægelse,
der skulde tilkendegive, at Avdiensen var sluttet.
Men Per blev staaende.
„Hvor affældig mener Obersten, jeg skal være for at kunne
gøre mig Haab om at faa mit Arbejde anerkendt?
Krebserød i Ansigtet vendte den gamle Militær sig med en
Hastighed, saa Gulvtæppet slog Folder omkring hans Fødder.
„Er De gal!" brød han ud — men ved Synet af Pers dirrende,
dødblege Kinder betvang han sig. Han saae, at det trak op til
Haandgribeligheder, og af Frygt for at faa Skandale nøjedes
han med paany at lade ham vide, at han fandt det ørkesløst
at fortsætte Samtalen.
„Jeg har dog endnu et Ord at sige Dem, Hr. Oberst, sagde
Per. „De vil komme til at fortryde, at De har vist mig Døren." 
29
„Jeg tror, De vover at true mig!"
„Kald det, hvad De vil. Men næste Gang, vi mødes, er det
Dem, der søger mig! ... De har taget fejl af mig, Hr. Oberst
... og jeg af Dem. Havde jeg kendt Dem bedre, skulde jeg
saavist ikke have ulejliget Dem. Paa Gensyn!"
Den gamle Militær havde under denne Tiltale staaet og kogt
af Raseri. Men han svarede ikke. Der stod en Strid i hans Indre,
Da Døren lukkede sig efter Per, gik der et Ryk igennem ham,
som vilde han kalde ham tilbage. Men med et „Aa, den Dreng—"
vendte han sig om og gik tilbage til Skrivebordet, hvor han i
sin Forbitrelse gav sig til at rode frygtelig om i nogle Papirer.
Lidt efter kom hans Frue ganske forskrækket ind fra Dagligstuen
ved Siden af og sagde :
„Hvad var dog det for et Menneske, der var inde hos dig?
Du gode Gud! Han slog Entredøren i efter sig, saa der faldt et
stort Stykke af Loftsgesimsen."
„Ja saa! ... Ja, han vil vist komme til at gøre Ulykker paa
mere end Loftsgesimser, den Fyr!"
„Men hvad var det da for En?"
„Ja, sig mig det, du! En Forrykt, antager jeg. Eller en Charlatan!
... Maaske et Geni! ... Tiden vil vise det."
i 9 
SJETTE KAPITEL
En Søndag Formiddag i Begyndelsen af April, en Foraarsdag
med stille Vejf og høj Himmel, sad Per udenfor Restaurationen
paa Langelinje og saae ud paa den uophørlig forbidragende Strøm
af Spaserende, der efter Kirkegang og Frokost var kommen ud
for at sole sig lidt og forfriske Lungerne med Saltvandsluft.
Hans Ydre havde forvandlet sig i Løbet af de sidste Maaneder.
Han var bleven mager (hvad dog ikke misklædte ham), og det
Hageskæg, han havde lagt sig til i den bestemte Hensigt at gøre
sig ældre af Udseende, gav hans Ansigt mere Karakter. Ikke
heller Udtrykket var længer det gamle sorgløse og lidt forsorne.
Som han sad der med Haanden under Hovedet og stirrede ud
over de søndagspyntede Spaserende, var det ikke svært at se
paa Blikket og de sammentrukne Bryn, at han var en ung Mand,
hvem Livet havde beredt den første, alvorlige Skuffelse.
Det var nu virkelig gaaet ham saare ilde. Han, som hidtil
under Tilrettelæggelsen og Opbygningen af sin Fremtid havde
besiddet den stærke Selvtillids Taalmodighed og været saa omskuende,
saa behersket, til Tider saa klogt beregnende, havde
efter Sammenstødet med Oberst Bjerregrav aldeles tabt Besindelsen.
I Haab om at kunne faa Hævn over Obersten og Professor
Sandrup, eller hvem det nu var, der havde staaet hans
Fremgang imod, havde han ikke alene søgt en Række andre af
Standens Førstemænd der i Byen og vist dem sit Arbejde; han
var ogsaa gaaet rundt til Dagbladenes Redaktioner for at faa in
rykket Artikler om sine Ideer, ja han havde tilsidst gjort et des
perat Forsøg paa at faa Avdiens hos selve Indenrigsministeren
for at forestille ham, hvor paatrængende nødvendigt det var at 
31
skride til en fuldstændig Omordning af vort hele Vandbygningsvæsen.
Og allevegne havde han kun mødt Smil og Skuldertræk,
naar man ikke ligefrem havde vist ham Døren.
En Ulykke for ham var det nu under al denne Modgang, at
han stod saa ensom, uden Tilknytning til noget Menneske, med
hvem han kunde tale fortrolig om sine Skuffelser, og som kunde
skaffe hans Harme Luft. Nu slog Forbitrelsen ind, gjorde ham
menneskesky og avlede i Mørket sygelige Forestillinger om at være
Genstand for en bevidst, planlagt Forfølgelse. Sine forhenværende
polytekniske Medstuderende undgik han over alt. Han indbildte
sig, at de allesammen ansaae ham for forrykt (hvad forresten
adskillige af dem virkelig gjorde). I „Gryden" havde han ikke
sat sine Ben i over et Aar, skønt han vidste, at Lisbeth forlængst
havde trøstet sig med en anden. Han var kommen til at nære
formelig Afsky for Kunstnere, disse Nationens Kæledægger, som
drev det samme hysteriske Afguderi med Naturen som Præsterne
med det Hinsides og som derfor ogsaa betragtedes som benaadede
Væsner, „Aandens" Budbringere mellem Himmel og Jord. Naar
det kom til Stykket, var disse Lærredstilbedere og Stemningsprædikanter
i al deres Latterlighed slet ikke saa uskyldige eller
ufarlige, som han havde troet. Ogsaa de havde været med til at
undergrave Troen paa Mennesket som Jordens Herre og enevældige
Behersker.
I det hele genvaktes hos ham i disse Modgangens Dage den
dystre, stridbare Ensomhedsfølelse, der havde forfulgt ham under
Opvæksten i Barndomshjemmet. Som han der havde følt sig
hjemløs mellem Forældre og Søskende, følte han sig nu som en
vildfarende Fremmed i det hele hjemlige Samfund. Han saae i
sine Landsmænd lutter selvgode Sidenius'er, der overkalkede deres
smaaborgerlige Klejnmodighed med Farisæerens hovmodige
Ringeagt for denne Verdens Glans og Herlighed; og han tænkte
ofte paa, hvad det maatte være for en Velsignelse for Katolikerne,
at deres Præster ikke giftede sig, at ikke al den aandelige Vanførhed,
der opklækkedes af Kirkens falske Ydmyghed, og som
i de protestantiske Lande gik i Arv fra Slægt til Slægt, forplantede
sig ud i Befolkningen opefter og nedefter og endevendte
9* 
LYKKE-PER
alle Begreber ligesom i Kong Pukkelrygs Land, hvor det Smaa
kaldtes stort og det Skæve lige.
Nu havde han tilmed haft andre Genvordigheder at kæmpe
mod, blandt andet Pengebekymringer. Skønt han i den sidste Tid
igen havde levet saa sparsommelig som nogen fattig Student, navde
opsøgt Borgergadekvarterets allerbilligste Kælderrestavrationer
og spist sammen med Droskekuske og Bybude, var Aiven
efter Neergaard næsten opbrugt. Han havde regnet ud, at hans
Penge i det højeste vilde kunne strække til endnu et Par Maaneder.&Og
hvad saa? Skulde han saa igen begynde at være Drengepisker?
Eller gaa Tiggergang til Fabrikanter og Haandværksmestre
for at faa Kopieringsarbejde?.. .
Desuden havde han Kærlighedssorger, forsaavidt som han dog
aldrig ganske kunde glemme Fransisca. Han kunde undertiden
sidde helt bevæget og betragte et Par opbevarede Smaaerindringer
om hende: en hentørret Blomst, hun engang havde fæstet i
hans Knaphul, et Gækkebrev, hun havde skrevet til ham med
Spejlskrift, et blaat Silkebaand, han en Aften havde røvet fra
hendes Hals. Ja, naar han i Mørkningstiden gik sine ensomme
Spasereture og saae de andre unge Mænd, der i bedste Forstaaelse
med alle himmelske og jordiske Avtoriteter nød Solnedgangen og
Foraarsluften med deres Kærester eller unge Koner under Armen,
kunde der komme Øjeblikke, da han overfaldtes af sin
gamle Svaghed og spurgte sig selv, om han ikke havde ofret
sin Lykke for et Blændværk, om han ikke lige saa godt først
som sidst kunde skrinlægge alle stolte Drømme og blive som
de andre, beskedent dygtiggøre sig til en eller anden haard Kontorstol
for engang i Tiden at gifte sig med Fransisca og blive
en velagtet Borger og en glad Familjefader i Kong Pukkelrygs
Land.
Og dette var endda ikke alt. Som om alle Magter havde sammensvoret
sig for at prøve hans Standhaftighed, var han for et
Par Dage siden bleven opskræmt af en uhyggelig Begivenhed
derhjemme i Hjertensfrydgade, idet Højbaadsmanden pludselig
var død. Den gamle Mand havde om Formiddagen foretaget sin
sædvanlige Runde over Amalienborg Plads, gennem Borgergade 
33
og ind til Antonistræde og befandt sig paa Hjemvejen, da han
paa Hjørnet af Goters- og Adelgade pludselig sank sammen og
blev liggende paa Stenbroen. Han havde akkurat haft Samling nok
til at fremstamme sit Navn og sin Bopæl, og gennem en tæt
Sværm Nysgerrige, der øjeblikkelig havde samlet sig, var han
bleven baaret ind i en lukket Droske og kørt til sit Hjem. Her
stod hans Kone netop og kiggede efter ham i Gadespejlet, da
Drosken standsede udenfor; og i det samme hun saae en Politibetjent
stikke sin Arm ud af Vognvinduet for at aabne Døren,
forstod hun, hvad der var sket, og foer ned ad Trappen. Per,
der havde opholdt sig paa sit Værelse og pludselig mærkede
Uro i Huset, var gaaet ud paa Gangen for at høre, hvad der var
paa Færde; og herfra havde han da set, hvorledes Madam Olufsen
ude foran Vogndøren resolut skubbede Betjenten til Side og et
Øjeblik efter kom ind i Huset med Højbaadsmandens slapt nedhængende
Legeme i sine Arme. Ganske alene uden at ville modtage
nogen Hjælp, havde den 73-aarige Kone baaret sin døende
Mand op ad den stejle Stigetrappe, mens Politibetjenten med
embedsmæssig Værdighed fulgte bagefter bærende Olufsens graa
Cylinderhat og brune Stok. Efter at der i Hast var skikket Bud
efter en Læge, og mens den af Ulykken ganske fortumlede Skibstømrerkone
i Stuen for egen Regning løb efter en Præst, havde
Per og Betjenten været Madam Olufsen behjælpelig med at
bringe Manden i Seng, hvor han saa faa Minutter efter udaandede
med Hovedet paa hendes Bryst.
Per havde siden den Dag ikke følt sig veltilpas derhjemme i
sine Stuer. Det var første Gang, Døden traadte ham saa nær.
Billedet af det stive, uskønne Lig, der laa deroppe lige over Hovedet
paa ham og gabede, havde holdt ham vaagen om Nætterne
; og om Dagen, naar han sad ved sit Bord med Hovedet
mellem Hænaerne og stirrede fortabt ned paa sine Tegninger —
disse fem-seks ulyksalige Blade, der havde magtstjaalet al hans
Tanke og Vilje da var det for ham, som om den Dødens
Stiihed, der rugede over Huset, den Gravkulde, der trængte ned
til ham gennem Loftet, spottede al hans Møje ved at minde ham
om, hvor ringe og fattig selv den sejrrigste Skæbne blev overfor 
13
Dødens Vælde, hvor sekundkort selv det længste Menneskeliv
var i Sammenligning med Intethedens Uendelighed.
Han havde slet ikke været hjemme hele det sidste Døgn. For
at dræbe Tankerne havde han drevet om paa Kafeer og Billardstuer
og havde tilbragt Natten i Selskab med en fremmed Kvinde,
en af Gadens barmhjertige Søstre, og sad nu her med et tømt
Glas — jaget gennem Byen af den ham fra Barndommen saa
forhadte Lyd af Kirkeklokkerne, der havde forfulgt ham den
hele Formiddag som en besværgende Mumlen. Aldrig følte han
sig saa fredløs, aldrig saa mistrøstig og modløs som paa en saadan
Helligdag, naar han gik mellem Gadernes lange Rækker af
tilskoddede Butiker og saae alle Parker og Spasereveje fulde af
søndagsglade Borgere. Her kom en fednakket Herre med Næsen
i Sky og Hænderne bag paa Ryggen,— en Jurist (skønnede
han), maaske en Aagerkarl, en Tyvekæltring, der i en eller anden
Kirke havde hentet sig Absolution for Ugens Synder og nu
luftede sit genfødte Menneske med en Havannacigar i Munden.
Og der kom en anden fednakket Herre, en Tvillingbroder til
den første, med en yppig, blond Dame under Armen og en henrivende
lille Pige ved Haanden. — en lykkelig Familjefader, der
havde fundet sit Kald her i Livet som Agent i Tinknapper eller
maaske grundet en velsignelsesrig Eksistens paa en Forretning
med Klosetpapir. Og der kom Studenter og Soldater, leende unge
Piger og surt smilende gamle Damer, alle udluftende hver sit lille,
hyggeligt indrettede Sneglehus, der for dem betød den hele Verden.
Beskedne Folk! Lykkelige Mennesker! Brave, rettroende
Sidenius'er.
Han foer sammen ved det hæse Stød i en Dampfløjte. En stor
Fragtdamper gled ud af Havnen under kraftige Stempelslag. Solen
spejlede sig. i dens sortmalede Skrog, og Røgen væltede ud
over Skorstensranden som Bunker af sort Uld. Kaptajnen stod
paa Kommandobroen med Haanden paa Signalskiven. Over Agterstavnen
saaes det engelske Handelsflag.
Der vaagnede ved dette Syn en heftig Længsel hos Per efter
at rejse... efter at komme bort og begynde sit Liv fra nyt i en
anden Jordbund, mellem andre Mennesker... at søge over til 
35
Amerika, til Avstralien eller endnu længere bort, til et andet
fjernt og ukendt Land uden Degnesjæle og uden Kirkeklokker.

Tanken var ham slet ikke fremmed, Fristelsen ikke ny. Og
hvad hindrede ham vel egenlig? Han kendte intet til den Hjemstavnens
Trolddomsmagt, som Neergaard hin Nat havde talt om
og selv var bleven et Offer for. Med det gamle Nyboderhjems
forestaaende Opløsning vilde han tilmed miste sin allersidste
Tilflugt herhjemme. Og v a r det ikke haabløst at vente sig nogen
Fremtid i dette lille vanrøgtede Land, der af Skæbnen syntes
bestemt til en snarlig Undergang? Han havde i disse Dage efter
Højbaadsmandens Død ofte maattet tænke paa, hvad den Gamle
havde fortalt ham om sit lange Livs Oplevelser, der strakte sig
lige fra Skærtorsdagsslaget derude paa Reden, til hvilket han
havde været Vidne fra sin Moders Arm, og ned gennem den
lange Række af Ydmygelser, den enestaaende Sønderlemmelse,
hvortil hin Paasketorden havde været Indledningen. Men hvorfor
blive ved at klamre sig til et dødsdømt Land, der i Løbet af et
Menneskes Liv var svundet ind til en Ruin, sygnet hen til et
blegt og slapt Rudiment paa Evropas kraftsvulmende Legeme?
Et nyt Liv! En anden Jord, en anden Himmel!... Der ligesom
groede nye Kræfter frem i ham, blot han tænkte derpaa. Mens
hans Øjne blev ved at følge den bortdragende Damper, vaagnede
alle Drengetidens Fribytterlyster igen i hans Blod. Han sagde
til sig selv, at derude — langt borte — ventede maaske den
store Sejrslykke ham. Derude skulde maaske Barndommens
gyldne Drømme opfyldes. Der kunde han maaske endnu virkelig
vinde Prinsessen og det halve Kongerige, — selv om Prinsessen
var sort, og Kongeriget en Palmeø i Sydhavet! '
Der faldt i dette Øjeblik en Skygge henover hans Bord. Foran
ham stod en lille, modeklædt Herre med opløftet Hat og et henrykt
Smil i Ansigtet, — Ivan Salomon.
„Syntes jeg ikke nok, det var Dem!... Hvor det var morsomt!
Det er saa længe, siden jeg har set Dem! Jeg tror virkelig,
De undgaar Deres gamle Venner. Hvorledes lever De
dog?" 
136 I..YKKE-PER
Per rejste sig halvt op og mumlede nogle Ord. Han var ikke
videre glad for dette Møde men bad dog den anden tage Plads.
Salomon satte sig paa den modsatte Side af Bordet og slog et
Par rappe Slag med Haandtaget af sin Stok paa dets Jernplade
for at hidkalde en Tjener.
„Er der ikke noget, jeg tør byde Dem?" spurgte han. „Jeg
ser, Deres Glas er tomt. En Absint?"
„Tak, jeg skal ingenting have."
„Et Glas 01 maaske? Eller et Glas Vin.. . Et Glas engelsk
Portvin f. Eks. Kan det ikke friste? Det er første Klasses Varer,
der serveres her."
„Mange Tak. Jeg skal ikke have noget," gentog Per meget
bestemt, idet han melankolsk tænkte, at han jo virkelig her alligevel
havde en Ven, endog en Beundrer. Og han mindedes et
Ord, han engang havde hørt eller læst, at Ingen var saa ene,
han havde jo sin Nar.
Salomon bestilte et Glas Isvand til sig selv og bød Cigaretter
af et Sølvetui.
„De har naturligvis siddet begravet i Arbejde, Hr. Sidenius!
I store Opfindelser! Det er derfor, De har søgt Ensomhed, ikke
sandt? Det har jeg netop tænkt mig. — Naa, skal Bomben snart
springe? Tør Verden snart vente sig en Overraskelse fra Deres
benaadede Haand?"
Per svarede kun med et Skuldertræk.
„Jeg vil betro Dem, at der ventes paa Dem. Ventes med Længsel.
Jeg siger altid til Folk, der klager over, at der ikke mere
sker noget af Betydning herhjemme, — vent, siger jeg, der er
i Færd med at gro en ny Slægt op i vort Fædreland. Fra den
vil Revolutionen komme."
Per vilde stadig ikke ind paa det Emne. Han følte sig ogsaa
altid ubehagelig berørt af Salomons Smiger, fordi den saa ublufærdig
afdækkede Tanker og Forhaabninger, han mangen Gang
knap rigtig havde Mod til at tilstaa for sig selv.
„Har De læst Nathans sidste Afhandling i „Lyset" ? De kender
den ikke? ... Aa, den skal De læse! Den er netop noget for 
37
Dem! Aldeles ypperlig, siger jeg Dem! Som han der afklæder
indtil Nøgenhed, hvad han kalder vore udmalkede Æstetikere
herhjemme, og raaber Initiativets og de dristige Handlingers
Mænd i Gevær, .. . vidunderligt!"
Per saae overrasket op.
„Dr. Nathan?" sagde han.
Han mindedes med eet hin sidste Kafe-Samtale, han havde
haft med Fritjof, og hvorledes denne idelig havde hentydet til
den jødiske Skribent paa en Maade, han ikke dengang havde
forstaaet eller havde brudt sig om at forstaa. Nu gjorde Salomons
Meddelelse ham alligevel nysgerrig. Han spurgte, hvad det i
Grunden var for noget, denne Universitetsdoktor havde skrevet,
og øjeblikkelig tilbød den anden at laane ham den nævnte
Afhandling.
„Gør Dem ingen Ulejlighed," sagde Per afværgende. „Jeg
faar den dog næppe læst." — Og efter at have lagt sig tilbage
i Stolen tilføjede han henkastende: „Jeg tænker nemlig saa smaat
paa at udvandre."
„Vil De rejse?"
Det lød næsten som et Angstskrig.
„Jeg tænker paa det."
„For bestandig?"
„Maaske."
Den lille Ivan slog Øjnene mod Jorden og sad en Tid tavs.
Han havde paa anden Haand hørt noget om Pers Projekt og
om Oberst Bjerregravs og Professor Sandrups afvisende Holdning
overfor det; men han havde ikke villet tro paa Muligheden
af, at man i vore Dage kunde udsættes for en saadan Miskendelse.

„Naa ja," sagde han. „Jeg forstaar det egentlig godt, at De
føler Trang til at komme bort. Der er — foreløbig — næppe
nogen gunstig Jordbund for Dem herhjemme. Jeg kommer til
at tænke paa et Udtryk, De engang brugte om vort berømmelige
polytekniske Læreværk. De kaldte det „en Udrugningsanstalt
for Kontorister". Jeg finder det Udtryk aldeles mageløst. 
13
Og det er upaatvivlelig fuldkommen rammende. Alt i vor Tid
indrettes jo paa at fremelske Middelmaadigheden. Der er ikke
længer Plads for Undtagelserne, ingen Forstaaelse af, ja ikke
engang nogen Trang til det særegne, det fremragende, det banebrydende.
Det er, som Nathan skriver, — vi har altfor længe
plejet en letfærdig Omgang med Fantasien og derved i betænkelig
Grad svækket Nationens Viljeskraft."
„Skriver han det?"
„Aa ja, — og meget mere. Men jeg vil nu alligevel sende
Dem den Afhandling. De maa læse den! — Tænker De at rejse
langt væk?"
„Jeg veed ikke. Jeg har ikke saadan nærmere ."
„Aa, men De vil komme tilbage. De vil snart komme tilbage!
Derom er jeg ganske overbevist! Fremtiden herhjemme
hører nu engang Dem til! ... Men maaske er det, alt vel betænkt,
slet ikke afvejen saadan at gøre sig usynlig en lille Tid.
Det vil vist endogsaa være ganske klogt. Et Ophold i Udlandet
giver altid Prestige. Kunde De blot opnaa en Ansættelse hos
et af de store engelske eller franske Ingeniørfirmaer. Blackbourn
& Gries f. Eks. ... Firmaet med de store Broarbejder.
Vi har undertiden haft lidt Forretning med det. Men maaske
har De allerede andre Planer?"
Per svarede undvigende.
Salomon sad og famlede med sit brogede Silkelommetørklæde.
Der havde hele Tiden brændt ham et Spørgsmaal paa Tungen;
men han fik ikke Mod til at udtale det. Det var et Spørgsmaal
om Rejseudgifterne. Han kendte Pers Forhold langt bedre, end
denne anede, vidste ogsaa om hans Pengevanskeligheder, og
del havde været hans store Sorg, at Pers Holdning overfor ham
hidtil havde gjort ham det umuligt at tilbyde sin venskabelige
Hjælp. Nu vaktes hans Haab om endelig at kunne faa Lejlighed
til at vise Per en af de Tjenester, han var saa ivrig efter at
yde Folk, paa hvis Talent og Fremtid han troede. Og denne Offervillighed
var aldeles ikke udelukkende en Forfængelighedssag
for ham. Med sine mange latterlige Egenskaber var den lille
Ivan inderst inde et uegennyttigt og barnligt medfølende Men­
39
neske, hvis Væsen var Hjælpsomhed, hvis Natur det var at tilbede,
og hvis eneste Passion var den at bidrage til, at hans
Afguder kunde tilfredsstille deres.
Pludselig rejste han sig med et Sæt, som om han blev vippet
tilvejrs af en Mekanisme i Stolesædet.
„Jeg beklager at maatte forlade Dem," sagde han. „Jeg har
lovet min Moder og min Søster at tage med dem ud og se til
vort Landsted, — og der ser jeg Vognen komme."
Nede paa den smalle, dybtliggende Kørevej, der adskilte Restavrationen
fra Spaserestien, og som var overbygget med en buet
Bro, saaes en stor Herskabs-Ekvipage nærme sig. Bag et Par
høje, brune Heste med sølvbeslaaet Seletøj tronede en Kusk
og en Tjener i blaat Liberi, og bag disse igen øjnedes to Silkeparasoller,
en hvid og en lilla.
„De har ikke Lyst til at hilse paa min Familje?" spurgte
Salomon. „Det vilde glæde baade min Moder og min Søster at
gøre Deres Bekendtskab."
Per kom med Udflugter. Han havde slet ingen Lyst til at
blive trukket frem til Præsentation her for alle Menneskers
Øjne. Men Salomon havde allerede givet Tegn til Kusken, og
et Øjeblik efter standsede Vognen nedenfor en Trappe, der fra
Restavrationen førte ned til Vejen.
Under Parasollerne sad to Damer, af hvilke den ene — den
yngste — straks tog Pers Blik fangen. Han havde forresten set
hende engang før men under Maske og uden at vide, hvem hun
var. Det var den Karnavalsnat for noget over et Aar siden, da
han ogsaa havde truffet Fru Engelhardt for første Gang. Han
huskede hende fra hin Nat dunkelt som en stærkt nedringet Snedronning
i en hvid Silkedragt, der straalede af Diamanter; og
han havde siden altid tænkt sig hende som en blegfed, opstadset
Jødedame, der udstillede sine Yndigheder og sine Juveler
ligesom en Kræmmer sine Varer. Og nu saae han for sig selv
en helt ung Pige, næppe meget over atten-nitten Aar, om hvis
jødiske Herkomst der ganske vist ikke kunde tvivles, men som
havde et friskt, regelmæssigt og rødkindet Ansigt, ombrust af
et stort, krøllet Haar. Hun var iøjnefaldende men slet ikke smag­
14
løst klædt i en lille, tætsluttende, ulvegraa Fløjlsvams og havde
paa Hovedet en lilla Har, hvorfra to store, brogede Silkesløjfer
udfoldede sig som et Par kæmpemæssige Sommerfuglevinger.
Lige under disse Vinger sad et Par dejlige, sortebrune Øjne,
fulde af Liv og Skælmeri. Og disse Øjne betragtede ham med
umiskendelig Interesse, en dristig Nysgerrighed, der var nær
ved at forvirre ham.
Moderen derimod havde besvaret Pers Hilsen med et lidt afmaalt
Nik.
„Naa saaledes ser De altsaa ud," sagde hun. „Min Søn har ofte
talt om Dem. De er Ingeniør, ikke sandt?"
Per svarede mekanisk, — han havde ikke sine Øjne fra den
unge Pige, hvis Blik heller ikke slap ham, omend det mere
og mere skjulte sig bag de lange, nedsænkede Øjenhaar.
løvrigt stod det hele Møde ikke længe paa. Ivan steg op i
Vognen, og efter at Fru Salomon havde sagt, at hendes Søns
Venner altid var velkomne i hans Hjem, udveksledes der atter
en ceremoniel Hilsen, Tjeneren steg op paa Bukken, og Vognen
rullede afsted.
Helt varm i Kinderne gik Per ind mod Byen.
Han kunde ikke glemme det forvovne Udtryk i disse straalende,
sortebrune Øjne ... Og pludselig saae han ganske tydelig
den unge Pige for sig, saadan som hun hin Karnevalsnat
var skreden ham forbi gennem Mængden — halvnøgen, med
en Guldkrone paa sit mørke Uldhaar og med det lange, bølgende
Slør tindrende af Diamanter.
Og det var, som hørte han selve Fristerens Røst hviske ham
ind i Øret:
„Den sorte Prinsesse ... og det halve Kongerige!"
n*
Sit Løfte tro sendte Salomon endnu samme Aften Dr. Nathans
omstridte Afhandling til Per, der i Mangel af anden Beskæftigelse
straks gav sig til at kigge i den. Han blev hurtig 
41
fængslet baade af dens Sprog og Tone, der var saa ganske anderledes,
end han havde ventet. Han mindedes de Bøger af noget
lignende Art — Martensens Etik f. Eks. —, af hvilke han
i sine Drengeaar havde maattet læse højt paa sine Frieftermiddage,
en Beskæftigelse, der ikke var bleven uden Indflydelse
paa hans Forhold til Literaturen udenfor hans eget Fag. Her
saae han nu klart og myndigt udtalt, hvad hans egen Erfaring
havde lært ham om Livet og Menneskene, og han frydede sig
i sit Hjerte ved at læse de vittige og skaanselsløse Angreb paa
alt det, han selv hadede derhjemme, først og fremmest paa hele
det smaavorne, selvgode Kleresi, Sidenius'erne, der ogsaa for
denne Mand stod som Landets Ulykke og Skam.
Særlig opfyldt var han af den store Afhandlings Slutning,
hvori Forfatteren som Svar paa de Angreb, hans Virksomhed
havde været Genstand for fra mange Hold, i digterisk Form gengav
det første Indtryk, han havde faaet af sit Hjemland ved
Tilbagekomsten fra et fleraarigt Studieophold i Udlandet. Han
fortalte om, hvorledes han efter en Iltogsfart forbi det genfødte
Tysklands larmende Storbyer, gennem det myretravle Hamborg,
og det nyskabte Kiel, en stille Morgen var kommen med Damperen
til Korsør og allerede ved Indsejlingen til den lille Byes
tavse og tomme Havn var bleven grebet af en Fornemmelse
af at glide ind i en anden Verden, i Drømmenes overjordiske
Rige. Og Indtrykket havde ikke fortaget sig, da han med den
frembrydende Dag kørte ind gennem Landet i et tungt rumlende
Tog, der efterhaanden rystede alle de andre Passagerer i Søvn,
og som hvert Kvarter standsede ved en lille Landstation, hvor et
Par Bønder med grundtvigianske Pilgrimshatte og store Tobakspiber
sad og ventede — ikke paa det Tog, der holdt, men paa
et, der skulde komme om en Time eller to. Det var, som om
han var kommen til et Land, hvor Tiden ikke havde Værdi for
Nogen, hvor alle i bogstavelig Forstand havde Evigheden for
sig. Og Indtrykket holdt sig endnu, da han naaede København
og gik rundt i de snevre Gader, hvor intet syntes at have forandret
sig i de mellemliggende Aar, hvor Brolægningen var lige
elendig, Butikerne lige provinsielle, Droskerne de samme Sneg­
14
lehusbefordringer som før, og hvor Teaterplakaterne forkyndte
Opførelsen af ganske de samme barnlige Ridderdramaer, som
dengang han rejste. Det var, som om Livet havde staaet stille
her, mens der ude i Evropa paa alle Omraader havde fundet en
mægtig Udvikling Sted, en aandelig Revolution, der havde omskabt
Samfundene og givet Menneskene højere og dristigere
Maal.
Tilsidst — fortalte han — var han kommen hen i Nærheden
af Studenterforeningen paa Gammelholm og tilfældigvis netop
paa den Tid af Dagen, da han i sine Kandidataar daglig havde
drukket sin Eftermiddagskaffe der sammen med nogle af sine
Universitetsvenner. Idet han tænkte sig Muligheden af endnu at
træffe en eller anden af disse gamle Bekendte, var han gaaet
derind. Og stor blev nu hans Overraskelse, da han saae næsten
hele Selskabet samlet derinde omkring det samme Bord, i det
samme Hjørne, med nøjagtig den samme Gruppering, som da
han for mange Aar siden sad imellem dem. De var vel alle
bleven ældede i den forløbne Tid, en enkelt allerede graahaaret,
nogle var bleven magre, de fleste fede, og saavel Ansigtsudtryk
som Bevægelser og navnlig Talens selvbehagelige Langsomhed
røbede en tidlig indtraadt Aandssløvhed. Men iøvrigt sad de der
ganske, som havde de i alle disse Aar ikke rørt sig af Pletten.
Ja, om det saa var deres Samtale, til hvilken han ugenkendt
som han var — nogen Tid havde siddet og lyttet ved et af Nabobordene,
bestod den af den samme ophøjede, teologisk-filosofiske
Væven, hvormed de ogsaa i gamle Dage havde krydret
Kaffen og Tobakken, og som røbede, at intet Bud om, hvad
man i den sidste Menneskealder havde tænkt, virket og digtet
rundt om i Evropa, var trængt ind over dette Lands Grænser.
Og i det samme forstod han, hvor han befandt sig. Han var
kommen til Torneroses Rige, hvor Tiden stod stille, og hvor
Fantasteriets blege Rosenflor og Spekulationens sejge, tornede
Stængler lumskelig skjulte det indre Forfald. Men i det samme
(saadan sluttede han) havde han ogsaa forstaaet sit Kald. Ligesom
hin „langvejsfra hjemvendende" Mand i Eventyret, der vristede
Hanegals-Hornet ud af den sovende Portvægters Haand 
43
for at vække Kæmperne af deres Stensøvn, havde han søgt at
kalde paa, hvad der endnu havde Liv herhjemme, først og fremmest
paa de unge, og blandt disse navnlig paa de stærke og
stridslystne, der havde Mod til at gennembryde og sønderhugge
det sejge Drømmespind, det lodne, forhærdede Puppehylster,
hvori Nationens Aand havde indkapslet sig.
... Det var især dette sidste Kampsignal, der under Læsningen
fik Blodet til at skyde op i Pers Kinder. Han følte det,
som var dette æggende, ildnende Tilraab henvendt direkte til
ham, ja ganske særlig til ham. Hans Haand faldt tungt mod
Bordpladen, og han sagde to Gange ganske højt, som til Bekræftelse:
„Ja! Ja!" Han mindedes, hvorledes Obersten hin
Dag spøgende havde kaldt hans Projekt en Udfordring til den
danske Teknikerstand. Nu vel! Det skulde blive det! ... For
det vidste han nu, at han var født til paa sit Omraade at blive
Morgenvækkeren og Banebryderen i dette dorske Samfund af
tykblodede Præste- og Degnesønner. Den lille Ivan havde haft
Ret. Der ventedes paa ham. Netop paa ham.
Han rejste sig. Uden Tanke for den gamle Højbaadsmands
Lig, som endnu laa deroppe i sin udhuggede Konditorpapirs
Dragt, gik han frem og tilbage paa Gulvet med stærke Skridt.
Og pludselig trykkede han den knyttede Haand mod sin Pande,
mens han taktfast gentog sit bekræftende: „Ja — ja — ja!"
Det var den unge Frøken Salomon, han nu tænkte paa. Han
saae hendes store, sortebrune Øjne med det nyfigne, dristige,
tilsidst (bag Øjenhaarenes Slør) næsten som lokkende Blik.
Aldrig før var den Tanke falden ham ind, at han jo kunde
fremme sine Planer ved et rigt Giftermaal. Dertil havde han
stolet for sikkert paa sin egen Krafts Tilstrækkelighed, — og
forresten var der ogsaa noget deri, som vilde have frastødt
ham. Nu foreholdt han sig selv, at det i Kampen for de store
Maal ikke nyttede at være for nøjeregnende med Midlerne. En
Jødedame? Ja, hvorfor ikke? Frøken Salomon var jo desuden
baade ung og smuk ja (saa vidt han havde kunnet se) overordenlig
velskabt. Det var paa Tide, han kom bort fra den barnagtige
Forestilling om Lykken som noget, der dumpede ned over 
14
Hovedet paa Folk ligesom en Lotterigevinst. Der gaves i hvert
Fald ingen anden paalidelig eller fuldt værdig Lykke end den,
man selv fravristede Skæbnen. Som et Vilddyr, et krumtandet
Bestie, en Eventyrets Gyldenbørste skulde Lykken jages, fanges
og bastes ... et Bytte for den snareste, den stærkeste, den
modigste!
Et Par Dage derefter fandt Højbaadsmandens højtidelige Begravelse
Sted. Hans Lig var Aftenen forud bleven ført til Kapellet;
og paa Begravelsesdagen samledes Husets gamle Venner
til en stille Frokost forinden Jordfæstelsen. Klokken tolv
holdt unge Didriksen nede paa Gaden med sin Droske, hvori
Madam Olufsen og gamle Bendtz kørte bort tilligemed Kransene,
mens de øvrige Deltagere tilfods begav sig ud til Holmens
Kirkegaard.
Det var en næsten sommerlig Foraarsdag. Ude omkring Gravene
var mange Smaabuske grønne, og over Ligstenene tumlede
Fuglene sig i deres kaadeste Elskovs-Tagfat. Den lille, tavse
Sørgeskare af gamle, affældige Skikkelser, der langsomt og vaklende
— støttende sig til Stokke og Paraplyer — bevægede sig
op ad Kirkegaardsgangen i deres falmede og forældede Højtidsdragter,
tog sig helt gengangeragtig ud i dette klare Solskin.
Kun Per, der gik bagest, syntes i Pagt med den levende og ynglende
Natur rundt om. Vistnok var ogsaa han paa sin Maade greben
af Højtideligheden; men Dødens Magt over ham var brudt.
Da han sammen med de andre slog Kres omkring Graven og
saae den solbeskinnede Kiste glide ned i det mørke, snevre
og kolde Jordhul, blandede der sig for hans Vedkommende en
næsten vellystig Fornemmelse i Uhyggen. Endnu tilhørte han
Livet og Solen! Endnu sang Blodet sin rigt forjættende Sang
i hans Øre. Endnu — endnu!
Efter Begravelsen gik han hjem for at klæde sig om. Han
vilde aflægge Salomons en Visit.
Men hjemme i Hjertensfrydgade ventede der ham en sælsom
Overraskelse. Der laa et Visitkort paa hans Bord, — et Kort
med adelig Krone og Navnet Baronesse v. Bernt-Adlersborg.
Først tænkte han, at det var kommet til ham af en Fejltagelse; 
45
men da saae han, at der bag paa Kortet var skrevet et Par
Linjer. I elskværdige, næsten ydmyge Udtryk udbad Baronessen
sig en Samtale med ham og angav en Tid, paa hvilken
hun den samme og den følgende Dag vilde kunne træffes paa
Hotel d'Angleterre.
Nu kom ogsaa Skibstømrerkonen ind og fortalte helt betagen
om en fornem Dame, der havde holdt udenfor i en Karet og
spurgt efter ham. Hun havde givet hende den „Seddel" —
sagde hun — og bedt hende lægge den ind paa hans Bord.
Per stirrede igen paa Kortet.
Baronesse v. Bernt-Adlersborg! Aldrig i Verden havde
han hørt det Navn!
„Det maa alligevel være en Fejltagelse. Spurgte hun virkelig
efter mig? .... Nævnede hun mit Navn?"
„Ih ja, det gjorde hun da rigtignok. Hr. Sidenius, sa' hun.
Og hun var grumme ked af ikke at træffe Herren hjemme."
Der foer Per en Række dristige Fantasibilleder gennem Hovedet.

„Hvordan saae hun ud?" spurgte han. „Var hun ung?"
„Ja saamænd. Hun kunde vel saadan omtrent være paa min
Alder," svarede Kællingen, der var henimod de halvtreds.
„Og det var en Dame ... en virkelig Dame?"
„Jøsses Kors! Hun havde et stort Skind inde i Vognen."
Per saae paa sit Ur. Ifald han skulde træffe den mystiske
Baronesse endnu den Dag, var der ingen Tid at spilde. Og han
var unægtelig noget utaalmodig efter at faa Gaaden løst. Han
opgav derfor Besøget hos Salomons, klædte sig i sin bedste
Stads og begav sig afsted.
Den langbartede Hotelportner gik ham straks noget overlegen
imøde; men da han hørte, hvem Per søgte, bøjede han sig
ærbødig, slog Trappedøren op for ham og ringede samtidig
Alarm paa en Klokke, der i et Nu hidkaldte en Tjener og en
Stuepige ovenfra. Med en Højtidelighed (saadan forekom det
Per), som om han kunde have været en Konge, der kom for
at gøre en Dronning sin Opvartning, ledsagede disse ham op
ad den brede, tæppebelagte Trappe og hen gennem en lang
Lykke-Per I 10 
Gang, for Enden af hvilken han overlodes til en svensktalende
Kammerjomfru, der modtog hans Kort og førte ham ind i et
Værelse, en lille Salon, som var udstyret med den sædvanlige
— for Per dog imponerende — Hotelelegance: nogle højrøde
Fløjlsmøbler og en Glasprismelysekrone under Loftet.
Per, der ellers ikke let lod sig forbløffe, var i dette Øjeblik
ikke fri for at føle sig noget beklemt. Der foer ham pludselig
den Tanke gennem Hovedet, at han havde ladet sig lokke i en
Narrefælde, og at det hele var en Komedie, arrangeret af en
eller anden af hans Fjender, der vilde have ham tilbedste.
Men der blev ikke levnet ham lang Tid til Eftertanke. En
høj Dame traadte i det samme ind fra Sideværelset.
Ung var hun ikke — smuk var hun endnu mindre. Ansigtet
var falmet, Næsen farvet af en mistænkelig Rødme. Og hendes
dybsorte Dragt gjorde endda et ret tarveligt Indtryk paa Per.
Alligevel var det ikke til at tage fejl af, at hun var en Dame
af den store Verden. Der var over hendes Skikkelse og Væsen
— ikke mindst i den Maade, hvorpaa hun gav ham Haanden
og takkede ham for hans Komme — saa meget af den fine og
blide Ynde og den Takt, som ikke lader sig erhverve men er
fornemme Slægters Særeje.
„Det har — haaber jeg — ikke undret Dem, Hr. Sidenius,
at jeg gerne vilde se Dem engang og tale lidt med Dem, begyndte
hun, da de var kommen til Sæde overfor hinanden i et
Par af de røde Lænestole. „De var jo min kære afdøde Broders
sidste Ven og Fortrolige. De var vel næsten ogsaa den, der tog
hans Farvel til denne Verden
Nu forstod Per Sammenhængen. Han huskede med eet, hvad
Sagføreren, der ordnede Boet efter Neergaard, havde fortalt ham,
at hans Velynder havde to Søstre, af hvilke den ene var rigt
gift med en svensk Godsejer.
Baronessen fortsatte:
„Jeg har længe været besjælet af Ønsket om at lære den
Mand at kende, til hvem min eneste Breder følte sig saa nøje
knyttet, ja i hvem han havde fundet ligesom et forynget Genbillede
af sig selv — saaledes som han jo skrev til os i sit efter­
47
ladte Brev i Anledning af sine testamentariske Bestemmelser.
Men min højtelskede Husbonds lange Sygeleje bandt mig til mit
fjerne Hjem. Det blev mig jo ikke engang forundt at komme
hertil og bivaane min kære Broders Jordfæstelse."
Baronessens besynderlige Udtryksmaade tilligemed nogle sære
Ansigtstrækninger forraadte en vidt fremskreden Nervøsitet. Efter
de sidste Ord faldt hun i heftig Graad og sad nogen Tid
med et Kniplingslommetørklæde for Øjnene.
Per følte sig ilde tilmode og sagde ingenting. Han kunde
stadig ikke overvinde et vist Ubehag ved at blive mindet om
sit Forhold til den ekscentriske Selvmorder.
„Ja, jeg har haft megen Sorg," vedblev Baronessen, da hun
var kommen lidt til sig selv. „De maa derfor give mig Lov
til at græde . .. Som De maaske veed, har Vorherre nu ogsaa
taget min ridderlige Husbond bort fra min Side og stillet mig
ganske ene."
Per fandt det rigtigst at tilkendegive sin Deltagelse ved en
Hovedbøjning.
„Jeg vil nu sige Dem, Hr. Sidenius, at jeg oftere har tænkt
paa at skrive til Dem, — ogsaa paa min Søsters Vegne — for
at De dog ikke skulde tro os ligegyldige for Deres Vel. Men
jeg kunde aldrig rigtig samle Mod dertil. Og De vilde vel ogsaa
helst have været fri for at korrespondere med en Dem
vildfremmed og maaske ganske ligegyldig Dame —."
Per tvang sig til at fremmumle en hastig Indvending.
„Ja, ja . .. Oprigtig talt, jeg havde vist heller ikke ulejliget
Dem med noget Besøg idag, dersom ikke ... ja, jeg kan ikke
lade være med at sige det ... da jeg idag kom ud paa Kirkegaarden
og saae de dejlige, ganske friske Blomster paa min
Broders Grav, kunde jeg jo nok forstaa, hvem det var, der paa
en saa smuk Maade havde mindedes hans Dødsdag, og jeg følte
en uimodstaaelig Trang til at se Dem og bringe Dem min Tak,
fordi De med en saa trofast og — tør jeg sige? — sønlig
Kærlighed bevarer Mindet om min ulykkelige Broder."
Per stirrede ned paa sin Støvlenæse og blev meget rød. Fra
den bageste Del af hans Bevidsthed sneg der sig en Tanke til
10* 
Fru Engelhardt. Selv anede han end ikke, hvor Neergaard laa
begravet.
„Men nu maa jeg da rigtig se paa Dem," vedblev Baronessen
— hun følte sig mere og mere tiltalt af denne tavse og
forlegne unge Mand, der endog undsaae sig ved at vedkende
sig sine Kærlighedsgerninger. „Hvor De ser sund og frisk ud!
Ja, De hører sikkert ikke til disse Nutidens unge Mennesker,
der ødelægger deres Ungdom i Letsindighed. Hvor gammel er
De, Hr. Sidenius?"
„Treogtyve."
„Aa, saa ung! ... Gud give, det maa gaa Dem rigtig godt!
Jeg veed jo, De har haft en trang Ungdom. Min Broder skrev
det til os. Deres Moder blev Dem tidlig berøvet. Og Deres
Fader ... ja, Deres Fader har De jo aldrig kendt."
Lænestolens Fløjlssæde begyndte at blive gloende under Per.
Han skyndte sig at skifte Emne.
„Det er kun paa Gennemrejse, at Baronessen befinder sig
her?" spurgte han.
„Ja — ak ja. Jeg kom hertil iaftes og rejser, om Gud vil
det, igen herfra imorgen. Jeg er paa Vej ned til min Søster,
Hofjægermesterinde Prangen. Hun har jo som De nok veed
for sit Helbreds Skyld levet det sidste Aar i Syden. De
kan tænke Dem, jeg har nu ikke set hende i over to Aar, og
vi tre Søskende har nu altid saa daarligt kunnet undvære hverandre.
Det var i mange Aar min eneste Sorg, at jeg maatte
leve borte fra mit elskede Fædreland. Med Alexander var det
jo ligedan. Ogsaa han hang ved Hjemmet med hele sit rige
og varme Hjertes Kærlighed. Hr. Sidenius har rimeligvis hørt,
at Hs. kgl. Højhed Prinsen af Wales i sin Tid var saa naadig
at interessere sig for min Broder, og at der i den Anledning var
Tale om en Ansættelse ved vort Gesandtskab i London. Der
havde jo sikkert under en saadan Protektion kunnet aabne sig
en glimrende Karriere for ham. Men trods det meget, der kunde
friste en Mand som Alexander ved et saadant Tilbud, bestemte
han sig dog til ikke at modtage det. Min ærværdige Moder levede
endnu dengang i København, og min Søster var paa den 
49
Tid endnu ikke gift ... og Alexander elskede København og
forgudede sit Hjem. Han kunde slet ikke trives udenfor de
kendte, kære Steder. Jeg tror, det var fra den Stund, da min
Moder døde og han blev ene tilbage mellem Minderne, at hans
Tungsind stammede. Saa var han i den sidste Tid jo ogsaa legemligt
syg ... Og dog! At han kunde gøre det!"
Mindet om Broderens blodige Endeligt bragte atter Lommetørklædet
op for Øjnene, og Per snappede Lejligheden til at rejse
sig for at gaa.
Baronessen, der blev siddende i sin Stol, tog med moderlig
Varme hans Haand mellem begge sine og sagde:
„Hvor jeg nu er glad ved at have set Dem! Det er mit Haab,
at vi oftere skal træffes. Vil De love mig, at De vil besøge mig,
naar jeg vender tilbage fra Udlandet? Efter al Rimelighed tilbringer
jeg den tilstundende Sommer hos min Søster og Svoger
paa Kærsholm, og jeg er overbevist om, at De ogsaa hos dem
vil være af Hjertet velkommen."
Jeg siger saa mange Tak .. . naar jeg blot ikke bliver til Ulejlighed,"
fremstammede Per, — han vidste i sin Forlegenhed
ikke andet at svare.
„Tal dog ikke saadan, kære! Husk paa, at De jo paa en Maade
hører med til vor Familje nu. Saaledes vil jeg i hvert Fald opfatte
min Broders sidste Ønske. Og jeg føler mig forvisset om, at min
Søster i den Henseende vil tænke ganske som jeg. Lev nu rigtig,
rigtig vel! Og endnu engang Tak, fordi De netop idag har
tænkt saa kærligt paa Alexander."
Per steg langsomt, tilsidst næsten nølende ned ad Hotellets
Trappe. Først nu bagefter gik det op for ham, hvor betydningsfuldt
dette ny Bekendtskab kunde blive for ham, dersom
han uden at gøre sig for mange Skrupler udnyttede det med
Klogskab og Energi. Ved et eventyrligt Tilfælde aabnede der sig
her en Vej for ham til Mennesker med betydelig Indflydelse. Dersom
han ikke huskede fejl, laa den omtalte Hofjægermester
Prangens Gaard endda paa selve det Terræn, hvorigennem han
havde tænkt at føre sin midtjyske Forbindelseskanal, hvad der
altsaa maatte give denne Mand en ganske særlig Grund til at om-
150 lykke-per
fatte hans Plan med Interesse. I hvert Fald, — det galdt om
ikke at lade nogen Chance uforsøgt. I det høje Spil, der nu
skulde spilles, kunde han ikke have for mange Trumfer paa
Haanden.
Der foer ham et Øjeblik den Tanke gennem Hovedet, at det
maaske nu slet ikke var nødvendigt for ham at træde i nøjere
Forbindelse med Huset Salomon. Hvor meget han end havde
følt sig tiltalt af den unge Pige, saadan ligefrem begærlig efter
at gifte sig ind i en Jødefamilje var han dog ikke. Og hvem
kunde vide, hvilke Muligheder der ogsaa i Henseende til Giftermaal
kunde aabne sig for ham i de aristokratiske Krese?
Paa den anden Side: i det salomonske Hus vilde han rimeligvis
træffe Børsens Matadorer, Bankernes Chefer og Byens store
Industridrivende, kort sagt, den lille Kres af Pengemænd, der,
naar det kom til Stykket, regerede den øvrige Verden. Selv uden
al Spekulation i noget Giftermaal vilde det være af stor Betydning
for ham at komme sammen med saadanne Folk og faa Lejlighed
til at paavirke dem til Gunst for sit Værk. Baronessen
rejste jo nu desuden bort, — og han havde ikke Tid til at vente.
Idag, imorgen, i hvert Fald inden to-tre Maaneder maatte han
have erobret Tryllestaven, der gav ham Magt over Menneskene,
og som i hans Haand skulde forvandles til en Tordenkile.
Han var kommen ud paa Torvet og saae op paa Uret i den
høje Hjørnebygning. Der var endnu Tid til Visiten hos Salomons,
og han bestemte sig til at gaa derhen. Men han var endnu
lidt fortumlet af sin Oplevelse hos Baronessen, og han maatte
først sætte sig ind i en Kafe et Øjeblik og drikke sig et Glas
01 for at falde lidt til Ro og ligesom forberede sig paa Besøget.
Han havde aldrig før sat sine Ben i et iødisk Hjem, og han
havde hørt saa meget om de gamle Skikke og Forskrifter, paa
hvis Overholdelse der blev lagt saa stor Vægt. Det galdt jo nu
om at gøre et godt Indtryk, og han var ængstelig for at komme
til at støde an.
Efterhaanden gled han dog tilbage til sine forrige Tanker.
Han kunde ikke lade være med at forundre sig over, at hint
uoverlagte Ord, som var undsluppet ham den Nat hos Neer­
51
gaard, havde faaet saa vidtrækkende Følger. For det fremgik jo
tydelig nok af Baronessens Tale, at det særlig havde været denne
henkastede Bemærkning om hans Herkomst, der havde gjort
Indtryk paa Broderen. Han huskede, at han dengang havde
fortrudt sin Kaadmundethed men dog ikke fundet det Umagen
værd at gøre Fejlen god igen. Nu ønskede han alligevel, han
havde gjort det.
Naa! — han drak ud af sit Glas — gjort var gjort! Tvivlsomme
Handlinger kunde undertiden give gode Frugter. I hvert
Fald: den, der vilde frem, skulde ikke se tilbage ....
* *
*
Grosserer Salomons hørte til de meget faa Familjer, der boede
i et helt Hus for sig selv i den indre By. Det laa i Bredgadekvarteret,
var et ældre Sted i to Stokværk og tog sig ved første
Øjekast ikke videre imponerende ud fra Gaden, indeklemt som
det tilmed var mellem to svære Lejekaserner. Ved nærmere Betragtning
opdagede man dog, at der hvilede en egen fin Værdighed
over det. Man saae paa det høje, blaasorte Tegltag og paa
Vinduespillernes Bredde, at Huset var af fornem Oprindelse.
Endnu kaldtes det ogsaa af ældre Folk i Kvarteret for „Palæet".
Det havde i sin Tid tilhørt en forgældet Adelsfamilje, af hvilken
Grosserer Salomons Fader havde købt det i Begyndelsen af Tredverne.
Fra Portrummet kom man gennem en moderne Glasdør
ind i en Forhal, der var saa høj og stor, at den gav Genlyd af
Ens Skridt. Dens Vægge var behængt med Rustninger, gamle
Broncesager og pragtfulde orientalske Vaaben, saa man havde
Fornemmelsen af at betræde et Musæum. I Baggrunden gik en
dobbeltgrenet Trappe med forgyldt Rækværk op til Værelserne
paa første Sal.
Pigen, der havde modtaget Pers Kort, førte ham ind i en
Slags Biblioteksværelse og bad ham tage Plads; og Per slog
sig ned i en læderbetrukken Lænestol og saae sig opmærksomt
omkring. 
15
Svære, rødvinsfarvede Silkegardiner for Vinduerne ... Et
tommetykt, mosagtigt Tæppe over hele Gulvet ... Gyldenlæders
Tapeter ... Et ottekantet med Sølv og Perlemoder indlagt Bord
midt i Stuen ... I Reolerne kostbart indbundne Bøger ... Paa
Væggene Malerier ... Under Loftet en gammel Kirkelysekrone
med Indskrift ... Langs den ene Væg en antik, rigt udskaarei
Disk med en Opstilling af gammelt Sølv Stob, Krus og Bægre
— blandt de sidste endog et Par gamle Alterkalke.
Dersom ikke Besøget hos Baronessen og de Tanker, dette
havde vakt hos ham, var gaaet forud, vilde al denne Pragt have
gjort et endnu stærkere Indtryk paa ham, end den nu gjorde.
Og dog var han imponeret. Halvt mod sin Vilje betoges han
af denne ublufærdige Forkyndelse af Pengenes Magt. Der krøb
ham et eget frysende Behag gennem Sjælen ved Tanken om
denne Almagt, der havde tvunget saa mange fremmede Folkeslags
nedarvede Skatte, ja selv Kirkernes hellige Kar til at tjene som
Pynt i denne Jødes Stue.
Han smilte lidt forlegen. Det lod sig ikke nægte — den lille
Prinsesse Salomon havde virkelig ikke blot sin Skønhed at bringe
som Erstatning for, at hun var „sort .
Døren til Sideværelset gik op. En lille Herre af et frastødende
Udseende traadte ind og bukkede dybt. Skønt vistnok henved
tresindstyve Aar var han meget moderne og ganske ungdommelig
klædt, bar en kort, lys Overfrakke og havde en Monocle
dinglende foran paa Brystet. I Haanden holdt han en blank
Silkehat.
„Mit Navn er Direktør Delft," sagde han med noget fremmed
i Tonefaldet. Jeg er Onkel her i Huset."
Mandens store Høflighed forligede Per med hans hæslige
Abehoved.
„Mit Navn er Sidenius."
nAa, — den unge Ingeniør formodenlig? Min Nevø har talt
om Dem. Jeg be'r Dem, sæt Dem dog! Fru Salomon — min
Søster — er i Øjeblikket med en Syjomfru engagert Hun vil
straks være til Tjeneste. Jeg be'r Dem! Gør Dem det
mageligt!" 
53
Per satte sig igen. Onkelen tog Plads paa en Stol i nogen
Afstand.
„Tør jeg være saa fri at spørge ... har jeg før haft den Ære
at se Hr. Sidenius her i Huset?"
„Nej. Jeg traf forleden Fruen og Frøkenen for første Gang."
„Aa ja, min Niece Nanny ... Jeg tror, jeg har hørt derom."
Der blev en lille Pavse, hvorefter Hr. Delft med et Smil og
i en Tone, der vilde have gjort alle andre end Per mistænksom,
henkastede den Ytring:
„Min Niece er ganske net, ikke sandt? .... Finder De ikke,
Hr. Sidenius?"
Per blev unægtelig noget forbavset. Med et overbærende Smil
saae han hen paa den snurrige lille Mand og sagde:
„Jeg finder Frøken Salomon meget smuk. En fuldendt Skønhed."

„Ja, ikke sandt! Hun hører ikke til de ganske almindelige,
tør man vistnok sige Men jeg kan forsikre Dem, Hr. Sidenius,
hun trækker ogsaa adskillige unge Mænd her til Huset
mellem Aar og Dag. For hvad formaar ikke Skønhed! Og Ungdom
! Desuden . .. min Svoger er jo ikke aldeles blottet for
Midler."
Manden er vist ikke rigtig vel bevaret, — tænkte Per og opgav
Samtalen. Men den anden vedblev:
„Dersom Hr. Ingeniøren oftere beærer Huset med Deres Besøg,
vil De sikkert bekomme Lejlighed til at more Dem derover.
Man kan i den Henseende virkelig gøre højst kuriøse Observationer.
For — ikke sandt, Hr. Sidenius? — Penge er magnetiske.
Disse smaa, runde Metalstykker tiltrækker de dybeste
menneskelige Følelser . .. bringer Hjertets mest ædleste Rørelser
frem i Dagens Lys. Agtelse, Venskab, Kærlighed. Har jeg
ikke Ret?"
Per begyndte for Alvor at blive utaalmodig. Heldigvis kom
nu Pigen tilbage, og idet hun holdt Døren aaben ind til Sideværelset,
bad hun ham gaa derind.
Per traadte ind i en Stue eller rettere en Sal, der i endnu
højere Grad end baade Forhallen og Biblioteksværelset gav ham 
154 lykke-per
Fornemmelsen af at betræde den virkelige Rigdoms Millionernes
— Eventyrrige. Det store Rum med et pragtfuldt, svagt
hvælvet Loft i Rococostil, fra hvis Hjørner fede Englebørn blæ­
ste til Doms i lueforgyldte Basuner, var det gamle Palæs Selskabssal.
Her, hvor fordum to Rækker spinkle Stole langs Væggen
og et Par høje Pillespejle rimeligvis havde udgjort hele
Bohavet, saaes nu en moderne Overflødighed af Møbler og Dekorationsgenstande.
Dybe Sofaer og store, bløde Lænestole, Borde,
Skamler, Bjørneskind og Bladgrupper, Søjler med Statuetter,
Etagerer med Nips, og atter Lænestole og smaa og større Borde,
og nye Bladgrupper og Kunstværker og et Portræt paa et Staffeli.
Omtrent midt i Stuen stod et opslaaet Koncertflygel. Fra
en mindre Stue ved Siden af, der var indrettet som Vinterhave
med Palmer, Gummitræer og syngende Fugle, hørtes et Springvands
Plasken.
Omsider opdagede han Fru Salomon paa en Puf under et af
Vinduerne, hvor hun nok saa huslig sad og syede. Hun modtog
ham med Venlighed og rakte ham sin venstre Haand til Velkomst.

De havde akkurat faaet udvekslet et Par Talemaader, da Per
hørte Døren gaa inde i Vinterhaven og derpaa en munter Nynnen,
der hurtig slog over i nogle klare Sangtriller. Et Øjeblik
efter stod Frøken Nanny i Døraabningen i Overtøj og Hat. Ved
at opdage den Fremmede i Stuen stoppede hun op i sin Sang
med en pudsig forskrækket Mine og førte Muffen op til Munden
ligesom for at standse et Udraab.
Per rejste sig og bukkede.
Ikke et Øjeblik faldt det ham ind, at hun havde vidst om
hans Tilstedeværelse — saa naturligt gennemførte hun sin Forstillelse.

„Er du hjemme endnu, mit Barn," sagde Moderen. „Jeg
troede, du var gaaet. — Ja, jeg behøver jo ikke at forestille.
De kender min Datter, ikke sandt?"
Per svarede med et nyt Buk og ledsagede det med et Blik,
der noget for uforbeholdent gav Udtryk for hans Følelser. Allerede
forinden han havde set hende, alene ved den blotte Lyd af 
55
hendes Sangtriller, der i hans Øren lød som Klangen af Guldstykker,
havde han slaaet sin Beslutning fast. Hun var Midlet!
Her skulde Skatten hæves! — Og som hun nu aabenbarede sig
der i Døren med Vinterhavens Sol og Fuglekvidder bag sig, ung
og yppig, fristende at skue som en østerlandsk Bajadere, syntes
hun ham selve Eventyrets Fe med Sejrens palmebladsvingende
Genier i sit Følge.
Frøken Nanny satte sig et Øjeblik. Hun tog Plads paa en Ottendedel
af en Taburet, og der begyndte en af de sædvanlige
Visit-Samtaler, hvorunder hinanden fremmede Mennesker skaffer
sig Lejlighed til i Skjul af en Række Talemaader at anstille en
Undersøgelse af hinandens Ydre, Væsen og Manerer.
Per var nu slet ikke nogen Mester i at konversere. Dertil var
han bestandig for optaget af sig selv og sit eget. Desuden havde
han ingen Interesse for de sædvanlige Samtaleemner, vidste saa
lidt Besked om, hvad der foregik i Byen, i Teatrene, i Politikens
eller Literaturens Verden. Han følte ikke engang nogen
Forpligtelse til at være underholdende. Naar det ikke desmindre
nogle Gange var lykkedes ham at gøre Indtryk paa Kvinder,
var det sket ved en Art Overrumpling, et velberegnet Tigerspring
fra Tavshedens Baghold ud i de aabneste og frieste Tilstaaelser.

Her sad han nu, mens den unge Pige fortalte, og dannede
sig et Skøn over Størrelsen af Grosserer Salomons Formue. Hans
Øjne stjal sig rundt i Salen. Og det svimlede for ham ved Tanken
om, at alt dette maaske engang kunde blive hans.
Til alt Held var Frk. Nanny i Stand til at besørge Underholdningen
ganske alene. Men samtidig med, at hun sad der paa
Kanten af sin Taburet og i den korrekteste Stilling, med Albuerne
klemt ind i Siden og den lille, besløjfede Fløjlsmuffe i
Skødet, lod sin smukke, røde Mund løbe, havde ogsaa hendes
Øjne travlt og optog dristig Pers Person til Bedømmelse
Stykke for Stykke lige oppe fra Haaret med dets tykke Krøller
og ned til Anklerne, der saaes over de lidt landlige Sko.
Fru Salomon blev tilsidst en Smule urolig ved hendes Snaksomhed.

15
„Kære Barn, du glemmer vist din Spilletime."
„Ja, lille Mama."
Hun rejste sig straks. Med et hastigt Øjekast til Moderen
og et mere dvælende og mere talende til Per svansede
hun ud.
Per viste sig meget adspredt efter hendes Bortgang. Det var
temmelig forrykte Svar, han gav Fru Salomon, der havde ledet
Talen hen paa hans Studier. Han var ganske fortryllet af
den unge Pige. Om det saa var hendes Gang, som han havde
været mindst tilfreds med, dengang hun kom ind, fordi den
var en Smule tung og vraltende, saa havde den, da hun gik
bort, virket sært betagende paa ham og just af samme Grund.
Den syntes ham saa udpræget kvindelig, saa hunkønsagtig
en ubevidst Logren.
Men nu opdagede han midt i Stuen en sortklædt Skikkelse
— en Dame — der maatte være kommen ind ad en Dør bagved
ham.
„Min Datter Jakobe," forestillede Fru Salomon.
Per blev overrasket. Han havde aldrig tænkt paa, at der kunde
være andre Børn i Familjen end de to, han kendte, og der
sneg sig straks en bekymringsfuld Tanke til de Millioner, han
i sin Fantasi allerede havde taget i Besiddelse. Maaske er der
endda flere! — foer det pludselig igennem ham med Skræk.
Den unge Dame syntes at være nogle Aar ældre end Søsteren,
var højere af Skikkelse og slankere, i Pers Øjne ligefrem uhyggelig
mager. Hun mindede ham i det hele mere om Broderen
Ivan, havde som denne stærkt udpræget jødiske Træk, en voksbleg
Hud, en stor, kroget Næse, en bred Mund og en kort afskaaren
Hage.
Virkede hun allerede ved sit Ydre ubehageligt paa ham, forbedredes
Indtrykket ikke ved den Overlegenhed, hvormed hun
— tavs og paa Afstand — besvarede hans Hilsen. Lidt efter
rejste han sig da ogsaa og sagde Farvel.
„Det var altsaa det saa meget omtalte Naturgeni," sagde Frø­
ken Jakobe, næsten før Døren havde lukket sig efter ham. „Han,
gjorde unægtelig ikke noget synderlig civiliseret Indtryk." 
57
„Hans Opdragelse har vist været en Del forsømt," sagde Fru
Salomon. „Han har nok altid levet under meget trykkede Forhold,
fortæller Ivan."
Datteren trak paa Skulderen.
„Ak ja, naturligvis ... alle er de jo fattige i dette Land. Gud
give, der blot en eneste Gang maatte fremstaa en Begavelse
herhjemme, der fødtes rig. Der er i Længden noget ynkværdigt
ved det Armodsstempel, der vansirer selv de bedste. — Og saa
var han jo ikke engang køn. Nanny udbasunerede ham forleden
som en komplet Byron."
„Naa, køn ... men han ser ganske godt ud."
„Med de Gloøjne! Jeg fandt ham nu ligefrem hæslig," sagde
Datteren og lukkede med et Smæld en Bog, hun havde staaet
og bladet i. „Han virkede ubehagelig paa mig som en glasøjet
Hest. Og saa saae han saa brutal ud," tilføjede hun lidt efter
med et Udtryk, som gik der hende i det samme et mørkt Minde
gennem Sjælen.
„Jeg tror, han har irriteret dig, Jakobe."
„Det har han ogsaa. Jeg veed ikke, hvorfra Nutidens Herrer
har faaet den slagteragtige Maade at betragte Kvinder paa. Det
er, som om de med Blikket vejer, hvor mange Pund Kød vi har
paa Kroppen."
„Ja, han var lidt udannet, det saae jeg nok. Men man maa
holde den Slags unge Mennesker saadan noget tilgode," sagde
Fru Salomon sagtmodig.
»Ja> det siger du jo. Men jeg forstaar virkelig ikke, hvorfor
vi skal blive ved at belemres med alle Ivans mislykkede Genier.
Vi veed jo dog, hvad der kommer ud af det — selv i bedste
Tilfælde. Nu ser du selv Fritjof Jensen. Han har dog vist
ikke mødt andet end Venlighed her i Huset — jeg veed da,
at Far nogle Gange har hjulpet ham ud af Pengeforlegenheder.
Og nu skraaler ogsaa han op om „Jøderne" i Aviserne."
„Nu ja, min Pige, lad os nu ikke igen komme ind paa ."
»Jeg synes, jeg lugter Kristenblod!" lød det i det samme henne
fra en halvaaben Dør, hvor Onkelens skrækindjagende Ansigt
viste sig i Klemmen. 
15
„Er det dig!" sagde Fru Salomon. „Kom kun ind. Vi er alene
nu .. . jeg syntes, jeg hørte Børnene."
„Her er Yngelen!" sagde han.
Og ind stormede i deres Overtøj en Skare af sortøjede Børn
i Alder fra tolv til fire Aar ... ikke mindre end fem i Antal og
alle saa friske og levedygtige af Udseende, at Synet deraf vilde
have bragt Per til Fortvivlelse. En Tid fyldtes nu Stuen af en
øredøvende Knebren fra alle disse røde Barnemunde, hvoraf
ikke en stod stille. Alle havde de noget at berette. Snart omsværmede
de Moderen, snart Søsteren eller Onkelen, og alle de
mørke Øjne lyste af Iver for at komme til at fortælle.
Da der endelig igen blev Ørenlyd, sagde Onkelen:
„Det er sandt .. . maa jeg gratulere til Husets ny Akvisition.
Jeg traf her for lidt siden en ung Hr. — ja, hvad var det nu,
han hed? Det var et unangenemt Navn. En Søn af en Pibekrave,
ikke sandt?" •
„Kommer nu ogsaa du!" udbrød Fru Salomon. „Hør, nu vil
jeg ikke høre mere om den Person. Han er en Bekendt af Ivan.
Og han har gjort os en Visit idag. Punktum ... Bliver du her
til Middag, Heinrich?"
„Her? — Lea, min Søster, har du nogensinde smagt en
koscher Svinesteg?" sagde den lille Mand, af hvis Ord det selv
for hans Nærmeste ofte var vanskeligt at blive klog paa, hvormeget
der var ment i Spøg og hvormeget i Alvor.
Fru Salomon kom til at le.
„Du har nok spurgt dig for i Køkkenet, kan jeg mærke. Naa,
stille! Jeg hører Salomon."
Overvældet af Indtrykkene fra det rige Hjem og opfyldt af
sin store Beslutning var Per imidlertid gaaet ad Nyboder til.
Han havde lagt Vejen om ad nogle mennesketomme Sidegader.
Han trængte til at være alene. Han havde nu ikke alene fundet
sin Vej og sit Maal men ogsaa Midlet „Philip Salomons Svi-,
gersøn", _ det var Trylleordet, der skulde aabne Livets Fløjporte
for ham og gøre ham Menneskene underdanige.
Og hvorfor tvivle om sit Held? Naar han tænkte tilbage paa 
59
sit Livs mange underlige Oplevelser, maatte han da ikke give
Ivan Ret i de Ord, han engang havde sagt om hans Aladdinslykke?
Og var der ikke som en Forudsigelse deri, at det netop
var ham, Nannys Broder, der først havde tydet Gudeskriften
paa hans Pande: Jeg kommer, ser, sejrer! 
SYVENDE KAPITEL
Blandt de Mænd, der hver Dag ved To-Tiden kom gaaende
op under Børsrampens bredkronede Træer, var der ikke mange,
hvem den galonerede Døroplukker hilste med større Ærefrygt
end en høj og svær, rødmosset Mand med et sortlokket Hoved,
en hvidbarberet Dobbelthage og et Par ualmindelig tykke og blodfulde
Læber mellem de sædvanemæssige Grossererbakkenbarter.
Ogsaa inde i den brune Søjlehal blottedes mange Hoveder, hvor
han kom forbi. Særlig vakte hans Komme Opmærksomhed hos
Kornagenterne i Vinduesfordybningerne ud mod Kanalen og blandt
de fragtsøgende Skippere, der sad i en tavs Række paa den lange
Bænk tilvenstre for Indgangsdøren. Den statelige Mand var Grosserer
Philip Salomon, Chefen for det store Handelshus Isac
Salomon & Søn, en af Byens rigeste Mænd, hvis Formue Rygtet
opgjorde til mellem syv og otte Millioner.
Hans Ophold paa Børsen varede sjælden længe. Allerede naar
Betjenten gik gennem Salen med sin larmende Klokke for at
forkynde, at Kursnoteringen skulde begynde, var han i Almindelighed
færdig med sine Forretninger og vendte tilbage til sit
Kontor. Han hørte ikke til dem, der betragtede Børsen som en
Slags selskabelig Klub, hvor man mødtes efter Frokosten for
at snakke om Byens Nyt og kritisere den sidste Teaterforestilling.
Han viste sig ikke ofte i Teatrene og deltog kun nødtvungent i
Selskabslivet. Han delte sig ligelig mellem sin Forretning og sin
Familje, idet han ofrede den første sit klare og kolde Hoved,
den sidste sit varmtfølende og let overvundne Hjerte. Og som
man sagde om ham med en Hentydning til, at hans Kontor og
hans Hjem laa i samme Gade — det hændte ham aldrig, at han
„tog fejl af Husnummeret". 
61
Philip Salomon var eneste Barn af den i sin Tid meget omtalte
Isac Salomon, efter hvem Firmaet havde Navn, — en i mange
Maader mærkelig Mand, et Handelsgeni, der fra omvandrende
Sjakrer havde svunget sig op til at indtage en fremragende Stilling
paa det danske Pengemarked, — „Salomon Goldkalb", som
Folkevittigheden havde døbt ham. Han havde haft en Snes Fuldskibe
paa Søen, havde ejet Fabriker og vestindiske Plantager og
havde ved sit Snille aabnet den danske Handel nyt Opland paa
flere oversøiske Pladser. Under Jødeforfølgelsen i 1819 havde
han da ogsaa været blandt dem, der led mest Overlast fra den
københavnske Pøbels Side.
Det var ogsaa ham, der i sin Tid havde købt „Palæet" og ladet
det istandsætte med saa ødsel en Pragt. Lige saa uanfægtet af
de Dydiges Forargelse som af Spotternes misundelige Forsøg paa
at latterliggøre ham var han ikke vegen tilbage for i sin hele
Livsførelse at kappes med selve Aristokratiets Stormænd. Han
lod sig køre gennem Byen med Fuldblods-Firspand og havde ved
en bestemt, festlig Lejlighed haft to Lakajer staaende bag paa
Karossen Han gjorde sig til Beskytter for Videnskaben, stiftede
Legater, aabnede sit Hus for Kunstnere, — og alt dette tiltrods
for, at han var en lille, svag og skrutrygget Mand, der vel efterhaanden
ved energisk Selvopdragelse havde erhvervet sig en Del
Kundskaber men ingen Dannelse, og som bevisligt havde købt
sin Kone for hundrede Rigsbankdaler af en fattig Jødeenke i Jylland,
hos hvem han engang under sin Omflakken havde haft
Logis.
Fra denne Mands Tid skrev sig ogsaa Forhallens orientalske
Vaabensamling og de mange andre kostbare Snurrepiberier,
hvoraf det salomonske Hjem endnu var fuldt, hele dette brogede
og prangende Musæum, som hans Skibe havde hjembragt til ham
fra alle Verdensdele, og som Sønnen — mere af Pietetsfølelse
end fordi det tilfredsstillede hans personlige Smag — havde ladet
henstaa i nogenlunde uforandret Skikkelse.
Philip Salomon havde i det hele kun arvet Forretningstalentet
og Arbejdsomheden efter sin Fader. Maaske bestod der dog ogsaa
en indre Sammenhæng mellem dennes Vandreaar og den
Lykke-Per I 
Glæde ved Naturen, der var Sønnen egen. Om Sommeren laa
han længere paa Landet end de fleste andre af Børsens Folk;
og i den øvrige Tid af Aaret kunde han om Søndagen, naar
Vejret blot var taaleligt, køre ud med hele Familjen allerede
fra Morgenstunden. Han var da altid selv Kusk, og hans Kone
sad ved Siden af ham, mens en Vrimmel af egne og andres
Børn fyldte Charabanc'en bag dem. Først et Par Mil ude i Landet
standsede de ved en Kro eller inde i en Skov, hvor Fru
Salomon og de mindste blev ved Madkurvene, mens Salomon
og saamange af Børnene, som var store nok dertil, drog paa Ekspedition
omkring i Omegnen. Med sin store, bredskyggede Hat
skubbet bag i Nakken og med Overfrakken paa Armen skridtede
den frygtede Børskonge muntert afsted i Spidsen for sin Sværm
af krumnæsede Unger, som dansede og sloges og hujede om
kring ham med den Vildskab, der betager Købstadbørn og især
jødiske Børn i det Fri. Og nu kunde de ikke komme i Nærheden
af en Høj uden at bestorme den, ikke møde en Bondemand,
uden at Salomon gav sig i Snak med ham, ikke antaste en Vogterdreng
uden at berige ham med en Mark. Men navnlig var
Salomon en ivrig Blomsterplukker, og aldrig var han gladere,
end naar han ved Tilbagekomsten kunde overrækkke sin Kone
en mægtig stor Buket, for hvilken hun da takkede ham ved smilende
at give ham sin venstre Haand til Kys.
Fru Salomon var den i Begyndelsen af Halvtredserne saa berømte
Lea Delft — eller Fru Lea Moritz, som hun en kort Tid
hed _ hvis orientalske Skønhed havde bragt en lille Manufakturbutik
i Silkegade i stort Ry blandt Datidens Modeherrer og gjort
adskillige af dem mere og mindre afsindige af Kærlighed. Onke
Heinrich, hendes Broder, fortalte altid og med Fordring paa at
blive troet, at hun havde været den egenlige Aarsag til Oprettelsen
af Skt. Hans Hospital. Butiken tilhørte hendes Forældre,
der var indvandret fra Tyskland, hvor hun ogsaa selv havde levet
sine første Barndomsaar. Atten Aar gammel giftede hun sig
allerede — af flammende Kærlighed til en Fætter, Marcus Moritz,
en fattig, brystsvag, tysk Lærd, der blev Fader til hendes
to ældste Børn, Ivan og Jakobe. Den sidste var endnu ikke født, 
63
da han døde; og Lea flyttede derefter tilbage til sine Forældre.
Trods deres Uformuenhed tilhørte disse begge en af Tysklands
fornemste Jødeslægter, hvoraf de var meget stolte. Da Lea efter
et Par Aars Enkestand forlovede sig med Philip Salomon, var
det ikke langt fra, at de betragtede det som en Selvfornedrelse;
Brudgommens Millioner bødede i deres Øjne kun maadeligt paa,
at hans Fader havde rendt Landene rundt med Kramkisten paa
Ryggen. For den unge Enke derimod havde Salomons Formuesforhold
og Hensynet til hendes Børns ubetryggede Fremtid væ­
ret afgørende. Som hun havde sagt til sig selv: hun havde nu
eengang ladet sit Hjerte raade, helt og fuldt; dennegang var Turen
kommen til Fornuften. Og dog bedrog hun ingen. Hendes
Hjerte var rigt nok til at kunne give Forstanden, hvad der tilkom
den, uden derfor at lægges øde. Det ofrede kun af sin Overflod.
I hvert Fald havde hun senere skænket Philip Salomon rundelig
Erstatning for, hvad han paa Bryllupsdagen endnu havde maattet
savne i sin Hustrus Kærlighed.
I tyve Aar havde de nu levet sammen i et lykkeligt Ægteskab.
Fru Lea om hvem en af hendes Tilbedere engang havde sagt,
at hun ejede Københavns smukkeste Ansigt, Danmarks pragtfuldeste
Figur og de dejligste Hænder i hele Verden — var vel
i Aarenes Løb bleven noget svær, men bevarede baade i Ydre
og Væsen et Præg af' „Race", som Kendere straks fik Øje paa.
I Formen af Hovedet med den krogede Næse og den tredobbelte
Hage og ikke mindst i Maaden, hvorpaa hun bar det — var
der en Højhed, der mindede om antike Kejserindebyster. I hendes
tunge, sorte Haar, som fra en Skilning hang i to flettede
Bukler ned over Ørene, saaes endnu kun ganske enkelte Sølvtraade;
Ansigtets flødefarvede Hud var glat og fin, Tænderne
velbevarede, Øjnene sortebrune med et gyldent Skær. Philip Salomon
var da ogsaa stadig saa forelsket i sin Kone, at han undertiden
forglemte sig inde i selve Dagligstuen og trykkede sine
Negerlæber mod hendes Haand eller Kind paa en Maade, saa
hun med et Blik maatte erindre ham om Børnenes Nærvæ­
relse.
Kun i een Henseende bar Fru Salomon endnu paa et Savn,
n* 
16
som næsten blev større med Aarene. Hun havde i sin Ungdom
paa sine hyppige Besøg hos Slægtninge og i sit første Ægteskab
modtaget for rige og dybe Indtryk af Livet i Udlandets store
Forhold til rigtig at kunne føle sig hjemme i København. Skønt
hun vogtede sig for at betro det til andre end sin Mand, led hun
stadig af Hjemve efter det Land, hun i sit Hjerte betragtede
som sit egenlige Fædreland. Hvert Aar foretog hun gerne en
maanedlang Rejse gennem Tyskland for at besøge sin Slægt; og
endnu hændte det hende, naar hun vilde udtrykke sig rigtig
betegnende, at hun maatte laane Ordet fra sit Modersmaal.
Det var da ogsaa hende, der i sin Tid havde faaet sat igennem
at de to ældste Børns — Ivans og Jakobes — Uddannelse
for en væsenlig Del kom til at foregaa i det Fremmede. Hun
vi!de _ som hun plejede at sige i sit navnlig dengang ikke helt
sikre Sprog — ikke have sine Børn „forklejnede i den rovinsby,
som København i hendes Øjne var. Dertil kom for Jakobes
Vedkommende endnu en anden Grund. Hun havde altid
været et vanskeligt Barn, saa modtageligt for Indtryk, saa følsom
navnlig for enhver krænkende Hentydning til hendes jødis e
Herkomst, dertil saa legemlig svag og ømfindlig, at hendes Barndom
havde været en eneste lang Lidelseshistorie. Hun kun e
komme ligbleg hjem fra Skolen, blot en Dreng havde raabt „Smaus
efter hende paa Gaden. Hun blev syg af Sorg og Ophidselse,
hvergang en af hendes smaa, blaaøjede Kammerater — som det
Gang efter Gang hændte — ydmygede hende ved at afvise et
af disse Tilbud om Venindefortrolighed, som hun i sin lidens abelige
Trang til at finde Forstaaelse og Genkærlighed og trods
alle bitre Erfaringer ikke kunde lade være med stadig at forny.
Hun havde arvet sin Moders overdaadige Følelsesliv, men i e
hendes lykkelige Natur, ikke hendes sunde Sindsligevægt ikke
det stolte og overbærende Smil, hvormed Moderen mødte de
Dannedes Fordomsfuldhed og Pøbelens Raahed.
Ikke heller havde hun arvet Fru Salomons regelmæssige Skønhed.
Hun var i den opvoksende Alder nærmest uheldig, mager
og blodløs, havde store, uskønne Træk, ejede intet af den myndeagtige
Ynde, som hos mange forsoner med Flanealderens Op-
•*
lykke-per 165
løbenhed. Det gjorde hende i de flestes Øjne ikke mere tiltalende,
at hun ivrig søgte at skaffe sig Oprejsning for Kammeraternes
Ydmygelser ved at overstraale dem paa saadanne Omraader, hvor
hun havde Betingelser for at gøre sig gældende. Da hun var et
udmærket Hoved og dertil jernflittig, kunde hun under Overhøringerne
brillere med en Kundskabsmasse, der virkelig var ualmindelig
for hendes Alder, ja i sin Græmmelse kunde hun tage
sin Tilflugt til saadanne Midler som at vække de andres Misundelse
ved Hjælp af sine rigelige Lommepenge, f. Eks. ved at
møde paa Skolen med en Pose af den fineste Konfekt, hvormed
hun da tilkøbte sig en kortvarig Ombejlen.
Forholdet til Kammerater og Lærerinder blev tilsidst saa
spændt, at Institutbestyrerinden selv tilraadede Forældrene at
tage hende ud af Skolen; hvorefter hendes Uddannelse blev
tilendebragt i en Pensionsanstalt i Schweiz.
Dette Jakobes Udenlands-Ophold og Ivans samtidige Anbringelse
ved et tysk Handelsakademi vakte imidlertid en Del Uvilje
blandt Folk, hos hvem Nationalfølelsen i hine Aar — saa nær
efter den ulykkebringende Krig — endnu var i høj Grad pirrelig.
Salomons gentog derfor heller ikke Forsøget med nogen af de
andre Børn.
Nu var Nanny, den næste i Rækken, ogsaa en ganske anderledes
let omgængelig Natur. Allerede fra Vuggen en Øjenslyst
af Sundhed og Rundhed var hun vokset op under almindelig
Forgudelse, var bleven klappet og strøget som en lækker lille
Kattekilling, tilsyneladende uden at have faaet anden Skade deraf
end et lidt for behagelystent Væsen og noget Hang til Kælenskab.
„Normalpigebarnet" kaldte Faderen hende, fordi hun altid
var i Ligevægt, aldrig havde kendt Sygdom, end ikke havde haft
saa meget som ondt i en Tand. Ikke desmindre var hun netop
„Uroen" i det salomonske Hjem, bestandig paa Farten, den halve
Dag i Overtøj. Hendes Stemme gjaldede gennem Stuerne og
meldte ti Gange om Dagen hendes Hjemkomst. Og hørte man
om Aftenen Latter og Hvin oppe fra Pigebørnenes Sovekamre
og bagefter en dump Lyd henover Gulvet deroppe, saa vidste
man, at det var Nanny, der havde været i Bad, og som nu i 
16
hvidt Gevandt og med udslaaet Haar dansede Tarantella for sine
gøstre
Dog, endnu eet uroligt Hoved var der i Huset eller viste sig
der i hvert Fald daglig; det var Onkel Heinrich, Fru Salomons
Broder. Denne lille Mand, hvis Ydre var saa paafaldende forskelligt
fra Søsterens, var ogsaa i andre Henseender et Vidnesbyrd
om den Uregelmæssighed, hvormed Egenskaber nedarves
i jødiske Slægter. Hr. Delft var Ungkarl og kaldte sig Direktør.
I sin Ungdom havde han begaaet en „Uagtsomhed" med et ham
betroet Pengebeløb, hvorefter han en lang Række Aar havde
levet i Amerika og (efter sit eget Sigende) ogsaa i Indien og
Kina som' Agent eller Rejsende for engelske Firmaer. Han var
nu vendt hjem med lidt Kapital, hvormed han endnu i sin fremrykkede
Alder nød Livets materielle Goder uden nogensinde at
trættes af deres Ensformighed. Om sine Rejser og Oplevelser
ligesom om sine Formuesforhold ytrede han sig bestandig med
en Forbeholdenhed, der skulde lade ane det overordentlige. Selv
overfor sine Nærmeste gav han sig Udseende af at hemmeligholde
eventyrlige Rigdomme, ligesom han paastod endnu at være
Meddirektør for et engelsk-kinesisk Dampskibsselskab. løvrig levede
han i en højst beskeden tre Værelsers Lejlighed og var
yderst nøjeregnende med enhver Udgift, der ikke ligefrem bidrog
til hans legemlige Velvære. Han ofrede en Del paa sin ydre Person,
optog de nye Moder samtidig med de yngste Herrer i
Byen, lod daglig Resterne af sit sorte Haar krølle og parfymere
hos en Frisør og bar ved festlige Lejligheder et Pragtstykke af
en Brystnaal, hvorom han plejede at sige, at han med den „vilde
kunne faa en Dronning til at elske ham". Naar hans Niecer vilde
drille ham, paastod de derfor, at den var uægte, og han var en
gang gaaet bort som en Rasende og havde ikke vist sito ^
er 1
Huset en hel Uge, fordi ogsaa hans Søster og Svoger havde
tilladt sig at betvivle Stenens Renhed.
Nogen blid eller behagelig Person i Omgang var han overhovedet
ikke, omend der i Almindelighed var en halvbevidst,
humoristisk -Overdrivelse ogsaa i hans Forbitrelse. Hans selvtagne
Rolle som Bindehund i Søsterens Hjem, hans Glæde ved 
i
67
at fare i Benene paa Folk, naar de af en eller anden Grund mishagede
ham, og da særlig paa enhver, som kunde mistænkes
for at spekulere i Niecernes Medgift, — alt dette stod i Forbindelse
med den fikse Ide hos ham, at han havde en Mission som
de unge Pigers Raadgiver og Beskytter. Der var i denne Opgave
saa megen Alvor, som der overhovedet var i Manden. Han havde
sin egen, hemmelige Tanke med saaledes at ville værne om de
efterstræbte unge Piger. Skjult bag alle hans Skryderier laa
Erkendelsen af den Skam, han havde kastet over sit ansete
Slægtsnavn, og det var for at bøde herpaa, han nu vilde være
Søsterdøtrenes Forsyn og gøre sit til, at de ikke valgte iblinde
men gjorde et godt og navnlig et fornemt Parti.
Salomons havde i mange Aar ikke haft nogen stor Omgangskres.
Byens ortodokse Jøder holdt sig lidt tilbage fra dem paa
Grund af deres Irreligiøsitet, den navnlig Fru Lea vedkendte
sig med stor Aabenhjertighed. Selv havde de aldrig følt sig stærkt
tiltrukket af det københavnske Selskabsliv og havde derfor indskrænket
sig til at holde aabent Hus to Gange om Maaneden og
iøvrig lade deres Venner vide, at de altid ventedes og til enhver
Tid var velkomne.
En Forandring heri skete der imidlertid, da Ivan vendte hjem
fra Tyskland og Nanny blev voksen. Lykkedes det end ikke Ivan
helt at virkeliggøre sin Drøm om at omskabe Hjemmet i Smag
med Renaissancens Fyrstehoffer, fik dog efterhaanden adskillige
af det yngre Slægtsleds ledende Mænd, deriblandt ogsaa dets
Forfattere og Kunstnere, Indpas i Familjen.
Jakobe opholdt sig paa den Tid endnu mest i Udlandet. Hun
havde fundet et andet Hjem i sin gamle Pensionsanstalt i Schweiz,
mellem hvis høje Bjerge hun søgte Sundhed for sit sarte og med
Aarene stedse mere ømtaalige Legeme. Hun var hjemme i Sommermaanederne,
naar Forældrene laa paa Landet, men længtes
bort, saasnart den første Kulde og de første Tegn paa Vinterselskabeligheden
viste sig. Men en Dag — hun gik dengang i sit
nittende Aar — næppe en Maaned efter, at hun sidst var rejst
hjemmefra, fik Forældrene et lidt forvirret Brev fra hende, hvori
hun midt imellem forskellige andre Ting pludselig henkastede 
den Tanke at opgive sit Pensionatsophold og slaa sig til Ro derhjemme.
Et Par Dage efter kom et nyt Brev, der slog hendes
snarlige Tilbagekomst fast, og næsten samtidig indløb et Telegram
med Meddelelse om, at hun allerede befandt sig paa Hjemvejen
og vilde komme den følgende Dag.
Saa karakteristisk denne utaalmodige Iværksættelse af en fattet
Beslutning nu end var for hende, satte den dog Forældrene
i nogen Uro. De anede, at der var tilstødt hende noget alvorligt,
og Fru Lea betroede sin Mand, at der rimeligvis var en Kærlighedshistorie
med i Spillet. Jakobe havde om Sommeren med
megen Varme omtalt en ung, sydtysk Advokat og bekendt Politiker,
en Søstersøn af Pensionatsejerinden, hos hvem han et
Par Gange havde været paa Besøg. Fru Lea kendte sin Datters
letfængelige Blod, der allerede et Par Gange havde voldt hende
bitre Skuffelser. Da hun kom hjem, var det ogsaa let kendeligt paa
hende, at hendes Hjerte blødte; men da hun ikke selv gav anden
Forklaring paa sin Hjemkomst, end at hun dennegang havde følt
sig ene mellem de mange nye Pensionærer og længtes hjem,
var der ingen, der trængte ind paa hende for at aflokke hende
nogen Tilstaaelse — mindst af alle Moderen, som altid for sit
eget Vedkommende havde fordret Kærlighedens Hemmeligheder
respekteret og f. Eks. aldrig havde villet forklare sin Mand,
hvorfor han ikke fik Lov at kysse hendes højre Haand. Hun
havde kun ladet ham forstaa, at det var et Løfte, hun havde givet
sin Ungdoms Elskede i et Øjeblik, der var bleven helligt for
dem begge.
Jakobe havde nu været hjemme i fire Aar. Hun havde fyldt
de treogtyve og var stadig uforlovet. Det havde dog i den
mellemliggende Tid ikke manglet hende paa Tilbud, endog af
ganske smigrende Art. Hun havde med Aarene vokset sig næsten
smuk trods sin Sygelighed. Særlig følte lidt ældre Herrer sig
tiltrukket af hendes sære og blege Ydre. Enkelte foretrak det
endog for Nannys straalende men noget mere almindelige Skønhed.
I hendes Ansigt med den kraftig krogede Næse og det uudviklede
Hageparti — dette Ansigt, som hendes Beundrere kaldte
for et Ørneansigt og Spotterne et Papegøjefjæs sad et Par 
69
store, dunkle Øjne, i hvilke det hvide havde et stærkt blaaligt
Skær, der til Tider kunde blive næsten sort. Næsen var absolut
for stor, Munden for smallæbet og for bred; men disse Øjne
havde et uforglemmeligt Blik, paa engang stolt og sky, mærket
af Ensomhed og vidtflyvende Tanker. Af Skikkelse var hun
højere end sine Søskende, havde lange, slanke Ben og en ejendommelig
lydløs Gang med et let og hurtigt Fodskifte. De faa,
der havde set hende smile, talte om hendes smukke Tænder.
Og saa hvilede der over hele hendes tørre og nervøse Skikkelse
den særegne, aandige Ynde, som Lidelser og Savn kan lægge
om et sart Kvindelegeme.
Det var dog hovedsagelig hendes indre Egenskaber, man tænkte
paa, naar man talte om hende. Overalt berømmedes hendes Klogskab,
hendes Viljeskraft og hendes mangfoldige Viden. Hun
havde i sin Ensomhed kastet sin Kærlighed paa Bøger, studerede
gamle og nye Sprog, Historie og Literatur og søgte utaalmodig
stadig nye Felter for at tilfredsstille sin Kundskabstørst.
Fru Salomon sagde altid om hende, at hun var sin Faders
jdtrykte Billede.
Af de unge og yngre Mænd, der hyppigst gæstede det salononske
Hjem paa det Tidspunkt, da Per gjorde sin Indtrædelse
deri, kom de fleste imidlertid for Nannys Skyld. Ikke alene be-
:ragtedes hun af Størsteparten som langt den smukkeste, men
nan antog desuden, at hun som Philip Salomons eget Barn vilde
3live den mest begunstigede Arving af de to, endskønt baade
[akobe og Ivan allerede som Børn var bleven kuldlyst af ham.
Saa indbød nu heller ikke Jakobes Væsen til nogen Slags Kurnageri.
Man saae hende sjelden, og i sin Skyhed viste hun ofte
Fremmede en fornærmende Kulde.
Ved den lille Herremiddag, hvor Per for første Gang var
Familjens Gæst, traf han — foruden nogle ældre Herrer fra
Forretningsverdenen — Digteren Povl Berger, en Husarløjtnant
Hansen-Iversen, en Kandidat Balling og Journalisten Dyhring.
Kun den første af dem havde han set før; men forresten havde
ian nær ikke kendt ham igen. Den fanatiske Himmelstormer
3g Nathandyrker havde, siden han sidst saae ham, ikke alene 
17
forandret sit Mefistoskæg og ladet Barten gro ud over hele Ansigtet,
men ogsaa Minen var bleven en ganske anden; han lignede
nu mest de gængse Billeder af den lidende Kristus, hvad
han ogsaa netop tilstræbte. Som en af de andre Herrer senere
i Fortrolighed tilhviskede Per, havde Hr. Berger i de samme
Dage til sine Venners Forbavselse udgivet nogle fromladne Vers,
hvormed han paa eengang friede til Nannys Barmhjertighed og
til Udødeligheden paa det danske Parnas.
Den som fortalte Per dette, var Kandidat Balling, der ogsaa
var en' literær Mand men saakaldet Literaturhistoriker. Han var
tre Alen høj, tarmetynd og løvemanket og havde et Ansigt saa
fladt og udtryksløst som en Oblat. Den til Fromhed omvendte
Digter betroede Per henne i en Krog, at Manden var en Idiot,
der vilde være Geni og Banebryder men foreløbig bare havde
opnaaet at studere sig en kronisk Mavekatar til. Balling var nu
ganske rigtig uhyre belæst, havde slugt hele Biblioteker, var saa
fuld af Citater, at man ikke kunde røre ved ham, uden at der
slap ham en stjaalen Aandrighed ud af Munden. Han var en af
disse Bogorme, der suger sig fast paa Literaturen ligesom Ig er
og drikker dens røde, varme Blod og dog bliver ved at være
lige klamme. Han havde for et Aarstid siden udgivet en Bog
om den klassiske Tragedie; og da den var bleven en Del rost i
Pressen, havde Ivan straks sikret sig hans Person og indført ham
i sit Hjem. ' ...
Per, der havde været lidt spændt paa Udfaldet af dette Møde
med sine Medbejlere, blev fuldkommen beroliget ved Synet af
disse Mænd. End ikke overfor Husarløjtnanten nedsloges hans
Mod, skønt denne virkelig var en flot Skikkelse med et Par kække
blaa Øjne og en lys Snurbart i et af Foraarssolen brunet
Ansigt.
Hvad Dyhring — Journalisten — angik, saa kunde Per ikke
blive klog paa, om han overhovedet var en Rival. Den skødesløse
Maade, hvorpaa han bevægede sig mellem Husets Damer, tyde e
ikke derpaa. Ivan havde, uden at Per begreb hvorfor, været meget
ivrig for at bringe ham sammen med dette Menneske. Straks,
saasnart Dyhring var kommen, var de bleven forestillet for hin­
71
anden; og efter Bordet søgte Ivan igen at føre dem sammen
og at faa Per til at udtale sig om sine Planer.
Men Per havde ikke den mindste Lyst til at snakke fornuftigt.
Dertil var han altfor optaget af Nanny, der nu ogsaa saae forlokkende
dejlig ud i en udringet Raasilkekjole med røde Roser
i sit sorte Haar. Han havde haft den Ære at føre hende tilbords,
og denne Udmærkelse, og Bordets Glæder, og Anretningens ham
uvante Pragt var stegen ham til Hovedet og havde gjort ham
overstadig. Inde i Rygeværelset, hvor Kaffen og Likørerne anrettedes
for Herrerne, og hvor Onkel Heinrich med diabolsk
Skadefryd lumskelig blev ved at fylde i hans Glas, var han paa
Nippet til at gøre Skandale. Han slog Philip Salomon fortrolig paa
Skuldren, roste hans Vine og udtrykte i en hel Tale sin Beundring
for Husets Damer. Nogle af de ældre Herrer samlede sig
efterhaanden om ham og havde deres Morskab af den unge Mand,
der saa aabenbart for første Gang var i ordenligt Selskab.
Inde hos Fru Salomon og Jakobe i Dagligstuen sad en midaldrende,
blond Herre, der ikke røg Tobak. Det var en vis Hr.
Eybert, en af Byens større Fabriksejere og tillige bekendt som
Politiker, en fordomsfri og kundskabsrig Mand med megen Anseelse.
Blandt den salomonske Familjes nærmeste Omgang betegnedes
han i Fortrolighed som Jakobes tilkommende Mand.
Han var noget ude over sin bedste Alder, nemlig omkring de
fyrre, og forøvrig Enkemand med to Børn. Hans Kærlighed til
Jakobe var en Kendsgerning. Han lagde ikke Skjul paa den hverken
overfor Forældrene eller overfor hende selv, og Forældrene
var begge velstemte for Partiet. Hr. Eybert var en prøvet Ven
af Huset og dertil en meget velstaaende Mand, der ikke kunde
mistænkes for at spekulere i et rigt Giftermaal. De saae desuden
af forskellige Grunde gerne, at Jakobe giftede sig; og de var i
den Henseende under stadig Paavirkning af Familjens Læge, en
jødisk Professor, der med stor Aabenhed erklærede, at „det Pigebarn
sgu ikke var skabt til at leve som Nonne".
Med den Mistænksomhed, der regelmæssig vaktes hos den
aldrende Frier, saasnart et nyt, ungt Mandfolkeansigt dukkede
op i det salomonske Hus, havde Hr. Eybert straks ledet Sam-
talen hen paa Per, idet han spurgte, hvem det unge Menneske
var, der tilsidst var bleven saa højrøstet ved Bordet.
„Det er en Hr. Sidenius ... en af Ivans Venner," sagde Fru
Salomon i en Tone, hvori hun ligesom lagde en lille Undskyldning
paa Husets Vegne.
„Ja saa, — en Sidenius! Er han ikke saadan — lidt ?
Hr. Eybert gjorde med Fingeren en Kresbevægelse foran sin
Pande.
„Aa, det tror jeg dog ikke," svarede Fru Salomon. „Men et
uroligt Hoved er han vistnok."
„Det ligger i saa Fald vist til Familjen.
Jakobe løftede Øjnene fra en Bog, som hun tilsyneladende
udeltagende — havde siddet og bladet i.
„Men han er jo en Præstesøn," sagde hun.
„Ja, der er vist en overhaandtagende Mængde Præster i Familjen,"
bemærkede Fabrikanten. „Rimeligvis netop af den Grund
skyder Slægten saa af og til nogle slemme Vildskud. Jeg erindrer,
at en af mine Onkler, der var Proprietær i Jylland, har
fortalt mig om en — vistnok nu forlængst afdød Vendsysselpræst
der gik under Navnet „gale Sidenius" og virkelig ikke
synes' at have faaet sit Epitheton ufortjent. Dersom mm gamle
jyde-Onkels Ord staar til troende, maa han have været noget
nær en Landevejsrøver, der laa i Slagsmaal rundtom paa Kroerne
Jeg husker ogsaa en Historie om en Degn, som han engang
i Drukkenskab ... med Respekt at sige knappede Permissionerne
ned paa i Menighedens Paasyn, hvorpaa han i Faderens,
Sønnens og den hellige Aands Navn tildelte ham tre Næveklask,
saa det rungede i Kirken. Det var jo en egen Art Opbyggelse!
Men efter den Historie blev den gode Pastor nok ogsaa dømt ra
Kjole og Krave og spærret inde."
Mens Fru Salomon havde smilet ad denne Historie, hørte Jakobe
paa den med et formørket Udtryk; og det var netop dette
Udtryk, saa fuldt af Afsky, der havde opildnet Fabrikanten til
en ham uvant Dristighed og forledet ham til at kolorere lidt paa
Fortællingen for at gøre den des mere afskrækkende.
Inde fra Rygeværelset hørtes igen Pers højrøstede Tale. Ja-
73
kobe foer formelig sammen. Lyden af denne Stemme fik hende
til at fryse. Hun gav sig atter til at blade i sin Bog, mens et
bittert Minde gled hende gennem Sjælen.
Det var for fire Aar siden paa en af Berlins store Banegaarde.
Hun var paa Vej til sin Pension i Schweiz, og det
var netop hendes sidste Rejse dertil; kort efter var det, hun
havde overrasket alle ved sin pludselige Hjemkomst. Hun skulde
her i Berlin tage mod en fra Breslau kommende Veninde, sammen
med hvem hun skulde fortsætte Rejsen sydpaa. Hun var
urolig og nervøs. Hun vidste, at hun snart igen skulde møde
hin unge Advokat, som hun elskede, og af hvem hun troede sig
genelsket. Derfor havde hun ikke kunnet finde Ro derhjemme
og var rejst bort endnu tidligere, end hun plejede. — Idet hun
nu kom ind i den store Jernbanehal under Glashvælvingen, saae
hun noget borte paa Perronen en Flok ynkværdige Pjalteskikkelser,
hvorom en Kres af Nysgerrige stod og gabede, holdt i
Afstand af et Par Politibetjente. Paa Grund af Skikkelsernes
brogede Dragter og sydlandske Udseende tænkte hun, at det var
en forkommen Zigøjnertrup, som Myndighederne sendte tilbage
til dens Hjemsted; og i sin nervøse Frygt for stærke Indtryk
vendte hun sig henimod den modsatte Ende af Perronen for at
opsøge en Ventesal. Paa Vejen derhen mødte hun to Mænd, der
bar en Sygebaare; og paa denne laa — blot tildækket med en
Kappe — en gammel, udtæret Mand, der saae sig forvildet om
med et Par store, blodsprængte, feberglødende Øjne. Helt uhyggelig
tilmode henvendte hun sig til en Jernbanebetjent og spurgte,
hvor Ventesalene var. Manden saae paa hende med et uforskammet
Smil og sagde, at det maatte hun vist kunne lugte sig til;
hun skulde bare gaa lige efter Næsen. Saa vendte hun ham Ryggen
og skyndte sig videre. Udenfor en Række aabnede Fløjdøre,
der afspærredes af Politi, stod igen en Samling Nysgerrige, der
strakte Hals og løftede sig paa Tæerne for at komme til at se.
Hun maatte besværlig bane sig Vej gennem Sværmen, og nu
mødte der hende et Syn, der fik hende til at standse.
Derinde paa en stor, halvmørk Ventesals Gulv laa eller sad
flere Hundrede af samme Slags fantastiske Pjalteskikkelser, som 
hun havde set paa Perronen: Mænd, Kvinder og Børn, graaskæggede
Oldinge og Patteglutter, der laa ved Moderens Bryst.
Nogle var næsten nøgne; mange havde blodige Bind om Panden
eller Hænderne; alle var de gustne, udtærede og tilsmudsede,
som havde de vandret dagevis i Sol og Støv. Det faldt straks
i Øjnene, at den store, brogede Skare, hvori kun Kvindernes
hvide Hovedklæder skabte en vis Ensartethed, var grupperet
slægtsvis og havde samlet sig om Familjeoverhovederne, af hvilke
de fleste var smaa, sortøjede Mænd, klædt i lange Kaftaner med
Bælte omkring Livet. Alle havde de Stave hos sig og et eller
andet Drikkekar ved Bæltet. Mange af dem syntes overhovedet
ikke at eje andet. Nogle medførte dog lidt Køkkentøj; og enkelte
Steder saae man Børnene sidde trofast og vaage over nogle sammensnørede
Bylter, der aabenbart indeholdt Familjegods.
Jakobe stod i allerførste Øjeblik ganske uforstaaende overfor
hele dette Optrin. Da greb hun sig med eet til Hjertet. Hun
havde i Halvmørket derinde faaet Øje paa et Par jødiske Herrer
med hvide Mærker om Armen, der sammen med nogle Damer
gik omkring og uddelte Klæder og Mad. I det samme forstod
hun alt. Mens hun grebes af Svimmelhed, gik det op for hende,
at hvad hun her saae for sig, var et af de mange Tog af fordrevne
russiske Jøder, som i det sidste halve Aar var bleven
ført gennem Tyskland for at indskibes til Amerika. Hun havde
den hele Sommer læst i Aviserne om disse Skarer af Flygtninge,
der endnu var halvvilde af Rædsel over de Skændselsgerninger,
som Pøblen under Myndighedernes Ligegyldighed eller ligefremme
Tilskyndelse havde øvet imod dem. Der havde staaet,
at man om Natten havde svedet Jødernes Huse af over Hovedet
paa dem, udplyndret dem indtil den nøgne Krop, skændet deres
Kvinder, stenet gamle Folk og slagtet Børn, saa Rendestenene
havde været røde af Blod, ... hun havde hver Dag læst derom,
men hun havde søgt at trøste sig med, at Skildringerne var overdrevne,
at en saadan Umenneskelighed, begaaet ovenikøbet mod
et fredeligt og flittigt Folk, var en Umulighed i Frihedens og
Humanitetens Aarhundrede.
„Achtung!" lød det bag hende. 
75
Det var de to Mænd med Baaren, som nu kom tilbage og
med Besvær banede sig Vej ind gennem Salen for at bortbære
en anden af de mange Syge, der befandt sig derinde. Bagefter
dem viste sig et Par uniformerede Politiembedsmænd, der med
den uanfægteligste Inspektionsmine stillede sig op i den ene Dør
og et Øjeblik betragtede den sørgelige Scene, hvorefter de sabelraslende
gik videre.
Jakobe turde ikke se mere. Hun mærkede, det begyndte at
lyne rødt for hendes Øjne. Hun vaklede ind i en Førsteklasses
Ventesal ved Siden af og snappede efter Luft. Vinduerne vendte
ud til et Torv, hvor Folk gik og passiarede og lo. Sporvogne
kimede og Hunde løb omkring og legede i Solskinnet. Hun
maatte holde sig fast til Vindueskarmen for ikke at falde.
Og dette var ingen Drøm! Det var Virkelighed! Disse til Himlen
skrigende Skændselsgerninger kunde foregaa for Evropas
Øjne, uden at en myndig Stemme hævede sig derimod! Og Kirkernes
Klokker ringede Gudsfred over denne By, og Præsterne
stod paa Prækestolene og vidnede om Kristendommens Velsignelser
og Næstekærlighedens Sejr i et Land, hvor man med
koldblodig Nysgerrighed — ja med Skadefryd — betragtede disse
Tog af stakkels Hjemløse, der dreves gennem Landene som
Pestbefængte og ofredes til Nød og Undergang i selve Kristendommens
Navn!
Det gav et Ryk i hende. Derude paa Torvet fik hun Øje paa
de to Politiofficerer. Det var to ægte prøjsiske Løjtnantsskikkelser
med Nakkeskilning og Slæbesabel og skinnende Sølvepauletter
paa de brede Skuldre. Hendes Hænder knyttedes. I deres
embedsmandsmæssige Uanfægtelighed, med deres overmodige
Miner syntes disse to Lovens Vogtere hende et Sindbillede paa
det hele farisæiske Kristensamfunds brutale Selvgodhed, og hun
priste sig lykkelig over, at hun ikke havde haft et Mordvaaben
hos sig før, da hun stod faa Skridt fra dem. Nu bagefter følte
hun, at hun kunde have været i Stand til at dræbe dem med
egen Haand.
Naar senere hendes Kærlighedsskuffelse havde oprevet hende,
som den gjorde, var det, fordi denne Sjælsrystelse var gaaet 
17
umiddelbart forud. Den ene Ydmygelse virkede tilbage paa Erindringen
om den anden, ja Indtrykkene af de to Begivenheder
blandede sig efterhaanden sammen for hende og fik en skæbnesvanger
Magt over hendes Sind.
Hun havde blandt andet i hine Dage besluttet aldrig at fæste
sig til nogen Mand. Med en Jøde vilde hun ikke gifte sig. Hun
vilde ikke, at hendes Børn skulde komme til at gennemgaa, hvad
hun selv havde maattet lide paa Grund af sin usalige Fødsel.
Men at stifte Familie med en Kristen kunde hun heller ikke
tænke sig. Dertil hadede hun for uforsonligt dette Samfund,
der i Aarhundreder havde været hendes Stammes koldblodige
Bøddel Selve Racen skræmmede hende desuden, virkede paa
hende som en raa Trusel. Synet af en saadan firskaaren, blaaøjet
o* kødrig Nordbo som Per vakte straks Erindringen om hine to
skulderbrede og magtglade Officiantskikkelser, som hun endnu
efter Aars Forløb ikke kunde mindes uden at føle Mordlyst krible
hende i Fingerspidserne.
Saa var der ogsaa det, at hun nu begyndte at føle sig gammel.
Hun havde været voksen siden sit ellevte-tolvte Aar. Allerede
i Trettenaarsalderen havde hun haft sin første, dybt ulykkelige
og oprivende Forelskelse, — hun syntes derfor, hendes Hjerte
nu fortjente Hvile.
At hendes gamle Ven Eybert holdt af hende og gerne vilde
have hende til Kone, havde hun længe vidst. Hun for sit Vedkommende
satte stor Pris paa at tale med ham. Saa forskellige e
end var, besad de mange fælles Interesser — politiske og Ilterne
_ 0g havde omtrent det samme mistrøstige Syn paa det
meste af, hvad der foregik herhjemme og rundt i Verden. I
Grunden kunde hun rigtig godt lide ham. Den lille, stilfærdige
Mand med det glatkæmmede lyse Haar og det tynde Fuldskæg
havde en velgørende beroligende Indflydelse paa hende, vakte
intet af den Erindring om bredskuldret Brutalitet, der virkede
saa afskrækkende paa hende overfor saa mange andre Mænd.
Rigtignok var der saa heller ikke nogetsomhelst hos ham, der
vakte det kvindelige Driftsliv i hende. Kun naar hun engang
imellem hørte ham tale til andre om sine to moderløse Smaa, 
77
kunde der i Dybet af hendes Hjerte røre sig noget, der flygtigt
bragte Blodet op i hendes Kinder; ja, der kunde være Øjeblikke,
hvor hun i Trang til at udfylde en Plads her i Livet og ofre sig
for et Kald flygtigt lod sig gribe af den Tanke at blive Moder
for denne ensomme Mands Børn.
* *
*
En Dag i Skumringen sad Onkel Heinrich hensunken i en
dyb Lænestol inde i Biblioteket og røg en af sine stærke, sødligt
duftende „Manillaer" efter Middagen. Han havde siddet nogen
Tid alene, da Ivan kom derind og kastede sig i en Stol overfor
ham.
„Onkel — jeg har noget at tale med dig om."
„Det er et højst ubekvemmeligt Øjeblik, du har valgt dertil.
Du veed, det inkommoderer mig at tale, naar jeg har spist."
„Men du holder heller ikke af at tale, mens du spiser, — det
plejer du jo at sige — saa jeg veed virkelig ikke, hvornaar jeg
maa snakke til dig."
„Naar jeg sover.— Naa, men hvad er det saa?"
„Vil du gøre mig en Tjeneste, Onkel?"
„Du veed, at jeg af Princip aldrig gør Folk Tjenester. Lad os
altsaa tale om noget andet."
„Saa kald det en Forretning — eller hvad du vil," sagde Ivan
og anbragte sig i sin Yndlingsstilling med den ene Fod oppe
under sig. „Ser du, der er en ung Mand, som jeg interesserer
mig for... et Menneske, som —."
„Kort og godt — et af dine Genier. Videre!"
„Jamen dennegang tager jeg ikke fejl, Onkel! Det er absolut
et eminent Talent. Han vil engang komme til at præstere noget
epokegørende i sit Fag. — Men han er fattig."
„Fattig? Ja, det er jo en af Hovedegenskaberne hos Geniet,
har jeg forstaaet."
„Og naturligvis vil man ikke give ham Lov til at gøre sig
gældende herhjemme. Det er jo de store Begavelsers sædvanlige
Lod. Men jeg er forresten ikke bange. Han skal slaaes op. Jeg
Lykke-Per I 
har talt med Dyhring derom, og han har lovet mig at interviewe
ham ved Lejlighed og skrive en Artikel om de store Opfindelser,
han beskæftiger sig med."
„Med andre Ord, Ivan — det Menneske, du der taler om,
det er den selvbevidste unge Person med Opstandernæsen, der
optraadte her forleden og gjorde Skandal'— ham med det uanstændige
Navn. Hvad er det nu, han hedder?"
„Sidenius."
„Herr Gott von Mannheim! At et stakkels Menneske kan hedde
saadan!"
„Nu veed jeg, at han har i Sinde at rejse bort og studere i
Udlandet en Tid."
„Er han kommen til Penge da?"
Nej, ser du, Onkel, det er netop det, jeg gerne vilde tale
med dig om. Forstaar du, jeg vilde gerne kunne tilbyde ham de
nødvendige Rejsepenge, som jeg veed, han mangler. Men han
er en stolt Natur. Og saa ømfindtlig paa det Omraade, at
ja jeg er næsten sikker paa, at han vilde sige nej, naar
man gik hen og ligefrem tilbød ham Penge. Han vilde tage det
i ii
op som en Fornærmelse. Saadan er han.
„Saa skulde du sgu beholde dine Moneter, Ivan."
„Snak, Onkel! Det er netop den Slags Folk, der skal hjælpes.
— Og du maa finde paa en Udvej, Onkel."
„Jeg? Er du gal?"
„Jeg har tænkt mig, at jeg kunde faa dig til at være Skærmbræt
for mig. Og det vil du nok, Onkel, naar jeg ber dig pænt
om det. Ser du, Pengene maa tilbydes ham paa en saadan Maade,
at det ikke støder ham.. og absolut anonymt, ellers tager han
dem aldrig. Du kan jo sige, at det er nogle Venner og Beundrere,
der har ønsket at vise ham en Opmærksomhed, inden han rejser
eller du kan tilbyde ham dem som Laan... eller hvad du nu
kan finde paa." .
Onkelen skød sine buskede Bryn i Vejret og overvejede et
Øjeblik Det var ham i Grunden ikke imod at optræde som Velgører,
naar det ikke kostede ham noget. Han havde desuden
selv faaet en Smule tilovers for Per, som blandt alle Nannys 
79
Kurmagere syntes ham den eneste, der sad inde med Betingelser
for at slaa sig op i Verden og blive hende værdig.
„Hvormeget har du tænkt at fylde i den Luks?"
„Hvad der behøves, for at han kan slaa igennem. Jeg har ikke
sat nogen Grænse. Han faar anvist en Konto hos Griesmann og
kan saa trække paa mig gennem ham."
„Du er gal, min Søstersøn! Du er ligesom din Mor og din
Far og alle dine Søskende og din hele Familje splittergal!"
„Er der Nogen, der gi'er lidt Ild?" lød det i det samme fra
Døren til Dagligstuen. Det var Nanny; hun stod derhenne med
begge Hænder spændt omkring Livet og stak Overkroppen frem.
En utændt Cigaret vippede mellem hendes Læber.
Onkelen skar en Grimace.
„Der kommer hun med sin Papirpatte!... Har jeg ikke sagt
dig, at det er en væmmelig, afskyelig, nederdrægtig Stank."
„Er du i daarligt Humør, Onkel? Det var kedeligt. For der
er noget, jeg gerne skulde snakke med dig om."
„Du ogsaa! .. Snak væk! Min Middagshvile er dog komplet
ødelagt for idag."
„Jeg har en Høne at plukke med dig, lille Ven."
„Pluk væk! Og lad det faa en Ende!"
»Jeg synes, du kunde være saa taktfuld ikke at gaa gennem
Strøget med dine Damer paa den Tid, hvor ordenlige Folk spaserer
der. I hvert Fald skulde du vise din Familje det Hensyn
at vælge en mindre afskrækkende Ledsagerske end det Uglebillede,
jeg saae dig med baade idag og forleden. Vi kan ikke
være bekendt, at du har en saa skrækkelig Smag, Onkel."
Hun havde stillet sig hen bag hans Stol, paa hvis Ryg hun
hvilede sine Arme, mens hun sendte Strøm paa Strøm af Cigaretrøg
ned over hans tyndhaarede Isse. Saa opbragt han end var
over hendes Ord, rørte han sig ikke. Med halvlukkede Øjne hengav
han sig til den lille Nydelse, det var for ham at føle disse
varme Aandepust fra de friske Pigelæber.
„Har jeg ikke sagt dig, Nanny, at det er væmmeligt, afskyeligt
at høre en ung Pige føre saadan uanstændig Tale. Forresten
er den unge Dame, du taler om —."
12* 
18
„Hvadfor en ung Dame?"
Hende, du maaske har set mig gelejde en enkelt Gang det
er "min Værtindes Datter, en meget dannet og højst respektabel
—
Teg har ikke talt om nogen ung Dame. Jeg har talt om en
gammel Hejre med røde Uldblomster paa Hatten og fede Sminkeklatter
paa Kinderne. Og jeg siger dig, Onkel — hende kan
du ikke være bekendt."
Og jeg siger dig, Tøs, at du skulde sidst snakke om, hvad
man kan være bekendt - du! Hvad er maaske det for Personer,
du trækker her til Huset med dit uanstændige Koketteri? En Hr.
Sidenius! En Bondedreng, der akkurat har faaet saa megen Politur
at han ikke snyder sig med Fingrene! Og hvad for et Fjæs
der sidder paa den Fyr! Han ser grangivelig ud, som om han
havde haft en Jomfru Næsvis til Mor og en Hanswurst til Far.
„Teg finder ham nu smuk."
Ja . du finder ham smuk," vrængede han efter hende. „Men
det siger jeg dig, Nanny! Gifter du dig med en Døbt, som ikke
i det mindste er Født, saa .
„Hvad saa, Onkel?"
Han sendte hende et frygteligt Blik over Stoleryggen og sagde
langsomt, med højtideligt Eftertryk paa hvert Ord:
Saa faar du ikke min store Brillantnaal efter min Dø .
"jamen den har du jo ogsaa lovet Jakobe, Onkel. Og Rosa le
har ogsaa faaet Løfte paa den. Og Ivan, tror jeg."
Han foer rasende op og styrtede ud af Stuen, idet han raa e:
„I er allesammen splittergale i dette Hus! Jeg sætter ikke mere
mine Ben her! Her er befængt! Jeg har faaet nok
Ivan og Nanny saae lidt betuttede paa hinanden. Som saedvanlig
vidste de ikke rigtig, om han havde talt i Alvor eller halvt
1 SPØ§-
Men nu kom Jakobe frem i Dagligstuedøren. _ 4l
„Hvad har I gjort ved Onkel? Han var jo helt ude af sig selv.
„Ingenting," svarede Ivan. „Du veed, han kan aldrig lide mine
Venner,— og nu har han ogsaa set sig gal paa Sidenius. Det
er det hele! Jeg fortalte ham, at Sidenius tænkte paa at rejse, og 
81
jeg bad ham om at gøre mig en Tjeneste i den Anledning —
det var det hele."
„Vil Hr. Sidenius rejse?" spurgte Nanny — og der var noget
i Betoningen, som fik Søsteren i Døren til at se iagttagende paa
hende.
„Han tænker paa det, ja."
Nanny spurgte ikke om mere. Som i Tanker gik hun hen og
kastede sin halvt udrøgede Cigaret fra sig i en Malmskaal, der
stod paa Bordet.
„Jeg tror virkelig, Nanny for Alvor har faaet et godt Øje til
Hr. Sidenius," sagde Jakobe om Aftenen, da hun og Moderen
sad alene i Dagligstuen omkring den tændte Arbejdslampe.
„Aa, hvor falder det dig ind!" sagde Fru Salomon i lidt uvillig
Tone som var det en Tanke, der i Stilhed ogsaa havde beskæftiget
hende og foruroliget hende en Smule. „Hr. Sidenius er
jo en halvt utilregnelig Fusentast. Og Nanny mangler ikke Forstand.
Desuden reiser han jo nu, og dermed ophører sagtens
vort Bekendtskab med ham."
„Jeg har nu den Tro, at det vil trække ud med den Rejse,"
sagde Jakobe efter nogen Tavshed, — hun sad tilbagelænet i
Sofahjørnet ved Siden af Moderen og saae ud for sig i en egen
mørk Grublen.
„Kære Barn, hvad kan du vide om det?"
„Aa, jeg er da ikke blind, Mor! Fra det første, jeg saae det
Menneske her, var jeg klar over, hvad han kom her for. Og han
er vist ikke af dem, der saa. hastig opgiver, hvad de har sat sig
i Hovedet. Det siger jo ogsaa Ivan om ham. Hvad der ellers
kan være at udsætte paa ham — og der er jo tilstrækkeligt endda!
noget af en Karakter synes han virkelig at være."
Fru Salomon smilte lidt.
„Jeg tror, du begynder at forlige dig med ham, Jakobe."
„Nej, det gør jeg ikke,... og det vil jeg heller aldrig kunne.
Dertil er hans Person mig for meget imod. Men jeg tænker
paa, at han jo endnu er ganske ufærdig. Ingen kan vide, hvad
han under gunstige Forhold vil kunne udvikle sig til. Maaske 
18
vil han virkelig engang kunne blive en ret antagelig Mand for
Nanny. I hvert Fald tror jeg næsten, jeg vilde foretrække harn
til Svoger f. Eks. for et Menneske som Dyhring."
„Hør, du er dog bleven en rigtig Kirsten Giftekniv, Jakobe,
sagde Fru Salomon. „Forleden var det Olga Davidsen, du havde
travlt med; og idag er det din egen Søster, du vil have afsat. ^
Jakobe blev rød. Hun følte sig truffet af Moderens Bebrejdelse.

„Lille Mor," — hun bøjede sig smilende frem for at skjule sin
Forlegenhed og lagde Haanden hen paa Moderens Arm — „Du
veed nok, det er nu engang gamle Jomfruers Svaghed.
*
Per blev i disse Foraarsmaaneder en hyppig Gæst i det salomonske
Hjem. Vistnok var det stadig Nannys Person, der hovedsagelig
drog ham dertil; men ogsaa det ham saa nye og fremmedartede
Familjeliv øvede en stærk Tiltrækning paa ham.
En Aften, da han var gaaet, kunde Jakobe ikke lade være
med at henkaste det Spørgsmaal: •
„Gud veed, hvad Hr. Sidenius egenlig tænker paa, naar han
saadan sidder og ser hen for sig uden at sige noget?"
Han sad og tænkte paa sit eget Barndomshjem. Han saae or
sig Dagligstuen derhjemme, saaledes som den stod tydeligst for
hans Erindring: i de lange Vinteraftener, naar den enlige Lampe
brændte døsigt paa Bordet foran Hestehaarssofaen og Faderen
halvslumrede i den stivryggede Lænestol med sin grønne apskærm
for Øjnene, mens Signe læste højt af Avisen og de mindre
Søstre sad krumme over deres Stoppearbejde og hvert Øjeblik
skottede op til Uret paa Sekretæren for at se, om Vægteren ikke
snart vilde komme og forkynde Sengetid. Han hørte igen hine
smaa Suk, der nu og da lød fra Soveværelset ved Siden af, og
hvormed Moderen derinde i Sengen gav sit artid lidt bek.emte
Hjerte Luft. Han hørte den stille Kogelyd fra Lampen, lugtede
Tørveosen fra Kakkelovnen blandet med Lugten af Pletvand eller
Medicin. 
83
Hvad der slog ham ved Sammenligningen, var dog ikke særlig
Modsætningen mellem den Rigdom, han havde for Øje, og Barndomshjemmets
Kummerlighed. Det var meget mere en Forskel
\ Tonen, i Talens Varmegrad, i selve Livstemperaturen i de to
Hjem. Naar han her hørte de kaadmundede Børn tale næsten
kammeratlig til deres Forældre; naar han hørte Fru Salomon
drøfte Foraarsmoderne med sine Døtre, tale til dem om, hvilke
Farver og hvilket Snit der klædte dem, ja ligefrem paalægge dem
som Pligt at tage sig godt ud; naar han bestandigt fandt Sindene
livfuldt optagne af alt, hvad der skete rundt om i Verden, men
aldrig hørte den mindste Hentydning til det dunkle „Hinsidige",
der som en Gravluftning havde gennemtrængt hans eget Hjem,
hvor man regelmæssig begyndte og afsluttede Dagen med at bortvende
sig fra Verden i Bøn og Salmesang; hvor det at pynte sig,
ja blot at være velklædt og ofre Omhu paa sin Person næsten
betragtedes som uværdigt for et af Aanden genfødt Menneske, —
han følte da med Taknemlighed, at han virkelig her havde fundet,
hvad han havde villet søge i fremmede og fjerne Egne, Naturens
Børn, ubesmittede baade af et Himmerig og et Helvede.
Men ogsaa selve Rigdommen havde gennem det salomonske
Hjem faaet ny Værdi for ham. Han havde hidtil paa Bondevis
betragtet Pengene nærmest som et Vaaben, med hvilket man —
halvt snigmorderisk — hævdede sig i Tilværelseskampen. Nu
aabnedes hans Øjne for den Betydning, som betryggede Livsvilkaar
kunde faa ogsaa for et Menneskes sunde aandelige Vækst,
for den rolige og frie Karakterudfoldelse. Han begyndte at forstaa
den Ærefrygt for Guldet, man tillagde Jøderne, og som
alle rettroende Sideniusser højlig forargedes over. Han huskede
sin Faders foragtelige Udtryk om „Mammondyrkerne" og mindedes
sin Religionslærer, en bleg og luvslidt Teolog, som —
idet han strøg Eleverne over Haaret med en Haand, der stank
af Bukselomme — indtrængende formanede dem til aldrig at
eftertragte saadanne Skatte, som „Rust og Møl kan fortære". Han
tænkte paa, hvorledes i dette lille ludfattige Land Slægt efter
Slægt var bleven optugtet til at nære en farisæisk Ringeagt for
alt „timeligt Gods", og hvorledes aandelig Forkommenhed og 
•BniAtMMiMpj
Pjalteri og Snuskethed samtidig havde præget det hele Samfund,
og han følte en trodsig Lyst til at raabe ud over Landet et „Respekt
for Pengene! Paa Knæ for Mammon.. . Folkenes Opretholder
og Forløser!"
Samtidig følte han godt, at denne Lysskyhed overfor Guiders
Glans endnu ikke var gaaet ham selv helt af Blodet. Naar han
saae sig omkring i de overdaadigt udstyrede Stuer, mærkede han
ofte Resterne af sin medfødte Troldenatur røre sig i ham. Ja,
hver Gang han fra dette østerlandske Solskinshjem tænkte tilbage
paa sit eget Liv med dets triste og fattige Glæder og Samvittighedskampenes
Kval og Uhygge, følte han med Skamfuldhed,
at han virkelig var, hvad Faderen altid havde kaldt ham,
et „Mørkets Barn", en Underjordisk — en Sidenius.
Livet i det store, rige og selskabelige Købmandshjem, hvor saa
mange fribaarne og formsikre Mennesker mødtes, virkede overhovedet
paa ham som et Aandens Spejl og vakte ham til fornyet
Selverkendelse. For første Gang i sit Liv traf han her Folk,
overfor hvem han følte sig underlegen. Endog i Samtale med de
unge Piger eller deres Veninder maatte han benytte allehaande
Kunstgreb for at dække over Manglerne ved sin Kultur og skjule
de store Huller i sin Viden. I al Hemmelighed søgte han da ogsaa
skyndsomst at indhente, hvad han havde forsømt i Henseende til
almindelig Dannelse. Navnlig havde han med Iver kastet sig ovei
Studiet af Nathans Bøger, som i disse Krese saa ofte blev omtalt
og omstridt. Ogsaa sine højst mangelfulde Sprogkundskaber
søgte han at hjælpe paa for ikke at staa tilskamme i et Hus, hvor
selv de yngre Børn talte de tre evropæiske Hovedsprog med Færdighed.

Derfor, skønt han stadig søgte til Huset særlig for Nannys
Skyld, holdt han undertiden mest af at sidde og snakke med Fru
Salomon og Jakobe, hvis Underholdning syntes ham at være mest
belærende. Navnlig havde han faaet stor Respekt for Jakobe, der
med lige stor Lethed kunde tale om gamle, græske Filosofer og
om den nyeste Bismarck-Politik, og som alligevel ikke var nogen
Blaastrømpe. Trods det lidet behagelige Indtryk, hun straks havdo
gjort paa ham, og skønt hun endnu langtfra altid viste sig foi 
85
ham fra sin tilgængeligste Side, satte han megen Pris paa at tale
med hende om, hvad han havde læst eller tænkt paa at læse; og
hun paa sin Side lod sig ved en Slags Overrumpling afvæbne af
hans Optagethed af Dr. Nathan, en Mand, i hvem ogsaa hun saae
Landets stærkeste Personlighed og en ny Tids Herold. De havde
her fundet et Felt, hvor de kunde mødes i Forstaaelse, og hvortil
de hver paa sin Maade droges af det, der var dybest i dem begge
— Hadet til den Kirke, der havde kastet Skygge over deres Ungdom.
Og Per gjorde ingen Røverkule af sit Hjerte. Han udtalte
sig om sine Følelser med en naiv Aabenhjertighed, der efterhaanden
vandt ham — om ikke hendes Sympati, saa dog hendes
Overbærenhed. I Virkeligheden ledede hun i denne Tid hans
Udvikling langt mere, end hun selv anede. Men heller ikke Per
havde nogen rigtig Forstaaelse af den Indflydelse, hendes overlegne
Personlighed var ved at faa paa ham. Med al sin Respekt
for hende begreb han derfor heller ikke rigtig den overordentlige
Hyldest, hun fra visse Sider var Genstand for, f. Eks. paa Husets
store Modtagelsesaftener, hvor saa mange af det liberale
Partis Bedstemænd var tilstede. Mens Nanny ved saadanne Lejligheder
foer overgiven gennem Stuerne med Literaterne Balling
og Povl Berger og den Slags Narrefølge, samlede Jakobe trods
sit afmaalte, til Tider afvisende Væsen Selskabets Spidser om
sin Stol, de virkelige Berømtheder, Universitetsprofessorerne og
de mange ansete Læger, der udgjorde en saa betydningsfuld Del
af Hovedstadens allerede ganske indflydelsesrige Fremgangsparti.
Engang hørte han endog en af disse Folk udbryde i Beklagelser
over, at en Kvinde af saa megen Aand og med saa mange Kundskaber
ikke syntes tilsinds at gøre nogen Mand lykkelig. „Forresten,
hvem skulde hun gifte sig med?" havde Manden bagefter
selv indvendt. „Hun, der i sit Væsen har saa meget dronningeagtigt,
burde jo i det mindste have en Prins. Denne kedelige
Eybert er da i hvert Fald ikke noget for hende." Disse spøgefulde
Ord gjorde et stærkt Indtryk paa Per og paavirkede lidt
efter lidt hans Bedømmelse ogsaa af hendes Ydre. Han maatte
indrømme, at hun bar sig ganske stolt, og at Ansigtsprofilen virkelig
mere var en Ørns end en Papegøjes. Han fik Øjet op for 
18
Skønheden i hendes lette og dog saa sikre Gang med dens ejendommeligt
rovdyrsagtige, lydløse Fodskifte. Han lagde Mærke
til den betagende Maade, hvorpaa hun kunde synke ned i en
Lænestol, — ja, om det saa var hendes hastige Maade at pudse
Næsen paa, slog det ham nu, hvor fornem den var.
En Aften kom de tilfældig til at være nogle Øjeblikke alene
inde i Biblioteksværelset. Nanny var i Middagsselskab og ventedes
først hjem om en Timestid; han var netop bleven siddende
for at bie paa hendes Hjemkomst. De sad paa hver sin Side af
det store, ottekantede, perlemorsindlagte Bord, Lampen stod imellem
dem og spejlede sin gule Silkeskærm i dets mørke Plade.
Jakobe sad med Haanden under Kinden og bladede i et Billedværk.
De havde i nogen Tid ikke talt, da hun pludselig gjorde
ham det Spørgsmaal, hvorledes det egenlig var gaaet til, at han,
som tilhørte en Slægt, der var saa udpræget præstelig, havde
faaet Lyst til at gaa den praktiske Vej og blive Ingeniør.
„Synes De maaske ikke om Stillingen?" spurgte han afledende.
j0 — hvorfor ikke?" sagde hun overrasket, hvorpaa hun
med megen Varme talte om den Betydning, Aarhundredets storslaaede
Ingeniør-Virksomhed sikkert engang vilde faa for Menneskehedens
Frigørelse. Naar Afstanden mellem Landene mere
og mere formindskedes ved Hjælp af Jernbaner og Telegrafer
og Dampskibe, vilde efterhaanden de indbyrdes Forskelligheder
udlignes og dermed det afgørende Skridt være gjort til den endelige
Virkeliggørelse af Menneskenes gamle Drøm om en broderlig
Forstaaelse mellem alle Jordens Folkeslag.
Per skottede ved disse Ord et Par Gange hurtigt over til hende
og blev lidt rød. Han havde aldrig selv betragtet sin Virksomhed
fra det Synspunkt men følte sig overordenlig tiltalt af at
se sit Kanalprojekt stillet i en saa ophøjet Ides Tjeneste.
Saadan gik det ham iøvrig bestandig overfor hende. Det var
med hendes Ord som med Nathans Bøger, de kunde glimtvis
ligesom lynbelyse fjerne og fremmede Tankeegne, der virkede
som en lokkende Aabenbaring. Hvor hun er klog! tænkte
han ofte, naar han sad overfor hende og betragtede hendes sære,, 
87
sfinksagtige Træk, og han kunde da have en helt eventyrlig Fornemmelse
af at sidde Ansigt til Ansigt med en ungdommelig Sibylle.
I saadanne Øjeblikke voksede hun ud i det overnaturlige,
blev selve Visdomsdybets uudgrundelige Bevogterske.
„Jeg vilde ønske, jeg havde kendt Dem for længe siden,
Frøken."
Skønt han gjorde sig Umage for at lægge lidt Lystighed i
Stemmen, hørte han godt, hvor flovt det lød. Jakobe smilte da
ogsaa paa en Maade, der ikke kunde smigre ham. Alligevel
blev han ved:
„Ja, det var naturligvis dumt sagt. Men det er nu ikke desmindre
sandt, — jeg gaar virkelig i denne Tid omkring med
en Fornemmelse af, at jeg først nu begynder at blive rigtig
Menneske. Og det har De en Smule Del i, Frøken .. . enten
De saa bryder Dem om det eller ej."
„Hvad Slags Skabning mener De da at have været før?"
Det varede lidt, før han svarede:
„Husker De ikke fra Deres danske Læsebog et Sagn om en
Bakketrold, der krøb op gennem en Muldvarpetue for at leve
mellem Menneskene men nøs ganske forskrækkeligt, hvergang
Solen brød gennem Skyerne? — Aa, jeg kunde fortælle Dem
en lang Historie derom!"
Og, bedst som de sad, begyndte han virkelig at lukke noget
af sit Allerinderste op for hende. Idet han gav efter for Trangen
til at have en Fortrolig fortalte han halvt spøgende om sin Barndom
og om det brudte Forhold til Forældrehjemmet.
Jakobe havde i Forvejen hørt noget derom gennem Ivan. Hun
blev lidt sky ved denne pludselige Aabenhjertighed og opfordrede
ham ikke til at fortsætte.
Nu blev de ogsaa afbrudt af Onkel Heinrich, der kom ind fra
Forstuen. Den gamle Udhaler forsømte sjælden nogen Lejlighed,
hvor han kunde komme til at beskue sine Niecer i stort Toilette.
Hans første Spørgsmaal galdt da ogsaa Nanny.
I det samme hørte de Vognen rulle ind i Porten, og et Øjeblik
efter fejede Nanny ind ad Døren. 
18
Idet hun opdagede Per, standsede hun og lod med beregnende
Langsomhed det hvide Skindslag glide ned fra de blottede
Skuldre.
Per havde rejst sig og betragtede hende lidt forvirret.
Ja, vist var det et dejligt Legeme, som stod der foran ham
i en hvid, dybt nedringet Silkekjole, endnu blussende af Selskabssalenes
Hede og med Øjnene straalende af Festglæde. Og
dog _ da han lod Blikket glide tilbage til Søsterens sortklædte
Skikkelse, som sad der med Haanden tænksomt under Hagen,
omgydt af Lampens rolige Lys, slog det ham, hvor godt Jakobe
taalte Sammenligningen.
Helt underlig tilmode tog han lidt efter Afsked og gik langsomt
hjemad. Og midt paa Gaden standsede han og sagde halvt
forskrækket til sig selv, idet han skød Hatten tilbage fra Panden.
„Jamen — du gode Gud! Kan det da være Jakobe, jeg elsker? 
OTTENDE KAPITEL
For at gøre sit Navn kendt af Offenligheden og derved fremme
ogsaa sine Planer i det salomonske Hjem havde Per i nogen Tid
tumlet med den Tanke at udgive et lille Skrift om sine Ideer.
Det skulde være hans Svar til Oberst Bjerregrav, og Skriftet
skulde formes som en Udfordring til det hele hjemlige „Ingeniørkleresi",
der havde villet kneble ham og støde ham ned i
Mørket. De Herrer skulde faa at mærke, at der endnu var Liv
i Rebellen.
Han vilde blandt andet udvikle Nødvendigheden af en fuldstændig
Omordning af Landets Samfærdselsvæsen. Med Tal, som
man nok skulde lade staa, vilde han godtgøre, hvor taabeligt det
var for et brændselsfattigt, af Havet omflydt lille Land at begunstige
Udviklingen af et kostbart Jernbanenet i Stedet for at
lægge Hovedvægten paa et mangearmet Kanalsystem, der kunde
bringe saa at sige hver eneste lille By i direkte Forbindelse med
Verdenshavnene. Han vilde hermed først og fremmest slaa til
Lyd for sit eget Projekt, hvoraf Bogen skulde indeholde en
fuldstændig Beskrivelse ledsaget af Tegninger og Overslag.
løvrig var det hans Hensigt ogsaa at meddele Betragtninger
af et videre Omfang. Ægget af de Ord, Jakobe hin Aften havde
ladet falde om Ingeniørens naturlige Førerstilling i Nutidens Kulturkamp,
besluttede han at udstyre Bogen med nogle kraftige
Indledningsord, hvori han mere i Almindelighed vilde udtale sig
om Landets Fremtidsopgaver.
Dette Kampskrift begyndte han nu at udarbejde. Saa uvant
det end var ham at udtrykke sig med Pennen, og skønt Ortografi
og Tegnsætning ikke var hans stærke Side, gav han sig 
ufortrøden i Kast med Opgaven. I en Stil og Tone, der var farvet
af hans Indtryk fra Dr. Nathans Skrifter, fastslog han først det
dybe Forfald, hvori „det akademiske Spidsborgerskab" i Løbet
af det sidste Hundredaar havde styrtet Nationen, og gav en mørk
Skildring af den uophjælpelige Armod, hvori Landet tilsidst vilde
synke ned, dersom man paa Trods af sund Fornuft og andre
Landes Erfaringer ikke løsrev sig fra de overleverede Forestillinger
om Smørrets og Flæskets Velsignelser og resolut skaffede
Befolkningen nye Indtægtskilder. Som Modstykke udkastede han
et livfuldt Billede af det Vidunderrige, hvortil en kraftig Industri
forholdsvis hurtigt vilde kunne omskabe Landet. Mens Pennen
tumlede henover Papiret, saae han i Aanden store Skibe dampe
frem ad hans Kanalers blanke Vandveje, tungt ladede med fjerne
Landes Raaprodukter. Han saae stolte Fabriker rejse sig langs
alle rindende Strømmes regulerede Løb, hørte Lyden af summende
Svinghjul og brusende Turbiner. Paa den golde, jyske
Hede, hvor nu kun nogle magre Faar fandt en kummerlig Føde,
saae han menneskemylrende Stæder, travle Nybyggerbyer, hvor
ingen Kirkeklokker i Midnatstimen ringede Spøgelsefrygt ind i
Sindene, men som med elektriske Banstraaler jog Mørket og
dets Aander paa Flugt.
En Dag, som han sad der og glødede af Inspiration, fik han
et overraskende Besøg. Der blev slaaet et Par rappe Slag paa
hans Dør med en Stokkeknap, og „Direktør" Delft aabenbarede
sig i lys Pariserdragt, pomadiseret og parfymeret, med et blaaligt
Seglas for det ene, stærkt skelende Øje.
„De har, ved Gud, skjult Dem godt," sagde han uden rtogensomhelst
Indledning og saae sig mønstrende omkring i den lille
mørke Bagstue, hvor det flød med Papirer og Tegneruller. „Saa
her er det altsaa, De sidder og udsteder Deres falske Veksler paa
Fremtiden! Det er virkelig ogsaa et Ideal af en Falskmøntnerhule.
— For Guds Skyld! Jeg forstyrrer Dem dog vel ikke i
Fabrikationen af nogle hundrede Tusinde? Ha, ha, ha!"
Per kendte hans ligefremme Udtryksmaade for godt til at
fornærmes af den. Alligevel smilte han lidt tvungent. Han kunde
ikke lide denne grimme Mand og følte sig ubehagelig tilmode 
91
.
ved Besøget. Hvad kan den gamle Slubbert ville mig? tænkte
han.
„Det forbavser Dem dog vel ikke at se mig?" spurgte Hr.
Delft med paatagen Ængstelse, efter at han havde gjort sig det
mageligt i den eenarmede Gyngestol, som Per havde budt ham
Plads i. „Jeg har saamænd længe ligget paa Tur ud til Dem,
Hr. Sidenius; men mine Forretninger har ikke levnet mig Tid
før nu. De urolige Forhold i Kina og Forviklingerne i Indien
skaffer vort Selskab et utroligt Bryderi. Jeg maa telegrafere den
hele Dag. — Naa, men nu sidder jeg altsaa her for at passiare
lidt med Dem — hen i Vejr og Vind, som man siger."
Han gjorde her et lille Ophold i den tydelige Hensigt at spænde
Pers Nysgerrighed. Men Per forholdt sig roligt afventende og
spurgte ikke.
Der blev derfor en længere Pavse, hvorunder Hr. Delft paany
gjorde den fattige Stue til Genstand for en nærgaaende Undersøgelse
gennem sit Seglas.
„Har De nogensinde opholdt Dem i Kina, Hr. Sidenius? ...
I Indien maaske? ... Men i Amerika har De dog vel været? ...
Aa, der burde alle unge Mænd rejse over og tage sig et Kursus
i den Kunst at kaste sig frem i Verden."
Fornyet Pavse. Hvorefter Hr. Delfts Tone slog om og blev
mere forsigtig.
„Skulde De, Hr. Sidenius, tilfældigvis kunne erindre en lille
Samtale, vi havde med hinanden den første Gang, jeg havde
den Ære at hilse paa Dem i min Svogers Hus? De var saa elskværdig
at udtale nogle anerkendende Ord om min Niece, hvorfor
jeg meget takkede Dem. Jeg tillod mig ved den Lejlighed
at henlede Deres Opmærksomhed paa den Fornøjelse, De kunde
skaffe Dem ved at studere de mange latterlige Personager, som
de unge Piger trækker til Huset derhenne. Naa, har jeg ikke
Ret? Er det ikke mangen Gang et virkelig komisk Syn? Der
kommer de unge Fyre spankulerende og gør Haneben uden en
lybsk Skilling i Lommen og med Ansigter saa uskyldige som
en nyvasket Barnerumpe."
Per tænkte ved sig selv, at havde det ikke været for Jakobes 
=—5
Skyld, skulde den gamle Kavaler snart være kommen paa Hovedet
ud af Døren.
„Og saa er det saa dansk ... ikke sandt? ... saa ægte pæredansk,"
blev Hr. Delft ufortrøden ved, idet han kastede et nyt,
medynksfuldt Blik om paa Stuens Kummerlighed. „I andre Lander
vilde saadan noget være en Umulighed ... lod sig ganske
ikke tænke! I Amerika f. Eks. —
Han gav sig til at fortælle om, hvad han engang havde oplevet i
New-York med en ung Mand, der „machte en stor Karrier" og
snappede en Milliardærdatter væk for Næsen af fødte Grever
og Baroner, endda han var en fattig Djævel, der spiste sin Middag
i en Saloon.
„Det unge Menneske hed Stadlmann, en Østerriger. Han var
saadan en Slags Geni eller Charlatan, man kalder det; han vilde
lave Sødmælk og Butter af Præriegræsset, uden at det først gik
gennem Køer. Storartet Ide! Saa var det paa en Laboratorium,
han gik der og eksperimenterte og blev bekendt med en Søn
af Samuel Smith — De har nok hørt det Navn — en af Børsens
Matadorer i Fifth Avenue, en Mand paa sine syv-otte Hundrede
Millioner — Dollars, forstaar De! Og Samuel havde en eneste
Datter paa tyve Aar, og, Gud forlade mig, gaar hun ikke hen
og forliber sig i denher Stymper og vil partu gifte sig med ham.
Hvad gi'er De mig! Naa, Fyren kom jo paa Hovedet ned ad
Trapperne — naturligvis. Dersom en Mand som Samuel havde
saadan rent ud foræret sin Datter bort, var han bleven til Grin
i hele Unionen. Men nu var vi nogle Stykker, der havde observeret
detteher og fulgt Sagens Gang, som det hedder; og vi
sidder en Dag i vor Klub og bliver enige om, at der maa kunne
laves Forretning ud af den Historie. Og saa dannede vi med det
samme et Aktieselskab."
„Et Aktieselskab? ... Paa hvad?" spurgte Per, der var begyndt
at lytte.
„Paa hvad? Paa den unge Mand naturligvis ... paa hans
Chancer altsaa. Vi samlede en Aktiekapital ... først paa fem,
siden paa ti Tusind Dollars, for at han kunde etablere sig som
en ung Levemand i New-York, leje sig en flot Lejlighed paa
# 
93
Broadway, holde Tjener og Ridehest og give Soupers for Journalisterne
og blive omtalt i Bladene ... kort at sige, efter Forløb
af to Maaneder var hans Navn bekendt over hele The Street.
Saa kørte han en Dag hen og friede hos Samuel."
„Naa. Og fik hende?"
„Nej, ikke saa meget som en afklippet Negl af hende. Samuel
havde sin egen Spekulation med Pigebarnet. Han var selv en
Skarnkørers Søn og vilde derfor partu have sin Datter gift med
en Adelsmand."
„Men hvordan gik det saa med Aktieselskabet?"
„Det gik meget godt. Det blev en Forretning paa sine Tohundrede
Procent."
„Det forstaar jeg ikke. Naar Faderen kun vilde give Datteren
til en Adelsmand —"
„Ja, vi skaffede naturligvis Fyren det Adelskab. Det kostede
os fire Tusind Dollars. Men saa var det ogsaa et af Evropas
ældste og fineste Navne. Det gik meget nemt. Fyren leverte
os Adressen paa en gammel Enkegrevinde von Raben-Rabenstein
i hans Hjemegn, en fattig Djævel, som levede af at have Pensionat
for unge Piger. Vi sender hende en lang Skrivelse med Billet
til New-York og Retur og udbeder os hendes ærefulde Nærvæ­
relse ved den højtidelige Aabning af et nyt Børneasyl, som vi
havde oprettet i filantropisk Øjemed, — det var tre Unger fra
Gaden og en gammel, fordrukken Negerkælling, som vi havde
engageret for tre Maaneder, — men det fortalte vi naturligvis
ikke. Asylet skulde bære Kejserindens Navn, skrev vi, og være
særlig beregnet paa Børn af østerrigske Forældre, ... den kunde
hun jo ikke staa for! Det var en guddommelig Komedie! Ved
hendes Ankomst med Dampskibet mødte hele Interessentskabet
med Blomsterbuketter og kørte hende i en Karet med fire Heste
til en Galladinner paa Hotel Netherland, hvor hun blev præ­
senteret for Journalisterne som Hr. Stadlmanns kødelige Tante,
det stod altsammen at læse i Bladene Dagen efter. Saa viste
vi hende et lovformeligt opsat Adoptionsdokument og viftede hende
lidt for Næsen med en Tusinddollar-Check indtil hun besvimede.
Seks Maaneder efter blev den nybagte Greve von Raben-RabenLvkke-Per
I 13 
19
steins Bryllup fejret med fyrstelig Pragt i Overværelse af hele
Unionens Aristokrati. Jeg kan tale med derom, for jeg var selv
blandt de Indbudne og havde den Ære at føre den unge Hertuginde
af Catania født Simpson tilbords."
Per sad foroverbøjet og snoede nervøst sit Overskæg. Hr. Delft
havde med sin Fortælling stukket til hans ømme Sted: hans Pengeforlegenhed.
Det var daarlig nok, at hans Midler slog til for
hans personlige Fornødenheder i denne Tid. Hvorledes han
skulde skaffe sig Penge til at faa sin Bog trykt — det Spørgsmaal
havde kostet ham meget Hovedbrud.
Han havde siddet ganske rolig og med et fremkunstlet Smil
hørt paa den vidtløftige Fortælling, der iøvrig ganske lignede
de Røverhistorier, Hr. Delft plejede at give tilbedste efter Middagen
i sin Svogers Hus. Han var kommen til at tænke paa,
at det muligvis vilde være klogt at holde gode Miner med denne
gamle Hyæne, og han overvejede nu, om ikke denne skulde
kunne benyttes til at skaffe et Laan tilveje paa ikke altfor ublu
Betingelser.
„Det er i Grunden ingen daarlig Tanke — saadan at lave et
Aktieselskab paa en ung Mands Udsigter. Veed De hvad, Hr.
Direktør, den Trafik skulde De se at faa indført herhjemme. Jeg
har bare een Indvending. Hvorfor netop spekulere i ÆgteskabsChancer?
De hører dog i Almindelighed til de mest uberegnelige.
Hvorfor ikke hellere spekulere i en anden af de mangfoldige
Muligheder, der kan aabne sig for en dygtig og energisk
ung Mand? Hvad siger De f. Eks. om en Ingeniør med en eller
anden god Ide ... et originalt Vandbygningsprojekt f. Eks. ...?"
„Jeg indrømmer Dem," svarede Hr. Delft med et ubarmhjertigt
Smil, „paa Navnet kommer det mindre an, naar det ellers
er velklingende. Det Interessentskab, jeg talte om, hed saaledes
„Company til kunstig Fremstilling af Sødmælk og Fløde . Et fortræffeligt
Navn! Vi fik paa det et Par godtroende Spækhøkere til
at tegne sig som Garanter."
„Bien! De mener altsaa, at der kunde være Mulighed for at
faa dannet et lignende Konsortium her, naar en Mand f. Eks.
fremlagde Beregninger og nøjagtige Overslag, der tilfulde godt­
95
gjorde, at hans Plan — om den gennemførtes med Energi —
engang vilde kunne indbringe Millioner?"
„Ja — hvorfor ikke?"
Svarets overraskende Ligefremhed gjorde Per mistænksom.
Han vil lokke mig i en Fælde, tænkte han. Han kender mine
Planer, og nu er det hans Mening at jeg skal udlevere mig, saa
han bagefter kan prostituere mig for Jakobe og hendes Familje.
Han trak sig atter ind i sig selv og tav. Men da Hr. Delft
nu tog til sin Hat, som vilde han gaa, blev han alligevel urolig.
Han sagde til sig selv, at han jo dog vilde være nødt til at gribe
til en eller anden fortvivlet Udvej for at skaffe Penge, og han
besluttede at vove sig i hvert Fald endnu et lille Stykke frem.
Men pludselig faldt der en stor Lede over ham. Han følte sig
saa nedværdiget af disse uendelige Pengebekymringer. Han harmedes
ved saaledes stadig at maatte gaa Snigveje og hykle og
lyve for at skaffe sig, hvad han skulde bruge. I en Slags Desperation
brød han med alle Betænkeligheder og sagde:
„Hr. Direktør — skal vi ikke lade al Forstillelse fare? Jeg kan
forstaa paa Dem, at De kender min Tilbøjelighed for Deres Niece,
°g J
eg gør Dem gerne den Indrømmelse, at det er noget ubesindigt
af mig i min nuværende Stilling at gøre mig Forhaabninger
overfor en Dame med saa mange udmærkede — baade
indre og ydre — Fortrin."
„Meget smukt talt. Meget smukt."
„Nu vel. De har selv bragt Sagen paa Bane, og De har derved
givet mig nogen Berettigelse til at gøre Dem følgende ligefremme
Spørgsmaal: Vil De, Hr. Direktør, sætte Dem i Bevæ­
gelse for til Gunst for mig at faa dannet et saadant Interessentskab
som det, vi før talte om?"
„Jeg^" udbrød den lille Mand og rejste sig i hyklet Bestyrtelse
halvt op fra Stolen.
»Ja> netop De! vedblev Per. „Jeg tilstaar, jeg er for Tiden
i stærk Forlegenhed. Jeg maa have Penge ... Jeg skal have
Penge, om jeg saa skal stjæle dem."
Hr. Delft, der iøvrig troede, at det stadig var Nanny, Pers
Planer galdt, var nu kommen derhen, hvor han vilde. Pers sid-
13* 
19
ste Udtalelse syntes han godt om. Den bestyrkede ham i høj
Grad i Troen paa, at Per sad inde med Betingelser for at gøre
Karriere og opnaa en Samfundsstilling, der anstod sig hans Sø­
sters Datter.
Han lo pludselig helt fornøjet.
„De er ikke ueffen. Tror jeg ikke, De foreslaar mig en Geschæft
om min egen Niece. Naa — Tanken respekterer jeg.
Men jeg gør ikke Privatforretninger mere. Heller ikke med unge
Piger. Men nu skal jeg sige Dem, hvorfor jeg er kommen. Jeg
har Tillid til Dem, unge Mand! Jeg har Tro paa Deres Fremtid,
og jeg vil hjælpe Dem. De trænger til Penge. De skal faa
dem. Men jeg siger Dem straks — her bliver ikke Tale om at
betale nogen Rente eller saadan noget. Det er altsaa ingen Forretning,
forstaar De — saa kan De ellers kalde det, hvad De
vil. Kender De David Griesmann, Overretssagføreren? Han boer
i Klosterstræde. Hos ham kan De hæve, hvad De foreløbig har
Brug for, mod Sikkerhed i — nu ja, i det forventede Udbytte
af Deres eminente Opdagelser, naturligvis. Men jeg siger
Dem jeg vil have mit Navn holdt udenfor. Dersom Nogen
spørger mig, om det er mig, der forstrækker Dem, siger jeg
rentud nej. At De forstaar mig!
Per svarede ingenting. Hr. Delfts Tone og overlegne Beskyttermine
gjorde ham det umuligt at fortsætte Forhandlingen; og
desuden havde han ingensomhelst Tillid til Paalideligheden af
dette altfor uegennyttige Tilbud.
Da „Direktøren" nu igen tog til sin Hat, holdt han ham derfor
ikke længer tilbage. Han sagde blot med et Smil — for at give
en Slags Forklaring:
„Ja, naturligvis opfatter jeg Deres Tilbud som et muntert Indfald.
Forhaabentlig forstod De ogsaa nok, at mine Ord var ment
i Spøg. De smittede mig virkelig med Deres amerikanske Historie."
...
Hr. Delft saae først lidt overrasket paa ham. Derpaa smilte
han med sit alier ubarmhjertigste Smil. ....
„Gudbevares, Hr. Ingeniør! De har altfor ringe Tillid til min
Opfattelsesevne. Den fejler ellers ikke noget, vil jeg sige Dem. 
97
Imidlertid ... skulde De ved Lejlighed faa Lyst til at fortsætte
Spøgen, saa veed De nu, hvor Hr. Griesmann boer. Han har
Kontortid mellem ti og fire. Og jeg kan forsikre Dem, han har
megen komisk Sans ... megen komisk Sans! Jeg anbefaler mig!"
Han stod allerede med Haanden paa Dørklinken, da han atter
vendte sig om mod Per, der var bleven staaende ved Bordet.
„Endnu et Ord, Hr. Sidenius! De har til min Søstersøn omtalt
en Enkebaronesse von Bernt-Adlersborg, ikke sandt? Undskyld
mig mit paatrængende Spørgsmaal ... kender De noget
nøjere til den Dame?"
„Nej. Jeg kendte en Smule til hendes afdøde Bror. Men hvorfor
vil De —?"
„Undskyld mig! Det er en ældre Dame, ikke sandt? Og vistnok
saadan lidt ... lidt morsch i Hovedet?"
„Maaske. Men maa jeg spørge ?"
»Og De havde forleden et Brev fra hende, ... et venligt Brev
fra Udlandet. Ivan har fortalt mig det. Hun havde bedt Dem
om at besøge hende i hendes Hjem i Sommer, og hun beklager
nu, at hun gennemgaar en Kur og først kommer tilbage til Vinter.
Er det ikke rigtigt?"
„Men for Pokker!" udbrød nu Per utaalmodig og slog Knoen
i Bordet. „Hvorfor gør De mig alle de Spørgsmaal?"
Men uden at lade sig forskrække gik den lille grimme Mandsling
ham tæt ind paa Livet, løftede sig paa Taaspidserne og
sagde:
»J° J
e§ skal sige Dem — der kunde muligvis ogsaa her
i Landet tænkes Folk, der kun vil gifte deres Døtre bort til
Mænd med et adeligt Navn. Adjø!"
*
Salomons var allerede i Slutningen af Maj flyttet ud til deres
Sommerbolig „Skovbakken", en Villa ved Kysten en Times Rejse
fra København. Per tog gerne derud om Søndagen, naar der var
aabent Hus, men viste sig ogsaa til andre Tider under Paaskud 

LYKKE -PER 199
af sine Armkræfter. — Ogsaa med sin Paaklædning stødte han
an. Efter tarvelig Mode sad hans Klæder meget stramt omkring
ham og fremhævede næsten uanstændigt hans kraftige Legemsformer.
Dertil havde han nu til Sommerbrug anskaffet sig en egen
Slags dybt udringet Linned, der ikke alene blottede hans muskelsvære
Hals, men tillige aabenbarede det øverste af Brystet, hvad
der gav ham en vis utækkelig Lighed med den Slags unge Mennesker,
der ernærer sig af Glædespigernes Kærlighed. Nanny hoverede
regelmæssig, hver Gang han havde været der i Besøg.
Hun plejede at sige: „Naar han en skønne Dag revner af Vigtighed,
er jeg bange for, det bliver over Bagpartiet."
Jakobe havde trods alt nærmest ondt af ham. Men da det endelig
begyndte at gaa op for hende, at det var hende selv og
ikke Søsteren, hans Efterstræbelse galdt, og at det var for at
tækkes hende, han saadan slog om sig med sin Kraftnatur, vidste
hun ikke længer, hvad hun skulde stille op med ham. Hun sørgede
for aldrig mere at blive ene med ham, og hun talte til sin
Broder om, at han maatte se at faa ham til at gøre Alvor af
den Udenlandsrejse, der havde været talt om. Det gik ikke an,
sagde hun, at han blev ved at komme der i Huset, før han i
det mindste selv indsaae sin Mangel paa Kulturafslibning; og
hertil vilde et Ophold blandt Fremmede vistnok hurtigst hjælpe
ham.
Tilsidst blev Bevidstheden om hans Hensigter hende uudholdelig,
og en Dag var det nær gaaet galt. Det var i Begyndelsen
af Juli. Familjen sad ude paa den brede, gruslagte Terrasse foran
Villaen og nød Aftenkøligheden efter en lummerhed Dag. Man
havde nylig rejst sig fra Middagsbordet og sad endnu ved Kaffen.
Paa den monumentale, togrenede Marmortrappe, der førte ned
til Vandet mellem Rosenbuskadser, løb og krøb de mindre og
mindste Børn op og ned i hvide Dragter og store Solhatte. Det
var midt i Blomstringstiden. Buskene blussede af Farver, og ved
hvert Vindpust gled en Vellugtsbølge henover Kaffebordet og
blandede sig med Duften af Philip Salomons Havannacigar.
Der var ingen andre Fremmede end Husvennen, Hr. Eybert,
som Dagen i Forvejen var kommen hjem fra sin aarlige Bade­
20
rejse med en ny, umærkelig lille Isseplade fra Gossec i Paris.
Den fyrretyveaarige Mand tog sig helt ungdommelig ud, som
han sad der, brunet af Sydfrankrigs Sol, og fortalte om sine Alpeudflugter
og om fælles Bekendte, han havde truffet undervejs.
Philip Salomon, der havde rykket sig lidt bort fra Bordet for at
gennemløbe Aftenaviserne, indskød nu og da et Spørgsmaal eller
meddelte Ivan en Børsnyhed. Uden Vanskelighed fulgte denne
Mand to-tre forskellige Samtaler samtidig med, at han multiplicerede
femcifrede Tal i Hovedet og opskrev Facit et eller andet
Sted i sin Hukommelses mægtige Kopibog. Og alligevel var der
ingen af dem alle, der mere bevidst end han nød Aftenens Fred
og Rosenduften og det hele Hjemmelivs Tryghed og Glæde.
Nanny var ikke hjemme. Umiddelbart efter Bordet var hun
taget bort for sammen med en Veninde at overvære en Sommerkoncert
paa Klampenborg, hvortil hun var , bleven indbudt af
Dyhring — Journalisten.
Ved Otte-Tiden dukkede Per pludselig op. Han var i slet Lune.
Tvunget af Nøden og i Grunden uden at vente nogetsomhelst Resultat
deraf havde han om Formiddagen opsøgt den Overretssagfører
Griesmann, til hvem Hr. Delft med saa mystiske Ord
havde henvist ham; og til sin Forbavselse havde han straks faaet
udbetalt en større Sum alene ved at nævne sit Navn og udstede
en Kvittering. Men til Trods for, at han herved for lang Tid var
bleven befriet for den eneste, virkelige Sorg, han endnu kendte
og anerkendte, var han gaaet utilfreds og urolig hjem. Med en
Fornemmelse af paa uværdig Maade at have solgt sig havde han
laaset Seddelbunkerne inde i sin Kommodeskuffe uden engang
at ville eftertælle dem.
Synet af den hjemvendte Medbejler, som sad der forynget ved
Jakobes Side, forbedrede ikke hans Sindsstemning. I den Sum
af meget blandede Følelser, der udgjorde Pers Kærlighed til den
unge Dame, var Forfængeligheden en af de mest fremtrædende,
og selv et mindre mistænksomt Øje end hans vilde straks have
kunnet se, at hun ikke var saa lidt optaget af Hr. Eyberts Tilbagekomst.

Med beregnet Skødelsløshed hilste han paa sin Rival; men 
LYKKE-PER
¥>
201
kom uheldigvis til at overdrive i en Grad, saa den ganske forfejlede
sin Virkning og fik Hr. Eybert til at smile.
„Jeg tror, jeg har været saa uheldig at gøre mig den unge
Mand til Fjende," bemærkede han paa Fransk halvhøjt til Jakobe,
der undlod at svare.
Imidlertid opfattedes Ordene ogsaa af Per, og hans Ansigt falmede.
Trods gentagne Opfordringer til at tage Plads blev han
staaende. Selv da Ivan skød en Stol helt hen til ham, satte han sig
ikke. Han anbragte blot Haanden paa dens Ryg, og i denne
Stilling blev han ved at se over paa Eybert med et uforskammet
Blik. Der blev nogen Uro mellem de andre. Men i det samme kom
der heldigvis nye Besøgende, og en Skandale blev afværget.
Jakobe forvandt dog ikke hele Aftenen disse Øjeblikkes angstfulde
Ophidselse. Og hun lovede sig selv, at hun nu ikke længer
vilde finde sig i denne taabelige Drengs Anmasselser. Hun havde
aabenbart allerede vist ham en altfor stor Overbærenhed. Dersom
han endnu en eneste Gang vovede at vise en saadan Opførsel,
vilde hun bede Faderen forbyde ham Huset. Den dumme,
indbildske Knægt! Hvad maatte Eybert tænke.
Da de Fremmede var gaaet og Moderen og Jakobe nogle Øjeblikke
havde siddet alene paa Terrassen uden at sige noget, gav
den første sig til at tale om Eybert.
»Je§ tror> han var lidt urolig for sin lille Astrid. Hun er nok
igen ikke rigtig flink."
„Saa—aa," sagde Jakobe og blev langsomt rød. „Det har jeg
ikke hørt ham tale om. Det er dog vel ikke noget slemt?"
„Det tror jeg egentlig ikke; men det var dog vist af den Grund,
han tog saa tidlig hjem. Han har jo ingen stor Tillid til sin Husholderske,
veed du. Han er virkelig rigtig ilde stillet, stakkels
Mand."
Det sidste syntes Jakobe at overhøre. Hun lænede sig tilbage
i Kurvestolen med Hænderne samlede i Skødet og saa ud over
Sundet, der laa blankt og mælkefarvet under en stor og tom og
stjerneløs Aftenhimmel. Ovre paa Svenskekysten brændte Ruderne
endnu i Solnedgangsskæret.
Det var ikke nogen Hemmelighed for hende, at Forældrene 
20
gerne saae hende gift med Eybert. Navnlig i den allersidste Tid
havde Moderen røbet megen Iver for at paavirke hende i den
Retning, hvad der forresten havde opbragt hende en lille Smule,
fordi det havde været saa ganske overflødigt. Hendes Tanker
havde i den sidste Maaned ganske af sig selv søgt ham hyppigere
end nogensinde før i deres lange Bekendtskabstid. Hun havde
under hans Fraværelse for første Gang for Alvor savnet hans
Selskab. Hun havde næsten daglig længtes .. ikke alene efter
deres fortrolige Meningsudvekslinger om alt det mistrøstende,
der skete rundt om i Verden, men efter selve hans personlige
Nærværelse, efter hans lyse Smil, hans kloge Øjne, efter den
hele afklarede Ro, der prægede hans Væsen, og som virkede
saa velgørende paa hende. Naar hun før var kommen til at rødme,
var det paa Grund af det stærke Indtryk, det gjorde paa
hende at høre om hans lille Datters Sygdom. Hun havde i det
Øjeblik med Undseelse grebet sig i halvvejs at betragte sig som
hans Børns Moder.
At hun ikke elskede ham saaledes, som hun før havde elsket
andre, vidste hun godt; men herover gjorde hun sig ingen Skrupler.
Nu i sin modne Alder foretrak hun denne tillidsfulde Tryghed,
hun følte ved hans Side, for den store Lidenskabs hærgende
Feber. Hun sagde til sig selv, at var han ikke et saadan stolt og
herligt Sandhedsvidne, som hun engang i sin Ungdoms Overmod
havde drømt om at skænke Hvile og Glæde ved sit Bryst, saa
var han dog en Mand med en alvorlig Overbevisning. Og var
han ikke længer helt ung, saa skæmmedes han til Gengæld ikke
af den Ufærdighed og den forlorne Mandighed, der ofte gjorde
unge Mænd saa usmagelige.
Og saa var der altid en saadan ren og god Lugt ved hans
person) — hvad der betød uendelig meget for hende, der ikke
kunde være sammen med Nogen uden at modtage et ganske bestemt
Lugtindtryk af Vedkommende og lang Tid efter til sin
store Plage forfølges deraf, undertiden s«m en ulidelig Hallucination.
— Per sporede hun i over tre Alens Afstand paa den
Fattigdommens Stank af Hengemthed og daarlig Vadsk og gammel
Tobak, der hang ved hans Klæder. 
03
Endelig besad Eybert et Fortrin, der havde beskæftiget hende,
endog før han paa nogen Maade var bleven hende sympatisk.
Han var af en anset Familje, og med sine gode Formuesforhold
og sin akademiske Fortid (han var statsvidenskabelig Kandidat)
var han hurtig bleven en af den fremblomstrende københavnske
Liberalismes ledende Mænd med Sæde i Tinget og en ikke helt
ringe Indflydelse paa sit Partis Politik. Folk, der morede sig
med at sammensætte Ministerlister for det Tilfælde, at frisindede
Anskuelser engang skulde blive repræsenterede i Regeringen,
nævnte gerne hans Navn i første Række; og en saadan Udsigt
til Højhed og Magtbesiddelse havde bestandig haft noget tillokkende
for hende. Den Ligegyldighed for selskabelig Rang og
ydre Udmærkelse, som hun bar tilskue, var ikke helt naturlig;
den var et Nødskjul, som Klogskab og Stolthed paabød hende.
I flygtige Øjeblikke kunde endnu Drømme om i selve Hoffets
Sale at faa Oprejsning for alle Ydmygelser og ved Kongers og
Kejseres Arm at triumfere over sit Blods Forhaanere faa hendes
Kinder til at gløde. Dersom ikke hendes nøgterne Forstand
hurtig havde overbevist hende om Fantasteriet i slige Tanker,
skulde hun visselig ikke have ladet den stakkels Eybert gaa
saalænge og sukke forgæves.
*
For Pers Vedkommende fik Sammenstødet med Eybert den
Betydning, at han besluttede sig til at fri snarest mulig. Nu, da
han var kommen til Penge, vilde han nemlig gøre Alvor af at
rejse bort et Aarstid for at gøre praktiske Studier rundtom i
Udlandet — baade i Evropa og Amerika. Men forinden vilde han
sikre sig Jakobe. Han turde ikke udsætte sig for, at Hr. Eybert
eller en anden omluskende gammel Ræv snappede hende bort
under hans Fraværelse.
At Jakobe just ikke opmuntrede ham men endog temmelig
tydeligt undgik hans Selskab, nedslog ikke hans Haab. Han havde
fra første Færd været klar over, at han maatte gaa lempelig
tilværks, saa at sige erobre hende Stykke for Stykke, ... og 
20
forresten mente han allerede at være rykket hendes Hjerte saa
nær, at han kunde høre det banke. Den forøgede Skyhed, hvormed
hun i den sidste Tid omgikkes ham, opfattede han netop
som et godt Tegn. Nu vilde han holde sig lidt paa Afstand og
give hende Ro og Tid til at overveje, forinden han skred til
Handling.
En Dag fik han et Ekspresbrev fra Ivan, der glædestraalende
meddelte ham, at den Artikel, Dyhring havde lovet at skrive
om hans Ideer, nu var gaaet i Trykken og rimeligvis vilde komme
i „Falken" allerede den næste Dag.
„Tjen mig nu i" — skrev han — „at gøre Dyhring en Visit.
Jeg veed, han vil sætte Pris derpaa. Betænk, at det vil kunne
blive af Betydning for Dem at overvinde den Uvilje, De mulig
føler ved at foretage et saadant Skridt. Dyhring vil paa mange
Maader kunne gøre Dem Tjenester baade nu og i Fremtiden.
Som jeg før har tilladt mig at sige Dem, kære Sidenius —
Pressens Bistand er i vore Dage en uomgængelig Nødvendighed!!"
.
Per sov ikke meget den Nat. Ivan havde for en Ugestid siden
igen ført ham sammen med den ansete unge Journalist,
og Per havde ved den Lejlighed endelig givet efter for Vennens
Bønner og lukket lidt op for sine Hemmeligheder. Forøvrig
havde han selv anset det for ganske klogt saaledes at berede
Vejen for sit Skrift, og han var nu spændt paa for første Gang
at se sit Navn og sine Tanker forkyndt for den undrende Verden.
Det blev dog kun til Skuffelse og Ærgrelse for ham. I Stedet
for den ledende Artikel, han havde ventet, fandt han paa Bladets
tredje Side en halv Spalte trykt med Petit og underskrevet
med et af Dyhrings mange Mærker S'il vous plait. At Artiklen
var holdt i en spøgefuld Tone, mærkede han endda slet ikke.
Endog Overskriften „Millionærer søges" optog han i fuldeste
Alvor. Derimod var han højlig misfornøjet med ikke et eneste
Sted at finde sit Navn men gennem hele Artiklen at se sig ubestemt
betegnet som „Planens unge, talentfulde Ophavsmand
eller lignende. Ogsaa var han dybt forarget over den overfladi­
05
ske Behandling af Bekostningsspørgsmaalet, og navnlig blev han
aldeles rasende over en fejlagtig Anbringelse af et Komma i en
Decimalbrøk, der efter hans Mening ganske vilde forvirre Begreberne
om Værkets Karakter og Betydning.
Det havde ellers været langt fra hans Hensigt at give efter
for Ivans Ønske om, at han skulde gøre Hr. Dyhring en
Takkevisit; han fandt, at det snarere maatte være denne, som
var ham Tak skyldig for Stof til en opsigtsvækkende Artikel.
Men nu betragtede- han det som sin ligefremme Pligt at bekvemme
sig til dette Besøg for at faa den kompromitterende
Decimalbrøk rettet hurtigst mulig. Endnu samme Formiddag
søgte han derfor Dyhring paa hans private Bopæl, — en elegant
Ungkarlelejlighed i et af Byens flotteste Kvarterer.
Skønt Klokken var næsten tolv, var Dyhring endnu ikke paaklædt.
Hans Husholderske nægtede ham af den Grund hjemme;
men Sovekammerdøren blev i det samme aabnet lidt, og Journalistens
gyldenblonde Hoved kiggede frem med en Silkepapirspapillot
viklet om hver af Mustachespidserne.
„Ah, er det Dem!" — Tonen lød lidt skuffet — „Naa ja,
gaa De kun ind. Min Frisør er i Øjeblikket hos mig. Jeg skal
straks være til Tjeneste."
Per fik god Tid til at se sig omkring i Dyhrings Stuer, om
hvis udskejende Luksus der gik saa mange overdrevne Rygter.
Elegant var der uimodsigeligt. Silkebetrukne Møbler i Arbejdsværelset
... Gobelinstapet ... Malerier . .. Stabler af Bøger og
Tidsskrifthefter henkastede paa Stolene. Et Harem af Dameportrætter
paa Skrivebordet. — Inde i den tilstødende Spisestue,
hvortil Døren stod aaben, saaes et festlig dækket Frokostbord
med en skinnende hvid Dug, Vinkaraffe, Blomster og Frugter.
Per kunde ikke lade være med i sit stille Sind at anstille en
Sammenligning mellem dette Hjem og sine egne to smaa, mørke
Kamre og han grebes af en ham ellers uvant Utaalmodighed.
Det var ikke, fordi han paa nogen Maade misundte et Menneske
som Dyhring, der i hans Øjne var en halvt foragtelig Person,
en Slags Alfons hos den store Skøge Bysladderen eller 
20
den offenlige Mening. Men det harmede ham, at en saadan ussel
Avisskriver allerede havde naaet en Uafhængighed og Magtstilling,
som han selv endnu kun kunde drømme om.
Endelig kom Dyhring ind: lille og spændstig, — en Taagænger
— klædt i chokoladefarvede Benklæder, Safianstøfler og
en kort, kraprød Hjemmejakke med sorte Silkeopslag. ^
„Hvormed kan jeg være Dem til Tjeneste, Hr. Sidenius?
spurgte han som den, der var vant til at modtage Ansøgere. „Vil
De ikke tage Plads."
Disse to omtrent jævnaldrende unge Mænd, der satte sig der
overfor hinanden, hver i sin himmelblaa Silkelænestol, og kastede
Benene overkors, havde trods al ydre Ulighed ikke saa
lidt tilfælles. Otto Dyhring var ligesom Per et hjemløst Barn.
Han var Søn af en forgældet og udsvævende Officer, der efter
faa Aars Ægteskab havde lagt sin Kone i Graven og siden var
død for egen Haand. Slægtninge i Provinsen havde givet ham
Naadsensbrød, og atten Aar gammel var han kommen til København
som Student, fattig og forsømt, men — ligesom Per —
opfyldt af de dristigste Forventninger og fast besluttet paa for
enhver Pris at gøre sin Lykke og skaffe sig Oprejsning for Barndomstidens
Afsavn og Ydmygelser. Med en soldatermæssig Koldblodighed,
der ikke kendte til Anfægtelser, og med en instinktsikker
Fornemmelse af, hvor Aladdinslampen for Tiden laa skjult,
havde han kastet sig ind i Journalistiken, der netop i de Aar efter
udenlandsk Mønster havde brudt Politikens Overmagt og
lagt Hovedvægten paa et mangfoldigt, literært bearbejdet Nyhedsstof.
Uden særlig mærkelige Evner som Skribent men med
de Uinteresseredes vevre Smidighed havde han støttet af et
Ydre, der behagede Kvinderne — hurtig opnaaet en indflydelsesrig
Stilling ved et af Hovedstadens toneangivende Blade og
udnyttede den hensynsløst, ganske ubekymret af Borgerskabets
Fordømmelse. Allerede fra sit enogtyvende Aar havde han haft en
Aarsindkomst, der nærmede sig en Ministergage. Teaterdirektørerne
kappedes om at spille hans Farcebearbejdelser; Bogforlæggerne
tilkøbte sig hans Bevaagenhed ved at udgive hans Oversættelser,
som besørgedes af en eller anden fattig Sproglærer, 
07
Skuespillere og Varietesangerinder, unge Digtere og graanende
Jubilarer, Bitterfabrikanter og Cirkusdirektører, ... alle bejlede
de til hans Gunst, viste ham alleslags Opmærksomheder, for
Kvindernes Vedkommende oftest ved Ydelser in natura. Som en
ung Gud tronede han højt i sin uanfægtelige Sorgløshed — tilbedt
og afskyet, misundt og foragtet — levende kongeligt paa
Menneskenes Dumhed, Forfængelighed, Fejghed og Hykleri.
Artiklen om Pers Projekt havde han alene skrevet for at tjene
Ivan Salomon, der undertiden var ham behjælpelig med at anbringe
en Veksel. Per selv interesserede ham ikke det bitterste,
og for hurtig at blive af med ham lovede han straks at ville
indføre de begærede Rettelser i det næste Nummer af „Falken".
Men naar Per først var begyndt at tale om sit Værk, var han
ikke let at standse. Dyhring blev fortvivlet. Han sad tilsidst og
gabede ganske ugenert bag sin kvindelig hvide Haand. Desuden
ventede han et Damebesøg. Foruden Artiklen om Per havde
han i Dagsnummeret af Bladet en lyrisk Lovprisning af en Balletdame,
der for Tiden optraadte i Cirkus, — og han ventede
nu den ham tilkommende Tribut.
Endelig brød Per op, og Dyhring gik ind i sin Spisestue, hvortil
Døren under Besøget var bleven lukket af en usynlig Haand.
Idet han stod paa Tærskelen, gik han bagover af Forbavselse,
... derhenne paa Stolen foran hans Opdækning sad Nanny Salomon
med bredskygget, hvid Kniplingshat paa Hovedet og en
halvfortæret Radise i Haanden. Hendes sædvanlige Følgeveninde,
den lille skæve Olga Davidsen, stod henne ved Vinduet,
sprudrød af forlegen Munterhed.
„Maa jeg spørge ... hvordan i Alverden er de ærede Damer
sluppen herind? Jeg har ikke hørt det ringe."
„Hvorfor skulde vi ringe? Jeg har jo Deres Entrenøgle,"
svarede Nanny med en Dristighed, der bragte Veninden til formelig
at snappe efter Vejret. „Forresten stod Døren aaben ...
Deres Madamme var ved at feje derude. Hun fortalte os, at der
var Nogen inde hos Dem, og saa bad vi hende vise os herind
... Det er ellers rigtig gode Radiser, De holder."
Hun udsøgte sig omhyggelig en ny af Asiettens Beholdning, 
dyppede den i Saltkarret og satte sine skinnende hvide Tænder
i den.
„De er virkelig modig, Frøken Nanny! Veed De, hvem det
var, der i dette Øjeblik forlod mig?"
„Ja, det var jo Hr. Sidenius. Hans Stemme tager man virkelig
ikke fejl af."
„Og det siger De saadan ganske rolig. Sæt nu, at De var
kommen blot to Minutter senere, — saa var De løbet lige i
Armene paa ham." ((
„Nu ja, det havde maaske været ganske behageligt.
Dyhring truede smilende ad hende med Fingren.
„Slemme — letsindige — henrivende Frøken Nanny! Hvad
skal man dog tænke om Dem?"
w A a —sagde hun og gav sig til at mønstre alle Retterne
paa Bordet. „De skal tænke, at jeg er gruelig sulten, og at jeg
kunde have den største Lyst til at spise Frokost hos Dem ...
her er saa mange lækre Sager. Ym ... Gaaseleverposte,! Min
Livret ... Naa, men lad os komme til Forretningerne, afbrød
hun sig selv, viskede sig om Munden med hans Serviet og rejste
sig. „Veed De, at det idag er sidste Dag, „Bakken" er aaben for
i Sommer? Og skammer De Dem ikke en lille Smule over ikke
en eneste Gang at have tilbudt to unge uskyldige Piger Deres
Gelejdelse derop? De veed dog, vi maa ikke gaa der alene
for vore Mama'er." ^
Men Herregud, hvad vil De paa Bakken?
"Hvad vi vil der? ... Olga, hører du! Hr. Dyhring er naiv,
han spørger, hvad vi vil der! Vi vil more os, naturligvis! Vi
vil høre paa Lirekasserne og køre paa Karussel og spise varme
Vafler og se paa Ildmanden og paa den fede Dame .
„Naa, ikke lidt mere?"
„Jo, saa vil vi høre paa Syngepigerne og danse paa den aabne
Estrade ... Men først og fremmest vil jeg have en Skrigeballon.
En rigtig rød og væmmelig Skrigeballon, der kan sige Bæ æ !
At De veed det!"
Dyhring, der med sammenknebne Øjne havde betragtet den
unge Piges svulmende Bryster og hvide Arme, som skimtedes 
09
under Kjolelivets klare Sommerstof, var imidlertid gaaet hende
ganske nær og sagde nu med halv Stemme, for at Veninden
ikke skulde høre det:
„Det er meget betænksomt af Dem, Frøken Salomon, at De
altid tager en Sauvegarde med Dem. De er virkelig saa forfø­
rende i den Dragt der, at
Han fik ikke talt ud.
„Olga," sagde Nannny vendt mod Veninden. „Nu gaar vi. Hr.
Dyhring begynder at blive upassende ... Tjenerinde!"
Hun trak med to Fingre ud i sit Kjoleskørt og nejede. Saa
gik hun stoltserende ud af Stuen med Armen om sin Ledsagerskes
Liv.
Men i Døren standsede hun, saae sig tilbage over Skuldren
og sagde:
„Er det altsaa en Aftale, at vi mødes Klokken syv ved Klampenborgstationen?
... Men det vil jeg sige Dem, at dersom De
sladrer af Skole og fortæller Mama, at vi har været heroppe,
saa siger jeg, at De lyver, og saa faar De aldrig mere Lov til
at kysse mig — undtagen paa Munden."
„Men Nanny, du er dog helt tosset idag," hviskede Veninden,
idet hun skyndsomst trak hende med sig.
Mens Dyhring nød sit ensomme Maaltid, tømte han et Par
Gange tankefuldt sit Sherryglas og sank hen i alvorlige Betragtninger.
Den unge Levemand var i den sidste Tid begyndt at
beskæftige sig med Ægteskabsplaner. Han havde en Dag sammentalt
Summerne paa sine løbende Veksler og var kommen
til det Resultat, at han ikke længer turde opsætte at gøre et
godt Parti. Af de forskellige unge Rigmandsdøtre, overfor hvem
han i den Anledning havde indledet et noget skødesløst Kurmageri,
var Nanny Salomon ikke netop den guldvægtigste og
derfor heller ikke den, han hidtil nærmest havde haft i Kikkerten.
Derimod var hun ubetinget den smukkeste, den kvikkeste,
den dristigste, kort sagt den, der mest lignede den Slags Kvinder,
han holdt af at omgive sig med.
Men nu ringede det igen paa hans Dør. Og skønt han havde
givet Husholdersken strenge Ordrer til ikke at indlade andre
Lykke-Per I 
end en vis Cirkusdame med ildrødt Krushaar, hørte han et Mandfolk
tale højt ude i Forstuen og sætte en Stok i Paraplystativet.
Døren blev slaaet op, og paa Tærskelen stod en ældre, strengt
udseende Herre med et blussende Ansigt — Oberst Bjerregrav.
„Jeg tænkte nok, du var hjemme alligevel Bliv bare siddenae
Jeg ser, jeg forstyrrer dig i dit Arbejde.
'„Min ærbødige Hilsen, Onkel i ... Vil du gøre mig den Ære
at tage Plads ved mit Bord?"
„Du skal have Tak, jeg holder ikke af at spise paa off enlig
Bekostning. Desuden har jeg spist Frokost for mere end to Timer
siden."
„Et Glas Vin maaske?" .
„Du skal ingensomhelst Ulejlighed gøre dig. Det er i det hele
ikke for min Fornøjelses Skyld, jeg er kommen.
„Jeg kan næsten tænke det. Du maa rimeligvis have noget
alvorligt paa Hjerte, siden du har kunnet overvinde dig til at
se herind." T i
Deri tager du ikke synderlig fejl, min Ven! Nogen Længse
efter at gense dig har i hvert Fald ikke drevet mig. For altsaa
at gaa lige til Sagen: jeg saae tilfældig imorges paa min Barberstue
det Smudsblad, du skriver i, og fandt deri en Artikel
om et saakaldt Vandbygningsprojekt ... en Artikel, som du rimeligvis
kender noget til ... i hvert Fald mente jeg at kunne
genkende din flabede Stil. Maa jeg spørge, hvad er Meningen
med den Artikel? Det er mig ikke bekendt, at du paa noget
Tidspunkt af dit Liv har beskæftiget dig med alvorlige Ting,
altsaa heller ikke med Vandbygningsvæsenet; og skønt jeg lk e
tvivler om, at du i Almindelighed skriver om Forhold du ikke
har ringeste Forstand paa, saa finder jeg Anledning til i dette
enkelte Tilfælde at advare dig mod at fortsætte dine dumme
SkJa?tøs har allerede hørt det, ... der skal nøk være indløbet
et Par Misforstaaelser," sagde Dyhring smilende.
„Misforstaaelser? Det hele er en kolossal Taabehghed, min
Ven som du for din egen Skyld skulde vogte dig for oftere a
røre' op i. Og du tager storlig fejl, dersom du mener at gøre 
11
den unge Mand nogen Tjeneste dermed, — du opnaaar i det
højeste at gøre ham endnu mere storforrykt, end han er i Forvejen,"

„Du kender ham altsaa?"
„Kender ... og kender! Fyren har jo rendt mig paa Døren
med det taabelige Projekt. Han er jo aldeles løbsk!"
„Saa du mener ikke, han duer til noget?"
„Nu, det vil jeg ikke netop sige. Men han er ganske umoden,
har ikke haft Taalmodighed til at lære noget og bilder sig ikke
desmindre ind at kunne kritisere andre ... ja at have en Mission
som Fornyer. Mindre kan ikke gøre det! Og nu vil han
udgive en Pjece, skriver du."
„Gør jeg det?"
„Naturligvis! Der skal laves Spektakler, gøres Optøjer! Det
er denne Jødedoktor, der har sat Ungdommen Fluer i Hovedet.
Der skal luftes ud, som det saa stort hedder. Der skal paa alle
Omraader reformeres og revolutioneres ."
„Men sig mig, Onkel, trænges der egenlig ikke til det? Jeg
synes at erindre, at du ofte selv har udtalt dig ret kraftigt om
den nationale Søvnagtighed og vore hjemlige Ingeniørers Mangel
paa Initiativ. Ja — hvordan er det? — du har jo selv engang
udgivet en Pjece, som nok skal have været temmelig skrap i
Tonen."
„Det er en ganske anden Sag ... og jeg skal have mig meget
frabedt, at du drager den Slags Sammenligninger," sagde
Onkelen og blev rød helt op over Skaldepanden. „De Anker,
jeg i sin Tid efter samvittighedsfuld Overvejelse tillod mig at
rette mod Administrationen, var alle fuldt berettigede og vel
begrundede. Dengang, ser du, var Oppositionen ikke et Udslag
af drengeagtig Forvorpenhed men af alvorlige og fædrelandskærlige
danske Mænds Bekymring for Landets Fremtid. Det
gør en Forskel, min Far!"
„Tror du, at den Tids Magthavere netop havde den Opfattelse
af jer?"
„Ja, det tror jeg ... men forresten er det aldeles ikke min
Agt at indlade mig i nogen Diskussion med dig om de Ting.
14* 
21
Jeg har blot for din egen Skyld villet advare dig mod at støtte
en Projektmager, som kun kan gøre dig og dit Blad latterlige i
alle sagkyndige Folks Øjne. Du veed, at jeg absolut ikke er nogen
Beundrer af din Virksomhed, men den Ros maa jeg dog
give dig, at du hidtil har undgaaet at gøre dig ligefrem til Nar.
Og — da jeg nu engang er her — lad mig saa med det samme
sige dig noget, som jeg længe har haft Lyst til at tale til dig
om, naar jeg læste dine Artikler. Det har undret mig, Otto,
at du med din Forstand og dine — jeg kan godt sige — ikke
almindelige journalistiske Evner ikke har indset, hvor du staar
dig selv i Lyset ved at arbejde ved det ryggesløse Blad."
„Har du maaske noget bedre at tilbyde mig, Onkel?"
"Det siger jeg ikke. Men det kunde maaske være. — Du
veed vist, at Redaktør Hammer ved „Dannevang" hører til mine
gode Bekendte. Vi har oftere talt sammen om dig. Han anerkender,
som jeg, dit stilistiske Talent men beklager, at du anvender
det i en saa slet Sags Tjeneste. Jeg vilde ikke anse det
for usandsynligt, ... ja, jeg har Lov at sige, at der sikkert
kunde stilles dig en fordelagtig Ansættelse ved Bladet i Udsigt,
dersom du vilde føre dig lidt skikkelig op.
„Dannevang! Jamen, det er jo reaktionært, Onkel! Og tilmed
patentpatriotisk og militærbegejstret og skrupgudeligt. — Du vil
da ikke, jeg skal svigte min Overbevisning?
Din Overbevisning! Hør, min Dreng, overfor mig kan du
spare dig al Maskering. Jeg kender dig! Og nu vil jeg sige dig
endnu en Ting. Jeg vil gøre dig en ny Indrømmelse. Du har
i sin Tid valgt din Levevej med et Fremblik, som jeg maa yde
min Anerkendelse. Journalistiken synes virkelig at skulle blive
som et Springbræt for dem, der vil tilvejrs i Samfundet. Du
har naturligvis set, at Redaktør Lille er bleven udnævnt til Gesandt
i Washington. Nylig sprang jo en anden Journalist op til
at blive Amtmand. Det være nu af det onde eller af det gode,
saa er det altsaa et Faktum, at Regeringen yder den anstændige
Presse sin Anerkendelse ogsaa ved Embedsbesættelser og et
tilmed paa den fordomsfrieste Maade. Den Ting synes mig værd
at betænke for dig, Otto! Husk paa, at overalt, hvor dine Kol-
13
leger har Chancer, har du det i ganske fortrinlig Grad. Du bæ­
rer et Navn, der er vel anset i Hæren og som saadant ogsaa
skattet ved Hoffet. At jeg er din Onkel og gerne støtter dig i
enhver hæderlig Stræben, kan maaske ogsaa blive af en Smule
Betydning for dig Og endelig mangler du jo heller ikke selv
Egenskaber, der vil kunne være dig til Gavn f. Eks. paa den
diplomatiske Løbebane. Hvem veed? Maaske afhænger det kun
af dig selv, min Dreng, om du engang skal blive Hr. Lilles
Afløser paa Gesandtskabsposten i Washington."
Dyhring, der havde smilet under denne Tale, gjorde sine Øjne
smalle og sagde ud i Luften:
„Washington? ... Ja, hvorfor ikke? ... De amerikanske Damer
skal jo være højst bedaarende. Og Køkkenet er vistnok i
de højere Stænder ligesaa meget fransk som engelsk. — Jeg
skal tænke over det, Onkel."
Men nu havde Obersten nok. Han røg op med glødende
Ansigt.
„Og saadan vover du at svare mig!"
„Ja, du maa undskylde mig, Onkel. Jeg kan nu engang ikke
tage Livet saa højtideligt."
„Nej det er sandt," sagde den gamle Militær efter et Ophold,
og hans Stemme slog over af Bevægelse. „Du kan ikke
tage Livet højtideligere. For dig og dine materialistiske, fædrelandsløse
og gudløse Lige er jo Livet intet andet end en god
eller daarlig Spøg. Fædrelandets Trængsler, Befolkningens Nød,
politiske Ulykker, Krig og Pest og Brand — alt er for jer kun
Underholdningsstof, Spalteføde, et Rov for jeres lejede Penne.
Nej, I kan ikke tage Livet højtideligt. Men derfor vil Livet
heller ikke bruge jer. Vær vis paa det! Livet vil forkaste jer
... spænde jer ud som unyttigt Skrammel, der er dømt til Tilintetgørelse!
Vær vis paa det!"
Dyhring sad med fremstrakte Ben og Hænderne hægtede til
Lommerne ved Tommelen. Han saae stadig ud i Luften med sine
slangeagtig tilknebne Øjne.
„Tiden vil vise det, Onkel!" 
21
Ude paa „Skovbakken" var Jakobe denne Eftermiddag ene
hjemme. Fru Salomon var efter Frokosten gaaet over i Skoven
med de yngste Børn, og Nanny var stadig i Byen. Jakobe^ opholdt
sig i denne Tid mest paa sit Værelse. Hun havde igen
faaet en af sine slemme Nedstemthedsperioder, led af stærke
Hovedsmerter og laa søvnløs Nat efter Nat, holdt vaagen dels
af sine legemlige Plager, dels af urolige og lidelsesfulde Tanker,
fremkaldt af et nedværdigende, sanseligt Begær. Udmattet efter
en saadan gennemvaaget Nat havde hun lagt sig hen paa sin
Langstol og laa der sammenkrøben med halvaabne Øjne og Hænderne
under Kinden. Værelset laa paa første Sal, og gennem
den aabne Altandør havde hun Udsigt over nogle Trætoppe til
et stort Stykke blaa Himmel med mange smaa, dunformede Skyer.
Den dybe Stilhed omkring hende, gennemvævet som den var
med Bladesuset derude fra Haven, dyssede hende nu og da ind
i det nervøse Halvblund, hvorunder Legemet sover, uden at
Bevidstheden tabes. Ved den mindste Lyd slog hun Øjnene op
og var lysvaagen.
„Jakobe! Er du deroppe? ... For Pokker, er der Ingen hjemme
i dette Forstyrrelsens Hus!"
Det var Onkel Heinrichs Stemme nede fra Haven. Hun rejste
sig langsomt, sad nogle Øjeblikke med Hænderne trykket
for Ansigtet og gik saa derned. Hun fandt Onkelen i Havesalen.
Først beklagede han sig med sædvanlig Ubeherskethed over
at have maattet vente, derpaa trak han en Pakke Papirer op af
sin Brystlomme og kastede den hen paa et Bord.
„Der!" sagde han. , , <£
I Jakobes trætte Ansigt lyste det pludselig op. „Du har købt!
„Jeg har fulgt din Ordre, ... jeg siger dig det nok engang;
jeg vil ikke have noget Ansvar! Jeg har advaret dig tilstrækkelig
mod det Fluepapir. I Længden er det noget Snavs."
„Jeg kan høre paa dig, at de er gaaet op igen idag. Hvad
sagde jeg?"
„Hvad sagde jeg ... hvad sagde jeg," vrængede han efter
hende. „I Fruentimmer er tossede! Har I spillet heldig engang,
bilder I jer straks ind, at I forstaar jer paa Forretning. Saa er 
LYKKB-PER
din Søster dog lidt forniinftigere, hun lader sig dog sige .. .
løber ikke bestandig grassat."
Jakobe trak kækt paa Skuldren, tog Papirerne — nogle usikre
Sukkerandele — og puttede dem til sig. Baade hun og Nanny
drev i al Hemmelighed lidt Børsspil med deres Paaklædningspenge,
og Onkelen var den betroede Mellemmand ved disse
Omsætninger. Begge spekulerede de med en vis Lidenskab; men
medens Nanny alene dreves af Udsigten til Fortjeneste og altid
foretrak det beskedne Udbytte af en forsigtig Jobben med solide
Papirer, var det hovedsagelig Spillets Spænding, der fristede
Jakobe, tilligemed den Triumf, det var for hende, naar hun stik
imod Onkelens eller Avisernes Advarsler var bleven ved at vove
paa en „Hausse" og slap heldig derfra.
Hr. Delft havde imidlertid faaet fat i Dagsnummeret af „Falken",
der laa paa Bordet sammen med Dagens andre Aviser. Han
stod lidt og kiggede i den og sagde saa:
„Du har vel læst Dyhrings Artikel om ham, denne Sidenius?
Jeg tror sgu, han slaar sig op, den Fyr!"
„Aa, Dyhring gør jo i Grunden bare Løjer med ham."
„Løjer hm. Veed du hvad, min Pige, det kunde saamænd
gerne hænde, at de Løjer blev til Alvor engang. Han har Lykken
med sig, den Knægt! Ved Gud, de snakker allerede om ham
paa Børsen."
Det sidste var nu pure Opspind; men Hr. Delft havde i den
senere Tid grebet enhver Lejlighed til at holde Lovtaler over
Per. Efter at det var gaaet op for ham, at det var selveste Jakobes
Haand, Per efterstræbte, havde han faaet meget høje
Tanker om hans Mod og søgte efter Evne at understøtte ham
i hans dristige Foretagende. Dertil kom. at han nærede et ganske
specielt Had til Eybert, hvem han trods ihærdig Bagvaskelse
ikke havde været i Stand til at fortrænge af Familjens Gunst;
og den blotte Tanke om endelig engang at se denne Mand ydmyget
kunde faa Øjnene til at spille i Hovedet paa ham af Skadefryd.

Igen ved Middagsbordet blev „Falken "s Artikel bragt paa
Bane, dennegang af Ivan, der var vejidt hjem fra Byen opfyldt 
af fantastiske Forestillinger om den Opsigt, den havde vakt.
Han havde paa Vejen til Stationen været inde paa Redaktionskontoret
hos Dyhring, der — uden at nævne noget bestemt
Navn — havde fortalt om Onkelens Besøg og i det hele ladet
ham forstaa, at han havde vovet sig meget langt ud ved at tjene
ham i denne Sag og derfor haabede at kunne gøre Regning paa
en Gentjeneste ved Lejlighed.
„De gamle Parykker begynder at blive bange!" jublede Ivan
ud over Bordet. „De vil paa Forhaand knuse Sidenius ved at
tvinge Bladene til Tavshed! Men det skal ikke lykkes dem! ...
Og faar han først Luft! Gud, hvor de vil hyle!"
Hverken Philip Salomon eller Fru Lea svarede noget hertil;
navnlig den sidste iagttog i den senere Tid en paafaldende Tavshed,
hvergang Pers Navn nævnedes. Jakobe sagde heller ingenting
men syntes ganske optaget af at hjælpe en af de smaa Sø­
skende, der havde Plads ved Siden af hende. Dog var hun hverken
saa uopmærksom eller saa ligegyldig, som hun gav det Udseende
af. Broderens Fortælling om de foregivne Trusler mod
„Falken"s Redaktion drev hende endog et Øjeblik Blodet til
Kinderne. Hun kunde nu engang ikke høre Tale om nogen Slags
Tvang eller Forfølgelse uden straks at flamme op. Ivans overdrevne
Forherligelse af Vennen afkølede hende dog hurtig, og
det var tilsidst med et Udtryk af Lede, hun hørte paa hans triumferende
Forkyndelser.
Da de sad ved Kaffebordet ude paa Terrassen, fik de Besøg
af Eybert; og i samme Nu forsvandt Onkel Heinrich. Han kunde
— som han med en hæslig Sigtelse plejede at sige „ikke
aande samme Luft som den Kviksølvæder. Ogsaa Nanny tog
kort efter bort for at køre til Stationen, mens Ivan allerede
straks efter Bordet var ilet dertil — utaalmodig efter^at erfare,
om Aftenaviserne skulde indeholde noget om „Falken s Artikel.
Eybert havde lejet sig Sommerbolig der i Nærheden og var
i denne Tid næsten daglig Gæst paa „Skovbakken . Alligevel
kom han dennegang halvt bagpaa Jakobe. Da hun hørte Hundene
gø, havde hun været overbevist om, at det var Per, der kom.
Lige siden hun læste Artiklen om ham, havde hun ventet at 
17
se ham. Hun kunde ikke tænke sig, at han skulde lade Dagen
hengaa uden at fremstille sig her med sine friske Lavrbær, —
og hun havde paa Forhaand følt Ubehag ved Synet og ynket
ham. I sin glade Overraskelse gengældte hun Eyberts Hilsen
med et usædvanlig varmt Haandtryk.
Det var overhovedet ikke grundløst, naar den aldrende Frier
i denne Tid saae forhaabningsfuld ud. Jakobe gav ham for hver
Dag mere talende Beviser paa, at hun betragtede deres Forlovelse
som en halvvejs afgjort Sag. Blandt andet var hun begyndt
at gaa med en østerlandsk Ring, han engang havde givet hende
til en Fødselsdag, og som hun aldrig før havde villet bære; og
naar hans to Smaapiger kom der i Besøg, sendte hun gerne
Barnepigen hjem og tilbragte halve Dage alene med dem ude i
Haven.
Nu fulgtes de ned til Stranden, hvor de en Tid gik samtalende
frem og tilbage i Alleen langsmed Bolværket. Som saa ofte,
naar de var alene, faldt deres Tale paa Politik. Det var dennegang
Stormagternes Kolonierhvervelser og de dermed forbundne
Krigsudrustninger, de kom ind paa; og Eybert udtalte Haabet
om, at man herhjemme vedblivende vilde være saa forstandig
at afholde sig fra al Slags Eventyrpolitik. Han tilhørte som Statsmand
den nøgterne Skole; det var hans Ærgerrighed at repræ­
sentere Ædrueligheden i dansk Politik, og trods sin sociale Stilling
og sin Verdensmandsdannelse følte han sig naturlig knyttet
til det brede, frisindede Landbodemokrati, der altid havde været
Udtryk for Besindigheden i Nationen. I sine Samtaler med Jakobe
gav han dog gerne sine Ord et noget dristigere, mere revolutionært
Sving for at dække over Ulighederne i deres Karakterer.
Hun havde paa alle Omrader en Forkærlighed for
de yderliggaaende Standpunkter. Derfor fandt hun det ogsaa
meget uklogt, om Landet paa Forhaand opgav al Kappestrid med
Handelens og Industriens Stormagter og ikke i Tide søgte at
sikre sig Handelspladser og Afsætningsmarkeder i de fjerne
Fremtidslande. Som hun plejede at sige: Et saa lilleputagtigt
Land som det danske var i sig selv en Urimelighed, et saa lille
og saa fattigt Land var i Længden en Umulighed. Hun vilde have, 
21
at der skulde rejses en Bevægelse herhjemme for at faa Folk
til at forstaa, at kun ved Rigdom, ja ved Overflod befæstede
en lille Stat sin Tilværelse og skabte sig Respekt hos de store.
Det var imidlertid begyndt at smaaregne. Ved Solnedgang
blev Himlen ganske overtrukken, og de maatte søge under Tag.
Inde i Havesalen var der bleven tændt et Par Lamper, og paa
Fru Salomons Opfordring satte Eybert sig til Klaveret og spillede
et Par Lieder ohne Worte, hendes Yndlingsmusik.
Blandt mange andre fortræffelige Egenskaber besad Eybert ogsaa
den at være musikalsk. Han spillede godt og navnlig korrekt
og dertil med megen Følelse. Særlig denne Aften lagde han en
saadan Ømhed i Foredraget, at Hensigten ikke let kunde misforstaaes.

Imidlertid stod Jakobe henne i den aabne Havedør med Skuldren
støttet til Karmen og saae ud paa Regnen, der nu styrtede
ned spandevis. Hun var ganske umusikalsk og blev hurtig
fraværende, naar der spilledes. Aldeles uden Virkning listede
Eybert sin smægtende Kærlighedserklæring ind i hendes Øre.
Hun stod og tænkte paa, at Per alligevel ikke havde vist sig.
I dette Tilfælde havde hun altsaa gjort ham Uret. Og hun følte
sig nu lidt skamfuld derved. Dagens megen forherligende Tale
om ham var i det hele ikke gaaet hende ganske sporløst forbi.
Hun spurgte sig selv, om hun maaske havde værdsat ham for
ringe og muligvis derfor ogsaa havde bedømt hans Væsens Egenart
for strengt. Maaske var han virkelig en Naturkraft, der
engang skulde rydde Skranker og rejse Kamp. I hvert Fald syntes
han at eje lidt af de fødte Høvdingers Evne til at vinde
Vaabenfølge. At tænke sig, at han havde faaet selve Onkel Heinrich
lænket til sin Triumfvogn! — Naa, hun var jo endelig
ikke selv helt ukendt med den Uhyggens Magt, der udgik fra
hans lyse, havkolde Øjne. Mod manglede han jo heller ikke.
Hun skulde ikke let glemme den Søndag Middag, da han havde
sat dem alle i Skræk ved en dumdristig Svømmetur. Hun havde
dengang tilfældig staaet her i Døren og set udover Vandet og
hørt Kandidat Ballings og nogle andre Herrers barnligkaade
Pjasken og Skrigen nede omkring Badehuset, som laa skjult 
19
af Haven. Da saae hun pludselig hans mørke Hoved langt ude
i den oprørte Sø. Hun tænkte i Begyndelsen slet ikke paa, at
det kunde være et Menneske, endsige, at det var ham. Først
idet der blev gjort Anskrig fra Badehuset, forstod hun det, ...
og hun kunde endnu fornemme det Skrækkens kolde Gys, der
i det samme jog hende nedover Ryggen fra Nakke til Hæl.
Hun havde unægtelig tænkt sig Fremtidens Helte af et renere
og ædlere Stof. Hun havde drømt om et genfødt Aristokrati,
et Aandens Adelskab, der skulde fuldbyrde Menneskehedens
Frigørelse ved Retfærdighed og Skønhed. Men maaske var det
netop de brede Næver og de plumpe Skuldre, der nu skulde
til. Maaske var der ingen anden Udvej end en grufuld Sprængning
af det forbryderisk skinhellige Samfund, en Hævnens Dommedag,
der rensede Verden ved Blod og Ild. 
NIENDE KAPITEL
I Avgust havde Per fuldført sit Kampskrift og læste det en
Dag op for Vennen Ivan, der ikke forstod meget af det men
dog var bleg af Betagethed og straks udbad sig Tilladelse til at
bekoste Trykningen.
Og nu skulde han altsaa berede sig til at drage ud paa sin
store Rejse. Han havde allerede nogen Tid taget Undervisning
i Sprog „efter en letfattelig Metode" og mente at kunne være
færdig til Opbrud om et Par Uger. Men forinden skulde han
ifølge sin Plan fri til Jakobe. Og han besluttede at gøre dette
den 3die September, der var en Søndag. Til den Tid havde
Skræderen lovet ham den første af hans nye Klædninger, som
han havde ladet sy efter engelsk Mode med rummeligere Snit,
fordi Jakobe engang i hans Nærværelse — ligesom med Hensigt
— havde ytret, at hun foretrak denne for den franske.
Han havde oprindelig tænkt at vente, indtil hans Bog var
udkommen og var bleven omtalt i Pressen; men han var bleven
utaalmodig efter at faa en Ende paa den Uro og Spænding, som
Tanken om Udfaldet af dette Frieri holdt ham i. Han kunde
tilsidst næsten ikke sove om Natten. Han havde sat sin hele
Velfærd i Vove paa dette Tærningekast, og han blev alvorlig
hed om Ørene en Dag paa en Kafe, hvor han traf Løjtnant Hansen-Iversen,
der bestemt mente at vide, at Jakobes Forlovelse
med Eybert nu var en afgjort Sag.
Paa den fastsatte Dag — en straalende Solskinsdag med et
Mylr af Mennesker omkring alle Stationsbygningerne — tog
han hjemmefra allerede om Formiddagen i Haab om at træffe
Jakobe og finde Lejlighed til en Samtale med hende i Enrum,
forinden det sædvanlige Tilløb af Søndagsgæster begyndte. 
21
!
• ir 5 •
Der mødte ham nu straks et Uheld, forsaavidt som det viste
sig, at Dagen var grumme ilde valgt. Da han ved To-Tiden
naaede ud til „Skovbakken", fandt han Huset fuldt af Fremmede.
Det var Familjens tredjeældste Datters — den femtenaarige
Rosalies — Fødselsdag, og en Del kvindelige Slægtninge
og en sommerfuglebroget Sværm af den unge Piges Veninder
foruden forskellige andre Bekendte var kommen for at lykønske.
Blandt de sidste var den lange Kandidat Balling, Literatur-Iglen,
der — efter uden Held at have forsøgt sin Lykke hos Nanny
— nu havde udset Rosalie til at faa Del i hans forventede Berømmelse.

Tilstede var ogsaa en anden Herre, som Per før havde truffet
her; det var en halvgammel, ugift Timelærer, Kandidat Israel,
der var beslægtet med Huset paa den salomonske Side. Han
var en lille, kejtet, tarvelig klædt Mand med sky og nervøse
Bevægelser. Altid stod han med Hænderne stukket ind i Frakkeærmerne
og drejede sit halvskallede Hoved og sin tynde Fuglehals
snart til den ene, snart til den anden Side, som om han
bestandig frygtede for at være i Vejen for Nogen. Naar man
ikke netop hørte ham tale (og han var i Almindelighed helst
selv Tilhører) skulde Ingen let falde paa, at han var den Aron
Israel, der i visse Krese nød et Ry, som kunde sidestilles med
selve Dr. Nathans. Han var en stille Lærd med en uhyre Vii
den paa de forskelligste Omraader. Og dog var det ikke særlig
hans Lærdom, man tænkte paa, naar hans Navn nævnedes.
Hvad der havde skabt hans Anseelse, var hans sjeldne Uegennyttighed,
en Uselviskhed af den særegent ophøjede Art, som
træffes mellem Jøder. Forgæves havde man tilbudt ham æret
fulde Universitetsstillinger; end ikke noget Adjunktembede havde
han villet modtage for ikke at tage Pladsen op for Nogen, der
i maaske trængte til den. Han var selv ret formuende, men levede
yderst tarveligt og meget tilbagetrukkent, mens han i det
: skjulte bortgav store Summer, særlig til fattige Studerende. Sam-
: men med to ældre, ligeledes ugifte Søstre boede han i en gami
meldags Lejlighed i Sværtegade, og hans lille Stue, hvis Vægge
fra Loft til Gulv dækkedes af fyldte Reoler, var et Samlingssted 
22
for hans forhenværende Elever og andre unge Studerende, der
søgte hans Vejledning, laante Bøger af ham og paa alle Maader
hensynsløst misbrugte hans Tjenstvillighed. Nogen større Originalitet
som Videnskabsmand eller Pædagog besad han nu dog
ikke. Kun Folk, der fortrinsvis bedømte Menneskene efter deres
Karakter, kunde sætte ham ved Siden af en revolutionerende
Aand som Dr. Nathan. Selv nærede han en overordentlig Beundring
for denne omstridte Mand og traadte ofte med stor Lidenskab
i Skranken for ham paa Grund af den Smaalighed,
hvormed man ogsaa mangen Gang i jødiske Krese — dels af
Frygtagtighed, dels af Skinsyge — misbilligede Nathans Optræ­
den og i Bedømmelsen af hans Person heftede sig ved den Slags
— ganske vist komiske — Smaaskrøbeligheder, der saa hyppig
følger Aandens kronede Storheder og ligesom smaa, bjældeklingende
Narre-Pager bærer Slæbet paa det kongelige Purpur.
Per, der havde ladet sig skuffe af Hr. Israels uanselige Ydre,
og som forresten heller ikke sad inde med de fornødne Forudsætninger
for Forstaaelsen af hans Værd, havde altid behandlet
ham ganske overlegent. Ikke desmindre havde den lille Mand
bestandig vist ham megen Deltagelse og altid været en opmærksom
Tilhører, naar Per efter Middagen fik Tungen løst og paa
sin højmælte og foredragsagtige Maade udviklede sine Fremtidsideer.
Heller ikke nu havde Per opholdt sig længe i Stuen, før
Hr. Israel stilfærdigt nærmede sig ham og indledte en Samtale
med ham om hans Studier.
Jakobe havde endnu ikke ladet sig se. Hun opholdt sig paa
sit Værelse og viste sig først, da de fleste af Gæsterne var gaaet.
Hun havde ikke villet udsætte sig for frittende Blikke, maaske
endog for nærgaaende Spørgsmaal af Folk, der gik og ventede
paa hendes Forlovelse med Eybert, — saa meget mindre, som
det afgørende Ord i dette Forhold endnu slet ikke var bleven
sagt.
Det var hende selv, som havde afværget det endelige Spørgsmaal
fra Eyberts Side. Hun ønskede at udskyde Afgørelsen,
indtil Per var rejst. Med Skamfuldhed maatte hun tilstaa for
sig selv, at han i nogen Tid havde beskæftiget hende mere, end 
23
det var tilladeligt i et Øjeblik, da hun stod i Begreb med at bortgive
sig til en anden. Hun havde i de sidste søvnløse Nætter
maattet gøre Vold paa sig for ikke at tænke paa ham, men hun
var overbevist om, at fra den samme Dag, hun vidste ham
borte, vilde det være forbi med det nedværdigende Herredømme,
han havde faaet over hendes Fantasi.
Idet hun nu fik Øje paa ham i hans nye Dragt, krøb hun
uvilkaarlig lidt sammen. Det viljespændte, forskende Blik, hvormed
han straks iagttog hende, vakte en Anelse hos hende om
den Beslutning, hvormed han var kommen. I Begyndelsen undgik
hun derfor at komme i Nærheden af ham; men da hun indsaae,
at hun dog næppe vilde slippe for hans Frieri, og da hun
nu ogsaa selv ønskede at faa en Ende paa det utaalelige Forhold,
bestemte hun sig til lige saa godt først som sidst at lade det
komme til en Afgørelse.
Hun gik ene ned i Haven og spaserede lidt frem og tilbage
: i en af Gangene nærmest Huset, idet hun tænkte, at han nu
vilde opsøge hende her, hvor de lettest blev uden Vidner.
Hendes Beregning slog til. Det varede ikke mange Minuter,
[ før hun hørte hans hurtige Skridt i en af Sidegangene; og i
i det samme overfaldtes hun af Svimmelhed. Hun standsede, idet
[ hun ligesom søgte Tilflugt ved en stor Stenvase, der stod opstillet
I paa en vedbendbevokset Sokkel. Hun gav sig Udseende af her
; at være beskæftiget med at ordne en Slyngranke, der hægtede
; sig op ad Stenen; men hendes Hænder rystede, og efterhaanden
i som Skridtene nærmede sig, tog hendes Hjertebanken til, saa
i Solpletterne paa Gruset dansede for hendes Øjne. Nu hørte hun
i ham lige bag sig og vendte sig om.
„Hvad vil De mig?" næsten raabte hun, som om hun var
i bleven overrasket. „Hvorfor forfølger De mig?"
Han blottede ærbødig Hovedet og bad om Tilladelse til at tale
i med hende et Øjeblik.
„Men De ser saa træt ud, Frøken! Vil De ikke hellere tage
I Plads?"
Han viste paa en Bænk, der stod under Stenvasen med Ryg­
22
gen til dens Sokkel. Hun kunde virkelig næsten ikke holde sig
oprejst og maatte sætte sig.
Da hun havde taget Plads, satte Per sig i hensynsfuld Afstand
ved Siden af hende. To Minuter efter havde han friet.
Han sagde, hvad han vidste, der skulde siges ved en saadan
Lejlighed, og føjede til:
„De maa være overbevist om, Frøken, at jeg ikke vilde have
talt saadan til Dem, dersom det havde været mig muligt at tie.
De maa ikke tro, at det bare er en flygig Sommerforelskelse, ...
hvad De maaske kunde mene paa Grund af den korte Tid, jeg
har haft den Lykke at kende Dem. Men den Tid, saa kort den
er, har for mit Vedkommende paa mange Maader haft en afgørende
Betydning. Jeg har før sagt Dem det, at fra den Dag,
jeg første Gang betraadte Deres Forældres Hjem og saae Dem,
begyndte der et nyt Liv for mig. — Frøken Jakobe! Man siger
om mig, at jeg ikke mangler Evner, og jeg tror det selv! Jeg
indbilder mig endog, at man har svært god Brug for mig herhjemme.
Men samtidig føler jeg, at uden Dem vil jeg næppe
nogensinde fuldtud kunne naa, hvad jeg tilsigter, ... jeg veed jo
godt, hvormeget De allerede har betydet for min Udvikling. Det
er da ikke alene hele min personlige Lykke, men min hele Fremtid
og Velfærd, der bestemmes af det Svar, De nu vil give mig."
Han havde faaet Lov at tale ud. Hun havde ikke kunnet faa
sig til at afbryde ham, og hun maatte tilstaa for sig selv, at det
var en uværdig Trang til at høre disse Kærlighedsord, der fik
hende til at blive. Der var desuden noget i selve hans Stemme,
der gjorde hende svag. Dens stærke Mandsklang overvældede
og bedøvede hende. Tiltrods for, at han i sine sidste Udtalelser
havde været mere uklogt aabenhjertig, end han selv vidste af,
gik det ikke op for hende, at han i Grunden hele Tiden havde
været mere opfyldt af sig selv end af hende.
Foruroliget af hendes Tavshed og af hendes mørke Ansigtsudtryk
vedblev Per:
(jeg indser meget godt, at det er temmelig dristigt af mig
at henvende mig til Dem paa en saadan Maade. De er en
attraaet Dame, smuk, klog, formuende, — og j e g en stakkels 
25
ukendt Ingeniør, der endnu kun har sine Fremtidsudsigter at
byde paa. Men det er heller ikke noget endeligt, afgørende Svar,
jeg forlanger af Dem. Hvad jeg beder Dem om, er blot, at De
vil give mig lidt Haab ... en Smule af et Løfte med paa Rejsen
ud i Verden. Stol paa mig, Frøken Jakobe! Der er intet, jeg
ikke vil vove ... Intet, jeg ikke vil udrette ... for at kunne
vinde Deres Bifald!"
Mens den første Del af hans Tale havde været nøje overlagt
i Forvejen, havde han maattet sige dette sidste uden Forberedelse;
og det var kun Jakobes vedvarende Tavshed, der forledte
ham til en saa vidtgaaende Indrømmelse. Men nu vidste
han heller ikke mer at sige. Og han bøjede sig for hende som
for at erklære, at han var beredt paa at modtage sin Dom.
Jakobe tog sig endelig sammen.
„Jeg bør vel i Grunden sige Dem Tak for Deres gode Mening
om mig. Forresten er jeg ganske overbevist om, at De i
høj Grad overvurderer Deres Følelser for mig. — I hvert Fald,"
afskar hun ham hurtigt Ordet, da han vilde gøre Indsigelse, „al
videre Forklaring er unødvendig, naar jeg fortæller Dem, at
jeg — allerede er forlovet."
„Det er altsaa virkelig Tilfældet? ... Og med Eybert, ikke
sandt?"
„Derom har De ikke Ret til at spørge," sagde hun, idet hun
rejste sig, og gik nu bort. — Som ramt af et Hjerneslag blev
Per siddende paa Bænken og stirrede udtryksløst efter hende.
Ude paa Terrassen sad Fru Salomon og Aron Israels to smaa,
tykke, borgerlig gemytlige Søstre; de kaldte paa Jakobe, da
hun kom forbi, men hun lod, som om hun ikke hørte det, og
gik op paa sit Værelse. Saasnart hun her var kommen indenfor
Døren, trak hun Handsken af og trykkede Haandbagen mod sine
Kinder for at fornemme, om de brændte. Hendes Bryst bølgede
; Knæene dirrede under hende. At noget saadant skulde
overgaa hende! Hun følte sig som En, der lykkelig var undsluppen
en dødelig Fare. ... Hurtig og ubehersket skilte hun
sig af ogsaa med den anden Handske og med sin Hat og
kastede det altsammen hen paa Sengen med et Udtryk, som
Lykke-Per I 
22
om hun befriede sig for noget smudsigt. Ganske udmattet sank
hun saa ned i sin Lænestol. — Godt, at det nu var overstaaet,
og at hun ikke skulde se ham mere! Hun lukkede Øjnene og
trykkede Haanden mod Siden. Aa, denne vilde Hjertebanken!
Hvor hun kendte den igen! Hvor mange stormfulde Timer,
hvormegen kummerfuld Lykke den hamrede tilbage i hendes
Erindring!
I sin Skamfuldhed søgte hun at forklare sig denne Betagethed
af en hende fremmed og usympatisk Mand derved, at det slet
ikke var ham selv, men alene de Minder, han vakte, der gød
Uro i hendes Sind. For at bortjage Billedet af Per lod hun Fortidens
store Skygger drage hende forbi, gennemlevede alle sine
gamle Lidenskaber lige fra den første Gang, hun som en lille
trettenaars Pige følte denne smertelige Vellyst under det venstre
Bryst, og til hendes sidste skæbnesvangre Skuffelse, der
havde faaet hendes Hjerte til at lukke sig som en bortstødt
Haand, der knyttes.
Men nu lød Gongonen til Middag. Hun foer op og saae paa
sit Ur. Der var virkelig gaaet næsten to Timer. Og Eybert,
som sikkert ventede dernede! Hun tog sig til Panden og blev
stille. Ham havde hun i disse Timer ikke en eneste Gang haft
i sine Tanker!
Formiddagens Gæster var forlængst gaaet. Der var kun nogle
af Fødselsdagsbarnets unge Veninder; desuden Kandidat Balling
og Aron Israel med sine Søstre. Den første kresede med
rejst Løvemanke omkring Rosalie, der stod glædeshoppende midt
i Stuen og holdt Philip Salomon under Armen — parat til at
gaa tilbords og som Dagens Dronning indtage Hæderspladsen
ved sin Faders Side. Eybert var ganske rigtig kommen nu. Og
i den anden Ende af Stuen stod Per — i tilsyneladende rolig
Samtale med Ivan.
Der skød en rasende Forbitrelse op i Jakobe, da hun fik Øje
paa ham. Men saa kom hun til at tænke paa, at han muligvis
var bleven hér for ikke at vække Mistanke ved en pludselig
Forsvinden, der kunde give Anledning til Sladder. Hvor pinligt 
27
3 det end var hende at skulle være sammen med ham, var hun
i ham i sit stille Sind taknemlig for hans Omtanke.
Da man satte sig tilbords, sørgede hun for, at de kom til
3 at sidde saa langt fra hinanden som muligt, og i det hele gjorde
i hun sig Umage for at lade, som om han ikke var tilstede. Men
1 hun kunde ikke lade være at lægge Mærke til, at han imod
i Sædvane næsten ikke rørte Karaflerne. Paa en iøjnefaldende
\ Maade fyldte han Gang efter Gang sit Glas med Vand, som han
s akkurat farvede med nogle Draaber Vin. Det var tilsidst ikke
1 til at tage fejl af, at han gjorde det i en bestemt Hensigt, at han
"1 havde planlagt et eller andet Overgreb og paa Forhaand vilde
2 sikre sig mod at blive mistænkt for at handle under Paavirkning
s af Spiritus.
En vild Angst greb hende med eet ... Hvad havde det gale
1 Menneske i Sinde?
Middagen gik dog tilende, uden at der skete noget, og Sel-
2 skabet spredte sig i Haven, de unge Piger med Cigaretter,
I Herrerne forsynet med store, mørke Cigarer med et Bismarck-
1 portræt paa Beltet. Fru Salomon, Eybert, Aron Israel og hans
t to Søstre havde sat sig ind i et lukket Bjælkelysthus, hvor Kafl
fen blev skænket af Husmoderen personlig. Ogsaa Jakobe var
1 tyet derind, og pludselig formørkedes Indgangsdøren af Pers
1 brede Skikkelse. Hans Ansigtsudtryk var sorgløst og smilende,
i men Holdningen udfordrende.
„Undskyld, Hr. Sidenius," sagde Fru Salomon, der i den sid-
3 ste Tid var optraadt med megen Bestemthed overfor sin Søns
\ paagaaende Ven. „Her maa ikke ryges. Ivan er vist nede ved
J Vandet. Kaffen skal straks blive bragt derned."
Per trak sig tavs tilbage, og Jakobe saae overrasket hen paa
1 Moderen. Saa taknemlig hun end var hende for at have faaet
i ham bort, følte hun sig dog lidt stødt af hendes Tone. Skulde
i hun ane noget? Umuligt var det ikke. Moderen havde aar-
/ vaagne Øjne.
Forresten var hun fast bestemt paa, dersom Per ikke af egen
r Taktfølelse fremtidig holdt sig borte fra Huset, da selv at underis*

22
rette Forældrene om hans Frieri. Hun vilde for enhver Pris
forskaanes for oftere at være sammen med ham. Og idet hun
lagde sit trætte, værkende Hoved tilbage mod Lysthusets Bjælkevæg,
lukkede hun et Øjeblik sine Øjne i en dejlig Forudfølelse
af den Fred, hun igen vilde faa, naar hun vidste sig sikret mod
Synet af ham.
I det samme hørte hun hans Navn nævne. Det var Aron
Israel, der i al Troskyldighed havde givet sig til at tale om
„Falkens" to Uger gamle Artikel om hans Ideer og meget begejstret
udtalte sig om „disse dristige og fantasifulde Fremtidsplaner
for Land og Folk".
„Jeg er ... naturligvis ... ikke istand til at sige ... til at
dømme om, hvorvidt Sagen er praktisk gennemførlig," sagde
den lille Mand paa sin underlig stammende og forlegne Maade.
„Men Hr. Sidenius synes jo for Alvor at mene, at vi i Betragtning
af vor ejendommelige geografiske Beliggenhed og vore ...
som man vel altsaa maa sige ... hidtil ubenyttede ... eller
maaske snarere ... hidtil upaaagtede naturlige Hjælpekilder
har særegne Betingelser for at blive et Industriland af Rang,
især naar de moderne Maskiner, han taler om ... disse Bølgemaskiner
eller Vind-Motorer eller hvad det er, han kalder dem
engang har naaet fuld Udvikling. Som sagt, jeg drister mig
ikke til at have nogen Mening om den tekniske Side af Sagen;
men der synes mig at være noget saare tiltalende ved selve
Tanken ... saaledes at forvandle de Naturmagter, vi hidtil har
betragtet som vore Fjender og Landets Ødelæggere ... Vestenvinden,
Bølgeslaget, Luft-Uroen i det hele ... at forvandle dem
til vor sande Rigdomskilde, et uudtømmeligt Kraftvæld, der vil
kunne omskabe netop vore fattigste Egne til et sandt Eldorado.
Det klinger jo næsten som et Eventyr."
Hans Ord vakte nogen Uro rundt om blandt Tilhørerne. Eybert
sad og smilede lidt nervøst. Fru Salomon bød mere Kaffe. Kandidat
Balling, der nu ogsaa var kommen derind, saae med Medynk
paa Taleren. Selv de to gamle Frøkner Israel fik efterhaanden
en Fornemmelse af, at Broderen havde vovet sig ud paa
utryg Vej. Da han tav, blev der en længere Stilhed. 
LYKKE - PER 229
Det var Eybert, der følte sig kaldet til at henvejre Stemningen.
„Ja, Eventyrdigtning, kære — den har vi jo sjelden haft Mangel
paa hertillands."
„Hør!" lød det med et Løvebrøl fra Balling, hvis Blodtørst
vaktes, saasnart han hørte nogen blive rost.
Opmuntret af denne Tilslutning vedblev Eybert:
„At ville flyve med Vildgæssene har jo desværre altid været
vor Nationalskavank, og det har sandelig — baade politisk og
kommercielt — været os en dyr Passion. Det er en evig Sandhed,
hvad Nathan engang skrev i en Nekrolog over et forulykket
Subjekt af hans Bekendtskab: man fødes, lever, ældes og dør
som Fantaster i dette Land."
Aron Israel sad lidt og pillede ved sit tynde Hageskæg. Saa
sagde han, ligesom undskyldende:
»Ja — mon der ikke skulde være nogen Overtro deri ogsaa?
Jeg mener, holder ikke... gennemgaaende... vore unge Mænd
sig i deres Stræben endogsaa paafaldende lavt ved Jorden? Jeg
har som Lærer nogen Lejlighed til at lære vor Ungdom ret nøje
at kende; og det har ofte forbavset mig, hvor sjelden deres Indbildningskraft
beherskes af noget, der ligger udenfor Dagliglivets
snevreste Rammer. I ni af ti Tilfælde gaar deres Fremtidsdrømme
ikke ud over en eller anden ret beskeden Samfundsstilling,
et Borgmesterembede, en indbringende Lægepraksis,
en hyggelig Præstegaard paa Landet. Der synes mig derfor
noget interessant ... noget tiltrækkende ved at træffe en ung
Mand, der som Hr. Sidenius sætter sit Maal saa højt ... saa
fantastisk stort, om De vil ."
„Jeg vil ikke strides med Dem om det enkelte Ord," afbrød
Eybert ham ret hvast, mens Fru Salomon igen bød Kaffe og de
to Frøkner Israel hemmelig forsøgte ved Tegn at faa Broderen
til at standse. „Maaske maa man virkelig snarere kalde os et
drømmesygt Folk end netop et fantastisk. Resultatet er i hvert
Fald — desværre — det samme."
Disse Ord bekræftede Balling med et Udpluk fra sin Citatsamling
:
„Ja, vi er et Taagefolk med uklare Hjerner og slappe Viljer," 
23
udslyngede han uden at antyde noget Anførselstegn. Til Gengæld
rullede han kraftigt med sine egne Gaaseøjne.
Aron Israel sad atter et Øjeblik og ventede beskedent paa, om
de andre vilde sige mere. Saa sagde han:
„Er det da saa slemt for en ung Mand at drømme? Jeg mener
... har ikke de største Mennesker væsentlig faaet deres
Værd for os ved deres stærke Drømme? Ja mon Nogen overhovedet
har udført en Stordaad i Verden uden først at have
drømt den? I Grunden vikler vel al Virkelighed sig ud af vore
Fantasier, og —"
„Gud bevares!" lo Eybert. „Det er en anden Sag! Naar man
ikke nøjes med alene at fantasere, men ogsaa forstaar at
realisere, saa —"
„Ja — jeg veed dog ikke. For Personligheden selv er der i
hvert Fald næppe nogen afgørende Værdiforskel paa de to Ting.
Jeg mener ... er der ikke i Drømmen ligesom i Ønsket og Haabet
... dens Fader og Moder, kunde man maaske sige ... Spor
af en hemmelighedsfuld Trolddomskraft, der kan faa Personligheden
til at vokse ud over de Grænser, som Fødsel, Opdragelse,
Vane, Arv og andre Tilfældigheder har afstukket ... og
saaledes paa en Maade... i hvert Fald tilsyneladende... sprænge
Naturens Skranker. Selv om det f. Eks. ikke skulde lykkes Hr.
Sidenius at virkeliggøre sine dristige Fantasier ... hvad unægtelig
er det sandsynligste ... saa kan de jo dog blive af den største
Betydning for hans personlige Udvikling, hvilket dog ... ideelt
set ... maa siges at være det vigtigste."
„Undskyld, mine Herrer!" afbrød Fru Salomon lidt nervøst;
hun havde siddet og iagttaget Jakobe, der hørte efter med et
anstrengt Udtryk i Øjnene. „De maa ikke tage mig det ilde op,
men det var Meningen, at vi skulde køre en Tur. Vognen holder
for Døren. Jeg kan høre, at min Mand knalder med Pisken.
Aron Israel blev forlegen, og alle rejste sig straks og gik op.
Ogsaa Jakobe fulgte men lidt langsommere og i Afstand. Da
hun var kommen op ad den brede Marmortrappe og havde naaet
Terrassen foran Villaen, blev hun et Øjeblik staaende her med
Haanden paa Brystlænet og saae i Tanker ud over Havet. 
31
Vognen — en Charabanc — holdt udenfor Forstuetrappen,
og Philip Salomon i højstegen Person sad paa Kuskepladsen med
to af de halvstore Børn ved Siden. Da det kom til Stykket, foretrak
Rosalie og hendes Veninder at blive hjemme og ppille
Kroket, og Kandidat Balling vilde derfor heller ikke med. Ligeledes
undskyldte baade Aron Israel og Onkel Heinrich sig, fordi
de ikke turde udsætte sig for Aftenkøligheden. Nanny, hvem
Faderen nu spurgte efter, var ikke til at finde; hun var gaaet
bort straks efter Middagen, fordi hun havde sat Dyhring Stævne
ved Stationen. Der blev saaledes god Plads baade til Per og
Ivan, hvilket var ganske imod Fru Salomons Beregning. Endnu
i sidste Øjeblik søgte hun at blive dem kvit ved at henstille til
dem at følge Ballings Eksempel og vise sig galante overfor de
unge Piger; men Per lod, som om han ikke hørte det, og satte
sig med hele sin Vægt paa en af Yderpladserne.
Solen var i sin Nedgang. Himlen lyste rødt over Skoven; der
rørte sig ikke en Vind. Først kørte de et Stykke ud ad Strandvejen,
saa drejede de ind i Skovens Skumring, hvor Philip
Salomon lod Hestene gaa i Skridtgang paa de sandede Veje.
Passiaren i Vognen gik hele Tiden livlig, særlig var Eybert
meget underholdende. Per derimod mælede ikke et Ord. Han
sad ubevægelig ret op og ned; kun Øjnene flyttede sig urolig,
og Farven paa hans Kinder skiftede idelig. Siden Jakobe om
Formiddagen gik fra ham derude i Haven, og efter at den første
Virkning af hendes Svar havde fortaget sig, havde han stadig
gentaget den samme Sætning for sig selv: „Jeg vil endnu
ikke give tabt". Han havde opbygget alt for meget paa denne
Forhaabning til straks at kunne opgive den. Det syntes ham,
at selve Grunden under hans Livsværk vilde styrte sammen,
dersom Lykken svigtede ham her. — Og dog, alle disse Bekymringer
for Fremtiden var i Løbet af Dagen trængt mere og mere
tilbage i hans Sind af Sorgen eller Skuffelsen over ikke at eje
Jakobes Kærlighed. Han havde ikke vidst, at hun rent personlig
betød saa meget for ham. Skønt han stadig godt kunde se, at
hun ikke var nogen egentlig Skønhed, var den Tanke ham nu
uudholdelig, at nogen anden skulde besidde hende. Egenkærlig-
heden og hans saarede Forfængelighed havde i de forløbne Timer
hidset ham op til den Indbildning, at han virkelig elskede
hende. For første Gang i sit Liv syntes han at forstaa Ordet
Tilbedelse. Som han i dette Øjeblik saa hende for sig, med det
smalle, blege Ansigt indrammet af mørke Haarbølger, paa en
Baggrund af luende Solnedgangsrødt og sorte, højtidelige Træ­
stammer, blev hun et helligt Væsen for ham, og han var ude
af sig selv ved Tanken om, at denne klamme Eybert eller en
anden Hr. Fiskeblod skulde vanhellige denne skønne, stolte
Jomfruelighed, at overhovedet nogen anden end han selv skulde
faa disse mulmsorte Øjnes uudgrundelige Sibylleblik til at briste
i jordisk Elskovsfryd! — Men det skulde heller ikke ske.
Med sammenbidte Tænder gentog han for sig selv, at han ikke
vilde give tabt. Hans Livsløsen „Jeg vil" skulde nu staa sin
Prøve. Saa fik det gælde Knald eller Fald!
Hvad han egentlig havde i Sinde at foretage sig for at tiltrodse
sig Jakobes Gunst, vidste han endnu ikke. Han vilde i
saa Henseende lade Tilfældet raade og blindthen give sig sine
Indskydelser i Vold. En lille Triumf havde han iøvrigt at bygge
paa midt i sit Nederlag. Baade ved Middagsbordet og nu paa
Køreturen mente han at kunne spore, at Jakobe følte sig lidt
besværet af Hr. Eyberts Elskværdigheder og undertiden maatte
lægge Baand paa sig for ikke at blive utaalmodig over den ret
fortrolige Tone, han allerede tillod sig overfor hende. Nu gjorde
han en ny Iagttagelse. Ved et af de røde Skovled, der aabnedes
for dem, stod en fattig Kone og falbød Blomster; Eybert købte
en Buket og overrakte Jakobe den med et galant Sprikvort. Hun
tog ogsaa imod den men uden Tak; og Per lagde Mærke til,
at hun hele Tiden holdt den nede i Skødet uden en eneste Gang
at lugte til den.
De havde imidlertid naaet Raavad og kom nu ud af Skoven.
En Tid kørte de ud ad Lundtoftevejen, saa drejede Philip Salomon
tilvenstre ind paa en Bivej for at naa hjem over Eremitagesletten.

Aftenen var allerede vidt fremskreden. Nede i Lavningerne
og i de smaa Damme drev hvide Taager. Allevegne var der 
33
stille. Der hørtes over hele den vide Slette ingen anden Lyd
end en flerstemmig Sang fra et Selskab, som drog gennem Skoven
et Sted langt borte.
Hestene begyndte at nyse, og Damerne trak deres Skulderstykker
tættere om sig. Samtalen, der et Øjeblik var gaaet istaa,
fik fornyet Liv ved en Flok Krondyr, der stod og græssede nær
ved Vejen. De to gamle Frøkner Israel greb nemlig heraf Lejligheden
til at fortælle en Historie om en svensk Student fra Lund,
der havde indgaaet Væddemaal om at opløbe et Rudel af dette
Kongens Vildt og indfange et bestemt Dyr i Flokken, men som
efter en Times vild Jagt gennem Skoven styrtede død om med
et sprængt Hjerte.
„Tror Damerne virkelig paa den Krønike?" spurgte Eybert
smilende. „Jeg kan erindre, at jeg hørte den som Dreng; men
jeg havde — ærlig talt — allerede den Gang ingen Tillid til den."
I Munden paa hinanden indestod Frøknerne Israel for Beretningens
Sandhed. De havde i sin Tid begge læst den i „Dagen".
„Med al Respekt — ieg tvivler alligevel," drillede Eybert.
„Selv en halvgal Svensker vilde næppe komme paa en saa forrykt
Ide eller vilde i hvert Fald inden ret længe have løbet sig
Besindighed til og sparet sit Hjerte."
Paa Per, som havde følt sig personlig berørt af Fortællingen,
virkede disse Ord som en tilkastet Handske.
„Jeg finder, at Historien lyder meget troværdig," sagde han.
Paa Grund af hans forudgaaende, langvarige Tavshed og den
udæskende Tone, hvori han talte, vakte Bemærkningen nogen
Studsen.
„Naa, saa De — Hr. Sidenius! — hører i dette Tilfælde ogsaa
til de troende," bemærkede Eybert.
»Je8 tror," svarede Per, „at hvad en Mand med en Smule
Agtelse for sig selv har foresat sig, det gennemfører han —
koste hvad det vil!"
Ved de sidste Ord søgte hans Blik Jakobe, der, da hun mærkede
det, straks saae til den anden Side.
„Det lyder jo meget smukt og navnlig saare mandigt," svarede
Eybert og saae Sfnilende hen til Damerne. „Men den ubarmhjer­
23
tige Natur har jo dog uimodsigeligt sat Skranker, som selv den
mandhaftigste Vilje bliver nødt til at respektere. Og Vorherre
har nu engang udstyret den ligesaa yndefulde som velsmagende
Hjorteslægt med fire lange Gallopadeben, mens vi Mennesker
har maattet nøjes med et Par Stolper, der absolut egner sig bedst
til en sindigere Gangart."
„Talen er jo i dette Tilfælde ikke alene om Hurtighed men
ogsaa om Udholdenhed. Og det er den sidste, der gør^ Underværkerne
her i Verden. Som Ordsproget siger, Hr. Fabrikant
den, som ler sidst, ler bedst!"
Eybert løftede Øjenbrynene; han begyndte at forstaa den
skjulte Trusel i Ordene. Med et medlidende Udtryk vendte han
sig bort og svarede ikke.
„Forresten," sagde han, idet han atter henvendte Ordet til
Damerne. „Jeg kommer til at tænke paa, at jeg selv engang i
mine unge Dage oplevede en Historie, der minder en lille Smule
om denne med den svenske Student, om den end fik en langt
mindre tragisk Udgang. Jeg husker, at jeg var paa Hjemvejen
fra en Skovtur sammen med nogle Venner. Vi havde lejet en
Vogn ved Klampenborg for at køre hjem ad Strandvejen, og en
af Vennerne tilbød saa et Væddemaal. Han vilde løbe den sidste
halve Mil og forpligte sig til at være i København samtidig med
os, hvor meget vi saa lod Hestene strække ud. Væddemaalet
kom naturligvis i Stand, og da vi naaede Konstantia, stod Manden
af og begyndte at løbe. Vi havde et Par stivbenede Vognmandsheste
for, saa der var i og for sig ikke noget urimeligt i
Kapløbet; men allerede da min Ven havde løbet i fem Minuter,
stønnede han som en Blæsebælg, og da der var gaaet ti, standsede
han pludselig og erklærede højtidelig, at han ikke vilde
løbe mere, „fordi det var Synd for Hestene". Hvorpaa han
ganske rørt over sig selv og med forskellige træffende Bemærkninger
om det moralsk forkastelige i at misbruge de Umælende
— atter steg tilvogns."
Fortællingen gjorde Lykke. De gamle Damer lo, og Philip Salomon
vendte sig om og sagde:
„Dersom den Mand lever endnu, vil jeg som Bestyrelsesmed-
35
lem i Foreningen til Dyrenes Beskyttelse indstille ham til et
Hædersdiplom."
Per svedte koldt af Raseri; og skønt Jakobe ikke havde taget
Del i Munterheden, martredes han af Medbejlerens Triumf og
pønsede paa at skaffe sig Oprejsning.
Da de gamle Frøkner Israel endelig blev færdig med at le,
sagde han:
„Jeg beklager Dem, Hr. Fabrikant, at De saa tidlig mistede
Troen paa Viljekraften. Jeg faar Lyst til at spørge Dem, om der
kunde være Haab for Dem om at genvinde den, dersom en anden
paatog sig at indfri Deres Ungdomsvens Ord?"
Eybert løftede atter sine gule Øjenbryn.
„Hvadbeha'r? Jeg forstaar Dem ikke."
„Jeg spørger, om der kunde være noget Haab for Dem om at
genvinde Troen paa Viljekraften, dersom en anden indfriede
Deres Ungdomsvens Ord? For i saa Fald skal jeg gerne paatage
mig det. Og det straks paa Stedet."
Uden at vente paa noget Svar svang han sig ud over Bagsmækken
og gav sig til at løbe ved Siden af Vognen.
Philip Salomon holdt Hestene an og sagde temmelig bestemt:
„Hr. Sidenius ... jeg beder Dem ... sæt Dem op i Vognen."
Men Per raabte overgiven: „Hr. Grosserer! Jeg forsikrer
Dem, ... det er ligefrem velgørende at strække Benene lidt.
Husk ogsaa paa, hvormeget det gælder! Ingen veed, hvad det
kan komme til at betyde for Gud, Konge og Fædreland, om
Folketingsmanden for Holbæk Amts syvende genvinder sin Tro
paa Viljekraften! Og for mit Hjerte skal De ingen Bekymringer
gøre Dem. Det holder nok!"
„Ligemeget, Hr. Sidenius," sagde Philip Salomon næsten
bydende. „Jeg kan ikke tillade, at De løber saaledes ved Siden
af Vognen."
„Nej, det er ogsaa bedst, jeg tager et Forspring!"
Og idet han trykkede Hatten fast paa Hovedet, foer han frem
i rasende Løb. Skønt Philip Salomon straks piskede paa Hestene
for at indhente ham, var han efter faa Minuters Forløb ude af
Syne — forsvunden i Taagedisen. 
„Det er dog virkelig for galt!" mumlede Salomon, højrød af
Vrede, og gav Hestene endnu et Rap.
Men nu tog Fru Salomon tilorde.
„Du behøver vist ikke at anstrenge Hestene," sagde hun op
til sin Mand. „Hr. Sidenius har aabenbart ikke befundet sig rigtig
vel hos os og har saa — paa sin egen Maade — søgt en Anledning
til at slippe bort. Han har jo ogsaa herfra den korteste
Vej til Stationen, naar han skraar ind gennem Skoven."
Forklaringen lød naturlig nok; thi skønt Hestene endnu gik
stærkt paa, saae man stadig ikke noget til ham; og nogen Genvej
havde han ikke kunnet tage, da de kørte noget nær i Retning
af „Skovbakken", og Dyrehavshegnet desuden spærrede
overalt.
Frøknerne Israel var himmelfaldne over Per og kunde ikke dy
sig for at tilhviske Fru Salomon en Bemærkning om den unge
Mands Mangel paa Levemaade. Endogsaa Ivan fandt hans Indfald
meget ilde anbragt, og Eybert tillod sig smilende en noget
vovet Bemærkning om den mulige Anledning til Pers pludselige
„Absentation".
Jakobe sad tavs og saae ud paa Maanen, der steg blodrød op
over den svenske Kyst. Det saae ud, som om det hele Optrin
ikke havde gjort mindste Indtryk paa hende. Og dog følte hun
sig dybt nedværdiget og samtidig saa underlig befriet, at hun var
nær ved at le højt. Saa forbitret hun var bleven over Pers Opførsel,
efter at det var gaaet op for hende, at den betød en bevidst,'
planlagt Forfølgelse — inderst inde havde hun alligevel
været højtideligt betaget ved at sidde saaledes og vente paa det
ubeherskede Udbrud af en Mands Lidenskab. Og nu havde
„Naturkraften" udladet sig — i en taabelig Drengestreg!
De havde imidlertid naaet Springforbi og drejede igen ind paa
Strandvejen. Hernede ved Søen luftede det lidt. Taagen blev
holdt borte, vældige Myggesværme sydede over Hestenes Hoveder.

De var næsten naaet hjem, da Philip Salomon pludselig holdt
Hestene an. 
37
„Hvad er det? Er det ikke Louise, der kommer der? Der
maa jo være noget paafærde."
En af Husets Tjenestepiger kom løbende imod dem henne
paa Vejen. Endnu før hun havde naaet dem, raabte Philip
Salomon:
„Hvad er der? Er der hændt noget?"
„Ja, det er ... det er," stammede den stakaandede Pige. „Det
er Hr. Sidenius."
„Er han hjemme!" lød det med tre-fire Stemmer paa eengang.
„Ja, — og han er vist kommen en Skade til. Jeg skulde løbe
hen og hente Doktoren."
„Gud, hvad er det da?" spurgte Ivan ligbleg.
„Jeg veed ikke ... Hr. Sidenius besvimede. Hr. Dyhring har
givet ham nogle af Frøkenens Draaber; men jeg tror ikke, han
er kommen til sin Bevidsthed."
Philip Salomon bed sig tavs i sin Negerlæbe og lod Pisken
smælde over Hestenes Øren. Ogsaa han var bleven bleg. Alle
var de tavse og blege, mens det i flyvende Hast gik mod
Hjemmet.
Allerede udenfor paa Vejen blev de modtaget af en Flok
opskræmte unge Piger; og da de kørte op for Forstuetrappen,
viste Aron Israel sig sammen med Balling og Nanny. Et Øjeblik
efter kom Dyhring, og tilsidst traadte Per selv ud, endnu lidt
farveløs i Ansigtet og med Skjortebrystet i Uorden, men med
et stort Smil, der skulde lade lystigt og tilfreds.
„Ser De, Hr. Fabrikant, jeg holdt Ord!" raabte han triumferende,
endnu før Vognen var standset.
„Var det et Væddemaal?" udbrød de unge Piger i Munden
paa hinanden og flokkede sig omkring Vognen.
„Og hvad var Indsatsen — om man tør spørge?" sagde Nanny;
hun stod for sig selv paa det nederste Trappetrin, og hendes
underfundige Øjne gik frem og tilbage mellem Eybert og Jakobe
med et anelsesfuldt Blik.
Ivan sprang straks af Vognen og fattede med ængstelig Mine
om Pers Arm. 
23
„Men Gud, Sidenius — De har jo været syg!"
„Aa, det var ingenting. Bare lidt Svimmelhed. Jeg bar mig
dumt ad. Som det viser sig, havde jeg jo ikke behøvet at skynde
mig saa stærkt."
Nu kom ogsaa de andre af Vognen, stadig lige tavse. Philip
Salomon sagde blot til Staldkarlen, idet han med sammenbidt
Mine tilkastede ham Tømmerne:
„Lad Kristian løbe efter Louise. Vi mødte hende henne paa
Vejen. Sig hende, at Doktoren ikke behøver at ulejlige sig
herhen."
I de følgende Minuter var det hele Selskab samlet i den halvmørke
Forstue, hvor Ungdommen højrøstet drøftede Begivenheden
med den overstadige Livlighed, der gerne afløser en overstaaet
Forskrækkelse. Ivan førte an. Han var pludselig bleven
ellevild af Begejstring for Pers Bedrift og maatte Gang efter
Gang høre Beretningen om, hvorledes Nanny og Dyhring, der
var kommen gaaende ovre fra Skoven, havde truffet ham paa
Trappen ude af Stand til at tale, og hvorledes han et Øjeblik
efter var besvimet inde i Dagligstuen.
Henne under Knagerækken stod Eybert og hjalp Jakobe af
med Overtøjet. Hans Øjne hvilede mistænksomt paa hende,
mens han med en tøvende Bevægelse tog Skindslaget fra hendes
endnu dirrende Skuldre.
„Jeg tror, jeg er kommen til at fryse paa Turen," sagde hun
for at forklare denne ubetvingelige, nervøse Skælven. Straks
efter gik hun op ad Trappen for at komme til sit Værelse.
Skønt Per lo og talte højt, som om han slet ikke tænkte paa
hende, havde han ikke et Øjeblik sluppet hende afsyne. I sin
dødelige Ophidselse havde han gjort sig selv det Løfte, at han
endnu denne Aften vilde tale med hende, om han saa skulde
bryde ind til hende fra Altanen udenfor hendes Kammer. Og da
han nu fik Øje paa Eyberts Buket, som hun havde lagt fra sig
i Vindueskarmen og glemt at tage med, greb han denne for
straks at faa en Anledning til at nærme sig.
„Frøken Jakobe! Deres Blomster!" raabte han efter hende.
Og i to-tre Spring var han oppe ad Trappen med Buketten. 
39
Han kom dog ikke helt op. Jakobe var netop naaet til
det øverste Trin, hvorfra hun nu — uden at vende sig om,
endogsaa uden at sige Tak — strakte Haanden ud efter
Blomsterne.
Men i Stedet for at give hende dem greb han fast om hendes
Haand; og efter at have forvisset sig om, at der ingen var paa
Gangen deroppe, kyssede han den med Heftighed. Hun sank i
Knæ. Hun mægtede end ikke at rive Haanden til sig. Og da
han mærkede det, var han i næste Nu helt oppe hos hende og
sluttede hende i sine Arme.
„De elsker mig!" hviskede han over hende. „Ikke sandt? De
vil være min?"
Hendes Sjælskraft var udtømt. En vellystfuld Skælven betog
hende i hans knugende Arm, og hendes Hænder greb uvilkaarlig
ud i Luften efter hans.
„De vil være min?" gentog han. „Er det sandt?"
„Ja, ja," hviskede hun, gjort vild af Svedlugten fra hans endnu
ophedede Legeme, og hendes Hoved sank ned paa hans Skulder.
„Jeg kommer igen imorgen Formiddag ... Vi tales da nærmere
ved."
Han krystede hende paany, var saa i et Par Spring nede af
Trappen og stod igen mellem de andre i Forstuen.
Det havde altsammen ikke staaet paa i stort mere end et halvt
Minut. Og Per var fra samme Øjeblik, han vidste Sejren vunden,
atter helt sig selv. Han snakkede løs, som om der ingenting
var sket, og fulgte med de andre ind i Havesalen, hvor nu
Teen blev anrettet.
Først lidt efter lidt meldte Eftervirkningen sig af den voldsomme
Spænding. Nu, da Dødsspringet var lykkedes, forstod han
næsten ikke, at han havde vovet det. Naar han saae sig tilbage,
sortnede det for hans Øjne. Og vendte han Blikket ud mod Fremtiden,
grebes han af ny Svimmelhed. Han kunde ligesom endnu
ikke rigtig tro paa Begivenheden. Var det virkelig muligt, at han
nu for alle Tider var Pengesorgen kvit, at han — Per Sidenius,
den fattige Præstesøn nu var den tilkommende Medejer af en
Million! Ja, det var jo fuld Virkelighed! Tryllestaven holdt han 
24
i sin Haand! Verden havde aabnet sig for ham med alle sine
eventyrlige Herligheder!
Til Trods for, at det ganske godt lykkedes ham at skjule sin
Sindsbevægelse, var der adskillige af de Tilstedeværende, særlig
blandt de ældre, der fik en Fornemmelse af, at der var forefaldet
noget afgørende deroppe paa Trappen; og den Omstændighed,
at Jakobe ikke lod sig se, bestyrkede Formodningen.
Stemningen blev af den Grund mere og mere trykket, tilsidst
helt uhyggelig. Eybert gik tavs omkring med graablegt Ansigt
og nærmede sig et Par Gange Per paa en Maade, der vakte Uro
hist og her. Alene Kandidat Balling spankulerede omkring med
sin sædvanlige Mangel paa Forstaaelse og talte højrøstet om
Literatur i det Haab, at man skulde anmode ham om at underholde
Selskabet med at læse noget op.
Endelig kom Pigen ind med den længselsfuldt ventede Melding,
at Vognen til Stationen var kørt for Døren, og alle brød
nu hurtig op. Kun Eybert, der ikke skulde til København, blev
siddende lidt i det Haab, at Jakobe maaske skulde komme ned
nu, da der var bleven stille, men efter at have ventet forgæves
en halv Snes Minuter rejste ogsaa han sig og tog i Tavshed
Afsked.
„Nu, Philip —," sagde Fru Salomon, da hun endelig var bleven
ene med sin Mand. „Hvad har du at sige?
„Du har Ret, Lea. Dette kan ikke længer gaa. Han er aldeles
utilregnelig."
„Det har jeg jo sagt dig længe."
„Jeg skal imorgen den Dag tale med Ivan. Han maa bringes
til at indse, at vi umuligt kan modtage det Menneske oftere."
„Jeg frygter kun, det er forsilde, du! ... Saae du rigtig paa
Jakobe?"
Straks efter at Vognen var kørt, var Nanny gaaet op paa sit
Værelse. Hun havde listet sig hen til Jakobes Dør for at lytte;
og da alt var stille indenfor, kiggede hun gennem Nøglehullet
og saae, at der ikke var tændt Lys derinde. Heraf sluttede hun, 
LYKKE - FER 241
at Søsteren allerede var gaaet i Seng, og skuffet listede hun tilbage
til sit Værelse.
Jakobe var dog endnu oppe. Døren til hendes Altan var aaben,
og derude i Maaneskinnet stod hun og fulgte Lyden af Vognen,
der førte Per bort. Hendes Ansigt var bleven gammelt i den
sidste halve Time, Udtrykket mørkt og forgræmmet. Som en
Støtte blev hun staaende derude, indtil den sidste Rumlen døde
hen bag Skoven.
Saa gik hun ind og lukkede Døren til efter sig. Et Par Gange
gik hun frem og tilbage over Gulvet; saa satte hun sig hen paa
Langstolen og trykkede Ansigtet ned i sine Hænder.
Længe sad hun i denne Stilling, et Bytte for den dybeste
Fortvivlelse og Skam. Dette blev altsaa Enden! Dertil
skulde hendes tungt tilkæmpede Selvforsagelse føre hende! Paa
en saa forsmædelig Maade, i et saadant Vrængebillede skulde
hendes Ungdomsdrøm om en Helte-Elsker virkeliggøres!
Hun søgte ikke at besmykke de Følelser, der havde kastet
hende i Pers Arme. Heller ikke prøvede hun paa at bedrage sig
selv ved at mene, at hun vilde være i Stand til at rive sig ud af
sin sanselige Forvildelse. Hun følte det kun altfor godt: hun
var i hans Magt. Og det vilde jo da ogsaa kun gøre hendes
Ydmygelse fuldstændig, om hun ovenikøbet blev nødt til at
tilstaa, at hun havde givet sig viljeløst hen! Her var ingen frelsende
Udvej. Hendes Skæbne var beseglet. Saa minutkort deres
Møde havde været, hun havde dog hvilet i hans Arme, hans
Læber havde berørt hendes, og en Anelse om Elskovens Henrykkelse
havde gennemrislet hende under hans Omfavnelse, —
hun var jo allerede halvvejs bleven hans.
Der blev banket sagte paa hendes Dør, og Nanny stak Hovedet
ind.
„Aa! Om Forladelse! Du sidder og sværmer i Maaneskin!"
„Hvad vil du?"
„Undskyid .,. jeg hørte, du endnu var oppe. Kunde du ikke
laane mig et Par Haarnaale?"
„Du kan jo se efter, om der er nogen."
Nanny var i Natdragt. Paa en egen kattelistende Maade gik
Lykke-Per I . „ 
hun over Gulvet hen til Jakobes Kommode og gav sig til at lede
i en af Skufferne. Men pludselig vendte hun sig om og satte sig
paa den halvt udtrukne Skuffe. Maanelyset faldt lige ind paa
hende og gennemskinnede det tynde Natlinned, saa hele Legemets
Form saaes derunder. Med indsmigrende fremstrakt Overkrop
og lidt Ængstelse i Stemmen sagde hun:
„Maa jeg spørge ... tør man gratulere?"
Jakobe foer sammen med en Kuldegysning.
„Hvad mener du?"
„Aa, om Forladelse! Det skal maaske endnu være en Hemmelighed.
Da vil jeg ellers sige dig, at den er ikke videre godt
gemt." a
„Hemmelighed? Hvilket? Jeg forstaar ikke et Muk.
„Aa, du vil lade uskyldig! Hvad var det da for vigtige ^
n§>
du før derude paa Gangen forhandlede med Hr. Sidenius?
Lyden af det sidste Ord fremkaldte en Slags Kvalmefornemmelse
hos Jakobe. Sidenius! Hvilket Navn! ... Fru Sidenius!
„Og det Væddeløb — hm!" vedblev Nanny. „Det var mig nu
straks lidt mistænkeligt."
Jakobe rettede sig besluttet op.
„Nu ja, du kan jo ogsaa lige saa godt faa det at vide iaften.
Jeg er altsaa forlovet med — den Mand, du der nævner. Det
er hele Forklaringen, dersom den virkelig interesserer dig."
Der blev et Øjebliks Stilhed.
„Om den interesserer mig? ... Hvad mener du? Jeg er naturligvis
glad paa dine Vegne.'
„Saa — er du det?" sagde Jakobe.
„Hvor du taler løjerligt! Hvorfor skulde jeg ikke være glad
derved? ... Aa, nu forstaar jeg! Du mener maaske, at jeg selv
... Jeg husker, du engang drillede mig med Hr. Sidenius. Men
i den Henseende skal du nu ingen som helst Bekymringer gøre
dig. Jeg fragaar saamænd ikke, at jeg altid har syntes rigtig godt
om din Forlovede; men jeg tror nu alligevel, at du og han, I
passer vistnok meget bedre til hinanden.'
Jakobe saae opmærksomt op.
„Hvorfor mener du?" 
43
Jo — I er nu begge to mere i den højere Stil, mens jeg jo som
bekendt kun er et stakkels tankeløst Hverdagsmenneske, et letsindigt
Verdensbarn, — det har du selv tidtnok fortalt mig. Naa,
men nu vil Folk da faa noget at snakke om! Og stakkels Eybert!"
Jakobe rejste sig utaalmodig.
„Hør, Nanny — det er silde. Og du maa jo fryse, som du sidder
der —."
.»Er jeg til Ulejlighed? Gudbevares, saa gaar jeg naturligvis.
Saa gaar jeg."
Hun blev alligevel siddende lidt. Og atter var der noget egent
underfundigt i den Maade, hvorpaa hun endelig luskede henover
Gulvet paa sine bare Fødder. Henne ved Døren vendte hun sig
endnu engang om og sagde:
„Du er dog en rigtig kedelig En, at du aldrig kan fortælle
lidt interessant. Jeg havde glædet mig til at faa en rigtig fornuftig
Passiar med dig, og jeg kunde endelig ogsaa nok behøve at
blive belært af en ældre og erfaren Søster for det Tilfælde, at
jeg selv skulde komme i den rædselsfulde Situation at maatte
række Mund til en Person med Overskæg."
„Ja, du maa nu undskylde mig, — jeg er træt," sagde Jakobe
og begyndte at klæde sig af.
„Hvor du stiller dig hellig an! Bild mig bare ikke ind, at du
gaar i Seng. Du skal naturligvis skrive til ham endnu iaften ...
udøse dit Hjerte for ham i Nattens ensomme Time, omfavne den
Elskede i violblaat Blæk og sende ham titusinde Kys med Morgenposten.
Men jeg vil advare dig, min Pige! Vær lidt tilbageholden
i Begyndelsen! Vær i det hele lidt fornuftig! Kan du
huske Rebekka, da hun blev forlovet; hun maatte i den første
Tid bruge Læbepomade, fordi han kyssede hende helt itu. Og
dersom jeg har nogen Forstand paa Mandfolk, saa er din Kæ­
reste vist en af dem, der tager for sig af Retterne. Godnat, lykkelige
Søster! Og drøm ikke altfor behageligt!" 

TIENDE KAPITEL
Der var ikke gaaet mange Dage, før det stod klart for Per,
at han trods det „Ja", han havde fravristet Jakobe, ikke var naaet
synderlig videre, end han var i Forvejen. For det første fordrede
baade Jakobe og hendes Forældre — de sidste endog „paa det
bestemteste" — at Forlovelsen foreløbig skulde holdes hemmelig,
i hvert Fald kun maatte betros de allernærmeste. Dernæst
var Jakobes Opførsel overfor ham præget af en Lunefuldhed,
der mangen Gang satte hans Taalmod paa en haard Prøve. Ved
mere end een Lejlighed hændte det, naar han kom ud til „Skovbakken",
at hun slet ikke lod sig se men blev oppe paa sit Væ­
relse under det Paaskud, at hun ikke befandt sig vel; og det bø­
dede kun lidt herpaa, at hun til andre Tider, naar de f. Eks. var
bleven alene i en Skumringstime, kunde give sig endog ret lidenskabeligt
hen til hans Kærtegn. Han var saa meget af en Kvindekender,
at han forstod Sammenhængen mellem saadanne ubeherskede
Ømhedsudbrud og de regelmæssigt paafølgende Anfald
af fornærmet Kulde; og han indsaae, at en fortsat Eftergivenhed
fra hans Side kunde blive farlig for ham.
Efter en Ugestids Forløb forandrede han derfor saa smaat sin
Opførsel overfor hende, viste sig en Smule ligegyldig, indfandt
sig med mindre Regelmæssighed og udeblev tilsidst helt i nogle
Dage.
„Med Sult skal de Stridige tæmmes!" tænkte han. Det skulde
nu vise sig, om han havde Magt til at herske over xMennesker
og gøre sig deres Vilje underdanig.
Den første Dag følte Jakobe hans Bortebliven som en Befrielse.
Den anden Dag var hun forundret, den tredje Dag lidt urolig,
Hun bestemte sig tilsidst til at skrive for at faa at vide, om 
LYKKE-FER 245
han var bleven syg; men netop som hun havde faaet Pennen
i Haanden, hørte hun hans Stemme nede i Haven. I samme Nu
slog hendes Følelse om. Rigtignok var hendes Hjerte kommen
til at banke, men hun ønskede ham atter langt bort. Hun vilde
ikke engang se ham. Moderen lod straks en af hendes smaa Sø­
skende melde hende hans Komme, men hun blev siddende oppe
paa sit Værelse. Paa det Ark Papir, hun havde bestemt for ham,
gav hun sig til at skrive et ligegyldigt Brev til en udenlandsk
Veninde.
Først efter en halv Times Forløb viste hun sig nede i Stuerne.
Per modtog hende med sit ligegladeste Smil og gav ingensomhelst
Forklaring paa sin lange Fraværelse. Det meste af Aftenen
opholdt han sig sammen med Ivan og Onkel Heinrich inde i
Billardværelset og syntes at more sig fortræffeligt. Straks efter
Tebordet tog han bort, uden at de i Grunden havde talt med
hinanden.
Den Nat blev afgørende for hendes Forhold til ham. Timevis
gik hun frem og tilbage i sit Kammer og kæmpede med sig selv.
Hun sagde, at nu vilde og maatte hun bryde denne unaturlige
og uværdige Forbindelse, der ikke alene havde forstyrret
hendes Forhold til Forældre og gamle Venner, men som var paa
Veje til at berøve hende den sidste Rest af Selvagtelse. Henimod
Morgen satte hun sig ved sin Skrivepult for at meddele ham sin
Beslutning. Men da hun skulde nedskrive Ordene, var det, som
om Haanden strittede imod. Kærlighedsbegæret flammede op i
hendes Blod, hun kastede pludselig Pennen og blev siddende
ubevægelig med Hænderne for Ansigtet.
Fra dette Øjeblik var han hendes Herre. Fra denne Nat fortabte
hun sig i sin Ulykke, saaledes som man synker hen i det
uafvendelige. Per vedblev at komme og gaa efter Forgodtbefindende.
Naar han blev borte, sendte han undertiden et Brev
med et Par undskyldende Linjer, ved en enkelt Lejlighed fulgte
der ogsaa nogle Blomster med; men i Almindelighed gav han
slet ingen Oplysning om Grunden til sin Udeblivelse, og Jakobe
spurgte aldrig.
En Dag opholdt hun sig inde i Kabinettet sammen med Mo­
24
deren, der sad paa sin Sofaplads og syede. Selv havde hun
slaaet sig ned henne ved Vinduet med en Avis. Hele Formiddagen
havde hun tilbragt paa sit Værelse; ikke engang ved Frokosten
havde hun vist sig. Hun var endnu ganske umeddelsom
og saae ikke op fra Avisen, som hun ligegyldig gennemløb.
„Du havde nok Brev imorges fra Sidenius," sagde Moderen
efter en længere Tavshed og gav sig til at lede efter noget i
sit Syskrin.
„Ja."
„Kommer han herud idag?"
„Jeg veed det ikke."
Der blev igen en Pavse. Men saa lagde Fru Salomon ligesom
med en Beslutning Hænderne ned i Skødet, saae paa Datteren
og sagde:
„Jakobe ... sæt dig herhen, min Pige, og lad os tale lidt sammen."

Jakobe løftede Hovedet med et opskræmt Udtryk. Tøvende
rejste hun sig og gik hen til Moderen.
„Hvad vil du?" spurgte hun, idet hun med Haanden under
Kinden lagde sig tilbage i Sofahjørnet, saa langt fra Moderen
som gørligt.
Fru Salomon tog hendes anden Haand og sagde:
„Vil du svare mig paa et Samvittighedsspørgsmaal, Jakobe?"
„Hvad mener du?"
„Nej ... bliv nu ikke straks fornærmet! Jeg skal ikke trænge
ind paa dig. Vil du blot — aabent og ærligt — svare din Moder
paa et eneste Spørgsmaal: Er du lykkelig?
„Det var da et besynderligt Spørgsmaal," sagde Jakobe og
lod ganske uforstaaende, ja forsøgte endog at le, — men hun var
bleven meget bleg.
„Aa, ikke saa besynderligt. Du veed, at jeg ellers ikke har
for Skik at forlange mine Børns Fortrolighed i Kærlighedsanliggender.
Men i dette Tilfælde mener jeg dog at have en Slags
Ret til at spørge ... og til at faa et ærligt Svar.
„Hvor du er underlig, Mor! Det er dog vel af egen fri Vilje,
jeg har forlovet mig. Altsaa maa jeg vel være lykkelig." 
47
„Ja, naar du tager det saadan, min Pige, saa vil jeg da tale
lige ud af Posen. Ser du, for en Timestid siden søgte jeg dig
oppe paa dit Værelse; jeg mente, du ikke befandt dig vel, siden
du ikke kom ned til Frokosten. Du var netop gaaet bort et
Øjeblik, og jeg fik da tilfældigt set, at Sidenius' Brev laa fremme
paa din Skrivepult. Naa, deri var der i og for sig maaske ikke
noget mærkeligt, skønt man jo ikke plejer at lade den Slags Breve
ligge saadan og flyde. Hvad der derimod i høj Grad undrede
mig, var — at Brevet endnu slet ikke var bleven aabnet."
„Nu ja — hvad saa?" sagde Jakobe efter en kort Stilhed,
hvorunder hendes Haand, som Moderen stadig holdt om, var bleven
kold som Is.
„Hvad saa? Hør, Jakobe — jeg er nok tilaars, men dog ikke
ældre, end at jeg kan huske, hvordan det er at være forelsket.
Naar man lader sin Kærestes Breve ligge ulæste fra Klokken
otte til Klokken to, saa er ikke alt, som det skal være."
„Det forstaar du dig ikke paa, Mor! Det har i dette Tilfælde
sin egen Grund, som jeg ikke kan forklare dig."
Moderen saae et Øjeblik mistvivlende paa hende.
„Ja ja, mit Barn. Jeg vil — som sagt — ikke trænge ind paa
dig. Naar du blot ganske oprigtig vil sige mig, om du er lykkelig.
Er du?"
„Ja — naturligvis!"
Hun sagde det uvilligt, trak Haanden til sig og stod op.
Moderen fulgte hende med Øjnene; men i det samme tumlede
Nanny ind i Overtøj og fyldt med Gadenyt, og al videre
Samtale blev forpurret. Fru Salomon tog atter fat paa sit Sytøj,
og Jakobe gik kort efter ud af Stuen og op paa sit Værelse.
Moderens Spørgsmaal og navnlig den lidt medlidende Tone,
hvori hun talte, havde krænket hende og fyldt hende med en
ny Uro. Hun vilde ikke ynkes — ikke af andre, ikke heller af
sig selv. Af egen fri Drift havde hun knyttet sin Skæbne til denne
fremmede Mand. Altsaa havde hun ingenting at beklage sig over.
Rask skar hun nu Pers Brev op og gav sig til at læse det.
Naar hun ikke før havde kunnet bekvemme sig dertil, var det
af Grunde, som hun virkelig daarligt kunde fortælle sin Moder. 
24
Intet ydmygede hende mere end disse ligegyldige, ungdommeligt
henjaskede, end ikke med Hensyn til Skrivemaaden helt fejlfri
Breve, som Per sendte hende. Selv vilde hun helst opfatte
sin Sky overfor dem som en Angst for, at de skulde indeholde
Hentydninger til de Øjeblikke, hvor hun under Samværet med
ham modstandsløst gav sig sine Sanser i Vold, disse Øjeblikke,
som hun bagefter altid tænkte paa med Skamfuldhed og Lede,
— men dette var et halvt bevidst Selvbedrag. Naar hun havde
gennemlæst hans Breve uden at finde fjerneste Antydning af
det, hun havde frygtet, ikke et Taknemlighedstegn, ikke et Længselsudbrud,
kunde hun harmfuld og foragteligt knuge det sammen
og kaste det i Kakkelovnen.
Heller ikke dennegang indeholdt Brevet andet end et Par
Ord om, at han ikke saae sig i Stand til at komme ud til „Skovbakken"
den Dag. Men sammen med denne Meddelelse, der var
skreven bag paa et Visitkort, sendte han hende nogle Papirer,
der viste sig at være et Korrekturark af det Kampskrift, som
Ivan havde talt saa meget om og udbasuneret som en Verdensbegivenhed.
Hun tog Papirerne med Uvilje. Hvad skulde hun
med dem? Hun havde stadig ingensomhelst Tillid til hans Evner
og allermindst til hans Duelighed scm Pennefører. Han
kunde jo ikke engang skrive sit Modersmaal korrekt!
Hun havde dog ikke læst mange Sider, før hendes Kinder
begyndte at gløde. Saa fremmed hun end var for det meste af,
hvad han skrev om, og skønt det ikke var vanskeligt at opdage
det Forbillede, hvorefter han havde dannet sin Stil, gik det hurtigt
op for hende, at der var noget virkelig nyt og friskt, ja paa
sin Vis storladent i hans Syn paa Naturen og dens Kræfters
Anvendelighed i Kulturens Tjeneste. Adskilligt genkendte hun
iøvrigt fra hans mundtlige Udtalelser, dem hun — væsenlig paa
Grund af deres vidtløftige, foredragsagtige Form — aldrig havde
kunnet faa noget alvorligt ud af. Andre Partier kunde hun føre
tilbage til Tanker og Indfald, hun selv havde anvendt i deres
Samtaler om disse Emner; men dette forringede saa langt fra
Indtrykket, at hun tværtimod paa saadanne Steder ganske særlig
fik Øjet op for hans Evners Oprindelighed og naturgroe4e 
49
Kraft. Udtryk, der i hendes Mund nærmest havde været tilfældige
Talemaader, fik i hans Fremstilling en for hende selv ganske
overraskende Betydning. Henkastede Ytringer, hvormed hun
knap havde forbundet nogen alvorlig Tanke, var hos ham bleven
til anskuelige Billeder, havde formet sig til fuldt færdige Fremtidssyner,
der betog hende baade ved deres Dristighed og ved
den Overbevisningens Magt, hvormed de her fremsattes.
Efter at have endt Læsningen blev hun længe siddende med
Haanden under Kinden og saae grundende ud for sig. Hvad var
han egenlig for et Menneske, denne Fremmede, der var bleven
hendes Skæbne? I Grunden kendte hun ham jo slet ikke, vidste
intet andet om ham end det højst utroværdige, som Ivan og han
selv havde fortalt. Hvad skjulte hans Fortid? Hvorover dækkede
f. Eks. det mørke, kolde Had til Hjem og Slægt, som han hin
Gang havde aabenbaret hende?
Ofte i disse Dage havde hun følt Trang til at tale med nogen
af hans Familje, for at faa Lys over alt dette uopklarede, der
undertiden foruroligede og ydmygede hende mere end noget andet,
og som hans egne Fortællinger blot gjorde bestandig dunklere.
Hun vidste, at en af hans Brødre, der var Jurist, havde
en Ansættelse paa et offenligt Kontor inde i København; Per
havde selv fortalt, at han nylig havde truffet ham paa Gaden og
da i Samtalens Løb i Fortrolighed meddelt ham deres Forlovelse.
Saa lidet modig hun var ved Tanken om at fremstille sig for
en vildfremmed Herre i en saadan Anledning, besluttede hun
alligevel nu at opsøge denne Broder, der maatte kunne give Besked,
og allerede den næste Formiddag tog hun ind til Byen.
Det Regeringskontor for Fængselsvæsenet, hvor Eberhard Sidenius
havde Ansættelse, var indrettet i en stor, skummel, skiddengraa
Bygning ved Kanalen. Jakobe foer vild i en Labyrint
af øde Gange og fandt omsider en Budstue, hvor to søvnige
Mænd sad med Ryggen klistret opad Væggen og saae ned paa
deres Støvlesnuder. Paa hendes Spørgsmaal om, hvor hun kunde
finde Hr. Ekspeditionssekretær Sidenius, fik hun det lakoniske
Svar:
„Første Sal, tredje Dør tilhøjre." 
25
Og næppe havde hun vendt de to Mænd Ryggen, før de ganske
højt vekslede disse Bemærkninger:
„Sikken et Næb."
Ja, det var en Jødetøs."
Oppe paa første Sal fandt hun den hende opgivne Dør og
kom ind i en tofags, halvmørk Stue, der vendte ud til en Gaardsplads
med nogle grønne Træer. Henne ved det ene Vindue stod
Eberhard og skrev ved en Fyrretræs Skrivepult, der tilligemed
et Par Træstole og en Reol med Protokoller udgjorde Stuens
Udstyr. Han havde en langskødet og sneverærmet, paa Albuerne
ganske blankslidt, sort Frakke knappet tæt omkring sig;
og da det havde regnet lidt om Morgenen, var hans Benklæder
omhyggelig opsmøgede forneden og aabenbarede et Stykke af
et Par grove, mørkegraa Uldsokker over et Par dobbeltsaalede
Ankelsko. ,
Skønt han havde besvaret Jakobes Banken med et „Kom ind ,
blev han staaende uden at se op og fortsatte nogle Øjeblikke
uanfægtet sit Arbejde.
Dels af denne Aarsag, dels paa Grund af hans Klædedragt
antog Jakobe ham for en Skriver og bad om at faa Ekspeditionssekretæren
i Tale. Først da han derefter med megen Værdighed
lagde Pennen bort, og da hun mødte Blikket fra hans blege,
vandkolde Øjne, saae hun med en Gysen Familjeligheden med
Per.
Hun sagde sit Navn og tilføjede:
„Jeg veed, at Deres Broder — at Per — har talt til Dem
om mig." .
Eberhard gjorde tavs en embedsmandsmæssig Haandbevæ-
gelse henimod en af Stolene. #
„Grunden til, at jeg har søgt Dem, vil De rimeligvis af Dem
selv forstaa," vedblev Jakobe efter at have taget Plads, — hendes
Stemme var usikker, Hjertet hamrede i hendes Bryst, og
hun maatte gribe til disse Talemaader for overhovedet at faa en
Samtale i Gang. „Jeg veed jo, at Deres Broder — at min Forlovede
— i længere Tid har været noget fremmed ikke alene
for Dem men ogsaa for sin øvrige Familje. Jeg kan natur-
ligvis — ikke bedømme, hvad der ligger til Grund for denne
Misstemning. Jeg behøver vist ikke at forsikre Dem om, at jeg
er oprigtig bedrøvet over den."
Eberhard var bleven staaende ved Pulten, hvor han havde
anbragt sig i en noget kunstlet Stilling, med Hovedet støttet til
sin udspilede Haand paa en saadan Maade, at denne skyggede
for hans Øjne. Han lod rolig Jakobe tale ud. Ikke en Trækning
i hans Ansigt røbede hans Følelser, og dog var han som himmelfalden
af Forbavselse. Han havde godt vidst, at Broderen
var bleven indført i den rige Grosserer Salomons Hjem. Alligevel
havde han ikke et Øjeblik troet paa Pers Fortælling om,
at han var blevet forlovet med denne Mands Datter — saa meget
mindre, som Per udtrykkelig havde bedt ham om at hemmeligholde
Sagen for alle Fremmede. Han havde opfattet Meddelelsen
som et frækt Skryderi, der skulde dække over et eller
andet Nederlag. Han vidste jo, at Philip Salomon var en Mand,
hvis Formue taltes i Millioner.
Hans første, bevidste Tanke var nu den, at denne Forbindelse
for enhver Pris maatte forpurres. Og det var ikke Skadelyst,
der indgav ham Tanken, endnu mindre nogen skjult Misundelse.
Men han indsaae, at med de Fremtidsudsigter, som herved aabnede
sig for Broderen, vilde han føres endnu dybere ind paa
Fortabelsens Veje, og Haabet om hans Omvendelse vilde atter
for lange Tider være udelukket. Langt nøjere, end Per anede,
havde Eberhard i de forløbne Aar paa Afstand fulgt hans Færd;
og netop nu havde han saa sikkert troet det Tidspunkt nær,
da Per — tvunget af Nød og Vanære — endelig vilde gaa i sig
selv og erkende sin Skyld mod Hjemmet og Forældrene.
„Tør jeg spørge Dem," sagde han, da Jakobe nu tav, „er det
kun Dem, der har ønsket denne Samtale om min Broders Forhold?"

„Ja."
„Min Broder veed maaske slet ikke, at De vilde søge mig i
denne Anledning?"
„Nej!"
„De spørger altsaa udelukkende paa egne Vegne?" 
25
Ubehagelig berørt af hans Væsen havde Jakobe hurtig taget
sig sammen. Denne forhørsmæssige Tone opæggede hende yderligere,
og hun svarede fornemt afvisende:
„Som sagt — det er mig, der har ønsket denne Samtale,
ikke Per."
„Jeg kunde tænke det. Det er jo nemlig — desværre — kun
altfor sandt, at min Broder i en Aarrække, ja egenlig fra sin
Barndom har skilt sig fra sit Hjem. Det kan vistnok siges, at
han systematisk har forhærdet sig paa dette Punkt og følt en
sørgelig Glæde ved at trodse ethvert Hensyn endogsaa til dem,
hvem han først og fremmest skylder Taknemlighed og Ærbø­
dighed. Disse Løsrivelsesforsøg har jo endog strakt sig til selve
Daabsnavnet. Jeg hørte, at De kaldte ham Per. Maaske veed
De ikke engang af, at det er et selvgjort Navn?"
„Jeg tror, jeg har hørt det."
„Jeg vil nu heller ikke skjule for Dem, hvad der er min bestemte
Mening — og De har jo udtrykkelig ønsket en aaben
Udtalelse — at ogsaa Forlovelsen med Dem er et saadant
overlagt Oprør mod Hjemmet, en bevidst Fornægtelse af dets
Aand ."
Jakobe saae op med sammentrukne Bryn.
„Jeg forstaar Dem vist ikke," sagde hun.
„Jeg skal forsøge at forklare mig nærmere. Det er Dem næppe
ganske ubekendt, at Peter Andreas er udgaaet fra et kristeligt
Hjem. Selv veed han, at for hans Forældre er Kristendommen
den altbestemmende Livsmagt, og at de ikke anerkender nogen
Lykke, hvor glimrende den maaske ellers kan tage sig ud, naar
den ikke har sin Grund i kristen Gudsfrygt.
saaledes!"
Jakobe bed sig i Læben, saa det smertede. Gennem Eberhards
rolige og nøje afvejede Tale hørte hun hele Tiden det samme
pøbelagtige ITaansord, der nylig havde lydt ude paa Gangen, og
som havde forfulgt hende hele hendes Liv.
Hun havde allerhelst rejst sig med det samme for at vise ham
sin Foragt. Men Trangen til at høre mere om Per var for stærk;
hun beherskede sig og blev. 
53
„At Per ikke deler sin Familjes Syn paa det religiøse, har
jeg vidst," sagde hun. „Men jeg tilstaar ... det dømmer ham
ikke i mine Øjne."
„Jeg kan tænke det."
„Jeg mener, at dersom Per ikke paa anden Maade har forbrudt
sig mod sit Hjem, synes han mig at kunne undskyldes.
At han har faaet et andet Syn paa Kristendommen, kan dog
forklares uden netop at forudsætte ond Vilje hos ham; og at han
aabent har tilstaaet det i Stedet for at hykle — hvad maaske
i mange Tilfælde kunde have været fordelagtigt for ham —
det kan dog kun tjene til hans Ros."
»Jeg tror ikke, Frøken Salomon, at det nytter at begynde en
Meningsudveksling om dette Emne. Jeg skal derfor indskrænke
mig til at sige, at der for mine Forældre — paa hvis Vegne
jeg her taler — sikkert ikke gives Undskyldning for nogetsomhelst
Menneske, der lukker sine Øren for Sandhedens Røst, allermindst
da naturligvis for saadanne, der som Peter Andreas er
udgaaet fra et Hjem, hvor den har lydt til dem fra den tidligste
Barndom."
Herpaa svarede Jakobe ikke. Hun havde bøjet Hovedet; og
som altid, naar hendes Sind var i heftig Bevægelse, skiftede
Kindernes Farve med hvert Pulsslag.
Imidlertid misforstod Eberhard denne Hovedbøjning saavelsom
hendes Tavshed. Han troede at have naaet, hvad han i sin
sideniuske Selvhævdelsestrang foreløbig havde tilsigtet med sine
Ord, nemlig at ydmyge denne stolte Millionærdatter, i hvis Blik
han straks havde ment at se et Glimt af Ringeagt, og hvis Silkedragt
og lyse Handsker og lette Parfymeduft yderligere havde
ægget hans evangeliske Nidkærhed.
Nu ændrede han derfor sin Tone lidt. Med et Skær af Deltagelse
sagde han:
„Jeg vil jo nødig saare Deres Følelser, men jeg anser det for
min Pligt at sige Dem, at min Broders Liv jo ogsaa i andre Henseender
afgiver et sørgeligt Vidnesbyrd om, i hvor høj Grad han
efterhaanden har mistet ethvert moralsk Holdepunkt. Det er jo
i det hele en stor Vildfarelse at tro, at det religiøse Liv alene 
skulde ytre sig i Forholdet til det himmelske og ikke sætte sit
dybe Præg paa vor hele Personlighed. Jeg skal iøvrigt ikke
komme nærmere ind paa dette Punkt for Peter Andreas Vedkommende.
Der er jo ogsaa Ting, som man vanskeligt kan tale
til en Dame om, saa ."
„Jeg kan tænke mig, hvortil De sigter. Men netop Pers uheldige
Forhold til Hjemmet og Beskaffenheden af det Selskab,
hvortil han — maaske tildels af den Grund — i adskillige Aar har
været henvist, kan — mener jeg — baade forklare og undskylde en
Del. Og selv bortset herfra, saa synes jeg, at heller ikke, hvad J)e
her har berørt, berettiger til en saa haard Fordømmelsesdom."
„De tager fejl, Frøken Salomon. Vi fordømmer ikke min Broder,
men alene hans Gerninger, hans Liv.
„Men ogsaa i hans Liv og Gerninger er der dog adskilligt, som
taler til hans Gunst. Han har viist baade Evne og alvorlig Vilje
til at dygtiggøre sig i sit Fag. Vistnok under ret vanskelige For
hold har han i en ung Alder vakt Opmærksomhed for sig blandt
Fagfæller og er paa Veje til at skabe sig et Navn.
„Jeg tror at kunne høre paa Dem, at De ikke selv har synderlig
Tillid hertil. Jeg veed jo nok, at en Avis har skrevet noget
om et Kanalprojekt eller hvad det er, og gjort et Forsøg paa at
tillægge det nogen Betydning. Jeg veed jo ogsaa, at han selv
betragter sig som en Banebryder, en ny Tids Profet. Der er
jo for Øjeblikket hos en Del af de Unge opkommen en Trang
til at revolutionere, hvad der kun vil være til at smile af, dersom
den ikke afstedkom saa megen Ulykke paa unge og ubefæstede
Sjæle. Det er jo i det hele det betænkelige ved en saadan
aandelig Storm som den, der for Tiden gaar gennem visse
Dele af den danske Ungdom, at det altid bliver de letteste og
uselvstændigste Elementer, der — ligesom Avnerne fra Kasteskovlen
_ hvirvles højest tilvejrs og videst bort. Og hvad særlig
Peter Andreas angaar, saa er jo Sandheden den uimodsigelige
og nedslaaende, at han efter snart syv lange Studieaar endnu
ikke har taget sin Eksamen eller paa anden Maade givet Bevis
for en Udvikling, som staar i noget rimeligt Forhold til de store
Ofre, der fra Hjemmets Side er bleven bragt. Men jeg gen-
55
tager det — vi hverken fordømmer eller forkaster Peter Andreas,
kun hans Handlinger, hans Liv. Vi har tværtimod alle den inderligste
Medlidenhed med ham; og trods alt opgiver vi ikke Haabet
om, at det gode engang skal vinde Sejer hos ham. Hvor Vejen
til Oprejsning for ham efter hans Familjes Anskuelse alene gaar,
behøver jeg sikkert nu ikke nærmere at forklare. Og skulde det
have nogen Betydning for Dem at vide det — og jeg forudsætter
jo stadig, at De har henvendt Dem til mig for at faa et aabent,
et utilsløret Svar — saa kan jeg paa Forhaand sige Dem, —
hvad De antageligvis heller ikke nu vil forundres over eller misforstaa
— at der fra hans Forældres Side ganske sikkert ikke vil
kunne ventes nogen Billigelse af hans Forbindelse med Dem."
Jakobe rejste sig. I en halvt bortvendt Stilling blev hun et
Øjeblik staaende bagved Stolen og saae ned paa sin ene Fodspids,
.mod hvilken hun trykkede Duppen af sin Solskærm. Saa
løftede hun med eet Hovedet og saae hen paa ham over sin
Skulder. Hendes Ansigt var endnu præget af den voldsomste
Ophidselse; dog spillede der i det Skjulte et lille Smil om hendes
Mund, og det glimtede i de mørke Øjne af en nyskabt Lykke.
„Jeg kom herhen i det Haab at skulle kunne indlede en Forsoning,"
sagde hun. „Det var — jeg forstaar det nu — meget
naivt af mig. Alligevel fortryder jeg ikke, at jeg har søgt Dem.
Jeg har her faaet de Oplysninger, jeg savnede. Og — jeg kan
ikke lade være med at sige Dem det — jeg gaar gladere herfra,
end jeg kom hertil."
Uvis om, hvad hun mente, vilde Eberhard paany tage Ordet;
men Jakobe var allerede paa Vej mod Døren og gik bort uden
Farvel.
Da hun stod ude paa Gaden, grebes hun af en saa overmægtig
Længsel efter at se Per, at hun efter en kort Kamp med
sig selv søgte en Droske og kørte ud til Nyboder. Hun syntes
ikke, hun kunde faa Ro i sit Sind, før hun havde gjort Afbøn
for sin Mistro og bedt ham om Tilgivelse for det Forræderi, som
Besøget hos Broderen (hun indsaa det nu!) i Grunden var. —
Aa, hvor godt hun forstod ham nu! Hvor levende hun følte, hvad
han havde gennemgaaet derhjemme i Faderens Præstegaard! 
25
Hun havde under den selvretfærdige Broders Tale faaet et Indtryk
af dette Hjem, der fik hende til at fryse.
Hun naaede Hjertensfrydgade ikke fem Minuter efter, at Per
var gaaet derfra. Graalige Røgstriber fra hans Cigar svævede
endnu under det lave Loft i hans lille Stue, da Trine førte hende
derind og paa hendes Forlangende lod hende alene.
Hun blev staaende midt paa Gulvet og saae sig om. Hun saae
paa de nøgne Vægge, paa den itubrudte Gyngestol, paa den lille
sorte Voksdugspuf, og et Øjeblik glemte hun næsten sin Skuffelse
af Forfærdelse over dette mørke Rum, der mindede hende
om en Fængselscelle. Hun havde dog ikke troet, at han boede
saa fattigt, saa umenneskelig trist! Og atter faldt der et nyt,
forklarende og forsonende Lys over ham og hans hensynsløse
Higen efter at naa om paa Livets Solskinssioe. Omgivet ai <~n
saa nedslaaende Armod og med en saa glædeløs Barndom bag
sig — hvor kunde han da blive andet end Lykkejæger? Og hun
følte en ny, øm Tilfredsstillelse ved at vide sig rig nok til at
kunne gøre ham glad.
Hun tog nogle af de Smaating, der laa paa hans Arbejdsbord,
og lagde dem stille ned igen paa deres Plads efter et Øjeblik
at have betragtet dem med Forelskelsens andagtsfulde Nysgerrighed.
Saa gik hun lidt omkring i Stuen, standsede hist og her
og faldt i Tanker. I sin Trang til at være ham nær maatte hun
røre ved alt, hvad der var hans. Idet hun kom forbi en gammel
Slobrok, der hang paa Dørkarmen, strøg hun Haanden kærtegnende
ned ad den; ja da hun anden Gang kom den forbi, lagde
hun Kinden ind til den og lukkede Øjnene for at indsuge den
ejendommelige Lugt af hans Person, som hun — der før havde
afskyet Tobakslugt — nu til Tider saa lidenskabelig længtes
efter.
Men nu kom Trine ind igen, og Jakobe satte sig ned og skrev
bag paa et Visitkort:
„Min Ven! Hvorfor ser jeg dig ikke? I tre Dage har Du ikke
været hos mig, jeg venter Dig i Aften. Jeg har saa meget at
tale med Dig om."
Det var hendes første Brev til ham. Hun puttede Kortet i 
en Konvolut, som hun fandt paa Bordet, og skrev hans Navn
udenpaa.
Saa saare hun var kørt, stødte Madam Olufsen med sin Stok
i Sovekammergulvet ovenover for at kalde Trine derop til at
afgive Melding. Den gamle Kone laa nu mest tilsengs. Efter
Mandens Død var hendes Kæmpelegeme faldet sammen, og hun
bevægede sig med Besvær. Dog havde hun ikke kunnet styre
sin Nysgerrighed, da hun hørte en Fremmed tale nede i Forstuen,
men var staaet op af Sengen og humpet hen til Køkkendøren
for at lytte. Oppe bag Gadespejlet foran Salsvinduet fulgte
hun nu den bortrullende Droske, indtil den forsvandt om Hjørnet
af Store Kongensgade.
Da Per et Par Timer senere kom hjem og læste Jakobes
Brev, smilte han tilfreds. Kuren syntes altsaa at være probat —
tænkte han. Men det var for tidligt at vise Eftergivenhed. Der
maatte endnu en Tid køres med Gaddebidsel!
Om Eftermiddagen gik Jakobe to Gange ud ad Stationsvejen
paa Tider, da der ventedes Tog fra København. Da hun for anden
Gang vendte skuffet tilbage, fandt hun paa sit Værelse et Telegram,
hvori Per paa sin sædvanlige Vis kort beklagede, at han
heller ikke denne Aften saae sig i Stand til at komme til „Skovbakken".

Hun blev staaende med Telegrammet i Haanden og grundede.
„Her stikker noget under," — sagde hun pludselig højt
til sig selv. Det kunde umuligt være Arbejde, der saaledes Aften
efter Aften bandt ham til Byen.
Hun var bleven meget bleg. Var maaske alt forbi? — tænkte
hun. Havde hun mistet ham? ... Nej, nej! Det maatte ikke
ske! Hun vilde skrive til ham. Hun vilde tilstaa alt, forklare
ham det hele og bede ham om Tilgivelse for sin Mistro og
Kulde.
Hun satte sig ned og trykkede Hovedet mellem sine Hænder
for at samle sig. Ja, hun kunde ikke slippe ham! Hun maatte
vinde ham tilbage, om hun saa skulde trygle ham paa sine Knæ.
I det samme aabnedes Døren paaklem, og Søsteren Rosalie
stak Hovedet ind.
Lykke-Per I 
25
„Jeg skulde bede Dig kigge ned. Der er kommen en Herre."
Eybert! — foer det med Angst igennem hende.
Hendes gamle Frier var igen begyndt at vise sig der i Huset.
Var det et ulykkeligt Varsel? Og at han skulde komme
netop nu!
Hun vilde først ikke gaa derned; men saa kom hun til at
tænke paa, at Moderen vilde kunne fatte Mistanke, dersom hun
blev paa sit Værelse. Rimeligvis vidste hun, at der var kommen
Telegram til hende, anede ogsaa nok, at det igen var Afbud
fra Per.
Nede i den skumringsfyldte Havesal fandt hun begge For­
ældrene tilligemed en Herre, som hun i Halvmørket ikke
straks kendte, fordi han sad med Ryggen til den Dør, hun kom
ind ad.
Men nu rejste han sig, og i det samme hun saae, at det var
Per, trykkede hun overvældet Haanden for Øjnene, som blændet
af et Syn. Han havde fortrudt sin Haardhed og faaet Lyst
til at overraske hende. Med et højt Udbrud kastede hun
sig om hans Hals.
„Det er Dig!"
I et halvt Minut laa hun sanseløs ved hans Bryst, Saa tog
hun sig sammen, skamfuld over at have givet sig saa ubehersket
hen i Forældrenes Paasyn. Dog vedblev hun at holde ham
krampagtigt i Haanden, som var hun bange for igen at miste
ham. Og under Smil og Taarer tog hun ham tilsidst under Armen
og trak ham med sig ud i Haven.
Philip Salomon og hans Kone saae efter dem og derpaa en
paa hinanden.
„Her maa vi nok lade Skæbnen raade, Lea, sagde han.
Fru Lea nikkede tavs.
*
*
*
Trods Beslutningen om Forlovelsens Hemmeligholdelse varede
det ikke længe, før der rundt om blev snakket ganske
aabenlyst om den. Det laa kun daarligt for Jakobe at lægge 
_
Baand paa sine Følelser nu, da hun ikke længer skammede sig
over dem. Hun gik rundt med en Fornemmelse som En, der
har født i Dølgsmaal, men pludselig tør bære sin Lykke frem
for Alverden.
Per mærkede da ogsaa, at man i visse Krese var begyndt at
beskæftige sig med hans Person. Naar han kom ind i en af
Kafeerne ved Kongens Nytorv, hvor han nu udelukkende søgte,
hændte det undertiden, at et Par af Gæsterne stak Hovederne
sammen og gav sig til at hviske om ham. Rundtom i Selskabslivet
vakte den mærkelige Forbindelse den største Opsigt. Der
fortaltes allerede de eventyrligste Ting om den unge Lykkeridder,
som først havde arvet en rig Neergaard og nu havde
»hugget sig" den ene af Philip Salomons Millioner.
Ogsaa til Pers fordums Studiefæller paa den polytekniske
Læreanstalt naaede Forlovelsesrygtet. Her havde allerede „Falkens"
Artikel om ham og navnlig Bebudelsen af hans Kampskrift
vakt en betydelig Forventning. Per havde hverken været saa
ensom eller saa uforstaaet mellem Kammeraterne, som han selv
havde troet. Ikke alene de urolige Hoveder, der ligesom han
fandt Luften i Professor Sandrups Foredragssal for kvalm, men
ogsaa alle Døgenigtene, der greb enhver Kritik af Skolen som
en Undskyldning for deres Dovenskab, havde længe ventet, at
han paa en eller anden opsigtsvækkende Maade skulde lade høre
fra sig. Nu skabte hans begyndende Berømmelse ham til Gengæld
en Række uforsonlige Fjender blandt de hæderlige Slidere,
der hidtil havde betragtet ham med medlidende Ringeagt. Navnlig
galdt dette en vis Marius Jørgensen, der var Professor Sandrups
Øjesten, og hvem Per i den Anledning engang havde
givet Øgenavnet „det gudvelbehagelige Tabelværk". Denne vordende
Samfundsbærer forberedte sig nu paa at tage en frygtelig
Hævn over ham ved i Hemmelighed at forsyne „Industribladet"
med en latterliggørende Kritik, naar hans Skrift udkom.
I den salomonske Familje begyndte man saa smaat at forlige
sig med Forestillingen om Per som Husets tilkommende Svigersøn.
Onkel Heinrich var næsten den, som nu lod mindst tilfreds.
Skønt Per forlængst var kommen under Vejr med, hvor-
26
ledes det forholde sig med hans „Konsortium", optraadte Hr.
Delft stadig overfor ham som den faderlige Velgører og lod
ham i fortrolige Samtaler vide, at han foreløbig kun var naaet
det første og mindst betydende Skridt fremad. Bestandig talte
han fordægtigt til ham om Enkebaronesse von Adlersborg; og
Per, der havde faaet Blod paa Tanden nu, forstod hans halvkvædede
Vise og gik i al Stilhed ind paa dens Tankegang, rian
vidste, at Baronessen endnu opholdt sig paa en sydtysk Kuranstalt,
og det var hans Agt at lægge sin Rejse deromad for at
gøre hende et Besøg. Han havde dog foreløbig ingen anden Hensigt
dermed end at vedligeholde Forbindelsen med den fornemme
Dame for overhovedet at kunne udnytte de Muligheder,
der skulde tilbyde sig fra den Kant. Men han skulde i Virkeligheden
ikke have noget imod for bestandig at bortslænge det forhadte
Sidenius-Navn, dette latterlige Stykke Degnelatin, denne
Troldesvans, der overalt forraadte hans Oprindelse. Baron von
Adlersborg! Hvorfor ikke! Det var et Navn, der vilde tage sig
ud paa et Visitkort.
Til Jakobe nævnte han endnu intet om disse Storhedsdrømme;
han mente hende ganske ligegyldig for ydre Ærestegn og gik
ud fra, at hun derfor ikke vilde billige dem. Han anede ikke, at
hun i sine Tanker byggede endnu mere højtflyvende Planer for
ham og deres fælles Fremtid. Han havde en Aften paa hendes
Opfordring oplæst hele sit Skrift for hende i Sammenhæng; og
nu, da hun hørte paa ham med Kærlighedens Lydhørhed, havde
hver Sætning lydt for hende som en klingende Fanfare.
Hun var dog saa fornuftig indtil videre at beholde dette Indtryk
for sig selv. Trods sin Forelskelse var hun stadig ikke blmd
for hans mange Skrøbeligheder og forstod godt, at der endnu var
meget at ophjælpe, før han stod fuldt rustet til den Kamp, hvorti
han nu ogsaa i hendes Øjne var kaaret af selve Skæbnen. Til
Gengæld gav hun sig mere og mere uforbeholdent hen i sin
Lidenskab for hans Person. Det opstemte Ømhedsvæld i hendes
Bryst, den brændende Hengivelsestrang, der fra hendes Barneaar
havde voldet hende saa mangen bitter Ydmygelse, kunde nu
endelig faa Udbrud. Dag og Nat var hendes Tanker hos ham. 
61
Hver Morgen sendte hun friske Blomster til at live op i hans
triste Stue. Hun overvældede ham med allehaande unyttige
Foræringer, anspændte daglig sin Opfindsomhed for at udfinde
noget, der kunde glæde ham. Tilsidst fik hun endog Forældrene
overtalt til at flytte til Byen tidligere end sædvanlig, saa hun
kunde se ham hyppigere, vente hans Komme hver Time paa
Dagen og om Natten vide ham blot ottehundredeogtredive Skridt
fra hendes Side, — hun havde selv engang i Smug opmaalt Afstanden.
Men selv dette var hende ikke altid nok. En Time efter,
at han var gaaet fra hende, kunde hun sætte sig ned og skrive
til ham eller telegrafere. Bestandig var der noget, hun nødvendigvis
straks maatte sige ham, eller noget, hun frygtede for ikke
at have faaet sagt paa rette Maade, eller noget, hun havde sagt
men nu fortrød og vilde bede ham glemme — altsammen halvt
ubevidste Paaskud for at sige ham dette ene og enesteat hun
elskede ham, og at hun talte Minuterne og sit Hjertes Sekundslag,
til hun saae ham igen.
„Bon jour, Monsieur!" skrev hun til ham en Morgen, da Solen
skinnede ind ad hendes Vindu. „Mon du skulde komme i Formiddag?
I saa Fald kunde jeg jo spare mig denne Epistel. Men
du er saa uberegnelig. Hvorfor kom du ikke iaftes? Jeg ventede
til Klokken ti, gik saa iseng i daarligt Humør og hadede dig af
et oprigtigt Hjerte til Klokken elleve. Idag tilgiver jeg dig for
det prægtige Solskinsvejrs Skyld. — Kunde du nu ikke for denne
Dag lade dine Korrekturer og Tegninger hvile og komme her
ved To-Tiden; saa er kun Moder og jeg hjemme. Husk paa,
at vi snart er langt borte fra hinanden, og naar du er rejst,
gaar jeg i Kloster og gennemlever Evigheden, indtil du kommer
tilbage."
Per gik under alt dette omkring med en lykkelig Pasjafornemmelse
og tog i Løbet af en Maaned tolv Pund til i Vægt.
Alligevel — den erotiske Atmosfære, hvori Jakobe indhyllede
ham, kunde til Tider blive ham lidt for tropisk. Han kunde nok
selv ved Lejlighed flamme op, navnlig naar de efter Middagen
sad ene sammen i Kabinettet. Men Jakobes evigvarende Blussen
var ham fremmedartet og i Længden temmelig anstrengende. 
26
Med sit fra Barndommen forkrøblede Følelsesliv, beklippet for
alle andre Rørelser end saadanne, der trivedes i Skyggen og opelskedes
af den barske Vind, følte han sig næsten tilbagestødt af
hendes solmodne Elskov. Han kunde sidde halvt forlegen under
hendes ubeherskede Kærlighedsudbrud og var i det hele mangen
Gang en ret kejtet Elsker.
En Dag, da de sad ene i Mørkningen, lagde Jakobe Armene
om hans Hals og sagde:
„Har du rigtig tænkt paa, Per, at du endnu aldrig har sagt
mig, at du elsker mig?"
„Men du veed det jo."
„Jamen det er mig ikke nok. Jeg vil høre dig sige det. Jeg
maa dog i det mindste een Gang høre, hvordan det lyder, naar
min Kæreste siger mig, at han elsker mig. Gør det nu,^Per!
„Men, kære, jeg har da virkelig ofte sagt dig, at
„Ikke med de Ord, Per! Og det er netop dem, jeg vil høre.
Husk paa, at det er de tre Ord, vi Kvinder hører lyde for vort
Øre Dag og Nat, vaagen og i Drømme, lige fra vi kommer hjem
fra vort første Bal. Sig dem, Per! Skal jeg hjælpe dig! Hør da
— nu gentager du mine Ord, saa bliver det ovenikøbet en gensidig
Bekendelse — Altsaa: Jeg
„Jeg," gentog han.
Elsker "
^Nej, det er virkelig for dumt, Jakobe," indvendte Per, rød i
Hovedet, og holdt Haanden for hendes Mund. Og da hun vedblev
at tigge, gjorde han sig vred og frigjorde sig for her*-
des Arme.
Dog, saa lettet han ofte følte sig, naar han om Aftenen, efter
den sidste, stormfulde Afsked ude i Forstuen, kom ud paa
Gaden og tændte sig en Cigar, — han havde aldrig Lyst til
straks at gaa hjem til sit Arbejde, endmindre til som i gamle
Dage at drive ind paa en Kafe. Han var kommen til at holde af
at spasere omkring i Gaderne, helst i de stille og mennesketomme,
og give sig hen i visse nye Stemninger, som han ikke
ret forstod. Ligesom hin første Gang, da han uforvarende var
kommen til at drikke af Evighedens Kilde, havde han en be­
63
tagende, halvt skræmmende Fornemmelse af, at der var ved
at aabne sig en Eventyrverden i hans Indre. Men medens den
Kærlighedens Paradishave, hvori han var bleven indført ved
den brave Fransisca, havde været en hyggelig lille Urtegaard
med Reseda og Levkøj og velpassede Køkkenbede, stirrede han
nu ind i en susende Palmelund, stor og højtidelig som et Tempel.
Han begyndte under disse Nattevandringer at faa en Anelse
om en højere Lykke, en større og renere jordisk Lyst end den,
han hidtil havde eftertragtet. Han begyndte at forstaa, at Livet
kun blev rigt ved en Kvindes Kærlighed, og at der var en
dybere Sandhed, end han selv havde vidst, i hans letfærdigt
mente Ord om det Favntagets Himmerig, hvor der var Glemsel
for alle Sorger, Tilgivelse for alle Synder.
En Nat efter Hjemkomsten fra en saadan timelang Vandring
skrev han disse Linjer til Jakobe:
„Der var en Mand, der engang for Spøg kaldte mig for „LykkePer
. Nu, jeg har egentlig heller aldrig selv betragtet mig som
Stedbarn her i Livet. Maaske har jeg i enkelte, mismodige Øjeblikke
kunnet beklage mig over den Skæbne, der lod mig
fødes i det Land, hvor Præstens Søn Adam engang i Tidernes
Morgen giftede sig med Degnens Datter Eva og efterhaanden
opfyldte Jorden med tre Millioner Sidenius'er. Men naar jeg
nu ser tilbage paa de forløbne Aar, saa føler jeg, at en Skytsaand
har fulgt mig gennem Livet, og skønt jeg ofte har været
paa Vildspor og jaget efter uægte Glimmer, saa staar jeg nu
med Sejrens Guldkrone i min Haand: dig og din Kærlighed.
Jeg føler Trang til endnu engang, inden jeg gaar til Ro, at
indeslutte dig i mine Tanker og takke dig. Du var min gode
Skytsaand fra den Dag, jeg første Gang betraadte dine Forældres
Hus, det vil sige fra den Dag, der betegner det store Vendepunkt
i mit Liv. Hvad jeg forleden ikke kunde komme over at
sige, da jeg sad hos dig og du bad mig derom, det hvisker jeg
nu til dig gennem Nattestilheden: Jeg — elsker — dig!"
Da han den næste Dag i nøgtern Stemning gennemlæste Brevet,
følte han det skruet og brændte det. Saa skrev han et andet
i Stedet, hvori han mest fortalte om sin Bog. 
„Det er en Pokkers Tid, det tager med det Trykkeri. Det er
nok de Tegninger, der forsinker; de skal jo skæres i Træ. Veed
du forresten, jeg tænker paa at ændre Bogens Titel. „Nye Tider"
lyder saa almindeligt. „Fremtidsstaten" vil jeg kalde den. Klinger
det ikke godt?"
Man var kommen ind i Oktober, og Per var endelig bleven
færdig med sine Rejseforberedelser. Det var hans Hensigt først
at tilbringe nogen Tid i Tyskland og besøge et Par af de bekendteste
tekniske Instituter dernede. Senere vilde han se at
faa Lejlighed til at følge et eller andet af de store Vandbygningsarbejder,
der udførtes af det engelsk-amerikanske Verdensfirma
Blackbourn & Gries, hvortil hans Svigerfader havde lovet at
skaffe ham Anbefaling. løvrigt agtede han sig til Paris, London,
New-York og et Par andre af de nordamerikanske Storstæder.
I det hele vilde han blive borte et Par Aar.
Skønt Jakobe ikke fattede, hvordan denne lange Tid skulde
gaa for hende, gjorde hun ingen Indvendinger. Ja, det var endogsaa
hende, der havde faaet det ene Aar lagt til. Per selv havde
ment at kunne nøjes med den halve Tid; men hun bad ham indtrængende
om ikke at forhaste sig, og hun fandt i dette Punkt
Medhold hos sin Fader, der en Dag lod Per kalde til sig paa sit
Kontor og her overgav ham et Akkreditiv paa fem Tusinde Kroner
med den Tilføjelse, at det skulde blive fornyet efter Udløbet
af et Aar.
Midt under Travlheden med Indpakning og Fuldstændiggørelse
af sit ret vidtløftige Rejseudstyr modtog Per en Dag et Brev fra
Eberhard. Broderen skrev, at det var kommet ham for Øre, at
han stod i Begreb med at begive sig til Udlandet; han vilde derfor
ikke undlade at gøre ham bekendt med Faderens Tilstand,
der nu var en saadan, at Katastrofen kunde ventes naarsomhelst.
Selv agtede han sig med det allerførste hjem for at kunne være
tilstede ved Dødslejet, hvor i det hele alle de andre Søskende
ventelig vilde samles. 
65
Efter Modtagelsen af dette Brev gik Per en halv Dag op og
ned ad sit Gulv i tvivlraadige Tanker. Brevets Tone havde været
usædvanlig hensynsfuld, og Lykken havde stemt ham selv forsonlig.
Ingen vilde jo nu heller kunne mistænke ham for at
vende tilbage som den fortabte Søn — tænkte han.
Og dog! Endnu var hans Triumf ikke fuldstændig. — Var
hans Bog endda udkommen!
Han brændte tilsidst Brevet sammen med en Del gamle Papirer,
som han ryddede ud af sine Skuffer, og talte slet ikke til
Jakobe om det.
Dagen efter rejste han til Tyskland. 
ELLEVTE KAPITEL
Berlin, 12te Oktb.
Men nu maa jeg fortælle Dig om min egenlige Debut i den
store Verden; den var ikke fri for et Skær af Komik. Du kender
jo Rejsen her til Berlin og veed, at den ikke er videre opmuntrende.
Jeg tilstaar ærlig, at jeg tilsidst drattede i Søvn og ikke vaagnede,
før vi buldrede ind paa „Stettiner Bahnhof". Saa tumlede
jeg ud til en Droske, fik min Kuffert udleveret og gav Kusken
Ordre: „Hotel Zimmermann, Burgstrasse" , — det er et Hotel
som din Onkel har anbefalet mig. Men Kusken glor paa mig og
gentager i sin Berlinerdialekt: „Bu'straasse? Bu'straasse ? Saa
ryster han paa sit tykke Ølhoved og siger: „Kenn's nicht!" Et
Par andre Droskekuske kom til; der samlede sig efterhaanden
et helt lille Opløb. „Bu'straasse? Bu'straasse?" sagde de allesammen
og rystede paa deres tykke Hoveder. „Kenn s nicht.
Der stod jeg! Men saa rækker en af dem en Finger i Vejret og udbryder
: „Ah! ... Burrrrrgstrrrrraasse!" Og med denne raske
Trommehvirvel af r'er blev jeg først rigtig vaagen. Nu følte jeg,
at jeg var kommen hjemmefra, og mit første Rejseudbytte blev
Erkendelsen af, at en Dansker, der vil bevæge sig i Udåndet,
maa udvikle sin Sans for Konsonanter.
Men hør nu videre! Da Vognen holdt udenfor Hotel Zimmer
mann (i Parentes bemærket en gammel Skiddenkasse med en altertiimlich
„Freitreppe" helt ud paa Fortovet) kom en skødskindsklædt
Hausknecht ud for at tage imod mig. Men hvad sker?
Knap har han lukket Vogndøren op, før han aldeles bestyrtet lø­
ber ind igen i Huset og brøler: „Hr. Zimmermann! Hr. Zimmer-
67
mann! ... Ein dekorirter Herr!" Hele Huset kom paa Benene,
Værten stormede til og løb med bart Hoved helt ned paa Gaden
til mig. Tableau! Jeg havde imidlertid kastet et forbavset Blik
ned paa mit Frakkeopslag: her sad i Knaphullet en lille, henvisnet
Rest af den Rose, som du stak deri i Morges, da vi skiltes.
Kære Ven, at din sidste Gave til mig skulde volde en saadan
Malheur! For du kan vist tænke dig til den Modtagelse, jeg fik,
da man opdagede Sammenhængen. Men du kan tro, jeg skaffede
os begge Oprejsning! Da jeg var kommen op paa mit Værelse,
blev jeg ved at ringe og skælde som en veritabel Storkorsridder,
og da Opvarteren kom med Fremmedbogen, kunde jeg ikke dy
mig men satte flot et „von" foran mit Navn. Ryst ikke paa Hovedet!
Du skulde set, hvor det hjalp! Da jeg gik ud, stod Værten i
Forstuen og bukkede. Egenhændig slog han Døren op for mig
med et allerydmygst „Hr. Baron!" Dette er da den anden Erfaring,
jeg har gjort min første Rejsedag, at et Adelskab maaske
slet ikke var til at kimse af. Det har forresten ogsaa din Onkel
allerede sagt mig. Det er naturligvis latterligt; men en af Betingelserne
for at kunne vinde Magt over Menneskene er vistnok
den, at man har Mod til at udnytte deres Daarskaber.
Jeg har nu set mig lidt om paa U n te r d e n L i n d e n og sidder
i Øjeblikket inde hos Bauer og skriver dig dette til. Ude fra
Gaderne lyder en Summen og Brusen, der ikke lader mig i Tvivl
om, at jeg befinder mig i et Verdenscentrum. Jeg har en Fornemmelse,
som om jeg sad midt inde i et kæmpemæssigt Vandhjul.
Og hvad er vel disse Millionbyer andet end uhyre Turbiner,
der suger Menneskestrømmene til sig og udspyer dem igen efter
at have berøvet dem deres Energimængder? Hvilken Koncentration
af levende Kraft! Der er virkelig noget opløftende ved saaledes
at fornemme Gulvet under Ens Fødder dirre af to Millioner
Menneskers udladede Energi. Hvad vil vi ikke kunne udrette
i det kommende Aarhundrede, naar vi har lært at akkumulere
Arbejdsværdier, i Sammenligning med hvilke de, vi nu tumler
med, er for bare Barneleg at regne!
Men nu nok for idag. 
26
17de Oktb.
Jeg har lejet et Par Værelser i Karlsstrasse 25 (Adresse: Frau
Kumminach, zweite Treppe links). Jeg har besluttet mig til
foreløbig at blive her i Berlin. Der er noget ved Livet og Larmen
her, der elektriserer mig indvendig. Jeg kan ligefrem fornemme,
hvordan jeg bliver ladet med Lyn og Torden. Herrrrrrich! Hvilket
Donnerwetter jeg faar Lyst til at sende hjem over Østersøen
til vore lumre Kalveboder! Sete herfra tager Forhold og Mennesker
derhjemme sig dobbelt landsbyagtige ud. Folkene her, lige
ned til Gadefejerne, har et ganske anderledes Snit paa sig. Om
det saa er vores Østergade-Løver, bliver der ved at hænge noget
over dem af et Guds Ord fra Landet. Eller sammenlign vore
Løjtnanter med en tysk Officer i hans lange Kappe med de store,
blodrøde Opslag, saa ligner de Gud hjælpe mig uniformerede
Seminarister.
Jeg har i Dag gjort Dr. Nathan en Visit. Han boer meget net
i Nærheden af Kønigsplatz, og — trods forskellige ret bitre Udtalelser
— synes han at befinde sig ganske vel i sin frivillige
Landflygtighed. Han modtog mig meget venligt, men forresten
vil jeg ærlig tilstaa, at han ikke behagede mig. Jeg søgte at give
ham en Forestilling om Indholdet af min Bog; men tekniske
Spørgsmaal har han aabenbart ikke fjerneste Begreb om. Hvert
Øjeblik afbrød han mig med de horribleste Spørgsmaal. Han
vidste knap nok, hvad en Turbine var for noget. Hele vor Samtale
var et „Goddag, Mand! — Økseskaft!" Det var mig en stor Skuffelse.
I det hele, det er besynderligt med saadanne Folk som
Nathan, der vil skabe et nyt Kultursamfund paa Middelalderens
romantiske Ruiner, — de forstaar saagu ikke selv, hvad de har
begyndt paa. De minder mig om den Slags akademisk uddannede
Arkitekter, der kan udkaste en i kunstnerisk Henseende maaske
højst tiltalende Tegning til en Nybygning men ikke bekymrer
sig om, hvorfra Tømmeret skal tages, hvor Stenene skal brændes
o. s. v. Her maa andre Kræfter til! Saadanne Mænd som Nathan
er nu bare i Vejen! Jeg husker, at der i en af de Bøger, du i Sommer
laante mig — var det maaske i en af Nathans egne?
stod den upaatvivlelig rigtige Bemærkning, at Forudsætningen 
69
for det femtende Aarhundredes Renaissance var Kompassets Opfindelse,
der muliggjorde Amerikas Opdagelse og lettede Udnyttelsen
af de allerede kendte Kolonier, hvis Rigdomme strømmede
ind over det forarmede Evropa og fornyede den af Præster og
Munke forknyttede Menneskehed, genvakte Modet, Handlekraften,
Eventyrlysten o. s. v. Men ganske paa samme Maade —
mener jeg — er Udviklingen af de moderne Kraftmaskiner Betingelsen
for det næste store Kulturfremskridt; og den, der uden
Forstaaelse heraf profeterer om Fremtiden, blæser Sæbebobler
til Forlystelse for Poeter og andre Umyndige.
19de Oktb.
Nej, jeg har endnu ikke gjort min Opvartning hos din
Moders Onkel. Jeg har med Vilje opsat det, indtil jeg blev lidt
stivere i Tysken. Forleden kom jeg forbi hans Villa i Thiergartenstrasse;
det er jo et komplet Slot. Der siges her, at han er en Mand
paa et halvt Hundrede Millioner. Du maa tjene mig i at instruere
mig lidt om, hvordan jeg skal forholde mig. Hvad er „Geheimecommercienrath
? Jeg mener, skal han tituleres Ekscellence ?
Fortæl mig ogsaa lidt om Familjeforholdene. Der er en Kone
(Gemahlinn??) og en Datter. Er der flere Børn?
21de Oktb.
Da jeg idag kommer ind til Bauer, — hvem ser jeg da sidde
der med en Røverhat bag i Nakken og en Knortekæp mellem de
fremstrakte Ben? Fritjof! Jeg havde forresten nær ikke kendt
ham, han er blevet svært gammel i den sidste Tid, Skægget er
graanet, Øjenlaagene røde og svulne. Men med alt det er han
endnu en ganske stolt Karl at se til; selv her i Berlin vækker han
Opsigt. Han er kommen hertil i Anledning af nogle Malerier, som
han har udstillet hos en Kunsthandler. Ogsaa som Kunstner
gør han Lykke hernede. Bladene skriver meget om ham. Jeg forstaar
mig ikke paa de Dele, men han trak mig jo derhen, for at jeg
skulde beundre, og der er vist ogsaa flere brillante Ting imellem.
Navnlig var der et Par store Stykker fra Vesterhavet med et
vældigt Bølgeslag i. Mens jeg stod og saae paa dem, kunde jeg 
ikke lade være med at tænke fremad paa den Tid, da mine Tusind-Tons
Jernbøjer (du husker dem nok fra min Bog) vil garnere
Jyllands Vestkyst og — vel fortøjede — ligge og vugge derude i
Brændingen og malke den for dens Kraftindhold. Jeg spurgte da
ogsaa Fritjof, om han aldrig, naar han havde siddet paa Stranden
og malet disse Kæmpebølger, var bleven vemodig stemt ved at
tænke paa den Mængde herlig Arbejdskraft, der her gik tilspilde
og i Aartusinder var gaaet tabt for Menneskene og Kulturen. Men
saa begyndte han jo straks at buldre løs med den stakkels gamle
Jeremiade om Industrisjælenes Gemenhed og Naturens Vanhelligelse.
Jeg spurgte ham saa, om han virkelig slet ikke fandt noget
tiltalende ved den Tanke at gøre alle disse spildte Hestekræfter
nyttige for Samfundet, at sprede dem ved Ledninger ud over
Landet, fordele dem til de jyske Byer, ja føre dem ind i ethvert
Hjem, saa at f. Eks. en Sypige i Holstebro kunde holde sin Maskine
igang eller en Moder i Viborg lade sit Barns Vugge træde
af Vesterhavets Bølger. Du skulde have set det Ansigt, han satte
op! „Hvadfornoget!" brølede han, saa Folk i Salen^vendte sig
om. „Vil I, Slubberter, gøre mit Hav til et Trældyr!"
Han er ganske uforbederlig. Jeg fik ordenlig Medlidenhed med
ham. Da jeg saae ham staa der med Bulehatten og Knortekæppen
og Flagreslipset og sin Vildmands-Indignation, sagde jeg til mig
selv: „Den sidste Artist!" Om tyve Aar vil man putte den Art
Mennesker ind i Galeanstalterne, og naar de dør, vil man udstoppe
dem for at anbringe dem i Museerne mellem Fortidens
Mammutdyr og trepuklede Kameler.
23de Oktb.
Jeg havde igaar en stor Dag. Forleden læste jeg i Aviserne
om et Forsøg med en ny Slags Flodspærring, der i Overværelse
af en Del indbudte Ingeniører skulde foretages ved en lille By,
Berkenbriick, et Par Timers Rejse herfra. Da jeg nok havde
Lyst til at være med ved den Affære, gik jeg op i det danske
Gesandtskabskontor, fordi jeg mente, at man der vilde være mig
behjælpelig med at faa en Indbydelse. Men aldrig har jeg set et
Par Øjne saa kuglerunde af Forbavselse som dem, der gloede paa
••••••••i 
71
mig, da jeg rykkede frem med min Anmodning. Mennesket
maatte formelig lægge sig helt tilbage i Stolen for at faa Vejret
igen. Han erindrede, sagde han, at man engang havde skaffet en
tilrejsende Skuespillerinde Friplads i det kongelige Skuespilhus
og lettet nogle danske Videnskabsmænd Adgangen til Bibliotekets
Haandskriftsamlinger, — men dette!! En ældre Herre, der kom
ind fra det tilstødende Værelse (det var vistnok Gesandten i
højstegen Person) maalte mig med endnu større Forfærdelse og
lod mig i faderlige Vendinger vide, at man sandelig ikke maatte
vente saadanne Begunstigelser i et fremmed Land. I hvert Fald
maatte Gesandtskabet, før det kunde gøre noget for mig i denne
Sag, konferere med Ministeriet hjemme, og jeg vilde derfor have
at fremsende et skriftligt Andragende i to ligelydende Eksemplarer
tilligemed fornødne Anbefalingsskrivelser, Attester og Eksamensbeviser
fra de forskellige Undervisningsanstalter, jeg siden
Syvaarsalderen havde besøgt, o. s. v. — kort sagt, jeg mærkede,
j
e§ pludselig igen befandt mig i mit kære, gamle Danmark, i
Vrøvlets Himmerige. Saa besluttede jeg at forsøge Lykken paa
egen Haand og tog igaar Morges med første Tog til Berkenbriick.
Overingeniøren udstedte øjeblikkelig et Indbydelseskort til mig,
ja takkede mig endogsaa for min Interesse for Foretagendet og
stillede alle Oplysninger om Forarbejderne til min Disposition.
Jeg skal forsøge at give dig en Forestilling om, hvad jeg fik at
se. Først maa jeg da fortælle, at hvad det drejede sig om, var at
tørlægge en Strækning af Flodlejet for at kunne foretage Reparation
af en Bropille. Først havde man forsøgt paa almindelig
Vis at lægge en Fangdæmning tværsover Floden, men Strømmen
var for stærk, de kunde ikke faa Dæmningen lukket uden at
anlægge en Omløbskanal, hvad der under de givne Forhold vilde
være for omstændeligt og kostbart. Saa havde man fundet paa
(og dette er det ny og sindrige ved Sagen) at lade Strømmen
selv besørge Lukningen, idet man lod en kolossal Tømmerkiste,
nøjagtig af Størrelse som Dæmningsaabningen, drive ned derimod,
styret fra Land og med passende Belastning. Det hele forløb
udmærket. Idet Tømmerkisten tørnede, bragede det lidt foruroligende
i Dæmningsfløjene, og Vandet steg stærkt; men 
272 LYKKE -PER
Strømmen førte den nok saa nydelig paa Plads, og tilsidst sad
den der, drevet ind i Dæmningen som en Prop i en Flaskehals.
Det var et virkelig gribende Øjeblik. Jeg kunde ønske, du havde
været tilstede. Virkningen forhøjedes ved, at der samtidig lød
et Par Mineskud noget derfra, hvor man ved Gennemgravning
skaffede Flodvandet et midlertidigt Afløb ud til en Mose med
en Sø.
Bagefter biev der serveret Champagne i et Telt, der var rejst
paa Pladsen, og ved denne Lejlighed blev der holdt en Række
Taler. Tilsidst (fald nu ikke ned af Stolen!) udbragte ogsaa jeg
en Skaal, nemlig for den tyske Teknikerstand, der her igen
havde givet Verden et glimrende Bevis for sin Overlegenhed.
Det gik meget godt. Naturligvis kneb det lidt med Sproget; men
hvor jeg manglede et Ord, klarede jeg mig med en udtryksfuld
Haandbevægelse. Talen vakte stor Begejstring, fra alle Sider
omringede man mig for at trykke min Haand, og en tilstedeværende
Reporter underkastede mig paa Hjemturen et Interview.
Du vil da ogsaa kunne finde mit Navn i „Tageblatt"
for idag.
løvrigt stiftede jeg ved samme Lejlighed Bekendtskab med
en Mand, en Professor Pfefferkorn, der ogsaa kan være mig til
megen Nytte her. Han er Lærer ved Berlins tekniske Højskole
og viste sig — saa lille er Verden — at være en god Bekendt af
Aron Israel derhjemme og har derigennem faaet lidt Interesse
for danske Forhold. Han bad mig ved Afskeden om at besøge
ham.
24de Oktb.
Du bebrejder mig, kære Ven, mine Udtalelser forleden
om Nathan og synes næsten lidt fortrydelig paa hans Vegne, fordi
jeg ikke kan betragte ham som Fører. Jeg skal dertil sige, at ogsaa
jeg naturligvis har den Mand meget at takke for det erkender
jeg beredvilligt; men som det Universitetsprodukt, han
er, vil han altid blive en uforbederlig Æstetiker uden Forstand
paa, ja uden nogen Interesse for, hvad det praktiske Liv kræ­
ver. Da jeg forleden vilde forsøge paa at give ham et Be­
73
greb om mit Projekt, var det knap nok, han lod mig komme tilorde.
Han blev ved at snakke om et Teaterstykke, han havde
læst, og om de politiske Forhold hjemme og Gud ved hvad. Alt,
hvad han havde at sige om mit Projekt, var, at det „forekom ham
temmelig fantastisk". Nu be'r jeg dig! Og den Mand skal jeg anerkende
som Fører! Han er i Virkeligheden ikke synderlig mere
fremsynet end Fritjof, har ikke ringeste Gnist af Anelse om,
hvilke Undere Fremtiden bærer i sit Skød, og at disse vil vende
op og ned paa Verdensordenen, ogsaa den politiske. Fantastisk!
Jeg vil sige dette, at jeg ved at leve hernede er bleven end yderligere
bestyrket i den Mening, at intet vil være mere „fantastisk"
af os derhjemme, end om vi — med vore naturlige Rigdomskilder
— fortsætter den ængstelige og beskedne Askepottilværelse,
der af de Styrende betragtes som den bedste Borgen
for vor nationale Selvstændighed og den naturlige Jordbund for
vor Kultur. Jeg holder for, at vi i vor Lidenhed i hvert Faid
kun har eet Middel til at hævde os mellem Staterne: Penge.
Som jeg har skrevet i min Pjece: „Et saa lilleputagtigt Land som
det danske er i sig selv en Absurditet; et saa lille og saa fattigt
Land er i Længden en Umulighed i vore Dage." Vi maa skafte
os Respekt ved vor Overflod. Løsnet skal være Penge, Penge og
atter Penge. Det er Guldets Glans, der skal kaste det „Lys over
Landet", som Nathan og de andre snakker saa meget om. Fattigdommens
Kultur bliver altid tilsidst en Smaus for Præsterne.
Jeg tænker ofte paa Venezia, der kun var en ringe Stad og
dog svang sig op til at blive en Verdensmagt. Byer som Hjerting
eller Esbjerg har paa Nutidens nordevropæiske Trafikomraade en
lignende central Beliggenhed som Datidens Lagunestad. Jeg gaar
hernede og drømmer om et Fremtidens Hjerting, hvor Handelspaladser
med gyldne Kupler hæver sig over brede Kajer, mens
smaa elektriske Gondoler stryger som Svaler henover Kanalernes
blanke Vande.
25de Oktb.
Idag blot to Ord i Hast. Jeg kommer lige fra Geheimecommercienrathen
og har overbragt Hilsnerne. Jeg traf F
ruen og den
Lykke-Per I 18 
274- LYKKE-PER
unge Frøken hjemme og fik en meget venlig Modtagelse. Din
Halvkusine er jo en fuldkommen Skønhed og dertil paafaldende
jævn i sin Optræden, næsten lidt forlegen. Men hun er jo endnu
saa ung. Ellers var jo Tonen noget fornem. Der stod en Groom
opstillet ved hver Dør, jeg kom igennem, og Modtagelsen fandt
Sted i Vinterhaven, som du jo kender. Vi talte mest om jer,
skønt jeg naturligvis ikke nævnede vort Forhold men kun optraadte
som en god Ven af dine Forældres Hus. De skal iovermorgen
have stor musikalsk Soireé, hvortil jeg blev indbudt.
Der skal være udstedt henved tre hundrede Indbydelser.
Jeg sidder med Overtøjet paa, da jeg skal ud og træffe Fritjof.
Vi tilbringer ikke saa sjelden Aftenerne sammen, og trods al vor
Uenighed kommer vi meget godt ud af det med hinanden. Han
kan virkelig være i høj Grad indtagende. Han har ført mig sammen
med nogle af sine tyske Kunstbrødre, halvgale Fyre ligesom
han selv, men flinke og gemytlige. Er det forresten ikke
løjerligt, nu er det flere Gange hændet, at disse Folk har fundet
Lighed mellem Fritjof og mig. Engang blev jeg endog spurgt,
om jeg ikke var en yngre Broder til ham. Begriber du det ?
27de Oktb.
Igen en indholdsrig Dag. Skrev jeg ikke til dig om en Professor
Pfefferkorn, der er Lærer ved den tekniske Højskole
her, og som havde indbudt mig til at besøge ham? Idag var jeg
hos'ham, han bor ude i Charlottenburg lige ved Siden af Skolen,
der er et helt Palads med Søjler og Statuer, den skal have kostet
en halv Snes Millioner. Professor Pfefferkorn viste mig selv
rundt, jeg saae Forelæsningssalene, Laboratorierne og nogle interessante
Forsøgsværksteder, der er knyttet til Skolen. Allermest
optoges jeg dog af en Samling brillant udførte Modeller af Verdens
betydeligste Ingeniør-Foretagender, Broanlæg, Sluseværker,
Fundamenteringsarbejder o. s. v., et Museum, hvortil der
næppe findes Mage. Pfefferkorn lovede at skaffe mig Tilladelse
til at studere der, hvad nok ellers er vanskeligt at opnaa; jeg
er naturligvis henrykt over det. Det er jo et sandt Skatkammer!
Jeg tænker iøvrigt paa at høre nogle Forelæsninger hernede, 
75
her er en Professor Freitag, en yngre Mand, der har vundet
stort Ry ved et Værk om Elektromotorer. I det hele, min Ven,
jeg skal ikke ligge paa den lade Side. Mine Fingerspidser ligefrem
klør efter igen at faa fat i en Logaritmetabel. Min Bog er
ingenting, i hvert Fald altfor lidt! Men vent! Tju! Pedanten
Sandrup og hans smaa, fingerklamme Kontorister kan snart gaa
hjem og lægge sig. Om ti Aar skal der se anderledes ud derhjemme!

Jeg stod forleden sammen med Fritjof oppe ved Raadhustaarnets
Flagstang, 250 Fod over Gadens Niveau. Det var lige
ved Solnedgang, men Luften var klar, jeg kunde vistnok se henved
et Par Mil til alle Sider. Og overalt var der høje Huse og
lange Gader, hvor Lygterne allerede var tændte, og Telegraftraade
og Skorstensrøg og elektrisk oplyste Banegaards-Haller,
hvorfra Togene foer ud og ind, — og yderst ude var der spredtliggende
Fabriksanlæg, der syntes at fortsætte Byen i det uendelige.
Saa tænkte jeg paa, at her laa for bare et Par Menneskealdre
siden en forholdsvis uanselig Smaastad med Tranlygter,
Diligencebefordring o. s. v., og jeg grebes af en Stolthed ved det
at være Menneske, saa jeg — til Fritjofs store Forargelse —
gav mig til at svinge min Hat. Herre Jesus, disse Folk med deres
„Kunst" paa malede Lærreder! Jeg holder for, at Synet af et
saadant elektrisk oplyst Banegaardsterræn er mere betagende end
alle Rafaels Madonnaer tilsammen. Dersom jeg troede paa noget
Forsyn jeg vilde hver Morgen knæle ned og besmudse mine
Bukseknæ af Taknemmelighed over at være født i dette stolte
Aarhundrede, da Mennesket omsider blev sig sin Almagt bevidst
og begyndte at omskabe Verden efter sit Tykke — og i en Storhed,
hvorom ingen Gud har drømt i sine vildeste Drømme!
*
Efter Pers Bortrejse havde Jakobe, nu da hun ikke længer
paavirkedes umiddelbart af hans Person, og da Udsigten til en
aarelang Adskillelse yderligere slappede Livsnerven i hende, haft
18* 
et lille, forbigaaende Tilbagefald af Mismod over sit Forhold til
ham. Straks da hun modtog hans allerførste Brev, men navnlig
da hun selv skulde til at skrive, mærkede hun, hvor fremmed
han i Løbet af faa Dage igen var bleven hende. Hun havde pludselig
saa lidt at sige ham. Hendes Kritik var atter vaagen, Anfægtelserne
meldte sig paany. Det var hende igen en ydmygende
Lidelse at læse hans ungdommelige Breve, der indeholdt saa
meget om ligegyldige Ting, men saa lidt om hans Kærlighed,
slet intet om hans Længsel.
Men saa hændte det efter et Par Ugers Forløb, at Ivan traf
Aron Israel paa Gaden, og Aron viste ham et Brev, som han om
Morgenen havde modtaget fra en gammel Ven i Berlin, Professor
Pfefferkorn, der heri udtalte sig meget rosende om Per. Ivan
bad om Lov til at laane Brevet, og efter at have læst det højt for
Forældrene i Dagligstuen sendte han det op til Jakobe i en
stor, lukket Konvolut med Paaskriften: „Vive l'empereur!" Der
stod i Brevet:
h Forresten lever jeg i Øjeblikket i ganske intimt Samkvem
med dit Land gennem en ung Mand, en Ingeniør Sidenius,
der, efter hvad han har fortalt mig, er en personlig Bekendt af
dig, en mærkelig Naturbegavelse, af hvem den danske Nation
vistnok har Lov til at vente sig noget ualmindeligt. Jeg har underholdt
mig med ham et Par Gange og haft Lejlighed til at gøre mig
bekendt med de Ideer, hvormed han sysler, og som har interesseret
mig. Jeg har sjælden truffet noget Menneske, der besad
en saa umiddelbar, frisk og levende Opfattelse af Naturen og
dens Fænomener. Jeg vil ikke netop paastaa, at hans Betragtningsmaade
tiltaler mig stærkt; dertil er den mig for jordvendt;
men den hører sikkert Fremtiden til, og det hjælper næppe, at
vi Ældre sukker derover. Hver Tid har sine Idealer; og naar
jeg hører din unge Landsmand uden Svimmelhed eller Anfægtelse
tumle med de dristigste Planer til en Samfundsomskabelse,
fremkaldt ved en stadig fuldkomnere Undertvingelse af Naturmagterne,
synes jeg at se for mig en Prototype for det tyvende
Aarhundredes handlestærke Menneske. "
Med flammende Kinder og bølgende Bryst havde Jakobe læst 
77
disse Linjer. Og nu hændte der hende noget højst usædvanligt:
hun kom til at græde. Hun græd ikke alene af Glæde men ogsaa
af Skamfuldhed over, at hun havde gaaet her, opfyldt af Tvivl og
Uro, og paany forraadt Per i sine Tanker. „Det tyvende Aarhundredes
Menneske". Ja, det var netop Ordet, der belyste de store
Modsigelser i hans Væsen, undskyldte dets Skrøbeligheder, forklarede
dets Kraft. Han var som det første, formløse Udkast til
en kommende Gigantslægt, den, der (som han selv havde skrevet)
endelig skulde tage Jorden i Besiddelse som retmæssig
Herre og omskabe den efter sit Behov, — en Forløber, vokset
op i lummer Stueluft under Trykket af al Slags smaaborgerlig
Kleinmodighed og Overtro og Underkuelse og derfor ubændig,
selvraadig og pietetsløs, uden Tro paa andre lykkebringende
Magter end saadanne, der kunde faa et Staalhjul til at snurre.
Og var det i Grunden underligt? Det nittende Aarhundredes
Guldalderdrøm, dets skønne Tro paa at kunne opbygge et Lykkens
og Retfærdighedens Rige alene ved Aandens Myndighed og
Ordets overtalende Magt, — hvor var den blegnet!
Allerede forinden Pers Bortrejse havde hun forsøgt at skaffe
sig et Indblik i Matematikens og Mekanikens Mysterier; men
det havde dengang bare været en forelsket Kvindes Lune, et
Udslag af hendes urolige Trang til at følge Per paa alle hans
Veje. Tilegnelsens Vanskeligheder havde ogsaa temmelig hurtig
faaet hende til at opgive Forsøget. Nu kastede hun sig paany og
med hele sin semitiske Energi over Studiet af Naturvidenskaberne.
Det blev hende klart, at uden et grundigt Kendskab til disse
manglede man den nødvendigste Forudsætning for at forstaa det
moderne Samfund og Lovene for dets Udvikling. Paa hendes
Bord, der før havde været oversvømmet af skønliterære Værker,
og hvor Enevoldsens „Skabelsen" som oftest havde ligget opslaaet
med Digterens Billede gemt mellem Bladene, var der nu
fuldt af Lærebøger i Fysik, Geometri, Dynamik; og i sine Breve
til Per aflagde hun nøjagtig Regnskab over sin Fremgang og
søgte hans Raad og Vejledning.
Forholdet imellem dem var saaledes paa engang bleven vendt
om. Jakobe, der hidtil havde betragtet sig selv som den aandeligt 
27
overlegne, hvis lidt pinlige Pligt det var at staa sin umyndige Forlovede
bi ved at hjælpe paa hans forsømte Udvikling, var pludselig
bleven Eleven, der trængte til hans Bistand og Overbærenhed.
Ligesom i sin Forelskelses første Dage havde hun ti Gange
i Døgnet Pennen i Haand for at skrive til ham, undertiden blot
for at nedkradse en eneste Linje, enten et Udbrud af Glæde over
den pludselige Forstaaelse af en vanskelig geometrisk Opgave
eller et Suk af Sorg over ikke at have ham hos sig, naar hun
trængte til hans Hjælp.
Endnu havde nemlig Kærligheden en større Part i hendes
Iver, end hun rigtig selv vidste af. Alt, hvad der hændte hende
i Dagens Løb, selv den flygtigste Tanke, der gik hende gennem
Hovedet, følte hun Trang til at meddele ham, og det skønt Pers
Breve til hende stadig lod baade Fortroligheden og Ømheden ubesvaret.
Men paa dette Punkt havde hun efterhaanden slaaet sig
tiltaals. Hun forstod nu, at hun havde krævet af ham, hvad Naturen
havde nægtet ham; og hun var endog taknemlig, fordi han
ikke forsøgte at hykle men ærlig viste sig for hende, saadan som
han nu engang var.
Ogsaa om Politik, sit gamle Yndlingsemne, skrev hun til ham i
sine Breve, især om de forskellige Arbejderbevægelser, der stod
i saa nøje Sammenhæng med Teknikens moderne Udvikling. Hun
havde hidtil aldrig helt forstaaet sig selv i sin Interesse for disse
idelige Lønstridigheder og Magtspørgsmaal, der i saameget var
hendes aristokratiske Fornemmelser imod. Hun havde følt sig
utryg overfor disse murrende Arbejdermillioner, hvis Krav ofte
syntes hende at indeholde en Fare for alt det, som hun selv skattede
højst i Livet. Men gennem sin langsomt erhvervede Forstaaelse
af Per var hun nu ogsaa kommen til Klarhed over denne
dunkle, modvillige Følelse af Samhørighed med den sodede, forkuede,
for Lys og Luft og Menneskelighed kæmpende Arbejderhær
— det tyvende Aarhundredes Mænd!
Imidlertid fløj Dagene for Per nede i Berlin, hvor han delte
Tid og Kræfter nogenlunde ligeligt mellem sine Studier og Storbyens
Adspredelser. Han gjorde daglig nye Bekendtskaber og blev
vel modtaget overalt. Det gik ham her ligesom derhjemme: hans 
79
Væsens tilsyneladende Umiddelbarhed vandt ham alle Hjerter.
Denne Evne til at indtage Folk ved sin Personlighed blev ham
egenlig først her i Berlin fuldt ud bevidst, og uden iøvrigt at
gruble over, hvori den stak, udnyttede han den med klog Beherskelse.
Samtidig tilegnede han sig ved ihærdig Agtpaagivenhed
en stadig mere skuffende Verdensmandsskik i sin ydre Optræ-
dsn; og forresten gik det ham, som det ofte gaar Folk i Udlandet,
at hans ganske private Uvaner af de fremmede opfattedes som
nationale Ejendommeligheder, for hvilke han altsaa ikke kunde
gøres personlig ansvarlig, ja som endog forøgede den umiddelbare
Tiltrækning, han udøvede, ved at vække en Slags etnografisk Interesse.

Ved den store musikalske Aftenunderholdning kos Gehejmecommerceraadens
druknede hans Skikkelse vel i Mængden af
straalende Uniformer og dekorerede Kjoleopslag, men der var
dog et Øjeblik, da han blev Genstand for den almindelige Opmærksomhed,
idet Husets Frue i en Pavse under Koncerten lod
ham kalde til sig og viste ham den Ære at underholde sig med
ham, indtil Musiken igen begyndte. Den aldrende Dame, der var
stærkt nedringet og kraftig sminket, havde en Svaghed for unge
Mænd med veludviklede Legemsformer og gjorde sig ikke synderlig
Umage for at skjule det. Per selv havde imidlertid kun Øje
for Husets Datter, en nittenaarig Rødtop, der ganske var en
Modsætning til Moderen: en stille, fin, yndefuld lille Skabning,
der næsten med Skyhed iagttog enhver Mand, som nærmede sig
hende. Hun var ligesom Moderen pragtfuldt klædt og skamløst
blottet, saadan som Hofmoden fordrede det; men hun syntes selv
trykket af sin Halvnøgenhed og dækkede saa vidt muligt Barmen
med sin Vifte.
Per havde kun akkurat haft Lejlighed til at bukke for hende
ved Modtagelsen, og han var ikke engang sikker paa, at hun
havde genkendt ham. Siden havde hun uafbrudt været belejret
af uniformerede og fornemt udseende Kavalerer, og han havde
tilsidst helt opgivet at nærme sig hende. Men under Koncerten
greb han hende to Gange i at at betragte ham i Smug, og at
hendes Blik virkelig ikke helt tilfældig var kommen til at hvile 
28
paa ham, røbede hun selv den sidste Gang ved den hastige Maade,
hvorpaa hun tog Øinene til sig. Ja, Per mente bestemt at
kunne se, at hun blev lidt rød.
Da han ud paa Natten — i en let Champagnerus — gik hjem
fra Selskabet, snurrede det i hans Hoved af de dristigste Tanker.
Skulde der her være en Chance for ham? . . . Han mindedes
Onkel Heinrichs Fortælling om den fattige Østerriger i New York,
der vandt den amerikanske Petroleumkonges Datter og nu var
en af den nye Verdens regerende Pengefyrster. Den unge Pige
her var Arving til mindst halvtredsindstyve Millioner. Halvtredsindstyve
Millioner og en henrivende Brud! Det kunde nok friste
til et Forsøg! ... Snak! Vanvid! ... Og dog! Han havde jo
hidtil haft Lykken med sig i alt, hvad han for Alvor havde villet.
Han havde endnu ikke gjort Ivans Profeti tilskamme: Kommer,
ser, sejrer.
Rigtignok var der Hensynet til Jakobe — han havde ingenlunde
glemt det, — og det var naturligvis en alvorlig Hindring.
Men han vilde dog spørge, om man absolut var nødt til at lade sig
binde af sin Fortid, naar der uanet aabnede sig saa glimrende
Udsigter for En. Ja, havde han Lov til at give Afkald paa en
saadan Fremtid? Kunde han forsvare det for den Sag, han havde
viet sin Kraft? Ved Gud, han holdt meget af Jakobe. Hendes udmærkede
Egenskaber forstod han fuldt ud at skatte, og det vilde
gaa ham forfærdelig nær til Hjertet at forlade hende. Men alle
personlige Følelser maatte underordne sig Hensynet til det almene
Vel, — det vilde Jakobe sikkert selv forstaa oe billige. Halvtredsindstyve
Millioner! En saadan Sum vilde i et lille Land som Danmark
skaffe sin Mand en sand kongelig Magt. Hvad vilde han ikke
kunne udrettte derhjemme med de Penge! Hvilken Hjælp i den
store Frigørelseskamp, som jo netop Jakobe mere end nogen
ønskede Held og Fremgang! —
Han havde ingen Lyst til at gaa hjem og drev ned gennem Unter
den Linden, hvor der endnu var livligt i Kafeerne og paa Vinstuerne.
Han plejede ellers saa vidt muligt at undeaa disse elegante
Strøg-Restavrationer, der gav saa Pokkers lidt for Skillingen.
Med al sin Trang til at optræde som Verdensmand havde 
LYKKE - PER 281
han en indgroet Ulyst til at give Penge ud, og i Grunden befandt
han sig altid bedst i Fritjofs Kunstnerknejpe, hvor han fik en
Halvpunds-Bøf med Spejlæg, et nævestort Rundstykke, en Skive
Ost, to Krus 01 og et mildt Smil af Kelnersken, altsammen for
to Mark. Men i denne Nats Champagnestemning strøg han trodsigt
alle smaaborgerlige Fornemmelser af sig og gik ind i en af
de fornemste Officers-Vinstuer i Nærheden af Hovedvagten.
Ved en halv Flaske isafkølet „Vix Bara" og under et livligt
Rykind af silke- og sabelraslende Par fortsatte han her sine
Selvovertalelser. Den Barontitel, hvorpaa Onkel Heinrich havde
givet ham Anvisning, spøgte ham især i Hovedet. Nu vilde den
virkelig kunne blive ham til Gavn! Uden et fornemt Navn opnaaedes
der næppe noget i disse Krese. Men var han først Baron,
frygtede han intet Medbejlerskab. — — Ganske vist, han
havde endnu kun lidt at bygge paa, bare et stjaalent Sideblik.
Men havde han haft mere, ja havde han blot haft saa meget, da
han i sin Tid kastede sine Øjne paa Jakobe? Han skulde blot
frygtløs stole paa sin Pagt med Lykken. Og saa blive sit Valgsprog
tro: Jeg vil!
Klokken blev over tre, inden han naaede hjem, og han kunde
i sin Optagethed ikke falde i Søvn. Han kastede sig i Sengen,
drak det ene Glas Vand efter det andet og kunde ikke holde
Tankerne i Ro. Dog var det ikke udelukkende disse eventyrlige
Fremtidsfantasier, der holdt ham vaagen. Her i Ensomheden og
Mørket dukkede andre Tanker frem og hidsede Blodet.
Under hele sit Ophold i Berlin havde han været forfulgt af
en Uro, der ligesom hin Skygge i Fabelen kun gav sig tilkende,
naar der blev stille og ensomt omkring ham. Det var Tanken om
hans Fader og dennes mulige Død, han ikke kunde blive kvit.
Det vil sige: om Dagen, naar han var i Virksomhed eller sad paa
Kafeerne med sine Venner, beskæftigede Spørgsmaalet ham ikke;
men saasnart han blev alene med sig selv i den fremmede By,
og navnlig om Aftenen, naar han kom hjem til sine tomme og
uhyggelige Stuer her i Carlsstrasse, viste Skyggen sig for ham.
Hver Nat, naar han stod i Skjorteærmer ved sin Seng og trak
sit Ur op, spurgte han sig selv: „Mon Far skulde være død idag?" 
28
Saadan ogsaa denne Nat.
Henimod Morgen — just som han endelig var ved at falde
hen — foer han let sammen. Fra et eller andet Sted i Værelset
havde han hørt en Lyd, der i hans Øre lød som en tre Gange
gentaget Banken. Han blev igen lysvaagen. Og skønt han vidste
sig fri for al Slags Overtro, kunde han ikke siden slippe den
Tanke, at Faderen i hint Øjeblik var gaaet bort.
Om Formiddagen telegraferede han en Forespørgsel hjem til
Eberhard, og ved Middagstid modtog han det korte Telegramsvar
: „Fader døende" . Han saae paa sit Ur. Om to Timer gik
Eksprestoget til Hamborg. Den næste Formiddag kunde han være
hjemme, og om Aftenen vilde han igen kunne rejse derfra. Blot
to Døgns Fraværelse — og hans Samvittighed vilde være bleven
beroliget.
Han stod et Minut med Uret i Haanden. Saa nikkede han besluttet
og gav sig til at pakke en Haandkuffert.
Han havde ikke selv nogen helt klar Forstaaelse af, at hvad
der drev ham hjem ikke udelukkende var Frygten for engang at
komme til at fortryde, at han ikke havde sagt sin Fader Farvel.
Ad skjulte Veje stod hans Beslutning i Forbindelse ogsaa med
de andre Tanker, der havde holdt ham vaagen denne Nat, og
der var igen her en lille Rest af uovervunden Spøgelsefrygt med
i Spillet. Ligesom de første kristnede Hedninger i Smug blotede
til de gamle Afguder foran store Afgørelser, saadan følte han
Trang til at forsone sine Fædres Gud ved et Offer nu, da han
stod i Begreb med at ruste sig til den sidste, forvovne Kamp for
Lykkens gyldne Kongekrone. —
Et Par Timer efter sad han i Toget og rullede nordpaa. 
TOLVTE KAPITEL
Mens Per om Natten rullede op gennem Jylland, tænkte han
ofte paa sin mislykkede Julerejse for snart tyve Aar siden, da han
sidste Gang kørte her paa Vej til Hjemmet. Indtil de mindste
Enkeltheder huskede han endnu hin Hjemkomst i den mørke
Vinteraften, hvor en kold, gullig Regntaage indhyllede Byen og
gjorde de søvnigt lysende Lygter endnu dorskere. Han saae
Søsteren Signe staa paa den vaade Perron i sin halvkorte, gammeldags
Kaabe med sorte Uldhandsker paa Hænderne og Kjoleskørtet
løftet op over et Par store Fødder i Galosjer. Han huskede
Faderens Utilfredshed med, at han havde taget sig Ferie uden
forud indhentet Tilladelse, og især sin egen Skuffelse ved at
høre, at der skuredes Gulv i Spisestuen, og deraf forstaa, at de
andre allerede havde spist.
I Grunden undrede det ham, at han endnu saa levende erindrede
sig disse gamle Tildragelser, som dog intetsomhelst betød
for ham længer. Han vilde i hvert Fald ikke erkende, at Hjemmet
og dets triste Minder havde nogen Magt over ham mere.
Han var sig bevidst kun undtagelsesvis at have beskæftiget sig
med denne Fortid, der i Aarenes Løb var ligesom dukket ned
under hans Livs Horisont.
Tidlig paa Formiddagen naaede han den lille By i et klart
Oktobersolskin.
Hans Skikkelse vakte paa Grund af hans højmoderne Klædedragt
en vis Opsigt paa Perronen. Han bar en musegraa, silkeforet
Rejsefrakke med lange Skøder og brede Fløjelsopslag om
Hals og Arme. Paa det mørke, tætklippede Hoved sad en skotsk
Rejsehue. Hans Haandkuffert, Hattefutteral og øvrige Rejseudstyr
var dertil af første Sort og skinnede af Nyhed. 
. ! •
Ril
nllM
mi'v >-U- Hil
LYKKE-PER
Et Par vadmelsklædte Bønder veg helt forskrækket til Side for
ham. Med Tilfredshed hørte han den ene af dem hviske til den
anden:
„Monstro, te det sku være ham, den unge Grev Frys?"
Skønt han telegrafisk havde meldt sit Komme, var der Ingen
til at modtage ham. „Desbedre" — tænkte han — „saa har jeg
frie Hænder!" Og han bestemte sig til at tage ind paa et Hotel,
hvad der i enhver Henseende vilde være ham bekvemmest.
Men just som han vilde stige ind i en af de to Hotelomnibusser,
som holdt udenfor Stationsbygningen, fik han Øje paa Eberhard,
der langsomt kom gaaende ovre fra det lille Lystanlæg lige
overfor Stationen. Per forstod straks, at Broderen, der var saa
omhyggelig for sin Værdighed, havde oppebiet Togets Ankomst
derovre i Anlæget, for at det skulde tage sig ud, som om han
halvt tilfældig var kommen her forbi paa en Spaseretur, og
uvilkaarlig trak han paa Skuldren deraf. Den Slags Overlegenhed,
der i gamle Dage havde kunnet opirre ham, vakte nu kun
hans Medynk.
Da Broderen saae Per staa der og forhandle med Hotelkarlen,
blev han aabenbart lidt opskræmt og forstærkede sine Skridt.
„Du vil vel ikke tage paa Hotel?" sagde han, næsten før de
havde hilst paa hinanden.
„Jo," svarede Per. „Jeg anser det under de forhaandenværende
Forhold for rigtigst ikke at gøre Ulejlighed derhjemme."
„Men der er gjort et Værelse istand til dig, og vi har god
Plads. Mo'er vil sikkert tage dig det meget ilde op, dersom du
lægger dig ind paa Hotel!"
„Ja ja — naar du mener det, saa — Vil De da skaffe mig en
Drager."
De sidste Ord rettede han til Hotelkarlen. Hvorpaa han gjorde
Eberhard et Spørgsmaal om Faderens Befindende.
„Fader har sovet siden iaftes. I det hele ligger han nu mest
og døser. Han har i det sidste Døgn kun været ved Bevidsthed
af og til."
Nu kom et Bybud ud fra Stationsbygningen sammen med Hotelkarlen,
der gjorde et forventningsfuldt Skrabud for Per med 
85
Kasketten i Haanden. Per tilkastede ham et Kronestykke og gav
den anden de fornødne Ordrer med Hensyn til sine Rejsesager.
Eberhard var imidlertid traadt lidt til Siden. Med et stjaalent
Blik mønstrede han Pers Dragt under synlig Uro.
„Jeg foreslaar, at vi gaar bag om Haverne," sagde han og vilde
med det samme slaa ind paa en Sti, der førte til Præstegaarden
langsmed Byens Udkant, hvor der i Almindelighed ingen Mennesker
gik.
Per gjorde Indsigelse.
„Den Vej er jo meget længere — og jeg er træt."
„Naa ja, som du vil," svarede Eberhard med den Stramning
af Munden, hvormed han plejede at tilkendegive, at han fandt det
under sin Værdighed at forhandle.
Tavse gik de to Brødre ved Siden af hinanden ind gennem
Hovedgaden.
Gensynet af Barndomsbyen gjorde foreløbig ikke noget stærkt
Indtryk paa Per. Med sine smalle og krogede Gader, sine eet-,
højst to-stokværks Huse og med sin Uendelighed af Rendestensbrædter
forekom den ham næsten komisk legetøjsagtig i Sammenligning
med den Verdensstad, hvorfra han kom. Det var gaaet
ham med Byen som med Familjehjemmet: den var i Aarenes
Løb gleden ud af hans Liv, var sunken ned under hans Horisont.
Og han kom pludselig til at smile ved at mindes, hvorledes det
engang havde været hans Ærgerrigheds Drøm at blive den fejrede
Matador i denne Ravnekrog, der havde været Vidne til hans
Fornedrelse.
Ikke desmindre genkendte han nu næsten hvert Menneske,
de mødte. Ethvert af de smaa Huse med Gadespejlene foran
Dagligstuevinduet, hvert Navn over Butiksdørene, hvert gammelt
Lavsskilt over Portene kaldte et eller andet Stykke Fortid
tilbage i hans Erindring. Særlig galdt dette Latinskolen, der
vendte en bred Gavl og Legepladsens høje Murindhegning ud
mod Gaden. Da de kom der forbi, var der just Frikvarter; og
Drengelarmen, som væltede ud over Muren nøjagtig som i hans
egne Skoledage, førte ham en Vrimmel af halvglemte Barndomsminder
lyslevende for Øje. Og rundt omkring Byen laa de høje 
28
Bakker, han som Dreng havde elsket, og Fjorden og de milebrede
Enge, Sommerdagenes Tumleplads, hvor den første spæde Tankespire
til hans Kanalprojekt var undfanget, og hvor han ogsaa
havde vundet sin første, anelsesfulde Forstaaelse af Vindkraftens
Betydning, naar han satte sin Kæmpedrage „Heljo" op og lod den
trække en lille, stenbelæsset Legevogn henad Grønsværen.
Eberhard gjorde ham et Spørgsmaal om Rejsen; men Per var
bleven tankefuld og hørte ham ikke. Han følte denne sin vedvarende,
ja uafhjælpelige Afhængighed af den lille snuskede
Bondeby som en Ydmygelse. Særlig oprørte det ham, at Forholdet
var saa ganske uden Gensidighed. Den hjulbenede Købmand
Hjerting, som stod der i sin Port i hvid Lærredsfrakke,
mød Trætøfler paa Fødderne og sølvbeslaaet Merskumspibe, den
blegfede, rødhaarede Barber Siebenhausen, der — ganske som
i gamle Dage — hang ud af det aabne Vindu for at kigge efter
Tjenestepigerne; den offenlige Udraaber, hvis Trommehvirvler
og Kællingestemme han hørte inde fra en Tværgyde — alle
havde de en Part i ham, uden at han betød det allermindste for
dem.
Men nu drejede de ind i en Sidegade, hvor Præstegaai den laa.
Det første Glimt af den mørke Murkolos med den underlige
Fængselsport, men navnlig Synet af den barkbestrøede Stenbro
fik hans Hjerte til at banke. Dette, at han om et Øjeblik skulde
gense sin Moder og staa ved Faderens Dødsseng, greb ham
pludselig paa en Maade, han ikke havde været forberedt paa.
Søsteren Signe tog imod ham ude i Forstuen. Hun var meget
bevæget ved Gensynet men rakte ham Haanden i Tavshed og
halvt bortvendt, som om der sammen med ham fulgte noget ind
i Huset, for hvilket hun maatte slaa Øjnene ned.
„Mor er gaaet ind for at hvile sig lidt, sagde hun, da de var
kommen ind i Spisestuen, hvor Per fandt et Par af sine yngste
Søskende, Tvillingerne, der under hans Fraværelse fra Hjemmet
var bleven halvvoksne, saa han daarlig kunde kende dem igen.
De besvarede forlegent hans Haandtryk, mens Signe vedblev :
„Mor sagde, jeg skulde kalde paa hende, naar du var kommen, 
men jeg synes ikke, det er rigtigt at forstyrre hende. Hun har
vaaget hele Natten."
Skønt Faderen laa helt henne i den modsatte Ende af den
store Lejlighed, talte Signe hele Tiden med dæmpet Stemme,
saadan som man efterhaanden vænner sig til det, hvor der er en
Syg i Huset. Per sagde, at Moderen naturligvis paa ingen Maade
maatte forstyrres.
Ganske som ved hans Hjemkomst for syv Aar siden stod der
en Bakke med noget Smørrebrød, der var sat af til ham. Signe
skænkede ham en Kop Kaffe, og for ikke at støde an tvang han
sig til at spise lidt, skønt han for Uro næppe kunde faa Brødet
gennem Halsen. Fra den anden Ende af Stuen iagttog Tvillingerne
ham med store nyfigne Øjne. Signe sagde:
„Du vil vel gerne ind og se Far? Han ligger jo hen i en Døs
og har ikke været vaagen siden iaftes. Sygeplejersken gør ham
netop i Stand nu. Jeg skal gaa ind og høre, hvornaar du kan
komme derind."
Hun gik stille bort, idet hun lukkede Døren efter sig med
begge Hænder, for at Laasen ikke skulde smække. Eberhard
havde i Forvejen forladt Stuen, og for ikke at blive ene med den
fremmede Broder forsvandt nu ogsaa Tvillingerne, idet de smuttede
ud ad Døren til Køkkenet.
Per rejste sig, og uden selv at vide af det gik han et Par
Gange op og ned ad Gulvet. Saa stillede han sig hen ved et af
Vinduerne, der vendte ud mod den lille Græsplæne med nogle
forkrøblede Træer, som udgjorde Præstegaardens Have. Hjertet
trommede mod hans Side, og Tankerne flakkede raadvildt om efter
et Selvforsvar.
Men som han stod der og med Ligegyldighed betragtede den
lille solforladte, af høje Brandmure omhegnede Grønning, genvandt
hans Sind lidt efter lidt sin Holdning, og hans Tanke blev
atter klar. Han havde her fundet den Retfærdiggørelse, han
søgte. Netop i denne Følelsesløshed, hvormed han gensaae sin
Barndoms første Legeplads, laa hans Frikendelse. Ikke et eneste
godt Minde, ikke en eneste lys Erindring knyttede der sig for ham 
til disse Mure, bag hvilke han i femten Aar havde følt sig som
en Fange. Og ikke nok med det! Det gik i disse Øjeblikke op for
ham — og der jog ham flygtig en ganske fremmed Følelse, en
vild og klagende Sørgmodighed gennem Sindet — hvorledes
Skyggen fra disse Mure havde formørket ham Tilværelsen og
forbitret ham Glæden ogsaa i alle de Aar, der fulgte efter.
Han foer nervøst sammen. Døren bagved ham var sagte bleven
aabnet; det var Signe, der kom tilbage.
„Du kan godt gaa ind. Kom blot."
Per kom gennem et lille halvtomt Kabinet og ind i Dagligstuen.
Døren herfra ind til Sovekammeret stod paaklem. Signe
nærmede sig den paa Taaspidserne, skød den lydløst op og førte
Per hen til Fodenden af en Seng, der stod frit ud paa Gulvet
fra den ene Sidevæg. Der var næsten mørkt derinde, saa han i de
første Øjeblikke daarligt kunde finde sig tilrette.
Efterhaanden skelnede han dog Omridsene af et hentørret
Hoved med tillukkede Øjne, der laa dybt hensunket i en stor,
blød Pude i en dødlignende Søvn. En frysende Skælven jog Per
gennem Kroppen, men nogen Sindsbevægelse udover den Uhyggefølelse,
som Synet af Opløsningen naturligt fremkalder hos
den, for hvem Døden er Livets Gru, greb ham ikke. Den Omstændighed,
at Faderens Tilstand saa øjensynlig umuliggjorde
enhver Tilnærmelse, virkede netop beroligende paa ham. Hvad
han mest havde frygtet, var Familjeiveren for i sidste Øjeblik
at faa tilvejebragt en Forsoning. Han vidste, at han for sit
Vedkommende intet havde at sige sin Fader; og hvad denne
muligvis kunde have ønsket at sige ham, vilde efter al Rimelighed
kun have forværret Forholdet og maaske have givet Anledning
til Optrin, som let vilde have faaet en uhyggelig Karakter.

Alt som hans Øjne vænnedes til Stuens Mørke, traadte den
Sovendes Ansigtstræk og hele udtærede Skikkelse tydeligere
frem for ham. Han saae, at Faderen havde bevaret sit store
Haar, som dog under Sygdommen havde mistet al Farve. Ansigtet
derimod var bleven mørkt, næsten bronceagtigt, og der saaes
ikke en Bevægelse i det, skønt et Par Fluer stadig kredsede om 
89
det og nu og da kravlede om paa Panden eller Kinden. Det var,
som om allerede Evighedens Fred hvilede over de lukkede
Øjelaag.
Sygeplejersken, der havde staaet henne ved Servanten og
skyllet en Svamp ud, gik nu bort med Vandfadet, og de to Sø­
skende blev alene hos den Syge. Ingen af dem talte. Signe havde
sat sig ned i en lav Armstol, som stod ved Siden af Sengen.
Hun sad foroverbøjet, med Hænderne foldede paa sit Knæ, og
betragtede Faderen med et forklaret Udtryk af Kærlighed og
Smerte. De store, lyse Øjne stod fulde af Taarer, og det trak om
hendes Mund. Af og til førte hun med en blid Bevægelse Haanden
hen gennem Luften over Faderens Ansigt for at holde
Fluerne borte.
Paa eengang hørtes der noget krable henne ved Væggen.
En Tapetdør, der førte ind til et bagved liggende Gæstekammer,
blev lukket op, og Moderens lille, krumbøjede Skikkelse viste
sig i den smalle Døraabning.
Hun blev et Øjeblik staaende derhenne, idet hun med den
ene, famlende Haand støttede sig til Dørkarmen, med den anden
til en sort Stok. Det varede lidt, før Per forstod, at det var hende.
Han huskede hende næsten kun som sengeliggende og havde
ikke tænkt sig hende saa lille. Saa var hun nu ogsaa ældet stærkt
i de mellemliggende Aar. Ikke alene var Haaret bleven graat,
Trækkene skarpere, men den mægtige Sjælsanspændelse, der
under Faderens lange Sygeleje paa næsten overnaturlig Vis
havde holdt hende oprejst, lagde en fremmedartet Strenghed i
Ansigtsudtrykket, navnlig i de dybtliggende, ligesom synsk fremadstirrende
Øjne.
Overraskelsen forvirrede Per. Og det Blik, der nu mødte
ham fra disse Øjne, og den Maade, hvorpaa Moderen, da han
nærmede sig, ligesom afværgende udstrakte Haanden, gjorde ham
endnu mere raadvild. Det var, som ventede hun en angergiven
Tilstaaelse af ham; og i nogen Tid stod de overfor hinanden som
et Par Støtter. Dog, Moderfølelsen vandt tilsidst Overmagten.
Mens Taarerne randt ned over hendes Kinder, tog hun hans Hoved
mellem sine Hænder og kyssede ham paa Panden.
Lykke-Perl 1Q 
29
Signe, der havde rejst sig, hjalp hende derpaa til Sæde i
Armstolen ved Siden af Sengen.
„Saa er du virkelig kommen, Peter Andreas," sagde hun her
i en foroverbøjet, halvt bortvendt Stilling og med Haanden for
Øjnene, som om hun alligevel ikke rigtig taalte Synet af ham.
„Hvorfor kom du ikke før? ... Nu er det maaske for silde."
Der var noget i dette Udbrud, der fik Per til at lytte. „For
silde" — tænkte han. De havde altsaa virkelig til det sidste
haabet paa en Forsoning. De havde opfattet hans Hjemkomst
som en Bodsgang .
Moderen begyndte igen at tale; men i det samme kom Sygeplejersken
ind fra Dagligstuen tilligemed en ældre Mand.
Det var Huslægen, der kom paa sit daglige Formiddagsbesøg.
Paa et Tegn fra Moderen trak Signe og Per sig bort, og Sygeplejersken
lukkede Døren til efter dem.
* *
*
Per saae slet ikke Moderen mere den Dag, og i det hele blev
hans Tilbagekomst ikke den Begivenhed, som den under andre
Omstændigheder vilde være bleven. Faderens Tilstand optog naturligt
alles Sind og Tanker, og trods Stilheden herskede der
stor Travlhed i Huset. Snart skulde der varmes Omslag, snart
hentes Medicin, for ikke at tale om, at der idelig indløb Bud fra
Folk omkring i Byen med Forespørgsler om den Syges Befindende.
Desuden ventedes der i Løbet af Dagen endnu to af de
borteværende Søskende, nemlig den Broder, der var Kapellan
paa Fyen, og en Søster, som var gift med en Læge i en af de
smaa Limfjordsbyer. Ogsaa til disse skulde der sættes Værelser
i Stand, saa alle havde fuldt op at gøre.
Per havde faaet sit gamle Loftsværelse tildelt, og her tilbragte
han det meste af Dagen, dels under forgæves Forsøg paa at sove
og udhvile sig efter Rejsen, dels beskæftiget med at skrive til
Jakobe. Af Sømmelighedshensyn havde han besluttet at fravige
sin oprindelige Bestemmelse og blive her, indtil Faderen var død,
det vilde efter alt at dømme dog ikke vare længe. 
91
Han følte sig urolig og nedstemt. Han fortrød vel ikke, at han
var taget hertil; men han ønskede det hele vel overstaaet. Han
havde kun een Gang før set et Menneske dø; det var hin Dag i
Nyboder, da den gamle Højbaadsmand var bleven bragt halvt
livløs hjem fra sin Spaseretur. De uhyggelige Erindringer, der
knyttede sig til dette Dødsfald, Højbaadsmandens Angst og de
andres Opskræmthed, forfulgte ham nu hele Tiden.
Ved Aftenstid indtraf de to endnu ventede Søskende, Thomas
og Ingrid, den sidste i Følge med sin Mand. Thomas var en rødmosset
Teolog med et sat Væsen, bag hvilket der skjulte sig megen
Følelse tilligemed en stærk men noget vantreven Ærgerrighed.
Ingrid var en lille, selvsikker Provinsfrue, en fuldblods Sidenius,
for hvem Løgstør var en By af Rang, fordi hun og hendes Mand
og Børn boede der.
Faderen havde et Par Gange i Dagens Løb slaaet Øjnene op
og syntes da ganske klar; men han havde kun vanskeligt kunnet
gøre sig forstaaelig og var efter faa Minutters Forløb atter sunken
hen i Bevidstløshed.
Lægen var netop inde hos ham paa sit Aftenbesøg. Da han
kom ud derfra, sagde han til Signe, der fulgte ham ud i Forstuen :
„Jeg vil ikke skjule for Dem, at Deres Fader næppe lever
Natten over. Jeg venter, at De lader mig kalde, dersom min
Tilstedeværelse skulde ønskes."
Hans Forudsigelse slog til. Klokken var lidt over To om Natten,
da alle i Huset blev vækket; Dødsstunden var kommen. Per,
der — rejsetræt og ør efter næsten to Døgns uafbrudte Vaagen
var falden i en stentung Søvn, kunde ikke straks blive klar
over, hvor han befandt sig. Han havde i sine Drømme færdedes
i Berlin sammen med Fritjof og nogle af dennes Kunstnervenner.
De var netop kommen kørende i en Droske til deres Stamknejpe
i Leipzigerstrasse, da Døren til hans Kammer aabnedes
og Signe kom ind med et Lys i Haanden og bad ham komme
ned.
I det Øjeblik, det gik op for ham, hvor han var, og hvad Sø­
sterens Ord betød,kom han til at ryste af Kulde. Overgangen fra
Verdensbyens glade Tummel til Søsterens stille Dødsbebudelse
19* 
29
var selv hans Aandskonstitution for stærk. Endnu nogen Tid efter,
at han var bleven paaklædt, maatte han gaa frem og tilbage i
Kammeret for at faa nogenlunde Ro paa sig.
Da han kom ned i Stuerne, fandt han alle sine Søskende samlede;
de fleste af dem havde slet ikke været iseng men havde
blundet rundt om i Lænestole og paa Sofaer for at være Faderen
saa nær som muligt og for straks at kunne være hos ham, om
noget skulde ske. Dagligstuen var fuldt oplyst, og begge Dørfløjene
ind til Soveværelset var slaaet tilbage. Derinde brændte
kun en lille Natlampe. Den stod paa et Bord ved Hovedenden
af Sengen og kastede et svagt Lysskær henad den ene Side af
Faderens hvide Skikkelse; den anden laa i Mørke.
For at lette ham Aandedrættet havde man rejst ham lidt op
og støttet ham med Puder. Han var ved fuld Bevidsthed, men han
kunde ikke tale, og ikke heller kunde han løfte de sorteblaa
Øjenlaag. Han var netop begyndt at tage Afsked med sine Børn.
Eet for eet traadte de hen til Sengen; og naar de havde taget hans
Haand, der laa tung og kraftesløs paa Tæppet, nævnede Moderen
deres Navn for ham. Hun sad i sin lave Kurvestol ved Hovedgærdet
paa den modsatte Side af den, hvor Bordet med Natlampen
stod.
Per følte sig højst ilde tilmode ved denne højtidelige Afskedtagen,
for hvilken han havde troet at skulle forskaanes. Han holdt
sig tilbage saa længe som muligt; men tilsidst maatte ogsaa han
hen til Sengen, og da han følte Faderens allerede gravkolde Haand
og hørt Moderen (som det forekom ham) med forstærket Stemme
nævne hans Navn, steg der en isnende Uhyggefølelse op i ham,
en nedknugende Fornemmelse af at være bleven kaldt frem for en
overjordisk Dommer. Kun Bevidstheden om, at hans Søskende,
der nu alle stod samlede omkring Sengen, iagttog ham, gav ham
Magt til at beherske Udtrykket i sit Ansigt.
Klokken var imidlertid bleven mellem Tre og Fire. Vægteren
kom just gaaende gennem den stille Gade. Paa Grund af Barkstrøelsen
derude kunde man ikke høre hans Skridt. Man hørte
kun hans enstonende Sang, der lød ind i Stuen næsten som en
overnaturlig Forkyndelse af Dødsenglens Komme. 
93
„Nu skrider Natten sorte,
og Dagen stunder til;
Gud lad dem blive borte,
som os bedrøve vil.
O Fader from,
vend du os om.
Din Naade os betee!"
Efter at Faderen tilsidst havde taget Afsked ogsaa med Husets
Tyende, gav han ved en Bevægelse af Pandemusklerne tilkende,
at han vilde sige noget. Med en Hvisken, som dog kun Moderen
kunde opfatte, bad han om, at de vilde synge en Salme. Børnene
gik ind i Dagligstuen og samlede sig om Klaveret, og mens Signe
spillede, sang de med dæmpede Stemmer nogle Vers af Salmen:
„Til Himlene rækker din Miskundhed, Gud".
Den eneste, der foruden Moderen var bleven tilbage i Sovekammeret,
var Per. Efter Afskeden med Faderen havde han
sat sig ind i en mørk Krog, hvor han kunde være ubevogtet.
Mens hans Søskendes stille Sang lød ind til ham, baaret af en
urokkelig Forvisnings rolige Styrke, fyldt af en Jubel, som saae
de Himlen aaben over dem og Herrens lysomstraalede Skikkelse
svæve deroppe med udbredte Arme for at modtage Faderens
forklarede Aand, sad han der i sin Ensomhed og kæmpede med
sig selv for ikke at rives med. Det var altsammen bleven saa
ganske anderledes, end han havde tænkt sig. Med dirrende Mund
og fugtige Øjne stirrede han hen paa Faderens hentørrede Hoved,
som laa der saa fredeligt paa Puden, omgivet af det store, hvide
Haar som en Helgenglorie. Og med Højbaadsmandens uhyggelige
Dødsscene i Erindringen sagde han ved sig selv: Saaledes
dør altsaa en troende Kristen!
Da Salmesangen var endt, vendte Søskendeflokken lidt efter
lidt tilbage til Sovekammeret. Faderens Mund havde imidlertid
aabnet sig lidt, og Øjnene var sunket endnu dybere ind i Hovedet.
Ikke længe efter begyndte Dødskampen.
Moderen holdt hans højre Haand og tørrede nu og da Sveden
af hans Pande med et Klæde. Ved den anden Side af Sengen
stod Eberhard og Signe for at være ved Haanden, om Hjælp
skulde blive fornøden. 
29
Der gik en Timestid. Afventende det sidste Øjeblik sad de
andre Børn rundt om i Stuen, hvor de havde kunnet finde en
Siddeplads; de yngste stod dog op ved Sengens Fodende, hvorfra
de saae paa Faderen med store medlidende Øjne.
For anden Gang hørtes Vægterens enstonende Sang i den
tavse Gade.
„Dig, evig Gud, til Ære
i høje Himmelkor,
som Vægter vilde være
for os, paa Jorden boer.
Nu op paa Morgenvagt!
For Natten god
fald Gud til Fod,
tag Tiden vel iagt!"
Der var ganske stille i Stuen. Der hørtes kun den stadig aftagende
Lyd af Faderens besværlige Aancjedræt og nu og da et
Udbrud af halvt undertrykt Graad fra et af Børnene.
Saa var det omtrent ved Fire-Tiden. Moderen sad nu helt sammensunken
og trykkede Panden mod den Døendes livløse Haand,
som hun vædede med sine Taarer. Eberhard berørte lemfældigt
Faderens venstre Haandled; han talte den langsomt svindende
Puls, mens Signe i Spænding iagttog Udtrykket i hans Ansigt.
Uret inde i Dagligstuen faldt just i Slag. Kort efter gik han stille
omkring Sengens Fodende hen til Moderen:
„Mo'er," sagde han efter varsomt at have berørt hendes Skulder,
„Fa'er er gaaet bort."
I det samme rejste de sig alle rundt om i Stuen og slog Kres
omkring Sengen. Kun Moderen blev siddende.Hun havde i første
Øjeblik set op paa Eberhard med et bønfaldende Udtryk af
Hjælpeløshed. Nu bøjede hun sig atter ned over den Dødes
Haand og skjulte sit Ansigt, — det var, som havde hun ikke Mod
til at møde Synet af de brustne Øjne. Men da løftede hun Hovedet,
og længe betragtede hun ham i Tavshed. Saa sagde hun:
„Ja, Børn, nu er Far gaaet fra os. Men — Gud ske Tak og
Pris! — det er ikke et Farvel for evig. Han er blot gaaet forud
til vort himmelske Hjem, hvor vi engang ved Guds Naade igen
skal mødes med ham." 
95
Med gribende Ord takkede hun ham for alt, hvad han havde
været for dem allesammen, priste hans Trofasthed mod hende
cg mod Hjemmet, takkede ham for al hans Kærlighed og Opofrelse,
— og paa rørende Maade mærkedes der ligesom en
Genopvaagnen af Ungdomstidens Følelser i den Ømhed, hvormed
hun, mens hun talte, strøg ham over de hvide Haar og
kyssede hans Pande.
Endnu nogen Tid blev Børnene staaende omkring Sengen i
stille Bøn og Betragtning. Men ved de første, synlige Dødstegn
bredte Eberhard og Thomas varligt et Lagen over Liget, og
Signe førte Moderen bort.
Per gik kort efter op til sig selv. Lampen stod endnu og
brændte paa hans Bord. Gennem det utildækkede Vindu faldt
det første Dagskær ind i Kammeret. Længe blev han staaende
der ved Vinduet og stirrede ud over Byen, der var ved at vaagne.
Nogle blege Stjerner blinkede endnu paa Himlen, mens Arbejdsvogne
og tunge Træskotrin hørtes rundt om fra Gaderne.
Der samlede sig i ham en Overbevisning om, at hvad han
havde oplevet denne Nat, vilde sætte Skel i hans Liv. Men
nogen Klarhed over sine Følelser havde han ikke. Han var foreløbig
for grebet af Oplevelsens Højtidelighed til at kunne tænke
roligt.
Tilsidst satte han sig ned ved Bordet og tog sin Rejsemappe
frem. Han følte Trang til at meddele sig til Nogen og vilde skrive
til Jakobe. Han havde den foregaaende Dag sendt hende en ganske
kort Underretning om sin Hjemkomst, nu skrev han:
»Jeg vil ikke tøve med at meddele dig, at min gamle Fader
for faa Øjeblikke siden er gaaet bort. Jeg vil heller ikke skjule
for dig, at jeg er glad ved, at jeg bestemte mig til at tage hertil.
Hvor meget der end har været Fader og mig imellem, han har
jo dog altid kun handlet efter sin bedste Overbevisning. Hans
Død var meget smuk. Han var sig fuldt bevidst næsten til det
sidste, og med beundringsværdig Sjælsstyrke saae han Døden
imøde ."
Hans Haand standsede her. Og idet han gennemlæste, hvad
han havde skrevet, blev han forlegen. En Tid sad han og bed i 
Penneskaftet, og pludselig tilintetgjorde han Brevet og begyndte
paa et andet.
„Kære Ven! Jeg har den sørgelige Pligt at meddele dig, at
min Fader nu til Morgen er afgaaet ved Døden. Jeg kom altsaa
akkurat tidsnok til at tage Afsked med ham, saaledes som jeg
havde ønsket det. Han var ved fuld Bevidsthed og fuldkommen
rolig til det sidste. Men — naturligvis! — hans Liv har jo ogsaa
været saa at sige en uafbrudt Forberedelse til at dø. Kun
disse Linjer i Hast. Du hører snart fra mig igen."
Efter at have underskrevet Brevet sad han igen en lille Tid
med urolig Mine og overvejede. Saa tilføjede han i en Efterskrift:
„Muligvis bliver jeg her til Begravelsen."
Fem Dage senere blev Pastor Sidenius begravet. Allerede fra
Morgenstunden hang der Flag paa halv Stang overalt i Byen,
og paa den lange Strækning fra Kirken til Kirkegaarden blev Gaden
ved Middagstid strøet med Sand og Grankviste. Selve Kirken
havde unge Piger Dagen forud smykket med grønne Planter,
og baade paa Altret og den gamle, rigt udskaarne Funtelukkelse
hang Sørgeflor. I begge de tolvarmede Messinglysekroner under
Loftet brændte Lys, og fra Orgelet tonede en dæmpet
Klage, da Menigheden lidt efter Middag begyndte at fylde
Kirken.
At det ikke var lutter Nysgerrighed, der førte Folk derhen,
mærkedes paa Stilheden derinde og de mange alvorlige Ansigter.
Det var gaaet Pastor Sidenius, som det plejer at gaa de
stærke Betvingere: da Modstanden først var overvunden, slog
den hurtig om i Forgudelse. Og (som det ogsaa gerne gaar) netop
de Egenskaber hos ham, der oprindelig havde vakt mest Anstød
— hans myndige Væsen, hans Ringeagt for Byens nedarvede
Skikke, hans strenge Tarvelighed i Levemaade og Klædedragt
— højagtedes senere som Vidnesbyrd om sand apostolisk Nidkærhed
og Fromhed. Vistnok havde han i Aarenes Løb ogsaa 
97
selv forandret sig noget. Efterhaanden som Befolkningen underkastede
sig Kirkens Formynderskab, var det milde og hjertevindende
i hans Natur kommen frem overfor den.
Dertil kom nu hans lange Sygeleje og den ophøjede Sjælsro,
hvormed han havde udstaaet sine Lidelser og imødeset sit Endeligt.
I over et halvt Aar havde han ligget tilsengs, fuldt vidende
om, at han var en dødsmærket Mand. Og ikke alene havde han
ingensinde selv klaget; han tillod heller ikke, at andre beklagede
ham. „Saadan tør her ikke tales," havde han engang med
Strenghed sagt til En, der vilde trøste ham med Haabet om Helbredelse
: „Er vi Guds Børn og skal ikke være taknemlige, naar
vor Fader kalder os hjem?"
Oppe i Kirkens Kor stod den sorte Kiste, der i Overensstemmelse
med den Afdødes Ønske ikke bar andre Prydelser end et
simpelt Grankors ovenpaa Laaget. Han havde altid ivret mod,
hvad han kaldte Folks blødagtige Trang til at forskønne Døden
og „smykke Ormenes Trug". Rundt om Kisten sad henved et
halvt hundrede ornatklædte Præster som Æresvagt, og i Kirkegulvets
øverste Stolestader saaes Byens Ypperste: Embedsmænd
i Uniform, Byraadet, ja selv flere af Garnisonens Officerer sad
der med sølvblankt Bandoler og den skinnende Dragonhjelm i
Skødet.
Per saa sig omkring med stigende Forbavselse. Han havde
jo nok forinden paa forskellig Maade faaet et Indtryk af den Sejr,
som Præstedømmet havde vundet i den før saa verdslig sindede
By; men der blev i disse Øjeblikke vendt aldeles op og ned paa
hans Forestillinger om Faderen og dennes personlige Betydning.
Den ene Præst efter den anden traadte hen bag Kisten for at tale,
og Kirken genlød af højstemt Lov og Tak til Herren for den hensovede
Tjener og hans rige Gerning. Bagefter løftede otte unge
Præster Kisten ned fra Katafalken; hvorpaa hele Menigheden
tilfods fulgte Rustvognen den lange Vej gennem Byens Gader ud
til Kirkegaarden.
Per forstod det ikke. At det virkelig var hans Fader — ham,
som han i sine Drengeaar havde skammet sig over, fordi han
havde været til Spot for den hele By — at det var ham, som 
29
her fik en Jordefærd som en Fyrste og fulgtes til Graven af et
sørgende Folk! Han fattede det ikke. Paa en for ham uventet og
beskæmmende Maade opfyldtes her en af hans stolteste Barnedrømme
... en Drøm fra hin Tid, da han indbildte sig at være
et forbyttet Barn, en bortført Kongesøn, der engang skulde finde
hjem til sin Faders Herlighed.
Paa Hjemvejen fra Begravelsen kom han til at følges med Broderen
Thomas, der havde forrettet Jordpaakastelsen og var i
Ornat. Af alle hans Søskende havde Thomas været den, hos
hvem han i sin Tid trods Aldersforskellen havde fundet mest
Forstaaelse, maaske fordi Thomas under sin Opvækst undertiden
selv havde kunnet føle sig trykket af Faderens enevidende Myndighed.
I hans Studenteraar havde visse, friere Rørelser indenfor
det kristne Menighedsliv opfyldt ham mere, end Faderen syntes
om, og det havde ikke været uden Overvindelse, han var krø­
ben i den danske Statskirkes Uniform, dette lange, ligkisteagtige
Klædesfutteral, som ogsaa kun passede daarligt til hans røde
Kinder og lyseblaa Barneøjne.
Per havde mærket, at Thomas i disse Dage gentagne Gange
havde gjort Forsøg paa at bryde Isen mellem dem. Men han
havde ikke ønsket nogen Forligelse. Han var paa sin Post overfor
den lidt farisæiske Godlidenhed, der var Broderen egen, og
hvormed han i gamle Dage undertiden havde tilvendt sig lidt af
hans Fortrolighed. Heller ikke nu lod han ham komme tilorde.
Der var kommen Uro over ham, og han følte en instinktmæssig
Frygt for at indlade sig med denne velmenende Broder.
Thomas opgav da ogsaa dennegang Forsøget paa en Tilnærmelse,
og de to Brødre gik tavse ved Siden af hinanden Resten
af Vejen til Præstegaarden.
Da de var kommen hjem, gik de alle ind til Moderen, der
laa i Sengen og ikke havde kunnet overvære Begravelsen. Efter
den stærke Spænding, hvori hun saa længe havde levet, var der
umiddelbart efter Faderens Død fulgt en frygtelig Afkræftelse,
og Lægen havde paabudt den størst mulige Ro. Per havde derfor
næsten ikke set hende i disse Dage. Kun en enkelt Gang var han
bleven kaldt ind til hende, og han havde da siddet nogle Minutter 
99
ved hendes Seng; men hun havde kun magtet at gøre ham et Par
almindelige Spørgsmaal om hans Befindende.
Heller ikke dennegang blev det til mere end et enkelt Ord
og et Haandtryk, og Per gik nu op paa sit Værelse for at pakke
ind. Han brændte af Utaalmodighed efter at komme afsted og
havde bestemt sig til at rejse straks med Aftentoget.
Det var ikke, fordi han paa nogen Maade havde haft Grund
til at beklage sig over Opholdet i Præstegaarden. Ikke alene Thomas
men ogsaa hans andre Søskende havde ligesom efter en stiltiende
Aftale beflittet sig paa at vise sig saa hensynsfulde overfor
ham, som de overhovedet havde Evne til eller mente at kunne
forsvare for deres Samvittighed. Forresten havde han tilbragt
den meste Tid paa sit Værelse og paa lange Spasereture omkring
i Omegnen, ja i et helt Døgn havde han været borte fra Byen,
idet han havde benyttet Lejligheden til at rejse op og se en nylig
anlagt Cementfabrik ved Limfjordskysten.
Hverken Moderen eller nogen af hans Søskende havde saa
meget som hentydet til hans Forlovelse; og da han ikke kunde
tænke sig, at Eberhard ikke havde meddelt Familjen den, følte
han sig paa en Maade udæsket af denne Tavshed. Men samtidig
var han alligevel ikke utilfreds med, at Jakobes Navn ikke blev
nævnet her, og det skønt han nu slet ikke længer tænkte paa at
bryde med hende. Den Virkning havde disse Dages Oplevelser
allerede haft, at de havde faaet ham til at besinde sig, havde
gjort ham nøgtern. Den Champagnestemning, hvori han havde
fattet den store Beslutning om at tilkæmpe sig en af Evropas
Pengefyrstetrone, var bleven grundigt henvejret hin alvorsfulde
Nat i Faderens mørke Dødsværelse. Han holdt nu ikke engang
af at tænke paa den. Men netop fordi han virkelig følte sig skamfuld
over den Troløshed, han ogsaa blot i Tankerne havde begaaet
mod Jakobe, undgik han helst al Tale om hende.
I Mørkningen, da hans Søskende igen tog ud paa Kirkegaarden
for at se til Faderens Grav, og da han vidste Moderen alene,
gik han ind for at sige Farvel til hende.
„Sæt dig lidt hos mig, min Dreng," sagde hun og talte nu
atter med den modfaldne, klagende Stemme, han kendte saa godt 
300 L Y K K F, - P E R
fra sine Barneaar. „Vi har jo næsten slet ikke faaet talt sammen.
Og nu vil du rejse, fortæller dine Søskende mig."
„Ja, jeg maa tilbage til mit Arbejde."
Moderen laa lidt og ventede paa, at han skulde fortsætte.
Men da der ingen yderligere Forklaring kom, sagde hun:
„Dit Arbejde? ... Ja, vi veed jo saa lidt om, hvad du foretager
dig, Peter Andreas, og hvor du færdes. Du var i Tyskland nu
... i Berlin, tror jeg."
„Ja."
Atter ventede Moderen en Stund, før hun fortsatte:
„Ja, din Fader og jeg har jo nok forstaaet, at du maa have faaet
formuende Velyndere, siden du kan tumle dig, som du gør. For
nogen Stilling har du jo ikke, saa vidt vi veed."
Per spidsede Øren. Han forstod nu, at Moderen slet ikke
vidste noget om hans Forlovelse. Hans Søskende havde altsaa
hemmeligholdt den for hende; de havde rimeligvis villet skaane
hende for den Sorg. Eller . . . maaske havde Eberhard ingenting
fortalt, hverken til Forældrene eller til de andre Søskende. Det
kunde i Grunden ligne ham. Og i saa Fald var det næppe sket
udelukkende af Hensynsfuldhed mod andres Følelser.
Mens Per var optaget af dette Spørgsmaal, havde Moderen
vendt sig om mod et lille Bord ved Sengens Hovedgærde og
taget noget ud af dets Skuffe.
„Du skal nu ikke rejse herfra, Peter Andreas, uden at vide,
hvad din Fader gerne vilde have sagt dig, før han lukkede sine
Øjne. Han havde jo en saa urokkelig Tillid til, at du engang
skulde finde dig selv og søge tilbage til Ydmyghedens Veje, og
der gik ikke en Dag, uden at han talte derom og indesluttede dig
i sine Bønner. For nogen Tid siden, da han hørte, at du var rejst
til Udlandet, og derfor troede at maatte opgive Haabet om at se
dig mere, saa bad han om, at vi efter hans Død vilde sende dig
denne Erindring om ham."
Hun rakte ham den lille Genstand, hun havde taget i Skuffen.
Det var Faderens gamle Sølvur, som han altid havde sat stor Pris
paa og baaret til det sidste. Han plejede at kalde det sit eneste
jordiske Klenodie. 
01
„Dette Ur her" — vedblev Moderen — „har en Historie; og
den vilde Fader have fortalt dig, om han havde kunnet tale til
dig endnu engang. Nu skal jeg gøre det i hans Sted; og naar du
har hørt den, vil du af dig selv forstaa, hvorfor han bestemte
netop den Gave for dig."
Hun holdt inde lidt og laa fra nu af med lukkede Øjne, saadan
som Faderen havde gjort under sin Sygdom.
„Det var engang, da Fader var en halvvoksen Dreng, han
havde holdt Juleferie hjemme i Præstegaarden paa Landet og
skulde rejse tilbage til Latinskolen. Saa forlangte Bedstefader
at faa hans Kuffertnøgle, for at han, som han sagde, kunde se
efter, inden Kufferten kom paa Vognen, om nu ogsaa alting var
lagt ordenlig ned og ingenting glemt. Det blev Fader krænket
over og rejste saa bort i Vrede uden at have sagt sin Fader ordenlig
Farvel. Da han om Aftenen kom til Skolen og lukkede
Kufferten op, fandt han sit Tøj aldeles saadan, som han selv
havde lagt det derned; der var slet ikke bleven rørt ved det.
Men i et Hjørne laa en lille Pakke i Papir, ... det var det Ur,
du nu holder i din Haand. Det var en Gave fra Bedstefader; og
nu forstod din Fader jo nok, at han havde brugt et Paaskud for
at kunne lægge den ned i Kufferten, uden at han saae det, saa
den kunde blive blive en glad Overraskelse for ham paa det fremmede
Sted. Da din Fader havde forstaaet det, saa faldt han i
heftig Graad; og da han havde grædt over sig selv og angret sin
Overilelse, tog han sit Overtøj paa og gik endnu samme Nat paa
sin Fod de fire Mil hjem og gav sig ikke tilfreds, før han havde
kastet sig om sin Faders Hals og bedt om hans Tilgivelse. Se,
min Dreng, derfor bevarede din Fader gennem hele sit Liv det
Ur som en Helligdom. Jeg husker, han kaldte det engang Guds
Faddergave til ham. For den samme Nat, hvor han saaledes ydmygede
sig og gik den tunge Bodsgang til sin jordiske Fader,
fandt han ogsaa Vejen hjem til Lyset og Freden og Velsignelsen
hos Gud Fader i Himmerig."
Medens hun talte, sad Per der med Uret og følte det tungere
og tungere i sin Haand. Da hun tav, sagde han intet. I Stuen var 
30
der mørkt. Moderen havde aabnet Øjnene; men hun kunde ikke
længere skelne hans Ansigtstræk.
Der blev overhovedet ikke talt mere. Per rejste sig kort efter,
og idet Moderen til Afsked kyssede ham paa Panden, hviskede
hun over ham :
„Gud Herren skænke dig naadig Fred!"
Ikke mange Minutter efter kørte Per til Stationen. Hans Sø­
skende var imidlertid kommen tilbage fra Kirkegaarden; men
han kørte alene og havde endog meget bestemt afslaaet alle Tilbud
om Følgeskab.
Da Signe en Timestid senere kom op paa hans Kammer, fandt
hun Faderens Ur liggende midt paa Bordet. Det var med tydelig
Omhu anbragt saaledes, at det ikke kunde overses og heller ikke
fremkalde Indtrykket af at være glemt. 
TRETTENDE KAPITEL
Per var kommen tilbage til Berlin, men befandt sig ikke længer
saa vel der. Fritjof var i Mellemtiden rejst hjem, og han
følte sig meget ene i den store By. Det var nu ogsaa bleven
rigtig Efteraar. I mange Butiker og Kafeer brændte der Lys hele
Dagen, det dryssede fra Himlen tidlig og silde, og efter de store
Regnskyl stod Vandet tommehøjt over Asfalten. Han sad den
meste Tid hjemme hos sig selv og studerede. Han haabede ved
energisk Arbejde at faa Bugt med den Modløshed, han havde
bragt med sig fra Hjemmet; men heller ikke i sine Stuer fandt han
nogen rigtig Ro eller Hygge. Hans Værtinde, Fru Kumminach —
et lille lasket og uvadsket Fruentimmer med en nævestor Svulst
paa den ene Side af Halsen — kogte Surkaal den hele Dag;
hans Kakkelovn røg, og oppe fra Etagen ovenover, hvor der var
Systue, lød der fra Morgen til Aften en ensformig Dur af en
halv Snes Symaskiner, der til Tider gjorde ham halvt forrykt.
Stærkt modtagelig for Indtryk, som han i det hele var bleven,
opdagede han efterhaanden Skyggesiderne ved det moderne Storstadsliv.
Ikke længe efter sin Tilbagekomst fik han saaledes ved
en Række Smaabegivenheder et ganske fortroligt Indkig i en
Millionbefolknings Levevis og Livsvilkaar, og det virkede ret
uhyggeligt paa ham.
Han havde, da han i sin Tid lejede sine Værelser, udtrykkelig
stillet den Betingelse, at han ikke fik Medlogerende, der
kunde forstyrre ham i Arbejdet, og hans Værtinde havde ogsaa
højtidelig lovet dette, ja endog fremvist et Politidokument, hvoraf
det fremgik, at det ikke var hende tilladt at udleje mere end
netop de to Smaaværelser, der nu var hans. løvrigt bestod hele 
30
Lejligheden kun af disse Værelser og saa et lille, gravmørkt
Rum bagved Køkkenet, hvor der akkurat kunde staa en Smule
Jernseng, og hvor Værtinden selv boede. Ikke destomindre havde
han ikke været der mange Dage, før det stod ham klart, at der
husedes i det mindste endnu eet Menneske i Lejligheden. Han
var nemlig nogle Gange bleven vækket om Natten af en hul
Mandfolkehoste og opdagede tilsidst, at den kom fra Forstuen
eller rettere fra Rummet mellem dennes Loft og et skablignende
Aflukke derude, der tjente til Garderobe. Han havde da taget
Værtinden i Forhør, men den mundrappe Kælling svor højt og
helligt paa, at han gjorde hende Uret; selv da han nu en Søndag
Morgen overraskede en ung, blegnæbbet Fyr ude i Køkkenet,
hvor han sad i Skjorteærmer foran en Spejlstump og friserede
sig, havde hun straks en Forklaring paa rede Haand.
Han opgav herefter at komme tilbunds i Sagen, og det skønt
han ikke var sikker paa, at hun ikke havde endnu flere Nattegæster
forputtet omkring i Lejlighedens Huller og Kroge. En
Nat hørte han nemlig samtidig med denne Hosten en dyb og
tryg Snorken, der, saa vidt han kunde skønne, ikke kom fra
Værtindens Kammer. Ved at forhøre sig hos andre fik han oplyst,
at den egenlige Logerende mange Steder blot tjente til
Skærmbrædt for en ukontrolleret Herbergeren af den Slags omflakkende
Eksistenser, hvoraf en Storstad vrimler, ofte forholdsvis
velholdne unge Mennesker: Kommis'er, Fabriksarbejdere,
Barbersvende, Opvartere o. lign., for hvem det at have et Hjem
var bleven en overflødig Luksus. De tilbragte deres Fritid paa
Gaden, i Ølkipperne, paa Dansebulerne og i offenlige Huse og
havde saa et eller andet Sted Adgang til en Soveplads, hvor
de tilbragte nogle Nattetimer. De ejede kun, hvad de bar paa
sig, og flyttede fra Bydel til Bydel uden Varsel. Det var en Levevis,
der tildels var dem paatvungen af Eksistenskampen i disse
Millionbyer. Den, som havde vænnet sig til at leve Tilfældighedernes
Liv paa Gaden og i det hele var friest i sine Bevægelser,
skaffede sig lettest Erhverv. Hjemlig Hygge, Fred og
Tryghed var for saadanne Folk bleven aldeles fremmede Begreber,
der end ikke fremkaldte noget Savn. 
05
Saa hændte det en Formiddag, at han hørte sin Værtinde samtale
med en Mandsperson ude i Forstuen. Det var en Politibetjent,
som var kommen for at faa Oplysning om en Barbersvend,
der om Natten var bleven bragt til et af Byens Hospitaler, og
som havde opgivet at have haft sit „Schlaf stelle" her. Mennesket
havde faaet Blodstyrtning paa en Ølstue og var død kort
efter Ankomsten til Hospitalet. Da Fru Kumminach, der i Begyndelsen
havde været tavs, hørte dette sidste, blev hun pludselig
veltalende. Hvad det var for en Snak? Politiet vidste jo
godt, at hun ikke maatte have den Slags Lejere. Og saa en
Barbersvend! At Nogen kunde tænke, at hun, som var en anstændig
Kone med de nobleste Logerende, vilde huse saadan
noget Prakkerpak. En skidden Stodder, som ovenikøbet var brystsyg
og laa og kreperede paa Gaden!
Per blev kold nedad Ryggen ved at høre denne Ligtale over
hans ubekendte Medlogerende. Thi at den omspurgte unge Mand
virkelig var den samme, som om Natten havde haft Tilhold oppe
under Forstueloftet, følte han sig ganske overbevist om, og han
hørte da heller ikke siden den kendte, hule Hoste. Han kunde ikke
lade være med at tænke paa, hvad der vel ventede ham selv,
dersom han f. Eks. blev syg her og maatte have Pleje; og der
var saa meget mere Anledning for ham til at bekymres herfor,
som han ikke følte sig rask. Han havde forkølet sig paa Rejsen
hjemmefra og kunde ikke rigtig komme sig i det fugtige Vejr.
Ogsaa af den Grund holdt han sig saa meget som muligt inde.
Han gjorde ikke engang noget Forsøg paa at fortsætte Bekendtskabet
med Fritjofs Kunstbrødre paa Knejpen i Leipziggade men
spiste paa en Restavration i det Kvarter, hvor han boede. Hos
Gehejmecommerceraadens viste han sig heller ikke mere.
Til Jakobe skrev han næsten daglig i denne Ensomhedstid,
og det kunde ikke undgaaes, at Brevene fik Præg af hans Sinds
Uro, hvor meget han end gjorde sig Umage for at skjule den.
Om sig selv skrev han mod Sædvane slet ikke; derimod fortalte
han løst og fast om, hvad han tilfældig havde set af Byens Liv.
Saaledes gik Tiden indtil Slutningen af November. Da modtog
han en Dag gennem Ivan en Skrivelse fra Blackbourn &
Lykke-Per I 20 
Gries, det store engelske Ingeniørfirma, hvortil hans Svigerfader
havde anbefalet ham. Om nogen Ansættelse hos Firmaet
var der dog ikke Tale; der meddeltes ham blot Tilladelse til at
følge det daglige Arbejde ved et nærmere angivet, større Reguleringsforetagende.
Men ogsaa dette kunde have den største
Betydning for ham, og han besluttede at bryde op fra Berlin
straks. Om den By, Dresack, ved hvilken Arbejdet foregik,
vidste han foreløbig kun, at det var en lille Bjergby i de østerrigske
Alper. Det var nu hans Plan at overvintre der for ved
Tøbrudstid at gaa over Wien og Buda-Pesth til Donaumundingen
og bese de store Opmudringsarbejder der. Herfra over Paris og
London til New-York.
Paa Rejsen ned til Dresack gjorde han Holdt i Linz for den
900 Fod lange Jernbanebros Skyld. Han kom dertil sent paa
Eftermiddagen, og herfra saae han for første Gang Alpernes luftigt
hvide Tinderække rande Synskresen. I Solnedgangsgløden
svævede den over Aftentaagen som et Syn fra Tidernes Morgen.
Den næste Formiddag befandt han sig midt inde mellem Bjergene,
og da Vejret var straalende og han desuden følte sig generet af
et pluddervornt tysk Rejseselskab, der havde paatrængt sig ham,
stod han af Toget ved en lille Landstation og tilbragte trods
Aarstiden Resten af Dagen under aaben Himmel. Det var, som
om noget derude i den store Sten- og Sneørken havde kaldt paa
ham. Og højere og højere lokkedes han op paa Vidderne ligesom
ved et hemmelighedsfuldt Løfte om Befrielse for alt, hvad
der trykkede og tyngede ham.
Ene, uden Fører, fulgte han en Fjeldsti, der krøb i Snoninger
op ad en nøgen Klippeside. Man havde nede paa Stationen fraraadet
ham at begive sig afsted uden Vejviser, men han trodsede
den Beklemthed, han unægtelig følte i disse mægtige og fremmedartede
Omgivelser, og steg rask tilvejrs. Saadan saae
altsaa et Bjergland ud! Han indaandede i lange, nydende Drag
den snekolde Luft, saae paa Skyerne, der sejlede afsted dybt under
ham i Dalen, og kom i Løbet af disse Timer i et Forhold
til Naturen, som han ikke før havde kendt. 
07
Dengang han var Dreng, havde Skovene og Engene derhjemme
været ham en Legeplads, hvortil han længtes ud for at
kunne tumle sig frit og glemme Hjemmets Tvang. Siden havde
han overhovedet aldrig haft Lejlighed til noget fortroligere Samliv
med Naturen. Han havde siddet i sin Nyboders-Bagstue og
studeret den paa sine Generalstabskort og respektløs gjort den til
et Bytte for sin Skabertrang. Den havde bare været nogle Stenog
Jordmasser, der skulde udnyttes. Ved Synet af en Mark var
hans Tanker straks begyndt at tumle med Nivellerinstrument og
Baandmaal; og han havde aldrig kunnet sidde ved Vinduet i en
Jernbanekupe, uden at hans Indbildningskraft uafbrudt arbejdede
med de Landskaber, han kørte igennem, anlagde nye Veje, udtørrede
Moser, byggede Broer og gravede Kanaler.
Nu var det heller ikke netop Farve- og Linjevirkningerne,
der gjorde Indtryk paa ham her. Det var Storheden, Aanden,
Mystiken i Naturen, for hvilken Uroen i hans Sind nu havde
gjort ham modtagelig. Det var Massernes umaadelige Udstrækning,
det var Formernes Vælde og den evighedsdybe Stilhed
rundtom, der fremkaldte Følelser og Stemninger hos ham, som
var ham nye og forunderlige.
Han var naaet nogle Tusind Fod tilvejrs og saae foran sig en
uhyre Snemark, der øverst oppe gennembrødes af en nøgen, rødgraa,
solbeskinnet Klippekam. Forpustet, som han var bleven
af den anstrengende Opstigning, maatte han standse for at samle
Vejr. Og da han stod der, støttet til sin Stok, og saae sig omkring
i det tavse og vilde Øde, sank han hen i en langvarig
Undren over sine egne Fornemmelser. Han spurgte, hvorledes
det var muligt, at der kunde være noget tiltrækkende, ja noget
for Sindet opløftende i at gaa saaledes Time efter Time gennem
en fuldkommen livløs Stenørken, i den samme ensformige
Stilhed. Hvorledes gik det til, at noget saa negativt som det,
at man ingenting hørte, kunde virke saa højtideligt befriende?
Eller hørte man maaske noget alligevel? Havde de religiøst
Troende i en vis Forstand Ret, naar de talte om noget „hinsides
Naturerkendelsen"? Fandtes der i Verdensrummet Lydsvingnin­
20* 
30
ger, der ikke kunde opfattes af det legemlige Øre? Det, vi
kaldte Død, var det maaske bare en anden Form for Liv, som
alene lod sig fornemme gennem „Sjælens" vakte Sanser?
Han mindedes, hvorledes en af de Præster, der talte ved
Faderens Kiste, havde kaldt Stilheden i Naturen for „Guds
Stemme", og han havde hermed villet forklare, hvorfor de
gamle Profeter i Tvivlens og Afmagtens Øjeblikke altid søgte
ud i Ørkenens Ensomhed. Guds Stemme! — Naa ja, Sandheden
var vel den, at Ansigt til Ansigt med det tomme og lydløse Verdensrum
betoges Sindet af den „horror vacui", som allerede 01-
tidsfolk havde tillagt alle Ting. Og Angsten skabte Hallucinationer,
og Hallucinationerne ny Angst, og saaledes var det bleven
ved ned igennem Tiderne, indtil Gud var formet og Himmerig
og Helvede befolket.
Han steg igen nogle hundrede Skridt og standsede paany for
at trække Vejret. Bestandig det samme frosne Øde, den samme
følelsesløse Ro! Disse snedækkede Stenkolosser gav virkelig
en imponerende Forestilling om de Kræfter, der havde været i
Bevægelse hin Urnat, da Moder Jord skabtes. Og mens han
betragtede dem, grebes han af en svimlende Fornemmelse af
at være rykket denne fjerne Naturbegivenhed ganske levende
nær. Tiden skrumpede saa underligt ind ved Synet af disse stivnede,
i evig Ligegyldighed hvilende Stenklumper, der laa der
saa nøgne og uberørte, som dengang de for et Par Millioner
Aar siden „udgik fra Skaberens Haand". Ja vist! Skaberen?
En glødende Urtaage! Et opløst Solsystem! ... Og bagved?
Tomhed! Tomhed! Iskulde! Dødsstilhed.
Det blev Aften, inden han naaede ned igen til Stationen. Her
var man begyndt at ængstes for ham, og henne paa Gæstgivergaarden,
hvor han havde efterladt sit Tøj, havde man allerede
talt om at sende Folk afsted for at søge efter ham. Træt af
Dagens Anstrengelser og tung i Hovedet af altfor mange Tanker
vilde han straks gaa i Seng; men allerede ved sit Komme
om Formiddagen havde han kunnet mærke, at der var noget
usædvanligt paafærde i Byen. Over Gæstgivergaardens Port var 
09
der hængt en Slyngning Grønt, og der havde været en Travlhed,
saa man knap havde faaet Tid til at anvise ham et Værelse.
Nu viste det sig, at her var Bryllup. Her myldrede af Folk, og
ogsaa han fik straks en Indbydelse til at deltage i Gildet. Første
Gang sagde han Nej; men næppe var han sluppet ind paa sit
Værelse, før der blev banket paa hans Dør, og ind traadte to
unge Piger Arm i Arm, nejede for ham og fremsagde i Munden
paa hinanden og under megen Fnisen og mange Albustød en
lang Remse, hvoraf han akkurat forstod saa meget, at Brudgom
og Brud udbad sig Æren af at se ham som deres Gæst. Saa var
han overvunden og maatte den hele Nat spise og drikke og
danse, saa han tilsidst var ganske ør deraf.
Ude i Porten, der var høj og stor som en Lade, blev der danset
til Cither og Harmonika paa sømbeslaaede Støvler. I Stuen stod
to lange, dækkede Borde; paa det ene af dem laa en hel, stegt
Ged med forgyldte Horn. Vinen blev tappet i store Blikkander,
og der udviklede sig i Løbet af Natten en Drukkenskab og en
Ligefremhed i Forholdet mellem Kønnene, der stod i besynderlig
Strid med den Mængde Kristuskors og Helgenbilleder, der prydede
Huset og stod opstillet overalt ved Vejene i dette Land.
Per saae sig efterhaanden glad paa det landlige Bakkanal. Han
tænkte paa, hvad Fritjof altid havde præket om, at saadanne
Naturmennesker i Grunden var de allerlykkeligste. Med et Kniks
for et Par Pinde sømmet sammen i Korsform klarede de alle
Livets og Dødens Gaader og lod Fiolen sørge.
Det havde været hans Bestemmelse at rejse videre den næ­
ste Morgen; men der gik baade en og to, ja flere Dage, før han
slap bort. Han havde ved Bryllupsgildet gjort Bekendtskab med
en ung Pige, der holdt ham fangen, en firskaaren Bondepige, lidt
tung og klodset, som Alpernes Kvinder gerne er, med en munter
Opstoppernæse og den Slags rugblonde Haar, der altid havde
haft noget sært tillokkende for ham. De var tilfældig kommen
til at sidde ved Siden af hinanden paa en Bænk ude i Porten,
mens han sad og saae paa Dansen, og de var da kommen i Snak.
Han havde ikke forstaaet meget af, hvad hun sagde, og hun
forstod slet ikke ham. Derfor lo de meget og var hurtig bleven 
31
fortrolige. Hun var et Par og tyve Aar og boede lidt udenfor
Byen sammen med sin Moder, paa hvem Per lukkede Øjnene
med et Par af sine Tyvegylden-Stykker.
Han havde givet sig hen til denne Forbindelse med vild Ubeherskethed
og samtidig med en oprigtig Undseelse over at være
Jakobe utro. Men han maatte bort fra de ørkesløse Grublerier,
der havde plaget ham siden Faderens Død, og som var paa Nippet
til at gøre ham syg i Sindet. Han forstod, at han især maatte
vogte sig for Ensomheden; og naar han ikke var hos Pigebarnet,
tilbragte han derfor Tiden inde i Gæstgivergaardens Skænkestue
sammen med Værten og andre af Byens Folk. Vinen flød og
Snakken gik og Røgen fra Piberne gjorde Luften i Stuen blaa,
mens Kresen omkring ham stadig øgedes og de eventyrligste
Rygter om hans Herkomst og fyrstelige Formue svirrede rundt
i Luften.
Efter en Ugestids Forløb brød han pludselig op. En vinbegejstret
Venneskare ledsagede ham til Stationen, medens den blonde
Pige sad hjemme paa sin Sengekant og græd.
Men Faderens Skygge fulgte ham.
*
Dresack Iaa i en snever, solforladt, halvanden Mil lang
Kløft, i hvis Bund en Bjergstrøm tumlede afsted og dannede en
uafbrudt Række mindre Vandfald. Paa begge Kløftens Sider var
Bjergskraaningerne skovbevoksede næsten op til Tinderne; men
i Syd lukkedes Udsigten af et mægtigt, fuldkommen nøgent,
rødgraat Fjeld, „Hoher Goll", hvis Sneryg de fleste Dage af
Aaret var skjult af Skyer. Byen laa omtrent ved Foden af dette
Fjeld og bestod af to Rækker tæt sammenbyggede Træhuse,
som dannede en s-formet, stærkt stigende Gade i Fortsættelse
af Landevejen, der løb langsmed Flodens højre Bred. Lidt nedenfor
Byen, paa Toppen af en lille, fremskudt Høj, om hvilken Floden
krummede sig, laa en gammel kindtandsformet Borglevning,
der benyttedes som Tinghus. Til den anden Side løftede Kirken
sig over Byen med et spydspidst, blodfarvet Spir. 
11
Indtil for tre Fjerdingaar siden havde der paa begge Sider
af Floden strakt sig et frugtbart Englandskab; og ved de største
£f Vandfaldene havde der ligget et Par Savskærerier og en Benrr.ølle.
Nu var Dalbunden et Kaos af Skiferblokke, Grusbunker,
Stenhøje og Samlinger af nedstyrtede Træer. Hele Skovstrækninger
laa her med Rødderne i Vejret og Toppene begravede i
Lerslam. Hist og her mellem Stenene og Trærødderne ragede der
Bygningsrester op, her en splintret Bjælke, hist nogle rustne
Maskindele. Hele den lavest liggende Del af Byen med Jernbanestationen
var bleven bortskyllet en Nat i Foraaret, da „Hoher
Goll" efter otte Døgns uafbrudt Regn havde rystet sine hvide
Lokker. Og saa pludselig var Vandfloden kommen, at Folkene
havde maattet redde sig ud af Husene i deres stumpede Linned.
Fem Personer tilligemed et halvt Hundrede Stykker Kvæg var
bleven revet bort af Strømmen og knust mod Klipperne.
Efter otte Maaneders Forløb var man nu kommen saa vidt med
Rydningsarbejdet, at Banelinjen igen var farbar. De bortskyllede
Strækninger af Landevejen ind til Byen var midlertidig bleven
erstattet med Træbroer. Desuden havde man begyndt at regulere
Strømlejet ved Sprængninger med Dynamit. Det var Hensigten
at skabe en Slags Nødafløb bagom den fremskudte Høj, hvorpaa
Borglevningen laa, og som ved sin Beliggenhed delvis havde foraarsaget
Oversvømmelsen. Et Hundrede Arbejdere var daglig
beskæftiget her, og tre af Blackbourn & Gries' Ingeniører havde
fast Ophold i Dresack.
Per havde lejet sig ind hos en gammel Sadelmagerenke, der
boede omtrent midt i Byen i et bruntjæret Bjælkehus med Sten
paa Taget og en halvlukket Svalegang, som vendte ud mod Dalen.
Han havde her to rummelige, men mørke og lavloftede Værelser
i det øvre Stokværk og havde indrettet sig ganske feltmæssigt,
hvad der ikke forøgede Værelsernes Hygge. Trods sin næsten
smaalige Ordenssans og sin Trang til Velvære manglede han
ganske Evnen til selv at skabe Hjemlighed omkring sig, — det
var, som om hans indre Fredløshed straks prægede de Rum,
han flyttede ind i. Fra Arbejdsværelset gik der en Dør ud til den
overbyggede Svalegang, og herude stod han i den første Tid ofte 
31
om Aftenen, hyllet i sit Rejsesjal, og saa over det mørke, dystre
Bjerggab op paa „Hoher Goll"s maanebeskinnede Snemarker.
Dybt under ham i Mørket bruste Floden. Han kunde akkurat
skimte dens uregelmæssige Løb gennem det store Sten-Kaos,
der hist og her oplystes af Vagtblus paa Steder, hvor der om
Dagen havde fundet Dynamitsprængninger Sted.
Den paa sin Vis højtidelige og dog saa nedslaaende Følelse af
Afmagt overfor Naturen, som havde grebet ham ved det første
Syn af Alpernes Stenkolosser, formindskedes ikke her. Han,
som i sin Piece sejrssikker havde forkyndt, at Menneskeheden,
der før var Elementernes frygtsomme Slave, snart skulde spænde
selve Tordenen for sin Triumfvogn og bruge Stormen som Knaldepisk,
maatte overfor dette vilde Ødelæggelsesværk erkende,
at Menneskene stadig levede her paa Jorden af Naturens Naade.
Endnu efter et Par Ugers Ophold skrev han til Jakobe, der
utaalmodig havde ventet paa at se ham offenlig forsvare sit nu
endelig udkomne Kampskrift mod et ondsindet Angreb, der var
fremkommet i et Fagtidsskrift:
„Du spørger mig, om jeg ikke har modtaget „Industritidende",
og du synes at forundre dig over, at jeg ikke har ladet høre fra
mig i Anledning af dens nedsættende Dom over min Bog. Men
hvorfor skulde jeg egenlig svare? Hvad betyder den Kritik? Du
skriver, at du har glædet dig til at se mig slaa min Modstander
ned og trevle hans falske Regnestykker op som en mølædt
Strømpe; men det forekommer mig, at du tager altfor højtideligt
paa den Ting. Herregud, det er jo da kun en Bog, og tilmed
en Bog, som jeg ikke selv længer er fuldtud tilfreds med. Der er
hist og her Ungdommeligheder i den, som helst skulde have
været udeladte. Desværre — saa ydmygende det end kan være
for os — vi bliver nok nødt til at indrømme, at vort Herredømme
over Naturen foreløbig kun er svagt befæstet; og heri maa man
rimeligvis søge Forklaring paa den Kendsgerning, at saa mange,
endog blandt forholdsvis oplyste Folk, i Naturen kan se et Udtryk
for en evig Styrendes uforanderlige Magt og Vilje."
Jakobe svarede aldrig paa dette Brev, og Per berørte ingensinde
oftere sin Bog eller dens Skæbne. Han var i Grunden slet 
13
ikke utilfreds med den Tavshed eller dog Ligegyldighed, hvormed
Bogen var bleven modtaget alle andre Steder end i den lidet
læste „Industritidende". I det hele blev hans Breve i Vinterens
Løb stedse kortere og sjeldnere. Han skrev mest om Vejret og
Rydningsarbejdets Fremgang og den Slags Ting, eller han fortalte
Smaatræk af Byens Liv, oftest i en humoristisk Tone, der skulde
skjule den aandelige Krise, han befandt sig i, og hvis Betydningsfuldhed
endelig var bleven ham fuldt bevidst.
I Virkeligheden oplevede han heller ikke synderligt ud over
det, han af Skamfuldhed ikke vilde skrive om. Blackbourn &
Gries' Ingeniører traf han daglig ude ved Arbejdet, men han
havde ellers ikke noget Samkvem med dem. Det var tre koldblodige
Whiskydrikkere, der havde tumlet sig i alle Verdensdele
og straks den første Dag behandlede ham med krænkende Overlegenhed,
blandt andet fordi han udtrykte sig grumme maadeligt
paa engelsk. I dette Forhold skete der dog en Forandring, efter
at han havde tilbragt Juleaften sammen med dem i Gæstgivergaarden
„Den gode Nabo", hvor de havde deres Tilholdssted.
Han drak dem nemlig alle ved den Lejlighed saa mægtigt under
Bordet, at de to maatte lægges ind paa Gæstgivergaardens Seng
og den tredje køres hjem paa en Trillebør. Med denne Bedrift
betragtede han sin Ære som genoprettet, og de tre Værkfæller
forandrede virkelig ogsaa fra den Dag fuldstændig deres Opførsel
overfor ham. Alligevel søgte han ikke deres Selskab og
viste sig kun sjelden i „Den gode Nabo".
Han tilbragte de lange Aftener hjemme hos sig selv, beskæftiget
med at læse; og det blev som oftest sent, før han slukkede
sin Lampe. Han havde paany og med al sin jyske Stædighed
givet sig i Kast med en Kundskabstilegnelse, der laa hans Fagstudium
fjern; ikke — saadan som Aaret forud — bare for at
tilfredsstille en forfængelig Lyst til at komme paa Højde med
Tidens Selskabsdannelse, men af virkelig, dybt fornummet Trang
til en mere indgaaende Viden, en grundigere befæstet Livsanskuelse.
Han gik ganske planmæssigt frem i sin Læsning. Vant,
som han fra Matematiken og Naturvidenskaberne var, til at søge
Beviset gennem ubrudte Slutningsrækker, gik han bestandig fra 
31
den ene Bog over til saadanne andre, hvortil der paa en eller anden
Maade blev henvist i denne, og forfulgte herfra Tankegangen
videre tilbage til endnu ældre Skrifter for paa den Maade at finde
ind til den oprindelige Begrundelse, til det enkle, endegyldige
Sandhedsbevis, der nedslog alle Tvivl. For at ikke Jakobe skulde
faa Nys herom, lod han sig Bøgerne tilsende direkte fra en københavnsk
Boghandler uden — som ellers — at benytte Ivan som
Mellemmand, og det var efterhaanden et helt Bibliotek af filosofiske,
æstetiske og teologiske Skrifter, der stabledes op paa
hans Arbejdsbord.
Men jo mere han læste, desto mere forvirredes han. Under
denne standhaftige Søgen efter det altudtømmende Ord, der for
evig havde tilintetgjort alle overtroiske Forestillinger om et
„Hinsides", tumlede han rundt i Mørket som en bestandig narret
Blindebuk. Hvergang han troede at være Beviset ganske nær,
lød der et „Her!" helt henne fra den modsatte Ende af Tankens
genlydende Verden, eller han rendte Panden mod en Mur, et eller
andet for ham utilgængeligt Værk af en gammel græsk eller
latinsk Filosof. Alligevel opgav han ikke Haabet. Med den Tyrketro
paa Bøger, der efterhaanden udvikler sig hos den Selvlærte,
holdt han sig mangen Gang hjemme ogsaa om Dagen for at fremtvinge
et Resultat. For det hastede med ham! Uger, Maaneder
var nu gaaet, og han havde gjort sig selv det Løfte ikke at rejse
fra Dresack, før han havde naaet fuld Klarhed, absolut Tryghed.
—
En Aftenstund i Begyndelsen af Marts kom han gaaende hjemad
fra en af Arbejdspladserne hinsides Floden. Han var træt af
Dagens Anstrengelser og gik med slæbende Skridt henad Vejen
i et Par langskaftede Hægtestøvler. Der havde været Foraar i
Luften de sidste Dage. Oppe fra Bjergene havde der hyppig
lydt Lavinedrøn, og Flodvandet var steget flere Fod. Aarsdagen
for den store Katastrofe nærmede sig, og Per, hvem den megen
frugtesløse Grublen og det hele ensomme Liv her mellem de
truende Klippemure i Forvejen havde gjort stærkt nervøs, var
bleven smittet af Befolkningens overspændte Uro. Aviserne havde
allerede meldt om flere svære Skred omkring i Højfjeldene. 
15
Solen var nylig gaaet ned bag Bjergkammen i Vest. „Hoher
Goll"s hvide Top glødede, og Sneen laa som Lavastrømme ned
ad dens Sider.
Paa den midlertidige Bjælkebro, der var lagt over Floden,
stod som sædvanlig nogle Mænd med lange Spydlystre, hvormed
de harpunerede og opfiskede de Træstykker, der flød ned med
Strømmen. Per plejede at standse her et Øjeblik og se paa disse
Brændefiskere, hvis Pigstokke med fabelagtig Sikkerhed slog
ned paa selv den mindste Træstump, der tumlede afsted i det
hvirvlende og skummende Vand. Men denne Aften gik han dem
udeltagende forbi og besvarede i sin Fraværenhed deres „Gott
sum Gruss" med et dansk „Godaften".
Hans Tanker var ved Hjemmet. Han tænkte blandt andet paa,
om der endelig idag skulde være kommen Brev fra Jakobe. Han
havde ikke hørt fra hende i over en Uge og kunde ikke begribe
Grunden til denne pludselige Tavshed. Rigtignok havde han heller
ikke selv skrevet i nogen Tid; det var efterhaanden blevet
ham noget af en sjælelig Lidelse at skulle udarbejde disse ligegyldige
Skrivelser, saa fulde af Forstillelse. Men hans Tavshed
havde, forekom det ham, kun været en Grund mere for
Jakobe til at skrive. Han kunde jo være bleven syg eller
være ramt af endnu værre Ulykker, der gjorde ham det umuligt
at skrive.
„Er der noget Brev til mig?" spurgte han sin Værtinde, den
gamle Fru Babi, der havde skyndt sig ud for at aabne Forstuedøren,
da hun fra sit Vindu havde set ham komme.
„Nej, Herre! svarede den lille Kone med en frygtsom Nejen.
Da han kom op paa sit Værelse, kunde han alligevel ikke lade
være med at skele hen til Arbejdsbordet, hvorfra Jakobes aflange
Konvolutter med den store Stejlskrift ellers regelmæssigt hveranden
Dag havde lyst ham imøde ved Hjemkomsten. Saa trak
han ligegyldig paa Skuldren, gik en Tid smaafløjtende omkring i
Stuen under et mislykket Forsøg paa at ryste den tunge Stemning
af sig og satte sig derpaa tavs hen i en gammel Armstol foran den
aabne Kamin, hvor der blussede et Par gode Brændeknuder.
Skumringen tog hastig til. Mørket voksede ud af alle Krogene i 
31
det uhyggelige Rum, mens han sad der med Armene paa sine
Knæ og saae ind i Flammerne.
Jakobes Tavshed begyndte at forurolige ham. Kunde hun være
bleven syg? Nej, i saa Fald havde han sikkert hørt fra Ivan. Der
maatte stikke noget andet under. Men hvad?
Han saae hende for sig, saadan som hun rimeligvis i dette
Øjeblik sad ved det festlige Middagsbord derhjemme sammen
med sine Forældre og Søskende. Han saae det brede Bord under
den store, straalende Lysekrone, den pyntelige Opdækning, Blomsteropsatsen
og de aldrig manglende Frugtskaale, ... Philip Salomon
for Bordenden i sin højryggede Gyldenlædersstol med
Servietten under Hagen ... Ivan, Nanny og de andre Børn anbragte
paa maa og faa uden Hensyn til Alders- eller Kønsforskel
... alle sorgløst snakkende og berettende i Munden paa hinanden
.. . kun Jakobe som altid tavs og udeltagende, bleg og alvorlig,
„Visdomsuglen", som Faderen spøgende plejede at kalde
hende, „Institutbestyrerinde Striks", som Nanny mindre godmodigt
havde døbt hende.
Pludselig gled en ny Skikkelse ind i Billedet ... Eybert. Han
vidste, at Jakobes gamle Tilbeder igen havde faaet sin Gang der
i Huset. Hun havde for nogen Tid siden selv fortalt derom. I
Grunden havde hun vel aldrig helt overvundet sin Tilbøjelighed
for denne Ædruelighedens glatkæmmede Apostel derhjemme.
Naar han tænkte sig om, havde der ogsaa været noget vist forbeholdent,
ligesom tvivlraadigt og hemmelighedsfuldt ved hendes
senere Breve. Tænkte hun maaske paa at slaa op med ham?
Og skulde hendes Tavshed paa lempelig Vis forberede ham derpaa?
Var det Meningen?
Naa ja, de Følelser, der havde ført dem sammen, var jo hverken
for hendes eller hans eget Vedkommende af nogen særdeles
ophøjet Natur, bundede i hvert Fald ikke i nogen harmonisk
Samstemmen af Karaktererne. Særlig i den sidste Tid var det
bleven ham uhyggelig klart, hvor grundforskellige de i enhver
Henseende var. Han havde tydelig følt, at om han ogsaa havde
kunnet overvinde sig til en Tilstaaelse af, hvad der havde optaget
hans Sind og Tanker denne Vinter, saa vilde hun ikke have 
17
forstaaet det. Han mindedes forskellige haanende Udtalelser af
hende om Folks religiøse Anfægtelser. Maaske vilde det virkelig
være bedst for dem begge, om de skiltes nu, før nogen større
Skade var sket.
Som han sad i disse Tusmørketanker, blev Døren ud til Trappen
aabnet, og Fru Babi listede ind. Der var i den lille Kones
Ansigt som i hendes Væsen og vevre, frygtsomme Bevægelser
noget museagtigt, der fra den første Dag havde mindet Per om
den enfoldige Trine hjemme i Nyboder. Han havde til Tider ligefrem
vanskeligt ved at frigøre sig for en overtroisk Forestilling
om, at det virkelig var denne hans Fattigdomsaars slavelydige
„Aand", der igen puslede omsorgsfuldt omkring ham i en gammel
Mo'erlilles Lignelse.
Hun var kommen ind for at tænde Lampen og dække Aftensbordet
; men da hun i Skæret fra Kaminilden saae, at Per endnu
sad med sine store, tilsølede Støvler paa, gik hun først ind i Sovekammeret
og hentede hans Hjemmesko.
„Vil Herren ikke skifte?" spurgte hun og satte Skoene ned
foran ham.
Han svarede ikke. Først da hun gav sig til at tænde Lampen
og lukke Vinduesskodderne, blev hendes Tilstedeværelse ham
rigtig bevidst. Lidt efter gik hun ud igen.
Per blev siddende ved Kaminen. Med Armene tungt hvilende
paa Knæene stirrede han ned i den hendøende Ild og sank hurtig
tilbage til sin mørke Rugen. Det var dog ikke mere Jakobe, han
nu tænkte paa. Bestandig i denne Tid, naar hans Tanker et Øjeblik
overlodes til sig selv, søgte de hjem til Moderen, flakkede
uroligt omkring Præstegaarden og Faderens Grav. Og pludselig
gav det et Ryk i ham — saadan som det ogsaa regelmæssigt gjorde
det, hver Gang han, vaagen eller i Drømme, mindedes Faderens
Ur. Skønt han nu godt forstod, at der havde været lige saa megen
Frygt som Trods eller Haan i den Følelse, hvormed han dengang
havde handlet, skød han helst Erindringen om hin Begivenhed
fra sig og skyndte sig at tænke paa andre Ting.
Han rejste sig hastigt op. Fru Babi, der havde været nede i
Køkkenet, kom i det samme ind med Aftensmaden paa en Bakke. 
31
„Hvad har De til mig idag?" spurgte han.
„Det er lidt Skinke, Herre!"
„Evindelig den Skinke!" brummede han — han maatte give
sit onde Lune Luft. „De kunde gerne være noget mer opfindsom."

Mens Værtinden dækkede Bordet, gik han ud paa Svalegangen
og lod sig et Øjeblik gennemisne af Aftenbrisen, der strøg
ned gennem Dalen oppe fra „Hoher Goll". Der var nu ganske
mørkt rundt omkring. Ovre paa Arbejdspladserne sprudede et
Par Vagtblus, og udenfor den nye Stationsbygning lyste en Række
Oljelamper med et søvnigt Skær.
Overalt var der stille. Kun Floden kunde man høre og den
dumpe Buldren af et Jernbanetog langt borte. En enkelt Gang
lød ogsaa et fjernt Lavinedrøn. Ude over Bjergtoppene laa
tunge, sorte Skymasser; men ret over hans Hoved saaes et
klart Stjernefelt.
Mangen Gang i de forløbne Maaneder havde han staaet der
om Natten, udmattet og nedtrykt af sin frugtesløse Læsning, og
stirret op paa den lysende Klodevrimmel. Han havde da kunnet
fantasere om, at denne gyldne Himmelskrift maaske indeholdt
Løsningen paa Livets og Dødens Gaade for den, som forstod at
tyde dens Tegnsprog. Og hvilke mystiske Tegn! Ligesom i den
allerældste Billedskrift fra Menneskehedens Barndom var her
alleslags Dyreskikkelser enfoldigt aftegnede i punkterede Flammelinjer:
Løven, Bjørnen, Slangen, Tyren, Menneskets første
ABC. Og midt imellem alle disse Vilddyr stod Korsets Tegn,
tydeligere og stærkere funklende end noget andet Stjernebillede,
omstraalet af Mælkevejen som af en Glorie .
Han foer nervøst sammen. Ude fra Dalbredningen lød et langtrukkent
Fløjteskrig. Det var Hurtigtoget nordfra, der nu meldte
sit Komme. Lokomotivets røde Ildøjne gennemglødede allerede
Mørket derude; man kunde høre, at der blev givet Kontradamp,
og et Par Minutter efter klaprede det korte Tog som en træt Hest
hen foran Stationsbygningen. Kun nogle faa Øjeblikke holdt det
der. Et Par Vogndøre lukkedes op og i; der blev slaaet paa en
Klokke, og Føreren gav Signal til Afgang. 
19
Per blev ved at følge det oplyste Tog med Øjnene, indtil det
med en kort Snogehvislen smuttede ind i Tunnelen under „Hoher
GoU". Og som saa ofte før tænkte han ved dette Syn paa, at han
blot behøvede at ville det for i Løbet af faa Timer at komme
hundrede Mil fra dette Stenfængsel, hvor han nu havde siddet
indespærret i snart tre Maaneder. Allerede den næste Dag vilde
han kunne rulle hen gennem Norditaliens aabne og lyse Natur
i Sommersol og Blomsterduft. Han var jo sin egen Herre, var ikke
bundet af nogensomhelst Forpligtelse her. Men hvortil vilde
det nytte? Hvad skulde det kunne hjælpe ham at rejse videre
ud i Verden, saa længe han ikke havde afrystet den Mare, der
søvnbandt hans Tanker og tappede ham for Mod og Blod og
Handlekraft? Nej — her, hvor han havde taget Kampen op,
skulde den ogsaa føres tilende. Her i den gravskumle Bjergkælder
vilde han besejre Spøgelseuhyret ... eller ... eller selv
besejres.
Da han kom ind igen i Stuen, stod Bordet dækket. Fru Babi
ventede ydmyg ved Siden af hans Stol for at kunne skyde den
ind under ham, naar han satte sig.
„Nu ja, udbrød han med et nyt Forsøg paa at bringe sig i
en muntrere Stemning. „Lad mig da i Guds Navn fortære den
Skinke."
„Herren maa ikke være vred," fremstammede den lille Kone
angergiven. „Det er saa vanskeligt med det ferske her."
Aldeles Trines Stemme! — tænkte Per.
„Tag Dem det ikke for nær," sagde han nu helt sagtmodig.
„Jeg veed nok, jeg er lidt urimelig i denne Tid. Men der er
gaaet mig noget imod, skal jeg sige Dem."
»Je§ har næsten kunnet tænke det. Herren har ogsaa set rigtig
daarlig ud de sidste Dage."
„Saa-aa, sagde han og følte sig straks mindre vel. Lidt efter
rømmede han sig og fandt, at hans Hals var rusten. Det maatte
være den Forkølelse fra Berlin, der endnu sad ham i Kroppen.
Han blev vist nødt til at tale med en Læge derom og lade sine
Lunger undersøge.
I det samme blev der banket nede paa Gadedøren, og Fru 
Babi gik ned for at lukke op. Lidt efter kom hun tilbage med
blussende røde Kinder og fortalte, at der stod en Dame dernede,
som bad om at faa ham i Tale.
„En Dame?" sagde Per og sænkede Gaflen. „Det maa være en
Fejltagelse. Jeg kender Ingen her."
„Det er ogsaa en Fremmed. Hun er vist kommen med Toget."
„— kommen med Toget," gentog Per slaaet og saae uvis paa
hende.
Udenfor hørtes nu Trin paa Trappen. Et Øjeblik efter stod en
mørk, rejseklædt Dame smilende i Døren. En kostbar Foerværkskaabe
hang løst ned fra hendes Skuldre.
„Jeg hørte din Stemme," sagde hun. „Godaften! Du maa ikke
blive forskrækket."
Per var sprungen op.
„Men ... Jakobe dog!"
„Ja, det er virkelig mig!" vedblev hun tilsyneladende ganske
rolig — med den fremkunstlede Selvbeherskelse, hendes sarte
Nerver paabød hende under stærke Sindsbevægelser.
„Men — hvad — hvordan —?"
„Ja, jeg burde naturligvis have telegraferet; men jeg havde
paa hele Turen ikke Lejlighed dertil et eneste Sted. Og saa syntes
jeg jo ogsaa, at det kunde være ganske morsomt at overraske
dig. Jeg løb an paa, at jeg nok traf dig hjemme. Men saa
skil mig dog af med Vamsen, Mand! Du er virkelig ikke galant!"
Først da hun var bleven befriet for den store Rejsekaabe og
ligeledes havde faaet Hatten af og purret lidt op i sit Haar, lod
hun sig omslutte af den ganske fortumlede Pers tøvende udstrakte
Arme. Skønt hele hendes Legeme dirrede af Utaalmodighed
efter at kaste sig ind til hans Bryst, nøjedes hun med at tage
hans Hoved mellem sine Hænder og kammeratligt kysse ham
paa Panden.
„Velkommen — plejer man at sige. Eller er du slet ikke noget
glad for at se mig?"
Per havde virkelig ikke straks været ganske klar over, hvad
det var for en Følelse, der saa mægtigt betog ham ved at se
hende. Hans første Tanke — den, hans onde Samvittighed ind-
21
skød ham — havde været, at hun var kommen for at udspionere
ham. Men nu, da han holdt hende i sine Arme og saae de store,
mørke Øjne straale af Kærlighedens Offermod, forstod han pludselig
alt; og det var, som brast i det samme en Jernbøjle, der
havde sammenknuget hans Bryst. For første Gang siden sin
allerførste, naive Forelskelse i den lille Sadelmagerdatter fra
Kerteminde, blev han grebet af en Bevægelse, der fik det til
at taage for hans Øjne.
„Derfor var det altsaa, at du ikke skrev!"
„Og det forstod du ikke?"
Ved Synet af Pers duggede Øjne brød Taarerne frem i hendes
egne; og da hun nu hørte Døren lukke sig bag Fru Babi, der
endelig havde forstaaet, at hun var tilovers, kunde hun ikke længer
beherske sig. Med et vildt Udbrud slog hun Armene om
hans Hals.
„Du har dog længtes lidt efter mig alligevel! ... Og nu er jeg
her hos dig! Det er endelig sandt! Det er ikke længer Drøm!"
Hun knugede sig med lukkede Øjne ind til hans Bryst —
„Nej, det er ingen Drøm! Jeg hører igen dit stærke Hjerte banke.
Aa, Per — min Ven! Min Ven! Tusind Gange min Ven!"
Længe stod de saaledes tæt sammenslyngede. Per famlede tavs
med Haanden over hendes Haar, — han kunde stadig ingen Ord
finde, saa overvældet var han, og saa mange Spørgsmaal tumlede
der rundt i hans Hoved. Endelig fattede de sig, saa de kunde
begynde at spørge og svare i ordnede Sætninger.
„Hvorfor jeg ikke skrev det til dig, at jeg kom?" sagde Jakobe,
da de var kommen til Sæde ved Siden af hinanden paa en Træ­
sofa mellem Vinduerne, hvor de sad med hinanden i Haanden
og endnu hvert Øjeblik brød af i Talen for at kysses. „Nej, det
kunde jeg ikke, min Ven! Husk paa, jeg vidste jo indtil det
sidste slet ikke, hvordan det skulde gaa. Jeg havde ganske vist
længe haft Planen i mine Tanker; jeg følte, at jeg maatte
herned, inden du rejste endnu længere bort, . .. jeg syntes, du
var bleven borte for mig den lange Vinter; du skrev jo saa lidt
om dig selv; jeg vidste virkelig tilsidst ikke, hvad jeg skulde tro
om dig, Per! ... Saa sagde jeg forleden til Fader og Moder, at
Lykke-Per I 0. 
32
jeg vilde tage ned og besøge Klara Hertz i Breslau; du veed,
jeg har en Ungdomsveninde der. Det fandt de nu ganske naturligt;
men alligevel turde jeg ikke skrive til dig derom ... Jeg havde
ligesom ikke Mod til det; der kunde jo endnu komme de hundrede
Ting i Vejen, og — tænk dig min Skræk! — lige i sidste
Øjeblik finder Ivan paa, at han vil gøre mig Følgeskab. Det fik
jeg dog forpurret. Og nu har du mig her!"
Per havde under hendes Fortælling et Par Gange slaaet Øjnene
ned. Han kendte hendes store Sandhedskærlighed og forstod
(hvad ogsaa noget vist tungt i hendes Tone ufrivilligt røbede),
at det havde kostet hende stor Overvindelse at indvikle sig i saa
megen Usandhed overfor Forældre og Søskende. Og alt dette
havde hun ofret, al denne Angst havde hun udstaaet, saa mange
Farer og Fordomme havde hun trodset, — alene fordi hun havde
forstaaet, at han trængte til hende!
Han turde næppe mere se paa hende af Undseelse over de
Tanker, han for lidt siden havde siddet her og tænkt om hende.
„Og nu?" spurgte han usikkert. „Nu bliver du her?"
„I to Dage, ja. Længere tør jeg ikke lade dem derhjemme være
uden Brev. Saa rejser jeg til Breslau. — Der er vel nok en
Gæstgivergaard her i Byen, hvor jeg kan bo?
„Nej, der skal du ikke være; der er uhyggeligt. Du skal blive
her, saa flytter jeg hen paa Kroen saalænge. Du saae jo min Værtinde
før. Hun er en flink Kone, som vil passe godt paa dig."
-Ja, ja, som du vil. — Men nu, min Ven," sagde hun og
strøg ham moderligt med Haanden over Haaret, mens hun søgte
at se ham ind i Øjet. „Nu er det din Tur til at skrifte. Hvordan
har du det? ... Ikke godt? ... Jeg synes, du ser lidt anstrengt ud.
Per blev urolig og saae ud til Siden for at undgaa hendes Blik.
„Aa, jeg har saamænd ellers haft det ganske godt. Naturligvis
— særlig morsomt har her jo ikke været. Men Egnen er paa
en vis Maade pragtfuld ... og Arbejdet har virkelig været interessant
og lærerigt."
Jakobe havde langsomt taget Haanden til sig, og der blev nogle
Øjeblikkes Tavshed. Saa vendte hun sig igen imod ham og lagde
Armen om hans Nakke. 
23
„Per," sagde hun. „Hvorfor har du ingen Fortrolighed til mig?
Tror du virkelig, at du har kunnet skjule dig for mig? ... Nej,
nej, du maa ikke undskylde dig! Vær blot oprigtig mod mig!
Og hvorfor skulde vi to ikke kunne tale ganske ligefrem om
den Ting? Selv om jeg maaske ikke helt lorstaar det, saa veed
jeg nu engang, at I kristenfødte Mennesker — hvad enten I er
troende eller ikke — aldrig undgaar Anfægtelser, og jeg har
været ganske forberedt paa, at heller ikke du helt skulde slippe
for dem. Men jeg har ogsaa været fast overbevist om, at du nok
vilde komme over dem."
„Du har Ret," sagde han, blussende rød af Skamfuldhed og
frigjorde sig for hende for at rejse sig. „Jeg har virkelig været
lidt i Vildrede med mig selv." — Han gik ud over Gulvet. —
„Det er latterligt! Nærmest latterligt, naturligvis! Men det har
vel været Ensomheden her og ... og saa mit forbandede Præsteblod,
hele dette Slæng af pibekravede Forfædre, der pludselig
har givet sig til at spøge i mig. Men det er aldeles forbi nu!
Jeg forsikrer dig ... jeg er ganske mig selv igen!"
Jakobe sad et Øjeblik tavs derhenne paa Bænken og saae tankefuld
ud. Saa rejste ogsaa hun sig og gik hen til ham. I Stedet for
at svare klappede hun ham stille paa Kinden og sagde:
„Det vil vi nu ikke tale mere om iaften, min Ven! ... Og hør
nu, Per! Jeg ser, at jeg har overrasket dig midt i Aftensmaden.
Det er udmærket, for jeg opdager nu, at jeg er ganske forfærdelig
sulten. Jeg har næsten ikke spist noget paa hele Rejsen. Du
bliver nødt til at dele din Mad med mig."
»Ja kære! udbrød Per, lykkelig over at slippe bort fra
Emnet. „Nu skal jeg kalde paa min Værtinde. Bare hun nu kan
skaffe noget godt til dig."
„Det er lige meget. Naar jeg har min store Hunger, er jeg
ligesom Ilden og Grisen — jeg fortærer alt! Snak du nu med
Konen, saa pudser jeg mig lidt imens. Kan du tage mig min lille
Haandtaske. Jeg satte den fra mig dernedenfor Trappen."
Mens Per fik Bordet omdækket og gjorde den lille Fru Babi
ganske forstyrret med sine Ordrer, opholdt Jakobe sig i Sovekammeret
ved Siden af, og da hun kom ud derfra, havde hun
21* 
32
faaet ordnet de smaa Haarlokker ved Tindingerne og pyntet sin
mørkegraa Rejsedragt med en høj og bred Krave, et Brus af
sorte Kniplinger og lilla Silkebaand. Hun tog en Violbuket af sit
Bælte og fæstede den i Pers Knaphul, og efter at hun endnu engang
havde taget hans Hoved mellem sine Hænder og givet ham
en lang Række hede og stormfulde Kys, satte de sig tilbords.
Trods Pers oprigtige Glæde og Taknemlighed over hendes
Komme havde der stadig været noget ufrit og tilbageholdent i
hans Væsen overfor hende. Han havde følt sig trykket af Misforholdet
mellem hendes store, opofrende, alle Hensyn trodsende
Kærlighed og hans egne Følelser. Han havde jo aldrig levet paa
Indbildninger med Hensyn til Arten af sine Følelser for hende.
Han havde paa ethvert Udviklingstrin af deres Forhold været
nøjagtigt klar over, hvad og hvormeget hun betød for ham. Havde
hun ogsaa en enkelt Gang kunnet vække en Anelse hos ham
om Kærlighedens Paradisglæder, saa havde hun med sit sygeligtsarte,
muskelfattige Legeme og sit hele fremmedartede Ydre i
Almindelighed kun haft ringe Tiltrækning for hans Sanser. Og
den lidenskabelige Inderlighed, hvormed hun for sit Vedkommende
gik op i Forholdet, havde endda snarere virket afkølende
end æggende.
Nu, mens de sad der ved Bordet, som efter fattig Lejlighed var
gjort festligt med en skinnende ren Dug og et Par gamle, trearmede
Kobberlysestager, vakte hun for første Gang hans fulde
Attraa, endda den store Halskrave ikke rigtig klædte hende. Han
havde i lange Tider ikke været en ung Kvinde saa nær; han havde
levet i sit Stenfængsel som en Munk i sit Kloster, fortabt i sine
Tankers Skyggeverden. Nu tændtes Livsbegæret atter i hans
Blod; Modet og Kraften strømmede tilbage til hans Sind og fik
det til at svulme.
Han tømte Glas paa Glas af den stærke Landvin. Ogsaa Jakobes
Kinder fik mere og mere Farve, og trods sin Sult glemte hun
ofte at spise for Klinken og Skaalen og Kys og Omfavnelser.
Da de endelig rejste sig fra Bordet, udbrød Per:
„Men du har jo endnu ikke set, hvordan jeg bor. Kom saa
skal jeg vise dig min Udsigt!" 
LYKKE - PER 325
Han kastede hendes Kaabe om hende og førte hende ud paa
Svalegangen. Baade rundt om i Byen og nede ved Stationsbygningen
var de fleste Lys allerede slukkede. Men oppe paa Himlen
havde Stjernefeltet udvidet sig. Skyerne var gledet fra Bjergryggene
ned i Kløfterne for at lægge sig til Hvile der for Natten.
Kun over „Hoher Goll"s Snemarker svævede en mørk,
brunlig Røg.
Per gav sig til at fortælle om, hvordan han mangen Nat havde
staaet her og hørt Naturen tale til ham gennem Flodens mørke
Brus og følt sig som der sidste levende Væsen paa en uddød
Klode. Men Jakobe hørte ikke længer hans Ord. Hun havde
lagt sig ind til hans Bryst og afbrød ham hvert Øjeblik ved tavs
at række sine Læber op imod ham. Saa blev tilsidst ogsaa han
tavs; og længe stod de nu og vuggede hinanden i Armene og
talte kun med Blikkene og bekræftede med lange, lange Kys.
Paa eengang lød et langtrullende Lavinedrøn oppe fra „Hoher
Goll". Per løftede Hovedet for at lytte; men Jakobe rørte sig
ikke. Selv da han gjorde hende opmærksom paa Buldret, der et
Øjeblik efter gentog sig, svarede hun ikke. Hun hørte i den hele
vide Verden intet uden Pers og sit eget Hjertes Banken.
Da de igen var kommen ind i Stuen, sagde Per, at det var
bleven silde, og at hun nu vel trængte til at komme til Ro. Hertil
svarede hun intet. Lidt raadvild gik han derpaa ind i Sovekammeret
for at tage sine Toiletsager og nogle andre Smaating.
Da han kom tilbage, stod hun henne ved et af Vinduerne med
Ryggen til Stuen.
„Ja, saa gaar jeg altsaa hen paa Kroen," sagde han og gik hen
til hende for at sige Godnat. Hun vendte sig ikke, og han kyssede
hende to Gange paa Kinden, uden at hun gengældte hans
Kærtegn. Men da han vilde gaa, holdt hun ham tilbage ved
Haanden — tavs men besluttet.
Han saae spørgende paa hendeDa
drejede hun Hovedet om mod Træsofaen og sagde:
„Du kunde vel egentlig sove paa den. Saa havde jeg dig
dog i Nærheden og kunde passe paa dig. Det Værtshusliv holder
jeg ikke af." 
326 LYKKE - PER
Per bøjede sig ned over hende. Endnu ikke helt sikker paa,
om han ogsaa havde forstaaet hende rigtig, vilde han se hende
ind i Øjnene. Da lænede hun sig ind til ham og trykkede hans
Haand mod sit Hjerte.
Den næste Morgen vækkedes hun af Solen, der skinnede ind
til hende gennem Vinduestremmerne. Hun løftede sig paa Albuerne
og saae sig omkring med forbavsede, vidt opspærrede Øjne.
Døren til det andet Værelse stod paaklem, og da hun hørte
Nogen varsomt pusle derinde, smilte hun.
„Per!" kaldte hun muntert.
Ved Lyden af hans Skridt foer Blodet hende et Øjeblik til
Kinderne. Men allerede før han aabnede Døren, havde hun strakt
sin Arm ud imod ham.
Han traadte stille ind og lagde sig paa Knæ ved Sengen. „Hvor
du har sovet godt!" sagde han og greb hendes Hænder.
„Ja, kan du begribe det! Jeg, som i det sidste halve Aar
ikke har kunnet sove nogen Nat uden at have taget mit Amylen,
jeg har næsten ikke vidst af mig selv at sige fra det Øjeblik, du
gik fra mig .. . Men du? Du er paaklædt og har allerede været
ude, kan jeg mærke. Dit Haar lugter saa morgenfriskt."
„Jeg har blot gaaet lidt derude paa Altanen. Jeg vilde ikke være
for langt fra dig."
(Aa — saa forstaar jeg! — det har været dine Skridt, jeg
hele Tiden har hørt i mine Drømme. Men saa maa du vist have
gaaet derude længe. Har du ikke sovet? ... Ikke? ... Slet ikke?
Stakkel! Saa har Bænken derinde været dig for haard alligevel.
Men jeg sagde dig det jo!"
„Nej, det var ikke det. Men — Jakobe!"
„Hvad er der, min Ven?" — Hun saae først nu rigtig, hvor
bevæget, ja opreven han var, og hun blev angst. „Hvad er
der hændt?"
„Jakobe — jeg vil skrifte for dig. Jeg faar ikke Fred, før jeg
har tilstaaet noget . .. har sagt dig, at "
Hun lagde Haanden for hans Mund.
„Jeg veed alt, hvad du vil sige, men jeg vil ingenting høre.
Fortiden er nu glemt, Per!" 
27
„Og kan du tilgive mig? Vil du glemme, at jeg har talt til dig
om Kærlighed og vundet dit Hjerte og gengældt dine Kys, før
jeg endnu vidste, hvad Kærlighed er? For det er sandt — jeg
maa sige dig det — først nu i Nat har jeg lært det. Og jeg føler
med Skam, hvor ussel jeg har været, og hvor lidt jeg har forstaaet
af Livet. Vil du tilgive mig det?"
„Aa, min Ven!" sagde hun, idet hun med et lidt tungt Udtryk
tcg hans Hoved ind til sit Bryst. „Det har jeg gjort for længe,
længe siden."
* *
*
Det var nogle Dage derefter. Jakobe og Per kom gaaende op
ad en stejl Fodsti, der i Slyngninger førte op over en afvekslende
nøgen og kratbevokset Bjergside. Det var lige i Middagsstunden.
Solen brændte paa de rødgraa Klipper, og Foraaret
bølgede i Luften omkring dem i en stærk og vild Harpiksduft
af Gran og Fyr.
De befandt sig inde mellem Laugenbjergene paa Alpernes
Sydskraaning. Straks Dagen efter Jakobes Opdukken i Dresack
var de brudt op derfra for at komme Sommeren nærmere, og
nu havde de i otte Dage strejfet om paa begge Sider af Etschdalen
som to lystige Eventyrere, havde sovet i Alpeværtshusene,
købt Brød og Æg i Landsbyerne og stillet deres Tørst ved Skovkilderne.
Paa Rejsens tredje Dag havde Jakobe skrevet hjem
og roligt meddelt Moderen, hvor hun var, idet hun forklarede,
at hun ikke havde kunnet modstaa Fristelsen til at hilse Foraaret
velkommen og derfor havde lagt Vejen til Breslau sønden
om Alperne. Uden udtrykkelig at nævne Per havde hun desuden
skrevet, at Moderen ikke skulde ængstes for hende, da
hun havde „sikret sig god Rejseledsagelse."
Nu stavrede hun der langsomt og usikkert op ad den knudrede
Sti med en lang Alpestok i Haanden og Kjoleskørtet opheftet.
Per kom støt bagefter. Han bar paa Ryggen en simpel
grøn „Rucksack", der indeholdt hele deres Bagage. Ofte standsede
Jakobe og vendte sig for at indfange ham i sine Arme og 
32
give ham et Kys. De var begge bleven brunede af Foraarssolen,
og Jakobes ellers saa korrekt ordnede Tindingelokker flagrede
hende paa Zigøjnervis viltert om Ørene. Og hendes Øjne straalede,
og hendes Mund blussede af Elskovsfryd!
Forresten havde hun ikke vist sig som nogen duelig Tindebestiger.
Hver halve Time havde de maattet holde Rast, og Per
havde baaret hende over Kildeafløbene og støttet hende under
alle bratte Nedstigninger. Men han havde langtfra beklaget sig
derover. Hun var saa fuglelet, og han elskede at føle hende
i sine Arme. Disse mange Smaahvil undervejs i Skove og i
Bjergkløfter var desuden kærkomne Anledninger til idylliske
eller overstadige Kærlighedsscener, som de begge i Reglen huskede
allerbedst, naar Dagens lange Vandring var tilende.
For Per havde disse Dage virkelig betydet en ny Fødsel og
en ny Daab. Livet havde med eet opladt sig for ham i en
Fylde og en Skønhed, hvorom han aldrig havde drømt. Han var
gaaet omkring som i en Aabenbarings-Rus, med en Fornemmelse
af at have faaet et helt Sæt nye Sanser. Alt, hvad han
hidtil havde krævet af Lykken, forekom ham nu ligegyldigt og
smaat i Sammenligning med den Sum af Nydelse, der kunde
gemmes i blot et Kys. Jakobe selv var som forvandlet for ham.
Han elskede hende nu som den Kvinde, der havde skænket ham
nyt Liv, der havde udvidet hans Verdens Grænser, og i hvis
Favn han havde fundet den Besværgelse, der manede Dødens
Skygge fra hans Vej.
Men nu var Lykkens Dage tilende for dennegang. For sine
Forældres Skyld turde Jakobe ikke længer udskyde Adskillelsens
frygtede Øjeblik. De havde bestemt, at de inden Aften vilde
være i Botzen. Herfra skulde saa Jakobe tage med Nattoget
nordpaa, mens Per vendte tilbage til Dresack for at ordne sine
Sager og derpaa fortsætte Rejsen ud i Verden efter den engang
lagte Plan.
Derfor var de denne Dag mere stille. Naar deres Blikke mødtes,
søgte Jakobe vel endnu at smile; men der var i hendes
Kærtegn noget ubehersket, der røbede Sindets smertelige Uro.
Tilsidst vilde hun slet ikke mere slippe ham men gik langsomt 
29
ved Siden al ham med hans Arm om sit Liv og med sit Hoved
trykket ind mod hans Skulder; og naar de standsede for at
kysses, lukkede hun Øjnene for med hele sin Sjæl at favne det
lykkelige Nu og præge det dybt i sin Erindring.
De var igen naaet til et Sted, hvor Stien svingede. Her stod
et Par smaa Kastanier, der kastede en Smule Skygge ned over
Stengrunden, og de besluttede sig til at holde Hvil. Per bredte
et Rejsesjal ud for Jakobe, der var træt og straks satte sig. Og
pludselig kom de til at huske paa, at de rent havde glemt at
spise deres Frokost, som laa i Rygsækken. Dette fik dem til
at le, og en lille Tid glemte de nu deres Sorg.
Per spændte den grønne Sejldugspose af sin Ryg og begyndte
at udpakke Maden. I det samme fik han Øje paa et Kors, der
var plantet mellem Stenene ovre paa den anden Side af Stien.
Det var et af de her saa almindelige to-tre Alen høje Træ­
kors med et groft og uhyggeligt malet Billede af den Korsfæstede.

„Fy for Pokker!" udbrød han. „Skal vi have det Gespenst
at se paa! — Lad os hellere flytte os."
„Aa, lad os blive!" bad Jakobe. „Nu kan jeg ikke mere, før
jeg faar noget at spise."
„Ja-ja da! Vi kan jo ogsaa vende Ryggen til ham! ... Næ
Jakobe, vil du rigtig se, hvor kønt her er!"
Vendt imod Dalen, der sænkede sig dybt under dem fuld af
Soltaage, nød de deres tarvelige Maaltid, noget tørt Brød, lidt
Ost og et Par Æg. Per havde anbragt sig ved Siden af Jakobe
paa den nøgne Sten; og da de havde spist og han havde tændt
sig en Cigaret, sad de smaasnakkende Haand i Haand og saae
ud i den gyldne Taage.
Pludselig løftede Per Hovedet med et lyttende Udtryk.
„Kan du høre?" spurgte han.
„Hvilket?"
„Hører du ikke? ... En Kirkeklokke!"
„Hvor?"
„Etsteds dernede i Dalen,"
„Nej ... Jo, jeg tror dog ... Tænk, at du kunde høre det!" 
33
„Lyder det ikke hæsligt? ... At man endogsaa heroppe i
Eventyrets Rige skal forfølges af det Spøgelseglam!"
„Du har et mærkværdigt skarpt Øre for Kirkeklokker," sagde
Jakobe smilende.
Og Per fortalte, hvordan han allerede som Dreng havde hadet
og frygtet denne Lyd, der havde indhentet ham overalt paa
hans forbudne Veje og summet for hans Øre som en truende
Besværgelse. Og Jakobe knugede ømt hans Haand og sagde,
at ogsaa for hende havde denne evindelige Klokkelarm lydt
som en triumferende Trusel. Hun kunde endnu huske, hvordan
hun som lille Pige havde skjult sig om Søndagen, naar Klokkerne
begyndte at ringe, for at Ingen skulde se hende græde
af Harm; og da hun blev ældre, havde hun ofte paa Hjemvejen
fra Skolen sendt udfordrende Blikke op til Klokken i
Garnisonskirken, hvor to af hendes Klassekammeraters Familjer
havde faste Stolestader, hvad de altid var meget vigtige af.
„Tænk, Per! Allerede saa tidligt har vi haft samme Tanker og
Følelser. Er det da underligt, at vi har fundet hinanden?"
Han lagde Armen om hendes Liv, og de talte videre sammen
om Fremtiden, fantaserede om det kommende Aarhundrede,
der omsider skulde gengive Menneskene Aandens Frihed,
genvække Handlemodet og Eventyrdriften, bygge Altre
for Styrken og den store Daad paa Kirkernes Ruiner.
„Veed du," — sagde Per — „jeg har i den sidste Tid ofte
tænkt paa en Historie, som jeg engang hørte hjemme i Præstegaarden
af vor gamle eenøjede Barnepige. Det var om en Bondeknøs,
der vilde være Friskytte. Du kender den maaske?"
„Friskytte? Hvad er det?"
„Du veed det ikke! Jo, ser du, det er et Menneske, der skyder
med Troldkugler, og som rammer alt, hvad han sigter paa,
hvor højt det saa svæver over hans Hoved. Men for at faa
Færdigheden maa han en maaneklar Nat stille sig hen ved en
Korsvej og skyde en Kugle gennem et Kristusbillede ... lige
gennem Hjertet."
„Aa — „Der Freischutz"!"
„Javel! Men altsaa, da det kom til Stykket, svigtede Modet 
31
den Fyr i Historien. Hvergang han løftede Bøssen mod Krusifikset
for at tage Sigte, rystede hans Haand, og saasnart han
vilde røre ved Aftrækkeren, lammedes hans Arm, — og han
blev alle sine Dage ikke andet end en almindelig Søndagsjæger.
Jeg synes, den Historie er som et Billede paa hele Menneskehedens
Afmagt overfor Overtroens Spøgelser. Aldrig fik man
Mod til at slaa Afgudsbillederne tilgavns for Panden. Hvordan
Pokker det er ... i sidste Øjeblik har man altid faaet Anfægtelser."

Han vendte sig om mod Kristusbilledet bagved dem og vedblev
i stigende Ophidselse:
„Se paa den blege Herre, der hænger der! Hvornaar fik vi
Mod til at spytte ham vor Modbydelighed lige i Ansigtet? Se
rigtig paa ham, Jakobe! En saadan fræk Ydmyghed! Denne tarvelige
Tilskuestillen af sin Ynkelighed! . .. Naa, hans Tid faar vel
Ende snart! Friskytter vil vi være! Med Heksekugler skal der
skydes nu! ... Se her!"
Han sprang overmodig op og trak en svær Magasin-Revolver
frem af et Læderhylster, som han bar bagpaa under sin
Jakke. Før Jakobe kunde forhindre det, havde han spændt Hanen.
Med Udraabet: „Nu skyder jeg det nye Aarhundrede ind!"
sendte han et Skud mod Krusifikset, der blev ramt i den
ene Side, saa der røg nogle Træsplinter ud i Luften.
I samme Øjeblik gik der som et Suk gennem Naturen. Nede
fra Dalen lød et hult Drøn, der, alt mens det hurtigt steg i
Styrke, kastedes frem og tilbage mellem Bjergvæggene som en
langtrullende, underjordisk Torden.
Per havde vendt sig. Han var et Nu ganske bleg. Men da det
gik op for ham, hvad det var, brød han ud i en Skoggerlatter.
Han huskede nu ogsaa, at han under Opstigningen et Par Steder
havde set Opslag ved Siden af Stien, hvor der paa tre Sprog
stod: „Man bemærke Ekkoet!"
»Ja ruml kun, Spøgelser!" raabte han overgivent, hævede
paany Revolveren og løsnede de tilbageværende Skud ret op i
Luften, saa en ny og forstærket Rallen og Brølen fyldte Dalen,
som om virkelig en Hærskare af Bjergaander var sluppen løs. 
33
„Men Per dog — saa vild du er!" raabte Jakobe, der nu var
kommen paa Benene og halvt uvillig, halvt betaget kastede sig
om hans Hals. „Hvad gaar der af dig!"
„Jeg skræmmede blot en Skygge bort fra min Vej! — Men
kom! Vi maa videre! Tiden er kostbar. Inden to Timer skal vi
naa Postvognen. Og om fem Timer — Jakobe! — er vi borte
fra hinandens Arme."
„Aa, Per — det vil vi ikke tænke paa," sagde hun, idet hun
lagde sit Hoved til hans Skulder og lukkede Øjnene.
Saa gik de Arm i Arm langsomt videre, stigende opad i det
flammende Solskin, ombølget af Foraarets stærke og vilde
Aroma. 
FJORTENDE KAPITEL
Der havde allerede en Tid rørt sig et ganske kraftigt Nyliv
i den danske Hovedstad. Folk fra Provinserne eller fra Udlandet,
som ikke havde set Byen i nogle Aar, kunde næsten ikke
kende den igen, saadan var den vokset, og saadan havde den
i alle Henseender forandret sig. Den evropæiske Kulturbølge,
som var ledet ind over Landet, særlig ved Dr. Nathan, havde
ikke alene vakt et længe ukendt aandeligt Røre, skabt en Række
revolutionerende Digtere, Videnskabsmænd og Politikere, den
havde ogsaa paa det rent praktiske Omraade fremkaldt et Gennembrud
af ung og dristig Handlekraft, der søgte sig Tumleplads.
Per Sidenius var blot en blandt mange ærelystne og levekære
unge Mænd, hvem den ny Tids Foretagelsesaand og de
store Industrilandes halvt eventyragtige Udvikling havde opildnet
og „sat Guldfluer i Hovedet," — som der gnavent sagdes
om dem. Paa samme Tid som Per stod og fløjtede over sit Tegnebræt
i den lille, mørke Nyboder-Bagstue, havde der rundtom
paa Handelskontorernes Skruestole, ved Bankernes klædesbetrukne
Pulte og paa de bageste Bænke i Universitetets juridiske
Avditorium siddet andre forvovne Drømmere, der i det skjulte
beredte sig til engang at gribe Førerskabet i Landet, — og virkelig
var det allerede lykkedes enkelte af de klogeste og behændigste
af dem at tilkæmpe sig en fremskudt Plads i det offentlige
Liv, som hidtil helt var bleven behersket af det reaktionære
Regeringsparti og et ganske molboagtigt Hof.
I Virkeligheden var da København paa gode Veje til at lade
sig erobre af den ny Tid og dens Aand. Ikke alene havde Byens
Omfang og hastigt fordoblede Folkemængde nu skaffet den Rang 
33
blandt Verdens Storstæder, men Livet i dens Gader, Arten af
dens Forlystelser, Tonen i dens Presse og i Selskabslivet blev
Dag for Dag mere evropæisk.
Ude i Provinserne derimod, navnlig i Købstæderne, levedes
Livet endnu saa temmelig uforandret i de udslidte Former. Her
dominerede stadig Embedsstanden i Kraft af sin akademiske
Dannelse, her var endnu den lyrisk bevægede Student Dagens
Helt, naar han vendte hjem i Ferierne med Silkehuen svævende
som en Ballon paa hans lokkede Hoved. At en af Handelens
eller Industriens Mænd, hvor mægtig han saa var, ved Hjælp
af en Etatsraadstitel blev sat i Rang med Statens galonerede
Tjenere — det var endnu dengang utænkeligt i Provinsen.
Heller ikke ude i Bondelandet var det noget Sted kommen
til et afgørende Brud med Fortiden. Vel havde der begyndt at
rejse sig Dampskorstene over Mejerierne; og Tærskeværker og
Mejemaskiner afløste efterhaanden Plejl og Le. Men trods alle
Forbedringer i Driften, og trods den stigende Oplysning, forarmedes
Landbefolkningen stadig mere. Prioriteterne i Ejendommene
voksede. Landets Gæld til Udlandet steg med mange Millioner
om Aaret.
Ikke desmindre sad den bredbagede danske Bonde paa sin
Gaard med en uanfægtet Følelse af at udgøre Nationens Marv,
at være dens Kærnekraft og Fremtidshaab. Det var en Forestilling,
der i Aarhundredets Løb var bleven et nationalt Dogme,
som tilsidst den grundtvigske Folkehøjskole havde helliggjort.
Fra Skagen til Gjedser forenedes By og Land i en ærefrygtsfuld
Dyrkelse af Smørret og Flæsket i Dannevang.
Imidlertid groede Landets Aaer og Fjordløb bestandig mere
til. Disse Handelens gamle Kongeveje, hvor der endnu i det
forrige Aarhundrede havde været en saa livlig Skibsfart, at enkelte
Borgermænd kunde mønstre Selvejer-Flaader paa indtil
tyve Oceansejlere, tjente nu hovedsagelig til lidt fattigt Fiskeri.
De uhyre Arbejdsværdier, som de hvileløse Vinde førte henover
Landet, indfangedes stadig kun af Melmøller. Og langsmed Kysterne
steg og sank de lange Bølgerækker og udtømte brølende
deres Kraft i det tomme Rum. Mens andre Nationer rundt om 
35
paa Jorden ofrede Strømme af Blod og Guld for at erhverve et
Stykke Strandbred eller blot en Kulstation, henlaa den fyrretyve
Mil lange Strækning fra Skagen til Esbjerg — Bredden af en
Verdenskanal — som en fygende Sandørken uden en Havn endsige
en virkelig By.
Paa adskillige Steder omkring i Landet havde man ovenikøbet
ved Kunst understøttet Tidens Ødelæggelsesværk, inddæmmet
Vige og tørlagt Sunde og Indsøer, alt for at skaffe endnu mere
Kvægfoder. Der, hvor i Fortiden fuldlastede Sejlere stod ind
fra Havet med et Pust fra fjerne Lande, bredte sig nu grønne
Enge med yvertungt Malkekvæg og fremkaldte et bedragerisk
Indtryk af Velstand. Selv hvor man undtagelsesvis — som inde
paa de jyske Heder — havde gjort et Tilløb til et virkeligt Rydningsarbejde,
var det atter her for at skabe endnu mere Markjord,
endnu flere Husmandstilværelser, endnu mere af den Fattigmandslyksalighed,
som Per havde spottet saa kraftigt i sit lille
Stridsskrift.
Saaledes var det gaaet til, at København aldeles havde taget
Luven fra det øvrige Land, der mer og mer sank ned til at blive
en Slags Overdrev til Hovedstaden. Til denne søgte Landets
virkelystne Arbejdskraft, ligesom stadig mere af Provinsens
Kapital strømmede hertil, lokket af Spekulationens høje Procenter.

Kun hvad der angik København og dens Udvikling havde i
den senere Tid kunnet gøre Regning paa at samle den almene
Interesse; og dette var en af Grundene til, at Pers Pjece, skønt
den udtrykkelig var anlagt paa at gøre Opsigt og vække Uro, aldeles
ingen Opmærksomhed havde vakt hverken i København
eller ude i Landet. Det havde været omsonst, at hans opofrende
Ven og Svoger, Ivan Salomon, havde bestormet Redaktionskontorerne
med Opfordringer til at lade Allarmtrommen røre. Han
var allevegne bleven mødt med ligegyldige Skuldertræk. Et Kanalprojekt,
gældende Jylland! Vind- og Bølgemotorer ved Blaavandshuk!
Sligt var ikke Sensationsstof. Selv Dyhring, som dog
havde visse Grunde til at vise Imødekommenhed, undskyldte 
33
sig med, at han allerede havde skaffet sig Vanskeligheder nok
ved den Petit-Artikel, han i sin Tid paa hans Opfordring havde
skrevet om Sagen.
Ikke en Smule bedre Held havde Ivan haft med sine Forsøg
paa at interessere Pengemænd og Spekulanter for sin Vens store
Fremtidsværk; og han havde dog hverken sparet sine Ben eller
sine Talegaver for personligt at indvirke paa Forretningsverdenens
ledende Mænd, først og fremmest paa sin egen Fader, der
imidlertid paa det bestemteste havde afslaaet at befatte sig
dermed.
Philip Salomon havde stadig ingen Tillid til sin Datters Forlovede,
og hans Kone delte i dette som i de fleste Tilfælde ganske
hans Følelser. Skønt ingen af dem ligefrem udtalte det, havde
de endnu ikke opgivet Haabet om, at Jakobe skulde komme til
Fornuft og itide bryde en Forbindelse, der efter al menneskelig
Beregning kun kunde bringe hende Skuffelse og Sorg.
Saa var det en Aften i Marts, at Philip Salomon efter Middagsmaaltidet,
hvorunder han mod Sædvane havde været meget
ordknap, bad Ivan om en Samtale. Det var den samme Dag, hvor
Fru Salomon om Morgenen havde faaet Brev fra Jakobe, hvem
alle troede i god Behold hos Veninden i Breslau, men som nu
skrev fra en lille østerrigsk Grænseby og mellem Linjerne fortalte,
at hun her var truffet sammen med sin Forlovede, og at de
for Tiden i Fællesskab foretog en Udflugt i Bjergene.
Philip Salomon nævnede ikke noget til Ivan om, hvad Jakobe
saaledes havde ment at burde tilstaa for sine Forældre. Dog ledte
han straks, men paa forretningsmæssig Maade, Talen hen paa
Per, idet han spurgte Ivan, hvordan det egenlig gik med hans
Bestræbelser for at danne et Interessentskab til Udnyttelsen af
Vennens foregivne Opfindelser. Han havde, som han sagde, nu
i nogen Tid intet hørt derom.
Ivan skar en Grimace og slog afværgende ud med Haanden.
„Lad os tale om noget andet, Fa'er! ... Hvordan det gaar?
Hvordan mener du vel, det kan gaa, naar de, som er nærmest
til at tage Affære her, forholder sig ligegyldige. Jeg har sagt
dig, at det første, som Folk spørger om, naar jeg henvender mig 
37
til dem, er din Stilling til Sagen. Hele Børsen veed jo nu,
at Jakobe er forlovet med Sidenius."
»Je& har seiv tænkt derpaa,' sagde Philip Salomon uforanderligt
sagtmodig trods Sønnens ophidsede, ja respektløse Tone.
„Sig mig engang, hvor stor en Sum drejer det sig i Grunden
om!"
„Hvorfor spør' du? Du har jo læst hans Bog."
„Javist! Javist! Men jeg sagde dig vistnok allerede dengang,
at jeg ikke fik synderligt ud af den. Maaske har jeg gennembladet
den for flygtigt, eller jeg har maaske slet ikke forstaaet den.
Han har jo saadan sin egen Maade at skrive om den Slags Ting
paa. Jeg har derfor nu tænkt at spørge dig, om du ikke her —
ganske kort kunde gengive mig Hovedindholdet af Bogen
i det hele give en sammentrængt, men dog nogenlunde ordnet
Fremstilling af, hvad din Vens Ideer og Planer egenlig gaar ud
paa."
Intet kunde være Ivan kærere. Han fik i Hast de fornødne
Kort og andre Papirer bragt tilveje, og i over en Time holdt han
nu Faderen fastklemt til Stolen med sin Ordstrøm.
Pers Projekt, saaledes som han havde skitseret det i sin Bog,
gik i det væsenlige ud paa følgende:
Der ligger ret indenfor Graadyb, hvor dette fører ind til Hjertingbugten,
en øde, saa godt som ubeboet 0, den hedder Langli.
Den viser sig, naar man kommer indenfor Skallingen, som en
lang, graagrøn Klitrække, hvorover hist og her en straatækket
Fiskerhytte titter frem. Langs dens Østside gaar der et gammelt
Sejlløb op til Hjerting, det sydvestlige Jyllands oprindelige Udskibningssted,
der nu er et lille fattigt Fiskerleje, hvor et Par
store, tomme Købmandsgaarde og en Toldstation endnu minder
om fordums Herlighed.
Det var en af Pers Paastande, at der var begaaet en „KontorDumhed
, dengang Esbjerg i Slutningen af Treserne udvalgtes
til Havneplads. Han angreb denne Afgørelse dels paa Grund af
selve Havnens udsatte Beliggenhed, især dog fordi den kun ved
Jernbanelinjer kunde bringes i Forbindelse med det øvrige Land.
Hans Forslag gik nu ud paa at flytte det sydjyske UdskibningsLykke-Per
I 
33
sted tilbage til dets gamle Plads, eller rettere til et Sted lidt
nord derfor, til Tarp ved Udløbet af Varde Aa. Herfra skulde saa
Trafiken føres videre ind i Landet. Uddybet og reguleret skulde
dette Vandløb ved Hjælp af et Par Kammersluser sættes i Forbindelse
med Vejle Aa og sammen med denne udgøre den sydligste
af de to Kanalveje, der efter hans Plan tilligemed Bælterne
skulde forene Vesterhavet med Østersøen.
Han havde skrevet, at kun ved Tilvejebringelsen af i det
mindste den ene af disse Forbindelseslinjer kunde der med Virkning
optages en Konkurrence med de nordtyske Havnestæder,
særlig med Hamburg, hvis voksende Handels-Overmagt efter
hans Mening var den egenlige Fare, der truede Landets Selvstændighed.
I den Kamp om Handelsmarkeder, der — skjult
eller aabenlyst — udgjorde moderne Verdenspolitik, vilde for
Danmarks Vedkommende et Nederlag blive stadig mere skæbnesvangert,
men Sejren ogsaa mere gylden, efterhaanden som
Tyngdepunktet i Evropa ved Ruslands stigende Magt- og Kulturudvikling
flyttedes længere og længere mod Øst.
At „Langli" under de tænkte Forhold vilde kunne faa en overordenlig
Betydning som Stapelplads, var nu let at forstaa. Men
forøvrigt var det Pers Mening at skabe endnu gunstigere Betingelser
for den lille Klitø's Udvikling. Hans Forslag gik ud paa,
at man skulde søge at faa den tilkendt Toldfrihed, og han havde
i sin Bog givet en fantasifud Skildring af, hvorledes i saa Fald
Skibsværfter, Dokker og mægtige Pakhuse vilde vokse op af det
golde Sand, og hvorledes der samtidig inde omkring Aa-Deltaet
paa det faste Land hurtigt vilde danne sig en stor By, et nordisk
Venezia. Overalt skulde den fornødne Drivkraft tilvejebringes
ved hans forbedrede Vindmotorer eller hentes ude i Vesterhavsbrændingen
og føres gennem Ledninger over Skallingen ved
Hjælp af de mekaniske Indretninger, der var hans helt selvstændige
Opfindelse.
Det var nu foreløbig alene denne industrielle Del af det store
Fremtids-Foretagende, for hvilken Ivan havde søgt at skabe Deltagelse
i den københavnske Handelsverden. Selv han havde
kunnet indse, at Virkeliggørelsen af det egenlige Kanalprojekt 
39
maatte tages op som en Nationalsag, som kun Staten havde Evne
til at gennemføre. Saadanne Fabriksvirksomheder derimod og
Erhvervelsen af den lille Klitø tilligemed Tilsikringen af de nødvendige
Arealer omkring Aa-Mundingen maatte kunne overkommes
af et privat Konsortium. Omkostningerne for denne Del af
Anlæget havde Per beregnet til fem Millioner.
Mens Ivan udviklede alt dette for sin Fader, havde dennes
Ansigt faaet et stedse mere opmærksomt, ja virkelig overrasket
Udtryk. Men Sønnen talte ham dog for længe; han afbrød ham
tilsidst og sagde:
»Ja ja nu skal du have Tak, min Ven! Vi kan jo en anden
Dag tale nærmere om Sagen. Blot endnu et Spørgsmaal. Hvordan
forholder det sig — ganske oprigtig talt — med disse Opfindelser,
som Sidenius paastaar at have gjort? Har han opnaaet
Patent paa nogen af dem?"
„Vi har Ansøgninger inde baade her og i Udlandet. Jeg venter
hver Dag Svar fra Patentkommissionen."
„Det forekommer mig, Ivan, at I burde have bragt den Ting
i Orden, før I indlod Jer paa at lægge Sagen frem for Offenligheden.
Før Patenterne foreligger, mangler det hele jo ethvert
Grundlag, enhver Værdi at bygge paa. Alt det andet, du fortalte
om, kan jo lyde meget tiltalende, men det er dog bare Luftkasteller.
En Opfindelse derimod, naar den er patenteret, er da
straks noget reelt, — hvor stor eller ringe Betydning man iøvrigt
vil tillægge den."
Ivan smed sig tilbage i Stolen med begge Hænder foldede under
Nakken og kastede et haabløst Blik op mod Loftet.
„Du har ikke forstaaet et Ord af det hele, Fa'er!" sagde han.
Og idet han atter lagde sig fremover Bordet med Armene
ligesom beskyttende udstrakt over Pers Tegninger, vedblev han
næsten skrigende: „Det er jo netop for at kunne godtgøre Opfindelsernes
Betydning, at Fabrikerne maa anlægges. Og Fabriksvirksomheden
kræver igen de andre Foranstaltninger, baade Dokker
og Skibsbroer og Arbejderboliger inde ved Aamundingen.
Det hele hænger uløseligt sammen. Det er jo netop det eminente
ved Planen!"
22* 
34
„Det forstaar jeg endelig meget godt, min Ven! Men det er
nu alligevel en god Regel at følge ved Opførelsen af et Hus,
at man begynder med Grundstenene; ikke med Taget og Taarnene.
Og at saa mange Anstalter skulde være absolut nødvendige
for at gøre Prøve paa en Mekanisme, ... det faar I nu ikke
Nogen til at tro. Og hvad det foreløbigt gælder om, er jo dog
at faa Sagen sat i Gang. Slaar den an, vil Udvidelserne komme
af sig selv."
„Ja, saadan er det altid! Hvor jeg kender det! Er der endelig engang
undfanget en virkelig stor Ide, skal den ufravigelig trykkes
flad, før den anerkendes. — Det er ikke værd, vi taler mere derom,
Fa'er. Du tror ikke paa Sidenius. Dermed er alting sagt!"
„Tror! Tror! Kære Ivan, forstaar j e g mig paa Kanal- og Havnebyggeri?
Forstaar du dig paa Vejrmøller? ... Jeg gentager
det: I har grebet den Sag forkert an. I har først begaaet en
Fejl ved at sammenblande, hvad der ikke nødvendigt hører
sammen, dernæst ved ikke forud at have Patenterne i Orden.
Havde din Ven endda kunnet fremlægge Udtalelser af anerkendte
Sagkyndige, der havde undersøgt hans Projekter, saa var der dog
en Slags Garanti for, at de overhovedet lader sig udføre. Men
at Folk saadan udenvidere skulde tage en ubekendt ung Mands
Paastande for gode Varer, ... det er for naivt, Barn!"
„Ærlig talt, Fa'er — er det ikke nok saa naivt at forlange
anerkendende Attester af de samme Folk, som det hele Projekt
er en bevidst Udfordring til. Det er jo netop den gamle byrokratiske
Slendrian herhjemme, Sidenius vil tillivs, og som hans
Bog er en saa vældig Anklage imod. Forresten kan jeg fortælle
dig, at han allerede for længe siden har henvendt sig til vore
saakaldte „fremragende" Avtoriteter, baade Privatpersoner og
offenlige Institutioner, men naturligvis allevegne bare mødt Haan
eller i bedste Fald Ligegyldighed. Oberst Bjerregrav — du veed,
Dyhrings Onkel — havde dog engang lovet at føre Sagen frem
i Ingeniørforeningens Tidsskrift; men da det kom til Stykket,
turde han alligevel ikke. Den Slags Folk er alle ens. Fordi Sidenius
har blottet deres Kortsynethed, har de rottet sig sammen 
41
for at slaa ham ned. Jeg veed det med Vished, at man er rasende
paa ham."
„Ja, saa maa I virkelig se at overvinde den Modstand, enten
paa den ene eller paa den anden Maade, ... der er ikke andet
for. Kan ikke din Ven forsøge en ny Henvendelse til Oberst
Bjerregrav, som vist er en Mand med stor Indflydelse?"
„Det nytter ikke noget. Jeg veed, at det ved den omtalte Lejlighed
kom til et Sammenstød imellem dem, og at Sidenius fornærmede
Obersten personligt."
„Saa kan han jo gøre ham en Undskyldning, Oberst Bjerregrav
er vist ingen hævngerrig Mand."
„Sidenius — en Undskyldning! Det er godt at mærke, hvor
lidt du kender ham. Du kunde lige saa godt bede Kejseren af
Rusland derom!"
„Ja, saa maa I forsøge Jer paa anden Kant. For helt at undvære
den Slags Folks Tilslutning, det gaar ikke, det kan jeg sige
Jer paa Forhaand."
„Hør, hvad er egenlig din Hensigt, Fa'er? Der er jo ingen
Mening i hele denne Samtale, naar du dog ikke vil støtte os.
Jeg har sagt dig, at Grunden til Folks Ligegyldighed for Sagen
først og fremmest har været din Stilling til den."
„Det er jo ogsaa derfor, jeg har ønsket nu at tale med dig
derom. — Jeg vil dog straks sige dig, at min Stilling til Affæren
ikke er bleven ændret og overhovedet ikke lader sig ændre.
Dersom du var mindre forhekset af din Ven, vilde du selv indse,
at jeg umuligt kan indblande vort Firma i et Spekulationsforetagende
af den Art ... i hvert Fald ikke paa Sagens nuværende
Standpunkt. Derimod vil jeg gøre dig et Forslag. Jeg har tænkt
at stille en Sum til din Disposition, ... du kan da handle ganske
paa egen Haand og i dit eget Navn. Du har jo oftere talt om,
at du havde Lyst til at forsøge dig i en mere selvstændig Virksomhed.
Jeg mener da af forskellige Grunde, at Lejligheden her
maatte være passende for et saadant Forsøg."
Ivan kneb Øjnene sammen og betragtede Philip Salomon med
ufordulgt Mistro. Mens Fader og Søn i alle andre Forhold viste 
34
hinanden den fuldeste Tillid — saasnart Talen kom paa Forretninger,
var de gensidig paa deres Post.
„Er det et Laan, du tilbyder? Eller er det Meningen, at jeg
skal dække Firmaet?"
„Det kan du faa arrangeret ganske, som det passer dig. Jeg
stiller dig i enhver Henseende aldeles frit. Hvad det for mig
alene kommer an paa, er — som sagt — at der overhovedet
bliver begyndt paa Sagen. Nu er der, synes mig, snakket længe
nok om den. Lad den nu blive prøvet!"
„Men du er vel klar over, at det ikke drejer sig om Smaasummer?
Vi maa forud have sikret mindst et Par hundrede Tusinde
alene til Starten."
„Aa, mindre kan vel gøre det. — Men lad det nu være nok for
idag. Du kan nu tænke over mit Tilbud. Imorgen tales vi nærmere
ved derom."
•
En halv Snes Dage senere — det var i Begyndelsen af April
— vendte Jakobe tilbage fra sin Rejse. Efter at have tilbragt en
Ugestid hos sin Veninde i Breslau var hun bleven overfaldet af
en ubetvingelig Længsel efter Hjemmet. I en forrygende Snestorm
naaede hun om Aftenen København, og hele den næste Formiddag
sad hun indelukket paa sit Værelse for at skrive til Per.
„ Ja, saa er jeg altsaa nu hjemme og kan endelig igen
skrive dig et fornuftigt Brev til. Mine to Jag-Epistler fra Breslau
er vel kommen dig ihænde? Jeg kunde næsten ønske, at de ikke
var det, for jeg skammer mig lidt over dem, og du maa tilgive
mig baade deres forvirrede Form (men jeg maatte stjæle mig
til at skrive om Natten, naar jeg dødtræt kom hjem fra Selskab
eller Teater) og ogsaa Indholdet, der vistnok i altfor høj Grad
blev en Jammerklage i Stedet for, hvad det var tænkt at skulle
være, en endeløs, usigelig Tak til dig, min inderligt Elskede,
for alt, hvad vi har haft tilsammen. Hele mit syv Dages Ophold
i Breslau staar for mig som en taaget Drøm; jeg maa næsten
spørge mig selv, om jeg ogsaa virkelig har været der, og jeg
føler en Del Samvittighedsnag overfor min Veninde og hendes 
43
Mand, der gjorde alt for at adsprede mig, indbød Fremmede,
kørte mig til Koncert, Teater, endog til Beriderforestilling, som
jeg afskyr; men min Tanke var bestandig hos dig, jeg færdedes
i Dresack, i Ausserhof, — alt har jeg genoplevet og genoplevet
paany vaagen og i dejlige Drømme.
„Igaar Aftes kom jeg altsaa hertil og blev straks modtaget med
en Nyhed, der har gjort et lidt forstemmende Indtryk paa mig,
skønt jeg ikke var uforberedt. Nanny er iforgaars bleven forlovet
med Dyhring. Jeg er slet ikke glad for det Parti. Dyhring har
som Journalist og Menneske altid været mig i høj Grad imod,
men Nanny synes meget lykkelig. Ogsaa han er vistnok i Øjeblikket
saa forelsket, som han overhovedet er i Stand til at
blive. Han var her iaftes, da jeg kom, og det var jo, som du
kan tænke dig, lidt underligt for mig at se dem sidde sammen
inde i Kabinettet, hvor vi to saa ofte sad, og høre dem hviske
og le. Men nu skal jeg ikke igen forfalde til schwermiitige Betragtninger.
Vor Tid kommer ogsaa, Per! Jeg søger Trøst i den
Tanke, at der nu er gaaet ni Døgn, siden vi skiltes, — ni Døgn
af de Gud veed hvormange hundrede, der endnu skal skifte med
Dag og Nat, inden jeg igen holder dig i mine Arme!
„Hvor mon du er idag? I Wien? I Budapesth? Jeg ser dig
for mig — ak, altfor tydeligt! — i din brune Rejsepjækkert og
med dine velsignede røde Kinder, som jeg i Tankerne atter og
atter kysser. Veed du, jeg drømte igen inat om den store Skov
i Laugendalen. Aldrig vil jeg glemme noget Minut af den dejlige
lange Dag, vi tilbragte der. Husker du Fuglen, der satte sig
til at synge over vore Hoveder? Og vort Hvil ved Kilden, hvor
du (som du sagde) tildrak dig dine Ungdomssynders Forladelse
af mine Hænder? Men nu ikke et Ord mere derom.
„Jeg selv er glad ved at være kommen hjem igen og sidde
i min egen Stue, omgivet af dine Portræter og de andre Smaaerindringer
om dig, som jeg har længtes saa meget efter, og
som nu tilligemed vore Bøger skal være min Trøst og Tilflugt
i Ensomheden. Kan du gætte, hvilken Bog jeg allerførst skal have
fat i? — Det skal være Poulsens lille Lærebog i Hydrostatik.
Du husker nok, at jeg i Vinter paa din Anbefaling læste hans 
34
Dynamik og var begejstret over dens fantasifulde Klarhed. Han
er virkelig et stort Stykke af en Digter, i Grunden den eneste
fuldt moderne Lyriker herhjemme. Der var Sider i hans Fremstilling
af Faldhastigheden, der betog mig saa stærkt som i sin
Tid et Tankedigt af Goethe.
„Jeg har forresten faaet en Fornemmelse af, at der er noget
igære her, dig angaaende. Allerede iaftes hviskede Ivan nogle
forblommede Ord til mig om „et opdukkende Interessentskab",
og imorges, da jeg gik ned til Te, foer han mig yderst hemmelighedsfuld
forbi med en skinnende ny Dokumentmappe under
Armen. Saa saare jeg faar noget nærmere opsporet, skal du faa
Underretning.
„Andet Nyt har jeg foreløbig ikke at berette herfra. Fader og
Moder er milde og gode som altid, omend jeg nok kan mærke,
at de ikke har været netop glade for vort Møde. Men det faar
saa være. Idag skinner Solen helt varmt, og Fuglene synger;
men endnu igaar var Vejret ganske vinterligt, og jeg kom hertil
i den vilde Snestorm, hvori Foraaret blæses ind over Landene
her i Norden. Jeg var virkelig et Øjeblik helt ængstelig for,
at Toget skulde sidde fast i en Snedrive.
„Jeg skal ellers ikke trætte dig med nogen Rejsebeskrivelse.
Der er bare een lille Oplevelse, jeg maa fortælle dig om, —
jeg veed godt, hvor intetsigende den i og for sig er, men naar
jeg nu i Forvejen har tilstaaet dette, vil du nok lade være med
at smile af min Snakkesalighed. Jeg har engang fortalt dig om
en Scene, jeg for en Del Aar siden tilfældig blev Vidne til paa
en af Berlins Banegaarde, og som gjorde et rystende Indtryk
paa mig, ja hvis Virkninger jeg vel ingensinde helt har forvundet.
Jeg tænker paa det sørgelige Optog af russiske Jøder, — flittige,
lovlydige Folk, der alene for deres Afstamnings Skyld blev
jaget fra Hus og Hjem efter at være bleven udplyndrede og
skamslaaede eller helt lemlæstede. Som en Fangetransport førtes
de under Politiopsigt og fulgt af Pøbelens Forhaanelser gennem
Civilisationens Evropa for at søge sig et Fristed mellem nogle
halvvilde Stammer i Amerika. Du husker nok, jeg har fortalt
dig derom. 
45
„Nu skulde jeg paa denne Rejse og netop paa en berlinsk Banegaard
igen blive mindet om, at ogsaa jeg hører til den samme
Slægt af evigt Fredløse og Fordømte. Jeg sad i Kupeen sammen
med en anden Dame, og Toget skulde til at gaa, da en ældre
Herre kom ind i Følge med en ung Officer. I det samme han
fik Øje paa mit ulyksalige Ansigt, foer han ud igen, efterfulgt af
Løjtnanten, der slog en beundrende Latter op. Til Schaffneren,
som netop vilde lukke, sagde han forklarende og saa højt, at jeg
umuligt kunde undgaa at høre det: „Pfui! Hier riecht ja entsetzlich
nach Knoblauch".
„Ja, det var hele Oplevelsen, og rimeligvis vil du spørge,
hvorfor jeg absolut har villet fortælle dig den. Men det er heller
ikke selve Begivenheden, jeg tillægger Betydning, men derimod
den Maade, hvorpaa den virkede paa mig, og som endnu i dette
Øjeblik vækker en egen højtidelig Forundring hos mig. Den
gjorde nemlig ikke noget nævneværdigt Indtryk paa mig. Jeg
blev i det højeste lidt vemodig stemt. Da den omtalte Dame efter
de to Herrers Bortgang forsøgte en Tilnærmelse, aabenbart i
den Hensigt at give mig en Slags Oprejsning for den tilføjede
Krænkelse, afviste jeg ikke hendes Venlighed, saaledes som jeg
i forrige Tider vilde have gjort, men gav mig i Snak med hende,
som om der ingenting var sket. — Forstaar du mig nu? Jeg, om
hvem man allerede i mine Barneaar sagde, at jeg var uforsonlig
— jeg kan nu ikke blive vred engang! Saaledes har Lykken omskabt
mig! Den Følelse, der nu helt opfylder mig ved Tanken
om den store, blinde og vildledte Menneskehed, er en uendelig
Medlidenhed, en altomslyngende Tilgivelse.
„Ak, nu har jeg allerede maattet begynde paa det tredje Ark
Papir, og dog synes jeg, at jeg slet ikke har faaet sagt noget
af, hvad jeg har paa Hjerte. Nu skal det dog være Slut for
idag. J
e§ h
ar ikke Lov til at lægge Beslag paa dig mere, du har
Brug for din Tid. Men det er ikke let at slippe dig. Jeg veed,
hvilken Tomhed jeg vil føle, naar jeg har lukket mit Brev. —
Nu blot et sidste Kys, — og endnu et allersidste — og saa
Farvel." 
34
Først et Par Uger efter sin Samtale med Faderen lykkedes det
Ivan at faa istandbragt et Møde af nogle Pengemænd hos den
bekendte Overretssagfører Max Bernhardt, hvem han tidligere,
men uden Held, havde søgt at interessere for Pers Sag. Denne
Mand var nu gaaet ind paa en Aften at samle nogle af sine Forretningsforbindelser
paa sit Kontor for at give Ivan Lejlighed
til at fremstille sin Vens Projekt for disse Folk og faa Muligheden
for dets Gennemførelse nærmere drøftet.
Max Bernhardt var, skønt kun fyrretyve Aar gammel og af
jødisk Fødsel, allerede en Mand med betydelig Indflydelse i Hovedstaden.
Han var bekendt som den samlende og iværksættende
Kraft i den Forgrening af dristige Spekulanter, der i Løbet af
den sidste halve Snes Aar havde nedrevet København og opbygget
den igen og derved omskabt den fra en Provinsby til en Storstad
i evropæisk Stil. Han havde paa Grund af sin Virksomhed
skaffet sig mange Fjender; men selv disse maatte tilstaa, at han
var en glimrende Forretningsmand, et lynsnart Hoved, der i klar
Tankegang og juridisk og kommerciel Viden søgte sin Lige. Til
Gengæld indrømmede hans Venner i Almindelighed uden alvorligere
Forsøg paa Modsigelse, at han var tom som en ormædt
Nød paa det Sted, hvor Samvittigheden skulde haft Plads, og
at han med koldt Blod prisgav ethvert højere Hensyn for sine
personlige Formaal.
Hver Gang det danske Borgerskab i disse Aar, opskræmt af
en alier anden stor Fallit, et mislykket Aktieforetagende eller
en uheldig Spekulants Selvmord, rejste sig til en truende Protest
mod den ny Tidsaand, samlede Harmen sig altid om Max Bernhardt.
Han var for Almenheden bleven Indbegrebet af den evropæiske
Fordærvelse, saaledes som denne efter den gængse
Mening i den sidste Menneskealder var bleven præget af jødisk
Egenkærlighed.
Det laa nu langt fra denne Mand at gøre sig nogen Ulejlighed
for at ændre Folks Opfattelse af ham. Han havde tværtimod en
egen, dyb Nydelse af den rædselsblandede Nysgerrighed, hvormed
Folk — og ikke mindst Kvinderne — betragtede ham, naar
han paa bestemte Klokkeslet gik til og fra sit Kontor. Alle kendte 
47
hans lille eksotiske Skikkelse, der saa ofte var bleven karrikeret
i den illustrerede Vittighedspresse. Han gik altid meget elegant
klædt, holdt sig lidt foroverbøjet og havde begge Hænder kuldskært
stukket ned i Overfrakkelommerne, mens han betragtede
de Forbigaaende med et halvslukt, følelsesløst Blik under nedsænkede
Øjelaag.
I Virkeligheden var han nu ikke ganske den, han saaledes
gav sig ud for at være. Folk, der havde kendt ham som Barn,
huskede ham som en stille, indesluttet, noget forsagt Dreng, der
altid hang over Bøgerne og skyede Kammeraternes Leg af Frygt
for den raa Overlast, han som Jøde og paa Grund af sin Lidenhed
bestandig havde været udsat for imellem dem. Hans Fader,
en Smaahandlende i en af Byens Sidegader, havde været meget
misfornøjet med ham, fordi den megen Læsen vakte Drengens
Ulyst til Forretningslivet.
Sytten Aar gammel tog han Studentereksamen med Udmærkelse
og gav sig til at studere Jura. Det var dengang hans Hensigt
at gaa Embedsvejen. Han vilde være Dommer. Den Forfølgelse,
han havde været udsat for under Opvæksten, havde
skabt en Lidenskab hos ham for Retfærdighed. Højesteretsdommernes
mørkerøde Fløjlskaabe var tidligt bleven den lille
Kræmmerdrengs lønlige Ærgerrigheds Maal.
Men en Dag blev han gjort opmærksom paa, at han som udøbt
slet ikke vilde kunne blive Retsbetjent. Der fandtes ganske vist
ikke noget bestemt Lovbud herfor, men det tillodes nu engang
ikke. Trods Grundlovens Ord om Borgernes Ligeberettigelse
havde endnu aldrig nogen Jøde beklædt et Dommersæde i Danmark.

Da han var bleven Kandidat, maatte han se paa, hvorledes
snart den ene, snart den anden af de blonde Kødhoveder blandt
hans Medstuderende førtes ind paa den akademiske Kongevej
til Ære, Magt og Anseelse, medens han selv nødtes ud i det
Forretningsliv, som han afskyede. Hans israelitiske Selvfølelse,
denne stolte Sky for at blive Genstand for Medlidenheden, havde
allerede da udrustet ham med en skuffende Selvbeherskelse.
Han bar, naar han bevægede sig mellem Folk, en kold, spot­
34
tende Verdensmandsmaske, hvorunder hans Hjerte hemmeligt
bankede saa nervøst uroligt som en ung Piges ved Indtrædelsen
i en Balsal.
Der var derfor Ingen, der forundrede sig, da han, straks efter
at have opnaaet Bestalling som Sagfører, kastede sig ud i en
Række forvovne Spekulationsforretninger. Det blev hans Specialitet
at danne Byggekonsortier og starte Aktieselskaber, og
han havde øjeblikkelig vakt Forargelse blandt sine Kolleger ved
at anvende Midler, som man hidtil ikke havde tilladt sig at benytte
i den juridiske Forretningsverden. Bandt andet havde han
efter udenlandsk Mønster knyttet en nøje Forbindelse med Pressen.
Ved at underkøbe Redaktører og Bladudgivere med vellønnede
Bestyrelses- eller Revisorposter i sine forskellige Aktieselskaber
havde han efterhaanden skabt sig en skjult Stab af
interresserede Medhjælpere, hvorigennem han bearbejdede den
offenlige Mening og skaanselsløst forfulgte enhver Modstander.

Nu, efter blot en halv Snes Aars Forløb, var han naaet op
blandt Byens store Skatteydere og anerkendtes af alle som en
virkelig Magt i Hovedstaden. Hvormeget man endnu til Tider
kunde skumle over hans Midler, havde man i Forretningsverdenen
tilsidst bøjet sig for hans Evner og det vidunderlige Held,
der fulgte næsten alt, hvad han fik mellem Hænder. Naar undtoges
et Par af de ældste og mest aristokratiske Handelshuse og
en enkelt Bank, der stadig vægrede sig ved at træde i Forhold
til ham, vovede Ingen længer at modsætte sig hans Dag for Dag
voksende Indflydelse.
Alligevel var det langt fra, at hans Ærgerrighed nu var tilfredsstillet.
Han, hvis Haab i sin Tid stod til en Højesteretsdommers
forholdsvis beskedne Værdighed, havde nu sat sig et
ganske anderledes stort Maal for sin Stræben. Af den lille, lidt
forsagte Dreng havde Forurettelsen skabt en Herskervilje, en
harmhærdet Kraft, der bestandig tørstede efter videre Magtomraade.

Han var dog klar over, at han paa Grund af sin Fødsel aldrig
selv vilde kunne opnaa nogen af de allerhøjeste Samfundsstil­
49
linger, der nu alene syntes ham en Kamp værd. Men i den store
Stab af Afhængige, han i Tidens Løb havde forstaaet at skaffe
sig og gøre til lydige Redskaber for hans Vilje, var der adskillige,
som allerede var naaet frem til betroede Poster, — og det
var hans Plan paa denne Maade alligevel at faa al væsenlig
Magt i Landet samlet i sin Haand.
At Ivan havde været særligt ivrig for at vinde denne Mand
for Pers Sag, og at han nu, da det syntes at skulle lykkes ham,
ansaae Sejren for næsten sikret, var da kun naturligt.
Af de syv Herrer, der nu efter Max Bernhardts Indbydelse
samledes for at drøfte Planen, var den ene Vekselerer Herløv,
Max Bernhardts personlige Ven og uundværlige Medarbejder,
en stor, rødfed Mand, der gjorde et underligt dvaskt og søvnigt
Indtryk, skønt han i Foretagsomhed ikke stod synderlig tilbage
for sin Kompagnon og absolut overgik ham i Opfindsomhed og
Snuhed. Paa Børsen sagde man om ham, at han var Max Bernhardts
Fantasi. Det var gerne ham, der undfangede Ideerne
og med beregnende Omhu planlagde de fælles Foretagender,
mens den anden var den ligelinjede, mandlige,
iværksættende Kr^ft.
løvrigt var deres personlige Interesser ganske forskellige;
men netop derfor arbejdede de saa uforligneligt sammen. Vekselereren
var aldeles blottet for Ærgerrighed. Ganske i Modsætning
til Max Bernhardt, for hvem alt gik ud paa Magtbesiddelse,
havde han intet andet Formaal end Profiten, ingen anden Stræ­
ben end at puge Penge sammen. Han vidste end ikke noget at
bruge sine mange Penge til. Han var ugift og havde kun een,
forholdsvis billig Passion, nemlig den efter Dagens Arbejde at
sætte sig ind i en af de finere Restavrationers Separatkabinetter
og ganske alene, blot med nogle Aviser til Selskab, fortære en
Diner paa syv-otte Retter Mad, hvortil han af Helbredshensyn
kun drak Vand.
Han stod nu i Max Bernhardts store, kostbart udstyrede Modtagelsesværelse,
ludende som en Okse, med Hænderne samlede
bagpaa under sine lange Frakkeskøder og med e' sløvt Blik bag
Brillerne, som sov han indvendig. Han var kommen i Samtale 
35
med en af de andre Indbudne, en afstikkende klædt, ung, blond
Modeherre, velkendt af hele København fra Østergade og Teatrene,
hvor han gik under Navnet „Det forgyldte Lammehoved".
Hans virkelige Navn var Sivertsen, og han var eneste Barn af
en i sin Tid bekendt Kaffegrosserer, ved hvis Død han, syvogtyve
Aar gammel, var bleven Ejer af en meget betydelig Formue.
Han var en af Byens mange teatergale, talte kun om Rollebesætninger,
Kulissesladder og Aviskritik. Han var en Ven af
Dyhring, hvem han — som han sagde — „beundrede baade
som Gentleman og Forfatter", og det havde da ogsaa været gennem
ham, at han i sin Tid var bleven bragt i Forbindelse med
Max Bernhardt. Denne havde ikke været længe om at gøre ham
til en af sine Livegne, og han havde siden tumlet med hans Millioner
efter Forgodtbefindende, — iøvrigt langt fra til Skade for
den unge Døgenigt, hvis Teatergalskab rimeligvis ellers hurtigt
vilde have ruineret ham, da han altid blodigt maatte betale Æren
af at kalde en af Scenens Børn for Ven eller Veninde.
Tilstede var desuden en Hr. Nørrehave, hvis Navn man ligeledes
ofte saae under Max Bernhardts Aktieindbydelser. Han
kaldte sig „forhenværende Landmand" og havde ganske vist engang
ejet en Gaard i Jylland; men det laa rigtignok mere end
tyve Aar tilbage i Tiden, og han havde siden ført en saare omtumlet
Tilværelse i København, først en Tid som Pantelaaner og
Marskandiser, senere som Husmægler og Ejendomskommissionær,
indtil han slog sig paa Spekulationen i større Stil og blev
Kapitalist. Han havde oprindelig heddet Madsen, men skiftede
Navn samtidig med, at han ombyttede sin Kælderbutik med et
Kontor. Den tillidsvækkende Landmandstitel havde han derimod
bibeholdt tilligemed den jyske Snurren paa r'et, der i københavnske
Øren meddelte hans Tale noget tilforladeligt og trohjertet.
Max Bernhardt plejede i Fortrolighed at sige om ham, at han
var den lodneste Ræv i Danmark.
Efter at man havde anbragt sig om et Bord, hvorpaa Pers Tegninger
og Overslagsberegninger var udfoldede, fik Ivan straks Ordet;
og de forsamlede Herrer hørte alle med velvillig Opmærksomhed
paa hans omhyggeligt tilrettelagte Foredrag — i al Fald 
51
i den første halve Time. Senere blev de noget urolige, og den
forhenværende Landmand saae nogle Gange med landlig Ligefremhed
paa sit Ur.
Da han omsider sluttede, blev der en længere Pavse. Man saae
hen paa Max Bernhardt, der imidlertid forholdt sig afventende.

Tilsidst tog saa Vekselereren Ordet og gjorde Ivan forskellige
Spørgsmaal, hvorpaa der lidt efter lidt kom en mere almindelig
Diskussion i Gang.
Det viste sig da, at disse Mænd — ganske som Philip Salomon
— ansaae det for uomgængelig nødvendigt først at fremskaffe
en begrundet Dom om Foretagendet fra anerkendte tekniske
Sagkyndige, hvis Udtalelser maatte forelægges Offenligheden.
Og efterat der i den Forbindelse var nævnt nogle Navne,
udpegedes tilsidst ogsaa her Ingeniøroberst Bjerregrav som den,
hvis Ord i en Sag som denne vilde have størst Vægt omkring i
Landet.
Med megen Styrke gentog da Ivan, hvad han allerede havde
gjort gældende overfor Faderen, at det vilde være urimeligt at
vente nogen Tilslutning til Sagen fra en Side, der — ikke med
Urette — havde følt sig ramt af den som af en Anklage. Særligt
om Oberst Bjerregrav vidste han ganske bestemt, at han af rent
personlige Grunde stillede sig fjendtligt til Planen og dens Ophavsmand.

Hertil svarede Vekselereren blot, at der naturligvis maatte
tilbydes Obersten Sæde i det eventuelle Selskabs Direktion; og
da Direktionen sagtens skulde være lønnet, vilde saadan lidt personlig
Uvilje vistnok let blive overvundet.
„Var der ikke større Vanskeligheder" — tilføjede han tørt —
„vilde Sagen være nem at ordne."
Til Pers Kraftmaskiner og andre Opfindelser, der af Ivan var
bleven omtalt som epokegørende, viste der sig aldeles ingen Tillid
blandt de forsamlede Herrer. I Modsætning til Philip Salomon
talte de kun om Havneprojektet og navnlig om Muligheden
for at skaffe den lille Klitø Anerkendelse som toldfrit Omraade. 
35
Max Bernhardt erklærede endog rent ud, at han ansaae alene
denne Del af Forslaget for egnet til Drøftelse. Til Gengæld talte
han meget ivrigt mod et Par af de andre Herrer, der foreslog
yderligere Indskrænkninger i Pers Plan for at gøre Forsøget med
den mere overkommeligt.
„En videregaaende Amputation vilde være ensbetydende med
en Aflivelse," ytrede han. „Jeg maa for mit Vedkommende bestemt
fastholde, at Frihavnsprojektet søges virkeliggjort i sit
fulde Omfang ... som en Nationalsag, for hvilken det gælder om
at vække det samlede Folks Interesse, saadan som Hr. Salomon
før meget rigtigt udtrykte det, ... eller at hele Historien paa
Forhaand opgives som uigennemførlig."
Ivan gjorde store Øjne. I Betragtning af Max Bernhardts forudgaaende,
langvarige Vægring ved at befatte sig med Sagen
havde han ikke turdet vente en saa ubetinget Tilslutning fra hans
Side. Ogsaa flere af de andre Herrer var tydeligt overraskede
over den usædvanlige Varme, hvormed Max Bernhardt her gik i
Skranken for en Forretning, der i deres Øjne tog sig saare tvivlsom
ud.
Max Bernhardts og Vekselerer Herløvs pludselige Interesse
for Pers Værk havde da ogsaa en skjult Aarsag. De var kommen
under Vejr med, at der i den af de københavnske Hovedbanker,
med hvis Direktion de levede paa Krigsfod, for Tiden
arbejdedes med et andet Frihavnsprojekt, knyttet naturligvis til
København. Det var nu deres Hensigt at komme Modstanderne
i Forkøbet med dette fuldt færdige, vestjyske Projekt, om hvilket
der med Dags Varsel kunde aabnes en Diskussion i Pressen. Nogen
stor Tro til, at der skulde kunne oparbejdes nogen virksom
Stemning for det i Handelsverdenen havde ingen af dem; deres
Tanke var kun, at det kunde gøre Nytte som Sprængstof og splitte
den Interesse for Frihavnstanken, som aabenbart fandtes omkring
i Landet, og som de andre gjorde Regning paa at kunne samle
om deres københavnske Projekt.
Efter yderligere Forhandling hævedes Mødet med den Beslutning,
at der skulde ske en Henvendelse til Oberst Bjerregrav
for at formaa ham til at indtræde i den forberedende Direktion. 
53
Saasnart hans Svar forelaa, skulde der sammenkaldes til et nyt
Møde, for at der, i Samraad med Obersten, kunde tages Bestemmelse
om, hvorledes Sagen i det enkelte burde gribes an. —
* *
Per befandt sig paa den Tid i Wien. Han havde tilbragt et Par
Uger i Sumplandene omkring Donaumundingen for at studere de
store Flodregulerings- og Havnearbejder der. Snart tilhest, snart
i aaben Baad eller paa synkefærdige Sandpramme havde han
fartet om i al Slags Vejr og et Par Gange endog haft ondt ved
at skaffe sig Tag over Hovedet for Natten.
Udtrættet af disse ham uvante Strabadser sad han Dagen efter
Ankomsten til Wien udenfor en Kafe og følte en stærk Trang til
igen at tale med et Menneske om andet end Pæleramning og Opmudring.
Han havde, siden han skiltes fra Jakobe, udelukkende
omgaaedes Ingeniører, ... og ikke Ingeniører af den hjemlige,
almendannede Art, men Teknikere, saaledes som Verdenskonkurrencen
uddannede dem, Mænd med en fænomenal Sagkundskab
paa et enkelt, oftest stærkt begrænset Omraade, men til
Gengæld ganske bare paa Viden udenfor deres Fag og i Almindelighed
blottede for alle andre Interesser end saadanne, der knyttedes
til Eksistenskampen og det personlige Velvære.
Det var gaaet ham overfor disse Kolleger ligesom overfor de
tre koldblodige, engelske Whiskydrikkere, han havde tilbragt
Vinteren med i Dresack, og med hvem han heller ikke havde
kunnet tale f. Eks. om de store Livsspørgsmaal, som dengang
ganske særligt optog ham. Han var og blev en Fremmed i et
saadant Selskab. Hvor højt han end beundrede deres specielle
Dygtighed og Indsigt, og skønt deres Væsens Overlegenhed ofte
fristede ham til Efterligning, rørte der sig i Dybet af hans Sind
en Følelse af Medlidenhed med den Slags Mennesker, hvis Tanker
aldrig hævede sig højere end Røgen fra deres Cigar.
Nu sad han der udenfor Kafeen med en Avis i Haanden. Mens
hans Tanker var hos Jakobe, hvem han savnede dobbelt stærkt
Lykke-Per I 
35
i denne store, vildfremmede By, lod han af gammel Vane Blikket
løbe nedover Hotellisterne for at søge efter Navne fra Danmark.
Og pludselig gav det et Ryk i ham, idet han stødte paa
Navnet Baronesse von Bernt-Adlersborg.
Den gamle Dame var i Vinterens Løb ganske gaaet ham af
Minde. Hans Udvikling havde i den mellemliggende Tid ført ham
saa langt bort fra al Tragten efter ydre Glans og Storhed, at han
knap nok længer huskede, hvordan han før sin Rejse blev fristet
af „Onkel Heinrich" til at benytte sig af dette stakkels Kvindemenneskes
Venskab med det Formaal at erobre sig en Barontitel.

I sin Længsel efter engang igen at tale med et Menneske i
sit eget Sprog og om almindelig menneskelige Ting besluttede
han sig til at opsøge Baronessen. Han fandt hende i et af Byens
eleganteste Hoteller, hvor hun boede sammen med sin Søster
Hofjægermesterinde Prangen. De to Damer var kommen dertil
for et Par Dage siden og opholdt sig her paa Gennemrejse til
Italien.
Baronessen syntes ikke at have haft stort Udbytte af sin næ­
sten aarelange Kur paa den tyske Afvænningsanstalt. Ansigtet
havde ganske vist mistet noget af sin blussende Rødme, Mimiken
var mere behersket, Hænderne roligere; men hendes Tale
var lige forvirret og røbede de svækkede Aandsevner. Sin besynderlige
Kærlighed til Per havde hun bevaret ganske uforandret.
Hun var i sin Gensynsglæde lige ved at falde ham om Halsen,
og Gang efter Gang under deres paafølgende Samtale greb
hun paany hans Hænder for at bevidne ham sin Taknemmelighed
over, at han var kommen.
Om sit Ophold paa Kuranstalten talte den gamle Dame ikke.
Hun sagde blot, at hendes „kære Søsterlil" var rejst ned for at
hente hende, og at hun nu agtede sig til Rom for som hun
med hemmelighedsfuldt sænket Stemme forklarede at søge
Privatavdiens hos Paven.
Hun forsøgte at overtale Per til at gøre hende og Søsteren
Følgeskab til Syden, og da hun hørte, at det var hans Hensigt
at bryde op allerede den næste Dag for at rejse videre til Paris, 
55
beklagede hun sig saa ubehersket, at han tilsidst lovede at blive
i Wien den Ugestid, hun og Hofjægermesterinden agtede at opholde
sig der.
Endnu samme Eftermiddag var han de to Damers Ledsager paa
en Køretur i Prateren.
I det Brev til Jakobe, hvori han fortalte om dette Sammentræf,
beskrev han Hoijægermesterinde Prangen i følgende Linjer:
„Søsteren er en høj, storslaaet Dame — jeg tænker, hun er
omtrent 70 Tommer og af tilsvarende Drøjde. Omkring halvtreds
Aar gammel. Har vist engang været meget smuk. Flotter sig
endnu med et Par brillante Øjne. Af Væsen er hun noget mere
afmaalt end Baronessen og taler i Modsætning til denne ikke
meget. Aabenbart svært gudelig. Vi fik os allerede iaftes en lang
og varm Diskussion om den kristelige Udødeiighedslære. Jeg
har paa fornemmelsen, at hun vil søge at indvirke paa mig. Naa,
det skal more mig at genoptage Kampen. Hun synes at have læst
og tænkt og oplevet en hel Del og er trods sin Hellighed mærkværdig
nok slet ikke nogen Hæidøre. Alt i alt et interessant Bekendtskab
."
Dette Brev satte Jakobe i en vis Uro. I sit hurtigt afsendte
Svar skrev hun, uden iøvrigt med et Ord at nævne Hofjægermesterinden
eller hendes Søster:
„Der er en Ting fra vor Rejse, som jeg nu er en lille Smule
ked af, og det er, at vi ikke fik talt noget mere sammen om det,
der i Vinter, efter din Faders Død, beskæftigede dig saa meget
og foruroligede dig lidt. Men Dagene var jo alt for korte, Tiden
fløj fra os, og Kærligheden krævede sin Ret. Maaske vil du
ogsaa sige, at der ikke længer var noget at tale om, at din Ensomhed
havde gjort dig nervøs, — og det tror jeg selv. Desuden
(ikke sandtj min Ven?) nu har vi jo fuld Fortrolighed til hinanden
i alle Ting, og du vil aldrig mere søge at skjule for mig,
hvad der optager dine Tanker. Det lover du mjg, Per!
„Herhjemme lever vi for Øjeblikket under et nyt Udbrud af
teologisk Desperation og Forfølgelsessyge. Som jeg vistnok skrev
til dig sidst, er Nathan nu vendt tilbage her til Landet, og det
er, som om denne Begivenhed har vakt Panik i Præstelejren.
23* 
35
Enhver Lejlighed benyttes i disse Dage til at tordne mod den
ny Tid og dens Mænd. Endnu iaftes læste jeg i „Berlingske Tidende"
et tre Spalter langt Referat af en Sørgetale, holdt af en
eller anden Stiftsprovst ved en eller anden Konferensraadsbegravelse
i Frue Kirke. Jeg kunde have Lyst til at sende dig Bladet.
Sjælden har jeg læst noget saa oprørende dumt og arrogant. Naturligvis
henflød den hellige Mand i Medlidenhedsgraad over „de
ulykkelige", der levede Livet uden Evighedshaab, og for hvem
Døden kun var en Rædslens Port ud til det bundløse Intet. Og
der var den sædvanlige, selvforherligende Henrykkelse over
Troen, uden hvilken „Livet ikke var til at udholde". Hvorfra
veed han nu det? Mon han har prøvet det? Min gamle Halvonkel
Philip plejede at sige om sig selv, at han havde samme Tro
som sin Kakkelovn, nemlig, at Livet var Flamme, Bulder og Os,
og „der var ingenting ovenover Skorstenen." Alligevel var han
til sin høje Alderdom en meget lykkelig og ogsaa en lystig Mand.
Da han laa paa sit Dødsleje og Lægen ikke rigtig kunde komme
efter, hvad han fejlede, spøgte han dermed og sagde, at det ærgrede
ham frygteligt, at han ikke engang kunde faa at vide, hvad
han døde af. Og dette er langtfra noget enestaaende Eksempel.
Baade i min egen Familje og mellem mine Bekendte har der væ­
ret mange uden mindste religiøs Tro; og dog er de gaaet lige
saa stolte og frejdige i Døden som nogen Stiftsprovst.
„Jeg tænker ofte paa, om de Kristnes overdrevne Angst for
Døden, udsprungen som den vel er af Læren om en hinsidig
Dom, ikke tillige bunder i den Omstændighed, at Kristendommen
i Modsætning til andre betydende Religioner opstod og udvikledes
i en Almue og tilmed i et forkuet Folk. Der bestaar dog
vistnok en Forbindelse mellem Dødsfrygt og Trælleangst. Jeg
glemmer aldrig det Indtryk, det gjorde paa mig, da jeg engang
i et tysk Museum saae nogle Gibsafstøbninger af de Lig, der er
fundne i det udgravede Pompeji.. Der var derimellem en Herre
og hans Slave, begge øjensynligt overrumplede af Askeregnen
og kvalte i Løbet af faa Minutter. Men hvilken Forskel i Ansigtsudtrykkene
! Paa Slavens Ansigt læstes den mest forvirrede Rædsel;
han havde væltet sig om paa Ryggen. Øjenbrynene var løf­
57
tet helt op til Haaret, den tykke Mund stod aaben, man kunde
ligefrem høre ham skrige som en Gris, naar den bliver stukket.
Den anden derimod havde bevaret sin cæsariske Værdighed lige
ind i Døden. De fast tillukkede Øjne, den fine, sammenklemte
Mund var præget af den stolteste og skønneste Resignation overfor
det uafvendelige.
„Det er for mig netop den væsenligste Anklage, der kan rettes
mod Kristendommen med dens Evighedshaab, at den berøver
Livet dets dybe Alvor og dermed dets Skønhed. Naar man opfatter
vor Tilværelse her paa Jorden som bare en Generalprøve
paa den egenlige Forestilling — hvor bliver da Festligheden af?
Men selv om jeg ikke personlig var fuldt og fast overbevist om,
at Livets store, ophøjede Endemaal er Tilintetgørelse, og at det
netop er Kendetegnet paa et virkelig aandsudviklet Menneske,
at det kan forsone sig med en saa uselvisk Tanke og føle det som
en harmonisk Afslutning paa Livet, at vi saaledes tilbagegiver
Alnaturen de Kræfter, der har virket i os, medens alle kristelige
Drømme om Udødelighed og Himmerigsfryd kun er Omformninger
af uciviliserede Folkeslags plumpe Forestillinger om evige
Jagt- og Krigsglæder, — ja, hvad var det nu, jeg vilde sige? —
— Du maa virkelig tilgive mig, men jeg kommer til at skylde
dig en Eftersætning til en anden Gang. — Nej, nu har jeg det!
Jeg vilde sige, at selv om jeg altsaa ikke i Døden saae en absolut
Selvopofrelse, den fuldkomne Hengivelse til Altet og vor
uopøselige Forening med det, saa skulde jeg dog have mig frabedt
at vide noget om, hvad der blev af mig, naar jeg engang forlader
denne Verden og alt, hvad jeg her har faaet kært. Herregud, vi
er jo dog alle enige om ikke at turde ønske os nogen Forudviden
om vor jordiske Fremtid, men er tværtimod glade ved, at
den evige Visdom har tilhyllet de kommende Dages Indhold for
os. Dersom vi i Forvejen blot med nogenlunde Sikkerhed kunde
ane, hvad der ventede os i Livet, vilde dette, hvor lykkeligt det
saa end formede sig, sikkert „ikke være til at udholde". Hvor
meget mindre da, naar det gælder et evigt Liv!
„Ak ja ikke sandt? denne uudryddelige Teologi! Ogsaa
den hører med til det „fra Fædrene nedarvede" — dette Ord, der 
35
er bleven et Løsen for Kulturfjenderne herhjemme. Er det dog
ikke forfærdeligt nedslaaende og ydmygende, ja rent ud fortvivlende,
at der endnu skal kunne rejses Kamp og spildes Tid og
Kraft paa de simpleste Grundspørgsmaal? Hvor kan dog længer
Nogen tvivle om, at det netop er alt dette „nedarvede" i os, vi
allesammen, baade Kristne og Jøder, har den Pligt at bekæmpe,
om ikke af anden Grund, saa fordi det jo bare er et Værk af
Tilfældet, — vi kunde jo lige saa godt have arvet noget ganske
andet, noget helt modsat. Hvor lang Tid skal der dog endnu hengaa,
hvormegen Fortræd skal vi Mennesker endnu tilføje hinanden,
før det virkelig bliver forstaaet og gjort til Religion, til
eneste tilladelige Dogme, at det ikke er paa det tilfældige, det
særegne, men paa det almenmenneskelige i os, at vi skal opbygge
vort eget og Nationernes Liv! "
* *
*
Det var ved Mødet hos Max Bernhardt bleven overdraget Ivan
at henvende sig til Oberst Bjerregrav og søge at overvinde dennes
Uvilje mod det nye Foretagende og mod dets unee Ophavsmand.
Ivan plejede ellers ikke at lade det skorte paa Dristighed, naar
det galdt om at virke for Per. Han havde et Par Gan?e saa at
sige ladet sig kaste ned af Folks Trapper for hans Skyld. Men
den gamle Oberst indgød ham en særegen Respekt. Han kendte
hans lille blussende Skikkelse fra Gaden og havde hørt om hans
Opfarenhed og hensynsløse Væsen. Dyhring, hans Nevø, havde
leende fortalt, at han endnu blev aldeles rasende, naar han hørte
Pers Navn.
I sin Forlegenhed betroede Ivan sig til Onkel Heinrich, der
plejede at være hans Raadgiver i vanskelige Tilfælde, og efter en
Del Ophævelser lovede denne at give ham en Haandsrækning.
„Jeg kender jo en Smule til denne Bjerregrav. Har gjort ham
nogle Smaatjenester af og til. Jeg skal give ham en Vink, saa han
bliver medgørlig. — Kan I forlange mere?"
Der var det Gran af Sandhed i hans Skryderi, at han virkelig
stod i en Art Forbindelse med Obersten. Ihvorvel han aldrig 
59
selv vilde være ved det og hans Familje af den Grund lod
uvidende derom, drev nemlig den foregivne Nabob en beskeden
Kommissionsforretning, af hvilken han tildels levede.
Blandt andet var han Agent for et engelsk Firma i Jern- og Staaldragere,
og i denne Egenskab fremstillede han sig regelmæssigt
et Par Gange om Aaret for Obersten med sin Priskurant.
Et Par Dage efter Samtalen med Ivan søgte han paany sin
Kunde. Efter at have maattet vente en halv Time ude i Forstuen
fik han endelig Foretræde og traf Obersten i overgivent
Lune, stærkt blussende efter Frokosten.
Den gamle Militær gav sig ugenert til at smile af den lille
grimme Jøde, der gjorde sin Indtrædelse i graa Gamasjer, med
Cylinderhatten og et Par sammenlagte Handsker i Haanden.
„Se Goddag!" sagde han og satte sig ved sit Skrivebord uden
at byde den anden Plads. „Hvordan staar det til, min gode forhenværende
Ørkenvandrer?"
Hr. Delft satte sin blaalige Monocle for Øjet og vrinskede af
paatagen Fornøjelse. Han vejrede god Forretningsstemning og
var for klog til at ødelægge sine Chancer ved at vise sig fornærmet.

Efter nogen Forhandling lykkedes det ham da ogsaa at faa
Obersten til at gøre en Bestilling.
Han havde allerede pakket sine Sager sammen og stod igen
med Hatten og Handskerne i Haanden som for at gaa, da han
pludselig lagde sit friserede Chimpanse-Hoved paa Siden og sagde :
„Tør jeg gøre Hr. Obersten et Spørgsmaal i Fortrolighed?"
„Hvad er det?"
„Har Hr. Obersten hørt om det store nye Nationalforetagende,
som er under ventilation?"
„Kender ikke noget til det."
„Virkelig ikke?"
„Jeg passer mit eget ... holder mig helst udenfor Spektaklet,
veed De."
Hr. Delft saae bort med sit lumskeste Smil. Nu, da Forretningen
var gjort, var Lejligheden kommen til at gengælde Obersten
hans „Ørkenvandrer". 
36
„Ach — ja!" sagde han og rystede paa sit lokkede Hoved.
„Tiden har forandret sig. Nu er det de Unge, man alle Vegne raaber
paa. De gamle prøvede Kræfter skubbes tilside ... ignoreres
ganz und gar. Ungdommen har Ordet!"
„Hvad var det saa, De vilde sige mig?" afbrød Obersten ham
pludselig utaalmodig og med Kommando i Stemmen.
„Det er et stort Frihavnsprojekt, der er paa Stabelen. Af en helt
ung Mand, ganske en Jungling, Sidenius hedder han."
„Naa — den Brøleabe!" sagde Obersten. „Ham kender jeg
tilfældigvis. Han har jo i sin Tid rendt os alle paa Dørene med
det „Nationalværk". — Folk er ganske vist bleven som tossede
efter at komme af med deres Skillinger; men jeg tror dog ikke,
at de Drengefantasier for Alvor vil friste Nogen."
„Foretagendet er sikret, ... hvad det pekuniære angaar. Jeg
veed det ganske bestemt."
„Hvad siger De?"
„Sagen er i Orden. Man venter blot paa Lovgivningsmagtens
Sanktion. — Ja, det er, som Hr. Obersten siger. De danske
Penge har Polkafeber for Tiden; de er begyndt at danse og kan
ikke holde op igen, saalænge Musiken holdes gaaende. — Desuden,
Hr. Sidenius har nok gode Forbindelser i Børsverdenen."
Obersten var bleven stille. Han havde sænket sine knevelsbartformede
Bryn, og det var, som om al Kindernes Frokostrødme
blev suget ind af hans Øjne, der begyndte at gløde som en
Tyrs.
„Saa er det altsaa sandt, at denne unge Laban er bleven forlovet
med en Datter af Philip Salomon? De maa jo vide det, Delft.
Er ikke Hr. Salomon Deres Svoger?"
„Hr. Oberst, min Mund er lukket! ... For Kærlighedsaffærer
har jeg ikke Agentur."
„De er Diplomat, Delft! ... Naa, jeg er ligeglad. Har Folk
Lyst til at rulle deres Penge ud i Søen, saa for mig gerne. Det
vilde saamænd være Synd at nægte dem den Fornøjelse. Prosit
Mahlzeit, mine Herrer! Der er Plads til mange Tønder Guld i
Hjertingbugten."
„Det er et gudsvelsignet sandt Ord, Hr. Oberst!" 
61
„Jeg holder mig, som sagt, udenfor den hele Svindel. Jeg vil
ikke engang høre om den. — Adjø, Hr. Delft."
„Jeg har den Ære at anbefale mig," sagde den lille Israelit og
trak sig tilbage med sit allerærbødigste Buk.
Obersten blev siddende med Haanden under Kinden og tyggede
heftigt paa sit Overskæg. Det var et formeligt Raseri, der
ved saadanne Efterretninger greb den blodrige gamle Herre, som
selv engang i Ungdoms Overmod havde kastet Handsken til den
nationale Slendrian og drømt om at blive en Fører og Fornyer
indenfor sit Omraade, og som nu hørte til den ny Tids mest forbitrede
Modstandere. Ligesom de fleste andre af Landets Gammelliberale
hadede han de unge, sejrrige Foregangsmænd med
et misundeligt Had, der overfor Per næsten havde faaet Karakteren
af en Mani. Den Tanke, at hvad han ikke selv havde naaet,
skulde kunne lykkes for denne Bondelømmel, der havde forhaanet
ham i hans egen Stue, red ham som en Mare.
Endnu knyttede der sig dog fra gammel Tid en Forestilling
om Fordomsfrihed og Selvstændighed til hans Navn, — det var
derfor, at baade Philip Salomon og Max Bernhardt straks var kommen
til at tænke paa ham, da det galdt om at finde en anset Sagkyndig,
der kunde tænkes villig til at gaa i Borgen for Pers Ideer
overfor Offenligheden. Man vidste desuden, at han var en forfængelig
Mand og dertil meget pengekær.
Allerede den følgende Dag gentog Hr. Delft sit Besøg. Obersten
havde nemlig ønsket Oplysninger om nogle Staalskinners
Vægtforhold, og for at faa et Paaskud til at komme igen havde han
ladet, som om han tilfældigvis ikke havde de derhenhørende Tabeller
hos sig.
Som ventet førte Obersten igen Talen hen paa Pers Projekt
og søgte at faa at vide, hvilke Børsmænd og Pengeinstituter
der stod bag det. Hr. Delft lod i første Øjeblik ganske uforstaaende.
Saa rystede han smilende paa Hovedet og sagde:
„Ach, dette Sideniuske Amfibium — mener Obersten. Jeg har
ingen Tillid til den ganske Historie. Det er et Dødfoster."
„Hvadbehager! ... De stod her igaar og fortalte, at Foretagendet
var sikret. De vidste det ganske bestemt, sagde De." 
36
„Jeg beder Hr. Obersten erindre, at jeg sagde i pekuniær
Henseende sikret. Jeg tilføjede udtrykkeligt, at man manglede Statens
nødvendige Billigelse af Planen. Og den erholdes aldrig."
„Hvorfor ikke? Naar Pengene virkelig kan skaffes tilveje,
hvad skulde saa egentlig bevæge Staten til at modsætte sig Foretagendet?"

Hr. Delft stod med optrukne Skuldre og vred sig som i Undseelse.

„Hr. Obersten forstaar mig vist nok — uden Ord."
„Hvad nu? De er dog en Satan til Hemmelighedskræmmer!
Hvad mener De?"
Hr. Delft tav og drejede vedblivende Hovedet forlegent fra
den ene Side til den anden. Han lignede virkelig i dette Øjeblik
ganske en afrettet Abe.
„Men saa tal dog, Menneske!" raabte Obersten.
„Na, jeg mener, Hr. Oberst, . . . Regeringen tør ikke ... det
er Sagen."
„Tør? For hvem? Jeg forstaar ikke et Muk!"
„Jeg vil ikke opholde Hr. Obersten længer. Jeg tillader mig
at anbefale mig "
„Snak! Nu skal De tale fra Leveren, Delft! Hvorfor mener De,
Staten skulde afholde sig fra at give sit Samtykke, dersom Pengene
kan skaffes — og Planen ellers var sund og god?"
„Netop det — Hr. Oberst, at Planen er sund og god."
„Pr... rrrrr! Nu gaar jeg fra Snøvsen! Hvad er Meningen med
dette her?"
„Altsaa — for at tale rent ud — mener virkelig Hr. Obersten,
at vor Nabo mod Syd roligt vilde se paa, at der skabtes Hamburg
en saa farlig Konkurrent? — Jeg tror det ikke. Aldrig i
Evighed!"
Obersten kastede sig tilbage i Stolen med Haanden i Siden.
Hele hans i Forvejen røde Ansigt blev som flaaet.
„Nu har jeg i mine livskabte Dage aldrig hørt noget saa tosset!
Hvor kommer De paa den forrykte Tanke, Mand? Mener De,
at Tyskerne vilde erklære os Krig i den Anledning, — hva'?"
„Gud — Krig! Det var saavist ikke fornødent! Bare saadan en 
63
lille, lidt bestemt formuleret Note fra Berlin til København .. .
De vil indrømme mig, Hr. Oberst, saadan noget har før været
tilstrækkeligt i lignende Tilfælde."
Obersten slog tavs Øjnene ned.
Hr. Delft trak paa Skuldren.
„Saadan er Tilværelsen for de smaa Nationer! De maa bøje
sig ... og endda tie til Forurettelsen. Det er sørgeligt, meget
sørgeligt, men det er Livets Gang. De smaa maa være føjelige
overfor de store ... føjelige og forsigtige ... yderlig forsigtige,"
blev han ved at gentage, da han saa Ordenes Virkning paa den
gamle Fædrelandsforsvarer, der paa sit Legeme endnu bar Mærker
af Tyskernes Kugler.
Obersten var stadig tavs, og Hr. Delft benyttede nu Øjeblikket
til at tage Afsked.
Det var ogsaa paa høje Tid. Han var næppe kommen ud af
Døren, før Obersten væltede op af Stolen som en bremsestukket
Stud. Og som altid, naar der ikke var andre tilstede, han kunde
lade sine Følelser gaa ud over, søgte han fra Kontoret ind i Dagligstuen
for at give sig Luft overfor sin Kone. Han maatte denne
Gang kalde hende ind fra Køkkenet. Og uden at agte paa hendes
grædefærdige Forsikringer om, at hendes Suppegryde var ved at
koge over, rasede han i en halv Time mod den Fejghedens og
Lumpenhedens Aand, der havde regeret det danske Folk siden
Krigen.
Den Dag spiste Onkel Heinrich som saa ofte til Middag hos
sin Svoger. Da man rejste sig fra Bordet, tog han Ivan tilside og
sagde med den mutte Generthed, der var ham egen, naar han
undtagelsesvis havde ulejliget sig uegennyttigt:
„Nu kan du gaa til Obersten, min Ven! Nu er han præpareret."

For ikke at vække Mistanke lod Ivan dog et Par Dage gaa hen,
før han skred til Værket. Han tilskrev da Obersten et Brev, hvori
han udbad sig Æren af en Samtale og i korte Træk forklarede
Anledningen.
Der var straks noget i Brevets Tone, der gjorde Obersten svag.
Ivan besad i høj Grad den jødiske Færdighed i at indynde sig 
364 LYKKE - PER
hos Folk ved at kildre deres Forgængelighed, — og Obersten
havde en tynd Hud overfor Smiger. Der var desuden i Navnet
Salomon en Guldklang, der lød forførende i den pengeglade
Mands Øre.
Men fremfor alt var det hans Natur imod at sidde uvirksom
og se paa, at andre handlede. Trods sine halvfjerdsindstyve Aar
havde han endnu for megen Uro i Blodet til godvilligt at gaa paa
Aftægt. Nogen fuldt paalidelig Forbundsfælle for Bagstræverne
i Landet havde han derfor heller aldrig været. Den gamle Oprørsaand
var trods alle Naadesbevisninger fraoven aldrig bleven helt
udslukt hos ham. Gemt under Forbitrelsen mod det Ny og Misundelsen
og den paatagne Forargelse rørte der sig en hemmelig
Sympati. Som han i sin ydre Færd var vedbleven at være det
urolige Brushoved med den ligefremme Tale, havde alle unge,
stærke og dristige Livsytringer stadig stor Magt over hans Sind.
Om det saa var hans Følelser for Per, gemte de i Virkeligheden
en god Portion Forelskelse paa Bunden.
Da Ivan nogle Dage senere søgte ham, modtog han ham alligevel
temmelig unaadigt. Først da Ivan rent ud erklærede, at
den hele Sag vilde staa og falde med hans Tilslutning, overgav
han sig.
Han stillede dog forskellige Betingelser, blandt andre, at
Per skulde kaldes hjem straks, fordi der var adskilligt at ændre
i hans Udkast, før det kunde bruges som Grundlag for Detailplaner.

Endvidere forlangte han, for at der overhovedet skulde blive
Mulighed for et frugtbringende Samarbejde mellem ham og Per,
at denne personlig skulde anmode ham om at tage Sagen i
sin Haand og i det hele gøre de indledende Skridt til en Forstaaelse.

Denne Fordring bad Ivan ham indstændigt at frafalde.
Men Obersten var paa dette Punkt ubøjelig. Han havde ikke
glemt de Ord, hvormed Per hin Dag havde taget Afsked: „Næste
Gang, vi mødes, Hr. Oberst, bliver det Dem, der søger mig."
— Denne overmodige Profeti skulde dog ikke altfor bogstaveligt
gaa i Opfyldelse! 
" - > • -
65
Ivan forsøgte endnu nogle Overtalelser, men Obersten, der
under hele Sammenkomsten havde været kendeligt nervøs, afbrød
ham tilsidst i opblussende Vrede og sagde:
„Den Ting kan ikke diskuteres mere her. Jeg betragter i det
hele nu Sagen som uddebatteret mellem os."
Saa rejste Ivan sig og gik modfalden bort. : 1 
FEMTENDE KAPITEL
I Midten af April var Per kommen til Rom. Han havde tilsidst
givet efter for Baronessens Bønner om at gøre hende og Søsteren
Følgeskab . . . eller rettere for den Tiltrækning, som Samværet
med den sidste i stigende Grad udøvede paa ham.
Han var ikke selv klar over Arten af det Behag, han følte i
denne mere end halvhundredaarige, graahaarede og overfyldige
Dames Selskab. Om nogen Slags erotisk Dragning kunde der jo
ikke være Tale. Derfor skrev han ogsaa frit til Jakobe om sine
Indtryk af hendes Person og Karakter uden at lægge Mærke til,
at Jakobe paa sin Side aldrig nævnede dette Bekendtskab eller
hans Omtale deraf.
Det var det moderlige i Hofjægermesterindens Væsen overfor
ham, der tiltrak Per. Det var hendes bekymringsfulde Omsorg
ogsaa for hans sjælelige Ve og Vel, som tilfredsstillede Fø­
lelser, der ikke var ham selv bevidst. Hertil kom saa den
besynderlige Uoverensstemmelse mellem hendes sikkert fuldt
oprigtige Fromhed og hendes Klædedragts og hele Levemaades
udsøgte, ja forfinede Elegance, mellem de højtidelige Bibelsprog,
hun yndede at anvende imod ham, og visse, ligesom forborgne
og ganske jordiske Smilglimt, han undertiden kunde opfange om
hendes Mund eller i Dybet af hendes endnu glimrende, mørkeblaa
Øjne. I sin Hellighed som i sin Verdslighed var hun ham en
æggende Gaade.
Mellem Landsmænd i Rom blev der snakket en Del om de to
Adelsfruer og deres ungdommelige Rejsekavaler. Det var dog
især Pers Forhold til Baronessen, som pirrede Nysgerrigheden.
Denne Dames Følelser for ham var under Rejsen svulmet op til 
67
en stille, sværmerisk Tilbedelse. Hvergang man fortalte hende
noget, udbrød hun med taarefyldte Øjne: „O, det maa De endelig
fortælle Hr. Sidenius," — eller: „Hvor det vil more vor kære
Ven at høre!" Noget af det første, hun foretog sig efter Ankomsten
til Rom, var at træffe Aftale med en Billedhugger om at
modellere hans Byste.
Per mærkede godt, at den gamle Dame var bleven en ganske
viljeløs Ting i hans Haand. Han havde maattet fortælle hende
udførligt om sine Fremtidsplaner, og hun havde straks tilbudt
ham sin Støtte. Da hun hørte om det Interessentskab til Virkeliggørelse
af hans Ideer, som netop var under Dannelse, blev
hun saa begejstret, at hun endog talte om at sælge det ene af sine
Godser for at sikre Foretagendet.
Per tænkte dog slet ikke paa at drage nogen personlig Fordel
af sin Magt over dette stakkels syge Menneske, allermindst efter
at det var gaaet op for ham, at hun ansaae ham for en naturlig
Søn af hendes afdøde Broder, — en Vildfarelse, han jo ikke
selv var helt uskyldig i.
Desuden optoges han for hver Dag mere af det nye og fremmedartede
Liv, han saae omkring sig. Som solglad Nordbo nød
han den klare Himmel og den lune, bløde Luft. Aldrig havde
han følt sig saa sund og stærk paa Sjæl og Legeme som nu!
Hans Ansigt med det lille mørke Fipskæg havde paa faa Dage
faaet en næsten malmbrun Tone, mod hvilken Øjnene skinnede
dobbelt blaa. Naar han om Eftermiddagen spaserede paa Monte
Pincio sammen med Baronessen og Hofjægermesterinden, klædt
i en ny, lysegraa Sommerdragt, hændte det mere end een Gang,
at en sortøjet Skønhed sendte ham et brændende Blik over Viftekanten.

Han boede ikke paa samme Hotel som de to Søstre men indfandt
sig daglig hos dem for at ledsage dem paa Spasereture
eller følge dem til den skandinaviske Forening, hvor de hver Eftermiddag
læste Aviserne. Han kunde nok lide det Skær af medfødt
Fornemhed, hvormed de to Adelsdamers Selskab forlenede
ham. Han nød de fornemme Titler, som Hoteltjenere og den Slags 
36
Folk overalt tildelte ham. Paa hans egne Landsmænd virkede
hans falske Baronværdighed i Længden ikke skuffende. Skønt
Samlivet med Hofjægermesterinden yderligere havde afslebet
hans Væsen, røbede den hjemlige Jeppe sig uhjælpeligt under
Verdensmandens Dragt; og havde man fra Begyndelsen af været
noget i Tvivl om, hvad man skulde anse ham for, saa fik man
efterhaanden ved hans egen Aabenmundethed mere at vide om
hans Livsmaal og Planer, end adskillige havde Taalmodighed til
at høre paa.
Det var foruden Gadelivet især det ældste Rom, der tiltrak
ham i denne Byernes By, den „evige" Stad, Verdenssjælens Mausoleum.
Men det var langt mindre Arkitekturens Skønhed, der
optog ham, end Murenes Masse, Sammenbindingens Soliditet,
den hele titaniske Kraft, der havde udfoldet sig i disse totusindaarige
Kæmpeværker. Han kunde sidde timevis inde i Coloseums
ørkenøde Indre og underholde sig med i Tankerne at genopbygge
det fra Grunden, omgive det med et Fletværk af Stilladser
paa en uhyre Arbejdsplads, der var opfyldt af kyklopiske
Stenblokke, Oksekærrer og Hundreder af svedende Slaver, og
herfra lade det hæve sig Skifte for Skifte som Fundamentet til et
Babelstaarn.
Og saadanne Drømmerier førte ham paany til Bøgerne. Disse
antike Murkolosser vakte Trangen hos ham til at vide noget mere
om Romerfolket og dets Skæbne end det højst uklare, han huskede
fra sin Skoletid. I den skandinaviske Forenings Bibliotek
laante han Mommsens „Romische Geschichte", og med den stæ­
dige Energi, han stødvis kunde udfolde, arbejdede han sig i kort
Tid gennem det bindstærke Værk.
For første Gang i sit Liv grebes han af en historisk Stemning.
Hans Blik havde hidtil bestandig været rettet anelsesfuldt fremad
mod den forventede Stortid, — Fortiden havde aldrig sysselsat
ham. Nu kunde han formelig nyde det at sidde oppe mellem Palatinerhøjens
Ruiner og med Ryggen lænet mod et solopvarmet Søjleskaft
at læse om de Mænd, der fra dette Sted havde behersket
Verden. Tilmed førtes han ved disse Studier for første Gang helt
bagom den ham forhadte Kristendom, ind i en Kultur, der var 
89
ganske upaavirket af den Aandsmagt, der for ham var Nutidens
Forbandelse. I Republikens Helteskikkelser fandt han de forbilledlige
Karakterer, han hidtil havde savnet. I hele dette praktisk
anlagte, handlemodige, kloge og usentimentale Hedningefolk saae
han Mennesket i uforvrænget Oprindelighed, Titanslægten,
hvorom han uklart havde drømt, og med hvilken han følte sig
i Slægt.
I et af sine Breve til Jakobe skrev han begejstret:
„Aldrig har jeg saa stærkt som hernede følt, hvilken Forbrydelse
mod Menneskeheden Kristendommen har været. Aldrig har
jeg med en saadan Skamfølelse forstaaet, hvor højt vi endnu
skal tilvejrs for bare at række til Skuldrene af den Slægt, hvis
Menneskestorhed hin blegnæbbede Kastrat fra Nazareth har
vovet at mistænkeliggøre. Kender du Fortællingen om Kong
Pukkelryg? Da Skæbnen engang havde villet, at Majestæten var
bleven født med skæve Ben og et Knæk i Ryggen, blev der udstedt
en Forordning, der vendte op og ned paa Begreberne i
Landet. Hvad der var smaat, blev kaldt stort, og hvad der var
skævt, kaldtes lige. En rank Ryg kaldtes en Pukkel, Kæmpen en
Dværg. — I det forrykte Land lever vi den Dag idag!"
Efter en halv Snes Dages Ophold modtog Hofjægermesterinden
et Telegram fra sin Mand, der var bleven syg og ønskede
hende hjem. De to Søstre brød op, skønt Baronessen klynkede
lidt over at skulle forlade Rom uden at have opnaaet den Avdiens
hos Paven, hvorom hun hele Tiden havde fablet.
Afskeden med Per var for begge Damernes Vedkommende
meget hjertelig. Hofjægermesterinden tog det Løfte at ham, at
han engang vilde besøge hende og hendes Mand paa Kærsholm,
hvor ogsaa Søsteren foreløbig vilde tage Ophold. Endnu fra
Kupevinduet tilraabte Baronessen ham med Taarer i Øjnene og
under Lommetørklædeviften et „Paa Gensyn!"
Per maatte blive endnu nogen Tid i Rom af Hensyn til den
Byste, som hans moderlige Velynderinde havde bestilt, og som
han nu ogsaa selv begyndte at interessere sig for. I det hele var
han ikke utaalmodig efter at komme bort. Han befandt sig stadig
ualmindelig vel her, og Beretningerne om det vedvarende kolde
Lykke-Per I 
37
og fugtige Foraar nord for Alperne fristede ikke til Opbrud. Endelig
sad der ham endnu i Kroppen nogen Angst for Ensomheden,
— derfor søgte han ogsaa her i Rom bestandig Selskab.
Fra Ivan havde han modtaget Meddelelse om, at han skulde
være forberedt paa at maatte afbryde sin Rejse, da hans Nærvæ­
relse hjemme muligvis kunde blive nødvendig for hans Sags
Fremme. I sit sidste Brev havde han ligefrem spurgt, om han
vilde være i Stand til at bryde op med Dags Varsel.
Herpaa havde Per endnu ikke svaret. Han var begyndt at blive
ked af disse næsten daglig indløbende Skrivelser fra Svogeren
med deres evindelige Forespørgsler, Henstillinger og Paamindelser.
I hans Forhold til, hvad han havde kaldt sit Livsværk, var
der i det hele, tildels umærkeligt for ham selv, foregaaet en
Forandring fra samme Øjeblik, som der havde aabnet sig Mulighed
for dets Gennemførelse. Det havde ikke netop mistet i Værdi
i hans Øjne; men hans Interesse for det havde tabt sig, efter
at det fra blot revolutionerende Ide var bleven forvandlet til
noget, der gjordes til Genstand for Børsfolks og Spekulanters
Befingren og snusfornuftige Drøftelse. Alene det malabariske
Handelssprog, hvori Ivan skrev til ham, denne halvt uforstaaelige
Kræmmermauschlen gjorde ham led ved den hele Forhandling.
Desuden indeholdt næsten hvert af Ivans Breve nye Forbehold
eller Forslag til nye Beklippelser eller til yderligere Afpasning og
Tillempning, saa han i Almindelighed af lutter Ærgrelse lod dem
ligge ubesvarede i flere Dage.
Modsætningen mellem denne Forsagthed og Indtrykkene fra
hine store Tider, hvori han i disse Dage levede med sine Tanker,
forøgede hans Ligegyldighed og fyldte ham med Mismod. I sit
sidste Brev havde Ivan endogsaa haft den Dristighed at foreslaa
ham en Tilnærmelse til Oberst Bjerregrav, til den Mand, der i
sin Tid med koldt Blod havde søgt at støde ham ned i Mørket.
Alle disse Fortrædeligheder fra Hjemmet gav det sorgløse Lediggængerliv
her i Rom forhøjet Tiltrækning for ham. Han havde
gjort forskellige Bekendtskaber mellem sine skandinaviske Landsmænd,
ogsaa blandt Damerne, i hvis Selskab han hurtig trøstede
sig for Tabet af Hofjægermesterinden. Aftenerne tilbragte han 
71
regelmæssigt sammen med dem paa et eller andet af de landlige
Beværtningssteder i Byens Udkant, hvor Skandinaverne efter
gammel Sædvane mødtes for paa Kunstnervis at give sig utvungent
hen til Livets Nydelse. Her gik det muntert til ved fulde
Glas, med Sang og Dispyter (paa varme Dage i Skjorteærmer),
og Per befandt sig udmærket vel ved denne artistiske Tvangløshed.
Han var altid i straalende Humør. Det Foraar, Jakobe havde
indblæst hans Sind med sin solvarme Hengivelse, havde nu sin
Blomstringstid. Hvad der var i ham af Spirer til lyse og festlige
Følelser, kom her i Vækst, og han indtog efterhaanden alle. Naar
man ud paa Natten syngende drog hjemad, saae man ham gerne i
Spidsen af Toget, blomstersmykket og bekranset, med et Par
henrykte — unge eller ældre — Damer under Armen.
En Aften traf han i dette Selskab en af de rigt behaarede tyske
Kunstnere, med hvilke Fritjof om Efteraaret havde ført ham sammen
i Berlin. Det var en af Øjeblikkets Modemalere i Rom, —
en lille dværgagtig Mand med et vældigt Victor Emanuel-Skæg
og to Tommer høje Hæle under Skoene. Under sædvanemæssig,
højtidelig Bægersvingen fornyedes det gamle Bekendtskab, og
Per fik en Indbydelse til at besøge den berømte Mand i hans
Atelier.
Her mødte der ham en Overraskelse. Paa et Staffeli midt i
Salen stod et lige fuldført Portræt i Legemsstørrelse af en ung
Dame, en rødblond Jødinde, hvis fine Træk og sky Hjorteøjne
han havde let ved at genkende. Det var Jakobes berlinske Halvkusine,
Gehejmekommerceraadens unge Datter — Enearvingen
til halvtredsindstyve Millioner.
„Er hun her i Byen?" spurgte han forundret.
„Har været. Hun rejste hjem igaar. De kender hende altsaa?"

Per fortalte, at han et Par Gange havde været i hendes For­
ældres Hus,
„Hvordan er det? Er hun ikke bleven gift?" sagde han og
kunde ikke faa Øjnene fra det dejlige Ansigt, der saae paa ham
med det samme stjaalne, forskende Sideblik som hin Aften ved
Koncerten.
24* 
„Hun er gift, ja. Hun var hernede med Gemalen — det heldige
Asen!"
„Hvad er det nu, han hedder?"
„Bieber — Dr. Bieber."
„Ja, rigtigt! Jeg husker, jeg har set ham der i Huset. Han udmærkede
sig just ikke ved Legemsskønhed. Han lignede nærmest
en Vombat."
„Ach was — Legemsskønhed!" udbrød Mandslingen og snoede
med en ametystfunklende Haand de buskede Ender af sit Krigerskæg.

„Han var maaske selv meget rig?" spurgte Per.
„Rig? Nej, en fattig Djævel var han. Veed De ikke det? En
kostelig Historie! Der fyldte de omsorgsfulde Forældre deres
Hus med forgældede Baroner og Officerer, for at Datteren skulde
gøre et standsmæssigt Parti. Alle borgerlige unge Mænd holdt
de paa Afstand. Kun den tykke Dr. Bieber tænkte de ikke paa.
Han var Amanuensis hos deres Læge, — og saa blev det naturligvis
netop ham!"
„Ja vist," mumlede Per pludselig aandsfraværende, — hans
Blik hang stadig som fortryllet ved den unge Kvindes Træk.
„Naar De har været Gæst i Forældrenes Palæ i Thiergarten,
saa veed De sagtens ogsaa, at dette nærmest var et forgyldt Helvede
for den unge Dame. Moderen holder ganske ugenert en hel
Stab af betalte Galaner, og Faderen er simpelthen en Kæltring.
For enhver Pris vilde Datteren ud af det Liv det er Forklaringen
! Jeg tror, hun havde taget omtrent en hvilkensomhelst
nogenlunde præsentabel og skikkelig Mand, der havde haft Mod
til at bortføre hende."
Per vendte sig fra Billedet og saae gennemtrængende paa den
lille snaksomme Maler.
„Bortførte han hende?"
„Naa, ikke just bogstaveligt. Men han havde altsaa Øje for
sine Chancer. Og trods sin Grimhed og Fattigdom og sin endog
meget borgerlige Fødsel — hans Fader er en Slags finere Marskandiser
— havde han fornødent Mod . . . eller Selvtillid . . .
ja vi kan godt sige Indbildskhed ... til at forsøge sit Held. Maaske 
73
har han anset sig selv for en Adonis. Paa den Naragtighed har
han saa sejret! . . . Har De, unge Mand, faaet fat paa den ironiske
Livsvisdom, der gemmer sig deri? Er det i det hele gaaet
op for Dem, at det i Virkeligheden betyder mindre, hvad man
er, end, hvad man indbilder sig at være? — Mener De maaske,
at Løjtnant Napoleon nogensinde var bleven Frankrigs Kejser,
dersom han ikke havde haft den forrykte Ide, at der flød gammelt
fransk Kongeblod i hans Aarer?"
Den verdensberømte lille Kunstnerdværg løftede sig ved disse
Ord i sine højhælede Sko og snoede atter sit martialske Overskæg.
Men Per trak sky sine Øjne til sig og sad længe tavs og
fraværende.
* Hf
*
Hjemme i København var der imidlertid sket det, at Nanny og
Dyhring havde giftet sig. Samtidig havde Dyhring forladt „Falken"
for at overtage Stillingen som Chefredaktør af et ældre,
anset Blad, „Borgerbladet", der særlig havde Udbredelse i Forretningsverdenen.

Hans Svigerfader, Philip Salomon, havde dog ingen Del i denne
Forfremmelse, der alene skyldtes Overretssagfører Max Bernhardts
Indflydelse. Dyhring hørte til denne Mands mange Livegne,
ja var den af dem, til hvem han paa Grund af hans kønne
Ydre, hans Smidighed og tidligt modnede Foragt for alle menneskelige
Love og Vedtægter knyttede de største Forhaabninger.
Det havde været under den store Mands Beskyttelse, at Dyhring
som Tyveaarig var stegen til en fremskudt Plads i „Falkens"
Medarbejderstab, og han havde i denne Stilling ved sin absolute
Lydighed mod sin Velgører vundet dennes Tillid, ja hans Venskab.

Max Bernhardt havde dog vist sig meget utilfreds, dengang
Dyhring meddelte ham sin Forlovelse med Nanny. Hans blodløse
Ansigt havde slaaet to dybe Rynker fra Næseroden nedefter, og
han havde sagt:
„En Jødedame, Dyhring! Det overrasker mig virkelig. Jeg 
37
havde tiltroet Dem bedre Forstand . .. Jeg har jo for længe siden
gjort Dem opmærksom paa Konferensraad Lindholms Datter.
Hun er ogsaa baade smuk og rig. Og De vilde sikkert være Mand
for at gøre det fornødne Indtryk paa hende."
Men for første Gang nægtede Dyhring sin Herre og Mester
Lydighed. Han var virkelig forelsket i Nanny. Og hans Modstandsløshed
overfor Kvinder af Nannys Art var hans eneste
Svaghed.
Max Bernhardt havde indset, at han her maatte slaa sig tiltaals.
Han var ikke selv af Sten overfor et Par smukke Kvindearme,
og de eneste Daarskaber, han tilgav, var derfor saadanne,
der blev begaaet for en Dames Skyld. Han havde blot taget det
Løfte af Dyhring, at han vilde hemmeligholde Forlovelsen, indtil
der var bleven skaffet ham en anseligere og mere selvstændig
Stilling indenfor Pressen. Og allerede Ugen efter var Vejen ryddet
for ham til den meget eftertragtede Redaktørpost ved „Borgerbladet".

Max Bernhardt havde herved villet sikre sig at komme Philip
Salomon i Forkøbet. Han var bange for at komme til at miste
noget af sit Herredømme over Dyhring, dersom denne skulde
faa sin Svigerfader at takke for Redaktørværdigheden.
Og nu havde Dyhring og Nanny holdt Bryllup. Det var sket
med de færrest mulige Omstændigheder. En skønne Dag kom
Nanny leende hjem fra Byen med den nybagte Redaktør under
Armen, nejede for sine Forældre og forestillede sig som Fru
Dyhring. De var om Formiddagen bleven viet paa et støvet Borgmesterkontor
og havde — som hun tungefærdigt berettede
haft det rædsomste Mas med at holde sig alvorlige under Højtideligheden.
Bagefter var de gaaet hen paa en Restavration og havde
spist Frokost sammen med et Par af Dyhrings Bekendte, som
de tilfældigt traf der.
Ved Middagsbordet, der nu blev dækket saa festligt, som det i
Hast lod sig gøre, udbragte Philip Salomon sit Hjertebarns og
hendes Brudgoms Skaal med en uvilkaarlig Højtidelighed, som
dannede en ejendommelig Modsætning til de Nygiftes egen muntre
Ligevægt. Ogsaa Moderen var stærkt bevæget. Skønt det snart 
LYKKE - PER 375
aldrende Ægtepar i de senere Aar — under deres Børns Paavirkning
— havde gjort sig Umage for at holde Trit med Tidens
Udvikling, ved en Lejlighed som denne brød deres Natur gennem
Optugtelsen. Ingen af dem saae i Virkeligheden rigtig fortrøstningsfuldt
paa Fremtiden. Navnlig vakte Pigebørnenes egenraadige
Færd deres skjulte Bekymring.
Efterhaanden reves de dog med af de andres Munterhed, og
Glæden omkring Bordet blev paa Grund af Smaabørnenes Nærværelse
tisidst helt støjende. Kun Jakobe sad stadig tavs og ligesom
udeltagende. Hun var ogsaa den eneste, der ikke havde
pyntet sig. Hun var saa oprørt over Nannys Overstadighed og
over den Vanhelligelse af Kærligheden, som dette Bryllup og
det hele Giftermaal i hendes Øjne var, at kun Moderens bestemte
Paabud havde faaet hende til at tage Plads ved Bordet. Hun
havde først undslaaet sig under Foregivende af Ildebefindende.
Og virkelig følte hun sig ikke vel. Flere Gange under Maaltidet
blev hun overfaldet af Svimmelhed, hele hendes Legeme dirrede
af Nervøsitet.
Kort efter at man havde rejst fra Bordet, gik hun op paa sit
Værelse og lod sig ikke mere se.
Hun satte sig til at skrive til Per, — hun vidste intet andet
Middel til <at dulme sin Længsel efter ham og døve den vilde,
fortærende Skinsyge, som var nær ved at lægge hende øde
baade paa Sjæl og Legeme.
Det var ikke saaledes, at hun paa nogen Maade mistænkte
Per. Enhver Tanke om Utroskab laa hende saa fjern, at end ikke
hans Breves Kortfattethed og det Besvær, han tydelig nok igen
havde med at finde den fortrolige Tone, for Alvor foruroligede
hende. Siden deres ømme Forening følte hun ham som en uadskillelig
Del af hende selv. Med sin stolte og kyske Natur
kunde hun ikke tro paa Muligheden af et Bedrag. Og hun havde
ikke glemt det Udtryk af Lykke og Taknemlighed, der havde
glødet i Pers Øje, den første Gang han hvilede i hendes Arme.
Hun gemte dette Minde som et viet Pant. Hun fik i hine Øjeblikke
Vished for — hvad hun undertiden næsten havde tvivlet om —
at ogsaa hun var Kvinde og kunde være sin Elsker til Lyst. 
37
Men naar hun tænkte paa alle de Mennesker, mellem hvilke
Per daglig færdedes, som nød den Lykke at leve i hans Nærhed,
at tage om hans Haand, høre hans Stemme, se hans Smil,
... der kunde da rejse sig en Slags Had i hende til disse Fremmede,
som ejede alt det, hun selv sukkede efter. Hun var
misundelig paa de Brosten, han traadte over, paa den Luft, der
kyssede hans solbrunede Kinder. Hun var skinsyg paa Kafeopvarterne,
der betjente ham, paa Hotelpigerne, som om Morgenen
redte den Seng, der endnu gemte Varmen og Duften af hans
Legeme. -—
Nede i Dagligstuen havde Moderen imidlertid søgt at undskylde
hende overfor Dyhring og Nanny, hvilken sidste havde gjort en
spydig Bemærkning i Anledning af hendes Forsvinden.
„Jakobe er saa overspændt i denne Tid, "sagde Moderen. „Jeg
er virkelig lidt urolig for hende."
Nanny trak paa Smilebaandet uden at svare. Men da hun sad
nede i Vognen sammen med Dyhring for at køre hjem til hans
Ungkarlelejlighed, hvor de skulde overnatte, sagde hun, idet hun
puttede sig tilrette under hans Arm:
„Ved du, hvad der er i Vejen med Jakobe? For du lagde vel
nok Mærke til hende ved Bordet. Hun er misundelig, Stakkel!
Hun er rasende, fordi det ikke er hende, der nu kan køre hjem
med sin Pær".
Den følgende Morgen rejste de Nygifte til Udlandet; de vilde
blive borte nogle Uger. Det var deres Hensigt i den Tid at
gennemrejse det meste af Evropa. De agtede sig endog helt ned til
Spanien, fordi Nanny absolut vilde se en Tyrefægtning.
Rejsen blev da væsenlig et Ophold paa Jernbaner og Hoteller.
Men netop dette omskiftelige Liv mellem alle Slags Mennesker
tilfredstillede dem begge. Selv i Hvedebrødsdagene følte de ingen
Trang til mere Ensomhed. Om nogen virkelig Lidenskab var
der overhovedet paa ingen af Siderne Tale. Dyhrings Forelskelse
ytrede sig efter kort Tids Forløb mest som en skamløs
Kælenskab, og trods sin forholdsvise Uskyld imødekom Nanny
beredvilligt hans Hang til æggende Kærtegn.
Forøvrigt knyttedes de sammen af den Tilfredsstillelse de gen­
77
sidig skænkede hinandens Forfængelighed. Dyhring nød den
Opsigt, Nanny overalt vakte ved sin orientalske Skønhed, —
i Særdeleshed fordi han var overbevist om, at Folk ikke ansaae
dem for at være rigtig gifte. Han vidste meget godt, at hun
baade i sit Væsen og i sin Maade at klæde sig paa mindede om
den finere Demimonde, — det var jo netop heri, hendes Tillokkelse
for ham altid havde bestaaet. Nu kildrede det hans Ærgerrighed
at mærke, hvorledes Herrerne i selve Lastens Paris
skelede til ham med Blikke fulde af Misundelse.
Nanny paa sin Side var stolt af sin Mand paa Grund af hans
elegante og korrekte Ydre. Hans sirlige Skikkelse med det gyldenblonde
Haar vakte Opsigt omkring paa Hotellerne. Hun selv
plejede at sige om ham, at han lignede en tysk Prins. Hun var
desuden glad for, at han ikke var Jøde. Skønt hun altid havde forsikret
om det modsatte, havde ogsaa hun til Tider følt sig trykket
af sin Herkomst; og nu tilstod hun ærligt, at hun var henrykt over
for bestandig at være bleven Salomon-Navnet kvit og at blive
kaldt Fru Dyhring.
Endelig var hun stolt af sin Mand, fordi han i sin Egenskab
af Redaktør lejlighedsvis kunde skaffe dem gratis Adgang til
Seværdigheder, som andre maatte betale for eller ganske var
udelukket fra. Den Sans for Penges Værd, der trods al Toillettepragt
udmærkede hende som ung Pige, havde ikke forladt hende
i Ægtestanden. Dyhrings flotte Tilbøjeligheder voldte hende allerede
en Del skjult Uro. Hun blev regelmæssig grebet af Nervø­
sitet, hver Gang der skulde gives Penge ud. Efter Ophold paa
Hoteller, hvor hun maaske en halv Snes Gange havde ringet paa
Jomfruen for at faa Hjælp til sin Paaklædning, kunde hun godt
tage bort uden at give Drikkepenge, eller hun efterlod højst et
Halvfranc-Stykke paa Servanten.
Foraarskulden og Regnen drev hurtigt det unge Par sydpaa.
Fra Paris gik Turen direkte til Madrid. Men da der paa Vejen
mødte dem et Rygte om, at der var udbrudt Kolera i denne By,
tog de skyndsomst Flugten tilbage over Pyrenæerne. Over Rivieraen
rejste de saa ned gennem Italien.
Per befandt sig paa denne Tid endnu i Rom. Jakobe havde 
i et Brev forberedt ham paa deres Komme, hvad der forresten
havde været helt overflødigt; de danske Aviser, som han til
Stadighed læste henne i Foreningen, indeholdt daglig Notitser om
det unge Par og deres Rejse.
Den ganske vist altid meget omtalte men hidtil ikke synderlig
ansete Teater- og Varieteanmelder var paa engang bleven en
Mand af Betydning derhjemme. Det var noget hidtil uhørt, at man
til en saa ung Mand uden Eksamen eller anden tilsvarende Adkomst,
ja endog uden noget uangribeligt Rygte, betroede Ledelsen
af et Foretagende som „Borgerbladet"; — og det havde i Virkeligheden
heller ikke været let for Max Bernhardt at sætte sin
Vilje igennem i denne Sag. Mens Yndlingen selv rullede gennem
Evropa i Fløjlskupe og lod sig forkæle af sin smukke Brud, førtes
der i Moralens Navn en Kamp imod ham i alle de Blade, som Max
Bernhardt endnu ikke havde naaet at bringe under sin Indflydelse.
Hans Udnævnelse var bleven Signalet til en Genopblussen af
den hele standende Strid mellem den ny og den gamle Tids
Mennesker. Hans Navn var bleven det Kampmærke, hvorunder
Handlestyrken og Afmagten, Overmodet og den dydigt maskerede
Misundelse dennegang tørnede sammen. Smaabladene
indeholdt lange Artikler om ham tilligemed hans Portræt, Vittighedsbladene
mødte med kolorerede Karrikaturer, mens Sladderen
løb paa sine tusind Ben gennem Landet og genopvarmede de
fantastiske Beretninger om hans forfinede Vaner, om hans atlaskbetrukne
Værelser, hans Kvindeorgier og hele sardanapalske
Vellevned.
Det var derfor ikke underligt, at hans og hans unge Frues
forventede Komme til Rom havde fremkaldt nogen Spænding
hos deres Landsmænd der. Trods al moralsk Forargelse optoges
navnlig Damerne deraf paa en Maade, der vakte Fortrydelse hos
Per.
Per havde ellers aldrig været slem til at misunde andre deres
Held. Dertil havde han følt sig for meget som den særlig udvalgte,
som Undtagelsen, der var hævet over ethvert Medbejlerskab.
Men det sidste halve Aars Rejseliv, der paa saa mange
Maader havde udviklet hans Selverkendelse; de Sammenlignin-
79
ger, hvortil Bekendtskabet med saa mange fremmede, i Verdenslivet
uddannede Personligheder havde givet Anledning; nu sidst
Besøget hos den dværgagtige Maler og dennes Fortælling om
den grimme og fattige Dr. Biebers fabelagtige Triumf — alt
dette havde givet ham en Forstaaelse af, at hans Karakter besad
Svagheder, som maatte overvindes. Den Stemning, der var brudt
frem hos ham hin Dag i Malerens Atelier, og som nu Dyhrings
hastig voksende Ry fornyede og forstærkede, havde i Virkeligheden
allerede nogen Tid behersket hans ubevidste Liv. Den
havde fulgt ham paa hans Rejse som en skjult Afmagtsfølelse.
Selv midt under hans overgivneste Lystighed her i Rom havde
den ligget bundfældet i hans Sind som en endnu slumrende
Melankoli.
Da han en Dag i Foreningen tilfældigt fik at vide, at de Nygifte
ventedes til Rom med Eftermiddagstoget, bestemte han sig
efter nogen Nølen til at modtage dem paa Stationen. Han sagde
til sig selv, at da han og Dyhring nu engang var bleven besvogrede,
vilde det være bedst, om de kunde blive Venner. Men
navnlig var han ængstelig for, at han ved at tage Afstand fra ham
skulde røbe disse misundelige Følelser, der ydmygede og nagede
ham.
Altsaa mødte han op paa Stationen med en lille billig Buket
til Nanny og ønskede Parret velkommen til Rom. Den fikse
Redaktør var som altid Forbindtligheden selv. Han mumlede
nogle takkende Ord og modtog Pers højmodigt udstrakte Haand
med et Smil, — som lykkeligvis kun Nanny bemærkede.
Hun viste en ganske uforbeholden Glæde ved Gensynet,
kaldte Per for „Svoger" og bragte Hilsener fra Jakobe og dem
alle derhjemme. Senere paa Dagen mødtes de efter Aftale til
Middag paa en af Byens franske Restavrationer.
Efter Maaltidet blev Dyhring hurtigt uselskabelig og gabede
ganske ugenert bag sin omsorgsfuldt plejede Haand. Til Gengæld
stod Munden ikke stille paa Nanny; hun pludrede løs og
optog Per, saa denne til alt Held ikke opdagede Ægtemandens
skødesløse Opførsel.
De havde sat sig til at drikke Kaffe udenfor en Kafe ved 
38
Piazza Colonna, og her som overalt tiltrak Nanny sig Opmærksomheden
ved sin Skønhed, sit frie Væsen og sin Dragt.
Hun var helt hvidklædt, lige fra Kniplingshatten ned til de besløjfede
Sko. Og de luftige Klæder bruste omkring hendes
buttede Legeme som en Svaneham.
Per kunde ikke komme sig af sin Overraskelse over, hvor
glimrende hun saae ud. Han havde næsten glemt, hvor smuk hun
var. Mens han sad der ligeoverfor hende ved det lille, runde
Kaffebord, stjal hans Blik sig i Samtalens Løb ofte nedover
hendes blottede Hals og overfyldige Barm, og han kom til at
tænke paa, — hvad han ogsaa halvvejs havde glemt — hvor
nær det i sin Tid havde været ved, at han havde friet til hende,
og at det vist ikke var helt usandsynligt, at hun dengang vilde
have sagt Ja.
Da det lille Tremandsselskab ud paa Aftenen skiltes, blev
der truffet den Aftale, at Per den næste Formiddag skulde
hente Nanny paa Hotellet og tage sig af hende, mens Dyhring
gjorde en Visit i det danske Konsulat for at hente Stof til et
Rejsebrev, han agtede at skrive til sit nye Blad om Handelsforholdene
i Italien. Det var Nanny selv, der foreslog dette
Arrangement; og med sædvanligt Galanteri gav Dyhring det
sin Billigelse.
Det var nu ogsaa den eneste Betingelse, de to Ægtefolk havde
stillet hinanden, da de giftede sig, at de hver for sig vilde bevare
deres Frihed fuldkommen ubeskaaret. De var endogsaa bleven
enige om, at det mindste Forsøg fra en af Siderne paa at paalægge
den anden Tvang, skulde betragtes som tilstrækkelig Skilsmissegrund.

Da Per den næste Dag ved aftalt Tid kom til Hotellet,
var Dyhring allerede gaaet. Nanny modtog ham fuldt pudset i
Gaarsdagens hvide Dragt, færdig til at følge ham. Hun rejste
sig fra en Frokostopdækning (bestaaende blot af Chocolade og
Kager) og udbrød straks uden noget Goddag eller anden Ceremoni
:
„Hvor skal vi tage hen? Idag vil jeg rigtig more mig!"
Per kom til at fortælle, at der paa et nærliggende Torv, som 
81
hans Vej just havde ført ham forbi, blev afholdt et Maanedsmarked
med al Slags gammelt Skrammel hentet rundt om fra
Roms Afkroge; og da Nanny hørte dette, vilde hun absolut allerførst
gaa derhen. Forestillingen om en saadan stor Affaldsdynge
vakte hendes Lystighed. Senere — sagde hun — vilde de tage
en Droske og køre rundt i Byen for at betragte „Seværdighederne"
.
Idet hun gjorde en sidste, mønstrende Runde gennem sine to
Værelser, stak hun i Forbifarten Per en Makron i Munden. —
Hvorefter de begav sig afsted.
Da de nærmede sig Torvepladsen, hvis Spektakel og Summen
allerede hørtes paa lang Afstand, bad hun om hans Arm. Hun
blev med eet mindre modig ved Synet af den sammenpakkede
Menneskemasse og de smaa Teltgader. Ængstelig skottede hun
til de pjalteklædte Skikkelser, der allevegne drev ned imod Torvet,
eller som stod i Klynger omkring de store Bunker af irrede
Kobbersager, Jernragelse og gamle Klæder, der straks ved Indgangen
var kastet hen paa Stenbroen. Opfyldt, som hun var, af
Forestillingen om den romerske Almues Urenlighed havde hun
samlet Kjoleskørtet tæt omkring sig; og efterhaanden som hun
kom ind i Sværmen, løftede hun det højere og højere op over
sine hvide Sko.
Per fandt hende endnu mere indtagende end den foregaaende
Dag. Han blev ganske svimmel af at gaa der med hendes Arm i
sin og føle Formen af hendes bløde Legeme, naar hun, skræmmet
af et eller andet halvnøgent eller særlig pjaltet Individ, der
trængte sig frem og falbød sine Varer, trykkede sig ind til
ham for at søge Beskyttelse. Han havde hidtil været lidt usikker
i sin Optræden overfor hende, havde følt nogen Forlegenhed
ved hendes dristige Svigerinde-Fortrolighed. Nu skød han med
Vold alle Tanker paa Jakobe tilside og gav sig utvungent hen i
Øjeblikkets Stemning.
Det var nu heller ikke muligt at bevare Anstanden i en saadan
Trængsel. Snart maatte han med sin Arm, snart med hele sit
Legeme værne hende mod Skub og Stød. Han foreslog tilsidst,
at de skulde trække sig ud af Mylret; men derom vilde hun ikke 
38
høre Tale. Midt under sin dødelige Angst for de lystige Pjalteskikkelser,
der stadig mere nærgaaende trængte sig omkring
dem, midt i Larmen og Hvidløgsosen og den stramme Svedstank
var hun henrykt og lo ustandseligt og krampagtigt som et
Menneske, der bliver kildret.
„Jeg morer mig storartet!" raabte hun inde i den tætteste
Stimmel. „Saadan noget var Otto aldrig i Verden gaaet med til!"
Paa engang opstod der Tumult udenfor en Teltbod lidt fra
dem. To unge Mænd var kommen op at mundhugges, og der
havde straks dannet sig en Kres af interesserede Tilskuere, der
holdt ligesom en Arena aaben omkring dem.
Per vilde føre Nanny bort; men uden at sige noget holdt hun
ham tilbage — ja trak ham endnu nogle Skridt nærmere til
Kamppladsen og løftede sig paa Taaspidserne for at komme til
at se.
Paa ophidsede Italieneres Vis havde de to Stridende anbragt
sig paa Hug overfor hinanden. Og i denne Stilling opløftede de
med voldsomme Bevægelser snart den ene, snart den anden
knyttede Haand, mens de sorte Øjne lynede og de røde Munde
udspyede Eder og Forbandelser, der lød gennem Markedstummelen
som vilde Skrig.
Per blev lidt underlig tilmode ved at iagttage Nannys Optagethed.
Hun var skiftevis rød og bleg, og hendes Læber sitrede.
Det var heller ikke til at tage fejl af, at hun efterhaanden aldeles
glemte, at det ikke var Dyhring, hun holdt under Armen,
saadan knugede hun sig ind til ham, hver Gang de knyttede
Hænder derinde i Kresen løftedes.
„Mon de vil stikke med Dolke?" spurgte hun.
Per kom til at le. Han havde oftere her i Rom været Vidne
til saadanne Gadescener, hvor det saae ud, som om lidenskabelige
Mænd stod i Begreb med at udkæmpe en Kamp paa Liv og
Død, mens de blot med en Slags artistisk Behag berusede sig i
Heltefagter og derpaa skiltes uden at have vekslet andet end
en Mundfuld smudsige Skældsord.
Ganske paa samme Maade forløb Striden her. Netop som Ophidselsen
syntes paa sit højeste, bortdunstede den pludselig, og 
83
de to Mænd fjernede sig hver til sin Side som et Par Skuespillere,
der følges af Tilskuernes Bifald.
„Hvad ... er det forbi?" spurgte Nanny og vendte sig mod
Per med et skuffet Udtryk.
„Ja, — ikke sandt? — saa priser jeg vore gode danske Skallesmækkere!"
sagde han og trak nu resolut afsted med hende for
at slippe bort, inden den sammenpakkede Tilskuerskare oplø­
ste sig.
Efter meget Besvær naaede de Udkanten af Torvet, hvor de
kunde bevæge sig nogenlunde uhindret. Da standsede Nanny og
næsten skreg:
„Men vi fik jo ikke købt noget!"
Og uden Barmhjertighed trak hun ham paany ind i Menneskemylret.

Hægtet til hans Arm trængte hun sig frem til en faldefærdig
Træbod, hvor der var Udsalg af foregivne Antikviteter. En banditagtig
Olding med hvide Skægstubbe langt ned paa den nøgne
Fuglehals hilste hende med orientalsk Ydmyghed. Og uden i
Forvejen at forhandle om Prisen købte hun for en ublu Sum en
lille Sølvtumling og et forgyldt Spænde, idet hun udenvidere
overlod det til Per at betale.
Derefter erklærede hun sig endelig rede til at følge ham paa
en Runde gennem Byen. Per fik fat i en Droske, og de kørte
afsted.
Vejen gik til Piazza del Popolo, som Nanny absolut først vilde
se, fordi hun engang havde læst en Roman af det Navn. Derefter
kørte de op over Monte Pincio, gennem Gregoriana-Gaden
til Qvirinalet og atter videre — Bakke op, Bakke ned — forbi
Diocletians Bade, Kapitol, Forum.
Kusken havde faaet Ordre til at køre raskt. De standsede ingen
Steder; Nanny var velfornøjet med at se, hvad der kunde
betragtes fra Vognen gennem en Teaterkikkert. Hun glemte ikke
de pligtmæssige Forundringsudraab men var i Virkeligheden udelukkende
optaget af sig selv eller rettere af Tanken om, hvilket
Indtryk hun gjorde paa sin Ledsager.
Hendes Følelser for Per gemte fra gammel Tid en god Del 
38
Nag. Hun havde aldrig tilgivet ham, at han dengang forsmaaede
hende, og hun havde bestandig gaaet og luret paa en Lejlighed
til at skaffe sig Oprejsning. Denne Lejlighed mente hun nu endelig
kommen. Derfor havde hun sluppet al sin Bedaarelseskunst
løs paa ham allerede den foregaaende Dag ved Mødet paa Banegaarden.

Hensynet til Jakobe bekymrede hende ikke. Hun kunde i sin
Forkælethed ikke tilgive Halvsøsteren, at denne ikke som alle
andre vilde lade sig bedaare af hende men endog ret ofte ganske
aabent tilstod, at hendes falske og behagesyge Væsen var hende
imod. Og Nanny var overhovedet aldrig nøjeregnende med Midlerne,
naar det galdt om at tilfredsstille en Lyst eller blot et Lune.
Hun, hvem Faderen i god Tro havde kaldt „Normalbarnet", fordi
hun havde blomstret som et Billede paa selve Sundheden, havde altid
gjort sig en unaturlig Fornøjelse af at anstifte Ulykker. Allerede
paa Skolebænken havde det moret hende paa underfundig Maade
at bringe sine Kammerater i Fortræd, og hun var neppe bleven
halvvoksen og havde faaet lidt runde Former, før hun drev det
som en Sport at sætte Splid imellem Forlovede ved at vække
den kvindelige Skinsyge. Og denne Skadeglæde var saa meget
mere ondartet, som hun i sin Fantasiløshed sjelden anede Omfanget
af den Fortræd, hun voldte. Som et Barn, der i halvt
uskyldig Lyst sætter Ild paa Genboens Hus for at se Luerne
slaa ud af Taget, kunde hun bagefter blive helt betuttet over
den anrettede Ødelæggelse.
Imidlertid gik det hende nu, som det plejede at gaa, naar hun
var ene sammen med Per: hun var alligevel ikke rigtig modig
overfor ham. Erindringen om, at han af alle Mænd var den, der
vistnok havde været nærmest ved at faa Herredømme over
hende, gjorde hendes Holdning lidt usikker. Især var hun paa
sin Post, efter at han paa sin Side var bleven dristigere, ja ligefrem
syntes at gøre Tilnærmelser. Hun sad netop og tænkte paa,
at det vistnok ikke kunde være tilfældigt, naar han havde trykket
hendes Haand saa fast, da han hjalp hende op i Vognen.
Han var ogsaa et Par Gange rykket hende saa nær, at hun havde
maattet flytte sig lidt for at undgaa, at deres Legemer berørte 
85
hinanden under Vognens Skumpien. Saa stor Tilfredsstillelse hun
end følte ved hans Gøren-Haneben, navnlig naar hun tænkte
paa Jakobe, foruroligede det hende dog at mærke, hvordan Rollerne
var i Færd med at ombyttes imellem dem, saa at hun, der
begyndte som Forfølgeren, nu var nærved selv at blive den
jagede.
Ikke desmindre lod hun stadig Munden løbe, brugte sin dunkantede
Vifte og lo overgivent. Pantheon, Trajansøjlen, Titusbuen,
— alt gled forbi, uden at hun i Grunden saae noget.
Først Synet af Amfiteatret gjorde hende igen et Øjeblik nærværende.
Her overvandt hun endog sin Magelighed og stod af
Vognen for at komme ind og se Arenaen.
„Vi skulde jo have været i Madrid for at se en Tyrefægtning,"
fortalte hun paa sit Østergades-Københavnsk, mens hun ved Pers
Arm forsvandt ind gennem de halvmørke, kølige Gange, der
førte til den uhyre Stenkedels Indre. „Men den dumme Kolera
kom os i Vejen. Det var rædsomt ærgerligt!"
Mens Per uvilkaarligt grebes af Stedets historiske Stemning,
blev hun ved at snakke. End ikke, da de stod inde paa Bunden
af den mægtige Offerskaal, der havde været Vidne til saa mangen
blodrygende Hekatombe, tav hun et Øjeblik stille. Med
Kikkerten for Øjnene saae hun op og ned ad de himmelstigende
Bænkerækker, mens hun tænkte paa, om hun maaske hellere
skulde have taget den blomstrede Musselins paa med den røde
spanske Silketrøje. Den havde gjort Løjtnant Iversen aldeles tosset,
da han saae hende med den i Teatret en Aften, kort før hun
rejste.
Per gav sig til at forklare hende Bygningens Indretning, viste
hende Kejserens og Vestalindernes ophøjede Pladser, beskrev,
hvordan Arenaen ved Kunst havde kunnet sættes under Vand,
saa der kunde opføres Søslag og Kampe mod Floduhyrer, ... og
Nanny blev virkelig efterhaanden opmærksom. Særlig optoges
hun af de tilgitrede Porte, hvorigennem Gladiatorerne under
Vaabengny traadte ind for at myrde eller myrdes til Folkets Forlystelse.
Hun huskede et Billede, der fremstillede en saadan romersk
Fægter i et menneskefyldt Amfiteater ... en KæmpeskikLykke-Per
I 25 
38
kelse, svulmende af Muskler, ganske nøgen, blot med en Metalhjelm
paa Hovedet og en smal Strimmel Tøj om Lænden. Billedet
havde i et af hendes sidste Skoleaar hængt i et Boghandlervindu
paa Østergade, og hun havde dengang altid sørget for at
lægge sin Vej der forbi. Hun tænkte nu paa, at her paa samme
Plet, hvor hun stod, havde maaske et saadant stort, nøgent,
lemmestærkt Mandfolk engang staaet med sin Hæl paa den overvundne
Modstanders blodige Strube og smilende modtaget Kejserens
og det menneskemylrende Teaters Hyldest, — og hendes
Næsebor udvidede sig uvilkaarligt, og hun følte det samme vellystfulde
Kuldepust nedover Nakke og Ryg som hin Tids svanehamshvide
Vestalinder, naar de begyndte at vejre Blodlugten.
Da hun lidt efter igen tog Pers Arm for at gaa tilbage til Vognen,
foer hendes Øjne hastigt ned over hans Skikkelse med et
stjaalent Blik. Og hun var i nogen Tid tavs.
Per foreslog, at de nu skulde lade „Seværdighederne" fare
og køre lidt op paa Højderne for at trække frisk Luft. Nanny
gik efter nogen Nølen ind derpaa, og Kusken fik Ordre til at køre
over Tiberen. Ad den berømte slangebugtede Kørevej naaede
de op paa Janikulus med det vidunderlige Nedblik over Rom og
det milevide Udsyn over Kampagnen til de lysende Albanerbjerge
i det Fjerne.
Men nu var det Per, der var den veltalende. Nanny sad mest
med bortvendt Ansigt og lod, som om hun hørte efter, hvad
lian forklarede hende om de Bygninger, hvis Spir og Kupler hæ­
vede sig højst over den gyldne Støvtaage, som hvilede over Byen.
Den Uro, hun hele Tiden havde følt, begyndte heroppe i Ensomheden
at gaa over til virkelig Frygt. Hver Gang han bare flyttede
sig paa Sædet, foer det nervøst igennem hende. Og pludselig
erklærede hun, at hun var træt og vilde hjem.
Per gav sig til at gøre Forestillinger, men hun var ubønhørlig.
Hun forlangte bestemt, at Vognen skulde vende og køre hende
hjem.
Udenfor Hotellets Port skiltes de.
Dyhring var forlængst kommen tilbage fra sin Konsulatvisit.
Han sad i Skjorteærmer ved et Bord og skrev. Nanny kunde, 
87
idet hun kom ind ad Døren, ikke se andet af ham end hans
Nakkeskilning og den smalle Vesteryg, og det slog hende, hvor
gammel, ja helt oldingeagtig tynd han tog sig ud, naar man saadan
saae ham bagfra.
„Naa, er du der, min Ven!" sagde han og nikkede til hende
over Skuldren.
Hans rolige Tone irriterede hende. Hun svarede kort „Ja",
idet hun skilte sig af med sine Handsker og kastede dem ned
i Sofaen.
„Hvorledes har du saa moret dig?" spurgte han uforstyrrelig.
„Glimrende! Storartet! ... Jeg var nær aldrig kommen hjem
igen."
„Tænk. Det var jo rart. — Du undskylder mig nok et Øjeblik."

„Gudbevares!"
Dyhring fortsatte stiltiende sit Arbejde, mens Nanny, efter
at have befriet sig ogsaa for Hatten, lod sig falde ned i en Lænestol
i den modsatte Ende af Stuen. Hun troede sig her ubemærket.
Hun anede ikke, at hendes Mand uden at forandre sin skrivende
Stilling kunde iagttage hende i et Hjørnespejl, og at han
delte sin Opmærksomhed nogenlunde ligeligt mellem hendes
Ansigtsudtryk og en velformet Artikel, hvor han i sagkyndig og
alvorligt belærende Tone meddelte „Borgerbladets" Læsere en
Oversigt over Handelsforholdene i Italien.
I henved en halv Time var der ganske stille i Værelset. Nannys
Tanker kunde ikke komme bort fra det Nederlag, hun igen
havde lidt overfor Per. Hun begreb ikke sin Svaghed og følte
den som en uudholdelig Ydmygelse. Men der maatte bestemt
være noget i Vejen med hende i denne Tid. Hun havde mærket
det allerede i Paris, at hun ikke rigtig var sig selv længer. Dersom
hun ikke med Bestemthed vidste, at det var en Umulighed,
vilde hun have troet, at hun var frugtsommelig. Hun kunde om
Morgenen vaagne med en afskyelig Hovedpine og være svimmel
hele Formiddagen. Og alle de urimelige Lyster, hun kunde have!
Og de skrækkelige Drømme, som hun ikke engang turde fortælle
sin Mand, saa uanstændige var de!
25* 
38
I de fire-fem Dage, de unge Ægtefolk endnu opholdt sig i
Kom, var Per flere Gange sammen med dem; og tilsyneladende
gjorde hans Kurmageri intetsomhelst Indtryk paa Ægtemanden.
Dyhring behandlede ham vedvarende med samme lidt lade Forbindtlighed
som før; men klog af Skade sørgede Nanny selv for,
at hun og Per ikke oftere blev alene.
Først den Dag, da de rejste og han mødte paa Jernbanestationen
for at sige Farvel, vovede hun sig paany frem af sit Baghold.
Ikke alene trykkede hun ved Afskeden Pers Haand med
umiskendelig Varme; men da Toget skulde til at køre og hun
stod bag det aabne Kupevindu, lod hun med glimrende Forstillelseskunst
sine dejlige Øjne hvile paa ham med et lidenskabeligt
Udtryk. Det var, som om hun nu i Afskedsøjeblikket modstandsløst
reves hen af en Følelse, hvormed hun i det Skjulte
havde kæmpet.
Hun holdt i Hænderne nogle meget smukke og kostbare Blomster,
en Afskedsbuket fra Per. Idet Toget satte sig i Bevægelse,
lod hun en af dem — en halvt udsprungen Rose — falde ned
paa Perronen. Det kunde se ud, som om det skete af Vanvare;
men det kunde ogsaa være et Tegn, en tavs Tilstaaelse, en straalende
Forjættelse.
Per tog Blomsten op — uvis om, hvad han turde tro. Da han
igen saae i Vejret, var Kupevinduet tomt. Han fulgte det med
Øjnene; men Toget forsvandt bag et Hushjørne, uden at hun
lod sig se.
Da han om Aftenen efter en lang sanseløs Omflakken i Roms
Omegn naaede hjem til sit Logis, havde han besluttet at bryde
med Jakobe.
Tanken havde længe ulmet hos ham. Hans Udvikling havde
Dag for Dag ført ham bort fra hende. Det var gaaet op for ham,
hvor grund forskellige de var, og hvor daarligt Jakobe med sit
sære, for mange frastødende Væsen vilde passe til det frejdige
og overdaadige Nydelsesliv, der nu stod for ham som den nye
Renaissances endelige Maal. Med Glædesblus og Klang af
Cymbler skulde Troldtøjet manes i Jorden derhjemme. Men til 
89
at bistaa ham med at skabe en saadan Feststemning i hans
eget Liv, — dertil egnede Kvinder af Nannys Art sig ulige
bedre.
Dertil kom, at Jakobe jo allerede ikke var helt ung længer. Det
havde altid trykket ham, at hun var et Aarstid ældre end han,
og med sin sygelige Sarthed saae hun absolut ikke yngre ud,
end hun var. Ogsaa hendes udpræget jødiske Ansigtstræk generede
det ham at tænke paa. Dengang han i hendes Brev læste
om, hvordan hun paa sin Hjemrejse fra Breslau var bleven fornærmet
af et Par Herrer, havde han, — trods den Overlegenhed,
hvormed hun selv fortalte derom — følt sig højst pinligt
berørt deraf.
At et Brud vilde krænke og smerte Jakobe dybt, forstod han
godt. Men han kunde ikke have nogen Forpligtelse til at lægge
sit Liv øde for en enkelt Ubesindigheds Skyld. Desuden — her
stod dog virkeligt mere paa Spil end nogle Kvindetaarer! Med
en Livsopgave som hans havde man slet ikke Lov til at give Afkald
paa den Spore, det altid var for en Mand at føle sin Magt
over Mennesker og frem for alt over Kvinder. Han agtede overhovedet
ikke at lade sig binde mere. Det havde hidtil netop
været hans Fejl, at han ikke frygtløst nok havde udnyttet sin
Naturs Kraftkilder. Derfor var han ikke kommen videre paa sin
Eventyrsejlads, end han var.
Men nu skulde Sejlene tiltops! Fra Ivan havde han netop modtaget
et nyt Ekspresbrev med indtrængende Opfordring til at
komme hjem for personlig at deltage i Forhandlingerne om hans
Projekt. Han havde som sædvanlig ladet Brevet ligge ubesvaret
nogle Dage. Nu meldte han telegrafisk sin Hjemkomst. Forjættelsen
i Nannys Øjne drog ham. Og desuden indsaae han, at Tiden
til Handling nu var kommen.
Forinden vilde han, saa skaansomt som muligt, forberede Jakobe
paa det uundgaaelige Brud. Han vilde søge at faa hende
til at forstaa, at som hans Natur nu engang var, vilde det
ogsaa for hende være bedst, at deres Forbindelse i Tide
hævedes. 
39
Det vilde slet ikke være saa let heller for ham at sige dette
Farvel. Han skyldte hende uendelig meget; men sin Frihed
kunde han ikke ofre hende, sin Fremtid vilde han ikke sætte
paa Spil. Han maatte nu vise, at han ikke havde siddet forgæves
ved Cæsarernes Fødder, men lært at gaa Mandsviljens
lige Vej over Tvivlraadighedens plumrede Rubicon med et trø­
stigt: Jacta est alea! 

ANDET BIND 
 
SEJSTENDE KAPITEL
EN tidlig Formiddagstime, nogle Dage før Per ventedes hjem,
forsamledes hos Overretssagfører Max Bernhardt den samme
lille Kres af Pengemænd, der engang før havde givet Møde
her for at drøfte Mulighederne for hans vestjyske Frihavnsprojekts
Gennemførelse.
Ogsaa Ivan var tilstede, rigtignok med et meget fraværende
Ansigtsudtryk. Mens de andre Herrer stod i livlig Samtale henne
ved et Vir.du, gik han ensom og bleg omkring i Værelset og fingrede
nervøst ved de fremlagte Aviser og Bøger.
Han var meget nedslaaet over sit mislykkede Forsøg paa at
mægle mellem Oberst Bjerregrav og Per. Den Maade, hvorpaa
Per i sin Svarskrivelse havde omtalt Obersten, syntes at udelukke
ethvert Haab om Forsoning. Han forstod ikke den Ligegyldighed,
Per paa det sidste havde lagt for Dagen overfor sit
eget Værk og dets Skæbne. Da han i sin Tid meddelte ham den
glædelige Nyhed om Max Bernhardts Tilslutning og senere udviklede
sit herpaa grundede Haab om snart at se et pengestærkt
Konsortium dannet, havde Per med lakonisk Humor svaret: „Der
drog engang en Mand fra den By Jerico, og han faldt imellem
Røvere."
Efter at man havde taget Plads omkring Bordet, hvor de sædvanlige
Tegneruller, Kort, Overslag o. s. v. i Forvejen var lagt
frem, indledede Max Bernhardt Forhandlingerne med den Meddelelse,
at det uheldigvis endnu ikke var lykkedes Hr. Salomon at
bilægge den Tvist mellem Oberst Bjerregrav og Hr. Sidenius, der
foreløbig dannede en Hindring for den førstes Medvirken. Der
maatte derfor nu tages bestemtere Stilling til dette Spørgsmaal,
for at man kunde naa til en endelig Beslutning om Sammensætningen
af det eventuelle Selskabs Direktion. 

Ivan tog umiddelbart derefter Ordet og mindede om, hvorledes
han allerede ved det første Møde havde stillet sig tvivlende overfor
Tanken om et Samarbejde mellem dette Projekts unge, geniale
Ophavsmand og teknikere af den ældre Skole. Han bad indtrængende
om, at man trods det negative Resultat af hans Henvendelse
til Obersten ikke vilde se mindre forhaabningsfuldt paa Foretagendet.
Han var overbevist om, at dets overordenlige Betydning
vilde gaa op for den store Almenhed ogsaa uden forældede og misundelige
Avtoriteters Bistand, naar man blot sikrede sig Pressens
Medvirken.
Max Bernhardt svarede med den Bemærkning, der fik de andre
til at smile, at ogsaa han havde stor Tillid til Pressens Indflydelse,
mindre derimod til Almenhedens Dømmekraft. Han erklæ­
rede sig dernæst ganske uenig med Ivan i Opfattelsen af den foreliggende
Situation. Obersten havde jo vitterlig tilsagt dem sin
Medvirken og kun stillet visse, i og for sig meget rimelige Betingelser,
som endnu ikke var bleven opfyldte. Han vilde derfor
foreslaa en ny og bestemtere formuleret Henvendelse til Hr.
Sidenius om at bringe sit rent private Mellemværende med
Obersten ud af Verden hurtigst muligt.
Ivan modsatte sig utrætteligt. Han gjorde gældende, at der ikke
var Tale alene om at udjævne Følgerne af et personligt Sammenstød.
Konflikten laa dybere. Det var en Gentagelse af den evigt
standende Strid mellem det ældre og det yngre Slægtled. Oberst
Bjerregrav og Hr. Sidenius tilhørte baade som Teknikere og Personligheder
helt forskellige Udviklingsstandpunkter, der ikke lod
sig forlige.
Max Bernhardt afbrød ham og sagde, at de tilstedeværende
Herrer vistnok ikke ønskede denne altfor teoretiske Debat fortsat.
Og da denne Sag dermed mentes at være bragt i Orden, gik
man over til at tale om Øjeblikkets Pengemarked og Aktiekonjunkturerne.

Tilsidst foreslog Max Bernhardt, at de nu skulde betragte Selskabet
som endelig stiftet, og at der derfor ikke skulde tøves med
at lade en Meddelelse tilflyde Pressen; og til Trods for, at de
andre Herrer — med Undtagelse af Vekselerer Herløv, hans 

Fortrolige, og den unge Sivertsen, hans Ekko, — ytrede stærke
Betænkeligheder ved saaledes at foregribe Begivenhedernes
Gang, indeholdt forskellige københavnske Blade allerede den
følgende Morgen under Overskriften „Et nyt Nationalværk" en
fanfareklingende Notits om Pers Projekt.
Pers Navn blev dog slet ikke nævnet i Notitsen, der i det hele
havde en ganske foreløbig Karakter og kun fremtraadte som „et
Forlydende i Børskrese". Allerede den næste Dag kunde dog de
samme Blade meddele, at „en Række betydelige Mænd og højtansete
Pengeinstituter" stod bag det store Værk.
Naar Max Bernhardt havde haft et saadant Hastværk med at
paakalde Offenlighedens Opmærksomhed for et Foretagende,
hvortil han selv kun havde ringe eller slet ingen Tillid, og som
han for sit Vedkommende agtede at lade falde, saasnart det havde
tjent hans Hensigt, var det stadig i Haabet om, at det skulde
kunne lykkes ham at kvæle det københavnske Frihavnsprojekt
allerede i Moders Liv. Og naar han i sine Meddelelser til Bladene
havde undgaaet at nævne Per, var det for saa længe som muligt
at fortie, om hvilken Plan Talen var. Desuden havde han ingensomhelst
Tro til Per som erobrende Kraft, fordi han overhovedet
ikke havde noget tilovers for Afkommet fra de danske Præstegaarde.
Han havde ogsaa engang truffet Per i et Selskab hos
Salomons, hvor Ivan havde været meget ivrig for at føre dem
sammen; men han var hurtig kommen paa det rene med, at denne
højttalende, seminaristisk selvopfyldte unge Mand ikke var skabt
af den Slags Stof, som han kunde bruge.
Han var da ogsaa betænkt paa i Nødsfald at skyde Per helt
tilside, og erstatte ham med en anden, ham mere tjenlig Person.
Han havde allerede en saadan i Kikkerten, en vis Ingeniør
Steiner, der nylig var optraadt i et Provinsblad med et andet
vestjysk Havneprojekt, der ganske vist var laant for ikke at
sige stjaalet fra Per, men som dog i Enkelthederne var ret
selvstændigt og i hvert Fald var godt nok til den Brug, der
skulde gøres af det. 

Allerede i de første Dage af Maj var Salomons flyttet ud til
„Skovbakken", skønt Foraaret havde været vaadt og stormfuldt.
Det var Hensynet til Jakobe, der havde fremskyndet Opbrudet
fra Byen; hun havde selv udtalt Ønsket om at komme paa Landet.
Hun vilde derud ikke alene for at have Fred, men ogsaa for den
friske Lufts og de lange Spadserevejes Skyld. Hun, som trods
alle sine legemlige Lidelser altid havde vanskøttet sit Helbred,
fordi hun ikke havde troet paa nogen Bedring, var i den senere
Tid bleven næsten overdreven omhyggelig med sig selv. Nu, da
hun havde faaet saa meget at leve for, havde hun ogsaa vundet
Haab om ny Kraft og Sundhed for sit stakkels ømtaalige
Legeme.
Blandt de mange forskelligartede Bøger og Tidsskrifthefter,
der altid laa opstablede paa hendes Bord, fandtes nu ogsaa lægevidenskabelige
Værker og Sundhedstidender, som hun ivrig studerede.
Heltemodigt gennemgik hun for Tiden en spartansk Hærdningskur
med iskolde Bade og timelange Fodvandringer. Allerede
inde i København var hun begyndt at gaa tidlige Morgenture ud
ad Langelinje paa Trods af Vejr og Føre, — til stor Morskab for
Familjens Bekendte i Bredgade, der fra Vinduerne betragtede
hende, naar hun ved Nitiden vendte hjem, skridtende afsted i
pligtmæssig Ilmarsch under en drivende Paraply.
Og al denne Ihærdighed havde saa alligevel ingenting frugtet.
Hendes Længsel var for stærk. Hun kunde tilsidst næsten ikke
taale Synet af Mennesker. Og Nætterne var søvnløse og uendelige
som en Evighed. Naar hun sov dybest, vækkedes hun af en
Flues Summen.
Alligevel var hendes' Sind kun sjelden nedstemt. Som hendes
Breve til Per aldrig indeholdt mindste Klage, var hun selv i sine
svageste Øjeblikke fuld af Haab. Hun var fra Barnsben saa vant
til legemlige Plager, at de ikke længer paavirkede hende sjæleligt.
Hun var ligesom kommen paa Kammeratskabsfod med sine
Lidelser. — Værre for hende var derfor de skjulte Bekymringer.
Hun var bleven mere og mere overbevist om, at hun var frugtsommelig.
I Strid med, hvad hun af Hensigtsmæssighedshensyn 

havde svaret Moderen, som var begyndt at gøre hende intime
Spørgsmaal, havde der vist sig Tegn, som bestyrkede hendes Formodning.
Ti! Per havde hun dog endnu intet nævnet derom, og
noget sikkert vidste hun da heller ikke, idet hendes naturlige
Funktioner altid havde været præget af stor Uregelmæssighed.
Selve Forestillingen om at skulle være Moder ængstede hende
egenlig kun forsaavidt, som hun til Tider frygtede for ikke at
have Kræfter nok til at føde et Barn til Verden. Men i det hele
os store beskæftigede Sagen hende mindre, end hun paa Forhaand
vilde have troet. For hver Gang hendes Tanker drejede sig om
hendes Tilstand, kresede de hundrede Gange omkring Per. —
Langt mere angribende og ødelæggende for hende var derfor hendes
stadig uovervindelige og ubeherskelige Skinsyge.
I forøeet Uro og Spænding havde hun levet, siden der var
bleven Tale om at kalde Per hjem. Ikke med et Ord havde hun
søgt at paavirke hans Afgørelse, skønt Ivan oftere havde tilskyndet
hende dertil. Og dog begreb heller ikke hun Grunden til hans
fortsatte Ophold i Rom, hvor han jo næppe kunde have noget
specielt at gøre. Dersom det virkelig (som han skrev) alene var
Hensynet til den paabegyndte Byste, der holdt ham tilbage, forekom
det hende utilgivelig ubetænksomt.
Nu havde han tilmed i de sidste Dage sendt hende et Par
underlig usammenhængende Breve, der vel paa ingen Maade var
ukærlige, tværtimod, men som dog havde givet hende meget at
tænke paa. Men alle Ængstelser forsvandt, da Telegrammet kom,
der meldte, at han om faa Dage vilde være i København. For at
være helt alene, gik hun ud i Skoven, og for første Gang i sit
Liv savnede hun en Gud, til hvem hun kunde opsende Tak og
Lovsange.
Den Dag, Per ventedes, stod hun op allerede ved Daggry og
klædte sig paa med den dvælende Ro og Betænksomhed, der var
hende egen under stærke Sindsbevægelser. Flere Timer før Vognen
skulde køre til Stationen, var hun færdig til at tage afsted.
Per vilde komme til København med Formiddags-Iltoget, og hun
var angst for at komme forsilde. 
1
Vejret havde været smukt de sidste Dage. Ogsaa denne Dag
skinnede Solen helt sommerligt, da hun naaede ind til Byen med
Skoletoget.
Per havde imidlertid sat Foden paa hjemlig Grund og rullede
nu op gennem Sjælland. Han var i en nedslaaet og splittet Stemning.
Endnu ved Afrejsen fra Rom havde han været fast besluttet
paa at hæve sin Forlovelse; men det afgørende Ord havde han
dog ikke faaet skrevet dernede. Han havde ligesom ikke kunnet
finde Ro dertil under Indpakningens og Opbrudets Travlhed. Han
havde da bestemt at gøre et Ophold paa Hjemvejen enten i Miinchen
eller Berlin for her at samle sig til en endelig Forklaring.
Men efterhaanden som han paa sin Rejse var kommen nordpaa,
og navnlig da han nærmede sig de skovbevoksede Bjerge, der for
blot et Par Maaneder siden havde dannet Rammen om deres
Kærlighedsliv, fik Minderne mere og mere Magt over ham. Den
Nat, da han kørte over Alperne, sad han modløs ved Kupevinduet
og stirrede ud over de maanebeskinnede Bjergsider. Hist genkendte
han en skovklædt Højderyg, her en sneglitrende Tinde,
som de havde haft for Øje paa deres elskovsglade Vandringer ...
og hans Hjerte blev tungt derved.
Og han begyndte at tinge med sig selv. Han spurgte, om det
nu ogsaa var klogt netop i dette Øjeblik at bryde en Forbindelse,
som dog kunde være ham til uvurderlig Nytte under den Kamp,
der forestod. Turde han, alt vel betænkt, give Afkald paa den
Støtte, som Forholdet til det Salomonske Hus sikkert allerede
havde været ham? Hensynet hertil maatte jo dog foreløbig
være det afgørende. Det store Slag til Sejr eller til Nederlag
skulde nu udkæmpes. Og han længtes efter at tage fat. Under
Kørslen op forbi Tysklands hammerslaglarmende Fabriksbyer med
deres vældige Stationsbygninger og Skove af rygende Skorstene
vaagnede der en utaalmodig Virkelyst hos ham, en formelig Arbejdsfeber
efter den lange, romerske Lediggang. — Vilde det
nu kunne forsvares, spurgte han sig selv, om han satte sit Livsværks
Skæbne paa Spil eller bare udsatte det for Forsinkelse
for et smukt Kvindelegemes Skyld?
Han havde haft god Tid til Overvejelser paa sin næsten tre 
LYKKE-PER
Døgn lange Jernbanerejse gennem Evropa; og han kørte først
Miinchen og siden Berlin forbi uden at gøre Ophold. Han havde
nu bestemt sig til for Tiden at undgaa alt, hvad der kunde hemme
endsige standse hans Sags Fremgang eller vanskeliggøre dens
endelige Sejr. Foreløbig i det mindste skulde alt ofres for det
store Fremtidsværk — ogsaa Elskovsglæderne. Selv om Jakobe
ikke længer var den, der passede bedst for ham, saa bød Klogskab
ham at lade det have sit Forblivende med det engang trufne
Valg. Det fik da gaa med den huslige Lykke, som det bedst kunde.
For Folk, hvem Skæbnen havde betroet et stort Kald, galdt nu
engang ikke den almindelige, borgerlige Lov. De havde i Hjerteanliggender
ligesom kongelige Personer en Forpligtelse til at ofre
deres private Følelser for højere Hensyn.
Da Toget bruste ind for Københavns Hovedstation, befandt han
sig endnu i en delt og nervøst ophidset Sindsstemning. Men her
mødte der ham noget uventet.
Idet han fik Øje paa Jakobe, der stod paa Perronen og spejdede
efter ham i de forbifarende Kupevinduer, foregik der et
pludseligt Omslag i hans Stemning. Han blev varm ved Gensynet.
Uvilkaarligt rakte han sig ud af Vinduet og svang sin
Rejsehue.
Jakobe saae nu ogsaa ualmindelig godt ud. Hun havde faaet en
ny, meget bredskygget Sommerhat, der klædte hende usædvanlig
godt, og Sindsbevægelsen og den friske Morgenluft havde
givet hendes Kinder Farve.
Per sprang ud af Kupeen. Og skønt Perronen stod fuld af Folk,
stak han sin Arm ind under hendes uden at tænke paa, at deres
Forlovelse endnu var hemmelig. Han kunde ikke komme sig af
sin Forbavselse ved at finde hende saa meget yngre og smukkere
og tillige saa langt mindre jødisk af Udseende, end han under Indtrykket
af Nannys Person havde hidset sig op til at tro.
Jakobe selv havde for lutter Lykke endnu ikke kunnet sige et
Ord. Men paa Vejen gennem Ventesalene var hendes Blik ufravendt
løftet op mod ham; og mens de nu trængte sig gennem Forhallens
Menneskemylr, hamrede hendes Hjerte, saa Per kunde
mærke det helt op i sin Arm. Han smilte og saae hende ned i 
1
Øjnene. Ogsaa de vakte saa mange fortrolige Minder. Og han
trykkede hendes Arm ind til sig og hviskede: „Du kære —."
Saa puttede de sig ind i en lukket Droske; og da Jakobe her
kastede sig ind til hans Bryst, overgav han sig ganske. Drosken
rumlede afsted; og før nogen af dem rigtig fik besindet sig igen,
holdt den udenfor Hotellet.
Jakobe blev siddende i Vognen, mens Per gik ind og bestilte
Værelse og fik gjort et hastigt Toilette. Derefter kørte de lige ud
til „Skovbakken" uden at benytte Jernbanen. De havde endnu for
meget at fortælle hinanden til at ville have Ørevidner omkring
sig.
Ude paa Strandvejen lod de standse for at faa Vognens Kalesjer
slaaet ned. Solen var bleven hed nu i Middagstimen, og der rørte
sig ikke en Vind.
Per aandede dybt ud. Hans Væsen ligesom strakte sig med en
lykkelig Følelse af Befrielse efter den lange Pine i Tvivlrådighedens
Spændetrøje, og hans Hjerte var opfyldt af Taknemlighed
mod Jakobe, der ved sin Skønhed og Gensynsglæde saa ganske
retfærdiggjorde hans Overgivelse. Dertil kom Tryghedsfølelsen
ved at være hjemme igen og høre Modersmaalet rundt omkring
sig. Som han sad der med Jakobes Haand i sin og saae ud over
det kendte Land med den lige udsprungne Skov og Sundet med
de mange Sejlere, gik der ham et Øjeblik en patriotisk Følelsesbølge
gennem Sindet. Synet af et Flag, der vajede over en af
Villahaverne, gjorde ham endog let rørt.
„Herregud — gamle Dannebrog!" udbrød han.
Men nu gav Jakobe sig til at tale om Dyhrings.
„De kom hjem igaar," sagde hun. „De har jo fartet frygteligt
om. — Ja, det er sandt, du traf dem jo i Rom. Hvad Indtryk
fik du egenlig af deres Forhold?"
„Indtryk? . . . Jeg veed saamænd ikke."
„Jeg tror, de allerede er færdige med hinanden. Nanny har i
hvert Fald aldeles det samme flagrende Væsen, hun altid har
haft. Hun kommer vist forresten ud til Middag. Hun talte
om, at hun glædede sig til at opfriske sine italienske Oplevelser
med dig." 
3
Per forsøgte at smile. Og behændigt fik han Talen ført over
paa andre Ting.
Nanny indfandt sig ganske rigtigt til Middagen, det vil sige,
hun kom næsten en halv Time efter, at man havde sat sig tilbords,
og tog bort igen før Kaffen, fordi hun skulde til Aftenselskab.
Hun syntes at være i ypperligt Humør og saae glimrende
ud i en gulblomstret Kjole med en spansk Trøje af blodrød Silke.
Per følte det som en stor Lettelse, da hun var borte.
Rigtig tilfreds var han dog ikke længer. Tiltrods for, at han
ingen Grund havde til at klage over den Modtagelse, han havde
faaet paa „Skovbakken" (Philip Salomon havde endog i Dagens
Anledning ladet skænke Champagne ved Middagsbordet) var hans
Hjemkomstglæde lidt efter lidt og ligesom ad skjulte Veje svundet
bort og havde efterladt en lidt melankolsk Følelse, — en
Tomhed, et Savn, — han vidste ikke selv hvad.
Han havde kendt lidt til det samme ogsaa i Fortiden. Nogen
rigtig Hjemmefølelse havde han aldrig kunnet faa her i sine Svigerforældres
Hus. Der var i Familjens Levevis og Omgangsformer
saa meget, der stadig virkede fremmedartet paa ham. Det
Pust fra det moderne Evropa, der strøg igennem det, kunde til
Tider virke paa ham som en kold Træk. Da der saaledes nu efter
Middagen som sædvanlig kom Bekendte i Besøg fra de omliggende
Villaer — hovedsagelig Jøder — havde han trods Sproget
ganske Fornemmelsen af endnu at befinde sig i Udlandet.
Sammen med Jakobe gik han ned i Haven. Med hinanden under
Armen blev de ved at gaa frem og tilbage i Alleen nede ved Vandet,
hvor de var mindst udsatte for at blive overraskede af de
Fremmede.
Forresten brød Jakobe sig ikke længer om at skjule deres Forhold
for Folk. Der skulde en af de nærmeste Dage være stort
Selskab paa „Skovbakken" i Anledning af Nannys og Dyhrings
Bryllup, og hun vidste, at det var Forældrenes Ønske at benytte
denne Lejlighed til at offenliggøre Forlovelsen. Særlig havde
Moderen været ivrig derfor, og sagt, at det vel snart var paa
Tiden at tænke paa Giftermaal. Jakobe havde da ogsaa nu ført
Per herud i Haven for at snakke med ham herom og samtidig 
betro ham, hvad hun nu ikke længer tvivlede om, at hun var
frugtsommelig.
Foreløbig talte hun nu ikke meget, men gik med sit Hoved
lænet mod hans Skulder, mens Per med skjult Forlegenhed gengældte
hendes Kærtegn. Hvergang Jakobes Læber løftedes mod
hans, gled Nannys Billede ind imellem og forvirrede ham.
Uvilkaarlig paavirket af hans Tilbageholdenhed følte Jakobe
sig lidt trykket ved at skulle rykke frem med sin Betroelse,
ogsaa fordi hun ikke var helt sikker paa, hvordan Per vilde modtage
den. Tilsidst bestemte hun sig da til at vente dermed til den
første Gang, de igen helt tilhørte hinanden.
Hun standsede paany og sagde, idet hun lagde hans Haand til
sin Kind, at han skulde holde sig hjemme den næste Formiddag,
hun vilde da komme ind og besøge ham.
Per lod først, som om han ikke forstod Meningen, og sagde:
„Det er desværre umuligt, kære! Gennem Ivan har jeg netop
faaet Tilsigelse til et Forretningsmøde hos Max Bernhardt imorgen
Klokken ti. Nu kommer Arbejdets Tid!"
„Men saa senere paa Dagen. Naar det bedst passer dig."
„Nej, det gaar skam ikke an, du! Vi maa være forsigtige her."
Hun saae overrasket paa ham. Der var noget i den lille Latter,
hvormed han ledsagede disse Ord, der saarede hende.
Saa gik hun videre og talte ikke mere derom.
De forlod nu Alleen og gik ud paa Stranden. Her — tæt ved
Vandet — stod der en Bænk med en halvrund Skærm omkring.
Solen var netop gaaet ned. Sundet laa metalblankt under en rødskyet
Himmel. Grusskrænterne ovre paa Hveen glødede. Inde
fra Dyrehaven lød den kogende Brusen, der kan holde sig i
Skovene længe efter, at alle Vinde har lagt sig. Ellers var der
ganske stille. De kunde tydeligt høre Aareslagene fra en Robaad
langt, langt ude.
For at undgaa flere Spørgsmaal gav Per sig til at slaa Smut.
Det havde han været en Mester i som Dreng, og det morede ham
at mærke, at han efter saa mange Aars Forløb ikke havde glemt
„Taget". Jakobe sad henne paa Bænken, foroverbøjet med Haanden
under Hovedet, og saae til. Hvergang Per efter et vellykket 
5
Kast vendte sig om for at indhøste hendes Bifald, smilte hun og
nikkede; men i Mellemtiderne var hendes Ansigt alvorligt, Udtrykket
tankefuldt og fraværende.
„Saae du? ... Otte Smutter!" raabte Per drengestolt.
Han var bleven ivrig. Med stor Omhyggelighed udsøgte han de
Sten, han skulde bruge, og trak tilsidst endog Frakken af. Hin
Hjemglæde, der var svunden bort for ham deroppe i Villaen, genfandt
han her ved den aabne Strand. De bløde Klunk af Bølgerne
paa Breddens Sand, Lyden fra det kogende Skovdyb derinde
bag ham, disse dumpe Aarestød fra den usynlige Baad langt
ude paa Vandet, — der var i alt dette noget, som gjorde ham
glad. Det var, som lød der her det hjemlige, fortrolige „Velkommen",
han havde savnet.
* *
*
Per havde truffet den Aftale med Ivan, at han den næste Morgen
skulde komme til ham paa Hotellet, hvorfra de saa vilde
følges til det berammede Møde hos Max Bernhardt. Dødtræt af
Dagens mange, hinanden bekæmpende Indtryk og af de foregaaende
Døgns Rejsestrabadser tog han tidlig hjem fra „Skovbakken",
gik straks i Seng og vidste ikke af sig selv at sige, før
han den næste Morgen vaagnede ved Sporvognenes Kimen.
Da det gik op for ham, hvor han var og hvilke betydningsfulde
Ting der forestod, blev han lysvaagen og stod straks op. Trods
det Ubehag, han stadig følte ved Tanken om disse fremmede
Geschæftsherrer, hvem han nu skulde gøre til sine Fortrolige
og ligesom prisgive noget af sit eget inderste Selv, var han utaalmodig
efter at tage fat; og det var hans Haab, at han ved sin
personlige Nærværelse skulde kunne indgive de aabenbart meget
ængstelige og nøgterne Pengepugere noget mere Mod og bibringe
dem et større Syn paa den Opgave, de her var bleven stillet
overfor.
Idet han hængte sit Barberspejl op paa Vinduesposten, faldt
hans Blik ned paa Torvet udenfor, og han blev staaende nogle
Øjeblikke med Sæbekosten i Haanden og saae paa Menneskene,
der gik forbi dernede. Det var det saakaldte Halmtorv, en udstrakt 
1
Plads, der med sin uregelmæssige Form og i sin forsømte Tilstand
var som et Billede paa den Ufærdigfr der i det hele endnu
prægede Byen. Midt imellem en Række hastigt opsmurte „Pragtbygninger"
i moderne evropæisk Kaffehusstil saaes Levninger
af Byens gamle Fæstningsvold med en Stump Alle af bredKronede,
hundredaarige Træer, ja et Sted knejsede, i ganske landlige Omgivelser
en Vejrmølle, hvis Vingers Skygger under Omdrejningen
strejfede Torvets Brolægning.
Et øjenskærende Solskin laa over den store Plads, der endnu
var vaad og smudsig efter en Nattebløde. Det var den travle Morgentime,
da den indre By sugede Forstadens Befolkning til sig
med sine Butikker, Kontorer, Skoler og Systuer. En Strøm af
Mennesker hastede ind fra Vesterbro over de to Rækker Flisesten,
som dannede Vej gennem Sølen.
„Det danske Folk! ... Mine egne Sidenius'er I" tænkte Per
og betragtede smilende disse firkantede Skikkelser, der alle syntes
ham at ligne hinanden som Brødre og Søstre.
Og han faldt et Øjeblik i Tanker.
Efter de mange Ensomhedsaars brydsomme Overvejelser, efter
saa mange Forberedelser og forgæves Tilløb skulde endelig idag
— den fjortende Maj — Grundstenen lægges til det nye Rige,
som han Stykke for Stykke havde udformet af sin Tankes Kaos
egenlig lige siden han var en Dreng paa elleve Aar. Og dernede
gik det intet anende Folk — Raastoffet til Fremtidens Danmark,
det døde Ler, som han lig en Gud drømte om at omskabe i sit
Billede og indblæse sin frigjorte Aand.
Han smilte igen, idet han endelig gav sig i Færd med at sæbe
sine Kinder ind.
Der var lidt Galskab heri, — han saae det godt nu. Men det
skræmmede ham ikke. Det var ham tværtimod en Tilfredsstillelse
og Betryggelse at vide sig i Besiddelse af det Gran Vanvid, hvorom
den lille verdenskloge Maler i Rom havde sagt, at uden det
vandtes ingen store Sejre mellem Menneskene.
Efter tilendebragt Barbering ringede han paa Jomfruen, der
bragte ham hans Morgenkaffe og Dagens Aviser. Han var sulten,
og den hjemlige Opdækning skærpede yderligere hans Appetit. 
7
Hvor nød han efter saa mange Maaneders Forløb igen at faa Rugbrød
og dansk, saltkær :t Smør! — Med Aviserne blev han derimod
hurtigt færdig. For Landets indre Politik havde han ingen
Interesse, og de mange Artikler om Teater, Literatur og Maleriudstillinger
sprang han af gammel Vane over.
Pludselig gav det et Sæt i ham. Hans Øjne var tilfældigt faldet
paa en Bekendtgørelse, under hvilken han fandt sin Søster Signes
Navn. „Elever i Musikens Begyndelsesgrunde" stod der som
Overskrift, og under Navnet var hendes Bopæl opgivet, — det
var et Sted foran paa Vesterbro i en af de smaa Sidegader ved
GI. Kongevejs Begyndelse.
Under hans Ophold i Italien havde hans Familje igen været
ligesom udslettet af hans Liv. Det var ganske vist i Rom et Par
Gange hændet ham (ligesom i sin Tid i Dresack), at han midt
om Natten vaagnede med et nervøst Ryk, fordi han havde drømt
om et eller andet derhjemme fra Præstegaarden; men i vaagen
Tilstand havde han i de sidste Maaneder ikke bekymret sig om
sin Slægt. Han havde igen som i sine unge Dage med fuldt Overlæg
gjort sig upaavirkelig for Erindringen om den, og havde
forsvaret sig med, at han i dette Stykke paa sin Vis fulgte selve
Kristus, der jo bød hensynsløst at forlade Fader og Moder og følge
den indre Kaldelse.
Hans Øjne blev hængende ved den lille Petit-Annonce. Han
huskede nu godt, at det ved Faderens Begravelse havde været
paa Tale af Hensyn til hans yngre Brødre, Tvillingerne, at flytte
herover til April Flyttedag. Den ene af dem havde dengang netop
faaet Plads paa et af Byens Apoteker, den anden hos en af dens
Boghandlere. — Moderen og Størsteparten af hans Søskende var
altsaa her i København!
Der blev i det samme banket paa hans Dør. Og som skudt
ud af en Kanon tumlede Ivan ind med sin store Dokumentmappe
under Armen.
Han bragte Blomster og Hilsen fra Jakobe og tilføjede paa
egen Haand en Hilsen fra Svigerforældrene for at faa Lejlighed
til at sige Per den Behagelighed, at disse havde været særdeles
Lykke-Per II 2 
1
glade ved at se ham igen, hvad iøvrigt ikke var usandt. Navnlig
havde Philip Salomon været overrasket over, som Per havde udviklet
sig.
„Men nu til Forretningerne!" afbrød Per ham lidt utaalmodigt
og rejste sig, — han gik endnu halvpaaklædt omkring i Skjorte­
ærmer og Morgentøfler.
„Ja — til Forretningerne!" gentog Ivan mat og kastede sig
uroligt i en Stol, mens han tog sig til Halsen, som om der var
noget, der pludselig klemte ham om Struben. Han vidste ikke,
paa hvad Maade han skulde faa det sagt til Per, hvor slet hans
Sag i Øjeblikket stod, og faa ham forberedt paa det ubetingede
Krav, man vilde stille til ham ved det forestaaende Møde.
For at vinde Tid gav han sig til at fuldstændiggøre det Referat,
han i sine Breve havde givet af det første Bestyrelsesmøde og
de forskellige Udtalelser, der ved den Lejlighed var faldet om
Projektet.
Per indskød nu og da gryntende en Bemærkning. Han stod
igen henne foran Spejlet paa Vinduesposten i Færd med at binde
sit Slips, og hans Tanker var hvert Øjeblik igen hos Moderen.
Han kunde ligesom ikke finde sig tilrette i den Forestilling, at
hun boede her i Byen, ovenikøbet i hans umiddelbare Nærhed,
maaske ikke tusinde Skridt herfra!
„Maa jeg gøre dig et Spørgsmaal!" begyndte Ivan efter et
Øjebliks Ophold, — hans Stemme lød helt klynkende.
„Værs' artig!"
„Sig mig ... vilde det ... kunde det . . . jeg mener, vilde det
være dig ganske umuligt at gøre en Tilnærmelse til Oberst
Bjerregrav?"
Per vendte langsomt Hovedet om imod ham. Han vidste i
første Øjeblik ikke, om han skulde give sig til at le eller blive
vred. Han valgte det første.
„Hør, lille Børn!" sagde han, idet han atter vendte sig mod
Spejlet. „Jeg tror, det gamle Skøvl har gjort jer kulrede! Dersom
han har bildt jer ind, at vi ikke kan undvære hans Assistance,
saa kan I hilse ham fra mig og sige, at han kan — noksagt. Bliv
bare ikke nervøse! Naar Bæstet bjæffer, er det. fordi han ikke
tør bide." 
9
„Jeg giver dig — paa en Maade — naturligvis ganske Ret,"
svarede Ivan. „Det er selvfølgelig — i en vis Forstand — ganske
sindssvagt at tillægge hans Tilslutning — i hvert Fald nogen afgørende
Betydning. Men — paa den anden Side — n a a r nu
vore kære Medstiftere ikke kan bringes bort fra den Ide, at netop
han er uundværlig; og n a a r han selv har erklæret sig villig
til — paa visse Betingelser — at støtte Foretagendet, saa "
„Hvad saa?"
„Saa ... jeg mener ... saa," gentog Ivan og vred sig som i
Mavekrampe, „saa vilde det jo unægtelig lette Sagens Gang betydeligt,
om du kunde bekvemme dig til en saadan ... saadan
... Tilkendegivelse, som han har ... har ... ønsket."
„Sludder, min Ven! Du veed ikke, hvad du taler om. Men
nu faar jeg jo selv de meromtalte kære Medstiftere under Behandling,
og de er vel ikke dummere, end at de kan tvinges til
at forstaa, at jeg hverken kan eller vil finde mig i nogen Slags
Formynderskab."
„Men derom er der heller ikke Tale, kære! Det er jo kun af
Hensyn til Publikum, at de har ønsket at faa hans Navn med.
Og jeg kan garantere dig den mest overstrømmende venlige Modtagelse
hos ham. Siden Bladene har haft Meddelelser om Foretagendet,
har han gaaet omkring som en æggesyg Høne. Jeg veed
det fra Onkel."
„Ja, det er mig ligemeget. Jeg vil nu ikke høre mere om den
Ting."
„Maa jeg blot sige et eneste Ord til? Saa fuldt jeg ellers i
alle Maader anerkender dine overlegne Synspunkter, saa tror jeg
— undskyld! — at du forregner dig her. Hvad særlig Max Bernhardt
angaar —."
Men ved Lyden af dette Navn slap Pers Taalmodighed op.
Han vendte sig helt omkring og sagde:
„Aa, lad mig være fri for denne evige Max Bernhardt! Det
er dog vel, for Pokker, m i g, der bestemmer her! — Du skal
ingen Bekymringer gøre dig. Og lad os nu se at komme afsted
!"
Da de en halv Time senere kom ind i Max Bernhardts elegante, 
2
i Parisersmag udstyrede Modtagelsesværelse, var de andre Herrer
— undtagen Vekselerer Herløv og Max Bernhardt selv —
allerede kommen tilstede. De stod i en Klynge henne ved et af
de høje Vinduer og modtog Per med den særegne, brutale Nedladenhed,
man træffer hos Børsfolk.
Per bragtes et Øjeblik ud af Fatning. Han var aldeles uforberedt
paa en saadan Modtagelse. Han havde snarere frygtet for
en altfor paatrængende Elskværdighed af disse Mænd, der haabede
at kunne berige sig ved hans Arbejde. Og saa var det virkelig
knap nok, at de værdigede ham en Genhilsen. Den „forhenværende
Landmand" begloede ham ganske ugenert med et Par
smaa, hvidfrynsede Griseøjne uden at tage Hænderne af Bukselommerne,
mens han hilste.
Per maalte ham i den Anledning med et sprudende Blik og
sagde, henvendt til Ivan, der forestod Præsentationen:
„Jeg hørte ikke den Herres Navn."
„Hr. Nørrehave," hviskede Ivan, der stod og trippede — ganske
betuttet over Pers udæskende Holdning overfor disse Mænd,
der skulde afgøre hans Værks Skæbne.
„Ja saa," sagde Per langsomt og blev ved at stirre paa den
tykke Bonde, saa denne tilsidst blev rød i Hovedet og vendte
ham Ryggen med en haanlig Snøften, — men Hænderne var
dog kommen op af Lommerne og flyttet ind bag de brede Frakkeskøder.

Sagen var nu den, at disse Herrer alle var mere eller mindre
betænkelige ved at have lovet deres Navn til et Foretagende,
som de stadig ingen Tillid havde til, og som kun deres hidtil
urokkede Tro paa Max Bernhardt overhovedet havde faaet dem
til at indlade sig med. De fleste af dem var ikke langt fra at anse
Per for en bevidst Plattenslager, der havde haft det enestaaende
Held at stikke Max Bernhardt Blaar i Øjnene. I Virkeligheden
spekulerede de bare paa at finde en fin Maade at trække sig ud af
Sagen paa uden at gøre sig Max Bernhardt til Uven.
Nu kom denne og Vekselerer Herløv ind fra et Sideværelse.
Man fik sig anbragt omkring det store Bord midt i Stuen, og der
kom med nogen Vanskelighed en Forhandling i Gang. Til at be­
1
gynde med drejede Samtalen sig mest om Ting, der stod i meget
løs eller slet ingen Forbindelse med Pers Projekt. I Tilslutning
til noget, man forud havde talt om, eller ganske uden Paaknytning
fremkastedes der Spørgsmaal om helt andre Forretninger,
hvori de forskellige Herrer var interesserede, eller der blev fortalt
Børsnyheder og gengivet Gaderygter, ja den unge Hr. Sivertsen
sad og underholdt sin Sidemand med en Anekdote, han
havde hørt om en af Byens populære Skuespillerinder.
Max Bernhardt maatte et Par Gange banke i Bordet med en
Lineal og anmode de Herrer om saa vidt muligt at holde sig
til den foreliggende Sag.
„Mine Herrer, vi befinder os i Hjertingbugten! Vi skulde forsøge
at sætte vort tidt besungne Vesterhav paa Aktier!"
Ivan sad som paa Gløder. Han skottede fortvivlet hen til Svogeren,
der sad tilbagelænet i sin Stol med et Ansigtsudtryk, der
mindede om en optrækkende Torden. Endnu besvarede Per de
Spørgsmaal, der nu og da rettedes til ham — om ogsaa kort og
afvisende nok; men han kunde i Længden ikke styre sin Forbitrelse.
Nogen Nervøsitet sad der ham desuden i Kroppen efter
den Opdagelse med Familjens Overflyttelse her til København.
Selv om han ikke netop tænkte paa det, laa Bevidstheden derom
som et Tryk paa Sindet, der gjorde ham pirrelig. Han havde hele
Tiden den største Lyst til uden videre at rejse sig og gaa. Naar
han saae disse Børsbanditter sidde der, skødesløst og overlegent
smaasnakkende, og endevende det Værk, der i saa mange Aar
havde været hans eneste Tanke, ja udgjort hele hans Liv, fik han
en modbydelig Fornemmelse, som om han personlig blev besnuset
og befingret af dem
Uden at vide det blev han imidlertid skarpt iagttaget henne
fra Bordenden, hvor Max Bernhardt sad med en Albu paa Stolearmen
og støttede sit mørke Hoved paa sin smukke, hvide Haand.
Hans store, posede Øjelaag med de blaalige Skygger omkring
var som sædvanlig halvt tillukkede, saa man ikke kunde se, hvor
hans Blik færdedes, — men det hvilede næsten uafbrudt paa
Per.
Det var Pers sammenbidte Mund og de opsvulmede Aarer i 
2
hans kraftigt skaarne Pande, der fængslede denne Mand, som
plejede at sige, at han ved sin Død vilde udsætte en Præmie for
ethvert nogenlunde karakterfuldt Hoved i den Samling Kødboller,
der udgjorde det danske Folk. Han var i det hele bleven overrasket
af Pers ganske statelige og verdensmandsagtige Ydre, der
slet ikke passede til det Billede af ham, han havde bevaret fra
hint Middagsselskab hos Philip Salomon, hvor han havde forekommet
ham at være en ret usmagelig Mellemting mellem en
Seminarieelev og en offenlig Piges Jon. Skulde han have taget
fejl af ham? Skulde de danske Præstegaarde undtagelsesvis have
udklækket et virkeligt Mandfolk med lidt paalidelig Vilje i
Kroppen ?
Pers Stædighed overfor Oberst Bjerregrav saae han pudselig
i et helt nyt Lys. Han begyndte ligefrem at blive lidt betænkelig
ved at have indladt sig med ham. Som alle tyranniske Naturer
frygtede han for at faa en Modstander og Medbejler i Enhver,
der ikke straks og godvillig gik under hans Aag. Jo længere han
betragtede Per, des mere overbevist blev han om, at han vilde
kunne blive ham farlig og derfor helst itide maatte skaffes afvejen.
Imidlertid var Spørgsmaalet om Pressens Bistand bleven bragt
paa Bane. Vekselerer Herløv sagde i faderlig Tone til Per, at
han endelig straks maatte aflægge Besøg paa de forskellige Redaktionskontorer,
helst baade her i København og i Provinsen.
Han nævnede Navnene paa en Række af de større Aviser og tilføjede,
at det naturligvis vilde være allerbedst, om han fik Bemyndigelse
til med det samme at tilsikre Bladene en Sum for
Avertissementer, — „det er flere Steder meget velset , sluttede
han tørt vittigt.
Per lod, som om han ingenting havde hørt, og vendte Hovedet
til den anden Side.
Men nu tog Max Bernhardt Ordet. I Tilslutning til sin Kompagnons
Bemærkninger optog han Spørgsmaalet Oberst Bjerregrav
til Forhandling. Henvendt til Per sagde han i sin uforanderligt
spøgefulde Tone:
„Det er jo særdeles uheldigt, at Obersten og De, efter hvad
vi hører, engang har været i Totterne paa hinanden ... ja rime­
3
ligvis ikke bogstaveligt, da Oberster jo plejer at være skaldede."

Der blev beredvilligt smilet rundt om Bordet, og den unge
Hr. Sivertsen opslog en æselsagtig Skryden.
„Jeg finder det, som sagt, uheldigt," fortsatte Max Bernhardt,
„fordi Oberst Bjerregrav ubetinget er den af vore mere kendte
Sagkyndige, der vil kunne tjene Sagen bedst ... ikke at tale om,
at han vilde være besværlig, maaske farlig at have til Modstander.
Nu har vi jo imidlertid — som De veed — faaet Oberstens
Løfte om Tilslutning paa den Betingelse, at de indledende Skridt
til et Samarbejde bliver gjort fra Deres Side, — hvad vel, naar
hans Alder og sociale Stilling tages i Betragtning, ikke kan siges
at være nogen urimelig Fordring."
Alles Øjne var under denne Tale bleven rettet forventningsfuldt
mod Per, hvis Holdning efterhaanden havde vakt nogen
skjult Raadvildhed mellem de forsamlede Herrer. Han lod dem
ikke vente paa Svaret.
„Jeg vil absolut protestere mod enhver Slags Formynderskab,"
sagde han. „Jeg har udarbejdet Planen uden fremmed Assistance
og ønsker heller ikke fremtidig nogen sideordnet Medarbejder."

Ivan sank stille sammen som en hjerteskudt Fugl. Ogsaa gennem
de andre Herrer gik der et Stød af Betuttelse, saa usædvanligt
var det, at Nogen — endsige en ung og ukendt Mand —
saa aabenlyst fordristede sig til at sætte sig op mod Max Bernhardts
Ønsker.
Denne selv var ikke langt fra at tabe sin smilende Maske. Han
greb den dog i Faldet; og for at give Per Lejlighed til at raade
Bod paa sin Forløbelse sagde han med Humor:
„Hr. Sidenius har aabenbart faaet et forkert Ben ud af Sengen
imorges." — Og vendt mod Per selv fortsatte han: „Hvor kan
De dog nænne at vise Dem saa uforsonlig overfor en Hædersmand
som Oberst Bjerregrav, en gammel Krigsinvalid, en Fædrelandsforsvarer!
Han maa jo være lige til at kysse!"
I pligtmæssig Beundring opslog Hr. Sivertsen igen sin skrydende
Latter, men stoppede pludselig op, da han mærkede, at 
2
de andre holdt sis; alvorlige. Per tabte herefter helt Besindelsen.
Med et Slag af Knoen i Bordet rejste han sig, graa i Ansigtet,
og sagde:
„Jeg vil gøre de Herrer opmærksomme paa, at det er Dem,
der har haft Bud efter mig — ikke omvendt. Jeg skulde derfor
mene, at det tilkommer mig — og ikke Dem — eller nogen
anden — at stille Betingelser."
Han satte sig under isnende Tavshed. Alle saae hen paa Max
Bernhardt, der atter sad med Haanden under Hovedet og saae
ned for sig med halvt tillukkede Øjne. Hans blodløse Ansigt
havde antaget det uhyggelige, stivnede Udtrvk, som det p'ejede
at faa, naar han i Tankerne udfærdigede en Dødsdom. Han havde
i Mellemtiden vekslet et Par hastige Øjekast med Vekselerer
Herløv. Denne sad med begge Armene paa Bordet og ludede med
sit store, rødfede Hoved, som sov han indvendig: men i Virkeligheden
var han lysvaagen og havde med et lille, bekræftende Nik
beseglet Pers Skæbne.
„Det er altsaa Deres Mening," — tog nu Max Bernhardt tilsyneladende
ganske ligegyldig tilorde — „at De ikke vil gøre
Oberst Bjerregrav — og dermed os — den ønskede Indrømmelse?"

„Ja."
„Og det er Deres endelige Svar?"
„Absolut!"
„Ja — mine Herrer! — saa er vi færdige. Vort Forslag er
ikke bleven akcepteret, altsaa lader vi Sagen falde. Je? tager
næppe fejl i, at der ikke har været nogen stærk Stemning for
den hos de Herrer, saa jeg skal undlade at udtale nogen Beklagelse
i Anledning af Resultatet."
Hermed rejste Max Bernhardt sig. Og en efter en stod nu
ogsaa de andre op, de fleste med en Følelse af Lettelse ved saa
uventet hurtigt at være bleven befriet for dette i deres Øjne dødfødte
Projekt. Enkelte af dem var dog noget misfornøjede med
den hovedkulds Afslutning. Navnlig galdt dette Proprietær Nørrehave,
der var bleven svært imponeret af Pers Optræden og nu
blev ved at følge ham med sine smaa Svineøjne, mens Per — 
5
efter en hurtig og skødesløs Hilsen — stormede ud af Stuen
fulgt af Ivan.
Saasnart Døren havde lukket sig efter dem, slog Max Bernhardt
igen til Lyd og sagde:
„Det er vel overflødigt at tilføje, at jeg ikke hermed har opgivet
Frihavns-Tanken. Jeg kan allerede meddele de Herrer, at
den i den allernærmeste Fremtid vil blive taget op paa et andet
og — som jeg tror — adskilligt fornuftigere Grundlag. Vi sees
altsaa med det første igen, mine Herrer!"
Ude paa „Skovbakken" gik Jakobe denne Formiddag omkring
i en lidt trykket Stemning. Den Forventning, hvormed hun de
foregaaende Dage og Nætter havde talt Timerne til Pers Komme,
havde været altfor stærkt spændt til, at den ikke skulde følges
af en Afslappelse. Hun følte sig en lille Smule skuffet af ham,
... ja endogsaa mere, end hun rigtig vilde tilstaa for sig selv.
Hun kunde nu heller ikke komme bort fra, at han havde forandret
sig. Det beherskede, næsten tilknappede, der var kommen
over hans Væsen, og som Forældrene havde været saa glade for,
tilfredsstillede slet ikke hende, — det mindede hende paa en foruroligende
Maade om Tonen i hans sidste Breve fra Italien. Det
var maaske blot en Fagon, han havde lagt sig til, en tillavet Verdensmandschik;
men den klædte ham i hendes Øjne ikke. Hun
elskede ham som den uvorne Bjørn, han var, dengang hun lærte
ham at kende, og som han endnu havde været, da de for to
Maaneder siden tog Afsked med hinanden i Laugenskoven. Hun
var vant til at sidde med Hjertet i Halsen, saasnart de var sammen
med andre, af Angst for, at han paa en eller anden Maade
skulde støde an og udfordre Forargelsen, — og hun ønskede sig
slet ikke befriet for dette lille Martyrium. Det var næsten, som
om hun frygtede for at komme til at elske ham mindre, naar han
ikke længer var Genstand for Miskendelse.
Bedst som hun gik med disse Tanker, kom Ivan hjem med
Jobsposten frg Mødet hos Max Bernhardt. Hun opholdt sig just i 
2
Havestuen sammen med Moderen, da han stormede ind med sin
Dokumentmappe.
Det Indtryk, Meddelelsen i første Øjeblik gjorde paa hende,
fik hende til at le. Begivenheden kom saa pudsigt dumpende ned
som en eftertrykkelig Protest mod alt det, hun lige havde gaaet
og tænkt paa; og Ivans Grædefærdighed og Moderens bestyrtede
Mine vakte en øjeblikkelig Tilfredshed hos hende. Nu kendte
hun igen sin Vildbams!
Det varede dog ikke længe, før ogsaa hun blev betænkelig
ved Historien. Ja, da hun havde faaet sig rigtig samlet, og navnlig
da hun gennem Ivans Beretning forstod, hvor ganske uoverlagt
og formaalsløst Per havde handlet, ærgrede hun sig næsten endnu
mere end de andre og følte sig skamfuld. Hun tænkte endda
mindre paa, hvad han selv og dermed ogsaa hun nu udsattes for,
skønt Udsigten til igen at skulle leve helt paa det uvisse med
Hensyn til deres Fremtid under hendes nuværende Forhold ikke
virkede opmuntrende paa hende — hendes Vrede galdt især den
tankeløse Ligegyldighed, han ved sin Optræden havde vist for alt,
hvad Faderen og Ivan havde sat ind paa Sagen.
Ud paa Eftermiddagen meldte Per sin Ankomst ved et Telegram.
Hun gik ham imøde ad Stationsstien gennem Skoven, og
allerede paa Afstand raabte han smilende til hende:
„Du har vel hørt Nyheden? ... Jeg har plagieret Kristus og
drevet Kræmmerne ud af Templet!"
Dette forcerede Udbrud gjorde Jakobe yderligere forstemt.
Havde han endda sluttet hende i sine Arme og værget sig mod
hendes Bebrejdelser ved at lukke hendes Mund med Kys. Men
Per gjorde ingen saadan Tilnærmelse. Allerede før de mødtes,
havde han læst Misbilligelsen i hendes Ansigt.
Han havde været saa overbevist om, at i det mindste hun
vilde forstaa ham og anerkende Betydningen af hans Udfordring
til Børsjobberne, hun, som altid havde talt med Uvilje om den
Slags samvittighedsløse Udbyttere og beklaget den Rolle, en Mand
som Max Bernhardt var kommen til at spille i den offenlige Bevidsthed
som en af den ny Tids Førere.
Men i det Punkt var hun altsaa, naar det kom til Stykket, 
7
ikke en Smule bedre end de andre, — tænkte han med Bitterhed.
Kræmmeraanden laa ogsaa hos hende og lurede paa Stoltheden
for ved første givne Lejlighed at overliste den. Ja, —
sandelig! — Jøderne havde ogsaa deres Spøgelser!
De var kommen nær til Udkanten af Skoven, og Jakobe, der
følte sig træt, men dog nødig vilde hjem straks, satte sig paa
en Bænk, som var anbragt under et af Træerne. Skønt hun ved
den Maade, hvorpaa hun trak sin Kjole til sig, indbød ham til
at tage Plads ved Siden af hende, vilde han ikke sætte sig. Med
Fingerspidserne stukket ned i Vestelommerne blev han ved at
gaa op og ned foran hende, optaget af at forklare og fersvare
sine Bevæggrunde til at handle, som han havde gjort.
Jakobe lænede sig tavs tilbage mod Bænkens Ryg. paa hvilken
hendes ene, udstrakte Arm hvilede. Og mens hun med et vagtsomt
Udtryk fulgte ham paa hans Frem- og Tilbagemarsj, slog
det hende igen, hvor han dog havde forandret sig. Der skød et
Glimt af Mistro op i hendes mørke Øjnes forskende Blik. Skulde
der ligge noget utilstaaet under denne sære Holdning? Skulde
Tilbageholdenheden igaar og Pirreligheden idag have den samme
skjulte Aarsag?
Hun strøg sig med Haanden over den formørkede Pande.
Hun vilde med Magt forjage alle stygge Tanker.
„Det gør mig næsten mest ondt for Ivan," sagde hun og saae
bort. „Han har virkelig været rørende i sin Iver for din Sag. Jeg
tror ikke, han kunde have anstrengt sig mere, om det havde
været hans egen Fremtid, det galdt."
Per vilde først ikke svare herpaa. Det var begyndt at ærgre
ham, at han altid skulde høre om Ivans Opofrelser.
„Ja, det er naturligvis kedeligt. Det gør mig virkelig ondt for
din Broder, ... men derved er nu ingenting at gøre. Forresten
maatte Ivan have kunnet sige sig selv, at med den Slags Folk
nyttede det ikke at føre mig sammen."
„Du havde dog selv akcepteret dem."
„Jeg kendte dem jo ikke. — Og saa den plebejiske Storsnudethed,
hvormed de sad der, som om de viste mig en Naade ved at
være villige til at berige sig ved mit Arbejde! Dersom det er den 
2
Slags Personer, der skal være den nye Tids Mænd her i Landet,
saa er vi kommen fra Dynen i Halmen."
„Hvad tænker du nu paa at gøre?" spurgte Jakobe efter nogen
Stilhed.
„Ganske simpelt — fortsætte, som jeg har begyndt. Agitere,
skrive, ringe med Stormklokken, indtil Folket hører. Der maa
vel engang blive andre at faa i Tale i dette Land end netop Børsrøvere.
— Du kan tænke dig, de havde endogsaa den Frækhed
at forlange, at jeg skulde gøre Avisredaktionerne min Opvartning.
Hvad siger du? At skulle antichambrere hos Pressejoner af Dyhrings
Kaliber!"
„Naa ja — Herregud!"
Han standsede og betragtede hende med fornyet Overraskelse.
„Det vinder dit Bifald, tror jeg."
„Dersom det kunde blive til Gavn for Foretagendet — og det
kunde det vel — hvorfor skulde du saa egenlig ikke kunne gøre
det?"
„Og det mener du virkelig? Jeg maa sige, du forbavser mig
idag."
„Jeg mener, at naar man vil tænke paa at skaffe sig Indflydelse
— fordi man af en eller anden Grund har Brug derfor — gør
man vist klogt i at begynde med at anerkende Magten hos dem,
der i Øjeblikket sidder inde med den, uden at fortabe sig for
meget i Granskninger over, hvordan de er kommen til den."
„Ja, du maa undskylde mig, men jeg har en noget anden
Opfattelse af, hvad man skylder sig selv. Jeg indser overhovedet
ikke, hvorfor det skal være mindre beskæmmende for et Menneske
at ydmyge sig for Guldkalven end f. Ex. for Krusifikset.
Hvad jeg har oplevet idag, har givet mig en saadan Afsmag for
den hele Forretningssvindel, at jeg vist ikke saasnart forvinder
det."
Jakobe svarede ikke herpaa. Det pinte hende, at Per blev ved
med at anstrenge sig for at retfærdiggøre sig i denne Sag. Hun
ønskede, at han vilde holde op med sine Forklaringer, som i hendes
Øjne kun var Udflugter, et krampagtigt Forsøg paa at hævde
sig ved Selvbesnakkelse. 
9
Men Per blev ved at tale. Jakobes vedvarende, absolute Misbilligelse
af hans Handlernaade, hendes fuldkomne Mangel paa
Forstaaelse af, hvad der havde drevet ham til dette Oprør, endelig
hans egen mangelfulde Evne til at klargøre for sig selv og
for hende de indre Tilskyndelser, hvorunder han havde handlet
— alt tilsammen opirrede ham og gjorde ham kamplysten.
„Det morer mig virkelig med den Beundring, du har faaet for
Max Bernhardt og hans Kompagni. Den er saa ny. Den skulde
da ikke være opfunden for Lejligheden."
„Det sidste har jeg overhørt, Per," svarede Jakobe med tilkæmpet
Ro, men meget alvorlig. „Forresten veed jeg ikke af, at
jeg har udtalt nogensomhelst Beundring, — heller ikke for Max
Bernhardt, skønt jeg tror, han er en Del bedre end sit Rygte.
Jeg veed tilfældigt, at han i Stilhed skal være meget godgørende
og underholde flere fattige jødiske Familjer her i Byen —
„— Som Bod velsagtens for de Ulykker, han gør paa Hundreder
af Familjer over hele Landet. Han skal jo allerede have et ganske
anseligt Antal ruinerede Hjem paa Samvittigheden."
„Naa ja — han er en Stridsmand. „Krig er min Haandtering"
skal han engang have sagt. Han er skaanselsløs og uforsonlig,
undertiden vistnok ogsaa grusom. Derfor var jeg en Tid betænkelig
ved hans voksende Indflydelse, — deri har du ganske Ret.
Men maaske har jeg ikke opfattet ham rigtig og i det hele undervurderet
den Slags Folks Betydning. Maaske trænger vi netop
til en saadan Mand herhjemme, hvor man synes i Færd med at
glemme, hvordan et virkeligt Viljesmenneske ser ud."
„Altsaa alligevel et Ideal, en Læremester for os alle."
„Maaske!"
„Sig mig, hvormange Selvmord er det, man regner, at han til
Dato kan tilskrive sig Æren af?"
„Aa, den dumme Snak!"
„Men du bliver dog nødt til at indrømme —."
„Ja, om saa var? Jeg synes, at netop det Postyr, der laves,
hver Gang han gør Brug af sin Magt til at uskadeliggøre en
Modstander eller til at bringe en af sine Medhjælpere frem, tydeligere
end noget andet viser, hvor vanskeligt man hertillands 
3
har ved at lære at forstaa, at vil man Maalet, maa man ogsaa
ville Midlerne — og ikke bestandig tinge om dem — med sig
selv og andre."
Per betragtede hende et Øjeblik i Tavshed. Hun havde med
sine Ord ramt ham paa en ganske anden Maade, end hun havde
haft til Hensigt eller kunde ane.
„Du er kæk paa det," sagde han, — og der brændte ham
nogle stærke Ord paa Læben. Han kunde have Lyst til at sige
hende, at i Fald han havde fulgt den Leveregel, hun der gjorde
sig til Talsmand for, vilde de have talt sammen for sidste Gang.
Han nøjedes dog med at forsikre hende, at han for sit eget Vedkommende
havde haft rig Lejlighed til at veje Maal og Midler
med hinanden, og det ved betydningsfuldere Afgørelser end denne,
løvrigt skulde han ikke indvende noget synderligt mod selve
Maksimen; det undrede ham kun, at hun steg saa højt tilvejrs
for at forsvare en Fyr som Max Bernhardt, hvis Formaal var af
den lavest liggende Art, forfængelig Magtsyge eller maaske slet
og ret Pengebegærlighed, og som i det hele havde vist sig som
en endog ualmindelig ondartet lille —.
Han var lige ved at sige „Jøde" men tog sig i det og sagde
„Børsgrævling".
„Men jeg indrømmer," tilføjede han med en Skuldertrækning
og vendte sig bort, „du har jo medfødte Betingelser for at værdsætte
en Karakter som hans, hvad jeg derimod mangler."
Jakobe kastede et lynsnart Blik op paa ham. Derpaa saae hun
atter bort og tav.
„Men som sagt" — fortsatte Per — „jeg finder ikke den hele
Sag al den Staahej værd. Det forekommer mig, at du tager den
altfor latterlig højtideligt. Du har i det hele faaet en lidt uheldig
Svaghed for Konturnen."
„Ko-turnen, Per ... Koturnen!"
„Aa, maa jeg bede mig fritaget for det Vigtigmageri!"
„Men du maa dog virkelig respektere Sprogbrugen. Det gaar
ikke an, at du udstrækker din Reformeren ogsaa til Videnskaben."
Saadan blev de ved en Stund; det ene bitre og saarende Ord
jog det andet frem, — indtil Jakobe med eet lagde Haanden over 
1
sine Øjne og tvang sig til at være rolig. — Nej, nej. Hun vilde
ikke mistro ham. Hun vilde stoppe sine Øren til for sin Skinsyges
Ugletuden. Hun vilde ikke tro paa nogen Fare.
Hurtigt rejste hun sig op, tog Per om Hovedet og nødte ham
til at se hende ind i Øjnene.
„Per," sagde hun. „Synes du ikke, vi skulde skamme os lidt,
begge to? — Kys mig nu, og saa glemmer vi alle de stygge
Ord, vi har sagt. Du maa gerne sige, at det er mig, der har
Skylden, naar du kun vil være god igen. Og saa lover vi hinanden,
at saadan noget aldrig mere maa ske imellem os. Ikke sandt?
Det lover vi!"
Per var hurtigt formildet. Han modstod i disse Dage daarligt
et kærligt Ord.
„Du har Ret .. ..det er dumt. Men jeg var saa overbevist om,
at i hvert Fald d u vilde billige, hvad jeg havde gjort. Og jeg
føler, at jeg herefter mere end nogensinde vil trænge til at finde
Forstaaelse og Støtte hos dig."
„Det skal du heller aldrig mangle, Per!" sagde hun.
Og de beseglede Forsoningen med et langt Kys.
* *
*
Det var alligevel ikke nogen rigtig hyggelig Stemning, der
herskede under Middagsmaaltidet paa „Skovbakken" den Dag.
Philip Salomon, der allerede inde i Byen havde faaet Underretning
om, hvad der var sket, mælede ikke et Ord. Der var overhovedet
næppe bleven talt synderligt, dersom ikke Smaabørnene
havde været tilstede og med deres frimodige Pludren havde virket
lidt fordelende paa Spændingen mellem de andre.
Per sad som i Rustning, hans Mine var kampberedt. Efter den
Maade, hvorpaa Ivan og Jakobe havde taget Sagen, var han belavet
paa, at Svigerforældrene vilde kræve en Forklaring af ham,
ja maaske ligefrem gøre en Slags Ret gældende overfor ham,
fordi han for Tiden levede af deres Understøttelse.
Der blev dog ikke Brug for noget Selvforsvar. Philip Salomon, 
3
der een Gang for alle havde taget Stilling til Per og hans Fremtidsplaner,
overvandt lykkeligt den Fristelse, han unægtelig følte,
til at give ham en Lektion i, hvad man i Forretningsverdenen
ansaae for tilladeligt. Heller ikke Svigermoderen hentydede med
et Ord til det forefaldne.
Efter Bordet gik Jakobe og Per ned i Haven. De holdt hinanden
under Armen; men trods Forsoningen ude i Skoven vilde
den gamle Fortrolighed ikke rigtig indfinde sig igen. Af Frygt
for at komme til at sige noget, der kunde genopvække Striden
fra før, fortav de deres Tanker for hinanden og talte om ligegyldige
Ting. Jakobe kunde derfor heller ikke nu faa sig til
at berøre Spørgsmaalet om deres Forlovelses Offenliggørelse,
endsige til at betro ham sin Formodning om sin Tilstand; og Per
kunde paa sin Side ikke overvinde sig til at fortælle hende om
sin Familjes Bosættelse i København, af hvilken han, trods Formiddagens
store Begivenheder, stadig var meget optaget.
Desuden gik han i Uro for, at Nanny skulde dukke op herude.
Der var ved Middagsbordet bleven talt om, at hun af Hensyn
til Selskabet den næste Dag vilde komme om Aftenen og overnatte
her. Hele Tiden gik han derfor med et spidset Øre vendt
op imod Villaen og maatte samtidigt passe paa, at Jakobe ikke
mærkede hans Adspredthed.
Tilsidst satte de sig paa Bænken nede ved Stranden, hvor der
var Læ for den stærke Blæst. Det var omtrent i den samme
Time, de havde opholdt sig her den foregaaende Dag; men det
var en ganske anden Stemning, der hvilede over Naturen denne
Aften. Indtil langt imod Nord var begge Kystlinjerne skarpt optrukne.
Hveen traadte saa tydeligt frem, at man kunde se Søen
brydes under Øens solluende Grusskrænter. Vinden var vestlig,
og langs den sjællandske Kyst var Vandfladen næsten rolig, ja
paa Steder, hvor Jordsmonnet bag Strandkanten højnede sig, laa
den aldeles spejlblank, saa Badebroer og Villahaver tegnede sig
deri. Ude paa Dybet derimod gik sorteblaa Bølger med hvide
Skumprikker. Nogle Lystbaade tumlede sig derude for halvrebede
Sejl, mens en grønmalet Fragtdamper gik støt op gennem
Løbet og varskoede Baadene med en hæs Dampfløjte. Den 
3
tykke Kulrøg, der blev hængende ned over den som en Sky,
fangede Solnedgangsskæret og trak en lang, skummel Skygge
henover Vandet.
Ved dette friske Søbillede kom Per til at mindes Fritjof. I
Tankerne førtes han tilbage til Berlin, til de muntre Aftener med
den gale Maler og hans forrykte Kunstbrødre i den hyggelige
Stamknejpe i Leipzigerstrasse.
Han forstod i Grunden ikke selv, hvad det var, der havde tiltrukket
ham hos disse Folk, saa han i et Øjeblik som dette formelig
kunde føle Længsel efter deres Selskab. Han ansaae paa en
vis Maade Fritjof for en Nar og manglede tilmed ganske Forstaaelse
af hans store og gribende Kunst. Det havde jo heller slet
ikke smigret ham, at hans Venner dernede havde ment at finde en
vis Lighed imellem dem, ja endog havde antaget ham for Fritjofs
Slægtning. *
Uklart fornam han dog, at det var selve Fritjofs berygtede
„Holdningsløshed", som tiltalte ham; at det var noget i hans Meningers
og Handlingers lunefulde Vilkaarlighed, der virkede forførende
paa ham her som Modsætning til Jakobes og den hele salomonske
Familjes stive Ensidighed og upaavirkelige Sneverhed
i Livsopfattelsen. Mens man paa „Skovbakken" altid havde sine
Tanker og Domme ligesom forlods færdige i en fast og afklaret
Form, der svarede til noget i Hjemmets lyse og stilfulde men for
ham saa stemningsgolde Stuer, havde Fritjof hver Dag kunnet forfægte
en ny Anskuelse om den samme Ting og stadig med lige
stor Overbevisning og med uformindsket Lidenskab. Mens den
salomonske Slægt, trods et vist Hang til Ekstravagance, dog altid
bevægede sig paa samme Side af Livet, nemlig den, der lod sig
opfatte fornuftsmæssig, havde Fritjofs vagabonderende Aand
øjensynlig allerede adskillige Gange omsejlet Tilværelsen og lidt
Skibbrud baade paa dens Dag- og Natside for sluttelig at finde
Lykken i selve sin Hvileløshed.
Per gav sig tilsidst til at tale om ham, og Jakobe fortalte da,
at hun for nogle Dage siden havde set ham paa Østergade.
„Saa han er her i Byen!" sagde Per livlig interesseret. „Men
han sagde i Efteraaret, at han vilde til Spanien og bosætte sig
Lykke-Per II 3 
3
der. Han hadede Danmark, — „det nye Jødeland", som han
kaldte det."
„Han har sikkert i Mellemtiden villet rejse til Alverdens Lande
og villet bosætte sig i Alverdens Byer, — han kommer dog sjelden
længere end en Dagsrejse fra København. Du veed maaske
ikke engang, at han for Øjeblikket igen er begejstret Fremskridtsmand,
ja revolutionær Brandtaler."
„Hvad siger du!" ,
„Siden Tyskerne har gjort Stads af ham, er han igen kommen
paa Mode herhjemme. Med hans Antisemitisme er det nok ogsaa
helt forbi. Markus Levi købte nemlig fornylig en hel Række
af hans Billeder til sin Samling — jeg tror for tyve Tusinde
Kroner — og han skal nu være lutter Lovprisning af jødisk Foretagsomhed
og den moderne Storindustris Velsignelser."
Per lo højt.
„Ja, det ligner ham! — Jeg traf ham jo i Efteraaret i Berlin,
og trods alle hans Bravader kom jeg til at holde af ham. Men
det er unægtelig lidt vanskeligt at udrede, hvor det egenlige
Menneske i ham begynder og Komedianten og Vrøvlehovedet
og Spekulanten og Posøren holder op. Det er, som om der er
en halv Snes forskellige Personer i ham, der lever hver sit
ganske selvstændige Liv. Men det er maaske i mere og mindre
Grad Tilfældet med alle Mennesker ... i hvert Fald mellem
os Nordboere."
Jakobe vilde ikke svare herpaa. Hun havde allerede under
Pers Ophold i Berlin været lidt ilde tilmode ved hans Optagethed
af Fritjof, der i hendes Øjne baade var en Nar og en Pjalt, en
tragikomisk Falstaff, hvem den ødsle Natur i et mod Menneskene
haansk Lune havde indblæst kunstnerisk Geni. Hun anerkendte
hans store Evner og enestaaende Virtuositet; men hun
vilde ikke lade Talentet gælde som Undskyldning for Personlighedens
Brøst. Hun mente tværtimod, at sjeldne Evner forpligtede;
og hun saae en Forhaanelse af den virkelige Storhed og
en Nedværdigelse ogsaa af Kunsten i den Overbærenhed, hvormed
man i Almindelighed talte om Fritjofs ringe Menneskeværd.
Ligesom den foregaaende Dag tog Per tidligt bort. Han 
5
følte sig træt, og Jakobe forsøgte derfor ikke at holde paa ham.
Nanny havde hidtil ikke vist sig. Hun kunde endnu komme med
det sidste Tog; men just derfor brød Per op forinden.
Det blev dog sen Aften, før han naaede ind til Byen. Over
Halmtorvet laa der endnu en svag Dæmring; men i Gaderne var
der mørkt. Ved den ene Side af Pladsen lyste en lang Række
Kafevinduer i en af de nyopførte, forlorne Pragtbygninger. Ved
den anden tegnede den gamle Voldmølle sig spøgelseagtigt mod
den gustne Himmelrand. Set nede fra Torvet lignede den en
stor, tyk Troldkone, der med oprakte Arme nedslyngede Forbandelser
over den moderne By.
Per gik ikke lige hjem. Saa træt han var, gav han efter for
en Indskydelse, der ligesom havde ligget paa Lur under alle
hans skiftende Tanker og Stemninger denne Dag og ventet paa
dette Øjeblik for at overrumple ham. Langsomt — halvt modstræbende
— gik han ud ad Vesterbro, der strakte sig mellem
Lygterækkerne med sin sædvanlige støjende Aftenfærdsel.
Ved Bagerstræde drejede han bort fra Broen, ind i de stille
Kvarterer omkring Gammel Kongevej. Snart stod han ved Hjørnet
af den Gade, hvor hans Moder boede. For ikke at blive
genkendt, dersom han skulde møde nogen af Familjen, havde
han slaaet Frakkekraven op og trykket Hatten ned i Panden.
Foreløbig var der nu ikke et Menneske at se. Først gik han paa
den Side af Gaden, hvor Huset skuide ligge; men da han havde
fundet det, skraaede han over Kørebanen og stillede sig op
paa det modsatte Fortov et Sted, hvor der var Skygge.
Her stod han nu og saae op og ned ad en almindelig, tarvelig,
fireetages Bygning med Smaalejiigheder paa tre-fire Værelser.
Hans Øjne havde straks søgt Vinduerne paa anden Sal tiivenstre
for Indgangsdøren; men her var ikke andet at se end en Række
overmaiede Ruder. Han maatte altsaa have husket forkert. Lejligheden
deroppe var aabenbart ubeboet og under Reparation.
Saa faldt det ham ind, at saaledes som Trappegangen øjensynlig
var lagt i Huset, maatte en Lejlighed „tiivenstre" — som der
havde staaet i Søsterens Bekendtgørelse — ligge tilhøjre for
Indgangsdøren, naar man betragtede den nede fra Gaden.
3* 
3
Der, hvor han nu flyttede sine Øjne hen, saaes der et svagt
Lys bag et af Vinduerne. I den tilstødende Stue var Gardinet
ikke nedrullet, og han kunde et Sted oppe under Loftet se en
smal Lysstribe, der maatte hidrøre fra, at Døren ind til det oplyste
Værelse stod paaklem. Men forgæves anstrengte han sig
for ellers at skimte noget derinde, og han kunde desuden ligesom
ikke faa sig til at tro, at hans Moder virkelig boede der i
dette vildfremmede Hus.
Da fik han Øje paa en Ting, der stod mellem et Par Urtepotter
i Vindueskarmen, — og i det samme strømmede Blodet
ham voldsomt til Hjertet. Han havde genkendt sin Moders lille
røde Træballe til Garnnøgler, den han kunde huske, fra han var
saa lille, at den havde syntes ham et formeligt Dyb.
Et Øjeblik efter gled der en Skygge over Rullegardinet deroppe.

„Maaske var det Moder" — tænkte han og kom pludselig til
at skudre i Nattekulden.
Efter nogle Minutters Forløb viste Skyggen sig igen men saa
flygtigt og utydeligt, at han end ikke kunde afgøre, om det var
Skyggen af en Mand eller af en Kvinde. Da der i det samme
hørtes Stemmer fra et højrøstet Selskab, der nærmede sig nede
i Gaden, gik han bort.
Langsomt vendte han tilbage til Byen ad den Vej, han var
kommen.
Da han naaede Hotellet, følte han trods sin helt pinefulde
Træthed en saadan Ulyst til, ja næsten Skræk for at komme op
til Ensomheden i det fremmede Kammer, at han vendte om i Porten
og drev over i Kafeen paa den modsatte Side af Torvet. Her
satte han sig hen i en Krog ved et Glas 01 og søgte at samle
sig lidt.
Først her, under den endelige Opgørelse af Dagens Resultater,
da Spørgsmålet om, hvad han nu skulde gribe til, ikke
længer lod sig affærdige med en Talemaade, gik det tilfulde op
for ham, hvor store Vanskeligheder han havde beredt sig. Han
stod nu igen paa bar Bund, følte paany et stort, tomt og truende
Rum omkring sig og øjnede, ikke en Tilflugt. Jo, der var 
7
dog een. Oberst Bjerregrav. Ja, der var i Nødsfald endnu
een. Den gale Baronesse.
Det vilde med andre Ord sige: han maatte som Dyhring og
saa mange andre ofre sin Selvstændighed, gilde sit eget Jeg og
gøre sig til Offenlighedens Eunuk; eller han maatte gaa i Lære
hos Max Bernhardt, maatte med Omsigt udvælge sig et værgeløst
Offer og koldblodigt udplyndre det. Jakobe havde ogsaa i
den Henseende haft Ret. Der var vistnok ingen andre Udveje.
„Og vil man Maalet, maa man ogsaa ville Midlerne."
Nej — han blev nødt til at indrømme det — der var ikke det
Stof i ham til en Verdenserobrer, som han havde troet. Han
kunde ikke overvinde sig til at betale, hvad den store Lykke
kostede. Eller rettere: det gik ham med Navnkundigheden og
Magtfølelsen, som det før var gaaet ham med andre af Livets
højt besungne Tillokkelser, de tabte paa nærmere Hold i Værdi
for ham. Han fandt den Pris, de stod i, altfor latterlig høj.
Der var En, han kom til at tænke paa i denne Sammenhæng
... salig Neergaard. Hvordan var det, han havde sagt i sin profetiske
Tale hin Dødsnat?
Glasdøren ud til Torvet blev i det samme slaaet op. Og ind
traadte en to Meter høj, graaskægget Skikkelse i en lys Kappe
og med en Kæp lagt som et Slagsværd op paa Skuldren, —
Fritjof!
I sin glade Overraskelse havde Per nær raabt Navnet højt.
Men som han vilde rejse sig op for at give sig tilkende, fik han
pludselig Betænkeligheder og blev siddende. Han tog endogsaa
en Avis og gemte sig bag den, mens Fritjof skred forbi ind i
det tilstødende Værelse.
Det var en vis Undseelse, der fik ham til at skjule sig. Det
gik i det hele klart op for ham, at han ikke vilde kunne udholde
at blive her i Byen, hvor han overalt udsattes for den Slags pinlige
Møder. Med formelig Rædsel tænkte han paa den store
Festlighed, der næste Dag skulde afholdes paa „Skovbakken",
og hvortil næsten hele den salomonske Familjes Omgangskres
var indbudt. Det daglige Samvær med Svigerforældrene vilde
under de nuværende Forhold heller ikke være opmuntrende for 
3
ham, og han havde jo i Virkeligheden ikke mere at ?øre her.
Den Agitation, han havde bestemt sig til at genoptage, hvad
enten det nu blev med et nyt Stridsskrift eller med en Række
Avisartikler, kunde han lige saa godt, ja maaske allerbedst føre
fra Udlandet. Og saa var der jo dette med Nanny ... og det
andet .. . dette uforudsete, at Moderen netop skulde være kommen
her til Byen.
Ja, han maatte rejse igen. Og helst saa snart som muligt.
Endnu den næste Dag vilde han tale med Jakobe derom. Forresten
havde det jo ogsaa hele Tiden været Meningen, at han
kun skulde opholde sig her ganske midlertidigt.
Han drak ud af sit Glas og gik bort.
Idet han fra Kafeens Støj og stærke Lys kom ud paa den store,
øde Plads, faldt hans Øje paa den gamle Voldmølle. Uden at
vide af det blev han et Øjeblik staaende midt paa Torvet, uvilkaarligt
fængslet af den melankolske Stemning, der hvilede over
den spøgelseagtige Levning fra Fortiden.
Saa gik han langsomt hjem til Hotellet. 
SYTTENDE KAPITEL
Det gik ikke ofte paa, at Philip Salomons indbød til virkeligt
Selskab; men skete dette, var det altid i stor Stil. Ivan —
Familjens beskikkede Ceremonimester — udfærdigede ved saadanne
Lejligheder lang Tid i Forvejen et formeligt Festprogram,
som han forelagde Forældrene til Godkendelse, og han sørgede
altid for en eller anden Overraskelse, paa hvilken han — som
han sagde — „kunde opbygge Succes'en", enten det nu var en
særlig pragtfuld Blomsterudsmykning af Værelserne eller et originalt
Indfald til Efterretten — eller til Kotillonen, ifald Talen
var om Bal.
Han havde dennegang gjort sig ganske særlige Anstrengelser.
I det Haab, at Festen — foruden at være til Ære for de hjemvendte
Nygifte — skulde kunne blive en Indvielseshøjtidelighed
for Pers Storværk, havde han foreslaaet at illuminere Haven og
at afbrænde et Fyrværkeri, hvad Philip Salomon imidlertid paa
det bestemteste havde modsat sig. Han havde dog faaet Lov til
at ophænge nogle Lysballoner i Træerne ud mod Vandet, hvad
der efter hans Mening vilde være af grandios Virkning. Desuden
havde han en meget stor Overraskelse i Baghaanden. Han kaldte
den for Festens clou.
Endnu før Udsmykningen af Stuerne var helt færdig, og mens
Familjens forskellige Medlemmer opholdt sig i Sovekamrene i
Færd med Omklædningen, indfandt Per sig. Han havde glemt
at forhøre sig om, til hvilket Klokkeslet der var bleven indbudt,
og havde nu det Uheld at komme en Timestid for tidlig.
Han var i Forvejen i meget daarligt Lune. Han havde ved sin
Hjemkomst om Natten fundet en stor Papirrulle paa sit Bord. 
4
Det var Max Bernhardt, der tilbagesendte ham de Tegninger og
Overslagsberegninger, han i sin Tid havde modtaget gennem
Ivan. Trods sin Træthed, og skønt det var sent paa Natten,
havde han med en lidt sky Nysgerrighed aabnet Rullen og givet
sig til at betragte disse mange, af Aarene allerede noget gulnede
Blade, som han nu i saa lang Tid ikke havde haft mellem
Hænder. Og han havde ikke siddet længe med dem, før han
ganske optoges af dem. Det hele Værk, der i de sidste Aar væ­
senlig havde beskæftiget ham som Ide, i sine luftige Omrids, fik
pludselig en ny Belysning over sig ved alle disse halvglemte
Detajlplaner af omhyggeligt udførte Sluseværker, Brohoveder og
Faskindæmninger, ved alle disse slidfuldt udregnede Talrækker
og labyrintiske Diagrammer, — de nøgterne Nedfældninger af
hans Ungdomsaars himmelstormende Drømme.
Den Bevægelse, der greb ham derved, havde nærmest været
en højtidelig Forbavselse. Han blev imponeret af sig selv. Hvilken
Frugtbarhed! Hvilken Kraftudfoldelse! . . . For hvert nyt
Blad, han tog frem af Rullen, voksede hans Selvbeundring men
ogsaa en knugende Fornemmelse af Tilbagegang.
Han blev siddende med den sidste Tegning foran sig og faldt
i mørke Tanker. Han saae for sig sin lille Nybodersbagstue, hans
Ungdomsaars nøgne Arbejdscelle, hvor han havde staaet og fløjtet
muntert over sit Tegnebræt, skønt han mangen Gang knap havde
haft Penge til Brød, — og der vaagnede i ham en Art Hiemve
efter hine Usseldomsaar med deres ukuelige Livsmod, da Samvittighedens
Trolde ikke om Natten nedrev, hvad han om Dagen
havde faaet opbygget af sit Lykkeslot; da Modgangen kun var
en Spore mere, fordi den forøgede det trodsige Velbehag ved at
vide sig miskendt og forurettet, — hin Tid, da han trods Sult og
Gæld og lappede Bukser hver Dag sov ind som en Konge og
vaagnede som en Gud.
Nu til Morgen havde han igen taget fat paa Tegningerne; men
den Beundring, han straks havde følt, tabte sig en Del ved en
nøjere Prøvelse. Med den forøgede Indsigt, han havde vundet
paa sin Rejse, var det ikke vanskeligt for ham at finde angribelige
Punkter, ja ligefrem umulige Ting i dem, og denne Opda-; 
1
gelse gjorde ham efterhaanden nervøs. Hans Selvtillid, der i den
sidste Tid havde faaet saa mange slemme Stød, blev her for Alvor
rokket. Han havde siddet hjemme hele Dagen, mere og mere
febrilsk i sin Iver for at ændre og forbedre. Der var tilsidst
slet ingenting, der kunde staa for hans Kritik, og trods alle Anstrengelser
lykkedes det ham ikke at komme paa en eneste virkelig
god Ide. Den Tankernes Myrekryben i Hjernen og Fingerspidserne,
han altid før havde følt, naar han sad over for sine
Papirer, udeblev ganske. For første Gang fik Afmagtsfølelsen rigtig
Tag i ham og lod ham smage den Gru, der minder om Dødens.
Her gik han nu med formørket Mine utaalmodig frem og tilbage
paa Terrassen foran Havesalen. Han saae iøvrigt pyntelig
nok ud. Han bar en moderne Selskabsdragt med hvid Atlaskes
Vest og et overbroderet Skjortebryst, hvori der glimtede et Par
Diamantknapper (en Gave fra Jakobe). Det maskinklippede Haar,
der dækkede Hovedet som et mørkt Fløjl, var efter en nyskabt,
evropæisk Mode afraget bagtil over Halsen for at fremhæve Nakkens
Muskler. De smaa Moustacher var paa Officersvis snoet
opad, og Hageskægget, der var bleven stadig mindre under hans
Udenlandsfærd, bestod nu kun af en Fip nedenfor Underlæben.
. . . Pludselig hørte han et Silkeslæb rasle inde i Havesalen.
Da han vendte sig om, stod Nanny foroverbøjet i Døraabningen og
saae sig ivrig omkring.
Hun havde godt vidst, at han var kommen. Oppe fra sit Væ­
relse havde hun set ham køre gennem Porten, og hun havde
netop skyndt sig med sin Paaklædning for at kunne være hernede
lidt før de andre.
Kun flygtigt viste hun sig i Døren, sendte ham herfra et tilsyneladende
adspredt Nik og trak sig straks igen tilbage, som om hun
gik og søgte efter noget.
Per blev staaende og saae efter hende. Hun havde hele denne
Dag været saa uendelig langt borte fra hans Tanker.
Efter nogle Øjeblikkes Tøven fulgte han efter hende.
„Leder De efter noget? Kan jeg ikke være Dem til Hjælp?"
„Aa Tak, det er ingenting," sagde hun men blev dog ved at
lade, som om hun søgte. „Det er bare min Handskeknapper, 
4
jeg har forlagt. Men det er ganske ligegyldigt. Jeg var inde og
laante Jakobes. — Det lader til, at vi er kommen i god Tid," tilføjede
hun efter en Pavse.
„Ja, jeg har været her en hel Time snart."
„Aa — Stakkel dog!" sagde hun og sendte ham et medfølende
Blik over den nøgne Skulder.
Per stod igen et Øjeblik tvivlraadig. Saa traadte han besluttet
hen til hende, bukkede og sagde, idet han med spøgefuld Artighed
bød hende Armen:
„Ja, da Selskabet altsaa nu er begyndt at samles, tør jeg maaske
udbede mig den Ære —."
Hun saa hurtigt op paa ham med et sky Blik, som om hun
frygtede for, at der skulde ligge en skjult Hentydning i hans
Ord. Derpaa slog hun med træt Mine sin Vifte ud, som gad hun
alligevel ikke have Betænkeligheder, tog hans Arm og sagde med
bortvendt Ansigt:
„De har Ret! Lad os lade, som om vi morer os."
„Jeg synes ikke, den naadige Frue er rigtig i Humør idag,"
sagde han, da de var kommen ind i det tilstødende Værelse, et
hvidlakeret og forgyldt Kabinet i Rokokostil. „Er der gaaet Dem
noget imod?"
„Ikke Spor! Jeg vilde bare ønske, at denne væmmelige Dag
vel var overstaaet."
„Hvorfor?"
„Jeg hader Selskaber!"
„Saa-aa. Det overrasker mig egenlig. Er det ikke noget nyt?"
„Det kan saamænd gerne være. Men jeg er jo ogsaa en anden
nu. Man er bleven Madamme. Inden man veed et Ord af det, er
man vel Bedstemo'er."
„Ja se, den sidste Værdighed opnaaes nu ikke uden visse forudgaaende
Formaliteter. — Skal vi ikke nedlade os?"
Han var standset foran en lille silkebetrukken Sofa og gjorde
en Haandbevægelse ned imod den.
„Eller er De bange for at faa Deres Kjole krøllet, inden Selskabet
kommer?" tilføjede han, da hun tøvede med at sætte sig.
Hun forvirrede ham igen ved at skotte op til ham, som om 
3
hun anede en skiult os; dristig Mening i hans Bemærknine. Uden
at svare bredte hun derpaa sin Kjole vifteformigt ud til Siden og
tog Plads i det ene Sofahjørne.
„Kan De forstaa," sagde han efter at have slaaet sig ned ved
Siden af hende, „kan De rigtig begribe, at det ikke er mere end
otte Dage, siden vi skiltes i Rom?"
„Aa jo — hvorfor ikke?"
„Har De ikke en Fornemmelse af, at der er gaaet en lille Evighed,
siden vi den Formiddag sagde Farvel til hinanden ... De
husker . . . paa Banegaarden dernede?"
Nanny stirrede en Stund som ganske uforstaaende ud i Luften
og rystede afgørende paa Hovedet.
„Næ, det har jeg ikke tænkt paa."
„Virkelig ikke?"
„Næ. — Der var forresten gyseligt i Rom. Ikke?"
„Synes De det? ... Det kunde man ellers ikke mærke paa
Dem, da De var dernede."
„Ikke det? Det kan saamænd gerne være."
„De er med andre Ord glad ved nu at være kommen hjem
igen?"
„Glad?" — Nanny saae bort med en mat, selvopgivende
Skuldertrækning. — „Jeg synes, der er rædsomt allevegne. Og
allerværst herhjemme."
Per kom til at le.
„Hør, De er virkelig aldeles umulig idag. Hvem i Alverden
har dog ?"
„Hvad det var, jeg vilde sige," afbrød hun ham med forstilt
Nervøsitet, „De syntes jo saa mageløs godt om Rom. De var vist
i Grunden helt begejstret."
„Paa en Maade ja. Men skal jeg sige Sandheden, saa tabte dog
Byen ikke saa lidt i Interesse, efter at De — og Deres Mand
naturligvis — var rejst. Jeg brød jo ogsaa op derfra et Par Dage
senere."
Efter disse Ord sad Nanny et Øjeblik tavs og saae ned paa
sin Vifte, mens et tungt Smil med stor Kunst blev listet henover
hendes Læber. Saa løftede hun langsomt sine dejlige Øjne op 
4
imod ham med et af disse bløde, talende Blikke, der virkede paa
ham som et dulgt Kærtegn.
Der begyndte for Alvor at komme Uro over Per. Han var igen
aldeles bedaaret af hendes Person. Men hun havde nu ogsaa anstrengt
sig til det yderste, for at hendes Skønhed denne Dag
kunde udfolde sig med fuld Bravur. Hun havde klædt sig i sin
Yndlingsfarve, den straalende gyldengule, der stod saa prægtig
til hendes østerlandske Lød og sorte Haar; og paa Japaneserinders
Vis havde hun redt Nakkehaaret stejlt opad og fæstet det
over Issen med en høj Skildpaddeskam. Ved det nøgne Bryst vuggede
et Par store, mørkerøde Roser.
Per maatte ligefrem lægge Baand paa sig for ikke at blive
nærgaaende. Nanny mærkede det og var paa sin Post, — ogsaa
overfor sig selv. Hun følte godt, at Spillet var ret voveligt for
hende. Men dette ydmygede hende ikke længer, — det forhøjede
blot Spændingens Nydelse. Nogen overhængende Fare mente
hun da heller ikke, at der foreløbig var. Om det ogsaa et enkelt
Nu kunde syde i hende af Lyst til at slaa Armene om hans Hals
og smage paa hans røde Mund, faldt det hende dog ikke ind at
gøre det. Dertil havde hun stadig sin Overlegenhedsfølelse altfor
kær. Den Tanke for Alvor at være Dyhring utro laa hende
i det hele fjern. Ganske vist, hun kunde mangen Gang være
rasende paa ham for hans paatagne eller virkelige Ligegyldighed
og lejlighedsvis heller ikke være bange for at sige ham det; men
hun var alligevel altfor stolt af ham til at ville udsætte sig for
at blive forskudt. Daglig svulmede hendes Hjerte af Fryd ved at
mærke, hvordan den hele By, lige fra Ministrene til Sangerindeknejpernes
Damer, bejlede til hans Gunst, og hun gjorde sig
de største Forhaabninger om, hvad hun engang vilde kunne naa
i sin Egenskab af en saadan Mands Kone.
Ganske hensigtsløs var hendes fortsatte Leg med Per alligevel
ikke. Hun kunde endog sige, at hun havde en rimelig og fornuftig
Grund til den. Hun vidste fra lignende Tilfælde, hvor en Mand
havde faaet et større Herredømme over hende, end hun brød sig
om, at dersom det blot kunde lykkes hende at lokke ham helt hen
til den farlige Afgrund og her se Svimmelheden gribe ham, vilde 
5
det i samme Øjeblik være forbi med hendes egen Betagethed.
Hendes egen Lyst vilde i samme Øjeblik fuldtud tilfredsstilles,
og med Sindsro kunde hun se ham dumpe.
De var bleven forstyrrede af Husjomfruen og en af Pigerne,
som havde noget at ordne derinde i Kabinettet. Per var igen rykket
lidt længere bort fra hende, og de talte en Tid om ligegyldige Ting.
Pludselig, endnu mens Tjenestefolkene var i Stuen, udbrød
Nanny:
„Men hvor mon Jakobe bliver af? Hun veed dog vist nu, at
De er kommen. Og hun var næsten færdig, da jeg før var inde
hos hende."
Per svarede ingenting hertil. Han vilde helst ikke ind paa det
Emne.
Men Nanny fortsatte: „De skal forresten glæde Dem til at se
hende. Hun ser storartet ud i sin nye Kjole. — Maaske er det
Dem selv, der har valgt den til hende?"
„Jeg? ... Næ!" mumlede Per uvillig.
„Nej, det er sandt. Jakobe maa jo have bestilt den, før De kom.
Men saa har hun da vist valgt den efter Deres Smag. Har hun
ikke talt om det?"
„Næ, .. . det husker jeg i hvert Tilfælde ikke."
„Saa skal det altsaa være en Overraskelse."
Per svarede ingenting. Han var pludselig bleven fraværende,
helt borte i sine Tanker, mens han stirrede paa hende med et
Blik, der var saa meget mere talende. Alt, hvad han endnu
havde tilbage af Oprørsaand og Fribytterlyst, rejste sig i ham
under Indtrykket af hendes Legemes Pragt. Ogsaa hans onde
Lune, den Utilfredshed med sig selv, som han gerne vilde skjule
for Eftertanken, æggede ham op til at tumle ud i et nyt Eventyr.
Han droges til hende som til det Bedøvelsesmiddel, han nu igen
trængte til for at faa sit Sind i Ligevægt; og han følte, at netop
hun vilde kunne iskænke en saadan stærk og hidsende Selvforglemmelsens
Drik, som nu behøvedes. Hensynet til Jakobe maatte
her vige. Hun havde jo selv givet ham Anvisningen. Vilde man
Maalet, maatte man ogsaa ville Midlet.
Han havde efter Tjenestefolkenes Bortgang paany nærmet sig 
4
Nanny. Idet han atter gav sig til at tale om Rom og om deres Afsked
der, lagde han helt fortroligt en Haand op paa Sofaryggen
bagved hende. Og nu gik det hende som hin Dag paa Køreturen
over Janiculus: denne uventet dristige Tilnærmelse gjorde hende
igen mindre sikker paa sig selv, og hun flyttede sig urolig paa
Sædet.
Der var desuden noget i hans Blik, der vakte Erindringen om
en Drøm, hun havde haft en Nat under Hjemrejsen fra Italien,
. .. en af disse sære, uhyggelige, vellystfulde Drømme, hvoraf
hun altid vaagnede med en forfærdelig Hovedpine. Hun havde
et Par Dage forinden besøgt en zoologisk Have og været meget
optaget af en stor, gulflammet Tiger. Denne kom nu krybende
over Gulvet hen til hendes Seng og gav sig til at lege med hende
og stryge sig kælent op ad hende med sin bløde Pels. Tilsidst
lagde den sig med hele sin Vægt paa hendes Bryst; og pludselig
genkendte hun i Dyrets Øjne Pers stirrende Blik ...
„Kan De huske, at der faldt en Rose ud af Deres Buket, dengang
Toget kørte?" spurgte Per. „Jeg tog den op og gemte den,
og jeg har den endnu."
„Herregud! Den var saamænd ikke saa megen Stads værd."
„Det kommer dog an paa. — Den faldt i al Fald fra to saa
nydelige Hænder."
Uden at vide det havde Per her sagt hende noget af det, hun
allergernest hørte. Hendes Hænder var hendes saarbare Punkt.
De var ganske vist paa ingen Maade uskønne; men hun havde
dog vanskeligt ved at skjule for sig selv, at de var noget for korte
i Fingrene.
„Jeg synes, De skulde gemme Deres Komplimenter til Jakobe,"
vedblev hun og skiftede atter Stilling under sine forgæves Forsøg
paa at undgaa hans stirrende Blik.
„Hvorfor det?" spurgte han og stormede nu løs paa Lykke
og Fromme. „Skulde det virkelig være en Forbrydelse at sige til
en smuk Dame, at hun er smuk. Skulde jeg maaske lyve for Dem,
kære Svigerinde, og sige, at jeg i k k e ansaae Dem for den mest
fuldendt skønne . .. den mest forbryderisk farlige Kvinde, jeg
har mødt. Hvad skulde det desuden hjælpe til? De veed det jo 
7
dog. Jeg har jo engang i Overmod gjort mig forfængelige Forhaabninger
. . . hvad De vistnok ikke kunde undgaa at mærke.
Naa, lad os ikke tale om disse gamle Skader! De vilde ikke
have mig. Og jeg maatte resignere. De var antageligvis for smuk
for mig!"
Han blev med eet bange for at være gaaet for hastig til Værks.
Han syntes — hvad der ogsaa var rigtigt — at have set et forbifarende
Glimt af Had i hendes Øjne, og det begyndte at lumre
ham om Ørene ved Tanken om, hvad der vilde kunne ske, dersom
Angrebet mislykkedes for ham.
Da følte han pludselig sin Hals omslynget af hendes Arme og
et Par hede Læber paa sin Mund.
Det stod ikke paa mere end et Nu. Før han fik sig besindet,
havde Nanny hurtigt rejst sig og var flygtet hen til Vinduet. Her
blev hun staaende med Ryggen til ham og holdt i Befippelse
en Haand op til Kinden, som om hun havde faaet et Slag
paa den.
I det samme hørtes Ivans kommanderende Stemme ude fra
Forstuen, og umiddelbart efter kom han selv kurende gennem
Værelset paa sine travle smaa Ben ligesom et Stykke optrukket
mekanisk Legetøj. Med en Mine som en Hærfører, der ordner
sin Arme til Slag, foer han afsted, fulgt i Hælene af sin Stab: et
Par stærkt galonerede Lejetjenere og en bluseklædt Dekoratør.
Da han fik Øje paa de to, der ganske udenfor Festprogrammet
havde gemt sig her i Kabinettet, standsede han et Sekund.
„Modtagelsen finder Sted i Salonen!" forkyndte han, hvorpaa
han rutsjede videre med sine Hjælpere, der grinede til hinanden
bag hans Ryg.
Hverken Nanny eller Per havde rørt sig. Men nu rejste Per sig
— endnu halvt uforstaaende og fortumlet.
Ved Lyden af hans Skridt vendte hun sig om og standsede
ham med et Øjekast, der ganske vist var ulykkeligt og skamfuldt,
men som dog meget afgørende, ja forbitret forbød ham at komme
nærmere. Og da der nu hørtes flere Stemmer inde fra Havesalen,
blev hun et Øjeblik ganske hvid af Angst og skyndte sig
forbi ham med bøjet Hoved. 
4
Henne ved Døren standsede hun igen, saae sig tilbage og sagde
med halv Stemme, idet hun holdt den sammenfoldede Vifte op for
Munden:
„Dersom De vover at sige noget til nogen om, hvad De her
har tilladt Dem, saa —"
„Hvad saa? ... Hvad saa, Nanny?" spurgte Per, der nu var
lutter Glød.
„Saa —" fortsatte hun med en hykkelsk Forjættelse i sine
dejlige Øjne, „saa — bliver vi to aldrig gode Venner."
*
Det var Philip Salomon og hans Kone, hvis Stemmer de havde
hørt. De gik inde i Havesalen med hinanden under Armen; og
den store, kloge Børsmand saa helt enfoldig ud af Henrykkelse
over sin Lea, der bar en kostbar, vinrød Dragt med pragtfulde
Kniplinger. Men da han fik Øje paa Per, der nu kom ind fra
Kabinettet, forsvandt Smilet fra hans Ansigt.
Han var bleven erindret om det pinefulde Hverv, der forestod
ham: at offenliggøre sin Datters Forlovelse med dette i hans
Øjne ganske ubrugelige og unyttige Menneske. Han havde haft
i Sinde at tale til Per derom allerede den foregaaende Dag; men
efter at have erfaret hans Bedrifter hos Max Bernhardt havde
han ikke kunnet overvinde sig dertil. Og det gik ham ikke anderledes
nu. Han kunde end ikke faa sig til at række sin tilkommende
Svigersøn Haanden, — hvad Pers Mine forøvrigt heller ikke
indbød ham til.
Nu kom Ivan igen farende som et Spilleværk, dennegang for
at overbevise sig om, at alle var samlede. Den første Vogn var
nemlig kørt for Døren. Smaabørnene var et Øjeblik i Forvejen
kommen springende ind i deres hvide Pynt. Ogsaa Rosalie var
kommen tilstede. Derimod manglede stadig Jakobe. Der var tilstødt
hende et Toilette-Uheld. Uvant, som hun var, med at gøre
noget videre ud af sin Paaklædning havde hun under sine Bestræbelser
for at faa Kjolelivet til at sidde handlet saa ilde med 
9
det, at hun tilsidst i Fortvivlelse maatte kalde en af Pigerne til
Hjælp.
Halvdelen af Gæsterne var allerede kommen, inden hun
viste sig.
Nanny, der havde sørget for at holde sig i Nærheden af Per
for at kunne iagttage hans Ansigtsudtryk i det Øjeblik, han saae
Jakobe, fik virkelig megen Fornøjelse af sin underfundig anbragte
lille Sprængmine. Per blev pludselig ganske graa i Ansigtet af
Raseri.
Jakobe havde nemlig haft det uheldige Indfald at lade sin
Kjole sy med et endog temmelig dybt udskaaret Liv, hvad hun
absolut ikke havde Figur til. Den erotiske Betagethed, hvori
hun havde ventet sin Brudgom, tilligemed visse, lykkelige Erindringer
fra deres Elskovsmøde havde forledt hende til denne Ubesindighed;
men hun ramte her Per paa hans mest følsomme
Punkt. Han havde lagt Mærke til, at et Par Herrer havde trukket
paa Smilebaandet af hende, da hun kom ind, og han vilde derfor
i Begyndelsen slet ikke se til den Side, hvor hun var.
Imidlertid blev der ved at strømme Gæster ind fra den store
Forhal, hvor Stuepiger og Lejetjenere havde travlt med at hjælpe
Folk af med Overtøjet. Vogn efter Vogn kørte op for den tæppebelagte
Trappe, mens der ude paa Strandvejen dannede sig en
lang Række af Herskabsekvipager og Hyrevogne, som Skridt
for Skridt og under uendelige Standsninger bevægede sig fremad
mod Villaen.
Der var tilsidst samlet henved et Hundrede Mennesker i Havesalen
og de to tilstødende Kabinetter.
Det var naturligvis særlig Finansverdenen, der var repræsenteret,
hvad man ogsaa nok kunde se paa Værdien af Damernes
Smykker; men forresten saaes der baade Universitetsprofessorer,
Læger, Kunstnere og Skribenter. Størsteparten af de ganske unge
Damer mødte balklædte, fordi de vidste, at der skulde danses;
men ogsaa adskillige af de ældre, navnlig blandt de jødiske Damer,
havde uden Sky ladet Skrædderinden afsløre saa meget af
deres Skønhed, som Lejligheden og Øjeblikkets fordomsfrie
Mode tilstod.
Lykke-Per II 4 
5
Af det forulykkede Frihavns-Konsortium, hvis Medlemmer
alle var bleven indbudt, havde de fleste sendt Afbud, hvad Ivan
efter Gaarsdagens Begivenhed kun havde ventet. Alene den „forhenværende
Proprietær", Hr. Nørrehave, havde givet Møde, og
hans landlige Skikkelse med den store Guldhalskæde og de dobbeltsaalede
Støvler vakte en vis forbavset Opsigt i den elegante
Forsamling.
Ivan, der tilfældig havde set ham komme kørende i en Droske
sammen med den københavnske Selskabsløve, Overretssagfører
Hasselager, undrede sig over dette Kompagniskab, og den Tanke
slog ned i ham, om de to skulde have Planer for med Per. Han
mindedes, at Hr. Nørrehave ved Mødet den foregaaende Dag
havde vist nogen Misfornøjelse med den hovedkulds Afslutning
af Forhandlingerne; og hvad Overretssagføreren angik, saa hørte
han til de unge, hidsigt opadstræbende Forretningsmænd, der havde
taget Max Bernhardt til Forbillede, saa det var jo ikke urimeligt,
om han kunde føle sig fristet til et Forsøg paa at gennemføre,
hvad selve Mesteren havde maattet opgive.
Af Familjens sædvanlige Gæster, dens saakaldte „Søndagsfremmede",
saaes Aron Israel og — ragende op over alle andre
Kandidat Balling, Literaturhistorikeren, Citatbeholderen, der
som Bibelens magre Køer slugte sine Kolleger uden derfor at
blive federe. Den første havde forputtet sin lille nervøse Skikkelse
i en Krog, hvor hans mange Venner dog straks fandt ham.
Balling derimod havde anbragt sig paa en iøjnefaldende Plads opad
en Dørkarm; men trods sin fabelagtige Længde og sin interessante
Mavekatars-Bleghed havde han her som i Literaturen det Uheld
at forblive ganske upaaagtet. Om det saa var Rosalie, som dog
i sin Tid havde følt sig beæret af hans Efterstræbelser, gik hun
ham forbi med en Veninde under Armen uden at opdage ham.
Og den lille, spinkle, endnu ikke sejstenaarige Pige, der allerede
var paaklædt helt som Dame, brugte dog ellers sine Øjne godt!
Per var efterhaanden bleven Genstand for en Del Opmærksomhed,
endda for mere, end han ved denne Lejlighed brød sig om.
Hans støtte, solbrunede Skikkelse var nu ogsaa af god Virkning
her imellem de mange Kontor- og Stuemenneskers vinterblege 
1
Ansigter. De fleste vidste desuden nu, i hvilket Forhold han
stod til det salomonske Hus, og mange af de Tilstedeværende
saae ham her for første Gang. De iblandt dem, der overhovedet
kendte noget til ham og f. Eks. havde hørt om hans Bog, var
overraskede over hans Ungdom. De havde ogsaa tænkt sig ham
mere i Digterstil og blev forundret over at træffe en Mand, der
virkelig nok kunde se ud som en Vejbryder og Fremtidsminør.
Ingen Person i Selskabet samlede dog Opmærksomheden som
Dr. Nathan. Han opholdt sig udenfor paa Terrassen, hvor han
stod omringet af en Flok beundrende Damer og Herrer, der alle
lo og var meget højrøstede. Man havde æsket hans Mening om
en nylig udkommen Bog, der havde vakt en Del Opsigt, et stort
Digt med Titlen „En Jakobskamp". Digtets Forfatter var Poul
Berger, hin unge Lyriker med det grimme Ansigt, som i sin
Tid havde været en hyppig Gæst der i Huset og hørt til Nannys
mange ulykkelige Tilbedere.
Denne Mand havde hidtil som Skribent tilhørt den Kres af frie
Aander, der havde samlet sig om Dr. Nathan og søgt Beskyttelse
under hans Avtoritet. Hans Poesier havde røbet en sproglig
Finsans, der mindede om selve Enevoldsen, men havde samtidig
aabenbaret en uhyggelig, spøgelseagtig Brist paa Personlighed.
Han havde af hin Mester lært at sidde taalmodigt og pille
med et Rim og nusse et Adjektiv; og i en Række smaa bitte
Bøger, som Aar for Aar var bleven tyndere og mere blegsotige,
havde han stadig genfortalt sin triste Ungdomshistorie under
Form af en Digtning, hvis Tone svingede holdningsløst mellem
Klynkevornhed og krampagtig Titantrods. Saa hændte det for et
Aarstid siden, at han udgav en Bog, som selv hans Venner og
Velyndere ikke kunde rose, og dette var mere, end Titanen
kunde bære. Han forsvandt pludselig fra København, og i lang
Tid hørte Ingen noget til ham. Men en skøn Dag rygtedes det,
at han havde gemt sig ovre i en lille jysk Landsby, hvor han
levede som Eneboer i en fattig Stue, bortvendt fra Verden,
alene optaget af at grunde over sin Skæbne. Herfra var det ogsaa,
at han nu havde udsendt sin opsigtsvækkende Bog, hvor han
straks i et Forord offenlig brændemærkede sin oprørske Fortid
4* 
5
og erklærede, at han efter en aandelig Kamp havde fundet Lykke
og Fred i Kristendommens ydmyge Lydighed.
Mens der ellers blandt hans forrige Venner viste sig ringe
Tillid til Oprigtigheden af denne Omvendelse, hævdede Nathan
nu, at en saadan Religiøsitet, der var fremavlet af krænket literær
Forfængelighed og Hævngerrighed og utilfredsstillet Brynde, sikkert
var ægte nok. Ja, efter hans Mening var denne Omvendelses
Tilblivelseshistorie endog typisk, hvad han under megen Munterhed
søgte at bevise ved at fremdrage en Række oplysende Eksempler
hentede fra de berømteste Kirkefædres egne Bekendelser,
lige ned til Grundtvigs.
Forresten bar Digtet selv meget tydelige Vidnesbyrd om Værdien
af det Gennembrud, der var foregaaet hos dets Forfatter,
ogsaa i hans Egenskab af Poet. Hvert Blad af den omfangsrige
Bog vidnede om en Sindets Grebethed, en nyskabt Følelsens
Styrke og Inderlighed, der havde fundet Udtryk i en bevidst og
myndig Kunst. I den halve Snes Sange, hvoraf Digtet bestod, var
der tegnet en Række Skumringsbilleder af det øde og tunge jyske
Landskab og dets farvefattige Folkeliv, og det var gjort paa en
saadan Maade, at Virkeligheden, skønt gengivet med endog yderliggaaende
Naturtroskab, overalt føltes som gennemstraalet af
Lyset fra en usynlig Verden bag den. Og dette var just det for
Folk mærkelige og overraskende ved Tingen, at han, som hidtil
havde famlet saa umodent paa sin Sjæls Instrument, nu samtidig
med, at han genvandt Barnetroen, havde fundet sin egen personlige
Tone, og at denne tilmed var saa udpræget mandig, en
Brysttone,' fuld af Mørke og Malm, en Røst fra det Dybe ... fra
det Underjordiske.
Men nu blev der Røre inde i Stuerne. Døren til Spisesalen var
bleven slaaet op. Man begyndte at tage tilbords.
* *
*
Umiddelbart før man gik til Bords, havde Philip Salomon gennem
Ivan ladet Per vide, at han ansaae Lejligheden for passende
til at deklarere Forlovelsen. Til Jakobe havde han samtidig selv 
3
talt derom, og da hun ikke svarede noget dertil, havde han opfattet
Tavsheden som et selvforstaaeligt Samtykke. I Virkeligheden
havde hun slet ingenting hørt. Hun havde ikke Tanke
for andet end dette ene: at finde Forklaringen paa Pers forandrede
Opførsel overfor hende.
Det varede nu ikke længe, før hun kom paa rette Spor. Skønt
Per tog flittigt til Flaskerne, lykkedes det ham ikke at skjule sin
Uro. Skraas overfor ham sad nemlig Nanny og morede sig kostelig
med en anden Herre. Hun havde naturligvis sin Mand tilbords;
men hun havde sørget for at faa en af sine Tilbedere, den forhenværende
Kavaleriløjtnant, nu Assuranceagent Hansen-Iversen,
anbragt ved den anden Side; og det var med ham, hun hele Tiden
underholdt sig.
Engang imellem lagde hun rigtignok Kinden kælent ned paa
sin Mands Skulder i den tydelige Hensigt at holde ham skadesløs.
Og Dyhring følte sig øjensynlig heller ikke brøstholden men besvarede
hendes Ømhedsytringer med en naadig Blinken.
Det var dog ikke, fordi han var saa uforstaaende, som hun
mente; men han var temmelig sikker paa, at hun ikke vilde misbruge
sin Frihed til i Smug at overskride Grænsen for, hvad
han kunde tillade. Efter at have lært hendes Natur og Karakter
nærmere at kende, og navnlig efter at han til yderligere Beroligelse
for sig selv behændigt havde opkildret hendes Ærgerrighed og
udmalet et Fremtidsperspektiv for hende, der endte i selve Hoffets
Sale, følte han sig overbevist om, at hun vilde vogte sig for det
blotte Skin af Skandale. Hvor stor Fristelsen maaske end
kunde være for hende, vilde det sikkert gaa hende, som naar hun
i Butikerne vedblev lystent at omkrese og befingre en eller anden
Ting, som havde opvakt hendes Behag, — hun lod den uvægerlig
ligge, saasnart der var Tale om, at hun selv kunde komme til at
betale den.
Ikke en eneste Gang saae hun over til Per. Forgæves sad han
og ventede paa et lønligt tilkastet Blik. Han var og blev som Luft
for hende.
At hendes Optagethed af Løjtnanten kunde være Forstillelse,
et Skalkeskjul, den Tanke faldt ham vel nok ind, men den stillede 
5
ham ikke tilfreds. Forøvrigt gjorde hendes Munterhed heller slet
ikke Indtryk af at være tillavet, og han var oprigtig forarget.
Hertil kom nu noget andet.
Straks efter, at Philip Salomon havde udbragt de Nygiftes
Skaal, slog han igen til Lyd for at kundgøre Forlovelsen. Han
gjorde det saa kort som muligt; men alligevel — og skønt de fleste
var forberedte — vakte hans Meddelelse en livlig Bevægelse
rundtom ved Bordet.
Idet nu Per rejste sig for med Glasset i Haanden at modtage
Selskabets Lykønskninger, og mens Luften omkring ham pludselig
ligesom fyldtes og svulmede af hans Navn, kunde han ikke lade
være med at tænke paa, at det ikke var for hans egen Skyld, man
hyldede ham, men alene som Jakobes Tilkommende og som Philip
Salomons vordende Svigersøn. Denne Tanke knugede hans sideniuske
Selvfølelse og stemte han ikke blidere overfor den hele
Forsamling. Skønt det ikke blev ham helt bevidst, havde han aldrig
saa stærkt som i disse Øjeblikke fornummet sin Slægts nedarvede
Uvilje mod dette verdensglade, frimodigt nydende Selskab, der
kaldte sig selv det gode. Lyden af den hundredstemmige Snakken,
hvori der enkelte Steder blandede sig fremmede Tungemaal, lød
i hans Øre som en Papegøjekoncert. Den Tid var længst forbi,
da han som en Bondedreng lod sig blænde af Glansen fra dette
Rigmands-Samfund. Han saae sig mere og mere ond paa alting.
Bordets pragtfulde Blomsterudsmykning, der maatte have kostet
flere hundrede Kroner; de vægtige Sølvopstandere og det øvrige,
kunstnerisk udførte Bordstel; de galonerede Tjenere og den uafladelige
Skiften Tallerkener — alt var i hans Øjne bare Tegn
paa jødisk Pralelyst.
Hidset op af Nannys Latter, der hørtes stadig mere overgiven
gennem Larmen, gav han sig tilsidst Luft overfor Jakobe og sagde
ligeud til hende, at han fandt den hele Fest opstyltet og taabelig.
Jakobe svarede ingenting. Fra det Øjeblik, hendes Mistanke til
Søsteren var bleven vakt, havde hun overhovedet ikke talt til ham.
Nannys tilsyneladende Optagethed af den forhenværende Løjtnant
førte ikke hende bag Lyset. Hun kendte sin Søster og vidste,
at for hende bestod Nydelsen ved en Kærlighedsleg fornemmelig 
5
i at gøre sin Tilbeder skinsyg. Hun vidste ogsaa, at Nanny af en
vis, fejg Frygt for at blive overmandet af sine Følelser bestandig
i farefulde Situationer søgte Ly i andre Mænds Beundring.
At det var kommen saa vidt mellem hende og Per, som det
virkelig var, troede hun dog ikke. Men forøvrigt gjorde hun sig
ingen falske Forestillinger om de Hensyn, som Nannys søsterlige
Følelse vilde paalægge hende. Hun kunde endda tænke sig, at det
havde været Nanny en særlig Glæde at lokke netop hendes
Forlovede i sine Garn; og hun forstod nu, at det var Triumf, hun
havde læst i hendes Øjne, dengang hun straks ved sin Hjemkomst
havde givet sig til at fortælle om sit Sammentræf med Per.
Der var nu ikke Tale om, at Jakobe lod sig mærke med noget.
Med den næsten overmenneskelige Evne til Selvbeherskelse,
som hendes Sygelighed havde opøvet hos hende fra hun var Barn,
gennemførte hun tappert sin Rolle som lykkelig Brud. Skønt hun
saae og hørte alting som gennem en Taage og hele Tiden havde en
Fornemmelse af at befinde sig paa et gyngende Skib, var der ikke
andet at se paa hende, end at hun var lidt blegere end sædvanlig
og syntes noget træt. Kun overfor Per kunde hun ikke forstille sig.
Hver Gang han sagde noget til hende, vendte hun Hovedet bort.
Hun taalte næsten ikke at høre hans Stemme. Blot hans Ærme
kom til at berøre hendes Arm, isnede det igennem hende.
Til alt Held blev der foreløbig ikke levnet hende megen Tid
til at tænke. Hvert Øjeblik reves hun op af sin begyndende Fortvivlelse
derved, at Venner og Bekendte ønskede at drikke med
hende og hendes Forlovede. Om det saa var Nanny, vilde hun hilse
paa dem, og hun saae ved denne Lejlighed for første Gang paa
Per. Med en Frimodighed, der fik det til at løbe ham koldt ned ad
Ryggen, nikkede og smilede hun til dem begge over sit løftede
Glas.
„Skaal, Hr. Svoger! ... Skaal, Jakobe!"
D e t er dog virkelig for frækt! — tænkte Per. Han var bleven
ganske rød i Hovedet og kunde ikke faa sig til at møde hendes Blik.
Jakobe derimod førte tilsyneladende rolig sit Glas til Munden,
dog uden at drikke. Af Angst for igen at se Triumf i Søsterens
Øjne overvandt hun sig endog til at gengælde hendes Nik. 
56 LYKKE - PER
Imidlertid var Per og hans Fremtidsideer bleven det almindelige
Samtaleemne ved Bordet, i alt Fald hos dem, der ikke sad i hans
umiddelbare Nærhed. Særlig havde Damerne faaet travlt med at
betragte Husets nye Svigersøn; og Pers barske og mørke Mine
og den Afmaalthed, hvormed han efterkom selv de venligste Opfordringer
til ham om Samdrik, forhøjede hos adskillige den
Respekt, han i Forvejen havde vakt ved sin mandige Skikkelse.
„Ja, disse Sideniusser er Karakterer," blev der sagt et Sted
oppe i Nærheden af Philip Salomon, hvad denne imidlertid syntes
at overhøre, skønt Ytringen var henvendt særlig til ham.
Derimod var der blandt Gæsterne ved denne øvre Bordende
en anden Herre, — en ældre, tungt ludende Graaskæg — paa
hvem Bemærkningen gjorde et vist Indtryk. Det var den bekendte
Etatsraad Erichsen, en af Byens Rigmænd, ja maaske dens rigeste
Mand og dertil en national Velgører i stor Stil. Allerede
før Bordet havde Overretssagfører Hasselager talt til ham om Per
og søgt at interessere ham for dennes Planer, som han ikke tidligere
havde kendt noget til eller endog blot hørt om. Derfor sad
han nu og iagttog ham med prøvende Blikke, ligesom han var opmærksom
paa alt, hvad der blandt de omkringsiddende blev sagt
om den unge Mand og hans velansete Slægt.
Ved Efterretten slog Philip Salomon for tredje Gang paa sit
Glas. Det var dog ikke — som han straks under Selskabets
Munterhed forklarede — for at bortgive endnu en Datter. Han
vilde derimod foreslaa en Skaal for Dr. Nathan og ønske ham velkommen
tilbage fra den lange Udlændighed, som jo heldigvis kun
havde knyttet ham endnu fastere til Landet og dets Ungdom.
Skaalen blev drukket med stor Begejstring. Flere af Gæsterne
— ogsaa Damer — rejste sig fra deres Pladser og samledes om
Doktoren for at støde deres Glas mod hans.
„Han har ikke forandret sig siden sidst," hørte man Folk sige
rundtom ved Bordet. „Haaret begynder dog at miste Farven."
— „Aa ja, men han ser alligevel ikke ældre ud!"
Ja, hvordan saae han egenlig ud, denne meget fejrede og
meget angrebne Mand, der mere energisk og mere maalbevidst
end nogen anden havde ryddet Grund for et Fremtidens Danmark 
7
og rejst et Røre i Landet, hvortil man næppe kunde finde Sidestykke
i nogen aandelig Bevægelse siden Reformationens Dage.
Han var lille af Vækst, og Folk fandt i Almindelighed hans
Ansigt uskønt. Det var i hvert Fald meget uregelmæssigt; men
forresten havde det sin Vanskelighed at bedømme det, fordi det
aldrig var i Hvile men uafbrudt skiftede Udtryk og afspejlede indre
Bevægelser med et ubehersket, krampagtigt Minespil, hvori
der med Aarene endda var kommen nogen bevidst Overdrivelse.
Smukkest var det, naar han lyttede. Dets Udtryk fik da Liv af
det, som var allerypperst hos ham; hans Kundskabstørst, hans
umættelige Videlyst ... eller Videlystenhed. I en almindelig Selskabsunderholdning
var saadanne Øjeblikke dog ikke hyppige
hos ham, han holdt absolut mest af at tale selv. Ved Siden af
en ubegrænset Modtagelighed — og som Modvægt herimod —
besad han endnu i den graanende Alder en næsten ungpigeagtig
Meddelelsestrang, der undertiden kunde udarte og blive
lidt sladdervorn og da ikke var fri for Malice.
Denne hans hensynsløse Livfuldhed havde bidraget mere,
end han selv forstod, til den Modstand og Uvilje, hvormed han
var bleven mødt. Den havde Gang efter Gang fjernet ogsaa
Venner og naturlige Forbundsfæller fra ham ved at krænke de
nordisk-germanske Forestillinger om mandig Værdighed. Hans
Naturel var i det hele saa fremmedartet, saa uforligeligt med
den danske Nationalkarakter, at han nødvendigvis maatte støde
an, saa meget mere, som han — i betegnende Modsætning til
de jødiske Skribenter, der før ham var optraadt i den danske
Literatur — hverken søgte at tilpasse sine fremmede Ejendommeligheder
efter Omgivelserne eller at gøre sig interessant
ved at stille sig udenfor med et farisæisk: „Hvad vil jeg imellem
Jer?" Han havde aldrig tvivlet om sin Berettigelse til at
tale med. Han havde endog meget tidlig følt sig særlig kaldet
til at spille en Rolle i Nationen og det netop paa Grund af dette
unationale i hans Afstamning, der satte ham istand til at betragte
det hjemlige Liv paa Frastand og bedømme det uden Fordomme.
Hertil kom, at heller ikke hans Dannelse var af den sædvanlige
dansk-tyske Art. Han havde sin aandelige Hjemstavn i ro­
5
mansk Kultur, og hans Forkærlighed for fransk Smagsforfinelse
— den han som ung lagde for Dagen ogsaa ved en vis ydre Elegance
— gjorde ham straks mistænkt mellem hans Landsmænd,
ikke mindst i den lærde Verden. I Grunden havde han sine
bitreste Modstandere indenfor selve Universitetets Mure. Med
sit smukke og meget velplejede Haar, sit store, altid snehvide
Skjortebryst, sit hele omsorgsfuldt hægede Ydre var han nøjagtig
saadan, som de gamle teologiske Professorer forestillede sig
en Charlatan.
Dog, alt dette var endnu ikke tilstrækkeligt til at forklare
den overordentlige Virkning af hans Optræden. Han besad visselig
glimrende Evner men var dog ikke, hvad man i Almindelighed
forstaar ved et „Geni", ingen selvfødende Aand, ingen Nyskaber.
Sammenlignet med hjemmeavlede Originaler som
Grundtvig eller Kierkegaard kunde han endog synes at mangle
dybere Ejendommelighed. Han havde været for utaalmodig til
at udruge nogen selvstændig Verdensanskuelse, for livsoptaget
og levelysten til en saadan sejg, dagsky, edderkoppeagtig Udspinden
af eget Personlighedsindhold, hvorunder ogsaa ringere
Begavelser kan slumpe til at gøre mere og mindre mageløse Opdagelser.
Med sin rastløse Higen kunde han snarere lignes ved
en gylden Arbejdsbi, der i Sol og Storm afsøgte alle Aandens
Blomstermarker og trofast vendte hjem til Kuben med Brodden
skjult af Honning. Ligesom med hundrede Øjne overfoer han
alle Landes og alle Tiders Literaturer, slog med uglippeligt Instinkt
ned paa alt, hvad der kunde tjene som Ansporingsmiddel
derhjemme, og fremstillede med den sindrigste Kunst et Kraftuddrag
deraf, en snart bitter, snart sødt krydret Livsvækker for
den danske Ungdom. Hele Tidsafsnits Aandshistorie forstod han
at oprulle paa nogle faa Sider, saa den fik et Dramas Flugt og
Liv. Endog de dunkleste filosofiske Løngange kunde han belyse
med et Par virkningsfulde Tankelyn, saa selv de dummeste fik
en Slags Fornemmelse af, hvad der taltes om.
I denne Genfremstillingens Kunst stak den dybere liggende
Hemmelighed ved den enestaaende Magt, han havde faaet over
de Unges Sind. Ikke alene bedaarede den rent umiddelbart; men 
L Y K K E - P E R 59
den skaffede ham Haandsrækning fra en Egenskab ved Folkekarakteren,
som man overhovedet aldrig forgæves udnytter, og
som han forøvrig samtidig energisk bekæmpede: den danske
Magelighed. Aldrig før havde den studerende Ungdom herhjemme
kunnet tilegne sig Kundskaber paa saa let og underholdende
en Maade. Mens man laa henstrakt paa sin Sofa med en
lang Pibe i Munden, skred Verdensliteraturens store Personligheder
En livagtig forbi, og Indholdet af deres Værker blev gengivet
med en saa bestikkende Anskuelighed, at det bagefter var,
som om man selv havde læst og gennemtænkt dem alle, hvorfor
ogsaa de fleste ansaae det for ganske ufornødent virkelig at
gøre det. Man godkendte Nathans Domme og Synspunkter uden
Indsigelse, fordi man antog dem for sine egne. Man fyldte sig
med hans rent personlige Følelses- og Stemningsliv, indsugede
hans orientalsk flammende Sympatier og Antipatier under Fornemmelsen
af en trolddomsagtig Berigelse. Aldrig havde det saaledes
gæret i den akademiske Ungdom af Vovemod og Frihedsbegejstring.
Selv den mest tykblodede Bondestudent var som
berust af Stordaadstrang, naar han efter nogle Timers Læsning
i Nathans Skrifter væltede op fra sin Sofa for at stoppe sig en
ny Pibe.
Naa, mere end til en forbigaaende Opblussen blev det da som
oftest heller ikke, og Tilbageslaget var i mange Tilfælde endda
det kraftigste i Virkningen. Poul Berger var langtfra den eneste,
for hvem Vækkelsen ved Nathan og dennes aandelige Ilddaab
var bleven Forberedelsen til en religiøs Genfødelse. Det kunde
ikke være anderledes. Hvor et aandeligt Liv var bleven vakt og
med nogen Alvor søgte mod Dybet, fandt det ingen anden opdyrket
Jordbund at slaa Rod i end Teologien. Hvad der var af
Kultur i Folket, tilhørte endnu saa godt som udelukkende Kirken.
Hvor Overfladen hørte op, begyndte enten Middelalderen
eller Tomheden.
Paa en vis Maade kunde Omfanget af Nathans Betydning derfor
foreløbig bedst maales paa hans Modstandere. Hos adskillige
af disse havde han virkelig formaaet at vække den virksomme
Lidenskab, den fanatiske Glød, han forgæves havde søgt at 
6
indblæse sine Medkæmpende. Endnu sporedes den religiøse
Modbevægelse dog ikke stærkt i Hovedstaden, hvor Sindene
var for optagne af det nyskabte Forretningsrøre. Ude i Provinserne
derimod, især paa Landet, voksede det sig stærkt i Stilheden
og samlede sig om Præstegaarde og Højskoler som en
Hær omkring sine Fæstninger.
* *
•
Efter at man havde rejst sig fra Bordet, gav Per og Jakobe
en Slags Kur i et Hjørne af Havesalen, hvor den store Krystallysekrone
nu var tændt.
Blandt de første, der kom hen for at hilse paa dem og trykke
Pers Haand, var Proprietær Nørrehave. Med sin allertrohjertigste
Snurren paa r'et udtrykte den svedne Jyde sin overordentlige
Beklagelse af, hvad der var sket den foregaaende Dag hos Max
Bernhardt, og forsikrede, at han for sit Vedkommende aldeles
ikke havde samstemmet med denne „i Opfattelsen af Situationen"
.
Per hørte kun efter med det ene Øre. Han havde stadig sin
Opmærksomhed henvendt paa Nanny, der stod henne i den
anden Ende af Salen og fjasede i en Kres af smiskende Kurmagere.
Skønt han var bleven fast bestemt paa at lade hende
sejle sin egen, plumrede Sø, kunde han ikke holde sine Øjne
fra hende. Han saae nu, hvordan Løjtnant Iversen, der havde
været ude i Forstuen og hentet hendes Hermelinsslag, med dvæ­
lende Omhu lagde dette om hendes Skuldre, og hvordan han
absolut ogsaa vilde hægte det under Hagen, hvad han dog ikke
fik Lov til. — Nanny smækkede ham over Fingrene. Men umiddelbart
efter tog hun frejdig hans tilbudte Arm og skridtede afsted
med ham gennem Salen og ud i Haven, hvor i Forvejen
andre af Selskabets Unge var tyet ud for at drikke Kaffen i det
norske Lysthus.
Proprietær Nørrehave var imidlertid bleven ved at snakke,
og det gik op for Per, at det var Mandens Hensigt at faa ham
til at udtale sig om Gaarsdagens Begivenhed for at komme un­
1
der Vejr med, hvad for nye Planer han nu havde med Hensyn
til sin Sags Fremme. For ikke at røbe, at han endnu ikke havde
nogen, blev Per stadig mere ordknap og forbeholden, hvilket
dog kun forøgede Jydens Nysgerrighed og gjorde ham yderligere
opsat paa at komme til Forstaaelse med ham.
Endelig trak han sig bort. Dog straks afløstes han af en anden,
der nærmede sig sidelæns henne fra den Gratulant-Gruppe,
som havde dannet sig omkring Jakobe. Det var Aron Israel. Den
lille, frygtsomme og kejtede Videnskabsmand med den naive
Beundring for alt, hvad han ikke forstod sig paa, ganske særlig
for al praktisk Virksomhed, havde allerede en Stund kreset
omkring Per for at afvente et Øjeblik, da han kunde komme
til at hilse paa ham uden at træde andre i Vejen. Da han nu
havde faaet fat i hans Haand, vilde han til Gengæld ikke slippe
den, men blev ved at trykke den hjertelig mellem begge sine.
„ Og maa jeg saa benytte Lejligheden, Hr. Sidenius, til
at sige Dem en oprigtig Tak for Deres lille Skrift fra i Vinter.
Det var en Dynamitbombe ... et Attentat .. . men anvendt i
Menneskelighedens Tjeneste. Jeg veed meget godt, at det ikke
kan have nogen Interesse for Dem at høre, hvad jeg — en
ganske Ukyndig — mener om Deres Bog; men jeg kan nu
alligevel ikke lade være med at sige Dem, at den trods sine
mange stærke Udtryk — som vistnok kan have skræmmet
en Del — har glædet mig meget."
Per saae uvis ned paa den lille Mand. Vel var han ikke
netop den eneste af Gæsterne, som havde talt til ham om hans
Skrift og sagt ham Behageligheder for det. Men medens Per
havde opfattet de andres Lovord simpelthen som Høflighedsfraser,
kunde han vanskeligt tvivle om Aron Israels Oprigtighed.
Dertil havde han hørt for meget om denne stille Lærdes
begejstrede Sandhedssøgen og hele ideelle Stræben. Og det
var jo desuden ikke første Gang, han havde vist Deltagelse for
ham og hans Fremtidsideer.
Per svarede, som sandt var, at han var overrasket over, at
hans Bog overhovedet var kommen ham for Øje. Den havde dog
ellers ikke vakt nogensomhelst Opmærksomhed. Bladene havde 
6
jo ikke engang omtalt den, hvorimod alle de københavnske Aviser
i de samme Dage, da Bogen udkom, havde været meget optaget
af en fremkommen Plan til en Flytning af Tivoli.
„Jeg lagde godt Mærke dertil," sagde Aron Israel. „Og jeg har
derfor ogsaa gaaet og kæmpet med Lysten til at skrive Dem til.
Jeg syntes, De skulde dog ikke være uvidende om, at der var
Folk herhjemme, hvem Deres stolte og frejdige Tro paa Menneskehedens
Udviklingsmuligheder og Deres hele Storsyn paa Fremtidens
Naturerobringer har varmet og opbygget. Ja ... jeg bruger
med Forsæt det Ord. Efter min Mening hører Deres Bog
til den sande Opbyggelsesliteratur; den virkede paa mig som
et Foraarspust, — lidt hovedsvimlende men saa velgørende havfrisk.
Jeg ønsker inderlig, at Deres Naturevangelium vil blive
taget ret til Hjerte af vor kære Ungdom herhjemme, der jo stadig
behandler Realkundskaberne med en uforstandig Overseenhed
og rimeligvis derfor saa sørgelig let forknyttes af Livet."
Per havde lempelig trukket sin Haand til sig; han var bleven
rød.
Saadan gik det ham altid. Trods al hans udæskende Selvfølelse,
alle hans bryndefulde Haab om Hæder og Beundring, — saa
saare Nogen for Alvor udmærkede ham, blev han forlegen. Nu
havde han desuden for Øjeblikket en naturlig Sky for at komme
for dybt ind paa disse Ting, og han søgte derfor at føre Talen
andetsteds hen.
Men Aron Israel var for optaget af sit Emne. Han gav sig til
at tale om Nathan, til hvis Virksomhed Per havde hentydet et
Sted i sit Skrift med noget af den Ringeagt, han paa Bogens Tilblivelsestid
endnu nærede for alle Æstetikere. Aron Israel sagde,
at trods den næsten ubegrænsede Beundring, han for sit Vedkommende
følte for denne Mand, kunde han jo nok indrømme,
at hans Mangel paa naturvidenskabelig og teknisk Indsigt var
at beklage og kunde blive af skæbnesvanger Betydning for den
Del af den danske Ungdom, for hvilken han havde været Opdrager.
Det vilde unægtelig have været heldigere, om hans Virksomhed
havde fremkaldt flere Handlingens Mænd og færre Skønaander.
Her var utvivlsomt en Forsømmelse at indhente, og til 
3
at løse denne Opgave — maaske Tidens største — syntes Forfatteren
af „Fremtidsstaten" — det skulde være sagt uden al Smiger
— at sidde inde med fremtrædende Betingelser. Det yngste
Slægtled ventede øjensynlig paa sin Vækker og fremtidige Fører.
En Trone var ledig. Der spejdedes efter den udvalgte, den kongebaarne
.
Han maatte afbryde. Der var pludselig bleven stille over hele
Salen. En sortmanket Herre havde anbragt sig ved det store
Flygel og slog et Par Akkorder an, mens Ivan med et Ansigt, der
straalede som et nyslaaet Tyvekronestykke, førte en høj og sværbarmet
Dame hen ved Siden af Pianisten.
Dette var Afsløringen af den store Overraskelse, som Ivan
havde kaldt le clou. Damen, en berømt Sangerinde fra den kongelige
Scene, havde vist Familjen den Velvilje at modtage en Indbydelse
til Selskabet og mod et klækkeligt kontant Vederlag at
synge to Sange og et Dakaponummer efter Bordet, en Gunstbevisning,
som hidtil kun var bleven enkelte meget højtstillede
og velhavende Adelsfamiljer til Del.
Per, der ganske manglede Øre for Kunstsang, søgte at slippe
bort. Han saae, hvordan nogle andre Herrer, hvem Rygeværelsernes
Fred lokkede, heldig smøg sig langsmed Væggene. Men
nan havde for langt til Udgangene. Inden det lykkedes ham at
naa en af Dørene, lød der et Teaterskrig gennem Salen og straks
derefter et hendøende pianissimo, der nødte ham til at standse.
Damens Sang hørte han dog ikke paa. Det var Aron Israels
Ord, der blev ved at summe i hans Øre; de gjorde ham saa
underlig svimmel. Var der ikke ligesom noget af en Styrelse i,
at han skulde møde denne begejstrede Tillid netop nu, da han
selv var begyndt at tabe Troen paa, at han virkelig hørte til de
kaldede? ... Der var gaaet en Isnen gennem hans Hjerte, da
den underlige lille Mand paa sin profetiske Maade havde talt
om „den ledige Kongetrone". Hans Ungdomsaars stolteste Haab
— det, han i Grunden forlængst havde sluppet — vendte ved
disse Ord stormende tilbage i hans Sind som en bortskræmt
Ørn til sin Rede.
Han joges op af sine Tanker, da Sangen standsede og Bifal­
6
det — ledet af Ivan — raslede gennem Salen som en Hagelbyge.
I det samme kom han til at tænke paa Nanny, der endnu
ikke var vendt tilbage med sin Kavaler. „De morer sig nok derude,"
sagde han til sig selv, og der paakom ham en bitter Lyst
til at gøre en Afstikker ned i Haven for at se, hvad de tog sig
for i Mørket og Ensomheden.
Henne ved Døren stødte han paa Onkel Heinrich. Den gamle
Kavaler havde i Dagens Anledning ladet sig krølle over hele
Hovedet og bar med Frækhed sin store, falske Brillantnaal, der
straalede i hans Skjortebryst som en kongelig Æresgave.
Per vilde gaa ham forbi. Han havde siden sin Hjemkomst saa
vidt muligt undgaaet denne det salomonske Hjems onde Dæmon,
der vedblivende gav sig Mine af at være hans Velgører, og hvis
Frisprog Per i sin Friertid kun havde fundet sig i af Frygt for
hans giftige Tunge.
Onkelen standsede ham imidlertid og trak ham med en hemmelighedsfuld
Blinken lidt tilside.
„Et Ord i F.orbigaaende, min kære Ven! . .. Men allerførst
min ærbødige compliment. Det synes jo at gaa fortræffeligt
iaften."
„Hvad mener De?" spurgte Per uden at skjule sin Utaalmodighed.

„Hvad beha'er? ... Naa saadan! ... De vil spille Komedi' ogsaa
for mig. Det kan De ellers spare Dem, søde Ven, jeg kender
Dem veed Gud tilstrækkeligen godt. Men gener Dem bare
ikke. Bliv kun i Deres Rolle — det er maaske netop rigtigst.
Deres Alvorsmaske er af en grandios Virkning, kan jeg fortælle
Dem. Herr Gott von Mannheim, hvor har jeg moret mig! Folk
taler om Dem som om et veritabelt Mandfolk. Er det ikke
Komik? ... Men bliv bare ved! Træk dem ved den lange Næse
allesammen! Put dem Snus i Øjnene! Hug i, hug i, saa jeg kan
have lidt Ære af Dem!"
Med et Blik fuldt af Modbydelighed saae Per ned paa den
hæslige lille Mand, der aabenbart var lidt beruset, og hvis halvt
tilgroede Basiliskøjne formelig sprudede af Ondskab. Den forlorne
„Direktør" var aldrig mere edderspændt, end naar der 
5
var Selskab i Svogerens Hus, fordi ingen af Gæsterne vilde have
noget med ham at gøre. Særlig viste alle Børsens Mænd ham
aabenlyst deres Ringeagt.
„Hvad er det: De staar der og sludrer om," sagde Per. „Har
De noget at sige mig, saa skynd Dem."
„Allerærbødigste Tjener! Allerærbødigst! ... Veed De, at De
minder mig om en Styk', jeg engang saae her paa Kongens Teater
... en dum Styk', naturligvis, saadan et Ridderspektakel fuld
af Vers og Vaas. Der var en ung Mand deri, en Døgenigt, en
Bondeknold, som alle blev forgabet i, hvor han viste sig paa Tribunen.
Alle Damerne hang sig om Halsen paa ham, og Kongen
selv gjorde han smaatosset af Beundring, saa han udnævnte ham
til Minister, og altsammen formedelst en kleines Ding, han bar
skjult paa sig, med noget Troldskab i, forstaar sig, — den gjorde
ham saa dajlig i alles Blikke. Sig mig, den Ring har vistnok De
arvet, min søde Herre! ... Eller hvad mener De selv? Her
kommer De tilbage fra Deres Rejse og makker straks en Skandal',
saa man maa skamme sig over Dem. Og idag er De ikke desmindre
Aftenens Helt og gør Karrier'. — Men De, Højstærede,
finder det naturligvis altsammen i sin gode Orden!"
Den Kæft maa jeg ved Lejlighed se at faa lukket, tænkte Per
et Øjeblik ved sig selv men fik i det samme et overlystigt Indfald.
Nej, han skulde netop beholde sit Frisprog! Han skulde
være hans Hofnar, hvis ærlige Ondskab skulde krydre ham en
stille Time nu og da under Tilværelsens buldrende Maskerade!
Han lagde højmodig sin Haand paa den abeagtige Mands udpolstrede
Skulder og sagde:
„Lad det nu være godt, allerærværdigste Onkel! Har De noget
andet at sige mig, saa kom frem med det. Jeg vil nødig
opholdes."
„Naa, — hør et Ord da! Veed De, at man er ifærd med at faa
lavet et nyt Konsortium paa Deres Navn? De kender jo ham, den
dicke Bonde, der er kommen her iaf'ten og stinker op med sine
sure Fedtlærsstøvler, — Nørrehave hedder han. Jeg saae, han
stod og talte med Dem før. Mærkede De ikke noget?"
„Nej, — ikke noget særligt."
Lykke-Per II g 
6
„Nej, naturligvis! Men det er nu alligevel som jeg siger. Han
og saa denne lange Vindbøjtel, Hasselager — Overretssagføreren
— har Følehornene ude. Jeg har selv observeret det. Jeg saae
dem for lidt siden begge to staa og snakke med ham, denne
Dummepeter, Etatsraad Erichsen med Oksefjæset, som man gør
saa meget Væsen af og kalder en Hædersmand og Patriot, fordi
han lader sig snyde Vandet ud af Øjnene, bare man skriger op
om Fædrelandssind og national Oprejsning og Aandens Dannevirke
... Tossehoved. Jeg tænkte straks, at det var Dem, der
var paa Tapetet, og jeg holdt mig saa i Nærheden for at høre
lidt. Jeg tror nok, at der var Bid. Etatsraaden hørte da meget
opmærksomt paa de to Herrer og saae ganske fordummet ud.
Derfor siger jeg: gør nu ingen Taabeligheder fler. Benyt Øjeblikket
og hug i med alle Negler! En saa gunstig Lejlighed kommer
kanske ikke saa snart igen!"
Per stod lidt uden at sige noget. Han havde just ikke nogen
stor Tillid til Betydningen af den andens Iagttagelser; men opstemt
som han var efter Samtalen med Aron Israel, gjorde /Meddelelsen
dog et vist Indtryk paa ham.
„Var det bare det, De vilde fortælle mig?" spurgte han saa.
„Nej."
„Der er altsaa mere?"
„Ja, ... men De kan vist ikke gætte, hvad det er," sagde han
med sammenknebet Øje og gjorde en lang Pavse for at spænde
Pers Nysgerrighed. „Da jeg i Formiddags promenerede i Vimmelskaftet,
mødte jeg — hvem tror De? — Oberst Bjerregrav."
Ved Lyden af dette Navn gav det et lille Hop i Per.
„Saa talte De vel med ham," sagde han.
„Naturligvis."
„Fortalte De ham maaske, hvad der igaar foregik hos Mas
Bernhardt?"
„Naturligvis."
„Naa — hvad sagde han til det?"
„Han vidste det allerede."
„Saa—aa. Fra hvem?"
„Det fortalte han ikke. Men jeg har siden gættet det. Han lod 
7
nemlig et Ord falde om denne Nørrehave og spurgte mig — saadan
forborgent — om jeg kendte noget til ham, og hvad det var
for en Person. Den schlaur Fuchs har allerede igaar værei hos
ham og snakket ham noget for. Jeg siger Dem: Obersten vidste
Besked med alt, hvad der var passeret hos Max. Og — at
tænke sig det! — han var aldeles imponeret af Dem. Gud straffe
mig, han ligefrem gottede sig, at De havde forvovet Dem til at
give Max den Salut i Synet. Han saae jo gerne alle voreses unge
Rabalderjøder hængt, — og Gud velsigne ham for det! Hans
Øjne formelig skinnede. Den Karl tager jeg min Hat af for, sagde
han ... Og jeg forstod jo nok, at han havde en Hensigt med at
sige det. Det var Meningen, at jeg skulde fortælle Dem det bagefter.
Han vil gøre sig lækker for Dem, forstaar De? Han haaber
endnu paa en Forligelse. Det er Manden efter mit Hjerte,
sagde han. Det er vores egen friske danske Ungdom, der nu
kræver Plads og vil slaas med al den fremmede Yngel, som har
faaet Lov at skyde tilvejrs her i Landet. Det var nøjagtig Menneskets
Ord ... Komik, hva'? Storartet!"
Per stod i egne Tanker og svarede intet.
„Naa — har jeg saa ikke Grund til at kalde Dem en Lykkens
Pamphilius? Jo flere Dumheder De laver, jo større Furore
gør De. "
Der blev tysset paa ham af nogle Folk, der stod i Nærheden.
Sangerinden havde taget et nyt Nodeblad, og der blev igen kirkestille
i den store Sal.
Per vendte sig fra ham og listede ud af Døren.
Langsomt gik han gennem Kabinettet og videre ud i Forstuen.
Herfra stod Døren aaben ind til Biblioteket og den bagved liggende
Billardstue, der begge tjente til Rygeværelse. En tæt
Havannadamp trængte allerede ud fra det forreste Rum, hvor
en Samling højrøstede Herrer førte en livlig Debat. De kunde
ikke ses fra Forstuen, men deres Stemmer overdøvede allerede
herude Musikken fra Salen.
Nogle Skridt fra den aabne Dør standsede Per med eet. Han
havde hørt sit Navn nævne derinde. Med brændende Kinder og
bankende Hjerte blev han staaende for at lytte. Det var ham selv,
5* 
6
Ordstriden derinde galdt. Det var hans Projekt, der havde sat
Lidenskaberne i Bevægelse. Der var to, som i Munden paa hinanden
sagde, at Københavns Interesser for Landets egen Skyld
ikke turde angribes, hvortil en anden — en Mand med en kraftig
Stemme — svarede, at for ham var det netop det ny og tiltalende
ved den fremsatte Tanke, at den saa afgørende brød med Concentrationsprincipet,
der havde voldt Landet ubodelig Skade og
fjernet os længere fra de evropæiske Forretningscentrer, end vor
geografiske Beliggenhed gjorde det nødvendigt.
Per vilde ikke høre mere. Han vendte sig bort med en sky
Bevægelse og gik tilbage til det tomme Kabinet. Her stod han
nogen Tid i Tanker henne ved et aabent Vindu, der vendte
ud mod Landevejen og Skoven og den endnu svagt farvede
Aftenhimmel.
Saa var hans Tid altsaa dog kommen nu! .. Det faldt ham
ind (og han smilte selvironisk derved), at Øjeblikket jo temmelig
nøje stemte med hans egne gamle Beregninger, hvor der netop
var bleven taget Hensyn til den sandsynlige Virkning af det,
som var sket her idag. Med hans Forlovelses Offenliggørelse
var hans „Lykke" beseglet. Han havde nu faaet officiel Adkomst
til Berømmelsens forgyldte Tornekrone.
Inde i Salen brød et nyt Hagelvejr løs, og samtidig fandt der
et Opbrud Sted, — man fordelte sig igen i Værelserne. Per, der
var tung i Hovedet af de ophedede Rums parfymemættede Atmosfære,
havde ingen Lyst til paany at opsluges af Mylret. Med en
rask Beslutning vendte han tilbage til Forstuen, fandt her sin
Hat og Frakke paa en af de overfyldte Knagerækker og gik
bort — ud paa Landevejen.
Aftenen var ganske sommerlig. Til den ene Side havde han
Skoven, til den anden saae han ud over Sundet, hvorover der
laa en røgagtig Taage. Et Par Gange standsede han og aandede
dybt ud for ret at fylde sig med den dugkølige Luft, der friskende
og ligesom rensende gennemtrængte hele Legemet. Hatten holdt
han endnu i Haanden, og den langskødede Overfrakke havde
han i Skyndingen kastet løst over sig, saa den hang frit ned fra
Skuldrene som en Kunstnerkappe. 
9
Han tænkte paa, at det altsaa nu galdt om for Alvor at tage
fat paa Gennemarbejdelsen af Projektet. Og det skulde vel lykkes
ham at rette Manglerne. Det Uheld, der i saa Henseende
havde fulgt ham om Formiddagen, maatte skyldes Uoplagthed.
Den næste Dag vilde det gaa bedre.
Ved et Vejsving, hvor han kom Vandet ganske nær, standsede
han igen. Sundets hele Flade laa her udbredt foran ham mellem
de vigende Kyster, overhvælvet af en næsten skyløs Himmel.
I flere Minutter stod han stille og lyttede til de bløde Klunk
af Vandet langsmed Stranden. Ligesom hin Aften efter Hjemkomsten,
da han havde staaet derhenne under „Skovbakken"
sammen med Jakobe, betoges han paa ejendommelig Maade af
denne ensformige Lyd, der i den dybe Stilhed lød som selve
Uendelighedens fortrolige Smaasnakken.
Ogsaa Stjernerne blev saa underlig levende for ham. Der var
især en lille, kraftigt lysende en, der stod lige over Hveen; den
blinkede saa hjemligt, ligesom genkendende til ham; det var,
som om den anstrengte sig for at minde ham om noget. Husker
du mig ikke? — syntes den at spørge. Mindes du ikke dengang
.. . for længe, længe siden . .. langt borte herfra ...
Et Par Vogne med hjemfarende Skovgæster rev ham tilbage
til Virkeligheden. Da blev han ude ved Stranden et Lysfænomen
vaer, der i første Øjeblik forbavsede, ja næsten forskrækkede
ham. Det gik dog hurtigt op for ham, at det var Ivans Lysballoner,
som, idet de spejlede sig i det blanke Vand, frembragte
Indtrykket af en Række luende Ildsøjler. Lidt højere oppe skimtede
han nu ogsaa selve den fuldt oplyste Villa gennem Havens
mørke Trægrupper. Det samlede Syn var i den stille Aften af
en egen fantastisk Virkning, mindede om et straalende Fepalads.

I det samme kom han til at huske paa, at han jo havde haft i
Sinde at belure Nanny og hendes Kavaler derude i Haven. Han
havde virkelig ganske glemt hende, og han var slet ikke ked
deraf. „Lad ham beholde hende!" sagde han og tog med
disse Ord uigenkaldelig Afsked med Nanny og med Kærlighedens
Eventyr i det hele taget. Herude, Ansigt til Ansigt med det 
7
uendelige Verdensrum, forekom denne Menneskenes utrættelige
Elskovstagfat ham saa inderlig usmagelig, ja fyldte ham med Lede.
Han gik videre ud ad Vejen. Da han kom forbi et Sted, hvorfra
der lød Musik, blev han uvilkaarlig staaende for at kaste et
Blik ind over den høje Tjørnehæk, som dannede Gærde ud mod
Landevejen. Derinde laa en lille straatækt Villa i en gammel
Have, hvor nogle unge Damer og Herrer løb og legede.
Ogsaa derinde var der aabenbart Fest. Og han blev paa egen
Maade slaaet af Modsætningen mellem dette Selskab og det,
han havde forladt. Damerne derinde var alle lysklædte; men i
deres Dragter sporedes ingen Paavirkning af evropæisk Fordomsfrihed,
og Legen, der legedes, var den gode gamle nationale
og højst uskyldige „Saltebrød". En Student havde netop anbragt
sig under et Træ med sin hvide Hue for Ansigtet og var
begyndt at tælle, mens de andre listede afsted over Plæner og
Gange for at skjule sig bag Buskene. Gennem den aabne Havedør
saaes et halvt afdækket Familjebord og omkring dette et Par
ældre, tobaksrygende Herrer — den ene med Kalot som
fuldstændiggjorde Indtrykket af landlig Jævnhed og Hygge. Derindefra
lød ogsaa den Musik, der havde standset ham — tynde,
sprukne Klavertoner fra et af den Slags bedagede Instrumenter,
som hans Søster Signe havde spillet paa derhjemme i Præstegaarden,
og som han aldrig kunde høre uden at blive bevæget.
To unge Piger kom gaaende med hinanden om Livet ude fra
Gaardspladsen bagved Villaen. De anbragte sig paa Trappen
udenfor Havedøren, hvor de i en sværmerisk Stilling gav sig til
at betragte Stjernehimlen. Nogle forpustede Damer, der havde
været med i Legen, satte sig hos dem, og efterhaanden dannede
der sig en Klynge af hvidklædte Skikkelser, der kiggede op paa
Himlen, mens de viftede sig med deres Lommetørklæder.
„Bare der vilde falde et Stjerneskud!" sagde En.
„Hvad vilde du saa ønske?" spurgte en anden.
„Det siger jeg ikke for alt i Verden!"
„Vil De heller ikke betro det til mig, Frøken Jensen?" spurgte
Studenten, der sammen med nogle andre Herrer havde slaaet sig
ned paa en Græsplæne overfor Gruppen. 
1
„Jeg veed ikke — aa, jo forresten — dersom De vil love mig
ikke at sige det til noget Menneske."
„Det sværger jeg!" udraabte han og lagde sin Haand paa Hjertet.
„Hvad vilde De saa ønske?"
„Jeg vilde ønske, at ... at jeg ikke maa komme til at svide
Vællingen imorgen."
Jubel og Haandklap fra hele Forsamlingen. Men nu var der
En, der spurgte :
„Skal vi saa ikke have en Sang?"
„Ja, syng, kære Børn," sagde en ældre Dame, der under det
sidste var kommen frem i Døraabningen „Saa anretter vi Desserten
imens."
Uden at han vidste af det, var Per imidlertid bleven iagttaget
af et af de enligt gaaende Par, der endnu færdedes omkring i
Haver., og pludselig dukkede en Mandsperson op foran ham paa
den anden Side af Hækken, løftede med ironisk Høflighed paa
sin Hat og spurgte, om den Herre maaske ventede paa Nogen.
Saa listede Per bort.
Men da han havde gaaet et Par hundrede Skridt, standsede
han igen og lyttede. De var begyndt at synge derhenne, og han
genkendte baade Melodi og Ord, — det var en af de gængse
Aftensange, som ogsaa hans Søskende plejede at synge om
Sommeren i det Fri:
„Fred hviler over Land og By,
ej Verden larmer mer.
Fro smiler Maanen fra sin Sky,
til Stjerne Stjerne ser."
Han lyttede med tilbageholdt Aandedræt. Aldrig, syntes han,
havde han hørt saa mange smukke Stemmer. Aftenens dybe Ro
gjorde vel sit dertil. Trods Fjernheden lød ethvert af Sangens
Ord saa mærkværdig klart og fuldt i hans Øre. Der var næsten
noget overnaturligt deri. Sangen syntes at stige op af Jorden
umiddelbart omkring ham, at tone ud fra selve den nøgne Mark
som et Kor af Underjordiske. 
7
„Og Søen blank og rolig staar
med Himlen i sin Favn.
Paa Dammen fjerne Vogter gaar
og lover Herrens Navn."
Han havde lukket Øjnene. En dump Smerte flakkede igennem
ham. Lyden af disse Toner vakte ligesom et hulkende Ekko i
skjulte Dybder af hans Sjæl.
„Det er saa fredeligt, saa tyst
i Himmel og paa Jord!
Vær ogsaa stille i mit Bryst,
du Flygtning, som der bor."
* *
*
Henne paa „Skovbakken" var Dansen nu begyndt. Det var
dog foreløbig mest Ungdommen, der havde Mod til at røre sig
saa kraftigt efter den svære Middag. De Ældre havde fordelt sig
omkring i Stuerne eller sad som Tilskuere langs med Salens
Vægge.
Stemningen, — der efter Koncerten et Øjeblik truede med
at ebbe — var atter bleven stigende, da Balmusiken spillede op
og der samtidig blev sat stærke Drikke ind i Rygeværelserne.
Ind gennem et af Kabinetterne kom Dr. Nathan stormende
med to af Aftenens yngste og smukkeste Damer under Armen,
— paa Vej til Dansen. Ved ingen Lejlighed var denne mærkelige
Mand maaske mere beundringsværdig end i en Selskabssal. Hvor
lang hans Arbejdsdag eller Arbejdsnat end havde været — og
Lampen i hans Studereværelse brændte ofte endnu, naar Dagen
gryede — kendte han ikke til Utidighed, men kastede sig ind i
Underholdningen med altid lige ungdommelig spændstig og paagaaende
Kraft. Han havde aldrig kunstige Oplivelsesmidler
behov. Saa oprigtig og dyb hans Menneskeforagt under Aarenes
Kamp var bleven, den havde dog aldrig faaet Bugt med Levetrangen
hos ham. Festlig oplyste Stuer, smukke Kvinder, Smil og
Blomster holdt ham i Aande. Naarsomhelst og hvorsomhelst man
fik Øje paa ham, saae man ham fuldt optaget af at fortælle, for­
3
klare og overbevise. I Selskabslivet som i Literaturen var han
en Erobrer og Fortryller, og med al sin overmodige Udæskning
var han egenlig altid bekymret for, at man ikke skulde synes om
ham. Selv den ubetydeligste unge Students Mening var ham
i saa Henseende aldrig helt ligegyldig. Han kunde ofte nok i
sine Skrifter tale spottende om Livet og dets Gøglespil, — overalt,
hvor han mødte det, fik det alligevel hurtig Magten over ham.
Endog i dets allermindst tiltalende Former kunde han ikke modstaa
det, saa ukuelig, saa overdaadig frugtbar var Naturbunden
hos dette Hovedstadsmenneske, der var født i selve Byens Midte,
vokset op af dens Stenbro som Sydens flammeblomstrende Kaktus
af en Klippegrund.
Det var netop denne tindrende Livsoptagethed, der gjorde ham
til et saa ejendommeligt Fænomen i et ufriskt Bondeland som det
danske. I Tidens literære Koncert, hvori der hørtes alle Slags
Instrumenter fra Domsbasunen til Markedstrompeten og det fromme
Kirkeklokkespil, var og forblev han Naturtonen — den paa
eengang dragende og ængstende. Som han nu her hastede frem
mod Dansesalen med de to rødmende unge Piger under Armen,
selv graa og bukkeskægget og let haltende paa det ene Ben, var
hans Skikkelse en levende Anskueliggørelse af, hvad han havde
været for sin Samtids Ungdom: de store Skoves Pan, der med
sin Tryllefløjte havde lokket endog de Forsagte ud til Livsforyngelsens
Kilder og et Øjeblik faaet det degnetunge danske Folk
til at danse.
Mellem de mange Tilskuere inde i Salen var ogsaa Jakobe.
Hun blev siddende her, fordi Musikken og den hele Danselarm
gjorde hende godt, idet den forhindrede hende i at tænke.
Ved Siden af hende sad Kandidat Balling og fortalte om Poul
Berger.
Hun hørte dog ikke paa ham. Hendes Øjne søgte rundt i Salen
efter Per. Hun kunde ikke se ham nogetsteds, hvorimod
Nannys gyldengule Skikkelse ideligt saaes mellem de dansende.
Hun tænkte da, at han havde slaaet sig ned inde i Rygeværelserne,
og hun ønskede kun, at han vilde blive der. Hun sad i
Angst for, at han skulde komme og byde hende op til Dans. 
7
Hun troede sig ikke i Stand til at beherske sig, dersom han i det
hele skulde forsøge nogen Tilnærmelse.
Det lange Literaturmenneske ved hendes Side lagde slet ikke
Mærke til hendes Aandsfraværelse. Han var som altid selv meget
adspredt, stoppede hvert Øjeblik op i sin Tale og vendte et
Æseløre nu til den ene nu til den anden Side for at opfange noget
af, hvad der blev talt om mellem de omkringsiddende. Balling
var en af disse oprindelig skikkelige og godmodige unge Danskere,
der under Nathans Paavirkning var sprunget op som kamptørstige
Løver, men senere havde erkendt deres Fejltagelse uden dog
at have kunnet overvinde sig til at tilstaa dette, endsige til —
som Poul Berger — at hente sig en Judasberømmelse ovre i
Fjendens Lejr. Han var en Type paa den sejrende Fremskridtshærs
blege Efterskulkere, der endnu fulgte Fanerne af Frygt,
mens de i Hjertet triumferede over ethvert Nederlag. At han i
en vis Forstand var et Offer for sin Hæderlighed, gjorde ham i
hans egne Øjne til en tragisk Skikkelse, og der gled en skummel
Rødme over hans Ansigt, da Nathan — Triumfatoren — nu viste
sig i Døren med sine Damer.
Nannys gyldenpansrede Bajadereskikkelse saaes igen midt i
Dansevrimlen. Ogsaa hun havde sine Øjne ude efter Per. Hun
havde forgæves spejdet efter ham allevegne og begreb ikke, hvad
han havde for. Trods sin overgivne Mine havde hun den hele
Aften gaaet urolig omkring, endeklemt af Befippelse over Optrinnet
inde i Kabinettet. Hele hendes Opførsel siden havde været
beregnet paa at forvirre Pers Indtryk deraf og bringe det i Forglemmelse
hos sig selv; men hun begyndte nu at ængstes for,
at hun var gaaet for vidt, saa han af Hævngerrighed kunde finde
paa at sladre af Skole.
Imidlertid var Per netop vendt tilbage. Han stod ude i Forstuen
og hængte sit Tøj op paa en Knage, og da han gennem den
aabne Dør saae ind i de nu helt overfyldte Rygeværelser, fik han
tilfældigvis Øje paa Dyhring, der sad derinde i en Kres af bekendte
Børsmænd,
Som Dyhring i sin Tid havde skabt sit Ry ved at udæske den
hjemlige Forargelse, saadan fandt han nu (med samme Klogskab) 
LYKKE - PER 75
sin Regning ved at sige og skrive netop det, som Folk — og da
især Børsens Folk — i Øjeblikket helst vilde høre. Hans Rejsebreve
om franske og italienske Handelsforhold havde af den
Grund vundet megen Anerkendelse indenfor Forretningsverdenen
og havde givet ham Ord for at sidde inde med en overraskende
Sagkundskab. Han havde heri stadig fremhævet den
danske Handelsstands Retskaffenhed og Soliditet i Modsætning
til Udlandets, og det var fra alle Sider erkendt, at han havde
vist sig Stillingen som Leder af et stort Handelsblad fuldkommen
voksen. Man havde i hans Artikler fundet en Alvor og en
Ansvarsfølelse, som man ikke havde turdet vente hos „Falkens"
forhenværende Varieteanmelder; og man saae i hans Udnævnelse,
der fra Begyndelsen var bleven saa stærkt kritiseret, et
nyt Bevis paa Max Bernhardts geniale Evne til at udvælge sine
Folk og anbringe dem paa de rette Pladser.
Det havde været Pers Hensigt at blande sig mellem de rygende
Herrer for at ryste Ensomhedens Tanker af sig og ved Hjælp af
et Glas Whisky søge at komme i Samklang med Omgivelserne
her. Men Synet af den ombejlede Pressejunker betog ham straks
al Trang til Forligelse. Han vendte sig bort og søgte ind i de
andre Stuer.
Der laa endnu over hans Træk ligesom en svag Afglans af
noget, der hørte en anden Verden til. Men efterhaanden som han
nu arbejdede sig frem gennem de overfyldte og ophedede Rum
med de mange blussende Ansigter og febrilsk arbejdende Vifter,
fik han igen det hovmodige og barske Udseende, som han havde
haft ved Middagsbordet. Det stærke Skær fra Lysekronerne skar
ham desuden i Øjnene. Overgangen fra Landevejens Aftenstilhed
til den bølgende og brusende Selskabsvrimmel virkede fortumlende
paa ham. Han havde en Fornemmelse af at være kommen
ind i en stønnende Kraftmaskine, der arbejdede under et
unaturligt Højtryk.
Da han naaede ind i Salen, blev han staaende i Døren for at
se paa Dansen. Den var bleven meget livlig paa det sidste. Ogsaa
flere af de Ældre havde nu faaet Lyst til at røre Benene.
Paa eengang blev han ganske varm om Hjertet ved midt i 
7
denne Hurlumhej at faa Øje paa Jakobe, som sad derovre ved
den modsatte Væg paa samme Sted, hvor han for over en Time
siden havde forladt hende. Ja — tænkte han — det var og blev
dog alene hos hende, at han her følte sig hjemme. Det havde
ikke været noget forræderisk Instinkt men selve den inderste
Livsvilje i ham, der havde draget ham til hende, endog før han
havde været i Stand til at skønne hendes fulde Værd. Det slog
ham ogsaa, hvor fremmedagtig hun selv tog sig ud i disse Omgivelser.
Hun havde aabenbart heller ikke deltaget i Dansen;
baade hendes Vifte og Handskerne laa i hendes Skød.
Der var i dette Gensyn noget af en Aabenbaring for ham.
Aldrig havde han saa stærkt som nu følt, hvor uløseligt de var
sammenknyttede, ja at Jakobes Kærlighed i Virkeligheden var
det eneste værdifulde, han foreløbig havde vundet paa sin Lykkejagt
i Eventyrets Rige.
Han skulde herefterdags vide at tage bedre Vare paa den! —
tænkte han, mens han blev ved at stirre over paa det kloge, fine
og blege Ansigt med de tunge Øjenlaag og den kraftige og dog
saa udpræget kvindelige Mundlinje. Om det saa var den ulyksalige
Kjole, saa rørte den ham nu, og netop fordi hun havde været saa
afgjort uheldig med den.
Han vilde forsøge at slippe over Gulvet for at naa hen til
hende, da Nanny i det samme styrtede imod ham med sin Herre
under Armen, rød og varm af Dansen.
„Men hvor har De dog været henne, Menneske? Vi Damer
gaar her og vil danse med den Nyforlovede, og saa er De —
pst — væk! Er det en Opførsel!"
Per saae koldt paa hende.
„Det gør mig ondt. Men da Jakobe er træt, danser heller ikKe
jeg iaften."
Dermed vendte han sig bort, mens Nanny gav sig til at le
for at skjule, at hans Ord og Blik havde faaet hende til at
dirre.
„Skal vi gaa ind og se at finde en lille Forfriskning," sagde
hun og trak afsted med sin Kavaler. „Det er en rædsom Grobian,
min Søster der har taget. Synes De ikke?" 
7
Jakobe havde opdaget Per i samme Øjeblik, han viste sig i
Salsdøren. Skønt hun hele Tiden saae den anden Vej, havde hun
ogsaa godt lagt Mærke til den lille Scene mellem ham og Nanny;
og da hun nu saae ham stile over imod hende, anede hun, at der
i al Stilhed havde fundet et Opgør Sted imellem dem.
Han nikkede mildt til hende og slog sig ned paa den Stol, som
Kandidat Balling kort forinden havde forladt.
Lidt efter flyttede han sig nærmere hen til hende og lagde
stille sin Haand hen paa hendes, der laa blottet paa Kanten af
Stolesædet. Og hun tog den ikke til sig. Hun mægtede det ikke.
Hun var allerede bleven overvunden af denne stumme Bøn om
Tilgivelse. Dog kunde hun ikke faa sig til at besvare hans Haandtryk,
endmindre til at møde hans Blik, hvad han dog tydelig nok
ventede paa. Hendes Stolthed led endnu for meget under, at
hun var saa modstandsløs overfor hans Kærtegn.
„Hvor din Haand er kold," sagde han. „Du fryser vist. Skal
jeg ikke hente dig et Sjal?"
„Nej. Jeg har det godt."
„Trækker det ikke paa dig henne fra Døren?"
„Nej. Jeg kan ikke mærke noget."
„Men alligevel. Vil du ikke ?"
„Nej, nej — lad dog være!"
„Som du vil, min Ven!"
Der havde været noget utaalmodigt og forpint i hendes Tone,
hvad Per dog ikke mærkede. Han klappede hendes Haand og
førte den op imod sit Bryst saaledes, at hendes Arm kom til at
hvile i hans. Samtidig lænede han sig endnu lidt mere over imod
hende, saa ogsaa deres Skuldre fortroligt berørte hinanden. Da
hun gjorde Mine til at trække Haanden til sig, holdt han den
fangen ogsaa med sin anden Haand. Og nu hviskede han hende
ind i Øret med det Tonefald, hun kendte fra deres Elskovsnætter,
og som derfor skød Blodet op i hendes Kinder: „Du kære . ..
kære Ven!"
„Har du danset?" spurgte han lidt efter.
Hun rystede paa Hovedet.
„Har du Lyst til det?" 
7
„Nej, slet ikke ... jeg er for træt," føjede hun til lidt efter af
Frygt for, at han skulde misforstaa hendes Vægring.
„Saa har jeg et Forslag at gøre. Det er et saa vidunderligt Vejr
iaften. Og slet ikke koldt. Ganske som en Sommeraften. Hvad
mener du om at gaa en lille Tur i Haven?"
Da hun tøvede med Svaret, fortsatte han:
„Jeg tror, den friske Luft vil gøre dig godt. Og desuden, . ..
jeg har noget at sige dig, Jakobe."
Nu saae hun for første Gang paa ham, — rent instinktmæssigt
iøvrigt, for hendes Tanker var langt borte. Dog havde hun haft
Øre for Tonefaldet i hans Tale; det havde været saa oprigtigt og
fortroligt.
Saa rejste hun sig. Og efter at Per havde hentet noget Overtøj
til dem begge, gik de bort gennem Havedøren.
Ude paa Terrassen, der benyttedes af de Dansende til at svale
sig paa, gik det lystigt til omkring nogle Borde, hvorpaa der
stod kølende Drikke og andre Forfriskninger. Her under Stjernehimlen
var ogsaa Nanny tyet ud med sin Kavaler. Hun var just
ifærd med at fortære en Portion Frugtis, da hun saae Per og
Jakobe gaa forbi med hinanden under Armen og forsvinde ned
ad Marmortrappen.
Nu fortæller han hende det hele! — jog det igennem hende.
Hun blev ganske hvid om Munden af Had og Lystenhed.
Hun satte den endnu kun halvtømte Assiet fra sig og gik med
sin Herre tilbage til Salen. Ja-ja! fortsatte hun i Tankerne, mens
hun dansede ud. Længe skulde nu Jakobe ikke faa Lov at triumfere!
Det skulde hun sørge for! Nu skulde det blive Krig!
Per og Jakobe gik helt ned igennem Haven og satte sig paa den
omhegnede Bænk nede ved Vandet, hvor de plejede at sidde,
naar de vilde være uforstyrrede. Herude i Ensomheden overgav
Jakobe sig helt. Per slog sin Arm omkring hende, og hun lagde
sig saa tæt ind til ham, at hendes Hoved kom til at hvile paa
hans Bryst.
Saaledes sad de ganske stille. Foran deres Fødder skvulpede
Søen ligesom i Søvne, medens Genskinnet fra Ivans Lysballoner
boltrede sig ude i Vandet som Stimer af Guldfisk. 
I.YKKE-PER 79
„Du fryser da ikke?" spurgte Per og trak Pelsslaget tættere
omkring hende.
„Nej, nej — vist ikke," svarede hun, igen lidt irriteret.
I Tilslutning til, hvad de havde talt om den foregaaende Dag
paa samme Sted, gav Per sig saa til at forklare, hvorledes han
ved at iagttage Selskabet iaften var bleven yderligere overbevist
om det hjemlige Fremskridtsfolks begyndende Forfald. Den Fortryllelse,
det i sin Tid havde udøvet paa ham, var i hvert Fald
grundig hævet nu. Han maatte — sagde han — give hende fuldstændig
Ret i, hvad hun engang havde sagt eller skrevet til ham,
at et Samfund, i hvilket f. Eks. en Person som Dyhring fik Lov
til at spille en fremtrædende Rolle, havde dømt sig selv. Han
var bleven ganske klar over, at om der skulde være Haab om
Sejr for Frisind og Fremsyn i Danmark, maatte der ganske
andre Kræfter frem i første Linje, M æ n d i Ordets sande Betydning,
alvorlige og højsindede Naturer, der løftede deres Livsmaal
en Smule op over Døgnets vilde Jagt efter Penge, Kvinder eller
personlig Udmærkelse.
Han udviklede denne Anskuelse med sædvanlig Veltalenhed.
Men Jakobe hørte slet ikke paa ham. De mange alvorlige og virkelig
følte Ord gled hendes Øre forbi som et tomt Sus.
Da han tilsidst som Tegn paa gensidig Forstaaelse bad hende
om et Kys, hørte hun ham derimod straks. Hurtig løftede hun
Hovedet og rakte ham sin Mund som en Vansmægtende, der ikke
har Tanke for andet end at slukke sin Tørst. 
ATTENDE KAPITEL
Da Per den næste Morgen vaagnede, følte han sig ikke vel.
Han sov altid uroligt og havde om Natten kastet Tæpperne af
sig, saa han var kommen til at fryse.
Idet han rejste sig overende i Sengen, jog der ham et smertefuldt
Sting gennem Brystet og samtidig en Angst gennem Sjælen.
Den Smerte kendte han. Det var den samme, der havde foruroliget
ham et Par Gange under hans Rejse, sidste Gang i Wien
efter de anstrengende Baadfarter gennem Donaudeltaet. Paa
Grund af Mistillid til de udenlandske Læger og desuden af en
vis Sky for den Sandhed, der kunde komme for Dagen, havde
han hidtil ikke villet lade sig undersøge. Men nu skulde der gøres
Alvor af det. Han ringede paa Jomfruen og lod en af Københavns
mest bekendte Hospitalsoverlæger kalde.
Der gik nogle Timer, før Lægen kom. I sin Ensomhed fik han
god Tid til at fantasere sig ind i den Forestilling, at disse gentagne
og for hver Gang heftigere Smerteanfald kunde være Forbud
paa Døden.
Dø allerede nu? Fireogtyve Aar gammel! Med sit Livsværk
ufuldført, ja end ikke paabegyndt! Det vilde være ganske meningsløst,
fuldkommen ulogisk — som Livet overhovedet var det.
Ja, det Standpunkt havde han forlængst tilbagelagt, da han
overmodigt stormede løs paa sit Helbred og trodsede Døden i
den Indbildning, at Livet ikke kunde undvære ham, at hans
Evner og Kræfter var nødvendige for Tingenes Opretholdelse
og Udvikling i hans Fædreland. Nu vidste han bedre, at Naturen
var rig nok til at turde være ødsel, at der var gaaet endnu større
Evner i Graven uden at have faaet sig udfoldet. Knokkelgæsten 
1
spurgte ikke om Forlov. Som Solen skinnede baade paa retfærdige
og uretfærdige, saadan greb han, Mørkemanden med de
tomme Øjenhuler, iblinde mellem kaldede og ukaldede uden at
tage mindste Hensyn til Nyttevirkningen.
Den Gru, han tidligere havde følt ved Tanken om Tilintetgørelsen,
var ikke længer saa stærk hos ham. Som han laa der i den
store Pragtseng, under et farvestraalende Silketæppe, og beredte
sig paa at faa sin Dødsdom forkyndt, var han forholdsvis rolig
og fattet. Endog naar han ingen Smerter havde, var der Øjeblikke,
hvor han i sin Træthed næsten forligede sig med Tanken
om at gaa bort og befries for Livets formaalsløse Besvær. Vognlarmen
fra Torvet udenfor, den evindelige Sporvognskimen,
Tanken om de forestaaende nye Forhandlinger med taabelige og
frække Pengespekulanter, — alt fyldte ham i disse Øjeblikke
med en usigelig Lede.
Efterhaanden som Tiden gik, blev det ham dog vanskeligere
at holde Uhyggen borte. En knugende Forladthedsfølelse betog
ham og drev ham den kolde Sved ud af Kroppen. Tænk om han
laa her og døde uden at have et Menneske hos sig!
For at adsprede Tankerne vilde han give sig til at læse. Han
havde den foregaaende Dag udpakket de Bøger, han førte med
hjem fra sin Rejse, hovedsagelig store, kostbare tekniske Værker,
men ogsaa den Samling Skrifter af mere almendannende
Art, som han havde anskaffet under det lange Vinterophold i
Dresack og senere forøget i Rom.
Han udvalgte sig blandt disse sidste et Mønsterudvalg af græ­
ske og latinske filosofiske Forfattere i tysk Oversættelse, en
Bog, som engang før under lignende Forhold havde været ham
til Trøst.
Han var dog ikke naaet langt med Læsningen, før Lægen kom.
Det var en lille graaskægget Mand, som uden mange Ord slog sig
ned paa en Stol ved Siden af Sengen. Efter at have udspurgt ham
og derpaa banket ham paa Bryst og Ryg sagde han:
„Er det de Lunger, som der skulde være noget i Vejen med?
Det tror jeg nu inte noget paa. Det er jo komplette Smedebælge !
... Hvor føler De især Smerterne?"
Lykke-Per II g 
8
Per pegede paa et Sted foran paa den højre Side af Legemet,
omtrent ved det underste Ribben.
„Er det der? Jamen, De sagde jo før, at det mere var herhenne
paa venstre Side."
„Ja, det flytter sig."
„Naa, — hm. Gør det meget ondt, naar jeg — saadan —
trykker paa det?"
„Nej, det kan jeg ikke sige."
„De mærker inte noget særligt?"
„Nej."
„Maaske har De slet ingen videre Smerter mere?"
Per maatte indrømme, at den pinagtige, sammensnærende
Fornemmelse i Brystet og Mellemgulvet næsten var forsvunden
nu. Han kunde igen trække Vejret dybt. uden at det jog igennem
ham.
Doktoren sagde ingenting men gav sig til at undersøge ogsaa
Underlivet og Benene.
„Deres Lunger er der sgu inte noget i Vejen med," gentog han,
da han var færdig. „Dem skal De aldrig ønske at bytte bort. Men
Deres Muskulatur er noget slap. Hjertet kunde ogsaa uden Skade
være noget mindre ugideligt. — Sig mig, hvordan er Deres daglige
Levevis? Gør De nogen ordenlig Gymnastik? Tager De et
koldt Styrtebad hver Morgen? — Det skulde De virkelig ta' og
gøre. Og Haandvægtsøvelser. Der er ingenting saa storartet som
nogle raske Armsving med et Par Lispunds-Lodder paa fastende
Hjerte. De maa se at faa Deres ærede Blod til at cirkulere lidt
livligere; andet fejler De vistnok ikke, — men det er for den
Sags Skyld ogsaa mere end nok i Deres Alder! Bliv nu liggende
et Par Dages Tid og se at faa Deres Nervesystem lidt i Ligevægt.
Jeg kan i det hele inte noksom anbefale Dem at passe lidt
paa Dem selv. For trods den ubetinget mandlige Krop, De kan
presentere, har De aabenbart Disposition til — ja, hvad skal jeg
nu med et pænt Ord kalde det? — naa, til saadan lidt Kvababbelse,
som De altsaa har haft denne aarle Morgenstund. Sagen
er i og for sig let nok at forstaa. Se, først er De nu bleven godt
gennemrystet paa en tre-fire Døgns Jernbanerejse, hvor De hver­
3
ken har faaet ordenlig Søvn eller et regederligt Maaltid; saa er
De som De selv siger — kommen hjem til Forretninger og
Vrøvl og Selskabelighed; det er saamænd Forklaring nok, naar
Talen er om en Konstitution af vor hjemlige sødsuppelige Art,
selv om den ogsaa hører til Krafttypen."
Han sagde det sidste med et eget, ondt Glimt i sine smaa, lidt
skelende Øjne. Per hørte knap paa ham længer. Efter at have
faaet Sikkerhed for, at han ikke gik omkring med Spiren til en
Lungesygdom, følte han sig helt vel og ønskede blot at blive
den snaksomme Mand kvit.
Da Lægen var gaaet, stod han straks op. Med forynget Livsfølelse
gik han nynnende op og ned i Værelset og klædte sig
paa, spiste derpaa Frokost med temmelig god Appetit og satte
sig til sit Arbejdsbord. Virkelysten var pludselig vaagnet i ham.
Han fik sine Tegninger frem, desuden Maaleredskaber, Tabelværker
og lignende Hjælpemidler. Nu skulde der fyres under!
Full steam!
Han havde faaet alt ordnet til Arbejdet, da han opdagede den
Bog, han var begyndt at læse i, inden Doktoren kom. Han havde
dengang kastet den hen paa Bordet mellem Tegnerullerne, og nu
kunde han ikke lade være at kigge i den, inden han lagde den
tilside. Bogen havde et Mærke paa et Sted, hvor han havde
læst; det var Platons Beretning om Sokrates' og hans Disciples
frimodige Samtale om Døden umiddelbart før den store Lærers
Henrettelse. Hans Blik faldt paa det Sted, hvor Sokrates taler
om Legemet som den tunge og klæbrige Dejg, hvormed Sjælen
er sammenæltet, og som gør, at Menneskene aldrig paa tilfredsstillende
Maade kommer i Besiddelse af, hvad de eftertragter,
forsaavidt dette da ikke er det lave og uædle.
„Thi Legemet foraarsager os tusinde Bryderier. Det opfylder
os med Lyster og Begærligheder, med Frygt og mange Slags
Skyggebilleder og Tant ... Penges Erhverv er Aarsag til al Ufred
i Verden; men Penge behøver vi kun for Legemets Skyld, idet
vi skal pleje det. Om vi endelig ogsaa har tilfredsstillet det i
saa Henseende og bereder os til at betænke noget af Vigtighed,
er det os atter paa mange Maader til Besvær, opvækker Uro og
6* 
8
Forvirring og forstyrrer os, saa vi for dets Skyld ikke formaar
at skue det sande . .. Medens vi lever, vil vi kun da komme
Erkendelsen nærmest, naar vi har saa lidt som mulig med Legemet
at skaffe og ikke mere Omgang med det, end det er højst
nødvendigt, og ikke lader os opfylde af dets Natur
Per lod Bogen synke og saae en Tid tankefuldt hen for sig
med sammentrukne Bryn. Besynderligt! tænkte han. Disse
Ord, udtalt fire hundrede Aar før Kristi Fødsel, var jo som skrevne
ud af en kristelig Opbyggelsesbog!
Han læste Siden tilende og ogsaa den næste Side og en til ....
han kunde ikke holde op igen. Denne dybsindige Fantasileg med
det overnaturlige satte hans inderste og forborgneste Sjæleliv i
Svingninger. — Det blev langt op paa Formiddagen, inden han
tog fat paa sine Maaleredskaber og Tabelværker.
Han fik da heller ikke mere Held med sit Arbejde denne Dag;
end han havde haft den foregaaende. Han, som forhen ikke kunde
se en Stump Kort uden at gribes af Arbejdsfeber, ja for hvem
Vanskeligheden hidtil især havde bestaaet i at skulle vælge med
Omsigt mellem det Mylr af Indfald, der bestandig under Arbejdet
skød frem som ved Knopskydning, han havde nu ligefrem ondt
ved at holde Tankerne til Papiret. Alleslags uvedkommende Ting,
ethvert Raab paa Gaden, enhver Klokkelyd i Hotellet forstyrrede
og adspredte ham.
Ligesom den foregaaende Dag endte det da ogsaa med, at han
i sygelig Ophidselse fandt det hele Projekt forfejlet, og han blev
siddende med Hænderne for Ansigtet i mørk, selvopgivende Fortvivlelse.

Da kom han til at mindes den Professor Pfefferkorn i Berlin,
der havde interesseret sig saa meget for ham under hans Ophold
der. Han havde i sin Tid paa hans Opfordring sendt ham en
skriftlig Redegørelse for sine Ideer; og som Tak herfor havde
Professoren tilskrevet ham et længere Brev. Dette ledte han nu
frem mellem sine Papirer.
Hvad først Deres hydrauliske Motor angaar, saa skal
jeg udtale mig med Forsigtighed. De er jo her inde paa en ganske
ny Vej, og det er da kun rimeligt, at de første Skridt er 
5
vaklende. Jeg har vist iøvrig under en af vore Samtaler sagt
Dem, at man i Amerika har gjort Forsøg i lignende Retning,
og at man der stadig arbejder paa at løse denne i Sandhed mægtige
og tillokkende Opgave, at bringe ogsaa Oceanets uudtømmelige
Kraft ind under Menneskesnillets Ledebaand. Det er Dem
kun til Ære, at ogsaa De er bleven grebet af denne Tanke; men
hvorvidt den Vej, De har anvist, vil kunne føre til Maalet, derom
skal jeg, som sagt, ikke udtale mig. Derimod mener jeg,
efter nu med Opmærksomhed at have sat mig ind i Deres ny
System for Vindmotorers Regulering, at De har haft et lykkeligt
Indfald. Tanken med den indskudte Vægtstang og Formen for
Afbalanceringen tiltaler mig særdeles. Der er sikkert her peget
paa Midler, der i høj Grad fortjener Paaagtelse. At De just skulde
have fundet den afgørende og endelige Løsning af dette store
og vanskelige Problem, der er af den største Betydning særlig
for alle bjerg- og strømfattige Lande, det mener De naturligvis
heller ikke selv. Paa intet Omraade gælder det mere end paa
det tekniske, at Fuldkommenheden naaes gennem en Uendelighed
af smaa Forbedringer, og De vil ganske sikkert ikke slaa
Dem tiltaals med det allerede vundne Fremskridt. Som jeg overhovedet
altid med Interesse vil følge Dem i Deres Udvikling,
forsaavidt Forholdene sætter mig i Stand dertil, vil jeg særlig
med Forventning imødese Resultaterne af Deres fortsatte Forsøg
paa det her berørte Felt. Om Deres rige Evner er De jo ikke
selv i Tvivl, og De vil sikkert ogsaa nok naa langt, især om det
kunde lykkes Dem noget mere end hidtil at forene Deres mærkeligt
aabne Blik for Tingenes store Linjer med den Fordybelse
i Detaljen, som man i Ungdommen er tilbøjelig til at ringeagte,
men hvorpaa i Virkeligheden det store og frie Overblik beror.
Jeg tror at mindes, at det var Deres Agt paa Deres Studierejse
at besøge ogsaa Nordamerika. Det vil vistnok være meget anbefalelsesværdigt.
De vil der bedre end nogetsteds have Lejlighed
til at berige Deres Erfaring i det rent praktiske, — og jeg mener
hermed egenlig ikke udelukkende det tekniske; ogsaa paa andre
Omraader er vi bleven den nye Verdens Lærlinge. Særligt vil
De i dette de store Inventioners Land kunne lære, hvorledes 
8
de mægtigste Virkninger oftest er bleven naaet ved de tilsyneladende
uanseligste Midler."
Dette gamle, halvglemte Brev, der ved Modtagelsen ikke
havde betydet noget for Per, fordi det ikke havde syntes ham
anerkendende nok, genoprejste nu hans Selvfølelse. Det slog desuden
fast hos ham, at han nu maatte bryde op herfra og fortsætte
sin afbrudte Studierejse. Han vilde derfor igen lægge Ordningen
af sine Affærer i Ivans Haand, og navnlig vilde han helt
og holdent overlade til ham at genoptage mulige nye Forhandlinger
med Spekulanterne. Imidlertid vilde han ganske stille rejse
bort — og dennegang direkte til Amerika. Det var ikke værd
at udsætte sig for endnu engang at falde for den gamle Verdens
Fristelser.
Om Eftermiddagen tog han ud til „Skovbakken" for at tale med
Jakobe derom. Hun var i Haven, da han kom. Hun sad paa en
Bænk i Solskinnet nede ved det store Bjælkelysthus.
Skønt hun godt hørte Pers Stemme oppe fra Terrassen, blev
hun rolig siddende og gav heller ikke ved noget Raab tilkende,
hvor hun var. Da han endelig fandt hende, rakte hun ham kun
sin Kind til Kys, skønt han havde søgt hendes Mund. Ikke heller
kunde hun faa sig til at sige ham Tak for de Blomster, han
bragte med til hende, — især ikke, fordi hun saa tydeligt kunde
mærke paa ham, at han ventede det.
Hun havde hele Dagen gaaet om i en fremtvungen, anstrengt
Døs under Forsøget paa at glemme, hvad der var sket. Hun, som
ellers elskede Klarhed, var i sit Forhold til Per ogsaa paa den
Maade begyndt at blive sig selv utro, at hun saavidt muligt lukkede
Øjnene for Sandheden overalt, hvor den truede hendes
Kærlighedslykke. Ligesom En, der er vaagnet af en sød Drøm
og lægger sig om paa den anden Side i Haab om at drømme videre,
gav hun sig endda med en Art Vellyst hen i sit Selvbedrag.
Per kunde ikke straks f.aa sig til at sige hende, at de allerede
igen maatte skilles. Det havde overhovedet ikke været let for
ham at tage denne Beslutning om at reise. Han var træt af det
omstrejfende Liv; og den Omstændighed, at han havde saa vanskeligt
ved at gøre sig forstaaelig paa fremmede Sprog, af hvilke 
7
kun Tysk faldt ham nogenlunde mundret, gjorde sit til denne
Mangel paa Lyst til at komme bort. Saa var det ogsaa svært for
ham at skulle forlade Jakobe netop nu, da de havde fundet hinanden
i fuld Oprigtighed og gensidig Forstaaelse. Men det fik
ikke hjælpe, — det maatte ske.
Han havde i Begyndelsen været for selvoptaget til at mærke
Forandringen i Jakobes Væsen. Men som han nu sad der ved
Siden af hende paa Bænken og tænkte paa, hvorledes han bedst
skulde forberede hende, saae han, at hun hastig viskede noget
bort fra sin Kind. Det kunde se ud, som om hun med Haanden
slog en Flue væk; men Per havde faaet Tid til at opdage, at
det var en Taare.
Han blev helt betuttet. Han havde aldrig før set hende græde.
„Men — kæreste Ven!" sagde han. „Hvad er der i Vejen?
Er der gaaet dig noget imod?"
„Nej, slet ikke ... Det er blot Nervøsitet," svarede hun og
førte hans Arm bort, da han vilde lægge den om hendes Liv.
„Men er du da ikke rask?"
„Jo vist er jeg saa. Som jeg siger dig, det har ikke noget at
betyde ... Skal vi ikke gaa lidt? Jeg er kommen til at fryse."
Hun rejste sig hurtigt — hans Omsorgsfuldhed pinte hende
— og de gik ned mod Stranden. Nu slog det med eet Per, hvor
hun saae daarlig og forgræmmet ud, — og Rejsebeslutningen
begyndte at vakle hos ham.
Da skød der en lysende Tanke frem af hans mismodige Stemning.
Ligesom en eneste Solstraale, der bryder gennem en Sky,
pludselig kan forvandle et udstrakt Landskab, saadan forgyldte
denne Indskydelse i et Nu hele Tilværelsen for ham. Jakobe
kunde jo følge med ham! De kunde gifte sig straks og saa rejse
sammen for Guds og alle Menneskers Øjne. — At han ikke havde
tænkt paa det før! Rejsens Besværligheder, Hoteluhyggen, Ensomhedsfølelsen,
alt, hvad der nys havde gjort ham modløs, omskabtes
med eet til Lyst og Glæde. Han vidste jo af Erfaring,
hvilken mageløs Rejsekammerat Jakobe var, saa uforfærdet, saa
fordringsløs, saa moderlig omsorgsfuld, — og dertil behagelig
hjemmevant i alle fremmede Sprog. 
8
„Jakobe! Jakobe!" — han standsede midt paa Havegangen,
og før hun kunde forhindre det, havde han slaaet Armene omkring
hende. Og nu tilstod han for hende alt, hvad han havde
gennemlevet og gennemlidt siden den foregaaende Dag, og hvilke
Planer han havde for dem begge.
Jakobe gik en Tid tavs med Hovedet paa hans Skulder i en
Art lykkelig Selvbedøvelse, som drak hende Blodet af Kinder
og Læbe. Hun vidste godt, at hun hverken vilde eller kunde
følge ham. Det var ganske umuligt for hende i sin nuværende
Tilstand at rejse saa langt bort. Per talte om at være borte et
halvt Aar, og paa kortere Tid kunde han absolut heller ikke
faa noget virkeligt Udbytte af Rejsen. Men hun vilde da kun
blive ham til Byrde og Bekymring.
„Du siger ingenting," sagde han, da de var kommen ned paa
deres Yndlingsplads paa Stranden med den frie Udsigt over Sundet
til den solbeskinnede svenske Kyst. „Synes du ikke om mit
Forslag?"
„Jeg veed ikke rigtig, hvad jeg skal sige," svarede Jakobe,
— hun sad foroverbøjet og halvt bortvendt med Albuen paa
Knæet og Hagen støttet mod Haanden; den anden Haand havde
Per ikke villet slippe. — „Jeg forstaar saa godt, at du maa ud
og rejse igen. Jeg har selv tænkt paa, at det vistnok var nødvendigt
for dig . .. Men, min Ven, mig faar du ikke med over
Atlanterhavet!"
„Men hvorfor? Naar jeg er med dig, kan du jo være ganske
tryg. Jeg skal sandelig nok passe paa dig. Eller er det Sørejsen,
du er bange for?"
„Aa ja, ogsaa for den. Derfor bliver jeg hjemme ... og venter
paa dig. Og jeg skal nok være taalmodig. Men naar du foreslaar,
at vi skulde gifte os, inden du rejser, saa tror jeg, du har
Ret. Det vilde af flere Grunde være praktisk."
„Og saa, med det samme vi var bleven rigtig Mand og Kone,
skulde vi skilles. Gør du Løjer med mig? For det vilde jo dog
være det skrækkeligste Barbari. Jeg kender dig slet ikke igen,
Jakobe. Hvor kommer du paa saadanne Tanker? Men det kan jo
heller ikke være din Mening. Vel?"
Hun nikkede tavs. 
9
„Jeg tror dig ikke, Jakobe. Du er bleven saa underlig i den
sidste Tid. Hvad gaar du og gemmer paa?"
„Ikke paa noget; min Ven!" sagde hun og knugede i det samme
febrilsk hans Haand. Hun kunde nu mindre end nogensinde
faa sig til at sige ham den fulde Sandhed. Hun turde det ikke.
Hun levede jo ikke længer i Indbildninger med Hensyn til hans
Karakter, og hun frygtede for, at han skulde benytte hendes Tilstand
som Paaskud for at opsætte — eller maaske helt opgive
— sin Rejse. Men det vilde hun paa ingen Maade have paa Samvittigheden.
Hun indsaae godt, hvor betydningsfuldt netop et Amerikaophold
vilde kunne blive for ham, og nu mere end nogensinde
var det hende om at gøre, at han dreves fremad. Havde hun
tidligere kunnet tænke sig at være tilfreds med hans blotte Kærlighed,
saa søgte hun uvilkaarlig nu paa anden Led Erstatning
for, hvad denne paa det sidste havde tabt i Værd for hende.
„Hør nu!" afbrød hun tilsidst Per i hans Forsøg paa at overtale
hende. „Nu har jeg en Ide. Du kan jo rejse over England,
saa vil jeg følge dig saa langt. Vi er otte Dage i London, og
otte Dage et Sted paa Landet eller ved Stranden. Og i Liverpool
skilles vi. — Hvad siger du til det?"
„Naturligvis, lidt er bedre end ingenting. Jeg kan jo saa haabe
paa, at du i Liverpool kommer paa bedre Tanker."
„Det skal du ikke. Allermindst for din egen Skyld, min Ven!
Husk ogsaa paa, vi kan dog ikke godt bo paa Hotel, naar du
kommer tilbage. Vi skal dog have vor egen Lejlighed. Og med
at indrette den, vil jeg faa nok at gøre, mens du er borte."
„Det er sandt. Du har Ret, Jakobe — som altid. Aa, du kloge
Ven, hvor jeg allerede glæder mig til at komme tilbage! ...
Tænk, at faa vort eget Hjem! ... Det behøver jo slet ikke at være
særlig storartet — vel? Og det skal helst ligge lidt udenfor Byen,
i frie Omgivelser, med Udsigt til Skov og Strand. Hvad siger du?
Vi to!"
Han havde paany i Henrykkelse draget hende ind til sig, og
hun lagde træt sit Hoved paa hans Skulder og lukkede Øjnene.
„Ak ja," fortsatte han. „Hvor er dog i Grunden alt andet i
Livet betydningsløst og ligegyldigt i Sammenligning med de Goder,
der saa at sige er ens for alle — rige som fattige — og 
9
som gror ud af Tilværelsen saa selvfølgeligt som Frugterne ud af
et Træ. Der er noget bagvendt i Livsværdiernes Rangforordning
— ogsaa indenfor det moderne Samfund. Jeg priser mig lykkelig
over, at jeg har indset det i Tide. For jeg var sandelig nær bleven
stikkende i Dyndet!"
Jakobe fik igen lidt Uro paa sig. Til Trods for, at det i Grunden
kun var hendes egne Ord, han her havde gentaget, ja netop dem,
hun engang havde drømt om at høre af hans Mund, saa opskræmte
de hende nu. Hun havde jo i Mellemtiden selv forandret sig.
Særlig havde disse sidste Dage ændret meget i hendes Syn paa
de saakaldte „sande Livsværdier".
„Jeg tror, du bedømmer Forholdene urigtigt," sagde hun med
en fremmed Haardhed i Stemmen.
„Saa se dig om og sig mig, om ikke Egennytte, Forfængelighed,
Brutalitet, Herskesyge o. s. v. er lige saa grundfæstede
Magter i det nye Samfund som i det gamle?"
„Ja — hvorfor skulde de ikke være det?"
„Hvorfor?"
„Ja, — den Slags Egenskaber hører nu engang til de menneskelige
Drivkræfter, der fører Verden fremad. Derfor kan de
vist heller ikke være slet saa fordømmelige, som man gerne gør
dem til."
Per lo. Han opfattede hendes Ord som Spøg.
„Naa, du mener maaske, at de er ligefrem paaskønnelsesværdige?"

„Jeg veed ikke. Er det dog ikke simpelthen dem, hvorpaa
Menneskenes Velfærd beror?"
Nu forstod Per paa Tonen, at det var Alvor, og han saae overrasket
paa hende. Men han var ikke oplagt til Kiv og slog Sagen
hen i Løjer.
„Ja, er det ikke det, jeg siger; — du vil absolut sige imod
i denne Tid, om du saa skal opponere mod dine egne Meninger."
Jakobe tav. Heller ikke hun følte egenlig nogen Lyst til at genoptage
Striden fra forleden. Og de gav sig da til at lægge Rejseplaner
og drøfte Rejseruter. —
* 
1
Den Krig, Max Bernhardt — kraftigt støttet af Dyhrings „Borgerbladet"
— havde ført mod Ophavsmændene til det københavnske
Frihavnsprojekt, havde i disse Dage faaet en for OffenIigheden
overraskende Afslutning. Det var virkelig lykkedes ham
tilsidst at gøre disse Folk nervøse. Det var i sig selv et voveligt
Foretagende, de havde givet sig ikast med; der skulde tilvejebringes
store Kapitaler til det, og „Borgerbladet"s Anseelse
i Børsverdenen var imod al Forventning i stadig Stigen under den
nye Ledelse. Ogsaa andre af de Aviser, paa hvilke Max Bernhardt
havde skaffet sig Indflydelse, gjorde Mine til at mistænkeliggøre
Sagen som Forretning. For ikke at risikere et Nederlag
ved den forestaaende Aktietegning besluttede de store Herrer da
at krybe til Korset overfor den forhadte Overretssagfører og tilbyde
ham en Plads i Direktionen.
Det var en Udgang af Sagen, han selv hele Tiden havde haft
for Øje som en Mulighed, der bestemte hans Taktik, og han modtog
Tilbudet uden at ytre nogen Overraskelse. Ved en større
Jubilæums-Festlighed, der i de samme Dage fandt Sted, blev
Forsoningen mellem ham og hans gamle Modstander, den forhen
almægtige Bankdirektør, officielt beseglet, idet denne paa iøjnefaldende
Maade udbad sig Æren af at drikke et Glas med ham,
— en Begivenhed, som Dagen efter stod omtalt i alle Byens
Aviser, i „Borgerbladet" endog under Overskriften: „Et historisk
Øjeblik".
For Max Bernhardt var den vundne Sejr ogsaa afgjort betydningsfuld.
Det var lykkedes ham at fastslaa i den offenlige Bevidsthed,
at man ikke kunde gaa udenom ham, at selv Børsens
Matadorer intet formaaede uden at have sikret sig hans Bistand.
Ivan tabte næsten Vejret, da han erfarede Nyheden. Han mente,
at ethvert Haab for Pers Planer nu var uhjælpelig sønderbrudt for
lange Tider, og i et hysterisk Udbrud af Forbitrelse raabte han
op om Forræderi og Snigmord.
Per trak overlegent paa Skulderen.
„Jeg sagde dig det jo," ytrede han til Jakobe, der ligeledes
var bleven en Del opskræmt af Begivenheden. „Vil du nu indrømme
mig, at din Hr. Max er noget for pim, og at det var et 
9
Held, jeg ikke bed paa den Herres Rævekage. Jeg havde ellers
nu staaet der pænt som en afblanket Nar! ... Nej, det er, som
jeg siger, der maa rejses en Bevægelse herhjemme for at udrydde
den Slags Skadedyr af det offenlige Liv. Ellers gaar tilsidst
al Hæderlighed tilbunds i Uføret."
Det rykkede i Jakobe; men hun opgav at svare. Det nyttede
ikke at fortsætte Diskussionen om det Spørgsmaal foreløbig. Hun
satte nu sit Haab til hans Amerikaophold; og iøvrig kuede hun
sig selv og sin nyvakte Kritik overfor ham, fast hestemt paa at
vedblive at holde af ham, som han nu engang var.
Ivans Opfattelse af Pers Udsigter viste sig iøvrig hurtig altfor
mistrøstig. Max Bernhardts nye og store Sejr vakte tværtimod
forøget Liv blandt hans Misundere og hemmelige Fjender,
ikke mindst hos Proprietær Nørrehave, der betragtede sig som
forraadt af ham i denne Sag. Tilligemed Overretssagfører Hasselager
blev han pludselig særdeles virksom for Pers Plan; og til
disse to Mænd sluttede sig nu af egen Drift og uden alt Forbehold
— Oberst Bjerregrav.
Retfærdighedsfølelsen og Fædrelandskærligheden havde omsider
overvundet den gamle Mands Skinsyge. Jødehadet var blusset
op i al sin instinktive Kraft hos den bryske Hugaf, for hvem
Nationalfølelsen var bleven Religion. I hans Øjne var enhver nok
saa hjemmedansk Jøde en kun halvt naturaliseret Tysker med
hemmelige Sympatier for Arvefjenden. Han paastod — hvad for­
øvrigt ikke var helt usandt — at Størsteparten af de jødiske
Grosserere i København simpelthen var Agenter for tyske Firmaer,
ligesom det hovedsagelig var med Penge fra jødiske Banker
i Hamburg og Berlin, at den hele moderne Omformning af
Hovedstaden vor foretaget. Ogsaa til Provinserne, ja helt ud til
Bondelandets gældbetyngede Gaarde havde de tyske Millioner
fundet Vej og fortsatte her indenfra, paa underjordisk Vis, den
Erobring af Landet, som Kanonerne havde indledet. Hvad der
derfor altid ganske særlig havde tiltalt ham ved Pers Havneplan,
var, at denne endelig var et Forsøg paa at hævde Landets merkantile
Selvstændighed overfor den store Nabostat, medens en
Frihavn ved København efter hans Mening paa Grund af Byens 
3
Beliggenhed ved et smalt og grundet Sejlløb aldrig vilde blive
i Stand til at drage Verdenstrafiken til sig.
Han havde nu taget den Beslutning selv at gøre det første
Skridt til en Forsoning med Per. Han vilde slaa en Streg over
det gamle Mellemværende, — ja, det Overmod, hvormed Per
havde taget Afsked ved hint skæbnesvangre Sammenstød for
Aar tilbage, virkede nu næsten paa ham som en Spore mere.
Nu, da han med fuld Overbevisning saae Landets Redningsmand
i ham, var der noget af en religiøs Tilfredsstillelse for ham
i at kunne lade hin Profeti gaa ganske bogstaveligt i Opfyldelse.
Imidlertid sad Per hjemme paa Hotellet og ordnede alt til Afrejsen.
Blandt andet arbejdede han stadig paa sine Tegninger.
Det var endnu hans Haab, at han skulde faa fuldført de nødvendigste
Ændringer i hvert Fald paa Havneprojektet, og han
var ogsaa flittig nok. Han stod op allerede ved Daggry og var
hjemme næsten hele Dagen. Men der kom stadig ikke den gamle
Flugt i hans Tanker. Han arbejdede langsomt og besværligt og
lod sig forstyrre af enhver Lyd fra Gangen eller Torvet.
En Formiddag ved Nitiden sad han ved sit Arbejdsbord og
læste, da der blev banket paa Døren. Han genkendte Ivans
Kno og gemte hurtig Bogen under nogle Papirer. Det var igen
en af Dresack-Bøgerne, der havde fristet ham.
„Hvad nyt?" raabte han Svogeren imøde, der styrtede ind
med forvirrede Træk.
„En ny Kæltringestreg! Et Bedrageriforsøg af første Rang! . . .
Se her!"
Ivan fremtog af sin Dokumentmappe, der efterhaanden var bleven
som uadskillelig fra hans Person, Dagsnummeret af et af
Byens mindre og lidet betydende Blade.
„Læs der!"
Under Overskriften „Nyt Land" stod der en længere, saglig
Spidsartikel om Danmarks Søfartsforhold. Den var, som det straks
meddeltes, nærmest et Uddrag af nogle Provinsavis-Artikler af
en Ingeniør Steiner og behandlede en Plan, der gennem hele
Artiklen kaldtes „det Steinerske Projekt", men som i Virkeligheden
var Pers med nogle faa og uvæsenlige Ændringer. 
9
„Hvad siger du til det?" spurgte Ivan og saae med Spænding
paa Per, der under Læsningen var bleven mere og mere bleg.
„Det er jo slet og ret Tyveri! .. . Kender du noget til den Person?"

Per rystede paa Hovedet.
„Han maa øjeblikkelig afsløres!" vedblev Ivan. ... „Hvad
tænker du paa at gøre?"
„Ingenting," sagde Per efter nogle Øjeblikkes Overvejelse og
rakte ham Bladet tilbage.
„Det mener du ikke! Manden maa dog uskadeliggøres. Du maa
forsvare dig; du maa hævde din Ret. —"
„Forsvare mig?" sagde Per opbrusende.
„Ja — undskyld, at jeg siger det — men du har ikke Lov
til at tage saa let paa den Sag. Den kan blive farlig for dig.
Husk paa, du har mange Fjender og Misundere, som bare vil
glæde sig over at se dig skubbet tilside for en anden, der tiltager
sig Æren for dit Arbejde og dit Geni."
„Aa, det har ingen Nød! Saa let kommer man mig heller ikke
tillivs! — Og selv om saa var!" tilføjede han under en Eftervirkning
af den Stemning, hvoraf han ved Ivans Komme var
bleven revet op. „Jeg er snart træt af at slaas med Skidtet. Dersom
det virkelig er nødvendigt overalt at gøre fælles Sag med
Gemenheden, spørger man tilsidst sig selv, om ogsaa det hele
Spil er Omkostningerne og Ulejligheden værd. — For altsaa at
tale om noget andet: veed du, at din Søster og jeg tænker paa
at gifte os med det allerførste?"
„Fader og Moder har snakket om det."
„Naa ja, rent ud sagt, saa optager den Sag mig i Øjeblikket
mere end Alverdens Avisvrøvl. Sig mig — siden du nu er her —
kender du noget nærmere til, hvad det er for Attester, der skal
skaffes tilveje, for at man kan blive anstændig gift hertillands?"
„Har du ikke faaet de Ting ordnet? Jeg troede —"
„Ja, det er vist ogsaa forkert af mig. Jeg har glemt det, ... eller
rettere, du: jeg har ikke kunnet faa mig selv til at rende rundt paa
disse offenlige Kontorer, hvor jeg altid bliver gal i Hovedet over 
5
den Storsnudethed, man allevegne møder der, og lave Skandale.
Kunde du ikke gøre mig den Tjeneste at ordne den Affære for mig?
Jeg veed, at man f. Eks. skal henvende sig paa et af Magistratskontorerne.
Saa skal der vist ogsaa tinglæses noget. Det er en
Fandens Kommers."
Ivan, der var vant til, at Per ved alle Lejligheder benyttede ham
som Løbedreng, sagde Ja uden lang Betænkning. Til Gengæld tog
han det Løfte af ham, at han vilde holde et vaagent Øje med den
fordægtige Hr. Steiner og skride ind, dersom denne endnu blot
en eneste Gang nævnedes offenlig som det vestjyske Frihavnsprojekts
Fader.
Han havde allerede stukket sin Dokumentmappe under Armen
og stod ved Døren for at gaa, da han igen vendte sig om mod Per,
der var bleven siddende ved Skrivebordet:
„Det er sandt ... Sig mig, er der nogen af din Familje, der hedder
Kirstine Margrete? En Præsteenke her i Byen?"
Det gav et Sæt i Per. Det var hans Moders Fornavne.
„Nej!" sagde han næsten maabende. „Hvorfor spørger du forresten?"

„Aa," sagde Ivan lidt forlegen, som han gerne blev, naar han
en sjelden Gang talte til Per om hans Familjeforhold. „Jeg saae tilfældigvis
imorges i Berlingske Tidendes Dødsannoncer Navnet
Sidenius. Naa, farvel altsaa! Vi ser dig vel i Eftermiddag."
Endnu flere Minutter efter, at Døren havde lukket sig bag Ivan,
sad Per i sin Stol uden at have rørt sig. Da han endelig rejste sig
for at gaa hen til den elektriske Knap, mærkede han, at det sortnede
for hans Øjne. Men samtidig gik der Tanker gennem hans
Hoved af næsten ærgerlig Art. Det manglede blot, at nu ogsaa
d e t skulde ramme ham! Og netop nu! ... Han var dog virkelig
en af Ulykken forfulgt Mand!
„Vil De bringe mig Berlingske Morgenavis," sagde han til Jomfruen,
da hun kom ind.
Kort efter stod han med det udfoldede Blad mellem Hænderne,
og da han i den lange Række Dødsanmeldelser fik Øje paa Moderens
fremhævede Navn, svimlede det igen for ham. 
9
„Vor kære Moder, Kirstine Margrete Sidenius, Enke efter Præ­
sten Johannes Sidenius, indgik idag til den evige Fred."
Bekendtgørelsen var underskrvet: „De efterladte Børn." Og
disse Ord blev Per nu ved at stirre paa, indtil Bogstaverne flød
ud i Taage.
Endnu for faa Dage siden havde han gentaget sit natlige Besøg
udenfor Moderens Bolig; og det gøs i ham, naar han tænkte
paa, at hun maaske den Nat havde ligget paa sit yderste. Der
havde ogsaa dengang været Lys bag et af Vinduerne, og han
havde set Skygger bevæge sig paa Rullegardinet.
Naa ja — hvortil havde det vel gavnet, om han havde været
tilstede? sagde han med et Forsøg paa at berolige sig selv. Til
en virkelig Forstaaelse, endsige til Indrømmelser af den Art,
som alene havde kunnet tilfredsstille Moderen, vilde det dog
ikke være kommet. Derfor var det maaske netop godt, at hun
havde troet ham saa langt borte, ligesom det var heldigt for
ham selv, at han intet havde vidst om hendes Tilstand. Han
havde maaske ellers kunnet lade sig forlede til af Hensyn til
hendes Sjælefred at opføre en hykkelsk Scene, som han bagefter
havde maattet skamme sig over. Stakkels Moder! Hun
hørte nu engang til de livsskræmte. De lange Aar indenfor Sygeværelsets
nedrullede Gardiner havde efterhaanden forvandlet
hendes Væsen til lutter Bekymring. For hende havde Døden sikkert
været en Befrielse.
Han var begyndt at gaa op og ned ad Gulvet for at tvinge sit
Sind i Ligevægt. Han var ikke vant til disse stærke Sindsbevæ­
gelser, som han instinktmæssig frygtede. Og nu kom han til at
tænke paa Jakobe, der jo ventede ham paa „Skovbakken" ved
sædvanlig Tid. Hvad skulde han gøre? Han følte, at han ikke
vilde være i Stand til at sidde rolig og tale om Forberedelserne
til deres Rejse, eller hvad andet hun og han kunde være fælles
om; og han havde desuden en daarlig Samvittighed, fordi han
endnu ikke havde faaet sagt hende, at hans Familje var flyttet
til København.
Han satte sig da ned og skrev et Par Linjer til hende. Hun
skulde ikke vente ham, skrev han, idet han som sædvanlig be­
7
nyttede Travlhed som Paaskud for sin Udeblivelse. I Brevets
Slutning meddelte han saa ganske kort, at hans Moder „ifølge
Avertissement i Berlingske Tidende" var død her i Byen.
Han ringede igen paa Jomfruen for at faa Brevet besørget ud
til Jakobe ved et Bud. Men nu blev han grebet af en sær Stundesløshed.
Gang efter Gang anbragte han sig ved sine Tegninger
og rejste sig igen. Det var ham ikke muligt at sidde stille endsige
at samle Tankerne om Kurver og Talrækker. Skønt han tilsidst
sad med Hænderne presset omkring Hovedet for at tvinge
det til at arbejde, kom Tankerne ikke af Stedet. Billedet af Moderen,
Minder fra Barndommen, hans Savn ved intetsomhelst at
vide om Moderens sidste Dage, Trangen til at tale med et Menneske,
der havde kendt hende, alt dette overvældede ham tilsidst.
Saa opgav han Arbejdet, klædte sig paa og gik ud paa Gaden.
Han satte sig ind i den første den bedste Restavration for at spise
Frokost. Siden gik han ind i en af de offenlige Haver for at
adsprede sig ved at se paa Menneskene og høre paa et Militærorkester,
der spillede derinde.
Da han ud paa Eftermiddagen kom tilbage til Hotellet, meddelte
Portneren ham, at der sad en Dame oppe paa hans Væ­
relse og ventede. Blodet strømmede ham voldsomt, til Hjertet.
Han tænkte straks, at det maatte være en af hans Søstre, der paa
en eller anden Maade havde faaet at vide, at han var vendt
hjem. og som nu havde opsporet hans Adresse for at meddele
ham Dødsfaldet.
At det kunde være Jakobe, faldt ham ikke ind. Hun var i dette
Øjeblik saa langt borte fra hans Tanker, at han ligefrem havde
ondt ved at kende hende, da hun ved hans Indtræden rejste sig
fra en Stol henne ved et af Vinduerne.
Overraskelsen og Skuffelsen stod saa tydelig tegnet i hans
Ansigt, at Jakobe ikke kunde undgaa at se det. Men hun havde
været forberedt paa en ugæstfri Modtagelse. Hun kendte ham
nu. Hun havde før mødt denne mutte Bryskhed, bag hvilken han
forskansede sig, naar hans Hjerte var uroligt.
Hun vidste ogsaa, hvor lempeligt og ad hvor mange Lønveje
man i et saadant Tilfælde maatte trænge ind i hans Fortrolighed,
Lykke-Per II 7 
9
og hvor uhyre vanskeligt det var selv for hende at faa ham til
at aabne sig med fuld Oprigtighed og Tillid, saasnart Talen var
om hans Familjeforhold. Dog gik hun ham uden Fortrydelse
imøde, lagde sine Hænder om hans Hoved, kyssede ham og
sagde:
„Du kan nok forstaa, at jeg ikke kunde udholde at sidde hjemme
efter at have faaet dit Brev. Jeg maatte se dig. Du kære
Ven, hvor jeg forstaaar din Bedrøvelse! Jeg har selv maattet
græde. For jeg synes, det er en Sorg, der rammer os begge."
Per skottede mistroisk ned til hende og mumlede nogle Ord
om, at hans Moder jo i Virkeligheden havde været død for ham
længe. Der var saaledes for hans Vedkommende i Grunden ingen
Forandring sket.
„Aa ja, det er saadan noget, vi siger, min Ven, for at trøste
os. Jeg veed godt, hvad du har mistet. Hvorfor skal vi skjule det
for hinanden? ... Og at din Moder har boet her i Byen! Og at
du ikke har sagt mig det! ... Åa Per, hvornaar vil du dog holde
op med at gemme dig for mig, naar vi netop trænger allermest
til hinanden? Eller vidste du det ikke?"
Per svarede, idet han frigjorde sig for hendes Hænder, at
han hele Tiden havde haft i Sinde at fortælle hende det; men
hver Gang de havde været sammen, var de straks bleven optaget
af at drøfte helt andre Ting, og han havde saa glemt det.
„Saa lad os da tale ud engang!" udbrød hun. „Kom, vi vil
sætte os ned! Jeg synes, der igen er saa forfærdelig meget, jeg
maa have at vide af dig."
Hun skilte sig af med sit Overstykke og lagde ogsaa baade
Handsker og Hat.
„Vidste du, at din Moder var syg?"
„Jeg vidste ingenting. Men hun har jo i mange Aar været svag."
„Du har altsaa ikke søgt hende, . .. heller ikke set nogen af
dine Søskende?" spurgte hun og saae forskende paa ham henne
fra den Krog af Sofaen, hvor hun havde slaaet sig ned.
„Nej," svarede Per, der hængte hendes Overstykke op paa
Dørstolpen.
„Men hvordan fik du da at vide, at de var flyttet her til Byen? 
9
„Jeg saae det en Dag tilfældigt i en Avis, hvor min Søster
havde averteret om Spilleelever. Og forresten var Sagen allerede
paa Tale ved min Faders Begravelse. De vilde flytte herover
af Hensyn til et Par af mine yngre Brødre, der har faaet Ansættelse
her."
Han tog Plads paa en Stol et Stykke borte fra hende. Hun sad
en Stund med Haanden under Kinden og saae ud for sig.
„Veed du hvad —?" sagde hun efter nogen Tavshed. „Jeg
tror, at dersom jeg havde vidst, din Moder var mig saa nær,
— jeg havde ikke kunnet lade være at gaa hen til hende. Især
ikke dengang, da jeg lige var kommen hjem fra Rejsen og følte
mig saa forfærdelig ene og trængte til et Menneske, med hvem
jeg rigtig kunde tale om dig. Tror du, hun vilde have modtaget
mig?"
„Jeg veed det ikke."
„Aa jo, det vilde hun nok. Jeg er overbevist om, at hun vilde
det, ... og at hun tilsidst havde forstaaet os."
„Kan du huske, det troede du ogsaa, dengang du i lignende
Hensigt gjorde Eberhard et Besøg. Og det blev dog kun til Skuffelse
for dig."
Det varede lidt, før Jakobe svarede herpaa. Det var ikke, fordi
hun ikke mindedes sit Møde med Pers Broder. Erindringen om
hin bevægede Scene i det uhyggelige, kolde og nøgne Kontor
havde netop i den allersidste Tid beskæftiget hende, ja vakt hendes
hemmelige Bekymring, fordi hun mere og mere hos Per havde
faaet Øje for Familjeligheden med denne Broder.
„Naa ja — med Søskende er det en anden Sag," sagde hun saa
og strøg en Haarlok bort fra Panden med en Bevægelse, som om
hun med det samme bortjog en pinefuld Tanke. „Det kender jeg
fra os selv. Men af sin Moder beholder man dog altid om ogsaa
kun en Lillefinger, hvor langt man saa kommer bort fra hende.
Jeg kan derfor ikke tro andet, end at din Moder og jeg i hvert
Fald havde kunnet tale sammen, skønt vi vistnok i et og alt var
saa forskellige, som det overhovedet er to Mennesker muligt
at være."
„Det var I sikkert." 
LYKKE-PER
„Og jeg kan heller ikke tro andet, end at vi tilsidst kunde
være kommen til Forstaaelse med hinanden. Af det'lidt, du nu
og da har fortalt om hende, har jeg dannet mig et Billede, som
jeg er kommen til at holde af. Jeg synes, jeg kan se hende ganske
tydeligt for mig. Hun var lille, ikke sandt? Og hun havde
ikke samme Slags Øjne som du og din Broder, ... de var mørkere.
I Børn har vist i det hele mere lignet jeres Fader. — Saa
gik hun jo med Stok, naar hun var oven Senge. Det gjorde ogsaa
min Bedstemoder; det er maaske derfor, jeg ser hende saa
tydeligt. Og hvor hun dog med al sin legemlige Svaghed maa
have haft en stærk Vilje! Jeg synes, det er saa beundringsværdigt
og saa rørende, at hun saadan i Aarevis styrede hele det
store Hus fra sin Seng og midt i sin egen frygtelige Ulykke
vaagede over jer allesammen og endog var saa nøjeregnende
med, at der ingenting gik tilspilde. Tænk, hvilken Skæbne for en
Moder med saa mange smaa Børn at ligge lænket til Sengen i
otte Aar. Din Fader var jo tilmed en vanskelig Mand, har du sagt.
Det er vist rigtigt nok. Velstand var der jo heller ikke i Huset.
Og dog aldrig en Klage! Jeg kan huske, du engang fortalte, hvad
din Moder havde sagt til En, der havde beklaget hende: „Beklag
ikke mig, beklag min Mand og mine Børn!" — Jeg synes, det
var saa kønt og saa stort."
Per havde under denne Tale siddet foroverbøjet med Albuerne
paa Knæene og stadig mere urolig knipset med den ene Haands
Fingre mod den andens Knoer. Nu rejste han sig ligesom utaalmodigt
og gik henover Gulvet.
„Naa ja, lad nu det være godt," afbrød han hende. „Borte er
borte. Hvad der kunde være sket, nytter det jo ikke længer at
snakke om."
Han stillede sig hen ved det ene Vindu og saae ud over Torvet,
hvor Husenes Skygger allerede var bleven lange. Fuldt belyst
af Aftenskæret stod den gamle Voldmølle derovre paa sin
Fæstningsstump, hvor den ligesom med aaben Favn hilste Solen
i dens Nedgang.
„Du har Ret," sagde Jakobe tungt efter en ny Tavshed. „Borte
er borte! ... Sig mig blot, har du noget imod ved Lejlighed at 
01
lade mig læse nogle af din Moders gamle Breve til dig? Vi
har jo saa sjælden talt om din Familje; men jeg føler det
som et Savn ikke at vide mere, navnlig om dine Forældre,
end jeg gør."
Per lod først, som om han overhørte Spørgsmaalet. Da hun
gentog det, sagde han kort:
„Jeg har ingen Breve."
„Nej, jeg veed jo godt, at du ikke i de senere Aar har staaet
i Brevveksling med din Familje; men jeg tænker paa Fortiden,
paa de første Aar, du var i København. Dengang skrev jo i al
Fald din Moder undertiden til dig, har du sagt. Og det er de
Breve, jeg saa gerne engang vilde have Lov til at læse sammen
med dig."
„Det kan du ikke, ... for jeg har dem ikke."
„Hvor er de da?"
„Hvor de er? Jeg brændte dem, naar jeg havde læst dem."
„Aa, Per — hvor kunde du —"
Hun fik ikke talt ud. Per havde taget sit Lommetørklæde frem
og tørrede sig ned over Ansigtet dermed, som om han var bleven
varm. Men hun havde set noget vaadt blinke i hans Øjenhaar
og forstod, at han var kommen til at græde og vilde skjule
det.
Hendes første Indskydelse var den at gaa hen til ham og slaa
Armene om hans Hals. Men hendes Forstand og Erfaring sagde
hende betids, at hun ikke skulde gøre det men lade, som om hun
ingenting havde set, og hun blev siddende ganske stille, indtil
Per af sig selv forlod Vinduet. Saa gik hun hen og tog ham under
Armen. Og i nogen Tid gik de nu tavse frem og tilbage paa
Gulvet.
Ak ja, hun følte det godt, hun var i denne Tid kun daarligt
skikket til at bringe andre Trøst. Hun var selv saa usikker, saa
modløs. Med hendes Standhaftighed var det helt forbi, naar hun
tænkte paa den lange Adskillelse. Om hun endda havde turdet
betro sig helt til Per! Hun maatte daglig kæmpe en fortvivlet
Kamp med sig selv for ikke at røbe noget for ham, maatte holde
sig for Øje, hvormeget der blev sat paa Spil, dersom hun 
10
gjorde ham delagtig i sin store Hemmelighed, før Atlanterhavet
skilte dem.
Det var ikke alene selve den forestaaende Fødsel, der gjorde
hende ængstelig og urolig. Hun begyndte ogsaa at blive lidt
nervøs ved Tanken om den Sladder, der vilde opstaa i Anledning
af det tidlige Tidspunkt for hendes Nedkomst. Der var i den Henseende
sket en Forandring med hende, siden Per var kommen
hjem. Hun havde før den Tid været alt for stolt af sin Kærlighed
til at bryde sig synderlig om, at hendes ulovmæssige Hengivelse
ikke vilde kunne dølges. Nu, da hun saae mere nøgternt
paa sin Brudgom, var det just hendes Stolthed, der led ved Tanken
om i dette Forhold at blive Genstand for Folkesnakken.
Og dog var det mindre for sin egen Skyld end af Hensyn til
Forældrene, at hun havde bestemt sig til ikke at rejse hjem igen,
naar hun havde fulgt Per til England, men tage til et eller andet
Sted i Tyskland, maaske til sin Veninde i Breslau, og der føde sit
Barn. Men naar hun saa kom til at tænke paa, at hun jo maatte
vente mere end et halvt Aar paa Begivenheden, var hun igen
nærved at fortvivle af Utaalmodighed. Og alligevel, hun
skulde have baaret det altsammen uden at kny, dersom hun blot
endnu havde haft den samme fulde Tillid til Per, som dengang
de for halvtredje Maaned siden tog Afsked i Tyrol. Men siden
Historien med Nanny var hun bleven utryg og anede Farer allevegne.
Og hun kunde dog endnu mindre end nogensinde tænke
paa at slippe ham. Med alt det, at hun nu saae ham i hans hele
Skrøbelighed, holdt hun ikke en Smule mindre af ham, end da
hendes Kritik endnu slumrede. Hendes Længsel efter ham kunde
til Tider være saa stærk, at den forekom hende selv sygelig. Derfor
gik hun nu i Almindelighed mere skjult med sine Følelser. Hendes
Væsen overfor ham var bleven mere dæmpet, ogsaa naar de
var alene. Hun kunde til Tider endog synes lunefuld. Men samtidig
beherskede han hende saa fuldkomment, saa ganske eneraadigt,
at det ofte syntes hende, som var der ikke længer den
Ting, hun ikke vilde kunne tilgive ham.
Per standsede med eet deres Gang og saae paa sit Ur.
„Mon du ikke skal passe paa Toget? ... Ja, det er ikke Me­
03
ningen, at jeg vil jage dig bort. Jeg er dig virkelig taknemmelig
for, at du er kommen. Men du holder jo ikke af at komme for
sent hjem. Og Klokken er otte nu."
Hun saae op paa hans Ansigt, der stadig var blegt og fortrukkent.

„Og hvad vil saa du?"
„Jeg maa til mit Arbejde ... Som du ser, derhenne paa Bordet
ligger der fuldt op af Ting, som skal besørges. Jeg maa benytte
Tiden."
„Nej, nej," sagde Jakobe og lagde Armene ligesom beskyttende
omkring ham. „Du maa ikke sidde her alene. For iaften
maa du lade Arbejdet hvile. Hvad skulde det ogsaa hjælpe til?
Du vil ikke komme bort fra de triste Tanker, saa længe du sidder
her for dig selv."
„Vi! du da blive hos mig?"
„Nej — ikke idag, — og ikke her," sagde hun rødmende. „Her
er saa uhyggeligt. Men du skal tage hjem med mig — hører
du? Og blive der inat. Du veed, Gæstekamrene hjemme staar
altid parate. Du vil ikke gøre mindste Ulejlighed, og Fader og
Moder vil sætte Pris paa, at du selv meddeler dem din Moders
Død. Det synes jeg ogsaa, du skylder dem. Kom! — Kom, Per!
— Imorgen vil vi saa gaa en lang Tur sammen i Skoven og glemme
alle vore Sorger!"
* •
*
Det var til et prægtigt Solskinsvejr, at Jakobe og Per den næ­
ste Dag vaagnede derude paa „Skovbakken". Klokken var temmelig
mange, da de mødtes ved Tebordet nede i Spisestuen; og efter
et hastigt Maaltid forsvandt de straks Arm i Arm ned i Haven.
Der var ingen af dem, der havde kunnet falde i Søvn den foregaaende
Aften. Bevidstheden om at være hinanden saa nær holdt
dem begge vaagne i den lyse Foraarsnat. Tilsidst havde de da
ogsaa fundet hinanden, mens de andre i Huset sov.
Nu spaserede de der i den lysegrønne Have, hvor det dryppede
af Dug fra Kviste og Blade. I Formiddagstimerne, naar hele 
104 < LYKKE-PER
Familjen undtagen Fru Lea var taget ind til Kontorerne og Skolerne
i Byen, levede man her i en næsten paradisisk Stilhed og
Fred. Ogsaa ovre i Skoven, hvor de bagefter tyede hen, var der
en hel anden Stemning end senere paa Dagen, naar Vejene stø­
vede af Køretøjer og alle Sladrebænkene var besatte. Der hørtes
ingen anden Lyd end Fuglesang. Paa hele deres Tur mødte
de kun en gammel Mand, der nikkede gudfaderlig til dem, idet
de gik forbi.
Per fik dog efterhaanden Uro paa sig. Han begyndte at blive
lidt fraværende og ymtede om, at han nødvendigt maattte være
i Byen inden Klokken to, fordi han — som han foregav — til
Brug for sit Arbejde skulde søge nogle Oplysninger i et af de
offenlige Kontorer, hvor der lukkedes Klokken tre.
Straks efter Frokost tog han afsted. Da han naaede Byer,
satte han sig~ i en Droske og kørte hen til det Administrationskontor,
hvor hans Broder Eberhard havde Ansættelse. Han gav
Kusken Ordre til at vente paa ham og forsvandt ind gennem
Porten.
Siden Jakobe for et Aarstid siden gik ind gennem den samme
Port i den store, skiddengraa Bygning, var Eberhards Dygtighed
og strenge Pligtfølelse bleven belønnet med endnu en lille
Forfremmelse paa Myndighedernes hundredtrinnede Rangstige.
Paa hans forrige Plads ved Pulten i det fremmerste Værelse
stod nu en anden ung, haabefuld Bevarer af Overleveringen i
det højtidelige Statsmaskineri, medens han selv havde faaet en
egen lille Kontorstue ved Siden af med et rigtigt Skrivebord og
en Armstol. Den mærkeligt sneverærmede sorte Frakke, der
var blank paa Albuerne og Ryggen af Aaringers hæderfulde Slid,
havde han dog ikke derfor skilt sig ved. Og hverken hans Slips
eller hans Sko var bleven pynteligere efter hans Ophøjelse.
Han sad just der ved Bordet og spidsede et Blyant med den
samvittighedsfulde Optagethed og Omhu, hvormed den Slags
Arbejder udføres i offenlige Kontorer. Men idet han nu hørte
Nogen nævne hans Navn ude i Forværelset, hvortil Døren stod
paaklem, gemte han i Hast sin Kniv og greb et stort Dokument.

05
Med dette for Øjnene afventede han i myndig tilbagelænet
Stilling den Fremmedes Indtræden.
„Kom ind!" sagde han med Strenghed, da der blev banket paa
Døren. Samtidig løftede han Øjnene akkurat saa højt, at Blikket
naaede op over Papirets Rand.
Hans Overraskelse ved Synet af Per var saa stor, at han end
ikke forsøgte nogen Forstillelse. Med et Udtryk som En, der
tror at se et Genfærd, rejste han sig langsomt fra Stolen, og i
henved et halvt Minut stod de to Brødre overfor hinanden uden
at sige noget.
Det slog i samme Øjeblik Per, i hvor høj Grad Eberhard lignede
Faderen, saadan som han stod der — let dirrende af Sindsbevægelse
— og støttede sig til Bordpladen. Det stramme Træk
om den skægløse Mund, de gammeldags smaa Bakkenbarter, de
rødkantede Øjne; dertil Blikkets døde Stivhed og denne stejle
Holdning, — alt genkaldte hos ham Faderens Skikkelse, saaledes
som denne stod indbrændt i hans Erindring fra Barneaarene.

Han havde af sig selv trukket Døren til, for at de kunde tale
sammen uden Tvang, og han tog nu Plads i en Sofa lige overfor
denne Dør. Ogsaa Eberhard satte sig.
„Du kan vel tænke dig Grunden til, at jeg søger dig," begyndte
Per. „Jeg har set i Avisen, at Moder er død."
„Ja," sagde Eberhard efter et Ophold og med tydelig Overvindelse.
— „Vi troede dig forresten i Udlandet."
„Jeg kom tilbage for en halv Snes Dage siden."
„Naa saadan! Du har været her saa læn^. — Maaske vidste
du ikke af, at Moder var flyttet her til Byen?"
„Jo ... jo, jeg vidste det," sagde Per og saae til Siden.
Saa spurgte han, om Moderen havde været længe syg.
Eberhard lod ham atter vente en Tid paa Svar. Endelig meddelte
han — med en Beslutning, der syntes Resultatet af en
lang Række Overvejelser — at Moderen var død pludselig og
uventet for dem alle.
„Moder blev, Gud ske Lov, sparet for legemlige Lidelser.
Udover hendes gamle Svaghed var der ikke noget at mærke paa 
10
hende, før umiddelbart inden Døden. Hun havde nok i nogen
Tid talt om Aandedrætsbesværligheder og været noget urolig om
Nætterne; men det var jo kun, hvad der lod sig forklare af
hendes Tilstand, saaledes som vi nu har kendt den gennem
mange Aar. Om Morgenen, da Signe redte hendes Haar, bad
hun hende lidt utaalmodig om at skynde sig; hun følte sig saa
træt, sagde hun, og vilde prøve paa at sove. Da Signe en Snes
Minutter senere saae ind til hende, kunde hun allerede ikke
tale. Hun aabnede blot et Par Gange Øjnene som til Farvel og
sov saa stille hen."
Han havde talt i en let Aandsfraværelse. Efter at Overraskelsen
og den første Ophidselse havde sat sig, blev han paa sin
sædvanlige skjulte Maade optaget af en Undersøgelse af Pers
Person. Med smaa, skæve Sideblikke mønstrede han hans silkeforede
Frakke, hans Handsker, hans langnæsede Pariserfodtøj
og Diamantknapperne i hans Skjortebryst.
„Naturligvis" — fortsatte han — „helt uforberedt paa, at
Moder kunde gaa bort, var vi jo ikke, lige saa lidt som hun
selv var det. Dertil havde hun for længe været svag. Det syntes
endog, som hun har haft en Forudanelse om sin nære Død.
Hun har ikke alene efterladt nøjagtige og udførlige Bestemmelser
angaaende Begravelsen og om Fordelingen af Hjemmets
Indbo. Hun har ogsaa skrevet Afskedsbreve til alle dem af os
Søskende, hvem hun ikke til daglig havde om sig. — Saaledes
findes der ogsaa et Brev til dig tilligemed en forseglet Æske."
Han sagde det sidste efter en lille Kunstpavse. Samtidig betragtede
han Broderen for at iagttage, hvad Virkning Meddelelsen
gjorde paa ham.
„Foreløbig har Signe opbevaret begge Dele," vedblev han.
„Vi troede dig som sagt i Udlandet. Nu veed jeg ikke, om du
maaske selv vil afhente dem. Du vil jo i disse Dage træffe os
alle samlede. Ogsaa Ingrid og Thomas er kommen hertil for at
være med at lægge Moder i Kiste. løvrigt skal Moder naturligvis
begraves ovre ved Siden af Fader. Det er Meningen, at
hun skal føres derover med et Skib, der gaar herfra imorgen
Eftermiddag. Forinden vil vi saa afholde en lille Familjehøjtide-
L Y-K K E - P E R 107
lighed derhjemme omkring Kisten, og nu, da vi veed, at du er
her i Byen, vilde det jo gøre os ondt, om vi skulde savne dig
ogsaa ved denne Lejlighed, — det kan jeg her trøstig sige paa
alles Vegne. Om Aftenen rejser vi saa alle dertil over Land —
med Jernbanen; det har Moder bestemt saadan af Hensyn til
Signe og Ingrid, som ikke taaler Sørejsen, og hun har villet, at
vi alle skulde være samlede. Vi kommer jo ogsaa paa den Maade
saa tidligt derover, at vi kan være tilstede ved Modtagelsen af
Moders Lig og desuden træffe alle nødvendige Forberedelser til
Jordfæstelsen. Kisten føres saa direkte fra Skibet ud til Kapellet,
hvorfra Begravelsen foregaar Dagen efter i al Stilhed. Det
er altsammen, som Moder udtrykkeligt har ønsket det."
Per sagde ingenting. Heller ikke røbede hans Mine noget om,
hvad der i dette Øjeblik bevægede sig i ham.
Da han lidt efter gjorde Forberedelser til at gaa, spurgte Eberhard,
næsten mildt:
„Hvorledes har du det selv? Er det din Hensigt nu at blive
her i Landet?"
„Nej. Jeg rejser om kort Tid til Amerika. Jeg har noget at
udrette derovre. Forresten skal jeg forinden have Bryllup. Som
du jo veed, er jeg forlovet med en Datter af Philip Salomon."
Nu var det Eberhard, der ikke svarede. Han tog pludselig Øjnene
til sig, efter at de uvilkaarlig paany havde søgt Diamantknapperne
i Pers Skjortebryst.
Per stod op.
„Jeg fik ikke sagt dig," sagde Eberhard med fornyet Selvovervindelse,
„at den lille Mindefest, jeg talte om, har vi fastsat
til Klokken 3
1
/2. Skulde du altsaa have i Sinde at samles
med os, saa —"
Per rystede paa Hovedet.
„Jeg tror, det af forskellige Grunde er bedst, at jeg holder
mig borte," sagde han. „Jeg vilde blandt andet ikke synes om at
være tilstede uden at have min Forlovede med. Og hun vilde
paa den anden Side næppe passe ind der — ja maaske ikke engang
være velkommen ved den Lejlighed."
Hertil svarede Eberhard ingenting. Hans Ansigt havde igen 
10
faaet en Maskes Stivhed og forraadte intet af den Forfærdelse,
han følte ved den blotte Tanke orn en jødisk Verdensdames Tilstedeværelse
ved Takkesangen omkring Moderens Baare.
Per sagde saa Farvel og gik.
Nede i Portrummet mødte han et Par unge Mennesker, der
paa Grund af den Pludselighed, hvormed de midt under en taktfast,
soldatermæssig March veg tilside for ham, fik ham til at
se op. Det var to halvvoksne Knøse paa sejsten-sytten Aar af et
provinsielt, ja landligt Udseende, med stort Haar under bredskyggede,
grundtviganske Uldhatte.
Han kendte dem straks; det var hans to yngre Brødre —
Tvillingerne — der var paa Vej op til Eberhard. At de ogsaa
havde genkendt ham, røbede de selv meget tydeligt. De saae
forskrækkede paa hinanden og blev røde i Hovedet.
Per standsede dem. Der havde været noget i den sky Maade,
hvorpaa de var gaaet tilside for ham, der gik ham til Hjertet, ja
som beskæmmede ham. Han var endnu forsonlig stemt, og han
havde ikke hos Eberhard faaet frigjort Trangen til ved en Tilnærmelse
til sine Søskende at udsone, hvad Skyld han maatte
have haft overfor sin Moder.
„Goddag," sagde han og rakte dem Haanden, som de nølende
og forlegne modtog. „I skal op til Eberhard?"
„Ja," — svarede de i Kor.
„Jeg har netop været deroppe for at høre lidt om Moders Død."
Ved disse Ord slog Brødrene tavse Øjnene ned; og den ene
gav sig til at skrabe med Fodspidsen mellem Portgulvets Brosten.
Per opfattede Anklagen i denne forlegne Tavshed. Men hvad
der endnu under Samtalen med Eberhard havde været tilbage af
Vrangvilje og Stridbarhed i hans Sind, smeltede hen overfor disse
to unge Tvillingbrødre, der her traadte ham imøde som det endnu
ukunstlede Udtryk for Barndomshjemmets Uskyld og lykkelige
Enfold. Trods deres halvt bondeagtige Udseende — ja netop paa
Grund af det — maatte han kæmpe med Lysten til at tage deres
Hoveder mellem sine Hænder og kysse dem.
Men med al sin Trang til Fortrolighed vidste han ikke noget
at sige dem. Og de paa deres Side stod uhjælpeligt fremmede
overfor ham og følte sig trykket af hans Selskab. 
09
Saa tog han dem endnu engang i Haanden, gjorde en Bemærkning
om Travlhed i Anledning af en forestaaende Rejse og
sagde Farvel.
Men da han sad i Vognen, overvældedes han helt af sine Fø­
lelser. I Stedet for straks at køre til Stationen, saa han kunde
være tilbage paa „Skovbakken" til Middag, som han havde lovet
Jakobe, kørte han hjem til Hotellet. Han var kommen i Vildrede
med sig selv, og Jakobe kunde i dette Tilfælde ikke hjælpe ham.
Hjemme paa Hotellet bragte Portneren ham et Visitkort Per
læste: C. F. Bjerregrav, fhv. Ingeniøroberst.
„Har den Herre været her?"
„Ja, det er vel en Timestid siden. Han skrev vist noget bagpaa."

Per vendte Kortet. Der stod: „En gammel Veteran ønsker
Dem Held og Lykke til Deres patriotiske Kamp."
Han blev staaende med Kortet i Haanden og smilede vagt.
Skønt han selv forlængst havde glemt den overmodige Profeti,
han i sin Tid havde udslynget, følte han i sin opløste og halvt
fortvivlede Sindstilstand denne Hilsen næsten som en overnaturlig
Haandsrækning, en fornyet Bekræftelse paa sin dæmoniske
Pagt med Lykken.
„Kan du huske," sagde han om Aftenen til Jakobe, „at du
og Ivan bebrejdede mig min Optræden hos Max Bernhardt,
navnlig mit Forhold til Oberst Bjerregrav, og det paa en Maade,
som —."
„Nu vil vi ikke igen tale om det," afbrød hun ham urolig.
„Jo, det skal vi netop tale om! ... Se her!"
Han rakte hende Oberstens Kort.
„Har han været hos dig?"
„Ja. — Læs, hvad der staar bagpaa! — Naa, hvad siger du
saa ?"
Jakobe vidste virkelig ikke, hvad hun skulde sige. Hun var
saa sært bedøvet af Overraskelse.
„Men er du da en hel Troldmand, Per!" 
11
Per gik den næste Morgen ned til Havnen og opsøgte det Skib,
hvormed Moderen efter hans Antagelse skulde føres over til
Jylland. Ved at henvende sig til Styrmanden fik han oplyst, at
der ganske rigtig var anmeldt et Lig som Fragtgods, og til hvilken
Tid dette ventedes.
I et Hus ligeoverfor Skibet var der en tarvelig Kafe. Om
Eftermiddagen noget før det angivne Klokkeslet anbragte han
sig derinde ved et Bord umiddelbart ved et af Vinduerne. Han
bestilte sig et Glas 01; og skjult bag en Avis ventede han med
bankende Hjerte paa Ligvognens Komme.
Udenfor faldt en jævn Sommerregn. Ikke desmindre rørte
der sig et travlt Liv paa den brede Havneplads, som var opfyldt
af Pakkasser, Tønder og Sække. Der var kun nogle faa Timer,
til Skibet skulde sejle. Fra alle Sider kom der tunge Vogne kø­
rende, som trængte sig om Slisken for at blive aflæssede. Dampspillet
klirrede og hvæsede, store Trækasser, Jernbjælker, Melsække
og Petroleumstønder blev revet op fra Vognbundene, holdtes
et Øjeblik svævende i Luften over Lastelugen og sank saa
ned i den altslugende Skibsvom. Ogsaa en stor Gris skulde bringes
ombord, hvad der voldte megen Kval. To Mand trak den i
Ørene, mens en tredje ihærdigt drejede dens Halekrølle som
Svinget paa en Lirekasse; og alligevel vilde den ikke af Stedet.
Regnen og Travlheden gjorde Folk muntre, og man havde megen
Morskab af det stridige Dyr, der skreg, som om det anraabte
alle himmelske og jordiske Magter om Beskyttelse. Endelig fik
man Grisen over Landgangen, og i kort Galop forsvandt den ind
over Fordækket. — Saa opstod der et Skænderi mellem et Par
Kuske, der imidlertid var kommen til at køre mod hinanden
midt inde mellem de opstablede Varedynger. De kunde hverken
komme frem eller tilbage med deres Vogne, og det trak op til
Slagsmaal, da en Politibetjent kom tilstede og skaffede nogle
Tønder trillet tilside, saa der blev Plads.
Regnen havde imidlertid sagtnet; men Luften laa endnu tung
og sort over Byen. Man kunde akkurat skimte de røde Pakhustage
ovre paa Kristianshavnssiden. 
11
Pludselig fik Per Øje paa en enspændig lukket Rustvogn af
den Slags, der anvendtes til at overføre Lig fra Hjemmene til
Kirke eller Kapel; den kom kørende med en arbejdsklædt Mand
paa Bukken ved Siden af Kusken og standsede et Stykke fra Skibet.
Bagefter fulgte en lukket Droske, af hvilken nu fire Personer
steg ud, — hans Brødre. Først kom Eberhard i floromviklet
Silkehat og med opsmøgede sorte Bukser samt en Paraply,
som han straks slog op, skønt det i Øjeblikket ikke regnede.
Efter ham kom den rødmussede Thomas, Kapellanen, og endelig
de to unge Brødre.
Henne foran Dampspillet var man just ifærd med at ophejse
den sidste Vareballe fra en Arbejdsvogn. Da denne kørte bort,
satte Kusken paa Ligvognen sin Hest i Bevægelse for at komme
til. Men et Raab fra Styrmanden, der oppe fra Kommandobroen
ledede Indladningen, standsede ham. Han fik Ordre til at vente
lidt. Der var en ung uvan Hest, der først skulde bringes ombord,
og dette tog Tid, Man forsøgte at lede den over Landgangen
ligesom Grisen før, hvad der i Begyndelsen ogsaa syntes
at skulle lykkes. Skønt den rystede og prustede af Angst, saa der
sprang Blod af dens Næsebor, havde man faaet den til at sætte
begge Forbenene op paa Brædtet, da uheldigvis en af de smaa
Slæbedampere, der ustandselig pilede frem og tilbage i Havnen,
i det samme stødte i sin Dampfløjte. Saa blev den aldeles
ustyrlig. Der var ikke andet at gøre end at hisse den ombord paa
lignende Vis som det døde Gods. Skibets Svingkran blev drejet
ud over Havnepladsen, hvor Dyret blev trukket ind i en mandshøj
Fold eller Tremmekasse af stærke Planker: Et Par forsvarlige
Jernbøjler, der ragede op over Kassens øverste Rand, tjente
til Befæstelse for Kranens Kætting. Efter at denne var anbragt,
sattes Dampspillet i Bevægelse, og Dyret — der i samme Øjeblik,
det løftedes fra Jorden, stivnede som ved et Nerveslag —
førtes nu langsomt i en Bue henover Hovederne paa de forsamlede
Arbejdere og blev sat ned paa Skibets Fordæk.
Mens dette stod paa, havde Per ikke haft Øjnene fra Rustvognen.
Den hele Scene, som dog havde samlet en Del inter­
11
esserede Tilskuere, var overhovedet slet ikke bleven ham bevidst.
Men nu blev der givet Tegn til Kusken, at han skulde køre
frem. Eberhard og de andre Brødre fulgte bagefter tilfods.
Den arbejdsklædte Mand, der havde siddet paa Bukken, var
i Forvejen gaaet hen til Slisken foran Lastelugen, hvor han sammed
et Par andre Mænd tumlede med en tre Alen lang, kuffertlignende
Bræddekasse, paa hvis Laag der var malet et stort
Fragtmærke. I Hast blev Rustvognen aabnet, og den lave blomsterløse
Kiste kom tilsyne. To af Havnearbejderne vilde træde til
for at hjælpe; men Thomas holdt dem tilbage, hvorpaa han selv
og de andre Brødre varsomt satte Kisten ned i den aabnede
Bræddekasse, som den næsten ganske udfyldte. Efter at der var
stoppet til med Halm rundt om den, blev Laaget sat paa og fastgjort
med Skruer.
Saaledes som den umalede og uhøvlede Kasse nu stod der paa
Stenbroen med sit dyrebare Indhold, skilte den sig ikke paa nogen
iøjnefaldende Maade ud fra alt det meget andet Dampskibsgods,
der var stillet hen paa den regnvaade Brygge. Navnlig efter
at Rustvognen var kørt bort, skulde Ingen let falde paa, at disse
Brædder med det paamalede Fragtmærke indesluttede et Menneske,
en Moder, en udslukt Verden, hvis Liv tilmed havde været
rigere og dybere bevæget end de flestes. Og nu lagde Arbejderne
en Jernkætting omkring Kassen, ganske som de havde
gjort ved Melsækkene og Petroleumstønderne, og ved et Tegn
til Maskinisten paa Dampspillet hævedes den op fra Jorden. Lige
over Lastelugen holdtes den nogle Øjeblikke svævende i Luften,
indtil der lød et nyt Varskoraab. Under Kættingraslen og
Prusten af Dampkraft sænkedes den gamle jyske Præstekone
ned mellem Ølkasserne, Brændevinsankrene og Sukkerfustagerne.

Inde bag Kafeens Rude var Pers Ansigt bleven mere og mere
farveløst. Opvarteren, der hele Tiden havde holdt Øje med ham,
fordi han var saa stille og havde ladet sit 01 staa urørt, sprang i
dette Øjeblik ganske forskrækket hen til ham og spurgte:
„Er Herren syg?"
Per saae paa ham med et forstyrret Blik. Han havde glemt, 
13
hvor han var; og pludselig følte han Gulvet løfte sig med ham
og Væggene falde ind i Stuen.
„Giv mig en Kognak," fik han sagt.
Han drak to Glas, det ene umiddelbart efter det andet; og der
kom igen lidt Blod i hans Kinder. I det Nu, han havde set sin
Moder hænge der og svaje i Luften som en Vareballe, var det
bleven Nat omkring ham, og ligesom ved Glimtet af et Lyn
havde han i et Syn set Tilværelsens Grund afdækket. Den havde
vist sig for ham som et koldt og tavst, i evig Ligegyldighed hvilende
Isøde som det, han havde set hin Gang paa sin første Rejse
gennem Alperne.
Da han igen saae over paa Skibet, var Arbejdet med Tønder
og Sække paany i fuld Gang.
Midt paa Bryggen stod Brødrene tilligemed den bluseklædte
Mand, i hvis fremstrakte Haand Eberhard samvittighedsfuldt optalte
en Sum Penge. Efter at have modtaget Pengene blev Manden
endnu staaende nogle Øjeblikke, øjensynlig i Haab om
en Drikkeskilling, som imidlertid udeblev. Hvorpaa Brødrene
forføjede sig bort i samlet Række med ensartede, taktfaste
Skridt.
Per blev siddende. Tiltrods for, at de andre Gæster i Lokalet
var begyndt at gøre ham til Genstand for en ret nærgaaende
Opmærksomhed, kunde han ikke faa sig til at gaa bort. Han vilde
blive her i Moderens Nærhed indtil det sidste. Det var ham
altfor uhyggeligt at tænke paa, at hun skulde ligge der saa alene,
saa helt forladt. Og med eet jog en forløsende Tanke igennem
ham. Han behøvede jo ikke at skilles fra hende allerede her. Han
kunde jo følge hende paa Rejsen, uden at Nogen fik det at vide,
kunde ledsage hende som en hemmelig Æresvagt paa Nattefarten
over Kattegat og gaa iland ved et af Stoppestederne i Fjordmundingen
derhjemme, hvortil Skibet vilde komme den næste
Dag i de tidlige Morgentimer. Han vilde derfra kunne naa en
Station paa den østjyske Bane i Løbet af Formiddagen og være
tilbage i København om Aftenen.
Han saae paa sit Ur. Der var knap to Timer igen til Skibets
Afgang; der kunde følgelig ikke være Tale om at naa ud til
Lykke-Per II 8 
LYKKE-PER
Jakobe, som var den eneste, der behøvede at vide om denne
Rejse. Han maatte nøjes med at skrive til hende.
Men da han hjemme paa Hotellet havde faaet dyppet Pennen,
følte han, hvor vanskeligt det vilde være saaledes i Hast at forklare
sig ordenlig i et Brev. Han skaffede sig derfor en Telegramblanket
og sendte en ganske kort Meddelelse, der oplyste
det nødvendigste.
Saa gav han sig ifærd med at pakke en Haandkuffert. Men
pludselig standsede han med et Par Støvler i Haanden, — han
var kommen til at tænke paa Oberst Bjerregrav.
Efter al Sandsynlighed havde Obersten allerede denne Dag
ventet hans Genbesøg. At opsætte dette blot et Par Dage vilde
være en Uhøflighed, der let igen kunde ødelægge et Forhold,
som netop nu vilde kunne blive ham til uvurderlig Hjælp. Hvad
var her at gøre? ... Naa, han maatte foreløbig nøjes med at
skrive til ham. „Paa Grund af en uopsættelig Rejse —," skrev
han.
Kort efter sad han i en Droske paa Vej til Dampskibet.
Imidlertid var den Tanke faldet ham ind, at han, naar han
nu kom til Jylland, med det samme kunde aflægge Hofjægermesterinden
og Baronessen det lovede Besøg paa Kærsholm.
Det kunde af en bestemt Grund være hensigtsmæssigt paany at
knytte Forbindelsen med de to Damer. Siden sin Hjemkomst
havde han følt sig stadig mere trykket af Afhængighedsforholdet
til sine Svigerforældre, der var og altid vilde blive ham
fremmede. Philip Salomon havde ganske vist aldrig hentydet til
deres Pengemellemværende; men det var ham ikke destomindre
en Pine at skylde den Mand Taknemmelighed. Imidlertid var
han nødt til igen at rejse et Laan for overhovedet at kunne
komme til Amerika, og det var nu hans Hensigt at søge dette
hos Baronessen, som jo i sin Tid ganske af sig selv havde tilbudt
ham, ja, næsten havde villet paanøde ham sin Støtte. 
15
Da Pers Telegram naaede „Skovbakken", var Jakobe oppe paa
sit Værelse. Uden at ane noget om, hvad der havde optaget ham
den hele Dag, var hun efter Frokosttid taget til Byen for at gøre
nogle Indkøb og havde saa ogsaa søgt ham paa Hotellet. Men
da hun af Portneren fik at vide, at han ikke var hjemme, var hun
bleven skamfuld og havde hverken efterladt Besked eller Kort.
Derefter havde hun en Tid fartet om paa Gaderne i et forfløjent
Haab om at møde ham og samtidig med en vis Angst derfor,
fordi hun vidste, at Per ikke kunde lide saadanne tilfældige Sammentræf.
Tilsidst havde saa Regnen drevet hende hjem.
Men heller ikke herhjemme faldt hun til Ro. Der var i de
sidste Dage kommen en Rastløshed over hende, som drev hende
til al Slags unyttig og utidig Beskæftigelse. Og bestandig var det
Forberedelserne til Pers og hendes Englandsrejse, der opfyldte
hende. For alt, hvad der laa paa den anden Side af denne „deres
anden Bryllupsrejse", som hun i Fortrolighed kaldte den, tillukkede
hun saa vidt muligt sine Tanker, at ingen Angst, ingen
Uro eller Bekymring skulde kaste Skygge over deres fornyede
Forening. I de to stakkels korte Uger, deres Samliv kunde vare,
skulde de kun leve og aande for deres Kærlighed. Dybt, dybt
vilde hun slukke sin brændende Livstørst, inden Trængslernes
Dage kom.
Da hun læste Telegrammet, blev hun rent instinksmæssig
grebet af en angstfuld Anelse, som hun i det næste Øjeblik ikke
længer forstod Grunden til. Der var jo i Virkeligheden intetsomhelst
paafaldende i, hvad Per her havde gjort. Hun sagde
til sig selv, at det jo dog kun var naturligt og kønt, naar han havde
villet vise sin Moder den sidste Ære. Om et Par Dage vilde
hun have ham her tilbage.
Alligevel, da hun for anden Gang læste Telegrammet, greb
Frygten hende igen. Og for hver Gang hun paany gennemsaae
hans knappe Meddelelse, syntes hun at kunne læse mere ud af
den. De tyve Ord fremkaldte efterhaanden lige saa mange
Spørgsmaal hos hende. Hvornaar kunde han være kommen paa
den Tanke? Han havde jo den foregaaende Dag ikke nævnet det
mindste derom. Havde han maaske talt med nogen af sin Fa-
11
milje? Og hvorfor havde han de først telegraferet i sidste Øjeblik?
Hvorfor var han rejst uden Afsked? —
Hun blev siddende med Haanden under Kinden og Telegrammet
i sit Skød. Det var begyndt at mørkne; og Skumringen, der
groede ud af det lille Kammers mange Kroge, gjorde sit til at
kaste en bestandig tungere og mere truende Alvor ind i hendes
anelsesfyldte Stemning.
Hun tænkte paa, hvor meget han trods alle hendes Bønner
om Aabenhed og Tillid endnu stadig hemmeligholdt for hende;
hvor lidt hun til Tider vidste om, hvad han foretog sig, hvad
han tænkte paa, hvad der optog ham, — og hun maatte spørge
sig selv, om det nogensinde vilde lykkes hende at overvinde
dette skjulte, tillukkede og troløse i hans Karakter, der voldte
hende saa megen Pine.
Nede i Havesalen gik det paa samme Tid muntert til.
Familjen havde faaet Besøg af nogle Bekendte blandt de omboende
Landliggere, og Underholdningen besørgedes af Nanny,
der altid bragte saa mange Historier med fra Byen. Hun lo selv
ustanselig men med en noget anstrengt Latter, der var tvungen
frem af hendes Skuffelse over ikke at have truffet Per.
Hun havde i saa Henseende været meget uheldig, fordi hans
Besøg paa „Skovbakken" i den sidste Tid var bleven saa uregelmæssige.
Skønt hun i Forvejen havde anstillet alle Slags Sandsynlighedsberegninger,
for at han ikke skulde kunne undslippe
hende, var hun enten kommen derud, netop som han var rejst,
eller hun havde været nødt til at tage bort, umiddelbart før han
ventedes. Derfor var hun tilsidst bleven næsten syg af Utaalmodighed
efter at se ham. Hun tænkte dog ikke mere paa Hævn.
Hun havde paa Jakobes Væsen overfor hende kunnet mærke, at
Per intet havde røbet; og efter dette tilstod hun aabent for sig
selv, at hun var forelsket i ham. Med denne Fortielse, som hun
tilskrev en Hensynsfuldhed mod hende, der igen forudsatte en
dulgt Ømhed, havde han vundet hendes Smule Hjerte helt.
Den Tanke at sætte sit Ægteskab og de Forhaabninger, hun
knyttede dertil i Vove for hans Skyld, var hende ikke længer 
17
saa fremmed. Hun vilde heller ikke vige tilbage for i fuldt Alvor
at optage en Kamp med Søsteren om ham. At hun havde hørt
om deres Giftermaalsforberedelser, gjorde hende blot endnu lidenskabeligere
opsat paa at erobre ham. Hun undte ikke Jakobe
denne dejlige, stærke Mand med den røde Mund. Erindringen om
hans Læbers Svulmen kunde til Tider gøre hende vild af
Længsel.
Og saa kom han heller ikke idag!
Nanny var ikke den eneste, der havde ventet ham med Utaalmodighed.
Indtil for kort siden havde Ivan spaseret rastløs frem
og tilbage ude paa Terrassen og hvert andet Øjeblik set paa
sit Ur.
Han havde en meget vigtig Meddelelse at gøre ham. Han havde
modtaget Brev fra Overretssagfører Hasselager, der anmodede
om at faa Pers Adresse opgivet, da han og Proprietær Nørrehave
og nogle andre Mænd gerne ønskede en Sammenkomst
med ham allerede den næste Dag. Ivan havde ment, at han paa
denne Tid af Dagen sikrest vilde træffe Per her; men da han
fik at vide, at der var kommen Telegram til Jakobe, forstod han,
at det betød Afbud fra ham; og han havde da skyndt sig til Jernbanestationen
for mulig at finde ham inde i Byen.
Det var imidlertid bleven næsten mørkt i Stuen. Husjomfruen
kom ind og lukkede Havedøren; hvorefter der blev stillet tændte
Lamper omkring paa Borde og Konsoller.
Jakobe havde ikke vist sig. Heller ikke da Teen blev budt om,
kom hun tilstede, skønt der udtrykkelig var bleven kaldt paa
hende. Nanny, der ogsaa havde hørt om Telegrammet, tog dette
for et godt Varsel. Det blev saamænd ikke til noget med det Giftermaal!
Forældrene talte jo ogsaa saa lidt som muligt derom,
saa de havde vist heller ikke stor Tillid til det.
Der blev nu musiceret en Timestid, og da Klokken var elleve,
lavede Gæsterne sig til at gaa. Nanny derimod dristede sig dénnegang
til at trodse Dyhrings bestemte Forbud og blev der om
Natten, fordi hun haabede paa, at Per vilde komme den næste
Morgen. 
LYKKE-PER
I dette Øjeblik vendte Ivan tilbage fra Byen med sit mest forstyrrede
Ansigt paa. Da de Fremmede var gaaet, spurgte han,
idet han vendte sig mod Forældrene og Nanny:
„Har Jakobe ikke været hernede iaften?"
„Nej ... hvorfor?"
„Sidenius er rejst."
„Rejst? Hvorhen?"
„Det er nok til Jylland. De sagde paa Hotellet, at han vilde
blive borte et Par Dage."
„Naa, ja. Han er vel taget over til Begravelsen," sagde Moderen.
„Saa er det derom, han har telegraferet til Jakobe."
„Jamen, det er alligevel saa underligt ... saadan at rejse væk
uden at sige noget. Og netop nu!" sagde Ivan og fortalte om det
Brev, han havde modtaget fra Hasselager, og om Oberstens Visit,
der endnu ikke var bleven gengældt.
Fru Salomon saae spørgende paa sin Mand. Men han sagde
ingenting. Han havde gjort sig til Regel ikke at udtale sig om
sin tilkommende Svigersøn. Han rystede blot paa Hovedet og
sagde:
„Naa, lille Børn! Skal vi saa gaa i Seng!"
» •
•
Det Skib, hvorpaa Per befandt sig, var forlængst naaet ud i
aaben Sø.
Som en svømmende Kæmpesarkofag gled det store, sorte
Skibsskrog henover den rolige Havflade i den halvlyse Nat,
mens Kulrøgen bølgede ned over det som et Sørgeflor. Himlen
var skydækket og laa tung og sort langs Kimingen. Men hist
og her var der en Rift i Skyerne, hvorigennem et Par blege
Stjerner kiggede ned som Engleøjne, der syntes at følge den
højtidelige Ligfærd.
Per sad ensomt paa det øvre Midterdæk, indsvøbt i sin Kappe,
og saae ud over Vandet. Han havde valgt sig en Plads saa nær
som muligt det Sted, hvorunder Moderens Kiste stod.
Alle Skibets andre Passagerer var efterhaanden gaaet til Ro. 
LYKKE-PER
Hverken fra Fordæksrummene eller Kahytterne hørtes længer
Stemmer.
Oppe paa Kommandobroen gik den vagthavende Styrmand frem
og tilbage med hurtige Skridt; og henne fra Agterstavnen lød
med visse Mellemrum et Log-Urs korte Klingren. Ellers hørtes
der over hele det store Skib ingen anden Lyd end Maskinens og
Skruens ihærdige Stampen og nu og da nede fra Dybet en Raslen
af Fyrbødernes Skovle.
Nede i Sydvest var Fyret paa Hesseløen dukket op over
Synsranden.
Vagten paa Broen og ved Rattet afløstes kort efter; og Per
lagde Mærke til, at første og anden Styrmand ved denne Lejlighed
forhandlede om noget, der fik dem til at sænke Stemmerne.

Straks efter var alt igen dyb Ro og Stilhed rundt omkring
ham.
Han tænkte ikke selv paa Hvile. Han vilde vedblivende være
Moderen saa nær som muligt; og desuden vidste han, at han
ingen Søvn vilde faa.
... Saa mange Billeder fra Barndomshjemmet gled ham forbi
i denne Nat, mens han sad der og stirrede ud over den selvlysende
Havflade. Han havde egenlig aldrig før dannet sig en
sam'.et og ordnet Forestilling om sin Moder. Som hun i Livet var
bleven stillet i Skygge af den myndige Fader, var hans Erindring
om hende bleven formørket af det absolute Ubehag, hvormed
han endnu stadig mindedes denne. Han huskede hende
bedst fra hendes lange Sygeleje. Naar han i Tankerne — vaagen
eller i Drømme — havde beskæftiget sig med hende (og
det var sket hyppigere, end han rigtig selv vidste) havde han bestandig
set hende i Sengen, i det halvmørke Sovekammer med
det a'.tid nedrullede mørkegrønne Gardin, hvor enten han selv
eller en af hans Søskende sad ved Sengens Fodende og gned
hendes syge Ben. Men i de sidste Dage var der dukket stadig
flere Minder op fra den Tid, da hun endnu færdedes i Huset derhjemme,
da hun Aften og Morgen selv vaskede og klædte de
mindsts Børn, da hun stoppede og lappede om de større, læste 
12
Lektier og skrev Stile med de allerstørste, og da hun hver Nat
gik omkring til dem i Barnekamrene i lange, hvide Klæder, lagde
en Pude tilrette hist, klappede en Dyne til her, og med sin mærkeligt
bløde Haand strøg dem over Haaret, naar de i Halvsøvne
slog Øjnene op og vendte sig.
Tydeligst huskede han fra den Tid Krigsaaret, hvis Ulykker
han havde været for lille til at forstaa, og hvis Uro og Uregelmæssigheder
derfor blot havde moret ham. Byen havde i Maaneder
været besat af tyske Tropper, der daglig drog gennem
Gaderne med Musik og vældige Tamburmajorer i Spidsen for
at stille til Revy paa Torvet eller Ridebanen. I selve Præstegaarden
havde der altid været fuldt af Soldater, ofte henved en Snes
Stykker foruden syv-otte Heste, der stod opstaldet i Tørvehuset
og hver Morgen blev trukket ud i Haven for at strigles under en
Officers Opsigt. Der var kun bleven levnet Familjen nogle faa
Værelser, hvori de mange Børn maatte stuves sammen paa maa
og faa. Han havde fundet alt dette underholdende. Og saa havde
de faaet Sirup paa Maden, fordi de ikke havde Smør!
Ved at tænke efter kunde han nu forstaa, at Moderen paa den
Tid maatte have gaaet og ventet sin Nedkomst. Ventet sit tolvte
Barn. Ventet den tolvte vaandefulde Kamp med Døden. Og ikke
nok dermed. Nogle af Børnene var bleven syge, og et af dem,
en lille Pige paa tre Aar, døde under svære Lidelser. Som han
siden havde hørt det fortælle, netop som et prøjsisk Regiment
var rykket ud af Byen og et andet ventedes, udaandede hun i
Moderens Arme.
Var det underligt, at hendes Væsen tilsidst var bleven lutter
Bekymring? Mon ikke den yngre Slægt, der selv var vokset op
i en Tid, som i ydre Henseende havde formet sig saa fredelig,
saa sindsberoligende, af den Grund ofte viste sig uretfærdig
mod Utryghedsfølelsen og Modløsheden hos de Ældre, og da
navnlig hos dem, der havde udstaaet Krigens Lidelser og Ydmygelser?
Maatte han for sit Vedkommende ikke snarest forbavses
over, at Moderen ikke helt var bukket under? Jakobe, scm dog
selv havde gennemgaaet en Del, havde jo ogsaa forleden undrende
spurgt, hvorfra dog Moderen havde faaet denne næsten 
21
overmenneskelige Kraft til med sit svage Legeme at bære alle
Skæbnens tunge Tilskikkelser uden engang at klage.
Ja, hvorfra havde hun faaet den? Hvilken indre Kraft havde
i det hele bjerget den ældre Slægt saa nogenlunde frelst gennem
Datidens Ulykker, gennem Krigsaarenes frygtelige Ophidselse
og den dødlignende Lamhedstilstand, der fulgte efter, ...
gennem hele denne blodige Sammenstyrtning, paa hvilken Moderens
Lidelseshistorie var som et gribende Sindbillede?
For sit eget Vedkommende havde Moderen ikke været i Tvivl
om Svaret. Han huskede et Ord, hvortil hun i Samtaler idelig
kom tilbage:
Det er jo dog, o Herre Krist!
min Ære ej, men din forvist!
... Han rejste sig op med en heftig Kuldefornemmelse og
begyndte at gaa op og ned ad den lange Løbemaatte, der var
lagt langsad Dækket. Men han følte sine Ben som Sandsække,
og hans Hoved var saa tungt af de sidste Dages Sindsbevægelser,
at han hurtig maatte sætte sig igen.
I det samme kom Styrmanden ned fra Kommandobroen og
stillede sig op i Nærheden af ham i den tydelige Hensigt at indlede
en Passiar. Han gjorde Per opmærksom paa en Række Baadfartøjer,
der laa og vuggede paa Dønningerne med slappe Sejl,
og fortalte, at det var Flynderfiskere, som drev hjemad med
den sydgaaende Strøm fra Bankerne omkring Anholt.
Per svarede kort: „Ja saa."
Han var kommen til at tænke paa det Brev, Moderen havde
efterladt til ham, og paa Pakken, der rimeligvis indeholdt Faderens
Ur. Han vidste ikke, hvorledes han skulde faa Mod til at
læse det Brev. Han vilde saa gerne kunne tro, at Moderen dog
ikke havde været helt uforstaaende; — men der havde været
noget i Eberhards Blik den foregaaende Dag, som i den Henseende
ikke varslede godt.
Han rejste sig atter, paany gennemisnet af en pinefuld Uro,
saa han ikke kunde holde sig stille.
„De skulde hellere ta' og lægge Dem," sagde nu Styrmanden 
12
og gik ham tættere ind paa Livet med Hænderne i Lommerne.
„Det er Fanneme for koldt at slibe den af her ovendæks."
Den respektløse Tone fik Per til at rette sig. Han havde et
myndigt Svar paa Læben. Da gik det op for ham, at han rimeligvis
var mistænkt for at sidde i Selvmordstanker, og at det
havde været herom, der før ved Afløsningen var bleven vekslet
nogle sagte Ord mellem Styrmændene.
Han spurgte rent ud Manden, om han troede, han vilde springe
overbord.
„Naar De selv siger det, saa vil jeg ikke fragaa, at vi har
haft en lille Tanke henad den Kant til. Saadan noget hænder
jo, og det er vi naturlig helst fri for, begrundet især paa det
meget Vrøvl, det gi'er bagefter med Forhør og den Slags. Det
er saamænd ikke længer siden end nu i Høsten, at vi havde det
Uheld med en Mand, der sprang i Søen for os, netop i det her
Farvand."
„Hvad var det for en Mand?"
„Det var en Dækspassager. Han var fra Horsens. Det var nok
gaaet ham forkert i Verden, sa' de. Vi saae ikke andet af ham
end hans Hat; og han har ikke ladet høre fra sig siden. Saa han
er nok gaaet i Makrellerne."
Per tog uvilkaarligt Øjnene til sig, sagde derpaa Godnat og
søgte ned under Dækket.
I et Par Timer laa han nede i den beklumrede Salon mellem
en Samling prustende og stønnende Mennesker og kunde ikke
falde i Søvn. Tankerne vilde ikke hvile. Han følte, at der i denne
Nat fuldbyrdedes en længe forberedt aandelig Fødsel i ham. Det
var, som om der i Mulm og Taage var ved at oplade sig en ny
Verden for ham, hvortil han endnu kun daarligt kunde skimte
Vejen. Hvad der laa bag ham, svandt hen i Intethed. I en gammel
værkbruden Præstekones Lignelse havde der aabenbaret sig
for ham en Kraft, mod hvilken selv en Cæsars Vælde nu syntes
ham fattig og ringe, — en Kraft og Storhed i Lidelsen, i Forsagelse,
i Opofrelse.
Han laa med Hænderne bag Hovedet og saae med vidtaabne
Øjne ud i Halvmørket under en angstfuld Forudfølelse af de 
23
Sjælekampe, der forestod ham. Alligevel var han ikke nedslaaet.
Til sin egen Forundring misundte han slet ikke de Mennesker,
der laa rundt om ham og prustede og snorkede under Virkningen
af en rolig Samvittigheds Sovedrik. Der var i hans vaagnende
Anger og Smerte noget af det samme underfuldt betagende
som i en fødende Kvindes Veer, der bebuder, at et nyt Liv er
i Frembrud med nye Forhaabninger og nye Forjættelser.
I Daglysningen gik Per fraborde ved det første Landingssted
i Fjordens Munding, hvor Skibet stoppede. Fra Toppen af en
Banke fulgte han det med Øjnene paa dets langsomme Fart gennem
Fjordens mange Krumninger i det milevide Engdrag — den
samme Vej, ad hvilken han selv for otte Aar siden stævnede
ud i Verden med et saa ungdommeligt Mod og saa sollyse Forhaabninger.
Otte Aar! Og han havde jo virkelig haft „Lykken"
med sig. Han havde jo endda vundet det Kongerige, han havde
eftertragtet, og til hvis Krone han havde følt sig baaret!
Mens Duggen satte sig i hans Øjenhaar som regnbuefarvede
Taarer, blev han ved med at stirre efter den bortglidende Sarkofag
derinde over de blomstervrimlende Enge, indtil den forsvandt
for ham i den gyldne Morgentaage som et Syn, der lukkedes
ind i Himmelens Riger. 
NITTENDE KAPITEL
I en af det østlige Jyllands frodigste Lavninger laa en Herregaard,
der med sine brunrøde Mure og bredt opstigende Trappegavle
mindede om et Kloster. Det var Kærsholm. Den laa i
Kanten af et fladt Engdrag, der krummede sig gennem Landet
som en mægtig, grøn Flod med mark- og skovklædte Højder
paa begge Sider.
Midt igennem Engen flød en doven Aa — de kummerlige
Rester af det stolte Vandspejl, som engang havde dækket den
næsten milebrede Dalbund. Naar man kom gaaende henad Engen
og ikke netop befandt sig ved Bredden, kunde man slet
ikke se noget til Aaen. Man øjnede intet andet end denne uendelige
Flade af glinsende Grønsvær, stødte kun hist og her paa
en Grøft eller paa en Pyt med noget stillestaaende Vand. Underligt
var det da at tænke paa de friske Bølgemasser, der i svundne
Dage havde skvulpet mellem disse fredelige Bakkedrag. Her,
hvor smaa brune og graa Sangfugle frygtsomt svang sig op fra
Sivene, havde engang de store Havmaager kreset paa deres
sølvskinnende Vinger. Her, hvor nu Grøftegravere og Møgspredere
sad og gumlede andægtigt paa deres Fedtebrødsmellemmad,
havde kampdrukne Fribyttere svunget sig iland fra deres
blodbestænkte Skibe og under Lystighed baaret de hjemførte
Skatte op til deres Gaarde.
Deroppe paa Højderne, hvor nu lyse og venlige Lunde løftede
sig over Kornmarkerne, rugede dengang Vildskovens
mørke Masser, hvorfra Ulvene tudede i de maaneklare Frostnætter.
Endnu længe efter at Landet havde hævet sig og den 
25
fordums Havbund var bleven draget ind under Bondens fredelige
Syssel, bevaredes Skoven som Tilflugtssted for Vovemodet
og den kække Bedrift. Herfra skrattede de høje Herrers Jægerhorn,
naar de sprængte afsted med Døden paa Sadelbuen og
drog deres blodige Spor gennem Tykningerne. Her fik ogsaa
Stormen igen sit fulde Mæle, — en tusindstemmig Brusen,
i hvilken der hørtes som en spøgelseagtig Efterklang af hin Havets
dybe Orgeltone, der havde fyldt Menneskenes Sind med
Rædslens store Højtid.
Men lidt efter lidt trængtes ogsaa Skoven tilbage af den
nærsomme Muld. En Skare vaabenløse Fremmede byggede sig
Bo og plantede en Have derinde for at leve i Ensomhed af Jordens
Frugter. Ad en Vej, der betegnedes af rejste Kors og hellige
Billeder, var de kommen dragende sydfra i lange Kitler og
med Sandaler under de nøgne Fødder, — og snart ringede den
første Bedeklokke sit „Fred paa Jorden" ud over Vikingernes
gamle Land. Og Aarene gik. Fra alle Sider gnavede Bondens
ublodige Økse sig ind i Skovens Mørke, hvor Kragerne allerede
skræppede fra Ørnenes forladte Redepladser.
Og Aarhundreder svandt. Fra blomstrende Marker og Enge
flommede den moderlige Jords Fedme ind over Tærsklerne til
de udvalgte blandt Menneskenes Børn, dyngede sig op i Lader
og Stalde, fyldte Klosterkælderne og Herregaardenes Forraadskamre
med solid Slagtemad og honningsødet 01 for tilsidst at
samle sig som Spæk og tykt Blod bag Munkekutten og Ridderens
blankskinnende Harnisk. Og se, da den fromme Klosterbroder
havde faaet Spæk paa Nyrerne, grebes han af kødelige
Anfægtelser. Han fik Trang til at gifte sig, han følte det sluttelig
som sin ligefremme Kristenpligt at blive Familjefader og
uden alt Sværmeri dele Livets Goder med de andre Adamssønner.
Kirken blandede Blod med det borgerlige Samfund. Ud
af den grove Bodsdragt med Sandalerne og det haarde Hampereb
fremtraadte som af et Puppehylster den første Pastor Sidenius
med den brusende Pibekrave og den store Børneflok. Samtidig
faldt ogsaa Herremanden mere og mere til Ro i den borgerlige
Samfundsorden. Med sin nedarvede Velstand, som gav­
12
milde Love beskyttede, fristedes han stadig mindre af Eventyret
og det ubekvemme Krigerliv. Vikingernes Ætling var bleven
Studehandler og stoltserende Landjunker med Fløjlsbukser
og brammende Fjerbusk over Hatten. Stor og kødtung, svulmende
af uforbrugt Kraft, red han frem paa sin fjertende Ganger
som et Billede paa den hjemlige Muldjords Velsignelser.
Det var Mænd som Hr. Lave Eskesen Brok, der laa i Kiv
og Proces med det halve Jylland, eller som hin Ridder Oluf
Pedersen Gyldenstjerne, hvem hans egne Søstre, Fru Elsebe
og Jomfru Lene, tilsidst forklagede ved Viborg Landsting „for
den store Forfang og Uret, han gjorde dem, i saa Maade, at
han slog og jagede dem og deres Folk med Vaaben og dragne
Sværd og slog deres Huse om og tog deres Gods voldeligen
fra dem," — Mænd, i hvem Søhaneblodets Daadstrang og friske
Selvraadighed havde indkapslet sig som studeagtigt Hovmod og
Forfølgelseslyst. Eller det var Individer som Jørgen Arnfeld,
hos hvem Fortidens Vildskab brød ud som blodig religiøs Fanatisme,
— en Troens Vellystning, der lod bygge hemmelige Lydrør
fra Slottets Fangekældere op til sine Værelser, for at hans
Sjæl kunde gotte sig ved Jammerskrigene fra Heksekællingerne
og andet Fandens Pak, som han i den kære Herre Jesu Kristi
velsignede Navn lod pine tildøde nede i de gravmørke og mudderfyldte
Huler.
I ørkenagtig Ensformighed og Stilhed strakte nu den fedtglinsende
Engflade sig hen mellem Bakkerne uden Vej eller
Sti, uden et Hus eller blot et Træ. Naar det ikke netop var i
Høslettens Tid, kunde man timevis følge den ormebugtede Aabred
uden at møde noget Menneske eller høre anden Lyd end
Aaens Smaasnakken og af til den dæmpede Dundren af et Jernbanetog,
der kørte over en Bro et Sted langt borte.
Om det saa var den gamle Sejlads med Kaage — den allersidste
Levning af Fortidens Skibsfart, der endnu for en halv
Snes Aar siden havde skabt noget Liv paa Aaen — saa var
den nu saa godt som ophørt. Der kunde gaa flere Uger, uden at
man saae nogen af disse lange, bredbovede Fartøjer, der i la­
27
stet Tilstand laa saa dybt paa Vandet, at Mandskabet, naar det
ved Hjælp af vældige Stager skød dem op mod Strømmen,
akkurat kunde gaa tørskoet paa Trædeplankerne langs Ræ­
lingen.
Oftere vilde det hænde, at man stødte paa Folk, der i god
dansk filosofisk Ro sad ved Bredden med lange Medestænger
og smøgede Tobak. Til Tider saaes ogsaa Glivfiskere — Mænd
eller Kvinder, der stod ude i Aaen med Vand til op over Livet
og jog Aalen op af Bundens levrede Dynd.
Endelig kunde det ske, at man traf paa en enligt gaaende
Jægersmand, som Egnens Folk helst undgik at møde her, —
en høj, tør, dystert udseende Person med optrukne Skuldre og
et Par lange Ben i store Støvler. Han gjorde nærmest selv et
sky Indtryk og besvarede i Reglen ikke Folks Hilsen. Hans
Ansigtsfarve var gusten, Næsen flad. Et grovt, mørkt Skæg dækkede
Munden.
Det var selve Herren til Kærsholm, Hofjægermester Prangen.
Mens hans to spættede Tisper halsede omkring paa Engen
og engang imellem forsvandt i Sivene med et Plask, gik han selv
med langsomme Skridt ret ud efter Taaen. Hans Bøsse hang
gerne over Ryggen, og Hænderne var begravet i de skraa Taskelommer
paa hans langtavede Jagtpjækkert. Det var tydeligt nok:
han færdedes her ikke saa meget for at skyde som for at være
alene med sig selv og sine mørke Tanker.
Mellem Folk paa Egnen taltes der ofte om, hvad det vel
kunde være, Hofjægermesteren saadan gik og rugede over. Han
havde aldrig været let at blive klog paa. Det var, som om der
boede mere end eet Menneske i ham. Den tavse Mand med det
skulende Blik kunde til Tider optræde som en snaksom Selskabsbroder,
en Miinchhausen, struttende af den naragtigste
Selvfølelse. Engang mente man, at det var hans Kones Forhold,
der gjorde ham saa spekulativ. Nu var man mest tilbøjelig
til at søge Forklaringen i de mange Processer, han stadig
indviklede sig i, og som i Almindelighed fik et højst bedrøveligt
Udfald for ham. Dog taltes der ogsaa om et Maveonde, og
sikkert var det, at Stafetten paa Kærsholm ikke sjælden maatte 
12
sprænge afsted til Stationsbyen for at hente Draaber paa Apoteket.

Pudsigt nok var Hofjægermesteren i Almindelighed ikke
selv istand til at fatte Aarsagen til sin Forstemthed. Bedst som
han sad veltilpas i sin Stue og underholdt sig med at se Røgskyerne
fra sin Pibe sejle om i Solskinnet, kunde Tungsindet
stige op i ham som et Mulm og formørke Tilværelsen for ham.
Saa begyndte han at tænke sig om, og under sin forgæves Sø­
gen efter en Anledning sank han bestandig dybere ned i Trø­
stesløshed.
Rundt om i Kærsholms Stalde og Loer rygtedes det hurtigt,
naar „Humøret" var kommen over Hofjægermesteren, og der
blev da en almindelig Listen-af overalt, hvor hans langbenede
Skikkelse tonede frem. Han var under saadanne Forhold heller
ikke rigtig hyggelig at se paa med sine blaasorte Øjenhuler
og den duvende Nakke, der gav ham en Holdning som en Stud
med et Bræt for Panden.
Hans Kone, der var saa klog en Dame, men ogsaa for stolt
til at ville undergive sig hans Luner, lod altid, som om hun ingenting
mærkede. Hun vidste, at ethvert Forsøg paa at indvirke
paa hans Stemning kun gjorde ondt værre. Ondet skulde have
sin Tid og forsvandt da lige saa ueftersporligt, som det var
kommet. Ved deres ensomme Maaltider, hvor Hofjægermesteren
ikke aabnede Munden uden for at spise, overtog hun hele
Underholdningen, idet hun iøvrigt tæmmede ham ved at sørge
for, at han fik sine Livretter. Hofjægermesteren var nemlig en
stor Spiser, og selv det sorteste „Humør" indvirkede aldrig paa
hans Appetit. Vældige Portioner Risengrød med sødet 01, Stegeflæsk
med Æblemos, Medisterpølse med stuvet Kaal og lignende
Sager forsvandt i ham som i en Præstesæk.
Efter Maaltidet trak han sig tilbage til sit eget Værelse, der
var adskilt fra Dagligstuen ved en lille Havesal. Men med stor
Behændighed sørgede Hofjægermesterinden altid for, at Dørene
imellem dem ikke blev lukket, ligesom hun i det hele af Hensyn
til Tjenestefolkene forhindrede, at hendes Mand afsondrede sig
altfor aabenlyst. Hun vidste, at der gik en Del Snak om deres 
29
Ægteskab, og det var hende ogsaa af anden Grund om at gøre,
at Vejen imellem dem holdtes aaben for Fortroligheden.
Hofjægermesterinden havde været over tredive Aar, da hun
giftede sig med daværende slet og ret Godsejer Prangen. Forbindelsen
havde vakt en Del Smil og Undren hos hendes Standsfæller,
mellem hvilke Hr. Prangen, naar han overhovedet var
kendt af dem, kun nød Ry for sin Ubegavethed og sine utrolige
Løgnehistorier. Allerede dengang havde Rygtet paa Egnen haft
travlt med hendes Fortid. Det blev fortalt, at hendes Skønhed
tidligt havde optændt en meget højtstaaende Herres Behag, men
om dette havde ført til noget fortroligere Bekendtskab, kunde
man til sin store Ærgrelse aldrig faa paalideligt oplyst. Ikke desmindre
vakte det regelmæssigt nogen dulgt Munterhed, naar
Godsejeren i sine oprømte Øjeblikke gjorde sig til af sin Kones
Forbindelser ved Hove.
Ogsaa senere havde hun ved sin Livsførelse givet Anledning
til megen Omtale. Paa Grund af hendes hyppige Rejser til Kø­
benhavn og langvarige Ophold ved udenlandske Badesteder
havde man sat hendes Navn i Forbindelse saa med en, saa med
en anden af Landaristokratiets galante Mænd. Men der var stadig
Ingen, der rigtig vidste Besked; med stor Snildhed havde
hun forstaaet at kaste Efterforskningen Sand i Øjnene; og hendes
Mand — der desuden var saa optaget af sine Processer og
sine Fordøjelsesbesværligheder — havde derfor heller aldrig
eller i al Fald kun øjebliksvis næret nogen Mistanke til hende.
Selv tog hun sig i sine yngre Aar disse ægteskabelige Synder
meget let. Naar hun havde giftet sig med Prangen, var det
netop, fordi han havde egnet sig til at tjene som Skærmbræt
for hendes Passioner. Og forøvrigt retfærdiggjorde hun sig dengang
med, at hun havde givet ham rundelig Erstatning ved at
skaffe ham en Titel, der var adskilligt højere, end han efter sin
Fødsel, sit Dannelsestrin og sine Formuesomstændigheder havde
kunnet vente.
Imidlertid, da hun var bleven ældre og Blodet var gaaet af
Kog, havde Samvitigheden meldt sig med Fordring paa sit Tilgodehavende
forøget med dens sædvanlige Aagerrenter. HofLykke-Per
II n 
13
jægermesterinden var i de senere Aar bleven stærkt religiøst interesseret.
En vis Pastor Blomberg, der var Præst i Nabosognet,
havde i saa Henseende haft stor Indflydelse paa hende. Han hørte
ikke til disse sværmeriske Bodsprædikanter, der paa andre Kanter
af Landet manede Middelalderen op af Graven. Det var
tværtimod en meget jævn og saare menneskelig Præst, der afskyede
al Overdrivelse, al Svulst — en frejdig, trøstefuld Forkynder
af et hyggeligt Hverdagsevangelium, som ikke krævede
uoverkommelige Opofrelser i Henseende til Livets Behageligheder
og derfor havde vundet mange Tilhængere.
Hofjægermesterinden var uendelig taknemmelig for, at hun
saa forholdsvis let og smertefrit var bleven befriet for sin Syndeskyld.
Hun helt forelskede sig i denne Kristendom, der var saa
rørende fordringsløs. Kunde det end af og til falde hende lidt
vanskeligt at huske sine Andagtsstunder, og kneb det undertiden
med at finde den rette, barnligt tillidsfulde Tone i sine personlige
Henvendelser til den Højeste, saa fulgte hun til Gengæld
med Liv og Sjæl alle opsigtsvækkende Begivenheder indenfor
Kirken. Hendes Værelser var oversvømmet af gudelige
Bøger og Tidsskrifter; og i private Krese tog hun til Tider selv
Ordet i Debatten, idet hun mere og mere aabenlyst optraadte
som Missionær for den blombergske Tro.
*
Det var i dette Hjem, hos disse Mennesker, at Per søgte Tilflugt
efter sin hemmelige Nattefart over Kattegat med Moderens
Lig. Baade legemligt og sjæleligt forkommen naaede han
Kærsholm ved Middagstid samme Dag, som han om Morgenen
tidlig havde forladt Skibet ved Fjordmundingen.
Han fik den bedste Modtagelse ikke alene af Hofjægermesterinden
og hendes Søster, Baronessen, som endnu opholdt sig der
paa Besøg, men ogsaa af selve Hofjægermesteren, som netop
havde modtaget Meddelelse om, at han undtagelsesvis havde
vundet en af sine Processer. 
31
For straks at sætte Per ind i Processens vidtløftige Forhistorie
førte han ham ind i sin Stue, og benyttede her Øjeblikket
til at fortælle ogsaa om de andre to Retstrætter, han havde vundet
i sit Liv, og hvoraf den ene efter hans Fremstilling drejede
sig om et saa enestaaende mærkværdigt og indviklet Tilfælde,
at Højesteret havde voteret i Sagen samfulde tre Dage.
Per var glad ved at faa Lov til at sidde ganske tavs med
sine egne Tanker, der stadig fulgte Moderens Kiste.
Hofjægermesteren, der ikke var vant til at have en saa taalmodig
Tilhører, betroede bagefter sin Kone, at han fandt hendes
unge Ven meget tiltalende. Da Per ved Middagsbordet bragte
Tiden for sin Afrejse paa Tale, var Hofjægermesteren næsten
den, der ivrigst søgte at overtale ham til at slaa sig lidt til Ro
paa Kærsholm nu, da Sommeren endelig var kommen.
Per var let at friste. Han følte slet ingen Længsel efter Kø­
benhavn. Og — tænkte han — hvor skulde hart kunne finde
et bedre egnet Sted til at gennemstride den aandelige Krise,
hvis Komme han forudfølte? Han havde faaet et roligt og smukt
Værelse i en Sidefløj af Hovedbygningen. Det vendte ud mod
Parken, og Dagslyset derinde dæmredes mildt af en Række høje,
tætløvede Kastanier udenfor. Midt i Stuen, paa et hvidskuret
Gulv, stod et firkantet Egebord med svære Kugleben og fire højryggede
Stole omkring. Sengen havde Plads bag et Skærmbræt,
hvor den ligesom bevogtedes af en høj, gammeldags Jernkakkelovn
som af en Ridder i Rustning. Paa Væggen mellem
Vinduerne hang en Boghylde fuld af Bøger.
Han havde straks følt sig meget tiltalt af dette Værelse, der
var saa velgørende forskelligt fra de nummererede og uniformerede
Hotelrum, hvori han nu saa længe havde været fordømt
til at leve. Dets grønlige Halvskumring svarede til noget i hans
egen forventningsfyldte Stemning, — det var just et saadant
Lønkammer, et saadant klosterligt Enebo, han nu en Tid trængte
til. I Særdeleshed var han glad ved Bøgerne, paa hvis Rygge
han allerede havde læst Titlerne paa flere af de Opbyggelsesskrifter
og andre teologiske Værker, hvorom Hofjægermesterinden
i sin Tid ofte havde talt til ham med saa megen Varme.
9« 
13
Han telegraferede til Hotellet i København efter en Del af
sit Tøj. Til Jakobe skrev han et forklarende Brev, fortalte om
den pludselige Indskydelse, der havde drevet ham til at følge
Moderens Lig, og at han nu havde benyttet Lejligheden til at
indfri et Løfte om at hilse paa sine gamle Rejsefæller fra Italien.
Om Grundene til sin Forbliven paa Kærsholm tilstod han foreløbig
kun, at han trængte til at udhvile sig og samle Kræfter til
den forestaaende nye Rejse. Han sagde til sig selv, at hun dog
manglede de nødvendige Forudsætninger for at forstaa, hvad
han saadan i et Brev vilde kunne forklare hende derom. Det
maatte vente. Det var nu engang den ubodelige Skavank i deres
Forhold, at de ikke havde Rod i samme aandelige Jordbund.
Hvor megen god Vilje der end fra begge Sider var tilstede, deres
Naturers Forskelligartethed udelukkede i Virkeligheden al dybere
Fortrolighed.
Om Aftenen, efter at han havde faaet Brevet afsted, faldt der
straks mere Ro over hans Sind. Ved Solnedgangstid, da han sad
inde i Dagligstuen hos Damerne, havde han formelig en lille
Fornemmelse af Hjemmehygge i de ham dog saa fremmede Omgivelser.
Han forsøgte ikke nærmere at forklare sig Grunden;
men der var i de store, lidt lave og mørkladne Værelsers Stemning,
i den Maade, hvorpaa det sidste Solskær spillede ind over
de brede Vinduskarme, ja i selve Stuernes lidt indelukxede Luft,
hvori der kunde spores en savg Tørveos fra Køkkenet, — der
var i alt dette noget, der aandeagtigt omsluttede ham som en
moderlig Favn.
Hofjægermesteren, der havde slaaet sig ned inde hos dem,
rejste sig pludselig med et stort Rabalder og gik nynnende gennem
Havestuen tilbage til sit Værelse, idet han lod begge Dø­
rene staa aabne efter ham. Lidt efter hørte man ham rumstere
med noget klirrende og derpaa at slaa et Vindu op derinde. Og
med eet bragede Tonerne af et Valdhorn ud mod Bakkerne og
Skoven.
Blandt de mange løjerlige Indbildninger, hvormed Hofjægermesteren
opretholdt sin Selvfølelse, var ogsaa den, at han var
en Virtuos paa Messinginstrumenter. Først spillede han nogle 
33
raske Jagtsignaler, ... og et Ekko ovre i Skoven svarede med
en ligesom hengemt Klang fra hine fjerne Tider, da hans Forfædre
sprængte deres blodige Vej gennem Tykningerne. Saa
fulgte et Par Fædrelandssange, hvorefter han mere og mere
faldt hen til den lumre Følelsesfuldhed, der er enfoldige Hjerters
Poesi. Det lød forskrækkeligt. Tilsidst spillede han Melodien
til „Det er saa yndigt at følges ad", og, for ret at lægge en smægtende
Inderlighed i Foredraget af den gamle Sang til Ægtehjemmets
Pris, lod han sine falske Toner bæve og hendø paa en saa
kunstfærdig Maade, at Per tilsidst ikke turde se op fra Gulvet
af Frygt for at komme til at le. Hofjægermesterinden derimod
sad med Haanden under Kinden og saae ud gennem Vinduet med
et ømt og blidt og skyldfrit Kvindesmil.
Der gik et Par Dage for Per i hyggeligt Samliv med Herregaardens
Beboere. Hofjægermesteren var stadig i godt Humør
og viste ham rundt paa sin Ejendom. I Selskab med Damerne
foretog han om Eftermiddagen Køreture i den smukke Omegn,
og desuden gjorde han Smaaudflugter paa egen Haand eller sammen
med Forvalteren, en ung Mand i hans egen Alder.
Det varede da heller ikke længe, før han rent legemligt rettede
sig op og igen fik den brune Lød paa Kinderne, han havde
bragt hjem med fra Italien, og som klædte ham saa godt. Om
sit Forhold til det Salomonske Hus talte han saa lidt som muligt,
hvilket hurtigt blev bemærket af Hofjægermesterinden, der herefter
slet ikke berørte den Sag. Om sin Moder og om den egenlige
Anledning til sin Jyllands-Udflugt vogtede han sig ligeledes
for at tale, saalænge han endnu troede de to Damer hildede i
den fortvivlede Indbildning om hans hemmelighedsfulde Oprindelse.
Det varede dog ikke længe, før det gik op for ham, at
i det mindste Hofjægermesterinden maatte have skaffet sig Underretning
om hans Familjeforhold, og han kunde forstaa, at hun
havde sine Oplysninger fra den Pastor Blomberg, som hun et
Par Gange havde omtalt for ham med saa stor Respekt.
Den Tanke, hvormed han var kommen hertil, at henvende
sig til Baronessen om et Pengelaan, havde han hurtigt maattet
opgive. Han var ligefrem lidt bange for at blive ene med hende, 
13
fordi hendes Tone da blev saa uhyggeligt fortrolig. Med det
tørre lille kniplingsbehængte Hoved støttet af to Fingre begyndte
hun straks i sit svulstige Sprog at tale om den afdøde Broder og
endte regelmæssigt med at fremsige Vers af sine Yndlingsdigtere
Hertz og Paludan-Muller.
Under disse Forhold vendte han sit Haab til Hofjægermesteren
og hans Kone, idet han stadig var fast bestemt paa ikke
oftere at henvende sig til sin Svigerfader om Laan. Det maatte
ikke vedblivende kunne siges om ham, at han levede af Philip
Salomons Naadegaver.
Endnu havde han dog ikke kunnet finde noget belejligt Øjeblik
til at bringe Sagen paa Bane. Der var saa meget andet, der
optog ham, ikke alene i hans egen indre Verden, men ogsaa udenfor
ham. Fremfor alt i Naturen. Efter tre Dages Forløb havde
han kun lige faaet fortalt Hofjægermesterinden, at han med det
første agtede sig paa en Studierejse til Amerika.
Vejret holdt sig stadig sommerligt, og Aarstiden var netop den,
der klædte Egnen allerbedst. Mark og Skov stod med sit friskeste
grønne, og Engen var et eneste Blomstertæppe. Med Forvalteren
paa Gaarden var han allerede bleven halv Kammerat.
Han tilbragte gerne Hviletimen om Middagen ovre paa hans Væ­
relse, der laa for sig selv i en Fløj af Materialbygningen. Til
den ene Side havde man herfra Udsigt ud mod Mejeriet, hvor
opskørtede Malkepiger færdedes ud og ind med klirrende Bliksaaer,
til den anden Side vendte der et Vindu, ud mod et Gaardsrum
bag Møddingen, hvor Kærsholms vældige Præmietyr holdt
sine Stævnemøder med Køerne. Henstrakt paa Sofaen og med
en Cigar i Munden underholdt han sig her ved alskens landlig
Passiar, eller han legede med Forvalterens Hund, en sort Puddel
med Hvalpe. Forvalteren selv var en stilfærdig Jyde af den
Slags, der i al Skikkelighed kan vise sig saa respektløse overfor
alt, hvad andre gør Væsen af. Han havde en drilagtig Historie
at fortælle om hvem- og hvadsomhelst, der kom paa Tale, og
han gjorde det slet ikke af Ondskab, men alene for Pudsighedens
Skyld. Per fandt Fornøjelse i hans Selskab, og disse Sladretimer
her midt i Avlsgaardens livsfrodige Røre havde i det hele gjoit 
35
sit til at bryde den Uhyggestemning, hvori han var kommen
dertil.
En egen mystisk Tiltrækning øvede ogsaa Aaen paa ham. Det
var jo de samme glidende Vande, der — kun fem-seks Mil
herfra — klukkede langs den frønnede Brygge i hans Barndomsby,
og som med sine eventyrlige Sivbredder og skjulte Muddergrunde
havde været hans Drengetids store Kærlighed. Da
han en Dag opdagede en Baad i et Nøst ved Bredden, blev han
grebet af sin gamle Lidenskab for at fiske. Med Forvalterens
Bistand fik han tilvejebragt de nødvendige Redskaber og sad
derefter flere Timer daglig ude paa Aaen med nogle Snører.
Imidlertid gik Dagene, og den Krise, han havde imødeset
med saa megen Forventning og Spænding, udeblev foreløbigt.
Hvad der hin Nat paa Dampskibet havde samlet sig hos ham af
aandeligt Sprængstof, forpuffede i det sommerlige Friluftsliv,
lian her førte. Hofjægermesterindens Opbyggelsesbøger havde
hidtil faaet Lov til at staa saa godt som urørte paa hans Reol.
Han var den hele Dag paafærde; og naar han endelig om Aftenen
kom ind til sig selv og fik sin Lampe tændt for at sætte sig tilrette
med en Bog, fik han aldrig læst mange Linjer, før en behagelig
Døsighed sænkede sig ned over ham som en jordisk Velsignelse
og tvang ham til at søge Sengen.
Han begyndte endog saa smaat at længes efter Jakobe. Naar
han sad i sin Baad og lod sig gennembage af Solen, eller naar
lian laa og strakte sig paa sin Yndlingsplads oppe under Skovbrynet,
ønskede han undertiden, at hun havde kunnet dele disse
Dages Sommerglæde med ham. Hun vilde sikkert have haft godt
af at aande Strandvejsstøvet ud af sine Lunger; hun havde igen
i den senere Tid set saa overnervøs ud. Men saa kom han til at
tænke paa, at hun vistnok vilde betakke sig. Et Planteliv som
det, han i disse Dage førte, havde hun slet ingen Smag for.
Saadan at ligge ganske stille med Hænderne under Nakken
og lade Tankerne drive med Skyerne ud i det bundløse Blaa og
føle sit eget Væsen ligesom hensmelte og opgaa i Uendeligheden,
-— det var en Art Nydelse, hun aldeles ikke forstod.
Han huskede, hvorledes hun engang i et af sine Kærlig­
13
heds'oreve til ham havde brugt det Udtryk om sit Sind, at det
var hvileløst som Havet. Det passede.
Til hans Velbefindende bidrog tillige den Tvangløshed, der
prægede Livet paa Kærsholm. Ogsaa med Hensyn (il Klædedragten.
Hofjægermesteren selv stalkede rundt i Stuerne med sine
lange Støvler og klædte sig ikke engang om til Middagen. Heller
ikke Hofjægermesterinden var her i Hjemmet synderlig nøjeregnende
med sin Paaklædning. Og denne landlige Utvungenhed
virkede straks smittende paa Per, for hvem den strenge
Overholdelse af Formen i Svigerforældrenes Hus, disse idelige
Omklædninger, som ogsaa det moderne Rejseliv krævede, ofte
var faldet ret besværlig.
... En solvarm Eftermiddag, da Per vendte tilbage fra Aaen
med sine Medestænger over Skuldren, mødte han Hofjægermesterinden
i Selskab med en ung Dame, en Blondine i en klar
lys blaastribet Kjole. De to Damer kom gaaende opad den lange
Poppelalle, der fra Engen førte op til Parken foran Hovedbygningen.
De gik med hinanden om Livet; og der var særlig i den
unges Væsen noget, der bragte Tanken hen paa et Par Kærestefolk.

„Ingeniør Sidenius fra København, — Frøken Blomberg,"
forestillede Hofjægermesterinden halvt i Forbigaaende cg føjede
blot til, at Pastor Blomberg sad inde hos hendes Mand og vistnok
vilde være glad ved at hilse paa ham.
Per bandede ved sig selv, medens han gik videre gennem
Parken og ind paa sit Værelse. Han var overbevist om, at den
skønne Fred nu var forbi for ham. Denne Præst, der syntes at
spille en Rolle der i Huset, var ham paa Forhaand imod. Forresten
var det efterhaanden gaaet op for ham, hvem den Mand
var. Han erindrede, at han undertiden havde set ham omtalt i
Bladene som en begavet Talsmand for en af Tidens mange kirkelige
Retninger, og han mindedes ogsaa dunkelt noget om, at
hans Virksomhed havde været Genstand for Debat derhjemme
i Forældrenes Præstegaard, fordi Broderen Thomas Kapellanen
— havde været mere optaget af hans Forkyndelse, end
Faderen rigtig syntes om. 
37
Helst var han bleven paa sit Værelse under dette Besøg; men
Hofjægermesterindens Henstilling til ham om at hilse paa Præ­
sten havde i al sin Elskværdighed været af en saadan Art, at
den ikke godt kunde lades uænset.
Han fandt nu ganske rigtigt den fremmede Mand inde hos
Hofjægermesteren, hvor de to Herrer sad hver paa sin Side af
Bordet med en Kaffeopdækning imellem sig og i en Taage af
Tobak. Idet han viste sig i Døren, standsede deres Samtale paa
en Maade, der kunde tyde paa, at de netop havde siddet og talt
om ham.
Pastor Blombergs Ydre vakte straks en let Forbavselse hos
Per. Efter alt det, han her paa Kærsholm havde hørt om denne
kirkelige Reformator og hans Kamp for, hvad man kaldte et
menneskeligere Syn paa de guddommelige Ting, havde han forestillet
sig ham som en højnordisk Apostelskikkelse, en kristnet
Viking, — og han saae nu for sig en lille, tyk og pluskæbet
Mand, der ikke paa nogen iøjnefaldende Maade adskilte sig fra
Tidstypen paa danske Præstemænd af den vennesæle Art. I et
stort Hoved, der var ombølget af blaaragtigt Haar og Skæg, lyste
et Par klare, blaa, sjælfulde Øjne, — de lignede to store
Vanddraaber, hvori en fredelig Himmelhvælving spejlede sig. I
hans Klædedragt (han bar en stumpet Sommerjakke af sort
Lasting) ligesom i den Maade, hvorpaa han sad tilbagekastet i
Stolen og dampede paa en fortygget Cigar, kunde der spores en
vis Bestræbelse for at krænge Standspræget af sig, at afkaste
den „Velærværdighed", hvormed han til sine Kaldsbrødres Forargelse
drev saa mange respektløse Løjer. Men aldrig et Øjeblik
kunde man dog være i Tvivl om, at man havde en gejstlig
Mand for sig. Dertil var hans Skikkelse altfor umiskendeligt omskinnet
af den ganske særegne Art Selvgodhed, af den patriarkalske
Overhøjhedsfølelse, som bliver ved at hænge ved Kirkens
Mænd ligesom den Mug, der trods alle nymodens Varmeog
Ventilationsindretninger stadig slaar op fra Kirkernes gamle
Grund.
Pastor Blomberg rejste sig lidt besværligt fra Stolen og trykkede
Pers Haand med landlig Hjertelighed. 
13
„Ja ja — se se!" sagde han og bekiggede ham meget ugenert.
„Velkommen til vor Egn, Hr. Ingeniør!"
Der var bag det hjertelige i Tonen noget beskyttende eller
medlidende, der fik Per til at ranke sig.
„Ja, Navnet Sidenius er mig naturligvis ikke ubekendt," vedblev
den anden. „Blandt andet var jo Deres egen Fader en Mand
med megen Anseelse indenfor vor Stand. Skønt vi i en Række
Aar virkede her saa at sige som Naboer, har jeg dog aldrig kendt
ham personlig. Hans og min Opfattelse af Kirkens Tarv var vistnok
i mangt og meget saare forskellig. Men jeg agter ham i hans
Grav! Han var en nidkær Arbejder!"
Da Per intet svarede hertil, satte Præsten sig; og der blev et
Øjebliks Stilhed. Pastor Blomberg vendte sig atter mod Hofjægermesteren
og gav sig til at tale om Egnens Anliggender.
Per tcg Plads paa en Stol henne ved Vinduet og tændte sig
en Cig?.ret. Halvt bortvendt sad han her og saae ud over den
store Græsplæne, der bredte sig foran Hovedbygningen med et
forgyldt Solur i Midten.
Han havde faaet Øje paa Hofjægermesterinden og den unge
Pige, der var kommen tilbage ad Alleen og netop var i Færd med
at sætte sig paa en Bænk i Skyggen af en stor Bøg ovre paa
den anden Side af Plænen. Hofjægermesterinden slog sin Parasol
ned, og hendes Ledsagerske lagde sin bredskyggede Sommerhat
fra sig paa Bænken og strøg en Haarlok fra Panden.
Per gav sig til at se nøjere paa denne Præstedatter. Hun saae
ud til at være atten-nitten Aar og mindede ikke om Faderen
uden ved sin Blondhed. Hun var højvoksen, lidt opløben, med
slanke, fine Former. Paa Grund af Afstanden kunde han ikke
tydeligt skelne hendes Ansigtstræk; men rent som Skikkelse
betragtet fandt han hende meget indtagende. Som hun sad der i
Træets mørke Skygge, lidt frembøjet, med det ene Knæ over det
andet, og drejede paa en afplukket Blomst, som hun nu og da
lugtede til, var der noget drømmebilledagtigt over hende. Navnlig
ved Siden af Hofjægermesterindens massive Skikkelse med
det skinnende graa Silkeliv, der spændte over hendes Byste 
39
som et Staalharnisk, gjorde hun i sin luftige Dragt et næsten
ulegemligt Indtryk.
Det faldt Per ind, at der var en eller anden Person, som hun
mindede ham om. Allerede, da han saae hende ude i Alleen,
havde han haft en flygtig Fornemmelse i samme Retning. Denne
raakidagtige Slankhed, denne blonde, næsten sølvlyse Haarfylde,
disse skraanende Skuldre, — der var i alt dette noget,
der syntes ham gammelkendt, ja som stemte ham vemodig.
Henne ved Bordet rejste Præsten sig nu for at gaa.
Det var hans Agt, fortalte han, at besøge en syg Mand der i
Nærheden, en af hans Sognebaandsløsere, der var kommen galt
afsted med en uvan Tyr. Paa Tilbagevejen vilde han saa komme
herind igen og hente sin Datter.
Da han sagde Farvel til Per, betragtede han ham atter meget
uforbeholdent og lod ham vide, at dersom hans Vej en Dag
skulde falde om ad Bøstrup Præstegaard, vilde det fornøje ham,
om han vilde se indenfor.
„Jeg veed jo nok," sagde han muntert, „at Nutidens unge
Københavnere betragter Kirken som et Vankundighedens Tempel
og Præsteboligen som dets Forgaard. Men maaske er vi
dog ikke akkurat saa slemme, som Deres københavnske Presse
og Literatur vil gøre os til. Nu kan De jo selv se ad!"
Trods Tonens Overbærenhed gengældte Per dennegang hans
Haandtryk og takkede med en høflig Mumlen. Indtrykket af
Datteren havde rent uvilkaarligt stemt ham mildere mod den
selvfornøjede lille Mand.
Hofjægermesteren fulgte Præsten ud. Per derimod tog sin
store Straahat, som han havde medbragt fra Italien, og gik tilbage
gennem Havestuen. Her stillede han sig ud paa Verandatrappen
og gav sig til at se op mod Himlen, som om han aldeles
ikke anede Damernes Tilstedeværelse.
Hofjægermesterinden kaldte paa ham.
„Kan De gætte, hvad Frøken Blomberg synes, De ligner?"
spurgte hun.
Den unge Pige, hvis ene Haand Hofjægermesterinden holdt 
14
1 sit Skød, blev brændende rød og vilde lukke Munden paa
hende med den anden.
„Kære, hvorfor maa jeg ikke sige det? Jeg synes, det lød
saa morsomt. — Frøken Blomberg finder, De ligner en Nabob.
Og hun har virkelig Ret. Der er noget eksotisk over Dem idag."
„En Nabob!" gentog Per og saae ned ad sin lysegule, fløjlsagtige
Dragt, der ligeledes stammede fra Italien, og som han den
Dag bar for første Gang i Anledning af den stærke Solvarme.
„Det smigrer mig naturligvis. Kun mangler jeg desværre de
dertil hørende Millioner."
„Men dem faar De jo," henkastede Hofjægermesterinden.
Ordene faldt hende ud af Munden halvt mod hendes Vilje.
Hun fortrød dem straks og gav sig til at tale om andre Ting.
For Per var den lille Bemærkning god at faa Forstand af, —
02 han blev forstemt. Altsaa havde de siddet og talt om hans
o
Forlovelse, og naturligvis var da ogsaa hans Svigerfaders Penge
bleven bragt paa Bane. De to Ting var aabenbart uadskilleligt
sammengroet i Folks Bevidsthed. Forresten havde han af sig
selv begrebet, at Frøken Blombergs Nabob-Lignelse ikke just
var ment som en Kompliment.
Han satte sig ned og gav sig til at mønstre den unge Dame.
Og nu, da han havde hende paa nærmere Hold, saae han mere
nøgtern paa hendes Skikkelse og bedømte den som Kender.
Han fandt dog ikke meget at udsætte paa hende. Trods sin Forstemthed
maatte han undre sig over, at han ikke straks ved deres
Møde i Alleen havde lagt Mærke til, hvor smuk hun var.
Sikken et Par klare og uskyldige Øjne! Og saadan en smuk
Mund, saa blødt kruset, endnu lidt spæd maaske og lidt blodfattig,
men til Gengæld frisk og kysk som en vild Rose.
De to Damer havde givet sig til at tale om det samme Ulykkestilfælde,
som Præsten nylig berørte inde i Hofjægermesterens
Stue. I Vendinger, der mistænkeligt mindede om Faderens, fortalte
den unge Pige, hvordan „det beklagelsesværdige Menneske"
havde faaet hele Underlivet oprevet, og at Doktoren ikke
mente, han kunde leve. Men Per blev pludselig uopmærksom.
Det var gaaet op for ham, hvem det var, Frøkenen hele Tiden 
41
havde mindet ham om. Det var Francisca. Hans Nyboderskæreste!
— Herregud! tænkte han, helt blød om Hjertet, hvor det
dog var længe, siden han havde haft hende i sine Tanker! ...
Mens Damerne fortsatte deres Passiar, sank han en kort Tid
hen i sine Erindringer. Dog havde han stadig Øjnene hos Præ­
stefrøkenen, der ikke en eneste Gang saae paa ham og tilsyneladende
ikke tænkte paa, at hun blev iagttaget.
Ja — sagde han til sig selv, — Lighed var der virkelig. Højden
og Holdningen var omtrent den samme. Men unægtelig! Frøken
Blomberg var fornemmere i Tegningen, slankere i Linjerne —
en Francisca i forfinet Udgave. Der var ogsaa noget ved Spillet
omkring Munden, der mindede om hende. Hver Gang Frøken
Blomberg smilede, løb Tungespidsen vanemæssigt henover Overlæben
med en nydelig lille Bevægelse, der ligesom slikkede
Smilet bort.
„Det begynder at blive køligt. Skal du ikke have lidt paa
Skuldrene, lille Ven?"
Det var Hofjægermesterinden, der spurgte. Solen var dalet
ned bag Parkens Træer, og Fugtigheden fra den side jordbund
kunde straks spores i Luften her under Løvet.
„Jeg fryser ikke det mindste. Jeg sidder netop saa dejligt,"
sagde hun lykkelig over, at Hofjægermesterinden igen havde
taget hendes Haand og klappede den.
„Du skulde alligevel tage dit Slag paa. Du lagde det vist fra
dig inde i Dagligstuen."
Per rejste sig.
„Jeg skal hente det," sagde han.
Men i det samme var den unge Pige oppe fra Bænken. „Nej,
De kan dog ikke finde det," skyndte hun sig at sige. Og som
om hun var bange for, at han skulde følge hende, skred hun
hastig bort tværs over Græsplænen.
„Er hun ikke sød?" spurgte Hofjægermesterinden, da hun
var borte og Per igen havde sat sig.
„Jo, hun er ganske smuk," svarede han lidt kort.
„Ja, ogsaa det. Og en saa god Natur, saa aaben og sanddru.
Desværre er hendes Helbred ikke rigtig paalideligt." 
14
„Er Frøken Blomberg syg?"
„Kære, — hun har hele Vinteren ligget tilsengs. Af Tyfus.
Som hun selv siger, har hun i et Fjerdingaar tilhørt Døden mere
end Livet. Kan De ikke se det paa hende?"
„Naa jo, hun gør ganske vist et noget overjordisk Indtryk.
Men saadan netop svag —"
ja — Gud ske Lov — hun er da ogsaa nu over det værste,
og Sommeren vil forhaabenlig gøre Resten. Det kære Barn, hun
er saa manges Glæde her, og hun er selv saa taknemlig for
Livet som kun den, der i en saa ung Alder har været nær ved
at miste det, — ja, og som overhovedet veed at tage mod Livet
som en Naadegave fra sin Gud, Hr. Sidenius!"
Per saae ud til Siden. Han var i de sidste Dage bleven lidt
forlegen, saasnart Hofjægermesterinden strejfede religiøse Emner.
„Frøken Blomberg nærer vist en speciel Hengivenhed for
Dem," sagde han for at søge ind paa et andet Spor.
„Aa, hun holder af at komme her, det kære lille Menneske.
Hun hygger sig saa vel paa Kærsholm, siger hun. Omgangen
i hendes Forældres Hjem er maaske lidt ensformig for en saadan
ung Pige. Men forresten har de det rigtig yndigt hos Pastor
Blombergs. De skulde virkelig en Dag gøre Præsten et Besøg.
Han vilde vist være glad ved at tale med Dem."
Henne paa Havegangen nærmede Gartneren sig og blev staaende
i nogen Afstand.
„Hvad er der, Petersen?" spurgte hun.
Gartneren gik et Par Skridt frem med Huen i Haanden. Han
vilde bede hendes Naade være saa god at se et Øjeblik ned i
Køkkenhaven, naar det var hendes Naade belejligt.
„Jeg skal straks være der," sagde Hofjægermesterinden, hvis
kristelige Broderskabsfølelse endnu ikke strakte sig til hendes
egne Undergivne.
Lidt efter rejste hun sig og gik bort. Den unge Pige var imidlertid
kommen tilbage og saae højst ulykkelig ud ved at blive
ladet alene med Per. Hun sad med begge Hænder klemt om
Bænkesædets Kant og skiftede Farve et Par Gange. Og pludselig 
43
raabte hun til Hofjægermesterinden, der endnu ikke var kommen
af Syne, om hun maatte følge med.
Næsten før Svaret havde naaet hende, var hun oppe fra Bænken
og skyndte sig afsted.
„Husk ... du maa ikke løbe!" raabte Hofjægermesterinden
advarende.
Per skævede efter hende over sin Skulder, — og der gled
i det samme en Skygge over hans Ansigt.
Der var noget i denne Skyhed, der fremmanede mørke Erindringsbilleder
hos ham. Saadan havde ogsaa hans Søskende flyet
ham i hans Barndom, især naar Faderen ved Morgen- eller Middagsandagten
havde holdt en af sine store Straffetaler til ham.
Endnu for ganske nylig havde han jo genoplevet det, da han
mødte Tvillingerne og de stod der saa forlegne og knap vidste,
om de turde se paa ham.
Nabob! Det var naturligvis foragtelig ment. Pigebarnet var
jo flygtet for ham som for selve den Onde. Naa — hvad saa?
Siden hvornaar var han bleven saa ringe, at han ængstelig
maatte skotte til Hvermands Mening om ham? Eller var
det noget andet? Var Sandheden den, at han selv var begyndt
at føle sin stormende Jagt efter Lykken som en Skam?
Naa, det nyttede ikke at forfalde til den Slags Spekulationer.
Han maatte se at nedkæmpe denne overdrevne Følsomhed, der
i den sidste Tid havde ladet ham blive et saa værgeløst Bytte
for sine skiftende Stemninger. Det var paa Tide, at han gjorde
en Ende paa sin Lediggang her og kom tilbage til sit Arbejde.
Hvad han end kunde have forbrudt mod sig selv og andre, —
i sin Kamp, i sin Flid, i sin ærlige Vilje til at udrette noget godt
og nyttigt her i Verden vilde han fremtidig søge sin Retfærdiggørelse,
selv om ogsaa de store Sejre skulde udeblive for ham.
Der blev aabnet et Vindu oppe i Hovedbygningen. Det var
Baronessen, der nu var kommen op af sin lange Eftermiddagshvile.
Lidt efter viste hun sig paa Verandaen, sværmerisk drapperet
med en Kniplingsmantille, der var fæstet bag paa Hovedet,
- dertil stærkt pudret, som hun om Eftermiddagen gerne var 
144 LYKKE - PER
det, for at skjule de betændte Pletter, der i Dagens Løb blomstrede
frem i hendes Ansigt.
Per var med eet forsvunden. For ikke at blive ene med det
forstyrrede Menneske havde han listet sig ud af Parken. Han
spaserede nu afsted ude paa Landevejen, der førte langsmed
Engene op til Skoven.
Det var en af disse meget lyse og meget stille Sommeraftener,
der med al deres Fred kan være saa uhjemlige. Tavs og øde
strakte den skyggeløse Jord sig henunder en ligesom udslukt
Himmel uden Sol og uden Stjerner. Solen var forsvunden uden
al Højtidelighed, havde kun efterladt en lille, rødlig Taageplet
over Horisonten. Der var paa hele Himlen ikke en Sky, der
kunde indfange de stigende Straaler og kaste dem tilbage over
Jorden som en Afglans af Dagens Herlighed. Hist og her paa
Bakkerne glødede en Rude, — det var alt.
Men nede omkring Aaen vaagnede der, saasnart Solen var
borte, et eget aandeagtigt Liv. Engene begyndte at indspinde
sig i graalige Taagevæv, — snart skjultes hele den milebrede
Dalbund af en bølgende Røg. Det saae ud, som om Fjorden nu
mod Natten paa Genfærds Vis tog sit gamle Leje i Besiddelse.
Som en rygende Brænding, et Spøgelsehav, væltede den blege
Damp sig mellem Bakkerne.
Og paa en Gang sporedes der Liv derude. Et hornet Hoved
dukkede op af Taagehavet og brølte. Lidt efter skimtedes Overkroppen
af et Menneske, en Mand, der bagtil syntes at ende i
et mørkt Dyrelegeme med rejst Hale. Snart saaes et Mylr af
hornede Hoveder, der trængte sig omkring ham med løftede
Snuder og stødte Damp ud af Næseborene. Manden svang noget
over sit Hoved og gav nu og da et Raab fra sig man maatte
tænke paa en Kentaur i Kamp med en Flok Søuhyrer.
Det var Kærsholms tre hundrede Stykker Kvæg, som dreves
hjemad af en Hyrde med en knaldende Pisk. Det tog sig fra
Landevejen ud, som om Dyrene bevægede sig svømmende. Man
kunde ikke se andet af dem end Hovederne og de mørke Rygge,
der var i en egen gyngende eller svajende Bevægelse. Og Taagerøgen
drev henover dem og udviskede alle Omrids. 
45
Per havde sat sig til Hvile paa en Bænk, der stod under et
Træ bagved Landevejsgrøften. Med Haanden under Hovedet
fulgte han denne hjemvandrende Hjord, indtil den atter opslugtes
af Taagen. Smaa Flokke af Krager kom nu og da trækkende
henover hans Hoved, og han kunde høre, hvordan de med høje
Glædesskrig slog sig ned omkring deres Reder inde i Skoven
bagved ham. Et Sted i hans Nærhed sad en Frø i sit Vandhul
og gurglede sig velbehageligt. Ellers var der ganske stille milevidt
omkring.
Der sneg sig i disse Øjeblikke en modløs Forladthedsfølelse
ind over ham. Han tænkte paa Bibelens Ord: Ræve have Huler
og Fuglene Reder —. Selv vidste han ikke den Plet, hvortil
han følte sig knyttet ved et godt eller stærkt Minde. Med Tanken
paa den forestaaende Rejse sagde han til sig selv, at det
derfor i Virkeligheden var ligegyldigt, hvor i Verden han befandt
sig. Han vilde ikke være mere hjemløs midt paa Atlanterhavet
eller paa de amerikanske Prærier, end han var det her i Hjertet
af sit eget Fædreland.
I det samme randt et andet Skriftord ham i Minde og jog en
lille Kuldegysning gennem ham. Det var den bibelske Forbandelse,
hans Fader engang havde anvendt mod ham. „Fredløs og
ustadig paa Jorden være hver den, som trodser Herren —."
Det Ord var nu gaaet i Opfyldelse. Kains Skæbne hvilede over
ham ...
Paany steg Billedet af Francisca lokkende op for hans Erindring
i en Ramme af smaa, gulkalkede Nybodershuse og grønne
Smaahaver bag tjærede Plankeværker. Hvor havde han i Grunden
holdt meget af hende! Det havde slet ikke været nogen let
Sag for ham at give Afkald paa hendes foraarsfriske Kærlighed.
Naturligvis — han vidste det godt — han havde jo ikke tabt
ved Byttet. Jakobe var et saa langt fuldkomnere Menneske, hvis
Betydning for hans Udvikling han ikke skulde underkende. Men
han maatte dog spørge sig selv, om de nogensinde havde tilhørt
hinanden med stort mere end Legemet. Naar han til Sammenligning
tænkte paa sine og Franciscas stille Tusmørkevandringer
rundt om Sortedamssøens gyldent farvede Vand med den vemoLykke-Per
II ,n 
14
dig muntre Afsked i Skjulet af Træerne oppe paa Østervold, —
da straalede de nu for hans Erindring som Paradisøjeblikkene
i hans triste og vildt omtumlede Ungdomsliv.
Mon hun skulde være bleven gift? Dersom Nogen havde fortjent
at faa en god Mand, var det hende. Maaske sad hun nu
et eller andet Sted ude i Provinsen som lykkelig Borgerkone
med et Barn ved Brystet ... Det faldt ham ind, at han ude i
Nyboder maatte kunne faa at vide, om hun endnu opholdt sig
hos sine Forældre i Kjerteminde, eller hvad der var bleven af
hende. Det gamle Hjem i Hjertensfrydsgade var rigtignok opløst
nu. Madam Olufsen, vidste han, havde allerede om Efteraaret
fulgt sin Højbaadsmand i „den sorte Chalup". Men der
maatte vel findes andre, der kunde give Besked.
Der trak en ny Flok Krager henover hans Hoved og forsvandt
i Skoven under høje Glædesskraal. I det samme blev han opmærksom
paa Hovtramp og Vognraslen', der nærmede sig ad
Landevejen fra Kærsholm. En nedslaaet Kalesjevogn med et Par
store Skimler for kom lidt efter i Skridtgang op ad Bakken, som
nedenfor det Sted, hvor han sad, havde en stærk Stigning.
Da det gik op for ham, at det maatte være Pastor Blombergs
Køretøj, rejste han sig og gik ud ad Vejen i samme Retning,
som Vognen kørte, idet han haabede, at man da ikke skulde
kunne genkende ham.
Men han forregnede sig. Da Vognen naaede ud for ham, lod
Præsten holde og hilste ham med en munter Haandbevægelse.
„Se se! De gaar og sværmer i Aftenstilheden, Hr. Fremtidsdrømmer!
Ja — ikke sandt? — her er smukt. Og, som jeg netop
sagde til min Datter, det er ingen Under, at vor gamle Folkepoesi,
— hvori det jo paa en Maade er Naturen selv, der synger,
— er bleven saa befolket med alleslags eventyrlige Væsner.
Der er virkelig noget fantastisk, noget trolddomsagtigt ved en
Aften som denne. Og vi Mennesker synes jo stadig ikke at have
mistet vor Modtagelighed for Mystiken i Naturen, siden en moderne
Ingeniør i vor fremskredne, naturalistiske Tidsalder kan
lade sig indfange af den."
Han sagde dette med et Skælmeri, der bødede paa Ordenes 
47
Ligefremhed. Og idet han nu vendte sig mod sin Datter (der
her ved Faderens Side syntes mere kry overfor Per ja næsten
betragtede ham med nogen Overlegenhed) fortsatte han:
„Hør, min Pige . .. Ingeniøren smitter mig virkelig. Jeg faar
Lyst til at strække Benene lidt. Du skal jo ind i Brugsen og
hente de Varer — du kan saa køre i Forvejen og vente der, til
jeg kommer. For De har vel ikke noget imod, at jeg gør Dem
Følgeskab et lille Stykke?"
Per fremmumlede et Gudbevares, og Præsten kom med lidt
Besvær ned af Vognen.
„Man faar for lidt sund Motion i vort hæsblæsende DampSekulum,"
sagde han og traadte stærkt i Vejen ligesom for at
opstampe indslumrede Ungdomskræfter. „Vore Jernbaner, som
jeg ellers af Hjertet priser, forleder os til Utroskab mod Naturen
... gør os ulydige mod dens faderlige Bud. Naar jeg ser saadan
et langt, sort Jernbaneuhyre fare hvislende henover Guds grønne
Jord, kommer jeg altid til at tænke paa Slangen i Paradiset. I
gamle Dage, naar jeg havde Ærinde i Købstaden, tog jeg mangen
Gang til Apostlenes Heste for at spare min Forpagters, —
det var to Mil frem og to Mil tilbage paa samme Dag. Og alligevel
faldt Tiden mig aldrig saa lang som nu, naar jeg ruller
ind med Toget paa en lille halv Time, — jeg er ude af mig selv
af Utaalmodighed, bare det er forsinket fem Minutter. Dengang
lod man Uret blive i Lommen og aflæste Tiden paa Solen, der
ikke har Sekundviser! Og naar man saa havde travet en Milsvej,
hvor smagte saa ikke et lille Frokosthvil i en Høstak eller paa
en Grøftekant! Nutidens unge Mennesker vil aldrig kunne fatte,
hvadfor en vidunderlig — jeg kan godt sige aandelig — Nydelse
der kan hentes paa den bare Jord i Selskab med en Ostebrødsmellemmad,
naar Lærke, Stær og Vibe leverer Taffelmusiken.
Saa aldrende og tyk jeg nu er bleven, kan jeg endnu gribes af
en formelig Hjemve efter Landevejen. Naar man saadan har
siddet længe hjemme og kukkeluret og har fanget saa mange
dumme Griller mellem Bøger og Aviser, — hvor er det da livsaligt
at komme rigtig ud og traske! Man kan ligefrem fornemme,
hvordan Sjælen strækker sig velbehageligt ligesom En, der er
10* 
14
vaagnet af en uhyggelig Drøm og nu ser Solen skinne ind ad
Vinduet og hører Fuglene synge udenfor i Trætoppene. — Ja,
hør! hør!" udbrød han, idet han standsede og lagde Haanden
paa Pers Arm. „Hør Lærken deroppe! Den synger endnu for
S0ien!" — Han stod et Minut ganske stille og lyttede med et
henrevet Udtryk. — „Er det ikke dejligt! Det minder om en
Kvinde, der efter sin Elskedes Bortgang maa give sig til at
nynne for ikke at komme til at græde. Har De forresten rigtig
lagt Mærke til, Hr. Ingeniør, hvilken dyb Livsvisdom saadan
en lille Natursanger kan udtrykke? Aldrig lytter man forgæves
til dens Sorg eller Glæde. Jeg tilstaar ærligt, at jeg for min Del
har hentet mere Opbyggelse af dens klare lille Trille end af alle
de mange Prækensamlinger paa min Reol. — Men De maa
love mig ikke at sige det til nogen!" tilføjede han, pludselig
leende, og ruskede Per i Armen. „Mine kære Embedsbrødre
vilde aldrig tilgive mig et saa forskrækkeligt Kætteri!"
Han lo selv højt af sine Ord og gav sig igen til at spasere.
Per, der følte sig smigret af hans fortrolige Tone, begyndte
ogsaa paa anden Maade at fængsles af hans Personlighed. Han
maatte indrømme Hofjægermesterinden, at Pastor Blomberg ikke
lignede de sædvanlige Skriftstedsavtomater, men var noget for
sig selv.
Efter at have gaaet en halv Snes Skridt standsede Præsten
paany og gjorde en bred Haandbevægelse udover Landskabet.
Aftenen var allerede vidt fremskreden. Der glimtede endog et
Par matte Stjerner frem hist og her paa den grønblaa Himmel.
„Vil De sige mig en Ting ærlig og oprigtig, Hr. Ingeniør?
Naar De en Aften som denne ser ud over vort dejlige, grønne
Land, kan De saa virkelig for Alvor ønske det tilsmudset af
Kulstøv og Sod? — Ja, De ser, jeg kender Deres Anslag mod
vor nationale Idyl. Jeg vil dog tilstaa, at jeg endnu ikke selv
har læst deres Skrift; men Hofjægermesterinden har fortalt mig
om deres Ideer, som jeg finder særdeles karakteristiske for vor
Tid. Jeg spørger Dem nu, ... synes De i Grunden, at det vilde
være mere tiltalende at se nogle røgspyende Dampskibsuhyrer
her paa Aaen og have dens Blomsterbredder bedækkede med 
49
osende Fabrikker? jeg tænker herved ikke udelukkende paa
Skønhedsvirkningen — naturligvis Jeg er ingen Fantast og veed
godt, at de æstetiske Hensyn skal og maa underordne sig de
praktiske Krav. Men staar her ikke ogsaa andre og større Livsværdier
paa Spil ? ... Se det lille Hus derovre paa Bakken med
den lette Tørverøg op af Skorstenen. Der bor en Familje, som
jeg personlig kender; det er Smaakaarsfolk af den Slags, hvoraf
vi her i Landet med et rundt Tal har en kvart Million. De tjener
akkurat til Føde og Klæder; men dersom De kendte dem, vilde
De maaske alligevel misunde dem deres Glæde og Lykke ved
Tilværelsen. Mand og Kone arbejder sammen i Marken, mens
Børneflokken tumler sig omkring dem i det friske Vejr. De har
en gammel Hest og en Ko og føler sig i Grunden rige. Kan
De nu virkelig med Fortrøstning ønske en saadan Mand puttet
ind i et mørkt og stinkende Fabrikslokale for at trælle ved en
Maskine, mens Kone og Børn indemures paa en sjette-syvende
Sal i en Arbejderkaserne? — Vær nu oprigtig!"
Per blev noget opirret af det paagaaende i Præstens Spørgsmaal.
Derfor — og fordi han i den sidste Tid selv var bleven
usikker — kom der noget temmelig udfordrende i hans Svar.
„Jeg indser ikke, hvilken Betydning det kan have, hvad jeg
eller noget andet Menneske personligt kan ønske i saa Henseende.
Udviklingen gaar sin Gang uden at spørge os om Forlov, og
enten vi ser surt eller sødt til den, bliver vi nødt til at tilpasse
vort Liv og vore Vaner efter dens Krav. At forsøge paa at stride
imod er bare Tids- og Kraftspilde."
„Ja, det siger De nu saa kategorisk. Men selv om De ogsaa
havde Ret, saa kunde vi da virkelig tidsnok komme med i „Fremskridt"
af den Art."
„Det mener jeg ikke. Jeg tror endog, det er paa høje Tid for
os, om det ikke skal blive for silde. De statistiske Tabeller viser
tydeligt nok, at Velstanden paa Landet svinder Aar for Aar.
Hvad man end kan mene om den idylliske Lykke, Hr. Pastoren
talte om, saa hviler den i hvert Fald paa en meget usikker Grund,
— hvad jo dog straks maa gøre den noget mindre idyllisk."
„Naa ja," ytrede Præsten lidt afvisende og begyndte igen at 
15
gaa. „Det er maaske i Øjeblikket ikke gunstige Tider for vort
Landbrug, — jeg veed det nok. Men derfor —
„Tiderne er vist saa gode, som man paa nogen Maade kan
vente dem for evropæiske Landmænd. Det er selve Virksomheden,
der ikke længer er tidssvarende i et Kulturland. En Bonde
vil om nogen Tid være et forældet Begreb i Evropa."
„Men hvor kan De nu sige saadan noget! Det lyder i mine
Øren som den rene Galmandstale! Vort Landbrugs høje Standpunkt
vækker jo netop for Tiden den allerstørste Interesse og
Beundring overalt i Udlandet. Det læser vi jo snart sagt hver Dag
i vore Blade."
Per svarede, idet han smilte lidt overbærende:
„Det er en Beundring, der sikkert er ganske fri for Misundelse.
Det er jo dog en Kendsgerning, at vi af vort eget Land
— vort smukke, grønne Land, som Pastoren udtrykte sig
med samt dets Kvæg og Bygninger i Virkeligheden ikke længer
ejer Halvparten. Resten er i de sidste tyve-tredive Aar erobret
af Kapital fra Industrilandene, særlig fra Tyskland. Det er et Faktum,
at der i hele Landet ikke findes mange Gaarde eller nogen
større Virksomhed, som ikke en udenlandsk Pengemand har
en forsvarlig Part i. Gennem vore Banker og Kreditforeninger
er vort Land stykkevis bleven pantsat til fremmede Kapitalister
paa en Maade, der — som jeg har skrevet det i min Bog
minder om vor Fornedrelse under Kristoffer den anden.
„Naa — naa! Smaa Slag!" udbrød Præsten og smaalo noget
tvungent. „Nu gaar De i Deres Iver for vidt, min gode Mand!
„Aldeles ikke! Man behøver blot at tage et af de større tyske
Børsblade i Haanden og gennemgaa Kurslisterne for at overbevises
om, hvor store Interesser den tyske Kapital har hos os,
og hvor aarvaagent der holdes Øje med dem. Det slog mig virkelig
„med Forfærdelse", da jeg nylig langt nede i Tyskland saae
en Avis med daglige Noteringer fra selv de mindste jyske Aktieselskaber
og Sparekasseforretninger. Det er den Slags Ting, der
vækker til Eftertanke."
„Tænk, — skulde det virkelig være kommen saa vidt," sagde
Præsten efter en lille Tavshed, der skulde gælde for en Indrøm­
51
melse af, at dette var en Sag, som visselig fortjente den alvorligste
Paaagtning af rette Vedkommende. „De mener med andre
Ord, at det danske Folk ogsaa materielt lever paa affældige
Dogmer og Forestillinger, der lammer dets Kraft. Ja, det kan jo
være! Maaske der virkelig jævnsides med Kampen for aandelig
Frigørelse herhjemme maa gaa en Stræben efter at fremme vor
økonomiske Udvikling. Det er jo i Grunden en meget smuk
Tanke. Og i saa Fald nytter det ganske vist ikke at bede om
Barmhjertighed. — Jeg er i det hele ikke bange for at faa luftet
ud. Hvad der ikke længer kan tjene Livet, maa vi ofre, hvor
kært det saa er blevet os. Og forresten, — vi maa trøste os
med, at ingen Omvæltning, hvor voldsom den end kan synes,
vil formaa at rokke ved de egenlige Livsværdier. Jeg vil slet
ikke tale om, at vi jo under en Dampens Rædselsperiode vedbliver
at være Vorherres Børn — enten vi saa vil anerkende
Paterniteten eller ikke — men ogsaa alle vore andre dybere
Følelser bliver jo upaavirket af al ydre Omskiftelighed. Gud ske
Lov, Livet kan grønnes og blomstre ogsaa paa et skummelt Kvistkammer.
Kærlighedslykken og de huslige Glæder følger Menneskene
ind i Baggaardene; hvor sodet der saa er. Hvad der
foregaar, er en Kulisseforandring i det uendelige Verdensskuespil.
Selv bliver vi, hvad vi er og var gennem Tid og Evighed."
Den fortrøstningsfulde Tone, hvori Præsten sagde dette, fik
igen Per til at smile lidt medlidende. Han vidste for godt, at
Præstens Ord ikke passede. Han havde fulgt tilstrækkeligt med
i den moderne Kulturudvikling til at forstaa, hvorledes de forandrede
ydre Vilkaar, som de „surrende Staalhjul" skabte for
Mennesket, efterhaanden omformede ogsaa dette selv. Han fortalte
derfor lidt om det Indtryk, han paa sin Rejse og særligt under
Opholdet i Berlin havde faaet af en industriel Storstadsbefolknings
Tilværelseskamp. Han fortalte om disse Horder af omflakkende
Arbejdere — Mænd og Kvinder, — for hvem Ord som
Hjem, Familje, Tryghed og Hygge allerede var saa godt som
uden Mening, — Folk, der et eller andet Sted i den uhyre Mennesketue
havde en Celle, et „Schlafstelle", akkurat stort nok til
at rumme deres Legeme, og som forresten udenfor Arbejdstiden 
152 LYKKE-PDR
levede deres Liv paa Gaden, paa Ølstuer eller andre offenlige
Steder for tilsidst at gaa ud af Verden som et blot og bart Nummer
paa et Hospital.
Men Pastor Blomberg hørte ikke længer efter. Han mærkede,
at Samtalen var kommen ind paa et for ham uheldigt Spor, og
som han plejede, naar han i en Diskussion stødte paa en Sagkundskab,
han ikke kunde hamle op med, vendte han det døve
Øre til. I I
Nu standsede han og sagde, at han ikke vilde føre ham for
langt bort. Her stod han netop paa sit Sogneskel, saa her kurde
det være passende at sige Farvel.
Ved Afskeden gentog han sin Indbydelse til Per om at besøge
ham en Dag. „Vi kan jo saa maaske fortsætte denne Samtale.
— Men nu maa De vistnok skynde Dem hjem til Aftensmaden.
De har maaske allerede gjort den Iagttagelse, at Hofjægermesteren
er en nidkær Mand, naar det gælder Maaltiderne. Ha,
ha!" 
TYVENDE KAPITEL
I den Ugestid, Per nu havde opholdt sig paa Kærsholm, havde
han ikke en eneste Gang hørt fra Jakobe. Skønt han selv skrev
regelmæssigt hveranden Dag og temmelig udførligt gjorde Rede
for, hvad han oplevede, vedblev hun at være tavs.
Han blev tilsidst lidt urolig. Han maatte for sig selv indrømme,
at hun havde nogen Grund til at være fortrydelig over hans
lange Fraværelse, saa meget mere som han ikke længer havde
nogen Undskyldning for den. Det skulde da være, at han endnu
ikke havde faaet sine Pengeaffærer ordnet her. Hver Morgen
foresatte han sig at bringe Sagen paa Bane overfor Hofjægermesterinden
eller hendes Mand; men naar det kom til Stykket,
kunde han ikke bekvemme sig dertil. Han talte nok en Del med
dem om sine Fremtidsplaner, og de syntes ogsaa begge to at
være ikke saa lidt interesserede; men Anmodningen om et Laan
kunde han alligevel ikke faa over sine Læber. Han kom nu ogsaa
til at tænke paa, at en saadan Anmodning let kunde vække
Mistanke hos dem, fordi de jo umuligt kunde sætte sig ind i de
Følelser, der gjorde ham det ubehageligt at modtage Penge af
sin Svigerfader.
Saa lod han foreløbig Spørgsmaalet hvile indtil Afrejsen, og
denne udskød han fra Dag til Dag. Han befandt sig i rent legemlig
Henseende saa ualmindelig vel paa Kærsholm, og Tanken
om den forestaaende Omtumling i en fremmed Verdensdel gjorde
ham det dobbelt svært at rive sig løs fra Øjeblikkets Velvære.
Den meste Tid af Dagen tilbragte han i Naturen. Herude var
der stadig saa meget nyt, som optog ham, og saa meget gammelkendt,
der interesserede ham paa en ny Maade. 
15
Han havde vedblivende en Forkærlighed for at ligge ude paa
Aaen med en Medestang, — ikke saa meget for selve Fiskeriets
Skyld som for den Nydelse, det var at sidde der midt i den
ørkenagtige Stilhed og høre paa Vandets Klukken under Baaden
og stirre ned paa de store, bredbladede, grønbrune Bundplanter,
der tavse og sagte ligesom væltede sig i de fremilende Strømhvirvler,
— en indslumret Verden, et tryllebundet Liv, der
syntes plaget af urolige Drømme. Han maatte da ofte tænke paa
Pastor Blombergs Ord om den Livsvisdom, der var at hente i
Naturen, om det saa blot var ved at lytte til en Lærkes Triller.
Man følte sig virkelig i slige Øjeblikke paa mystisk Maade
sjælsforbunden med alt levende. Der var noget af en vellystfuld
aandelig Besvangrelse ved en saadan Hensynken i en Naturstemning.
Fantasien blev saa virksom, Ideerne strømmede til.
Det var, som om selve Livets Urkraft blidt og stille udgød sig
i En som en gylden Taage af mylrende Tankekim.
Sagen var vel den, tænkte han, at en saadan Naturlyd bragte
Bud fra det evigt uforgængelige i Tilværelsen. Folkeslag kunde
uddø og Verdensbyer sporløst forsvinde; men saaledes som Vandet
her klukkede under Baaden, havde det klukket under det
første Menneskes første Kano, og Lyden vilde gentage sig indtil
Dagenes Ende ikke alene her paa Jorden men paa alle Himmelrummets
Kloder, hvor der overhovedet fandtes Vand og et Øre
til at høre.
En Dag fik han Brev fra Ivan, der havde faaet hans Opholdssted
at vide af Jakobe. Svogeren skrev, at han med stor Utaalmodighed
ventede hans Tilbagekomst, idet han — trods alt
endnu nærede Haab om gunstige Resultater for hans Sag. Overretssagfører
Hasselager og Kommissionær Nørrehave forhandlede
stadig om den, skrev han, og Misstemningen mod det københavnske
Projekt bredte sig mere og mere, særligt i Provinserne.
Han foreslog Per at benytte Lejligheden til at holde en Række
offenlige Foredrag om sit Projekt i nogle af de større jyske Byer,
hvad der var saa meget større Opfordring til, som han havde
faaet oplyst, at den mystiske Ingeniør Steiner for Tiden berejste
Jylland og talte rundtom i Industriforeningerne. 
55
Denne Skrivelse virkede paa Pers Stemning som Kniven paa
en Byld. Han blev endelig ganske klar over, at han ikke vilde
have noget med det forretningsmæssige at gøre. Han var Opfinder,
Tekniker — ikke Børsspekulant. I et Brev, han samme
Aften skrev til Jakobe, udtalte han sig udførligt derom. Samtidigt
meddelte han hende, at han under disse Forhold ansaae
det for rigtigst at holde sig borte fra København, indtil den lovbefalede
Tinglysning af deres Ægteskab om et Par Uger var tilendebragt,
saa de straks kunde gifte sig.
„Hvad nu specielt mit forenede Kanal- og Havneprojekt angaar,"
— skrev han, — „saa betragter jeg mig altsaa nu for
mit Vedkommende som færdig med det. Jeg overlader herved
Nationen dets Ide til behagelig Afbenyttelse, mens jeg selv med
udelt Kraft vender mig til min næste Opgave, til Videreudviklingen
af mine Vind- og Bølgemotorer, saaledes som Professor
Pfefferkorn jo ogsaa har anbefalet mig det, og hvortil jeg nu venter
at høste gode Erfaringer i Amerika. Maaske vil du indvende,
som du har gjort det før, at et saa respektstridigt Forhold til
Pengemagten vil kunne blive mig til Skade; men det faar saa
være. Jeg tilstaar, at jeg vistnok ikke besidder tilstrækkelig
Forfængelighed eller Ærgærrighed til at kunne trodse min Natur
paa dette Punkt. Det er naturligvis en Fejl, men dog ikke af
dem, der er særlig Grund til at beklage. løvrigt skriver jeg
endnu imorgen til din Broder og overdrager ham lovformeligt
Varetagelsen af mine Interesser under min Fraværelse; de er
jo hos ham i de bedste Hænder."
Dennegang kom der Svar. Naar hun hidtil ikke havde kunnet
faa sig til at skrive, var det, fordi hun fra det Øjeblik, hun fik
hans første Brev, havde følt sig overbevist om, at hun havde
set ham for sidste Gang. Og hun havde spurgt sig selv, om
det ikke ogsaa vilde være bedst for dem begge, at de afgørende
brød med hinanden. Hun var forfærdelig træt af Kampen mod
denne fremmede, skjulte, spøgelseagtige Magt, der Gang efter
Gang røvede ham fra hende, netop naar hun troede ham aller
fastest omsluttet af hendes Kærlighed.
Hun var heller ikke sikker paa, at hun dennegang vilde være 
15
i Stand til at vinde ham tilbage. Paa hans egen Modstandskraft
stolede hun stadig mindre. Hun saae ham nu, som han virkelig
var. Den Side af hans Væsen, hun overhovedet ejede Forudsætninger
for at overskue og bedømme, kendte hun nu tilbunds.
Med al sin Naturkraft var han et Menneske uden Lidenskab,
uden Selvopholdelsesdrift. Eller rettere: han besad kun Lidenskabens
negative Egenskaber, dens kolde Natside: Trodsen, Selviskheden,
Egensindigheden, ikke dens stormende Higen, ikke
dens fortærende Længsel, ikke dens hærdende og lutrende Glød
og Flamme.
Var det da ikke haabløst at fortsætte Kampen? Hun havde
i disse Dage ofte maattet mindes, hvordan han engang i Spøg
havde sammenlignet sig med hin Eventyrets Bakketrold, der var
krøben op gennem en Muldvarpetue for at leve mellem denne
Verdens Børn men ikke taalte Solens Skær og idelig i sin Lysrædsel
tyede tilbage til sit lille Jordhul. Hun forstod nu, at der
var en dybere Selverkendelse heri, end hun dengang havde anet
eller vilde have tiltroet ham.
Ja, han tilhørte dybest inde en anden Verden, en anden Sol.
Hvor forskellig fra de fleste andre af sine Samtidige han end
kunde synes at være og altid selv havde følt sig, — han var dog
Landets ægte Søn, et fuldbaarent Barn af det lidenskabsløse danske
Folk med de blege Øjne og de frygtsomme Sind, ... Bakketroldene,
der ikke kunde se mod Solen uden at komme til at nyse,
der først levede rigtig op i Skumringen, naar de sad paa deres
lille Jordtue og fremkoglede straalende Syner i Aftenskyen til
Trøst og Opbyggelse for det betrængte Sind ... et Puslingefolk
med store, tænksomme Hoveder med et Barns kraftløse Lemmer
. . . et Tusmørkefolk, der kunde høre Græsset gro og Blomsterne
sukke, men som forputtede sig i Jorden, saasnart Morgenhanen
galede.
Uden at nævne nogetsomhelst om Grunden til sin lange Tavshed
eller med et Ord at berøre Forberedelserne til Giftermaalet
eller deres Rejseplaner kritiserede hun i spottende Tone den
Beslutning, hvortil hans „Udvikling" havde ført ham.
„Du taler om din Mangel paa Forfængelighed," skrev hun. 
57
„Du slaar dig for dit Bryst og takker Gud, at du ikke er som
visse andre Syndere. Herregud, denne stakkels Rest af vor Stolthed,
skal nu ogsaa den mistænkeliggøres? Jeg har ganske vist
selv engang været revolutionær paa det Punkt, men jeg er med
Aarene bleven mere nøgtern. Mit Syn paa Menneskene bliver i
det hele mere og mere gammeldags. Om det saa er foragtede
Ting som Ordner og Titler, begynder jeg at begribe saadanne
Naragtigheders Betydning for Menneskehedens Vel. Ganske særligt
har vistnok det danske Folk ikke Raad til at ofre noget af,
hvad der kan tjene til Spore for „Kraftudviklingen" — et Ord,
du i gamle Dage idelig førte i Munden, og som jeg selv er kommen
til at holde af. Dersom jeg var Digter, vilde jeg skrive Sange
til dens Pris. Og dersom jeg var Præst (med eller uden Præstekrave),
vilde jeg udslette Forfængeligheden af Menneskenes
Synderegister, der jo er tilstrækkelig langt endda."
• *
«
Nogle Dage efter, at Pastor Blomberg og hans Datter havde
været paa Kærsholm, foreslog Hofjægermesterinden at lægge
den sædvanlige Eftermiddagsudflugt om ad Bøstrup for at gøre
Præstefamilien et Genbesøg. Per havde ikke rigtig Lyst til dette
Besøg men gjorde dog ingen Indvendinger. Ogsaa Hofjægermesteren
lovede at følge med; men da Vognen holdt for Døren,
undslog han sig alligevel. Han havde igen faaet et Anfald af sin
Tykblods-Melankoli, og hans Kone havde haft Brug for al sin
Behændighed for nogenledes at dække over hans ondsindede
Lunefuldhed.
Per var i Forvejen gennem Forvalterens Fortællinger bleven
forberedt paa disse pludselige Stemningsomslag hos sin Vært.
Alligevel var han lidt i Tvivl om, hvorledes han skulde opfatte
dennes skulende Blikke. Han begyndte at ængstes for maaske
at have misbrugt Familjens Gæstfrihed, og han benyttede nu
Køreturen til at føle sig for hos Hofjægermesterinden. Men denne
erklærede rent ud, at dersom han tænkte paa at rejse allerede nu,
vilde baade hun og hendes Mand opfatte det, som om han ikke 
15
havde befundet sig vel paa Kærsholm, og de maatte da i høj Grad
beklage, at de nogensinde havde opfordret ham til at blive der.
Per var meget glad for denne kraftige Forsikring, — ogsaa
fordi den ligesom virkede tilbage paa Hensynet til Jakobe.
Afstanden fra Kærsholm til Bøstrup Præstegaard var fem-seks
Kilometer. Under stærk Stigning førte Vejen op over Bakkerne
og fulgte derefter temmelig nøje Engdragets Krumninger. Det var
stille Vejr, men Himlen var let overskyet, saa Solen generede
ikke. Til den ene Side havde man Udsigt over den grønne Dal
med den bugtede Aa, til den anden saae man op til de mange
Smaaskove med deres uendelige Kragesværme.
Henreven af dette Syn gav Baronessen sig til at deklamere:
„Se, Fuglen højt sig svinger
paa sine mørke Vinger.
Vidt skuer den fra Luftens Blaa.
Om alt, hvad skønt og stort den saae,
dens Toner herligt klinger."
Ikke langt fra Kærsholm kørte de gennem en lille By, Borup,
med en Kirke, der var Herregaardens Sognekirke. Ogsaa her
var der en Velstand af Fugle, der vidnede om Markernes Overflod.
Skarer af Spurve laa og boltrede sig i Vejstøvet. Stære i
Tusindtal sad rundt omkring i Trætoppene.
Langsmed Vejen stod en Række Straatagshytter og udstillede
uden Blu deres Fattigdom. Bøndergaardene laa mere tilbagetrukkent,
omgivne af gamle Æblehaver og med Storkereder paa
Taget. Per kendte allerede næsten hvert Hus og hvert Menneske
i den lille By. Han var daglig kommen derigennem paa sine Spasereture
og havde da undertiden givet sig i Snak med Folk. Det
var første Gang i sit Liv, han havde haft Lejlighed til at komme
Landboere paa nærmere Hold, og det interesserede ham at høre
dem udtale sig om deres Forhold. Det slog ham da, at deres
Gaardes høje Prioriteter øjensynlig ikke trykkede dem synderligt.
De viste ham rundt paa deres Ejendomme med et lyst, veltilfreds
Smil, som om de ikke selv tænkte paa, at den hele Herlighed
kun var Laan og Leje. Og adskillige af disse Folk nedstammede
dog fra Fædre, der havde haft indtil hundrede tusinde Sølvdalere 
59
paa Kistebunden. Nu taltes der overalt kun om, hvormeget eller
hvorlidt en Mand skyldte.
Et Stykke nede paa Skrænten ud mod Engene laa en forfalden
Præstegaard. Man kunde fra Landevejen kun se dens tre sodede
Skorstenspiber og Havens Trætoppe. Her levede en ældre Mand,
Pastor Fjaltring, om hvem der paa Kærsholm et Par Gange var
faldet meget nedsættende Ytringer. Hofjægermesterinden havde
endog erklæret, at den „mildeste Forklaring" paa Mandens Optræden
og hele Levevis var den, at han ikke var rigtig klog. De
fleste af Menigheden havde da ogsaa ligesom Godsejerfamiljen
løst Sognebaand til Pastor Blomberg.
Per gav sig til at tale om denne Præst og udtrykte sin Forundring
over, at han ikke havde mødt ham paa sine Spasereture.
Men Hofjægermesterinden svarede, at det slet ikke var saa mærkeligt.
Pastor Fjaltring kom kun sjælden udenfor sin Hule og i
hvert Fald ikke gerne, før det blev Aften. Han var en Uglenatur,
et lyssky Væsen, ret egenlig en Mørkets Aand, der var til megen
Forargelse der paa Egnen.
„Er han da ikke troende?" spurgte Per lidt forsigtig. „Det forekommer
mig, jeg har hørt, at han endog er strengt ortodoks."
„Ja — saadan ter han sig paa Prækestolen, men i sit Hjerte er
han en Spotter og Fornægter. Som han engang skal have sagt til
en Mand: „Jeg tror fuldt og fast baade paa Gud og paa Djævelen ;
jeg er blot ikke altid lige sikker paa, hvem af de to, der er mig
mest imod?" — Har De hørt Mage!"
„Men hvor kan en saadan Mand blive ved at være Præst?"
„Det er jo ogsaa en Skandale. Men han er saa snu at gemme
sin forargelige Tale, til han er alene med Folk. I sine Prækner
er han, som sagt, meget rettroende, bare saa gyselig triviel og
kedsommelig."
Udenfor Byen gik Vejen atter nedad, og efter en Snes Minutters
rask Kørsel saaes Bøstrup By forude, kønt beliggende ved
Foden af en skovklædt Bakke.
De fandt Præstefamiljen samlet ude paa et Stykke Mark bagved
Haven, hvor der var indrettet en Sportsplads for Ungdommen.
Tre gullokkede Drenge i Alderen fra ti til seksten Aar 
16
spillede Langbold i Skjorteærmer, og Præsten førte selv an i
Legen og raabte allerivrigst, naar det galdt om at stikke en Bold
rettidigt ind til Maalet. Hans Kone stod ved Siden af med en lille
Pige ved Haanden og saae til. Frøken Inger, der var den ældste
af Præstens Børn, sad for sig selv henne ved Havediget med en
Bog i Skødet og læste.
Der var ingen af dem, der havde hørt de fremmede komme;
og disse havde ikke villet lade sig melde men var gaaet lige fra
Vognen ind gennem Haven for at kunne overraske.
Den første, der fik Øje paa dem, var Frøken Inger. I samme
Øjeblik var hun oppe med et lille Henrykkelsesskrig og kastede
sig om Halsen paa Hofjægermesterinden. Saa blev der en almindelig
Modtagelse med hjertelige Udbrud af Glæde og Overraskelse.

Præsten slog Per paa Skulderen og bød ham Velkommen.
„Dyrker De Sporten, Hr. Ingeniør?" spurgte han, idet han
tog sin store Halmhat af Hovedet og tørrede sig over Panden
med sit Lommetørklæde. „Aa, det er en livsalig Ting! I den
Henseende er vi ældre bleven forsømt. Og nu er jeg for gammel
til at tage fat. Jeg maa nøjes med at være Tilskuer her paa
Idasletten. Men ogsaa det er saa vidunderligt velgørende. Det er,
ligesom Ens egne Muskler spændes, naar man saadan ser paa,
hvordan de Unge boltrer sig. Jeg kan ligefrem ikke undvære
den Motion!"
Og med en munter Latter førte den lille Mand Selskabet tilbage
gennem Haven, idet han majestætisk skridtede foran i en
hvid Lærredsjakke og et Par Benklæder, der stumpede over
Anklerne.
Man slog sig ned paa en Bænk og nogle Stole henne i Husskyggen
udenfor Havedøren, hvor der blev dækket et landligt
Kaffebord med Kobbermaskine og duftende Bagværk. Det var
Frøken Inger, der forestod Anretningen, hvad hun gjorde saare
nydeligt. I sit stille Sind tillod Per sig dog den Indvending, at
hun maaske vidste dette lidt for meget selv.
Som det gerne gaar, naar Fruer paa Landet sidder sammen
omkring en Kaffeopdækning, gled Samtalen efterhaanden ind 
61
paa det huslige Omraade. Selv Pastor Blomberg gav i et Par
spøgefulde Bemærkninger sit Besyv med om Bagning og Syltning,
indtil han blev kaldt bort, fordi der var kommen en Mand,
der skulde tale med ham.
Da det viste sig, at de Kager, der var paa Bordet, var Frøken
Ingers egenhændige Værk, kappedes Baronessen og Hofjægermesterinden
om at holde Lovtaler over dem, hvad Præstefruen
kvitterede for ved at klappe sin Datter paa Kinden og sige, af
hun saamænd var ganske flink.
Den unge Pige lod temmelig ligegyldig for denne Anerkendelse.
Det var end ikke frit for, at hun surmulede lidt, da Moderen
kærtegnede hende. Per tænkte ved sig selv, at hun vistnok
var meget forkælet. Men unægtelig var hun nydelig. Han fandt
hende endda nok saa indtagende idag som forleden, da han saae
hende i Kærsholms skumringsfyldte Park. Hun tog sig ligesom
mere virkelig ud, saadan som hun stod der i fuldt Dagslys med
et lille hvidt Smækkeforklæde og skænkede i Kopperne. Ligheden
med Fransisca kunde han forresten ikke længer faa
Øje paa.
Åf Hensyn til Per søgte Hofjægermesterinden et Par Gange
at skifte Emne og begyndte at tale om København. Men Per var
ikke meget underholdende, og Præstefruen førte hver Gang hurtigt
— og ligesom lidt demonstrativt — Samtalen tilbage til hjemlige
Omraader. Hun var en høj og slank Dame med noget vist
fornemt over sig. Det var ikke vanskeligt at se, at det var fra
hende, Datteren havde arvet sine ydre Fortrin. Overfor Per viste
hun sig i Modsætning til sin Mand meget tilbageholden. Uden
ligefrem at være uhøflig havde hun endnu ikke en eneste Gang
henvendt Ordet til ham, og det var just for at bøde herpaa, at
Hofjægermesterinden stadig søgte at drage ham ind i Samtalen.
Men nu rejste man sig paa Værtindens Opfordring for at se
sig lidt om i den store og smukt vedligeholdte Have.
De tre Fruer gik foran i livlig Passiar. Per fulgte bagefter med
Frøken Inger. Han følte sig ilde tilmode, fordi han ikke vidste,
hvad han skulde sige til hende. Han, som ellers var saa velLykke-Per
II <, 
16
talende, kunde ikke finde den rette Tone overfor denne lille
Landsbypige.
Hun paa sin Side var her paa Hjemmets Grund ganske anderledes
fri overfor ham end forgangen paa Kærsholm. Hun var
ligesom bleven mere voksen, mere Dame. Aabenbart var hun
sig som Husets Datter en selskabelig Forpligtelse bevidst, og
hun varetog den med ikke ringe Anstand.
„ De kommer meget til Kærsholm," sagde Per for dog at sige noget.
„Ikke saa ofte, som jeg gerne vilde. Men Vejen er jo temmelig
lang, og Vogn kan jeg ikke altid faa."
„De holder meget af Hofjægermesterinden?"
„Ja," svarede hun — dennegang noget kort, som var Emnet
for ophøjet til at berøres imellem dem. — „De har jo truffet Hofjægermesterinden
og Baronessen i Italien."
„Ja."
„Det maa være morsomt saadan at rejse," sagde hun videre
og fortalte om, hvordan det længe havde været paa Tale, at hun
skulde gøre en Schweizertur sammen med sine Forældre. Men
Faderen havde aldrig kunnet faa Tid. Folk i Menigheden vilde
ikke undvære ham saa længe. Det var daarligt nok, han fik Lov
til at tage til København i otte Dage.
Per lagde Mærke til, at hun ligesom blev højere i Skoene,
naar hun nævnede sin Fader. Der var heri noget, der mindede
ham om hans egen Søster Signe; — og uden at han rigtig gjorde
sig klart hvorfor, kom han til at smile.
I det samme fik han Øje paa en rødmalet Jernkrog, der var anbragt
i Mandshøjde paa en Træstamme ved Siden af Gangen.
„Er den bestemt til at hænge sig paa?" spurgte han og standsede
for at betragte den.
Frøken Inger kom mod sin Vilje til at le. Hun gjorde ham opmærksom
paa en lille Jernring, der befæstet i en lang Hyssing
— hang ned fra et Træ paa den anden Side af Havegangen.
Det hele udgjorde et Underholdningsspil, Kunsten (forklarede
hun) bestod i at slynge Ringen henimod Krogen saaledes, at den
blev hængende der.
Per fik Lyst til at prøve. Saa gik i hvert Fald den Tid, tænkte
han ved sig selv. 
63
Han var ikke heldig.
„Der skal Øvelse til," sagde han efter nogle forgæves Forsøg
og bad hende om at vise ham, hvordan man skuide bære sig ad.
„ror De er naturligvis en hel Mester!"
Inger tøvede, nat tviviraadig. Men hun kunde ikke modstaa
Fristeisen til at brillere med sin f ærdighed. Kingen toer ud tra
hendes ttaand, beskrev en pragtfuld Langoue i Lutten og smuttede
paa Uibagevejen ned paa ivrogen med en egen inderlighed
ligesom en ung Kvinde, der i bnicemandsieg indianges af sin
Kærestes Arm.
rer blev imponeret. Han maatte igen forsøge. Men han var
stadig uheldig.
„isej, det gaar ikke! ... Prøv De igen, Frøken!" sagde han og
flyede hende Ringen.
Inger lod sig paany overtale, skønt hun allerede et Par Gange
havde set lidt langt efter de andre Damer, som var kommen et
godt Stykke bort. Og enten det nu skyldtes Urcen herover, eller
hvad Grunden var, — Sikkerheden svigtede hende dennegang.
Ogsaa det næste Kast mislykkedes for hende. Hun blev rød i
Hovedet, tog omhyggeligere Sigte og kastede paany. Men endnu
engang gik det galt.
rer, der kunde se paa hende, at Uheldet gik hende nær,
nænnede ikke at triumfere.
Skønt Inger paa en vis Maade følte denne Hensynsfuldhed som
en ny Ydmygelse, erobrede han i dette Øjeblik et lille Stykke af
hendes Hjerte. Da hun i sin Febrilskhed vedblev at slaa forkert,
lo hun tiisidst selv deraf, kaldte sig en Klodrian og blev mere
og mere ivrig.
Midt under denne Scene vendte Fruerne tilbage. Hverken Per
eller Inger hørte dem, før de standsede bagved dem.
„Inger," kaldte Præstefruen ret skarpt. „Gaa ud og se lidt efter
dine Søskende, mit Barn." — Og vendt mod de andre sagde
hun: „Vi skal maaske gaa ind i Stuerne nu."
I Havedøren traadte Pastor Blomberg Selskabet imøde pulsende
paa en Pibe.
„Naa, jeg skulde netop ud og kigge efter Dem, Ingeniør! De
11* 
16
maa vist være tobakssulten! Kom, saa gaar vi over til mig selv.
Saa generer vi ikke Damerne med vores forstandige Tale,"
sagde han overgiven og snoede sig omkring med sin muntreste
Latter.
For at komme til Præstens Værelse maatte de gaa gennem
hele den store Lejlighed, og Per fik paa denne Vandring et
levende Indtryk af den solide Hygge, der prægede det blombergske
Hjem. Det var et rigtig dansk Præstegaardshjem, et Uomskiftelighedens
Sindbillede. Store, uflyttelige Mahognimøbler
dækkede Væggene med deres mørke, tunge Masser, der syntes
tømret op for Evigheden. Fru Blomberg tilhørte en gammel
Embedsmandsfamilje, der havde levet i gode Kaar. En af Slægten
havde endog været Stiftamtmand og Kammerherre, hvad der
ikke blev lagt Skjul paa der i Huset. Pastor Blombergs Slægt
nævntes derimod ikke ofte og sjeldnest af ham selv. De fleste
vidste blot, at han var Søn af en Købstadslærer, og der var noget
i hans Udtale, der røbede ham som Øbo.
Præstens Værelse laa for sig selv paa den anaen Side af Forstuen
og var et ægte gejstligt „Studerekammer med et Par af
disse store, bogfyldte Reoler, der bidrager saa mægtigt til at
opretholde Kirkens Anseelse blandt Menigmand, skønt de i saa
mange Tilfælde blot er Skærmbræt for Uvidenheden.
Her var det dog anderledes. Pastor Blomberg var vel langt fra
nogen lærd Mand, men han læste ikke saa lidt og var mere modtagelig
for boglig Belæring, end han undertiden selv vilde vide
af. Det var hans Ærgerrighed at være med overalt, hvor der
rørte sig noget nyt i Tiden; men paa den anden Side tilegnede
han sig af dette nye kun, hvad der kunde nære hans Aand uden
at virke forstyrrende paa hans Kristentro. Han var paa dette
Punkt et Stykke af en Jesuit. Men forresten laa den følgeklare
Tænkning slet ikke for ham. Han var et Følelsesmenneske, og
da tilmed hans ydre Liv havde formet sig ualmindelig harmonisk,
var der ikke bleven Anledning for ham til nogen strengere
Selvprøvelse. I sin Ungdom havde han været en Smule
plaget af Næringsbekymringernes Lusebid; senere havde han et
Par Gange lidt Skuffelser ved Embedsbesættelser, og — skønt 
65
han var en Afgud for sin Menighed og havde et kendt Navn over
det hele Land — sad han endnu inde med en Del utilfredsstille/1
Ærgerrighed. I alvorligere Modgang havde Livet ikke forsøgt
ham', og hvad han havde mødt af den Slags udenfor sig selv, var
gledet saa besynderligt af paa hans Naturs lykkelige Rundhed.
Da Per var kommen til Sæde i Sofaen og havde faaet tændt
en Cigar, tog Pastor Blomberg Plads i en Lænestol henne i Vindueskrogen
med sin Pibe og blev hurtig meddelsom. Han fortalte
et Par underholdende Historier der fra Egnen, og ligesom ved
deres første Samtale følte Per sig ikke saa lidt smigret af den Ligefremhed,
hvormed Præsten talte til ham som til en Jævnaldrende.
Han vilde have været det mindre, dersom han havde vidst, at
det hele var et aftalt Spil mellem Præsten og Hofjægermesterinden,
forsaavidt denne i sin Missionsiver havde anbefalet ham
Per som et Menneske, der vist „ikke var uimodtageligt for religiøs
Paavirkning". Det varede da heller ikke længe, før Pastor
Blomberg genoptog Samtalen fra forleden netop der, hvor han dengang
havde maattet slippe den paa Grund af mangelfuld Forberedelse.

Han var nu bedre rustet og begyndte med at spørge Per, hvorledes
det i Grunden var gaaet til, at han i en saa ung Alder
havde kastet sig over Opgaver af en saa borgerlig fornuftig Art
som Forbedringen af Landets økonomiske Kaar; og Per fortalte
ganske aabenhjertig, hvorledes han mente at kunne føre sin
Interesse for denne Sag tilbage til Indtryk fra sin Barndom i
Tiden efter Krigen, særlig maaske til Indtrykkene fra sit Hjem.
Men forresten havde hans Studium meget tidligt gjort ham fortrolig
med Udlandets Udvikling paa Industriens og Samfærdselsmidlernes
Omraade, og saa meldte en Sammenligning sig jo af sig selv.
»Ja — javist," sagde Præsten. „Disse Sammenligninger mellem
det lille Hjem og den store Verden med dens mange Herligheder
— de føles jo ofte i Ungdommen saa mistrøstende. Jeg
tænker mig forøvrigt, at Nathans Skrifter ogsaa har haft nogen
Indflydelse paa Dem i saa Henseende, saaledes som de jo har
haft det paa saa mange andre af vor Tids unge, fremadstræbende
Mænd. Har jeg ikke Ret?" 
16
Per eiorde Indvendinger. Nathan var slet os ret Æstetiker.
Han afsluttede en Kulturperiode og var i hvert Fald kun i den
Forstand Medskaber af den ny Tid, at han havde rvddet Grunden
for den. I Virkeligheden forstod han den vist aldeles ikke.
„Naa saadan — Hm!" Præsten bakkede stærkt paa Piben og
tav et Øjeblik. At Nathans Standpunkt kunde betragtes som tilbagelagt,
var noget saa overraskende for ham, at det bragte Forvirring
i hans Tanker. Og skønt han egenlig nok havde Lvst til
at komme nærmere ind paa denne Ting, undlod han det af Frygt
for igen at blive ført ud i noget, han ikke kunde overskue. —
„Ja, ja, De mener dog altsaa ogsaa, at Nathans Indflvdelse paa
Nutidsungdommens aandelige Udvikling har været betydningsfuld,"
fortsatte han i Overensstemmelse med sin forud laete Plan
for Samtalen. „Jeg for mit Vedkommende tænker naturligt nærmest
paa Forholdet til det religiøse. Jeg tror f. Eks. at vide, at De
selv — skønt jo en Præstesøn — har taget bestemt Afstand fra
Kirken, og jeg mente at kunne tilskrive Nathans Virksomhed
nogen Andel heri."
Per indrømmede det, idet han dog holdt fast ved, at Nathans
Skrifter kun havde befæstet og underbygget det Livssyn, han
allerede havde tilegnet sig under Opvæksten i Hjemmet
„Tænk! Var De saa tidlig bleven fremmed i Guds Menighed!"
Præsten rystede godlidende paa Hovedet.
„Ja ja! Saadan gaar det jo desværre! — Som jeg vistnok såede
Dem sidst, har jeg ikke kendt Deres afdøde Fader personligt,
men jeg veed jo, at han havde Gammellutheranernes lidt snevre
og underligt eenøjede Syn paa mange Sider af Menneskelivet.
Ak ja, denne misforstaaede Rettroenhed! Den hviler jo endnu
mange Steder som en Mare over Kirke og Hjem og gør megen
af Tidens bedste og friskeste Ungdom aandelig hjemløs. Naar
saa en evnerig og veltalende Mand som Nathan træder frem og
bestyrker Ungdommen i Troen paa, at Guds Kirke er et forfaldent
Hus, — ja saa ender det i den fuldkomne Fornægtelse. Jeg
forstaar det saa godt!"
Per svarede ingenting. Han var bleven lidt urolig paa Grund
af den Retning, Samtalen havde taget. Men Præsten gav sig nu 
67
til at tale om Nathan med megen Anerkendelse. Han beklagede
kun, at en saa højt begavet og kundskabsrig Mand havde stillet
sig i et afgjort fjendtligt Forhold til Kristendommen, og udtalte,
at Ortodoksiens Udskejelser herhjemme og i Udlandet sikkert
havde sin Andel heri.
„Men naturligvis — han er heller ikke selv uden Skyld i dette
Fejlsyn paa den vældigste Aandsmagt, Verden har kendt. Det
er med ham som med alle de andre, der fra et videnskabeligt
Standpunkt bekæmper Kristendommen, — de har ikke selv
kunnet frigøre sig for Ensidighed men er bleven dogmatiske i
Negativiteten. Deres Fejl er ikke saa meget den, at de lader
Fornuften raade, som at de ikke tænker Tankerne helt tilende.
Naar f. Eks. vor Tids Videnskab kalder sig naturalistisk og dermed
mener, at den kun erkender Eksistensen af det, der lader
sig opløse i Atomer med visse mekaniske eller kemiske' Egenskaber,
saa er dette dog virkelig en meget ufuldkommen Opfattelse,
et rigtigt Studerekammer- og Laboratorie-Postulat, som
til syvende og srdst ingenting forklarer. Vi, som virkelig lever
med Naturen, kan umulig godkende en saa fattig Betragtningsmaade.
For vi veed jo og har utallige Gange følt, at Naturen er
besjælet, at der bag de synlige Ting og de mekanisk virkende
Kræfter, som paavirker vore Sanser, lever en Aand, der taler
til vort Hjerte. Og har vi først faaet Øret rigtig opladt for denne
Aanderøst, saa hører vi tilsidst kun den, fornemmer den gennem
Stormens Brag som i den svageste Hvisken omkring et
Græsstraa. Og vi ikke alene hører den, men vi forstaar dens
Tale. For det er jo den samme Uendelighedens Aand, der lever
og virker i vort eget Indre. Gaar vi en Dag inde i Skoven og
hører Løvet suse over vort Hoved, eller lytter vi i Ensomhed
til en Kildes Rislen, — ja, saa kan jo en moderne Fysiker forklare
os, hvordan disse Lyde naturligt fremkommer ved Løvmassernes
Bevægelser eller Vanddraabernes Fald; men dersom
han dermed tror at have forklaret os alt, saa siger vi: Nej stop,
min gode Mand! Der mangler noget. Der mangler endog det
væsenligste. Med alle dine Beregninger kan du dog intet oplyse
om den ejendommelige Fortrolighed, den næsten søster­
1(58 LYKKE - PEF
lige Inderlighed, hvormed en saadan lille Kilde kan smaasnakke
med os i vor Ensomhed. For — ikke sandt? — der er jo slet
ikke noget afskrækkende for os i, at de tilsyneladende døde Ting
saaledes faar Mæle. Og vi bliver jo heller ikke fornærmede,
fordi en saadan lille Kilde pludselig gør sig familiær og siger
„du" til os. Der er tværtimod noget meget trygt og hjemligt ved
en saadan stærk Følelse af Samhørighed med Naturen. Men hvad
vil alt dette sige andet, end at der bag den synlige Verdens
Mangfoldighed bølger en Eenhed, der er alle Tings fælles Ophav.
Den underligt drømmende Følelse, der i saadanne Øjeblikke
kan røre sig i os, er en Hjemlængsel. Og dersom nu den
lærde Fysiker vil definere denne Følelse som en os iboende
mekanisk eller kemisk virkende Kraft, en Affinitet eller Attraktion
til Urstoffet, — ja saa anbefaler jeg ham paany at forlade
sine Bøger og sit Laboratorium og hente sin Visdom i den levende
Natur. Lad ham søge til den lille Kilde i Skoven! Lad
ham sætte sig hos den en Aftenstund, naar hans Hjerte er
uroligt; og dersom han ikke allerede har faaet sine sjælelige
Sanser helt afstumpet, vil han fornemme, hvordan dens lille
Sang er som en aaben Vej ud i Uendelighedens Dyb, er en
Himmelstige, der forbinder Tiden med Evigheden, Støvet med
Aanden, Døden med det evige Liv. Han vil fornemme, at Navlestrengen
mellem os og vort overjordiske Ophav ikke er overklippet,
men at der stadig gennem den — i Andagtens og Bønnens
Øjeblikke — tilføres Sjælen ny levende Kraft fra den
evige Livskilde, som vi Kristne kalder vor Gud og Opretholder
og altforbarmende Fader."
Per havde forholdt sig tavs. Han irriteredes lidt af Præstens
Tone, som efterhaanden var bleven temmelig docerende; men
han vidste i Øjeblikket ikke noget at fremføre mod hans Betragtninger,
saa meget mindre som de paa flere Punkter gav Udtryk
for noget, han i den senere lid under sit fornyede Samliv
med Naturen selv dunkelt havde følt.
Præsten vilde fortsætte; men i det samme lød der Trin udenfor
paa Gangen, Inger stak Hovedet ind og meddelte, at Hoijægermesterinden
og Baronessen ønskede at tage bort. 
69
„Naa ja, saa maa vi slutte for idag," sagde Præsten og rejste
sig. Og idet han fortrolig lagde Haanden paa Pers Skulder, tilføjede
han: „Det har nu rigtig glædet mig at tale med Dem,
maaske bliver der Lejlighed til en anden Gang at fortsætte vor
Debat. Jeg har paa Fornemmelsen, at vi i Grunden ikke er mere
forskellige, end at vi nok kunde komme til Forstaaelse med hinanden."

Netop som de kom ind i Dagligstuen, hvor Damerne opholdt
sig, rullede der en Vogn ind i Gaarden.
„Det er Justitsraadens," meldte Inger, der stod ved Vinduet.
„Gerda og Lise er med."
Justitsraad Clausen, der var Godsforvalter paa et Grevskab
der i Nærheden, hørte til Egnens ivrigste Blombergianere. Som
saadan var han ogsaa en af Hofjægermesterindens nære Omgangsfæller,
og da det nu viste sig, at Justitsraadfamiljen havde
til Hensigt at tilbringe Aftenen i Præstegaarden, lod hun og Sø­
steren sig overtale til ligeledes at blive der. Per, hvem man ogsaa
spurgte, vovede ingen Indsigelse, skønt han for sit Vedkommende
nu var utaalmodig for at komme bort.
Justitsraaden var en spinkel lille Mand med hvide Bakkenbarter
og Guldbriller, hans Kone derimod et Kødbjerg, der endnu
længe efter, at hun var kommen ned af Vognen, stønnede tungt
af Anstrengelse. Døtrene var et Par unge Piger omtrent i Ingers
Alder.
Ved Aftensbordet, der blev dækket ude i Haven, gik Snakken
meget livligt. Talen faldt blandt andet paa Pastor Fjaltring.
Justitsraaden havde netop hørt en ny, oprørende Historie om
denne præstelige Tvivler og Spotter, der levede det uhyggeligste
Liv sammen n\ed en forfalden Kone. En af Egnens agtværdigste
yngre Bønder af den blombergske Retning havde fornylig
henvendt sig til ham i Anledning af en Embedsforretning,
og Pastor Fjaltring skulde da i Samtalens Løb have anbefalet
ham at hengive sig til Udsvævelser: „De maa synde noget mere,"
havde han sagt. „Med det Liv, De fører, kan De aldrig blive
nogen overbevist Kristen."
Medens der fra Damerne hørtes Udbrud af Forargelse og Af-
sky, rystede Pastor Blomberg overbærende paa Hovedet og
sagde:
„Han er et stakkels ulykkeligt Menneske!"
I det samme begyndte Klokken at lyde oppe i det hvide Kirketaarn,
der ragede op bag Havens Trækroner, rødt belyst af Aftenskæret.
Den rungende Lyd næsten forskrækkede de Fremmede,
der ikke var vant til at have den saa nær inde paa Livet.
Pastor Blomberg, som øjensynligt helst vilde bort fra Emnet Pastor
Fjaltring, gav sig til at le og sagde, at det Klokke-Spektakel i
Grunden var uforsvarligt. Sundhedskommissionen burde ligefrem
forbyde det.
Hofjægermesterinden indvendte herimod, at Aftenklokken
dog lød saa smukt paa Afstand, og at den jo virkelig ogsaa
kunde tjene til Opbyggelse, som en Paamindelse om at samle
Sindet efter Dasens Uro. Men Pastor Blomberg holdt ikke af
Modsigelse, allermindst naar den kom fra hans egne Tilhængere.
Skønt han havde henkastet Ytringen uden at mene synderligt
med den, nærmest for at sige en af disse lidt vovede Morsomheder,
hvormed han paa luthersk Vis holdt af at krvdre sin Tale,
tog han nu i fuldt Alvor Spørgsmaalet op til Drøftelse.
Han brød sig ikke om den Slags Paamindelser paa Klokkeslet,
sagde han. Han skulde have sig frabedt saadan at maatte
stille til Andagt paa Kommando. Der var noget katolsk derved,
som var ham imod. Gud havde ikke Konsultationstid paa samme
Maade som en Læge eller en Prokurator, og hvad det sindbilledlige
angik, saa var det for barnligt saaledes at betragte Solen
som Vorherres gyldne Lommeur. Det var i Virkeligheden
næsten bespotteligt.
Hans Tale udviklede sig efterhaanden til et helt Foredrag,
hvorunder Spørgsmaalet svulmede op til en Sag af den alvorligste
Betydning for et Menneskes sunde og ærlige Gudsforhold.
Man var imidlertid bleven færdig med at spise. De unge Piger
havde rejst sig og gik omkring i Haven. Frøknerne Clausen
var begge kønne, friske Brunetter, navnlig den ældste en frodig
Evadatter med et Par Øjne, der spillede af Livslyst.
Da der blev taget af Bordet, foreslog Pastor Blomberg, at de 
7!
skulde synge en Aftensang. De unge Piger blev kaldt tilbage,
og Præstefruen gik ind i Havestuen, hvor Klaveret stod.
„Fred hviler over Land og Bv,
ej Verden larmer mer ."
Det var begyndt at mulme omkring i Haven Fra en Hasselhæk
blandede en Solsort sine Naturtoner i Selskabets noget
uregelmæssige Sang.
„Fro smiler Maanen til sin Sky,
til Stjerne Stjerne ser."
De unge Piger havde lejret sig paa Trappestenen foran Havedøren
og sad der i deres lyse Kjoler og sang højt og frejdigt med
klare Røster; Præsten og Justitsraaden ledsagede dem med Bas.
Den sidste havde lagt Armene over Brvstet og brummede med
sammentrukne Bryn og Flyndermund. De tre fremmede Damer
ved Bordet deltog med en lidt ubehjælpsom Nynnen, hvorimod
Præstefruen, der havde en stor og vel skolet Stemme, efterhaanden
ganske beherskede Sangen.
„Og Søen blank og rolig staar
med Himlen i sin Favn ."
Per var den eneste, der ikke sang med. Og dog var der i
Virkeligheden ingen, hvem Øjeblikket greb dybere. Han mindedes,
under hvilke Omstændigheder han sidst havde hørt denne
Sang. Han havde dengang staaet udenfor et Havehegn og længtes
ind. Nu sad han indenfor, men — hvad hjalp det ham? Han
følte sig tilovers som en ubuden Gæst. Saadan var nu engang
hans Skæbne. Han var og blev en fredløs Fremmed paa ethvert
Sted, hvorover Barndomshjemmets Aand hvilede.
Da Sangen var tilende, foldede Præsten Hænderne og bad
Fadervor. Saa blev der sunget endnu et Par Sange, hvorefter
Vognene kørte for Døren.
Da de Fremmede var borte, satte Præsten sig ind i Havestuen
til sin Kone med sin Aftenpibe og gav sig til at tale om
de bortdragne. Inger var ogsaa tilstede. Hun havde allerede sagt 
172 LYKKE-PE R
Godnat; men da hun paa Vejen til Døren hørte Faderen nævne
Pers Navn, gav hun sig noget at bestille henne ved et Nodeskab.

Pastor Blomberg udtalte sig ganske anerkendende om Per og
hans Evner. Endogsaa hans Ydre gav han sig til at rose i ret
stærke Udtryk. Men da blev Præstefruen pludselig urolig paa
Grund af Datterens Tilstedeværelse.
„Hvad er det, du har for, min Pige? ... Se nu at komme
i Seng."
Per forholdt sig meget stille under hele Hjemkørslen; og Hofjægermesterinden
— der anede Grunden til hans Indesluttethed
— lod ham være uforstyrret og gav sig til at tale med sin Sø­
ster om huslige Ting.
Da Vognen var kommen et Stykke paa den anden Side af
Borup By, gik der en høj Mand forbi ude paa Vejkanten. Per
saae ham ikke, men Hofjægermesterinden greb sin Søster i Armen
og sagde:
„Det var jo Pastor Fjaltring!"
Per strakte sig udover Vognkanten og fik Øje paa en høj,
slank Skikkelse, netop som dens Omrids udviskedes af Mørket.
„Var det den gale Præst?" spurgte han.
„Ja, — nu er det hans Tid. Det siges, at han undertiden
gaar her frem og tilbage paa Vejene hele Nætter igennem."
Per sank tilbage til sin forrige Tavshed. Idet han i Tankerne
fulgte denne ensomme, hvileløse Nattevandrer, gik der ham en
Kuldegysning gennem Sjælen. Den bibelske Forbandelse: „Fredløs
og ustadig være du paa Jorden," lød paany uhyggeligt
i hans Øren med Faderens myndige Stemme. Det var for ham,
som havde han her set et Billede af sin egen Fremtidsskæbne.
% *
*
Den følgende Morgen gjorde Per endelig Alvor af at ty til
det lille Opbyggelsesbibliotek, hvormed Hofjægermesterinden
havde forsynet hans Værelse. Han tog en af Pastor Blombergs
Prækensamlinger, „Vejen til Gud"; og skønt Vejret var blæ­
73
sende, vilde han ikke blive inde men gik med Bogen op til
Skoven. Her lagde han sig paa sin Yndlingsplads lige under Hegnet
saaledes, at han fik Skoven i Ryggen til Læ, medens han
foran sig havde fri Udsigt over Aaen og Engene til de kratklædte
Skrænter paa den anden Side.
Det var Omgivelser, der just passede til den Læsning, han nu
begyndte paa. Der var i Pastor Blombergs Forkyndelse ikke saa
lidt, der mindede om et saadant dansk Englandskab i køligt Sommervejr
: høj Luft, blaa Himmel, solbeskinnede Skyer, megen
Fuglesang, hist og her et Kalvebrøl, overalt den frodigste Grønhed,
bløde Linjer, frie Udsyn — og en ensformig, flad Horisont.
Pastor Blomberg benyttede som Prædikant virtuosmæssigt
et poetisk og folkeligt Sprog. Han tilhørte i saa Henseende
ganske den kirkelige Retning, der var baaret til Verden af den
grundtvigske Salmesang, og som aldrig tabte Præget af sin
digteriske Oprindelse.
Det var dog ikke Fremstillingsmaaden, der særlig fængslede
Per. For Billedtalens Fortryllelse havde hans Udvikling i Matematikens
og Naturvidenskabernes Skole gjort ham saa temmelig
uimodtagelig. Det var stadig Beviset, han søgte bag de mange
smukke Ord; det var Tanken, han forfulgte for at naa til Klarhed
over Livets store Mysterium, der var begyndt at blive indtil
Fortvivlelse dunkelt for ham.
Allerede hans to Samtaler med Pastor Blomberg havde givet
ham en Forestilling om dennes Kristendom, som var saa ulig den,
hvori han selv var bleven opdraget. Først nu gik det dog rigtigt
op for ham, hvor langt man selv i kirkelige Krese var kommen
bort fra Fortidens skumle Rettroenhed med dens Brændemærkning
af Kødet, dens Korsfæstelse af Forstanden, med den hele
middelalderlige Sjæletortur, som kun en Taagedrøm om Paradisets
Herligheder søgte at forsøde. Her var intet, der skræmmede
Tanken eller oprørte Følelsen, intet, der blev borte i Spekulationens
Skyer eller fortonede i Anelsernes Taager. Her var
frem for alt ingen Modsigelser at overvinde. Tilværelsens Mysterium
udfoldede sig her i den enfoldigste Klarhed. Alt syntes
her saa lige til, næsten selvfølgeligt, og desuden paa en helt 
l i
Wii'i'A
17
vidunderlig Maade praktisk tilpasset Menneskenes Behag. Djævlen
blev med godt Humør sat paa Pulterkammeret som et Foster
af opskræmt Munkefantasi, og om i roen paa en evig fordømmelse
hed det rent ud, at den var barbarisk og afskyelig
og stred mod de Kristnes forestilling om oud som en aikæriig
fader. Om det Hinsidige blev der i det heie talt saa lidt som
muligt. Hvad det efter denne Anskuelse hovedsagelig gaiat om,
var, at man frejdigt og fromt gik sin beskikkede Uvsvej tilenae
i barnug fortrøstning til den nimmelske faders Kærlighed.
Der var i alt dette virkelig noget af et giad Budskab tor Per.
Han maatte erkende Sandheden af, hvad fiofjægermesterinden
altid havde sagt om Pastor Blombergs forkyndelse, at den virkede
saa vidunderligt beroligende. Den knugende Tyngsel, der
havde hvilet over hans Sind siden den foregaaende Aften, og
som havde forfulgt ham ind i Nattens Drømme, blev i disse Timer
taget fra ham.
Han lukkede tilsidst Bogen og laa en Tid med Haanden under
Hovedet og saae ud over Engene. Han følte sig tilmode som En,
der har været ængstet ved 1 anken om en forestaaende lang og
kvalfuld Natterejse over et stormfuldt Hav til et ukendt Land,
og saa om Morgenen vaagner og ser, at Farten er overstaaet,
at Stormene er gennemstridte, og at det fremmede Land hilser
ham hjemligt med Solskin og grønne Skove. Han tilstod for sig
selv, at naar han i den sidste Tid igen havde modarbejdet Udbrudet
af en aandelig Krise, saa var det ikke alene sket af Frygt
for Samvittighedens Svøbe, men ogsaa af en ubestemt Ængstelse
for de nye og uprøvede Livsforhold, hvori en saadan indre Omvæltning
kunde føre ham ud. Men nu var han bleven beroliget.
Hvad der her fordredes, var jo væsenlig kun den samme strenge
og oprigtige Selvopdragelse, paa hvilken han allerede i nogen
Tid af egen Drift havde beflittet sig.
Ved Frokosten fortalte Hofjægermesterinden ham om en
Folkefest, der samme Eftermiddag skulde afholdes i en nærliggende
Skov, og hvor blandt andre ogsaa Pastor Blomberg skulde
tale. Hun havde, sagde hun, truffet den Aftale med Justitsraadens
og Præstens, at de alle skulde mødes der. Ogsaa Barones­
75
sen tog rimeligvis med. Havde han ikke Lyst til at gøre Følgeskab?

Per svarede, som sandt var, at han meget gerne engang vilde
høre Pastor Blomberg tale. At ogsaa Udsigten til at komme sammen
med de unge Piger havde nogen Tillokkelse for ham, snakkede
han derimod ikke om, og det var da endelig ogsaa noget,
der først gik op for ham i det samme Øjeblik. Han havde ikke
haft dem i sine Tanker siden den foregaaende Aften, og selv
ved den Lejlighed havde de, ham bevidst, slet ikke beskæftiget
ham. Og dog havde de uafladelig gjort det. Ligesom hans Øjne
hele Tiden, uden at han tænkte derpaa, havde fulgt de tre lysklædte
Kvindeskikkelser, da de efter Aftensbordet Arm i Arm
gik rundt om Græsplænen, saadan havde han trods sin Selvoptagethed
i en skjult Krog af Sjælen stadig været modtagelig
for Indtryk af dem og havde ogsaa her bevaret et meget levende
Billede af dem alle tre.
Ved Firetiden holdt Landaueren for Døren, og efter nogen
Venten — Baronessen kunde som sædvanlig ikke blive færdig
— kørte de afsted. Hofjægermesteren havde i sidste Øjeblik bestemt
sig til at tage med, og han gjorde sig under Kørslen hæ­
derlig Umage for at bringe de foregaaende Dages selskabelige
Overtrædelser i Forglemmelse.
Efter en Times Kørsel naaede de Festpladsen: en Grønning
i Bunden af en dyb Skovkedel, hvor der var Læ for Blæsten.
Et Par hundrede Landboere — Mænd og Kvinder — stod opstillet
foran en flagsmykket Talerstol, og man var allerede begyndt
at synge. Det fornemme Herskabs Ankomst vakte nok en
vis Opsigt i Forsamlingen, men nogen Ærefrygt var der ikke
at spore, — ja Hofjægermesterens langbenede Skikkelse i den
junkerlige Spændejakke og med Urhanelyren i Hatten syntes
endda at vække nogen Munterhed hist og her, da han førte sine
Damer op til nogle Siddepladser umiddelbart foran Talerstolen,
der var forbeholdt Egnens Udvalgte.
Per havde holdt sig tilbage. Han var bleven lidt betuttet ved
Synet af denne store Almueforsamling og vilde ikke ind i Mylret.
Han saae Justitsraaden rejse sig forude og hilse paa Hof­
17
jægermesterens. Ogsaa Pastor Blombergs brune Fløjlshat og hans
Kones højtbaarne Hoved opdagede han derhenne paa Bænkepladserne.
Derimod søgte han en Tid forgæves Frøken Inger og
hendes Veninder. Da saae han Hofjægermesterinden vende sig
lidt til Siden og nikke op mod Skovskrænten, og her fik han Øje
paa tre unge, sommerklædte Pigeskikkelser, der havde anbragt
sig deroppe som paa et Pulpitur.
Men nu tav Sangerne, og Pastor Blomberg stod paa Talerstolen.

Han gav sig til at tale om Modersmaalet, om dets Betydning
som Hjertets Sprog i Modsætning til alle fremmede Tungemaal,
der i det højeste kunde blive Udtryksmiddel for Forstanden. Modersmaalet,
sagde han, var det aandelige Moderbryst, af hvilket
vi inddrak Nationens Sjæl. Et Folks Sprog indeholdt som i en
Hovedsum Folkets aandelige Eje, det var vore Forfædre i hundrede
Led, der herigennem talte fortroligt til os og dannede os
i deres Billede. Derfor skulde vi ære det og holde det helligt.
Ligesom vi indgærdede de Kilder, hvoraf vort Legeme skulde
drikke, at de ikke forurenedes, saaledes galdt det i endnu højere
Grad om at vogte den aandelige Ernæringskilae, som Ordet var.
Men gav man Agt paa Folks Hverdagstale, vilde man desværre
finde meget urent, ja raaddent i den, og i saa Henseende var
Landboerne ikke stort bedre end Folk i Byerne. Der var jo dem,
der ikke kunde aabne Munden, uden at tvetydige Ord og svinske
Hentydninger væltede ud af den. Her var en stor Opgave
at tage op. Han vilde særlig kalde paa de Unge, hos hvem
Vanen til uterlig Tale endnu ikke var for indgroet. Der maatte
i det hele skabes en Bevægelse for at udvikle Sansen for en
Sjælens Hygiejne, der jo dog var fuldt saa vigtig for Mennesket
som Omsorgen for Legemet. Alle gode Kræfter i Folket maatte
samles for at værne den unge Slægt mod den Besmittelse ved
Ordet, for hvilken den nu daglig var udsat.
Per havde straks været optaget af at høre; men efterhaanden
som Taleren blev direkte moraliserende, splittedes hans Opmærksomhed.
De unge Pigers Tilstedeværelse gjorde sit hertil,
ligesom ogsaa det, at det altsammen var saa nyt for ham. Det 
77
var første Gang, han var Deltager i et Folkemøde; derfor optog
Tilhørerne ham nok saa meget som Taleren. Han saae udover
disse tætte Rækker af solide Vadmelsskikkelser, paa disse
spændt lyttende, aabne og opvakte Ansigter, og det gik først ved
denne Lejlighed tilfulde op for ham, hvad det var for en aandelig
Bevægelse, han var bleven ført ind i.
Han havde ofte hørt Tale om den grundtvigske Vækkelse med
dens Ide om en folkelig Kultur i Modsætning til Videnskabens
verdensmæssige Dannelse; men da selve Begrebet Bonde i hans
Øjne var tidsstridigt, havde han alene af den Grund aldrig troet
det Umagen værd at stifte nærmere Bekendtskab med denne
Folkebevægelse, saa udbredt den ogsaa var. I de københavnske
Krese, hvor han havde færdedes, var den ogsaa gerne bleven
omtalt med en vis overbærende Ringeagt.
Uvilkaarlig drog han nu en Sammenligning mellem denne Forsamling
af danske Landboere og de østerrigske og italienske
Bønder, han havde lært at kende paa sin Rejse, og han kom til
det Resultat, at han ikke havde nogen Grund til at skamme sig
paa Landsmandsskabets Vegne. Det slog ham, hvilken Forskel
der var paa denne lysvaagne, forstaaende Tilhørerkres og den
søvnige Hjord af tyrolske Bjergboere, som Præsterne om Søndagen
drev i Procession gennem Dresack som brægende Faar.
Men ogsaa sammenlignet med Egnens Fortids-Bønder, saaledes
som han huskede dem fra sin Barndom, naar de paa Torvedagene
viste sig i Købstaden, aabenbarede Kresen her et mægtigt
Fremskridt. Her havde tydelig nok fundet en Udvikling, en
Frigørelse Sted, der var gaaet jævnsides med den, hvoraf han
selv var bleven baaret frem, — og den havde aabenbart bragt
fuldt saa megen Lykke med sig.
Da Pastor Blomberg havde sluttet sit Foredrag og der igen
var sunget et Par Sange, traadte Festens Leder, en yngre, blond
og smilende Bonde, frem for at meddele, at der nu vilde blive
en halv Times Mellemmads-Pavse, hvorefter Højskoleforstander
Broager vilde tale.
Forsamlingen spredte sig langsomt over Pladsen, og de, som
havde maattet staa op under Foredraget, slog sig ned i Græsset.
Lykke-Per II 
17
Per gik op til Inger og hendes Veninder. De unge Piger havde
netop rejst sig for at gaa ned til de andre; men nu foreslog Per,
at de skulde benytte Ventetiden til at se sig lidt om i den
smukke Skov. Frøknerne Clausen viste sig straks villige. Inger
derimod tøvede med Svaret. Hun skottede med et tvivlraadigt
Blik ned til Pladsen foran Talerstolen, hvor hendes Moder stod
i Samtale med Hofjægermesterinden. Inger slægtede ogsaa i
den Henseende sin Moder og dennes Provins-Patricierfamilje
paa, at hun var meget nøjeregnende med Overholdelsen af Formen.
Men den ældste Clausen, den fuldbarmede Gerda, tog
hende resolut under sin ene Arm, greb Søsteren under den
anden og trak afsted med dem begge.
Samme Frøken Gerda havde hele Tiden lidt vanskeligt ved at
holde sine livfulde brune Øjne fra Per. Hendes mandhaftige Væ­
sen var kun et Skalkeskjul for hendes kvindeligs Beundring. Sø­
steren, der endnu halvt var Barn, lod sig smitte af hendes Tone
og hængte sig leende paa hendes Arm som en overgiven
Skoletøs.
Men Per havde ikke Tanke for andre end Inger. Han fandt,
at de andre ved nærmere Bekendtskab var lovlig tarvelige, og
han kunde ikke lade være med at tænke paa, om ikke Inger
følte sig lidt forlegen paa sine Veninders Vegne. I hvert Fald
gik hun og saae ned for sig og blev mere og mere faamælt,
jo taabeligere de andre fjasede.
Det havde allerede den foregaaende Aften slaaet ham, hvor
fornem hendes Holdning var i Sammenligning med de andres,
hvor selvbevidst og jomfrustolt hun bar sit Hoved, som vilde
hun løfte det højt over alt plat og flaut og smudsigt. Nu gik det
op for ham, at det mere maatte være denne friske Uberørthed
end bestemte ydre Træk, der i hans Øjne straks havde givet
hende en vis Lighed med Francisca. Ogsaa omkring hendes
Skikkelse havde der staaet denne kyske Kølighed, der mindede
om Duften af vilde Roser. Han kunde huske, hvordan den mindste
Hentydning til Kærlighedslivets Mysterier havde kunnet
bringe Blodet op i hendes Kinder, mens Jakobe naa ja,
hun havde det altsaa paa en anden Maner, og han kunde jo ikke 
79
nægte, at hendes Mangel paa Blufærdighed nu og da havde stødt
ham, at han i det hele havde fundet noget usmageligt ved den
ubeherskede Lidenskabelighed, hvormed hun var gaaet op i Elskovsforholdet
til ham.
De var kommen ud af Skoven. Foran dem løftede sig en mægtig
Grusbanke, ganske nøgen, kun dækket af et fattigt Græs med
mørke Pletter af Lyng. Det var den bekendte Rolhøj, Egnens
højeste Punkt, hvorfra man havde Udsigt over en Tyvendedel
af Jylland.
Skønt de to Clausen'er efterhaanden havde forstaaet, at de
var tilovers, lod de sig ikke mærke dermed, i hvert Fald ikke
ved at vise sig fornærmede. Tværtimod. Som de Jyder, de var,
hævnede de sig over Mangelen paa Paaskønnelse ved en stadig
mere løssluppen Munterhed.
„Første Mand paa Toppen!" raabte Frøken Gerda og suste
opad Skrænten, øjeblikkelig fulgt af Søsteren. I Farten fik denne
sin Hat blæst af Hovedet, og der blev en vild Jagt efter den
henad Bakkeskrænten.
Inger gjorde Mine til at følge dem; men Per, der erindrede
Hofjægermesterindens Advarsel til hende mod at løbe, raadede
hende indstændigt fra det, idet han sagde;
„Husk paa, at De nylig har været syg, Frøken! Jeg veed, at
De ikke maa overanstrenge Dem."
Ved denne Omhu for hendes Person erobrede Per uden at
ane det igen et lille Stykke af Ingers velbefæstede Hjerte. Hun
var endnu saa meget Reconvalescent, at det var hende en Tilfredsstillelse
at blive gjort svagere, end hun var. Men nu erklæ­
rede hun, endda med et lille Nakkekast, at hun netop vilde derop,
og da Per foreslog, at hun i det mindste burde støtte sig til hans
Arm, vilde hun ikke høre Tale derom. Hun fejlede ikke det ringeste,
sagde hun. Der var ikke noget at ængstes for.
Per holdt sig alligevel tæt foran hende under Opstigningen
for at kunne gribe til, dersom hun skulde snuble. Paa et Sted,
hvor der var særlig stejlt, tog hun da ogsaa mod hans fremstrakte
Haand. Det skete dog ikke uden Overvejelser, men hun
kunde ikke indse, at der var noget upassende deri, saa meget
12* 
18
mindre som han jo var forlovet. Og det føltes virkelig slet ikke
ubehageligt saaledes at blive ført næsten svævende op ad den
bratte Skraaning.
Per havde hele Tiden Lyst til at fortælle hende, at han havde
tilbragt Formiddagen med at læse i en af hendes Faders Bøger,
og hvormegen Glæde han havde haft deraf. Men han var bange
for, at hun skulde opfatte det blot som en høflig Frase, og lod
derfor være. Han nøjedes med at sige, at han havde været meget
glad for sit Besøg i Præstegaarden den foregaaende Dag -
noget, hun øjensynlig betragtede som ganske selvfølgeligt.
Anstrengelsen havde gjort hende varm, og hun standsede fo;
at puste. Hatten holdt hun i Haanden, og det lyse, fine Haarpur
stod omkring hendes Hoved som en Glorie. Hun var igen i dette
Øjeblik ganske Francisca — syntes Per. Francisca i forklaret
Skikkelse.
De to Clausen'er havde imidlertid forlængst naaet Toppen.
De stod deroppe og holdt paa Hattene, medens Stormen rev i
deres Skørter som usynlige Hænder, der vilde flænge Tøjet af
dem. Ved Synet af Inger og Per, der nu igen havde sat sig i
Bevægelse, sagde den yngste:
„Se blot, hvor de kryber!"
„Det er saa kedeligt med Inger," ytrede Frøken Gerda.^ „Naar
Nogen gør lidt af hende, bliver hun straks saa affektert."
„Man maa forresten ikke sige andet, end at han er ganske
køn, ham — Nussen," sagde den unge.
„Køn! Jeg finder ham skrækkelig!"
„Det mener du jo ikke, Gerda. Du sa e da selv iaftes .
Ijeg! Er du gal, Tøs! Har du rigtig set paa hans Glugger?
Saadan et Par Mælkespande!
Inger og Per naaede endelig tilvejrs, og man gav sig til at
betragte den berømte Udsigt. De unge Piger begyndte at tælle
Kirketaarne. Naar Luften var ganske klar, skulde man kunne
øjne fem og tredive. Frøknerne Clausen kendte Navnene paa
dem alle; men Per havde kun Interesse for dem, som Inger kunde
udpege. „Nej se, er det Tepperup! ... Hvad siger De? Aa, Ramlev!"
udbrød han paa en Maade, som om disse Navne vakte 
LYKKE-PER IS l
kære Minder hos ham, — og de to Søstre stødte hemmeligt til
hinanden med Albuen.
Det var forresten daarligt nok, at den ene kunde høre, hvad
den anden sagde, saadan larmede Blæsten med deres Klæder.
Det varede derfor heller ikke længe, før de bestemte sig til at
gaa ned.
Da Skoven igen havde lukket sig omkring dem, standsede
de et Øjeblik for at hæge sig lidt. Vinden havde huseret slemt
med de unge Pigers Frisyrer, navnlig var Ingers ilde tilredt. Hun
maatte tage begge sine Handsker af for at faa lidt Skik paa Haaret,
og da hun netop stod med Hattenaalen i Munden og Veninderne
var beskæftigede med deres eget, bad hun Per om at holde
dem for hende saalænge. Hun tænkte ikke det mindste derved,
men de to Søstre saa straks til hinanden; og mere end een
Gang paa Tilbagevejen gennem Skoven fandt de Anledning til
igen at puffe til hinanden med Albuen.
Da de naaede Festpladsen, var Mødet igen begyndt. Paa Talerstolen
stod en høj, alvorligt udseende Mand med mørkt Haar
og Skæg. Det var Forstander Broager, Lederen af en i Nabolaget
liggende Højskole og Pastor Blombergs Medbejler til Folkeyndesten
der paa Egnen, navnlig mellem Ungdommen.
Stille anbragte de unge Piger sig paa deres forrige Pladser
under Træerne, og Inger skottede ned til sin Moder, — hun var
pludselig bleven lidt betænkelig ved Fraværelsen, der jo ogsaa
havde trukket meget længere ud, end hun havde tænkt sig. Til
al Lykke saae det ud til, at Moderen ikke havde savnet hende;
hun sad fuldkommen rolig og syntes ganske optaget af Højskoleforstanderens
Tale.
Dette var hun paa sin Maade virkelig ogsaa. Pastorinden vaagede
med Skinsyge over sin Mands Anseelse som Foredragsholder.
Skønt ingen nogensinde kunde se det paa hende, var
hun nervøs, hvergang andre og navnlig naar Højskoleforstanderen
skulde tale; og dette var Grunden til, at hun trods Pers Tilstedeværelse
ikke i Mellemtiden havde tænkt paa at se efter sin
Datter.
Noget lignende var forresten Tilfældet med Pastor Blomberg 
18
selv. Ganske vist var han altid den, der allerlydeligst gav sit
Bifald tilkende overfor andre Talere og lo højest af deres Vittigheder;
men paa en forræderisk Maade steg Blodet ham til Kinderne,
saasnart han mærkede, at en anden gjorde Lykke.
Efter at Mødet var bleven sluttet med endnu et Par Sange,
og mens man ventede paa Vognene, der stod lidt længere inde
i Skoven, gik Hofjægermesterinden og Inger med hinanden under
Armen lidt bort fra de andre. Den første sagde:
„I var sammen med Sidenius, saae jeg."
„Ja, vi var en lille Tur ud til Rolhøj. Det kan der vel ikke
have været noget urigtigt i?" spurgte hun og saae lidt ængstelig
paa den anden.
Hofjægermesterinden kom til at le.
„Nej, det kan der virkelig ikke."
„Især da han jo er forlovet."
„Javist."
„Det er forresten underligt, saa lidt man mærker det paa ham,
— at han er forlovet, mener jeg."
„Naa — det har vist heller ikke saa meget paa sig med den
Forlovelse."
Inger standsede og saae nu helt forskrækket paa hende.
„Hvad siger De!"
„Ja, jeg veed naturligvis ingenting. Men jeg har paa Fornemmelsen,
at han ikke er saa glad ved den Forbindelse. Det er jo
en Jødedame."
Inger blev tavs. Det skulde hun have vidst! Hun følte sig
pludselig dybt skamfuld ved Tanken om, hvor fri hun havde
været overfor ham.
I det samme blev der kaldt paa dem henne fra Vognene, som
nu var kørt frem. Pastor B'omberg og hans Kone sad allerede
vel indpakkede i deres Halvkalesche, og Præsten var lidt utaalmodig,
saa der blev kun Lejlighed til en hastig Afsked.
Da Inger var kommen op og vilde tage sine Handsker paa,
kunde hun ikke finde dem; og med en ny Betuttelse gik det op
for hende, at hun havde glemt at faa dem tilbage fra Per, som
rimeligvis i Tanker havde puttét dem til sig. 
83
Der havde endnu været Tid til at bringe dem tilveje, — Hofjægermesterens
Vogn var endnu ikke kørt — men saa brødefuld
følte hun sig, at hun ingenting vilde sige for ikke at røbe
sig overfor Moderen. Hun turde i sin Raadvildhed end ikke se
sig tilbage, idet de kørte; og under Kørslen skjulte hun omhyggeligt
Hænderne under Vogntæppet.
Da de havde kørt et lille Stykke, sagde Fru Blomberg til sin
Mand:
„Jeg synes ikke, Broager var rigtig heldig idag."
„Nej, det var virkelig kedeligt!" svarede Præsten hovedrystende.
„Han var absolut ikke heldig. Absolut ikke heldig,"
gentog han efter flere Minutters Forløb, skønt de i Mellemtiden
havde talt om helt andre Ting.
Per udtalte sig under Hjemkørslen med megen Varme om alt,
hvad han havde oplevet paa Turen. Kun nævnte han ikke Inger
med et Ord. Hofjægermesterinden lagde Mærke til det og tænkte
sit derved.
Solen var gaaet ned. Det blev næsten mørkt, inden de naaede
hjem.
Idet de kørte ind gennem Porten paa Kærsholm med den
hult rumlende Genlyd, Per allerede kendte saa godt, og da han
saae Lyset fra Vinduerne skinne dem saa gæstevenligt imøde,
blev han grebet af en ham ny og forunderlig Følelse. Han fik
for første Gang i sit Liv Indtrykket af et Sted, hvortil han paa
hjemlig Maade følte sig knyttet. Som til Bekræftelse kom i det
samme Forvalterens Hund springende og gav sig til at danse
omkring ham og slikke hans Haand i vild Gensynsglæde. Det
stakkels Dyr, hvis Hvalpe man havde taget fra den, havde siden
kastet sin Kærlighed paa Per. Bevæget bøjede han sig ned og
klappede dens Hoved.
Da han kom ind paa sit Værelse, jog det igennem ham ved
Synet af et Brev, der var lagt frem til ham paa Bordet. Hans
Øjne fik et sky Udtryk, — det maatte vel være fra Jakobe,
tænkte han og tøvede med at tage det. Da han genkendte Ivans
Kragetæer, trak han Vejret lettere; men en Følelse af Ubehag
blev alligevel tilbage. Svogerens Haandskrift mindede ham saa 
3 84 L Y K K E - P B R
pinligt om det stadig uløste Pengespørgsmaal, der hver Aften
skaffede ham nogle kvalfulde Øjeblikke, inden han faldt i
Søvn.
Han lagde Brevet ulæst til Side, — Forretninger maatte vente
til imorgen. Idet han derpaa vilde gaa tilbage til Dagligstuen,
fik han i sin Jakkelomme fat paa en lille lysegraa Bylt. De?
viste sig at være Ingers Handsker. Et Par bløde, ru, saakaldte
Randers Handsker, ganske nye.
Det var ikke helt tankeløst, han havde beholdt dem derude
i Skoven. Han havde følt en sær Glæde ved at bære paa noget,
der tilhørte hende. Under den hovedkulds Afsked havde han saa
glemt at levere dem tilbage.
Han foldede dem nænsomt ud og betragtede dem længe. Han
førte dem op til sit Ansigt, inddrak begærligt deres Duft og
smilte tungt. Han havde nu det fornødne Paaskud til at forny
sit Besøg i Præstegaarden allerede den næste Dag, tænkte han;
men
Var det ikke raadeligst for ham at lade være? Stod han ikke
Fare for at blive virkelig forelsket, dersom han saae hende oftere?
Den gamle Adam rørte sig atter i ham. — Men hvortil
skulde det føre? Nogen ny Kærlighed havde han dog ingen
Ret til. Fra Livets Blomsterstier havde han for Resten af sit
Liv lukket sig ude ... om han overhovedet nogensinde havde
kendt dem. 
ENOGTYVENDE KAPITEL
Den Tid var nu inde, da det københavnske Sommerliv mellem
Villaerne langsmed Øresundskysten Dag for Dag udfoldede sig
med lysere og festligere Farver. Den store Bys stærke Pulsslag
forplantede sig ad Jernvejene milevidt ud i den livløse Natur.
Store Dampere svingede ind til Landgangsbroerne, helt nedtyngede
til den ene Side af deres levende Fragt. Jernbanetog af
en kvart Kilometers Længde standsede ved Stationerne for at
udspy et Menneskemylr, der tilhjuls og tilfods spredte Storstadens
magtfulde Uro dybt ind i Nordsjællands Skove.
Over Livet paa „Skovbakken" hvilede der under alt dette en
trykket Stemning. Philip Salomon og Fru Lea havde i denne Tid
lange og mismodige Samtaler med hinanden om deres Børn.
Det var ikke alene Jakobe, hvis Fremtid fyldte dem med Bekymring;
nu havde ogsaa Nannys Forhold givet dem Anledning
til Overvejelser af den alvorligste Art. For det Nederlag, den
unge Frues Forfængelighed havde lidt hos Per, havde hun søgt
Oprejsning hos sin gamle Tilbeder Hansen-Iversen; og da hun
virkelig dennegang trængte til at glemme, havde hun givet sig hen
til sin dristige Flirt med en vis Lidenskab. Men nu viste det sig,
at den forhenværende Kavalleriløjtnant med det flotte Overskæg
ikke var saa staalsat en Karakter, som dette havde ladet formode.
En Dag gik han hjem og skød sig en Kugle gennem Hovedet.
Tilmed efterlod han sig et Brev, hvori han forklarede Verden
sine Bevæggrunde og højtideligt sendte Nanny sin Forbandelse.
Takket være hendes Mands Stilling i Pressen blev Sagen dysset
ned; og for yderligere at dække sin Kones Rygte viste Dyh-
18
ring sig i de følgende Dage hyppigt offenlig med Nanny under
Armen, ligesom han spøgende ytrede til sine Bekendte, at det
i Grunden var en farlig Sag at have en Kone, hvis Øjne ikke
alene lignede men ved Lejlighed ogsaa kunde virke som en Pistolmunding.
Privat havde han imidlertid underkastet Nanny et indgaaende
Forhør, hvilket var bleven afsluttet med et knaldende
Ørefigen, som hun roligt havde taget imod. Hun fandt endog,
at hun slap ganske billigt fra den Historie, der i første Øjeblik
havde opskræmt hende frygteligt, — ja, hvad mere var, hun
blev ved den Lejlighed for første Gang rigtig vellystfuldt betaget
af sin Mand og var herefter igen en Tid hans ydmyge Slavinde,
der villigt — og med forøget Erfaring — tjente hans kønslige
Udskejelser.
Imidlertid kunde det dog ikke forhindres, at der sivede et og
andet ud om Aarsagen til Løjtnantens Selvmord. Den københavnske
Sladder, der ogsaa var flyttet paa Landet, fik tilmed
Snu af det efterladte Brev; og naar Philip Salomon og hans Kone
kørte deres sædvanlige Aftentur ud ad Strandvejen med deres
kongelige Forspand, hilsende og hilst af Venner og Misundere,
opstod der en ivrig Hvisken og Tisken rundtom i Villahaverne.
Visse Folk havde aldrig rigtig kunnet tilgive Nanny hendes
Skønhed, og alene af den Grund havde hendes Dyd altid hørt
til de mest omtvistede i Bredgadekvarterets afsluttede lille Samfund,
hvor man ligesom i de smaa Provinsbyer kendte hinanden
indtil Underbukserne.
Forældrene selv bedømte deres Datters Opførsel meget strengt.
Philip Salomon fandt sig endog beføjet til at gøre Dyhring en
ligefrem Undskyldning paa Husets og Familjens Vegne. Den
eneste af Nannys Paarørende, som tog hende en Smule i Forsvar,
var mærkværdig nok Jakobe. Hun, som ellers altid havde været
saa uskaansom i sin Dom over Søsteren, havde kun et Skuldertræk
tilovers for den hele Affære, som hun ikke fandt nogen
Grund til at tage saa højtidelig. Livet krævede nu engang Blod,
naar det virkelig skulde leves, — sagde hun. Vilde man være
med, maatte man være forberedt paa at blive en af dem, af
hvem det tappedes! 
LYKKE -PER 187
Men Jakobe havde i det hele forandret sig meget i den sidste
Tid. Ikke alene havde hendes Udseende igen tabt sig foruroligende;
men der var i hendes Væsen kommet noget af den samme
trætte og unaturlige Ligegyldighed, der havde været ejendommelig
for hende i Fortiden. Naar Nogen spurgte til hendes
Befindende, svarede hun regelmæssigt, at hun havde det godt.
Om sin Kæreste talte hun bestandig sjældnere; dog gjorde hun
heller ingen Indsigelser, naar Forældrene talte til hende om det
forestaaende Bryllup. Men samtidig snakkede hun om, at hun
tænkte paa igen at gøre sin Veninde i Breslau et Besøg, — der
var Ingen, der rigtig kunde blive klog paa hende eller paa hendes
Planer.
Der var i hvert Fald kun een, der forstod en lille Smule; det
var Rosalie. Hun, som havde sit Værelse ved Siden af Jakobes,
vaagnede en Nat og hørte Hulken derinde fra; og da hun mente,
at Jakobe var bleven syg, skyndte hun sig at staa op. Men hun
fandt Døren laaset, og Jakobe vilde ikke lukke hende ind. Den
næste Morgen forklarede Jakobe, at hun havde haft Tandpine.
Men Rosalie var ikke længer noget Barn. Hun var selv begyndt
at jage i Kærlighedens hemmelighedsfulde Vildskov, ledet paa
Vej af Nannys Fodspor. Hun havde endog haft Held til allerede
at nedlægge et Bytte. Kandidat Balling havde for noget siden erklæret
hende sin Kærlighed; og det morede hende nu at lade
uforstaaende og se det lange Literaturværk pines af Frygt og
Uvished. —
Hvad der gjorde Jakobes Sind saa fortvivlet nedtrykt, at hun
undertiden tænkte paa at tage Livet af sig, var navnlig det, at
hun ikke kunde bestemme sig til et endeligt Brud med Per.
Endda hun forlængst havde forstaaet, hvor det hele bar hen, og
skønt hun ogsaa godt anede, at der var en Kvinde med i Spillet,
opsatte hun Afgørelsen fra Dag til Dag. Saa nedværdigende var
Kærligheden! Saa skamløs var den Følelse, hun havde holdt for
Livets helligste!
Det var hende under alt dette en Trøst, ja lidt af en Oprejsning,
at hun ikke havde faaet betroet Per sin Tilstand. Sin dyreste
Hemmelighed havde hun ikke udleveret ham. I sin Moder­
18
lighed vilde hun forblive ukrænket. Hun skulde forskaanes for
den yderste Ydmygelse: at blive et Offer for hans Medlidenhed.
Hun havde igen en Tid ladet hans Breve ubesvarede, ja det
var kun med Overvindelse, hun overhovedet havde faaet sig til
at læse dem. Hans Optagethed af Præsten derovre fyldte hende
med Medynk. I et af sine sidste Breve havde han ligefrem anbefalet
hende at forskaffe sig denne Mands Skrifter (hvad hun
iøvrigt allerede havde gjort), og da han nu paany nævnte disse
Prækensamlinger i det tydelige Haab, at de skulde kunne vinde
hende for den kristne Livsanskuelse, opæggede dette hende, saa
hun bestemte sig til at svare. Der var her en Lejlighed, hvor hun
kunde give sit Hjerte Luft uden at ydmyge sig. Og skønt hun
ligesom i sit forrige Brev ikke med en Linje berørte deres personlige
Forhold, følte hun. mens hun skrev, at hun dennegang
med sine Ord forberedte det endelige Brud.
„Jeg har hidtil ikke følt nogen Trang til at følge den Opfordring,
dine sidste Breve har givet, til at komme ind paa en Sag,
som aabenbart paany optager dig meget, jeg mener dit Forhold
til Kristendommen. At min Tavshed dog ikke skyldes Mangel
paa Deltagelse, har du maaske af dig selv forstaaet; men det
er mere og mere bleven min Overbevisning, at der er Spørgsmaal,
som det er frugtesløst at diskutere. Navnlig gælder det
vist, hvor Talen er om Troessager, at vi ikke lader os paavirke
af Ræsonnementer. Vi faar den Tro, som Omstændighederne
skaber for os. Vort Organ for det religiøse udvikler sig ligesaa
naturbestemt som Hjerte og Nyrer, og al kunstig Indgriben foi
at modvirke f. Eks. en arvelig Disposition har vist kun til Følge,
at den hele Organisme svækkes.
„I dit sidst modtagne Brev læser jeg imidlertid mellem Linjerne
et direkte Spørgsmaal til mig, og dette kræver et Svar, -
om ikke af anden Grund, saa for at du ikke skal udlægge min
Tavshed som en stiltiende Indrømmelse.
„Mit eget Forhold til Kristendommen er naturligvis i ikke mindre
Grad end dit bestemt ved min Fødsel og min Opdragelse.
Fra jeg var en ganske lille Pige, har den Forfølgelse, som den
kristne Kirke indtil de seneste Tider har iværksat overfor det 
89
Folk, jeg tilhører, vakt Hævnfølelser hos mig. Og dog tror jeg
næsten, at jeg vilde være i Stand til at skrive alt dette i Glemmebogen,
dersom jeg kunde faa Øje paa Kirkens Velgerninger
overfor den øvrige Menneskehed. Men hvorsomhelst jeg læser
i dens totusindaarige Historie, finder jeg under Fromhedens Maske
den samme lumske og tyranniske Forfølgelseslyst, den samme
koldblodige Ligegyldighed for Midlerne, naar blot Magtbegæret
tilfredsstilles. Aldrig har nogen aandelig Bevægelse i den Grad
taget de sletteste menneskelige Egenskaber i sin Tjeneste. Og
derfor — udelukkende derfor — har den kristne Kirke vundet
den store Udbredelse.
„Det er mig fuldkommen ubegribeligt, ja det ubegribeligste
af alt, at retskafne Mennesker, der er i Stand til at læse og
tænke, ikke væmmes ved dette Troessamfund, under hvis Vinger
den hæsligste Undertrykkelse, den mørkeste Uvidenhed, de mest
dyriske Afskyeligheder har fundet Beskyttelse eller i al Fald Overbærenhed,
medens alt, hvad Tiden har fostret af sunde, stolte
og modige Bestræbelser for at føre Menneskeheden fremad mod
mere Lys, til større Retfærdighed og mere Lykke, i Kirken har
haft sin misundelige og uforsonlige Fjende. Selv om Reformationen
maaske har fremkaldt nogen Forbedring heri, saa er den
dog ikke af stor Betydning; og de forskellige moderne Retninger,
der synes at tilstræbe en forholdsvis velvillig Forstaaelse
af anderledes tænkende, beroliger mig heller ikke. Tværtimod.
Protestantismen har ogsaa sine Jesuiter, der i vanskelige Tider
virker for Kirken ved et tilsyneladende Frisind, som tjener til
Dække for dens nødtvungne Indrømmelser. Det er et Fænomen,
der er saa gammelt som selve Kristendommen. Som denne allerede
i sin Begyndelse med Snuhed skabte sig Fodfæste omkring
i Landene ved at optage i sig de hedenske Vaner og Forestillinger,
den ikke kunde faa Bugt med, saadan forstaar den i Nutiden
behændigt at lempe sig efter Videnskabens eller Humanitetens
Krav i samme Øjeblik, hvor et Nederlag truer. At den
ikke desmindre vedvarende gør Paastand paa at sidde inde med
den eneste, uforanderlige, gudindblæste Sandhed, er et Hykleri,
hvortil Verden aldrig har set Mage. 
19
„Og dog, — med alt dette er jeg ikke uforsonlig. Jeg vil endog
tro paa Muligheden af en Forstaaelse med Kristendommen,
som jo virkelig ejer selvstændige Sandhedselementer af Betydning
for Menneskenes Ve og Vel. Men kun paa eet Vilkaar kunde
jeg række Kirken Haanden, — det, at den gik i sig selv og blev
ærlig. Og endnu dette: at den som Vidnesbyrd om sin Omvendelses
Oprigtighed paalagde sig selv den samme Bodsgang, som
den fordrer af sine enkelte Medlemmer. Lad den gamle Synder
tilhylle sit Aasyn, som der staar skrevet, og for al Folkets Øjne
tilstaa sin Brøde. Det maa være Begyndelsen! Paa Knæ for Menneskeheden,
hvis Enfoldighed den har misbrugt, skal Kirken
afbede sine Synder! Paa Knæ for Sandheden, som den har knægtet,
for Retfærdigheden, som den har blindet, skal den søge Tilgivelse
for sin Fortid! Først da men ikke et Øjeblik før
kan den vente at vinde Tillid hos dem, der virkelig er Livets
og Lysets Vogtere. "
* *
*
Paa Kærsholm gled Dagene hen i den landlige Ensformighed,
der gør Tiden saa flygtig og Livet saa kort. Det var allerede igen
bleven Søndag, og Godsejerfamiljen kørte som sædvanlig til
Bøstrup for at høre Pastor Blomberg præke.
Efter Pers Udtalelser forleden efter Folkemødet havde Hofjægermesterinden
i Grunden ventet, at han dennegang vilde tage
med. Paa en Maade manglede han heller ikke Lyst, — ogsaa
fordi han rimeligvis ved denne Lejlighed igen vilde møde Inger.
Men til at deltage i en formelig Gudstjeneste med Salmesang
og Fadervor og Velsignelse kunde han alligevel ikke bekvemme
sig. Han havde Aftenen i Forvejen modtaget Jakobes Brev, hvis
lidenskabelige Tone havde gjort et vist Indtryk paa ham, saa han
igen var bleven usikker.
Da Vognen var kørt, følte han sig meget ene paa Kærsholm.
Han gik ud i Haven, op paa en kunstig dannet Udsigtshøj i dennes
Udkant, hvor han satte sig paa en Bænk og saae ud over
Egnen. 
91
Rundtomfra — fjern og nær — kaldte Kirkeklokkerne til Andagt.
I den stille Luft førtes Lyden milevidt over Engene. Ogsaa
Kirken i Bøstrup kunde han tydeligt høre. Den kaldte ikke
forgæves. Ude paa Landevejen, som førte i en Bue udenom Gaarden,
saaes den ene Vogn efter den anden med søndagsklædte
Bønder, der alle kørte ad Bøstrup til. Per fulgte dem med Øjnene,
indtil de forsvandt deroppe bag den høje Borup Bakke.
Da den allersidste var borte, følte han det, som om Egnen laa
uddød foran ham; som om Befolkningen var draget bort til et
fremmed Land og havde ladet ham ene tilbage.
Denne Søndagens Fredløshed, som han huskede saa godt fra
Fortiden, havde han ikke kendt siden den Dag, da hans Svigerfor­
ældres Hus aabnede sig for ham og han førtes ind i den Verden,
hvorover ingen Kirkeklokker ringede. Alligevel følte han i dette
Øjeblik slet ikke Længsel efter „Skovbakken". Han tænkte uden
Misundelse paa det Rykind af glade og pyntede Verdensmennesker,
som der udgjorde Dagens festlige Indhold.
En efter en tav Klokkerne. Stadig stærkere grebes han af
denne uhyggelige Følelse af Forladthed. Lyden af en Vogn langt
borte paa ukendte Veje fremkaldte en helt fantastisk Fornemmelse
hos ham af Hinsidighed. Han følte sig som en Afdød,
der i Skyggernes Rige hørte Menneskelivet røre sig over hans
Grav.
Han tænkte igen paa Jakobes Brev, — han vidste nu, hvad
han vilde svare hende. Denne højtidsfuldt stille Formiddag, disse
festklædte Bønder i deres fint pudsede Vogne, de Tusinder og
atter Tusinder af Hjem Verden over, hvorfra Mennesker i denne
Time med Fortrøstning søgte til Kirkerne for at hente nyt Mod
og ny Styrke i Tilværelseskampen, — det var jo Livets egen
overbevisende Protest mod hendes Ord. Lad saa være, vilde han
skrive, at Kirken havde frygtelige Synder paa sin Samvittighed,
— og det mente han ogsaa selv — saa blev de dog vist rundeligt
opvejede af det gode, den havde bragt Menneskene. I hvert Fald
— som Pastor Blomberg rigtigt havde sagt det forleden i sin Tale
i Skoven — Nordboerne, i det hele Germanerne, havde en særlig
Grund til i det mindste at vise Kristendommen Ærbødighed, 
19
da det dog var den, der havde udfriet dem af Barbariet. Den
havde formet Stammens Aand saa at sige fra Barnsben; den var
dens aandelige Modermælk, som aldrig vilde kunne rinde den
helt af Blodet.
Men hvad Behov havde man iøvrigt for historisk Bevis? Det
var jo netop, hvad der var gaaet op for ham hin Nat paa Dampskibet
over Kattegat, at der med Kristendommen maatte være
aabnet Mennesket en ny Kraftkilde, siden den havde kunnet indgive
hans gamle, værkbrudne Moder en saa mægtig Offervilje.
Følte han ikke ogsaa for sit eget personlige Vedkommende stærkere
og stærkere Umuligheden af i Længden at holde Livsmodet
og Livskræfterne oppe uden Bistand fra det Hinsidige? Og bragte
ikke snart sagt hver Dag nye Vidnesbyrd rundt om fra Tidens
mange Ensomme om den samme Trang til en Gud, en himmelsk
Trøster?
Blandt de Bøger og Ugeskrifter, hvormed Hofjægermesterinden
stadig havde forsynet ham, var ogsaa Poul Bergers „En
Jakobskamp", som han havde hørt saa meget om i København,
men først nu havde faaet læst. Det store Bekendelsesskrift, der
var skrevet i en kunstnerisk eftergjort, gammeltestamentlig Stil,
havde grebet ham stærkt. I et af de Kapitler, hvori Forfatteren
direkte tog Sigte paa den aandelige Bevægelse, som særlig ved
Nathan var bleven indført fra det Fremmede, sammenlignede
han den med en Foraarsregn, der fik ogsaa det ufrugtbare Korn
til at skyde tilvejrs og gav den sandede Alark et bedragerisk
Udseende af Frodighed.
„Men naar Sommertørken kommer, og Høsten er nær — hvor
er I da henne, I rodløse Vildskud, der prangede langs alle Vejene
og spredte tusind Farver over Jorden som en Forjættelse om
Paradisets Herligheder? Ak, Eders tomme Aks anklager Eder.
Den Sol, der skænkede de sunde Spirer Vækstens Fylde, udtørrede
Eder; og før Høsten kommer, vil Stormen vejre Eder
hen, — thi Syndens Sold er Døden. — Vel den, der i ForaareiS
Grødetid ydmygt sænker sine Rødder i Urgrunden, hvor de evige
Livskilder rinder!"
Det var navnlig disse Ord, der havde slaaet ned i ham, og 
93
som han endnu huskede udenad. Da han læste dem første Gang,
virkede de paa ham, som om han havde læst en Gravskrift over
sig selv. For det var jo netop en saadan sjælelig Henvisnen,
han havde følt i de sidste Aar, — et gradvis, uafhjælpeligt Svind
af Kraft og Evne. Han havde bare aldrig rigtig villet tilstaa det
for sig selv.
„Saa harvel da, golde Tid! Min Ørkenvandring er tilende. Mine
Fædres Paradishjem har aabnet sig for mig, og, blændet af Lys,
knæler jeg paa dets Porttærskel i Anger og Bøn."
Han havde lagt Hovedet ned i sine Hænder og sad en Stund
ganske stille. Han spurgte sig selv, om det længer var andet end
falsk Stolthedsfølelse, der holdt ham tilbage fra at søge Forsoning
med sine Fædres Gud. Var det ikke bare det, at han ikke kunde
faa sig til at bøje den stive Nakke og anerkende en Magt, han
engang havde fornægtet? — Ydmyghed! Det var igen et af disse
tunge Bibelord, hvis livsafgørende Betydning han begyndte at
fatte. At være ydmyg — det var altsaa den sidste Vanskelighed.
Det var Himlens Pris for at skaffe Sjælen Fred.
Han løftede Hovedet. Endnu lød Klokken henne i Borup Kirke.
Afstanden dertil var knap to Kilometer, — der vilde han altsaa
endnu kunne komme tidsnok, tænkte han.
Han blev dog siddende endnu et Par Minutter. Men saa rejste
han sig besluttet. Hastigt gik han bort bag om Haven og Parken.
Det lykkedes ham ogsaa at naa Kirken, inden Præsten var
kommen paa Prækestolen. Gennem Vaabenhusets Dør lød Salmesangen
ud til ham, og han blev staaende lidt og lyttede.
Han befandt sig i en egen Ophidselse, som i Grunden ikke
havde synderligt med Andagt at gøre, endsige med Ydmyghed.
Endnu da han stod med Haanden paa Dørklinken for at aabne,
betænkte han sig. Der maatte i sidste Øjeblik en Viljesakt til.
Han maatte ligesom trodse sin Omvendelse igennem for at faa
Ende paa den.
Han søgte ind paa den bageste Bænk nærmest Døren; og da
han først var kommen til Sæde og de spredt siddende Kirkegængere
havde tilfredsstillet deres Nysgerrighed ved nogle Gange
at vende sig om og kigge paa ham, faldt han hurtig til Ro.
Lykke-Per II 13 
19
Det var nu heller ikke en Forsamling, tier var egnet til at
holde Højtidelighedens Spænding vedlige hos ham. Præsten stod
for Alteret og pudsede sin Næse med megen Omstændelighed.
Han vendte Ryggen til Menigheden, der ialt bestod af en halv
Snes Personer, hovedsagelig ældre Folk af lidet opvakt Udseende.
Især var Sværdsiden meget tyndt besat. Heller ikke Salmesangen
skulde let opvække Andagt. Foruden Degnens Røst hørtes
kun et Par klynkende Gammelkonestemmer. Selve Kirkens Indre
var et lavt, kælderagtigt Rum med store Fugtskjolder og
Grønskimmel paa Væggene, der lugtede surt af Hvidtning. Paa
Pulten foran ham laa et tæt Lag Kalkstøv.
Men nu kom Præsten op paa Prækestolen, og først i dette
Øjeblik gik det op for Per, at det jo var den berygtede Pastor
Fjaltring, han her vilde faa at høre. Han stod deroppe under den
blaamalede Lydhimmel, — en smuk, bleg Mand med regelmæssige
Træk og et sølvgraat, vandkæmmet Haar tilbagestrøget fra
Panden. Der var ikke det mindste af det diabolske, Per havde
troet at skulle finde hos ham. Hans Ansigt var glatraget, Munden
bred, men fint formet, Øjnene store og mørke. Hans Bevægelser
var rolige, Holdningen fornem; kun gik der nu og da uvilkaarlige
og — som det syntes — smertefulde Rykninger gennem
Skuldrene op over Ansigtet.
Efter en kort Indledningsbøn tog han Alterbogen for at oplæse
Dagens Tekst. Da han i det samme fik Øje paa Per, standsede
han og betragtede ham en Tid med tydelig Forundring, . . indtil
han greb sig i sin Aandsfraværelse og begyndte Oplæsningen.
Saa fulgte Talen, der varede det meste af en Time. Den blev
holdt i den sædvanemæssige Præketone og indeholdt intet udover
de forskriftsmæssige Talemaader om Synd og Naade og
Forløsning og atter om Synd og Helvedes evige Pine. Per blev
mere og mere utaalmodig. Hans Stemning var uoprettelig ø e
lagt. Han indsaae nu, at han, naar han dog ikke havde villet
tage med til Bøstrup, burde være bleven hjemme.
Han var glad, da Gudstjenesten omsider var forbi, saa han
kunde slippe ud. Skamfuld og ærgerlig tilmode skyndte han sig 
95
hjemad. Han følte sig inderlig flov ved dette Resultat af sin
første Kirkegang og lovede sig selv ikke at omtale den for
nogen.
Af Trang til at forkorte Tiden, indtil Hofjægermesterens kom
tilbage, gik han ind til Forvalteren for at sludre lidt ved en Pibe
Tobak. Blandt de landlige Vaner, han havde lagt sig til her paa
Kærsholm, var ogsaa Smagen for lange Piber med store Hoveder,
der kunde ryge en Timestid uden at omstoppes. Han havde
et saadant Dampapparat hængende inde i Forvalterstuen, hvor
han stadig tilbragte en Timestid om Middagen.
„Sig mig, hvad det er, De har at udsætte paa Pastor Blomberg?"
spurgte han, da de en Tid havde snakket om andre Ting.
Jeg?"
„Ja, jeg synes at huske noget om, at De engang fortalte en
Ondskabsfuldhed om ham."
Forvalteren grinede i sit krøllede Skæg.
„Gud bevare min Mund for at sige noget om Hs. Ufejlbarlighed!
Jeg er da ikke tosset."
„Ja, De sagde nu noget alligevel."
„Naa, jeg kan maaske ha'e undret mig lidt over, at han saadan
kan la' sin gamle Fa'er gaa og spasere for Lud og koldt
Vand."
„Lever Pastor Blombergs Fa'er?"
„Det gør han nok. Ovre paa Sælland et Sted. Og han skal nok
være næsten som et Fattiglem at regne. Baade luset og fnattet.
— Jeg synes nu, at Blomberg godt kunde ta' ham til sig og gøre
lidt for ham i hans Alderdom."
„Der er vel noget i Vejen med den Fa'er. Han er maaske
fordrukken. Eller Pastor Blomberg har ikke Raad til at koste
noget paa ham."
„Blomberg ser sgu ellers ikke saa nøje paa Skillingerne. Han
veed jo altid, hvor han kan faa nogen, dersom han kommer til
at mangle. For Folk her hænger jo ved ham li'som et Barn ved
Patten."
„Hvordan ... faa nogen?"
13* 
19
„Jo, som nu forleden Aar, da han skulde ha'e sig et Par nye
Køreheste. Saa lod han et Ord falde om, at nu kunde han ikke
godt forsvare for sine Børn at blive her længere, han maatte
til at søge om et federe Embede. Saa blev Folk jo forskrækkede
og skillingede sammen baade til Wienervogn og Bæster. Og det
var endda knap nok, at han sa' Tak for det. Han syntes sagtens,
at det var saadan Folks Skyldighed. — Har De hørt, hvad Pastor
Fjaltring kalder ham?"
„Nej."
„Grossereren."
„Hvad skal det sige?"
„Ja, jeg forstaar det heller ikke. Men — løjerligt nok jeg
synes alligevel, at det passer."
Per sad en Tid tavs og saae ud paa Røgen fra Piben.
„Hvad synes De om hans Datter?" spurgte han saa.
Forvalteren grinede igen.
„Jeg finder hende rigtig pæn."
„Ikke mere?"
„Sai siger vi altsaa sød."
„Præmieværdig? Er det ikke det Udtryk, De plejer at bruge?
„Naa ja, — efter min Mening er Frøken Blomberg alligevel
en Kende for højrumpet."
Per trak uvilligt Brynene sammen. Forvalterens Tone stødte
ham idag. Fyren var dog vist mere ondsindet, end han havde
troet. Hans Omtale af Pastor Blomberg maatte jo være en ren
og skær Bagvadskelse.
I det samme hørte de Herskabsvognen køre ind gennem Porten.
Per rejste sig og gik bort uden Farvel.
Hofjægermesterinden modtog ham inde i Dagligstuen med
et højstemt Udbrud.
„De veed ikke, hvad De er gaaet glip af, Hr. Sidenius! Pastor
Blomberg talte idag aldeles vidunderligt."
Men Per hørte ingenting. Ved Siden af hende stod nemlig
Inger. Og hans Overraskelse og Glæde over at se hende var
saa stor, at han blev helt forlegen derved.
„Og nu tilbords!" sagde Hofjægermesterinden, idet hun lagde 
97
sin Arm om Ingers Liv — med et Blik til Per, som vilde hun
udæske hans Skinsyge. — „Min Mand sidder allerede derinde."
• %
*
Det havde mod Sædvane været ret vanskeligt at overtale Inger
til at følge med til Kærsholm. For at berolige sin Moder,
som forleden efter Hjemkomsten fra Folkemødet i Skoven havde
talt til hende om Per paa en Maade, der tydelig nok skulde tjene
hende til Advarsel, havde hun stillet som Betingelse, at hun
maatte være hjemme igen i god Tid inden Aften. Der var saa
bleven truffet den Aftale, at Præstefolkene selv vilde afhente
hende her i Løbet af Eftermiddagen.
Naar hun overhovedet havde kunnet faa sig til at besøge Kærsholm,
saa længe Per endnu var her, skyldtes det udelukkende
de glemte Handsker, som hun ikke vovede ligefrem at sende
Bud efter og dog absolut ønskede at faa tilbage. Det havde været
hende en virkelig Lidelse at tænke paa, at hun havde en Hemmelighed
sammen med denne fremmede Mand, at noget, der tilhørte
hende, var i hans Besiddelse, laa fremme paa hans Bord
eller maaske var gemt i hans Lomme som et Fortrolighedspant.
Hun var da heller ikke saa saare bleven ene med ham et
Øjeblik, før hun busede ud med sit Forlangende.
Per saae lidt paa hende. Han havde i Grunden tænkt at udbede
sig Tilladelse til at beholde det betroede Gods som en
Erindring, men han kunde ikke faa det sagt. Hun saae saa alvorlig
ud, og der var i det hele noget over hendes Væsen, der
fik alle Galanterier til at slaa Klik paa Tungen.
Saa bukkede han tavs og gik bort for at hente Handskerne
i sin Stue.
Da han kom tilbage og endnu fandt hende ene — Hofjægermesterinden
havde straks efter Frokosten gjort sig usynlig —
dristede han sig til at foreslaa hende en Spaseretur i Haven. Inger
overvejede et Øjeblik og kom til det Resultat, at hun ikke
kunde sige nej uden at værq uhøflig. Imidlertid sørgede hun
for, at de ikke fjernede sig længere fra Verandaen, end at Hofjægermesterinden
kunde se dem, naar hun kom tilbage. 
19
Nogen egenlig Samtale blev der ikke ført; dertil var de hver
for sig for optaget af deres egne Tanker. I samme Øjeblik, Per
havde set Inger, var det bleven ham klart, at han var forelsket
i hende, og dette gjorde hans Væsen indesluttet, næsten lidt
barskt. Inger paa sin Side tænkte over noget, som Hofjægermesterinden
havde talt om under Kørslen hertil, nemlig, at Hr.
Sidenius havde været i saa daarligt Humør de sidste Dage, og
at denne nedtrykte Sindsstemning uden Tvivl stod i Forbindelse
med hans ulyksalige Forlovelse. Hun havde et Par Gange under
Frokosten set over paa ham, og hun syntes ogsaa nok, at han
saae daarlig ud. — Det gjorde hende i Grunden ondt for ham.
Hun kunde ikke tænke sig noget forfærdeligere end at være
bunden til En, man ikke holdt af og maaske ikke engang respekterede.

„Mon der ikke skulde være lidt friskere Luft derude paa Marken?"
spurgte Per og standsede ved en Laage i Havegærdet, der
vendte ud til det Fri. „Der er saa trykkende under Træerne
idag. Fluerne herinde generer Dem ogsaa, kan jeg se."
Det sidste var nu rigtigt nok, og Inger gjorde heller ingen
Indvendinger. Hun havde opgivet Hofjægermesterinden, ja hun
tænkte i Grunden ikke mere paa hende. Desuden: der var
noget i den verdensmandsmæssige Høflighed, hvormed Per
aabnede Laagen for hende og traadte til Side, som hun ikke
modstod.
De kom ud paa en lille Græsmark, der skraanede ned imod
Engene. Det var begyndt at blæse lidt op. Der dansede en Støvhvirvel
frem og tilbage ude paa Landevejen. Skyerne havde spredt
sig, men Luften var endnu tung af Varme.
„Er De ikke bleven træt?" spurgte Per. „Vil De ikke sætte
Dem? Græsset er ganske tørt. Og her lufter det da lidt."
Inger, der opdagede, at hun virkelig var noget træt, blev lidt
betænkelig, men tog dog tilsidst Plads paa Skraaningen, idet hun
omhyggelig tildækkede Fødderne med sin Kjole.
Denne lille kyske Bevægelse virkede paa Pers Forelskelse
ligesom det Aandepust, der bringer en ulmende Ild i Flammer.
I dette Øjeblik gik det rigtig op for ham, hvor stærk og dyb 
99
:hans Følelse for hende allerede var, hvor ganske eneraadigt henides
lyse Jomfruskikkelse beherskede hans Fantasi.
Inger sad med et Græsstraa i Munden og saae ud over Engene.
Hun havde bundet sin store, bløde Straahat ned om Ørene, saa
den sluttede omkring Hovedet næsten som en Kyse. Det var sket
af Hensyn til Blæsten; men forresten vidste hun godt, at det
klædte hende. Hendes egen Fader havde engang i Spøg sagt,
.at hun med en saadan Hat blot manglede en blomstersmykket
Stav og et lille hvidt Lam i Ledebaand for at ligne en forklædt
•Prinsesse i en Hyrdescene, — og for den Slags Udtalelser havde
ihun altid en god Hukommelse.
Per havde slaaet sig ned et lille Stykke fra hende. Han tvang
sig pludselig til at se til den anden Side.
Jeg maa rejse, — og helst straks, sagde han til sig selv. Jeg
vil ikke gøre mig latterlig ved at gaa her og blive Offer for en
•haabløs Forelskelse.
Efter at de var kommen til at sidde ned, var Samtalen helt
gaaet istaa. For Ingers Vedkommende var det ikke sket, fordi
hun just ængstedes ved at være alene med ham; hun havde ingen
Samvittighedsskrupler længer — ja, naar hun tænkte paa
Moderens Advarsel, var hun ikke fri for at føle sig en Smule
krænket over den paa Pers Vegne; han opførte sig jo virkelig
mønsterværdig korrekt. Men den hele Situation var hende alligevel
saa uvant dristig, at hun havde en Fornemmelse af at svæve i
Luften.
Per gav sig til at underholde hende med sine Rejseoplevelser,
dem han gerne greb til, naar han ikke vidste andet at sige. Men
Inger hørte slet ikke paa ham. Hun var igen falden i Tanker
over noget, som Hofjægermesterinden engang havde sagt om
ham. Det var, at han vistnok var en stor Kvindeven, og at det
var denne Lidenskab, som havde ført ham paa Afveje. Hun forstod
disse Ord saaledes, at hans Forlovede foruden at være meget
rig ogsaa var meget smuk, — og saadan havde hun i Grunden
ogsaa altid tænkt sig hende. Hun vidste ikke hvorfor; men hun
kunde ikke tro om ham, at han havde taget hende alene for Pengenes
Skyld. 
20
Per havde igen stjaalet sine Øjne hen paa hende. Hun sad stadig
med Græsstraaet i Munden og stirrede ud over de blomsterbrogede
Enge. Hun havde bøjet sig lidt forover og løftet det ene
Knæ en Kende, saa hun kunde hvile Armen paa det. Øjnene var
halvlukkede og missede i Solen.
„Keder jeg Dem?" sagde han efter nogen Tavshed.
Hun foer let sammen ved igen at høre hans Stemme. Hun blev
ogsaa en lille Smule rød.
I det samme hørte de en Vogn køre ind i Slotsgaarden.
„Det kan dog vel ikke allerede være Deres Forældre?" udbrød
han forskrækket.
„Det er det vist," sagde hun og rejste sig. „Jeg maa gaa ind."
Hun viste dog ingen særlig Skyndsomhed paa Tilbagevejen
gennem Haven. Da hun ved Siden af Laagen fik Øje paa nogle
smukke Margeriter, standsede hun endog for at plukke dem.
Der var heri en Smule Trods mod Moderen. Men først og fremmest
var det et Udslag af hendes Retskaffenhed. Hun var sig intet
urigtigt bevidst; men det skulde i hvert Tilfælde ikke skjules for
Forældrene, med hvem hun havde spaseret.
Per fulgte ikke med ind. Han havde i Øjeblikket slet ingen Lyst
til Selskabelighed. Nedenfor Verandatrappen forlod han hende,
hvorpaa han gik ind i sin Stue, der havde egen Indgang fra Gavlen.
Her gav han sig til at gaa frem og tilbage over Gulvet for at
bringe lidt Ro i sit Sind. Der skulde nu gøres Alvor af Opbruddet.
Men hvor skulde han rejse hen? Kunde han efter dette vende
tilbage til Jakobe? Var det ikke hans Pligt aabent at tilstaa for
hende, at han var kommen til at holde af en anden? Og hvad
saa? ...
Turde han udsætte sig for et Brud med Jakobe og hendes Familje?
Han skulde jo skaffe Penge. Han maatte have Penge!
Disse dumme, modbydelige, smudsige Penge! Planen om at rejse
en Sum hos Hofjægermesteren havde han maattet opgive. Han
havde ganske vist ikke ligefrem anmodet om et Laan; men han
havde dog engang slaaet paa sin Pengeforlegenhed med en saadan
Tydelighed, at Hofjægermesteren maatte have forstaaet Hensigten,
om han havde villet det. 
01
Han var standset ved det ene Vindu og stod der med Hænderne
tungt paa Ryggen og saae ud paa Lysets Bølgen i Kastanietræernes
mørke Løvmasser.
I hvert Fald m a a 11 e han altsaa tilbage til København. Og
her — det gik først rigtig op for ham nu — her truedes hans Forhold
til Jakobe af en Fare fra en anden Kant. Han vilde jo altsaa
igen træffe Nanny. Og hvad saa? — Nanny havde ganske vist
ikke ofte været i hans Tanker her paa Kærsholm; men hans
Sanser havde dog ikke glemt hende. Mer end een Gang var han
vaagnet om Natten, tung i Hovedet af sanselige Drømme; og til
sin Beskæmmelse havde han maattet tilstaa for sig selv, at det
var af Nannys Arme, han havde følt sig krystet.
Det Kys, hun hin Dag paa Skøgevis havde henslængt paa hans
Mund, spøgede ham endnu i Blodet, og han havde ingen Grund
til at stole for sikkert paa sin Modstandskraft. Naar han tænkte
paa hende, saadan som hun plejede at komme ham imøde med
sin uskønne, vrikkende Gang, sin lystne Hunkøns-Logren, —
forjættelsesfuldt smilende, seende til Siden med dette Blik, der
virkede som et skamløst Kærtegn, — det var da, som om han
allerede hørte hendes Silkeskørter hviske til ham med fræk Fortrolighed,
at hos hende var der Glemsel at finde for den Kærlighed,
han ikke turde nævne.
Han lagde med en knugende Bevægelse Haanden over Øjnene.
— Som en Række mørke Bølger saae han de kommende Dage
rulle ham imøde og tilsidst lukke sig fraadende over hans Hoved
...
Han vendte sig fra Vinduet og begyndte igen at maale Gulvet
med vaklende Skridt. Hænderne havde atter fundet Hvile bag
paa Ryggen, Hovedet ludede, — der var noget træt, slapt, selvopgivende
over hele Skikkelsen.
Henne paa Bordet laa en opslaaet Bog. Det var Poul Bergers
Bekendelse — denne Bog, hvortil han stadig paany førtes tilbage,
fordi den syntes ham saa forunderligt at tolke hans egen Sjælstilstand
i disse Dage.
Han tog Bogen, kastede sig i en af de store Armstole, slog op
et Sted, hvor der laa et Mærke, og læste: 
20
„Jeg er som den Hungrige, der ikke vil mættes; som den Syge,
der ikke vil søge Lægen. — Se det er Aften, og Vindene er stille,
men mit Hjerte er uroligt. Jeg sidder paa Højen og ser mod Solen,
der langsomt synker i Havet. Som en Klokke af Guld hænger
den derude over det blaanende Lysspejl og fylder Luften med
Klang. Hør, det toner fra Himlen! Det er Englenes Sang! —
Hvorfor bøjer jeg ikke mit Hoved? Hvorfor folder jeg ikke mine
Hænder? Hvorfor knæler jeg ikke ned og beder: Fader?
Men endnu formaar jeg det ikke. Og dog tror jeg, ja, jeg veed
det, for min Sjæl har sagt mig det, at hos Gud alene er Trøst. Ja,
føler du dit Liv henvisne, glædeløst og goldt, han vil skænke
det Frugtbarhedens Fylde. Sukker du saa hjertetrangt under
Dagenes Byrde, han vil forvandle Verdens tunge Aag til Vinger
paa dine Skuldre
# *
*
Det havde været Præstefolkenes Hensigt kun at gøre en kort
Visit; men Hofjægermesterinden fik dem uden store Vanskeligheder
overtalt til at blive til Middag. Nu var de alle gaaet en Tur
udover Markerne for at se paa Sæden. Inger var ogsaa med,
hun havde mod Sædvane slaaet Følge med sin Moder, ja gik hele
Tiden med hende under Armen.
Per lod sig stadig ikke se; og hverken Pastor Blomberg eller
hans Kone havde endnu talt om ham.
Det var dog ikke, fordi de havde glemt ham. Pers fortsatte
Ophold paa Kærsholm var endog begyndt at vække nogen Opmærksomhed
paa Egnen. Der snakkedes en Del om, at den unge
Mand havde vundet stor Indflydelse hos Herregaardsfamiljen, ikke
alene hos dens Damer, men ogsaa hos selve Godsejeren.
En lille Smule Sandhed var der i dette sidste, og hermed forholdt
det sig saaledes :
I flere Aar havde Hofjægermesteren omgaaedes med Planer om
at afvande en større Kærstrækning, der laa klemt inde mellem
Bakkerne paa hans Mark. Under en Kaffepassiar efter Middagen
var han kommen til at nævne dette for Per og havde sagt, at han 
03
nu vilde gøre Alvor af at faa Landinspektøren herud for at opmaale
og nivellere Terrænet. Af Trang til Beskæftigelse, og tillige
for at yde en Smule Gengæld for nydt Gæstfrihed, havde
Per tilbudt at udføre dette Arbejde, og Hofjægermesteren, der
var Bonde nok til gerne at ville spare (og da især paa Skillingen),
havde med Henrykkelse taget imod Tilbudet.
De nødvendige Maaleredskaber fandtes paa Gaarden, og i
Løbet af et Par Formiddage var det ret omfattende Arbejde allerede
færdigt.
Men under dette havde Per faaet Ideen til en fuldstændig Omregulering
af Vandafledningen ikke alene paa Kærsholms Jorder
men paa det hele omliggende Engareal, der udgjorde flere Tusinde
Tønder Land. Halvt for Spøg — dog ogsaa med den Bagtanke
at understøtte det Forsøg paa at rejse et Laan, der senere
faldt saa uheldigt ud — opridsede han en Aften sin Plan for Hofjægermesteren,
der trods sin alt andet end hurtige Opfattelsesevne
ikke havde været længe om at indse dens Fordelagtighed.
Med den frodige Opfindsomhed, der var Blomsten af Pers Evne,
og som i lykkelige Øjeblikke gjorde ham genial, havde han forstaaet
ved et Par snildt udtænkte Omlægninger af Aalejet at
skabe Betingelser for at sænke Egnens Grundvandshøjde flere
Tommer, hvorved store Strækninger af sur og svampet Bløde med
forholdsvis ringe Bekostning vilde kunne forvandles til frugtbart
Agerland.
Med prangeragtig Snuhed havde Hofjægermesteren foreløbig
stillet sig ganske afvisende til Tanken, endda den optog ham, saa
han daarlig kunde falde i Søvn for den om Aftenerne. Jo dybere
han tænkte over Sagen, des bedre forstod han, hvad den kunde
komme til at betyde ikke alene for Kærsholm men for den hele
Egn. Og — hvad der i Særdeleshed tiltalte ham ved den — det
forekom ham nu ganske bestemt, at han engang selv havde haft
en ganske lignende Ide, saa han altsaa i paakommende Tilfælde
med fuld Ret vilde kunne tilskrive sig Æren for den. —
Præcis paa Slaget seks blev der kaldt tilbords ved Larmen af
en Gongon. løvrigt prægedes Middagen af den samme Formløshed,
der i det hele kendetegnede Livet paa Kærsholm. Trods 
20
Præstefamiliens Nærværelse, og skønt det var Søndag, satte Hofjægermesteren
sig tilbords i sin sædvanlige Spændejakke og med
højhalset Vest. Hans Kone var ganske vist i Silkekjole, endog
en med mange Puffer og Sløjfer; men det saaes altfor tydeligt, at
det var en gammel Selskabsdragt, der skulde slides op. Heller
ikke selve Bordopdækningen var synderlig festlig, knap nok rigtig
proper. Der var ikke saa meget som en Blomst paa Bordet,
og Glas og Porcellæn var af den tarveligste Art.
Hofjægermesteren talte til en Begyndelse ikke meget men
spiste desmer og drak ogsaa megen Vin. Desuden gjorde han sig
en Fornøjelse af lumskelig at fylde Pastor Blombergs Glas, hvergang
denne vendte sig bort og ikke mærkede det. Følgen heraf
var, at de to Herrer efterhaanden blev noget røde i Hovedet, og
da nu ogsaa Baronessen — der plejede at optræde som totalafholdende,
men hvis Ansigt allerede før Bordet havde glødet
mistænkeligt gennem Sminken — „lod sig overtale" til at tømme
et Par Glas af Sherryen, blev Snakken omkring Bordet i det hele
godt højrøstet.
I Ly af denne Livlighed fik Per Lov til at sidde temmelig upaaagtet
med sine egne Tanker. Kun Inger kunde ikke undgaa at
mærke hans sære Aandsfraværelse. Hun havde faaet Plads ved
Siden af ham, og da hun havde sin Fader paa den anden Side, var
hun saa at sige henvist til hans Underholdning.
Skraas overfor sad Moderen, hvis Øjne bevogtede dem i Smug,
indtil Præstens Oprømthed gav hendes Aarvaagenhed en anden
Retning.
Pers Adspredthed vakte en uvilkaarlig Munterhed hos Inger.
Hun anede intet som helst om Grunden til hans forandrede Væ­
sen og kunde ikke lade være med ganske barnligt at more sig
over den øjensynlige Anstrengelse, det voldte ham at samle sine
Tanker til en saa ligefrem Ting som at række hende et Saltkar
eller tage mod en Syltetøjsassiet. Under hele den første Del af
Maaltidet var hun meget liulig, og hendes Tungespids var idelig
paafærde med den lille hastige Bevægelse henover Overlæben,
der vanemæssig ledsagede hendes Smil.
Saa faldt det hende ind, at han i Mellemtiden kunde have faaet 
05
en eller anden ubehagelig Meddelelse med Posten ... maaske
fra sin Forlovede, tænkte hun videre (og Tungespidsen viste sig
pludselig ikke mere).
Henimod Maaltidets Slutning slog Per til almindelig Forbavselse
paa sit Glas og udbad sig Tilladelse til at lægge Beslag paa
Opmærksomheden et Øjeblik; han vilde, sagde han, gerne benytte
denne Lejlighed til at takke for den store og overbærende
Gæstfrihed, han saa længe — altfor længe — havde nydt paa
Kærsholm.
„De vil da ikke rejse!" afbrød Hofjægermesterinden ham helt
forskrækket og med et Blik paa Inger.
„Desværre! Jeg tør nu ikke længer overhøre Pligtens Stemme,
der kalder paa mig ovre fra den anden Side af Atlanterhavet!
Desuden har jeg vistnok allerede trukket lovlig store Veksler paa
Taalmodigheden her
„Aa, Passiar! Hvor kan De nu komme med saadan noget! De
skal blive!" ivrede Hofjægermesterinden, omsider bistaaet af et
grødet Ekko fra sin Mand, der var begyndt at blive noget omtaaget.

Per takkede med en Hovedbøjning men fortsatte.
„Saa svært det end falder mig at forlade dette Sted, som er bleven
mig saa kært og hjemligt, er det nu ganske nødvendigt, at jeg
gør Alvor af at bryde op. Men jeg kan ikke tage herfra uden at
have udtalt, at Minderne fra mit Ophold paa Kærsholm altid vil
være mig dyrebare, — og jeg tør maaske i denne Forbindelse
rette en Taksigelse ogsaa til Bøstrup Præstegaard. Særlig tillader
jeg mig at bringe Hr. Pastor Blomberg en ærbødig Tak for berigende
Samtaler, hvis Betydning for mig jeg her ikke skal komme
nærmere ind paa, men som jeg visselig ikke skal glemme."
Trods denne sidste Forsikring var Hofjægermesterinden alvorlig
skuffet. Det var ikke en saadan Afslutning, hun havde tænkt
sig. — Men det maatte ogsaa forhindres, at han rejste. Hun vilde
senere tale med ham derom. Hun vilde ikke give Afkald paa den
Triumf for den blombergske Tro, hun saa længe havde arbejdet
paa. Kun ved en virkelig fuldbyrdet Omvendelse her paa Kærsholm
vilde hun føle sig tilfredsstillet. 
20
Og Lønnen havde hun jo i Beredskab, — tænkte hun med et
nyt og kærlighedsfuldt Blik paa Inger.
Paa Præstefolkene havde Pers Tale gjort et godt Indtryk. Om
det saa var Fruen, begyndte hun at formildes. Uvilkaarligt bedømte
hun ham mindre strengt nu, da hun følte sig beroliget ved
at vide, at han snart vilde være borte.
Inger var bleven helt befippet, dengang Per rejste sig. Hvad
nu? tænkte hun. Hans mørke Tankefuldhed havde efterhaanden
gjort hende lidt nervøs, — hun var bleven grebet af den Slags
Uhygge, man føler ved Siden af en ladt Kanon. Da det gik op for
hende, at han vilde holde Tale, beroligedes hun forsaavidt, som
hun nu mente at forstaa Grunden til hans Aandsfraværelse. Men
samtidig blev hun Bytte for en ny Nervøsitet. Under hele den
første Del af hans Tale sad hun med Hjertet i Halsen af Angst
for, at han skulde gaa i Stykker i den, — og der gik en Befrielsens
Varmebølge igennem hende, da hun mærkede, at han valgte
sine Udtryk med Takt og Smag.
Selve Pers Meddelelse overraskede hende ikke. Hun havde
længe tænkt, at han dog vist snart maatte rejse. Alligevel følte
hun sig ganske overbevist om, at det var Brevet fra hans Forlovede,
der havde foranlediget denne pludselige Bestemmelse om
Opbrud. Maaske var der ligefrem kommen Ordre til ham om at
vende tilbage til København. Denne Jødedame havde ham naturligvis
fuldstændig i sin Vold. Rimeligvis var hun ikke alene meget
smuk og meget rig men ogsaa meget koket, saadan som den Slags
Damer gerne var det. Hun huskede, hvordan Hofjægermesterinden
engang havde slaaet paa, at han vist var kommen ret uforskyldt
ind i det ulykkelige Forhold.
Hofjægermesterinden bød nu Velbekomme, og man rejste sig
fra Bordet.
Per bukkede ceremonielt for Inger, der besvarede lians Hilsen
med tilsyneladende Ligegyldighed. Men derpaa vendte hun
sig om mod Faderen, og — ganske imod, hvad hun ellers havde
for Skik — slog hun Armene om hans Hals og kyssede ham.
Under den almindelige Middagstilfredshed var der ingen, der
lagde Mærke til dette usædvanlige Ømhedsudbrud. Faderen selv 
07
klappede hende godlidende paa Haaret med et „Velbekomme, Ingermo'er!"
Kun i Per slog Synet ned med en Magt, der standsede
hans Hjerte i nogle Sekunder.
Aldrig et Øjeblik var den Tanke faldet ham ind, at hans Kærlighed
kunde være bleven besvaret. Men dette lille Optrin vakte
en Anelse, der paa engang aabnede baade for Himmerigs og
Helvedes Porte ...
Kaffen blev anrettet ude i Haven, hvor der kort efter forefaldt
noget, der foranledigede Præstefolkene til et hastigt Opbrud.
Hofjægermesteren havde forlangt Kognak og Likør bragt
derud; og skønt Præsten, der til sin Skam bemærkede, at han
havde drukket mere, end han rigtig taalte, bestemt frabad sig
mere at drikke, skænkede Hofjægermesteren op i hans Glas og
skød lumskelig Bakken over imod ham. Da han nogen Tid efter
saae, at Glasset var tomt, klukkede det i ham af Fornøjelse, —
han vidste i sin Omtaagethed ikke, at det var ham selv, der i
Talens Løb havde stukket ogsaa det andet Glas ud. Hans Henrykkelse
var saa stor, at han tilsidst formelig fniste, og hans
blakkede Øjne søgte besværligt over til Per paa den anden Side
af Bordet for at finde et forstaaende Vidne til hans Triumf.
Men Per hverken saae eller hørte, hvad der foregik omkring
ham.
Præstefolkene havde givet Ordre til at spænde for; og Hofjægermesterinden,
der var fortvivlet over sin Mand og vidste,
hvorledes det vilde ende med ham, opfordrede dem ikke til at
blive. Præsten var alvorlig fortørnet. Naar han alligevel ikke lod
sig mærke med noget, var det, fordi han engang for alle havde
sat sig det Standpunkt at lukke Øjnene for Hofjægermesterens
moralske Skavanker. Han havde gjort dette dels af Hensyn til
Hofjægermesterinden, dels fordi han som den praktiske Mand,
han var, ikke underkendte den Betydning, det havde for ham og
hans Stilling der paa Egnen, at han havde Ord for at være en
Slags Forsyn for det godsejerlige Hjem.
Tjeneren meldte, at Præstens Vogn var kørt for Døren.
Damerne var i Forvejen gaaet ind. Inger havde overhovedet
slet ikke været tilstede ved Kaffedrikningen. Hun havde opholdt 
20
sig et helt andet Sted i Haven under Paaskud af at søge efter Firkløver
men i Virkeligheden af Ulyst til at være sammen med
nogen. Hun viste sig nu ogsaa meget utaalmodig efter at komme
afsted.
Skønt Per hjalp hende tilvogns, saae hun ikke en eneste Gang
paa ham. Hun havde heller ikke givet ham Haanden, da hun
sagde Farvel, endda baade hendes Moder og navnlig hendes
Fader havde taget en hjærtelig Afsked med ham.
Ved Bortkørslen stod Hofjægermesteren oppe paa det øverste
Trappetrin og balancerede paa sin lange Ben. I Overgivenhed
viftede han med sit Lommetørklæde og smilte uhyre tilfreds,
fordi han mente at have gjort den Iagttagelse, at Præsten ikke
var sikker paa Benene.
Per gik ind til sig selv. Han var ganske svimmel af Sindsbevægelse.
Han maatte straks sætte sig, da han var kommen ind
i sin Stue. Herinde var der allerede næsten mørkt. Et blodrødt
Aftenskær sigtedes gennem Kastanierne derudenfor og kastede
et Genskin op over Loft og Vægge.
Han lod sig falde ned i en af de store Armstole ved Bordet og
lagde Hovedet i Haanden. Hans Sind var i et Oprør, han aldrig
før havde kendt. Han søgte først at indbilde sig, at han havde
forstaaet fejl. Han vilde slaa fast, at det hele var en taabelig
Indbildning af ham. Men han lod sig ikke berolige. Den blotte
Forestilling om at være genelsket af Inger gjorde hans Tanker
vilde. Det var som at fange et Glimt af Paradisets Herlighed
netop i det Øjeblik, da Mørket for evigt lukkede sig omkring
ham!
Han pressede Haanden mod Øjnene og maatte kæmpe med
Graaden. Ja, Straffens Time var kommen nu! Gudsdommen var
fældet over ham! Kains Fredløshed, Ensomhedens Ørkenliv,
det var det Helvede, hvortil han var hjemfalden! Men han havde
jo ingenting at beklage sig over. Med fuldt Forsæt havde han
solgt sin Sjæl til denne Verdens Guder. Den Pagt med Lykken,
han havde levet paa, det var et Forbund med Djævlen, med
Satan. Og denne havde jo redelig betalt ham efter Overenskomsten.
Guld og Ære og Vellystens Glæder — alle denne 
09
Verdens Herligheder havde han strøet for hans Fod. Han behøvede
jo endnu blot at række sig frem og gribe til!
Han sprang op med Hænderne om Hovedet. Nej, nej! Gud
kunde ikke være saa ubarmhjertig. Saa dybt havde han ikke
forsyndet sig. Han erkendte at have fejlet, — og han var rede
til at gøre Bod. Med koldt Overlæg havde han solgt sit Hjertes
Fred og Tryghed, solgt sin Moders Kærlighed, sin Faders Velsignelse,
sin Sjæls Hjemstavnsret, ofret sit hele aandelige Fællesskab
med Land og Folk og Slægt paa Forfængelighedens
og Begærlighedens blodbestænkte Altre. Og ikke nok dermed!
Han havde ved sin vilde Jagt efter et Blændværk kastet Skygge
ogsaa over andres Liv, havde været sine Forældres Sorg, sine
Søskendes Bekymring, sine Venners og Velynderes Skuffelse
og Skam. Ogsaa Jakobe havde han bedraget!
Han kunde ikke længer staa sin dødelig opskræmte Samvittigheds
Tilskyndelser imod. Han sank ned paa Sengekanten og
skjulte hulkende Ansigtet i sine Hænder:
„Gud! Aa, Gud! ... Jo, jo! Jeg har fortjent det altsammen!
Det altsammen! ... Det alt alt sammen!"
* *
*
Denne Aften og Nat brød han afgørende med sin Fortid. Hele
Natten laa han søvnløs, og mens han i Tankerne gennemgik
sit Liv, følte han sig bestandig mere brødefuld. Og Syndsbevidstheden
avlede den Ydmyghed, han endnu om Formiddagen havde
manglet. Og af denne fremgik tilsidst Bønnen.
Først henimod Morgen faldt han lidt til Ro. Da Tjeneren kom
ind med Te, sov han.
Hans første Tanke, da han vaagnede, galdt Jakobe og det
Brev, han nu maatte skrive til hende. For ogsaa det var blevet
ham klart i denne Nat, at det nu var hans absolute Pligt at
bryde et Forhold, som aldrig kunde afføde andet end Sorg og
Ufred for begge Parter. Nogen lang Forklaring vilde ikke engang
Lvkke-Per II .. 
21
være nødvendig. Jakobes sidste Breve røbede jo tydeligt nok,
at hun var forberedt paa Bruddet, ja i Grunden selv ønskede
det.
Saasnart han var bleven paaklædt, satte han sig ved Bordet
og fik sine Skrivesager frem. Det viste sig nu ikke at være saa
let for ham at faa bragt sin Tilstaaelse paa Papiret. Om sit
Gudsforhold kunde han ikke faa sig til at skrive udførligere;
det var endnu saa nyt for ham og skulde bevares helligt. Han
nøjedes med nogle almindelige Talemaader om Savnet af den
Overensstemmelse i Livsanskuelse, uden hvilket intet lykkeligt
Samliv i Længden var muligt, og forøvrigt bad han hende tro
paa, at det kun var efter lange Kampe og med tungt Hjerte, at
han sønderrev det Baand, der havde været ham saa dyrebart. I
den Hensigt at skaane hende for enhver unødig Krænkelse valgte
han sine Ord med største Omhyggelighed og lagde hele Skylden
for den Vildfarelse, der i sin Tid havde ført dem sammen, over
paa sig selv.
Ud paa Eftermiddagen, efter at Brevet var afsendt, sad han
i et af Lysthusene ude i Haven sammen med Hofjægermesterinden,
der var beskæftiget med Broderiarbejde. Hofjægermesterinden
havde givet ham noget Vindegarn at holde, og efter at
de en Tid havde talt om ligegyldige Ting, følte Per Trang til
at betro sig til hende og fortalte da rent ud, at hans Forlovelse
var bleven hævet.
Hun ønskede ham til Lykke og sagde, at det kun var, hvad
hun havde ventet.
„Og hvad tænker De nu paa at gøre?" spurgte hun eftsr en
kort Tavshed. „De giver jo nemlig derved Afkald paa en betydelig
Formue, ikke sandt?"
Per svarede, at denne Omstændighed naturligvis paa mange
Maader vilde gribe ind i hans Forhold og kræve Forandringer.
Blandt andet havde han besluttet at opgive sin Amerikarejse,
i det mindste foreløbig.
„Det gør De vist fornuftigt i," sagde Hofjægermesterinden.
„Den Rejse har aldrig rigtig tiltalt mig. De har jo flakket tilstrækkelig
om i det sidste Aar. Veed De, hvad jeg har tænkt 
LYKKE-PER
at foreslaa Dem? De har jo talt til min Mand om et nyt Vandafledningssystem
her paa Egnen ... en Omregulering af Aalø-
bet, eller hvad det nu er. Saavidt jeg veed, interesserer min
Mand sig for Deres Tanke, og det var vel ikke saa helt umuligt,
at vi kunde faa den realiseret. Kunde det i saa Fald ikke tiltale
Dem selv at forestaa Arbejdet og altsaa slaa Dem ned her, indtil
der viser sig noget større og bedre for Dem? De holder jo af
Egnen, ... og De har Venner her, som vil være glade ved at
kunne beholde Dem."
Per skottede til hende med et lysende Blik. Han forstod hendes
Ord som en ufrivillig Tilstaaelse om Ingers Følelser for
ham. Hun var jo hendes Fortrolige, og hun vilde næppe have
foreslaaet noget saadant, dersom hun havde vidst, at Inger helst
ikke saae ham her.
„Dersom De altsaa vil give mig Tilladelse dertil," — vedblev
Hofjægermesterinden — „skal jeg tale med min Mand om Sagen.
Og da det maaske er rigtigst, at De slet ikke bliver blandet
ind i den, før de forskellige interesserede Parter er kommen
overens, skal De nu faa Lov til at rejse. Jeg haaber, som sagt,
at alt vil gaa i Orden, saa vi ret snart ser Dem her igen."
Per fastsatte sit Opbrud til den næste Morgen.
Han vilde dog ikke tage direkte til København. Han følte
Trang til at lægge Vejen om ad sin Hjemby for at indvie sit nye
Liv med et Besøg ved Forældrenes Grave og derigennem ligesom
give sig selv et Bevis for, at der var Alvor og Oprigtighed
i hans Sinds Omvendelse. Samtidig tog han Beslutning i en anden
Sag, som allerede i nogen Tid havde beskæftiget hans Tanker.
Det var begyndt at trykke ham, at han ikke havde nogen
Eksamen. Han havde indset, at uden en officiel Dygtighedsattest
vilde han meget vanskeligt kunne opnaa en saadan fast
og betrygget Stilling, som han nu ønskede for i Ro at kunne
arbejde med sine Opfindelser. Særlig nu, da hans Person ikke
længer omstraaledes af Glansen fra de Salomonske Millioner,
vilde han ikke kunne undvære den Anseelse, en Eksamen gav.
For saa vidt muligt at raade Bod paa Fortidens Forsømmelser
bestemte han sig da til at tage Landmaalereksamen, eller rettere
14* 
21
at underkaste sig den Tillægsprøve, han som halvt udlært Polytekniker
kunde nøjes med for at opnaa Bestalling som Landinspektør.
Forberedelserne til denne Prøve mente han med en
Kraftanstrengelse at kunne tilendebringe i et halvt Aars Tid, og
Midlerne til sit Underhold tænkte han at skaffe sig ved et Laan
eller et Forskud hos Overretssagfører Hasselager eller en anden
af de Forretningsmænd, der interesserede sig for hans Planer.
Om Eftermiddagen gik han en lang, ensom Spaseretur for at
tage Afsked med Egnen. Det havde flere Dage været lummert,
og man ventede et Uvejr. Himlen var overtrukken, og ude i
Nordvest bulnede Solen brandrød mellem sorte Skyer ligesom et
osende Lys, der brænder ned i Stagen.
Mens han stod oppe paa en Høj, hvorfra han kunde øjne Bø­
strup Kirke og Præstegaardshaven, overraskedes han af Regnen.
Et Par store, tunge Draaber smeldede pludselig paa hans Hattepuld.
Han saae op, og med en skrattende Lyd sønderreves i det
samme Skydækket af et blaaligt Lyn, der rystede Jorden under
ham. Et Øjeblik efter strømmede Vandet ned som fra en Sluse.
Der var ikke Tale om at løbe fra Uvejret; Afstanden til Kærsholm
var for stor. Saa søgte han Ly i en af de halvaabne Lader,
der stod ude paa Engen og benyttedes under Høbjergningen. Med
Bygen i Hælene løb han tværsover en Mark og naaede akkurat
under Tag samtidig med, at et nyt Tordenskrald slog ham om
Ørene.
Det viste sig, at han ikke var den eneste, der havde søgt
Tilflugt her. Inde i Skurets Halvmørke opdagede han en høj,
mager Mand i en langskødet, graa Frakke og med Hovedet dækket
af en gammeldags, højpuldet Kasket med stor Skygge. Det
var Pastor Fjaltring.
Per hilste overrasket, og der veksledes et Par Bemærkninger
om Vejret. Præsten var aabenbart meget ilde tilmode ved dette
Sammentræf. Han stod hele Tiden halvt bortvendt og førte
Haanden til Hagen med den uvilkaarlige Bevægelse, der er
ejendommelig for Folk, som føler sig trykkede af, at de ikke
er bleven barberede. Efterhaanden som Pers Øjne vænnedes til
Mørket derinde, opdagede han ogsaa, at Præstens Kind og Hage 
13
var ligesom skimlet af Skægstubbe. I det hele saae han i høj
Grad forsømt ud. Med særlig Forundring betragtede Per hans
Hoved; det var fuldstændig ombundet med et sort Silketørklæde,
som bagtil kunde sees under Kaskettens Kant.
Ude i Vest blaanede Skyerne af et nyt Lyn, og faa Sekunder
efter rystedes Jorden igen af et mægtigt Tordenbulder.
„Det slog vist ned ovre ad Bøstrup til," udbrød Per noget
ængstet.
„De er ikke helt fremmed paa Egnen — kan jeg høre," sagde
Præsten.
„Jeg har opholdt mig her et Par Uger."
„Tager jeg fejl i, at jeg igaar saae Dem i Borup Kirke?"
Per forestillede sig nu og fortalte, at han var Gæst hos Hofjægermesterfamiljen
paa Kærsholm.
„Jeg troer, jeg har hørt det. — De er Ingeniør, ikke sandt?"
Per bekræftede det.
„Ja, vi lever jo i en Tidsalder, der tilhører Polyteknikeren,
Tusindkunstneren, frit oversat. Det er forbavsende, hvor Jernbaner
og Dampskibe allerede har gjort vor Klode uanselig endogsaa
for os selv. Afstanden mellem Landene mindskes Dag for
Dag og udslettes vel tilsidst saa at sige ganske."
„Sandsynligvis."
„Maaske vil det engang lykkes os at række baade Maane og
Stjerner med vore Maskiner, ... nogen fysisk Umulighed er det
vist ikke, og da vil selve Verdensrummet blive os fortroligt som
en Bukselomme. Men Afstanden mellem Næse og Mund kan vi
med alt dette ikke forandre," tilføjede han efter et lille Ophold.
Mod sin Vilje kom Per til at smile. Han følte Medynk med
Manden, der gjorde Indtryk af at være lidt forstyrret.
Saa talte de igen en Tid om Vejret, om den Pludselighed, hvormed
det var kommen op, om Barometerstanden o. lign. Da Emnet
tilsidst var udtømt og Regnen vedblev at plaske ned, greb
Præsten paany til at tale om Teknikernes Overherredømme i
Tiden.
„Der var ogsaa engang Tanker fremme om at lave en Jernbane
her igennem Sognet. I vore Dage skal der jo helst løbe et Par 
21
Skinner udenfor hver Mands Dør. Og helt er Planen vist ikke
skrinlagt, saavidt jeg veed."
Per svarede kort, at en tidssvarende Udvikling af Samfærdslen
var en Livsbetingelse i vore Dage.
Præsten grundede lidt. Han stod stadig halvt bortvendt og
saae ud paa Regnen.
„En Livsbetingelse," sagde han med et egent, ligesom afbleget
Smil. „Ja, hvad er ikke bleven Livsbetingelse i vore Dage? Læ­
ger og Ingeniører, Pædagoger og Militære —- hver møder med
sine. Bare det ikke kommer til at gaa os som visse Apoplektikere,
der dør af for meget Blod."
„Den Fare løber i hvert Fald vi danske næppe for det første.
Vi har vist foreløbig nok at gøre med at erstatte, hvad vi mistede
i 64." f
„Erstatte," gentog Præsten langsomt og stirrede uforanderligt
fremad med et Blik, hvori der lyste som flakkende Genskin af
Lynene, der vedblev at illuminere Skyerne i Vest. „Jeg mener
tværtimod, at vi endnu lever og opretholdes af den Aandens
Kraft, der fremkaldtes i Folket i hine Trængselsdage. Der var
virkelig dengang et Øjeblik, da det var ved at gaa op for os, at
der ikke gives andre Livsbetingelser for Nogen end Vorherres
Naade."
Per svarede lidt forlegen med det gamle Ord: „Hjælp dig
selv, saa hjælper Gud dig." Men Præsten rystede paa Hovedet.
„Guds Hjælp — det er netop ingen Hjælp."
„Da kom vi dog over Krisen dengang."
„Hvem har fortalt os, at det var ved Guds Bistand? Skal der
sluttes efter, hvad der siden er sket her i Landet, kunde jnan
vel være mest tilbøjelig til at tilskrive det Djævlens Hjælp.
Per fandt det i Grunden urimeligt at indlade sig i Diskussion
med denne halvgale Mand. Men der var noget i hans Fordømmelse
af Tiden, som rørte ved det nye Menneske i ham,
og han følte paany Trang til at aflægge et Vidnesbyrd.
Han sagde, at den Gudfrygtighed, der havde opretholdt det
danske Folk i Ulykkens Tid og skabt Helte af svage (og han
tænkte her igen bevæget paa sin Moder), den havde ikke for­
15
ladt det i Fredens Dage men været den skabende Kraft under
Landets Genoprejsning, i hvert Fald udenfor Hovedstaden.
Men Præsten afbrød ham ret hvast ved at sige, at et Ord
som Gudfrygtighed kunde man slet ikke anvende om de Kristne
i vore Dage, hvor man kammeratligt tog Vorherre under Armen
og med beskyttende Mine eller, naar det kom højt, i barnagtig
Forelskelse kastede sig om hans Hals. Med tydelig Adresse
til Pastor Blomberg spottede han over „vor gemytlige Vartovskristendom",
der var i Færd med at blive Landets Nationalkristendom,
og som med sit Ammestuesprog og sin poetiske Kæ­
lenskab jo virkelig var som skabt for et Folk som det danske,
der ogsaa i det religiøse søgte til Idyllen og erstattede Troens
Lidenskab med Lyrik.
„De nævnede Krigsaaret før. Ja, De er nu vel for ung til
at kunne huske de Dage. Ellers vilde maaske ogsaa De engang
imellem med et lille Længselssuk tænke tilbage paa hine store
Trængselstider med de mange blege Ansigter. Har man oplevet
de Dage ... har man været Vidne til det Troesmod, den Offervillighed,
den Selvhengivelsens Martyrglæde, som Undergangsrædslen
dengang fremavlede selv i de slappe Sind ... ja, saa
forstaar man ... eller man aner dog, hvad vor Folkeaand havde
kunnet udvikle sig til, og man kan kun beklage, at det ikke
dengang blev til Alvor med vor Udslettelse af Nationernes Tal.
Nu maa vi vel vente, indtil Gud i sin Naade løser op for hele
den germanske Slægt, i hvilken vi sagtens efterhaanden helt
forsvinder. For det er jo med Nationernes Sjæl som med det
enkelte Menneskes, at først Døden udfrier den. Engang spøgte
Grækeraanden blandt Menneskene som Guds udvalgte Tolk. Siden
blev det Israels Faarehyrde-Visdom, vi lyttede til som gudbeaandet
Tale. Engang tilkommer det sagtens den nordisk-germanske
Race med vort lutherske Barbari at aabenbare en Flig
af den Eviges Klædebon."
Per saa overrasket paa ham, og da Præsten mærkede dette,
stoppede han pludselig op i sin Tale, — næsten ligesom lidt
ængstet eller fortrydelig over at have ladet sig rive hen til saa
uforbeholdne Udtalelser. Han brød da ogsaa brat af. Skønt det 
21
stadig regnede temmelig godt, sagde han kort Farvel og skyndte
sig afsted.
Endnu ved Aftensbordet var Per en Del optaget af dette
Møde og spurgte Hofjægermesterinden nærmere ud om Pastor
Fjaltring. Blandt andet vilde han have at vide, hvad det var
for en mærkelig Hovedbedækning, Præsten gik omkring med
under Kasketten.
„Han lider nok meget af Nakkesmerter," forklarede Hofjægermesterinden.
„Og han har den Indbildning, at han gaar med
en stor Svulst i Hjernen. — Han er i et og alt en Stakkel." 
TOOGTYVENDE KAPITEL
Jakobe havde lukket sig inde paa sit Værelse. Hun sad ved
sin lille Skrivepult med Haanden under Hovedet og saae gennem
Vinduet ud paa Havens Trætoppe, der svajede for Blæsten.
Hendes Øjne var store og skinnende, Brystet bølgede. Foran
hende paa Pulten laa Pers Brev, som hun netop havde modtaget
med Formiddagsposten.
Hun vidste ikke, hvad hun mest skulde ynke, enten den
Anstrengelse, det øjensynligt havde kostet ham at udarbejde
disse mange hensynsfulde Vendinger, eller det Hykleri, hvormed
han søgte at skjule baade for sig selv og for hende, hvad
der dog var den egenlige Aarsag til, at de maatte skilles. —
At han lige til det sidste skulde vise en saadan Mangel paa Evne
og Mod til at se Sandheden fast i Øjnene! Hvad vilde hun ikke
have givet for, at han denne ene Gang havde været fuldt ærlig
og aabent tilstaaet, at han var kommen til at holde af en anden.
Men nej! Troldenaturen sad ham for uafrystelig i Kødet. Sin
Lysskyhed formaaede han ikke at overvinde. Det var det egenlig
„sideniuske" ved ham, at hans naturlige Følelser absolut
skulde udsmykkes. Som i sin Tid hans Fremtidsideers nationale
Betydning havde skullet pynte hans Egenkærlighed, saadan
skulde nu Religionen tjene som Dække for hans Forsagthed,
hans fattige Hjemlængsel.
Naa! — hun rejste sig op, løftede Hænderne over Hovedet
og trykkede dem ned mod Haaret. Hvad vilde hun nu plage sig
mer med den Slags Grublerier? Hendes Tanker havde jo nu
Lov til at slippe ham. De havde ikke længer noget at gøre i de
skumle Egne, hvor hans Aand færdedes. Hun var fri. Punk­
21
tum'et var sat for hendes Hjertes Forvildelser. Hendes stakkels
forkomne Kærlighedseventyr var tilende.
Der stod nu kun tilbage at underrette Forældrene. Og saa bort
herfra! Jorden brændte under hende. Efter al Sandsynlighed
vilde Per komme tilbage til København for at ordne sin Affærer,
og hun vilde ikke udsætte sig for at løbe ham paa Ærmet derinde
paa Gaderne. Desuden kunde hun nu ogsaa vanskelig skjule
sin Tilstand længer. Hun havde en Anelse om, at Moderen igen
var begyndt at fatte Mistanke, og hun vilde absolut undgaa enhversomhelst
Forklaring — i det mindste foreløbig. Derfor vilde
hun rejse allerede den næste Dag. Alt var jo forberedt, saa der
var ikke noget at bie efter.
Hun kom til at huske paa, at hun netop nu vilde kunne træffe
sin Moder alene. Rosalie var i Bad sammen med de Smaa, og
Faderen og Ivan var forlængst taget til Byen.
Nede i Dagligstuen sad Moderen ved sin Symaskine mellem
Bjerge af Lagenlærred, som hun var i Færd med at sømme.
„Altid i Aktivitet, lille Mo'er," sagde Jakobe og kyssede hende
paa Panden. „Finder man dig ikke ved dine Regnskaber, har du
noget andet besværligt for."
Hendes Tone gjorde straks Moderen mistænksom. Men uden
at lade sig mærke med noget klappede Fru Lea sin Datter paa
Kinden og sagde: _ .
„Ja, min Pige, Arbejdet var min Tids Middel til at holde Livet
ud. — Og forresten tror jeg ikke, at der gives noget andet.4
Saa tog hun atter fat paa Hjulet og lod Maskinen snurre.
Fru Lea var begyndt at bruge Briller, naar hun arbejdede,
hun var i det hele ældet stærkt det sidste Aar.
Jakobe gik en Tid omkring i Stuen, kiggede lidt i en Avis,
lagde den igen og satte sig derpaa hen i en Lænestol i Nærheden
af Moderen.
„Mo'er," sagde hun, „jeg talte forleden til dig om, at jeg
kunde have Lyst til igen at se ned til Rebekka i Breslau. Jeg
tror virkelig, jeg gør Alvor af det nu. Men mine Penge er sluppen
for tidlig op i Aar. Kunde du ikke bede Fa'er om lidt Forstærkning."

19
„Det kan jeg endelig nok," svarede Moderen lidt nølende.
„Hvornaar tænker du at rejse?"
„Saasnart som muligt. Maaske imorgen."
Moderen standsede sin Maskine og saae dennegang lige paa
hende.
„Du rejser altsaa alene?" ,
„Ja."
„Og dit Bryllup?"
Jakobe havde bøjet sig forover. Hun udholdt ikke Synet af
Moderens Øjne, der blev saa uhyggelig store og sorte bag de
slebne Brilleglas.
„Ja — se," sagde hun, mens hun samlede og skilte sine udspilede
Hænder. „Jeg kan jo lige saa godt sige det med det
samme, — min Forlovelse er hævet."
Der blev en lang Stilhed.
„Det er altsaa derfor, du har gaaet og været saa utilgængelig
i den sidste Tid?"
„Har jeg været det? — Saa maa I tilgive mig det."
Moderen rejste sig. Hun gik hen til Jakobe, tog hendes Hoved
mellem sine Hænder og løftede hendes Blik op imod sig.
„Er der andet, du holder skjult for os, mit Barn?" spurgte
hun.
„Det har du ingen Ret til at spørge om," svarede Jakobe med
Taare i Øjnene. „Om sine Kærlighedsanliggender skal man være
tavs, — det har du selv lært mig."
Moderen stod et Øjeblik tvivlraadig. Saa tog hun sine Hænder
til sig og gik bort.
„Hvor mange Penge mener du at faa Brug for?" Hun var
gaaet hen i den anden Ende af Stuen, hvor hun havde givet sig
til at gøre i Orden paa et Bord. Det var, som om hun ikke længer
havde Ro til at sidde ned.
Jakobe nævnede en større Sum.
Moderen saae atter op: „Du mener altsaa at ville blive borte
i længere Tid?"
„Ja, du kan jo nok forstaa, Mo'er, at der ikke vil blive synderlig
behageligt for mig herhjemme efter det, der nu er sket. 
22
En hævet Forlovelse giver jo altid Anledning til saa megen
Sladder. Det gør mig saa ondt, at jeg skal udsætte dig og Fa'er
for al den Ubehagelighed — men det maa I ogsaa se at tilgive
mig."
„Vi har jo aldrig været synderlig glade for den Forbindelse.
Alligevel syntes vi jo nu —begyndte Moderen, men da hun
mærkede Tegn paa Utaalmodighed hos Datteren, fortsatte hun
ikke. Og de talte nu en Tid kun om praktiske Ting vedrørende
Rejsen og hendes Udstyrelse.
Saasnart Jakobe igen var kommen op paa sit Værelse, gav hun
sig i Færd med at lægge sine Sager frem til Indpakning og at
samle og gemme hen, hvad der skulde efterlades. En væsenlig
Del af dette Arbejde var iøvrigt gjort i Forvejen. Allerede i
nogen Tid havde hun i Stilhed gjort Forberedelser til dette nye
Opbrud fra Hjemmet, som maaske skulde blive hendes sidste.
Blandt andet havde hun omhyggelig ordnet sine Venindebreve,
indpakket og forseglet dem og skrevet Afsendernes Nvane udenpaa,
at intet skulde komme i urette Hænder, dersom hun ikke
mere vendte tilbage. Nu gjorde hun det samme med Brevene
fra Per. Og da hun skrev Navnet Sidenius udenpaa Pakken,
kom hun trods sin triste Stemning til at smile. Saa skulde hun
altsaa dog forskaanes for at bære dette barbariske Navn!
Kort før Middag blev hun kaldt ned til Faderen, der ventede
hende for lukkede Døre inde i Biblioteksværelset. Han kyssede
hende tavs paa Panden og gav sig straks til at tale om hendes
Pengesager. Per omtalte han ikke med et Ord.
„Hvormeget er det, du mener at faa Brug for?" spurgte han
og tog sin Notitsbog frem.
Jakobe nævnte en Sum, der ikke var saa lidt mindre end
den, hun havde talt om til Moderen. Hun havde ikke Mod til
paany at udsætte sig for Spørgsmaal om Rejsens Varighed.
Faderen sagde ingenting og indførte Summen, idet han dog
af sig selv fordoblede den.
„Jeg skal bringe dig et Kreditiv imorgen."
Ved Middagsbordet gjorde Jakobe sig Umage for at være
livlig, og i Grunden var hun ogsaa gladere og frimodigere nu, 
21
end hun havde været det længe. Den kvalmende Taage, som
Uvisheden havde lagt om hendes Bevidsthed, var i Færd med at
svinde. Havde hun blot kunnet frigøre sig for Forestillingen
om, at hun rejste Døden imøde, vilde hun have følt sig næsten
lykkelig.
Men Dødsanelserne havde nu engang bemægtiget sig hendes
Fantasi. Som en hidsende Feber jog de hende hvert Øjeblik
Kuldegysninger gennem Sjælen. Derfor var det ogsaa, hun ikke
vilde betro sig til sin Moder. Hun vilde ikke, at ogsaa denne
skulde ængstes; og det var hendes Haab, at hun ved sin Livlighed
skulde kunne betage hende enhver Mistanke.
Baade Faderen og Moderen lod da ogsaa temmelig rolige.
Derimod var Ivan aldeles sønderknust. Han, der ellers talte om
tyve Ting mellem hver Mundfuld, sagde under hele Maaltidet
ikke et Ord.
Efter Bordet gik han ind i Biblioteksværelset til Faderen, der
allerede sad derinde og skrev.
„Forstyrrer jeg?"
„Nej, du kommer just tilpas. Jeg vilde netop have sendt Bud
efter dig. — Har du noget paa Hjerte?"
„Det samme maaske som du. Jeg har faaet et Brev fra Sidenius
— nogle Linjer blot, — i Anledning af hans og dit pekuniære
Mellemværende. Han beder mig om at sige dig, at det
naturligvis er hans Hensigt at tilbagebetale dig Pengene. Han
ønsker blot lidt Henstand."
Hertil svarede Philip Salomon ingenting. Han kunde ikke faa
sig til at tage Pers Navn i Munden.
„Det var noget andet, jeg vilde dig," sagde han og tog den
Skrivelse, han netop havde udfærdiget. „Gør mig den Tjeneste
at tage til Byen straks med detteher. Og sørg for at faa det
trykt saa hurtigt som muligt. Som du vil se, er det en Meddelelse
til vor Omgangskres, — du kan paa Vejen selv regne
ud, hvormange Eksemplarer vi har Brug for. Men de maa være
færdige saa betids, at de kan omsendes senest imorgen med Aftenposten."

Paa Papiret stod blot de Ord: „Philip Salomon og Hustru 
22
meddeler herved, at deres Datter Jakobes Forlovelse med Hr.
Ingeniør P. Sidenius er hævet."
* *
*
Samme Eftermiddag som denne Efterretning spredtes rundt
i den salomonske Familjes store Bekendtskabskres, kom Per
tilbage til sin Barndomsby ved de store, stille Enge. Uigenkendt
og uden selv at søge nogen af sine gamle Bekendte tilbragte
han et Døgn her alene med sine Minder. Og det gik ham ikke
dennegang, som da han sidst gensaae Byen ved Faderens Død,
og da den i sin provinsielle Uanselighed, med sine krogede Gader
og fattige Butiker, havde forekommet ham halvt komisk og
vakt hans Medynk. Efterhaanden som det fortrinsvis var bleven
Barndomsindtrykkene, der nærede og formede hans Følelsesliv,
havde hans Forhold til Byen antaget en halv religiøs Karakter.
Fra Berlin og Tyrol, fra Rom og København havde hans Tanker
gjort Pilgrimsfarter til denne Afkrog af Verden, hvor hans Skæbnes
Traade løb sammen og tabte sig i Evigheden. Den lille
Engby ved Foden af de høje Banker var for ham bleven Verdens
Indgang og Udgang, hvorigennem Vejen gik tilbage til alle
Tings Ophav.
Da han ved Aftentid kom tilbage fra Kirkegaarden og sad
inde i Hotellets Kafelokale med noget Smørrebrød, bragte Opvarteren
ham nogle Blade, deriblandt en af Byens egne Avisei,
hvis Navn og Skikkelse han huskede fra Præstegaarden, og som
han af den Grund først kiggede i. Paa Bladets, første Side stod
et længere „Hovedstadsbrev", der meddelte forskelligt af Øjeblikkets
Samtalestof i København. Mellem Nyt fra Hoffet og
Teaterverdenen, fra Tivoli og Cirkus, fandt han ogsaa en udførlig
Beretning om et „opsigtsvækkende Selvmord" i det gode
Selskab. En ung, haabefuld Mand, en forhenværende Kavalleriofficer,
havde taget sig af Dage under meget romantiske Omstændigheder.
Han havde — stod der — elsket og ment sig genelsket
af en ung, nygift Frue, der tilhørte det jødiske Pengearistokrati
; og da hans Forhaabninger skuffedes havde han umid-
23
bart efter Hjemkomsten fra et ham tilstaaetj Stævnemøde
skudt sig en Kugle gennem Hovedet.
Per var under Læsningen skiftevis bleven hvid og rød. Skønt
der ikke var nævnt noget Navn, og skønt han intet havde hørt
om, at Løjtnant Iversen var død, kom han hurtig paa det rene
med, at det var denne Mand og Nanny, Beskrivelsen galdt, ...
Nanny, hvis nøgne Arme for ikke mange Uger siden havde omslynget
hans egen Hals! Med en Fornemmelse, som gled der
ham en Giftslange ned ad Ryggen, læste han Beretningen tilende.
Paa tidsvarende Vis var selve den blodige Begivenhed vidtløftig
afmalet. Den samvittighedsfulde Brevskriver skaanede ikke Læ­
serne, hverken for et Billede af det tilsølede Gulv, hvor man
havde fundet Liget, eller en Beskrivelse af Sofaen, hvorfra det
var trillet ned, eller af Bordtæppet, der var bleven oversprøjtet
med Hjernemasse; ja selve Indholdet af et Brev, den Afdøde
havde efterladt, antydedes paa en Maade, der uden at angribe
Privatlivets Iovbeskyttede Fred behændigt tilfredsstillede Almenhedens
Nysgerrighed.
Per søgte op paa sit Værelse. Her gik han op og ned ad Gulvet
og kunde længe ikke forvinde Indtrykket. Det svimlede for
ham, naar han tænkte paa, hvor nær han selv havde været ved
at blive hængende i denne elendige Kvindes Garn, at det lige
saa godt kunde være bleven ham, der havde maattet tjene som
Offer for skandalegriske Journalisters Penne, dersom ikke .
Ja — dersom!
Han standsede. Det var, som om der ved dette Ord aabnedes
en Skodde i Dybet af hans Sjæl; og under det indstrømmende
Lys jog halvglemte Billeder fra hans forgangne Liv
ham skyggeagtigt forbi. Han saae sig selv hin Nat for længe
siden, da han flyede bort fra Fru Engelhardts Seng, grebet af
Væmmelse ved de Glæder, som Skøgerne skænker. Han mindedes
en anden Gang endnu længere tilbage i Tiden, i hans Drengeaar,
da han fristedes af den sortøjede Tiggertøs fra Riisagers
Gaard men i det afgørende Øjeblik frelstes af den Blu, han følte
ved det fordærvede Barns skamløse Ord og Lader. Og han
tænkte paa de mange andre Gange, hvor han vilde være bleven 
Selvødelæggelsens sikre Bytte, dersom — — ja, dersom han
ikke i sit Inderste havde baaret paa en instinktmæssig Sky for
Synden, dersom han ikke gennem sine Forældre — og da vel særlig
gennem sin Fader og hans Aarhundreder gamle Præsteslægt —
havde staaet i lønlig Pagt med de livsbevarende Magter, han i sin
Ungdoms Overmod havde villet trodse. Den „sideniuske" Arv, som
han havde kaldt sit Livs Forbandelse, den var netop den Amulet,
det signede Tegn, han havde baaret paa sig i det skjulte, og som han
kunde takke for, at det dog ikke var gaaet ham værre, end det var.
Men denne medfødte Kraft til Frigørelse, denne Selvop'noldelsens
Drift i Sjælen, der havde virket ganske uafhængig af alle
Troeslærdomme, hvad var den andet end Guds egen Aand, Biblens
„hellige Aand", den Kristnes Fylgje, der usynlig vogtede
hans Fod for Fald og førte ham frelst gennem alle Forvildelser? ...
Han havde sat sig hen til Vinduet, der vendte ud mod en stille,
mennesketom Gyde. Han boede lidt tilvejrs og saae ud over en
Vrimmel af røde Tage og hvide Skorstenspiber, bag hvilke Solen
just gik ned.
Det var, som om han først nu helt forstod sig selv og hvad
der var foregaaet med ham de sidste Dage. Vistnok var han allerede
paa Kærsholm bleven sig sin Kristendom bevidst; men det
havde dog mere været den opskræmte Samvittigheds Magtsprog,
han der havde bøjet sig for, end Hjertets og Forstandens overbevisende
Vidnesbyrd. Først i disse Øjeblikke opgik Troen for
ham som et Erkendelsens Lys, der gennembrød alle Stemningstaager.
Mens han sad der med Haanden under Kinden og saae
ud mod den gulrøie Aftenhimmel, fuldbyrdedes i hans Sjæl det
store Under, den ny Menneskefødsel, der saa længe havde været
forberedt.
Den næste Morgen tidlig gik han igen paa Kirkegaarden. Han
tog Plads paa den lille Bænk derinde ved Hækken omkring For­
ældrenes Grave. Det var en dejlig, solrig og blikstille Augustmorgen,
og han var ganske alene. Der var ikke et Menneske at
se eller høre paa hele den store, murindhegnede Begravelsesplads.
Overalt i Luften flimrede den flyvende Sommers Spind.
Hække og Buske var som overdragne med Sølvmor, og hvert 
25
Blomsterbæger og hvert Straa var tungt af gyldne Draaber. Øverst
oppe i de gamle, taarnhøje Popler, som dannede en bred Alle
gennem Kirkegaarden, susede det svagt; men nede over Gravene
rørte der sig ikke et Blad, og Stilheden var saa dyb, som
strømmede den ud fra selve Evigheden.
I over en Time fik han Lov at sidde der ganske uforstyrret i
en lykkelig bevæget, højtidsfuld Stemning, helt opgaaet i den ham
saa fremmede og forunderlige Følelse af Hvile og indre Fred.
Endogsaa Erindringen om Inger trængtes i disse Øjeblikke tilbage
i hans Sind. Derimod tænkte han undertiden paa Jakobe.
Nu, da han selv havde fundet Frelsens Vej, maatte han tænke
paa dem, som ikke vidste Raad for deres Ve. For Jakobe var
der dog næppe noget Haab. Hun tilhørte jo et Folk, der havde
gjort sig Frafald og Fornægtelse til Livsprincip. Men for den vildledte
danske Ungdom maatte sikkert den Tid være nær, hvor
den vilde lade sig magtfuldt gribe af en Solopgangsstemning
som den, der nu gennemlysnede og gennemglødede ham. Han
mindedes nogle profetiske Ord af Poul Bergers Bekendelsesdigtning
:
„Natten og Mørket er svunden; Guds Dag oprinder paany med
Fred og Lykke for alle, der vil bede. Som Vildandeflokken, der
strækker Halsene, naar den paa sit lange Træk over øde Bjerge
øjner Havet i det Fjerne; som vansmægtende Soldater, der efter
daglang Marsch, forbrændte af Solen, hvide af Landevejens Støv,
kaster sig ned ved Bækken for at drikke, — saaledes, o Menneskehed,
skal du stille din Tørst ved Naadens genfundne Kilde!"
*
Bruddet mellem Jakobe og hendes Kæreste vakte den største
Opsigt i den salomonske Familjes store Bekendtskabskreds. Endog
paa Børsen blev Begivenheden diskuteret. For anden Gang
opnaaede Per ved sin Forbindelse med det salomonske Hus at
blive en omtalt Person i København.
Nanny, der var begyndt at forvinde Forskrækkelsen efter LøjtLykke-Per
II 15 
22
nant Iversens Selvmord, var travlt paafærde for at lade sig udfritte.
Hun havde hurtig gættet Sammenhængen og fandt en oprigtig
Glæde ved at fortælle, at det var Jakobe, den Stakkel, der
var bleven skammelig bedraget. I er paradisisk Sommerkostume
med uskyldshvide, langt nedhængende Florsærmer og Englevinger
paa Hatten foer hun ud og ind hos Venner og Bekendte og
betroede dem som en Hemmelighed, de endelig ikke maatte lade
gaa videre, at Søsterens Forlovede — det Afskum! — i Stedet
for at rejse til Amerika havde forelsket sig i en Bondepige. Tænk!
En almindelig Malkekomtesse! Med himmelvendte Øjne deklamerede
hun:
„Han slukked' sin Sorg og fandt sin Trøst
paa Bunden af Sagosuppen."
Blandt dem, til hvem Rygtet naaede ad Omveje, var Oberst
Bjerregrav. Den gamle Krigsmand havde virkelig været fast bestemt
paa at støtte Per i Kampen for hans store Fremtidsværk,
ja i fornødent Fald at træde personlig i Skranken for det imod
det københavnske Projekt. Men efterhaanden som Dagene gik,
uden at han saae noget til ham, var han igen bleven betænkelig.
Han harmedes over den Ufornuft, hvormed Per havde lagt sig
paa Græs just nu, da hans Nærværelse var allermest nødvendig.
I Begyndelsen havde han anset det for et nyt Udslag af hans ungdommelige
Overmod; men efterhaanden gik det op for ham, at
der maatte være noget alvorligt i Vejen, og da nu Efterretningen
om den hævede Forlovelse naaede ham, blev han yderligere forstemt.

Jakobe var imidlertid i al Stilhed taget bort. Endnu før Per
naaede København, var hun paa Vej til Berlin. Efter sin lange,
fængselsagtige Ensomhed paa Landet følte hun endog den kedsommelige
Jernbanerejse som en Befrielse; og da hun om Aftenen
kørte fra Stettinerbanegaarden hen til Central-Hotellet,
var det med noget af en Vellystfornemmelse, hun følte Verdensbyen
lukke sig om hende som en brusende Brænding. Friederichsstrasses
Menneskemylr i det elektriske Eventyrlys, de lange
Droskerækker, Hestehovenes Klapren paa Asfalten, de oplyste 
27
Forretningspaladser, Stadsbanens Tog, der buldrede henover hendes
Hoved, endelig selve det kæmpemæssige Hotel, hvor travle
Folk fløj ud og ind som Bier i en Kube, mens alle Slags fremmede
Tungemaal hørtes paa Trapper og i Korridorer, — det fik
altsammen hendes forpinte Hjerte til at svulme af smertelig Livslængsel.

Hun følte sig som En, der er kommen hjem til sit eget. I dette
sydende og lysstraalende Menneskehav følte hun sig tryg. Hun
vidste godt, hvor meget ondt det gemte i sit mørke Dyb, hvor
mange stakkels Skibbrudne det daglig bundfældede og begravede
i sit Slam. Hun kendte de store Verdensstæders uhjælpelige
Skarer af Fattige, denne graablege og huløjede Armod, i Sammenligning
med hvilken Smaabyernes eller Landets rødmossede
Fattigdom tog sig ud som Velstand. Og alligevel! Selv saadanne
hjemløse og forkomne Storstadsstodderes Liv syntes hende i dette
Øjeblik hundrede Gange rigere end Bondens betryggede Muldvarpetilværelse,
og hun forstod saa godt, at de trods Sult og Elendighed
blev ved at klamre sig til Stenbroen, indtil Døden bortskyllede
dem. En saadan Millionby ejede noget af Havets Fortryllelse.
Der var noget af Bølgens eventyrlige Dragning i denne
morderiske Tilværelseskamp, i denne vilde Omtumlen, i dette
uophørlige Op og Ned, der lige til Undergangens Øjeblik blev
ved at lokke med nye og grænseløse Muligheder.
Som bestandig i denne Tid havnede hendes Tanker tilsidst hos
det Barn, hun skulde føde til Verden. Hun vilde haabe, ifald det
skulde komme til at slægte sine nordiske Forfædre paa, at det da
ikke maatte blive af disse Muldjordsmennesker, disse hjemstavnsbundne
Trælle, for hvem Verden eller dog Lykken hørte
op, saasnart de ikke længer kunde øjne Røgen fra deres Moders
Skorsten. Hun vilde haabe, at hendes Barn i saa Fald maatte
blive en Havets Ætling, en Vikingenatur, besat af den kamplystne
Udve, der var i Slægt med Uroen i hendes eget jødiske Blod,
med Vandredriften og denne hvileløse men maalbevidste Higen,
der havde gjort saa mange af hendes Stammes Mænd og Kvinder
til Menneskehedens Førere.
For det blev hende mere og mere den endegyldige Livsvis-
15* 
dom, at kun i Kampen var der Lykke, —- om ikke af anden Grund,
saa fordi den skænkede den dybeste Glemsel. Det forholdt sig
med Livet som med den egenlige Krig; de, der befandt sig midt
i Slagets Tummel, tænkte mindst paa Faren, gruede mindst for
Blodet. Det var altid Efterluskerne, der havde Mavekneb. Det
var paa Marodørernes blege Ansigter, at Kampens Rædsler stod
afmalet.
_ _ 
TREOGTYVENDE KAPITEL
Straks efter Ankomsten til København satte Per sig i Bevæ­
gelse for at indrette sig en Bolig og ordne sine Pengeaffærer,
saa han med Ro og Tryghed kunde genoptage sit Arbejde. Det
var hans Hensigt at vende sig til Overretssagfører Hasselager
for at rejse et Laan paa en fjorten-femten hundrede Kroner,
der vilde kunne sikre ham Underholdet i det mindste et Aarstid.
Saa pinligt det end var for ham at maatte gøre sig afhængig
af den Slags Folk, hvis Udbyttervirksomhed og hele Levevis han
nu mere end nogensinde foragtede, saa vidste han i Øjeblikket
intet bedre Raad. Og Sagen maatte ordnes hurtigt — han var
utaalmodig efter igen at tage fat.
Som Sikkerhed for Laanet tænkte han at tilbyde de to Patenter,
han endelig havde opnaaet for sine Vind- og Bølgemotorer,
et dansk og et udenlandsk. Rigtignok havde der ikke meldt
sig nogen Lysthavende til noget af dem; og det var heller ikke
hans Mening at lægge Skjul paa, at han ikke selv tillagde dem
synderlig Værdi mere. Han betragtede sin Opfindelse som kun
halvvejs færdig; men han gik ud fra, at Hasselager, der jo skulde
være saa snu en Forretningsmand, og som havde viist Forstaaelse
af hans Ideers Betydning, ikke desmindre vilde finde sin Regning
ved at støtte ham med et Forskud.
Overretssagføreren modtog ham da ogsaa med udadlelig Høflighed
; men han havde netop Dagen i Forvejen faaet at vide, at
Pers Forlovelse var bleven hævet, og han var derfor ret tilbageholden.
De samtalte en Tid om Pers Planer og Forhaabninger,
navnlig saa vidt disse angik den videre Udvikling af hans Op­
23
findeise, og Per følte sig forpligtet til at ytre sig herom uden
Forbehold. Da han tilsidst kom til Spørgsmaalet om Pengelaanet,
blev den anden yderligere tillukket. Med den mest slebne Kø­
benhavner-Elskværdighed beklagede han, at han ikke saae sig
i Stand til at imødekomme ham paa dette Punkt; han indlod sig
principmæssig aldrig paa at ordne Laan, for hvilke der ikke fandtes,
hvad man kaldte bankmæssig Sikkerhed. Det var et Forretningsprincip,
som enhver Sagfører var nødt til strengt at overholde
for ikke at blive mistænkt for at befatte sig med Pengeomsætninger,
som ikke taalte Lyset.
Per spurgte ham, om han da mente det gørligt at rejse Laanet
hos andre, for Sagen interesserede Folk, som ikke var bundne
af den Slags Hensyn. Hvortil Hr. Hasselager efter en kort Betænkning
og imod bedre Vidende svarede, at det troede han
ganske sikkert. Den store, blonde, blodrige Dansker, som ellers
ikke uden Held efterlignede Max Bernhardts vilde Forvovenhed
som Spekulant, besad ikke denne blege Mands Frygtløshed overfor
Blodsudgydelsen men overlod det helst til andre at give hans
Ofre Naadestødet. I dette Tilfælde henviste han til Proprietær
Nørrehave, hvem Per forøvrigt selv havde haft i Tankerne, og
allerede Dagen efter søgte Per saa den som Agerdyrker forklædte
Storsvindler, der boede i en standsmæssig udstyret Villa paa
Frederiksberg.
Den bredmavede Jyde, som nok havde hørt Rygtet om den hæ­
vede Forlovelse men ikke villet tro paa det, tog imod ham med
sit trohjertigste Smil og et varmt, ja svedigt Haandtryk. Men Per
havde ikke talt længe, før Manden blev tavs; og hans smaa,
hvidfrynsede Svineøjne fik travlt med fra Siden at undersøge
Ringfingeren paa Pers højre Haand. Den plumpe Bonde blev bredere
og bredere i sin forgyldte Lænestol, jo længere Per talte.
Tilsidst lagde han Armene over Brystet og erklærede afgørende,
at han ikke vilde have med den Sag at bestille.
Per begyndte at blive utaalmodig. Han erindrede Manden om,
at det var ham selv, der i Foraaret sammen med Overretssagfører
Hasselager havde foreslaaet et Samarbejde og det under Former,
som gjorde hans — Pers — Henvendelse til ham fuldkommen 
31
berettiget. Men Proprietæren rystede uanfægtet paa Hovedet og
gentog paa sit Købstadsjysk:
„Jeg vil it' ha'e med den Sag aa bestil'!"
Per vilde dog ikke lade sig nøje med det Svar men forlangte
en Forklaring. Da svarede Proprietæren med den landlige Ligefremhed,
hans Forretningsven netop havde gjort Regning paa,
at „Situationen" (hans Yndlingsord) jo totalt havde forandret sig,
siden Per — hvad han nu kunde begribe — ikke længer var Philip
Salomons tilkommende Svigersøn. Samtidig udtalte han sin Forundring
over dette Brud med det rige Købmandshus, ja søgte endogsaa
at udfritte ham om Grunden til det. Men da rejste Per sig
med en Mine, der ligesom slog Manden paa hans Mund, og sagde:
„Kort og godt. — Det er virkelig Deres Mening, at De ikke
vil skaffe mig et Laan som det, jeg her taler om?"
Proprietæren blev igen lidt usikker. Denne bydende Tone
genvakte et Øjeblik den frygtagtige Respekt, Per i sin Tid havde
indgydt ham ved sin Optræden overfor Max Bernhardt. De tykke
Arme var sunket ned, Hænderne laa foldede over Bugen, Tommelfingrene
drejede rundt, og de smaa, hvidfrynsede Øjne saae
op paa Per med et grundende Udtryk, mens han endnu engang
i Stilhed gjorde hans Regnskab op og vejede Muligheder og Risiko
mod hinanden.
„Nej," — kom det efter endte Overvejelser som et Træskospark.
„Jeg vil it' befat' mig med'et."
Næsten før Ordene var udtalte, havde Per grebet sin Hat og
var ude af Døren.
Udenfor blev han roligere. Han sagde til sig selv, at han ikke
havde nogen Ret til at beklage sig. Han havde selv været med
i den kannibalske Offerdans omkring Guldkalven. Hvad Under,
at Dyret stangede nu, da han ikke længer vilde blote!
Men hvad skulde han gøre? Penge maatte han skaffe. Han
ejede knap hundrede Kroner i Kontanter.
Han var gaaet ind i Frederiksberg Have. Længe sad han her
paa en Bænk og brød sit Hoved med at finde en Udvej. Og den
Opfindsomhed, der var hans Styrke som Tekniker, svigtede ham
heller ikke under disse Vanskeligheder. Da han en Timestid ef­
23
ter rejste sig og gik hjem, havde han sin Plan færdig. Han vilde
henvende sig til Oberst Bjerregrav, hvem han jo ovenikøbet var
et Besøg skyldig. Dog var det ikke hans Mening at prøve paa
at laane Penge af ham; Obersten skulde blot være hans Mellemmand
og Fortaler overfor Etatsraad Erichsen, den bekendte Mæ­
cen, som han engang havde set i det salomonske Hus, og som,
saavidt han vidste, før havde understøttet Folk af hans Fag. Netop
fordi han havde truffet Etatsraaden i sine forhenværende Svigerforældres
Hjem, kunde han ikke faa sig til personlig at søge ham;
og forresten vilde det i alle Tilfælde falde ham svært at gaa op
til en fremmed Mand i et saadant Anliggende.
Endnu samme Eftermiddag sad han i Oberstens Arbejdsvæ­
relse, i den samme lille Rørsofa, hvor han for godt tre Aar siden
saa forhaabningsfuldt havde udviklet sine Fremtidsplaner. Obersten
sad tilbagekastet i sin Skrivebordsstol og betragtede ham
med et halvt medlidende, halvt nysgerrigt iagttagende Blik over
sine vandret liggende Næseklemmer. Af sin Søstersøn, Dyhring,
havde han faaet at vide, at det skulde være Uoverensstemmelse
i det religiøse, der havde foranlediget Per til at hæve sin Forlovelse
; og skønt han — Gudbevares! — i høj Grad anerkendte
dette Motiv, saae han dog paa ham som paa En, der ved et
Ulykkestilfælde havde taget Skade paa Forstanden.
Per begyndte med at gøre en Undskyldning, fordi han saa sent
besvarede hans ærefulde Besøg; men han havde — som han
ytrede — „af personlige Grunde" følt Trang til i nogen Tid at
holde sig borte fra København.
Obersten gav Kvittering for denne Tilstaaelse ved en hensynsfuld
Tavshed.
Uden Omsvøb fortalte derpaa Per om sine økonomiske Vanskeligheder
og udviklede, hvorledes han havde tænkt sig at komme
over dem. Han havde Grund til at tro, sagde han, at ifald
han turde gøre Regning paa Oberstens velvillige Bistand, vilde
han kunne opnaa en Understøttelse af Etatsraad Erichsen, saa
meget mere som han vidste, at denne i Forvejen fra anden Side
var bleven paavirket til Gunst for ham.
Skønt Obersten var ganske klar over, at han for sit Vedkom­
33
mende ikke vilde have noget med den Ting at gøre, udtalte han
sig dog særdeles imødekommende, lovede at tage Sagen under
Overvejelse og derefter at lade høre nærmere fra sig. Han betragtede
Per som en syg Mand, hvem man gjorde bedst i at snakke
efter Munden. Og unægtelig saae han i Øjeblikket noget overspændt
ud, som han sad der og lod Munden løbe med adskilligt
mere, end han selv rigtig vidste af. De sidste Tiders mange oprivende
Sjælekampe og den Glæde, han nu følte ved endelig at
have overvundet sit fortidige Menneske, havde skabt en lidt naiv
Trang til Fortrolighed hos ham. Ogsaa paa anden Maade havde
han forandret sig. Han var bleven gulbleg og mager, med dybe
Skygger under Øjnene, havde desuden under Opholdet paa Kærsholm
ladet Haar og Skæg vokse.
Da han var gaaet, sad Obersten nogen Tid stille i sin Stol og
faldt hen i sørgmodige Betragtninger. Stakkels Fyr! tænkte han,
— han gik sandsynligvis nu sin Undergang imøde! . .. Unægtelig
tilfredsstillede det paa en Maade hans Selvfølelse, at det altsaa
heller ikke dennegang blev til noget med den Reformation, som
i sin Tid var mislykkedes for ham selv. Men for Fædrelandets
Skyld kunde han dog ikke glæde sig derved. Han havde paa det
sidste sat saa store Forhaabninger til Per. Han havde i ham set
et Forvarsel om en Genopvaagnen af den danske Muldjordskraft,
hvorved Landet endelig skulde befries for den Yngel af Jøder og
andre Halvtyskere, der havde benyttet sig af Nationens Udmattelse
efter Krigen til at tilsnige sig Styret.
Hans Tanker standsede ved Søstersønnen, der netop i de samme
Dage havde gjort et nyt Kup. For at sikre sig Støtte af hans Blad
havde man valgt Dyhring ind i Bestyrelsen for et af Landets
største Aktieselskaber, hvad der aarlig vilde kaste nogle Tusind
Kroner af sig uden en Fingers Arbejde. Snart sad han efter al Sandsynlighed
ogsaa i Rigsdagen. Den Knægts Held var nærved at
faa ham til at tvivle paa et retfærdigt Forsyn. Uden Handlekraft,
uden Tro, uden Fædrelandsfølelse skred han ustandselig frem i
Magt, Betydning og Anseelse, mens den virkelig udvalgte, den
fødte Fører bukkede under. Men saadan var det jo bestandig i
Danmark. Slægt efter Slægt groede op — rødkindet og klarøjet, 
23
frimodig og stærk. Og Slægt efter Slægt gik i Graven, brudt
og bøjet — altid overvunden. Det var, som om en skjult Sygdom
tærede paa Nationens Kraft, udmarvede dens bedste Ungdom
og lagde Landet aabent for Fremmedes Erobring.
* *
*
Per havde lejet sig et Værelse hos en gammel Enkefrue i en
Villa, der laa ved en af de smaa Sideveje bag Frederiksberg
Have. Han havde valgt denne Yderende af Byen ikke alene for
at bo i Nærheden af Landbohøjskolen, hvor han skulde høre
Forelæsninger, men ogsaa for at være saa langt som muligt fra
Bredgade-Kvarteret og de andre Steder, som gemte Fortidens
trykkende Minder. Hans Værelse var et lille, tarveligt udstyret
Loftskammer, og som sædvanlig gjorde han ikke selv noget for
at skabe Hygge omkring sig. Han tænkte blot paa hurtigst muligt
at gøre sig færdig med sin Eksamen, saa han igen kunde komme
bort fra Byen.
I god Tro til Oberstens Tilsagn og overbevist om, at hans
Pengesager nu nok vilde blive ordnede, lod han sine Bøger, Tegninger
og øvrige Ejendele hente hjem fra Hotellet, hvor de havde
været opbevarede under hans Fraværelse. Han havde allerede
forskellige gode Ideer til Forbedring af sine Vind- og Bølgemotorer,
og det var jo det store Fortrin, en Opgave som denne havde
fremfor f. Eks. Kanalprojektet, at den kunde udføres i Ensomhed
og Frihed; den tvang ham ikke ind i noget Afhængighedsforhold
til andre, endsige til Makkerskab med Personer af Max Bernhardts
og Nørrehaves Kaliber. Derude paa Landet vilde han desuden
ganske anderledes have Lejlighed til at anstille saadanne
praktiske Prøver, som i Længden ikke kunde undværes. Rimeligvis
vilde han endogsaa blive nødt til at bygge et Par smaa Forsøgsmotorer
... Men alle disse Tanker maatte foreløbig hvile.
En af hans Professorer, til hvem han straks havde henvendt sig
for at kunne lægge en Plan for sine Øvelser, havde anbefalet
ham at regne med en Studietid af halvandet Aar. Selv fastslog 
35
han at ville nøjes med den halve Tid. Og han optog i den Anledning
paany sin Ungdoms frejdige Løsen: J e g vil.
Saa sad han da igen i et fattigt lille Kammer og kæmpede for
Livet og sin Fremtidslykke. Ligesom i sin Tid i Nyboder stod
han op om Morgenen ved Fabrikernes Hanegal, og hans Vindu
var i Almindelighed det sidste, bag hvilket Lyset om Aftenen
slukkedes paa den lille, landlig stille Villavej. Skønt hans Maal,
saa stort det ogsaa var, ikke længer havde nogen eventyrlig
dragende Gyldenglans over sig, tog han fat paa Arbejdet med
en Iver og en Udholdenhed som ingensinde før, uden at hæmmes
af disse pludselige, pinlige Anfald af Modløshed, der i forrige
Tider saa hyppigt overfaldt ham. Han ventede sig ikke noget
stort materielt Udbytte af sin Opfindelse, ja han ønskede sig det
knap. Det vilde være ham Belønning nok at vide, at han virkede
for Menneskehedens Vel. Alt, hvad han for sit personlige Vedkommende
haabede af sit Arbejde, var, at han ved dets Hjælp
skulde faa Lov til at leve et jævnt og muntert, virksomt Liv i
inderlig Forening og Forstaaelse med den, hans Hjerte længtes
efter.
Men paa sin Kærlighed til Inger vovede han dog endnu ikke
rigtig at opbygge nogen Fremtid. Saa ofte hans Tanke begav sig
paa Vej til Bøstrup Præstegaard, var det, som om den standsedes
af en sværdbærende Kerub. Her maatte bies. Til Paradiset var
han endnu ikke værdig, — ja nu, da han var bleven sig sit
Syndefald fuldt bevidst, syntes han ofte, at han ikke engang havde
Lov til at haabe paa saa rig en Lykke. Overfor Uskyldigheden
og det rene Hjerte maatte han slaa Øjet ned; det var hans Straf.
Han maatte gaa skjult med sit Haab som Tyven med sin Lygte
og turde foreløbig kun glæde sig til Gensynet. Ved Afrejsen fra
Kærsholm havde Hofjægermesterinden spurgt ham, om han ikke
kunde tænke sig at tilbringe Julen hos dem. Og med et ligesom
opmuntrende lille Smil havde hun tilføjet, at man vist ogsaa i
Præstegaarden vilde blive glad ved at se ham igen.
Den første Søndag efter sin Tilbagekomst tog han ind til Byen
for at gaa i Vartov Kirke. Det var en dejlig Solskinsdag, og han
gik i god Tid hjemmefra, fordi han vilde gaa hele Vejen og spare 
23
Kørepengene. Men da han kom ind i Alleen og mødte den brogede
Strøm af glade Folk, som drog udefter for at tilbringe Søndagen
i det Grønne, satte han sig af Forlegenhed alligevel ind
i en Sporvogn.
Et Kvarter før Tiden naaede han den lille Bedesal i Løngangsstræde.
Her var allerede fuldt, ja overfyldt. Mens der i adskillige
af Byens store Kirker prækedes for halvtomme Bænke, var
der altid Trængsel i den grundtvigske Menigheds uanselige Moderhjem.
Vel var det snart længe siden den store Kirkefaders
egen Røst havde lydt der; men hans Aand rugede endnu over
Stedet, og fra hele Landet søgte man dertil som til en hellig
Plet, hvor Gud paany havde aabenbaret sig for sit Folk i en
brændende Tornebusks Lignelse.
Med noget Besvær fik han arbejdet sig frem til en Staaplads
ved den ene Væg. Gennem en Række Vinduer paa den modsatte
Side stod Solen ind i brede Strimer og lagde som et Helgenskin
omkring Hovedet paa dem, der sad i Nærheden af Kirkens
Midtergang. Blandt disse mange glorieomstraalede Hoveder
var der et, som under den første Del af Gudstjenesten ofte vendte
sig om imod ham, uden at han mærkede det. Først midt i anden
Salme fangede det hans Blik. Han saae et lyst Øjepar under
mørke, sammenvoksede Bryn, og det foer igennem ham, da han
genkendte sin Søster Signe. Ved Siden af hende sad hans yngre
Brødre, Tvillingerne; de sad Skulder mod Skulder og saae i en
fælles Salmebog og havde aabenbart endnu ikke faaet Øje paa
ham.
Han følte, hvordan hans Kinder blussede, og han kunde næ­
sten ikke faa sig til at besvare Søsterens Nik. Det var ikke faldet
ham ind, at han kunde træffe nogen af sin Familje her. Han
havde overhovedet ikke tænkt paa, at han udsatte sig for at blive
set af Bekendte. Signe derimod syntes knap nok overrasket. Hun
nikkede roligt til ham uden at afbryde sin Sang, — det var, som
havde hun Søndag efter Søndag siddet her og ventet ham.
Straks Dagen efter sin Tilbagekomst til København havde han
søgt sine Søskende i Moderens gamle Lejlighed ved GI. Kongevej
; men han havde rigtignok følt det som en Lettelse, da han 
37
ikke traf nogen hjemme, og han havde hidtil ikke gentaget Besøget.
Han vidste ikke, hvorledes han skulde faa sagt dem, at
han nu ikke længer var forlovet, og hvad der i det hele var foregaaet
med ham.
Sangen sluttede, og Præsten viste sig paa Prækestolen over
Alteret. Men Per var ikke længer i Stand til at fastholde Tankerne
ved, hvad han hørte. Det gik ham ikke dennegang stort
bedre end ved hans første, saa mislykkede Kirkegang forleden
i Borup. Hvor meget han end anstrengte sig for at samle sit Sind,
— han følte sig igen saa fortvivlet udenfor det hele.
Ogsaa rent legemligt følte han sig uvel. Han havde i de sidste
Dage ikke været rigtig rask. Han havde igen haft en Mindelse
af sine gamle Smerter i Mellemgulvet, og hans Søvn havde væ­
ret urolig, gennemjaget af forvirrede Drømme. Den daarlige Luft
i den overfyldte Kirke, Solen, der skar ham i Øjnene, Anstrengelsen
ved at staa op saa længe, dertil Spændingen for det forestaaende
Genmøde med Signe og Brødrene, alt dette gjorde ham
tilsidst helt svimmel. Der var et Øjeblik under Bønnen efter
Prækenen, hvor han troede, at han skulde faa ondt.
Da han efter Gudstjenestens Slutning mødtes med sine Sø­
skende udenfor Kirken, følte han sig alvorlig syg. Signe saae det
straks og spurgte, hvad der fejlede ham. I det samme begyndte
det at flimre for hans Øjne, og han maatte søge ind i Portnerstuen,
hvor han besvimede.
Da han var kommen til sig selv igen, ledede Brødrene ham
ud til en Droske. Han hørte Signe give Kusken Ordre til at køre
til det fælles Søskendehjem, og han forsøgte ingen Indvending.
Han følte sig saa uendelig kraftesløs og træt, og troede, at han
skulde dø. Saa saare han var bragt tilsengs, faldt han i Søvn.
Nogle Timer efter slog han Øjnene op i et halvmørkt, lavloftet
Værelse med et enkelt Vindu, for hvilket Gardinet var rullet
ned. Det varede noget, før det gik op for ham, hvor han var;
og da saae han sig sky omkring. Der stod Moderens MahogniSekretær
med de runde, benhvide Nøgleskilte; de stirrede paa
ham med forbavset opspilede Øjne. Der var Kurvestolen, som
han huskede fra sin Faders Dødsværelse, Og Puffen med det 
23
haandbroderede Sæde, som Moderen altid var saa øm over. Derhenne
paa Spejlkonsollen laa endnu som i hans Drengeaar den
store, afrikanske Konkylie, i hvis blodrøde Indre Havets vilde
Sange tonede ... dette koglende Spøgelsebrus, hvortil han som
Barn havde lyttet med saa megen Undren, og som maaske allerførst
havde vakt hans Drøm om det Fjernes og Fremmedes eventyrlige
Herlighed.
Han aandede dybt ud i en lykkelig Følelse af Befrielse. Ja,
han var hjemme nu! Drømmenes vilde Luftridt var tilende. Han
var vendt tilbage til Virkeligheden. Han havde atter faaet Fodfæste
paa den moderlige Jord.
Døren til det tilstødende Værelse stod paaklem, og han hørte
sine Søskende smaasnakke derinde. Det lød saa hjemligt, saa
hyggeligt. Og nu slog det gamle Taffelur inde hos dem ... tre
klare, æteriske, sølvklingende Slag. Hvor han kendte den Lyd!
Det var, som steg med den hele hans Barndom forklaret frem af
Tidens Skød. Han mindedes, hvordan han som lille Purk havde
lyttet andægtig til dette Ur, der samvittighedsfuldt ringede over
hver udrunden Time ligesom Kirkeklokken over Lig. Senere havde
han grundet over, om det var den døende Times Sjæl, som udløstes
og foer til Himmels i denne sølvklare Tone. Selv efterat
hans Fantasi havde vendt sig fra det Hinsidige og fundet Tumleplads
paa Jorden, havde disse regelmæssige, ligesom alvorsfuldt
manende Timeslag kunnet stemme ham sært højtidelig. I Grunden
havde han vel aldrig helt frigjort sig for denne Andagtsfølelse
overfor den rindende Tid. Hvor gammel han end var bleven,
han kunde ikke høre et Ur slaa uden at faa en Fornemmelse af,
at der bragtes ham lønligt Bud dybt inde fra Evigheden.
Han kom til at tænke paa Moderens efterladte Brev. Det havde
den hele Sommer ligget i hans Erindring som en stor, angstfuld
Forventning. Han havde ikke haft Mod til at skrive efter det
og havde dog længtes efter at læse det. Nu følte han sit Sind
beredt og vilde bede Søsteren om det.
Han vilde til at kalde. Men i det samme blev der ringet ude
paa Forstuedøren. Lidt efter hørte han Eberhards Stemme derinde
i Stuen ved Siden af. 
39
Han Iaa en Tid og lyttede til denne Stemme, der saa mærkelig
lignede Faderens. Ogsaa den Maade, hvorpaa Broderen gik
op og ned ad Gulvet, mens han talte, var saa aldeles Faderens,
at det næsten blev uhyggeligt. Han hørte Signe fortælle ham,
hvad der var sket; og skønt de begge talte med dæmpede Stemmer,
kunde han nogenlunde følge deres Ordveksling. Eberhard
bebrejdede Søsteren i ret opirret Tone, hvad hun havde- gjort.
Det havde været rigtigst, sagde han, straks at køre ham til et
Hospital. Naar man ikke med Sikkerhed vidste, hvad et Menneske
fejlede, var det altid det eneste korrekte. Maaske var det
ovenikøbet en smitsom Sygdom. Der burde i det mindste øjeblikkelig
være sendt Bud efter Lægen.
Per vendte sig om paa Siden,- han vilde ikke høre mere. Et
Øjeblik brødes han med en Følelse, der begyndte at sætte sig
op mod hans forsonlige Stemning. Han sagde til sig selv, at Broderen
havde Ret. I hvert Fald: nu maatte og skulde Udsoningsværket
fuldendes, Øjeblikket var kommet, da han i Gerning
skulde vise, at det var Alvor med hans Bodsgang.
„Eberhard!" kaldte han.
Broderen kom ind, og lidt efter ogsaa Signe, der stillede sig
hen ved Sengens Fodende.
„Jeg tror ikke, I behøver at ængste Jer," sagde han hurtigt,
ligesom med et Viljesspring udover sig selv. „Jeg fejler vist i
Grunden ingenting. Jeg har blot været lidt overanstrængt i den
sidste Tid. Jeg føler mig igen helt vel."
„Naa ja, du ser jo heller ikke netop daarlig ud," sagde Eberhard;
han havde rakt ham Haanden, og hans Tone var ogsaa helt
venlig og deltagende. „Men en Besvimelse er dog altid en alvorlig
Ting."
„Jeg har været uoplagt — andet er det vist ikke. Og saa var
jeg uheldigvis kommen til at staa med Solen i Øjnene; det taaler
jeg aldrig. Jeg føler mig ganske rask nu."
„Jeg holder dog bestemt paa, at der bliver sendt Bud efter
Lægen. Dersom han er hjemme, kan vi have ham her om et
Øjeblik."
Ja, naar det kan være Jer til Beroligelse, saa — naturligvis. 
24
mini
! 4 . ..
Men, som sagt, jeg tror ikke, mit Ildebefindende har noget med
egenlig Sygdom at gøre. Det var bare den Sol ... og saa maaske
den daarlige Luft."
„Ja, om Grunden skal jeg ikke udtale mig," sagde Eberhard
lidt afvisende. „Men ogsaa i den Henseende vil Lægen bedst
kunne give Besked."
Trods alle gode Forsætter havde Per ikke kunnet lade være
med at spejde i Broderens Udtryk efter den Triumf, han mest
af alt frygtede. Men Eberhard stod med Ryggen til Lyset, og
desuden var hans Ansigt med det fremtrædende Underbid i
endnu højere Grad end Søsterens en ubevægelig Lædermaske,
hvis Liv helt var samlet i Blikket.
Per gentog, at han naturligvis bøjede sig for deres Ønske;
kun bad han om, at der maatte blive sendt Bud efter den Professor
Larsen, han engang før havde raadspurgt i et lignende
Tilfælde.
Men denne Anmodning blev taget ham meget ilde op baade
af Eberhard og Signe. De saae paa hinanden, og Broderen sagde:
„Vi har jo vor Huslæge. Han er ganske vist ikke Professor;
men det er en Mand, til hvem vi har fuld Tillid.
„Moder havde ingen anden," tilføjede Søsteren.
Per forstod dem ikke straks. Han sagde, at det vilde være
ham ubehageligt at blive tilset af nogen anden Læge end den,
som engang før havde undersøgt ham, og som derfor ogsaa bedst
var i Stand til at dømme om hans Tilstand.
Men Eberhard vilde ikke give Køb.
„Jeg skal ikke udtale mig om dit Forhold til Professor Larsen,"
sagde han. „Men vi for vort Vedkommende kan ikke forbigaa
vor egen Læge, saa meget mindre som vi ikke har nogen Grund
til at være utilfreds med ham. Rimeligvis tager Professor Larsen
ikke engang ud paa denne Tid af Dagen, i hvert Fald næppe til
Folk, der ikke hører til hans faste Klientel Saa alene af den
Grund —."
Men Per forstod nu, at de havde opfattet hans Ønske som
en utidig Vigtighed, et Forsøg paa at gøre sig til af fornemme
Vaner, og denne Miskendelse krænkede ham. Han sagde, at naar 
41
det var dem saa meget imod at se Professor Larsen her, vilde
han hellere staa op og tage hjem.
Da Eberhard forstod, at det var Alvor, trak han sig misfornøjet
bort for at give Pigen Ordre.
Signe vilde følge ham, men Per holdt hende tilbage.
„Signe," sagde han. „Du har jo det Brev, Moder har skrevet
til mig, ikke sandt?"
„Vil du have det nu?"
„Ja, Tak. Det har jo føjet sig saa underligt, at jeg kan læse
det her, hvor det er skrevet."
Signe tog tavs et Nøgleknippe frem, aabnede en Skuffe i Sekretæren
og kom tilbage med et forseglet Brev og en lille Pakke,
der indeholdt Faderens Ur.
Først da Per var bleven ene, vovede han at se paa Brevet.
Og der gled en Taage for hans Øjne, da han læste Udskriften,
der var skrevet med Moderens egen, usikre Haand: „Til min
Søn Peter Andreas, — at læse i en stille Time." Saa brød han
Seglet og læste:
„I Vorherres Jesu Kristi velsignede Navn! Dette skriver jeg
til dig, min Søn, for endnu en sidste Gang, inden mine Øjne
lukkes, at prøve paa at tale til dit Hjerte, som du har tilsluttet,
ej alene for din Moder og din i Herren hensovede Fader og alle
andre, som staa dig menneskelig nær; men ogsaa for Gud den
Almægtige og hans Naade ved Jesum Kristum. Jeg skriver dette,
skønt jeg jo ikke engang veed, hvor du lever og færdes. Bestandig
skjuler du dig for os, og du har vel dine Grunde dertil. Dine
Søskende ville vide, at du befinder dig langt borte, i Frankrig
eller Amerika. Men hvor du saa er, et veed jeg, paa Guds Veje
er du ikke. Du har jo valgt at trælle under Verdens Aag, og
der staar skrevet, at den, der forhærder sig i Trods og Synd,
for ham bliver Evangeliet skjult indtil Dagenes Ende.
„I en af sine Prædikener brugte din Fader engang det Billede
om det gudløse Menneskes Liv, at det er som en Indespærring
i en Fængselskælder uden mindste Sprække, hvorigennem Himmellyset
kan trænge trøstende ind, og uden anden Udgang end
en Falddør, der svigefuldt lukker over en bundløs Afgrund. Min
Lykke-Per II 
24
ulykkelige Søn! Maatte Sandheden af dette Billede gaa forfærdende
op for dig. Maatte du fatte det Ord, at om vi leve efter
Kødet, da skulle vi visselig dø, men dersom vi døde Legemets
Gerninger formedelst Aanden, skulle vi leve evindelig. Ja, maatte
du lære at grue for dig selv, saa var der endnu Haab om,
at du kunde finde Vejen til din Forløser og bortvende dit Sind
fra det Onde og bede om Naade og dine Synders Tilgivelse for
Jesu Blods og Døds Skyld.
„Meget havde jeg endnu at sige dig, min kære Søn; men min
Haand er træt, og mine Øjne matte. Saa være da dette din Moders
sidste Ord til dig i Forkrænkeligheden: Nedbøj dig for Herren
din Gud med et sønderknust Hjerte, at den hellige Aand skal
blive udløst i dig formedelst vor dyrebare Frelser Jesum Kristum.
Den Barmhjertige se i Naade til dig, at du ikke paa den yderste
Dag skal vækkes af Dødens Søvn med det forfærdeligste af alle
Ord: Gaa bort fra mig, Usalige, jeg kender dig ikke."
Per laa endnu med Moderens Brev i Haanden, da Eberhard
en halv Timestid efter kom ind for at overbringe Professorens
Svar. Ved Broderens uformodede Tilsynekomst skjulte han hastig
Brevet under en Lagenflig.
Eberhard blev staaende i Døren. Han havde Hast og skulde gaa.
„Det var naturligvis, som jeg sagde," forkyndte han med Tilfredshed.
„Josefine bringer den Besked, at Professoren ikke tog
ud mere i Dag, naar der ikke var nogen overhængende Fare.
Han skulde derimod gerne se herud engang imorgen Formiddag,
ifald det ønskedes."
Per svarede blot med et Nik. Det var knap nok, at han opfattede
hvorpaa Meddelelsen gik ud. Ikke heller gik det straks
op for ham, at der i Eberhards sidste Ord laa en fornyet Henstilling
til ham om at afstaa fra sit Forlangende. Først da Broderen
vendte sig om og ret ublidt trak Døren til efter sig, blev
han i det hele rigtig nærværende.
Han forstod ikke selv den uhyggelige og knugende Stemning,
Læsningen af Moderens Brev havde efterladt hos ham. Han havde
været forberedt paa strengt fordømmende, ja skaanselsløse Ord;
men den hele Skrivelse lod ham ganske kold. Hans første, be­
LYKKE - PER 243
vidste Tanke, efter at han første Gang havde gennemlæst den,
havde været Ønsket om, at disse Afskedsord aldrig var kommen
ham ihænde.
Han lagde dog hele Skylden for sin Skuffelse over paa sig selv.
Han bebrejdede sig, at han ikke mere samvittighedsfuldt havde
efterkommet den Paamindelse, Moderen havde givet ham udenpaa
Brevet. Han burde ikke have læst det i et Øjeblik, da hans Sind
endnu var lidt ophidset efter den lille Strid med hans Søskende.
Han vilde nu gemme det hen og læse det paany i en mere „stille"
Time, naar han igen var helt alene hjemme hos sig selv. For
ogsaa det havde virket forstemmende paa ham, at først Signe og
siden en af Tvillingerne havde gjort sig et Ærinde ind i Stuen,
tydelig nok i den Hensigt at studere Brevets Virkning paa ham.
Uret inde i Dagligstuen slog nu fire, og han tænkte allerede
med Bekymring paa, hvorledes Dagen skulde faa Ende. Skønt
baade Signe og Tvillingerne i Løbet af Eftermiddagen gjorde deres
bedste for at pleje og underholde ham, længtes han allerede tilbage
til sit eget lille Kammers Ensomhed og Fred.
Ud paa Aftenen viste Eberhard sig igen. Han var endnu ikke
flyttet sammen med de andre Søskende og kom her ellers kun til
Middagsmaaltidet Klokken tre, saadan som han havde gjort det
allerede i Moderens Tid. Det rørte Per, at han trods deres Skærmydsel
var gaaet den lange Vej herud fra Kristianshavn alene for
at høre til hans Befindende.
Til nogen fortroligere Samtale med ham eller med Signe kom
det dog stadig ikke. Han kunde ikke engang blive klog paa, hvorvidt
de overhovedet vidste Besked med hans Brud med Jakobe.
Han havde et Par Gange om Eftermiddagen søgt at lede Tanken
hen derpaa overfor Signe; men med øjensynlig Uro havde hun
hver Gang givet sig til at tale om andre Ting. Ogsaa Eberhard
syntes ganske utilbøjelig til at komme ind paa Emnet. Per havde
en Fornemmelse af, at de med deres Omhu og Deltagelse dog
stadig var paa deres Post overfor ham og navnlig havde en Tilbøjelighed
til at udlægge selv den uskyldigste Ytring af ham som
et Forsøg paa at gøre sig til af sin Fortid og sine Forbindelser.
T den Henseende tog han nu heller ikke meget fejl. Hverken
16* 
24
Eberhard eller Signe havde foreløbig stor Tillid til Oprigtigheden
af hans Omvendelse, — dertil syntes han dem endnu langtfra
nedbøjet nok. At hans Forlovelse med den jødiske Rigmandsdatter
var bleven hævet, havde de hørt af andre, og herpaa byggede de
et stort Haab; men hvorledes det nærmere forholdt sig dermed,
vidste de ikke; og Signe ønskede for sit Vedkommende heller
ingenting at vide, fordi hun overhovedet intet andet vilde kende
af hans Liv, end hvad der laa indenfor Hjemmets og Troens
Grund.
Den næste Formiddag kom saa Professoren for at foretage
en Undersøgelse. Den lille Mand med det underlig tarvelige,
ja snuskede Udseende og det sære Kældersprog var i de første
Øjeblikke meget gnaven. Det var knap nok, han vilde mindes at
have set Per før, og han begyndte med at sige, at han selv var
syg og egenlig ikke burde være taget ud, en Udtalelse, som hans
blygraa Ansigtsfarve og de store, blaasorte Hudposer, der hang
ham under Øjnene, paa næsten uhyggelig Maade bekræftede.
Efter endt Undersøgelse blev han noget mere tilgængelig. Han
satte sig paa en Stol ved Siden af Sengen og sagde:
„Hvad er'et i Grunden, De vil ha' og vide? Madskabet ta'r
for megen Plads op hos Dem, og De har et snavs Blodomløb, —-
men det sagde jeg Dem vistnok sidst."
Per mente, at disse pludselige Nerveforstyrrelser dog vel maatte
have en bestemtere Aarsag. Han følte sig jo ellers ikke syg og
havde — kunde man vel nok sige — endog en ualmindelig god
og kraftig Legemsbygning.
„God og kraftig Legemsbygning? Muldjordskraftig — hva'?
Naa ja, naar De selv er tilfreds! Jeg vil dog alligevel raade Dem
til at lade være med at stille for store Krav til denne Muldjordskraft.
For det taaler den inte. Det sagde jeg Dem vistnok ogsaa
sidst. Vi danske Mænd med vores udspilede Melgrøds- og Vandsuppemaver,
vi duer inte til Nutidens Hastværk. Det er med os
ligesom med Bønderhestene, de kan være gode nok til det gammeldags,
jævne Luntetrav med daskende Haler; i et Kapløb knækker
de sgu sammen. Det er inte længer Skulderbredden, der
gør'et, Højstærede! Eller et Par velformede Laarmuskler. Det er 
45
Jern i Blodet og Fosfor i Hjernen, det nutildags kommer an paa.
Og saa Nerver, der inte ligger begravede i overflødigt Fedt, kære!
— Som sagt, la vær' med og stol for meget paa Deres Konstitution.
Den er inte til og jave med."
„Da har jeg netop i Øjeblikket al min Arbejdskraft behov,"
sagde Per og bad Professoren om at give ham Anvisning paa
de Styrkningsmidler, han under disse Forhold ansaae for de bedste
for ham.
Men Lægen rystede melankolsk paa Hovedet.
„Styrkningsmidler? Jeg kender ingen."
„Da jeg sidst talte med Dem" — vedblev Per — „tilraadede
De mig kolde Styrte6ade, Gymnastik, i det hele en Hærdningskur!"

„Naa ja, noget skal man jo sige. Og skade kan den Slags vel
heller inte. Men det vilde unægtelig have været betydelig bedre
for Dem, om det var Deres ærede Bedste- og Oldefædre, jeg
kunde have ordineret en saadan Kur. For det er dog vores salig
Henfarnes tykke Dyner og gennemsvedte Uldtrøjer og den fra
Fædrene nedarvede Sødsuppe og Tobaksfimsen og det hele Fromhedsliv
i Studerekammeret, der nu hævner sig paa os. De er
naturligvis Præstesøn, ikke sandt? Jeg slutter af Navnet, kan De
vide. Og jeg kender af personlig Erfaring Menuerne i vore idylliske,
børnerige Præstegaarde, hvor Bordbønnen gerne maa gøre
Fyldest for en solid Kødret. — Har De forresten taget de Styrtebade
nogenlunde regelmæssigt?"
Per svarede, at han i den senere Tid havde levet under Forhold,
der havde vanskeliggjort en planmæssig Afhærdning.
„Sig heller, at De inte har Smag for en saadan kold Vask. Og
det er meget forstaaeligt. Den er langtfra behagelig, naar man
inte fra Barnsben er blevet vænnet til den. — Tillader De, Højst­
ærede, at jeg endnu engang kigger Dem i Gabet?"
Per aabnede Munden.
»Ja» j
eg tænkte det nok. De fleste af Deres Kindtænder er
væk! De har rimeligvis været temmelig gammel, før De blev
præsenteret for det verdslige lille Naademiddel, der hedder en
Tandbørste. Jeg var selv over tyve Aar. Indtil den Tid nøjedes 
24
jeg med om Aftenen paa Fædrenes Vis fortrøstningsfuldt at skylle
Munden med et Fadervor. — Naa, lad os inte fordybe os i disse
gamle Jammerskader!" afbrød han pludselig sig selv og trykkede
Haanden ind i Siden med et Smertegisp.
Per vilde være bleven alvorlig forarget over denne Tale, dersom
han ikke havde forstaaet, at det var en dødssyg og lidende
Mand, der i sin Forpinthed knap selv rigtig vidste, hvad han
sagde. Af samme Grund lod han sig heller ikke ængste synderlig
af hans mistrøstige Udtalelser; han saae, at Manden hele Tiden
var mere optaget af sin egen Tilstand end af hans.
Endnu et Spørgsmaal gjorde han ham dog. Han sagde, at Bylivet
og Byluften, saavidt han kunde mærke, ikke rigtig passede
for ham. Om Professoren derfor ikke troede, det vilde være heldigt,
om han søgte at indrette sig saadan, at han fremtidig saavidt
muligt levede paa Landet?
„Jo, Gud bevares! Tag endelig paa Græs! Der hører vi dog
hjemme. Til Stenbroen duer vi endnu inte i dette Slægtled. Og
maaske heller inte i det næste. — Naa, men bliv nu liggende et
Par Dage og faa Deres ærede Nerver lidt i Ro. En Spiseskefuld
Bromkalium om Aftenen kan jeg ogsaa nok tillade Dem. Og saa
forresten, kære Lidelsesfælle, lad os bære vore fortykkede Tarme
med Taalmodighed! Vi skal forhaabentlig inte opstaa med
dem i Evigheden."
* *
*
Per havde ikke Ro paa sig til at blive i Sengen længer end
til den næste Morgen; og efter endnu et Døgns Forløb tog han
hjem til sig selv. Kort efter begyndte Øvelserne paa Landbohøjskolen,
og han forsvandt atter helt i sit Arbejde.
Udenfor Frederiksberg Have og Vejene deromkring kom han
derfor sjelden uden om Søndagen, naar han tog ind til Byen for
at gaa i Kirke. Han havde stadig en Sky for den egenlige By og
undgik saavidt muligt ethvert Møde med gamle Studiekammerater
eller andre Bekendte. Engang i en Sporvogn var han kommen til
at sidde skraas overfor en af sine forhenværende Medstuderende, 
47
hvis overraskede, maabende og usikkert smilende Genkendelsesudtryk
havde gjort ham saa nervøs, at han af lutter Angst for,
at Mennesket skulde give sig til at tiltale ham og spørge ham ud,
var steget af i Utide.
Med sine nye Studiefæller paa Landbohøjskolen knyttede han
ingen Forbindelse. Sine Søskende besøgte han af og til, han
havde ogsaa engang haft Genbesøg af Eberhard; men til nogen
virkelig Fortrolighed kom det stadig ikke. I Vartov viste han sig
af Forsigtighedshensyn ikke mere. Han søgte de mindre overfyldte
Kirker og betragtede sig overhovedet ikke særlig som
„Grundtvigianer", ja var knap nok helt klar over, hvad denne Benævnelse
i kirkelig Henseende betød. Ogsaa i sit Troesforhold var
han endnu en Ensom, en Søgende; og Moderens Brev, som han
nu havde læst i de forskelligste Stemninger, forøgede kun hans
Usikkerhed. Han kunde stadig ikke overvinde den Uhygge, han
straks havde følt ved det. Han maatte tilsidst ligefrem tvinge
sig til ikke at tænke paa det for ikke paany at blive et Bytte for
Tvivlen.
Efteraaret var inde. Vildvinen blødte overalt paa Villamurene,
og i Frederiksberg Have sejlede røde og gule Blade i de skyggemørke
Kanaler. Han havde hurtig faaet Forkærlighed for dette
stilfulde lille Parkanlæg, hvortil han fra sin Bolig kun havde godt
et hundrede Skridt. Navnlig holdt han af at gaa derinde i den tidlige
Morgentime, naar der endnu kun var faa andre Spaserende.
Høstnattens hele Friskhed slog ham da imøde fra de store, aabne
Plæner, Duggen gled som Sølvspind over Græsset, og tavse
Svaner gled ham stille forbi paa Kanalernes sorte Vande med en
Holdning og Mine som forgjorte Eventyrprinsesser.
Imidlertid gik Dagene, og endnu havde han ikke hørt noget fra
Oberst Bjerregrav. Dette begyndte at forurolige ham. Hans Smule
Penge var opbrugt, ja han havde endogsaa maattet pantsætte noget
Tøj for at kunne betale Lægen. Saa skrev han til Obersten
for at bringe sig i Erindring, og Dagen efter fik han ogsaa Svar,
idet Obersten ganske kort meddelte, at han efter nøjere Overvejelse
ikke saa sig i Stand til at tage sig af den Sag, hvorom
han havde henvendt sig til ham. 
24
Per blev siddende med Brevet i Haanden; det varede lidt,
inden det gik op for ham, at han var bleven holdt for Nar. Saa
lagde han det stille bort. Han kunde ikke engang rigtig harmes
paa Obersten. Som man raabte i Skoven, fik man Svar. Han anklagede
blot sig selv, der for at skaane sin Stolthed havde ville?
skubbe en anden frem i sit Sted. Javist var det ikke behageligt
at skulle gaa til en fremmed Mand og bede om Penge. For ham,
der havde drømt om at blive sine Medmenneskers Herre og Betvinger,
var det ligefrem en grim Historie at maatte begynde at
betle. Men det var kun Løn som forskyldt. Gud lod sig ikke
spotte! Han havde ikke villet spare ham for denne ydmygende
Tiggergang. Fuld Bod skulde der ogsaa paa dette Punkt gi\es for
Fortidens Forsyndelser.
Etatsraad Erichsen havde sit Kontor ved Højbroplads, paa en
Førstesal i en af de store Hjørneejendomme, der vendte ud mod
Kanalen. Per gik nogen Tid frem og tilbage nede i Porten for
endnu engang at besinde sig paa, hvormed han skulde indlede,
og hvad han i det hele skulde sige. Ogsaa oppe paa Trappen tøvede
han et Øjeblik. Inde i en halvmørk Sal, hvis ene Hjørne var afskaaret
med en Skranke, sad en Snes Mennesker og skrev ved
store Dobbeltpulte. En ung Mand kom hen til ham og spurgte,
hvad han ønskede. Per bad om at faa Etatsraaden i Tale.
Kontoristen maalte ham forundret.
Etatsraaden var ikke hjemme, sagde han. Etatsraaden var i
Udlandet og kom ikke hjem før om et Par Maaneder. Om det
ikke var noget, han kunde afgøre —?
Per havde allerede vendt sig mod Døren. For ikke at blive
nødt til at sige sit Navn skyndte han sig bort uden Forklaring.
Da han igen stod nede i Porten, spurgte han sig selv: Hvad
nu? Foran ham laa det brogede Frugt- og Blomstertorv i et kraftigt
Septembersolskin. Storkysede Amagerkoner bredte sig mellem
deres Kurve og raabte Købere an. Gartnerne holdt der i
lange Rækker med deres Vogne, og Handelen gik livlig under
Snakken og Kævlen og Tingen. Midt i al denne høstlige Overflod
blev Per overfaldet af en Angst, som hidtil aldrig rigtig havde
kunnet faa Tag i ham. — Angsten, ikke for Sjælens men for 
49
Legemets Nedværdigelse, for det virkelige Livs Dæmoner: Sulten,
Kulden, Smudset. Han tænkte paa den Snes Kroner, han
endnu kunde skaffe sig ved Salg af Klæder. De kunde vel strække
til for en Uge, maaske to. Og hvad saa?
Han tog sig sammen med et Viljesopbud og gik langsomt hjemad.
Han maatte altsaa nu søge en anden Udvej, og han vilde ikke
være mistrøstig. Hvilke Trængsler der end forestod ham, hvilke
Ydmygelser der endnu var ham beskaaret, han ønskede dog intet
ugjort, følte ingen Fristelse til at vende om og paany give sig
denne Verdens Herre i Vold. At Vejen til Gud var en Prøvelsens
Vej, var jo endelig heller ikke noget Nyt for ham; det havde han
hørt allerede, da han sad paa Skammel ved sin Moders Seng.
Naar han ikke desmindre nu var bleven saa overrasket og forskrækket
ved Udsigten til virkelig at komme til at lide for sin
Tros Skyld, saa maatte det jo være, fordi han hidtil havde opfattet
disse Ord som en velklingende Talemaade. Og saadan forholdt det
sig vist ogsaa. Det gik i det hele op for ham, at Pastor Blomberg,
som i sin Forkyndelse kunde finde saa følte og rammende Udtryk
for Glæden og Gevinsten ved Livet i Gud, manglede overbevisende
Kraft, hvor Talen var om Ofrene og Lidelsen. Men
det var paa Tide, han blev erindret om, at Ordene om den tornestrøede
Sti og de saarede Fødder var at tage efter Bogstaven.
Og dette skræmte ham heller ikke, fordi han forud følte, at det
altsammen kun vilde føre ham nærmere til Gud og bringe Klarhed
over meget af det, som nu var skjult for ham og i sin Skjulthed
ængstede ham og gjorde ham usikker.
Dog — Midler til at opholde Livet maatte han jo skaffe sig, og
han tænkte et Øjeblik igen paa Hofjægermesterens. Men nej!
Hellere alt andet! Diskretion var ikke de Folks Sag, det vilde ikke
kunne undgaaes, at Historien kom Inger og hendes Forældre for
Øre. Men hvilke Forestillinger maatte disse vel gøre sig om ham,
naar de hørte, at han havde sagt Tak for udvist Gæstfrihed ved
at bede om et Pengelaan? Udfaldet af det Forsøg, han allerede
havde gjort med Hofjægermesteren, opmuntrede heller ikke til
en Gentagelse. Men hvad skulde han da gøre? En skriftlig Henvendelse
til Etatsraad Erichsen vilde sikkert ogsaa være unyttig, 
25
og et Forsøg paa at faa et af Byens tekniske Bureauer til at afkøbe
hans to Patenter havde han i Forvejen gjort uden at opnaa
noget Resultat.
Han besluttede da at se Tiden an og foreløbig slaa sig igennem
med, hvad han kunde skaffe sig ved at sælge eller pantsætte Resten
af sin overflødige Garderobe og saadanne andre Værdigenstande,
som nu kunde undværes. Han vilde regne med den Mulighed,
at Udtørringsanlæget derovre omkring Kærsholm snart blev
vedtaget, og han vilde da ligefrem stille Fordring om forlods
Pengeudbetaling. I et Brev, Hofjægermesterinden havde sendt
ham som Svar paa hans Taksigelsesskrivelse, havde hun rigtignok
ikke mere end netop omtalt Sagen men dog skrevet, at hun
stadig havde godt Haab for den; samtidig havde hun gentaget sin
Indbydelse til at tilbringe Julen paa Kærsholm.
Der gik nu nogle Uger. Man kom ind i Oktober, og endnu
havde der ikke vist sig nogen Udsigt til Hjælp. Alligevel opgav
han ikke Haabet om, at det skulde lysne for ham. Han kunde ligesom
ikke tro paa, at Gud vilde træde ham endnu dybere ned i
Støvet. For at faa sine Midler til at strække til det længst mulige
undte han sig tilsidst næppe Føden. Hvad det galdt om, var jo
at holde ud, i det mindste til han havde faaet sin Eksamen. Han
vilde vel da kunne faa en eller anden Ansættelse og kunde i hvert
Fald slaa sig ned et eller andet Sted som privat Landinspektør og
bie paa sin Tid. Men uden Eksamen, uden Penge eller Forbindelser
havde han kun Udsigt til at sulte ihjel eller slaa sig igennem
som slet og ret Nævearbejder.
Dagene — mørke og sludfulde Efteraarsdage gik hen i l.ro
og Sp°ænding. Hver Formiddag stod han ved sit Vindu paa den
Tid, hvor der kunde ventes jysk Post, og spejdede efter den røde
Frakke. Det var alligevel fra Kærsholm, Frelsen maatte komme.
Han stod endnu til Stadighed i Brevveksling med Hofjægermesterinden,
hvem det aabenbart var en Tilfredsstillelse at være
Budbringer mellem ham og Bøstrup Præstegaard. Hun sendte
vel aldrig ligefrem Hilsen fra Inger men lod ham dog tydelig forstaa
at han ikke var glemt af hendes unge Veninde, og at de ofte
talte sammen om ham. Ogsaa om Udtørringsarbejdet skrev hun 
51
hver Gang men mere og mere forbeholdent. Der var bleven holdt
et Par Møder af Lodsejerne, og hendes Mand havde taget sig
ivrig af Sagen. „Men der er desværre megen Uenighed om
den," — skrev hun sidst — „saa Udsigterne er vist i Øjeblikket
ikke lyse."
Som for at føje Spot til Skade indløb der i de samme Dage et
anbefalet Brev til ham; det naaede ham ad lange Omveje og
havde blandt andre Steder ogsaa været paa Kærsholm. Brevet
kom fra Rom og sendtes ham af den unge Kunstner, som paa Bestilling
af Baronessen havde modelleret hans Byste dernede. Billedhuggeren
skrev, at Bysten nu stod færdig i Marmor og kunde
afsendes naarsomhelst. Han havde, forklarede han, allerede for
nogen Tid siden tilsendt Baronessen en Meddelelse derom tilligemed
en høflig Anmodning om at faa det aftalte Honorar tilsendt;
men til sin Forbavselse havde han faaet sit Brev tilbage fra hendes
svenske Godsadministrator med den Besked, at hendes
Naade ikke erindrede at have gjort nogen saadan Bestilling,
og at hun iøvrig heller ikke havde været berettiget dertil, uden
forud at have indhentet sine Formynderes Samtykke. I den Anledning
bad nu Billedhuggeren ham, som jo bedst kendte Sagens
Sammenhæng, at være hans Talsmand overfor rette Vedkommende,
og hjælpe ham til at faa sit haardt tiltrængte Tilgodehavende.

Per blev højst pinlig berørt af dette Brev, ikke saa meget endda
for selve Anmodningens Skyld som paa Grund af de Minder, det
vakte fra en Tid, der nu syntes ham at tilhøre hans dybeste Fornedrelse.
Han blussede af Skam, naar han tænkte paa denne
Byste med den frække, tillavede Imperatormine; og han ønskede,
at han havde kunnet sende Manden Pengene, alene for at kunne
bede ham sønderslaa sit „Kunstværk" og strø det ud paa Landevejen
som nyttige Skærver. Nu saae han sig endda nødsaget til foreløbig
at lade det høflige Brev ubesvaret, fordi en Henvendelse til
Hofjægermesterinden eller hendes Mand om dette Mellemværende
maaske kunde indvirke skadeligt paa den Sag, hvoraf i Øjeblikket
hele hans Velfærd afhang. De kunde let tage ham en saadan Indblanding
i Baronessens Anliggender ilde op, saa meget mere som 
25
Hofjægermesterinden aldrig overfor ham helt ud havde tilstaaet
Søsterens Utilregnelighed.
Saa gik der igen nogle Uger, og i Slutningen af November stod
han foran Katastrofen. Stykke efter Stykke var forsvunden fra
hans Klædeskab; ogsaa Størsteparten af sine Bøger havde han
solgt, ja selv de to Diamantknapper, han i sin Tid fik af Jakobe,
og som det havde været hans Agt ved Lejlighed at tilbagesende,
havde han maattet forgribe sig paa og sælge for Spotpris. Nu
skulde han om et Par Dage betale Lejen for sit Værelse, og han
var desuden kommen i Gæld hos Opvarteren i den Beværtningshave,
hvor han spiste.
Han havde paa det sidste ikke længer kunnet arbejde for Uro.
Ogsaa den mangelfulde Ernæring havde udmattet ham. For første
Gang i hans Liv var den røde Farve helt svunden fra hans
Kinder. Hos sine Søskende viste han sig ikke i denne Tid. Han
vidste godt selv, at han saae daarlig ud, og han frygtede deres
Spørgsmaal om Aarsagen.
I sin Nød havde han vovet sig til et nyt Forsøg hos Etatsraad
Erichsen men med nøjagtig samme Udbytte som forrige Gang:
Etatsraaden var bleven syg paa Rejsen og ventedes først hjem
efter Jul. Han maatte da nu forsøge det yderste Middel og henvende
sig til en Pengeudlaaner, en Aagerkarl. Han gennemgik
en Dag i Bladene de enslydende Bekendtgørelser med Smaatryk,
hvormed disse Menneskevenner daglig bragte sig i Erindring, og
han bestemte sig tilsidst for en Mand ved Navn Søndergaard, et
Navn, der i hans Øre havde noget tillidsvækkende ved sig, fordi
der hjemme i hans Barndomsby havde boet en skikkelig gammel
Kagekone, der hed saadan. Da han vidste, at man bedst traf den
Slags Folk om Aftenen, naar det var bleven mørkt, ventede han
til henimod Sekstiden og gik saa ind til Byen.
Hr. Søndergaard, der kaldte sig Ejendomskommissionær, boede
i en af de stille Smaagader omkring Domhuset, hvorigennem
Folk skyder Genvej, naar de har travlt, men hvis Navne de færreste
kender. Per maatte da ogsaa spørge sig frem og læse paa
Hjørnetavlerne for at finde den rigtige Gade. Det var et lille,
smalt og mennesketomt Stræde med en eneste Lygte, som netop 
53
stod foran det Hus, han søgte. Han traadte ud paa Gaden og saae
op mod anden Sal, hvor Hr. Søndergaard skulde bo. Der var kun
tre Vinduer, og der saaes Lys i dem alle. Manden var da rimeligvis
hjemme.
En lille, rødlokket Pige paa seks-syv Aar lukkede op. Det vil
sige, hun holdt Døren paaklem og kiggede ud paa ham med et
Par store, blaa Dukkeøjne; og da hun ikke forstod, hvad han
sagde til hende, spurgte hun ganske barnligt, om han vilde tale
med hendes Far. Saa løftede hun sig paa Taaspidserne for at løse
Sikkerhedskæden og viste ham ind i et Værelse, en almindelig
københavnsk, smaaborgerlig Dagligstue med Tæppe under Bordet,
Skilderier paa Væggene, Albums og billigt Nips paa en
Etagere.
Per var behagelig overrasket; her saae slet ikke uhyggeligt ud.
Henne paa et Skrivebord ved Vinduet stod en Lampe med en
Skærm af rødt Silkepapir. Mellem Portræterne over Sofaen saaes
endog en ornatklædt Præst og et Fotografi af en Landsbykirke.
Og nu kom Hr. Søndergaard selv ind fra den anden Stue — en
høj, førladen Skikkelse med et rødladent Fuldskæg. Hans Væsen
var i de første Øjeblikke noget usikkert. Det faldt ham aabenbart
lidt vanskeligt at bedømme Per, der var bleven staaende i Halvmørket
henne ved Døren, og som selv havde paa Følelsen, at han
med sit store, mørke Skæg og sin lange, helt op i Halsen tilknappede
Regnfrakke gjorde et fremmedartet Indtryk i disse Omgivelser.
Hr. Søndergaard bad ham tilsidst tage Plads og spurgte,
hvormed han kunde være ham til Tjeneste.
De satte sig.
Hr. Søndergaard havde lige rejst sig fra sit Aftensbord. Han
havde endnu ikke tygget helt færdig, og der stod en meget kendelig
Os af Ostebrød omkring ham. Per gik straks løs paa Sagen,
nævnte den Sum, han ønskede at laane, gjorde Rede for sine Fremtidsudsigter
og for den Sikkerhed, han kunde stille, og tilbød
desuden, da denne indskrænkede sig til hans to Patenter, at livsforsikre
sig for et Beløb, der svarede til Laanets Størrelse. Hr.
Søndergaard svarede ingenting. Han sad i en Armstol ved Skrivebordet,
og nu, da Per saa ham fuldt belyst ved Lampen, gjorde 
25
han ikke længer et saa fordelagtigt Indtryk. Ud af et rødplettet
Ansigt med store, svampede Kinder væltede et Par gullige Øjne,
der havde et højst ubehageligt, stift og nærgaaende Blik. Saa
havde han aabenbart ogsaa spist vel rigeligt til Aften. Hvert Øjeblik
hoppede hans runde Mave i Vejret under kraftige Opstød,
som han ikke gjorde sig ringeste Umage for at skjule.
Imidlertid opfattede Per hans Tavshed som et godt Tegn og
gav sig til at spørge om Laanebetingelserne. Men i Stedet for at
svare herpaa spurgte den anden ham, hvilke Kavtionister han
kunde møde med.
„Kavtionister? Forlanges der Kavtion?"
Hr. Søndergaard mødte Pers Overraskelse med et vantro Smil.
„Naa, saa det har De kanske ikke tænkt paa? Ja, nogen Sikkerhed
skulde man dog gerne have. Og naar De har saa gode Udsigter,
som De siger, saa kan det vel heller ikke være svært for
Dem at skaffe et Navn eller to. — Hvormeget var det, De sagde,
De ønskede at laane?"
„Tusinde Kroner."
„Og for hvor lang Tid?"
„Jeg havde tænkt mig et Aar. Inden den Tid haaber jeg ganske
sikkert at kunne tilbagebetale baade Summen og de paaløbende
Renter."
„Ja se, Renterne afdrages nu forud," sagde Hr. Søndergaard
henkastende og tog i det samme en stor Bog, der laa paa Skrivebordet.
Det var Københavns Vejviser.
Den lille Pige, der havde lukket op for Per, var imidlertid kommen
ind i Stuen med en Dukke i Favnen. Hun havde et Øjeblik
staaet lænet op ad Faderen, der med Stolthed havde ladet sin
fede Haand køre rundt i hendes røde Krøltop. Nu, da han havde
maattet slippe hende for at blade i Bogen, krøb hun op paa hans
Skød og betragtede herfra Per med et forkælet Barns selvtilfredse
og næsvise Mine.
„Jeg kan ikke finde Deres Navn her," sagde Hr. Søndergaard
efter nogen Leden.
„Jeg opholdt mig sidste Aar i Udlandet," forklarede Per.
„Ja saa — De var i Udlandet." 
55
De gule Øjne gled atter op med et mistænksomt undersøgende
Blik, der akkurat naaede over Bogens Kant. Saa gik de ned igen.
„Her staar en B. Sidenius, forhenværende Provst. Er det af
Deres Familje?"
„Nej."
„Saa er her F.Sidenius, Bogholder. Er det —?"
„Nej."
„E.Sidenius, cand. jur., kgl. Fuldmægtig. Det er maaske heller
ikke af Deres Familje?"
Per tøvede med Svaret.
„Jo," sagde han saa.
„Det er maaske endda en nærmere Paarørende?"
„Det er min Broder."
„Men kan De da ikke faa ham til at kavtionere? Saa kunde
Sagen maaske nok gaa i Orden."
„Nej, det kan jeg ikke," svarede Per afgørende og blev forvirret.

„Naa, det kan De ikke." — Øjnene viste sig paany over Bogens
Kant. — „De staar maaske ikke i nærmere Forhold til
nævnte Herre?"
„Jeg kan i hvert Fald ikke anmode ham om den Slags Tjenester."

„Ikke? — Ja, saa kan der vist heller ikke blive noget ud af
den Ting," sagde Hr. Søndergaard i forandret Tone og smækkede
Bogen i.
Der fulgte en Pavse. Per blev siddende. Han var angst for at
gaa derfra uden mindste Haab. Gadernes Mørke og Ensomheden
derhjemme i hans Kammer rejste sig bag ham som et opspilet
Afgrundsgab. Men at henvende sig til Eberhard i denne Sag —
nej, nej, det var umuligt! Det kunde han ikke.
Han sagde da, at han vilde kunne nøjes med fem hundrede
Kroner, ja med mindre, og tilbød desuden at stille i Pant, hvad
han endnu ejede af Gangklæder og Bøger. Men Hr. Søndergaard
var nu bleven den overlegne. Han faldt ham i Talen med en
nærgaaende Bemærkning om Folk, der bildte sig ind at kunne
faa Penge paa deres pæne Ansigt. Gode Udsigter! Det manglede 
25
bare! Paa den Maade kunde Enhver komme rendende op fra
Gaden og blive beslaaet. For gode Udsigter, det havde de sgu
allesammen. Nej, solide Garanter eller Pant i virkelige Værdigenstande
— ellers var der ikke noget at faa hos ham.
Saa re'jste Per sig og gik.
Han vilde ikke hjem. Hans Tanker flakkede raadvildt om.
Hvad skulde han gribe til? ... Der stod en morderisk Kamp i
hans Indre. Selvfølelsen vilde rejse sig til Oprør mod Gud; men
samtidig talte en streng og myndig Stemme inden i ham og
sagde: Du erkender godt din Doms Retfærdighed. Der skal bø­
des, hvor der er syndet. Saa fuldfør da din Bod! Her staar du
foran Prøven. Dette er Naaleøjet, som du ikke slipper udenom,
dersom din Sjæl skal finde Fred.
Han var, uden selv at vide hvordan, kommen gennem Smaagaderne
ud paa Kongens Nytorv, hvor Livet rørte sig festligt
trods Taage og Søle. Vogne gennemkrydsede den store Plads i
alle Retninger. Fra Teatrets Loggia straalede der Lys. Ogsaa
Hotellet paa den anden Side var stærkt oplyst, og Butiksvinduer
og Gadelygter strøede Guld over den vaade Stenbro. I sin overnervøse
Tilstand og uvant, som han var bleven, med Bytummelen
stod han et Øjeblik helt bedøvet. Vognlarmen følte han som
en Blyklump i sit Øre. Jorden rystede under ham. Et „Varsko"
vakte ham op. En Droske kørte ham saa tæt forbi, at Hjulene
strejfede hans Ærme og overstænkede ham med Gadeskarn.
Ved Skæret af en Lygte skimtede han i Forbifarten et selskabsklædt
Par derinde. Damen var i lyseblaa Silke og vendte en
diamantlynende Øreflip imod ham. Herren var i Uniform og
havde Brystet fuldt af Ordner. En anden Vogn kom forbi fra
den modsatte Side. Derinde sad et ungt Par og gantedes.
Per drev langsomt videre og stadig bort fra Hjemmet. Modstandsløst
førtes han som af selve Fristerens Haand ind i Store
Kongensgade og henimod sine forhenværende Svigerforældres
Bolig. Stemmen inden i ham talte igen og sagde: Vend om!
Stands i Tide! Du gaar din Undergang imøde! — Men han blev
ved at gaa.
Han drejede om et Hjørne og var nu inde i den korte Tvær­
57
gade, hvor „Palæet" laa. Saa stod han foran Huset, ovre paa
den anden Side af Gaden, hvor der var Skygge, stod han.
Han saae, at der var Selskab derinde. Han kunde skimte
de tændte Kroner gennem Vinduernes svære mørkerøde Silkeforhæng.

Af Frygt for at vække Opmærksomhed gik han et Stykke
henimod Bredgade men vendte straks efter tilbage. Og paany
løftede hans Sjæl sig anklagende mod Gud og sagde: Alt dette
har jeg ofret dig! Som en udelukket Hund staar jeg her, frysende,
overstænket af Gadesnavset ... og dog vil du ikke vise
dig barmhjertig!
Med eet trak han sig dybere ind i Skyggen ved Husvæggen.
Han havde set Porten derovre blive aabnet. En lille, paraplybærende
Mandsperson blev lukket ud. Hvem var det? Ivans
ilfærdige Fodskifte var det ikke. Var det Eybert? Jakobes gamle
Tilbeder? En latterlig Skinsyge blaffede gøglende gennem hans
Sind ... Da saae han ved Lygteskæret en krumnæset Profil, et
graasprængt Hageskæg, et Par store, indadvendte Fødder ...
Aron Israel.
Som et Lynstød gik det igennem ham: Her var Frelsen! Aron
Israel vilde hjælpe! At han ikke havde tænkt paa ham! „Algodheden
i Menneskeskikkelse". For ham vilde det sikkert intet
betyde, at han ikke længer var Philip Salomons Svigersøn. Han
havde jo allerede før hans Forlovelse med Jakobe vist ham saa
megen Deltagelse og røbet en saa ærefuld Tillid til hans Fremtid.
Til ham kunde han tale frit.
Han fulgte efter ham ind i Store Kongensgade. Men Røsten
i hans Sjæls Inderste tog igen myndigt tilorde og sagde: Gaa
hjem! Hvad vil hans Godhed hjælpe? Du kender nu Guds Krav
til dig. Opfyld det! Du slipper ikke udenom. Dag for Dag vil
Kravet lyde fuldere i dit Øre, og du finder ikke Fred, før du
enten følger Budet eller paany forhærder dig. Opsæt ikke Afgørelsen
! Netop for din Stoltheds Skyld, som du er saa øm over,
ting ikke om fornyet Frist! Rask til Værket! Gud venter.
Han havde sagtnet sine Skridt. Paa Hjørnet af Kongens Nytorv
standsede han sin Forfølgelse. Med en Dødsdømts Blik saae
Lykke-Per II 17 
258 LYKKE-PÉR
han efter den lille Mand, der forsvandt forbi Lygten under Uret
og ind i Grønnegadekvarteret.
Saa gik han langsomt den lange Vej ud til Frederiksberg. Klokken
var over ni, da han naaede hjem. Han tændte ikke Lys.
Vilde heller ikke gaa i Seng. Han satte sig ved sit Bord med
Hovedet i sine Hænder og blev siddende saaledes i Mørket den
halve Nat næsten uden at røre sig.
— — Den næste Formiddag gik han ind til Eberhard, og
Broderen lettede ham ikke den vanskelige Tilstaaelse. Han sad
tavs med tillukket Mine og sparede ham ikke for en eneste Oplysning.
Han nægtede dog ikke at hjælpe. Kun vilde han ikke
høre Tale om nogen Slags Kavtion, og desuden ønskede han at
overveje Sagen nøjere og raadslaa med de andre Søskende, idet
det j0 _ Som han udtrykte sig — vilde være naturligst og
mest i Forældrenes Aand, om Laanet blev ydet ham af dem alle
i Forening.
Per forsøgte ingen Indvending. Han var med eet bleven saa
underlig ligegyldig for det hele. Den Fred og livsalige Opløftelse
for Sjælen, han havde ventet sig af sin Underkastelse, mærkede
han intet til. Tværtimod. Han syntes, at han aldrig havde følt
sig mere nedslaaende tom, mere forladt af alle gode Magter end
netop i dette Øjeblik. 
FIREOGTYVENDE KAPITEL
Dengang man i Bøstrup Præstegaard fik at vide, at Per havde
hævet sin Forlovelse med den københavnske Rigmandsdatter, var
Pastorinde Blomberg bleven alvorlig opskræmt. Da hun nu hørte,
at Per ventedes tilbage til Kærsholm i Juleferien, talte hun en
Aften i Sengen aabent til sin Mand om sine Bekymringer og
foreslog at sende Inger bort til den Tid. Herom vilde Præsten
dog ikke høre Tale. Der var ganske vist heller ikke for ham
noget tillokkende ved Udsigten til at skulle bortgive sin Datter
til en Mand med Pers Fortid; men man skulde, sagde han, være
varsom med at agere Forsyn. Den unge Mand havde jo desuden
indset sine Vildfarelser, og at hans Omvendelse virkelig var
oprigtig, derfor borgede de store, materielle Goder, han havde
ofret for sin sjælelige Velfærds Skyld.
„Vi tør ikke bruge Magtsprog i Troesanliggender. Og Kærlighed
er Tro. Men jeg vil en Dag tale ligefrem med Inger om
Sagen. Hun skal netop vide, at vi ikke vil lægge Baand paa
hendes Hjerte. Det vil forhøje hendes Ansvarsfølelse."
Inger havde fra først af slet ikke sat Pers Brud med den kø­
benhavnske Dame i nogen Forbindelse med sig selv. Skønt hun
ellers godt kendte sit eget Værd, opfattede hun det skete udelukkende
som et Resultat af Bekendtskabet med hendes Fader.
Det var hendes Veninder, de to Frøkner Clausen, der satte
hende paa det rigtige Spor, og hun havde siden levet i en helt
betagende Svimmelhed ved Tanken om de mange Millioner, Per
skulde have givet Afkald paa for hendes Skyld.
Hvad hun ellers følte derved, var hende længe temmelig uklart.
17* 
26
Naar hun tænkte paa ham, saae hun især hans Øjne for sig,
maaske fordi hendes Fader hin Aften efter hans første Besøg i
Præstegaarden havde sammenlignet deres Blik med en aaben
Havstrand, hvor solbeskinnede Maagesværme kresede omkring
haivbegravede Vrag i Sandet, — „Minderne om Vintermørkets
og Jævndøgnsstormenes Ødelæggelser", havde han sagt. Hun
havde dengang studset over dette Udtryk, hvis Hentydninger hun
ikke forstod. Nu, da hun forstod dem bedre, sysselsatte disse
blege, sørgmodige Havmandsøjne hendes Fantasi og beherskede
helt hendes Erindring om ham. At give sig bort til En, der før
havde været forlovet, stod dog for hende som noget, hun umulig
vilde kunne gøre. Men unægtelig mildnede det paa Sagen, at
hun intetsomhelst kendte til den paagældende Dame men derimod
havde set, hvor ulykkelig og forpint han havde følt sig
i Forholdet.
Hun troede da ogsaa nok, at hun syntes om ham; men om
hun nogensinde vilde kunne komme til at holde rigtig af ham,
at elske ham, det vidste hun ikke, fordi hun overhovedet endnu
kun havde højst uklare Begreber om, hvad Elskov var. Hendes
to Veninder havde rigtignok villigt staaet tilrede med Oplysninger
derom. Navnlig havde den robuste Gerda altid gerne villet
betro hende baade, hvad hun personligt erfarede, og hvad hun
gennem andre fik opsnuset om Kærlighedslivets Mysterier. Men
Inger havde aldrig villet høre paa hende; den Slags Ting havde
hidtil ikke interesseret hende.
Højst perpleks blev hun nu, da Faderen en Eftermiddag et
Par Uger før Jul, just som de et Øjeblik var bleven alene i Dagligstuen,
gav sig til at tale om Per og om hans sandsynlige Genbesøg
der paa Egnen. .
„Som du vistnok veed, min Pige, er Hr. Sidenius ikke længer
forlovet. Og nu vil jeg ganske aabent spørge dig, om du
maaske af Hensyn til, hvad Folk kan finde paa at udlede af dette
Skridt, helst vil være fri for at se ham her i Præstegaarden. Svar
du kun lige ud!" . .
Inger opfattede Spørgsmaalet som et maskeret Frieri. Hun
tænkte sig, at Per havde skrevet til hendes Forældre, og hun 
61
blev til sin Beskæmmelse saa forvirret, at hun ikke kunde svare
noget.
Men for Pastor Blomberg var denne Tavshed og Blusset paa
hendes Kinder ogsaa Svar nok. Om Aftenen i Sengen talte han
derom til sin Kone og gentog, at der ikke maatte øves noget
Pres paa Barnet; de maatte saa haabe paa, at Vorherre vilde give
hendes Hjertes Valg sin Velsignelse og føre det til Lykke for
hende. Paa den Indvending, at Per jo ingenting var og næppe
engang havde Udsigt til nogen Stilling, hvormed han kunde ernære
en Familje, svarede Præsten fortrøstningsfuldt, at ogsaa
i den Henseende vilde Gud nok hjælpe; og han tænkte derved
særlig paa den Strømregulering, hvorom der havde været Tale,
og som sikkert vilde kunne kaste en Del af sig.
Udsigterne for denne Sag var rigtignok i Øjeblikket alt andet
end lyse. Der var i Løbet af Efteraaret paa Foranstaltning af
Hofjægermesteren afholdt et Par offenlige Møder om den; men
det havde vist sig umuligt at skabe Enighed mellem de to-tre
hundrede større og mindre Lodsejere, hvis Interesser berørtes
af den, og uden hvis udelte Tilslutning der intet kunde udrettes.
Skønt i Grunden hver enkelt var overbevist om, at den foreslaaede
Ordning vilde kunne blive fordelaglig for ham, modsatte
man sig den — eller stillede sig 'dog uvillig til den — af Ængstelse
for, at Ens Nabo eller Svoger eller Broder skulde tjene
endnu mere ved den eller komme forholdsvis billigere til sin
Fordel. Saa undte man nu heller ikke Hofjægermesteren Æren af
at sætte et saa betydningsfuldt Foretagende i Værk. De store
Bønder var tilsidst helt udeblevne fra Møderne, og man betragtede
dermed Planen som uhjælpelig strandet.
Men nu blandede Pastor Blomberg sig pludselig i Sagen. Med
den lykkelige Evne, han besad, til bestandig i sine smaa Privatinteresser
at se Samfunds- eller Menighedsanliggender af vidtrækkende
Betydning besluttede han „at gribe om denne grimme
Brændenælde", som han sagde til sin Kone. Den syntes ham et
nedslaaende Eksempel paa, hvorledes Ufordragelighedens og Mistroens
Ukrudt kunde vedblive at skyde op i et ved Aanden lutret
og frigjort Samfund. Først søgte han underhaanden at indvirke 
26
paa nogle af dem, paa hvis Godtykke et gunstigt Udfald fortrinsvis
beroede; men da han mødte Modstand, blev han vred og
gik angrebsvis tilværks. Ved et stort Opbyggelsesmøde, hvor
hele hans Menighedskres var samlet, trak han Sagen frem midt
i sin Tale og advarede i kraftfuldt manende Ord mod af smaalig
Egenkærlighed at lægge Hindringer i Vejen for Fremskridt, der
kunde tjene Næringslivets Trivsel og dermed ogsaa fremme Udviklingen
af et sundt og lykkeligt og ærligt Kristenliv.
Hans Ord vakte stor Bestyrtelse, hos adskillige desuden alvorlig
Misfornøjelse, først fordi de fremkom paa et Opbyggelsesmøde,
dernæst fordi man allerede havde hørt Rygter om en forestaaende
Forbindelse mellem Inger og Planens unge Ophavsmand.
Men Blomberg lod som ingenting. Det var ikke første Gang, han
havde opvakt en øjeblikkelig Forargelse i sin Menighed med en
vovet Udtalelse. Han kendte sin Magt og lod Folk knurre. Han
havde opnaaet, hvad han foreløbigt tilsigtede: at blæse nyt Liv
i en Sag, der i hans Øjne nu var bleven intet mindre end en Velfærdssag
for Egnen. Rundtom i Bøndergaarde og Husmandshytter
drøftedes hans Tale, og hermed genoptoges i Virkeligheden
Forhandlingerne om Pers Projekt.
• *
*
Dagen før Juleaften rejste Per over til Kærsholm, hvor han
fandt alt ganske uforandret med den Undtagelse, at Baronessen
nu var borte, og at Hofjægermesterens Ansigtsfarve var bleven
endnu mere lig et vissent Ahornsblad. Om det saa var den lille
Os af Tørverøg fra Køkkenet, sporede han den straks og fornam
den som en hjemlig Velkomsthilsen.
Hofjægermesterinden var ikke længe om at opdage, at der
derimod var foregaaet en Forandring med ham, og det ikke alene
i det Ydre. Det anede hende, at han havde haft en eller anden
alvorlig Oplevelse; men trods alle sine Bestræbelser for at tillokke
sig hans Fortrolighed ved at lægge en moderlig Deltagelse
for Dagen kunde hun ikke faa ham til at udtale sig derom, hvad
der tilsidst krænkede hende en Smule. 
63
Første Juledag fulgte Per hende til Højmesse i Bøstrup Kirke.
Hofjægermesteren befandt sig ilde og maatte blive hjemme.
Salmesangen var netop begyndt, da de kom ind i Kirken. Med
den ene Haand i Kjolelommen gik Pastor Blomberg frem og tilbage
i Kirkens Midtergang og nikkede omkring til Venner og
Bekendte paa samme Tid, som han sang med kraftig Røst. Af
og til standsede han nedenfor Trappen til Koret og skuede ud
over det tætfyldte Kirkerum, mens hans Ansigt lyste af evangelisk
Glæde.
Pers Blik havde straks søgt Inger, der sad ovre i den modsatte
Stolerække ved Siden af sin Moder. Hun var helt sortklædt,
hvad der gav hendes lysblonde Skikkelse en egen fin og
blid Ynde. Ikke en eneste Gang løftede hun Øjnene fra sin Salmebog.
Selv ved Lyden af det Silkebrus, hvormed Hofjægermesterinden
overalt anmeldte sit Komme, og som havde faaet hendes
Moder til at vende sig om for at hilse, saae hun ikke op. Derimod
havde hendes Kinder meget tydelig skiftet Farve; og Per
tog dette som et Sejrstegn og fik heftig Hjertebanken.
Efter Gudstjenesten blev han og Hofjægermesterinden tilligemed
nogle andre af Dagens Kirkegængere buden over i Præstegaarden
til Kaffe. Disse Kaffeindbydelser, som altid foretoges af
Præsten personlig, var Dragesæden i den blombergske Menighed.
Der blev altid givet nøje Agt paa og holdt et indviklet
Regnskab over, hvem denne Udmærkelse blev til Del. I Præstegaarden
traf Per fire Bønder med tilhørende Koner, paa hvis Ansigter
der med forskellig Skrift men lige tydeligt stod skrevet,
at de hørte til Egnens velstaaende og indflydelsesrige Personer.
At Pastor Blomberg kunde have nogen bestemt Hensigt med at
føre ham sammen med disse Folk, faldt ham ikke ind, endda
Præsten var besynderlig ivrig for at faa ham forestillet for dem
alle. Reguleringsarbejdet blev nu heller ikke bragt paa Bane fra
nogen af Siderne, og desuden varede Sammenkomsten ikke stort
mere end en halv Timestid. Præsten skulde til Sidsttjeneste i
Annekset og tilkendegav selv, at man skulde gaa. Først brød
Bønderne op, kort efter tog ogsaa Hofjægermesterinden og Per
afsted, — og Inger kunde igen aande frit. 
26
Hun havde hels Tiden gaaet med Hjertet i Halsen af Frygt
for at blive ene med Per. Hun levede stadig i den Indbildning, at
han havde skrevet til hendes Forældre og paa Forhaand sikret
sig deres Samtykke til Forbindelsen; men hun var endnu ikke
bleven enig med sig selv om, hvorvidt hun holdt af ham eller
ej. Eller rettere hun kunde i sin Uerfarenhed stadig ikke komme
til Klarhed over, om det, hun følte for ham, virkelig var Kærlighed.
Hun troede nok, at han var god og vilde være omhyggelig
for hende; og hun kunde heller ikke skjule for sig selv, at Forventningen
om Gensynet havde gjort hende urolig og holdt hende
længe vaagen de sidste Nætter. Ja, denne Morgenstund lige inden
Kirketid havde hun, rent ud sagt, pludselig faaet en heftig Mavepine.
Men var det Kærlighed?
Saalænge Per var tilstede, havde hun næsten været overbevist
om, at hun ikke holdt af ham. Den Forandring der var foregaaet
med hans Ydre, gjorde ham fremmed for hende, skønt hun fandt,
at den ikke misklædte ham. Men nu, da han var borte, syntes
hun, at der blev saa underlig tomt i Præstegaarden, og Resten
af Dagen sneg sig hen for hende, uden at hun rigtig kunde finde
Hvile noget Sted. Hun flyttede sig fra Stol til Stol, fra Stue til
Stue og begyndte at føle det som en Ulykke, at hun nogensinde
havde lært ham at kende. Denne Uro og Usalighed, der var hendes
Natur saa fremmed, pinte og beskæmmede hende. Tilsidst
sad hun ved Vinduet inde i sit eget lille Kammer og stirrede
fortabt ud i Haven, hvor Solen i sin Nedgang forblødte bag de
rim-hvide Træer.
Hun tænkte paa en eventyrlig Skikkelse — en Sagnhelt, som
Per havde kaldt frem i hendes Erindring, og hvis Billede siden
havde forfulgt hende. Med sit indesluttede Væsen, sit blege Ansigt,
sit store, mørke Skæg og disse underlige Havmandsøjne
havde han mindet hende om „Den flyvende Hollænder , som
hun for et Aarstid siden havde hørt i København. Og hun lagde
pludselig Hovedet ned paa sin Arm og tænkte, at hun dog vistnok
alligevel elskede ham, endda hun ikke var glad.
Hun ventede bestemt, at den næste Dag vilde bringe Afgø­
relsen. Sammen med Forældrene var hun buden til Middag paa 
65
Kærsholm, og saa vidt hun vidste, vilde der ikke komme andre.
Men tidlig om Morgenen kom Stafetten fra Herregaarden og
meldte Afbud; Hofjægermesteren var om Natten bleven alvorlig
syg af sit gamle Maveonde.
Om Eftermiddagen kom Hofjægermesterinden selv, ledsaget
af Per, for at gøre Undskyldning. I Samtalens Løb gjorde hun
en Hentydning til de fire Bønders Besøg i Præstegaarden den
foregaaende Dag og udtalte, at der nok allerede i nogen Tid havde
været Tale om at indvarsle til et nyt Møde angaaende Strømreguleringsplanen,
hvad hun oprigtig glædede sig over.
„Sagen gaar saamænd nok i Orden," sagde hun. „Og vi faar
Lov til at beholde Hr. Sidenius her."
Pastor Blomberg, der gik frem og tilbage med Hænderne
paa Ryggen, standsede ved disse Ord med et alvorsfuldt Udtryk.
„Ja," sagde han. „Jeg vil heller ikke opgive Haabet om, at
Fordragelighedens Aand tilsidst skal sejre i denne Sag."
Præstefruen sagde ingenting. Hofjægermesterinden derimod
blev mere og mere veltalende, og det viste sig nu, at hun havde
et helt Arrangement for Pers Fremtid færdigt i Hovedet.
„De husker nok den lille hvide Villa inde ved Stationen. Den
er jo ledig nu efter Enkepastorinde Petersens Død, og jeg kan
ikke tænke mig nogen mere passende Bolig for Hr. Sidenius.
Den tager sig nydelig ud fra Vejen og skal være meget velholdt
med en smuk Have og fortrinlige Udenomsbekvemmeligheder.
Inger havde rejst sig. Hun var opbragt og skamfuld over
denne Snak, hvis Hensigt hun godt forstod. Hun havde i det hele
tabt meget for Hofjægermesterinden i den senere Tid. Ikke alene
forstod hun nu, at denne længe paa underfundig Maade havde
arbejdet paa at faa hende gift med Per; men hun begyndte ogsaa
at ane, at der under hendes Iver herfor skjulte sig en utilladelig
Optagethed af Pers Person, den hun undertiden havde berømmet
for hende paa en højst usmagelig Maade.
Efter Kaffen gik Selskabet en lille Spaseretur gennem Haven
og ud over Bakkerne, men til nogen Enesamtale mellem Inger
og Per kom det heller ikke dennegang. Fru Blomberg holdt
stadig Øje med dem, og straks efter Hjemkomsten kørte Vognen 
26
for Døren. Hofjægermesterinden maatte hjem til sin syge Mand,
og Per blev overhovedet ikke anmodet om at blive.
Ved Afskeden omfavnede Hofjægermesterinden Inger og vilde
kysse hende paa Munden; men Inger vendte mut Øret til. Hofjægermesterindens
Kærtegn, som hun engang havde været saa
taknemlig for, var i den sidste Tid bleven hende ligefrem imod.
Der gik nu flere Dage, hvori de to Forelskede ikke saaes.
Hofjægermesterinden var bundet til Hjemmet af sin Mands Sygdom,
og af den Grund maatte ogsaa Per give Afkald paa al Deltagelse
i Egnens store Juleselskabelighed. Herover beklagede han
sig dog kun, forsaavidt som det hindrede ham i at komme sammen
med Inger. Han vidste, at hun baade for sin Skønheds Skyld
og som Pastor Blombergs Datter var det fejrede Midtpunkt i
Ungdommens Lag; men da han mente at vide, at der ikke fandtes
andre unge Herrer der paa Egnen end nogle halvt bondeagtige
Proprietærsønner og et Par grønne Studenter, følte han
sig ikke foruroliget deraf.
Inde i hans Værelse hang der ligesom sidst en Hylde fuld
af forskellige Slags Bøger; og hos disse søgte han sin Underholdning.
Men mod Sædvane tog han dennegang sin Tilflugt til
Morskabslæsning, gennembladede Romaner, Skuespil og Noveller,
der kunde sluge Tiden og døve hans Utaalmodighed. Han
havde desuden følt nogen Skyhed overfor religiøse Bøger siden
den Dag, da han havde maattet ydmyge sig for sine Søskende.
Den Gud, han havde lært at kende under disse Efteraarets
Kampe, kunde han ikke ret forlige med det Billede af en vennesæl
og altforbarmende Trøster, der havde lyst ham saa forjættelsesfuldt
imøde fra de blombergske Opbyggelsesskrifter. Et
Par Gange kiggede han dog lidt i dem; men han følte under
Læsningen den samme Skuffelse, som han havde følt allerede i
Kirken under Pastor Blombergs Julepræken. Hans Tanker fandt
ikke længer nogen Hvile i disse kønne men saa almindelige Betragtninger
over Liv og Død og Synd og Naade. Han var i sin
religiøse Erkendelse vokset ud over det Udviklingstrin, hvor
man tilfredsstilles af det, der bevæger Følelsen uden at opbygge
Forstanden. Hans Aand vilde næres, hans Sandhedstrang mættes; 
67
men her bødes der ham Blomster for Brød. Han havde nu besluttet
at unde sine Tanker Hvile. Han var træt af den frugtesløse
Søgen. Han vilde for en Tid stænge Porten til det uvejsomme
Hinsidige og samle Sindet om det store Tærningekast, der
skulde bestemme over hans Liv og Lykke her i Endelighedens
Verden.
Han havde tidligere ikke kunnet tænke sig at fri til Inger,
før han havde sin Eksamen overstaaet og havde en Stilling eller
dog Udsigt til en nogenlunde betrygget Fremtid. Men der var
i disse Dage, hvor han utaaimodig ventede hendes Komme fra
Time til Time, vaagnet noget af hans gamle Vovemod i ham; og
han var nu fast bestemt paa at opnaa en Afgørelse, saasnart
det kunde lykkes ham at blive ene med hende.
Dagen før Nytaarsaften fik han endelig en Lejlighed til at forny
sit Besøg i Præstegaarden. Han havde hørt, at der et Par Gange
havde været Bud derfra med Forespørgsel om Hofjægermesterens
Befindende; og da der nu om Morgenen havde vist sig
Tegn, der tydede paa en gunstig Vending i Sygdommen, spurgte
han ved Frokostbordet, om han ikke skulde tage til Bøstrup og
bringe Præstefamiljen den glædelige Efterretning.
Straks efter Frokosten tog han afsted. Han havde regnet ud,
at han mellem Et og To bedst kunde gøre sig Haab om at træffe
Inger ålene i Dagligstuen, hvor hun paa den Tid øvede sig. For
at komme saa ubemærket som muligt havde han afslaaet Tilbudet
om en Vogn. Vejret var desuden smukt, Føret godt, og han
trængte til Bevægelse efter den lange Indesidden. Vintersolen
kastede sine lange Skygger henover Markerne, hvor hist og her
et Par svangre Faar gik og pillede paa Baargræsset. Han var
ved godt Mod og saa rolig, at han selv forundrede sig derover.
Med en ejendommelig, næsten religiøs Betagethed hørte han
Lyden af sine taktfaste, sideniuske Skridt paa den frosthaarde
Jord. Det var, som om noget i denne Lyd forbandt ham med en
Verden langt, langt borte, hvorfra der paa hemmelighedsfuld
Vis tilstrømmede hans Legeme Kraft, hans Sind Forjættelse,
hans Tanker Fred.
Nu gik naturligvis alting ganske anderledes, end han havde 
26
beregnet. Den første, han saae, da han kom ind gennem Præstegaardsporten,
var Fru Blomberg, der stod midt i Gaarden omringet
af sine Høns. Men knebent afmaalt Venlighed takkede
hun for den Hilsen, han overbragte, og bød ham indenfor. Her
sad Inger ganske rigtig ved Klaveret; men Moderen veg ikke
fra Stuen, og Spørgsmaal og Svar naaede ikke langt udover Hofjægermesterens
Sygdom. Tilsidst kom Præsten ind i sin lille, sorte
Lastings Jakke og erobrede øjeblikkelig Samtalen, og Per var
allerede forberedt paa at maatte gaa bort med uforrettet Sag.
Da hørtes der Hovslag udenfor i Gaarden; en gammeldags
Kaleschevogn svingede op for Døren. Det viste sig at være en
ældre Nabopræst og hans Frue, der kom for at gøre Julevisit. Der
var i Forvejen bleven bragt en Bakke ind med Vin og Kager;
nu kom der tillige Chokolade og Kaffe, og Inger hjalp til med
Opvartningen.
En Timestid efter tog de fremmede Præstefolk bort; og i de
Par Minutter, der hengik, mens Pastor Blomberg og hans Kone
fulgte dem ud til Vognen, blev Inger og Per forlovede.
Da Fru Blomberg kom ind igen, saae hun straks, at der var
sket noget. Inger stod henne ved Blomstervinduet med Ryggen
til Stuen; Per ved Siden af.
„Hvad gaar her for sig?" spurgte hun næsten brysk.
Per traadte et lille Skridt frem imod hende og sagde med en
Hovedbøjning:
„Jeg har friet til Deres Datter, Frue, og faaet Ja!"
Nu kom ogsaa Præsten stampende ind i sin stumpede Jakke,
og da han hørte, hvad der var foregaaet, fik hans Ansigt et meget
alvorligt Udtryk. Til en Begyndelse gav han forskellige pligtmæssige
Bekymringer Luft; men — let overvundet som han
blev, hvor der taltes til hans Følelse smilte han snart, udbredte
Armene mod Inger, kaldte Per sin Søn og gav dem med
Taarer i Øjnene sin Velsignelse.
Hvorledes Frieriet i Grunden var gaaet for sig, vidste Per
knap nok selv. Han maatte bagefter lade sig det fortælle af Inger,
og hun fremstillede det paa en Maade, der ikke var fri for
at kaste et lidt komisk Skær over ham. Hun sagde, at da hun 
69
ved de fremmede Præstefolks Bortgang vilde følge med Forældrene
ud til Vognen, havde Per pludselig grebet hende om
Haanden og holdt hende tilbage.
„Jeg havde virkelig nær skreget, saa haardt du tog! Du skulde
bare vide, hvor ondt det gjorde."
Hun sagde dette uden alt Skælmeri. Det var en alvorlig ment
Beklagelse.
Ved en Konference inde i Præstens Stue var det bleven bestemt,
at Forlovelsen skulde holdes hemmelig, indtil han havde
faaet sin Eksamen. Det var Fru Blomberg, der afgjort havde
holdt herpaa, og Per havde villigt bøjet sig. Heller ikke Hofjægermesterinden
maatte faa noget at vide før andre. D e t havde
Inger udtrykkelig forlangt. Men da Per kom tilbage til Kærsholm,
gik det alligevel galt; hans Ansigtsudtryk røbede ham.
„De er bleven forlovet!" udbrød Hofjægermesterinden, saasnart
hun saae ham.
* *
#
Per fik paany Lejlighed til at erfare, at som en Ulykke sjelden
kommer alene, har ogsaa Lykken gerne Følgeskab. Et Par
Dage senere modtog han et uventet Besøg. To af de Bønder,
han Juledag havde truffet i Præstegaarden, kom en Formiddag
kørende til Kærsholm og bad om at faa ham i Tale. Det var to
høje, stoute, vadmelsklædte Mænd med megen naturlig Værdighed
i deres ydre Optræden. Per bad dem sidde ned, og skønt han
var saa ganske uforberedt og desuden manglede Øvelse i at tale
med Bønder, kom det til en Forhandling, der strakte sig over
det meste af et Par Timer. De to Mænd begyndte med udtrykkelig
at erklære, at de ikke kom som Udsendinge fra Nogen; de
havde kun søgt ham, fordi de „havde hørt noget om", at han
vilde paatage sig ved en Omregulering af Aaløbet at sænke Vandstanden
i Engarealerne deromkring. Dersom dette forholdt sig
rigtigt, sagde de, vilde de for deres personlige Vedkommende
muligvis ved Lejlighed tage Sagen nærmere under Overvejelse.
I det hele prægedes deres Udtalelser af en beregnende Forsig­
27
tighed og en smaalig Mistro, der stod i besynderlig Strid med
Skikkelsernes Kraft og Holdningens Selvfølelse. Skønt det tydelig
fremgik af de Spørgsmaal, de rettede til Per, at de havde sat
sig endog meget grundigt ind baade i Sagens tekniske og juridiske
Side, vilde de stadig give det Udseende af, at de kun kendte
Forslaget ganske løseligt; og da den ene af dem engang lod et
Ord falde om Muligheden af et nyt Mødes Sammenkaldelse,
skyndte den anden sig at tilføje, at det jo endnu var meget tvivlsomt,
om der vilde komme noget ud heraf; hvorefter den første
rent ud erklærede, at han for sit Vedkommende ikke troede,
der var nogen Stemning for Sagen.
Da de var gaaet, havde Per nærmest et Indtryk af, at de var
kommen for at forberede ham paa et endeligt Afslag. Men Hofjægermesterinden,
for hvem han bagefter gengav Samtalen, og
som kendte Bøndernes Forhandlingsmaade bedre, lykønskede ham
og sagde med en lille vovet Latter, at han nu godt kunde tage
Maal af sin Bryllupsskjorte. Ogsaa i Præstegaarden gav man ham
det bedste Haab; og det varede heller ikke længe, før det rygtedes,
at de to Mænd var rejst til København for at tale med
Egnens Rigsdagsmand om at skaffe et Tilskud fra det Offenlige
til Arbejdets Udførelse.
Per tilbragte efterhaanden det meste af sin Dag i Præstegaarden,
og Inger overvandt efterhaanden sin Skyhed og gav sig for
hvert Besøg mere uforbeholdent hen i sine Følelser for ham.
Hun kom vel ingensinde ud af sin ligevægtige Ro og blev gerne
lidt mut, naar han kyssede hende; men til Gengæld kunde hun
være helt rørende i sin Omhu for ham. Naar han kom dertil i
daarligt Vejr, sørgede hun altid for straks at skaffe ham en varm
Drik, som hun saa tvang ham til at sluge næsten kogende; og
naar han gik eller kørte bort om Aftenen, tog hun gerne ved
deres Afsked ude i Forstuen sit lille Silkesjal af Skuldrene og
knyttede det egenhændig om hans Hals, for at han ikke skulde
forkøle sig. Hendes Kærlighed havde endnu ikke viklet sig ud
af Moderlighedens Svøb, og Per lod sig uden Kny behandle
som et Barn.
I hans Forhold til Svigermoderen var der ogsaa lidt efter lidt 
71
foregaaet en lykkelig Forandring. Af Hensyn til Inger havde han
gjort sig megen Umage for at overvinde hendes Uvilje mod ham,
hvad virkelig var i Færd med at lykkes. Han havde opdaget, at
hun satte Pris paa at blive underholdt, mens hun syede, og helst
paa den Maade, at der blev læst højt af en eller anden Bog fra
Læsetasken. Hver Eftermiddag havde han derfor foredraget nogle
Kapitler af en af de saakaldte Skolelærerromaner, som var meget
yndede der i Huset; og skønt Bogen ikke morede ham, fandt
han efterhaanden Behag i disse Timer, hvor han hørte sin egen
Stemme sammen med Lyden af Ingers og Svigermoderens flittige
Naale og det hyggelige Smaabulder henne i Kakkelovnen.
Dagen efter Helligtrekonger rejste han tilbage til København.
Han turde ikke længere være borte fra sit Arbejde, og desuden
havde det igen taget en slem Vending med Hofjægermesterens
Sygdom. Den sidste Dag tilbragte han helt og holdent i Præstegaarden,
og ved Afskeden saae han for første Gang Inger rigtig
bevæget. Hun havde Taarer i Øjnene og blev ved at holde om
hans Haand, som om hun daarlig kunde slippe den. Da han kørte
bort, stod baade Svigerforældre og alle hans smaa Svogre og
Svigerinder sammen med hende ude paa Stentrappen og vinkede,
indtil Vognen var ude af Porten; og bagefter løb Inger ud i Haven
og steg op paa Gærdet for herfra at tilvifte ham det sidste
Farvel.
Trods alt dette var han en lille Smule skuffet. Han havde til
det sidste haabet paa, at Inger vilde have bedt Forældrene om
Lov til at følge med ham til Stationen. Ganske vist var Vejret
koldt og blæsende; men det undrede ham alligevel, at hun slet
ikke havde haft Tanke herfor. Som han nu sad der i Agestolen
med den tomme Plads ved sin Side, kom han uvilkaarligt til at
tænke paa Jakobe. Han mindedes et Udtryk, hun engang i et
af sine Breve havde brugt om sin Længsel efter ham. Hun havde
skrevet, at hun gerne rejste Jorden tre Gange rundt for at være
sammen med ham blot et eneste Minut. Han kunde huske, at
han dengang havde fundet Udtrykket hysterisk overdrevent. Nu,
da han selv elskede, forstod han det.
Efter en god halv Times Kørsel saae han Stationen foran sig, 
27
og lidt efter kom han forbi det lille Hus, som Hofjægermesterinden
havde udset til at blive hans og Ingers Kærlighedsbo.
Huset, som laa et Stykke fra Vejen ved Foden af en Bakke,
var bygget i Villastil og havde en ret anselig Have, der selv nu
i sin Vinternøgenhed gav Stedet et hyggeligt og indbydende Udseende.
Han blev sært højtidelig stemt ved Synet. Var det muligt,
at dette fremmede Hus engang skulde blive hans Hjem,
at denne lille lune Rede stod der og ventede paa at gemme hans
Lykke? Skulde han, der havde forbrudt sig mod alle Livets
Skytsaander, engang sidde derinde bag de nu saa tomme Vinduer
med Inger ved sin Side, beskærmet af de samme milde
og gode Magter, han saa hovmodigt havde trodset? Skulde deres
Børns Latter og Graad engang lyde herud paa Vejen fra den
nu saa stille og øde Have? Og deroppe paa Bakken bagved Huset,
— ja, deroppe skulde hans Forsøgsmølle rejses og maaske
en Dag forkynde Verden en stor Sejr.
Da han var kommen ind i en Kupe og Toget skumplede afsted,
befandt han sig ene med en lille, hvidhaaret Mand, i hvem
han snart genkendte den Præst, der sammen med sin Frue havde
gjort Visit hos hans Svigerforældre den Dag, han blev forlovet.
Præsten, en munter og snaksom Herre, genkendte nu ogsaa ham,
og der kom en Samtale i Gang.
„De er jo en Søn af afdøde Pastor Johannes Sidenius, ikke
sandt? Deres Fader har jeg kun kendt løseligt; han var jo en Mand,
der ikke blandede sig meget mellem sine Embedsbrødre men
foretrak et Liv i virksom Tilbagetrukkenhed. Deres Moder derimod
kendte jeg i mine unge Dage ganske nøje. Vi var Bysbørn
begge to fra Vejle — og nogenlunde jævnaldrende. Jeg kan
se, at De ligner hende ikke saa lidt. Allerede da jeg forleden
traf Dem ovre hos vore kære Blombergs, slog det mig, at der
var nogen, Deres Ansigt mindede mig om. Jeg huskede dengang
ikke paa, hvad Deres Moder var født. Først bagefter gik det
op for mig, at det var de Thorsenske Træk, jeg havde genkendt.
Nu er det, som om jeg ser Deres Bedstefader lyslevende for
mig. Ja, ham har De rimeligvis ikke kendt. Han var en herlig
Mand, munter og livsglad indtil sin Dødsdag, altid levende inter­
73
esseret for alt, hvad der skete omkring i Verden. Hans gæstfri
Hjem var til megen Velsignelse i den lille Smaastad, og Deres
Moder var Sjælen i Ungdommens uskyldige Forlystelser. Ak ja!
De lykkelige Dage! — Jeg husker saadan engang i Juleferien,
der skulde være Maskebal paa en Proprietærgaard en Milsvej
fra Byen, og alle vi unge Mennesker havde faaet Indbydelse og
glædede os naturligvis forfærdelig. Saa skulde det netop ske, at
det den Eftermiddag faldt ind med en forrygende Snestorm.
Det blev et Knog og Fog, saa ingen turde vove sig afsted, og
der var jo almindelig Fortvivlelse. Saa, bedst som vi alle sidder
trøstesløse inden Døre, hører vi Kaneklokker og Piskesmæld i
Gaden, og da vi løber til Vinduerne ... hvem ser vi andre end
Kirstine Thorsen paa Vej til Ballet. Hun havde ikke villet høre
Tale om at blive hjemme. Hun havde tilsidst erklæret, at dersom
Ingen vilde køre hende, spaserede hun derud tilfods i sine
hvide Strømper. Saa fik naturligvis ogsaa vi andre Mod, og det
lidt forvovne Eventyr spændte saamænd meget lykkeligt af, og
vi morede os allesammen vidunderligt."
„Undskyld," afbrød Per lidt forlegen. „Pastoren maa sikkert
tage fejl. Det kan ikke have været min Moder. "
„Men er De da ikke en Søn af afdøde Johannes Sidenius
„Jo."
„Og hed ikke Deres Moder Kirstine? Og var hun ikke en
Datter af Distriktslæge Eberhard Thorsen i Vejle?"
„Jo."
„Ja, men saa kan jeg jo ikke tage fejl!"
„Min Moder havde vist en Søster."
„Aa, stakkels Signe, ja! Ak nej, hun var svag og sygelig og
døde allerede som ganske ung. Deres Moder derimod var den
blomstrende Sundhed selv, ikke høj af Vækst jo, men fin og
yndefuld. Jeg husker en anden Gang, det var om Sommeren, vi
Unge havde faaet arrangeret, hvad vi kaldte en SammenskudsSkovtur,
og kørte i tre store Holstenskvogne ud til en Skov et
Par Mil fra Byen. Skovens Ejer var en Baron, som af en eller anden
Grund levede paa Krigsfod med Befolkningen. Der var derfor
slaaet store Plakater op ved alle Indgangene med strenge Regler
Lykke-Per II 
27
for Opholdet i Skoven, skønt den strakte sig over et Areal paa
flere hundrede Tønder Land og han selv boede langt derfra. Man
maatte ikke forlade de afstukne Veje, ikke raabe eller lege for
ikke at skræmme Vildtet, og navnlig var det strengelig forbudt
at indtage Maaltider derinde. Det var vist disseher Forskrifter,
der havde vakt saa megen Uvilje mod Manden, og i vor overgivne
Stemning besluttede vi os til at trodse dem. Vi lejrede os udenvidere
paa en Grønning midt i Skoven, fik Madkurvene og en
Kaffemaskine frem og havde det dejligt. Saa paa engang faar vi
allesammen som et Slag paa Munden. Lige imod os kommer to
Mænd, det var selve Baronen og en Skovbetjent. Baronen havde
Ord for at være en stor Grobrian, og bare hans Udseende var
da ogsaa frygtindjagende nok. Han var en stor, svær Mand, rødblaa
i Ansigtet som en Kalkun. Vi vidste ikke, hvad vi skulde
gøre, og var gruelig forskrækkede allesammen. Saa rejser Deres
Moder sig, skænker i en Fart en Kop Kaffe og gaar med den i
Haanden tværs over Græsset lige imod Baronen. Jeg ser hende
endnu ganske tydelig for mig i en lyslilla, klar Kjole og en stor,
kalecheformet Straahat med Blomster paa, som man dengang
brugte. Hun havde saadan en nydelig lille Figur og dertil en
Gang saa let og svævende, saa det var en Lyst at se. Saa nejede
hun for Hr. Baronen og bad ham nok saa skælmsk gøre os den
store Ære at være vor Gæst i det Grønne. Det var mere, end
han kunde modstaa. Han var i Grunden en godhjertet Mand, og
det endte da ogsaa med, at han indbød os til at gæste ham paa
Slottet paa Tilbagevejen og smage paa hans Champagne. Den
Dag glemte vist ingen af os siden. Har Deres Moder aldrig fortalt
derom?"
„Nej."
Toget standsede ved Købstaden, hvor den snaksomme Gamle
steg ud. Per var glad ved at blive alene. Præstens Fortællinger
havde gjort et eget forstemmende Indtryk paa ham.
Idet han kørte videre, tænkte han paa, hvor lidt han i Grunden
kendte til sin mødrene Slægt og Moderens Ungdom. Mens
det altid havde været Faderen en stolt Tilfredsstillelse at mindes
sin Opvækst og fortælle om Livet i sin Faders og Farfaders fat­
75
tige Præstegaard, havde Moderen ligesom haft en Sky for at
tale til sine Børn om sit Hjem og sine Paarørende. Hendes eneste
Broder, der var Læge et Sted paa Fyen, havde Per ikke engang
set. Han kom aldrig i Præstegaarden, og hans Navn nævntes
kun sjælden der.
Per blev siddende ved Vinduet med Haanden under Kinden
og saae mismodig ud paa de forbidrejende Marker, hvorover det
allerede var begyndt at mulme. Og han begyndte at forstaa det
uvilkaarlige Gys, der var gaaet ham gennem Sjælen hin Dag
under Læsningen af Moderens efterladte Brev.
18* 
FEMOGTYVENDE KAPITEL
Natten mellem den niende og tiende Januar var der Nød paafærde
nede i den lille schlesiske By Hirschberg nær Breslau,
hvor Jakobe havde opholdt sig i de sidste Maaneder for i Ensomhed
og Stilhed at vente paa sin Nedkomst. Tidlig om Morgenen
var der bleven telegraferet efter Veninden i Breslau, det eneste
Menneske, til hvem hun havde betroet sin Hemmelighed. Senere
paa Dagen var der ogsaa ved Telegram bleven hidkaldt en Læge
derfra, og Jakobe havde gennemlevet et Rædselsdøgn, som hun,
der dog var fortrolig med Lidelsen, bagefter ikke taalte at tænke
paa. Barnet kom levende til Verden men døde umiddelbart efter
Fødslen. Jakobe fik ikke engang Lov til at se det, fordi man
havde været nødsaget til at lemlæste det for at frelse Moderens
Liv.
I fire Uger laa hun tilsengs. Det blev halvvejs Foraar dernede,
før hun kom saa meget til Kræfter, at hun, vel indpakket, kunde
sidde ude i sin Værtindes lille Have og se ud mod Schneekoppe
og de andre hvidklædte Højder, der løftede sig over det vaargrønne
Landskab. Hun kunde dog slet ikke glæde sig over al den
Skønhed, som omgav hende. Hun var saa fortvivlet over Tabet
af sit Barn, følte sig saa tomhændet, saa unyttig og tilovers i
Verden og dertil saa hjælpeløst svag, at hun bestandig maatte
græde. Hun havde i de sidste Maaneder før Barnets Fødsel levet
saa inderligt og fortroligt med det i sine Tanker, havde desuden
rent legemligt følt det som mere end Halvparten af sig selv, at
det nu var, som om der næsten ingenting var bleven tilbage
af hende. At der samtidig var taget en stor Byrde fra hende, 
77
tænkte hun ikke paa. Skammen, Ydmygelsen, Forældrenes Sorg,
Husvennernes Medlidenhed, alt, hvad der før havde tynget og
naget, var efterhaanden bleven aldeles betydningsløst for hende
i Sammenligning med den Glæde, hun ventede paa, og de Forhaabninger,
hun knyttede til dette Barn, ved hvilket hun selv
skulde faa nyt Liv.
Fra Hjemmet, hvor man stadig troede hende i Breslau, skrev
baade Moderen og Faderen regelmæssig til hende om alt, hvad
der skete i Familje- og Vennekresen. Hun fik saaledes at vide,
at Eybert havde giftet sig med en ung Pige paa nitten Aar, at
hendes Svoger, Dyhring, var bleven Rigsdagsmand, og at Nanny
havde været paa Hofbal og var bleven forestillet for en af Prinserne.
Men det var hende altsammen saa ligegyldigt. Hun sad
der i sin lille Have med en Pude bag Nakken og en Skammel
under Fødderne og saae med lange Blikke efter Børnene, der
gik forbi paa Gangstien udenfor.
Det var mest Fattigbørn, hun saae, — blege, forkomne Stakler
af den Slags, hvoraf det vrimler i Fabriksbyer, selv i saadanne
smaa og landsbyagtige, hvor Fortovene grønnes ved Foraarstid
To Gange om Dagen stormede de der forbi paa Vejen til og fra
Almueskolen, som laa i Nærheden. Særlig havde hun lagt Mærke
til en Purk paa en syv-otte Aar med en usund, blaalig Ansigtsfarve
og store Kirtelsaar under Næsen og paa Kinderne. Han
kom altid langt bagefter de andre, trissede afsted med sin Tavle
under Armen paa et Par slæbende Trætøfler ligesom en gammel
Mand. Da hun var kommen saa vidt til Kræfter, at hun kunde
bevæge sig lidt udenfor Haven, standsede hun ham en Dag og
tiltalte ham med et Par venlige Spørgsmaal. Drengen stirrede
uforstaaende og sky op paa hende med et Par store, blaa, glæ­
deløse Øjne og fortsatte saa sin trætte Gang uden at svare. Da
han havde gaaet et halvhundrede Skridt, skottede han ængstelig
tilbage; og da han saae, at hun var bleven staaende for at følge
ham med Øjnene, skød han Ryggen i Vejret som for at dække
sig mod en Fare. „Stakkels Fyr!" tænkte hun højt og gik videre;
— der havde været noget ved denne lille forsømte Dreng og
hans tidlige Menneskefrygt, der fik Moderhjertet til at banke. 
En Dag nogen Tid derefter fulgte hun ham paa Afstand for
at se, hvor han boede, og hun saae ham da forsvinde ind i en
lang, lav Arbejderlænge med en Gadedør for hver to eller tre
Fag Vinduer. Ved at høre sig for i Nabolaget lykkedes det hende
at faa at vide, hvem hans Forældre var, og under hvilke Forhold
Familjen levede. Det var den sædvanlige Fabriksarbejder-Tragedie.
Baade Mand og Kone arbejdede ved Maskinerne og overlod
Børnene til Forsynets Varetægt. I Hjemmet sultede de, i
Skolen fik de Prygl, paa Gaden vogtede Politiets Øjne paa dem.
Og under saadanne Forhold forhærdedes eller sløvedes de, blev
til Forbrydere eller Døgenigte.
Jakobe havde ikke før været Fattigdommen saa nær paa
Livet, og disse Tilstande gjorde et stærkt Indtryk paa hende. Hun
skaffede sig Oplysninger om Fabrikernes Dagløn, om Arbejdstiden,
om Boligernes Indretning, om Fabrikslokalernes hygiejniske
Forhold, om Alderdomsunderstøttelsen o. s. v.; og alt, hvad
hun saaledes erfarede, rejste et Oprør i hendes Sind.
Hun slog sig i Længden heller ikke til Ro med en passiv Deltagelse
for disse Underkuede. Som overhovedet ethvert stærkt
Indtryk altid kaldte paa Virksomhedsaanden i hende, førte ogsaa
denne nye Følelse hende tilsidst ud i Handling. Med Bistand af
sin Værtinde, en skikkelig Underofficersenke, fik hun uden lange
Overvejelser indrettet en Slags Marketenderi ude i Haven, hvor
de forkomne Børn paa deres Vej til og fra Skolen gratis kunde
faa et Maaltid Mad og en varm Drik. Den Sum af Ømhed og
Opofrelsestrang, hun havde opsparet til sit eget Barn, kom nu
denne Flok af Hjemløse tilgode, udøstes over et halvhundrede
skurvede Hoveder og voksede dermed. I Begyndelsen holdt Børnene
sig frygtsomt tilbage, og Sagen var begyndt at vække Latter
i Byen. Dog, Suppeduften, der trængte ud gennem Stakittets
Tralværk, og Synet af de altid dækkede Borde overvandt lidt
efter lidt Børnenes Skyhed. Endog den lille graablege Knøs med
de store Kirtelsaar sad en skøn Dag derinde i Haven og proppede
sig.
For Jakobes Vedkommende førte dette Forsøg videre. Efterhaanden
som hendes legemlige Kræfter vendte tilbage, udøvede 
79
Livets Røre sin gamle Tryllemagt over hende og fyldte hendes
Hjerte helt. Hun skrev derom til sin Veninde i Breslau:
„Har du nogensinde rigtig tænkt over, hvilken fortvivlet Lod
;or Tid — vor store, skønne, virksomme Tid! — har beredt
Eørnene i fattige Forhold, og hvor ubarmhjertig lidt der fra Samfundets
Side hidtil er gjort for at skabe dem en menneskelig
(eljer blot naturlig) Tilværelse? Fra et tomt Rum, der kaldes et
Hjen, og hvor de sjelden ser hverken Mor eller Far, drives de
smat Stakler til en Skole, der for de fleste staar som en offenlig
Straffeanstalt, og som i mange Tilfælde heller ikke er meget
andet. Samfundet, som de skulde lære at se hen til med Tillid
og Fortrøstning som deres usvigelige Forsorg og Beskytter, mø­
der dem overalt i sin mindst tiltalende Skikkelse: som en ufordragelig
Skolemester, et brutalt Politi, et nærgaaende Fattigforstanderskab,
en Præst, der taler til dem om Død og Dom og
Helveds. Hvor skal der under disse Omstændigheder kunne vækkes
en Samfundsaand i dem, hvoraf engang i Tidernes Løb en
virkelig borgerlig Broderskabsfølelse kan udvikle sig? Paa en
Befæstelse af det opløste Familjeliv nytter det vist næppe at
tænke. Forældrehjemmet, der før var Samfundslivets Basis, er
vistnok 5n Institution, der er dødsdømt af Udviklingen. Men hvad
skal der da sættes i Stedet? — Dette Spørgsmaal optager mig
i denne Tid, saa jeg ligger og drømmer om det om Natten. For
de Voksne har det Offenlige sørget. De har Kirke og Variete,
Foredragssale og Ølknejper, Teater og Bønnemøder. Men nu Børnene?
Si* mig, hvor skal de smaa Stakler vende sig hen i deres
Hjælpeløshed? Jeg ser ingen anden Løsning end den, at Skolen
efterhaanden maa træde i Hjemmenes Sted. Men — naturligvis!
— Skolen maa da langsomt omskabes, maa lidt efter lidt føres
tilbage til sit Udspring og blive noget af, hvad Klostret i gamle
Dage var, et Asyl, et Fristed, en altid aaben Tilflugt. Men den
maa samtidig blive noget ganske andet. Den maa ved sit blotte
Ydre, ved Lokalernes Udsmykning, ved Undervisningens Form
virke paa eengang hjemligt og festligt paa det barnlige Sind. For
der skal jo altsaa her gives Børnene det Grundfond af lyse og
frugtbare livsindtryk, som de senere kan have at tære paa, og 
28
som kan gøre dem mere modstandsdygtige i Tilværelseskampen
end Fortidens (og adskillig af vor egen Tids) klosterligt optugtede
Ungdom, der ved enhver Skuffelse straks mister Troen til Livet,
taber Tilliden til Lykken og ligesom Børn, der har stødt sig, søger
Trøst i Skødet paa deres gamle Goldamme, Kirken.
„Men jeg ser et stort Udraabstegn i dit Ansigt. Hvorfor fortæller
hun mig alt dette? spørger du. Og du har Grund til at
forundres. Men jeg maa sige dig det, som det er. Der er her i min
Ensomhed ligesom gaaet en ny Verden op for mig, og jeg er
vistnok endnu lidt fortumlet deraf. Veed du, jeg tænker for Alvor
paa at gøre Forsøg med at føre Tanker som de ovenstaaende
ud i Livet. Jeg omgaaes med vilde Planer om at oprette el Fattigskole
i København efter det Mønster, jeg her skitserer. Det
vil koste mig min tilkommende Formue; men nu, da jeg Ingen
har at efterlade den til, — kan jeg da anvende den bedre? Naturligvis,
det er jo ikke noget, der kan ske hverken idag eller
imorgen. Jeg maa først sætte mig grundigt ind i alt, hvid man
hidtil har forsøgt i samme Retning, i det hele studere Skolesagen
til Bunden. Jeg mindes at have hørt eller læst, a* der et Sted
i Amerika har rejst sig en Bevægelse af lignende Art, saa du
maa ikke blive altfor forskrækket, dersom du en Dag faar Underretning
om, at jeg agter mig over Atlanten. Foreløbg bliver
jeg dog her hos mine Plejebørn. Fra den lille Grav paa Kirkegaarden
kan jeg heller ikke endnu skilles. Du ser mg derfor
næppe saa snart
• *
*
Ved Foraarstid bestod Per sin Eksamen med Ære; men hans
Glæde derover formindskedes ved, at han næsten lige fra Eksamensbordet
maatte spasere hen i en Kaserne og krybe i Soldatertrøjen.
Det var igen en af Fortidens Forsømmelser, han her
maatte bøde for. Han havde Aar efter Aar søgt Udsættelse for
Opfyldelsen af sin Værnepligt i et dristigt Haab om, at han paa
en eller anden Maade ved Hjælp af Philip Salomons Indflydelse
helt skulde kunne unddrage sig den. Han var blever udtaget til 
81
Ingeniørrekrut, og hele Sommeren maatte han marschere ude paa
de københavnske Fælleder og grave Løbegrave og flette Skansekurve
sammen med et Par hundrede unge Mennesker, der i hans
Øjne kun var halvvoksne Drenge. Hvad der pinte ham mest derved,
var ikke den legemlige Anstrengelse, saa uvant den end var
ham, men den aandelige Sløvhed, hvortil det hele Kaserneliv
førte. Han havde medbragt nogle Bøger i det Haab, at han i sin
Fritid skulde faa Lejlighed til at læse en Del; men udenfor Geleddet
fik han nok at gøre med at tilfredsstille Legemets Krav;
Maden og Søvnen blev hans Herrer; og desuden vænnedes han
saaledes til at udføre alt paa Kommando, at det tilsidst syntes
ham helt unaturligt at foretage sig noget frivilligt.
Allerede om Efteraaret udløstes han af denne aandelige Død.
Endnu engang bistaaet af Lykken fik han ved Lodtrækningen
efter Rekruttidens Ophør et af de meget faa Numre, der fritog
for Vintertjeneste, ja endog for al senere Indkaldelse. I de sidste
Dage af September rejste han frisk paa Sjæl og Legeme til Jylland,
hvor hans og Ingers Forlovelse nu blev højtidelig kundgjort.
Hofjægermesteren var i Mellemtiden død; men dette havde
snarere fremmet end hæmmet Forhandlingerne om Strømreguleringen,
og Forberedelserne var da ogsaa nu naaet saa vidt, at
Per til sin store Glæde straks kunde begynde paa Arbejdet.
Allerførst tog han dog fat paa at indrette sig en Bolig i den
lille Villa i Udkanten af Stationsbyen, som Hofjægermesterinden
allerede i Julen havde udset til ham. Der var fem smaa Værelser
foruden Køkkenlejlighed og et Par Loftskamre. Foreløbig anskaffede
han kun Møbler til de to af Værelserne og indrettede sig
endda ganske tarveligt. Den Mangel paa Evne til at skabe Hygge
om sig, der var ham egen, og som havde sat sit Præg paa alle
hans Boliger baade herhjemme og i Udlandet, mærkedes ogsaa
her. Paa en Avktion efter en Landsbykøbmand købte han et Par
malede Borde, en Voksdugssofa, nogle Træstole og lignende Ting;
og naar han lod sig nøje med et saadant Pluksammen, var det
ikke som han selv troede — udelukkende af økonomiske
Grunde, for saa hurtig som muligt at kunne tilbagebetale, hvad
han skyldte sine Søskende og Philip Salomon, men ogsaa fordi 
28
han som den Sidenius, han var, inderst inde husede Rester af
en middelalderlig Klosterbroder, som nu blev mere og mere
levende hos ham, saa asketisk Levevis og haardføre Vaner fik
noget skjult tillokkende for ham. Til Husholderske havde hans
Svigermoder skaffet ham et gammelt Tyende, der engang havde
tjent i Præstegaarden, og en Dag i Oktober, mens Sommerens
sidste Efterladenskaber fløj for Vinden, satte han for første Gang
Foden under eget Bord.
Selve Byen — Rimalt hed den, — var en af de sædvanlige
Nybyggerpladser, som hastig og derfor med et Præg af Tilfældighed
danner sig omkring en Jernbanestation i en befolket Egn.
Der var en Kro, en Realskole, et Apotek, nogle Købmænd og
Haandværkere, derimod hverken Kirke eller Præstegaard. Et
Stykke fra Stationen førtes Banen over Aaløbet ved en anselig
Bro, og det var Togets hule Dundren paa denne, som Per i sin
Tid havde hørt over Engene helt ude ved Kærsholm. I to Miles
Omkres stillede Folk deres Ure efter den.
Paa begge Sider af denne Bro laa hans Arbejdsfelt. Det strakte
sig langsmed Aaen, en Mil ad den ene, en halv Mil ad den anden
Kant, og indbefattede Englodderne i Rimalt, Bøstrup og Borup
Sogne. Hver Morgen kørte han ud i sin egen lille Gig for at
optage Kort, udstikke Afløbslinjer, rette Raamærker o. s. v., og
han kom herved efterhaanden i personlig Berøring med de fleste
af Egnens Bønder. De vandt ikke hans Hjerte ved disse Underhandlinger.
Taget saaledes enkeltvis gjorde de et langt mindre opløftende
Indtryk paa ham, end da han hin Sommerdag saae dem
i sluttede Rækker ved det store Folkemøde i Skoven. Desuden,
da han manglede Forudsætninger for at kunne bedømme dem
som Individer, virkede de allesammen ens paa ham. Han saae
overalt væsenlig kun Standsejendommelighederne: Pengegriskheden,
det smaalige Retshaveri, den skamløse Seen paa Fingrene,
alle disse uædle Egenskaber, der fremavles i snevre og afsidesliggende
Samfund. Han bestyrkedes her i en Erfaring, han havde
gjort allerede som Soldat. Der havde i hans Kompagni været
baade Købstadshaandværkere og Bønder, særlig Vestjyder; og det
havde slaaet ham, hvor frisk og virksom Medfølelsen ofte kunde 
83
ytre sig hos de første, endda de fleste af dem tilhørte den københavnske
Bærme, medens Bønderne var aldeles blottede for Kammeratskabsfølelse,
ja end ikke syntes at have nogen klar Forstaaelse
af dens Væsen. De levede ikke i Ufred med Nogen, holdt
endogsaa godt sammen indbyrdes; men aldrig faldt det dem ind
at gøre Nogen en Tjeneste uden at være sikker paa Gentjeneste;
aldrig vovede de selv at anmode om en Haandsrækning uden
at tilbyde et Vederlag.
Per kunde komme helt nedslaaet hjem om Aftenen, naar han
— som det undertiden hændte — havde spildt det meste af sin
Arbejdsdag, fordi et Par Naboer, som endog var gode Venner,
ja Troesbrødre og politiske Meningsfæller, ikke havde kunnet
blive enige om Ejendomsretten til en Straasbred Grøftejord, der
kunde køres bort i et Par Trillebøre. Trods det store Vækkelsesarbejde,
der var gjort her i den sidste Menneskealder, hang den
kristne Broderskabsfølelse endnu udenpaa Klæderne som en festlig
Stemning, der omsluttede Folk ved Forsamlinger og i Kirken
men dryssede af under Hverdagslivets Træskogang og navnlig
slet ikke paavirkede Pengepungen.
Nogen synderlig Oplivelse fandt han heller ikke i Omgangen
med sine Standsfæller hjemme i Rimalt. Hver Aften efter Postens
Ankomst samledes Realskolebestyreren, Apotekeren, Stationsforstanderen
og et Par Købmænd i Kroens Sofastue til en
Slags Klub, hvortil ogsaa han var bleven indbudt. Her sad man
omkring et Bord under en søvnig Hængelampe og røg Tobak og
læste Aviser og drak Toddy. Af og til kom der en Samtale igang,
idet man drøftede Avisernes Indhold; og næppe noget Sted paa
Jorden blev Verdensbegivenhederne behandlet med større Overlegenhed
end ved dette Aftensæde i den jyske Landsbykro. Realskolebestyreren
var Klubbens prægende Aand. Han var en Mand
paa et halvhundrede Aar med en Del spredte Kundskaber, som
han i en Diskussion forstod at anvende med en vis Slagfærdighed.
Han var gammel Student og cand phil., havde ogsaa engang gjort
et mislykket Forsøg paa at spille en Rolle som Politiker og var
nu havnet i denne Afkrog af Landet som Leder af en Drengeskole
med fyrretyve Elever. Det var for denne Mand en person­
28
lig Tilfredsstillelse at forringe Betydningen af alt, hvad der havde
haft det Held at vække Opmærksomhed omkring i Verden.
Krigsforviklinger, Nordpolsrejser, betydningsfulde Begivenheder
i Videnskabens eller Kunstens Verden, Fagforeningsbevægelsen
og Arbejderstandens vældige Opmarsch, alt vakte kun en overbærende
Medynk hos ham. Selv Tidens store tekniske Fremgang,
som dog Bønderne fulgte med barnlig Undren, imponerede ham
aldeles ikke.
„Nu ja," sagde han en Aften, da Aviserne havde bragt en
Meddelelse om den nylig opfundne Telefon, om hvis Indretning
og Virkemaade Per havde maattet give en nærmere Forklaring.
„Det er egenlig ufatteligt, at en saadan Opfindelse ikke er gjort
for længe siden. Det er i Grunden aldeles latterligt, at jeg ikke
kan sidde her og ganske rolig samtale med en Mand i Kina, ja
ikke alene samtale med ham, men se ham, føle ham, lugte ham.
Og saadan er det jo paa alle Omraader. Vi er syv Døgn om at
naa fra Evropa til Amerika. Det er jo aldeles beskæmmende! Vi
burde være højst syv Timer om det Stykke Vej. Vi burde med
andre Ord kunne komme fra København til New York mellem
Frokost og Middag. Først naar vi er naaet saa vidt, tager jeg min
Hat af for Naturvidenskaben."
Ogsaa Apotekeren holdt af at høre sig selv tale, skønt han
gerne standsede midt i sine Sætninger, fordi han ikke vidste,
hvad han skulde sige. Stationsforstanderen, en afskediget Officer,
underholdt sig derimod mest med sit Glas, mens de to Købmænd
var andægtige Tilhørere til de boglærde Herrers Udviklinger.
Per fandt ingen Behag i disse Sammenkomster og mødte kun
sjelden. Til Bøstrup Præstegaard kunde han ikke komme hver
Aften; dertil var Vejen for lang. Hans Hest skulde hvile, og det
var saa sin egen Sag efter en anstrengende Dag at gaa de tre
Fjerdingvej frem og tilbage i al Slags Vejr og Føre. Men hjemme
hos ham selv var der ensomt og trist. Ganske vist havde han
sine Bøger til at holde sig med Selskab, og til dem tyede han da
ogsaa i de lange Aftener, som nu var nærved at overskride Dagen
i Længde. Men rigtig Ro til at genoptage Arbejdet med sin
Opfindelse fandt han foreløbig ikke; dertil færdedes hans Tanker 
85
for stundesløst frem og tilbage paa Vejen til Præstegaarden. Først
naar han virkelig fik fæstet Bo og kunde høre Inger gaa og nynne
omkring ham, vilde han faa Fred i Sindet til en regelmæssig
ordnet Hjemmesyssel.
Allerede ved Juletid begyndte han derfor at snakke om Bryllup.
Svigerforældrene vilde først ikke høre Tale derom, fordi
Inger var saa ung. Heller ikke ansaae de endnu hans Fremtid for
tilstrækkelig betrygget. Inger selv gik ogsaa kun modstræbende
ind paa Tanken; men efter en Del langvarige og for Per undertiden
ret ydmygende Forhandlinger satte han dennegang sin Vilje
igennem, og det blev bestemt, at Brylluppet skulde finde Sted
i Maj.
Ved Siden af Ensomhedens Tryk og Savnet af et virkeligt Hjem
havde han nu ogsaa haft en tredje (men hemmelig) Grund til at
fremskynde Giftermaalet. Han kunde ikke rigtig komme ud af
det med sin Svigerfader. Hans Udvikling havde efterhaanden ført
ham saa langt bort fra den blombergske Livsopfattelse, at denne
næsten var bleven ham imod. Forestillingen om en saadan bedsteborgerlig
Vorherre, der under almindelig Tilslutning styrede Verden
efter de fortrinligst anerkendte, humane Principper, virkede
nu halvvejs komisk paa ham. I de uvejrsagtige Stemninger, som
var gaaet gennem hans Sind i det sidste Aar, havde han anet en
Verdensvilje af en mægtigere Art, med et vældigere Maal. Ogsaa
hans daglige Omflakken der paa Egnen og den forøgede Livsindsigt,
den gav ham, havde fjernet ham fra den blombergske
Gudfadertro. Fattigdommen i Husmandshytterne, Sygdommens og
Vankundighedens Ødelæggelser, den hele — menneskelig set
— fortvivlede Uretfærdighed i Livsgodernes Fordeling fremdrev
en Trang til fornyet religiøs Erkendelse, til en dybere Indtrængen
i Tilværelsens mysteriøse Logik. Og da dette ikke længe forblev
ubemærket af Svigerfaderen, gav det Anledning til adskillig Misstemning.
Pastor Blomberg, der saa frisindet tillod Folk at mene
om Vorherre og Verdensordenen omtrent, hvad de fandt for godt,
var derimod meget nøjeseende med, hvilke Tanker man gjorde
sig om ham selv; og han var fra sine Omgivelser saa vant til
bestandig at høre Ekkoet af sin egen Røst, at han tog enhver Mod­
28
sigelse som Tegn paa Vrangvilje og ondt Sind. Han, som sjelden
viste synderlig Respekt for andres Meninger, ja som undertiden
ikke var bange for at spøge ret ungdommeligt med andres religiøse
Overbevisning, optraadte, saa snart han selv blev angrebet, med en
kirkefaderlig Myndighed, hvori han ikke gav nogen født Sidenius
det mindste efter. Per havde i den Anledning ofte maattet tænke
paa, hvad Jakobe engang havde sagt eller skrevet til ham om den
selvbedrageriske Nidkærhed, hvormed Kirken fra Arilds Tid under
Fromhedens Fane havde tilfredsstillet et selvsygt Magtbegær.
Det var da ogsaa ved ganske andre Kilder, hos en hel anden
Slags Personligheder, han i denne lange Vinters Ensomhed søgte
Næring for sin Aand og uddybede sin Forstaaelse af Livets
gaadefulde Tale.
Han var med Aarene bleven et Stykke af en Bogelsker. Hans
Øjne blev uvilkaarlig tiltrukket af ethvert trykt Bind, der kom
indenfor hans Synskres. Noget af det første, han saae efter, naar
han kom ind i Bøndernes Stuer, var de smaa Boghylder, som i
Reglen fandtes der, og han gik sjelden bort uden at have undersøgt
deres Indhold. Dette var iøvrig næsten overalt det samme:
Biblen, et Par historiske Romaner af Ingemann, Holbergs Komedier,
et Bind populær Naturvidenskab, et Par Landmandsskrifter,
noget af den saakaldte Skolelærerliteratur eller dens Fortsættelse
Kapellan- og Højskolepoesien, desuden en Række egenlige
Opbyggelsesskrifter, særlig naturligvis de blombergske. Enkelte
Steder kunde man ogsaa finde et tilfældigt opbevaret Eksemplar
af ældre Tiders religiøse Literatur, smaa, tykke Bøger
med de besynderligste Titler. En hed „Frelsens Olje". En anden
„Liden gylden Skatkiste". En tredje „Fire Bøger om Kristi Efterfølgelse".
En fjerde „Jesu blodige Vunder og Saar som det sikreste
Tilflugtssted for alle i Nød bestedte Syndere". Folk blev næ­
sten forlegne, naar man fandt dem i Besiddelse af saadanne pietistiske
Skrifter fra en uoplyst Tidsalder; og da i Virkeligheden
heller ingen læste i dem længer, havde det ikke været svært for
Per at erhverve nogle Stykker af dem til sin Bogsamling. Han
havde anskaffet dem alene for Snurrighedens Skyld; men som
han en Aften sad og bladede i en af dem, idet han særlig eftersøgte 
87
saadanne Steder, der var stærkest mærkede af Fortidens Læsning,
gjorde han den Opdagelse, at disse gamle Folkeskrifters
naive, snart platte, snart svulstige Tone, der i Grunden var ham
imod, alligevel paa en sær Maade betog ham.
Og dette førte videre. Med sin uophørlig voksende Trang til
at komme tilbunds i sig selv, til at forstaa sit eget Væsen endog
i dets flygtigste Fornemmelser, tog han fat paa en historisk Undersøgelse
af det religiøse Liv i det Tidsrum, hvorfra Størsteparten af
disse Skrifter stammede. Han førtes ved dette Studium helt tilbage
til Pietismen under Kristian den Sjette og herfra atter
fremad gennem Oplysningstidens herrnhutiske Separatisme, til
den mærkelige Lægmandsbevægelse i Aarhundredets Begyndelse,
hvoraf Samtidens store, folkelig-religiøse Vækkelse langsomt var
vokset frem. Skildringerne af hine fynske og jyske Bondesønner
og Landsbyhaandværkere og deres støtte og stædige Kamp mod
Datidens rationalistiske Rettroenhed fængslede ham stærkt. Disse
Ensomme, der paa Apostelvis vandrede fra By til By og vidnede,
og som af den Grund bespottedes af Mængden, forfulgtes af
Præsterne og kastedes i Fængsel af Øvrigheden; disse smaa
Menigheder rundtom med deres evangeliske, fra Verden helt
bortvendte Liv, — det var jo selve den hellige Historie gentaget
paa hjemlig Grund.
En Illustration til disse Fortidsskildringer havde han desuden
fundet her i Svigerfaderens eget Sogn. I et lille hvidkalket og velholdt
Hus paa Bøstrup Mark boede en Træskomager og hans
Familje, der levede ganske for sig selv uden at søge Omgang med
Egnens øvrige Befolkning. Manden kørte en eller to Gange om
Aaret ind til Købstaden med et Læs af sine Trævarer og solgte
dem til de Handlende; ellers holdt han sig ved Hjemmet, over
hvis Indgangsdør der paa et Bræt var malet de Ord: „Jeg og mit
Hus vi ville tjene Herren". Per var uforvarende dumpet derind
engang, da han havde været paa Rundtur i Egnen for at sikre sig
nogle flinke Faskinbindere til Sommerens Arbejde i Marken.
Inde i Stuen fandt han en yngre Kone ved en Vugge; et Par Smaabørn
sad paa Gulvet og legede stille. Døren til Værkstedet ved
Siden af stod aaben, og derinde sad Manden overskrævs paa sin 
28
Skærebænk og snittede. Ved Synet af Per rejste han sig og kom
ind i Stuen med forlegen Mine. Det var en midaldrende Mand,
høj og lidt ludende. Hans skægløse, noget blege Ansigt med de
halvt nedslagne Øjne huede ikke Per. Heller ikke Konen, der
henne fra Vuggen skottede til ham med et næsten fjendtligt Blik,
gjorde noget rigtig tiltalende Indtryk paa ham. Manden bød ham
vel at sidde ned, men det skete uden Gæstevenlighed. Forslaget
om at lade sig hverve for Sommeren til Arbejde ved Aareguleringen
afviste han øjeblikkelig og paa en Maade, der ligesom fjernede
den hele Sag langt fra ham. Alligevel blev Per siddende lidt.
Der var — trods alt — noget ved denne huslige Scene, der indtog
ham. I den lille Stue herskede der en paafaldende Renlighed og
Orden. Det var som om Huset stod beredt til at modtage en højbaaren
Gæst. Her raadede aabenbart en Gudsfrygt, der ikke bare
var en Stemning for festlige Lejligheder, men som virkelig havde
formaaet at omskabe et Par Mennesker indtil selve deres Væsens
Grund. Blot i den Maade, hvorpaa Manden i Samtalens Løb tog et
af Børnene op paa sit Skød og tørrede det under Næsen med sin
Finger, var der en egen fremmedartet, højtidelig Blidhed, som
slet ikke virkede latterlig.
Henne i Præstegaarden var Per bagefter bleven oplyst om, at
Familjen hørte til en Sekt, der kaldte sig selv „de Hellige", og
som i den senere Tid havde fundet nogen Udbredelse flere Steder
i Landet. Svigerfaderen havde rent ud kaldt dem nogle Hæld­
ører og sagt, at han betragtede deres Tilstedeværelse som en
Skam for Menigheden.
Hvergang Per siden læste om Skomagersvenden Ole Henrik
Svane, om Kristen Madsen paa Fyen eller de andre Lægprædikanter
fra den religiøse Genopvækkelses Tid, saae han for sig
den lille forventningsfuldt stille Stue derude paa Bøstrup Mark.
Samtidig naaede han herigennem til en nedslaaende Erkendelse.
Ved at sammenligne saadanne Menneskers inderlige Forsynstro
med sin egen, følte han, at han hverken var eller havde været
eller nogensinde vilde kunne blive en virkelig troende Kristen.
Ja, han kunde ikke engang længer ønske at blive det.
Det var endda mindre den strenge Verdensforsagelse, der 
89
skræmmede ham tilbage. Tilfredsstillelsen ved et saadant indadvendt,
verdensfjernt Liv forstod han netop bedst. Det var Lidenskaben
i deres Bønner, Arten af deres Forhaabninger, som forfærdede
ham. Han havde i de sidste Aar selv bedt ofte. Men Bøn
og Andagt havde for ham væsenlig tjent som et Styrkelses- og
Renselsesbad for Sjælen, en Flugt fra jordisk Urenhed og Begær.
Dog forstod han ogsaa dem, som tiltroede Bønnen Magt til
virkelig at afværge Ulykker og bringe Hjælp i Farens og Nødens
Stund. Men gennem hine dybt fromme Kristnes Bønner gik der
som et Suk efter Trængsel og Smerte. I deres Sky for Verden, i
deres Angst for Fristelsen, men deres Opfattelse af den Kristnes
Liv som en uophørlig Pilgrimsgang nedbad de selv Vanheldet og
Forfølgelsen over deres Hoveder.
„Bespis mig, o Herre, med Taarebrød og giv mig bredfuldt Maal
af Taarer at drikke. Dig overgiver jeg mig og alt, hvad mit er, til
Tugt og Beskæmmelse. Din Revselse tynge paa mig, og din Svøbe
belære mig. Thi det er en Naade for din Ven, at han af Kærlighed
til dig skal lide og plages. Jeg takker dig, at du ikke har skaanet
mine Synder, men tugtet mig med haarde Slag."
Naar han traf paa saadanne Ord, gik der ham det samme uvilkaarlige
Gys gennem Sjælen, som dengang han havde læst Moderens
efterladte Brev. For en saadan brændende Tro, der fortærede
selve Blodets Grunddrifter, veg hans naturlige Menneske
tilbage.
„Sandelig, det er en Elendighed at leve paa Jorden," skrev
Thomas a Kempis i sin Bog om Kristi Efterfølgelse. „At spise,
drikke, vaage, sove, hvile og arbejde og at være de øvrige Naturens
Fornødenheder underkastet er sandelig en stor Elendighed
og Plage for det gudfrygtige Menneske. O, gid der ikke var andet
at gøre end at lovprise Herren vor Gud; da vilde du være langt
lykkeligere end nu, hvor enhver af dine Fornødenheder gør dig
til Kødets Tjener."
Hvad der ganske særlig foruroligede ham ved disse Undersøgelser,
var noget, der iøvrigt allerede for Aar tilbage havde
dæmret for ham under hin tilfældige Fordybelse i en Oversættelse
af Platons „Fædon". Det var en stadig klarere Forstaaelse
Lykke-Per II ,Q 
29
af, at Kristendommen var langt ældre end Kristus, i hvem den kun
havde fundet sin Fuldkommengørelse, i hvert Fald foreløbig; at
han altsaa ikke kunde trøste sig med, at den vilde være bleven et
rent forbigaaende Fænomen, dersom ikke Stats- eller Fyrstemagt
havde set sin Fordel ved at hjælpe den op paa Aandens Højsæde.
Den syntes at have sine Rødder i selve den menneskelige Urgrund,
at suge Næring fra et Instinkt, der laa udenfor Naturen, og
som, hvor det i det hele taget fandtes, tilsidst overvandt denne.
„Thi Legemet foraarsager os tusinde Bryderier, opvækker Uro
og Forvirring og forstyrrer os, saa vi for dets Skyld ikke formaar
at skue det sande. Medens vi lever, vil vi kun da komme Erkendelsen
nærmest, naar vi har saa lidt som muligt med Legemet
at skaffe og ikke mere Omgang med det, end det er højst nødvendigt,
og ikke lader os opfylde af dets Natur."
Saaledes talte selve Sokrates. Og Buddha? Der var et løsrevet
buddhistisk Citat, der sad indbrændt i hans Hjerne og lyste som
med Fosforskrift, hver Gang der blev mørkt i hans Indre.
„Den, som intet elsker her paa Jorden og intet hader og intet
attraar, kun han har ingen Lænker og er uden Frygt."
Fra alle Verdenshjørner det samme Svar! Ned gennem alle
Tider den samme Fordring: Selvets Fornægtelse, Jeg'ets Udslettelse;
thi Lykke var Forsagelse. Men fra Verdens Side lød det
omvendt: Selvhævdelse, Egenkærlighed, Legemets Kraft og Viljens
Mod; thi Lykke var Tilegnelse. Her fandtes da ingen bærende
Bro over Svælget, Aandens Gilding eller Legemets saadan
stod Valget! Denne Afgørelse kom man ikke udenom, naar man
ikke, som hans Svigerfader og saa mange med ham, besad en
lykkelig Evne til selvbedragerisk at lukke Horisonten med en
lyrisk Stemningstaage. Man maatte tage sit Standpunkt, sværge
til Korset eller til Champagneglasset, — og ikke nølende og ængsteligt,
men med tillidsfuld Beslutsomhed, ja Begejstring.
Saaledes endte han igen ved Troen som Livets opholdende
og retfærdiggørende Kraft. Men en saadan fortrøstningsfuld Tillid
havde han ikke længer, hverken til Himlen eller til Jorden.
Med Verdens Børn vilde han ingen Forligelse, og mellem Kristne
hørte han heller ikke hjemme. Og allermindst kunde han vende 
91
tilbage til den blombergske Uskyldighedstilstand og som et Barn
uden Svimmelhed — plukke Blomster paa Randen af Afgrunden,
ufølsom for Dybets dæmonisk dragende Magt.
* *
*
En Graavejrsmorgen i Begyndelsen af Marts holdt Pers forspændte
Gig uden for hans Dør og ventede. Da han endnu ikke
selv havde Staldrum, maatte han anbringe sit Køretøj paa Kroen,
og det var Kroens Karl, som stod der ved Hesten og smaabandede,
mens han slog Armene over hinanden for at holde Varmen.
Han havde allerede ventet over et Kvarter.
Endelig tumlede Per søvndrukken ud i sin store Kavaj, steg
tavs tiisæde, tog Tømmen af Karlens Haand og skumplede afsted.
Han havde som sædvanlig siddet oppe den halve Nat og
læst, og da han var kommen i Seng, havde Tankerne holdt
ham vaagen, saa han først var falden i Søvn hen paa Morgenstunden.
Men nu viftede den friske Blæst ham hurtig Drømmetaagen
fra Øjnene. Vognen var just heller ikke egnet til at lure i; det
var en gammel, udslidt Jumpekasse, saa mør i Værket, at Fjedrene
slog sammen ved den mindste Ujævnhed i Vejen. Til Gengæld
var Hesten en paalidelig norsk Fjordhest, der blot havde
den Vane af lutter Forsigtighed at løbe i Bugter fra den ene
Grøftekant til den anden, saasnart Vejen hældede en Smule. Den
havde et Par Øjne saa fintmærkende som et Nivellerinstrument,
opdagede den mindste Afvigelse fra det vandrette Plan. For sin
Kuskeæres Skyld havde Per i Begyndelsen ment at maatte plukke
disse Unoder ud af den ved Hjælp af Pisken; men han havde
snart fattet Kærlighed til det lille fromme og fodsikre Dyr, der
Dag for Dag slæbte ham gennem Egnen i al Slags Vejr, og han
lod nu Hesten faa sin Vilje.
Saavidt muligt indrettede han sig saaledes, at han kunde lægge
Vejen om ad Bøstrup for i Forbifarten at sige Godmorgen til
Inger. Han vidste, at hun paa den Tid gik ude i Haven for at
spejde efter ham, og disse Morgen-Udfarter fik af den Grund en
egen stor og festlig Stemning over sig. Men ogsaa selve Kørslen
19* 
29
var ham paa denne Tid af Dagen til megen Nydelse, navnlig
en saadan Morgen med friskt Vejr, naar Skyerne jog lavt henover
Jorden og Krageflokkene skrigende lod sig vugge paa
Stormen.
Naar han da tænkte tilbage paa, hvad der havde holdt ham
vaagen om Natten, og hvorledes han havde syntes ikke at kunne
faa Fred i sin Sjæl, før han havde udgrundet Verdensgaaden,
maatte han næsten smile. I disse Øjeblikke, mens Eftertanken
endnu blundede, og før Dagens mange Smaafortrædeligheder
havde plumret hans Sind, aabnede han sig atter tillidsfuldt for
Verden og dens naturlige Tillokkelser. Alt dunkelt og tvivlsomt
i Tilværelsen blev ham i en saadan Morgentime saa betydningsløst
i Sammenligning med det ubestridelige Faktum, at han sad her
ung og sund i sin egen Vogn, paa Vej til sin Kæreste for at indvie
Dagen med et Kys paa hendes søde Mund. Han priste den Gud,
han knap nok længer troede paa, lovede Livet med dets Lyst og
Sorg og Møje, der altsammen syntes ham Tak værd, hvortil det
saa end førte. Hvorfor da gruble? Selvgjorte Plager var Fandens
Værk. Det var i Grunden blot farisæisk Selvophøjelse ikke at
ville lade sig nøje med de Bekymringer, Livskampen skabte. Om
to og en halv Maaned skulde hans Bryllup staa. Den 20. Maj,
Ingers Fødselsdag, skulde han hjemføre hende som blomstersmykket
Brud, og hans triste Ensomhedsaar var endte!
Det var hans Hensigt denne Dag at aflægge et Besøg, der længe
havde optaget ham. Blandt de Engskifter, der vilde blive berørt
af hans Strømregulering, var der ogsaa et Par, der tilhørte Præ-
stegaarden i Borup, og det var hertil, han i den Anledning agtede
sig hen. Han havde ikke talt med Pastor Fjaltring siden hint tilfældige
Sammentræf i Høladen under Tordenvejret for godt halvandet
Aar siden. Han havde et Par Gange kørt ham forbi, naar
den sære Mand i Skumringen gik sine ensomme Spasereture paa
afsides Veje, og han havde da ogsaa regelmæssigt hilst ham, dog
som det syntes — uden at blive genkendt. Men overalt paa
Egnen havde han hørt Folk snakke om ham og om hans ulykkelige
Familjeliv. Navnlig gik der de utroligste Historier om hans
Kone, der skulde være ganske ødelagt af Drik. 
93
Vejen sænkede sig i et stort Sving ned mod Bøstrup By, og
pludselig lyste det op i hans Ansigt. Derhenne bag Præstegaardens
Havelaage øjnede han Inger, der stod med et Sjal over Hovedet
tog kiggede efter ham.
„Du Syvsover!" raabte hun ham imøde. „Hvor bliver du af?"
„Har du ventet?"
„Jeg er som Is over hele Kroppen."
„Stakkel dog!"
Han var nu naaet hen til hende og kørte Havegærdet saa nær,
at deres Munde — i Skjul af en Hyben — kunde mødes over
Stakittet.
„Godmorgen, min egen Ven!"
„Godmorgen! Hvor skal du hen idag?"
„Aa, jeg har travlt. Jeg maa straks afsted."
„Du er ikke til at udholde. Altid har du travlt. Farvel da! Kommer
du i Aften?"
„Det gør jeg!"
Et nyt Kys og endnu et og „et lille et i Tilgift" — som Per
sagde.
„Blakken" havde sat sig i Bevægelse, men de blev ved at
holde hinanden i Hænderne, indtil de ligefrem reves fra hinanden.
Saa atter „Farvel, Farvel", og Viften, indtil Vognen forsvandt
bag et Gaardhjørne.
Henimod Middagstid, efter at have tilbragt nogle Timer
ude i Engene med sit Vinkelinstrument, kørte Per ind i Borup
Præstegaard.
Pastor Fjaltring var hjemme og modtog ham i sit Studereværelse.
Det var et stort, halvmørkt Rum, næsten en Sal, med
kun to smaa Vinduer. Skønt der var en Del Møbler derinde, saae
der paa Grund af Stuens Størrelse tomt ud. Ved Pillen mellem
Vinduerne stod en Pult med en opslaaet Bog, og herfra traadte
den besynderlige Huleboer ham imøde, saasnart han var kommen
indenfor Døren.
Der var i Præstens Væsen den samme sære Blanding af Forlegenhed.
Nysgerrighed og Selvfølelse, som havde slaaet Per allerede
hin Dag i Kirken. Han blev staaende i nogle Skridts Afstand 
29
fra ham og hilste yderst høfligt men i Tavshed og med Hænderne
bag paa Ryggen. Hvorvidt han genkendte ham eller ej, var det
ikke let at blive klog paa. Da Per havde forestillet sig, gjorde
Præsten en Haandbevægelse henimod Sofaen, tog selv Plads i en
Armstol noget derfra og spurgte forretningsmæssigt, hvormed han
kunde være ham til Tjeneste.
Per fremførte sine Spørgsmaal, der angik Uddybningen af nogle
Grøfter i Præstegaardens Englod. Præsten svarede, at han i
Grunden ikke havde Lov til paa egen Haand at træffe Bestemmelser
om Embedsjorden; men da det her kun drejede sig om
Ubetydeligheder, turde han vel nok paatage sig Ansvaret. Kun
vilde han bede om, at der til mulig fremtidig Bevisførelse maatte
blive udfærdiget en kort, skriftlig Fremstilling af de Ændringer,
der ønskedes foretagne, hvilket Per beredvilligt lovede.
Den hele Forhandling stod ikke paa i mere end nogle faa Minutter
og efterfulgtes af en længere Pavse. Præsten sad bøjet
frem over sine sammenlagte Hænder og ventede aabenbart paa,
at Per skulde gaa. Men da Per virkelig gjorde Mine dertil, syntes
han alligevel at blive noget ængstelig for at have været uhøflig.
Han spurgte ham, hvor han boede, og hvad han syntes om Egnen;
og da han hørte, at Per havde opslaaet sin Bolig ved Stationen,
sagde han, at han altsaa ikke kunde savne Omgang; der var jo
efterhaanden opvokset en hel lille Købstad dernede ved Rimalt.
Og han nævnede Realskolebestyreren og Apotekeren og et Par
andre af Egnens Folk. Svigerfaderen eller Hjemmet i Bøstrup
Præstegaard omtalte han derimod ikke med et Ord.
Per, som fra hint Uvejrs-Møde havde bevaret et ganske stærkt
Indtryk af Præstens Personlighed, følte sig lidt skuffet af disse
almindelige Talemaader. Saa krænkede det ham ogsaa, at han saaledes
uden videre blev slaaet i Hartkorn med Medlemmerne af
Toddy-Klubben derhjemme, saa meget mere som Præsten selv
— efter hans Tone at dømme — ikke værdsatte de Folk synderlig
højt. Han sagde derfor med en vis Vægt, at han ingen Omgang
havde der i Byen men tværtimod levede ret ensomt i Selskab
med sine Bøger.
Præsten løftede Hovedet lidt. Han saae stadig ikke paa ham; 
95
men der kom et Øjeblik et opmærksomt, ligesom lyttende Udtryk
i hans lille gulblege, skægløse Ansigt.
„Naa ja," sagde han. „Det tilbagetrukne Liv i Tankens Verden
kan sagtens ogsaa have sin Tilfredsstillelse. Og sin Hygge. Man
tør maaske sige sin Velsignelse."
Og han tilføjede med et lille Smil, at Ensomheden jo undertiden
endog var meget selskabelig. Naar man med tilstrækkelig
Grundighed søgte ind i sig selv, fik man ofte en skuffende Fornemmelse
af at have Fremmede hos sig.
Per, der følte sig personlig ramt af Bemærkningen, sagde
med et Forsøg paa at udvide Lignelsen, at saadanne Fremmede
desværre ofte var ret besværlige Gæster, der skabte Uro og
Uhygge.
Atter gled det studsende, ligesom lyttende Udtryk flygtigt henover
Præstens bortvendte Ansigt. Han gik dog ikke nærmere ind
paa Emnet, tilføjede blot som en Afslutning, at man jo ogsaa
gerne tyede til andres Tanker for at forjage sine egne. Bøger
virkede saa rart afledende. De Betragtninger, Folk førte tilbogs og
lod trykke, var i Almindelighed ikke opskræmmende.
Der blev igen en Pavse. Præsten var aabenbart her kommen
ind paa noget, hvorom han ikke ønskede at udtale sig nærmere.
Per rejste sig nu, og Præsten gjorde ingen fornyet Anstrengelse
for at holde ham tilbage. Dog var han ingenlunde uhøflig. Ved
Afskeden rakte han ham endog sin Haand — en besynderlig tør
og hed Haand — og gjorde kavalermæssig en Undskyldning,
fordi han af Frygt for Træk ikke fulgte ham ud i Forstuen.
Saa kort og lidet betydende dette Møde havde været, var Per
dog ikke saa lidt opfyldt af det. Da han sad ved Aftensbordet i
Bøstrup Præstegaard, gav han sig til at tale derom paa en Maade,
som Svigerforældrene tydeligvis ikke syntes om.
„Det er et stakkels beklagelsesværdigt Menneske!" sagde Svigerfaderen.
„Jeg har oprigtig ondt af ham. Han skulde blot aldrig
have været Præst!"
Allerede den næste Dag satte Per sig til at udfærdige den Redegørelse,
Pastor Fjaltring havde anmodet om. Han gjorde sig megen
Umage med den, renskrev den tilsidst paa et stort Ark tykt 
296 LYKKE -PER
Papir og tilføjede ovenikøbet et omhyggelig udført Grundrids af
hele Præstegaardens Engtilliggende.
En Ugestid senere, da hans Vej en Dag igen førte ham ad
Borup til, kørte han ind i Præstegaarden for at aflevere Dokumentet.
Præsten, der var saa lidt vant til, at der vistes ham Opmærksomheder,
blev forlegen ved Synet af det smukke Arbejde og
takkede ham hjertelig; og da Per straks gjorde Mine til at gaa,
blev han ganske ulykkelig og bad ham undskylde, dersom han
ved hans forrige Besøg maaske havde været noget uoplagt. For
at faa ham til at blive trykkede han ham egenhændig ned i sin
Sofa, og det varede dennegang ikke længe, før der kom en Samtale
igang af en ret aabenhjertig Karakter.
Det var selve det medbragte Dokument, der blev Udgangspunktet
for den. Per gav Præsten den Oplysning, at der var
Brændtørv i Præstegaardsengen, endog i ganske betydelig Mængde.
De laa temmelig dybt under Jordoverfladen og var lidt vanskelige
at komme til; men sandsynligvis var de just af den Grund
særlig gode. Han var overbevist om, ytrede han, at det vilde
kunne lønne sig at anskaffe en lille Pumpemølle, som kunde ho'.de
en Udgravning tør, og saa forme Massen som Æltetørv.
Pastor Fjaltring, som var bleven staaende foran ham paa et
smalt Løbetæppe, der laa midt henad det ellers nøgne Gulv,
rystede paa Hovedet med et sygeligt Afmagts-Smil. Den Sag
maatte han overlade til sin Eftermand, sagde han. Hans Helbred
var ikke af den Beskaffenhed, at han turde regne med
Fremtiden.
„Desuden," føjede han til, „om ogsaa Døden vil skænke mig
Frist, veed jeg jo slet ikke, hvorlænge Kirkemyndighederne og
mine nidkære Embedsbrødre vil give mig Lov til at præke for
tomme Stolestader."
Per blev rød og forsøgte høflig en Indvending; men Præsten
lod ham ikke komme tilorde.
Jeg gør mig ingen Illusioner. Vor Tid har gjort Religionen til
en Markedsvare, og man kan ikke fortænke Folk i, at de søger til
de Boder, hvor de køber Afladen billigst."
Per følte sig forpligtet til at tage sin Svigerfaders Aandsret-
97
ning i Forsvar. Men uden at nævne noget Navn svarede Pastor
Fjaltring, at et velvilligt, halvt beskyttende eller maaske bare nysgerrigt
Forhold til de store Livsspørgsmaal i hans Øjne var værre
end slet intet Forhold. Troen var en Passion, og hvor den ikke var
det, drev man Abespil med Vorherre. Ad kunstig Vej at opdrive
en vis Aandslivlighed hos Folket var saa langt fra at berede Jordbunden
for en alvorlig og oprigtig Tro — eller blot for en alvorlig
Tvivl — at sligt tværtimod dræbte de Spirer til et virkeligt
Gudsforhold, der var nedlagt i enhver Menneskesjæl.
Han var gaaet et Par Gange frem og tilbage paa Løbetæppet
og standsede pludselig henne i den anden Ende af Stuen. Det saae
ud, som vilde han minde sig selv om ikke at vove sig for langt
ud. Men Meddelelsestrangen var bleven vakt, Ensomhedens
Tankemylder trængte sig paa, og han kunde ikke længer holde
Ordene tilbage.
Han sagde til Per, at den moderne Ingeniørvidenskab ikke
kunde fritages for en Del af Ansvaret for den Udadvendthed og
Overfladiskhed, som var Nutidsmenneskenes Forbandelse. Det var
Maskinindustriens Jag, der nu ogsaa havde smittet det aandelige
Liv. Som man paa alle Omraader var bleven vænnet til at faa sine
Livsfornødenheder fremstillede med saa lidt personligt Arbejde
som muligt, saadan krævede man nu ogsaa af Troen, at den lod
sig erhverve uden for megen Kraft- og Tidsspilde. Og hos Ordets
Forkyndere — det være sig nu Præster eller Lægfolk — skortede
det jo gennemgaaende ikke paa Villighed til at imødekomme
Kravet.
Om Menneskets Sjæl og Vilkaarene for dens Trivsel — fortsatte
han stadig ivrigere — vidste man ganske vist kun sørgelig
lidt; men det syntes dog almindelig erkendt, at Lykke i verdslig
Forstand gjorde Mennesket goldt. Sjælens rette Element var Sorgen.
Glæden var en Levning af Dyret i os; derfor var det sagtens
ogsaa, at Folk saa let i Medgangsdage forfaldt til allehaande Abenoder
og Paafuglevaner, mens de i Sorgens Timer, naar de søgte
ind i sig selv, ind til Personlighedens guddommelige Kilde, kunde
faa et helt forklaret Udseende. Ganske vist, Kristendommen
meldte sig i Verden som det glade Budskab; men skulde dette 
29
Ord tages bogstavelig, blev man stikkende i en uopløselig Modsigelse.
En Tro, der meddelte Fred, Tryghed og Glæde, tilstoppede
Sjælens Ernæringskilder, udslukte det aandelige Liv. Selve
Ideen om et hinsidigt Paradis som en Fuldkommenhedens Bolig
lod sig ogsaa vanskeligt forlige med vor nuværende religiøse Indsigt.
Det Ord om det udelukkede Haab, som Dante havde anbragt
over Nedgangen til sit Helvede, syntes med nok saa megen Føje
— og i langt frygteligere Betydning — at kunne indridses over
Porten til et saadant Himmerige, hvor der ikke længer var nogen
Mulighed for Selvudvikling. Ja, for den indskrænkede Menneskeforstand
tog det sig ud, som om det i det lange Løb maatte blive
mellem de Uforløste, hos de evigt eller midlertidigt Fordømte, at
man fandt de rene og lutrede Sjæle og den sande Salighed, opfattet
som religiøs Erkendelse.
„Men rimeligvis har vi endnu slet ikke forstaaet Guds Mening
med Evangeliet. Og i saa Fald forklares derved igen den Kendsgerning,
at Kristendommen efter to Aartusinders Forløb trods
store Ord og Løfter ikke har faaet Held til at udrette mere for
Menneskeslægtens moralske Fremgang. Visse Teologer benægter
jo rent ud Kristi guddommelige Fødsel, og i Virkeligheden er
Familjeligheden mellem ham og det gamle Testamentes Gud heller
ikke let at faa Øje paa. Man kunde vel uden stor Overdrivelse
sige, at den ene er den andens fuldkomne Modsætning, ja Vrængebillede.
Men naar Kristus ikke er Guds Søn — hvem borger os
saa for, at Vorherre ikke lod ham fødes og pines og lide en forsmædelig
Død, for at han skulde tjene os til afskrækkende
Eksempel?"
Pastor Fjaltring standsede atter brat sin Gang over Løbetæppet,
ligesom ængstet af sine egne Ord. Hans Pande var under den
lange Tale bleven rødflammet. Uafladelig jog der nervøse Trækninger
fra Skuldrene op over Ansigtet.
„Ja, De forstaar forhaabenlig, at jeg siger dette for at spotte.
Jeg mener kun, at s k a 1 Kristusskikkelsen og dens Mission endelig
gøres til Genstand for kritisk Værdsættelse — og dertil er Tiden
sikkert kommen — saa lad det blive grundigt, uden Fordomme.
Om saa vor Salighedshaab skal sættes paa Spil derved!" 
99
Per vidste intet at sige til disse vidtsvævende Tanker; og Pastor
Fjaltring havde øjensynlig ikke selv nogen Fornemmelse af,
hvor langt han var kommen bort fra Udgangspunktet. Heller ikke
mærkede han nu, at en Dør bagved ham aabnedes, og at hans
Kone kom ind. Først da Per rejste sig og bukkede, vendte han
sig om og blev i det samme tavs.
Per gjorde i Stilhed Folkesnakken den Indrømmelse, at den
ikke havde overdrevet sin Skildring af Pastorindens Ydre. Hun
var uformelig tyk og havde et stort, kobberrødt Drankeransigt
med et Par dødt stirrende Øjne, der syntes næsten hvide mod
Ansigtshuden. Hendes Sjuskethed var saa meget mere iøjnefaldende,
som hun aabenbart havde pyntet sig. Forhaaret var i Hast
bleven glattet med Vand, og hun havde en temmelig ordenlig
Kjole paa; men under den skævt siddende Kappe sad Resten af
Haaret som Stopningen i en Pude, og under Kjolekanten saaes et
Par udtraadte og ubørstede Sko.
Da hendes Mand havde forestillet Per, smilte hun meget indladende.

„Hr. Sidenius vil maaske gøre os den Fornøjelse at spise Frokost
med os? Maden staar paa Bordet."
Per vidste ikke, hvad han skulde svare. Medfølelsen med den
ulykkelige Mand knugede hans Hjerte. Han havde helst sagt Nej
men frygtede for at krænke ved et Afslag og tog derfor mod Indbydelsen.

Det overraskede ham, at der i Pastor Fjaltrings Væsen overfor
Konen ikke ytrede sig nogen alvorligere Misstemning. Han var
ganske vist under hele Maaltidet en Del forlegen og temmelig
adspredt; men i selve sin Optræden overfor hende var han ganske
den hensynsfulde Ægtemand, opmærksom, ja galant. Selv
havde hun øjensynlig ikke den mindste Forstaaelse af sin Skændsel.
Hun var endog den, som førte Ordet, idet hun — temmelig
forvirret — talte om København og om sine Erindringer fra
Nordsjælland, hvor hendes Fader havde været Præst. Tilmed
havde hun den Vane aldrig at høre efter, hvad andre sagde, hvorfor
hun tilsidst var den eneste, der talte.
Da de to Mænd kom tilbage til Studereværelset, følte Per straks, 
30
at deres afbrudte Samtale ikke længer lod sig genoptage. Præ­
sten opfordrede ham heller ikke til at blive. Dog fulgte han
ham ved Afskeden helt ud i Forstuen, takkede ham paany for
den Opmærksomhed, han havde vist ham, og sagde, at det
altid vilde være ham en Glæde at se ham, naar hans Vej faldt
der forbi.
Per blev glad for Opfordringen og gjorde sig i den følgende
Tid hyppig Ærinde i Præstegaarden i Anledning af Grøftegravningen
i Engen. Tilsidst kom han der uden nogetsomhelst Paaskud
og følte sig altid velkommen. Ved Gudstjenesten i Borup
Kirke viste han sig derimod aldrig, og det var ikke alene Hensynet
til Svigerfaderen, der holdt ham borte. Det Indtryk, han
havde bevaret af Pastor Fjaltrings Præken fra den eneste Gang,
han havde hørt ham tale, fristede ikke til en Gentagelse. Paa en
Prækestol gjorde Pastor Fjaltring en underlig Mester-Jakel Figur.
Han var en Sandhedssøger, ingen Stemningsvækker, endsige nogen
Forkynder. Man skulde søge ham i hans Enebo. Og selv der kunde
han undertiden ved et uformodet Besøg flagre besynderlig forlegent
og ubehersket omkring ligesom et Møl, der pludselig træffes af
Lyset. Enten følte han sig trykket ved Tanken om sin Paaklædning,
der sjelden var beregnet paa at ses af Fremmede, eller han
var et Offer for sin indbildte Sygdom og flyttede sig hvileløs fra
Stol til Stol eller sad sammenkrøben med Haanden under sit indbundne
Hoved. Overfor Per fortog denne Skyhed sig dog i Almindelighed
ret hurtig, og havde han først overvundet den, kunde
han tale i Timer uden at trættes.
I Bøstrup Præstegaard nævnte Per aldrig sin fortsatte Forbindelse
med den forkætrede Præst. Heller ikke for Inger omtalte
han den. Han vidste, at hun paa Faderens Vegne vilde føle sig
krænket af den, og han kunde foreløbig ikke gøre hende sin Optagethed
af dette nye Bekendtskab forstaaeligt, fordi hun endnu
paa ganske barnlig Vis troede paa sin Faders Ufejlbarlighed. Det
maatte vente, indtil de altid kunde være sammen. De enkelte
Gange, det var kommen til en lille Ordstrid mellem ham og Svigerfaderen
om aandelige Ting, havde hun været meget vred paa
ham bagefter og ladet forstaa, at det blev opfattet som ungdom­
01
melig Vigtighed at ham i saadanne Spørgsmaal at ville sætte sin
Mening op imod Faderens.
Den Hemmelighedsfuldhed, som herved kom til at hvile over
hans Besøg hos Pastor Fjaltring, satte sit Mærke paa de Indtryk,
han bragte med derfra, tildelte dem et Skær af Mystik. Men hertil
bidrog ogsaa Pastor Fjaltrings mærkelige og mangeartede Viden.
Per stiftede her for første Gang Bekendtskab med saadan
noget som den middelalderlige Teologi. Han førtes ind i Skolastikernes
byzantinske Tanketempler, indviedes i de førreformatoriske
Sværmeres gotisk-fantastiske Drømmesyner, hørte om
Mænd som Mester Eckart, Johannes Tauler, Ruysbrock og Gerhard
Groot, hvis Personligheder øjensynlig havde fristet Pastor
Fjaltring til vidtløftige Studier. Men forresten syntes ingen Lærebygning
eller Troesretning i Fortid eller Nutid at være ham fremmed.
Selv med visse uhyggelige Udslag af en forvendt religiøs
Fantasi som Satansdyrkelsen, Rosenkreuzerordenen og den sorte
Messe var han fortrolig, og han gengav ordret efter Hukommelsen
lange Stykker af saadanne Lønsamfunds Forfattere.
Hvad der dog stadig optog Per mest under disse Besøg, var
Pastor Fjaltrings egen Personlighed og det Præg af Selvoplevelse,
han satte paa alt, hvad han talte om. Som han var fortrolig med
alle Tankegange, syntes han at kende enhver menneskelig Lyst
og Smerte af personlig Erfaring. Selv naar han talte om Helvede,
skete det paa en Maade og med et sygt Blik, som om han havde
været der og i Erindringen paany gennemlevede Rækken af dets
Kvaler. Men ogsaa et Himmerig kunde i lykkelige Øjeblikke afspejle
sig i hans fine, saa levende og skiftende Træk. Der kunde
flygtigt glide et Udtryk over hans Ansigt, som om han fra det
Fjerne opfangede Toner af Sfærernes Musik.
Naar Per bagefter sad i Bøstrup Præstegaard og hørte paa sin
rødmussede Svigerfader, følte han i endnu højere Grad end tidligere,
hvor ringe Værd en saadan billig købt Frejdighed havde
i Sammenligning med en Tro, ja selv med en Tvivl, der havde
kostet Kamp og Blod. Særlig faldt Modsætningen ham i Øjnene
engang ved et af de saakaldte Privatkonventer, der et Par Gange
om Aaret afholdtes i Præstegaarden, og hvor Egnens frisindede 
30
Gejstlighed samledes for under Svigerfaderens Forsæde at drøfte
Øjeblikkets kirkelige Stridsspørgsmaal. Naar han saae disse Mænd
sidde gemytligt og forhandle om Syndsforladelsen eller Bønhørelsen
med en velstoppet Pibe i Munden; naar han hørte dem overbyde
hinanden i Billighedsfølelse og friskfyragtig Imødekommen
af Tidens Ønske om Religion til nedsat Pris, saa forstod han
det Navn „Grossererne", som Pastor Fjaltring havde heftet
paa dem.
Ogsaa paa Svigerfaderens Karakter havde han faaet mere og
mere at udsætte. Særlig var hans Kritik af den bleven vakt, efter
at han ved et Tilfælde havde faaet Rede paa hint besynderlige
Forhold til den gamle Bedstefader, som allerede Forvalteren paa
Kærsholm i sin Tid havde omtalt for ham. Den Gamle boede ganske
rigtigt under kummerlige Forhold et Sted paa Fyen, og naar
Sønnen havde lukket sit Hus for ham, var Grunden den, at Faderen
som en allerede ældre Mand havde forsyndet sig mod det
sjette Bud og faaet et Barn med sin Tjenestepige. Men Per havde
en lille Mistanke om, at Svigerfaderen i Grunden var ganske glad
ved at have faaet dette Paaskud til at holde sig den besværlige,
nu næsten blinde Olding fra Livet. Han var meget paaholdende,
hvor det galdt en virkelig Haandsrækning til andre. Mere end
een Gang havde Per haft Lejlighed til at høre, hvorledes han affandt
sig med Fattigfolk, der søgte til ham om Hjælp, ved Løfte
om at „indeslutte dem varmt i sine Bønner".
Med alt dette tvivlede han ikke et Øjeblik om Oprigtigheden af
sin Svigerfaders Religiøsitet. Men det var ham netop det mislige
ved Sagen og det, der endelig bestemte hans Forhold til Troen,
at denne, hvor den ikke som hos de i egenlig Forstand „Hellige"
helt udblæste det naturlige Menneske, syntes uden Evne til at
virke forædlende og forfinende paa Sindet. I sin Tale kom Pastor
Fjaltring ogsaa altid tilbage til Tvivlen som Troens Forudsætning,
dens „vellystfulde, evigt undfangende Moderskød". Som Dagen
fødtes af Natten og denne igen af Dagen, og som alt Liv paa Jorden
fremkaldtes af dette Vekselspil mellem Mørke og Lys, saadan
betingedes ogsaa det religiøse Liv af et uafhjælpeligt Modsætningsforhold,
der ved sine Brydninger vedligeholdt Sjælens Uro. 
03
En Tro, som ikke bestandig fornyedes gennem Tvivl, var en livløs
Ting, et Kosteskaft, — en Krykke, ved hvis Hjælp man maaske
nok for en Tid kunde glemme sin Lamhed; men en virkelig,
livsopholdende Kraft var den ikke.
I et af sine spøgefulde Øjeblikke havde han sagt:
„Dersom det er rigtigt, at Vejen til Helvede er brolagt med
vore gode Forsætter, saa maa jo nødvendigvis Vejen til Himlen
være banet med vore slette." Derpaa havde han udviklet, hvorledes
der var mere Sandhed heri, end det i første Øjeblik kunde
se ud til; thi sagde han — ligesom det menneskelige Legemes
Gang noksom bekendt var et bestandigt men betids afbrudt Fald,
saadan var ogsaa vor Aands Udvikling hen imod Fuldkommenheden
et uafladeligt Syndefald, af hvilket vi oprejstes ved en
instinktmæssig virkende Selvopholdelsens Kraft, der var af guddommelig
Oprindelse.
Idet Per kastede Blikket tilbage paa sin egen Udvikling, syntes
den ham en Stadfæstelse af disse Ord. Og han saae igen Fremtiden
imøde med Haab og Fortrøstning.
*
I Bøstrup Præstegaard havde man allerede travlt med Forberedelserne
til Bryllupet. Symaskinen summede den hele Dag,
og Fru Blomberg tog hver Mandag ind til Købstaden, hvor Størsteparten
af Udstyret blev bestilt. Ord som Drejl, Nøddetræ,
Satin, Mellemværk, Reps, Bolster, Grenadine, Krølhaar, Dowlas
slog Per om Ørene fra det Øjeblik, han kom ind ad Døren. Ogsaa
Ingers Tanker syntes mere optaget af Snedker og Sadelmager
end af den Kærlighedens Indvielsesfest, der forestod; og Per
følte sig mere og mere tilovers i Præstegaarden.
Selv gik han iøvrigt derhjemme i sit Hus og beredte det i Stilhed
til at modtage hende. Han havde allerede ganske gode Indkomster.
Foruden sin Hovedbeskæftigelse med Strømreguleringen
havde han paataget sig forskellige Smaaarbejder rundt om i Egnen,
hvorved han havde en klækkelig Fortjeneste. Han havde da
ogsaa fuldtud tilbagebetalt, hvad han skyldte sine Søskende, ja 
30
han havde ndog begyndt at lægge tilside til det første Afdrag paa
sin Gæld til Philip Salomon og Ivan.
Nu lod han det temmelig forfaldne Hus istandgøre udvendig
og indvendig, fik nye Tapeter paa Væggene og erstattede det gammeldags,
kolde Murstensgulv i Køkkenet med et Bræddegulv.
Hans Opfindsomhed fornægtede sig heller ikke ved denne Lejlighed
men gav sig Udslag i forskellige smaa praktiske Indretninger
til Forbedring af Skorstenstrækket, af Vandafløbet o. s. v. Han
vidste, at intet vilde glæde Inger mere end et velindrettet Køkken,
et køligt og luftigt Spisekammer, en friskkalket Kælder, et
let 'tilgængeligt og velfyldt Brændselsrum. Hun havde arvet
sin Moders Sans for Orden og Renlighed og kunde henrykkes
ved Synet of noget nypudset Kobbertøj som andre af et
Kunstværk.
Nu gik det, som det plejer at gaa, at Udbedringen af den ene
Ting aabnede Øjnene for Manglerne ved andre. Da Køkkenlejligheden
stod færdig, syntes Per, at ogsaa Dagligstuen maatte have
nyt Gulv. Uden at han rigtig selv mærkede det, smittedes han
efterhaanden af Forberedelsesfeberen i Præstegaarden. Af Frygt
for, at Tiden ikke skulde slaa til, var baade han og Inger
tilsidst nær ved at ønske, at Bryllupet kunde blive udsat
et Par Uger.
Da saa de nye Møbler begyndte at komme fra Byen og skulde
stilles paa Plads, meldte der sig andre Bekymringer. Et Klædeskab
viste sig at være for stort til den Væg, for hvilken det var
bestemt. En Gardinstang var til Gengæld bleven for kort, og —-
hvad der et Øjeblik gjorde Inger helt utrøstelig — det nye Tapet i
Dagligstuen stod ikke saa smukt til Tæppet og Møbelbetrækket,
som hun havde ventet. Hvergang han kom til Præstegaarden, fløj
hun ham imøde med bekymrede Spørgsmaal om en Vinduespilles
Bredde eller Størrelsen af et Gulv; og naar han gik, glemte hun
undertiden helt at besvare hans Kys for lutter Paamindelser.
Lige op til selve Højtidsdagen varede denne Flyttedagsuro;
ja et Par Dage før Bryllupet steg den pludselig paa Grund af et
Uheld til Panik. Alle de bestilte Møbler var efterhaanden kommen
; kun manglede endnu Sengene, som man havde ventet paa 
05
Uge efter Uge. Der var bleven sendt Bud efter Bud til Snedkeren
i Byen med Forespørgsler, og denne havde stadig lovet at sende
dem. Inger og hendes Moder talte tilsidst næsten ikke om andet
end disse Senge, som stadig udeblev. Per følte sig lidt forlegen
derved; han forstod ikke rigtig den Frimodighed, hvormed Inger,
der ellers var saa sartfølende, gav sine Ængstelser Luft, ikke
alene overfor ham, men ogsaa overfor alle andre, der kom i
Præstegaarden. Spændingen forplantede sig endog ud i Byen.
Overalt talte man om disse Senge, og det kom som en Befrielse
for alle, da det Dagen før Bryllupet blev bekendt, at de nu
endelig var kommen og stod paa Plads.
Paa Festdagen skinnede Sommersolen ned over en flagsmykket
By, og alle Folk var paa Benene, da Bryllupstoget drog til Kirke.
Inger sad i en aaben Vogn ved Siden af en smuk, ældre Herre
med bomuldsagtigt Fipskæg og en Rose i Knaphullet, hendes Morbroder.
Hun saae nydelig ud, men maaske vidste hun det lidt
for godt selv. Hendes Tanter, som havde pyntet hende, Veninderne,
som havde sat Sløret og Myrtekransen paa hendes Hoved,
Pigerne og Konerne i Præstegaarden, som havde fulgt hende
tilvogns, alle ha^de de fortalt hende, at skønnere Brud var ingensinde
kørt til Bøstrup Kirke.
Blandt Gæsterne var der ogsaa to af Pers Søskende, Eberhard
og Signe. løvrigt saaes der alle Egnens kendte Folk, Justitsraad
Clausens, Hofjægermesterinden, Højskoleforstanderen, flere
Præster, Ombudsmænd for Menigheden, desuden enkelte Udvalgte
fra Rimalt, ialt over et halvt Hundrede Personer.
Under Middagen i Præstegaarden trængte Nysgerrige ind i
Haven for at høre Talerne gennem de aabenstaaende Vinduer.
Bagefter blev der dækket Borde til dem ude under Træerne; alle
Tilskuere skulde beværtes, og efterhaanden som Mængden strømmede
til, fik Bryllupsgildet Karakteren af en Folkefest.
Straks den næste Formiddag rejste de fremmede Gæster, først
Eberhard og Signe, siden Morbroderen. Denne var en ret mærkelig
Mand, lidt af en Eventyrer, der havde tumlet sig en Del omkring
i Verden og tilsidst var havnet som handelskyndig Chef
for et stort og meget anset Skibsværft i Fiume, hvor han endnu
Lykke-Per II 
30
boede. Han havde grebet den Anledning, som Søsterdatterens
Bryllup gav ham, til efter mange Aars Forløb at gense sit Fædreland
og havde opholdt sig en Ugestid i Bøstrup. Med sit fremmedartede
Væsen og sine udenlandske Vaner havde han haft lidt
vanskeligt ved at komme tilrette med Præstegaardens Beboere
og da særlig med Pastor Blomberg, der rentud kaldte ham en
gammel Laps. Derimod havde han fundet stort Behag i Per. Han
havde et Par Gange gjort ham Følgeskab paa hans Rundture til
de nu paabegyndte Udgravninger i Engene; og skønt han ikke
var Tekniker af Fag, havde han meget godt forstaaet at bedømme
Arbejdets Værd og havde bagefter overfor Søsteren og Svogeren
udtalt sin Beundring med Ord, der — forsigtigt antydede, at
han fandt deres Svigersøn alt for god til at gaa her paa Landet
og grave Grøfter for Bønderne.
Fru Blomberg, der hele Formiddagen havde været meget adspredt,
kunde efter de fremmede Gæsters Bortrejse slet ikke faa
Ro paa sig. Hun fulgte nu Broderen til Stationen for med det
samme at se indenfor hos de Nygifte.
Hun fandt dem ved et forsinket Frokostmaaltid, ved hvilket
der herskede en alt andet end hyggelig Stemning. Per var forfjamsket,
Inger bleg, tavs, harmfuld, Fru Blomberg lod, som
om hun ingenting mærkede. Hun anede, hvad der var forefaldet,
og smilte lidt ved sig selv, — det var for hende, som om hun
genoplevede sin egen Bryllupsmorgen for toogtyve Aar siden.
Saa drak hun Kaffe sammen med de unge og talte om Festen
og de bortdragne Gæster. Bagefter fulgtes hun og Inger ud i
Køkkenet og Spisekammeret for at ordne lidt paa Stellet. Per
gik ind i sit eget Værelse og opholdt sig der under Resten af
Svigermoderens Besøg.
Han sad derinde med Haanden under Kinden og saae ud
over Markerne. Han vidste jo godt, at der ingen større Ulykke
var sket. Han tvivlede ikke om, at Ingers Skyhed lidt efter lidt
vilde fortage sig. Men han følte sig alligevel alvorlig skuffet og
nedslaaet. Hvad der skulde have været hans Livs højtideligste
Minde, var bleven et Optrin, hvorfra hans Tanker altid "vi e
vende sig med Skamfuldhed og Ubehag. 
07
Hans Tanker sneg sig til en anden Bryllupsnat ... den med
Jakobe ... og han kunde ikke lade vasre med at sammenligne.
Men pludselig rørte der sig noget uhyggeligt i Dybet af hans
Sind. Han følte som et giftigt Slangebid i Hjertet ... Havde
han maaske selv Skylden? Var det igen for sin Fortid, han
her maatte bøde?
20* 
SEKSOGTYVENDE KAPITEL
Per følte sig i Begyndelsen ikke helt lykkelig i sit Ægteskab.
Hans Haab om at kunne vække Inger til et mere selvstændigt
aandeligt Liv gik ikke i Opfyldelse. Hun med sin ligevægtige,
helt for det praktiske anlagte Natur og med sin Overbevisning
om, at hendes Fader var Kristenhedens sidste store Sandhedsvidne,
begreb end ikke Hensigten med hans Overtalelsesforsøg.
Ligesom sin Fader betragtede hun hans Optagethed af Pastor Fjaltring
som et Udslag af ungdommelig Modsigelseslyst og Trang
til at gøre sig interessant.
Nu havde unægtelig det Dobbeltliv, Per levede, og de ulige
Paavirkninger, han udsattes for, efterhaanden bragt ham saaledes
i Vildrede med Hensyn til sig selv, at han undertiden
gjorde et ret forstyrret Indtryk. Han mærkede det tilsidst selv
og søgte ængstelig efter et Holdepunkt.
Han fandt det, hvor han før havde fundet det, paa Natursiden
af sin Tilværelse; og den, som førte ham dertil, var netop
Inger. Hun var paa den Tid højt frugtsommelig; og som saa
mange unge Mødre havde hun ikke Tanke for andet end den
forestaaende Nedkomst og Forberedelserne dertil. Ikke desmindre
var hun fuldkommen fattet; og denne Ro og den Sjælsstyrke, hvormed
hun i al sin Umyndighed gik der og ventede paa sin Time,
opfyldte Per med Beundring og gav ham meget at tænke paa.
Saa fulgte Fødselsnattens Sindsbevægelser, Ingers Sygeleje,
Bekymringen baade for hende og for Barnet, dertil Faderglseden
og den forstærkede Ansvarsfølelse, som denne vakte — alt tilsammen
plantede ham atter solidt paa Virkelighedens Grund. 
09
Helt formaaede han alligevel ikke at holde sig borte fra Borup
Præstegaard. Det store, halvmørke Studereværelse med det
smalle Løbetæppe og Pulten mellem de to lave Vinduer bevarede
endnu en egen Tryllemagt over ham; men han stjal sig derhen
med daarlig Samvittighed som en Dranker til Kroen, og Besøgene
blev da ogsaa stadig sjeldnere, indtil de brat afsluttedes ved en
forfærdelig Begivenhed, som længe skulde blive det staaende
Samtaleemne der paa Egnen.
En Dag i Høsten opskræmtes Folk af Rygtet om, at Pastor
Fjaltring var forsvunden. Han havde for et halvt Aarstid siden
mistet sin Kone; men i Stedet for at føle dette som en Befrielse
var han snarere bleven endnu mere dagræd og menneskesky.
Da han nu savnedes, anede man straks en Ulykke. Per satte
sig i Bevægelse for at lede Efterforskningen. Han sendte Mandskab
ud for at gennemsøge Skovene og satte andre til at bundskrabe
Aaen og alle Mosehuller deromkring. Tilsidst fandt man
Præsten oppe paa hans eget Loft, hvor han havde hængt sig
inde i et stort, tomt Klædeskab.
Per havde i de sidste Aar været saa at sige den eneste, Pastor
Fjaltring var glad ved at se, og overfor hvem han udtalte sig
med Aabenhjertighed. Endnu faa Dage før hans Forsvinden havde
Per siddet flere Timer hos ham og ved den Lejlighed netop beundret
den tilsyneladende Ro og Sjælsfatning, hvormed han talte
om sig selv og sin Ensomhed. Med sine legemlige Lidelser spøgte
han endog. For Smerter skulde man være taknemlig, havde han
sagt; de bevarede Sindet friskt. Og han havde givet en humoristisk
Historie tilbedste om, hvorledes han engang var kommen
for Skade at nedsynke saa dybt i Grublerier over Arvesyndens
Mysterium, at han havde været paa Nippet til at gaa fra sin
Forstand.
„Men saa skænkede en naadig Trækvind mig en forfærdelig
Tandpine, et rigtig godt og velsignet Kindtandsmartyrium, —
og Pokker tog ved baade Arvesynd og andet saadant Djævelskab,
saa jeg gerne havde givet selve min Daabsattest for en god
Krydderpose."
Nu, da han var borte og ved sit uhyggelige Endeligt selv 
31
havde vidnet om sin Livsfilosofis bristende Bærekraft, fik Per
en lignende Fornemmelse af lykkelig undsluppen Livsfare som
dengang, da han modtog Efterretningen om Løjtnant Iversens
Selvmord. Ved hans feberhede Haand var han bleven ført ind
i mørke, øde og vilde Egne af Aandens Verden, hvis skuffende
Ørken-Luftsyn og Hildringer længe havde lokket ham paa Afstand.
Og dog! Han vilde altid mindes den ulykkelige og ensomme
Mand med Taknemlighed og Kærlighed. Endnu i sin Død
var han bleven ham en Lærer og Befrier.
Derfor harmede det ham ogsaa at være Vidne til den hoverende
Medlidenhed, som kom tilorde rundtom hos Folk, der sad
hyggelig beskærmet af deres egen Lidenskabsløshed og aldrig
havde følt nogen titanisk Drift til at kæmpe med Guderne. Særlig
opbragte Svigerfaderen ham med sin overbærende Hovedrysten.

„Ja, saadan maatte det jo ende! Det var næsten til at forudse.
Hvad andet skal det vel føre til, naar man ikke kan naa til Forligelse
med sig selv? Jeg har altid haft oprigtig ondt af ham,
stakkels Mand!"
Der brændte Per et hvast Svar paa Tungen; men som saa
ofte før gemte han for Ingers Skyld sine Følelser hos sig selv
og tav.
* *
*
Nu gik der igen et Aar, og et til, og endnu tre, der alle forsvandt
med den særegne, umærkelige Hast, som Tiden har paa
Landet, hvor den enkelte Dag kan krybe langsomt nok afsted,
men hvor Aarene flyver. I den lille Villa-Idyl under Rimalts
grønne Banker tumlede allerede tre Børn, en fem Aars Dreng og
to Smaapiger, ægte Sidenius'er, lysblaaøjede og brunlokkede.
Den store Aaregulering var for længe siden heldig afsluttet, og
Per havde ofte talt om at søge andetsteds hen; men Inger vilde
nødig bort fra Egnen; hun elskede sit nye Hjem, som hun før
havde elsket det gamle, og satte sin Stolthed i at gøre det til et
Mønster paa Orden og Hygge. 
11
Per havde iøvrigt heller ikke selv rigtig Mod til at bryde op
fra de tilvante Forhold. Dagene gled saa fredeligt hen her, Børnene
trivedes, og Inger var saa rørende glad og taknemlig, fordi
hun fik Lov til at blive boende i Nærheden af Forældrene og sine
gamle Venner. Udenfor sit eget Hjem følte han sig rigtignok stadig
som en Fremmed der paa Egnen. Til Gengæld havde hans
egen lille Jordstump med Hus og Have vokset sig saa fast til
hans Hjerte, at der sjelden behøvedes nogen langvarig Overtalelse
for at faa ham til at opgive Tanken om et Opbrud. Saa
havde han nu ogsaa — i hvert Fald indtil den allersidste Tid
— haft tilstrækkeligt at gøre der paa Egnen med Landmaalervirksomhed
og mindre Vej- og Broarbejder, som havde givet ham
et godt Underhold. Han var endog omsider bleven en gældfri
Mand.
Med hans Opfindelse var det derimod ingen Vegne kommen.
Han havde bestandig sjeldnere følt nogen Lyst til at beskæftige
sig med den, og med Lysten syntes ogsaa Evnen at være svunden.
I hvert Fald var hans før saa frugtbare Hjerne bleven gold, og han
havde ru afgørende lagt den hele Sag paa Hylden. Oppe paa
Højen bagved Huset, hvor han i sin Tid havde tænkt sig sin
Forsøgsinølle rejst, stod nu en Udsigtsbænk, og her sad han og
Inger ofte sammen og saae paa Solnedgangen og smaasnakkede
om Dagsns Hændelser, mens Børnene legede i Græsset omkring
dem.
Det var som oftest Inger, der førte Ordet. Han, den meget
talende, var med Aarene bleven ordknap. Dog kunde han i enkelte
Øjeblikke og navnlig i sit Forhold til Børnene blive næsten
overgiven. I det hele skiftede hans Sindsstemninger saa hyppig
og med en saadan Uberegnelighed, at det til Tider foruroligede
Inger. Allerbedst som de sad og talte sammen i Fortrolighed,
kunde han blive tavs og fraværende, som om hans Tanker var
bleven indfangede af et eller andet, han ikke gerne talte om.
I Timer, ja i Dage kunde denne Indesluttethed vare, og da maatte
man helst lade ham gaa og passe sig selv og ikke forsøge at
trænge ind paa ham med Spørgsmaal.
I det første Aar af deres Ægteskab havde Inger — ligesom 
31
sine Forældre — opfattet denne Mangel paa Sindsligevægt som
en Frugt af hans Bekendtskab med Pastor Fjaltring. Senere havde
hun ment, at det var den ulyksalige „Opfindelse", som plagede
ham. Dengang han endnu arbejdede paa den, havde han bestandig
været misfornøjet, havde aldrig kunnet faa Ro nok men stadig
beklaget sig over Rengøringen og Vinduespudsningen, der altid
— som han havde paastaaet — forjog ham fra hans Værelse,
naar han følte sig allerbedst oplagt. Hun havde derfor ogsaa gjort
sit ti!, at han endelig slog Sagen af Tankerne. Nu var hun mest
tilbøjelig til at sætte hans Stemningers Uberegnelighed i Forbindelse
med hans legemlige Sygelighed, der paa samme Maade
ytrede sig anfaldsvis, og som i det hele gjorde ham ømtaalig og
pylret. Anden Forklaring gav han da heller ikke selv.
Det var igen bleven Høst; i Haven modnedes Bærfrugterne,
og Inger havde travlt med at sylte og koge hen.
En Dag i Midten af September sad hun ude paa en Bænk
under det store Valnøddetræ i Haven, hvor hun gerne tilbragte
en Timestid om Eftermiddagen, mens Børnene fik Lov til at
tumle sig udenfor paa Marken under Barnepigens Opsigt. I
sin Ordenskærhed overholdt hun saa vidt muligt en bestemt Tidsinddeling
af Dagen; og denne Time under Valnøddetræet \ar viet
til Eftertanke, til husmoderlige Planlæggelser og Betragtninger.
Hun havde et stort Smækkeforklæae paa og holdt i Skødet et
Lerfad fuldt af mørkerøde Kirsebær. Et tomt Fad stod ved Siden
af hende paa Bænken, og heri lagde hun Bær ved Bær efter først
at have udtaget Stenene af dem med en Naal. Som i alt, hvad
hun foretog sig, var der noget yndefuldt i den Maade, hvorpaa
hun med sikre smaa Bevægelser udførte Behandlingen, mens
den pragtfulde røde Saft dryppede fra de hvide Fingre. I Løvet
over hendes Hoved viste sig de første høstlige Tegn. Et dødt,
blegt Blad grinede hist og her frem mellem de grønne. Selv var
hun midt i sin Højsommer, fuldmoden, yppig, næsten lidt matroneagtig
trods sine kun syvogtyve Aar. Den legemlige Svaghed,
der havde hæmmet hendes Udvikling under Opvæksten, var
forsvunden med Giftermaalet. Hun følte sig kærnestærk og havde
til sin Glæde og Stolthed selv kunnet amme sine Børn. 
13
I Grunden var hun ogsaa lykkelig i sit Ægteskab, omend
rigtignok paa en anden Maade, end hun havde tænkt at blive.
Trods sit Sinds Ustadighed var Per en baade kærlig og omhyggelig
Ægtefælle; men den galante Riddersmand, hun havde drømt
om, var han ikke bleven. Til Tider undrede hun sig da ogsaa
over, at hun holdt saa meget af ham, som hun gjorde. Men naar
hun bar over med hans Luner, var det, fordi de talte til hendes
Moderlighed. Under hans stadig tilbagevendende Anfald af mørke
Stemninger — der tilmed var bleven hyppigere og langvarigere
med Aarene — betragtede hun ham som en syg Mand, med
hvem man ikke maatte gaa i Rette. Og desuden saae hun godt,
at han altid selv var den, som led mest under dem.
Han havde netop for Tiden en af sine vanskelige Perioder. Det
havde Dagen før været den lille Hagbarths Fødselsdag, og Per
havde endnu om Formiddagen været i sin fornøjeligste Stemning.
Tidlig om Morgenen var han gaaet ud for at plukke Markblomster
til at pynte Huset med, og da Børnene var kommen op, havde
han leget „Kuk'1 og „Saltebrød" med dem ude i Haven. Børnene
var henrykte, og hun havde bag Sovekammervinduet selv moret
sig over at se ham krybe paa alle fire om bag Buskene for at
skjule sig. Saa var Posten kommen, og Legen hørte op. Da hun
en Timestid efter kom ind til ham i hans Stue, saae hun straks,
at han ikke længer var den samme. Han sad henne ved Vinduet
med Avisen i Skødet, og der var kommen disse dybe Skygger
under Øjnene, som hun kun altfor godt kendte. Ved det festlig
dækkede Middagsbord havde han til Børnenes tydelige Forbavselse
og Skuffelse næsten ikke sagt et Ord; og da Bedsteforældrene
ved Kaffetid kom kørende for at ønske til Lykke, havde
han grebet et Forretningsanliggende som Paaskud til at tage bort
og var jkke vendt tilbage før til Aftensmaden.
Der var noget i denne Pludselighed og Voldsomhed, hvormed
disse tungsindige Stemninger overfaldt ham, som i den seneste
Tid paa en uhyggelig Maade havde mindet hende om den afdøde
Hofjægermester. Ogsaa hos ham havde Sindets sygelige Ømtaalighed
sikkert staaet i Forbindelse med hans legemlige Svaghed,
maaske med den Kræft, der blev hans Død. Hun havde da ogsaa 
31
gjort sig selv det Løfte ved Lejlighed at tale alvorligt til Lægen
derom.
Hun vaktes op af sine Tanker ved et Glædesraab oppe fra
Højen. Det var den lille Hagbarth og hans ældste Søster Ingeborg,
der var kravlet derop for at holde Udkig efter Faderen, og
som nu havde faaet Øje paa ham og „Blakken" ude paa Vejen.
Inger rejste sig og gik ind med sine Fade for at give Pigen
Ordre til at sætte Pers Middagsmad frem. For ikke at gøre Brud
paa Husets Orden havde Per selv bestemt, at der ikke skulde
ventes paa ham, naar han ikke kunde være hjemme til sædvanlig
Spisetid. Inger havde personlig sat Portionerne af til ham
det var Sødgrød med hjemmebrygget 01 og røget Aal med stuvede
Kartofler — og hun havde ikke øst op med en Teske. Per
havde været borte siden om Morgenen, havde blot haft nogle
Stykker Smørrebrød med i Lommen, og hun vidste, at han efter
et saadant daglangt Ophold i det Fri vendte hjem med Ulvehunger.
Det var igen aldeles som med Hofjægermesteren, hos hvem
Sindets Nedtrykthed heller aldrig havde paavirket Appetiten.
Nu holdt Per og „Blakken" udenfor i Gaarden, omringet af
Børnene og Hønsene og Barnepigen; kort efter kom Gaardskarlen.
Fra Barnepigens Arm rakte „Stumpen" sig op imod ham
for at faa et Kys, og de to ældste var allerede kravlet op ad hver
sit Hjul og sad paa Sædet ved Siden af ham og sloges om Pisken.
Inger stod inde bag det aabne Køkkenvindu og betragtede
Scenen med moderlig Henrykkelse.
Lidt ublidt frigjorde Per sig tilsidst for de mange ivrige Barnearme
og steg ned af Vognen, idet han gav Karlen en Ordre med
Hensyn til Hesten.
Ogsaa han var bleven fyldig i de forløbne Aar; men han havde
ikke Ingers sunde Ansigtsfarve, og det store, lidt vildtvoksende
Skæg gjorde ham ældre af Udseende, end han var.
„Har her været nogen?" spurgte han, da han var kommen til
Sæde i Spisestuen og — uden at tænke paa, hvad han spiste
— havde sat de første, forsvarlige Mundfulde tillivs.
„Nej, vi har været ganske ene," svarede Inger; hun havde
taget Plads ved Bordet med et Strikketøj for at underholde ham. 
15
„Var der noget med Posten?"
„Nej, kun Avisen."
„Der er vel ikke noget Nyt i den?"
„Jeg veed det saamænd ikke. Jeg har ikke læst den."
Der blev et lille Ophold.
„Læste du heller ikke Avisen igaar?" spurgte han ligesom
tøvende.
„Igaar? Det tror jeg ikke. Var der noget i den?"
„Naa — næ — der var bare igen et Referat af Forhandlingerne
paa det Ingeniørmøde i Aarhus."
„Du burde vist have været med til det Møde, Per. Det interesserer
dig dog."
„Hvad skulde jeg der? Jeg kender ingen af de Folk ... Desuden
er jeg jo heller ikke Ingeniør."
„Kommer der da ikke ogsaa Landmaalere?"
„Det tror jeg ikke."
„Men du er dog optaget af, hvad de forhandler."
„Aa ja — engang imellem."
„Hvad stod der da i det Referat, du taler om?"
„Det var bare en Forhandling om et vestjysk Kanal- og Frihavnsprojekt
med Hjertingbugten som Basis. Det er det, som
rundtom i Aviserne gaar under Navn af det Steinerske Projekt.
Forresten er det — som du maaske husker — den samme Ide,
jeg selv engang har haft."
„Ja, var det ikke derom, du skrev din Bog?"
»Jo — det var derom, jeg skrev min Bog."
„Er der da nu Tale om, at Planen skal udføres?"
„Det tror jeg ikke. Det københavnske Frihavnsprojekt er jo nu
en fastslaaet Ting. Det var med det, at det andet konkurrerede."
„Men saa er det da underligt, at de bliver ved med at snakke
om det."
„Aa, det er den jyske Lokalpatriotisme, der skal ha'e Luft
engang imellem. Og for Hr. Steiner er det jo meget fordelagtigt,
at Diskussionen holdes gaaende. Han gør da ogsaa, hvad han kan,
for at puste Liv i den. Det lader til, at han har været Genstand
for formelige Ovationer ved Mødet. Ved den store Middag for­
31
leden — Champagnen har rimeligvis flydt lidt rigelig — blev han
i en Skaaltale kaldt for Danmarks Lesseps. Har du noget
mere Grød?"
„Nej — det er kedeligt — vilde du have haft fler? Men der
er rigeligt af Eftermaden."
Ja, — Tak — saa er det godt." «
„Du skal forresten ikke spise dig for mæt. Husk paa, vi skal
til Apotekerens iaften."
Per skar en fortrædelig Grimace.
„Det er sandt! Det havde jeg glemt! — Hør, skulde vi ikke
snart begynde at sige Nej til de Indbydelser? Vi har dog ingen
Fornøjelse af den Slags Selskabelighed."
„Nej, synderlig morsomt bliver der vist ikke. Og jeg blev
saamænd ogsaa helst hjemme. Men det kan dog ikke gaa an,
at vi fornærmer Folk. Heller ikke for Fa'ers Skyld. Han vilde
ikke synes om det. Folk finder vist, at vi allerede afsondrer os
mere, end vi har Lov til."
Herpaa fik hun ikke noget Svar. Per spiste videre i Tavshed.
Bagefter fulgtes de ind til Kaffen, som imidlertid var bleven
bragt ind i hans Stue.
Denne laa paa den anden Side Gangen og var et temmelig
indsnevret og mørkt Rum med et Gavlvindu ud til Markerne og en
Tapetdør, der førte ind til Sovekammeret. Pers oprindelige —
store og solrige — Arbejdsværelse havde han, efterhaanden som
Familjen forøgedes, maattet afstaa til Børnene; og i Grunden
befandt han sig ogsaa nok saa godt i dette mere beskedne, stille
og afsidesliggende Kammer, som mindede ham om hans Ungdoms
Enebo paa Frederiksberg eller i Nyboder. Det fandt end ikke
altid Paaskønnelse hos ham, naar Inger søgte at live lidt op derinde
med nogle friske Blomster eller et Par Potteplanter. Han
taalte ikke godt Blomsterduft. Og Naturens lysmættede Farver
harmonerede i Almindelighed kun daarligt med de Stemninger,
i hvilke han holdt mest af at hygge sig inde.
Et eneste Kunstværk saaes der i Stuen; det var et stort Marmorhoved,
som var anbragt oppe paa Reolen og knap fandt Plads
der under det lave Loft. Det forestillede en ung, smuk Mand 
17
med kruset Haar, en bred og kraftig Pande og en fyldig Mund,
der — ligesom paa antike Byster — stod en lille Smule aaben
for at forhøje Indtrykket af Liv. Hovedet vendte sig med en voldsom
Bevægelse til Siden, hvorved der fremkom et virkningsfuldt
Muskelspil paa den svære Nævefægterhals. Fra Panden trak
en dyb Viljesfure sig ned mellem de omtrent sammenvoksede
Bryn; Blikket var bydende, Smilet lyste som i et Overmaal af
Mod og Ungdomskraft.
Det var hint idealiserede Ungdomsportræt af Per, som paa Bestilling
af Baronessen var bleven modelleret under hans Ophold
i Rom. Hofjægermesterinden, der havde set sig nødt til at indløse
det paa sin Søsters Vegne, sendte det i sin Tid til Inger som
Bryllupsgave. Men Inger fandt Bysten i enhver Henseende afskyelig
og vilde sætte den paa Loftet. Den havde dog en Tid
faaet Lov til at staa ovenpaa et Hjørneskab i Spisestuen, hvor den
ikke faldt i Øjnene, indtil Per en Dag havde fundet paa at tage
den ind til sig selv. Trods Ingers Forsikringer om, at det ikke
passede sig at have sit eget Billede i sin Stue, havde han ikke
siden villet af med den.
Mens nu Mørket faldt paa inde og ude, sad de hver i sin
Ende af Stuen og talte om Børnene og Husholdningen. Per havde
tændt sig en Cigar og sat sig hen til Vinduet med sin Kaffekop.
Det var stadig Inger, som førte Ordet, samtidig med at hun passede
sit Strikketøj. Blandt andet fortalte hun om, hvordan den
lille Hagbarth ganske af sig selv havde fundet paa at lave en
Dukkevogn til sin Søster af én gammel Træsko. Han havde
altid saa mange morsomme Indfald, den Dreng. Og saa sad der
et Par Hænder paa ham, der ikke gav tabt overfor nogen Vanskelighed.

Per var bleven opmærksom.
„Ja, han kan blive flink," sagde han, mest som til sig selv,
og faldt i Tanker.
Inger snurrede Garnet omkring sine Pinde og gik ind i Sovekammeret
for at klæde sig om til Selskabet. Et Øjeblik efter,
at hun var gaaet, strakte Per sig frem mod sit Arbejdsbord for
at tage en sammenlagt Avis, som laa skjult under nogle Bøger 
31
og Tegneruller; men da han i det samme hørte hende komme
tilbage, trak han hurtig Haanden til sig og gav sig til at se op
paa de røde Aftenskyer.
• *
*
Apoteker Møller var Rimalts største Skatteyder. Han holdt nok
af at minde herom, og naar han havde indbudt til Selskab, satte
han en Ære i at vise, at han kendte en velstaaende Mands Forpligtelser
overfor sine mindre begunstigede Medborgere. Da Gæ­
sterne ved Syvtiden var samlede, førtes de ind til et Bord med
tre Glas foran hver Dækning og smaa, friskbagte Brød inde i
Servietterne. Værten havde da ogsaa den Tilfredsstillelse at høre,
hvorledes man ret højrøstet slog fast, at hans Bord ubestrideligt
var Egnens bedste.
At Maden ikke just var tilberedt af nogen Mesterkok, og at
Vinflaskernes Indhold paa ingen Maade svarede til de fornemme
Navne paa Etiketterne, forringede ikke Nydelsen for Nogen. Det
var ikke Folk med kræsne Ganer. De bedømte Retterne væsenlig
efter deres Masse, svælgede i Synet af Overfloden og gav sig
ubekymret hen til den Opgave at tilegne sig saa meget af den,
som de kunde stoppe i sig.
Ogsaa i sin personlige Optræden hævdede Apotekeren sit Ry
som en fortræffelig Vært, idet han ikke lod det skorte paa Opfordringer
til at fylde sig. Uafladelig hørte man hans Stemme
gennem Gaffellarmen:
„Mine Damer og Herrer! De maa virkelig lade disse farcerede
Duer vederfares Retfærdighed! — — Hr. Stationsforstander!
Jeg haaber, denne Chateau Beychevelle gefaller Dem.
Min Frue! Sauternes er Damevin! Behag at drikke! Hr.
Sidenius! Har Deres Glas fornærmet Dem? De drikker ikke
noget. Maa jeg have den Ære —! Mine Herrer! Denne London
Club 1879, som jeg har ladet omskænke, bør drikkes med Andagt.
Jeg beder Dem tage for Dem og sige mig Deres Mening."
Herrerne tømte Glassene, smækkede velbehageligt med Tungen
og brød ud i oprigtig mente Lovtaler. 
19
„Hvad jeg vil kalde en passende Middelfylde," erklærede Dyrlægen.

„Falder fortrinligt paa Tungen," ytrede Stationsforstanderen
med Kendermine.
„En Gudedrik!" lød det fra den nye Realskolebestyrer, Kandidat
Balling, der i det samme rejste sig for at udbringe Værtens
Skaal.
Denne Mand var den tre Alen lange Balling med Løvemanken,
som Per i sin Tid havde truffet i Philip Salomons Hus. Han havde
de sidste Aar i høj Grad haft Lykken med sig. Efter at alt var
slaaet fejl for ham inde i Hovedstaden, havde han søgt Trøst
i Provinsen og her hurtig fundet den saa længe og heftig attraaede
Paaskønnelse. Ingers Veninde, Justitsraad og Godsforvalter Clausens
ældste Datter, den djærve, fuldbarmede Gerda med de
varme Øjne, havde øjeblikkelig forelsket sig i ham, og for fjorten
Dage siden havde de holdt Bryllup.
Endnu en Tilvækst havde det rimaltske Selskab i den senere
Tid faaet. En Milsvej fra Stationen, paa den modsatte Kant af
den, ad hvilken man kom til Bøstrup, Borup og Kærsholm, laa
Herregaarden Budderuplund. Ejeren, Etatsraad Briick, var en
ældre Mand af gammel holstensk Storproprietærslægt. Han var
meget velhavende og havde kun en eneste Søn, der havde levet
en Række Aar i Udlandet for sin Uddannelses Skyld men nu var
kommen hjem for at overtage Driften af den store Ejendom.
Det var en køn, kraftfuld Mand i Trediveaarsalderen med et
stille, noget forlegent Væsen, der var paavirket af, at han stammede.
Per havde straks følt sig stærkt tiltrukket af ham. Til Trods
for, at deres Forhold og Interesser var saare forskellige — Hr.
Briick var en ivrig Jæger og Hestebetvinger og havde sin egenlige
Omgang i Godsejerkrese — havde Per endog haabet at kunne
knytte en virkelig Venskabsforbindelse med ham, og det havde
derfor gjort ham ondt at mærke, at Sympatien ikke var gensidig.
Samtidig gik det op for ham, at det var en varm Interesse for
Inger, der havde ført ham ind i denne Kres, hvor han i Grunden
slet ikke hørte hjemme. De to havde kendt hinanden fra Barneaarene;
men Inger kunde ikke lide ham og røbede det under­
32
tiden paa en næsten stødende Maade. Nogen bestemt Grund for
sin Uvilje vidste hun ikke at give. Paa Pers gentagne Spørgsmaal
derom svarede hun altid det samme, nemlig at han allerede som
Dreng havde været hende imod. Per lagde da ogsaa Mærke til,
at Hr. Briick, der havde faaet Plads skraas overfor hende, ikke
havde Held med sine Forsøg paa at knytte en Samtale med hende
over Bordet. Inger besvarede hans Henvendelser med en eller
anden ligegyldig Talemaade og saae saa til den anden Side.
Efter Bordet fordelte Selskabet sig paa sædvanlig Provinsmaner
saaledes, at Damerne blev i Dagligstuen, mens Herrerne
trak sig ind i Kontoret for at ryge Tobak og give Snakken
løsere Tøjler. Her frigjorde man sig i al Magelighed for den
sidste Rest af Selskabstvang, fortalte uanstændige Historier, drak
Likører, nød sine Opstød og smaablundede.
Per var kommen til at sidde saaledes, at han fra sin Plads
kunde holde Øje med, hvad der foregik i Dagligstuen. En Hængelampe
med en mørkerød Skærm lyste over Divanbordet, og rundt
om dette sad Damerne som i et Brandskær og hæklede eller
broderede. Ogsaa derinde fløj Ordene frit fra Læben; og det var
ikke svært at se, hvorom Talen drejede sig. Kun Husholdningsanliggender
og Tjenestefolk var i Stand til at fremkalde en saadan
Livlighed. Selv Inger havde trods al sin ydre Ro faaet røde
Kinder af Iver.
Per, der i Forvejen var forstemt, bed sig i Læben ved dette
Syn. Han kunde ved mange Lejligheder være meget stolt af sin
Kone, ikke alene for hendes Skønheds Skyld men ogsaa, fordi
hendes medfødte Takt og Smag hævede hende et Hoved op over
hendes kvindelige Omgivelser. Men altid blev han dybt mismodig,
naar han saae hende sidde saa veltilpas i et Selskab som
dette. Skønt hun selv gerne paastod det modsatte, følte hun sig
i Virkeligheden fuldkommen hjemme mellem den Slags Folk.
Først naar Sladderen førtes udover Ærbarhedens Grænser, trak
hun sig tilbage i sig selv. Af den undertiden noget frie Tone, der
var i Brug mellem de rimaltske Damer, naar de sad alene sammen,
havde hun ikke ladet sig smitte. Med den Korrekthed i
Væsen og Tænkemaade, der havde kendetegnet hende allerede 
21
i hendes Pigedage, lukkede hun ogsaa i sin Fruestand Øjne og
Øren for alt, hvad der kunde støde hendes kvindelige Finfølelse.
Der var heri noget af den blombergske Farisæisme. Hvad hun
ikke ønskede at vide, det hørte hun ikke. Hvad det faldt hende
ubelejligt at tro paa, det troede hun ikke paa. Derfor kunde hun
være Veninde baade med Apotekerens og Stationsforstanderens
Frue, skønt det var en offenlig Hemmelighed, at den første var
Kæreste med den sidstes Mand, og at de samtidig begge var forelskede
i Kandidat Balling. Derfor kunde hun ogsaa med en af
sin Faders Vendinger tale om „det forvorpne og ugudelige Hovedstadsliv"
til Trods for, at Livet omkring hende nærmest var
et latterligt fortrukkent Spejlbillede deraf, og at der baade i de
idyllisk udseende Bøndergaarde og i de medynksvækkende Husmandshytter
temmelig aabenlyst foregik de uhyggeligste Ting.
Tiden slæbte sig hen til Klokken Ti, da Desserten blev bragt
ind. Blege og rødøjede af Søvnighed sad tilsidst de gode Husfruer
omkring Divanbordet og gjorde sig ikke engang længer nogen
Umage for at tage sig ud. Enkelte af dem gabede ganske ugenert
bag deres arbejdsmærkede Haand. Selv Ingers Øjenlaag var bleven
tunge og drømmende. Hos Værtinden og hos Stationsforstanderens
Frue sporedes dog en stærk nervøs Uro. Kandidat Balling
havde nemlig trukket sig tilbage med sin unge Kone til det tomme
Kabinet, hvor der i Øjeblikket kun brændte en svagt lysende
Ampel. Ikke mindre end fire Gange havde man forgæves kaldt
dem ind til Desserten; og da de endelig kom, fremstillede Gerda
sig med et Par blussende Kinder og Haaret i Uorden.
Kort efter brød man op. Gruppevis fulgtes man hjemad gennem
den lille maanebelyste By men samledes igen foran de forskellige
Havelaager for at tage en omstændelig Afsked.
Inger gik sammen med Stedets Læge, en midaldrende, ret forstandig
Mand, som havde kendt hende fra Barnsben. De gik et
Stykke bagved de andre og talte alvorligt sammen om Per.
„Lagde De Mærke til, Doktor, at min Mand var usædvanlig
tavs iaften?"
„Aa ja — nu, De nævner det. Er der gaaet ham noget imod?"
„Det tror jeg ikke. Men — ja, jeg maa sige det, som det er
Lykke-Per II
21 
322 LYKKE-, PER
— De veed jo, at min Mands Sind i det hele er lidt tungt. Jeg
er i den sidste Tid virkelig bleven lidt ængstelig derfor. Tror De,
han kan gaa med en eller anden skjult Sygdom?"
Lægen betænkte sig lidt og sagde saa:
„Jeg er glad ved, at De selv spørger mig. Jeg har netop tænkt
paa, at jeg vistnok burde tale til Dem derom."
Inger blev heftig forskrækket over Lægens alvorlige Tone og
standsede.
„Doktor!" næsten raabte hun og greb om hans Arm.
„Nej, kære — bliv ikke bange. Det er ikke saadan ment. Deres
Mand er jo nok en Del nervøs. Og disse Anfald af Svimmelhed
og de Sidesting, han undertiden klager over, kan jo være
ubehagelige nok maaske. Men nogen Grund til Bekymring er der
ganske sikkert ikke."
„Men hvad er det da, Doktor? De mumler saa underlig i
Skægget."
„Ja ... altsaa ... jeg mener ... ja, det er sært at sige det, men
tror De ikke, Deres Mand har for lidt at bestille?1
'
„Men han er dog næsten daglig paa Farten fra Morgen til Aften.
Det veed De jo godt."
„Jamen, er det noget Arbejde, der rigtig optager ham? Jeg
har i hvert Fald tænkt mig, at han kunde trænge til en større,
mere omfattende Virksomhed, der ikke levnede ham Tid til at
beskæftige sig saa meget med sig selv."
„Jeg har undertiden tænkt paa det samme," sagde Inger efter
et lille Ophold. „Men nogen Udsigt til at faa en saadan Virksomhed
her paa Egnen er der jo ikke."
„Nej, — det er der desværre ikke."
„Vi maatte altsaa flytte herfra — ind til en By, maaske til
København —."
„Det maatte De sikkert. Og det vilde være et stort Savn for
os," der blev tilbage. Men jeg tør dog ikke derfor ønske, at De
vil betragte mig som en slet Raadgiver."
„Jeg har, som sagt, selv tænkt derover," sagde Inger. „Men
jeg er overbevist om, at min Mand netop har bedst af at leve i
Ro paa Landet. Det mener han ogsaa selv. Med de mange Hen­
23
syn, han maa tage til sit Helbred, vilde han slet ikke kunne overkomme
nogen anstrengende Beskæftigelse."
„Jeg gad vidst, om De i dette Stykke ogsaa bedømmer Deres
Mand helt korrekt. Med alle sine Smaaskrøbeligheder er han dog
ikke saa lidt af en Kraftnatur, som vist kræver noget tungt at
tumle med. Og — ja, da jeg nu engang er begyndt, lad mig
saa snakke ud. Jeg veed jo, at Deres Onkel i Fiume et Par Gange
har haft Bud efter Deres Mand og tilbudt ham en Ansættelse
ved Værftet dernede. Kunde De slet ikke tænke Dem at flytte
ned til Adriaterhavets højt besungne Kyst —?"
„Og blive brændt inde af Røvere?"
„Ja, Egnen skal jo rigtignok være lidt usikker. Men Klimaet
vilde passe Deres Mand udmærket. Det er Sol og Varme, han
trænger til. Jeg er overbevist om, at nogle Aars Ophold i fremmed
Luft vilde gøre Underværker."
Inger var bleven tavs. Hun havde uvilkaarlig trukket sig lidt
bort fra ham og saae ikke op. Kort efter standsede de foran Doktorens
Hus, hvor det øvrige Selskab allerede en Tid havde staaet
og ventet for at sige Farvel til ham.
Per og Inger havde længst hjem og maatte deltage i den hele
Række Afskedsscener. Inger havde stille stukket sin Arm ind
under Pers, og da de endelig blev alene, trykkede de sig ind til
hinanden med den heftige Længsel, der kunde opstemmes hos
dem en saadan Aften mellem Fremmede. Inger lagde kærlighedsfuldt
sin Kind til hans Skulder. Og saadan gik de langsomt mod
Hjemmet i den stille, klare Maanenat og standsede tilsidst midt
paa Vejen for at udveksle et Bebudelsens Kys.
Da de kom hjem, skulde Inger ulykkeligvis ud i Køkkenet i
et Husholdningsanliggende. Hun var kommen til at tænke paa
nogle Agurker, som Kokkepigen skulde lægge i Lage, og hendes
husmoderlige Pligtfølelse tillod hende ikke at gaa til Ro, før hun
havde forvisset sig om, at hendes Ordre var efterkommet. Saa
saae hun med det samme indenfor i Barnekammeret for at forhøre
hos Pigen, hvorledes Aftenen var gaaet.
„Tænk, Ingeborg har igen haft daarlig Mave," sagde hun, da
hun kom ind til Per, der imidlertid havde tændt Lampen i sin
21* 
324 LYKKE - PER
Stue. Han sad ved Arbejdsbordet med en Bog foran sig og lod,
som om han læste.
„Ja saa," sagde han blot og vendte et Blad.
Hun kendte Tonen. Nu saae hun ogsaa, at han havde tændt
sig en ny Cigar.
„Vil du blive siddende oppe?" spurgte hun.
„Ja, jeg er ikke søvnig."
Hun gjorde ikke noget Forsøg paa at tale ham tilrette. Hun
vidste, hvor frugtesløst det var at ville indvirke paa hans Stemninger.
Fuldkommen rolig — for ærekær og kysk til paa nogen
Vis at røbe sin Fortrydelse — gik hun hen til ham, strøg Haaret
fra hans Pande og kyssede ham paa Tindingen.
„Godnat, min Ven."
„Godnat," sagde han uden at røre sig.
Kort efter at hun var gaaet, skød han Bogen fra sig og sad
nogen Tid med Haanden under Hovedet og saae ind i den sydende
Lampeflamme. Da han hørte, at hun var kommen i Seng,
tog han den sammenlagte Avis, han havde skjult under Bøger
og Tegneruller, og bredte den ud foran sig paa Bordet. Det var
Gaarsdagens Avis — et af Jyllands større Provinsblade — med
Referat fra Teknikermødet i Aarhus. Hans Blik slog straks ned
paa et Sted i anden Spalte, hvor der stod:
„Eftermiddagsmødets Hovedforhandling drejede sig om det bekendte
Steinerske Havneprojekt, der er vore Læsere bekendt
gennem forskellige Meddelelser her i Bladet. En særlig Interesse
knyttede sig til Forhandlingen derved, at denne indlededes af selve
Planens geniale Ophavsmand, som baade ved sin Tilsynekomst
paa Talerstolen og efter sit instruktive Foredrags Slutning lønnedes
med et demonstrativt Bifald."
Aarenettet i Pers Tindinger var svulmet op under Læsningen.
Det havde i de senere Aar næsten ikke været muligt at tage en
Provinsavis i Haanden uden at støde paa Hr. Steiners Navn. Han
var paa Veje til at blive en Slags jysk Nationalhelt. Overalt var
han paafærde, holdt Foredrag, lod sig interviewe af Bladmænd,
satte i det hele en planmæssig Forherligelse af sig selv og sin
„Mission" i Scene. 
25
En dugbetynget Gren slog udefra blødt mod Vinduesruden.
Inde i Dagligstuen paa den anden Side Gangen faldt Uret i Slag
— Tolv.
Han trykkede Haanden ind mod Øjnene og sad længe uden
at røre sig. Denne „sideniuske" Arv — den havde dog været
hans Livs Forbandelse alligevel! Var det maaske bedre eller mindre
forsmædeligt at sidde her afmægtig og langsomt fortæres af
en gildingsagtig Livshunger, end at skyde sig en Kugle for Panden
af Træthed og Lede som Løjtnant Iversen og Neergaard?
Hans Liv var spildt, hans Kraft forødt! Han var som et Ur,
hvoraf man Stykke for Stykke havde udpillet det drivende Værk.
Langsomt og halvt ængstelig løftede han Øjnene op til sin Reol,
hvor Marmorbysten lyste i Halvmørket under Loftet. Ved dette
Billede, som han engang havde ønsket at kunne tilintetgøre, hang
hans Blik i den sidste Tid ofte med et næsten andagtsfuldt Udtryk.
Han var begyndt at blive forelsket i sin egen Ungdom. Han
brød sig slet ikke længer om at glemme, hvilken uforstaaende,
fripostig og indbildsk Knægt han dengang havde været, i mangt
en Nar, i andet en Lømmel, i et og alt en sjælløs Krop, — det
var dog Livets egen Musik, der havde sunget i hans Blod og
fortonet sig i hans Drømme! Nu var der bleven ørkenstille i
hans Indre. Kun en enlig Skalmeje var bleven tilbage af det store
Orkester, som havde larmet disharmonisk derinde.
Den, som var ene og forladt, den, der sad og frøs paa Livets
Skyggeside, han havde det vel mangen Gang ondt nok; og dog
kunde netop Bevidstheden om at være forurettet og forskudt blive
en stor Trøst i Nøden; altid havde han enten sit Haabs eller sin
Harmes Ild at varme sig ved. Aldrig var han saa ynkværdig som
den, der midt i Solskinnet gennemisnedes af Dødens og Gravens
Kulde; som sad til Højbords ved Livets kongelige Taffel og fortæredes
af Sult; som daglig saae alle sine Længsler og Drømme
blive levendegjort omkring ham og dog maatte fly! Men netop
denne Skæbne havde været hans!
Hjemmet, Arnen, Freden; det var, hvad han havde tilbage. Tre
Skæpper og et Fjerdingkar Jord var der bleven levnet ham af
den Verden, han i sin Ungdoms lykkelige Overmod havde villet 
32
erobre. I Ingers Kærlighed, i Børnenes Livsglæde, i Hjemmets
Hygge og Fred var der givet ham Erstatning for, hvad der
manglede.
Paa en vis Maade var han heller ikke bleven forurettet. Derfor
maatte Inger ingenting vide om hans Savn, hvori hun var
saa ganske uskyldig, og som huri ikke engang vilde kunne forstaa.
Og var det underligt? Han forstod jo ikke selv sin uovervindelige
Afmagt. At han havde faaet sit lille Hjem kært, at Inger nødig
vilde bort fra sin Barndomsegn, at han ogsaa selv med Aarene
var bleven noget af et Vanemenneske — det forklarede altsammen
ikke den trolddomsagtige Magt, hvormed denne lille Jordplet
trods hans ofte knugende Ensomhedsfølelse holdt ham fangen.
Frygten for, at han ikke andetsteds skulde kunne forsørge Familjen,
var det heller ikke, der holdt ham tilbage. Foruden Indbydelsen
fra Ingers Onkel, som aldrig havde fristet ham, havde han
afslaaet forskellige andre, ganske lokkende Tilbud, og han havde
desuden faaet en Velynder i selve Amtmanden, som havde været
meget optaget af hans Aaregulering og flere Gange uopfordret
havde lovet at anbefale ham baade til Indenrigsministeren og til
Vandbygningsdirektøren, der begge var Mandens personlige
Venner.
Allermindst var det hans Helbred, der ængstede ham. Naar han
overhovedet tog Hensyn til sin Sundhed, var det mest for Ingers
og Børnenes Skyld. Den Dødsfrygt, der i hans Ungdom havde
blæst ham Marven ud af Knoklerne, saasnart han fejlede noget,
havde han forlængst overvundet. Det var snarere med en Følelse
af Misundelse, han nu ved Begravelser saae Kisten forsvinde i
Jordens Mørke, og der var Tider, da ingen Lyd syntes ham saa
forjættelsesfuld som de smaa, hule Drøn, der lød op fra Graven,
naar de tre Skovlfulde Jord faldt paa Kistelaaget, — Dødsrigets
Ekko, Intethedens Svar og trøsterige Forsikring.
Undertiden havde han spurgt sig selv, om det ikke vilde være
det allerbedste ogsaa for Inger, ifald han døde. Hun var jo endnu
ung og smuk. Rimeligvis vilde hun da gifte sig igen, og hun
vilde saa nok blive fuldt ud lykkelig. Han havde ofte maattet
tænke paa, om der ikke i hendes Uvilje mod den unge Proprie­
27
tær Briick kunde skjule sig en instinktmæssig, ubevidst Frygt
for hans mandige Skønhed og Kraft. Der var saa meget i Inger,
der endnu slumrede, og som han for sit Vedkommende ikke
havde haft Taalmodighed og maaske heller ikke Evne til at vække.
* *
*
Et Par Dage senere sad de ved Eftermiddagskaffen inde i
Pers Værelse, Inger i Sofahjørnet med noget Sytøj, Per henne
ved Vinduet med en Cigar. Efterat der i nogen Tid ikke havde
været talt, spurgte Inger:
„Skal jeg gaa?"
„Nej — hvorfor det?"
„Du ser ud, som om du helst vilde være alene."
„Nej, slet ikke. Jeg er netop glad ved, at du sidder her."
„Der er nu ogsaa noget, jeg gerne vilde tale lidt alvorligt
med dig om."
„Og hvad er saa det?"
„Ser du — jeg har tænkt paa, om det alligevel ikke vilde
være rigtigst af os at komme herfra, før vi ligefrem tvinges til
det. Du har jo selv talt om, at det begynder at blive lidt smaat
med Fortjenesten. Det er vel ogsaa umuligt, at der i Længden
kan blive tilstrækkeligt Arbejde for dig her."
Per betragtede hende overrasket.
„Hvordan er du kommen til at tænke paa det netop nu?"
„Aa, vi har jo da talt om det saa ofte."
„Det har vi ganske vist. Men at du falder paa de Tanker
netop nu."
Hans Blik blev ved at hvile mistænksomt paa hende. —
Hun sad bøjet over sit Sytøj og saae ikke op. Hvad var der
sket? Han kom til at tænke paa, at hun havde været saa underlig
stille de sidste Dage — ja, netop lige siden Selskabet hos
Apotekeren. Skulde Frygten for Proprietær Briick være bleven
hende bevidst?
„Hvor mener du saa, vi skulde flvtte hen?" 
32
„Det veed jeg ikke. Men Amtmanden har jo lovet at hjælpe
dig til en Ansættelse."
„Amtmanden har vist nærmest tænkt sig en eller anden Stilling
ved Administrationen i København. Han kender nok Indenrigsministeren.
Men til København vil du jo nødig."
„Vil? Jeg vil i den Henseende kun, hvad du anser for det
rigtigste. Det er netop, hvad jeg bebrejder mig, at jeg maaske
kan have holdt dig for meget tilbage. Det har jo altid været
mest for Børnenes Skyld. Naar jeg tænkte paa, at vi maaske
kunde komme til at bo oppe paa en Fjerdesal, hvor Børnene
vilde føle sig som i et Bur, saa syntes jeg jo, det var Synd for
dem. Men jeg tror nu, at det alligevel nok kan gaa. En Tid af
Sommeren kan de jo være herovre hos Far og Mor og blive
rigtig brunede; saa vil de med Guds Hjælp nok kunne nøjes med
Byluften Resten af Aaret."
„Og du selv, Inger?"
„Jeg?" — Hun saae op med et aabent, skyldfrit Blik, der
væltede en kvælende Tyngsel fra hans Bryst. — „Aa, for mig
skal du ikke have Bekymringer. Jeg er jo stærk nu; og selv
om vore Forhold derovre — i hvert Fald i Førstningen — vel
sagtens bliver noget indskrænkede — for andet end en Firevæ-
relserslejlighed gaar det da vist slet ikke an at begynde med
— saa er det jo sagtens bare noget, man skal vænne sig til.
Jeg har netop tænkt paa, at vi vel nok bliver nødt til at sige
Laura op. Hun egner sig ikke til Byen og er desuden saa sen.
Og saa vil det vistnok ogsaa være rigtigst, om vi — i det
mindste foreløbig — nøjedes med een Pige. Jeg kan jo selv
spasere med Børnene."
Per hørte hende knap. Han havde lagt Cigaren fra sig. Blodet
bankede endnu rundtom i hans Krop. Han følte sig ganske mat
efter den Angst, der var faret gennem ham.
„Der er kun een Ting, som bekymrer mig," vedblev Inger
paa sin rolige Maade.
„Hvad er det?" spurgte Per.
Det varede lidt, før hun fortsatte. 
29
„Jeg har forresten længe tænkt paa at tale med dig derom.
Men du har jo været saa utilnærmelig i den senere Tid."
„Har jeg? Nu forveksler du vistnok mig med dig selv," sagde
han spøgefuldt afledende. „Det er jo netop dig, som har gaaet
saa fordægtig omkring i de sidste Dage. Hvad er det saa, du
har haft paa Hjerte?"
„Jeg har villet spørge dig, Per, om du ikke tror, du kunde
gøre dig Umage for at være noget mere for Børnene. Jeg veed
naturligvis godt, at du holder af dem; men jeg kan mærke paa
dem — og særlig paa Hagbarth — at de føler det som et Savn,
at du ikke tager dig noget mere af dem."
„Hvad skal det sige, Inger? Tager jeg mig ikke af Børnene?"
„Ja, jeg veed, hvad du mener. I Øjeblikke, naar du er oplagt
til det, kan det more dig at lege med dem. Og det er de jo ogsaa
altid glade for. Men til andre Tider viser du dem fra dig
paa en Maade, som de ikke forstaar, — og det gør dem usikre
og ufrimodige overfor dig. Og nu er det, jeg er bange for, om
vi skulde komme til København, hvor du sagtens vil blive meget
mere beskæftiget udenom, at Børnene saa skal blive helt
fremmede for dig, — og du for dem."
„Men jeg begriber det virkelig ikke. Jeg synes dog, at jeg
altid ."
„Du veed vist ikke rigtig, hvor meget du gaar for dig selv,
Per," afbrød Inger ham med et undertrykt lille Suk. „Naturligvis
tænker du heller ikke paa det, naar du altfor tydeligt lader
Børnene mærke, at de er dig til Besvær. Men for saadan noget
har Børn en fin Fornemmelse, kan du tro. Jeg synes derfor, at
du ogsaa for din egen Skyld skulde passe lidt paa. Og siden
vi nu er kommen til at tale om det, saa maa jeg fortælle dig,
hvad Hagbarth sagde til mig forleden Aften paa sin Fødselsdag,
da du blev borte saa længe, at han ikke fik sagt Godnat til dig.
Han havde Taarer i Øjnene og sagde helt trodsig.- „Far bryder
sig ikke om mig, — det veed jeg godt." Du bliver jo ikke
fornærmet, fordi jeg fortæller dig det. Og nu vilde jeg som sagt
ønske, Per, dersom vi skulde komme til København — eller 
33
hvor vi nu kommer hen i Verden — at du saa vil tage dig lidt
af Hagbarth, bare spasere en Tur med ham engang imellem
og tale lidt med ham om, hvad I træffer paa. Han er io virkelig
en klog lille Dreng og saa mærkelig optaget af alt, hvad der
sker omkring ham. Jeg veed nok, det er netop alle disse mange
barnlige Spørgsmaal, som plager dig; men den Slags Ting maa
man da virkelig bære over med."
Per sad en Tid uden at sige noget. Saa rejste han sig og begyndte
at gaa frem og tilbage paa Gulvet, saadan som han gerne
gjorde det, naar noget optog ham. Ingers Ord havde skræmmet
ham. Hendes stilfærdige Anklage havde ramt dybere, end hun
kunde ane, fordi den rørte ved Barndomsminder, som han aldrig
mere talte om.
„Jeg rejser imorgen til København," sagde han tilsidst. „Endnu
i Aften skriver jeg til Amtmanden og minder ham om hans
Løfte. — Jeg har vel mit Tøj i Orden? Lad Laura straks imorgen
tidlig hænge mine Selskabsklæder ud i Luften og give dem
en god Gennembankning. Ogsaa Kjolen — for det Tilfælde, jeg
skal op til Ministeren. Og hvordan er det med Støvler?"
Inger blev helt fortumlet. Saadanne hovedkulds Beslutninger
var slet ikke noget for hende. Hun bad ham om dog at give sig
Tid til at tænke Spørgsmaalet rigtig igennem. Det havde jo ingen
Hast, og de maatte da i hvert Fald først overlægge Sagen med
hendes Forældre. Men derom vilde Per ikke høre Tale. Han
kunde bedst tage sig fri i disse Dage, sagde han, og desuden
var Spørgsmaalet bleven drøftet ofte nok, ogsaa med hendes
Forældre.
„Lad os nu faa en Afgørelse. Snakker vi længere om det,
gaar det maaske som alle de andre Gange, og vi kommer aldrig
til noget Resultat. Aa, Inger! Vi skal endnu engang tage et Basketag
med Tilværelsen! Veed du forresten, at jeg selv i disse
Dage har gaaet og tumlet med Tanker, der gik i ganske samme
Retning. Nu kan jeg fortælle dig det. Du husker nok ham Ingeniør
Steiner, den store Humbugsmager, som jeg har talt til dig
om. Det har unægtelig ærgret mig ikke saa lidt, at den Fyr saadan
har tilegnet sig, ja rent ud stjaalet mine gamle Ideer og 
31
slaaet sig op paa dem. Kan du tænke dig, han skal forleden
have proklameret i Aarhus, at det nu var hans Agt efter at have
underlagt sig Provinserne ogsaa at erobre København. Det stod
i Avisen igaar, og han skal nok virkelig allerede have indbudt
til et Møde derinde i næste eller næstnæste Uge. Jeg kunde nu
nok have Lyst til at benytte Lejligheden til at spille den frække
Karl et Puds og staa op ved det Møde og rolig forklare Forsamlingen
Sagens Forhistorie. Jeg har nogen Grund til at tro, at det
ikke vilde falde mig vanskeligt at gøre min Ret gældende overfor
et københavnsk Publikum. Man kender ham vist godt nok
derinde som den Charlatan, han er; og jeg tænker, at der baade
mellem de Teknikere og de Pressemænd, der møder op ved en
saadan Lejlighed, kan være dem, som endnu vil kunne huske
min Pjece."
„Aa, hvad vil du nu grave op i de gamle Sager for? Det faar
du saamænd ingen Glæde af."
„Du synes ikke om det? Ja ja — vi faar nu se!" sagde Per,
han gik med Hænderne paa Ryggen og knipsede med Fingrene.
„Jeg synes, du skulde lade Fortiden hvile, Per. Jeg veed ikke,
hvad du tænker dig, der skulde kunne komme ud af, at du gav
dig til at protestere nu saa længe efter. Men du gør det saamænd
heller ikke, min Ven."
„Hvad der skulde komme ud af det? Kære, jeg forbeholder
mig min Førstefødselsret, intet andet. Ingen veed, hvad den kan
komme til at betyde for os i Fremtiden."
„Jeg er sikker paa, Per, du vilde bare skaffe dig endnu flere
Ærgrelser. Du siger jo selv, at den Hr. Steiner er en raa Person,
som ikke skyr noget Middel for at komme sine Modstandere
tillivs. Og du er jo slet ikke vant til at optræde offenlig, saa —."
„Jeg tror, den lille Frue allerede har Lampefeber paa sin
Mands Vegne," sagde Per muntert og standsede smilende foran
hende. „Ja ja, vi faar se! Vi faar se! — Men hvor er Børnene?
Hvor er Hagbarth?"
„Han er ude i Haven hos de andre."
„Vi skal, saa sandelig, have en krabat Saltebrød idag!"
»Jeg synes, du hellere skulde spasere en lille Tur med Hag-
\
33
barth. Han gaar her hele Dagen saa ubeskæftiget. Vil du ikke
følge med ham ud til Kristen Madsens? De har der det nye
Damp-Tærskeværk i disse Dage. Det vil more ham. Han har saa
megen Interesse for den Slags Ting."
„Men der er jo saa mange Mennesker ved en saadan Lejlighed."
„Ja, netop derfor. Desmere er der for Drengen at se paa. Og,
dersom du kan, forklar ham saa Maskinens Indretning. Han var
saa optaget af den, da den forleden kørte her forbi. Men jeg
kunde jo ingen rigtig Besked give ham."
„Ja ja, jeg skal gøre det."
Da han en Timestid efter kom tilbage, tog han straks fat paa
Forberedelserne til sin Rejse. Men da han vilde hente Kufferten
ned fra Loftet, var det, som om en usynlig, spøgelseagtig Haand
holdt ham tilbage. Det var dog kun en rent forbigaaende Fornemmelse.
En anden og stærkere Angst drev ham ud mod Livets
Røre. Han følte, at han stod ved sin Livsbanes sidste Korsvej.
Lykkedes det ham ikke nu at flygte bort fra sig selv og sit Tungsind,
vilde Rimalt blive hans Grav.
* *
*
Per havde kun været i København een Gang efter at han for
mere end seks Aar siden var flyttet bort fra Byen. Et halvt Aarstid
efter Bryllupet havde Inger og han gjort en Fornøjelsesrejse
derover og opholdt sig der et Par Uger; men allerede dengang
havde han følt sig fremmed og utilpas i den store By. Larmen
paa Gaderne, de klamme Hotelsenge, Restaurationsmaden, Drikkepengene,
de store Afstande og saa dette altid at skulle være i
Søndagstøjet og bære Handsker og være friseret, hvad Inger bestemt
havde fordret, det havde efter faa Dages Forløb faaet ham til
at længes hjem til sine smaa, stille Stuer og Landlivets Utvungenhed.
Det gik ham ikke stort anderledes dennegang. I de allerførste
Dage var han dog en hel Del optaget af den store Udvidelse,
Byen havde faaet i Løbet af de senere Aar. Han var straks den
første Morgen ude for at se paa det nye Havneanlæg, der nu var
under Arbejde, senere gennemstrejfede han de nyere Bydele 
33
og de helt eller delvis ombyggede Kvarterer i den indre By,
hvorom han havde læst saa meget i Bladene. Men efterat hans
Videbegærlighed overfor alt dette var tilfredsstillet, blev han
uhjælpelig et Bytte for den samme provinsielle Forladthedsfølelse,
som havde grebet ham for sytten Aar siden, da han for
første Gang kom hertil fra Forældrehjemmet.
Nu var det ogsaa Byens alleruroligste Tid, da Sommer og Vinter
mødtes og fremkaldte forøget Liv baade ude og inde. Endnu
mens Tivoli om Aftenen slyngede sine Raketter op over Byen og
Hornorkestre skrattede i alle Forlystelseshaverne, var Teatrene
bleven aabnede. Sommerens tyske og svenske Gæster fyldte
endnu Kafeerne, da disses Stamgæster efterhaanden indfandt sig
ude fra Landet, højst ubehagelig berørt ved at se deres Sofahjørner
optaget af Fremmede.
Per følte sig ganske udenfor al denne Livlighed, som i hans
Øren og Øjne kun var Larm og Grimace. Idet han saae paa disse
travle Mennesker, der myldrede frem paa Gaderne, sprang ind
og ud af Sporvogne, rullede gennem Byen i aabne Drosker, sad
i Restavrationerne som i deres egen Stue, spiste Frokost med en
Avis i Haanden eller afgjorde Forretninger ved et Glas 01 og
aldrig syntes at unde sig en stille Besindelsens Time, gik det afgørende
op for ham, at han havde taget fejl af sig selv, at saadanne
Folks Liv aldrig mere kunde blive hans. Ja, naar han befandt
sig midt i Mylderet, kunde der komme en Slags Missionsiver
op i ham. Han kunde pludselig gribes af en Trang til at
tilraabe disse Mennesker et advarende: Stands!
Endnu efter fem Dages Forløb havde han derfor heller ikke
kunnet faa sig til at søge Foretræde hverken hos Indenrigsministeren
eller Vandbygningsdirektøren. Hver Gang han havde villet
gøre Skridt dertil, holdtes han tilbage af en overbevisende
Fornemmelse af, at han stod i Begreb med at begaa et Mord paa
det bedste i sig.
„Min kære Ven" — skrev han til Inger — „jeg vil hellere
straks forberede dig paa, at jeg rimeligvis vender hjem med uforrettet
Sag. Om Aarsagen dertil kan jeg ikke forklare meget i et
Brev; jeg vil blot sige dette, at jeg for hver Dag, der gaar, kla­
33
rere føler, at Forholdene herovre ikke passer mig en Smule
bedre nu end for syv Aar siden; tværtimod. Dog, kære Ven, lad
os ikke være mistrøstige. Eet Sted i Verden maa jeg vel høre
hjemme, og jeg skal ikke blive træt af at søge efter det. Ikke
heller betragter jeg selv min Rejse som ganske spildt. Jeg har
nu paa afgørende Maade faaet bekræftet, at den Følelse, som i
sin Tid — og dengang maaske ret uoverlagt — drev mig bort
fra Hovedstadslivet, bunder dybt i min Natur. Jeg har derved
fundet mere Sammenhæng i mit Liv, og alene i dette er der en
stor Tilfredsstillelse. Det er da ikke, som jeg undertiden i mismodige
Øjeblikke har troet, det blinde Tilfælde, der har raadet
for min Skæbne. En indre Magt, hvilken denne nu er, har haft
Styret over min Livsbaad selv naar denne tilsyneladende har
drevet om for Vind og Vove, — det har jeg da ogsaa før meget
tydelig følt. Jeg vil nu tro paa, at naar jeg blot vedblivende lader
dette selvvirkende Styreapparat bestemme Kursen, kommer jeg
nok tilsidst derhen, hvor jeg skal. — I ser mig altsaa snart hjemme
igen. Maaske vil du spørge, hvorfor jeg ikke lige saa godt
kommer straks, da min oprindelige Hensigt med Rejsen dog er
opgivet; og jeg maa da tilstaa, at det er en vis Skamfølelse, der
holder mig tilbage. Jeg forlod dig med saa store Løfter og kommer
saa sørgelig tomhændet tilbage. Men jeg ved, du vil være
overbærende."
Under hans planløse Omflakken i Byen hændte det ikke sjelden,
at han fik Øje paa gamle Bekendte fra Philip Salomons Hus.
Med en heftig Hjertebanken fulgte han engang fra Taget af en
Sporvogn sin forhenværende Ven og Svoger Ivan, der ganske
som før pilede travlt afsted paa sine smaa Ben med en Dokumentmappe
under Armen. Ogsaa Aron Israel, Max Bernhardt,
Hasselager og Nathan gensaae han, og det forbavsede ham, at de
alle var saa ganske uforandrede. Ligeledes stødte han — selv
uigenkendt — paa flere af sine gamle Studiekammerater fra
polyteknisk Skole. De var nu alle velansete Mænd, tildels i indflydelsesrige
Stillinger. Han havde gennem Aviserne nøje fulgt
deres Fremgang. Men nu, da han saae dem, misundte han dem
ikke længer. 
35
Den, hvem han ivrigst og ængsteligst spejdede efter, var Jakobe.
Han vidste, at hun levede der i Byen og havde oprettet en
Fattigskole, en Slags Kloster, hvorom der var bleven skrevet
en Del i Aviserne. Han havde derovre i Jylland forgæves søgt
at skaffe sig nærmere Oplysninger om denne Skole og hendes
Formaal med den; men i Provinsaviserne havde der ikke staaet
andet om den, end at den var en „lidt vel udfordrende Kaprice
af en jødisk Rigmandsdatter".
En Eftermiddag, da han sad ved et Kafevindu paa Hjørnet af
Østergade og Kongens Nytorv, saae han Dyhring. Ogsaa han syntes
ham mærkelig uforandret. Han stod nede paa Fortovet og talte
med en ung, smuk og elegant paaklædt Dame, der saae ud til
at være Skuespillerinde og lo med en Latter, der var som kildret
frem af hans dristige Blik. Han vakte megen Opsigt; hveranden
velklædt Herre hilste paa ham, og Damerne stødte til hinanden
med Albuerne.
Da han tog Afsked med Skuespillerinden, trykkede han varmt
hendes Haand og steg saa ind i en aaben Droske, der havde
ventet ude paa Gaden. Hundreder af Øjne fulgte ham, mens
han kørte over det solbeskinnede Torv; og stadig saae man
hans blanke Silkehat blive løftet til Hilsen over det gyldne
Hoved.
Per erindrede at have læst i en Avis, at Dyhring nylig var
vendt hjem fra Paris, hvor han som Pressens særlig indbudte
Repræsentant havde overværet Indvielsen af et eller andet offenligt
Institut og ved den Lejlighed var bleven forestillet for Republikens
Præsident og havde faaet en Orden. Han var i det hele
bleven Offenlighedens selvskrevne og uundværlige Ombudsmand.
Overalt, hvor der skete noget af Betydning, var han tilstede ;
eller rettere: kun, hvad han overværede, fik Betydning. Alle
Døre stod ham aabne, alle Livets fine og grove Nydelser tilfaldt
ham gratis. Mænd og Kvinder bejlede til hans Gunst. Selve
Hoffet skulde efter Sigende undertiden benytte ham i delikate
diplomatiske Sendelser.
Der havde da virkelig været noget af en Verdenserobrer i
dette Menneske, for hvem Livet bare var en Narrespøg. Uover­
33
vindelig i sin guddommelige Sorgløshed gjorde han sine Dage til
en Række glade Fester, et uafbrudt Triumftog.
Og dog! Heller ikke denne moderne Aleksander misundte han.
Men hvorhen søgte da egenlig hans Ønske og hans Trang?
Hvor hørte han hjemme? ...
Han havde den foregaaende Dag i en Avis tilfældig set en
officiel Bekendtgørelse om en ledig Vejassistentpost i et af de
yderste Vestkystdistrikter oppe ved Aggertangen, og han havde
siden ikke kunnet faa den ud af sine Tanker. Atter nu gled den
frem for hans Bevidsthed. Det var ikke, fordi han tænkte paa at
søge Pladsen. Ikke alene var Lønningen saare ringe, men Inger,
der var saa meget for alt, hvad der var fredeligt, lunt og frodigt,
vilde aldrig kunne trives i denne nøgne Klitegn, hvor Vesterhavsstormen
og det saltmættede, isnende Havgus uophørlig stod
ind i al sin knugende Barskhed. Naar den Bekendtgørelse ikke
desmindre vedblev at staa ham for Øjnene, var det, fordi Pladsen
havde en sær Tiltrækning for ham personlig og — som det
nu gik op for ham — netop paa Grund af Egnens øde og triste
Forladthed, dens fuldkomne Ensomhed.
Han syntes, at han aldrig havde set saa langt ind i sig selv
som i dette Øjeblik. Det var, som saae han selve sit Væsens
Grund afdækket, og han kom til at gyse derved. Naar han trods
al den Medgang, han havde haft, ikke var bleven lykkelig, saa
var det, fordi han ikke vilde være lykkelig i almindelig Forstand.
Naar han længtes hjem til Rimalt, saa var det ikke alene
Inger og Børnene og Hjemmets Fred, som drog ham. Den spø­
gelseagtige Haand, der havde villet holde ham tilbage fra denne
Rejse — og som var den samme, der gennem hele hans Liv
lønligt havde grebet ind i alle afgørende Øjeblikke for at lede
hans Skridt, — det var hans instinktmæssige Fornemmelse af,
at det var i Ensomheden, hans Sjæl havde hjemme, at det var
Sorgen og Smerten, hans Liv tilhørte.
„Bespis mig med Taarebrød og giv mig bredfuldt Maal af
Taarer at drikke."
Nu forstod han den paa engang dragende og ængstende Magt,
saadanne underlige Ord kunde have over ham. Den store Lykke, 
37
han i Blinde havde søgt, det var den store Lidelse, det var hint
ulægelige Savn, som Pastor Fjaltring saa ofte havde prist for
ham og kaldt de Udvalgtes guddommelige Naadegave.
Han løftede Hovedet, — og det var med en Fornemmelse af
at vaagne af et Mareridt, at han igen saae udover den solbeskinnede
Plads med dens Liv af Vogne og Fodgængere. Lidt efter
rejste han sig og gik stille bort. Planløst gik han ud og ind ad
Smaagaderne og havnede tilsidst inde i Ørstedsparken. Her havde
han i disse Dage regelmæssigt gaaet sin tidlige Morgentur, mens
der endnu kun var faa Spaserende. Ogsaa nu i Byens Middagstid
var der fredeligt. Børnene og Ammerne var taget hjem. Bænkene
var tomme. Brede Skygger strakte sig henover Plæner og Gange,
mens Solen endnu skinnede paa det gulnende Løv og de mange
irgrønne Broncestatuer.
Han satte sig ned paa en Bænk i en af Midtergangene; og
mens han sad der uforstyrret og tegnede med sin Stok i Gruset,
skød paany den Tanke op i ham, at det vilde være en Lykke baade
for Inger og Børnene, om han døde eller paa anden Maade gled
ud af deres Tilværelse. Maaske især for Børnene. Han tænkte
paa, hvad Inger forleden havde fortalt om Hagbarth. Han havde
i nogen Tid selv mærket, at der var kommen noget skjult i
Drengens Væsen overfor ham. Saaledes en Dag, han havde overrasket
ham i en ret uskyldig Jagt efter en Fugl ude i Haven.
Det Udtryk, der var kommen i Drengens Øjne, da han opdagede
ham, havde isnet ham dybt ind i Sjælen. Det havde været for
ham, som om han saae sig selv som Barn staa foran sin Fader
og paa engang angst og fripostig gribe til alle Slags uværdige
Udflugter for at dække over en Forseelse. Men Hagbarths klare
Pande maatte intet Kainsmærke formørke! Den faderlige Forbandelse,
der hvilede over hans Liv, og som havde gjort ham
fremmed og fredløs her paa Jorden, maatte ikke gaa i Arv til hans
Børn. Og Inger! Nu, da han var bleven sig sin uovervindelige
Livsskyhed fuldt bevidst, hvor kunde han da længer forsvare at
lade hende dele hans Skæbne? Stakkels Barn! Hun kendte endnu
ikke sin Ulykke. Hun forstod endnu ikke, at hun var bundet
til en Skifting, en Underjordisk, som blev blind i Lyset og
Lykke-Per II 22 
33
dræbtes af Lykken. Og skulde ogsaa hendes Øjne engang blive
aabnede ved Kærlighed til en anden, — hun vilde lukke over
sin Hemmelighed som over en Dødssynd, visne hen og dø uden
endog at have tilstaaet den for sig selv.
Han rettede sig i Vejret for at gaa videre, da hans Blik faldt
paa en Statue, der løftede sig over Græskanten paa den anden
Side af Gangen. Det var Silen med Dionysosbarnet i sine Arme.
Støttet til en Træstamme stod den gamle Satyr med et lille Smil
i Øjenkrogene og bøjede sig over den uvornt sprællende Dreng,
mens hans skæggede Ansigt skinnede af rolig og stolt Fosterfaderglæde.

Per var igen sunken ned paa Bænken. Han blev ved at stirre
paa denne sorgløse Gruppe, indtil Taarerne stod ham i Øjnene.
Han maatte tænke paa, hvorledes alt maaske vilde være bleven
anderledes for ham, dersom et saadant Ansigt og et saadant Solskinssmil
havde lyst over ham som Barn; dersom ikke Livet fra
hans tidligste Ungdom var bleven mistænkeliggjort for ham,
baade i Hjemmet og paa Skolen, og allermest af de to, der
havde sat ham ind i det, men han var bleven indviet til Livet ved
et Kys af Dødens Mund. Gravens Korsmærke blev tegnet paa
hans Pande og Bryst samme Dag, han saae Lyset. 
SYVOGTYVENDE KAPITEL
Den følgende Dag rejste Per hjem. Overfor Inger nævnte han
lige den ledige Vejassistentpost, for at hun kunde vide, at han
havde søgt ogsaa udenfor København uden dog at finde noget,
der kunde passe for dem — „for den Plads er jo da umulig".
Saa gik Dagene igen i den gamle, ensformige Skure, mens
Efteraaret gled ind over Landet med al Slags skiftende Vejr.
Per havde noget Opmaalingarbejde hist og her; af større Arbejder
havde han derimod ingen for Tiden.
Inger mærkede, at der var sket en Forandring med ham. Han
havde straks været rørende glad ved at være hjemme igen, havde
den første Dag næsten ikke villet slippe Børnene afhænde og
havde bragt Gaver med til dem allesammen. Men der var kommen
noget stundesløst over ham og dertil — overfor hende —
noget tilbageholdent, næsten sky, hvad der ikke lignede ham.
Han, som ellers kunde sidde timevis ved sit Vindu med en Pibe
eller en Cigar og følge Skyernes Gang over Himlen, kunde ikke
falde til Hvile noget Sted. Hun kunde høre ham gaa frem og
tilbage inde paa sit Værelse, som om Rejseuroen stadig sad
ham i Kroppen. Saa klagede han ogsaa over Søvnløshed og lod
hver Aften rede paa Sofaen inde hos sig selv, fordi han forstyrredes
af lille Ingeborg, der havde forkølet sig og hostede
en Del om Natten.
Hun gjorde sig i Stilhed sine Tanker derom. Overhovedet optoges
hun paa forskellig Maade af hans Rejse og dens Resultater.
En af Grundene til, at hun altid saa nødigt havde villet flytte til
København, var den, at Pers forhenværende Kæreste boede der,
22* 
34
Det vilde være hende ubehageligt at tænke paa, at de to tilfældig
igen kunde mødes. Hun forestillede sig nu, at dette virkelig
var sket, og at Per derved selv havde indset, hvor trykkende
dette Forhold kunde blive. At han endnu ikke havde udtalt sig
nærmere om Grunden til sin forandrede Bestemmelse, og at
han i det hele følte sig lidt genert overfor hende, forstod hun i
saa Fald godt.
Men en Udvej maatte der med alt dette findes. I Rimalt kunde
de ikke blive boende uden Fare for at styrte sig i Gæld. Hun
havde allerede nogle ubetalte Regninger, som pinte hende, men
som hun foreløbig ikke havde villet omtale for Per, der for Tiden
havde nok af Plager, Stakkel! En anden Grund til hans Uro
saae hun netop i Bekymringerne for deres Fremtid; og det
gjorde hende saa ondt, at hun ikke kunde hjælpe ham med et
godt Raad.
En Eftermiddag holdt en Rytter udenfor Gaarden og bad om
at faa Per i Tale. Inger, som var beskæftiget nede i Kælderen
og herfra ikke kunde se den Fremmede, genkendte dog øjeblikkelig
Stemmen. Det var den unge Proprietær Bruck. Hvad vil
han her? tænkte hun forbavset og lidt urolig.
Han paa sin Side var ikke mindre overrasket over ikke at
træffe Per hjemme. Da Inger var kommen tilstede og havde budt
ham indenfor, forklarede han, at hendes Mand havde sat ham
Stævne her i Anledning af et Opmaalingsarbejde, han havde
foretaget paa Budderuplund. Han havde ønsket at jævnføre sine
Resultater med Gaardens gamle Jordskyldskort, hvilke Hr. Bruck
derfor medbragte. Inger gjorde mange Undskyldninger og maatte
en Tid sidde og underholde ham inde i Dagligstuen, hvad hun var
meget ilde ved, blandt andet fordi hun skulde stryge noget Barnetøj
og netop havde en Bolt i Komfurilden.
Hun begreb ikke, hvor Per blev af. Han havde været hjemme
ved Kaffetid, og Vognen stod i Porten, saa han kunde ikke være
langt borte.
Hvad der trykkede hende i Omgangen med Hr. Briick, var
først og fremmest hans Stammen, der gjorde al Samtale med ham
besværlig, saa meget mere som han selv var ret ulykkelig over 
41
sin Legemsfejl. Paa en Maade havde hun af den Grund ondt af
ham, ja hun troede endog, at hun helt vilde have kunnet overvinde
sin Uvilje mod ham, dersom han ikke ogsaa havde haft de
Øjne. De var smaa og staalgraa og havde allerede i hans Drengeaar
haft et stærkt, ja voldsomt Blik, der havde gjort hende utryg
overfor ham.
Der var gaaet over en halv Time, før Per kom. Han gjorde
mange og — som det forekom Inger — underlig kejtede Undskyldninger;
hvorpaa de to Herrer trak sig tilbage til hans
Stue.
Undersøgelserne trak ud over flere Timer, og Per bad Hr.
Briick blive der til Aften. Desuden blev det aftalt, at Per ved
Lejlighed skulde tage til Budderuplund for paany at maale et
Par omtvistede Linjer, og han bestemte sig til at gøre dette allerede
den næste Dag efter Middag, ifald det blev sigtbart Vejr.
Han vilde — som han sagde — gerne have Arbejdet hurtigt fra
Haanden.
„Jeg maa saa huske med det samme at se paa Deres berømte
Hønseracer Min Kone har flere Gange bedt mig om det. Hun
har nemlig ogsaa megen Interesse for den Slags Ting."
Det faldt herefter ganske af sig selv, at Hr. Briick ved Aftensbordet
foreslog Inger at gøre sin Mand Følgeskab til Budderuplund.

„Jeg tror, jeg kan vise Dem et Kuld Kokinkinesere, som De
vil misunde mig."
Inger sagde Tak, som man takker for en Indbydelse, man ikke
tænker paa at gøre Brug af.
Men da hun Dagen efter inde bag Sovekammervinduet saae
Vognen blive trukket frem, var hun nærved at fortryde sit Afslag.
Det var det skønneste Septembersolskin, og hun vidste, at
Vejen til Budderuplund gik gennem et Par af Egnens smukkeste
Skove. Saa tænkte hun ogsaa paa, at det maaske vilde oplive
Per, om hun gjorde ham Følgeskab; og endelig havde hun i
Grunden nok Lyst til igen at se den gamle Herregaard, hvor hun
som Barn havde været Gæst nogle Gange sammen med sine
Forældre. Skulde hun tilmed kunne tiltuske sig et Par ægte 
34
Kokinkinesere for et Par af sine Plymouth-Rocks, vilde hun
kalde det for et godt Kup.
Hun slog Vinduet op og raabte ud til Per, der var ved at
stige tilvogns:
„Vil du have mig med?"
Hun havde Fornemmelsen af, at han ikke forstod hende rigtig.
Han stirrede paa hende med et saa besynderligt Udtryk, at
hun kom til at le.
„Forstaar du ikke, Menneske! — Jeg vil med!"
Saa nikkede han bare.
Blakken blev atter spændt fra og Giggen ombyttet med Ponyvognen
med det røde Fløjlssæde. Ogsaa Stadsseletøjet kom frem,
og en halv Time efter drog de af Gaarde.
Vejen førte over Skinnerne og steg derfra jævnt op over en
Bakke med vid Udsigt over Aaen og Engene. Paa den anden Side
af Bakkens Ryg sænkede Jordsmonnet sig stejlt ned mod en
bred, skovfyldt Kløft, hvis hundredfarvede Bladehav flimrede i
Solen. Snart lukkede Skoven sig om dem, Vejen blev blød og
tung, og Per lod Blakken gaa i Skridtgang.
Han sad hele Tiden tavs. Inger derimod var livlig og udtrykte
ved en Nynnen sin Glæde over at være kommen ud, — hun
havde saa længe siddet hjemme og kukkeluret og været trist i
Sindet. Herinde i Skoven blev hun nu helt overstrømmende i
sin Henrykkelse. Hvor her var dejligt! Disse prægtige Træer!
Denne Uendelighed af Farver! ... Tæt ovenover dem kvidrede
en enlig Fugl, der syntes at forfølge dem. Hun kunde ikke faa
Øje paa den lille Skabning men hørte den bestandig, snart hist,
snart her, mens den ligesom skælmsk blev ved at gentage sit
„Se-hid! Se-hid!" Hun aandede dybt ud og følte sig saa befriet,
som om paa engang alt, hvad der havde tynget og tvunget, var
bleven løftet fra hendes Sind. Hun syntes tilsidst, hun maatte
synge her, men saa kom hun til at huske paa, at Per saae saa
nedtrykt ud, og nøjedes derfor med igen at nynne lidt.
Pludselig greb hun Per om Armen for at faa ham til at standse.
„Se!" hviskede hun.
Foran en Tykning noget borte havde hun faaet Øje paa en 
43
Raa. Med høje, spidsede Øren og store, vidtaabne Øjne stod den
som paa Spring og stirrede hen paa dem. Per holdt stille. Heller
ikke Dyret rørte sig af Pletten men blev staaende med oprejst
Hoved og maalte dem ligesom trodsigt med Blikket. Et Par Gange
bevægede den Ørene, og tilsidst strakte den ogsaa Halsen lidt
frem. Men pludselig, som om den skræmtes af sin egen Bevæ­
gelse, vendte den omkring og satte i lange Hop ind gennem
Tykningen.
Hallo! raabte Inger uvilkaarlig efter det, mens Lyden af raslende
Blade og knækkende Kviste tabte sig i Skovens Dybder.
Ogsaa paa Per begyndte Naturindtrykkene at virke. Det lysnede
igen lidt i hans Sjæl. Berøringen af Ingers Haand havde
forplantet sig igennem ham som en Skælven. Livshaabet blussede
atter op. Men det var en Straaild. En eneste Bemærkning
af Inger slukkede den brat.
„Det er kedeligt, du ikke er Jæger. Det maa være et friskt
og fornøjeligt Liv. Du skulde forsøge det engang. Saadan at flakke
løs og ledig om i Skove og paa Marker maatte da ogsaa være
godt for din Sundhed. Tror du ikke?"
„Det kan vist ikke nytte for mig; den Slags Ting skal man opdrages
til. Og jeg er i Virkeligheden aldrig bleven rigtig præ­
senteret for Naturen. Det er vel derfor, jeg føler mig fremmed
for den."
„Hvem tilhører egenlig den Skov her?"
„Den hører under Budderuplund."
„Tænk, strækker dens Jorder sig helt herned!"
„Ja, det er en stor Ejendom. Etatsraaden er en hovedrig Mand."
„Ja, det er han jo."
Kort efter var de ude af Skoven. En ny Udsigt aabnede sig
for dem paa den milebrede Engflade til Landet paa den anden
Side. Men atter kom der en Skov og bag denne en endnu højere
Bakke med et endnu videre Udsyn over det frugtbare Landskab.
Forude paa Bakkens Sydskraaning saaes en stor, hvid Bygning
med to lave Taarne og en anselig Park. Det var Budderuplund.
Inger betragtede den en Tid i Tavshed.
„Tænk, at Haven er saa stor. Det kan jeg ikke huske." 
34
„Ja, saadan en Have vilde være en rar Tumleplads for Hagbarth,"
sagde Per paa besynderlig Maade; det lød som en undertrykt
Smaalatter. „Det begynder at knibe for ham med at faa
Alburum derhjemme."
„Hvad er det for en stor Bygning, der ligger bagved ... den
med den høje Ryg?"
„Det er Laden og bagved den ligger Staldene og Mejeriet. Altsammen
moderne indrettet og af første Slags. Det maa man lade
de Tyskere, de har deres Ting i Orden."
„Tror du alligevel ikke, de vil finde det underligt, at jeg kommer
med?"
Per holdt Hesten an. Han var øjeblikkelig villig til at standse.
„Vi kan godt vende om, dersom du synes det."
„Nej, jeg er bange for, at de maaske allerede har set os. Der
gaar en Herre op igennem Alleen. Er det ikke Thorvald Bruck?"
„Jo, det kan nok se ud til at være den unge Hr. Bruck."
„Ja, saa gaar det ikke an. Og husk nu paa, Per, jeg vil forfærdelig
gerne have de Kinesere, saa du maa love mig, at vi kommer
ned i Hønseriet. Saa skal jeg nok selv klare Resten."
Det var ganske rigtig Thorvald Briick, der kom op gennem
den gamle Lindealle, som fra Landevejen førte op til Gaarden.
Han havde nu ogsaa faaet Øje paa det lille Ponykøretøj og genkendt
Hesten. Da de kørte ind gennem Porten, stod han paa
Stentrappen for at tage imod.
Mens en Tjener sprang til for at modtage Tømmen, hjalp han
selv Inger af Vognen og takkede hende ærbødigt, fordi hun var
kommen.
Etatsraaden bød dem velkommen inde i Havestuen. Han var
en høj, statelig Herre med kortklippet, sølvhvidt Haar, en skægløs
Hage, svære Bryn og Ørnenæse. Trods sine tooghalvfjerdsindstyve
Aar holdt han sig lige saa kavalermæssig rank som
Sønnen. Man saae, at der flød gammelt Krigerblod bag denne
vejrbrunede Hud. I et Sprog med udpræget holstensk Betoning
sagde han Inger nogle Artigheder om hendes friske Udseende
og spurgte til hendes Forældre. Per derimod behandlede han en
Smule overlegent. 
45
Der blev bragt Vin og Frugt, og en almindelig Samtale kom
igang.
Langt om længe rejste Per sig.
„Ja, De skal jo ud i Marken," sagde Etatsraaden. „Min Søn har
talt derom. Vi skal nok passe godt paa Deres Frue saalænge."
„Fru Sidenius interesserer sig for Hønsene," indskød Thorvald
Briick stærkt stammende. „Jeg haaber, jeg tør tilbyde min Ledsagelse.
Maaske kan det more Dem med det samme at opfriske
gamle Erindringer fra Budderuplund."
Per gik til Døren, og Inger følte sig pludselig lidt betuttet
ved at skulle blive ene tilbage mellem de fremmede Herrer; hun
havde en Indvending paa Læben, men Etatsraaden gav i det
samme Tjeneren Ordre til at lade Fjerkræet purre ud.
En Timestid gik Per langs et Jorddige sammen med et Par
Mænd, der bar hans Stokke og Maalekæde. Det var ham næsten
ikke muligt at holde sine Tanker ved Arbejdet. Mændene saae
da ogsaa flere Gange forbavset paa ham. Bitterlig angrede han
nu, hvad han havde gjort. Han havde taget fejl af sig selv. Han
havde troet sig mere færdig med Livet, end han virkelig var.
Han kunde og vilde endnu ikke slippe det!
Imidlertid gik Inger sammen med Etatsraaden og hans Søn en
Rundtur paa Gaarden; de besaae baade Staldene og Mælkeriet
og Hønsegaarden, og Etatsraaden førte hende endog ind i Køkkenet
og gennem Forraadskamrene, ja helt ned i Hovedbygningens
historisk mærkværdige Kældere, der var Rester af en middelalderlig
Borg, paa hvis Grund den nye Gaard var rejst.
Da Per kom tilbage, var de alle tre igen i Havestuen.
Etatsraaden, der syntes meget indtaget i Inger, vilde nu have
dem til at blive der til Middag. Inger saae spørgende hen paa
Per, der imidlertid afslog Indbydelsen. Paa en næsten stødende
Maade — syntes Inger — bad han om at faa Vognen forspændt.

Thorvald Briick fulgte dem tilhest et Stykke paa Vej. Han red
en høj, gul, langhalet Hoppe, som han — aabenbart til Ære for
Inger — lod danse under venstre Schenkel, saa Skummet stod
den om Mulen. Inger søgte at drage Per med ind i Samtalen, 
34
hvad dog ikke lykkedes hende. — „Heste- og Hundesnak interesserer
mig ikke," forklarede han bagefter.
Et Stykke foran Skoven forlod Rytteren dem for at slaa ind
paa en Sidevej, der i en Bue førte tilbage til Budderuplund. Han
satte straks i kort Galop, og da han var vel borte, fulgte Inger
ham et Stykke med Øjnene.
„Han ser forresten ganske godt ud tilhest," sagde hun.
„Han er jo ogsaa af gammel Soldaterslægt. Saa vidt jeg veed,
vilde han selv have været Officer, dersom han ikke havde haft
den kedelige Talefejl. Det er virkelig undertiden helt pinligt at
høre ham."
Inger sad tavs et Øjeblik og saae hen for sig.
„Ja, Stakkel! Forresten syntes jeg ikke, det var saa slemt idag.1
'
„Fik du saa de Kinesere?" spurgte Per.
Inger blev rød. Det havde hun glemt.
„Tænk, hvor ærgerligt! Jeg er sikker paa, jeg havde faaet
baade et og to Par, bare jeg havde spurgt om det. Etatsraaden
var saa overordentlig elskværdig."
„Ja, det var han jo," sagde Per mut.
Ved Mørkningstid var de atter hjemme. Per klagede over Hovedpine
og gik ind til sig selv. Han tændte en Pibe, satte sig
ved sit Vindu men rejste sig straks igen, hængte Piben op og gav
sig til at gaa frem og tilbage paa Gulvet .uden at kunne faa Ro
paa sig. Han følte sig som det ubrugeligste Menneske paa Jorden,
en ulykkelig Halvmand, der elskede Livet uden at turde
hengive sig til det, og som foragtede det, uden at ville slippe
det.
Da bankede det frygtsomt paa hans Dør. Det var Hagbarth,
der var bleven sendt derind for at sige Godnat.
Ved Synet af Drengens Ufrimodighed sprang Taarerne ham i
Øjnene. Med et Udbrud tog han Drengen op til sig. Og i nogen
Tid stod han derpaa med ham i sine Arme omtrent i samme
Stilling som hin spøgefulde Silen med Dionysosbarnet i Ørstedsparken.

„Du er jo da ikke bange for Far — vel lille Hagbarth?"
„Næ-ej," hikkede Drengen. 
47
„Vi to skal nok komme godt ud af det med hinanden. Tror
du ikke?"
„Jo," sagde han og gjorde sig tung for at slippe ned, — han
følte sig undertiden endnu mindre vel tilmode ved Faderens
Kærtegn end ved hans Mishagsytringer.
Saasnart han var kommen ned paa Gulvet, smuttede han ud
af Døren. Per kastede sig fortvivlet i en Stol med Hænderne for
sit Ansigt.
* *
*
En Eftermiddag en Ugestid senere kørte Inger og Per til Bø­
strup Præstegaard, hvor de endnu ikke havde været siden Pers
Hjemkomst.
Forholdet mellem Per og hans Svigerforældre havde i Aarenes
Løb udviklet sig til skjult Fjendskab, som paa begge Sider
kun holdtes i Tømme af Hensynet til Inger. Ved denne Lejlighed
gik det alligevel galt.
Hvad der især opirrede Pastor Blomberg, var den Mangel
paa Opmærksomhed, Per i Almindelighed røbede for hans Tale.
For Svigermoderens Vedkommende var det de mindre gode
økonomiske Forhold, hvorunder hendes Datter i den sidste Tid
havde maattet leve, som vedligeholdt Uviljen mod Per. At han
nu var vendt hjem fra sin Københavnsrejse uden mindste Resultat,
gjorde ikke Stemningen mod ham blidere.
Efter et Par smaa ildevarslende Sammenstød ved Aftensbordet
kom det inde i Dagligstuen til et lidenskabeligt Optrin.
Den oprevne Sindstilstand, hvori Per den sidste Tid havde
befundet sig, gjorde ham ømtaalig og mistænksom. Da nu Svigerfaderen
ret hensynsløst forekastede ham hans Ligegyldighed
for at skaffe sig og sin Familje en mere betryggende Tilværelse,
blev han vred og sagde, at han i den Sag ikke ønskede fremmed
Indblanding. Svigerfaderen irettesatte ham for denne Udtalelse
og navnlig for hans Tone; men da foer han ganske ubehersket
op, slog i Bordet for Svigerfaderen og sagde, at han ikke længer
vilde finde sig i hans Formynderskab.
Saadanne Ord var aldrig før hørt i Bøstrup Præstegaard. I 
34
henved et Minut var der gravstille i Stuen. Saa rejste Præsten
sig i hele sin stumpede Majestæt, skød sin Stol tilbage og sagde:
„Jeg skal alvorligt anmode dig om fremtidigt at forskaane os
for den Slags Scener."
Hvorpaa han skred ud af Stuen og ind til sig selv sammen
med sin Kone, der fulgte ham med forfærdet Mine.
Per fik sin Vogn forspændt, og kort efter kørte han og Inger
ud af Gaarden uden at have taget Afsked. Som i en Taage havde
han et kort Nu set Ingers dødblege Ansigt ovre paa den anden
Side af Bordet derinde i Dagligstuen, og dette Syn havde faaet
ham til at besinde sig. Siden havde han ikke turdet se paa hende,
og der blev under hele Hjemkørselen heller ikke talt. Men han
kunde mærke, hvordan hun trods sin svære Indpakning sad i
Kuldegysninger, saa hele Vognsædet rystede derved.
Da de naaede hjem, blev hun roligere. Ikke alene tillod hun,
at han hjalp hende af Kørekaaben, hun bad ham endog selv om
at hænge den op paa Knagen for hende. Saa gik hun ind i Barnekammeret
for at høre til Børnene og gjorde derpaa sin sædvanlige
Aftenrunde i Huset.
Per søgte ind i sit eget Værelse og tændte Lampen. Da han
skulde sætte Glasset paa, mærkede han, at ogsaa han rystede.
Saa anbragte han sig i sin Skrivebordsstol med en Avis og ventede
i angstfuld Spænding paa, hvad der vilde følge.
En halv Snes Minutter efter hørte han Inger gaa inde i Sovekammeret,
og efter endnu en lille Tids Forløb kom hun ind — til
hans Overraskelse halvt afklædt i Underskørt og Frisertrøje.
„Du ser, at der igen er bleven redt til dig herinde," sagde
hun, idet hun rettede paa hans Hovedpude. „Det er vel efter
dit Ønske?"
„Ja Tak — det er godt," sagde han bag sin Avis.
„Ingeborgs Hoste er forresten meget bedre."
Hertil svarede Per ikke noget.
Saa satte Inger sig i Gyngestolen henne i Krogen ved Kakkelovnen,
og de var en Tid tavse begge to.
„Ja, Per — nu maa vi jo alligevel gøre Alvor af at komme herfra,"
begyndte hun saa. 
49
„Hvorfor mener du?"
„Det veed du godt. For hvad der skete iaften var jo ingen Tilfældighed.
Jeg forstaar nu bagefter, at det længe har trukket
sammen til noget saadant."
„Jeg beklager, hvad der er sket, for din og Børnenes Skyld.
Jeg burde af Hensyn til jer have behersket mig. Men at jeg for
mit Vedkommende herefter ikke godt kan komme i Bøstrup
Præstegaard og maaske ikke engang vilde blive modtaget der,
vil forhaabenlig ikke have til Følge, at ogsaa I bliver lyst i Ban.
Og det vilde dog være altfor unaturligt, om du selv af den Grund
holdt dig borte fra dine Forældre."
Inger sad foroverbøjet med Hovedet tungt hvilende i den ene
Haand og saae ud over Gulvet.
„Hvor du undertiden kan saare, uden at du vistnok selv veed
af det. At du kan tænke dig, at jeg kan gaa ud og ind et Sted,
hvor du var udelukket. Ovenikøbet med Børnene!"
„I dit eget Hjem, Inger."
„Allermindst der — naturligvis. Men under de Forhold synes
jeg, at Opholdet her maa blive saa rent umuligt for os begge to.
Det kunde jo være bleven vanskeligt nok endda."
„Hvor har du saa tænkt dig, vi skulde tage hen?"
„Du talte forleden om en Vejassistentpost et Sted ved Vestkysten.
Den skulde du foreløbig søge, synes jeg. Og hellere
idag end imorgen."
„Veed du nu ogsaa rigtig, hvad du opfordrer mig til? For det
første er Lønnen — hvad jeg vist fortalte dig — ikke to Tusinde
Kroner; og nogen stor Udsigt til Ekstrafortjeneste er der næppe
paa de Kanter. Og saa er det, saa vidt jeg veed, en af Danmarks
ødeste Egne, bare Klit og Hede, uden andre Mennesker
i Miles Omkree end Smaabønder og Fiskere."
„Men saa har vi jo da hinanden," svarede hun ivrig. „Og det
maaske mere der end her."
„Kære Inger! Du som hænger saa meget ved dine Forældre
og ved dit gamle Hjem og dine Ungdomsbekendte, og som holder
af at have det lidt lunt og godt. — Nej, min Ven, det var for
stort et Offer at kræve af dig. Du vilde saamænd — og det 
35
med god Grund — bebrejde mig det bagefter, dersom jeg tog
imod det."
Hun havde lagt Ansigtet ned i sine Hænder og sad stille lidt.
„Gud give, jeg da vidste, hvad du egenlig vil," sagde hun saa
og brast i Graad. Og med et pludselig ubehersket Udbrud rejste
hun sig og sagde: „Du piner mig!"
Uden at sige Godnat gik hun ind til sig selv og trak heftig
Døren til efter sig.
Per blev siddende og stirrede paa den lukkede Dør med et
sygt Blik. Et Par Gange rykkede det i ham. Han vilde rejse sig
og gaa derhen, — men Spøgelsehaanden holdt ham tilbage. Det
maatte ikke ske! Afgørelsens store Time var kommen nu. Ulykken
var over dem. Hendes Sjæl var ved at vaagne. Og h u n var
jo ingen Trold! Derfor maatte og skulde hun gives tilbage til
Livet og Lyset. Hun og Børenene! Det fik saa gaa med
ham, som det kunde!
Det var den følgende Aften; Børnene var kommen i Seng,
og begge Pigerne var beskæftiget i Køkkenet. Inger havde netop
tændt Lampen i Dagligstuen og sad i Sofaen og stoppede Børnestrømper,
da Per kom derind fra sin egen Stue. Skønt han havde
holdt sig hjemme hele Dagen, havde de kun vekslet et Par Ord
med hinanden siden den foregaaende Aften. Inger havde lagt
Mærke til, hvorledes han paa en underlig sky Maade havde kreset
om hende og Børnene uden dog at ville indlade sig med dem;
ja i Middagstiden, da Børnene hvilede, havde hun overrasket ham
inde i Barnekammeret, hvor han havde staaet ved Hagbarths
Seng og stirret ned paa den sovende Dreng med et sært forvildet
Udtryk.
Per gik nogle Gange frem og tilbage paa Gulvet og satte sig
saa overfor hende ved Bordet. Ingen af dem havde endnu kunnet
overvinde sig til at sige det første Ord.
„Har du saa tænkt over, hvad vi talte om iaftes?" spurgte
endelig Inger. 
51
»Ja, jeg har overhovedet ikke tænkt paa andet. Men forinden
vi tager den Sag op igen, er der noget, jeg synes, vi maa have
paa det rene. Jeg mener naturligvis det, som foregik igaar hjemme
hos dine Forældre. Du sagde jo selv, at det ikke var noget
rent tilfældigt, og deri har du ganske Ret. Selv om mine Ord
maaske faldt anderledes, end de vilde have gjort det i et roligere
Øjeblik, saa gav de dog Udtryk for noget, som er mere end en
tilfældig Stemning hos mig."
„Det har jeg længe mærket, Per."
„Ja, det sagde du jo ogsaa igaar. Men naar du, kære Inger,
altsaa ikke har været uvidende om den dybe Uoverensstemmelse
i Livssyn, der skiller mig fra din Fader og hans Kres — og i en
vis Forstand altsaa ogsaa fra dig — er det da ikke underligt, ja
er det ikke ganske uforsvarligt, at vi to ikke har talt mere med
hinanden derom, end vi har gjort? Fejlen er min — jeg veed
det godt. Det er en Slags Fejghed, der har faaet mig til at skjule
den fulde Sandhed for dig. Men forresten har jeg ikke selv kendt
den helt før nu i den sidste Tid."
„Du tager fejl, Per. Jeg har godt kendt dit Standpunkt. Du
har jo egenlig aldrig lagt Skjul paa det overfor mig. Jeg veed godt,
at du ikke tror paa samme Maade som vi andre, og det har naturligvis
ofte gjort mig bedrøvet. Men Far siger, at ogsaa den, som
i Kristus kun vil se et ædelt og fuldkomment Menneske, har Lov
til at kalde sig en Kristen og nære et Salighedshaab, naar han
ellers er sand i sit Forhold til Gud og ærlig og gudfrygtig i sin
hele Levevis."
„Men jeg tror heller ikke paa Gud, — Inger."
„Tror du ikke paa Gud!"
Hun sænkede sin Stoppestrømpe i Skødet og stirrede over
paa ham med det samme blege, stivnede Ansigt som den foregaaende
Aften i Præstegaarden.
„Nej. Det har jeg vist i Grunden ikke gjort længe. Overalt,
hvor jeg har søgt ham, har jeg kun fundet mig selv. Og for den,
som er bleven sig sit eget Selv rigtig bevidst, er en Gud overflødig.
Der er for ham hverken noget trøstende eller noget
skræmmende ved Forestillingen om en saadan overnaturlig Per­
35
sonlighed, hvad enten man saa tænker sig ham som Fader eller
som Dommer."
„Hvor du taler! Jeg tror, du engang vil blive et meget ulykkeligt
Menneske, Per."
„Maaske. — Veed du forresten, at der er dem, over hvem
Ulykken har en sær fristende og dragende Magt. Paa samme
Maade som Mosehuller og mørke Skovsøer skal have det over
enkelte Mennesker."
„Det maa være saadanne, som er forhærdede i Synd og kun
finder Glæde ved at synde. Det staar der ogsaa om i Biblen."
„Gør der det? Det gælder dog i hvert Fald ikke alle. Der er
dem, som drages mod Ulykken netop af deres religiøse Instinkt,
der siger dem, at kun Sorgen og Savnet, ja maaske først Haabløsheden
fuldt ud kan frigøre deres aandelige Menneske. Der
er jo, som du veed, ogsaa Planter, som kun trives i Skyggen og
Kulden, og som endda bærer Blomster."
„Den Slags Mennesker kender jeg ikke."
„Da er de ellers ikke sjældne netop hos os. Vor Historie viser
det. I lyse Tider lider vi gerne Nød paa betydelige Personligheder;
men vore Trængsler kan til Gengæld „ruge Ørne ud af
Spurveæg" — som Pastor Fjaltring engang ytrede."
„Pastor Fjaltring? Er det ham, du tænker paa?"
„Ja — ogsaa paa ham."
„Ja, saa forstaar jeg dig slet ikke. Han hængte sig jo!"
„Ja, det gjorde han. Desværre. Jeg har ofte savnet ham i disse
Aar. Og egenlig har jeg aldrig før nu rigtig kunnet forklare mig
hans triste Endeligt. Men i den sidste Tid synes jeg, at jeg har
forstaaet ham bedre ogsaa paa det Punkt. Jeg ser nemlig nu
Grunden til hans fortvivlede Gerning i hans Forhold til sin Kone.
Du husker maaske, jeg har fortalt dig om hans besynderlige Adfærd
overfor dette uhyggelige, i Bund og Grund ødelagte Menneske.
Jeg tænker mig nu, at hun oprindelig kan have været af en
Karakter, ganske modsat hans, en rig, fuldblodig Natur skabt
for Solskin og Glæde, og at han saa har haft Samvittighedsnag,
fordi han har holdt hende tilbage i et Skyggeliv, som virkede
modnende og frigørende paa ham, men hvori hun maatte gaa 
53
tilgrunde. Da hun saa døde, har Samvittighedsskruplerne taget
Overhaand. Ansvaret for det Sjælemord, han havde begaaet, har
han ikke kunnet bære. Det var jo kun kort Tid efter hendes Død,
at han aflivede sig."
„Hvorfor fortæller du mig i Grunden alt det?" spurgte Inger
og saae mistænksomt over paa ham. „Vi talte jo om noget ganske
andet."
Per nølede med Svaret.
„Fordi jeg synes, Inger, at denne ægteskabelige Tragedie kan
tjene til Belæring — og til Advarsel — ogsaa for os."
„For os!" — Stoppestrømpen sank igen ned i Skødet. „For
os! — Hvad mener du?"
Per saae mod Gulvet og svarede ikke. Han var pludselig bleven
saa hvid i sit Ansigt, at Inger uvilkaarlig brød ud i et lille
Angstraab.
„Per! Hvad er det dog, du har for i disse Dage? Har jeg
gjort dig noget imod? Eller Børnene? Saa sig dog, hvad der
er i Vejen!"
Men Per kunde ikke faa Ordet sagt.
Inger strakte sin Haand frem imod ham over Bordet som
til Kærtegn.
„Du er syg, min Ven! Og du veed ikke selv, hvad du siger.
Du tager i den sidste Tid saa forfærdelig tungt paa alting. Og
jeg, som netop har en saadan Trang til at være glad i disse
Dage og glemme alle vore Bedrøveligheder! Hvad er det nu,
du igen gaar og plager dig med? Er det vore Pengesager, min
Ven?"
„Nej."
„Men hvad er det da?"
„Det er noget meget, meget værre, Inger."
„Men saa sig det dog!"
„Jeg kan ikke. Ikke paa den Maade."
„Føler du dig syg?"
„Nej."
Der foer med eet som Glimtet af et Lyn over Ingers
Ansigt.
Lykke-Per II 23 
35
„Vil du svare mig oprigtig paa et Spørgsmaal, Per?"
„Ja."
„Da du forleden var i København, traf du da din forrige Forlovede
— hende — Frøken Salomon?"
Han saae overrasket op.
„Nej."
Hun blev ved at stirre mistvivlende paa ham.
„Du lyver!" sagde hun pludselig og rejste sig — Stoppestrømpen
fløj med det samme henad Bordet — „Nu forsiaar jeg alting
l" — Hun gik med heftige Skridt frem over Gulvet. — „Du
har talt med din gamle Kæreste og er igen bleven indtaget i
hende."
„Jeg siger dig, du tager fejl."
„Ja, saa er det en anden! For her stikker noget under! Nu
ser jeg det altsammen klart! Det hele har været et modbydeligt
Komediespil. Jeg har skullet forberedes. Du vil skilles fra mig
for at gifte dig med en anden. Er det ikke det, der er Meningen?
Sig det bare rent ud!"
Per betænkte sig et Øjeblik.
Det faldt ham ind, at han just vilde tjene hende allerbedst
ved at gaa ind paa hendes Indbildning og erklære sig skyldig.
Uden Tvangsgrund gav hun dog aldrig sit Minde til en lovformelig
Skilsmisse, og det maatte jo netop være hans Formaal at
bringe hende til at hade og foragte ham; desto hurtigere vilde
hun glemme ham. Og hvor han gav Afkald paa saa meget,
kunde han vel ofre Æren med.
„Jo," sagde han saa og bøjede Hovedet.
Inger var bleven staaende midt paa Gulvet. Hun stod der
med falmet Ansigt og Armene korslagte under Brystet. Øjnene
var lutter sort Pupil.
„Og det har du fejgt skjult for mig i næsten tre Uger! Far
havde altsaa Ret alligevel. Og jeg, som altid tog dig i Forsvar!
... Og din Søvnløshed! Og din Hovedpine! ... Jeg maa le,
naar jeg tænker paa, at jeg har gaaet og været bekymret for dig
og har tænkt paa, hvordan jeg skulde glæde og opmuntre dig.
Og saa har du gaaet her og længtes efter en anden og speku­
LYKKE - PER 355
leret paa, hvordan du lettest skulde blive os kvit. Et saa modbydeligt
Komediespil! Saa lumpent! Saa fejgt!"
Inde i Barnekammeret, hvortil Døren stod aaben, begyndte
„Stumpen" at klynke. Men hun hørte det ikke. Hun var igen
begyndt at gaa op og ned ad Gulvet og talte efterhaanden mere
til sig selv end til ham. Først da Barnet gav sig til at skrige,
gik hun derind.
Per rettede sig i Vejret, greb sig med Hænderne om Hovedet
og stønnede. Nu var det gjort! Ofret var bragt! Og han
lovede sig selv at holde ud til det sidste.
Inger kom tilbage. Hun gik paany et Par Gange op og ned
ad Gulvet og stillede sig tilsidst hen foran ham.
„Har du da slet ingenting at sige mig? Saa sig dog, at det
ikke er sandt!"
Han rystede paa Hovedet.
„Nej, Inger — hvad hjælper det." •
Hun blev dog endnu staaende lidt.
Saa vendte hun sig hulkende fra ham og gik tilbage til Soveværelset.

„Saa fejgt! Saa lumpent!" hørte han hende sige, idet hun
slog Døren i efter sig.
Kort efter mærkede han Uro i Huset. Der blev gaaet med
Dørene, og han hørte Inger højrøstet give Ordrer til Pigerne.
Nede i Gaarden lød Karlens Træsko. Vognporten blev slaaet op,
og Vognen blev trukket frem.
Hun vilde tage herfra allerede iaften! — tænkte han angst.
Nu blev Børnene vækket. Ingeborg græd, Hagbarth spurgte,
om der var Ildebrand. Allevegne lød Ingers bydende Stemme.
En af Pigerne kom forfjamsket løbende ind i Dagligstuen paa
sine Strømpesokker for at hente noget; men da hun opdagede
Per, vendte hun skrækslagen om. Ogsaa Inger kom engang derind
— fuldt rejseklædt, i Hat og Kaabe.
„Naar det endelig skal være, Inger, saa maa da hellere jeg
rejse bort. — Eller vent dog i det mindste til imorgen!"
Hun svarede ikke. Hun stod henne ved Sekretæren og tog
sine Husholdningspenge og andre Smaating.
23* 
35
„Vil du give mig Lov ti! at se Børnene?"
„Ikke iaften. Hjemme hos Far og Mor kan du herefter
træffe os."
En halv Time efter rullede Vognen ud af Gaarden. Per havde
ikke rørt sig. Da den sidste Lyd af Hjulene tabte sig derude
paa Vejen, løftede han det blege Ansigt op fra sine Hænder og
vendte uvilkaarligt Blikket mod Himlen.
„Er det nu nok?" 
OTTEOGTYVENDE KAPITEL
Naar man paa Vejen fra Oddesund til Thisted er kommen
forbi Ydby med dens mange dystre „Kauer" og „Daase" og herfra
søger vestover til den kønne lille By Vestervig med Liden
Kirstens Grav og videre mod Nord, kommer man til et fattigt,
vejrpisket Land, hvor Faarene selv ved Midsommertid har ondt
ved at bjerge Føden. Det er en Klit- og Sumpegn, ens af Udseende
Vinter og Sommer, blaagrøn af Marehalm, rødlig af Skavgræsser
eller Lyng, der alene modstaar Havgusens Saltlud. Ufarbare
Kærstrækninger tvinger Vejen ud i store Buer, og naar
det en sjælden Gang er stille Vejr, driver der en tung Røg henover
dem som over en Brandtomt.
Hist og her ligger der en lille Gaard eller en lyngtækket
Hytte; men der er ofte flere Kilometer mellem Husene, og Byer
findes ikke. Et enkelt Sted ses dog Begyndelsen til en Sammenflytning.
I en Lavning, hvor der har dannet sig lidt Eng paa
begge Sider af et Moseafløb, ligger fire Huse, af hvilke det ene
er en Skole. I det andet bor en Engmester. I det tredje en Skomager.
Det fjerde er tomt.
Fra det sidste bar man nylig Liget af en midaldrende Mand,
der i en Aarrække havde beskæftiget Sindene deromkring. Han
var en Fremmed paa Egnen og havde aldrig skøttet om at fortælle
om sin Fortid. Ellers var han egenlig ikke ordknap, omend
lidt but, og han havde mange Venner rundt omkring og ingen
anden Uven end Præsten. Han var ugift og havde levet ene
sammen med en Husholderske, en gammel Hest og noget Fjerkræ.
Skønt han var en ulærd Mand, havde han mange Bøger; 
35
men sin meste Tid tilbragte han ene med sig selv og sine Tanker
ude paa Landevejen, naar han i Embeds Medfør kørte rundt
med sin stridhaarede norske Fjordhest, der næsten var blind af
Ælde. Manden var Vejassistent, og aldrig havde Distriktets Veje
været i saa god Stand som i hans Tid.
Trods sin Ensomhed, og skønt han i mange Aar havde haft
et svagt Helbred, der nødte ham til en streng Regelmæssighed
i sin hele Livsførelse og navnlig til at forsage alle saadanne
haandfaste Nydelser, hvormed andre af Egnens Folk søgte at
bøde paa Naturens Barskhed, syntes han altid rolig og tilfreds.
Dette undrede Folk og foruroligede dem tillige, saa meget mere
som han ikke søgte Trøst i Religionen, aldrig gik i Kirke, endsige
til Herrens Bord, og derfor af Præsten blev betegnet som en
af de ulykkelige, der var hjemfalden til den evige Fortabelse.
En af dem, paa hvem hans Personlighed havde gjort stærkest
Indtryk, var hans Genbo, Skolelæreren, en yngre Mand
med en opvakt Aand. Han havde holdt af at smutte over til ham
om Aftenen for at faa sig en Passiar om alvorlige Ting. Skolelæreren
var en Mand, der i alle Forhold beflittede sig paa at
leve som et ærligt og redeligt Menneske, hvorfor han ogsaa mente
at turde haabe paa engang at faa Del i den evige Salighed. Men
trods disse gode Udsigter, og skønt han levede det hyggeligste
Familjeliv med Kone og Børn, havde han dog mangen Gang
baade triste og trætte Timer, ja han havde ikke kunnet skjule
for sig selv, at hans gudløse Genbo i al sin Ensomhed syntes
lykkeligere end han. Da han engang havde taget Mod til sig
og tilstaaet dette for Assistenten, havde denne paa sin korte
og rolige Maade svaret, at han i saa Fald ikke havde fundet
sit naturlige Voksested, hvor han alene vilde kunne lære den
højeste Menneskelykke at kende: at blive sig sit eget Selv
fuldt og klart bevidst. Men da Skolelæreren derefter spurgte ham,
hvorledes man bar sig ad med at søge dette Voksested, svarede
han, at herom kunde det ene Menneske ikke meddele det andet
Raad, her maatte enhver frygtløst give sig det Selvudfoldelsens
Instinkt i Vold, der var nedlagt i alt det skabte.
En anden Gang trængte Skolelæreren ind paa ham for at 
59
faa ham til at udtale sig om, hvorledes denne „højeste" Lykke
da føltes; men herpaa vilde han heller ikke indlade sig nærmere.
„Spørg Deres Præst!" havde han ironisk svaret. Bagefter havde
han dog sagt, at hvad det for ethvert Menneske kom an paa, var
at bringe sig i saa vidt mulig selvstændig og umiddelbar Forbindelse
med Tingene i Stedet for at sanse dem gennem andres
Organer, saaledes som f. Eks. ogsaa de gjorde det, der levede
paa overleverede Forestillinger. Et saadant, virkeligt levende
Forhold til Livet var den nødvendige Forudsætning for at kunne
høste frisk Erkendelsesglæde af enhver Oplevelse, den ringeste
saavel som den største, ja selv af den smerteligste. Den, der
ikke af Erfaring kendte den Lykke, som det var, naar en hidtil
uoplukket Afkrog af Tankens eller Virkelighedens Verden oplodes
for En, vidste overhovedet ikke, hvad det var at leve.
Disse Ord havde Skolelærer Mikkelsen ofte maattet tænke
paa i Assistentens sidste Leveaar, hvor denne trods frygtelige
Kræftlidelser holdt Modet oppe uden fremmed Trøst. Under selve
Smerteanfaldene kunde han være ynkelig nok og jamre sig, saa
man i de tre omliggende Huse maatte gaa omkring med Bomuld
i Ørene; men naar man bagefter kom ind til ham, laa han
med et Udtryk i sit Ansigt som En, der har haft en rig og dyb
Nydelse. At Livet virkelig intet Øjeblik havde syntes ham helt
uudholdeligt, bekræftedes ogsaa efter hans Død, da man fandt
en ladt Revolver skjult i hans Natbordsskuffe.
De sidste Dage laa han stille hen og vilde ikke se Nogen. Paa
det sidste beskæftigede selve Opløsningsprocessens Forløb hans
Tanker. Da han mærkede Dødskulden i sine Ben, bad han om
et Spejl.
„Det er snart forbi," sagde han til Husholdersken, idet han
gav hende Spejlet tilbage, — han havde allerede næsten mistet
Synet.
Kort efter begyndte Dødskampen. Det var ved Aftenstid i
stygt Vejr af Sydvest. Vinden peb som en syg Hund henne i
Sprækken over Dørtærsklen, og Regnen slog mod Ruderne. Et
Lys brændte ved Sengens Hovedgærde. Paa den nøgne Væg
tikkede Faderens store Sølvur. 
36
Den gamle Husholderske havde sendt Bud over til Skolelæreren,
fordi hun ikke turde være ene med den Døende. Men
der havde ikke været noget for ham at udrette. Assistenten laa
de sidste Timer ganske stille og sov med en snorkende Lyd. Kort
efter Midnat sank hans Hoved til Siden. De hørte kun et lil/e
Suk, og han var død.
I det skønneste Oktobervejr med blaa Himmel og næsfen
stille Luft blev han Ugedagen efter sænket ned i Kirkegaardens
Sand. En Snes Mennesker fulgte ham. Der blev sunget et enkelt
Salmevers, men nogen Tale blev der ikke holdt, og Kirkeklokken
hang stum i sin tjærede Galge. Saadan havde den Afdøde
selv bestemt det. Den Fanfare, han havde forlangt at faa blæst
over sin Grav, havde Præsten til Gengæld ikke villet give Tilladelse
til.
To af hans Søskende havde indfundet sig til Begravelsen.
Det var Departementschef Eberhard Sidenius og Provsten Thomas
Sidenius, begge uden Uniform. Efter Jordfæstelsen blev
hans Testamente aabnet. Til de to Brødres Overraskelse og Beklagelse
havde han taget den Bestemmelse, at hans Efterladenskaber
skulde tilfalde „Jakobe Salomons konfessionsløse Skolehjem"
i København, — det var en Virksomhed, ingen af dem fandt fortjenstfuld.
Og nu viste det sig ovenikøbet, at der foruden Bohavet
og adskillige Kontanter var et Par Sparekassebøger, alt
tilsammen til en Værdi af en halv Snes tusinde Kroner. Den
strengt regelmæssige, ja asketiske Levevis, som den Afdødes
svage Helbred havde paabudt ham, og som iøvrigt passede godt
for hans Tilbøjeligheder, havde tilladt ham at henlægge henved
Halvdelen af sin Aarsløn foruden al Ekstrafortjeneste, deriblandt
Afstaaelsessummerne for et Par smaa Opfindelser, han
havde gjort.
Brødrene var forbavsede.
„Det er jo virkelig en betydelig Sum," udbrød Departementschefen
et Par Gange, først med megen Respekt, derpaa noget
betænkelig.
„Ja, det er virkelig en ikke ringe Kapital," ytrede Provsten
med samme Toneskiften. 
61
De to Brødre saae paa hinanden.
„Forhaabenlig er han kommen redelig til den."
„Derom har vi visselig ikke Lov til at tvivle."
* *
*
Da Departementschefen var vendt tilbage til København, drev
en vis Nysgerrighed ham til personlig at overbringe Frøken
Salomon Meddelelsen om den Arv, der var tilfalden hendes
Skolehjem.
En Dag gik han ud paa Nørrebro, hvor Frøkenen havde opført
sit meget omdisputerede „Børnenes Hus" midt i Fattigkvarteret.
En Portnerske førte ham over en stor Legeplads med
Træer og Bænke, og da det viste sig, at Bestyrerinden i Øjeblikket
var beskæftiget ved Undervisningen, udtalte han Ønsket
om at kunne benytte Ventetiden til at se sig lidt om paa Etablissementet.
"
En Lærerinde kom hen imod ham og tilbød at vise ham rundt.
I den ene Ende af den store Bygning laa en højloftet, lys og
festlig Spisesal, hvor den ene Halvdel af Børnene netop fik
Mad, mens den anden var paa Skolen. Ved Siden af var der
et Par Systuer, hvor Børnene — baade Drengene og Pigerne
— lærte at bøde deres Tøj, stoppe deres Strømper, lappe deres
Sko. Ovenover var en Række Badekamre. Hver tredje Dag —
forklarede hans Ledsagerske — fik Børnene et Bad. Lys, Luft,
Vand og regelmæssige Maaltider var overhovedet de Midler,
hvormed Skolen opdrog Børnenes moralske Sans og erstattede
Religionsundervisningen.
„Naa saaledes," indskød Departementschefen og rømmede
sig.
Børnene boede ikke paa Skolen; det var netop Meningen, at
de med deres rene Kroppe, deres velholdte Klæder og gode Manerer
skulde virke rundtom i Hjemmene som smaa Missionærer
for Troen paa Renlighed, Orden og Tugt. Men Skolen stod aaben
fra tidlig om Morgenen, naar Fabriksarbejdet begyndte, og
Børnene fik deres fulde Forplejning der for en Betaling, som 
36
ikke var helt ringe men iøvrigt afpassedes efter Forældrenes
Evne.
Ja, tænkte Departementschefen ved sig selv, alt dette kunde
jo være meget godt, men —.
I det samme kom der Bud om, at Bestyrerinden ventede ham
inde paa Kontoret.
Jakobe Salomon var nu en Dame paa henimod Fyrre; men
til Trods for, at hun havde bevaret sin ranke, knejsende Holdning,
saae hun ikke saa lidt ældre ud. Man kunde se paa hende,
at den Virksomhed, hun her havde skabt med saa mægtig en
Energi og under megen Modstand og Mistænkeliggørelse fra forskellige
Sider, havde kostet hende mere end hendes Formue.
Den Kampens Lod, hun i sin Ungdom havde ønsket sig, var i
fuldt Maal bleven hende til Del. Det Ansigt, som hendes Beundrere
i sin Tid havde kaldt et Ørneansigt, hendes Uvenner
og Misundere et Papegøjefjæs, var nu ubestridelig rovfugleagtigt.
Med sit allerede næsten hvide Haar, sin gullige Hud, sine store,
mørke Øjne, sin høje Hals, sin enkle, brune Kjole, blot pyntet
med en bred, hvid Kniplingskrave, lignede hun en Kondor, der
fra en Fjældtinde skuer milevidt ud over Sletten.
Da Departementschefen kom ind, gik hun ham hurtigt imøde
henne fra sit Skrivebord.
„Jeg kan tænke mig, at De kommer i den elskværdige Hensigt
at meddele mig Deres Broders Død. Jeg har dog allerede
faaet Underretning derom gennem andre, der havde set Dødsanmeldelsen
i en Avis."
„Hvis jeg ikke havde haft anden Anledning, skulde jeg dog
ikke have ulejliget Dem med et Besøg. Saa meget mindre, som
min Broder eller hans Skæbne jo næppe kan gøre Krav paa
nogen Deltagelse fra Deres Side."
„Deri tager De ganske fejl. Jeg skylder Deres Broder mere,
end han selv nogensinde har haft Forstaaelse af. Paa Afstand
har jeg da ogsaa fulgt ham, saa godt jeg kunde. Vi gled jo i
Aarenes Løb i mere end en Henseende bort fra hinanden. Om
hans sidste Leveaar veed jeg slet intet. Nu maa De fortælle mig
derom. — Tag Plads, Hr. Departementschef. — Og fortæl mig 
63
om hans Sygdom og Død. Det har været saa underligt for mig
slet intet at vide."
Men Departementschefen vilde ikke sætte sig. Den ligefremme
Tone, som denne noget tvivlsomme Dame tillod sig overfor
ham, fik ham til at stramme Munden, hvorved hans store,
uskønne Underbid blev endnu mere fremtrædende.
„Jeg skulde som sagt ikke have ulejliget Dem, dersom jeg ikke
havde haft en ganske særlig Anledning. Men jeg skal fatte mig
i al Korthed. Deres Formodning om, at min afdøde Broder mere
og mere havde fjærnet sig fra Dem ikke alene i bogstavelig Forstand
men ogsaa med Hensyn til Anskuelser og Tænkemaade,
synes — De vil forstaa, at jeg for mit Vedkommende maa sige
det med Beklagelse — ikke at være helt rigtig. I hvert Tilfælde
har han i sit Testamente, mod hvis Lovformelighed der dog kan
rejses alvorlige Indvendinger, indsat Dem eller rettere Deres
... Deres Institution, eller hvad man nu skal kalde det ... til
Universalarving. Da min Broder jo efterlader sig Børn, fødte
i lovligt Ægteskab, er Testamentet i Virkeligheden ganske ugyldigt;
men jeg har bragt i Erfaring, at der ikke fra Arvingerne
eller deres Formynderes Side vil blive rejst Indvendinger imod,
at hans sidste Vilje sker Fyldest. Det drejer sig om en Kapital
paa en halv Snes Tusinde Kroner, om hvis Oprindelse jeg iøvrigt
ikke ser mig i Stand til at oplyse noget. Jeg har fundet, at
det var min Skyldighed personlig at underrette Dem derom.
Ogsaa for af Deres egen Mund at erfare, om De overhovedet
ønsker at modtage denne Gave."
Jakobe Salomon stod ved Siden af en Stol og lænede sig med
Albuen til dens Ryg. Hun var dybt greben. Ungdomsminderne
strømmede ind over hende. Hun, hvem kun faa Mennesker havde
set græde, kunde i dette Øjeblik ikke holde Taarerne tilbage.
„Hvorfor skulde jeg dog ikke modtage den?" sagde hun stille.
„Deres Broder og jeg var meget forskellige, og jeg har ofte tænkt
paa, at jeg vist i Grunden kun daarligt har forstaaet en Natur
som hans. Men des taknemligere er jeg for den Hilsen, han her
har sendt mig."
„Tør jeg maaske i denne Forbindelse — Frøken Salomon! 
36
— minde Dem om en Samtale, vi havde med hinanden for en
sejsten-sytten Aar siden. Jeg anvendte ved den Lejlighed omtrent
de samme Ord om Deres og min Broders Forhold som
De nu. Jeg tror, De nu maa indrømme mig, at det havde været
bedst for alle Parter, om De dengang havde haft mere Tillid
til min Dømmekraft."
Hun løftede Hovedet og saae stolt paa ham.
„Der tager De igen ganske fejl, Hr. Departementschef! Jeg
ønsker ikke noget ugjort. Jeg føler det tværtimod som en stor
Lykke for mig, at jeg lærte Per at kende. Baade ved den Glæde
og den Sorg, han forvoldte mig, fik mit Liv først rigtig Indhold.
Det Værk, De ser her omkring Dem, er i Grunden lige saa
meget hans som mit. Og derfor vil jeg bestandig være ham inderlig
taknemlig."
„Ja, — hm — herom kommer De og jeg jo næppe til Forstaaelse.
Jeg skal derfor heller ikke opholde Dem længere. Jeg
byder Dem Farvel!"
11 ro •
I.MI
ta#
•ik,
mrå
[f å
Å
•tU; fg(
• 'i
.V. -J
\xEn
Aften en Ugestid efter Begravelsen opholdt Skolelærer
Mikkelsen og Engmester Nielsen, der tillige var Stedets Sognefoged,
sig inde i den Afdødes ellers vel tillukkede Hus for efter
hans bortrejste Brødres Anmodning at udfærdige en Fortegnelse
over det efterladte Indbo. Hvad der havde været af Værdipapirer,
Breve og lignende Ting, havde Brødrene taget med sig;
men i et Bord, der tilfældig havde staaet med Skuffen vendt
ind mod Væggen, fandt man nu et tykt Hefte, næsten en lille
Protokol, fuld af Optegnelser, skrevne med Assistentens halvt
ulæselige Haand.
Skolelærer Mikkelsen kunde ikke dy sig for at kigge i den.
Mens Sognefogden gik rundt i de andre Værelser med Lampen
og skrev op paa sin Liste, sad han inde i Soveværelset ved et
Lys, der var stukket i en Flaskehals, og gennembladede Bogen.
Det var en Slags Dagbog, som Assistenten havde ført i alle
de Aar, han havde boet der paa Egnen, og hvori han havde ned­
65
skrevet sine Tanker og i det hele ligesom ført Samtaler med
sig selv om alt, hvad der var hændt ham.
Paa et af Bogens første Blade stavede Skolelæreren sig besværligt
gennem følgende:
„Saalænge vi er unge, stiller vi ubeskedne Fordringer til Tilværelsens
styrende Magter. Vi vil, at de skal aabenbare sig for
os. Det Hemmelighedsfuldhedens Slør, hvorunder de virker,
fornærmer os, vi forlanger at kontrollere og korrigere det store
Verdensmaskineri. Naar vi bliver lidt ældre, kaster vi i vor
Utaalmodighed Blikket ud over Menneskene og Menneskehedens
Historie for i det mindste her at finde Sammenhængen,
Lovene, Udviklingen, kort sagt for her at søge Meningen med
Livet, Formaalet for vor Kamp og Liden. Indtil vi en Dag standses
af en Stemme fra Dybet af vort Indre, en Spøgelsestemme,
der spørger: Men hvem er du selv? Fra den Dag kender vi
intet andet Spørgsmaal end dette ene. Fra den Dag er vort eget,
sande Jeg blevet den store Sfinks, hvis Gaade vi stræber at
løse. Mit sande Jeg? Den Mand, der i Morges kørte ud i den
stride Regn, forstemt, bitter, saa uendelig led ved Livet og dets
Besvær, var det mit sande Jeg? Eller den, som i Skumringen
sad derhenne ved Kakkelovnen og af Ildens Buldren lod sig
lulle ind i lykkelige Mindedrømme om Hus og Hjem og legende
Børn, var det mit sande, mit egenlige Jeg? Eller den, som nu
sidder her alene ved Lampen, hverken glad eller bedrøvet, hverken
gammel eller ung, med den stille, ophøjede Fred i sit Indre,
som kun Natten og Ensomheden skænker mig, er d e t mig, mig
selv, saadan som jeg udgik fra Naturens Haand, uforvansket,
ubesmittet. Eller er det altsammen ligemeget mig selv? Det,
vi kalder vor Sjæl, er det bare en forbifarende Stemning, et
Resultat af vor Nattesøvn og vor Avislæsning, noget, der er
afhængigt af Barometerstanden og Torvepriserne? Eller har vi
lige saa mange Sjæle i os, som der er Brikker i en Gnavpose?
Hver Gang Posen rystes, kommer en ny tilsyne: en Nar, en
Hugaf, en Natugle ... Jeg spørger! Jeg spørger!"
Skolelærer Mikkelsen var forbavset, han kendte ikke sin Mand
igen i disse mistrøstige Linjer. Men idet han nu søgte frem­
36
efter i Bogen for at komme til de Optegnelser, der skrev sig
fra de senere Aar, stødte han paa et Brev, som laa gemt mellem
Bogens Blade. Han saae paa Udskriften. Der stod „Hr. Vejassistent
P. Sidenius", og af Stemplet paa Frimærket kunde han
se, at Brevet kun var et Par Maaneder gammelt.
Efter en kort Samvittighedskamp trak han Papiret ud af Omslaget.
Det var en Damehaand. Som Adresse stod der øverst
paa første Side „Budderuplund", og Brevet lød:
„Jeg hører, at du er syg, meget syg. Jeg bryder derfor den
Tavshed, du har paalagt mig, jeg kan ikke blive rolig i mit Sind,
før jeg faar sagt dig min uendelige Tak for alt, hvad du har
ofret for min Lykkes Skyld. Jeg forstaar dig nu helt, forstaar,
at du kun har villet mit Bedste, og jeg kan aldrig takke dig nok
derfor. Fra vore tre Børn kan jeg bringe Hilsen, de har
det godt, ligesom mine yngste to. Hagbarth er nu Student, han
vil være Ingeniør og har efter alles Sigende ualmindelige Evner,
er dertil en kæk og stærk Dreng, saa han vil nok komme frem
i Verden. Ingeborg blev konfirmeret sidste Høst; hende og lille
Lise har jeg endnu herhjemme. De kender dig jo ikke; du har
jo villet det saadan, og det er maaske ogsaa rigtigst. — Endnu
engang min inderligste Tak for alt. Gud give dig Kraft til at bære,
hvad der maatte komme! Inger."
Skolelærer Mikkelsen nikkede stjaalent hen for sig og puttede
derpaa stille Papiret ind igen i Omslaget. Hvad det dog har været
for en sær Mand! tænkte han.
Den sidste Del af Dagbogen bestod mest af udaterede Smaastykker,
og flere af dem endte med den samme Sætning, der hist og
her var understreget: „Naturen er rig, Naturen er viis og miskundelig!"
Paa disse Steder genkendte Mikkelsen let baade Tanker
og Udtryk fra sin Vens Tale. Saaledes i et Stykke som dette:
„Uden den urmenneskelige Udfoldelsesdrift, den selvskabende
Kraft, der ytrer sig i Lidenskaben, den være nu vendt ud mod Virkelighedens
eller ind mod Tankens eller op mod Drømmens Verden,
og uden et stort, ja eventyrligt Mod til at ville sig selv i 
LYKKE - PER 367
guddommelig Nøgenhed naaer Ingen til virkelig Frigjorthed. Derfor
priser jeg mig lykkelig, at jeg har levet i en Tid, der kaldte
paa denne Drift og styrkede dette Mod. Ellers var jeg bleven
et halvfærdigt Menneske, en Sidenius, alle mine Dage."
Eller et andet Sted:
„Kristi Liv og Historie lærer os i Virkeligheden intet ud over
dette (som er en gammel Visdom), at der er kun eet, der overvinder
Lidelsen, og det er Passionen."
Paa et tredje Blad stod der:
„Ære være min Ungdoms store Drømme! Saa blev jeg dog
en Verdenserobrer alligevel! Hvert Menneskes Sjæl er et selvstændigt
Universum, hans Død en Verdensundergang i det smaa."
Et Sted læste han disse Linjer:
„Aviserne meddeler idag, at Hr. Steiner er bleven udnævnt til
Etatsraad. Hvordan? For et helt Liv, forspildt i Løgn og hæsblæ­
sende Svindel — bare en Etatsraadstitel! Verden er en slet Betaler.
Stakkels Hr. Steiner! Om De anede, hvor jeg i min Navnløshed
føler mig kongeligt fri og ukrænkelig, vilde De forstaa,
at det var Dem, som blev den narrede. Men nu aner De det
ikke og er glad. De lykønsker Dem selv og drikker stolt Deres
Berømmelses Skaal i Champagne. Thi Naturen er rig, Naturen
er viis og miskundelig."
Et Sted stod der følgende under Overskriften „Om Gud":
„Der tillægges Voltaire det Ord, at dersom Gud ikke var til,
maatte man opfinde ham. Jeg finder mere Sandhed i Sætningen,
naar den vendes om. Dersom der virkelig skulde være nogen
Gud til, maa vi se at glemme ham, og dette ikke af Frygt for
vore onde Gerninger og deres Straf, men for at opelske Mennesker,
der vil gøre det gode for det godes egen Skyld. Hvor kan
man med rent Hjerte give en fattig Mand en Almisse, naar man
tror og har Interesse af at tro, at der sidder en regnskabsførende
Gud i Himlen og ser derpaa og nikker bifaldende?"
Nedenunder stod der under Overskriften „Mere om Troen" :
„Vi omgiver os i Livet med saa mange Ting, som er bleven
vor Ejendom ved et Tilfælde. Vi opdager en Dag, at vi trænger
til en Kommode, gaar saa ind til en Snedker og køber en, der 
36
tilfældigt staar fremme. Vi mønstrer den med Ligegyldighed, den
er maaske ikke engang efter vor Smag, men i samme Øjeblik,
vi har besluttet at købe den og den er bleven vor, foregaar der
en hemmelighedsfuld Forvandling med den og med os. Varsomt
stryger vor Haand henover Polituren, med Kærlighed og Ængstelse
følger vort Øje den, naar Flyttefolkene bærer den ned ad
Trapperne, og tvinges vi senere i Livet til at skille os af med
den, er det for os, som om vi mistede en Del af os selv. —
Dette er Besiddelsens Mysterium. Er det ikke ogsaa Troens?"
Fra hans sidste Leveaar skrev sig en Optegnelse, der havde
Overskriften „Det store Spøgelse".
„Et Sted ovre paa Mors forefaldt der for en Del Aar siden
følgende Begivenhed. En Herremand havde to Sønner, to Smaadrenge.
Den yngste var en mut lille Fyr med et trodsigt Sind,
som Faderen vilde bøje. En Dag i Drengens tiende Leveaar, da
han igen havde forset sig og derfor skulde tugtes, søgte han Tilflugt
oppe i et højt Træ i Haven. Ør af Ophidselse og som
det ogsaa paastaas — af for megen Vin (han var netop kommen
hjem fra en Jagtfrokost i en Nabogaard) stod Faderen nedenunder
med sin Ridepisk og befalede ham at komme ned. Men hvor
meget han end raabte, og hvor stærkt han end truede, blev Drengen
deroppe, krøb tilmed i sin Angst stadig højere tilvejrs, tilsidst
saaes han helt oppe i Toppen. Saa hørtes pludselig et Skrig. Den
Gren, hvorpaa han havde søgt Fodfæste, knækkede, og Drengen
styrtede til Jorden. Han blev Krøbling for Livstid, og Samvittighedsnag
gjorde Faderen vanvittig, han sad indtil sin Død indespærret
i en Galeanstalt.
„Imidlertid voksede Sønnerne op. Den ældste blev en sund og
rødmosset ung Junker, ret hvad man kalder en Kærnekarl, der
giftede sig med en køn Pige, satte et Kuld raske Børn i Verden,
drev Ejendommen op til at blive en Mønstergaard og i det hele
gjorde sin Skyldighed som velvoksent Mandfolk. Imens laa Broderen
bleg og stille paa sin Baare ude i Parken, omsværmet af
sine Venner Fuglene, som aad af hans Haand. Han følte sig slet
ikke ulykkelig, pintes kun af dumme Menneskers Medynk og af
Tanken paa Faderens Elendighed. Jeg har selv set ham. Han var 
69
vel dengang en atten-nitten Aar, og jeg har aldrig kunnet glemme
det forklarede Udtryk i hans Ansigt. Det var, som stod der en
Lysglans om hans hele hjælpeløse Skikkelse. Til Erstatning for
den Førlighed, der var bleven ham berøvet, havde han faaet hin
sjette Sans, der skænker Sjælen dens dybeste Nydelser. Den
kluntede Dreng med den mutte Trold i Øjet var bleven — ja,
en Stakkel, hverken Mand eller Kvinde, hverken Barn eller Voksen,
men et Menneske, i hvis Blik Uendeligheden afspejlede
sig i al sin Klarhed, Dybde og Ro. Og jeg maatte tænke paa hans
Fader, hvem Samvittigheden, dette hæslige Spøgelse, havde drevet
ind i Mørket, fordi han ikke havde ejet Troen, den sande
Tro, Troen paa Naturen, den rige, den vise og miskundelige,
som veed Raad for alt, som gavmildt erstatter paa den ene Led,
hvad vi har mistet paa den anden, som ."
Skolelæreren blev afbrudt i sin Læsning ved, at Sognefogden
kom ind.
„Ja, saa er vi vist færdige, Mikkelsen. Hvad er'et, De der
sidder med?"
„Det er bare den Bog, vi fandt her i Skuffen. Hvad skal vi
gøre med den? Det er jo skrevne Sager, saa den kan da ikke
gaa til Avktionen, og til at brændes er den egenlig for god. Tror
De ikke, Nielsen, at jeg med god Samvittighed kan ta' og beholde
den? Saa havde jeg dog en Slags Minde om Assistenten. For
— sandt at sige — saa vil jeg mangen Gang komme til at længes
efter ham; og her staar netop saa meget om det, vi har
siddet her og passiaret om, saa det er, ligesom jeg opfriskede
det altsammen."
„Tag De den bare, Mikkelsen. For skrevne Sager har vi ingen
Ansvar. Og den har jo ingen Pengeværd."
Saa tændte Sognefogden en Lygte. Lampe og Lys blev slukket,
og de to Mænd traadte ud af det tomme Hus og lukkede det
omhyggelig efter sig.
