|
Borgemestre og Raad oversætte og omskrive den latinske Stadsret af
1294, efter Kong Erik af Pommerns Opfordring. Den er ikke nogen
særegen Stadsret, udgiven af Erik af Pommern, som Rosenvinge kalder
den, og den er udentvivl ej heller avtoriseret af nogen; det var kun
en Oversættelse til praktisk Brug og med de Tillempelser, som Stadens
Overgange fra Biskoppen til Kongen gjorde fornøden. Naar Rosenvinge
(gamle danske Love V, S. XXIII) mener, at den paaberaabes i Erik af
Pommerns Privil. af 28 Okt. 1422 (S. 152), idet der tales om,
»Stadsbogens Udvisning og Lov«, saa har han misforstaaet Udtrykket
Stadsbog, der betegner den Bog, hvori alle offenlige Dokumenter
indførtes, og der er her aldeles ikke Tale om nogen særegen Stadsret.
Naar Rosenvinge ligeledes bemærker, at det i den trykte Fortegnelse
over Raadstuearkivets gamle Dokumenter omtales, at der ved Erik af
Pommerns første Privilegium har ligget »et Papir in originali i samme
Materie, men det fandtes ikke«, da er Kilden til denne Efterretning
Arkivets Registrant af 1682, hvori der staar: Kong Erichs Pomerahy
danske pergaments bref om, at alle laugene en huer skal nære sig af
sin handtæring etc. dat. 1422, indført udi Walchendorfs bog pag. 66.
67. 68, med der hoes et paa papier in originaly af samme dato och
samme materie«; men dette vil ikke sige andet, end at Kongen lod
udstæde 2 Exemplarer af dette Privilegium, det ene paa Papir, det
andet paa Pergament, hvis der ikke menes det andet Priv. af 1422,
der ikke kunde findes 1682. Det vilde ogsaa være underligt, om en
saa ny Stadsret ikke ellers omtaltes i Raadstuearkivets Samlinger
eller andensteds. Det eneste Haandskrift, hvori denne Oversættelse
haves, findes paa det kgl. Bibliothek (gl. kgl. Saml. Nr. 3156, i
Kvart), der er fra Midten af det 16de Aarh. Da den saaledes ikke er
nogen særegen Stadsret og da Haandskriftet, hvori den forekommer, kun
er forholdsvis nyt og fuldt af Fejl, saa er der ingen Grund til her
at optage den, og det anses for tilstrækkeligt at kunne henvise til
Rosenvinges gl. danske Love V. 126-44, hvor den er aftrykt.
|
I s.153
|
