Kjøbenhavns Diplomatarium

Bind: VIII
Side: 166-179
Nummer: 246

Forholdsregler mod Pestens Udbredelse.

F. 4. giøre alle vitterligt, at den sig yttrende mistænkte sygdom udkræver at være betænkt paa alle nødige anstalter og præcautioner til at gaae faren i møde med, og den derved overhængende ulykke noksom advarer en hver, at det er høj tiid det syndige levnets vandel u-fortøvet at forbedre og med inderlig andagts jver og algemeene bøn og paakaldelse den almægtige Gud om forsonelse at anraabe, at hand med det i saadan tilfælde imod os og det gandske fæderne-land udstrakte plage-sværd i naade vil indeholde. Og som det noksom af erfarenhed er bekiendt, at naar nogen slags smitsom sygdom i et konge-rige eller land er begyndt, er ikke lettelig nogen der af bleven angreben, uden samme har enten rørt ved de sager samt gang og senge klæder, som en befængt har brugt, eller og med deslige mistænkte u-agtsom har omgaaets, saa og at nogle stæder i de syge huse enten ikke ere bleven holdte tillukte eller og før dend tilbørlige reenselse bleven aabnet, hvorved sygdommen ofte efter stilstand igien er bleven opvakt og paa nye ikke alleene samme stæd, men end og fleere andre bleven angreben. Det er og imod den christen kiærlighed at effterlade at bruge menniskelige midler og enten af u-videnhed eller u-agtsomhed at tillade saadan indsnigende fare nogen frihed, hvorved ikke alleene eenhvers eget legeme, men end og det

VIII s.166

gandske land og folk kand blive sat i største fare og jammer. Og paa det alle og en hver kand nogenlunde forud være betænkt, hvorledes de saavel sig selv for saadan fare kand bevare som og andre virkelig dermed besmittede kunde være behiælpelige og samme u-læmpe, næst Guds bistand, dæmpe, saa have vi herom allernaadigst villet anordne og befale, saa som vi og etc. følgende at skal i agt tages.

1. Ved alle menniskelige foranstaltninger bør mand fornemmelig tage tilflugt til de aandelige midler, og formedelst de disvære i svang gaaende store synder og laster anbefales enhvær præst paa alle anordnede hellige- og bede-dage og stunder af prædikestolen at giøre en inderlig og alvorlig bøn til Gud om smitsom sygdoms afværgelse og dernæst formane et hvert menniske og fornemmelig huusfædre og mødre, at de ei alleene haver god jndseende med deres børn og tieneste tyende, men og anstiller deris eget levnet gudfrygtig, sparsom, lydig og rætmæssig: gudfrygtig imod Gud og ham formaa med inderlig bøn og paakaldelse, med den velfortiente haarde straf at tilbage holde: sparsom og ædru imod sig selv med at afholde sig fra al fylderi og u-maadelig levnet: lydig imod den af os satte øvrigheds velmeente anstalt og jndseende og rætmæszig imod sin næste og ham i ald nød paa beste maade at bistaa og dernæst af sindsens bevægelse sætte fornemmelig ald frygt, bekymring og vrede tilside.

2. Som til de menniskelige midlers og præcautioners i verkstillelse intet er tienligere end at der haves idelig underretning, af hvad slags sygdomme nogen ved smitsomme tider døe, saa have vi allerede giort den anstalt, hvorviit de fra det medicinske facultet udsendte personer slig besigtelse skulle forrette, at der efter, hvor frygt for smitsomhed kunde give sig tilkiende, af vores politiemester efter den af os allernaadigst af adskillige jurisdictioner anordnede commissions resolution kunde giøres de nødige anstalter. Saa skal og derforuden anordnes visze barberere af lauget, hvis boepæl skal giøres bekiendt, paa det om nogen spørger hos sig nogen anstød af den mistænkte sygdom, at de da af dem, uden underskeed enten de ere rige eller fattige, kunde vorde betient, og skulle de saadannes tilstand hver morgen og aften for sundheds commissionens skriver neden under raadhuset skriftlig angive, med hvis de have videre at erindre.

3. Hvor sygdommen har yttret sig, ville vi allernaadigst have anbefalet, at alle de mistænkte husze strax rødelige giøres, saaledes at de syge føres til lazaretet der at pleies og cureres, og de friske, som i samme mistænkte huse ere tilbage, at de begive sig til visze huse at holde 14 dages lager. Dog ville vi allernaadigst, at hvo der

VIII s.167

haver leilighed i eget huus at kand lade separere heldst paa høje værelser og i et eget kammer for sig selv sine syge og dem ved egen vaage-kone lade betiene og det under eeds forpligt, ej at komme videre end paa en vis distance, hvor og det nødige for vaag-kone og patient i egne kar maatte sættes, maa det være tilladt der at forblive. Ligeledes bevilges det og friske folk i de huse, hvor nogen af den mistænkte sygdom har været angreben eller ved døden afgaaen, at maa og derudi forblive, naar de haver leilighed at kand holde sig selv separeret fra de værelser, hvor nogen mistænkt har været syg eller død udi, saa som samme værelser enten af dem selv eller og af de dertil beskikkede personer strax skal med alle derudi værende meubler forsegles, dog at huus-folkene sig til commissarierne, som udi den 5te post ommældes, eedelig reserverer, ei at komme til de syge, om nogen hos dem findes, eller at bryde det for de mistænkte værelser satte publiqve segl, ei heller komme til nogen eller lade nogen komme til sig uden anordnede præst, doctor og barberer i de næste fire uger. Og ville vi allernaadigst, at naar nogen frisk saaledes som bemelt til 14 dages lager andenstæds, og det til sin egen frelse, forfløttes og ei have at leve af, skal dennem deris ophold af commissionen i disze 14 dage forskaffes, og skal alle naboerne efter qvarteer-commissariernes anmodning være forbundne til at have jndseende med slige jndsperrede, at de i bemælte tiid ikke kommer ud eller nogen til dem indkommer, og at det bud, som der maatte betinges til at bringe dem een eller anden nødtørfft, kommer ej viidere end paa en vis distance, og ellers tilsee, at alt, hvis af commissionen til alles velfærd anordnes, bliver i alle maader efterlevet.

4. Eftersom det og andenstæds er befunden, at ofte mange og adskillige got folk har kundet reddet og befriet deres huse fra ødeleggelse, om de i tide under hver andre selv indbyrdes havde været betænkt paa et eller flere stæder, naar den publiqve leilighed formedelst mange syge feilede, at lade henbringe deris syge udi, saa ville vi allernaadigst ønske, at vore kiære og troe jndbyggere, saa mange som derom udi visze tal og paa een og anden gode maader kunde komme over eens og dertil vilkor have, vilde overlegge, hvordan de best ved slig leilighed kunde gaa ald befrygtende fare i møde og derved desto bedre conservere deris huse og eget liv og have desbedre beqvemmelighéd for deris tyende, som kunde blive syge og de dog ere pligtige selv at underholde og betale for, naar de det ei selv formaae, til hvilken ende alle ledige huse dertil for sædvanlig leje paa fierdings eller halve aars tiid kunde søges, og om eierne

VIII s.168

vegrer sig at overlade til slig eller anden publiqve nytte deris ledige huse, skal øvrigheden eller politiemesteren lade dem aabne og indrømme og skaffe eierne i rette tid deraf deris leje.

5. Effterdj det næst Guds naadige bistand [er] enhver af os bestilte øvrigheds samt jndbyggernes tilbørlig pligt at drage omsorg for den algemeene sag og uden den nødige punctuelle jndseende i een hver stæds og byes qvarterer ei nogen alvorlig anstalt og præcaution kand tages enten med at forskaffe de syge i rette tid den aandelige og legemlige hielp eller eloignere faren fra de sunde, saa ville vi allernaadigst, at os elskelige vores præsident, borgemestere og raad i denne vores kongel. residentz stad skulde til hver af stadens qvarterer udmælde iblant dem selv een, som tillige med 2de af de 32 mænd skulde være som commissarier over de qvarterer, som dem ordineres. Disze commissarier skulde daglig udi deris qvarterer lade efterforske om tilstanden hos jndbyggerne, og hvor de om nogen mistænkelig sygdom skulde blive vidende, da at give saadant for sundheds commissionen skriftlig tilkiende. De skulde og have indseende, at det, som udi foregaaende 3die post ommældes, tilbørlig efterleves, og paa forsigtig maade formane og befale enhver trolig at effterkomme, hvis de til egen og andres frelse anlover, og ellers flittig med commissionen communicere og politiemesteren udi sine executioner være assisterlig. Og paa det de desbedre denne forretning kunde overkomme, skal til hver qvarteer ordineres fire andre borgere, som skulde ligesaavelsom rodmestere efter tidens beskaffenhed gaa dem til haande. Deslige commissarier ville vi og allernaadigst, skulle komme commissionen, i fald den det nødig haver, til hielp med jndseende ved lazaret og separations huse i og uden staden. Endelig saa skulde og vores ober-admiralitet og general-commissariat beskikke visze committerede for de Nye-boder, som de nødige anstalters fyldestgiørelse og ligesom i staden kunde i agt tage.

6. Samtlige doctores og barberere skulle være pligtige efter aflagde eed at give commissionens sig udi et cammer neden under raadhuset opholdende skriver daglig alle mistænkelige sygdomme skriftlig tilkiende og ei under livs straf maa det fordølge og ej heller vegre sig udi paa anfordring enten godvillig eller efter lodkastning at betiene lazaret- og separations huse i eller uden staden eller sig fra det stæd, som kunde blive angreben, begive, saasom det er deris kald og embede at exponere sig for deris betrængte jevn-christen. Og apothekerne skulde sig med gode og friske vare og medicamenter u-opholdelig forsyne og ei samme i priisen oversætte, og om com-

VIII s.169

missionen finder det fornøden, skulle apothekernes forraad eftersees, og hvilke medicamenter og species, som befindes gamle og slette, skulde i det mindste forsegles, paa det at de kiøbende og syge ej derved skulde blive brystholden. Saa skulde og apothekerne ved deres officiner giøre saadan anstalt og separation, at ikke mistænkte skulde løbe lige ind paa dem; det samme skulde og barbererne tage i agt ved deres barbeer stuer.

7. Som reenfærdigheden i og uden huszene ikke er een af de ringeste præcautioner til sygdoms dæmpelse, saa skulle alle og enhver beflitte sig paa reenligheden og holde deris gader, stræder og andre publiqve pladser vel reene og deres rendesteene med vand lade hver morgen vel efterskylle og ej tillade aadsel at blive nogen stæder beliggendes, men maa strax bortføres. Dernæst at eenhver udi sit eget huus beflitter sig paa reenlighed baade i klæder og stuer saavelsom i stalde, kieldere og paa lofterne og dem daglig vel lade reengiøre for støv og spindelvæve og ei lade nogen mødning i deres gaarde eller husze og andet, som ond stank kand forvolde, blive beliggende, men det hver ottende dag i det seeneste og heldst om natten, og før solen staar op, og efter den er nedgaaen, eller og morgen og aften det lade udføre og lade imidlertid deres naboer holde deres dørre og vindever lukte. Og i sær formanes her om alle bryggere, bagere og slagtere, item brændevins-brændere, som pleier at holde kiør, under exemplar straf, at holde deres huse og møding-stæder fri for u-renlighed. Desligeste skulle for alting jøderne, som plejer at holde deres huse meget u-reene, dem strax vel reense, saa fremt de ikke fra deres huse af landet vil uddrives. Saa er det og meget gavnligt og fornøden efter vores tilforn derom allernaadigst giorte anstalt, at ingen svin bliver tilladte i noget huusz eller gaarde at forblive, langt mindre dem paa sti at opsætte, saasom de altid foraarsager stor stank og lettelig kand hielpe til at inficere luften. Brændeviins-brændere, som holder kiør og selger melk og boer i smaa og snevre huse, skulde holde deres kiør uden for staden paa fælledet og ej lade dem indkomme paa nogen tiid om natten, og det saalenge, indtil commissionen giver dem anden tilladelse. Ei heller er det tienligt, at staadere og stakler lader sig indfinde for huse og dørre, som de pleje, men de fattiges directeurer og forstandere skulde drage for dem vedbørlig omsorg. Ligeledes anbefales directeurerne for vand væsenet at have jndseende, at udi de ferske vande, hvoraf jndbyggerne betienes til deris spiisning, ei ved smitsomme tider vaskes. Naar dette

VIII s.170

alt saaledis tages i agt, kunde des bedre bruges de tilforn publicerede adskillige midler og røgelser til at reense luften med.

8. Næst efter de foregaaende præcautioner er at agte, at naar nogen proviant og nødvendighed skal leveres til mistænkte huses fornødenhed, da skal det enten skee paa en viis distance eller paa anrættede benke uden for husene eller paa en klap, som kunde være i dørren eller og for vindeverne, som skal holdes lukte, imens det der henlægges, eller og udi kurve, som jndvaanerne hidse op med reeb.

9. De, som af smitsom sygdom maatte bortdøe, skal i de klæder, de døer, bestrøet med u-læsket kalk, legges i kiste og tre alen dybt i jorden, hvor det kand skee, nedgraves og ligene af de efterlevende huus-folk eller de af øvrigheden anordnede liig bærere, ligesom det befales, bæres uden huset, og saadanne liig inden 24 timer efter dødsfald skulle i al stilhed begraves. Graverne til kirkerne skulle des aarsage have hos sig forraad af u-læsket kalk, og naar nogen ved denne farlige tiid angiver et liig at vil have nedsat i sit udi kirkerne eller dets kirkegaarde havende, begravelse, da skulle dem leveres til et lidet liig at bestrøe en god giøben fuld, til et maadelig liig to giøben fuld og til et stort og fyldig liig tre giøben fuld u-læsket kalk, og om liiget skal nedsættes i kirkerne og deres murede begravelser, skulde tages og bruges til vedstrøelsen paa hver af deslige liig dobbelt saa meget kalk; og at kalken der til maatte blive forbrugt, skulde klokkerne, før liigene nedsættes, tage vedkommende eedelig attest eller forsikring, at det annammede kalk til liigets vedstrøelse er anvendt. Og de liig-kister, som nedsættes i de murede begravelser, bør siunkes det meeste mueligt neder i begravelsen og med hvid sand vel overkastes og skiules, og begravelsens luft-huller, i sær de, som vende ind til kirkerne, skulle vel tilstoppes. Og imidlertid nogen mistenkt sygdom grasserer, maa enhver sine liig heldst morgen og aften uden nogen vores foregaaende allernaadigste tilladelse begrave, og ophæves derhos alle ceremonier, med mindre vi efter beskaffenhed af den afdødes sygdom dem allernaadigst expresse tilladendes vorder, og forbydes i sær de faa paarørende, som maa følge, og alle de, som bærer, ej at have kappe paa, og til liig-begængelsen maa ej heller bruges nogen slags liig-klæder, under høi og exemplar straf for alle vedkommende. Bede-mændene forbydes og under lige straf ej at bære kapper, og maa de hverken indgaa udi mistænkte huse eller invitere nogen at følge, med mindre det skeer uden for vedkommendes dørre og porte.

VIII s.171

10. Vi bevilge allernaadigst, at der maa anordnes visze præster, som alleene skal betiene de mistænkte syge og sig paa et vist stæd opholde, og præsterne i almindelighed befales, imedens den mistænkte sygdom vedholder, alleene at bære en liden krage og deris inderste klæder, naar de sidde i skrifft e-stolen, besøge de syge, følge og kaste jord paa liig, men ved andre deres forretninger beholde de deres sædvanlige dragt.

11. Saa skal der og være visze jordemødre til at betiene de frugtsommelige i mistænkte husze, og andre qvinder skulde og antages til at lægge liig i kiste, hvor ingen anden er forhaanden, og altid medbringe u-lædsket kalk til at strøe paa liigene, uden vedkommende have det tilforn hos graveren bekommet. Disze bemælte saavelsom vaage koner, som de mistænkte syge hist og her skal betiene, skulle sig i huse og værelser for sig selv opholde og under livs straf forbydes at gaa andenstæds, end hvor de ere befalede, og ej i nogen maade bestiæle saadanne huse, og vaage-konerne skulle særlig morgen, middag og aften synge og læse for de syge og holde alting udj god forvaring.

12. Til bortdøde mistænkte at bortbære er anordnet visze vogne og liigbærere, som ej maa bruges til u-mistænkte liig at bortføre og bære og skal opholde sig paa visze stæder og ei have omgængelse med andre sunde folk. Disze maa ej tage eller bemægtige sig noget udi husene, som de henskikkes, og ikke eengang annamme det, som dem godvillig maatte bydes, men disze personer skulle føre et skikkeligt levnet og med ald jver og efter aflagde eed forrette det anbefalende, under vilkorlig straf samt livs og æres fortabelse. Saa er og bestilt endnu andre vogne, som skal bruges alleene til syges førsel, og maa ej andre vogne af nogen lejes eller laanes, saafremt de, som dem bortlejer eller laaner, ej derfor exemplariter vil straffes. Og maa ej heller de, som følge syge-vogne, under straf, som om liig bærere er mældet, tage eller lade sig noget give af dem, som de udtage syge fra, end om de dem det selv godvillig ville paatrænge.

13. Jngen maa under høi straf, ja og ikke under æres og livs fortabelse bebreide nogen selv eller deres paarørende, at de betiener liig-bærers eller anden bestilling, enten nu eller siden, men liig-bærer, syge-fører, derved værende kudsker og deslige personer, som ved sundheds væsenet haver nogen forretning, der fører hazard paa livet med sig, ville vi allernaadigst, naar de sig skikkeligen i deres embeder forholde og de i fremtiden blive trængende, skulle af de fattiges directeurer frem for andre med een skikkelig almisze aflægges. Deres

VIII s.172

hustruer skulde og have det samme i deres enkestand at forvente, om manden, som betiener nogen forretning ved sundheds væsenet, derudi døer og forholder sig skikkelig. Dislige beneficium ville vi og de aftakkede og qvæste, som paatager sig saadanne betieninger, skulle ved qvæsthuusz cassen reserveres for deres efterlevende hustruer.

14. Som ej heller nogen handverks mester, hvilke til sundheds commissionens tieneste forlanges noget at forrette, deris i saa fald giørende tieniste under høj straf, ja og livs og æres fortabelse, maa bebreides, saa skal og enhver oldermand eller mester, som af commissionen tilsiges noget at forrette, det strax og hørsommeligst under vilkorlig straf efterkomme og det med den præcaution, som sundheds commissionen foreskriver.

15. Saa snart ellers nogen i noget huus af mistænkt sygdom bliver angreben, saa skal værten eller en anden i samme huus ved andre uden for boende sunde folk eller og selv, naar ej andre forefindes, give det tilkiende for nærmest i qvarteret boende commissarier eller den borger, som hører til opsigten i qvarteret, men hand selv eller hans huus folk under livs straf maa ikke gaa ind til den, hand giver det an for, men uden for skal ansige hans tilstand og ej heller gaa hen til andre i sunde huusze eller paa gaden indlade sig med sunde mennisker i discours. Og maa ingen under høj exemplar og vilkorlig straf understaa sig deres syge af huset at udsætte eller paa gaden at udkaste. Saa forbydes og eenhver til deres egen sikkerhed ej at komme de udkaste eller fra et til andet stæd eller til lazaretet henbringende syge nær og med vinden paa sig i møde, ej heller nærme sig de dødes begravelse, men sig fra begge det meeste mueligt entholde. Saa forbydes og tieneste tyende ej at gaa til nogen syge, hvorved de kand bringe smitten hiem til deres hosbonders og mad mødres huse, og i fald de det vidende giøre, skulle de exemplariter straffes.

16. Naar et huus befænges, maa friske og syge, om de tillades at blive i huset, ingenlunde løbe om paa gaderne, langt mindre udi kirke eller andre publiqve forsamlinger og det under livs straf; saa maa ej heller noget fra deslige husze under høi og exemplar straf udføres og borttages, med mindre det først skeer med commissionens tilladelse, og naboerne skulle, som før er meldt, ved natte-vægternes hielp der med have tilbørlig jndseende. Saa maa og ikke nogen under exemplar straf udkaste nogen senge-klæder, høe, halm, palter og deslige, og skulle alle og enhver i husene vel paa agte deres syge, at ingen i raseri af husene udløber. Ei heller maa nogen sælge palter

VIII s.173

og lapper til dem, som der om til papiir-møllernes fornødenhed plejer at omraabe.

17. Alle de syge, som bringes til lazaretet, skulle bekostningen selv, om de det i nogen maade formaa, naar leiligheden tillader derpaa at give regning, igien betale, og alle huus-fædre og huus-mødre skulle og betale for deres tieneste tyende, som udføres, og et hvert laug af deres lauge-lade for deres fattige svenne, saaviit cassen kand strække sig, bør og betale. Og hvo, som commissionen eller øvrigheden maa for deres store fattigdom lade begrave og skaffe kiste, nyder ej andre end de, som ere u-høvlede, og befindes det, at nogen under skin af forarmelse lader commissionen skaffe sig eller deres tyende kiste, da skulle de derfore, naar det opdages, betale 4 gange saa meget udi straf til cassen, til hvilken ende liig-skriveren skal lade naboerne til commissariernes videre revision attestere om dem, som fri kiste efterdags maa gives.

18. Er nogen i de syge og mistænkte husze saa gienstridig og ej vil efterkomme, hvad dem foreskrives, da skal qvarteer commissarierne lade deslige tillige med andre heel farlige huse med visze tegn distingvere, ja og, om det nødig befindes, lade saadanne huse tilsperre og vindever og skodder ud til gaden og til andre huses vindever det meeste mueligt lade vel tillukke.

19. J de huse, hvor smitsom sygdom har begyndt, sættes vand, hvor udi giften kand drage sig, og aftenen og morgenen udkastes, hvor ej nogen overgaar, og siden med andet frisk vand efterskylles. De, som boer nær ved befængte huse, kand foruden anden foreskreven præservation og sætte et kar med vand i gaarden, som de hver morgen udøszer og igien fylder, saa kunde og folket ellers saa meget mueligt omskifte deres klæder og dem aftage og imidlertid ophænge i vind og luft.

20. Af inficerede huse skulde ingen tages til borger vagt, og de huse, som har været inficerede eller ere uddøde, skulle hverken heelt eller endeel deraf, før øvrigheden det tillader, maatte bortlejes.

21. Alle rapporter fra befængte og mistænkte skulle indrettes udi aabne seddeler, tages med en tang og røges, og penge fra dem skulle kastes i vand eller edike og vel udskylles.

22. Alle de i befængte huse og gaarde befindende høns, naar der ej er leilighed i huszet dem paa et eget separeret stæd at holde, saa og alle ender, giæs, duer og katter skulle strax ihielslaaes; hundene, om de ei kand mistes, saavel der som over alt i byen at

VIII s.174

fastbindes, saasom ofte er befunden, at ald præcaution u-agtet er smitsomheden derved omført i naboelauget.

23. Skal og paa agtes, at levendes qvæg af befængte gaarde og stæder ej tillades at gaa iblant de sunde gaarders og stæders qvæg.

24. Maa intet qvæg af de befængte stæder, være sig i arv eller gield, fra de afdødes boepæl henføres til sunde stæder, førend det i det mindste trende gange har været drevet igiennem dybe vand.

25. De syge, som i de befængte huse bliver cureret, skal der efter holde lager i 4re uger paa et værelse, hvor ingen har været syg eller død, og deres klæder skulle først tilbørlig handteres, før de maa udgaa.

26. De husze, hvorudi sygdommen har været, enten nogen holder derudi qvarantaine eller ej, kand ved vindevers og skodders tillukkelse vel røges, siden oplades vindeverne og daglig igiennem vindes, veggene ved een egen muurmester udspekkes, og over alt overkalkes, heldst om nogen der udi er død af smitsom syge; thi ellers befænger det allermest og allersnarest. Men de værelser, som efter foregaaende 3die punct bliver forseglede, maa ei rores, før øvrigheden det ordinerer, thi det ligger fornemmelig magt paa, at meublerne i de befængte huse vel i agt tages, og at de ikke distribueres og kommer iblant folk, men maa vel vindes, røges og toes og ej tillades at føres til sunde huse, før de efter enhvers natur og beskaffenhed ere vel toede, røgede, luftede med videre efter øvrighedens anordning. Og bør alle udi befængte huse befindende gamle palter, ulden, linnet og løjet tillige med ald gammel senge halm og matter paa et vist stæd og af visze dertil ordinerede folk i lukte vogne udføres og opbrændes. Og paa det nu omstunder ej skulle skee misbrug, i sær med fordægtige seng og gang klæder, ville vi allernaadigst have enhver alvorlig formanet at holde sig vores de dato den 21 iulii sidst afvigt udgangne allernaadigste forordning efterretlig om forbuden handel paa torvene samt ved omløbende med gang-, senge- og deslige klæder med videre om deres førsel og pantsætning.

27. Kirkerne skulde kirke-værgerne for støv og spindel-væve lade reengiøre og lade vindeverne vel toe og matterne, om fornøden eragtes, enten lade bortlægge paa et stæd for sig selv eller og at udføres og opbrændes, og i kirkerne skulde og ofte røges baade mit udi, saa og ved alle kirke-dørrene. Stadens collegier og andre publique huse skulde og for støv og spindel-væve idelig reenholdes og vindeverne vel toes og værelserne undertiden røges. Saa bør og arrest-husene saavelsom corps de gvarderne ligeledes holdes stedse

VIII s.175

vel reene og røges, og hænder det sig, at nogen, i sær i corps de gvarderne, bliver plutzelig svage, maa ober admiralitetet, commandanten og stadshaubtmanden have det saaledes beordret, at deslige syge strax separeres og til lazaretet eller anden sikker stæd ved de anordnede leiligheder afføres.

28. Snedkerne og tømmermændene skulle paa øvrighedens anordning altid have et vist antal liig-kister af slet façon færdig og i beredskab.

29. Slagterne maa ej spilde noget blod, men det uden for staden nedgrave. Smede, som aarelade heste, skulle giøre det same. Feldtberedere, garvere, pergamentmagere og deslige u-reene handteringer skulle ved deres handverk beflitte sig paa al reenfærdighed og deres u-reenlighed strax udføre, saafremt de ikke tilsammen vil obligeres til at bruge deres handverk uden for staden. Bagere maa ei lade komme varm brød af deres huse, før det er kolt, hvorfore de, som selv bager, have at tage sig vare med nyt brød. Skræderne skulde sig i sær med klæder at vende vel foresee og i det mindste dem tilforne vel røge. Fiske blødere og lyse støbere skulle helst uden for staden eller paa lufftige og afsides liggende stæder bruge deres handteringer, alt under vilkaarlig og høj straf. Under lige straf forbydes badstuer ved denne tiid at holdes og bruges.

30. Som megen trænge af folk ved svage tider giver anledning til sygdoms forøgelsze, saa skulle alle og enhver beflitte sig paa at evitere store forsamlinger, især paa bryllupper, laugs-samlinger, udi viin- og krohuse samt spisze qvarterer. Til den ende ville vi og allernaadigst, at ingen maa i snævre stræder og porte sidde om torve dagene med noget at forhandle, men skulle det paa torvene fal holde.

31. Og paa det infections-udbredelse desto bedre, næst Guds bistand, kunde forekommes, saa ville vi allernaadigst have anbefalet ingen, i hvo det være kunde, enten geistlig, militaire eller verdslig, ja og ikke skippere, færgemænd, bønder, deres tieniste folk, drenge, piger, børn eller nogen, af hvad stand, condition, alder og vilkor de end og ere, maa forreise søe eller landverts enten herhid eller herfra til nogen af de andre stæder og byer eller nogen slags vare eller gods indbringe, uden de medfører sundheds breve, som sandfærdelig efter personernes eedelig afleggelse skal indeholde, at de ikke selv videndes udi sex uger har været udi et syg og inficeret huus, og at de ej heller medfører nogen senge- og gang klæder samt høf, hamp og deslige mistænkelige vare, som smitte kand foraarsage. Og udgives deslige sundheds paszer af præsterne paa landet og rættens be-

VIII s.176

tiente i kiøbstæderne. Og at saadant et pas kunde ofte bruges, særdeles af bønderne, som maa komme tiit til torvs, og det ikke misbruge, skal de, som paszerne udgive, under haand og seigl fornye dem hver reise ved dag og datum og nye paaskrifft. Saa skal og i samme pas indføres, at enhver sine paszer, naar een reise er fuldendt, udgiveren, enten præst eller rættens betiente, under 10 rigsdalers straf strax skal tilbage levere. Ligeledes skal og i passzet tegnes, at ingen under livs og æres fortabelse maa giøre frem laan til nogen anden, ihvo det vere maa, eller paszet paa nogen anden maade misbruge. Og naar paszer til nogen, som enten ikke strax tilbage kommer eller agter at forblive paa det henrejsende stæd, udgives, da skal til misbrugs forekommelse ligeledes tegnes derpaa. Og ville vi allernaadigst, at enhver øvrighed under vilkorlig straf selv her over skal holde og det strax i verk stille, saasom det ingen reisende enten militaire, verdslig eller geistlig, borger, bønder, tieniste folk, laqveyer, kudsker, vognmænd eller andre, ihvo det være maa, selv eller med nogen vare og gods uden deslige sundheds paszer bliver her eller i nogen af de andre stæder og byer tilladt søe eller landverts at indkomme, efter et hvert stæds viit eller nær afliggende, 8te eller 14 dage efter denne vores forordnings publication. Og maa det og foruden være eenhver øfrighed tilladt, før nogen i deris stæder med deslige paszer indkommer, at lade tage eed om alt forbemelte og visitere, hvad de medbringer. Og om de maatte med føre noget, som ej er god rigtighed for, maa de det lade opbrænde, saasom i sær ingen tillades at føre gamle senge og gangklæder samt lapper og palter med sig. Og paa det sig ingen over disze sundheds paszers tagelse skulle have at besværge, saa ville vi allernaadigst strængeligen have forbuden, at ingen under embeds og bestillings fortabelse derfore penge eller anden villighed maa fordre eller tage, langt mindre nogen derover opholde.

32. Og saasom der er endnu adskillige anstalter og ordonancer ved smitsom syge tider, som maa i værk stilles til at forekomme besmittelse og afværge skinderi, røveri, død og mord-slag samt anden ugudelighed, saa ville vi allernaadigst, at om nøden det udkræver, saadanne ordonnancer efter foregaaende overvejelse med sundheds commissionen og andre vedkommende skulle udi tryk udgives her udi Kiøbenhavn af vores politie og commerce collegio, ja og af sundheds commissionen selv, naar det behøves, og lige saa fuldt efterleves, som det af os selv allernaadigst var publiceret. Og maa paa andre stæder i vore riger, om Gud dem med korset hiemsøgte, af deres foresatte,

VIII s.177

øvrighed alt dette appliceres og med videre forklaringer, ligesom leiligheden det paa et hvert stæd udkræver, forbedres, til hvilken ende vores stiftbefalingsmænd, ambtmænd, magistraten, bye- samt herrets- og birkefogder og skrivere skulle sig de midler, som til saadan lande plage at forekomme ere tienlige, fremmest og for alting lade være angelegen og ej alleene vogte deres egne stæder for infection, men endog ved forsynlige anstalter med vagtsættelse præcavere, om nogen befængelse sig hos dem yttrede, at den sig ej til andre og fleere skulle extendere. Og var det derfore det sikkerste, at et hvert stæd sine visze vagter paa deres grændser til ald befrygtende farlighed at afværge udsatte.

33. Saa ville vi og, at enhver amtmand paa landet og magistrater i kiøbstæderne skulle vores politie og commerce collegium flittig communicere, af hvad sygdom folk meest døer, om der ere mange syge af een slags sygdom, og om dødsfaldene hos dem ere plutselige, med de derved følgende tegn og omstændigheder, paa det at deraf kunde sees og i tide erfares, om den mistænkte sygdom sig videre skulde udbrede.

34. Saa skal og alle ambtmænd paa landet og magistraterne i kiøbstæderne til bemelte collegium indberette, hvor mange medici, chirurgi eller andre kyndige mænd paa lægedom der findes enten i kiøbstæderne eller paa landet, og ellers tilholde enhver deslige saavelsom apothekerne at have det her allerede af det medicinske facultet udgivne skrift angaaende præservation imod smitsom sygdom for sig deraf, om nøden det maatte udkræve, at betiene. Og ved slig u-lykkelig hændelse af smitsom sygdom tilkommer det eenhver ambtmand og øvrighed i kiøbstæderne og paa landet at fordre nærmestboende læge til at betiene de under deris ambt og jurisdiction nedfaldene mistænkte syge under ald forsigtig anstalt, til hvilken ende provincial doctores, andre læger og barberere og befales at holde sig parat, om deres tieneste af nogen øvrighed ved mistænkt sygdoms udbredelse maatte forlanges.

35. Og endelig som vi allernaadigst med største mishag har maat fornemme een og anden opsætsighed imod saa høj fornøden og til den algemeene frelse vel intentionerede anstalter, og vi derfor allernaadigst har været foraarsaget vores allernaadigste forbud og mandat af 3 iulii derimod at udgive, saa byde og befale vi endnu hermed vores ober-admiralitet saavelsom commandanten, magistraten, stads-haubtmand, stads-capitainerne, byefogden, de 32 mænd og alle andre, som ved collegierne eller iurisdictionerne her udi vores kongl.

VIII s.178

residentz stad haver noget at sige, at saa ofte noget ved den mistænkte sygdom udkræves eller dets angaaende skal foranstaltes, de da er sundheds commissionen, politiemesteren og de dertil udskikkede udi alle optænkelige maader assisterlig, i sær med vagt af fornøden folk til hest og foeds. Hvorfore en hver, som dennem udi slige forrætninger maatte giøre modstand, sig maa vide at vogte, saasom om nogen derover maatte komme noget til og for modværge og u-hørsomhed maatte blive nedlagt, skal den, som det efter ordre giør, være angerløes, og den døde til sin egen beskæmmelse at ligge paa sine gierninger.

Hvor effter alle etc. Thi byde og befale vi hermed vore grever, fri-herrer, stiftbefalingsmænd, commandanter, ambtmænd, præsidenter, borgemestere og raad, fogder og alle andre, som denne vores forordning etc., at de den paa behørige stæder etc. og derover, saaviit fornødenhed udkræver, tilbørligen holder. Givet etc. Hafniæ d. 1 augusti 1711.

Sæl. Reg. XLVI. 190-207.

VIII s.179