Aften=Samtalerne.
No. 1. og 2.
Onsdagen d. 15 Jan. 1766.
Forberedelse.
V¬
i træder nu her frem paa Skue=Pladsen
og kommer for Verdens Aasyn, men skiu¬
ler os under Bogstaverne og lader ikke vore
Navne blive bekiendte. Lykkelige ville vi ansee
os, om vi kunde naae vort Maal, da vi sigter
til disse store Ting: Næstens Nytte, For¬
bedring og sømmelig Fornøyelse. Hvad os
selv angaaer, da tilstaae vi frit ud, at vi ere
trende, foruden en Skrivere, hvilken dog og
skal giøre sit til dette Verk. Vores Samlin¬
ger skeer for Roligheds Skyld om Aftenen, hvor¬
for vi give Skriftet sit rette Navn: Aften Sam¬
taler. Enhver af os har sin Aften at begynde
Samtalen i, og fremsætte hvad han synes vi da
skal tale om, og hvis samme befalder os alle,
blir den næsten den eneste Materie vi handler
om. Vi udvælger hvad Dag i Ugen, der fal¬
der os beleyligst, og sielden bliver een og den
samme Tings Afgiørelse udtrækket saa længe,
at vi næste Uge derpaa igien har nødig at fo¬
retage samme.


2
At vi og skal mælde noget om, hvordan
vi har foresat os at indrette og levere dette
Skrift, da er det for det første afgiort, at vi
hver Onsdag heraf vil udgive et Nummer
paa et halvt Ark, hvor der, foruden de egent¬
lige Samtaler, skal tillige leveres een med mu¬
ligste Flid udarbeidet Oversættelse af Virgi¬
lii Æneis, eller den Trojanske Fyrstes, Æ¬
neæ, Hendelser og Bedrifter, hvilke i An¬
mærkningerne neden under skal til Fornøden¬
hed oplyses med alt hvad tienligt kand være:
saa at hvert andet eller tredie Stykke skal in¬
deholde hvad nyttigt og fornøyeligt Sælskabet
kommer til at handle om desforuden. Skriftet
blir indeelt udi Tomer, hvoraf een ungefær blir
sluttet hvert halve Aar, eftersom Materien vil
tillade det, og skal da derhos følge et Register
saavel som Titul=Blad. Skulle nogen enten
have noget at indrykke, som kommer overeens
med vor Plan, eller noget at udsætte paa den¬
ne vor Udgave, da beder vi tienstligst, at alt
saadant maatte opsettes i et Brev, hvilket
forseglet kunde leveres i vort Trykkerie, og Ud¬
skriften kand allene blive: Til A. S. og da
skal vi rette os efter enhvers Gotbefindende, saa
meget os mueligt er: Hvis her endnu skulle væ¬
re noget, som mangler, hvilket den gunstige Læ¬
ser burde underrettes om, da skal det siden paa
sit Sted, anføres.


3
Om Aaret.
Vi begynder nu et nyt Aar i den gode Guds
Navn, og kand det Spørsmaal gierne her ef¬
tertænkes: Fra hvad besynderlig Omstændig¬
hed regner vi vore Aar? Vi siger gemeenlig:
Det er fra Christi Fødsel; men vi begynder
jo ikke Aaret fra første Jule=Dag, men fra
Christi Omskierelses Dag, som er otte Dage
derfter. Aarsagen maa da være, fordi at vi,
formedelst Mangel af de ældste Tids=Beregnin¬
ger, ikke just ere forvissede om, paa hvad Dag
eller egentlig Tid denne store Fødsel er skeet,
men at den ungefær er indfalden sidst i Decem¬
ber eller først i Januarii. Ellers har ikke alle
Folk een og den samme Begyndelse paa Aaret
og sin Tids=Beregning: Vi veed, at Tyrkerne
begynder sin Regning fra den falske Prophetes
Mahomets Flugt; Romerne begyndte den fra
Roms Anlæggelse, og de Græker fra de O¬
lympiske Leege. Jøderne derimod holder for,
at deres Aar regnes fra Verdens Skabelse;
men Spørsmaal, om den første Maaned i
deres Aar treffer just ind paa den Tid,
da alle Tings høye Skabere af intet dan¬
nede den herlige Himmel, Jord, samt hvad
derudi og derpaa er? Her strider vi noget
mod hverandre; thi Jødernes første Maaned
Nisan svarer omtrent til vor Martius,
dog saa, at den og tager noget af April med
sig tillige, hvoraf da synes, at Skabelsen er
skeet imellem den tredie og fierde Maaned


4
hos os. Jngen kand med billighed forekaste,
at den Tid var der strax Græs og Urter paa
Marken; thi det skeede ey heller i vort Land,
men i Asien, hvor det da vel kunde lade sig
giøre, efterdi der endelig maa paa den Tid væ¬
re lige saa, ja mere, varmt i de Lande, end
hos os i Juni Maaned, da alting florerer, saa¬
som Solen er dem ligsaa nær i Martii, som
os i Junii. Men man maatte slutte, at Ska¬
belsen var skeet om Høsten; thi vi læser, at
der og strax var Frugter til reede for Menni¬
skene, ligesaavelsom Urter og Græs. Endskiønt,
hvo veed, om det havde samme Beskaffenhed
med Verden og dens Vexter da, som det har
nu? Hvo veed, om der var just nogen ret For¬
skiel den Tid paa Høst og Vaar, Vinter og
Sommer? Sandelig, der skal god Troe til at
tænke saadant om den Tid; thi efter Syndflo¬
dens Overskyllelse læses først om saadant. Hvo
veed, om der ikke det heele Aar igiennem var
baade Græs og Frugter? thi Landet var i sig
selv en god og frugtbar Eng, Verden var i sin
første, friskeste og beste Ungdom, og Vexterne
vare nyligen tilveyebragte. Hvo veed, om just
alle Ting i Vexternes Rige har gaaet meere
efter Aarets Tid, end Dyrene og Menniskene
selv? thi de bleve jo alle i sex Dage af intet
frembragte; saa behøvtes der ogsaa da en til¬
strekkelig Føde for dem alle, hvis de ikke inden
ligesaa kort Tid igien skulle omkomme, som de
vare skabte. Af alt det anførte synes os da,
at her er den visseste Formodning til at troe,


5
Skabelsens Tid at have indfaldet med For¬
aaret hos os. Jmidlertiid seer vi heraf, hvor
deyligt og got det var i Begyndelsen lavet for
os; alle Ting stode os til Tieneste: hvorfor det,
i Betragtning af saa stort et Verk, var høyst
billigt at regne Aarene derfra; men da Menni¬
sket faldt og forlorede alt sit Gode, hvilket si¬
den blev oprettet ved den store Forsonere, da
er det os bedre og nyttigere at begynde Aaret
fra hans Komme; eftersom hiin vor første Skab¬
ning intet havde nyttet os, hvis vi ey havde
blevet omskabte til nye Creaturer, da vi havde
selv fordervet vor første Dannelse efter Guds
billede.
Om Skrifter.
Der er ingen Ende paa at skrive Bøger,
siger den viiseste Konge Salomon selv. Aar¬
sagen maa vel være, fordi at baade Redskaber¬
ne at skrive med, og det de den Tid skrev paa,
har været slet indrettede. Vi veed, at Perga¬
mentet er meget sildig opfundet, og Papiret,
som nu bruges, endda sildigere. Ægypterne
har skrevet paa den Vext Papyrus, hvoraf
vort Papiir har faaet sit Navn, hvilken let kun¬
de fortørres og knuses, og siden paa Perga¬
ment, som blev opfundet i Pergamo, den
Stad i lille=Asia. I de ældste Tider skal der
have været skrevet paa Træernes Blade; andre
har vævet Bogstaverne ind udi Linnet= eller Ul¬
det Tøy. Romerne skreve paa Tavler, der va¬


6
re oversmurgte med Vox, saa at Skriften kun¬
de let igien udslettes. Følgelig maa det have været
meget vanskeligt i de forrige Tider at faae no¬
get skrevet; ja de har ogsaa maattet betiene sig
af Steene og Træe, som de har indgravet Or¬
dene udi. Vi kand just ikke sige hvad Slags
Bøger Salomon paa anførte Sted egentlig
sigter til, dog meene vi, at det er uden Tvivl
den hellige Skrift, saasom denne maatte en¬
hver have; der burde altsaa skrives en stor
Mængde, hvilket var baade høyst=bekosteligt og
seent. Maaskee dette, foruden Afguderiet, var
Aarsag til, at der siden under Kong Josias
ikke offentlig var nogen skreven Bibel, men een
allene blev funden i Templen. Vi nægte vel
ikke, at der jo i den Tid, saa vel som for og
efter, har altid været en sand Guds Menighed,
som har altsaa haft hans hellige Ord; men hvor
faa har de ikke været? hvor undertrykte vare
de ikke? Saaledes har det ogsaa været en stor
Byrde for den Christne Kirke, at alle Bibler
skulle skrives, saa vel som hvad Bøger der var
til i andre gode Videnskaber; Og endda værre
blev det, da Vankundighed blev holdt for den
rette Troe og Bøger kastedes under Bænken,
saa at læg=Folk ikke selv maatte læse det, som
Gud dog havde ladet skrive ey allene for de
lærde, men og for de andre, der udgiør den
største Hob og maatte da troe og forlade sig
paa andres Ord og Paafund. Vi har derimod
truffet ind i bedre Tider, da den skiønne Bogtryk¬
ker=Kunst hos os got florerer, saa at vi maa


7
takke den naadige Gud, som derved har undet
os sit Ord des rigeligere, at det baade kand ha¬
ves af alle, saaog for ringe Priis. Vi ere der¬
ved blevne tillige berigede i alle Slags Videnska¬
ber, og trykkes der endskiønt mange slette Bø¬
ger, saa udkommer der dog lige saa mange go¬
de, saa at, hvo der retteligen bruger sin For¬
stand, har nok at udvælge sig de beste af.
Om Æneas.
Historien om ham deles i adskilige Afhandlig¬
ger, hvoraf her begyndes den første, hvis Jnd¬
hold kortelig er dette: Her fortælles Aarsagen til
hans Ulykker, og hvorledes han paa sin Reyse fra
Sicilien nær havde forgaaet med sine Folk, hvor
underligen han blev hiulpen og kom ind i Africa;
at han blev af Dido vel modtagen, som bad ham
fortælle sin heele Historie, hvilket han og efterkom¬
mer i den anden Afdeeling. Ellers findes herudi:
Juno hendes Bøn til og Tale med Æolus,
Neptuni Tale til Vindene, Venus hendes Ta¬
le til Jupiter samt hans Svar og Spaadom,
Venus hendes Tale med Æneas om Dido og
meere, saaog endelig hendes listige Overlæg med
Cupido. Hvad Virgilius angaaer, som har
beskrevet os denne Fortælling paa Latin, da var
han en stor Poet i Keyser Augusti Tider, hvor¬
for her vil forekomme adskillige poetiske Talemaa¬
der; ellers har han meget læmpet Ordene efter Sa¬
gen og Talen selv, og er mange Stæder ret van¬
skelig at oversætte. Nu følger da Historien selv


8
med de belovede nødvendige Anmærkninger eller
Noter, saa at hver Latinsk indcirklet Bogstav saa¬
velsom hver Stierne udi Oversættelsen henviser til
samme Bogstav i Anmærkningerne.
Første Afdeeling:
Jeg selv samme kand, som tilforn har spil¬
let et Stykke paa min lille Fløyte (a), og som
da jeg dermed holdt op, har bragt det saavidt, at
de nærgrændsende Enge kunde fornøye deres Eyer¬
mand (*), i hvor gierrig han end var (b)
(Hvilket er et behageligt Verk for Bønder¬
ne.) skriver nu om de blodige og forskrekkelige
Krige, og om ham (c), som var den første, der
ved Gudernes (d) bestemte Raad flygtede fra
Troja (e) og kom til Jtalien og de Lavinske
Kyster (f); Han blev meget omtumlet nu til
lands og nu til Vands ved Gudernes Magt og
(a) Virgilius sigter her til en Bog han før havde
skrevet, nemlig hans Hyrde-Sange. (*) det er:
saa at de kand bære ham megen Frugt.
(b) Her sigter han til sin anden Bog om Agerdyrk¬
ningen.
(c) nemlig Æneas.
(d) som en Hedning taler han om mange Guder, hvis
Navne siden her og der forekommer.
(e) en Bye i Lille-Asien eller Natolien.
(f) Jtalien kaldes ogsaa Lavimen elter Æneæ anden
Gemahls Navn.


9
Vælde, og formedelst den strenge Junonis (g) u¬
forsonlige Vrede; Han har og udstaaet meget i
Krigen, medens han bygde Byen og indførde Gu¬
derne i Latien (h), hvoraf den latinske Fami¬
lie, de albanske Herrer (i) og den store Byes
Roms Muure ere komne. Min Geist! (k)
fortæl mig Aarsagerne dertil, hvilken Guddoms
Magt der var fortørnet, og hvad Gudernes
Dronning (l) har været saa fortrydelig over, at
hun drev een af Redelighed saa bekiendt Mand til
at friste saa mange ulykkelige Hendelser, og at ud¬
staae saa mange Besværligheder? Kand vel Gu¬
derne i Himlen være saa vrede? (m) Der var
en gammel Bye, som de Tyrier beboede, nem¬
lig Carthago, hvilken laae langt borte fra, dog
lige over for Jtalien og Tiber=Flodens Udløb,
som var en formuende Bye, men af Lyst til Kri¬
gen grov i sine Sæder: hvilken ene Juno siges
meest af alle Lande at have beboet (n), saa at hun
(g) Dette var den fornemste Guds, Jupiters, Dron¬
ning og Søster.
(h) saa kaldes Jtalien fordi Saturnus skal have skiult
sig der for Jupiter.
(i) Regieringen i Staden Alba.
(k) Her beder Virgilius til een af Gudinderne for de
boglige Konster.
(l) det er Juno, som Gudernes og Menniskernes Kon¬
ges Hustrue; kaldtes Gudinde for Riigdom.
(m) Her fortælles nu Aarsagen til hendes Vrede.
(n) Hver Afgud tillagdes pisse Stæders Beboelse og
Forsvar.


endog ringe agtede Samus (o); her var hendes
Rustning og Vogn. Hun stræbede allerede paa
den Tid efter og var omhyggelig for, at denne
Bye kunde blive et Rige for alle Folk, om Skieb¬
nen (p) paa nogen Maade ville tillade det. Men
sandelig! hun havde hørt, at den Afkom, som i
Tiden skulle ødelegge disse Tyriske Slotte, ned¬
stammede fra de Trojaner; af hvilke skulle kom¬
me et Folk, der viidt og breedt skulle regiere og væ¬
re berømmelig i Krig, til at ødelegge Lybien (q):
og at dette var alt af Skiebnen besluttet. Saa¬
som Saturni Datter (r) frygtede for dette og er¬
indrede den gamle Krig, hvilken hun, som For¬
mand, havde ført for sine kiære Græker mod de
Trojaner (s). Og saasom hun endnu ey havde
glemt Aarsagerne til sin Vrede og sin store Harm,
men Paridis Dom og den Tort, at hendes Skiøn¬
hed var bleven foragtet (t), og den forhadte Slægt,
samt den optagne Ganymedis Æres-Bestillinger
(o) en Øe, hvr hun meest blev dyrket.
(p) Gudinderne, som de sagde raadde for Menniskens
Liv og Død.
(q) Hvor hendes Folk, de Tyrier, boede i Carthago.
(r) Det er Juno, thi hun, ligesaavel som hendes
Mand Jupiter, var fød af Saturnus.
(s) Nemlig, hvor Troja var af Grækerne ødelagt.
(t) Paris, den Troianske Konges Priami Søn, hav¬
de ikke tildømt hende det Guld Æble, som hun med
Pallas og Venus havde tvistet om, hvilken sidste
fik det, fordi han holdt hende for den smukkeste.


11
(u) var lagt paa hendes Hierte og stod endnu i
frisk Minde; Saasom hun da herover var forbit¬
tret, omtumlede hun de Trojaner, som vare und¬
komne fra de Græker og den grumme Achillis
Haand (v), over alt paa Havet, og drev dem langt
fra Latien; og saaledes flakkede de om paa den
vilde Søe i mange Aar ved Gudernes bestemte
Raad. Saa besværligt var det at stifte det ro¬
merske Folk!
(x) De vare neppe komne ud paa Dybet, Si¬
cilien (y) af Sigte, og med Glæde havde ophid¬
set Seylene, samt seilede med deres Kobber-be¬
slagne Skibe (z) saaledes, at Bølgerne skum¬
mede; førend Juno, som bar dette ulæskelige
Had i sit Hierte, sagde saa ved sig selv: Skulle
jeg give mig tabt og staae fra mit Forsæt? og ikke
kunde drive Trojanernes Anfører fra Jtalien?
fordi Skiebnen skulle hindre mig! Kunde Pal¬
(u) hvilken Trojanske Dreng Jupiter i en Ørns Skik¬
kelse havde taget op til Himmelen, for at være Gu¬
dernes Skienk, hvilket tilforn Junonis Datter Hebe
havde været, som da blev forskudt.
(v) Denne var en tapper græsk Helt.
(x)
Her begynder Virgilius egentlig Æneæ Hendelser.
(y) En Øe tæt ved Jtalien, hvor de før var gangne
i Land.
(z) De betækkede deres Skibe med Kobber, dog maa
de ikke have været af den Betydenhed og Jndret¬
ning som vores.


12
las (a) opbrende de Grækers Flode og sænke Fol¬
kene ned i Havet for een enestes Forseelse og Oilei
Søns, Ajax (b) hans rasende Elskov! Hun slog
jo selv ned af Skyerne med Jupiters hastige Lyn¬
Jld (c), splittede Skibene ad og oprørte Havet ved
Vindene; tog ham selv op i en Hvirvel=Vind, der
han var saa hierte=slaget, at Lynilden stod ham ud
af Halsen, og slog ham fast paa en skarp Klippe.
Men jeg, som er Gudernes Dronning og baa¬
de Jupiters Søster (d) og Hustrue fører saa
mange Aar Krig med et eneste Folk. Og, hvo
skal vel herefter tilbede Junonis Magt? eller
bønfaldende ofre paa hendes Altere? (e)
Saadant overveyede Gudinden med sig selv
i sit ophidsede Hierte, og kom saa til Æolien (f),
Stormvindenes Fædreneland, saadanne Stæder,
som ere fulde af de brusende Søndenvinde (g).
Her regierer og tæmmer Kong Æolus de striden¬
de Vinde og hvinende Storme i en stor Huule og
(a) En Gudinde for Viisdommen.
(b) denne Heldt havde krænket den Jomfrue Cassan¬
dra udi hendes Tempel.
(c) Jupiters Vaaben var egentlig Lynilden.
(d) Thi den gamle Gud Saturnus havde avlet den¬
nem begge.
(e) Der ofredes ellers til Afguderne baade med og u¬
den Blod.
(f) Nogle Øer, Klipper og Skiær.
(g) Her blir Vindene beskrevne som Personer, der for
sit onde Sinds Skyld maa tvinges.


13
tvinger dem med Baand og Fængsel: de er forbit¬
rede og bruse omkring deres Lukkelser i Bierget, med
stoer Bulder. Æolus sidder paa sit høye Slot,
holder Scepteret, sagter og stiller deres rasende
Mood; giorde han ikke det, vilde nok de hastige
Vinde omføre baade Havet og Jorden samt den
høye Himmel med sig (n) og feje dem om i Luf¬
ten; Men da den mægtige Fader Jupiter frygte¬
de for dette (*), har han lukket dem ind i mørke
Huuler, og lagt tunge og høye Bierge paa dem,
samt givet dem en Konge, der efter vis Aftale
kunde vide baade at holde dem i Tvang og, naar
ham blev befalet, give dem løs. Til hvilken Ju¬
no da kom, og med ydmyg Bøn saaledes talede:
Æolus! (Chi Gudernes Fader og Menni¬
skenes Regenter har givet dig Magt baade
at stille Bølgerne og at oprøre dem ved
Vindene!) Et Folk, som jeg er vred paa, be¬
seiler det Tyrrheniske Hav (i), og fører Troja
(k) og deres overvundne Huus=Guder (l) til
Jtalien; giv Vindene Magt og nedsænk deres
(h) Det maa vel kaldes for stor Dristighed, naar de
torde ville nedbryde Jupiters Throne. (*) Hed¬
ningerne har kuns lidt agtet sine Guder, eftersom
de tillagde dem Vrede, Ondskab, Uroe, Frygt, U¬
kyskhed, med meere.
(i) Det som hører til Store=Hertugdommet Toscana
i Jtalien.
(k) Dem, som er overblevne af den ødelagte Troja.
(l) Hvilke skulle passe paa deres Huuse, hvor de bleve
dyrkede.


14
Skibe i Grund, eller split dem fra hinanden og
udkast Folkets Legemer i Havet. Jeg har fiorten
meget smukke Jomfruer, af hvilke jeg vil give dig
Deiopeia, som er den smukkeste, til bestandig
Ægtefælle og til din egen, at hun maa altid leve
med dig for saadanne dine Velgierninger (m) og
avle smukke Børn med dig. Hertil svarede Æo¬
lus: O Dronning! du har kuns at umage dig
med at eftertænke hvad du vil ønske, og jeg bør
adlyde dine befalinger. Du forskaffer mig dette
Rige, saasom det er, Kongeligt Scepter og Ju¬
piters Venskab; du giør det, at jeg sidder til
Bords med Guderne og giør mig til en Herskere
over Vindene og Stormene. Saasnart han hav¬
de sagt dette, vendte han sit Scepter og stødte i
Siden af det huule Bierg; saa foer Vindene ud
paa hverandre, ligesom en stor Hær, hvor de fik
Aabning (n) og blæste over heele Jordens Kreds
med en Hvirvel=Vind.
Baade Østen= og Sønden=Vinden og den
stormende Syd=Vest Vind lagde sig ned paa Ha¬
vet, oprørte det fra Grunden af og væltede store
Bølger op paa Havbredden. (o) Derpaa følger
Raaben og Skrigen af Skibsfolkene og Bragen,
(m) Saa dybt kand Vrede bringe endog de Hovmo¬
digste til at ydmyge sig for de Ringeste, baade ved
Bønner og Løfter, naar de kuns kand skade andre.
(n) Scepteret maa have været temmelig stærkt og
tykt, da det med et Stød kunde giøre Hul paa
Klippen.
(o) Nu paakom Stidbsfolkene store Farer.


15
i Tovene: Skyerne borttog strax Himmel og Dag
for de Trojaners Øyne, den mørke Nat svevede
over Havet, det tornede ved Nord= og Syd=Po¬
len, det lynede idelig i Luften og alle Ting truede
dem med den visse Død. Strax derpaa var det
ligesom Æneæ Lemmer løsnedes fra hverandre af
Kulde, han sukker, rækker begge Hænder op mod
Himmelen og taler (p) saaledes: O! hvor ere J
høyt lyksalige, som har haft den Lykke at døe ved
Troja høye Muure for eders Fædres Aasyn. O!
Tydei Søn (q)! som var den tapperste Græker,
hvi har jeg ikke kundet omkomme paa de Trojan¬
ske Marke og døe for din Haand? hvor den tap¬
pre Hector (r) ligger fældet ved Æaci Søns
Sværd, og hvor den store Sarpedon ligger (s),
hvor Floden Simois har bortskyllet saa mange
tappre Mænds Skjolde, Hielme og Kroppe, og
drevet dem under Bølgerne. Jmedens han tale¬
de dette, kom en hvinende Storm (t) fra Norden,
som slog i Seylene og løftede Bølgerne op mod
Himmelen, Aarerne (*) bleve afbrudte; derpaa
dreyede Forstavnen sig af og vendte Siden til Bøl¬
(p) Her blir Æneas fortvivlet i sine Ord.
(q) Dette var Diomedes en drabelig Stridsmand. v. 100,
(r) Han var Priami Søn, og blev slagen af Achilles,
som slæbte ham om Byen.
(s) Denne Lyciske Heldt blev fældet ved Troia.
(t) Her følger nu deres store Elendigheder. (*) hvor¬
med de fremroede sine Skibe, foruden at de brug¬
te Seyl.


16
gerne, hvorpaa der kom en meget stor Vand=Vo¬
ve, som brast i sin Høyde. Nogle hang paa Top¬
pen af Bølgerne, andre fik Havets Bund at see
imellem de gabende og aabne Bølger, Stormen
brusede fra Grunden af. Sønden=Vinden drev
tre Skibe bort og slog dem mod blinde Skiær.
(Jtalienerne kalder de Klipper Aras, der
ligger midt i Bølgerne, som en stor Bierg¬
Aas i det store og vilde Hav.) Østen=Vinden
drev tre Skibe fra Dybet op paa Grunde og Rev¬
ler, (Det var en Ynk at see!) stødte dem ind
paa Vad=Stæder og omringede dem med megen
Sand.
Meere følger.
Erindring.
Vi havde tænkt at udgive disse Blade d. 24
Decbr. 1765, men adskillige Omstændigheber for¬
hindrede os, formedelst hvilke vi ogsaa nu lader
tvende Numere udgaae paa een Gang, nemlig:
i stæden for det belovede halve Ark hver Uge, ud¬
kommer et heelt Ark hver anden Onsdag. De,
som tegne sine Navne inden fiorten Dage hos Bog¬
trykker Sr. Borup, betaler vort Bud herfor
6 Skilling maanedtlig, nemlig: den første Gang
samme indfinder sig i hver Maaned, som bliver
d. 15 Jan. 5 Febr. 5 Martii. 2 April. 14 May.
11 Juni. 9 Juli. 6 Aug. 3 Sept. 1 Octob. 12
Nov. og 10 Dec. hvorefter Subscribenterne ville
behage at rette sig, som vi haaber skal blive
fornøyede.


Aften=samtalerne.
No. 3. og 4.
Onsdagen d. 22 Jan. 1766.
Fortsættelse om Æneas.
Første Afdeeling:
En stor Bølge slog ind over det Skib, som
de Lycier (u) og den troe Ven Orontes (v)
seilede paa, fra For= til Bag=Stavnen midt for
hans Øyne; Styrmanden faldt over Bord og
styrtede hovedkuls ud, men Skibet blev af en
Bølge omdreyet tre Gange paa det samme Sted
og et hastigt Vand=Svælg slugede det ned til
Grunde; Man saae hist og her nogle som svøm¬
mede i det store Hav, Folket skreeg; Vrag af
Skibene og de Trojaners Gods flød oven paa
Vandets Bølger. Nu fik Stormen Overhaand
med Jlionei (x) sterke Skib, nu med den tap¬
pre Achatæ (a), nu med det, som førde Abas
og den bedagede Alethes; der Sammenfældin¬
gerne vare paa alle Skibenes Sider løsnede fra
hverandre, gik Søe=Vand ind derudi og de ble¬
ve fulde af Sprekker.
(u) Disse vare nogle Trojaner.
(v) Han var Anfører for de Lycier.
(x a) Disse 2 tillige med de følgende tvende vare
Trojanske stridbare Herrer.


18
Jmidlertid mærkede Neptunus (b), at
der var stor Brusen paa Havet, at der havde
reyst sig en Storm, og at det stillestaaende Vand
var oprørt fra Grunden af. Han blev da for¬
bittret, saae op af Havet og rakte sit milde Ho¬
ved op over de øverste Bølger: Han seer der,
at Æneæ Skibs=Flode var splittet ad paa hee¬
le Havet, at Trojanerne plagedes af Bølger¬
ne samt Torden og Lynild; og han, som var
Junonis Broder (c), vidste meget vel hendes
Trækker og Had. Derpaa kalder han Østen¬
og Vesten=Vinden til sig (c) og taler saaledes:
Stoler J da saa meget paa eders Slægt
(e) og Afkom? Tør J vel, J Vinde! blande
baade Himmel og Jord tilsammen uden min
Villie og komme saa store Bølger af Sted?
Hvilke jeg (f) - Men! det er nu bedre at
stille de oprørte Bølger! - Rommer J end¬
nu een Gang, skal det ey gaae saa let af
for eder; Pak Jer og siig til eders Konge (g):
Ham er ikke givet Magt over Havet og den grumme
Tre=Fork, men jeg har faaet den ved Lodkastning.
(b) Hvilken holdes for en Gud og Herskere i Havet,
ligesom Jupiter i Himmelen og Pluto i Helvede.
(e) Thi han var ogsaa Saturni Søn.
(a) Her tiltales de som Forstandige.
Le) Holder J eder for saa fornemme Personer!
(t) Formedelst sin Hastighed og Vrede taler han kuns
her det halve, men Meeningen er: Hvilke jeg nok
skulle kunde lære noget andet!
(g) Æolus.


19
Han boer jo paa de store Klipper, som er eders
Hiem, du Østen=Vind! Lad Æolus da giø¬
re sig til paa dette sit Sæde og lad ham re¬
giere der, naar han har lukket Vindene inde i
Fængsel. Saaledes talede han, og, førend han
havde udtalt, stillede han (h) de brusende Van¬
de, drev de tykke Skyer bort og kom Solen til
at skinne igien. Baade Cimothoe og Triton
(i) stræbte paa engang og skiøde Skibene ud
af de skarpe Skier; han selv oplettede dem med
sin Tre=Fork (k) og aabnede de store Revler,
stillede Havet og kiørte oven paa de øverste Bøl¬
ger med sin lette Vogn (l): Og ligesom (m)
naar der tidt blant et stort Folk er opkommet
Oprør og den gemeene Mand er rasende i Sin¬
de, der flyver allerede gloende Kugler og Ste¬
ne om Ørerne, (thi saadanne Vaaben tager de
til i sin Hidsighed;) derpaa, om de af en Hen¬
delse faaer at see en for sin Redelighed anseelig og
velfortient Mand, tier de stille, staaer og spid¬
ser Ørene; han stiller da deres Vrede med Ord
og formilder Gemytterne. Saaledes faldt all
Havets Brusen, da Neptunus saae over Ha¬
vet og kiørte afsted under klar Himmel, vendte
(h) Nu fik Trøjanerne Hielp.
(i) Disse var smaa Hav=Afguder.
(k) Hvilken var Neptuni Scepter.v1. 150.
(l) Mange af Afguderne tillagdes Vogne, her blev
den draget frem af Hav=Heste; Venus drages af
Svaner, Bacchus af Tigre, o. s. f.
(m) Her fremføres en smuk Lignelse.


20
Hestene, gav dem Tøylen og foer hastig frem paa
sin Vogn. (*) Æneæ udmattede Folk stræbte
efter at sætte deres Cours til de nærmeste Hav¬
bredde, og bleve drevne til Lybiens Kyster (n).
Der er et Sted langt inde (o) i en Afkrog,
hvilket en Øe giør til en Havn, derved, at beg¬
ge Siderne deraf gaae ud i Havet, ved hvilke
alle Bølger afbrækkes og deeler sig i Bugter,
som gaaer tilbage igien i Søen; paa begge Si¬
der er der store Klipper og tvende Skier, som
rækker til Himmelen, under hvis Høyde Havet
rundt omkring ligger gandske stille; der hænger
ogsaa en Løv=Hytte oven paa af skinnende Bu¬
sker (p), og en tyk Skov hænger derudover med en
mørk og fæl Skygge. Foran neden til er der
en Huule i Klippen, som hænger ud, inden i
hvilken der er frisk rindende Vand og Bænke
af Steen, saa dannede ved Naturen, hvor Nym¬
pherne (q) boer; her behøver man ey at bin¬
de de ilde tilreedte Skibe fast eller at kaste An¬
ker for at fæste dem. Hid ind kom da Æneas
med de syv Skibe, som han havde samlet af alt
sit Tal; Trojanerne steeg ud af Skibene af
(*) Nu kommer han til at tale om Trojanerne igien.
(n) En Deel af Africa.
(o) Her vil han beskrive det Sted, de vare komne til.
(o) Træer og Riis, hvis Blade vare klarskinnende og
blanke.
(3) Ved alle Kilder sagdes Vand=Gudinder at have
sit Tilholds=Sted.


21
Lyst til Landet og kom paa Strandbredden, som
de længe havde ønsket sig, nedlagde sig paa Hav¬
bredden og hvilede sine af Søen udmattede Lem¬
mer. Achates (r) var den første, som slog
Jld af Flintesteenen (5), antændte Blade,
lagde tørt Brænde omkring og strax antændte
sit Tynder; Derpaa bar disse af Arbeyd udmat¬
tede Folk det Søe=fordærvede Korn og deres
Koge=Redskaber frem, samt begyndte baade at
tørre det Korn, de havde reddet, ved Jlden, og
at knuse det med Stene (t). Jmidlertid stiger
Æneas op paa en høy Klippe og seer sig viidt
og breedt om paa Havet, om han paa nogen
Kandt kunde see Anthevs (u), hvilken ved
Stormen var drevet fra ham, eller de Phry¬
giske (v) toe Rad Aarede Skibe, eller Capys
(x) eller Caici (y) Flag paa de høye Bagstav¬
ne. Han saae intet Skib; men tre Hiorte, som
vankede omkring ved Strand=Kanten, en heel
Flok fulgte bag efter dem og en stor Mængde
aad i Dalene; Her blev han staaende stille og
(r) En Trojansk Helt, Æneæ Ven.
(s) Nemlig ved at slaae tvende Flinte=Stene sammen
og samle Gnisterne i tørt Løv.
(t) Dette var de gamle Maader at male Korn paa
til Brød.
(u) Een af hans Staldbredre, der ikke var kommet til
samme Sted.
(v) Det er: de Trojanske.
(x y) Disse vare og paa de fraværende Skibe.


22
i en Hast tog til sin Bue (z) og sine hastige
Piile, hvilke Redskaber hans troe Ven Acha¬
res bar; og først fældede han de forreste, som
brystede sig af deres takkede Horn, siden drev
han de andre og heele Flokken blant hinanden,
forfulgte dem med Skud imellem Buskerne,
og holdt ey op, førend han havde vundet og
fældet syv store Hiorte, ligesaa mange, som han
havde Skibe til; herpaa søgte han tilbage til
Havnen og deelte dem ud blant sine Stalbrø¬
dre; Vinen, (som den gode Acestes (a) havde
fyldet hans Tønder med ved den Siciliske Havn,
og, som en brav Helt, givet dem, da de bort¬
reyste,) gav han (b) dennem og trøstede deres
bedrøvede Hierter med disse Ord: O! Stald¬
brødre! (thi vi har tilforn erfaret Ulykker.)
J, som har udstaaet langt haardere Ting, Gud
skal og giøre en Ende paa disse (*)! J har baa¬
de været nær ved den grumme Scylla (c) og
de meget høyt brusende Skier; J har og for¬
søgt de Cyclopers (c) Klipper: fatter Mood
igien, og lader Sorg og Frygt fare, maaskee
vi i Fremtiden skal finde Fornøyelse udi at er¬
(z) Dette var deres sædvanlige Gevæhr, foruden Spyd.
(a) En Konge paa Sicilien, som de kom fra.
(b) Æneas selv. v. 200. (*) Dette var en ret god
og smuk Trøst for dem, ligesom og det følgende.
(c) Et Hav=Svælg mellem Sicilien og Jtalien, hvor¬
ved et ligedant, neml. Charybdis, laae.
(d) Disse Kiemper kaldtes saa formedelst deres eneste
Øye, de skal have haft midt i Panden.


23
indre disse Ting! Vi søger til Jtalien igiennem ad¬
skillige Hendelser og saa mange Besværligheder, hvor
Skiebnen viser vi skal bygge og boe (*); der
bør de Trojanske Riger at oprettes igien; hol¬
der ud og sparer eder til de lykkelige Tider!
Saaledes talte han, og endskiønt han var me¬
get bekymret og sorrigfuld, saae han dog ud,
ligesom han havde Haab, og skiulte sin Sorg
dybt udi Hiertet.
Meere følger.
Om vor Jords Rundhed.
Underlig, maa vi nok sige! er vor Jords Be¬
skaffenhed! Store ere Guds Geirninger. Det
er noksom ved Erfarenhed beviist, at den er li¬
gesom en rund Klode eller Bold, saasom man
har seilet og endnu seiler rundt om den, og dog
ikke seer nogen Hvile=Punkt. Hvor staaer el¬
ler er da Jord Kloden? I Luften. Hvor
kand det skee? Alting er mueligt for den Al¬
mægtige. Vi boer jo alle oven paa Jor¬
den? Ja, det er sandt! men i visse Maader
boer vi og alle under Jorden; thi saasom dens
Rundhed er over alt beboet, da følger, at, naar
vi ere paa den øverste, ere andre paa den ne¬
derste Side, naar vi ligesom trykker Jorden;
(*) Dette var en stor Drive=Fieder til got Mood.


24
er det for os ligesom Jorden skulle trykke dem,
der boe i de Lande, som just er lige under vo¬
res; men ligesaa maa de tænke om os. Saa
staaer da de got Folk eller vi paa Hove¬
det? Ney! paa Fødderne; thi Hovedet er ikke
den Lem af Legemet, hvorpaa man staaer eller
hvormed man gaaer, ey heller har den om Jord¬
Kuglen svævende Luft nogen saadan Fasthed, at
den kunde bære Legemet; men alle Planeter har
den Egenskab, at de trækker hvad der er nær¬
værende, og hvad de kand faae Bugt med ned
imod sine Middel=Punkter; ligesaa drager og
Jorden Menniskene med mere til sig, saa at
man aldrig kand falde hen udi Luften. Heraf
kommer det sig, at om man end ville med sin
største Formue kaste en Steen op i Luften, skal
den dog falde tilbage igien paa Jorden; men
traf den nu paa et Hul, der gik tvert igiennem
heele Jord Kloden, da løb den derigiennem, dog
ikke længer end til Middel=Puncten; thi derfra
kand intet falde ud. Een maatte sige: Er da
Jorden rund, som har saa mange Bierge
og Dale? Ja! tag et tørt Peber=Korn og lig¬
ne det mod Jorden, saa finder du jo derpaa
adskillige Forhøyelser og mange Dybheder; hvil¬
ke i Henseende til det heele Korn ansees for at
være af ingen Betydenhed, hvorved man skulle
kunde nægte Peberets Rundhed. See! saaledes
har det sig og med vor Jord, da den er saa
meget stor, saa kand ikke alle dens Bierge og
Dale til Intet giøre Rundheden i Henseende til
det gandske. Hvor kand da Havet, som er


25
intet fast Element, være rundt, som det
endelig nu maa være, siden det tillige med
Jord=Materien skal udgiøre en Klode?
Hvordan det kan være, overlader vi billig Ska¬
beren; men at det saa er i Sandhed, kand ty¬
deligen bevises deraf, at det er høyere paa Dy¬
bet, end ved Landet; thi, naar vi seiler i rum
Søe, kand vi ikke paa eengang see alt Havet
imellem de nærmeste Kyster, men merker, at,
som vi kommer længere frem, faaer vi mere af
nyt Vand at see og det forrige blir efterhaanden
borte, vi selv synes altid at være øverst; Om¬
sider seer vi den Sted, som vi skulle til, at
ligge langt lavere end det Vand vi seile paa,
hvilket alt kommer af Krumheden. For nu at
betænke Jordens Sted i Luften, da maa agtes,
at den ikke er uordentlig, nu her, nu der, fal¬
der fra et Sted til et andet; men ligesom Jor¬
den trækker noget til sin Middel=Punkt, saa
trækker og Solen Jorden til sin Middel=Punkt.
Saaledes føres Jorden omkring Solen een Gang
hvert Aar, ligesom Maanen for selv samme Aar¬
sags Skyld dreyes om vor Jord een Gang hver ni
og tyvende Dag, og ligesom vi see Solen og
Maanen ere runde, saa har det sig og med
Jorden. Maaskee nogen her vil forekaste Kong
Davids Ord: Du grundfæstede Jorden paa
sine Pillere! Men, man maa i Agt tage, at
Ordene ikke kand anderledes forklares eller ud¬
tydes, end saa: Ligesom et Huus kand settes
fast paa Steen=Pillere i sin Grundvold, saale¬
des har du, O viise Bygmester! givet Jor¬


26
den et vist og fast Sted, hvorfra den ikke paa
nogen Maade kand rygges.
Om Bord=Discours.
Et bekymret eller vredt Sind giør ikke et got
Maaltid, ey heller bekommer den samme Mad
Legemet vel; thi naar den skal fordøyes, da hen¬
vendes alle Legemets Kræfter til Maven, hvil¬
ket ikke kand skee, om de har noget andet stort
eller møysommeligt fore; derfor er Munterhed
i Sindet og Rolighed i Legemet de fornemste
og beste Personer ved alle anrettede Maaltider.
Herover har det hos mange været i Brug at
lade ved en Tiener oplæse noget nyttigt og til¬
lige noget fornøyeligt, medens de spiste, over
hvilket da enhver giorde sine Anmerkninger og
anbragte dem til alle Giesternes Fornøyelse, no¬
get blev ogsaa ret lagt Merke til. Heraf maa
den Brug være kommen, at Uge=Blade ge¬
meenlig læses over Borde, hvilket er en uskyl¬
dig og god Forlystelse, da man derudi ey alle¬
ne forefinder noget Nyt, men ogsaa tidt det, der
nyttigt er til at forbedre baade Forstanden og
Villien tilligemed Sæderne. Andre bruger kuns
at tale ved Maaltidet, hvilket ogsaa er got, naar
kuns uduelige Materier, grov Skiemt og Hvis¬
hvas maatte være borte. Tale om Giestebuder
og Besøgelser, Comoedier, andres Feyl, andres
Miner og Dragt, med videre, er et af de
sletteste Slags man kand opfinde; derimod hvad


27
der kand forbedre og gavne, det burde legges
Vind paa. Meget ilde anstaaer det os at tale
om andres Feyl; det er ey heller et Kiendetegn
paa en retskaffen Christen, med mindre det saa¬
ledes skeer, at man dølger Navnet, og fremset¬
ter Sagen allene, fordi vi kand ligesom speyle os
i samme og af andres Ulykker selv blive viise. Een
af os hørte saadan en Fortæling ved en god
Vens Bord, hvilken vi til Advarsel vil her
fremsette:
Om Frygt for Døden.
En vis Herre, som eyede temmelig store Mid¬
ler, levede hver Dag ret overflødig, men, saa¬
som han var meget bange for den slemme Giest
Døden, brugte han ogsaa hver Dag Draaber
og Piller, der skulle styrke hans Helbred, og
om Formiddagen oprette det, som han om Ef¬
termiddagen ville giøre lige saa galt, om ikke
værre, igien. Een Gang hendte det i sig, at
han om Aftenen ved Bordet blev hæftig, an¬
greben med et hastigt Slag, just som han hav¬
de iskienket sin Pocal og tilønskte de andre Gie¬
ster Sundhed. Kort, han blev strax baaret
bort paa sin bløde Seng. Docteren kom, lod
ham aarelade og gav ham Medicin ind, Gie¬
sterne gik bedrøvede bort, Tieneren larmede med
Sølv=Tøyet de tog af Bordet; alle var utrøste¬
lige, han selv allene haabede endnu at komme
op igien. Docteren merkede det var ude med


28
ham og gik allerede bort; Hvorhen Herr Doc¬
ter, sagde Frøkenen? det hielper ikke jeg blir
her, svarede han: thi det blir den visse Død;
Siig aldrig det, sagde hun: Tieneren spurgte:
Skal jeg gaae efter Præsten, at han kand be¬
rette ham? Tys! sagde een af de nærværende,
J veed jo, at Herren hverken kand lide Præ¬
sten eller taale man taler om Døden! Hold de
ham kuns op med gode Miner, Hr. Docter!
Siig: J haaber hans Restitution igien, men
nævn ikke hans timelige Skilsmisse; thi han
maatte da snart døe af Forskrækkelse og af For¬
tvivlelse om Livet: J skal blive vel lønnet for
eders havde Umage! Lægen giorde da efter Be¬
gier og lovede ham sin Sundhed. Men da
den Syge fornam, at det ret klemte Hiertet,
blev han gruelig bange og talte disse sidste Ord:
Ach! hvad! skal jeg nu døe? hvad har jeg sto¬
let paa at leve saa længe for? bør ikke alle at
døe? er dette en gammel Gield vi er Naturen
skyldige? kom vi ikke nøgne og usle til Verden?
skal vi ikke ligesaa fare herfra? -- Hvi har
jeg saa ladet mig bedaare? hvi stolede jeg paa
Verden? -- Drager dette til Eftertanke, J! --
Her blev Læberne stive, Aanden forlod legemet;
han maatte døe. Lægen fik en god Belønning.
Hver stræbe derfor at leve saa, som han vil øn¬
ske at have levet, naar Døden nærmer sig.
Om Giekkerie.
Den, som vil giøre andre til Narre og Giek¬


29
ke, blir vist omsider selv narret; lad være de
andre ere af ringere Stand og Vilkaar end vi,
saa bør man dog holde sig inden sine egne
Grændser, og betænke kuns enhver vor første
Herkomst, som var Jord, vor første Fader,
som var en Bonde. Et skiemtsomt Exempel
herpaa er bleven os fortalt, nemlig, at en for¬
nem Mand gik ud paa sine Agre tæt ved sin
Gaard paa Landet, hvor hans Gaards=Foged
mødte ham, for at overlegge adskilligt nyttigt
til Gaardens Brug og Beste, Nu ville Her¬
ren, som han pleyede, drive Spot med sin Tie¬
ners Navn, som var Michel, hvilket man el¬
lers pleyer at give Rævene, men erindrede ikke
sit eget Fornavn, Mons eller Mogens, der
tidt gives gamle gildede Katte. Derfor, da
de kom nær imod Gaarden og der laae nogle
Høns med Kyllinger i Veyen, sagde Herren:
Seer du dem, Michel? dine Tænder løber
vist nok i Vand! Ja saa mænd! svarede
han, der var Mad for Mons! Hvilket Svar
Herren strax merkede, strøg sig om Munden og
gik ind, narrede saa ikke oftere sin Tienere.
Hvad talt er kand ikke kaldes tilbage, derfor
bør man vel give Agt paa sin Tale og ikke
fremkomme med det, som man heller burde
putte i Lommen eller legge paa
Kiste=Bunden.


30
Fortsættelse om Æneas.
Første Afdeeling.
De lavede sig da til (e) at tage fat paa det¬
te Bytte og forestaaende Retter; de flaaer Hu¬
den af Hiorterne og tager Jndvolden ud; nog¬
le skier dem i tu og setter dem paa Spid,
saa varme som de vare; andre setter Kiedeler
ved Havbredden og legger Jld derunder. Der¬
paa forfriskede de sig med denne Spise, kastede
sig ned paa Græsset hist og her, fyldte sig med
gammel Viin og det feede Vildt. Da de nu
havde stillet sin Hunger med disse Retter og vare
opstandne fra Maaltidet, beklagte de sig længe
(f) over deres Staldbrødre, de havde mist, og
stode tvivlraadige mellem Haab og Frygt, en¬
ten de skulle troe at de vare i Live eller allerede
Døden nær, saa at de ikke kunde meere høre,
naar man end kaldte paa dem. Fornemmeligen
beklagede den redelige Æneas hos sig selv, nu
den hurtige Orontis, og nu Amyci ulykkeli¬
ge Hendelser, Lyci haarde Skiebne, den tapre
Gyas og kiekke Cloanthus (g). Nu holdt
de allerede op med at klage, da Jupiter saae
ned af sin høye Himmel over Havet, de om¬
(e) Nu holder de da Giestebud.
(f) Da de først havde tænkt paa at hielpe sig selv,
erindrede de sig og deres fraværende Venner, hvil¬
ke de nesten mistvivlede om meere at see.
(g) Hvilke vare de Fornemste.


31
kringliggende Lande, Havbreddene og Folket som
boede viidt omkring; han blev da staaende paa
det øverste af Himmelen og fæstede sine Øyne
paa de Lybiske Riger (h). Da han her stod
og tænkte paa adskillige Ting hos sig selv, til¬
talede Venus (i) hannem, som Sorgen gik
mere til Hierte og af hvis deylige Øyne Taa¬
rerne randt (k) i Strømme=viis: O! du, som
fra Evighed regierer baade Gudernes og Men¬
niskernes Gierninger, og skrekker dem med Lyn¬
Jld! hvad har dog min Æneas og de Tro¬
janer saa høyt kundet forsee sig med imod dig?
for hvilke hele Jorden sperres til, allene (l) for
Jtaliens Skyld, endskiønt de alt har udstaaet
saa mange Ulykker! Sandelig! du har jo selv
lovet, at, naar nogle Aar vare omme, skulle
af disse i sin Tid komme de Romere, ja Re¬
gentere af Teucri (m) tilbagekaldte Stamme,
der med fuld Magt skulle herske over Havet
og Jorden! O! Fader, hvad har bragt dig paa
andre Tanker? Herved trøstede jeg mig, da jeg
saae Trojæ Ødeleggelse og jammerlige Under¬
gang, naar jeg overlagde deres Modgang med
(h) Hvor nu Æneas var.
(i) en Afgudinde for Kierlighed, som Æneas brystede
sig af at have til Moder, hun bar derfor Omsorg
for hannem.
(k) Altsaa kunde ogsaa deres Guder have Bedrøvelse.
(l) d. e. Allene fordi de vil til Jtalien.
(m) Denne Teucer skal have været de Trojaners Stam¬
me Fader fra Øen Creta.


32
den forestaaende Medgang og Lykke! Men da
de dog endnu har den samme Skiebne, skiønt
de har udstaaet saa mange Viderværdigheder,
hvad Ende giør du da, O Store Konge, paa
disse Besværligheder? Antenor (n) kunde slip¬
pe midt ud fra de Græker, komme ind i de
Jllyriske (o) Bugter og sikker allerlængst ind
i de Liburners (p) Riger, ja sette over den
Flod Timavus (q) hvorfra den stride Aae med
stor Brusen af Bierget gaaer giennem ni Ar¬
me og overskyller Engene med sine brusende Bøl¬
ger! Denne bygde dog her Petavien (r), be¬
redde Boepæl for de Trojaner, gav Folket
Navn og hengte de Trojanske Vaaben op (s);
han er nu begraven og hviler i Fred.
Mere følger.
(n) En Trojaner, som rømte fra den ødelagte Bye.
(o) Et Sted i Schlavonien.
(p) kalders nu Croatien.
(q) En Flod i det Venetianske.
(r) En Bye neden for Tydskland og Ungarn i Schla¬
vonien. v. 250.
(s) Enten paa en Krigs=Fane eller i en Tempel.


Aften=Samtalerne.
No. 5. og 6.
Onsdagen d. 5 Febr. 1766.
Fortsættelse om Æneas.
Første Afdeeling:
Men vi derimod der ere af din Afkom, hvil¬
ke du lover at boe udi Himlen, fordærves for
eens (t) Skyld, mister vore Skibe, (som er en
Skam at tale om!) og drives langt fra Jta¬
liens Kyster! Er dette Belønningen for vor
Retsindighed? Setter du os saaledes til Scep¬
ter og Regimente! Da smilede Gudernes og
Menniskenes Skabere ad hende, og kyste sin
Datter (u) med saadan Mine, som naar han
giør Himmelen klar og driver Stormen bort;
Derpaa talte han saaledes: O Cytherea (v)!
frygt ikke, dines Skiebne skal blive dig uryg¬
gelig, saa at du skal see Byen og de Lavin¬
ske Volde, som ere dig belovede, og du skal
føre den ædelmodige Æneas (x) til Himmelen!
(t) For Junonis Vrede.
(u) For at trøste hende.
(v) Saa kaldes hun af den Øe Cythera, hvor hun
dyrkedes.
(x) Han skal holdes for Gud.


34
Jkke heller har jeg fattet andre Tanker; Den¬
ne (y), (Thi jeg vil sige dig det reent ud, ef¬
tersom denne Bekymring nager dig, og jeg vil
aabenbare dig Skiæbnens skiulte Raad langt
hen i Tiden.) denne, siger jeg, skal føre stor
Krig i Jtalien, undertvinge de stolte Nationer,
foreskrive Folkene Love og bygge Byer, indtil
han faaer regieret tre Aar i Latien, efterat han
har undertvunget de Rutuler (2). Men A¬
scanius, Æneæ Søn, som kaldes nu med det
Tilnavn Julus, (Jlus blev han kaldet, me¬
dens det Trojanske Rige var i Flor.) skal re¬
giere i tredive Aar, flytte Regieringen fra La¬
vinien og meget sterkt befæste den lange Stad
Alba; Her skal Hectors (a) Stamme regiere
trehundrede samfulde Aar, indtil Jlia (b), som
er af Kongeligt Blod og een af Vestæ (c)
Præstinder, skal blive svanger ved Mars (d)
og føde Tvillinger. Derpaa skal Romulus
(e), som med Glæde bliver opammet af en
(y) Her opregner han da mange Ting, der skulle ve¬
derfares dem efter Skiebnen.
(z) Et Folk, som fordum boede der.
(a) Han var Kong Priami Søn, altsaa forstaaes det
Trojanske Folk.
(b) Numitors Datter, som var bleven sat til at være
en Nonne, men dog fik to Sønner, Romulus og
Remus, hiin blev den første Konge.
(c) En gammel Gudinde over Jord og Jld.
(d) En Afgud, sat over Krigen.
(e) Den ældste Søn.


35
Ulvinde (f), tage mod Regieringen over Folket,
bygge den stridbare Stads Mure og kalde det
Romerske Folk efter sit Navn; Jeg setter dem
hverken Grændser eller Tider, thi jeg har gi¬
vet dem en Regiering uden Ende. Ja den stren¬
ge Juno, som nu foruroliger Havet og Him¬
len, og setter Frygt i Folk paa Jorden, skal
ogsaa raade til det Beste, ja tillige med mig
ynde de Romere, der skal blive Herrer over
alle Ting og bruge Kapper (g): Saadan er
Gudindernes Villie. Der skal komme en Tiid,
naar mange Gange fem Aar ere forløbne, da
Assarici Huus (n) skal undertvinge sig Phthia
(i) og den berømmelige Mycenæ (L), overvin¬
de og herske over Grækerne. Saa skal og
Julius Cæsar (l); hvilket Navn nedstammer
fra den store Julus (m), fødes af en deylig
Trojansk Stamme, der skal ende sit Regi¬
mente ved det store Hav, og hvis Berømmelse
skal strekke sig lige ind til Himlen: Denne skal
du i sin Tiid tryg og sikker tage op til Himmelen
(n), naar han har erlanget Bytte af Østen (o);
(f) Han blev af sin Farbroder udkastet i Skoven, hvor
der en Ulvinde skal have opfødt ham.
(g) Som var deres yderste Kiortel i Freds=Tider.
(h) Troianerne, thi Assaricus var Æneæ Oldefader.
(i k) Byer i Grækenland.
(l) Som giorde sig til den første Keyser i Rom.
(m) Æneæ Søn, Afcanius.
(n) Han blir holdt for en Gud.
(o) Asien og Ægypten, som han med mere indtog.


36
Han skal og paakaldes og tilbedes som en Gud.
Da skal de vanskelige Tider blive bedre og Kri¬
gerne komme til Ende: den oprigtige Gudinde
for Troe og Pesta (*) og Qvirinus (p) med
sin Broder Remus skal give Love (q): de grum¬
me Krigs Porte (r) skal lukkes med sterke Laa¬
se, den rasende Blodtørstighed (s) skal sidde
smukt stille inden fore paa sine grumme Vaaben
og bagbunden med hundrede Kobber=Lænker for¬
skrækkelig fnyse med sin blodige Mund (t).
Dette sagde han (*) og sendte saa Majæ
Søn (u) ned fra Himmelen, paa det at Landet og
de nye Chartagenis Slotte kunde staae aabne til
Herberge for de Crojaner, at ikke Dido (v),
der intet vidste af Skiebnens Beslutning, skulle
drive dem bort fra sine Grændser. Han fløy da
(*) Som var en gammel Gudinde.
(p) d.e. Divinus, guddommelig; saa kaldtes Romulus.
(q) Ligesaa billige og gode, som udi de første Tider.
(r) Portene til Afgudens Jani Tempel, (han havde
været Konge i Jtalien.) hvilke i Krigs=Tider stode
aabne for at bede om Lykke.
(s) Hvilken her forestilles, som en Person.
(t) Her endtes hans Spaadom, nemlig ved den Tid
Virgilius levede, der altsaa ikke kunde lade Jupiter
spaae mere end han veedste skeed var. v. 300.
(*) Jupiter til Venus.
(u) Mercurius, som kaldtes Gudernes Tolk og Sen¬
debud.
(y) Dronningen paa Stædet.


37
giennem Luften ved Hielp af sine Vinger, stod i
en Hast paa Lybiens Kyster og forrettede alt sit
Erinde. De Carthaginenser lode da deres grum¬
me Mod falde efter Gudens Villie; Besynderlig
fatter Dronningen et roligt Sind og et velvilligt
Hierte mod de Trojaner. Men den redelige Æ¬
neas overveyede adskilligt hele Natten igiennem
og besluttede i Dagbrækningen (*) at gaae ud, for
at efterforske de nye Stæder og til hvad Kandt
Vinden havde drevet ham, enten der boede Folk
eller ikkuns vilde Dyr, (thi han saae, at alle Mar¬
kene vare udyrkede) og siden at fortælle sine Stald¬
brødre hvad han havde faaet udforsket. Han skiul¬
te (**) sin Flode i en Bugt af Skoven under en
huul Klippe, hvor den var indelukt af Træer og
meget tykke og skyggefulde Busker trint omkring.
Selv gik han fort, havde Achates allene i Følge
med sig og svingede tvende brede Jern=Spyd i si¬
ne Hænder. Hans Moder (x) kom ham i Mø¬
de midt i Skoven, hvilken baade saae ud og var
klæd som en Jomfrue, og bar Jæger=Redskaber
med sig, ligesom et Fruentimmer fra Sparten
(y), eller ligesom Harpalice (z) fra Tracien,
naar hun rider mange Heste trætte og farer fortere
afsted, end den hastig løbende Flod Hebrus (a);
(*) Saasnart Dagen frembrød.
(**) J alt dette vises hans Forsigtighed og Forstand.
(x) Skal være Venus.
(y) Eler Lacedæmon, en Bye i Grækenland.
(z) Skal have været en Amazonisk stridbar Dronning.
(a) J Tracien.


38
Thi hun havde hængt en let Bue paa sine Skul¬
dre, som en Jægerinde, og udslaget sit Haar for
Veyr og Vind, var blottet lige indtil Knæerne og
havde bundet de løse Folder af sit Skiørt tilsam¬
men i en Knude; Hun talede da først (b) saale¬
des: Før J unge Mandfolk! Har J af en
Hendelse seet nogen af mine Søstre at fare vild
her forbie? Som bar sit Piile=Kaager ved Beltet
og havde iført sig Huden af en spettet Los, eller
som med Raab og Skrig førfulgte et ophidset Vild¬
Svin; da viser mig hende. Saaledes talede Ve¬
nus, men hendes Søn (c) svarede igien saaledes:
Jeg har hverken seet eller hørt nogen af dine Sø¬
stre, O! Jomfrue! Hvad Titul skal jeg give
dig? thi hverken seer du ud eller taler som et Men¬
niske, O! du er visseligen en Gudinde! Er du
Phoebi (d) Søster eller een af Nymphernes
Slægt (e)? Vær gunstig imod os og, i hvo du
er, lindre vor Møye og Besværlighed! underret
os om i hvad Clima og paa hvad Stæder i Ver¬
den vi nu endelig tumles om; thi vi gaaer her vild¬
farende og hverken kiender Jndbyggerne eller Stæ¬
derne, drevne hid af Stormen og de stolte Bølger;
Saa vil vi ofre meget Qvæg paa dine Altere!
Mere følger.
(b) Med et forstilt Væsen.
(c) Det er Æneas.
(d) Phoebi eller Appollinis Søster skal være Diana,
en Gudinde for Jagten.
(e) Een af Skov=Afgudinderne.


39
Om Romernes Afguder.
Jngen maa tænke, at alle tilsammen vare saa
fordærvede, at de holdt fore, at der var saa
mange Guder til, som der opregnedes; Ney!
Der vare og de iblant dennem, som forstode hvad
Opfinderne havde sigtet til ved at indføre dennem.
Det har da gaaet saaledes til: De Verdsligviise
har givet visse Mennisker, adskillige Ting paa
Jorden og i Luften, ja Egenskaber selv, nogle
Navne og billeder, som de har overlagt at
ville holde hemmelig Udtydning over; men be¬
falet Folket at ære dem, saa at det til sidst er
blevet til en Misbrug gandske at tilbede dem;
Hvorudi Præsterne i de sildere Tider ogsaa har
styrket dem, da de selv herved fandt sin Reig¬
ning. Vi ville korteligen sige hvad hver Afgud
i Begyndelsen menes at have betegnet, med
andet mere did henhørende, og fremføre dem i
den Orden, som de forefalder hos vor Vir¬
gilius.
Om Juno.
Hun skal have bemerket Luften og der¬
for faaet sit Navn af at hielpe; thi uden Luf¬
tens Hielp kan ingen leve; derfor hun og kal¬
des Lucina. Andre mener her sigtes til en
Dronning paa Øen Creta i fordum Tiid, som
efter hendes Død blev tilbedet, samt sat over
Egteskab og Rigdom.


40
Om Muserne.
Disse vare nie, og holdes for at have op-
fundet Vers og Musiqve, ja at have lært
Folk Viisdom og Kunster.
Om Parcerne.
Disse skal betyde Nødvendigheden i at
døe; thi de digtes at have bestemt Menniskets
Liv og Død, ved at spinde en Traad, som de
siden afklippede.
Om Saturnus.
Han skal have forestillet Tiden, der for¬
tærer alle Ting, og males derfor med en Høe¬
Lee i Haanden og et Barn i Munden. El¬
lers
holdes han for den første Konge paa Creta,
som har lært Folket Agerdyrkning. Andre hol¬
der ham for Noa.
Om Pallas eller Minerva.
Skal bemerke Viisdommen, over hvil¬
ken hun og settes, og derfor siges at være be¬
væbnet udsprungen af Jupiters Hierne. Skal
ellers have været en Datter til Neptunus,
Konge paa Creta, og lært Menniskene at ru¬
ste sig til Rrig, samt at spe og væve, blæ¬
se paa Fløyte, at bygge Byer, give Love,
og saadant mere.


41
Om Jupiter.
Han skal betyde Luften eller Himmelen,
og derfor heder en Hielpe=Fader, samt males
med Lynild og en Ørn. Ellers skal det ha¬
ve været en Konge paa Creta, som eyede det
østlige Land, ham tillegges Hielp i Krig; han
holdt over Pagt og Forbund, Ret og Bil¬
lighed: Han lærte Menniskene at spise Øl¬
den. Andre holder ham for Japhet nogle
for Cham.
Om Æolus.
Skal have været en Konge, der først har
lært at sette Seil paa Skibene, hvorfor ham
tillegges Vindene; skal ellers have været en
god Vert, retfærdig Krigsmand, og en
forstandig Herre.
Om Neptunus.
Bemerkede Havet, males med blaa Øy¬
ne og sort Haar samt en Trefork. Skal
ellers have været en Konge paa Søe=Kysterne
af Creta, som har opfundet Skibe, hvilke
bruges til Vands i Hesters Sted paa Landet;
han males herfor med fire Heste for sin Vogn.
Om Triton.
Skal have været Neptuni Søn og Trom¬
peter, males altsaa blæsende udi en Østers¬
Skal.


42
Om Venus.
Herved forestilles Kierlighed og Vellyst,
hun menes at have saadant Navn, fordi hun
vil gierne komme til alle. Nogle siger, at den¬
ne har været en deylig Skiøge paa Øen
Cypern, hvis Søn var Cupido. Ellers var
hendes Mand Vulcanus, der skal have gre¬
bet hende i Hoer med Nars eller en Krigsmand.
Om Vesta.
Har betydet Jorden og Jlden, hun afma¬
les siddende med en Krone paa, omkring er utallige
Planter og Dyr. Hendes Præstinder kaldes Vestal¬
ske Jomfruer eller Nonner, fordi de ikke maatte
gifte sig. Ellers skal hun have været et Fruentim¬
mer, som i de første Tider har opfundet at bygge
Huuse, hvorfor hun maledes i alle Bygninger.
Om Mars.
Bemerker Krigen og Krigs=Folk; Har
vist nok været en Herre fra Tracien, der al¬
lerførst har stridt med bevæbnede Folk, og
øvet mange voldsomme Ting.
Om Janus.
Skal have været en Konge i Jtalien,
som var meget viis, sees derfor malet med
tvende Ansigter, og har lært Folket at dyr¬
ke Jorden. Han skal først der have opfun¬
det Skibe og stemplet Myndt. Han holdes


43
for den første Konge, derfor har den første Maa¬
ned i Aaret, Januarius og hvert Huuses før¬
ste Aabning, en Dør, Janua, faaet sit Navn
af ham.
Om Søndagen.
Ved denne Leylighed, da vi har mældet om
nogle af Hedningernes Afguder og skal siden
tale om flere, falder os ind, hvor møysommelig
disse har giort sig sin Afgudstieneste, samt hvor
megen Fliid og Tiid de har anvendt derpaa!
Betragter vi vore Tiders Christne, da maa vi
bekiende, at mange Hedninger giør dem til Skam¬
me. Mange blant os forsømmer ikke allene at
giøre det de burde giøre paa Søn= og Hellige
Dage; men giør tvertimod det, som de ey bur¬
de giøre! Hvor mange gaaer ikke snarere til
Giestebuder, end til Guds Huus? Hvor man¬
ge forsømmer ikke Templen for Verdslig Hand¬
tering? Hvor mange driver ikke heller Tiden hen
ved kiødelige, end ved aandelige Ting? Nogle
Exempler kand fremføres: Frue Faustina op¬
staaer Søndags Morgen Klokken 9, drikker The¬
vand til 10, pynter sit Liv, Hænder og Hoved
til 1, spiser til 3, kiører i Besøgelser eller ta¬
ger mod Visiter til 6, spiller og spiser til 11
a 12, eftertæller Gevinst eller Tab hiemme og
klæder sig af til 2, sover til Kl. 10. Mandags
Morgen. - - Hendes Kiereste Hr. Faustinus,


44
derimod, som er en flittig Mand, staaer tidlig
op Kl. 7, overregner sin Rigdom og Tilgodeha¬
vende, annoterer og fører til Bogs, spiser med
sin Kone Kl. 1, tager sin Middags Søvn til
4, læser siden en Comoedie af Moliere eller
den danske Atlas til 5, gaaer siden til Mr.
Pallidus eller Vitreus for at forfriske sig
med gammel Viin og Spil, eller har han Gie¬
ster hos sig selv til Kl. 12. - - Deres Pige
Arnille opstaaer Kl. 5 a 6, legger Jld paa,
fejer reent, toer op, og koger Thevand til 9;
laver Middags=Maden, koger, steger, braser til
3; Er Fruen hiemme, laver hun Caffe til 6,
Aftens=Mad til 10, syer for sig selv til 2 om
Natten; Er Fruen ikke hiemme, laver hun sig
selv og andre gode Venner Caffe, tager sig om
Aftenen en Dands eller vel og spiller Kort
med Tieneren Larvus og de andre, hvilke al¬
le har det samme at tage vare, indtil de kand
vente Herskabet hiem. -- Nu! Dette maa vi
nok rose udi Hr. Faustini Huus! Han har 6
Dage at giøre sit Overlæg og sine Regninger
udi, og dog er han saa flittig, at han tager
den Syvende med, for at sørge for sine Arvin¬
ger, og Søndags Morgen er best og meest ro¬
lig hertil; Men, for dog desbedre at kunde i¬
gien glemme og eftergive sine Skyldener, læ¬
ser han Historier og tager Viin til sig! Fruen
vil ikke optage Sted for got Folk i Kirken,
hvor hun veed nok der er trangt om Søndage¬
ne, derfor bliver hun hiemme og vil unde Haar¬
skiæreren Leve=Brød! Hun spiser længe for at


45
fordøye desbedre, og paa det at hun ikke skal
trække sig en Sygdom paa Halsen ved at sidde
for længe stille, tager hun sig en god Motion
ved Besøgelser; da man ikke bør være ørkesløs,
taler hun om alle andre, samt spiller og vil
saa meget gierne uddeele og give til andre!
Dette er jo herlige Dyder! Deres Piger og
Tienere ere kuns nedrige Mennisker, derfor er
det just ikke fornødent, at de skal have for megen
Rolighed, de kunde saa snart faae Podagra; der¬
for bør de hele Dagen arbeyde; det kand være dem
nok, at de om Aftenen, naar Herren og Fruen
forlyster sig, kand og tage Kortet eller Glasset
i Haanden, eller og løbe over Gulvet! Det er de¬
res Deel! -- Ja! J Herrer! Seer vel til
hvad for Exempler J giver eders Tyende, onde
eller gode! Tag eder det rette Regnskab for om
Søndagen, drag i de nyttige Besøgelser, lyster
eder Bøger, da læs i de opbyggelige, forslaae Ti¬
den bedre, gaae i Guds Huus! -- Hr. Fron¬
tin har en god Ven fortalt os om, som kiender
ham, at han staaer brav tidlig op, men formedelst
hans Kones Semeles Nølen i at klæde sig og
Drengens Surdos slette Opvartning kommer ik¬
ke i Kirken førend Præsten læser Texten op; Saa¬
snart samme gaaer af Prædikestolen, maa han hiem
for at beværte de stakkels Folk, der har siddet saa
længe stille og om Vinteren frøset, om Sommeren
svedet, i Kirken. Skulle han ikke komme tidlig
nok hiem, da er hans Karl Capax altid tilstæde
saa længe. Eftermiddagen og hele Aftenen tilset¬
ter han ligesaa for gode Venners Skyld, men hans


46
Karl og Dreng maa alt stille passe paa hiemme.
Dette giør Hr. Frontin som en brav Mand!
Præsten talte om Drukkenskab, sagde han, men
forbød dog ikke at pleye sit Legeme; Alle Ting ere
gode Gaver! - - Ret! Hr. Frontin! Men
pleyer man da ogsaa Legemet med Gadeskarn om
Aftenen? med Slagsmaal eller Bulder? Ryster
det ikke saa, at det snarere synes sygt end sundt?
Hvi bier han efter sin Kone? bør man da allene
høre Prædiken? Skal man ikke ogsaa takke og be¬
de baade for sig og andre? Hvorfor gaaer han saa
tidlig? For Giesternes Skyld! Ey! han burde
lade saadanne Folk fare den Dag; Det er hans
Leve=Brød! Ja! han kunde dog forsørges af de
andre sex Dage; Midlertid lader det ilde at see,
hvorledes Folk farer paa Ryggen af hverandre ud,
men kommer saa tyndt ind; Ja det er uden Tvivl
Forargelse for mange! -- Sr. Sutor med sine
Svenne og Drenge er tidlig paa Færde ved Lys, ar¬
beyder til Klokken 11, spiser, derpaa sover til 4,
giver Legemet Hvile og Forlystelse den hele Aften,
saavelsom om Mandagen og halve Tirsdag, ud¬
sover til Onsdag, arbeyder saa meget raskt til
Søndag igien. Alt dette giør han i en god Me¬
ning; Thi det var jo baade mod hans Families
Ophold og Levebrød, saavelsom mod gode Folkes
Leylighed at bie længere efter Arbeydet, som har
været bestilt for mere end 8 Dage siden og skal just
bruges om Søndagen; Og saasom nu Lemmerne
blir udmattede ved denne store Skynding, er det
ingen Under at de behøver Hvile! Betænk dem
vel! Sr. Sutor, begynd Arbeydet og Ugen om


47
Mandagen, da er Søndagen frie, og er der end¬
da mere Arbeyde; ja saa giem det til Mandagen,
eller og viis det bort ved at sige det ikke kand bli¬
ve færdigt; forlad den slemme Loven, der er næ¬
sten altid sammenbundet med Løgn! J kand da
nok fortiene saa meget om Ugen, at J kand ha¬
ve Søndagen frie; men lad ikke Mandagen gaae
i løbet!
Forleden Hellig=Dag gik Mr. Audio, een
af vore Bekiendte, i en vis Kirke, uden for mød¬
te ham en temmelig anseelig Mand, som sagde vel
høyt til ham: Lad os gaae igien; thi som jeg hø¬
rer af Fattig=Fogden, saa skal en Student præke!
Dem kand vi altid faae at høre! Gaae hiem med
mig og lad os tale lidt sammen! Ney! sagde vor
Ven, jeg er allene kommen for at høre Prædiken!
Nu da, sagde den anden, saa seer jeg her kom¬
mer andre jeg kand advare og tage nogle hiem; gik
derfor til flere. Mr. Audio, som ret gav Agt
paa Prædiken, fandt intet uden Got derudi, og
tænkte ved sig selv, da han var kommet hiem: Skal
da Kiortelen allene afgiøre Sagen og ingen
uden den være værdig at høres? O taabelige
Flok! Denne maa just være en af dem, der uden
Skiønsomhed og Forstand udvælger Prædikantere!
Neste Søndag fik han just samme Mand at see sid¬
dende i en Stoel, hvorhen han da og begav sig,
Sognepræsten prædikede. Er det ikke en ret god
Prædikant, sagde Manden til vor Ven? Vi faaer
aldrig hans Mage! Der blev nylig talt om at vi
skulle mistet hannem, men han drager ikke saa let


48
herfra; thi han veed vi elsker hannem og gider
gierne hørt hans Veltalenhed; Han faaer en god
Ducat af mig til Offer! Har han ikke skiønne Ge¬
bærder? Er han vel bange for at sige Folk Sand¬
heden? Naar jeg har hørt ham, hører jeg ingen
flere den Dag, paa det at jeg ikke skal glemme
hans gode Maneer! - - Og saadant mere. J¬
midlertid maatte Tobakken i hans Daase undgiel¬
de. -- Hvad er det for en Abekat der sidder, sag¬
de han videre, jeg ønskede, at disse bredsnudede
Gesigter vare -- -! Hvad siger J om de krep¬
pede Jomfruer der tvert over? – Da han nu
alt merkede, at Mr. Audio snart intet svarede
ham, vendte han sig til den, der sad paa hans an¬
den Side, hvis Ørne han fyldte med Nyt saa
længe Prædikeren talede; men da samme sluttede,
reyste de sig begge og gik fort, paa det at de kunde
være de første ud af Kirke Døren. Vi har siden
faaet at vide, at samme Mand heder
Sr. Neqvam.


Aften=Samtalerne.
No. 7. og 8.
Onsdagen d. 19 Febr. 1766.
Om Børns Opdragelse.
Skal en Bygning blive ret fast og tilfor¬
ladelig, da bør det Byg=Herren at drage stor
Omsorg for, at Grundvolden dertil blir lagt
med Fliid; Men skiøtter han intet om, hvor¬
dan Huset bliver, ja saa lader han de gode
Arbeidsfolk raade sig selv. Ligesaa er det med
Børns Opdragelse: Vil Forældre retteligen
fyldestgiøre sin Pligt herudi, (som det sømmer
dem, der ere i Guds Stæd!) da stræber de med
al Omhyggelighed for at deres Afkom kand saa¬
ledes opdrages, at samme bliver til den store
Skaberes Ære, (hvilken være lovet i Evighed!)
til Republiqvens Gavn, og Forældrene tillige
med sig selv ey allene til Fornøyelse, men og
til Trøst og Nytte. Slette Forældre derimod
agter intet om Børne=Optugtelsen, men saadan¬
ne lader Børnene leve hen i Uvidenhed om det,
som Got og Ret er, men i god Kundskab om
det, som Ont og Vrangt er. Der gives kuns
faa Exempler paa dem, som legger sig denne
vigtige Pligt paa Hiertet, men desværre! alt
for mange af det sidste Slags. Et stort Exem¬


50
pel og Beviis paa Børns ynkværdige Opdra¬
gelse er at finde udi Mr. Nigers Huus; Han
har ved sin Hustrue Alba avlet tvende Børn,
hvilke, saasnart Fødselen var overstanden, bleve
ligesom om de havde været fremmede, overle¬
veerte til en Amme ved Navn Fornix, som
nyligen havde faaet en Søn i Samqvem med.
den berygtede Hircus, hvilken Søn var død.
Samme Qvinde var meget grovt opfød ikke
langt fra N** af daarlige og uvittige. Bonde¬
Folk; hun havde siden tient for Kielder=Pige
hos en fornemme Mand, hvor hun havde lært
allehaande. Nu hun fik da at raade over dis¬
se 2 Børn; den daglig Stilhed, som hun ik¬
ke var vandt til, samt de kræsne Retter hun
fik, paaførte hende adskillige usunde Vædsker;
Hun var af et ret vredladent og ildesindet Ge¬
myt, saa at hun een Gang havde af Despera¬
tion nær hængt sig selv, fordi en af Pigerne,
der ikke var et Haar bedre, havde forekastet
hende sin Ukyskhed og begangne Tyverie, over
hvilken hun ikke kunde faae hævnet sig. Af
denne saa ildeskikkede Qvinde maatte nu Bør¬
nene ligesom inddrikke alt det Onde, der var i
hende; Nu fik de tynd, nu tyk, nu bedsk, nu
igien sammenløben Melk af hende; De bleve
henkastede, udsultede, ja og tidt af Tørst van¬
smægtede; thi hun manglede samme ikke sielden;
Undertiden laae de saa vaade, som de var dyp¬
pede i Rhin=Strømmen, hvorved de mistede den
tynde Hud, undertiden vare de saa indsnørede,
at de neppe pustede og næsten alt det Blod de


51
havde var sprengt op i Ansigtet; de bleve, i
Stæden for at voxe, snart som da de vare nye¬
fødte, i Stæden for at trives, uden Trivelse;
J Stæden for Smilen var der Graad, i Stæ¬
den for Munterhed Vrede. Alt som de siden
bleve ældre, maatte de og lide adskilligt Ont
af Tieneste=Pigerne, i hvis Sælskab de immer
forblev; de leede ikke allene paa Legemet, men
ogsaa paa den udødelige Siel! Af Uagtsom¬
hed faldt Pige=Barnet een Gang ned over en
Trappe, fordi hendes Lederske Fromille slap
Leede=Baandet, da hun fik see sin gamle Kie¬
reste Hans Mendax komme gaaende; Saa¬
snart Barnet var faldet, løb Pigen efter og ryk¬
te det til sig igien i Armen, saa samme gik af
Leede, hvilket hun ikke torde sige til Madamen,
hvorfor Barnet blev vanført sin Livs=Tiid; li¬
gesom det og maatte bære paa tvende søndersla¬
gne Ribbeen, saa længe hun levede. Dren¬
gen gik det ikke et Haar bedre; thi i sin spæ¬
de Alder havde han nær bleven ligget ihiel af
Ammen, der altid sov steen haardt og for Ma¬
geligheds Skyld havde taget ham op til sig i
Sengen, men ved det han peeb og en Pige af
de andre vognede, blev han frelst den Gang.
De forbleve videre begge udi sin kiere Amme¬
Stue, som de alt havde faaet nogen Smag paa;
thi naar Pigerne havde sine Galumer hos sig,
fik de Tilladelse af samme til at begaae adskil¬
lige Ting, paa det de ikke skulle sige Forældre¬
ne noget. De baade hørte og saae intet uden
det, som var Ont og dem høyst skadeligt; De


52
lærtes til at sværge, bande, tale liderlige Ord
og være uforskammede, bleve i deres Sæder
grove og uskikkede. De kunde ikke finde sig i
at omgaaes eller tale med andre end Pigerne,
hvilke de elskede, i hvor onde og slemme de
end vare mod dem; (eftersom mange tidt blir el¬
skede for ikke at giøre Ont!) Naar disse Piger
skulle klæde dem paa, fik de mangen en Kniben
i Armene og mangt et Slag i Hovedet, fordi
de ikke stode stille nok; hvilket de ikke torde la¬
de sig mærke med for sine Forældre. Da de
bleve noget større, skulle de undervises i deres
Christendom, men, ach! hvor tungt gik det ik¬
ke hos disse, der allerede havde inddrukket saa
mange Galskaber og onde Tilbøyeligheder lige¬
som med Ammens Melk og den øvrige Omgien¬
gelse! Hvad een Dag var lært, blev glemt i¬
gien den anden; thi i Stæden for at lære no¬
get om Aftenen, blev der intet andet bestilt,
end at de taabelige Opvartersker fortalte dem
usammenhængende og urimelige Fabler, grum¬
me Gierninger og fæle Ting; hvorved de ey
allene bleve saa forskrekkede, at de aldrig mere
sin Leve=Tiid tør gaae i Mørke uden Lys, men
endog vaagnede op om Natten med Skrig og
Graad, saasom de havde drømt om et eller an¬
det, der havde vildet skade dennem. Drømme
veedste Pigerne mesterligen at forklare for dem,
saa at de selv siden bleve ret herlige Spaamænd,
der hver Morgen havde noget at fortælle, nu
om Liig, nu om Pest, nu om dyr Tiid, med
videre, de saae alt det andre ikke saae, hørte


53
det andre ey hørte, vare erfarne udi alt Ont,
ukyndige i alt som var Got. De vidste alle¬
rede hvad det var at elske det andet Kiøn, hvor¬
til de havde mange herlige Anledninger; Drue¬
og Brendeviin med Slikkerier smagte dem alt
bedre end den sundeste Føde og Drikke; Tobaks
Lugt var dem kierere end Desmer, og Piger¬
nes hæslige Seng bedre for dem end det blø¬
deste Leye! Hver Gang de nu kom for sin Fa¬
ders Øyne, og begik en og anden Forseelse, strax
bankede han dem ligesom tør Fisk; Fik derimod
Moderen see dette, da kom hun løbende for at
frie de kiere Børn fra denne grumme Fader;
Herover opkom der Uvenskab mellem Forældrene,
saa at Konen omsider maatte bukke under, og
tilsidst af daglig Sorg og Fortræd haste til de
Dødes Rige. Faderen tænkte da, han skulle nu
nok faae sine Børn forandrede, saasom han hav¬
de faaet frie Hænder at raade med; De blev
satte i Skole, (skiønt der blev de ikkuns meer
bestyrkede i det begyndte onde Væsen blant man¬
ge lige opdragne Børn) de fik Underviisning i
flere nyttige Ting; men, saasom Grenen ikke
var bøyet i Begyndelsen, da den var spæd og
tynd, og den onde Vane ikke saa let kunde ud¬
slettes, vankede der Hug og Slag den heele
Dag igiennem; Og var det en stor Lindring for
disse Beængstede, naar de kunde komme til at
løbe hen til een af Pigerne, klage sin Nød, og
blive trøstet dermed at Faderen døde vel engang,
saasom han var en gammel Mand, da kunde
de raade som de ville, der var Midler nok til


54
at forsørge dem uden at de behøvte at lære no¬
get! Ved denne skiønne Trøst blev Anser og
Gallina (dette var de tvende Unges Navne!)
befæstet endnu mere i sin Haardnakkenhed og
onde Gemyt, saa at de endog ønskede hver Dag
sin Faders dødelige Afgang! Men see! Inden
en rum Tiid opkom der en skadelig Jldebrand,
i deres Naboes Gaard, hvilken foruden deres,
ødelagte tillige en god Deel andre Huuse, og
det i en Times Tiid; De maatte for det, der
blev reddet, leye sig en liden Bag=Sahl oppe
i Byen; Der kom Brev til ham om, at hans
Skib, hvilket ikke var affecureret, var siunket
nær ved Porto, saa Folkene kunde ikke faae
reddet mere end sine egne Legemer! Nu! Hvor
skulle den arme Fader hen! da han saae Søn¬
nen, hvilken han meest elskte, ikke ville ved no¬
gen Ting lade sig bevæge og bringe til det Go¬
de, greeb han i fortvivlet Raserie til sin Svøbe,
med hvilken han pidskede Drengen saa længe
om i Kammeret, indtil han af en ulykkelig Hen¬
delse kom til at ramme hans ene Øye! Ach!
Hvad var nu herved at giøre! Øyet hovnede
og tilsidst maatte formedelst usigelig Verk reent
udtages! Dette var en vreed Faders Mærke paa
en ulydig og forstokket Søn. Faderen, som
allerede mærkede, at sit heele Anslag gik over
styr, gaaer nu og gremmer sig over sine ilde¬
opdragne, vanføre og ulykkelige Børn, der,
foruden deres Feil paa Legemet, ey allene ere
indvortes onde, men kand endog baade lyve,
stiele, bedrage, bagtale andre, og flere slemme


55
Laster, hvilke de ved idelig og daglig Øvelse
bliver meere og meere fuldkomne udi. Han gaaer
nu næsten fortvivlet og ønsker sig af Verden
det første skee kand; hvo veed hvad Manden i
Desperation tør gribe til! Vil nu nogen spørge
saa: Hvo er vel Aarsag til alt dette Onde? Da
svarer den, der veed og forstaaer det. En slet
Opdragelse og efterladt Omsorg for sine Børn!
Den samme raader ogsaa andre Forældre at ta¬
ge sig selv heraf et Exempel, at det ikke skal
gaae dennem ligedan, og at ikke deres, nu
smaa Børn skal i sin tiltagende Alder, naar
de faaer Forstand til at see, at de ere bedra¬
gne, bande dem og ønske alt Ont over dem i
Graven, hvor dog enhver gierne vil hvile
i Stilhed og Fred.
Fortsættelse om Æneas.
Første Afdeeling.
Da svarede Venus: Jeg holder mig sande¬
lig ikke værd til saadan Ære; men de Tyriske
Fruentimre (f) pleyer at bære Piile=Kaager og
med røde Halv=Støvler indsnøre deres Lægge
høyt op. Her seer du det Puniske Rige, de
Tyrier og Agenors (g) Bye; men disse ere
(f) Altsaa kaldte hun sig en Tyrisk Jomfrue.
(g) En Phoenicisk gammel Konge. Det Puniske, Tyriske,
Lybiske og Phoeniciske Rige betyder her et og det samme.


56
Grændserne af Lybien; Folket er i Krig uover¬
vindeligt. Dido, som kom fra Tyrus (*)
regierer her, da hun har flygtet for sin kiø¬
delige Broder, Pygmalion. Den Overlast
hende skeede, om den skulle fortælles, ville blive
alt for vidtløftig, jeg vil ikkun røre ved det for¬
nemste af Sagen. Denne (h) havde en Mand
ved Navn Sichæus, til Egte, der var den
rigeste paa Land=Jord i Phoenicien, hvilken
den stakkels Dido inderligen elskede; Hun blev
af sin Fader givet ham i sine Jomfrue=Dage
og giftet med ham paa Lykke og Fromme; men
hendes kiødelige Broder Pygmalion (*) regie¬
rede i Tyrus, hvis Liige aldrig har været i
Grumhed, imellem dem var der da opkommet
Uenighed. Dette ugudelige og af Penge Gier¬
righed forblindede Menniske slog Sichæum
hemmelig ihiel foran (i) Alterne, da han ey
tænkte paa noget saadant, intet agtende den
Kierlighed hans Søster bar for ham, men døl¬
gede denne onde Gierning længe, indbildte hen¬
de paa Skrømt adskillige Ting af Ondskab og
bedrog hende bekymrede og forliebte. Men der
kom hende just en Gestalt for i Søvne af hen¬
(*) En Bye i Phoenicien, der laae i Asien tæt ved
Canaan.
(h) Nemlig Dido. Her anføres Aarsagerne, hvorfor
hun var draget fra Tyrus til Africa.
(*) v. 350.
(i) Han maae have meent lidet med sine Afguders
Dyrkelse; Alt saadant Ont kand Gierrighed forvolde.


57
des ubegravede Mands Legeme, der saae for¬
underlig fæl ud i Ansigtet, samme viiste hen¬
de Alterne, hvor denne grumme Gierning skee¬
de og sit Bryst, som med et Spyd var gien¬
nemstunget, saavelsom ogsaa aabenbarede hen¬
de al den ubekiendte Ugudelighed, der var be¬
dreven i dette Huus. Derpaa raadede han hen¬
de til i en Hast at pakke sig og reyse fra sit
Fædreneland, ja aabenbarede (k) en gammel
Skat i Jorden til at hielpe sig med paa Rei¬
sen, det var en forborgen Hob Guld og Sølv.
Dido blev forskrækket herover, lavede sig til
Flugten og saae sig om Følgeskab: De kom da
sammen, som enten hadede denne grumme Ty¬
ran eller frygtede sig meget for hannem, tog til
de Skibe, som af en Hendelse laae seyle=fær¬
dige og belæssede dennem med Guld, førte alt¬
saa den gierrige Pygmalions Midler (*) bort
med sig over Havet. For dette Foretagende var
en Qvinde (l) Anfører! De kom da ned til de Stæ¬
der, hvor du strax faaer at see de høye Volde
og Carthaginis Slot, som staaer nu i Byg¬
ning, og kiøbte saa meget Land, som de kunde
indelukke med en Oxe=Huud (m), som heraf
(k) Dette er det, som gemeenligen fortælles, at Gien¬
færder taler eller giør.
(*) Saaledes faaer uretfærdigt Gods snart Ende og
paatager sig ligesom Ørne=Vinger.
(l) Som tiener til hendes Berømmelse.
(m) Nemlig ved at skiære Huden i smale Remmer, bin¬
de dem sammen og dermed indslutte en god Deel Jord.


58
blev kaldet Byrsa. Men, da hun (*) spurgte:
Nu! hvo er J vel? eller fra hvad Kandt kom¬
mer J? eller hvor agter J eder hen? Svare¬
de han (*) saaledes, sukkende dybt til hvert et
Ord han talede: O Gudinde! dersom jeg skulle
begynde at fortælle fra Førstningen af og fort¬
sætte Historien, og om du havde Tiid til at
høre heele Aars Krønniker om vore Besværlig¬
heder, da ville det før blive Aften! En Storm
har af en Hendelse drevet os til Lybiens, Ky¬
ster, da vi seilede fra vor gamle Troja, (Om
J nogen Tiid har hørt af Troja at sige!) og
ere omtumlede paa hvert et Hav, der er til.
Jeg er den redelige (n) Æneas, som fører
mine Huus=Guder om Borde med mig, hvilke
jeg har reddet fra Fiendens Haand (*), og jeg er
bekiendt lige ind til Himmelen; Jeg søger at
komme til mit Fædreneland Jtalien, og jeg ned¬
stammer fra den store Jupiter. Jeg gik til
Seils i det Phrygiske Hav med tyve Skibe,
følgende den mig af Guderne bestemte Skiebne,
og Gudinden min Moder var min Ledsagere;
Men nu har jeg neppe syv tilovers, som ere
forstødte af Bølgerne og Stormen; Selv er jeg
(*) Venus. (**) Det er Æneas. Han vil ikke for¬
tælle sine Besværligheder her; thi Virgilius lader
ham fortælle dem for Dido i den anden og tredie
Afdeeling.
(n) Om ellers Selv=Roes ikke stinkede.
(*) Thi de arme Stakler kunde ikke redde sig selv,
skiønt de burde hiulpet andre.


59
ubekiendt, trængende, omvankende i de Lybiske
Ørkener og drevet baade fra Europa og Asia.
Nu kunde ikke Venus længere taale at anhø¬
re hans Klage, faldt ham derfor saaledes ind
midt i hans veemodige Tale: J hvo du end er,
saa lever du ikke, det jeg troer, forhadt af Gu¬
derne, eftersom du er kommen til Carthago.
Faer kuns fort og begiv dig til Dronningens
Slot; thi jeg forkynder dig, at baade ere dine
Folk komne tilbage, og, saasom Norden=Vin¬
den har dreyet sig, ere Skibene komne ind i
Havn og dreven ind paa et sikkert Sted; med
mindre mine Forældre har faret med Tant (**)
og forgieves lært mig Spaadoms=Kunsten (o)!
See tolv lystige Svaner i en Flok, hvilken en
Ørn, der kom fra Himmelen, splittede ad i
klart Veyr; nu synes de i en lang Rad enten
at udsee sig Steder (*), eller meget nøye at be¬
skue de Steder de alt har udseet sig. Ligesom
nu disse, da de ere tilbagekomne, slaaer med
Vingerne saa det hviner i Luften, omringer Him¬
len i Flokke-Tal og synger; Saaledes ere og
dine Skibe med det unge Mandskab enten i en
god Havn eller og løber ind i Havnen med ful¬
de Seyl. Faer kuns fort og gaae did Veyen
fører dig. Hermed holdt hun op, og da hun
vendte sig fra ham, skinnede hun (p) med sin
(**) Hvilket de ikke har, vil hun sige.
(o) Altsaa ville hun spaae ham Lykke til.
(*) v. 400.
(p) Nu aabenbarede hun sig endelig.


60
rosen=farvede Hals; ja hendes salvede Haar gav
en liflig Lugt fra sig; Klæderne hængte ned til
hendes Fodsaaler og af hendes Gang kunde de
see, at hun var en virkelig Gudinde. Saa¬
snart han kiendte at hun var hans Moder, for¬
fulgte han hende med disse Ord, da hun for¬
svandt: Hvi er du dog saa haard og skuffer
mig, din Søn, saa tidt ved falske Forestillel¬
ser? Hvi lader du mig ey tage dig i Haand, og
virkeligen baade høre dig tale og svare dig i¬
gien? Saaledes lastede han hende, og drog
saa lige hen til Byens Volde. Men Gudinden
Venus omringede dem med en tyk Luft, da de
gik frem, og skiulte dem runden om (q) med me¬
gen Taage, paa det at ingen skulle see og tref¬
fe dem, giøre dem Hinder eller spørge dem hvor¬
for de kom. Hun selv foer i Luften til Pa¬
phus (*) og med Glæde besøgte igien sin Boe¬
pæl, hvor hun havde sit Tempel og hvor man
optænder god Røgelse paa hundrede Altere (**),
der giver en yndig Lugt fra sig af nye flettede
Krandse!
Jmidlertid skyndte de (r) sig paa Veyen,
hvor Fodstien gik, og, da de nu vare komne op
paa en Høy, der hang for det meste ud over
Byen og neden til vendte mod det lige over
for liggende Slot; forundrede Æneas sig over
(q) Her var altsaa et Mirakel, naar det skeede.
(*) En Øe.
(**) Det maa nok kaldes en høytidelig Dyrkelse.
(r) Disse vare Æneas og Achates.


61
de store Bygninger der, hvor der tilforn vare
nogle Fisker=Hytter, over Portene, den store
Allarm og de med Steen belagte Veye. De
fyrige Tyrier arbeidede hæftig: nogle førte Mu¬
rene op, arbeidede paa Slottet og fremvæltede
store Stene med Hænderne, nogle udvalgte Plad¬
ser til at bygge Huse paa og indhægnede dem
(s) med Furer. De udvælger Love, Øvrighed
og et ustraffeligt Raad. Her graver nogle Hav¬
ne ud, her legger andre Grundvolde til de høye
Skue=Pladse, og udhugger uhørlige store Pil¬
ler af Klipperne, som skulle blive en stor Ziir
for deres tilkommende Leege (t). Ret ligesom
Bierne arbeider om Vaaren i Soelskin paa de
blomstrende Marker, naar de uddriver nye Sver¬
mer (u), eller setter den flydende Honning til¬
sammen og fylder sine Kuber med denne søde
Saft, eller tager mod deres Drægt, der kom¬
mer tilbage (*), eller og, naar de i en Flok
driver Vand=Bierne (v), som er et unyttigt
(s) Det var brugeligt at lade en Plov oprive Jorden
der hvor Husernes Vægge eller Byernes Volde skul¬
le være.
(r) Hvor de fægtede, brødes, løb til et Maal, &c.
Ellers vises her deres store Flid, som lignes ved
Biernes.
(u) Naar de jager de unge Bier af sine Kuber, hvil¬
ke da opleder sig et andet Stæd.
(*) Det de bær, der kommer igien fra de blomstren¬
de Enge.
(v) Som er Hannerne.


62
Creatur (**), bort fra deres Stade; De ere udi
fuldt Arbeide, og den liflige Honning giver
Lugt af Blomsterne. Da siger Æneas med
Forundring over den høye Stad: O! hvor lyk¬
kelige ere J, hvis Volde nu allerede blive op¬
reiste! Derpaa gaaer han ind blant dem, be¬
dækket med Skyen, (det er underligt at tale om!)
og kommer blant Folket uden at nogen saae
ham. Der var midt i Byen en meget behage¬
lig og skyggefuld Lund, hvorhen de Carthagi¬
nenser allerførst vare hendrevne baade af Storm
og Bølger, og først opgravede Hovedet af en
rask Hest, som var det Tegn (x) Dronning Ju¬
no havde betydet dennem; thi saa skulle Fol¬
ket blive berømmeligt i Krig og læt kunde er¬
nære sig i mange Tider (*). Her bygde Dido
fra Tyrus et stort Tempel til Juno, der var
kostbart af de Gaver, dertil vare givne og af
Gudindens Nærværelse. Trappen og Jnd¬
gangen var af Kobber, Bielkerne beslagne med
Kobber og Dørene med Hængslerne vare alt af
samme Malm. (y) Den usædvanlige Ting der
forekom Æneas først i denne Lund, formind¬
skede hans Frygt (2), her begyndte han først at
(**) Nemlig til at arbeyde; thi ellers er de Fædre.
(x) De pleiede altid at anlegge Byer paa saadanne
Stæder, hvor de fandt noget besynderligt.
(*) v. 450.
(y) Nu giver de sig til nøye at betragte Templen.
(z) Nemlig, som han havde for at omkomme i dette
fremmede Land.


63
have Haab om sin Frelse og fatte bedre Trøst i
sin Modgang. Thi medens han besaae alle Ting
i den store Tempel og ventede efter Dronningen,
medens han forundrede sig over Byens særdeles
Lykke og Mesternes med stor Fliid udarbeidede
Kunst=Stykker satte imod hverandre; Da saae
han alle Trojanske Krige (a) efter deres Orden
og de over den heele Verden kundgiorte Feldtslag;
Atrei Sønner (b), Priamus (c) og Achilles
(d), som var haard mod dem begge (*). Han blev
staaende og med grædende Taare sagde: O! Acha¬
res! hvad Sted og Land paa Jorden er der vel,
som ikke veed at sige om vor Møye? See Pria¬
mus! Her har og dydige Gierninger sin Beløn¬
ning, her græder man og over andres Ulykker, og
Menniskens Besværligheder gaaer ogsaa disse Folk
til Hierte. Frygt ey! dette Rygte skal maaskee
forskaffe dig (*) nogen Frelse! Saa talte han og
fornøyede sit Sind ved den blotte Malning, suk¬
kende dybt og Taarene randt ham i Strømme=viis
ned af Kinderne; Thi han saae, hvorledes Græ¬
kerne, som stridde omkring Troja, paa den ene
Side toge Flugten, der de unge Trojaner for¬
fulgte dem, og paa den anden Side at de Troja¬
(a) Neml. malede eller udskaarne paa Døre og Vægge.
(b) Agamemnon og Menelaus.
(c) Den sidste Trojanske Konge.
(e) En Græsk Helt.
(*) d. e. mod Agam og Priamus.
(*) Han tiltaler sig selv: Du Æneas, vil han sige,
blir maaskee frelst for Rygtets Skyld.


64
ner flygtede, der Achilles med Plumadsen i
Hielmen satte stærkt efter dem i sin Vogn. Og ik¬
ke langt fra blev han grædende vaer Rhæsi (e),
hvide Seildugs Telte, hvilken den grumme Tydei
Søn (f) i et blodigt Nederlag udplyndrede, da de
i Begyndelsen af Natten ved Forræderie vare blev¬
ne røbede, samt bortførte med sig til Leyren de mo¬
dige Heste, førend de havde smagt Høet i Troja
og drukket af Floden (g) Xantus. Paa et an¬
det Sted slæbtes Troilus h) af Hestene, den u¬
lykkelige Prinds, som gav sig paa Flugt, da han
havde mistet sine Vaaben, og bundet an med A¬
chilles, som var ham for stærk; Han hængte bag¬
lænds ned af den tomme Vogn, holdt dog paa,
Tømmerne, men Hovedet og Haaret slæbte langs
af Jorden og Spydet giorde med den anden Ende
Furer i Marken.
Meere følger.
(e) En Konge fra Tracien, som skulle hiulpet Tro¬
janerne.
(f) Diomedes,
(g) Thi under dette Vilkaar havde Oraklet lovet de
skulle hiulpet Byen; hvilket altsaa ikke skeede.
(h) Priami Søn.


Aften=Samtalerne.
No. 9. og 10.
Onsdagen d. 5 Martii. 1766.
Fortsættelse om Æneas.
Første Afdeeling:
Jmidlertid gik de Trojanske Fruentimre til
den ugunstige Palladis Tempel (i) med udsla¬
get Haar, bare med væmodig Bøn hendes hel¬
lige Klædebaand og slog sig for deres Bryst;
Men Gudinden vendte sig fra dem og saae stivt
ned paa Jorden (k). Han saae hvorledes A¬
chilles havde ladet Hector (l) tre Gange slæ¬
be omkring Trojæ Mure og solgt hans, døde
Legeme for Penge (m). Men da sukkede han
af sit inderste Hierte, saasnart han saae sin Vens
afdragne Vaaben, Vogn og Legeme, og Pria¬
mus uden Vaaben med udstrakte Hænder. Han
blev ogsaa vaer, at han selv (n) stod blant de
(i) Som var den Tiid i Troja; men kunde og vilde
ikke hielpe.
(K) Dette skal da Billedet have giort.
(l) Priami Søn.
(m) Nemlig til sin Fader.
(n) Æneas saae sig selv blant dem, som en tapper
Helt, hvilke sine Mandoms Gierninger han fortæl¬
ler i den anden Afdeling.


60
Grækers Fyrster; Han saae Tropperne fra Ø¬
sterland og Morlænderens Memnons Vaaben;
hvorledes den rasende Pentesileia (o) førte de
Amazoners Tropper an med sine smaa Skjol¬
de, der lignede en halv Maane, og blant man¬
ge tusinde vare ivrig i at stride; Hun havde som
en Heltinde knyttet et Guld=Bælte under sit blot¬
te Bryst, og, endskiønt hun var et Fruentim¬
mer, torde dog binde an med Mændene.
(p) Jmedens disse underlige Ting ble¬
ve beskuede af denne Trojanske Æneas, ime¬
dens han faldt i Forundring, stod stille og stir¬
rede paa dette allene, (*) da kom den deylige
Dido til Templen, med et stort Følge af un¬
ge Personer; Saadan, som naar Diana (q)
anfører og mynstrer sit Chor (r) ved Eurotæ
(s) Aabredde eller paa Toppen af Cynthus (t),
havende med sig mange Bierg=Nympher, der
vrimler rundt omkring hende; hun bærer Pile¬
Kaageret paa sine Skuldre og i sin Gang er
langt herligere end alle Nympher; Latona (u)
(o) En Dronning blant Amazonerne, hvilke vare strid¬
bare Qvinder, der afskare sig det ene Bryst og myr¬
dede de fleste Drengebørn; disse ville med Kong A¬
gamemnon hiulpet Troja.
(p) Nu kom da endelig Dido. (*) v. 500.
(q) Gudinden for Jagten; ved hende lignes Dido.
(r) Eller holder Høytiid.
(s) Flod udi Laconien.
(t) Et Bierg paa Øen Delus.
(u) Hendes Moder.


67
glæder sig hemmelig derover. Saadan var Di¬
do, saaledes gik hun frem med Mildhed midt
iblant dem og skyndede paa Arbeidet til sit til¬
kommende Rige. Derpaa satte hun sig høyt op
og styttede sig paa sin Kongelige Throne ved
Jndgangen af Gudindens Tempel midt under
Hvelvingen, med bevæbnede Soldatere; Hun gav
Folket Lov og Ret, og uddeelte til enhver efter
Billighed ligemeget at bestille ved Gierningen,
eller kastede Lod derom (v). Jmidlertiid mær¬
kede Æneas, at Anthevs og Sergestus, den
tappre Cloanthus med andre Trojaner (x),
som den slemme Hvirvel=Vind havde drevet fra
hverandre paa Havet og ført hen til gandske
andre Kyster, kom gaaendes til Templen med
en stor Skare efter sig. Baade han selv og
Achates bleve forskrekkede; de længtes vel høi¬
lig efter baade af Glæde (y) og Frygt (2) at
tage dem i Haand, men denne usædvanlige Ting
forstyrrede dem. De lode da, som de ey vare
der, og, iførte med den mørke Skye, hørte ef¬
ter hvad Skiebne disse Mænd havde, ved hvad
Strand de vare gangne fra deres Skibe og
hvorfore de kom hid; Thi der kom udvalgte
Mænd af alle Skibene for at begiere Naade
og søgte hen til Templen med stort Raab. Da
(v) Om det, som var ulige, saa viis og billig var hun.
(*) Nu bleve hans Staldbrødre fangne bragte til
Dronningen.
(y) Over at see dem.
(z) For den store Sammenløb.


68
de nu vare indkomne og havde faaet Tilladelse
at tale mundtlig med Dronningen, begyndte den
store Jlioneus med Sagtmodighed saaledes at
tale: O Dronning! som Jupiter har forundt
at bygge denne nye Stad og at herske over dis¬
se modige Folk med Retfærdighed! Vi elendige
Trojaner, som ved Uveyr ere omdrevne paa al¬
le Have, bede dig: Forbyd at opbrænde vore
Skibe saa skammelig (a), skaan dog en redelig
Nation og overvey vore Omstændigheder bedre.
Hverken ere vi komne for at ødelegge din Bye
i Lybien ved Sverdet, ey heller for at røve
og bortføre Bytte med os om Borde; Vi ha¬
ver ikke saa store Kræfter, ey heller ere vi over¬
vundne saa modige. Men der er et (b) gam¬
melt Land, som er mægtigt i Krig og meget
frugtbart, hvilket de Græker kaldte Hesperien
(c), de Oenotrier (d) har beboet det; nu for¬
tælles, at deres Efterkommere har kaldet det
Jtalien og Folket Jtalienner efter deres Fyr¬
stes Navn. Til dette Land ville vi da reyse;
der opkom da strax Syvstiernen, hvilken med¬
fører Storm og Regn, som førte os paa skiul¬
te Vad=Stæder og ved de meget hæftige Syd¬
Vest=Vinde splittede os ad blant Bølgerne og
(a) Dette ville Carthaginenserne giøre af Frygt for,
at de vare Fiender.
(b) Nu fortæller han, hvorhen de vilde fare &c.
(e) Saa kaldtes Jtalien af Hesperus eller og af Af¬
ten=Stiernen.
(d) Saa kaldtes Jndbyggerne af Kong Denotro.


69
skarpe Skiær, da den vilde Søe fik Overhaand.
Faa af os ere seylede hid til eders Kyster!
Men hvad er dette for Folk (*)? Eller
hvad er der for en grum Sædvane i dette Land?
Vi maa ikke stige op paa Strandbredden, de
vil slaa os og forbyder os at sætte Foden yderst
paa deres Land. Foragter J end Menniskene
og deres Magt, saa tænker dog, at Guderne
nok erindrer hvad Ret og Uret er! Vi har en
Konge ved Navn Æneas, hvis Liige er ikke
til hverken i Retfærdighed og Redelighed, ey
heller i Tapperhed; Har Skiebnen beskiermet
denne Mand, er han endnu i Live (*) og ey
omkommet, da har vi ey nødig at frygte, og da
skal det ey heller fortryde dig, at du har først
forekommet ham i Tienstagtighed! Der ere og¬
saa desforuden Byer paa Sicilien (e), tap¬
pre Folk og den berømmelige Acestes af Tro¬
jansk Herkomst. Tillad, at vi maa lægge Ski¬
bene i Havn, der af Stormen ere sønderslagne,
hugge Træer i Skovene og giøre os Aarer.
Dersom da Skiebnen tillader os at reyse til
Jtalien, naar vi har faaet vore Staldbrødre
og Konge igien, saa at vi med Glæde maa kom¬
me til Jtalien og Latien (f); Men, der¬
som det er ude med al vor Velfærd og du kiæ¬
(*) Her er Resten af Jlionei Tale.
(*) v. 550.
(e) En Øe ved Jtalien.
(*) Nemlig: Saa skal vi nok lønne dig; eller: Saa
skal det ingen Fare have. Han taler i Forvirrelse.


70
re Trojaner Æneas er druknet i det Lybiske
Hav, saa der er ikke mere Haab tilbage om at
faae Julus (g) igien; da lad os dog i det
mindste drage til Sicilien og de Byer der ere
bygte, hvorfra vi ere hidkomne, og til Kong
Acestes. Saaledes talede Jlioneus, og i
samme Tone snakkede og støyede de andre Tro¬
janer tilsammen. (h) Derpaa slog Dido sine
Øyne til Jorden og svarede korteligen: J gode
Trojaner, lader al Frygt fare og slaaer Sor¬
gen bort; min vanskelige Tilstand og nye Re¬
giering nøder mig til at foretage slige Ting og
overalt besætte mit Riges Grændser med Vagt.
Hvo veed ikke af Æneæ Slægt, de Trojaners
Stad, deres berømmelige Gierninger, de tap¬
pre Helte og den meget hæftige Krig at sige?
Vi Carthaginenser ere ikke saa dumme Folk,
ey heller gaaer Solen (i) saa langt borte fra
os! Enten J ønsker eder til den store Hespe¬
rien og Jtalien, eller til Siciliens Grændser,
og Kong Acestes, da vil jeg hielpe eder, lade
eder fare med Sikkerhed og forsyne eder med
hvad J behøver. Vil J derimod tilligemed mig
sætte eders Boepæl i dette Rige, da skal den¬
ne Bye, jeg bygger, være eders: Lægger da e¬
(g) Æneæ Søn.
(h) Her svarer Dido med Mildhed: Artigt nok er
det, at hun forstaaer dem og de hende uden nogen
Tolk.
(i) Thi de mente, at hvert Folk var begavet med
Forstand, alt efter som Solen gik dem nær eller ey,


71
ders Skibe op; Jeg vil ingen Forskiæl giøre
paa en Tyrier og Trojaner (k)! Og gid Kong
Æneas selv var nærværende, som blev fordre¬
ven ved samme Storm! Jeg vil udsende visse
Bud ved Strandbreddene og lade dem nøye ef¬
tersøge ham paa de yderste Kanter af Lybien,
om han er opkommen paa Landet og farer vild
i nogen Skov eller Bye! -- Baade den tap¬
pre Achares og Fader Æneas bleve opmunt¬
rede ved disse Ord, og ønskede allerede for læn¬
ge siden at bryde ud af Skyen; Achares til¬
talede Æneas først saaledes: Du Veneris Søn!
hvad Tanker satter du nu i dit Sind? Du seer
alle Ting i Sikkerhed, og at du har faaet di¬
ne Skibe med Folkene igien: Een ikkun (l) er
borte, hvilken vi selv saae at drukne midt i Ha¬
vet; det øvrige svarer til din Moders Ord! Han
havde neppe talt disse Ord, førend Skyen, der
omgav dem, i en Hast skiltes ad og blev til
klar Luft. Æneas stod tilbage og gav en Glands
fra sig ved den klare Dag, saae ud som en Gud
baade i Anseelse og Skabning; thi hans Mo¬
der havde givet ham et deyligt Haar og smuk
Ungdoms Udseende, tillige med deylige muntre
Øyne; Han havde saadan Glands, som man
setter paa Elphenbeen, eller som naar man ind¬
lægger Sølv eller Parisk Marmor (*) i Guld.
(k) Dette var et Kunstgreb af hende, paa det at hun
kunde forstærke sig ved Venskab.
(l) Nemlig Orontes, som i dette Veyr forgik, og
siden mødte Æneas i de Dødes Rige.
(*) Fra Øen Parus. Han skal da have seet ret smuk ud.


72
Derpaa talede han saaledes til Dronningen og
i en Hast, før nogen tænkte derpaa, sagde:
Jeg Æneas fra Troja, som J spørger efter,
er her tilstæde i (**), udfriet fra de Lybiske Bøl¬
ger! O! du! (m) som ene bær Medynk over
Trojæ Gienvordigheder, der tager os ind i din
Bye og dine Boliger, os, som ere overblevne
fra de Græker, har udstaaet alle Slags u¬
lykkelige Hendelser baade til Lands og Vands,
og ere fattige paa alle Ting! Hverken vi en
heller alle de Trojaner, der ere adspredde o¬
ver den heele Verden, formaaer at takke dig,
Dido, som tilbørligt er! Guderne belønne dig
efter Fortieneste, om der er nogle Guder til,
som seer til de Fromme, om der er nogen Ret¬
færdighed og Oprigtighed til (n)! Hvad for
lykkelige Tider er du fød udi? Hvad for saa
store Forældre har avlet saadant et Fruentim¬
mer? Saalænge Floderne løber til Havet, Bier¬
gene kaster Skygge i Dalerne og der ere Stier¬
ner paa Himmelen (o), skal altid din Ære, Navn
og Roes blive ved, hvorsomhelst jeg henkommer
i Verden! Da han saa havde talet, gav han sin
Ven Jlioneus den høyre og Serestus den
venstre Haand, derefter de andre, den tappre
Gyas og Cloanthus. Først blev Dido fra
(**) v. 600
(m) Dronning Dido.
(n) d. e. Saa vist som de ere til.
(o) Eller: Saalænge denne Verden staaer! Er ellers
smukke Talemaader.


73
Sidon bestyrtset ved det at hun saae ham,
dernæst ved hans saa store Ulykke, og talte saa¬
ledes: Du Gudinde Søn! hvad for en Skieb¬
ne lader dig udstaae saa mange Farer? Hvad
Magt har drevet dig til disse grumme Kyster?
Er du den Æneas, som den mægtige Venus
fødde Trojaneren Anchises (p) ved Floden
Simois? Jeg erindrer vel, at Teucer (q) kom
til Sidon, da han var forviist (r) sit Fædre¬
neland, og ved Beli Hielp søgte om et nyt Ri¬
ge; Da udplyndrede min Fader Belus den frugt¬
bare Øe Cypern og underlagde sig den som en
Seyerherre; Lige fra den Tiid har jeg vidst af
Trojæ Ødeleggelse, dit Navn og de Grækers
Konger at sige; Denne Teucer roste meget
Trojanerne, skiønt han var deres Fiende, og
foregav han var avlet af en gammel Trojansk
Stamme. Vel an da, J unge Mænd! gaaer
ind i vore Huuse! Det har og behaget samme
Skiebne, at jeg efter adskillige udstandne Be¬
sværligheder skulle omsider sætte mig ned i det¬
te Land. Saasom jeg selv har prøvet hvad Ont
er, veed jeg at komme de Elendige til Hielp (s)!
Da hun dette talede, førte hun i det samme
(p) Af hvilken Venus sagdes at have været svanger.
(q) Jkke Scamanders Søn, som var Trojanernes
Stamfader, men Telamons fra Øen Salamine, der
kom hiem efter Trojæ Ødeleggelse.
(r) Fordi han ey havde sin Broder Ajax med sig, der
myrdede sig selv.
(s) Dette burde være sandt om alle.


74
Æneas (t) op paa Slottet, og tillige anordne¬
de Offringer i Templen til Gudernes Ære.
Midlertiid sendte hun og ned til deres Stald¬
brødre paa Søe=Kysterne tyve Øxne og hund¬
rede store Sviin, hundrede fede Lam med deres
Mødre Faarene, andre Foræringer og Viin.
Men det smukkeste Værelse paa Slottet blev be¬
prydet med Kongelig Pragt og et Giestebud til¬
lavet midt inde i Gemakkerne: Bænke=Dynerne
(u) vare kunstig udvirkede med prægtigt Pur¬
pur, paa Bordene stode mange Sølv=Kar og
paa Guld=Pokalerne vare udgravede hendes For¬
fædres berømmelige Gierninger, en heel Rad
af deres Bedrifter, der gik fra denne gamle Fa¬
milies Begyndelse igiennem saa mange Mænd.
Saasom Æneæ Faderlige Kierlighed tillod ham
ey at slaae sit Sind til Rolighed, sendte han
den hurtige Achates for i Veyen ned til Ski¬
bene, at han skulle fortælle Ascanius det og
føre ham op til Byen (*); denne kiere Faders
eneste Omsorg var for Ascanius. Desuden
befoel han ham ogsaa at medbringe de Forærin¬
ger (v), som vare ud=revne fra Trojæ Under¬
gang; nemlig en Kaabe, der var gandske stiv
af Figurer i Guld udarbeidede, og en Klæd¬
ning, hvilken rundt om var guul=borderet lige¬
som med den Urt Biørne=Kloe, som havde væ¬
(t) Nu fik de Glæde for Bedrøvelsen.
(u) Thi de laae til Bords.
(*) v. 650.
(v) Nemlig, som han ville forære til Dido.


75
ret den Græske Helenes (x) Prydelse, hvilken
hun havde ført med sig fra Mycenæ (y), da
hun drog til Troja og det utilladelige Egteskab;
hvilken Klædning var en kostbar Foræring af
hendes Moder Leda (z); Derforuden et Scep¬
ter, som Jlione, den ældste af Priami Døt¬
tre, fordum Tiid havde baaret, samt et Perle¬
Baand med en dobbelt Krone af Guld og E¬
delsteene, Achates hastede efter dette og løb
lige ned til Skibene.
Men Venus (a) overlagde hos sig selv
nye Kunster og Anslag, hvorledes Cupido (b)
med forandret Ansigt og Mine kunde komme i
Stæden for den elskelige Ascanius, optænde
Kierlighed i Dronningen, der var indtagen i
disse Foræringer, og indgyde Elskov udi hvert et
Ledemod paa hende; thi hun var bange for det¬
te uvisse Folk og de tvetungede Tyrier, den
grumme Juno giorde hende bekymret, og den¬
ne Sorg forekom hende altid om Natten (*).
Derfore tiltalede hun den hurtige Cupido saaledes:
(x) Menelai Hustne, hvilken Paris havde bortsnap¬
pet, og hvorfor Troja blev ødelagt.
(y) En Bye i Grækenland.
(z) Som var Tyndari Hustrue.
(a) Hun kommer nu med en Qvinde=List.
(b) Hendes Søn, Afgud for Kierlighed.
(*) Altsaa har og deres kiere Guder haft Omvexling
paa Dag og Nat, paa Sorg og Glæde.


76
Min Søn (*)! du, som allene er all min
Kraft og største Magt! Min Søn! du, som
agter intet om (e) Jupiters Lynild, med hvil¬
ken han dræbte Typhon (d)! Jeg tager min
Tilflugt til dig, ydmygelig begierende din Hielp!
Du veed, hvorledes din Broder Æneas dri¬
ves om paa Havet fra en Havbred til en an¬
den, formedelst den umilde Junonis Had, og
du har ofte sørget, naar jeg har været bedrø¬
vet derover. Han er nu i Herberge hos Di¬
do fra Phoenicien, som opholder ham med
sine smigrende Ord. Jeg frygter for hvad Ud¬
fald der vil blive med dette Herberge, hvor Ju¬
no dyrkes, som vil vel ikke lade denne gode Ley¬
lighed fare; Derfore tænker jeg paa at forud
indtage Dronningen ved List og giøre hende for¬
liebt, saa at hun ey skal være nogen Guddom
til Villie; men tillige med mig elske Æneas.
Hør nu min Tanke, paa hvad Maade du helst
kand giøre det: Den unge Prints, som jeg bær
største Omsorg for, laver sig til at gaae til Car¬
thago, fordi hans kiere Fader har sendt Bud
efter ham, og medbringer Foræringer, der ere o¬
verblevne fra Havet og Trojæ Jldebrand; ham
vil jeg dysse i Søvn og skiule enten paa det
høye Bierg Cythera eller Jdalus (**) paa et
(*) Saa taler Venus til Cupido.
(c) Thi rasende Forliebte skyer ingen Jld.
(d) En gruelig stor Kiempe, der skal have forfulgt
Jupiter og villet ødelegge ham.
(**) Et Bierg paa Cypern.


77
til mig helliget Stæd, saa han ey paa nogen
Maade skal forstaae vore Kunstgreb eller kom¬
me over os. Jfør dig kuns hans Gestalt med
List een eneste Nat, og paatag Printsens bekiend¬
te Skikkelse, saa at, naar Dido med Glæde
vil tage dig paa Skiødet, medens de spiser og
drikker paa Kongelig=viis, samt omfavne og kys¬
se dig, du da kand saa hemmelig indgyde Kier¬
ligheds Jld (e) i hende og bedrage hende med
Elskov!
Cupido adlydede sin kiere Moders Be¬
faling, aflagde sine Vinger og gik med Glæ¬
de frem ligesom Julus selv. Men Venus ind¬
gav en rolig Hvile i alle Ascanii Ledemode, og
Gudinden bragte ham i sit Skiød til de høye
Lunde paa Bierget Jda, hvor han laae paa
den vellugtende Urt Meyran, som behagelig o¬
verskyggede hannem med sine Blomster og yn¬
dige Lugt. Jmidlertiid gik Cupido efter hen¬
des Ord (*) og fremførte med sig de Kongelige
Foræringer til Carthago, glad over Achates
Ledsagelse. Da han ankom, havde alt Dron¬
ningen sat sig midt for Bord=Enden paa sin
forgyldte Throne, som var prydet med kostelige
Tapeter; Hans Fader Æneas og de Trojan¬
ske unge Mænd vare alt samlede og sadde paa
(e) Her viser hun mere List end Magt; thi Cupido
sagdes ellers at skyde med Piilene langt fra, uden
at sees.
(*) v. 700.


78
Bænke med Purpur=Hynder paa. Tienerne
frembar Vand for at tvette Hænderne udi, tog
Brød af Brødkurverne og frembragte Haand¬
Duge med overskaaret Luu paa (f); Der var
tilstæde 50 Piger, som drog Omsorg for at sæt¬
te Maden i en lang Rad og optænde Røg=Of¬
fer for Huus Guderne; 100 andre Piger og
lige saa mange Tienere lige gamle vare og til¬
stæde, hvilke skulle bære Maden ind paa Bor¬
det og fremsætte Bægerne. De Tyrier sam¬
lede sig i stor Mængde til dette Glædskabs¬
Huus og bleve indbudne at tage Plads paa de
med Bordyring beprydede Bænke. De forun¬
drede sig over Æneæ Foræringer, Julus Gu¬
dens (8) deylige Ansigt og forestilte Tale, o¬
ver Kaaben og Klædningen, der var bordyret
ligesom med Biørne=Kloe; Den ulykkelige Di¬
do fra Phoenicien i Besynderlighed, der var
ret beskikket til den forestaaende Ulykke (*), kun¬
de ikke noksom fornøye sit Sind, brændte af
Kierlighed ved at see paa ham, og var indta¬
gen baade af Drengen og Gaverne. Han, saa
snart han havde omfavnet Æneas, hængt ham
om Halsen og fornøyet sin forestilte Faders sto¬
re Kierlighed, forføyede sig hen til Dronnin¬
gen; Baade hendes Øyne og Hierte var alde¬
les henvendte til ham; Dido tog ham underti¬
(f) Altsaa har de været af uldet Tøy.
(g) Cupidinis.
(*) Nemlig til at fatte Kierlighed til Æneas, som
blev siden Aarsag til, at hun dræbte sig selv.


79
den op paa Skiødet, og var uvidende om, hvor
stor en Gud der sad paa hende ulykkelige Stak¬
kel! Men han tænkte paa sin Moder Venus,
begyndte lidt efter lidt at føre Sichæus af hen¬
des Tanker (h) og med nye Kierlighed forsøgte
paa at forekomme hendes kolde Sind og fra
Elskov afvandte Hierte.
Saasnart de havde afspiist og Bordene
vare tagne af Veyen, fremsatte de store Drik¬
ke=Skaaler og skienkte dem fulde med Viin;
Der blev da en stor Allarm i Huset og Støyen
i de store Gemakker; der hængte store antændte
Lyse=Kroner under de forgyldte Lofte og Blusse¬
ne fordrev Nattens Mørke. Da begiærte Dron¬
ningen det store Guld=Bægere, der var med
Edelsteene besat, som Belus (i) og alle hans
Eftermænd pleyede at bruge, og skienkede sam¬
me fuldt med Viin; Da der nu var blevet stil¬
le i Huset, sagde hun: O! store Jupiter!
som man siger at give Giæste=Ret, lad denne
Dag være en Glæde=Dag baade for Tyrier og
Trojaner, ja gid den maa erindres af vore
Efterkommere! Vær du nærværende, O! Bac¬
chus (k)! som bringer Glæde med dig! og du
naadige Juno! Men J Tyrier, bievaaner
(h) Han erindrede sit Forsæt, og giorde at Dido glem¬
te sin forrige Mand.
(i) Den første Assyriske Monarch, af hvilken hendes
Fader nedstammede.
(k) Her giør hun da en Bøn, førend de drikker, og
glemmer ikke her Guden for Vin.


80
Sælskabet med et fornøyet Sind! Da hun hav¬
de sagt dette, udgydede hun Skummet af Vinen
paa Bordet til Drik=Offer (l); da dette var skeet,
søbede hun først lidet deraf og leveerte det saa til
Bitias (m), bedende ham at skynde sig; Han ud¬
drak hastig dette Bægere og tømmede det til Bun¬
den, derefter drak de andre Fyrster.
Og Jøppas (n) med sit lange Haar spillede paa
en forgyldt Harpe alt hvad den store Atlas (o) hav¬
de lært hannem: Han sang om Maanens og Solens
adskillige Gang, om hvoraf Mennisker og Fæe, Støv¬
Regn og Jld ere komne, om Nord= og Syvstiernen,
der medfører gierne Regn, om begge Karls=Vognerne
(*), hvorfor Solen er kuns saa kort oppe om Vinte¬
ren og hvi Natten da er saa lang (**) . Derfor klap¬
pede de Tyrier ideligen med Hænderne og Trojaner¬
ne (p) ligesaa; Ja! den ulykkelige Dido drev Natten
bort med adskillige Taler og inddrak en langvarig Kier¬
lighed, spørgende meget om Priamus og meget om
Hector, nu spurgte hun, med hvad Vaaben Morlæn¬
deren Memnon var kommen til dem, nu hvordanne
Diomedis Heste vare, nu hvor stor Achilles var;
Ja vel an da, Du min Geist! sagde hun: Fortæl
os fra Begyndelsen af de Grækers Lurerier, dine Lands¬
mænds Undergang og dine egne adskillige Reyser; thi
nu er det allerede paa det syvende Aar du har omflak¬
ket den heele Verden baade til Lands og Vands!(q).
Første Afdeelings Ende.
(l) Efter Sædvane til Afguderne.
(m) Formodentlig Afgudernes fornemste Præst.
(n) En Konge i Africa.
(o) En Konge for ham, der formedelst sin Stiernekiger¬
Kunst sagdes at være bleven til et Bierg.
(*) Nogle Stierner. Han sang og spillede om alt, saa¬
vidt han vidste. (**) v. 750.
(p) Fordi de syntes vel om Sangen.
(q) Denne hendes Begiæring fuldfører han i den følgen¬
de anden og tredie Hoved=Afdeeling.


Aften=Samtalerne.
No. 11. og 12.
Onsdagen d. 19 Martii 1766.
Om Gavmildhed.
Dette er en meget ædel Dyd, som er beha¬
gelig baade for Gud og Menniskene; for ham,
som er den største Velgiørere og har befalet den,
og for disse, som ophielpes eller opmuntres ved
samme. Som der ere altid de, der behøve vor
Gavmildhed, saa bør vi ey heller blive trætte
derved og mere langsomme; thi en aftvungen
Gave er i sig selv ingen Gave; men en rede¬
bon Givere kand ansees for en, der giver dob¬
belt. Dog maa man herudi baade see paa Næ¬
sten og paa sig selv: Mange er ved Ødselhed,
Ladhed, ond Vane eller andre Laster bragte til
Armod, andre ere forarmede ved een og anden
Modgang eller Legemets Uformuenhed til at for¬
tiene det daglige Brød; Alle disses Tilstand
maa da komme udi Betragtning. Nogle giver
rundeligen af sin Overflødighed, men agter ikke
til hvem og hvorledes; andre giver over sin og
sines Formue af Lyst til at hielpe Næsten i hans
Nød, skiønt hver dog er sig selv nærmest; an¬
dre giver for at kunde midt i sin Gierighed bli¬
ve anseede af andre for det som er tvert der
imod; andre uddeeler endog det, der ikke er de¬


82
res eget, og som de burde afbetale sin Gield
med; hvilket er ikke vel overlagt; thi Eyerman¬
den allene kand give sin Ting bort, en anden
stieler. J Gavmildhed og Paaholdenhed kand
man da saa læt gribe Skyggen for Legemet, an¬
see ildegiort for velgiort. Vi holder for, at de
herudi maa prises lykkeligste, der har bekommet
saa meget af de gode Ting i Verden, at de
kand, uden selv at lide Mangel, altid have at
uddeele til Umyndiges og Huus=armes Hielp og
Understyttelse; det vil blive dem en herlig Roes
i deres Grav, ja Livs Forlængelse paa denne
Jord; Vi kiender dem, der ved Gavers Udde¬
lelse finder saadan en hiertelig Fornøyelse, at
Blodet derved bliver ligesom paa nye varmt i
dem, hvorved de atter faae nye Kræfter og de¬
res Dage forlænges. Man fortæller om Herr
Gajus, (Som vel var bekiendt for en Fatti¬
ges Velgiørere; men ingen vidste, hvorledes han
bar sig ad derudi, saasom man aldrig hørte no¬
gen Selv=Roes eller saae hans Almisse=Lemmer
offentlig at annamme Gaverne af ham.) at der
efter hans Død i en høy Alderdom fandtes en
Obligation, hvorved han havde forskrevet sig til
Aarlig at give til Huusarme Folk den fierde Deel
af sine Jndkomster, hvilket han og efter Under¬
skrivningens Tiid havde redelig holdet, saasom
han Maanedtlig lod saadanne, hvis slette Til¬
stand han havde ladet sig underrette om ved een
og anden god Ven, komme til sig som i et an¬
det Ærinde og uddeelte til dem efter hvers Trang
og Ligning mod de andre; Artigt nok var det,


83
at kuns faa af disse vidste hvilke de andre vare
eller om de vare flere, som saaledes fik Almisse;
thi de kom hver for sig. Efter hans salige Hen¬
fart fandt man ovenmeldte Obligation, hvilken
han havde heel og holden efterladt, om der no¬
gensinde kunde opvækkes een hans Efterfølgere
udi Godgiørenhed; dog havde han ikke villet
anføre deres Navne, som fik Gaverne, for ey
at giøre dem skamfulde. Der laae ogsaa efter ham
et Testamente, hvorved han hengav sin halve
Eyendom til Fattiges Tieneste og Nytte, hvor¬
af en tredie Deel skulle udbetales til Huus¬
Arme og de to tredie Deele lignes mellem nog¬
le Hospitaler. Den anden halve Deel af sine
Midler overgav han de beslægtede Arvinger til
Eyendom, med Forsikring, at de intet tabte,
endskiønt han havde testamenteret det benævnte
bort, eftersom hver en Skilling af hans efter¬
ladende Formue var i Sandhed hans egen og
ikke paa nogen uretfærdig Maade erhvervet.
Alting blev paa det nøyeste efterlevet, og han
hviler nu i Fred, hans Minde bliver bestandigt,
hans velbetænkte Gavmildhed og Redebonhed
er som en vellugtende og behagelig Røgelse for
den sildere Slægt.
Om den indbildte Lyksalighed.
Den alting gaaer got for i Verden og som
har Forraad paa hvad man vil opnævne, falder
tit paa de Tanker, at han nu er det allerlyksa¬


84
ligste Menniske, hvilken intet Ont kand nogen¬
sinde møde, og som ey behøver at tænke paa
andet end at fornøye sig med det nærværende Go¬
de, Enden vil vel svare til Begyndelsen;
thi han veed intet, der kand forhindre hans
Velgaaende. Saa daarlig forlader mange sig
paa sin Rigdom, denne Jordens bedragelige Af¬
fødning, ey betænkende, samme kand læt for¬
svinde, da denne Verden ey mangler ulykkelige
Hændelser nok, der paa een Time kand ødeleg¬
ge og adsprede, som Dug for Solen og Avner
for Vinden, hvad Millioner Dage har erhver¬
vet og sammensamlet.
Hvor snart kand ikke et deyligt grønt Træe,
der i mange Aar har prydet en vel anlagt Ha¬
ve, baaret sin Frugt i Overflødighed, og end¬
nu har sin beste Vædske og Styrke; hvor snart,
siger vi, kand ikke samme Træe ved et Torden¬
Skud splittes fra oven til neden, hvor hastig
ikke dets beste Grene afbrækkes ved Tyve, dets
Frugt affalde ved Storm, og Bullen selv af¬
brænde, naar Jlds Vaade paakommer? Al vor
Herlighed lignes ved et Blomster, hvilket, om
det end paa det deyligste forlyster baade Synet
og Lugten, kand dog saa snart af en stærk Vind
nedkastes, af et Dyr nedtrædes, ja ved Solens
Heede fortørres! Det grønne Græs kand aldrig
saa stivt opreise sig og ligesom peege til Him¬
melen, hvorfra det har sin Saft og Vædske,
at det jo naar Leen nærmer sig, inden et Øye¬
blik maa bukke, falde, forviisne!


85
Dette paa agtede ikke den fordum overmaa¬
de riige Konge, Croesus i Lydien, om hvil¬
ken Skribenterne fortæller, hvad Udgang hans
Herlighed fik, og hvorledes denne Rose saa ha¬
stig fortørredes, ja var nær ved at gaae op i
Røg og Aske formedelst Jlden. Samme Kon¬
ge, saasom han i sin beste og deyligste Alder
havde undertvunget mange Lande og Riger ved
at paaføre dem Krigen, den Menneske=Pest og
Ødeleggere, blev tilsidst hovmodig af alt sit Gode
og Herlighed, som det saa tidt pleyer skee, at
Lykkens Vind for en Tiid kand blæse i Seyle¬
ne; men spiiles de alt for stærkt og ikke hales
ind i Tide, kand Skibet snart brydes og knuses
ved et uforvarende Skiær, hvorpaa Havet har
god Forraad; Og, i Stæden for at andre Mæg¬
tiges Undergang skulle minde Seyer Herren om
at tænke paa sig selv og sin egen Skiebne, saa
er det tvertimod ligesom han ikke vidste, at en
stærk alletider kand vente en stærkere over sig,
og at en Klippe ogsaa kand sønderbrydes. Som
Croesus nu var meest stolt af sin Herlighed og
store Vælde, hændte det sig, at een af den Tiids
viiseste Mænd, Solon nemlig, kom til Sar¬
des Kongens Residenze for at hilse ham og for
at kiende Stædets Tilstand og Love; Solon!
der var saa vel vidende om det menneskelige
Livs mangfoldige Skrøbeligheder og Omvexlin¬
ger, og ikke var ankommen i Tanke at opløfte
og rose Kongens Tilstand meere end tilbørligt
var; thi der vare alt for mange smigrende
Mundvenner, der saae allene til sin egen For¬


86
fremmelse og Velstand; men nu var det meest
fornødent og nyttigt at tale viiseligen med hannem.
Kongen foreviiste denne Philosoph ved
sine Ministre alt sit Liggende Fæe og store Skat¬
te, ventende, at denne ville ligesaa vel berøm¬
me ham og prise ham lyksalig, som alle de an¬
dre havde giort, spørgende end ydermeere: "Hvem
Solon, som han havde hørt saa meget be¬
rømme formedelst sin Viisdom og adskillige
Reyser i Verden havde mærket at være
blant alle Mennesker den meest Lyksali¬
ge?" Just som han ville sige: Er jeg ikke
den Lyksaligste? Ret ligesom Croesus havde
kiendt alle Mennesker: og vidste deres Tilstand,
der boede i alle andre Lande; Ret som om Rig¬
dom uden Dyden kunde give nogen ægte For¬
nøyelse og Rolighed. Men den nærværende
viise Mand, der ikke var kommen for at be¬
styrke Kongen i sin Hovmod, sagde som han
syntes rettest var: "Det lyksaligste Menneske
jeg har seet, er Tellus den Athenienser; thi
samme avlede i Republiqvens høyeste Flor re¬
delige og skikkelige Børn, og saae sine Bør¬
ne=Børn alle ved god Helbred. Solon nem¬
lig vidste, hvor tidt det skeer, at gode og from¬
me Forældre kand ved sine Børns forsømte Op¬
dragelse efterlade sig et ondt og uskikket Afkom,
hvorover de ofte maae gremme sig til døde;
hvorfor han og sætter dem, der har retskaffne
Børn, langt over andre i Lyksalighed. "Be¬
mældte Tellus, siger han videre, gik alle
Ting saa vel i Traad for, som vi i dette


87
Liv kand vente, ja han fik desforuden en be¬
rømmelig og herlig Død; thi, da han hav¬
de drevet Fædrenelandets Fiender paa Flug¬
ten i et Slag, omkom han der tillige som
en tapper Mand; hvorfore Athenienserne
begrove ham paa offentlig Bekostning paa sam¬
me Stæd han i Slaget faldt, og giorde han¬
nem saaledes stor Ære." Nemlig den ægte
Tapperhed, naar det kommer an paa Fædrene¬
landets og heele Folkets Velfærd, kand man ik¬
ke noksom rose og belønne; og det, at en retskaf¬
sen Helt falder, maa ansees for en ærefuld Død.
Men formedelst denne Telli Roes blev
Croesus vred i Sinde og spurgte: "Hvem ag¬
ter du da for at være den lyksaligste
næst denne omtalte Mand?" thi Kongen
tænkte der nu ingen uden ham selv kunde i So¬
lons Øyne være bedre faren. Hertil svarede
denne Viise: "Næst Tellus sætter jeg Cleo¬
bes og Biton; thi begge vare Græker af
Herkomst, manglede ikke det Nødtørftige og
havde desforuden store Kræfter; om hvilke
Rygtet gik, at de, da deres Moder endelig
skulle paa Junonis Fest kiøres til Kirke og
Øxene ey strax vare til Reede, droge hende
selv til Templen, som var en Vey paa fem
eller sex Miile." Denne deres Omhyggelig¬
hed for og Kierlighed til hende, der havde baa¬
ret dennem til Verden, kand ikke andet end stik¬
ke Solon i Øynene, og, saasom man mærket
han overalt holdt Dyden høyere end Rigdom
og Velstand, saa maatte han endelig give dem


88
det andet Stæd. "Da nu disse tvende Helte,
farer han fort, havde giort denne Gierning
i Folkets Paasyn, fik de og den beste Ende
de kunde ønske paa deres Levnet, og Gud
viiste noksom tydelig paa dem, at det er et
Menneske bedre at døe end at leve."
Denne viise Solon seer her hen til Livets Møy¬
sommelighed, da det beste deraf dog er ikkuns
Møye og Uroe; men hvor ville ikke disses Ud¬
gang af Verden været dobbelt glædelig, om de
havde haft noget vist Beviis for sig om Evig¬
heden? Thi, at de ey vare forsikrede derom, vii¬
ser Philosophernes adskillige efterladte Skrif¬
ter; ja hvor kand Fornuften allene viise og o¬
verbeviise om et andet Liv? Disse Personers
Endeligt fortælles da saaledes: "De omkring¬
staaende Græker rosede og opløftede til Sky¬
erne baade de unge Mænds Styrke, og deres
Moders Lyksalighed, der havde faaet saadan¬
ne Børn. Men Moderen, der var over¬
maade glad herfor, bad Juno, at hun
ville give hendes Sønner, som havde be¬
viist hende saa stor Ære, det der var al¬
lerbest for et Menneske! Derefter, da de
havde ofret og holdet Maaltiid, lagde de un¬
ge Mænd sig ned i Templen for at sove,
men opstode aldrig meere; thi de døde udi sin
Søvn." Uden at kunde giætte hvoraf de
saa hastig døde, og uden at tillegge den anfør¬
te Afgudinde denne Ære, saa er det dog vist,
at en Bøn af Hiertets Grund har altid Bøn¬
hørelse, og hvo kunde vel giøre en hierteligere


89
og bedre velmeent Bøn, end denne kiære Mo¬
der? Bedre at tilønske Børnene Viisdom og
Dyd, end Rigdom og Verdens Herlighed; be¬
dre at overlade Sagen i Guds Haand, end
at begiære det vi ikke er visse paa at være tienligt!
Langt fra at disse Taler og Fortællelser
skulle formindsket Croesi Hovmod, han blev sna¬
rere oprørt af Harme og Forbitrelse, og ende¬
lig udbrød saaledes: "Vil du da, O fremme¬
de Giæst! aldeles intet agte vor Rigdom? saa
at du end ikke holder fore, at vi kand sættes
i Ligning med private Personer." Han tænk¬
te, Solon skulle nu vel formedelst hans sto¬
re Magt, Rigdom og Anseelse, falde fra det
forrige og sætte ham øverst, eller i det mindste
give ham den anden Plads; men Svaret han
fik, blev dette: "O! Croesus! jeg seer nok, at
du er meget riig og en Herskere over adskil¬
lige Folk, men det, som du spurgte mig, om,
kand jeg endnu ikke sige dig at være; thi den
som er begavet med store Midler, er ikke lyk¬
saligere end den, der har allene sit daglige
Brød, uden saa er; at Lykken tillige forun¬
der samme riige Mand at døe vel og berøm¬
melig. (Der skal sig ingen af Verden ro¬
se, før han i sin Grav er kommen!)
Thi mange Mennisker ere rige nok, men dog
aldeles ey lyksalige, og tvertimod ere mange
de Lykkeligste, der dog kuns har maadelig
Velstand. De Overflødig=riige overgaaer vel
de Maadelig=riige i tvende Ting, nemlig der¬
udi, at de har mere at mætte sin Begiærlig¬


90
hed og overstaae en indfaldende Ulykke med;
Men en Maadelig=riig og lyksalig Mand over¬
gaaer dog de første i mange Ting, neml. Han er
mere frie fra Sygdom og Ulykker, trives vel,
har dydige Børn med meere, ender den samme
da sit Lives=Løb vel, saa er det saadan en allene
du maa kalde lyksalig; thi førend det kom¬
mer med dig til Døden, da kald dig al¬
drig lyksalig, men vel lykkelig. Alt lyk¬
saligt i Verden kand vel ikke alle have, (li¬
gesom ey heller noget Land kand forsyne sine
Jndvaanerne med alle Ting; thi eet Land har
noget og mangler et andet, men det Land,
som har det meeste, er best; Ligesom ogsaa
intet Menniske er eene nok for sig selv, men
noget har det, et andet trænger det til;) men
hvo, som bestandig beholder det meeste deraf
og siden med et fornøyet Sind gaaer ud af
Verden, den allene, O! Konge! er efter
min Meening værd at faae dette Navn; man
bør betragte enhver Tings Ende, hvorledes
den falder ud, efterdi mange, som Gud en
kort Tiid forunder Velstand, oprykkes reent
med Rod; (Fordi de ey brugte sin Rigdom
ret!)" Saa langt Solon. Kongen derimod
hverken samtykte med ham, ey heller agtede ham
noget, men syntes snarere, at han maatte være
en gandske ukyndig Mand, saasom han, uden
at agte paa de nærværende gode Ting, bad man
skulde betragte enhvers Ende, og lod saa So¬
lon fare fra sig. Foragt og Had er gier¬
ne Sandhedens Løn!
Videre beretter os Skribenten Herodotus,


91
at Croesus een Gang derefter drømte om, at
hans Søn Atys, en hurtig og forstandig Per¬
son skulle omkomme ved et Spyd; hvilket Syn
Kongen lagde sig saa meget paa Hiertet, at
han strax tog sin Søn en Brud, paa det han
ey meere skulle nødes til efter Sædvane daglig
at øve sig i Vaaben, og, skiønt Sønnen pleye¬
de at commandere som General de Lydiske
Troupper, sendte Kongen ham dog aldrig meere
til dette Embede; Men Spyd, Piile og hvad
andet Slags Vaaben der brugtes i Krigen,
lod han udtage af de unge Karles Opholds=Stæd
og sammenbære i Tøyhuuset, paa det at intet
af det, han selv havde ophængt, skulde falde
ned paa Sønnen og dræbe ham. Hans Omsorg
for Atys og Forsigtighed for at bevare hans
Liv er meget Roes værdig og et Kiendetegn paa
en kiærlig og øm Fader, skiønt man og kand
giøre formeget heraf. Men just der Bryllup¬
pet var nær forhaanden, hvormed man hastede
saa meget mueligt, ankom en fremmed Person,
der flygtede fra sit Hiem, fordi han uforvaren¬
de havde dræbt sin Broder, denne modtog Croe¬
sus venligen og bad ham fatte et got Mood i¬
gien, han skulle hos ham intet Got mangle;
samme kaldte sig Adrastus, Kong Midæ Søn¬
ne=Søn. Kongen viiste sig herudi retsindig;
thi den, som hielper de Elendige snart og vel¬
villig, hielper dobbelt, og den, som Lykken er
vorden meere gunstig end andre, er og pligtig
til meere end andre at ophielpe de Nødlidende.
Samme Tiid indfandt sig et stort Vild¬


92
Sviin i Mysien, der ødelagde Landet og kun¬
de ikke af Jndbyggerne dræbes, hvorfor Folket
ved Gesandtere lod bede om Croesi Hielp, at
han ville sende dem sin Søn og udvalgt Mand¬
skab tilligemed nogle Hunde. Kongen, der kom
sin slemme Drøm ihu, svarede: "Meld mig
inter meere om min Søn; thi jeg lader
ham ikke fare med, saasom han er en nye¬
gift Mand og dette er nu hans Hoved Sag;
men ungt Mandskab, og hvad der til Jagten
behøves, skal jeg sende med eder, de skal ef¬
ter min befaling giøre sin Fliid at skille e¬
der af med dette Rov=Dyr. Hermed vare
de Mycier fornøyede; men, som Sønnen hav¬
de hørt baade deres Begiæring og Kongens Svar
derpaa, kom han frem og sagde: "Tilforn, min
Fader! agtede vi det for berømmeligst at sø¬
ge Ære ved at gaae i Krig eller paa Jagt,
men nu har du udelukt mig fra begge disse
og holder mig hiemme hos dig, da du dog
hverken kand beskylde mig for Feihed eller
Dovenskab. Med hvad Øyne vil nu Folk
ansee mig, naar jeg gaaer fra eller til de of¬
fentlige Forsamlings=Pladse? Hvad for een
vil jeg vel blive anseet for at være af mine
Landsmænd og nyelig tagne Hustrue? Enten
maa du nu tillade mig at bievaane denne Jagt,
eller bevise mig, at det du nu giør er bedre."
Hvorpaa Kongen svarede ham: "O! Søn! jeg
giør ikke dette, fordi jeg mærker du er fei el¬
ler foretager noget u=anstændigt; men et Nat¬
te=Syn har sagt mig, at du inden kort Tiid


93
skal døe ved et Spyd; derfor har jeg hastet
med dit Giftermaal og sender dig ikke derhen,
saasom jeg vil see til, om jeg hemmelig kand
bevare dig fra din onde Skiebne: thi du er
mig som en eneste Søn, den anden jeg har, ag¬
ter jeg som død og forloren, efterdi han er døv.
Derpaa tog den unge Mand saa til Ords:
Nu forlader jeg dig det, O! Fader! at du saa
nøye holder Vagt over mig, efterdi du har haft
dette Syn, dog du forstaaer den ikke ret, (Eg¬
get vil lære Hønen! pleyer man at sige;) men
jeg maa udtolke det: Du siger, at jeg skal døe
ved et Spyd, men hvad for Hænder og hvad
for Spyd har Sviin, som du kand være bange
for? Thi havde du seet, at jeg skulle omkommet
ved en Tand eller ligesaadan en Ting, da bur¬
de du giøre hvad du giør; men da det er ved
Spyd, hvi sender du mig da ikke, da vi ey skal
stride med Mænd? Han taler her saa trøstigt
og stort, ret ligesom der ikke altid kunde ramme
Ulykker nok, uden vi just skulle være vidende der¬
om, de fleste Uleyligheder skeer førend vi tænker
derpaa, og den, som syntes at staae fast, kand dog
saa pludselig falde. Croesus svarede: "O! min
Søn! du overtyder mig noget nær herom ved
din Fortolkning over Drømmen, og derfor er
jeg bleven overvunden af dig og forandrer min
Meening, du maa have min Tilladelse at drage
paa Jagten med." Hvorpaa han tiltalede den
ovenmeldte Adrastus og satte ham til sin Søns
Paapassere, at ikke slemme Tyve og Røvere skulle
giøre ham Skade paa Reysen. Adrastus paatog


94
sig ogsaa dette Embede, erindrende Croesi Vel¬
gierninger imod sig, og lovede, at Sønnen skulle
ved hans Forsømmelse ingen Skade tilkomme, men
kunde ventes heel og holden hiem igien. Man kand
tidt af et redeligt Hierte giøre store og gode Løfter,
hvilke dog saa snart kand overtrædes ved Overilelse
og Ubetænksomhed; saa giorde Adrastus.
De droge da paa denne Jagt, og der de havde
faaet Vild=Svinet fat, omringede alle det samme og
meedede til det med Spyd; Adrastus, som ogsaa vil¬
le viise sin Tapperhed, dreyede sit Spyd for at skade
Svinet, men slog ulykkelig feyl og ramte Croesi Søn
Atys, hvorved altsaa Drømmen blev opfyldt. Der
dette kom for Kongen, Faderen, for Ørne, blev han
bitterlig bedrøvet, som ret kunde være, og beklagede
sig meget derover, at han uvidende havde underholdet
sin Søns Mordere og betroet den unge Mand til sin
Fiende. Kongen har vel maaskee været af de Tanker,
at Atys var med frie Villie og velberaad Hue myr¬
det; men at det ikke var saa, viiser følgende, nemlig:
da de kom hiembærende med det døde Legeme, fulgte
Adrastus strax bag efter og staaende ved Liiget over¬
andtvordede sig selv i Croesi Hænder, bedende han vil¬
le lade ham slagte oven over den myrdede Søn; thi
nu var han kied af Livet. Men Kongen ynkedes dog
over ham og med et ædelt Sind svarede: "Jeg har
al den Hevn jeg vil forlange over dig, min Giest!
"eftersom du selv dømmer dig fra Livet; og du er
ikke hans Banemand, uden for saa vidt du giorde
det af Uforsigtighed, men det er den Gud, som aa¬
benbarede mig dette i min Drøm." Sønnen blev
derpaa begravet, og da hver Mand var gaaet hiem,
myrdede Adrastus sig selv oven paa Graven, erkien¬
dende sig at være den Allerulyksaligste. Men Croe¬
sus henlevede nogle Aar i Sorg for sin Søn; dette
var da et Tegn til at han ikke var den lyksaligste
Mand, saasom han fik saa stor Hierte=Sorg. Saa


95
har enhver nok Aarsag til ikke at rose sig formeget i
de gode Dage; thi efter dem kand snart komme onde;
Skinner end Solen blank paa den klare Himmel, Fug¬
lene siunger, Qvæg og Mennesker glæder sig, saa kand
dog inden Aften den tykkeste Skye oprinde, som med
kolde Vinde og pludsig Regn kand byde Fuglene at tie
og de andre tillige med dem at søge sig et Opholds=Stæd.
Dog Croesi Ulykke var ikke alsammen vognet paa
een Gang, han maatte endnu bide i et surere Eble, saae
han end en dum Søn, var en anden Afkom aflivet, saa
maatte han og selv forsøge hvad Verden havde at skienke.
Kong Cyrus, den første Monark i det Persiske Kongeri¬
ge, overvandt ey allene Croesuim i et Feldtslag; men
tog endog baade Byen Sardes og det hele Rige fra han¬
nem. Saa gaaer det gemeenlig, at en stærk maa altid
vente en stærkere, og de der fører ubillige og uretmæssige
Kriger, indtager saa og skatter andres Land, kand vel
komme til at leve den Gang, da de baade mister Gods
og Rige, ja staaer i Livets yderste Fare. Dette var og
at see hos Croesus! thi han havde indtaget og bemægti¬
get sig adskillige Lande for ubetydelige Aarsagers Skyld,
da Skribenten beretter os, at han bekrigede mange Lan¬
de allene fordi der havde faldet nogle ubetænksomme Ord
af deres Mund. Nu blev da hans videre Skiebne denne,
at han som en i Krigen fangen Mand blev af Cyrus
dømt til at forbrændes levende; En ond og bedrøvelig
Udgang for saa mægtig en Konge! der havde tilforn fo¬
restillet sig som den Lyksaligste, men saae sig nu i den al¬
lerelendigste Tilstand. Hvad var herved at giøre, han kun¬
de ikke slide sig løs fra denne mægtige Monarkes Haand,
og Vælde, Bøn galt her ikke meere; den eneste Trøst var
saa got som ingen Trøst, men heller en Fortvivlelse, nem¬
lig at erindre sin forrige Tænke=Maade, forandre samme
skiønt for sildig og tage den før omtalte Viises Ord til
Hierte. Dette giorde og Croesus; thi der han saae in¬
gen Redning mere, men førtes nu allerede op paa Baa¬
let, ja Cyrus var selv uddragen for at see hans Ende¬
ligt, raabte han med fuld Hals af inderlig Bedrøvelse:
O! Solon! Solon! Solon! Hermed ville han saa


98
meget som sige: Gid jeg havde rettet mig efter din For¬
maning og ey agtet mig selv høyere end tilbørligt, da hav¬
de maaskee denne sidste Ulykke ikke rammet mig; Gid jeg
havde efterlevet dit Raad!
Da Monarken hørte dette hans store Raab, lod
han spørge, hvem det var som han i denne sin store Nød
saa hiertelig kaldte til Hielp. Hvo veed, om ikke Cyrus
var henfalden til samme Last som Croesus forhen? neml¬
at han holdt sig for at være den Allerlyksaligste; Det var
desuden umenneskeligt og uhørligt, at han ville lade bræn¬
de et levende Menneske, der i Krig var kommen i hans
Magt! Men hvad svarede Croesus paa hans Spørs¬
maal? Jo, han fortalte Keyseren og de andre nærværen¬
de sin forhen harde Tvistighed med Solon i dens hele
Sammenhæng, sluttede saaledes: "Og, saasom jeg i
min Velstand foragtede denne viise Mands Ord, da
maa jeg nu giengielde derfor, eftersom jeg er bleven
et bedrøveligt Vidunder for alle!" Cyrus, som hør¬
te dette, tænkte paa sig selv og sin egen Skiebne, ynke¬
des over ham og bød hannem nedstige af Baalet, satte ham
igien i Frihed, samt elskede og ærede ham til hans Døde¬
Dag. Det var da vel, at Monarken betænkte sig, paa
det at ikke denne Henrettelse skulle staaet som en bestandig
Plet i hans Levnets=Beskrivelse. Sandelig, Ordsproget,
lyver ikke: vel dem, som af andres Skade bliver
klog. Historien er opsat til Erindring, at man ikke
skal behøve at lære saadan af den bedrøvelige egen Erfa¬
ring; men viide at vogte sig, og paa det at man kand
see hvor lidet Hovmod hielper og hvad Nytte Ydmyghed
fører med sig; Thi Hovmod gaaer for Fald; men
Ydmyghed gaaer for Ære.
NB. Formedelst adskillige indløbende Omsiændigheder,
continueres ikke længer med disse Aften Samtaler.


