Actricen.
Num. 1.
Løverdagen, den 14 October 1758.
Imprimatur B. MÖLLMAN.
Paa enhver Skueplads sees saavel Actricer som Acteurer. Begge
Deele have deres Ruller at spille. Undertiden spiller en Actrice
en Acteurs, og en Acteur en Actrices Rulle. Udi min Cirkel
har jeg hidtil Dags presenteret en ikke aldeles uformelig Figur.
Jeg fremstiller mig derfore med desto mindre Undseelse paa Skuepladsen.
Jeg er alles tienstvilligste Tienerinde, i sær deres af det andet Kiøn, der have
noget til Beste. Jeg haaber, de samme unde mig deres Næring. Jeg
lever for nærværende Tid af mit eget. Mange af mit Kiøn ernære sig
med det samme.
En kort Afbildning paa min Person og Egenskaber skulle, maa skee!
ey være Liebhaberne aldeles ubehagelig. Jeg er af en maadelig Statur,
hverken for stumped eller for lang; hverken for mager eller for feed. Jeg
har et langagtig Ansigt, ey for rødt, ey for bleegt, men noget brun¬
agtigt. Jeg har mørke Øyenbryne, brune Øyensteene, men min Næse
er noget krum og spids. Jeg har en lille Mund, røde Lipper, men mine
Tænder ere noget sorte. Min Taille er passable. Mine Hænder og Fød¬
der ere smaa og nette, men mine Been falder noget vel smale. Hvad
ellers Naturen kan have nægtet mig i Henseende til min udvortes Anseelse,
forbedrer jeg ved Penselen og Klæde=Dragten.
Min Station tillader mig at efterabe de allerfornemmeste af mit Kiøn
baade i Klæder og Sæder. Jeg klæder mig altsaa paa den nyeste Mode.
Vil Jndkomsterne ey strække til, tager jeg paa Regning, hvor jeg kan
faae noget. En Actrice uden en rød og sort Fløyels=Kaabe med Herme¬
lin eller Canin=Skind under, var jo en underlig Figur? Jeg maa altsaa
have begge Deeele.
En Polonaise, en Jagt=Habit, eller Amazon=Dragt ere uomgien¬
geligen fornødne. Ligesom man er klæd, saa bliver man hæd. Bliver


man ey æret og hilsed for sin Person og Stand, saa dog for Klæderne.
Saa mange Dage i Ugen, saa mange Forandringer. Jntet er mig
meere anstødeligt, end at see nogen af mit Kiøn ofte i en og den samme
Klædning og Coifure. Saadanne burdte ey lade sig see meere end een¬
gang om Aaret, i Kirken, paa Gaderne, eller andre Stæder. Jeg har
derfore nye Forandring til hver Dag i Ugen, saavel inden som uden Dørre.
J mit Væsen er jeg vel noget spodsk imod Ubekientere af det andet
Kiøn; men naar de blive kiendte med mig, er jeg desmeere beleven og
familier. Jeg er af et munter og lystig Humeur. Stille og ærbare Sel¬
skaber ere mig meget odiense. Muntre og lystige Opvartere, der brav
kan støye og tumle om med mig, ere mig meest kierkomne. Jeg er ey meget
Veltalende. Dog naar det kommer an paa at mundhugges, eller at bag¬
tale og hegle min Næste igiennem, flyder min Tunge temmelig got.
Jeg er meget for at giøre Visiter. Er dog kun sielden uden Selskab.
Jeg spatserer ey gierne i Rosenborg=Hauge, eller paa Gaderne. Men
jeg lader mig desto flittigere see for mine Vinduer. Naar jeg er allene,
som sielden treffer ind, fordriver jeg Tiden med at synge Arier og spille
paa mit Claveer. Der findes neppe nogen Romain, jeg jo nogle Gange
har igiennemlæst. Jeg er saa beløben udi dette Slags Bøger, at naar
jeg hører en eller anden Talemaade af mine Opvartere, kan jeg med
Vished sige: Den Talemaade er af Banise, den af Bellamine, den af
Octavia &c. Udi Poesien eller Digter=Kunsten øver jeg mig ogsaa. Jeg
har allerede rimet endeel forliebte Sager sammen. Undertiden syer jeg i
Ramme. At spinde, vinde, og deslige skikker sig ikke for mig. At fore¬
staae en Huusholdning er noget, som lærer sig selv, naar jeg faaer en
Mand. Den, jeg faaer, kan være saa god at tage sig noget af Tingene
med. Mange af det andet Kiøn bekymrer sig jo ey eller om, at kunde
forestaae et Embede, førend de faaer det. Undertiden gaar baade Embeds¬
og Husholdnings=Sager igiennem Konens Hoved allene.
Af alt tvunget Væsen er jeg en forferdelig Hadere. Jeg bruger min
Frihed. Folkes Raisonnements er mig indifferent, naar kun mit Sind
og min Pung finder sig fornøyed. Hvem vil være en Slave af de leve¬
Regler, som nogle Særsindede, efter deres phlegmatiske Temperament
foreskriver os? Det Steds Skikke, man lever paa, og de fornemmeste
Jndvaaneres Gout, er jo en fornuftig og fornøyelig Hofmesterinde? Man
lever ey i Paris som i Kallundborg. Jeg giver mine Opvartere Audience
om Morgenen paa Sengen. Jeg staaer op; jeg klæder mig paa i deres
Nærværelse. "Wir Actricen mussen nicht chinirt seyn." Jeg lader dem
kiøre mig til og fra Comoedie=Huset med deres Heste og Vogn. Jeg


sonpperer om Sommeren paa et og andet af de publiqve Lyst=Stæder med
dem. Om Vinteren opvarter jeg dem med en Quadrille eller l'Hombre
til Klokken 1. a 2. om Natten. Fortæringen betaler de selv. Lysene og
Kortet faaer jeg got betalt.
Her seer man mine Dyder. Lyder troer jeg ikke, jeg har, siden jeg
ey selv kan see dem. Er jeg ikke en complet Actrice? Spiller jeg ikke
mine Ruller ret vel? Ere ikke mine Manieres, mine Mouvements med
Hoved, Hænder og Fødder ret behagelige? Fortiener jeg ikke Klap?
Jeg haaber, at saa mange som har seet mine Actioner, skal finde lige
saa stor en Fornøyelse i at læse dem. Jeg har, for at forbedre mine
Jndkomster med nogle 2 Skillinger om Ugen, paataget mig at give dem
ud i Trykken. Jngen forundre sig over, at jeg som et Fruentimmer vil
skrive. Af idelig Omgiengelse og Nattevaagen med Studerende, profite¬
rer man dog noget. Jeg er desuden temmelig vel belæst, men endnu
mere bereyst. Paa mine Reyser har jeg seet og erfaret meget. Man
taler og skriver best af egen Erfarenhed.
Dog at fremstille sig paa en Skueplads, hvor Partigængere og Con¬
tra=Partigængere grassere, er noget betænkeligt for mig som en Actrice.
Det Slags Folk ere meest farlige i Fredstider. J Krigstider ere de ingen¬
steds velkomne. Dog haaber jeg, de har nogen Egard for et Fruentim¬
mer. Jeg haaber og at finde saa stor en Bedakkelse baade af den Civile
og Militaire Etat, at man ey lettelig tør antaste mig. Jeg har desuden
ikke noget udestaaende med de got Folk, uden dette, at jeg griber dem ind
i deres Metier og Næring. Men hvad Ære skulle de vel have af at
melere sig med en Actrice? Jeg vover mig ud paa det samme.
Men, par bleu! atter nye Fare. En Spion har ladet sig see paa
Skuepladsen. Ney! nu er det reent ude med mig. For en Partigængere
kan man dog slippe Linklædet og flye nøgen. Men hvor Pokker! skulle
man vel kunde flygte hen for en Spion? At ville skiule sig for en Spion,
var det samme, som at slaae sine Dørre i Laas for Fanden. For Fanden
kunde man dog til Nød skiule sig i en Galge. Men for en Spion er man
ey eller sikker paa det Sted. Og hvorledes skulde man vel tage sig vare
for en Spion? Hvo kiender ham? Spioneriet hænger jo ikke uden paa
ham? En Spion er jo skabt som et andet Menneske? Satan kan jo pre¬
sentere en Lysens Engel? En Spion kommer jo som en Ven, eller som en
Overløber, eller som en Betler? Men bør man ansee enhver Overløber og
Betler for en Spion? Jeg troer alle Folk vel. De, der tale ærligt med
mig, anseer jeg for mine Venner. Men hvor snart er et stakkels Fruen¬
timmer ikke forraadt? Hvad, om han udspionerer alle mine Hemmelighe¬


der og mit hele Forhold? Er min Credit da ikke forspildt? Hvorledes
skulle jeg da vel kunde giøre min Lykke? Andre kan være lige saa lettroende
som jeg. Jeg troer snarere det Onde, der siges om min Næste, end det
Gode. Dog, hvad frygter jeg for? Jeg er jo en Actrice? Menhvo skulle
vel desuden ikke vide, hvad en Actrice fører i sit Skiold?
Denne Skræk har dog nogenledes sadt sig. Men hvad giør jeg?
Jeg paatager mig her en Rulle, som iblant alle dem, jeg har spillet, vil
blive mig den sværeste, at kunde spille vel. Jeg vil presentere en Skribent.
Jeg har vel spillet adskillige Mandsruller. Men til at forestille en Skri¬
bent med Applaus, hører der visselig noget mere, end at lære en Rulle
uden ad. Ak! Kiære! piber mig dog ikke ud! Et Menneske skal dog
engang begaae en kiendelig Daarlighed. Bedre i min Ungdom, end naar
jeg er bleven gammel. Jeg har stedse anseet det for et halv Hexerie, at
Dosmere kunde skrive Bøger. J samme vrange Mening havde jeg og
blevet, hvis ikke Frans Hansen, Kokkedreng, udi hans Fortale til hans
Forsvarsskrift for den Danske Skueplads, havde aabenbaret mig Kunst¬
grebet. Men jeg svær paa, jeg ey vil betiene mig deraf. Mit Hierte sidder
alt for høyt. Skulle jeg vel tage en andens Foster og udgive for mit eget?
Ney! en Pige paa en Snees Aar, eller noget derover, er selv i Stand,
til at kunde concipere et. De gode Mandfolk bilde sig ind, at de allene
ere det Slags Knubbe, hvoraf der kan giøres en Mercurius. Skulle vel
Frue Pallas og de 9 Musæ aldeles have forglemt deres eget Kiøn? Skulle
Forsynet ikke kunde have dannet et Fruentimmer, ligesaa vel til at forbe¬
dre Verden med moralske Skrifter, som til at formere den? Skulle et
Fruentimmer ikke lige saavel kunde give Publico Snak for Pengene, som
Mandfolkene? Jeg vil giøre et Forsøg derpaa. Faaer mine Ugeblade
Aftræk, priser jeg mig lykkelig, og min Lomme vil glæde sig derved.
Jeg er, som man har hørt, en Actrice. Jeg er vandt til at spille
saavel Mands= som Fruentimmerruller. Udi mine Ugeblade efteraber jeg
snart det ene, snart det andet Kiøns Sæder og Passioner under visse Ca¬
racterer. Jeg lover at skrive Sandheden med Beskedenhed.
J det øvrige recommenderer jeg mig Læsernes Bevaagenhed, og beder,
man vil holde mig, som et Fruentimmer, ja som en Actrice, et Ord til gode.
Paa førstkommende Løverdag har jeg den Ære at opvarte Læserne med
den sparsommelige Kone.


Actricen.
Num. 2.
Løverdagen, den 21 October 1758.
Imprimatur B. MÖLLMAN.
Den sparsommelige Kone.
Jeg har den Ære, efter Løfte, at presentere mig paa Skueplad¬
sen som en sparsommelig Kone. Jeg giør mig og virkelig
en Ære af at fremstille mig under saa priisværdig en Caracter.
Siig saa, at der ikke ogsaa kan findes noget Got hos en Actrice.
Er ikke Sparsommelighed en Dyd? Er ikke den Mand lykkelig, der
har en sparsommelig Kone? Ak! hvor ere dog de stakkels Mænd at beklage,
der enten have ødsle Koner, eller saadanne, der ikke forstaae at tage alle
Ting udi et Huus paa den menagerligste Fod. Hvor mangen en brav og
stræbsom Mand er ikke derudover bleven til en gaaende Prakker? Hvad
kan det vel hielpe en Mand, at han faar et par tusind Daler eller tre,
fire, med sin Kone, naar hun ikke veed at spare? En saadan Kone er jo
ikke sin Mand til større Nytte, end den Koe, der vel giver megen Melk
af sig, men har derhos den Vane at spende Melkespanden om, saasnart
den er afmalked
Min Mand fik just ikke meget med mig; men derimod har jeg ved
min Sparsommelighed indrentet ham fuldkommen saa meget aarligen, som
en Capital af 4000 Daler eller noget meere kunde have givet af sig. Men
de gode Mænd skiønner som oftest ikke paa, hvad det er at have en saadan
Kone. Jeg burdte vel ikke laste min egen Mand. Men den kiere Mand
er langt fra ikke nær saa knap og paaholden som jeg. Det første jeg havde
faaet ham, var han meget for, undertiden at ville have nogle gode Ven¬
ner hos sig om Aftenen, for Selskabs skyld; men jeg har smukt vendt
ham af med den Vane. Lad være, disse Aften Giester fik ey andet, end
et Smør og Brød, og et Glas Øl til, saa giorde det dog et Pokkers Hul
i min Smørfierding, (og Smørret har saa men nu i nogle Aaringer været
temmelig dyrt,) ey at tale om de mange 4 Skillinger, der maatte dantse
hen til Bageren for fiint Brød; og hvorlenge skulde vel en Fierding Øl
paa den Maade kunde have varet? Vel sandt, at min Mand sidder nu
mestendeels hver Aften paa et vis Viinhnus, og maaskee fortærer og trac¬


terer dobbelt saa meget bort; men saa har jeg dog ikke den Ergrelse at see,
at der gaar saa meget til i mit Huus. Undertiden merker jeg vel, at han
giør Næse af den Mad, jeg setter paa Bordet for ham; i sær naar han
nyelig har været til Giest hos andre. Men den kiere Mand betænker ikke
hvad Tider man lever udi; og hvis jeg ikke saaledes vidste at holde til raa¬
de, skulle de fattige 12 a 1400 Rdlrs. Jndkomster, han har om Aaret,
rigtig nok gaae med, da alt hvad man skal have til Klæder og til Føde jo
neppe kan veyes op med Penge. Men skulle jeg enten i Dag eller Mor¬
gen komme til at vende Næsen i Veyret, vilde den kiære Mand vel kom¬
me til at savne mig.
Jeg veed meget vel, hvad mine Uvenner raisonnerer om mig; (thi enhver brav
Kone har alletider sine Forfølgere.) Ja tænk engang! da jeg for nogle Dage siden
fik en en Visite af en vis Frue her i Naboelaget, og jeg iblandt andet kom til at tale
om, hvorledes jeg indretter min Husholdning, (thi hvad skulle vi Koner vel andet
tale om? ) var hun saa uforskammet, at hun saa got som sagde mig i Øynene, at
jeg er en gierrig, karrig, gnieragtig og suurfittig Kone. Jeg troer saa men, hun
var allene kommen for at mønstre min Husholdning og Levemaade. Min Mand,
sagde hun, har langt fra ikke saa store Jndkømster om Aaret som hendes, min gode
Frue! Men skulle jeg derfore 2 a 3 Gange om Ugen sette min Mand og mine Børn
til Bords paa et Fad Kaal eller Erter, paa et Fad Vandgrød eller Øllebrød; paa
saltede Sild eller Aal, paa lagede Flønder eller tørre Jyder? og hvad Rætter har
hun da vel om Søndagen, spurdte hun i det samme? skulle jeg derfore ikke kunde
have nogle gode Venner en eller to Gange om Ugen til Bords hos mig? skulle jeg
derfore lade mine Døttre gaae inden Dørre i en Cantusse af Danziger Tøy, og et
Skiørt af ulden Damast? Vil man kun høre! saaledes saae hun just at min Dotter
var klæd. Skulle jeg derfore, sagde hun videre, ikke turde lustere uden Porten om
Sommeren? skulle jeg derfor ikke kunde give et Ball eller toe om Vinteren? Ney det
var at leve alt for gnisk, luusagtig, sultent, ja nedrigt og gemeent. See engang til en
stor Deel af vore Haandværkmænds Koner, har de ikke deres Fløyelskaaber, Skam
at tale om? seer man ikke dem og deres Døttre i den ene Silkeklædning efter den
anden? drikker de ikke hver Dag deres Caffe, ja undertiden Chocolade? skulle det da
ikke være en Skam for os, som ere en god Deel høyere paa Straae, om vi ville leve
ringere end de? og skal jeg sige min Mening reent ud, saa er der intet skammeligere,
end at Folk, der have nok at leve af, ikke nænner at klæde sig skikkeligen, og at giøre
sig selv noget til gode, ja neppe at æde sig mæt, hvorved de giøre sig selv til Vidun¬
der, ja stinkende for alle Folk.
Jeg havde nær spurdt den gode Frue, om hun ikke snart havde udtalt. An¬
stændigheden tillod mig ikke at give mig i Skienderie med hende i mit eget Huus.
Jeg vidste vel ellers, hvad jeg kunde have svaret hende. Jmidlertid fik hun dog nogle
gode Stikpiller at gaae hiem med. Var det ikke ærgerligt at høre paa, at hun saa¬
ledes vilde sige mig Sandheden i Øynene? jeg skulde vel være et saadan Ødeland som
hun er? jeg veed meget vel, hvorledes det gaaer til i hendes Huus. Jeg holder in¬
gen Rendekiellinger; thi det Slags Folk gaae ey gierne tomhændede ud af Huset. Jeg
har en 3 a 4 Syejomfruer eller Madamer siddende hos mig om Dagen. Disse skulle
have deres Mad om Middagen; deres Caffe og Thee om Eftermiddagen; og atter
deres Mad igien om Aftenen. Jeg lader mig nøye med en Kokkepige og en Stuepige.
Husholderske, Amme og Hønsepige agerer jeg alletider selv. Saadanne behøves kun
for magelige Fruer. Jeg kiøber ikke mine Specerier i Skillingviis; langt mindre


laaner jeg Brød hos mine Naboer for Mageligheds eller Efterladenheds Skyld. Jeg
stikker ey noget under mig af de Penge, min Mand giver mig til Huusholdningen;
langt mindre stiæler jeg den ene Tout eller Bancoseddel fra ham efter den anden. Jeg
lader ey steege og brase op for mig med Kalve= og Dyrestege, og med Kramsfugle. Due¬
Posteyer, Østers, Asparreser og deslige Lekkerbidskener, ere allene for ødsele og kræsene
Fruer. Jeg kiører ey hver anden og tredie Uge paa Opera og Comoedier. Jeg har ey i
mine yngre Aar givet unge Cavalierer Audienz, naar min Mand har været ude. Jeg
føyter ey hveranden Dag i Visiter for at høre nyt; thi jeg kan (desverre) høre nyt nok i
i mit eget Huus. Snart slaaer min Kokkepige en Skillingspotte i tue for mig. Snart
støder det Beest, jeg har til Gaardskarl, en Kande Skillingsøl om med sin Albue,
og spiller saa megen GUds Velsignelse for mig. Snart river min lille Jens en 20 Aars
gammel Vifte i tu for mig. Snart løber Katten af med en Kaagesild, foruden adskillige
andre smaa Skader, saa at det er et stort Guds Vunder, at jeg ikke allerede er bleven
en ruinered Kone.
Men for at komme til min dydige Frue igien, saa har den gode Kone nok i sin egen
Deel. Hvad forstaaer vel det Ødeland sig paa en Huusholdning? Hun trænger i ald
Sandhed høyt nok til en Huusholderske og en god Kokkepige. Naar hun kommer i sit
Kiøken, som sielden skeer, griner Pigerne hende ud; thi hun forstaar ikke engang at kaage
en Meelgrød uden Klumper. Og endda vilde den Taabegaas mønstre min Huushold¬
ning og Levemaade? Blodet begynder nu ret for Alvor at kaage i mig; og jeg fortry¬
der nu, at jeg ikke sagde den smukke Frue et Stykke af Fanden.
Jeg behøver ey at lære at leve af saadanne Koner. Jeg er bleven opdraget i et
Huus, hvor man med Sandhed kan sige, at Sparsommelighed regierede i høyeste Grad.
Min sal. Faster, Mad. Gnierpinds, var en Kone, som ret forstod at føre en menager¬
lig Huusholdning. Hun gav mig gode og sunde Huusholdnings Regler, hvilke jeg ey
allene paa det allernøyeste har efterlevet, men endog i mange Maader forbedret. Jnden
Dørre gik hun saa tarvelig i Klæder, at de der ikke kiendte hende, toge hende an for en
Kone, man brugte der i Huset til allehaande. Hun giorde vel undertiden Visiter; men
hun tog sielden eller ingen Tid imod nogen. Hun gav og undertiden noget til de Fattige;
dog ingen Tid høyere, end en Skilling, eller et Stykke mullen Brød. Af Ulden og Lin¬
net, havde hun ingen Pialt saa gammel, at hun jo vidste at føre sig den til Nytte. J
de 12 Aar, jeg var i hendes Huus, før jeg blev gift, giorde hun ey mere end et eneste
Giestebud, som bestod af 3 Rætter Mad, nemlig en Hønsekiødsuppe, en Oxesteg, og et
Fad Æbleskiver. Dette var den eneste Ødselhed og Overdaadighed jeg saae af hende i
Madlavning.
De fleste Søndager lod hun kaage saa megen Kaal, at vi havde nok deraf baade til
Tirsdagen og Torsdagen. Undertiden lod hun kaage en Kraftsuppe paa 3 Pund Oxekiød
til hende selv og hendes Mand, tilligemed 4 Børn, og mig. Det, vi levnede af Sup¬
pen, lod hun varme op igien om Tirsdagen. Torsdagen derpaa fik vi gule Erter. Paa
hendes Bord saaes aldrig Viinglasse, uden om de 3 store Høytider, da vi fik hver et Glas
ung Fransk Viin. Fire Gange om Aaret gav hun os Caffe med blaa=suur Melk til; men
Chocolade ikke tiere, end hver Jubelfest.
Den sal. Kone kunde ey bare sig for at lee, naar hun hørte andre Koner beklage sig
over, at de havde faaet saa slette Madvahre indkiøbte. De Koner, sagde hun, forstaa
sig got paa at holde Huus. Er der vel nogen Drøyelse og Forslag udi gode Madvahre?
Naar for Exempel, Smørret er brav salt og harsk, smører man langt fra ey saa tykt paa
Brødet deraf, som naar det er friskt og got. Den sal. Kone kiøbte derfore ind i rette Ti¬
de af de sletteste Madvahre som kunde faaes, og derved havde hun dobbelt Fordeel, nemlig:
at hun havde dem for got Kiøb, og at de ikke bleve saa hastig fortærede. Sandelig! en
meget høy fornøden Observation til Mennagens Forbedring udi en Huusholdning. Hun
havde nøye Indseende med alle Ting i Huset, at alting kunde gaae sparsommeligen til.


Om Vinteren tællede hun hver Morgen saa mange Stykket Brænde af, som der den Dag
maatte brændes i Kakkelovnerne. Den slemme Skik, som endeel Koner allerede i hendes
Tid havde indført, nemlig: at give deres Tienestepiger Thee om Morgenen og Eftermid¬
dag, vilde hun, som klogt var, aldeles ikke vide af at sige. Jligemaade forkastede
hun aldeles den utidige Gavmildhed, at give sine Tienestefolk Nyeaarsgave. Vel sandt,
at hun skiftede Piger hver halve Aar, og at de, der havde tient hende engang, bade Fan¬
den tiene hende oftere; men hun var dog et Monstrum eller Mønster, som alle Koner
burdte efterfølge. Jeg har takket hende tusinde Gange i hendes Grav, og jeg takker
hende endnu den Dag i Dag er, for den overmaade store Sparsommelighed, jeg har seet
og lært af hende, hvilket sandelig er kommen mig til megen stor Nytte, siden jeg selv satte
Fod under mit eget Bord. Jeg giver og, (uroest for GUd) en aarlig Douceur til Gra¬
veren, at han alle Høytider og Festdage skal strøe Blomster og Sand paa hendes Grav.
Jeg giorde det gierne selv, for at spare denne Udgift, dersom Anstændigheden tillod mig
det; men man maa undertiden giøre unyttige Depenser for Honneurens Skyld.
Enhver som har kiendt eller hørt tale om denne salige Kone, kan livagtig see hende
i min Person; ja jeg tør, uden at rose mig selv, paastaae, at jeg aldeles intet giver hende
noget efter udi Karrighed og Gnieragtighed. Min Dotter skal saa men ikke heller blive
en mindre sparsommelig Kone i sin Tiid. Over denne Text prædiker jeg ogsaa alletider for
hende, baade Søn= og Søgnedage. Jeg lader hende heller ikke sidde paa Statz om Da¬
gen. Hun maa sye, spinde og vinde Garn. Hun maa hielpe mine Piger at vaske Klæ¬
der og toe Vinduer. Hun maa gaae i Kiøkkenet med mig, for at lære at kaage en Ræt
Kaal, Erter, Vandgrød og deslige; samt og at slukke Branderne, naar Maden er
kogt.
Kort sagt; jeg opdrager hende i alle Maader efter mit eget Sind og Hovedpassion,
saa at den Mand der i sin Tid faaer hende, skal prise sig lykkelig. Jeg har og forfattet en
kort Huustavle. Den lyder, som følger:
Din Mand skal du elske og være troe, om du kan. Du skal deele Ære og Herre-
dømme med ham, men ingenlunde være ham lydig, naar han ey vil leve ligesaa hundsk
som du.
Har din Mand fattige Venner, skal du ingenlunde tillade ham at giøre dem
Got, i det mindste ikke saa du veed deraf. Det samme skal og forstaaes om dine egne
fattige Venner.
Dine Tienestefolk skal du give liden Løn, og mindre Mad. Vil de ey blive hos dig,
saa lad dem løbe. Det er desuden ey tienligt, at det Slags Folk bliver for gamle i Gaarde.
Slaaer de noget i Stykker for dig, eller giør nogen anden Skade, eller lader noget kom¬
me bort, skal du lade dem skaffe det igien. Hvis ikke, skal du trække dem dobbelt saa
meget af i deres Løn.
Bliver du af nogen buden til Giæst, skal du excusere dig enten med Upasselighed eller
med noget andet Forfald, at du ey derved skal forobligeres til at invitere dem igien; thi
hvad er vel den Mundfuld Mad og det Glas Viin, du kunde nyde hos andre, at regne
imod de Bekostninger, du saa maatte, for Skam Skyld, giøre til Vederlag?
For Visiter skal du de fleste Gange nægte dig hiemme; og naar du tager imod dem, skal
du give dem ganske tynd Caffe, med Melk til, og ordinair Thebohe; thi saa fortære de ey
saa meget der af. Du kan og ved hver anden Kop Caffe eller Thee, du skienker, lade som
du glemmer Sukkeret; thi ere de undseelige og tie dermed, er der saa meget bleven sparet.
J det øvrige skal du indrette din Huusholdning, og Madlavning til hver Dag
i Ugen efter det a parte Reglement, som jeg har optegnet for dig.
Saa under Dydens Navn tit Lasters Rulle spilles,
J høy og nedrig Stand, hos Borger, Bonde, Præst.
Spør man: hvor Gnieren kan fra en Sparsom skilles?
Jeg svar: Af Gierningen det skulle sees best.
Paa førstkommende Løverdag har jeg den Ære at opvarte Læserne med
den Vanhellige Tienestepige.


Actricen.
Num. 3.
Løverdagen, den 28 October 1758.
Imprimatur B. MÖLLMAN.
Den vanheldige Tienestepige.
S¬
idste Gang brystede jeg mig paa Skuepladsen som en anseelig Kone, der
havde Mand, Børn og Tienestefolk at raade over, da mig fattedes intet
uden Nøysomhed. J Dag seer man mig her igien som en ringe, ja vanhel¬
dig Tienestepige. Saa hastig kan Bladet vende sig for os ustadige Actricer, og der
er intet bestandigere for os, end idelige Forandringer. Noget have vi været, som vi
aldrig blive meer. Noget kunde vi blive, som vi dog ikke giøre os Haab om, uden
ved en særdeles lykkelig Forbindelse. Men hvad er jeg nu? hverken Madame eller
Jomfrue, men en stakkels Tienestetøs. Ja var jeg endda saa lykkelig som Sr. Pe¬
bersvends Pige, der er alle Ting i alt hos ham, hans Kokkepige, Huusholderske,
og Kammertiener. Førend hun kom til Sr. Pebersvend var hun saa nøgen og fat¬
tig som en Kirkerotte. Men, troe mig, nu er hun bleven tilstrækkelig oppudset fra
det nederste til det øverste. Jeg begriber ikke, hvor hun faaer al den Stats fra,
hun har; thi en fattig Tienestepige skal ikke springe ret langt med hendes bare Løn,
det veed min Troe jeg.
Jeg har ikke været nær saa lykkelig, siden jeg kom ud at tiene for mit Brød; og
jeg troer heller aldrig, at nogen Tienestepige har været saa vanheldig med Tieneste¬
pladser som jeg. Jeg maa nu (desverre) alt for vel sande, hvad en Spaakone spaaede
mig, da jeg var 13 Aar gammel. Man maa sige om Spaakoner, hvad man sige vil,
saa kan de dog, gid de faae Skam saa sandt, meere end deres Fader vor. Det er jo
dog noget ubegribeligt, hvorledes at denne Spaakone kunde heele to Aar forud see i en
Caffekop, at, min ældste Syster Jngeborg skulle, uden at være gift, faae en lille Glut.
Ja end mere; hun spaaede, at udi en af de Tienestepladser, jeg skulle faae, skulle der
en Nat et hvidt Gespenst liste sig i Slagbænken til mig; og, gid jeg faae Skam! er
det ikke ogsaa siden ganske rigtig skeed. Jo! jol jeg vilde ret ønske, at jeg kunde
staae i en Kraag og høre paa, naar vore peene Kokkepiger, Stuepiger, Syepiger, Huus¬
holdersker, Francoiser &c. &c. &c. lade sig spaae i Caffe, saa skulle jeg faae mange smukke
Løyer at høre om en god Deel af dem. Ja hvad? om en Spaakone fik Tilladelse at
dreye en Caffekop omkring for endeel af vore hellige og strenge Madmødre, der skielde
en stakkels Tienestepige Huden fuld, naar de kan treffe hende enten hos en Tiener, Kudsk,
eller Gaardskarl, saa skulle man nok faae at vide, hvordan de selv have været, og,
maaskee! endnu ere. Jeg veed vel, hvad jeg har seet og hørt paa de Steder, hvor jeg
har tient; men Gud bevare min Mund vel. Jeg har nok i min egen Deel. Jeg har
nu i en Tid af femfierding Aar haft fire Tienestepladser; men formedelst min Næsvis¬
hed og Aabenmundhed er jeg kommen galt fra dem alle. Saa vanskeligt er det for en
stakkels Tienestepige i disse Tider at kunde være sine Madmødre til Maade.


Da jeg var 15 Aar gammel, kom jeg i Tieneste hos Madame Civil, hvis Familie
udgiør den største Deel af Stadens Jndvaanere, og hvoraf en stor Deel ere i Rangen.
Men de af Familien uden Rang, der atter haver deres destingverede Classer, og range¬
rer indbyrdes over hinanden, ligesom den enes Næringsmaade og Profession agtes at
være meere fornem frem for den andens give de af Rangen lidet eller intet efter udi Leve¬
maaden, ja tildeels overgaae mange af dem derudi. De, der ere i Rangen, have vel
den høyre Haand og det øverste Sæde udi alle Samlinger. Man seer og, at de uden
Rang udvise en Slags Subordination for dem af Rangen; men af Klæderne og Opfør¬
selen kan man aldeles ikke distingvere de første fra de sidste. Jmellem begge disse
Partier i Familien regierer der en bestandig, skiønt hemmelig Jalousie og Misundelse.
En stor Deel af de sidste vil hart ad i ingen Maade ansees ringere end de første; da
de vel og anseer sig selv som Candidater til Rangen, paa hvilken de ved alle Leylig¬
heder søge at udføre deres Prætensioner.
J dette Huus begik jeg mig ellers temmelig vel; men ligesom jeg blev meere og
meere kiendt i Huuset, saa blev jeg og alt meere og meere Næsviis, og vilde som Ma¬
neren er hos os Tienestepiger, have min Næse i alle Ting og raisonnere med. Og om¬
endskiønt jeg var kun ung, og havde kun en maadelig Gaaseforstand, syntes mig dog,
at det ikke i alle Maader gik saaledes til i dette Huus, som det burdte. Jeg stødte
mig over, at de af Familien uden Rang vilde i alle Maader efterabe dem af Rangen.
Jeg kunde ey fordrage, at de vilde lade deres Sønner og Døttre opdrage som adelige
Junkere og Frøkene. Jeg tænkte ved mig selv: Hvad kan en Mand være tient med
en Jomfrue, der ey forstaaer andet, end at spille paa et Claveer, at dantse en Menuet
og nogle Engelske Dantse, at parler francois, at sidde paa Stats for et Vindne heele
Dagen igiennem? Jeg tænkte: Hvor vil en snue Kokkepige ikke kunde snyde en saadan
Kone, i Fald hun ikke har en Peer Nittengryn til Mand? Jeg tænkte: Det rimer sig jo
meget vel, at Borgermændskoner, der kommer en Carosse med deres Fløyelskaaber og Tri¬
umphantes Klæder, vil klage over besværlige Tider? Mig syntes, de burdte lade deres
Sønner og Døttre oplære og opdrage efter deres Stand, paa det man kunde faae
nyttige Borgere og huselige Koner. Mig syntes, at Haandverksfolk, der holde deres
voxne Døttre hiemme paa Stats, skulle lade dem komme ud at tiene for deres Føde og
Klæder. Jeg tænkte ved mig selv: Mon en Borgermands Søn, der kommer ansti¬
gende med en prægtig Klædning og Hatten under Armen, har i Sinde at agere et Ge¬
spenst eller en Gienganger efter en afdød Cammerjunker? Jeg tænkte: Mon en Haand¬
verksmands Dotter, der har faaet sit Haar indbunden med en Sløife i Nakken har i
Sinde at agere en Jagt= eller Ridehoppe? Disse og deslige fleere formastelige Tanker
giorde jeg mig om denne Familie, jeg her var kommen til at tiene udi, hvilke jeg
taabelige Creatur burdte have beholdt hos mig selv; men da min Madame havde en
Dag formedelst en vis Forseelse givet mig et Par Øresigen, blev jeg gal i Hovedet, og
busede ud med alt, hvad jeg tænkte. Men jeg fik neppe halv udtalt, førend jeg,
kort at fortælle, maatte til Dørs; men jeg blev dog ved at lade min Mund løbe, da
jeg gik ud af Døren; den løb paa mig langs ad Gaden; og jeg lader den løbe endnu i
samme Time.
Der jeg havde lagt nogle Uger paa min egen Haand, og ernæret mig saa got som
jeg kunde, kom jeg i Tieneste hos Madame Clerk, hvis Familie udgiør kun en liden
Deel af Stadens Jndvaanere. Hvergang, jeg i de første Dage talede med denne min
nye Madmoder, mærkede jeg, at hun slog en Krølle paa Næsen, og giorde Rynker i
Panden, og det som jeg siden blev underrettet om, fordi jeg ikke gav hende hendes rette
Caracter. Men, hvor Pokker! skulle jeg gemeene og vankundige Pige, der aldrig
havde læst nogen Rangforordning, vide, at en Kone af det Slags skulle kaldes Frue?
Jeg eyede, saa men, den Tid ey meere end 4 Skill., hvilke jeg just høylig behøvede


til at lade mine Tøfler bagflikke for; desuagtet kiøbte jeg mig dog en Rangsforordning
at læse udi, paa det jeg ikke oftere skulle begaae en saadan Hovedforseelse imod mine
Madmødre. Jeg søgte vel at undskylde mig hos min nye Madmoder dermed, at jeg
nylig havde tient hos en indfød Dansk Kone, der talede ey andet end Fransk, hvor¬
udover jeg var kommen i Vane med at sige Madame; men hun havde fattet saadan
en Grolle til mig, at alt, hvad jeg siden talede og giorde, var hende aldeles intet til
Pas. Dog havde jeg maaskee med Tiden kunde faaet min fortørnede Frue formildet,
hvis jeg allene havde taget vare paa min Gierning, og ey bekymret mig om det, som
ey kom mig ved.
Jeg erfarede, at der hos en stor Deel af denne Familie regierede en ikke mindre
Ærgierrighed, Stats og Vellystighed, end i den forrige. Mig syntes efter mit taa¬
belige Begreb, at denne Familie burde distinqvere sig fra andre ved Tarvelighed og Yd¬
myghed, hvilket jeg og med Fornøyelse mærkede, at nogle faae af Familien giorde. Jeg
var af den Mening, at saalænge Ærgierrighed, Pengegierrighed, Vellystighed, Uee¬
nighed, Misundelse og Misfornøyelighed regierede saa kiendeligt hos en stor Deel af
denne Familie, kunde der ikke ventes nogen synderlig Forandring til Forbedring hos de
andre Familier, saasom man i Almindelighed retter sig meere efter Exempler end efter
Ord. Men aldrig havde jeg saasnart udladt mig med disse mine Kietterske Tanker
at jeg jo strax fik min Afskeed og maatte pakke mig paa Dørren.
Derefter kom jeg i Tieneste hos Madame Militair, hvis Familie er temmelig
stor, og bør med billighed agtes og ansees som Stadens Styrke og Forsvar. Denne
Tienesteplads var mig i Førstningen meget behagelig, og jeg maatte, som mange an¬
dre af mit Kiøn, meget vel lide denne Familie. De mange gallunerede Hatte og Kio¬
ler, jeg dagligen havde omkring mig, stak mig forskrækkeligen i Øynene, og deres Be¬
levenhed, muntre og frie Væsen stod mig perfect vel an. Dog mærkede jeg omsider
et og andet i dette Huus, som jeg efter mit sære critiske Humeur stødte mig over. Min
Madame havde mange Sønner, men hun havde kun liden Glæde og Ære for nogle
af dem. Det var mig meget modbydeligt at høre, med hvor stor en Haanhed og For¬
agt disse talede om de trende forrige Familier, da de ansaae sig selv som Qvint Essent¬
zen af det Menneskelige Kiøn, uagtet at deres ældere Brødre ved alle Leyligheder laste¬
de dette og meget andet hos dem. Andre vilde legge dem dette til Last, at deres Øvel¬
se, i at bruge en Hesselkiep ret paa deres Underhavendes Rygge, gik alt forvidt; at de
insulterede got Folk saavel paa Gaderne som i Selskaber; og at de som oftest, forme¬
delst Baggateller duellerede med hinanden indbyrdes. Men jeg seer ikke, med hvad
Føye man vil criticere noget af dette; thi hvad for Prøver skulle de vel ellers kunde
vise i Fredstider paa deres Tapperhed og uforsagde Mod? Jeg havde ellers selv adskil¬
ligt at udsette paa endeels Conduite og Opførsel; men formedelst en vis Aarsag (thi
paa min Faders Side er jeg af Hareslægten) torde jeg ikke udlade mig med mine Tan¬
ker; og som jeg dagligen erfarede, at den blotte Honneur allene intet vilde fylde enten
i Pungen eller Maven, løb jeg saa uformærkt bort af denne min tredie Tienesteplads.
Jeg troer ikke heller, at den gode Madame savnede mig ret meget formedelst det
Gavn og den Tieneste, hun havde havt af mig.
Efter nogle Ugers Forløb fik jeg Tieneste hos Madame Noblessle og blev Fruer¬
pige, hvilket i et andet Sprog meget emfindtligt forklares saaledes: Kom mig ey
for nær! Denne min nye Madames Familie er vel ikke aldeles saa talriig som de
forrige, men er dog i Henseende til dens Byrd og medfødde Prærogativer den anseelig¬
ste, ja Qvint Essentzen af dem alle. Dog ere der, som jeg siden hørte, tvende Partier
i denne Familie, der distingveres ved tvende betydende Ord, nemlig: den gamle og
den nye Noblesse.
Jeg hørte og, at den gamle skal være bedre end den nye; men
hvorudi dette egentlig bestaar kunde jeg i Førstningen ikke begribe, endskiønt jeg var


meget nysgierrig for at vide det. Men hvormange Forestillinger jeg end giorde mig
om Forskiellen, kunde jeg dog ikke faae det gamle til at blive bedre end det nye. J¬
midlertid hørte jeg dog, at min Madame ved alle Leyligheder præsenterede den gamle
Noblesse for den nye; og som jeg derhos hørte, at hendes Oldefaders Faders Fader,
og dennes Oldefaders Faders Oldefader igien alle havde været Noblesser, saa sluttede
jeg, at den gamle Noblesses Ypperlighed frem for den nye bestaar i Stammens Ælde;
og jeg dumme Creatur, som forhen ikke havde kundet finde mig deri, at det gamle
kunde være bedre end det nye, begreb da først, at Forskiellen skal ungefær være den
samme, som imellem gammel og nye Viin. Af Erfarenhed var jeg aldeles forvissed
om den gamle Viins Ypperlighed frem for den nye; thi vi Fruerpiger drikker og un¬
dertiden et Glas gammel Gaudium med Sukker udi paa vores egen Haand; men om
den gamle Noblesses Ypperlighed giør den samme Virkning udi et Statslegeme, som
den gamle Viin hos mig, skal jeg ikke kunde sige, saasom jeg aldeles ingen Jndsigt
haver i Statssager,
Jeg begyndte ellers i denne Tieneste at blive noget Høymodig, og som min Mor¬
moders Moders Oldemoder alle havde været vel renomerede Fruerpiger, saa moqverede
jeg mig i høyeste Grad over alle nye Fruerpiger. Ja som jeg og derhos, om jeg ellers
skal have Umage at sige det selv, seer temmelig got ud, og en og anden Cavailler kunde
desaarsage meget vel lide mig, havde jeg, i fald nogen havde vildet smørre mig paa
en Præst, neppe vildet fornedre mig saa dybt.
Men som der paa et høyt Mod gierne følger et stort Fald, og vi Fruerpiger siel¬
den vide at skikke os i den Grace, vort Herskab lader see imod os, at vi jo derudover
blive noget Næsevise og Kiephøye, saa maatte jeg og her dantse paa Porten formedelst
min Næsviished og ubetænksomme Svar til min Frue paa et vis Spørsmal hun
giorde mig.
Jeg begreb da først bag efter, hvor skammelig jeg havde forløbet mig, og at jeg
burdte have betænkt, at omendskiønt det er en Dyd at tale Sandhed, saa var det, dog
ikke mig, som en Tienestepige, anstændigt at sige saa høy en Dame min Mening reent
ud i Øynene, og det udi en Sag, som baade var mig for høy, saa og aldeles uved¬
kommende, at raisonnere om. Men saaledes er det med os Tienestepiger. Passede
vi allene paa vores Gierning, kunde vi og des længere begaae os i vore Tienesteplad¬
ser. Men enten ere vi dovne og sladderagtige; eller vi ere skiødesløse og utroe; eller
og selvkloge, næsvise og stivmundede, og at derudover neppe kan blive et halvt Aar
paa noget Stæd. Havde jeg kundet temme min slemme Mund, og holdt min Næse
fra mine Madmødres og deres Familiers Forhold, havde det ey gaaet mig saa galt,
som det er gaaen. Men hvad skal jeg nu fange an? Mit Rygte staar nu saa slet
allevegne, at jeg neppe faar nogen Tienesteplads igien. Jeg veed nu intet bedre
Raad, end at jeg maa ligge et Aars Tid paa min egen Haand, paa det jeg kan bli¬
ve disponered til at tiene for Amme; thi saa faar mine Madmødre være saa gode, at
taale noget meere af mig, og de tør da ey, i hvordan jeg end er, ærgre mig med de¬
res billige Jrettesettelser, at Patte=Glutten ey skal lide derunder.
Spørg man, hvi Tienstefolk som oftest lidet due?
Jeg tror, man svarer best, naar man saa sagte, spør:
Hvi vor Tids Leve=Art hos mangen Herre, Frue
Paa en og anden Viis dem selv forvendte giør?
Paa førstkommende Løverdag har jeg den Ære at opvarte Læserne
meb Frietænkeren.


Actricen.
Num. 4.
Løverdagen, den 4 November 1758.
lmprimatur B MÖLLMAN.
Petit Maitren.
K¬
ommer nu, J Elskværdige Stadens Nympher! kaster eders
Diamant=glimrende Øyne paa min Forundringsværdige Per¬
son! Beskuer mig fra min Hovedisse indtil min Skoehæl, og
dømmer saa, om jeg ikke er en Person, der meriterer eders
smilende Øyekast! Maa J ikke tilstaae, at min storbrusende
hvidfierede Hat giør en ret indtagende Parade paa mit flygtige Hoved? Fal¬
der ikke mine alamodiske Klæder net og frit efter mit velskabte Legeme; Seer
engang, hvor frit og levende min Kaarde dingler ved mine Knæe, og hvilken
en Parade det omvirrede Baand med dets brede Sløifer giør! Har jeg ikke
et Par vel proportionerede (forlorne) lægge? Betragter iligemaade mine net¬
te lavhælede(løber=)Skoe! Men J skal aldrig kunde forestille Jer, hvor mange
ærgerlige Timer, og hvor stor en Ulykke jeg har havt med min Skreder og
Skoemager, inden jeg har kundet faae de dumme Bester til at giøre Klæder
og Skoe efter mit Hoved. Men nu er jeg og, som J selv seer, i alle Maader
complet efter den allernyeste Mode; og omendskiønt mine Dadlere vil sige, at
mit Væsen, min Comportement og Gang er affecteret og hasagtig, svarer
det dog i alle Maader til min alamodiske Eqvipage. Jeg er og aldeles persva¬
deret om, at J elskværdige Stadens Nympher maa tilstaae, at jeg er en Per¬
son, som J ikke uden største Forundring kan betragte; Ja jeg er, par Dieu!
i de fulde og faste Tanker, at neppe nogen af Jer kand see mig uden at blive
charmeret og Sterbens forliebte i mig.
Jeg giør mig og paa min Side al optænkelig Umage for at kunde behage
eder. J skal ikke heller med nogen Føye kunde klage over, at jeg jo tidt nok
om Dagen spatserer forbie eders Vinduer, for at have den Fornøyelse at in¬
commodere Jer med mine Hilsener. Jeg er og fuldkommen forvisset om, at
saa mange af Jer, som ikke kiender mig, giør sig al muelig Flid for at faae


udførsket, hvem jeg er. Jeg bær og aldeeles ingen Tvil om, at J jo ønsker
Jer den Fornøyelse at kunde blive kiendte med mig. Langt fra, at det er saale¬
des, som mine Misundere, vel mueligt, vil forebringe Jer, nemlig: at om¬
endskiønt jeg aldrig har været i Selskab med Jer, veed jeg dog paa sine Stæder
at rose mig af, at jeg ofte har haft den Lykke at giøre Cour hos eder, at jeg har
spatseret med Jer i Maaneskin, og at jeg en og anden Gang har nødt nogle
smaa Douteurer hos jer; men de lyve mig saa sandelig paa, og om end saa
var, veed jeg dog, J vilde giøre Jer en Ære af, at det kunde heede, J ere
kiendte med saa galant en Homme som jeg er, der i alle Maader veed at leve,
at klæde og comportere mig efter den allerhøyeste Gout.
J Morgen skal J nyde den Fornøyelse at see mig spatsere forbi eders Vin¬
duer i min Jagtuniform, uagtet at samme (saa sagte at sige) allene tilkommer
Hofcavaillerer. J Overmorgen skal J faae mig at see i en grøn opheftet Kiol
med Støvler og Sporer paa, og med en Ridepisk under Armen. Dog maa
J ikke deraf giøre jer den Slutning, at jeg enten har været eller agter mig til
Hest; men det er saa Moden iblant os Petits Maitres. De følgende Dage
skal jeg presentere mig, snart i en rød, snart i en hvid, snart i en Caneelbrun
med hvidt Silkefoer under, og snart med en sort Klædning; men foruden den
ordinaire har jeg en Fløyels og en figereret Silke Klædning under Arbeyde hos
min Skræder. Det er dog en Ulykke, at man skal være forbunden til at gaae
saa simpel klæd. Ak kunde den Tid dog komme at Guld= og Sølvprocade kun¬
de komme i Brug, og at man maatte flikke saa mange Guld= og Sølvgalon¬
ner paa sine Klæder, som man lystede.
Jeg vil ellers, saa sagte at sige, lade jer vide, at en Tid har jeg 6 a 7 For¬
andringer paa Klæder, men en anden Tid har jeg kuns een, og den som daar¬
lig nok er; thi man maa og undertiden a la Mode lige saavel unde Jøder og
Assistentz-Huuset en Skillings Fortieneste, som Kræmmere og Skredere.
Men i hvor haart det end undertiden gaaer i Knibe, forbeholder jeg mig dog
min Jagt uniform, for at see fornem ud, uagtet at samme er saa Lueslidt,
at der neppe kand henge en Lus fast ved den. Jeg veed ellers meget vel, at
endeel særsindede Pedanter siger om mig, at jeg udi min største Magnificence
seer ud som en Pikelhering eller Hans Qvast, og at man kan finde ligesaa stor
en Divertissement i at beskue mig, som en Harleqvin paa et Theatre, samt
og, at jeg fører mig op over min Stand og Formue; men vi Petits Maitres
vare meget slette Philosopher, hvis vi lode os anfægte af slige Raisonnemens,
og vi forstode os da meget lidet paa at leve a la Mode, hvis vi ikke klædde os
saaledes i Aar, at vi om et eller toe Aar herefter kunde gaae nøgne. Ligesom
vi Petits Maitres vide at føre os op i Klæder og al anden Eqvipage efter den
høyeste Gout, saa vide vi og i alle slags Selskaber at comportere os a la Mo¬
de.


de. Er jeg i et Fruentimmer Selskab, som af alle er mig det kiereste og for¬
nøyeligste, flatterer jeg den grimmeste iblant dem lige saa høyt som den smuk¬
keste. Jeg admirerer i høyeste Grad hendes skiere og allebast hvide Hud; hen¬
des subtile og fine Lineamenter; hendes nette Taille; hendes smaa Hænder og
Fødder; og hendes yndige og indtagende Væsen; endskiønt der i alt dette
ikke er et sandt Ord; alt a la Mode. Jeg overstænker hende femten gange i
en Time med min sans Pareille flaske. Jeg kaster mig hver andet Øyeblik
paa Knæe for hende, og kysser paa hendes Forklæde, Skiørt og Skoe.
J Mangel af andre fornuftigere Discourser fortæller jeg hende, hvor
mange gange jeg er til Hest om Ugen; hvor ofte jeg med et og andet Selskab
har logeret uden Porten; hvor meget mine broderede Mansketter har kostet
og andet deslige merkværdigt. Jeg hegler min Haarskierer, min Skræder,
og min Skoemager igiennem, og det, saa sagte at sige, for at give hende An¬
leedning til at rose mit vel accommoderede Haar eller Pernqve, mine veldan¬
nede Klæder og Skoe. Jeg forglemmer ikke heller at admirere hendes Eqvipa¬
ge fra det øverste til det nederste, indtil hendes Strømpebaand, dem jeg dog
ikke seer; men taber hun af en lykkelig Hændelse et af dem, tager jeg i en Hast
det samme op med største Devoir. Jeg kysser utallige Gange derpaa, og med
Knæefald og Kys paa hendes Klæder udbeder mig den Graie, at jeg maa be¬
holde og forvare det, som et uskatterligt Klenodie. Jeg giør derpaa adskillige
Romanske Erklæringer om min udødelige og uafladelige Hengivenhed og Høy¬
agtelse, endog for det Støv hun træder paa.
See! saaledes vide vi Petits Maitres i disse og utallige fleere Maader at op¬
føre os imod et hvert Fruentimmer, vi efter megen Møye faae Adgang til. Jeg la¬
der hver Morgen ved mit Bud forhøre, hvorledes Jomfruen og hendes Skiøde=Hund
befinder sig, og om de begge have sovet vel. Jeg erkyndiger mig nøye om, naar
hun skal enten til Bryllups= eller Barsel=Færd, paa det jeg kan have den Ære at op¬
varte hende med en Bouqvette, om jeg endog skal give 1 a 2 Ducater derfor. Jeg
glemmer ikke heller nu og da at føre hende paa Opera, Comødier og Concerter; samt
og paa hendes Geburtsdage og ved andre Leyligheder at offerere hende adskillige pre¬
tieuse Presenter, til hvilke Depenser jeg da laaner Penge hist og her, om jeg endog
af 10 Rdlr. skal svare en Christen= eller Uchristnet Jøde 5 Rdlr i Rente, paa 1 a 2
Maaneder.
Er jeg i andre Selskaber, eller til Bryllups= og Barselfærd, hvortil jeg gierne
lader mig invitere, Deels for at lade min Magnificence see, og Deels for at faae en
Slags Connoissance, til de der værende Fruentimre, giver jeg mig en Air og bryster
mig som en Kalkunsk=Hane: ja ved et hvert Trin; og hver Compliment jeg giør,
iagttager jeg paa det nøyeste alle de Regler, som min Franske Dantsemester har gi¬
vet mig. Det er saa forbandet gemeent at betiene sig af en Tydsk eller Dansk
Dantsemester.
Jeg er ellers hver Dag i fuld Bevægelse, snart giør jeg Parade til Hest, og
snart stryger jeg Gaderne igiennem til Fods, snart er jeg paa et Billardhuus, snart
paa et Caffe= eller Viinhuus., snart løber jeg fra en Actrice til den anden, snart


giør jeg Cour hos andre Fruentimmer, snart seer man mig i fornemme Selskab,
snart kan man finde mig i et Jomfruehuus.
Jeg er og Skam at tale om, en flittig Kirkegænger; thi i den Sted andre sø¬
ger kun en vis Kirke om Hellige Dage, saa løber jeg fra en Kirke og til en anden,
for at see og blive seet af smukke Fruentimmer. Men hvad enten jeg er i Kirken,
paa Gaderne, eller i noget Huus, pretenderer jeg, at alles Øyne maa være hen¬
vendte paa min uforlignelige Person. Og hvad Under? De der ikke kiende mig,
kan ey slutte andet af min prægtige Opførsel, end at jeg enten er en fornemme Ca¬
vailler, eller og en stor Capitalist; endskiønt Kræmmere, Jøder, og andre mine
Creditorer ere, saa sagte at sige, hvert Øyeblik i Begreb med at prenumerere paa
et Logie for mig i Slutteriet.
Men skulle jeg vel, fordi jeg ingen Midler har, leve som en fire skillings Karl,
eller som en Deel af mine Jevnlige, der klæde sig, som gamle Satte-Borgere, og
sees aldrig med nogen Forandring af Klæder, uden undertiden om Hellige Dage?
Morbleu! hvilken en slet Gout have dog ikke saadanne Karle? Er det en Levemaade,
alle Tider at lade sig see i en og den samme Klædning? ikke engang at have en flosset
Hat paa Hovedet, at bruge nogle simple Cammerdugs Mansketter? aldrig at ind¬
finde sig paa Billardhuuse, Viinhuse, Caffe= og Jomfruehuuse, ikke at sætte sig i
Gield hos Kræmmere og andre for at giøre Figurer? Parbleu! saadanne upolerede
Karle burdte relegeres til Sprogøe eller til en Udørken, og ikke tillades at leve iblant
Folk af mindste Gout, langt mindre i en Kongl. Residentze=Stad, hvor den ene bør
overgaae den anden i Moder og Noder, i Stats og Prægtighed. Med hvad for
Øyne vilde vel ikke Fremmede, som her komme anreysende, ansee Stadens Ungdom,
hvis ikke vi Petits Maitres med vores alamodiske Opførsel kunde overbevise dem om,
at der ligesaa vel findes Narre og Abekatter i Kiøbenhavn, som enten i Paris eller
paa andre store Stæder. Men skulle jeg vel og, fordi jeg selv veed, at jeg er en
Nar, lade af at være den? Skulle jeg vel lade noget falde af min prægtige Opfør¬
sel, fordi jeg selv meget vel veed, at samme er over min Stand og Formue? Ney
før skal jeg om et a toe Aar gaae pialted, og a la Mode være hængefærdig over mine
yderlige Omstændigheder. Og naar jeg da haver affloreret, skal det være mig Sa¬
tisfaction nok, at jeg har vidst at leve, og at jeg, saalænge jeg har kundet, har op¬
ført mig efter den høyeste Gout. Enfin! jeg kan da enten blive Musqveter eller Tver¬
Pibere ved de smaa Lomme=Tyve, og a la Mode lade mig nøye med Vand og Skof¬
ter. He courage! Allons, hui, avant!
Spør mangen en Soldat; Spør en og anden Prakker,
Hvi deres forrig Floer er nu saa reent forbie?
De svare vil: For vi saa statselig og vakker,
Ageret have før les Maitres de Petits.
Paa førstkommende Løverdag har jeg den Ære at opvarte Læserne
med Frietænkeren.
P. S. Formedelst at Frietænkeren har i denne Uge som en ufrie Vagebund maattet
spatsere frem og tilbage imellem det Theologiske og Philosophiske Facultæt, og
altsaa hviler, har han maattet lade Petit Maitren betræde sin Plads, man
haaber i Dag 8te Dage at kunde selv have den Ære at fremstille sig paa Skue¬
Fladsen.


Atricen.
Num. 5.
Løverdagen, den 11 November 1758.
Imprimatur B. MÖLLMAN.
Viinhuus=Presidenten.
J gode Herrer! den Ære af Jeres gode Sundhed Samtl. -- -
Hvad Pokker! er det for en Viin, jeg har faaet i Aften? Enten
har jeg en slem Smag i min Mund, eller og har Drengen ikke
givet mig af den Viin, jeg pleyer at faae her. Giør mig den
Tieneste Naboe! at probere, om den har en bedre Smag i Jeres
Mund - - - . Jeg har haft den Naade i Dag at giøre min Opvart¬
ning hos en vis stor Herre; men - - - enfin -- alle Hatte pas¬
ser ikke til et Hoved - - - Apropos! hvad var det for en Person,
som sad der i Gaar=Aftes? Den Karl vilde disputere mig, at Kønigsgræz
ey ligger i Mæhren; men havde jeg havt mit mit Land=Kort over Europa
hos mig, skulle jeg paa min Ære nok overbeviist ham derom. Disse Grøn¬
skaallinger bilde sig ind at kunde lære en gammel Mand, fordi de kand
have kikket et par Gange i en latinsk eller Græsk Glose=Bog, men jeg
lar mig ikke saa let slaae af Skolen. Jeg har nu i saa mange Aar søgt
dette Sted; men der skal endnu ingen rose sig af, at jeg har givet ham
Ret i hvad han har disputeret mig imod. Naar jeg sætter min Siæl og
Salighed i Pant paa, at det er saaledes, som jeg siger: saa lar man vel
saa troefast et Argument holde Stik - - -. Posten kom meget silde
i Dag. Af de forestilte Mouvements, Kongen af Preussen nu giør,


seer jeg meget vel, at han har noget vigtigt i Sinde ---. Hvad
var det J sagde, Hr. Capitain? Er Fouqvet en af de Preussiske Gene¬
raler? Jeg troer J drømmer. Fouqvet er joe en af de Franske Genera¬
ler, det kan J joe vel høre af Navnet. Det skrives ikke u men ou, og
ou i det Franske Sprog er det samme som u i det Danske. Kongen af
Preussens Generaler ere Keith, Dohna, Biberstein, Soubise, nei holt!
Soubise er en af de Franske jeg vilde have sagt Manteusel; dette kan J
høre er et Tydsk Navn. Det skal være Kongen af Preussens Skaal -- - -
Ney, den røde Viin vil slet intet smage mig i Aften. Apropos, Hr.
Cammer=Raad! var det ikke en artig Comoedie, vi saae i Aften? Jeg
veed ikke, om J mærkede Løyerne paa en vis Logie paa venstre Haand?
Der faldt nogle skiønne Moraler i den Comoedie - - -. Hvad
var det nu den kaldtes? Man maa giøre saa meget Væsen af de fremme¬
de oversatte Comoedier, som man vil, saa bær dog Holbergs Comoedier
Prisen for dem alle - - - Ja deri har J største Ret, Hr. Cammer¬
Raad! Nok en halv Flaske! men giv mig hvid Viin; thi den røde vil ey
smage mig i Aften - -- Ja hvad var det nu vi talte om? ---
Ha! hal ha! Hvad Pokker er det J snakker? for at hindre den Engelske
Flode? Ha! ha! ha! Hvad Fanden skulle vel den Engelske Flode bestille
i Øster=Søen? og om den end havde kommet - - - Alles vores Ko¬
ners Skaal- - -. Hvad Pokker ligger der vel Magt paa, at en
Skind=Mær er størtet? J gode Herrer Bryggere kan nok taale, at der
styrtede en Hest for Jer hver anden Nat. Jeg ynker hverken Jer, eller
Slagtere og Bagere noget i denne Tiid. Det giorde en Pokkers Rab¬
bat i det Asiatiske Compagnies Regning, at Engelsmanden fik fire Skibe
hiem fra China i Aar. Jmidlertid har dog Compagniet giort en god
Coup i Aar. Det var joe forskrekkeligt dyrt, deres Theer bleve betalte
paa Auctionen - - - - Men skulle vel vort Kiøbenhavnske Porcelain
ikke kunde giøre det samme Gavn! og monne vores Pung og Mave ikke


skulle befinde sig bedre, dersom vi i Steden for Thee spiste en gob Potte
Øl og Brød om Morgenen? Men hvad Anseelse skulle vel vore Drage¬
Kister og Skabe have, hvis de ikke bleve udstafferede med prægtige Thee¬
Steller, og hvorledes skulle vel Maden kunde smage os, hvis vi ikke
havde adskillige Porcelains Taffel=Servicer at servere sig med? Men hvad
Aftræk skulle der vel blive paa disse Vahre, hvis ikke vore skiødesløse og
uagtsomme Piger vidste at spoliere den ene Taffel=Service efter den anden;
ja hvis ikke en Deel Mænd selv, naar de blive galne i Hovedet, med
deres Stokke feiede Thee=Stellerne need af Drage-Kisterne? Negotiens
Velgaaende, J gode Herrer! - - - Al Verden maa dog tilstaae,
at Kongen af Preussen er baade en stor General og en kiek Soldat. Det
er joe dog noget ubegribeligt, hvorledes han i saa lang en Tid har kun¬
det holde Stand imod saa mange mægtige Fiender - - -. Ja det
samme maae vi alle ønske; bliver der ikke snart sluttet Fred, vil det end¬
nu komme til at see verre ud. Jeg kunde sige meget i denne Sag, der¬
som jeg vidste, jeg skulle døe i Morgen. Det skal være alle Patriotisk
sindedes Skaal- -- Ja Oeconomiske Skrifter? Gud hielpe os!
Her ere føyede de allerpriseligste Anstalter ved Compagniers og Manufa¬
cturers Etablissement til Rigernes Opkomst; men hvorledes gaaer det?
Den forbandede Egen=Jnteresse forderver alle Ting. Apropos! Har no¬
gen af J gode Herrer læst det sidste udkomne Uge=Blad, kaldet Actricen?
Nu vil vi vist nok faae Skam, saa mange som vi ere; men omendskiønt
den gode Actrice kunde være saa god at feye reent for sin egen Dør, og
ikke bekymre sig om andres Opførsel og Leve=Maade, skal jeg dog for
løyer skyld unde hende min 2 Skilling om Ugen. Man kan dog ikke faae
sit Portrait for bedre Kiøb. J sær er jeg hende forbunden, fordi den
Straten=Junker, jeg har til Broder=Søn, gandske livagtig er bleven
afskildret udi Num. 4. - - - Ja den Junker, det er accurat lige¬
saadan en Petit Maitre som min Broder=Søn. Men hvad siger J os


vel om hans Hr. Fader? Jeg kan ey bare mig for at lee, hver Gang
jeg seer den gamle Abekat; og med hvad billighed vilde man vel preten¬
dere, at Sønnen skulle føre sig klogere op, end hans Fader? Alle vore
Børns Skaal--- Og min Gienboe, som i denne Tid har faaet
sig en Caracter. Jeg kan nok tænke, at den gode Mand har trængt der¬
til, for at forebygge, at hans stakkels Kone ey skulle chagrinere sig en
Svind=Sot paa Halsen, fordi hun skulle være den eneste i Familien,
der skulle heede ret og slet Madame. Jeg har saa men nu ogsaa i Sinde
at giøre Ansøgning om en Caracter. Men kan J gode Herrer vel giette,
hvordan den skal være? -- Paa en god roelig Nat, J gode Her¬
rer! - -- Obligeret, jeg takker mangfoldig. Kom Hr. Forvalter, og
lad os rafle om, hvem af os toe, der skal betale Frokosten her i Morgen.
Spør man: Hvorfore at Atrien nu agerer
Saa reent forvirred, og her skriver saa forvendt?
Til sin Undskyldning Hun da skyldigst replicerer:
Fordi i Dag Hun er en Viinhuus=President.
Paa førstkommende Løverdag har jeg den Ære at opvarte Læserne
med Madame Nouvelle.


Actricen.
Num. 6.
Løverdagen, den 18 November 1758.
lmprimatur B. MÖLLMANN.
Madame Nouvelle,
eller
Den med idelige nye Tidender begavede Kone
D¬
et er dog fatalt, at jeg formedelst en lumpen Feber har nu i fire
Dage ikke kundet komme uden min Dør. Jeg har over de fem¬
ten Steder jeg nødvendig skulle have været paa; og jeg gaaer
her saa syg som en Høne, der skal til at legge Æg, for at kun¬
de blive af med alt det meget nyt, jeg i disse Dage, jeg har lagt inde,
har samlet paa. Men den jeg har til Doctor, prædiker for mig, at han
ey tør sætte Febren, førend jeg har haft den en halv Snees Gange, og
følgeligen skulle jeg endnu ligge over tre Uger inden Dørre. Men jeg vil
give den gode Docter en god Dag. Jeg skal vel paa min egen Haand
faae Febren sat, om jeg endog Dagen derpaa skulle have den paa Halsen
igien; allene at jeg kand komme ud.
Jeg er ellers til Tieneste en Dame, der giør Profession af hver Dag
at føyte Byen omkring, for at høre og føre Nyt. Jeg har Adgang
baade paa høye og lave Stæder, og jeg er allevegne Velkommen; thi
baade har jeg alle Tider Nyt nok at kunde fortælle; saa og veed jeg at
snakke enhver efter Munden. Dog ere saa eller ingen af dem mig til
Maade, uden for saavidt de lade mig smarotze hos dem. Jeg fortæller
fra et Stæd til det andet alt hvad jeg seer og hører paa ethver Sted i
sær; men jeg forstoed min Profession meget slet, hvis jeg ikke vidste at


forbedre mine Relationer med adskillige Tilleg. Jeg roser og laster en¬
hvers Gierning og Forhold, ligesom jeg mærker, at deres Gout er, jeg
er hos. Har jeg været hos Madame Ødeland, og jeg kommer til Ma¬
dame Gnierpinds, laster jeg den førstes Ødselhed og Overdaadighed lige¬
saa høyt, ligesom at jeg forhen har heglet den sidstes Gierrighed og
Gnieragtighed igiennem hos Madame Ødeland; saa at, omendskiønt de
begge i høyeste Grad ere Lastværdige, roser jeg dog den af dem, jeg er
hos, og laster den Fraværende.
Der passerer ellers neppe noget i den heele Bye, at jeg joe strax har
Underretning derom. Men hvad Under? Selv føyter jeg hver Dag alle¬
vegne omkring. Saa og holder jeg correspondente med en halv Snees
andre Sladder=Kierlinger. Ja der gaaer neppe nogen Tienere eller
Tieneste Pige forbie min Dør, at jeg jo kalder dem ind, og paa det nøye¬
ste udfritter dem om alle Ting. Jeg maa nødvendig have min Næse
i alt hvad der passerer i et hvert Huus. Min Pige er og saaledes af¬
rettet; at hver Gang hun gaaer paa Torvet, eller i Slagterboderne, eller
til gammel Strand, skal hun give sig i Snak med alle forekommende
Tieneste=Piger, for at udforske deres Herskabers Leve=Maade og Huus¬
holdning. Desaarsage veed jeg og at kunde, hvor jeg kommer, for¬
tælle Vedkommende, at den Tid var deres Grød eller Velling bleven sve¬
den; den Tid havde Gryden sværtet deres Suppe; og deslige flere mærk¬
værdige Sager.
Man forundrer sig ofte over min Allvidenhed, men Vedkommendes
Forundring bliver des større, naar de høre, at jeg veed at kunde sige dem
de allerhemmeligste Ting. Skulle vel nogen Jomfrue eller Frøken faae
et Brev underhaanden fra hendes Tilbedere, at jeg ikke skulle faae dets
Jndhold at vide? Skulle vel nogen Forlovelse skee saa hemmelig, at jeg
ikke skulle faae et Nys derom? Skulle vel nogen Dame have en Galant,
at jeg joe skulle vide det? Men omendskiønt jeg de fleeste Tider gietter
mig disse og deslige fleere Hemmeligheder til, saa fortæller jeg dem dog
allevegne som virkelige Sandheder. Og hvorledes skulle jeg vel hver
Dag kunde have saa meget Nyt at føre, hvis jeg ikke vidste at melere
virkelige Passager med mine egne Gisninger? En blot Anledning er mig
alt nok, og Mueligheden i den Sag, jeg fatter Mistanke til, giør, at
den i mine Tanker maa have sin gandske Rigtighed; paa hvilket Funda¬
ment jeg da og udgiver den for noget, der virkeligen er saa i sig selv, thi
jeg maaler gierne andre med min egen Alen.


Naar mine Correspondenter intet have at kunde fylde mine Avi¬
ser med, er mit Hoved ikke saa dumt, at jeg jo selv i Nødsfald kan
fingere hundrede Ting. Disse veed jeg da at udføre med saadanne
besynderlige Omstændigheder, at mine Relationer blive i det ringeste
riimelige, ja hos de Lettroende, aldeles antagelige, hvilke da fortælle
dem igien til andre som tilforladelige Sandheder. Vel sandt, at
Folk faaer ved samme Leiligheder adskillige Fabler at løbe med; og
omendskiønt min Samvittighed tilsiger mig undertiden, at jeg herudi
ikke handler forsvarligt; Saa dempes dog dens Modsigelse ved den
overmaade store Fornøyelse, jeg finder udi stedse at kunde have noget
Nyt at føyte Byen omkring med.
Jeg veed meget vel, at endeel ubraabe mig for et skadeligt og
farligt Lem i det Menneskelige Selskab. De sige, at mange Uskyl¬
dige blive ved mine Relationer sværtede! at jeg med min Sladder fø¬
rer den ene Familie i Harnisk imod den anden: at jeg stifter Uee¬
nighed imellem Venner og Ægtefæller: og at jeg allevegne sætter ont
for Tieneste=Folk hos deres Huusbonder og Madmødre. Jeg er
langt fra ikke emfintlig; langt mindre er jeg saa taabelig, at jeg
skulle legge disse og deslige fleere sandfærdige Beskyldninger paa Hier¬
tet. Men aldrig kand disse sige saa megen Sandhed om mig, at
jeg jo er Kone for at sige dobbelt saa megen Løgn om dem.
Men skulle jeg vel, for alle Tider at fare med Sandhed, giøre
mig selv fattig paa Materie til Discourser? Og skulle jeg vel, som
endeel andre af mit Kiøn, sidde som et Statue udi Selskaber, og
ikke kunde sige andet end Ney og Ja, eller høyt at snakke om Stats
om ondt og got Veyr, og om Huusholdnings Sager? Ney jeg agter
aldrig at blive en Discipelinde af den Phantast Pythagoras der paa¬
lagde sine Discipler en fem Aars Taushed, og jeg tør uden Hazard,
sværge paa, at han i sin Tid fandt ikke et eneste Fruentimmer, der
skiøttede om at gaae i Skole hos ham i fem Timer. Jeg er over¬
alt renomeret af min Veltalenhed, og jeg bliver allevegne anseet for
en Dame, der frem for mange andre af min Profession kan op¬
muntre og oplive alle Selskaber; thi min opvagte Hierne er aldrig
fattig paa Materier, og min slebne Tunge leder aldrig efter Ord.
Med hvad Grund synes J da, at mine Uvenner kand udraabe
mig for et skadelig lem i det Menneskelige Societet? og hvad vilde


de fleeste Selskaber vel blive, om jeg og mine Mesøstre bleve ude¬
lukte derfra? Men see! til Trods for mine Fiender, begierer de fleeste
Selskaber min Nærværelse; og jeg maa reent ud bekiende, at mit
Liv vilde blive mig en utaalelig Byrde, hvis jeg ikke hver Dag kun¬
de føyte Byen omkring for at høre og føre Nyt. Min Mand knur¬
rer vel undertiden, fordi der ved samme Leylighed bliver saa meget
forsømt i mit Huus. Men bestaaer ikke et Menneskes største Lyk¬
salighed i Verden i et fornøyet Sind; og da jeg har mærket, at
mit Sinds Fornøyelse befordres ved denne min Profession, saa hand¬
lede jeg jo meget uviiselig mod mig selv, hvis jeg needlagde den,
om end alting derover skal gaae Krebs=Gang i mit Huus.
Saa følger hver sin Gout, og hver sin Tid anvender
Paa det, hvortil hans Lyst ham driver. Men til Pris
For denne Dame man med Skiønsomhed erkiender:
Hun lever som et Nul, og døer som en Avis.
Paa førskommende Løverdag har jeg den Ære at opvarte Læserne
med den fine Optrækkerske.


Actricen.
Num. 7.
Løverdagen, den 25 November 1758.
lmprimatur B. MÖLLMAN
Den fine Optrækkerske.
V¬
el smykket, sminket og pyntet sælger jeg alle Øyeblik om Dagen
Hovedkiød. Naar man ikke har en aaben Krambod, setter
man sine Vahre for Vinduerne til Liebhaberes Efterretning. De
forbigaaende Messieurs, der blive en for Øynene saa behagelig
Kram vaer, blive mine Kiøbmænd; men ved første og andet Bud lader
jeg ikke mine Vahre gaae. Det er mig allene om saadanne Liebhabere at
giøre, der got kan betale; dog skal ingen af dem kunde rose sig af, at de
have faaet anden Valuta for deres Penge, end en munter og beleven
Conversation.
Man maa vide, at omendskiønt jeg hele Dagen igiennem presenterer
min Person for mine Vinduer, for at trække Liebhabere til mig, er jeg
dog ikke af de ordinaire og almindelige Lokkeduer. Jeg giver ikke heller
enhver Liebhaber i fleng Audience; men deres Stand og Tilstand maa i
Forveyen være mig ret bekiendt. Dog faae de samme ingen Acces uden
foregaaende Mellemhandling og giorte Presents. De melde sig under
Navn af Friere. Jeg veed og under denne Titul at tage dem paa den
Fod, de bør at tages, og som, vel muelig, endeel af dem agte at tage
mig paa. For nærværende Tid har jeg 3de Opvartere af dette Slags.
Et andet Fruentimmer, der er mindre forsøgt og meere troskyldig end jeg,
skulle maaskee ansee dem for at være af det reedelige Slags. Men jeg
har adskillige Raisons, hvorfor jeg kalder deres Redelighed i Tvil. Det
er mig ikke heller om deres Alvorlighed i denne Sag at giøre. De ere vel
ikke alle Tre af lige Stand og Vilkor; dog ligne de hinanden derudi, at
de ere de største Narre, jeg endnu har kiendt.
Clitander er af Extraction og er en militair Person. Ved første
Øyekast kunde et Fruentimmer snart lade sig indtage af hans Exterieurer


og galante Væsen; men en kort Tids Omgiengelse røber hans Gemyts
Beskaffenhed og Hoved Passion. Han bilder sig ind, at hans Extrac¬
tion og Stand bør give ham et Præ for andre Friere, og at et hvert Fruen¬
timmer, som seer ham, nødvendig maa blive charmeret i hans smukke
Person og Klæder. Disse naragtige Tanker undseer han sig ey eller ved
at udlade sig med; og han har snese Gange ladet mig vide, at adskillige
Fruentimre have paa anden og tredie Haand giort sig megen Umage for
hans Person. Jeg vil ikke sige, at han herudi aldeeles farer med Usand¬
færdighed; thi mange af mit Kiøn ere Giftesyge, og en god Deel af dem
ønskede gierne at kunde blive Fruer. Men hvis han; som troligt er,
bruger denne Pralen som en Motive, des snarere at erlange mit Ja, vil
hans Facit slaae ham feyl, og jeg spaar ham samme Skiebne hos alle
andre Fruentimre af min Calibre. Jmidlertid veed jeg at føre mig denne
hans Naragtighed til Nytte. Jeg tilstaar ham, at han er en Cavailler,
der meriterer alle Fruentimres Høyagtelse, og at det Fruentimmer maa
priise sig lykkelig, der faaer en saa galant Homme til Mand. Ved denne
og deslige fleere Flattements bringer jeg ham paa de fulde og faste Tanker,
at han er mit Ja vis, og at mit Hierte svarer til mine Ord. I dette
søde Haab indfinder han sig med adskillige betydelige Presents, og sparer
ingen Depense for at vinde min Bevaagenhed. Naar han igientager sin
Anmodninger om min Gienkierlighed, giver jeg ham dubieuxe Svar med
hvilke jeg og agter at trainere Tiden, indtil han enten ikke har, eller kan
faae noget meere at ofre.
Sylvester er en studeret Person og har, efter egen Beretning appli¬
ceret sig til Jura. Han er af skikkelig Familie og har arvet en temmelig
Capital. Man seer ham og alletider prægtig i Linnet og Klæder af ad¬
skillige Forandringer, og er i all sin Opførsel og Væsen en complet Petit¬
Maitre. Han har meldt sig hos mig som en Frier; men jeg har til Da¬
tum ey hørt andre Erklæringer af ham, end de almindelige, som deslige
Flatteurs giøre til alle Fruentimre i Fleng. Ved hver en Visite, han
giver mig, bræger han mig Ørene fulde med en Deel forliebte Arier af
en skreven Viise=Bog, den han stedse har hos sig. Jeg har vel hørt tale
om et Slags Musici, der med deres Musiqve kan bringe Folk i adskillige
Slags Passioner; Men hvis Sylvesters Kierlighed til mig ikke er heftigere,
end den, hans forliebte Arier har virket hos mig; haaber jeg, at hans
Kierligheds Lue tager sin Begyndelse ved Viise=Bogens Oplukkelse, og
endes naar de derudi staaende Arier ere udsiungne. Hvor om alting er,
vil den gode Sylvester ufeilbarligen komme til at bræge sin Hals hees,
forinden at jeg i dette Sprog giver ham enten mit Ney eller Ja. Jmid¬


lertid giør jeg mig aldeeles ingen Betænkning over at tage imod hans Pre¬
sents; og saasom denne Nar finder Fornøyelse udi at øse sine Penge unyt¬
tig ud, kand de samme falde i ligesaa god Jord hos mig, som paa et an¬
det Sted af samme Beskaffenhed.
Thersander er en Civil Person og af Metier en Negotiant. Hans
Exterieurer og udvortes Anseelse er just ikke af det behageligste Slags;
men alt dette kunde den Velstand, han efter udvortes Anseelse sidder udi,
giøre got, naar et Fruentimmer, uden videre Kundskab om hans Person,
vilde slaae til paa det første Bud. Han har og, som jeg siden har hørt,
været særdeles uheldig baade i sine hemmelige og aabenbare Frierier. Paa
hans Anmodninger om min Gienkierlighed har jeg ey givet ham uden
æqvivoqve Svar. Jkke destomindre taler han dog allereede af en saadan
Tone, som at han kunde have faaet mit virkelige Ja. Han giver mig
adskillige Lectioner saavel i Henseende til min Stats, som til mit Forhold
imod andre Mands=Personer. Til den Ende støder og stikler han ved
alle Leiligheder paa mine andre Opvartere. Han præker stedse for mig
om Tarvelighed, og rimser endeel Exempler op paa huselige Koner; da
han dog selv er intet mindre end en god Huusholdere. Jeg maa heraf
slutte, at han liden eller ingen Kundskab har om Fruentimrenes Egenska¬
ber, og at et Fruentimmer, i sær af mit Humeur, hverken lader sætte
Grendser for hendes Friehed, ikke eller fordrager, at hendes Friere fore¬
skrive hende Love. Overalt fører han herudi en Conduite, der viser saa¬
vel hans upolerede Leve=Art, som hans store Enfoldighed, at han, fordi
jeg i Betragtning af de anseelige Presents, han giør mig, entretenerer
ham stedse med en Venlighed, der synes at have den heftigste Forliebelse
til Grund, vil bilde sig ind, at han er mig aldeeles vis, da dog en god
Deel Friere ikke engang kan giøre sig vis Facit paa dem, hvis virkelige
Ja de have erholdt. Jmidlertid bliver jeg dog ved at styrke ham i sit
falske Haab; og hvis min. gode Taasse ey før vil blive kied af at giøre
mig Presents, end at jeg, tvertimod min egen Jnterresse, skulle vilde kiee¬
des ved at anhøre hans Lectioner, haaber jeg, at hans Casse vil faae en
incurable Svindsot, forinden vi skilles ad.
Her har man da en kort Afbildning paa mine nu havende 3de Friere,
og saadanne have ungefehr alle de forrige været. Men uagtet deres store
Naragtighed have de dog alle været mig alt for kloge, at jeg skulle kunde
indlade mig i Ægteskab med nogen af dem, da jeg i sær ikke har kundet
spore den Taalmodighed hos dem, som jeg søger efter hos den, jeg skulle
binde mig til. Jeg tør ellers, uden at legge en alt for stor Berømmelse
paa mig selv, paastaae, at neppe nogen af mit Kiøn skal kunde vide at


omgaaes sine Liebhabere med en større Listighed end jeg; at forstaae, saa
længe der er noget at hente hos dem; thi saasnart de ophøre med deres
Presents, veed jeg ogsaa peu a peu at tage Masqven af til deres ube¬
hagelige Efterrettelighed. Jeg mager det altid gierne saa, at mine saakal¬
dede Friere ey blive samlede hos mig paa en Tid. Er en af dem hos mig
og en anden lader sig melde, retirerer jeg mig med den første udi et an¬
det Værelse, og lader min Mama entretinere den anden, under Paaskud,
at jeg enten er upasselig eller er udkiørt. For den af dem, der er hos
mig giør jeg alle Tider Nar af de Fraværende, da jeg har hundrede Ting
at udsette paa deres Person og Opførsel; alt for at bilde den nærvværende
ind, at han allene er den, der meriterer min Høyagtelse, uagtet han
dog nyder samme Skiel, naar nogen af de andre er hos mig.
Vil nogen sige, at jeg ikke handler reedelig derudi, et jeg saaledes
opholder mine Friere i et falsk Haab, og derved sætter dem i forgieves
Depenser, har jeg den Ære at svare, at det maa være mange Aar siden
at Redelighed i saa Maade har været i Moden, saasom hverken min Mama
eller jeg have i vor Tid vidst noget deraf at sige. Dernæst skal ingen af
mine Friere kunde sige, at jeg forlanger noget af dem. Men om jeg med
mit forstilte Væsen saaledes har indtaget dem, at naar jeg kun enten ro¬
ser eller ønsker mig noget i deres Nærværelse, de da strax giøre Depenser,
for at fornøye mig, maatte de jo med billighed ansee det for en stor For¬
agt, i Fald jeg vilde refusere deres Artighed. Endelig formeener jeg,
at min Opførsel herudi er ligesaa billig som roesværdig, at saasom en god
Deel Mandfolk giøre Profession af at bedrage adskillige af mit Kiøn,
der da ogsaa kan findes Fruentimre, der i Følge Vederlags=Retten kan
giøre dem samme Skiel. Overalt naar disse mine Friere, og andre deslige
Narre, finde Fornøyelse udi at lade sig tage ved Næsen af et Fruentim¬
mer, bliver jo Hoved=Skylden paa deres Side, og all Verden maatte
udlee mig som en Taasse, hvis jeg ikke betiente mig af saa gunstige Ley¬
ligheder til at forbedre mine Vilkor.
Kan end vor Nymphe ey med megen Ære prale
de Af hendes Listighed; dog ey med større Ret
De af det andet Kiøn i denne Sag kan tale,
Hvis Pung ved Qvinde=List er bleven tømmet slet.
Paa førstkommende Løverdag har jeg den Ære at opvarte Læserne
med den tvivlraadige Frier.


Actricen.
Num. 8.
Løverdagen, den 2 December 1758.
Imprimatur B. MÖLLMAN.
Den tvivlraadige Frier.
Endeligen er jeg da efter mange Aars løben og Renden, Bukken og
Skraben, Beden og Skriven kommen saavidt, at jeg kunde, om
det ellers vilde lykkes, tage mig en Kone. Jeg har vel i mine
Solicitations Aaringer haft en og anden Leylighed til at kunde
blive forlovet; Men som en Solicitant ey kan vide paa hvad Maade hans
Lykke kunde vaagne, har jeg stedse vogtet mig for en Brødløs Forbindelse.
Nu har jeg allerede de Aar paa Bagen, at jeg maatte tage det i høyeste
Betænkning at forandre mig; Men da den Station, jeg er bleven sat udi,
udkræver det, nødes jeg til at see mig om efter en Medhielperske, deels
for ikke at blive snydt af en Huusholderske, og deels for at evitere Folkes
Critiqver over min kydske Eenligheds Stand.
Min Promotion var neppe bleven kundbar, at jeg jo strax har faaet
99 Koblersker paa Halsen, der alle paa det hæftigste procurere for deres
Principalinder, men jeg tænker, at jeg kunde have nok i en. Jeg veed
og meget vel, at Moden befaler en Frier, at han enten skal lade sine
Venner udsee sig en Brud, eller og, om han faar Tilladelse selv at ud¬
søge sig en, han da ey maa strax gaae lige til, men at han ved andre skal
udlade sig med sine Kierligheds Tanker. Men den gode Madame la Co¬
tume maa pardonnere, at jeg herudi, saavelsom i meget andet, ikke kan
efterleve hendes Regler. Jmidlertid er jeg dog meget tvilraadig, og kan
aldeeles ikke blive enig med mig selv om Vallet.
En Tid synes mig, at jeg nok vilde have noget for Øynene, og til
den Ende fæster mine Øyne paa en og anden forekommende Skiønhed;
men da jeg selv er til Alders, og jeg desuden kunde være saa uheldig at


treffe for en, der elskede Forandringer, og at jeg følgeligen kunde som en
Actæon komme til at see mig kroned, er Lysten til et saadant Val halvveys
forgaaen mig. Dog for at undgaae denne Scrupel, og dog tillige at kun¬
de følge min Jnclination, har jeg tænkt at ville udsee mig en smuk Lands¬
bye Jomfrue; men ved nøyere Overleg møder mig og her en og anden
Scrupel. Jeg kunde maaskee vel forlade mig til hendes Dyd, for saa¬
vidt at hun ved Opdragelsen iblandt Giæs, Faar og Stude, venteligt in¬
gen Jndsigt havde faaet i de Kunstgreeb, hvorom en god Deel Kiøbstæd¬
Nympher allerrede i deres 13de Aar have en skikkelig Theorie; men hvo
skulle vel kunde garandere for, at jo hendes Øyne kunde lade sig indtage
af de ubevandte forekommende behagelige Objecta, i sær da mine egne Ex¬
terieurer just ikke ere af det indtagende Slags. Naar jeg nu end setter
denne Frygt til Side, møder mig derimod en anden, der giør dette Val
ey mindre betænkeligt. Jeg maatte befrygte, at hendes uerfarne Uskyl¬
dighed kunde være ledsaget med en ufordragelig Rusticite og Eenfoldighed;
at hun, naar jeg førte hende om hos Stadens Damer, ey skulle vide at
comportere sig efter Reglerne; at hun i Selskaber enten skulle sidde som
et Maalløs=billede, eller og ikke vide at tale om andet, end hendes For¬
ældres Lam, Kalve og Klokke=Faar; at hun udi enhver Barselstue skulle
blive en Mellem=Penge for alle Sladder=Fruer; og at hun udi al den
Stats, jeg kunde henge paa hende, ikke skulle vide at skikke sig bedre,
end Soen med et Gylden Skabberak paa. Disse og deslige flere Omstæn¬
digheder betager mig ogsaa Lysten til dette Val. Naar jeg derimod erin¬
drer mig min egen Alder, falder jeg paa at ville udsee mig en Jomfrue
til Alder; men at udsøge en saadan kunde have sine skiulte Vanskelighe¬
der; og hvor høylig maatte jeg ikke bebreyde mig selv min Frygt for det
tilkommende, hvis jeg her skulle erfare en emfindtlig Virkning af et for¬
bigangen Svogerskab?
Jeg skulle og burde gifte mig; men hvor jeg end vender mine Øyne
og Tanker hen, møder der mig adskillige Jnstancer, der giøre Opsættelse
i Sagen. De af mine Venner, der vil, at jeg udi mit Val skulle see efter
Penge, have givet mig Anslag paa en gammel Gribbenille af store Midler.
Ved at indgaae denne Mariage kunde jeg vel leve i en bestandig Sikker¬
kerhed for Snushaner; men derimod befrygter jeg, at jeg i denne min
Medusa skulle finde en alt for streng Hofmesterinde. Hun skulle maaskee
ikke kunde fordrage, at jeg saae eller talte venligt til hendes Piger, langt
mindre til andre Fruentimre. Hun vilde vel muelig og ikke tillade mig at
søge Selskaber eller at holde Omgiengelse med nogen; ja hun kunde maa¬


skee og faae i Sinde, at inqvirere mine Lommer hver Gang jeg gik ud,
at jeg ikke skulde rutte med hendes Penge. Hun skulle vel og, paa een¬
deel andre gamle Matroners Viis, døve mine Ørne med hendes bestan¬
dige Biørnebrumlen; thi om hun endskiønt er Tandløs, saa er hun dog
ikke Tungeløs, og der skulle vel aldrig fattes hende Anledninger til at
kunde faae noget at brumle for. Men da det ikke er denne Dames Pen¬
gekiste, men hendes elskværdige Person jeg skulde lade mig vie til, har
jeg uden videre Betænkning, staaet denne Mosbegroede Brud rent af
mine Tanker.
Andre af mine Venner, der vil, at jeg udi mit Val skulle for videre
Promotions skyld søge efter at komme ind i en anseelig Familie, have
giort mig Forslag paa en Frøiken. Hendes Person og Exterieurer staar
mig for saavidt nok an; men jeg maa og her i Kraft af andres Exempel
befrygte, at hun ved alle Leyligheder vilde lade mig hendes dybe Forne¬
drelse høre. Hendes Høybyrdighed skulle maaskee finde sig fornærmet ved
at befatte sig med Huusholdningen, den hun ventelig hverken har ikke
heller skiøtter om at faae nogen Jndsigt udi, og følgeligen maatte jeg da,
ligesaavel see Huset forsynet med en Huusholderske, som Fruen med en vel
afrettet Kammerpige. Hun vilde maaskee og tage sin Morgen Comodite i Agt
til Klok. 11., derefter sidde for hendes Natbord til Middagsmaden blev
frembaaren, og om Eftermiddagen enten giøre eller tage imod Visiter.
Men da hun har ikke større Capitaler end Don Ranudo, og mit Embeds
Jndkomster vilde blive aldeles utilstrækkelige til de forudseete Udgifter, kan
jeg ikke heller resolvere mig til dette Partie.
Endeligen have nogle af mine Venner tilbudet mig deres Mediation
hos en ung bemidlet Enke. Dette Forslag staar mig af alle best an. Hen¬
des Person og Væsen er indtagende, og hendes Discourser og Raisonne¬
ments fornuftige, saa at jeg snart kunde overtale mig til dette Partie,
hvis ikke hendes Forhold og Opførsel udi hendes forrige Egtestand stoed
mig for Hovedet. Hun tilbragte vel hendes Sal. Mand en skikkelig
Capital; men hun vidste og derhos saaledes at leve, som hun kunde haft
Moguls hele Skat at raade over; saa at hvis Mandens egne Capita¬
ler og aarlige Jndkomster ikke havde været des større, havde hendes egne
tilbragte Midler kuns lidet vilde forslaae til hendes prægtige Stats, til
hendes kræsne og overdaadige Levemaade, og til hendes fatale Spillebord.
Men understod den Sal. Mand sig kuns at see suurt ved hendes ødsle
Adfærd, maatte han uerindret strax pakke sig, hvis han ikke vilde føle


Virkningen af hendes rasende Forbittrelse. Jeg behøver altsaa nogen
Tid til at betænke mig paa dette Val, da jeg maa sige, som det heder i
Fablen: Vestigia me terrent; thi jeg er ligesaa ømskindet paa min Ryg
som i min Pande, og troer jeg neppe at kunde resolvere mig til dette Par¬
tie, forend mit Skind ved en 8 Dages Spitsrodløben er bleven hærdet.
Men hvordan skal dog vel Slutningen blive af denne min Tvivlraa¬
dighed? Jeg seer desverre alt forud, at hvis jeg vil have mig en Kone,
faaer jeg at følge min Fætters Raad og Formaning. Du skal, siger han,
udsøge dig en Brud med Penge. Det kan sans Facon være lige meget,
enten hun er Enke eller Møe; enten hun er ung eller gammel; enten hun
er en fæl og heslig Medusa eller en smuk og yndig Daphne; enten hun
er from eller arrig. Hun maa være hvordan hun være kan, naar hun
kuns har Penge. Kan du ey nyde de forønskte Fornøyelser hiemme, kan
du gaae en anden Vey, og dog ey forglemme undertiden at giøre din Kone
nogle Caresser. Saaledes giør jeg, og hvis du vil følge mit Raad, skal
du giøre det samme.
Dog vil jeg tage denne Resolution under Betænkning, og imidlertid
consulere de gode Mænd, der have proberet et fierding Aars langvarigt
Egteskab; thi hos de ældre befrygter jeg at skulle faae alt formeget at høre
af mine egne Sentments.
Tvivlraadig Frier, du dog dette burdte lære,
At den, som saa med dig for længe gaar i Val,
Han for sit Uheld selv maa billig Skylden bære,
Hvis han, som ofte skeer, for Kiernen faaer et Skal.
Paa førstkommende Løverdag har jeg den Ære at opvarte Læserne
med den behagelige (skiønt skadelige) Flateur.


Actricen.
Num. 9.
Løverdagen, den 9 December 1758.
lmprimatur B. MÖLLMAN
Den behagelige (skiønt skadelige) Flateur.
Træder til Side paa Skue=Pladsen; J Upolerede! J som udi
eders gammeldags Oprigtigtighed sige, at sort er sort og at
hvidt er hvidt! Forføyer eder bag Machinerne, J Ufordra¬
gelige! J som sige Folk Sandheden saa reent ud i Øynene!
og giver Plads for min behagelige Person! Kan de skeeve Øyekast, og
det koldsindige Væsen, der allevegne møder eder, dog ikke engang lære
Jer at følge mit Exempel? J bilde Eder ind, at J ere fornuftige og
klarseende. Men hvor ufornuftig og blind handle J ikke mod eder selv,
i det J med Eders oprigtige Væsen paafører Eder et Had og en Misgunst,
den J meget vel kunde undvære, naar J som jeg giør, vilde sige, at
sort er hvidt. Tænker J vel, at Egenkierlighed skulle være saa aldee¬
les uddød hos Menneskene, at de skulle kunde ansee sig selv og deres Gier¬
ninger og Adfærd med Eders Øyne? Men om de end kunde kiende deres
egne Ufuldkommenheder, hvad Behag meene J vel, de skulle kunde finde
i at høre dem? Vil J derfore vel fare; vil J have en almindelig Yndest;
ja vil J ikke selv være Hinder i Eders Forfremmelse, saa træder i mine
Fodspor, og troe mig, J skal befinde Eder vel derved. Seer engang til
mig, hvor jeg end lader mig see, og hvor jeg end melder mig, er jeg al¬
levegne behagelig og kierkommmen, og J skal ikke lettelig faae at høre
at nogen har stødt sig over mig. Jeg har alletider Berømmelser, Dyd,
og Meriter til fals, og jeg kan uden mindste Hexerie giøre en kulsort
Ravn kridende hvid.


Avarinus er en af vore største Capitalister. De tilladelige Renter af
hans udestaaende Capitaler kunde ved en fornuftig og ordentlig Oeconomie
være tilstrækkelige nok til tvende Familiers tarvelige Underholdning; men
Gierrighed har saaledes betaget Manden, at hans Capitaler synes ham
endnu alt for smaa. Desaarsage søger han ey alleene perfas et nefas
at forøge sine Midler, men endog af Frygt for en tilkommende Mangel
lever et sultent og nedrigt Liv. Avarinus skulle dog vel engang, om ikke
aldeles afstaae, saa dog i det mindste blues ved sin Nidskhed og umæt¬
mættelige Begierlighed. Det kan vel ikke heller feyle, at jo en Eftertanke
herom undertiden indfinder sig hos ham; men jeg veed ved min Kunst
saaledes at retfærdiggiøre Avarini Adfærd, at han i sine egne Øyne bli¬
ver en langt bedre Mand, end han forhen har tænkt om sig selv, i det
jeg bilder ham ind, at hans umættelige Begierlighed efter at samle Rig¬
dom er en Skyldighed, den han er sig selv og sine pligtig, og at hans
sultne og nedrige Leve=Maade er en høyst nødvendig Sparsommelighed
og Tarvelighed. Jeg ønsker derhos, at Staden var beboet af mange
saadanne stræbsomme og nyttige Borgere, saa skulle man ey høre tale om
saa mange Prakkere og Bedragere.
Luxoriosus er en Cavailler, der haver som man taler, seet sig om
i Verden, og som efter sine Forældre haver arvet en temmelig Capital.
Hans Eqvipage er alamodisk og prægtig. Hans Levemaade er overdaa¬
dig. Og hans levnet og Forhold er som deres, der træde GUds og Na¬
turens Lov under Fødder, og som søge deres Ære paa de afskyelige Lasters
Veye. Om Religion og Christendom taler han med en Ærbødighed, der
noksom røber hans Hiertes Tanker, og de, der beflitte sig paa et ustraf¬
feligt og stille levnet, ere i hans Øyne de største Phantaster i Verden.
Men hvorledes skulle vel Luxoriosus have saa gode Tanker om sig selv,
hvis ikke en Flatteurs, for jevnlig at kunde smarotse hos ham og have
Adgang til hans Casse, gave ham den Berømmelse, at han er en Ca¬
vailler, der har lært at leve; at han ey forgieves har forødt saa mange
Penge paa hans Udenlands=Reyser; og at han ikke er en saadan Gniere
som Avarinus og andre fleere. Hans blasphemiske og anstødelige Ta¬
le=Maader kalde vi bon Mots eller klygtige Jndfald, og hans Lastværdige
Gierninger giør vi til Galanterier.
Jgnorantius er ved en lykkelig leylighed bleven sat i en Station,
for hvilken man i Følge Subordinationens Lov maa udvise al Devoir og
Ærbødighed, og hvis Formagenhed synes at have den Virkning i alle


Subalternernes Legemer, at de stedse bøye sig endog for hans Heste og le¬
dige Vogn. Men hvorledes skulle vel den Mangel der findes hos ham,
paa Jndsigt og Habilite til sin Station, kunde være saa usynlig for
ham selv, hvis ikke vi Flatteurs fandt de berømmelige Qvaliteter hos
ham, som ingen uden vi, hidindtil har kundet see? Og da den gode
Jgnorantius trænger ligesaa høyt til mine Pynegyriqves og Lov¬
Taler som jeg til hans Formaaenhed, handlede jeg joe meget uviise¬
selig imod mig selv, hvis jeg ikke for saa taalelig en Priis tilhand¬
lede mig hans beforderlige Grace.
Men hvor skulle vel disse og andre fleere tage deres uforskyldte
Roes fra, hvis ikke jeg og mine Brødre forbarmede os over dem?
Jeg slutter af mig selv, at de fleeste Menneskers Egenkierlighed er
saa stor at om de end kand, saa vil de dog ikke alletider kiende de¬
res egne Ufuldkommenheder og Laster. Men som de dog vide saa
meget med dem selv, at deres Forhold og Adfærd er ikke aldeeles
Roesværdig, antage de med desto større Fornøyelse en uventelig Roes,
og med Taknemmelighed erkiender min Skiønsomhed, at jeg kan see
de Dyder og Fuldkommenheder hos dem, som de selv vide, de ikke be¬
sidde; og |hvorledes vil man da forundre sig over, at jeg allevegne
finder Venner og Velyndere?
Hvad betyder det mig, at man kalder mig en Fuchssvandser, og
at jeg er forhadt hos alle Retsindige? Bliver end omsider Øynene
opladte paa en eller anden, at de kand see, at jeg med mine Flatte¬
rier har søgt mine egne Fordeele, saa finder og andre i deres Sted,
der gierne vil høre mig. Jeg burdte vel giøre mig nogen Betænk¬
ning derover, at jeg, ved at tillegge Folk en Roes, som dem ikke
tilkommer, Deels styrker dem i deres Laster, og Deels giør, at de
fatter høye Tanker om sig selv. Men bør ikke den Yndest og de
Fordeele, jeg ved mine Flatterier kan forskaffe mig, dempe saadan
Eftertanke? Ja jeg vil sige Eder, J Sandheds og Oprigtigheds
Brødre, dette reent ud, at J skal have meget Ondt for at kunde
begaae Eder og at komme frem i Verden, hvis J ikke følge mit
Exempel. Til den Ende vil jeg i Fortroelighed meddeele Eder en
Plan, som J kand følge; men J maa under en hellig Taushed be¬
holde den hos Jer selv.


J maa nøye udstudere de Menneskers Passionener og Tilbøyelig¬
heder, som J agte at insinuere Jer hos, for at rette Jer efter de
samme. J maa være forsynede med to Tunger i en Mund, tale dem
efter Munden, og sige Ja og Ney, ligesom J mærke, at det kan
være til Eders Fordeel. J maa for alle Ting aldrig sige, hvad J
meene. J maa indgaae en ævig Allianee med Løgn. Vil J have
en almindelig Yndest, maa J være som en Polypus, der kan omdan¬
ne sig efter en hver Steen, den holder sig til. Ere J hos Avari¬
nus, maa J tale af en langt anden Tone, end den, af hvilken J
tale, naar J ere hos Luxoriosus. Jeres Morale maa være vaklen¬
de, og have sine Grunde i andres foranderlige Forhold. Mærker J
at Jeres Velynder er tilbøyelig til en eller anden Last, bliver det
Jeres Sag at stryge Farver over den samme, og at giøre den, om
just ikke til en Dyd, saa dog til en different eller Middel=Ting; og
Jeres Samvittighed maa da ikke eller være saa snever, at J jo, for
at giøre Jer Eders Patron desmeere forbunden, tør paatage Jer at
forsvare den saa vel skriftlig som mundtlig. Det lidet Gode, J kan
finde hos en eller anden af Jeres Velyndere, maa J vide at kunde
afmale med saa pralende Farver, at den dydigste og best meriterede
Mand bliver som intet imod Jeres Patron. Med et Ord: J maa
vide at kunde skabe Dyder og Meriter, hvor ingen ere. J maa
nægte det i Morgen, som J have bekræftet i Dag. J maa rose det
hos en, som J laster hos en anden. Ja J maa alletider være i
Stand til at kunde gotgiøre, at Ravnen er hvid, og at Svanen,
sort.
Denne Plan har jeg nøye fulgt, og hidindtil befundet mig meget
vel derved.
Vil J følge den, saa kan J beholde den hos Jer selv.
Hvis ikke, kan J lade den opslaae i Peer Madsens Gang, at den
kan tiene til en Text i Pigernes Aftensang
Forsigtighed vel giør, at man maa simulere.
Ey alletider man sin Mening sige bør.
Men naar en Lastefuld man hykkelsk vil flattere,
Man priser Ondt, og er en skadelig Flatteur.
Paa førstkommende Løverdag har jeg den Ære at opvarte Læserne
med den fattige Pralere.


Actricen.
Num. 10.
Løverdagen, den 16 December 1758.
lmprimatur B. MÖLLMAN
Den fattige Pralere.
N¬
ey, min gode Frue Fortuna! saalænge min Mund og mit in¬
ventieure Hoved nogenledes vil staae mig bie, skal J ikke med
al den Ugunst, J lader see imod mig, faae mit høye Mod
dempet. Jeg skal med mit Exempel overbevise Verden om, at Jeres
Magt ofte maa vige for Klogskab og Forstand, og at enhver, som han
har Forstand til, kan, ligesom Smeden af sit Jern, udsmedde af Jer,
hvad han lyster. J har giort og giør alt hvad J veed og kan til at un¬
dertrykke mig; men ved min Klogskab og Forstand holder jeg saaledes
Ørene stive, at faa eller ingen kan blive ret kloge paa mine Omstændig¬
heder. Vel trykkes jeg som oftest af Hunger og Frost; men det er saa
langt fra at mit høye Mod derved svekkes, af det meget meere voxer og
tiltager, ligesom Skreppen ved Foraarets Regn og Slud. De stolte og
pralende Lillier paa Marken maa visne og forgaae ved Kuld og Heede;
men ved min Snildhed er jeg endnu i min pralende Flor. De have deres
Pragt og Styrke af Jorden; men hvorfra jeg har min, er en Hemme¬
lighed, som mange forgieves ønske at kunde indsee. Man veed, at hver¬
ken mine Capitaler, ikke heller mit Embede kan indbringe mig noget, og
dog maa de med Forundring, ja vel og med Misundelse, ansee mig som
den, der ikke veed af nogen Slags Mangel at sige, Jeg beviser altsaa
med mit Exempel, at man tvertimod det gamle Ordsprogs Lydende, lige¬
saavel kan skiule sin Fattigdom som sin Rigdom. Men hertil udfordres
min Snildhed og Forstand. Fra intet kommer vel intet; men ved min
Klogskab veed jeg dog af mine saa skiulte Jndtægter at giøre noget ansee¬
ligt og brillant. Men hvorfor skulle jeg vel giøre nogen viis paa min


Oeconomie, med min Snildhed braverer jeg Fattigdommens Trang, og
jeg er ey mindre vant til at skryde og prale, end til at sulte.
Ved Kunster skiuler jeg min Fattigdom. Ved Kunstgreeb føder og
klæder jeg mig. Mit høye Mod tillader mig ikke at beklage min Trang,
men vel at snylte mig et Maaltid Mad til, endog hos en fattig Haand¬
værksmand. Jeg lader mig ey meere end eengang bede; men naar dette
slaaer mig feyl, bider jeg Snegle, og lader mig nøye med et tarveligt
Cabinet=Maaltid, bestaaende af tørt Brød og Skillingsøll. Kommer
der i det samme nogen til mig, stanger jeg mine Tænder med en Fier,
og besværger mig over, at mine huule Tænder finder sig incommoderet ved
Kiødmad, i sær af Vildt. Jeg bilder min Vert ind, at jeg som oftest
spiser hos en og anden stor Herre, men i sær hos en vis Græve; og saa¬
som min Vert, formedelst et vist Anliggende ønsker sig Addresse til sam¬
me Græve, faaer han ved dette mit Skryderie store Øyne, og ey allene
ikke i et heelt Aar kræver sin Kammer=leye, men endog beviser mig en og
anden Tieneste, saavel paa min Pungs som paa min Maves Vegne. Jeg
roser hans Mad, og forsikrer ham under en høy Eed, at hans Grød,
Kaal og Ærter smager mig langt bedre, end de delicateste Retter, der
falde ved Grævens Bord. Min Vert, som fornøyer sig hiertelig over
den Roes, jeg legger paa hans Mad, udbeder sig den Ære, at jeg den
anden Dag vil være hans Giæst paa Kaal og Flæsk, og da min Høflig¬
hed ikke tillader mig udi en ringe Ting at sige nogen Ney, indfinder jeg
mig og med største Appetit ved hans Bord, og lader min Mave nyde sin
Rettighed for 4 Dage. Min Vertinde, der ved sig selv ønsker mig en
mindre Appetit, finder dog en Trøst derudi, at hendes Kaal bliver roest,
og at hun, efter mit Udsigende, kaager en bedre velsmagende Mad end
Grævens Kok.
Men ligesom jeg ved dette og deslige flere Kunstgreb, adspørger min
Føde, og det uden at nogen skal mærke Grunden til min graadige Appe¬
tit, at de meget meere holde det sig for en Ære, at jeg vil værdige deres
Bord med min Nærværelse, og tage til takke med deres daglige Føde;
saaledes veed jeg og paa Kunst at forsyne mig med Klæder. Have end
Stadens Kræmmere ikke den Credit for mig, at de paa mit ærlige Ansigt
tør betroe mig noget, veed jeg dog andre Stæder, hvor jeg for en billig
Priis kan eqvipere mig med pralende Klæder; men uagtet at samme har
i 15 Aar hengt tilfals paa et Torv eller hos en Marchandiser ved gammel
Strand, søger jeg dog at bilde andre ind, at de nyelig ere udtagne i en


Krambod; og at deres gammeldags Facon ikke skal røbe Usandfærdighe¬
den i dette mit Pralerie, siger jeg, at jeg for min Død ikke kan fordrage
den Mode, man nu have med de korte Skiød, lange Liv, og brede Lom¬
metasker paa sine Klæder. Men ere end mine Klæder ikke skaarne efter
Moden, saa ere de dog desmere pralende. Min blommed Fløyels Vest,
som for 15 Aar siden har hørt en stor Herre til, og hvormed hans Kam¬
mertiener siden efter har giort sin Lykke hos en og anden vakker Møe,
giør mig dog til en stor Mattedor i deres Øyne, der ikke have seet hvor
pialtet og lapped min Underskjorte er.
Min lange Spanske Paryk, der for 9 Aar siden har kostet mig en
2 Marks=Crone, giør ikke heller en mindre pralende Parade paa mit Ho¬
ved. Den samme kruser jeg flittig op, og saasom den formedelst sin ær¬
værdige Alder falder noget rød, bestrøer jeg den des oftere med noget af
det Meel, som min Vertinde levner fra hendes Grød. Men at ikke
min flossede, skiønt brustne og durchleutige Hat, skal enten slikke Meelet
af, eller nedtrykke dens høybrusende Front, bær jeg den stedse under Ar¬
men. Naar Efteraarets Regn og Blæst giør dens Kruser og Lokker til
slette Katte=Haler, ved jeg ganske kunstig at forvandle den til en Punge¬
Paryk. Men skulle end en kort Paryk paa en andens Hoved vilde kalde
den sin Broder, tier den som en Muus til dette Broderskab, og forme¬
delst sine svage Kræfters skyld holder sig smukt stille i sit Huus, indtil de
milde og stille Foraarsdage komme, da den ved min Krusepinds Hielp
braverer en 16 Rdlrs. Paryk med sine brusende Kruser, saa at en Feran¬
diins med Fryndser besat Bonnet aldrig lod meere haant om Landsbye
Præstens Hat eller Kaskiette; og hvo skulle da vel være saa vantroe, at
han skulde kalde dette i Tvivl, at den nyelig har kostet mig 8 Rdlr.?
Udi saadan og anden opsminket Luusekrams Eqvipage passerer jeg
iblant dem, der ikke vide mine Omstændigheder, for en bemidlet Person.
Jeg veed og udi Selskaber at føre min Person og Tale saaledes, at alle
Ubekientere maa giøre sig høye Tanker, uagtet at min Mave som oftest
incomoderer deres Ørne med sin Knurren af Sult. Men er end min
Mave og min Pung tom, saa har jeg Munden des fuldere. Naar den
rige Klynkere Harpax, der for at skiule sin Rigdom, gaaer slet og ge¬
meent klæd, taler om en Skilling, saa taler jeg om Dalere og Ducater i
tusindtal, der aarligen gaaer igiennem mine Hænder.


Kort sagt: Jeg er en gaaende Prakker, men jeg veed tusinde Kun¬
ster til at skiule min Fattigdom. Vel sandt, at de, der kiende mig,
kalde mig en Nar og en Pralere; men skulde jeg vel, fordi jeg er fattig,
enten med den nedslagne Job sette mig i Aske, eller med en urimelig
Diogenes giøre mig til et latterligt Spectakel for Verden i en Tønde eller
et Raastekar.
(Ey dennes Levekunst og Snildhed man just laster,
Han meere prises bør for sin Oeconomie.
Man kuns det store Mod ham her i Næsen kaster,
Han viser udi sær ved Mundens Pralerie.
P.S.
For en Spion maa vel ethvert stakkels Pigebarn frygte sig; men naar en
Spion tillige bliver en Prophet, maa alle Vartovs Matroner udi største An¬
dagt glæde sig ved at høre ham. Hvis de Relationer, som Autor til Spio¬
nen (et gammel Ugeblad) ugentlig meddeler sine Naadige Herrer, ere lige¬
saa tilforladelige, som hans Spaadom om Actricen udi Ugebladet Num. 13,
nemlig, at hun ikke skulle lade sig meere end 9 Gange see paa Skuepladsen,
maa man tilstaae, at han er en ligesaa efterrettelig Spion som sandfærdig Pro¬
phet, og at han udi begge Deele svarer med lige Ret til sit Navn. Actri¬
cens Medicus har endnu ikke, efter Spionens Drøm, raadet hende fra at
lade sig see paa Skuepladsen; thi han befinder hende ved en uhinderlig Sund¬
hed baade paa Sindets og Legemets Vegne, alleene, at hun har det Meen
paa hendes Øyne, at hun, end ikke igiennem et Forstørrelses Glas, kan udi
Spionens Ugeblade see det, som - - Actricen er sandelig meget vred
paa hendes Forleggere, at de ikke ved et pralende Avertissement have søgt at
indprente Læserne høye Tanker om hendes Ugeblade. Men Spionen skriver
joe ikke for Slør, men for Naadige Herrer? Ak Skade! ævig Skade, om
et Ugeblad, hvor ikke det andet Ark følger paa det første, men som Metho¬
dice er forsynet med en lærd Fortale og et prægtig Kobberstykke -- -
Over disse af Spionen paa Actricen applicerede Horatii Ord: Satis est
eqvidem mihi, plaudere, har en Horatianer Munk giort følgende Forkla¬
ring: Actricen seer hellere, at Tilskuerne eller Læserne klappe for hende, end
at hun som *** skulle blive afklappet paa et Vinhuus. Actricen
forundrer sig ellers over, at Msr. Spion staar i Tvivl om, enten hun er
Mademoiselle eller Madame, da han dog selv --- Monsieur ved nok - - -
J steden for at blive en glad Moder til et velskabt Foster, havde hun, som
gode Herre selv veed, det Uheld, at hun bragte et latterligt Dyr til Verden,
hvilket Jordemoderen kaldte en Spion. J øvrigt formeener Actricen, at
ovenanførte Spionens Spaadom eller Drøm kunde tiene til at forbedre et
nyt Oplag af Relationes Curiosæ med.
Paa førstkommende Løverdag har jeg den Ære at opvarte Læserne
med den indbildte Kloge.


Actricen.
Num. 11.
Løverdagen, den 23 December 1758.
Imprimatur B. MÖLLMAN
Den indbildte Kloge.
J¬
o! Jeg skulle vel bære mig saaledes ad som min Broder Pru¬
dentius, der hverken tør giøre eller lade noget, uden at han
i Forveien har consuleret andre meere kyndige og forfarne? men
imedens han delibererer med sine Orakler om en Sag, absolve¬
rer jeg i en Hast efter min egen taabelige Skiønsomhed 10 an¬
dre af større Betydenhed. Jeg maatte gierne vide, hvad min Fætter Pe¬
ritius bilder sig ind, at han alletider vil mønstre min førende Conduite?
Hører dog, hvor fornuftig jeg gaaer til Verks i al min Adfærd, og døm¬
mer saa, om nogen Selvklog kan føre sig fornuftigere op.
Disputerer jeg med nogen udi en eller anden Materie, taaler jeg alde¬
les ingen Modsigelse, men forkaster hans Sentiments, i hvor fornuftige
de end ere, og med største Hidsighed paastaar, at min Mening, der er
grundet paa et slet Begreb og en endnu mindre Jndsigt i Sagen, uimod¬
sigeligen er den retteste.
Foretager jeg mig et eller andet af Betydenhed, er jeg alt for klog til,
at jeg enten skulle tage andre fornuftige paa Raad med mig, eller lade de
Jndvendinger, som de, der meene mig vel, giøre imod mit Foretagende,
bringe mig til at frastaae det, eller at tage andre Messures, end de, jeg
efter mit eget taabelige Begreb synes at være de beste.
Møder der mig noget enten af mine Over= eller ligemænd, hvorved
jeg synes at være bleven fornermet, og nogen af mine Venner, der indseer


Felgerne af min Paatale, raader mig at taale det; er det saa langt fra,
at min Selvklogskab tillader mig at følge hans fornuftige Raad, at jeg
meget hellere exponerer mig en langt større Skade, for at søge den Sa¬
tisfaction, som mit forvendte Begreb tilsiger mig jeg absolute maa have.
Befinder jeg mig i et eller andet Selskab, er jeg langt fra ikke af det
Slags, der enten lade, som de veed mindre end andre, paa det kan være
desto høfligere; eller og, naar de forefaldene Materier ere dem for høye,
bejaer andres Sentimens; men jeg maa nødvendig have det første og det
sidste Ord i alle forefaldende Discourser, og førend jeg kunde finde mig
udi at give en andens Haandgribelige Raisons Magt, giør jeg mig helle¬
re ud til Beens med det hele Selskab.
Nu maatte jeg spørge, hvad min Fætter Peritius kunde have at ud¬
sette paa min førende Conduite? men hvor liden Føye han kan have dertil,
bliver end des meere klart, naar jeg giør en Sammenligning imellem
hans og min Adfærd. Min Fætter overveyer alt sit Foretagende paa det
nøyeste, og entrerer ikke i nogen Handel, som han nogenledes forud ind¬
seer at kunde have ubehagelige eller skadelige Følger. Jeg derimod giør
mig aldeles ingen Eftertanke om mine Anslags Udfald, naar jeg kuns
kan faae dem i Værk stillede. Han simulerer end og for sine Undermænd,
naar en fornøden Forsigtighed udkræver det. Jeg derimod submitterer
mig end ikke for mine Overmænd, naar jeg efter mit taabelige Begreb,
synes at have Ret at fare med. Han tænker meere end han taler; han
hører hellere til udi Selskaber, end han fører nogen Discours paa Bane,
og naar dette end skeer, legger han ethvert Ord paa Vægtskaalen, at
han hverken skal være anstødelig for de nærværende, eller critisk over de
fraværende. Jeg derimod lader uden al Eftertanke min Mund bestandig
løbe udi ethvert Selskab, og derudover som oftest forløber mig baade imod
de nærværende og de fraværende. Han har smukke Videnskaber og en
solide Erudition; han er forsøgt i Verden og kan lære andre; men han
læser dog bestandig gode Skrifter, og søger fornuftige og erfarne Mænds
Conversation, for at blive end meere klog og forfaren. Jeg derimod er
en Jgnorant, en Dosmer, en Døgenicht, men moqverer mig dog i høyeste
Grad over at lade mig undervise og forbedre af andre. Han forekommer
al befrygtelig Tvistighed og Ueenighed ved sin Beskeedenhed og Ærbødig¬
hed. Jeg derimod tager aldeeles ikke i Betænkning, at støde alle og en¬
hver for Hovedet ved min Ubetænksomhed og Ubesindighed, Han agter
sig selv endnu alt for uerfaren, og anseer sine Skuldre alt for svage til at


kunde paatage sig et Embede, end og af maadelig Vigtighed. Jeg der¬
imod seer intet Embede saa vigtig og besværlig an, at jeg joe har Forstand
og Kræfter nok til at kunde forestaae det.
Af denne Sammenligning seer jo enhver Selvklog, at jeg behøver
aldeles ikke at lade mig Hofmesterere af min Fætter Peritius, i Sær da
man nok seer, at der er ingen anden Forskiel imellem os, end denne, at
han besidder en virkelig Klogskab og Forstand, jeg derimod en indbildt.
Han viser udi al sin Adfærd og Omgiengelse, at han har en større
Klogskab og Forstand, end han selv mærker. Jeg derimod finder den
Klogskab og Forstand hos mig i en høy Grad, som jeg høyligen kunde
behøve.
Han giør sig behagelig hos alle med sin fornuftige Opførsel. Jeg
derimod giør mig stinkende og odieux hos alle med min Dumhed og Ufor¬
nuftighed.
Han tiltager i klogskab og forbedrer sin Forstand. Jeg derimod
bliver aldrig klogere end jeg er.
Han indretter sine Gierninger saaledes, at de faae et lykkeligt Ud¬
fald.
Jeg derimod foretager mig neppe noget, at jeg jo bag efter maa
ønske det ugjort.
Kort sagt: Han viser sig udi al sit Forhold og Adfærd, at han er et
fornuftigt Menneske. Jeg derimod, at jeg er en dum indbilsk Nar.
Jmidlertid giør dog den Jndbildning, jeg har om min store Klog¬
skab og Forstand en anseelig Deel til mit Sinds Lyksalighed og fornøyede
Tilstand. Mit Liv maatte jo være ledsaget med utallige Bekymringer
hvis jeg kunde see eller troe om mig selv, at jeg er en taabelig og vankun¬
dig Jdiot. Jeg turde jo da aldrig oplade min Mund i noget Selskab,
af Frygt for at mine Raisonnements maatte blive beleede; da jeg nu der¬
imod ndi min indbildte Klogskab har den Fornøyelse, at jeg udi alle fore¬
faldende Discourser kan raisonnere op ad Veggene. Jeg torde jo da al¬
drig foretage mig det ringeste af Betydenhed, at jeg jo maatte tage for¬
nuftige Folk paa Raad med mig; da jeg nu derimod anseer intet Fore¬
tagende saa vigtig og betydelig, at jeg jo tør entrere derudi.


Vel sandt, at min indbildte Klogskab har som oftest mange skadelige
Følger; jeg tilstaaer og, at hvis jeg kiendte min store Dumhed og Van¬
kundighed, vilde min Forsigtighed i alle mine Gierninger og Adfærd være
des støre.
Men derimod kan jeg nu udi min indbildte Klogskab bygge Casteller
i Luften, uagtet at Bygningen bliver som Grunden, intet uden Vind.
Men saalænge ingen kan forbyde mig at ansee det for noget Virkeligt, som
alle sande Kloge agte for intet, saa befordres og derved mit Sinds Lyk¬
falighed og fornøyede Tilstand.
Men er end min indbildte Klogskab just ikke saa aldeles fordeelagtig
for mig selv, saa har den dog sin Nytte i Henseende til andre. Hvorle¬
des skulle vel en Astutius kunde saa ofte trække Rus med mig, hvis jeg
havde en større Klogskab og Forstand, end den jeg bilder mig selv ind at
besidde?
Skulde da vel en Personatus kunde faae mine hemmelige Anslag
udforsket af mig til andres Underretning, eller føre mig i fald ved min
Aabenhiertighed og Rundtalenhed? Skulle da vel en Blandilogous
kunde med sine Flattements giøre mig klogere og dydigere end jeg er, og
ved sin Smigren giøre sig til gode paa min Regning?
Enhver seer jo altsaa, at jeg er klog nok, men hvem skulle vel vilde
forundre sig, hvis jeg omsider drukner udi min egen Klogskab?
A¬
ctricen vel i Dag en Selvklog forestiller,
Ey som hun burdte, men saaledes som hun tør;
At efter første Plan hun ey sin Rulle spiller,
Tænk Gunstig Læser! just en indbildt Klogskab giør.
Paa førstkommende Løverdag har jeg den Ære at opvarte Læserne
med Løgneren efter Moden.


Actricen.
Num. 12.
Løverdagen, den 30 December 1758.
Imprimatur B. MÖLLMAN
Actricens Nye=Aars Tanker
udi løs og bunden Stiil.
E¬
fter Løfte skulle jeg vel i Dag presentere Løgneren efter Mo¬
den, og i det jeg efter første Anseelse nu forestiller en anden
Person, kunde jeg vel og siges at have holdt mit Løfte, saasom
det er Moden hos en stor Deel at love et og meene et andet. Men jeg
maa til min Undskyldning have den Ære at berette mine Gunstige Læsere,
at jeg den heele Uge igiennem har fundet en usædvanlig Uroelighed og Be¬
vægelse udi mit gandske Legeme, uden at jeg selv i Begyndelsen kunde
begribe Aarsagen hertil. Ved at eftertænke dette Tilfælde var jeg hart
ad falden paa at biefalde deres Mening, der statuere, at et Menneske,
foruden de Love, der ere ham givne, saavidt han er en fornuftig Skab¬
ning, ey alleene have nogle tilfælles med Dyrene, at han retter sig efter
sine Sandser, men at han endog, ligesom de livløse Ting, følger visse
Bevægelses Love, efter den Drift og de Jndflydelser, som de Ting, der
ere uden for ham, haver i hans Legeme. Men her maatte jeg atter ef¬
tertænke, hvilke de uden for mig værende Ting kunde være, der havde
sadt mit gandske Legeme i en saa usædvanlig Uroelighed og Bevægelse.
Jeg vidste, at jeg for nærværende Tid ikke var forliebt; thi da havde det
været ufornødent at spørge om Aarsagen hertil. Jeg vidste og, at jeg
hverken var, ikke eller nogen Tid havde været iblant de overmaade Nys¬
gierriges Tal, der hver Dag løbe omkring, for at betragte en Brudefærd,
en Liigfærd, og hvad andre Ting, der kunde passere i Staden. Mit
Blod kunde ikke heller foraarsage denne Urolighed og Bevægelse hos mig,


saasom min Barberer havde kort forhen tappet saa meget af mig, at jeg
blev bleg om Næsen derved. Jkke heller havde jeg haft nogen Alteration,
uden at der for et Par Aftener siden kom mig en Jule=Buk i møde uden
for min Dør, der venteligt agtede sig ind til min Naboe, saasom han i
denne Tiid holder hver anden Aften Jule=Stue, for at divertere sin unge
Kone. Men saasom jeg ikke fandt nogen Ting uden for mig, der kunde
have sat mit gandske legeme i en saa usædvanlig Urolighed og Bevægelse,
giorde jeg mig den Slutning, at saasom de Himmelske Corpora skal, efter
endeel lærdes Mening, have Influence i de Jordiske, og disses Bevæ¬
gelse skal dependere af hines onde eller gode Jndflydelse, at da Planeten
Mercurius maatte i denne Tid regiere, eftersom jeg paa ingen Tid om
Aaret har befunden enten mig selv eller andre saa Mercurialske, jeg mee¬
ner, saa hurtige, saa geskeftige, saa veltalende, som paa denne Tid.
Dog forkastede jeg denne Slutning, der jeg erindrede mig, at jeg ogsaa
i mine forrige Leve=Aar havde mærket hos mig, at joe meere den første
Dag udi et Nyt Aar nærmede sig, joe større Urolighed og Bevægelse
havde jeg funden i mit gandske Legeme. Jeg giorde mig altsaa heraf den
faste Slutning, at just denne Tid frem for al anden om Aaret foraarsa¬
ger en saadan almindelig Urolighed og Bevægelse. Ved et Nyt=Aars
Jndtrædelse finder enhver sig forbunden at incommodere hinanden med
Gratulations og Contra=Gratulations Visiter, og hvo skulde da vel vilde
tvivle om, at joe min Slutning har sin Rigtighed, nemlig, at just denne
Tid meere end en anden har den Kraft i sig, at den kan sætte heele
Stæder i fuld Bevægelse, og at den kan giøre de Halte hurtige til Beens
og de Stumme Veltalende, i det ringeste mumlende.
Som jeg da herudi finder Grunden til min usædvanlige Urolighed
og Bevægelse, saa finder jeg mig og i Følge denne Tids Bevægelses Love,
forbunden at viise mig ligesaa hurtig, geskeftig og veltalende som alle an¬
dre. Jeg finder, at det ogsaa bliver min Skyldighed paa denne Tid
at uleylige mine Velyndere og Venner med min Nye=Aars Visite, uag¬
tet, jeg er bange for, at jeg ved Porten eller i Forstuen skal glemme min
Gratulations Formular. Jeg presenterer altsaa i Dag en Nye=Aars
Gratulant i Steden for den belovede Løgner efter Moden; men
meener dog herudi nogenledes at opfylde mit løfte. Moden befaler, at
man paa denne Tid skal gratulere hinanden til et lyksalig og fornøyeligt
Nyt=Aar. Men at ogsaa Moden legger de fleeste Gratulanter disse Lyk¬
ønskninger i Munden, synes den enes øvrige ukierlige Opførsel imod den
anden nogenledes at kunde beviise; og altsaa maa jeg herudi biefalde en


vis Skribent, naar han siger, at den største Deel beviiser ingen Tid meere
Sandheden i disse Ord: Alle Mennesker ere Løgnere, end ved Nye¬
Aars Tider.
Men uagtet jeg finder mig høyst forbunden til at indfinde
mig hos mine Patroner og Velyndere med min Gratulation, og jeg der¬
hos mærker en forunderlig Drift og Lyst hos mig til at stryge Gaderne
igiennem, maa jeg dog, for ey at slide mine Skoe forgieves, blive hiem¬
me, saasom jeg ikke veed, hvor mine Patroner og Velyndere boe; men
bær dog derhos aldeeles ingen Tvivl om, at jeg jo ved mine udkomne
Ugeblade haver forskaffet mig et stort Antal. Jeg vil derfor overdrage
denne Marche til mit Blad, og derhos paa det ydmygste og ærbødigste
recommandere mig mine Læseres Gunst og Bevaagenhed udi det tilstun¬
dende Aar.
Ode til Nye=Aars Dag.
O
frugtbare Tider paa Oder og Noder!
Jeg troer, at Minerva og Muserne Nie
Vor Stad til Parnassum og Helicons Floder
Forvandlet maa have i pur Raserie.
Til Junkere, Fruer, til Giæs, ja til fleere
Man Oder nok seer;
Jeg stønnende læser og venter paa meere,
Jeg græder; Jeg leer;
O frugtbare Tider paa Oder
Fra Helicons kraftige Floder!
Vor Nye=Aars Dag ingen erindrer, og skriver
En Ode til Ære blant Dagenes Tal;
Da dog denne Dag alles Geister opliver,
Ja Dyrenes Sandser ved Støkkernes Skral,
Ved Trommen og Blæsen, ved Løben og Renden;
Nu for og nu bag,
Ved Kudskernes Klatsken, ved Kiøren og Venden;
O lystige Dag!
Man visselig bør dig til Ære
en klingende Ode frembære.
Vor Nye=Aars Dag kraftig opmuntrer og glæder
Og alting i fulde Bevægelse før,
Paa Stadens Topsteenede Gader og Stræder,
Den Halte og Lamme Letløbende giør.


Lykønskninger rare af Hiertet, af Lungen,
Af høyeste Smag,
Den viskende, tiskende legger paa Tungen;
O kraftige Dag!
Man visselig bør dig at takke,
Som lær os at løbe og snakke.
Vor Nye=Aars Dag Frihed, ja Friheds=Brev giver
Til Stadens Snushaner, Straae-Junkere smaa,
At de, hvor de ellers ey indladte bliver,
Opvartning at giøre, Tilladelse faae,
Hos dydige Nympher og Nyegifte Smukke,
(Skiønt uden Behag)
De vrikke, de skrabe, de nikke, de bukke;
O Gunstige Dag!
Den kiereste du dog bør blive,
Som saadan en Frihed kan give.
Vor Nye=Aars Dag Extra=Skat Staden paabyder
At hver, som dog ellers Udgifter nok har,
Han Pungen oplader og Gaverne yder
Til den, som heel villigen derimod tar.
Vor Nye=Aars Dag jeg, saaog Stodere fleere
Da ey uden Sag
Med Oder og Sange joe bør celebrere?
O gavmilde Dag!
Som ved din behagelig Komme
Kan glæde saa mangen ens Lomme.
Paa Dagens befaling saa løb da min Ode,
Saa snar og saa hastig du løbe formaar
Veldyndere mine og Læsere Gode
Af Hiertet at ønske et frydefuldt Aar!
Samt og for det gamle Aars Grace tillige
Min skyldigste Tak,
Du dem med Veltalenhed haver at sige,
Dog uden Snik, Snak.
Siig dem saa, at du er en Ode
Til Nye=Aars Dag ret a la mode.
Paa førstkommende Løverdag har jeg den Ære at opvarte Læserne
med den Jndbildte Lyksalige Ugifte.


Actricen.
Num. 13.
Løverdagen, den 6 Januarii 1759.
Imprimatur B. MÖLLMAN.
Den Jndbildte Lyksalige Ugifte.
S¬
lidder Sladder, min gode Maren Gifte=Smeds! Tænk aldrig
at kunde bilde mig ind, at Egtestanden er saa herlig og lyk¬
salig, som J her afmaler den. Jeg sætter, at jeg udi mit
Val blev saa lykkelig, at jeg fik en Ægtefælle, hvis Sindelaug i alle
Maader stemmede overeens med mit; som var prydet med virkelige Dyder;
som ved en kierlig og fornuftig Omgang kunde giøre mig Livet fornøyeligt;
og som vidste at forestaae en Huusholdning til vores fælles Beste; men
fandt jeg derfor den Lyksalighed, som jeg nu udi min Eenlighedsstand be¬
besidder? Monne de Godheder og Fornøyelser, som en saadan rar Egte¬
fælle gav mig, kunde balancere imod de Besværligheder og Bekymringer,
som Egtestanden i adskillige Maader fører med sig? Den ømme Kierlig¬
hed, som jeg nødvendig maatte fatte til saa elskværdig en Kone, vilde for¬
aarsage mig Sinds Smerte, end og ved den mindste Hoved=Pine, hun
kunde klage sig over; men hvor meget større vilde vel ikke min Sorg og
Frygt blive for hendes Helbred og Liv, naar hendes Barsel=Seng skulde
reedes? Hvor store Bekymringer vilde vel ikke de Børns Opdragelse, jeg
kunde blive velsignet med, foraarsage mig? Hvor stor en Frygt maatte
jeg ikke stedse leve udi for et og andet Uhels, der kunde møde dem under
en skødesløs Ammes eller Barne=Piges Opsigt? Hvor stor en Vandheld
kunde der vel ikke siden møde dem ved deres egen Uforsigtighed? Hvor
stor maatte vel ikke mit eget Sinds Smerte blive, naar de ikke artede og
skikkede sig vel? Hvor stor en Uroe og Bekymring maatte jeg vel ikke ha¬
ve, for at see dem forsørgede forinden min Død. Ja hvor smertelig
maatte vel ikke Skilsmissen imellem min dydige og kierlige Kone og mig


blive, naar Døden indfandt sig hos hende eller hos mig? Disse og
utallige andre Bekymringer er jeg joe aldeeles frie for udi min Eenlig¬
heds=Stand.
Naar jeg nu fremdeeles sætter min Eenligheds=Stand imod deres, der
udi deres Val have været vanheldige, hvormeget større maa da vel ikke
min ugifte Stands Lyksalighed blive udi mine Øyne? Hvor meget meere
Bekymringsfuld vilde vel ikke mit Egteskab blive, naar jeg, som lettelig
kunde skee, kastede mig en arrig, uforstandig og utroe Egtefælle udi Ar¬
mene?
Spørg min Fetter Philander af, hvorledes han befinder sig udi
sin Egte=Stand, og han skal tilstaae sin Daarlighed, at han ey vilde
følge mit Exempel og Raad. Han lod sig indtage af en belevende og vel¬
talende Skiønhed, hvilken forekom ham saa meget meere deylig og dydig,
som han vidste, hun eyede nogle Tusinde Rigsdaler. Philander var
jo ved denne Mariage lyksalig baade udi sine egne og andres Tanker?
Men lader os nu tale med Manden. Jngen Egtemand kan omgaaes
sin Kone med større Kierlighed, end han. Jngen kunde paa en meere
fornuftig og venlig Maade søge at bringe en arrig Kone paa fredelige
Tanker, end han. Men hans Øren ere nu alt saa trætte af at høre hen¬
des skiendende Tunge, og hans Øyne saa kiede af at see paa hendes urii¬
melige Adfærd, at han agter ingen Time udi sit Liv ulyksaligere, end
den, udi hvilken han stoed for Brude=Skamlen med hende, saa at han
nu hver Dag længes efter den Stund, da Døden kunde paa en af Si¬
derne giøre en ønskelig Skilsmisse.
Men monne vi skulle faae et fornøyeligere Svar hos min Collega
Titius, der ved en efter udvortes Anseelse lykkelig Mariage haver bragt
sig i Veiret? Naar hans Kones oprørte Galde setter hendes veltalende
Tunge i Bevægelse, maa han ey alleene høre, at hun har giort ham til
Mand, men endog, at hun aldrig kunde have faaet en større Tølper og Knub
til Mand, end han er. Vil nu denne saa lykkelig gifte Titius ey have
sin Kone i Peruqven, maa han tie smukt stille, og oven i Kiøbet bede
hende om Forladelse. Monne nu Titius ikke havde været lyksalig, hvis
han udi sin Eenligheds Stand havde blevet det han var?
Gaar jeg nu fra min Collega Titius til min Naboe, den taalmo¬
dige Cornufer, finder jeg, at hans Kone er Herre, men han en Slave;


og naar hun betager ham Myndigheden, end og i hans Embeds Affaires,
tør han ikke engang see suurt der ved. Vil han have sin Kone til Ven,
maa den gode Cornufer tillade, at hun lader sig opvarte af en og anden
Cavailler, enten han er hiemme eller ude. Men om endskiønt Cornu¬
fer derved kan have des mindre Depenser om Aaret til Madamens Stats,
troer jeg dog ikke, at han derfor anseer sig des lyksaligere.
Hvad har J nu vel, min gode Maren Gifte=Smeds! at kunde ind¬
vende? Maa J ikke nu tilstaae mig, at hvad enten jeg giorde et godt
eller et slet Val, saa er min ugifte Stand dog lyksaligere. Er jeg ikke,
som en fornuftig Skabning, forbunden til paa mueligste Maade at be¬
fordre min Fuldkommenhed og Lyksalighed? Men da nu den Kundskab,
jeg har om Egtestanden lærer mig, at enten jeg udi mit Val blev lykke¬
lig eller vanheldig, jeg dog ikke kunde have den Sinds Rolighed, jeg
udi min Eenligheds Stand haver, handlede jeg joe meget ufornuftigt
imod mig selv, om jeg ved et Giftermaal vilde giøre mine nu havende
roelige og fornøyelige Dage til en bestandig Uroe og Misfornøyelse.
Jeg kan altsaa ikke noksom forundre mig over, hvorledes at end og
de fornuftigste af mit Kiøn kan overtale sig til at indlade sig i Egte=Stan¬
den. Jeg skulde snart slutte, at det har sig saaledes, som en af de He¬
denske Philosophi haver sagt: Seer du ikke, siger han at Guderne
leede Menneskenes Natur derhen, at de fatte Begierlighed til
at gifte sig, for at skaffe Jorden Jndvaanere? Jeg lader denne
Sats have sin Rigtighed. Men jeg følger saavel herudi, som i andre
Ting mine egne Principia; og mine Tanker om Egte=Standen ere ligesaa
fornuftige og ordentlige som mit Levnet. Jeg er langt fra ikke nogen
Hadere af smukke Fruentimmer, thi derpaa kan jeg producere fuldkom¬
men en halv Snees levende Beviiser, og følgeligen heraf giøre mig en
Merite frem for adskillige gifte Mænd; men jeg finder saa mange mod¬
bydelige og med mit Humeur aldeeles uovereensstemmende Ting ved et
ordentlig Egteskab, at jeg umuelig kan overtale mig dertil. En frie og
utvungen leve=Maade er mit Element, og Forandringer er mit halve Liv.
Udi min Eenligheds Stand er jeg min egen Herre og dependerer ikke af
visse Omstændigheder. Naar endeel gifte Mænd enten stedse maa sidde
hiemme og rue over deres kielne Koner, eller og maa høre lange Spar¬
lagens Prækener, naar de blive et quarteers Tid ude over det bestemte
Klokkeslet; Kan jeg derimod med ubundne Fødder snuse allevegne omkring,
og efter eget Behag svire til Kl. 1 a 2 om Natten. Naar endeel gifte


Mænd enten maa løbe reent ud af Huset, eller og putte Bomulds Totter
i Ørene, for ikke at døves enten af deres Koners Brumlen eller af
Børne=Skrig og Støyen; kan jeg derimod sidde i god Rolighed paa
mine Værelser, og divertere mine Øren med nogle smukke Sangerin¬
ders behagelige Sang og Tale. Naar endeel gifte Mænd, enten
de ere ude i Forretninger, eller de ere i Selskaber, finde en, maa¬
skee ikke aldeeles ugrundet Frygt hos sig over en lang Fraværelse;
kan jeg derimod med største Sinds Rolighed reyse og være, hvor jeg
vil. Naar endeel gifte Mænd, for at kunde efterlade deres Koner
og Børn noget at leve af, maa gnie og spare paa en Skilling, og
nægte sig selv mangen en Fornøyelse; kan jeg derimod leve frisk, og
øse Penge ud baade paa fugtige og tørre Steder.
Af disse og utallige fleere Fordeele kan enhver Seendes blind see,
hvor stor min Lyksalighed er frem for de Giftes udi min Eenligheds
Stand. Skulle jeg da vel, for at nyde nogle formeente Sødheder
udi et Egteskab, selge min ædle Frihed bort? Jeg kunde aldrig afleg¬
ge en større Prøve paa min Afsindighed, end naar jeg vilde indlade
mig i en Stand, hvor jeg forud veed, at der for hver en fornøyelig
Time vilde møde mig 100de misfornøyelige. Ja naar jeg besluttede
at gifte mig, var denne Resolution det samme, som at jeg paa min
Brøllups=Dag vilde ende al min Glæde i Livet og begynde min
Elendighed med Musik.
At du Ugifte! saa lyksalig dig her priser,
Jeg med et Biefald vil antage af din Mund,
Saasnart som du derhos udi dit Forhold viser,
At din ugifte Stand har Kydsked selv til Grund.
Paa førstkommende Løverdag har jeg den Ære at opvarte Læserne
med den Jndbildte Lærde.


Actricen.
Num. 14.
Løverdagen, den 13 Januarii 1759.
Imprimatur B. MÖLLMAN
Den indbildte Lærde.
H¬
an gjorde meget vel deri, at han gik sin Vey førend jeg blev vred.
Har man vel nogen Tid hørt saa stor en Uforskammelighed?
Den dumdristige Krabbat turde staae her og sige mig i mine
Øyne, at min Herre er ligesaa stort et Monstrum iblant de Lærde, som
Katuglen er iblant Fuglene, og at hans heele Lærdom, i hvor lærd han
end bilder sig ind at være, er kun Skallen og Skummet af den solide og
sande Erudition. Jeg har ærgret mig saaledes herover paa min Herres
Vegne, at jeg har faaet en ulidelig Mave=Krampe paa Halsen, da jeg er
saa fuldt og fast overbeviist om, at min Herre er en grundlærd Mand,
som at 7 og 5 er 9. En Mand, der har saa stor en Samling af Bø¬
ger, alle indbundne i Engelske og marmorerede Bind; En Mand, der
kan staae paa en Fod og remse nogle Hundrede Skribentere op, der have
skrevet i den og den Science. En Mand der kan skrive og tale Latine;
En Mand, der veed at kunde sige sin Skredder hvad Skikkelse Ulyssis
Calot, Palinuri Buxer, og St. Pauli Reise=Kiol havde. En saadan
en Mand, siger jeg, skulle han ikke være lærd. Og end da torde den
uforskammede Bengel staae her og tale med saa stor en Haanhed og For¬
agt om min Herres Lærdom. Jeg fortryder ret, at jeg ikke gav ham et
Par af he høylærde. Mine Næver kløer ret efter at kunde varme hans
Ørne, og jeg troer, jeg vil strax løbe efter ham - - -- Saa Pokker i
Vold! nu ringer min Herre efter mig.
Du skal gaae hen til Bogtrykkeren og hente mig Correcturen af min
Disputatz de Litera P--, Hvad skader dig Claus! du seer saa for¬
virred og bister ud?


Herre! jeg er ferdig at gaae ud af mit gode Skind. Den Døsmer,
som Magister Pettonius har til Dreng; vilde disputere mig, at det Skib,
som Æneas seilede til Jtalien paa; ikke var af samme Skabelun, som
vore Sand=Pramme.
Det er alt for høye Ting for dig og andre ustuderede at disputere om.
Ja Herre! han vilde og trette mig imod, at Egget var ikke før Hønen.
Jeg siger dig end engang, at hverken du eller andre ustuderede forstaae
sig paa at raisonnere om saa høye og lærde Sager.
Det skal Herren ikke sige. Min Sal Fader var ingen studeret Mand;
men han kunde dog disputere med vores Præst, saa det røg om Ørene paa
ham. Ja naar min Fader kom med sine Spørsmaal af den høylærde Bog,
kaldet Præste=Pinen, maatte Præsten tie bom stille, saa at min Sal. Fa¬
der var sans Comparaison, paa sin Viis ligesaa stor en Busemand for
vor Præst, som Herren er for andre Lærde.
Saa siger da Folk om mig, at jeg er saa meget lærd?
O! ja vist. De ligne Herrens Hierne ved Æoli Veyr=Pose; (men,
Herre, var der andet end Vinde i denne Pose?) og naar nogen vil dispu¬
tere mig dem, at der ikke existerer noget Vacuum i Naturen, allegerer
de Herrens Hoved til et uimodsigeligt Beviis paa, at det virkeligen exi¬
sterer.
Og saadanne smukke Raisomnements tør du staae her og fortælle mig---
O! de sige endnu meget meere til Herrens Berømmelse. De sige,
at Herren har en Hierne opfyldt med de daarligste og unyttigste Specula¬
lationer, og at hans heele Lærdoms Systema er en Samling af forfænge¬
lige og unyttige Videnskaber - - -
Holt Munden, Slyngel!
De sige, at Herren har anvendt sin Tid ligesaa got som Xenocrates,
der spildte den anseeligste Deel af sin Alder paa at sammenføye Bogsta¬
ver og at udfinde en Summa af nogle Millioner Stavelser; og som
Aristomacus, der opofrede 60 Aar paa at undersøge Fluernes Natur,
og Mathematice at observere Loppernes Spring - - -
Men hvor Pokker, har den Knegt disse Raisonnements fra?
De sige, at Videnskaberne kunde aldrig have en slettere Skiebne,
end at blive excolerede af Herren, saasom han lemlester enhver Science,
og legger sig alleene efter de Stykker derudi, der ikke behøves at vides og
som hverken kan tiene ham selv eller andre.
Ney, nu kan jeg ikke længere holde Contenence. Jeg faaer at stop¬
pe Munden paa den Knegt. Dog jeg bør at vise i Gierningen, at jeg er
en Philosoph. Nu Claus, hvad siger man videre om mig?


O! de løfte Herren op i Skyerne. De sige, at Herren er en Pan¬
sophist, en Polyhistor, at han studerer i fleng snart en snart en anden
Science, men de sige og derhos, at Herren bærer sig ad ved et hvert Vi¬
denskab, som Hundene ved et Fad heed Velling, at de slikke omkring paa
Bredden. De sige, at Herren springer det solide og essentielle forbi, og
legger sig alleene efter det Superficielle, det som andre Lærde vrage og
forkaste. Summa Summarum; de sige, at Herren er ligesaa stort et
Monstrum iblant de Lærde, som Katuglen er iblant Fuglene, og at hans
heele Lærdom er kun Skallerne og Skummet af den solide og sande Erudition.
Du maa have en meget god Hukommelse Claus! siden du saa vel kan er¬
indre dig alt, hvad Folk raisonnerer om mig.
Ja Herre! dersom jeg havde saa got et Begreb som jeg har Hukommelse,
troer jeg gandske vist, at baade Herren og jeg kunde blive virkelig lærde. Mig
synes ogsaa, at jeg allerede i den korte Tid, jeg har været hos Herren, er ble¬
ven temmelig lærd. Vilde Herren have Taalmodighed at høre mig, saa
skulle Herren faae at høre, at jeg nogenledes kan regne mig iblant de Lærde.
Jeg har allereede saa stor en Færdighed i Antiqviteter eller gamle Sager, at
jeg kan sige Herren, hvem der var Ledæ Amme; hvo der var hendes Jorde¬
moer, da hun efter hendes Omgiengelse med Jupiter bragte de to Eg til Ver¬
den, af hvilke Pollux og Helena, Castor og Clitemnestra vare komne; hvem
der var Gudernes Taffeldekker og Mundskienk; hvad Couleur Ajacis Skieg
havde, endskiønt det endnu ikke er bleven afgiort iblant os Lærde, enten det
var rødt eller sort. J Logica har jeg og allereede saa stor en Færdighed, at
jeg kan producere heele Skokke af Syllogismer i Barbare og Celerant. For¬
leeden Dag overbeviiste jeg en Valbye=Kone om, at en Stavelse kan æde
Ost, og det med følgende Syllogismus: En Muus er en Stavelse; En
Muus æder Ost; Ergo, æder en Stavelse Ost. J Metaphysica har jeg og
den Færdighed, at jeg kan giøre mig adskillige Chimærer, at jeg kan imagi¬
nere mig saadanne Ting, der aldrig ere eller have været til, uden i min egen
Jndbildning, og at jeg kan giøre mig et tydelig Begreb om Rundheden uden
for Bordet og om Blødheden uden for Voxet. J Physica er jeg og kommen
saa vidt, at jeg kan sige hvor mange Been en Luus har, og hvor meget Blod
en Loppe kan sue til sig i en Minut. Synes nu ikke Herren, at jeg kan bilde
mig ind, at jeg er lærd?
Herren maa ellers ikke tage det ugunstigt op, at jeg saa reent ud for¬
tæller hvad Folk raisonnerer om ham; thi jeg holder for, at jeg ellers ikke
tiente Herren med den Troskab, som jeg burdte. Jmidlertid kan det væ¬
re Herren nok, at jeg veed, at han er en særdeeles lærd Mand, og det
samme skal ogsaa hans Skredder, Skoemager og Vasker=Kone kunde sværge


paa. Taarene har staaet mig i Øynene, hver gang jeg hørt Herren dispu¬
tere om Herculi Kiølle, om Mercurii vingede Skoe, om de Bogstaver C. og
K. og andre deslige høylærde Sager; og tviler jeg ingenlunde paa, at jo Her¬
rens Disputaz de Littera P vil blive ligesaa giennemtrængende.
Men du forstaaer jo ikke Latine, Claus!
O! det behøves ikke Herre! thi saa vel Herrens Bevægelser og Grima¬
cer med Hænder og Hoved, som den Hidsighed, med hvlken han taler, har
været mig en god Udtolkere nok.
Af hvem har du ellers hørt disse smukke Raisonnements?
O Herre! spørg mig ikke derom. Blodet begynder alt at kaage i mig, og hvis
Herren ikke havde ringet efter mig, skulle jeg have varmet Ørene paa Magister Pe¬
tronii Dreng.
Hvad? Magister Petronii Dreng? O! nu har jeg alt nok. Han snakker efter,
ligesom han hører sin Herre snakker; men jeg finder nok gode Magister. Den Sin¬
ke vil raisonnere om andre, og han er selv ikke i Stand til at formere en ret Syllo¬
gismus enten i Barbara eller Celarent: ja han veed end ikke engang at kunde sige,
enten de Gamles Tøfler vare breede eller spidse for Snuden.
Ja Herren skal aldrig kunde forestille sig, hvor haant den Dreng stoed her nye¬
lig og raisonnerede om ham. Han sagde mig just ikke sin Mening om Herren med
saa mange Ord og Omstændigheder, som jeg nu har fortalt Herren det; men jeg har
ved denne Fortæling vildet øve mig i at periphrasere, circumscribere, og multiplice¬
re Ord, der alle sige et og det samme, nemlig, at Herrens heele Lærdom og Viden¬
skab er kun Skallerne og Skummet af en solide Erudition.
Pak dig strax ud, og understaae dig aldrig at komme meere for mine Øyne.
Omsider fik jeg dog min Herre vreed. Man siger joe, at en ret Philosoph
fortørnes ikke, endog over de største Duriteter, der kan siges ham i Øynene, og
naar nogen slaaer ham paa det ene Øre, vender han godvillig det andet til. Dog
synes mig, det er at drive den Philosophiske Koldsindighed noget for vidt. Min
Herre bilder sig ind, at han er meget lærd; og saa længe et Metaphysisk Ansigt, tran¬
scendentalske Grimacer, en Philosophisk Enthusiasmus eller Henrykkelse, en Hukom¬
melse belæsset med Bøgers Titler og saa videre, passerer hos de fleeste for visse Kien¬
detegn paa en lærd Mand, tør jeg bande paa, at min Herre aldrig bliver lærdere,
end han er. Jmidlertid vil jeg ikke raade nogen at give sig i Kast med ham; thi
han beholder alletider Marken ved Hielpe-Tropper, bestaaende af Latinske og Græki¬
ski Lexica in Folie og Ouarto, og et Baghold af lutter Sophistiske Syllogismer.
M¬
an lader her en Dreng om Lærdom raisonnere
Og med en indbildt Lærd heel billigt drive Giek,
Jndtil man lærer meer fornuftigt at studere,
Og ey for Lærdoms Skal meer kaster Kiernen vek.
Paa førstkommende Løverdag har jeg den Ære at opvarte Læserne
med den Forvovne.


Actricen.
Num. 15.
Løverdagen, den 20 Januarii 1759.
Imprimatur B. MÖLLMAN.
Den Forvovne.
N¬
aar jeg i Dag efter løfte skal presentere den Forvovne, tæn¬
ker jeg, at jeg ikke bedre kan exprimere et forvoven Menne¬
skes Caractere, end naar jeg stiller de u=partiske Læsere mine
saa udkomne Ugeblade for Øyen, da jeg haaber, enhver af dem vil tilstaa
mig, at der neppe kan gives et større Exempel paa Forvovenhed end dette,
at et eneste skrøbeligt Fruentimmer har turdet attaqvere saa talriig en
Skare af Petits Majtres, Viinhuus=Præsidenter, indbildte lærde, og an¬
dre deslige fornøyelige Personer af begge Kiøn. J Sandhed det er gaaen
mig som alle andre Forvovne, der ere udslupne nogenledes heelskindede af
Faren, at jeg nu først kan see, hvor stor en Farlighed, jeg ved dette for¬
mastelige Foretagende kunde have exponeret mig; og maa jeg nu til¬
staae, at man aldrig har kundet fælde saa ugrundede Domme over mine
udkomne Ugeblade, at jeg joe nu ey allene med Fornøyelse anhører dem;
men jeg finder mig endog forbunden til, at jeg i Dag maa indfinde
mig hos dem, hvis latterlige og forvendte Adfærd, jeg udi mine Præsen¬
tationer haver efterabet, for inderligen at beklage, at de Grændser, der
ere blevne satte for min Pen, have hindret, at min muntre Geist ikke har
kundet giøre dem saa ridicule og latterlige, som de burde have været pre¬
senterede.
Jmidlertid har jeg dog ved dette mit forvovne Foretagende ey allene
forseet mig imod de Vedkommende selv, i det jeg ved at redicuillere deres
Forhold og Adfærd har vildet viise dem, hvor Latterlige de ere i alle For¬
nuftiges Øyne; men endog imod de Uvedkommende, i det jeg ved at
søge de presenterede Personers Forandring til Forbedring, har vildet betage
dem den Fornøyelse, de jevnligen kan have ved at betragte saa latterlige


Creaturer. Men mit Foretagende har endnu været saa meget meere forma¬
steligt, saasom jeg, uden i Forveien at have erkyndiget mig om de Perso¬
ners Stand og Styrke, hvis Rulle jeg haver spillet, har vildet anstille
min Attaqve i Blinde, og altsaa derved exponeret mig en destoe større
Farlighed.
Hvad Under da, ar andre actionere min Forvovenhed, naar jeg selv
fordømmer den, Men hvorledes skulle jeg vel kunde have indseet samme,
hvis ikke en (maaskee Velmeenende) Ubekiendt havde ved et udi Bogtryk¬
keriet indleveret Brev vildet advare mig herom? Ermeldte Brevs Jndhold
er vel af den Beskaffenhed, at en anden i mit Sted skulle, maaskee! have
taget i Betænkning at publicere det; men da jeg i Dag presenterer mig
sidste Gang udi denne Metier paa Skuepladsen, finder jeg det fornødent at
insinuere Læserne en kort Erklæring for mine udkomne Ugeblade, og vil der¬
fore, uagtet jeg herudi handler imod min Correspondentes Forlangende,
lade samme Brev give Materie til min Erklæring.
Mademoiselle ACTRICE!.
D¬
en Kundskab, jeg efter den almindelige Gisning har om hendes Person,
giør, at jeg herved beklager, at den nu paa nogen Tid saa sterkt gras¬
serende moraliske Dadle=Syge, da moxen enhver Presse i Staden bringer
med Angest et saa kaldet moralsk eller satyrisk Ugeblad for Lyset, ogsaa skal
have befænget Hende. Af Hendes udkomne Ugeblade kan jeg ey andet
slutte, end at hun joe udi denne hendes Sygdom maa være falden i et
sterk Raserie. Ønsker hende derfor en hastig og god Restitution, i sær paa
hendes Forstand. Det bliver ikke her min Sag at censurere hendes Metho¬
de at satyricere paa, da man visselig maatte giøre hende Uret, hvis man
vilde sige, at hun flatterer de Personer, hvis Caractere hun udi hendes
Blade haver givet os. Men jeg maa allene give mig Frihed at spørge,
hvad hun venter at kunde udrette med hendes satyriske Blade? de Skyl¬
dige, som derved blive forstyrrede udi deres Daarligheders søde Roe, have
joe største Føye til at giøre sig ald Flid for at faae hende, som den almin¬
delige Freds Forstyrrerske, relegeret uden for Verden, og jeg spaaer hende
ingen anden Tak af disse for hendes satiriske Høflighed, end fastende For¬
bandelser. Sandelig; jeg har ey noksom kundet forundre mig over hen¬
des forvovne Foretagende, og i hvor stor en Godhed jeg end for Resten
haver for hendes Person, kan jeg ey andet end herudi taxere hende Straf¬
værdig. Jeg vil gierne troe, at hun ikke, som man beskylder hende for,
haver skierpet hendes satiriske Pen imod visse Personer i Særdeeleshed.


Men betænk dog, hvor mange Malcontanter hun ved Applicationen af hen¬
des Satirer tilveyebringer sig; og naar hendes Satirer treffer dem, hvis
Feyl og Daarligheder bør i Kraft af den nyere Levemaade passere for for¬
nødne Galanterier, hvordan meener hun da vel Belønningen vilde blive,
hvis hendes Person og rette Navn blev bekiendt?
Jeg slutter, at hun udi hendes Sygdoms Raserie ikke kan see den
Fare, hun ved dette sit Arbeide exponerer sig. Desaarsage har jeg herved
vildet advare hende om, at hun haver mægtige Skyttere efter sig. Hun
giorde derfore vel, om hun enten forandrede hendes foretagne Plan, eller
og, som raadeligst var, aldeles nedlagde hendes Pen, at hun ey, i det
hun søger at at rette andres Daarligheder, skal begaae en i Fremtiden
hinderlig Daarlighed imod sig selv. Jeg indleverer denne min velmeente
Advarsel under Forsegling i Bogtrykkeriet, med Begiering, hun beholder
den hos sig selv til hendes egen Efterrettelighed, forblivende Hendes
Ubekiendte Wen.
Jeg maa tilstaae, at denne min ubekiendte Correspondent skriver ret
god forstaaelig Dansk, samt og at hans Tanker om mine Ugeblade ere
meget favorable, i sær da han deraf giør sig den behagelige Slutning, at
jeg maa være falden i et sterk Raserie. Maaskee! der ligesaa vel gives et
Satyrisk som Poetisk Raserie? Man beskylder mig for at have skierpet
min satiriske Pen imod visse Personer i Særdeleshed; Atter et nyt Beviis,
paa min store Forvovenhed. Man læser mine udkomne Blade. Man
kiender en og anden, paa hvilken mine Satirer saa ungefehr kan passe sig.
Ergo, har jeg ufeylbarligen sigtet til samme Personer. Denne Conclusion
maa joe endeligen kunde holde Stik?
Har nogen af mine Satirer truffet sin rette Mand, skal det fornøye
mig, om han derved kan i det mindste være kommen til Kundskab om sine
Feyl og Daarligheder. Jeg haaber dog, at naar han ey vil prostituere
sig selv, og ved sin Fortørnelse vise Sandheden i min Satire, han da tier
med sig selv, og snarere roser end laster den. Mine Satirer sigter vel til
visse Feyl og Daarligheder, hos hvem de end og maatte findes; men saa¬
som de samme have, desverre alt for mange Elskere, bliver det ligesaa falskt
at sige, at jeg med mine Satirer haver sigtet til visse Personer i Særdeles¬
hed, som at ville sige, at der findes kuns en Petit Maitre, en Flatteur, en
indblildt Klog, og saa videre.
Paa de oprettede Skuepladser forestiller de agerende Personer Copier
af de originale Acteurs og Actricer. En og anden af Tilskuerne faaer sig
der selv at see, saaledes om hans Forhold og Adfærd i en eller anden Maa¬


de kan være. Men hvor latterlige maatte vel ikke disse Personer giøre sig,
hvis de vilde sige, at de agerende Personer, eller de, der have componeret
Comoedien, have sigtet til dem i Særdeleshed? J de Franske oversatte Co¬
moedier forekommer en og anden Passage, der aceurate kan passe sig paa
en eller anden iblandt os. Ergo, har Moliere og andre franske Comoedie¬
skrivere sigtet til disse Personer. Af denne og deslige flere uryggelige Con¬
clusioner bliver det da en Soleklar Sandhed, at jeg med mine Satirer
haver sigtet til visse Personer; men om end saa var, mener jeg dog derudi
ikke at skulle have gaaet uden for de Satiriske Grendser, saalænge jeg
fortiede de paasigtende Personers Navne.
Jeg anseer ethvert Stæd, jeg opholder mig paa, som en Skueplads,
hvor saavel jeg som en stor Deel andre spiller vore Daarligheds Ruller, en
større end en anden; men vi have og adskillige Pligters Ruller at spille,
hver efter sit Kalds Maade. Det tilkommer os i Kraft af Naturens Lov at
søge hinandens Beste og Fuldkommenhed, hvorudi vi kan. En Pligt, som
kun faa iagttager. Vi bemøye os med at lære adskillige Videnskaber og
at kiende de Ting, der ere uden for os. Vi bevæges hertil af den Nytte
og Fordeel, som vi haabe, at samme skal tilbringe os. Men den fornem¬
ste Videnskab, som er at kiende os selv, og efter denne Kundskab at opføre
os som fornuftige Skabninger, ansee vi ikke at være af saa stor en Nytte,
at vi skulle bemøye os med at lære den. Dem iblant os, der efter den
Pligt Naturens Lov paalegger dem, søge at føre os til denne saa høy for¬
nødne Kundskab, ansee vi for Misanthroper og Menneske=Hadere, og i ste¬
den for at antage Sandheden forbittres vi imod den. Alt dette har jeg
forud meget vel vidst; men har dog ikke af denne forud seede Skiebne kun¬
det lade mig afskrekke fra min Pligt, som er at søge mine Medborgeres
Forbedring, hvorudi jeg kan. En Forvovenhed, der vel maa ansees for
et Raserie, og hvor stor en Obligation har da vel ikke min Correspondent
sat mig udi, at han har vildet advare mig om den Fare, jeg under denne
min Pligt har vovet mig udi? Jeg er og bliver ham høyligen forbunden
for hans velmenende Advarsel; og jeg findes saa meget des villigere til at
følge hans Raad, saasom jeg just i denne Tid er bleven antagen til Amme
hos et vis Herskab udi en anden Province.
Jeg overlader da mit Stæd paa Skuepladsen til hvem der lyster at betræde det;
men vil dog ikke raade nogen at træde frem under min Caractere. Men under hvad
Navn han end og lader sig see, kan jeg af egen Erfarenhed forud sige ham dette, at
den, der vil arbeide paa sine Medborgeres Levemaades Forbedring, har ikke nødig
at forsee sig meere, naar han skal fortiene at Bandsettes.
Mine upartiske Dommere og dem, som med gunstige Øyne have beskuet mine ugent¬
lige Presentationer insinuerer jeg i det øvrige min ydmygste og ærbødige Tak, og
tilønsker dem fremdeles en bestandig Høyagtelse for Sandheden.


