Kjøbenhavns Diplomatarium

Bind: V
Side: 631-634
Nummer: 1577

Om Indrettelse af en Bededag.

Til Kiøbenhafn oc Christianshafns indwaanere.

F. 3. Helse eder wore kiere troe undersaatter her udi wor kiøbsted Kiøbenhafn, af hvad stand oc condition i wære maa oc kand, evindeligen med Gud oc wor naade. Efftersom Guds retferdige wreedes riis sig endnu udi alle maader i adskillige hiørner lader see oc vi dog hverchen af forrige hiemsøgelse til frøgt eller Guds wreedes naadig formildelse til tachnemmelighed eller landers oc rigers ynchelig oc elendig medfart, som wi daglig fornemmer, til nogen andegtig boedferdighed kand bewæges oc derfor aldrig kand wide, hvad Gud i

V s.631

himmelen med os hafver isinde, da hafver wi naadigst eragted at lade en almindelig bede dag paabiude, som dend 1 julij førstkommendes er berammet at skulde holdes, om en hver end da sig wille som de, der wille wære holt for at wære Guds børn, gudeligen betenche, falde wores billige fortørnede himmelske fader om halsen oc, dend [tid] det endnu er naadsens tiid, med ydmyghed oc andagt søge om wores mangfoldige synders saa lenge fortiendte straffs naadig formildelse. Thi bede wi oc biude eder alle boendes her udi wor kiøbstæd Kiøbenhafn, at i retter eder efter, edrueligen oc skicheligen at komme paa samme tiid til kirche oc Guds hus oc paa forskrefne dag holde eder fra ald arbeide, beflittendes eder af yderste magt paa, med saadan andagt til Guds huus at fremkomme, at det for Gud i himmelen kand wære techeligt oc behageligt, udi forhaabning, at dend mildrige Gud sig til barmhiertighed imod en sand anger oc ruelse ofver synden skal wilde lade bewæge, oc paa det at samme dag kand med Guds alvorlig paakaldelse desto bedre hellig holdes, wilde wi hermed alvorligen hafve befalet, at alle oc en hver, som af dend styrche oc alder er, at de faste kand, dend gandske dag med fasten oc afhold fra mad oc alle slags drich udi bøn oc formaning til Gud begaar, indtil soelen er nedgangen, til hvilchen ende oc hermed, under tilbørlig straf som andre Guds ords foragtere oc wore mandaters ofvertrædere, skal wære forbudet, at ingen slags drich samme dag, ey heller mad, wære sig salt eller fersk, maa selges eller falholdes, langt mindre i nogen vertshuus eller pension spises, saa lenge som soelen er ofver wores horizont, som forskrefvit staar, ey paatviflendes, at en hver ioe udi sit huus sig ioe oc i lige maader anstiller, som forsvarligt oc Gud kand hafve ære deraf, oc hans vreede iche derofver desto meere skal optendes. Dermed etc. Hafniæ 19 junij 1659.

Lige saadant bref udgich til Christianshafn.

Til d. Hans Svanning.

F. 3tius. Wor synderlig gunst tilforn. Wider, at efftersom wi naadigst for got oc raadeligt hafver anseet, her udi wore kiøbstæder Kiøbenhafn oc Christianshafn at skulle holdes en almindelig bede dag dend 1 julij førstkommendes, Guds retferdige wredes riis, som sig endnu i alle hiørner i adskillige maader lader see, oc wore synders høyfortiendte straff ydmygeligen at afbede, da end oc vi iche tvifle, i oc self, hvad eders embede i slig fald udkrefver, wel ofverweyer oc efftertencher, saa har vi dog iche willet forbigaa, endoc med wores naadigste befaling til dets større myndighed i ald ting eder at komme til hielp, paa det i eder desto ifrigere kunde lade

V s.632

wære befalet, yderste flid at anwende, at alting gudeligen oc frugtbarlig maatte forrettes. Oc først, at i prousten oc præsterne self formaner, at de sig self oc deris gandske huus herudinden alworligen som ordets retsindige tiennere deris tilhørere til it got exempel oc fra deris unde weye til Gud omwender, dennem derhos forehollendes, hvor stor aarsage wi med wores daglig sicherhed oc u-boedferdighed hafver gifvet dend langmoedige Gud, samme plager at tilstæde os at ofvergaae, saa oc, hvor stor magt dennem oc os alle paaligger, saadant wed en alworlig poenitentze endnu udi naadsens tiid at forekomme oc afwende, hvor wisseligen Gud wil saadanne lande plager endten gandske afwerge eller oc naadeligen oc lideligen formilde, om wi os inderligen oc retsindigen til hannem omwender. Dernest at de iche allene sligt self oc deris ganske huus saadant gudeligen fører tilsinds, men at de deris tilhører det samme med en christelig retsindig jfver oc guds frygt lærer oc forholder, oc derhos paaminder dennem nogle neste(!) prædichener for forbemelte bede dag, baade at de sig alworligen bereeder til denne forestaaende bede dag gudfrygteligen at holde, saa oc at de wed sig betencher oc fortryder, hvor løselig oc vandmegtig de hidindtil hafver beganget de bede dage, som er anordnet i kiøbstæderne hver fredag, oc derhos at de sig nu betencher, iche alleniste alworligen oc christeligen at bereede oc holde denne bede dag, men lade dennem wære en wis begyndelse til en sand oc alworlig omwendelse, som sig udi ald deris lif oc lefnet hereffter kand lade tilsiune. Gud dend allerhøyeste gifve dertil sin aand, naade oc welsignelse for Jesu Christi skyld, med hvis videre, som j self gudfrygteligen her udi til Guds æres forfremmelse kunde betenche. Dermed. Hafniæ 19 junij 1659.

F. 3. Wor gunst tilforn. Vider, at efftersom wi naadigst hafver for got oc raadeligt anseet, her udi wor kiøbstæder(!) Kiøbenhafn at skulle holdes en almindelig bede dag dend 1 julij førstkommendes, udi forhaabning, at dend mildrige Gud sig til barmhiertighed imod en sand anger oc ruelse ofver synden skal wille lade sig bewæge; oc paa det at samme kand med Guds alworlige paakaldelse desto bedre hellig holdes, da bede wi eder oc naadigst wille, at i bestiller oc forordner, at paa samme dag icke holdes ting, stefne eller anden slig werslig handel, brug eller forsamling, medens at det saa oc ald benkting, drich, øl oc wiin tappen oc ald anden u-bequemmelighed alvorligen forbiudes, saa at samme bede dag med tilbørlig reverentz saa oc christelig andagt oc alvorlighed maa blifve

V s.633

holden. Vi tilskiche eder herforuden derom en wores obne mandat, dend wi naadigst wille, at i paa tilbørlige stæder skal lade læse oc forkynde oc siden derofver holde, som wedbør. Hafniæ 19 junij 1659.

Ligesaadan en befaling fich borgemester oc raad paa Christianshafn.

Sæl. Tegn. XXXV. 270.

V s.634