Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker,
Det er
En Samling af adskillige nyttige og forlysten¬
de Tanker, oversatte af andre Sprog, til Opbyggelse,
Gavn og Tidsfordriv for dem, som finde
Behag i at læse Dansk.
Kiøbenhavn, Trykt udi Hans Kongel. Majests priv. Bogtrykkerie, 1754.
(Og findes sammesteds tilKiøbs.)


Erindring til Læseren.
E¬
nhver begriber lætteligen, hvorfor jeg har givet dette
Ugeblad Navn af Biekuben eller Andres Tanker, naar
hand forud veed, at det er en Samling af lærde, fornuftige og vittige
Menneskers Tanker og Betragtninger, som ere i andre Sprog blevne be¬
kiendte, saa at jeg intet andet herved har at tilegne mig, end det Val jeg giør,
som Bien, i de adskillige Urter og Blomster, som findes adspredte i adskillige Skrif¬
ter, og den Fliid jeg anvender paa at indrette dem til mine Landsmænds Nytte og
Fornøyelse, ved at oversætte dem i Dansk.
At der maa være en særdeles Drift hos Menneskene (hos nogle større, hos an¬
dre mindre) til at meddeele deres Tanker og giøre dem bekiendte, det sees af den
Jver, med hvilken mange Skribentere iile til Trykkerierne, for at giøre deres Tan¬
ker, og ofte deres svage Tænke=Kraft, des meere vitterlige; det sees af den Jver,
med hvilken mange i Sælskaber besvære de nærværende, med at vidtløftigen frem¬
sætte deres Tanker om alle forekommende Ting; ret ligesom mange Forældre føre
deres Børn i alle Sælskaber, og troe aldrig, at de selv derover ere uvelkomne i
alle Sælskaber; Ja denne Kløe efter at giøre sine egne Tanker bekiendte, har væ¬
ret saa hæftig hos nogle, at de have underkastet sig Vanære, Livs=Straf, Lands¬
Forviisning og andre Uleyligheder baade af Øvrigheden, og af andre, og forspildt
en Lykke, som de vare sovende komne til, og kunde sovende og roligen besiddet, der¬
som de ikke havde alt for dristigen aabenbaret deres egne Tanker.
Saadan en hæftig Attraa, til at meddeele hvad gode Tanker der kand være
frembragte af Andre, har drevet mig til at udgive nogle Oversættelser i Dansk,
og jeg har nydt den Ære og Fornøyelse at finde mit Val stadfæstet af brave og for¬
nuftige Folk. Denne samme Drift frembringer og nærværende Blade; dog gik
denne Drift i Begyndelsen ikke videre end til at lade en og anden Betragtning og
Tanke læses af saadanne Venner, som jeg giør mig en Pligt og Glæde af at for¬
skaffe saa nyttig en Tildsfordriv; og een af disse har paataget sig at skaffe en For¬
legger, til at giøre disse Tanker bekiendte ved Trykken, efterdi jeg, som af Forfa¬
renhed veed, at jeg ikke kand, maa skee ey heller vil, finde den nærværende almin¬
delige Smag, vilde ikke selv vove Bekostning derpaa.
Læseren maa være forvisset om, at her skal ikke findes et Stykke i disse Blade,
enten det bliver i bunden eller ubunden Stiil, uden det er en Ovetsættelse.
Indretningen, Priisen og andre Omstændigheder overlader jeg til Forleggerens
Gotbefindende, ey tvilende om, at hand vil, saavelsom jeg, lade sig være angelegen
at fornøye billige Læsere, hvis bestandige Bevaagenhed jeg ønsker baade ham og
mig.
Kiøbenhavn den 31 Octobr. 1754.
B. J. Lodde.


Bie=Kuben
Eller
Andres Fanker,
No. 1.
D¬
en Vanskelighed, som er ved den første Be¬
gyndelses Tale, ved nogen ny Leylighed, er føelt af en¬
hver, som har haft med Verden at bestille; og er tilstaaet ved de
fastsatte og ordentlige Maader at hilse paa, som Fornøden¬
heden har indført i alle Sprog. Skiønsomheden var bleven keed af
den u=opløselige Forvirring, at være tvunget til at vælge, hvor der var
ingen Aarsag til Fortrin; og det blev fundet beqvemt, at der skulde fast¬
sættes nogen læt Maade at begynde sin Tale paa, hvilken, om den end
fattedes den Behagelighed at være ny, maatte i det Sted have den
Sikkerhed, at den var foreskrevet.
Maaskee faa Skribentere have fremstillet sig for Publicum, som
ikke have ønsket, at saadanne ceremonialske Maader at begynde paa
havde fra gammel Tiid været fastsatte, hvorved de maatte blevne befrie¬
de for de Farer, som en alt for hæftig Attraa efter at behage maae
gandske vist frembringe, og som maatte forekommet de forfængelige Mid¬


ler til at formilde Læsernes Dom ved Forsvars Skrifter, eller at op¬
vække deres Agtsomhed ved en pludselig Begyndelse.
De Episke Skribentere have virkeligen fundet, at Jndledningen til
deres Helte=Digt giorde deres arbeydsomme Foretagende saa meget tun¬
gere, at de have næsten eenstemmigen udvalgt at bruge de første Linier
af Homerus, og Læseren behøver kun at underrettes om Jndholdet, for
at vide hvorledes Scenen vil aabnes.
Men denne høytidelige Jgientagelse er hidindtil særdeles brugt i
Helte=Digter, og har aldrig lovmæssigen været udstrakt til de nedrigere
Classer af lærde Skrifter, men synes at være betragtet som en Arve¬
Frihed, hvilken de alleene maae benytte sig af, hvis Slægtskab med
den Homeriske Geist kand give dem Rettighed dertil.
De Regler, som Horatius fandt Anledning til at foreskrive, ved
det at hand mærkte, hvor uskiønsom denne Frihed blev brugt, maae vel
tiene dem til Rette=Snoer, som tragte efter at blive navnkundige i en
mindre Grad; og det maae være alle tienligt at erindre, at de bør ikke
opvække større Forventelse, end de have Magt til at opfylde, og at det
er meere behageligt at see Røg bryde efterhaanden udi lys Lue, end Lue
siunke ned til Røg.
Dog omendskiønt dette Bud har længe været antaget, baade i
Betragtning af hans Anseelse og Myndighed som gav det, saa og for¬
medelst dets Overeensstemmelse med Verdens almindelige Meening, saa
har der dog været nogle baade for og efter hans Tiid, som have meent,
at det var ikke nogen Afvigelse fra en beskeeden Ydmyghed, at priise de¬
res eget Arbeyde, og indbildt sig at være berettigede, ved en u-modsi¬
gelig Fortieneste, til en Fritagelse fra den almindelige Tvang, og til
en Ophøyelse, som ikke bevilges i det almindelige Liv; De troede, maa¬
skee, at, naar de, ligesom Thucydides, testamenterede det Menneske¬
lige Kiøn en ævigvarende Eyendom, saa var det en ydermeere
Gunst at underrette dem om dens Værd.


Det kand i Sandhed ikke være mindre farligt, ved visse Leylighe¬
der, at fordre for lidet end for meget; der er noget indtagende i Mood
og Dristighed, hvilken vi ofte underkaste os, som en u-modstaaelig
Magt. Ey heller kand den fornuftigen vente andres Tilliid, som alt
for klarligen mistviler om sig selv.
Naar Plutarchus opregner de adskillige Leyligheder, ved hvilke en
Mand maae, uden at give billig Aarsag til Fortørnelse, udraabe sine
egne Ypperligheder, da har hand forsømt at melde om en Skribent,
som først indtræder i Verden; med mindre det maae være indbefattet
under hans almindelige Slægtning, at en Mand har lov til at priise
sig selv for disse Egenskaber, som kand ikke være bekiendte uden fra hans
egen Mund; saasom naar hand er iblant Fremmede, og kand formo¬
dentligen ikke have nogen Leylighed til at udviise i Gierningen hvad hand
formaaer. At det er ligeledes beskaffet med en Skribent, vil neppe
tilstaaes, efterdi hand nødvendigen aabenbarer for sine Dommere, hvor
høy en Grad hans Fortienester have, naar hand begiærer deres Bi¬
fald. Men det maatte erindres, at hans Dommere vil ikke lade sig
overtale til at høre hans Sag, med mindre de have forud fattet gode
Tanker om ham.
J Eskov (en Stand, der opfylder Hiertet med en Grad af Be¬
kymring, som er næst en Skribents) har dette været holdt for en fast
Regel, at mand allerlættest naaer fit Ønske, dersom mand ved Omveye
og skiulte Gange søger at indsnige sig i det Hierte, mand vil indtage;
Den, som alt for hastigen giver tilkiende, at hand er en Elsker, hand
opvækker Forhindringer imod sine egne Ønsker, og de, som af mislingen¬
de Anslag have lært Forfarenhed, de stræbe at skiule deres Kierlighed,
indtil de troe, at deres Kiæreste ønsker selv, at de vil aabenbare den.
Dersom denne samme Maade var giørlig for Skribentere, da vilde den
forekomme mange Klagemaal over Verdens Partiiskhed, over den nær¬
værende Alders Strenghed og Critiqvens Særsindighed. Dersom en
Mand kunde uformærkt snige sig ind i Yndest hos Publicum, og allee¬
neste paastaae sin Ret til Lærdoms Ære, naar hand er vis paa, at mand
ikke vil negte ham den, da maatte hand begynde at skrive med bedre
Haab; thi dersom hand begik nogen Feyl, da blev hand dog i det mind¬


ste fri for Foragt, omendskiønt hand skal ikke naae tilstrækkelig Ypper¬
lighed til at opvække megen Høyagtelse.
Men siden Publicum meener, at enhver, som skriver, er begierlig
efter Roos og Berømmelse, (ligesom nogle Fruentimmer have lækt sig
selv til at troe, at enhver Mands Person, som beviser dem Høflighed,
har i Sinde at tilbyde dem Kierlighed) saa opvækker et hvert mislinget
nyt Foretagende i Lærdom en u-indskrænket Foragt, hvilken de fleeste Ge¬
mytter giøre sig ingen Betænkning over at udvise, som en æragtig og
billig Triumf over dem, der kræve det de ere ikke berettigede til, og som ere
umaadelige i deres Forventelser. De derfore, som have begivet sig i
denne vovelige Stand, have forøget deres snedige Kunst=Greb, lige¬
som deres Frygt eller deres Ærgierrighed har været større eller mindre;
og mand bør saa meget meere holde dem disse Kunst=Greb til gode, saa¬
som de udspringe af mange forenede Passioner, og opvækkes paa een¬
gang af de tvende store Drivere i det Menniskelige Sind, nemlig Be¬
giærlighed efter Godt, og Frygt for Ondt. Thi hvo kand forundre sig
over, at nogle Mænd, saaledes tillokkede paa den ene, og forskrække¬
de paa den anden Side, skulde stræbe at vinde Gunst, ved at bestikke
Dommeren med et udvortes Skin af Ærbødighed, som de ikke føle til;
at opvække Medlidenhed ved at bekiende Skrøbeligheder, som de ikke ere
overbeviiste om, eller at tildrage sig Høyagtelse ved at fremtræde med
Aabenhiertighed og Stormodighed, ved en dristig Bekiendelse om deres
egne Fortienester, og ved en offentlig Fordring af Ære og Beløn¬
ninger.
En pralende og hovmodig Beskrivelse over sig selv har været de dag¬
lige og ugentlige Skribenteres sædvanlige Tilflugt; Til hvilken Brugs
Forsvar det maae siges, at hvad den fattes i Forsigtighed og Klogskab,
det opfyldes ved dens Oprigtighed; og de kand i det mindste anføre til
deres Undskyldning, at dersom deres Pralerie forfører nogle til at læse
deres Skrifter, da er Bedrageriet ikke stort, efterdi de ikkun spilde en
liden Tiid for deres Læsere.
Qvid enim? Concurritur - - - horæ
Momento cita mors venit aut victoria læta.


Det Spørsmaal angaaende den Dags eller Uiges Blad er snart afgjordt,
og vi ere ikke fordømte til at plage os med at læse en halv Foliant igien¬
nem, for at overbeviises om, at Skribenten har brudt hans Løfte.
Dette er en iblant mange Aarsager, hvorfor jeg foretager mig at
stræbe efter at forlyste mine Landsmænd med en kort Prøve om Ugen; da
jeg haaber, at jeg skal ikke blive dem meget kædsommelig, som jeg ikke skal
kunde behage; og, dersom jeg bliver ikke berømt for mit Verks Skiøn¬
hed, at jeg i det mindste skal blive tilgivet for dets Korthed. Men en¬
ten jeg giør mig større Haab om at blive tilgivet eller berømt, det agter
jeg ikke fornødent at aabenbare; thi, efter at jeg har meget nøye veyet
Aarsagerne til Stolthed og Ydmyghed imod hinanden, da finder jeg dem
saa nær ligevægtige, at min Længsel efter at prøve, hvad Udfald mit før¬
ste Blad vil faae, tillader mig ikke at vente længere paa Vægt=Skaa¬
lens Udslag.
Der ere viseligen mange Beqvemmeligheder, der næsten alleneste
findes ved denne Maade at udgive Skrifter paa, og maae nødvendigen
Mand, som hans vidtløftige Kundskab, eller hans Jndbildings Munter¬
smiggre for en Skribent, enten hand er dristig eller frygtsom. Den
hed, har, i hans egne Tanker, allerrede givet en vis Forsikkring om Ver¬
dens Berømmelse, antager villigen den Maade til at udviise sin Dygtig¬
hed, som snarest vil give ham Leylighed til at høre Rygtets Stemme, og
det forøger hans Hyrtighed, naar hand tænker paa, hvor mange Steder
hand skal høre det, hand nu skriver, læses i Morgen med Henrykkelser.
Hand vil ofte fornøye sig selv med at eftertænke, at en, som skriver et
vidtløftigt Verk, maa gaae frem med Angest og frygte for, at Publicum
maa have vendt sin Agtsomhed til noget andet, inden hans Verk bliver
færdigt; Men den, som ikke er indskrænket til en eneste Materie, kand
følge sine Landsmænds Smag igiennem alle dens Forandringer, og al¬
tid have sine Seyl fulde af Aura populari, Bevaagenheds Vind, fra
hvad Hiørne den og blæser.
Denne Forestilling er formodentligen ikke mindre kraftig til at betage
den Varliges Tvil og formindske den Frygtagtiges Skræk; thi før disse
er et hvert Blads Korthed en mægtig Opmuntring. Den som tviler om


sin Døgtighed til at føre i Orden de mange ulige Parter af en vidtløf¬
tig Plan, eller frygter for at forvildes i et stort Systentn, kand dog
haabe at bringe nogle faa Blade i Stand uden Forvirring, og dersom
hand finder, naar hand giennemsøger hans Hukommelses Forraads¬
Kammer, at hans Samling er for liden til en stor Bog, saa kand hand
dog have nok til at forfærdige en Prøve. Hand, som er bange for at
anvende for megen Tiid paa en Prøve, hvis Udfald hand frygter for,
forsikkrer sig selv, at nogle faa Dage vil viise ham hvad hand kand ven¬
te af hans Lærdom og Geist. Dersom hand meener, at hans egen
Skiønsomhed er ikke tilstrækkeligen oplyst, da kand hand, naar hand
giver Agt paa de Anmerkninger, som enhver Dags Papiir vil frembrin¬
ge, underrette sig selv om sine Forseelser, rette sine Meeninger, og ud¬
viide sine Begreb; dersom hand frygter for, at hand skulde, med for li¬
den foregaaende Overveyelse, bebyrde sig selv med en tung og for van¬
skelig Materie, da kand hand forlade den, uden at bekiende sin Vankun¬
dighed, og gaae over til andre Afhandlinger, som ere mindre farlige
og meere haandelige. Og dersom hand finder, at hand, med all hans
Fliid, og alle hans Kunst=Greb, kand ikke fortiene Høyagtelse, eller
ikke naae den, da kand hand paa eengang lade sit Forsæt fare, og
uden at forurette andre eller sig selv, undvige til andre Forretninger,
som der er større Fornøyelse ved, eller til andre Studeringer, som lo¬
ve ham bedre Lykke.
Hesten og Eselet.
D¬
nHest, som Fyrighed ret ud af Øyne saae,
Gik, modig af sig selv og den, hand havde paa,
Og stødte an engang af lutter hidsig Jver;
(Hvor læt kand ey et Feyltrun skee!)
Et dovent Esel dog, som dette maatte see,
Leer haanligen derad, og Spot med Hesten driver,
Mon nogen, sagde det, mig saadan Feyl tilgiver?
Jeg gaaer den gandske Dag, dog aldrig støder an.
Hold Munden, sagde hin, du dig ey rose kand;
Thi du til mine Feyl og Overilelser
Jo alt for dorsk og ringe er.


No. 2.
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker.
Non est vivere, sed valere, vita.
J¬
blant de utallige Daarligheder, ved hvilke vi i vor Ung¬
dom legge et Forraad op af Fortrydelse og Hierte=Nag til den
efterfølgende Deel af vort Liv, er neppe nogen Ting, imod hvil¬
ken Advarseler ere af mindre Virkning, end Helbredens Forsømmelse.
Naar Bevægelsens Spring=Fiædre ere i deres fulde Kraft, naar Hier¬
tet løber over af Styrke og Øynene tindre af Mood og Fyrighed, da
er det meget vanskeligt at vi lære at forestille os den Skrøbelighed og
Svækkelse, som enhver Time bringer paa os: eller at bilde os ind, at
de Seener, som ere nu sammenspendte med saa stor Styrke, og de Lem¬
mer, som spille med saa megen Hurtighed, vil tabe al deres Magt un¬
der Tidens Kloe, vil slatnes af Følesløshed, og ryste af Svaghed.
Jblant de Argumenter, som have været brugte imod Klagemaal
under Livets Elendigheder, tænker jeg at de Viise have forglemt at an¬
føre deres Vantro, for hvilke vi fortælle vore Lidelser. Men dersom
deslige Veeklage skeer for at opvække Medynk, og dersom Medynk kand
ikke have Sted uden Sympathie, da er det visseligen overflødigt og for¬
giæves for Alderdom og Svaghed at fortælle deres Klage=Historier;
thi en liden Agtsomhed vil viise dem, at disse, som ikke selv føle Smer¬
te, siælden tænke at den føles, og en kort Eftertanke vil underrette næ¬
sten hver Mand, at hand nyder alleneste Giengield for den Haanhed,
hand har tilforn udviist imod andre; efterdi hand maae erindre, hvor


øfte hand har begegnet Svaghed med Foragt, drevet Spot med dens
Advarseler og dadlet dens Utaalmodighed.
De Skrantvorne have giordt Omsorg for Helbred latterlig, i det
de have ladet den tage Overhaand over alle andre Betragtninger, lige¬
som Gnieren har bragt Tarvelighed i Foragt, i det hand har tilladt
Penge=Kierlighed, ikke at have Deel i, men gandske at indtage hans
Sind og Tanker; begge fare vild paa samme Maade, i det de forvir¬
re Midlerne med Enden. De gribe efter Helbred, alleeneste for at væ¬
re vel, ligesom efter Penge, alleeneste for at være riige; og forglemme
at alle Jordiske gode Ting ere fornemmeligen at sætte Priis paa, lige¬
som de giøre os beqvemme til at øve Dyden.
Helbred er visseligen saa fornøden til alle Livets Pligter, saavel¬
som til dets Fornøyelser, at det er ligesaa stor en Synd, som det er
Daarlighed, at sætte den liderligen til; og den, som for nogle faa kor¬
te Forlystelser tildrager sig Skrøbelighed og Sygdomme, og for den
Lyst at fremdrage nogle faa Aar i Sviir og Overdaadighed, i Forlystel¬
sers Tummel og Glædskabs Støyen, fordømmer den moednere og mee¬
re forfarne Deel af sit Liv til Kammeret og Sengen, maa billigen lastes,
ikke alleneste som en Ødeland imod sin egen Lyksalighed, men som en
Røver imod det Almindelige, som et Drog, der har modtvilligen giordt
sig selv ubeqvem til hans Stands Forretninger, og undslaaet sig for
den Deel, som Guds Forsyn anviser ham i den menneskelige Naturs
almindelige Arbeyde.
Der ere maaskee meget faa i en ynkværdigere Tilstand, end et hyrtigt
og ophøyet Sind, som arbeyder under svagt Legems Byrde; Saadan en
Mands Tid fordrives stedse med at giøre Udkastninger, som en Forandring
af Vinden hindrer ham fra at sætte i Verk; hans Kræfter dunste bort i
Anslag og i Haab, og den Dag kommer aldrig, da hand kand fuldføre dem.
Hand legger sig ned, fornøyet med de Tanker hand har om i Morgen,
hans Ærgierrighed finder Behag i det Navn hand skal legge sig ind,
eller hans Godhiertighed i det Gode hand skal beviise. Men om Nat¬
ten bliver Himmelen mørk af Skyer, Luftens Mildhed forandres, hand


opvaagner i Mathed, Utaalmodighed og Forviring, og har ike læn¬
ger noget andet Ønske, end Lindring, ey heller nogen anden Agtsom¬
hed end til sin Elendighed. Mand kand sige, at Sygdom almindeli¬
gen begynder den Liighed, som Døden fuldender; den Forskiæl, som
sætter det ene Menneske saa høyt over det andet, er meget lidet at kien¬
de i Sygekammerets Mørkhed, hvor det vil være forgiæves at vente
Fornøyelse af den Lystige, eller Underviisning af den Viise; hvor al
Menneskelig Ære er udslettet, hvor Vittighed fordunkles, Fornuften
forvirres, og Tapperhed underkues; hvor den høyeste og meest skinnen¬
de iblant alle Mennesker finder at hand har intet tilbage, undtagen Over¬
beviisning om Uskyldighed.
Jblant de Levninger, som vi have af de Grædske Poeter, findes
en kort Sang til Helbred, i hvilken dens Magt til at forøge Livets
Lyksalighed, til at ophøye Lykkens Gaver, og til at legge Nydelse til de¬
res Besiddelse, er forestillet med saa stor Kraft og Skiønhed, at ingen,
i det mindste ingen, som har nogensinde vansmægtet under en langva¬
rig Sygdoms Besværlighed og Skrøbelighed, kand læse den, uden at
føle dens Billeder ligesom at springe i hans Hierte, uden at legge, af
hans egen Forfarenhed, ny Kraft til dens Ønske, og af hans egen Jnd¬
bilding ny Farver til dens Malerie. Den særdeles Leylighed, ved hvil¬
ken denne lille Sang er forfattet, er os ikke bekiendt; men det er slut¬
teligt, at dens Forfatter har været syg, og, i den første Glædes Hen¬
tykkelse over den tilbagekommende Sundhed og Styrke, har sukket til
Helbred paa følgende Maade:
Helbred, du ærværdigste af alle Himmelske Magter! Gid
min øvrige Tiid maa fremdrages med dig, og negt mig ikke den
Velsignelse at boe bestandigen hos mig. Thi hvad Skiønhed
eller Lyst der end er i Riigdom, i Afkom, eller u-indskrænket
Magt, den høyeste Spids af Menneskelig Herlighed, eller i
disse, vor Begierlighed opvækkende, Creature, som vi søge
at jage ind i Kierligheds Garn; hvadsomhelst Fornøyelse eller
hvadsomhelst Trøst Guderne have forundt os til at lindre vor


Møye, i din Nærværelse, O du Lyksaligheds Moder, udsprin¬
ge og blomstre alle disse Velsignelser; Forlystelsers Foraar blom¬
strer i din Nærværelse, og uden dig er ingen Glæde.
Saadan Kraft har Helbred, at uden dens Medvirkning blive al¬
le andre gode Gaver visnede og livløse, ligesom Planternes Magt
uden Søken. Og dog bliver denne Velsignelse gemeenligen slengt bort
ubetænksom Skiødesløshed, eller i daarlige Forsøg paa vor egen Styr¬
ke, vi lade den forgaae, uden at erindre dens Værd, og forøde den
for at viise, hvor meget vi have at miste; undertiden overgives den til
at regieres af Letsindigheds uvisse Hændelser, og undertiden selges den
for Berømmelse af lystige Sviire=Brødre.
Helbred forsømmes lige saa vel, og ligesaa u-tilbørligen, af dem,
der henge i Forretninger, som af dem, der jage efter Fornøyelser; Nog¬
le Mennesker ødelegge deres Legems Bygning ved u-ophørlig Sverm
og Natte=Sviir, og andre ved alt for megen Studering. Nogle sky¬
de den ned ved Umaadelighed, og andre undergrave den ved Stilhed og
Ubevægelighed. Det vil være til liden Nytte at give Formaninger til
den støyende Hob af urolige Sværmere, omendskiønt der behøves ikke
stor Forstand til at beviise, at den taber Fornøyelse, som taber Hel¬
bred; deres Skrig er alt for høyt, til at kunde høre de Advarseler, som
Fornuften hvisker til dem, og de rende paa Livets Bane med al for stor
Fremfusenhed, til at standse ved Viisdoms Kald. Ey heller vil maa¬
skee de, som have travelt med at legge Tusende til Tusende, give meget
Agt paa den, som skulde raade dem til at haste meere langsomt til de¬
res Ønske. Dog, siden Penge-Elskere ere gemeenligen koldsindige,
overveyende og tankefulde, saa maatte de sikkert betænke, at det større
Gode bør ikke opofres for det mindre. Helbred er visseligen meere
værd end Penge, efterdi det er ved Helbred vi forskaffe Penge. Men
Tusende og Millioner ere af liden Nytte til at forlindre de langvarige
Pinseler i Podagra, til at forbedre og bringe i Stand Sandsernes op¬
slidte Parter, eller at opvække Fordøyelsens Magt igien. Fattigdom
er vel et Onde, som vi naturligen fly for, men lad os ikke løbe fra en
Fiende til en anden, eller søge Tilflugt og Beskyttelse for Armod i
Sygdoms Arme.


Projecere animam! quam vellent æthere in alto
Nunc & pauperiem & duros tolerare labores.
Disse, som sætte deres Helbred til i en uordentlig og alt for hid¬
sig Attraa efter Lærdoms Fuldkommenheder, ere dog mindre at und¬
skylde; thi saasom de give sig ud for at bruge Fornuft og Eftertanke, saa
bør de vide, at Legemet kand ikke tvinges over sin Styrke, med mindre
det taber meere af sin Kraft og Hyrtighed, end der kand svare til den
frembragte Virkning; og at den som tager Livet op forud, ved at be¬
røve sig selv Hvile og Forfriskelse, maa ikke alleene betale disse Timer
tilbage, men og betale dem med Rente; og, for nogle faa Maaneders
Vinding, som hand har ikkun halv nydt, maa hand give Aar tilbage igien
til en uerolig Afmægtighed og en u-lindret Pine. De som stræbe efter
Sindets Ypperligheder, vil lære til sidst, maaskee for silde, hvor stor
Fare det er underkastet ved Legemets Svaghed, og finde, at Kundskab
kand lætteligen tabes i Melancholies pludselige Anfald, i Utaalmodig¬
heds Hæftighed, og i den forfaldne Alderdoms knurvorne Fortrædelighed.
Bonden og hans Søn.
D¬
n god dum Bonde=Dreng, som med sin Junker Hans
Var reyst som Tiener Udenlands
Og bragte med sig hiem den overmaade Gave
(Trods at hans Herre selv saa stor den kunde have)
At lyve ret dumdristigen,
Gik kort derefter ud paa Landet med sin Fader;
Og Monfør Lars, som fandt, imens de vandrede,
Tiid til at lyve brav, ey heller efterlader,
At bringe Løgne frem, som vare Beestiske;
Nu maa det sig til hans Ulykke skikke,
At en stor Hund kom løbende,
Ja, Fader, sagde da den U-forskammede,
J maae nu troe mig eller ikke
Men jeg stadfæste tør for eder og enhver,
At jeg har seet en Hund. ved Hag, hvor Veyen er


Til Frankerig, den var:: Ja, jeg en Skielm vil være,
Om den ey større var end eders største Hest.
Ja, sagde Faderen dernæst,
Det er forunderligt; dog alle Steder ere
Begavede med et og andet, som er rart,
Som for Exempels skyld, den Vey vi have taget,
Os fører til en Bro, af en særdeles Art,
Hvorover vi skal gaae; den mange har bedraget;
Thi overalt er det ey gandske rigtigt der;)
Paa Broen ligger der en Steen, hvorpaa enhver,
Som over Broen gaaer, og samme Dag har løyet,
Sig støde, falde, ja, sit Been strax bryde maae.
Herover Drengen blev forbaust og misfornøyet;
Ah Fader, sagde hand, jeg beder, løb ey saa.
Dog, at vi Hunden skal igien paa Tale føre,
Hvor stor var det jeg sagde, at den var?
Som eders største Hest? dertil vil meget høre,
Jeg det nu ret erindret har,
At Hunden kuns et halv Aar gammel var,
Dog jeg derpaa tør sikkert svære,
At den var nok saa stor, som mange Oxer ere.
De gik et Stykke frem endnu,
Og Larses Hierte slog. Hvor kand det andet være?
Thi ingen bryder dog med Lyst sit Been i tu;
Den skrækkelige Bro hand fik i Sigte nu
Og følte alt det Been=Brud halv,
a, Fader, sagde hand, den Hund, hvorom jeg talte,
Var stor, og om jeg den end lit for stor afmalte,
Saa var den dog langt større end en Kalv.
Hand nu til Broen kom. Lars! Lars! hvor vil det gaae?
Hans Fader gik foran, men Lars holdt ham tilbage,
Ah Fader, sagde hand, J ikke være maae
Et Barn, og det for Sandhed tage,
At jeg saa stor en Hund, som jeg før sagde, saae;
Thi kort og got jeg vil erklære,
Før end vi over Broen gaae
Den Hund ey større var, end alle Hunde ere.


Du ikke strax skal ærgre dig,
Om nu og da en Gæk fordrister sig,
Ublue Løgne at fremføre;
Lyv og, ja lyv langt stærkere,
Og stræb, at du kand hannem skamfuld giøre,
Saa giør du baade ham og Verden Tieneste.
O¬
bida, en Søn af Abensina, forlod Caravan Herberget tilig om
Morgenen, og fortsatte sin Reyse over de Indostanske Marker.
Hvilen havde giordt ham frisk og hyrtig; Haabet opmuntrede ham,
og Begierlighed drev ham. Hand gik hasteligen frem over Dalene, og
saae Høyene meere og meere at reyse sig for ved ham. Alt som hand
gik frem, bleve hans Øren forlystede ved Paradiis=Fuglens Morgen¬
Sang, hand blev kølet ved de sidste Bevægelser af de forfriskende mil¬
de Vinde, og besprængt med Dug af vellugtende Træer; undertiden
betragtede hand den Taarn=høye Eeg, som er Biergenes Monark, og
undertiden drog hand den behagelige Lugt af Primula Veris, som er
Foraarets ældste Daatter; alle hans Sandser bleve fornøyede, og al
Bekymring var bortdrevet fra hans Hierte.
Saaledes blev hand ved at gaae, indtil Solen nærmede sig til
Middags=Linien, og den tiltagende Heede angreb hans Kræfter. Hand
saae sig da runden om efter en beqvemmere Fodsti. Hand blev vaer,
paa sin høyre Haand, en liden Skov, som syntes ved sine Blades Be¬
vægelse og Skygge at indbyde de forbigaaende; hand gik derind, og
fandt dens Kølighed og Grønhed u imodstaaeligen behagelig. Hand
glemte ikke, alligevel, hvorhen hand skulde reyse, men fandt en snever
Vey, omgivet med Blomster, som syntes at løbe i samme Linie, som
den almindelige Lande=Vey, og var glad ved, at hand, formedelst det¬
te lykkelige Forsøg, havde fundet Middel til at forene Fornøyelse med
hans Forretning, og at vinde Flittigheds Belønninger, uden at udstaae
dens Møye og Besværligheder. Hand blev derfor ved at vandre en
Tiidlang, uden at tabe det mindste af sin Fyrighed, undtagen at hand


undertiden blev fristet til at staae stille, ved Fuglenes Sang, som Heeden
havde forsamlet i Skyggen; og undertiden opholdt sig med at plukke de
Blomster, som bedærkede Marken paa begge Sider af Veyen, eller
Frugterne, som hengte paa Greenene. Til sidst begyndte den grønne
Sti at afvige fra sin første Linie, og at sno sig omkring imellem Bak¬
ker og tykke Hækker, som bleve kølede ved Kilder og sagte=suusende Vand¬
Fald. Her blev Obida en Tiidlang staaende stille, og begyndte at over¬
veye, om det var længer raadeligt at forlade den bekiendte og alminde¬
lige Vey; men da hand erindrede, at Heeden var i sin største Hæftig¬
hed, og at den slette Mark var støvet og ujævn, saa besluttede hand at
fare fort paa den ny Sti, som hand formodede alleene at giøre nogle
faa Afveye, for at lempe sig efter Grundens Foranderlighed, og at den
vilde til sidst løbe ud til den alfare Vey.
Da hand saaledes havde stillet sin Urolighed tilfreds, begyndte
hand at gaae til igien, endskiønt hand tvilede om, at hand kom langt.
Denne hans Sinds Bekymring bragte ham til at opholde sig ved en¬
hver ny Ting, som forekom ham, og at fyldestgiøre enhver sandselig
Lyst, som kunde enten smigre for ham eller forlyste ham. Hand lyttede
efter et hvert Echo, og stigede op paa enhver Høy, for at faae noget
Nyt at see, hand gik til siden efter et hvert Vandfald, og fandt Behag
i at gaae langs med en sagte Aae, som løb imellem Træerne og van¬
dede en stor Eng med utallige Bugter og Omløb. Ved denne fornøye¬
lige Tidsfordriv gik Timerne utalte forbi, hans Afvigelser havde forvir¬
ret hans Hukommelse, og hand vidste ikke, hvad Kant hand skulde rette sin
Gang til. Hand stod Tankefuld og forvirret, bange for at gaae frem ad,
paa det hand skulde ikke gaae feil, dog vel vidende, at det var nu ikke længer
Tiid at lunte. Jmedens hand saaledes martredes med Uvished, blev Him¬
melen overdraget med tykke Skyer, Dagen forsvandt for hans Øyne, og et
pludseligt Uveyr drog sig sammen omkring hans Hoved. Hand blev nu, ved
hans Fare, opvakt til en hastig og smertelig Erindring om sin Daarlig¬
hed, hand saae nu, hvorledes Lyksalighed mistes, naar Magelighed spørges
til Raads; Hand begræd sin kælne Utaalmodighed, der havde lokket ham
til at søge Skiul i Skoven, og foragtede sin slette Nysgierrighed, som
førte ham fra en lumpen Ting til en anden. Medens hand saaledes stod og
pønsede, blev Luften mørkere, og et Tordenskrald afbrød hans Betragtning.
(Continuationen følger hernæst.)
Paa første Ark 5te Side jode Linie skal staae Slutning i stedet for Slægtning.


No. 3.
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker,
(Continuation af No. 2)
H¬
and besluttede nu at giøre alt hvad der endnu stod i hans Magt;
at gaae tilbage hvor hand var kommen frem, og forsøge om
hand kunde finde nogen Udgang, hvor Skoven maatte være
aaben, ud til den slette Mark. Hand kastede sig ned paa Jorden, og
befalede sit Liv til Naturens Herre. Hand stod op med Tilliid og Ro¬
lighed, og trængte sig frem med sin Sabel i Haanden; thi Ørkens vil¬
de Dyr vare nu i Bevægelse, og paa alle Sider hørtes en beblandet
Hylen og Tuden af Raseri og Frygt, og Ødeleggelse og Død. Hand
var omgivet med alle de Forskrækkelser, som Mørkhed og Eenlighed kand
virke; Vinden suusede iblant Træerne og Strømmene styrtede med Bra¬
gen ned af Biergene.
Saaledes forloren og elendig vandrede hand igiennem den vildsom¬
me Skov, uden at vide hvorhen hand gik, eller enten hand hvert Øye¬
blik kom nærmere til Sikkerhed eller Fordervelse. Omsider blev hand
overvundet ikke af Frygt men af Møde og Arbeide; hans Aande blev
kort, og hans Knæ skælvede, og hand vilde nu just legge sig ned og
overgive sig til sin Skiæbne, da hand i det samme blev et Glimt af et
Fakkel vaer, igiennem Tørnebuskene. Hand gik frem efter dette Lys, og
da hand fandt at det kom fra en Eremites Hytte, gik hand til Dø¬
ren og bad ydmygeligen om at indlades. Den gamle Mand tog ham
ind, og satte for ham saadan Forraad, som hand havde samlet til sig
selv, hvilket Obida fortærede med Begierlighed og Taknemmelighed


Da Maaltidet var forbi, sagde Premiten: Siig mig, ved hvad
Hændelse du er bragt herhid; Jeg har nu i 20 Aar boet i denne Vild¬
somhed, i hvilken jeg aldrig tilforn har seet et Menneske. Obida fortalte
ham da alt hvad der havde tildraget sig paa denne Dag=Reyse, uden
at skiule eller besmykke det ringeste.
Min Søn, sagde Eremiten, lad denne Dags Vildfarelser og
Daarligheder, Farligheder og Redning synke dybt ned i dit Hierte. Kom
ihu, min Søn, at Menneskets Liv er en Dags Reyse; Vi staae op
om Morgenen af vor Ungdom, fulde af Hyrtighed og fulde af Forven¬
telser; vi gaae frem med Mood og Haab, med Lystighed og Fliid, og
vandre en Tiidlang paa Gudfrygtigheds rette Vey til Roligheds Bo¬
liger. Efter en kort Tiid formindskes vores Fyrighed, og vi søge at
finde nogen Formildelse i vor Pligt, og nogle mageligere Midler til at
opnaae den samme Ende. Vi efterlade da i vores Hyrtighed, og sæt¬
te os for, at vi ikke længer vil forskrækkes for Laster, som ere langt bor¬
te, men forlade os paa vor egen Bestandighed, og vove at nærme os
til det, som vi have besluttet, aldrig at røre. Vi gaae saaledes ind i
Mageligheds Løvhytter og hvile os i Sikkerheds Skygger. Her bli¬
ver vort Hierte kælent og forsagt, og Aarvaagenhed slumrer hen. Vi
have da Lyst til at undersøge, om vi ikke kand gaae et Skrit længer
frem endnu, og om vi ikke maae, i det mindste, vende vore Øyne til
Forlystelsers Hauger. Vi nærme os til dem med Bekymring og Tvil¬
raadighed, vi gaae ind i dem, men vi gaae ind bange og skælvende, og
haabe altid at gaae igiennem dem, uden at tabe Dydens Vey, hvil¬
ken vi en Tiidlang beholde i Sigte, og have i Sinde at vende os til
igien. Men den ene Fristelse kommer efter den anden, og en Føyelig¬
hed bereder os til en anden; med Tiden tabe vi Uskyldigheds Lyksalig¬
hed, og trøste vor urolige Samvittighed med at forlyste og fyldestgiøre
vore Sandser. Efterhaanden tabe vi Erindring om vores første For¬
sæt, og forlade den eneste anstændige Ting, som Fornuften bør begiæ¬
re og attraae. Vi indvikle os selv i Forretninger, vi nedsænke os selv
i Overdaadighed, og sværme omkring i Ustadigheds Labyrinter, indtil
Alderdoms Mørke begynder at overfalde os, og Sygdom og Angest
tilsperrer vor Vey. Vi see da tilbage til vor fremdragne Liv med
Skræk, med Sorg, med Fortrydelse og Anger, og ønske, men alt for


tit forgæves ønske, at vi havde ikke forladt Dydens Vey. Lyksalige ere de,
min Søn, som skal lære af dit Exempel, ikke at fortvile, men skal er¬
indre, at omendskiønt Dagen er forbi, og deres Kræfter fortærede, saa
er der dog endnu et Forsøg tilbage at giøre; At Omvendelse er aldrig
haabeløs, og en oprigtig Stræben aldrig uden Bistand; at den Van¬
drende kand omsider vende tilbage, efter alle hans Vildfarelser, og at
den, som beder om Styrke og Mood her oven fra, skal finde at Fare
og Besværlighed vil vige til Side for ham. Gaae nu, min Søn, og
leg dig til Hvile, og befal dig i den Almægtiges Forsorg, og naar Mor¬
genen igien kalder til Arbeyde, da begynd paa ny din Reise og dit Liv.
Fri=Geisten.
J, som paa Dyden legge Vind,
J, som nøyagtigen adlyde,
Hvad Skriften og Fornuften byde
En Fri=Geist haanlig leer ad eders svage Sind,
Og at J eder selv til usle Slaver giøre.
Hvad er det, spørger hand, som J der søge med?
Maaskee Fornøyelse og Sindets Rolighed;
Hvor kand . Eder saa bedrage og forføre?
Fornøyelse J søge jo?
Og for at finde den, J eder den berøve;
søge efter Sindets Ro.
Og finde den i det, som eder maae bedrøve.
hade hvad J elske maae
Og elske det, hvortil I Had og Afsky finde;
Har
Fornuft? jeg tviler snart derpaa.
I Dyd at vilde Frihed finde,
Det er, for Frihed at opnaae,
J Lænker sig at lade binde.
Gaaer ud af Overtroens Nat
Som haver eders Sind i Mørkheds Fængsel sat,


Og følger det, hvortil Naturen eder driver,
Antager, nyder, hvad den giver
Og søger kuns, hvad eders Ønske er
Men skyer alle Ting, som eders Sind maae krænke,
tænker frit, og lever som J tænke,
Bekymrer eder ey om Daarers Meeninger.
de fleeste Mennesker til Pøbelen henhøre,
Fra disses Samfund maae J eder løse giøre,
De vide selv ey hvad de tro,
Naturens Drift de meene Synd at være,
Og see ey at de sig Lyksalighed og Ro¬
Berøve selv, i det at de Miltsyge ere
Thi ellers skulde de ey lade deres Sind¬
Af Overtro saa tages ind.
Derfore tager an den kørte Lærdoms Ord,
Troer ikke det, som Mængden troer
Den troer af Dovenhed, og ingen Ting randsager,
Men den Fornuftige af Grunden Sandhed drager;
Hvad er vel Skriftens Bog? hvad lære vi af den?
Et Levnet fuldt af Sorg og Plage,
Og mørke Ting, som vi umueligen
Kand troe, med mindre vi Fornuften først forsage.
Hvad er den mægtige Samvittighed? En Digt,
Som i Optugtelsen alleneste er grundet,
For de Eenfoldige en hellig Arve=Pligt,
Men de, som ret forstaae og undersøge sligt,
Dens Virkning aldrig have fundet.
Naturen følges maae, den taler,
og naar den os nu taler til,
Mon den da andet sige vil,
End at vi lyde skal alt hvad den os befaler?
hvad kaldes Ret og Pligt, opfundet er af Frygt;
Af den er Helvede og Himmerig opbygt.


Men om J, i dens Sted, agt paa Fornuften gave
Hvad faae J da? mon den fremviiste noget sligt?
O ney, thi saadant er en gammel Kierling=Digt.
Lad Verden for sig selv sin Børne=Sladder have
Hvad hver Mand rolig giør, er hver Mands beste Lov,
En Klog ey meere troer, ey meere har behov.
Det var den Vittighed og Kløgt,
Hvormed en Fri=Geist har i alle sine Dage
Sin Lærdom at beviise søgt,
Paa det hand Dyden ned af Thronen kunde drage,
Og lade sin Udyd den Plads igien indtage.
Hans Hiertes onde Art var ham Fornuft og Gud,
Og denne Frække loe tit den Kaarsfæste ud.
Hans Ende kom, og hand, som aldrig skælvede
For Døden pludselig fandt Skræk og Bævelse.
En Dommer, der, som Gud, forbander ham med Vrede,
En grum og skræksom Ævighed,
En Afgrund, som nu snart at sluge ham er rede,
Omstødte hans Systems forvovne Sikkerhed,
Og hand, som torde før al Verden Modstand giøre
Med sine høye Lærdomme,
Begyndte dog taalmodigen at høre
Paa hvad hans Pige nu til hannem talede,
Og lod nu af sin fromme Pige,
Til hvilken hand før af Foragt
Vel tusind gange havde sagt:
Du Ehristelige Dyyr, og andre Ting deslige)
Sig igiendrive, ja omvende.
Heraf vi klarligen Fri=Geisters Styrke kiende.


Dulcis inexpertis cultura potentis Amici,
Expertus metuit.
Horat.
V¬
idenskaberne, som havde længe seet deres Tilhængere arbeyde for
Menneskenes Nytte, uden Belønning, indgave en Begiæring til
Jupiter, at Rigdom og Ære maatte meere billigen uddeeles. Jupiter
blev bevæget over deres Klagemaal, og rørt ved Menneskenes tilstunden¬
de Elendigheder, da Videnskaberne, som ved en idelig Utaknemmelig¬
hed vare blevne keede og fortrædelige, truede at forlade Menneskene,
hvilke, ved hines Bortgang, vilde have blevet tvungne til at leve i Hu¬
ler af Olden og Bøg, at jage efter deres Bytte og Rov i Ørkerne, og
at omkomme under Kløerne af vilde Dyr, som ere stærkere og grumme¬
re end de selv.
Et Raad af de Himmelske Magter blev derfor sammenkaldet, hvori
det blev besluttet, at Patronage skulde nedstige til Videnskabernes Bi¬
stand. Patronage var en Datter af Astrea, ved en menneskelig Fader, og
havde været opdraget i Sandheds Skole, ved disse Gudinder, som
hun nu var udnævnt til at beskytte. Hun lignede sin Moder i den vær¬
dige Anseelse, som indjog falske Fortienester en Skræk, og af sin Lære¬
Mesterinde havde hun den Jndgetogenhed, hvorved ingen kunde nærme
sig til hende, uden de, som Videnskaberne førte ind for hendes
Ansigt.
Hun kom ned og blev med et almindeligt Fryde=Skrig modtaget
af alle de Magter, som ynde Lærdom. Haabet dantsede for hende, og
Gavmildhed stod ved hendes Side, færdig til at udspreede, efter hen¬
des Anordning, de Gaver, som Lykken, der fuldte efter hende, blev
befalet at forskaffe. Ligesom hun kom nærmere mod Parnassus, for¬
svandt u=middelbar den mørke Skye, som længe havde hengt derover.
De Skyggefulde Gange, som tilforn visnede af Tyrke, udspreedte nu
deres første Grønhed, og Blomsterne, som havde falmet ved Kuld
fornyede deres høye Farver og gave en behagelig Lugt fra sig; Muserne


spillede paa deres Harper og lode deres Røst høre; og al Naturens
Concert bad hende være velkommen.
Paa Parnassus tog hun sin Residents, i et Palats, som var op¬
bygt af Videnskaberne, og prydet med alt hvad der kunde forlyste
Øyet, opløfte Indbildingen, eller forøge Forstanden. Her uddeelte
hun Lykkens Gaver, med Retfærdigheds upartiskhed, og Sandheds
Skiønsomhed. Hendes Port stod altid aaben, og Haabet sad ved
Indgangen, og indbød alle dem til at gaae ind, som Videnskaberne
regnede i deres Følge. Hendes Hof var derfor opfyldt med en u=tallig
Mængde, og skiønt mange af disse vendte tilbage, uden at nyde noget,
saa var dog siælden nogen saa formastelig at klage derover; Thi Patro¬
nage var almindeligen bekiendt for, at den forsømte meget faa, undta¬
gen at dem fattedes tilbørlig Ret til at fodre hendes Bevaagenhed. Disse
derfor, som uden Frugt havde søgt hendes Gunst, forføyede sig ge¬
meenligen bort, paa det de skulde ikke blive almindeligen bekiendte; og
enten lagde sig efter ringere Forretninger, eller og stræbte ved større Fliid
at opnaae det som fattedes dem.
Med Tiden blev dog disses Tal, hvis Ansøgninger vare afviste,
saa stort, at de mindre skammede sig ved deres Afviisning, og i stæ¬
den for at skiule deres Skam ved at unddrage sig fra offentlige Sam¬
qvem, saa begyndte de nu at besætte Porten til Palatset, og at stoppe
Indgangen for dem, som i deres Tanker syntes at kunde blive lykkeli¬
gere. Patronage, som var kuns en halv Gudinde, havde nogle gange
taget feyl i sine Domme, og omendskiønt hun altid skyndte sig at for¬
bedre hendes Forseelser, saa blev dog enhver, ved disse faa Prøver paa
at hun kunde tage feyl, opmuntret til at appellere fra hendes Skiøn¬
somhed til sin egen og sine Medbrødres, som vare altid færdige til at
raabe og besvære sig i deres fælles Sag, og at opløfte hinanden med
indbyrdes Berømmelser.
Haabet var en bestandig Ven for dem, som det ikke gik efter Ønske
og Ubluhed ophidsede dem til at melde sig anden gang, og igien at
fremlegge deres Ret for Patronage. De fleeste bleve atter sendte tilbage


med Vanære, men fandt dog Haabet ikke mindre venlig, og Ubluhed
meere nidkiær og paastaaende. De vare derfor betænkte paa at udfin¬
de nye Midler, og haabede omsider at faae Overhaand ved deres Mæng¬
de, som stedse tiltog; og deres Bestandighed hos Haabet og Ubluhed
forbød dem at give efter.
Patronage, som ikke i lang Tiid havde været i de Himmelske For¬
samlinger, begyndte at vanslegte til en Jordisk Natur, og forglemte
Retfærdigheds og Sandheds bealinger J stædet for at indskræn¬
ke sit Venskab alleene til Videnskaberne, saa lod hun sig, lidet efter
lidet, forføre til at giøre Bekiendtskab med Hovmod, som var Falsk¬
heds Søn, ved hvis Bivaaning hun fødde |tvende Døttre, Flatterie og
Caprice. Flatterie blev opammet af Gavmildhed, og Caprice af
Lykken, uden nogen Hielp af Videnskabernes Lærdomme.
Patronage begyndte offentligen at antage sin Mands Tanker og at
efterfølge hans Sæder; efter hans Mening indrettede hun nu sine
Domme, og gav meget lidet Agt paa Sandheds befalinger; og saa¬
som hendes Døttre bestandigen vandt hendes Kierlighed meere og mee¬
re, saa tabte Videnskaberne deres Magt til at formaae noget hos
hende, indtil omsider ingen havde stor Aarsag til at rose sig af sin An¬
tagelse, uden de, som Caprice eller Flatterie indførte til hendes
Throne.
Den store Mængde, som havde saa længe ventet, og var saa ofte
bortviist, for Mangel paa Recommendation af Videnskaberne, for¬
nøyede sig ved at see disse strenge Gudinders Magt at iile til dens Un¬
dergang. Deres Patronesser fornyede nu deres Opmuntringer.
Haabet smiilede, naar Caprice nærmede sig, og Ubluhed var al¬
tid ved Haanden til at indføre sine Clienter til Flatterie.
(Continuationen følger hernæst.)


No. 4.
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker.
(Continuation af No. 3.)
P¬
atronage havde nu lært at forskaffe sig selv Respect ved Ceremo¬
nier og Formaliteter, og i stædet for at lade de Ansøgende strax
komme til Audience, saa befalede hun at der skulde indrettes et
For=Gemak, som blandt Menneskene kaldtes Forventelses Sahl.
Til denne Sahl kunde de lætteligen faae Indgang, som Ubluhed hav¬
de henviist til Flatterie, den var derfor opfyldt med en adskillig Mæng¬
de, der var samlet fra alle Verdens Hiørner, som med største Jver og
Begierlighed trængte sig frem ad, og bleve drevne ved al den angstfulde
Bekymring, som de Medsøgende opvakte hos dem.
De gik hidsigen og hurtigen ind i denne almindelige Sahl, og tvi¬
lede ingenlunde om, at Flatterie skulde snarligen føre dem ind til Pa¬
tronage. Men det hendte sig i Almindelighed, at de bleve her overladte
til deres Skæbne; thi den inderste Dør var betroet til Caprice, der
aabnede og lukte den, som det syntes, i Fleng, og antog eller forskød,
uden nogen fast Regel i at giøre Forskiæl paa Personerne. Jmidlertid
bleve de ulyksalige Opvartere forladte til at henslide deres Liv i afvexlen¬
de Glæde og Kummer, og overgivne til at fixeres af Mistanke, som
altid hviskede dem i Øret, at der var noget Anslag overlagt imod dem,
som dog aldrig var tænkt paa, og af Misundelse, som flittigen fore¬
stillede dem, hvilken god Lykke en eller anden af deres Medsøgere hav¬


de faaet. Vanrygte (Infamia) fløy runden om i Sahlen, og ud¬
spreedte Støv af sine Vinger, hvormed alle og enhver bleve besudlede;
Jgiendrivelse (Refutation) fløy efter hende meere langsomt, og stræb¬
te at skiule Plætterne med Sminke, som dog strax blev børstet af,
eller forgik af sig selv, og lod Plætterne blive tilbage meere kiendelige.
Ey heller bleve Vanrygtes Plætter nogensinde udflettede, undtagen
med reent Vand, som ved Tidens Haand var taget af Sandheds
Kilde.
Det hendte sig ofte, at Videnskab, som ikke gierne vilde miste
sin gamle Ret at recommendere til Patronage, vilde føre sine Efterføl,
gere ind i Forventelses Sahl; men de bleve snart keede af at bie der
længe; thi ikke alleene Misundelse og Mistanke bestandigen plagede
dem, men Ubluhed betragtede dem og som u-berettigede, der vilde træn¬
ge sig ind; og ophidsede Vanrygte til at sværte dem. De gik derfor
snart bort igien, men siælden uden nogen Plæt, som de kunde aldrig
toe af, og hvilke gav tilkiende, at de havde engang opvartet i For¬
ventelses Sahl.
Resten blev ved at vente paa det lyksalige Øyeblik, at Caprice skul¬
de bede dem komme nærmere; og stræbte at giøre hende sig bevaagen,
ikke med en Homerisk Harmonie, en Forestilling af store Bedrifter, el¬
ler en Opregning af ædle Tanker, men med fød og vellystig Melodie,
beblandet med Patronages og Hovmods Berømmelser, af hvilke de
bleve hørte, baade med Fornøyelse og Foragt.
Nogle bleve vel indladte af Caprice, da de mindst ventede det,
og bleve af Patronage overvældede med Lykkens Gaver, men de bleve
fra den Tiid Lænke=bundne til hendes Fodskammel, og fordømte til at
indrette deres Liv efter hendes Øyekast og Vink; de giorde sig ret til af
deres Lænker, og siælden beklagede sig over noget møysomt Slaverie,
hvor trælsomt det end var, eller over nogen Spot, hvor foraatelig den
og kunde være, men de bleve dog ofte, u=agtet al deres Lydighed, plud¬


igien i Forventelses Sahl.
seligen grebne fat af Caprice, afførte deres Prydelser, og udstødte
Her begave de sig igien iblant den støyende Mængde, og alle, undta¬
gen nogle faa, som Forfarenhed havde lært at søge Lyksalighed i Fri¬
heds Egne, bleve ved at spilde Timer og Dage og Aar, og ved Flatteries
Konster søgte at faae et Smiil og naadigt Ansigt af Caprice, indtil
langt om længe ny Mængder trængte sig ind paa dem, og dreve dem
ud af adskillige Udgange til Sygdoms og Skændsels og Fattig¬
doms og Fortvilelses Boliger, hvor de fremdroge deres øvrige Le¬
ve Tiid, med at fortælle om Tilsagn, om brudte Løfter, om Glæde
og Sorrig, om Haab og mislingede Forventelser.
Efter at Videnskaberne havde døyet tusinde skammelige Medfar¬
ter, begave de sig omsider bort fra Patronages Palats, og efter at de
længe havde vandret Verden omkring i Sorg og Græmmelse, bleve de
omsider leedte til Friheds Hytte, som er en Datter af Tapper¬
hed; hvor de ved Klogskab og Sparsomhed bleve lærte at opholde
sig selv i Værdighed og Rolighed.
Semnon og Oraklet.
Begierlig efter at erfare
Sin Skæbne, Semnon sig en Reyse foretog,
Og til det Delphiske Orakels Tempel drog.
Oraklet sig derfor undslog,
Og ikke vilde ham hans Skæbne aabenbare:
Dog ham saa meget vide lod,
At ham stor Lykke forestod
Men at det skulde ham til stor Ulykke blive,
Om mand ham meere Lyys derom nu vilde give.


Lod hans Nysgierrighed med dette Svar sig nøye?
Ney, langt derfra! hand fik end stærkere Attraa;
O Guddom! raabte hand, kand ydmyg Bøn dig bøye,
Da lad mig større Lyys om denne Lykke faae.
Saa troer et Menneske, og troer tillige ikke.
En Semnon troer, naar ham Oraklet Lykke spaaer,
Dog ey fordi hand Liid til denne Spaadom slaaer,
Men efterdi det sig kand med hans Ønske skikke;
Hand ønskte alt tilforn at blive lykkelig¬
Men troer hand og, naar hand maae om Ulykke høre?
Onev, thi dette er ey hvad hand ønsker sig.
Ved Klogskab, tænker hand, vil jeg til intet giøre
Ulykken, som forkyndtes mig.
Kort sagt, sin Skæbne hand vil af Oraklet høre.
Oraklet ham da svarede:
Du ved din Kones Gunst skal Konge=Scepter nyde,
Og Folk, som saae dig tienende,
Skal dine Ord og Vink adlyde.
Opmuntret ved det Guddoms Svar
Hand, der, som Pillegrim, til Templet kommet var,,
Sig hastigen, som Printz, i Haabet bort begiver;
Hand maaler, uden Land, hvor stort hans Rige bliver,
Og skiønt hand haver ey en Mand
Hand dog, i Tankerne, sin Krigs=Hær fører an.
Men dog hvor glad hand var, hand meere dog begierte,
Hand ikke veed endnu alt hvad hand vide vil,
Hvor snart hand komme skal dertil,
Og den Uvidenhed nedslog endnu hans Hierte;
Om jeg nu, sagde hand, snart naaer den Herlighed,
Hvor længe skal den vare ved?
En saa dumdristig Tvil ham atter driver hen
At hand Oraklets Svar indhente maae igien¬


Oraklet svarede: Det eders Lykke er,
J skrøbelige Mennesker,
At Guderne ey vil for eder aabenbare,
Hvad eder skal her efter vederfare;
Jmidlertid, O Daare, viid,
At du skal inden stakket Tiid
Tik Purpur og til Throne stige;
Dog denne samme Haand, som bringer dig dertil,
Dig strax derpaa berøve vil
Din Throne og dit Liv tillige.
Hand sig derpaa i Krigen giver,
Og ved sin Tapperhed og Mood ophøyet bliver
Fra sin medfødte ringe Stand,
Til største Værdighed udi sit Fødeland;
Og Skæbnen, som ham gunstig var,
Opfyldte saa Oraklets Svar,
At Semnon dagligen sin Lykke faae tiltage,
Og
det som var endnu tilbage,
Hand i sin Drønnings Gunst nød det fornemste Sted,
Hun ham sit Hierte gav og Konge=Værdighed.
Men en forborgen Skræk hans Hierte saa indtager,
At hand sin Høyheds Lyst og Lykke ikke smager
Hans yndige Gemahl, som hand med Frygt har kier,
Giør, at hand halv forliebt og halv=koldsindig er.
Hand ofte ønsker nu, sin Skæbne ey at vide,
Paa det hand hende saa, som hun ham, kunde lide.
Hun mærker hans Koldsindighed,
Som hende inderligen krænker,
Og for en fremmed Kierlighed
Sin Konge og Gemahl mistænker:
Hun hemmelig Forgift ham giver. Femnon døer
Og maae sit Liv for hendes Fødder ende.
Siig, Menneske, om det ey Lykke agtes bør
Sin Skæbne ey forud at kiende.


J¬
Kong CARL. den Førstes Regierings Tiid i Engeland blev en
meget mærkværdig Tryk=Feil begaaet af det Boghandler=Sælskab,
som havde faaet Bevilling paa at trykke Bibelen; Thi i een af deres
Editioner, i stedet for: Du skal ikke bedrive Hoer, trykte de i nog¬
le tusende Exemplarier: Du skal bedrive Hoer. Erke-Biskop Laud
lagde en anseelig Penge=Straf paa dette Sælskab, for at straffe dem
for denne Skiødesløshed.
Den Leve=Maade, som har taget Overhaand i Verden, i denne
vanslægtede Tiid, giver mig Aarsag til at frygte, at mange unge lider¬
lige Personer, af begge Kiøn, have en Bibel af dette forfalskede Op¬
lag, og efterleve dette Bud efter denne vrange Tryk.
J den Christen Kirkes første Tider bleve Hoer=Folk satte i ævig
Band, og kunde aldrig i deres Livs Tiid blive antagne i Christelige
Samqvem, omendskiønt de søgte det med grædende Taare, og med
alle Kiendetegn af en meest usminket Fortrydelse.
Jeg kunde her anføre nogle gamle Love iblandt Hedningene, som
straffede denne Synd med Døden; og andre af samme Beskaffenhed,
som staae endnu ved Magt i adskillige Christelige Regieringer. Men
efterdi en Materie af denne Natur maatte blive for alvorlig for mine
Læsere i Almindelighed, som ere meget færdige til at legge mine Blade
bort, naar de ikke ere opmuntrede med noget som er lystigt eller u=ge¬
meent; saa vil jeg her meddeele Jndholdet af et lidet Manuscript, som
er nyligen faldet i mine Hænder, og som giver sig ud for at være me¬
get gammelt; men formedelst nogle nyere Talemaader og andre Om¬
stændigheder deri, kand jeg ingenlunde antage det for at være ægte, men
maa heller troe, at det er skrevet af en Spotte=Fugl i disse Tider.
Det er vel bekiendt iblant de Lærde, at der var et Tempel paa
Ætna Bierg, indviet til Vulcanus, hvilket blev bevogtet af Hunde, der
havde saadan en fiin og besynderlig Næse, (siger Historie=Skriverne,
at de kunde skiønne, om den Person, som nærmede sig til Templet,
var kydsk eller ikke. De pleyede at loggre for dem, som vare kydske;


og beviiste sig venligen imod dem, som Venner af deres Herre Vulca¬
nus; men fløy med Vrede paa dem, som vare besmittede, og de lode
ikke af at gøe ad dem, førend de havde drevet dem bort fra Templet.
Mit Manuscript giver følgende Beretning om disse Hunde, hvil¬
ken formodentligen skulde tiene til en Forklaring over denne Historie.
Disse Hunde vare givne til Vulcanus af hans Søster Diana,
Gudinde for Jagt og for Kydskhed; hun havde udsøgt og opfødt dem
af nogle af hendes Hunde, hos hvilke hun havde fundet denne na¬
turlige Egenskab og skarpe Lugt. Man holdt for at hun giorde det
for at harme Venus, hvilken, naar hun kom hiem fra hendes Be¬
søgelser, altid fandt sin Mand i ond eller god Humeur, ligesom hun
blev enten ilde eller vel imodtaget af hans Hunde. De levede i
Templet i nogle Aar, men vare saadanne arrige Beester, at de af¬
skrækkede de fleeste fra at komme til Templet, som ellers vilde bringe
deres Offer dertil. Fruentimmerne i Sicilien affærdigede et høytide¬
ligt Gesandtskab til Præsten, og lode ham vide, at de vilde ikke brin¬
ge deres aarlige Ofringer til Templet, med mindre hand lagde en
Mundkurv paa hans store Hunde. Omsider traf de saadant et For¬
yliig med Præsten, at Ofringerne skulde altid bringes til Templet ved
et Chor af unge Piger, som ikke vare over Syv Aar gamle. Det
y var forunderligt (siger Autor) at see hvor gandske anderledes Hun¬
y dene toge imod disse smaa Jomfruer, end de havde tilforn taget imod
o deres Mødre. Der siges, at Fyrsten af Syracusa, som havde taget
en ung Fyrstinde, og som var af Naturen Jaloux, formaaede saa
v meget hos Præsterne ved Templet, at hand fik en Hvalp af denne
navnkundige Yngel. Den smukke Frue havde i Førstningen megen
9 Fortræd af denne unge Hvalp, saa at hun indstændigen bad hendes
Mand, at hand vilde skille sig ved den; men den gode Mand viiste
hende kort af med det gamle Sicilianske Ordsprog: Elsk mig, elsk
min Hund. Fra denne Tiid af levede hun meget fredeligen med
dem begge. Fruentimmerne i Spracusa bleve meget beskadigede af
den, og mange, som ellers havde et meget got Rygte, undskyldte sig
for at komme til Hove, førend den var jaget bort. Der vare dog


nogle af dem, som trodsede dens skarpe Lugt: Men mand mærkede, at
omendskiønt den ikke virkeligen beed dem, saa vilde den dog forskrække¬
ligen knurre ad dem. Men for at komme til Templets Hunde igien:
Efter at de havde levet her i stor Anseelse i mange Aar, hendte det
sig, at da en af Præsterne, som havde været ude og giort en Trøste¬
Besøgelse hos en Enke, som levede paa Forbierget af Lilybæum, kom
temmelig silde hiem om Aftenen, fløy Hundene paa ham med saadan
en Grumhed, at de vilde revet ham ihiel, dersom hans Brødre vare ikke
komne ham til Hielp; hvorpaa, siger min Autor, Hundene bleve al¬
lesammen hengte, saasom mand sagde at de havde nu tabt deres før¬
ste naturlige Lugt.
Jeg kand ikke ende dette Blad uden med det Ønske, at vi havde
nogle af denne Art Hunde i Engeland, hvilke vilde visseligen giøre
vort Lands Fruentimmer den tilbørlige Ret, jeg skulde sige Ære; og
vise Verden, hvad Forskiæl der er imellem Hedenske Fruentimmer, og
dem, som ere oplærte i sundere Grund=Regler af Dyd
og Religion.


No. 5.
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker,
Infelix - nulli bene nupta marito.
D¬
e Medicinske Skribentere have ofte ynket og beklaget
Qvinde=Kiønnets Tilstand, efterdi deres Legems Beskaffenhed,
er saadan, at enhver Stand i deres Liv medfører sine særdeles
Svagheder og Sygdomme; de ere fatte, som Ordsproget lyder, imel¬
lem Scylla og Charybdis, og have alleneste Vallet imellem tvende
Farer, som ere lige forskrækkelige; og enten de udvælge Ægte=Standen,
eller de beslutte at leve i Eenlighed; saa ere de underkastede, ligesom de¬
res Vall bliver, Sygdom, Elendighed og Døden.
Det var at ønske, at saa stor en Grad af naturlig Ulyksalighed
maatte ikke forøges ved andre dertil kommende og giordte Elendig¬
heder; og at disse Skabninger, hvis Skiønhed, vi kand ikke beskue
uden Forundring og Høyagtelse, og hvis nydelige Fiinhed vi kand
ikke betragte uden Ømhed og Kierlighed, maatte tillades at nyde
all muelig Lættelse i deres Sorrig. Men, hvorledes det og er gaaet
til, saa synes det, at Verdens Vane er blevet indført ved en Slags
Sammenrottelse imod dem, omendskiønt mand kand ikke slutte andet,
end at de selv havde lige Deel i denne Vanes Stadfæstelse; og de paa
denne Vane grundede Anordninger, hvilke, hvem der og har begyndt
dem, have nu vedvaret meget længe, og følgeligen have en stor Kraft,
synes næsten at have udelukt Fruentimmerne fra at blive fornøyede, i
hvad Stand de end skal fremdrage deres Liv.


Dersom de undslaae sig for Mandfolkenes Samqvem, og blive
ved at leve i den Stand, som fornuftigen formodes at sætte Lyksalighed
meest i deres egen Magt, saa give de dog siælden dem, som betragte
deres Opførsel, eller jævnligen omgaaes med dem, noget høyt Begreb
om Friheds Lyksalighed; thi enten det kommer deraf, at de ere vrede
over at see, med hvilken ubetænksom Jver de øvrige af deres Kiøn iile
til Slaverie, eller med hvilken urimelig Storagtighed giftede Fruentim¬
mer prale af deres Stands Forandring og fordømme disse Heltinder,
som stræbe ved deres Exempel at handthæve deres Kiøns naturlige Vær¬
dighed; enten det kommer deraf, at de ere hos sig selv overbeviiste om,
at de, ligesom u=frugtbare Lande, ere fri, alleeneste fordi mand har
aldrig agtet det Umagen værd at indtage dem; eller de bilde sig ind, at
deres Oprigtighed er ikke altid u=mistænkt, naar de tilkiendegive deres
Foragt for Mandfolk, saa er det dog vist, at de almindeligen synes at
have nogen stor og u=ophørlig Aarsag til Misfornøyelse; og at mange
af dem have omsider ladet sig overtale, ved mægtige Veltalenheds Me¬
stere, til at forsøge en Stand, som de havde saa længe foragtet, og at
iføre sig Brude=Prydelser paa en Tiid, naar det mindst sømmede dem.
Hvad der ere de virkelige Aarsager til den Misfornøyelse og Utaal¬
modighed, som Fruentimmer altid røbe i Pige=Standen, skal jeg maa¬
skee ved en anden Leylighed foretage at undersøge. At denne Stand,
er ingenlunde at misunde for sin Lyksaligheds skyld, det sees af den Om¬
hyggelighed, med hvilken den gemeenligen skyes; det sees af den almin¬
deligen vedtagne Meening blant Fruentimmerne, at ingen bliver længe
i den, uden fordi hende bydes ikke Leylighed til at forlade den; det
sees af den Tilbøyelighed de altid viise, at begegne gamle Piger som
Udskud af Verden; ja det sees af den Villighed, med hvilken den ofte
til sidst forlades af dem, hvis Forfarenhed har giordt dem skikkede til
at overveye i Rolighed og at dømme med Myndighed.
Dog saaledes er Livets Beskaffenhed, at hvad der end foreslaaes,
saa er det meget lættere at finde Aarsager til at undslaae sig derfor, end
at antage det. Endskiønt Ægteskab er en vis Sikkerhed for de Bebrey¬
delser og den Eensomhed, som følger med en forældet Pige=Stand, faa
har det dog, saaledes som det gemeenligen føres, mange Uleyligheder,


der borttage meget af den Fornøyelse, som dette Sælskab lover, og som
det virkeligen kunde forskaffe, dersom Fornøyelser og Besværligheder
bleve, reedeligen deelte, og en indbyrdes Fortrolighed ubrødeligen ved¬
ligeholdt.
De Elendigheder, som mange Fruentimmer udstaae under Ægte¬
Standens Fortrædeligheder, bør visseligen betragtes med stor Medynk;
efterdi deres Mænd blive ofte ikke tagne af dem som Personer de have
en særdeles Kierlighed for, men paatvinges dem med Myndighed og Vold,
eller ved Overtalelse og Overhæng, der er ligesaa u=modstaaelig, naar
det skeer af disse, som de altid have været vante til at viise Ærbødighed,
og Lydighed imod; og det lader sig meget sielden tilsyne, at disse, som
med saadan en u=indskrænket Magt give deres Børn bort, have nogen
Omsorg for deres Huus= og personlige Lyksalighed, eller tænke, at mand
bor saa meget efterforske om de vil blive lykkelige, som om de vil blive
riige.
Jmidlertid kand det dog paastaaes, for at formindske eller undskyl¬
de denne Misgierning, som ofte begaaes af Forældre, hvilke ikke i no¬
gen anden henseende ere at regne blant Røvere og Mordere, at Rig¬
dom og Lyksalighed agtes af dem for lige=gyldige Ord; og da de selv
have fremdraget deres Liv, uden at have haft noget andet Ønske end
dette, at legge Ager til Ager, og fylde en Pose efter en anden, saa
bilde de sig ind, at de have tilstrækkeligen sørget for en Datters Beste,
naar de have forskaffet hende Sikkerhed for noget anseeligt at leve af
efter hendes Mands Død, og givet hende en velgrundet Formodning
om at leve midt i disse overflødige Lyksaligheder, med hvilke hun har
seet sin Fader og Moder at trøste sig i deres Alderdom.
Der er et Oeconomisk Orakel, som er antaget iblant den forsigti¬
ge og ærbare Part af Verden; dette Sprog raader Fædrene at gifte
deres Døttre bort, paa det de skulde ikke gifte sig selv; hvor¬
med mand, efter mine Tanker, har vildet give tilkiende, at naar Fruen¬
timmer ere overladte til at raade sig selv, saa forsee de sig almindeligen
med saadanne Mænd, som meget lidet kand befordre deres Lyksalighed.


Hvem der er Autor til denne Regel, eller i hvad Hensigt den allerførst er
givet, har jeg endnu ikke kundet udfinde; men jeg bilder mig ind, at
hvor høytideligen den og fortplantes, eller hvor blindt den og antages
saa kand den ikke give nogen Myndighed, som Naturen har negtet; den
kand ikke give Titius Frihed til at være u=billig, paa det Caja skulde
ikke blive u=forsigtig; eller give Ret til at indslutte een i et ævigt Fæng¬
sel, paa det hand skulde ikke misbruge sin Frihed.
At Fruentimmer have undertiden fortient saadanne Beskyldin¬
ger, som naturligen maatte tilveyebringe befalinger, der ikke ere
meget paa deres Side, det maae tilstaaes af deres ivrigste Forfægtere;
Og jeg har i Sandhed siælden mærket, naar deres Forældres Kierlig¬
hed eller Dyd har bevaret dem for tvungne Ægteskab, og ladet dem
have fuldkommen Frihed til at vælge deres egen Vey i Livels Labyrint,
at de have meget fordeelagtigen brugt deres Frihed; thi naar de have
haft Midler og været deres egne Herrer, have de almindeligen brugt den¬
ne Leylighed til at klatte deres Ungdom bort i Byens Forlystelser, og
tabe deres Blomster i en iilende Afvexling af Fornøyelser, som alt for
hastigen gaae og komme efter hinanden, til at lade Sindet faae Tiid
og Rolighed til nogen stadig Eftertanke; de ere blevne gamle uden at
blive viise, de have seet Verden, uden at samle Forfarenhed, og til
sidst have de i deres Vall ladet sig drive af saadanne Aarsager, der va¬
re saa u=betydelige, som en ung Piges, eller og egennyttige, som en
suurfittig Nidings.
Melanthia kom til Byen, efter hendes Faders Død, med meget
store Midler, og var udraabt for langt større; hun blev derfor efter¬
fulgt og opvartet af mange Mænd af Rang, og af nogle som havde
Forstand; men saasom hun havde en umættelig Begierlighed efter For¬
lystelser, saa havde hun aldrig Stunder, for Lyst=Reyser, Hauger,
Skue=Pladser, Besøgelser, Forsamlinger og Masqverader, til at gi¬
ve alvorligen Agt paa noget Forslag, men længtes altid efter ny Tilbe¬
dere, og forsømte Ægteskab, som en Ting der stedse var i hendes Magt;
indtil omsider hendes Opvartere toge af; nogle bleve keede af den Maade,
hvormed hun begegnede dem, andre væmmedes ved hendes Daarlighed, og
andre fortørnedes ved hendes Ubestandighed. Hun hørte tale om Con¬


certer, til hvilke hun blev ikke indbudet, og var meere end engang ivun¬
get til at sidde stille paa en Lystighed, fordi ingen vilde tage hende op!
I denne bedrøvelige Tilstand blev hun ved en Hændelse kiendt med
Philotryphus, en Mand der var forfængelig, indbildisk, stadselig og
u-besindig, som hun selv; hand havde forødt sine faa Midler i Eqvipa¬
ge og Klæder, og glimrede nu i den sidste Klædning, som hans Skræ¬
der vilde betroe ham. Hand havde længe stræbt efter at finde Leylig¬
hed til at oprette hans Uordentlighed ved Ægteskab, og derfor var hand
ikke seen at opvarte Melanthia, som, efter at hun i nogle Uger havde
været u-bevægelig, omsider saae ham paa et Ball, og blev gandske over¬
vundet ved hans Færdighed i en Menuet. De giftede sig tilsammen;
men en Mand kand ikke altid dantse, og Phylotryphus havde ikke anden
Maade at behage paa; Jmidlertid, saasom ingen af dem er i nogen
høy Grad lastefuld, saa leve de tilsammen uden nogen større Ulyksalig¬
hed, end at deres Sind er tomt for Tanker, og at de finde ingen Smag
i Livet, hvilket kommer deraf, at de ere mætte af Ungdommens Forly¬
stelser, og ere aldeles ikke i Stand til at opfylde deres Plads med æd¬
lere og meere sømmelige Forretninger. Saasom de have kiendt den for¬
nemme Verden paa een og den samme Tid, saa komme de overeens i
deres Begreb om alle de Materier, som de nogensinde tale om; og da
de ikke ere i Stand til at forbedre eller forøge hinandens Kundskab, saa
have de stør Lyst til at tale sammen; men meget ofte ønske med hinan¬
den, at de kunde drømme meere, og tænke mindre.
Efter at Argyris havde forkastet tusende Tilbud af Mænd, der baa¬
de i Rang og Riigdom vare hendes Liige, beqvemmede hun sig omsi¬
der til at ægte Cotylus, en yngre Broder af en Hertug, en Mand, som
hverken var ziirlig af Anseelse, kiøn af Person, eller stærk af Forstand;
imedens hand friede til hende, kunde hand ikke altid bare sig for at rø¬
re om hendes Herkomst, og at lade hende forstaae, for hvilken læt Priis
hun vilde kiøbe den Ære at komme i saa høy en Familie. Hans Op¬
førsel fra Brøllups=Dagen af har været utaaleligen Tyrannisk, ey hel¬
ler har hand nogen anden Agt for hende, end den som reyser sig af den
Begierlighed hand har, at hun maae føre sig saaledes op, at hand ikke
skal have Vanære deraf. Og af denne Aarsag befaler hand altid, at
hun skal være prægtigen klædt, og stadseligen opvartet; og hun har,


midt i alle hendes Plager, den Lyksalighed, som hun stedse havde at¬
traaet, at gaae oven for hendes ældre Søster.
Grav=Skrift.
Over
Den unge og deylige Belinde, som lod sig levende begrave
i Ægteskab med en ung Nar.
Af tvende onde Ting mand maae
Det mindste altid vælge,
Helst naar det kommer an derpaa,
Sin Frihed at bortsælge.
Belinde derfor heller vil
Sig nu en Abe tage,
End siden efter nødes til
At faae en Stud til Mage.
Betragtninger over Kierlighed,
Ved
Mr. LA. de B.
M¬
and maae have et Hierte, dersom mand skal vide hvad det er at
elske; Sandserne allene ere ikke nok dertil.
Kiender J en Jld, der antager alle de Skikkelser, som Vinden
giver den, som bliver stærk, som bliver svag, ligesom Luftens Bevæ¬
gelse er hæftigere eller maadeligere? Den adspreder sig, den forener sig,
den falder, den stiger; men den mægtige Vind, som regierer den, be¬
væger den alleneste for at oppuste den, men aldrig for at udslukke den:
Kierlighed er denne Vind; vore Siæle ere Jlden.
Der er intet saa almindeligt, som at tale om Kierlighed; der er
intet saa rart, som at tale vel derom. Det Hiente, som føler den


beskriver den langt bedre, end den Forstand, som indbilder sig den.
Spørg en, der elsker, hvad Kierlighed er, hand vil svare eder med to
Ord: At føle og at begiære. Men hans Øyne, hans Ansigt, alt hvad
vi see hos ham skal forklare os hans Beskrivelse. En Mand, der har
Forstand, kunde svare eder det samme, uden at give eder samme Op¬
lysning. Kort sagt, naar den der elsker, taler om Kierlighed, da lader
hand eder tillige føle dens Bevægelser, men den anden lader eder al¬
leeneste see dem.
Jeg har elsket, min Taushed havde ladet min Kiæreste vide det
som jeg burde sige hende, jeg vilde tale, men hun havde allerede for¬
staaet mig. Mand tager ikke feyl af en retskaffen Kierlighed. Der yt¬
trer sig hos os, i dens Nærværelse, som elsker os, en hemmelig Røst,
kiende hinanden endnu bedre i Kierlighed, end vore blinde og føles¬
en Bevægelse imod vor Villie, som aldrig bedrager. Vore Hierter
løse Øyne forstaae sig paa en udvortes Forstilling; intet skrømtet
eller laant rører dem, Passionen allene kand trænge ind til dem. Saa¬
ledes er det ikke med Forstanden, den tager feyl i alt det som smiggrer
for den, og ofte drager den Hiertet med sig, uden at overtale det.
En retskaffen Kierlighed byder over alle de andre Siælens Bevæ¬
gelser; den er en Lue, som fortæxer dem alle indtil Roden; og dersom
en retskaffen Kierlighed ikke udrødder alle vore Passioner, saa giør den
dem i det mindste til sine Slaver, den befaler dem med Myndighed, de
adlyde den uden Modstand.
Verden beholder ikke altid den samme Gestalt i en elskende Persons
saa leer alting og er roligt. Natten bliver ham tusende gange deiligere
Øyne; den forandres efter hans Hiertes Tilstand. Er hand lykkelig?
end Dagen; dens Mørkhed er et angenemt Dække, hvorunder Forly¬
stelser skiule sig, for at forføre; dens Tausbed bliver Lyksaligheds eget
Sprog; alting er levende; alle Aarets Tider bringe ny Fornøyelser med
sig; Ja heele Verden bliver en Lyksaligheds Skue=Plads. Er hand u¬
lykkelig? saa ere alle Elementerne i Uorden: Dagen er ikke andet end
en fæl Nat; den bøyeste Fornøyelse bliver ham den høyeste Smerte;
der er ikke meere denne reene Luft, denne smilende og pyntede Natur.
En Kiærestes Caprice har vendt op og ned paa denne smukke Orden;
det er en ny Himmet, det er andre Stierner.
Verden er meget liden ien eskende Persons Øyne, hans Fiærese,


de Klæder som røre ved hende, det Sted, som indslutter hende, den
Luft som omgiver hende; See der den heele og vide Verden.
At elske, det er at ikke elske noget af alt det, som mand havde kiært,
før mand elskede; at elske, det er at antage sin Kiærestes Forstand, og tæn¬
ke efter hende, det er at see ved hendes Øyne, at føle ved hendes Hier¬
te; med et Ord, det er at forandre sin Natur og at blive alt hvad hun er
Kierlighed er en forskrækkelig og ueregierlig Passion, som formørker
Fornuften, som lader den tiene vore rasende Begierligheder, som tvin¬
ger den til at tilbede vore Daarligheder; den er en ædel og ypperlig
Passion, som igien opvækker i os Kierlighed til Ære, som opmuntrer den
slumrende Fromhed og Retsindighed, som hvæsser den sløve Forstand;
kort sagt, Kierlighed har ingen Skikkelse, men den kand antage dem
alle. Dens Dyder og dens Laster ere den lige fremmede. Vandet be¬
holder den Figur, som Karret har, hvor i det er bevaret. Vore Kiære¬
ster giøre os til alt hvad vi ere.
J, som ere kaldte til at herske over Folk, skyer Kierlighed. J ere
fødte til at befale, men J vil blive Slaver. Og dersom den Person;
der indtager eder, er ikke et billede af Dyd, som den er i vore Øyne et
Billede af Skiønhed, da skal J see Eders Throne vakle, og maaskee J
skal sønderknuses under dens Fald. Kierlighed er hverken for Konger,
eller for den gemeene Almue; Konger have for mange Pligter at tage i
Agt; Almuen trænger til for mange Ting, som de maae sørge for.
Elske J et Fruentimmer, som er ikke uden deylig, saa vil eders Kierlig¬
hed faae Ende. Legemets Gaver og Yndigheder ere indskrænkede; eders
Kierlighed vil ikke vare længere end eders Nysgierrighed. Er der For¬
stand hos disse udvortes Skiønheder, disse Skiønheder, som forgaae, i
det mand nyder dem, da vil J see dem hvert Øyeblik at formeeres, at ud¬
breede sig, at oplives. Forstanden er for Deylighed det samme som Mor¬
gen=Dugen er for Blomsterne. Men dersom J, imellem hendes For¬
stand og Yndigheder, blive vaer, at hun har Capricer, er vanskelig
forfængelig, jaloux, underlig, saa maae J kun lade være at tænke paa
eders Forretninger, og paa eders Pligter; jeg spaaer eder, at J skal el¬
ske eders gandske Livs=Tiid. Det er at besidde tre Personer i een eneste,
naar mand har en Kiæreste, hos hvilken Yndigheder, Forstand og Capri¬
cer ere forenede.
Dette Uge=Skrift bliver hver Torsdag at bekomme i det Kongel. priv.
Bogtrykkerie ved Stranden, skraas over Prammændenes Laugshuus,
hvor 3de forgyldte Skildter sees over Døren, Arket 2z.


No. 6.
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker.
Om Haabet.
D¬
er er ingen Sinds Bevægelse, som saa almindeligen re¬
gierer Menneskene som Haabet; andre Passioner yttre sig plud¬
seligen, i støde tal og ved visse Hændelser og Leiligheder, eller
og i en vis Deel af vort Liv; men Haabet begynder, saa snart vi faae
Magt til at ligne vor virkelige med vor muelige Stand, og følger os i
alle vort Livs Forandringer og Omvexlinger, drivende os altid frem til
nogen ny Erobring, og viiser os altid langt fra nogen Velsignelse eller
Lyksalighed, i det den lover os enten Befrielse fra det Onde, eller og vor
Velstands Forøgelse.
Haabet er ligeledes fornødent i enhver Stand. Fattigdoms,
Sygdoms og Fængsels Elendigheder skulde uden Haabet blive ulide¬
lige; det synes ey heller, at det lyksaligste Lod, som et Jordisk
Creatur kand eye, kand sætte os i den Stand, at vi ikke skulde behøve
denne almindelige Velsignelse; eller at Livet, om det end var overvæl¬
det af Naturens og Lykkens Gaver, skulde jo dog være elendigt, dersom
det ikke blev opløftet og fornøyet ved Haab om at forhverve noget Nyt,
at naae nogen ny Forlystelse, som endnu staaer tilbage, hvorved Ønsket
skal omsider blive fornøyet og Hiertet opfyldt til alle dets Bredder.
Vel er Haabet meget bedrageligt, og lover hvad det siælden gi¬
ver; men dets Løfter ere i større Værd end Lykkens Gaver; og det be¬


drager os siælden, uden tillige at forsikkre os om, at det vil betale os
denne Forhaling med des større Godhed og Gavmildhed.
Jeg pønsede paa denne sælsomme Tilbøyelighed, som et hvert Men¬
neske føler hos sig til at bedrage sig selv, og betragtede de Fordeele og
Farer, som komme af denne fornøyelige Forestilling om det tilkommen¬
de, da jeg faldt i Søvn og fandt mig pludseligen henført i en Hauge,
som mit Syyn kunde ikke see nogen Grændser af; alt hvad jeg saae om¬
kring mig var behageligt og lifligt, oplyst ved Solens Skin, og gav
den behageligste Lugt fra sig; Grunden var malet med alle de foran¬
derlige Farver, som Foraaret frembringer, og al Naturens Chor sang
i Buskene. Da jeg var kommet til mig selv fra den første Henrykkelse,
som disse mangfoldige forvirrede Fornøyelser havde en Tiidlang holdt
mig i, begyndte jeg meere besynderligen og nøyagtigen at betragte dette
fornøyelige Sted. Jeg begreb da, at jeg havde endnu høyere Herlig¬
heder at vente, og at der, lidet borte fra mig, var endnu friskere Blom¬
ster, klarere Kilder, prægtigere Træer, hvor Fuglene, hvilke jeg nu kuns
hørte svageligen, sang med den kraftigste Melodi. Træerne omkring
mig vare deyligen grønne, og fulde af vellugtende Blomster; men jeg
blev lokket til at forlade dem, ved det jeg fik at see moedne Frugter,
som syntes at henge alleeneste for at plukkes. Jeg vandrede derfor ha¬
steligen frem ad, men fandt, ligesom jeg kom nærmere, at Markens og
Blomsternes Farver falmede ved min Ankomst, Frugten faldt, førend
jeg kunde naae den; Fuglene fløye stedse syngende for ved mig, og end¬
skiønt jeg ilede frem med største Hast, saa fik jeg dog stedse nogen For¬
nøyelse i Sigte, som jeg kunde dog ikke komme til at besidde, og som
syntes at drive Spot med min Jvrighed, og at gaae stedse fra mig,
ligesom jeg løb efter den.
Omendskiønt jeg var fortumlet af saa mange Forandringer af Glæ¬
de og Græmmelse, saa blev jeg dog ved at gaae frem, i Haab at jeg dog
med Tiden skulde faae fat paa disse flygtige Fornøyelser. Endeligen saae
jeg en utallig Mængde af alle Slags Alder og Kiøn, som syntes alle at
tage Deel i nogen almindelig Lyksalighed; thi alle Kinder blussede af en
fornøyelig Tilliid, og alles Øyne gnistrede af Jver og Begierlighed;
dog syntes enhver at have nogen særdeles og hemmelig Fornøyelse, og


meget faa vare villige til at meddeele andrelhvad de havde i Sinde, el¬
ler at bekymre sig for andre end for sig selv. De fleeste af dem syntes,
ved deres hastige Bevægelser, at have alt for travelt, til at fornøye en
Fremmeds Nysgierrighed, og derfor lod jeg mig en Tiidlang nøye med
at gabe paa dem, uden at forstyrre nogen med besværlige Spørsmaal.
Tilsidst saae jeg en udlevet Mand, som ikke var mægtig for at trænge
sig frem i den store Hob, og saasom jeg holdt for, at hand havde bedre
Stunder, saa begyndte jeg at tale til ham. Men hand vendte mig
Ryggen med Vrede, og sagde, at hand maatte ikke forstyrres, thi nu
var den store Forvandlings Time kommet, da Mercurius skulde miste
sine Vinger, og Slaveri skulde ikke længer grave i Gruber efter Guld.
Jeg forlod ham, og forsøgte at tale til en anden, hvis fromme
Mine og jævne Gang gav mig Aarsag til at haabe et behageligere Svar;
men hand fortalte mig med et dybt Buk, at intet skulde giøre ham mec¬
re lykkelig, end at faae Leilighed til at tiene mig, hvilken Leilighed kun¬
de nu ikke fattes ham, efterdi en Bestilling, som hand i Tiuge Aar
havde søgt om, vilde nu snart blive ledig; Fra ham gik jeg til en an¬
den, som i en hast gik bort for at tage Arv efter en Farbroder, som
efter Naturens Lob, kunde ikke leve længe. En anden gik hen at dukke
i Vandet efter Liggendefæ, i en ny= opfunden Klokke, og en anden var
nu gandske nær ved at udfinde Længden.
Da jeg saaledes blev afviist, hvorsomhelst jeg vendte mig hen for
at faae nogen Underretning, saa tænkte jeg det var best at lade blive at
spørge meere, og forsøge hvad min egen Betragtning kunde opdage.
Men da jeg saae en ung Mand, lystig og skiødesløs, saa besluttede jeg
at giøre et Forsøg endnu, og fik den Efterretning, at jeg var i Haabets
Hauge, som er en Datter af Attraa, og at alle disse, som jeg saae
at sværme og støye saa uroligen omkring mig, vare opvakte ved Haa¬
bets Løfter, og hastede efter at faae fat paa de Gaver, som hun holdt
i sin Haand.
Jeg vendte da mine Øyne op ad, og saae en Gudinde i en blom¬
strende Ungdom, siddende paa en Throne, omkring hende laae alle Lyk¬


kens Gaver, og alle Livets Velsignelser vare adspreedte runden om til
at sees; hun havde et ideligen lystigt Aasyn, og enhver bildte sig ind
at hendes Smiil, som var upartiisk og almindelig, var henvendt til
ham selv, og triumpferede i det Fortrin hand havde over andre, som
havde fattet den samme Fortrøstning ved samme Vildfarelse.
Jeg gik op paa en liden Høy, hvorfra jeg kunde see videre om over
den heele Plads, og med mindre Hinder betragte Mængdens adskillige
Forhold, som opfyldte den. Fra dette Sted blev jeg vaer, at mand
igiennem tvende Porte gik ind i Haabets Hauge; Fornuft var Dør¬
vogterske ved den ene, og Jndbilding ved den anden. Fornuft var knar¬
porn og vanskelig, og lukte sielden op, uden mange foregaaende Spørs¬
maal og lang Betænksomhed. Men Jndbilding var en høflig og mild
Dørvogterske, hun lod sin Port staa viid aaben, og med lige Venlig¬
hed bade alle dem velkommen, som nærmede sig til den Kant, der var
under hendes Opsyn; hvorover denne Tilgang var opfyldt med alle dem,
som enten frygtede for at lade sig examinere af Fornuften, eller vare bort¬
viiste af den.
Fra Fornuftens Port var der en Vey til Haabets Throne, igien¬
nem en uiævn, slibrig og krum Fodsti, kaldet Besværligheds Sti eller
Stræde, paa hvilken de, som med Fornuftens Tilladelse vare indladte,
stræbte at klyve op. Men omendskiønt de meget forsigtigen betragtede
Veyen, førend de begyndte at bestige den, og mærkede de adskillige
Skifte=Stæder, hvor vidt de komme frem, saa fandt de dog gemeen¬
ligen u-ventede Forhindringer, og bleve ofte pludseligen nødte til at
staae stille, hvor de indbildte sig at Veyen var gandske jevn og lige. Tu¬
sende Krogveye forvirrede dem, tusende slibrige Trin satte dem tilbage,
tusende Faldgruber hindrede deres Fremgang. Farlighederne vare
saa forfærdelige, og der vare saa mange, hvis Reise var mislinget,
at en stor Deel gik tilbage, saa snart de havde begyndt et For¬
søg, og mange vare vansmægtede midt paa Veyen, og ikkun et
gandske lidet Tal blev ført op til Haabets Top ved Tapperheds
Haand. Den største Deel af disse faa, naar de havde faaet
den Gave, som Haabet havde lovet dem, fortrøde det Arbeide, som
det havde kostet dem, og bleve bedragne i deres Forventelse, endskiønt


de havde naaet deres Ønske; de andre gik bort med det Bytte de havde
faaet, og bleve af Viisdom ledsagede til Nøysomheds Løvhytter.
Da jeg derefter vendte mig til Jndbildingens Port, kunde jeg ikke
finde nogen Vey til Haabets Sæde. Men omendskiønt hun sad saale¬
ledes, at hun kunde gandske fuldkommeligen sees, og holdt hendes Ga¬
ve frem med en tilbydende Miine, som opfyldte alles Hierter med en u¬
maadelig Glæde, saa var dog Bierget, paa den Side, saa steilt, at
ingen kunde komme der op, men derhos saa udhulet og skyggefuld, at
ingen begreb, hvor umueligt det var at stige der op; men enhver bildte sig
ind at have fundet en Vey, som var alle de andre ubekiendt. Der bleve
og mange Midler forsøgte af denne vindskibelige Flok, nogle giorde sig
Vinger, som andre søgte at sætte i Drift ved Perpetuum mobile. Men
med alle deres Konster kunde de aldrig komme op fra Grunden, eller og
faldt hastigen tilbage, og kom aldrig nær Haabets Throne, men
bleve stedse ved at stirre op til hende langt fra, og loe ad deres langsom¬
me Fremgang, som de faae at arbeide sig møysommeligen frem paa
Besværligheds Sti.
Endeel af Jndbildings Tilhængere, naar de vare komne ind i Hau¬
gen, gjorde ikke, som de andre, noget Forsøg at stige op paa Bierget,
men vendte sig strax til Ørkesløsheds Dal, et roligt og uforstyrret Stæd,
hvorfra de bestandigen havde Haabet i Sigte, og fornøyede sig selv
med at troe, at hun havde snarlig i Sinde at stige ned. Disse bleve
vel foragtede af alle de andre, men de syntes meget lidet at skøtte om
Foragt, Formaning eller Bebreydelser, men havde besluttet, i Rolig¬
hed at vente paa Gudindens Gunst.
Blant disse lystige Folk vandrede jeg omkring, og fandt dem fær¬
dige til at besvare alle mine Spørsmaal, og villige til at lade mig høre
deres lystige Skiemt. Men da jeg vendte mig om, saae jeg to forskræk¬
kelige Udyr at komme ned i Dalen, jeg kiendte den ene at være Alder¬
dom og den anden Mangel. Spøg og Lystighed vare nu til Ende,
og et almindeligt Skrig af Skræk og Bedrøvelse pakte mig op.


Hospitalet.
Vlmire Enke blevet var,
Og fuldt og fast sig foresatte,
Med Ægte=Standen sig ey meere at befatte;
Men hun var ung endnu. Naar mand ey Sælskab har,
Hvad kand mand vel forrette eene?
Jeg skulde derfor kundet meene
At hun endnu engang sig gifte kand
Thi Enke=Standen er dog en bedrøvet Stand.
Det fandt Elmire selv; hvorfor hun og omsider
Det ey udholde kand, men til et nyt Val skrider.
Dog, hun var ey tilfreds med hendes første Mand,
(Thi det, desverre! er saa vanskelige Tider
At fleere onde Mænd end gode findes kand.)
Hun derfor hos sig selv høytideligen lover,
Nu da hun sig igien i Ægtestanden vover,
At, om med dette andet Val
Hun bedre Lykke skulde have,
Da vilde hun et Hospital,
Opbygge lade, og begave
Med rige Stiftelser for fromme arme Mænd;
Thi hun var riig. Kort sagt, hun gifter sig igien.
Hvad Glæde følger ey tit efter Sorg og Smerte!
Det var en Mand, ja ret en Hiertens Mand!
From, som et Barn, som ingen Ting begierte,
Ey giorde uden det, som hende tækkes kand.
Saa kierlig, venlig, mild, som Mildhed selv kand være.
Hvorledes kunde hun en bedre Mand begiære?
Hun i en Hast lod Grund til Hospitalet legge,
En Maaned gik forbi, og nu var Grunden lagt;
Nu faaer mand snart at see de første Stue=Vegge;
Dog ney, Elmire kom, i hæftig Vrede bragt,


Og bød Muurmesterne fra Bygningen at vandre.
Hvordan, hvorfor vil hun sit Forsæt nu forandre?
Mon hun er ey tilfreds med hendes Ægtemand?
Det jo umuligt være kand,
De nyligen jo gifte ere;
Men med et Ord, hun lod ey bygge meere.
Og efter ongefær sex Maaneder mand saae,
At denne Mand paa Bordet laae.
Den kiære Mand!
Hun høyt og dyrt forsværer
At gifte sig igien; Udfaldet dog os lærer,
At før et Aar forløbet var,
(Thi Bygningen jo dog engang maa blive klar.)
Hun alt den tredie Mand til ægte taget har.
O dette var nu først en værdig Ægtemage,
Fornuftig, kierlig, føyelig,
Ey egensindig, but, ey heller vanskelig,
Hans Ønske ene var hans Kone at behage,
Hand bad, hvor andre Mænd befale myndigen,
Hand hendes Øynes Vink lod sin befaling være,
Og søgte strax at efterkomme den;
Kort sagt, de begge ret en Siæl og Hierte ere.
Den gode Kone! Ah hvor det fornøyer mig,
At hun i dette Val er blevet lykkelig!
Dog dette hendes Frogt endnu ey kunde lætte,
Hun ikke strax, som før, lod Bygningen fortsætte;
Jeg hendes Klogskab prise maae,
Jeg havde selv gjort ligesaa,
Gid PokkerMandfolk troe, naar det sig kand tildrage,
At mand saa læt to gange feil kand tage.
Et halvt Aar havde de som Ægtefolk nu levet,
Hun fandt at hendes Mand var ey forandret blevet,


Hand var endnu ey mindre elskelig
End paa den Dag, da hand sin Haand og Hierte
For Præsten hende gav, og med sit Ja erklærte,
Som en ret Ægtemand at ville skikke sig.
Hun nu befaling gav, at bygge Hospitalet,
jeg seer Elmire selv til Mesteren at gaae,
Nu staaer Fornøyelse i hendes Ansigt malet
Hør, Mester, siger hun, lad det dog Ende faae,
At Hospitalet færdigt bliver;
Hvi tog J Eder paa at bringe det i Stand?
Jeg Eder jo forud Betaling giver,
Tag fleere Arbeidsfolk og fleere Svenne an.
Ly, det gaaer vel; jeg mig ey noksom glæde kand;
Det sikkert være maa en Kierne af en Mand.
Der bygges nu igien med allerstørste Fliid,
Og inden fiorten Dages Tiid
Er Stue=Længden bragt til Ende;
Jeg feer Elmire nu til Bygningen at gaae,
jeg kand af hendes Aasyn kiende,
At hun har noget at indvende;
Maaskee hun Folkene fandt ledige at staae,
Thi det desværre tit saaledes pleyer gaae.
Maaskee hun noget har paa Bygningen at sige,
Det skulde dog fortryde mig
Nu aabner hun sin Mund, nu vil det yttre sig.
Ah hør, begyndte hun med Hæftighed at skrige,
Holdt op, og river mig det Snaus strax ned igien,
Jeg ikke vil en Steen nu meere lade drage,
Og kaste Pengene saa liderligen hen,
For Mandfolk og for Mænd, som kuns os Koner plage,
Thi andre findes der ey under Himmelen.
Den slemme Kone! ja, mand hende bør forklage.
Dette Uge=Skrift bliver hver Torsdag at bekomme i det Kongel. priv.
Bog trykkerie ved Stranden, skraas over Prammændenes Laugshuus,
hvor 3de forgyldte Skildter sees over Døren, Arket 2s.


No. 7.
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker,
Vides ut alta stet nive candidum
Soracte, nec jam sustineant onus
Sylvæ laborantes
S¬
aasom Guds Forsyn har giordt den Menneskelige Siæl
til et levende Væsen, der stedse er i Bevægelse, altid længes
efter noget Nyt, og ideligen arbeider, med en urolig Be¬
gierlighed og utrættelig Fremgang, efter at nyde noget, som den endnu
ikke har naaet, saa synes denne Verden at have været fortræfligen ind¬
rettet efter denne Siælens Beskaffenhed; den er dannet til at opvække
ny Forventelser ved bestandige Omvexlinger, og at forekomme Kædsom¬
melighed ved stedsevarende Forandringer.
Hvorsomhelst vi vende vore Øyne, der finde vi noget, som kand
oplive vor Nysgierrighed, og opvække vor Agtsomhed. J Dag=Bræk¬
ningen give vi Agt paa Solens Opgang, og see hvorledes Dagen
forandrer Skyerne, og aabner os ny Forestillinger, ligesom den
tager til. Efter nogle Timers Forløb see vi Skyggerne at blive længere,
og Lyset at aftage, indtil Himmelen bliver indtaget af en Mængde skinnen¬
de Stierner, ulige i Glands og Størrelse. Jorden har en ny Skikkel¬
se, ligesom vi gaae frem paa den; Skovene tilbyde os deres Skyg¬
ger, og Markene deres Høst; Høyene lokke os med en viid Udsigt, og
Dalene indbyde os til sig med deres Skiul, med deres Lugt og
Blomster.


Poeterne have anført iblant den gyldene Tiids Lyksaligheder, at
mand var fritaget for Aarets Tiiders Forandringer, og at mand havde
et stedsevarende Foraar; men jeg tviler paa, at de, i denne indbildte
Lyksaligheds Stand, have tilstrækkeligen sørget for den u-mættelige Be¬
gierlighed, som Menneskene have efter ny Fornøyelser, og hvilken synes
i Særdeleshed at være den Menneskelige Naturs Character. Den For¬
nøyelse, som vi finde hos os, bestaaer for en stor Deel i en Sammen¬
lignelse, og kommer tillige af de Følelser, som vi fornemme og af
dem, som vi erindre os. Saaledes er Lindring efter Piine en Fornøyel¬
se for en Tiid, og vi blive meget behageligen vederqvægede, naar Le¬
gemet, som gyser af Kuld, faaer efter haanden sin naturlige Lunkenhed
igien; men den Glæde ophører naar vi have forglemt Kulden; vi maae
tabe noget af denne Lyst igien, dersom vi vil forøge og forfriske den,
og tilkiøbe os ny Lyksalighed ved frivillig Smerte. Det er derfor ikke
utroligt, hvor meget Jndbildingen end kand indtages af Beskrivel¬
ser over Lande, hvor ingen Vind høres uden den milde Vesten=Vind,
hvor mand ikke seer andet end Dale, som ere prydede med uforvissent¬
lige Blomster, og Skove, som bestandigen grønnes, at vi skulde snart bli¬
ve keede af denne uforanderlige Liighed, finde vore Tanker at blive dor¬
ske, formedelst Mangel paa andre Ting at see og tænke paa, og bede
Himmelen om, at vi maatte igien faae den sædvanlige Omvexling af
Aarets Tider, og agte os selv overflødigen belønnede, for de Uleylig¬
heder, som Sommeren og Vinteren føre med sig, ved de ny Fornøyel¬
ser, som vi finde i de mellemkommende behagelige Forandringer.
Enhver Aarets Tiid har sin besynderlige Magt til at bevæge Sin¬
det. Vinterens Nøgenhed og Strenghed sætter altid sine Beskuere i en
tankefuld og dyb Bestyrtning, der stiger og tiltager ligesom Skue=Plad¬
sens Forandringer falder; og Sindet bliver paa engang opfyldt med be¬
blandede Forestilling af det nærværende og det forbigangne, af de
Skiønheder, som ere forsvundne for vore Øyne, og den Ødeleggelse,
som er nu for dem.
Det er anmærket af Milton, at den, som forsømmer eller foragter
at besee Landet om Foraaret, og skiøtter ikke om at tage Deel i de For¬
nøyelser, som ere da i deres første Blomster og sødeste Lugt, hand er
suur¬


gienstridig imod Naturen. Dersom vi tilstaae at
suurseend
Aarets adskillige Tider have deres adskillige Pligter, da kand vi beskyl¬
de ham for lige saa stor Ulydighed imod Naturens Røst, som seer de
bleege og frøsne Høye, og de bladeløse Skove uden Alvorlighed og ær¬
bødig Skræk. Foraaret er Glædskabs Tiid, ligesom Vinteren er For¬
skrækkelses; om Foraaret dantser det rolige Hierte efter Skovenes og
Lundenes Melodie, og de godvillige Øvne tindre af Glæde ved at see
Lyksalighed og Overflødighed udbreede sig; om Vinteren smelter det
medlidende Hierte over den almindelige Elendighed, og Medynks Taa¬
re trilde af vore Øyne over Hungerens Hylen, og Creaturenes Vækla¬
ge over den Nød de lide.
Vel er der i de fleeste Gemytter meget liden Tilbøyelighed til at
være tungsindet og sørge; jeg raader ey heller til at være det i større
Grad, end der behøves til at vedligeholde i sin fulde Kraft den Sym¬
pathie og ømme Kierlighed, hvilken, i en Verden saa fuld af Elendig¬
hed, er fornøden til en redebon Opfyldelse af vore vigtigste Pligter:
Vinteren er derfor almindeligen berømt som den beqvemmeste Tiid til
Huus=Forlystelser og Glædskab. De, hvis største Attraa er at fornøye
sig, indbyde os siælden til at drage ud af Huuset, uden til den Ende,
at vi med des større Behag maae krybe tilbage igien under vort Tag,
og, naar vi have hørt Stormens Suusen og følet Frostens Grumhed
vi da med des større Glæde maae ønske hinanden til Lykke med at finde
en tæt Stue, en magelig Stoel, en god varm Kakkelovn, og et vellavet
varmt Maaltid.
Denne Tiid er virkeligen en naturlig Opmuntring til lystig Sam¬
qbem og Omgængelse. Vi vide, at Misforstaaelser blive aldrig meere
kraftigen dyssede i Søvn, end ved en eller anden fælles Elendighed;
En Fiende foreener alle dem, som hand truer med Angreb og Fare.
Vinterens Strenghed forsamler almindeligen, ved det samme Jldstæd,
dem, som ved ulige Tilbøyeligheder, eller adskillige Forretninger, van¬
drede hver paa sine Veye i de øvrige Tider af Aaret; og naar de ere
komne tilsammen, og finde, at det er deres fælles Gavn og Lyst at blive
tilhobe, saa stræbe de at giøre sig tækkelige for hverandre ved indbyrdes
Føye¬


Føyelighed, og ønske ofte, at denne ømgængelige Tiid, me
at sin
le Anseelse og Strenghed, maatte længe vare ved.
For dem, som have Lyst til at studere og øve deres Jndbildings
Kraft, er Vinteren den fornemste Tiid til at arbeide i. Mørkhed og
Stilhed sætter Sindet i en stadig Rolighed, og samler Tankerne. Og
naar mand savner udvortes Fornøyelser, saa stræber mand naturligen
efter at finde noget indvortes at forlyste sig med. Dette er den Tiid,
da de, hvis Lærdom sætter dem i Stand til at finde Tidsfordriv hos
dem selv, faae en meere end almindelig Overbeviisning om deres egen
Lyksalighed. Naar Elementerne have dømt dem til at blive allene, og
betaget dem de fleeste af de Forlystelser, som gemeenligen kaldes til Hielp
for at befordre Tidens Flugt, da kand de altid sinde ny Materier at
undersøge, og sætte deres Passioner i Arbeide med ny Eftertænkninger,
og saaledes forekomme den Kædsømmelighed, som altid hænger og svæ¬
ver over et tomt Sind.
Vel kand det ikke ventes af alle at være Poeter og Philosopher
at være stærk dreven i Videnskaber, eller at giøre sig megen Umag med
at udgrandske forgangne eller langt fraværende Ting og Tildragelser;
det er fornødent, at den største Deel af Menneskene skulde have at be¬
stille med det almindelige Livs ringe Forretninger; ringe, ikke i henseen¬
de til deres Medvirkning til vor Lyksalighed, men i henseende til de an¬
dre Dygtigheder, som udfordres til at befordre den. Hos disse Men¬
nesker maae det nødvendigen meere beroe paa Hændelser, at finde Mid¬
ler til at behageligen fordrive disse Timer, som deres Forretninger lade
dem have til overs, eller som Naturens Skrøbelighed forpligter dem til
at anvende paa Vederqvægelse og Forlystelse. Men endog disse vilde
jeg gierne indprente saadant et Begreb om Tidens Kostbarhed, der kand
bevæge dem til at udfinde, i deres meest rolige Timer, nogen Tidsfor¬
driv, af større Nytte og Anstændighed, end de sædvanlige Spill, hvil¬
ke ikke alleneste trætte og besvære Sindet uden at forbedre det, men de
bestyrke og Misundelses og Gierrigheds Passioner, og forleede ofte til
Hviig og Ødselhed, til Fordervelse og Ødeleggelse. Det er u-an¬
stændigt for et fornuftigt Væsen at anvende noget af den liden Tiid,
som er forundt os, uden nogen middelhar eller umiddelbar Hensigt til
den


den Ende hvorfor vi ere skabte. Og omendskiønt et hvert Øyeblik kand
ikke anvendes paa en ordentlig Forbedring i vor Kundskab, eller i en
fastsat Øvelse af vore Mstalske og Religions Pligter, saa skulde dog
intet Øyeblik anvendes saaledes, at Viisdøm og Dyd vare udelukte der¬
fra, eller gaae forbi, uden at vi mueligen kunde blive meere eller min¬
dre skikkede til at bedre anvende den tilkommende Tiid.
Vi kand neppe fordrive en Time i et skikkeligt Sælskab og i brave
Folks Omgængelse, uden at være i Stand til, naar vi gaae derfra,
at fornøye os over at have givet eller taget nogen Fordeel deraf. Men
et Menneske kand blande Kort og ryste Tærninger fra Middag til Mid¬
nat, uden at spore nogen ny Begreb i hans Sind, eller at være mæg¬
tig for at erindre sig den Dag ved andre Hændelser end hans Vinding
eller Tab, og en forvirret Erindring af oprørte Passoner, af Knur og
høyrøstet Klammer.
Jmidlertid, efterdi Forfarenhed kand altid formaae meere end Lær¬
domme og Formaninger, saa vil jeg raade enhver af mine Læsere, som
pønse paa hvorledes de vil fordrive disse forestaaende ubehagelige Maa¬
neder, at de betænke, hvilke af deres fremfarne Tidsfordriv opfylde nu
deres Sind med den største Glæde, og beslutte at igientage disse For¬
lystelser, hvori de finde den varagtigste Fornøyelse.
Den Blinde og den Lamme.
Æen Lam engang en Blind maae finde
Paa Veyen ene siddende;
Med Glæde haabede den Blinde
At finde her en Leedere.
Jeg, sagde hin, dig skulde leede?
g Stakkel neppe selv kand gaae,
Men dine Skuldre synes brede;
At de en Byrde bære maae.
Dø¬


Dersom du mig nu frem vil bære,
Jeg Veyen dig da sige vil,
Din stærke Fod mit Been skal være,
Mit Øye dig skal høre til.
Hand nu paa Ryggen af den Blinde
Dig hænger fast, den Blinde gaaer;
Ved fælles Hielp de giørligt finde,
Hvad ey enhver for sig formaaer.
En anden fattes hvad du haver
Og hvad hand har, det fattes dig;
Paa disse u-fuldkomne Gaver
Vort fælles Samqvem grunder sig.
Om det, som mig Naturen skænkte,
En anden ikke nægtet var,
Hand da paa sig alleene tænkte,
Og ey for mig Belymring bar.
Du derfor ey med Himlen kive;
Den Gave, som du trænger til,
Og andre har, kand fælles blive,
Naar vi kuns Samfund holde vil.
Jenghiz Cans Regierings Tiid, som havde undertvunget Østen,
levede i Staden Samarcand en Kiøbmand ved Navn Nouradin,
bekiendt over heele Jndien for hans vidtløftige Handel, og for hans
Retsindighed i all hans Omgang. Hans Pak=Huuse vare fyldte med
alle de Vare, som de længstbortliggende Lande forskaffe; alt hvad rart
Naturen eller Kunsten kunde tilveyebringe, alt hvad der var kostbart
alt hvad der var nyttigt, det iilede til hans Hænder. Stræderne vare
fyldte


fyldte med hans Vogne; Søen var skiult med hans Skibe; Strøm¬
mene af Oxus trætnedes ved at føre hans Vare, og hver Vind un¬
der Himmelen førte Riigdom til Nouradin.
Til sidst fandt Nouradin sig angrebet af en langsom Sygdom,
hvilken hand først søgte at slaae bort ved sine Forretninger, og derefter
at fordrive ved Overdaadighed og et vellystigt Levnet; men da hand be¬
fandt, at hans Styrke dagligen formindskedes, blev hand omsider for¬
skrækket, og søgte Hielp hos de viiseste Læger; disse opfyldte hans Kam¬
mere med allehaande Medicamenter; de kostbareste Perler bleve opløste,
de herligste Specerier af Arabien bleve destillerede, og alle Naturens
Kræfter bleve satte i Arbeide, for at meddeele hans Seener ny Styrke
og give hans Blod ny Balsam. Nouradin blev i nogen Tiid holdt op
med Løfter, opmuntret ved Hierte-Styrkninger, eller stillet tilfreds
med lindrende Medicamenter; men Sygdommen fortærede meere og
meere hans Leve=Kræfter, og hand blev snarligen vaer, med Fortrydelse,
at Helbred var ikke at faae tilkiøbs. Hand var fængslet i hans Kam¬
mer, forladt af hans Læger, og siælden besøgt af hans Venner; Men
hans Uvillighed til at døe smiggrede længe for ham med Haab om
at leve.
Til sidst, efter at hand havde fordrevet Natten i en kiedsommelig
Afmagt og Urolighed, kaldte hand til sig Almamoulin, hans eneste
Søn, og da hand havde ladet hans Tienere gaae ud, sagde hand til
ham: "Min Søn, see her Menneskets Skrøbelighed og Brøstfældig¬
hed; See nogle faa Dage tilbage; din Fader var stor og lyksalig,
frisk som en Foraars Rose, og stærk som Cedertræet paa Biergene;
Asiens Nationer drak hans Duug, og Kunst og Handel fornøyede
sig i hans Skygge. Avind betragtede mig og sukkede: Hans Rood,
sagde den, er fæstet i Grunden, den er vandet ved Kilderne af Oxus;
den skyder sine Greene vidt ud, og trodser Blæsten; Forsigtighed og
Klogskab hælde sig op til hans Stamme, og Lyksalighed dantser i
hans Top. Nu, Almamoulin, see mig nu visnende og nedslaget, see
paa mig, og giv Agt. Jeg har handlet, jeg har været lykkelig, jeg
har gjordt umaadelig Vinding; Mit Huus er prægtigt, mine Tienere
v ere mangfoldige; dog lod jeg kun see en liden Deel af min Rigdom;
3 det


9 det øvrige, som jeg blev hindret fra at bruge, af Frygt for at opvæk¬
ke Misundelse eller at tillokke Røvere, har jeg stablet op i Taarne,
begravet i Hvælinger og skiult i hemmelige Giemmer, som du vil see
af denne Fortegnelse. Mit Forsæt var at drive min Handel endnu i
ti Maaneder, og siden at unddrage min Riigdom til et meere
sikkert Land; derefter at leve syv Aar i Glædskab og Lystighed, og
at fremdrage mine øvrige Dage i Eensomhed og Omvendelse; Men
Dødens Haand er over mig; en kold Mathed tiltager i mine Aarer;
Jeg efterlader nu Frugterne af mit Arbeyde, og det bliver nu din
hag at bruge dem med Viisdom. Den Tanke at forlade sin
Riigdom opfyldte Nouradin med saadan en Græmmelse, at hand faldt
i Slag, gik fra Forstanden og døde.
Almamoulin, som elskede sin Fader, blev en Tiidlang rørt af en
inderlig Sorg, og sad i to Timer i dyb Betragtning uden at læse det
Papiir, som hand holdt i Haanden. Derefter gik hand til sit eget
Kammer, som overvundet af Bedrøvelse, og der læste Fortegnelsen over
hans ny Velstand, hvilken opfyldte hans Hierte med saa stor Glæde,
at hand nu ikke længere begræd hans Faders Død. Hans Sind var
nu tilstrækkeligen sat i Rolighed til at anordne hans Faders Liigbegæn¬
gelse med en tarvelig Pragt, der baade skikkede sig efter Nouradins
Handtering og Rang, saa og efter hans almindeligen bekiendte Rtig¬
dom. De tvende næste Nætter anvendte hand paa at besøge Taarnet
og Hvælningerne, og fandt at det Liggendefæ hand saae, var større
end hand kunde indbilde sig.
Almamoulin havde været opdraget til en nøyagtig Tarvelighed, og
havde ofte med Misundelse betragtet andre unge Mænds Prægtighed og
Udgifter; hand troede derfor, at Lyksalighed var nu i hans Magt, ef¬
terdi hand kunde faae alt det, hvis Mangel hand hidindtil havde væ¬
ret vant til at sørge for. Hand besluttede at give hans Begierligheder
Tøylen, at svite i Forlystelser, og ikke meere at føle Smerte ellet
Misfornøyelse.
(Continuation følger hernæst.)
Dette Uge=Skrift bliver hver Torsdag at bekomme i det Kongel. priv.
Bogtrykkerie ved Stranden, skraas over Prammændenes Laugshuus,
hvor 3de forgyldte Skildter sees over Døren, Arket 2z.


No. 8.
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker.
(Continuation af No. 7.).b
H¬
and forskaffede sig strax en anseelig Eqvipage, klædte hans Tie¬
nere i riige broderede Klæder, og bedækkede hans Heste med gyl¬
dene Prydelser. Hand lod regne Sølv iblant Almuen, og lod
deres Fryde=Skrig opfylde hans Hierte med Stolthed og Overmod.
Adelen ansaae ham med Vrede, de Viise Mænd i Staten sammen¬
rottede sig imod ham, og Krigshærens Anførere truede hans Undergang.
Almamoulin blev underrettet om hans Fare. Hand iførte sig Sørge¬
Dragt i hans Fienders Nærværelse, og stillede dem tilfreds med Guld,
med Ædelsteene og underdanig Bøn.
Derpaa søgte hand at bestyrke sig ved Svogerskab med de Tarta¬
riske Printzer, og bød Kongerigers Værd for en Hustrue af Ædel Byrd.
Hans Ansøgning blev almindeligen afslaaet, og hans Foræringer af¬
viiste; men en Printzesse af Astracan fornedrede sig til at lade ham kom¬
me for sig. Hun tog imod ham siddende paa en Throne, prydet med
en Kongelig Kiortel, og skinnende af Juveler fra Golconda; Myndig¬
hed tindrede i hendes Øyne, og Værdighed udbreedte sig i hendes An¬
sigt. Almamousin nærmede sig og skælvede. Hun saae hans Forvir¬
ring, og foragtede ham. Hvorledes, sagde hun, tør den u=værdige
haabe min Lydighed, som saaledes skælver for mit Aasyyn? Gaae bort,
og brug din Riigdom i en nedrig og foragtelig Pragt; du var født til
at være riig, men du kand aldrig blive Stor.


Hand indskrænkede derpaa sine Begierligheder til meere private og
huuslige Fornøyelser. Hand byggede Paladser, hand anlagde Hau¬
ger, hand forandrede Landets Skikkelse, hand forfløttede Skove, hand
sløyffede Bierge, hand aabnede Udsigter til fraliggende Egne, hand drev
Vandspring fra Spidsen af Taarne, og leedte Floderne igiennem ny
Canaler.
Disse Forretninger behagede ham for en Tiid; men Fortrødenhed
og Kædsommelighed overfaldt ham snart derefter. Hans Hauger og
Lyst=Gange tabte deres Lugt, og Vandfaldenes Suusen hørte hand
ikke meere efter. Hand kiøbte store Stykker Land i fraliggende Pro¬
vintzer, prydede dem med Lyst=Huuse, og giorde adskillige Indretnin¬
ger i dem efter Aarets adskillige Tider. Stædernes Forandring lindre¬
de i Begyndelsen hans Kædsommelighed; men alle disse ny Steders Af¬
vexling var snart udtømmet; hand fandt at hans Hierte var tomt, og
at hans Begierligheder, for Mangel paa udvortes Fornøyelser, plage¬
de ham selv.
Hand vendte derfor til Samarcand igien og lod hans Dørre staae
aabne for dem, som Ørkesløshed driver ud for at søge Forlystelser.
Hans Bord var altid skiult med nydelige Rætter; alleslags Viine spille¬
de i hans Drikke=Kar, og hans Lamper gave behagelig Lugt fra sig. Ly¬
den af Strenge=Leeg og Sangernes Røst dreve Tungsindighed bort,
enhver Time var fuld af Fornøyelse; og Dagen endtes og begyndtes
med Giæstebuder og Dants, og Spill og Lystighed. Almamoulin
raabte ud: " Jeg har dog omsider fundet Riigdoms Brug og Nytte;
jeg er omringet af Stalbrødre, som ansee min Storhed uden Mis¬
Hundelse, og jeg nyder paa engang den Fornøyelse at være elsket af Al¬
muen, og den Sikkerhed, som en nedrig Stand giver. Hvad Be¬
kymring kand den føle, som alle søge at behage, paa det de igien
maae betales med Fornøyelse? Hvad Fare kand den frygte for, som
har hver Mand til sin Ven?
Disse vare Almamoulins Tanker, da hand saae ned fra et Galle¬
rie paa den lystige Forsamling, som giorde sig til gode paa hans Be¬
kostning; men i det samme da hand stod saaledes og talede med sig selv,
kom


kom en af Rettens Betientere ind i Huuset, og i Form af en lov¬
mæssig Stevning, kaldte Almamoulin til at møde for Keyseren. Giæ¬
sterne stode en Tiidlang bestyrtede, derefter stiaal de sig u-formærkt bort,
og hand blev ført bort, uden een eneste Stemme til at beviidne hans U¬
skyldighed. Hand fandt nu een af hans flittigste Besøgere som anklage¬
de ham for Forræderie, i Haab om at faae en Deel i hans Midlers
Confiscation; dog, endskiønt hand hverken havde Forsvar eller Vid¬
ner, saa afviskede hand dog denne Beskylding ved hans fri og aaben¬
hiertede Uskyldighed, og ved Sandheds Overeensstemmelse. Hand blev
frikiendt med Ære og hans Anklager omkom i Fængsel.
Almamoulin begreb nu, med hvor liden føye hand havde haabet
at finde Retfærdighed eller Troskab hos dem, som leve alleneste for at
fornøye deres Sandser; og da hand nu var blevet keed af at giøre for¬
gæves Forsøg paa hans Leve=Maade, og u=nyttigen at søge efter Lyk¬
salighed, saa tog hand sin Tilflugt til en viis Mand, hvilken, efter at
hand havde anvendt sin Ungdom paa Reyser og Betragtninger, havde
nu slaaet sig fra alle Menneskelige Bekymringer og udvaldt sig en liden
Vaaning ved den Flod Oxus, hvor hand havde ikke Omgængelse uden med
dem alleneste, som vilde raadføre sig med ham. "Broder sagde Phi¬
losophen, du har taalt at din Fornuft er bedraget ved forfængelig
Haab og ved bedragelige Skin. Da du længe havde med Begier¬
lighed anseet Riigdom, saa har du derved lært dig selv til at trøe,
at den er af større Værd end Naturen har bestemt den til, og at ven¬
te af den det, som Forfarenhed har nu lært dig, at den kand ikke give.
At den ikke meddeeler Viisdom, det kand du overbeviises om, naar
du betænker, for hvilken høy Priis din Riigdom forførte dig, da du
først begyndte at lade dig see i Verden, til at kiøbe en tom Lyd af
Almuens Berømmelser og Fryde=Skrig. At den kand ikke give Tap¬
perhed og Stormodighed, det maae den Mand være forvisset om; som
stod og skælvede i Astracan, i Nærværelsen af et Creatur, der var na¬
turligen ikke meere end hand selv. At den ikke vil forskaffe en u-ud¬
tømmelig Fornøyelse, det kand du lætteligen lære, naar du betænker
dine Paladser, som du kommer ikke paa, og dine Hauger, som du ikke
meere skiøtter om. At den meget siælden tilkiøber Venner, det blev
du snart vaer, da mand lod dig u-forsvaret og alleene staae i Forhør


pfor Kevseren. Dog tænk ikke, at Rigdom er uenyttig; der ere faa¬
danne Hensigter, som en viis Mand maa fornøye sig over at anven¬
de den til. Naar den fornuftigen uddeeles til dem, som trænge der¬
ptil, da kand den førlindre en hielpeløs Sygdoms Smerte, stille en
purolig Bekymrings Suk og Klager, redde Uskyldighed fra Undertryk¬
kelse, og opløfte den skrøbelige til Munterhed og Styrke. Dette
kand Rigdom give dig Ævne til at forrette, og dette vil forskaffe dig
den eneste Lyksalighed, som er beskikke for vores nærværende Stand,
nemlig Tillid og Forsikring om Guds Naade, og Haab om til¬
kommende Belønning.
Alcestes.
Hieestes, undertrykt af megen Sorg og Kummer,
Som, efterdi hand ey kand nogen Last begaae,
Og ikke sig for Herre=Porte krummer,
Ved all sin Fliid og Kunst sig dog elendig saae,
Bedrøvet nyligen af Sengen reyste sig;
Min Ven, maae det ey smerte dig,
At mangen Klog maae Mangel lide,
Fordi hand meere kand, end mange andre vids,
Fordi hand er for blind til List, Bedrageri,
For stor til Vind og Pralerie,
Og ikke slavisk nok til nedrig Hykleri?
Ven, beklag Alcesses dog,
Ham, som nu er beklemt af megen Nød og Plage,
Ham, som beskæmmet gik fra en til anden Bog,
ig kand dog ey sin Sorg forjage,
Ey heller lætte kand sin Kummers tunge Aag;
Ham, som sig mangen Trøst=Grund lærte,
Men dog des fleere Suk udøste af sit Hierte;
Som sig behiertet gav den Trøst:
44810


GUD lever, hersker jo, hand hører jo din Klage:
9 Hvor stor hand ogsaa er, hand Ravne=Ungers Røst
Dog hører: skal jeg da forsage?
Er hand da vel for stor til at antage sig
Min Jammer og at hielpe mig?
Dog medens hand sin Sorg med denne Trøst vil lindre,
Hans Hierte sukker ey desmindre:
Aha, hvorledes vil det mig herefter gaae?
Den beste Trøste=Grund endnu for svag befindes;
Et Hierte, som af Nød og Kummer plages saa,
Kand det vel strax med Grunde overvindes?
De stærke Grundes Kraft hand vel fornemme maae,
Dog vender snart igien tilbage,
Til de Bekymringer og Tanker, som ham plage,
Paa det at hine ey hos ham skal Virkning faae.
Alcestes nu i Sinde fik,
At gaae hen til sin Ven, for ham sin Nød at klage,
Hand havde denne Ven ey seet i tvende Dage,
Og sagde ved sig selv saaledes, da hand gik:
ja, Damvn er vel værd, at jeg til hannem haster,
Og paa saa troe en Ven min Kummers Byrde kaster,
Naar Damons Arm omfavner mig,
Naar Damons Tale mig Trøst og Opmuntring giver,
Taalmodighedens Pligt, der er saa vanskelig,
Mig ikke saa besværlig bliver.
Hand skynder sig med et af Længsel opfyldt Hierte,
Ret ligesom en Syg, der ellers krybe maae,
Til Lægen iiler hen, og føler ey sin Smerte,
Men drives af sit Haab til stærkere at gaae,
Indtil hand Lægens Huus kand naae.
En saadan brændende Attraa Alcestes driver
Til Damons Huus, at hand omfavne maae sin Ven;
Hand kommer der, gaaer op af Trappen hastigen,


Det vrimlede af Folk: Alcestes bange bliver,
Min GUD! hvad skal jeg troe, at det betyde maae?
Hand triner ind; hans Ven liigklædt paa Bordet laae.
Det sidste Venskabs Kys sin døde Ven hand skænkte,
Og med et lættet Sind igien af Huuset gik,
Den Kummer, som tilforn hans Ro og Hierte krænkte,
Forsvandt i samme Øyeblik.
Hvi vil jeg, sagde hand, mig da med Sorrig plage?
Kand Døden mig saa snart borttage,
Hvad nytter mig al Verdens Lykke til?
For glad engang at døe, jeg ene leve vil.
Den Herre, af hvis Haand alt Kiød sit Ophold nyder,
Skal ogsaa lade mig, hvad jeg behøver, faae,
At blive hannem værd, at øve mig i Dyder,
Det min fornemste Sorg i Verden være maae!
Min Herre,
eg havde nyligen en meget mærkværdig Drøm, hvilken indprentede
sig saa stærkt i mit Sind, at jeg endnu erindrer hvert et Ord
deraf; og dersom J har ikke noget bedre at forrette, da kand J her
læse en Beskrivelse derover, som følger:
Mig syntes at jeg var midt i et meget behageligt Sælskab, og over¬
maade fornøyet over at give agt paa en munter og lystig Samtale, da
jeg uformodentligen blev vaer at een af de modbydeligste Figurer, som
mand kand indbilde sig, nærmede sig til mig. Hun var klædt i sort,
hendes Skind var sammenkrympet i tusende Rynker, hendes Øyne laae
dybt indsiunkne i hendes Hoved, hendes Ansigt var bleeg og gusten som
Dødens. Hendes Øyesyyn var fuldt af Forskrækkelse og en ubevægelig
Strenghed, og hendes Hænder bevæbnede med Svøber og Scorpio¬
Saa snart som hun kom mig nær, bød hun mig, med en for¬
ner.
skrækkelig Misne, og en Røst, hvorved mit Blood isnedes, at jeg skulde


følge hende. Jeg adlydte, og hun førte mig igiennem ujævne og knu¬
drede Fod=Stier, besatte med Brambær=Buske og Torne, til en dyb og
ensom Dal. Hvorsomhelst hun kom frem, der visnede det grønne un¬
der hendes Fødder; hendes pestilentsiske Aande befængte Luften med dø¬
delige Dunster, formørkede Solens Glands, og indsvøbte Himmelens
behagelige Syyn i en almindelig mørk Taage. En græselig Hylen hvi¬
nede igiennem Skoven, fra hvert et bedrøveligt Træ hørtes Nat=Rav¬
nens forskrækkelige Stemme, og alting var opfyldt med Ødeleggelse og
Skræk. Midt i denne gruelige Forestilling begyndte min afskyelige Leed¬
sagerske at tale til mig paa denne Maade:
UUndviig med mig, ubesindige og daarlige Menneske, fra en bedra¬
gelig Verdens forfængelige Tillokkelser, og lær, at Fornøyelse er ikke
beskikket til at være det Menneskelige Livs Deel. Mennesket var født til
at sørge og til at være ulyksalig; dette er alles Tilstand her paa Jor¬
den, og hvosomhelst der stræber at hindre det, hand handler tvert
imod Himmelens Villie. Flye derfor fra de fordervelige Fortryllelser
af Ungdom og Samqvems Fornøyelser, og overgiv her dine ensomme
Timer til Graad og Væklage. Bedrøvelse og Elendighed er alle Crea¬
turers Pligt under Himmelen, og enhver Forlystelse er en Synd, som
høyligen fortørner det Guddommelige Væsen, hvilket vil dyrkes allee¬
neste ved at spæge og dæmpe all Følelse af Fornøyelse og Glæde, og ved
en u-afladelig Øvelse i Suk og Taare.
Denne bedrøvelige Afmaling over Livet nedslog gandske mit Sind,
og syntes at udrødde al Tanke og Lyst til Glæde af mit Hierte. Jeg
kastede mig ned under en fortørret Eeg, hvor de kolde og fæle Vinde
suusede omkring mit Hoved, og mit Hierte iisnedes af Angest og for¬
skrækkelige Forestillinger. Her besluttede jeg at ligge, indtil Dødens
Haand, som jeg utaalmodigen paakaldte, skulde giøre en Ende paa et saa
begrædeligt og ulyksaligt Livs Elendigheder. J denne sørgelige Tilstand,
blev jeg paer paa den ene Side af mig en dyb møddret Flood, hvis
tunge Bølger rullede frem med en langsom og huul Suusen. Her var
det mit fulde Forsæt at styrte mig udi, og jeg stod just paa Bredden, da
jeg fandt at jeg pludseligen blev draget tilbage. Jeg vendte mig om,
og faldt i største Forundring over at see den elskeligste Person, som jeg
nogensinde havde beskuet. De allertækkeligste Yndigheder af Ungdom og
Skiønhed saaes i hendes gandske Skikkelse; Herligheds Straaler skin¬


nede i hendes Øyne, og deres prægtige Glands blev formildet ved de ven¬
ligste Miiner, hvor i Medlidenhed og Fred vare afmalede. Ved hendes
Ankomst forsvandt det græselige Spøgelse, som tilforn havde plaget mig,
og tillige med hende alle de Forskrækkelser, som det havde foraarsaget.
De mørke Skyer bleve opklarede til et glædeligt Soelskin, Træerne fik
deres Grønhed igien, og den heele Egn syntes levende og blomstrende
som Edens Hauge. Jeg blev gandske henrykt af Glæde over denne u¬
ventede Forandring, og Fornøyelse begyndte igien at oplive og glæde
mine Tanker, da min deylige Befrierske, med et ubeskriveligen venligt
Aasyyn, saaledes fremførte hendes Guddommelige Underviisning.
" Mit Navn er Religion. Jeg er en Datter af Sandhed og
Kierlighed, og en Moder til Godvillighed, Haab og Glæde.
Det Udyr, fra hvis Magt jeg har befriet eder, kaldes Ovettroe,
hun er en Datter af Mis tornøyelse, og Frygt og Sorrig ere hen¬
des Efterfølgere. Hvor uliige vi end ere, saa er hun dog ofte saa
dumdristig, at hun tør antage mit Navn og Character, og forfører
uulyksalige Mennesker til at tænke at vi ere een og den samme, indtil
ghun, til sidst, driver dem til Fortvilelsens Brink, den forskrækkelige
Afgrund, i hvilken J nu nyligen vilde styrtet eder."
(t See eder omkring og betragt de adskillige Skiønheder, som zire
denne Klode, hvilken Himmelen har beskikket til det Menneskelige Kiøns
Hæde, og betænk, om en saa fortræfligen indrettet Verden kand være
bestemt til en Bolig før Elendighed, Bedrøvelse og Smerte. Til
hvad Ende har Guds Forsyyns Haand overflødigen udøst saa utallige
Gaver til Fornøyelse, uden at alle maatte glæde sig ved den Herlig¬
ghed, at de ere til, og opfyldes med Taknemmelighed imod den god¬
giørende Skaber. Saaledes at nyde de Velsignelser, hand har sendt,
er Dyd og Lydighed; og at forkaste dem blot som Midler til Forly¬
østelse, det er en jammerlig Vankundighed og en urimelig Vanartig¬
hed. En ueendelig Godhed er alle skabte Tings Oprindelse; og den
egentlige Stræben hos et hvert fornuftigt Væsen, fra den høyeste Or¬
den af de Salige Engle til den nedrigste Rang af Mennesker, er at
stige u-ophørligen fra ringere Grader af Lyksalighed til høyere. De have
alle faaet Ævne og Egenskaber til deres adskillige Slags Fornøyelser.
(Continuation følger hernæst.)


No. 9
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker,
(Continuation af No. 8.)
H¬
vad, raabte jeg, er dette Religionens Sprog? Fører hun
sine Tilhængere igiennem Blomster strødte Veye, og byder
dem leve et u=arbeydsomt Liv, hvor er Dydens besværlige
Arbeyde, Poenitentses Spægen, Helgenes og Heltes selv=forneg¬
tende Øvelser?
Et fornuftigt Væsens sande Fornøyelser," svarede hun med Mild¬
hed, "bestaae ikke i en u=indskrænket Selvraadighed, eller overdaadig
Beqvemmelighed, ikke i Passionernes Oprør, i en magelig og dorsk
Efterladenhed, eller letsindig Tiidsfordrivs ustadige Afvexling. At
overgive sig til udydige Fornøyelser, forderver Siælen, at leve i Fæi¬
ske og lumpne Forlystelser, det fornedrer og vanærer den; begge Deele
giøre den, hver i sine Grader, uskikket til sin sande og naturlige Lyk¬
salighed, og bringe den i Elendighed og Fordervelse. Enhver, som vil
være virkeligen lyksalig, maae lade det være hans fornemste Omsorg,
at hand flittigen og ordentligen over hans høyere Kræfter, tilbeder
hans Skaberes Fuldkommenheder, viiser Godvillighed imod hans
Med=Creature, og beflitter sig paa en indvortes Retsindighed. Hans
nedrigere Kræfter maae hand tillade saadanne Fornøyelser, hvorved
hand kand forfriske sig til at øve med des større Kraft hans ædlere
Pligter. J de Egne, som beboes af Engle=Naturer, der blomstrer
en ævig og ublandet Lyksalighed, Glæde flyder der i en stedsevarende


g overflødig Strøm; der behøves ey heller nogen Dæmning til at
hindre dens Lob. Men de Væsener, som ere overbeviiste om, at
deres Siæle ere underkastede en medfød Svaghed, som det gandske
Menneskelige Kiøn har Aarsag til at være, de maae tage sig nøyere
i Agt, og regiere sig selv med en strengere Maadelighed. Den, som
har gjordt sig skyldig i frivillige U-ordentligheder, hand maae taal¬
modigen undergive sig saa vel Naturens smertefulde Virkninger, som
Læge=Kunstens fornødne Strengheder, til hans Helbredelse. Men
alt dette ueagtet, er hand dog stedse berettiget til alle de forlindrende
Beqvemmeligheder, som hans barmhiertige Fader har forsynet den¬
ne deilige Bolig med, saavidt de ikke hindre hans Helbredelse. Og
ligesom denne hans Helbredelse tiltager, saa vil hand finde den inder¬
ligste Glæde udspringe af det at hand føler hans Hiertes Rettelse og
Saa langt er endog de skyldiges Tilstand fra
Forbedring.
- Skælv da, ov arme Men¬
Fortvilelses gruelige Forskrækkelser.
neske, ved at tænke paa den Afgrund, som du nylig stod færdig at
styrte dig udi..
Naar de meest skyldige have alle Opmuntringer til at rette og for¬
bedre sig, da vil den meere uskyldige Siæl blive understøttet med end¬
nu fødere Trøst, under alle de menneskelige Skrøbeligheder, som den
maae prøve. Den understøttes ved de glædende Forsikkringer, at all
den alvorlige Fliid, som anvendes paa at overvinde dem, skal nyde
Bistand, blive behagelig og belønnet. For saadan en Siæl er den
dybeste Selv=Fornedrelse ikkun som en dyb=lagt Grundvold for det
meest ophøyede Haab; efterdi de, som troeligen undersøge og erkiende
hvad de ere, skal, under min Anførsel, giøres dygtige til at blive
hvad de begiære. Den sande Christen og rette Helt ere u-adskillelige;
Og der ere ingen Grændser fatte for en ydmyg Tillids og Sønlig
Fortrøstnings Stræben. Jngen Vanskelighed er u-overvindelig for
dem, som drives af den Hensigt at nyde bifald af Verdens Herre
og Regenter. Og da hand er forvisset om all fornøden Hielp til at
naae dette Ønske, saa er all den Striid, som hand maae føre med de
ogrummeste Smerter og Fristelser, ikkun lidet meere end de stærke og
be¬


todige Tillid til
bestandige Øvelser af en ubesværet Siæl. Hans to
Guds Forsyn, som feer igiennem all Ævighed; hans stiltiende Lydig¬
hed: hans Redebonhed til at indrette sine Tanker og Opførsel efter
dens usporlige Veye, er baade den fortræfligste Art af Selv=Forneg¬
telse, og tillige en Kilde til den allerhøyeste Glæde. Samqvem er
den menneskelige Dyds egentlige Kreeds. J saadant et omgængeligt
og arbeydsomt Liv vil der bestandigen møde Vanskeligheder; mange
Slags Tvang vil være fornøden; og at legge Vind paa at handle ret¬
teligen, i henseende til disse, det er en Tugt og Lærdom for det men¬
neskelige Hierte, som er gavnlig for andre og hvorved det selv forbe¬
dres. At lide er ingen Pligt uden hvor det er fornødent til at undgaae
Synd, eller til at giøre got; ey heller er Fornøyelse en Last, uden
hvor den styrker de onde Tilbøyeligheders Magt, eller svækker Dydens
ædelmodige Drift. Vel er den Lyksalighed meget svag og ringe, som
er tildeelt Mennesket i hans nærværende Stand, naar den lignes med
det udødelige Haab, som er ham foresat, og med de ædle Herlighe¬
der, som hand er skikket til at nyde; dog, hvad Lyksaligheds Part
Himmelens uddeelende Haand end tilskikker enhver i sær, saa er den
nok til at opholde og forfriske ham i den nærværende korte Tiid, for
saavidt at den ikke kand hindre ham fra at opnaae det, hvortil hand
y egentligen og omsider er bestemt.
6 Undviig derfor med mig fra bestandig Sorg og Elendighed til
maadelig Fornøyelse og taknemmelig Munterhed. Undviig fra Een¬
somheds indknebne Hensigter, til de Pligter, som egentligen udfordres
af et Væsen, der staaer i Samqvem med andre, og under en høyere
Magt. Religion er ikke indskrænket til Kamre og indsluttede Steder,
ey heller er den indknebet til en u-omgængelig, suurseende Eensomhed.
Disse ere Overtroens mørke og melancholske Lærdomme, ved hvilke
hun stræber at brække disse Velvilligheds og fælles Kierligheds Lænker,
som forbinde enhvers særdeles Velfærd med det almindeliges. Kom
ihu, at den største Ære, som J kand beviise eders Skabere, er, at
J legger Vind paa saadan en munter og fornøyelig Opførsel, som
ggiver tilkiende, at eders Sind er vel tilfreds med hans Uddeelelser.


Her taug min Læremesterinde stille, og jeg vilde nu udviise min
Erkiendtlighed for hendes Tale og Underviisning, da Lyden af Klok¬
kerne i nærmeste Bye, og den oprindende Soels Straaler, som skøde
ind igiennem mine Vinduer, vakte mig op. Jeg er Eders &c.
Konen og Aanden.
J fordum Tiid, da Aanderne
Hig lode nu og da ved Midnats Tider see,
de arme Mennesker til Gavn og Tieneste,
En saadan Aand engang i lange hvide Klæder
For Sengen til en Kone træder
og venlig hende bad, at hun vil følge med;
dand førte hende da hen til et øde Sted,
Og sagde: Jeg dig kand den Efterretning give,
At her begravet er en stor og mægtig Skat,
Lad dit Tørklæde her til Tegn paa Stedet blive,
Og kom her Klokken Tolv igien i morgen Nat;
Kom hid, du da et Lys skal finde,
rav der, men lad et Ord ey høres af din Mund,
Thi taler du et Ord, da skal i samme Stund
Den gandske store Skat forsvinde.
Paa den bestemte Tiid, som Konen havde lovet,
Hun med en Spade sig paa Stedet finde lod;
Den Kone haver haft et kækt og dristigt Mood,
jeg havde det forvist ey vovet
Om tinge Skatter jeg end skulde fundet der;
Mon nogen for mit Liv mig vilde Børgen været?
Og Natten ikke er en Ven af Mennesker;


Og


Og dersom Aanden end ret ærlig havde været,
Hand kunde mig den Skat jo i mit Huus foræret.
Men Konen skrækkes ey ved saadan frygtsom Grille,
Hun kommer iilende, at grave op den Skat,
Og sagde ved sig selv: for alting tie nu stille,
Du ellers ey faaer Skatten fat.
Hun holder og hvad hun sig havde foresat;
Hun taus og troligen nu graver;
Ha ha, det klinger huult, jeg nu snart Skatten haver,
jeg tænkte nok, det vilde skee
Her ligger Skatten jo, o see!
En stor med Guld optoppet Gryde;
O at hun vilde nu sin Taushed ikke bryde!
Ah havde hun en Arbeidsmand,
Jom hende Skatten op af Jorden løfte kand!
Er hendes Aand ey hos, hand kommer i det samme,
Og hende hielpe vil at føre Skatten bort.
Ah, sagde hun, jeg maa mig skamme
At J umages skal. -- - dermed var Skatt=Afo
J 3


Sic,


Sic, cum transierint mei
Nullo cum strepitu dies,
Plebejus moriar senex.
Illi mors gravis incubat,
Qvi, notus nimis omnibus,
Ignotus moritur sibi.
eg har ofte forundret mig over, at Jøderne skulde falde paa at til¬
legge den Forløser, som de ventede, saadan en ringe og uværdig
Storhed, som at klæde ham op i udvortes Pragt og Pomp, og at fo¬
restille sig ham i deres Jndbilding, som en Ødeleggere iblant hans Crea¬
ture, der drives af saadan en usel og elendig Ærgierrighed, som en Cæsar
eller en Alexander. Hvor meget meere herlig er hand ikke i hans virke¬
lig Gestalt og Character, naar hand betragtes som den, der er Oprin¬
delsen til en almindelig Velvillighed iblant Menneskene, som den der
luttrer vore Passioner, ophøyer vor Natur, giver os store Begreb om
Udødelighed, og lærer os at foragte den ringe pralende Storhed, hvori
Jøderne have indbildt sig at deres Messiahs Herlighed skulde bestaae.
Jntet, siger Longinus, kand være Stort, hvis Foragt er
Stor. At eye Riigdom og Vælde kand ikke give en Mand Rettighed,
til at kaldes Stor, efterdi det ansees som Beviis paa et Stort Sind,
at foragte disse Lykkens Gaver, og at lade haant om at begiære dem.
Jeg har derfor ofte været af de Tanker, at der ere Større Mænd,
som ligge skiulte iblant Menneskene, end disse, som komme frem, og dra¬
ge andres Øyne, Forundring og Høyagtelse til sig. Virgilius skulde
der aldrig blevet taelt om, dersom hans Huus=Fortrædeligheder havde
ikke drevet ham ud af hans ubekiendte Stand og bragt ham til Rom.
Der¬


Dersom vi formode, at der ere Aander eller Engle, som give agt
paa Menneskenes Veye, som vi, baade efter Fornuften og Skriften,
have stor føye til at tænke; hvor ulige maae da de Begreb være, som
de giøre sig om os, og de, som vi gemeenligen giøre os om hveran¬
dre. Dersom de skulde lade os læse deres Fortegnelse over de Helte og
Store Mænd, som nu leve, hvor lidet skulde den komme overeens
med den Fortegnelse, som nogen iblant os selv vilde forfatte?
Vi blive forblindede ved prægtige Titler, ved Lærdoms skrydende
Pralerie, og ved Seyervindingers udbasunende Rygte; De, tvertimod
see Philosophen i hans Hytte, som besidder sin Siæl i Taalmodighed
og Taknemmelighed, endskiønt hand trykkes af det, som smaa Sind
kalde Fattigdom og Kummer. De søge ikke efter Store Mænd i
Spitsen af Krigs=Hærer, eller iblant et Hofs Pragt; men de finde
dem ofte i Skygger og eenlige Steder, paa Livets forborgene Veye og
afsides Fod=Stier. En viis Mands Spatsere=Gang om Aftenen er
meere herlig i deres Øyne, end en Generals March for Spidsen af hun¬
drede tusinde Mænd. At beskue og betragte Guds Gierninger: at giøre
en frivillig Retfærdigheds Gierning, med vor egen Skade: at have en
ædelmodig Omsorg for det Menneskelige Kiøns Beste: at fælde stiltien¬
de Taare over andres Elendighed: at dempe og undertvinge en hemme¬
lig Begierlighed eller Fortrydelse; kort sagt, en u-sminket Øvelse i Yd¬
myghed eller nogen anden Dyd; disse ere Gierninger, som i deres Øyne
ere berømmelige, og som give en Mand den Titel af Stor og Priis¬
værdig. De allernavnkundigste iblant os betragtes ofte af dem med
Medynk, med Foragt eller med Fortørnelse; da derimød disse, som ere
meest u-bekiendte iblant deres egne Med=Creature, ansees med Kiær¬
lighed, med bifald, og Høyagtelse.
Lærdommen af denne uærværende Betragtning bliver denne, at
vi skulde ikke lade os forleede af Menneskenes Domme eller Berømmel¬
ser, men eftertænke, hvad Figur enhver Person vil giøre, paa den Tiid,


naar Viisdom skal retfærdiggiøres af hendes Børn, og da intet skal
iælde som Stort eller Herligt, uden hvad der er en Prydelse og Fuld¬
kommenhed for den menneskelige Natur.
Den Historie om Cyges, den rige Monark i Lydien, er et mærk¬
værdigt Exempel paa den nærværende Betragtning. Oraklet blev til
spurt af Gyges, hvem der var den lyksaligste Mand, og det svarede:
Aglaus.
som ventede at have hørt sig selv nævne ved denne Ley¬
lighed, faldt i stor Forundring, og blev meget nysgierrig efter at vide,
hvem denne Aglaus skulde være. Efter megen Randsagning fandtes
hand at være en ubekiendt Landsby=Mand, som anvendte all sin Tiid
paa at dyrke en Hauge og nogle faa Agres Land omkring hans Huus.
Min GuD, som ene er, den jeg vil helst behage,
Du som mit Hiertes Maal og Ønsker ene veed,
Lad mig i nøysom Ro fuldende mine Dage,
Ey bange for at døe, og ey af Livet keed.
Lad mig saa troligen det Ærende udrette,
Hvorfor du haver mig i denne Verden sendt,
At du mit ringe Navn i Livets Bog kand sætte,
Endskiønt mit Liv er skiult og Verden ubekiendt.
Ja, skulde Rigdom end og Høyhed mig forføre,
aa at jeg ønskte selv den Storhed at opnaae,
Da beder jeg, O GUD, du vil mig ey bønhøre,
Men giør mig Stor i det, som du selv agter saa.
Dette Uge=Skrift bliver hver Torsdag at bekomme i det Kongel. priv.
Bogtrykkerie ved Stranden, skraas over Prammændenes Laugshuus,
hvor 3de forgyldte Skildter sees over Døren, Arket 2s.


No. 10.
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker.
M¬
ange Ord og Meninger blive saa ofte hørte i Menne¬
skenes Munde, at een, som kun løseligen giver Agt derpaa,
kand lætteligen troe, at de maae indeholde nogen Hoved=Lær¬
dom, nogen stor Leve=Regel, eller Klogskabs Bud, hvilken mand bør
altid have i frisk Minde, og hvorefter enhver Times Brug skal indret¬
tes. Dog, dersom vi betragte disse Læreriige Philosophers Opførsel,
saa vil det ofte befindes, at de igientage disse Lære=Sprog, alleeneste
fordi de have nognsteds hørt dem, fordi de have intet andet at sige, el¬
ler fordi de meene, at mand vinder nogen ærbødig Høyagtelse ved saa¬
danne udvortes Skin af Viisdom; men at de have ingen Begreb sam¬
menføyede med disse Ord, og at, efter de Aristoteliske Tilhængeres gam¬
le vildfarende Meening, deres Siæle ere blotte Orgel=Piber eller Jn¬
strumenter, der give Lyd fra sig, men forstaae dem ikke.
Af dette Slags er det velkiendte og vel stadfæstede Sprog, at Li¬
vet er kort; hvilket mand vel kand høre mange gange om Dagen af
Menneskene, men det har endnu aldrig, saa vidt jeg har kundet mærke,
giort nogen stor Virkning udi Sindet; og maaskee, dersom mine Læ¬
sere vil vende deres Tanker tilbage til deres gamle Venner, saa vil de
finde det vanskeligt at erindre sig een eneste, som syntes at kiende at Li¬
vet er kort, førend hand var paa det nærmeste at ende det.
Det er mærkeligt, at naar Horarius beskriver Menneskenes Cha¬
racterer, saaledes som de forandres efter Tidens og Alderens ulige


Virkning, saa anmærker hand, at den gamle Mand er Dilator, spe
longus; det er, at hand er meget for Opsættelser, og at giøre sig vidt
udseende Haab. Saa langt ere vi almindeligen fra at tænke hvad vi
ofte sige om Livets Korthed, at paa den Tiid, naar det maa nødven¬
digen være allerkortest, saa fatte vi Anslag, hvilke vi forhale at sætte i
Verk, vi fornøye os med Forventelser, som intet uden en lang Kiæde
af Hændelser kand opfylde, og lade os regiere af saadanne Passioner,
som ere alleeneste undskyldelige i Livets Foraar.
Disse Betragtninger bleve nyligen opvakte i mit Sind, ved en Aften¬
Samtale med min Ven Prospero, som i sit femte og halvtredsindstiu¬
gende Aar har kiøbt sig en Herre=Gaard, og betænker nu hvorledes
hand vil indrette og pryde den med en u=gemeen Ziirlighed. Hans sto¬
re Fornøyelse er at gaae og spatsere iblant høye og anseelige Træer, og
at ligge og pønse i Middagens Heede under deres Skygger; hand over¬
legger derfor med stor Betænksomhed, hvorledes hand vil indrette hans
Spatsere=Gange og Lyst=Skove; og har omsider besluttet at for¬
skrive de beste Afridsninger fra Jtalien, og tøve med at plante, indtil
næstkommende Aar.
Saaledes klattes Livet uenyttigen bort i Forberedelser til at giøre
det, som aldrig kand blive gjordt, dersom mand lader det blive u-be¬
gyndt, indtil alle de fornødne Ting, som vor Jndbilding kand optænke,
ere sankede tilhøbe. Hvor vores Anslag gaaer alleneste ud paa vor egen
Fornøyelse, der er Forseelsen ikke af stor Betydenhed; thi der er ofte
større Lyst i at vente en Tings Nydelse end i at opnaae den; og de al¬
lerfleeste Ønskers Opfyldelse svarer ikke nær til det vi havde forestillet os.
Men naar mange andres Gavn eller Velfærd beroer paa et Foreta¬
gende, naar der besluttes noget, som angaaer andres Forbedring eller
Sikkerhed, saa er intet meere ueanstændigt for Viisdom eller Velvillig¬
hed, end at opsætte det fra Tiid til Tiid, eller at forglemme, hvor me¬
et enhver Dag, som vi lade gaae forbi, borttager af vor Magt, og
hvor snart et ørkesløs Forsæt at giøre en Gierning siunker ned til et be¬
drøveligt Ønske, at det havde nogensinde været gjort.
Vi blive ofte erindrede af de gamle Tiders lystige Skribentere, at


tage den nærværende Tiid i Agt, at benytte os af de Forlystelser, som
vi nu kand nyde, og at ihukomme, at det tilkommende er ikke i vor
Magt.
Men disse Formaninger maae visseligen, med lige saa stor billig¬
hed, anvendes til bedre Hensigter; det maae i det mindste forestilles, at
det er meere sikkert at forsømme Forlystelser end Dyder, og at der
tabes meere ved at miste en Leylighed til at giøre Got, end at forsøm¬
me en Times urolig Sværm og Lystighed.
Da Baxter havde tabt 5000 Rdlr. som hand havde lagt hen til
at oprette en Skole, saa pleyede hand jævnligen at melde om denne
Ulykke, som en Opmuntring til at viise Barmhiertighed, medens GUD
giver os Ævne dertil; ja hand ansaae sig selv i visse Maader lastværdig,
fordi hand havde ladet saadan en god Gierning komme an paa en Hæn¬
delse, og ladet et u-lykkeligt Tilfald giøre hans velvillige Forsæt til intet,
fordi hand havde ikke været hastig og flittig nok til at fuldføre det.
Ja, saaledes forglemmes Livets Korthed ikke alleneste i en doven
Søvnagtighed, men og i en ilde anvendt Flittigheds Adspredelse. Saa¬
som nogle Meennesker lade deres Tiid gaa forbi i Dorskhed og Leedig¬
hed, efterdi de meene, at de have Tiid nok til at oprette deres Forsøm¬
melse, saa ere der andre, hvilke u-ophorligen arbeyde paa at forsyne
sig med Forretninger, hvor længe de end maae leve; og det hænder sig
ofte, at Seendrægtighed og Hurtighed blive lige u-formodentligen over¬
rumplede af Døden, og omkomne, uden nogen anden Forskiæl end
den der er imellem den Fugl, som bliver skudt i Flugten, og den der
dræbes paa Busken.
Hvor mange overbevisende Exempler vi end have paa det Menne¬
skelige Livs Korthed, saa synes det dog ikke, at Menneskene derved bli¬
ve meget forbedrede i Viisdom eller Dyd; de blive dog ved, tvert imod
al Rimelighed, at spaae sig selv et langt Liv, og enhver troer, at hand
er bevilget at opnaae det alleryderste Maal, som et Menneske kand op¬
naae, og at see tusende og ti tusende falde i Graven.


Saa dybt er dette Bedragerie rodfæstet i Hiertet og saa stærkt
bliver det beskyttet af Haab og Frygt imod Fornuftens Angreb, at hver¬
ken Kundskab eller Forfarenhed kand udrødde det, og vi forholde os
ret ligesom Livet var uden Ende, omendskiønt vi see og tilstaae dets U¬
vished og Korthed.
De Geistlige have, med stor Kraft og Jver, vist hvor urimeligt
det er at opsætte Omvendelsen; det er saa høy en Grad af Daarlighed,
at den sætter Ævigheden i Vove. Det er den samme Skrøbelighed og
Uforstand, ligesom Forsømmelsen er af meere eller mindre Vigtighed, at
udsætte til den tilkommende Tiid nogen Forretning eller Bekymring,
som nu udkræver vor Agtsomhed; Undertiden underkaste vi os selv u¬
fornødne Farer af saadanne Hændelser, som en betimelig Flittighed
vilde have forekommet, og undertiden forvirre vi vort Sind med forfæn¬
gelige og unyttige Forsigtigheder, og samle Forraad til at udføre saa¬
danne Anslag, som vi aldrig meere faae Leylighed til at sætte i Verk,
naar vi engang have ladet den gaae forbi.
Daasom den der lever længst lever kun en liden Tiid, saa maae et
hvert Menneske være forvisset om, at hand har ingen Tiid at spilde¬
Vort Livs Pligter ere afmaalte efter dets Varagtighed; enhver Dag
har sin Forretning, og naar den forsømmes, bliver den dobbelt i Mor¬
gen. Men den som har allereede u=nyttigen spildt disse Maaneder og
Aar, i hvilke hand skulde have arbeydet, hand maae erindre, at det hee¬
le er ikkun lidet, hvoraf hand har nu kun en Part tilbage, og efterdi
hand maae betragte de faa Øyeblik hand har til opers, som de sidste,
hvilke Himmelen betroer ham, saa bør hand ikke forspilde et eneeste af
de samme.
Till Uglspeil.
Den Nar, som Vittighed tit mindre feylede,
End mange, som ham nu belee,
Og sig, maa skee, paatog, en daarlig Nar at være,
Paa det hand andre Vid og Klogskab maatte lære


Er hans berømte Navn ey kundbart over alt?
Till Uglspeyl sig engang i Følgeskab med andre
En Reyse foretog at vandre,
Som over Bierg og Dale faldt.
Naar de kom paa et Bierg, Till Ugispeyl gandske sagte
Og ved sin Vandrestav bedrøvet gik der ned,
Men derimod mand kunde agte,
Hand stedse opad gik med Lyst og Munterhed.
Hvorfore, spurte een, gaaer du saa fort og lystig,
Naar Veyen opad gaaer, og ned ad saa mistrøstig?
Jeg, sagde Uglspeyl, er nu saa
Haa tit jeg ned ad gaaer, jeg Nar da tænker paa
de Bierge, som jeg strax derefter skal bestige,
Og da forgaaer mig Lyst og Munterhed tillige;
Men naar jeg op ad Bierget gaaer,
Den Dal, som følger paa, mig da for Øyne staaer,
Hvorved jeg atter Lyst og ny Opmuntring faaer.
Om du, naar Lykken føyer dig,
Ey overmodig glad vil være,
Ey i din Sorg umaadelig,
Du denne Klogskab da af Uglspeyl bør at lære,
Og paa Ulykken tænk, naar Lykken er dig bliid,
Paa Lykken, i Ulykkens Tiid.
Min Herre!
J¬
eders forige Blad har J anmærket, at den sande Storhed be¬
staaer ikke i den Pragt og Støy, som Menneskene i almindelighed
pleye at ansee derfor. J har og der anført, at Dyden i en nedrig eller
unavnkundig Stand skinner ofte langt herligere i de høyere Væseners
Øyne end alt hvad der agtes Stort og prægtigt blant Menneskene


Naar vi see tilbage til deres Historie, som have været Konger
Stats=Mænd eller Krigs Øverster, saa forekomme de os som afførte alle
de udvortes Prydelser, hvis Glands forblindede disse som levede i deres
Tider; og vi betragte deres Personer som store eller smaa, ligesom vi
finde deres Dyder eller Laster anseelige. De viise Sprog, de ædelmo¬
dige Tanker, den u-egennyttige Opførsel, som fortælles os om en Phi¬
losoph, der har levet i nedrige Omstændigheder, sætter ham i større Høy¬
agtelse hos os, end de mægtige Potentater paa Jorden, naar vi see
dem begge igiennem et langt Perspectiv af mange forbigangne Tider.
Dersom vi skulde læse en ringe og ubekiendt Mands Levnets Beskrivelse,
der har levet efter den menneskelige Naturs Værdighed, og fulgt Dy¬
dens Regler, da skulde vi ikke finde noget i saadan en Charakter, som
jo maatte sætte ham i Rang med Mænd af den høyeste Skand. Føl¬
gende Udtog af en ærlig Landsby Herremands hemmelige Papiirer vil
sætte denne Materie i en større Klarhed. Eders Læsere vil maae skee
fatte større Tanker om ham, af disse Gierninger, som ere skeedte i Løn¬
dom og uden Vidner, end om disse, som have tildraget sig mangfoldi¬
ges Forundring og Berømmelser.
Tegne=Bog.
J mit andet og tiugende Aar fandt jeg en hæftig Kierlighed til
min Fætter Carls Kone at tiltage hos mig, hvori jeg var i Fare for
at blive føyet, dersom jeg havde ikke strax, for samme Aarsags skyld,
begivet mig paa min udenlandske Reyse.
" Kort efter min Tilbagekomst til Engeland, lod min Morbroder
Frantz mig hemmeligen kalde til sig, og vilde skænke mig sin Herre-
o gaard, hvilken jeg undslog mig for at tage imod, men formaaede ham
stil, at hand ikke skulde giøre sin Søn Edward Arve=Løs."
"NB. Aldrig at sige dette til Edvard, paa det hand skulde ikke
tænke ilde om sin Fader, omendskiønt hand bliver ved at tale ilde om
mig, for denne samme Aarsag.


Afværgede en forargelig Proces imellem min Fætter Henrich og
hans Moder, i det jeg underhaanden gav hende af min egen Pung,
saa mange Penge aarligen, som deres Trætte var om."
Forskaffet en ung Student et Præstekald, der var en Søster¬
Søn af den gode Mand, som havde været min Hofmester, og er død
for tiuge Aar siden.
Gav halvredsindstiuge Rigsdaler til den fatige Mad. min
Ven H. . . s Enke.
c NB. At afkorte en Ræt Mad paa mit Bord, indtil jeg har hen¬
tet det ind igien.
§. NB. At lade mit Huus forbedre og sætte min Hauge i Stand,
o for at skaffe fattige Folk noget at fortiene i Efter=Høsten.
befalet Johan at lade Bonden D.. s Faar, som vare brag¬
te op i Foldet, slippe ud, om Natten; men ikke at lade hans Medtie¬
nere vide det.
Formaaet Junker M. T. til at ikke begynde Proees mod For¬
pagterens Søn, som havde skudt en Agerhøne, og at give ham hans
Bøsse igien.
Betalt Apothekeren for at helbrede en gammel Kone, som be¬
kiendte selv at hun var en Hex.;
Gav min kiæreste Hund bort, fordi hand beed en Staader."
Stiftede Enighed og god Forstaaelse imellem Sogne=Præsten
og Herreds=Fogden, i det jeg bragte dem til at forklare deres Meening
o for hinanden.;


§ NB. At sige Peter sin Tieneste op, fordi hand skød en Raa¬
y Geed, da den stod og aad af hans Haand.
"t Naar min Raboe Johan, som har ofte forurettet mig, kommer
for at giøre sin Ansøgnig i Morgen:
E. MB. Jeg har tligvet ham
Sat min Karrete hen, og solgt mine Heste, for at hielpe de
9 Fattige i en dyr Korn=Tiid.
J samme Aar eftergivet mine Bønder en femte Deel af deres
3 Landgilde.
Da jeg i Dag gik og spatserede i Marken, faldt jeg paa en Tan¬
arke, som inderligen rørte mit Hierte, og jeg haaber at blive desbedre
derefter, saa længe jeg lever.
6 NB. At befale min Søn underhaanden, at hand ikke skal lade
oprette noget Monument for mig; men ikke at indføre dette i min sid¬
ste Villie.
Dette Uge=Skrift bliver hver Torsdag at bekomme i det Kongel. priv.
Bogtrykkerie ved Stranden, skraas over Prammændenes Laugshuus,
hvor 3de forgyldte Skildter sees over Døren, Arket 2z.


No. 11.
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker
Flet qvoq, ut in speculo rugas adsperit aniles
Tyndaris, & secum, cur sit bis rapta, reqvirit &c.
E¬
n gammel Grædsk Poet, som vilde viise de Elendigheder,
som følge med Menneskets sidste Tid, ønsker dem, der ere saa
taabelige at begiære et langt Liv, den Elendighed, at de maa
blive ved at ældes fra et hundrede Aar til et andet. Hand tænkte, at
ingen fremmed eller ydermeere Plage behøvedes; at Alderdommen i sig
selv var et kort Begreb af alt hvad der er forskrækkeligt, og at der in¬
tet kunde legges til Alderdommens Kummer, undtagen dette, at den
skulde strække sig over sine naturlige Grændser.
Den meest uagtsomme og koldsindige Tilskuere kand visseligen nep¬
pe, uden et betynget Hierte, gaae fra at have seet de sidste Scener
af Livets Tragædie, i hvilke hand finder, at de, som i de første Dee¬
le af Skue=Spillet kiendtes fra hinanden ved en ulige Opførsel, ved stri¬
dige Hensigter, og deres Personlige Egenskabers Adskillighed, blive nu
alle indviklede i en fælles Bedrøvelse og Kummer, og at de alle drages
med Elendigheder, som de kand ikke haabe at overvinde.
Alle de andre Plager, som kand overfalde os paa vor Reyse igien¬
nem Verden, dem kand Viisdom undfly og Tapperhed overvinde; ved
Varlighed og Forsigtighed kand vi snige os frem, uden at finde meget,
der kand tilsperre vor Vey eller besvære os; ved Mood og Styrke kand


vi bane os Vey, og belønne Stridens Besværlighed med Seyerens
Fornøyelser. Men den Tiid maa komme, da al vor fiine Forstand og
alt vor kække Mood vil blive lige unyttige for os; da vi skal alle ned¬
siunke i en hielpeløs og bedrøvet Stand, uden at have Magt til at fat¬
te nogen Trøst af de Fornøyelser, som tilforn have glædet os, og uden
noget Haab om at komme anden gang til at eye de Velsignelser og Ga¬
ver, som vi have mistet.
Menneskenes Vindskibelighed har vel ikke forsømt at stræbe efter aft
forskaffe nogen Trøst imod disse kummerfulde og melancholske Timer,
og at forgylde dette forfærdelige mørke Syyn med et konstigt Skin.
Den meest sædvanlige Hielp og Støkte for Alderdommen er Riigdom
og Formue. Den som har mange og store Eyendomme, og hvis Ki¬
ster ere fulde, bilder sig ind, at hand er altid vel befæstet imod Anfald
paa hans Myndighed, og vis paa, at hand i det mindste ikke skal lide
aabenbare Vold og Forhaanelse, eller kiendelig Foragt. Har hand
end mistet alle andre Midler til at herske, dersom hans Styrke og hans
Fornuft slaaer ham feyl, saa kand hand dog i det mindste forandre sin
sidste Villie, og derfore, alle de som have Haab, maa ligeledes have
Frygt, og hand kand endnu stedse blive ved at foreskrive Love for dem,
som ikke have ladet af at see hen til deres egen Nytte.
Dette er visseligen alt for ofte den gamle Daares Castell, og den
sidste Fæstning, som Alderdommen søger til, og i hvilken hand forsva¬
rer sig imod den unge opskydende Slægt, som ideligen angriber hans
Herredom, modsiger hans befalinger og slaaer Stræg over det hand
foreskriver. Men omendskiønt hand her kand finde Sikkerhed, saa fin¬
der hand dog ingen Fornøyelse; og hvad der bliver tilbage er ikkuns et
Beviis paa at hand fordum har eyet meere.
Intet synes at have i Almindelighed været meere frygtet for af de
Hamle, end Mangel paa Børn; og sandeligen, for en Mand, som
har overlevet alle hans Ungdoms Stalbrødre, alle dem, som have ta¬
get Deel i hans Forlystelser og Bekymringer, have været med i de sam¬
me Forretninger og Hændelser, og opfyldt deres Sind med de samme
Begreb, er denne Folke=rige Verden en grusom Eenlighed. Hand staar


forloren og taus, forsømt eller forhaanet, midt iblandt en Mængde
Mennesker, der ere opmuntrede ved Haab, som hand kand ikke tage
Deel i, og ere geskæftige i Forretninger, som hand er ikke længer mæg¬
tig for at befordre eller forhindre; ey heller kand hand finde nogen, for
hvem hans Liv eller Død er af nogen Betydenhed, med mindre hand
har forsikkret sig om nogle i sit eget Huus, der vil gaae ham til Haan¬
de, og ved deres kierlige Tienstfærdighed arbeyde paa at føye og for¬
nøye ham, og har ladet sig elske af nogle, hvis Fordeel og Taknemmelighed
kand foreene dem med ham.
Saa adskillige ere Livets Farver, ligesom vi see frem af til det til¬
kommende, eller tilbage til det forbigangne; og saa adskillige ere de Mee¬
ninger og Tanker, som denne saa u-lige Gestalt og Anseelse naturligen
opvækker, at den Omgiængelse imellem Gamle og Unge gemeenligen en¬
des med Foragt eller Medynk paa en af Siderne. For en ung Mand,
som træder ind i Verden, fuld af Haab, og hidsig i at jage efter det,
er intet saa ubehageligt, som den langsomme Varlighed, det svage
Haab, den betænksomme Mistvil, som gandske vist er opvakt hos dem,
der have Forfarenhed, og ere tit blevne bedragne i deres Tanker og For¬
ventelser; og den gamle Mand paa sin Side forundrer sig over, at
Verden aldrig kand blive viisere, at hverken Lærdom, Bud eller Vid¬
nesbyrd kand helbrede Drenge for deres Lettroenhed, og betage dem de¬
res høye Tanker om sig selv; og at ikke en kand blive overbeviist om,
at der ere lagte Snarer for ham, førend hand finder sig besnæret
i dem.
Saaledes er den ene Alder altid en Foragt eller Under for den
anden, og de Unges og Gamles Begreb og Forestillinger ere ligesom
Vædsker af ulige Tyngde og Jndhold, som aldrig kand blive forene¬
de. Ungdommens Spiritus, som ophæves ved Sundhed og giøres flyg¬
tig ved Passioner, stiger snart i Væyret og lader Varligheds og Over¬
veyelses Phlegmatiske Grumser blive paa Bunden, og bryder ud i daar¬
lig Ubesindighed og dumdristig Foretagende. Den ømme Kierlighed
derfore, som Naturen indgyder os, og som bestyrkes ved en lang Øvel¬
se i Godgiørenhed, er meget fornøden til at forene slige stridige Par¬
ter; og en gammel Mand maa være en Fader til at bære med Taal¬


modighed disse Daarligheder og Urimeligheder, som hand vil ideligen
bilde sig ind at finde i deres Anslag og Forhaabninger, i deres For¬
lystelser og Sorge, som ikke endnu ere blevne hærdede ved Tiden, og
afkølede ved u-forventede Udfald, hvorved deres Haab er slaaet
dem feyl.
Dog mand kand tvile, om den Fornøyelse at see Børn voxe op
i Styrke og Dygtighed, bliver ikke mindre end den Smerte, at see
nogle falde af i Blomster, andre svækkes i deres Vext, nogle blæses
ned i en Storm, nogle forderves ved Sygdom, nogle forknyttes i
Skyggen; og om ikke den, som udstrækker sin Omsorg videre end til
sig selv, forøger sine Bekymringer og Angester meere end hans For¬
nøyelser; og udmatter sig selv til ingen Nytte, ved det at hand haver
Tilsyn over det, som hand ikke kand sætte i Stand og anordne efter
Ønske.
Men omendskiønt Alderdommen er meere end forskrækkelig nok for
alle Slags Mennesker, saa maa den i Særdeleshed være meget forfær¬
delig for vakkre Fruentimmer, som have ikke haft nogen anden Hensigt
eller Ærgierrighed, end at fordrive Dagen og Natten med at pynte
sig, forlyste sig og høre Flatteri; som have ikke lagt sig efter Kundskab
eller Forretninger, have bestandigen fanket alle deres Begreb af Tider¬
nes sædvanlige Hvishvas og Sladder, og maa tilskrive Complimenter
og Gæstebuder al deres Lyksalighed. Hos disse Fruentimmer begynder
Alderdommen tiligen, og ofte varer længe; den begynder, naar deres
Skiønhed falmer, naar deres Lystighed taber sin Munterhed, og
deres Gang og Bevægelse bliver tung. Fra den Tiid af forsvinder
alt det for deres Øyne, som tilforn glædede dem; de høre at an¬
dre faae nu de Berømmelser, som før pleyede at opfylde deres Hier¬
ter med Lyst og inderlig Glæde. De besøge Lyksaligheds Stæder,
og stræbe at fremture i den Vane at fornøyes; Men vi faae alleeneste
Fornøyelse, naar vi trøe, at vi kand give Fornøyelse igien; og den
Forsømmelse, Skiødesløshed og U-artighed, som den kaade Ung¬
dom nu begegner dem med, lærer dem snart, at deres Magt og Værd
er forbi; og hvad bliver da tilbage, uden at de maa fremdrage deres


gelse i Hiertet eller Øvelse for Fornuften.
Tiid i en keedsommelig og trøstesløs Uforanderlighed, uden nogen Bevæ¬
Dog endskiønt Alderdommen maa ved sin Gestalt giøre os bange
for at betragte den i Forveyen, saa skal vi dog gandske vist efterhaan¬
den blive gamle, og derfor bør vi undersøge hvad Forraad vi kand leg¬
ge op imod denne Drøvelses Tiid; hvad Lyksalighed vi kand sanke imod
Livets Vinter, og hvorledes vi kand fremdrage vores sidste Aar i Mun¬
terhed og Rolighed.
Har Menneskene ved Forfarenhed befundet, at ingen Deel af vort
Liv er mægtig for at forskaffe sig tilstrækkelig Fornøyelse og Lyst, uden
at glæde sig ved tilstundende uvisse Lyksaligheder, da kand vi gandske
sikkert slutte, at den høye Alder, forslidt ved Arbeyde, udmattet ved Be¬
kymringer, plaget ved Sygdomme, kand ikke have i sig selv
nogen Glæde, eller føle nogen Fornøyelse i at betragte det nærværende;
Al den Trøst som nu kand ventes, maa kaldes tilbage fra det forbi¬
gangne, eller laanes fra det tilkommende. Det forbigangne er alt for
tit meget snart udtømmet, alle de Hændelser eller Gierninger, hvoraf
Hukommelsen kand drage Fornøyelse, kand i en Hast samles og erin¬
dres, og det tilkommende ligger paa hin Side af Graven, og hvilket
mand ikke kand naae uden ved Dyd og Andagt.
Gudsfrygt, da, er den egentlige og rette Trøst for det aftagende
Menneske; efterdi denne Verden kand ikke give ham noget videre Haab.
Den derfore som bliver gammel, uden Religionens Haab, ligesom hand
tager af og bliver skrøbelig, og føler Smerte og Sorg at trænge u-ophørli¬
gen ind paa ham, saa falder hand meere og meere i en bondløs Elen¬
digheds Afgrund, hvor enhver Betragtning maa sænke ham dybere ned,
og hvor hand finder alleene ny Grader af Angest og Forskrækkelser og
Farer.


Lisette.
Visette, en ung Kone laae
Blind i Smaakopperne; Enhver selv tænke maae
Hvorledes unge Koner ere,
Thi torde hendes Mand fra Sengen ikke gaae,
Hvor nødig hand sig end til dette tvunget faae;
Thi lad en Kone end, som Venus, deylig være,
Naar hun har Kopperne, hun ey indtage kand.
Her sidder nu den gode Mand,
Og maa med Hiertens Qval og Vaande
Sin syge Kone gaae til Haande,
Hand ofte Hoved=Puderne
Maa under hendes Hoved reede,
Og ofte Hierte-sukkende
Om hendes kiære Helbred bede;
Dog var hun ikke meeere skiøn,
Jeg maatte gierne seet hvordan hand giorde Bøn.
den arme Mand! jeg veed ham ikke at raadføre,
Maaskee, hand finder sig, og giør hvad andre giøre.
En Syg behøver jo dog en Opvarterinde,
Mand ingen bedre kand dertil, end Lotte, finde,
Som den der kiender best, og best at føye veed
Lisettes Egensindighed.
Hun dette Embede tienstfærdig tager an,
Og veed ret artigen i alting at fornøye
Den syge Kones Sind, saa og den friske Mand,
Og efter begge sig at føye;
Hun var tienstagtig, ung, skiøn, derhos føyelig,
Og derfor meget vel for begge skikker sig.


Hvad giør mand ey, for at fordrive Sorg og Pine,
Naar Tiden os for lang og keedsom falde maa?
Den gode Mand til Lotte faae,
Og taelte hende til ved en ret venlig Mine,
Thi hand for Konens skyld, som udi Sengen laae,
Ey anderledes tale torde,
Og hvert et Øyekast, som hand til hende gjorde,
Om ikke lige kierligen,
Dog halv=bønhørt fra hende kom igien.
Ah, stakkels Kone! ja, din store Lykke er
At du kand ikke see, hvad mand bestiller her,
Hvor yndigen din Mand Charlotte vil behage;
Jeg meget vedde tør derpaa,
Hand hende før vel kiende maa,
Og derfor vilde nu til din Opvartning tage;
Ja, om det blev derved, at de med Øynene
Kuns til hinanden talede,
Da gik det an endnu, men J strax vaer skal blive,
At de hverandre Kys vil give.
Hand hende kierligen paa Halsen klappede,
Og hende kneb i Kinderne
Hun artig værger sig, som unge Brude giøre,
Men finder strax for got, ey meer at værge sig;
Hand kysser hende inderlig,
Men kyssede saa høyt, at mand det kunde høre.
Det jo ey andet mueligt var
Det maatte høres af Lisette,
Ja ja, hun hørte det, og spurte, hvad er dette,
Som smak saa høyt? Madam, Madam, var Lottes Svar,
Det eders kiære Mand og Ægtefælle var,
Som sukker hæftigen af overmaade Smerte,
Og sig tilfreds ey give kand.
Ah sagde hun, min kiære Mand,
Hvad har du dog et trofasi Hierte!
jeg dine dybe Suk kand ikke høre an,
Du dig til Græmmelse og Sorg ey overgive,
Jeg er jo dog endnu i Live.


Min Herre!
E¬
ders store Forgænger, Spectator, stræbte at indprente hans Fruen¬
timmer=Læsere en Begiærlighed efter Kundskab; og endskiønt J
synes ikke at have lige Omsorg for dette Kiøn, saa kand mand dog ikke
beskylde eder for at J stræber af betage dem Lyst eller Mood til at tragte
efter alt hvad der er priiseligt. Men hvormeget end enten hand eller
J maa opvække vor Nysgierrighed, saa har J dog ikke endnu under¬
rettet os om, hvorledes vi kand fornøye den. Verden synes at have
almindeligen sammenrottet sig imod os for at hindre os fra Forstand og
Videnskab; mand hører vore Spørsmaal, ligesom vi ventede ingen
Svar paa dem; mand igiendriver vore Argumenter med Skiæmt og
Latter, og vi begegnes ligesom Creature, der overskride vor Naturs
Grændser, naar vi tragte efter alvorlige Ting eller Forbedring.
Jeg spurte i Gaar en Mand, som er berømt for en stor Astrono¬
mus, hvad der giorde Dagen lang om Sommeren, og kort om Vin¬
teren; og jeg fik til Svar, at Naturen forlængede Dagene om Som¬
meren, paa det Fruentimmerne skulde ikke fattes Tiid til at spatsere i
Kongens Hauge, og den forlængede Aftenerne om Vinteren, paa det
de kunde have Tiid nok til at fordrive ved Spille=Bordet.
Jeg haaber, J tviler ikke om, at jeg hørte saadan Underretning
med den velfortiente Foragt; og jeg beder, at J vil lade denne store
Mestere i Giækkerie vide, at det var meget langt fra, at jeg behøvede
nogen Oplysning, som hand kunde have givet mig. Jeg fremsatte det¬
te Spørsmaal ikke i anden Hensigt, end for at befrie ham for den Tvang
at tie stille, og at give ham Leylighed til at lukke sin Mund op i et me¬
get artigt Sælskab, som hand kunde da ikke komme fra, hvor urolig
hand end var, i det jeg høfligen førte ham paa den eneste Materie,
som jeg troede at hand var beqvem til at tale fornuftigen om.
Jeg er &c.
Generosa.
Dette Uge=Skrift bliver hver Torsdag at bekomme i det Kongel. priv.
Bøgtrykkerie ved Stranden, skraas over Prammændenes Laugshuus,
hvor 3de forgyldte Skildter sees over Døren, Arket 2s.


No. 12.
Bi=Kuben
Eller
Andres Tanker.
S¬
aa stor en Deel af det menneskelige Liv fremdrages i en
Stand, der strider imod vore naturlige Begierligheder, at een
af de fornemste Poster i moralske Underviisninger er den Konst
at bære Elendigheder. Og det Onde er saa vist, at det er en hver
Mands Pligt, at forberede sit Sind med saadanne Grund=Lærdomme
der kand giøre ham skikket til at forholde sig derunder med Anstændighed,
og Sømmelighed.
Den Sect iblant de gamle Philosopher, som brystede sig af at have
bragt denne fornødne Videnskab til den høyeste Fuldkommenhed, vare
de Stoiker, eller Zenos Discipler, hvis vilde og enthusiastiske Dyd fore¬
gav at være fritaget for de Følelser, som findes hos u=oplyste Menne¬
sker, og som berømte sig af at være, ved deres Seets Lærdomme, saa
ophøyede, at de Elendigheder, som giøre Livet bittert for den øvrig
Deel i Verden, kunde ikke naae dem; de udslettede derfor Piine, Fat¬
tigdom, Venners Tab, Landflygtighed, og voldsom Død af de onde
Tings Register; og i deres hovmodige Stiil forfattede en Slags u=foran¬
derlig Forordning, hvorved de forbøde, at disse Ting maatte ikke længe¬
re regnes iblant det, som foraarsager Skræk og Bekymring, eller i no¬
gen Maade hindre og forstyrre en viis Mands Rolighed.
Dette Forbud, meener jeg, blev dog ikke almindeligen taget i Agt,
thi omendskiønt en af de meere behiertede, da hand piintes af en hæf¬
tig Sygdom, raabte, at Piinen maatte vel qvæle ham saa stærkt som


den kunde, den skulde dog aldrig tvinge ham til at igienkalde hans Seets
Lærdomme, eller at betragte det anderledes end som noget der ikke rør¬
te ham; dog havde ikke alle Haardnakkenhed nok til at holde det ud
mod deres Sandser; thi der berettes, at en af Tenos Discipler har be¬
kiendt, da hand var plaget af Podagra, at hand nu fandt at Pii¬
ne var et Onde.
Det maa dog vel-spørges, om dssse Philosopher kand ret egentligen
regnes iblant Taalmodigheds Lætere, thi dersom Smerte er ikke et On¬
de, da synes der ikke at behøves Underviisning, hvorledes det skal bæ¬
res, og derfore naar de stræbe at bevæbne deres Efterfølgere derimod,
da maa de tænkes at have frafaldet deres første Paastand. Men saa¬
danne stridige Meeninger maa ventes af dem, som have den største Fot¬
stand, naar de tragte efter at blive berømmelige ved sælsomme Meenin¬
ger, og anvende deres Kræster paa at skadfæste Lærdomme tvet mod
Naturen.
Den Striid angaaende de udvortes onde Tings Virkelighed er
da til Ende. At Livet har mange Elendigheder, og at disse Elendighe¬
der ere, i det mindste undertiden, Ulgesaa store, som al den Tapperheds
Magt, der kand sættes imod dem, er nu almindeligen tilstaaet og
derfor er det nyttigt at overveye, ikke alleeneste hvorledes vi kand und¬
sin dem, men og ved hvad Midler disse, hvilke enten Forretningers
Tilfælde, eller Naturens Skrøbelighed kand paaføre os, maa lindres
og lættes, og hvorledes vi kand giøre disse Timet mindre ulyksalige,
hvilke vor nærværende Væsens Tilstand vil ikke tillade at være handske
lyksasige.
Den Lægedom, som kand bruges imod den største Deel af de Men¬
neskelige Elendigheder, helbreder dem ikke fra Grunden af, men allee¬
neste lindrer dem. Ulyksalighed er indviklet i Legemets Natur, og væ¬
vet ind i vort Væsen; al Fliid derfor at gandske undgaae den, er u¬
nyttig og forgæves. Sorrigs Krigshær udskyder sine Pile imod os paa
alle Sider; Vallet bestaaer alleeneste deri, hvilke der ere meere eller
mindre skarpe, eller dyppede i Forgift af meere eller mindre Strenghed,


og det stærkeste Harnisk, som Fornuften kand meddeele os vil alleeneste
giøre deres Spids stump, men kand ikke tilbage drive dem.
Det store Middel, som Himmelen har givet vøi Hænder, er8
mødighed, hvorved, omendskiønt vi kand ikke formindske Legemets
seler, vi kand storligen bevare Sindets Rolighed, saa at vi skal alleenest
lide den naturlige og medfødde Kraft af det Onde s uden at forøge dets
Bitterhed, eller forlænge dets Virkninger.
Der er sandeligen ikke noget, som mindre skikker sig for et Menne¬
skes Natur i nogen Slags Elendighed, end Arrighed og Uregierlighed
hvilke, uden at undersøge om de ere ikke undertiden ugudelige, ere i det
mindste altid anstødelige, og drive andre, heller til at hade og forag
end til at ynke og hielpe os: dersom vi selv have tildraget os det Onde
vi lide, da har en Poet anmærket, at Taalmodighed er i en høy Grad
vor Pligt, efterdi ingen skulde blive vred over at føle det som hand har
fortient.
Leniter ex merito quicquid patiare ferendam.
Og sandeligen, dersom vi ere overbeviiste om, at vi have ikke gjordt
noget til vore Lidelser, dersom Straf falder paa Uskyldighed, eller Van¬
lykke hendes Fliid og Forsigtighed, da er Taalmodighed, enten den er
meere fornøden eller ikke, langt lættere, efterdi vor Smerte giøres da
ikke haardere, og vi have ikke Fortrydelses Bitterhed at legge til vor
Ulykkes Grumhed.
I disse onde Ting, som Guds Forsyn har tildeelt os, saasom
Vanskabning, Bræk paa nogen af Sandserne, eller høy Alder, maa
vi altid erindre, at Utaalmodighed kand ikke have nogen nærværende
Virkning, uden at berøve os den Trøst, som vor Tilstand antager,
ved at drive dem bort fra os, ved hvis Omgængelse eller Raad vi kun¬
de fornøyes eller hielpes; og at, i Hensigt til det tilkommende, den er
endnu mindre at forsvare, efterdi den, uden at formindske det Onde,
afskiærer os Haab om den Belønning, hvilken hand, som har paalagt
os det, vil meddeele dem, som bære det vel.


J alle de onde Ting, som kand raades Bod paa, bør mand skye
Utaalmodighed, efterdi den spilder den Tiid og Agtsomhed paa Klage¬
maal, som, i fald den blev retskaffen anvendt, kunde borttage Aarfa¬
gen. Jblandt de erkiendtlige Erindringer, som Turenne pleyede i Sæl¬
skab at yde til deres Hukommelse, af hvilke hand var blevet underviist
i Krigs=Kunsten, taelte hand meget æragtigen om een, som lærte ham,
ikke at spilde sin Tiid paa at fortryde nogen Forseelse, som hand hav¬
de begaaet, men strax og med Hyrtighed at begynde paa at oprette den.
Taalmodighed og Underkastelse maa meget nøye skilles fra Klein¬
modighed og en dorsk Stilhed. Vi maa ikke knurre, men vi maa paa
en lovlig Maade stræbe imod; Thi Livets Elendigheder, ligesom Na¬
turens Fornødenheder, kalde os til Arbeide, og øve vor Flittighed.
Naar vi føle at nogen Sorg trykker os, da maa vi ikke slutte, at vi
kand alleneste adlyde Himmelens Villie ved at forsmægte derunder, li¬
gesaa lidet, som vi maa bilde os ind, naar vi plages af Tørst, at
Vand er forbudet; Vi kand aldrig tilvisse kiende, om Ulykke, saa vidt
den kommer fra Guds Haand, er en Gunst eller en Straf, men siden
alle Guds Forsyns sædvanlige Uddeelinger bør udtolkes efter Tingenes
almindelige Overeensstemmelse og Liighed, saa maa vi slutte, at vi ha¬
ve Rettighed til at giøre os fri fra een Uleylighed saavelsom en anden;
at vi alleeneste maa tage os vare for at kiøbe Befrielse med Synd, og
at vi svare til vor Skaberes Hensigt, enten det er Belønning eller Straf,
ved den arbeydsomme Stræben, som hand giør fornoden for os at ef¬
terkomme.
Denne Pligt er ikke meere vanskelig i nogen Stand, end i over¬
maade smertelige Sygdomme, hvilke sandeligen kand blive saa hæftige,
at de synes at udspende Livets Kræfter til den yderste Grad;, og lade
vor Agtsomhed ikkuns lidet Rum til Lærdomme eller Tilrettesættelse. J
denne Stand udfordrer den Menneskelige Natur, at mand holder den
noget til gode, og enhver Uordentlighed, undtagen Ugudelighed maa
lætteligen tilgives den. Dog paa det vi skal ikke for hastigen tænke os
selv berettigede til disse sørgelige Friheder i u-modstaaelige Elendigheder,
da er det fornødent at betænke, at den yderste Nød og Smerte, som
Menneskelig Vittighed kand optænke, eller Menneskelig Ondskab kand


paaføre, har været baaret med Standhaftighed; og at dersom Syg¬
doms Piine er, som jeg troer den er, undertiden større end de konstige
Piinseler, saa ere de derfore i deres egen Natur kortere, Livets Byg¬
ning er snarlig brækket, Foreningen imellem Siælen og Legemet er
for en kort Tiid ophævet, og vi lade snarligen af at føle vore Sygdom¬
me, naar de engang blive for hæftige til at udstaaes; Jeg tænker mand
har nogen Aarsag til at spørge, om ikke Legemet og Sindet ere saaledes
indrettede efter hinanden, at den ene kand udstaae alt hvad der kand
tilføyes den anden; om ikke Dyden kand holde Stand saa længe som
Livet, og om en vel oplært Siæl vil ikke snarere skilles fra Legemet end
undertvinges.
J de Elendigheder, som virke fornemmeligen paa vore Passioner
saasom Aftagelse i vor Lykke, Venners Tab, eller vor Charakters Af¬
vigelse, er den største Fare for Utaalmodighed i det første Anfald, og
mange Midler ere optænkte, hvorved Stødet maa afværges. Blant
disse er dette den almindeligste Lægedom, ikke at tage Fornøyelse i no¬
gen Ting, hvis bestandige Besiddelse vi har ikke Magt til at forvisse os
selv om. Dette Raad, naar vi betragte nogen Jordiske Fordeels Ny¬
delse, som stridende imod en bestandig og indgroet Omsorg for den til¬
kommende Lyksalighed, er utvilagtigen rigtigt, og er givet os af ham,
hvis Ufeylbarhed ikke kand drages i Tvil; men, i al anden Forstand,
er det ikke ligesom at raade en fra at gaae, paa det hand skal ikke snuble,
eller fra at see, paa det hans Øyne skal ikke falde paa noget hæsligt:
Mig synes det er fornuftigt at nyde Velsignelser med Tilliid og Frimo¬
dighed, ligesom at miste dem med ydmyg Underkastelse; og at haabe
de gode Tings Vedvarenhed, som vi eye, uden Overmod og Velly¬
stighed, saavelsom de gode Tings Erstatning, som vi miste, uden Mis¬
haab og Knur.
Den fornemste Sikkerhed imod Utaalmodigheds frugtesløse Jam¬
mer, maa komme af en idelig Betragtning over Naturens Herres Viis¬
dom og Godhed, i hvis Hænder ere Rigdom og Fattigdom, Ære og
Vanære, Fornøyelse og Smerte, Liv og Død. En stadig Overbeviis¬
ning om, at alting sigter til vort Beste, og at det er mueligt at vende
Elendigheder til Lykfalighed, naar vi antage dem retteligen, vil brin¬
ge os til at velsigne HErrens Navn, enten hand giver eller tager.


valer.
Svaler sang om kap, og hver for sig paastod,
Den andens Overmand at være,
Enhver med største Fliid sin Stemme høre lod,
Dog naar den ene skreeg, at ham den største Ære
Tilkom, da trættede den anden derimod.
En Lerke kom dertil: den Voldgiftsmand skal blive,
Og begge modigen paa ny nu stemme an,
Hør, sagde de, du skal os din Betænkning give,
Hvem af os to best siunge kand.
Men Lerken saae til dem med et medlident Øye,
Og sagde med Beskedenhed:
Jeg eder ikke kand i den Begiæring føye,
Thi jeg det ingenlunde veed;
Hvorpaa den vilde sig igien i Luften svinge,
Dog ney, de vilde den en Dom med Magt aftvinge.
Nu, sagde Lerken da, jeg eder vil tilstaae,
J ey hinanden overgaae,
Dog kand mand eders Sang ey skiøn og liflig kalde;
Thi naar mand haver hørt engang
De søde Nattergalers Sang,
Da kand os eders ey befalde.
middelmaadige Skribentere, som kive
Om Priisen, hvem der best af eder tænke kand,
O! at J vilde dog fredsommelige blive
Og tage vor Erindring an!
Vi ingen vil af eder krænke,
J alle lige got dog tænke,
Men ingen skiønt og ret af eder tænke kand.


J Væ¬


J Vævere, hvi
kive
om den Gav
Af aanderig Veltalenhed
Saa længe vi Mosheimer have,
Vi uden stor Besværlighed
Kand see, hvor store Mænd J meene end at være,
At J kuns Børn i Tale=Kunsten ere.
J Grundige, O trættes ikke saa¬
Om eders Viisdoms høye Gave,
At demonstrere ket J lige got forstaae,
Dog medens vi Leibmitzer have,
Da vil ey nogen Siæl til eders Skole gaae.
O trættes ey om Phæbi Gave,
vores Tiids Riim=rige Sangere,
alle rilme kandnog liige færdige;
Men dog, saalænge som vi Hagedorner have,
Mand ey engang paa eder tænke vil,
At J i Verden ere til.
Brev
Fra en Fransk Cavalier til en ung Engelsk Dame, som var ny¬
ligen blevet giftet med en Marquis i Paris.
Madame.
ersom J var født i Parie, saa skulde Optutelsen bevaret eder for
mangfoldige latterlige Maneerer i eders Opførsel, som J har bragt
med eder fra London; dersom J end ikke havde meere end een, saa
vilde mand dog lee derad, og det er smerteligt at lade sig belee. Jeg,
som ikke leer derad, jeg tør tale til eder derom; vilde J vel derefter skæn¬
ke mig eders Venskab? J skulde da endnu være Engelsk, og min Hen¬
sigt er at giøre eder Fransk. Det er ikke nok, at J er det ved Ægte¬
skab, J maae blive det af Hiertet og i Gierningen. Lær at kiende den
elskelige Nation, som antager eder; den vil holde eder Laster, men al¬
drig noget latterligt til gode. Oa dette seer mand dog hos eder, naar
J


J er hiemme;
fentlige Steder.
Mand seer det hos eder, naar J er hiemme: J har allereede været
giftet i sex Maaneder, og J elsker eders Mand endnu! Eders Galante¬
rie=Kræmerske har den samme Skrøbelighed, i henseende til hendes, men
J er en Marquise.
Vil J endnu længe beholde dette indgetogne Væsen, der er saa
utidig i Ægte=Standen, og som mand ikkun tilgiver dem, der tragte
efter den? En Cavalier siger at J er smuk, J bliver rød: luk eders Øy¬
ne op; her bliver Damerne aldrig røde uden for Pinselen.
Hvorfore glemmer J saaledes eder selv, naar eders Mand er fra¬
værende? Saa snart hand kommer igien, saa pynter J eder. Jeg
tænkte, at J var meget ung, og J er meget gammel, J er fra Pa¬
triarkernes Tider: Laan den Bog, som handler om de nu brugelige Pry¬
delser, der i skal J læse, at mand pynter sig for en Amant, for Publi¬
cum, eller for sig selv.
Dersom jeg vilde, Madame, saa kunde jeg bringe eder i Foragt
formedelst eders Levemaade om Morgenen, mand finder eder oppe Klok¬
ken otte; dersom J paa den Tiid var kommet fra Ball, saa var det ef¬
ter Reglerne. Og hvad bestiller J da? J taler med eders Kok og med
eders Hofmester. J maae vide, at det kommer Manden til at holde
Regnskab, at betale, omendskiønt det er altid hos Madamen at mand
gaaer til Giæst. Hvad giør J videre? J skriver til nogle Venner, der
ere ligesaa kolde som deres Fæderneland, som have ikke andet end Sæ¬
der, Frihed og sund Fornuft. Hvad veed jeg, om J ikke læser Mo¬
ralske og Historiske Skrifter, imedens de Franske Penne frembringe hver
Dag store Bøger fulde af kløgtige Jndfald? Hvor vilde mand ikke lee
og fornøye sig paa eders Regning, dersom mand vidste alt dette.
(Continuationen følger hernæst.*)
Dette Uge=Skrift bliver hver Torsdag at bekomme i det Kongel. priv.
Bøgtrykkerie ved Stranden, skraas over Prammændenes Laugshuus,
hvor 3de forgyldte Skildter sees over Døren, Arket 2s.


No. 13.
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker,
(Continuation af No. 12.)
U¬
ndeligen rinder det eder i Tanke, at J har et Natbord at gaae
til; men hvor lidet kiender I dets Vigtighed, dets Orden og
dets Pligter! J er ikkun atten Aar, og J sidder der uden at
have Mandfolk omkring eder! Mand seer der to Piger, som J aldrig
knurrer paa. Det første Hoved=Sæt mand bringer eder, er just det,
som staaer eder an; Den Klædning, som J har begiert, tager J vir¬
keligen paa. Eders Kammer=Piger falde i Forundring over, at de
bruge meere Tiid til at klæde sig selv paa, end til at pynte deres Frue;
jeg kand sige eder, at de tvile om at J er af fornemme Stand. Men
hvem skulde troe, at J har antaget den eene af disse to, efter eders
Mands Forslag, og derimod bortviist denne uforlignelige Tusend=Konst¬
nerinde, som var oplært ved Hoffet.
Spiise=Klokken ringer, og J er allereede i Stuen hos Sælskabet,
førend den har holdt op at ringe. Var der da ingen fleere Baand at
sætte til rette, for at lade Giæsterne vente efter eder? Men hvor stor er
ikke vor Forundring? Eders Hofmester kommer og lader Herren vide,
at der er dækket for ham; og jeg veed at J selv har foreskrevet ham denne
vrange Talemaade; paa andre Steder heder det altid, at det er Fruen,
som der er dækket for. Mand sætter sig til Bords, (jeg leer endnu der¬
ad, men det er med en forbittret Latter) J læser til Bords? Vi tænk¬


som havde
te at vi vare hos Sogne=Præsten
for at læse fra Bords, hvilket J ikke giør.
Efter Maaltidet vilde J fordrive Tiden med en grundig Sam¬
tale. Betænk at J er i Paris. Sælskabet blev keedsommeligt, mand
maatte derfor strax begynde at spille: jeg saae eder gabe derved, og det
var Comete! Et Spill som bruges ved Hoffet! A propos, jeg erindrer,
at mand havde allereede spillet det i fire Dage, da J endda spurte, hvad
det var for et Spill; en almindelig Borger=Kone giorde det samme
Spørsmaal paa den samme Dag.
Det første Partie forlangede andre: mand lever ikke uden mand
spiller. Til et Mellem=Spill tog mand Sye=Pungene frem; Hvad er
det som J tog frem af eders? Manchetter til eders Mand! Skal det
da være forgæves, at Frankerig har opfundet Knuder, for at giøre For¬
skiæl imellem Adelige Hænder og Borgerlige?
Hvilken skiøn Leylighed havde J i dette Øyebik til at faae meere
kostbare Smykker! Disse Diamanter, som laae nederst i eders Pung;
men af hvilken reen Klarhed! og langt bedre end de som J har! det
var et Puds af eders Mand; hvor slet benyttede J eder deraf! J be¬
rømte hans Gavmildhed, men var meere indtaget af hans Eftertanke end
af Steenene; J giver ham dem igien, og vil at hand skal anvende de¬
res Værdi til at betale en Kiøbmand, som hand giør den Ære at væ¬
re i Gield hos; det er at være meget Borgerlig at bekymre sig om sin
Gield; den tilkiendegiver, den bestyrker en høy Stand; Jeg tør vedde
paa, at en som skylder to Millioner er en halv gang større Herre, end
den som skylder kuns een.
J Sandhed, Madame, der kand ingen Ven meere komme i eders
Huus; mand maae blive skamfuld paa eders Vegne, saa snart mand
sætter sin Fod inden eders Port. Mand seer eders Kudsk iblant Stald¬
karlerne at rygte eders Heste; det er en Ynk at see eders Forgemak:
Mand seer Lakeyer staae der og vente paa eders befalinger; som tænke
at de høre Herren til saa vel som Fruen, som meene at de ere ikke i
Huuset uden for at arbeyde; som med en ærbødig Miine begegne en


skikkelig Mand, der kommer til Fods, som have kuns et Sølv=Uhr at
tage frem, dersom mand spørger hvad Klokken er; Lakeyer, som ingen
Anseelse have, og som ere tree store Tommer mindre end de bør være.
Madame, saadanne Folk skikke sig ikke uden ved en Ploug, eller paa en
Skriver=Stue; der bliver og ideligen drevet Spot med dem af Herrens
Folk. Men gid det var saa vel, at eders latterlige Opførsel var ind¬
skrænket inden eders eget Paladses Muure!
J fører den med eder i Sælskaber; der kommer J frem med et An¬
sigt saaledes som Naturen har malet det; saaledes gaaer og Sveitzerens
Kone, som har lukket Porten op for eder. Reys over til Engeland
igien, dersom J vil lade eder see saaledes som J er. Der ere sex Da¬
mer i Sælskabet, J kysser kuns een af dem! og hvorfor? fordi J haver
kuns særdeles Bekiendtskab til den ene. Men J kiender jo de andre, ef¬
terdi J har seet dem engang før; er det ikke nok for at være gandske
fortroelig med dem, og at legge eders Hierte paa deres Læber?
J sætter eder uden at have seet i Speylet og sagt, at J seer ud, saa
mand maae blive bange for eder, at det sidder forstyrret paa eder;
imidlertid vil dette blive det første J hører af den fornemste Hertuginde,
som kommer i Sælskabet; stræb at rette eder efter disse store Modeller.
Følg ikke meere denne gammeldags Regel, at mand bør ikke tale om
sig selv enten got eller ondt; der er en Konst at bringe sin egen
Person paa Tale.
Der er endnu en større Konst at tale flydende om allehaande rin¬
ge Ting, uden Orden og Eftertanke; hvilke smukke Sager, hvilke
nyttige Betragtninger hører J ikke angaaende Klæder efter Aarets
Tider, angaaende Baand, kryllede Nakker og Maaden at klæde sig?
hvilken overflødig Anleedning finder ikke eders Tunge af denne flydende
Veltalenhed? J tier gandske stille! J kand ikke engang lee. Denne
alamodiske Herre, som hoppede omkring fra en Skiønhed til en anden,
som opmuntrede Sælskabet ved hundrede nydelige Jndfald, som mand
gav bifald og fornøyede sig over end og førend hand havde sagt noget,
kunde hand aftvinge eder det mindste Glædes Tegn? hvilken Søvnag¬
tighed!
F op¬


J opvaagnede ikke førend ved den Tidende, som den gamle Krigs¬
Mand fortalte, for at betale sin Plads. J tog strax fat derpag, og
anførte af Historien ligesaadan en Hændelse; J talte om Stats og Re¬
gierings Sager. Veed J vel hvad mand sagde, da Sælskabet omsider
fik Luft ved eders Bortgang, at mand burde giøre eder til Kongens
Minister eller Historie=Skriver. J vil tænke i et Land, hvor det gielder
kun om at snakke.
Jeg hørte i gaar en Finants Hertulginde, som mangfoldigen be¬
rømte eders Eenfoldighed. J havde spiist hos hende; mand bragte et
Fad med de første grønne Erter paa Bordet, som kostede ikkuus 25 Rdlr.
J tænkte at mand talte om Faddet, og ikke om Erterne. Hun loe end¬
nu derad, da hun spurte mig, med hvilken Vognmands Vogn J
var ankommet, og om J vilde, at hun skulde sende sin Guld¬
smed til eder.
Hvilken artig Figur gjorde J forgangen Dag hos den lille Grev¬
inde! mand forestog en Lyst=Reyse til Boulogne Skov; J spurte eders
Mand, om hand vilde være med? hand veed at leve, hand undskyldte
sig; der havde J jo endnu een Aarsag til at reyse med; men J
vilde ikke. Det besynderligste i eders Opførsel er dette, at J tænker at
behage ham, og dette er eders Øyemerke fra Morgen til Aften Jmel¬
tem os, Madame; er J en Pamela, som er ophøyet ved en lykkelig
Hændelse? Det er en Regel, at i visse Classer bør en Mand fortryde,
i det mindste engang om Dagen, at hand har en Kone; eders bekla¬
ger sig kuns over, at hand elskes før meget; hans Venner ere meget
bange, at J omsider vil fordærve ham. Hand begynder at finde min¬
dre Skiønhed hos denne Dantserinde, som har givet ham Fortrinet for
tiuge Rivaler, hvis Guld-Børs var mindre vigtig; mand veed, end¬
skiønt hand ikke tilstaaer det, at hand er med eder alleene draget ud til
sin Gaard paa Landet; den sidste Vogn hand lød giøre, kostede ham
ikkuns 2060 Rdlr., og hand har næsten beskuttet at skille sig ved sin Lø¬
ber. Hør! Madame, giør ham ikke deelagtig i eders latterlige Ma¬
neerer, som formeere sig, imedens jeg beskriver dem, saa at jeg glem¬
mer nogle deraf.
Er


Er det ikke nok
J lader dem see i eders Huus? Er det ikke før
meget, at J fører dem med eder i Sælskaber? Maae J end og legge
dem for Dagen paa offentlige Steder? J gaaer i Tuileriet paa de
Dage, naar der er Opera, og paa de andre Dage gaaer J til Palais
Royal. J giør verre; mand seer eder der om Formiddagen; men
hvad for Figurer seer I der? Fruentimmer, som ere komne af Moden;
Stats=kyndige, for hvilke alle Steder ere lige gode til at ydmyge
vore Fiender; Philosopher, som vil drage Luft; mærker J ikke, at
J er i det urette Sælskab? Mand skulde meene at J spatserer kuns
for eders Sundheds skyld. Men naar J og lader eder see paa disse
Steder paa de bestemte Dage og i de anstændige Timer, hvorledes
er J da klædt? J har ikke meere end for en 20000 Rdlr. Diamanter
paa eder, og en Alen af eders Kniplinger har kun kostet 50 Rigsdlr.
Forlad denne hiemfødte Levemaade, og viid at mand bør være klædt
en Grad høyere over sin Stand. Jeg har allereede sagt eder det: J
vil altid tænke; det er en Feyl, som smager af eders Fæderneland.
Dersom mand indskrænkede Overdaadighed, da vilde fornemme Huuse
og Regieringer alt for længe blive ved, mand bliver keed af at see hver
Dag de samme Ting.
Hvilken Urmelighed havde J nær begaaet forgangen Dag ! Vognen
var forspendt for at føre eder til Comædien; J tænkte at eders Mand vilde
følge med, en Fransk Mand! Vil J da at Folk skal lee ad eder paa
Comædien selv? Hand havde sneget sig ud paa hans Lyst=Gaard, hvor
J omsider fik at vide, at hand vilde være alleene. Hvilken Umag har
mand ikke haft for at faae eder til at begribe, at en Kone, som vil tage
frisk Luft paa en Lyst=Gaard, bør ikke vælge hendes Mands dertil?
J burde i det mindste ikke give Folk noget til at lee ad, paa de
Steder, hvor mand aldrig leer. Hvad giorde J sidste Søndag i eders
Sogne=Kirke saa tillig om Formiddagen? allereede gandske paaklædt!
hvem skulde troe det? Er det saaledes? er det saa tilia? er det
i sin Søgne=Kirke at en Dame af Stand hører Messen, og end den
høye Messe? Er det vel sandt, at J gaaer i Aften=Sang? Marquis af
*** beskylder eder derfor og siger at J paa en latterlig Maade
forarbeyder eders Salighed. Mand kunde holde eder til gode at
J hører nogle Prædikener, men aldrig dem som omvende, for et smukt
Fruen¬


Fruentimmer skikker sig smukke Prædikener; og det lader sig noksom see,
hvor deslige høres, af Kareternes Mængde og Støle=Stadernes Priis;
det er gemeent at opbygge sig for to Skilling.
t er ikke nok, Madame; at vogte sig for det som er latterligt,
der behøves og Yndigheder; de, som Naturen har givet eder, ere ikke at
agte imod Konstens; der ere Yndigheder i Klæderne. Eders Klædnin¬
ger ere af god gout, men eders Staffering og Antoger ere ikke af 1a
Duchap; Eders Fiskebeens Skiørt fattes en Fod i Viiden, og er ikke
gjordt af den beste Skiørt=Magerske; Eders Diamanter ere smukke,
men de ere ikke indfattede af Lempereur; alt dette falder i Øynene.
For Resten burde eders Øre=Gehæng hænge to Finger bred længere ned;
dersom J kunde hænge en Lyse=Krone i hvert Øre, saa skulde J være
fuldkommen vel. Man har seet eder paa Opera coefferet en Co¬
mete, da mand allerede i to Dage havde været coefferet en Rhinoceros.
der ere Yndigheder, som ved et lykkeligt Konst=Greb føreene sig
med Personen; nogle af dem lade sig see, nogle af dem lade sig lugte.
Det er vedtaget at eders Kiøn bør indtage Næsen saavelsom Øynene;
ja endnu meere, vellugtende Sager beviise eders Rang. Mand føre
mig i et Sælskab, med tilbundne Øyne; er jeg i et got Sælskab? min
Næse skal sige mig det. Til de vellugtende Sager maa J og legge
Sminke=Fernis. Ja, Madame, begynd engang at arbeyde paa eders
Ansigtes Farve. J har troet at denne Fernis var gjort til at skiule
Rynker eller Feyl i Ansigtet; J tager mærkeligen feyl; naar Alderdom¬
men faaer giort eder grim, da vil mand tillade eder at komme frem med
et naturligt Ansigt.
Der ere Yndigheder i Sproget. J har gjort god Fremgang i vort
Sprog, og J fortsætter den ved at læse la Pruyere, Racine, Montes¬
quseu og Fontenelle, disse kand nok lære eder at fremføre eders Tanker
med Orden, Tydelighed og Rigtighed; men de vil aldrig give eder disse
glimrende Taalemaader, hvorpaa mand kiender den store Verden. For
Exempel, om en Ting af en almindelig Godhed siger J slet og ret, at
den er god; en Dame af Berydenhed vilde sige: Det er uforligne¬
ligt


ligt, det er Guddommeligt
Dersom J er lidet træt, da maa 3
sige, at J er afmægtig, forsmægtet. Har en liden Vind bragt en
af eders Haar=Bukler af Lave, da maa J ikke blive fortrydelig, J maa
blive rasende. J tager feyl endog i de brugeligste Ord og Tale¬
maader; da J gik fra den sidste Opera, sagde J til Kudsken, a la maison;
da derimod en Toldforpagter Kone ved Siden af eder raabte: a lhotel.
Jeg kand ikke i et Brev give eder en Glose=Bog; men J maa udstude¬
re de Fruentimmer, som have de smukkeste Plumatzer, og de Mandfolk,
som gaae med røde Hæle.
Der ere Yndigheder i Caprice. J har befalet at eders Vøgn skul¬
de være forspendt Klokken sex, og Klokken sex seer mand eder i Vognen;
det Spill som J har foreslaaet at spille, det spiller J og virkeligen;
den Person som J tog saa vel imod i gaar, den begegner J endnu venligen
i Dag. J er altid den samme; dette er at være utaaleligen sig selv lug.
Der ere Yndigheder i at beklage sig over det Onde som mand fø¬
ler. J vil blive Moder. Men vogt eder, naar J bliver frugtsommelig
at J ikke efterfølger denne sælsomme Grevinde, som J berømmer saa
meget; hun gaaer, hun forretter, hun er overalt; det er sandt nok, at
denne elendige Opførsel lykkes hende; hun har bragt sex Børn til Ver¬
den, som ere gandske vel; men mand beleer Moderen, og det Medicin¬
ske Facultet fordømmer hende. Vil J være vel? da maae J sidde i
en Canape fra det første J formoder at være frugtsommelig og til eders
Tiid kommer, og altid klage eder.
Ja der ere og Yndigheder i at beklage sig over det Onde som mand
ikke føler. J fremdrager eders Dage uden Hoved Pine; dette kand
mand tilgive eder; men uden Qvalmer! det er at misbruge, ligesom
en Sælge=Kone, den Tilladelse at være frisk.
Der ere Yndigheder i at blive forskrækket, men det er ikke paa den
Maade, som J bar eder af forgangen Dag. Mand kom og hviskede
noget til eder; mand saae af edets Øyne, at J var bekymret; J gik
pludseligen ud fra Sælskabet; mand tænkte at eders Hund havde bræk¬
ket sit Been; mand beklagede eder, mand blev forskrækket for eder; men
langt fra, det var kun eders Kudsk, som var kommet til Skade ved et
Fald. Kand J ikke give et Skrig ved det mindste Stød som helder
eders


eders Vogn? bør J være ligesaa rolig som en af eders Piger? da den¬
ne Tyr kom hen til eder paa Landet, saa gik J ved Siden af ham lige¬
saa dristig, som en Meyerske. Mand maae end ikke bie efter store Hæn¬
delser for at blive forskrækket. Udvælg eder et eller andet Dyr at have
Afskye for og som kand tiene eder paa alle Tider og paa alle Steder:
En Muus, en Edderkop, en Flue; dersom mand end ikke seet
dem, saa kand mand dog bilde sig det ind. Den Hændelse med Baaden,
som vi fandt liggende ved denne smukke Canal, viiste end ydermeere eders
slette Opdragelse; blant alle Damerne var der ikke en, som jo satte sig
imod at træde i den, og som jo skreeg af Angest, da de beqvemmede sig
dertil; og J, J satte Mood i dem. Skipperens Kone spurte, om J
ikke var en god Borger=Kone der i Naboelauget. Det Torden=Veyr,
som lod sig høre om Eftermiddagen, fuldførte eders Skilderie; Præsi¬
dentens Frue søgte Skiul imellem fiire Gardiner, Marqvisen gav et
Skrig fra sig hver gang det Lynede, Cavalieren lærte paa ny at giøre
Kaars for sig; der var ingen uden J og eders Urtegaards=Mands Ko¬
ne, som vare gandske rolige derved.
Kort sagt, Madame, (thi jeg er keed af at gaae eder nøyere igien¬
nem) J finder den Hemmelighed at være uden Yndigheder midt i en By,
som er skabt til at give dem, og med all eders sunde Forstand, gode
Tanker, og fornuftige Regler, er J dog gandske latterlig.
Jeg seer eders Jndvendinger forud. Jmidlertid er dog den aller¬
beste, at J giør slet ingen. Tilstaaer J mig ikke een Grund-Sandhed,
at Frankerig er et Mynster for andre Lande? dersom J tviler derom, saa
kand den heele Nation eenstemmigen sige eder det; og, uden at den be¬
høver at være forsamlet, siger den eder det ikke hver Dag? Hvem kand
kiende os bedre end vi selv? Men have vi ikke ogsaa de Fremmedes Til¬
staaelse, hvilke vi berige med vore Moder, med vore Reverentser og med
vore Retter, som antage vore Eqvipager, vore Haar=Blomster og vore
Peryker? Og seer J ikke, at de komme i Hobetal for at blive dan¬
nede hos os? Reyse vi til dem? Jeg bedet derfor at J vil forandte
eders Tanker og rette eders Opførsel.
Paris den 25 Augusti 1749.
Dette Uge=Skrift bliver hvet Torsdag at bekomme i det Kongel. priv.
Bogtrykkerie ved Stranden, skraas over Prammændenes Laugshuus,
hvor 3de forgyldte Skildter sees over Døren, Arket 2 s.


No. 14.
Bie=Fuben
Eller
Andres Tanker.
Non possidentem multa vocaveris
Recte beatum: rectius occupat
Nomen beati, qui Deorum
Muneribus sapienter uti,
Duramq; callet pauperiem pati,
Pejusq; letho flagitium timet.
D¬
et er et fortræfligt Sprog, som vi læse hos den berømte
Philosoph Seneca: At en dydig Person, som drages med
Modgang og Gienvordigheder og overvinder dem, er et
Syyn, som Guderne selv maae see ned paa med Fornøyelse.
Jeg vil derfor fremsætte for mine Læsere, til denne Dags Betragtning,
et Exempel paa saadan Slags Drøvelse i det almindelige Liv.
En anseelig Borger, som havde levet i god Velstand og Credit,
blev ved en Kiæde af ulykkelige Tilfælde, og ved en u=undgaaelig For¬
virring i hans Sager, bragt til en meget slet Tilstand. Der er en
Undseelse, som gemeenligen følger med en uforskyldt Fattigdom, hvilken
foraarsagede, at hand vilde heller indskrænke hans forrige Levemaade ef¬
ter hans nærværende Omstændigheder, end anmode hans Venner, for
at leve som en formuende Mand, naar hand ikke havde Ævne dertil.
Hans Hustru, som var en fornuftig og Dydig Kone, opførte sig, ved


denne Leylighed, med en ugemeeen Anstændighed, og syntes aldrig saa
elskelig i hans Øyne som nu. J stedet for at bebreyde ham de store
Midler hand havde faaet med hende, eller de mange store Tilbud, som
hun havde afslaaet for hans skyld, saa gav hun ham ideligen meere og
meere Prøver paa hendes Kierlighed; da hendes Mand derimod stedse
udøste sit Hierte for hende i Klagemaal, at hand havde bragt den beste
Kone i Verden i Nød og Elendighed. Hand kom undertiden hiem paa
en Tiid naar hun ikke ventede ham, og fandt hende i Taare, hvilke hun
søgte at skiule, og tog altid imod ham med et mildt og fornøyet Ansigt.
For at formindske deres Udgifter, blev deres ældste Datter (som jeg vil
kalde Amanda) sendt ud paa Landet til en skikkelig Forpagter, som hav¬
de ægtet en Tieneste=Pige i deres Huus. Dette unge Fruentimmer
frygtede for hendes Faders tilstundende Ødeleggelse, og havde hemme¬
ligen formaaet en Ven i Naboelauget til at lade hende vide, hvad der
Tiid efter anden tildrog sig med hendes Faders Sager. Amanda var
i hendes Ungdoms og Skiønheds Blomster, da Herremanden der paa
Godset, som ofte drog ind til Forpagteren, naar hand reed paa Jagt,
blev indtaget af en hæftig Kierlighed til hende. Hand var en meget
ædelmodig Herre, men formedelst en selvraadig og u-ordentlig Opdra¬
gelse havde hand faaet en hiertelig Afsky til Ægte=Standen. Hand
fattede derfor det Anslag at efterstræbe Amandas Dyd, dog agtede hand
det raadeligt at dølge hans Forsæt paa nærværende Tiid. Det uskyldi¬
ge Creatur, som aldrig tænkte at hand havde sligt i Sinde, fandt Be¬
hag i hans Person, og da hun havde mærket at hans Kierlighed tiltog
til hende, saa haabede hun, at hun ved saa fordeelagtigt et Gifter¬
maal skulde snarligen blive mægtig til at underholde hendes forarme¬
de Familie. En Dag, da hand forlangede at tale med hende, fandt
hand hende svømmende i Taare over et Brev, som hun just havde faaet
fra hendes Ven, hvori hand berettede, at der var nyligen giort Jnd¬
førsel hos hendes Fader, og at alting var taget fra ham. Herreman¬
den, som med nogen Vanskelighed erfarede Aarsagen til hendes Sorg,
tog denne Leylighed i agt at giøre hende et Tilbud. Det er umueligt at
beskrive Amandas Forvirring, da hun fornam at hans Begiæring var
ikke æragtig. Hun var nu berøvet alt hendes Haab, og havde ikke
Magt til at tale; men løb pludseligen og i den yderste Bestyrtning ud
fra ham og indsluttede sig i sit Kammer. Hand sendte strax et Bud til
hendes Fader med følgende Brev:
Min


Min Herre!
Jeg har hørt om eders Ulykke, og tilbudet eders Datter, der¬
som hun vil leve hos mig, at give hende Forsikkring for 2000 Rdlr.
om Aaret, og at betale den Sum, for hvilken J nu forfølges. Jeg
vil være saa oprigtig og lade eder vide, at jeg ikke har i Sinde at æg¬
te hende, men dersom J er klog, da vil J ved eders Myndighed un¬
derstøtte mit Tilbud og forestille hende, at hun maae ikke være alt for
vanskelig, da hun har en Leylighed til at redde eder og eders Familie,
og at giøre sig selv lykkelig. Jeg er &c.
Dette Brev blev leveret til Amandas Moder; hun aabnede og læ¬
ste det med stor Bestyrtning og Græmmelse.
Hun agtede det ikke raa¬
deligt at sige Buddet sine Tanker, men bad ham komme igien næste
Morgen, og imidlertid skrev hendes Datter til, som følger:
Mit allerkiæreste Barn!
ee Eders Fader og jeg har just nu faaet et Brev fra en Herre, som
foregiver at hand elsker eder, men giør os tillige et Forslag, som paa
en skammelig Maade forhaaner os i vor Vanlykke, og skulde styrte
os i en dybere Elendighed end nogen Ting, som endnu er overgaaet
os. Hvorledes kunde denne Barbariske Mand tænke, at de allerkier¬
ligste Forældre vilde faae Lyst til at hielpe sig af deres Trang, ved at
overgive det allerbeste Barn til Skam og Vanære? det er et nedrigt
og grusomt Kunst=Greb, at giøre os dette Tilbud paa den Tiid, da
hand meener at vor Nød maae drive os til alting. Men vi vil ikke
æde Skændsels Brød, og derfor befale vi dig, at du ikke tænker paa
os, men vogter dig for den Snare, som er lagt for din Dyd. Du
skal aldeeles ikke beklage eller ynke os; det er ikke saa slemt, som det
maae skee er blevet dig sagt; alting vil blive got endnu; og jeg skal
skrive mit Barn bedre Nyt til.
Jeg har været forhindret fra at skrive. Jeg veed ikke hvorledes
jeg kom til at sige, at det vilde blive bedre. Da jeg sad og skrev,
blev jeg forskrækket ved det jeg hørte en banke paa Dørren, som brag¬
te os en uforventet Hielp, i det hand betalte os en Gield, som hand


ylænge havde været os skyldig. O! nu vil jeg fortæke dig alting. Jeg
har nu i nogle Dage ikke haft noget at leve af; thi det lidet jeg kun¬
du vil græde over
de bringe til veye, det bar jeg til din Fader-
at tænke hvor hand er; men vær forsikkret om hand vil snart komme i
Frihed. Det grumme Brev vilde have brækket hans Hierte, men jeg
har ikke viist ham det. Jeg har intet Sælskab paa nærværende Tiid
uden den lille Fanny, som staaer og giver agt paa mit Ansigt imedens
jeg skriver, og græder for hendes Søster: hun siger hun er forsikkret
gom at J er ikke vel, thi hun har mærket at min nærværende Bedrø¬
velse er for eder; Men tænk ikke, at jeg vilde saaledes fortælle dig min
4 Sorg, for at give dig Aarsag til at græmme dig; ney, det skeer allee¬
ne for at formane dig, at du ikke vil giøre den utaalelig, ved at leg¬
ge det dertil, som er verre end alt det andet. Lad os med et roligt
og fornøyet Sind være den Modgang, som vi have ikke paaført os
selv, og komme ihu, at der er een Magt, som kand bedre frelfe os der¬
fra end ved din Uskyldigheds Tab. Himmelen bevare mit kiære Barn.
Jeg er din hulde Moder &c. 4
Endskiønt Buddet havde lovet at levere dette Brev til Amanda;
saa gav hand det dog først til sin Herre, som hand meente vilde blive
glad ved at faae denne Leylighed, selv at levere det i hendes Hænder.
Hans Herre længtes med Utaalmodighed efter at vide hvorledes hans
Forslag var blevet antaget, og derfor hemmeligen brød Brevet for at
see dets Jndhold. Hand blev ikke lidet bevæget ved at see her saa liv¬
agtigt et Skilderie af en i Armod og Elendighed prøvet Dyd, men faldt
tillige i største Forundring over at finde, at hans Tilbud blev forkastet.
Jmidlertid besluttede hand dog at give Brevet fra sig, og derfor forseig¬
lede det igien med all Fliid og bragte det til Amanda. All den Umag
hand giorde sig for at faae hende i Tale var forgæves, indtil hand lod
hende forsikkre, at hand bragte et Brev fra hendes Moder. Hand vil¬
de ikke give det fra sig uden med det Vilkaar, at hun skulde læse det i
hans Nærværelse. Jmedens hun læste det, fæstede hand sine Øyne paa
hendes Ansigt med den største Agtsomhed; Hendes Bekymring udspreed¬
te ny Yndighed over hendes Skiønhed, og da hun brast i Graad, kun¬
de hand ikke længer bare sig for at tage Deel i hendes Sorg og at la¬
de hende vide, at hand selv havde og læst Brevet, og havde nu beslut¬


tet, at giøre Erstatning fordi hand havde været Aarsag dertil. Læseren
vil ikke blive misfornøyet over at see det andet Brev, som hand uu
skrev til Amandas Moder.
Madam;
t Jeg er gandske skamfuld og vil aldrig tilgive mig selv, dersom
jeg faaer ikke eders Forladelse for det jeg nyligen har skrevet. Det
var langt fra min Meening at legge ny Sorg til eders Bedrøvelse,
ey heller kunde nogen Ting, uden det at jeg var fremmed for eder, ha¬
ve forleedt mig til at begaae en Forseelse, for hvilken, om jeg lever,
jeg skal stræbe at giøre eder Erstatning, som en Søn. J kand ikke
være Ulyksalig saa længe Amanda er eders Datter; ey heller skal J
nogensinde blive, dersom nogen Ting kand afvende det, som er i min
Magt. Jeg er Madam,
Eders lydigste og ydmygste Tiener.
Dette Brev sendte hand ved sin Forvalter, og reyste selv strax ef¬
ter til Byen, for at fuldføre den ædelmodige Gierning, som hand nu
havde besluttet. Ved hans Venskab og Bistand kom Amandas Fader
snarligen i Stand til at oprette hans forvirrede Sager; og derpaa æg¬
tede hand Amanda, og nød den døbbelte Fornøyelse, at have bragt en
værdig Familie til deres forrige Velstand, og at giøre sig selv lyksalig
ved at besvogre sig med deres Dyder.
Til en Herre, som pleyede at giøre et stort Giæste¬
bud paa hans Fødsels Dag.
Da Tiden allerførst sin Cirkel=Gang begyndte,
Da Støvet fik en Siæl og Menneske=Gestalt,
Vort Liv saa hastigen sig ey til Enden skyndte,
Thi næsten tusend Aar til hver Mands Alder faldt.
Men vores Leve=Traad langt kortere nu spindes,
Med tredsindstiuge Aar de fleeste nøyes maae,
Ja mange Store Mænd af Dyd og Viisdom findes,
Som ey den halve Deel af disse Aar opnaae.


Dog, maatte denne Tiid, hvor kort den og skal være,
Ey blive lang ved Sorg, ved Sygdom og Fortred,
Ja vilde Himlen os, til Vederlag, beskiære,
For de fratagne Aar, des meere Ro og Fred.
Og med Fornøyelse (en meere fremmet Gave!)
Opfylde dette Spand, som os til overs er,
Vi maatte nogen Agt endda for Livet have,
Og priise Skæbnens Raad, som havde sat os her.
Da maatte vi os end med nogen Ret fornøye
Ved at erindre os vor første Fødsels Dag,
Da maatte vi os end med Suk til Graven bøye
Og tage skælvende mod Dødens sidste Slag.
Men nu, da denne Stand saa fuld af Møye bliver,
Da alt vort Sukker=Brød er fuldt af Orme=Frøe,
Da Livet siælden os en luttret Glæde giver,
Da, før vi have lært at leve, vi maae døe,
Da vore Dage nu saa faa og korte ere
Ja ey alleene faa, men meget onde med,
Du da, O Menneske, din Fødsels Dag ey ære
Med ubetænksom Spøg og glemsom Lystighed.
Vel skal du ey med Job din Fødsels Dag forbande,
Men stræb at du ved Tro, og Dydens Øvelser
Den viise Salomons bekiendte Sprog kand sande,
At Dødens bedre dog end Fødsels Dagen er.
eg var engang kommet i Tale med en af de saa kaldte Rosicrucia¬
ner, angaaende den Store Hemmelighed. Saasom dette
Slags Mennesker (jeg meener disse iblant dem, som ere ikke aabenbare
Be dragere) ere overgroede med Enthusiastiske og Philosophiske Tanker,
saa var det meget fornøyeligt, at høre denne retsindige Adent vidtløf¬
tigen beskrive hans foregivne Opfindelse. Hand talte om denne Hem¬
melighed, som om en Aand, der levede inden i en Smaragd, og om¬
skiftede enhver Ting, som var den nær, til den høyeste Fuldkommenhed,
som der var mægtig til at opnaae. Den giver Solen en ny Glands,
sagde hand, og Diamanten en større Klarhed. Den bestraaler alle


Metaller, og meddeeler Blyet alle Guldets Egenskaber. Den ophøyer
Røøg til Lue, Lue til Lyys, og Lyys til Herlighed. Hand sagde vide¬
re, at een eneste Straale deraf fordriver Smerte, Bekymring og Tung¬
sindighed fra den Person, som den falder paa. Kort sagt, dens Nær¬
værelse forvandler naturligen et hvert Sted til en Himmel. Efter at
hand en tiidlang havde saaledes faret fort i dette uforstaaelige Sprog,
saa befandt jeg, at hand sammenmængende naturlige og moralske Be¬
greb i den samme Beskrivelse, og at hans store Hemmelighed var intet
andet end Nøysomhed.
Denne Dyd frembringer virkeligen, i visse Maader, alle de Virk¬
ninger, som Alchymisten gemeenligen tilskriver det, som hand kalder den
Philosophiske Steen; og dersom den ikke bringer Riigdom, saa giør
den dog det samme, i det den udrødder Begierlighed dertil. Dersom
den kand ikke borttage de Fortrædeligheder, som have deres Oprindelse
af et Menneskes Sind, Legem eller Lykke, saa giør den ham dog rolig
og fornøyet under dem. Den har virkeligen en livsalig Kraft udi et
Menneskes Siæl, i henseende til et hvert Væsen, som hand staaer i
Forbindelse med. Den fordriver all Knurren, Misfornøyelse og Utak¬
nemmelighed imod det Væsen, som har beskikket ham sin Deel og Stand,
i denne Verden. Den udrødder all u-ordentlig Ærgierrighed og all
Tilbøyelighed til Utroskab og Forførelse, i henseende til den almindelige
Samqvem, som hand lever i; den giver hans Omgængelse en behage¬
lig Sødhed, og alle hans Tanker en stedsevarende Munterhed og Glæde.
Jblant de adskillige Midler, som mand maatte benytte sig af, til
at opnaae denne Dyd, vil jeg alleeneste nævne de tvende følgende: For
det første, at et Menneske skulde altid betænke, hvor meget hand har
meere end hand behøver; og for det Andet: hvor meget meere ulykkelig
hand maatte blive, end hand virkeligen er.
For det Første: Et Menneske skulde altid betænke, hvor meget hand
har meere end hand behøver. Jeg er overmaade fornøyet med det
Svar, som Aristippus gav til en, der beklagede ham over en Aulsgaards
Fortiis. Hvad, sagde hand, jeg har tree Gaarde endnu, og J
har kuns een; saa at jeg burde heller være bedrøvet for eder,
end J for mig. Derimod vil daarlige Mennesker heller betænke hvad
de have mistet end hvad de besidde, og vil heller fæste deres Øyne paa


dem, som ere rigere end de selv end paa dem som sukke under større
Elendigheder. Alle Livets virkelige Fornøyelser og fornødne Beqvem¬
meligheder ere indsluttede i et meget fnevert Begreb; men saaledes er
Menneskenes Art, at de altid see videre frem, og stræbe efter at naae
den, som i Rigdom og Vælde er kommet for dem. For denne Aarsag,
saasom ingen kand egentligen kaldes riig, uden den som har meere end
hand behøver, saa ere der saa riige Mænd i nogen af de polerede Na¬
tioner, uden iblant Middel-Stands Folk, som indskrænke deres Ønsker
inden deres Formues Grændser, og have meere Riigdom end de vide
hvorledes at bruge og nyde. Personer som ere i en høyere Rang, leve
i en Slags prægtig Armod, og en sledsevarende Mangel, thi, i stedet
for at være tilfreds med Livets retskafne Fornøyelser, saa stræbe de efter
at overgaae hinanden i Skygger og udvortes Anseelse. Fornuftige
Folk have altid med en stor Deel Lystighed betragtet denne taabelige
fagen, som sætter de Store i Bevægelse, og, da de indskrænke deres
Begierligheder, saa nyde de all den hemmelige Fornøyelse, som andre
ideligen søge efter. Det er en vis Sandhed, at denne latterlige Jagen
efter indbildte Forlystelser kand ikke noksom legges for Dagen og beskæm¬
mes, efterdi den er en Kilde til alle disse Ulykker, som almindeligen øde¬
legge et Land. Lad en Mands Formue være saa stor som den vil, hand
er dog en fattig Mand, dersom hand ikke lever inden dens Grændser, og
det er naturligt at hand sætter sig selv til fals for enhver som vil give
ham hvad hand begiærer. Da Pittacus, efter sin Broders Død, som
havde efterladt ham en god Formue, blev tilbudet en stor Sum Pen¬
ge af Kongen i Lydien, takkede hand ham for hans Naade, men tillige
svarede, at hand havde allereede halvdeelen meere end hand vedste hvad
hand skulde giøre med. Kort sagt, Nøysomhed gielder det samme som
Riigdom, og Overdaadighed som Fattigdom; eller, efter Socratis Ord,
Nøysomhed er naturlig Riigdom, ligesom Overdaadighed er en
konstig eller selvgjordt Fattigdom. Jeg vil derfor anbefale dem, der
stedse tragte efter overflødige og indbildte Fornøyelser, og ikke vil giøre
sig den Umag at indskrænke deres Begierligheder, at betragte det for¬
træflige Sprog af den Viise Bion, nemlig, At ingen har saa me¬
gen Bekymring, som den der tragter efter meest Lyksalighed.
(Coutinuationen følger hernæst.)


No. 15.
Bie=Fuben
Eller
Andres Tanker,
(Continuation af No. 14.)
F¬
or det Andet, bør enhver overveye, hvor meget meere ulyksalig
hand kunde blive end hand virkeligen er. Den første Betragt¬
ning indbefattede alle dem, som ere tilstrækkeligen forsynede med
de Midler, hvorved de kand giøre sig selv rolige og fornøyede; denne
Betragtning angaaer dem, som virkeligen trykkes af nogen Nød og
Vanlykke. Disse kand finde en stor Lættelse af saadan en Sammen¬
ligning, som den ulyksalige Person kand giøre imellem sig selv og andre,
eller imellem den Vanlykke, som hand lider, og de større Ulykker, som
kunde have rammet ham.
Jeg holder af den Historie om den ærlige Hollænder, som, da hand
ved et Fald fra Stor=Masten brækkede sit Been, sagde til de omkring¬
staaende, at det var en stor Naade, at det var ikke hans Hals. Her¬
til vil jeg legge det, som en gammel Philosoph sagde, da hand havde
indbudet nogle af hans Venner at spise med sig, og blev ilde modtaget
af hans Kone, som kom med Forbittrelse ind i Stuen og kastede Bor¬
det over Ende, som stod for dem, Enhver, sagde hand, har sine
Fortrædeligheder, og den er en lykkelig Mand, som har ingen
større end denne.


Jeg kand ikke ende denne Betragtning uden at anmærke, at der
aldrig var nogen Lærdom, undtagen den Christelige, som kunde virke¬
ligen frembringe i et Menneskes Sind den Dyd jeg har hidindtil taelt
om. For at giøre os fornøyede med vor nærværende Tilstand, fortælle
mange af de gamle Philosopher os, at vor Misfornøyelse alleneste ska¬
der os selv, uden at være mægtig til at giøre nogen Forandring i vore
Omstændigheder; andre, at alt det Onde, som rammer os, paaføres
os ved Skæbnens uforanderlige Fornødenhed, hvilken Guderne selv ere
underkastede; da andre derimod med stor Ærbarhed fortælle den der er
elendig, at det er fornødent hand skulde være saa, for at vedligeholde en
Sammenstemmelse i Verden, og at Guds Forsyns Plan vilde forstyr¬
res og forvendes, dersom det var anderledes. Disse og deslige Betragt¬
ninger stoppe heller Munden paa et Menneske end stiller ham tilfreds.
De kand viise ham at hans Misfornøyelse er ufornuftig, men de ere
ikke tilstrækkelige til at betage ham den. De give heller Mistvil end
Trøst. Med et Ord, et Menneske maatte svare en af disse Trøstere,
som Augustus svarede hans Ven, som formanede ham, at hand skulde
ikke sørge over en Persons Død som hand elskede, efterdi hans Sorg
kunde ikke bringe ham tilbage igien, det er just for denne samme
Aarsag, sagde Keyseren, at jeg sørger.
Tvertimod, Religionen bærer en kierligere Omsorg for den menne¬
skelige Natur. Den foreskriver et meget elendigt Menneske de Midler,
hvorved hand maae forbedre hans Tilstand; ja den viiser ham, at naar
hand bærer hans Gienvordigheder som hand bør, saa vil de naturligen
formindskes og borttages; den giør ham rolig her, efterdi den kand giø¬
re ham lyksalig herefter.
Kort sagt: et fornøyet Sind er den største Velsignelse som et Men¬
neske kand nyde i denne Verden; og dersom hans Lyksalighed i det nær¬
værende Liv udspringer af at tvinge hans Begierligheder, da vil den i
det tilkommende bestaae i at fyldestgiøre dem.
Min


M¬
Min Phyche er borte, hvad er nu tilbage
J heele Naturen, som kand mig behage?
Hvert Blomster aflegger sin Farve og Lugt,
Og Træerne synes at negte mig Frugt.
Roser, Violer, Narcisser, Levkøyer,
Hvis Skiønhed, hvis Lugt mig saa ofte fornøyer,
Hvi blegne, hvi falme, hvi hænge J saa
Kand Psyche saa meget hos eder formaae?
Ha ha, J Rivaler, nu kand jeg befinde,
At J vil min Psyches Bevaagenhed vinde,
Jeg seer, hvi du Rose dig klæder saa rødt,
Jeg mærker, hvorfore du lugter saa født.
stolte Levkøyer, og J Hyaeinter,
Jeg mærker nu eders forborgene Finter,
blomstre for hende, J visne for mig,
Enhver hendes Yndest vil drage til sig.
for hende at tækkes J eder umage,
J all eders Skiønhed for hende paatage,
Det er eders Ønske, det er eders Lyst,
At sættes ret nær hendes Hierte og Bryst.
kappes, at J hendes Næse og Øye
Først ved eders Skiønhed og Lugt kand fornøye,
Dernæst at afplukkes, saa visne og døe
J Barmen af denne elskværdigste Møe.
P2


Tru¬


Truditur dies die,
Novæg; pergunt interire lunæ;
Tu fecanda marmora
Locas sub ipsum funus, & sepulcri
lmmemor struis domos.
Min Herre!
eg er nyligen blevet kaldet, fra et Liv, som var deelt imellem For¬
retninger og Forlystelser, til at bivaane en gammel Vens sidste En¬
deligt; En Tieneste, som har opfyldt mig, om ikke med Melancholie,
dog i det mindste med alvorlige Betragtninger, og vendt mine Tanker
til at overveye disse Ting, hvilke, omendskiønt de ere af yderste Vig¬
tighed, og af en utvilagtig Vished, ere almindeligen udelukte fra vores
Eftertanke, ved Helbreds Munterhed og Glæde, ved Forretningers Tum¬
mel, ja end og ved disse roligere Forlystelser, som findes i Studeringer
og dybe Betragtninger; eller, dersom de og ved en Hændelse blive Jnd¬
holdet af vor Samtale, dog siunke de siælden dybt ned i Hiertet, men
give alleeneste Leylighed til nogle dybsindige Tanker, eller nogle nette
Talemaader, som høres, bifaldes og forglemmes.
Det er, endeligen, ikke tungt at begribe, hvorsedes en Mand, som
er vandt til at udstrække sit Syyn igiennem en lang Sammenhæng af
Aarsager og Virkninger, til at spøre Ting fra deres Oprindelse til deres
Ende, og til at ligne Midlerne med Udfaldet, kand udforske de Menneske¬
lige Anslags Skrøbelighed, aabenbare de Bedragerier, ved hvilke vi
forføres: viise, hvor utilstrækkelige Riigdom, Ære og Magt ere til at
forskaffe en virkelig Lyksalighed; og behage sig selv og hans Tilhørere med
lærde Taler om Livets Forfængelighed.
Men omendskiønt denne dybsindige Lærere kand see og viise det Jor¬
diske Haabs, Frygts og Begierligheds Daarlighed, saa vil dog hver
Time give os Prøver paa, at hand aldrig følte det. Følg med ham
igiennem Livets Veye, og J skal finde, at hand handler efter saadanne
Grund¬


Grund-Regler, som hand har tilfælles med u-oplyste Mennesker, er vred
og fornøyet ligesom de nedrigste af Pøbelen: følger, med samme Hid¬
sighed, de samme Anslag: griber, med all Jver og Fornøyelse, efter
denne Riigdom, som hand veed, hand kand ikke holde, og opblæses
af den Berømmelse og Roos, som hand har vundet ved at beviise, at
Berømmelse er af ingen Værdie.
Den eneste Overbeviisning, som pludseligen overfalder Siælen,
og betager vore Begiærligheder og Passioner deres Magt til at giøre
Modstand, er at finde der, hvor jeg har faaet den, ved en døende Vens
Seng. Indgangen til Viisdoms Skole er ikke et færdeles Privilegi¬
um for dem, som forstaae de Mathematiske Videnskaber; de allerhøye¬
ste og vigtigste Lærdomme udfodre ikke ugemeene Leyligheder, eller ar¬
beydsomme Forberedelser; de virke hos os uden Veltalenheds Hielp,
og forstaaes uden grundige Videnskabers Bistand. Enhver Tunge kand
fremføre dem, og enhver Forstand kand begribe dem. Den som alvor¬
ligen ønsker at faae rette Tanker om hans Tilstand; den som vil nøye
lære at kiende Verden, kand finde Underviisning paa alle Sider; den
som begiærer at gaae bag ved Scenerne, som enhver Konst er brugt til
at udpynte, og enhver Passion arbeyder paa at give Lyys og Anseelse,
og at see Livet affort alle disse Prydelser, som giorde det saa glimrende
paa Skue=Pladsen, og fremsat i sin naturlige Ringhed, Afmagt og Nø¬
genhed, hand kand finde alle disse Bedragerier ligge aabne for sig i den
Syges Kammer; hand vil der finde Forfængelighed afført sin Kiortel,
Magt berøvet sit Scepter, og Hykleri uden sin Masqve.
Den Ven, som jeg har mistet, var en Mand, som for sin For¬
stand og Lærdom var i stor Anseelse, og, ligesom andre af samme Clas¬
tilstrækkeligen fandt Behag i at bifaldes og berømmes; og faasom
hand var særdeles afholdt hos dem, som havde Magt til at forskaffe
Befordring og Riigdom, saa betragtede hand sig nu paa den rette Vey
til Forfremmelse, og havde fattet Ærgierrigheds Flamme, ved det hand
kom nær til dens Ønske. Men midt i hans Haab, hans Anslag, og
hans Lystighed, blev hand angrebet af en langvarig tærende Sygdom,
som hand, fra dens første Begyndelse, kiendte at være ulægelig. Her
var en Ende paa alle hans Forestillinger om Høyhed og Lyksalighed.


Fra den første Tiid at hans Helbred aftog, bleve alle hans forrige
Fornøyelser usmagelige. Hans Venner meente at fornøye ham med at
tale om hans Rygtes tiltagende Anseelse, hvilket de tilforn vare visse paa
at blive vel optaget; men de bleve snarligen vaer, hvor lidet hand rør¬
tes ved Complimenter, og hvor forgæves de søgte, ved Roos og Smi¬
ger, at opmuntre Sygdommens Mathed, og at forlindre den tilstun¬
dende Døds Bekymring. Hvo som helst der vilde kiende, hvor meget
Gudsfrygt og Dyd overgaae alle udvortes gode Ting, maatte her have
seet dem veyet imod hinanden; hvor alt det, som sætter de flittige i Be¬
vægelse, og opløfter de berømmelige, alt det, som tindrer i Haabets
Øye, og foraarsager Hierteklappen i Mistænkeligheds Barm, blev paa
engang Støv i Vægtskaalen, uden Vægt, og uden Betydning. Riig¬
dom, Myndighed og Priis tabe all deres Kraft og Virkning, naar de
betragtes som Riigdom, der skal i Morgen tilfalde en anden, Myndig¬
hed, som skal i denne Nat ævig have Ende, og Priis, hvilken, hvor
vel fortient, og hvor oprigtig den end er, skal efter faa Øyeblik ikke
meere høres.
J disse Alvorligheds og Viisdoms Timer syntes intet at opmuntre
hans Sind eller glæde hans Hierte, uden Erindring om det gode hand
havde giort, eller at opvække hans Agtsomhed, uden en eller anden Ley¬
lighed til at øve Religionens Pligter. Enhver Ting, som endtes paa
denne Side af Graven, blev modtaget med Koldsindighed og Ligegyldig¬
hed, og blev agtet, heller formedelst at hand var vant til at sætte Priis
derpaa, end fordi hand meente at den fortiente det; den havde lidet
meere Magt over hans Sind end en Boble, som var nu brustet, en
Drøm, som hand nu var opvakt af. Alle hans Siæls Kræfter vare
nu indtagne af en anden Stands Betragtning, og all Samtale var
ham keedsommelig, som ikke i nogen maade gik ud paa at giøre ham
løs fra menneskelige Handteringer, og at aabne hans Jndsigt til Ævig¬
heden.
Det er nu forbi, vi have tillukt hans Øyne og hørt ham udgive
det sidste Suk. Ved denne sidste Striids Syyn følede jeg en Bevæ¬
gelse, som jeg aldrig tilforn havde kiendt. En Forvirring af Passioner,
en forskrækkelig Stilhed af Sorrig, en mørk Skræk, som jeg ikke kand
næv¬


nævne.
anker, som Indtoge min Siæl, vare for stærke til at for¬
drives, og for giennemtrængende til at udstaaes; men saadan Hæftig¬
hed kand ikke vare længe ved: Stormen legger sig inden en kort Tiid,
jeg græd, gik bort, og blev rolig.
Jeg har fra den Tid af ideligen overveyet i mi Siid, hvad=Vnk¬
ninger Dødens Betragtning frembringer hos dem, som ere ikke gand¬
ske uden Ævne til at bruge Eftertanke; thi næsten hos den største Part
synes den at blive gandske u-betragtet. Deres Venner og deres Fien¬
der siunke ned i Graven, uden at opvække hos dem nogen ugemeen Be¬
vægelse, eller at minde dem om, at de selv ere paa Pynten af denne
Brink, og at de snarligen maa styrte ned i Ævighedens Afgrund.
Det synes mig meget mærkværdigt, at Døden forøger vor Agt og
Ærbødighed for de Gode, og formindsker vort Had til de Onde. Dis¬
se Dyder, som vi engang bare Misundelse over, som Horatius anmær¬
ker, fordi de fordunklede vore egne, kand nu ikke længer være vores egen
Anseelse i Veyen, og vi have derfor ingen Aarsag til at undertrykke de¬
res Roos; den Ugudelighed, som vi frygtede for, formedelst dens Ond¬
skab, er nu blevet afmægtig, og den Mand, hvis Navn tilforn opfyld¬
te os med Uro, og Vrede og Fortrydelse, kand til sidst betragtes, al¬
leeneste med Medynk eller Foragt.
Naar en Ven bliver bragt til Graven, saa finde vi paa engang
Undskyldinger for enhver Skrøbelighed, og Besmykkelse for enher Feyl;
vi erindre os tusende Tækkeligheder, som tilforn gleede igiennem vort
Sind, uden noget Jndtryk, tusende Gunst=Bevuisninger, som vi ikke
have giengieldet, tusende Pligter, som vi ikke have fuldbyrdet, og ønske
forgæves ham tilbage igien, ikke saa meget for at nyde, som for
at give Lyksalighed, og at vederlegge den Godhed og Kierlighed, som
vi aldrig tilforn forstode.
Der er ikke, maae skee, for et vel underrettet Gemyt, et meere
smerteligt Tilfald, end dens Død, som vi have forurettet, uden at ha¬
ve gjort Erstatning derfor. Vor Last synes nu u-erstattelig, den er nu
u-udsletteligen antegnet, og Skiæbnens Stempel er trykt derpaa. Vi


betragte, med den inderligste Hierte=Angst, den Smerte vi have foraar¬
aget, og kand nu ikke lindre, og det Tab, som vi have forvoldt, og
kand nu ikke gotgiøre.
Af samme Art ere de Bevægelser, som virkes ved dens Død, der
har=Pæret vores Medstræbere, eller Medsøgere. Hvo som helst der har
Egenskaber til at foruroelige vør Jalousie, har og Ypperlighed til at
fortiene vor Høyagtelse og Kierlighed, og hvad Hidsighed vi end kand
antændes af mod dem, som ere os i Veyen eller hindre vor Fremgang,
saa har dog aldrig nogen Mand overlevet en Fiende, som hand ikke da
ønsker at maatte have gjort til sin Ven. De, som ere belæste i de Lær¬
des Historier, vide, at den ældre Scaliger var en mægtig Antagonist
af Cardanus og Erasmus; Dog, ved hver af disse store Rivalers Død,
fortrød hand og beklagede, at de vare bortrevne fra ham, førend deres
Forligelse var bragt i Stand.
Tu=ne etiam moreris? Ah, ouid me linquis,
Erasme,
Ante meus qvam sit conciliatus Amor?
Saadanne ere de Tanker, med hvilke vi til sidst betragte Virknin¬
gerne af vore Passioner, men som vi undertiden forhale, indtil vi ikke
længer kand oprette vore Forseelser. Lad os derfor skynde os at giøre
det, som vi visseligen til sidst skal ønske at have gjort; lad os vederleg¬
ge vore Venners Gunst og Godhed, og stræbe ved indbyrdes Føyelig¬
hed at forøge den inderlige Kierlighed, som er Livets Balsom; Lad os
haste med at fortryde Forurettelser, imedens Fortrydelse endnu ikke kand
være en tør og blot Anger, og lad os aabne vore Øyne til at see en¬
hver Rival Ypperlighed, og betimeligen og villigen beviise den den Ære,
som Retfærdighed og billighed vil tvinge os til at beviise den til sidst.
Dette Uge=Skrift bliver hver Torsdag at bekomme i det Kongel. priv.
Bogtrykkerie ved Stranden, skraas over Prammændenes Laugshuus,
hvor 3de forgyldte Skildter sees over Døren, Arket 2z.


No. 16.
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker.
Auream quisquis mediocritatem
Diligit, tutus caret obsoleti
Sordibus tecti, caret invidenda
Sobrius aula.
L¬
yksalighed saavelsom Dyd bestaaer i Middelmaadighed;
og det er fornødent, endog for den, som har ingen anden Be¬
kymring end at gaae med Beqvemmelighed og Sikkerhed igien¬
nem den nærværende Stand, at sky al Yderlighed; Middelveyen er den
tryggeste, paa begge Sider af den ere ikke alleeneste Lasternes Fald¬
Gruber, men og Fordervelses Brinke og Afgrunde.
Saaledes er det Sprog af Cleobulus: Middelmaadighed er best,
altid blevet agtet for en almindelig Regel, der strækker sig igiennem Li¬
vets og Naturens gandske Begreb. Enhver Alders Forfarenhed synes
at have givet den ny Bestyrkelse, og at vise, at intet, hvor anseeligt
og tillokkende det end maa være, kand søges med Anstændighed, eller
nydes med Sikkerhed, dersom det gaaer over visse Grændser.
End og Naturens Gaver, som maa i Sandhed betragtes som de
vigtigste og varagtigste af alle Jordiske Fordeele, befindes, naar de over¬
gaae Middelstregen, at være ikke meget visse Aarsager til Lyksalighed,
men at drage deres Besiddere ind i mange Elendigheder, hvilke lætteli¬


gen undgaaes af dem, der have været mindre rigeligen begavede eller
prydede dermed. Vi see hver Dag Fruentimmer omkomme i Skændsel,
fordi de have været alt for villige til at lade deres Skiønhed see; og andre,
omendskiønt ikke med lige Skyld og Elendighed, dog med meget smer¬
telige Nag, at forsmægte over at see deres Gestalt aftage, sig selv for¬
sømte og forglemte, efterdi de have holdt deres Ungdoms Skiønheder
i for høy Priis. Og fandeligen, dersom vi vil troe, at Bacons Mening
bør meget agtes, da skulde meget faa Suk udøses for en særdeles og
ugemeen deylig Skabning; thi smukke Fruentimmer, siger hand
have siælden meget store forhvervede Fuldkommenheder, ef¬
terdi de, for den største Deel, legge meere Vind paa deres ud¬
vortes Opførsel end paa Dyden.
Helbred og Styrke, og en god Legems Beskaffenhed, er, i en al¬
mindelig Grad, u-omgængeligen fornøden til at nyde Livets Beqvemme¬
ligheder, og at udrette dets Pligter; og udfordres i en endnu større Grad
til at fuldføre berømmelige og mærkværdige Ting; dog ere end og disse
Gaver, om vi kand dømme af deres kiendelige Følger, ikke altid en me¬
get stor Velgierning for dem, som ere rundeligst begavede dermed. De
som jævnligen besøge de Syge, vil i Almindelighed finde de skarpeste
Smerter, og meest haardnakkede Sygdomme hos dem, hvis Tillid til
deres stærke Natur har fordum forført dem til en u-agtsom og u-ordent¬
lig Levemaade; og at den overflødige Styrke, som var tillige baade de¬
res Roos og deres Snare, har ofte, i den sidste Part af deres Liv,
ikke anden Virkning, end at den holder dem længer i Afmægtighed og
Jammer.
Disse Naturens Gaver ere, dog alligevel, altid Velsignelser i sig
selv, og bør erkiendes med Taknemmelighed til ham, som giver dem,
efterdi de, i deres ordentlige og lovmæssige Virkninger, tilveyebringe
Lyksalighed, og findes skadelige alleneste ved modtvillig Fordervelse, eller
uskiøisom Forsømmelse. Og saasom der er liden Fare ved at tragte ef¬
ter dem med for stor Begierlighed eller Bekymring, efterdi ingen Vi¬
denskab eller Fliid kand haabe at forskaffe dem, saa nævnes deres uvis¬
se Kraft og Virkning over vort Liv, ikke for at forringe deres virkelige
Værd,


Værd, men for at dæmpe den Misfornøyelse og Misundelse, som de¬
res Mangel ofte giver Leylighed til hos dem, som ikke noksom mistænke
deres egen Skrøbelighed, ey heller betragte, hvor meget mindre Elen¬
dighed det er, at ikke have store Gaver, end at ikke bruge dem retteligen.
Af alle disse Ting, som ophøye os over andre, er der ingen som
vor stræbsomme Fliid nærmere kand naae, end Riigdom: ey heller no¬
gen Ting, som hæftigere og bestandigere begiæres. Armod er et On¬
de, som vi have altid i Sigte, et Onde, som er indviklet i saa mange
Omstændigheder af Ubeqvemmelighed og Fortræd, at enhver stræber
efter at undfly den. Nogen Grad af Riigdom udfordres derfor, at
vi maae ikke falde i Nødlidenheds Kløer, naar vi engang have naaet
denne Hensigt, saa ønske vi naturligen meere, paa det at dette Onde,
som ansees med saa stor Forskrækkelse, maa endnu blive længere borte
fra os. Ligesom den, der engang har følet eller frygtet for et vildt
Dyrs Kløer, vil ikke blive rolig, førend de ere blevne adskilte ved en
eller anden Forskandsning, der borttager all Muelighed at blive angre¬
bet anden gang.
Til denne Punet, dersom mand ikke lader Frygten ufornuftigen
tage overhaand, vilde Cleobulus maa skee ikke vægre sig for at udstræk¬
ke hans Middelmaadighed. Men det hænder sig næsten altid, at den
Mand, som bliver riig, forandrer sit Begreb om Fattigdom, bestemmer
sin Trang efter et nyt Maal, og i stedet for at fly for den Fiende, som
forfulgte ham, spender hand nu alle Kræfter an, til at indhente dem,
som ere for ved ham. Jo større Magt hand har til at fyldestgiøre sine
Lyster, jo meere begiære de: tusende Ønsker overvælde ham, som lade
ham ingen Ro, førend de blive fornøyede; Forfængelighed og Ærgier¬
righed viise hans Begierlighed ny Prospecter, som blive stedse viidere,
jo meere de betragtes.
Saaledes bliver med Tiden vor Mangel saa stor, at den har in¬
gen Grændser; En hæftig Attraa efter at forøge vore Eiendomme over¬
svømmer Siælen, og vi siunke ned i Umætteligheds Afgrund, alleeneste
fordi vi ikke tilstrækkeligen overveye, at all virkelig Mangel er snarligen
raadet Bod paa, og vi kand lætteligen forebygge all virkelig Fare for


at blive overfaldet af den; At saasom Forfængeligheds Fordringer in¬
gen Grændser have, saa maa de til sidst afvises; og at det, maa skee,
er mindre vanskeligt og smerteligt at dempe dem, førend de have længe
været vante til at blive føyede.
Hvosomhelst der med Agtsomhed vil betragte dem, som ere navn¬
kundige for Riigdom, vil ikke ansee deres Stand saa herlig, at hand
skulde sætte sin Rolighed, meget mindre sin Dyd i Fare for at naae den.
Thi alt hvad stor Rigdom giver, over en middelmaadig Lykke, er en stør¬
re Anledning til Egensindigheds pludselige og urimelige Jndfald, et større
Privilegium for Vankundighed og Laster, en ideligere Forandring af
Smiger og Hyklerie, og en større Cirkel af Vellyster.
Der er een Aarsag, som siælden betragtes, der giør Rigdom min¬
dre begiærlig. For stor Rigdom er meget ofte Anleedning til Armod.
Den som ved Overflødighed er engang blevet egenraadig, kælen og ma¬
gelig, falder meget lætteligen hen til at forsømme sine Sager; og den
som tænker at hand har Raad til at være forsømmelig, er ikke langt
fra at blive fattig. Hand vil snart blive indviklet i Fortrædeligheder,
som hans Uforfarenhed vil giøre u-overvindelige; hand vil søge Hielp
hos dem, hvis Ford0eel det er, at hand skulde blive end meere betrykt;
og hand vil omsider blive revet i stykker af disse Rovfugle, som altid svæ¬
ve over rige Folk, der ere komne paa Knæene.
Da Jndiens Marke bleve opbrændte af en langvarig Tørke, stode
Hamet og Raschid, to Hyrder og Naboer, vansmægtede af Tørst, paa
deres Grunds fælles Grændseskæl, med deres Faarehiorde omkring sig,
som stønnede af Heede og Mathed, og bade begge, i deres yderste Nød,
om Vand. J et Øyeblik blev Luften formildet, Fuglene lode af at
qviddre, og Faarene at bræge. De kastede deres Øyne runden om
og saae en Skabning af en mægtig Størrelse komme frem igiennem Da¬
len; da hand kom nærmere, kiendte de, at det var Uddeelelsens Engel.
den ene Haand holdt hand Overflødigheds Neeger, og i den anden
Ødeleggelsens Sverd. Hyrderne stode skælvende og vilde gaaet af
Veyen for ham, men hand kaldte paa dem med en Røst, der var be¬
hageligere end den køle Luft, som spiller om Aftenen iblant de kostelige


Jaba: Flyer ikke for eders Velgiører, ¬
vellugtende Urter
Sføgers
Børn; jeg er kommen for at tilbyde eder Gaver, som alleeneste eders
egen Daarlighed kand giøre unyttige. J bede her om Vand, og jeg
vil give eder Vand; lad mig vide, med hvor meget J vil være fornøye¬
de. Taler ikke ubesindigen, betragter, at af alle de Ting, som Lege¬
met kand nyde, er for meget ikke mindre farligt end for lidet. Naar
J erindre, hvad Piine det er at tørste, da forglemmer ikke den Fare det
er at qvæles og druknes. Nu, Hamet, siig mig eders Begiering.
O milde og godgiørende Væsen, siger Hamet, lad dine Øyne
tilgive min Forvirring. Jeg beder om en liden Bek, som om Som¬
meren skal aldrig udtørres, og om Vinteren aldrig løbe over. Du er
bønhørt, svarede Engelen, og strax aabnede hand Grunden med sit Sverd,
og en Kilde, som bublede op under deres Fødder, udspreedte sine smaa
Bekke over Engene; Blomsterne fornyede deres Lugt, Træerne udskøde
grønnere Blade, og Faarene lædskede deres Tørst.
Derpaa vendte Engelen sig til Raschid, og indbød ham iligemaa¬
de til at frembringe sin Ansøgning. Jeg beder, sagde Raschid, at du
vil vende den Flod Ganges til at løbe igiennem mine Marke, med alle
dens Vande, og alle dens Jndvaanere. Hamet blev bestyrt over hans
Naboes høye Tanker, og hemmeligen fortrød i sit Hierte, at hand hav¬
de ikke begiært det samme førend hand, da Engelen svarede: Ubesindi¬
ge Menneske, vær ikke umættelig, betænk, at det er intet for dig, som
du kand ikke bruge, og hvor kand du trænge til meere end Hamet? Ra¬
schid igientog sin Begiering, og fornøyede sig over, hvor usel Hamet
vilde see ud imod ham, naar hand blev Eyere af Ganges. Engelen
gik da bort til Floden, og de tvende Hyrder stode og ventede paa Ud¬
faldet. Da Raschid stod og med Foragt faae paa sin Naboe, hør¬
tes der pludseligen en Brusen af stærke Vande, og de befandt, af den
mægtige Strøm, at Ganges Flodens Dæmninger vare giennembrudte.
Floden løb frem over Raschids Land, hans Plantelser bleve oprykte,
hans Faarehiorde bleve oversvømmede, hand selv blev bortskyllet af den,
og en Crocodil opslugede ham.


ral.
Den
Dn Spotter af Religionen,
Derhos en mægtig Printz (thi slige Spottere,
Som lade haant om GUD og all Guds Dyrkelse,
Har Verden jo tit seet paa Thronen)
Holdt i sin Tieneste en tapper gammel Mand,
Religionens Ven og nidkiær for Guds Ære;
Med denne gamle talte hand
Engang om Troen og dens Lære
Med saadan spottelig Foragt,
Som frække Spottere der pleye om at tale,
Hvis Overmod ey vil erkiende anden Magt,
Ey anden Lov og Pligt end den de selv befale.
Printz, var Generalens Svar,
Hvorfor vil du min Tro med saadan Tale plage,
Og mig, mig arme Mand i Liv og Død betage
All Trøst, hvad har jeg giordt, som dig fortørnet har?
Slet intet, sagde hin, du est en tapper Mand,
Min allerbeste Underdan,
din fromme Overtro jeg kuns ey lide kand,
Ney, jeg den ey overgiver.
Giv denne oper.
O Ney,
Ey heller, om jeg dig befaler det?
Det er imod din Pligt; GUD eene er og bliver
En Herre af min Siæl, all Verdens Fyrster ey.
Men om jeg af dit Liv nu skulde Herre være?
Det er du og; var Generalens Svar,
Jeg det i mange Slag for dig jo vovet har,
Nu vover jeg det for Guds Ære.
Daare, raabte hin, om ingen GUD var til?
Om jeg, at ingen er, dig nu beviise vil?
Jeg da ey efter Dyd, men Laster vilde tragte,
Og, var der ingen GUD, ey nogen Konge agte;


9J4


maae,
Ja, du forsikkret vær
At mange tusende, som tænke ligesaa,
Udi din Krigs=Hær skulde være;
See, Printz, det flyder af din Lære!,
Brev
Til en ung Kiøbmand fra hans Fader.
Min Kiære Søn.
et glæder mig altid at høre, at det gaaer dig vel, men tillad mig
at sige, at det giør mig ondt at høre, at du saa tiligen har begyndt
at holde en Ride=Hest, allerhelst, da dine Forretninger ere gandske ind¬
skrænkede i din Kramboed, og du har ingen Ærender at ride ud efter;
du er derforuden ung og frisk, og kand altsaa ikke behøve det for din
Helbreds skyld eller for at røre dig: og meener du vel at det er Umagen
værd at holde en Hest den heele Uge, for at have den ved Haanden om
Søndag Morgen, naar det er smukt Veyr, og du har intet at ophøl¬
de dig efter i Byen?
Du maae betænke, at omendskiønt mange smaa Kiøbmænd her
paa Landet holde Heste, saa koster det dem ikke meget, og de ere i visse
Maader tvungne dertil, efterdi de maa reyse vidt omkring til de Folk,
som de handle med. Men denne Aarsag kand ikke gielde hos dig; og
dersom du ikke holder en Hest for din Sundheds skyld, da kand du ik¬
kun forsvare dig med den allersletteste Undskylding i Verden, nemlig at
alle dine Naboer og Laugs=Brødre giøre det samme. Thi betænk, hvo
de ere, og hvad Aarsager de have, saa skal du snart see stor Forskiæl, og
at deres Exempel kand ikke forsvare dig. Som for Exempel, Mr. N. N.
som boer næst ved dig, er henimod 60 Aar og temmelig tyk, og kand
ikke røre sig ved anden Øvelse, og har derforuden ved langvarig Fliid
forhvervet sig store Midler, førend hand begyndte at holde en Hest.
Mr. N. N. har arvet et stort Gods, saa at hand ikke trænger til at
handle, og at hand handler endnu, skeer meere for at have noget at
bestille, end for at fortiene. Mr. N. N. &c. ere alle Mænd, som be¬
sidde store Midler, og naar du var saa gammel som den yngste af dem,
og kunde saa vel taale det, saa skulde det være langt fra at jeg vilde raa¬
de dig fra at holde en Hest. Men nu maae du forlade dig til, at du


heller tildrager dig deres Foragt end Høyagtelse, ved det at du vil synes
at være dem liig, da du bør vide, at du, hvad Udgifter angaaer, kand
ikke være det, har ey heller haft Tiid til at blive det. Den gemeene
Mand vil maae skee vise dig meere Respeet, ved det at du fører dig op
som en riig Mand; men skulde den Tiid komme, (og hvem kand sige sig
fri for Vanlykke?) at de maatte erfare at denne din Opførsel var en
Virkning af en ubetænksom Letsindighed, hvor foragtelig maae du da
synes i deres Øyne! Og lad mig sige dig, at naar du vil vinde Æstime
hos Folk af Credit og Fornuft, da kand det ikke skee ved prægtig Opfør¬
sel og kostbar Eqvipage; men alleeneste ved Ærbarhed, Klogskab, Fliid
og god Forstand.
Derforuden, de Omkostninger, som ere ved at holde en Hest, ere ikke
det ringeste, som bør tages i Betragtning. Du vil, meget formodentli¬
gen, med Tiden drages til en meget farligere Omkostning, nemlig til at
spilde for meget af din Tiid paa at bruge din Hest. Den vil drage dit
Sind fra Forretninger, og give dine Folk Leylighed til at være efterladne
i din Fraværelse. Og da du er en ung Mand, saa er det billigt at du
skulde samle noget, ved Fliid og Sparsommelighed, til den høyere Alder;
da den Øvelse, som en Hest kand forskaffe, vil ikke allene blive meere an¬
stændig, men og maa skee aldeles fornøden for din Sundhed, da den,
paa nærværende Tid, synes meere at være en kaad Flygtighed og Affectation.
Du har en temmelig god Fornuft; lad mig formaae dig til at bru¬
ge den; Selg din Hest, og frygt ikke, at du skal blive beleet derfor; thi
det vil paa meere end een Maade bestyrke din Credit, naar du siger, at
dine Forretninger gave dig ikke Tiid til at bruge den. Det vil derfor¬
uden være Beviis paa en stor Fordervelse og Vanart, at blive ved i en
Vildfarelse, alleeneste for at forsvare sin vrange Skiønsomhed, da mand
begyndte at træde ind i Verden. Og du skal befinde, at dersom du i ti¬
de indskrænker en ufornøden Udgift, da vil du meere end tilbage bringe
retsindige Folks gode Tanker om dig, som du kand have tabt ved at be¬
gynde den.
Dersom du klogeligen benytter dig af denne min Formaning, da
vil det ikke alleeneste tiene til dit eget Beste, men og blive en stor For¬
nøyelse for din hulde Fader.


No. 17.
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker,
Tres mihi Convivæ prope dissentire videntur;
Poscentur vario multum diversa palato.
A¬
t et hvert Menneske skulde indrette sine Gierninger efter
hans egen Samvittighed, uden at bekymre sig om andres Mee¬
ninger i Verden, det er een af de første Lærdomme, som den
moralske Klogskab foreskriver; og den er stadfæstet, ikke alleneste ved
Fornuftens bifald, som erklærer, at ingen af Himmelens Gaver bør
ligge frugtesløse, men ligeledes ved Forfarenheds Stemme, hvilken vil
snarligen lære os, at dersom vi lade andres Roos eller Dadlen være en
Regel eller bevægende Aarsag for vor Opførsel, da skal vi forvirres ved
en uendelig Adskillighed af Domme, som aldrig kand foreenes; vi skal
holdes i en bestandig Tvil imellem stridige Tilskyndelser, og ideligen raad¬
slaae uden at komme til nogen endelig vis Slutning.
Jeg veed derfor ikke, om det, for den samme Aarsag, ikke er for¬
nødent for en Skribent at sætte nogen Tillid til sin egen Fornuft og
Skiønsomhed, og at fornøye sig ved at kiende, at hand er ikke afviget
fra de fastsatte Regler, uden at underkaste hans Arbeyde idelige Forhør
og Undersøgninger, førend hand giver det i Trykken, og uden at stræbe
efter at forvisse sig om almindeligt bifald, ved at rette sig med en møy¬
sommelig Fliid efter andres Erindringer og Critiker.


Mand kand i en Hast mærke, at Raadførsel og Føyelighed kand
meget lidet hielpe til at befordre et Skrifts Fuldkommenhed; thi den
som bærer saa stor Tvil om sin egen Duelighed, at hand giver andre
Opmuntring til at sige ham deres Raad og Anmærkninger, vil finde sig
hver Dag indviklet i nye Vanskeligheder, og vil, forgæves, udmatte sit
Sind med et haabeløs Arbeyde paa at forene gandske stridige Begreb,
at føre u-sammenhængende Forestillinger i Orden, og at samle i een Mid¬
delpunet adskillige laante Straaler, som ofte løbe tvert imod hinanden.
Blant alle Skribentere, skulde disse blive meest ulyksalige, som
udgive deres Arbeyde i korte Uge= eller Dag-Blade, dersom de vilde
meget bekymre sig om deres Læseres Domme og Paamindelser; thi, saa¬
som deres Skrifter blive ikke paa engang udgivne, men komme frem i
smaa Stykker og efter haanden, saa meener enhver, som agter sig skik¬
ket til at give Underviisninger, at de maae endnu oprette deres begang¬
ne Feyl, ved at høre efter bedre Kiendere, opfylde ved ny Forbedringer
det som fattes i deres Plan, og giøre hver Dag større Fremgang til
Fuldkommenhed, ved Hielp af de Critiker, som blive saa rundeligen
meddeelte.
jeg har haft Leylighed til at mærke, undertiden med Græmmelse,
og undertiden med Latter, det ulige Sindelaug, hvormed den samme
Mand læser et Skrift, naar det er trykt, og naar det er skrevet. Naar
en Bog er engang kommet i hver Mands Hænder, da betragtes den
som bestandig og uforanderlig, og naar en Læser er fri for per¬
sonlige Præjudicer, da tager hand den for sig, uden nogen anden
Hensigt, end at forlyste sig dermed, eller at lære deraf; hand læm¬
per sit Sind efter Autors Hensigt, og da hand har ingen Aarsag
til at forkaste den Tiidsfordriv, som tilbydes ham, saa forstyrrer hand
aldrig sin egen Rolighed med at søge u=nyttige Spitsfindigheder, et
heller hindrer sin Fornøyelse i det som allerede er vel, ved en møysom¬
melig Undersøgning, hvorledes det maatte blevet bedre; men er ofte
tilfreds, uden at have fundet Fornøyelse, og fornøyet, uden at have
fundet Fuldkommenhed.
Men


Men dersom den samme Mand kaldes til at give sin Betænkning
over et Skrift, som er ikke endnu udgivet, da bringer hand med sig en
Jndbildings Kraft, som er betænkt paa Jndvendinger imod det, som
hand endnu aldrig har hørt; hand kalder all Critikens Magt til Hielp:
hand opfylder sin Hukommelse med Smag, og Ziirlighed, og Reen¬
hed, og Fiinhed, og Sæder, og Liighed, Lyyd, som ere engang
hørte af Folk der forstode dem, men ere siden blevne ved en Gienlyyd
brugte uden Meening, og vedligeholdte til Verdens Forstyrrelse og U¬
roe, ved en idelig Tilbagedrivelse fra en Fantast til en anden. Hand
anseer sig som forbundet til at viise, ved nogle Prøver paa hans Dyg¬
tighed, at mand har ikke forgæves spurt ham til Raads, og derfor ta¬
ger hand nøye all Leylighed i Agt til at sige imod, eller at raade til no¬
gen vigtig Forandring. Der behøves ikkun gandske liden Forstand til
at finde saadanne Leyligheder; thi i alle de Skrifter, som en Autors
egen Jndbilding opfinder og udarbeyder, kand Parternes Indretning,
Hændelsernes Sted og Ziraternes Brug forandres paa tusende Maader,
som alle skikke sig lige vel; og efterdi, naar Tingene ere næsten liige,
en Mand vil altid synes best om det, som hand selv frembringer, saa
kand en Skrift=Vrager, hvis Forretning er kun at foreslaae, uden at
bekymre sig om at sætte det i Verk, aldrig fattes den Fornøyelse at troe,
at hand har foreslaaet meget vigtige Forbedringer, og da de Argumen¬
ter, hvormed hand bestyrker sine gjordte Erindringer, synes overbeviisen¬
de for ham selv, saa vil hand, enten af Venskab eller Forfængelighed,
med en bestandig Haardnakkenhed drive derpaa, at hans Erindringer
bør følges; uden at mistænke sig selv, at hand maaskee dømmer for
hastigen om hans eget Raads Ypperlighed, og uden at undersøge, om
Nytten af hans nye Forslag vil svare til Arbeydet.
Men en Skribent beholder altid den Frihed at indskyde sig, fra
saadan særdeles Critike, for en høyere Dom=Stoel; og Publicum, som
aldrig kand blive bestukket, og siælden tage feyl, skal fælde den sidste
Dom over deslige Arbeyde.
Jngen Skribent erfarer meere stridige Domme, meere adskillige
Erindringer, end de, som udgive Uge=Blade; thi enhver er fortrydelig
over, at hand ikke finder deri hvad hand venter eller ønsker. Nogle


vil have skiemefulde og lystige Materier; andre vil have de i Svang
gaaende Laster og Daarligheder lagte for Dagen, undtagen deres egne;
andre keedes ved at læse Betragtninger, som indeholde tørre og alvor¬
lige Lærdomme, der ikke ere udpyntede med Exempler og Caracterer.
Mand vil ikke tvile paa, at alle disse Raadgivere søge at befordre
Skribentens Hensigt, og hans Læseres Fornøyelse og Underviisning;
men enten vide de ikke, eller og betænke de ikke, at en Skribent har en Re¬
gel for sig selv, hvorefter hand indretter sit Vall; og derfor udsøger
de Materier, som best skikke sig efter hans egen Maade at tænke paa,
efter hans Sinds Beskaffenhed, efter hans Livs Omstændighed, eller
efter hans Dygtighed og Kræfter.
Jeg anseer en Skribent, midt i disse Critikers Tummel, som et
Skib i en Poetisk Storm, som drives og kastes af stridige Vinde, og
af Bølger, som slaae det paa alle Sider, men holdes i Væyret ved
sine Angriberes Stridighed, og er, i visse Maader, sikker ved Farer¬
nes Mangfoldighed. Vare alle Læseres Critiker overeensstemmende,
da maatte de, kand skee, kuldkaste hans egen tagne Slutning, men
naar hand finder dem stridige mod hverandre, saa kand hand, uden
Betænkning, forsømme dem, og følge den Hensigt, den Regel og det
Vall, som hans egen Fornuft og Samvittighed foreskriver ham.
Quod caret alterna requie, durabile non est.
Verdens første Tider, som det er dennem vel bekiendt, der have
læst de gamle Traditioner, da Uskyldighed var endnu ubesmittet,
og Eenfoldighed uforfalsket, da levede Menneskene lyksalige, i det de
nøde en idelig Fornøyelse og bestandig Overflødighed under Roligheds
Beskyttelse. Det var en mild og naadig Gudinde, som forlangede hver¬
ken Altere eller Ofringer af hendes Tilbedere, og hvis Dyrkelses Skik¬
ke bestode alleneste i at kaste sig ned i Skyggen under Jasmin og Myr¬
te=Træer paa blømsterfulde Græs-Tørv, eller at dantse ved Aa=breddene,
som fløde med Melk og Nektar.


lde Regiering droge Menneskene en sød og vellug¬
Under denu
tende Luft af et stedsevarende Foraar, aade de Frugter, som, uden Dyr¬
kelse, faldt moedne ned i deres Hænder, og sove under Løv=Hytter, som
vare dannede af Naturen, hvor Fuglene sang over deres Hoveder, og
Dyrene sprang og spillede omkring dem. Men efter haanden begyndte
de at tabe deres medfødde Retsindighed. Enhver, omendskiønt der var
meere end nok for dem alle, var begierlig efter at tilegne sig selv en Part
deraf; derefter indfandt sig da Vold og Sviig, og Tyverie og Rov.
Strax efter brøde Hovmod og Misundelse ind i Verden, og bragte
med sig et nyt Maal paa Riigdom; thi Menneskene, som indtil denne
Tiid agtede sig riige nok, naar dem fattedes intet, de maalte nu deres
Begieringer, ikke efter Naturens Tilsagn, men efter andres Overflødig¬
hed, og begyndte at ansee sig selv som fattige, naar de faae, at deres
Eiendom var mindre end deres Naboers. Nu kunde ikkun een eneste
blive lykkelig og fornøyet, efterdi een allene kunde have meest, og den
ene var altid i Fare for, at de samme Rænker, hvormed hand havde
forfordeelet andre, skulde blive brugte imod ham selv.
Jmedens denne Fordervelse regierede, blev Jordens Tilstand for¬
andret; Aaret blev deelt i adskillige Tider; en Deel af Jorden blev
ufrugtbar, det øvrige gav ikkun Bær, Agern, Bøg og Urter. Som¬
meren og Høsten frembragte vel endeel grove og u=ziirlige Ting til Men¬
neskenes Fornødenhed, men Vinteren var uden all Hielp og Vederqvæ¬
gelse; Og Hunger, med tusende Sygdomme, som Luftens Umildhed
fremkaldte, foraarsagede saadan en Ødeleggelse iblant Menneskene, at
de syntes at være i Fare for at blive ødelagte, førend de bleve forbedrede.
For at giøre Hungeren Modstand i sin Ødeleggelse, som overalt
opfyldte Jorden med Aadseler og Been=Radder, kom Arbeyde ned paa
Jorden. Arbeyde var en Søn af Fornødenhed, var opammet af
Haabet, og opdraget af Kunsten. Hand havde sin Moders Styrke,
sin Ammes Mood,, og sin Læremesterindes Færdighed. Hans Ansigt
var rynket af Vinden, og sortebrunt af Solen. J den ene Haand hav¬
de hand alle de Redskaber, som høre til Huusholding og Land= og Ager¬
Dyrkning, hvormed hand opgrov Jorden, i den anden Haand havde


hand allehaande Bygnings Verktøy, og byggede Muure og Slotte, som
ham lystede. Hand udraabte med en grov Røst: "J Mennesker, seer
her den Magt, som J ere overgivne til, og af hvilken J herefter maae
haabe all eders Fornøyelse og all edets Velstand og Sikkerhed. J
har længe vansmægtet under Roligheds Herredom, som er en af¬
mægtig og bedragelig Gudinde, som kand hverken beskytte eller redde
5 og hielpe eder, men som overgiver eder til de første Anfald af Hunger
eller Sygdom, og taaler at hendes Skygger overfaldes af enhver
Fiende, og ødelegges ved enhver Hændelse.
Opvaagner derfor ved Arbeydes Kald. Jeg vil lære eder at
raade Bod paa Jordens Ufrugtbarhed, og Himmelens Strenghed;
jeg vil drive Sommeren til at give eder Forraad til Vinteren; jeg vil
tvinge Vandene tii at give eder deres Fiske, Luften sine Fugle, og Sko¬
2hvene deres Dyr. Jeg vil lære eder at bryde igiennem til Jordens
Jndvolde, og af Biergenes mørke Huler at frembringe Metaller, som
skal give eders Hænder Styrke, og eders Legemer Sikkerhed, hvor¬
i,, med J kand bedække og forsvare eder mod de grummeste Dyrs Over¬
fald, og hvormed J skal fælde Eegen, og adskille Klipperne, og giøre
i den heele Natur underdanig for eders Nytte og Fornøyelse.
Jndvaanerne paa Jorden, opmuntrede ved denne prægtige Jndby¬
delse, betragtede Arbeyde, som deres eneste Ven, og hastede at adly¬
de hans befalinger. Hand førte dem ud til Marken og Biergene, og
viiste dem hvorledes de skulde aabne Minerne, slette Høyene, udtørre
Moradserne, og forandre Flodernes Løb. Alle Ting fik strax en anden
Anseelse, Landene bleve skiulte med Kiøbstæder og Landsbyer, omringe¬
de med Kornmarke og Frugt=Hauger; og mand saae intet andet end
Hobe af Korn, Kurve med Frugt, fulde Borde og opfyldte Forraads¬
Huuse.
Arbeyde og hans Tilhængere forøgede saaledes deres Eyendom
hver Time med ny Tillæg, og saae Hunger dagligen at tabe sit Her¬
redom meere og meere; indtil de omsider midt i deres Lystighed og Tri¬
Humpf


umpf bleve nedslagt
rækkede ved Trætheds Ankon¬
om de
kiendte paa hendes nedslagne Øyne og afmægtige Aasyvn; Hun kom
frem skælvende, sukkende og stønnende; ved hvert Suk tabte alle deres
Hierter, som saae hende, alt deres Mood, deres Seener slappedes, de¬
res Hænder rystede, og Arbeydes Instrumenter faldt fra dem.
Menneskene, som vare forskrækkede ved dette græselige Syyn, ang¬
rede nu hierteligen, at de saa lætteligen havde føyet sig efter Arbeydes
Anmodning, og begyndte igien at ønske sig de gyldene Dage, som de
erindrede sig at have levet under Roligheds Regiering; hvilken de
besluttede at besøge igien, og at opofre hende deres øvrige Leve Tiid.
Rolighed havde ikke forladt Verden, hvorfore de hastigen fandt hende,
og for at forsøne deres forrige Affald, saa indbøde de hende til at ny¬
de og tage Deel i de Ting, som Arbeyde havde forskaffet dem.
Rolighed derfore forlod Skovene og Dalene hvor hun hidindtil
havde boet, og gik ind i Palatser, hvilede sig i Alkover, og slumrede
Vinteren bort paa Dyner af Duun, og Sommeren i konstige Grotter,
med Vandfald spillende for sig. Dog var der altid noget som fattedes,
til at giøre hendes Lyksalighed fuldkommen, og hun kunde aldrig bringe hen¬
des tilbagekomne Flygtige til den Munterhed, som fandtes hos dem, førend
de indlode sig med Arbeyde. Ey heller var hendes Regiering gandske
uden Modsigelse, thi hun var tvunget til at deele den med Overdaadig
hed, omendskiønt hun altid betragtede denne som en falsk Ven, ved hvil¬
ken hendes Magt blev virkeligen svækket, da den syntes at befordres.
De to Foreenede regierte dog i nogen Tiid uden nogen synlig Mis¬
forstaaelse, indtil omsider Overdaadighed blev utro og forrædersk i sit
Embede, og lod Sygdom komme ind at angribe sine Tilbedere. Ro¬
lighed tog da Flugten, og overlod Pladsen til sine tvende Fiender, som
anvendte alle deres Kønster paa at bestyrke sig i deres Herredom, og
at stadfæste hinandens Nytte.
Roli,


Rolighed havde ikke altid den samme Fiende, paa nogle Stæder
var hun fri for Sygdoms Overfald; men hendes Residents blev over¬
faldet af en meere snu og hemmelig Angriber; thi meget ofte, naar al¬
ting var roligt og vel, naar der hverken var Sorg og Kummer inden
til, eller Fare uden for, naar alle Blomster stode i Flor, og den gand¬
ske Luft gav en sød Lugt fra sig, da kom Mæthed ind, med et af¬
mægtigt og misfornøyet Syyn, og slengte sig paa Sengen, som var
sat og opreedt til Roligheds Beqvemhed. Hun var ikke snarere der,
førend mørke Skyer udspreedte sig overalt, Buskene tabte strax deres
grønne Farve, og Fuglene holdte op at siunge, de sagte Vinde for¬
vandledes til Suk, og Blomsterne droge deres Blade tilsammen og
indsluttede deres Lugt. Runden om saae mand intet andet end en
Mængde, som vandrede omkring, og vidste ikke selv hvorhen, og søgte,
men vidste ikke hvad; ingen anden Røst blev hørt end Klagemaal, som
nævnte ingen Nød, og Knur, som kunde ikke sige af nogen Ulykke el¬
ler Fortred.
Rolighed havde nu tabt sin Myndighed. Hendes Efterfølgere
begyndte igien at begegne hende med Foragt. Nogle af dem forenede
sig stærkere med Overdaadighed, som lovede, ved sine Konster, at
fordrive Mæthed; og andre, som vare meere viise, eller meere tappre,
gik tilbage til Arbeyde, ved hvilken de vel bleve beskyttede for Mæthed,
men kort efter overgivne til Træthed, og saaledes tvungne af denne til
at søge Roligheds Hytter.
(Continuationen følger hernæst.)
Dette Uge=Skrift bliver hver Torsdag at bekomme i det Kongel. priv.
Bogtrykkerie ved Stranden, skraas over Prammændenes Laugshuus,
hvor 3de forgyldte Skildter sees over Døren, Arket 2s.


No. 18.
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker.
(Continuation af No. 17.)
R¬
olighed og Arbeyde fandt da tillige, at deres Regiering vare¬
de kuns kort, og var af en uvis Beskaffenhed, og at deres
Rige var underkastet Overfald af dem, som vare lige store Fien¬
der af dem begge. De fandt at deres Undersaatter vare utroe og fær¬
dige til at falde fra ved enhver Leylighed. Arbeyde saae, at den Rig¬
dom, som hand havde givet, blev altid bragt hen som et Offer til Ro¬
lighed; og Rolighed fandt, at hendes Tilhængere, i enhver Nød,
løbe fra hende og begierte Hielp af Arbeyde. De besluttede derfor
omsider at tale med hinanden, hvor de da bleve enige om at deele Ver¬
den imellem sig, og at regiere den skifte viis, saa at den ene skulde re¬
giere om Dagen og den anden om Natten, og at den ene skulde beskyt¬
te den andens Grændse=Stæder, saa at naar noget fiendtligt blev fore¬
taget, saa skulde Mæthed tilbage drives ved Arbeyde, og Træthed
ved Rolighed. Saaledes blev den gamle Trætte bilagt, og saasom
Kierlighed ofte følger efter Had, saa blev Rolighed derefter frugtsom¬
melig ved Arbeyde, og fødde Helbred, en godgiørende Gudinde,
som end meere bestyrkede sine Forældres Enighed, og hialp til at ved¬
ligeholde deres Regierings ordentlige Omskiftelse, i det den uddeelte sine
Gaver alleneste til dem, som deelte deres Liv i en ret og tilbørlig Maa¬
de imellem Rolighed og Arbeyde.


rende.
Den
Dvor priseligt er det, de Arme at betænke
Og give til Nødlidende,
Og sin Forlystelse frivilligen indskrænke,
For at husvale Fattige!
En mægtig Arve=Part tilfaldt i Dag Finette,
En Arv af Tønder Guld det var;
Nu kand jeg, sagde hun, de Fattige undsætte
Af den Velsignelse jeg har.
Da hun saa talede, kom, til sin store Lykke,
En Mand af Aar og Sygdom svag
For hendes Huus, og bad, nedbøyet paa sin Krykke,
Om lidet efter Velbehag.
Hvorledes kunde hun sig andet end forbarme?
Hun følte ret den Gamles Nød,
Hun græd, hun skyndte sig, gik ind og gav den Arme
Et mægtigt Stykke mulent Brød.
Me non oracula certum,
Sed mors certa facit.
er fortælles om en østerlandsk Monark, at hand holdt en Betlenter
f, hvis Forretning var at erindre ham om hans Døde¬
ved sit H¬
hed, i det hand hver Morgen, paa en vis Tiid, udraabte disse Ord:
Kom ihu, Printz, at du skal døe. Og Solon af Athenen ansaae
det for saa høyvigtig en Sag at betragte vor nærværende Stands Brøst¬
fældighed og Uvished, at hand efterlod de tilkommende Tider dette Bud:
Hav dine Øyne stedse henvendte til Livets Ende.


gtsom Forestilling af den Time, som skal giøre en
En jævnlig og
Ende paa alle vore Anslag, og skille os fra alt hvad vi her have eyet
eller forhvervet, maae visseligen have største Virkning, til at beskikke vore
Forretninger paa en rigtig og fornuftig Maade, og til vort Levnets vii¬
se og lyksalige Indretning. Ey heller skulde noget ugudeligt, og ikke
ofte noget urimeligt, foretages eller fuldføres af den, som vilde begyn¬
de hver Dag med denne alvorlige Betragtning, at hand er født til at
døe.
Vor Lyksaligheds Forstyrrere i denne Verden ere vore Begierlig¬
heder, vor Sorg og Græmmelse, og vor Frygt; og imod alle disse er
Dødens jævnlige Betragtning et vist og beqvemt Middel. Tænk jævn¬
ligen, siger Epictetus, paa Fattigdom, Landflygtighed, og Døden,
og da vil du aldrig lade dig indtage af nogen hæftig Begierlighed, eller
lade nogen nedrig Tanke bemestre sig dit Hierte.
At denne Regel af Epictetus er grundet paa en rigtig Anmærkning,
vil lætteligen tilstaaes, naar vi betragte, hvorledes den hæftige Attraa
efter de Ting, som Menneskene almindeligen jage efter, bliver antændt
i vort Sind. Vi forestille os de Fornøyelser, som vi vente af een eller
anden Tings Besiddelse, og vi lade vore Tanker saa længe og med saa
stor Agtsomhed være fæstede derpaa, indtil vor Jndbilding bliver gand¬
ske indtaget deraf, og tillader os ikke at forestille os nogen anden Lyk¬
salighed, end dets Nydelse, eller nogen anden Elendighed end dets Tab;
Alle andre gode Ting, som Guds Forsyns Godhed har udspreedt over
Livet, blive forsømte som ubetydelige, naar de lignes imod den store
Sag, som vi have sat for vore Øyne, de blive bortslengte, som noget
der hindrer vor stræbsomme Fliid, eller traadte under Fødder, som no¬
get der ligger os i Veyen.
Et hvert Menneske har erfaret, hvor meget denne hæftige Attraa
svækkes, naar en stor eller langvarig Sygdom har sat Døden for hans
Øyne. Høyhed, Riigdom, Berømmelse, ere blevne agtede som for¬
fængelige og tomme Ting, naar den sidste Time syntes at tilstunde; og
de skulde altid beholde den samme Skikkelse og Værd i vore Øyne, der¬
som den samme Tanke altid beholdt overhaand hos os. Vi skulde da
finde,


finde, hvor urimeligt det er, at vi ideligen udstrække vore Arme til at
gribe efter det, som vi kand ikke holde fast paa, og at vi slide vort Liv
op i at stræbe efter at sætte ny og høyere Taarne paa Ærgierrigheds
Bygning, naar Grundvolden i sig selv staaer og ryster, og Grunden,
som den staaer paa, er løs og falder bort.
An Migundelse er lige saa stor som Begierligheden; Vi ere for¬
trydelige over det som en anden nyder, ligesom vi meene at vor egen Lyk¬
salighed vilde forøges ved at faa det, som hand hindrer os fra, eller
som tilfalder ham; og derfore, alt det, som dæmper umaadelige Øn¬
sker, vil tillige giøre Hiertet fri for Misundelses Nag, og bevæbne os
mod en Last, som er, meere end de fleeste andre, en Plage for os selv,
er forhadt for Verden, og en Aarsag til nedrige Kunst=Greb og lumpne
Anslag. Den som betrager, hvor snart hand maae ende sit Liv, vil
ikke finde noget saa høyt magtpaaliggende, som at ende det vel; og
vil derfor med Koldsindighed ansee alt det, som ikke kand være til Nyt¬
te i den Post. Den som jævnligen betænker, hvor uvis hans Leve¬
Tiid er, vil lætteligen udfinde, at andres Stand er ikke meeere varag¬
tig; og at det, som kand ikke give ham selv noget, der er meget værd
at begiære, kand ikke heller giøre en Rivals Stand saa meget bedre,
at hand skulde agtes i nogen høy Grad, yppermeere end de, som hand
har taget Fordeelen fra; en Fordeel der er alt for ringe til at opvække en
meget haardnakket Modstand.
End og Sørg og Bedrøvelse, en Passion, som et dydigt og blødt
Hierte er meere besynderligen hengivet til, vil forekommes, eller forlin¬
dres ved den samme Betragtning. Den vil forekommes, dersom vi
nyde alle vor nærværende Stands Velsignelser i en bestandig Erindring
om den uvisse Rettighed, med hvilken vi besidde dem; dersom vi kom¬
me ihu, at alt hvad vi eye, skal ikkun en gandske kørt Tiid blive i vor
Magt, og at den kørte Tiid, som vor største Haab kand love os, kand
blive kortere ved ti tusende Tilfælde, da skal vi ikke meget førge over et
Tab, som vi ikke selv kand sige hvor størt det er; men omendskiønt vi
kand ikke giøre den mindste Beregning derover, saa vide vi dog, med
tilstrækkelig Vished, det høyeste, som det kand beløbe sig til, og vi


ere overbeviste,
meget værd at
førge over.
Men, dersom nogen Passion har saa aldeles bemægtiget sig vor
Forstand, at vi ikke kand besidde og nyde de gode Ting, som vi have,
med den Sinds Rolighed, som Dyden og Fornuften have foreskrevet,
da er det endnu ikke for silde at bruge dette Middel, naar vi finde at vi
siunke under Bedrøvelse, og græmme os over det, som er u=gienkalde¬
ligen forsvundet. Vi maae da med Nytte betragte vor egen Stands
Uvished, og hvor daarligt det er at begræde det, som vi selv skulde ble¬
vet tagne bort fra, dersom det havde blevet lidet længere hos os.
J henseende til den allerskarpeste og smerteligste Sorg, den som
foraarsages ved deres Tab, som vi have inderligen elsket, da maae mand
betænke, at Venskab imellem Mennesker kand ikke indgaaes med andre
Vilkaar, end at den ene maae undertiden sørge for den andens Død.
Og denne Græmmelse vil altid give den Efterlevende en Trøst, som sva¬
rer til hans Bedrøvelse, thi den Hierte=Sorg, som hand selv føler, hvor
stor den og er, den er hans afdøde Ven befriet for.
Ja end og Frygt, som er den meest overvældende og u-imodstaaelige
af alle vore Passioner, kand meget lindres ved denne Sindets almindelige
Lægedom. Thi ligesom Dødens jævnlige Betragtning viiser os alle men¬
neskelige gode Tings Forfængelighed, saa aabenbarer den og tillige, hvor
lætte og korte alle Jordiske onde Ting ere, hvilke visseligen ikke kand være
meere varagtige, end de Personer, som lide dem; og alle Lidelser maae, ef¬
ter den gamle Anmerkning, blive des kortere, jo meere hæftige de bli¬
ve; den allergrummeste Smerte og Elendighed, som kand tilføyes, maae
ved en naturlig Nødvendighed hastigen faae Ende; Siælen kand ikke
længe holdes i Fængsel, men vil flye bort og overlade Menneskenes
Ondskab et livløst Legeme.
Det yderste, hvormed vi kand true hinanden, er Døden; dog si¬
den vi vel kand forkorte Livet, men ikke forlænge det, saa er det ikke
en viis Mand anstændigt at kiøbe dets Forlængelse med hans Dyds
Forliis; efterdi hand kand ikke vide, hvor kort en Tiid hand kiøber;
og enten den bliver lang eller kort, saa vil den dog blive af desmindre


Værdi, naar hand erindrer sig, for hvad Priis hand har tilkiøbt sig
den. Hand er altid vis paa at hand forspilder sin Lyksalighed, men er
ikke vis paa at hand forlænger sit Liv.
Saasom denne bekiendte Livets Korthed bør dæmpe vore Passio¬
ners Hæftighed, saa bør den med lige Føye indskrænke vore Anslag.
Der er ikke Tiid for den skarpeste Hierne, eller for den utrætteligste
Fliid, at udstrække sine Virkninger uden for en vis Kreds. At sætte
sig for at indtage heele Verden, har været en Galenskab hos nogle mæg¬
tige Printzer, og at haabe at blive berømmelig i alle Videnskaber, har
været en Daarlighed hos nogle Mænd af u=gemeene Gaver; og begge
have fundet, til sidst, at de have udmattet og udarbeydet sig selv med
at klyve op efter en Høyhed, som er negtet den Menneskelige Natur;
og have forsømt mange Leyligheder til at giøre sig nyttige og lyksalige,
ved deres forfængelige Ærgierrighed, i det de have tragtet efter en Grad
af Ære, som, efter Guds Forsyyns ævige Love, ikke kand naaes af et
Menneske.
Verdens Historier fortælle os om de ærgierrige Printzers miglinge¬
de store Anslag; men naar de læses, da ere de af liden Nytte for den
største Hob af Menneskene, hvilke synes at bekymre sig meget lidet om
Paamindelser imod saadanne Feyl, som de ikke kand begaae. Men en
lærd Ærgierrigheds Skæbne er en Materie, som er sømmelig og nyttig
at betragtes af enhver, der legger sig efter Videnskaber eller Konster;
thi hvem har ikke haft Leylighed til at beklage, at store Dygtigheder ere
blevne adspredte og fordervede, ved det at de have udstrakt deres Fliid
til en u-indskrænket Mængde af Handteringer, hvor mange herlige An¬
slag og Begyndelser ere pludseligen forladte, fordi noget andet har frem¬
stillet sig, hvis Nyehed har gjordt det meere tillokkende? hvor mange
Skrifter og andre Konsters Arbeyde ere blevne forladte ufuldkomne, van¬
heldede af Feyl og Urigtigheder, fordi Planen dertil har været alt for
vidtløftig.
Det er altid fornøyeligt at anmærke, hvor meget meere vort Sind
kand begribe og fatte, end vore Legemer kand udrette og fuldbyrde; dog
er det vor Pligt, medens vi leve i denne sammenknyttede Stand, at


nsorg for den ene Part af vort Væsen, at vi tillige see
have saadan:
til den anden. Vi maae ikke føye vore legemlige Begierligheder i saa¬
danne Forlystelser, som svække vor Siæls og Forstands Kræfter, ey
heller føye vort Sind i saadanne Anslag, hvilke vi vide at vort Liv vil
ikke strække til at udføre. Vor korte Livs Uvished bør paa engang sætte
Grændser for vore Anslag, og give Opmuntringer til vor Fliid; og naar
vi finde at vi enten ere for ueendelige i vore Foretagende, eller for søvn¬
agtige i vore Handteringer, da kand vi enten tæmme eller opmuntre os
selv, ved at erindre, med Læge=Konstens Fader, at Konsten er langi
men Livet er kort.
Ingentes Dominos & claræ nomina famæ,
Illustrig; graves nobilitate domos
Devita, & longe cautus fuge; contrahe vela,
Et te littoribus cymba proginqua vchat.
Min Herre,
set er sædvanligt iblant Mænd, som legge sig efter den samme Pro¬
fession, at være begierlige efter at vide hinandens Forhold og Lykke;
jeg slutter derfor, at det vil ikke være eder mishageligt at læse de adskil¬
lige Forandringer, som have mødt mig i en Part af mit Liv, hvilket
jeg har opofret til Lærdom og Studeringer. Min Fortælling vil ikke
indeholde nogen stor Forandring af Hændelser, eller ugemeene Ovexlin¬
er; men den vil, maaskee, ikke blive desmindre nyttig, efterdi jeg vil
ikke berette andet end hvad der formodentligen kand vederfares tusende
andre.
Jeg var født Arving til en meget ringe Formue; Min Fader døde
saa tiligen fra mig, at jeg ikke kand erindre mig ham; men jeg blev an¬
taget af en Farbroder, som havde ingen Børn, og derfor altid begeg¬
nede mig som sin Søn; og efterdi hand fandt disse Egenskaber hos mig,
som gamle Mænd lætteligen blive vaer hos muntre Børn, naar de fat¬
te Kiærlighed til dem, saa erklærede hand, at saadant et got Hoved
som mit skulde aldrig blive unyttigt, formedelst Mangel paa fornøden
Hielp og Omsorg. Hand holdt mig derfor i en stor Skole, i den sæd¬


vanlige Tiid, og derefter sendte mig til Academiet, og gav mig aarli¬
gen meere at leve af, end min egen Arve=Part kunde have forskaffet
mig, paa det jeg skulde ikke søge nedrigt Sælskab, men lære at føre
mig op efter min Stand og Værdighed, naar jeg engang skulde blive
Store=Cantzler; hvilket hand ofte beklagede, at hand ikke kunde vente
at opleve formedelst hans tiltagende Alder og Svagheder.
Da jeg saaledes havde overflødigen at leve af, saa er det natur¬
ligt, at jeg lod det see i en prægtig Opførsel, og lætsindige Udgifter
hvorved jeg da kom i Bekiendtskab med disse, som ved lige overflødige
Midler bleve forførte til den samme Selvraadighed og Pragt; Unge Ar¬
vinger som jævnligen og med Fornøyelse lode sig forlyde med den Be¬
tragtning, at omendskiønt deres Forældre havde sendt dem til Acade¬
miet, saa havde de dog ikke behov at leve af deres Studeringer og
Lærdom.
Jblant Folk af denne Classe var det mig en læt Sag at blive be¬
rømt for et størt Hoved; og at bilde mig selv ind, at jeg, med saa¬
danne fiine Sinds Gaver, skulde aldrig kunde beqvemme mig til Lov¬
kyndighedens besværlige Arbeyde. Jeg overgav mig derfor gandske til
de meere frie og ziirlige Videnskaber, og da jeg fornam hvor meget jeg
overgik de andre unge Personer, som jeg holdt Omgængelse med, saa
blev jeg ofte saa hovmodig, at jeg begyndte, med stor Agtsomhed, at
høre efter dem, som raadte mig, at jeg skulde søge en videre og an¬
seeligere Skue=Plads; og i Særdeleshed blev jeg rørt ved en Anmærk¬
ning, som een af mine Venner giorde, nemlig: at det var ikke ved at lig¬
ge og luure paa Academiet, at Prior var blevet Ambassadeur, og Addison
Stats-Secretair.
Denne Begiærlighed voxte ideligen hos mig ved mine Stalbrødres
Anmodning, som een efter anden reyste til London, enten med deres Paa¬
rørendes Tilladelse, eller naar de lovmæssigen bleve løsgivne fra deres
Hofmesteres Tilsyyn; thi de forsømte aldrig at sende mig en Beskrivelse
over den ny Verdens Skiønhed og Lyksalighed, og at forestille mig,
hvor meget jeg tabte ved hver Times Ophold paa et saa eenligt og tvun¬
get Sted.
(Fortsættelsen følger.)


No. 19.
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker,
(Fortsættelsen af No. 18.)
M¬
in Farbroder plagede mig imidlertid jævnligen med hans For¬
manings Breve, som jeg undertiden ikke aabnede førend otte
Dage efter at jeg havde faaet dem, og de fleeste læste jeg paa
et Viin=Huus, hvor jeg da giorde saadanne Anmærkninger over dem,
at mand kunde see, hvor lidet jeg behøvede eller agtede Paamindelser.
Jeg kunde ikke andet end forundre mig over, hvorledes en Mand, som
stedse lever paa Landet, og forstaaer sig ikke paa Tingenes nærværende
Indretning, skulde bilde sig ind, at hand var skikket til at underviise
en vittig og lærd Person, der var født til at give den nærværende Tiid
Love, at reense dens Smag og forøge dens Fornøyelser.
Post=Karlen blev imidlertid stedse ved at bringe mig ny Forestillin¬
ger; thi min Farbroder blev meget lidet ydmyget ved de spottefulde Be¬
breydelser, som hand aldrig hørte; Men Folk som have stor Forstand,
ere snart bragte i Harnisk; det var umueligt at taale bestandigen den
utilbørlige Myndighed hand havde taget sig; og jeg besluttede, eengang
for alle, at sætte ham til et Exempel for dem, som bilde sig ind at væ¬
re Viise, fordi de ere gamle, og at lære unge Folk, som ere alt for
taalige under andres Forestillinger, hvorledes mand bør begegne en
graa=skægget Hovmods Dumdristighed. Jeg tog derfor een Aften Pen
i Haand, og, efter at jeg havde opmuntret mig med et Glas Viin,
skrev et almindeligt Svar paa alle hans Lærdomme og Formaninger,


og det med saadan en munter Skrivemaade, med saadanne nette Spot¬
te=Gloser, og saadanne bittre Stik=Piller, at et stort Sælskab, som jeg
læste det for, havde nær alle døet af Latter, og det heele Naboelaug
blev oprørt ved Raabet af de Berømmelser, som jeg fik; fem Dage
derefter bekom jeg Svar derpaa fra min Farbroder, at jeg maatte lade
mig nøye med at leve af mine egne Midler.
Denne Formindskelse i mine Jndkomster gjorde mig aldeles ikke for¬
virret; thi saadant et Hoved som mit kunde aldrig komme til at fattes.
Jeg havde Venner, som vilde giøre sig en Ære af at aabne deres Pung,
saa snart jeg begiærte det; jeg havde Haab om Befordring til saadanne
Embeder, hvorved jeg snart skulde bringe min Farbroder paa andre Tan¬
ker; hvilken jeg dog, efter nøyagtigere Betænkning, besluttede at tage
til Naade igien, uden at paastaae, at hand skulde erkiende eller afbede
sin Forseelse, naar min Stands Høyhed og Anseelse skulde bevæge ham
til at ønske min Gunst. Jeg reyste derfor til London, førend jeg ved
nogen Forandring i min Levemaade havde ladet see at mine Omstæn¬
digheder vare forandrede; Jeg blev modtaget af alle mine Academiske
Stalbrødre med Triumpf og Lykønskning. Jeg blev strax ført i Be¬
kiendskab med vittige og muntre Folk, og havde, inden en kort Tiid,
aflagt all min lærde Ærbarhed og faaet Navn for at være en artig Karl.
J vil lætteligen troe, at jeg havde ikke stor Kundskab om Verden;
men saasom Menneskene i Almindelighed ikke gierne vil lade sig mærke
med deres Fattigdom, saa havde jeg endnu ikke ladet nogen vide, hvad
Slutning min Farbroder havde fattet; men jeg levede i nogen Tiid af
de Penge jeg havde bragt med mig, og gav, som sædvanligt, min Part
til alle vore Forlystelser. Men min Pung blev snart tom, og jeg maat¬
te begiære en liden Sum af mine Venner. Dette var en Gunst, som
vi ofte havde beviist hinanden; de sluttede, at min Mangel reyste sig
alleeneste af en eller anden Hændelse, og derfor laante mig villigen hvad
jeg begiærte. Kort efter fandt jeg mig tvunget til at laane igien, og
blev endnu begegnet med samme Høflighed. Men den tredie gang be¬
gyndte de at forundre sig over, hvad den gamle Skielm min Farbroder
kunde meene med at sende mig til Staden uden Penge; og da de gave
mig


skulde holde
mig hvad jeg havde begiært, raadte de mig tillige
ham til at være meere rigtig i at sende mig Penge.
Dette foruroligede mig noget i min Drøm om bestandig Overflø¬
dighed, men tre Dage derefter blev jeg fuldkommeligen opvakt deraf;
thi da jeg kom ind i Viin=Huuset, hvor vi hver Aften forsamledes, fandt
jeg Opvarterne mindre tienstagtige end tilforn; og i stedet for at de til¬
forn kappedes om at lyse mig op af Trappen, saa lode de mig nu i nog¬
le Minuter staae og bie ved Døren. Da jeg kom op til mit Sælskab,
fandt jeg dem usædvanligen ærbare og fremmede, og een af dem tog
Leylighed til at tale om unge Menneskers vrange Opførsel, og vidtløfti¬
gen forestillede deres Daarlighed, som søge Sælskab med riige Folk,
uden at have Raad til at betale Omkostningerne; hvilken Anmærkning
blev af de øvrige enten igientaget og billiget, eller og forklaret med Exem¬
pler. Undtagen een iblant dem, som søgte at føre noget andet paa ta¬
le, og at drage min Agtsomhed til meere almindelige og sædvanlige
Materier.
En Mand, som finder sig skyldig i Fattigdom, troer lætteligen, at
hand er mistænkt derfor; ikke des mindre gik jeg dog, Morgenen der¬
paa, hen at besøge den, som syntes at være uvidende om Hensigten af
forrige Aftens Samtale; og ved adskillige Spørsmaal, som førte mig
alt nærmere og nærmere til mit Maal, formaaeede ham, maae skee, ikke
meget imod hans Villie, til at sige mig, at Mr. N., hvis Fader var
en riig Procurator nær ved mit Føde=Sted, havde forrige Dag faaet
Kundskab om min Farbroders Vrede og Slutning, og denne Tidende
havde hand med største Fliid, af en lumsk Stolthed, meddeelt til andre,
Det var nu ikke længer giørligt, at omgaaes med mine forrige
Venner, med mindre jeg vilde være fornøyet med at begegnes, som en
ringere Giæst, der skulde betale sin Viin med Spøg og Flatterie; Men
jeg besluttede, aldrig at beqvemme mig hertil, undtagen, om det ende¬
ligen skulde være, iblant dem, som aldrig havde kiendt mig i min forrige
Velstand og Overflødighed. Jeg flyttede derfor til en anden Ende af
Byen, og søgte andre Coffee=Huuse, hvor jeg snarligen kom i Bekiend¬
skab og Anseelse hos adskillige unge Herrer af høy Byrd og store Mid¬
ler,
2


i af
ndbilding med Haab om Be¬
fornøye min
ler, og begyndre i
fordring, omendskiønt ikke med saa stor Tillid, som da jeg havde min¬
dre Forfarenhed.
Den første støre Seyer, som denne ny Forandring hialp mig til
at vinde over mig selv, var, naar jeg beqvemmede mig til at tilstaae
for et Sælskab, som bød mig til en kostbar Forlystelse, at mine Jnd¬
komster strakte ikke til saadanne gyldene Lystigheder. Jmidlertid vilde
de dog ikke tillade, at jeg skulde blive borte, saa at jeg, efter mange Und¬
skyldinger, omsider lod mig overtale til at holdes fri. Jeg tog denne
Leylighed i agt at udbede mig deres Bistand til at faae noget Embede
eller Tieneste, hvilket de eenstemmigen lovede at forskaffe mig ved deres
forenede Forbøn og Anseelse.
Jeg var nu kommet i en Underdanigheds Stand, og næsten et
hvert Menneske, som jeg saae, gav mig enten Haab eller Frygt. Der¬
som det er ulyksaligt at have een Patron, hvor stor er da ikke hans Elen¬
dighed, som har mange? Jeg var forpligtet til at føye mig efter tusen¬
de Urimeligheder, at være deelagtig i tusende Daarligheder, og at hol¬
de med tusende Vildfarelser. Jeg leed utallige Plager og Sinds
Græmmelser, thi omendskiønt jeg blev ikke begegnet med Haardhed eller
ubarmhiertig Foragt, saa dog med nogen Skiødesløshed, som vil al¬
tid snige sig ind, end og hos de frommeste og artigste Gemytter, naar
de omgaaes med dem, som ere i slettere Omstændigheder, og hvor der
ikke er den indbyrdes Frygt og Ærbødighed, som findes iblant dem,
der ere af lige Stand og Vilkaar. Jeg fandt at Friheds Mood og
Styrke svækkedes hvert Øyeblik hos mig, og en Slavisk Frygt for at
mishage blev efter haanden Mester over min gandske Opførsel, indtil
omsider intet Ord, ingen Miine, ingen Gierning var min egen. Jo
meere omhyggelig jeg blev for at behage, jo mindre blev min Magt til
at behage, og jeg blev stedse formørket med Banghed og Mistrøstning,
naar det var mig meest magtpaaliggende at umage mig for at skinne.
Mine Patroner betragtede mig som en, der hørte det gandske Sæl¬
skab til i Almindelighed, og at ingen i særdeleshed var skyldig til at be¬
byrde sig med Omsorg for min Velfærd; de giorde sig derfor ingen Be¬
tænk,


tænkning over at forsømme nogen Leylighed til at befordre mig
efterdi
enhver tænkte, at det meere tilkom, eller bedre kunde skee ved en anden.
Jeg skal i et andet Brev give eder en Beretning om de Løfter og For¬
ventelser, som ere givne mig, hvorledes jeg er blevet bedraget i min
Forhaabning, og hvad Forandringer mit Liv siden har været underka¬
stet; jeg haaber, at dette vil tiene til at viise, hvor ilde hand anlegger
sin Sag, som venter Lyksalighed uden Frihed. Jeg er &c.
Eubulus.
Siæle=Gaven.
Oront, som, skiønt hand var en meget fattig Mand,
J Verden havde dog den store Lykke fundet,
Hvor af sig Hyrder tit mod Fyrster rose kand,
At være med en kiær og trofast Ven forbundet,
Blev syg. Hans kloge Læge saae
Af visse Tegn, at Haab om Redning ikke
Her havde Sted; hand gav den Syge at forstaae,
At hand sit Huus kun skulde snart beskikke.
Oront, som vilde sig fra Verden nu unddrage,
Og fri i Sind og Aand mod Dødens Komme tage
Bad, at mand vilde strax Bud sende til hans Ven;
Hans Ven indfandt sig hastigen.
Oront ham kiærligen omfavner, sigende:
Jeg døer; og alt, hvad GUD mig her har vildet give,
Vil jeg dig skænke og forskrive,
Min Søn, at give ham en god Optugtelse,
Min Kone, hende at ernære;
Thi du fortiener det, at de skal dine være.


De


er er ingen, som fortiener Rang over andre i Menneskenes Høyag¬
telse, uden de, som stræbe efter at befordre andres Gavn og Lyk¬
salighed, og som ved alle Leyligheder, efter deres Livs Omstændighe¬
der, finde en vis uskrømtet Fornøyelse i at beviise en eller anden Vel¬
gierning. De, som ved store Gaver og høy Byrd ere satte i anseelige
Embeder, ere u-omgængeligen forbundne til at viise nogen ædel Drift
og Begierlighed efter at giøre Verden Tieneste; ellers bliver deres Lykke
en Ulykke, og en ringe ubekiendt Stand er meget ønskeligere. Hvor
Ævne og Lyst ere samlede i een Person, der see vi undertiden høye
Prøver af Dyd, som saaledes forblinde vor Jndbilding, at vi med
Foragt ansee alt det, som vi selv, i Livets nedrigere Stænder, ere mæg¬
tige til at forrette. Men dette er en urigtig Maade at tænke paa, og
en Art af Romansk Galenskab, at bilde sig ind, at mand maae blive
Ærgierrig, Stor og Forvoven, for at være beqvem til at giøre store
Gierninger. Enhver Mand i Verden, som er ikke gandske fattig, har
Magt til at giøre Ting, som ere ikke allene gode og priisværdige, men
og heroiske. Den Borgerlige Dyds store Grundvold er Selv=Fornæg¬
telse; og enhver, som er fri for Mangel paa Livets Fornødenheder, har
Leylighed til at beviise denne ædle Egenskab, og at giøre saa meget, som
hans Omstændigheder vil taale, til andres Hielp og Beqvemmelighed;
og den, som ved slige forekommende Anleedninger giør meere end andre
sædvanligen giøre, fortiener saa stor Høyagtelse af hans Venner, som
om hand havde udrettet saadanne store Bedrifter, der gemeenligen be¬
lønnes med den høyeste Ære. Mænd, som søge det almindelige Beste
ere rettere ulige i deres Omstændigheder end i deres Dyd, og den som
giør alt hvad hand formaaer i en nedrig Stand, er meere en Helt, end
den som forsømmer nogen priisværdig Gierning, som hand har Ævne
til at forrette i en stor Stand. Det er ikke mange Aar siden at Lapi¬
rius, sin ældre Broder til Fornærmelse, blev Eyere af et stort Gods,
som hans Fader testamenterede ham, fordi den førstefødde levede et
ryggesløst Levnet. Broderen, som var gjort arveløs, begyndte omsider
at skamme sig, at angre og forbedre sit forrige Levnet, og blev saa navn¬
kundig for hans gode Egenskaber, som hand tilforn havde været for hans
Vildfarelser. Lapirius, som saae sin Broders Forbedring, sendte ham
en Ny=Aars Morgen følgende Brev:
Høyst¬


Høystærede Broder.
t Jeg sender eder her indsluttet det Testamente, hvori min Fader
gav mig sin Gaard og Gods; havde hand levet til nu, da vilde hand
Hikke givet det bort paa den Maade; hand tog det fra den Mand J
da var, og jeg giver det igien til den Mand, som J nu er. Jeg er
Eders hulde Broder,
og ydmyge Tiener.
Store og høye Siæle foretage vigtige og farlige Bedrifter for an¬
dres beste, og tillige fornøye deres Begierlighed efter Ære; ærlige og
dydige Gemytter, i deres huuslige Levemaade, negte sig selv mange go¬
de Ting, for at fyldestgiøre deres ædelmodige og godgiørende Hierte,
og den Godhed som de have for deres trængende og elendige Venner.
Saadanne Naturer maae mand kalde Guds Forsyyns Magaziner, de
drives ved en hemmelig Himmelsk Kraft, saa at de sætte mindre Priis
paa de Fornøyelser, som Riigdom almindeligen forskaffer, end paa den
Fornøyelse at lætte og trøste et Hierte, som er bebyrdet med Kummer,
at redde en Familie, som er paa Knæene, at skaffe de flittige Arbeyde,
at bevare Umyndiges Arvepart, og at holde Hovedet op paa en sørgen¬
de Fader. Folk, hvis Hierter ere gandske henvendte til at forlyste sig,
eller til at fortiene Penge, høre aldrig efter saadanne ædle Hændelser,
som tildrage sig iblant vindskibelige og godgiørende Mennesker. De vil¬
de ansee det for en By=Roman, om mand skulde fortælle dem om den
ædelmodige Kiøbmand, som forleden Dag sendte dette Brev til en an¬
den anseelig Handelmand, som var i stor Betryk for at hielpe sig selv,
og ved hvis Fald mange hundrede foruden ham selv vare komne i Ulyk¬
ke; men efterdi jeg tænker, at der er meere Hierte, og sand Tapperhed
deri, end i noget Brev, som jeg nogensinde har læst fra Strephon til
Phillis, saa vil jeg indføre det i samme Stiil, som det blev sendt:
Min Herre,
Jeg har hørt om de ulykkelige Tilfælde, som have sat eder i den
yderste Nød paa denne Tiid; og saasom jeg veed at J er en meget
godhiertig, vindskibelig og brav Mand, saa har jeg besluttet at staae
eder bi. Vær ved et got Mood; den som bringer eder dette Brev
har 25000 Rdlr. med sig; og jeg har befalet ham at acceptere eders
Tra¬


9 Tratta paa lige saa meget til for min Regning. Dette gjorde jeg i
Hast, paa det jeg skulde ikke komme for silde til at redde eder; men
J maae trække paa mig, indtil 250000 Rdlr.; thi jeg kand meget vil¬
ligen vove at blive saa meget mindre riig end jeg er nu, for at redde
en ærlig Mand, som jeg elsker.
Eders Ven og Tiener
W. P.
Jeg meener at Montaigne har nogensteds taelt om en Familie=Bog,
hvori alle de Hændelser vare anførte, som havde tildraget sig fra Slægt
til anden; dersom saadan en Bog var til, i de Familier, som havde
Deel i denne Ædelmodighed, da vilde det blive en vanskelig Sag for
de største Huuse i Europa, at fremføre, i deres Familie, et Exempel
paa en Velgierning, som var anvendt bedre, eller paa en behagelige¬
re Maade. Saa barbariskt, u-menneskeligt og afskyeligt det er, at fo¬
retage noget ubilligt, at mangle i Betaling, eller i nogen Maade at for¬
nærme en Kiødmand, saa meget meere priisværdigt er det at beviise ham
saadan en Gunst og Velgierning.
Jeg erindrer at have hørt en, som var et Medlem af Temple, for¬
tælle en Historie, som skal have tildraget sig i dette Collegie-Huus, hvor
de i forrige Tider havde den Vane at udvælge en Konge for en vis Tiid
af Aaret, og at bevilge ham hans Udgifter paa Sælskabets Regning.
En af vore Konger, sagde min Ven, gik lidet for vidt med sin Konge¬
lige Tilbøyelighed, og der blev beskikket en Commission for at underfø¬
ge hvorledes hand forvaltede hans Skatkammer. Jblant andre Ting
blev mand vaer, at Hans Majestæt havde incognito gaaet i Kloster¬
Gangen, og hørt en fattig Mand sige til en anden, at saadan en liden
Sum vilde giøre ham til den lyksaligste Mand i Verden. Kongen a
hans Kongelige Medlidenhed erkyndigede sig underhaanden om denne
Mands Caracter, og da hand befandt, at hand var værd at beviise
Barmhiertighed, saa sendte hand ham Pengene. Da Commissionen
læste denne Beretning, blev hans Regning af det heele Huus samtykt
med stor Berømmelse uden videre Undersøgning, saa snart de havde hørt
denne Post deraf:
Rdlr. Mk. s.
For at giøre en Mand lykkelig . 50-


No. 26
Bie=Kuben.
Eller
Andres Tanker.
Pauperiem metuens potiore metallis
Libertate caret.
Min Herre,
S¬
aasom det er naturligt for et hvert Menneske at tænke
om sig at hand er af nogen Betydenhed, saa vil J, som en
Mand der kiender Verden, lætteligen tilgive mig, dersom jeg
bilder mig ind, at den forrige Deel af min Fortælling har giordt eder
begierlig efter at vide det efterfølgende; Jeg vil derfor, uden videre Op¬
hold, fare fort med min Fortælling.
I dette lystige Sælskab, som jeg nu var antaget i, fandt jeg alle
de Tillokkelser og Forlystelser, som Venskab imellem unge Folk altid for¬
skaffer; her var den Aabenhiertighed, som naturligen virkede Fortrolig¬
hed; den venlige Belevenhed, som, i nogen Maade, giorde min Under¬
givenhed lættere; og de inderlige Venskabs Forsikkringer, som opvakte
mit Haab. Naar vore Hierter vare opfyldte med Lystighed, da bleve
Løfter udøste med en u=indskrænket Ødselhed; Liv og Formue vare kun
et utilstrækkeligt og ringe Offer for Venskab; men naar den Time kom,
da der skulde giøres noget virkeligt Forsøg, saa fandt jeg almindeligen
med Græmmelse, at min Nytte og Velfærd veyede intet imod den aller¬
ringeste Forlystelste, og at enhver ubetydelig Forhindring blev agtet som
en tilstrækkelig Undskylding for at lade mig fremdeles leve i Uvished


og Mangel. Deres Godhed var visseligen oprigtig; naar de lovede
mig noget, havde de ikke i Sinde at bedrage mig; men den samme
Ungdoms Fyrighed, som antændte deres Velvillighed imod mig, op¬
hidsede, i samme Grad, alle andre Passioner, og jeg blev forglemt,
saa snart nogen ny Fornøyelse tildrog sig deres Agtsomhed.
Vagario sagde en Aften til mig, at all min Bekymring skulde nu
snart have Ende, og begiærte, at jeg skulde, fra denne Dag, la¬
de ham alleene have Omsorg for min Lykke; thi en anseelig
Tieneste var samme Dag blevet ledig, og hand vedste at hand for¬
maaede saa meget paa sine Steder, at hand kunde forskaffe mig
den i morgen. Hand begierte derfor, at jeg vilde komme gandske
tiligen til ham, paa det hand kunde betimeligen blive paaklædt for at
opvarte en vis Minister, førend nogen anden Ansøgning blev gjort der¬
om. Jeg kom paa den bestemte Tiid, opfyldt med den inderligste Tak¬
nemmelighed; hans Tiener sagde til mig, at hans Herre havde, ved
sin Hiemkomst i Aftes, fundet een af sine Venner, som vilde reyse U¬
denlands, denne havde overtalet ham til at giøre ham Sælskab til Do¬
ver, og de vare reyste bort to Timer for Dag.
Engang var jeg meget nær ved at blive befordret, ved min bevaag¬
ne Ven Charinus, som, efter min Begiering, gik hen at søge
et Embede for mig, som hand meente at jeg kunde beklæde med stor Be¬
rømmelse, og i hvilket jeg skulde have mange Leyligheder til at befordre
hans Nytte og Anseelse igien; og hand glædede sig ved at forestille sig
de indbyrdes Tienester, som vi skulde beviise hinanden, og den Frem¬
gang vi skulde giøre ved vore forenede Kræfter. Hand gik derfor ud,
lige stærkt drevet af Venskab og Ærgierrighed, og lod mig imidlertid
have Stunder til at berede mig paa at giøre min Taksigelse, naar hand
kom igien. Langt om længe kom hand og fortalte mig, at hand paa Veyen
havde fundet et Sælskab, som vilde drage ud og spiise paa et Lyst=Sted
uden Porten; at Fruentimmerne havde saa indstændigen begiært at hand
vilde drage med, at hand kunde ikke sige dem Ney; og at, siden hand
nu havde spiist med dem, saa var hand kommet tilbage for at klæde sig
om til ef Ball, som hand var indbudet til i Aften.
Min


rme¬
Min Befordring, har fundet mangfoldige Forhindri
delst Skrædere og Perykmagere, ved hvis Forsømmelse i at forfærdige
deres Arbeyde mine Patroner ere holdte fra at komme til Hove; og en¬
gang mistede jeg en anseelig Tieneste, ved en Tieners Seendrægtig¬
hed, som var sendt hen i en Tobaks=Boed, for at lade fylde hans
Herres Snuus=Daase.
Til sidst tænkte jeg at all min Bekymring havde Ende; Thi en
Tieneste blev ledig, som Hippodamus forsikkrede mig om, efterdi hans
Fader havde Magt til at give den bort, som da var paa Landet, og
kunde derfor ikke saa hastigen besætte den; derforuden vilde hans store
Kierlighed til hans Søn ikke negtet ham en mindre billig Begiæring.
Hippodamus reyste derfor ud med største Hast, og jeg haabede hver
Time at faae Efterretning om et lykkeligt Udfald. Jeg ventede en Tiid¬
lang, uden at høre noget fra ham, men omsider fik jeg et Brev fra
Newmarket, (det Sted, hvor der holdes Veddeløb med Heste)
hvori hand lod mig vide, at saasom hand paa Veyen havde faaet at
høre, at Veddeløbene vare begyndte, og jeg vedste alt for vel, hvor
hæftig en Lyst hand havde dertil, saa maatte jeg ikke forundre mig over,
at hand havde ikke kundet forsømme at bivaane hans Hoved=For¬
lystelser.
J vil ikke forundre eder over, at jeg til sidst blev keed af at have
unge Herrer til Patroner; allerhelst da jeg befandt, at jeg i Alminde¬
lighed ikke kunde love mig større Troskab af dem, naar de bleve ældre;
thi jeg mærkte, at ligesom de tiltoge i Stadighed, saa aftog deres Vel¬
villighed, og at de bleve koldsindigere til at befordre min Lykke, ligesom
de bleve omhyggeligere for at befordre deres egen. Jeg blev overbeviist
om, at deres Gavmildhed var alleneste Ødselhed; at de, ligesom Hæn¬
delserne forefaldt, vare ligesaa ædelmodige og godgiørende imod Laster
som Dyder; at deres Venskabs Heede var intet andet end en Virkning
af deres Ubesindighed, og at de regnede det, at hielpe en Ven, allee¬
neste iblant aldre Fornøyelser af deres Passioner.
Jeg fattede derfor nu den Slutning, at søge saadanne Mænds
Bevaagenhed, som havde allerede sat sig i en fast Anseelse, som vare i


aa høye Emdeder, at de kunde befordre mig, og havde naaet den Al¬
der, at de ikke vare underkastede pludselige Forandringer i deres Tilbøye¬
lighed. Jeg blev anseet som en Mand, der besad Lærdom og Viden¬
skaber, og fandt derfor lætteligen Adgang til Hilariuss Bord, en Mand
der var berømt for stor Veltalenhed, og ligesaa navnkundig for hans
vidtløftige Kundskab, som for hans ziirlige Stiil og skarpe Forstand.
Hilarius tog imod mig paa saadan en Maade, som udviiste en stor For¬
nøyelse, hand fremstillede mig for alle hans Venner, og vendte sig al¬
tid til mig med den Part af hans Samtale, i hvilken hand meest stræb¬
Jeg havde nu lært at kiende min
te at lade see sin Jndbildings Kraft.
egen Fordeel vel nok, til at give ham Leyligheder til skarpe Anmærknin¬
ger og lystige Jndfald, hvilke jeg aldrig forsømte at igientage og berøm¬
me. Saaledes vandt jeg dagligen meere og meere hans Bevaagenhed;
indtil ulykkeligen, da Sælskabet engang var meere anseeligt end ellers,
hans Begierlighed efter at berømmes drev ham til at vende sin kortvilli
ge Skiæmt imod mig. Jeg taalte det en Tiidlang med stor Ydmyg¬
hed, og jo meere det lykkedes ham, jo meere opmuntredes hand til at
fare fort med at angribe mig; indtil omsider min forfængelige Ære=Sy¬
ge overvandt min Klogskab, saa at jeg igiendrev hans Giækkerie med
saadan Fremgang, at Hilarius, som ikke var vant til Modstand, blev
gandske bragt i Forvirring, og fandt snarligen Leylighed til at overbe¬
viise mig, at hans Forsæt var ikke at opmuntre eller befordre en Rival,
men alleeneste at underholde en Snylte=Giæst.
Jeg kom derefter i særdeles Bekiendskab med Argutio en Herre
af høy Adel, og berømt for en skarp Criticus. Hand havde ikke lidet
befordret den Anseelse jeg var kommet i, ved de Berømmelser som hand
ofte havde lagt paa mine Skrifter, i hvilke hand altid tilstød, at der
vare Prøver paa en Forstand, som kunde stige til en høy Grad af Yp¬
perlighed, naar Tiden, eller Underviisning havde indskrænket dens O¬
verflødighed. Hand begierte derfor altid, at jeg skulde raadføre mig
med ham, førend jeg udgav noget nyt Skrift, og gemeenligen foreslog
utallige Forandringer, uden at give tilstrækkeligen Agt paa Skriftets
almindelige Hoved=Hensigt, og uden at bekymre sig det allerringeste en¬
ten om min Stiil og Skrive=Maade, eller om min Maade at tænke
paa; men hand efterlod dog aldrig at paastaae, at disse af ham fore¬
slagne


slagne Forbedringer vare uomgængeligen fornødne, og hand ansaae
det som en oprørisk Gienstridighed, dersom jeg giorde den mindste Jnd¬
vending, eller tog den ringeste Forhaling i at efterkomme hans Villie;
denne Medfart var u-fordragelig for en Skribents Ære, som bilder sig
selv noget ind, og jeg holdt for, at jeg kunde lættere taale alt andet
Tyrannie, end det, som betog mig min egen Forstands Brug.
Min næste Patron var Eutyches en Stats=Mand, som var gand¬
ske hengivet til Rigets Forretninger, og som syntes ikke at have anden
Ærgierrighed end at blive mægtig og riig. Jeg fandt hans Gunst meere
vedvarende end de andres, thi der var altid en vis Priis, for hvilken
den kunde kiøbes. Hand beregnede intet for en mild Miine, for et
naadigt Ord, eller for hans Bevaagenhed; men hand var altid færdig
til at betale rundeligen for den Tieneste, som hand begiærte. Hans
Begiæringer vare vel meget ofte saadanne, som Dyden kunde ikke læt¬
teligen samtykke at fyldestgiøre, men Dyden bør mand ikke raadføre sig
med, naar mand vil giøre sin Lykke ved de Stores Gunst. Hans For¬
retninger bleve dadlede; jeg skrev til hans Forsvar, og blev belønnet
med en Tieneste, hvis Jndkomster jeg aldrig tog imod uden med Sam¬
vittigheds Nag og Angester, i det jeg erindrede, at det var en Ugude¬
ligheds Belønning, en Belønning, som intet hindrede mig fra at kaste
tilbage i min Forførers Ansigt, undtagen den Mangel jeg var kommet
i ved det at jeg havde fortæret min liden Formue i denne u-besindige
Levemaade.
Ved denne Tiid døde min Farbroder uden Testamente, og jeg
blev Arving til et lidet Gods. Jeg havde Mood nok til at forkaste den
Herlighed, som bebreydede og anklagede mig for mig selv, og at undvi¬
ge til en ringere Stand, i hvilken jeg nu stræber at faae Dydens Vær¬
dighed igien, og haaber at giøre nogen Erstatning for min Misgierning
og Daarligheder  det jeg advarer andre, som maae forledes ved den
samme prægtige Glands, at de ere paa Veyen til at slaae sig til en
Levemaade, i hvilken de, ved tnsende Elendigheder, vil tilkiøbe sig det
Privilegium at angre og fortryde deres Daarlighed. Jeg er &c.
Eubulus.


eg erindrer mig aldrig at have læst nogen Afhandling, som er egent¬
ligen skrevet for at viise Dydens Skiønhed og Elskværdighed, uden
tillige at betragte den som en Pligt, og som et Middel til at giøre os
lyksalige baade nu og herefter. Nærværende Betragtning skal alleene¬
ste fornøye sig med at forestille Dyden, saaledes som den i sig selv er
elskelig og giør de Personer elskelige, som den findes hos. Ved det
Ord Dyd forstaaer jeg det almindelige Begreb, som moralske Skri¬
bentere give den, endskiønt den af gudelige og verdslige Mennesker kaldes
med adskillige Navne.
Hyklerie selv gjør Dyden stor Ære, eller rettere at sige, giver den
sin tilbørlige Ret, og hemmeligen tilstaaer, at den er en Prydelse for
den Menneskelige Natur. En Hykler vilde ikke giøre sig saa stor U¬
mag for at paatage en nydig Masqve, dersom hand vedste ikke, at det
var det retteste og kraftigste Middel til at vinde Menneskenes Kierlighed
og Høyagtelse.
Hieroeles fortæller os, at det var et almindeligt Ordsprog iblant
Hedningene, at en viis Mand hader intet Menneske, men hand elsker
alleeneste de Dydige.
Cicero har en meget deylig Tanke, naar hand vil viise hvor elske¬
lig Dyden er. Vi elske en dydig Mand, siger hand, som lever i en
af de yderste Verdens Parter, omendskiønt hans Dyd kand ikke række
til os, og vi kand ikke faae nogen Nytte eller Velgierning deraf; ja,
en som er død for mange hundrede Aar siden, opvækker en hemmelig
Kierlighed og Velvillighed imod sig i vort Hierte, naar vi læse hans
Historie; Ja, det som meere er, en som har været en Fiende af vort
hæderneland, all den Stund hand har ført sine Krige med Retfærdig¬
hed og Menneskelighed; ved hvilken Leylighed Cicexo anfører Pyrrhus
til Exempel, som hand sætter imod Hannibal. Saadan en naturlig
Skiønhed og Elskværdighed har Dyden.
De Stoiske Philosopher, som vare Pedanter i Dyd, tillegge en
dydig Mand alleslags gode Egenskaber, hvad Navn de have kand.
Derfor giver Cicero os denne Beretning om Cato, at hand gik saa


vidt hermed, at hand ikke vilde tilstaae nogen, uden en dydig Mand,
at være smuk. Dette ligner vel meere et Philosophisk Jndfald, end en
viis Mands rette Meening; men Cato paastod det dog med stor Alvor¬
lighed. Kort sagt, disse Viise meente, at de kunde ikke tilstrækkeligen
forestille Dydens Ypperlighed, dersom de ikke derunder indbefattede alle
muelige Fuldkommenheder; og derfor var deres Tanke, at den ikke
alleene i sig selv var deylig, men at den giorde og Legemet selv deyligt,
og fordrev alleslags Legems Ufuldkommenheder fra den Person, som den
boede udi.
Det er en almindelig Anmærkning, at de, som selv have mindst
Følelse af Dyd og Godhed, ønske dog at de, som ere dem paarørende,
maae være gode og dydige; og det er meget mærkeligt, at ingen bliver
stærkere indtaget af Dydens Yndigheder hos det smukke Kiøn, end de,
som ved denne samme Høyagtelse antændes af Lyst til at ødeleg¬
ge den.
Et dydigt Sind i et denligt Legeme er visseligen et smukt Skilde¬
rie, som staaer i sit rette Lyys; og derfor er det ingen Under, at den
giør det smukke Kiøn gandske og aldeles tækkeligt.
Saasom Dyden i Almindelighed er af en elskværdig Natur, saa
ere der nogle særdeles Dyder, som ere meere elskelige end andre, og
disse ere de, som drive os til at giøre got imod andre. Maadelighed,
Afhold, Tro og Andagt ere i sig selv maaskee ligesaa priisværdige som
andre Dyder; men disse som giøre en Mand almindeligen elsket og yn¬
det, ere Retfærdighed, Barmhiertighed, Gavmildhed, og, kort sagt,
alle de gode Egenskaber, som giøre os nyttige for hverandre For
denne samme Aarsag bliver end og en u-ordentlig og ødsel Mand, som
har intet andet at giøre sig til af end en falsk Ædelmodighed og Gav¬
mildhed, ofte meere elsket og agtet end en Person af en meere fuldkommen
Carakter, naar denne særdeles Egenskab savnes hos ham.
Dydens tvende store Prydelser, som fremsætte den i sin fordeelag¬
ligste Gestalt og giøre den gandske og aldeles elskelig, ere et fornøyet
Sind og et got Hierte. Disse følges almindeligen ad, efterdi en Mand kand


ikke være behagelig for andre, dersom hand er ikke rolig i sig selv.
ere begge meget fornødne i et dydigt Sind, for at holde Melancholie
ude fra de mange alvorlige Tanker, som det maae have; og for at hin¬
dre, at dets naturlige Had imod Laster skal ikke falde hen til en for stor
Strenghed og Færdighed til at dadle.
Dersom Dyden er da af saa elskværdig en Beskaffenhed, hvad
kand vi vel tænke om dem, som kand betragte den med Had og Ond¬
skab, eller kand tillade, at deres Afsky for det Partie, som en anden
er hengivet til, udsletter alle de gode Egenskaber, som findes hos ham.
Det Menneske maae være overmaade dumt og tillige u-kierligt, som troer
at der er ingen Dyd uden paa hans Side, og at der kand ikke findes
ærlige og retsindige Folk iblant dem, som have andre Meeninger end
hand selv. Dydige Mænd, omendskiønt de have ulige Begreb, burde
betragte sig selv nærmere forenede med hinanden, end med de lasteful¬
de, som ere af deres Partie; Vi skulde have den samme Kierlighed for
en æragtig Mand, som er en levende Modstander, som vi naturligen
fornemme hos os mod en Fiende som er død. Kort sagt, vi skulde
agte Dyden høyt, endog hos en Fiende, og have Afsky for Laster, end¬
skiønt hos en Ven.
Dette Uge=Skrift bliver hver Torsdag at bekomme i det Kongel. priv.
Bøgtrykkerie ved Stranden, skraas over Prammændenes Laugshuus,
hvor 3de forgyldte Skildter sees over Døren, Arket 2sz.


No. 21.
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker,
At nobis vitæ Dominum quærentibus unum
Lux iter est, & clara dies, & gratia simplex.
Spem sequimur, gradimurq; fide, fruimurq;
futuris,
Ad quæ non veniunt præsentis gaudia vitæ,
Nec currunt pariter capta, & capienda voluptas.
A¬
t det er alle Creaturers høyeste Fordeel at behage Ver¬
dens Herre og Fader, er en Sandhed som er lætteligen beviist,
og derfor almindeligen tilstaaet; og efterdi alle fornuftige Men¬
nesker maae kiende sig skyldige i at have forsømt eller overtraadt de Pligter,
som ere dem foreskrevne, saa har det Menneskelige Sind altid været pla¬
get og undertrykt af Frygt for at blive forladt, forskudt eller straffet af
GUD. Det har derfor været en stor Part af alle Religioner, at for¬
sone Misgierninger, og at fornye det forspildte Haab om Guds Naa¬
de og Bevaagenhed.
De adskillige Maader til at forsone og formilde GUD, som Frygt
og Daarlighed have opfundet, eller som List og Fordeel have seet igien¬
nem Fingre med i Verdens adskillige Parter, omendskiønt de underti¬
den ere en Bebreydelse og Vanære for den Menneskelige Natur, saa
viise de dog i det mindste, at alle slags Folk i alle Verdens Tider have


ved et almindeligt Samtykke skadfæstet den Meening, at det Guddom¬
melige Væsen er barmhiertigt og forsonligt. At GUD vil tilgive, maae
visseligen fastsættes som Religionens første Grund-Sandhed; thi om¬
endskiønt Philosophiens Oprindelse er at kiende, at der er en GUD, saa
vilde denne dog have meget liden Virkning over vor moralske Forhold,
dersom vi ikke troede at hand er barmhiertig. Der kunde ikke være no¬
gen Forhaabning om at nyde hans Beskyttelse eller Forsorg, dersom den
mindste Afvigelse fra det, som er Ret, giorde ham ævigen u-forsonlig;
og et hvert Menneske vilde naturligen drage sine Tanker fra at betragte
en Skaber, hvilken hand maatte ansee som en Herre, der er for reen
til at behage, og for streng til at formilde; som en Fiende, der er u¬
endelig viis og ueendelig mægtig, hvilken hand hverken kunde bedrage,
undflye eller modstaae.
Hvor der er intet Haab, der kand ey heller være nogen Stræben.
En bestandig og aldrig feylende Leylighed kand intet Menneske med all
sin Fliid opnaae her paa Jorden, og derfor kunde vi ikke andet end frem¬
drage vort Liv i en skiødesløs Fortvilelse, og naturligen falde fra en
Synd og Overtrædelse til en anden, dersom Menneskene i Almindelig¬
hed ikke vare forsikkrede om, at de kunde faae Forladelse, og ved be¬
qvemme Midler forsone GUD; thi ved denne Forhaabning kaldes de
tilbage til Dydens Vey, som ved deres Passioner ere forleedte derfra;
ved denne Forhaabning opmuntres de til ny Forsøg, og fastere Bestan¬
dighed, som enten ere blevne afskrækkede ved Vanskelighed, eller for¬
førte ved Skiødesløshed.
J de Tider og i de Verdens Parter, som ere saa langt adskilte
fra hinanden, at mand neppe kand bilde sig ind, at de have haft
nogen Leylighed til at meddeele hinanden deres Tanker, finde vi dog en
almindelig og overeensstemmende Mening og en Forhaabning at for¬
milde GUD ved legemlige Strengheder, at forekomme hans Hævn ved
frivillige Plager, og at stille hans Retfærdighed tilfreds, ved at under¬
kaste sig, hastigen og villigen, en mindre Straf, naar mand havde for¬
tient en større.
Siæle, som ere forenede med Legemer, vil altid finde en Tilbøye¬
lighed


lighed til udvortes Gierninger og legemlige Andagts
Deg
greb, som vi giøre os, uden Hielp af udvortes Ting, der røre vore
Sandser, ere u-stadige, foranderlige og forsvinde lætteligen. Vi ere
ikke mægtige til at døme om, hvor høy en Grad af Overbeviisning vi have,
ved en eller anden særdeles Leylighed, fundet i vore egne Tanker, uden
saavidt vi erindre os den af en vis og kiendelig Virkning. Den som
giennemseer sit Levnet, for derefter at bestemme, hvorvidt hand kand
formode at være GUD tækkelig, kunde sikkert forlade sig paa den Fliid
hand havde anvendt for at forsone GUD, dersom hand engang kunde
ret udfinde og fastsætte den fornødne Liighed, som der bør være imel¬
lem Overtrædelser og Lidelser; men efterdi denne Sikkerhed bliver allee¬
neste en Belønning for Siælens indvortes Reenhed, saa er hand altid
bange for, at hand skulde dømme for hastigen til sin egen Fordeel; at
hand skulde ikke have føølt en sand Fortrydelses Smerte; at hand skul¬
de tage feyl og ansee det for en Afsky, som er kun en Mæthed; eller bil¬
de sig ind, at hans Passioner ere undertvungne, naar de alleeneste
slumre.
Af denne naturlige og billige Mistvik kommer det, at en ydmyg
og beængstet Gudsfrygt lætteligen kand tage de udvortes spægende Øvel¬
ser for Omvendelse, og forlade sig paa Menneskelige Anordninger, og
lade sig af andre foreskrive en vis og fast Regel, og den Straf og Smer¬
te som der udfodres til at forsone GUD. Vi vil aldrig være gandske
uden Hielp og Tilflugt; vi søge i andres Kundskab at raade Bod paa
vor egen Vankundighed, og ere færdige til at forlade os paa enhver
som vil paatage sig at lære og foreskrive os, naar vi have ingen Tillid til
os selv.
Denne Begiærlighed efter at blive forvisset om Siælens Tilstand,
ved nogle udvortes Kiendetegn, og denne Villighed til at stille Sam¬
vittigheden tilfreds ved nogen fastsat Maade, have frembragt de fleeste
af de Undersøgninger og Regler, af de Tvil og Opløsninger, hvorved
den Lærdom om Omvendelsen er blevet gandske forvirret, ligesom de ha¬
ve adskillige Virkninger hos Menneskene, efter deres adskillige Gemyts
Beskaffenhed og Grund=Lærdomme; bløde og bøyelige Gemytter for¬
virres med utallige frygtsomme Tvil og Bekymringer angaaende de for¬


nødne Gradet af Bedrøvelse og Afsky til sig selv; Men da disse Regler ere
ofte fordervede ved Svig, eller gjorte foragtelige ved Lættroenhed, saa
have de, efterdi Sindet gemeenligen falder fra en Yderlighed til en an¬
den, opvakt hos andre en aabenbar Foragt for alle Anordninger, som
kand giøres af andre, for alle kloge Advarseler, ja for alle de befalin¬
ger, som en ordentlig Gudsfrygt foreskriver.
Omvendelse, endskiønt den er vanskelig at øve, er dog læt at for¬
staae, dersom den forklares uden Overtroe. Omvendelse er at for¬
lade en Gierning eller Vane, fordi mand er overbeviist om,
at den har fortørnet GUD. Bedrøvelse, og Frygt og Angest, ere
egentligen ikke Parter af Omvendelsen, men de følge med og høre til
den; ja de ere saa nær forenede med den, at de kand ikke lætteligen skil¬
les derfra; thi de ikke alleene tilkiendegive dens Oprigtighed, men be¬
fordre og dens Kraft og Virkning.
Intet Menneske begaaer en Gierning, af Skiødesløshed eller Modt¬
villighed, hvorved hans nærværende Sikkerhed eller Lyksalighed kommer
Fare, uden at føle Anger og Fortrydelses Sting. Den som er fuld¬
kommen overbeviist om, at hand lider ved hans egen Forseelse, kand al¬
drig undlade at tænke tilbage og udforske den første Aarsag til hans For¬
seelse og Vanlykke; hand forestiller sig, hvorledes hand burde forholdt
sig; hand beslutter at vogte sig for deslige Feyl, endog naar hand veed,
at hand skal aldrig meere have Magt til at begaae den. Jntet Menne¬
ske finder sig bestædt i Fare, uden at føle saadan hæftig Banghed og
skælvende Utaalmodighed, som alle Menneskelige Sikkerheds Midler ikke
ere tilstrækkelige nok til at betage ham; den som engang er sat i Forskræk¬
kelse, bliver hvert Øyeblik angrebet af unyttige Angester, hand legger
stedse et Sikkerheds Middel til det andet, hand skælver af pludselige
Tvil, og forvildes ved de ny Hielpe-Midler, som ideligen forekomme
Dersom da et Menneske, hvis Misgierninger have skilt ham
ham.
ved Guds Naade, kand eftertænke sit Forhold uden Sinds Urolighed,
eller kand slaae den Eftertanke bort, naar hand vil; dersom hand kand
betragte sig selv, som en der hænger over den ævige Fordærvelses Af¬
grund alleeneste ved Livets Traad, som maae snart briste ved sin egen


m slide
Skrøbelighed,
d hvert Øyeblik, dersom hand kand see
sig om, uden at skælve af Forskrækkelse, eller at sukke efter Sikkerhed;
hvad kand saadan en andet dømme om sig selv, end at hand ikke end¬
nu er opvakt til en tilstrækkelig Overbeviisning? efterdi hand beklager
alt Tab høyere end Guds Naades Tab, og frygter meere for all an¬
den Fare end for den endelige Fordømmelse.
At unddrage sig fra Verdens Bekymringer og Forlystelser har ofte
været anbefalet som meget nyttigt for Omvendelsen. Dette er i det mind¬
ste klart, at enhver søger Eenlighed, naar der ved andre Leyligheder
udfodres Overleggelse og Eftertanke, og sandeligen, naar mand vil gaae
sit fremdragne Levnet igiennem, naar mand vil udvikle sine Forretnin¬
ger, som ved utallige Omstændigher ere sammenviklede og adspreedte i
adskillige Hensigter, naar mand vil udforske Hiertets første Bevægelser,
naar mand vil udrydde Lyster og Begiærligheder, som have saa dybe og vidt
udspreedte Rødder, da maae mand tilstaae, at der udkræves nogen
Undvigelse fra Spøg og Tummel, fra Forretninger og Daarlighed.
Nogen Opsættelse i daglige Handteringer, noget Ophold i legemlig
Sorrig og Fornøyelse er utvilagtigen fornøden for den, som overveyer
de Ting, der angaae Ævigheden; som anlegger den eneste Plan, i
hvilken et ulykkeligt Udfald kand ikke igien oprettes; og som undersøger
det eneste Spørsmaal, hvori en Forseelse kand ikke igien forbedres.
Udvortes Strengheder og Spægelser ere Midler ved hvilke Sin¬
det opvækkes og faaer Munterhed og Styrke, ved hvilke Forlystelsernes
tiltrækkende Kraft for en Tiid svækkes, og de kiødelige Lysters Lænker
brydes. En af Lære=Fædrene har anmærket, at den som indskræn¬
ker sig selv i de tilladte Tings Brug, vil aldrig forgribe sig
paa de Ting, som ere forbudne. Afhold er, om intet meere, dog
i det mindste en varlig Tilbagevigelse fra den yderste Pynt af Tilladelse,
og giver den Sikkerhed, som kand ikke fornuftigen haabes af den, som
tør altid flaggre over Fordervelsens Afgrund, eller finder Behag i at
nærme sig til de Forlystelser, som hand veed ere skadelige at tage Deel
Strænghed og Afhold er det rette Middel mod en efterladen Frihed;
Sindets saavelsom Legemets Sygdomme helbredes ved de Midler, som
ride


til disse stridi¬
Chade
ora
stride tvert imod de Ting,
ge Ting skulde vi villigen beqvemme os, dersom vi vare saa bange for
at synde, som vi ere bange for at lide.
Omvendelsens Fuldbyrdelse og Hoved=Sum er Livets Forandring.
Den Bedrøvelse, som lærer os ikke Varlighed, den Frygt, som skyn¬
der os ikke til at undflye, den Strenghed, som ikke retter vore Lyster
og Begierligheder, ere forgæves og unyttige. Men Bedrøvelse og Skræk
maae naturligen gaae for Omvendelsen; thi hvad anden Aarsag kand
befordre den? den derfor, som føler sig for=uroliget af sin Samvittig¬
hed, bekymret for at komme i en bedre Stand, nedslaaet ved Erin¬
dring om hans begangne Forseelser, maae billigen slutte, at Omven¬
delsens store Verk er begyndt, og haabe ved stille Eensomhed og ivrig
Bøn, som ere de naturlige og gudelige Midler til at styrke hans Over¬
beviisning, at indprente i sin Siæl saadan en Følelse af Guds Nær¬
værelse, der kand overvinde de verdslige og timelige Forlystelsers Til¬
lokkelser, og giøre ham mægtig til at gaae frem fra en Grad af Hellig¬
hed til en anden, indtil Døden skal sætte ham i Frihed for Elendighed
og Fristelse.
aar jeg paa Dommens Dag opvækkes skal af Døde,
Og fuld af Synd og Skræk min Skabers Ansigt møde,
Med hvad Samvittighed, med hvilken Angst og Vee
Vil jeg Misdæder da all Verdens Dommer see!
Da nu, imedens jeg Forladelse kand finde
Jmedens jeg endnu min Dømmers Gunst kand vinde,
Frygt, Skræk og Bævelse indtage saa mit Sind,
Naar mig alleeneste den Tanke falder ind.
Hvorledes vil jeg da, O HErre, for dig træde,
Naar du beklæde skal dit høye Dommer=Sæde
Med all din Majestæts og Strengheds fulde Pragt,
Og jeg saa syndefuld for dig skal blive bragt?


Men


Men du jo lovet har den, som sin Synd begræder,
Og med en knuset Siæl til Naade=Stolen træder,
At angergivne Suk og Graad skal vende af
Den ævigvarende og velfortiente Straf.
See da den Sorrig an, som giør mit Hierte bange,
Før det for silde er din Naade at erlange,
Og hør min Frelsers Suk i Døden for min Synd,
At disse give maae min Sorrig større Fynd.
Min Siæl da aldrig skal for Syndens skyld forsage,
Og tvile om at du den vil til Naade tage,
Thi din eenbaarne Søn er derfor død for mig,
Paa det jeg skulde faae Forladelse af dig.
blant alle de Betragtninger, som gemeenligen opkomme i et sygt
W Menneskes Sind, der har Tiid og Lyst til at betragte sin
tilstundende Ende, er der ingen meere naturlig end denne, at hand skal
nu gaae hen at fremstilles nøgen og uden Legeme for den, som skabte
ham. Naar et Menneske betænker, at saa snart Livets Baand er op¬
løst, da skal hand see det høyeste Væsen, som hand nu betragter langt
fra og alleneste i hans Gierninger, da maae hand være forfaldet til en
overmaade Sandseløshed og Dorskhed, dersom hand bliver ikke oprørt
ved saadan en Tanke.
Saasom et tænkende Menneske kand ikke andet end blive meget be¬
væget ved den Forestilling, at hand skal møde for det Væsen, som in¬
gen kand see og leve; da maae hand endnu meere bevæges ved at
betragte, at dette Væsen, som hand skal møde for, vil undersøge alle
hans fremdragne Levnets Gierninger, og belønne eller straffe ham der¬
efter. Jeg maae tilstaae, at jeg holder for, der er ingen Religion,
undtagen den Christelige, som kand mueligen opholde og trøste den al¬
lerdydigste Person under denne Tanke. Lad et Menneskes Uskyldighed
være saa stor som den vil, lad hans Dyd stige til den høyeste Fuld¬
kom¬


kommenheds Grad, som kand opnaaes i dette Liv, der vil dog stedse
findes hos ham saa mange hemmelige Synder, saa mange Menneske¬
lige Skrøbeligher, saa mange Vand kundigheds Overtrædelser, saa man¬
ge Forseelser af Overilelse eller vrange sprudfattede Meeninger, saa man¬
le u-forsigtige Ord og Tanker, og kort sagt, saa mange Ufuldkommen¬
heder og Mangeler i hans beste Gierninger, at hand umueligen, uden
Hielp af den Forsoning, som Christendommen har aabenbaret os, skul¬
de blive reen og frikiendt for hans høyeste Dommer, eller skulde være
mægtig til at bestaae for hans Aasyn. Vor hellige Religion tilbyder
os det eneste Middel, hvorved vor Skyld maae borttages, og vor u¬
fuldkomne Lydighed maae blive behagelig.
vem er den Mand, som jeg saaledes seer mishandlet,
Er det min Frelser og min GUD
Hvis gandske Legem er til Saar og Blod forvandlet,
Som af hans Aarer strømmer ud?
Er det den Mand, som har saa mange sig forbundet
Ved tusende Velgierninger?
Hvad Skold, hvad Synd, hvad Last har mand hos hannem fundet,
Som ligner disse Lidelser?
Hand vilde ikke Stor i Pragt og Høyhed være,
Den Største i at giøre got;
Thi maae hans reene Liv og viise Lærdom bære
Den stolte Verdens Had og Spot.
Jeg vil, min Frelser, Dig endog i Døden kiende
og i Din dybeste Foragt,
Kiend Dig igien ved mig, naar jeg mit Liv skal ende,
Og see Dig i Din Guddoms Pragt!
Dette Uge=Skrift bliver hver Torsdag at bekomme i det Kongel. priv.
Bogtrykkerie ved Stranden, skraas over Prammændenes Laugshuus,
hvor 3de forgyldte Skildter sees over Døren, Arket 2s.


No. 22
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker.
Pone me, pigris ubi nulla campis
Arbor æstiva recreatur Aura
Dulce ridentem Lalagen amabo
Dulce loquentem.
V¬
or nærværende Stands Lyksalighed og Elendighed reyser
sig endeel af vore Følelser, endeel af vore Meeninger; en Part
er os tildeelt af Naturen, og en Part er mestendeels tillagt af
os selv. Virkelig Fornøyelse kand vi ikke altid opnaae, og virkelig Pla¬
ge kand vi ofte ikke undgaae. Jntet Menneske kand give sine Marke og
Skove den behagelige Lugt, som de have i Indien; og ingen Philoso¬
phiske Lærdomme vil giøre ham mægtig til at slaae det af sine Tanker,
naar hand føler Smerte af Saar eller Sygdom. Men Fornuften
vil altid raade Bood paa den Ulyksalighed, som kommer ikke af nogen
Lidelser, der trykke os, men af Mangel paa nogen Fornøyelse eller Lyk¬
salighed, som vi ønske os.
Een af de store Konster, hvorved vi kand undgaae alt for stor
Misfornøyelse, er at befrie vort Sind fra den Vane at ligne vor Stand,
imod andres, som have faaet en større Overflødighed af Livets Velsig¬
nelser, eller at forestille os saadan en indbildt Fornøyelses og Sikker¬
heds Stand, som maaskee intet Menneske kand opnaae. Faa Mennesker
ere satte i saadan en bedrøvet og kummerfuld Stand, at de jo hver


Dag kand see andre som ere meere forlørne og elendige, af
hvilke de
maae lære at være fornøyede med deres Deel.
Jngen Uleylighed er mindre overvindelig ved Konst eller Fliid end
Luftens Umildhed, og derfor er der ingen, som giver bedre Leylighed til
at øva sig i denne Philosophiske Betragtning. En som er fød her i Lan¬
det og besværes af den Kuld som Vinter=Maanederne her føre med sig,
maae tabe meget af sin Kiærlighed til sit Fæderneland, dersom hand la¬
der sin Jndbilding flyve over til Asien, og spatsere der i Skove og Mar¬
ke, som altid ere grønne, ved Strømme, som altid rinde; men der¬
som hand vender sine Tanker til de Nordligste Lande, og betragter de
Folk, for hvilke den største Deel af Aaret er Mørkhed, som ere dømte
til at leve Uger og Maaneder iblant Jis= og Snee=Bierge, da vil
hand snart faae sit Sinds Rolighed igien, og naar hand legger i sin
Kakkelovn, eller slaaer sin Kappe om sig, da vil hand overveye, hvor
stor Aarsag hand har at takke Guds Forsyn, som har ikke sat ham i
Grønland eller Siberien.
Jordens Ufrugtbarhed og Himmelens Strenghed i disse fæle Lande
er saa stor at mand maatte formøde, at Jndvaanernes Sind skulde
være gandske indskrænket til at betragte deres Trang og Elendighed; og
at deres Omsørg for at ikke døe af Kuld eller Hunger skulde udelukke alle
disse Passioner, som i Overflødigheds Lande have saa stor Magt over
Menneskenes Opførsel, og bestemme deres adskillige Carakterer; mand
maatte tænke, at de skulde fordrive Sommeren alleeneste med at samle
Forraad til Vinteren, og Vinteren med at længes efter Sommeren.
Dog er det bekiendt, at Begierlighed efter Lærdøm har og fundet
Vey til disse Fattigdoms og Mørkheds Boliger; Lapland og Jisland,
have deres Lærde, deres Historie=Skrivere og deres Poeter; og Kier¬
lighed, som udstrækker sit Herredom hvorsomhelst der findes Mennesker,
udviiser maaskee den samme Magt i Grønlænderens Hytte, som i de
Østerlandske Monarkes Palatser.
J een af de store Huuler, til hvilke de Grønlandske Familier begi¬
ve sig for at leve tilsammen i de kolde Maaneder, og hvilke mand maae


kalde deres Byer eller Stædet, vare en ung Karl og en Pige, som kom¬
me fra adskillige Kanter af Landet, saa anseelige formedelst deres Skiøn¬
hed, at de andre Jndvaanere kaldte dem Anningait og Ajut, saasom
der holdtes for at de lignede tvende af deres ældgamle Forfædre af sam¬
me Navn, som i fordum Tiid vare blevne forvandlede til Solen og
Maanen.
Anningait hørte i nogen Tiid Ajuts Berømmelser, uden at det
rørte ham meget, men omsider ved jævnlig Omgængelse blev hand ind¬
taget af hendes Yndigheder, og aabenbarede først sin Kierlighed, i det
hand bød hende med hendes Forældre til et Giæstebud, hvor hand satte
for Ajut Rumpen af en Hvalfisk. Ajut syntes vel ikke at finde stor
Behag i denne Artighed, dog mærkte mand, fra den Tiid, at hun
stælden lod sig see uden i en Trøye som var giordt af et hvidt Dyre¬
Skind: hun fornyede ofte den sorte Farve paa hendes Hænder og An¬
sigt: hun prydede hendes Ærmer med Coraller og Muskel=Skaller,
og flættede sit Haar med stor Fliid.
Hendes nette Dragt og den Skiønsomhed hvormed hun prydede
sig, havde saadan en Virkning hos Anningait, at hand kunde ikke læn¬
ger tvinge sig, men besluttede nu at aabenbare hende sin Kierlighed.
Hand forfattede derfor en Sang til hendes Berømmelse, i hvilken hand,
iblant andre heroiske og kierlige Tanker, erklærede, at "Hun var dey¬
lig, som en Foraars Vidie=Busk, og vellugtende som Thimian paa
Biergene; at hendes Fingre vare hvide, som Hav=Kalpens Tænder,
og hendes Smiil behagelig som Jisens Opløsning; at hand vilde
forfølge hende, omendskiønt hun skulde gaae over de indlandske Snee¬
Bierge, eller søge Skiul i de østlige Canibalers Huuler; at hand vil¬
de rive hende ud af Bierge=Troldens Arme, drage hende af Amarocs
Kløer, og redde hende ud af Hafgufas Strube." Hand sluttede
med et Ønske, at "hvosomhelst der skulde fordriste sig til at hindre hans
Forening med Ajut, maatte blive begravet uden hans Bue, og at
i Siælenes Land hans Hovedpande maatte ikke blive brugt til andet
y end at fange Draaberne op, som dryppede ned af de skinnende
Lamper.


Saasom denne Ode blev almindeligen berømt, saa ventede mand,
at Ajut vilde snarligen lade sig overvinde af saadan en inderlig Kierlig¬
hed og fortræflige Sindets Gaver; men Aiut, med Skiønheds natur¬
lige Stolthed, ventede de sædvanlige Frier=Formaliteter; og førend hun
vilde erklære sig overvundet, kom Solen igien, Jisen brød op, og Ar¬
beyds Tiden kaldte alle til deres Forretninger.
Anningait og Ajut droge i nogen Tiid stedse ud i den samme Baad,
og deelte alt hvad de fangede. Anningait forsømte ingen Leylighed at
udviise sit Mood og Tapperhed, i hans Kiærestes Paasyyn; hand an¬
greeb Hav=Hesten paa Jisen, forfulgte Sælhunden ud i Vandet; og
sprang op paa Hvalfiskens Ryg, imedens hand endnu havde Liv i sig.
Hand udviiste ikke mindre Fliid i at samle Forraad af alt hvad der kun¬
de giøre Vinteren fornøyelig; hand tørrede Fiske=Raun og Sælhunde¬
Kiød; hand fangede Dyyr og Ræve og bereedte deres Skind til at
smykke hans Brud med; hand tracteerte hende med Æg, som hand
samlede i Klipperne, og bestrøede hendes Telt med Blomster.
Det hendte sig at en Storm drev Fisken til en anden Kant af
Landet, førend Anningait havde faaet den fornødne Vinter=Forraad;
hand bad derfor Ajut meget indstændigen, at hun vilde dog endeligen
give ham hendes Haand, og følge ham til den Kant af Landet, hvor
hand nu var nødt til at drage hen. Ajut meente at hand endnu ikke
var berettiget til at nyde denne Føyelighed, men foreslog ham, som en
Prøve paa hans Bestandighed, at hand mod Enden af Sommeren
skulde komme tilbage igien til den Hytte, hvor de vare først blevne kiend¬
te med hinanden, og der vente Belønning for hans Fliid og utrættede
Kierlighed.
O deylige Møe,, sagde Anningait, "deylig, som So¬
len der skinner paa Vandet, betænk hvad du har begiært. Hvor læt¬
teligen maae min Tilbagekomst blive forhindret ved en pludselig Frost
eller uventet Snee=Fog og Taage; og da maae jeg fordrive Nætterne
uden min jut. Vi leve ikke, min Smukke, i disse fabelagtige Lan¬
de, som d. Ygnagtige Fremmede beskrive saa overmaade herlige; hvor
det heele Aar er deelt i korte Dage og Nætter; hvor de boe i de sam¬
me Huuse baade Vinter og Sommer; hvor de bygge Huuse i Rader
Hoven paa Jorden; boe hos hinanden fra Aar til Aar; hvor Flokke


af tamme Dyyr gaae paa Græs i Markerne omkring dem; hvor de
kand reyse paa alle Tider om Aaret fra et Sted til et andet, paa
Veye som ere indsluttede med Træer, eller over Muure som ere opfør¬
te paa de indlandske Vande, og kand indrette deres Gang igiennem
viide og store Lande ved Syynet af grønne Høye eller adspreedte Byg¬
ninger. End og om Sommeren kand vi ikke reyse over Biergene,
hvor Sneen aldrig tøer op; ey heller kand vi komme til noget fralig¬
gende Sted, uden i vore Baade langs ved Landet. Betænk, Ajut,
nogle faa Sommer=Dage, og nogle faa Vinter=Nætter, og saa har
Menneskets Liv Ende. Natten er Roligheds, Glædskabs og Giæste¬
buds Tiid; men hvad vil den blussende Lampe, den lækkre Sælhund
eller den nydelige Tran være for mig, uden Ajuts Smiil?,
Anningaits Veltalenhed var forgæves; Pigen blev uovertalelig;
og de skiltes ad med de inderligste Løfter at mødes igien førend Vin¬
ter=Nætterne skulde komme.
Endskiønt Anningait blev noget forvirret over Ajuts forhalende
Koldsindighed, saa besluttede hand dog, at hand vilde ikke forsømme
at give hende alle muelige Prøver paa hans ærbødige Kiærlighed, og
derfore skænkte hende, før hand reyste bort, Skind af syv hvide Dyyr¬
Kalve, af fem Svaner og elleve Sælhunde; hand forærede hende tree
Steen=Lamper, ti Krukker med Sæl=Tran, og en stor Kaabber=Kedel,
som hand havde kiøbt paa et Skib for en halv Hvalfisk og tvende Horn
af Søe=Eenhie ninger.
Hjut blev saa meget bevæget ved hendes Beylers Kierlighed, eller
saa meget overvundet ved hans prægtige Gavmildhed, at hun fulgte
ham til Havbredden, og, da hun saae ham træde i Baaden, ønskte
hun lydeligen, at hand maatte komme tilbage med Overflødighed af
Skind og Tran; at hverken Hav=Fruerne maatte snappe ham bort ned
i Dybet, ey heller Bierge=Troldene indslutte ham i deres Huuler.
Hun stod en Tiidlang og saae efter Baaden, hvor i hand gik bort,
og derpaa vendte tilbage til hendes Hytte, taus og forsagt; fra den
Tiid af lagde hun sin hviide Dyre=Skinds Trøye bort, hun lod sit
aar


Haar uflættet henge over Skuldrene, og kom ikke i Dants med de an¬
dre Piger. Hun stræbte at forslaae sine Tanker dermed at hun ideligen
havde noget Fruentimmer Arbeyde for; hun samlede Moos til Vinter¬
Lamperne, og tørrede Græs til at beklæde Anningaits Baade. Af de
Skind, som hand havde foræret hende, giorde hun en Fisker=Klædning
en lille Baad og Telt, altsammen af meget rart Arbeyde, og medens
hun havde hermed at bestille, opmuntrede hun sig med en Sang, i hvil¬
ken hun bad, i at hendes Kiæreste maatte have Hænder stærkere end
Biørnens Kløer, og Fødder hastigere end Rendyrets Fødder; at hans
Piil maatte aldrig feyle, og at hans Baad maatte aldrig blive læk;
at hand maatte aldrig snuble paa Jisen, eller blive afmægtig i Van¬
det, at Sælhunden maatte løbe paa hans Harpuun, og den saarede
Hvalfisk maatte forgæves slaae Bølgerne.
De store Baade, i hvilke Grønlænderne føre deres Familier fra
et Sted til et andet, blive altid roede af Qvindfolk, thi en Mand vil
ikke fornedre sig ved saadant Arbeyde, som udkræver hverken Dygtighed
eller Tapperhed. Saasom derfor Anningait havde intet at giøre, saa
blev hand des meere plaget af hans Kierligheds Tanker. Hand gik tre
gange bag hen i Baaden, med det Forsæt at springe i Vandet og svøm¬
me tilbage til hans Kiæreste, men da hand overveyede, hvilken Elendig¬
hed de maae udstaae om Vinteren, naar de har ingen Tran til deres
Lamper, eller Skind til deres Senge, saa besluttede hand at anvende
disse Uger, i hvilke hand skulde være fraværende fra hende, paa at sam¬
le Forraad til en overflødig Lyksalighed om Vinteren. Hand stillede
derfor sit Sind tilfreds saa got som hand kunde, og udtrykte sit Haab,
sin Sorrig og sin Frygt i afbrudte Suk og upyntede Betragtninger.
O skrøbelige og ustadige Liv, sagde hand, " hvor skal det ulyksalige
Menneske finde din Liige uden i Jisen, som flyder paa Havet? den
skyder sig op i høye Taarne, den glimrer langt fra, imedens Stor¬
men driver den, og Bølgerne slaae paa den, Solen smelter den oven
til og Klipperne knuse den neden til. Hvad er du, bedragelige For¬
nøyelse, andet end et pludseligt Nord=Lyys, som i et Øyeblik spiller i
Øynene, narrer den Reysende med Haab om Lyys, og derefter ævi¬
gen forsvinder? Hvad er du, Kierlighed, andet end et Hav=Svælg,
som vi nærme os til uden at kiende vor Fare, og drages uformærkt
nær¬


guærmere og nærmere dertil, indtil vi ikke meere have Magt til at staae
imod eller undflye? Førend jeg havde fæstet mine Øyne paa Ajuts
Yndigheder, da jeg endnu ikke havde indbudet hende til mit Giæstebud,
ada var jeg rolig og ubekymret som den sovende Hav=Kalv, jeg var
lystig som Sangerne i Stiernerne. Ah, Ajut, hvorfor betragtede
jeg saa nøye dine Skiønheder? Hvorfor, min Smukke, bød jeg dig
til Giæst? Dog, vær tro, min allerkiæreste, kom Anningait ihu, og
mød mig ved min Tilbagekomst med Jomfruelig Smiil. Jeg vil ja¬
ge efter Dyrene, jeg vil undertvinge Hvalfisken, jeg vil være u-mod¬
staaelig som Mørkhedens Frost, og utrættelig som Sommerens Sool.
Jnden faa Uger skal jeg komme tilbage riig og lyksalig; da skal jeg
giøre dine Slægtinge Giæstebudder af Fiske=Ravn og Marsviin; Ræ¬
ven og Haren skal bedække din Seng, Sælhundens stærke Huud skal
beskytte dig for Kulden og Hvalfiskens Feedme skal oplyse din Bolig.
Jmedens Anningait med disse Tanker lindrede sin Sorrig og op¬
muntrede sin Fliid, fandt hand at de vare nu komne omkring Forbier¬
get af Landet, og faae Hvalfiskene sprudende langt borte. Hand satte
sig derfor selv i sin Fisker=Baad, kaldte sine Stalbrødre til deres adskil¬
lige Forretninger, brugte hans Aare og Harpun med utroeligt Mood
og Færdighed, og i det hand deelte sin Tiid imellem Jagt og Fiskerie,
saa glemte hand en Tiidlang den Elendighed, som hans Fraværelse,
Frygt og Mistanke kunde foraarsage ham.
Jmidlertid hændte det sig, at Ajut gik engang og tørrede nogle
Skind i Solen, og, u-agtet hendes skiødesløse Dragt, blev særdeles
betragtet af Norngsuk, da hand kom fra Jagten. Norngsuk var vir¬
keligen af en anseeelig Byrd. Hans Moder var død i Barsel=Seng,
og hans Fader, den meest forfarne Fisker i Grønland, var omkommet
i det hand alt for ivrigen forfulgte Hvalfisken. Hans Rigdom var lige
saa stor som hans Værdighed; hand var Herre af fire Mænd- og to
Kone=Baade, havde halvfemtesindstinge Fade Tran i hans Vinter=Bo¬
lig, og fem og tiuge Sælhunde begravne i Sneen, til Forraad imod
den mørke Vinter. Da hand saae Ajuts Skiønhed, kastede hand strax
over hende Skindet af et Dyyr, som hand havde taget, og strax efter
forærede hende en Coral=Green. Hjut vegrede sig for at tage imod hans


ledet for
ge nogen?
Gaver, og besluttede at hun vilde ikke
Anningait.
Da Norngsult saae sig saaledes afviist, tog hand sin Tilflugt til
List. Hand vidste at Ajut vilde raadføre sig med en Angekkok eller
Spaamand, angaaende hendes Kiærestes Skæbne, og hendes tilstun¬
dende Levnets Lyksalighed. Hand vendte sig derfor til den berømme¬
ligste Angekkok paa den Kandt af Landet, og, ved en Foræring af to
Dælhunde og en Steen=Kiedel, fik det Løfte af ham, at naar Ajut
skulde komme og spørge ham, da vilde hand sige, at hendes Kiæreste
var i Siælenes Land. Kort derefter bragte Ajut ham en Klædning,
som hun selv havde syet, og spurte hvad Hændelser der skulde møde hen¬
de, med Forsikring om meget større Belønning, ved Anningaits Til¬
bagekomst, dersom hans Spaadom traf ind med hendes Ønsker. An¬
gekkoken forstod paa hvad Maade mand skulde blive riig, og forkyndte
hende, at Anningait havde allerede fanget to Hvalfiske, og vilde snart
komme tilbage med en stor Baad fuld af Forraad.
Denne Spaadom befalede hand at hun skulde holde hos sig selv,
og Norngsuek, forladende sig paa hans listige Anslag, begyndte igien
at frie til hende med større Fortrøstning; men da hand fandt, at hans
Ansøgning blev endnu afviist, vendte hand sig til hendes Forældre med
Gaver og Løfter. Den Grønlandske Riigdom er alt for mægtig for en
Grønlænders Dyd, de forglemte Anningaits Fortienester og Forærin¬
ger, og bestemte Ajut til at blive Norngsuks Brud. Hun bad, hun
forestillede, hun græd og jamrede sig; men da hun fandt at Riigdom
var u-modstaaelig, saa undvigede hun op i Landet, og levede i en Huu¬
le af de Bær som hun kunde sanke, og de Fugle eller Harer, som hun
kunde fange; imidlertid forsømte hun ikke, paa saadan en Tiid, naar
hun formodede at ingen skulde blive hende vaer, at gaae hen hver Dag
og see ud over Søen, paa det hendes Kiæreste skulde ikke savne hende
ved hans Tilbagekomst.
(Fortsættelsen følger hernæst.)
Dette Uge=Skrift bliver hver Torsdag at bekomme i det Kongel. priv.
Bogtrykkerie ved Stranden, skraas over Prammændenes Laugshuus,
hvor 3de forgyldte Skildter sees over Døren, Arket 28.


No. 23.
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker,
(Fortsættelsen af No. 22.)
E¬
ndeligen saae hun den store Baad, i hvilken Anningait var gaaet
bort, drivende langsom og tung beladt langs under Landet.
Hun løb med all den Længsel og Utaalmodighed, som Kierlig¬
hed opvækker, ned til Stranden for at omfavne sin Kiæreste og at for¬
tælle ham hendes Bestandighed og Lidelser. Da Sælskabet kom til
Landet, fortalte de hende, at Anningait, da Fiskeriet var endt, kunde
ikke taale at blive i den støre Baad, fordi den gik saa meget langsomt;
hand var derfor seylet forud i hans Fisker=Baad, og de ventede ved
deres Ankomst at have fundet ham paa Landet.
Ajut blev saa forstyrret over denne Efterretning, at hun vilde igien
flye op i Landet paa Biergene, uden at vide hvorfor, saasom hun var
nu i hendes Forældres Hænder, som tvang hende til at gaae tilbage til
deres egen Hytte, og stræbte at trøste hende, men da de omsider lagde
sig til Hvile, gik Ajut ned til Strandbredden, hvor hun fandt en liden
Fisker=Baad, i hvilken hun satte sig, uden nogen Betænkning, og da
nogle forundrede sig over hendes ubesindige Hastighed, sagde hun til dem,
at hun vilde drage ud for at opsøge Anningait; hvorpaa hun roede bort
med stor Hyrtighed, og mand saae hende aldrig meere.


gav Anleedning til adskillige Gis¬
Disse elskende Personers Skæbn
ninger og Digt. Nogle ere af den Mening at de beeve forvandlede til
Stierner; andre bilde sig ind, at Anningait blev paa hans Reyse bort¬
snappet af en Bierge=Trold, og at Aiut var omskabt til en Hav=Frue,
og holder endnu ved at leede efter sin Kiæreste i den vilde Søe. Men
den almindelige Meening er, at de ere begge i den Part af Siælenes
Land, hvor Solen aldrig gaaer ned, hvor deres Tran er altid frisk og
deres Forraad altid varm. Jomfruerne kaste undertiden et Fingerbølle
og en Syenaal ud i Fiorden, hvorfra den ulyksalige Møe drog bort;
og naar en Grønlænder vil priise et par Ægte=Folk for en dydig Kier¬
lighed, da forsikkrer hand, at de elske ligesom Anningait og Ajut.
Quod si Platonis Musa personat verum,
Quod quisg; discit, immemor recordatur.
nældgammel Skribent fortæller om de Perser, at Hoved=Sum¬
men af deres Optugtelse bestod i at lære Ungdommen at ride, at
skyde med Bue og at tale Sandhed:
At ride og at skyde lærte de lætteligen, men det skulde været lykke¬
igt, om vi vare blevne underrettede om, ved hvad Konster Sandruhed
blev indprentet, og ved hvilke Midler et Persisk Gemyt blev forvaret
imod Usandfærdigheds Fristelser.
Der ere visseligen, i det Menneskelige Kiøns nærværende Førder¬
velse, mange Tilskyndelser til at forsage Sandhed; vi behøve saa ofte
at besmykke vore egne Feyl; vi finde saa ofte Leylighed til at benytte os
af andres Vankundighed eller Lættroenhed; der ere saa mange umiddel¬


som kand undflyes, og saa mange nærværende For¬
bare onde Ting
deele og Forlystelser som kand erholdes ved List og Bedragerie, at gand¬
ske saa iblant dem, som ere meget indviklede i dette Livs Handteringer,
have tilstrækkeligt Mood og Bestandighed til at holde stadigen ved at
øve en aaben Sandruhed.
Paa det at alle Mennesker maatte lære at tale Sandhed, er det
fornødent, at alle skulde ligeledes lære at høre den; thi ingen Slags
Usandhed er meere brugelig end Smiger og Flatteri; hvortil den Bange
forføres ved Frygt, en Undermand ved Fordeel, og en Ven ved Kier¬
lighed. De som hverken ere slavisk egennyttige eller bange, have
dog Lyst til at giøre andre en Fornøyelse og at behage dem; og saa
længe Menneskene blive ved at begiære Roos, som de have ingen Ret
til at fodre, saa vil der altid findes nogle, som enten Haab, Frygt el¬
ler Kierlighed overtaler til at yde den.
Usandfærdigheds Skyld strækker sig meget vidt, og mange, som
deres Samvittighed neppe kand beskylde for at have fornedret sig til en
Løgn, have dog fordervet andres Sæder ved deres hykkelske Roos, og
forsvaret de Laster, som de troe sig selv at have Afsky for.
Sandhed er visseligen ikke ofte velkommen for sin egen Skyld; den
er gemeenligen u-behagelig, efterdi den strider imod vore Ønsker, og
kommer ikke overeens med vor Brug og Sædvane; Og saasom vor Agt¬
somhed naturligen følger vor Fordeel, saa høre vi meget ugierne, hvad
vi ere bange for at vide, og forglemme meget hastigen, hvad vi have
ikke Lyst til at indprente i vor Hukommelse.
For denne Aarsags skyld ere der opfundne mange Konster til at
undervise paa, hvorved vor Leede til Sandhed maa overvindes; og li¬
gesom mand giver Børn Lægedom i Confeet, saa ere Lærdomme blev¬


ne skiulte under tusende Skikkelser, paa det Menneskene
ved For¬
nøyelse kiøbes til at undgaae Fordervelse.
Da Verden var endnu i sin Barndom, kom Sandhed iblant
Menneskene oven fra, og Løgn neden fra. Sandhed var en Datter
af Jupiter og Viisdom; Løgn var født af Daarlighed, der var
blevet besvangret af Vinden. De gik frem med lige Fortrøstning til
at bemestre sig den ny Skabnings Herredom og saasom deres Fiendskab
og deres Magt vare Guderne vel bekiendte, saa vare alle Øyne i Him¬
melen henvendte til at see paa denne Striid.
Sandhed syntes overbeviist om sin større Magt, og billigere Fo¬
dring, og derfor kom frem med en høy og Majestætisk Anseelse, alleene
og uden Bistand; Vel fulgte Fornuften altid med hende, men den
syntes heller at være hendes Tiener, end Stalbroder. Hendes Gang
var langsom og prægtig, men hendes Bevægelse var bestandigen frem
ad, og naar hun engang havde faaet fodefæste, saa kunde hverken Gu¬
der eller Mennesker tvinge hende til at vige tilbage.
Løgn søgte altid at antage Sandheds Miine og Geberder, og var
meget lykkelig i de Konster at efterabe andre. Hun var omringet, op¬
muntret og understøttet ved utallige Legioner af Lyster og Passioner; men
maatte ofte, ligesom andre afmægtige Fyrster, lade sig foreskrive Love af
sine Bundsforvandte. Hendes Bevægelser vare pludselige, u-orden ige
og hæftige; thi hun havde ingen Stadighed eller Bestandighed. Hun
giorde ofte Erobringer ved hastige Overfald og Jndbrud, som hun aldrig
haabede at beholde ved sin egen Styrke, men forsvarede dem
ved Passionernes Hielp, som hun almindeligen fandt at være dristige
og tro.
De


Det hendte
rtiden, at de tvende Fiender komme lige imod
hinanden; J disse Skermydseler indsvøbte Løgnen altid sit Hoved i
tykke Skyer, og befalede Svlig at plante hemmelige Snarer og Fald¬
Strikker omkring hende. J hendes venstre Haand bar hun Ublue¬
heds Skjold, og Sophisteries Kogger raslede paa hendes Skulder.
Alle Passioner vare færdige saa snart hun befalede; Forfængelig Ind¬
bilding klappede med sine Vinger for ved hende, og Haardnakken¬
hed understøttede hende bag til.
Med saadant Følge og Bistand gik
hun undertiden frem imod Sandhed, og undertiden oppebiede hun den¬
nes Angreb. Men altid stræbte hun at skærmydsere langt fra, og be¬
standigen forandrede sin Plads fra en til anden Side, og lod sine Piile
flyve i adskillige Linier; thi hun fandt gandske sikkert, at hendes Styrke
forgik, saasnart Sandheds Øye stirrede hende lige i Ansigtet.
Sandhed havde sin Faders Majestætiske Aasyn, omendskiønt ikke
hans Torden, og naar Stridens Langvarighed bragte dem nærmere
til hinanden, saa lod Løgnen falde Sophisteries Vaaben af sin
Haand, og med begge Hænder holdt Ublueheds Skjold for sig, og tog
sin Tilflugt ind iblant Passionerne.
Sandhed, omendskiønt den ofte blev saaret, blev dog altid til
pas igien i en kort Tiid; men det skeedte almindeligen, at det mindste
Saar som Løgnen fik, udspreedte sin Gift til de nærmeste Parter, og
brød op igien, naar det syntes at være lægt.
Løgnen fandt inden kort Tiid, ved Forfarenhed, at all hendes
Overmagt bestod alleeneste i hendes hastige Løb, og hendes Stands
og Skikkelses Forandringer. Hun befalede derfor Mistanke at rand¬
sage Grunden for ved hende, og vogtede sig med stor Fliid for at kom¬


me tverts over Sandheds Vey; og saasom denne aldrig forandrede sit
Maal, men gik bestandigen frem i den samme Linie, saa var det en læt
Sag at undgaae den, formedelst de krumme og ubestandige Bevægelser,
de hastige Tilbagevigelser og hurtige Bugter og Afveye, som Løgnen
ideligen benyttede sig af, naar Fienden havde indjaget den Skræk ved
sin Ankomst.
Ved saadant Forhold blev Løgnen meere og meere Hersker over
Verden, og hver Time udbreedte sit Herredom i alle Kanter og Lande.
Hvorsomhelst hun udbreedte sine Seyervindinger, der lod hun Passio¬
nerne blive efter sig i fuld Myndighed; hvilke vare saa vel fornøyede med
at befale, at de holdt ud med stor Haardnakkenhed, naar Sandhed
kom for at indtage deres Poster; og de forsømte aldrig at forsinke hen¬
des Fremgang, omendskiønt de kunde ikke altid hindre den. Til sidst
overgave de sig med stor Gienstridighed, med jævnlige Spotte=Gloser
og med suurseende Underdanighed; og havde altid Lyst til at giøre Op¬
rør igien, saa snart Sandhed lod af at holde dem i Ave ved sin umid¬
delbare Nærværelse.
Sandhed, som, da den først nedstigede fra de Himmelske Bo¬
liger, ventede at skulde blevet modtaget med et almindeligt Fryde=Skrig,
afholdt med en inderlig Kierlighed, hørt med Lydighed, og indbudet til
at udsprede sin Kraft fra et Land til et andet, fandt nu, at hvor som
helst den kom, der maatte den med Magt bane sig Vey at komme frem.
Enhver Forstand var tilsperret og opfyldt med forudfattede Meeninger,
og et hvert Hierte besat og indtaget af Passion. Hun kom vel frem
ad, men meget langsomt, og ofte mistede de Stæder, som den havde
erobret og ladet efter sig, i det Begierlighederne giorde et pludseligt Op¬
rør, forlode deres Eed og Pligt, og igien svore under hendes Fiendes
Fane.
Sand¬


Sandhed ble¬
dog ikke svagere, hvor meget Arbeyde og hvor
megen Striid den end maatte udstaae, thi hendes Kraft var u-overvin¬
delig, dog blev hun opirret ved at see sig saaledes bedraget og forhin¬
dret af en Fiende, som hun ansaae med Foragt og som maatte tilskrive
Ubestandighed, Skrøbelighed og List all sin Fordeel. Førbittret derfor
over at see sig bedraget i sit Haab, vendte hun sig til hendes Fader
Jupiter og bad, at hand igien vilde optage hende til Himmelen, og
overlade Menneskene til den Uorden og Elendighed, som de fortiente ved
det at de saa villigen underkastede sig Løgnens uretmæssige Herredom.
Juviter havde alt for stor Medynk med Menneskene, at hand skulde
føye hendes Begiæring, dog vilde gierne lætte hendes Arbeyde og for¬
milde hendes Græmmelse. Hand befalede, at hun skulde raadføre sig
med de ni Gudinder, ved hvad Midler hun kunde lættere blive antaget,
og regiere uden en bestandig Krigs Møye. Det blev da befundet, at
hun hindrede sin egen Fremgang ved hendes strenge og alvorlige Aasyn,
og hendes befalingers Høytidelighed; og at Menneskene vilde aldrig
godvilligen antage hende, førend de lode af at være bange for hende,
thi, ved det at de overgave sig til Løgnen, opofrede de siælden eller
tabte noget af deres Magelighed eller Fornøyelse; thi Løgnen antog
den Skabning og Gestalt som var meest tækkelig, og lod sig altid klæ¬
de, pynte og sminke af Begierlighed. Muserne vævede derfor i
Minervas Væv en los og foranderlig Kiørtel, ligesom den, i hvilken
Løgnen fangede sine Tilbedere; denne iførte de Sandhed og kaldte
hende Digt eller Fabel. Hun gik nu ud igien for at erodre med stør¬
ne Fremgang; thi naar hun begierte at indlades af Passionerne, saa
toge de hende an for Løgnen, og saaledes overlode hende Regieringen
igien; men naar hun havde engang sat sig i Herredom, saa blev hun
snarligen afkiædt ved Fornuften, og fremskinnede i hendes første Ge¬
stalt, med en medfød Glands og u-modstaaelig Værdighed.
Edder¬


Ed¬
Poeten.
Du lille konstige og snilde Haandverksmand,
Som i mit lille Rum dit fine Garn udspender,
Du som i fordum Tiid, om Fabelen er sand,
En deylig Jomfru var, min Stand i din jeg kiender.
Du sikker boer hos mig i en afsides Vraa,
Vi begge trives ey i store Herrers Sale,
Hvor vi en liden Bid, om vi den nyde, maae
Med Livets, Sanddruheds og Dydens Tab betale.
Du af dit Legeme selv spinder dette Næt,
Hvormed du kand dit Liv nødtørftigen ernære;
Min Hierne ligerviis forsyner mig med det,
Som kand mig nu og da en liden Fordeel bære.
Saa vidt er da vort Liv omtrent af lige Stand,
Formodentligen skal vor Død det meere blive,
Naar all vor Kunst og Fliid det ey forhindre kand,
At vi omsider maae af Sult vor Aand opgive.
Dette Uge=Skrift bliver hver Torsdag at bekomme i det Kongel. priv.
Bogtrykkerie ved Stranden, skraas over Prammændenes Laugshuus,
hvor 3de forgyldte Skildter sees over Døren, Arket 2s.


No. 24
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker.
Vere magis, qvia vere redit calor ossibus.
D¬
en Franske Skribent, som har udgivet Menagiana, for¬
tæller os, at hand en Dag var i Sælskab med adskillige fornem¬
me Fruentimmer, og da det kom paa Tale om May=Maaneds
Virkninger, som indgyder Jorden og alle dens Jndvaanere en mild og
behagelig Varme, sagde Marquisen af S. - som var i Sælskabet,
at omendskiønt hun vilde love at være kydsk i alle de andre
Maaneder, saa kunde hun dog ikke sige god for sig selv i May.
Saasom nu denne Maaned tilstunder, saa har jeg bestemt dette Blad
til en Advarsel for det smukke Kiøn, og udgiver det førend April er til
Ende, paa det, i fald nogen af dem skulde snuble, de ikke maae und¬
skylde sig dermed, at de ere ey betimeligen advarede.
Det som bevæger mig hertil, er den Formodning, at ovenanførte
Anmærkning skikker sig lige saa vel for dette, som for det Franske Clima,
og at nogle af vore (Engelske) Fruentimmer ere af samme Naturs
Beskaffenhed som den Franske Marquise.
Jeg skal overlade det til Lægerne og de Naturkyndige at afgiøre,
hvad der kand være Aarsag til saadan en Aarlig Tilbøyelighed; om det
kommer deraf, at Livets Geister, der om Vinteren have været ligesom
frosne og sammenknyttede, blive nu løsgivne og udladte til at sværme;


eller om det forlystende Syyn af Marke og Enge, tillige med Fuglenes
Parren i enhver Busk, naturligen opmuntrer Sindet, og ligesom smelter
det, og giør det lystende efter Fornøyelse; eller og, som nogle have
meent, at et Fruentimmer, ved en Slags naturlig Drift, fristes til at ka¬
ste sig paa en Blomster=Seng, og at ikke lade disse deilige Løybenke,
som Naturen har frembragt, ligge unyttige. Hvad det end og er, saa
seer mand dog meget klarligen denne Maaneds Virkninger hos den ne¬
drigere Deel af Kiønnet, som lever uden Forstilling. Det er paa denne
Tid at vi see de unge Bønder=Piger paa Landet dantse om May=Træet;
hvilken Skik en lærd Antiquarius slutter at være en Levning af en vis
hedensk Afguds=Dyrkelse.
Det er iligemaade paa den første Dag i denne Maaned, at vi see
de rødblussende Malke=Piger yttre deres Fornøyelse ved adskillige Glæ¬
des Tegn, efter adskillige Stæders og Landes brugelige Skikke.
Den samme aarlige Kierligheds=Feber udspreeder sig iblant det
gandske Kiøn, som Mr. Dryden vel anmærker i hans Beskrivelse over
denne lystige Maaned.
For dig, o søde May, sig Skoven nu ifører
Sin favreste, om ey sin første grønne Dragt,
Naturens Konstner=Haand sin muntre Pensel rører,
Og maler Blomsterne med beste Farvers Pragt.
Dig Gratierne selv med deres Dants fornøye,
Og alt hvad yndigt er, for din skyld kommer frem,
Den muntre Ungdom sig, for din skyld, lader nøye
Med liden Morgen=Søvn, og kommer silde hiem.
Du i hvert kælent Bryst en liflig Varme sender,
Og sætter Hierterne i en fornøyet Brand,
Hos nogle du igien den slukte Jld antænder,
Hos andre tænder du ny Elskovs Lue an.
Vi see derfor ofte, at de store Mestere i Maler=Konsten, som have
forestillet denne lystige Aarets Tiid, have afmalet Cupidoer iblant Ze¬
phyrer flyvende op og ned imellem hinanden i deres Malerier.


storligen beklager sig over en vis Telinda, til hvilken det synes at hand
Jeg bekom med sidste Post et Brev fra en Person i Xorke, som
forgæves har friet i disse tre afvigte Aar. Hand fortæller mig, at hand
har i sinde at prøve hende i denne May, og dersom hand naaer ikke sit
Ønske, vil hand aldrig meere tænke paa hende.
Efter at jeg nu saaledes troeligen har advaret det smukke Kiøn, og
viist dem den Fare de ere undergivne i denne vanskelige Maaned, saa
skal jeg dernæst meddeele dem nogle Regler og Erindringer, paa det de
des bedre maae undgaae disse hidsige Febere, som regiere saa alminde¬
ligen i denne Tiid.
For det første vilde jeg raade dem, at de aldrig vove sig ud i Mar¬
ken, uden i Sælskab med en Fader, Moder, Formynder, eller nogen
anden ærbar og fornuftig Person; jeg har tilforn viist, hvor lætteligen
de kand snuble i en Blomsterfuld Eng, og skal fremdeles forestille dem
at betænke, at Proserpina var gaaet ud i May=Maaned for at plukke
Blomster, da hun selv, et langt deyligere Blomster, blev bortsnappet
af den fæle Pluto.
Jeg vil ende denne Erindring med den Advarsel, som Virgilius gi¬
ver unge Folk, der gaae ud for at plukke Blomster og Jordbær, at de
skal tage sig vare for Snogen som ligger skiult i Græsset.
Dernæst kand jeg ikke andet end bifalde de Anordninger, som vore
Astrologiske Læger give i deres Almanakker for denne Maaned, nemlig
en sparsommelig og eenfoldig Diæt, og en maadelig Aareladen.
Under denne Afholds Regel vil jeg tillige advare mine smukke Læse¬
re, at de særdeles vel tage sig i agt, hvorledes de bruge Chocolade, Ro¬
maner og Kierligheds Historier, og deslige hidsige Ting, hvilke jeg anseer
som meget farlige, saa længe dette store Naturens Carnival varer.
Da intet ligger mig meere paa Hiertet, end mine kiære Lands=Fru¬
entimmers Ære, saa vilde jeg bede dem eftertænke, naar deres gode


Forsæt og Mood begynder at vanke, at der ere kun en og tredive Da¬
ge i denne kælne Maaned, og at dersom de kand ikkun vel overstride
denne, saa vil den øvrige Deel af Aaret blive læt for dem. Angaaen¬
de den Part af det smukke Kiøn, som blive i Byen, da vilde jeg raa¬
de dem at være særdeles varlige, hvorledes de bruge deres meest uskyl¬
dige Forlystelser, all den Stund Solen er i Tvillingens Tegn.
Læseren vil mærke, at dette Blad er skrevet for de Fruentimmers
Brug, som agte det umagen værd at føre Kriig imod Naturen, naar
det gielder Æren; Thi hvad den liderlige Hob angaaer, som meener at
Dyden er ikke værd at stride for, men overgive deres Ære og gode
Navn, paa den første Opfodring, da ere saadanne Formaninger og
Advarseler aldeles spildte paa dem. En Skiøge er det samme føyelige
Creatur i alle Maaneder af Aaret, og giør ingen Forskiæl imellem May
og December.
Min Herre,
aasom jeg har fremdraget en stor Deel af mit Liv i Urolighed og
Tvilraadighed, og forsømt mange fordeelagtige Leyligheder, ved en
hassion, som jeg har Aarsag til at troe, at den hersker i adskillige Gra¬
der hos mange Mennesker, saa kand jeg ikke andet end agte mig vel¬
skikket til at advare disse, som ere endnu ikke befængte dermed, om den
Fare de underkaste sig, dersom de lade den faae Overhaand.
Jeg stod i Lære hos en Lærreds=Handler, som gav mig et ugemeent
Skudsmaal for min Fliid og Troskab; i mit tre og tyvende Aar aab¬
nede jeg en Boed for mig selv, med en stor Forraad af Varer, og med
saadan god Credit iblant alle de Kiøbmænd, som vare bekiendte med
min Herre, at jeg kunde bekomme alt hvad jeg forlangte, som var rart
og kostbart. J fem Aar drev jeg min Handel med saadan Fremgang,
som svarede til min bestandige Fliid og ubesmittede Redelighed; jeg var
en dristig Byder ved alle Auctioner, betalte altid mine Regninger før¬
end de vare forfaldne, og tiltog saa stærkt i Berømmelse som Kiøbmand,


at jeg blev almin
an
ørt som et Mønster for unge Kræmmere, og
enhver ventede, at jeg inden faa Aar skulde blive Raadmand.
J denne jævne tiltagende Lykkes Fremgang blev jeg engang over¬
talt til at kiøbe en Lotterie=Seddel. Priisen var ubetydelig; den største
Deel skulde betales ud igien, omendskiønt Lykken slog mig feyl, og der¬
for kunde de Sparsommeligheds Regler, som jeg havde foreskrevet mig
selv, ikke forbyde mig at giøre et saa ringe Forsøg. Seddelen laae næ¬
sten forglemt indtil den Tiid, da Lotteriet skulde trækkes; men end og
da ansaae jeg ikke Sagen for at være af nogen Betydenhed, indtil jeg
af Lotterie=Listerne fik at vide, at det Numer, som var næst mit, hav¬
de faaet den største Gevinst.
Mit Hierte hoppede, da jeg betænkte hvor nær jeg havde været ved
at faae en pludselig Riigdom, hvilken jeg troede, endskiønt tvert imod
Beregnings Reglerne, at jeg havde mistet ved een eneste Hændelse; og
jeg kunde ikke bare mig for at overveye de Følger, som saadant et stort
Lod vilde have frembragt, dersom det var tilfaldet mig. Denne Lyk¬
saligheds Drøm bemægtigede sig meere og meere min Jndbilding. Min
store Fornøyelse i mine enlige Timer var at kiøbe en Herregaard og at
plante Træer, med de Penge, som engang saa nær vare blevne mine;
og jeg kom aldrig i Sælskab med mine Venner, uden at jeg forderve¬
de all deres Lystighed ved idelige Klagemaal over min slette Lykke.
Omsider blev et andet Lotterie aabnet, og jeg havde nu saaledes
ophidset min Jndbilding med Forestilling om en stor Gevinst, at jeg
skulde have trængt mig frem iblant de første Kiøbere, dersom min Jv¬
righed var ikke blevet holdt tilbage ved den Overveyelse, hvilken Seddel
formodentligen kunde være den lykkeligste. Jeg stod længe i tvil imel¬
lem liige og uliige; jeg betragtede Qvadrat og Cubik=Tallene igiennem
heele Lotteriet; jeg undersøgte alle de Tall, som hidindtil havde haft
god Lykke, omsider fæstede jeg mine Tanker paa et Numer, som jeg
troede, formedelst nogen hemmelig Hensigt til mit Levnets Hændelser,
at være bestemt til at giøre mig lykkelig. Opsættelse i vigtige Handte¬
ringer er ofte skadelig; Seddelen var allereede solgt, og mand kunde
ikke finde ham, som havde faaet den.


Jeg begyndte at giætte igien, og efter at jeg havde brugt mange
Konster, for at udfinde et lykkeligt Numer, fæstede jeg omsider mit
Vall paa et andet, men med mindre Fortrøstning. Aldrig har en Fan¬
ge, en Arving, eller Beyler været plaget med saa megen Angest, Uro
og Længsel, formedelst Tidens langsomme Gang, som jeg var, fra den
Tiid jeg havde kiøbt min Seddel og indtil Gevinsterne skulde uddeeles.
Jeg trøstede min Urolighed saa got som jeg kunde, ved det jeg jævnli¬
gen betragtede min tilstundende Lyksalighed; naar Solen stod op, ved¬
ste jeg at den vilde gaae ned igien, og om Aftenen ønskte jeg mig selv
til Lykke, at jeg var nu saa meget nærmere til at naae mine Ønsker.
Omsider kom Dagen, min Seddel kom ud, og belønnede all min Be¬
kymring, Fliid og Klogskab med en lumpen Gevinst af 250 Rdlr.
Mine Venner, som oprigtigen glædede sig over min Lykke, bleve
meget koldsindigen imodtagne; jeg skiulte mig selv i fjorten Dage paa
Landet, at min Græmmelse kunde dunste bort, uden at nogen skulde
mærke det; og derpaa vendte mig igien til min Kram=Bood og begynd¬
te at løtte efter et andet Lotterie.
Jeg blev snarligen fornøyet med Tidende om et nyt Lotterie, og
da jeg nu havde fundet at all Gisning var forfængelig og all Udregning
ukraftig, saa besluttede jeg at tage den store Gevinst med Magt, og der¬
for kiøbte fyrretyve Sedler; hvorved jeg dog ikke efterlod, at deele dem
imellem de liige og uliige Tall, paa det jeg skulde ikke tage feyl af den
lykkelige Orden. Jeg giorde mange Slutninger, jeg forsøgte mange
Prøver, for at blive forvisset om, ved hvilken af disse Sedler jeg kunde
fornuftigst vente at blive riig. Endeligen, da jeg ikke ved nogen For¬
nuft=Slutninger kunde stille mig tilfreds, saa skrev jeg Numerne paa
Tærninger, og bestemte fem Timer af hver Dag til at fornøye mig
med at kaste dem i et lille Loft=Kammer, og da jeg ved et nøyagtigt
Register undersøgte Udfaldet, fandt jeg Aftenen førend Lotteriet skulde
trækkes, at et af mine Numere havde været oppe fem gange meere
end noget af de øvrige i tree hundrede og tredive tusende Kast.
Dette Forsøg var falskt, paa den første Dag kom den haabefulde
Seddel ud med en vederstyggelig Niet. De øvrige komme ud med ad¬
skillig


skillig Lykke
ore Fore¬
tagende.
Jeg havde nu gandske forandret min Opførsels Maade og min
forrige Levnets Forhold; Min Bood lod jeg mestendeels regieres af mi¬
ne Folk, og, dersom jeg end kom engang i den, saa vare dog mine
Tanker saa aldeles henvendte til mine Lotterie=Sedler, at jeg neppe hør¬
te eller besvarte noget Spørsmaal, men ansaae enhver, der vilde kiøbe
noget, som en der forstyrrede mig i mine Betragtninger, og derfor skynd¬
te mig at affærdige ham. Jeg tog feyl i Priisen paa mine Varer, be¬
gik Forseelser i mine Regninger, forglemte at indføre hvad Penge jeg
bekom, og forsømte at holde mine Bøger i Orden. Mine Kiøbmænd
begyndte efter haanden at forlade mig, men jeg tog mig det ikke meget
nær, at jeg fornam denne Aftagelse i min Handel, thi jeg ventede at
det næstkommende Lotterie skulde erstatte hvadsomhelst der maatte fattes
i min Vinding.
Det er naturligt, at mand bliver mistvilende, naar mand har haft
Vanlykke, jeg begyndte nu at søge Hielp imod min slette Skæbne, ved
at foreene mig med disse, som havde været meere lykkelige. Jeg udfor¬
skede flittigen, hos hvem nogen lykkelig Seddel var kiøbt, paa det jeg
maatte kiøbe af en god Collecteur; jeg anmodede dem, som havde væ¬
ret lykkelige i de forrige Lotterier, at tage Deel i mine ny Sedler; og
hvorsomhelst jeg fandt nogen, som havde været særdeles lykkelig i een
eller anden Hændelse, saa indbød jeg ham til at tage en større Deel.
Ved denne min Forholds Regel havde jeg saaledes udspreedt mine Lod¬
Parter, at jeg havde en Fierde=Deel i femten Sedler, en Ottende=Deel
af fyrretyve og en Sextende=Deel af halvfemtesindstyve.
Jeg ventede med den forrige Hierteklappen paa den Tiid, som skulde
bestemme min Skæbne, og ansaae min Handels Forretninger med den sæd¬
vanlige Skiødesløshed. Omsider blev Hiulet omdreyet, og foraarsagede
mig en lang Følge af Sorrig og mislingende Forventelser. Vel havde
jeg ofte deel i en liden Gevinst, og hvad der blev tabt en Dag blev alminde¬
ligen oprettet ved det som blev vundet paa en anden; men mine Begierlig¬
heder vare endnu ikke fornøyede; og naar en af mine Sedler havde tabt,
saa


saa var all min Forhaabning henvendt til dem, som endnu ikke vare udkom¬
ne. Omsider kom en Gevinst ud paa 25000 Rdlr.; ved dette Raab blev
jeg fat i Fyr og Flamme, og da jeg saae efter Numeret, fandt jeg at det var
en af mine egne Sedler, som jeg havde deelt med dem, paa hvis Lykke jeg
forlod mig, og hvoraf jeg havde kun beholdt en sextende Part.
J kand lætteligen forestille eder, med hvilken Afsky for sig selv, en
Mand, der er saa begierlig efter Vinding, overveyede at hand havde solgt
en Gevinst, som var engang i hans Hænder. Det hialp intet, at jeg fore¬
stillede mig, hvor umueligt det er at igienkalde hvad der er skeedt, og hvor
daarligt, at fordømme en Gierning, som kun ved Udfaldet befandtes at
være vrang, et Udfald, som ingen menneskelig Forstand kunde see forud.
Jeg blev gandske forrigfuld, naar jeg betænkte, at jeg havde haft saadan en
Sum i mine Hænder, men ladet den slippe fra mig; og da jeg vedste at
min Klage vilde kun giøre mig latterlig, saa overgav jeg mig stiltiende til
Sorg og Græmmelse, og tabte efter haanden min Appetit og min Søvn.
Mand saae snarligen at jeg var svag; jeg blev besøgt af mine Venner,
og iblant dem af Eumathes, en geistlig Mand, hvis Gudsfrygt og Lærdom
gave ham saadan Magt over mig, at jeg kunde ikke andet end udøse mit
gandske Hierte for ham. Der ere faa Gemytter, sagde hand, tilstrækkeli¬
gen standhaftige og kække til at betroes i Slumpe=Lykkens Hænder. En¬
hver som finder sig tilbøyelig til at gjøre det tilkommende nærværende, og
at antage Muelighed for Vished, skulde skye alle de Leyligheder, som beroe
paa uvisse Hændelser; thi hans Græmmelse maae altid blive lige saa stor
som hans Haab. J har længe forødt den Tiid, som ved en tilbørlig Agt¬
somhed vilde gandske vist, endskiønt maadeligen, formeeret eders Velstand,
og Formue, i en arbeydsom og kummerlig Stræben efter en Slags Vin¬
ding, som ingen Arbeyde eller Bekymring, ingen Kunst eller Middel kand
forsikkre eder om eller forskaffe. J fortærer nu eders Liv i Græmmelse og
Harm, og fortryder en Gierning, imod hvilken Fortrydelse kand ikke give
anden Advarsel, end at skye Leylighed til at begaae den. Vaag op af
denne lade Drøm om en slumpende Riigdom, hvilken, i fald J havde faaet
den, J skulde neppe haft Fornøyelse af at bruge, saasom den kunde ikke
give eder den behagelige Tanke, at J havde fortient den; Vend eder igien
til en fornuftig og mandagtig Vindskibelighed, og betragt den blotte
Hlumpe=Lykkes Gaver som noget der er for nedrigt for en viis Mands
Bekymring.


No. 25.
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker.
L¬
yst til Eensomhed har, i alle Tider, meget haft Over¬
haand hos disse Mennesker, som, enten ved en vidtløftig Kund¬
skab, eller ved en høy Forstand, have været meest berømmeli¬
ge. De, som have haft alle de Ting, som almindeligen holdes for at
give Lyksalighed, ere dog blevne tvungne til at søge denne i Eenligheds
Skygger. Endskiønt de have eyet baade Vælde og Riigdom, og der¬
for stedse været omringede af Mennesker, som agtede det for deres for¬
nemste og fordeelagtigste Pligt, at afvende fra dem alt hvad der kunde
hindre deres Magelighed, forstyrre deres Rolighed, eller afbryde deres
Fornøyelser, saa have de dog snarligen føølt en fortrædelig Mæthed,
og fundet sig ubeqvemme til at fuldende Livets Reyse, med mindre de
mellemstunder pustede, og jævnligen søgte Eensomhed.
Til at bringe Sindet til saadan en Lyst, synes der ikke at udkræ¬
ves andet end et hastigt Begreb og en hyrtig Jndbildings=Kraft; thi
endskiønt en Mand ikke er hengivet til at stræbe efter Dyd eller at legge
sig efter Videnskaber, saa vil hand dog, dersom hand har Gaver til
at giøre færdige Sammenlignelser imellem det nærværende og forbigang¬
ne, finde saadan en bestandig Tilbagekomst af de samme Forlystelser,
de samme Forvirringer, de samme Forventelser og de samme Fortræde¬
ligheder, at hand vil med Glæde snappe efter en Times Eensomhed,
for at lade hans Tanker spatsere videre om, og søge den Forandring i
hans egne Begreb og Forestillinger, som hans Sandser ikke finde i de
dem forekommende Ting.


Ey heller vil et Menneskes Høyhed eller Overflødighed tiene til
at befrie ham fra denne Begierligheds idelige Overhæng; thi, dersom
hand er født til at tænke, saa kand hand ikke tvinge sig fra tusende Un¬
dersøgninger og Betragtninger, som hand ved sin egen Fornuft maae
grandske i, og som hans høye Stand tiener alleneste til at hindre ham
fra; thi disse, som ere meest ophøyede, og som hverken kand befales
eller sættes til rette, ere dog dømte til at yde saa stor en Deel af deres
Tiid til Vanen, Ceremonier, og for at føye deres Underhavende, at det
gaaer dem, som det Grædske Ordsprog lyder, ingen Mand i Huuset er
en større Slave end Herren selv.
Da en Konge spurte Euclides; den store Mathematicus, om hand
kunde ikke lære ham sin Kunst paa en kortere Maade, fik hand til Svar,
at der var ingen Konge=Vey til Geometrien. Andre Ting kand tages
med Magt, eller kiøbes for Penge, men Kundskab vindes alleneste ved
Studeringer, og Studeringer kand mand ikkun legge sig efter i rolig
Eensomhed.
Disse ere nogle af de Motiver, som have haft Magt til at drage
Konger og store Helte fra den Mængde, som smiggrede for dem med
Flatterie, eller ophøyede dem med Lov=Sange; men det synes, som
disse Motivers Virkning er kun indskrænket til de Mennesker, hvis Sinds
Gaver ere høyere end andres, og at de derimod have liden eller ingen
Kraft hos Mennesker af den almindelige Classe, hvis Begreb strække sig
ikke videre end Tingenes nærværende Samling, og som siælden lade deres
Tanker gaae videre end til disse Fornøyelser eller Bekymringer, som dra¬
ge deres Agtsomhed til sig, ved det at de støde an paa deres Sandser.
Men der er en almindelig Aarsag, for nogen fastsat Mellem Tiid
til Eensomhed, hviken denne tilstundende anordnede Faste= og Bede¬
Dag i Særdeleshed minder mig om at betragte; en Aarsag, der stræk¬
ker sig saa vidt, som den moralske Pligt, eller som Haab om GUds
Naade i en tilkommende Stand; og som bør virke hos alle Mennesker
i alle Stænder, og af alle Slags Forstand; efterdi ingen kand indbilde
sig at være fritaget fra dens Forbindelse, uden saadanne, som have
foretaget sig at byde deres Skaber Trods ved haardnakket Ugudelighed,
eller


eller hvis Enthusiastiske Vished om hans bifald sætter dem oven over
alle udvortes Anordninger og alle Menneskelige Midler til Forbedring.
Den store Pligt, som er anbefalet et hvert Menneske, der vil ind¬
rette sit Levnet efter Religionens Bud, er at arbeide paa: at det tilkom¬
mende maae gielde meere hos ham end det nærværende, at indtrykke i
sit Sind saa stærk en Overbeviisning om, hvor magtpaaliggende og
fornødent det er at adlyde den Guddommelige Villie, hvor vigtig den
Belønning er, som er lovet Dyden, hvor græselig en Straf der er truet
Lasterne, at denne Betragtning kand overvinde alle de Fristelser, som
timelig Haab eller Frygt kand legge i Veyen for ham: at den kand giø¬
re ham dygtig til at byde Trods saavel til Glæde som til Sorrig, at
hand kand engang vende Ryggen til Ærgierrigheds Tillokkelser, og en
anden gang trænge sig frem imod Elendigheds Truseler.
Det er ikke uden Aarsag, at Apostlerne forestille vor Fremgang igien¬
nem dette Liv under Billeder, som ere tagne af den Allarm og den Be¬
kymring, som er ved Krigen; Thi vi ere satte i saadan en Stand, at
næsten alt hvad der er omkring os, har sammensoret sig imod vor for¬
nemste Øyemerke og Nytte. Vi ere i Fare for alt det der kand bemæg¬
tige sig vore Tanker; alt det, som kand opvække hos os enten Sorrig
eller Glæde, sigter hen til at tilsperre vor Vey som leeder til Lyksalig¬
hed, og enten at vende os afsides derfra, eller at hindre og forsinke vor
Fremgang.
Vore Sandser, vore Begierligheder, vore Pasioner ere vore ret¬
mæssige og trofaste Veyvisere i de fleeste Ting, som angaae alleeneste
dette Liv, og derfor da vi hver Time behøve at spørge dem til Raads,
saa siunke vi efter Haanden ned til en blind Underdanighed, og en ind¬
groet Tilliid til dem. Enhver Føyelighed, som vi viise deres Anmod¬
ninger, befordrer den anden og efterfølgende Føyelighed, et hvert nyt
Trin til Fordærvelse skeer med mindre Striid end det forrige, og saale¬
des stige vi bestandigen og hastigen ned til et blot sandseligt Liv.
Sandserne have ikke alleneste denne Fordeel frem for Samvittig¬
heden, som fornødne Ting maae altid have over Ting, som vælges,
men de have ligeledes en Slags Hævd paa deres Side. Vi vare meget
før bange for Smerte, end vi frygtede for Skylden, og vi fandt Behag
i at føle Fornøyelse, førend vi vare mægtige til at indtages af Dyds
og Retfærdigheds Skiønhed. Herhos maae det erindres, at denne
Bb2
Magt,


Magt, som saa tilligen er faftsat, og som stedse tiltager, har næsten et
hvert Menneske, i een eller anden Part af hans Liv, endnu givet en
større Styrke, i det hand enten frivilligen eller uagtsom har underka¬
stet sig den; thi hvem er der, som ikke har opmuntret hans Begierlig¬
heder ved at føye dem, eller ved en u-modstaaende Neutralitet tilladt
dem at udvilde deres Herredom, og mangfoldiggiøre deres Fodringer.
Da det nu er fornødent, at de sandselige Kræfter maae betages den
Virkning, som de nødvendigen maae vinde hos os, ved det at de saa
tilligen have bemægtiget sig Siælen, saa reyser sig deraf den Striid imel¬
lem de stridige Begierligheder hos dem, som begynde først at stræbe ef¬
ter et gudeligt Levnet; hvilken Striid, hvor Enthusiastisk den eud
og er beskrevet, hvor foragteligen den end og er beleet, vil dog naturli¬
gen føles i nogen Grad, endskiønt med uendelige Forandringer, ved Ge¬
mytternes adskillige Beskaffenhed, og u-allige Omstændigheder af Hel¬
bred og Stand, større eller mindre Jver, fleere eller færre Fristelser til
at falde tilbage igien.
Af det at vi ideligen behøve at raadføre os med disse foranførte
Veyviisere, i henseende til vores Omsorg for det nærværende Liv, kom¬
mer den Vanskelighed i at imodstaae deres Tilskyndelser, end og i de
Tilfælde, hvor de burde ikke have noget at sige; Thi Sandsernes Be¬
vægelser skee i et Øyeblik, og de dem forekommende Ting virke hos os
uden at vi selv søge dem, vi ere vante til at følge deres Anordninger;
og derfor ofte underkaste os Dommen, uden at undersøge, om Dom¬
meren er berettiget dertll.
Saaledes seer mand, ved en Philosophisk Randsagning, at, ifald
Sindet var, paa en vis Tiid, som i en lige Vægt imellem dette Livs
Fornøyelser, og Haab om det tilkommende, efterdi de nærværende Ting
falde ideligen i Vægt=Skaalen, saa vilde de med Tiden faae Udslaget,
og at vores Agt for en usynlig Stand vilde hvert Øyeblik blive svagere,
indtil den omsider vilde miste all sin Kraft, og blive gandske uden
Virkning.
For at forekomme dette forskrækkelige Udfald, er Vægtskaalen givet
i vore egne Hænder, og vi have Magt til at forfløtte Overvægten til
hvad Side vi vil. Bevægende Aarsager til et helligt Liv ere u-endelige,
ikke mindre end den Almægtiges Naade eller Vrede, ikke mindre end en
lyksalig eller elendig Ævighed. Men disse Ting kand ikke have nøgen
Virk¬


Virkning over vor Opførsel, uden ligesom de drage vores Agtsomhed
til sig; da Verdens Forretninger eller Forlystelser stedse kalde os derfra
og trække os til gandske stridige Ting.
Derfor er dette Gudfrygtigheds store Kunst, og den Hensigt, hvor¬
for alle Religions Skikke synes anordnede, at fornye ideligen disse be¬
vægende Aarsager til Dyd, i det vi frivilligen henvende vort Sind til
at betragte dens Ypperlighed, dens Vigtighed, dens Fornødenhed; og
ligesom vi meere flittigen og villigen overveye dem i vore Tanker, saa
vinde de en stærkere og varagtigere Kraft hos os, indtil de med Tiden
blive vore herskende Forestillinger, de faststaaende Grund-Regler for vo¬
re Gierninger, og den Prøve=Steen, hvorefter vi forkaste eller bifalde
alt det som forekommer vor Skiønsomhed at dømme om.
Men for at giøre denne Forandring hos os desmeere læt, er det
fornødent, at vi svække Verdens Fristelser, ved det vi, ved visse Tider,
unddrage os fra den; Thi dens Virkning, som reyser sig kuns af dens
Nærværelse, svækkes meget, naar vi i Eenlighed betragte og undersøge
den. Hos den som ideligen opholder sig i Støy og Forlystelser, maae
alle Gudeligheds Forestillinger ufeilbarligen udslides, men naar mand
ofte unddrager sig selv herfra, og begiver sig i en Stand, da dette Liv,
ligesom det tilkommende, virker alleneste i Fornuften, saa faaer Re¬
ligionen igien sin retmæssige Myndighed, end og uden de Himmelske Straa¬
lers Hielp her oven fra; dog er det ikke min Meening, at betage de
Retsindige og Flittige Haab om de samme.
Dette er den Seyer over Verden og over os selv, som har altid
været betragtet som den Menneskelige Naturs Fuldkommenhed; og den¬
ne kand alleneste naaes ved ivrig Bøn, stadige og faste Forsæt, og
jævnlige Unddragelser fra Daarlighed og Forfængelighed, fra Gierrig¬
heds Bekymringer og Umaadeligheds Glædskaber, fra bedragelig Flat¬
teries dyssende Lyyd, og lyksalig Ugudeligheds fristende Beskuelse.
Mens sibi conscia recti.
et er Christendommens store Kunst og Hemmelighed, om jeg maae
bruge den Talemaade, at indrette vore Gierninger til den beste For¬
deel, og at mage det saaledes, at alt hvad vi giøre maae komme os til
gode paa den store Dag, naar alt hvad vi have gjort skal legges os for
Øyne.
Bb3
For


For at give denne Betragtning sin fulde Vægt, maae vi bringe alle
vore Gierninger under disse trende Jnddeelinger, og ansee dem som saa¬
danne, der ere i sig selv enten gode, onde eller ligegyldige; dersom vi ind¬
deele vore Hensigter paa samme Maade, og betragte dem i henseende til
vore Gierninger, saa kand vi udfinde denne Religionens store og hem¬
melige Kunst, som jeg her har anført.
En god Hensigt føyet til en god Gierning giver denne sin fulde Kraft og
Virkning; føyet til en ond Gierning formindsker dens Vanart, og i nogle
Tilfælde gandske borttager den; og føyet til en Gierning, som er hver¬
ken ond eller god, forvandler den til en Dyd, og giør den fortienende,
saavidt Menneskelige Gierninger kand blive saa.
Dernæst betragte vi paa samme Maade, hvad Virkning en ond Hen¬
sigt har over vore Gierninger. En ond Hensigt forderver de beste Gier¬
ninger, og giør dem virkeligen til det, som Lære=Fædrene, af en flags vit¬
tig Nidkiærhed, have kaldet Hedningenes Dyder, nemlig saa mange
skinnende Synder. Den borttager en ligegyldig Giernings Uskyldig¬
hed, og giver en ond Gierning all muelig Hæslighed og Vederstyggelig¬
hed, og giør Synden overmaade syndig.
Dersom vi endeligen betragte en ligegyldig Hensigts Natur, da skal
vi befinde, at den betager en god Gierning sin Fortieneste; den formind¬
sker, men aldrig borttager en ond Giernings Vanart; og lader en lige¬
gyldig Gierning blive i sin naturlige Stand.
Det er derfor en u-udsigelig Fordeel, at vænne vort Sind til at
have bestandigen en god Hensigt, og at foresætte os noget priisværdigt
Øyemeed i alle vore Tanker, Ord og Gierninger, enten det er vor Ska¬
bers Ære, Menneskenes Gavn, eller vor egen Siæls Beste.
Dette er en Slags Sparsommelighed eller god Huusholding i det
moralske Liv, som spilder ikke en enefte Gierning, men fører sig alting
til Nytte saavidt mueligt er; den førmeerer vor Saligheds Hielpe-Mid¬
ler, den forøger vore Dyders og formindsker vore Lasters Tall.
Der er noget, meget gudeligt, endskiønt ikke grundigt, i Acostas
Svar til Limborch, som forekastede ham at der vare saa mangfoldige
Ceremonier i den Jødiske Religion, saasom i Klæder, Mad, Reenselser,
og deslige. Jødens Svar herpaa er, saavidt jeg erindrer, af følgen¬
de Jndhold: "Der ere ikke Pligter nok, (siger hand) i de væsentlige
Deele


3 Deele af Loven, for en ivrig og arbeydsom Lydighed. Der udkræves
Tid, Sted og Person, førend J har Leylighed til at sætte en moralsk Dyd
i Verk. Vi have derfor (siger hand) giort vore Pligters Kreds viide¬
re, og giort mange Ting, som ere i sig selv ligegyldige, til en Part
af vor Religion, paa det vi maae have fleere Leyligheder til at vise vor
Kierlighed til GUD, og i alle vort Levnets Omstændigheder at giøre no¬
o get for at behage ham.
Mr. St. Evremont har søgt at besmykke den Romersk=Catholske
Religions Overtroe med ligesaadant Forsvar, naar hand foretager sig
at betragte Papisternes og Calvinisternes uliige Aand, i henseende til de
store Poster, hvori de ere uenige; hand fortæller os, at hiine drives af
Kierlighed, og disse af Frygt; og at i deres udvortes Guds=Dyrkelses
Maade synes de første særdeles omhyggelige for at giøre alt hvad der
mueligen kand behage det Høyeste Væsen, og de andre at holde sig fra
alt det, som mueligen kand misbage ham.
Men ueagtet denne skinnende Aarsag, hvormed Jøder og Papister,
enhver for sig, vilde undskylde deres Overtroiske Ceremonier, saa bliver
det dog vist, at der er noget i dem, som er baade skadeligt for Menneske¬
ne, og som forderver Religionen; thi naar saadanne overflødige Cere¬
monier paalegges Menneskene som høyfornødne Pligter, da bliver Reli¬
gionen derved meere tung og besværlig end den er i sin egen Natur; Men¬
neskene blive forledte til mange Efterladenheds Synder, som de ellers ik¬
ke kunde blive skyldige i, og den gemeene Mands Sind fæstes til saadan¬
ne Skygger og ubetydelige Pligter, i stedet for at efterkomme de vigtigere
og meere magtpaaliggende Bud i Loven.
Denne nidkiære og flittige Lydighed kommer dog vel til pas i denne
store Post, som forhen er anbefalet os; thi dersom, i stedet for at fore¬
skrive os selv ligegyldige Gierninger som Pligter, vi føye en god Hensigt
til alle vore meest ligegyldige Gierninger, saa giøre vi vort Væsen og Liv
selv til en bestandig Lydigheds Øvelse, vi drage en ævig Fordeel af vore
Forlystelser og Tiidsfordriv, og behage ham, som vi ere skabte til at be¬
hage, i alle vort Levnets forekommende Omstændigheder.
Det er denne fortræflige Sinds Beskaffenhed, denne hellige Tienst¬
villighed (om det maae tillades mig at kalde den saa) som anbefales
os af Apostelen, i det ugemeene Bud, hvor hand formaner os til at have
Guds Ære for Øyne, enten vi æde eller drikke, eller hvad vi giøre.
D¬


Det Menneske derfor, som er kommet i Vane med at heve saadan
en god Hensigt, som jeg her har taelt om, foretager sig intet i alle
hans Levnets Omstændigheder, uden at betragte det som noget der er
velbehageligt for hans store Herre og Skaber, overeensstemmende med
Fornuftens Tilsigende, og sømmeligt for den menneskelige Natur i Almin¬
delighed, eller for den særdeles Stand, i hvilken Guds Forsyyn har sat
ham. Hand lever i en stedsevarende Erindring om GUds Nærværelse,
hand anseer sig som den der er i alle hans Forretninger under Guds Til¬
syyn og Opmærksomhed, der kiender alle hans hemmelige Bevægelser og
Tanker, der veed enten hand sidder eller staaer op, enten hand
gaaer eller ligger, der er hos ham paa alle hans Veye, der er
ved hans Seng, og seer alle hans Gange. Med et Ord, hand
erindrer, at hans Dommers Øye er altid hos ham, og i alle hans Gier¬
ninger betænker hand, at hand foretager det som er befalet eller tilladt
af ham, som vil herefter enten belønne eller straffe det. Denne var de
hellige Fædres Carakter, som i Skriften faae det deylige Vidnesbyrd at
de vandrede med GUD.
Et særdeles Exempel paa saadant et fortræfligt Sindelaug finder
jeg i Socrates, den bekiendte Hedenske Philosoph, som, paa den Dag, da
hand skulde aflives, kort førend den forgiftige Drik blev bragt ind til
ham, talede med sine Venner om Siælens Udødelighed, og fremførte
iblant andre disse mærkelige Ord: Jeg veed ikke, om GUD vil finde
Vehag i mine Gierninger eller ikke, men dette er jeg vis paa,
at jeg altid har stræbt efter at behage ham, og jeg har det gode
Haab, at denne min Stræben vil være ham behagelig.
At jeg fremstiller en Hedning til Exempel paa denne store Dyd, skeer
af en dobbelt Aarsag, først for at beskæmme, om det er mueligt, dem,
som i den Christelige Religions Aabenbaring have større Leylighed til at
kiende deres Pligter, og derfor ere stærkere forbundne til at efterkomme
dem i et bedre Levnet; Dernæst veed jeg, at mange iblant os ere, ufor¬
nuftigen, meere villige til at høre en Hedensk Philosoph end en Christe¬
lig Skribent.
Dette Uge=Skrift bliver hver Torsdag at bekomme i det Kongel. priv.
Bogtrykkerle ved Stranden, skraas over Prammændenes Laugshuus,
hvor 3de forgyldte Skildter sees over Døren, Arket 2z.


No. 26.
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker.
Et nunc omnis ager, nune omnis parturit arbor,
Nunc frondent sylvæ, nunc formosissimus annus.
I¬
ntet Menneske er saa gandske tilfreds med alle hans nær¬
værende Stands Omstændigheder, at hand jo lader sin Jnd¬
bilding meere eller mindre løbe omkring for at søge nogen tilkom¬
mende Lyksalighed, og at fæste sit Syyn paa en vis Tiid=Punct, da
hand skal finde sit Livs Tilstand mangfoldigen forbedret, enten ved at
befries for den Uleylighed, som nu forvirrer ham, eller ved at nyde no¬
gen Fordeel, som ham nu fattes.
Naar denne Tiid, som alt for ofte ventes med stor Utaalmodig¬
hed, endeligen kommer, da kommer den almindeligen uden den Velsig¬
nelse, for hvis skyld den blev ventet; men vi trøste os selv med noget
nyt Haab, og iile frem ad igien, med liige Begierlighed
Det er nogen Fordeel for et Menneske, hos hvilket denne Gemyts
Beskaffenhed findes i nogen høy Grad, naar hand vender sit Haab til
saadanne Ting, som ere gandske uden for hans egen Magt; efterdi
hand overiiler sig da ikke i sine Handteringer, for den store Hændelses
skyld, der skal fuldkomme hans Lyksalighed, men venter paa den velsig¬
nede Time, uden at forsømme de Ting, som ere imidlertid fornødne
at i agt tages.


Jeg har længe kiendt en Person af dette Sindelaug, som fornøye¬
de sig i hans Lyksaligheds Drøm, med mindre Skade for sig selv, end
deslige indbildte Ønsker gemeenligen foraarsage; hand indrettede sin
Plan med saadan Kunst, at hans Haab stød i fuld Blomster i tre
Parter af Aaret, og i den fierde aldrig gandske visnede. Mange vil¬
de maae skee længes efter at lære, ved hvad Midler hand forskaffede sig
selv for saa læt Kiøb en saa bestandig Fornøyelse. Hand naaede den
alleneste derved, at hand ideligen øvede sig i at udsætte sit Haab om
Befrielse for all hans Bekymring til næstkommende Foraar. Vare
hans Sager komne i Uorden, da kunde hand sætte dem i lave i For¬
aaret; blev der nogen Anordning foreskrevet ham, da var Foraaret den
beqvemmeste Tiid til at sætte den i Verk; vare de Ting, som hand be¬
høvede, i høy Priis, da vilde de til Foraaret falde og blive bedre Kiøb.
Foraaret kom vel meget ofte, uden nogen af disse Viikninger;
men hand var altid vis paa, at det tilkommende vilde blive ham meere
gunstigt, og blev aldrig overbeviist om at det nærværende Foraar vilde
slaae ham feyl, førend midt om Sommeren; thi hand talede altid om
Foraaret, som tilkommende, indtil det var forbi, og naar det var en¬
gang forbi, saa maatte jo enhver tilstaae ham, at det var tilkommende.
Ved lang Omgængelse med denne Mand er jeg, maaskee, i no¬
gen Grad bragt til at føle den samme umaadelige Behag i denne
fornøyelige Tiids Betragtning; men jeg har derhos den Fornøyelse at
finde mange, som det ikke kand være nogen Skam at ligne, der ere be¬
fængte med den samme Enthustastiske Grille; thi jeg troer, der er nep¬
pe nogen navnkundig Poet, som jo har efterladt sig noget Vidnesbyrd
om hans inderlige Lyst til Foraarets Blomster, dets behagelige Vinde
og qviddrende Sangere. Ey heller har den overflødigste Jndbilding
været mægtig for at beskrive den gyldene Alders Behagelighed og Lyk¬
salighed, uden at give et stedsevarende Foraar, som den høyeste Be¬
lønning for en u-besmittet Uskyldighed.
Der er visseligen noget u-udsigeligen behageligt i Verdens aarlige
Fornyelse, naar Naturen paa nye fremlegger sine Liggendefæ. Vin¬
terens Kuld og Mørkhed, den nøgne Heslighed som vanhelder alle Ting,
hvor¬


hvorhen vi vende vore Øyne, maae nødvendigen foraarsage os Glæde
over det efterfølgende Foraar, saa vel i henseende til det vi have over¬
staaet, som i henseende til det vi maa nyde; og enhver Blomster=Knop,
som et varmt Sted tilligen frembringer, betragtes af os som et Sende¬
bud, der forkynder os glædeligere Dages Ankomst.
Et Sind, der er saa frit for Bekymringers og Passioners Forvir¬
ring, at det kand have Stunder til rolige Forlystelser, finder i Foraa¬
ret næsten alle de Ting, som vor nærværende Stand giør os mægtige
til at nyde. Markenes og Skovenes adskillige Grønhed, den Foran¬
dring og Afvexling af behagelig Lugt, Fornøyelses Røst, som lader sine
Toner høre paa alle Sider, tillige med den Glædskabs Betragtning,
som saa kiendeligen yttrer sig hos alle Creature, formedelst deres Fødes
Fremvext og Væyrligets Mildhed, alt dette udspreder et lystigt Væ¬
sen over den gandske Jord, som meget eftertrykkeligen kaldes Naturens
Smiil.
Der ere Mennesker, hvilke disse Beskuelser ikke kand give nogen
Fornøyelse, og som iile bort, fra alle disse deylige Landsby=Forandrin¬
ger, til at fordrive deres Timer og forslaae deres Tanker ved Kort, el¬
ler Forsamlinger, eller Giæstebuder, eller ved at sladdre om daglige
Hændelser.
Det kand sættes fast, som en Slutning, der vil siælden slaae feyl,
at naar et Menneske kand ikke lide sit eget Sælskab, da hænger det ik¬
ke ret sammen. Hand maae flye for sig selv, enten fordi hand føler en
Keedsommelighed i Livet, formedelst den Ligevægt, som et tomt Sind
er udi, der har ingen Drift til en Bevægelse meere end til een anden,
uden saa vidt det drives ved nogen udvortes Magt, og maae derfor al¬
tid tage sin Tilflugt til fremmede Ting; eller hand maae være bange
for at overrumples af nogen ubehagelig Tanke, og, maae skee, stedse
arbeyder paa at undvige fra Erindring om noget Tab, fra Frygt for
nogen Elendighed eller fra nogen anden Tanke, der er endnu forskræk¬
keligere.
Disse,
Ec4


Disse, som ere ved deres Sorg og Græmmelse gjordte udygtige
til at finde Behag i Naturens Beskuelse og Betragtning, maae meget
beqvemmeligen søge saadanne Forlystelser, all den stund de ere uskyldi¬
ge, som stærkt angribe deres Agtsomhed; og de, som ved Frygt for
nogen tilkommende Modgang og Elendighed ere ligesom fængslede i Be¬
drøvelses Lænker, maae stræbe efter at forekomme Faren.
Mine Betragtninger skal, ved denne Leylighed, alleeneste vende
sig til dem, som ere sig selv til Byrde, fordi dem fattes Materie til
Eftertanke, og for hvilke Naturens store Bog er lagt aaben, uden at
give dem enten Fornøyelse eller Underviisning, fordi de aldrig lærte at
læse dens Caracterer.
En Fransk Skribent har sagt, at meget faa Mennesker for¬
staae ret at spatsere; men hvor sælsomt dette Foregivende end synes,
saa er det dog gandske sandt, at meget faa Mennesker forstaae ret at
spatsere, og derved at forestille sig nogen anden Fornøyelse, end det sam¬
me Sælskab vilde have forskaffet dem i alle andre Omstændigheder.
Der ere Dyyr, som laane deres Farve af de nærmeste Legemer,
og følgeligen forandre deres Farve saa ofte de forandre deres Plads.
Paa samme Maade bør et hvert Menneske stræbe at drage hans Be¬
tragtninger af de Ting, som ere omkring ham; thi det er jo aldeles
forgæves at hand forandrer sit Sted, dersom hans Agtsomhed bliver
bestandigen fæstet paa en og den samme Ting. Sindet bør holdes
aabent for enhver ny Forestilling, og være saa vidt befriet for at be¬
herskes af nogen særdeles Tanke, at det kand være skikket til at beqvem¬
me sig efter forekommende Leyligheder, og at overveye enhver Ting,
som fremstiller sig til nærværende Betragtning.
Et Menneske, som er kommet i Vane med at anvende enhver ny
forekommende Ting til hans Tiidsfordriv og Fornøyelse, finder i Na¬
turens Virkninger et u-udtømmeligt Forraad af Materier, hvori hand
kand skaffe sig selv nok at bestille, uden nogen Anfægtning af Misun¬
delse eller Avind; hvilke Feyl, maae skee, fiælden gandske undgaaes


af dem, hvis Forstand og Skiønsomhed oves meget i Konstens Arbey¬
de. Hand har altid en vis Hensigt til at udfinde ny Aarsager til at
tilbede Verdens Herre og Skaber, og et formodentligt Haab om at
udgrandske noget som maae blive andre til Gavn, eller ham selv til
Fordeel. Det er ikke at tvile om, at mange Planter og Dyyr have
Egenskaber, som maatte være til stor Nytte, til hvis Kundskab der ud¬
kræves ikke megen Skarpsindighed og Randsagning, eller møysommelig
Studering, men alleeneste jævnlige Forsøg, og nøye Agtsomhed. Hvad
Chymisterne sige om deres Øyesteen Mercurius, er maae skee sandt
om et hvert Legeme i den gandske Skabelse, at dersom tusende Liv skul¬
de anvendes derpaa, saa vilde mand dog ikke udfinde alle dets Egen¬
skaber.
Det er fornødent at Menneskene maae være adskillige i deres Lyst
og Smag, efterdi Livet forskaffer og udkræver saa mangfoldige Slags
Forretninger, og derfor er det hverken at haabe eller begiære, at et
heelt Folk skulde være Naturkyndige, men det er visseligen ikke utienligt,
at anviise dem ny Tiidsfordriv og Fornøyelse, som vansmægte i Hel¬
bred og ere misfornøyede i Overflødighed, fordi dem fattes en Forly¬
stelses Kilde, der ikke saa lætteligen kand udtømmes; og at fortælle de
mangfoldige af begge Kiøn, for hvilke enhver ny Dag er en Byrde,
at der ere mange rare Ting, som de endnu ikke have seet.
Den som udviider sin Nysgierrighed efter Naturens Gierninger,
hand aabner sig, beviisligen, des fleere Veye og Indgange til Lyksa¬
lighed; og derfor maae den yngre Deel af mine Læsere, som jeg til¬
skriver denne Foraars Betragtning, undskylde mig fordi jeg formaner
dem til at benytte sig baade af Aarets og Livets Foraar; at forhverve
sig, imedens deres Sind endnu kand indprentes ny billeder, en Lyst
til uskyldige Fornøyelser og en Begiærlighed efter nyttig Kundskab; og
at erindre sig, at et tørt og forbrændt Foraar giør en gold Høst, og
at Vaar=Blomsterne, hvor deylige og yndige de end maae være, ere
dog alleeneste af Naturen bestemte som Forberedelser til Høstens
Frugter.
Ee3
Dg


Betragtninger over en Foraars Morgen.
Dee! hvor Naturen sig nu rundt omkring os fryder
Og med ny Deylighed den gandske Skabning pryder;
ee hvor den blide Sool gaaer som en Brudgom ud
Af Morgenrødens Telt at favne om sin Brud.
Hør, hvor den qviddrende og muntre Fugle=Skare
Med en ukunstet Sang sin Glæde vil forklare,
Paa hver Løv=ziiret Qvist de yttre deres Fryd
Mod den frembrudte Dag med en adskillig Lyd.
Ah! kunde jeg, o GUD, dig og en Lov=Sang siunge
Med en saa tækkelig og saa uskyldig Tunge!
Og af et brændende andægtigt Hiertes Grund
Frembære dig min Tak i denne Morgen=Stund!
Vinde, blæser mildt, at J min Sang maae bære
Op til den høye Sky, vor fælles GUD til Ære,
At mit Tak=Offers Lugt, som jeg nu bringer frem,
J Naade blive maae min Skaber angenem.
Bliid skinner Solens Glands paa blomsterfulde Enge,
Dens Lyys og Varme ind til Jordens Jndvold trænge:
Men, mod din Herlighed, o milde Skaber, sat
Den synes som indsvøbt i Skyggers mørke Nat.
De skiønne Blomsters Pragt mit Syyn og Sind indtager,
De sagte Bekkes Lyyd mit Øre og behager,
Men naar jeg tænker paa din Majestæt og Pragt,
Da er min Siæl henrykt, hver Sands i Dvale lagt.
Din Godhed, Store GUD, alt dette jo frembringer,
Af hvert et Creatur din Kierlighed udspringer;
Naturens svage Glands mod dig fordunkles maae,
Som Stiernerne ey kand mod Solens Straaler staae.
Alt


Alt hvad behageligt Naturen kand fremviise
Mig en Opmuntring er, dets Skaber selv at priise;
Hver Fugl, hvert Creatur, hvert Blad og Blomster med,
Udsiunge enigen, at du er Kierlighed.
Min GUD! din Kierligheds og Skiønheds Glands antænde
Min Siæl i Kierlighed; dens Lue ævig brænde,
At jeg dig dagligen Tak=Offer bringe kand,
Saa ofte som jeg seer Naturens Skiønhed an.
Min Herre,
t Hierte er saa opfyldt med taknemmelige Tanker, formedelst nog¬
d18. le Velgierninger, som nyligen ere mig beviiste, at jeg maae ud¬
bede mig den Tilladelse af Eder, at yttre dem skriftligen i et af Eders
Blade, saasom jeg formoder at min tvungne Taushed derved vil finde
nogen Lættelse. Min ædelmodige Velgiører vil ikke taale at jeg
taler til ham om nogen Erkiendtlighed, men begegner mig altid
ligesom hand var mig storligen forpligtet, og beviiser mig saa stor Høy¬
agtelse, som ikke kand ventes af en, der er saa meget min Overmand
i Riigdom, i Alder og Forstand. Hand lader sig forlyde med, at jeg
har en vis Ret til hans Gunst, formedelst nogen god Egenskab, som
hans besynderlige Bevaagenhed har fundet hos mig; men dette er allee¬
neste et artigt Paafund, for at formindske den Smerte, som et ærekiært
Gemyt føler, naar det maae tage imod Velgierninger, som det ikke
seer mueligt at giengiælde.
En Gave bliver dobbelt saa stor, naar den gives paa saadan en
nydelig og fiin Maade; men det som giver den en u-sigelig Værdi hos
mig, er at den kommer fra den Mand, som jeg agter høyest i Verden.
Den behager mig vel, saasom den forøger min Velstand og Beqvem¬
melighed; men naar jeg betragter den som en Prøve af den gode Mands
Venskab, da bliver jeg overvældet og henrykt af Glæde. Jeg betragter
den


den som en Beyler bettagter en Gave af sin Kiæreste, og seer ikke læn¬
gere paa Gaven, men paa Haanden som gav den. Thi mit Venskab
er saa aldeles u-egennyttigt, at det øfte græmmer mig, naar jeg betæn¬
ker, at det skulde være ham til Bekostning; ja jeg kand, i visse melan¬
kolske Timer, ikke bare mig for at giøre hans Ædelmodighed den Uret,
g frygte for at hans Venskab derved skulde kolnes, og at den sidste
Gunst maatte blive som en Slags Siæle=Gave af et uddøende Venskab.
Jeg tilstaaer at denne Frogt synes meget ugrundet og ubillig; men
maae tilgive mig den, som een der eyer en stor Skat, og bliver
bange for Skyggen af den længstfraværende Fare,
Efterdi jeg har saa viidt aabnet mit Hierte for Eder, saa vil jeg
ikke skiule den hemmelige Fornøyelse jeg føler deri, at jeg veed, min
Vens Godhed vil ikke blive u-belønnet. Jeg glæder mig ved den Tanke, at
den Almægtiges Forsyyn har tilstrækkelige Velsignelser i Forraad til ham,
og vil visseligen betale min Gield, omendskiønt jeg ikke skal blive det lyk¬
salige Instrument til at giøre det,
Dog skal jeg aldrig forsømme at viise min Taknemmelighed ved alt
hvad der er i min Magt. Det skal være mit Levnets Hoved=Forret¬
ning at takke ham; og skal agte (næst ham) disse for mine beste Ven¬
ner, som giøre mig den største Bistand i denne gode Gierning.
anseer det for en liden Prøve af min Taknemmelighed, at lade dette
Brev trykke, og den Gunst, som J her udi beviiser mig, skal storligen
forpligte Eders ydmyge Tiener.
Dette Uge=Skrift bliver hver Torsdag at bekomme i det Kongel priv.
Bogtrykkerie ved Stranden, skraas over Prammændenes Laugshuus,
hvor 3de forgyldte Skildter sees over Døren, Arket 2z.


No. 27.
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker.
At vindicta bonum vita jucundius ipsa;
Nempe hoc indocti.
Chrysippus non dicit idem, nee mite Thaletis
Ingenium, dulciq; sener vicinus Hymetto,
Qvi partem acceptæ sæva inter vincla cicutæ
Accusatori nollet dare. Qvippe minuti
Semper & infirmi est animi, exiguiq; Voluptas
Ultio.
I¬
ngen lastefulde Tilbøyeligheder ere meere haardnakkede til
at imodstaae baade Philosophiens Formaninger og Religionens
befalinger, end disse som i Verdens Tanker indbefatte nogen
Høyhed og Værdighed; og hvilke vi kand ikke forlade, uden at give vore
Modstandere nogen ubilligen erholdt Fordeel over os, eller at taale at
vor egen vrange Meening beskylder os for Banghed og Nedrighed.
For denne Aarsags skyld er der neppe nogen af vor Frelsers Love,
som meere aabenbart overtrædes, eller med større Fliid undviges, end
den, i hvilken hand befaler hans Efterfølgere at tilgive Foruret¬
telser, og forbyder, ved Straf af ævig Elendighed, at fyldestgiøre
den Begierlighed, som et hvert Menneske føler hos sig, til at giengielde
den Fortred, som tilføyes ham. Mangen en, som kunde have over¬


vundet sin Vrede, er dog ikke mægtig til at stride imod Hovmod, og
forfølger Fortørnelser til den yderste Hævn, paa det hand skal ikke
ydermeere forhaanes af en Fiendes Stolthed og Triumph.
Men visseligen kunde intet Bud bedre sømme ham, ved hvis Fød¬
sel der blev udraabt Fred paa Jorden. Thi hvad vilde snarere op¬
hæve all Orden i det Menneskelige Samqvem, og vanhelde Livet med
Vold og Ødeleggelse, end om et hvert Menneske havde Tilladelse at
dømme i sin egen Sag, og selv at tildeele sig Erstatning, og sin Mod¬
stander Straf, for den Uret, som hand indbilder sig at have liidt.
Det er vanskeligt for et Menneske af den strengeste Retfærdighed,
at være u=partiisk, og at ikke holde formeget med sig selv, end og naar
hans Sind er allerroligst til stille Betragtninger. Et hvert Menneske
ønsker at nyde det Fortrin og den Anseelse, som tusende andre ønske paa
samme Tiid, og end, i deres egen Mening, med bedre Ret. Den
som derfor, naar hans Fornuft virker i sin fulde Kraft, kand saaledes,
ved hans blotte Egen=Kierligheds Overmagt, agte sig ypperligere end
hans Med=Creature, er meget uventeligen skikket til at dømme billigen,
naar hans Passioner ere oprørte ved nogen tilføyet Uret, og hans Agt¬
somhed gandske indtaget af Smerte, Fordeel eller Fare. Enhver som
tilegner sig Ret til Hævn, viiser hvor lidet hand er skikket til at dømme
om sin egen Ret, efterdi hand visseligen fodrer det, som hand vilde
tænke usømmeligt at bevilge en anden.
Jntet er meere klart, end at en maae dog omsider beqvemme sig
til at tilgive, hvor forurettet, eller hvor opirret hand end kand have væ¬
ret. Thi det kand aldrig haabes, at den, som først begaaer en Uret,
vil være fornøyet med den Straf, som den forurettede udkræver; den
samme stolte Foragt og hæftige Begierlighed, som driver til en uretfær¬
dig Gierning, vil end stærkere skynde til at forsvare den; og Hævngier¬
righed kand aldrig saa nøye afpasse Straffen efter Forseelsen, at der jo
vil blive et Overskud af Hævn, hvilket end og den, som fordømmer sin
første Gierning, vil tænke sig berettiget til at giengielde. Hvad andet
kand da flyde heraf, end en bestandigen tiltagende Forbittrelse og Had,
et u-udslukkeligt Fiendskab, en u-ophørlig Tilføyelse af Skade og Ulykke,


en indbyrdes Aarva¬
gierlighed til at øde¬
legge hinanden.
Efterdi mand da omsider maae eftergive sin indbildte Ret til Hævn,
saasom det er umueligt at leve i bestandig Fiendtlighed, og det er lige¬
saa umueligt, at af tvende Fiender enhver skulde først tænke sig selv ef¬
ter Billighed forpligtet til at give efter, saa er det gandske vist tienligst
at tilgive betimeligen. Enhver Passion lader sig lættere undertvinge,
førend den har længe været vant til at beherske Hiertet; enhver Tanke
og Forestilling lader sig med mindre Vanskelighed udslette, naar den er
kun løseligen indprentet i Sindet, og ikke ofte blevet fornyet. Den
som har ofte ruget over de ham tilføyede Forurettelser, fornøyet sig selv
med at opfinde vanartige Anslag af Bitterhed og Fiendskab, og madet sin
Hovmod med den Jndbilding at bringe sin ydmygede Fiende til at be¬
de om Forladelse, vil ikke lætteligen aabne sit Hierte for Venskab og
Forligelse, eller lade Velvilligheds og Freds milde Tanker finde Sted
hos sig.
Det er lættest at tilgive, medens der er endnu kun lidet at tilgive.
Een eneste Forurettelse kand snart udslettes af Hukommelsen; men en
lang Følge af Fiendtligheder forener sig efter haanden med enhver Tan¬
ke, en lang Krig indbefatter saa mange Omstændigheder, at et hvert
Sted, enhver Gierning vil fornye dens Erindring, og enhver frisk Er¬
indring om tilføyet Fortred maae nødvendigen meere og meere oppuste
Forbittrelse og opirre Hævngierrighed.
En viis Mand vil skynde sig til at tilgive, efterdi hand kiender
Tidens rette Værdi, og vil ikke lade den gaae bort i ufornøden Uro
og Kummer. Den som frivilligen lader sig nagge af indgroet Had, og
lader sine Dage og Nætter forstyrre af Ondskab og listige Anslag, kand
gandske vist ikke siges at sørge for sin Rolighed. Hævngierrighed er en
Forening af Sorrig og Ondskab, en Samling af en Passion, som
alle stræbe efter at undflye, med en Passion, som alle ere enige om at
have Afsky for. Det Menneske som søger Eensomhed for at pønse paa
Ulykke, og at ophidse hans egen Forbittrelse; hvis Tanker arbeyde allee¬
neste paa at opfinde Midler til Harm og Ødeleggelse; hvis Sind lader


aldrig af at erindre hans egne Lidelser, uden for at fornøye sig ved uø¬
get Haab om at see andre elendige, maa billigen regnes iblant de aller¬
elendigste Mennesker: iblant dem, som ere skyldige uden Belønning: som
have hverken Lyksaligheds Glæde eller Uskyldigheds Rolighed.
Hvosomhelst der betragter baade sin egen og andres Skrøbelighed,
vil ikke længe behøve Overtalelser til at tilgive. Vi vide ikke, til hvor
høy en Grad af Ondskab vi maa henføre nogen os tilføyet Uret, og
hvor meget dens Brøde, dersom vi kunde see ind i den forurettendes
Sind, vilde formindskes og undskyldes ved Forseelse, ved Overilelse
eller Uagtsomhed; vi vide ikke vist hvor meget meere vi føle, end hans
Forsæt var at tilføye os, eller hvor meget vi forøge Skaden for os selv,
ved det vi frivilligen giøre den større. Vi kand beskylde det for at være
gjordt med fuldt Forsæt, som er kun Virkning af en Hændelse; vi kand
tænke at Slaget er meget stærkt, alleneste fordi vi have gjordt os selv
kælne og ømskindede; vi ere paa alle Sider i Fare for at tage feyl eller
at forsynde os; hvilket vi ere forvissede om at undgaae alleeneste ved
hastig Tilgivelse.
Fra dette fredsommelige og uskadelige Sindelang, der er saa gavn¬
ligt for andre og os selv, for Rolighed i Huus og Familie, og for Lyk¬
falighed i det almindelige Samqvem, bliver intet Menneske holdt tilba¬
ge uden ved Hovmød, i det hand frygter for at blive bespottet af hans
Modstander eller foragtet af Verden.
Det maae antages som en ufeylbarlig og almindelig Regel, at
ald Hovmod er gemeen og nedrig. Den er altid grundet paa
Vankundighed, Ladhed eller Feyghed, der lader sig nøye med at ha¬
ve et falske Skin af Ypperlighed; og den kommer ikke af nogen Over¬
beviisning om vore egne Fuldkommenheder, men af det at vi ikke kien¬
de eller føle hvad os fattes.
Jntet kand være stort, som er ikke ret. Jntet, som fordømmes af
Fornuften, kand være anstændigt for den menneskelige Siæls Værdig¬
hed. At lade sig drive, ved udvortes Motiver, fra den Vey, som vort
eget Hierte bifalder; at lade sig bevæge ved noget andet end Overbeviis¬


ning, at lade andres Meening regi
re vort Vall, eller blive Mester over
vore egne Beflutninger, det er at beqvemme sig villigen til det nedrigste
og skammeligste Slaverie, og at overgive sin Ret til at regiere sit eget
Levnet.
Den høyeste Ypperlighed, som den menneskelige Natur kand kom¬
me til, er en bestandig og fastbesluttet Stræben efter Dyd, uden Hensigt
til nærværende Fare eller Fordeel; at mand stedse indretter alle sine Gier¬
ninger efter den guddommelige Villie; at mand bestandigen vænner sig
til at følge den ævigvarende Retfærdighed; og at mand ideligen opløf¬
ter sin Fornufts Øyne til at betragte den Belønning, som Bestandighed,
allene kand nyde. Men den Hovmod, som findes hos mange, der for¬
driste sig til at prale af ædelmodige Tanker, og af hvilken de lade sig
foreskrive deres Leve=Regler og Forhold, den har intet ædlere Øyemaal
end at faae bifald af Mennesker, af Creature, hvis Overmagt vi ere ikke
forpligtede til at erkiende, og hvilke, naar vi have med yderste Fliid
stræbt at behage dem, kand ikke give os nogen vigtig eller vedvarende
Belønning; af Creature, som vankundigen dømme om det de ikke for¬
staae, eller med Partiiskhed beslutte hvad de aldrig have undersøgt;
og hvis Dom er derfor af ingen Kraft, førend den er bleven stadfæstet
af vor egen Samvittighed.
Den som kand fornedre sig til at kiøbe saadanne Dømmeres Med¬
hold med sin Uskyldigheds Forliis; den som kand finde saadan Behag
i deslige Berømmelser, at hand lader sin Agtsomhed drages fra den
høyeste Herres befalinger, hand har liden Aarsag til at ønske sig selv
til Lykke med et høyt og ædelt Sind, naar hand engang bliver opvakt
til alvorlig Eftertanke, da maae hand blive foragtelig i hans egne Øy¬
ne, og skiule sig af Skamfuldhed, saa ofte hand erindrer hans Feyg¬
hed og Daarlighed.
Af den som haaber at faae Forladelse, udkræves det uforbigænge¬
ligen at hand skal forlade. Det er derfor til Overflod at bruge andre
Motiver. Ævigheden beroer paa denne store Pligt, og for den, som
efterlader at øve samme, er Barmhiertigheds Throne tilsperret, og Ver¬
dens Frelser født forgæves.


Den un
Pige.
Bn ung Karl, ved sin gode Ven,
En brav Mands Datter lod begiære.
en Gamle, som saa tiligen
it Barn ey vilde give hen,
Dog høystfornøyet blev ved den beviiste Ære,
og bad den Fremmede særdeles høfligen
At blive, og hans Giæst at være.
Endskiønt nu Faderen sig ikke mærke lød,
Hans Datter snarligen den Handel dog forstod.
Hun slutter saa: hvordan? det noget maae betyde,
At mand den Fremmede saa strax til Bords vil byde;
Hvad er hans Ærende? jeg det ey vide maae;
forgæves hand dog ey for mig sig bukker saa;
Mon hans Besøgelse ey skulde mig angaae?
en Fremmede har Haab, det skal endnu gaae an,
Ved et Glas Viin derfor et nyt Forsøg vil giøre.
Og for sin Ven et Ord fremføre.
Min Herre, svarede den gode gamle Mand,
Jeg beder dog, J tænker ikke,
At jeg mod eder er for haard;
Mit Barn sig ey endnu til Ægteskab kand skikke,
Hun er for ung, hun er kun fjorten Aar.
a hand saa talede, kom Fikke selv dertil
Med en Ræt Mad, som hun paa Bordet sætte vil.
Hvad? raabte hun, Papa, hand tager feyl i Tiden,
Skal jeg kun være fjorten Aar?
Det er jo alt syv Uger siden
At i det femtende jeg gaaer.


Lod


Lod Faderen da ey sin Datter gifte sig?
Den Sag er mig uvitterlig.
Dog er det best, at jeg kun Sandhed siger;
Thi der, maae skee, blant dem, som spørge mig,
Kand findes mange unge Piger;
At jeg nu disse føye maae
Vil jeg oprigtigen tilstaae,
At hendes Fader skamfuld bliver
Og strax den Fremmedes Begiæring underskriver.
t tilgive Forurettelser og at have et forsonligt Hierte imod dem, som
F¬
have fornærmet os, er et ufeylbarligt Kiendemærke paa et høyt og
ædelt Sind, og er en uforbigængelig Pligt, der udkræves af os, som
fornuftige Creature, men meget meere som Christne.
Jeg finder ikke noget Exempel i den nyere Historie, der bedre pas¬
ser sig hertik end det som anføres om en Marquis de Renty. Denne
berømmelige Adelsmand var en Soldat og en Christen, og havde en
særdeles Lykke i at foreene disse tvende adskillige Carakterer, der synes
saa stridige. Hand var en høy Officier i den Franske Krigs=Hær, og havde
den Vanlykke at faae et Udfodrings=Brev fra en fornemme Herre i samme
Tieneste. Hand sendte ved same Bud, som bragte ham Brevetedette Svar
tilbage, at hand var bereedvillig til at overbeviise ham, at hand havde
Uret, og dersom hand kunde ikke paa den Maade stille ham tilfreds,
da var hand villig til at bede ham om Forladelse. Den anden var
ikke fornøyet med dette Svar, men paastod at hand skulde møde ham
med hans Kaarde; hvorpaa den anden gav dette Svar: At hand
havde besluttet ikke at giøre det, efterdi GUd og Kongen
havde forbudet det; ellers vilde hand lade ham vide, at all
den Umag hand giorde sig for at stille ham tilfreds, kom ikke
af nogen Frygt for ham, men for den Allmægtige GUd og
hans Unaade; at hand skulde gaae hver Dag ud i sine For¬


retninger, og dersom hand overfaldt ham, da vilde hand
bringe ham til at angre det. Hans hidsige Modstander, som kun¬
de ikke opirre ham til en Tvekamp, mødte ham en Dag ved en Hæn¬
delse, drog sin Kaarde og anfaldt ham; men denne saarede baade ham
og hans Secundant, og giorde dem begge Værgeløse, ved Bistand af
en Tiener, som fulgte med ham; Men da lod denne ret Christelige A¬
delsmand see hvad Forskiæl der er imellem en beestisk og en Christelig
Tapperhed; thi hand førte dem til sit Telt, og vederqvægede dem med
Viin og Hiertestyrkende Ting, lod deres Saar forbinde, og gav dem
deres Kaarder tilbage, og derefter tog Afskeed fra dem med christelig
og venlig Formaning, og mand hørte aldrig derefter, at hand talte om
denne Handel til hans nærmeste Venner. Dette var et af hans sæd¬
banlige Mundheld, at der var meere sand Tapperhed og Ædel¬
modighed i at lide og tilgive Uret, for GUds Kierligheds
skyld, end at giengielde den med en anden: i at taale end
i at hævne den; efterdi Sagen var meget meere vanske¬
lig. At Tyyre og Biørne havde Mood nok, men det var et
beestisk og ufornuftigt Mood, da derimod vores skulde være saa¬
dant, som kunde sømme fornuftige Creature og Christne,
Dett Uge=Skrift bliver hver Torødag at bekomme i det Kongel priv.
Bogtrykkerie ved Stranden, skraas over Prammændenes Laugshuus,
hvor 3de forgyldte Skildter sees over Døren, Arket 2z.


No. 28.
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker.
Et Brev
Til et ungt Fruentimmer, angaaende hendes Ægteskab.
Ved JONATHAN SWIFT.
Madam,
J
begynder nu en Leve=Maade, i hvilken J vil behøve
megen Formaning, paa det J ikke skal falde hen til de mange
Vildfarelser, Rarrerier og Daarligheder, som eders Kiøn er
tilbøyelig til. Jeg har altid baaret et fuldkommet Venskab til eders Fa¬
der og Moder; og den Person, som de have udvalt til eders Ægte=Mand,
har i nogle Aar været min særdeles Favourit. Jeg har længe ønsket at
maatte komme sammen, efterdi jeg haabede, at J, ved eders medfød¬
de gode Gemyt, og ved at følge fornuftige Venners Raad, maatte med
Tiden giøre eder ham værdig. Eders Forældre giorde saa vidt ret, at
de lode eder ikke komme meget ud i Verden, hvorved J er befriet for
mange Feyl=Trin, som andre have giordt, og har nu færre vrange Jnd¬
bildinger og Begreb at udrødde. Men de forsaae sig deri, at de for¬
sømte at dyrke og forbedre eders Forstand; uden hvilket det er umue¬
ligt at forhverve sig eller vedligeholde en fornuftig Mands Venskab og
Høyagtelse, som snart bliver keed af at forestille en elskende Beyler, og
behøver en fornuftig Ægtefælle og trofast Ven i Livets adskillige For¬
andringer. Det maae derfor være eders Hoved=Sag at giøre eder
selv skikket til disse Pligter.


forsømme mine Formaninger,
Og tag eder vare for at foragte
hvorpaa vil beroe, ikke alleneste at J kand giøre en god Figur i Verden,
men og eders egen virkelige Lyksalighed, saavelsom og den Persons, der
bør være eder allerkiærest.
Jeg maae derfor begiære, at J for det første er meget seen til at
forandre eders tugtige Jomfruelige Opførsel: det er sædvanligt hos un¬
ge Koner, førend de have været giftede i mange Uger, at antage et
frækt og dristigt Væsen i deres Miiner og Tale =Maader; ret ligesom
de havde i Sinde at give tilkiende i alle Sælskaber, at de ere nu ikke
længer Piger, og følgeligen, at deres gandske Forhold, førend de fik en
Mand, var en Tvang for deres Natur: da derimod, ifald fornuftige
Mænds Stemmer bleve samlede, de allerfleeste vilde falde paa de Fruen¬
timmers Side, som, efter deres Giftermaal, heller beflitte sig paa en
dobbelt saa stor Tugtighed og Jndgetogenhed.
Jeg maae iligemaade alvorligen advare eder, at J ikke udviiser
den mindste Grad af hæftig Kierlighed imod eders Mand, naar nogen
seer derpaa, hvem det og er; end ikke i Nærværelsen af eders nærmeste
Paarørende, ja af eders Cammer=Piger selv. Denne Opførsel er saa
overmaade forhadt og væmmelig for alle dem, som enten have Leve¬
maade, eller sund Fornuft, at de give tvende meget ubebagelige Aar¬
sager dertil; den eene er grov Hyklerie, og den anden har for slemt et
Navn til at nævnes. Dersom der endeligen skal giøres nogen Forskiæl,
da er eders Mand den ringeste Person i Sælskabet, enten det er hiem¬
me eller ude; og enhver Herre, som er nærværende, har en bedre Ret til
at begegnes af eder med alle Høfligheds og Æres-Tegn. Skiul eders
Høyagtelse og Kierlighed i eders eget Bryst, og spar eders kierlige Mii¬
ner og Ord til eders eenlige Timer, hvilke ere saa mange i de fire og
tiuge, at de vil give eder Tiid nok til at udviise den høyeste Kierlighed,
som nogensinde er beskrevet i nogen Fransk Roman.
Ved denne Post skulde jeg fremdeles advare eder, at J forholder
eder ikke, som disse Fruentimmer, der anstille sig meget urolige og mis¬
fornøyede, saa længe deres Mænd ere ude; de springe op hver gang
det banker paa Dørren, og ringe uophørligen efter deres Tienestefolk,


Jmule, enten Mid¬
piif
at de skal lukke Herren ind; de vil ikke
dag eller Aften, dersom det hænder sig at deres Mand bliver ude;
tage imod ham, ved hans Hiemkomst, med saadan en Miskmask af
Skænden og Loggren, og Fritten hvor hand har været; at en Skæn¬
degiæst fra Fisker=Torvet vilde være et bedre og behageligere Sælskab.
Af den samme Suurdey ere disse Koner, hvilke, naar deres Mænd
ere reyste nogensteds hen, maae have et Brev hver Post=Dag, ellers
faae de Anstød af Moderen eller andre Sygdomme; og de maae fast¬
sætte en vis Dag, naar de vil komme igien, uden at bevilge dem no¬
gen længere Tiid, i fald Forretninger, Sygdom, eller Veyrliget, el¬
ler andre Hændelser skulde udkræve det. Herom kand jeg allenee
ste sige, at jeg har mærket, at disse Koner, som ere færdige til at giøre
den største Bulder ved slige Leyligheder, vilde rundeligen have betalt et
Bud, som bragte dem den Tidende, at deres Mænd havde brækket
deres Hals i tu paa Veyen.
J vil maae skee fortørnes over, at jeg raader eder til at lade lidet
falde af den hæftige Lyst til smukke Klæder, der er saa herskende i eders
Kiøn. Det er noget haardt, at vores Kiøn, for hvis skyld J bære dem,
er ikke antaget at være paa Raad med eder; Jeg kand vove at forsikkre
eder, at vi altid vil afslaae 20 Rdlr. paa Alen af en Brocade, dersom
Fruentimmerne vil kun gotgiøre det med et anstændigt Tillæg af Omhyg¬
gelighed for deres Personers Reenlighed og Tækkelighed; Thi det er ikke
umueligt at være meget prægtigen klædt, og tillige meget skidenfærdig.
Jeg vil alleeneste, ved en saa nydelig Materie, anføre hvad en kortvillig
Herre sagde, angaaende et taabeligt Fruentimmer af høy Stand, at in¬
tet kunde giøre hende taalelig i Sælskab, uden at skiære hendes Hoved
af; thi hans Øren bleve besværede ved hendes Tunge, og hans Næse
ved hendes Haar og Tænder.
Hvad Sælskab angaaer, der er en Post af saa stor Vigtighed som
nogen anden, da, ifald eders almindelige Bekiendtskab er iblant Fruen¬
timmer, som ere eders Liige= eller Overmænd, all den stund de have in¬
tet af det som almindeligen kaldes et ondt Rygte, saa tænker J, at J er
gandske sikker; og dette vil, efter Verdens Talemaade, agtes for got


Sælskab.
l blive vanskeligt for eder
erimod er jeg bange, a
at udfinde et Fruentimmer at giøre Bekiendtskab med i denne Bye, af
hvilket J maae ikke være i aabenbar Fare for at lære noget Lapperie, Af¬
fectation, Forfængelighed, Daarlighed eller Udyd. Den eneste sikkre
Maade J har at omgaaes med dem, er at J stadigen sætter eder for, at
indrette eders Levemaade og Opførsel lige tvert imod hvad de skal sige
eller giøre. Og dette holder jeg for at være en god almindelig Regel,
med meget faa Undtagelser. Som for Exempel, i de Lærdomme, som de
sædvanligen give unge Koner, hvorledes de skal regiere deres Mænd;
deres adskillige Fortællinger om deres egen Opførsel i denne Post, for at
opmuntre eder til at efterfølge dem; deres bittre Anmærkninger over an¬
dre, som føre sig anderledes op; deres Underviisninger, hvorledes J skal
beholde Seyer, naar J faaer nogen Trætte eller Striid med eders Mand;
de Kønster hvorledes J skal komme til at kiende hans svageste Sider,
og hvorledes at benytte eder deraf; naar J skal bevæge ham ved Smiger
og søde Ord, naar J skal smelte ham i eders Taare, og naar J skal gaae
ham imod med en opløftet Haand. J disse og i tusende andre Tilfælde
vil J giøre meget klogeligen, at J beholder saa mange af deres Lærdom¬
me i eders Hukommelse som J kand, og derefter beslutter at giøre lige
tvert imod dem alle.
Jeg haaber at eders Mand vil ved sin Myndighed indskrænke eders
Handling med Besøgelser. Et halvt dosin Daarer ere i all Sandhed,
saa mange som J skulde begiære; og det vil være eder nok at see dem
to gange om Aaret; thi jeg tænker at Moden udkræver ikke, at Besøgel¬
ser skal giøres til Venner.
Jeg raader, at eders Sælskab hiemme skulle heller bestaae af
Mandfolk end Fruentimmer. Om jeg skal sige eder Sandhed, da har
jeg aldrig kiendt noget taaleligt Fruentimmer at finde stor Behag i sit
eget Kiøn. Jeg tilstaaer, naar begge ere samlede og vel udsøgte, og
de legge deres beste Egenskaber for Lyset, da kand der være et Sam¬
qvem af Høflighed og Velvillighed, hvilket, med Tillæg af nogen Grad
af Fornuft, kand giøre Omgængelsen eller nogen Forlystelse behagelig.
Men en Samling af Fruentimmer, som er udsøgt af dem selv, er en


ret Skole for
Urimelighed og
disse ere de
verste Ting, som kand læres der.
Lad de Mandfolk, sem J giør Bekiendskab med, beroe paa eders
Mands Vall, og ikke paa nogen Fruentimmer=Bekiendters Forslag;
thi hun vil gandske vist snakke eder en Fantast og Spradebasse paa;
Og det vil koste eder nogen Tiid og Umag, førend J kand lære at kien¬
de hvad Forskiæl der er imellem saadan en og en fornuftig Mand.
Tag aldrig en Cammer=Pige i eders Cabinet=Raad, til at forlyste
eder med Historier om disse Fruentimmer, som hun tilforn har tient;
om deres Forlystelser og om deres Klæder; til at erindre eder om, hvor
stor Medgift J har bragt eders Mand, og hvor lidet der er bevilget
eder til at forøde; at appellere til hende fra eders Mand, og at lade
eder regiere af hendes Dom og Mening, efterdi J er vis paa, at den
vil altid være efter eders Sind; at antage og afskaffe Tieneste=Folk ef¬
ter hendes bifald eller Mishag; at indlade eder, efter hendes Fore¬
stillinger, i Misforstaaelse med eders beste Venner; at afmale alle Ting
med falske Farver, og at være en almindelig Speyder til at udforske og
udbreede ær=rørige Tidender.
Men eders Levnets Hoved=Forretning vil blive at vinde og vedlige¬
holde eders Mands Venskab og Høyagtelse. J er giftet med en Mand
af god Optugtelse og Lærdom, af en fortræflig Forstand og en god
Smag. Det er sandt, og det er lykkeligt for eder, at disse Egenskaber
hos ham ere prydede med stor Ydmyghed, med det elskværdigste og
fcommeste Gemyt, og med en usædvanlig Tilbøyelighed til Ædruelighed
og Dyd. Men hverken hans gode Hierte eller hans Dyd vil tillade ham
at agte eder, dersom hans Forstand og Skiønsomhed ikke samtykke det:
og omendskiønt hand er ikke mægtig for at begegne eder ilde, saa vil J
dog, med Tiden, blive en ligegyldig, og maaskee foragtelig Ting, med
mindre J kand erstatte Ungdoms og Skiønheds Tab med meere var¬
agtige Egenskaber. J har kun faa Aar at være ung og smuk i Verdens
Øyne, og lige saa faa Maaneder at være det i en Mands Øyne, som
er ikke en Narr; thi jeg haaber at J vil ikke altid drømme om Yndighe¬
der og Henrykkelser, som Ægteskab stedse har og stedse vil pludseligen


giøre Ende paa. Derforuden saa var eders Giftermaal en Virkning af
Klogskab og almindeligt Velbehag, uden nogen Blanding af den lat¬
terlige Passion, som er aldrig til, uden i Skue=Spill og Romaner.
maae derfor anvende all Fliid paa at opnaae nogen Grad af
disse Fuldkommenheder, som eders Mand sætter meest Priis paa hos an¬
dre, og for hvilke hand selv bliver meest agtet. J maae forbedre eders
Sind ved at anvende nogle Timer hver Dag, paa at læse historiske og
artige Bøger. J maae indbyde Personer, som have Kundskab og For¬
stand, til eders Bekiendtskab, paa det J ved deres Omgængelse maae
lære at rette eders Smag og Skiønsomhed; og naar J kand bringe eder
selv til at begribe og finde Behag i andres gode Forstand, saa vil J,
med Tiden, selv komme til at tænke retteligen, og at blive et fornuftigt
og behageligt Sælskab. Dette maae opvække i eders Mand en sand
fornuftig Kierlighed og Høyagtelse for eder, hvilken Alderdommen ikke
vil formindske. Hand vil have Agt for eders Betænkning og Mening,
i de allervigtigste Materier; J vil være i Stand til at giøre hinanden
Sælskab, uden at behøve nogen tredie Person, til at hielpe eder, ved
at finde noget at tale om. Eders Sinds Forbedringer vil endog giøre
eders Person meere behagelig for ham; og naar J er alleene, da vil
Tiden ikke falde eder lang og keedsommelig, formedelst Mangel paa no¬
gen ubetydelig Tiidsfordriv.
Hvor liden Respeet jeg end hav for den største Deel af eders Kiøn,
saa er jeg dog undertiden rørt af Medynk ovet at see Fruen i Huuset
tvunget til at gaae bort, strax efter Middags Maaltidet, end og i de
Familier hvor der ikke drikkes meget; ret ligesom det var en fastsat Re¬
gel, at Fruentimmer ere u-beqvemme til all fornuftig Samtale og Om¬
gængelse. J en Stue, hvor begge Kiøn komme tilsammen, dersom
Mandfolkene tale om nogen almindelig Materie, da tænke Fruentim¬
merne aldrig at det er deres Sag at tage Deel i hvad der afhandles; men,
i et særdeles Sælskab, tale med hinanden om Priisen og Vallet af de¬
res Kniplinger og Silketøy, og hvad Klæder der behagede eller mis¬
hagede dem i Kirken eller Comoedie-Huuset. Og naar J ere alleene
hvor naturligen pleye J ikke, efter den første Hilsen, at føle paa hinan¬
dens Klæder, Prydelser og Smykker, ret ligesom ef gandske Livs For¬


indeli
rden
retning, og E¬
færd, beroede
hvoraf eders Fiskebeens=Skiørt var gjort. Som de Geistlige sige,
nogle Mennesker giøre sig meere Umag for at blive fordømte, end det vilde ko¬
ste dem at blive salige, saa anvender eders Kiøn meere Eftertanke, Hu¬
kommelse og Fliid paa at blive Daarer, end der kunde være nok til at
giøre dem viise og nyttige. Naar jeg overveyer dette, saa kand jeg ikke
forestille mig at J ere,
Jeg vilde at J skulde ansee Stats pg Prydelser som en fornøden
Daarlighed, hvilket alle Store Fruentimmer have gjort, som jeg no¬
gensinde har kiendt. Jeg forlanger ikke at J skal være ude af Moden,
men at J skal være den sidste og den mindste deri; Jeg venter at J vil
klæde eder een Grad ringere end J har Ævne til; og jeg vilde ønske,
at J, i eders eget Hierte, maae have den yderste Foragt for al den An¬
seelse og Værdighed, som et smukkere Skiørt kand give eder; efterdi
det vil hverken giøre eder riigere, smukkere, yngre, frommere, dydigere
eller viisere, end om det hengte paa en Stage.
Dersom J er i Sælskab med lærde Mænd, omendskiønt de skulde
falde paa at tale om Konster og Videnskaber, som overgaae eders B¬
greb, saa vil J dog høste meere Nytte af at høre paa dem, end af all
eders eget Kiøns Hvishvas og Sladder; Men dersom de ere Mænd der
forstaae at leve, saavel som de ere lærde, da vil de siælden føre nogen
Materie paa Banen, som J bør ikke være en Tilhører ved, og med Ti
den selv tale med udi. Dersom de tale om de adskillige Europæiske Ri¬
gers Sæder og Skikke: om Reyser til langtfraliggende Folk: om deres
eget Lands Tilstand, eller om de Grækers og Romeres Store Mænd og
Bedrifter: dersom de give deres Betænkning over Engelske og Franske
Skribentere, enten i Vers eller løs Stiil; eller om Dydernes og La¬
sternes Natur og Grændser; da er det en Skam for et Engelsk Fruen¬
timmer, om hun ikke finder Behag i saadan Samtale, om hun ikke
forbedres derved, og stræber ved Læsning og Underviisning at tage
Deel i deslige Tidsfordriv, heller end vende sig derfra, som det sæd¬


hanligen skeer, og raadslaae med det Fruentimmer, som sidder hende
nærmest, angaaende en ny ankommen Ladning af Vifter.
Det er noget haardt, at ikke en fornemme Mands Datter iblant
tusende skulde bringes til at læse, eller forstaae hendes eget Moders¬
Maal, eller at dømme om de lætteste Bøger, som ere skrevne deri; som
enhver maae finde, der kand have Taalmodighed til at høre dem, naar
de have Lyst til at radbrække en Comdedie eller en Historie, hvor det
mindste Ord, som er ikke gandske almindeligt, bringer dem sikkert i For¬
virring; og det er ingen Under, naar de ikke lære saa meget som at bog¬
stavere i deres Barndom, ey heller kand nogensinde komme dertil i de¬
res heele Livs Tiid. Jeg raader eder derfor, at J læser høyt, meere eller
mindre, hver Dag for eders Mand, om hand vil tillade eder det, eller
for nogen anden Ven (men intet Fruentimmer) som er i Stand til at
rette eder; og hvad Bogstaveringen angaaer, da maae J lære det med
Tiden; ved at giøre Udtog af de Bøger J læser.
jeg veed meget vel, at disse, som gemeenligen kaldes Lærde Fruentim¬
mer, have tabt all Slags Roos og Anseelse, formedelst deres utidige
Snaksomhed og store Indbilding om sig selv; Men der er et læt Raad
for dette; dersom J kuns engang betragter, at, efter all den Umag
g Fliid J maae anvende, kand J dog ikke, i henseende til hvad den
kaldes Lærdom, komme til en Skole=Drengs Fuldkommenhed. Men
den Læsning jeg vilde raade eder til, er alleneeste for at forbedre eders
egen gode Forstand, hvilken aldrig vil feyle at blive rettet ved en forsig
tig Beskeedenhed. Det er kun en vrang Maade, og et slet Vall af
Bøger, der giør disse lærde Fruentimmer just saa meget verre for hvad
de have læst; Og derfor skal det være min Omsorg at anføre eder bedre;
Et Embede, hvortil jeg agter mig selv ikke ilde skikket; efterdi jeg har
anvendt meere Tiid, og har haft fleere Leyligheder end mange andre,
til at undersøge og udgrandske, af hvilke Kilder Fruentimmernes Daar
ligheder have deres Oprindelse.
(Fortsættelsen følger hernæst.)
ette Uge=Skrift blivet hver Torsdag at bekomme i det Kongel priv.
Bogtrykkerie ved Stranden, skraas over Prammændenes Laugshuus,
hvor 3de forgyldte Skildter sees over Døren, Arket 2s.


No. 29.
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker.
(Fortsettelsen af No. 28.)
J¬
eg beder at J vil give agt paa, hvor ubetydelige Ting
den almindelige Hob af Fruentimmer ere, naar de have overlevet
deres Ungdom og Skiønhed; hvor foragtelige de synes for Mand¬
folkene, og endnu meere foragtelige for den yngre Deel af deres eget
Kiøn: og have ingen Trøst, ingen Erstatning derfor, uden at de kand
fordrive deres Eftermiddager med Besøgelser, hvor de ere aldrig kiær¬
komne, og deres Aftener med Kort=Spill iblant hinanden; efter at den
første Part af Dagen er gaaet bort i Arrighed og Misundelse, eller i en
unyttig Stræben at forbedre ved Konst og Klæder hvad Tiden har for¬
dervet og ødelagt. Da jeg derimod har kiendt Fruentimmer paa tred¬
sindstyve Aar, hos hvilke alle de maneerligste Folk ved Hoffet og i Byen
giorde deres Opvartning, uden nogen anden Hensigt, end for at nyde
den Fornøyelse at tale med dem.
Jeg kiender ikke een eneste Egenskab, der er elskelig hos en Mands¬
Person, som jo er ligesaa hos et Fruentimmer; jeg undtager end ikke
Bluefærdighed, og naturlig Sagtmodighed; ikke en Udyd eller Daar¬
lighed, som jo er lige afskyelig i begge Kiøn. Der er vel en Skrøbe¬
lighed, som almindeligen bevilges eder, jeg meener Banghed. Dog
skulde det synes at være meget sælsomt, at naar Fruentimmer tilstaae
deres Høyagtelse for en Oberst eller en Capitain, formedelst hans Mood
og Tapperhed, de da skulde bilde sig ind, at det er en meget tækkelig


at være bange for deres egen
og velanstændig Egenskab hos dem selt
Skygge; at skrige i en stor Baad eller Færge, naar Væiret er aller¬
meest stille, eller i en Vogn paa en jævn Vey: at løbe for en Koe, der
er hundrede alen langt fra dem; at falde i Afmagt over at see en Ed¬
derkop, en Øretvist eller en Frøe. J det mindste, dersom Feyghed er
et Tegn til Grumhed, (som det almindeligen holdes for,) da kand jeg
neppe tænke, at den er saa ønskelig en Egenskab, at nogen bør agte den
værd at forøge ved Affectation.
Og saasom de samme Dyder ere lige anstændige for begge Kiøn,
saa er der ingen Egenskab, hvorved Fruentimmer stræbe at skille sig fra
Mandfolk, ved hvilken de jo ere just saa meget verre, undtagen denne
eneste, Jndgetogenhed; hvilken dog, saaledes som J almindeligen ud¬
vise den, er intet andet end Affectation eller Hyklerie. Thi saasom J
kand ikke være for meget koldsindige og alvorlige imod disse af vort Kiøn,
som understaae sig at tage usømmelige Friheder i eders Nærværelse, saa
bør I derimod være gandske utvungne, naar J ere i Sælskab med vel¬
fortiente Mænd, paa hvis Beskeedenhed og Fornuft J have haft til¬
strækkelige Prøver.
Der fattes aldrig i denne Bye en Art af frække, storpralende og
mundkaade Fruentimmer, hvis Gaver blive iblant Spradebasser antag
ne for Kløgtighed og artige Jndfald; deres Fortræflighed bestaaer i
grove anstødelige Talemaader, og det som de kalde at stoppe Mun¬
den paa en Mand. Dersom det hænder sig, at en Mands=Person
i deres Sælskab har en Plæt i hans Herkomst eller Person: dersom
noget Vanheld er vederfaret hans Familie, eller ham selv, som hand
er skamfuld over, da vil de gandske vist give ham grove Streeger der¬
af, uden nogen given Aarsag. Jeg vilde heller raade eder til at giøre
Bekiendtskab med en gemeen Skiøge, end med saadanne Vovehalse
som disse. Jeg har ofte tænkt, at ingen Mand er forpligtet til at holde
saadanne Creature for at være Fruentimmer; men at begegne dem lige¬
som uforskammede Skelmer, der ere forklædte i Fruentimmer=Klæder,
hvilke mand bør klæde af og sparke ned ad Trappen.


Jeg vil legge en Ting til, omendskiønt den ikke gandske passer sig
her; det er at bede eder, at J vil lære at agte og ære eders Mand for
disse gode Egenskaber, som hand virkeligen besidder; og ikke at indbilde
eder andre hos ham, som hand visseligen ikke har. Thi endskiønt dette
sidste bliver almindeligen antaget for et Beviis paa Kierlighed, saa er
det dog i sig selv intet andet end en Affectation eller slet Skiønsomhed.
Det er sandt, den Person, som J har udvallt, fattes saa gandske faa
Fuldkommenheder, at J er ikke i stor Fare for at forsee eder paa denne
Kant; Men jeg har faaet Anledning til denne Advarsel, ved et Fruen¬
timmer af eders Bekientere, som er giftet med en meget agtbar Mand;
dog er hun saa ulykkelig, at hun altid berømmer ham for disse Fuld¬
kommenheder, som hand allermindst kand tilegne sig.
Hvad Udgifter angaaer, da meener jeg at J bør være vel under¬
rettet om eders Mands Jndkomster, og være saa god en Regnemester,
at J holder eder der inden for, i den Deel af Huusholdingen, som fal¬
der i eders Lod; og ikke at giøre som nogle kloge Fruer, der tænke at
de vinde en stor Post, naar de have plaget deres Mand til at kiøbe dem
en ny Eqvipage, et Kniplings Hoved=Sæt, eller en smuk Klædning, u¬
den engang at betænke, hvilke lange Slagter=Regninger der blive u¬
betalte.
Jeg beder at J vil bevare dette Brev i eders Cabinet, og øfte u¬
partiisk undersøge eders gandske Opførsel derefter. Og saa Gud vel¬
signe eder, og giøre eder til et skinnende Exempel for eders Kiøn, og
en bestandig Trøst og Fornøyelse for eders Mand og eders Forældre.
Jeg er med stor Oprigtighed og Hengivenhed, Madam
Eders trofaste Ven
og ydmyge Tiener
Jonathan Svift.
Der


ustrue er ikke det behageligste Navn i Naturen,
ersom det8
da have alle Viise=Mænd, fra Verdens Begyndelse og indtil den¬
ne Dag, været overeensstemmende i en Vildfarelse. Men vor Ulyksa¬
lighed her i Landet har været, at nogle faa vittige, men tillige vellysti¬
ge og ryggesløse Mænd have gandske forvendt det til en blot Fyldest¬
giørelse af en utæmt Begiærlighed, tvert imod sund Fornuft, Skik og
Orden; da dog enhver Forlystelse, som gaaer uden for Fornuftens
Grændser, er et Trin til Galenskab og Daarlighed. Ægte-Standens
Guddømmelige Stifter har bestemt den til en bestandig Kilde for saa
megen Lyksalighed og sand Fornøyelse, som vort Væsens nærværende
Beskaffenhed kand tage imod. At der findes mange Exempler paa ulyk¬
salige og misfornøyede Ægteskab, kand ingen negte; men i stedet for
at vore Tiders unge Mandfolk bruge dette til en, i deres Tanker, lov¬
lig Undskylding for deres i mange Maader skadelige Lyst til den enlige
Stand, saa burde de betænke, at de forommelte afskrækkende Exempler
have lige saa ofte, ja vel meget oftere, deres Oprindelse af Mandkiøn¬
nets vrange Forhold i deres Vall og af deres Opførsel i Ægte=Standen.
Vel findes utallige saavel Moralske som Satyriske Skrifter opfyld¬
te med Forestillinger af Qvindekiønnets Feyl, Daarligheder og Laster;
men i fald den Gave at skrive var faldet i dette Kiøns Lod, mon vi da
ikke, foruden de ved daglig Forfarenhed forekommende Exempler, skul¬
de høre mangfoldige meere sandfærdige Foriællinger, til Mandkiønnets
Vanære..
En Løve vandrede i Sælskab med en Mand;
Paa Veyen taltes der om allehaande Sager,
Enhver af dem Anleedning tager,
Sin egen Art til Roos at føre noget an.
Den kække Løve først sin Styrke høyt berømmer,
Hvori hand alle Dyyr saa meget overgaaer,
At Konge=Titul ham derfor med rette sømmer;
Men Manden ham det ey tilstaaer,
Betaabende sig paa, mand har Exempler fundet,
At Løven af en Mand er blevet overvundet.
Jmens


Jmens de talede herom,
De tlen kønstigeniudbuggrk Støtte kom, .
hvllken forestillet bliver,
Hvorledes Heteules en Løversønderriver.
Det seer dui sagde da den taabelige Mand,
At du din Stytke ey mod os berømme kand.
Men Løven hidsigen den Daare igiendriver,
g paa sligt Pralerie det Svar med føye giper;
Dersom vor Løve=Art var saa, som eders er,
Billedhugger Kunsten drevet,
Da skulde du vet see, hvor mange Mennesker
Vi Løver have sønderrevet.
Hvorpaa hand i Forbittrelse
Paa Manden selv sin Styrke øvede.
eg kand derfor ikke være denne falskeligen foregivne Fordervelse
hos Qvindekiønnet, som giør Ægte=Standen saa forhadt hos vore Ti¬
ders Libertiner; men et vrangt Begreb om det de kalde Frihed, hvilket
i deres Munde siger intet andet end en selvtaget Egenraadighed til at
overtræde de Guddommelige og Menneskelige Love. Disse Friheds Mar¬
tyrer burde betænke, hvilke smaa og foragtelige Creature de vilde synes
i en Hustrues Øyne, der besad saa fuldkommen en Forstand og Dyd,
som de udkræve. Det kand derfor passe sig paa dem, hvad Marqvis af
Hallifax siger i hans Fruentimmers Ny=Aars=Gave angaaende de
Feyl og Laster, som kunde findes hos en Ægtemand: At det i mange
Maader vilde blive vanskeligt for en Kone at leve under en Mands Øy¬
ne, som ingen Fevl har; thi hendes vilde da giøre hende des meere
foragtelig og ufordragelig for ham.
Ved denne Leylighed skal jeg anføre noget af Echards Romerske
Historie; Da Augustus kom tilbage til Rom, efter at Krigen havde
Ende, bleve der indgivne Klagemaal til ham, at alt for mange af de
fornemme unge Herrer levede i eenlig Stand. Keyseren sammenkaldte


derfor det gandske Ridderskab; og da hand havde adskilt de giftede fra
de ugiftede, beviiste hand de første megen stor Ære; men hand sagde
til de sidste, nemlig de unge Karle, at deres Levnet og Gierninger hav¬
de været saa besynderlige, at hand vedste ikke, med hvad Navn hand
skulde kalde dem; hand kunde ikke kalde dem Mænd, thi de forrettede
intet som var mandagtigt; hand kunde ikke kalde dem Borgere, thi
Staden maatte gierne blive øde og undergaae for dem; hand kunde
ikke kalde dem Romere, thi de havde i Sinde at udrødde det Romer¬
ske Navn. Videre, for at viise sin ømme Kierlighed og hiertelige Om¬
sorg for sit Folk, forestillede hand dem, at deres Leve Maade havde
saadanne fordervelige Følger for det Romerske Folkes Ære og Høyhed,
at hand kunde ikke andet end lade dem vide, at alle andre Laster tilho¬
be kunde ikke ligne deres; thi de vare skyldige i Manddrab, i det de
lode ikke disse fødes, som skulde avles af dem; de vare skyldige i Utak¬
nemmelighed mod deres Fædre, i det de lode deres Navn og Ære op¬
høre; de vare skyldige i aabenbar Ugudelighed, i det de ødelagde de¬
res egen Art, som nedstammer fra de udødelige Guder, og den Men¬
neskelige Natur, som er den fornemste Ting der er helliget dem. J
disse Henseende derfor ophævede de Regieringen, i det de overtraadte
dens Love, de forraadte deres Fæderneland, i det de lode det blive øde
og bart, ja de ødelagde deres Stad, hvilken de berøvede sine Jnd¬
vaanere. Og hand var forsikkret om, at alt dette skeedte ikke af nogen
Slags Dyd eller Afhold, men af en Letsindighed og kaad Ryggesløshed,
som burde aldrig taales eller understøttes i nogen verdslig Regiering.
Mand finder ingen omstændelig Beretning om disse unge ypperli¬
ge Herrers Forhold og Levemaade, hvilke denne store Keyser begegne¬
de med saa stor Retfærdighed og Unaade; men enhver som giver agt
paa, hvad der skeer her i Byen, kand meget vel giøre sig selv et Be¬
greb om deres Sviir og Uordentligheder heele Natten igiennem, og de¬
res kiendelige Forberedelser dertil om Dagen. Det er ikke at tvile om,
at disse Romere aldrig levede noget af deres Tiid uskyldigen, uden naar
de sove, og sove aldrig uden naar de vare keede og trætte af at sviire,
og sove alleneste for at bereede sig til at begynde paa ny igien.
Hanen


Hanen og
Turtel¬¬
En Fabel.
t var Turtel=Duer sfadde en Sommer=Dag paa deres Due=Slag,
og med Neb mod Neb gave deres fælles Fornøyelse tilkiende. En
stolt Hane gik dem forbi og ansaae dem med en spodsk Foragt; hand
havde tiuge Høner efter og omkring sig. Duerne bleve siddende, uden
at see derefter, hvilket fortrød Hanen, som med en haanlig Latter sag¬
de: Mig synes at to kierlige Duer kand nebbes og leege heele Dagen!
dersom J ere saa lyksalige, som J foregive, da maae jeg tilstaae at
eders Lyksalighed er meget stor og langvarig; men jeg er vis paa, at
det er lutter Hyklerie og Forstilling. Kand een med een give hinanden
saadan Fornøyelse? Fy, jeg kand ikke taale at see disse hykkelske Duer.
Duriken svarede ham da: du vanartige Spottefugl, vi bekymre os ikke
om dit Gækkerie! Vor Kierlighed er trofast, og overlever Ungdommens
visnende Blomster; Turtel=Duer ere ikke alleeneste Elskere, men Ven¬
ner. Vi have i vort gandske Liv een og den samme Hensigt, vort
Haab, vor Frygt, vore Ønsker ere de samme. Du derimod hverken
elsker eller elskes; du er selv en Libertiner, og saaledes ere alle de Hø¬
ner, som du løber gal med. Vil een af dem staae dig bi, eller være
bekymret for dig, naar du af Jalousie eller Vrede vover en blodig Kamp
med andre Haner, du falder: en anden kommer i dit Sted, og den
sidstkomne er altid meest velkommen.
Duen sad imidlertid taus og stille, som det sømmer en beskeeden
Hustrue, men gav dog ved sine kiærlige Øyekast tilkiende, at hun sam¬
tykte og fornøyede sig ved hendes Mages fornuftige Tale.
Slidder Sladder! sagde Hanen, jeg gider ikke svare derpaa. Gaae
hen og slæb eders Lænker, som J finde saa stort Behag udi.


ung, dristig Hane dertil, hvis
ande
Men i det samme kom en
Alasyn røbede hans geyle Ønsker. Hønerne lode see at hans Ankomst
var dem ikke ubehagelig; hand galede: de fyldestgiorde hans Ønsker,
og hand galede igien. Dette gav Anleedning til en blodig Striid.
dønerne vare u bekymrede og gik bort. Den sidste Hane døer; men
heyervinderen lever lemlæstet og ilde tilreedt, og dertil en Foragt for
alle hans Koner, som hverken sørge for den saarede eller for den døde.
Derefter komme fleere Haner, ny Kierlighed, ny Striid; de sværme,
de misunde, de slaaes, de døe.
Turtel=Duerne saae paa hinanden med en indbyrdes lykønskende
rnøyelse, og takkede Himmelen, som havde skabt dem til at være
Duer.
Bad andre Hanens Veye tage
Og paa Naturens Fælled jage,
De Hanens Skæbne og vil faae;
den skal langt større Sødhed smage,
Søm med sin ene Ægte=Mage
J Liv og Død sig glæde maae.
M¬
ette Uge=Skrift bliver hver Torsdag at bekomme i det Kongel. priv.
Bogtrykkerie ved Stranden, skraas over Prammændenes Laugshuus,
hvor 3de forgyldte Skildter sees over Døren, Arket 2s.


No. 30
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker
Dare jura maritis.
M¬
and hører dagligen mange Klagemaal af Ægte=Mænd,
som besvære sig over Forfængelighed, Stolthed, men i sær
over Ondskab og Arrighed hos deres Hustruer. Men naar
mand nøye vil undersøge Aarsagen til deres Misfornøyelse, da skal mand
oftest finde den hos dem selv, og jeg har siælden befundet noget Ægte¬
skab ulyksaligt, uden formedelst Mangel paa Skiønsomhed eller From¬
hed hos Manden. Sagen er denne, vi beyle gemeenligen i saadan en
Stiil og med saadanne Tanker, som skikke sig meget slet i det almin¬
delige Levnet; de ere halv Theatralske og halv Romanske. Derved
reyse vi vor Jndbilding til det, som ikke kand ventes i det Menneske¬
lige Liv, og efterdi vi ikke i Forveyen forestillede os, at den Person,
som vi forelskede os i, kunde være underkastet Misfornøyelse, Alder¬
dom, Sygdom, Utaalmodighed eller Knurvorrenhed, men betragtede
hende stedse som een, der skulde foraarsage os idel Glæde, saa bliver
den Menneskelige Natur selv ofte tilregnet hende som en særdeles U¬
fuldkommenhed eller Mangel.
Jeg holder det for en Regel, som er tienlig at tage i Agt i alle Li¬
vets forefaldende Omstændigheder, men fornemmeligen i Huus= eller
Ægte=Standen, at mand altid er villig til at være fornøyet. Dette
kand ikke skee, uden ved at betragte Tingene i deres rette Gestalt, og
som Naturen har dannet dem, og ikke som vor egen Fantasie og Be¬


gierligheder vilde have dem. Naar derfor en Mand tager et Fruen¬
timmer til sin Ægtefælle, uden nogen anden Betragtning end Forven¬
telse af Spøg og Leeg, og, som jeg tilforn sagde, anseer hende alle¬
neste som et Middel til at fyldestgiøre hans Lyster, da vil hand, ligesom
hans Lyst formindskes, uden hendes Forseelse tænke at hendes Deylig¬
hed, Yndigheder og Fortienester ere aftagne; derpaa maae følge Kold¬
sindighed, Afsky, Fortredelighed og Forbittrelse. Men den Mand
som lader Fornuften understøtte hans Kierlighed, og anseer den Per¬
son, som hand elsker, som undergivet alle det Menneskelige Livs E¬
lendigheder, baade i henseende til Legem og Sind, ja endog, naar
det er allerbest, som en, der maae tilbringe ham ny Bekymringer og
ny Pagrørende; saadan en Beyler, siger jeg, vil rette sig selv derefter,
og læmpe sit Sind efter hans Omstændigheders Natur. Denne Per¬
son vil forberede sig til at være en Fader, en Ven, en Talsmand, en
Forvalter for Folk, som endnu ikke ere fødte, og har beqvemme Sinds
Bevægelser til reede for enhver Hændelse, som kand møde ham i hans
Ægte=Stand. Saadan en Mand kand høre hans Børns Graad med
Medynk i stedet for Vrede; og naar de springe oven over ham, da bli¬
ver hand ikke for-uroliget ved deres Støyen, men er glad over deres
Lystighed og Helbred. Mr. Trusty har fortalt mig, at ham synes at
det forøger hans Agtsomhed, i den vanskeligste Forretning, som hand
har under Hænder, naar hand hører hans Børn, for hvis skyld allee¬
ne hand bekymrer sig og stræber, at giøre Bulder og støye i det næ¬
ste Kammer. Paa den anden Side kand Mr. Sparkish ikke sætte sin
Paryk paa eller sin Hals=Klud i Lave for Speylet, for Støy af disse
forbandede Ammer og skrigende Unger; og slutter derpaa med en artig
Betragtning over Ægte-Standens Fornøyelser, løber ud af Dørren
og kiører hen til Caffee=Huuset.
Ligesom en Ægtemand er skikket i sig selv til at være fornøyet, eller
misfornøyet, saaledes kand enhver Omstændighed i hans Liv give ham
Smerte eller Glæde. Naar hans Kierlighed er faldet paa en værdig
Person, og understøttes ved Betragtninger om Pligt, Ære og Ven¬
skab, som ere i høyeste Grad fornødne i denne Forbindelse, saa kand
der intet forefalde i det almindelige Levnet, enten af Lykkens Gunst eller
Ugunst,


Ugunst, i hvilket en Mand
vil finde Anledning til no¬
Fornøyelse,
som er ubekiendt for dem der leve i enlig Stand.
Den som oprigtigen elsker bans Hustrue og Familie, og beflitter
sig paa at forøge denne Kierlighed hos sig selv, hand finder en Fornøy¬
else af de meest ligegyldige Ting; da derimod en Ægtemand, som har
ikke sagt Stadens vedtagne Levemaader og falske Kierligheds Forlystelser
Farvel, forvirres og bliver misfornøyet over alt hvad der er omkring
ham. J begge Tilfælde er det meget taabeligt at fortælle saadanne For¬
nøyelser og Besværinger for den øvrige Deel i Verden; men jeg taler
alleeneste derom, saaledes som de virke hos dem, der ere indviklede deri.
En Fader og Moder, endskiønt de ellers ikke ere Tosser, kand finde stor
Behag i deres Børns Ord eller Gierninger, endskiønt en Fremmed ikke
finder det mindste deri, som er ugemeent eller af nogen Kløgtighed;
Men een, som giør fornuftige Anmærkninger over alt hvad der forekom¬
mer ham, kand ikke andet end fornøye sig over at betragte det Livs Lyk¬
salighed, i hvilket ubetydelige Ting kand give Anleedning til Haab,
Selv=Fornøyelse og Triumpf. Derimod findes der en vanartig Fan¬
tast, som har ikke gjort Fremgang i nogen Ting undtagen i Størrelse,
hvilken, saasom ham fattes foranførte Sinds Beskaffenhed, saa anseer
hand sin heele Familie som en Hob taabelige Qvindfolk og Børn, og
byder dem at holde Munden, naar de end og tale om Ting, som ere
virkeligen over hans Begreb.
Vel kand det ikke negtes, at der og ere vanartige Qvinder, og naar
de falde i en Mands Lod, da behøves der en meere end gemeen Grad
af Philosophie til at leve med dem; og naar de blive forenede med
hidsige Mænd, som ikke have ved Øvelse eller Studeringer lært at sty¬
re sig, da gaaer det ikke gierne af uden Stryg. Men da det er langt
tienligere at drage nogen aandelig Nytte udaf alle Gienvordigheder, saa
vilde jeg heller raade dem, der ere hiemsøgte med uregierlige Hustruer,
at de giøre sig skikkede til at leve i Verden ved den Taalmodighed de
lære hiemme. Socrates bliver, efter alle Beretninger, antaget som Hø¬
ved og Formand for dem der ere plagede med arrige og myndige Ko¬
ner; og hand tilstod, at hand maatte tilskrive en stor Deel af sine Dy¬


der den Øvelse, som hans nyttige Kone stedse holdt dem i. Mand kand
drage mange nyttige Lærdomme af de Svar, som hand gav adskillige,
der vare mindre tappre end hand selv, naar de talte om hans Huus¬
Plage. En Ven spurte ham, med Fortrydelse, hvorledes saa god en
Mand kunde leve med saadant et slemt Creatur? denne gav hand til
Svar: At de som lære at sidde vel til Hest, sætte sig paa den
uregierligste som de kand finde, og naar de have lært at ride
den, saa ere de visse paa, at de aldrig skal komme af lave, naar
de ride dem der ere mindre utæmmede. Til adskillige andre af hans
Venner sagde hand i samme Anledning, at de maatte takke Kan¬
tippe derfor, at hand med saa stor Taalmodighed kunde taale
deres Hidsighed naar de disputerede. Jeg vilde derfor, at en viis
Mand skulde være fornøyet med sit Lod, endog med en Skiænde=Giæst;
|hi endskiønt hand kand ikke giøre hende bedre, saa er det dog mueligt,
at hand kand forbedre sig selv ved hende.
Men saasom det skulde blive vanskeligt at finde mange Exempler af
Mænd, der ere saa uskyldige som Socrates, i deres Hustruers misha¬
gelige Opførsel, saa skulde det vel og blive vanskeligt at finde mange
Rantipper, naar Mændene forstode at begegne og regiere dem med til¬
børlig Fornuft og Forsigtighed. Jeg siger derfor, at jeg er fuldkom¬
men forvisset om, at alt hvad der er fornøyeligt i det menneskelige Liv,
bliver det endnu i større Fuldkommenhed i Ægte=Standen, end i den
enlige Stand. En Mand, som er af saadan Gemyts Beskaffenhed,
finder en dobbelt Fornøyelse af den Lykke eller Glæde, som kand veder¬
fares ham, naar hand tænker ved sig selv, hvor lyksalige og for¬
nøyede vil dette giøre min Kone og mine Børn! J Bedrøvelse
eller Fare trøster hand sig dermed, at hans Kone og Børn ere i
Behold. Kort sagt, Ægte=Standen, med eller uden den dertil ud¬
krævede Kierlighed og Sinds Beskaffenhed, er det fuldkommenste Bille¬
de paa Himmerig og Helvede, som vi kand erfare i dette Liv.
Tibi


Tibi Scriptus
I¬
en Moralist kand ikke siges at efterkomme sin Pligt, som alleeneste
udsøger og afmaler de slemme og lastefulde Carakterer i det menne¬
skelige Kiøn, og forsømmer at anføre og beskrive de gode og dydige, el¬
ler at fremstille dem i den behagelige Gestalt, hvorved de maae nyde
deres velfortiente Berømmelse og efterfølges som værdige Exempler i de¬
res adskillige Omstændigheder. Det smukke Kiøn i sær har Aarsag til
at bebreyde de moralske Skribentere denne vrange Opførsel, i det disse
synes meere villige til at fremsætte de verste Exempler af Qvindekiønnet,
og derved at bringe det i Foragt og Vanære, end til at anvende lige
Fliid paa at udsøge og beskrive de gode, hvorpaa der ey er saa stor
Mangel, som mand snart maatte slutte, af den Forsømmelse hvormed
de forbigaaes.
Der findes utvilagtigen mange unge værdige Fruentimmer, som
kunde blive de herligste Exempler i Ægte=Standen, som Hustruer, som
Mødre, og i andre derved forefaldende Pligter, dersom Mandfolkene
vare meere agtsomme til at kiende dem, meere dydige til at elske dem
eller mindre egennyttige til at lade deres Vall bestemme af en større el¬
ler mindre Medgift; saa at det kand ikke være Mangel paa gode og til
Ægte=Standen velbeqvemme Fruentimmer, der tvinger saa mange af
vort Kiøn til at foredrage den enlige Stand; thi jeg har selv hørt en
ung Libertiner sige, at hand vilde ikke bortgive sin Frihed for all den Dyd
og Skiønhed, som findes i det gandske Kiøn. Men hvad Virkning der
end kand ventes deraf, saa udkræver dog billigheden, at de gode Ca¬
rakterer, som findes i det smukke Kiøn, bør ikke alleneste fremstilles de
Medlevende til Exempel, men og til Efterkommernes Opbyggelse vedli¬
geholdes i Skrifter, der vil blive varagtigere end mine. Til den Ende
vil jeg udsøge nogle Carakterer af Jomfruer, Hustruer og Enker, som
fortiene at efterfølges. Den som skal anføre dette berømmelige Tall
af Heltinder, skal være den elskelige Fidelia.
Førend jeg begynder at opregne hendes særdeles Egenskaber, er det
fornødent at melde, at hun er den eneste Datter af en ældgammel Fa¬


der, hvis Liv beroer paa hendes. Denne Herre har begegnet Fidelia,
fra Vuggen af, med all den Ømhed og Kierlighed, som mand kand
forestille sig, og har betragtet hendes voxende Fuldkommenheder med en
Faders Partiskhed, som snarligen tænkte, at hun var fuldkomnere end
alle andre Folkes Børn; men tænkte dog aldrig, at hun var kommet
til den høyeste Fuldkommenhed, som hun selv kunde opnaae. Denne
hans overmaade Kierlighed har haft meget lyksalige Virkninger til at
befordre hans egen Lyksalighed; thi hun læser, hun dantser, hun siun¬
ger, hun spiller paa Claveer og Luth i den høyeste Fuldkommenhed.
og Jomfruen bruger alle disse ypperlige Gaver alleneste til at fornøye
den gamle Mand i hans Læne=Stol, naar hand er fri for den Smer¬
te, som en afvexlende Sygdom foraarsager ham. Fidelia er nu i hen¬
des tredie og tiugende Aar; og omendskiønt hun har mange Beylere, er
i sin beste og munterste Alder, og forstaaer sig meget vel paa alt hvad
der er ret artigt og ziirligt at forlyste sig med i en overflødig Velstand,
saa kand dog alt dette ikke drage hende fra hendes gode gamle Faders
Side. Vist nok er det, at ingen Kierlighed er saa reen og Engle=liig
som en Faders til en Datter. Hand betragter hende baade med og
uden Hensigt til hendes Kiøn. J Kierlighed til vore Hustruer er der
Begierlighed, i Kierlighed til vore Sønnet er der Ærgierrighed, men
i Kierlighed til vore Døttre er der noget, som vi ikke have Ord til at
udtrykke. Hendes Levnet er gandske bestemt til Huus=Forretninger, og
hun er saa redebon en Ven og Bistand, at alt hvad der skeer hos og
omkring en Mand, er ledsaget af en Forestilling om hendes Nærværelse.
Hendes Kiøn er derhos naturligen underkastet saa megen Fare, baade
formedelst hendes Velstand og hendes Uskyldighed, at denne Betragt¬
ning giver maae skee endnu en ny Aarsag til den ømmeste Kierlighed.
Jngen uden Fædre kand have et sandt Begreb om dette Slags Fornøy¬
elser og Følelser; Men saasom jeg er en fortroelig Ven af Fidelias Fa¬
der, saa anfører jeg de Ord, som jeg har hørt af hans egen Mund, og
kand deraf giøre disse Betragtninger over hans Kierlighed til hende.
Fidelia paa sin Side, med alle de Fuldkommenheder hun besidder,
med all hendes Skiønhed, Forstand, Artighed og Anseelse, anvender
all sin Tiid paa at gaae sin Fader til haande. Hvor har jeg været hen¬
rykt over at see et af de deyligste Fruentimmer i vor Tiid at ligge paa


Knæ og hielpe en
gammel Mand hans Tøfler paa! Hun holder det for
sin Fornøyelse, sin Hoved=Forretning og sin Ære at udvise sin Dat¬
terlige Pligt imod ham. Da en af hendes afdøde Moders Veninder
begiærede, at hendes Søn maatte tilbyde hende sin Kierlighed, svare¬
de hun, at hun erkiendte med stor Respect og Taknemmelighed det For¬
slag, som hun giorde hende, angaaende en Person, der var hende saa
nær paarørende; men at hun saa længe hendes Fader levede, vilde ikke
lade sit Hierte fatte Tilbøyelighed til nogen Ting, som skulde hindre
hende i at stræbe efter at giøre hans øvrige Leve Tid saa lyksallg og
fornøyet, som det kunde ventes i hans Omstændigheder. Den anden
gav hende smilende tilkiende, at hun var nu i sine beste og blomstrende
Aar, hvorpaa Fidelia svarede med en Aabenhiertighed, som altid føl¬
ger en uforstilt Dyd: Det er sandt, Madam, der maae visseligen
være stor Fornøyelse at vente i Omgængelse med en æragtig
Mand, som mand inderligen elsker, men jeg finder saa stor
Fornøyelse i den Betragtning, hvor meget jeg forlindrer en
god Mands Smerte, hvis Velfærd beroer paa min omhygge¬
lige Nærværelse og Opvartning, at jeg villigen forsager Kier¬
ligheds letsindige Fornøyelser, for de vigtigere Betragtninger
af min Pligt og Lydighed. Jeg veed ikke om en Mands Hu¬
strue vilde faae Tilladelse, og (hvad jeg endnu meere frygter
for) jeg veed ikke, om jeg, som Kone, skulde blive saa villig
til at være saa tienstagtig mod min Fader, som jeg nu er.
Den lyksalige Fader har hendes Erklæring, at hun vil ikke gifte sig saa
længe hand lever, og har tillige den Fornøyelse at see, at denne fattede
Slutning giør hende ikke misfornøyet. Dersom en skulde afmale en
Datters Kierlighed i dens høyeste Skiønhed, hand kunde aldrig faae
et livagtigere Begreb derom, end ved at beskue Fidelia opvartende hen¬
des Fader, naar hand staaer op, naar hand spiser og naar hand leg¬
ger sig.
Naar den almindelige Hob af unge Fruentimmer sidder for Spey¬
let og pynter sig til et Ball, et Giæstebud, eller et Skue=Spill; og et
ungt Fruentimmer, som kunde ansees iblant de ypperste paa disse Ste¬
der,


der, baade formedelst hendes Person, Forstand, Midler og Omgæn¬
gelse, foragter dog alle disse Forlystelser, for at lindre en udlevet Fa¬
ders besværlige Timer, er dette ikke en ret heroisk Selv=Fornegtelse?
Fidelia forretter en Opvarterskes Pligt med all den Skiønhed som kand
ziire en Brud; hun forsømmer ey heller sin Person, fordi hun maae
gaae sin Fader til haande, naar hand er for syg til at tage imod Besø¬
gelser, for hvis skyld hun maatte pynte sig.
Fidelia, som opofrer ham sin Ungdom, tænker ikke at det er noget
stort, om hun tillige slider sine Klæder. Den anstændige Fliid, hvor¬
med hun klæder sig, overbeviser hendes Fader om hendes Sinds Mun¬
terhed; og intet Fruentimmer kand have bedre føye til at tragte efter
Roos for en udvortes Skiødesløshed i sin Klæde=Dragt. Det som
endnu forøger den gode gamle Mands fornøyelige Tidsfordriv, er, at
Fidelia, hvis Fortienester og Riigdom kand ikke andet end forskaffe hen¬
de Beylere, som skrifteligen aabenbare hende deres Kierlighed, læser alle
disse Breve for hendes Fader, spiller paa sit Claveer de lystigste Arier,
(og imedens hun giør dette, skulde J tænke at hun var alleneste skikket
til disse Artigheder) for at lade ham forstaae, hvilke Fornøyelser hun
foragter for hans skyld.
De som indbilde sig at være et Mynster for maneerlig Levemaade
og Artighed, skulde falde i Forundring over at høre, at i disse Mellem¬
Tider, naar den gamle Herre er vel og kand fordrage Sælskab, ere
der i hans Huus, i den allerbeste Orden, Forsamlinger af de ypperlig
ste og værdigste Folk; hvor mand taler med hinanden, uden at melde
om de Fraværendes Feyl, hvor der er Velvillighed imellem Mandfolk
og Fruentimmer, uden Kierligheds Passioner, og hvor de høyeste mo¬
ralske Materier afhandles i en naturlig og utvungen Samtale. Hvil¬
ket altsammen maae tilskrives Fidelias rare Forstand, som derved giør
sin Faders Vey til den anden Verden lættere, og tillige sig selv skik¬
ket til at være en Ære for hans Navn i denne.
Dette Uge=Skrift bliver hver Torsdag at bekomme i det Kongel. priv.
Bogtrykkerie ved Stranden, skraas over Prammændenes Laugshuus,
hvor 3de forgyldte Skildter sees over Døren, Arket 2s.


No. 31.
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker.
Propositi nondum pudet, ata; cadem est mens,
Ut bona summa putes, aliena vivere quadra.
D¬
a Diogenes engang blev spurt, hvad Slags Viin hand kun¬
de best lide, svarede hand: Den som drikkes paa andres Be¬
kostning.
Endskiønt Diogenes's Carakter har aldrig opvakt nogen alminde¬
lig Nidkiærhed til at efterfølge den, saa ere der dog mange, som ligne
ham i hans Viin=Smag; mange som ere ædruelige, endskiønt ikke
Viinhadere; hvis Begierligheder, endskiønt de ere for stærke imod For¬
nuften, holdes dog i tvang ved Gierrighed; og for hvilke alle lækkre Ting
tabe deres Behagelighed, naar de ikke kand bekommes uden ved deres
egen Bekostning.
Jntet foraarsager meere besynderlige Sæder og en meere ustadig
Levemaade, end naar stridige Laster føre Krig imod hinanden i det sam¬
me Sind. Den som gaaer altid lige frem for at opnaae et Maal, en¬
ten det er got eller ondt, hand har en fastsat Grund=Regel for sine Gier¬
ninger, og saasom hand altid kand finde Stallbrødre, som vandre den
samme Vey, saa opmuntres hand ved Exempler, og skiules i Mængden;
men den som paa engang drives af stridige Begierligheder, hand maae
gaae frem i sin egen besynderlige Linie, og taale den Bebreydelse, som


vi naturligen have Lyst til at giøre dem, der skille sig fra den øvrige deel
af Verden, uden engang at undersøge, enten de ere verre eller bedre.
Dog frembringer denne Begierlighedernes Stnid undertiden meget
forunderlige Virkninger. At spække sig med kostbare og langt fra hen¬
tede Rætter, at foræde sig i u-ophørlige Forandringer, og dog i agt tage
de strengeste Huusholdings Regler, det er visseligen en Kunst, som billi¬
gen maae drage alles Øyne til dem, som ved deres Fliid eller Skiøn¬
somhed have naaet den. Vel er Fraadserie en læt Videnskab for den,
som er fornøyet med at opbryde hans Forfædres Penge=Kiister, eller
pandtsætte deres Eiendomme, paa det hand maae leye Overdaadigheds
Betientere for den høyeste Priis; dog høre vi ofte, at Fraadseries Til¬
hængere prale af deres velanrettede Bordes Ziirlighed, hvilken de dog
maae tilskrive andres Smag, og at de med en inderlig Fornøyelse op¬
regne de mange og adskillige Rætter, som deres Kokke og Kiøgemestere
forskaffe dem; og vente derfor lige Berømmelse med dem der opfinde
Kunster, og sætte Skik paa ubehøvlede Nationer. Men at forkorte
Veyen til den Lyksalighed at æde kræseligen uden Bekostning, det er en
Hemmelighed, som endnu er meget faa bekiendt; men som visseligen for¬
tiener disses Nysgierrighed, hvis ypperste Glæde bestaaer i et got Maal¬
tid, og som see Solen staae op, uden noget andet Haab, end at de skal
fylde deres Bug inden den gaaer ned.
Blant dem, som jeg veed, der have tragtet efter at naae denne
Lyksalighed, har den største Part strax maattet afstaae derfra; og nogle,
hvis første Forsøg løvede dem god Fremgang, bleve efter haanden ind¬
skrænkte til faa Borde, fra hvilke de dog omsider bleve drevne, for at
giøre Plads for andre, og efter at de længe havde været vante til at
leve i Overflødighed, knurrede de deres sidste Aar bort i Misfornøyelse,
endskiønt de havde en anstændig Nødtørftighed.
Jngen træder ind i Overdaadigheds Egne med høyere Forventelser,
end de som have en munter og kløgtig Vittighed, som bilde sig ind, at
de skal aldrig være uvelkommen i noget Sælskab, hvis Begreb de kand
forøge, eller hvis Jndbilding de kand opmuntre og ophøye, og de troe
om sig selv, at de ere i Stand til at betale deres Viin med den lystige
Skiemt,


Skiemt, som den giør dem beqvemme til at frembringe. Fulde af den¬
ne Meening trænge de sig ind, uden at blive meget budne, hvorsom¬
helst Lugten af et Giæstebud lokker dem hen; men blive siælden opmun¬
trede til at igientage deres Besøgelser, efterdi de frygtes som Rivaler af
de spizfindige, og hades af Dosmere som deres Sælskabs Forstyrrere.
Jngen Mand har været saa lykkelig til at nyde og beholde Bevil¬
ling paa at leve i overdaadige Huuse, som Gulosulus; hvilken, efter
tredive Aars idelige Fraadserie og Giæstebud, har nu ved et ustridigt
Hævd forhvervet sig en fast Ret til at være med i alle Giæstebuder, saa
at alle de der tragte efter Berømmelse for at holde et prægtigt Bord,
ere omhyggelige for at forvisse sig om hans Nærværelse paa en betydelig
Dag, i det de indbyde ham fjorten Dage forud.
Gulosulus fremstillede sig i Verden, uden nogen høy Grad af For¬
tienester; men søgte flittigen de Huuse, hvor Personer af Rang forsam¬
ledes. Ved det at hand ofte blev seet, blev hand med Tiden bekiendt;
og efterdi hand sad i den samme Stue, saa tillode de ham at tale med,
naar de snakkede om ubetydelige Ting, eller at hielpe til at fordrive en
ledig Time, naar der var ikke bedre Tidsfordriv tilreede. Fra Coffe¬
Huuset blev hand undertiden taget hiem til Middags=Maaltid, og saa¬
som ingen undslaaer sig for Bekiendtskab med den, som hand seer at
blive antaget til Omgængelse med andre af lige Værdighed, saa fandt
og Gulosulus, efter at hand var blevet seet ved nogle faa Borde, des
mindre vanskeligen Vey til fleere, indtil hand omsider blev ordentligen
ventet, hvorsomhelst der bleve Anstalter gjordte til et Giæstebud, saa
vidt som hans Bekiendskab strakte sig.
Da hand saaledes ved en Hændelse var kommet i med at leve over¬
daadigen, saa fandt hand ikke den mindste Lyst hos sig til at forlade
saa fornøyeligt et Levnet, og derfor alvorligen overveyede, hvorledes
hand kunde vedligeholde det. Store Egenskaber og ugemeene Fuldkom¬
menheder fandt hand ikke fornødne til hans Forsæt; thi hand havde al¬
lereede seet, at disse, som tilstaaes at have Meriter, heller tiltvinge sig
Respect, end tildrage sig Kierlighed; og saasom hand tænkte, at der
var ingen større Daarlighed til, end at tabe et Middags=Maaltid for


nogen anden Fornøyelse, saa ønskte hand sig ofte selv til Lykke dermed,
at hand ikke havde nogen af disse modbydelige Ypperligheder, som sætte
en ærbødig Frygt i de Store, og som fordømme sine Besiddere til at
søge Sælskab med disse, som ere Viise eller kække og nødlidende som
de selv.
Saasom Gulosulus havde aldrig anvendt meget af sin Tid paa
Læsning eller grundig Eftertanke, saa havde hand ingen Mening i phi¬
losophiske eller politiske Sager, og var ikke i Fare for at handle imod
sin Nytte, ved at være paastaaende i at forsvare sin Mening, eller hæf¬
tig i at sige imod. Dersom der reyste sig nogen Tvistighed, da for¬
sømte hand ikke at høre derefter med en alvorlig Agtsomhed, og naar
en af de Talende blev hidsig og høyrøstet, da vendte hand sig til ham
med en lærbegierlig Hastighed og gav sin Berømmelse tilkiende ved en
kort Talemaade, ligesom hand faldt i største Forundring over saadant
et vigtigt Argument, som aldrig tilforn havde været ham bekiendt. Ved
denne stiltiende Tilstaaelse bestyrkede hand enten den eene eller den an¬
den af de Tvistende i saadan en Overbeviisning om hans egen Over¬
magt, hvorved hand meere bevægedes til at ynke end til at opirre sin
Modstander, og saaledes forekom hand disse nærgaaende Ord, som un¬
dertiden fremføres af den forbittrede Overvundne, eller af den overmo¬
dige Seyervinder.
Gulosulus var aldrig i knibe, undtagen naar mand begierte at
hand skulde sige sine Tanker, førend hand havde kundet udførske, hvil¬
ken Meening Herren i Huuset vilde holde med, thi det var hans ufor¬
anderlige Regel at antage deres Meeninger, som havde indbudet ham.
Det hænder sig undertiden at Rigdoms Overmod bryder ud i For¬
agt, eller Viinens Hidsighed vil have Luft; og det slaaer siælden feyl,
at Gulosulus jo, ved slige Tilfælde, bliver udseet som een, paa hvilken
mand sikkert kand giøre Forsøg med allehaande liderlig og uteerlig Snak.
Undertiden finder den naadige Herre Lyst til at give en Prøve paa Giæk¬
kerie, for at fornøye hans Giæster, og da giver Gulosulus ham altid
Materie til at giøre sig lystig paa hans Bekostning. Men hand har
lært at betragte Grovheder og Forhaanelser som beviiser paa et fortroe¬


ligt Venskab, der giør ham berettiget til at bruge større Frihed. Hand
trøster sig selv dermed, at de som tractere og drive Spot med ham, de
betale for deres Latter, og hand tænker, at hand beholder sine Penge,
og de andre fornøye sig med deres Skiemt.
Hans fornemste Stats=Kunst bestaaer deri, at hand udsøger en
eller anden Ræt Mad af hver Gang, hvilken hand berømmer og an¬
befaler Sælskabet, og det med saadan en afgiørende Miine, at ikke
en fordrister sig til at sige ham imod. Paa denne Maade forhverver
hand sig en Slags lovgivende Myndighed ved et Giæstebud; Hans Smag
bliver en Regel for Sylten og Kryden, og hand æres af de Epicuriske
Tilhængere som den eneste Mand der forstaaer Kaage=Kunstens Fiin¬
heder.
Saasnart en ny Saus bliver indført, eller der skeer nogen ny For¬
andring i Kaageriet, saa umager hand sig for at faae den betimeligste
Kundskab derom, og den allertilforladeligste Opskrift derpaa; hvilken
hand da meddeeler andre, dog med Begiæring at de vil holde den hem¬
melig for sig selv; derved vinder hand en Rettighed til at smage hans
egen Ræt, hvorsomhelst den bliver lavet, paa det hand maae sige, om
mand fuldkommeligen har forstaaet og efterlevet hans Anordning.
Ved denne Levemaade har Gulosulus saaledes indprentet i sin Jnd¬
bilding den Herlighed at gaae til Giæst, at hand har ingen anden Ma¬
terie at tale om eller tænke paa. Andre maae sladdre om Himmel¬
Tegnene og Solens Gang, hans Almanak er en Kiøkken=Seddel;
hand afmaaler Aaret efter de lækkre Rætter hand har spiist. Hans
Maaltider ere de eeneste Afdeelinger i hans Hukommelses Register; og
dersom J spørger ham paa hvad Tiid en eller anden Hændelse tildrog
sig, saa eftertænker hand, enten hand havde spiist en Trindbyt eller en
Dyre=Steeg, da hand hørte det. Hand veed meget vel, at disse, som
søge deres Ære i Forstand, Lærdom eller Gudsfrygt, tale om ham med
Foragt; men hand anseer dem for misundelige eller vankundige Stakkle,
der kiende ikke hans Lyksalighed, eller vilde gierne skille ham derved; og
hand erklærer for sine Venner, at hand er fuldkommeligen tilfreds med sin


egen Opførsel, efterdi hand er hver Dag gaaet til Bords med
Rætter Mad, og har dog dobbelt forøget sin Capital.
Aagerkarlen.
Vn Aagerkarl i stakket Tiid
Kom til en Grevelig Formue;
Var det ved Aagerkarles Fliid
Til at bedrage og udsue?
O Ney! hand ofte soer derpaa,
At Guds Velsignelse det alt tilskrives maae;
Derfor hand nu sin Tak i Gierningen vil yde,
Maa skee sig helligen derhos fortrøstende,
At hand af Himlen skal en ny Belønning nyde,
Og lader bygge op, af den Velsignelse,
Et Hospital for Fattige.
Da Bygningen nu var i Stand,
Og hand stod uden for, og hos sig selv betænkte,
Hvor stor Fortieneste hand sig tilegne kand,
Som GUd og Fattige en saadan Gave skænkte,
Kom en spitsfindig Ven dertil.
Den nidske Aagerkarl, som gierne høre vil
Sig og sit Huus ved dennes Roos ophøyet,
Adspørger hannem ret fornøyet,
Om dette Huus stort nok for Fattige
Indrettet er? Jo mænd, den anden svarede,
Her mange Fattige kand mageligen være;
Men dersom alle de her skulde Bolig faae,
Som ved din Gierrighed i Armod bragte ere,
Det da for lidet blive maae.


tiuge


Qvit


rio
Juam,
Q¬
bilingves.
er er intet, siger Plato, saa fornøyeligt, som at høre eller tale
Sandhed. For den Aarsags skyld er ingen Omgængelse saa beha¬
gelig som med en oprigtig Mand, der hører uden at have i sinde at for¬
raade, og taler uden at have i sinde at bedrage.
Jblant alle de Efterretninger, som ere givne os om Cato, erindrer
jeg ikke nogen, som meere tiener til hans Ære, end følgende Hændelse,
som fortælles af Plutarchus. Da en Advocat havde en Sag at for¬
svare for en af Dommerne, kunde hand ikke fremstille fleere end et Vid¬
ne i en Post, hvor Loven udkrævede tvende Personers Vidnesbyrd;
hvorpaa Advocaten beraabte sig paa den Persons Sanddruhed og Op¬
rigtighed, som hand vilde fremstille, men Dommeren svarede ham, at
hvor Loven udkrævede tvende Vidner, der vilde hand ikke tage imod et,
omendskiønt det var Cato selv. Saadan en Tale af en Person der sad
i et høyt Dommer=Embede, og medens Cato endnu levede, viiser os
meere end tusende Exempler, hvor høy en Anseelse denne Store Mand
havde vundet iblant dem der levede med ham, formedelst hans Ret¬
sindighed.
Naar saadan en ubøyelig Oprigtighed bliver lidet formildet og ind¬
rettet efter Omgængelses og Artigheds Regler, da er der ikke en meere
skinnende Dyd iblant alle de Pligter, som henhøre til det menneskelige
Samqvem. Et Menneske bør dog tage sig vel i agt, at hand ikke dri¬
ver sin Artighed saavidt, at hand uddriver sin Sanddruhed, eller at
hand tiltager saa stærkt i Høflighed, at hand aftager i Dyd.
Denne Materie er meget nøyagtigen afhandlet i en fortræflig
Prædiken af en stor Engelsk Prædikant. Jeg vil udbede mig Tilla¬
delse at anføre to eller tree Meeninger deraf, som en beqvem Jndleed¬
ning til et merkværdigt Brev, som jeg i næstfølgende Blad vil med¬
o deele.


Den gamle Engelske Eenfoldighed og Oprigtighed, den
ædelmodige Retsindighed og ærlige Hiertelaug, som altid til¬
kiendegiver en sand Stormodighed, og er gemeenligen foree¬
net med et uforfærdet Mood og Tapperhed, er for en stor Deel
forsvundet iblant os.
Vor Omgængelses Talemaader ere nu omstunder saa op¬
fyldte med Forfængelighed og Complimenter, og saa proppede
(om jeg saa tør sige) med venlige, milde og ærbødige Ord, at
dersom en Mand, der levede for et hundrede Aar siden, skulde
igien komme ind i Verden, da behøvede hand visseligen et
Lexicon eller Ordbog, om hand skulde forstaae hans eget Fæ¬
dernelands Sprog, og lære ret at kiende den indvortes Betyd¬
ning af de nu brugelige Talemaader; hand skulde neppe, i Be¬
gyndelsen, troe, hvor ringe Værdie de allerhøyeste Venskabs
og Ærbødigheds Forsikkringer have, i daglig Omgængelse; og
naar hand skulde komme til at forstaae det, da vilde det vare
længe, inden hand kunde overtale sig selv til, med en god
Samvittighed og uden Undseelse og Forpirring, at omgaaes
med Folk og tale med dem, efter deres egen vedtagen Maade.
Det forommeldte Brev kand tiene til Beviis herpaa; det siges at
være skrevet i Kong Carl den Andens Tiid, af en Ambasfadeur fra
Bantam, til hans Herre, kort efter hans Ankomst til Engeland.
Dette Uge=Skrift bliver hver Torsdag at bekomme i det Kongel. priv.
Bogtrykkerie ved Stranden, skraas over Prammændenes Laugshuus,
hvor 3de forgyldte Skildter sees over Døren, Arket 2z.


No. 32
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker.
Herre,
D¬
e Folk, hos hvilke jeg nu er, have Tunger, der ere længere
fra deres Hierter, end der er fra London til Bantam, og du
veed at Jndvaanerne i den ene Stad vide ikke hvad der skeer
i den anden. De kalde dig og dine Undersaatter Barbarer eller Vilde,
efterdi vi tale hvad vi meene; og agte sig selv for et maneerligt Folk,
efterdi de sige en Ting og meene en anden. Sandhed kalde de
Grovhed, og Løgn Artighed. Da jeg først var kommet i Land, sag¬
de een til mig, som Kongen her paa Stedet havde sendt for at tage
imod mig, at det giorde ham overmaade ondt, at jeg nyli¬
gen før min Ankomst havde haft saadan en haard Storm.
Det smertede mig at høre, at hand var bedrøvet for min skyld; men
inden mindre end et halvt Qvarteer loe hand og var saa lystig, som om
ingen Ting havde tildraget sig. En anden som kom med ham, lod
mig sige ved min Tolk, at det skulde være ham kiært om hand
kunde giøre mig nogen Tieneste, som stod i hans Magt.
Hvorpaa jeg begiærede at hand vilde bære en af mine Vad=Sække
for mig, men i stedet for at tiene mig, efter hans Løfte, loe hand,
og bad en anden giøre det. Jeg boede, i den første Uge, i eens Huus,
som bad at jeg vilde tænke at jeg var hiemme, og at jeg vilde
betragte hans Huus som mit eget. Hvorpaa jeg og Dagen
derefter begyndte at slaae en af Væggene ud, for at faae frisk Luft,
og havde indpakket noget af Boeskabet, som jeg vilde sendt dig til


9 en Foræring; men det falske Skarn saae ikke saa snart, at jeg begyndte
dette Arbeyde, førend hand sendte mig Bud og lod mig bede, at jeg
vilde holde op dermed, thi hand vilde ikke have saadant Foretagende
i hans Huus. Jeg havde ikke længe været hos dette Folk, førend
een, for hvilken jeg havde begiært en vis Naade af den ypperste blant
Kongens Tienere, som de her kalde Rigets Skat=Mester, sagde til
mig at jeg havde ævigen forpligtet ham. Jeg forundrede mig
saa meget over denne Taknemmelighed, at jeg kunde ikke bare mig for
at sige, hvad Tieneste kand et Menneske beviise det andet, som kand
forpligte ham til all Ævighed? Jmidlertid begiærte jeg alleneste af
ham, til min Belønning, at hand vilde laane mig sin ældste Datter,
medens jeg var her i Landet; men jeg blev snart overbeviist om, at
hand var ligesaa troløs, som hans andre Lands=Mænd.
te Da jeg første gang var til Hove, gjorde en af de Store Mænd
mig næsten gandske forvirret, i det hand bad mig ti tusende gange
om Forladelse, alleeneste fordi hand af Vanvare traadde paa min
Fod. Dette Slags Løgn kalde de en Compliment; thi naar de ere høf¬
lige imod en Stor Mand, da sige de ham Usandfærdigheder, for
hvilke du vilde lade en af dine største Stats-Betientere faae hundrede
Slag under Foden. Jeg veed ikke hvorledes jeg skal handle eller ind¬
gaae noget Forbund med dette Folk, siden mand saa lidet kand fæste
Troe til dem. Naar jeg gaaer hen og vil tale med Kongens Skriver,
faaer jeg almindeligen til Svar at hand er ikke hiemme, omendskiønt
jeg maae skee saae at hand næsten i samme Øyeblik gik ind i sit Huus.
Du skulde bilde dig ind, at det heele Folk ere Læger; thi det første
Spørsmaal de altid giøre mig, er, hvorledes jeg lever; Dette
Spørsmaal giøres mig over hundrede gange om Dagen. Ja de spør¬
ge ikke alleneste saa flittigen efter min Helbred, men ønske den og paa
en høytidelig Maade, med et fuldt Glas i Haanden, hver gang jeg
sidder til Bords med dem, omendskiønt de paa samme Tiid vilde over¬
tale mig til at drikke deres stærke Drik i saadan en Mængde, som jeg
af Forfarenhed har fundet vilde giøre mig syg. De bede og ligeledes
ofte for din Sundhed paa samme Maade; men jeg har meere Aarsag
til at vente den af din gode Natur end af deres Ønskers Oprigtighed.


tungede
Gid din Slave maa
ikkerhed undkomme fra disse tvoe
Folk, og leve for at kaste sig engang endnu for dine Fødder i din
Kongelige Hoved=Stad Bantam,
Sandhed og Virkelighed have alle de Fordeele, som et blot udvor¬
tes Skin har, og end mange fleere. Dersom Skinnet af en Ting er
got for nogen Ting, da er visseligen Oprigtighed bedre. Thi hvorfor
forstiller et Menneske sig, eller lader som hand er det hand ikke er, uden
fordi hand agter det got at have saadan en Egenskab, som hand vil an¬
sees for at have? Thi at forstille sig er kun at antage Skinnet af no¬
gen virkelig Ypperlighed. Nu er den beste Maade i Verden for et Men¬
neske at synes at være noget, at være virkeligen hvad hand vilde synes
at være. Derforuden er det mange gange ligesaa besværligt at blive
anseet for at have en god Egenskab, som at have den; og dersom et Men¬
neske ikke har den, da gielder det ti mod een, at mand vil blive vaer,
at hand ikke har den, og da er all hans Møye og Arbeyde spildt, som
hand har anvendt paa at synes at have den. Der er noget unaturligt
i Sminke, som et skiønsomt Øye vil letteligen kiende fra en naturlig
Skiønhed og Farve.
Det er tungt at forstille en antaget Person længe; thi hvor Sand¬
hed er ikke paa Bønden, der vil Naturen altid stræbe at komme igien,
og at pippe ud og forraade sig selv paa en eller anden Tiid. Derfor,
om noget Menneske agter det tienligt at synes god, lad ham være det i
Sandhed, og da vil hans Godhed lade sig see til hver Mands Fornøy¬
else, saa at i alle Tilfælde Oprigtighed er sand Viisdom. J særdeles¬
hed hvad denne Verdens Handteringer angaaer, har Retsindighed man¬
ge Fordeele frem for alle de Snedigheder og Rænker, som Forstilling og
Bedragerie bruger; det er den jævneste og lætteste, ligesom det er den
tryggeste og sikkerste Vey til at gaae frem paa i Verden; den har min¬
dre Bekymring og Vanskelighed, af Forvirring og Vildereede, af Fare
og Vovelighed i sig; det er den korteste og nærmeste Vey til at naae
vort Øyemaal, thi den fører os did i en lige Linie, og vil holde ud og
vare længst. Bedragerie og Underfundigheds Kunster blive ideligen sva¬
gere, og af mindre Virkning til hans Tieneste, som bruger dem; Op¬
rigtighed bliver derimod stærkere jo meere den bruges, og jo meere og


længere en Mand øver den, jo større Tieneste giør den ham, i det den
bestyrker hans gode Navn, og opmuntrer dem, som have at bestille med
ham, til at sætte den største Tilliid og Fortrøstning til ham, hvilket er
en u-udsigelig Fordeel i dette Livs Handteringer og Forretninger.
Sandhed bestaaer altid ved og med sig selv, og behøver intet til
at hielpe den ud; den er altid nær ved haanden, og sidder paa vore
Læber, og er færdig til at bryde ud, førend vi vide der af. Derimod
er Løgn fuld af Besværlighed, og legger en Mands Hierne paa Piine¬
bænken; thi et Skielmsstykke behøver en stor Deel fleere til at skiule og
understøtte det. Den er ligesom en Bygning paa en løs Grund, som
stedse behøver Støtter til at holde den op, og findes til sidst meere kost¬
bar, end om mand havde opført en trofast og stærk Bygning paa en
retskaffen Grund. Oprigtighed er fast og tæt, der er intet huult eller
ormstukket deri; og efterdi den er aaben og lige frem, saa frygter den
ikke for at røbes; hvilket en underfundig Mand er altid i Fare for, og
naar hand tænker hand vandrer i Mørket, saa ere dog alle hans ud¬
vortes Forstillinger saa giennemskinnende, at enhver kand læse dem;
hand er den sidste som troer at mand kand udforske hans Gange, og
medens hand meener gandske vist, at hand spiller Giæk med andre, saa
giør hand sig selv latterlig.
Leg til alt dette, at Oprigtighed er det korteste Begreb af Viisdom,
og et fortræfligt Middel til at bringe Forretninger hastigen i Rigtighed;
den opvækker Fortroelighed hos dem som vi have at bestille med, den be¬
frier os for den Møye at giøre mange Undersøgninger, og bringer Sa¬
gerne til Ende med faa Ord; det er ligesom at reyse paa en jævn og sla¬
gen Vey, hvilket gemeenligen bringer en Mand snarere til hans Reyses
Ende, end Afveye, hvor et Menneske ofte forvildes. Med et Ord, hvad¬
somhelst Nytte der kand agtes at være ved Løgn, Falskhed og Forstilling,
saa er den dog snart forbi; men dens Skade er stedsevarende, efterdi
den giør en Mand altid mistænkt, saa at hand ikke engang troes naar
hand taler Sandhed, og maae skee meener det ærligen. Naar en Mand
har engang forspildt hans Oprigtigheds gode Navn, saa er hand fast,
og intet vil da hielpe ham, hverken Sandhed eller Løgn.
O¬


tænkt, at Gud har i sin
Og jeg har of
store Viisdom skiult før
falske og u-ærlige Gemytter, hvor store og forunderlige Fordeele der ere
i Sandhed og Oprigtighed, endog til at befordre vore verdslige Hand¬
teringer; disse Mænd ere saa forblindede ved deres Begierlighed og Ær¬
gierrighed, at de kand ikke see videre end til en nærværende Fordeel, ey
heller bare sig for at snappe derefter, omendskiønt ved aldrig saa ulovli¬
ge Midler; de kand ikke see saa vidt, som til de tilkommende Virkninger
af en stadig Retsindighed, og den store Velsignelse og Fordeel, som den
omsider vil bringe en Mand. Dersom disse Mennesker vare kun viise og
klar=synede nok til at skiønne paa dette, saa vilde de blive ærlige af bare
Skielmskagtighed, ikke af nogen Kierlighed til Ærlighed og Dyd, men
af en listig Hensigt, til at befordre og forfremme des meere kraftigen
deres egen Nytte; og derfor har GUds Forsyns Retfærdighed skiult den¬
ne Viisdoms sande Hoved=Punct for deres Øyne, paa det onde Mænd
skulde ikke være lige med de retfærdige og oprigtige, og befordre deres
egne ugudelige Anslag ved ærlige og lovmæssige Midler.
Dersom en Mand skulde alleeneste handle i Verden en Dag, og
skulde aldrig have Leylighed til at omgaaes meere med Mennesker, aldrig
meere behøve at de skulde meene eller tale vel om ham, da laae der ikke
stor Magt paa (jeg taler om denne Verdens Handteringer) om en Mand
forspildte sit ærlige Navn paa engang, og vovede den paa et Kast; men
dersom hand skal blive en tiid lang i Verden, og vil have Nytte af at
kiende og omgaaes med Folk, medens hand er her, da lad ham betiene
sig af Sandhed og Oprigtighed i alle hans Ord og Gierninger; thi intet
uden dette vil vare ved og holde ud til Enden; alle andre Kunster vil
glippe, men Sandhed og Retsindighed vil føre en Mand igiennem og
bringe ham sikker frem til det yderste.
Det var derfor høyst tienligt, at Ungdommen strax blev, ved
jævnlige Formaninger, Exempler og Forfarenhed, overbeviist om den¬
ne Sandhed, paa det de faa Exempler af saadanne, som have ved u¬
lovlige Midler og paa Uretfærdigheds Afveye klavret op til en verdslig
glimrende Lyksaligheds Spids, skulde ikke forføre dem ved Haab om
lige Udfald. Det er derimod læt at kiende, at Menneskene begynde
nu at blive Skielmer meget før end i de forrige Tider; hvor mand nep¬


pe skal finde nogen stor og navnkundig Skielm under fyrretyve Aar;
men nu omstunder synes det at unge Mennesker begynde strax at efter¬
abe Alderdommens Laster, uden at forsømme deres egne; de søge at
udviise i deres Ord og Adfærd en vis Foragt for alt hvad der er oprig¬
tigt, eenfoldigt, og som fortiener en sand Høyagtelse; de tale om at
giøre deres Lykke, uden at bekymre sig om ved hvad for Midler det end
kand skee, ja de ville endog ansees verre end de i sig selv ere, saasom
de ved deres Tale søge at lade heele Verden vide, at de ikke have i
deres Hierter den mindste Levning af Høyagtelse for sand Ære og Op¬
rigtighed; og at de indbilde sig en større Ære der i, at de ere snedige
og underfundige til at naae deres Øyemaal, end at de foragte disse
Øyemaal, naar de ikke kand bestaae med Ærlighed. Dette maae til¬
skrives en taabelig Hovmod, som almindeligen regierer, at mand vil
agtes og æres for at have Forstand til at drive en Sag igiennem; med
et Ord, det kommer af den taabelige Meening, som dumme og u-for¬
karne Folk have om Underfundigheds kort=varende Magt.
Men endskiønt det vil befindes, at den største Deel Mennesker vi¬
ge fra Sandruheds og Oprigtigheds Regler i deres Forretninger eller
Omgængelse, saa er der dog stor Forskiæl paa deres Skyld og Mis¬
handling, saa vel i henseende til deres Hensigter og bevægende Aarsager,
som i henseende til deres Virkninger; og derfor kand de og siges at
fortiene ulige Straf og Afsky. De Handlende komme ofte i Fare og
Fortred ved Banqverotter af saadanne, som ved en prægtig Opførsel
søge alleeneste at vinde det Privilegium at handle med andres Penge,
og at komme i Gield, som de ikke uden ved meget lykkelige Hændelser,
kunde blive i Stand til at betale; indtil de omsider falde paa engang,
og drage andre med sig, som de ved en kostbar Eqvipage have forført
til at betroe dem.
Andre sætte all deres Lyksalighed i disses Gunst som ere af høy
Stand, og mand hører ofte at de rose sig af en særdeles Fortrolighed
med dem, paa det de kand give Løfter til andre, og tage imod Op¬
bartning, som de igien yde til hire; endskiønt de vide selv, at de ikke
erei Stand til at opfylde enten deres eget eller andres Haab.
Andre roose sig af Laster, som de aldrig have Leylighed til at be¬
gaae,


gaae, og ved letfærdige Fortællinger forkleine Fruentimmers gode Navn,
som de neppe ere kiendte af, hvorved baade særdeles Personers og heele
Familiers Ære og Lyksalighed lider.
Andre Slags Usandheder, endskiønt aldeles ueanstændige for et re¬
deligt Gemyt, ere dog ikke at ligne med de forrige, ev heller behøves
det, at mand kræver af Retfærdighed en streng og blodig Hævn derfor;
thi Foragt og Latter maae være nok. En Reysende, der beskriver de
Stæder, som hand aldrig har seet; en som praler af Bekiendtskab med
Store Mænd, som hand alleneste har hilset paa Gaden; et Kiøbstæd
Fruentimmer, som roser sig af at være bekiendt og giøre Besøgelser i
fornemme Huuse, hvor hun maa skee kiender Kokke=Pigen; disse ere
visseligen saadanne uskadelige Creature, som Sandhed selv maae nøyes
med at foragte, uden at faae i sinde at skade dem.
Flatterie, som nu omstunder kaldes Høflighed eller Levemaade,
bliver ikke alleene agtet for en uskyldig, men og fornøden Egenskab.
Den ansees som en gangbar Mynt, og kunde agtes mindre skadelig,
dersom et hvert Menneske kiendte sig selv og sine egne Fortienester saa
nøye, som hand kiender de brugelige Penge.
Hvor vanskeligt det end maae være at kiende sig selv, saa er der
dog næsten hos et hvert Menneske en naturlig Frygt og Undseelse, en
Tvil om hans egen Fuldkommenhed, indtil andres Flatterie giør ham
dristig. Ja de fleeste Daarligheder, som fortiene almindelig Tilrette¬
sættelse, skulde neppe fordristet sig til at komme frem for Lyset, dersom
de ikke vare blevne opmuntrede ved Flatterie.
Det smukke Kiøn, som mand almindeligen holder for berettiget
til at begegnes med en særdeles Høflighed, er derfore des meere i Fare
for at forderves ved Flatterie; thi hvor lætteligen troer mand ikke det,
som bliver os hver Dag forsikkret med de største Oprigtigheds Tegn;
allerhelst naar det kildrer vor egen Kierlighed, og tillegger os saadanne
Egenskaber, som vi agte høyt og ønske at besidde. Ja mand troer det
end og imod sine egne Sandsers sandfærdigere og oprigtige Mod¬
sigelse.
Tun


ar født Arving til store Midler, og da hun i sin Barn¬
Turpicula
dom havde mistet sin Moder, blev hun optugtet af en Hofmesterinde,
hvis Vanlykke havde bragt hende i den Trang, at hun maatte søge at
ernære sig anstændigen. Turpiculas Fader elskede sin Datter alt for
høyt dertil at hand skulde betroet hende i en offentlig Skole, men holdt
Læremestere til hende i Huuset, og sparede intet, som Penge kunde for¬
skaffe. Men hvor mange Ting ere ikke fornødne til Lyksalighed, som
Riigdom ikke kand bringe til veye? da nu Turpicula var næsten udelukt
fra all Omgængelse, uden med dem, hvis Fordeel det var at være hen¬
de til Behag, saa hørte hun aldrig tale om sine Ufuldkommenheder,
hvilket gemeenligen skeer iblant Børn, naar de ere misundelige eller
vrede paa hinanden og ere ikke bange for at sige hvad de tænke.
Turpicula saae intet andet end Lydighed og Tienstfærdighed, hør¬
te intet andet end Flatterie og Roos. Jngen er saa u-kyndig i Hiertets
herskende Passioner, at hand jo veed at Fruentimmers første Ønske er at
være deylig; den nærmeste Vey til at vinde hendes Godhed er at berøm¬
me hendes Skiønhed. Turpicula havde en u-ordentlig Skabning og
en fortladen Farve; men de ublue Hyklere fordristede sig til at forsikkre
hende at hun havde en anseelig og Majestætisk Gang, og at der var en
fortryllende Yndighed i hendes Smiil. Hun lod sig læt overtale til at
troe, at hun var en Fornøyelse eller Piine for enhver som saae hende,
og at alle de som understode sig at see stivt paa hende, maatte antæn¬
des enten af Misundelse eller Kierlighed. Hun forsømte derfor at pry¬
de sin Forstand med de Fuldkommenheder, som kunde raadet Boed
paa hendes udvortes Mangeler, og anvendte all sin Fliid paa at smyk¬
ke hendes Person; thi hun betænkte, at fleere kand dømme om Skiøn¬
hed end om Forstand, og skyndte sig, ligesom alle andre Mennesker,
at blive anseet og berømt. Begierligheder efter Hierte-Erobringer brag¬
te hende naturligen til de Pladser, hvor Skiønhed lader see sin Magt.
Hun glimrede ved Hoffet, hun flaggrede omkring paa offentlige Ste¬
der, hun talede høyt paa Comoedie=Huuset. Men efter at hun havde
gjordt tusende unyttige Forsøg med bendes Yndigheder, blev hun om¬
sider overbeviist om at hun havde været flatteret, og at hendes Speyl
var ærligere end hendes Pige.


No. 33.
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker.
G¬
odhiertighed kand ansees enten som en Virkning af Le¬
gemets naturlige Beskaffenhed, eller og som en moralsk Dyd. Der
behøves ikke stor Grandskning til at kiende, at der findes en na¬
turlig Godhiertighed hos nogle Mennesker, hvilken de fødes med; den
yttrer sig gemeenligen i forekommende Tilfælde, saasom at være god¬
troende og ikke alt for snar til at mistænke; at være villig til at und¬
skylde og tilgive; at være blødhiertet til at tage Deel i andre, end og
ufornuftige, Creatures Lidelser, og efter Formue at afvende og forekom¬
me dem; Herved kand et Menneske faae den Roos at hand har et got
Hierte, et got Gemyt, som giør ham rolig og fornøyet i sig selv og beha¬
gelig for andre, men det tilkiendegiver ikke nogen særdeles Fortieneste
hos den som har det; Et Menneske fortiener ikke større Berømmelse for
denne Aarsags skyld, end fordi hand har en ordentlig Puls eller en god
Fordøyelse. Jmidlertid er denne Godhiertighed i Naturen, hvilken
Mr. Dryden kalder et melkagtigt Blod, en fortræflig Grundvold for
den anden. For derfor at prøve vor Godhiertighed, om den kommer
af Legemet eller af Sindet, om den er grundet i den legemlige eller for¬
nuftige Deel af vor Natur; med et Ord, om den er af den Beskaf¬
fenhed, at den giør os berettigede til nogen anden Belønning, end den
hemmelige Fornøyelse og Sinds Rolighed, som er en væsentlig Virk¬
ning deraf, og den kierlige Modtagelse som den forskaffer os i Verden,
saa maae vi undersøge den efter følgende Regler.
For det Første, om den virker med Bestandighed og Liighed i


Sygdom og i Helbred, i Medgang og i Modgang; giør den ikke det,
da maae den ikke ansees for andet end en Virkning af udvortes Straa¬
ler der oplive Sindet og meddeele det ny Kræfter, eller som et Tegn
til at Blodet har en bedre Gang. Francis Bacon melder om en listig
Solicitant, som vilde aldrig udbede sig en Naade af en Stor Mand,
for Middags=Maaltidet; men passede paa at frembringe sin Begiæring,
naar Herrens Sind var frit for Bekymringer, og hans Appetit var i god
Luune. Saadan en Godhiertighed, som gaaer over og kommer igien,
er ikke den Menneske=Kierlighed, som fortiener Titel af en moralsk Dyd.
Den anden Maade, paa hvilken et Menneske kand prøve sin God¬
hiertighed, er at give Agt paa, om den virker efter Fornuftens og Skyl¬
digheds Regler; thi dersom, u-agtet dens almindelige Velvillighed mod
alle Mennesker, den giør ingen Forskiæl paa Personer, dersom den
yttrer sig i fleng imod de værdige og uværdige, dersom den hielper li¬
gesaavel de Ørkesløse som de Nødlidende, dersom den overgiver sig til
den første, som begiærer den, og falder paa enhver, heller ved Hæn¬
delse end ved Vall, da kand den vel agtes for en elskværdig Drift og
Tilbøyelighed, men maae ikke antage Navn af en moralsk Dyd.
Den Tredie Prøve paa Godhiertighed vil være, at vi undersøge
os selv, om vi kand øve den, os selv til Skade, og beviise den imod
tilbørlige Personer, omendskiønt vi selv maae lide nogen liden Uleylig¬
hed, Mangel eller Bekymring derved; med et Ord, om vi ere villige
til at vove noget af vor Formue, vor Anseelse, vor Helbred eller Ma¬
gelighed, for det Menneskelige Kiøns Gavn. Jblant alle disse God¬
hiertigheds Virkninger vil jeg alleneste foretage den, som har det al¬
mindelige Navn af Barmhiertighed saavidt som den bestaaer i at hielpe
de Nødlidende; saasom det er en af dette Slags Prøver, som møder
os næsten paa alle Tider og paa alle Steder.
Jeg skulde foreslaae det som en Regel for enhver, der er forsonet
med nogen meere Overflødighed end der er nok til Livets Nødtørftighed,
at legge bort en vis Deel af hans Jndkomster til de Fattiges Gavn.
Dette vilde jeg ansee som et Offer til ham, der har Ret til det gandske,
dem til Nytte, som hand har selv anbefalet os under den Beskrivelse,


og ind¬
at de forestille hans Person her paa Jorden. Derhos skulde
rette vore Almisser med saadan Klogskab og Forsigtighed, at vi ikke for¬
nærme vore egne Venner eller Paarørende, i det vi giøre got imod
andre, som ere os Fremmede.
Dette maae mueligen bedre forklares ved et Exempel end ved en
Regel.
Eugenius er en Mand af en almindelig Godhiertighed, og hans
Ædelmodighed gaaer langt over hans Formue; men med alt dette er
hand saa klog og forsigtig i at anordne sine Sager, at hvadsomhelst der
gaaer bort i Almisser, det oprettes igien ved en god Huusholding. Eu¬
gemus har Et tusende Rixdaler at leve af om Aaret; men hand skatter
sine Jndkomster aldrig høyere end 900; thi hand tænker ikke at hand har
Ret til den tiende Part, hvilken hand altid bestemmer til Barmhiertig¬
heds Gierninger. Til denne Sum legger hand ofte andre frivillige Ga¬
ver, saa at hand i et got Aar (thi saaledes kalder hand disse, i hvilke
hand har været i Stand til at giøre meere got end sædvanligt) har gi¬
vet meere end dobbelt saa meget til Syge og Trængende. Eugenius
foreskriver sig selv mange særdeles Faste= og Afholds=Dage, paa det
hand kand forøge hans Barmhiertigheds Casse; og legger endeel af disse
Tiders daglige Udgifter hen til de Fattiges Nytte. Hand gaaer ofte til
Fods hvor hans Forretninger kalde ham, og derefter giver den sædvan¬
lige Vognleye til den første nødlidende Person, som møder ham. Jeg
har seet ham gaae til en Comoedie eller Opera, og at give de Penge,
som hand havde bestemt dertil, til et fattigt Menneske, som hand har
fundet paa Gaden; og derefter er hand gaaet hen og fordrevet Aftenen
paa et Coffee=Huus eller hos en god Ven, med meget større indvortes
Fornøyelse, end hand kunde have fundet af det fortræfligste Skue¬
Spill. Paa denne Maade er hand ædelmodig og gavmild, uden at
giøre sig fattig, og lever af sine Midler, endskiønt hand lader andre
have Nytte deraf.
Der ere faa Mennesker, hvis Jndkomster ere saa knappe, at de jo
kand være barmhiertige paa denne Maade, uden nogen Skade for sig
selv, eller Fornærmelse for deres Familier. Det kommer alleneste an
paa


paa at opofre en Forlystelse eller anden Beqvemmelighed for de Fattiges
skyld, og at anvende vore sædvanlige Udgifter til en bedre Brug. Det¬
te er, efter mine Tanker, ikke alleene den klogeste og beqvemmeligste,
men og den meest fortienende Barmhiertigheds Gierning som vi kand
øve. Paa denne Maneer tage vi i visse Maader deel i de Fattiges Nød¬
lidenhed, i det vi paa samme Tiid hielpe dem; og giøre os selv ikke al¬
leeneste til deres Velyndere, men vi føle og selv deres Lidelser.
Thomas Bromn, i den sidste Part af hans Religio Medici, i hvil¬
ken hand beskriver hans Barmhiertighed i adskillige Heroiske Exempler,
og med en ædel Jver udtrykker sine Tanker, anfører i særdeleshed det
Vers af Salomons Ordsprog: Den som giver de Fattige, hand
laaner HErren. Der er meere Veltalenhed i den ene Meening, si¬
ger hand, end i en heel Samling af Prædikener; og sandeligen, der¬
som disse Sprog bleve forstaaede af Læsere med den samme Eftertryk,
som de ere fremførte af Forfatteren, da behøvede vi ikke saa mange og
store Bøger til vor Underviisning, men maatte blive gode og skikkelige
ved et kort Begreb.
Dette Skriftens Sprog er vel forunderligen overtalende, men jeg
holder for, at denne samme Tanke er endnu drevet meget høyere i det
Ny Testamente, hvor vor Frelser siger os paa den allerbevægeligste
Maade, at de Tienester, som beviises de Nøgne i at klæde, de Hungrige
i at føde dem, de Fængslede i at besøge dem, vil hand paa hin Dag
ansee som Velgierninger der ere beviiste ham selv, og belønne dem der¬
efter. J Anledning af disse Skriftens Sprog erindrer jeg at have læst
en Grav=Skrift over en barmhiertig Mand, som har meget behaget mig.
Ordene kand jeg ikke erindre, men Meningen bliver næsten denne:
Hvad jeg forødte, det har jeg tabt, hvad jeg eyede, det har jeg
efterladt til andre, hvad jeg gav bort, det har jeg taget med
mig og beholdt.
Jeg kand ved denne Leylighed ikke undlade at giøre et Udtog af
nogle Sprog, som jeg altid med stor Fornøyelse har læst i Jobs Bog.
Det er den Efterretning, som denne hellige Mand giver os om hans


Opførsel i hans Lyksaligheds Dage: og dersom vi end ikke vilde ansee
den for andet end et menneskeligt Skrift, saa er den dog et deyligere
Skilderie af en godhiertig og velgiørende Mand, end vi kand finde hos
nogen anden Skribent:
Gid jeg var som i de forrige Maaneder, ligesom i de
Dage, i hvilke GUD bevarede mig: Da hand lod sin Lygte
skinne over mit Hoved, da jeg gik igiennem Mørket ved hans
Lyys; Da den Allmægtige var endnu hos mig, da mine Børn
vare omkring mig. Da jeg toede mine Trin i Smør, og Klip¬
pen hos mig udgydede Olle=Bekke.
Naar et Øre hørte mig, da priisede det mig salig; og
naar et Øye saae mig, da gav det mig Vidnesbyrd. Thi jeg
reddede den Fattige som skreeg, og en Faderløs, og den som
havde ingen Hielper. Hans Velsignelse, som ellers maatte
omkommet, kom over mig, og jeg frydede Enkers Hierte.
Jeg var den Blindes Øye, og jeg var den Lammes Fødder.
Jeg var de Fattiges Fader, og den Tvistighed som jeg ikke vedste,
den undersøgte jeg. Græd jeg ikke for den som havde haarde
Dage, og ynkedes ikke min Siæl over den Fattige? Lad mig
veyes i Retfærdigheds Vægtskaaler, at GUD maae kiende
min Oprigtighed. Har jeg foragtet min Tieners eller Tiene¬
ste=Piges Ret, naar de trættede med mig? Hvad vilde jeg da
giøre, naar GUD vilde opstaae, naar hand vilde besøge, hvad
skulde jeg svare ham, har ikke een dannet os i Moders Liv!
Dersom jeg haver negtet de Fattiges Begiæring og fortæret
Enkens Øyne, haver jeg ædet min Mundbid for mig allene,
og den Faderløse aad ikke med mig? Har jeg seet nogen om¬
komme fordi hand havde ikke Klæder, eller nogen Fattige uden
Skiul? Har ikke hans Lænder velsignet mig, naar hand var¬


mede sig af mine Faars Uld? Haver jeg opløftet min Haand
imod de Faderløse, da jeg saae Hielp for mig i Porten? Da
falde min Skulder fra Skulder=Bladet og min Arm sønder¬
brydes fra Arm=Piben. Dersom jeg haver glædet mig over
hans Forderveise som hadede mig, og opvakt mig til Glæde
naar Ulykke rammede ham, Haver jeg tilladt min Mund at
synde, ved at ønske Forbandelse over hans Siæl? Jeg lod ikke
den Fremmede ligge paa Gaden, jeg lod mine Dørre staae
aaabne for de Veyfarende. Dersom mit Land raaber imod
mig, og dets Furer græde over mig. Dersom jeg haver ædet
Frugterne deraf uden Penge, eller giordt at dets Eyermand
maatte udblæse Siælen; Da opvoxe Tidsel i stedet for Hvede
og U=Krud i stedet for Byg!
Den Fattige gamle Mand.
t see Rhinoceros jeg og i sinde fik,
P¬
Fortallte mig min Ven, og ud af Porten gik;
Jeg vilde en Rix=Ort paa denne Lyst anvende.
For ved mig saae jeg gaaende
En riig, bemidlet Mand, hvis Miine gav tilkiende,
At hand i store Tall beregnte Summerne
Af den inddrevne Gield, af Capitaler, Renter,
Af det som vundet er, og hvad hand videre
Med den Gevinst at vinde venter.
Hr. Orgon gik for an. Jeg ham saaledes kalder,
Thi jeg hans rette Navn endnu ey vide kand.
Før vi til Dyyret kom, da møder os en Mand,
Afmægtig, bøyet ned af Svaghed og af Alder;
Hans Hoved rystende af Mathed og Aar,
Og som kun hannem halvt tilhørte,
Hans Ansigts Ærlighed, et graat ærværdigt Haar
Langt meere kraftigen hans Nød og Bøn fremførte,
End nogen Tale=Kunst formaaer.


Ach, sagde hand, lad Medynk eder røre!
Jeg intet har, hvormed min Tørst jeg stille kand.
Herefter skal jeg usle gamle Mand
Ey eder oftere Uleyligheder giøre,
Jeg haaber at GUd vil mit Ønske snart bønhøre,
Og ved min Død forløse mig.
O gode Gud! lad den dog snart indfinde sig.
Saa var den Gamles Ord; hvad svarede den Rige?
J er en saa bedaget Mand,
næsten er et Liig, J mig dog raaber an
Om Penge, paa det J end meere drikke kand?
f liderlige gamle Mand!
Jom efter Brændeviin endnu halvdød vil skrige,
Paa det J ravende maae ned i Graven stige?
Den som i Ungdoms Aar har sparet, lider ey
Alderdommen Nød. Derpaa hand gik sin Vey.
En skamfuld Taare=Flod ved denne Tale rinder
Ned af den Gamles bleege Kinder;
Gud veed det, sagde hand, og intet videre.
Jeg for Væmodighed mig neppe kunde bare;
Thi jeg blødhiertet er. Og i min Drøvelse
Gav jeg ham den Rix=Ort, som jeg nu vilde spare
Fra min Nysgierrighed, Rhinoceros at see.
Jeg gik, at hand min Graad ey skulde blive vaer,
Men hand mig kaldte strax tilbage,
Ach, sagde hand, med Graad i Øynene, J har
Nok grebet feyl. Jeg vil saa meget ikke tage,
Giv mig saa lidet kun tilbage,
At jeg med en Drik Øll mig vederqvæge kand.
Ney, sagde jeg, behold den heele Gave,
Jeg seer, J er en værdig gammel Mand,
Drik et Glas Viin derfor, J det behov kand have.


Men


Men siig mig hvor J boer? Den Gamle gioede saa.
jeg vilde næste Dag til hannem mig forføye,
Hvis reedelige Syyn mig stod endnu for Øye;
Jmens jeg gik derhen, jeg stedse tænkte paa
Hvor mange Spørsmaal jeg til hannem vilde giøre.
Men da jeg kom, fik jeg at høre,
At hand var for en Time død.
Den Ærlighed endnu var i hans Ansigt malet,
Med hvilken hand i gaar og havde med mig talet;
En Psalme=Bog, et lidet Stykke Brød,
Laae paa den haarde Seng, i hvilken hand var død.
Ach om den Gierrige nu havde hannem seet,
Mod hvilken hand i gaar har haanligen beteet
Jig saa uechristelig! og som, maaskee, anklager
Hans Haardhed nu for GUD, som Haardhed høyt mishager,
At hand har negtet ham en liden Lædske=Drik
Før hand af denne Verden gik.
Saa har min Ven fortallt, derhos begiærende,
At jeg den Riige Gierrige
Ret offentligen vil beskiæmme
Dog den, som sig ey vil til nogen Pligt beqvemme,
Undtagen den betales ham
Paa hannem bider ingen Skam.
Dette Uge=Skrift bliver hver Torsdag at bekomme i det Kongel. priv.
Bogtrykkerie ved Stranden, skraas over Prammændenes Laugshuus,
hvor 3de forgyldte Skildter sees over Døren, Arket 2s.


No. 34.
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker.
Lachrymæq; decoræ,
Gratior & pulchro veniens e corpore virtus.
J¬
eg læser med en stor deel Fornøyelse, hvad jeg har be¬
sluttet at forlyste mine Læsere med i Dag; og det skulde være
mig overmaade kiært at finde, at der vare mange, som fortiente
at giættes paa, under Emilas Carakter, der er ingenlunde opdigtet,
men virkelig.
Der er intet, som giver en saa behageligt et Syyn af den men¬
neskelige Natur, som at beskue Viisdom og Skiønhed. Den sidste til¬
hører egentligen det Kiøn, som derfor kaldes det Smukke, men en lyk¬
salig Samling af begge disse Ypperligheder i den samme Person, det
er en Carakter, som er alt for himmelsk dertil, at mand meget ofte skul¬
de finde den. Skiønhed er en alt for indbildsk og selv tilstrækkelig, u¬
trængende Ting, som skiøtter ikke om at forsyne sig selv med andre mee¬
re væsentlige Prydelser; ja, saa lidet tager den sin egen Nytte i agt, at
den alt for ofte ødelegger sig selv, i det den opgiver og forraader den
Uskyldighed, som giør den elskelig og begiærlig. Saasom derfor Dy¬
den giver et deyligt Fruentimmer en endnu deyligere Anseelse; saa giør
Skiønhed et dydigt Fruentimmer virkeligen meere dydigt. Jmedens
jeg betragter disse to Fuldkommenheder priiseligen forenede i een Person,
saa kand jeg ikke andet end forestille mit Sind Emilias Billede.


Hvem har nogensinde seet den elskværdige Emilia, uden at føle
paa eengang i sit Bryst saavel Kierligheds Lue, som et dydigt Ven¬
skabs inderlige Attraae. Hendes Opførsels utvungne Venligheder
hendes Tunges behagelige Lyyd drage eder uformærkt til at ønske en
nærmere Besiddelse af dem; men endog hendes Smiil har noget udi sig,
som stiltiende straffer en u-tilladelig Kierligheds Tilskyndelser. Saale¬
des, omendskiønt hendes Deylighed drager eder næsten u-imodstaaeli¬
gen til at elske hende, og opvækker Begierlighed, saa bliver J dog i
samme Øyeblik bragt til rette igien, ikke ved hendes Dyds Strenghed,
men Anstændighed. Den Sødhed, den Fromhed og Munterhed der sees
saa tydeligen i hendes Ansigt, udbreder sig naturligen i alle hendes Ord
og Gierninger. Den Mands Person maae være umenneskelig, som,
naar hand seer Emilia, finder ikke større Lyst til at giøre hende got,
end at fornøye sig selv. Hendes Person, saasom den er med saa stor
Fliid udziiret af Naturen, saa prydet med u-udstuderte Yndigheder, er
en beqvem Bolig for saa deyligt og elskeligt et Gemyt; der boer en for¬
nuftig Gudsfrygt, et beskeedent Haab, og en villig Overgivelse.
Mange af Menneskenes herskende Passioner blive uforskyldt beærede
med Navn af Religion; som saaledes yttrer sig selv i Gierningen, efter
dens Natur og Legems Beskaffenhed, som den boer udi; Saa at der¬
som vi skulde dømme efter de udvortes Anseelser, da maatte mand bil¬
de sig ind, at Religionen hos nogle er lidet bedre end suurseende og taus
Jndgetogenhed, hos andre Frygt, hos andre Mistrøstighed af en melan¬
cholsk Natur, hos nogle en nøyagtig Nidkiærhed i at tage visse ubetyde¬
lige selvgjordte Regler i agt, hos andre Strenghed, hos andre Prale¬
rie. Hos Emilia er den en Grund=Regel, som er grundet i Fornuften
og oplivet ved Haabet; den bryder ikke frem i u-ordentlige Anfald af en
pludselig Andagts Heede, men den er en jævn og stadig Regel for hen¬
des Gierninger. Den er nøyagtig uden Strenghed, medlidende uden
Taabelighed; den bringer til Fuldkommenhed denne milde Munterhed,
som har sin Oprindelse af Forstanden og er ikke en Virkning af et natur¬
ligen læt Sind.
Ved en ædelmodig Sympathie i Naturen føle vi os selv tilbøye¬
lige til at sørge, naar nogle af vore Med=Creature ere bedrøvede.


Men en fornrettet Uskyldighed, og
Skiønhed bestædt i Nød og Kummer,
er et Syyn som har noget u-udsigeligeligen bevægeligt i sig. Det smel¬
ter det allermandigste Hierte ved de ømmeste Følelser af Kierlighed og
Medlidenhed, indtil det omsider tilstaaer sin Menneskelighed og flyder
ud i Taare.
Dersom jeg skulde fortælle den Part af Emilias Liv, som har givet
hende Leylighed til at udviise en ret heroisk Christendom, da vilde det
blive en alt for sørgelig og bevægelig Historie. Men naar jeg betrag¬
ter hende i Eenlighed midt i hendes Gienvordigheder, hvorledes hun seer
hen over denne bedrøvelige og mørke Jammer=dal, ind til Himmelens
og Udødeligheds Glæde; og naar jeg seer hende i Sælskab, rolig og for¬
nøyet, ret ligesom hun havde intet at tænke paa, og som hun var det
lyksaligste Creatur i Verden, da bliver jeg henrykt af Forundring.
Visseligen har aldrig saadan en philosophisk Siæl boet i saadan en dey¬
lig Skabning. Thi Skiønhed bliver ofte anseet for et Privilegium i¬
mod Eftertanke og Overveyelse; den leer ad Viisdom og vil ikke fordra¬
ge dens Formaningers Alvorlighed.
Dersom jeg var i Stand til at forestille Emillas Dyder med deres
rette Farver, og sande Størrelse, da vilde det maaskee tænkes, at Kier¬
lighed eller Flatterie havde malet hendes Skilderie større og fuldkomne¬
re end hun er i sig selv;, men saasom dette er kun en ufuldkommen Ud¬
kastning af saa fortræflig en Carakter, og saasom jeg ikke kand, ey heller
vil haabe at have nogen deel i hendes Person, saa er alt hvad jeg kand
sige om hende, ikkun en upartiisk Roos, som hendes Dyders u-imod¬
staaelige Glands har aftvunget mig. Saa rart et Mønster af et ypper¬
ligt Fruentimmer bør ikke skiules, men skulde fremstilles til at sees og
efterfølges af Verden; thi hvor elskelig maae ikke Dyden blive i vore
Øyne, naar den saaledes giøres os synlig i saa deyligt et Exempel!
Honoria er af en gandske anden Gemyts Beskaffenhed; hendes Tan¬
ker ere aldeles henvendte til at giøre Erobringer, og at forhverve sig et
undskrænket Herredom. At hun har nogen Vittighed og Skiønhed,
det negter ingen, og derfor har hun alle sine Bekiendteres Høyagtelse,
som et Fruentimmer af en behagelig Person og Omgængelse, men (hvad


er ikke tilstrækkeligt nok for
hendes Mand end maae tænke derom) det
Honoria; hun agter ikke om den Respect, som hun nyder for disse Aar¬
sagers skyld, men anseer den som en ringe Sag, og paastaaer at til¬
bedes med den dybeste Underdanighed som en Afgud; for denne Aarsags
skyld bliver hendes naturlige Begierlighed efter at leve bestandigen
holdt i tvang ved en urimelig Frygt for Rynker og Alderdom.
Emilia kand ikke formodes at være uvidende om hendes Yndighe¬
der, endskiønt hun synes at være saa; men hun vil ikke holde sin Lyk¬
salighed paa slige ustadige og tilbettlede Vilkaar, da hendes Siæl er
prydet med Skiønheder af en høyere og bestandigere Natur. Da vi
saae hende i hendes Ungdoms og Skiønheds fulde Blomster omringet
af en stor Mængde Tilbedere, da fandt hun ingen Behag i Mord og
Ødeleggelse, hun gav ikke Anledning til falske og bedragelige Haab,
der kunde forøge hendes Beyleres Punseler, naar de fandt sig udelukte
fra hendes Besiddelse, men efter at hun i nogen Tiid havde i agt taget
en Jomfruelig anstændig Koldsindighed, og undersøgt hendes adskillige
Beyleres Fortienester, fyldestgiorde hun omsider sin egen Tilbøyelighed,
i det hun overgav sig til Bromius og hans inderlige Kierlighed. Bro¬
mius havde da mange gode Egenskaber og skikkelige Midler, hvilke strax
efter bleve u-formodentligen forøgede til en stor og overflødig Formue;
dette blev en Tiidlang hans Ulykke, saasom det gav hans u-forfarne
Alder Anledning til ondt Sælskab og et vellystigt Levnet. Hand maatte
end meget længer have vandret i Lasters og Daarligheders Labyrinther,
dersom Emilias forsigtige Forhold havde ikke bragt ham til at undergive
sig hans egen Fornufts Herredom. Hendes oprigtige Hierte og skarp¬
sindige Forstand vare stedse forenede i at opfinde de beqvemmeste Mid¬
ler til at rette hans Passioner og at rense hans Forlystelser. Hun har
viist ham ved sit eget Exempel, at Dyden kand bestaae med sømmelige
Friheder og munter Lystighed, eller rettere, at den kand ikke bestaae
uden dem. Hendes gode Forstand gav hende snart at forstaae, at et
stiltiende Exempel og en venlig ufortrøden Opførsel vil altid være meere
overtalende, end alvorlige Lærdomme og strenge Paamindelser; og at
der er saa megen Hovmod indvævet i den Menneskelige Naturs Dan¬
nelse, at en stivsindet Mand maae ikkun paa en fiin og forblommet Maa¬
de erindres om hans Feyl, og derefter maae mand lade ham selv vi¬


dere eftertænke det og rette sig. Saaledes har hun, ved en bestandig
Konst og Varlighed og ved u-formærkte Forestillinger, først bragt ham
saavidt, at hand uden Fortrydelse, og omsider med Fornøyelse kunde
høre det, som hand ellers ikke vilde taalt at høre om; derefter vedste
hun saaledes at benytte sig videre af, og at forsikkre sig ydermeere om
denne Fordeel, som hun havde vundet over ham, at hun bifaldt det som
hans egen Tanke, og bestyrkede ham i hans Forsæt, ligesom hand af
sig selv var faldet derpaa. Paa denne Maade har hun bragt nogle af
hans herskende Passioner paa sin Side, og benyttet sig af dem til at
befordre hans Omvendelse.
Der er en anden særdeles Omstændighed i Emilius Opførsel som
jeg ikke kand undlade at melde om; For nogle vil det maae skee i Be¬
gyndelsen synes en ringe og u-betydelig Omstændighed; men jeg for min
Part holder for, at den er høyligen værd at legge Mærke til, og at an¬
befales det smukke Kiøn til videre Betragtning. Jeg har ofte tænkt,
at skident Linnet, og all den Skiødesløshed i Klæder, som alminde¬
ligen gaaer under det Navn af Negligee, men i sig selv er intet andet
end Sluddervorenhed eller Skidenfærdighed, er en ret Forgift for Ægte¬
Kierlighed, og et af de sikkerste Midler mand kand optænke, til at fra¬
vende sig en Mands Hiertes Bevaagenhed, allerhelst dersom hand er
stærkt indtaget af sin Hustrue. Jeg har hørt nogle Fruentim¬
mer, som have u-formodentligen faaet Sælskab i saadan Deshabil¬
le, giøre Undskylding derfor paa denne Maade: Jeg er visseli¬
gen gandskee skamfuld, at mand er kommet over mig i saadan
Uoorden; men min Mand og jeg sadde allene for os selv, og
--
jeg ventede ikke at see saadant got Sælskab.
Dette er imid¬
lertid en meget fiin Compliment til den gode Mand, hvilken hand gand¬
ske formodentligen besvarer med grove Ord og en u=høflig Opførsel,
uden selv at vide hvad det er som giør ham misfornøyet.
Emilias Anmærkninger have lært hende, at ligesom smaa Ueagtsom¬
heder og Forsømmelser fordunkle en stor Carakter; saa er og Skiødes¬
løshed i Klæder, end og iblant de inderligste Venner, mægtig til at
formindske u-formærkt deres Agt for hinanden, i det den opvækker en


Hun forstaget, hvor
foragtelig.
Gemeenskab, som er alt for nedrig
vigtige disse Ting ere, som de fleeste ansee for u-betydelige; og hun be¬
tragter enhver Ting som magtpaaliggende, der har den allermindste
Hensigt til at vedligeholde eller formindske hendes Mands Kierlighed;
ham anseer hun som den Person, hvilken hun bør anvende all sin Konst
g Fliid paa at behage, efterdi hun skal behage ham saa længe de leve
sammen.
Ved Hielp af disse og tusende andre navnløse Konster, som det æer
lættere for hende at øve end for andre at beskrive; ved hendes haard¬
nakkede Godhed og u-opirrelige Undergivenhed, u-agtet alle de Gien¬
vordigheder og den onde Medfart hun har liidt, er Bromius nu blevet
en fornuftig Mand og kierlig Ægtefælle, og Emiskig en lyksalig Hustrue.
gunstige Engle, under hvis Varetægt Himmelen har betroet sin
kiære Emilia, ledsager hende fremdeeles frem paa Dydens Veye, be¬
skytter hende fra denne u-skiønsomme Verdens Trodsighed og Foruret¬
telser; og omsider naar vi maae ikke meeere omgaaes med saadan en
Reenhed paa Jorden, da fører hende sagteligen herfra uskyldig og u¬
straffelig til et bedre Sted, hvor hun, ved en læt Overgang fra det hun
nu er, maae skinne som en Lysets Engel.
Betleren.
Med dragen Kaarde kom en Betler gaaende
Jnd i en riig Mands Huus, og bad, som Betlere
Gemeenligen den Vane have,
Kun om en gandske liden Gave.
Jeg kiender, sagde hand, J er Godgiørende,
Og har saa Christeligt et Hierte,
Der gierne tager Deel, med en retmæssig Smerte,
J eders Næstes Lidelse.
Jeg


veed derfor, min Bøn skal eder røre,
J seer, jeg vil mig ey u=høfligen opføre
Ney, jeg forlader mig (her viiste Betleren
Den blotte Kaarde frem igien,
Paa eders Godhed selv, at J mig vil bønhøre.
Haaledes ere sindede
Roosgierrige Skribentere,
De give os med mange Complimenter
Den haarde Fodring at forstaae
Naar deres Ære=Tørst vor Roos og bifald venter,
Og beder at vi dem bevaagne være maae.
Med Magt de ikke vil aftvinge os vor Stemme,
Ney til vor billighed de slaae all deres Liid,
Dog at vi denne ey skal glemme,
Da viise de os paa den samme Tiid
J begge Hænder Kriig og Strid.
Min Herre,
at eders
eg er meget vreed paa eder, thi mig syne
Uge-Blade ere ligesaa keedsommelige som Prædikener. J
foregiver, at J vil forbedre os, og J fortæller os intet an¬
det end hvad vi meget vel vide tilforn. Er dette den For¬
stand og Vittighed, som J vil ansees for at have? Jeg be¬
der, at J vil forandre eders Skrive=Maade, og ikke tvinge
mig til at give eders Blade Afskeed.
Sara Veed=vel.
Jeg


Jeg vil ikke tvile om dette Fruentimmers Viisdom; men i stedet
for Svar alleeneste anføre følgende Fortælling af Mr. Bmupere;
Irene lader sig med stor Bekostning føre over til Epidaurus; hun
kommer ind i Esculapiuss Tempel og raadfører sig med ham, angaaen¬
de alle hendes Svagheder. Hun beklager sig først, at hun er træt og
afmægtig. Oraklet svarede at det kommer af den lange Reyse hun har
gjordt. Hun siger, at hun har ingen Lyst til at spiise om Aftenen.
Oraklet befaler hende at spiise mindre om Middagen. Hun klager, at
hun kand ikke sove om Natten. Oraklet siger, hun skal ikke ligge i
Sengen om Dagen. Hun spørger, hvoraf det kommer, at hun bli¬
ver saa tung og u-beqvem, og hvad Raad der er imod, Oraklet spa¬
rer, hun skal staae op for Middag, og undertiden bruge sine Been til
at gaae. Hun siger, at Viinen er hende imod. Oraklet befaler hen¬
de at drikke Vand. Hun klager over U-fordøyelighed. Oraklet byder
hende at holde en god Diæt. Mit Syyn slaaer mig feyl, sagde hun.
Oraklet svarede, brug Briller. Jeg bliver svag, siger hun, og er ikke
halv saa stærk og frisk som jeg har været. Det volder at J bliver
gammel, svarede Oraklet. Men, spurte hun, hvorledes skal jeg blive
helbredet for denne Afmægtighed? det korteste Raad, svarede Oraklet,
er at J døer ligesom eders Moder og Beste=Moder. Hvad Raad er
det du giver mig, O Apollos Søn, raabte Irene? Er dette all din
store Videnskab, som Menneskene berømme og tilbede dig for? Hvad
rart eller hemmeligt har du lært mig? og vedste jeg ikke alt dette tilforn?
Oraklet svarede: hvorfor har J da ikke rettet eder derefter, saa havde
J ikke haft behov at søge mig saa langt borte, og at forkorte eders Liv
ved en lang og besværlig Reyse.
Pk¬
Dette Uge=Skrift bliver hver Torsdag at bekomme i det Kongel. priv.
Bogtrykkerie ved Stranden, skraas over Prammændenes Laugshuus,
hvor 3de forgyldte Skildter sees over Døren, Arket 2s.


No. 35.
Bie=Kuben
Eller
Andres
Tanker.
Possint ut Juvenes visere fervidi,
Multo non sine risu,
Dilapsam in cineres facem.
V¬
i finde almindeligen saa stort Behag, end og i disse smaa
Fuldkommenheder, enten Legemets eller Sindets, ved hvilke vi
ere engang blevne navnkundige i Verden, at vi stræbe efter at
bilde os selv ind, at det staaer ikke i Tidens Magt at berøve os dem.
Vi blive u=afladeligen ved at benytte os af de samme Midler, ved hvil¬
ke vi allerførst forhvervede os Menneskenes bifald og Berømmelser.
Heraf kommer det at en Skribent bliver ved at skrive, omendskiønt hand
gaaer i Barndom; hand betænker aldrig at hans Hukommelse er svækket,
og at hand har tabt det Liv, og den Fyrighed, som tilforn opløftede
hans Tanker og opmuntrede hans Jndbildings Kraft. Den samme
Daarlighed hindrer et Menneske fra at indrette hans Levemaade efter
hans Alder, og volder, at Clodius, som var en berømmelig Dantser
i hans fem og tiugende Aar, har endnu Lyst til at hoppe i en Menuet
endskiønt hand er over tredsindstiuge. Kort sagt, det er denne Daar¬
lighed, som opfylder Byen med aldrende Giække og udlevede Coqvetter.
Canidia, et Fruentimmer af denne sidste Art, kiørte i gaar forbi
mig i hendes Karrete. Canidia var en hovmodig Skiønhed i forrige
Tider, og blev altid efterfulgt af en Mængde Tilbedere, hvis Kierlig¬


hed alleeneste behagede hende, saasom hun derved fik Leylighed til at
begegne dem som en Tyran. Hun vænte sig da til det Skræk indja¬
gende Øyekast, og til den forbydende Miine, som hun endnu ikke har
aflagt, og har endnu all den Stolthed, som gemeenligen følger med
Skiønhed, endskiønt hun har længe tabt dennes Yndigheder. Der¬
som hun endnu drager nogens Øyne til sig, da skeer det alleneste for¬
di hun er i en høy Grad latterlig; endog hendes eget Kiøn beleer hen¬
des Affectation, og Mandfolkene, som altid finde en vanartig Glæde
i at see en stræng og tyrannisk Skiønhed ydmyget og foragtet, betragte
hende med den samme Fornøyelse, som et frit Folk seer en Tyran styr¬
tet og undertrykt.
Min Ven W. HI., som finder stort Behag i de Kierligheds Hi¬
storier, som have tildraget sig i hans Ungdom, meddeelte mig nyligen
en Udskrift af et Brev, som en vittig Mands=Person i de Tider havde
skrevet til sin Kiæreste, som synes at have været ligesindet som Canidia.
Hans Jndfald behagede mig saa vel, at jeg vil her meddeele mine Læ¬
sere Jndholdet deraf.
Til Cloe.
"Madam,
fterdi mine vaagende Tanker have aldrig kundet bevæge eder til
at blive mig gunstig, saa har jeg nu besluttet at forsøge om mi¬
ne Drømme kand have nogen Virkning hos eder. Til den Ende
skal jeg nu fortælle eder en meget sælsom Drøm, som min Fantasie
forestillede mig sidst afvigte Nat, nogle faa Timer efter at jeg havde
forladt eder.
9 Mig syntes at jeg blev paa en forunderlig Maade ført hen paa det
allerbehageligste Sted, som mine Øyne nogensinde have seet; det
var en stor viid Dal, afdeelt ved en Bæk af det reeneste Vand, som
jeg nogen Tiid har betragtet. Grunden paa begge Sider af den hav¬
de en jævn Reysning, og var skiult med Blomster af en u-endelig Ad¬
skillighed, og saasom de bleve igien forestillede i Vandet, saa fik Ste¬
det derved dobbelte Skiønheder, eller rettere at sige, Vandet fore¬
stille¬


stillede en indbildt Skue=Plads, meere deylig end den virkelige. Paa
begge Sider af Bækken var en Gang af høye Træer, hvis Greene
vare bebyrdede med næsten ligesaa mange Fugle som Blade. Et hvert
Træ var fuldt af Harmonie.
Jeg var ikke gaaet langt frem i denne behagelige Dal, førend
jeg blev vaer, at ved Enden deraf stod et overmaade prægtigt Tem¬
pel. Bygningen var gammel og ordentlig. Paa Spidsen deraf var
forestillet Saturnus, i den samme Skabning og Dragt, som Poeterne
gemeenligen afmale Tiden.
Da jeg nu gik længere frem af for at sille min Nysgierrighed
ved en nærmere Beskuelse, blev jeg hindret fra at gaae videre, ved et
Syyn, som faldt mig i Øynene, der var langt deyligere end noget
af alt hvad jeg tilforn havde seet paa det gandske Sted. Jeg bilder
mig ind, Madam, at J vil lætteligen giætte, at det kunde neppe væ¬
re noget andet end J selv; det var og virkeligen saa; J laae udstrakt
paa Blomsterne ved Siden af Bækken, saa at eders Hænder, som
laae i en skiødesløs Postyr, næsten rørte Vandet. Eders Øyne va¬
re tillukte; men dersom eders Søvn berøvede mig den Fornøyelse at
see dem, saa gav den mig derimod stunder til at betragte adskillige
andre Yndigheder, som blive usynlige, naar eders Øyne ere aabne.
Jeg kunde ikke andet end forundre mig over den Rolighed J sov udi,
allerhelst naar jeg betænkte den Urolighed J foraarsager hos saa man¬
ge andre.
Medens jeg var gandske hentaget i disse Betragtninger fløy
Templets Dørre op med en meget stor Bulder; og da jeg opløftede
mine Øyne, saae jeg to Figurer, i menneskelig Skabning, komme
ned i Dalen. Ved en nærmere Betragtning fandt jeg dem at være
Ungdom og Kierlighed. Den første var omringet med et Slags
Purpur=Lyys, som udspreedte et herligt Skin over det gandske Sted;
Den anden holdt et brændende Fakkel i hans Haand. Jeg kunde
see, at paa den gandske Vey, hvor de komme hen imod os, syntes
Blomsternes Farver meere levende, Træerne skøde ud i Blomster,
Fuglene forenede sig i Par, og ærede dem med deres Sang, hvor


3 de gik frem. Naturens gandske Ansigt blussede af nye Skiønheder.
Saa snart de vare komne til Stedet hvor J laae, satte de sig ned hver
paa sin Side af eder. Ved deres Ankomst syntes mig at jeg saae
ny Blomster at udspiire i eders Ansigt, og nye Yndigheder at udgyde
sig over eders gandske Person. J syntes at være meere end et Men¬
neske; men, til min støre Forundring, blev J ved at sove gandske
stærkt, endskiønt de tvende Guder giorde adskillige lemfældige Forsøg
for at opvække eder.
Kort derefter faae jeg at Ungdommen udbreedte et Par Vin¬
ger, som jeg hidindtil ikke havde givet Agt paa, og fløy bort.
Kierlighed blev endnu tilbage, og holdt det Fakkel, som hand hav¬
de i Haanden, lige for eders Ansigt; J syntes endnu ligesaa deylig
som tilforn. Endeligen opvaagnede J ved Skinnet af Lyset i eders
Øyne; men, til min store Forundring, i stedet for at erkiende hans
Gunst og Bevaagenhed, saae J vreedt paa ham, og slog Fakkelet af
hans Haand ud i Bækken. Efter at hand havde betragtet eder med
saadanne Øvne, som baade udviiste hans Medynk og Fortrydelse,
fløy hand ogsaa bort. Strax derpaa udspreedte sig en Slags Mørk¬
hed over det gandske Sted. Paa samme Tiid faae jeg et fælt Spø¬
ygelse komme ind fra den eene Ende af Dalen. Hans Øyne laae
dybt inde i hans Hovet, hans Ansigt var bleegt og gustent, og hans
Hud var sammenfoldet i Rynker. Ligesom hand gik frem ved Siden
y af Bækken, saa frøøs Vandet, Blomsterne falmede, Træerne ka¬
stede deres Blomster, Fuglene faldt døde ned af Greenene for hans
Fødder. Heraf kiendte jeg at hand var Alderdommen. J blev
betaget af den yderste Skræk og Bestyrtning, da hand kom nærmere
o3 hen til eder. J umagede eder for at flye, men hand greeb eder fat i
sine Arme. J kand lætteligen giætte, hvilken Forandring hans Om¬
favnelse foraarsagede hos eder. Jeg for min Part, omendskiønt jeg
yer endnu alt for opfyldt med denne gruelige Forestilling, saa vil jeg dog
3 ikke forurolige eder med dens Beskrivelse. Jeg blev saa forbauset over
5 dette Syyn, at min Søvn strax forlod mig, og jeg fik Levlighed til
o videre at eftertænke en Drøm, som synes alt for besynderlig dertil, at
den


den skulde bære uden nogen Betydning.
Jeg er, Madam, med den
største Hengivenhed,
Eders lydigste og ydmygste Tiener.
Non omnia possumus omnes.
Min Herre,
maae have mærket, at nogle Laster fæste saa dybe Rødder i Men¬
neskenes Hierter, at mange giøre sig Umag for at ansees skyldige
a deri, længe efter at de ere blevne udygtige til at begaae dem. De
som have fremdraget deres Liv i Krigs=Standen, beholde indtil deres
yderste og skrøbeligste Alderdom en Dristighed i deres Anseelse og Øye¬
Syyn; Ligeledes og de, som have levet deres Tiid i Kierligheds Be¬
drifter, vedligeholde, saa got som de kand, et udvortes Skin deraf,
og beholde en kaad Tilbøyelighed indtil deres sidste Øyeblik. Lad
o3 dette tiene som en Fortale til en Beretning jeg nu vil give eder paa
en gammel Hierte=Tyv her i Byen, som har ikke alleneste været en
Elsker og Jæger efter Fruentimmer i Almindelighed, men har end og,
ueagtet hans graa Haars Paamindelser, virkeligen giordt sig stor og
langvarig Umag, fra hans tre og tredsindstiugende til hans nærværen¬
o de halvfierdsindstiugende Aar, for at blive elsket af et ungt Fruen¬
timmer, som er giftet med hans Ven, der er en anseelig og velfor¬
tient Mand. Den gode gamle Escalus har en munter Vittighed,
9god Helbred, og veed fuldkommen vel at leve; men, formedelst Hof¬
osets Sædvane og Maneerer, som hand i hans Ungdom havde taget
Deel i, har hand endnu saadan en naturlig Lyst til Kierligheds
Handler, at hand meente, det skulde være ham en u-endelig Skam,
y dersom hand ikke benyttede sig af den fortroelige Omgængelse, som
9 var ham tilladt i en Herres Huus, hvis Venlighed og Tillid aabne¬
2de Leylighed til at opvarte hans Frue, for enhver, som skulde faae i
Sinde at giøre ham den smukke Tieneste. Det er og meget vel mue¬
ligt, at Escalus maatte være blevet fortrydelig over Manden og have
sat sig for at hævne sig, fordi hand var besynderligen ubekymret om
ham; og omendskiønt hand ofte lod sig mærke dermed, at hand hav¬
y de en særdeles Kierlighed til Fruen, saa blev dog Manden det enten
n ikke
Mm3


ikke vaer, eller og hand viiste sin Foragt imod ham, i det hand lod
som hand ikke saae det eller bekymrede sig derom. Jmidlertid saae
Isabella (thi saaledes vil vi kalde vor Heltinde) hans hæftige Kierlig¬
lighed, og glædede sig derover, som en Ting der kunde give hende
Anledning til megen Lystighed, og Leylighed til at smage den kiære For¬
y nøyelse, at blive berømt, opvartet og flatteret, uden at hendes gode
Navn var i nogen Fare derved. Denne Frue er frie og utvunget i
sin Opførsel, altid mild og venlig; Hendes Væsen er just et billede
paa Uskyldighed for dem som ere uskyldige, og en Opmuntringttil
95 Last for dem som ere liderlige. Formedelst dette hendes For¬
ohold, og ved det at hun syntes at finde Behag i de Opvartnin¬
o ger, som Escalus giorde hende, tog hand ofte Anledning til at legge
9 Kierligheds Breve i Veyen for hende, at fæste sine Øyne med stor
9 Agtsomhed paa hendes Gierninger, og at giøre hende tusende smaa
9 Tienester, som forsømmes og agtes ubetydelige af u-vedkommende,
men ere saa mange Trin nærmere til Lyksalighed for dem som elske.
9 Det var nu, som forhen er meldt, hen imod Enden af det syvende
2 Aar af hans Kierlighed, i hvilken Tiid hand havde ladet det blive ved
y almindelige Talemaader, og ved den tvetydige Ærbødighed, som lastvær¬
dige Elskere udviise i deres Opvartninger; men nu begyndte hand at
beklage, at hans Kierlighed blev alt for hæftig, og at hand kunde
nu ikke længer være ansvarlig for hans Opførsel imod hende; og at
hand haabede hun vilde, i Betragtning af hans lange og taalmodige
Respeet, undskylde et Hiertes Bevægelser, som nu ikke længer vilde
lade sig regiere af sin ulyksalige Eyermand. Saadan Tale havde
Escalus i nogle Maaneder ført til Isabella baade i hans Ord og i hans
Breve; Alle disse overflødige artige Ting, som hand havde samlet
paa i halvtredsindstiuge Aar, besvarede hun med: Jeg maae ikke
høre eder; J vil bringe mig til at forglemme den Høyagtelse
jeg er eders Stand skyldig; jeg vilde ikke med min gode Villie
vmiste eder som en Ven; og deslige Talemaader, hvilke de Forfar¬
pne udtyde til deres egen Fordeel, saasom de vel vide, at et svagt Ney
2; er et undseeligt Ja. Jeg skulde have sagt eder at Isabella fortallte sin
Mand alt hvad der skeedte, saa længe denne Kierligheds Handel va¬
rede; og at en Fortælling om Escalus og hans Elskov var deres sæd¬
o vanlige Tidsfordriv og Forlystelse, efter en halv Dags Fraværelse.


Men da nu Escalus til sidst havde meere aabenbarligen anmodet hende,
sagde hun smulende til hendes Mand, at hun kunde ikke længer holde
det ud, men at Sagen var nu kommet saa vidt, at der maatte giø¬
res en Ende derpaa. Og efter at hun havde lidet videre givet sin Mee¬
ning tilkiende, forholdt hun sig, med hendes Mands Samtykke, paa
følgende Maade. Den første Gang at Escalus var igien alleene hos
hende, og igientog hans hæftige Anmodninger, slog den listige Isa¬
bella sine Øyne ned og faae paa hendes Vifte med en meget eftertæn¬
kende Miine, ligesom hun overveyede hos sig selv, af hvor stor Vigtig¬
hed saadan en Hemmelighed var for hende; og da hand atter med de
hæftigste Ord havde fornøyet hans inderlige Kierligheds Begiæring,
saae hun til ham med milde og kierlige Øyne, og sagde, at hand
havde nu overlevet den Tiid, der kunde give hende Aarsag til at frygte,
5 at hand vilde prale af et Fruentimmers Gunst; derpaa vendte hun
sit Hoved bort, med en meget vel forstilt Forvirring, hvilken gav
den gamle Escalus en ønskelig Levlighed til at snige sig bort. Denne
Hændelse gav Isabella og bendes Mand Anledning til stor Kortvillig¬
hed, og de havde fornøyet sig derover i tvende Dage, førend Esca¬
hus kunde saavidt komme til sig selv igien, at hand kunde skrive eftet¬
a følgende Brev:
Madam,
et som forefaldt forgangen Dag, giver mig et livagtigt Billede
paa de menneskelige Passioners og Tilbøyeligheders Urimelighed.
jage med Begiærlighed efter det som negtes os, og fæste vor Kier¬
lighed paa det som er fraværende, omendskiønt vi skiøttede ikke derom,
da det var nærværende. Saa længe som J afviiste min Kierlighed,
formeerede eders Afviisning min hæftige Attraae, og opvakte den saa
stærkt, at jeg havde ikke engang stunder til at tænke paa at kalde min
Fornuft til Hielp imod det Anslag jeg havde paa eders Dyd. Men
da denne Dyd begyndte at give efter og samtykke min Begiæring, da
brød min Fornuft frem og overvandt min Kierlighed, og viiste mig
hvor nedrig min Opførsel var, i det jeg søgte at forføre et æragtigt
Fruentimmer. Jeg tilstaaer for eder, at det var ikke uden den hæftig¬
ste Striid at jeg vandt denne Seyer over mig selv; Ja, jeg vil be¬
kien¬


faae Over¬
kiende min Skam, og tilstaae, at jeg havde ikke kundet
haand, uden ved at tage Flugten. Jmidlertid beder jeg, Madam,
at J vil troe, at et Øyebliks Skrøbelighed har ikke udrøddet den Høy¬
agtelse jeg havde for eder, og som J havde forhvervet ved saa mange
Aars uryggelig Dyd. J har Aarsag til at glæde eder derover, at
dette skeedte ikke i Nærværelse af een af disse unge Spradebasser, som
vilde have udraabt eders Skrøbelighed, og pralet af hans egen ufor¬
nuftige Tilbøyelighed. Jeg er,
Madam,
Eders gandske hengivne ydmyge
Tiener.
llabella, med hendes Mands Hielp, sendte ham følgende Svar
tilbage:
Min Herre,
eg kand ikke andet end agte mig selv for et meget lyksaligt Fruen¬
timmer, i det jeg elskes af en Mand, der kand skrive saa vel, og
kand sætte saa god en Farve paa et mislinget Forehavende. J har
endnu en særdeles ypperlig Egenskab frem for alle andre Liebhabere,
som jeg nogensinde har hørt tale om; nemlig, at ved disse Leylighe¬
der, naar de fornuftigste Mænd tabe all deres Fornuft, da er eders
i sin største Kraft. Vi maae begge to takke vor gode Engel, at den
eenes Kierlighed tog af, ligesom den andens blev meere hæftig. Kand
J endnu ikke falde paa de Tanker og forestille eder, at jeg meget vel
vedste, at jeg aldrig kunde begaae nogen større Grumhed imod eder,
Hend at vise mig føyelig imod eders Kierligheds Anmodning? Til Ve¬
derlag for eders lange og trofaste Kierlighed maae jeg lade eder vide,
at J er gammel nok til at være lidet meere ærbar; men dersom J vil
lade mig blive i Ro, og byde eders Kierlighed nogen andensteds frem,
o da ønsker jeg at eders Kiæreste maae blive villig til at overgive sig.
Isabella.


No. 36.
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker
Non sine vano
Aurarum & sylvæ metu.
O¬
mendskiønt Mand=Kiønnets Pligter give fleere Anled¬
ninger til Anmærkninger og Paamindelser, saasom de ere meere
adskillige og have at bestille med fleere Ting, som ere undergiv¬
ne Forandringer og Hændelser, saa maae det dog tilstaaes, at en Mo¬
ralist er alt for indskrænket i hans Hensigter, dersom hand indretter sine
Underviisninger alleneste for denne halve Deel af det menneskelige Kiøn;
Vi finde i de philosophiske Afhandlinger, som lære ved Regler, og i de
historiske Fortællinger, som underviise ved Exempler, at Fruentimmer¬
nes særdeles Dyder eller Feyl indtage ikkun et lidet Rum, maae skee
almindeligen alt for lidet; thi saa meget af vor Huus=Lyksalighed er i
deres Hænder, og saa stor er deres Magt over os i vore første Aar, at
Verdens almindelige Nytte udkræver det, at de burde vel underrettes i
de Pligter, som ere dem paalagte; det er og ikke tienligt, at de Egen¬
skaber, ved hvilke de kand forvolde os saa megen Fortred eller Fornøy¬
else, skulde overlades til Hændelsen, og komme an paa dens slumpende
Virkninger.
Jeg er derfor gandske villig til at indføre efterfølgende Brev, som
vil maae skee ikke blive gandske unyttigt for dem, hvis fornemste Ær¬
gierrighed er at behage; saasom det viiser, hvor vist de feyle deres Maal,


som paa en urimelig og uskiønsom Maade stræbe efter at bringe sig i
Anseelse.
Min Herre,
Jeg er en ung Herremand, som kand raade mig selv, og besid¬
der et anseeligt Gods; efter at jeg havde faaet en sædvanlig Optug¬
telse, anvendte jeg nogen Tiid paa at besee fremmede Lande, og efter
min Tilbagekomst bragte mig i Anseelse i de fornemste og artigste Sæl¬
skaber. Jeg er nu kommet til den Alder, da mand venter at en Mand
skal slaae sig til Rolighed og tænke paa at vedligeholde hans Stam¬
me. Jeg imodstod i nogen Tiid mine Forældres, Søstres og Brø¬
dres Anmodninger og Forestillinger, men lod mig omsider overtale til
at besøge Anthea, som havde arvet et Gods, der ligger tæt ved mit
eget, og hvis Byrd og Skiønhed mand kand ikke indvende noget imod.
Vore Venner erklærede, at vi vare ret skabte for hverandre; alle de
paa begge Sider, som havde ingen Fordeel af at hindre vor Foree¬
ning, vare enige i at befordre den, og arbeydede paa at faae os i
en Hast giftede tilsammen, førend vi havde nogen Leylighed til at kien¬
de hinanden. Jeg var imidlertid dog for gammel til at lade mig give
bort uden mit eget Samtykke, og da jeg havde haft Leylighed til at
bestyrke mig i en Mening, som mange af mine Paarørende syntes at
være overmaade underlig, at en Mand kunde være ulykkelig med et
stort Gods, saa besluttede jeg at søge en nærmere Kundskab om den
Person, med hvilken jeg skulde fremdrage min øvrige Leve=Tiid. Det
var aldeles ikke vanskeligt at forlænge dette Frierie, thi Anthea vedste
paa en forunderlig læt Maade at undvige mine Spørsmaal, hvilke
jeg siælden igientog, og at forskandse sig imod mine nærmere Erklæ¬
ringer, som jeg havde ikke stor Lyst til at iile med.
Saaledes gik Tiden bort i Besøgelser og Høfligheder, uden no¬
gen inderlige Kierligheds Erklæringer, eller ordentlige Ægte=Pagts
Tilbud. Jeg fulgte hende ofte til offentlige Steder; men det er vel
bekiendt, at all Opførsel paa disse Steder er saa gandske anordnet ved
Vanen, at mand deraf ikkun kand faae meget liden Jndsigt i Men¬
neskenes rette Carakter, og derfor var jeg endnu ikke mægtig for at
underrette mig selv om hendes Sindelaug og Tilbøyeligheder.


Omsider vovede jeg at forestaae hende en liden Lyst=Reyse, og
H at begiære, at hun vilde i et lidet Sælskab anvende en Dag paa at
besee et Lyst=Sted med smukke Hauger, som laae nogle faa Miile
borte, og da hun havde lovet at føye mig deri, og jeg havde samlet
i det øvrige Sælskab, lod jeg, paa den bestemte Tiid, komme en Kar¬
rete, som jeg havde laant af en af mine Bekiendtere, thi jeg selv hav¬
de endnu ikke vildet kiøbe en, førend jeg kunde faae Leylighed til at
raadføre mig med det Fruentimmer, til hvis Brug den var bestemt.
Anthea kom ned, men just da hun vilde stige ind i Vognen, spranig
3 hun tilbage og syntes gandske forskrækket; hun sagde til os at hun tor¬
de ikke gaae ind i den, efterdi Betrækket var hende modbydeligt, og
dets Farve lignede saa meget den Sørge=Vogn, i hvilken hun for tre
35 Aar siden fulgte hendes Faster til Jorden, at hun skulde aldrig faae
hendes stakkels kiære Faster ud af hendes Tanker.
Jeg vedste at det kom ikke Friere til at sige deres Kiærester imod;
Jeg sendte derfor Vognen tilbage, og fik en anden som var meere le¬
vende. J denne gik vi allesammen ind, Kudsken begyndte at kiøre,
og vi fornøyede os med at tænke paa det som vi ventede at faae at see;
men da Vognen engang hældede gandske lidet, gav Anthea et stort
Skrig af sig og raabte at vi væltede. Vi vare tvungne til at fæste
all vor Agtsomhed paa hende, og hun forsømte ikke at vedligeholde
a den ved hendes idelige Skrigen, ved et hvert Hiørne, hvor vi maatte
vende omkring; imellemstunder maatte vi høre hendes knurvorne Kla¬
gemaal over Vognen at den var saa umagelig, og nødte mig adskilli¬
oge gange til at raabe paa Kudsken, at hand skulde tage sig i agt, og
ykiøre uden at støde. Den stakkels Karl giorde sig all Umag for at
behage os, og kiørte derfor gandske sagte, indtil Anthea besindede sig,
Hat vi paa denne Maade skulde blive des længere paa Steenene, og be¬
giærte derfor, at jeg vilde befale ham at kiøre stærkere. Hand slog
paa Hestene, og Vognen stødte igien, og Anthea fortallte os meget
høfligen, hvor høyt hun fortrød at hun havde givet sig i vort Sælskab.
9 Omsider kom vi paa den jævne Vev og begyndte at tænke, at
vore Besværligheder nu havde Ende, men i det samme blev=Anthea
vaer at der var en Bæk for ved os, hvilken hun kunde ikke vove sig
over.
Ni


over. Vi vare derfor nødte til at staae ud af Vognen, saa det vi
kunde gaae over Broen; men da vi kom til den, befandt vi den saa
smal, at Anthea torde ikke sætte sin Fod derpaa, og var fornøyet der¬
med, efter lang Betænkning, at vi kaldte Vognen tilbage, og med.
3 utallige Forsigtigheder, Forstrækkelser og Klagemaal kiørte over Bækken.
Efter denne Forsinkelse var det fornødent at vi maatte skynde os
9noget, hvortil Kudsken og fik befaling; hvorpaa Anthea fortallte os,
at det skeedte ofte at der gik Jld i Axlerne, naar Vognen kiørte
saa hastigen, og bad mig derfor hvert Øyeblik at jeg vilde see ud,
paa det vi skulde ikke allesammen blive opbrændte. Jeg maatte ad¬
lyde og give hende Tiid efter anden de dyreste Forsikkringer, at alting
var vel, og at jeg haabede vi skulde komme til Stedet uden at miste
o vort Liv enten i Jld eller Vand.
Saaledes kiørte vi da afsted, paa bløde og haarde Veve, nu
stærkt, nu langsomt, men stedse med ny Forandringer af Skræk og
Klagemaal. Var Veyen haard, saa bleve vi forstødte, var den
blød, saa sank vi. Kiørte vi fast, saa væltede vi, kiørte vi sagte,
saa kom vi aldrig til Stedet. Endeligen saae hun noget, som hun
kaldte en sort Sky, og begyndte at erindre, at paa denne Aarets Tiid
pleyer det ofte at tordne. Dette syntes at være hendes Hoved=Angest,
thi nu fik Kudsken lov at kiøre til; og hun ansaae ingen Fare saa for¬
skrækkelig, at hun jo vilde gaae den imod, all den stund hun kunde
ykomme i Huus førend det tørdnede.
Saaledes gik vor heele Samtale ud paa Farligheder, og Bekym¬
ringer, og Frygt og Trøst, og Historier om Fruentimmer, som vare
komne i Moradser og maatte ligge den heele Nat paa en Heede eller
øde Mark, som vare druknede i Aaer, eller opbrændte af Lynild; og
vi vare ikke snarere paa et Haarbred slupne af en Elendighed, førend
vi bleve truede med en anden.
Omsider kom vi til det Sted, hvor vi havde i sinde at spiise og
forlyste os, og jeg foreslog Anthea mangfoldige Retter, som dette
Sted kunde forskaffe os, thi Stedet var vel forsynet med allehaande
Ting


Ting til at tage imod Fremmede. Hun havde noget at indvende
imod enhver Ting, som jeg tilbød hende, een Ting kunde hun ikke
lide paa denne Tiid af Aaret, en anden Ting var hende modbydelig,
siden hun havde seet den ilde tillavet paa Frue Fodvels Bord, en an¬
den Ting var hun forsikkret om at de ikke kunde lave her i Huuset, og
en anden kunde hun ikke røre, med mindre der var en Fransk Sauce
til. Omsider faldt hendes Lyst til Lax, men der var ingen Lax i Huu¬
set. Jmidlertid blev den i stor Hast bragt til veye, og da den kom
paa Bordet, befandt hun at hendes Angest havde betaget hende all
Lyst til at spiise, hvorved hun dog meente at der var ikke meget tabt,
thi hun kunde aldrig troe at nogen Ting kunde blive reenligen tillavet
i et offentlig Giæstgiver=Huus.
Maaltidet var nu forbi, og Sælskabet spurte hende, (thi jeg var
nu ikke længer i Stand til at foreslaae noget) om vi skulde ikke besee
Haugerne, som vor første Hoved=Hensigt havde været. Anthea er¬
klærede, at hun kunde ikke forestille sig hvad Fornøyelse vi ventede af
at see nogle faa grønne Træer og lidet Sand, og to eller tre Huuler
med klart Vand; at hun for sin Part gad ikke gaae og spatsere førend
i Kølningen om Aftenen; hun meente at det saae ud til Regn, og
ønskte igien, at hun var blevet hiemme. Vi fandt os da deri, at
lade vor forventede Fornøyelse fare, og begyndte at tale om alminde¬
ylige Ting, hvorpaa Anthea sagde til os, at siden vi vare komne her
for at see Haugerne, saa vilde hun ikke hindre vor Fornøyelse. Vi
stode da alle op og gik i nogen Tiid igiennem Vængerne, uden nogen
anden Uleylighed, end at vi maatte nøye passe paa, at en Frøe skul¬
de ikke hoppe tverts over Veyen; thi Anthea lod os vide, at det vilde
gandske vist koste hendes Liv, om hun skulde faae den at see.
Frøer saae vi endel gen ikke noget til, men da vi vare komne et
par hundrede Skrit nær ved Haugerne, saae Anthea nogle Faar og
hørte Lyden af Vædderens Klokke, hvilken hun var forsikkret om var
ikke hængt paa ham for intet; og derfor skulde ingen Forsikkringer el¬
ler Bønner formaae hende til at gaae et Trin videre; det giorde hen¬
de ondt, at hun skulde forspilde Sælskabets Fornøyelse, men hendes
Liv var hende kiærere end all Ceremonie.
Nu
9 Vi


Vi kom tilbage til Giæstgiver=Huuset, og Anthea lod os nu vi¬
Jde, at her var ingen Tiid at forsømme, men vi maatte strax give os
paa Hiemveyen, thi Natten vilde ellers overfalde os, og der kunde
vederfares os tusende Ulykker i Mørket. Hestene bleve strax spendte
for Vognen, og Anthea, som forundrede sig over hvad der kunde for¬
ført hende til at blive her saa længe, iilede at komme bort. Men nu
fik vi en ny Forandring af Forskrækkelser; et hvert Menneske vi saae
hvar en Røver, og vi maatte undertiden befale Kudsken at kiøre fort,
paa det en Reysende, som vi saae bag ved os, skulde ikke hente os
ind; undertiden maatte vi kiøre gandske sagte, paa det vi skulde ikke
naae den som vi saae foran; Hun forskrækkede mangen en skikkelig
Mand, som kom forbi vor Vogn, i det hun bad ham spare hendes
Liv, og førte mig i femten Klammerier med Personer, som forøgede
5 hendes Frygt, i det de venligen kom til os og spurte om de kunde giø¬
re os nogen Bistand. Omsider kom vi hiem og hun fortallte hendes
Sælskab Dagen efter hviken behagelig Lyst=Reyse hun havde gjordt.
Jeg formoder, min Herre, at jeg behøver ikke at spørge eder,
hvad for Slutninger der kand giøres af denne Fortælling, eller hvad
Lyksalighed og Fornøyelse der kand haves af saadant et Fruentimmers
Samqvem, som mistager Banghed for Artighed, og bilder sig ind at
all Fiinhed og Ziirlighed bestaaer i at være vanskelig til at fornøyes.
Jeg er, &c.3.
Den unge Printz.
Æn ung Printz fik engang af sin bevaagne Fader
To hundrede Ducater skænkt,
Som den Paamindelse med Gaven følge lader,
At hand derpaa nu være maae betænkt,
Vel at anvende disse Penge.
Det


Det varede ey meget længe,
Før Faderen igien ham saae, og spørger ad,
Om band har vel anvendt de sidst bekomne Penge?
Den unge Printz ham svarer gandske glad,
Jeg ey det ringeste deraf har vildet tage,
Her er hvert Stykke som jeg fik.
Hans Fader samme Øyeblik
De tvende hundrede Ducater tog tilbage,
Og slengte dennem ud paa Gaden, sigende:
Lær, Printz, den Kunst, herefter viisere
Og bedre Penge at anvende;
En Printz derfor saa meget har i Hænde,
At mange ved hans Hielp maae blive glædede!
Si fractus illabatur orbis,
lmpavidum ferient ruinæ.
ennesket, betragtet i sig selv, er et meget Hielpe-løøst og et meget
8¬
elendigt Creatur. Hand er hvert Øyeblik undergivet de største
klendigheder og Ulykker. Hand er besat med Farligheder paa alle Si¬
der, og kand blive ulyksalig ved utallige Hændelser, som hand kunde ikke
see forud, ey heller kunde forekommet, om hand forud havde seet dem.
Det er vor Trøst, medens vi ere underkastede saa mange Tilfælde,
at vi ere under Eens Varetægt, som styrer alle Hændelser, og hvis
Haand regierer alle de Ting, der kand skade eller giøre os Fortred; som
kiender hvor høyligen vi behøve hans Bistand, og er altid færdig til at
beviise dem den, som bede ham derom.
Den naturlige Pligt, som saadant et Creatur forbindes til imod et
saa viist og naadigt Væsen, er en fast Tillid til ham, i henseende til dette
Livs Velsignelser og fornødne Ting, og en bestandig Fortrøstning paa
ham, om Befrielse fra alle de Farer og Vonskeligheder, som kand møde os.
Det Menneske, som lever i saadan en Tilstand, har ikke saa mør¬
ke og melankolske Forestillinger af den menneskelige Natur, som den der
betragter sig som adskilt og uden Forbindelse med det Høyeste Væsen.
Naar hand overveyer hans egne Skrøbeligheder og Ufuldkommenheder,
saa trøster hand sig med at beskue de Guddommelige Egenskaber, som
hans


hans Sikkerhed og Velfærd beroer paa. Kand hand selv ikke see forud,
da oprettes denne Mangel ved dens Alvidenhed som er hans Beskyttelse.
Hand føler ikke til sin egen Skrøbelighed, naar hand veed, at hans
Hielper er Almægtig. Kort sagt, det Menneske, som har en fast Tillid
til det Høyeste Væsen, er mægtig i hans Magt, viis ved hans Viis¬
dom, lyksalig ved hans Lyksalighed. Hand har Gavn af alle Guddom¬
melige Egenskaber, og taber sin egen Ufuldkommenhed i den uendelige
Fuldkommenheds Fylde.
For at giøre vort eget Liv des roligere for os selv, ere vi befalede
at sætte vor Tillid til ham, som er saaledes mægtig til at redde og hielpe
os; den Guddommelige Godhed har gjordt saadan en Fortrøstning til
en Pligt, omendskiønt vi skulde have været elendige, dersom den var
blevet os forbuden.
Saadan Tillid har ikke alleeneste Forjættelser paa, at hand vil ikke
lade dem blive til skamme, som forlade sig paa ham; men den er og i
visse Maader sin egen Belønning, i det den hielper meget til at reede os
ud af vore Gienvordigheder, eller at bære dem mandigen. Den som
troer at hand har en Bistand ved Haanden, og en Ven, som seer hans
Tilstand og Forhold, griber sig ofte an over sin Formue, og giør større
Ting, end andre der ikke ere opmuntrede ved saadan Tillid og Fortrøst¬
ning om et lykkeligt Udfald. Historien giver os Exempler af Generaler,
som, efterdi de troede at de vare under en usynlig Bistands Beskyttelse,
have ikke alleneste opmuntret deres Soldater til at giøre deres Beste,
men have og selv gjordt større Ting end de ellers skulde have gjordt, der¬
som de ikke havde været drevne af saadan Troe.
Og saasom denne Tillid virker Haab, Taalmodighed, Rolighed og
Munterhed og andre Dyder, ved hvilke vi gaae igiennem Livets Besværlig¬
heder, som vi ikke kand afværge eller undvige, saa yttrer den sin Kraft enduu
med større Glands i den allerforskrækkeligste Omstændighed, nemlig i Dø¬
den; hvor intet er mægtigt for at veyge op imod den Frygt, den Skræk og de
gruelige Forestillinger, som da besvære det menneskelige Sind, undtagen en
velgrundet Tillid til ham, som har ført os igiennem saa lang en Kiæde af Fa¬
rer og Besværligheder, at hand fremdeles vil være vor Ledsager, vort Lyys,
vor Bistand i vor Overgang til Ævigheden.
Jntet kand give os en livagtigere Afbilding paa saadant et, i Guds
Tillid, voligt og uforfærdet Sind, end den tre og tiugende Davids Psalme.


No. 37
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker.
Bibe, si sapis, bibe.
Min Herre,
J¬
eg forundrer mig over, at, da J skriver saa meget om
Kierlighed, J aldrig skriver om at Drikke; Jeg er vis paa, at
denne Materie er ligesaa overflødig og ligesaa fornøden at af¬
handle, og skulde være meget nyttig, ikke alleneste for Mandfolkene
men og for Fruentimmerne. Derforuden vilde J og giøre eders forlieb¬
te Læsere nogen Tieneste, dersom i foreskrev dem nogle Regler angaaen¬
de Flasken; thi intet er et bedre Raad for elskende Personer, end et
Quantum sufficit af god og u=forfalsket rød Viin.
J den Hedenske Religion var der en Gud for Viin. De viise
Græker, som ved deres Lærdom og Videnskaber satte Skik paa denne
Part af Verden, giorde ham til en Gud, fordi hand lærte dem, hvor¬
ledes de skulde giøre sig lystige ved et Glas Viin; hvilken Lærdom de
bragte til den høyeste Fuldkommenhed. Den Viise Lord Verulam i
hans Skrift, som kaldes de Gamles Viisdom, giør denne Anmerk¬
ning over Bacchus, der meenes at være den samme som Noah, som
lærte at plante og bereede Viinen, "at Viinens Opfindelse meget vii¬
seligen tilskrives ham, efterdi enhver Tilbøyelighed er meest vittig og
forfaren i det, som føder og underholder den; og iblant alle Ting,
som ere Menneskene bekiendte, er intet kraftigere og mægtigere til at


Viinen, saasom den i visse
5 opvække og antænde Passionern
Maader er en almindelig Amme for dem alle.. Denne ærbare Phi¬
losoph og jeg ere begge af samme Meening; saaledes have alle viise
Mænd i Grækenland været, og alle vise Mænd iblant alle Folk paa
Jorden.
Jeg har altid været af den Meening, siden jeg kunde fornuftigen
dømme om de Grædske Poeter, at den Kraft, som de tilskrive Hippo¬
crene, Helicon og Aganippe, kom ikke deraf, at de drak Vand paa
disse Steder, men at disse vare Navne af adskillige Viingaarde ved
Parnassus, hvor der voxte den beste Viin i heele Grækenland. Naar
den gode gamle Homerus havde opmuntret sit Sind hermed, saa fore¬
stiller hand sine Guder og Gudinder sviirende med deres Nectar; ved
disse Viines Kraft skrev den ærlige Anacreon disse deylige Viiser, som
forlyste os indtil denne Dag. Kort sagt, Aarsagen hvorfor de Græd¬
ske Poeter overgik alle andre, er, fordi de drak bedre end alle andre
Poeter.
At de Romere, saa vel som de Græker gierne drak deres Flaske,
det kand Horaces Oder beviise. Naar de forsamledes om Aftenen, kro¬
nede med Blomster=Krandse, saa drak de deres Kiæresters Sundhed,
med ligesaa mange Glas, som der vare Bogstaver i hendes Navn; og
der var en Arbiter bidendi, en Drikke=Dommer, som var beskikket til
at see efter om enhver Person giorde sit Fruentimmer den tilkommende
Ret. Denne gamle Maade at drikke Sundhed paa er blevet efterfulgt
i disse nyere Tider; og jeg var selv engang Medlem af et sluttet Sæl¬
skab, som drak paa samme Maade; Berynthia og Helionora vare al¬
tid mine Kiærester; ikke at jeg kiendte noget Fruentimmer, som kaldtes
saa; men jeg var mægtigen indtaget af disse Navne.
Men hvorfor behøver jeg at gaae tilbage til de gamle, for at bevi¬
se hvor ypperligt det er at drikke vel, siden vi kand lære det af vor egen
Forfarenhed? Menneskene have utallige Fordeele deraf. Lad Chloe bli¬
ve utroe, lad Delia være grusom, tag eders Tilflugt til Flasken, og
vil foragte den eenes Falskhed, og lee ad den andens Grusomhed. Vil
en stor Herre undslaae sig for at tale med eder? Den anden Flaske vil
giøre


giøre eder til større Mand end den hofmodige Herre. Er J plaget med
Undseelighed? Drik nogle faa Glas, og J vil faae Dristighed nok til
at være næsviis baade hos Fruentimmer og hos de Store. Dersom
eders Ydmyghed hindrer eder fra at fremføre eders Tanker med Ziirlig¬
hed? Viinen vil giøre eder saa veltalende som Cicero. Maaskee J vil
ikke troe mig; men jeg skal beviise det med en Historie, som jeg har læst.
Den navnkundige Thomas Morus blev sendt som Ambassadeur til
Keyseren fra Kong Henrich den Ottende. Om Morgenen da hand
skulde have Audients hos Keyseren, saasom hand kiendte Viinens Kraft,
befalede hand sin Tiener at give ham et got stort Glas sød Viin, og
da hand havde drukket det ud, krævede hand et andet; Tieneren i sin
tienstagtige Vankundighed vilde have raadet ham derfra, men forgæ¬
ves; Ambassadeuren drak det andet, og begiærede det tredie, hvilket
hand ligeledes drak ud; men da hand vilde have det fierde, overtalede
Tieneren ham til at lade det blive, hand kiørte derpaa til Hove. Men
da hand kom hiem igien, kaldte hand Tieneren for sig, og truede ham
Du Skielm, hvilken Fortræd har du gjordt
med sin Stok, sigende:
mig? Jeg talte saaledes til Keyseren, ved Kraften af de tre Glas som
jeg drak, at hand sagde til mig, jeg var skikket til at regiere tre Dee¬
le af Verden. Nu, dersom du Hund havde ladet mig drikke det fier¬
de Glas, saa havde jeg været skikket til at regiere den heele Verden.
Jeg holder for at Viinen giver Menneskene Forstand og Jndsigt i
de dybeste Videnskaber, end og i Stats=Sager; thi der er ikke et
Viinhuus i Engeland, hvor mand jo kand høre de vanskeligste
Stats=Sager i Europa afhandlede. Dog er det ikke en Følge,
at den som drikker den beste Viin, har den beste Forstand; thi
jeg har kiendt dem, som nyde ikkun den lætteste Viin, og have dog
sundere Fornuft og rigtigere Skiønsomhed end de som drikke Champagne
og Burgundi Viin. Men om dette maae tilskrives Viinen eller Hier¬
nen, det vil jeg overlade til Lægerne og de Naturkyndige at døm¬
me om.
Nu, min Herre, tillad mig at giøre eder et Spørsmaal: Drikker
J ikke meere Melk eller Vand, end Viin? J det mindste skriver J ofte
saa¬


faaledes. Jeg vilde derfor raade eder at drikke meere og skrive bedre;
thi en Mand tænker aldrig saa vel, som naar hand er munter og lystig,
og den som er ikke saa, naar hand har faaet sin Flaske til Livs, maae
visselig være en fortrædelig Tværdriver.
Jeg haver endnu meget meere at sige eder om denne Materie, men
Materien selv hindrer mig derfra; thi mand kalder mig nu hen til nogle
gode Venner, med hvilke jeg skal fordrive nogle lystige Timer ved et
Dosin Flasker af en fortræflig Burgundi=Viin, og forglemme Ver¬
dens Daarligheder; thi den er alt for naragtigt og latterligt et Sted
til at være alvorlig udi. Men jeg er først, alvorligen og ædrueligen,
Eders Velynder
Thomas Merryman.
Rang=Striid imellem Viin og Kierlighed.
Min Flaske og min Kiæreste,
Søm begge have deelt mit Hierte,
Om Rang og Fortrin trættede,
Og Dom deri af mig begierte;
Hvorledes kand jeg dennem føye,
Hvem af dem skal jeg holde med?
Thi begge jo mit Sind fornøye
Udi min stille Eensomhed.
Hun giver mig den største Lyst,
Naar hun mig trykker til sit Bryst;
Men Flasken meget oftere
Mig give kand Fornøyelse.
Reges


Reges dicuntu
multis urgere culullis
Et torqvere mero, qvem perspexisse laborent,
An sit amicitia dignus.
ngen Laster ere saa ulægelige, som disse, i hvilke Menneskene vleye at
søge en Ære. Een vilde forundre sig over, at Drukkenskab skulde
have den Lykke at være af dette Tall. Da Anacharsis blev engang i
Corinthen indbuddet til et Drikke=Sælskab, hvor mand havde sat en
Belønning ud til den, som kunde drikke best, fodrede hand, færdeles
kortvilligen, at Priisen burde gives ham, efterdi hand var blevet drukken
førend nogen af de øvrige i Sælskabet; thi, siger hand, naar mand
holder Væddeløb, da er jo den berettiget til at node Belønningen, som
kommer først til Maalet. Tvertimod, i denne tørstige Alder, beholder
den Priisen, som tager den største Mængde stærk Drik til sig, og drikker
det øvrige Sælskab under Bordet. Jeg var forgangen Dag i Sælskab
med den gode ærlige Wilhelm Funnel, som regnede over, hvor meget
stærk Drik der var gaaet igiennem ham i de sidste tiuge Aar af hans Liv,
hvilket, efter hans Beregning, beløb sig til tre og tiuge Oxehoveder Octo¬
ber Øll, sexten Oxehoveder Portugies Viin, et halvt Anker tyndt Øll,
nitten Fierdinger Æble=Most, og tre Glas Champagne=Viin; derforuden
havde hand været med at drikke fire hundrede Skaale Punch, ikke at
melde om Sopkener, Drammer, og Slurke, som vare utallige. Jeg
tviler ikke om, at enhver Læsers Hukommelse vil erindre ham om adskil¬
lige ærgierrige unge Mennesker, der bilde sig lige saa meget ind i denne
Post som fornævnte Funnel, og kand rose sig af lige saa mange priise¬
lige Bedrifter.
Vore Tiders Philosopher anmærke, at der er en almindelig Afta¬
gelse paa Vædsker i Jordens Kugle. Dette tilskrive de fornemmeligen
Træernes og Planternes Vext, som drage mange Fugtigheder til sig,
hvilke forvandles til deres Væsen, og komme aldrig tilbage til deres for¬
rige Natur igien. Men jeg overlader det til deres bedre Skiønsomhed
at betænke, om de burde ikke anføre i Beregningen disse utallige fornuf¬
tige Creature, som drage deres fornemste Næring af Vædsker; fornem¬
meligen


meligen naar vi betragte, at Menneskene, naar de lignes med deres
Med=Creature, drikke meget meere end der falder til deres Part.
Men hvor høye Tanker dette Slags Folk end maae have om sig selv,
saa er dog en drukken Mand et vederstyggeligere Udyyr end noget andet
som kand findes iblant alle de Creature som GUd har skabt; som der og
i Sandhed ikke er nogen Carakter meere foragtelig og vanskabt, i alle
fornuftige Personers Øyne, end en Drukkenbolt. Bonosus, een af vore
egne Landsmænd, som var hengivet til denne Last, da hand havde givet
sig ud for at have en deel i det Romerske Rige, og var blevet slaaet i
et stort Feldt=Slag, hængte sig selv. Da hand blev seet af Krigs=Hæ¬
ren i denne bedrøvelige Tilstand, endskiønt hand havde holdt sig meget
tappert, blev der dog almindeligen skiæmtet dermed og sagt, at den
Ting, som de saae der hængende i Træet, var ikke et Menneske, men
en Flaske.
Denne Last har meget ulyksalige Virkninger hos den Person, som er
hengivet dertil, baade i henseende til hans Sind, hans Legem og Formue.
Hvad Sindet angaaer, da aabenbarer denne Last allerførst enhver
Plet og Feyl deri. En ædruelig Mand kand, ved Fornuftens Styrke,
undertvinge og skiule alle de Laster og Daarligheder, som hand er meest
tilbøyelig til; men Viinen driver enhver skiult Sæd frem i Siælen, at
den bryder ud og lader sig see; den giør Passionerne hæftige og ure¬
gierlige, og de Ting, som ere beqvemme til at opvække dem, faae ved
Viinen større Kraft. Da en ung Mand beklagede sig for en gammel
Philosoph, at hans Kone var ikke smuk, svarede Philosophen, slaae
mindre Vand i eders Viin, saa vil J snarligen giøre hende smuk. Vii¬
nen ophøyer Ligegyldighed til Kierlighed, Kierlighed til Jalousie, og Ja¬
lousie til Galenskab og Raserie. Den forvandler øfte en godhiertig
Mand til en enfoldig Tosse, og en cholerisk Mand til en Morder. Den
forbittrer et Sind, som er fortørnet, den giør forfængelig Indbilding u¬
fordragelig, den aabenbarer enhver Plæt i Siælen, og fremstiller den
i sin største Hæslighed.
Ja denne Last røber ikke alleeneste et Menneskes skiulte Feyl, men
giver


giver og ofte Anlednin¬
(Feyl, som hand er ikke naturligen henglvet tilt.
Seneca siger vel, at Drukkenskab ikke virker, men aabenbarer Feyl; den
daglige Forfarenhed lærer dog tvertimod. Viinen bringer et Menneske
fra sig selv, og giver hans Sind saadanne Egenskaber, som hand ikke
veed af, naar hand er ædrue. Den Person, som J taler med, efter
at hand har drukket den tredie Flaske, er ikke den samme, som først satte
sig til Bords med eder. Paa denne Regel grunder sig et af de artigste
Sprog, som jeg nogensinde har læst, og som tillegges Publius Syrus:
Qui ebrium ludificat, lædit absentem: Den som driver Spot
med en drukken Mand, hand foruretter en fraværende.
Saaledes handler da Drukkenskab lige tvert imod Fornuften, hvis
Forretning det er at reense Sindet fra alle de Laster, som have sneeget
g derind, og at bevare det for alle dem, som ville snige sig derind.
Men foruden disse skadelige Virkninger, som denne Last frembringer i den
Person, som er virkeligen under dens Herredom, saa har den og en ond
Virkning udi hans Sind, endog naar hand er ædrue, saasom den svæk¬
ker Forstanden, formindsker Hukommelsen, og giør disse Feyl til en an¬
den Natur, som ere frembragte ved jævnlige Uordentligheder.
De ulyksalige Virkninger, som denne Last foraarsager i henseende
til et Menneskes Legem og Formue, beviises ved alt for mange bedrøve¬
lige Exempler, og behøve derfor des mindre vidtløftigen her at afmales.
Men jeg kand dog ikke bare mig for at anføre, ved denne Leylig¬
hed, en Historie, som har tildraget sig i Engeland, endskiønt den synes
at stride imod foregaaende Lærdom.
Tvende Bønder vare komne i Trætte, angaaende en gammel Vey
over den eenes Grund. Da Sagen kom for Retten, fremstillede den
ene, som vilde beviise, at der ikke tilforn havde været nogen Vey, en
meget gammel Mand, som, u-agtet hans høye Alder, saae meget stærk
og frisk ud. Da hand nu beviidnede, at hand kunde erindre sig Grun¬
dene i fiire sneese og sex Aar, spurte Dommeren ham ad, hvor gammel


hand var? sex og halvfemtesindstiuge, svarede Bonden. Sex og halv¬
femtesindstiuge! raabte Dommeren, med Forundring, og endnu saa stærk
og munter! --Siig mig, min Ven, hvorledes har J levet? ==Gun¬
stige Hr. Dommer, svarede den gamle Mand, jeg har levet af Landsby¬
Kost, fornemmeligen af Brød, Smør, Melk, Æg og deslige. Jeg har
aldrig ædt meget Kiød, og aldrig drukket nogen stærk Drik i min Livs¬
Tiid; ney, ikke engang got Øll; jeg har aldrig i mine Dage været drukken,
og jeg var aldrig syg i min Livs Tiid. Dommeren, forundret over den
ne Beretning, vendte sig til de omkringstaaende og høyligen anbefalede
dem saadant et Maadeligheds og Ædrueligheds Exempel, og forestillede
dem, hvilke Velsignelser af Helbred og langt Liv der følger med. Da
nu den anden Part fremstillede sine Vidner, kom en gammel Mand frem
og soor, at der var en gammel Vey over Grunden, og at hand kunde
erindre det for otte og halvfemtesindstiuge Aar siden. Otte og halvfem¬
tesindstiuge! sagde Dommeren; hvor gammel er J da? Tilkommende
Fastelavn, svarede Manden hyrtigen, gaaer jeg ind i mit hundrede og
sextende Aar. Hillemænd, sagde Dommeren, J seer jo ligesaa frisk og
munter ud som dette andet Vidne. Der seer J gode Mænd Virkningen
af Ædruelighed; disse Mænd have aldrig sviiret eller svækket Naturen.
Hør, gamle Fader, J har vel ført ligesaadan en Leve=Maade som denne
eders Naboe? Langt fra, svarede den gamle Mand, leende. Ney, ney;
hand er en Melk=Mund; men jeg holder af got stærkt Øll, og har holdt
af det fra min Vugge af; Jeg har drukket friskt min heele Livs Tiid,
og meere end nogen Mand i det heele Sogn; og jeg er ikke gaaet til
Sengs i mange mange Aar, uden jeg har været snurrende; det er got
stærkt Øll, Hr. Dommer, som har givet mig en stærk høy Alder.
Nu da, J gode Mænd, sagde Dommeren, jeg seer nok, at det er det
samme enten mand drikker eller ikke drikker; og jeg tænker, at alle de
Berømmelser, som jeg har lagt paa Ædruelighed, vil ikke have stor Virk¬
ning hos eder.
Dette Uge=Skrift bliver hver Torsdag at bekomme i det Kongel. priv.
Bogtrykkerie ved Stranden, skraas over Prammændenes Laugshuus,
hvor 3de forgyldte Skildter sees over Døren, Arket 2s.


No. 38.
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker.
D¬
er er en Historie i de Arabiske Tusende og en Nat,
om en Konge, som havde længe vansmægtet under en svag Le¬
gems Beskaffenhed, og havde forgæves brugt overflødige Medi¬
camenter. Omsider, siger Fabelen, blev hand hiulpet af en Læge paa
følgende Maade. Hand tog en huul Træ=Kugle, og fyldte den med
adskillige Apotheker=Sager, og derefter lukte den saa konstigen til igien,
at det ikke kunde sees. Hand tog ligeledes en lang Træ=Hammer, og
efter at hand havde udhuulet Skaftet og det Stykke, hvormed mand
slaaer Kuglen, fyldte hand dem og paa samme Maade som Kuglen.
Hand befalede derpaa Sultanen, som var hans Patient, at hand tiligen om
Morgenen skulde øve sig med disse retteligen tilbereedte Instrumen¬
ter, indtil hand kom i Sveed. Hvorpaa, som Historien videre beretter,
disse Lægedommes Kraft, som dunstede ud igiennem Træet, havde saa god
en Virkning, at de helbredede Sultanen fra en Svaghed, som alle de
indvortes brugte Medicamenter ikke havde været mægtige til at fordrive.
Denne Østerlandske Lignelse er meget artigen opdigtet for at viise os
hvor gavnligt det er for et Menneskes Helbred at arbeyde og røre sig, og
at Legemets Øvelse er den kraftigste Lægedom.
Der er endnu et andet stort Hielpe=Middel til at vedligeholde en
god Helbred, hvilket i mange Tilfælde frembringer de samme Virknin¬
ger, som Legemets Øvelse; og maae, i visse Maader, sættes i stedet for
denne, naar mand fattes Leylighed til at øve Legemet. Det Middel jeg
her taler om er Maadelighed, hvilken har disse besynderlige Fordeele


frem for alle andre Sundheds=Midler, at den kand bruges af Folk i alle
Slags Rang og Stand, paa alle Tider, og paa alle Steder. Den er
en Slags Cuur, som et hvert Menneske kand bruge uden hans Forretnin¬
gers Forsømmelse, uden Penges Udgifter, eller Tiids Spilde. Ved Le¬
gemets Øvelse uddrives all Overflødighed; Maadelighed forekommer den.
Hin reenser Legemets Gange, denne hverken opfylder eller udviider dem;
Hin foraarsager en beqvem Giæren i Vædskerne, og befordrer Blodets
Omløb; denne lader Naturen raade sig selv, og giør den beqvem til at
yttre sig i sin fulde Kraft og Styrke; Hin uddriver og fordeeler en til¬
tagende Svaghed, denne udhungrer den.
Læge=Konsten er meestendeels ikke andet end en Substitut af Lege¬
mets Øvelse eller Maadelighed; thi den arbeyder paa at forskaffe Men¬
neskene den Helbred, som de kunde behøldt, og at fordrive de Sygdom¬
me, som de kunde været befriede for, dersom de havde ikke forsømt Le¬
gems Øvelse og Maadelighed. Vel ere Medicamenter uforbigængeli¬
gen fornødne i hæftige Sygdomme, hvor mand ikke kand oppebie de
langsomme Virkninger af de tvende anførte store Sundheds Midler;
men dersom Menneskene vilde vænne sig til jævnlige Legems Øvelser, og
til Maadelighed i Mad og Drikke, da skulde de ikke meget behøve Me¬
dicamenter. Vi finde derfor, at i disse Deele af Verden ere Menneske¬
ne meest sunde, hvor de leve af Jagten; og at Menneskene levede længst,
da de fremdroge deres Liv i at jage, og da de havde liden Føde uden
hvad de fangede. Spanske Fluer, Koppe=Sætten og Aareladen ere
siælden fornødne eller tienlige uden for de ørkesløse, og for dem som leve
uordentligen; ligesom alle disse indvortes Lægedomme, der ere saa me¬
get i Brug iblant os, ere for den største deel intet andet end Midler
hvorved mand søger at foreene Helbred med Overdaadighed. Apothe¬
keren er ideligen i Arbeyde med at contramiere Kokken og Viintappe¬
ren. Der fortælles om Diogenes, at da hand engang mødte et ungt
Menneske, som vilde gaae hen til et stort Giæstebud, tog hand ham fat
paa Gaden, og føre ham hiem til hans Venner, som en der vilde løbe
i en overhængende Fare, dersom hand ikke havde forhindret ham. Hvad
vilde denne Philosoph sagt, dersom hand havde været tilstæde og seet
det Fraadserie, som findes ved disse Tiders Giæstebudder? Vilde hand
ikke tænkt, at Verten var gal, og befalet Tienerne at binde hans Hæn¬


Kiød? at sluge Olie
des naar hand havde seet ham æde Fug
og Viin Eddike, Viin og Specerier i sig; fylde sig med Salat af tiuge
adskillige Slags Urter, Saucer af hundrede Jngredientser, Confecter og
Frugter af uendelig Smag og Lugt? hvilke unaturlige Bevægelser,
hvilken stridig Giæren maae saadan en Miskmask af umaadelig Fraadse¬
rie foraarsage i Legemet. Jeg for min Part, naar jeg seer et Bord ef¬
ter disse Tiders Mode i all sin Pragt og Herlighed, bilder mig ind at jeg
seer Podagra, Værk, Vatersoot, Febere med utallige andre Sygdomme
liggende paa luur iblant Rætterne.
Naturen finder størst Behag i den tarveligste og enfoldigste Føde.
Alle Creature, undtagen Mennesket, holde sig til een Ræt; Nogle til Ur¬
ter, nogle til Fisk, andre til Kiød. Mennesket falder paa alt det, der
forekommer ham, ikke den mindste Frugt eller Vext af Jorden, neppe
et Bærr, eller en Svamp kand undgaae hans Slugvorenhed.
Det er umueligt at foreskrive nogen fast og almindelig Regel for
Maadelighed; thi det som er Overdaadighed hos en, kand være Maa¬
delighed hos en anden; men der ere faa, som have levet nogen Tiid i
Verden, der jo kand dømme om deres eget Legems Beskaffenhed, saa
vidt, at de maae kiende, hvad Slags Føde og hvor meget der best kommer
overeens med deres Natur. Dersom jeg skulde betragte mine Læsere som
mine Patienter, og foreskrive dem saadan en Slags Maadelighed, der be¬
qvemmer sig for alle Personer, og som i særdeleshed kommer overeens
med vort Clima og Levemaade, da vilde jeg udskrive følgende Regler af
en meget berømmelig Læge. Lad eders heele Maaltid bestaae af een Ræt.
Dersom J vil spiise af den anden, da drik ikke noget stærkt, førend J
har gjordt eders Maaltid; derhos maae J holde eder fra alle Saucer,
eller i det mindste fra dem, som ere ikke gandske eenfoldige. Et Men¬
neske skulde ikke læt falde hen til Fraadserie, dersom hand holdt sig til
disse faa bekiendte og lætte Regler. J det første Fald vilde der ikke være
nogen Forandring af Smag til at opvække hans Begiærlighed og give
Anleedning til at spiise for meget, og i det andet Fald vilde der ikke være
nogen konstige Tillokkelser til at lindre hans Mæthed og giøre ham en
falsk Lyst til at æde. Dersom jeg skulde foreskrive en Drikke=Regel, da
skulde den grundes paa et Sprog, som anføres af Willan Temphe;


Det første Glas for mig selvs det andet for mine Venner, det
tredie for Lyst, og det fierde for mine Fiender. Men efterdi
det er umueligt for en, som lever i Verden, at rette sig altid efter den¬
ne Philosophiske Regel, saa holder jeg for at enhver skulde have sine
Afholds= eller Faste=Dage, ligesom hans Sundhed vil till ade. Dise ere
en stor Hielp for Naturen, saasom den bliver derved skikket til at taale
Hunger og Tørst, naar enten Sygdom eller nogen Levnets Pligt paa¬
legger den saadan Tvang; den faaer tillige derved Leylighed til at hielpe
sig selv til rette igien, og sætte de adskillige Deele i lave, som ved U-or¬
dentlighed eller Umaadelighed kand være udspendte eller komne i Uorden.
Derforuden kand en vel betimelig Faste ofte qvæle en Sygdom i Fød¬
selen, og udrødde den første Sæd til en Svaghed. Det er anmærket
af to eller tre gamle Skribentere, at omendskiønt Socrates levede i A¬
thenen, da den saa bekiendte pestilentsiske Plage regierede deri, blev
hand dog ikke i mindste Maade befængt deraf, hvilket disse Skribentere
enstemmigen tilskrive den u-afbrudte Maadelighed, som hand stedse tog
i Agt.
Jeg kand ikke her undlade at anføre en Anmærkning, som jeg ofte
har giordt, naar jeg har læst disse gamle Philosophers Levnet, og lig¬
net dem med ligesaa mange Konger eller Store Mænd. Dersom vi be¬
tragte disse gamle Viise, den største deel af hvis Philosophie bestod i en
tarvelig og ædruelig Levemaade, da maatte mand tænke, at en Philo¬
sophs Liv og et Menneskes Liv vare af gandske ulige Aars=Tall. Thi
vi finde at de fleeste af disse viise Mænd vare nærmere hundrede end tred¬
sindstiuge Aar, naar de døde. Men det allermærkværdigste Exempel
paa Maadeligheds Kraft til at forskaffe et langt Liv, er det som vi finde
i en liden Bog, udgivet af Ludvig Cornaro, en Venetianer; hvilket
jeg saa meget heller anfører, saasom det er af en utvilagtig Troværdig¬
hed; hvilket en Venetiansk Ambassadeur, der var af samme Familie,
har mange gange forsikkret i adskillige Sælskaber, da hand opholdt sig
i Engelland. Cornaro, der har skrevet fornævnte lille Bog, var af en
svag Helbred, indtil hen imod hans fyrretingende Aar, da hand, ved
den nøyagtige Maadelighed, som hand bestandigen havde taget i agt,
blev fuldkommen karsk og vel, saa at hand i hans fiiresindstiugende Aar


udgav bemeldte Bog, under den Titul: Sikkre og visse Midler til
at naae et langt og sundt Liv. Hand levede saa længe, at hand
udgav det tredie eller fierde Oplag deraf, og efterat hand var kommet
over hundrede Aar, døde hand uden Smerte, Sygdom eller Døds An¬
gest, ret ligesom en der falder i Søvn. Samme Bog har været over¬
sat i andre Sprog og er blevet anført af adskillige berømte Skribentere.
Den er skrevet med saadan en Munterhed, Gudelighed og sund Fornuft,
som ere de naturlige Følger af Maadelighed og Ædruelighed. Den
Blanding af den gamle Mand som findes deri, tiener heller til at op¬
høye end til at forringe den.
En Persisk Historie.
chach Abbas var i hans Regierings Begyndelse meere overdaadig,
end det var saa stor en Regent anstændigt. Mand maatte have
dømt om hans Riges Vidtløftighed af de foranderlige og mangfoldige
Rætter, som fandtes paa hans Bord; nogle bleve ham sendte fra Ti¬
gris, nogle fra Euphrates, andre fra Oxus og det Caspiske Hav. En
Dag, da hand giorde sine høyeste Adelsmænd et stort Giæstebud, lod
hand Mahomet Ali, som bevogtede de tree Grave, sætte næst ved den
beste Ræt paa Bordet, af en særdeles Ærbødighed for hans hellige Em¬
bede; men i stedet for at give sig til at æde hierteligen, som nogle hellige
Mænd pleye at giøre, drog hand et forfærdeligt dybt Suk og begyndte
at græde. Schach Abbas, forundret over denne hans Opførsel, begiær¬
te at hand vilde for det heele Sælskab fortælle ham Aarsagen dertil;
hand vilde gierne undskyldt sig derfor, men Kongen befalede ham, undet
Straf af hans Unaade, at sige ham, hvorfor hand var saa bedrøvet.
Viid da, sagde hand, O Jordens Monark, at da jeg saae dit
Bord skiult paa denne Maade med mange og adskillige Rætter, da er¬
indrede jeg en Drøm, eller rettere et Syyn, som blev sendt mig fra den
Prophet jeg tiener. Den syvende Nat i den Maaned Rhamazan, lage
jeg og sov under Skyggen af de hellige Grave, og mig syntes, at de
helle


hellige Ravne ved Templet løftede mig paa deres Vinger op i Luften,
og i faa Øyeblik bragte mig til den nederste Himmel, hvor Guds Sen¬
debud (Fred være over ham!) sad paa sin skinnende Throne, for at
tage imod Begiæringer fra Jorden. Rundt omkring ham stod en u-en¬
delig Mængde af Dyyr, af alle Slags Art og Beskaffenhed, som alle vare
enige i at frembringe et Klagemaal imod Schach Abbas, fordi hand
modtvilligen og paa en tyrannisk Maade ødelagde dem, meere end no¬
gen Fornødenhed kunde forsvare, eller nogen naturlig Lyst begiære.
De forestillede, at ti eller tolv af dem bleve ofte dræbte, for at til¬
veye bringe een eneste Ræt for din Ganes Kræsenhed; Nogle gave al¬
leeneste deres Tunger, nogle deres Jndvolde, nogle deres Fet, andre
deres Hierner eller Blood. Kort sagt, de erklærede, at der skeedte saa¬
dan en bestandig Ødeleggelse iblant dem, at dersom det ikke i tide blev
hæmmet, saa skulde de gandske blive udrøddede ved dit Fraadserie. Da
Propheten hørte dette, befalede hand, med en suurseende Miine, sex
Grib=Fugle at føre dig levende for ham; de bragte dig strax for hans
Throne, hvor hand da befalede at din Mave skulde aabnes, for at see
om den var større eller kunde rumme meere end andre Menneskers; og
da det befandtes at den var kun af en almindelig Større se, tillod hand
alle Dyrene at hevne sig paa deres Ødeleggers Legem; men førend een
af ti tusende kunde komme til dig, var der ikke den mindste Smule til¬
øvers; saa stor Uliighed var der imellem Overtræderen og hans Over¬
trædelse.
Denne Historie gjorde saadan en Virkning hos Kongen, at hand
aldrig derefter vilde tillade at meere end een Ræt maatte komme paa
hans Bord.
Discite Justitiam moniti.
a een af de Persiske Konger laae med sin Krigs=Hær paa de slette
SMarke af Avaia, gik en vis stor Mand af Krigs=Hæren med Magt


ind i en Bondes Huus, og da hand saae
han
var meget
deylig, drev hand den gode Mand ud af Huuset og gik i Seng til hen¬
de. Bonden gik strax om Morgenen hen og beklagede sig for Kongen,
og bad om Beskyttelse og Erstatning, men kunde ikke sige hvem Misdæ¬
deren var. Kongen blev meget fortørnet over den Uret, som var til¬
føyet denne fattige Mand, og befalede ham, at saasom det var at for¬
mode, at denne Voldsmand vilde oftere besøge hans Kone, saa skulde
hand, naar saa skeedte, strax forføye sig til Kongens Telt og lade ham
det vide. Det skeedte og et par Dage derefter, at Overtræderen igien
kom ind i Bondens Huus, og drev ham paa Dørren; og denne begav
sig strax til Kongens Telt, som ham var befalet. Kongen gik strax,
med sin Liv=Vagt, til denne fattige Mands Huus, hvor hand ankom
ved Midnat. Saasom hans Tienere havde hver et Fakkel i Haanden,
saa befalede hand at de skulde alle slukkes ud, og at mand skulde gaae
ind i Huuset, gribe den Skyldige, og strax aflive ham. Dette blev strax
efterlevet, og Legemet, efter Kongens befaling, lagt ud paa Gulvet.
Hand bød dem derpaa at tænde alle deres Fakkeler igien, og at staae
omkring det døde Legeme. Kongen gik derpaa ind, besaae Ansigtet og
strax faldt ned paa Knæ og giorde sin Bøn. Derefter stod hand op
og befalede at Bonden skulde frembære hvad Føde hand havde i sit
Huus. Bonden frembragte en stor Deel grov Kost, hvoraf Kongen
spiiste meget hierteligen. Da Bonden saae at Kongen var fornøyet i
sit Sind, fordristede hand sig til at spørge, hvorfor hand havde ladet
Fakklerne slukkes, førend hand befalede at Hoerkarlen skulde dræbes?
hvorfor hand derefter, da Fakklerne igien vare tændte, betragtede den
aflivedes Ansigt, faldt paa Knæ og giorde Bøn? og hvorfor hand si¬
den havde befalet, at der skulde bæres Mad frem, hvoraf hand nu aad
saa hierteligen? Kongen var villig til at fornøye hans Verts Nysgier¬
righed, og svarede saaledes: Da jeg hørte om denne store Mis¬
gierning, som var begaaet af een i min Krigs=Hær, havde jeg Aar¬
sag til at tænke, at det maatte have været en af mine Sønner; thi
hvem vilde ellers været saa formastelig og dumdristig? Jeg lod derfor
Fakklerne udslukkes, paa det jeg skulde ikke ved Partiiskhed eller Med¬
ylidenhed forleedes fra at øve Retfærdighed paa den Skyldige. Da
jeg


3 jeg lod Fakklerne tænde igien, betragtede jeg den aflivedes Ansigt,
3og, til min usigelige Glæde, befandt at det ikke var min Søn. For
denne Aarsags skyld faldt jeg skrax paa mine Knæ og takkede Gud.
At jeg spiiser saa hierteligen af den Føde J har sat for mig, det vil
ikke forundre eder over, naar J faaer at vide, at den store Sinds
dekymring jeg har været i, siden J frembragte eders første Klage,
har hindret mig fra at spilse noget, fra den Tiid og indtil dette
Øyeblik.
Cupidos Forvandlinger.
a først Cupido Frihed fik,
din Skyde=Kunst at øve,
Den Skalk til Jupiter selv gik,
Paa ham at giøre Prøve.
Hand skøød, hand traf, hand Jupiter
Omskabte til en Svane;
Den Krybe=Skytte siden er
Forblevet ved den Vane.
Dog vil hand Hin det første Sted
For andre Mandfolk give,
At disse kuns ved Kierlighed
Til Giæs omvendte blive.
ette Uge=Skrift bliver hver Torsdag at bekomme i det Kongel priv.
Bogtrykkerie ved Stranden, skraas over Prammændenes Laugshuus,
hvor 3de forgyldte Skildter sees over Døren, Arket 2s.


No. 39.
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker.
Sæpe rogare soles, qualis sim, Prisce, futurus,
Si fiam locuples, simq; repente potens.
Qvemqvam posse putas mores narrare futuros?
Dic mihi, si fias tu Leo, qvalis eris?
D¬
et har meget længe været anmærket, at naar Lykken for¬
andrer sig for et Menneske, da forandrer den og hans Sæder
og Opførsel; og at det er vanskeligt at giætte af dens Forhold,
som vi have seet i en nedrig Stand, hvorledes hand vilde forholde sig,
dersom hand fik Riigdom og Magt. Men det bliver almindeligen til¬
staaet, at faa Mennesker blive bedre ved Overflødighed eller Ophøyelse,
og at Sindets Kræfter, naar de blive løste og udbreedte ved Lyksalig¬
heds Soelskin, langt oftere skyde ud i Daarligheders Blade, end i
Godheds Blomster og Frugter.
Mange Exempler og Anmærkninger have hiulpet til at fastsætte den¬
ne Meening, og det tegner sig ikke til at den snart vil blive afskaffet,
formedelst Mangel paa ny Leyligheder til at bestyrke den. Den største
Deel af Menneskene ere fordervede i alle Slags Tilstand, og enten de
ere i høy eller nedrig Stand, saa er der ingen anden Forskiæl imellem
dem, end ligesom de have meere eller mindre Leyligheder til at fyldest¬
giøre deres Lyster, eller ligesom de blive meere eller mindre holdte i Tvang
ved Menneskenes Domme. Mange blive fordervede i deres Sind, ime¬


dens de tragte efter at forhverve Riigdom; og hvem kand forundre sig
over, at de paa en tyrannisk og u-ordentlig Maade bruge det, som de
have vundet ved Sviig, Vold og Aager?
Dog vil jeg gieme troe, at denne Sindets Fordervelse, ved ud¬
vortes Fordeele, omendskiønt den er visseligen ikke rar at finde, er dog
ikke nær saa almindelig, som nogle have paastaaet i deres Vredes For¬
bittrelse eller moraliserende Jver.
Den som bliver ophøyet over dem, der tilforn fornøyede sig over
at være hans Liigemænd, vil faae mange, som med Ondskab og Mis¬
undelse betragte hans Høyhed. At nyde snarere end andre det som alle
jage efter med den samme Jver, og som alle meene sig at være beretti¬
gede til, vil altid blive anseet for en Misgierning. Naar disse, som
ilede frem med os paa Livets Rendebane, komme saa langt for ved os,
at vi have lidet Haab om at hente dem ind igien, saa hevne vi os over
dem, fordi vor Forventelse har slaaet os feyl, ved at giøre Anmærknin¬
ger over deres ulovlige Konster, hvorved de have forekommet os og faaet
saadant et Forspring: over den Daarlighed og Stolthed hvormed de be¬
sidde og nyde disse Fordeele, og da vi ikke kunde hindre deres Ophøyel¬
se, saa trøste vi os med at spaae om deres Fald.
Jntet Menneske er saa reent, at jo et Øye, der ved Ondskab er
blevet saa grandseende, kand finde nogle Plætter hos ham, som tilforn
laae skiulte eller ikke bleve agtede, saa længe ingen troede at finde nogen
Fordeel af at aabenbare dem; ey heller kand den allerforsigtigste Agtsom¬
hed eller stadigste Retsindighed undgaae at blive lastet af saadanne Dad¬
lere, som have ikke Lyst til at berømme. Riigdom derfor frembringer
maae skee ikke saa ofte Laster, som den opvækker Anklagere.
Den almindelige Beskylding imod dem, som ophøyes over deres
første Stand, er Høvmod. Vist nok er det, at Medgang naturligen
bestyrker os i en gunstig Mening om vores egen Dygtighed. Der er
neppe noget Menniske villigt til at tilstaae, at Hændelsen, Venskab og
tusende Aarsager, som støde tilsammen i alle Tildragelser, uden menne¬
skelig Kunst eller Bistand, have saa stor en Deel i hans Forfremmelse,


tilegne sig. 6
Priis
som de med rette kar
paa os selv efter vor
Lykke heller end efter vore Dyder; og naar mand bilder sig ind at have
Fortienester, som mand ikke har, saa kand mand snarligen falde paa at
fodre som en Rettighed langt meere end os tilkommer. Men den mis¬
undelige og den som søger at faae noget at dadle, kand og lætteligen
finde noget at støde sig over; paa hvad Maade mand end fører sig op
imod ham, saa agter hand sig fornærmet, saasom hand med stor Fliid
og Begierlighed søger efter noget som hand maae udtyde dertil; hand
vil ansee Frihed for Grovhed, Jndgetogenhed for Vrantvorenhed, Ly¬
stighed for Skiødesløshed og Foragt, Alvorlighed for et fornemt Væ¬
sen; bliver hand modtaget som en Fremmed, med Ceremonie, da skeer
det for at erindre ham om at bruge Respect; bliver hand begegnet som
en bekiendt Ven, da agter hand sig forhaanet ved en tvungen Ydmyg¬
hed og Gemeenskab.
Jmidlertid maae mand dog tilstaae, at saasom pludselige Foran¬
dringer ere farlige, saa kand mand siælden med Sikkerhed komme i en
Hast fra Armod til Overflødighed. Den som har længe levet og haft
Fornøyelser i sigte, som hand ikke kunde naae, vil behøve meere end
almindelig Magt til at styre sig selv, dersom hand ikke taber sin Fornuft
i en u-indskrænket Overdaadighed og Sviir, naar de allerførst ere givne
i hans Hænder.
Alt hvad vi have bliver meere kiært og dyrebart, saa længe det er
nyt; enhver Fornøyelse bliver des større jo hæftigere og længere vi have
tragtet derefter. Det er vanskeligt, ikke at vurdere en Ting, som vi
nyligen have faaet, høyere end den virkeligen er værd; det er umueligt,
ikke at forestille sig større Lyksalighed i den Stand, som vi imod vor
Villie ere udelukte fra, end Naturen har gjordt os skikkede til at nyde.
For den Aarsags skyld kand vi almindeligen giøre Forskiæl imellem den,
som formedelst nærmere Arvingers Død arver en uforventet Riigdom,
og den som ved en sædvanlig nedstigende Arve=Rettighed bliver beriget;
thi hin haster meere at bruge og giøre sig til gode af sine Midler, ved
kostbare Klæder, prægtig Eqvipage, herligt Boeskab, og et overdaadigt
Bord.
Der


Der ere tusende Ting, som i en kort Tiid have Magt til at indta¬
ge vor Jndbilding, men naar vi ere blevne vante dertil, saa befindes
de at være af liden Værdie. En Konge i Virginien fandt saa stor en
Fornøyelse i en Laas, som Europæerne havde slaaet paa hans Dør,
hvorved hand paa saa læt en Maade kunde indlade og udelukke hans
Undersaatter, at det var hans gandske Tidsfordriv fra Morgen til Aften
at dreye Nøglen om. Vi, som i længere Tid have brugt Laase og
Nøgler, maae lee over denne Amerikanske Forlystelse; dog tviler jeg om,
at dette Blad vil blive læst af een eneste, som jo kand tilegne sig denne
Historie, og erindre sig at hand paa en eller anden Tid har været gand¬
ske indtaget af noget ubetydeligt Nyt, som i en kort Tid har været ham
meget behageligt.
Mand bør holde den noget tilgode, som ved en gunstig Lykkens
Vind bliver pludseligen henført i ny Egne, hvor hans Øyne forblindes
ved en Glands, som hand ikke tilforn har været vant til, og hans Be¬
gierlighed opvækkes ved lækkre Ting, som hand ikke har smagt. Lader
os ikke betragte ham som en der er nedsiunket i en haabeløs Fordervelse,
omendskiønt hand i nogen Tid forglemmer den Agt hand bør have for
andre, for at betragte sig selv; og om hand i hans første Henrykkelses
Umaadelighed venter, at alle de som komme ham nær skal rette sig efter
hans Vink, og antage hans Mening, som ufeylbarlig og Guddomme¬
lig. Denne Hoved=Svindel vil forgaae med Tiden; hans Glædskabs
Afsindighed vil uformærkt dunste bort; hand vil snart igien komme til at
kiende sin egen Udygtighed; hand vil erindre, at andres Medvirkning er
fornøden til hans Lyksalighed, og lære at tilveyebringe sig deres Agt og
Tieneste ved sin Godvillighed og Velgierninger.
Der er, i det mindste, een Betragtning, som bør bevæge os til at
fælde mildere Domme over de mægtige og Riige. Den som indbilder
sig, at hand bør legge dem til Last all den Skyld og Daarlighed, som
er i deres egne Gierninger, kiender meget lidet til Verden.
De Vabsolu pouvoir vous ignorer l'yvresse,
Et du lache flateur la voix enchanteresse.
Den


Den som mand kand haabe eller frygte meget af, vil ikke finde man¬
ge, som Ærgierrighed eller Banghed vil tillade at være oprigtige, eller
som umage sig for hans Venskab og Gunst, uden i det Forsæt, at holde
med ham i alle hans Gierninger, hvor lastefulde de end maae være, og
bifalde alle hans Tanker, endskiønt de ere gandske urimelige. Saa læn¬
ge vi leve som Liigemænd med andre Mennesker, saa erindres vi om vor
Skyldighed ved vore Venners Paamindelser, eller ved vore Fienders
Bebreydelser; men de, som ere satte i den høyeste Rang, i det Menne¬
skelige Samqvem, høre siælden om deres Feyl; og om det end hændte
sig, at et skammeligt Skriig skulde komme dem for Øren, saa er Flat¬
terie altid ved Haanden med sit Opium, for at dysse den overbeviiste
Samvittighed i Søvn, og at sløve dens naggende Tænder.
Mand er siælden vissere paa at vinde Yndest, end ved at være andre
liig i deres Laster. Dyden kand bestaae uden Bistand, og agter sig
meget lidet forbundet for Medhold og bifald. Men Udyd, som altid
er frygtsom, søger med Begierlighed Skiul og Sikkerhed i Mængden,
og Bistand af sine Bunds=Forvandte. En Snylte=Giæst og Hykler ag¬
ter det derfor ikke fornødent at antage hans Patrons gode Egenskaber,
men hand anvender all sin Konst paa hans Skrøbeligheder og Daarlig¬
heder, hand kildrer hans herskende Forfængelighed og Ære=Syge, eller
ophidser hans herskende Begierlighed.
Dyden er tilstrækkeligen vanskelig i alle Omstændigheder, men den¬
ne Vanskelighed bliver meget større, naar Tilrettesættelser og Forma¬
ninger kyses bort. J det almindelige Liv have Fornuften og Samvit¬
tigheden alleneste Begierlighederne og Passionerne at stride imod, men
i høyere Stænder maae de ogsaa giøre Snedighed og Hyklerie Mod¬
stand. Den derfor, som overvindes af saadanne Fristelser, kand ikke gi¬
ve dem, som see hans Forseelse, megen Aarsag til at glæde sig, efterdi
der ere faa, som med føye kand formode, at de skulde have været mæg¬
tige til at undgaae den samme Snare.


tninger over Lykke
Betra,
ved Mr. B.
n meget riig Mand kand spiise mange og lækkre Rætter, lade sine
Gemakker og Kamre male, have et Palads paa Landet, og et an¬
det i Byen, have en stor Eqvipage, faae en Hertug i sin Familie, giøre
sin Søn til en stor Herre; alt dette er billigt og staaer i hans Magt;
men det hører maae skee andre til at leve fornøyede.
Det som undskylder en ærgierrig Dosmers Ærgierrighed, er den
Umag mand giør sig, dersom hand er kommet til en stor Lykke, for at
finde Meriter hos ham, som hand ikke har, eller lige saa store, som hand
bilder sig ind at hand har.
Dersom mand ikke saae det med sine Øyne, kunde mand da nogen¬
sinde forestille sig, hvilken forunderlig Uliighed meere eller mindre Penge
giør iblant Menneskene?
Et Menneske er beslig, liden af Vext, og har ringe Forstand, mand
hvisker mig i Øret, at hand har 10000 Rdlrs. Jndkomster om Aaret;
dette gaaer ham allene an, og jeg vil aldrig befinde mig enten verre el¬
ler bedre derved; dersom jeg begynder at ansee ham med andre Øyne,
og jeg kand ikke andet end giøre saa, hvilken Daarlighed!
Det skulde blive et meget unyttigt Anslag, at ville spille Gæk med
en, der er en stor Nar og er meget riig; de leende ere paa hans Side.
Lader os ikke misunde visse Folk deres store Rigdom; de have den
paa en meget besværlig Maade, og som ingenlunde vilde staae os an;
de have tilsat deres Rolighed, deres Helbred, deres Ære og deres Sam¬
vittighed for at faae den; dette er alt for dyrt, og der er intet at vinde
ved saadant et Kiøb.
Champagne kommer fra et langt Maaltid, der opblæser hans Ma¬
ve, og opfylder hans Hierne med behagelige Dunster af de nydeligste
Viine;


Viine; hand underskriver en befaling, som mand forelegger ham, og
som vilde tage Brødet fra en heel Provintz, dersom mand ikke afværgede
det; hand er at undskylde, thi hvorledes skulde hand begribe, i den første
Time efter at hand har spiist, at mand nogensteds kand døe af Sult?
Hvor mange Mennesker ligne disse allereede stærke og velvoxne Træer,
som mand forflytter ind i Hauger, hvor mand forundrer sig over at see
dem satte paa saa skiønne Steder, hvor mand ikke har seet dem voxe op,
og ingen veed enten deres Oprindelse eller deres Fremgang.
Der er intet, som bedre overbeviser os om, hvor ringe en Ting
GUD selv meener at hand giver Menneskene, naar hand skiænker dem
Riigdom, Penge, stor Velstand, og andet Gods, end den Maade paa
hvilken hand uddeeler disse Ting, og det Slags Folk, som ere meest for¬
synede dermed.
Denne Mand har gjordt mange Menneskers Lykke, hand har gjordt
eders med; men hand har ikke kundet blive fast i sin egen, ey heller see
sin Kone og sine Børn forsørgede, førend hand døde; de leve ubekiend¬
te og ulyksalige; hvor god Kundskab J end har om deres elendige Til¬
stand, saa tænker J dog ikke paa at forlindre den; J kand virkeligen
ey heller giøre det: J holder aabent Taffel, J bygger; men J behol¬
der, af Erkiendtlighed, eders Velgiørers Skilderie, som J endeligen
har ladet forflytte fra eders Cabinet ud i Forgemakket, hvilken Høyag¬
telse! Det kunde snart komme paa Pulter=Kammeret.
Der behøves et Slags Forstand til at giøre sin Lykke, og fornem¬
meligen en stor Lykke; det er hverken en god eller en vittig Forstand,
hverken en stor eller en høy, hverken en stærk eller en fiin; jeg veed ikke
egentligen hvad for en det er, og jeg venter efter at nogen vilde sige
mig det.
Der ere endog Dummerhoveder, og jeg tør sige Fianter, som sid¬
de i skiønne Tienester og kand døe i Overflødighed, uden at mand bør
i nogen Maade mistænke dem for at have ved deres Arbeyde eller mind¬
ste Fliid gjordt noget dertil; Der har en ført dem til Udspringet af en
Flood,


Flood eller og de ere ved en blot Hændelse komne dertil; mand har
sagt til dem: Vil J have Vand? Øøs; og de have øøst.
Naar mand er ung, saa er mand ofte fattig; enten har mand end¬
nu ikke forhvervet sig noget, eller Arven er endnu ikke faldet; mand bli¬
ver riig og gammel paa en Tiid; saa rart er det, at Menneskene kand
forene alle deres Fordeele, og dersom det end skulde lykkes for en eller
anden, saa har mand dog ikke Aarsag til at misunde dem det; de ha¬
ve nok at tabe ved Døden, for at fortiene at beklages.
Mand maae have tredive Aar til at tænke paa sin Lykke, mand
faaer den ikke gjordt naar mand er halvtredsindstinge; mand bygger i
sin Alderdom, og mand døer naar mand er kommet til Maleren og
Glarmesteren.
Af alle de Maader, paa hvilke mand kand giøre sin Lykke, er denne
den korteste og beste, at lade Folk tydeligen see, at det er deres Fordeel
at giøre eder got.
Passionerne tyrannisere over Mennesket; og Ærgierrighed dæmper
i nogen Tid de andre Passioner hos ham, og giver ham Anseelse af alle
Dyder; denne Triphon, som har alle Laster, har jeg holdt for at være
ædruelig, kydsk, gavmild, ydmyg, ja end og andægtig; jeg skulde end¬
nu tænke det samme, dersom hand havde ikke omsider gjordt sin Lykke.
Der ere ikkun tvende Maader i Verden at komme op paa; enten
ved sin egen Fliid, eller ved andres Skrøbelighed.
Du ofte spørger mig, min Ven,
Hvordan jeg vilde blive,
Om Lykken skulde hastigen
Mig Magt og Riigdom give?
Men før jeg svare kand hertil,
Jeg først den Stand maae prøve;
Siig mig, hvordan du blive vil,
J fald du blev en Løve.
Dette Uge=Skrift bliver hver Torsdag at bekomme i det Kongel. piv,
Bogtrykkerie ved Stranden, skraas over Prammændenes Laugshuus,
hvor 3de forgyldte Skildter sees over Døren, Arket 2s.


No. 40.
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker.
J den Persiske Krønike, for det fem hundrede og
trettende Aar efter Hegira, er der saaledes skrevet:
D¬
et behagede vor Stormægtigste Enevolds Herre Abbas
Carrascan, af hvilken Kongerne paa Jorden have deres Ære og
Herredom, at sætte Mirza hans Tiener over den Provints Tau¬
ris. J Mirzas Haand holdtes Retfærdigheds Vægt=Skaal uden no¬
gen Partiiskhed; og under hans Regiering bleve de svage beskyttede, de
lærde bleve ærede, og de flittige bleve riige. Mirza blev derfor af alle
Øyne anseet med Velbehag og Fornøyelse, og enhver Tunge ønskte
Velsignelser over hans Hoved. Dog mærkte mand, at hand selv fandt
ikke nogen Glæde af de Velgierninger som hand udøste; hand blev tan¬
kefuld og melancholisk; hans ledige Timer fordrev hand i Eensomhed;
i hans Palads sad hand ubevægelig paa en Sofa; og naar hand gik
ud, da var hans Gang langsom, og hans Øyne vare fæstede paa Jor¬
den, naar hand skulde foretage Statens og Regieringens Forretnin¬
ger, da skeedte det med Ulyst og Misfornøyelse; hand besluttede derfor
at forlade Regieringens møysommelige Arbeyde, hvoraf hand kunde ikke
længer nyde Belønningen.
Hand fik derfor Tilladelse at nærme sig vor Konges Throne, og da
hand blev tilspurt, hvad hans Begiæring var, svarede hand saaledes:
Den Stormægtigste Verdens Behersker vilde tilgive den Slave, som
hand har æret, dersom Mirza fordrister sig igien til at nedlegge hans


H Herres Naade for hans Fødder. Du har givet mig Herredom over
et Land, der er frugtbart, som Haugerne i Damascus, og over en Stad,
der er herlig frem for alle andre, undtagen den allene, som bestraales
af din Nærværelses Glands. Men det længste Liv er en kort Tiid,
neppe tilstrækkeligt til at bereede sig til Døden; alle andre Forretninger
ere forfængelige og ubetydelige, ligesom Myrernes Arbeyde paa de Rey¬
sendes Veye, under hvis Fødder de blive nedtraadte og forgaae; og
all Forlystelse er ubestandig og forsvindende, som Farverne af Regn¬
buen, der lader sig see i en afvexlende Storm. Tillad mig derfor at
bereede mig til den tilstundende Ævighed; lad mig overgive min Siæl
til gudelige Betragtninger, lad mig i Eensomhed og Stillhed giøre mig
bekiendt med et andægtigt Levnets Hemmeligheder; lad mig forglem¬
me Verden, og blive forglemt af Verden, indtil det Øyeblik kommer,
oda Ævighedens Dække skal falde, og jeg skal fremstilles for den All¬
mægtiges Domstoel. Herpaa bøyede Mirza sig ned til Jorden
og taug stille.
Efter Kongens befaling er det antegnet i Historien, at Abbas
ved disse Ord skælvede paa den Throne, for hvis Fodskammel Verden
knæfalder; hand saae rundt omkring paa hans Adelsmænd; men alles
Ansigter blegnede, og alles Øyne vare nedslagne til Jorden. Jngen
aabnede sin Mund; og Kongen begyndte først at tale, efter at hand
næsten i en Time havde været gandske taus.
Mira! Forskrækkelse og Tvil have betaget mig. Jeg er bestyrt
som en Mand, der pludseligen bliver vaer, at hand er paa Pynten af
en steyl Brink, og drives frem ved en u-imodstaaelig Magt; men dog
veed jeg ikke, om min Fare er virkelig eller en Drøm. Jeg er, lige¬
som du, en Maddike paa Jorden; mit Liv er et Øyeblik; og Ævighe¬
den, i hvilken Dage og Aar ere intet, forestaaer mig, hvortil jeg ogsaa
skulde giøre mig bereed; men af hvem skal da de Troende regieres?
Skal de alleeneste regieres af dem, som have ingen Frygt for Dom¬
men? Skal de alleeneste regteres af dem, hvis Liv er fæisk, efterdi
de, ligesom Fæ, ikke betænke at de skal døe? Eller hvilke ere dog de
Troende? Er da denne arbeydsomme vrimlende Mængde, som opfyl¬
der


3 der denne Stad, i en Fordervelses Stand,
og er Dervisens Kammer
alleene Døren til Paradiis? Det er ikke mueligt, at alle kand leve som
en Dervis; det kand ikke derfor være alles Pligt. Gaae hen i det
Huus, som her i Staden har været bereedt for dig at boe udi. Jeg
vil imidlertid overveye Aarsagen til din Begiæring; og Hand, som op¬
lyser de ydmyges Sind, giøre mig dygtig til at dømme deri med
Viisdom.
Mirua gik bort; og paa den tredie Dag, da hand endnu ikke hav¬
de faaet nogen befaling, begiærede hand igien Audients, og den blev
ham bevilget. Da hand kom for Kongen, saae hand meere fornøyet
ud, end tilforn; hand tog et Brev ud af sin Barm, som hand kyssede
og overleverede til Kongen med sin høyre Haand, sigende: Min
Herre, jeg har lært af dette Brev, som jeg har faaet fra Cosrou, der
nu staaer for dit Ansigt, paa hvad Maade mand best og nyttigst kand
anvende sit Liv, jeg er blevet mægtig til at see tilbage med Fornøyelse
og frem ad med Haab; og jeg skal nu glæde mig ved, at være frem¬
deles Skyggen af din Magt i Tauris, og at beholde disse Ære=Po¬
ster, som jeg saa nyligen ønskede at forlade. Kongen, som nøye
havde hørt Mirza, med en Blanding af Forundring og Nysgierrighed,
gav strax Brevet til Cosrou, og befalede at det skulde læses. Alle de
nærværendes Øyne bleve paa engang henvendte til den graahærdede
viise Mand, hvis Ansigt blev overgydet med en æragtig Blusel; og det
var ikke uden med en stammende Tunge at hand læste disse Ord:
Til Mirua, som Abbas, vor Stormægtigste Herres Viisdom
har æret med Herredom; en ævigvarende Helbred! Da jeg hørte dit
Forsæt, at drage din Regierings Velsignelser fra de mange tusende i
Tauris, blev mit Hierte saaret af Bedrøvelses Piil, og mine Øyne
bleve dumme af Sorg. Men hvem skal tale for Kongen, naar hand
er bekymret? og hvem skal bryste sig af Kundskab, naar hand er for¬
virret af Tvilraadighed? Til dig vil jeg fortælle min Ungdoms Hæn¬
delser, som du har fornyet i min Hukommelse; og Propheten mang¬
foldiggiøre hos dig de Sandheder, som de have lært mig!
y Under den store Læges Aluzers Undervisning, fik jeg betimeligen
Kund¬


3 Kundskab om hans Kunst. Dem, som vare plagede med Shgdom,
kunde jeg gaae til haande med saadanne Urter, som Solen havde
meddeelt Sundheds Kraft. Men de mange Forestillinger af Smerte,
Sygdom og Dødelighed, som ideligen kom mig for Øyne, bragte mig
ofte til at skælve for mig selv. Jeg saae Graven aaben for mine Fødder;
Jeg fattede derfor den faste Slutning, at jeg alleneste vilde betrag¬
te de Egne som ere paa hin Side af Graven, og foragte alt hvad
jeg her kunde forhverve, som jeg ikke kunde beholde og tage med mig.
Jeg faldt paa den Meening, at saasom der var ingen Fortieneste uden
i frivillig Fattigdom og stille Betragtning, saa vare disse, som havde
Begierlighed efter Penge, ikke de rette Personer, som mand burde giø¬
gre got; og at alle de, som vare berettigede til vor Godgiørenhed, havde
en Foragt for Penge. Jeg begravede derfor mine i Jorden; jeg for¬
lod all menneskelig Samqvem og vandrede hen til en vild og øde Egn
i Landet; min Bolig var en Huule ved Siden af en Høy; jeg drak
det rindende Vand af Kilden, og aad de Frugter og Urter som jeg kun¬
de finde. For at forøge min Levemaades Strenghed, vaagede jeg
ofte heele Nætter, siddende ved Indgangen af min Huule, med mit
Ansigt henvendt imod Østen, overgivende mig til Prophetens hemme¬
lige Jndskydelser, og ventende Oplyysninger oven fra. En Morgen,
efter at jeg havde vaaget den gandske Nat, just da jeg saae at Himme¬
len begyndte at opklares ved Solens Ankomst, blev Søvnens Magt
saa stor, at jeg ikke kunde imodstaae den. Mig syntes at jeg endnu
sad ved Indgangen af min Hytte; Dagningen tog til; og da jeg al¬
vorligen faae efter den første Straale af Dagen, blev jeg vaer en mørk
Plæt, som betog mig dens Syyn. Jeg fornam at denne Plæt var i
Bevægelse, og at den blev større, ligesom den kom nærmere hen imod
mig; om sider fik jeg at see at det var en Ørn. Jeg holdt mine Øyne
stadigen fæstede paa den, og saae at den satte sig ned paa Jorden et
lidet Stykke fra mig, hvor jeg nu tillige blev vaer at der laae en Ræv,
hvis tvende Forbeen syntes at være i tu. For denne Ræv nedlagde
Øenen et stykke af et Kid, som den havde bragt i sine Kløer, og der¬
paa fløy den bort. Da jeg opvaagnede, lagde jeg mit Ansigt ned
paa Jorden og velsignede Propheten for denne Morgens Underviisning.
Jeg overveyede min Drøm paa ny igien, og sagde saaledes til mig
ogselv: Cofrou; du har gjordt vel deri, at du har slaaet dig fra dette
Livs


Livs Tummel, Arbeyde og Forfængeligheder, men du har endnu ikke
gjordt det gandske og aldeles; du gaaer endnu hver Dag ud og søger
din Føde, dit Sind er ikke gandske i Rolighed, og din Tillid til Guds
9 Forsyn er ikke heller fuldkommen. Hvad har dette Syyn vildet lære
dig? dersom du har seet en Ørn beskikket af Himmelen til at føde en
Ræv, som er lam, skal da ikke Himmelens Haand ogsaa forskaffe
3dig Føde, naar det ikke er Fornødenhed men Andagt som hindrer dig
fra at søge den for dig selv? Jeg var nu saa forvisset om at faae min
Underholding paa en overnaturlig Maade, at jeg forsømte at gaae ud
og søge efter min Føde, hvilken jeg, efter den første Dag, ventede med
saa stor Utaalmodighed, som lod mig kun liden Magt til at tænke paa
noget andet; Jmidlertid arbeydede jeg dog paa at dæmpe denne U¬
taalmodighed, og blev ved min fattede Slutning; men mine Øyne be¬
gyndte omsider at slaae mig feyl, og mine Knæ stødte mod hinanden
af Mathed; jeg kastede mig paa Ryggen og haabede at min Svaghed
skulde snart blive til en Følesløshed. Men jeg blev pludseligen opvakt
ved Røsten af et usynligt Væsen, som talede mig til med disse Ord:
Cosrou! Jeg er den Engel, som, efter den Allmægtiges befaling,
har opskrevet dit Hiertes Tanker, hvilke jeg nu er hidsendt at sætte dig
til rette for. Jmedens du tragtede efter at blive viis over det som er
aabenbaret, har din Daarlighed forvendt den Underviisning som var
dig meddeelt. Er du udygtig og skrøbelig som Ræven? Har du ikke
meget meere Ørnens Kræfter? Staae op, og stræb at efterfølge Ør¬
nens Exempel; bliv igien et Vederqvægelses og Helbreds Sendebud
til dem som plages med Smerte og Sygdom. Dyden bestaaer ikke
iHviile men i Arbeyde. Dersom du giør got imod Menneskene, som
et Beviis paa din Kierlighed til Gud, da skal din Dyd ophøyes fra
moralsk til guddommelig; og den Lyksalighed, som er et Underpant paa
3 Paradiis, vil blive din Belønning paa Jorden.
Jeg blev saa forfærdet ved disse Ord, som om et Bierg var stun¬
yket ned for mine Fødder. Jeg ydmygede mig i Støvet, jeg begav
mig igien til Staden; jeg gravede min Riigdom op igien; jeg var
gavmild, og jeg blev dog riig. Min Forfarenhed i at skaffe Legemet
sin Helbred, gav mig ofte Leyligheder til at læge Siælens Sygdom¬
me.


Jme. Jeg iførte mig de hellige Klæder; jeg blev anseelig langt over min
Fortieneste; og det var Kongens naadige Velbehag at jeg skulde staae
for hans Ansigt. Nu derfore, bliv ikke fortørnet; Jeg praler ikke af
nogen Kundskab, som jeg ikke har bekommet; som Sandet i Ørken
drikker Regnens Draaber i sig, eller Morgenens Dug, saa ligele¬
des jeg, der er ikkun Støv, drikker Prophetens Underviisninger. Troe
da at det er hand som siger dig, all Kundskab er forfængelig, som
sigter alleneste til dig selv; og du kand end og ikkun vinde lidet heraf,
endskiønt du vilde fortære dit gandske Liv i stille Betragtninger. Naar
Paradises Porte blive aabnede for dig, saa skal dit Sind bestraales
og oplyses i et Øyeblik; her kand du ikke giøre meget meere end stable
Vildfarelse paa Vildfarelse; der skal du bygge Sandhed paa Sand¬
hed. Vent derfor efter det herlige Syyn; og imidlertid stræb at ligne
Ørnen; der er meget i din Magt, og derfor ventes der meget af dig.
Omendskiønt den Allmægtige allene kand give Dyd, saa kand dog
du, som en Fyrste, opmuntre disse til Godgiørenhed, som drives
ikke af nogen høyere bevægende Aarsag end en umiddelbar Egennyt¬
tighed; du kand ikke give dem dydige Tanker, men du kand drive
dem til dydige Gierninger. Den Fattige har lige god Hielp af den
Almisse som meddeeles ham, enten den gives af Pralerie og Roos¬
gierrighed eller af Barmhiertighed; og Virkningen af Exempler er
den samme, enten mand har den Hensigt derved, at vinde Guds eller
Menneskenes Yndest. Lad din Dyd saaledes udspreedes, og dersom
du troer med Ærbødighed, da skal du blive behagelig heroven til.
Far vel. Hans Smiil, som boer i Himlenes Himle, være over
dig! og Lyksalighed være skrevet lige over for dit Navn, i hans Vil
lies Bog!
Kongen, hvis Tvil, ligesom Mirzas, var nu betaget, saae op med
et mildt Ansigt, hvoraf mand kunde læse hans Sinds Glæde. Hand
sendte Fyrsten hen til sit Herredom; og befalede at disse Hændelser skul¬
de opskrives, til den Ende, at Efterkommerne maae vide, at intet Liv
er behageligt for Gud, uden det som er nyttigt for Menneskene.
Ar¬


Arg
Auro deterior, fulvo pretiosior ære.
esiodus har deelt Menneskene, i henseende til deres Fornuft, i tre
IClasser: Den første Classe, siger hand, hører ham til, som ved
sine egne Kræfter kand skiønne hvad der er ret og anstændigt, og hvis
Forstand kand udgrandske de første og hemmeligste bevægende Aarsager
til Menneskenes Gierninger. Den anden Classe tilkommer ham, som
vil gierne høre Underviisning, og kand begribe hvad der er Ret og Uret,
naar en anden viiser ham det; men den som har hverken Begreb eller
Lærvillighed, som hverken selv kand finde Veyen, eller vil lade sig leede
af andre, hand er et unyttigt og et uværdigt Drog.
Dersom vi betragte den moralske Verden, da skal det befindes, at
vi kand giøre den samme Inddeeling over Menneskene, i henseende til
deres Dyder. Der ere nogle, hvis Grund=Regler ere saa stadigen
fastsatte, hvis Overbeviisning er saa bestandigen i deres Tanker, og som
have opvakt hos sig saadanne inderlige Ønsker at vinde Guds bifald,
og at nyde den Lyksalighed, med hvilken hand har lovet at beløn¬
ne Lydighed og Bestandighed, at de sætte alle andre Bekymringer og
Betragtninger tilside, og forsømme aldrig at undersøge enhver Gierning
og enhver Begierlighed, om den kommer overeens med de Guddomme¬
lige befalinger. Der ere andre i en Slags Ligevægt imellem Got og
Ondt; som drives paa den ene Side ved Rigdom og Lyst, ved deres
Passioners Fyldestgiørelse, og ved deres Sandsers Fornøyelse; og paa
den anden Side drives de ved Love, som de tilstaae sig forbundne til
at adlyde, og ved Belønninger, hvis Virkelighed de troe, saa at et
gandske lidet Tillæg af Vægt kand give Udslaget til een af Siderne.
Den tredie Casse bestaaer af saadanne Creature, som ere nedsiunkne i
Fornøyelser, eller have overgivet sig til deres Passioners Herredom,
uden nogen Begierlighed til et høyere Gode, og uden at stræbe efter
at lade deres Tanker gaae videre end til umiddelbare og grove legemli¬
ge Forlystelser.
Den anden Classe er saa meget meere tallriig end den første og sidste,
at den næsten kand ansees for at indbefatte det gandske Menneskelige
Kiøn. Af den sidste ere der ikke gandske mange, og af den første ere der
meget faae; og begge Deele falde ikke gierne under Moralisternes Be¬
tragt¬


tragtning, hvis Lærdomme fremsættes fornemmeligst for deres skyld, som
stræbe efter at gaae frem paa Dydens Veye, og ikke for dem som have
allerede opnaaet dens høyeste Spidse; ey heller for dem, som have be¬
sluttet at blive bestandigen i deres nærværende Stand.
Et Menneske, som har ikke haft stor Omgængelse udi Verden, men
været vant til at dømme om alle Ting alleneste ved Fornuftens Be¬
tragtninger, hand kand neppe troe, at nogen skulle være i saadan en
Ligevægt, eller staae ubestemt og u-tilbøyelig, færdig til at følge det før¬
ste Kald til enten af Siderne. Det synes at være en vis og afgjordt
Sag, at et Menneske maae enten troe, at Dyden vil giøre ham lyk¬
kelig, og derfor beslutte at være dydig, eller tænke at hand kand blive
lykkelig uden Dyd, og derfor ikke bekymre sig om nogen Ting
undtagen hans nærværende Fordeel eller Lyst. Det synes umueligt,
at Overbeviisning skulde være paa den ene Side, og mand paa den
anden Side skulde handle tvert derimod; og at den som har seet
den rette Vey, skulde forsætligen lukke sine Øyne til, paa det
hand maae forlade den med des større Rolighed. Dog kand vi
hver Time finde alle disse Urimeligheder; de viiseste og beste Mænd for¬
see sig imod bekiendte og tilstaaede Pligter, enten ved Uagtsomhed eller
ved Overrumpling; og de fleeste ere ikke længer gode, end Fristelsen er
borte, end deres Passioner ere uden Opmuntringer, og deres Meeninger
ere frie for andre bevægende Aarsagers Modstand.
Jblant de Tanker, som næsten et hvert Menneske forandrer, ligesom
hand tiltager i Aar, er denne, at hand venter at Menneskene skal altid
være sig selv liige i deres Carakter og Gemyts Beskaffenhed. Den som
ikke kiender til Begierlighedernes Magt, Elendigheders Tvang, Forretnin¬
gers Forvirring, eller besynderlige udvortes Omstændigheders Virkning,
men har alleeneste opfyldt sit Sind med Dydens Ypperlighed; den som
har aldrig prøvet sit fattede gode Forsæt i Striid imod Haab eller Frygt,
hand troer at hand kand holde Stand imod alt hvad der vil sætte sig
derimod; hand vil altid raabe og støye imod den ringeste Forseelse, være
færdig til at udkræve den yderste Overeensstemmelse med det som er ret,
og at betragte et hvert Menneske, der forseer sig i nogen deel af hans Pligt,
som en der er uden Samvittighed og uden Fortieneste; uværdig til at el¬
skes, eller beklages, eller agtes, eller at sætte Liid til; som en Fiende, hvil¬
ken alle skulde forene sig imod og drive ud af det menneskelige Samqvem,
som en Pest, hvilken alle skulde skye, eller som et Ukrud, hvilket alle skulde
træde under Fødder.
(Fortsættelsen skal følge.)


No. 41.
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker.
(Fortsættelsen af No. 40.)
D¬
et er alleeneste ved Forfarenhed at vi lære at det er mueligt, at mand
kand beholde nogle Dyder og forkaste andre, eller at mand kand
være god eller ond til en vis Grad. Thi for den, som i Een¬
somhed giør sine Betragtninger, er det en meget læt Sag at beviise,
at de samme Argumenter, ved hvilke Sindet befæstes imod een Last,
ere af lige Kraft imod alle: hvoraf dette meget naturligen følger, at den,
som de ere ikke mægtige til at bevæge ved en eller anden Leylighed, har
enten aldrig betragtet dem, eller og har ved en eller anden Rænke lært
sig til at undvige deres Overbeviisning; og at derfore, naar en Mand
er bekiendt for at være skyldig i een Last, saa behøves der intet videre
Beviis paa at hand er gandske fordervet og vanartig.
Jmidlertid ere dog alle moralske Dyder af den Beskaffenhed, at
de ere altid uvisse og foranderlige; undertiden strække de sig til det gand¬
ske Begreb af vore Pligter, og undertiden indskrænke de sig i et snæ¬
vert Rum, og befæste alleneste nogle faae Indgange til Hiertet, ime¬
dens alle de andre lades aabne for Begierlighedernes Jndfald, eller
overgives til Ugudeligheds Herredom. Jntet er derfor meere ubilligt,
end at dømme om et Menneske af et alt for kort Bekiendtskab, eller en
alt for løøs Jndsigt; thi det hænder sig ofte, at der i de ryggesløse, u¬
skiøtsomme og tankevilde er en hemmelig og indvortes dydig Rood, som
kand skyde ud, naar den tilbørligen bliver taget i Agt; at den Him¬
melske Gnist, endskiønt den er skiult og formørket, er dog ikke gandske ud¬


flukt, men kand ved gol
op og
bryde ud i Lue.
At bilde sig ind, at enhver som er ikke fuldkommen god, er i Bund
og Grund fordervet og uforbederlig, det er at tænke at alle Mennesker
kand opnaae den samme Grad af Ypperlighed; det er at kræve af alle
den Fuldkommenhed, som ingen nogensinde kand komme til. Og efterdi
der hos den reeneste Dyd kand findes nogen Last, og de fleestes Dyd er
næsten blandet med en lige Deel af stridige Egenskaber, saa bør ingen
for hastigen slutte, at all Godhed er tabt, endskiønt den i nogen Tiid
kand være formørket og overvældet; thi de fleeste Gemytter ere Slaver
af udvortes Omstændigheder, og føye sig efter enhver Haand, der fore¬
tager sig at danne dem, og løbe med enhver Vanes Strøm, som de
ved en Hendelse kand falde i, eller give efter for enhver gieltende An¬
modning, som sætter sig stærkt imod dem.
Det maae besynderligen anmærkes, at Fruentimmer ere for den
største Deel gode eller onde, ligesom de falde iblant dem, der ove Dy¬
der eller Laster, og at hverken Optugtelse eller Fornuft giver dem stoer
Sikkerhed imod Exemplers Kraft og Virkninger. Enten det kommer
deraf at de have mindre Mood til at holde Stand, naar de finde Mod¬
stand, eller at deres Lyst til at blive berømte og agtede bevæger dem til
at opopfre deres Fornuft og at handle imod deres bedre Vidende, for at
nyde den elendige Fornøyelse af en lumpen Roos, saa er det dog vist,
hvadsomhelst Aarsagen end er, at Fruentimmer Godhed siælden holder
Stand imod Latter, Flatterie eller Moden.
For denne Aarsags skyld skulde enhver agte sig ansvarlig ikke alleeneste
for sin egen Opførsel, men og for andres; ikke alleneste for de Pligter som
hand selv forsømmer, eller for de Laster, som hand selv begaaer, men og
for den Forsømmelse eller Uordentlighed, som hand kand give Anleedning
eller Opmuntring til. Et hvert Menneske, i hvadsomhelst Stand hand er,
har, eller stræber efter at have dem, som ligne, berøme og efterfølge ham;
har derfor Aarsag til at give nøye Agt paa hvad Virkning hans Exem¬
pel maae have; hand bør tage sig vare ikke alleeneste for Lasterne selv,
nen


men og for Skinnet af Lasterne, og bør ikke alleeneste selv øve Dyden,
men og berømme, opmuntre og understøtte den. Thi det er meget vel
mueligt, at vi formedelst Mangel paa Agtsomhed, kand lære andre de
Feyl, som vi selv ere frie for, eller at vi ved en skiødesløs Forsømmel¬
se eller af Banghed forlade en god Sag, som vi selv holde med, og der¬
ved tillige drage andre derfra, som fæste deres Øyne paa os; og hvilke,
saasom de selv ikke have nogen vis Regel hvorefter at indrette deres Van¬
del i Verdens viide Hav, blive derfor lætteligen forvildede ved de af¬
vigende Exempler, som de udvælge til deres Anførere.
se Betragtninger give mig Anleedning til at erindre en Historie, som
jeg har læst hos en Fransk Skribent, om en behagelig ung Herre,
hvis Carakter hand forestiller en Blanding af gode Egenskaber og Skrø¬
beligheder, heller end af Dyder og Laster.
Denne Herre, siger hand, var temmeligen stærkt hengivet til
den Feyl, som af alle er meest i Moden. Hand havde en letfærdig
Skalk til Tiener, der stod ikke i liden Naade hos ham, omendskiønt
hand havde ikke andet Navn for ham, naar hand talte om ham, end
den Skielm, eller naar hand talte til ham, end Mester Fix. En
Morgen da hand klædte ham paa, sagde hand: hør, Mester Fix,
forsøm ikke at bringe mig en vakker Tøs hiem i Aften. Tieneren var
yen Person, som fattedes hverken Fliid eller Dygtighed, og havde i
vnogen Tiid gjordt Bekiendtskab med en forarmet gammel Kone, af
god Stand og Herkomst, som havde en ung Datter, deylig som en
Engel, og endnu ikke sexten Aar gammel. Moderens yderlige Fat¬
tigdom, og denne snedige Tieners Forestillinger angaaende hans
Herres gode Hierte og Ædelmodighed, bragte hende til at sam¬
tykke hans Anmodning og at overgive hendes Datter. Men
det kostede Moderen megen Umag, inden hun ved indstændige
Bønner og Forestillinger kunde vinde hendes Barns Samtykke til en
Gierning, hvilken hun sagde at hun selv havde Afskye for, endskiønt
y hun paa samme Tiid raadte hende dertil; Men, mit Barn, sagde hun,
ykand du see at din Moder døer af Hunger? Jomfruen giorde ikke læn¬
nger Jndvendinger, men faldt i bitter Graad og sagde, at hun vilde
gaae


o gaae hvorhen det skulde være. Tieneren førte hende meget tienstfær¬
digen og hemmeligen til hans Herres Huus, og bragte hende ind i et
beqvemt Kammer, indtil hand kom hiem. Herren, som vedste at hans
Tiener aldrig feylede at bringe hans Rov hiem, gjorde sig ret til gode
ved et Giæstebud, og var meget lystig i et Sælskab med Fruentimmer,
saasom hand ventede at blive om Aftenen modtaget af een, der var
ligesaa behagelig som den beste af dem. Da hand kom hiem, mødte
hans Tiener ham med en fræk og lystig Dristighed, og raabte: Hun
9er saa deylig som en Engel, (thi mand har ingen anden Lignelse ved
disse Leyligheder,) men den lille Tosse har grædt saa at hendes Øyne
here opsvolmede og tykke; thi hun er en Møe og af skikkelig Herkomst.
5 Hvorpaa hand førte sin Herre til det Kammer hvor hun var, og gik
bort. Da Herren saae hende svømmende i Taare, sagde hand med
nogen Forundring: Veed J ikke, lille Barn, hvorfor J er bragt her¬
hid? Den ulyksalige Pige faldt paa Knæ og med mange afbrudte
Suk og Taare sagde til ham. Jeg veed det, des verre! alt for vel,
hvorfor jeg er bragt herhid; min Moder, for at faae Brød til mig selv
og hende, har sendt mig herhid, for at giøre hvad eder behager; men
gid det maatte behage Himmelen at jeg kunde døe, førend jeg kom¬
mer i disse elendige og ulyksalige Cieaturers Tall, som leve uden Æ¬
re, hvorpaa hun begyndte igien at græde og at slaae sig for Brystet.
Herren trinede tilbage fra hende og sagde: jeg er ikke saa ugudelig
at jeg skulde skade eders Uskyldighed imod eders Villie.
Over denne nye og uforventede Hændelse faldt hand i saadan
en Forundring at hand blev dydig; hand svøbte den unge Pige ind i
5en Kappe, og ledsagede hende hen til en af hans Paarørende, hvil¬
ken hand bad at have Omsorg for hende i denne Nat. Om Morge¬
nen derpaa sendte hand Bud efter hendes Moder, og spurte om hen¬
des Datter var en reen Møe? Moderen forsikkrede ham, at da hun
5overleverede hende til hans Tiener, vedste hun ikke af nogen Mand.
9Er J da ikke, svarede Herren, en ugudelig Kone, at J vil hielpe til
9 at befordre eders eget Barns Fordervelse og Vanære? Hun slog sit
Hoved ned af Frygt og Skamfuldhed, og i hendes Forvirring yttrede
nogle afbrudte Ord angaaende hendes Fattigdom. Det rære langt
fra, sagde Herren, at J skulde hielpe eder af eders Mangel ved et
meget


meget større Onde: Eders Datter er et vakkert ungt Fruentimmer;
Kiender J ingen som har nogen Tid talt om at ville have hende til
Kone? Moderen svarede, der er en skikkelig Mand i vort Naboelaug,
som elsker hende, og har ofte sagt at hand vilde ægte hende, dersom
hun havde tusende Rixdaler. Herren befalede sin Tiener at tælle den
Sum ud til hende, og derforuden 250 Rixdaler til at kiøbe Brude¬
Klæder, og 250 Rixdaler til en Hielp for Moderen.
Jeg henstiller det til alle Kierligheds Fribyttere her i Byen, om de
kunde finde halv saa stor Fornøyelse i at eye alle Skiønheder i Lan¬
det, som denne unge Herre havde, naar hand betænkte, at hand hav¬
de reddet en elendig Moder fra Misgierning og Fattigdom, en uskyldig
Jomfru fra aabenbar Skændsel, og forskaffet en skikkelig Mand en dy¬
dig Hustrue?
Amynt.
Hmynt, som sig i stor Betryk befandt,
Og som mand vilde ey sin ringe Hytte unde,
Der allerrede høyt var sat til Underpant,
Dersom hand ey ti Daler skaffe kunde,
For en bemidlet Mand sin Nød beklagede,
Hos hvilken hand og stod i Tieneste;
Og med Væmodighed begierte,
At hand dog denne gang sit Hierte
For hannem ey tillukke vil,
Men ham ti Dalers Forskud giøre.
Den Riige lod sig og der overtale til.
Hvordan! lod hand sig strax til Hielp af Medynk røre?
O Ney! hand uden Trøst lod hannem længe staae,
Hand lod ham have Tiid at græde
Og ofte for Guds skyld begiære Hielp at faae,
To gange lod hand ham forsagt til Døren træde.
Ss;


224


Med mangen grusom Eed og haard Forbandelse
Hand ham sin Fattigdom først forekastede,
Sin tykke Hoved=Bog hand ligerviis fremtager,
Og viiser ham en hob af onde Skyldnere,
Derhos ved hver en Post ham overfusende;
Thi derfor var hand Riig. Til sidst det ham behager
At hielpe denne gode Mand,
Mod sex Pro cent, som hand strax til sig tager,
Og for ti Daler tog Amynts Forskrivning an.
Jmens den Riige staaer og tæller disse Penge,
Da kom hans Haandverksmand dertil;
Jeg beder, sagde hand, da jeg nu høyt maae trænge,
At J den Godhed have vil,
Og give mig den Rest, som kommer mig til gode.
Den Riige sagde: Ney, J nu slet intet faaer.
Den stakkels Haandverkmand blev ved ham at anmode,
Da et par Daler kuns imellem dennem staaer.
Den Riige, som fortørnet bliver,
Fordi den gode Mand saa længe vilde staae,
Omsider springer op i en forbittret Jver:
J Skielm, J Tyv! Pak eder fort og gaae.
Hvordan? En Skielm! det kand jeg ey fordrage;
o3 Jeg gaaer, og vil det strax for Øvrigheden klage;
Amynt mit Vidne er. Hvorpaa hand gik sin Vey.
Hør nu, Amynt, saa talede den Riige,
Naar, hvad J haver hørt, J skal for Retten sige,
Saa kand J, for min skyld, jo sige, at J ey
Har noget hørt; J skal det ey fortryde,
J tiuge Daler strax til laans af mig skal nyde.
Thi om for denne Spot, som jeg beviiste ham,
Jeg skulde offentlig for Retten Afbigt giøre,
Da var det mig en ævig Skam.


Kort


Kort sagt, dersom J ey mig i Fortred vil føre
Ved eders Vidnesbyrd, men giøre, som jeg bød,
De tiuge Daler da skal eder strax tilhøre,
Saa kommer J af eders Nød.
Min Herre, svarede Amynt, i tvende Dage
Har jeg til til mine Børn ey haft fornødent Brød.
De vil, naar de mig see, af Hunger græde, klage,
Det smerte vil min Siæl at høre deres Nød.
Mand vil mig og, for Giæld, ud af min Hytte jage;
Jeg vil det, med Guds Hielp, fordrage.
Tag eders Penge bort, som J mig frister med,
For deres skyld mig at forsvære,
Lad mit Exempel eder lære
At agte høyere en god Samvittighed.
Betragtninger over de Store.
en gemeene Mand har fattet saadan en blind og gunstig Mee¬
ning om de Store, og er saa almindeligen indtaget af deres
Geberder, deres Ansigt, deres Røst og deres Maneerer, at dersom de
fik i sinde at være Gode, da vilde det falde ud til Afguderie.
Dersom J er født lastefuld, o Theagenes, da beklager jeg eder;
men dersom J bliver det af en ufornuftig Føyelighed for dem, som have
Fordeel af at J er saa, som have sammensoeret sig at forderve eder,
og som allerrede roose sig af at de kand fuldføre det, da tillad mig at
foragte eder. Men dersom J er viis, maadelig, beskeeden, høflig, æ¬
delmodig, erkiendtlig, arbeydsom, og derhos af saadan en Rang og
Byrd, at J er meere berettiget til at give Exempler end at tage dem af
andre, at foreskrive heller end at lade eder foreskrive Regler; da giør
saadan en Aftale med dette Slags Folk, at J af Føyelighed vil følge de¬
res Uordentligheder, deres Laster, deres Daarligheder, naar de først,


af den Høvagtelse, som de ere eder skyldige, have øvet alle de Dyder,
som J elsker og øver; dette er en bitter, men tillige meget nyttig Spotte¬
Tale, og er meget beqvem til at sætte eders Sæder i Sikkerhed, at
kuldkaste alle deres Anslag, og at bringe dem til den Slutning, at blive
det som de selv ere, og at lade eder blive saadan som J er.
De Stores Fordeele, frem for andre Mennesker, ere umaadelige
paa een Side; jeg overlader dem gierne deres Giæstebudder og herlige
Levemaade, deres kostbare Boeskab, deres Hunde, deres Heste, deres
Abekatte, deres Dverge, deres Narre, deres Snylte giæste og Hyklere;
men jeg misunder dem den Lykke at have saadanne Folk til deres Tie¬
neste, som ere deres Liige i Hierte og i Forstand, og som undertiden
overgaae dem.
De Store giøre sig en særdeles Lyst og Ære af at aabne en Allee
igiennem en Skov, at indlukke en Plads med lange Muure og Jnd¬
hægninger, at forgylde deres Gemakker, at skaffe sig Tilløb af ti Tom¬
mer Vand, at besætte et Orangerie; men at giøre et Hierte fornøyet,
at opfylde en Siæl med Glæde, at forekomme eller raade Bood paa
en yderlig Nød; saavidt gaaer deres Lyst og Ærgierrighed ikke.
Det koster de Store saa lidet at give ikke andet end Ord, og de¬
res Stand fritager dem saa gandske for at holde de skiønne Løfter, som
de have gjordt eder, at det bør agtes for en Undseelighed hos dem, at
de ikke love meget rigeligere.
Hand er gammel og forslidt, siger en Stor Herre, hand har for¬
tæret sit Liv i at opvarte mig, hvad skal jeg giøre ved ham? En anden,
som er yngere, løber af med hans Haab, og nyder den Tieneste som
mand negter denne Ulyksalige, alleeneste fordi hand har alt for vel for¬
tient den.
Det er undertiden nyttigere at forlade de Store, end at beklage
sig over dem.
Hvem kand sige, hvorfor nogle faae det store Lod, eller andre
have de Stores Naade?


No. 42.
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker.
Tam sæpe nostrum decipi Fabullum, quid
Miraris, Aule? semper bonus homo tiro est.
H¬
vor fornøden Mistanke end maae være, for at vandre
med Sikkerhed igiennem Veye, som paa alle Sider ere besatte
med Sviig og Ondskab, saa har den dog altid, naar den over¬
gaaer de almindelige Grændser af en forsigtig Varlighed, været betrag¬
tet som et Tegn til et ondt og fordervet Hierte; og en gammel Grædsk
Skribent har, iblant andre Lære=riige Sprog, fremsat dette som en fast
Regel, at den som ikke troer en anden paa sin Eed, veed at
hand selv er en Meeneeder.
Vi kand danne vore Meeninger om det som vi ikke vide, alleeneste
ved at sætte det i Ligning med noget som vi vide; den derfor som er op¬
fyldt med Mistanke, og kand see List og Finter i alle Forslag, maae en¬
ten ved Forfarenhed have lært at kiende Menneskenes Ugudelighed, og
at tage sig vare for Bedragerie, ved det at hand ofte er blevet bedraget;
eller hand maae grunde sin Dom om andre paa den Kundskab hand
har om sit eget Hierte og Gemyt, og tillegge andre de samme Tilbøye¬
ligheder, som hand føler at herske hos ham selv.
At lære Varlighed ved at betragte dette Livs Hændelser, og at give
agt paa de Konster, ved hvilke Uagtsomhed overrumples, Frygtagtig¬


orleedes, dertil behøves enten vidtløf¬
hed overvældes og Lættroenhed,
tig Omgængelse, og lang Øvelse i Forretninger, eller og en ugemeen
hyrtig Aarvaagenhed, og giennemtrængende Skarpsindighed. Naar der¬
for et ungt Menneske, som ikke har en ugemeen skarp Forstand, kommer
ind i Verden, fuld af Tvilraadighed og Vantroe, slutter et Kiøb med
mange forud betingede Jndskrænkninger, famler i hans Svar paa et
almindeligt og bekiendt Spørsmaal, af Frygt for at der skulde ligge
meere skiult derunder, end hand strax kand mærke; har en langstrækkende
Jndsigt i at udgrandske hans Bekiendteres Forehavende; betragter alle
Caresser som en Virkning af Hyklerie, og føler hverken Taknemmelig¬
hed eller Bevaagenhed af hans Venners inderlige Kierlighed, efterdi
hand troer at ingen har nogen virkelig og inderlig Kierlighed uden for
sig selv; hvadsomhelst Forventelser mand end kand have, af saadan en
tillig Snedighed, om hans tilkommende Høyhed eller Riigdom, saa kand
jeg dog siælden bare mig for at ansee ham som et slet Menneske, der
hverken kand være ædelmodig eller godhiertet: som et liderligt Skarn,
der er tiligen udlært i Skielmstykker, hvilke hand mistænker andre for,
meere end det ved de almindelige Leyligheder behøves, og uden at være
ved jævnlig Forfarenhed fristet dertil.
Hos dette Slags Folk ere alle Underviisninger og Formaninger al¬
mindeligen spildte, efterdi de ansee List og Bedragerie som Prøver paa
Forstand; de misleedes paa eengang ved de tvende store Forførere i
Verden, Forfængelighed og Egennyttighed; og de betragte dem, der
handle med Aabenhiertighed og Tilliid, ikke alleneste som Folk, der
formedelst deres vedtagne Grund-Regler, ere fordømte til Nedrighed og
Mangel, men og som foragtelige formedelst deres indknebne Begreb,
deres korte Jndsigt, deres sløve Forstand og dumme Seenfærdighed.
Verden har længe været taget ved Næsen med det Navn af Stats¬
Klogskab i offentlige Forretninger, og af Konst eller Snedighed i andte
særdeles Handteringer; de ere blevne betragtede som Virkninger af store
Egenskaber, og som ikke kunde opnaaes af Folk der ere af den almin¬
delige Beskaffenhed; jeg har dog ikke fundet mange Bedrifter enten af
Konst eller Stats=Klogskab, som udfodrede saadanne forskrækkelige Kræf¬
ter af Forstand, eller som ikke maatte være blevne udrettede ved Falsk¬


hed, Løgn og Ubluehed, uden Bistand af nogen anden Magt. At for¬
sikkre hvad vi ikke meene: at love hvad vi kand ikke fuldbyrde: at smig¬
gre for Ærgierrighed med Forestillinger af Forfremmelse, og for Elen¬
dighed med Haab om Hielp: at hykle for Hovmod med et udvortes
Skin af Underdanighed, og at formilde Fiendskab med søde Ord, eller
bestikke det med Gaver; alt dette kand visseligen ikke tilkiendegive noget
meere eller større end et Sind, som er gandske hengivet til at befordre
sine egne Hensigter, et Ansigt som kand ikke blues, og et Hierte, som
kand ikke føle.
Disse Midler ere saa nedrige og gemeene, at den som ikke hos sig
selv finder nogen Lyst til at bruge dem, kand ikke lætteligen troe andet
end at de af andre betragtes med lige Afskye; hand lader derfor sit Sind
slumre hen i en falsk Sikkerhed, og bliver et Rov for dem, som fornøye
sig over deres egen Sneedighed, efterdi de vide hvorledes de skal stiæle
sig paa ham, medens hand sover, og rose sig høyligen af det lykkelige
Udfald, som de aldrig kunde faaet, dersom de havde ikke givet sig i færd
med en Mand, der er bedre end de selv, og som blev hindret fra at fore¬
komme og til intet giøre deres Trækker, ikke af Daarlighed, men af U¬
skyldighed.
Mistanke er visseligen en saa besværlig og urolig Gemyts Beskaffen¬
hed, at den meget billigen bliver beskikket til at følge med Skyld og
Misgierning. Der siges, at ingen Piinsel er saa smertefuld, som at
blive i en lang Tiid hindret fra at sove; der er en stor Liighed imellem
denne Piine og det Menneskes Tilstand, som tør aldrig lade sin Aar¬
vaagenhed og Varlighed have Hviile, men betragter sig som en der er
omgivet med hemmelige Fiender, og frygter for at betroe hans Børn
eller hans Venner den Hemmelighed, som foruroliger hans Hierte, og
den Bekymring, som udbryder i hans Ansigt. At undflye, med saadan
Bekostning, disse Ulykker, som Godtroenhed og Venskab maatte have sat
ham i Fare for, det er visseligen at kiøbe Sikkerhed alt for dyrt, det
er at døe af Frygt for at blive dræbt, eller, efter den Romerske Satyre¬
Skrivers Talemaade, at frelse sit Liv ved at tabe alt det, for hvis skyld
en viis Mand vilde ønske at leve.


Catner
fortæller
at da de Tydske Fyrster engang vare for¬
samlede paa en Rigsdag, begyndte enhver af dem at opregne sin Riig¬
dom og Lyksalighed, og at prale af de særdeles Fordeele og Herligheder
som hans Herredom var begavet med. En af dem, hvis Land var ikke
berømmeligt af store Stæder, eller af Jordens Frugtbarhed, stød op i
sin Orden at tale. De øvrige hørte efter, imellem Medynk og Foragt,
indtil hand erklærede, til hans Landes Ære, at hand kunde reyse igien¬
nem dem uden nogen Liv=Vagt, og, i fald hand var træt, sove i Sik¬
kerhed i den første Mands Skiød, som mødte ham; Denne Berøm¬
melse skulde hand meget ilde byttet bort for den Roos af prægtige Byg¬
ninger, af Græsgange eller Strømme.
Mistanke er ikke en mindre Fiende af Dyd end af Lyksalighed og
Fornøyelse; den som er allerrede fordervet, er naturligen mistænkelig,
og den som bliver mistænkelig, vil snarligen blive fordervet. Det skeer
alt for ofte, at Menneskene lære de bedragelige Rænker, ved hvilke de
selv have liidt, og naar de ere engang komne i de Tanker, at mand
vil bruge Sviig imod dem, saa tænke de undertiden, at det er en for¬
svarlig Nødværge at bruge de samme Kunster. End og de, hvis Dyd
er alt for vel rodfæstet til at lade sig forleede ved Exempler, eller at la¬
de sig rokke ved Krog=Love, maae dog finde, at deres Kierlighed til
Menneskene formindskes tillige med deres Høyagtelse, og vil blive min¬
dre nidkiære for andres Sikkerhed og Lyksalighed, ved hvilke de mistæn¬
keligen agte deres egen Sikkerhed eller Lyksalighed i Fare.
Saaledes finde vi at Alderdommen, som, ved en lang Omgængelse
med Verden, har meestendeels faaet en stærk Tilbøyelighed til Mistanke,
er ubøyelig og streng, lader sig ikke lætteligen formilde ved Underdanig¬
hed, røre ved Klagemaal, eller overvinde ved ydmyge Bønner. Den
har ved jævnlig Forfarenhed seet opdigtede Elendigheder og forstillte Dy¬
der, hvilket har tiid efter anden dæmpet den Tilbøyelighed til Medynk,
Kierlighed og Sympathie, der er saa mægtig i vore yngre Aar; og de
som da silde søge deres Barmhiertighed og Bistand, blive ikke agtede,
men dømte til at forsmægte i deres Elendighed, og at lide for andres
Laster, som forhen ere befundne uværdige eller utaknemmelige.


Historie=Skrivere
visseligen skyldige i Menneskenes Fordervelse,
naar de fortælle, og ikke tillige laste, disse Krigs=Pudser, ved hvilke en
Fiendes Dyder blive brugte til hans Undergang. Et Skib kommer for
en Havn, beskadiget og ilde tilreedt af Storm og Uveyr, Mandskabet
begiærer Frihed til at forbedre Skibet, at anskaffe sig de fornødne Ting,
eller at begrave deres Døde. Jndvaanernes Menneskelighed bevæger
dem til at samtykke, de Fremmede gaae ind i Byen med skiulte Vaa¬
ben, de overfalde pludseligen deres Velgiørere, dræbe dem som giøre
Modstand, og blive Mestere af Byen; de drage bort med riigt Bytte;
og deres lykkelige Udfald antegnes som en Opmuntring for andre til at
efterfølge deres Exempel.
Men Krigen har visseligen sine Love, og bør føres saaledes, at
mand tillige har nogen Omsorg for Menneskenes almindelige Nytte.
Disse bør billigen forfølges, som Fiender af Verdens almindelige Sam¬
qvem, der lade Fiendtlighed ophæve de ævige og uforanderlige Love af
Ret og billighed, og søge deres egne særdeles Fordeele ved saadanne
Midler, hvilke, dersom de engang bleve vedtagne og tilladte, maatte
udrødde all Velvillighed, beskiære et hvert Menneske alt Haab om
Bistand af en anden, og opfylde Verden med uforsonlig Fiendskab.
Hvad der er paa saadan Maade vundet, burde gives tilbage, og de
som have vundet ved saadant Forræderie, burde billigen negtes Beskyt¬
telse af deres Fæderneland.
Den som begaaer et Bedragerie, er ikke allene skyldig i den sær¬
deles Uret, som hand begaaer imod den hand bedrager, men hand er
og skyldig deri, at den Tillid formindskes, i hvilken ikke alleeneste det
menneskelige Samqvems Fornøyelse og Rolighed, men og dets Væsen
bestaaer. Den som lider ved Bedragerie, taber alt for ofte meere af
sin Dyd, end af sin Formue, men saasom det er fornødent, at vi ikke
ved en uagtsom Skiødesløshed give Anleedning til Røverie, saa er det
og vor Pligt, at vi ikke dempe Kierlighed ved Mistanke; det er bedre
at lide Uret end at giøre det; og lyksaligere at blive undertiden bedraget
end ikke at troe nogen.
Ublue¬


og Undseelighe
Jupiter i Begyndelsen samenføyede Dyd Viisdom og Frimodighed;
og Udyd, Daarlighed og Mistvil; og i det Sælskab sendte dem
ned paa Jorden. Men omendskiønt hand tænkte, at hand havde par¬
ret dem med stor Skiønsomhed, og sagde, at Frimodighed var Dydens
naturlige Følgeskab, og at Udyd fortiente at have Mistvil i Følge med
sig, saa havde de dog ikke vandret længe tilsammen, førend der kom U¬
enighed imellem dem. Viisdom, som var Formand for det ene Sæl¬
skab, havde altid den Vane, førend den vovede sig paa nogen nye Vey,
endskiønt nok saa banet, at undersøge den nøye; at udforske hvor den
løb hen, hvad Farer, hvad Besværligheder, hvad Forhindringer der
mueligen eller formodentligen kunde møde derpaa. Paa disse Overleg¬
gelser anvendte den gemeenligen nogen Tiid, hvilken Forhaling var me¬
get mishagelig for Frimodighed, som havde altid Lyst til at fare frem
paa den første Vey som forekom, uden megen foregaaende Betænk¬
ning eller Raadførsel. Viisdom og Dyd vare u-adskillelige; men
Frimodighed fulgte en Dag sin fremfusende Natur, og gik et stort Stykke
for ud, fra hans Leedsager og Staldbroder, og saasom hand savnede
ikke deres Sælskab, saa spurte hand aldrig efter dem, og fandt dem
ey heller nogensinde derefter. Paa samme Maade skeedte det og med
det andet Sælskab, at omendskiønt de vare samlede af Jupiter, saa ble¬
ve de dog u-enige og adskillte. Saasom Daarlighed saae en meget
liden Vey for sig, saa kunde hun ikke komme til nogen endelig Slut¬
ning angaaende Veyenes Godhed, eller give den eene Vey Fortrinet
for den anden; og denne Uvished blev meget forøget ved Mistvil,
som med sine Jndvendinger og Tvilsmaal altid forsinkede Reysen.
Dette var meget fortrædeligt for Udyd, som havde ikke Lyst til at høre
om Besværligheder og Opsættelser, og var aldrig fornøyet uden naar
den løb i fuld Galop, hvad Vey hans Tilbøyelighed end førte ham
paa.
Hand veedste, at omendskiønt Daarlighed hørte efter hvad
Mistvil sagde, saa kunde hand dog lætteligen regiere den, naar den
var alleene; og derfor, ligesom en vanartig Hest kaster sin Rytter af,


saa pryglede hand aabenbarligen Mist vil fra sig, som den der hindre¬
de og hofmestrede alle hans Forlystelser, og fortsatte sin Reyse
med Daarlighed, fra hvilken hand er u-adskillelig. Da Frimo¬
dighed og Mistvil vare paa denne Maade komne hver fra sit
Sælskab, vandrede de i nogen Tiid omkring, indtil de omsidek ved
en Hændelse komme paa samme Tiid til en Landsbye. Frimodighed
gik lige op til det store Huus, som hørte Riigdom til, der var Herre
over Byen, og uden at tøve efter Portneren, trængte sig strax ind i de
inderste Gemakker, hvor hand fandt Udyd og Daarlighed vare aller¬
rede ankomne og vel modtagne. Hand slog sig i deres Sælskab, og
kom meget hastigen i Naade hos Herren; hand giorde saadant et for¬
troeligt Venskab med Udyd, at hand blev antaget i det samme Sæl¬
skab med Daarlighed. De vare jævnlige Giæster hos Riigdom,
og fra den Tiid u-adskillelige. Mistvil, imidlertid, som ikke torde
nærme sig til det store Huus, blev indbudet af Fattigdom, en Bonde
der i Byen, hvilket Tilbud den og tog imod; og da den kom ind i Hytten,
fandt den Viisdom og Dyd for sig, som havde taget deres Tilflugt her,
saasom de af Herremanden vare blevne bortviiste. Dyden ynkedes over
hende, og Viisdom befandt, af hendes Gemyts Beskaffenhed, at
hun vilde lætteligen forbedres; altsaa toge de hende i deres Sæl¬
skab. Ved deres Hielp forandrede hun og, inden en kort Tiid, no¬
get af sit Væsen, og saasom hun blev meget meere elskelig og indta¬
gende, saa gave de hende nu Navn af Undseelighed. Saasom ondt
Sælskab er af større Virkning end godt, saa blev Frimodighed, om¬
endskiønt den lader sig mindre regiere af Raad end af Exempler, saa
vanslægtet ved Udyds og Daarligheds Sælskab, at den nu gaaer
under det Navn af Ubluehed. Menneskene, som saae disse Sælskaber,
da Jupiter først forenede dem, og vide intet af disse Omskiftelser og
Forandringer, blive derved forleedte til store Vildfarelser; og hvor¬
somhelst de see Ubluehed, der slutte de at hans Staldbrødre ere Dyd
og Viisdom; og hvorsomhelst de mærke Undseelighed, der kalde de
hendes Følgeskab Udyd og Daarlighed.


Til
Herre.
n Naadige Herre! med andre Clienter
Jeg kommer hver Cour=Dag og lader mig see,
Og stedse det gunstige Øyeblik venter,
At du mig omsider vil Naade betee.
Men stedse du svarer: nu har jeg at giøre:
Kom til mig i Morgen. Jeg kommer igien;
Men maae, naar jeg kommer, af Portneren høre:
Min Herre nu ikke er hiemme, min Ven.
Med denne Beskeed jeg mig lader afspiise,
Hvorvel jeg end veed at hand farer med Tant;
Mod saadan en Mand jeg mig ikke tør viise
Saa dristig og sige: det er ikke sandt.
Jeg har selv hver Morgen, som du, i mit Kammer
En mægtig Forsamling, som hænger mig paa,
Og hører, til deres Mistrøstning og Jammer,
Kom til mig i Morgen, saa skal J vist faae.
De komme; jeg lader, som du, dennem sige:
Jeg er ikke hiemme. De knurre derpaa,
Og ønske, at Pigen og Herren tillige
Maae Fanden i vold og til Helvede gaae.
De mange Forbandelser mod mig udstøde,
De true med Stævning, med Fængsel og Straf;
Jeg veed at dit Hierte derved skulde bløde,
Dersom du kuns hørte halvdeelen deraf.
Ach, naadige Herre, kand jeg ikke finde
Befordring, at giøre min Lidelse kort,
Da laan mig din Portner at negte mig inde,
Og drive de grove Opvartere bort.
As (o) e


No. 43.
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker.
Felices ter & amplius
Quos irrupta tenet copula, nec malis
Divulsus querimoniis
Suprema citius solvet amor die.
P¬
alamon og Amasina bleve giftede tilsammen, da de næsten
vare for unge til at kiende den Stands Pligter, i hvilken de begave
sig; men saasom de begge vare overmaade godhiertede, saa ud¬
viiste de i alle deres Ord og Gierninger en indbyrdes Begierlighed efter
at forpligte hinanden; og omendskiønt denne Føyelighed var ikke en
Virkning af disse ømme Bevægelser, som drage Hiertet med en u-mod¬
staaelig Magt, og som bære Navn af Kierlighed, dog vare Virkninger¬
ne deraf saa nær de samme, at mand ikke kunde giøre Forskiæl imel¬
lem dem.
Det første Aar i deres Ægteskab gjorde dem til lyksalige Forældre
ved en Arving til deres herlige Stamme=Gods. Deres Paarørende paa
begge Sider syntes at kappes med hinanden, hvem der skulde give de
største Beviiser paa deres Fornøyelse. Alle deres Venner ønskede dem
til Lykke med dette Tillæg til deres Lyksalighed, og den fuldkommenste
Glæde og Rolighed regierede, for en Tiid, ikke alleneste i deres egen Fa¬
milie, men og hos alle dem, som i nogen maade vare dem paarørende.


Efter at Amasina var blevet Moder, følte hun, efter haanden, en
større og hæftigere Kierlighed til ham, som havde giordt hende dertil; og
da hun havde ingen Aarsag til at tvile om lige Vederlag af ham, saa
agtede hun sig saa lyksalig som et Fruentimmer kunde være, og troede
at der var langt større Fornøyelser i Kierlighed, end hun tilforn havde
haft noget Begreb om.
Langt anderledes var det med Palamon; den Tiid var vel nu kom¬
met, som lærte ham hvad det var at elske. Det Haab, den Frygt, den
Angest, den Længsel, den Utaalmodighed, alle de utallige Bekymringer,
som tilskrives denne Passion, bemægtigede sig nu hans Hierte: hand
græmmede sig, hand forsmægtede, men, des verre! ikke for hans Hu¬
strue. Hand havde, ulykkeligen, seet et ungt Fruentimmer paa Opera,
der havde, i hans Øyne, saadanne Yndigheder, som hand havde al¬
drig tilforn seet i hendes gandske Kiøn. Saasom hand var kommet til
at sidde i den samme Loge med hende, saa havde hand ofte Leylighed til
at tale til hende; og omendskiønt de talte kuns om almindelige Ting, saa
syntes hand dog at finde, i alt hvad hun svarede, en stor Vittighed, der
opvakte hos ham den hæftigste Attraae at blive bekiendt med hende.
Lykken føyede hans Ønsker saaledes, at hand Dagen derefter fandt
hende i en af de offentlige Spatsere=Gange; hun var i Sælskab med et
fornemme Fruentimmer og en Mandsperson, som hand kiendte noget li¬
det til. Hand gav sig i deres Sælskab, og, da hand mærkte, at denne
Herre syntes at holde sig meest til det andet Fruentimmer, saa havde
hand des større Frihed til at sige tusende artige Ting til hende, som hans
Ønsker vare nu henvendte til.
Belinda, som var i alle Maader et af disse Tiders alamodiske Fruen¬
timer, antog de Complimenter, som hand giorde hende, paa saadan en
Maade, der overbeviiste ham om, at hans Omgængelse var hende ikke
mishagelig; og da der ved en Hændelse blev talt om en Masquerade, som
skulde holdes samme Aften, lod hun ham vide, at baade hun og det an¬
det Fruentimmer, som var i Sælskab med hende, havde i sinde at kom¬
me der; og at de nu vilde gaae hen og bestille sig Klæder dertil.
Pala¬


fulgte, ufor¬
Palamon lod dette ikke være sig sagt forgæves; han
mærkt, et Stykke hag efter dem, og da Fruentimmerne vare gaaet ud af
Huuset, hvor deslige Klæder ere at bekomme, gik hand derind, for at lye
en Domino=Dragt til sig selv; og da hand fornam, at Konen, som
bortleyede disse Klæder, kiendte fornævnte Fruentimmer, saa lod hun sig
lætteligen formaae til at sige ham ikke alleneste hvad Dragter de havde
bestillt, men og af hvad Stand og Omstændigheder de vare. Hun for¬
tallte ham, at Belinda havde store Midler, at hendes Forældre vare døde,
at hun var under en Formynders Tilsyyn, omendskiønt hun ikke boede
hos ham, men havde Værelser for sig selv i den næstliggende Gade.
Palamon blev overmaade fornøyet over denne Efterretning, saasom
den syntes at love ham en læt Adgang til hendes Bekiendtskab, og Frihed
til at besøge hende; hvilket, formodentligen, i disse første Dage af hans
Kierlighed, var alt hvad hand tragtede efter. Jmidlertid drev hans U¬
taalmodighed ham meget tiligen hen til Masqveraden, paa det hand kun¬
de have Leylighed til at betragte enhver som kom derind. Hand blev
hende snarligen vaer, og det varede ikke længe før hun blev overbeviist
om, at hand var den Herre, som havde giordt hende saa mange Com¬
plimenter om Morgenen; hvilket storligen fornøyede hendes Forfænge¬
lighed. Hun hørte med stor Agtsomhed efter de Forsikkringer, som hand
gav hende om sin hæftige Kierlighed, og hun lod ofte falde nogle Ord,
ligesom de slap hende uforvarendes ud af Munden, hvoraf hand fik Aar¬
sag til at tænke, at hun vilde ikke blive utaknemmelig, dersom hand blev
ved at give hende Beviser paa en bestandig Kierlighed.
Palamon blev henrykt af Glæde, da hand fandt at det Tilbud hand
havde giordt hende af hans Hierte, blev saa vel modtaget; og benyttede
sig saa vel af den Leylighed hun gav ham til at holde hende med Sæl¬
skab den heele Masqverade Tiid, at hand fik Tilladelse at følge hende
hiem, og, saasom det da var for silde til at fortsætte deres Omgængelse,
at besøge hende næste Eftermiddag.
Det er formodentligt, at Belinda havde vel ikke nogen anden Hensigt
i at have Omgængelse med Palamon, og at tage imod hans Besøgelser
og Opvartninger, end alleeneste at hun kunde høre sig berømmes, og at


Hun kunde, som hun bildte sig ind, harme andre af hendes
Tilbedere,
som ikke bleve saa ofte antagne. Men hvor farlig en Ting det er at leve
i alt for fortroeligt Venskab med en Person af et andet Kiøn, det have
alt for mange erfaret, der end og have været meere kloge og beskeedne
end Belinda. Dette uforsigtige Fruentimmer blev selv besnæret, i det
hun pønsede paa nye Konster til at fange sin Elsker. Kort sagt, Pala¬
mons Begierligheder bleve saa fuldkommeligen fornøyede, som hans
høyeste Haab kunde givet ham Tanker om.
J all denne Tiid aftog hans Kierlighed til Amasina; hun blev hver
Dag mindre deylig i hans Øyne, og hvadsomhelst hun sagde eller giorde,
saa fandt hand noget bagvendt eller urimeligt deri, som hand dog, til¬
førn, var langt fra ikke blevet vaer; alting var nu mishageligt hos hen¬
de; vilde hun holde af ham og ved Venlighed søge at behage ham, saa
var hendes Kierlighed barnagtig og taabelig; var hun meere ærbar og
indgetogen, saa var hun avindsyg og arrig. Et Øyeblik var hand for¬
trydelig, dersom hun talede, og i et Øyeblik derefter blev hand fortørnet
over hendes Taushed. Hand søgte ideligen efter nogen Aarsag til at faae
noget at dadle i hendes allerforsvarligste Opførsel, ja hand blev end og
fortrydelig, naar hand havde ingen ret Aarsag til at laste noget. Ulyk¬
salige, dog visse Følger af en ny Elskovs Forbindelse, hvilken ikke er for¬
nøyet med den Uret den giør, men forøger den endnu ved Arrighed og
Knarvorenhed, og ønsker at finde nogen Aarsag til at hade den Person,
som mand ikke længer elsker.
Den stakkels Frue kunde ikke andet end mærke denne Forandring i
hans Opførsel; men saasom hun var langt fra at giætte den rette Aarsag
dertil, saa meente hun at der var vederfaret ham noget ulykkeligt Tilfald
i hans Handteringer, omendskiønt hun ikke kunde bilde sig ind, hvori
det maatte bestaae, saasom hand havde faaet store Midler med hende,
foruden hvad hand efter sin Faders Død skulde nyde, og hvilket ingen
kunde tage fra ham.
J meere end et heelt Aar søgte hun at bestride hans Fortrædelighed
med Mildhed, Artighed og den allerforbindtligste Opførsel; og omend¬
skiønt hun begyndte at tænke, at hun havde gandske tabt hans Kierlig¬


hed, saa bar hun dog denne qvælende Tanke med den underdanigste
Taalmodighed, og trostede sig stedse med det Haab, om det og var saa¬
ledes, at hand vilde en Dag komme til at betænke, at hun ikke fortiente
at have saadan en slet Lykke.
Jalousie var dog saadan en Passion, som var hende aldeles ube¬
kiendt; hun havde ofte Besøgelser af mange deylige Fruentimmer, og
hun havde aldrig seet den mindste Tilbøyelighed hos ham til at opvarte
nogen af dem; saa at hun snarere bildte sig ind, at hand havde faaet
Leede til det heele Kiøn, end at hand havde bundet sit Hierte til een i sær.
Saaledes blev hun bedraget af hendes uskyldige og u=mistænkende
Natur, indtil en Dag, da et Fruentimmer af hendes Venner, meere
tienstagtig end viis, aabnede Øvnene paa hende, og sagde hende den
rette Aarsag til hendes Mands Koldsindighed. Dette Fruentimmer hav¬
de nyligen faaet en Pige, der havde tient hos Belinda, og vedste den
gandske Hemmelighed om hendes og Palamons Kierlighed, men var kom¬
met fra hende formedelst nogen Misfornøyelse; af denne Pige havde hun
faaet at vide alt hvad der var tildraget sig imellem dette lastværdige Par.
Af dette troeløse Creatur havde hun hørt, at Belinda var kommet i Bar¬
sel=Seng ved Palamon; og at Barnet var blevet overgivet til en fattig
Kone, som for 250 Rdlr. havde taget sig det an at forsørge, saa at det
aldrig skulde komme frem til Vanære for dets unaturlige Forældre. Der
var ikke den mindste Omstændighed i denne Handel, som jo blev fortallt
af dette Skarn, deels for at hevne sig over den forrige, der havde givet
hende Afskeed, og deels for at vinde sin nærværende Frues Gunst; thi
hun kunde lætteligen mærke, at hun gad gierne høre saadant Nyt.
Amasina vilde gierne have antaget denne Fortælling som en Fabel,
og overtalt sin Ven til at betragte den alleneste som en Virkning af Pi¬
gens Ondskab; men den anden blev ved at stadfæste den som en Sand¬
hed, og sagde, at det var gandske umueligt, at saadan en Tøs kunde
sammenspinde en opdigtet Historie med saa mange Omstændigheder, og
med saadant et Skin af Sandhed. Derforuden sagde hun, i fald der
er intet om, da kand vi lætteligen faae det at vide, dersom vi gaae hen
til Konen, som har Barnet at opdrage; thi hun har sagt mig baade hen¬
des Navn og hvor hun boer.
Uu


om blev omsider tvunget til at troe at hendes Ulykke var
Amasina,
alt for vis, kunde i Begyndelsen ikke bare sig for at græde og beklage sig;
men hendes gode Fornuft saavelsom hendes gode Hierte overvandt snarli¬
gen denne pludselige Sinds Bevægelse; og da hendes Ven spurte hende,
hvorledes hun vilde forholde sig, for at forskaffe sig selv Ret, hvad kand
jeg giøre andet, svarede denne allerkiæreste Kone, end stræbe efter at giøre
mig selv meere forbindtlig, meere behagelig, meere indtagende, om det er
mueligt, end min Rival; og at lade Palamon see, at hand kand ikke finde
noget hos Belinda, som fattes hos mig:
O Himmel! raabte det andet Fruentimmer, kand J tilgive saadan
en Uret? Ja, svarede Amasina, som skiulte sine Suk det beste hun kun¬
de, Kierlighed er en Passion, der ikke beroer paa vor egen Villie. Men
vil J da ikke forekaste ham hans Utaknemmelighed og beskæmme Belinda?
sagde hun. Ney ingen af Deelene, svarede Amasina koldsindigen; thi
hvilket af disse Midler jeg vilde gribe til, saa skulde jeg visseligen derved
giøre mig uværdig til at vinde hans Hierte tilbage igien; og jeg besvæ¬
rer og beder eder indstændigen, ved alt det Venskab, som jeg haaber
har for mig, at J aldrig vil tale et Ord om denne Handel til noget
Menneske i Verden.
Denne Sagtmodighed satte dette nærværende Fruentimmer i største
Forundring; imidlertid lovede hun at tie gandske stille, efterdi det blev
saa alvorligen begiært af hende; men hvor lidet hun var mægtig for at
holde sit Løfte, det kunde de fleeste af hendes Bekiendtere vidne, til hvil¬
ke hun ikke alleneste fortallte Palamons Forseelse, men og paa hvad Maa¬
de hans Frue havde taget imod Beretningen derom, saa at det inden
tree Dage var ikke nogen Hemmelighed for dem.
Amasina var ikke snarere alleene og i Frihed til at grandske dybere
ind i den anstødelige Efterretning hun havde faaet, førend hun igien be¬
gyndte at forestille sig, at det var dog mueligt den kunde være falsk. J¬
midlertid syntes denne Tvilraadighed meere besværlig for hende, end om
hun var blevet gandske overbeviist om Sagens Rigtighed; hun beslutte¬
de derfor at søge fuldkomnere Vished, om der ellers vare nogen Midler
til at faae den.
Føl¬


Følgeligen betroede hun denn
til en gammel Kone, der havde
været hendes Amme i hendes Barndom, og hvis Troeskab og Beskeeden¬
hed hun kunde forlade sig paa; og det blev overlagt imellem dem, at de
vilde betiene sig af en Speyder til at følge et Stykke bag efter Palamon
hvorsomhelst hand gik, saa og hemmeligen at udspørge Belindas Opførsel
og Carakter, hos dem som vare i hendes Naboelaug.
Der behøvedes ikkun liden Undersøgning til at opdage den heele Hem¬
melighed og at stadfæste alt hvad Amasina havde hørt derom. Den ud¬
sendte Speyder fik snart Kundskab om, at Palamon dagligen besøgte dette
Fruentimmer, som allene havde bemægtiget sig hans Hierte: at mand
saae dem ofte kiøre ud sammen i en Hyre=Karete om Aftenen, og at Fru¬
entimmeret siælden kom hiem førend om Morgenen: at mand havde mær¬
ket for nogle Maaneder siden, at hun blev tykkere end hun pleyede at være,
og havde gierne gaaet i løse Klæder; at hun havde været borte af sit Huus
i tre eller fire Dage, og var kommet hiem igien meget upasselig, at hun
havde lagt til Sengs meere end en Uge, dog havde hun hverken haft
nogen Læge eller Apotheker til at opvarte sig; og endeligen, at alle og
enhver troede, at hun, i denne Tiid, havde faaet et Barn.
Palamons ulyksalige Hustrue, der var nu saa forvisset om hans Utroeskab,
som hun kunde blive, uden at have selv seet den, besluttede at bære det
med all muelig Taalmodighed; hvilken var dog tilstrækkelig nok til at giøre
hendes Opførsel saa fornuftig, at hand blev gandske forsikkret i sit eget
Sind, at hun ikke havde den mindste Mistanke om den Uret hand giorde
hende; ja denne hendes Opførsel drev ham meget ofte til at anklage sig
selv for en Mishandling, som hand kunde ikke forsvare for sin Fornuft,
omendskiønt hand havde ikke Hierte nok til at forlade Belinda, u-agtet
at hand af hendes lætsindige Opførsel mærkte hvad Forskiæl der er imel¬
lem et Boelskab og en Ægte=Hustrue.
Naar Amasina eftertænkte denne Forandring i hendes Mand, saa¬
som hun ikke kunde tænke paa meget andet, da var der intet i den gandske
Handel, som forekom hende meere sælsomt, end at et Fruentimmer, der var
født og opdraget saaledes som hun vedste at Belinda var, og som havde
saa vidt ladet sig overvinde af sin Kierligheds Tillokkelser, at hun satte all


Undseelighed, Tugt og Ære tilside, for at fyldestgiøre sin Lyst, skulde saa
lidet bekymre sig om sit uskyldige Barn, at hun kunde slaae haanden af det,
og underkaste det saadanne Elendigheder, som hun ikke vedste selv hvad
Slags de maatte blive. Dette var i Amasinas Tanker saadan en umenneske¬
lig Grumhed, der langt overgik den Misgierning, hvoraf den havde sin Op¬
rindelse; og hun tilgav meere villigen den Uret, som var vederfaret hende selv,
end den, som blev øvet mod det hielpeløse Barn.
Jo meere hun tænkte derpaa, jo meere faldt hun i Forundring over
at et Fruentimmer kunde handle saa tvert imod Naturen; og da hun ofte
forestillede sig de Elendigheder, som dette arme forladte Barn formodent¬
ligen maatte blive underkastet, saa blev hun omsider saa indtaget af øm
Medynk, at hun fattede en Slutning, hvilken faa andre skulde kunde fatte.
Hun havde faaet at vide af sin tienstfærdige Veninde, baade hvad
den Kones Navn var og hvor hun boede, som det arme lille Noor var
overladt til; han vilde derfor ikke betroe noget Menneske sit Forehavende,
men svøbte sig ind i sin Kaabe, og kiørte i en Hyre=Vogn hen til Huuset.
Konen tog meget ærbødigen og kierligen imod hende, thi hun bildte sig ind,
at hun kom i det samme Ærende som Belinda og mange andre vare kom¬
ne, der elske Synden, men hade Skammen at blive røbede deri. Hun
førte hende strax ind i et afsides Kammer og sagde, at hun kunde gandske
frit aabenbare for hende hvad det og maatte være; thi hun var en Person,
der havde været betroet af saadanne Fruentimmer, som ikke for heele Ver¬
den vilde agtes skyldige i saadan en Forseelse.
Den dydige Amasina blev rød af Skamfuldhed, da denne Kone mis¬
tænkte hende for at være skyldig i en Gierning, som hendes Siæl skælvede
ved at tænke paa at den kunde begaaes af andre; hun giorde derfor hasti¬
gen Ende paa den Lov=Tale, som Konen begyndte at holde om sin egen
Fliid, Omhyggelighed, Dygtighed og Troeskab. Jeg kommer ikke, sagde
Palamons Hustrue, i det Ærende, som J synes at tænke, men mit Ærende
udkræver dog ikke mindre eders Taushed; jeg har intet ulyksaligt Barn at
overgive til eder, men jeg kommer for at befrie eder for et, som J har
nyligen taget eder paa at drage Omsorg for.
(Fortsættelsen skal følge,)


No. 44
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker.
(Fortsættelsen af No. 43.)
J¬
orde=Moderen saae meget forbauset ud da hun hørte hende tale
saaledes, og vedste ikke vel hvad hun skulde svare; men Amasina
hialp hende strax ud af Drømmen, i det hun fortallte hende, at
hun vedste denne Hemmelighed, at et Fruentimmer havde faaet et Barn
i hendes Huus paa saadan en Tiid, (som hun rigtigen beskrev) og havde
givet hende 250 Rdlr. for at aldrig meere blive besværet med Barnet.
Jeg er, sagde Amasina, en nær Paarørende af den Herre, som er Fader
til dette lille Noor, og jeg kand ikke tillade, at nogen Ting der har sin
Oprindelse af ham, endskiønt avlet paa en uforsvarlig Maade, skulde bli¬
ve forladt og underkastet de Elendigheder, som saadanne Børn ofte ere;
jeg begiærer derfor at J vil lade mig see det, om det lever endnu, paa
det jeg maae forsørge det paa en anden Maade, end det kand ventes at
J skulde giøre for den ringe Betaling, som Moderen har givet eder.
Konen begyndte da igien at tale om, hvor umueligt det er at hun
kand have den Omsorg, som hun gierne ønskte, for de Børn, som over¬
gives hende paa saadanne Vilkaar; men Himmelen vedste, at hun gior¬
de alt hvad hun kunde, og ofte betalte meere ud, end hun fik. Hun for¬
sikkrede hende, at Barnet, som hun spurte efter, var levende og en deylig
Dreng; og at det var hos en Kone, som vel opfostrede for Sognet, men
det var en meget brav Kone og giorde hendes Pligt.


Det kand vel være, svarede Amasina, men jeg maae have det fra
hande, og dersom J kand forskaffe en anden, som mand kand forlade sig
paa, da har jeg befaling af Faderen at fornøye eder for eders Umag,
og det rigeligere end J kand begiære; Jmidlertid, sagde hun fremdeles,
og skak hende ti Ducater i Haanden, tag dette indtil videre, og lad
Barnet blive bragt her hid i morgen, ved denne Tiid, tillige med en ny
Amme, som J kand sige god for, og jeg vil igien møde eder her.
De talede endnu en stor deel videre om denne Sag, og til Slut¬
ning lovede Jorde=moderen alt hvad hun forlangede; og var, uden Tvil,
ikke mindre fornøyet over det Tilbud, som dette ubekiendte Fruentimmer
giorde hende, end Amasina selv var, at hun paa denne Maade kunde
redde fra Elendighed et uskyldigt Creatur, hvilket, endskiønt hun ikke
havde seet det, hun dog fandt en Slags naturlig Bevaagenhed for,
saasom det var Palamons.
Dagen derpaa tog dette fortræflige Mønster af Godhiertighed og
Ægte=Kierlighed alting med sig, som behøvedes til at klæde saadant et
Barn, hvilket hun havde besluttet at udkaare som sit eget; hun saae det
ikke snarere i sin nye Ammes Arme, førend hun tog det, omfaunede og
kyffede det med saa øm en Kierlighed, der var lidet mindre end indder¬
lig, og da hun havde betinget alting angaaende Barnet, lod hun det,
i sin Nærværelse, iføres de kostbare Klæder, som hun havde bragt med
sig, og da alting var saaledes afgjordt til begge Parters Velbehag, drog
hun hiem igien, med en hemmelig Fornøyelse i hendes Sind, hvilken
ikke med Ord kand beskrives.
Dette var ikke et pludseligt Jndfald af Godhed og Ædelmodighed;
thi jo meere hun betænkte hvad hun havde giordt, jo større Fornøyelse
fandt hun deri. Hun lod aldrig nogen Uge gaae forbi, at hun jo kiørte
hen at see til det, og hvorledes den Person forholdt sig, som hun havde
betroet til at fostre det op. Dersom det virkeligen havde været hendes
eget Barn, og Arving til det største Gods, saa kunde hendes Flittighed i
at have Tilsyyn med dets Opfostring ikke været større.
Palamon blev i all denne Tiid endnu bestandigen ved at holde sig


til Belinda, omendskiønt hendes slemme Opførsel gav han
hed til at klamres med hende, og det var adskillige gange næsten ko
met saa vidt, at de ikke vilde see hinanden meere. Jmidlertid gav de
res lange og fortroelige Omgængelse overflødig Anleedning til Eftertale,
og disse, som vare underrettede om deres meere lastværdige og hemme¬
lige Sammenkomster, talede saa frit derom, at det var en almindelig
Bye=Snak.
Palamom Fader, der var en meget ærbar og sædelig Mand, og som
havde Amasina overmaade kiær formedelst hendes Dyder, talede sin
Søn meget alvorligen til derfor; men da denne negtede det, som hand
beskyldtes for, og lod falde nogle Talemaader, ligesom hand bildte sig
ind, at hans Hustrue havde frembragt nogle Klagemaal over ham, sva¬
rede den gamle Herre: Ney, hun bærer den Uret, som J giør hende,
med alt for stor Taalmodighed, og enten ikke seer, eller lader som hun
ikke seer det der er aabenbart for den heele Verden. Hand begyndte der¬
paa mangfoldigen at berømme hendes fromme Gemyt, at, enten hen¬
des Føyelighed maatte tilskrives hendes umistænkende Natur eller hendes
Klogskab, i det hun søgte at vinde hans Kierlighed tilbage ved saadanne
Midler, som syntes de beste til at udrette det, saa burde ingen af disse
Egenskaber tabe sin Værdi hos en fornuftig Mand; og mig synes, sagde
hand videre, at J burde skamme eder, saa ofte J betænkte, at J har ført
eder saaledes op, at J tvinger hende til at udviise all sin Kierlighed og
Dyd i at tilgive eder.
Disse og andre dellige Samtaler bleve ikke gandske uden Vikning
hos Palamon; og det er høystformodentligt, at naar hand alvorligen
sammenlignede en Hustrues retskaffene Fortienester med et Boelskabs rin¬
ge og letsindige Tillokkelser, hand da med Tiden vilde bragt sig selv til
at giøre den ene Ret, og gandske afladet at have nogen Agt for den an¬
den; men Amasinas Dyder havde allerrede udstaaet en tilstrækkelig Prø¬
pe, og Himmelen fandt for got at belønne dem, da hun, som saa længe
var vant til at lide, mindst ventede Befrielse.
Ved det at hun ideligen øvede en Moders Pligter imod Pelindas
Barn, saa begyndte hun virkeligen at elske det som Belindas; og det,


som i førstningen var alleeneste Medynk, blev efter haanden forvandlet
til en øm Kierlighed. Naar Palamon var ude, lod hun det ofte bringe
til sig, og sendte tillige Bud efter sit eget, for at fornøye sig over at see
hvilke Grimacer de tvende Børn vilde giøre ad hinanden. Hun sad en
Dag og fordrev Tiden paa denne Maade, da Palamon kom uformo¬
dentligen hiem og gik lige ind i den Stue hvor de vare. Hvor stor
Koldsindighed hand end lod see imod sin Kone, saa havde hand dog
stedse udviist den største Kierlighed for hans Søn; og hand tog ham
nu op i sine Arme og kyssede ham, som hand pleyede at giøre. Her er
en anden tille, sagde Amasina smiilende, som ligeledes udkræver en deel
i eders Godhed, og med det samme viiste ham Belindas Barn. Hvad
Ret har det dertil, Madam spurte Palamon i samme lystige Tone.
Saasom det er mit, svarede hans Kone. Edets? raabte hand. Ja,
svarede hun, det er mit ved Udkaarelsen; og jeg maae ligeledes formaae
eder til at betragte det som eders. Min Føyelighed imod eder, sagde
hand, kand vel bringe mig meget vidt; men saasom jeg veed, at J giør
intet, uden J er i Stand til at give en Aarsag, saa vilde jeg gierne
høre hvad der bevæger eder til saadan en usædvanlig Begiæring.
Et af Børnene begyndte at græde; hvorfor Amasina befalede Am¬
merne at tage dem ind i det andet Kammer; og da hun fandt Palamon
i en overmaade god Luune, saa blev hun ved en uimodstaaelig Drift,
drevet til at tale til ham paa følgende Maade:
Det Barn J saae, sagde hun, med en meere alvorlig Tone end
tilforn, og som jeg virkeligen har taget under min Varetægt, har sin
Oprindelse af tvende Personer af Stand, men saasom det er avlet paa
en ulovlig Maade, saa har Forældrenes Omsorg for deres gode Navn
overvundet Naturen; og denne uskyldige Frugt af en ubetænksom Passion
fandt jeg forladt, som et ulyksaligt Udskud, enten til at omkomme, eller,
fald det skulde leve, til at leve alleeneste for at underkastes Elendighe¬
der, der ere meget verre end Døden. Denne Tanke var mig saa for¬
skrækkelig, at jeg besluttede at rive det ud af de Elendigheder, som det
truedes med, og at forsørge det, af min egen Pung, paa saadan en Maa¬
de, at det skulde ikke have Aarsag til at hade sit eget Liv.


Det er en re
emhiertigheds Gierning, sagde Palamon, lidet for¬
virret; men dette er ikke den Aarsag jeg ventede; thi efter den samme Re¬
gel maatte eders Medynk strakt sig til hundrede, hvilke J, uden Tvil,
kunde finde forladte og underkastede samme Elendigheder; der maae der¬
for være nogen kraftigere Aarsag, end blot Medlidenhed, som drager
eders Hierte i Besynderlighed til dette Barn.
Amasina, som havde seet forud hvad Svar hendes Mand vilde gi¬
ve, var i Striid med sig selv, all den Tiid hand talede, enten det vilde
blive best for hende at undvige, eller at bekiende den reene Sandhed,
Og saasom hun ikke endnu kunde fatte nogen endelig Slutning, saa syn¬
tes hun ikke mindre forvirret og betuttet, end om hun skulde bekiendt og
afbedet nogen stor Forseelse. Omsider sagde hun: der er visseligen en
Aarsag, men -- her tabte hun baade Mund og Mæle, og det var hen¬
de gandske umueligt at fyldestgiøre hans Begiæring.
Palamon blev overmaade forvirret, og som hand ikke vedste hvad
hand skulde tænke om saadan en ny Opførsel, og som syntes at give til¬
kiende, at det maatte være nogen vigtig Hemmelighed som laae hende
paa Hiertet, saa stød hand i nogle Minuter og saae stadigen paa hende;
og da hand mærkte at hun skiftede Farve, og holdt sine Øyne fæstede
paa Jorden, saa blev hand gandske utaalmodig for at faae Vished om
det, hvilket (som hand siden har bekiendt) hand da begyndte at faae
Mistanke om, og raabte: hvad Aarsag? hvad Hemmelighed?
En Hemmelighed, svarede hun, som jeg meget heller vilde at J¬
skulde selv giættet, end forpligtet mig til at forklare.
O Palamon,
sagde hun, efter en kort Taushed, er der ingen Drift i Naturen, som
kand underrette eder, at min Kierlighed til Faderen bevæger mig og til
at elske hans Afkom, af hvem den og er født? Jeg kand ikke hade Be¬
linda saa meget som jeg elsker Palamon; og imedens jeg opfylder en
Moders Pligter imod dette Barn, forglemmer jeg den Deel hun har
deri, for at erindre hvad jeg er det pligtig som eders.
Læserens egen Indbilding maae her beskrive det øvrige, thi det er
umueligt at finde de Ord, der kand give et fuldkomment Begreb om det
som


mand maae føle, der er i lige Omstændigheder med Paa¬
se¬
maa? At finde sin Forseelse saa haandgribeligen vitterlig for hende, som
hand ellermindst vilde have den bekiendt for; at blive begegnet paa den
allerforbindtligste Maade, da hand ikke kunde ventet andet end Bebrey¬
delser og Vrede; at høre hvorledes den forurettede Person gav ham til¬
kiende at hun vedste hvad hand havde giordt, og det paa saadan en
Maade, som om hun selv, og ikke hand, havde været skyldig; alt dette
forvirrede saaledes hans Tanker imellem Fortrydelse, Skræk og Skam¬
fuldhed, at hand havde ikke Magt til at svare et Ord paa hvad hun
sagde. Hand gik nogle gange omkring i Stuen i en forvirret Bevægelse,
og stræbte at faae den Sinds Frimodighed igien, som syntes saa fornø¬
den ved denne Leylighed, men forgæves. Omsider slengte hand sig i en
Læne=Stoel, lige over for den, i hvilken hans Kone sad, og raabte:
Gode GUd! er jeg vaagen! Kand det være mueligt at der er saadan
en Kone til i Verden?
Den søde Amasinas fromme og milde Gemyt kunde ikke uden Be¬
kymring see ham i saadanne Sinds Forvirringer, saa at hun næsten for¬
trød, at hun havde givet ham Anledning dertil; Hun løb hastigen hen
til ham, slog sine Arme om hans Hals, og sagde: Min hierte allere
kiæreste Palamon, lad det ikke foruroelige eder, at jeg veed en Hemme¬
lighed, som jeg hverken har søgt efter, eller, da den i visse Maader blev
tvunget mig paa, har aabenbaret for noget Menneske i Verden. Be¬
tragt mig som jeg er,-
eders Kone - en Deel af eder selv
og J vil da blive forvisset om, at J kand ikke være skyldig i no¬
gen Forseelse, som jeg jo gierne vil undskylde og med største Fliid skiule.
Døm selv om min Oprigtighed, sagde hun fremdeeles, omfavnende
ham paa ny igien, af min Opførsel, hvilken J selv veed at jeg har ikke
i ringeste Maader forandret, endskiønt jeg vedste denne Handel.
O Amasina, raabte hand, trykkende hende kierligen til sit Bryst,
g! er visseligen overbeviist om, hvor lidet jeg har fortient saadanne
Prøver af eders forunderlige Godhed; min Siæl løber over af Tak¬
nemmelighed og Kierlighed;
dog, hvorledes kand jeg forsone min
begangne Misgierning? -- Hun faldt ham ind i Talen og
sagde: Ved at ikke tale meere derom, og at lade mig have Deel i det
Hierte,


Hierte, som jeg
at besidde gandske.
Til disse søde Ord kunde hand ikke svare uden i afbrudte Meenin¬
ger, men saadanne som meere forklarede hvad hun ønskede at finde hos
ham imod hende, end den største Veltalenhed kunde have gjordt. Hun
var nu overbeviist om at den Seyer hun havde vunder over ham var
fuldkommen og oprigtig, og hun vilde fundet den inderligste ubeblande¬
de Glæde derover, dersom den ikke var blevet formindsker ved den kier¬
lige Smerte som det foraarsagede hende, at hun maatte finde det saa
vanskeligt at overtale ham til at tilgive sig selv.
Saasom hand nu ønskede at betage hende, herefter, all Frygt,
angaaende Belinda, saa skrev hand strax et Brev til dette Fruentimmer,
hvori hand berettede hende, at hand nu kiendte den Uret hand havde
gjordt imød den beste Kone og Fruentimmer, og havde derfor besluttet,
aldrig herefter at søge nogen Fornøyelse, som hun ikke havde Deel i
Hand forestillede hende, med de allerbevægeligste Ord, hvilken Skam
og Daarlighed det var, at leve i saadan en hemmelig og uløvlig Kier¬
ligheds Forstaaelse, som deres havde været; og formanede hende til at
tænke paa at leve saaledes, at hun kunde igien vinde det gode Navn i
Verden, hvilket, hand var skyldig til at bekiende, hand havde hiulpet
til at skille hende ved; hand forsikkrede hende derhos, at den faste Slut¬
ning hand nu havde taget, ikke at see hende meere, var saa uryggelig,
at den ikke kunde omstødes ved nogen Argumenter, som hun kunde be¬
nytte sig af; bad hende derfor at hun vilde stræbe at følge hans Exem¬
pel og forglemme alt hvad der var forefaldet imellem dem.
Endskiønt hand begiærte ikke noget Svar, saa bekom hand dog et,
der var opfyldt med de giftigste Bebreydelser imod ham selv, og blan¬
det med mange foragtelige Betragtninger imod hans Kone. De første
agtede hand ikke noget om, men de andre udrøddede gandske all den
øvrige Agt og Ærbødighed hand havde for hende. Hand rev Brevet i
tusende Stykker, og for at vise dette ubillige Fruentimmer den Foragt
og Fortrydelse, med hvilken hand havde begegnet hvad hun sagde, saa


sankede hand de adspreedte Stumper op igien, og sendte dem tilbage til
hende, i et forseiglet Papiir, men uden at skrive noget Ord.
Saaledes endtes hans Kierlighed med Belinda, men den lyksalige
Amasina nød hendes Dyds Belønning i hendes Mands bestandige Kier¬
lighed, som kunde aldrig elsket hende halv saa meget, dersom hand hav¬
de ikke elsket andensteds, efterdi hand kunde aldrig have faaet Leylighed,
til at lære saa got at kiende disse Dyder hos hende, som vare Grundpol¬
den til hans Kierlighed.
Den Medynk hun havde vist mod Belindas Barn, var ikke et plud¬
seligt og kortvarende Anstød af Godhed; ney, hun blev ved at have den
kierligste Omsorg for ham; lod ham opdrage paa samme Maade som
hendes eget, og, for at forlindre hans Fødsels Vanheld, overtalede
Palamon til at sætte en anseelig Sum Penge hen, hvormed hand kunde
bringes an til en æragtig og nyttig Handtering.
Crocodilen og Ræven.
Jn ædel Croeødil begyndte høyt at bramme
Af sine Ahners Tall og gamle Adel=Stamme.
"svarede en Ræv, jeg tænker ikke paa,
Hvorfra jeg kommet er, men hvor jeg hen skal gaae.
Min Herre,
eders 38te Blad om Maadelighed foreskriver J os en Drikke-Regel
af William Temple, med følgende Ord: Det første Glas for
mig selv, det andet for mine Venner, det tredie for Lyst, og det
fierde for mine Fiender. Nu maa J vide min Herre, at jeg har
læst dette eders Blad i et sluttet Sælskab, hvoraf jeg er en Medlem; da
vor Præsident eller Formand forsikkrede os at der maatte ufeylbarligen
være begaaet en Tryk=Feyl, og at der i stedet for Glas skulde staae
Flaske; hand har derfor befalet mig at underrette eder derom, og be¬
giære at J vil med det første bekiendtgiøre og forandre følgende Errata;
J det 38te Blad, Pag. 4. Lin. 1. i stedet for Glas læs Flaske.
Jeg er eders etc.
ROBERTSVAMP.


No. 45.
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker.
Ferimur per opaca locorum.
C¬
arazan, en Kiøbmand i Bagdat, var navnkundig over
heele Østen for sin Gierrighed og sin Riigdom; hans Oprindelse
var ringe og nedrig, ligesom den Gnist der ved Staalet og Flin¬
te=Steenen slaaes ud af Mørkhed; hans taalmodige Arbeyde og bestan¬
dige Flittighed alleene havde gjordt ham riig. Historien beretter, at,
da hand var fattig, holdtes hand for at være ædelmodig; og hand blev
endnu stedse agtet uovertaleligen retfærdig. Men hvad heller hand i
sin Handel med Menneskene havde fundet en Falskhed, der bevægede
ham til at sætte sin Tilliid til Guld, eller hand havde mærket at hand
blev meere anseelig, ligesom hans Riigdom formeeredes, saa blev mand nu
vaer, at Carazan satte des høyere Priis derpaa, jo mindre hand brugte
den; hand tabte efter haanden Lyst til at giøre got, ligesom hand fik
større Ævne dertil; og ligesom Tidens Haand strødde Snee paa hans
Hoved, saa strakte denne frysende Kraft sig og til hans Hierte.
Men endskiønt Carazans Dør blev aldrig aabnet for Fremmede,
eller hans Haand for de Fattige, saa drev dog Frygt ham ideligen til
Kirken paa de bestemte Bede=Tider. Hand efterkom alle Gudsdyrkel¬
ses Skikke med den allerstørste Nøyagtighed, og havde gjordt trende
Andagts=Reyser til Prophetens Tempel. Den Andagt, som kommer
af Kierlighed til GUD, og nødvendigen indbefatter Kierlighed til
MENNESKENE, saasom den foreener Taknemmelighed med


Godgiørenhed og ophøyer
som var moralsk, til Guddommeligt,
saa giver den Godhed en ny Værdighed, og fortiener ikke allene Men¬
neskenes Kierlighed, men og Ærbødighed og Høyagtelse. Tvert imod,
de egennyttiges Andagt (enten mand tænker at den afvender den Straf,
som alle og enhver ønske dem, eller mand tænker, at den giør Straffen
vissere og større, i det den legger Hyklerie til Ugudelighed) opvækker al¬
tid Forbittrelse og Afsky. Naar Carazan derfor, efter at hand først
havde lukt sin Dør, og seet sig rundt omkring med en varlig Mistanke,
gik hen til Mosqveen, saae alle Øyne efter ham med et stilltiende Fi¬
endskab; de fattige holdt op at bede naar hand gik forbi; og endskiønt
hvert Menneske kiendte ham, saa var der dog ikke en som vilde hilse
ham.
Saadant, et Levnet havde Carazan ført i lang Tiid, og saadan en
Carakter havde hand forhvervet sig, da hand lod offentligen udraabe,
at hand var flyttet hen til en prægtig Bygning midt i Byen, at hans
Bord skulde være dækket for alle og enhver, og at de Fremmede skulde
være velkomne hos ham til hans Bord og Seng. Almuen løb strax
som en Strøm til hans Dør, hvor de saae ham uddeele Brød til de
Hungrige, og Klæder til de Nøgne; hans Øyne vare formildede af Med¬
lidenhed, og hans Kinder blussede af Fornøyelse. Enhver stod forban¬
set og gabede paa dette sælsomme Syyn; og da den mumlende Lyyd
af utallige omkringstaaendes Røst tog meere og meere til, som Bulder
af en tilkommende Torden, saa vinkede Carazan med Haanden; hvor¬
paa de i et Øyeblik bleve stille, saa at hand kunde fornøye deres Nys¬
gierrighed, som havde bevæget dem til at høre efter med Agtsomhed.
dam, som rører Biergene og de røge, Den Allmægtige og
den Allermiskundeligste, være ævig Ære! Hand har befalet Søv¬
nen at være Underviisningens Tiener, og hans Syyner have straffet mig
om Natten. Da jeg sad alleene i min Haram, med min Lampe bræn¬
dende for mig, og overregnede mine Kiøbmands Varers Beløb og for¬
nøyede mig over min tiltagende Riigdom, faldt jeg i en dyb Søvn, og
hans Haand, som boer i den tredie Himmel, var over mig. Jeg saae
Dødens Engel komme imod mig, ligesom en Hvirvel=Vind, og hand


slog mig førend jeg kunde afbede Slaget. J det samme Øyeblik følte
jeg at jeg blev opløftet fra Jorden, og med en forfærdelig Hastighed,
ført igiennem Luftens Egne. Jorden syntes ikke større end et Sole¬
gran under mig, og Stiernerne glimrede runden om mig med en Glands
som formørkede Solen. Jeg havde nu faaet Paradises Port i sigte,
men jeg blev holdt tilbage ved en pludselig Klarhed, som intet meneskeligt
Øye kunde see paa; den u-igienkaldelige Dom skulde nu afsiges; min
Prøve=Dag var forbi; og intet kunde tages bort fra det Onde, ey hel¬
ler noget legges til det Gode, som jeg havde begaaet i mit Liv. Naar
jeg betaakte at mit Lod nu var kastet for ævig Tiid, hvilket alle Natu¬
rens Magter ikke kunde forandre, da forgik mig alt mit Mood og For¬
trøstning; og da jeg stod taus og skælvende, skiult med Skamfuldhed
og gysende af Forskrækkelse, blev jeg saaledes tiltalt af den skinnende
Klarhed, som stod for ved mig:
Carazan, din Guds=Dyrkelse er ikke blevet antaget, efterdi den
havde ikke sin Oprindelse af Kierlighed til Gud; ey heller kand din
Retfærdighed blive belønnet, efterdi den kom ikke af Kierlighed til
Menneskene: for din egen skyld alleene har du gjordt hver Mand
yret og skiel; og du har nærmet dig til den Allmægtige alleeneste for
dig selv. Du har ikke seet opad med Taknemmelighed, eller omkring
dig med Mildhed og Kierlighed. Vel er det sandt, at du har seet La¬
ster og Daarligheder runden om dig; men dersom Udyd og Daarlig¬
hed kunde forsvare din Sparsommelighed, maatte de da ikke tillige
fordømme Himmelens Godhed og Gavmildhed? Hvor skal Solen
udkaste sit Lyys, eller Skyerne deres Dug, om ikke paa de udydige og
daarlige? Paa hvem skal Foraarets Læber aande den vederqvægende
Lugt, eller Høstens Haand udøse Overflødighed? Kom ihu, Cara¬
Lan, at du har tillukt dit Hierte for Medlidenhed, og holdt paa dine
Liggendefæe med en Jern=Haand; du har levet for dig selv; og derfor
skal du herefter ævigen blive for dig selv alleene. Du skal drives bort
fra Himmelens Lyys, og fra Sælskab med alle Creature; Eensomhed
skal forlænge Ævighedens langsome og keedsommelige Timer, og Mørk¬
J samme Øyeblik blev
hed skal forøge Fortvilelses Forskrækkelser.
jeg drevet ved en hemmelig og u-imodstaaelig Magt igiennem den gand¬


ske Skabnings skinnende Udstrækning, og førtes i et Øyeblik igiennem u¬
tallige Verdener; da jeg kom nær ved Naturens yderste Pynt, saae jeg
Skyggerne af en stor og u-endelig Tomhed at tiltage for ved mig, et
græsseligt Land, hvor der findes intet andet end en ævig Taushed, Een¬
somhed og den tykkeste Mørkhed! Jeg blev angrebet af en ubeskrivelig
Skræk over dette Syyn, og dette Raab udbrød af mit Hiere og min
Mund med den allerhæftigste Begierlighed:O! at jeg havde været
Hævigen dømt til at blive i Ubodfærdigheds og Ugudeligheds almindelige
Piine=Sted; der vilde Sælskab forlindret Fortvilelses Piinseler, og Jl¬
dens Grumhed kunde ikke betaget mig den Trøst at fee Lyset. Eller,
om jeg havde været fordømt til at opholde mig paa en Comete, som vil¬
de kun engang i tusende Aar kommet tilbage til Lysets og Livets Grænd¬
ser; saa vilde dog Haab om disse Afvexlinger, hvor lang Tiid der end
var imellem dem, have trøstet og glædet mig i den forskrækkelige Tiid,
som jeg skulde fremdraget i Kuld og Mørkhed! og disse Forandringer
vilde deelt Ævigheden selv i Tider! Jmedens denne Tanke svævede
i mit Sind, kom den længstfraværende Stierne mig af Syyne, og det
sidste Glimt af Lyset blev qvalt i den yderste Mørkhed. Min Fortvilelses
Angester bleve hvert Øyeblik forøgede, ligesom jeg hvert Øveblik kom læn¬
gere bort fra den sidste beboede Verden. Jeg betænkte med en utaale¬
lig Græmmelse, at naar ti tusende gange tusende Aar havde ført mig langt
fra alting, undtagen fra den MAGT, som opfylder det Uendelige, saa
skulde jeg dog endnu see for mig en ueendelig Afgrund af Mørkhed, i¬
giennem hvilken jeg skulde stedse drives uden Bistand og uden Sælskab,
stedse videre og videre, fra Ævighed til Ævighed. Jeg udstrakte da mi¬
ne Hænder imod Skabningens Grændser, med saadan en hæftig Bevæ¬
gelse, hvorved jeg opvaagnede.
Saaledes er jeg blevet lært at sætte Priis paa menneskelig Sam¬
qvem, ligesom paa alle andre Velsignelser, ved dets Tab. Mit Hierte er
opvarmet til Gavmildhed; og jeg er nidkiær til at meddeele den Lyksalig¬
hed, som jeg selv føler, til disse af hvilke den har sin Oprindelse; Thi, i
den forskrækkelige Eensomhed, som jeg var fordømt til, vilde jeg sat høyere
Priis paa en elendig Stakkels Sælskab, hvilken jeg i min Medgangs
Hovmod vilde sparket fra min Dør, end paa alt det Guld som er i A¬
frica, og paa alle Ædelsteene i Golconda.


Da Carazan havde gjordt denne Betragtning over sin Drøm, taug
hand pludseligen stille, og saae op til Himmelen i en taknemmelig og an¬
dægtig Henrykkelse. Den nærværende Mængde blev inderligen rørt baa¬
de ved Lærdommen og dens Exempel; og Calisen, som fik Kundskab om
denne Hændelse, befalede, for at viise en Gavmildhed, hvis Nytte ikke
kand betales med Guld, at den skulde opskrives til Gavn for Efterkom¬
merne.
Cleant.
Cleant, en hiertens Advocat,
Der ofte, som hans Pligt tilhørte,
De Undertryktes Sager førte,
Og havde mangen arm Krabat
Ved sin Forstand og Kunst fritaget
Fra Steylen, Galgen eller Kaget,
Hand sig engang og overtale lod
At redde tvende Tyves Ære;
Og som hand lod den Sag sig angelegen være,
Derhos sin Kunst og vel forstod,
Saa vedste hand den Sag saaledes at forfægte,
At de undgik Torturens Dom,
Men Frihed fik, ved Eed Beskyldingen at negte,
Og strax derpaa i Frihed kom.
De stakkels Mennesker! af dette lærer mand
Hvorledes mand dog Folk stor Uret giøre kand!
Thi havde hand den Sag saa troeligen ey drevet,
da troer jeg at det arme Par,
Jom næsten overtydet var,
J all Uskyldighed i Galgen hængt var blevet.
Nu vare de da fri; de først ham takkede
Paa Knæ for den af ham beviiste Tieneste;
Dernæst betalte ham den Regning hand opførte,


Og, omendskiønt hand ey for lidet krævede,
De af Erkiendtlighed dog vare nu syv rørte,
At de en Pung med Guld ham og forærede;
Og soore hannem til paa deres Tro og Ære,
Naar bedre Tider komme maae,
At hand for denne Hielp, hvorved de frelste ere,
Skal rigere Belønning faae:
Men saasom Natten nu brød frem,
At disse gode Folk ey kunde komme hiem,
Dem Advocaten da tillod hos sig at blive,
Hand maatte dennem vel et Natte=Leye give,
Som havde ham saa vel betalt!
Det disse Herrer vel befaldt,
Thi de betiene sig af Nattens Skiul og binde
Den gode Vert, som dem har tient saa kierligen,
Alt hvad de gave ham de tage først igien,
Og søge flittigen om de kand meere finde;
Dernæst til Sengen gaae med deres lille Skat
Og ønske høfligen ham en god rolig Nat.
Den Uforsøgte det som noget stort betragter,
Naar mand med Store Folk i Sælskab findes kand,
Men den, som er forsøgt, sig høystlyksalig agter,
Naar uden Frygt og Haab hand seer de Store an.
er ere Folk, som af en latterlig Hovmod og narragtig Indbilding agte
det for en mægtig Lyksalighed at sees i Sælskab med Personer af høy
Rang; De meene, at mand skal tænke om dem, at de ere af stor Bety¬
denhed, at de besidde store Fortienester, at de kand formaae meget, naar
de paa offentlige Steder kand fortælle: J gaar spiiste jeg hos Her¬
i morgen er jeg budet til Bords hos Greven
tugen af **
af **; dette synes en stor Herlighed for et Creatur, som sætter all sin
Lyksalighed og Fortieneste deri, at hand kand æde og drikke ved et Bord


med Personer
ipage adskille
fra andre.
Denne Daarlighed ødelagde Mr. Loveritle, som havde arvet anseelige
Midler, hvoraf hand kunde drage 4000 Rdlr. aarlige Jndkomster; men
vilde altid søge Sælskab med Personer af høy Rang, og som havde 60
eller 80000 Rdlr. om Aaret. Hand blev altid høfligen modtaget, thi hvad
for kostbare Forlystelser mand end foreslog, saa var hand stedse villig til
at tage deel deri, og betalte ligesaa meget som nogen anden, alleenestetfor
at blive berettiget til deres Sælskab. Derved kom hand i Bekiendskab
med de fornemste Personer i Riget, hvilke, omendskiønt de vedste at hand
vilde forøde alle sine Midler med dem, saa bekymrede de sig dog ikke mee¬
re om ham, end at de tænkte hand var en taabelig Karl, og lode ham
gaae sin egen Gang. Inden faa Aar lod hand først fælde sine Træer,
dernæst pandtsætte, og omsider selge sit Gods. Mr. Lovetitle blev endnu
ved at søge det samme Sælskab, med det som hand havde til overs, lige¬
som hans Gods var gandske frit; men da dette overblevne begyndte at bli¬
ve gandske ringe, aabenbarede hand sin Tilstand for sine Høye og for¬
troelige Venner, haabende, ved deres Hielp, at nyde en skikkelig Tieneste
at leve af. Men hand blev paa een og den samme Maade imodtaget af
dem alle; Hans Vanlykke giorde dem meget ondt; men det stod ikke i
deres Magt at hielpe ham; de forundrede sig over, hvorledes det var
mueligt, at hand kunde være saa uforsigtig i hans Opførsel, da hand selv
best maatte kiende hvorledes hans Sager stode. Kort sagt, alt hvad
hand kunde nyde af hans mægtige Venner, var dette, at een dem, for
200 Ducater, som skulde gives en vis Mand, forskaffede ham en
Lieutnants Plads i et ny=oprettet Regiment, som skulde sendes til Vest¬
Indien; hvor hand drog hen, næsten med det Haab at blive slaaet for
Panden, for hans forrige Daarlighed.
Jeg negter ikke, at naar saadant Bekiendskab med Personer af
høyere Rang er grundet paa Frihed, Fornuft og gode Sæder, da
finder mand ofte store Fordeele af at omgaaes med dem; men naar saa¬
dant Bekiendskab er alleneste en Slavisk Underdanighed, og en For¬
etning i Laster og Daarligheder, i stedet for Ædelmodighed og


Venskab, da fortiener det bil
emeen¬
ligen bliver en Følge deraf.
Der ere kun tvende Maader paa hvilke mand kand udrette noget
hos Store Folk, og disse bestaae deri, at J kand giøre eder selv enten
betydelig eller behagelig; den første Sag lader sig ikke giøre, med min¬
dre J kand finde en Maade at leve dem foruden, eller at skiule at J
trænger til dem; den sidste bestaaer alleneste deri, at mand retter sig
efter deres Smag og Forlystelser. Denne er af alle Handteringer i Ver¬
den den meest slaviske, med mindre det skulde hænde sig at det var eders
egen naturlige Tilbøyelighed. Thi at være behagelig for en anden,
allerhelst om hand er eders Overmand, det er ikke at være begavet med
saadanne Egenskaber og Fuldkommenheder, som skulde giøre eder beha¬
gelig i eder selv, men saadanne, som giøre eder behagelig i henseende til
ham. De Regler, hvorefter J maae rette eders Opførsel, skal bestaae
deri, at J efterfølger ham i hans Feyl, eller bifalder, om ikke gaaer
ham til haande i hans Laster.
Naar det kommer saa vidt, at et Menneske beqvemmer sig til at
leve i saadan en unaturlig Stand, da beroer det paa hans Patron at
giøre en Ende derpaa naar ham behager. Mand bebryder ham hans
Skyld og Føyelighed, omendskiønt den Mand, der bebreyder og forja¬
ger ham for disse Laster, var ikke alleeneste selv deelagtig deri, men og
forførte ham dertil. Saaledes har da Clienten (ligesom et ungt Fruen¬
timmer, der har opgivet den Uskyldighed, som giorde hende behagelig) ikke
alleneste tabt sin Tiid, men og den Dyd, der kunde giøre ham mægtig
til at viise sin Fortrydelse over den Uret, som vederfares ham.
Men dette er endnu det allerartigste, at naar en capricieux Karl
har spildt en tredie deel af sin Leve Tiid paa at opvarte de Store, uden
at have haft nogen Nytte deraf, saa tages det forunderligen ilde op,
at hand bliver borte, og beslutter at anvende den øvrige Tiid for sig
selv.
Mand burde ikke tale meget om de Store, thi det er næsten altid
Flatterie at tale vel om dem; det er farligt at tale ilde om dem, naar
de leve, og det er nedrigt, naar de ere døde.


No. 46.
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker.
Ploravere suis non respondere favorem
Qvæsitum meritis
D¬
er er, maae skee, ikke noget Ord i Sproget, som mindre
forstaaes end Ære; og ikkun faa Ord, hvis Misforstand kand
have saa skadelige Virkninger.
Ære er baade en bevægende og en endelig Aarsag; naar den ta¬
ges for en bevægende Aarsag til vore Gierninger, da er den ikkun ad¬
skilt fra Dyd i henseende til Graden, og derfor nødvendigen indbefat¬
ter denne udi sig, ligesom Ædelmodighed indbefatter Retfærdighed; og
som en Belønning kand den alleeneste fortienes ved disse Gierninger,
som ingen anden Grund og bevægende Aarsag kand frembringe. At sige
om en anden, at hand er en Mand af Ære, er paa eengang at til¬
legge ham den bevægende Aarsag og at give ham Belønningen. Men
saaledes som Ordet almindeligen bruges og forstaaes, da indbefatter
det Ord Ære, som en bevægende Aarsag, ikke Dyden udi sig; og bli¬
ver derfor, som en Belønning, meget ofte givet til Udyd. Ja, saa stor er
den menneskelige Fornufts Blindhed og Slaverie, at Menneskene skræk¬
kes fra Dyden ved Frygt for Skam, og opmuntres til Udyd ved Haab
om Ære.


Ære bliver vel altid fødret med prægtige Ord og skinnende Aarsa¬
ger; men de Gierninger, hvorpaa denne Fodring er grundet, ere ofte
meget skændigen ugudelige. Lothario tilegner sig stolteligen Navn af
en Æragtig Mand, fordi hand har, med sit Livs Fare, forsvaret et
Fruentimmer for Forhaanelse og Overlast, der havde givet sig under hans
Beskyttelse; og Aleator, fordi hand har, med hans Friheds Forliis,
opfyldt et Løfte, hvortil Loven ikke vilde have forbundet ham. Men
denne Fruentimmer=Ridder havde først forført hende til Horerie, og, for
at redde hende fra hendes Ægte=Mands Vrede, dræbt ham i en Tve¬
kamp; og den anden, som blev en Martyr for hans Løfte, havde be¬
talt en Sum Penge, hvormed hand skulde afgjordt en nødtrængende
Kiøbmands Regning, til en Spiller af høy Stand, der havde betroet
ham i Kort=Spill.
Saadanne ere, i den almindelige Meening, Mænd af Ære; og
den, som i visse Omstændigheder skulde entholde sig fra Mord, Falskhed,
Sviig og Utaknemmelighed, vilde blive skyet som en, der giør sit Sæl¬
skab den skammeligste Vanære.
disse Betragtninger laae jeg, for nogle faa Nætter siden, og ud¬
mattede mine Tanker; og da jeg omsider faldt i en Slummer, blev
jeg umiddelbar henført i Phantasiens Egne.
Da jeg sad tankefuld og allene, ved Foden af et Bierg, kom en
Mand, af en meget ærværdig Anseelse, gandske hastigen hen imod mig;
og da hand havde vinket af mig, at jeg skulde følge med ham, begynd¬
te hand hasteligen at stige op ad Bierget. Mit Sind tilsagde mig strax,
at denne Mand var Underviisningens Engel; jeg stod derfor snarli¬
gen op, og adlydte hans Villies stiltiende befaling; men da jeg kunde
ikke stige op med lige Hastighed, tog hand mig ved Haanden, og sagde:
Vær ikke seen, paa det Oplysningens Time skal ikke gaae forbi.
Vi stigede da op tilsammen, og da vi vare komne til det øverste, stod
hand stille, og sagde: "Betragt denne Udsigt, og siig mig, hvad du
Paa den høyre Haand,, svarede jeg, er en lang Dal, og
seer.
paa den venstre en ueendelig slet Mark; ved Enden af Dalen er et
Bierg


er en skinnende
Bierg, som rækker op til Skyerne, og paa hvis
Klarhed, som jeg dog ikke kand stadigen see paa. J denne Dal,
sagde hand, trænge Dydens Discipler sig frem; men Lasternes Til¬
hængere vandre paa Sletten. Dydens Fodstie er meget ujævn; Fo¬
den bliver undertiden saaret af Torne, og undertiden stødt imod Stee¬
ne; men Himmelen over den er altid klar; de vandrende blive forfri¬
skede ved Helbreds kølende Vinde, og styrkede ved Glædes og Munter¬
heds Straaler. Den slette Mark er prydet med Blomster, som fornøye
Sandserne med en fød Lugt og Deylighed; men Deyligheden er for¬
gængelig og Lugten skadelig. Grunden er blød og jævn, og Fodstierne
ere saa adskillige, at Græsset er ingenstæds trædt bort; men oven over er
en bestandig tyk og mørk Luft; mand seer ikke Solen, mand føler ingen
sagte Vind; Luften staaer stille, og pestilentsiske Dunster udbreede Dorsk¬
hed, Mathed og Angest over de vandrende. Ved Foden af Bierget ere
Fredens Løv=Hytter, og paa Toppen er Ærens Tempel.
Men alle Dydens Discipler stiige ikke op ad Bierget; endskiønt
dens Fødstie gaaer videre end til Løv=Hytterne; og det sidste Skifte¬
Sted er ved Opgangen af det steile Bierg; at klyve der op er et fri¬
villigt Arbeyde for dem, som ere friske, stærke og dristige; og det regnes
ikke de bange og trætte til Last at de slaae sig til Hvile og lade det blive.
Jmidlertid have dog Templets Porte ikke altid været aabnede for dem
som have overvundet Veyens Vanskeligheder; ey heller ere de altid blev¬
ne tillukte for dem, som aldrig have sat en Fod op paa Biergets Vey.
Paa den anden Side af Bierget er Opgangen Trappe=liig og læt; og
ved Skæbnens Beskikkelse har Indgangen til Ærens Tempel altid væ¬
ret bevaret af Mening. Mening burde vel have handlet efter
Sandheds Raadførsel, men den blev snart forført og fordervet ved
Prejudice og Vanen; den indlod mange, som, uden Møye, stigede
op ad Bierget fra Sletten af; og forskød mange, som havde slæbt sig
op ad den steile Side paa Dydens Fodstie; Jmidlertid fodrede disse dog
ikke med Skriig og Bulder at blive antagne, men enten bare deres
Fortrydelse stiltiende hos sig selv, eller og glædede sig med en æragtig
Stolthed i Overbeviisning om deres egen Værdighed; og vendte sig fra
Mee¬


Meening med Foragt og Haanhed: og smilede af
Verden, som de
havde forladt neden under sig, som et Vidnesbyrd om det Arbeyde, hvor¬
for dem var blevet negtet Belønning.
Men den store Mængde inden i Templet blev misfornøyet og op¬
rørsk; Dydens Discipler, som vare nidkiære over en Høyhed og Rang,
hvilken de havde opnaaet ved de yderste Kræfter af menneskelig Magt,
forsøgte at uddrive dem, som uden Møye vare komne op fra den vrange
Side af Bierget, og vare antagne af Mening, til at besmitte Tem¬
plet og vanære Forsamlingen; Men disse, hvis Ret blev saaledes kaldet
i Tvil, vare dog alle færdige til at afgiøre Trætten med Sværdet; og
saasom de neppe frygtede for nogen Beskylding, uden for Feighed, saa
begegnede de med stor Forhaanelse alle dem, som ikke vilde afgiøre Sa¬
gen paa denne Maade, og vilde dog ikke heller tilstaae de andres Fo¬
dring og formeente Ret til at have Sted i Ærens Tempel.
Denne Forvirring og Oprør ansaae Gudinden med Vrede og For¬
trydelse, hun fløy til Jupiters Throne og kastende sig ned for hans Fød¬
der sagde: O Store Verdens Regenter, dersom jeg har opreyst et
Tempel, for at opfylde din Viisdoms og din Kierligheds Hensigter,
for at lokke Menneskene op ad Dydens Vey, og at opmuntre dem til
at giøre andre lyksalige med deres eget Livs Fare eller Forliis; da lad
dette Tempel ikke forvendes til at giøre Lasterne frække, eller staae aa¬
bent for dem, som tør omkomme i dine Loves Overtrædelser, og som
udøse Elendigheder over Jorden." Jupiter rørte Gudinden naadi¬
gen med sit Scepter, og svarede, at hand kunde ikke kuldkaste Skæb¬
nens Beskikkelse; at Antagelse i hendes Tempel maatte stedse beroe paa
Meening; men at hand vilde anordne Fornuften til at undersøge
hendes Opførsel, og, om det er mueligt, at formaae hende igien til at
lade sig raadføre af Sandhed.
Fornuften derfor, af Lydighed imod Jupiters befaling, nedsti¬
gede paa Ærens Bierg og gik ind i Templet. Saa snart Fornuften
lod sig see, ophørte all Trætte, og den gandske Forsamling blev taus
med Forventelse, men saa snart hun gav hendes Ærende tilkiende, blev
stre


strax Tumulten fornyet med større Hæftighed. Alle vare lige forvissede
om, at Fornuften vilde stadfæste, hvad Mening havde besluttet til
deres Fordeel; og den som talte høyest, haabede at blive først hørt.
Fornuften vedste, at disse alleene havde Ret til at gaae ind i Tem¬
plet, som gik op ad Dydens Stie; for da at bestemme, hvilke der
skulde drives ud eller antages, syntes intet meere fornødent, end at
randsage, fra hvad Side de vare komne op. Men Fornuften selv
befandt, at denne Randsagning, endskiønt den syntes meget læt i Tan¬
kerne, var dog meget vanskelig i Gierningen.
De allerskændeligste forsikkrede, at dersom de end ikke havde vandtet
langs igiennem den gandske Dal, saa vare de dog komne i den ved Foden
af Bierget; og at i det mindste den Fødstie, paa hvilken de vare opsti¬
gede, var Dydens Stie. Dette blev hæftigen modsagt af andre;
og for at forekomme det kædsommelige Arbeyde, at udleede Sandhed,
af en stor Forandring af Omstændigheder, saa blev Mening frem¬
kaldet for at afgiøre Trætten.
Men det saaes snarligen, at Meening neppe kiendte den ene Stie
fra den anden, og at hun ikke paa visse Grund=Regler eller med under¬
søgende Kundskab bestemte hvem der skulde antages eller bortviises.
Fornuften blev dog fremdeles ved at udforske hende; og paa det hun
maatte dømme om dennes Udsigendes Troværdighed, af den Beretning,
som hun vilde give om en bekiendt Carakter, saa spurte hun hende, paa
hvilken Side af Bierget den Macedonier var opstiget, som overskyllede
Verden med Blood, hun svarede, uden Betænkning,, at hand var
kommet op paa Dydens Side; at hun vedste hun tog ikke feyl, ef¬
terdi hun saae ham langt fra, at hand vandrede i Dydens Stie;
hvorved hun tillige anmærkede, at ingen var nogen Tiid stiget op ad
Bierget med saadan gruelig Hastighed." Saasom nu Fornuften
vedste, at denne Beretning var falsk, saa befalede den, at Mening
skulde gaae til side, og foretoog sig nøyere at udspørge Parterne selv.
Fornuften fandt manges Beretninger at være i høyeste Grad


galne og urimelige, nogle, til et Beviis paa at de
var¬
komne op ad
Dydens Stie, beskreve de Udsigter, som laae imod den anden Side af
Bierget; og andre bekræftede, at Veyen var blod og jævn, og at man¬
ge havde vandret den uden at snuble, da de dog neppe vare vaagne,
og andre, naar de vare døsige af Viin.
Paa Panderne af alle disse trykte Fornuften et Forskydelses Mær¬
ke; og efterdi hun kunde ikke drive dem ud, uden Menings Sam¬
tykke, saa overgav hun dem til Tiden, som Mening havde altid la¬
det see stor Ærbødighed for, og som havde almindeligen været en Ven
af Sandhed.
Tiden fik da befaling, at den skulde stræbe at overtale Meening
til at drive dem ud, og at bringe den til at indrette sine Anordninger
efter Sandheds Skiønsomhed. Retfærdighed besluttede iligemaade,
at dersom Mening blev ved at forrette sit Embede med Skiødesløs¬
hed og Egensindighed, efter Prejudices Jndskydelse og at føye sig efter
Vanens Urimeligheder, da skulde den gives over til Bespottelse, (Ri¬
dicule) der er et meget haardhiertet Væsen, som glæder sig over den Nød
og Angest, som den tilføyer andre; ved ham allene kand Mening blive
straffet; hun skælver af Angst ved Smellet af hans Svøbe, og naar
hun har følet den, efter Retfærdigheds Kiendelse, er hun altid blevet
Sandhed lydagtig.
Tiden, sagde min Underviiser fremdeeles, arbeider endnu ideli¬
gen paa at fuldbyrde Fornuftens befaling; men omendskiønt den har
forvoldet, at mange ere blevne udjagede, som have været antagne, saa
har den dog ikkun faaet meget faa antagne, som have været afviiste; og
Meening bliver fremdeles skiødesløs og egensindig; thi saasom hun
har ofte følet Bespottelses Svøbe, naar hun ikke har fortient det,
saa har Frygt for den ikke gjordt anden Virkning i hendes Opførsel,
end at den har bragt hende i saadan en Forvirring, at Fornuftens
Hensigter ere undertiden, imod hendes Villie, gjordte til intet.
93Hvor¬


Hvorledes,  sagde jeg,  skal da Ær
ophøye disse, som hun
ønsker at belønne? de skal blive ophøyede, svarede min Leedsager, i
Udødeligheds Rige; hvorhen de omsider skal føres ved Tiden, som
vil ikke tillade dem at blive stedse ubelønnede.
Jmedens jeg nøye hørte efter dette Svar, med mine Øyne stadi¬
gen fæstede paa Templet, forsvandt det pludseligen; de sorte Skyer, som
hengte over Lasternes Slette, brøde ud i Torden; Bierget, hvorpaa jeg
stod, begyndte at siunke under mig, og jeg sprang op af en pludselig
Skræk, i det jeg vilde stige ned, hvorover jeg vaagnede.
er ere ikkun faa Mennesker, som jo ere begierlige efter at sætte sig i An¬
seelse iblant dem, som de omgaaes eller leve i Samqvem med.
Der er et Slags Høyhed og Anseelse, som de allerringeste og meest ube¬
tydelige iblant Menneskene søge at forskaffe sig iblant deres Venner el¬
ler Bekiendtere. Denne Ærgierrighed er en naturlig Egenskab i den men¬
neskelige Siæl, og kunde, ligesom alle andre Passioner, hvilke ere os af
den viise Skaber givne til ypperlige Hensigter, mærkeligen tiene til at be¬
fordre et Menneskes Lyksalighed og Fordeel, i stedet for at den nu al¬
mindeligen giver ham Misfornøyelse og Urolighed.
All den Høyhed, som det ene Menneske kand have over det andet,
maae henføres til Lykkens, Legemets eller Sindets Gaver; Lykkens be¬
staae i Byrd, Titeler eller Riigdom, og disse ere allermindst vor Natur
tilhørende, og som vi derfor allermindst kand kalde vore egne. Legemets
ere Helbred, Styrke eller Deylighed; disse ere os nærmere, og meere
en Part af os selv end de forrige. Men Sindets Gaver bestaae i Kund¬
skab eller Dyd; disse ere os meere væsentlige, og meere inderligen foree
nede med os end nogle af de foregaaende.
Lykkens Gaver, endskiønt et Menneske har mindre Aarsag til at giø¬


ke sig til deraf, end af Legemets eller Sindets
hvorved
mand skinner meest i Verdens Øyne.
Saasom Dyden er den fornuftigste og retteste Oprindelse til Ære,
saa finde vi almindeligen i de Gamle Ære=Titeler anført den særde¬
les Dyd, hvorved Menneskene burde fortiene den Rang og Høyhed,
som de havde iblant andre. Saaledes tillegges Paverne Hellighed,
Kongerne Majestæt, Fyrster og andre Høye Herrer Naade, Excel¬
lence eller Ypperlighed; Den Geistlige Stand=Ærværdighed,
Krigs-Standen Tapperhed og Mandhaftighed, Øvrigheds og Em¬
beds=Mænd Viisdom, Retfærdighed og Ærlighed.
Hos dem, som have været de første Stamme=Fædre til store Fa¬
milier, vare disse Ære=Navne gemeenligen overeensstemmende med Per¬
sonens Dyder; men i deres Efterkommere, som tilegne sig samme Tite¬
ler, ere disse alt for ofte heller Beviis paa deres Herkomst end paa de¬
res Fortienester. Stemplet og Navnet blive de samme, men den ind¬
vortes Værdi er meget ofte tabt.
Det er aabenbart, at Ære og Vanære ere ikke her i Verden
tilbørligen uddeelte; dette beviiser, at der maae komme en Dag, da
denne U orden vil bringes i Rigtighed. Sande Fortienester blive her
forsømte og ikke agtede, Dyden undertrykkes, Lasterne triumphere. Ef¬
ter Døden vil enhver nyde den Rang, som hand ved sine Dyder og
Sinds Egenskaber har gjordt sig værdig til.
Mig synes vi burde være saa ærgierrige og tragte efter at vi kunde
i den tilkommende Verden, om ikke stige høyere, dog i det mindste ikke
blive fornedrede under dem, som vi have været ophøyede over i denne.
Dette Uge=Skrift bliver hver Torsdag at bekomme i det Kongel. priv.
Bogtrykkerie ved Stranden, skraas over Prammændenes Laugshuus,
hvor 3de forgyldte Skildter sees over Døren, Arket 2 s.


No. 47
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker
Virtus repulsæ nescia fordidæ
Intaminatis fulget honoribus,
Nec sumit aut ponit secures
Arbitrio popularis auræ.
Min Herre,
E¬
ders sidste Blad har drevet mig til at sende eder en Be¬
retning om min Ven Eugenio, ved hvis bedrøvelige Tilstand mit
Sind har længe været holdt i en bestandig Uroelighed; og maaskee
min Fortælling kand ikke alleneste oplyse eders forblomede Beskrivelse over
Ærens Tempel, men og tiene til at helbrede Meening for sin Skiødes¬
løshed eller Egensindighed, og at bevæge den til at lade sig meere raadføre af
Sandhed og Retfærdighed.
Saasom Orgilio, Fader til Eugenio, havde ingen andre Grund¬
Regler i sit Levnet, end at forholde sig som en Mand af Ære, saa
skyede hand med lige Fliid baade de Dyder og de Laster, som ikke kand
bestaae med den Carakter; Hand holdt for at Religionen var et Paa¬
fund af Præster og Stats=Mænd, for at holde Pøbelen i ave; og at
fornemme Folk, som foregive at de erkiende den paabudne Pligter,
bruge den alleneste som et Middel til at skiule deres Mangel paa For¬
stand og Mood. Ved en Opførsel, som var indettet efter disse Grund¬


Regler, bragte hand efter haanden Jndkomsterne af sit Fæderne Gods
fra ti tusende til tre tusende Rixdaler om Aaret. Foruden Eugenio
havde hand alleneste en Datter; hans Hustrue døde fra dem i deres
Barndom. Hans yngre Broder, som havde i Kiøbmandskab forhver¬
vet sig anseelige Midler, levede u=giftet, og drog omsider ud paa Lan¬
det; og da hand vedste at hans Fæderne Gods var meget forringet, saa
paatog hand sig at besørge sin Broder=Søns Opdragelse paa sin egen Be¬
kostning; efter at hand i nogle Aar havde holdt ham i Westminster¬
Skole, sendte hand ham til Universitætet, og gav ham aarligen en me¬
get skikkelig Underholding.
Endskiønt Eugenio var af Naturen meget hidsig og munter, saa
fandt hand dog en stor Smag i lærde Videnskaber, og fik efter haan¬
den stor Lyst til et Academisk Levnet. Hans Kammer var næst ved
mit, og vort Bekiendtskab blev snarligen til et fortroligt Venskab. Jeg
fandt hos ham et meget velvilligt Hierte, en stærk Drift til at giøre got,
og saa høy en Grad af Ædelmodighed og Ære, som jeg havde meent
ikke at være til uden i Romaner. Hvad Christendom angik, da var
hand vel endnu i Tvil; men jeg fandt det læt at igiendrive de almindelige
Jndvendinger; og saasom hand havde en igiennemtrængende Forstand
og skarp Jndsigt, besad for stor Fornuft til at lade sig regiere af Pre¬
judicer, og var ikke hengivet til nogen Last, som hand ønskede at un¬
derstøtte ved Vantro, saa begyndte hand at troe, saa snart hand be¬
gyndte at randsage; de Beviser som stadfæste den aabenbarede Reli¬
gion, fandt hand omsider at være ustridige; og, uden at opholde sig
med de spitsfindige Haarkløverier, som adskillige stridige Lærdommes
Tilhængere bruge imod hverandre, besluttede hand at holde sig ubrøde¬
ligen til den hellige Skrifts befalinger, som en Regel for hans Levnet,
og at forlade sig paa dens Foriættelser, som Grunden til hans Haab.
Den samme Velvillighed og Standhaftighed, den samme Ædelmodig¬
hed og Ære øvede hard nu med meere ophøyede Hensigter, og efter en
meere fuldkommen Plan. Hand betragtede mig som hans Læremester,
og jeg betragtede hamsom mit Exempel; vort Venskab tog dagligen til;
og jeg troer hand have fattet det Forsæt at følge mig i den Geistlige
Stand. Men da han havde opholdt sig henimod to Aar ved Acade¬
miet,


miet, fik hand befaling fra hans Fader at hand skulde strax komme
til Landon, saasom hans alvorlige Ønske at sætte ham til Krigen var
nu opfyldt, og hand havde forskaffet ham en Captains Plads. Med
samme Post fik hand Brev fra hans Farbrøder, i hvilket hand eftertryk¬
keligen drev paa, at hand skulde blive ved Academiet, med Løfte at
giøre ham til sin eneste Arving; i samme Brev blev hans Faders An¬
Slag med stor Jver fordømt, og hand viiste stor Fortrydelse derover, at
en Broders bifald blev foragtet. Endskiønt nu Eugenio havde største
Lyst til at blive ved Academiet, og det var tillige hans store Fordeel at
føye hans Farbroder, saa adlydte hand dog sin Fader uden et Øyebliks
Betænkning.
Da hand kom til London, fornam hand at der havde været en
hidsig Trætte imellem hans Farbroder og hans Fader angaaende denne
Sag: og da Farbroderen saae, at hand kunde ikke udrette noget hos
Faderen, saa havde hand gjordt det sidste Forsøg og skrevet til Sønnen;
men efterdi hand var nu lige misfornøyet med dem begge, da hans
Forestillinger til dem begge havde været lige u-kraftige, saa bebrey¬
dede hand dem deres Daarlighed og Utaknemmelighed; og da hand dø¬
de kort derefter af et Fald fra hans Hest, saa befandtes det, at hand
i sin Vredes Hæftighed havde skænket alle sine Midler til en vidtløftig
Paarørende i Jrland, som hand aldrig havde seet.
Under denne Vanlykke trøstede Eugenio sig med den Betragtning,
at hand havde tildraget sig den ved Lydighed imod hans Fader; og om¬
endskiønt hand saae sig derved berøvet saadanne Haab, der vare ham
kiærere end Livet, saa udviiste hand dog aldrig sin Misfornøyelse enten
i Bebreydelser eller Klagemaal.
Orgilli havde i sine første Aar gjordt et forroeligt Venskab med
Agrestis, en Herre hvis Carakter og Grund=Regler vare meget adskillte
fra hans egne. Agrestis havde meget rigtige Begreb om Ret og Uret,
hvorefter hand indrettede sin Opførsel, uden at bekymre sig om andres
Meening; hans Retsindighed var almindelig og ubøyelig, og hans Ge¬
myt ivrigt og aabenhiertet; hand havde en Afsky for alt hvad der havde
Skin af Underfundighed og Falskhed; hand var overmaade nidkiær


over sin Myndighed, og der var en grov Eenfoldighed i hans Maneerer,
hvilken mange Omstændigheder i hans Liv havde hiulpet til at frembringe.
Hans Fader efterlod ham en Million Rixdaler; men saasom den Spar¬
sommelighed, ved hvilken hand havde samlet dem, strakte sig ogsaa til
hans Søns Optugtelse, som skulde arve dem, saa havde hand hverken
lært Artighed eller boglige Konster. Hand ægtede et Fruentimmer, som
vilde efter haanden have poleret den uslebne Demant; men hun døde i
det første Aar af deres Ægteskab, og efterlod ham en Datter, hvilken
hand gav hendes Navn Amalia, og hvilken hand nu tilvendte all sin
Kierlighed; hand blev derfor ved at leve i stor Eensomhed; og saasom
hand var ikke vant til at have andre omkring sig end Tieneste=Folk og dem
som vare ham undergivne, saa fulgte hand sit eget underlige Hoved, u¬
den den Føyelighed, som bliver uformærkt en Vane hos dem, der leve
i Sælskab med saadanne Personer, som det er deres formodentlige For¬
deel at behage, og hvis Nærværelse holder dem i en stedsevarende Tvang,
at de ikke tør yttre deres usædvanlige og uoordenlige Jndfald, hvorved
de vilde tildrage sig Foragt, saasom de ved slig Egensindighed synes at
tilegne sig en Overmagt, som ingen vilde tilstaae dem. Hans Datter
lempede sig efter denne hans Sinds Beskaffenhed, ligesom hun voxte
til, og det baade af Kierlighed og af Skyldighed; saasom hand kiendte
og fortrød, at hand selv var blevet saa slet opdraget, saa sparede hand
ingen Omkostninger paa at forskaffe hende en fuldkomnere Optugtelse,
og hun er i Sandhed den allerfuldkommenste Carakter, som jeg har no¬
gensinde kiendt; hun beviiser ham en villig og blind Lydighed; hun elsker
ham med en inderlig Kierlighed uden Pral og Parade, hendes Øyne
udviise den største Fromhed, men dog er der en Værdighed i hendes
Maneerer, som udkræver Ærbødighed.
Den fortroelige Omgængelse imellem Orgilio og Agrestis gav An¬
ledning til et inderligt Venskab imellem Eugenios Søster og Amalia,
hvilket begyndte i deres Barndom og tog til med deres Aar.
Saadanne Carakterer som Amalia og Fugenio, kunde ikke længe
blive vel bekiendte med hinanden, uden at opvække en indbyrdes Høy¬
agtelse; hos Personer af ulige Kiøn bliver Høvagtelse ofte forvandlet til
Kierlighed, uden at de selv blive det vaer; og maae skee hverken Eugenio


eller Amalia formærkte det, forend længe efter at denne Forandring var
skeedt. Da hand kom fra Academiet, var hun henimod atten Aar; saa¬
som hendes Person og Skiønhed havde storligen taget til medens hand
havde været borte, saa var og deres første Virkning hos Eugenio i lige
Grad større, og hand mærkte, af hvadsomhelst Aarsag, en meere kien¬
delig Sinds Bevægelse hos hende. Hand var alt for skiønsom til at ikke
blive vaer at hun elskede ham; men var og alt for ædelmodig til At ikke
dølge sin Kierlighed til hende, efterdi hand var saa meget ringere end
hun i Riigdom; undertiden betragtede hand denne hendes Partiiskhed
med Fornøyelse, og undertiden med Fortrydelse; men imedens de saale¬
des paa begge Sider kiendte deres Hierters Begiærligheder, hvilke de
paa begge Sider skiulte og undertrykte, brød den sidste Rebellion ud i
Skotland, og Eugenio blev commanderet derhen. J dette Krigs=Tog
satte hand sig i Anseelse saa vel ved hans Tapperhed som ved hans Men¬
neskelighed; og omendskiønt hand havde ikke mange Penge, og kunde
derfor ikkun siælden udviise sin Gavmildhed, saa lod hand dog see saa
kiendelig en Omsorg for hans Underhavendes sande Nytte, saa vel i saadanne
Kierligheds Gierninger der stode i hans Magt, som i den nøyagtige Di¬
sciplin hand holdt iblant dem, at hans personlige Anseelse var særdeles
stor og strakte sig meget vidt. Endskiønt hand, i denne hans Fravæ¬
relse, mærkte at hans Kierlighed til Amalia tog til, hvor stor Umag hand
end giorde sig for at undertrykke den, saa skrev hand dog aldrig til hen
de, men lod sig nøye med at nævne hende i almindelige Ord, iblant
andre Venner som hand erindrede, naar hand skrev til sin Fader eller
sin Søster.
Saasom hand ved sin Tilbagekomst fandt sin Søsters Venskab
med Amalia endnu at vedvare, saa havde hand lige saa ofte Leylighed
at see hende som tilforn; men de Fornøyelser som de havde af disse
Sammenkomster, vare nu blevne langt meere urolige og forvirrede; og
begge elskende Personer fornam, at de hvert Øyeblik, imod deres Villie,
gave hverandre deres Hierters Tanker tilkende.
Amalia havde afviist mange Beylere, der vare ikke mindre anseelige
formedelst deres Fortienester end deres Rang; thi hun haabede stedse
at beriige Eugenio med sine Midler; og Eugenio fremturede i en Op¬


førsel, hvorved dette Haab blev forrykket, efterdi hand vilde ikke forne¬
dre Amalia ved et Ægteskab med en Person der var fattig og ikke sin e¬
gen Herre. De Jndvendinger, som angik hendes Pligt, maatte vel ble¬
vet borttagne, ved at faae hendes Faders Samtykke, men de Jndven¬
dinger, som Eugenios Ære giorde derimod, vilde stedse blevet tilbage;
imidlertid var hand dog ikke gandske uden Haab; thi omendskiønt hand
havde mistet sin Farbroders Midler, ved den Lydighed hand havde be¬
viist sin Fader, saa dog, efterdi hand havde sat sig i stor Anseelse hos
hans commanderende Chef, som var af den høyeste Rang, saa troede
hand at det var mueligt, at hand kunde befordres til saadan en Ære¬
Post i Armeen, der maatte retfærdiggiøre hans Ansøgning om Amalig,
og paa eengang rødde alle Vanskeligheder af Veyen.
Agrestis forundrede sig over hans Datters Opførsel imod hendes
adskillige Beylere, men hverken spurte hende, eller havde nogen Mis¬
tanke om Aarsagerne dertil; thi hand havde altid erklæret, at saasom
hand troede hun vilde ikke gifte sig imod hans Samtykke, saa vilde
hand og aldrig drive hende til at gifte sig imod hendes egen Tilbøye¬
lighed.
Amalia blev derfor ved at aflaae alle Tilbud, og Eugenio blev
ved at see hende hver Dag, uden at tale det allermindste om sin Kierlig¬
hed, indtil Begyndelsen af forleeden Vinter, da hand mistede sin Sø¬
ster i Smaakopper. Hand kom nu ikke saa ofte til Amalia, men deres
Sammenkomster vare derfor des meere betydelige: hand frygtede, saa¬
som hun skulde nu siælden see ham, at en eller anden lyksalig Medbey¬
lers idelige Opvartninger maatte omsider uddrive ham af hendes Erin¬
dring; imidlertid forandrede hand dog ikke sin fattede Slutning, ey hel¬
ler Amalia hendes Opførsel.
Det hendte sig ved denne Tiid, at hun blev opvartet af Ventasus,
den ældste Søn af en Høyadelig Familie, som, foruden et stort Gods,
havde stor Forhaabning af sin Fader, der var i høy Anseelse til Hove.
Endskiønt Ventosus blev stærkt recommenderet af Agrestis, og var an¬
seelig af personlige Fuldkommenheder, blev hand dog med en stor Kold¬


sindighed modtaget af Amalia; hand blev bestyrt,
nedslaget og skamfuld
over dette uforventede Udfald; men fortsatte dog sine Besøgelser, og
giorde sig stor Fliid for at udforske hvad der havde forhindret hans Frem¬
gang. Een Aften, da hand stod og vilde tage Afskeed fra hende, efter
mange unyttige Begiæringer og Klagemaal, kom Eugenio uformodent¬
ligen ind i Kammeret. Ventosus mærkte strax en stor Forvirring baade
hos hans Kiæreste og hos den Fremmede, hvilken hand derfor sluttede
at være en Medbeyler, og forundrede sig derfor ikke længer derover, at
hand selv havde fundet sig bedraget i sit Haab; disse Mistanker bleve
hvert Øyeblik bestyrkede og forøgede; thi hans Nærværelse foraarsagede
saadanne Bevægelser hos dem, som hand baade kunde see og giætte Aar¬
sagen til; endskiønt de maatte blevet overseete af et mindre skarpseende
Øye end en jaloux Medbeylers.
Hand blev nu antændt af Fortrydelse og Vrede; og da hand no¬
get pludseligen var gaaet ud af Kammeret, mødte hand Agrestis paa
Trappen, med hvilken hand begiærede at tale et par Ord i Eenrum.
Agrestis vendte tilbage med ham ind i et andet Kammer, og Ventosus
fortallte ham med nogen Hidsighed, at hand havde ikke ventet at finde
hans Datter forbundet med en anden; og hand kunde ikke andet end
tænke at mand havde begegnet ham ilde. Agrestls begiærede med lige¬
Hidsighed, at hand vilde forklare sig tydeligere; og efter at de i nogen
Tiid havde været i ivrig Trætte med hinanden, skilltes de omsider meere
fornøyede ad; Agrestis troede gandske vist, at der var en hemmelig
Kierligheds Forstaaelse imellem hans Datter og Eugenio; og Ventosus
var overbeviist, at Agrestis havde aldrig givet hans Medbeyler noget
Haab eller Opmuntring dertil.
Agrestis sendte strax Bud efter Amalia og strengeligen satte an paa
hende med mange Spørsmaal, hvilke hun kunde alleneste besvare med
blussende Kinder og vaade Øyne; hendes Taushed og Forvirring over¬
beviiste ham at Ventosus havde ikke taget feyl; og derfore, uden videre
Spørsmaal, talte hende alvorligen til for det forbigangne, og befalede
hende, aldrig meere at omgaaes med Eugenio; hvilken hand og gav sin
Misfornøyelse tilkiende, og begiærte, at hand, for at forekomme videre


kulde
Uleylighed, ikke meere
være blevet giftet.
Endskiønt Eugenio allerrede tilforn agtede sin Kierlighed næsten
haabesløs, saa blev hand dog storligen bedrøvet over dette Budskab;
thi hand frygtede at Amalia var nu faldet i Unaade hos sin Fader, og
at hand maatte forleedes til at misbruge sin Myndighed, da hand nu
var blevet nidkiær over den. Saasom det var hans fornemste Ønske
at sætte hendes Ro i Sikkerhed, saa lod hand ikke sin Fader vide hvad
der havde tildraget sig, paa det der skulde ikke yppes nogen Striid imel¬
lem ham og Agrestis, hvorved Amalias ømme Hierte maatte endnu dy¬
bere saares. Naar derfor hans Fader vilde besøge Agrestis, magede hand
det altid saaledes at hand havde lovet sig hen, eller havde Forretning
paa et andet Sted; Men saasom Agrestis ikke kiendte de Grund=Re¬
gler, hvorefter Eugenio indrettede sin Opførsel, saa tvilede hand ikke
paa, at hand havde sagt sin Fader Aarsagen til hans Udeblivelse; og at
hans Fader var hemmeligen fortørnet derover; men saasom hand lod
ikke see nogen Fortrydelse, saa troede hand at hans Ærgierrighed havde
for engang undertvunget hans trodsige og uregierlige Hovmod; at hand
forstillte sig for at forekomme et aabenbart Uvenskab, og at hand havde
endnu Haab om at fuldføre det Anslag, som hand havde overlagt med
hans Søn.
Mistanke om Fiendskab foraarsager altid Fiendskab; men foruden
denne Aarsag til Koldsindighed, saa havde Agrestis og ubilligen beskyldt
sin Ven for en Opførsel, der giorde ham baade foragtelig og afskyelig
i hans Øyne; hand var derfor meget fremmed og koldsindig imod ham,
formodende at den anden vel vedste Aarsagen; hand forsømte at besøge
ham igien, uden at agte det fornødent at give ham tilkiende hvorfor.
Orgilio mærkte omsider denne Forandring i hans Vens Opførsel, og an¬
saae det for en egensindig Grille af en Carakter, som hand stedse forag¬
tede; hand begegnede ham derfor med lige Koldsindighed og Foragt,
uden at tale med ham derom; og saaledes var all Omgængelse imellem
disse tvende Familier ophævet.
(Fortsættelsen skal følge)


No. 48.
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker.
(Fortsættelsen af No. 47.)
E¬
ugenio var imidlertid ubøyelig i sit Forsæt; og den næste gang Ven¬
tosus besøgte Amalia igien, lod hun ham vide, at hun vilde ikke
meere see ham. Ventosus vendte sig igien til hendes Fader; men
den gamle Herre var u=røggelig i hans Grund=Regler, u=agtet hans
Misfornøyelse; hand sagde til ham, at hand havde brugt all den Myn¬
dighed som GUD og Naturen havde givet ham, for at befordre hans
Ønske, men endskiønt hand havde Aarsag til at være fortørnet, saa
vilde hand dog aldrig giøre sit Barn ulykkeligt, ved at tvinge hende til
at ægte en Person, som hendes eget Hierte ikke falder til.
Ventosus, som blev overmaade skamfuld over at see sig bedraget
i sit Haab, giorde sig stor Umag for at indhente nøyagtig Kundskab om
Eugenio, for hvis skyld hand endnu meente at hand var blevet af¬
viist; hand fik snarligen at vide baade hans Stand og Omstændighe¬
der, og hans langvarige Bekiendtskab med Amalia; hand eftertænkte
den Forvirring, som de begge havde ladet see i den Sammenkomst,
hvor hand ved en Hændelse var nærværende; og var villig til at troe,
at hans Medbeyler, hvor foragtelig hand end var, havde været alt for
lykkelig, til at blive med Ære forsnildet og udstødt af en Ægtemand;
men, om hand end ikke troede dette, saa var hand dog meget flittig til
at udspreede det; og for at undgaae den Skam at have faaet Ney,


foregav hand, at hand for denne Aarsags skyld havde pludseligen afbrudt
sin Opvartning, og ønskte sig selv til Lykke at hand var sluppet.
Det hændte sig for en sex Uger siden, at Ventosus, da hand gik og
spatseerte i Mallie=Banen med en ung Officeer af høy Stand, mødte
Amalia i Sælskab med endeel Fruentimmer og en Mands=Person;
hand fandt for got at bukke sig for Amalia med en stolt Ærbødighed,
som lignede meget en spottelig Forhaanelse; Amalia gav ikke Agt paa
denne Compliment, endskiønt hun saae ham lige i Ansigtet; Ventosus
blev baade fortrydelig og skamfuld derover, at hun med saadan en ro¬
lig Foragt ansaae det, hvormed hand havde ventet at opirre og harme
hende; hand blev selv stukket med Brodden af hans egen Ondskab, og
hans Bryst opsvolmede af Forbittrelse, som hand kunde ikke bryde ud
med. I denne Sinds Forstyrrelse vendte hand hastigen om igien, og
besluttede, af hvadsomhelst Aarsaa, at følge hende. Da hand havde
gaaet henved halvtredsinds tyve Skrit, saae hand Eugemo kommende
imod dem, hvilken, saasnart band blev Umalia vaer, vendte sig hen i en
anden Gang. Dette saae Ventosus, hvis Foragt og Vrede havde nu
fundet en anden Person, som de, uden at overtræde Ærens Love, kun¬
de yttre sig imod. Hand lod sin Companion vide hvad hand havde i
Sinde, og fulgte hastigen eftet Eugenio. Da de havde naaet ham,
begyndte de at skogger=lee og gik saa tæt og stærkt forbi ham, at hand
neppe kunde blive i sin Vey; imidlertid bleve de dog ikke ved at gaae,
men stode pludseligen stille, vendte tilbage ligesom for at giøre Undskyl¬
ding for denne Hændelse, og lode ligesom de faldt i stor Forundring
over at see mod hvem den var skeedt. Ventosus bukkede meget dybt,
og med en overmaade spodsk Ceremonie bad ham om Forladelse, sigende
ham tillige, at der var et Fruentimmer i den næste Gang, som vilde
være meget glad over hans Sælskab. Til denne trodsige Opførsel sva¬
rede Eugenio, , at hand vilde ikke gierne formode, at mand havde i
Sinde at forhaane ham; og at, om det Fruentimmer, som hand
meente, var et Fruentimmer af Ære, da burde mand altid tale om
hende med Re bect.  Ventosus svarede:  at om det Fruentini¬
mer, som hand meente, var et Fruentimmer af Ære, det vilde hand
ikke


ikke sige for vist; men hand troede, at hun havde været meget, meget be¬
vaagen, og saae gierne at hendes Gunst=Beviisninger ikke bleve forglemte,
endskiønt de bleve ikke længer antagne. Eugenio kunde nu ikke styre
sig selv, men vendte sig hastigen mod Ventosus og slog ham med saa¬
dan Hæftighed, at hand faldt ned for hans Fødder; hand stod dog
strax op igien og tog til sin Kaarde, men hans Companion forhindrede
ham at drage den; og da Mængden begyndte at sankes omkring dem
saa skiltes de fra hinanden med indbyrdes Foragt og Forbittrelse.
Om Morgenen derefter overleverede den Officeer, som havde været
i Sælskab med Ventosus Dagen tilforn, et Udfordrings Brev til Eu¬
genio, hvilket hand besvarede med følgende Seddel:
Min Herre,
ders Opførsel i gaar Aftes har overbevist mig at J er en Shyn¬
gel, og eders Brev i morges at J er en Narr. Dersom jeg
tog imod eders Udfodring, da skulde jeg selv blive begge Deele. Jeg
er GUd og mit Fæderneland en Pligt skyldig, hvilken jeg agter det
skammeligt at overtræde; og mig er betroet et Liv, hvilket jeg tænker
kand ikke uden Daarlighed sættes paa Spill imod eders. Jeg troer
J har forspildt min Velfærd, men J kand ikke fornedre mig. J maae
mueligen, medens J haanligen leer over dette Brev, hemmeligen glæ¬
de eder over eders egen Sikkerhed; men kom ihu, at til at forekomme
glubsk Overfald har jeg en Kaarde, og til at straffe Overmood og
Grovhed en Stok.
Med dette Brev vendte den unge Offieeer tilbage til Ventosus, som
læste det med den alleryderste Raserie og Foragt; men Officeeren gjorde
sig dog Umag for at stille ham tilfreds og opmuntre ham; hand fore¬
stillede Eugemo som en Poltron og en Staader, hvilken hand burde ikke
anderledes straffe end ved at skille ham ved den Rang, som hand havde
uretmæssigen sneget sig ind i; og dette, sagde hand, vilde meget lætte¬
ligen lade sig giøre. Ventosus lod sig omsider overtale af hans Vens
Forestillinger; hvorpaa mand strax meget flittigen udspreedte, at Euge¬
b. 2


nio havde slaaet en Person af høy Rang, og vægret sig for at give ham
æragtig Satisfaction, som hand havde gjordt ham den Ære at begiære af
ham. Eugenio kunde ikke efter Loven blive straffet, fordi hand havde
ikke antaget en Udfodring, efterdi det ved Krigs=Artiklerne var blevet
hans Pligt som Soldat; men hand havde dog derved tildraget sig
hans høyere Officeerers Foragt, saa at de giorde sig stor Umag for at
finde nogen Aarsag eller Forevending til at give ham Afskeed. Ventosus
og hans Venner gave dem strax tilkiende, at den voldsomme Gierning,
som Eugenio havde begaaet og hvorfor hand var blevet udfodret, var
begaaet inden Hoffets Grændser, og var derfor en tilstrækkelig Aarsag
til at sætte ham af; saasom hand ved denne Mishandling havde for¬
tient at miste sin Haand, efter en Lov, som havde vel ikke længe været
brugt, men var dog endnu i sin Kraft. Dette Middel blev begiærli¬
gen antaget, og Eugenio følgeligen sat ud af Tienesten.
Hand havde ikke ladet sin Fader vide noget om sin Striid med
Ventosus; thi hand vilde ikke gierne sige ham Aarsagen dertil, og hans
Fader var i denne Tiid paa hans Fæderne=Gaard, nogle Miile fra
London. Men Virkningen af denne Striid var saadan, at den ikke kun¬
de dølges; og det var nu fornødent, at hand maatte give sin Fader
Beretning derom, førend andre skulde giøre det. Hand reyste derfor
strax ud paa Landet, men hans Fader kom til London ved den samme Tiid;
mand havde sendt ham nogen ufuldkommen Efterretning om hvad der
blev foretaget imod Eugenio; og omendskiønt hand af dennes Taus¬
hed sluttede, at hand havde begaaet nogen Uforsigtighed, saa havde
hand dog ikke nogen Mistanke om, at hand skulde beskyldes for Feig¬
hed, og haabede ved sine Venner og Anseelse at beskytte Eugenio imod
den Fortrodelse, som nogen særdeles Person maatte have fattet imod
ham. Da hand fandt at Eugenio var draget ud paa Landet, uden
at møde ham paa Veyen, gik hand strax hen til den Herre, der havde
hiulpet Eugenio i Tieneste, og af denne fik hand alle Omstændigheder
at vide om Sagen. Saa snart hand hørte at hans Søn havde afslaaet
en Udfodring, blev hand saa overmaade forbistret, at hand syntes at
gaae fra sin Forstand; hand udøste utallige Eeder og Forbandelser med
en Røst der neppe var menneskelig, erklærede ham uværdig til at bære
hans Navn, og at hand aldrig meere vilde erkiende ham for sin Søn.


Eugenio kom samme Dag til London igien, men silde om Aftenen.
Tieneren, som lukte ham op, fortallte ham med Taare i Øynene, at
hans Fader var gaaet til Sengs meget ilde tilpas, og havde befalet, at
hand maatte ikke meere komme der i Huuset. Hand stod i nogle Øye¬
blik ubevægelig; gik derpaa bort uden at svare noget Ord, og kom lige¬
hen til mig; Hans Øyesyyn var vildt, hans Ansigt bleegt, og hans
Øyne svømmede i Taare, saa snart hand saae mig, slengte hand sig i
en Stoel, hand rakte mig en Copie af hans Svar paa den Udfodring,
som Ventosus havde sendt ham, og, førend jeg kunde spørge ham, for¬
tallte hand mig alt hvad der var skeedt.
Efter at jeg havde meddeelt ham all den Trøst jeg kunde, overtal¬
te jeg ham med stor Besværlighed til at gaae i Seng. Jeg sad oppe
den øvrige Deel af Natten, og pønsede paa adskillige Argumenter, hvor¬
med jeg vilde overbeviise Orgilio, at hans Søn havde lagt ny Vær¬
dighed til hans Carakter. Om Morgenen gik jeg hen til hans Huus,
og efter megen Begiæring fik Tilladelse at komme ind i hans Kammer.
Jeg fandt ham i Sengen, hvor hand havde lagt vaagen den heele Nat,
og det var læt at see at hans Sind var i stort Oprør. Jeg haabede
at denne Forvirring var foraarsaget ved en Striid af hans Faderlige
Kierlighed; men i det Øyeblik jeg nævnte hans Søn, faldt hand i saa¬
dan en ubeskrivelig Raserie og Jver, der giorde ham gandske maalløs;
og jeg kom tilbage, overbeviist at en Engels Veltalenhed angaaende
den samme Materie vilde været uden Virkning. Jeg fortallte dog ikke
Eugenio disse forskrækkende Omstændigheder; jeg sagde alleeneste, at
det vilde være tienligt at tøve i nogle faa Dage, førend mand talte vi¬
dere til ham derom; ikke alleeneste fordi hans Faders Vrede maatte
mueligen sætte sig, men og fordi hand nu var upasselig.
Da Eugenio hørte at hans Fader var syg, skiftede hand Farve
og brast i Graad. Hand gik hver Aften hen og pikkede sagteligen paa
Tienerens Vindue og spurte hvorledes det var med ham; og da hand hør¬
te at hans Feber var bleven farlig, bad hand mig indstændigen at jeg dog
engang endnu vilde gaae hen og bede for ham, at det i det mindste
maatte tillades ham at see hans Fader, om hand end ikke maatte haa¬
be at blive tilgivet. Jeg gik, men da Orgilio hørte mit Navn, faldt


hand igien i saa hæftig en Forbittrelse, der blev til en virkelig Afsin¬
dighed. Den Virkning, som dette Tilfald giorde hos Eugenio, der
stod ved Enden af Gaden og ventede min Tilbagekomst, kand ikke be¬
skrives. Jeg formaaede ham til at vende tilbage med mig til mit Huus,
hvor hand snart gik hastigen op og ned i Stuen, og snaxt satte sig ned
paa Gulvet ligesom i en dorsk Følesløshed. Jmedens hand var i
en af disse hæftige Bevægelser, kom der Bud at hans Fader var død,
og havde, Morgenen efter at hand var blevet syg, gjordt ham Arveløs,
erklærende derhos, at hand ved sin skammelige Opførsel havde brækket
hans Hierte.
Eugenio hørte denne Beretning uden nogen synlig Bestyrtning el¬
ler Bevægelse, men kunde ikke overtales til at røre sig af Stedet eller
at nyde nogen Spiise; indtil hans Kræfter vare gandske udtømmede
og hand af Afmægtighed faldt i Søvn, hvorved hand fik nogle faa
Timers Lættelse i hans Sinds dødelige Angest og Bedrøvelse.
Om Aftenen da hans Fader blev begravet, svøbte hand sig ind i
en Ride=Kiortel, som hørte min Tiener til, og fulgte noget bag efter
Liig=Skaren til Fods. Da Ceremonien var forbi, og de Følgende vare
borte, kastede hand sig paa Graven, og skiulte sit Ansigt i Støvet
græd over den i Taushed, som alleeneste blev afbrudt ved dybe Suk.
Jeg, som u-formærkt havde fulgt efter ham, meente at det var ikke for¬
nuftigt at forstyrre ham i hans høytidelige Sorg, indtil det begyndte at
dages; hand blev bestyrt, og i mine Tanker noget skamfuld, da hand
saae mig; hand tillod mig dog at føre ham derfra, men ingen af os
talte et Ord.
Dagen derpaa sagde hand til mig, at hand vilde endnu i nogle
faa Nætter giøre mig Uleylighed og begiære Huuslye hos mig, og imid¬
lertid tænke paa et eller andet Middel, hvorved hand maatte ernære sig?
hand var i Sandhed aldeles forladt, uden Penge og uden Handtering;
men hand beklagede sig aldrig, og vilde aldeles ikke tage imod nogen
Penge Hielp.
Inden en Uge var forbi, efter at hand havde gjordt sit Uhr, sin
cutg
Kaar¬


Kaarde, en Daase og en Ring i Penge, lod hand sig antage som ge
meen Matroos paa et Skib, som var bestemt til at søge Nord=Vest
Passagen til Jndien.
Da hand lod mig vide dette fortvilede Foretagende, syntes hand
fuldkommen rolig i sit Sind; Min kiære Ven,, sagde hand, jeg
har altid agtet det for min høyeste Ære at adlyde Guds befalinger,
som er mit Væsens fornemste Oprindelse og mit Haabs yderste Maal,
det maatte derover gaae mig hvordan det vil; og jeg fortryder ikke at
jeg har stadigen holdt fast ved denne Grund=Regel, endskiønt det har
kostet mig alt hvad der er dyrebart paa Jorden; jeg har mistet Riig¬
dom, Kierlighed og mit gode Navn; men jeg har bevaret min Ret¬
sindighed, og jeg veed at jeg skal ikke miste min Belønning. Hertil
vilde jeg visseligen legge Amalias Høyagtelse, om ikke hendes Kierlig¬
hed. Hun vil høre tale om mig som en der er fornedret, gjordt Arve¬
løs, en Cuson, en Landløber, en Rømmingsmand; og jeg meener,
jeg har tilstrækkelig Aarsag til at opgive hendes Høyagtelse; Græm¬
melse vil saare hende dybere end Foragt; det er derfor best at hun
skulde foragte mig. Jblant dem, som giøre sig Umag for at vinde
hendes Kierlighed, ere der nogle som fortiene hende; og jeg bør ikke
forhindre en Loksalighed, som jeg selv ikke kand nyde. J morgen skal
jeg gaae om Bord, og eders venlige Omfavnelse er alt det Gode som
jeg venter at nyde af dette Land, naar jeg gaaer bort for at opsøge
Fandre som ere ubeklendte.
Jeg var ikke i Stand til at svare paa denne Tale; og da hand
mærkte at jeg var overvældet af Græmmelse, forlod hand mig, maae
skee, paa det hans Forsæt skulde ikke vakle, og min Skrøbelighed skul¬
de buive smitsom.
Om Morgenen fulgte jeg ham til Skibet; hand talte med mig om
ubetydelige Ting; og da vi skilltes ad, trykte hand min Haand, og
vendte sig pludseligen fri mig uden at tale et Ord. Jeg skyndte mig
ned i Baaden, som skulde føre mig i Land, og vilde ikke igien føle der
Siæle=Angst, som jeg udstod i gaar, for all Verdens Kongeriger.


Saadan er den Ven jeg har mistet! Saadan er den Mand, som
Verden har vanæret og forfulgt, fordi hand afslog en Udfodring! men
ingen, som er rørt af Medynk over hans Vanlykke, ønsker at hand hav¬
de undgaaet den ved en anden Opførsel; og at ikke ynke Eugenio, er
visseligen at være et Udyr heller end et Menneske.
Mand vil, maae skee, spørge, om jeg burde saaledes have gjordet
hans Historie bekiendt under opdigtede Navne; eller om jeg har Ret til
at foretage det som hand lod blive? Min Kierlighed til ham er gandske
vist min bevægende Aarsag; men jeg meener, at min Opførsel er for¬
svarlig, naar jeg betænker, at omendskiønt Amalia maae ved disse Bla¬
des Læsning udstaae den kierligste, og derfor den ømmeste og smertelig¬
ste Bedrøvelse, i det hun paa ny fatter Høyagtelse for ham, som best
fortiener den; saa kand dog Verden drage ny Dyd af den Værdighed
og Glands som Eugenios Carakter giver hans Opførsel; hans Exempel
er i Sandhed priisværdigt; og saasom det neppe kand slaae feyl, at det
jo vil opmuntre andre til at efterfølge det, saa bør det derfor ikke skiu¬
hs. Jeg er,
Min Herre,
Eders ydmyge Tienet
Benevolus.
dette Uge=Skrift bliver hver Torsdag at bekomme i det Kongel. priv.
Bogtrykkerie ved Stranden, skraas over Prammændenes Laugshuus,
hvor 3de forgyldte Skildter sees over Døren, Arket 2 p.


No. 4
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker
Jus est & ab hoste doceri.
D¬
et vilde visseligen blevet u=undskyldeligt, dersom jeg havde
forhalet med at giøre efterfølgende Brev bekiendt, saasom det
er underskrevet af en meget Stor Person, som har længe været
berømt for hans ugemeene Forstand og Kundskab; og hvis Dygtighed
og Egenskaber vil ikke synes at være blevet for meget ophøyede af Sla¬
viske eller Partiiske Tilhængere, naar mand først lærer bedre at kiende
hans egne og ægte Skrifter. Mand har vel mistænkt ham for at have
gjordt nogle Forsøg imod den Aabenbarede Religion; men det Brev,
som jeg har den Ære at udgive, vil give hans Carakter sin tilbørlige Ret,
og fremstille hans Grund=Regler i en ny Klarhed:
Min Herre,
S¬
aasom eders Hoved=Hensigt er at opmuntre Menneskene igien til at
øve Dyden, ved det J stadfæster den Christelige Religion;
saa vil J naturligen slutte, at eders Hensigter og mine ere gandske stri¬
dige; og den Umag jeg giør mig for at viise, at det er eders Fordeel at
antage min Correspondence, vil derfor blive betragtet som et Beviis paa
at det er tvert imod. Jkke des mindre vil J snarligen blive vaer, at
jeg, ved at befordre eders Fordeel, søger min egen; og naar J har
læst mit Brev, vil J være langt fra at mistænke mig, at jeg, under et


udvortes anseeligt Skin af at ville
et Anslag at giøre det unyttigt.
Aldrig at opgive det nærværende for det tilkommende,
er en Regel som jeg har altid lært Menneskene baade ved Lærdom og
Exempel. Jeg betragter dette RUl som mit Væsens gandske Begreb,
og det er derfor min gandske Jdræt at føre mig det til Nytte saa meget
som mueligt er. Og J veed at Lyksalighed, saavelsom Dyd, bestaaer
ikke i Hvile, men i Arbeyde; den findes heller i at tragte efter, end i at
naae en Hensigt; thi omendskiønt Hiortens Død er Øyemaalet af
Jagten; dog, saasnart mand har naaet dette Øyemaal, saa er For¬
nøyelsen ude. Dyd og Religion allene kand skaffe mig noget at be¬
stille; uden dem maatte jeg uforbigængeligen være ørkesløs; og at
være ørkesløs er at være ulyksallig. Jeg skulde derfor, i stedet for at
arbeyde paa at gandske udrødde de Grund=Regler, ved hvilke jeg fandt
Modstand, have ladet mig nøye med at overvinde dem; thi den som
vilde lemlæste Vildtet, paa det intet deraf skulde undløbe ham, maatte
jo derved miste den Fornøyelse at jage det ihiel. Saadan er virkeligen
min nærværende Tilstand; og saasom det vil tillige befordre eders Hen¬
sigt og min, saa skal jeg nu give eder en Beretning om min Opførsel,
og viise hvorledes jeg er blevet bedraget i mit Haab.
Mit fornemste Arbeyde har altid været at forhindre og svække den
Aabenbarede Religions Virkninger; jeg har derfor haft lidet at be¬
stille, undtagen med Jøder og Christne. J Verdens første Tider, da
den Aabenbarede Religions Lærdomme bleve jævnligen igientagne
ved synlige Mirakler og Omstændigheder, var jeg ikke mindre end ørkes¬
løs; og jeg tænker endnu, at det er et u-modsigeligt Beviis paa min
Dygtighed, at endog paa den Tiid mit Arbeyde var ikke gandske unyt¬
tigt. Jeg gav mig da ikke saa meget i færd med Forstanden, som med
Sandserne, indtil efter at den Christelige Religion var blevet be¬
kiendt; men jeg blev snarligen vaer, at Christendommen indeholdt
saadanne bevægende Aarsager til Dyd og Gudsfrygt, som neppe
vare at overvinde ved Fristelser; jeg blev derfor nu tvunget til at vende


min Magt ikke imod Sandserne men imod Forstanden. Saasom jeg
kunde ikke forhindre disse bevægende Aarsagers Kraft, saa arbeydede
jeg paa at faae dem henvendte til andre Ting; og i det ottende hund re¬
de Aar havde jeg bragt det saa vidt, at jeg indførte den herskende Mee¬
ning, at  billeders Dyrkelse var af større Vigtighed end moralsk Ret¬
færdighed,; det blev besluttet og anordnet af en Pave og et almin¬
deligt Kirke=Mode, at det var en fordømmelig Synd at tale om dem
med U-ærbødighed, og at derfor den, som begik saadan en Misgierning,
skulde sættes i Band; de som satte sig imod denne Anordning, bleve for¬
fulgte med Jld og Sværd; og jeg havde den Fornøyelse, ikke alleeneste
at forhindre Dyden, men og at forøge Elendighed, ved en Nidkiærhed
for Religionen. Jeg maae dog ikke tilskrive mig selv all Ære for et Ud¬
fald, der saa aldeles overgik alt mit Haab; thi mange Argumenter for
Billeders Dyrkelse bleve tagne af en Bog, kaldet Pratum Spirituale,
den aandelige Græsgang; i hvilken der fortælles om mig, at da jeg
længe forgæves havde fristet en Eremit til Ukydskhed, saa tilbød jeg ham
omsider, at jeg vilde lade af at friste ham, dersom hand vilde lade af at til¬
bede et Mariæ=billede; og at Eremiten havde raadført sig med en Abbed,
om hand skulde indgaae eller afslaae dette Vilkaar, og fik til Svar, at
hand maatte langt heller begaae Ukydskhed, end forsømme at tilbede Bil¬
leder; men jeg forsikkrer paa min Ære, at disse Ting, saa vidt de an¬
gaae mig, have aldrig tildraget sig, men ere gandske opdigtede af den
sindriige Autor. At Salighed havde meget liden Sammenhæng med
Dyden, det var en Mening, hvilken jeg kand ikke negte at jeg jo gior¬
de mig største Umag for at udspreede; og det med saadan en Fremgang,
at Bonifacius, der var Tydsklands Apostel, erklærede, at Sacramen¬
ternes Nytte beroede paa de Personers Egenskaber og Beskaffenhed, som
meddeelte dem; og da en Bayersk Munk havde af Vankundighed døbt
med disse Ord: Baptizo te in nomine Patria, filia & spiritua fancta,,
saa bleve alle deslige Daabe erklærede ugyldige. Jeg forsømte imid¬
lertiid aldrig at opvække Nidkiærhed imod Kundskab; og da Vigilius
bekræftede, at Jorden var en rund Kløde, og at der vare Folk paa den,
hvis Fødder vendte lige imod hinanden, da forestillede den samme Fa¬
der Bonifacius ham for Paven, som en der forfalskede den Christelige
Troe; og Paven, som holdt med Bonifacius, satte strax derefter en
Biskop i Band, fordi hand havde antaget saa farlig en Meening; er¬


klærende ham for en Kætter og en Guds Bespotter imod Gud og hans
egen Siæl. J disse Tilfælde var min lykkelige Fremgang saa meget
meere merkværdig, saasom jeg virkeligen troer, at Bonifacius selv meen¬
te det vel, efterdi hand døde en Martyr med stor Standhaftighed.
Jmidlertid fornam jeg dog, at saalænge Evangelierne bleve offent¬
ligen læste, vare de Bygninger, som jeg havde opreyst paa dem, i en
stedsevarende Fare; Jeg anvendte derfor all min Fliid paa at faae den¬
ne Skik ophævet, hvilket og omsider lykkedes for mig, omendskiønt A¬
ristotelis Sæde=Lære blev igien antaget i deres Sted i nogle Nordiske
Kirker; men imod Aristotelis Sæde=Lære havde jeg ikke saa meget at
indvende.
J all denne Tiid bleve derfor mine Kræfter hverken fortærede i for¬
gæves Arbeyde, eller gjordte unyttige ved fornøden Ledighed; Jeg hav¬
de forvirret og indviklet de eenfoldigste og nyttigste Lærdomme med u¬
rimelige Haarkløverier og ufornuftige Jndfald; og jeg havde bevæbnet
med Overtroes Vaaben, og forklædt med Ceremoniers glimrende Pragt,
den Religion, som indbefattede alle Bud i Kierlighed til GUd og
til Menneskene; som gav ingen anden Anordning angaaende Guds¬
Dyrkelse, end at den skulde skee i Aand og i Sandhed; eller an¬
gaaende de indbyrdes Samqvems Dyder, end at Kierlighed til
Sig Selv skulde være Maalet for Godhed og Kierlighed til andre.
Men der var dog endnu Hellighed hos nogle Personer, omendskiønt
Kirkens Lærdom og Disciplin var blevet fordervet og latterlig; Nidkiær¬
hed blev stedse ophidset af Retsindighed, omendskiønt den regiertes ikke
meere af Kundskab; Øyemaalet var endnu at tiene og ære GUd, om¬
endskiønt mand tog feyl i Maaden og Midlerne. Vel vare der mange,
som giorde Gudfrygtighed til en Vinding, og begik alle Slags Ugudelig¬
hed, efterdi de haabede at tilegne eller tilkiøbe sig Overflødigheds gode
Gierninger, som vare gjordte af andre; men der vare nogle, som un¬
derkastede sig alle de Strengheder, som en vildfarende Gudsfrygt op¬
tænkte, og udstode selv den Kiødets Spægelse og Kaarsfæstelse, som de
anbefalede andre; saa at jeg havde stedse noget at bestille, og blev ide¬
ligen opmuntret til Fliid ved lykkelig Fremgang.


Men alle disse Fordeele beroede paa Varkundighed, paa det jeg
derfor maatte være sikker paa at beholde Menneskene i Vankundighed,
bekræftede jeg, at den var Moder til Andagt; En Løgn der lykkedes saa
vel, at den blev til et Ordsprog.
Jmidlertid kom dog den Tiid, da Kundskab kunde ikke længer un¬
dertrykkes; og jeg var i den allerforskrækkeligste Frygt, at alle de Urime¬
ligheder, ved hvilke jeg havde formindsket den Christelige Religions
Virkning og Skiønhed, vilde nu blive afskaffede; Jeg kunde ikke fore¬
stille mig andet, end at disse bevægende Aarsager, som havde frembragt
Afhold og Eensomhed, Vaagen, Hudflættelser, og andre fleere Streng¬
heder til at spæge enhver Begiærlighed og enhver Lyst, vilde nu frem¬
bringe en meere fornuftig Guds=Tieneste; jeg kunde ikke vente, at disse
bevægende Aarsager skulde blive kraftesløse, naar mand saae at Chri¬
stendommens Pligters Veye vare ikke alleneste roelige men og fornøye¬
lige. Jmidlertid satte jeg mig dog ikke ned i en fortvilende Ørkesløs¬
hed, men arbeydede paa at forvende den Kundskab, som jeg ikke kunde
afvende. Saasom den menneskelige Forstand er indskrænket, og kand
ikkun begribe de Ting, som ere endelige, saa vedste jeg, at dersom alt
det skulde forkastes som utroeligt, der ikke er begribeligt, saa skulde jeg
ikkun have lidet at befrygte af en Religiøn, der er grundet i en U-en¬
delig Fuldkommenhed, og er foreenet med Aabenbaringer, som et
Uendeligt Væsen havde naadigen meddeelt om sig selv. Jeg be¬
gyndte derfor strax at sætte Fornuften op imod Troen. Jeg opvakte
adskillige Materier til at stride om, hvilke jeg vedste kunde aldrig afgiø¬
res, mange forhalede deres bifald, ventende at disse Umueligheder skul¬
de skee, og omsider, af Misfornøyelse over deres mislingede Forven¬
telse, forkastede alting. Saaledes kom Vantro efter haanden i stedet
for Overtro; det Haab og den Frygt, den Kierlighed, den Ærbødighed,
og Taknemmelighed, som den Christelige Religion havde opvakt, og
som havde frembragt saadanne forunderlige Virkninger, bleve nu ikke
meere følte; og saasom de kraftigste bevægende Aarsager til Gudsfrygt
og Dyd vare nu igien borte, saa blev Gudsfrygt gandske forsømt, og
Dyden blev gjordt meere læt og magelig; den moralske Forpligtelses
Grændser bleve hver Dag meere og meere indskrænkede; og Laster bleve


sig sta¬
bedrevne uden nogen Samvittigheds Sting, efterd
digen ind, at de ikke skulde straffes.
Disse Ulykker, min Herre, Ulykker baade i eders Tanker og mi¬
ne, frygter jeg for vil blive ved, om de ikke kand blive større; Ord¬
Kriig og Tvil tager meere og meere til uden min Medvirkning, saa at
de have ikke ladet nogen Grund=Regel tilbage hos Menneskene, som
jeg kand have at arbeyde imod; mine Tieneres Tall er vel storligen for¬
meeret ved den nærværende Tiids u-anmodede Ugudelighed; men denne
Formeerelse kand ikke give mig saa stor Fornøyelse, som jeg har af at
forføre.
Om derfor Menneskene kand kiende den Christelige R ligions
Vigtighed deraf, at jeg har gjordt mig saa stor Umag for at kuldkaste
og forderve den, og af den Elendighed som jeg nu udstaaer i Ørkesløs¬
hed, da jeg ulyksaligen har naaet min Hensigt, saa haaber jeg, at de
ere ikke saa forhærdede i Ondskab, at de vil blive ved at forkaste den,
alleneste for at giøre mig Fortræd, og at fordærve sig selv, alleeneste
paa det jeg ikke skal have noget at bestille, og for at berøve mig den
Fornøyelse at arbeyde paa deres Fordervelse. J seer at jeg har tilstræk¬
kelig Velvillighed til at begiære af dem, at de vil have Omsorg for de¬
res eget beste, i det mindste saavidt som det kand bestaae med min For¬
deel; og dersom de afslaae denne min Begiæring, da er jeg forsikkret
om J vil tænke, at de begegne mig med meere Haardhed end jeg for¬
tiener.
Jeg har den Ære at være,
Min Herre,
Eders allerlydigste og ydmygste Tiener
TAN.
Den udødelige Autor.
Sn Antor mange Bøger skrev
Og et stort Vunder=Vexk i sine Tider blev.
Han


Ham Journalisterne et ævigt Navi
Og før hand sine Dage endte,
Hand næsten af hvert Skrift, som hand til Pressen sendte,
Saae med Fornøydelse det siette Oplags Tryk,
Og for hvert Titel=Blad sig i en Spansk Peryk
Og med en høy= og grund=lærd Miine prentet.
Hand af Modstandere og uanfægtet blev
Og u-forhindret stedse skrev,
Jndtil den Dag, da hand ved Døden blev afhentet.
Og i hans Livs Beskrivelse
Alleeneste hans Skrifters Mængde,
De smaa deri beregnede
Opfyldte trende Ark og trende Siders Længde.
Men efter Mandens Død (hvor kand sig Bladet vende !)
Mand læste dem igien med Agtsomhed og Fliid;
Og see! den Mand, som var et Vunder i sin Tiid,
Reent udaf Moden kom, før ti Aar havde Ende;
Hans Lære=Art, som før blev kaldt Guddommelig,
Blev nu med føye kaldt tør og keedsommelig;
Hans Roos bestod deri, at Stympere udblæste
Hans Skrifters Vigtighed, før Kiendere dem læste.
Det er ey tungt, berømt at blive,
Naar mand kun meget vil for sløve Hierner skrive;
Men til at blive Stor hos Efterkommerne,
Langt meere kræves ud, end nedrig=krybende
J en streng Lære=Art at skrive.
e saa kaldte Stærke Geister skulde ikke giøre sig saa meget til af
dette Navn, dersom de vedste, at de kaldes saaledes af Spot, for
at bebreyde dem den skrøbelige Forstand, som de røbe i den Vantroe,
hvormed de forkaste den aabenbarede Religions vigtigste Sandheder.
Nogle


roens
orkast
Nogle forkaste selv, og stræbe at overtale and
Lærdomme: og deres beste Argument er dette, at de ere u-begribelige;
men de sige os intet i stedet derfor, som er bedre. Nogle paabyrde os
saadanne Lærdomme, der ere sig selv saa modsigende og saa umuelige,
at der behøves en langt stærkere Troe til at antage dem, end til at bi¬
falde de meest u-begribelige Lærdomme i den Christelige Religion¬
Jeg vilde gierne see et Menneske, der er ædrueligt, kydskt, billigt og
og retsindigt, sige at der er ingen GUD, i det mindste viiste hand der¬
ved at hand ikke var egennyttig; men saadant et Menneske er ikke til.
Jeg er iligemaade meget nysgierrig for at see een, som er overbe¬
viist om at der er ingen GUD, i det mindste skulde hand sige mig den
uovervindelige Aarsag der har overbeviist ham.
Naar en Daare siger i sit Hierte: Der er ingen GUD, da si¬
ger hand ikke hvad hand troer, men hvad hand ønsker. Saa snart
hand fik i Sinde at blive et skikkeligt Menneske, vilde hand ikke meere
ønske det,
Dersom Atheister, der negte GUD, dersom de Stærke Geister,
der forkaste den aabenbarede Religion, levede et moralsk dydigt Levnet,
og faldt ikke hen til Uordentligheder, som Anstændigheden allene burde
holde dem fra, da vilde jeg, maae skee, undskylde dem, endskiønt de i
sig selv ere u-undskyldelige; men seer mand nogen iblant dem, som ikke
har givet Ære og Dyd Afskeed?
Deraf seer mand klarligen, at det er ikke en stærkere Forstand, men
et verre Hierte, ikke Kierlighed til Sandhed, men Lyst til Udyd, der bevæ¬
ger dem til at arbeyde paa at kuldkaste Religionens Lærdomme.
Lader os undersøge een af deres artige Jndvendinger. J er en dy¬
dig og æragtig Mand, J troer en Gud, efterdi J venter Belønning af
ham for eders gode Gierninger; eders Troe er egennyttig, derfor vil jeg
ikke antage den. Jeg svarer denne Ugudelige, hvorfor skulde jeg heller
bifalde eder? J troer ingen Gud, efterdi J frygter Straf for eders La¬
ster; hvis Meening bør jeg billigst holde med?


No. 50.
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker.
Nolo virum, facili redimit qvi sangvine famam,
Hunc volo, laudari qvi sine morte potest.
Min Herre,
J¬
eg er den Person, som eders Correspondent Benevolus¬
har fundet for got at melde om under det Navn af Agrestis.
Der ere nogle særdeles Omstændigheder i min Carakter, hvilke
hand, maaskee, har taget feyl udi; men jeg holder af, at mand er ree¬
delig i sin Omgængelse; og efterdi det var ikke hans Forsæt at hykle for
mig, saa tilgiver jeg ham; maaskee mit Hierte er saa varmt som en an¬
dens, og jeg er ikke fremmed for nogen Drift, der kand bevæge en
Mand til at giøre en vakker Ting. Men til Hoved=Sagen. J har
gjordt vel deri, at J har udgivet Eugenios Historie, og jeg har beslut¬
tet, at Verden skal ikke miste Slutningen deraf, i hvilken J har en
større Deel end J maaskee bilder eder ind.
J maae vide, min Herre, at jeg havde mærket at min Pige nu
paa nogen Tiid gik og tossede omkring meere end sædvanligt; end¬
skiønt hun har i Sandhed været noget alvorlig lige siden hun afviiste
Ventosus. Jeg satte mig for at holde Øye med hende, og saasom
jeg meget nøye passede hende op, saa kom jeg over hende i Torsdags
otte Dage, at hun sad næsten druknet i Taare med eders Uge=Blad i
Haanden. Jeg tog det strax fra hende, og da jeg havde sat mine Bril¬


ler paa, begyndte at læse, med en lumsk Mistanke, at jeg skulde nu
komme efter en Hemmelighed. Hendes Graad blev meere og meere
hæftig; og da jeg havde seet her og der i Papiiret, blev jeg overbeviist
at hun maatte paa en eller anden Maade have stor Deel i denne Hi¬
storie, som virkeligen syntes mig at være fuld af Vanheld. Kort sagt
jeg holdt saa stærkt an hos hende, at hun skulde sige mig hvad Sagen
var, at hun endeligen gav mig det andet foregaaende Blad og sagde
mig hvo der vare meente ved de brugte Navne. Jeg begyndte da at
læse med stor Begiærlighed; omendskiønt jeg, sandt at sige, kunde nep¬
pe see de to sidste Sider. Paa min Siæl, tænker jeg, hvilken ærlig
Karl er denne Eugenio! og da jeg skottede op til min Pige, syntes mig
at jeg havde aldrig tilforn seet hende saa liig hendes Moder. Jeg tog
hende om Halsen og kyssede hende, men jeg sagde hende ikke hvad jeg
havde i Sinde, imidlertid for at opmuntre hende, bad jeg hende væ¬
re et got Barn; og da jeg strax havde ladet spende for min Karrete,
kiørte jeg lige hen til Benevolus, for at udspørge af ham Skibets Navn,
som Eugenio var gaaet om bord paa, og naar det feylede. Præsten,
enten hand giættede min Hensigt eller ikke, saae ud som hand vilde
sprunget af sit Skind, og fortallte mig i en Slags forvildet Jvrighed,
at Skibet havde ved en Hændelse faaet nogen Skade, da det gik ud,
og var derfor kommet tilbage og laae nær ved Gravesend.
Med denne Efterretning kiørte jeg tilbage til min Datter, og lod
hende vide mit Forsæt.
"Amalia, sagde jeg, Captainen har altid i
mine Tanker været en værdig Mand; og da jeg havde Aarsag til at
troe at J kunde lide ham, da besluttede jeg ikke at sætte mig imod
eders Forening, efterdi hand var uden Titel eller Gods, men efterdi
jeg kunde ikke fordrage hans Profession. Jeg havde besluttet, at J¬
skulde aldrig giftes med en Cockade og bære en Randsel; og om hand
end havde været en General, saa vilde jeg heller givet eder til en brav
Borger, der vil befordre Handelen og Seyladsen. Derforuden var
jeg vreed over at J skulde holde en hemmelig Correspondence, og tæn¬
ke at drive eders Sag uden mig; men jeg havde faaet en meget vrang
Tanke om eder, og om Captamen iligemaade; hand har som en brav
Karl paa engang betaget mig alle Jndvendinger; hand er nu ikke i
Armeen, og har ey heller nogensinde foretaget sig at kuldkaste min
Myn¬


Myndighed; hand er en ærlig Siæl, og jeg føler at jeg elsker ham
som min Søn. Hand er endnu i Nærværelsen, og J skal i dette
Øyeblik skrive ham til med eders egen Haand og lade ham vide, at
jeg siger hand skal blive eders Mand. Jeg har Penge nok for eder
begge; og om det behager mig, kand jeg giøre ham til en Lord. Det
stakkels Barn sad og holdt sit Tørklæde for Øynene, imedens jeg talte,
og jeg blev ikke strax vaer, at hun var besvimet, da hun hørte at Cap¬
tainen var ikke borte. Vi kunde neppe i meere end to Timer faae
Liv i hende igien; men omsider kom hun dog lidet til sig selv, og brag¬
te mig følgende Seddel:
Til Eugenio.
Min Herre,
Min kiære Papa befaler mig at begiære, at J vilde strax komme
i Land, og fra denne Time af betragte hans Huus som eders eget.
Hand er blevet inderligen rørt ved Historien om eders Ædelmodighed
og Fortræd, hvilken hand nu nyligen har faaet at vide ved en Hæn¬
delse, som jeg ikke nu kand fortælle; og hand har i sinde at giøre eder
til sin Arving, uden at fornærme, min Herre
Eders ydmyge Tienerinde
Amalia.
Da jeg havde læst dette Brev, sagde jeg: " hvad! skriv bevaagne
neden under, ellers vil hand ikke komme nu. Derved fik jeg hende
til at smile. Det glædede mig at see hende fornøyet, og efter at jeg med
nogen Besværlighed havde faaet hende til at skrive som jeg begiærte,
sendte jeg strax Brevet bort ved min egen Tiener til Hest, og befalede
at min Jagt=Vogn med fire Heste skulde følge efter ham og tage Euge¬
mos Ven, Præsten, med sig paa Veyen. Jeg vil ikke sige eder, min
Herre, hvorledes Eugenio, som hand kaldes, stillede sig an, da hand
fik dette Brev, nok er det, at hand inden otte Timer kom med sin hæ¬
derlige Ven Benevolus til mit Huus; jeg vil ey heller sige eder, hvorledes
de elskende Personer stillede sig an, da de saae hverandre; nok er det,
at de skal have Brøllup paa førstkommende Torsdag. Jeg skriver nogle
Omstændigheder i et P.S. som J selv alleene maae læse, at J vil unde
Di


os eders Sælskab ved Brøllupet. Jeg tør sige, J vil tage Deel i den
Lyksalighed, som J har været et Middel til at befordre; og jeg forsikkrer
eder at J vil blive overmaade velkommen for det gandske Sælskab,
men for ingen meere end for eders af Hiertet,
Agrestu.
Jeg er Agrestis overmaade forbundet for hans PaS, men
endnu meere for hans Brev: hvilket, om det maae tillades mig at
dømme af dets Virkning, er det meest veltalende Skrift jeg har nogen¬
sinde læst; Jeg er forsikkret, at dets Ypperlighed vil almindeligen til¬
staaes, efterdi den vil føles. Jeg vil dog legge nogle Anmærkninger
hertil, hvilke, maaskee, ikke vil rinde enhver i Tanke, efterdi alle Ge¬
mytter ere ikke vante til at giøre Betragtninger.
Eugenios heroiske Bestandighed i Dyden, endskiønt den syntes at
betage ham alt Haab om timelig Fordeel, har dog i Udfaldet opfyldt
det. Dersom hand mindre ædelmodigen havde indladt sig i en lønlig
Kierlighed, da vilde hand enten tabt Amalias Høyagtelse, eller hun vilde
faldet i hendes Faders Unagde; dersom hand var blevet Arving til det
overblevne af hans Fæderne=Gods, da maatte hand stedse blevet mistænkt
af Agrestis, og dersom hand var blevet i Krigs=Standen, da vilde hand
aldrig faaet hans Samtykke.
Saaledes, dersom Menneskenes Klogskab kunde mærke forud langt
fraværende Følger, da skulde vi, maae skee, see de Guddommelige
befalingers Viisdom og Bevaagenhed; vi skulde see, at de befalin¬
ger, hvilke vi nu drives til at forsømme ved vor hæftige Attraa efter Lyk¬
salighed, bleve givne for at forekomme, at vi ikke ved Vildfarelse skulde
styrtes i Elendighed; i det mindste vilde det sees, at dersom nogen umid¬
delbar Fordeel vindes ved en eller anden særdeles Person, da lider Sæl¬
skabet lige saa stort et Tab derved; og saasom Sælskab er alleneste en
Samling af særdeles Personer, saa kand den, der søger sin egen For¬
deel, med Sælskabets Skade, ikke længe blive fritaget for den almin¬
delige Elendighed, hvilken hand hielper til at frembringe.
Saadan er de menneskelige Loves uforbigængelige Ufuldkommenhed,
at der begaaes mange særdeles Forurettelser, som de ikke tale om; men
dersom det var tilladt, at disse Forurettelser maatte straffes af enhver
særdeles Person, som de begaaes imod, da vilde enhver blive Dommer


og Skarpretter i sin egen Sag, hvorpaa strax vilde følge et almindelig
Anarchie, uden Øvrighed og Herskab. De Love derfor, ved hvilke saa¬
dant er forbudet, burde holdes meere hellige end nogen andre; og det
er saa langt fra, at deres Overtrædelse er fornøden, for at ikke blive be¬
skyldt for Feyghed, at de end og iblant disse, hos hvilke Feyghed straffes
paa Livet, blive alvorligen paabudne i Krigs=Artiklerne.
Mand maae formode, at ingen i Armeen er uvidende om denne
Lov; og disse, som ved deres Daarligheds selvraadige Overmood arbeyde
paa at giøre den ugyldig og krafteslos, skulde, som Fiender af deres
Fæderneland, uddrives deraf med Afsky og Foragt.
Damnosa senem juvat alea, ludit & hæres.
Min Herre,
ogle Philosopher have gjordt den Anmærkning, at der er en Ond¬
V¬
skab i den menneskelige Natur, som driver enhver til at undertrykke
den, der allerrede begynder at synke. En Dobler er en Carakter,
som længe har været et Maal for Lovenes og Forordningernes Artille¬
rie; hvorved hans Profession er blevet overmaade vanskelig at øve; og
de dertil behøvede Instrumenter ere blevne ødelagte, hvorsomhelst de ere
fundne. Hand er blevet efterstræbt og forfulgt af Politiet og Vægtere;
hand har forsmægtet i Fængseler og Tugt=Huuse. Men under alle disse
Elendigheder bliver hand ikke beklaget men foragtet; enhver Mund er
opladt imod ham; hand bandes, belees og bespottes. Tillad mig der¬
for, at jeg i eders Ugeblad maae fremtræde til at forsvare en Carakter,
som jeg har længe baaret, og hvorved jeg ikke endnu skammer mig.
For det første, min Herre, er en Dobler en Person, der kand
antages i fornemme Sælskaber; og omendskiønt hand bliver ofte be¬
spottet af Prakkere og Pøbelen, saa er dog den polerede Verden stedse
paa hans Side, og hand har Venner iblant de fornemste Stands Per¬
soner. Og i hvor vel der er kun een Last, som mand nu omstunder
troer at være u-anstændig for en fornemme Persons Carakter, saa er


dog vore Fienders Ondskab saa stor, at de have vanæret os med dens
Beskylding, og foregivet at vor Hoved=Passion er Gierrighed.
Men kand den være gierrig, som betroer all sin Formue til en Hæn¬
delse, som strax lader sin Gevinst løbe omkring med saadan en Gavmild¬
hed, der hos andre bliver dadlet som Ødselhed? Kand Gierrighed være
hans bevægende Aarsag til at spille, som med en Tønde Gulds Capital
sætter sig ned at spille med en, som hand veed har sin heele Formue i
sin Lomme, og som ikke beløber sig til meere end en snees Ducater?
Kort sagt, denne Beskylding er saa latterlig og urimelig, at jeg skammer
mig ved at foretage at igiendrive den.
Handels= og Haandverks=Mænd maatte med langt større billighed,
beskyldes derfor; og hvor æragtig deres Handtering end holdes, saa har
den dog indført mange Fordervelser iblant Menneskene; den har gjordt
mange overflødige Ting fornødne, og derved opvakt mange urolige Be¬
gierligheder; dette kand ikke siges om Spill. Dyden og en Dobler
agte ikkun meget faa Ting fornødne. Andre maae søge adskillige For¬
lystelser, om de vil leve lyksalige og fornøyede; en Døbler veed af in¬
gen anden Lyksalighed og Fornøyelse end Spill, hans Ønske gaaer ikke
videre.
Det ansees som et Lands Nytte, at Penge løbe omkring igiennem
Jndvaanernes Hænder, og mand holder for at Handel og Arbeyde er
det sikkerste Middel til at befordre saadan Nytte; men kand dette ikke ud¬
rettes ved Spill paa en kortere og beqvemmere Maade? Spill indbefat¬
ter alle Handteringer og alle Forlystelser; derved kand ikke alleneste en
Mand blive riig og en anden fattig; men den samme Person kand og
vexelviis giennemgaae alle Lykkens Forandringer, medens hand sidder
paa et Sted, uden at arbeide paa et Verksted, uden at sveede i en
Smiddie, uden at bryde sit Hoved med Regnskabs Bøger, og uden at
giøre farlige Reyser.
Dersom nogen vil spørge, hvad Fordeel der skulde være ved Riig¬
dom, dersom det menneskelige Liv blev bragt igien til denne første Eenfol¬


dighed, da svarer jeg: Riigdor vilde have den samme Fordeel som den
har endnu hos dem, der besidde meere end de fortære, nemlig at de vide
de ere Riige; og de der kand smage en høyere Lyksalighed, vilde i det de
vinde, nyde den Glæde at vinde, uden at ansee Penge for at have anden
Kraft, Egenskab eller Brug, uden i Spill.
Men disse ere Utopianske Forestillinger; jeg vil derfor, med et Suk,
vende mig til at forsvare min Profession mod andre Beskyldinger, der
ere lige saa falske som fornærmende.
Det er blevet sagt, at vi vide ikke af nogen indbyrdes Lyksalighed;
og at den ene Spillers Fornøyelse har sin Oprindelse af den andens
Elendighed, efterdi hans Smerte, der taber, er altid lige imod dens
Glæde der vinder. Men dette er kun en spottefuld Skumlen af den al¬
mindelige vrange Meening, som mand har om os; dersom jeg er lyksa¬
lig, hvad kommer det da mig ved, hvem der ellers er elendig? Et hvert
Menneske, hvadsomhelst hand end foregiver, er alleneste bekymret for sig
selv, og maatte, uden at handle imod den sunde Fornuft, skiære Halsen
af en anden, dersom hand kunde undgaae Straf, og forsikkre sig no¬
gen Fordeel ved Gierningen. Dersom nogen af eders Læsere skulde end¬
nu staae i Tvil, og begiære at see denne Lærdom videre oplyyst, da
vil jeg viise ham hen til den store Dr. Mandevilles Fabel om Bierne.
Jblant andre Fiender, som ere blevne ophidsede imod Dobleren
i hans Ulyksalighed, er og Geistligheden, som og anklager os for at
vanhellige Søndagen; men denne Beskylding er saa fuld af Daarlig¬
hed, Vankundighed og Ondskab, at jeg ikke gider svare derpaa. Skal
fornemme Folk være under en moralsk Forpligtelse at agte den ene Dag
meere end den anden? skal de overfuses fordi de om Søndagen giøre det,
som afværger mangfoldige andre Uordentligheder, Overdaadighed og Vel¬
lyst? Skal Dyden, i denne oplyste Alder, sættes til side for Ceremonie,
og Patrioter brændemærkes som Ugudelige? Jeg har kundet være kold¬
sindig ved alle de andre Beskyldinger, men jeg kand aldrig med Taal¬
modighed høre Hykleries Sludder.
Der er dog en anden Beskylding, hvilken jeg ikke vil igiendrive som


en Beskylding for Ugudelighed, men for Daarlighed. Der siges at vi
udøse de allerforskrækkeligste Eeder og Bander; at vi paakalde Væse¬
ner, som vi ikke troe at være til, og ønske Forbandelser, som aldrig kand
opfyldes. Jeg negter ikke, at saadant er skeedt i vore Forsamlinger,
men ikkun af dem som ere Lærlinge i Professionen; thi iblant andre For¬
deele, som komme af Spill, er saadan en stilltiende Nøysomhed med Lyk¬
kens Villie, at en Stoisk Philosoph kunde have Ære deraf; eller i det
mindste, saadan en rolig philosophisk Uforanderlighed i Ansigtet, hvorved
mand skiuler alt hvad der skeer i Brystet.
Det maae tilstaaes, at der, til at opnaae denne Fuldkommenhed,
udkræves nogle Naturens Gaver, samt en lang Øvelse; men vi have dog
haft mange berømmelige Exempler derpaa iblant os. En Herre, min
særdeles Ven, som i mange Aar havde den Ære at være en navnkundig
Spiller, var uden Penge, og derfor begik et Straten=Røveri for at faae
noget, hvormed hand igien kunde vende tilbage til sin Profession; det
hendte sig, til all Ulykke, at hand blev grebet; og endskiønt hand havde
mange store Venner, som jeg ikke vil nævne, saa blev hand dog over¬
beviist og hængt. Denne Herres onde Lykke forfulgte ham end og all
den Tiid hand sad i Fængsel, saa at hand blev tvunget til at selge sit
Legem til Barbererne, og tabte Pengene til en Ven, som besøgte ham
i Fængselet om Aftenen før hand skulde hænges. Jkke des mindre saae
mand ham om Morgenen gandske rolig; ingen Betragtning over det for¬
bigangne, ingen Forestilling om det tilkommende, foraarsagede den mind¬
ste Forandring i hans Ansigt, medens hand blev ført til Galgen; ja
hand bandte ikkun to gange paa Karren, og var saa ubekymret angaa¬
ende hvad der skulde møde ham herefter, at hand vilde ikke engang
sige Amen til Bønnerne.
Dersom J, ved at giøre disse Erindringer bekiendte, kand stoppe
Bagtaleres Raab og giøre en Doblers sande Carakter meere almin¬
deligen bekiendt, da har jeg endnu fleere Hemmeligheder at meddeele
eder
J forstaaer mig - jeg er en Mand af Ære,
imellem os
og J kand befale over, min Herre,
Eders etc.
Kortholt Tærning.


No. 51.
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker.
Rari qvippe boni, numero vix sunt totidem quot
Thebarum portæ, vel divitis ostia Nili.
J¬
blant de Viisdoms Sprog, som forpligte os til at have
Ærbødighed for de Gamle Viise, er der intet som synes at ud¬
kræve mindre vidtløftig Kundskab, eller skarp Jndsigt end denne
Anmærkning af Bias, at de fleeste ere onde.
Det menneskelige Kiøns Ondskab og Fordervelse er saa læt at kien¬
de, at den ikke kand være skiult for nogen uden for dem, som i en Ud¬
ørk eller i et Kloster have unddraget sig fra menneskelig Samqvem. La¬
sternes Kundskab nøder sig paa os, omendskiønt vi ikke søge eller begiæ¬
re den. De som ikke have meget med Verdens allmindelige Handterin¬
ger at bestille, finde vel ikke stor Leylighed til at see Uretfærdighed og
Ondskab; men deres Agtsomhed vil snarligen blive opvakt ved at føle den.
End og den der ikke vover sig ud i Verden, kand lære dens Fordervelse
i sit Kammer. Thi hvad ere moralske Afhandlinger andet end Opmun¬
tringer og Formaninger til at øve de Pligter, til hvilke der ikke behøve¬
des nogen Argumenter, dersom vi ikke ideligen fristedes til at overtræde
eller forsømme dem, hvad ere alle historiske Skrifter andet end Fortæl¬
linger om adskillige efter hinanden følgende Skielmstykker, om Forræde¬
rier, om Vold og Uret, om Blod=bad og Krige?
Men deslige Lære=Sprogs Ypperlighed bestaaer, maae skee, ikke saa


meget deri, at de udtrykke en eller anden rar og dyb Tanke, som at de
indbefatte en bekiendt og nyttig Sandhed i faa Ord. Vi falde ofte i
Forseelse og Daarlighed, ikke fordi de rette Leve=Regler ere os ube¬
kiendte, men fordi vi, for en Tlid, ikke erindre dem. Den bør derfor
billigen regnes iblant det menneskelige Kiøns Velgiørere, som indbefat¬
ter de store Leve=Regler i korte Meeninger, som kand lætteligen indpren¬
tes i Hukommelsen, og ved en jævnlig Overveyelse vænnes til at rinde
os i Tanker.
Endskiønt de, som have oplevet halvdeelen af et Menneskes Liv,
maae nu forundre sig over, at nogen skulde behøve at advares imod
Verdens Ondskab og Fordervelse, saa vil de dog befinde, at de selv
have kiøbt deres egen Overbeviisning ved mange Fortrædeligheder og
uventede Hændelser, hvilke de ved en betimligere Kundskab kunde
blevet befriede for; og de kand see paa alle Sider nogle som indvikle sig
i Uleyligheder, nogle som siunke ned i Ødeleggelse, ved det at de ikke ha¬
ve lært, eller og have forsømt dette foranførte Sprog af Bias.
Vi see næsten hver Dag unge og riige Herrer komme ind i Ver¬
den, for at søge Fornøyelse og Høyagtelse; som ere opklækkede i Van¬
kundighed, og ved hykkelsk Roos forførte til Hovmod. De komme frem
med all den Dristighed og Tilliid, som kand findes i et Gemyt, der har
ikke kiendt nogen Overmand, og med all den Velvillighed, som kand fin¬
des i et Hierte, der er ikke endnu opirret ved Modstand, forskrækket ved
Sviig, eller forbittret ved Grumhed. De elske alle, efterdi de indbilde
sig selv at være elsket af alle. Enhver indbyrdes Hilsen giver Anleedning
til nyt Bekiendtskab, og et hvert Bekiendtskab oppustes til Venskab.
Enhver Aars=Tiid frembringer en ny Flok Skiønheder i Verden,
hvilke have hidindtil alleeneste hørt tale om deres egne Yndigheder, og
indbilde sig at Hiertet føler ingen Bevægelse uden af Kierlighed. De
blive snart omringede af Tilbedere, hvilke de troe, efterdi de sige dem
alleeneste hvad der høres med Fornøyelse. Enhver som seer paa dem,
er forelsket i dem; og enhver som tvinger sig til et Suk, forsmægter i
Fortvillelse.
Den


Den er visseligen en nyttig Paaminder, som betimeligen indprenter
disse sandsesløse Fremmede i Verden, at de fleeste ere onde; som
underretter dem, at den Følge=Skare, som Riigdom og Skiønhed dra¬
ger efter sig, tillokkes alleneste ved Lugt af Rov; og at, maae skee, i¬
blant alle disse, som i høbe tall forsamle sig omkring dem, med Forsik¬
kringer og hykkelske Berømmelser, er der ikke een, som jo haaber at finde
nogen Leylighed til at opsluge eller forraade dem, at fylde sig selv med
deres Ødeleggelse, eller at deele deres Bytte med en stærkere Røver.
Naar Dyden for sig selv forestilles Jndbildingen eller Fornuften,
da bliver den saa tækkelig og antagelig ved sine egne Yndigheder, og saa
stærkt understøttet ved Argumenter, at en god Mand forundrer sig over
at nogen kand være ond, og de som ere endnu uvidende om Passioner¬
nes og Egennyttigheds Magt: som aldrig have givet agt paa Forførelses
Konster, og paa Exemplers Smltsomhed: som ikke have mærket, hvor¬
ledes mand stiger ned fra en Last til en anden, og hvorledes Dydens
Grund-Regler blive uformærkt fordervede ved ryggesløøs Omgængelse,
de vente naturligen at finde Oprigtighed i et hvert Bryst og Sanddru¬
hed paa enhver Tunge.
Det er vel umueligt, at mand ikke maae høre dem, der have levet
længere, tale om Uret og Falskhed, om Vold og Forraskelse; men saa¬
danne Fortællinger blive almindeligen af de unge, egensindige og dum¬
dristige, ikke agtede for andet end Virkninger af en fortrædelig Knurvo¬
renhed, eller Drømme af en barnagtig Alderdom; og u-agtet alle de
Lærdomme, Formaninger og Exempler, som den graahærdede Viisdom
kand give os, saa styrte vi os hovedkuls ned i Verden, uforfærdede
og lettroende, uden at forestille os nogen Fare eller at frygte for noget
Bedragerie.
Jeg bar anmærket i et foregaaende Blad, (No. 42) at Lettroen¬
hed er en sædvanlig Feyl hos en uforfaren Dyd, og at den som er fri¬
villigen mistænkelig, maae billigen beskyldes for en indvortes Fordervelse
i hans eget Hierte; thi dersom hand ikke, ved Underviisning, har lært,
at Ondskab og Falskhed har Overhaand i Verden, ey heller har haft
Eee 2
Tiid


tage
hand da
Tiid til at see det med hans egne Øyne, hvorfra kan
Regler hvorefter hand dømmer, uden af sig selv.
De som best fortiene at undgaae Underfundigheds Snarer, ere
meest i Fare for at blive besnærede deri. Den som stræber at leve for
andres Gavn, maae altid være underkastet deres Trækker, som leve allee¬
neste for sig selv, med mindre hand, ved betimelige Underviisninger,
har lært den Varsomhed, som udkræves i almindelige Handteringer, og
Forræderies Fald=Gruber ere blevne ham viiste langt fra.
Det skulde derfor med stor Fliid indprentes Ungdommen, at det
er ligesaa farligt at begive sig ind paa Livets Vey, uden Varsomhed
og Forsigtighed, i Haab om en almindelig Troeskab og Retfærdighed,
som det er at begive sig ud i det viide Hav, uden Styrmands=Reed¬
skaber, og at haabe, at enhver Vind vil være gunstig, og at enhver
Land=Kant vil være en Havn.
At opregne de adskillige bevægende Aarsager til Bedragerie og For¬
urettelse, vilde være at opregne alle de Begierligheder, som herske iblant
Menneskens Børn; efterdi der er ingen Ærgierrighed saa ringe, intet
Ønske saa urimeligt, at det jo, naar mand giver det Tøylen, vil blive
mægtig til at overvinde Dydens Virkning. Der ere mange, som aaben¬
bart, og næsten selv tilstaaende, indrette all deres Opførsel efter deres
Kierlighed til Penge; som have ingen anden Aarsag til at giøre eller la¬
de, til at føye eller afslaae, end at de haabe at vinde meere ved det ene
end ved det andet. Disse ere vel de nedrigste og grummeste iblant alle
menneskelige Creature; en Yngel, med hvilken, ligesom med nogle giftige
og skadelige Dyyr, den gandske Skabning synes at have Kriig; men
hvor afskyelige og foragtede de end ere, saa blive de dog længe ved at
legge Dynge til Dynge, og naar de have bragt en til Bettel=Staven,
have fremdeles Tilladelse at legge Haand paa en anden.
Andre, dog mindre fornuftigen ugudelige, fremdrage deres Liv med
at giøre ondt, efterdi de kand ikke taale at see, at det gaaer andre vel;
de sætte enhver Mand til et Maal for deres Had, hvis Rygte eller Riig¬
dom de meene at tiltage.
Man¬


Mange, som ere ikke komne til disse Grader af Ondskab, ere dog
aldeles uskikkede til Venskab, og udygtige til at vedligeholde en stadig
eller ordentlig Maade i deres Bevaagenhed. Lyksalighed kand forspildes
ikke alleneste ved Forening med den, der er en aabenbar Slave af E¬
gennyttighed, men og med den, som, ved en ubesindig Mening om Be¬
standigheds Værdighed i hvadsomhelst Sag, drives til at forfølge en¬
hver Forurettelse med en utrættet og bestandig Fortrydelse; med den,
hvis Forfængelighed forleeder ham til at ansee enhver Mand som en Ri¬
val i hvadsomhelst Anfodring; med den, hvis flygtige Skiødesløshed
sætter hans Vens Sager eller Hemmeligheder i bestandig Fare, og som
meener at hans Glemsomhed imod andre kand undskyldes med hans U¬
agtsomhed imod sig selv; eller med den, hvis Ubestandighed flakker om¬
kring, uden nogen fast Vall=Regel, igiennem mange Forandringer af
Venner, og indgaaer og ophæver Venskab, ligesom det pludseligen fal¬
der ham ind.
Daa mangfoldige ere de Vanskeligheder, som vi ere underkastede
i vor Omgængelse med Menneskene, og hvilke kand alleneste undgaaes
ved en forsigtig Mistvil. Den derfor, som erindrer denne gavnlige Re¬
gel, og derved lærer betimeligen at holde sin Bevaagenhed tilbage og
ikke at troe et udvortes smukt Skin, vil have Aarsag til at ære Bias af
Priene, som har sat ham i Stand til at blive viis uden hans egen For¬
farenheds Bekostning.
Fidelio omskabt til et Speyl.
eg var nyeligen ved et Thee=bord, hvor nogle unge Fruentimmer for
nøyede Sælskabet med en Fortælling om en Coquette i Naboelau¬
get, som mand var kommet over da hun stod og øvede sig for hendes
Da Fruen i Huuset mærkte, at deres Vittighed begyndte
Speyl.
at blive vanartig, tog hun Anledning af Materien, til at ønske, at der
iblant Mandfolkene maatte findes saadanne trofaste og reedelige Paa¬
kee
min


mindere, til at rette Sindet efter, som vi raadføre os med til at pryde
Legemet. Hun sagde fremdeles, at om en oprigtig Ven kunde ved et
Mirakel forvandles til et Speyl, da vilde hun ikke skamme sig ved at
spørge det meget ofte til raads. Dette underlige Jndfald havde saa
stor en Virkning over min Indbilding den heele Aften, at det frembragte
en meget sælsom Drøm.
Mig syntes, at da jeg stod for mit Speyl, saae jeg deri et Billede
af en ung Person, af en meget fri og oprigtig Anseelse, som med en
fiin og klar Røst talte saaledes til mig:
Det Speyl J seer, var tilforn en Mands=Person, nemlig jeg den
ulyksalige Fidelio. Jeg havde tvende Brødre, hvis Legemers Van¬
skabning blev oprettet ved deres klare Forstand. Dog maae mand til¬
staae, (som det gemeenligen hender sig) at enhver af dem havde nogle
vanartige Nykker, som lignede deres skiæve Gestalt. Den ældste, hvis
Bug var unaturligen indsiunket, var en stor Cujon; og omendskiønt
hans mildtsyge Sind var i en hast sat i Fyyr og Flamme, saa fore¬
stillede hand dog alt hvad der forekom ham langt større end det var.
Den anden derimod, hvis Bryst var meget høyt, tog stor Fornøyelse
i at giøre alting mindre, og var lige tvert imod hans Broder. Disse
sælsomme Figurer kunde vel een eller to gange fornøye et Sælskab,
men mand blev keed af at see dem ofte. For hvilken Aarsags skyld de
bleve sendte fra Hoffet til at studere Mathematiken paa Universitetet.
Jeg behøver ikke at sige eder, at jeg var meget vel skabt, og blev
agtet for en fiin og poleret Herre. Jeg var en fortroelig og kiær Ven
af alle smukke Fruentimmer; og dersom de gamle og grimme talte ilde
om mig, da vedste heele Verden, at det skeedte fordi jeg lod haant om
at flattere dem; mand gik ikke til noget Ball eller offentlig Forsamling,
førend mand havde raadført sig med mig. Flavia farvede hendes Haar
for mig, Celia viiste mig hendes Tænder, Panthea skiød sine Bryster,
op;


op; Cleora spillede med sine Demanter; Jeg har seet Cloes Fødder,
og konstigen bundet Rhodopes Strømpe=Baand.
Det er en almindelig Regel, at de som ere indtagne af sig selv,
kand ikke have nogen hæftig Kierlighed til andre. Men jeg fandt, tvert¬
imod, at Fruentimmernes Kierlighed til mig voxte ligesom den Kierlig¬
hed de havde til sig selv. Dette blev bekræftet i min Elskov med Nar¬
cissa, som holdt sig saa bestandigen til mig, at det blev sagt af Lystig¬
hed, at om jeg havde været lille nok, saa vilde hun have hængt mig
ved hendes Side. Den farligste Rival jeg havde var en lystig ubety¬
delig Kompen, som ved en lang Omgængelse med Narcissa og ved hans
naturlige Gaver, havde opnaaet en fuldkommen Liighed med hende.
Jeg havde gandske vist faaet min Afskeed, dersom hun havde ikke mær¬
ket, at hand jævnligen indhentede min Mening i de allervigtigste Ma¬
terier; dette giorde mig stedse meere betydelig i hendes Øyne.
Omendskiønt jeg blev ueafladeligen afholdt af Fruentimmerne, saa
havde mand dog saa gode Tanker om min Ære, at jeg aldrig blev
misundt af Mandfolkene. En jaloux Elsker af Narcissa meente en Dag
at hand havde fundet hende i en forliebt Omgængelse; thi endskiønt
hand var saa langt borte, at hand kunde ikke høre noget; saa bildte
hand sig dog forunderlige Ting ind af hendes Miiner og Geberder.
Undertiden trinede hun tilbage med et mildt Aasyyn, og ligesom hun
hørte efter noget, hvorpaa hendes Ansigt opklaredes med en uskyldig
Smiil. Strax derpaa opblæste hun sig med en majestætisk og haanlig
Miine, dernæst lukte hun Øynene halv til ligesom en der er vansmægtet,
derefter skiulte hun sine blussende Kinder med hendes Haand, drog et
dybt Suk og syntes færdig at falde omkuld. I det samme sprang den
rasende Elsker ind; men hvor stor blev hans Forundring, da hand saae
ingen hos hende uden den uskyldige Fidelio, med Ryggen imod Væg¬
gen imellem tvende Vinduer.
Det


Det vilde blive uendeligt at fortælle alle mine Hændelser. Lad
mig skynde mig til den, som kostede mig mit Liv, og Narcissa hendes
Lyksalighed.
Hun havde den Vanlykke at faae Smaakopperne, hvorpaa det
blev mig udtrykkeligen forbuddet at komme for hendes Øyne, saasom
mand frygtede, at det vilde forverre hendes Sygdom, og at jeg selv
ufeylbarligen skulde faae dem det første hun saae mig. Saa snart hun
fik Tilladelse at forlade Sengen, stiaal hun sig ud af hendes Sengkam¬
mer, og fandt mig gandske alleene i den næste Stue. Hun sprang med
den hæftigste Glæde til hendes Allerkiæreste, uden nogen Blanding af
Frygt, at jeg skulde nu ikke lide hende. Men, o væ mig, hvor rasen¬
de blev hun, da hun hørte mig sige, at jeg var bange og forskrækket
for saadant et væmmeligt Spectakel. Hun gik nogle Trin tilbage,
overmaade forbittret, for at see om jeg torde være saa uforskammet og
sige det igien. Jeg giorde det, og lagde dette til, at hendes utidige
Forbittrelse havde forøget hendes Hæslighed. Opirret, rasende, af¬
sindig, snappede hun en Haar-Naal, og med all hendes Magt stak
mig igiennem mit Hierte. Endog i Døden blev jeg ved min Oprigtig¬
hed, og sagde hende Sandhed, skiønt i afbrudte Ord; og ved mine
bebreydende Geberder efterabede min Morderskes Hæslighed.
Cupido, som altid opvarter de Smukke, og ynkedes over saa nyt¬
tig en Tieners Endeligt, som jeg var, udvirkede hos Skiæbnen, at
mit Legem skulde blive uforgængeligt, og beholde de Egenskaber, som
mit Sind havde haft. Jeg mistede strax min menneskelige Gestalt, og
blev glat, poleret og skinnende, og er indtil denne Dag den fornemste
Favourit hos Fruentimmerne.
Dette Uge=Skrift bliver hver Torsdag at bekomme i det Kongel. priv.
Bogtrykkerie ved Stranden, skraas over Prammændenes Laugshuus,
hvor 3de forgyldte Skildter sees over Døren, Arket 2 z.


No. 52.
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker.
Brev
Til en Stor Herre.
(Oversat af Fransk.)
MONSEIGNEUR.
F¬
orglemmer J at J er født Stor? Mand har fra Vug¬
gen af indprentet eder denne vigtige Sandhed; og J benyttede
eder deraf imod eders Læremestere, og endnu meget meere imod
andre Folk, da J først begyndte at komme ud i Verden. Hvor for¬
andret er J blevet? det er ikke eders skyld om en Borger ikke troer
at hand er æltet af samme Leer som J. Mand siger at Aarene foran¬
dre Menneskene, men det er ikke ihenseende til deres Adelskab; dog
om end saaledes var, er det da i det fem og tiugende Aar at mand for¬
glemmer Kiernen og det ypperste af sit Væsen? Uagtet eders svage Hu¬
kommelse er J dog stedse Stor, men lær at være det.
For det første agter J ikke eders Herkomst høyt nok.
See hvil¬
ket Væsen andre giøre deraf; med hvilken Jver mand indfinder sig
førend J vaagner, for at giøre eder sin Opvartning; hvilken Taus¬
hed, indtil J tillader at mand maae have en Tunge; hvilke ideligen


antændte Røgoffer; disse Herrer som anholde for deres Børn om den
Ære at tiene ved eders Bord, og for dem selv at regiere eders Heste;
hvorledes Academierne ønske at pryde sig med eders Navn; ja selv
denne Titel (MONSEIGNEUR) tilkiendegiver en Høyhed, som
mand ikke kand øyne. Dersom det behagede eder at tage en Kone
(og burde J ikke allerreede, paa den Alder J har, have forskudt een?)
da veed jeg een som mand vilde tilbyde eder med en umaadelig Riigdom.
Faderen har overveyet hvad det har at betyde at besvogres med eder,
og agter sig alt for lykkelig, dersom J vil værdiges at tage imod hans
Liggendefæ, og giøre hans Datter u-lykkelig. Alting føler Virkningen
af eders Storhed; Lovene, dersom J vilde, skulde hukke for den;
Religionen selv veed hvor stor Lemfældighed den er eder skyldig. Eders
Præst vilde heller vinde eder til GUD, end frelse hundrede Haand¬
verksfolk.
Men med hvilke Øyne anseer J alle disse Underdanigheds Tegn?
Mand vil holde op dermed, det advarer jeg eder. Avisen begynder al¬
lerreede at forglemme eder; J havde nyligen et Anstød af Feberen, og
den forsømte at lade heele Riget vide det; dersom vi vil at andre skal
mærke hvad de ere os skyldige, da bør vi selv være indtagne deraf.
Mand hører eder aldrig sige: En Mand som Jeg; J nævner aldrig
eders Forfædre; eller om mand giver eder saa stor Anleedning dertil
at J ikke kand undgaae, da nævner J alleeneste ham, som var født af
sig selv (*). Jeg frygter at J engang vil sige os, at J havde øn¬
sket at være i hans Sted. Begriber J ikke, at J giælder meere end
hand, efterdi eders Adelskab er saa mange hundrede Aar ældre, hand
begyndte det, og J anfører ham frem for de andre! dette er en meget
u-betænkt Erkiendtlighed; det er at tilstaae at mand har haft en Begyn¬
delse. Mand bør gandske forvildes i saadant et stort Huus som eders;
og dersom J kunde faae Pharamond indført deri, da burde J endnu
forbeholde eder langt ældre og meere ubekiendte Forfædre.
Hvor lidet har Jaf den Ærgierighed, som er forbundet med eders
Rang!
(*) Det er en Talemaade af Tiberius om Curtius Ruffus, som var
Stamme=Fader for sit Adelskab. Tacit. Annal. Lib. II.


Rang, J fordrager roeligen at den første Franske Baron har haft
et andet Navn end eders. Hvorledes tog J imod denne Genealogist,
som vilde udfinde eder en Olde=Fader ved Keyser Carl den Stores
Hoff? Hand gik fra eder gandske misfornøyet, og lod eders Huus bli¬
ve i den Capetingiske Stammes Tiid. Og denne Bog=Mager, som
i en Tilskrift udøste de høyeste Berømmelser over eders Adelige Blod,
og over eders Smag og Skiønsomhed i Videnskaber og Kunster? J
slog Stræg over den Artikel angaaende Blodet. Er det ikke at bort¬
kaste Demanten for at tage Bohmisk Glas?
Det er ikke nok at mand har en herlig Oprindelse, mand maae
vide at lade den offentligen see. Mand har giordt meget vel deri at
udhugge eders Navn paa eders Hotell; thi det indvortes taler ikke et
Ord derom. Mand har nu i tree Aar seet det samme Boeskab der.
Eders Porcelainer ligne tusende andre. Eders Forgyldinger ere af den
anden Rang. Jeg kiender de Bogholdere som skulde ikke bytte med
eders Lyse=Kroner, Speyle og Lampetter. J har kun fire Kammer¬
Tienere, der gaae ikke bedre end Herremænd fra Provintserne, der ere
nogenlunde skikkeligen klædte. J burde, i det mindste, lære dem, at
det er ikke Dag endnu Klokken otte om Morgenen. Mand melder en
Person an hos eder, som kommer til Fods og hand bliver strax indladt
giør endnu verre, J taler med ham; hand ventede ikkun at see at J
lod eder klæde paa. Og ved Bordet, hvorledes er J der? Mand har
allerreede den anden Anretning paa Bordet, og mand har endnu ikke be¬
rømt eder! hvem ere og eders Giæster? nogle Geometriske Hoveder,
som afmaale deres Berømmelser efter Linial og Compas: i stedet for at
J burde forsyne eder med disse føyelige, snedige og agtsomme Folk, hvis
giennemtrængende Øyne see alting hos de Store, hvoraf kand tages
Anledning til at rose dem. J kunde da efter eget Behag paadømme
alle Materier, og det er det som J næsten aldrig giør. Har J for¬
glemt eders Høye Stands Privilegium, at vide alting uden at ha¬
ve lært noget? Hvordan! naar J saaledes sætter eder i liige Rang
med andre, veed J da hvad der vil flyde af? Naar J har fremsat eders
Meening, saa vil mand understaae sig at sige eder imod. Er det ikke
at sætte den Ærbødighed til side, som mand er eder skyldig?
F ff2
Jmid¬


Jmidlertid taler mand offentligen meget mindre om eder end om
eders Ligemænd, hvis mindste Glands formørker eder. Mand anfører
eder ikke til Exempel naar der tales om deylige Eqvipager, eller om riige
Klæder, eller om disse til Pragt og Lyst opfundne Kostbarheder, som til¬
kiendegive en høy Byrd. Men mand leer over, jeg ikke hvad, for en For¬
sigtighed hos eder, som smager af Borger=Standen. - - Er det vel
sandt, at J selv seer efter eders Jndkomster og Udgifter? hvorledes vil J
at eders Folk skal komme til smaa Embeder, for at giøre eder Ære? Er
det vel sandt at J legger eder efter Ordentlighed, J som er født til en
anseelig Ødselhed? Mand legger dette til, at J ikke meeere kiøber paa
Regning, at Kiøbmanden sælger til eder for den gangbare Priis, lige¬
som til eders Portner; at disse Staae=bi=Folk for 20 pro Cent, som
have saa meget at bestille med eders Liigemænd, have slet intet med eder.
Ney, bliver J saaledes ved, da vil J giøre af et Stort Huus et Got
Huus, og mand vil give os en Comoedie om den Borgerlige Herre-
mand. Hver Stand har sin Maade at holde Huus.
Men Maneererne - -- Hvilken Franskmand kiender ikke
dem? de smaa Maneerer, de store Maneerer. Det er uden Tvil
de store, som skikke sig for eder. Hvorfor skikker J eder ikke efter dem?
J svarer paa Breve, og eders Skrift er læselig! J blev nyeligen tilpas
igien af en Ufordøyelighed, uden at lade hente Facultetets Helte, uden
at oprøre Byen! J spiller, men eders Spill er ikke ødeleggende. J har
et meget stort Hotell, men J har intet mindre Huus derforuden, hvor
kand være i Eenrum. Burde denne Toldforpagter, som har været
Taffeldækker hos eders Hr. Fader, laane eder sit? Veed J ikke hvad
det er at have en balstyrig Kudsk, der kunde kiøre eder i flyvende
Spring? J har endnu ikke overkiørt eller knuset noget Menneske! tvert
imod har mand seet eder holde stille for at bilegge et Slagsmaal
med bare Næver; Skulde J vel være blevet færdig med at overtale
eder, at Almuen bestaaer af Mennesker? hvorfor seer mand eder saa
lidet paa de Steder, hvor J kunde være saa vel? Af ti støyende
Forlystelser som mand foreslaaer eder, Baller, ny Comoedie=Stykker,
afslaaer J de fem, ligesom Folk af eders Rang vare ikke forbundne til,
stedse at lade som de forlystede sig, endog naar Tiden er dem meest keed¬
sommelig. Lad en Actrice paa Opera overgaae sig selv, J lader det
blive


blive ved at klappe. Bør J troe, at disse Sirener synge kun for at syn¬
Denne Marquis, eders Ven, (saa fremt J Store Folk kand have
Venner,) er blevet keed af den, som hand beskytter; men hand behol¬
der hende for et Syyns skyld, ligesom hand og gaaer i Krig for et
Syyns skyld. Disse udvortes Anseelser ere langt vigtigere end J tænker.
Der iblant er fornemmeligen een, som bør staae op og legge sig med
eder, det er det høye og en Beskytter anstændige Væsen: det skikker sig
bedre for Store Folk end Beskyttelsen selv.
J bør tage dette høye Væsen med eder ud paa eders Herregods;
men det er der hvor J er endnu mindre Stor. Disse Træle for det
menneskelige Kiøn, som have den Ære at dyrke eders Jorde, finde en
læt Adgang til eders Slot. De giøre sig saa gemeene med eder, at de
kalde eder vor gode Herre, og undertiden indlader J eder med visse
smaa Ting, saasom at udstyre deres Døttre og at afgiøre deres Pro¬
cesser. Monseigneur Forvalteren synes langt meere Stor i deres Øy¬
ne, og de troe ikke at J er en Søn af eders Sal. Hr. Fader.
Troe mig, naar mand lader smaa Folk komme sig saa nær, da giør
mand dem Næsviise; og jeg mærker at det gaaer mig selv lige saaledes.
Dersom J var altid omringet med eders Byrds og Slægtes Straaler,
da skulde jeg holde inde med alle disse Sandheder. Jeg har endnu an¬
dre, som mit Hierte vil lætte sig fra.
J har slaaet eder til Krigen. Er J ikke allerreede Stor nok, uden
at behøve at gaae videre? Eders Begyndelse var fortræflig; J seer at
jeg er billig. Eders Muul-Eseler, eders Rustvogne bragte Beqvemme¬
lighederne og Overdaadigheden af Paris midt i Leyren. Eders Bord var
det fornemste i Nydelighed, eders Spill var høyere end alle andres, og
om Aftenen fordrev J Tiden paa Comoedien. Stæderne i Flandern
skal i lang Tiid erindre de Lystigheder og Baller som J har givet dem.
Alt dette var got! Alt dette var ypperligt. Den Tiid erindrede J eders
Herkomst. Det kand mand kalde Storhed.
Hvor har J taget af i eders sidste Feldt=Tog! dersom det er eders
Fff3
Skæde


Skæbne, at formindskes med Aarene, da skal J snart ikke have nogen
Følelse. J stod færdig til at reyse bort, og J havde neppe anordnet
det fornødne. Eders Folk tænkte at J gik i Tanker; de giorde eder hun¬
drede Forestillinger, for eders egen Æres skyld, men alt forgæves; og
dersom en meget beleylig Skamfuldhed havde ikke holdt eder tilbage, da
skulde eders heele Eqvipage have bestaaet i den Hesk som har eder. Dette
var got i Kong Henrie den Fierdes Tiid.
Birde J vel, for eders Æres skyld, ladet spørge efter dette lille
Skriin, som J tabte ved Indgangen af Leyren? Er det sandt at det var
fuldt af Planer, af Topographiske Kort, af Geometriske Instrumenter og
Krigs=Bøger? der ere gjordte Veddemaale paa at det tilhørte nogen
Subalterne-Officeer. Hvad vilde J giøre ved alle de Krigs=Arbeyder,
som forefaldt i Armeen, i Linierne, i Løbe=Gravene, paa Batterierne,
spørgende efter alting og stedse med en Ridse=Pen i Haanden? J stræbte
maa skee efter den første Plads, der kunde blive ledig i Jngenieur Corps.
Saaledes domte de beste Kiendere, de som frem for andre stillede noget
for. Veed J da ikke, at Naturen danner i en Stor Mand en fuldkom¬
men General, imedens den lader andre have den Umag at danne sig selv,
ligesom Vauban, Catinat og la Valiere have gjordt. Vil J indvende
Turennes Exempel? det var en Stor Mand af en besynderlig Art, som
kommer ikke Sagen ved.
Endeligen er Freden sluttet. Jeg ventede at jeg skulde see eder an¬
tage eders Storhed igien i Hoved=Staden. Aldeles ikke; J agter at
reyse udenlands? Er det en ny Skik, som J vil føre ind? Og hvorfor
reyse udenlands? For at lære, siger J, at kiende de Folks Styrke og
Svaghed, som, næst efter os, fortiene nogen Agtsomhed. Jeg har for¬
nummet, at J under Skiul af incognito besøgte alleneste Mo nufacturer,
Skibs=Verfte, Verkstæder, Tørghuuse og rare Cabinetter; at visse Kiøb¬
mænd og Konstnere giorde eder den Ære at komme og spiise hos eder.
Det er at reyse som en ret Tydsker. En Franskmand som reyser for
at lære noget, giør sit Fæderneland Vanære. Hand bør ikke lade sig
see blant Fremmede, uden for at lære dem vores Artighed og vores Mo¬
der. Men hvad har J lært? Vil J tilgive mig, at jeg har sneeget mig
til at see i eders Brev=Taske? der har jeg læst Planer til nye Manufactu¬


rer, Midler til at udviide Handelen, at giøre Jorden meere frugtbar, at
indrette Pragten og Pengenes Omløb efter en Stats Rødtørftighed.
Og hvo veed? jeg troer der og var en Plan, at de Riige skulde ikke mee¬
re see nogen Fattige. Hvad kommer alt dette eder ved? all den stund
at J giør en stor Figur, og at mand over alt lukker begge Dørre op
for eder.
Denne Reyse har kastet eder hundrede Mile tilbage fra eder selv.
J har ladet eder indtage af den Egenskab at være en god Borger.
Denne Titel er meget gemeen! Krigen, siger J, er kun en over¬
gaaende Hidsighed: Kongen fører den vel, men hand elsker den
ikke. Dersom det behagede ham at holde en bestandig Fred,
da skulde jeg blive unyttig. Unyttig, siger J?
Overgaae,
om J kand, i Pragt de største og rigeste Forpagtere af de Kongelige Jnd¬
komster: forød meere end de: giv alle Kunstnere, Haandverksfolk og
Kræmmere noget at bestille, hvilke J kand betale naar det falder eder be¬
leyligt: vær meget Stor, og J skal blive meget nyttig.
Men) siger J videre, Kierlighed til Fædernelandet udkræver
den ikke noget meere end at mand giør en stor Figur? Kierlig¬
hed til Fædernelandet, og Fædernelandet selv! -- hvilke gammeldags
Ord, gammeldags Begreb, som fandtes hos de Græker og Romere,
men nu omstunder maae forviises til Basel, Amsterdam eller London.
Bøgerne have fordervet eder saavelsom eders Reyser. J har læst
at de Store i Rom og i Athen tiente Republiqven lige saa meget med
deres Sinds Gaver og Dyder som med deres Vaaben; at de lode sig
bruge til alting, til at skrive, til at tale, til det almindelige Skatkammers
Forvaltning, til Underhandling med fremmede Stater. J har læst at
de vare maadelige i deres Huuse, og ødsele for det gemeene Beste, at de
betalte de Fattiges Gield, at de gave deres Døttre Medgift, at de viiste
sig gavmilde imod Almuen, for at vederqvæge dem under deres Arbeyde
og at lade dem des mindre føle Vægten af deres Uliighed med de Store;
og at de og undertiden endte med at testamentere Almuen. Alt dette er
got i Herodotus, Plutarchus, Titus Livius; Skroller som ere overladte


til Skolerne. Læs Pater Anselxes Nobiliate, see det er eders rette
Bog. Der skal J finde Vaaben, Titeler og Værdigheder, som ud¬
giøre den rette Storhed.
Det er forgæves at J søger den andensteds. Under den forrige
Reglering har mand seet Philosopher, som have lært Nationen at tænke;
Poeter og veltalende Mænd, som have ophøyet dens Tanker og rettet
dens Laster; Historie=Skrivere, som have forestillet den Aarsagerne til
dens Ophøyelse eller Kiendetegnene til dens Fald; et dristigt Hoved,
som har foreenet begge Havene, for at skaffe Nationen alting; Øvrig¬
heds Personer som have befæstet dens indvortes Rolighed ved at sætte
Lovene paa en fast Fod. Men har alt dette bragt Store Herrer til veye
i Staten, de havde aldeles ingen Forfædre.
Hold eder derfor ved eders Fødsels Fortieneste. Det er den Middel¬
punet, hvor alle Lysets Straaler forene sig. Eller om J endeligen er
saa forelsket i Dyder, da føl paa eders Puls; de løbe om med eders
Blod; de ere komne fra eders Forfædre til eder; de høre eder til, og J
kand ikke undertrykke eller tabe dem. Saadan Kraft har Naturen,
som mand har beviist os paa det offentlige Theater (*) J har kun een
Ting at giøre, og Publicum kun en Ting at sige: Hand lever som
en stor Herre. Dersom J giør det, da har jeg den Ære at være
med den allerstørste Ærbødighed, hvis ikke, med et hierteligt
Venskab
Monseigneur, Eders ydmygste og lydigste Tiener.
(*) En Comædis af Destouehes, kaldet La force du Naturel.
M MMøse
D
M
ermed sluttes det Første Bind af dette Uge=Skrift. De
faa Velyndere, hvis bifald dets Fortsættelse maae til¬
skrives, haaber mand fremdeles at fornøye, og at see med
Tiden formeerede. De som maatte forlange en heel Sam¬
ling, eller nogle særdeles Ark af dette Skrift, kand dermed
blive forsynede i det Kongel. privilegerede Bogtrykkerie ved
Stranden, lige over for Prammændenes Laugs-Huus, hvor
3de forgyldte Skildter sees over Dørren, i den 3die Eiage.


Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker
Det er
En Samling af adskillige nyttige og forlysten¬
de Tanker, oversatte af andre Sprog, til Opbyggelse,
Gavn og Tidsfordriv for dem, som finde
Behag i at læse Dansk.
Andet Bind.
Kiøbenhavn, Trykt udi Hans Kongel. Majess priv. Bogtrykkerie, 1755.
(og findes sammesteds tilkiøbs.)




Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker.
No. 53.
Sperat infestis, metuit secundis,
Alteram sortem bene præparatum
Pectus.
A¬
lmet, den Dervis, som opvartede den hellige Lampe i
Prophetens Grav, da hand en Dag stod op fra sin Morgen¬
Andagt, hvilken hand havde forrettet ved Templets Dør, med sit
Legem henvendt imod Østen, og sit Ansigt paa Jorden, saae for sig
en Mand i prægtige Klæder med en lang Følge af Tienere efter sig,
som sage stadigen paa ham med en bedrøvelig Mildhed, som en der vil
gierne tale, men er bange for at fortørne.
Dervisen, efter en kort Taushed, gik imod ham og hilsede han


med den rolige Værdighed, som Frihed meddeeler
be¬
ghed
giærte at hand vilde aabenbare hans Ærende.
Almet?, sagde den Fremmede, du seer for dig en Mand, som
Lykkens Haand har overgydet med Elendighed. Alt hvad jeg forhen
begiærte som Midler til Lyksalighed, det besidder jeg nu; men jeg er
dog ikke endnu Lyksalig, og derfor er jeg fortvilet. Jeg er fortrydelig
over Tidens Løb, efterdi den glider bort uden Nytte og Fornøyelse,
og saasom jeg venter intet i det tilkommende uden det forbigangnes
Forfængeligheder, saa ønsker jeg ikke engang, at det tilkom¬
mende skulde komme. Dog jeg skælver af Frygt at det skulde af
skiæres; og mit Hierte forskrækkes naar jeg forestiller mig det Øyeblik,
i hvilket Ævigheden skal slutte sammen over mit forsvundne Liv, li¬
gesom Søen over et Skibs Vey, og ikke efterlade noget Spoor af
at jeg har været til, der er meere varagtigt, end den Fuur der bliver
tilbage, naar Bølgerne have forenet sig. Dersom der i din Viis¬
doms Skat=Kammer er nogen Lærdom til at opnaae Lyksalighed,
da værdiges at meddeele mig den; Til denne Ende er jeg kommet;
hendskiønt jeg frygtede for at aabenbare mit Forehavende, paa det jeg
skulde ikke blive bedraget i mit Haab, som i alle de forrige: Almet
hørte, med et forskrækket og medynksomt Øyesyyn, paa denne Klage
af et Creatur, i hvilket Fornuften var bekiendt for at være et Underpant
paa Udødelighed; men hans Ansigt opklaredes snart igien, og hand
udstrakte sin Haand imod Himmelen, sigende: "Fremmede, den
Kundskab, som jeg har annammet af Propheten, vil jeg med¬
deele dig.
Da jeg sad en Aften ved Templets Forgaard, tankefuld og al¬
leene, vandrede mine Øyne omkring iblant den Mængde, som
udbreedte sig for mig; og imedens jeg gav Agt paa den Mødighed og
Bekymring som var afmalet i alle Ansigter, blev jeg pludseligen slaaet
med en indvortes Følelse af deres Tilstand. Elendige Mennesker, sag
de jeg, til hvad Ende have J saa travelt? Er det for at frembringe Lyk¬
salighed, hvilke ere de som nyde den? Kand Ægyptens Linned, og
Persiens Silke give dem, som bære det, en Lyksalighed der er saa stor,


som hine Slavers Elendighed, hvilke jeg seer at leede de Kameler, som
bringe disse Varer, bliver Arbeydets Fiinhed eller Farvens Prægtig
hed med Fornøyelse anseet af disse, som ere jævnligen vante til at bære
dem? Eller kand Vanens Magt giøre andre følesløse i deres Smerte,
som leve alleneste for at flakke igiennem Ørken, hvor mand seer intet
andet end en forskrækkelig Liighed; hvor en tør og u-frugtbar Slætte
er alleneste indhegnet af Horizonten; hvor mand seer ingen Forandrin¬
ger, ingen nye Forestillinger, hvorved den Reysende kunde finde nogen
Lættelse, ved at drage sine Tanker fra sin Møye og Fare, fra Hvirvel¬
Vinde, som i et Øyeblik kand begrave ham i Sandet, og fra Tørst,
som de Riige have givet deres halve Formue for at lindre? Mon disse,
paa hvilke Arvelige Demanter glimre med en ubetragtet Glands, vinde
saa meget ved deres Besiddelse, som der er tabt af de Ulyksalige, der
søge dem i Gruberne, som leve udelukte fra Naturens allmindelige
Godheder, som ikke engang vide af nogen Omskiftelse af Dag og Nat,
som sukke i en stedsevarende Mørkhed, og hvis Liv er en bedrøvelig Af¬
vexling af Følesløshed og Arbeyde? dersom nu disse, der besidde, ere
ikke lyksalige i lige Grad, som disse ere elendige, der forskaffe, hvor
forfængelig en Drøm er da et Menneskes Liv? Og dersom der virkeli¬
gen er saadan en Forskiæl i Livets Værdie, hvorledes skal vi da frikien¬
de den Haand for Partiiskhed, som har gjordt denne Forskiæl?
Medens mine Tanker saaledes formeeredes og mit Hierte brændte
i mig, følte jeg en pludselig Kraft her oven fra. Stræderne og den
vrimlende Mængde i Mecca forsvandt for mine Øyne; jeg befandt mig
siddende paa Siden af et Bierg, og blev vaer paa min høyre Haand,
en Engel, hvilken jeg kiendte at være Axoran, Straffens Tiener. Da
jeg saae ham, blev jeg forfærdet, jeg slog mine Øyne ned til Jorden,
og var færdig til at afbede hans Vrede, da hand befalede mig at tie.
Almet, sagde hand,, du har opofret dit Liv til Betragtning, paa
det dine Raad maatte befrie Vankundighed fra Vildfarelsens For¬
virringer, og afskrække Formastelse fra Misgierningers Brink; men
Naturens Bog har du læst uden Forstand, den er igien aabnet for
ydig, see op, betragt den og bliv Viis.
Jeg
Gog;


Jeg opløftede mine Øyne og saae et Jndlukke, deyligt som Pa¬
radiises Hauger, men af et gandske lidet Begreb. Midt igien¬
nem var en grøn Spatsere=Gang; ved Enden en vild Ud=Ørk, og
der uden for et u-igiennemtrængeligt Mørke. Gangen var beskygget
med Træer af alleslags Art, som vare skiulte tillige med Blomster og
med Frugter; utallige Fugle hørtes siungende paa Greenene; Græsset
var indsprengt med Blomster, som besvangrede de sagte Vinde med en
behagelig Lugt, og malede Veyen med Skiønhed; paa den ene Si¬
de løb en jævn klarskinnende Aa, som mand just kunde høre suuse over
det gyldene Sand, som glimrede paa Bunden, og paa den anden Si¬
de vare Gange og Løv=hytter, Kilder, Grotter og Vandfald, som for¬
andrede Udsigten med en ueendelig Adskillighed, men mand kunde dog
see Indhegningens Grændser.
Da jeg nu stirrede i en fornøyelig og forundrende Henrykkelse paa
denne fortryllede Plæt, saae jeg en Mand stiælende sig frem af Veyen
meget tankefuld og dybsindig; hans Øyne vare fæstede paa Jorden,
og Armene kaarsviis for hans Bryst; undertiden sprang hand op, lige¬
som en pludselig Angest eller Smerte havde angrebet ham; hans Ansigt
udviiste Bekymring og Skræk; hand saae rundt omkring med et Suk,
og naar hand i et Øyeblik havde stirret paa den Udørk, som laae for ved
ham, da syntes det som hand ønskede at blive staaende, men hand blev
drevet frem ad ved nogen usynlig Magt; hans Lineamenter satte sig dog
snart igien til en rolig Melankolie; hans Øyne vare igien fæstede paa
Jorden, og hand gik frem, som tilforn, med en kiendelig Uvillighed, men
uden nogen hæftig Sinds Oprørelse. Jeg blev inderligen bevæget over
dette Syyn, og vendte mig hastigen til Engelen, for at udspørge af ham,
hvad der kunde foraarsage saadan en Ulyksalighed hos et Creatur, der
var omgivet med alle de Ting der kunde fornøye enhver Sands; men
hand forekom mit Spørsmaal og sagde: Naturens Bog er for dig,
see op, betragt den og bliv viis. Jeg opløftede mine Øyne og saae
en Dal imellen tvende Bierge, som vare ujævne og bare, paa Veyen
par der intet grønt, og Biergene gave ingen Skygge; Solen brændte
lige over Hovedet, og enhver Kilde var udtørret; men ved Enden af
Dalen laae et Land, som var behageligt og frugtbart, beskygget af Sko¬


ve og prydet med Bygninger. Da jeg saae nøyere til, blev jeg en Mand
vaer i Dalen, som var vel mager og nogen, men hand saae dog for¬
nøyet ud, og hans Vandel var hyrtig; hand holdt sine Øyne fæstede
paa det Land som laae for ham, og lod undertiden ligesom hand vilde
have løbet, men blev holdt tilbage, ligesom den anden blev drevet frem,
ved nogen hemmelig Kraft; undertiden mærkte jeg vel at hand pludseli¬
gen yttrede noget Tegn til Smerte, og undertiden giorde hand korte og
ømme Trin, ligesom hans Fod var blevet beskadiget paa den ujævne
Vey; men hans Ansigt fik strax sin forrige Munterhed igien, og hand
ilede frem ad uden at yttre nogen Misfornøyelse eller Klagemaal.
Jeg vendte mig igien imod Engelen, begierlig efter at udspørge, af
hvilket hemmeligt Udspring Lyksalighed blev frembragt, i en Tilstand,
der var saa uliig den, i hvilken mand maatte have ventet den; men
hand forekom igien min Begiæring og sagde: Almet, kom ihu hvad
du har seet, og lad denne Underretning skrives paa dit Hiertes Tavler.
Kom ihu, Almet, at den Verden, i hvilken du er sat, er kun Veyen
til en anden; og at Lyksalighed beroer ikke paa Veyen, men paa En¬
den; denne din nærværende Leve Tiids Værdie er fastsat ved Haab og
Frygt. Den Ulyksalige, som ønskte at gaae og dvæle i Haugen, som
saae runden om til dens Grændser med Forskrækkelse, hand var uden
Fornøyelse, efterdi hand var uden Haab, og blev ideligen qvælet af
Frygt for at miste det, som hand dog ikke nød eller havde Glæde af;
hand havde saa ofte hørt Fuglenes Sang, at hand ikke meeere hørte
derefter, Blomsterne vare saa tit forekomne ham, at hand ikke meeere
3saae deres Skiønhed; Agen randt forbi ham, uden at hand gav agt
derpaa; og hand var bange for at opløfte sine Øyne og see frem ad,
paa det hand skulde ikke see det øde Land, som omringede Haugen.
Men den som slæbte sig frem igiennem Dalen, var lyksalig, efterdi
hand saae frem ad med Haab. Saaledes er det af liden Betydning
for den som er en Fremmed og Pillegrim paa Jorden, enten den Vey
hand betræder er bestrøet med Blomster eller med Torne, dersom hand
93 selv mærker at hand kommer nærmere og nærmere til disse Egne, imod
hvilke all Forskiæl forsvinder imellem denne Udørks Torne og Roser,
der ere begge lige afmægtige til at give Fornøyelse eller Smerte.
Hvad


Hvad er det da, som den Ævige Viisdom har ulige ud¬
deelt? det som kand giøre enhver Stand lyksalig, og uden hvilket en¬
hver Stand maae blive elendig, det forhverves ved DyD; og DyD
Her muelig for alle. Kom ihu, Almer, det Syyn du har seet; og lad
mine Ord blive skrevne paa dit Hiertes Tavle, paa det du maae vey¬
lede de Vandrende til Lyksalighed, og retfærdiggiøre GUd for Men¬
neskene.
Jmedens Axorans Røst endnu opfyldte mine Øren, forsvandt dette
Syyn for mig, og jeg befandt mig igien siddende ved Templets For¬
gaard. Solen var gaaet ned, Mængden som tilforn vrimlede for mig,
var gaaet hen til Hvile, og Midnattens høytidelige Stillhed tillige med
den Underviisning, hvorved mine Tvil vare opløste, befordrede mit
Sinds fuldkomne Rolighed.
Saadant, min Søn, var det Syyn, hvilket Propheten benaadede
mig med, ikke for min skyld alleeneste, men for din. Du har søgt Lyk¬
salighed i timelige Ting; og derfor har det slaaet dig feyl. Lad Under¬
viisning ikke blive spildt paa dig, som Prophetens Segl i Aris Kilde;
men gaae din Vey; lad din Faare=Flok klæde de Nøgne, og dit Bord
føde de Hungrige; befrie den Fattige fra Undertrykkelse, og lad din Om¬
gængelse være heroven til. Saaledes skal du glæde dig i Haabet,
og see frem af til dit Livs Ende som din Lyksaligheds Fuldbyrdelse.
Almet, i hvis Bryst Andagt optændtes, imedens hand talede,
vendte tilbage ind i Templet, og den Fremmede gik bort i Fred.
Dette Uge=Skrift bliver hver Torsdag at bekomme i det Kongel. priv.
Bogtrykkerie ved Stranden, skraas over Prammændenes Laugshuus,
hvor 3de forgyldte Skildter sees over Døren, Arket 2 z.


No. 54.
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker.
Philinde.
P¬
hilinde ofte blev for Speylet staaende;
Thi mand de Skiønne kand langt snarere betage
All anden Drift end dem fra Speylet drage,
Og fra den Lyst, sig selv at see og at behage.
Saa skumles over dem af Mandspersonerne;
Men staae J kun, J smukke Piger,
For eders Speyl; jeg det ey laste vil;
Hvad andet skulde J vel eder tage til?
Bestandigen at lee og leege, (som mand siger
Er eders Hoved=Sag) for Vinduet at staae,
Og efter Mandfolk see, som eder hilse maae,
Det kunde J jo ey udstaae.
Kort sagt, det smukke Barn, Philinde,
Dig ofte speylede og mynstrede sit Haar,
Og naar der ikke er den mindste Feyl at finde,
Hun stedse noget dog derved at rette faaer.
Philindes Broder, en Skribent,
For Speylet hende saae, og vilde derfor skiænde:
Kand denne Speylen ey endnu engang faae Ende?
J er ret smuk, det er bekiendt;


Men all sin Tiid for Speyles at fordrive,
Det røber alt for stor en Egen=Kierlighed.
Herr Autor, sagde hun, lad mig udadlet blive,
Maa skee den samme Feyl hos eder havet Sted;
Thi gierne i et Speyl at see sin Deylighed,
Og gierne læse hvad mand skriver,
Et lige stort Beviis paa Selv=Jndbilding giver.
Admonet, & magna testatur voce per umbras:
Discite justitiam mogiti & non temnere Divos.
Min Herre,
alle de Midler, som have været opfundne til at lætte Livets Elen¬
A¬
digheder, er der intet overgivet til Fortvilelse, undtagen Klage¬
maal; og omendskiønt Klagemaal, uden Haab om Lindring, maae
heller agtes at formeere end formilde Lidelsen, saasom mand derved ef¬
tertænker enhver Omstændighed af sin Kummer, og giør de forbigangne
Lidelsers Erindring meere bitter ved det mand for Tiden plager sig med
de tilkommende; saa er det dog dermed, ligesom med Graad, det er at
give det Luft, som mand har ondt for at holde tilbage; og det trøster
den Ulyksalige, som mistviler om Lindring, med Haab om Medynk.
Af dette Tall er hand, som nu skriver eder til; dog, den Lættelse mand
finder af at beklage sig, og det Haab mand har om at opvække Med¬
ynk, ere ikke de eneste bevægende Aarsager, der have drevet mig til at
meddeele eder en Følge af Hændelser, ved hvilke jeg er blevet forleedt
til en uformærkt Afvigelse fra Lyksalighed, og omsider styrtet i en u-bo¬
delig Elendighed; Jeg ønsker at andre maae undgaae Fordervelse; og
er derfor omhyggelig for at advare andre om den Vey, der leder dem
til den Brink, fra hvilken jeg er faldet.
Jeg er det eneste Barn af en riig Forpagter, hvilken, saasom hand
selv var u-lærd, var desmeere nidkiær for at giøre sin Søn til en lærd
Mand; hand indbildte sig at der i det Grædske og Latinske Sprogs
Kund¬


Kundskab var nogen hemmelig overnaturlig Kraft, som havde en U
afladelig Virkning, og som vilde jævne Veyen for mig igiennem Ver¬
den, forvisse mig om lykkelig Fremgang i mit Foretagende, og forskaffe
mig nye Udveye, naar et Anslag slog feyl. Men saasom hand kunde
ikke negte sig selv den Fornøyelse hand fandt i at have mig hos sig, og
derfor ikke vilde sende mig til en offentlig Skole, saa tilbød hand Ca¬
pellanen i Sognet 50 Rdlr. om Aaret og sit Bord, for at være min
Læremester.
Denne hæderlige Mand, som var til Alders og havde nyligen
ladet sin Hustrue begrave, tog imod den tilbudne Tieneste, men vilde
ikke tage imod Lønnen; min Opdragelse, sagde hand, vilde blive ham
en behagelig Tiidsfordriv i hans ledige Timer, saasom den havde en
lykkelig Overeensstemmelse med hans Embedes Pligter; men hand fore¬
stillede derhos, at hans Capellanie, der var paa 150 Rdlr. om Aaret,
og havde længe underholdt ham, da hand havde Familie, vilde nu
giøre ham riig, da hand var enlig, derfor paastod hand at ville be¬
tale for sin Kost; hvilket min Fader, hvor ugierne hand vilde, maatte om¬
sider samtykke. Da jeg var sex Aar begyndte jeg at lære Latin under
min Læremester, og i mit femtende Aar havde jeg gaaet de beste Latin¬
ske og Grædske Skribentere igiennem. Men disse lærde Sprog vare
ikke alt hvad jeg lærte af denne Mand, foruden andre Videnskaber af
mindre Betydenhed, lærte hand mig Christendommens Kundskab
ved hans Underviisninger, og dens Øvelse ved hans Exempel.
Saasom hans Gemyt var meget sagtmodigt, roligt og stadigt,
saa havde hand forhvervet sig en u-ndskrænket Magt over mig; hand
var aldrig egensindigen eller urimeligen streng; saa at jeg ansaae hans
Misfornøyelse ikke som en Virkning af hans Skrøbelighed, men af
min egen Forseelse; hand udviiste saa stor Bevaagenhed i den Fornøyelse,
hvormed hand berømte mig, og i den kierlige Bekymring, hvormed
hand straffede mig, at jeg elskede ham som en Fader; og hans Andagt,
skiønt fornuftig og mandagtig, var, ved en idelig Øvelse, saa sædvan¬
lig og inderlig, at jeg ærede ham som en Helgen. Jeg fandt end og
mine Passioner underkuede ved en frygtsom Ærbødighed, som hans Nær¬
værelse indprentede mig; og ved det jeg bestandigen gav agt paa hane


tærdom og Levnet fk jeg saadant et Begreb om min Forbindelse med
den u-synlige Verden, og saadan en Overbeviisning om at det Gud¬
dommelige Væsen var vidende om alle mine Tanker, at et hvert u¬
ordentligt Ønske blev hemmeligen dæmpet, og min Opførsel indrettet
med den allervarligste Forsigtighed.
Min Fader tænkte at hand havde nu taget tilstrækkelig Omsorg for
min Opdragelse, og begyndte derfor at vente, at jeg skulde gaae ham
til haande i at have Tilsyyn over hans Tienestefolk, og at forestaae
hans Aulsgaard, i hvilken hand vilde at jeg skulde efterfølge ham; men
min Læremester, hvis fornemste Hensigt var ikke min timelige Fordeel,
lod ham vide, at, som en Forpagter eller Bonde, vilde en stor deel af
min Lærdom blive aldeles unyttig, og at den eneste Maade at giøre
mig nyttig for Menneskene, efter den Kundskab jeg havde forhvervet,
vilde være at sende mig til Universitetet, paa det jeg i sin Tiid maatte bli¬
ve Præst. Men foruden det at min Fader vilde endnu ikke gierne lade
mig komme fra sig, saa havde hand formodentligen mange andre Aarsager,
hvorfor hand ikke vilde have mig i den Stand, imidlertid havde hand
dog saa stor Høyagtelse for min Læremester, at hand havde næsten
gandske underkastet sig hans Beslutning, da een af min Moders Paa¬
rørende, som var en Procurator i Temple (*) der havde meget at be¬
stille, kom ud til os, for at fordrive nogle af de mange Fri=dage, da
Rettergangen ophører, og at besøge os, efter mange Aars Fraværelse,
og mange igientagne Jndbydelser.
Min Fader tænkte at hand maatte ikke forsømme denne Leylighed,
at raadføre sig med en Mand, der kiendte Verden saa vel, hvorledes
hand skulde forholde sig med mig, og maae skee hand hemmeligen haa¬
bede, at min Læremester vilde frafalde sin Mening som uforsvarlig, der¬
som en Person af Procuratorens Forfarenhed skulde erklære sig imod
ham. Min Morbroder blev følgeligen antaget som Voldgiftsmand i
Trætten; og efter at hand havde hørt begge Parters Argumenter, er¬
klærede hand sig imod min Faders Mening at giøre mig til en Avls¬
mand; hand sagde, at det vilde være en stor Ubillighed at begrave mine
Ga¬
(*) Dette er et stort Collegium eller Huus i London, hvor de fornemste
og berømmeligste Jurister have beqvemme Værelser, og boe tilsammen.


Gaver og Lærdom i et mørkt og ringe Landsby=Levnet; efterdi de før¬
modentligen vilde blive belønnede med Riigdom og Ære, dersom de
bleve bekiendte i Verden. Min Læremester bildte sig ind, at Sagen
var nu gandske afgjordt efter hans Ønske; og saasom hand maatte be¬
søge en af hans Sognefolk, der var syg, saa gav hand mig et lykøn¬
skende Øvekast, da hand gik ud; og jeg saae at hans Kinder bluffede
af en triumpherende Glæde, og hans Øyne tindrede af Fornøyelses
Taare.
Men hand var ikke snarere gaaet ud af Stuen, førend min Mor¬
broder begyndte at tale af en anden Tone; hand sagde til min Fader,
at omendskiønt hand havde sat sig imod at jeg skulde blive en Avlsmand,
saa holdt hand dog ikke med at jeg skulde blive Præst; thi at giøre et
ungt Menneske til Præst, uden at være i Stand til at forskaffe ham Le¬
ve=Brød, var at giøre ham til en Betler, (*) hvorpaa hand giorde no¬
gle vittige Anmærkninger over den gamle hæderlige Mand, som var
Jngen, sagde hand, kunde tvile om, at denne
nyligen gaaet ud;
Mand var sat til en slet Handtering, naar mand betragtede hans Om¬
stændigheder nu da hand havde drevet den i fyrretiuge Aar. Og efter
adskillige andre muntre Jndfald, hvorover min Fader vel kom til at lee,
men jeg til at skælve, slog hand ham paa Skuldrene og sagde: " Hør,
min gamle Mand, dersom J har i Sinde at eders Dreng skal giøre
en Figur i Verden, da sæt ham til at være Skriver hos mig; Mylord
Cantzler King var ikke andet end en Kræmmers Søn fra Landet; og
min Herre gav en meget høyere Person mangen en halv Krone, da
hand var Skriver hos en Procurator, som boede i de næste Kammere
ved mine. Hvad siger J! skal jeg tage ham til London med mig,
eller ikke?, Min Fader, som med stor Begierlighed havde hørt efter
dette Forslag, raabte, saa snart min Morbroder havde udtalt, "Top,
det holdes!, hvorpaa hand strax gav ham sin Haand til Beviis paa
hans Samtykke. Saaledes var Kiøbet sluttet, og min Skæbne be¬
stemt, førend min Læremester kom tilbage.
Det var forgæves at hand derefter gav min Fader tilkiende, hvor
meget
Hhh;
(*) De som slaae sig til den Geistlige Stand, kand i Engelland blive
indviede til Præster, endskiønt de endnu intet Kald eller Embede have.


meget hand havde at udsætte paa min nye Herres Carakter, og udviiste
den allerforskrækkeligste Frygt for mig, i det jeg skulde blive Skriver hos
en Procurator, og komme i Sælskab med disse Vanartige, hvilke vare
ham beskrevne, og maae skee ikke ubilligen, som de meest ryggesløse Men¬
nesker paa Jorden; de blive vel ikke derfor verre end andre, blot som
Skrivere; men som unge Personer, der have meere Penge at forøde paa
at fyldestgiøre deres Begierligheder, og ere derfor snarere end andre o¬
verladte til deres egen selvraadige Opførsel; thi endskiønt de blive tagne
fra Forældrenes Varetægt, saa blive de dog neppe betragtede eller holdte
som Tienere, og holdes derfor ikke tilstrækkeligen i Ave ved en Herres
Myndighed.
Min Fader havde fattet saa gode Tanker om min Morbroder, af
hand ansaae ham for den skikkeligste Mand i Verden; og var formodent¬
ligen fortryllet af det romanske Haab, at leve den Dag og see mig sidde
i den Høyeste Ret, eller at møde mig som en Lands=Dommer, udstrakt
i min egen Karete, og efterfulgt af en Mængde af de ringere Rettens
Betientere. Hand var derfor ikke at bevæge enten ved alvorlige Fore¬
stillinger eller ved Bønner; og jeg reed bort med min Morbroder til en
Bye, som laae nogle faa Miile fra min Faders, for at møde den agen¬
de Post, efter at jeg havde taget Afskeed fra min Fader, med saadan en
om Kierlighed, der satte os begge i Bevægelse, og faaet den hæderlige
gamle Mands sidste Formaninger og Velsignelse, som til Slutning om¬
faunede mig med en stiltiende Hæftighed af u-udsigelige Ønsker, der
bleve igientagne med Taare, som kunde ikke længere holdes tilbage el¬
ler skiules,
Da vi havde taget vor Plads i Kareten, begyndte min Morbroder
at fixere mig med den Fortrydelse og Misfornøyelse, som hand blev vaer
i mit Ansigt, fordi jeg skulde forlade en Koe=Stald og en Sviine=Sti,
og to gamle graahærdede Knarke, som trættede om, enten jeg skulde be¬
graves i en Aulsgaard eller i en Skole. Jeg, som aldrig havde hørt
min Fader eller min Læremester begegnet med Uærbødighed, kunde ikke
kiule min Mishag og Fortrydelse; men hand blev stedse ved at belee min
Landsbye=Eenfoldighed, med mange forblommede Talemaader, som jeg
paa den Tiid ikke forstod, men som høyligen forlystede det øvrige Sæl¬
skab


Kkab. Efter fire Dages Reyse naaede vi London, og saa suart vi vare
komne paa min Herres Kammer, tog hand mig i Haand, og bad mig
velkommen til Temple.
Hand havde i nogle Aar været Enkemand og saasom hans Dat¬
ter og eeneste Barn, var endnu i en Kost=Skole, saa bestod hans Familie
alleeneste af en Tiener, en Pige, og mig; thi omendskiønt hand holdt
to Skrivere, saa maatte de dog selv forskaffe sig Kammer og Kost.
Disse Karles gruelige Utugt og Ugudelighed opvakte den største Skræk
og Afsky hos mig; jeg kunde ey heller troe, at min Herres Eiendom og
Forretninger kunde med Sikkerhed betroes i saadanne Folks Hænder,
som i alle Henseende syntes at være saa gandske uden Dyd og Religion;
jeg holdt det derfor for min Pligt at advare ham om hans Fare; og
følgeligen, da vi en Dag sadde og spiiste, aabenbarede jeg ham min
Mistanke og de Aarsager, hvorpaa den var grundet. Den alvorlige
Høytidelighed, med hvilken jeg bragte denne Materie paa Bane, og
hvorved jeg gav ham Sagens Vigtighed tilkiende, som jeg vilde aaben¬
bare ham, bragte ham i saadan en hæftig Latter, at jeg blev gandske
stum af Skamfuldhed, Forundring og Forskrækkelse. Saa snart hand
var kommet til sig selv igien, sagde hand til mig, at omendskiønt hans
Skriver=Karle vel brugte nogle Talemaader, som jeg ikke havde været
vant til at høre, saa troede hand dog at de vare meget ærlige og skikke¬
lige Folk, og at hand havde meere Tilliid til dem, end hand vilde have
til en skinhellig Fantast, om hvilken hand ikke vedste andet end at hand
hver Morgen og Aften gik til Bøn, og læste til og fra Bords; hvad
Banden angik, da meente de intet ondt dermed; og saasom hand ikke
tvilede om at enhver ung Karl holdt af en kiøn Pige, saa var det bedre
at de skulde skiemte dermed, end være hykkelske og lumske; jeg maatte
dog ikke meene, at hand mistænkte min Oprigtighed, eller vilde dadle
mig for saadanne Øvelser, hvilke hand vedste at være blotte Virkninger
af den Skinhellighed og Overtroe, i hvilken jeg havde været opdraget,
og ikke Underfundigheds Skiul eller Misgierningers Udflugter.
Jeg blev overmaade skamfuld og nedslaaet over min Morbroders
Forhold ved denne Leylighed, og forundrede mig over hvoraf den kunde
komme, og hvorfor hand skulde giøre saa lidet af disse Laster hos andre,


som hand selv holdt sig fra; thi jeg havde aldrig hørt ham bande, og
saasom hans Talemaader vare ikke utugtige, saa bildte jeg mig ind at
hans Omgængelse var kydsk; hvori min Vankundighed dog bedrog mig,
og det varede ikke længe, førend jeg havde Aarsag til at forandre min
Meening om hans Carakter.
Der kom en Morgen et Fruentimmer og spurte efter min Herre paa
hans Kammer; hun havde noget i sine Maneerer, som opvakte baade
min Agtsomhed og Nysgierrighed; hendes Klæder vare smukke, men den
Maade, paa hvilken hun havde klædt sig, var meere flanevoren end næt;
hendes Tale og Opførsel var ikke naturlig eller artig, men syntes at være
en sælsom Blanding af et selv=gjordt fornemme Væsen og en fræk Ge¬
meenskab; hun saae sig i Speylet, medens hun talede til mig, og uden
nogen Undseelse satte hendes Hals=Strimmel til rette; hun syntes heller
fornøyet end forvirret over at mand saae stadigen paa hende, og da jeg
havde svaret hende at min Morbroder var gaaet ud, giorde hun nogle
andre ubetydelige Spørsmaal, og derpaa neyede gandske kort, løftede
Siden af hendes Skiørt op med et Sving, som blottede i det mindste
halvdeelen af hendes Been, og sprang hurtigen ned af Trapperne.
Jeg kunde ikke bare mig for at spørge Skriverne, om de kiendte dette
Fruentimmer; og blev meget skamfuld, da de sagde mig som en Hemme¬
lighed, at hun var min Morbroders Boelskab, som hand havde holdt næ¬
sten i to Aar i et Huus nær ved Covent=Garden. J Begyndelsen mis¬
tænkte jeg denne Efterretning; men den blev snart bestyrket ved saa man¬
ge Omstændigheder, at jeg kunde ikke længere tvile om dens Sandhed.
Saasom mine Grund=Regler vare endnu ubesmittede, og min Op¬
tugtelse havde endnu en stor Kraft hos mig, saa ansaae jeg min Morbro¬
ders Tanker som ugudelige og afskyelige; og hans Exempel indjog mig
heller en Skræk, end forførte mig til Efterfølgelse. Jeg fornøyede mig
med det Haab, at jeg skulde befordre hans Omvendelse, og tog alle Ley¬
ligheder i agt at tale om deres Ugudelighed, som leve i aabenbare Ukydsk¬
hed; men for disse Tanker blev jeg altid fixeret, naar hans Sind stod
til at være lystig, og naar Hovedet stod ikke ret paa ham, besvarede hand
dem alleneste med en spodsk og foragtelig Latter, som en der var fornøyet
med sig selv, og forstod det bedre end nogen kunde sige ham.
Fortsættelsen skal følge.)


No. 55
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker
(Fortsættelsen af No. 54.)
J¬
eg havde nu næsten i fiire Aar været hos min Morbroder, og jeg
havde endnu aldrig indladt mig i nogen Dispute imod ham; thi
omendskiønt jeg agtede mig selv meget hans Overmand i moralsk
og Theologisk Lærdom, og endskiønt hand ofte gav sig i fortroelig Sam¬
tale med mig, saa ansaae jeg dog en Tieners Underdanighed imod en
Herre som en af min Stands Pligter, og tog den saa nøye i agt, at
jeg aldrig gik videre end at spørge eller give Anleedning, naar vi vare
alleene, og taug altid stille, naar hand havde Sælskab; omendskiønt
jeg ofte høtte saadanne Meeninger fremsatte og forsvarte, at jeg forun¬
drede mig over, at Himmelen ikke ved noget umiddelbart forskrækkeligt
Tegn gav sin Vrede tilkiende. Men da hand en Aften kom hiem fra
Viin=Huuset, blussende af Viin, og, efter mine Tanker, fornøyet
over sin Seyer imod hans Laugs=Brødre, som hand havde disputeret
med, paastod hand at jeg skulde drikke et Glas med ham, førend hand
gik til Sengs; og ligesaa snart vi havde sat os, gav hand mig en or¬
dentlig Udfodring, i det hand negtede all Guddommelig Aabenba¬
ring, og trodsede mig at jeg skulde beviise den.
Jeg ansaae nu all Forskiæl imellem os som ophævet og traadte
frem paa Banen som en Ridder for Religionen, med saadan Høyhier¬
tighed, som en Helt altid føler, naar Faren nærmer sig. Jeg var i
mine Tanker forvisset om Seyeren, og glædede mig over at hand hav¬


de nu tvunget mig til at giøre det, som jeg ofte havde ønsket at hand
vilde tillade mig; jeg forpligtede ham til at erklære, at hand vilde di¬
sputere med mig paa lige Vilkaar, og derpaa begyndte vi Striiden.
Men det varede ikke længe førend jeg blev forbauset over at finde mig
gandske bragt i Forvirring af en Mand, som jeg saae at være halvedruk¬
ken, og hvis Lærdom og Dygtigheder jeg foragtede naar hand var ædru;
thi saasom jeg havde ikkun gandske nyligen fornummet, at nogen af
Religionens Grund=Lærdomme, fra Siælens Udødelighed og indtil de
allerdybeste Troens Hemmeligheder, havde været saa meget som draget
i Tvil, saa vare alle hans Jndvendinger gandske nye for mig. Jeg
blev angrebet der hvor jeg havde ikke bereedt mig til Forsvar; og da jeg
havde ikke været saa meget vant til at disputere, at jeg betænkte, at det,
i den menneskelige Forstands nærværende Skrøbelighed, er meget læt¬
tere at indvende end at besvare, og at der i alle Undersøgninger findes
Vanskeligheder, som kand ikke opløses, saa blev jeg overvældet ved hans
pludselige Anfald, og i min Forvirring, da jeg leedte efter Svar paa
hans Spitsfindigheder, forglemte jeg at drive paa de stadfæstende Ar¬
gumenter, paa hvilke Religionen er grundet; hand benyttede sig af min
Forvirring, udraabte sig selv som Seyervinder, og efterdi jeg var kom¬
met paa Knæene, begegnede mig som gandske overvundet.
Saasom jeg ideligen grublede paa denne Hændelse, der havde saa¬
ledes dempet mit høye Mood, saa fremturede jeg stedse i den samme
Forseelse; Jeg leedte efter Svar til at opløse hans Tvil og igiendrive
hans Jndvendinger, i stedet for at søge efter Beviiser, og fandt mig
selv meere og meere indviklet i Sophisteries Snarer. J nogle andre
Samtaler, som min Morbroder havde nu stor Lyst til at begynde, ble¬
ve nye Vanskeligheder frembragte; jeg blev meere og meere forvildet i
Tvilraadigheds Labyrinth, og saasom Sagen var af en u-endelig Vig¬
tighed, saa blev mit Sind sat i den allerbedrøveligste Kummer. Jeg
pønsede u-afladeligen paa de imellem os omtvistede Materier, underti¬
den straffende mig selv for mine Tvilsmaal, og undertiden berømmende
min Dristighed og Frihed i at grandske.
Medens mit Sind var i denne Stand, fik jeg ved en Hændelse
at høre, at der i et Øll=Huus i Naboelauget var en Sammenkomst,


visse Dage, i hvilken deslige Materier bleve frit afhandlede, og hvor¬
til enhver blev antaget uden nogen Betænkning eller Ceremonie;
til denne Forsamling besluttede jeg i en ulykkelig Time at gaae, paa
det jeg maatte lære hvorledes vanskelige Spørsmaal skulde udgrandskes,
og Sandhed skilles fra Vildfarelse.
Jeg gik følgeligen den næste Forsamlings Aften hen iblant den
Mængde, som søgte denne Daarligheds og Vantroes Skole, i Først¬
ningen var den mig modbydelig formedelst nogles grove Vankundighed,
og forargelig formedelst andres forskrækkelige Guds Bespottelser; men
min Nysgierrighed beholdt Overhaand, og jeg blev efterhaanden meere
og meere følesløs. Jeg fandt at næsten enhver, som førte Ordet, havde
en adskillig Mening, hvilken nogle af dem bestyrkede med Argumenter,
som for mig, der var aldeles ikke vant til at disputere, syntes at holde
stridige Formodentligheder i en nøye Ligevægt, saa at jeg, i stedet for
at blive stadfæstet i nogen Grund=Regel, blev skillt ved alle; mit
Sinds Forvirring og Kummer tog stedse til, og jeg kom i saadan en
Vane med at tvile om alt hvad der faldt mig i Tanker, at jeg næsten
tvilede, om jeg selv var til.
Ligesom jeg blev mindre vis i mine Grund=Regler, saa blev jeg
og mindre forsigtig i min Opførsel; men min Optugtelse havde endnu
saa stor Magt, at jeg fandt en Samvittigheds Angest naar nogen grov
Vold blev foretaget imod det som jeg havde holdt helligt, eller nogen
Gierning blev bedrevet, som jeg havde været vant til at betragte som en
Misgierning, hvorved GUds Naade forspildes. Jeg blev vel endnu
ved Vanens Magt holdt tilbage fra skammelige Laster, men denne Magt
blev svagere og svagere; og den naturlige Tilbøyelighed til det Onde blev
efter haanden stærkere; ligesom den Bevægelse der meddeeles en Bold,
som kastes op i Luften, bliver hvert Øyeblik mindre og mindre, indtil
den omsider falder tilbage ved sin egen Vægt.
Frygt og Haab, de tvende støre Drivere i de menneskelige Gier¬
ninger, havde nu tabt deres fornemste Øyemeed, saasom jeg tvilede om,
at jeg kunde giøre mig Vished om noget andet, end at benytte mig af


det nærværende Øyebik, min Magt tillat imodstaae Fristelser, formind¬
skedes med min Tilliid til GUds Naade, og med min Agt for hans
Lovs Anordninger; og jeg blev først forført af en offentlig Skiøge, da
jeg en Aften Fik hiem fra Forsamlingen, hvor der var blevet holdt en
Tale over Dydens Skiønhed, og den Moralske Forstands Styrke.
jeg begyndte nu at overgive mig gandske til kiødelige Lyster, og
gte eller haabede ikke anden Lyksalighed end at fyldestgiøre min
egierlighed; den Sinds Rolighed, som er Siælens Soelskin, blev for¬
vandlet til Tvilraadigheds Taage og Passionernes Størm; min Tillid
til Gud og Haab om ævigvarende Glæde blev ombyttet for pludselige
Skræk og forfængelige Ønsker, for Mætheds Væmmelser og mislingede
Forventelsers Kummer.
var i Sandhed meget utaalmodig under denne Uvished i mine
Meeninger; og vendte mig derfor til en Person, som var en af de for¬
nemste Talere i Fbrsamlingen, og blev holdt for en grundig Philosopd,
at hand vilde lætte mit eget Sinds Arbeyde j at udforske Sandhed, eg
frelse mig fra min Forvirring ved at betage mig mine Tvil; men, i ste¬
det for at komme mig til Hielp, beklagede hand at jeg i min Optugtelse
havde fattet saadanne falske Meeninger, hyrlke, som hand sagde hindre¬
de mig fra at overgive mig uden Forbehold og erkiende Sandheds Magt,
og vilde maae skee altid giøre mit Sind bange og uroeligk, omendskiønt
min Forstand skulde blive overbeviist; men, som det allerkraftigste Mid¬
del imod dette begrædelige Onde, anbefalede hand mig Chubbs, Mor¬
gans og mange andres Skrifter, hvilke jeg forskaffede mig og læste med
stor Begiærlighed; og omendskiønt jeg var endeligen ikke en sund Deist,
saa fornam jeg dog med Fornøyelse, at jeg havde faaet et skort Forraad
af Kundskab om Thevlogiske Stridigheder; saa at i stedet for at være
en Tilhører, begyndte jeg nu at blive en Ordfører i Forsømlingen; og
omendskiønt at staae op og fladdre for en Mængde i et Øll=Huus, ind¬
til mand ved et Hammer=Slag bliver befalet at tie, er saa nedrig en
Ærgierrighed, som kand besmttte det menneskelige Sind; saa blev jeg
dog meget opblæst af denne min nye Værdighed, og fornøyet over den
Ærbødighed som mand beviiste min Forstand og Skiønsomhed. Jes


betænkte vel undertiden, at jeg fortplantede saadanne Meeninger ved
hvilke jeg selv var blevet lastefuld og fordervet; men det randt mig strax
derpaa i Tanker, at omendskiønt min Opførsel var forandret, saa kun¬
de det dog ikke beviises, at min Dyd var mindre; efterdi mange Ting,
hvilke jeg skyede som lastefulde efter mine gamle Grund=Regler, vare
uskyldige efter de nye. Jeg fremtutede paa famme Bane, og ideligen
plagede min Hierne med at opfinde nye Beviser og Oplyysninger; og
iblant andre Midler, saa vel for at sætte mig i større Anseelse, som og
for at stille min Stmnvittighed tilfteds og befrie mig fra dens piinagtige
Bebreydelser, mæikke jeg paa følgende;
else er uskyldig, efterdi den
Saasom jeg havde lært, at a Vildste
er ikke frivillig, saa sluttede jeg, at der ikke behøvedes meere til at sætte
Sindet i Rolighed, end at beviise, at alle Laster ere en Vildfarelse;
"Jngen bliver lastefuld, uden
Jeg gjorde derfor følgende Argument:
fordi hand troer, at Lasterne vil befordre hans Lyksalighed; mand har
maae skee vel lætt ham tvert imod; men en blind Troe udkræves ikke
af fornuftige Creature; derfor, saasom et hvert Menneske bør søge Lyk¬
salighed, saa maae enhver lovmæssigen giøre Forsøg; dersom hans
Forhaabning slaaer ham feyl, da er det Søeleklart, at hand havde
g ikke tænkt at det skulde falde saaledes ud; saa at ethver Last er en Vild¬
u farelse, og derfor skal mgen Last blive stmaffet;
ni:Mua
Dette kløgtige Paafund aabenbarede jeg for min Ven, den forom¬
meldte Philosoph, hvilken, i stedet for at viise mig hvad Forskiæl der er
mellem Vankundighed og modtvillig Vangrt, eller at fastsætte de Grænd¬
ser, inden hvilke vi ere indskrænkede til at søge vor egen Lyksalighed, saa
berømte hand min Skarpsindighed og dybe Jndsigt, og mine Fornuft¬
Slutningers Styrke. Jeg længtes med Utaalmodighed efter at fremføre
saa nye og vigtig en Opfindelse i Forsamlingen; og den Agtsomhed, hvor¬
med jeg blev hørt, fornøyede min Ærgierrighed til det allerydetste som
jeg kunde ventet; jeg fik vel nogle Modstandere; men de bare faa lidet
øvede i at argumentere, og forstode saa lidet af Materien, at deres
Modsigelser gjorde kun min Seyer des meere herlig og vigtig; thi Præsi¬
denten i vor Forsamsing sankede Aronmenterne paa begge Sidermed saa¬
dan
J3


dan en nøyagtig og streng Upartiiskhed, at, saasom jeg blev ikke anseet
for at være igiendrevet, saa tænkte de, der kunde ikke indsee mine Mod¬
standeres Svaghed, at det var umueligt at igiendrive mig; alt saa blev
min falske Spitsfindighed antaget for et klart og u-modsigeligt Beviis,
og min Lærdoms Tilhængeres Tall blev utroeligt. Forsamlingen bestod
fornemmeligen af Skrivere og Lærlinge, unge Personer, som havde
haft en gudelig, skiønt ikke lærd Optugtelse, thi de andre, som vare gand¬
ske vankundige, eller aldeles liderlige, bekymrede sig ikke om saadanne
Materiers Afhandling, som bleve foretagne i vor Forsamling; og disse
ulyksalige Drenge, hvis Passioners Hæftighed blev fornemmeligst holdt
i Tømme ved Frygt, og hos hvilke Dyden var endnu ikke blevet en Va¬
ne, vare glade derover, at de kunde blive løste af disse Lænker, som
mand sagde at Præsternes Underfundighed havde paalagt dem.
Men hvorledes jeg og maatte fornøye andre, saa var jeg dog ikke
selv fornøyet; mit Sinds qvælende Kummer indfandt sig igien, og her
behøvedes nye Dvale=Drikke; disse vare vel ikke lætteligen at finde, men
saadan var min gode Lykke, at en ustuderet Haandverkmand forskaffe¬
de mig en høystbeleylig Vederqvægelse, , i det hand undersøgte det vig¬
tige Spørsmaal, og tydeligen beviiste, at Siælen var ikke ey heller
kunde være udødelig." Jeg var, i Sandhed, tilbøyelig til at troe,
uden den skarpeste Undersøgning, hvad jeg nu begyndte hemmeligen at
ønske, thi saadan var mit Sinds Tilstand, at jeg vilde gierne bortgive
Haabet om en ævigvarende Lyksalighed, for at blive befriet for en stedse¬
varende Elendighed; og saasom jeg tænkte paa Døden, som paa en Hæn¬
delse, der var endnu langt borte, saa kunde den Frygt for at blive til in¬
tet i Døden, ikke meget hindre eller formindske de Forlystelser, som jeg
fandt i Hore- og Drikke=Huuse.
Jmidlertid bleve de dog forhindrede ved en anden Aarsag; thi jeg
fik en Sygdom paa Halsen, som giorde mig meget bange og bekymret,
ligesom dens Fremgang var hastig og dens Følger forskrækkelige. J den¬
ne Nød tog jeg min Tilflugt til en ung Chiruraus, som og førte Ordet
i vor Forsamling, og fortiente en skikkelig Underholding, ved at holde
dens Lemmer i Reparation; hand anhørte mit Klagemaal som en meget
smal Sag; og for at forekomme alle alvorlige Betragtninger i denne


smertelige og eensomme Mellem Tiid, saa firerte hand mig med mit An¬
sigts begrædelige Længde, og formanede mig at stille mig an som en
Mand.
Min Hovmod, heller end min Frygt, gjorde mig meget omhyggelig
for at skiule denne Upasselighed for min Morbroder; men hand blev den
snarligen vaer, og det heller med Fornøyelse end Vrede, saasom hans
Triumpf derved blev fuldkommet, og hand fik nye Anledning til at fixere
og belee mig. Ved min Feldskærers aandelige og legemlige Bistand fik
jeg omsider min Helbred igien, med de samme ryggesløse Moraler, og
en fast Beslutning, at søge mine Forlystelser med meere Varlighed; thi
i stedet for at leye gemeene Skøger, stræbte jeg nu efter at bedrage
Jomfruer og forføre Koner.
J disse Forsøg gjorde mine nye Grund=Regler mig en stor Bistand;
thi jeg befandt, at disse som jeg kunde omvende, kunde jeg og lætteli¬
gen forføre; og til at omvende mange, behøvedes der intet meere, end
at fremsætte mine Meeninger og at anføre noget til at forsvare dem
med, hvorved jeg selv syntes at være blevet overbeviist; thi saasom de
ikke vare i Stand til at disputere, saa tænkte de, at det Argument, som
havde overbeviist mig, vilde, i fald de kunde forstaae det, iligemaade
overbeviise dem; saa at, i det de gave min Lærdom et blindt bifald,
saa giorde de baade deres egen Skiønsomhed en Compliment, og tillige
banede Veyen til at fyldestgiøre deres Begierligheder.
Jmedens jeg saaledes fornøyede alle mine u-ordentlige Lyster, og
gik fra en Grad af Ondskab til en anden, besluttede min Morbroder at
tage sin Datter, der bar nu i hendes nittende Aar, hiem fra Skolen;
og saasom hand havde i sinde at lade hende forestaae hans Huushol¬
ding, saa forlod hand sine Kammere i Temple og leyede et Huus i
Byen.
Dette unge Fruentimmer havde jeg ofte seet, og stedse fundet hende
meget elskværdig; hun var derfor ikke snarere kommet hiem, førend jeg
giorde mig all Umag for at sætte mig i Yndest hos hende ved tusende
Omhyggeligheder, og glædede mig ved de mange Leyligheder jeg fandt


til at tale alleene med hende; jeg mærkte at mit Sælskab mishagede
hende ikke, og at hun ikke var uskiønsom imod min Føyelighed.
Endskiønt min Morbroder havde seet Virkningen af hans vantroen¬
de Lærdømme i mine Sæders Fordervelse, saa kunde hand dog ikke
bare sig for at drive Spot med Religionen i hans Datters Nærværelse;
og jeg forsømte nu aldrig at gaae ham til haande deri, saasom jeg be¬
greb, at jeg derved des lættere skulde udføre et Anslag, som jeg havde
fattet, nemlig at bringe hende til at fornøye mine Lyster. Jeg maatte
vel ægtet hende, og maaskee min Morbroder hemmeligen havde i Sinde
at jeg skulde; men jeg kiendte Fruentimmer alt for vel til at tænke, at
Ægteskab vilde indskrænke mine Ønsker til een eneste Person; og jeg
fandt største Leede til en Stand, i hvilken Forandrings Fornøyelse maae
opofres for Huus=Fred, eller Huus=Fred for Forandrings Fornøyelse;
thi hverken bildte jeg mig ind, at jeg kunde længe leve i en u-lovlig Om¬
gængelse med mange Qvindfolk, førend min Kone maatte ved en eller
anden Hændelse erfare det; ey heller troede jeg, at hun vilde være saa
høflig og philosophisk og tillade mig saadan Frihed uden Tilrettesættelser
og Støyen; og derforuden havde jeg ikke Lyst til en Sværm af Børn,
hvis Nødtørft vilde snarligen blive mig til Uleylighed og Uroe, og som
vilde almindeligen agtes berettigede til min Fliid og Sparsommelighed;
da derimod de Børn, som avles med et Boelskab, kand overgives til
Armod og Betlerie, uden at overtræde Loven eller at forsee sig imod
det almindelige Samqvem.
Dette unge Fruentimmer tvertimod, da hun mærkte at min Op¬
førsel imod hende overgik den almindelige Høflighed, saa tvilede hun
ikke om, at min Hensigt var at faae hende til Kone; og jeg kunde kiende,
at hun ofte ventede saadan en Erklæring, og syntes underligt der om, at
jeg endnu ikke havde foreslaaet hende at tale til hendes Fader; men efter¬
di hun, som jeg slutter, bildte sig ind, at jeg alleneste forhalede med
disse Omstændigheder til en ret beqvem Leylighed, saa giorde hun sig in¬
gen Betænkning over at tillade mig all den Frihed, som kunde bestaae
med Ærbarhed; og jeg tilede hver Dag nærmere og nærmere til mit An¬
Slags Fuldbyrdelse, dog saa uformærkt, at jeg hverken opvakte hendes
Frygt, eller bestyrkede hendes Haab.
(Slutningen skal følge.)


No. 56.
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker.
(Fortsættelsen af No. 55.)
J¬
eg vedste, at der behøvedes alleeneste to Ting: hendes Passioner
skulde ophidses, og de bevægende Aarsager tages af Veyen,
ved hvilke Passionerne holdtes i Tvang. Jeg lod mig derfor ide¬
ligen forlyde med, at intet som var naturligt kunde være ondt; jeg be¬
klagede mig over de falske Meeninger og den Tvang, som Overtroe og
Præsternes Trædskhed havde indført; men paa det hun skulde tænke,
at dette blev alleeneste sagt som af en Hændelse og uden Hensigt, saa
begyndte jeg strax derpaa at synge en Elskovs Viise, at igientage nogle
forføriske Vers eller at læse en Kierligheds Historie.
Men herefter lad aldrig nogen u=anstændigen begegnet Skiønhed,
anden Gang lade komme for sit Ansigt et Skarn, som har engang fore¬
taget sig at drive Spot med Religionen, og at sætte den menneskelige
Skrøbelighed andre Hielpe=Midler, i stedet for Kierlighed til GUD,
som er bedre end Livet, og hans Frygt, som er Viisdoms
Begyndelse; thi hvosomhelst der foretager sligt, har gandske vist i
Sinde at bedrage; og det er u=stridigen enhvers Fordeel, hvis Hen¬
sigt er god, at forholde sig tvert derimod; thi endog de, som ugudeli¬
gen negte Religionens Guddommelige Oprindelse, tilstaae dog, at
den er en politisk Jndstiftelse, som er meget vel indrettet til at styrke det
almindelige Samqvems Baand, og at holde Røvere, Voldsmænd og
Ødeleggere ude, ved at forskandse Uskyldighed, og ved at bevæbne Dy¬


den. At giøre disse Forførere Modstand ved Argumenter heller end ved
Foragt, er at tale sig til rette med en Morder, som mand kand lukke
ude ved at slaae Dørren i.
Min Morbroders Datter pleyede ofte at disputere med mig, og
disse Disputer hialp altid til at udføre mit Anslag; omendskiønt jeg ofte
lod ligesom det var kun halvdeelen min Skiemt, paa det jeg skulde ikke
giøre hende alt for frygtsom; og naar jeg vovede at tage nogen Frihed,
som gik noget over Ærbarheds Grændser, saa holdt jeg pludseligen op
ligesom det var skeedt i Tanker; og saasom jeg ikke foretog at gaae vi¬
dere, og det syntes ikke at jeg havde andet i sinde end hvad der var
skeedt, saa blev det anseet for Spøg, og straffet alleneste med et Slag
eller en suur Miine. Saaledes blev hun efter haanden vant til Van¬
troe og Ueanstændighed.
Jeg bragte engang listigen det Spørsmaal paa Bane, om det var
i sig selv uskyldigt at fyldestgiøre de naturlige Begierligheder; og, om
saa var, om det da i nogen Maade kunde blive syndigt, fordi den ud¬
vortes Ceremonie fattedes. Jeg paastod, at Dyder og Laster beroede
ikke paa udvortes Ceremonier, ey heller vare grundede paa menneskelige
Love, som vare indrettede efter Lovgivernes fri Villie, og foranderlige
efter Tidernes og Stedernes Omstændigheder; og at ligesom det var al¬
tid ondt, at et ungt Fruentimmer slutter sig ind i et Kloster, endskiønt
det er befalet ved saadanne Love, saa var det altid got, at hun fort¬
planter sin Skiønhed til Efter Tiden, endskiønt det under visse Omstæn¬
digheder havde været forbudet ved saadanne Love. Dette vilde hun al¬
deles ikke tilstaae, og jeg foreslog, at dette Spørsmaal skulde fremsæt¬
tes for hendes Papa, uden at sige ham om vor Tvistighed, og
at det skulde forblive ved hans Mening; hvilket Forslag hun og vil¬
ligen indgik. Hvorpaa jeg strax begyndte at tale om andre Ting, lige¬
som det var mig ikke derom at giøre, hvad Udfald vor Trætte vilde faae;
men jeg kunde mærke, at der gik hende meget til Hierte, og hun blev
meere tankefuld end hun pleyede.
Jmidlertiid forsømte jeg ikke at bringe saadan en Materie paa Tale,
saa snart hendes Fader var nærværende; og efter at jeg havde fremsat
Spørs,


Spørsmaalet i almindelige Ord, erklærede hand sig for min Meening,
uden at have nogen Mistanke om at hand var Dommer i sin egen Sag;
og saa snart jeg derefter var allene hos hans Datter, uden at tale om
hans Erklæring, igientog jeg mine forrige Friheder, jeg fandt hendes
Modstand mindre tapper, jeg benyttede mig af min Fordeel og fuldførte
hendes Fordervelse.
Inden faa Maaneder mærkte hun, at hun lavede til Barsel; en
Omstændighed, som hun fortallte mig med de bevægeligste Ord og den
smerteligste Bedrøvelse, men i stedet for at samtykke at ægte hende, som
hun ofte havde drevet paa, med alle de smaa overtalende Konster, som
hun kunde bruge, saa agtede jeg det for en gandske smal Sag, straffede
hende fordi hun var saa meget forskrækket over saadan en ringe Hæn¬
delse, og foreslog hende en Lægedom, hvilken jeg sagde til hende vilde
ufeylbarligen forekomme, at vor Omgængelse skulde ikke blive røbet, saa¬
som dette Middel skulde fordrive Virkningen deraf, førend den kunde
komme for Dagen. Over dette Forslag daanede hun, og da hun kom
til sig selv igien, satte hun sig derimod, med Skræk og Fortrydelse, græ¬
dende, skælvende og bedende; men jeg blev ubevægelig, og omsider en¬
ten betog eller undertvang hendes Scrupler, med de samme Argumen¬
ter, som havde allerførst forført hende til Synden.
Rettergangens Fri=Dage vare nu begyndte, og min Tiid var just
ude; jeg foreslog derfor min Morbroder, at vi skulde alle reyse ud og
besøge min Fader, haabende at Reysens Mødighed skulde befordre mit
Forsæt, ved at forøge Lægedommens Virkning, og at undskylde den
Upasselighed, som derved formodentligen vilde foraarsages.
Da dette var saaledes overlagt, og min Morbroder havde givet sit
Samtykke dertil, blev det og strax sat i Verk. Jeg vendte mig til min
gamle Ven, vor Forsamlings Chirurgus, for hvilken jeg ikke gjorde no¬
gen Hemmelighed af deslige Ting, og hand forskaffede mig strax Medi¬
camenter, som hand forsikkrede mig vilde have den begiærte Virkning;
men enten hand havde forseet sig i Tilberedelsen, eller hand havde gjordt
dem for stærke, saa frembragte de saadan en Uorden hos hende, som
Kkki2
strax


l min
strax efter at den klære mishandlede ulyksalig
Faders, endtes i hendes Død.
Min Bestyrtning og Græmmelse over dette Udfald ere ikke at beskri¬
ve; men Bestyrtning og Græmmelse bleve pludseligen forvandlede til For¬
færdelse og Skræk; thi hun var neppe død, førend jeg blev taget i For¬
varing, saasom mand havde mig mistænkt for hendes Mord. Hendes
Fader havde erklæret, at nyligen før hun døde havde hun begiært at
tale med ham alleene; at hun havde taget hans Haand og væmodigen
bedet ham om Forladelse, sigende derhos, at hun lavede til Barsel ved
mig, og at jeg havde forgivet hende, under den Forevending at redde
hendes Ære.
Hvad heller hun havde gjordt denne Erklæring, eller alleeneste be¬
kiendt Sandheden, og hendes Fader, for at hævne denne Uret, havde
falskeligen opdigtet det øvrige, det kand mand nu ikke faae at vide; men
da Sandemænd vare blevne opkrævede, og Legemet besigtet, befandtes
det at hun havde været frugtsommelig, med mange Tegn til en voldsom
og usædvanlig Død; hvorpaa de i deres Forretning erklærede mig skyldig
i forsætlig Mord, og jeg blev sat i det almindelige Fængsel.
Saasom Lands=Dommerne nu reyste omkring i deres Embede, saa
blev jeg inden fjorten Dage overbeviist og dømt fra Livet, ved Sande¬
mændenes Nidkiærhed, hvis Passioner vare blevne saa ophidsede ved den
afskyelige Misgierning, som jeg var beskyldt for, at de vilde heller at jeg
skulde lide som uskyldig, end at jeg skulde slippe, om jeg var skyldig; men
saasom Lands=Dommeren saae, under Sagens Forhør og Undersøgning,
at mit Forsæt havde ikke været at begaae Mord, saa satte hand mig i Fri¬
hed, førend hand forlod Byen.
Jeg maatte nu have igienkiøbt Tiden, og blevet opvakt til at kiende
min Daarlighed og Brode, gjordt det menneskelige Kiøn nogen Erstat¬
ning for den Uret jeg havde gjordt det almindelige Samqvem; og stræbt
ved Fortrydelse og Andagt at oppuste igien en Gnist af Haab i mit eget
Bryst. Men, desverre! i mit Sinds første Forrykkelse over en saa plud¬
selig og uventet Elendighed, blev Frygt for Døden overvundet af Frygt


for Skammen, og jeg tog Forgift ind; min umaadelige Fortvilelse for¬
hindrede dens umiddelbare Virkning; thi saasom jeg tog for meget, saa
kastede jeg en stor Deel deraf op igien, og der blev alleneste saa meget
tilbage, som var tilstrækkeligt til at forvisse mig om min Undergang, og
dog lade mig have Tiid til at betragte den forskrækkelige Afgrund, som
jeg nu siunker ned udi.
J denne begrædelige Tilstand er jeg blevet besøgt af den Chirurgus,
som var det umiddelbare Instrument til min Ulykke, og af den Philo¬
soph, som anordnede mine Studeringer; men disse ere Venner, som
alleeneste opvække mig til en smerteligere Følelse, og tilføye mig meere
ulidelige Piinseler. De forekaste mig min Daarlighed, og bebreyde
mig min Kleinmodighed; de fortælle mig tillige, at Frygt for Døden har
bragt mig til at fortryde, at jeg har forladt Overtroens Vildfarelser.
Men hvad vilde jeg nu give for disse vildfarende Haab, og for den læt¬
troende Eenfoldighed, hvilke, endskiønt mand har lært mig at foragte
dem, vilde ophelde mig i den forskrækkelige Time, som nærmer sig, og
bortdrive Fortvilelses Skræk fra min sidste Døds=Striid.
Jeg har vel en anden Slags Besøgelse, den gode gamle Mand, som
først lærte mig at giøre en Bøn, og først opmuntrede mig med Haab
om Himmelen; men hand kand alleeneste begræde med mig, at dette
Haab vil ikke komme igien, og at jeg kand ikke meeere bede med Tilliid;
Hand kand ikke ved et pludseligt Mirakel igien oprette de Grund-Regler,
som jeg har kastet over Ende. Mit Sind er idel Tvil, Skræk og For¬
virring; Jeg veed intet uden at jeg har gjordt min Dommers Naade og
Barmhiertighed kraftesløs, at Dødens Ankomst er hastig og u-und¬
gaaelig, og at enten en ævigvarende Nats Skygger, eller en u-udsluk¬
kelig Jlds Straaler forestaae mig. Min Siæl springer forgæves tilbage,
af Rædsel; jeg bliver fortumlet ved at tænke derpaa: det næste Øyeblik
er Raserie! Farvel.
Opsinous.
Jeg
Kkk;


eg er forsikkret om, at der ere faa Mænd, som have ædelmodige
Grund-Regler, der vilde søge efter høye Embeder, dersom det var
ikke heller for at have Leylighed i Hænder til at tiene deres særdeles Ven¬
ner eller dem som de ansee for værdige Mænd, end at forhverve sig selv
Riigdom og Ære. For et reedeligt Gemyt ere de beste Sportler ved en
Tieneste de Leyligheder og den Ævne den giver en Mand til at giøre got.
De som ere under de høyeste Embedsmænd i Riget, og ere de Jn¬
strumenter, som disse bruge, have fleere Leyligheder til at øve Medliden¬
hed og Godgiørenhed end deres Overmænd selv. Disse Betientere kien¬
de alle smaa Tilfælde og Sager, som skal bringes for den Store Mand;
og dersom de have reedelige Gemytter, da vil de betragte Armod som
en Recommendation hos den Person, der tager sin Tilflugt til dem, og
giøre hans Sags Retfærdighed til den mægtigste Talsmand for hans
Beste. En Mand der har saadant et Hiertelaug, naar hand er i et
vigtigt Embede, bliver en Velsignelse for det almindelige Samqvem:
hand forsvarer Enken og den Faderløse, hand antager sig den Venne¬
løse, og veyleder den Vankundige. Hand forkaster ikke eller afviiser
den Søgendes Fodring og Begiering, fordi hand ikke forstaaer at for¬
klare den for ham, ey heller vegrer hand sig for at giøre en Mand
Tieneste, fordi hand ikke kand betale ham derfor. Kort sagt,
endskiønt hand i alle sine Forretninger har Retfærdighed og billighed for
Øyne, saa finder hand dog tusende Leyligheder til at beviise alle de god¬
hiertige Tienester, som hans Ædelmodighed og Medlidenhed vil minde
ham om.
Den Mand er uskikket til saadant et vigtigt Embede, som er barsk
og vanskelig at komme til rette med, eller som har nogen anden Pas¬
sion, der giør ham fortrædelig for dem, som komme ham nær. En
grov og haard Mand kand lætteligen forvirre de Bange og Undseelige.
En stolt Mand afskrækker dem, som ere af nedrig Stand, at de ikke
tør komme til ham, endskiønt disse meest behøve hans Bistand. En
utaalmodig Mand vil ikke give sig stunder til at blive underettet om Sa¬
gen der bliver ham forelagt. En Embedsmand, som har en eller flee¬


re af disse ueanstændige Egenskaber, bliver undertiden anseet som en be¬
qvem Person, til at holde næsviise og overløbende Ansøgere fra hans
Overmand; men dette er saadan en Fortieneste, som kand aldrig giøre
Erstatning for den Uretfærdighed, som meget ofte har sin Oprindelse
deraf.
Der ere endnu tvende andre lastværdige Egenskaber, som giøre en
Mand uskikket til saadant et Embede. Den første er et forhalende
Gemyt, som begaaer utallige Grumheder uden Forsæt. Den Regel,
som adskillige have foreskrevet Menneskene i deres almindelige Opførsel
og Levnet, skulde aldrig overtrædes af en Mand, der sidder i Embede,
nemlig, aldrig at tænke at giøre det i Morgen, som kand giøres
i Dag. En Mand der forhaler at giøre det, som bør giøres, begaaer
en Uretfærdighed saalænge hand forhaler det. Den Søgende
har meget ofte lige saa stor Nytte deraf, at hand i en Hast bli¬
der hiulpet, som af Hielpen selv. Kort sagt, dersom en Mand ligne¬
de de Uleyligheder, som en anden lider ved hans Forhaling, med de
ringe Aarsager, og ubetydelige Fordeele, som hand selv kand have af
slig Forhaling, da vilde hand aldrig begaae saadan en Forseelse, som
meget ofte er en ubodelig Skade for den Person, der forlader sig paa
ham, og som kunde afvendes ved liden Besværlighed for ham selv.
Men for det andet er ingen Mand saa uskikket til at betroes et vig¬
tigt Embede, som den der i nogen Grad kand lade sig bestikke; og saa¬
dan en er den, som under hvadsomhelst Forevending tager meere end
hvad der er hans Embedes fastsatte og tilladte Løn. Der ere opfundne
mange anseelige Navne, hvormed deslige utilladelige Gaver besmykkes;
men en ærlig Mand anseer dem dog som uretfærdige og uforsvarlige; og
vil heller lade sig nøye med maadelige Jndkomster, som hand fortiener
med Ære og et uforkrænket Navn og Samvittighed, end samle sig en
umaadelig Riigdom, som er befængt med Rovs og Undertrykkelses Kræft.
Dersom alle Embeder bleve forvaltede med saadan en ubøyelig Retsin¬


dighed, da skulde mand ikke, i alle Tider, see Mænd, der i en hast for¬
hverve sig en ubegribelig Formue, uden at besidde høyere Gaver eller
større Dygtighed, end der kand findes hos en gemeen Haa dverksmand.
Det har været anmærket, at lærde og studeerte Mænd, naar de
komme i Embeder, forrette dem almindeligen med større Reedelighed
end andre. Den fornemste Aarsag hertil er, efter mine Tanker, denne:
En Mand, som fra sin Ungdom har været hengivet til Læsning, har været
vant til at finde Dyden ophøyet og berømt, og Laster brændemærkede;
En Mand som har fremdraget sin Tiid i Verden, har ofte seet Laster¬
ne triumphere, og Dyden undertrykt. Undertrykkelse, Rov og Uretfær¬
dighed, som ere tegnede med Skændsel i Bøger, give ofte en Mand en
Figur i Verden; da derimod adskillige Egenskaber, som blive berømte i
Skribentere, saasom Ædelmodighed, Oprigtighed, Godhiertighed, giøre
ham fattig og ødelegge ham. Dette kand ikke andet end have en ulige
Virkning hos Mænd, hvis Gemytter og Grund=Regler ere ellers lige
gode eller lastefulde.
Der vilde i det mindste være denne Fordeel ved at bruge lærde og
med naturlig saavelsom forhvervet Forstand begavede Mænd til vigtige
Embeder, nemlig at deres Lykke og Ære=Stand vilde klæde dem meget
bedre, og at mand skulde ikke see mange uværdige Personer skyde op til
de høyeste Værdigheder og Ære=Poster.
F¬
Dette Uge=Skrift bliver hver Torsdag at bekomme i det Kongel. priv.
Bogtrykkerie ved Stranden, skraas over Prammændenes Laugshuus,
hvor 3de forgyldte Skildter sees over Døren, Arket 2 s.


No. 57
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker.
Da, Pater, augustam menti conscendere sedem;
Da fontem lustrare boni, da, luce reperta,
In te conspicuos animi defigere visus!
O Fader! lad min Siæl opstige til din Stool,
Lad mig Lyksaligheds og Godheds Kilde kiende!
Giv, at mit svage Sind, oplyyst ved Naadens
Sool,
Maae aldrig Øynene fra dig til andet vende!
J¬
ntet er mig meere anstødeligt, end den Maade paa hvil¬
ken mand ofte taler om Ting, der ere af en ævig Vigtighed. Det
er bleven en Mode, at disputere om moralske og theologiske Ma¬
terier; og det er meget sædvanligt, at Personer, for hvilke det er ikke
nogen Bebreydelse, at der siges om dem, at de ere vankundige, efterdi
de have ikkun haft faa Leyligheder til at forhverve Kundskab, dømme
med den største Dristighed om saadanne Spørsmaal, som overgaae all
menneskelig Fornuft. Næsten i alle Viin=Huuse og i alle Øll=Huuse
hører mand at en ulærd Kaadhed sladdrer om Anstændighed og Dyd
om Frihed og Skæbne; og det er almindeligt at høre Disputer an¬
gaaende ævigvarende Lyksalighed og Elendighed, Religionens Hemme¬
ligheder og GUDS Egenskaber, beblandede med Lætfærdighed og


Guds Bespottelse, eller
og urimelig Lystighed.
Hvad Lætfærdighed og Guds Bespottelse angaaer, da haaber
mand at ingen vil alvorligen foretage sig at undskylde eller forsvare det;
og det er formodentligt, at dersom det omtvistede Spørsmaal var
hvilken af de Disputerende skulde hænges i Morgen, da vilde mand
tale derom med Sømmelighed og Ærbarhed, som en Sag af nogen
Betydning; den lattermilde Lystighed, og den ædle Frihed, som de sy¬
nes saa indtagne af, vilde ikke holdes for at passe sig meget vel til
deres Materie, ey heller vilde nogen af de gode Herrer blive meget for¬
nøyet derover, om et Argument, som blev frembragt for at beviise, at
hand inden faa Timer vilde blive ophængt i en Galge, skulde udpyntes
med en vittig Lignelse om en Knap og et Knap=Hul, eller med en skiemt¬
som Anmærkning, at det vilde virkeligen sætte ham i Sikkerhed for alle
tilkommende Tilfælde enten til Lands eller Vands; og dog alligevel ta¬
ler mand om den Allmægtiges Retfærdighed og Barmhiertighed, om
Siælens Liv og Død, med haanlig Latter og Spøg; og mand paa¬
staaer, at mand bør altid tale derom med Latter og Spøg.
Men Virkningen, saavelsom Maaden af disse nu sædvanlige Dis¬
puter, er altid ond; de sigte til at oprette den saa kaldte naturlige Re¬
ligion paa den Christelige Religions Undergang; og et Menneske
har ikke saasnart kaldt sig selv en moralsk Philosoph, førend hand fin¬
der at hans Pligt baade imod GUD og Menneskene er indknebet i et
gandske lidet Begreb, og kand efterkommes med den allerstørste Læt¬
hed. Dog saasom denne Virkning falder ikke altid i Øynene, saa
blive de u-forsigtige ofte forleedte til ulyksalige Vildfarelser, og bilde sig
ind at de naae den høyeste Grad af moralsk Ypperlighed, da de u-for¬
mærkt, tabe de Grund=Regler, ved hvilke de alleneste kand modstaae
Fristelse, og forvisse sig om en stadig Fremturenhed i at giøre got.
Jblant andre kiære og uemistænkte Materier er Dydens Ypper¬
lighed. Der siges, at Dyden nødvendigen frembringer sin egen Lyk¬
salighed, og at den bestandigen og fuldkommeligen er sin egen Belønning;


ligesom Udyd, tvertimod, altid og ufeylbarligen frembringer Elendig¬
hed, og paaforer sig selv den Straf den fortiener; hvilke Meeninger
enhver er færdig til at sige om, at de kand antages uden Betænkning
og troes uden Fare. Men af disse Meeninger indfører mand fremde¬
les, at tilkommende Belønninger og Straffer ere ikke fornødne, enten
til at give fuldstændige bevægende Aarsager til at øve Dyden, eller til
at retfærdiggiøre GUDS Veye; og naar mand nu først har agtet dem
u-fornødne, saa begynder mand og at tvile om dem; det Gudomme¬
lige Væsen bliver mindre og mindre Øyemaalet af vor Frygt og Haab;
og saasom der siges at Dyden er det som frembringer det fornemste
Gode her paa Jorden, saa bliver alt det kaldet Dyd, som holdes for
at frembringe det fornemste Gode her paa Jorden; Ret og Uret blive
sammenblandede, efterdi mand ikke fuldkommeligen kand kiende de Føl¬
ger, som i fremtiden vil flyde deraf; det fornemste Bolverk, hvorved
Begierlighederne og Passionerne tvinges, bliver nedbrudt; Samvittig¬
hedens Forestillinger blive overvundne af Sophisterie, og den Skam¬
fuldhed, som Lasterne pleyede at foraarsage, fordrives ved en idelig og
mægtig Modstand.
Men den Slutning, hvoraf disse forskrækkelige Følger komme,
hvor behagelig og rimelig den end synes, er dog ikke rigtig; ey heller
seer mand af Forfarenhed, at de foregaaende Sætninger, hvorpaa den¬
ne Slutning grundes, ere sande.
At Dyden allene er Lyksalighed her paa Jorden, er vel
en Regel i den speculative Sæde=Lære, som all Lærdoms Liggendefæ
har været forødt paa at understøtte, og alle Vittigheds Blomster sam¬
lede til at bepryde; den har været besynderligen yndet af nogle iblant
de viiseste og beste Mennesker, i alle Tider, og den er paa engang Ær¬
værdig for sin Alderdom, og elskelig som i en ny blomstrende Ungdom.
Og dog alligevel, dersom det tilstaaes, at de som vansmægte i Syg¬
dom og Trang, som lide Smerte, Hunger og Nøgenhed, som leve i
en u-bekiendt og eensom Stand, ere mindre lyksalige end disse, som,
med den samme Grad af Dyd, leve i Sundhed, Rolighed og Over¬
flødighed, som Rygtet har gjordt navnkundige og berømte, som deres


Medborgere beviise Høflighed og Opvartning, da følger det, at Dy¬
den kand ikke altid forskaffe og give disse Ting, hvorpaa mand tilstaaer
at Lyksalighed beroer.
Vel er det sandt, at Dyden i Medgang nyder meere Lyksalighed,
og Fornøyelse end Udyd, og i Modgang lider mindre; dersom da Med¬
gang og Modgang vare blotte Tilfælde ved Dyder og Laster, da maatte
det tilstaaes, at (naar vi sætte tilside disse Ting, der ikke beroe paa eller
ere Virkninger af den moralske Opførsel, som Spørsmaalet uvedkom¬
mende) en hver Mand er lyksalig, enten meere lyksalig eller mindre ulyk¬
salig, i samme Grad som hand er dydig; endskiønt det blev negtet, at
Dyden allene kunde give ham alt det, som væsentligen hører til den
menneskelige Lyksalighed.
Men Medgang og Modgang, Overflødighed og Mangel beroe paa
den moralske Opførsel; udvortes Fordeele blive ofte forhvervede ved Udyd,
og tabte ved Dyd; thi ligesom en kand vinde et Gods ved at fordølge
et Testamente, eller ved at forfalske en Tærning, saa kand en ligeledes
miste det, ved at undslaae sig for at handle imod sin Samvittighed, el¬
ler ved at lade haant om at giøre en skiden Gierning.
Ere da de udvortes Fordeele for lætte til at give Vægt=Skaalen ef
andet Udslag? Vil en dydig Gierning, ved hvilken alle udvortes For¬
deele ere forkastede, forvisse os om meere Lyksalighed, end en udydig,
ved hvilken de alle ere forhvervede? Ere de Fordeele, som en ved Udyd
forhvervet Riigdom giver, mindre vægtige, det gandske Liv igiennem,
end den Fortrydelse og Samvittigheds Nag, som kand følge derpaa:
og bliver den Mangel og Foragt, der følger med de Beqvemmeligheders
Tab, som Dyden har forkastet, meere end overflødigen belønnet ved
Nøysomhed og vor eget Hiertes bifald?
Det som er ilde forhvervet, bliver ikke altid ilde brugt, ey heller
bliver det, som er vel forkastet, altid erindret uden Fortrydelse.
er ikke at formode, at den, som ved et Skielms=Stykke har forhvervet
sig en Eiendom af 5000 Rixdalers aarlige Jndkomster, hvilke han an¬
vender paa at fornøye sine Begierligheder og Passioner saaledes at hans


Helbred og gode Navn ikke lider derved, paa at viise indbyrdes Høflig¬
heder iblant hans Liigemænd, og undertiden i Godgiørenhed og Gav¬
mildhed, og som bruger den Magt og Anseelse der er givet ham, til at
forskaffe sig Kierlighed og Respeet, har mindre Lyksalighed her paa Jor¬
den, end om hand, ved en stærkere Drift af Dyd, var blevet i en flavisk
og nødlidende Stand, forsomt og foragtet, berøvet alle andre Midler
til at øve Kierlighed imod sin Næste, undtagen en indbyrdes Medynk
med disse, som lide samme Elendighed; og næsten ønskende i hans Be¬
drøvelses Bitterhed, at hand havde benyttet sig af den Leylighed, som
hand lod gaae forbi.
egge disse Stænders
Det maae tvel indvendes og paastaaeg,
Lyksalighed og Ulyksalighed ere endnuf en nøye Grad overeensstemmende
med Dyden; at den Overflødighed, som blev forhvervet ved en eneste
lastværdig Gierning, forskaffer alleeneste Fornøyelse og Lyksalighed ved
Dydens Øvelse, og at den Mangel, som mand underkastede sig ved een
eneste dydig Modstand, bliver alleeneste ulyksalig og besværlig ved Utaal¬
modighed og Misfornøyelse.
Men enten dette tilstaaes eller negtes, saa bliver det dog sandt, at
Lyksalighed er ikke lige stor i begge disse Stænder; og at i den ene Stand,
bleve Midlerne til at leve et fornøyet Liv forhvervede ved Udyd, som i
den anden Stand bleve tabte ved Dyden. Og dersom det er mueligt
ved een eneste lastværdig Gierning, at forhverve og forøge Lyksalighed
for sin gandske Livs Tiid, ved hvilke fornuftige Aarsager kand et Men¬
neske da imodstaae Fristelsen til at begaae saadan en Gierning? sandeli¬
gen ikke ved nogen, undtagen dem som have deres Oprindelse af hans
Troe om en tilkommende Stand, i hvilken Dyden skal belønnes og La¬
sterne straffes; thi for hvis skyld kand et Menneske viiseligen opofre een
Lyksalighed, uden for at nyde en større? og hvorledes kand GUDS
Veye retfærdiggiøres, dersom en Mand, ved hans Naboes uerstattelige
Forurettelse, bliver lyksaligere i almindelighed, end hand ellers vilde ble¬
vet, dersom hand havde i agttaget den ævige Regel, og giort imod en
anden ligesom hand vilde at en anden skulde giøre imød ham?
Maae skee mand vil sige, at det er urimeligt At tale om at bposte


en Lyksalighed for en størke Lyksalighed, som en Dyd; og at den som
holdes fra Sviig og Vold, alleeneste ved Frygt for Helvede, er ikke
meere dydig, end den som alleeneste holdes derfra ved Frygt for Galgen.
Men lad dette og være sandt, saa dog, i henseende til det almin¬
delige Samqvem, udretter en blot udvortes ret Opførsel alt det samme
som Dyden; og dersom jeg reyser, uden at blive berøvet, da bekomrer
jeg mig gandske lidet om, hvad heller de Personer, som jeg mødte paa
Veyen, bleve holdte fra at forøve nogen Vold imod mig ved Frygt for
straffen, eller ved Afsky for Misgierningen; saa at Galgen, omend¬
skiønt den ikke frembringer Dyd, er dog af saadan en ustridig Nytte, at
jeg troer disse Herrer vilde meget ugierne at den skulde afskaffes, endskiønt
de ere saa nidkiære for at staalhærde alle Hierter imod Frygt for Fordøm¬
melsen; ey heller vilde de være fornøyede med, at deres Personer og
Eiendomme, skiønt de bekymre sig saa lidet om deres Siæle, skulde ikke
have anden Sikkerhed, end ved den Moralske Skiønheds Magt, og
ved Kraften af de Lyksaligheder og Fornøyelser, som mand alleeneste
nyder i Tankerne.
Dersom mand vilde spørge, hvorledes moralske Væsener ere komne
til at blive underkastede saadanne Lyksaligheds og Elendigheds fremmede
Hændelser, og hvorfor de ere satte i den Stand, i hviken det ofte hæn¬
der sig, at Dyden alleeneste giør Elendighed lættere, og Udyd alleneste
formindsker Fornøyelse, da er Skriftens Svar bekiendt, og det maae
blive deres Sag, som forkaste dette, at give et bedre; det er nok for
mig at have beviist, at Mennesket er paa nærværende Tiid i saadan en
Stand; Jeg giver mig ikke ud for at udfinde den Almægtiges urand¬
sagelige Veye, ey heller fordrister mig til at trænge ind igiennem den
Mørkhed, som omgiver hans Throne. Men midt iblant denne Høy¬
oplyste Slægt, i hvilken saa mangfoldige kand giøre reede for de Krog¬
heder og Mangler, som synes at være i den naturlige og moralske Ver¬
den, er jeg fornøyet med at vente i Ydmyghed paa den Tiid, da alt
det som er kroget skal giøres lige, og alt det som er ufuldkom¬
ment, skal borttages.


t lætfærdigt ungt Menneske saae engang en bedaget Eremit gaae bar¬
beenet forbi ham, og sagde: Fader, J er i en meget elendig
Tilstand, dersom der er ikke en anden Verden. Det er sandt,
min Søn, svarede Eremiten, men hvad er din Tilstand i fald
der er? Mennesket er et Creatur, som er bestemt til tvende adskillige
Stænder, eller rettere, til tvende adskillige Liv. Hans første Liv er
kort og forgængeligt, det andet er bestandigt og ævigvarende. Det
Spørsmaal, som angaaer os alle, et dette: J hvilket Liv af disse tven¬
de det er os meest magtpaaliggende at giøre os selv Lyksalige? Eller
med andre Ord, enten vi skulde stræbe at forsikkre os om et Livs For¬
lystelser, som er u-vist og laant og kand hvert Øyeblik tages fra os, og
er i sin yderste Længde af en meget ubetydelig Varagtighed, eller at for¬
visse os selv om det Livs Fornøyelser, der er vist og fastfat og vil aldrig
faae Ende? Et hvert Menneske veed meget vel, saa snart hand hører
Spørsmaalet, hvilken Side hand deraf bør holde med. Men hvor
rigtigen vi end vide dette, saa er det dog aabenbart, at vi i vort Levnet
holde med den vrange Side af Spørsmaalet. Vi have Omsorg oe
bemøye os for dette Liv, ligesom det aldrig skulde have Ende, og for
det andet, ligesom det skulde aldrig have Begyndelse.
Skulde en Aand af en høyere Rang, og som ikke kiender den
menneskelige Natur, ved en Hændelse stige ned paa Jorden, og beskue
dens Jndvaanere; hvad Tanker vilde hand faae om os? Vilde hand ikke
tænke at vi ere et Slags Væsener, skabte til gandske andre Hensigter end
vi virkeligen ere? Maatte hand ikke bilde sig ind, at vi vare satte i den¬
ne Verden for at forhverve Rigdom og Ære? Vilde hand ikke meene
at det var vor Pligt at slæbe for at faae Velstand, Embeder og Tit¬
ler? Ja vilde hand ikke troe, at Fattigdom var os forbuden, ved Tru¬
seler af ævig Straf, og at det var os befalet at søge vore Fornøyelser,
under Straf af Fordømmelse? Hand vilde gandske vist bilde sig ind,
at vi vare bundne til saadanne Pligter, der ere lige tvert imod dem
der virkeligen ere os foreskrevne. Og i følge af saadan hans Jndbil¬
ding, maatte band sandeligen slutte, at vi ere en Art af de allerlydig¬
ste Creature i Verden; at vi ere bestandige i at efterkomme vor Pligt,


og at vi ideligen have
komne her.
Men hvor stor vilde hans Forundring ikke blive, naar hand fik
at vide, at vi ere Væsener, der ikke ere bestemte til at være i denne
Verden over 70 Aar? og at den største Deel af denne vindskibelige Art
opnaaer ikke engang den Alder? hvilken Skræk og Bestyrtning vilde
hand blive indtaget af; naar hand skulde erfare, at disse Creature, som
anvende all deres Fliid og Stræben for dette Liv, der neppe fortiener
Navn af at være til, at disse Creature, siger jeg, skal være til i all
Ævighed i et andet Liv, som de giøre ikke den mindste Forberedelse til?
Intet kand være en større Vanære for Fornuften, end at Mennesker
der ere forsikkrede om disse tvende adskillige Stænder, som de skal leve
og være til udi, skulde bestandigen arbeyde paa at forsyne sig for et Liv
70 Aar, og forsømme at sørge for det, som efter mange Millioner
Aar vil stedse være nyt, og stedse begynde; fornemmeligen, naar det
betragtes, at all vor Møye og Stræben efter Høyhed, Riigdom, Ære,
eller hvad andet vi sætte vor Lyksalighed udi, kand blive gandske unyt¬
tig og forgæves; derimod, om vi bestandigen og alvorligen stræbe
efter at giøre os lyksalige i det andet Liv, da ere vi visse paa at vor
Stræben skal lykkes, og at vort Haab ikke skal slaae os feyl.
Men hvor nedrige maae ikke de Mennesker være, som kand finde
en bedrøvelig Fornøyelse i at negte et tilkommende Liv, og deres egen
Siæls Udødelighed? Der er noget saa jammerligen foragteligt i det
Menneskes bagvendte Ærgierrighed, som kand haabe at blive til intet,
og forlyste sig selv med at tænke, at hans gandske Væsen skal en Dag
falde hen i Støvet og blandes med andre livløse Ting, at det ikke min¬
dre fortiener vor Forundring end Medynk. Det er ikke vanskeligt at ud¬
grandske den rette Grund til disse Menneskers Vantroe; som bestaar ikke
andet end i et nedrigt Haab, at de ikke skal blive udødelige, efterdi
de tør ikke være det.
Dette Uge=Skrift bliver hver Torsdag at bekomme i det Kongel. priv.
Bogtrykkerie ved Stranden, skraas over Prammændenes Laugshuus,
hvor 3de forgyldte Skildter sees over Døren, Arket 2s.


No. 58
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker,
Min Herre!
J¬
eg vil ikke giøre nogen Undskylding for den Uleylighed jeg
nu foraarsager eder, efterdi jeg er forvisset om, at de Aarsa¬
ger, som bevæge mig dertil, vil have ligesaa stor Kraft hos eder,
som de have hos mig. Jeg skal derfor, uden videre Fortale, fortælle
eder mit Livs Hændelser, hvilke, hvor u=betydelige og keedsommelige
de end maae agtes, give dog en Lærdom, som er af den høyeste Vig¬
tighed; en Lærdom, hvis Værd jeg har selv erfaret, og kand derfor
anbefale andre.
Jeg er et Fruentimmer af en god Famille, min Fader, som var
en yngre Broder, kiøbte sig en anseelig Tieneste under Regieringen for
den Arve=Part, som var ham tilfaldet. Min Moder døede, da jeg
var kun tolv Aar gammel; og min Fader, som elskede mig meget høyt,
besluttede selv at være min Læremester, og at have Omsorg for, at min
naturlige Forstand, hvilken hans Partiiskhed holdt for at være meere
end gemeen, skulde ikke fattes Leylighed til at forbedres ved en god og
anstændig Optugtelse. Hand var en fornuftig Mand, og besad en
temmelig deel Lærdom. J hans Ungdom havde hand levet frit, og
maaskee for denne Aarsags skyld giorde sig nogen Umag for at blive det
som kaldes en Fri=Tænker. Men hvadsomhelst alamodiske Skrøbelig¬
heder hand end tilforn maatte have tilladt sig selv, saa havde hand dog
nu, i hans Alderdom, i det mindste saa meget verdslig Viisdom, at


hand kiendte, at det var fornødent, hans Datter skulde holdes fra
disse Friheder, hvilke hand havde anseet som ringe Feyl i hans egen Op¬
førsel. Hand giorde sig derfor stor Umag for at indprente i mit Sind
Kierlighed til Orden og Skik, den moralske Retfærdigheds Skiønhed,
og Dydens Lyksalighed og Selv=Belønning; men erklærede paa sam¬
me Tiid, at det var hans Hensigt at befrie mit Sind fra den gemeene
Almues Prejudicer og Overtroe; thi saaledes kaldte hand den aaben¬
barede Religion. Saasom jeg blev drevet til at udvælge Dyden og
forkaste Lasterne, ved saadanne bevægende Aarsager, som havde ingen
fornøden Sammenheng med Udødelighed, saa blev jeg ikke anført til
at betragte en tilkommende Stand enten med Haab eller Frygt; og
naar jeg drev paa denne Materie, svarede hand altid, at den Lærdom
om Udødelighed, enten den var sand eller falsk, burde i ingen Maade re¬
giere min Opførsel eller forstyrre mit Sinds Rolighed; efterdi Dyden,
som forviffede mig om Lyksalighed i den nærværende Stand, vilde ili¬
gemaade forvisse mig derom i den tilkommende; jeg giorde mig derfor
aldeles ingen Tanker om en tilkommende Stand, og, om jeg skal be¬
kiende Sandhed, troede den ikke heller; thi jeg tænkte, at jeg kun¬
de klarligen mærke, at min Fader ikke troede den, omendskiønt hand
havde ikke fundet for got at give sine Tanker tydeligen tilkiende. Saa¬
som jeg havde ikke meget uregierlige Passioner, et bøyeligt og got Ge¬
myt, og den høyeste Ærbødighed for hans Forstand, saavelsom og den
inderligste Kierlighed til ham, saa fandt hand det meget læt at faae
mig til at antage enhver Tanke og Mening, hand fremfatte for mig
som hans egen; fornemmeligen, saasom hand forsømte ikke at stadfæste
hans Grund-Regler med Argumenter af de beste og anseeligste Skri¬
bentere imod den Christelige Religion. Da jeg var tiuge Aar gam¬
mel, gav hans Død mig Anleedning til at bruge all den Philosophie
jeg havde lært; thi den berøvede mig ikke alleneste en Fader som jeg
inderligen elskede, men med ham all den Velstand og Overflødighed,
som jeg havde været vant til. Hans Jndkomster vare alleneste for
hans Livs Tiid, og hand havde heller levet over end under dem; føl¬
geligen efterlod hand mig intet andet end en fornemme Levemaades Høy¬
modighed og Hielpeløshed, en Skiønsomhed paa alt hvad der var artigt
og ziirligt, og en Nydelighed og Følelse, som har forøget alle mine Li¬


delser. J denne Bedrøvelse tog min Morbroder, som var blevet riig
ved Kiøbmandskab, mig i sit Huus, og erklærede at hand vilde drage
den samme Omsorg for mig, som om jeg havde været hans eget Barn.
Da min Hierte-Sorgs første Hæftighed var noget formindsket, befandt
jeg mig i en god Tilstand, og saasom jeg havde et naturligen muntert
Gemyt, saa begyndte jeg engang endnu at smage Lyksalighed. Min
Morbroder, som var en Mand af ringe Forstand og havde ikke i sin
Ungdom været holdt til Lærdom eller Videnskaber, blev lidet misfor¬
nøyet med mig, fordi jeg anvendte saa megen Tiid paa at læse; men
hand blev det endnu meere, da hand kom til at randsage mine Bøger,
og fandt af Titlerne paa nogle af dem, at de vare, som hand sagde,
Gudsbespottelige, og sigtede til at giøre mig til en Atheist. Jeg uma¬
gede mig for at forklare ham mine Grund=Regler; thi jeg agtede det u¬
anstændigt for Dydens Værdighed at fordølge eller frafalde dem; men
saasom jeg kunde aldrig faae ham til at begribe at der er nogen For¬
skiæl imellem en Deist og en Atheist, saa tiente mine Argumenter al¬
leeneste til at bestyrke ham i den Meening, at jeg var et ugudeligt
Skarn, som, efter hans Talemaade, troede hverken GUD eller Diæ¬
vel. Saasom hand var virkeligen en god Mand, og hierteligen nid¬
kiær for den indførte Troe, endskiønt meere af en Vane og Preju¬
dice end af Fornuft, saa giorde mine Vildfarelser ham meget u¬
rolig. Jeg fornam det med den yderste Bekymring, jeg fornam
og at hand ansaae mig med en Slags Afskye blandet med Med¬
ynk, og at jeg gandske og aldeles maatte takke hans Godhiertighed for
den Beskyttelse og Bistand, som jeg havde bildt mig ind at jeg skulde til¬
skrive hans Kierlighed. Jeg trøstede mig dog med min egen Retsindig¬
hed, ja jeg følte end og en indvortes Storagtighed derover, at jeg maat¬
te lide denne Forfølgelse af Vankundighed og Daarlighed, alleneste fordi
jeg var befriet for Almuens Vildfarelser og den almindelige Overtroe;
og at den Christelige Religion fortiente at kaldes saa, derom var jeg
ikke meere overbeviist ved min Faders Argumenter, end ved min Morbro¬
ders Opførsel, hvilken, saasom hans Nidkiærhed kom ikke overeens med
Kundskab, var i ingen Maade skikket til at pryde den Lærdom, som
hand bekiendte at troe.
Mmm:
Jeg


Jeg havde i nogle Maaneder levet i denne smertefulde Følelse, at
nyde idelige Velgierninger af en Person, hvis Høyagtelse og Kierlighed
jeg havde tabt, da min Morbroder en Dag kom ind i mit Kammer,
og, efter at hand havde bereedt mig til at høre om nogen uforventet god
Lykke, sagde til mig, at der var nu nyligen giort ham et Ægteskabs
Forslag for mig, af en Mand, som jeg mueligen ikke kunde have noget
at indvende imod. Hand nævnte derpaa en Kiøbmand, med hvilken
jeg havde ofte været i Sælskab ved hans Bord. Saasom Manden var
hverken gammel eller hæslig, havde store Midler og en god Carakter,
saa tænkte min Morbroder at hand var tilstrækkeligen berettiget til at er¬
klære, som hand havde gjordt, at jeg mueligen kunde ikke have noget at
indvende derimod. Jmidlertiid havde jeg dog en Jndvending, hvilken,
jeg sagde til min Morbroder, var for mig u-overvindelig; det var, at
den Person, som hand foreslog mig som en Staldbroder, Veyleder og
Anfører for min gandske Livs=Tid, til hvilken jeg skulde helligen love
ikke alleneste Lydighed men Kierlighed, havde intet udi sig som nogen¬
sinde kunde bevæge mig til at elske ham; hans Kundskab var gandske
ringe, hans Tanker nedrige og ufiine, og hans Maneerer u-artige og u¬
behagelige. "Hvad er alt dette for Sludder, svarede min Morbro¬
der,
"Tanker nedrige; u-artige, hans Kundskab, jo mænd, ikke saa
stor som eders! Ah Barn, dersom J havde mindre Romaner, Selv¬
Jndbilding og Hovmod, og meere sund Fornuft og Klogskab, da vilde
det giøre eder meere got end alle de vakkre Bøger, med hvilke J har
forvirret eders arme Hoved, og, det som verre er, maae skee, forder¬
vet eders arme Siæl; Jeg tilstaaer, at jeg giorde mig nogen Sam¬
vittighed over at tage imod min ærlige Vens gode Tilbud og give ham
saadan en Hedning til Kone. Men hvem veed, tænkte jeg, om ikke den
troende Mand kand omvende den vantroende Hustrue? Hvad eders ar¬
tige Jndvendinger angaaer, da ere de saa ufornuftige, at jeg forun¬
drer mig over J kand formode jeg er saa taabelig, at jeg skulde lade
mig bedrage af dem. Nev, Barn, hvor klog J er, saa kand J dog
ikke narre en Mand, der har levet saa mange Aar i Verden som jeg
har levet; Jeg seer eders Aarsag; J har en eller anden vantroende
ryggesløøs Sviire=Gast i sigte, med hvilken J vilde gaae hovedkuls
i Fordømmelsen. Men jeg vil drage Omsorg for, at jeg skal ikke have
eders Siæl at være ansvarlig for saavelsom eders Person. Enten skal
jeg


gjeg give eder til
skikkelig Mand, som kand omvende eder eller J
skal giøre med eder selv ligesom J behager for mig; thi jeg vil herefter
aldeeles ikke bekymte mig om eder; jeg vil derfor lade eder betænke,
om den Godhed jeg har beviist imod eder, giver mig Ret til at for¬
maae noget lidet hos eder, og enten J vil heller søge Beskyttelse hvor
J kand finde den, eller tage imod det lyksalige Lød, som Guds For¬
5 syv har udseet til eder.
Hand gik fra mig, efter at hand havde endt denne smukke Tale, og
jeg satte mig ned at betragte alvorligen, som hand bad mig, hvilken af
de to Stænder, som hand havde forestillet mig, jeg burde vælge, enten
at underkaste mig en Slags Lov=bevilget Falbydelse, og tillige bebyrde mig
med Meen=Eed imod min egen Samvittighed; eller og at underkaste mig
alle de Elendigheder, som en Venneløss Fattigdom og en ubeskyttet Ung¬
dom maae frygte for. Efter nogle Timers Overveyelse besluttede jeg at
udvælge det sidste, og det meere efter mine Grund=Regler, end efter
min Tilbøyelighed; thi endskiønt det vilde været mig meget modbydeligt
at tage en Mand, der var i det mindste ligegyldig for mig; dog saasom
mit Hierte var fuldkommeligen frit og mit Gemyt naturligen føyeligt, saa
tænkte jeg, at jeg kunde have blevet mindre ulykkelig ved at følge min
Morbroders Raad, end jeg formodentligen maatte blive ved at forkaste
det, men jeg maatte da beqvemmet mig til en Gierning, som jeg agtede
uforsvarlig, alleeneste for at undgaae blotte udvortes Besværligheder.
Dette vilde ikke have været philosophisk. Jeg havde ideligen hørt at
Dyden var i sig selv tilstrækkelig til at forskaffe Lyksalighed; og at disse
Ting, som gemeenligen agtes for onde, kunde ikke have nogen Magt til
at forstyrre det Sinds Lyksalighed, som lader sig regiere af Retfærdig¬
heds ævige Regel, og er ret indtaget af den moralske Skiønheds Yndig¬
heder. Jeg besluttede derfor, at vove alting, heller end at vige fra den¬
ne herlige Grund=Lærdom; Jeg fandt mig selv ophøyet ved denne Prø¬
ve, og glædede mig ved at have faaet denne Leylighed til at viise med
hvilken Foragt jeg ansaae Lykkens milde eller suure Ansigt, og at beviise
Dydens Kraft til at opholde Siælen under alle bedrøvelige Omstændig¬
heder og Tilfælde.
Jeg lod min Morbroder vide min Slutning, forsikkrende ham tilt
Mmm;


lige om en ævigvarende Taknemmelighed og Ærbødighed, og at intet
skulde have forleedt mig til at fortørne ham eller blive ham ulydig, und¬
tagen dette, at hand havde begiært at jeg skulde giøre det, som min For¬
nuft og Samvittighed ikke samtykte; at om end Riigdoms Fordeele vare
virkeligen saa store som hand troede, saa vare dog Dydens endnu større,
og jeg kunde ikke overtale mig til at kiøbe den første ved at forkaste og
overtræde den sidste; at det var pisseligen en Misgierning, at giøre et
falskt Løfte; og at det vilde være at begaae en høyst=uretfærdig Gier¬
ning, at indgaae saadan en høytidelig Forbindelse, naar mand har ikke
Magt til at efterkomme og opfylde den; at min Kierlighed beroede ikke
paa min egen Villie, og at ingen Mands Person skulde blive Herre over
min Person, dersom hand kunde ikke faae det første Sted i mit Hierte.
Jeg forundrede mig over at min Morbroders Utaalmodighed havde
tilladt mig at gaae saa vidt; men da jeg betragtede hans Ansigt, mærkte
jeg, at Forbittrelse havde gjordt ham taus. Omsider udbrød den sam¬
mentrækkende Storm over mit Hoved i de hæftigste Bebreydelser. Mine
Aarsager bleve fordømte som Romanske Urimeligheder, som jeg selv ikke
kunde troe; Jeg blev beskyldt for at have i sinde at bedrage, og at kaste
mig selv i Armene paa en eller anden uværdig Karl, hvis Grund=Regler
vare ligesaa onde som mine egne. Det var forgæves at jeg forsikkrede,
at jeg havde ikke saadant Forsæt, ja at jeg havde aldeeles ingen Tilbøye¬
lighed til at gifte mig; min Morbroder kunde snarere have troet den al¬
lergroveste og haandgribeligste Usandfærdighed, end at et ungt Fruen¬
timmer kunde saa mandigen forskyde en Mand, med mindre hendes
Hierte var indtaget af en anden. Saasom jeg agtede mig forurettet
ved hans Beskyldinger og Tyrannie, saa vilde jeg ikke meeere forsøge at for¬
milde hans Vrede. Hand krævede Himmelen til Vidne, at hans For¬
trydelse var retfærdig over min Utaknemmelighed og Opsætsighed; og der¬
paa gav hand mig en Banco=Seddel paa 50 Pund, paa det jeg, som
hand sagde, skulde ikke strax lide Mangel; hand bad mig drage ud af
hans Huus og ikke meere komme for hans Ansigt. Jeg bukkede, for at
give ham tilkiende, at jeg vilde efterkomme hans befaling; og da jeg
havde samlet all min Værdighed og Mood, stod jeg op og takkede ham
for hans beviiste Velgierninger; hvorpaa jeg neyede gandske dybt og gik
ud af Stuen.
Inden


Inden en
ime fløttede jeg ud med mine faa Klæder, og drog ind
til en Person, der havde tilforn været Tiener hos min Fader, og holdt
nu en Kramboed og leyede Værelser bort. Herfra gik jeg Dagen efter
hen at besøge min Faders Broder=Søn, som eyede nu vor Families
Stamme=Gods, og havde nyligen ægtet et Fruentimmer med store Mid¬
ler. Hand var en ung Herre, der havde smukke Videnskaber; hans
Grund-Regler de samme som min Faders, endskiønt hans Levnet havde
ikke været gandske overeensstemmende med Sæde=Lærens strenge Regler;
men dog, naar jeg satte nogle faa af disse Laster tilside, som blive an¬
seete for artige Egenskaber hos unge og riige Herrer, saa holdt jeg ham
for at være en god Mand; og saasom vi havde altid levet i stor Kierlig¬
hed, saa tvilede jeg ikke om at jeg skulde finde en Ven i ham, og nyde
i det mindste hans bifald og Opmuntring, om ikke hans Bistand. Jeg
fortallte ham min Historie, og de Aarsager, som havde bevæget mig til
at forkaste min Morbroders Forslag, hvorved jeg var faldet i hans U¬
gunst. Men hvor blev jeg bedraget i mit Haab, da jeg, i stedet for
den Berømmelse jeg ventede for min heroiske Dyd og ufortiente Forføl¬
gelser, saae en foragtelig Smiil i hans Ansigt, og hørte ham tale mig
til paa følgende Maade:
"Og hvad i Diævels Navn, min kiære Fræn¬
ke, kunde bevæge et Fruentimmer af eders Forstand til at føre sig op
saa liig en Tosse! Hvad! forspilde alt det Haab J kunde have af e¬
ders Morbroder, forskyde et ypperligt Giftermaal, bringe eder selv til
Bettel=Staven, og det fordi J ikke virkeligen elskede? Sandeligen,
mand maatte have ventet bedre af eder, endog i eders femtende Aar.
Siig mig engang, hvem ægter vel den Person, som deres eget Vall
falder paa? Jeg for min Part, som har heller en bedre Ret til at be¬
hage mig selv, da jeg har gode 1500 Pund om Aaret, end J, som
eyer ikke en Skilling, jeg fandt at det vilde ikke giøre det, og at der
var noget meere at søge efter hos en Kone end et smukt Ansigt eller en
fiin Forstand. Tænker J, at jeg skiøttede det mindste om det Fruen¬
timmer jeg har ægtet? Ney, aldeeles ikke. Men hendes tredive tusende
Pund vare værd at have; med disse kand jeg kiøbe et Serail af
Skiønheder, og fyldestgiøre min Lyst i alle Slags Fornøyelser. Og
siig engang, hvad giver det mig, hvad enten min Kone har Skiøn¬
hed, Vittighed, Artighed, eller ikke, naar hendes Penge kand forskaffe
mig alt dette hos andre? J havde Leylighed til at blive lige saa lykke¬


Flig som jeg er; J maa troe, at Mandfolkene vilde ikke elsket eder en
smule mindre fordi J var gift; tvertimod, J vilde finde, at imod
een, som hilsede eder, medens J var ugift, vilde der blive tiuge, som
skulde berømme og opvarte eder, naar der var ikke Fare for at blive
hængende fast. Saaledes maatte J have fyldestgjordt alle eders
Passsoner, gjordt en anseelig Figur i Verden, og have udsøgt eder
en eller anden vakker Karl, saa romansk og poetisk, som J beha¬
gede, til eders daglige Opvarter. Den gode stakkels Mand kun¬
Her kunde jeg ikke
de J lætteligen kommet til rette med, og,
længere skiule min Forbittrelse, men vilde gaaet bort fra ham i
"O jeg beder,
Foragt; hand tog mig ved Haanden og sagde:
min kiære Frænke, vær ikke saa hidsig; jeg tænkte at J og jeg
havde kiendt hinanden bedre. Lad de arme Folk, som af Præ¬
sterne og deres Ammer have lært at være bange for Helvedes Jld, og
9 at tænke at de skal gaae Diævelen i vold fordi de følge Naturen og
giøre deres Liv behageligt, være saa forfærdeligen dydige som de be¬
hage; J har alt for meget Forstand til at lade eder kyse af Busse¬
mænd; J veed at det er kun en kort Tiid J skal være til, og det er
høyst fornuftigt at giøre denne korte Tiid saa fornøyelig som det er
Jeg var alt for vreed til at foretage mig at igien¬
9mueligt.
drive hans Argumenter; men jeg sleed mig løs fra ham og lod ham
vide, at jeg skulde tage mig vare for at give ham den anden Leylighed
til at drive saadan haanlig Spot med min Elendighed, og at trodse
min Forstand; hvorpaa jeg gik ud af hans Huus, med det Forsæt al¬
drig at komme der ind meere.
(Fortsættelsen skal følge.)
283
Dette Uge=Skrift bliver hver Torsdag at bekomme i det Kongel. priv.
Bogtrykkerie ved Stranden, skraas over Prammændenes Laugshuus,
hvor 3de forgyldte Skildter sees over Døren, Arket 2 s.


No. 59.
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker
(Fortsættelsen af No. 58.)
J¬
eg gik hiem, nedslaget og misfornøyet over saadan en uforventet
Medfart. Mit Sind blev overvældet af en Bedrøvelse, som i
mange Dage betog mig all Lyst til at gaae ud af mit Kammer,
eller at see noget Menneske. Omsider besluttede jeg at forsøge, om Fat¬
tigdom og Venskab vare virkeligen uforenelige, og om jeg skulde blive
paa samme Maade begegnet af en Veninde, hvis Kierlighed havde væ¬
ret min Ungdoms fornemste Fornøyelse. Den fromme Amanda, tænkte
jeg, hvis Hierte synes saa ømt, saa kierligt og ædelmodigt, vil visseli¬
gen dømme meere billigen om hendes ulyksalige Vens Uskyldighed og
Oprigtighed; hendes ømme Kierlighed vil opmuntre min Dyd og oplive
min Tapperhed; hendes Berømmelser og indtagende Venlighed vil be¬
lønne all min Gienvordighed. Amanda var et ugift Fruentimmer, havde
maadelige Midler, som hun selv var mægtig over, og vilde, som jeg
hørte, gifte sig med en ung Officeer, som havde lidet eller intet uden
hans Tieneste. Jeg tvilede ingenlunde om, at hun vilde give mig Ret
deri, at jeg havde undslaaet mig for at tage, for Penges skyld, en Mand,
som jeg ikke elskede, efterdi hun selv i sit Vall havde ladet sig drive af
saadanne bevægende Aarsager, der ere saa stridige imod dem, der kaldes
fornuftige. Hun havde i nogle Maaneder været paa Landet, saa at hun
havde ikke hørt noget om min Vanlykke, førend jeg selv fortallte hende
den. Hun hørte mig med stor Agtsomhed, og svarede mig høfligen nok,
meon med en Koldsindighed, hvorved mit inderste Hierte iisnedes.
J
veed vel, min kiære Fidelia, sagde hun,, at jeg aldrig har fordristet


mig til at sætte min Forstand i Liigning imod eders. Jeg kiender min
egen Svaghed; og omendskiønt mange af eders Begreb og Meenin¬
ger syntes meget fælsomme og besynderlige, saa vovede jeg dog aldrig
at disputere imod eder derom. J maae gandske sikkert vide det best;
men mig synes det er en meget underlig Opførsel af en Person i eders
Omstændigheder, at fortørne saa god en Morbroder; først ved at for¬
svare saadanne Lærdomme, som kand vel være gandske rigtige (thi jeg
kand ikke vide det,) men ere dog stridige imod de almindeligen an¬
tagne Meeninger, som vi ere opdragne udi, og derfor kand lætteligen
være anstødelige for en gemeen Forstand; og for det andet, at J hel¬
ler vilde berøve eder selv hans Bistand og Beskyttelse, og kaste eder
ud i den viide Verden, end ægte den Mand, som hand foreslog eder,
allerhelst da jeg ikke finder, at J havde noget betydeligt at indvende
imod ham, ey heller nogen naturlig Afsky for hans Person. Na¬
turlig Afsky, min Hierte! sagde jeg; ere der ikke mange Grader imellem
at elske og ære en Mand frem for alle andre, og at ansee ham med Af¬
sky og Væmmelse? Det første er, i mine Tanker, en Kones Pligt; en
Pligt, som hun frivilligen paalegger sig selv, og forbinder sig til ved den
høytideligste Pagt. Hvad de Besværligheder angaaer, som maae møde
mig i denne min Venne=løse og uforsørgede Tilstand, efterdi de ere Føl¬
ger af en dydig Gierning, da kand de ikke være virkeligen onde, ey hel¬
JJeg er
ler kand de forstyrre den Lyksalighed, som er Dydens Gave.
Jhierteligen glad,, svarede hun, t at J har fundet den Kunst, at giø¬
re eder selv lyksalig ved eders Jndbildings Kraft! Jeg ønsker at denne
eders Enthusiastiske Fornøyelse maae blive varagtig, og at J maae
fremdeles blive ydermeere overbeviist, ved eders egen Forfarenhed, om
Menneskenes Daarlighed, der holde for at det er ondt at være fattig,
o foragtet og forladt.
Den ukierlige Maade, paa hvilken hun gav mig denne Spotte¬
Glose, skaar mig i min inderste Siæl, og jeg vilde just begynde at fore¬
holde hende, at hun ikke begegnede mig som en Ven; men i det samme
kom hendes Kiæreste ind med en anden Herre, hvilken, hvor fuldt mit
Hierte end var, drog min Agtsomhed til sig, saa at jeg derover glemte
i nogen Tiid de Sting, som Amandas Umildhed havde givet mig. Hans
Persons Deylighed og Behagelighed faldt mig i Øynene, og hans artige


Tale og ziirlige Complimenter gave mig strax gode Tanker om hans
Forstand. Hand blev af Captamen indført til Amanda som hans aller¬
fortroeligste Ven, og syntes omhyggelig for at forsvare hans Vens
Skiønsomhed, i det hand giorde sig saa behagelig som mueligt var.
Det lykkedes ham saa vel, at Amandas Tanker vare gandske henvendte
til hans fornøyelige Omgængelse og til hendes Omhyggelighed for at tage
vel imod hendes Kiæreste og hendes nye Giæst; hendes Ansigt opklare¬
des og hendes Sind blev igien opmuntret. Da jeg stod op og vilde
gaae fra hende, bad hun mig saa alvorligen at blive og spiise med hen¬
de, at jeg kunde ikke sige ney, uden at give tilkiende, hvor meget jeg
fortrød paa hendes Opførsel. Jmidlertid skulde jeg dog mueligen have
undskyldt mig for at blive, saasom jeg er naturligen tilbøyelig til at viise
alle mit Hiertes Tanker, dersom der ikke i dette Hierte havde yttret sig
et hemmeligt Ønske at kiende lidet meere til denne angenemme Fremmede.
Herover tænkte jeg, at det var forsigtigt at skiule min Fortrydelse og at
tage imod Amandas Høfligheder. Vor Samtale blev meere og meere
behagelig; jeg tog min Deel deri, og havde meere end min Deel af den
behagelige Fremmedes Opmærksomhed. Saasom vi alle bleve meere og
meere aabenhiertede, saa lod Amanda mellemstunde falde nogle Ord an¬
gaaende min Historie, mine Tanker og min ulyksalige Tilstand. Sir
George Freelove, thi det var den unge Herres Navn, hørte med Be¬
giærlighed efter alt hvad der blev sagt om mig, og syntes at beskue mig
med en alvorlig Nysgierrighed saavelsom med en høyggtende Forundring.
Vi skilltes ikke ad førend silde om Aftenen, og Sir George paastood at
hand vilde følge mig hiem; jeg satte mig stærkt derimod, dog ikke uden
en indvørtes Følelse, som meere egentligen henhørte til Fruentimmeret
end til Philosophen, og hvilken jeg fordømte i mig selv som reysende sig
af en skammelig Hovmod. Jeg kunde ikke uden Smerte taale, at den
artige Sir Gcorge, efter saa kort et Bekiendtskab, skulde see i hvilket rin¬
ge Huus jeg boede. For at undgaae dette, sendte jeg Bud efter en
Porte=Chaise, men blev forvirret da jeg mærkte, at Sir George og hans
Tienere lavede sig til at følge mig til Fods, ligesom en Liv=Vagt; det
var forgæves at trætte imod; hand selv gik foran, og hans Tienere fulgte
efter den. Mit Ansigt blussede af Skamfuldhed, da hand, efter alt dette
Optog, leedsagede mig ved Haanden ind af den lille Kramboed=Dør,
og tog Afskeed med saa dyb en Ærbødighed, som om hand havde fulgt
Nun 2
mig


mig til et Palads. Tusende adskillige Tanker holdt mine Øyne vaagne
den Nat. Amandas Opførsel smertede mig i min Siæl; jeg befandt at
jeg maatte ikke ansee hende for meere end en almindelig Bekiendter; og
at der var ikke en Person i Verden, som jeg kunde kalde min Ven. Mit
Hierte var utrøsteligt og fortabt. Den Smerte, som min Stølthed,
havde nyligen foraarsaget mig, overbeviiste mig, at jeg var endnu langt
fra at have overvundet alle menneskelige Passioner, og at jeg skulde alt
for smerteligen føle alle de indvortes og udvortes Plager, som følge med
Fattigdom. Jeg besluttede derfor at undertvinge denne Stolthed, og
kaldte til Hielp alle Exempler af gamle Viise og Philosopher, som forag¬
tede Riigdom og Ære, og følte ingen Uleyligheder af Lykkens Ondskab.
Jeg havde ved disse fornuftige Betragtninger næsten fattet en Foragt for
Verden, og bildte mig ind, at jeg nu ikke agtede enten dens Smiil eller
Vrede; da Sir George Freeloves billede pludseligen brød frem i mit
Sind og paa engang kuldkastede all min Fornufts Styrke. Jeg be¬
fandt, at hvor lidet jeg end maatte bekymre mig om de øvrige i Ver¬
den, saa kunde jeg dog ikke være uskiøtsom angaaende hans Mening;
og det var mig utaaleligt at tænke paa at være foragtet af ham. Jeg
betænkte, at min Tilstand var meget adskillt fra en gammel Philosophs,
hvis Pialter vare maae skee de Midler, hvorved hand fornøyede sin Hov¬
mod, i det hand paa den Maade tilvendte sig Menneskenes Agtsomhed
og Ærbødighed; i det mindste vare Philosophens Anslag og Ønsker
gandske anderledes end disse, som paa den Tiid bemægtigede sig mit
Hierte. Sir Georges Øyekast og Opførsel tillode mig ikke at tvile om,
at jeg havde vundet ligesaa stor Yndest hos ham, som hand hos mig;
jeg kunde ikke fordrage at tabe igien bvad jeg havde forhvervet, og at
kaste mig selv i en Stand, hvori hand ikke kunde kiendes ved mig. Jeg
lod haant om at tænke paa at bedrage ham i henseende til mine Omstæn¬
digheder, i fald hand skulde virkeligen have haft got i sinde med mig;
dog at giøre mig selv ævigen foragtelig i hans Øyne, ved at fornedre
mig til at tiene, eller at udvælge nogen ringe Maade at ernære mig paa,
det kunde jeg ingenlunde overtale mig til at udvælge.
Midt i disse Betragtninger blev jeg den næste Morgen overumplet
med en Besøgelse af Sir George. Hand gijorde ærbødige Undskyldin¬


r for den Frihed hand tog; hand fortallte mig, at hand hav¬
de hørt af min Veninde, at en Morbroders Strenghed og Tyrannie
havde kastet mig i besværlige Omstændigheder; og at hand kunde ikke
være underrettet derom, at saa stor Skiønhed og Fortieneste bleve saa
u-værdigen begegnede af Lykken, uden at ønske alvorligen at være et
Middel til at giøre mig meere Ret. Hand bad mig indstændigen, at
jeg vilde giøre hans Liv meere værdigt og dyrebart, ved at tillade ham
at giøre mit lyksaligt; og holdt ved at tilbyde mig sin Tieneste med den
skørste Jver; men jeg faldt ham ind i Talen og sagde, at der var intet
i hans Magt, som jeg kunde med Ære tage imod, hvorved mit Liv
kunde giøres lyksaligere, uden den Ærbødighed der tilkom mig som et
Fruentimmer og som et Fruentimmer af god Familie; og hvilken Ær¬
bødighed burde have forbudet en Fremmed at giøre mig saadanne tienst¬
agtige Tilbud, som kunde alleneste forsvares ved et langt og forsøgt
Venskab; at jeg var ikke i Stand til at tage imod Besøgelser, og maatte
undslaae mig for hans Bekiendtskab, hvilket dog, i en lyksaligere Deel
af mit Liv, vilde givet mig Fornøyelse.
Hand teg nu sin Tilflugt til alle hans Kiøns Kunster; hand und¬
skyldte hans alt for store Frihed med hans hæftige Passioner, hand for¬
sikkrede mig om den ubrødeligste Ærbødighed, og bad mig paa sine
Knæ, ja endog med grædende Taare, at jeg ikke vilde straffe ham saa
haardt og negte ham den Frihed at see mig, og at giøre sig meere og
meere værdig til min Høyagtelse. Mit svage Hierte blev alt for meget
rørt ved hans Kunstgreb, og jeg havde alleeneste just saa megen Tap¬
perhed, at jeg kunde blive ved at afslaae hans Besøgelser, og at paa¬
staae, at hand skulde gaae fra mig, hvilket hand omsider giorde; men
udøste tilforn saa mange Kierligheds Forsikkringer, Bønner og Be¬
kræftelser, at det varede i nogen Tiid inden jeg kunde kalde min For¬
nuft tilbage, at jeg kunde overveye hans gandske Opførsel, og min
egen Tilstand; og naar jeg lignede disse tilsammen, fandt jeg ikkun
liden Aarsag til at tvile om hans skammelige Hensigter.
Jeg besluttede at jeg vilde aldrig meere lade ham komme for mit
Nni;
Ap¬


Ansigt; og befalede derfor, at mand skulde negte mig inde, naar hand
kom igien. Min Fornuft berømte, men mit Hierte bebreydede mig,
og græmmede sig hæftigen over Klogskabs strenge befalinger. Jeg
vedste at jeg giorde ret, og jeg ventede, at denne Overbeviisning skul¬
de giøre mig lyksalig; men jeg fandt det gandske anderledes; min Elen¬
dighed var større end jeg havde nogensinde følt eller giordt mig Begreb
om; jeg mærkte at mit Hierte var besnæret i en Passion, som jeg maatte
enten ævigen stride imod, eller og føye, paa Dydens Bekostning. Jeg
betragtede nu Riigdom som en Ting der i Sandhed er værd at ønske
sig, efterdi den vilde sat mig i Sikkerhed for skammelige Anslag, og gi¬
vet mig fornuftigt Haab om at blive Sir George Frecloves Ægte=Hu¬
strue. Jeg var misfornøyet og ulyksalig, men var tillige bestyrt over
at jeg imod Forhaabning befandt mig saa, efterdi jeg havde hidindtil
ikke een eneste lastværdig Gierning at bebreyde mig selv; tvertimod)
alle mine Besværligheder reyste sig af min Agt for Dyden.
Jmidlertid besluttede jeg dog end ydermeere ut prøve Dydens Magt
til at give Lyksalighed, at fare fort i min Lydighed imod dens Love, og
taalmodigen at vente efter de gode Virkninger deraf. Men jeg havde
stærkere Vanskeligheder at gaae igiennem, end jeg hidindtil havde prø¬
vet. Sir George var alt for meget ovet i de Konster at forføre, til at
lade Modet falde ved den første Afviisning; der gik ingen Dag forbi,
at hand jo giorde et nyt Forsøg at see mig, eller og sendte mig et Brev,
med de hæftigste Kierligheds Erklæringer, og inderlige Bønner om min
Forladelse og Gunst. Det var forgæves at jeg befalede, at mand
skulde ikke tage imod fleere Breve fra ham; thi hand havde saa mange
adskillige Paafund til at sende dem, og Udskrifterne vare skrevne med
saa uliige Hænder, at jeg blev u-forvarendes forført til at læse dem
tvert imod mit virkelige Forsæt. Hver gang jeg gik ud, forsømte hand
aldrig at møde mig, og at bruge den sleedskeste Tunge, som nogensin¬
de har besnæret et Fruentimmers Hierte, til at forblinde min Fornuft
og at opvække mine Passioner.
Min Dyd gav dog ikke endnu efter; men mit Sinds Rolighed,
var aldeles forstyrret. Naarsomhelst jeg var hos ham, kaldte jeg all
min Tapperhed til Hielp, og ideligen igientog mine befalinger, at hand


skulde flye mig. Hans Ulydighed fortiente min Fortrydelse, og u=agtet
mit bevægede Hierte, bevæbnede jeg mine Øyne med Vrede, og be¬
gegnede ham med saa megen Foragt som jeg meente at hans uværdige
Anslag fortiente. Men i det samme Øyeblik hand gik fra mig, faldt
aldt mit Mood igien. Jeg græmmede mig over min Skæbne; ja jeg
knurrede endog imod den Store Enebolds Herre, som regierer alle
ing, fordi hand havde skabt mig med saadanne Passiøner, som jeg
ikke kunde undertvinge, og maatte dog ikke føye; jeg lignede min egen
Tilstand med min selvraadige Fætters, hvis fordervelige Argumenter
jeg havde hørt med Skræk og Afskye: som gav alle sine Begierligheder
Tøylen: hvis Huus var Overflødigheds, Glædskabs og Fornøyelses
Sæde; hvis Ansigt var altid lattermildt og smiilende, og hvis Hierte
syntes frit for Sorg og Bekymring. Er ikke denne Mand, sagde jeg,
lyksaligere end jeg er? Og om saa er, hvor er da Dydens Værd?
Har jeg ikke for Dydens skyld opofret min Lykke og mine Venner?
Opofrer jeg ikke dagligen for hendes skyld min allerkiæreste Tilbøyelighed?
Men hvad Belønning og Vederlag byder hun mig derfor, hvad seer
jeg for mig i denne Verden uden Fattigdom, Forhaanelse, mislingende
Forventelser og Hierte-Sorg, alle mit Hiertes Ønsker negtes mig, alle
menneskelige Passioner bestrides og saares, men blive dog aldrig over¬
vundne! Ere disse de Velsignelser, med hvilke Himmelen belønner
dem, som den elsker? Kand den Himmelske Konge fattes Magt eller
Ævne til at belønne dem? Eller overgiver hand sine elendige Creature
til at være en Spille=hold for Slumpe=Lykken, og et Rov for Ugude¬
lighed og Ondskab? Ney vist ikke. Men dog, er ikke de dydiges Til¬
stand ofte meget elendigere end de lastefuldes? Jeg selv har erfaret at
den er. Jeg er meget ulyksalig, og seer intet Tegn til at blive ander¬
ledes i denne Verden - og alt hvad der er paa hin Siide af Graven
er et ævigt Mørke. Dog, hvorfor siger jeg, at jeg seer intet Haab for
mig at blive lyksalig? Tilbyder mig ikke den allerforbindtligste Mands¬
person all den Glæde som Kierlighed og Riigdom kand forskaffe? Vil
hand ikke beskytte mig for all Overlast af den stolte Verden, som driver
Spot med Fattigdom? Vil ikke hans gavmilde Haand udøse til mig de
Midler, hvorved jeg kand nyde alle Slags Fornøyelser, end og den høye¬
ste


ste og ægteste af alle Fornøyelser, Magt til at lindre mine Med=Crea¬
tures Lidelser, at forvandle Bedrøvelses til Glædes og Taknemmelig¬
heds Taare, at meddeele min egen Lyksalighed til alle dem der ere om¬
kring mig? Er dette ikke en Stand, som bør agtes langt bedre end den
i hvilken Dyden har sat mig? Men hvad er Dyd? Er ikke Lyksalig¬
hed Fornuftens priisværdige Øyemaal? Er det da ikke priisværdigt
at søge den ved de allerrimeligste Midler? Har jeg ikke anklaget
GUds Forsyyn for Umildhed, da det dog er alleeneste min egen
Skyld, i det jeg forkaster dens tilbudne Gaver? Sandeligen, jeg
har taget feyl af Dydens Sti; det maae være den der leeder til
Lyksalighed. Den Sti, som jeg er paa, er fuld af Torne, og
endes i et u-igiennemtrængeligt Mørke; men jeg seer en anden som
er bestrøet med Blomster, og bestraalet af Medgangs Soelskin; denne
er visseligen Dydens Sti og Veyen til Lyksalighed; lad mig derfor ven¬
de mine trette Fødder herhid, og lad ikke forfængelige og urimelige Pre¬
judicer skrække mig fra Lyksalighed. Det er visseligen umueligt at jeg
skulde fortørne GUD, ved at give efter for en Fristelse, som hand ikke
har givet mig Kraft og Aarsag til at imodstaae. Hand har forundt
mig en kort og upis Tiid at være til i, og har sat baade ondt og got for
Hvad er got undtagen Fornøyelse, hvad er ondt undtagen
mig.
Smerte? Baade Fornuften og Naturen raade mig til at udvælge det
første og at skye det sidste. Jeg søgte Lyksalighed i det som kaldes
Dyd, men jeg fandt den ikke: skal jeg da ikke forsøge det andet
Middel, efterdi jeg meener at jeg neppe kand blive meere ulyksalig
ved at følge min Tilbøyelighed, end jeg er ved at fornægte den?
(Fortsættelsen skal følge.)
O10 0
403
E
T
Dette Uge=Skrift bliver hver Torsdag at bekomme i det Kongel. priv.
Bogtrykkerie ved Stranden, skraas over Prammændenes Laugshuus,
hvor 3de forgyldte Skildter sees over Døren, Arket 2s.


No. 60.
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker.
(Fortsættelsen af No. 59.)
S¬
aaledes havde mine skrøbelige Tanker vandret omkring i Vildfa¬
relses Ørk, og saaledes havde jeg næsten disputeret mig selv ud
af alle moralske Grund=Regler, ved det jeg fulgte, igiennem al¬
le deres Slutninger, de Lærdomme, hvilke mand havde lært mig som
Regler for mit Levnet, som Midler til at naae Lyksalighed, og som
Sandheds Talismaner, ved hvilke jeg skulde blive sikker i Modgangs
Storm, og høre, uden Fare, paa Syrenernes Tillokkelser; Men i
denne min Formastelses ulyksalige Time, da jeg sad alleene i mit Kam¬
mer, samlende Argumenter til at forsvare og undskylde min Kierlighed,
næsten forrykt af Tvilraadighed, og siunkende dybere og dybere ned i
Vildfarelser, saae jeg Sir George Freelove for mine Fødder, som
tvert imod min befaling, havde faaet Tilladelse at komme op, ved at
bestikke min Vert=inde. Det er ikke fornødent at beskrive for eder
hans Kunster, eller den spage Modstand af den Dyd, som havde
været naadigen indplantet i mit Hierte, men hvilken jeg havde giordt
mig ugudelig Umag for at undergrave ved falske Fornuft=Slutninger,
og som nu vaklede fra sin Grundvold. Lad det være nok at jeg under¬
kaster mig den Ydmygelse jeg har saa vel fortient, og fortæller eder, at
jeg, i all den menneskelige Fornufts Stolthed, torde fordømme, som
en Virkning af Svaghed og Prejudice, Samvittighedens sagte Røst,
som vilde endnu have advaret mig fra min Undergang; at min Uskyl¬
dighed og min Ære bleve et Offer for Kierlighed og Sophisterie; at
min indbildte Philosophie, og min alt for meget berømte Forstand,


frelste mig ikke fra den nedrigste Vanære, hvilken den svageste af mit
Kiøn med Ydmyghed og Religion vilde have undflyet.
Jeg erfarede nu en nye Slags Ulyksalighed. Min liderlige For¬
fører søgte forgæves at giøre mig fornøyet med det skammelige Levnet,
som hand havde bragt mig til, ved det hand beladede mig med alle¬
haande kostbare Prydelser, og sparede ingen Penge paa at forskaffe mig
Forlystelster, som jeg ikke kunde finde Smag i, og Pragt, som syntes
at haanligen bebreyde mig min Vanære. Forgæves erindrede jeg mig
igien de Argumenter, som havde overbeviist mig om at det var tilladt
at tage imod tilbudne Fornøyelser, og at følge sin Tilbøyeligheds Be¬
falinger; min Forstands Lyys var formørket, men jeg havde ikke tabt
all Følelse af min Mishandling. Min Høymodighed og Fiinhed, (om
jeg, lastværdig som jeg var, tør kalde det saa) udstode den alleruli¬
deligste Skamfuldhed og Væmmelse, hver gang jeg betænkte min skamme¬
lige Tilstand. Enhvers Øyne syntes at bebreyde mig den, endog min
triumpherende Forførers. O hvilken Elendigheds Afgrund! At være
overbeviist om at jeg fortiente hans Foragt, som jeg elskede, og for hvis
skyld jeg var blevet foragtelig for mig selv.
Saadan var mit Sinds Tilstand i et Aar, som jeg levede i Si¬
Gcorges Huus. Hans hæftige Kierlighed var uforandret i otte Maa¬
neder af denne Tiid, og saasom jeg havde ingen anden Person at ven¬
de min Agtsomhed til, ey heller nogen Ven eller Paarørende at deele
min Kierlighed med, saa var mit naturligen kierlige Hierte gandske hen¬
givet til ham. De første Glimt af hans Ugunst var alt for synlige for
mine agtsomme Øyne. Jeg maatte nu udstaae alle de Piinseler, som
Jalousie kand foraarsage, indtil en grum Vished giorde en Ende paa
dem. Jeg fik omsider at vide, at min troeløse Elsker vilde snarligen gifte
sig med et Fruentimmer af store Midler. Jeg besluttede strax at for¬
lade ham, men kunde ikke giøre det, uden først at udøse mit opfyldte
Hierte i Klagemaal og Bebreydelser. Dette opvakte hans Forbittrelse
og Vrede, saa at hand begegnede mig med saadan en Trodsighed, hvil¬
ken, endskiønt jeg havde fortient den, jeg ikke havde lært at taale. Jeg
gav ham tilbage med en haanlig Foragt, som ikke længere sømmede
mig, alle min Synds Fortienester, og min Skændsels Prydelser, og


forlod hans Huu¬
den
og For¬
tvilelse.
Jeg vendte tilbage til mit gamle Herberg; men saasom jeg kunde
ikke taale at see et Sted, der erindrede mig om enhver Omstændighed
af min Fordervelse, og skammede mig ved at see paa noget Menneske,
der havde seet mig uskyldig, elendig i mig selv, og haabende ved Ste¬
dets Forandring at finde nogen Lættelse i min Jammer, saa satte jeg
mig i en Post=Chaise Klokken to om Morgenen, og befalede Kudsken at
kiøre mig saa langt fra Byen som hand kunde førend det blev Nat,
givende ham Frihed til at kiøre hvilken Vey hand vilde.
Min Fornuft og mine Sandser syntes fortumlede og døsige paa
Veyen. Jeg giørde mig ingen Betænkning om hvad jeg foretog, ey
heller fattede noget Forsæt angaaende min tilkommende Levemaade. Da
det blev Aften, vilde min Kudsk holdt sig op i en stor Kiøbsræd, men jeg
bad ham kiøre mig til den nærmeste Bonde=Bye. Der stod jeg af i en
usel Kroe, og lod Vognen kiøre hiem igien, uden at tænke efter hvad
jeg vilde giøre ved mig selv, eller hvorfor jeg havde udvalt dette Sted
at blive paa. Sandt at sige, jeg kand ikke give nogen Beretning om
mine Tanker i denne Tiid; de vare alle forvirrede og forvildede. En
kort Afsindighed maae have opfyldt disse Timer, af hvilke min Hukom¬
melse har beholdt saadanne ufuldkomne Spoor. Jeg erindrer alleeneste,
at jeg, uden at have klædt mig af, forlod Kroen saa snart jeg saae Dag¬
brækningen og vandrede ud af Byen.
Mine uledsagede Fødder førte mig til en Spatseregang af Pile¬
Træer ved Siden af en Aae; efter at jeg havde gaaet her en liden Stund,
bleve mine Sandser oplivede og min Fornuft opvakt ved den friske og
kølige Luft. Min Fornuft, min Hukommelse, min Angest og Fortvilelse
kom tilbage paa eengang! Enhver Omstændighed af mit forbigangne
Liv stod afmalet i mine Tanker; men allermeest min troeløse Elskers Bil¬
lede og min lastværdige Kierlighed, som martrede min Jndbilding og søn¬
derrev mit blødende Hierte, hvilket, u-agtet all dets Skyld, og all dets
Forurettelse, beholdt dog den ømmeste og inderligste Kierlighed for sin
Ødelegger. Denne uforsigtige Kierlighed, som var Virkningen af en
Ogo2
from


from og mild Natur, forøgede min Hierte=Angest og Fortrydelse, og fuld¬
førte min Elendighed. Forgæves søgte jeg at kalde mine Tanker fra
disse bedrøvelige Forestillinger af det forbigangne, og haabe at finde et
Glimt af Trøst i det tilkommende. De bleve kun des meere forskræk¬
kelige: Fattigdom, ledsaget af Vanære og Mangel, sukkende under Un¬
dertrykkelses grumme Haand og Overmoods Bespottelser, stod for mine
Øyne. Jeg som tilforn havde været mine fromme Forældres Kiæledegge
og Ære, som havde tilforn været elsket, æret og berømt, var nu et Ud¬
skud af den menneskelige Natur, foragtet og skyet af alle dem som havde
nogensinde elsket mig, af alle som jeg havde meest elsket! forhadt for
mig selv, hørende ingen til, men i Fare for at blive forurettet og for¬
haanet af alle!
Jeg forsøgte at udfinde Aarsagen til denne forfærdelige Forandring,
og hvor vidt jeg selv var Anleedning dertil. Endskiønt jeg frivilligen
fordømte min Opførsel i henseende til Sir George, saa meente jeg dog,
naar jeg eftertænkte alting, at den kunde forsvares ved de Argumenter,
som havde bragt mig dertil. Men saasom mine Grund=Regler kunde
ikke bevare mig fra Laster, saa kunde de ey heller opholde mig i Mod¬
gang. Samvittigheden kunde ikke lade sig forleede ved de Sophiste¬
rier, som havde formørket min Fornuft. Og dersom nogen skulde regne
min Opførsel til en Vildfarelse, og derfor frikiende mig for Skylden, da
lad dem erindre, at det er dog sandt, at jeg i denne yderste Nød blev
hverken opholdt ved et indvortes Vidnesbyrd om min Uskyldighed, eller
ved Dydens triumpferende Glæde, eller ved Haab om Belønning; En¬
ten jeg saae tilbage eller frem ad, saa var alting Forvirring og Angest,
Forstyrrelse og Mistvil. Jeg beskyldte det Høyeste Væsen for Grum¬
hed og Uretfærdighed, som, omendskiønt hand ikke gav mig tilstrækkelig
Opmuntring til at imodstaae mine Begiærligheder, straffede mig dog
med Virkningerne, som følge af deres Fyldestgiørelse. Dersom der er
en GUD, raabte jeg, da maae hand enten være tyrannisk og grusom,
eller og ikke bekymre sig om sine Creature. Jeg vil ikke længere taale
at være til, og at plage mig med et Liv, som er uforskyldt elendigt, en¬
ten ved Slumpe=Lykke eller besluttet Raad, men flye til det Jntet, der er
det sidste og yderste af alt hvad jeg seer for mig. Tag tilbage, sagde


jeg, opløftende mine Øvne til Himmelen, det forhadte Liv du har givet
mig, og lad mit Støv ikke meeere oplives til Lidelser eller ophøyes til
Elendighed.
Med disse Ord løb jeg til Bredden af Agen og vilde styrtet mig
deri, da jeg i det samme hørte Raabet af en Person der var mig meget
nær, hvorover jeg vendte mig om for at see hvorfra denne Røst kom;
Jeg blev tiltalt af en gammelagtig Præstemand, hvis Øyekast udviiste
Forskrækkelse, Medynk og Velvillighed, og som spurte mig, hvad jeg hav¬
de i sinde at giøre, J førstningen var jeg fortrædelig og vilde ikke svare
ham; men den Medlidenhed hand udviiste og den ømme Kierlighed hvor¬
med hand begegnede mig, formildede efter haanden mit Hierte, og gav
mine Taare Luft.
O! Madam,  sagde hand, Le disse ere naadefulde Tegn, og
gandske uliige disse, som først droge min Agtsomhed til eder, og bevæ¬
gede mig til at passe uformærkt paa eder, saasom jeg frogtede at J
havde noget ulyksaligt Forsæt i sinde. Hvad maae det være for Tan¬
ker, som kunde forandre saadant et Ansigt som eders til et Forskræk¬
kelses Billede! Jeg var gaaet her ud for at giøre min Morgen=Spat¬
sere=Gang, og jeg har seet paa eder en lang Tid; jeg har seet eder
undertiden at gaae hastigen, og undertiden at gaae langsom, med e¬
3ders Øyne fæstede paa Jorden, indtil J opløftede dem til Himmelen,
men med saadanne Øyekast, som ikke udviiste en bønfaldende Ydmyg¬
hed og Gudsfrygt, men heller Beskylding, og en pukkende Trodsighed.
For Guds skyld siig mig hvorfor J har trættet med eder selv, med Li¬
yvet, ja end og med Himmelen? Kald eders Fornuft og eders Haab
tilbage, og lad denne betimelige Forhindring i eders ulyksalige Forsæt
være eder et Underpant og Forsikkring paa de gode Ting som skal kom¬
me; lad den være eder et Beviis paa at GUDS Barmhiertighed
har endnu ikke slaaet Haanden af eder, men nedstiger fra sin Throne
for at frelse eders Siæl fra Fordervelsen.
De Taare, som randt ned i Aaen af mine Øyne medens hand ta¬
lede, gave mig saa megen Lættelse, at jeg fandt mig i Stand til at tale,
og begierlig efter at udviise min Taknemmelighed for den gode Mands
Ooo2


Bekymring for mig. Det var saa længe siden jeg havde kiendt den Glæ¬
de, som findes i et fortroeligt Venskab, at jeg nu følte en forunderlig
Fornøyelse og Trøst deraf, at jeg kunde udøse mit Hierte, og fortælle
min kierlige Befrier alle Omstændigheder af min Historie, og alle mit
forvildede Sinds Tanker. Hand skælvede ved at høre, at jeg bebreydede
GUds Forsyyn; og vilde ikke høre meere, men sagde, at hand vilde
føre mig til een, som skulde prædike Taalmodighed for mig, og tillige
selv give mig Exempel derpaa.
Jmedens vi talede, leedsagede hand mig til sit eget Huus, og der
førte mig ind til hans Hustrue, en mid aldrende Kone, bleeg og udtæret,
dog af en fornøyet og rolig Anseelse, som tog imod mig med den største
Kierlighed og Høflighed. Hun saae at jeg var bedrøvet, og hun udviiste
sin Medlidenhed førend hun havde hørt mine Klagemaal. Hendes Taa¬
ve stode færdige til at følge mine; hendes Øyekast og hendes Røst ud¬
viiste den kierligste Bekymring for mig; og i hendes flittige Omhygge¬
lighed saae jeg den sande Artighed og Giæst=Frihed, der ikke er en Virk¬
ning af Kunsten, men af en indvortes Velvillighed. Jmedens hun
overtalede mig til at tage nogen Forfriskelse til mig, gav hendes Mand
hende en kort Beretning om min Historie, og om den Stand, i hvil¬
ken hand havde fundet mig. " Dette stakkels Fruentimmer, sagde
hand,, seer alle Ting igiennem et mørkt Glas, hvilket er en Feyl af
den Optugtelse og de Grund=Regler hun har faaet; hun anklager
GUds Forsyyn, og hader sit Liv for disse Ulykkers skyld, som ere
det menneskelige Kiøns almindelige Lod i denne korte Prøve=Stand.
J, min Hierte, som er en af de største Kaarsdragere jeg har kiendt,
er best skikket til at helbrede hende af hendes syndige Utaalmodighed;
og at overbeviise hende, ved eders eget Exempel, at denne Verden er
ikke det Sted, i hvilket Dyden skal finde sin Belønning. Hun tæn¬
ker at ingen er saa ulyksalig som hun selv; men dersom hun vedste alt
hvad J har gaaet igiennem, da vilde hun visseligen erkiende, at der¬
som J er lykkeligere end hun, da er det alleeneste fordi eders Grund¬
Regler ere bedre.
J Sandhed, min hierte Madam, sagde hun, det er den eneste
Fordeel jeg har over eder; men denne overveyger virkeligen alle andre
Ting.


3 Ting. Det er nu ikkun ti Dage siden at jeg fulgte til Graven min
eeneste Søn, den sidstlevende af otte Børn, hvilke jeg havde alle lige
inderligen kiære. Mit Hierte er ikke mindre ømt end eders, ey heller
min Kiærlighed mindre hæftig. J et heelt Aar, førend mit sidste kiære
Barns Død, gav jeg nøye agt paa Sygdommens dødelige Fremgang,
og saae ham udstaae de allerforfærdeligste Smerter. Ey heller var jeg
i disse mine Fristelser befriet for Fattigdom, det gruelige Onde, som
J kunde ikke beqvemme eder til. Omendskiønt min Mand er af en
æragtig Profession og Embede, saa ere dog hans Jndkomster saa rin¬
ge, at jeg og mine Børn have ofte haft Mangel paa de nødtørftige
Ting til vor Underholding; og endskiønt jeg har altid været af en svag
Helbred, saa har jeg dog hiulpet til at ernære min Familie med mine
egne Hænders Arbeyde. Paa denne nærværende Tiid fortæres jeg
ved daglige Piinseler, med en Kræft, som maae inden kort Tiid blive
min Død. Mine Smerter kunde maae skee forlindres ved tilbørlig
Bistand, endskiønt intet kunde redde mit Liv, men jeg har ikke Midler
O hold op, raabte jeg, min Siæl
til at faae denne Bistand.
gruer ved at høre opregne saadanne utaalelige Lidelser. Hvorledes kand
J udstaae dem? Hvorfor seer jeg eder ikke i saadan Fortvilelse, som min,
at opsige eders Liv, og at sætte eder selv i Sikkerhed for at blive angre¬
bet af saadanne Piinseler? Men over alt, fortæll mig, hvorledes det
er eder mueligt, at beholde, midt i saadanne mangfoldige Elendigheder,
den Fornøyelighed og Mildhed, som fremskinner saa klarligen i eders
Ansigt, og opliver hvert et Øyekast og Bevægelse?
tt Den Fornøyelighed og Mildhed,, svarede den gode Kone, t føler
jeg i mit Hierte. Mit Sind er ikke alleeneste roligt, men det føler og
ofte de høyeste Bevægelser af Glæde og Fornøyelse, som de behage¬
ligste Haab kand give. Og hvorfra, sagde jeg, har J denne for¬
underlige Kunst, at drage Glæde af Elendighed, og at smiile midt i alle de
Forskrækkelser, som Smerte, Sørg, Fattigdom og Døden føre med sig? Hun
taug stille i et Øyebliik, derefter gik hun ind i sit Kammer og tog en Bibel,
hvilken hun overleverede mig i mine Hænder, sigende: " See der den Bog,
i hvilken jeg lærer denne Kunst. Her læres mig, at ævigvarende Glæ¬
i de er i Forraad for alle dem, der vil tage derimod paa de Vilkaar,
som


som den uendelige Fuldkommenhed har foreskrevet; her loves mig
Trøst, Hielp og Bistand af Livets Herre; og her forsikkres jeg om
at mine forgængelige Gienvordigheder og Lidelser tilskikkes mig alleneste
for at giøre mig skikket til en ævig og u-udsigelig Lyksalighed. Den¬
ypne Lyksalighed er nu for Haanden. Den korte Tiid, som er endnu
tilbage af mit Liv, synes kun et Øyeblik: paa hin Side aabenbares
Saaledes opmuntret, hvorledes
mig Udødeligheds herlige Udsigt.
skulde jeg forsage? Saaledes opholdt, hvorledes skulde jeg siunke?
9 Med saadan en Udsigt, med saadant et forsikkret Haab, hvorledes
2 kand jeg andet end være lyksalig?
Jmedens hun talede, tindrede hendes Øyne, og hendes gandske
Ansigt syntes oplivet af Glæde. Jeg blev hæftigen rørt saavel ved hen¬
des Ord, som ved Maaden, paa hvilken hun fremførte dem. Enhver
Stavelse af hendes Tale syntes at siunke dybt ned i min Siæl, saa at
jeg aldrig kand forglemme den. Jeg besluttede at undersøge en Reli¬
giøn, som var mægtig for at frembringe saadanne Virkninger, som jeg
kunde ikke tilskrive enten en Hændelse eller Vildfarelse. De gode Folk
bade mig saa indstændigen og med saa megen u-skrømtet Kierlighed, at
jeg vilde opholde mig i deres lille Præste=Bolig, indtil jeg kunde for¬
skaffe mig bedre Leylighed, at jeg tog imod deres Tilbud. Her har
jeg, ved Præstens Hielp, som er en jævn, fornuftig og ret gudfryg¬
tig Mand, randsaget den Hellige Skrift, og de Beviiser, hvorpaa
dens Anseelse er grundet. Men efter at jeg havde læst den med Oprig¬
tighed og Agtsomhed, fandt jeg at der behøvedes ikke udvortes Argu¬
menter til at stadfæste dens Sandhed. Dens fortræflige befalinger,
dens Lærdommes Overeensstemmelse, og de herlige bevægende Aarsager
og Opmuntringer til Dyd, som den fremstiller, tillige med det eftertryk¬
kelige Exempel jeg havde for mine Øyne paa dens salige Virkninger,
betoge mig all Tvil om dens guddommelige Oprindelse.
(Slutningen skal følge.)
Dette Uge=Skrift bliver hver Torsdag at bekomme i det Kongel. priv.
Bogtrykkerie ved Stranden, skraas over Prammændenes Laugshuus,
hvor 3de forgyldte Skildter sees over Døren, Arket 2 s.


No. 61.
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker.
(Slutningen af No. 60.)
I¬
medens jeg opholdt mig her, har jeg været Vidne til den kiære
gode Kones meere end heroiske, hendes frydefulde, hendes trium¬
pherende Død. Med saa megen Sagtmodighed og øm Kier¬
lighed, som jeg nogensinde saae i et Fruentimmers Carakter, viiste hun
meere uforfærdet Frimodighed end den strengeste Philosoph eller den
stolteste Helt. Jngen Piine kunde rokke hendes Siæls Bestandighed,
ingen langvarig Smerte kunde udmatte hendes Taalmodigheds Styrke.
Døden betragtede hun ikke med Forskrækkelse men med Haab. Da
jeg hørte hende udgive sit sidste Aandedræt i Taksigelse, og saae den
smiilende Glæde, som blev tilbage i hendes bleege Ansigt, efter at Li¬
vet havde forladt det, kunde jeg ikke bare mig for at udraabe i det dey¬
lige Sprog, som jeg nyligen havde lært af den Hellige Skrift: Død!
hvor er din Brod? Helvede, hvor er din Seyer.
Jeg laver mig nu til at forlade min ypperlige Velgiører, og at
fortiene mit Brød i en Tieneste, som hand har forskaffet mig i en Fa¬
milie her i hans Nabolaug. En Tieners Stand, som jeg tilforn ikke
kunde overtale mig til at antage, synes nu ikke længere forfærdelig for mig;
den Hovmod, som vilde giordt den piinagttig, har den Christelige
Religion undertvunget, endskiønt Philosophien forgæves prøvede der¬
paa. Som en angergiven Synderinde skulde jeg med Taknemmelig¬


hed underkaste mig ydmygende Tugtelse: men som en Christen finder
jeg at intet kand qvæle mig undtagen en indvortes Følelse af min Skyld
og Brøde. Denne har ydmyget mig ned i Støvet; men de faste For¬
sikkringer som ere mig givne af Verdens Frelser, om GUDS For¬
ladelse og Naade efter en alvorlig Poenitentse, have sat min for¬
virrede Aand i Rolighed, og opfyldt mit Sind med Fred og Glæde,
som Verden hverken kand give eller tage fra mig. Saaledes finder
jeg mig, uden nogen Forbedring i mine udvortes Omstændigheder,
forandret fra et afsindigt, fattigt og fortvilende Drog, til et fornøyet,
lyksaligt og taknemmeligt Creatur, taknemmelig for, og fornøyet med
mit Livs nærværende Stand, dog glædende mig i det Haab, at jeg
skal forlade den for u-endelig Ære og Lyksalighed.
O! min Herre, sig til de skiødesløse Mennesker, som ey vil giøre
sig den Umag at randsage i disse Sandheder, som meest angaae dem,
og som ved Moden og den menneskelige Fornufts Hovmod forleedes til
at foragte GUds hellige Vidnesbyrd; siig dem disse forunderlige
Virkninger af den Christelige Religions Magt; siig dem denne Sand¬
hed, som Forfarenhed har lært mig, at, " Endskiønt Lasterne have
altid Elendighed i følge med sig, saa kand dog Dyden selv ikke give
Lyksalighed i denne Verden, med mindre den er oplivet ved Haab
9 om ævig Velsignelse i den tilkommende.;
Jeg er &c.
Fide
Den


horger.
Bøn karrig Faders Søn, opblæst af Riigdoms Ære,
Fik, ved sin Faders Død, til Arv en Million,
Og inden stakket Tiid for Penge blev Baron;
Thi hand en stor Mand vilde være:
Og, skiønt ham fattedes indvortes Værdighed,
Hand dog fripostigen at ligne eftertragter
De Stores Myndighed og Fagter.
Snart ønsker hand at faae en Stats=Mands Ære=Sted,
Og Fyrsternes Fortroelighed;
Snart ønsker hand, engang saa lykkelig at blive,
Som en Eugenius, med Laurbær=Krone paa,
J Marken for en Hær at staae.
Kort sagt, hand ikke veed, hvad Stand ham kunde give
Meest Ære og Anseelse,
Om Stats=Mand eller Øverste?
Jmidlertid var hand Baron,
Og hans Fortieneste, som var en Million,
Lod sig i Løbere og i Heydukker kiende,
Som alle Folkes Syyn og Tanker til ham vende.
Hand tog den halve Bye i Sold og Tieneste
Sig selv og sine Folk hand lod med Guld bedække,
Og i sin gyldne Vogn sig meere brystede
End Hestene, som hannem trække.
Hand en Mæcenas var for alle Hyklere.
En Gæk, som, sig dybt bukkende,
Hans Naade vilde sig udbede,
Og uforskammet nok at rose var tilreede,
Alt hvad hans Stolthed giøre kand,
Ppp2


Jblant


Jblant hans Venners Tall saa strax blev taget an;
Jom med ham aad og drak, ham rooste og udtømte,
Og, naar mand ham bedrog, tillige ham berømte,
At hand en Argus var, som ingen skuffe kand.
Hvad meere giøres der behov til at fortære
Langt meere end en Million,
End Stolthed, Uforstand? Ey nogen Skat kand være
J mindre Sikkerhed, end hos en ung Person,
Naar Vellyst, Stolthed, Pragt tillige ham regiere.
Den gode Herr Baron ved sin saa store Skat
Sin Stats=Mand og sin Helt ey meere har for Øye,
Men pønser baade Dag og Nat
Paa overdaadig Pragt sin Riigdom at fordøye;
Hand inden stakket Tiid all sin Formue saae
Forflyttet hen i andres Hænder;
Hand fattig, uberømt sit Liv omsider ender.
Kort sagt, mand seer i ham et klart Beviis derpaa,
At Fædre deres Børn i Gierningen selv hade,
Naar de dem andet ey end Riigdom efterlade.
Til Mr N N. Grand Adventurer i Britannien.
Høylærde Herre,
a min værdige gode Ven, Isaach Gilderstein, Boghandler, har
paataget sig at befordre dette til Eders Velbaarenhed, saa beder
jeg ydmygst, at J vilde giøre bekiendt for eders polerede ete. ete.
etc. Nation, at jeg har i sinde med det første at komme over og at for¬
lyste dem paa en ny og gandske uefterfølgelig Maade.
Da


Da jeg seer, at Chen Savant (den kloge Hund) og andre for¬
færdeligen lærde Dyyr ere blevne saa gunstigen antagne i eders store
Stad, saa er det mit Forsæt at opføre for eders gode Nation en Con¬
cert af Vocal og Instrumental Musik, som skal forrettes alleeneste af
Dyyr; og derefter at forlyste eder med adskillige store Behændigheds
Kunster; saavelsom og med Balance og Dants.
Mine Instrumental Musikantere, Høye Herre, vil bestaae af et ud¬
søgt Tall af Jtaliænske Katte, til Violin, Violincello og Bass Viol; et
Tydsk Afen til Paukerne; og et fuldkomment Tall af Spanske Sviin, af
adskillig Alder og Stemme til Clavi=cymbalet.
Men jeg havde stort Arbeyde med at forskaffe harmoniske Stem¬
mer, og at tvinge dem til den rette Tiid og Tact. Jeg har lært nogle
af eders store Engelske Hunde til at giøe i Batz, og nogle Gvineiske
Griise til at skrige i Discant; mine Katte have og deres Partier i Vo¬
cal=Musiken. Jeg har opfundet adskillige Maader til at dræbe Svaner;
men endskiønt de Gamle have saa høyligen berømt deres melodiske Sang
naar de døe, saa kunde jeg dog ikke faae en eneste Node af dem, der
var bedre end et Qvæk af en Gaas. Jmidlertid skal jeg dog have et
meget behageligt stort Chorus af Frøer fra Moserne i Holland; Ordens
dertil veed J selv, Høylærde Herre, at Aristophanes har meddeelt mig
i Grædsk - Buxsxeuzz, na uoa. - hvilke en Professor i Leyden
oversatte for mig Brekekekex, Koax koax. Foruden disse skal jeg og
fornøye eder med en Duett i Recitativ, imellem en Papegoye og en
Skade.
De Dantse, som jeg vil lade see, og deslige, skal forrettes ved en
Samling af Norske Rotter, der skal dantse en Courante, imedens mine
Katte spille paa Fiol for dem. En Ræv skal dantse en Menuet med en
Gaas, og en Mynde en Rigadon med en Hare. Jeg har opdraget
en Elephant, som skal giøre adskillige Konster, som mand kalder at spille
Ppp;


af Tasken; hand skal bultre sig omkring med et Taarn paa hans Ryg,
og giøre adskillige Balancere Kunster paa den slappe Linie med hans
Snabel. Mange andre forunderlige Kunster vil mine Dyyr giøre, der
vilde blive for keedsommelige at opregne i denne Skrivelse; og derfor
Store Adventurer, skal jeg ikkun besvære eders trættede Taalmodighed
med at melde om en eneste. Jeg har lært den tammeste af mine Katte
til at aabne sin Mund, naar jeg befaler det, hvor i jeg da legger et lidet
stykke steegt Ost, og den mindste af mine Muus springer ind og gnaver
af Osten; hvorpaa Katten strax lukker Munden til over den; men strax
efter, til alle Tilskuernes store Forundring, aabner min Kat igien sin
Mund, og Muusen hopper levende ud paa Theatret, og begge fornøye
derpaa det gode Sælskab med at dantse en Gique.
Saasom jeg har besluttet at alt hvad der skal forrettes paa mit
Theater, skal skee alleeneste af Dyyr, saa maae jeg videre berette eder,
at jeg lærer tvende Egerne til at feye Theatret med deres Rumper; og
dersom det maae tillades mig at tage af Fiskene til Hielp, saa tviler jeg
ikke paa, endskiønt det vil udkræve megen Tiid og Øvelse, at jeg skal
være mægtig til at faae en Hummer til at snyde Lysene med sin Kloe.
Andre Omstændigheder, Velbr. Herre, vil jeg bede om Tilladelse
at udsætte, indtil jeg har den store Ære at kysse eders Haand i Enge¬
land, og er,
Høy=fornemme og Høystærede Patron,
med den dybeste Ydmyghed
Eders underdanige Slave og Tiener,
Gustavus Gootenruysche.
Stockholm den 23 Dec. 1752.
Be¬


er
Mennesket.
inger
Betra,
and kand ikke nøyagtigen beskrive Mennesket. Det som jeg vilde
sige om ham i Dag, skulde ikke meere ligne ham i Morgen, med
P¬
mindre jeg vilde kalde ham det foranderligste og ubestandigste af
alle Creature.
Et ulyksaligt Creatur, som opvækker Himmelens Vrede, født med
jordiske Tilbøyeligheder, underkastet utallige Elendigheder, altid færdig
til at falde, en farlig Fiende af sig selv; som agter ikke Sandheds Til¬
lokkelser, men vender sine Øyne fra det Gode; har et Hierte der stedse
siger sig selv imod; uvis i alle sine Handteringer, bestandig i det Onde;
ustadig i sine gudelige Forsæt, fuldkommen i Laster, ufuldkommen i Ret¬
færdighed; see dette er en løs Beskrivelse over Mennesket.
Jeg skulde heller sige hvad Mennesket burde være, end hvad hand
virkeligen er; ligesom mand bedre siger hvad GUd ikke er end hvad hand
er. Hos Gud ere u-endelige Fuldkommenheder, hos Mennesket ere u¬
endelige Skrøbeligheder, som giøre det umueligt at beskrive hvad de
begge ere.
Dette ueendelige paa begge sider forvolder, at Gud er ubegribelig
for Menneskene, og at Mennesket er en Hemmelighed, som GUd alleene
kand udgrandske.
Naar mand betragter Mennesket efter de Fuldkommenheder, som
Gud har givet ham, hvor høyt overgaaer hand da ikke andre Creature?
naar mand betragter de Elendigheder, som Synden har paaført Men¬
net, hvilket Creatur bør da ikke foredrages ham?
Da Gud skabte Mennesket, gjorde hand ham efter sit eget Billede
Synden har saaledes vanheldet dette Creatur, at mand ikke meeere kand
kiende, at saa reen en Gud har været hans Modell og Skaber.


Vi rose den menneskelige Forstands Ypperlighed, dybe Kundskab
og stærke Hukommelse, samt andre Gaver; alt dette fortiener vor For¬
undring og Høyagtelse; men alle disse Ting fordømme ham, dersom
hand ikke anvender dem til en hellig Brug, dersom hand ikke søger at
tiltage i sin Skabers Kundskab, og dersom hand ikke erindrer sig denne
Ævighed, som hand bør have for Øyne.
Hvad Aarsag og Grund er der til din Hovmod, stølte Menneske?
Paa hvad Side jeg end betragter dig, i Høyhed, i Herlighed, begavet
med en deylig Siæl, med et ædelt Hierte, med en høy Forstand, prydet
med Legems Fuldkommenheder, saa finder jeg dog stedse, at du er et
Menneske, det er at sige, dødelig, et afmægtigt Creatur, underkastet
Vildfarelser, en Slave af sine Passioner. Hvilke store Aarsager til Yd¬
myghed! Du betragter dig selv alleneste paa de Sider, som opvække
og styrke din forfængelige Indbilding; hold op i et Øyeblik at betragte
dig selv med saa gunstige Øyne; betragt dig, om du kand, i din egent¬
lige Gestalt; du vil da selv blive den første til at forundre dig over saa¬
dan en Stolthed, da du har saa mange Skrøbeligheder, og at skam¬
me dig ved at være saa hovmodig, da du har saa mange Aarsager til
at fornedre dig.
Menneskets Hovmod fødes af hans Fordervelse, ligesom Jnseeter,
der avles af Forraadnelse.
Menneskene kiende hverken deres Skrøbeligheder eller deres Herlig¬
heder. Dersom de vare overbeviiste om deres Høyhed, da skulde de
ikke fornedre sig til at søge deres høyeste Gode i Creaturene; dersom
de vare overbeviiste om deres Afmagt, da skulde de ikke sætte sig op
imod Gud.
E6
394 000,
Dette Uge=Skrift bliver hver Torsdag at bekomme i det Kongel. priv.
Bogtrykkerie ved Stranden, skraas over Prammændenes Laugshuus,
hvor 3de forgyldte Skildter sees over Døren, Arket 2 s.


No. 62.
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker.
M
it Ønske noget Nyt, min Ven, dig burde skænke
Med dette Nye Aar; men jeg kand ikke tænke,
At noget fattes dig til din Lyksalighed,
Naar, hvad du haver alt, du ret at bruge veed.
Den dyrebare Ring, som dette Blad beskriver,
Et tydeligt Beviis paa denne Sandhed giver,
Giv nøye agt paa den, følg dens Paamindelser,
En sand Lyksalighed dig da forvisset er.
D¬
et er ikke bekiendt, hvilken af de gamle Jndianske Viise
har skrevet følgende Historie, eller om de Østerlandske Folk have
nogen ældgammel Efterretning, hvorpaa den er grundet; men
den er formodentligen fortallt i den første Person, for at give den en An¬
seelse af større Værdighed, og for at giøre dens Virkning meere kraftig;
ey heller vilde den, maae skee, synes gandske utroelig for disse Folk,
iblant hvilke Metempsychosis (Siælens Forflyttelse fra et Legeme i et
andet) er en Troes Artkeli og som uden Betænkning troe Høyere
Væseners synlige Virkning,


Amurath, Sultan i Østen, Dommer over mange Nationer, Mod¬
gangs Discipel, fortæller sit Levnets forunderlige Hændelser; lad disse,
som tvile om GUds Forsyyns Veye, stiltiende skamme sig og blive viise;
lad de stolte blive ydmyge og nyde Ære, og lad de vellystige omvende
sig og blive lyksalige.
Dødens Engel tillukte min Faders, Sultan Abradins Øyne, og
jeg kom til at efterfølge ham i Regieringen i min Alders attende Aar.
J begyndelsen bev mit Sind hølt i Ave til at være ydmyg, og blev for
mildet ved min dybe Sorg; jeg rørtes ikke ved den Kongelige Høyheds
Glands, jeg hørte Hykleres Smiger med Væmmelse, og tog med Kold¬
sindighed imod de mig undergivne Fyrsters og Store Herrers underda¬
nige Opvartning. Jeg havde altid betragtet min Fader ikke alleneste
med Kierlighed, men med dyb Ærbødighed, og jeg erindrede mig nu
ideligen de Prøver hand havde givet mig paa hans inderlige Kierlighed;
jeg forestillede mig ofte den høytidelige Maade, paa hvilken hand an¬
befalede mig til Himmelen i ufuldkomne og afbrudte Ord, og trykte
min Haand i hans sidste Døds Stund.
En Aften, efter at jeg havde den heele Dag indsluttet mig i mit
Kammer, besøgte jeg hans Grav; jeg kastede mig ned paa den, mine
Øyne løbe over af Sorrig, og Andagt antæntds u mit Bryst. J det
samme følte jeg et Slag paa min Skulder som af en liden Qvist, og
da jeg saae op, blev jeg vaer en Mand hvis Øyne vare giennemtrængen¬
de som Lyset, og hans Skæg hvidere end Sneen.Jeg er, sagde hand,
den Engel Syndarac, en Ven af din Fader Abradin, som var hans
Fienders Frygt og hans Undersaatters Lyst; hvis Smiil udspredte
Glædskab og Fornøyelse, som Morgenrødens Glands; og hvis An¬
sigts Mørkhed var forskrækkelig, som naar en Storm trækker sig sam¬
men; overgiv dig til min Regiering, og du skal blive ham liigt,
jeg bukkede mig ned til Jorden, for at tilkiendegive min Taknemmelig¬
hed og Lydighed, og hand satte en Ring paa den mellemste Finger af
min venstre Haand, i hvilken jeg saae en mørkerød Rubin af en ugemeen
Glands.Denne Ring, sagde hand, skal betegne dig Grændserne
H imellem got og ont; paa det du, uden at overveye langt fraværende


Følger, maae kiende enhver Giernings Natur og Hensigt, Giv der¬
for nøye Agt paa dens stiltiende Paamindelse; og naar denne gyldene
Ring skal ved en pludselig Sammentrækkelse trykke din Finger, og Ru¬
binen skal blive bleeg, da lad strax af fra det du vil giøre, og antegn
den Gierning i din Hukommelse, som en Overtrædelse af Retfærdig¬
heds Regel. Behold denne min Gave som et Underpant paa din Lyk¬
salighed og Ære, og tag den ikke i et Øyeblik af din Finger. Jeg
tog imod Ringen med en inderlig Erkiendtlighed, som jeg gierne vilde
udtrykke, og med en Bestyrtning, som tvang mig til at tie. Engelen
saae min Forvirring, og vendte sig fra mig med en mild Miine, som
udviiste hans Velbehag, og strax derpaa forsvandt for mine Øyne.
den første Maaned var jeg saa varlig og forsigtig, at den For¬
nøyelse, som jeg fandt i at betænke, at min Ring havde ikke een eneste
gang tilkiendegivet en Forseelse, formindskedes ved den Tvil jeg fattede
om dens Kraft. Jeg tog mig Rigets Sager alvorligen an; min Me¬
lankolie formindskedes efter haanden, ligesom mit Sind blev henvendt
til andre Ting; og paa det de unge Personer ved mit Hof skulde ikke
tænke, at Forlystelse var alt for længe sat til Side, saa bestilte jeg en
Løve=Jagt. Men endskiønt jeg drog ud til denne Jagt heller for at for¬
nøye andre end mig selv, saa fandt jeg dog min sædvanlige Fyrighed;
igien i Marken; jeg blev hidsig i at forfølge; jeg fortsatte Jngten, som
ikke lykkedes, alt for længe, og kom hiem udmattet og misfornøyet over
dens slette Udfald.
Da jeg kom ind i mit Slot, mødte mig en lille Hund, som havde
været min Faders, og udviiste sin Glæde over min Tilbagekomst, det
hand sprang omkring mig og umagede sig for at naae min Haand; men
saasom mit Hoved stod ikke til at tage imod hans Caresser, saa sparkede
jeg ham fra mig, i min Misfornøyelses Arrighed, med saadane en Hæf¬
tighed, at hand kunde neppe krybe bort og skiule sig under en Sofa i
et Hiørne af Gemakket. J samme Øyeblik følte jeg at Ringen nykte
min Finger, og da jeg saae til Rubinen, blev jeg vaer, at dens Farve
falmede.
Jeg
Og42


Jeg blev først slaaet af Forundring og Fortrydelse, men Forun¬
dring og Fortrydelse bleve i en hast forvandlede til en hovmodig Vrede.
Skal ikke Sultan Amurath, sagde jeg, som tusende Konger yde Skat
til, og i hvis Haand er mange Nationers Liv, skal ikke Amurath slaae
en Hund, som fortørner ham, uden at lade sig bebreyde at have over¬
traadt Retfærdigheds Regel?; Min Ring trokte min Finger igien, og
Rubinen blev meere bleeg; strax derpaa rystede mit Palads ved et Tor¬
den=Skrald, og Engelen Spndarae stod igien for mig.
Amurath, sagde hand, du har forseet dig imod din Broder, der
er Støv saavelsom du selv; et Creatur, der, ligesom du, har af den
Almægtige faaet Ævne til at skiønne paa Fornøyelse og Smerte;
Fornøyelse, som Egensindighed har ikke lov til at betage, og Smerte,
som Retfærdighed allene har Ret til at tilføye. Dersom du er beret¬
tiget ved Magten, til at plage ringere Creature, da skulde jeg og være
berettiget til at plage dig; men min Magt sparer dig endnu, efterdi
den regieres ved en u-indskrænket Godheds Love, og efterdi du kand
endnu bringes til rette ved Paamindelse. Men lad dig ikke overvinde
af en hastig Vredes Drift, og lad ikke en uregierlig Misfornøyelse
forleede dig til Grusomhed, paa det jeg ikke ved Godheds Love skal
tvinges til at plage dig; thi den som foragter Tilrettesættelse, maae
uomvendes ved Straf, eller og blive ævigen fortabt.;
Jeg blev forvirret ved Syndaracs Nærværelse, og hans Ord gjorde
mig gandske beskæmmet; jeg faldt ned for hans Fødder og hørte ham
erklære med en mildere Stemme: Vent ikke herefter, at jeg skulde op¬
fylde Formastelses Begiæringer, eller fornøye Betragtnings Nysgier¬
righed, forlad dig paa mit Venskab, og hav en blind Tillid til din
93 Ring.3
Saasom Jagten havde foraarsaget saa megen Ulykfalighed, saa
foretog jeg den ikke meeere; men jeg indbød mine Ædle til et Giæstebud,
og forlystede dem med Dants og Musik. Jeg havde givet dem Tilla¬
delse at sætte all Ceremonie til side, og at Sælskabet skulde begegne mig,


ikke som deres Eenevolds Herre, men som deres Ligemand, efterdi Om¬
gængelsen vilde ellers blive besværlig eller tvunget; og jeg opmuntrede
andre til Skiæmt og Lystighed ved det at jeg selv slog mig løs med kort¬
villige og lystige Jndfald. Men endskiønt jeg lod som jeg aflagde den
Kongelige Høyheds Harnisk, saa besad jeg dog ikke Stormodighed nok
til at foragte det. Jeg fornøyede mig over og benyttede mig af den fri¬
villige Underdanighed, som mand lod see imod mig, og var hemmeligen
fortørnet øver min Store=Vezier, som umagede sig for at overtale For¬
samlingen til at benytte sig af den Frihed der var givet dem, og var selv
et Exempel paa den Opførsel, som hand opmuntrede dem til. Jeg ud¬
søgte denne Mand til at spille Gæk med, som allene fortiente mit Bi¬
fald; hand troede at min Tilladelse var oprigtig, at vi skulde begegne
hverandre som Ligemænd, og bildte sig ind, at hand forvifsede sig om
min Naade, ved den Opførsel, som var blevet mig mishagelig; hand
blev derfor bedrøvet og forvirret, da hand mærkte, at jeg arbeydede paa
at giøre ham latterlig og foragtelig; jeg fornøyede mig over hans Smer¬
te, jeg benyttede mig af hans Forvirring, og blev hovmodig af min
Fremgang; men mine Tanker bleve pludseligen kaldte til min Ring, og
jeg saae at Rubinen skiftede Farve. Jeg holdt inde i et Øycblik, men
da nogle af mine Hofmænd havde mærket og hiulpet til at befordre min
Hensigt, saa fandt min forfængelige Indbilding og min Vrede en For¬
nøyelse deraf; jeg stræbte efter at bortskylle min Rings Erindring med
Viin; mine Spotte=Gloser bleve meere bittre, og Alibeg lod see endnu
større Kummer og Bedrøvelse. Min Ring straffede mig igien, men jeg
blev fremdeles ved; Vezieren blev omsider opvakt til at forsvare sig; det
er formodentligt, at hand havde mærket og foragtet min Svaghed; hans
Giensvar vare saa spidsige, at jeg blev grov, og gik fra Gækkerie til
Skælds=Ord; omsider skiulte hand sit Sinds Bekymring og med et
smiilende Ansigt sagde til mig: Amurath, dersom Sultan skulde faae
at vide, at, efter at J havde indbudet eders Venner til Glædskab og
Lystighed, J havde antaget hans Myndighed, og haanligen begegnet
disse, som toge sig ikke vare for, at J vilde agte eder fornærmet ved
at begegnes med den Frihed, som Venskab tillader, da vilde J gand¬
ske vist falde i hans Unaade. Denne alvorlige Stik=Pille, som ved
langvarig Opirrelse var udpresset af en Mand, der var ophidset af Viin,
stak
O443


stak mig i mit Hierte og opvakte en utaalelig Forbittrelse; jeg sprang op
og sparkede ham fra Bordet og vilde drage min Dolk; men min Agtsom¬
hed blev atter kaldt til min Ring, og jeg saae, med nogen Fortrydelse,
at Rubinen var næsten gandske hviid.
Men i stedet for at sætte mig for at bære meere varlig til at vogte
mig for alt det, som kunde fortiene denne stiltiende Tilrettesættelse, saa
trøstede jeg mig dermed, at Engelen vilde ikke meeere forurolige mig med
hans Nærværelse. Min Opførsels U-ordentligheder toge næsten ufor¬
mærkt meere og meere til, og ligesom disse toge til, saa bleve min Rings
Erindringer meere idelige, endskiønt mindre stærke, indtil jeg blev omsi¬
der saa vant til dem, at jeg neppe mærkte det, naar de bleve givne og
naar de hørte op.
Det blev snarligen mærket, at jeg fandt Behag i en slavisk Under¬
danighed; mand beflittede sig derfor paa at beviise mig den; og jeg
belønnede den undertiden med en aarlig Gave og uudertiden med et Em¬
bede. Saaledes blev mine Rigers Regiering overladt til smaa Tyran¬
ner, som undertrykte Folket for at berige sig selv. Jmidlertid opfyldte
jeg mit Serail med Fruentimmer, iblant hvilke jeg overgav mig til
Vellyst, uden at nyde den reene Fornøyelse af den Kierlighed, der kom¬
mer af Høyagtelse. Men jeg havde endnu ikke besmittet mine Hænder
med Blod, ey heller torde jeg drive Spot med de Love, som jeg for¬
sømte at opfylde.
Min Vrede imod Alibeg, skiønt ubillig, var ubøyelig; og faldt
ud til det fuldkommenste Had. Jeg fatte ham fra hans Bestilling,
men beholdt ham dog ved mit Hof, paa det jeg maatte giøre hans Liv
meere og meere bittert, ved idelige Grovheder, og opfinde ny Maader
til at udviise mit onde Hierte imod ham.
Sclima, denne Fyrstes Datter, havde af min Fader været bestemt
til min Hustrue; og vort Ægteskab var alleeneste blevet forhalet ved
hans Død. Men den Fornøyelse og den Værdighed, som Alibeg vil¬
de nyde ved denne Forening, havde nu forandret mit Forsæt. Men


saa stor var Selimas Skiønhed, at jeg saae paa hende med Begierlig¬
hed, og saa vittig hendes Forstand, at jeg hørte hende med Fornøyelse.
Jeg besluttede derfor, at jeg vilde, om det var mueligt, forføre hende
til en frivillig Beskæmmelse, og naar hendes Skiønhed skulde vige for
ny Forandrings Behageligheder, da vilde jeg jage hende bort med U¬
naades Tegn. Men dette Anslag kunde ikke lykkes mig; min Anmod¬
ning blev forkastet, undertiden med Taare og undertiden med Bebrey¬
delse. Jeg blev hver Dag mere ulyksalig, i det jeg søgte at giøre an¬
dre elendige; jeg betragtede mit mislingede Anflag som en Triumph af
en Slave, hvilken jeg ønskte men torde ikke fordriste mig til at ødeleg¬
ge, og jeg ansaae hans Datter som et Jnstrument til min Vanære.
Saaledes blev den ømme Kierlighed svækket der ofte tilforn havde for¬
andret mit Forsæt; min Lyst til Skiønhed blev saa egennyttig og
nedrig en Begierlighed, som min Lyst til Føde; og saasom jeg havde
ikke haab om at faae min Lyst og min Hævn fuldkommeligen fornøye¬
de, saa besluttede jeg at nyde Selima med Vold, som det eneste Mid¬
del til at forlindre min Piine.
Hun opholdt sig, efter min befaling, i et Kammer i Serailet,
og ved Midnat gik jeg ind i hendes Sovekammer af en hemmelig Dør,
hvortil jeg havde en Nøgel; men til min u-udsigelige Græmmelse fandt
jeg det leedigt. At blive saaledes bedraget i mit sidste Foretagende, i
det samme Øyeblik da jeg tænkte at have forvisset mig om at naae mit
Ønske, dette giorde mig afsindig og rasende af Vrede; og i stedet for
at vende tilbage til mit Gemak og at dølge mit Anslag, kaldte jeg paa
hendes Piger. De kom løbende bleege og skælvende; jeg spurte efter
Selima; de stirrede paa mig forbausede og forskrækkede, dernæst saae
paa hinanden uden at tale et Ord. Jeg spurte dem igien med Forbit¬
trelse og Forbandelse, og for at give mine Ord større Eftertryk, raabte
jeg høyt paa Dødens Tienere; de kastede sig da ned for mine Fødder,
og erklærede med een Røst, at de vedste ikke hvor hun var; at de havde
forladt hende, da hun befalede dem at gaae i Seng; at hun sad paa
en Sofa tankefuld og alleene; og at intet Menneske, saa vidt de ved¬
ste, var siden gaaet ind eller ud af hendes Kammer.
Hvok


Hvor utroelig denne Beretning end var, saa bleve de dog derved
uden Forandring; og da jeg havde opfyldt Serailet med Allarm og
Forvirring, nødtes jeg omsider til at gaae bort, uden at faae nogen
Kundskab om, paa hvad Maade jeg var blevet skuffet, eller mod hvem
jeg skulde vende min Vrede. Jeg eftertænkte denne Nats Hændelser,
med Græmmelse og Fortrydelse, og forvildede mig selv i de utallige
Mueligheder, ved hvilke jeg maatte være blevet bedraget. Jeg erindre¬
de at Selimas Kammer=Vinduer vare aabne, og jeg bildte mig ind,
at hun der igiennem maatte have taget Flugten ud i Serailets Hau¬
ge. Men hvorfor skulde hun tage Flugten, da hun aldrig havde
været indsluttet, havde hun haft i Sinde at undvige, saa kunde hun
gaaet bort om Dagen. Havde hun sat nogen Stevne? og havde hun
i Sinde at komme igien, uden at nogen skulle vide, at hun havde væ¬
ret borte? denne Tanke forøgede min Piine; thi, om saa var, da
havde Sclima bevilget min Slave det hun havde negtet mig. Men
saasom alle disse Gisninger vare uvisse, saa besluttede jeg at bruge hen¬
des Fraværelse til et Paaskud for at ødelegge hendes Fader.
(Fortsættelsen skal følge.)
J43
O 6
F3¬
Dette Uge=Skrift bliver hver Torsdag at bekomme i det Kongel, priv.
Bogtrykkerie ved Stranden, skraas over Prammændenes Laugshuus,
hvor 3de forgyldte Skildter sees over Døren, Arket 2 s.


No. 63.
Bie=uben
Eller
Andres Tanker.
(Fortsættelsen af No. 62.)
O¬
m Morgenen gav jeg befaling, at mand skulde gribe ham og
bringe ham for mig; men imedens jeg endnu talede, kom hand
ind, og, kastende sig ned paa Jorden, saaledes forekom min
Beskylding: Gid Sultan Amurath, i hvis Vrede Dødens Engel
gaaer frem, ævigen glæde sig i Himmelens Smiil! Lad den ulyksali¬
ge Alibeg omkomme; men lad min Herre tænke paa Selima med
Barmhiertighed; lad ham bortviise en Slavinde, i hvilken hand ikke
meere finder Fornøyelse. Jeg vilde ikke høre meere, men raabte:
Tør du spotte mig med din Begiæring, at jeg vil bortviise din Dat¬
ter, din Datter, som du selv har stiaalet! du, hvis Liv, der har ofte
været forbrudt, jeg dog endnu har sparet! Skaf mig hende igien in¬
den en Time, eller min forhaanede Barmhiertighed skal slaae Haan¬
den af dig. O! sagde hand, lad ikke den mægtige Monark i
Østen drive Spot med den Svages Elendighed; dersom du har dømt
os til at døe, da lad os døe tilsammen.
Endskiønt jeg var nu overbeviist om, at Alibeg troede, at jeg hav¬
de indsluttet Selima og besluttet hendes Død, saa fandt jeg dog for got
at blive ved at fodre hende af hans Hænder; og derfor viiste ham bort,
med den igientagne befaling, at fremstille hende inden en Time, eller
det skulde koste hans Liv.


Min Ring, som medens alle disse Ting tildroge sig, havde givet
mig idelige Erindringer, hvilke jeg stedse slog hen i Veyret, trykte
nu min Finger saa stærkk, at det giorde mig meget ondt, og saaledes
tvang mig til at agte derpaa. Jeg gik strax hen for mig selv, og over¬
Hvor u¬
gav mig til den Misfornøyelse, som opfyldte mit Hierte.
lyksalig en Slave er Amurath af en usyynlig Tyran! Et Væsen, hvis
Ondskab eller Misundelse har holdt mig tilbage i at øve min Myn¬
dighed, som en Printz, og hvis Underfundighed har optænkt et Mid¬
del til ideligen at trodse og plage mig, ved at give mig tilkiende, at
enhver Gierning, som jeg foretager, er en Misgierning? hvor længe
skal jeg sukke under denne utaalelige Undertrykkelse! denne førbandede
Ring er et Beviis paa, og et Instrument til min Underkastelse og Van¬
ære; Hand, som gav mig den, er nu, maae skee, i en eller anden langt
fraværende Egn i Luften; maae skee hand dreyer en eller anden Pla¬
net i sin Kreds, oprører det sydlige Hav med en Storm, eller ryster
et langt fraliggende Land med et Jordskælv; men hvorsomhelst hand
og er, saa har hand sikkerligen nogen vigtigere Forretning end at passe
paa min Opførsel. Maae skee hand har opfundet denne Talisman,
denne forunderlige og fortrædelige Ring alleneste for at hindre mig
fra at nyde noget got, som hand ikke vil unde mig. Jeg føler at
mine Begiærligheder blive lastede, og at fyldestgiøre disse Begiær¬
ligheder er at være lyksalig. Da jeg talte disse Ord, tog jeg Rin¬
gen af, og kastede den paa Jorden med Foragt og Vrede; i det sam¬
me Øyeblik blev Luften mørk, en Sky brød ud i Torden over mit Ho¬
ved, og Syndaracs Øyne vare fæstede paa mig. Jeg stod for ham u¬
bevægelig og stum; Forskrækkelse trængte sig igiennem mine Aarer og
Haaret stod paa mit Hoved. Jeg havde hverken Magt til at afbede
hans Vrede, eller at bekiende mine Forseelser. J hans Ansigt var der
en roelig Strenghed; og jeg hørte ham fremføre disse Ord: "Du
har nu, saavidt som det staaer i din egen Magt, bortkastet
all Menneskelighed og fornedret dit Væsen; din Gestalt skal
derfor ikke længer skiule din Natur, eller dit Exempel giøre
dine Laster smitsomme. Hand rørte mig derpaa med sin Qvist,
og medens Lyden af hans Røst endnu opfyldte mine Øren, befandt
jeg mig midt i en Udørk, ikke i Gestalt af et Menneske, men af et Udyyr,


for til liig en Ulv, og bag til liig en Buk. Jeg erindrede mig endnu
alle mit Livs Hændelser, og havde endnu min Forstands Kræfter, om¬
endskiønt mine Passioner vare ophidsede til Raserie. Nu veltede jeg
mig i Sandet i en ubeskrivelig Døds Angest; nu løb jeg hastigen igien¬
nem Ørken, drevet alleneste af en forfængelig Begiærlighed at flye fra
mig selv. Nu brølede jeg af Arrighed og Forbittrelse, nu hylede jeg af
Fortvilelse; i et Øyeblik udfnysede jeg Forbandelser imod Engelen, og
i det næste Øyeblik bebreydede jeg mig selv, fordi jeg havde forspildt
hans Venskab.
Ved denne hæftige Bevægelse baade i Sind og Legeme, bleve
begges Kræfter snart udtømmede; jeg krøb ind i en Hule, som jeg saae
nær ved mig, og faldt strax hen i en følesløs Stand. Jeg sov; men
Søvnen, i stedet for at forlænge, giorde en Ende paa denne Roligheds
Mellem Tiid. Engelen forfærdede mig endnu med hans Nærværelse;
jeg hørte ham igientage hans Dom, og følte igien alle min Forvand¬
lings Forskrækkelser. Da jeg opvognede, var jeg ikke vederqvæget. End¬
skiønt Elendighed kand drives til at tage imod Søvn, saa kand den
dog udelukke Hviile. Men jeg blev nu oppakt ved Hunger; thi Hun¬
ger, saavelsom Søvn, er u-modstaaelig.
Jeg gik ud for at søge efter Rov; og dersom jeg følte nogen Læt¬
telse i min Elendighed, foruden det Haab at fyldestgiøre min Begiærlig¬
hed, da bestod den i den Tanke, at jeg kunde sønderslide hvadsomheldst
der kom mig i møde; og tilføye andre en deel af det onde, som jeg selv
leed; thi omendskiønt jeg græmmede mig over min Straf, saa fortrød
jeg dog ikke mine Misgierninger; og saasom jeg bildte mig ind, at Syn¬
darac vilde nu hverken formilde eller forøge mine Lidelser, saa blev jeg
ikke holdt tilbage, enten ved Haab eller Frygt, fra at fornøye min Til¬
bøyelighed til Grumhed og Hævn. Men imedens jeg saaledes pønsede
paa andres Ødeleggelse, skælpede jeg af Frygt for at blive selv ødelagt
af noget stærkere vildt Dyyr.
Midt i disse adskillige piinagtige Lidelser, hørte jeg en Giøen af
Hunde, Trampen af Heste, og Huyen af Jægere, og saa stor er Kierlighed
til Livet, hvor elendigt det og er, at mit Hierte blev gandske forfærdet
Rrr.2


ved denne Lyyd. At skiule mig var umueligt, og jeg var alt for ud¬
mattet enten til at flye eller giøre Modstand. Jeg stod stille, indtil de
kom mig nær. Først stode de og stirrede paa mig med Forundring, og
vedste ikke om de skulde gaae nærmere; men omsider kastede en Slave
et Garn over mig, og jeg blev slæbt til Byen.
Jeg gik nu ind i Hoved=Staden af mit Rige, omringet af en støyen¬
de og larmende Pøbel, som Dagen tilforn vilde have skiult sig, hvor jeg
lod mig see. Jeg hørte Lyyden af en Musik langt borte; Heroldene nær¬
mede sig, og Alibeg blev udraabt til Sultan i mit Sted. Jeg blev nu
forladt af Almuen, hvis Nysgierrighed blev henvendt til dette prægtige
Optog; men jeg blev ført til det Sted, hvor andre vilde Dyyr holdes
indsluttede, hvilke Vanen har betragtet som en Part af Regalier.
Min Vogter var en sort Slave, som jeg ikke erindrede mig at have
nogensinde seet, og hos hvilken det vilde visseligen været en ulyksalig Dri¬
stighed at have staaet for mit Ansigt. Efter at hand havde givet mig
Føde, og Naturen var kommet til Kræfter igien, mærkte hand hos mig
saadanne Tegn til en vild Grumhed, at hand lod mig hungre mange Ti¬
mer, førend jeg fik igien nogen Føde. Jeg blev saa forbittret over denne
Forhaling, at jeg glemte at jeg var i hans Magt, og brølede forfærdeli¬
gen, naar hand igien kom mig nær; saa at hand fandt det fornødent
ved Hug saavelsom ved Sult at bringe mig til at have saadan en Frygt
for ham, som hans Embede udkrævede. Af denne Slave blev jeg derfor
vexelviis plaget med Hug og Sult, indtil min Grumhed blev underkuet
ved Frygt og Mathed, og mit Gemyt blev efter haanden meere spagfær¬
digt; og denne Opførsel, som var begyndt ved Tvang, blev vedligeholdt
ved Vanen.
Jeg blev nu begegnet med mindre Strenghed, og stræbte at ud¬
viise noget, som lignede Taknemmelighed, paa det jeg derved maatte
opmuntre min Vogter til endnu større Godhed. Hans Storagtighed
fornøyede sig over min Underdanighed; og for at lade see baade sin Dri¬
stighed, og hvor vel hand havde tugtet mig, vovede hand undertiden at
klappe mig i deres Nærværelse, hvis Nysgierrighed bragte dem hen at
see mig. Saaledes blev der uformærkt et Slags Venskab imellem os, og


jeg følte virkeligen en Grad af den Kierlighed, som jeg havde tvunget
mig til at udviise. Det hendte sig at en Tiger, som var nyligen fanget,
brød en Dag ind i mit Rum, da min Vogter stod og gav mig at æde;
den løb til ham og skulde strax revet ham ihiel, dersom jeg ikke havde
sprunget til, grebet det vilde Dyyr i Struben, og kastet det paa Jorden;
Slaven myrdte det strax med sin Dolk, og vendte sig derpaa om for at
klappe mig som havde frelst ham; men hand sprang pludseligen tilbage,
og stod ubevægelig og bestyrt, da hand saae, at jeg ikke længer var et
Udyyr men en Hund.
Jeg fornam selv til denne Forandring, som igien var skeedt hos mig;
jeg løb ud af mit Rum, og saaledes undvigede af mit Fængse! Den¬
ne Forvandling betragtede jeg som en Belønning for min Troskab, og
var maae skee aldrig meere lyksalig end i de første Øyeblik, efter at jeg
var undviget; thi jeg betænkte, at som en Hund havde jeg alleneste ikke faaet
min Frihed igien, men var og forvisset om at beholde den; jeg var ikke
længer mistænkt for saadanne Egenskaber, som giorde mig uskikket til at
leve i Samqvem med Menneskene; jeg havde nogen ringe Liighed af
menneskelig Dyd, som ikke findes i andre Dyyr, og haabede derfor at
blive meere almindeligen afholdt. Men det varede ikke længe, førend
denne Glæde faldt, da jeg erindrede den Værdighed fra hvilken jeg var
faldet, og som jeg var endnu u endeligen langt fra. Dog opløftede jeg
mit Hierte i Taknemmelighed til den Magt, der havde engang endnu
bragt mig inden Naturens Cirkel. Som et ufornuftigt Creatur var jeg
meere taknemmelig for en Formildelse af min Straf, end jeg som Konge
havde været for den høyeste Lyksaligheds og Æres Tilbud. Og hvem
kand sætte tilbørlig Priis paa Himmelens Gaver, med mindre hand
har lært det ved Modgang?
Saa snart denne mit Sinds første Forvirring var forbi, følte jeg
en u-imodstaaelig Lyst til at see engang endnu Gemakkerne i mit Serail.
Jeg gik hen bag en Emir, som jeg vedste at have været en Ven af Ali¬
beg, og fik Tilladelse at følge ham ind til denne. Personerne og Ste¬
det, den Erindring af mit forrige Levnet, som de opvakte, og den Lig¬
Nyr;
ning


giing jeg gjorde imellem hvad jeg var og hvad jeg havde været, foraar¬
fagede mig en umaadelig Græmmelse. Jeg gik uformærkt ned i Hau¬
gen, og lagde mig under Skyggen af et Mandel=Træ, for at fortsætte
disse Betragtninger, hvilke jeg ikke ønskede at tabe, endskiønt de giorde
mig meget bedrøpet,
Jeg havde ikke længe været paa dette Sted, førend en lille Hund
som jeg kiendte at være den samme som jeg sparkede fra mig, da hand
tog venligen imod mig ved min Tilbagekomst fra Jagten, kom og log¬
grede ved mine Fødder. Mit Hierte blev nu bevæget, og jeg sagde ved
mig selv:
Kiender du mig under denne fremmede Gestalt? er din
9 Troeskab mod din Herre uforandret? da jeg er saaledes udelukt fra
menneskelig Samqvem, har du endnu beholdt en Kierlighed til mig,
9 som jeg fordum agtede saa ringe og vederlagde med ondt? denne For¬
oglemmelse af Uret, og dette bestandige Venskab, ere de mindre end
9 menneskelige, eller ere de meere? Disse Betragtninger hindrede mig
ikke fra at begegne den med samme Venlighed, som den beviiste mig;
Og Alibeg, som i det samme kom ind i Haugen, gav agt paa mig, og
befalede at jeg skulde ikke jages ud.
J Serailet fik jeg snart at høre, at et Legeme, som mand holdt for
at være mit, var fundet dødt i Gemakket; og at Alibeg var blevet ud¬
valt til at efterfølge mig, ved Folkets eensstemmige Samtykke; men
jeg fik ingen Kundskab om Selima, hvis Kammer var nu beboet af en
anden, og for hvis skyld jeg havde forgæves giennemsøgt alle Steder
paa Slottet. Jeg kunde ikke have nogen Rolighed; et hvert Sted var
mig fortrædeligt; en Lyst til at vandre tog Overhaand hos mig; og jeg
gik en Aften ud af Hauge=Porten, og efter at jeg havde vandret indtil
Midnat, lagde jeg mig ned under et vildt Figen=Træ og sov.
Om Morgenen saae jeg med Forundring en Muur af Marmor, som
syntes at naae op til Himmelen, og dens Port var udgravet med alle¬
Slags Sindbilleder af Forlystelser. Over Porten var der skrevet med gyl¬
dene Bogstaver:Jnden for denne Muur er Frihed uind¬
skrænket og Lyksalighed fuldkommen: Naturen er ikke under¬
trykt


trykt ved Religionens Tyrannie, ey heller holdes Fornøyelse
i Tvang ved Dydens Strenghed. Porten skal adlyde dit
Ønske, hvosomhelst du er; gaae derfor ind og vær lyksalig.
Da jeg læste denne Overskrift, opfyldtes mit Bryst med en urolig
Forventelse; men min Begiærlighed efter at gaae ind blev holdt tilbage,
ved den Betragtning, at jeg havde mistet den Gestalt, i hvilken alleene
jeg kunde fyldestgiøre et Menneskes Begiærligheder. Men Begiærlighed
og Nysgierrighed beholdt dog omsider Overhaand; Porten blev strax
aabnet inden til; jeg gik ind, og den faldt til efter mig.
Men mine Øren bleve nu døvede ved en ubehagelig Skurren af
Sviir og umaadelig Lystighed, og mine Øyne kunde ikke uden Smerte
taale at see den Jammer, Piine og Elendighed, som vanheldede man¬
ges Legemer; Sygdom lod sig tilsyne i alles Ansigter, endskiønt mand
ellers saae Forbittrelse, Drukkenskab eller Løsagtighed afmalede deri.
Voldtagelse og Mord, Sviir og Striid opfyldte alle Gader og alle
Huuse.
Saasom Udgangen var mig betaget, saa gik jeg frem med Banc¬
hed og Varlighed; thi jeg bildte mig ind, at jeg ikke paa anden Maade
kunde undgaae at blive ilde medhandlet, end ved at vogte mig for at
blive seet af disse Ulyksalige, hvis Tilbøyelighed til ondt var ikke holdt
i Tvang ved nogen Lov; og jeg begreb alt for silde, at naar mand
straffer Laster, da befordrer mand Lyksalighed.
Det var nu Aften; og paa det jeg maatte fremdrage Natten i stør¬
re Sikkerhed, saa forlod jeg den offentlige Vey; og da jeg saae et
Huus som bar omgivet med en Grav, saa svømmede jeg derover, og
udvalte en mørk Krog i Gaarden til at hvile mig udi. Jeg hørte inden
fra Huuset en Lyyd af Dants og Musik; men efter en kort Mellem=Tiid
blev jeg forfærdet ved Truseler af Vrede, ved Skrig af Forskrælkelse og
ved Hylen af Bedrøvelse. Et Vindue af den Sahl, hvor dette Giæste,
bud var, blev lukket op, og der blev kastet noget Vildt ud, som faldt


lige for mine Fødder. Saasom jeg havde ikke ædt noget, siden jeg gik
ud fra Serailet, saa betragtede jeg dette, som et lykkeligt Tilfald, og
efter den Fornøyelse af et uventet Aftens Maaltiid, lagde jeg mig ned f¬
gien og ventede efter Morgenen, med Haab og Frygt; men strax efter
saae jeg mange Personer løbe ud af Huuset med Lyys, og syntes om¬
hyggelige for at finde det Kiød, som var kastet ud; men saasom de ikke
kunde finde det, og i det samme bleve mig vaer, saa sluttede de, at jeg
maatte have ædt det. Jeg blev strax grebet og ført ind i Huuset; men
saasom jeg ikke kunde mærke, at de enten vilde giøre mig ondt eller got,
saa vedste jeg ikke hvad Udfaldet vilde blive af denne Hændelse. Det
varede ikke længe førend denne Tvil blev mig betaget; thi jeg hørte snar¬
ligen af deres Tale, som vare omkring mig, at mand har Mistanke om
at jeg havde ædt Forgift, som var tiltænkt en anden, og at mand vilde
bevogte mig, paa det Virkningen maatte enten betage eller bestyrke de¬
res Mistanke. Saasom mand ventede ikke, at Forgiften strax vilde vir¬
ke, saa blev jeg lukt ind i et Kammer for mig selv, hvor jeg overveyede
Aarsagen til, og Udfaldet af min Jndsluttelse, med en ubeskrivelig Angest,
Bekymring og Forskrækkelse.
J denne kummerlige Tiid saae jeg et pludseligt Lyys skinnende om¬
kring mig, og befandt mig engang endnu i Engelens Nærværelse. Jeg
krøb hen imod ham skælvende og skamfuld, men dog ikke gandske uden
Haab. Jnden faa Øyeblik,, sagde hand,, skal Dødens Engel lære
3 dig, at Naturens Nødtørftigheder kand ikke opfyldes med Sikkerhed,
hvor Lasternes u-ordentlige Begiærligheder ere ikke undertvungne. Din
Hunger udkrævede Føde; men andres Letfærdighed og Hævngierrig¬
hed har givet dig Forgift. Mit Blod iisnede ved hans Tale; Jeg
mærkte min Daarlighed og fattede Afskye for den; men i det jeg ønskte
at udviise min Angergivenhed, faldt jeg ned i en dødelig Angest, mine
Øyne bleve dumme, jeg skælvede, fik et Slag, og døde.
(Slutningen skal følge.)
Dette Uge=Skkift bliver hver Torsdag at bekomme i det Kongel. priv.
Bogtrykkerie ved Stranden, skraas over Prammændenes Laugshuus,
hvor 3de forgyldte Skildter sees over Døren, Arket 2 s.


No. 64.
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker.
(Slutningen af No. 63.)
D¬
en ævige og u=forgængelige Jlds Gnist, som ingen Magt eller
Vold kand udslukke, opstigede af det Støv, som var nu saa¬
ledes igien overgivet til Jorden, og oplivede en Dues Gestalt.
I denne nye Leve=Stand gik jeg ind med en u=udsigelig Fornøyelse;
jeg forestillede mig, at mine Vinger vare ikke alleeneste et Beviis og
Underpant paa min Sikkerhed, men og paa Syndaracs Gunst, hvilken
jeg var nu meere omhyggelig for at behage end nogensinde tilforn. Jeg
fløy strax ud af Vinduet, og vendte mig hen til Muuren, igiennem
hvilken jeg var kommet ind; Jeg umagede mig for at flyve over den
paa det jeg maatte ævigen forlade et Sted, hvor Synd og Elendighed
vare forenede i alle Personer, og hvilket jeg havde nu lige saa stor Af¬
sky for, som jeg tilforn havde haft Lyst til. Men oven over denne
Plads svævede en Svovelagtig Damp ligesom en tyk Skye, hvilken jeg
var ikke snarere kommet op udi, førend jeg faldt ned, gispende efter
Aande, og havde neppe Styrke til at holde mine Vinger saa udstrakte,
at jeg skulde ikke falde plat ned.
Det var nu Midnat, og jeg satte mig ned paa Jorden, nær ved
Indgangen af en Huule, i hvilken mig syntes at jeg saae et svagt Glimt
af Lyys. Jeg gik ind i dette Sted uden stor Frygt; saasom det syntes
snarere at være en Afkrog for Poenitentse end for Overdaadighed;
men paa det Lyyden af mine Vinger skulde ikke røbe mig, i fald der


skulde være nogen fiendsk eller skadelig Jndvaaner i denne mørke Een¬
somhed, saa gik jeg gandske stille der ind paa mine Fødder. Ligesom
jeg kom længere frem, saa blev Huulen viidere, og ved Skinnet af en
Lampe, som var ophængt under Loftet, saae jeg en Eremit, som hør¬
te meget nøye paa et ungt Fruentimmer, der syntes overmaade bevæ¬
get ved de Hændelser, som hun fortallte ham. Eremiten kiendte jeg ikke;
men Fruentimmeret befandt jeg at være Selima. Jeg blev gandske be¬
styrt over dette Syyn; jeg erindrede med den inderligste Angergivenhed
de Anfald jeg havde giordt paa hendes Dyd, og jeg glædede mig nu
hemmeligen derover, at hun havde giordt dem til intet. Jeg gav agt
paa hendes Læber med den største Utaalmodighed af Nysgierrighed, og
hun fortsatte hendes Fortælling faaledes:
t Jeg sad en Aften paa en Sofa, efter at Amurath havde været
hos mig og beviist mig mange Caresser, min Jndbildings Kraft an¬
tændtes, medens jeg pønsede. Hvorfor, sagde jeg lydeligen, skulde
jeg forkaste Kierligheds Forlystelser tillige med den Kongelige Vær¬
ydigheds Glands? Efterdi min Faders Formastelse har forhindret mit
Ægteskab, hvorfor skulde jeg ikke tage imod de Lyksaligheder, som endnu
tilbydes mig? Hvorfor holdes Begiærligheden i Tvang ved Frygt for
Skændsel og hvorfor er Naturens kierlige Tilbøyelighed anstødelig
for Dydens Hovmod? J samme Øyeblik blev jeg omgivet af en tyk
Skye; jeg fornam, at jeg blev løftet op og ført igiennem Luften
med en utroelig Hastighed. Jeg blev fat ned, Skyen forsvandt
og jeg befandt mig siddende i en Alcove, ved Siden af en Canal,
som omringede en prægtig Bygning og en vidtløftig Hauge. Jeg
saae mange Personer gaae der frem, men jeg blev noget vaer hos dem
Halle, som gav tilkiende, at de enten vare ryggesløse eller elendige; nø¬
get som indjog mig Frygt, eller opvakte min Medynk. Jeg saae
pludseligen mange Mandfolk med dragne Kaarder, som trættede om
Het Fruentimmer, der blev u-imodstaaeligen drevet frem af Mængden,
som gik lige hen til det Sted, hvor jeg sad. Jeg blev forskrækket og
saae mig om med en angestfuld Bekymring, hvor jeg kunde und¬
y vige og være i Sikkerhed. En Person med kostbare Klæder blev min


Bedrøvelse vaer, og bød mig ind i Huuset, der var omringet af
Canalen. Jeg tog strax med Taknemmelighed og Glæde imod denne
Jndbydelse, men jeg mærkte snart adskillige Ting, som giorde mig
gandske forvirret og bange. Jeg var velkommen paa et Sted, hvor
Skændsel og Ære vare lige u-bekiendte; hvor mand søgte at opfyl¬
de alle sine Ønsker, uden at overtræde nogen Lov, og hvor Villien
derfor alleene regiertes af Lysten. Jeg blev strax omringet af Fruen¬
timmer, hvis Opførsel giorde mig gandske skamfuld, og omendskiønt
jeg vilde ikke tage imod den Persons Caresser, i hvis Vold jeg var
9 overgivet, saa bleve de dog jaloux over, at hand giorde meere af mig;
mine Besværinger og Klagemaal bleve ikke hørte, og mand beloe mine
Taare; der giordes Anstalter til Sværm og Lystighed; mand indbød
mig til at dantse, og da jeg vegrede mig derfor, opførte mand Mu¬
sik for mig. I denne forfærdelige Tilstand sukkede jeg saaledes ved
mig selv: hvor streng er den Retfærdighed, som forfløtter disse, der
giøre selvraadige og ryggesløse Ønsker, til et Sælskab, hvor mand
uden Tvang kand opfylde dem, hvem skal befrie mig fra Virkninger¬
ne af min egen Daarlighed? hvem skal beskytte mig imod andres La¬
ster? J dette Øveblik blev jeg saaledes opmuntret ved et usynligt Væ¬
sens Røst: Dydens Venner ere mægtige; forkast ikke deres
Beskyttelse, og du er sikker. Saasom jeg frafaldt det formaste¬
lige Ønske, der havde engang besmittet mit Sind, saa glædede jeg
mig over denne Erindring, i en fast Fortrøstning om Befrielse; og
da Aftens Maaltidet blev sat frem, tillod jeg det fornemste Fruentimmer
at legge noget Vildt for mig; men da den venlige Røst advarede mig,
at det var forgiftet, saa faldt jeg tilbage i min Stoel og blegnede;
Fruentimmeret spurte alvorligen ad hvad der fattedes mig; men i ste¬
det for at svare hende, kastede jeg Vildtet ud af Vinduet, og erklæ¬
rede at hun havde vildet forgive mig. Herren ved Bordet, som mærkte
at det Fruentimmer jeg talte til skiftede Farve, blev strax overbeviist
om, at hun havde virkeligen haft det Forsæt at forgive mig, paa det
hun maatte alleene beholde hans Gunst, hvilken hun var bange for
at jeg skulde skille hende ved. Hand stod op i Forbittrelse og befalede
at Vildtet skulde bringes frem; mand bragte en Hund ind, som mand
formodede at have ædt det; men førend Udfaldet kunde blive bekiendt
blev


og blev der et almindeligt Optør; og min Rival, efter at hun havde
pludseligen ihielstukket sin Patron, stak den samme Dolk i sit eget
Bryst.
Midt i denne Forvirring fandt jeg Leylighed at undvige, og van¬
drede igiennem Byen, for at leede efter en mørk Afkrog, hvor, i fald
jeg ikke nød den forhaabede Bistand, Døden i det mindste maatte sætte
min Person i Sikkerhed for Vold og Overlast, og tillukke mine Øyne
for disse Syyner, hvilke, hvorsomhelst jeg vendte mig, opfyldte mig
ikke alleeneste med Afsky, men og med Skræk. Ved den godgiø¬
rende Magt, der har sat i os en hemmelig og u-imodstaaelig Mis¬
hag til Laster, som et Middel imod Elendighed, ere mine Fødder
styrede til dig, hvis Dyd har taget Deel i min Bedrøvelse, og hvis
Viisdom kand fuldføre min Befrielse.
Jeg stirrede paa Selima, medens jeg saaledes blev underrettet om
den inderlige Kierlighed, hvilken jeg havde misbrugt, med Tanker som
aldrig kand begribes uden naar de føles. Jeg blev rørt af den aller¬
bitterste Fortrydelse over, at jeg havde haft et eneste Ønske, der kunde
besmitte saa elskeligt et Gemyt; jeg havde Afsky for mig selv, fordi jeg
havde brugt den Magt, som jeg fik af hendes ømme Kierlighed, til at
fuldføre hendes Fordervelse. Min Elskov var ikke mindre hæftig, men
den var meere kydsk og inderlig; Begiærlighed var ikke udslukt, men
den var næsten opsluget i Høyagtelse. Jeg følte en Passion, som, indtil
nu, havde været mig ubekiendt; og i det samme Øyeblik Kierlighed var
antændt i mit Bryst, fik jeg igien den Gestalt, der skikker sig for den Na¬
tur, i hvilken allene Kierlighed kand bestaae, og Selima faae Amurath
for hendes Fødder. Ved min saa pludselige og uforventede Nærværelse
blegnede hendes Kinder, Livets Kræfter stode stille, og hun faldt i mine
Arme. Jeg trykte hende til mit Bryst, og saae hen til Eremiten for at
begiære hans Bistand, men fandt i hans Sted den venlige Engel
der havde lært mig Lyksalighed ved Modgang.
J det samme Øyeblik
kom Selima til sig selv igien,, Staae op, sagde Syndarac, og see eder
omkring. Vi saae os omkring; Mørkheden forsvandt i en hast, og
vi befandt os paa Veyen til Golconda, og Spiirene af Byen glimrede


os i Øynene.Gaae, Amurath, sagde hand, og vær herefter Selimu¬
Ægtemand og dit Folks Fader! Jeg har aabenbaret din Historie
for Alibeg i et Syyn; hand venter din Tilbagekomst, og Vognene
ere komne ud for at møde dig. Gaae, og jeg vil udraabe for dig:
Amurath, Sultan i Østen, Folkenes Dommer, Himmelens
Discipel, Amvrath, hvis Ring er liig Salomons Ring, kom¬
mer igien for at regiere med Viisdom, og at udspreede Lyk¬
salighed. Jeg opløftede nu mine Øyne og faae Vognene komme
imod os. Vi bleve modtagne af Alibeg med Tanker, som kunde ikke
udsiges, og af Folket med det høyeste Fryde= og Lykønsknings Skriig.
Syndarac udraabte vor Tilbagekomst i Torden, som hørtes over alt i
mit gandske Rige, og har forlænget min Regiering i Lykke og Fred.
For Verden har jeg skrevet, og lad Verden komme ihu hvad jeg
har skrevet; Thi ingen, som hører om Amuraths Ring, skal savne dens
Kraft. Er ikke dit eget Hierte Vidne hertil, du hvis Øyne drikke Un¬
derviisning af min Pen? Har du ikke en Paaminder, som straffer
dig i Løndom, naar din Fod afviger fra Dydens Vey, Foragt ikke de
første Erindringer, som denne Ven af din Siæl hvisker til dig; det er
Røsten af en Større end Syndarac, og at imodstaae dens Virkning,
er at indbyde Fordervelse.
Aben.
n Abe saae engang to Drenge Dam at sølle,
Spillet begge kyndige;
Hand paa hver Brikkes Træk saa nøye agtede,
At mand sig skulde forestille,
At hand og selv forstod at spille.
Hand


Hand nu sin Misfornøyels
og nu sit Velbehag udviiste,
Hand ved den eenes Træk sit Hoved rystede,
Og ved et venligt Nik den andens Slag hand priiste.
Den ene, som det Spill ret gierne vilde vinde,
Engang tvilraadig sad, for sig vel at besinde;
Hvorpaa ham Aben gav et Stød,
Og viiste ved et Nik, at hand kun skulde drage;
Men Drengen, som derpaa fortrød,
Ham spørger: Siig mig da, hvad Brikke jeg skal tage,
J fald at du forstaaer saa got at spille Dam?
Om denne, eller hiin, siig, hvo den beste bliver.
Men Aben smiilede, da mand adspurte ham,
Og med et Nik sit Ja til hver en Brikke giver.
Om du udforske vil, hvad deres Vid formaaer,
Der lade at forstaae, det som du selv forstaaer,
spørg dem kun om Raad. Om de strax reede ere
Med deres Ja, naar du vil Svar af dem begiære,
Du Mathematisk slutte maae,
At de det mindste ey forstaae.
den.
vit
Betragtninger over
t Ord Samvittighed bliver, ligesom mange andre Ord i Sæde¬
Maae
Læren, ikke af alle forstaaet i den samme bemærkelse.
skee det vil være den nyttigste og opbyggeligste Forestilling der¬
over, at mand betragter den som en fuldkommen Rettergang i vor egen
hiæl;


Siæl; hvor der ikke alleeneste føres Vidner over vore Gierninger, Ord
og Tanker, hvilket er Hukommelsens Forretning, men der dømmes og
om disse Gierningers Beskaffenhed, om de ere gode eller onde, hvil¬
ket er en Virkning af vor Forstand og Skiønsomhed; hvorpaa da føl¬
ger en Fornøyelse, eller Skamfuldhed og Smerte, ligesom vi enten af
os selv frikiendes eller fordømmes.
Enhver som skiønner paa hvilken herlig Skat en god Samvittig¬
hed er, vil tillige begribe, hvor fornødent det er, at denne indvortes
Dommer maae være vel underrettet om Dyders og Lasters Natur og
Egenskaber, om Grændserne imellem got og ondt; og kort sagt, om
alt hvad der benhører til et Menneskes Vandel og Pligter imod GUd,
sig selv, og hans Næste, ja end og imod Creaturene. Hvilken Kund¬
skab er ligesaa u-mistelig, som det er hos en Dommer at kiende de Love
og Forordninger, hvorefter hand skal dømme.
Uvidenhed kand vel i nogle Tilfælde undskylde en Forseelse, men
det maae være, hvor mand ikke har haft Leylighed til at blive underret¬
tet. End og i denne Post domme vi os selv, om denne Vankundig¬
heds Undskylding er gyldig eller ikke.
Dersom Hedningene, der alleneste have den Lov at dømme sig
selv efter, der er skrevet i deres Hierter, ikke have nogen Undskylding
nemlig af Uvidenhed; hvor meget mindre de, for hvilke alt Guds Raad,
hans Lov og Vidnesbyrd ere aabenbarede?
De fleeste Mennesker sætte Dydernes og Lasternes Grændser efter
deres egne Lyster og Begiærligheder; den samme Gierning, som de for¬
dømme og forfølge med Hevn og Straf hos andre, begaae de selv
dristigen; det er Dommeren partiisk, og lader sig forføre af Egen¬
Kierlighed.
Det


Det koster et Menneske megen Umag at giøre noget første gang,
som hans Samvittighed, eller hans oplyste Forstand forbyder som ondt
og lastværdigt; derefter bliver den mindre vanskelig eller meere følesløs.
De som ønske at blive befriede fra Samvittighedens Erindringer
og Bebreydelser, for ikke derved at forstyrres i deres syndige Fornøyel¬
ser, forstaae ikke selv, hvor stor en Ulykke de ønske sig; den største, som
i dette Liv kand befalde et Menneske, nemlig Forstokkelse.
Samvittigheden siges at vaagne, naar vi erindre os de Giernin¬
ger, som have lagt ligesom henslengte i en Krog af vor Hukommelse;
og vi tillige fatte andre Tanker om dem i henseende til deres moralske
Beskaffenhed; Dette skeer ofte ved et eller andet Tilfald, hvorved vor
Lyksalighed og Fornøyelse forstyrres, allerhelst naar det er en Virkning
af vor egen Overtrædelse, imod Samvittighedens Advarsel.
Det befindes ofte, at Menneskets Hukommelse, og andre hans
Siæls Kræfter, yttre sig særdeles stærkt, imod Døden; hvilken ubeha¬
gelig Tilstand maae da det Menneskes være, der paa engang seer for
sig et Register af Mishandlinger, som hand tænkte at være forglemte,
og begynder tillige at betragte heele Verdens Gestalt, dens Herligheder
og Forlystelser, saa og hans egne Gierninger, i et andet Lyys, end de
hidindtil vare betragtede! Naar hand selv fordømmer og fatter Afskye
til sine Gierninger, som hand tilforn agtede tilladelige og undskyldelige;
og foragter nu som Røg og Damp alt det, for hvis skyld hand har
trodset sin egen Samvittighed og forspildt det ævige og væsentlige Gode,
14
Dette Uge=Skrift bliver hver Torsdag at bekomme i det Kongel. priv.
Bogtrykkerie ved Stranden, skraas over Prammændenes Laugshuus,
hvor 3de forgyldte Skildter sees over Døren, Arket 2 s.


No. 65
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker
Arcanum neq; tu scrutaberis ullius unquam;
Commissuma; teges & vino tortus & ira.
J¬
blant alle de Skiønheder og Ypperligheder, som findes
hos de gamle Skribentere, er der ingen, som opvækker hos mig
en større Ærbødighed for dem, end de Regler de have foreskre¬
vet os, angaaende vort Forhold i Sælskab og Omgængelse.
Jblant alle de Dyder, som de Gamle ere berømte for, synes mig
at den Nidkiærhed og Troeskab de udviiste i deres Venskab, giver deres
Carakterer den høyeste Anseelse; thi dersom vi undersøge deres Forhold
imod hverandre som Venner og Stalbrødre, da skal vi befinde, at
deres Religions Skikke vare ikke meere hellige, ikke stærkere bekræftede,
eller nøyagtigere holdte, end deres Samqvems Love.
Deres Venskabs Bord og deres Ofringers Alter vare lige ube¬
smittede; deres Drikke=Laugs Hemmeligheder vare ligesaa hellige, som
deres Religions; og den som vanhelligede og forsaae sig imod dem,
blev udelukt fra at komme i andre Menneskers Forsamlinger; den som
aabenbarede hvad der skeedte, blev agtet forbandet, og mand holdt for
at Ugudelighed fulgte i Hælene paa ham.
Jeg vil ikke giennemhegle disse Tiders almindelige Opførsel i denne


Post, ey heller giøre en Sammenlignelse imellem den og de forbigangne
Tiders, men alleneste anmærke, at dersom vi ikke kand komme tilsam¬
men med saadanne æragtige Grund=Regler, der skikke sig for Creature,
som ere skabte til at leve i Samqvem og Omgængelse, da maae det
befrygtes, at vi ere satte i den ulyksaligste og beklageligste Tiid, siden
Menneskenes Skabelse. Det er ikke disse Lasters Tiltagelse, der synes
nu u-adskillelige fra den menneskelige Natur, det er ikke de Vellystiges
selvraadige og u-ordentlige Levemaader, eller de Ryggesløses Vold og
Overlast som giør os bange; men det er, at her savnes den Oprigtig¬
hed, at mand forsømmer den Dyd, fpragter den Ære, som forenede
særdeles Person til et Samqvem, og uden hvilke intet Samqvem læn¬
ge kand bestaae.
Faa Mennesker ere skikkede til den inderlige Forening, som vi be¬
ære med det Navn af Venskab; og vi kiende meget vel hvad Forskiæl
der er imellem en Ven og en Bekiendter. En Bekiendter har en Rang,
i hvilken hand kand bane sig Vey til en høyere; og naar hand har
udstaaet en tilbørlig Prøve, og givet tilstrækkeligt Beviis paa hans
Fortieneste, da faaer hand en ny Titel, og antager en høyere Rang.
Hand maae nu betragtes som en der beklæder en vigtig Post; i hvil¬
ken der behøves alt hvad der pryder vor Natur, til at forsvare sig deri.
Men de store Egenskaber, som udkræves af ham, og uden hvilke alle
andre ere u=nyttige, ere Troeskab og Taushed. Hand maae ikke
alleene være fri for en sladderagtig Skrøbelighed, men hand maae og
være vel i Stand til at igiendrive Nysgierrigheds Anfald, og til at
imodstaae disse mægtige Machiner, som vil bruges imod ham, nemlig
Viin og Vrede. Saadanne ere de Kræfter, hvilke hand bestandi¬
gen maae udviise, efter at der er ham noget betroet; og paa det hand
ikke skal overlæsse sig, da maae hand ikke forøge de ham betroede Hem¬
meligheder ved sine egne Efterforskninger; Lad ham ansee det, at bære
andres Hemmeligheder, som en Tieneste, der er ham paalagt, og ikke
søgt af ham selv.
En Forræder bliver billigen skyet af alle Mennesker, da mand hol¬
der for at de Efterretninger hand giver, ere Virkninger af Ondskab.


Mand meener viseligen, at hand maae drives af andre bevægende Aar¬
sager, end at bringe Sandhed for Dagen; og hvad Nytte vi end kand
drage af hans Beretning, saa tage vi dog imod den med Foragt. Der
er intet Navn saa forhadt og afskyeligt for os som en Øretuder, en An¬
giver, en Befører.
Efterdi diss ere de følgelige Vilkaar, paa hvilke et Menneske for¬
hverver sig dette Navn, saa maatte det vel spørges, hvad der kand be¬
væge ham til Forræderie. Jeg holder ikke for at det altid kommer af
et ondt Gemyt; og jeg tænker i Sandhed, det er umueligt at det skul¬
de. Skrøbelighed aabenbarer, Ondskab udspreder det viidere; omsi¬
der søger mand nøye Stadfæstelse og Beviiser, mand søger dem hos
ham som først berettede det; hvis eneste Hensigt var at fornøye sin
Snaksomhed, eller hans Stalbroders Overhæng. En ørkesløs og
forfængelig Indbilding bevæger os til at opregne de lystige Sælskaber,
og de Venner vi have været iblant; vi troe, at vi bringe os i større An¬
seelse, og blive anseete for betydeligere Personer, naar vi korteligen igien¬
tage hvad der er talt og afhandlet, og som vi havde den Ære at høre;
og for at viise, at vi bleve agtede værdige og beqvemme til at betroes
Sager af stor Vigtighed og Hemmelighed, saa fortælle vi dem igien
med alle Omstændigheder.
Der er, derforuden, en meget almindelig Tilbøyelighed iblant os,
til at høre en Hemmelighed, hvad heller den det angaaer er os bekiendt el¬
ler u-bekiendt; af hvad Betydning den og er, enten magtpaaliggende
eller ikke, naar det kun er en Hemmelighed; den Fornøyelse at fortælle
den og at høre den, er meget nær lige stor. Den som eyer dette kost¬
bare Liggendefæ, synes dog at have Fortrinet, og selv at tilegne sig
Rangen. Jeg har mærket i et stort Sælskab, ved den Miine og Op¬
førsel, som antages ved slige Leyligher, hvo den er som veed at hand
besidder denne lyksalige Skat; hand synes en Tiidlang u-roelig og fuld
af Tvil, hand gaaer ofte i Raad med sig selv, ligesom en Bie, der
ikke veed hvor den vil sætte sig, iblant adskillie vellugtende Blomster;
indtil omsider et lyksaligt Øre drager ham stærkere til sig end de andre,
og der sætter hand sig.


lid falder mand i største Forundring over, at den
Jnden en kort?
heele Bye veed Historien lige saa vel, som de to, der havde saa travelt
med at fortælle og at høre den; og Bestyrtningen er saa meget des større,
som enhver, der har fortallt den, veed gandske vist, at hand har ikkun
aabenbaret den for een eneste Person. " En Fortælling, siger Strada,
der saaledes gaaer fra een til en anden, er ligesom en Draabe Vand
øverst paa Huuset; den falder kun ned fra een Tagsteen paa en anden,
men omsider kommer den ned i Tag=Renden, og derefter flyder bort
i den almindelige Strøm." Og dersom jeg maae legge noget til den¬
ne Lignelse, da er denne Vand=Draabe, efter at den er løbet igiennem
alle Byens Rende=Steene, ikke meere befmittet med Skarn og Dynd,
end en jævn og uskyldig Historie, efter at den har gaaet igiennem nogle
faa af vore Tiders Øretuderes Munde.
Det har været anmærket, at Menneskene ere almindeligen milde,
ligesom de ere lyksalige; og det siges end og om Diævelen, at hand er
venlig, naar mand føyer ham. Enhver Gierning, derfor, hvorved en
anden forurettes, af hvadsomhelsk Aarsag, bliver meere lastværdig og ud¬
viser større Ondskab og Vanart, dersom den begaaes paa disse Tider,
der ere bestemte til Lystighed og Fornøyelse, og da mand opmuntrer sig
med Forlystelser, som skikke sig for fornuftige Creature, der ere skabte til
at leve i Samqvem med hinanden.
De Græker havde derfor et Ordsprog, hvorved de gave deres Af¬
sky og Foragt tilkiende for dem, der udførte hvad som blev talet eller
gjordt i deres Giæstebuder eller Drikke=Laug. Derved vilde de ikke allee¬
neste forekomme Spliid og Uvenskab imellem Giæsterne selv, formedelst
hvadsomhelst der maatte være sagt eller gjordt imellem dem selv indbyr¬
des; men og, at ingen fraværende skulde erfare noget, som kunde være
sagt, paa disse Tider, da Viinen, Sindets Munterhed, og den Fortroe¬
lighed mand har til Sælskabet, ofte kand uforsigtigen løse Tungen, til
at sige Hiertets Meening.
Før denne Aarsags skyld er det og, at disse Speydere, der enten
for Fordeel, eller af Mangel paa andre Meriter, legge sig efter denne skam¬
melige Handtering, flittigen indfinde sig paa Viin= og Caffee=Huuse, og


trænge sig ind
Hiæstebuder o
hælskaber, saasom de paa disse Steder
finde størst Leylighed til at fornøye deres egen Nysgierrighed, og deres,
som underholde dem, eller finde Fornøyelse i at høre dem.
En Speyder, Fisseltud, Staddrer, eller hvad hand ellers kand kal¬
des, om hand end ikke udfører eller fortæller andet end hvad hand vir¬
keligen har seet eller hørt, kand dog ikke frikiendes for Bagtalelses skam¬
melige Last; At fortælle alt det ondt, som er sandt, om den beste Mand
i Verden, er alt nok til at forkleine hans Carakter, og at bringe ham
i Mistanke eller Foragt. Og dersom dette kom i almindelig Brug, da
skulde indbyrdes Tillid og Høyagtelse, og tillige Omgængelse og Ven¬
skab snarligen faae Ende.
Beførelse eller Bagtalelse (uden at være beblandet med Løgn) er
iblant disse Laster, som den allerafmægtigste Dyd har Kraft nek til at
vogte sig for; efterdi mand vinder selv ikke det, som mand skiller andre
ved. Den som stiæler mit gode Navn fra mig, siger Sbakespeare,
beriger ikke sig selv, men giør mig virkeligen fattig. Saasom der¬
for intet meere fornedrer den menneskelige Natur, end Bagtalelse, saa
er der og intet, som meere vanærer et Sælskab. Og saasom en Bag¬
taler er den nedrigste moralske Carakter, saa giør hand sit Sælskab stør¬
re Skam, end det kunde havt af Natmanden; og den, hvis Gemyts
Beskaffenhed er en Vanære for den menneskelige Natur, skulde skyes
med større Fliid, end den der alleeneste er vanæret ved hans Embede.
Der er noget usigeligen meere afskyeligt i disse Slags skammelige
Gierninger, ved hvilke mand undgaaer Loven, end i disse, ved hvilke
mand overtræder og trødser den. Behiertighed har ofte gjordt en Røver
mindre forhadt og afskyelig; ligesom Skiønhed ofte forsvarer eller und¬
skylder Løsagtighed. De derfor, som bagtale med Forsigtighed, fortiene
størst Afsky. De sige ikke, at Chloe har opøfret hendes Ære til Lysan¬
der; men de sige alleneste, at Ordet gaaer saaledes, de vide ikke hvor
vidt det er sandt. De som udspreede flige Efterretninger, opfinde dem
gemeenligen selv, og det er ikke at forsee sig imod den Christelige Kier¬
lighed, at tænke saa om dem; efterdi ingen, som udspreedet lsaadan Bag¬
talelse,


talelse, vilde have giordt sig Betænkning over at opfinde den; og den
som skulde kaste Forgift i en Bæk, vilde neppe blive frikiendt for et ondt
og skadeligt Forsæt, omendskiønt hand skulde anføre til sin Undskylding,
at hand fik Forgiften af en anden, som giør det samme paa andre Steder.
Alt hvad der ikke kand bestaae med vor Namrs høyeste Værdig¬
hed, skulde visseligen udelukkes af vort Sælskab og Omgængelse. Der
udkræves af os, som Stalbrødre, ikke alleeneste hvad vi ere os selv
men og hvad vi ere andre pligtige; og de som kand begaae nogen Last
i andres Nærværelse, ere blevne forhærdede i Synden, og følesløse
mod Skændsel.
Den store Hertug af Marlborough, som var maae skee den fuld¬
kommenste og artigste Herre i sin Tiid, vilde aldrig taale noget, som
nærmede sig til Utugtighed, i hans Nærværelse. Og Mylord Cobham
sagde, at hand lastede det ikke som en Uskikkelighed i den Talende, men
fortørnedes derover, som en ueanstændig Grovhed imod ham selv; og
det er aabenbart, at, at tale ilde om fraværende, at føre løsagtig,
Gudsbespottelig og ugudelig Tale, maae vanære ikke alleneste den der
taler, men dem der høre; thi den værdige Carakter, som et Menneske
bør altid stræbe at forsvare, er visseligen i Fare, naar hand er blevet be¬
troet til at være Medpidere i Forræderie, Bagtalelse, Ugudelighed eller
v Letfærdighed; thi den som i Sælskab fortæller sine egne Laster, hand be¬
skylder sine Tilhørere for de samme; ligesom den der roser sig for en an¬
den af et Tyverie, formoder forud at den anden er en Tyv.
Hav Ærbødighed for dig selv, er en af de høye Regler af en
elskværdig Philosoph, hvis Menneskelighed allene var et u-modsigeligt
Beviis paa hans Sinds Værdighed. Og Pythagoras, i hans Begreb
om Dyden, indbefattede og Sindets og Tankernes Reenhed; thi hand
sluttede saaledes, at den som havde en ærbødig Undseelse for sig selv,
vilde meget meere have den for andre; og som hand ved den første vilde
undertrykke alle de Tanker, hvorved et fornuftigt Væsen kand vanæres;
saa vilde hand ved den anden vogte sig for, i Ord eller Gierninger at
yttre noget, som kunde støde eller vanære andre.
Det


Det skulde
almindelig Regel, aldrig at fremfør
Ting i Sælskab, som vilde med rette vanære os, dersom det blev bragt
ud i Verden; dersom denne Regel kunde altid holdes, da skulde vi være,
sikker i vor egen Uskyldighed imod Skielmers og Snyltegiæsters Træk=-
ker, imod de Underfundiges Snarer, og de Misundeliges Aarvaagenhed.
Men, ueagtet all Naturens Gavmildhed, og all Dydens Arbeyde,
vil der stedse findes mange Ufuldkommenheder hos Menneskene, hvilke,
endog kand falde dem i Øynene, der ikke see med all Menneskelig Viis=
doms Skarpsigtighed; og den bør agtes for den allerskammeligste Bag¬
taler, som udfører et got Gemyts Skrøbeligheder, som kand have yt¬
tret sig paa en Tiid, da hand ikke tog sig vare, noget som er heller en
Virkning af Uagtsomhed end af Forsæt; heller en Daarlighed end en
Forseelse, og langt mindre Ondskab.
Gvintus Curtius beretter om de Perser, at de fattede altid en
bestandig og uovervindelig Foragt for den, som havde overtraadt den4
Lov, der forbyder os at aabenbare en Vens Hemmeligheder, eller hvad
hand ellers kand have betroet os. Deres Meening var denne, at om=
endskiønt et Menneske kunde have Mangel paa de Egenskaber, der be¬
høves til at øve virkelige Dyder, saa vare dog altid de Dyder i hans
Magt, der bestaae alleeneste i at efterlade; og omendskiønt hand maae:
skee ikke kunde tale vel, om hand vilde forsøge det, saa var det dog al¬
tid læt for ham at lade blive at tale.
denne deres Meening synes det at de have betragtet en Overtræ¬
der af denne Lov ikke som en falsk Forræder, ikke som skrækket ved Tru¬
seler, eller forført ved Løfter til at aabenbare, men alleeneste som en
der var drevet ved en blot Lyst til at snakke, eller ved en anden ligesaa
ubetydelig Aarsag, til at udøse sit Hierte uden Eftertanke, og at lade
slippe ud alt hvad hand vedste, alleneste fordi hand havde ikke Magt
til at holde det hos sig selv.
e som legge sig efter at opløse de Knuder og tvilraaadige
Tilfælde, som kand møde os i de moralske Pligters Øvelse, have og
fundet mange Omstændigheder, hvorved et Menneske kand synes at væ¬


Tvil kand ikke med
te fritaget for denne. Men disse fine udspundne
Sikkerhed betroes i alle Hænder, thi de fleeste Mennesker søge heller
derved at dysse deres Samvittighed i Søvn end at opvække og under¬
rette den, heller derved at skiule andre bevægende Aarsager, end at fin¬
de de rette.
At dølge et ugudeligt Forehavende, som kand afværges ved at aa¬
benbare det; at skiule en Last, som derved bliver meere opmuntret, el¬
ler en ond Carakter, naar andres Sikkerhed og Velfærd beroer paa
at kiende og at skye den; saasom det ikke kand bestaae med Dyden, og
er fornærmeligt for det Almindelige, saa kand det ey heller være en Lov,
uden hos dem der ere Fiender af begge.
Dersom en, der har givet sig i Sælskab med Tyve eller Røvere,
skulde for Belønning røbe hans Camerater; om hand af Mistanke, af
Frygt, af Vrede eller Hævngierrighed, eller for sin egen Sikkerhed, skul¬
de levere dem i Øvrighedens Hænder, da har det Almindelige gandske
vist Nytte af hans Opførsel, og kand derfor agte det billigt at belønne
ham; men hand selv har derved alleneste formeeret sine andre Misgier¬
ninger med Forræderie imod hans Venner; og beviist at hand er saa aldeles
uden Dyd, at hand ikke engang har de Laster, som ligne den; og bur¬
de derfor afskiæres som et Lem, der er ikke skikket til at være i menneske¬
lig Samqvem; undtagen saavidt som hans Laster ere en Sikkerhed imod
andres, ligesom Forgift er et Middel imod Forgift.
Men dersom saadan en Overtræder bliver slaaet i sin Samvittig¬
hed, dersom hand føler Kraften af høyere Pligter end et ugudeligt Sæl¬
skab paalegger ham, dersom hand drives af Begierlighed til at forsone
den Uret hand har begaaet imod det Almindelige, og derfor angiver og
overleverer sine Medskyldige i Rettens Hænder; da er dette Offer et Be¬
viis paa hans oprigtige Fortrydelse, hand bliver igien en Ven af hans
Fæderneland, og fortiener ikke alleneste Beskyttelse men og Høyagtelse;
thi den samme Gierning kand være enten dydig eller lastefuld, og kand
fortiene enten Ære eller Skændsel, saasom den kand forrettes af ulige
Aarsag; og ingen Gierning kand dømmes moralsk ond eller god, med
mindre mand har nogen Kundskab om dens bevægende Aarsager.


No. 66.
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker.
Multi
Commitunt eadem diverso crimina fato,
Ille crucem pretium sceleris tulit, hic diadema.
E¬
ndskiønt Mennesket, som et fornuftigt Væsen, har fundet
for got at kalde sig selv den ypperste iblant, og en Herre over
alle skabte Ting, saa er hand dog ofte en frivillig Slave af Pre¬
judicer og Vanen; de alleralmindeligste Meeninger ere ofte urimelige,
og de mægtigste Grund=Regler for Menneskenes Gierninger ere ofte lat¬
terlige.
Det maae imidlertid dog tilstaaes, at om det altid var kiendeligt,
i disse Tilfælde, at Fornuften blev overvældet ved Begierlighedens ide¬
lige Overhæng; dersom mand opofrede det tilkommende for det nærvæ¬
rende, og overgav Haabet om en større for at nyde strax en mindre
Lyksalighed, da vilde mand ikke have stor Aarsag til at forundre sig;
men at Mennesket skulde drage urimelige Slutninger, der stride tvert
imod hans egen umiddelbare Fordeel, at hand skulde, endog med hans
Livs Fare, føye og holde med de Laster hos nogle, hvilke hand hos
andre straffer med Galge og Hiul, det er i høyeste Grad forunderligt;
og er saadant et Beviis paa vor Fornufts Skrøbelighed, og vor For¬
stands Bedragelighed, at vi derved burde bevæges til at tage med Tak¬


sning som tilbydes os
nemmelighed imod den Leedsagning
oven fra.
Men dersom det er sælsomt, at et Menneske har faaet et udødeligt
stort Navn og er blevet anseet som en Gud, og en anden aflivet som en
grov Misdæder, for saadanne Gierninger, der have haft den samme
bevægende Aarsag og den samme Hensigt, alleneste fordi der vare ulige
Omstændigheder; da er det endnu meere sælsomt, at denne Forskiæl i
Omstændighederne har altid været af den Beskaffenhed, at Menneskenes
ulige Dom derover er blevet des meere urimelig; og at den Gierning,
som paafører en Mand Vanære og Døden, behøver alleneste at blive
ved Omstændigheder meere gruesom og uforsvarlig, for at tilveye bringe
ham dyb Ærbødighed, og høy Berømmelse.
Bagshot, den bekiendte Straten=Røver, havde tabt en Uges Udbytte
iblant hans Camerater i Spill; hvorpaa hand lader sine Pistoler, sæt¬
ter sig til Hest, og giver sig paa Veyen til Kent, med det faste Forsæt,
ikke at komme tilbage, førend hand igien havde forsynet sin Lomme, Hand
var kun nogle faa Miile fra London, og hørte just at Klokken i en Lands¬
bye slog ni, da hand mødte to Herrer i en Post=Chaise, hvilken hand
befalede at holde stille. En af Herrerne holdt strax en Pistol imod ham,
og paa samme Tiid kom deres Tiener ridende til, som var bevæbnet
med en Flint. Røveren, som mærkte, at hand vilde finde stærk Mod¬
stand, vendte sig fra Vøgnen, og skiød den ene Pistol af efter Tiene¬
ren, som strax faldt død fra Hesten. Herrerne vare nu sprungne ud
af Vognen; men den forreste fik et Slag paa Hovedet med Kolben af
den Pistol der var nyligen skudt af efter Tieneren, saa at hand tumlede
nogle Skrit tilbage, den anden, efter at hand havde skudt efter Morde¬
ren, uden at ramme ham, prøvede paa at faae ham af Hesten, hvil¬
ket og gik an; men imedens de brødes med hinanden, drog Røveren
en Kniv ud, hvormed hand stak sin Modstander igiennem hans Hierte.
Hvorpaa hand, med et roligt og uforfærdet Mood, som en Helt der er
vant til Farligheder, begyndte at udtømme den Dødes Lommer; og da
hand som var endnu levende, var kommet noget til sig selv igien efter,


det Slag hand havde faaet, befalede Røveren myndigen at hand skulde
give fra sig hvad hand havde, hvilket hand og var nødt til at giøre.
Da Seyer=Herren havde saaledes erholdt sin Manddoms Penge=Be¬
lønning, besluttede hand, at hand ikke vilde tabe noget af den Ære,
der var nu i hans Magt, som Overvinder; hand vendte sig derfor til
den ulyksalige Herre, som hand havde udplyndret, hand giorde ham
den Ære at drive Spot med ham i det hand berømte hans Mood og
tappre Forhold, og forsikkrede, at hand havde aldrig berøvet nogen, som
forsvarede sig bedre; og som en Skat, hvilken hand skyldede den Afdø¬
des Fortieneste, og som et Beviis paa hans Høyagtelse for den Efter¬
levende, slengte hand ædelmodigen en Engelsk Skilling tilbage til ham,
paa det hand skulde ikke blive anholdt ved Vey=Porten, hvor de Rey¬
sende maae betale for deres Giennemfart.
Hand satte sig nu til Hest igien, og illede tilbage til London; men
da hand kom tilbage til Vey=Porten, kunde hand ikke komme frem, for¬
medelst en Karete, som holdt i Veyen og betalte den paalagte Told.
Ved Skinnet af det Fakkel, som var bag ved, blev hand vaer, at hans
Klæder vare meget bestænkte med Blod; derover blev hand saa forvir¬
ret, at hand søgte at snige sig forbi; men dette lykkedes ham dog ikke;
og da hans udvortes Anseelse og Beskaffenhed gav stor Aarsag til at mis¬
tænke ham, saa blev hand grebet og bragt i Forvaring.
J Kareten vare tvende Fruentimmer og en liden Dreng henved fem
Aar gammel. Fruentimmerne bleve meget forbausede, da de hørte,
at en Person var grebet, som mand mistænkte for at have nyligen be¬
gaaet et Straten=Røverie og et Mord. De giorde mange Spørsmaal
med stor Begiærlighed; men mand gav lidet agt derpaa, indtil en Herre
kom ridende til Vognen, som faae deres Bedrøvelse og tilbød dem sin
Bistand. Den ældste af de to Fruentimmer fortallte ham, at hendes
Mand Sir Harry Freeman var paa Veyen tilbage fra Gravesend, hvor
hand var reyst hen for at tage imod hans eeneste Søn, der var nu kom¬
met tilbage fra Jndien, efter at hand havde været borte paa siette Aar;
at hun og hendes Sviger=Datter vare reyste ud for at møde dem; men
Uuu 2


de vare meget forskrækkede, af Frygt for at de maatte været blevne an¬
grebne af den Mand, som nu nyligen var taget i Forvaring. Deres
Agtsomhed blev nu pludseligen kaldet til den anden Side af Vognen,
da Barnet raabte med en overmaade Glæde: "der er min Beste=Fa¬
der.. Dette var og virkeligen den, som var blevet i Live af de tree,
som Bagshot havde angrebet; hand havde sat sig paa hans Tieners Hest,
og reed sagte ved Siden af Chaisen, i hvilken hand havde lagt hans
Søns Legeme, hvis Ansigt var vanheldet og ilde tilreedt af Blod, og
i hvis Lineamenter Dødens Angest endnu var afmalet. Hvem kand
udtrykke den Hierte-Sorg, Skræk og Fortvilelse, med hvilken en Fader
fremstillede dette gruelige Syyn for en Moder og en Hustrue, som ven¬
tede en Søn og en Ægtemand, med all den Ømhed og Hæftighed, som
en Moderlig og Ægte Kierlighed kand have; som havde længe været be¬
kymrede over hans Fraværelse, som havde i Forveyen glædet sig over
hans Tilbagekomst, og længtes efter at overlevere i hans Arme en Frugt
af hans Kierlighed, som hand aldrig havde seet.
Jeg vil ikke prøve paa at beskrive den Bedrøvelse, som mine Taare
vilde ikke tilladt mig at beskue; det maae være nok, at den havde saa¬
dan en Virkning hos de tilstædeværende, at Morderen var ikke uden stor
Vanskelighed ført levende til Fængselet; og jeg er vis paa, at faa af
dem, som læse denne Historie, vilde have hørt med Fortrydelse, at hand
var revet i stykker paa Veyen.
Men førend de ønske sig selv til Lykke med at have saadan en ind¬
vortes Følelse, som altid giør Forskiæl imellem Ret og Uret, ved det at
de frivilligen berømme eller laste; da lad dem fortælle mig med hvad
Tanker og Sinds Bevægelser de læse om en ung Monark, som i Spid¬
sen af en Krigshær, i hvilken enhver Mand blev en Helt ved hans Ex¬
empel, overstigede Bierge, giennemvandrede Udørkener, for at søge ny
Lande at overfalde, og ny Potentater at overvinde; som adspreedte
Krigs=Hære der neppe kunde tælles, og indtog Stæder, der bleve holdte
for uovervindelige. Mon de ikke følge ham i hans mordiske Fodspor
med en græselig Velbehag? og naar de see ham med Blod at oversvøm¬


me den vindskibelige Eenfoldigheds fredsommelige Marke, og derefter for¬
lade dem øde til Eyermændenes Enker og Faderløse Børn, blive de da
ikke ligesom henrykte og rasende i at berømme ham, og hielpe til at giøre
det Menneske til en Gud, der kunde indtage Lande og overvinde Krigs¬
hære alleeneste for at vinde Ære, og give de Kongeriger tilbage, som
hand havde vundet?
Til dette Spørsmaal er jeg vis paa at de fleeste Mennesker maae
svare Ja; og imidlertid kand dog intet være meere urimeligt end deres
uliige Meeninger om denne Helt og den fornævnte Røver.
Bagshot og Alexander havde i Almindelighed de samme bevægen¬
de Aarsager og den samme Hensigt i deres Opførsel; de søgte begge at
fornøye deres egen særdeles Begiærlighed paa andres Bekostning; og
enhver Omstændighed, i hvilken de ere ulige, er storligen til Bagshots
Fordeel.
Da Bagshot havde tabt sin sidste Skilling, havde hand tillige
tabt Ævne til at foldestgiøre enhver Begierlighed, enten lastværdig eller
uskyldig; og Hensigten af hans Foretagende var at faae denne Ævne
igien.
Aexander, da hand drog ud for at bemægtige sig den gandske
Verden, eyede alt det som Bagshot haabede at forhverve, og end mee¬
re; alle hans Begierligheder og Lyster vare fornøyede, saavidt som det
var mueligt at fornøye dem; og saasom Fristelsens Magt altid holdes
for at formindske en Misgierning, saa er det aabenbart, at Alexanders
Misgierning var større, efterdi det kand ikke paastaaes, at hans Fri¬
stelse var lige saa stor som den andens.
Men
uuu;


Men endskiønt Alexander kunde ikke i lige Grad forøge Midlerne
til sin egen Lyksalighed, saa paaførte hand dog det Almindelige langt
meere forskrækkelige og vidistrækkende Ulykker, i det hand tragtede der¬
efter. Bagshot dræbte to Mennesker; og jeg har fortalt dette Mord og
dets Følger med saadanne Omstændigheder, som gemeenligen opvække
den Følelse, der ofte ligger i Dvale, medens mand fortæller om en al¬
mindelig Elendighed. Alexander ødelagde maae skee, en Million Men¬
nesker; og enhver, som betænker, at enhver Person i dette Tal stod i
nogen kierlig Forbindelse, hvilken blev sønderbrudt ved hans Død, no¬
gen Fader, Moder, Slægt eller Hustru, med hvilken hand blandede
sine Taare da de omfavnede og toge Afskeed fra hinanden, og som
længtes med en kierlig Bekymring efter hans Tilbagekomst; og maae
skee et eller fleere Børn, som hand ved sit Arbeyde skulde føde og ved
sin Aarvaagenhed beskytte; vil see, at Alexander var en større Pest for
det Almindelige end Bagshot, og saa meget meere fortiente Galgen,
som en Million er meere end een.
Det maae, kand skee, agtes urimeligt at undersøge hvad Dyder
der maatte findes i Bagshots Carakter; og mand har dog aldrig tvilet
om at der vare Dyder i Alexanders. Mand beretter os, at Alexander
gav Beviis paa hans Storhiertighed, i det hand foragtede Fare, men
saasom Bagshots Fare var ligesaa frivillig og overhængende, saa bør
mand ikke tvile om at hans Sind var ligesaa stort. Alexander gav
vel tilbage de Kongeriger hand vandt; men efter et Riges Jndtagelse,
hvad var der til overs for Alexander at give bort? Til en Konge, hvis
Land hand, uden given Aarsag, havde overfaldet med fiendtlig Magt,
og af hvis Hænder hand med Vold havde vristet Fredens Velsignelser,
gav hand igien et Herredom over Enker og Faderløse af dem hand hav¬
de slaaet ihiel; en uægte Glands af en underdanig Høyhed, og et
Kiende=Tegn paa at de som Konger vare hans Undersaatter. Og for¬
tiener ikke Bagshot lige Ære, fordi hand slengte en Skilling tilbage til
den Mand, hvis Person hand havde overfaldet og forhaanet, og hvis
Søn hand havde stukket ihiel? Alexander voldtog ikke eller nedsablede
de Fruentimmer, som hand fandt i Dariuss Telt; den ærlige Bagshot
dræb¬


dræbte ey heller den Herre, som hand havde udplyndret, da hand
ikke
meere var mægtig til at giøre Modstand.
Dersom da Bagsbot med billighed slæbes til Fængselet, i en
Tumult af Forbittrelse, Truseler og Forbandelser, da lad Alexan¬
der, hvilken Fornuftens Herrer have opløftet i mange hundrede Aar,
ikke længer agtes værdig, at mand opreyser Ære=Støtter og Triumph¬
Porte for ham.
Saasom Æres Forhvervelse er ofte en bevægende Aarsag til at sætte
Livet i vove, saa er det en meget vigtig Sag, at mand alleeneste lader
Dyden nyde den. Og saasom Ære meddeeles af den almindelige
Stemme, saa er det af lige saa stor Betydning, at mand affører La¬
sterne den Larve, under hvilken de ofte mistages for Dyder. De Ulyk¬
salige, af hvilke en Tyrans Krigshær bestaaer, ere forenede ved Daar¬
lighed til at tiene Rov og Mord; og at Menneskene skulde indbilde sig
at de fortiente Ære ved at myrde hverandre, alleneste for at fornøye
Ærgierrighed med en ny Titel, er, maae skee, saa urandsagelig en Hem¬
melighed, som nogensinde har forvirret Fornuften, og saa grov en Uri¬
melighed, som nogensinde har vanæret den. Det er visseligen ikke saa
meget for at straffe Lasterne, som for at forebygge Elendighed, at jeg
ønsker at see dem altid brændemærkede med Skændsel; thi endog La¬
sternes lykkelige Fremgang endes i den Græmmelse at see sig bedragne
i deres Haab. All den Frugt, som Alexander havde af sine Seyervin¬
dinger, var Taare; og hvosomhelst tragter efter at opfylde umaadelige
Ønsker, vil arbeyde til ligesaa liden Nytte, som den der skulde umage sig
for at fylde en Sie med Vand.
Jeg blev ved en Hændelse bragt til at afhandle denne Materie paa
saadan en Maade, ved det jeg fik at see et historisk Land=Kort, paa
hvilket adskillige Rigers Opkomst, Fremgang, Aftagelse og Varagtighed
vare forestillede ved adskillige Farvers Inddeeling; og hvor mand ikke
allee¬


alleeneste kand see deres Strækning, men og Varagtighed. Det Græd¬
ske Monarkie, som er betegnet med en mørke =røød Farve, er en lang,
men en smal Linie; thi endskiønt Alexander tegnede Verden med sin
Farve fra Macedonien til Ægypten, saa brøde dog de Farver, som til¬
hørte de Arve=Konger, hvis Riger hand indtog, frem igien efter hans
Død. Og sandeligen, det Spørsmaal, hvem der skal have Navn af
Konge til et eller andet Land, er ligesaa ubetydelig for dem, der vove
deres Liv i at afgiøre Sagen, som, om en liden Plæt paa et Landkort
skal males rød eller guul. At et Menneske skulde have Tilladelse til at
afgiøre saadanne Spørsmaal ved saa græselige Midler, det er en Be¬
tragtning, som den allene kand glæde sig ved, der troer at GUd allee¬
leene regierer; og som kand tilegne sig den Forjættelse, at alle Ting
skal tiene til Gode.
dskillige den samme Brøde
Den samme stygge Last begaae,
Dog en adskillig Skæbne møde
Og en ulig Belønning faae.
En maae den samme Last forsone
Med Galge, Steyle eller Sværd,
En anden faaer derved en Krone,
Og agtes Ære=Støtter værd.
Dette Uge=Skrift bliver hver Torsdag at bekomme i det Kongel. priv.
Bogtrykkerie ved Stranden, skraas over Prammændenes Laugshuus,
hvor 3de forgyldte Skildter sees over Døren, Arket 2 s.


No. 67.
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker
Ego nec studium sine divite Vena,
Nec rude qvid prosit video ingenium, alterius sic
Altera possit Opem res & conjurat amice.
V¬
ittighed og Lærdom vare Apollos Børn af adskillige
Mødre; Vittighed var født af Euphrosyne, og lignede hende
i et fornøyeligt og muntert Væsen; Lærdom var født af So¬
phia, og beholdt hendes Alvorlighed og Varsomhed. Saasom deres
Mødre vare Rivaler, saa bleve de, fra deres Fødsel af, opdragne af
dem, til at være hinanden imod; og alle Midler bleve saa uophørligen
anvendte, til at indprente dem et indgroet Had og Foragt for hinanden,
at endskiønt Apollo, som foresaae Virkningerne af deres Ueenighed,
stræbte at formilde dem, i det hand udviiste lige stor Agt for dem begge
to, saa var dog hans Upartiiskhed og Godhed uden al Virkning; den
moderlige Forbittrelse var alt for dybt rodfæstet, i det den var blevet
blandet med deres første Begreb, og blev bestyrket hver Time, ligesom
der forekom ny Leyligheder til at yttre den. De vare ikke saa snart komne
til den Alder, at de kunde antages i de andre Guders Værelser, førend
Vittighed begyndte at opvarte Venus ved hendes Natbord, ved at ef¬
terabe Lærdoms adstadige Væsen, og Lærdom at fornøye Minerva
ved hendes Væv, ved at fortælle om Vittigheds Fremfusenhed, Van¬
kundighed og Forseelser.


Saaledes voxte de op, med en ideligen tiltagende Ondskab, ved
den Opmuntring, som enhver af dem fik af dem, som deres Mødre hav¬
de overtalet til at holde med og understøtte dem; og enhver af dem
længtes efter at antages ved Jupiters Bord, ikke saa meget ved Haab
om at vinde Ære, som for at udelukke den anden fra all Leylighed til
at fortiene Agt og Anseelse, og for at sætte en ævigvarende Hinder i
den Fremgang, som enhver af dem meente at den anden forskaffede sig
i andres Gemytter ved nedrige Rænker og et falskt Skin.
Endeligen kom den Dag, da de begge bleve med sædvanlig Høy¬
tidelighed antagne i de øverste Guders Orden, og tilladte at tage Nectar
af Hebes Haand. Men fra den samme Time tabte Eendrægtighed sin
Myndighed ved Jupiters Bord. De tvende Rivaler, indtagne af de¬
res ny Værdighed, og opmuntrede ved de Berømmelser, som de vexel¬
viis fik af de andre Guder, plagede og udmattede hinanden med deres
u-ophørlige Trætter, dog med saadan en ordentlig Omvexling i Seye¬
ren, at ingen af dem blev undertrykt.
Mand kunde mærke, at i Begyndelsen af enhver Trætte var For¬
deelen altid paa Vittigheds Side, og at, ved de første Anfald, det
gandske Sætskab gnistrede, efter Homers Talemaade, af en u-udsluk¬
kelig Lystighed. Men Lærdom sparede altid sin Styrke, indtil Be¬
rømmelsernes Storm var forbi, og indtil den Mathed, som altid føl¬
ger paa en meget hæftig Glæde, begyndte at love en meere rolig og taal¬
modig Agtsomhed. Da begyndte hun at forsvare sig, og, ved at ligne
een Deel af hendes Modstanders Jndvendinger mod den anden, bragte
ham gemeenligen til at igiendrive sig selv; eller, ved at viise, hvor li¬
den en Deel af Spørsmaalet hand havde haft for Øye, beviiste at
hans Meening kunde ikke have nogen Vigtighed. Tilhørerne begyndte
da lidet efter lidet at falde fra deres for hastigen fattede Meening, og
omsider opstode, med stor Ærbødighed for Lærdom, men med større
Kierlighed for Vittighed.
Deres Opførsel var og gandske stridig og ullig, naar som helst de
havde Lyst til at forhverve sig Priis og Anseelse, Vittighed var dri¬


stig og forvoven. Lærdom varlig og betænkom. Vittighed agte¬
de intet for lastværdigt, uden Dorskhed. Lærdom var alleeneste ban¬
ge for at beskyldes for Vildfarelse. Vittighed svarede førend hand
forstod, af Frygt for at mand skulde tvile om hans hastige Begreb.
Lærdom betænkte sig, hvor der var ingen Vanskelighed, af Frygt for
at der skulde ligge nogen hemmelig List skiult, som den kunde oversee.
Vittighed forvirrede alle Disputer med sin Hastighed og Uorden.
Lærdom qvælte Tilhørerne med ueendelige Distinctioner, og forlæn¬
gede Trætten, uden Fordeel, ved at beviise det som aldrig
var negtet.
Vittighed, i Haab om at skinne, vovede ofte at
fremføre hvad hand ikke havde overveyet, og det lykkedes ham ofte bedre
end hand selv havde ventet, ved det hand opholdt sig ved en lykkelig
Tanke og Jndfald. Lærdom vilde forkaste alle nye Begreb, af Frogt
for at blive besnæret i Følger, som den kunde ikke foresee, og blev ofte,
ved sin Varlighed, hindret i at benytte sig af sin Fordeel, og at un¬
dertvinge sin Modstander.
De havde begge forudfattede Meeninger, som i visse Maader hin¬
drede deres Fremgang til Fuldkommenhed, og hvorved de ofte stode
blotte for deres Modstanders Anfald. Nyehed var Vittigheds Kiæ¬
ledegge, og Alderdommen var Lærdoms. Alt hvad der var nyt, skin¬
nede Vittighed i Øynene, og Lærdom havde Ærbødighed for alt
hvad der var gammelt. Jmidlertid slog det sielden feyl, at Vittighed
jo forlystede dem, som hand kunde ikke overbeviise. Lærdom under¬
støttede altid sin Mening med saa mange andre Sandheder, at naar
Sagen end blev dømt hende imød, bleve dog hendes Argumenter er¬
indrede med Roos og Høyagtelse.
Jntet var meere sædvanligt, paa begge Sider, end at forlade de¬
res egne rette Caracterer, og at haabe en fuldkommen Seyer ved at
bruge de Vaaben, som havde været brugte imod dem. Vittighed
vilde undertiden udarbeyde en Syllogismus, og Lærdom fordrøye sine
Lineamenter ved en latterlig Skiemt; men de kom altid til kort ved dette


Forsøg, og bragte sig selv i Forviring og Foragt. Vittigheds A¬
vorlighed var uden Anseelse og Værdighed, og Lærdoms Lystighed,
Var uden Liv og Munterhed.
Deres Trætter varede saa længe, at de omsider bleve betydelige,
og Guderne bleve adskilte i tvende Partier: Vittighed blev taget i Be¬
skyttelse af den lattermilde Venus, og ham blev tillagt et Følgeskab af
Latter og Skiemt; og blev tilladt at dantse iblant Gratierne. Lær¬
dom blev stedse yndet af Minerva, og gik siælden udaf hendes Palats,
uden med et Følgeskab af de alvorligere Dyder, Kydskhed, Maadelighed,
Tapperhed og Arbeyde. Vittighed havde fortrølig Omgængelse med
OOndskab, og avlede med hende en Søn kaldet Satyr, som fulgte
med ham og bar et Køgger opfyldt med forgiftede Piile, hvilke, naar de
engang kom igiennem Huden, kunde ikke derefter ved nogen Kunst ud¬
drages. Disse Piile skød hand ofte efter Lærdom, naar hun var meest i
Arbeide med alvorlige og nyttige Ting, enten i at underføge dybe Sand¬
heder, eller at underviise sine Efterfølgere. Minerva derfor beskikkede
Critike til hendes Bistand, som gemeenligen brød Spidsen af Satyrs
Pile, slog dem til side, eller drev dem tilbage paa ham selv.
Jupiter blev til sidst vreed, at de himmelske Boligers Fred og Ro¬
lighed skulde være i bestandig Fare for at brydes og forstyrres, og beslut¬
tede at forviise disse urolige Modstandere til den nedre Verden. De kom
derføre her ned, og bleve ved at føre deres gamle Trætte iblant Men¬
neskene; de bleve og ikke længe uden nidkiære Tilhængere. Vittighed,
ved sit lystige Væsen, fangede de Unge, og Lærdom ved sin Myndig¬
hed og Anseelse indtog de Gamle. Deres Magt blev snarligen seet, i
mange anseelige Virkninger. Der bleve bygte Skue=Pladse til at tage
imod Vittighed, og Universiteter bleve stiftede hvor Lærdom skulde
boe. Hvert Parti stræbte efter at øvertreffe det andet i Kostbarhed og
Pragt, og at fortplante en Mening, at det var fornødent, fra det før¬
ste mand kom til Verden, at slaae sig til et af disse Partier; og at in¬


disse Guder
gen kunde haabe at blive agtet af noge
naa
de en eneste gang gaaet ind i den andens Tempel.
Der var dog en Classe af Mennesker, som agtede lige saa lidet
Vittighed som Lærdom. Disse vare Tilhængere af Plutus, Gud for
Rigdom; iblant disse skeedte det meget siælden, at Vittighed med sin
lystige Skiemt kunde opvække en Smiil, eller Lærdom med sin Velta¬
lenhed opvække Agtsomhed. For at hevne denne Foragt, overlagde de
begge at ophidse deres Tilhængere imod hine; Men de Personer, som
bleve udsendte til at sætte dette i Verk, bleve gemeenligen Forrædere
og giorde tvert imod det, som mand havde betroet dem til; og foragten¬
de de befalinger, som de havde faaet, hyklede offentligen for de Riige,
endskiønt de foragtede dem i deres Hierter; og naar de ved dette For¬
ræderi havde vundet Plutuss Gunst, saa stillede de sig meget ofte an,
som de vare langt høyere og bedre, og saae med en foragtelig Miine
ned til dem, der vare blevne i Vittigheds og Lærdoms Tieneste.
De tvende Rivaler bleve meget misfornøyede over disse Forløbere,
og begiærede paa engang af Jupiter; at de maatte igien blive optagne
til deres Føde=Sted; Jupiter tordnede til den høyre Side, og de ja¬
vede sig til at adlyde dette lykkelige Kald. Vittighed udbreedte sine
Vinger og svingede sig i Væiret, men saasom hand kunde ikke see langt,
saa blev hand forvildet i den usporlige Uendelighed af de himmelske
Kredser. Lærdom, som vedste Veyen, rystede sine korte Vinger; men
af Mangel paa naturlig Kraft og Hyrtighed, kunde den ikke flyve ret
langt; saa at de, efter mange Forsøg, omsider sank ned paa Jorden i¬
gien, og lærte af deres indbyrdes Kummer, hvor fornødent det var at
de forenede sig. De toge derfor hinanden i Haand, og begyndte i¬
gien at flyve. Lærdom blev ført op ved den andens Hyrtighed og
Styrke, og Vittighed blev ledsaget ved Lærdoms skarpe Syyn.
De kom snarligen op til Jupiters Boliger, og fattede saadan Kierlighed
til hinanden, at de levede derefter i bestandig Enighed. Vittighed
overtalede Lærdom til at omgaaes med Gratierne, og Lærdom brag¬
te Vittighed an i Dydernes Tieneste. De vare nu begge yndede af
alle
Exx3


alle de Himmelske Magter, og glædede alle Gæstebudder med deres
Nærværelse. Snart derefter giftede de sig sammen, efter Jupiters Be¬
faling, og fik en taltiig Afkom af Konster og Videnskaber.
fblant de adskillige Maader, paa hvilke mange Mennesker, der ikke
ere begavede med en ægte Vittighed, søge at forhverve
Naun deraf i Sælskaber, er denne ikke den mindst brugelige, at
benytte sig af andres Lettroenhed, for at binde dem noget paa Ermet,
og derefter at fixere dem dermed, at de have troet det.
Saadan en fortæller eder noget, som J har ikke Aarsag til at tvile
om, hverken for Sagens egen skyld, eller for hans skyld, som fortæl¬
ler den; og naar J troer det, da leer eder ud derfør. Kort sagt, det
er en som tænker at J er en Tosse, fordi J holder ham ikke for en Skielm,
en Løgner og Bedrager.
Jeg erindrer et Exempel paa saadan en vittig Løgner, der kom
engang hen til sin Landsmand, en jævn, ærlig, ung Person, og tog
ham afsides med en alvorlig og bekymret Mime, og begyndte at tale
til ham paa følgende Maade: Jeg seer eder her, har J ikke nyligen
haft Bud hiemme fra? J seer saa bestyrt ud, at J kunde ikke have
hørt noget derom --- men Omstændighederne ere saaledes, at det
kand ikke være usandt. Det giør mig ondt, at jeg har sagt eder saa
meget, at jeg nu maae berette eder det, siden jeg veed at det kand være
--. Forgangen Tiisdag, strax
eder gavnligt at faae det at vide
efter Middags Maaltidet -- -
veed at eders Fader røger Tobak, i
det hand stod og vilde stoppe sin Pibe, faldt hand død ned af et Slag.
Den unge Person udviiste den tilbørlige Sørg over denne Hendelse,
hvorpaa den anden raabte: det er Løgn, der er ikke et Ord sandt
deraf.
Af samme slags er følgende Historie, som har tildraget sig i Lon¬
don, hvor det er brugeligt, at Misdædere, som ere fattige, eller uden


Venner, der vil tage dem ned
f Galgen og lade dem begrave, sel¬
ge deres Legemer til en Chirurgus eller Læge, for at giøre sig til gode
med Pengene; undtagen de, som formedelst nogen alt for grov Misgier¬
ning dømmes til at hænges i Lænker. Denne Historie, som findes i
den Engelske Spectators syvende Deel, og er af Hr. Gellert indført i
hans Fortællinger under den Titul af Løgneren, leverer jeg herved
saaledes oversat som følger:
Løgneren.
J Mestere i at bedrage,
som den Kunst forstaae at lyve snedigen,
gsøge eders Roos i at udviise den,
8e
vedder at J maae for denne staae tilbage,
For denne lumpne Karl, som J foragte vil;
Men dømmer selv, om ham ey Rangen kommer til.
J London to Misdædere
Engang fra Livet dømte vare;
Om Morgenen, før de til Galgen skulde fare,
Kom en Anatomist til Fængslet gaaende,
Og vilde kiøbe der den enes Legeme.
Hand tre Rixdaler hannem byder,
Men denne fire have vil;
Den anden Galge=Fugl strax dette Kiøb afbryder,
Og med Frimodighed saa taler Lægen til;
Hvøre


Hvorfor vil J med ham saa længe staae og inge,
Hand jo saa tør og liden er?
Vi to langt snarere det Kiøb i Stand skal bringe,
Saa stor, saa feed og sund, som J mig finder her,
Mit Legeme skal eders være,
Haa snart som Mester Fix sin Sag forrettet har;
Her har J Kiød og Fet for eders Kniv at skiære,
Ey nogen bedre Stud paa noget Market var.
J skal mig fem Rixdaler give,
J seer jeg handler billigen;
Top, sagde Lægen strax, derved det skal forblive,
Og gav ham fem Rixdaler hen,
Saa snart Misdæderen dem havde i sin Lomme,
Hand raabte leende: den Løgn gik rigtig an,
Thi jeg skal hænges op i Lænker; See hvordan
J kand mit Legeme bekomme.
Dette Uge=Skrift bliver hver Torsdag at bekomme i det Kongel. priv.
Bogtrykkerie ved Stranden, skraas over Prammændenes Laugshuus,
hvor 3de forgyldte Skildter sees over Døren, Arket 2 s.


No. 68.
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker.
Quicung; turpi fraude semel innotuit,
Etiamsi vera dicit, amittit fidem.
D¬
a Aristoteles engang blev spurt, hvad et Menneske kunde
vinde ved at lyve, svarede hand: At mand ikke troer ham,
naar hand siger Sandhed.
En Løgners Carakter er baade saa forhadt og foragtelig, at mand
skulde vente end og af dem, der have tabt deres Dyd, at de ved deres
Ærgierrighed skulde holdes fra at overtræde Sandhed. Næsten alle
andre Laster, som vanære den menneskelige Natur, kand finde Medhold
eller Opmuntring, ved andres bifald, Berømmelse eller Deelagtighed.
De som legge sig efter at forføre uskyldige Jomfruer, befinde at de op¬
vække Misundelse hos Mandfolkene, og at Fruentimmerne i det mindste
ikke have Afsky for dem. En Dranker kand lætteligen finde Stalbrødre,
der have, ligesom hand selv, overgivet sig til støyende Sviir, eller stiltien¬
de Følesløshed, der vil berømme hans Seyervindinger over dem der ere
Lærlinge i Fylderi, rose sig af at være deelagtige i hans tappre Bedrif¬
ter, og fortælle med en overmaade Glæde hvor mange der ere døde i
Lære=Aarene, som have ulykkeligen tragtet efter at ligne dem. Ja end
og en Røver og Morder har sine Efterfølgere, som priise hans Snedig¬
hed og uforfærdede Mood, hans listige Anslag og Behændighed, og hans
Troskab imod hans Camerader.


Løgneren, og alleene Løgneren, er uforanderligen og allmindeligen
foragtet, forladt, og fornegtet; hand har ingen Trøst hos sig selv, som
hand kand sætte imod Menneskenes Domme; hand har intet Stalbro¬
derskab at søge til, hvor hans Laster kand blive antagne for Dyder; men
er givet over til at udpibes af Mængden, uden Ven og uden Forsvar.
Det er Løgnens besynderlige Tilstand, at den er lige afskyelig baade i¬
blant gode og onde; Sir Thomas Brovn siger, at Diævlene selv
lyve ikke for hinanden; thi Sandhed er fornøden i alle Sam¬
qvem; saa at end ikke Helvedes Samqvem kand bestaae uden
den.
Det maae naturligen ventes, at en Last, der er allmindeligen saa
afskyelig, skulde og allmindeligen skyes, i det mindste, at ingen skulde
underkaste sig en uformindsket og ueynket Skiændsel, uden en lige mæg¬
tig Fristelse; og mand skulde ikke lætteligen finde en lige mægtig Fristelse
til en Misgierning, der saa lætteligen røbes, og saa strengeligen straffes.
Jkke des mindre befinder mand dog, at der ere de, som ofte krænke
Sandhed, uden at bekymre sig derom, at de derfor blive ilde omtalte
og foragtede; og den meest aarvaagne og bestandige Varlighed vil nep¬
pe befrie den, som omgaaes iblant Menneskene, for at blive hver Dag
og hver Time paa Dagen skuffet af dem, om hvilke mand neppe kand
bilde sig ind, at de meene dermed at fornærme ham, eller at giøre sig selv
nogen Fordeel; end og naar der tales om saadanne Ting, som mand
ikke kunde vente at de skulde sætte Passionerne i Bevægelse, eller opvæk¬
ke enten Haab eller Frygt, Jver eller Ondskab, der var tilstrækkelig til
at bevæge en Mand til at sætte sit gode Navn i vove, hvor lidet hand,
end maatte agte det, eller at overvinde hans Kierlighed til Sandhed,
hvor spag dens Magt end maatte være hos ham.
Casuisterne have med stor Fliid inddeelt Løgne i deres adskillige
Classer, efter deres adskillige Grader af Ondskab, men jeg meener, at
de have allmindeligen udelukt den som er meest brugelig, og maae skee
ikke mindst skadelig; og faasom Moralisterne ikke have givet den Navn,
saa vil jeg kalde den Forfængeligheds Løgn.
Til


Til Forfængelighed maae billigen henføres den største Deel af de
Løgne, som enhver ideligen fornemmer at snurre i hans Øren, og maae
skee den største Deel af disse, som udspreedes med god Fremgang. Løgn
i Handel, og Løgn af Ondskab have saadanne kiendelige Aarsager, at
de blive siælden antagne med Skiødesløshed og uden Undersøgning;
Mistanke er altid vagtsom over Egennyttigheds Rænker, og hvadsomhelst
en kand, enten ved Haab om Vinding, eller af Lyst til at giøre ondt,
bevæges til at stadfæste, det kand en anden ved ligesaa kraftige Aar¬
sager nødes til at igiendrive. Men Forfængelighed fornøyer sig selv
med saadanne ringe Ting, og seer frem ad til saa langt efter følgende
Fornøyelser, at dens Kunst=Greb opvække ingen Frygt eller Mistanke,
og dens snedige Paafund ikke lætteligen aabenbares.
Forfængelighed gaaer visseligen ofte fri for at forfølges af Mistan¬
ke, efterdi hand, som vilde passe paa alle dens Bevægelser, kand aldrig
have nogen Hvile. Sviig og Ondskab ere indskrænkede i deres Virk¬
ning; der behøves nogen beleylig Tiid og Sted, naar de skal foretage
noget; men et Menneske er neppe noget Øyeblik befriet for hans egen
Forfængelighed; og hand, som ikke i Sandhed kand finde noget til at
fornøye den, faaer allmindeligen Lyst til at søge det i Løgn.
Det er anmærket af Sir Renelu Dighy, h at enhver er begierlig ef¬
ter at synes ypperligere end andre, omendskiønt det var alleneste i at have
seet hvad de ikke have seet. Mand maatte tænke, at saadant et Fortrin,
som beroer alleneste paa en Hændelse, og som hverken er Beviis paa nogen
Fortieneste, eller giver nogen Værdighed, skulde ikke søges saa meget,
at nogen vilde lyve sig det til; men hvor ringe og ubetydelig denne For¬
fængelighed end er, saa er den dog Oprindelse til mange Fortællinger,
der ere alle lige usandfærdige; men meere eller mindre troelige, ligesom
den, der fortæller dem, er meere eller mindre øvet eller dristig. Hvor
mange kand en Mand af en vidtløftig Omgængelse opregne iblant hans
Bekiendtere, hvis Liv er gjort mærkværdigt ved utallige undvigede Far¬
ligheder; som aldrig gaae over et Vand uden i en Storm, eller giøre
en Reyse ud paa Landet, uden at møde fleere forunderlige Hændelser,
end de gamle Tiders vandrende Riddere i vildsomme Skove og fortryl¬
lede Slotte! hvor mange maae hand kiende, som dagligen see eller hø¬


re Jertegn og underlige Hændelser, og for hvis skyld Naturen hvert
Øyeblik virker Mirakler, der ere usynlige for alle andres Øyne, allee¬
neste for at forsyne dem med Materier at tale om og fortælle i Sæl¬
skaber!
Andre ere der, som forlyste sig med at udsprede Usandfærdigheder,
hvorved de komme i større Fare for at blive røbede og foragtede; disse
ere Mænd, som ved en lykkelig Planet ere udseete til en allmindelig For¬
troelighed og Venskab, som ere spurte til Raads i alle vanskelige Til¬
fælde, som ere betroede til at vide alle Hemmeligheder, og kaldte til
Hielp i alle vigtige Forretninger; disses høyeste Lyksalighed bestaaer i at
døve alle Sælskaber med høyrøstede Beretninger; at betage Tvil og
overvinde Modsigelse med en vis Kundskab og tilforladelig Efterretning.
En Løgner af dette Slags, med en stærk Hukommelse og en munter Jnd¬
bildings Kraft, er ofte et Orakel i en nedrig Forsamling, og fører Or¬
det iblant hans Tilhørere med en ustridig Myndighed, indtil Tiden aa¬
benbarer hans Bedragerie, thi dersom der spørges om noget angaaende
Staten eller Regieringen, da har hand været nærværende, da det blev
afhandlet og besluttet; tales der om en ny Mode, da var hand til Ho¬
ve den Dag, da den første gang blev seet; tales der om noget nyt
lærdt Skrift, da har hand gaaet Forfatteren til Haande, og seet det i
Manuscript; bliver nogen mærkværdig Misdæder dømt fra Livet, da
har hand ofte spaaet ham den Skæbne, og umaget sig for at omven¬
de ham; og hvem, som lever langt fra de Steder, hvor disse Ting
have tildraget sig, vil fordriste sig til at sige en Mand imod, som for¬
tæller hvad hand selv har seet og hørt, og som er saa vel bekiendt med
alle Personer og Forretninger?
Dette Slags Løgn lykkes allmindeligen for en Tiid, thi den frem¬
bringes i førstningen med en frygtsom Varlighed; men Løgnerens Lyk¬
salighed varer ikke længe; en Histories Antagelse er altid en Opmun¬
tring til at opdigte en anden, der er mindre rimelig; og hand farer
fort i at triumphere over stilltiende Lættroenhed, indtil Hovmod eller
Fornuft staaer op imod ham, og hans Staldbrødre vil ikke længer taa¬
le at see ham visere end dem selv.
Det


Det er aabenbart, at de som opfinde alle disse Løgne, søge der¬
ved at bringe sig selv i nogen Anseelse, og forleedes fra at blive ved
Sandhed, ved deres Begiærlighed efter Ære; deres Historier gaae
altid ud derpaa, at de vil forskaffe sig Høyagtelse for deres tappre Mood,
deres Klogskab, deres Jndsigt, eller deres Færdighed, deres Bekiendt¬
skab med de Lærde, eller deres Antagelse iblant de Store; de blive
stedse forførte ved den nærværende Fornøyelse at see sig selv høyere end
disse, som omringe dem, og at tage imod de Æres=Beviisninger, som
gives dem af stilliende Agtsomhed og misundelig Forundring.
Men Forfængelighed opmuntres undertiden til Løgn ved mindre
syynlige Fornøyelser; der findes en Art af Løgnere, der nøyes med at
de selv vide at de have løyet, og som søge en Ære i at bedrage andre,
uden at vinde selv nogen Fordeel eller Ære derved. Af disse Kunst¬
Greb kand ikke ventes anden Virkning, end Forvirringer, som de al¬
drig kand faae at see, og Gisninger, som de aldrig kand faae at vide;
imidlertid haabe de dog, at de have gjordt noget ondt dermed, og at
have gjordt ondt er af nogen Betydning. Saadan en frembringer en
Historie, om en som er berovet eller myrdet, og med stor Fliid beskriver
Omstændighederne af Tiden og Stedet; derved kand hand i nogle Da¬
ge sætte en Kone i Angest for hendes Mand, eller en Moder for hen¬
des Søn; og fornøye sig med at betænke, at hand ved sin Kunst og
Snedighed har formeeret Livets Elendigheder.
Jeg kand ikke agte det utienligt, at de, som saaledes svække det
allmindelige Samqvems Fortroelighed, formindske Livets Sikkerhed,
foraarsage ømme Gemytter Skamfuldhed eller Skræk, skulde ved en
offentlig Straf og Skam bringes til at kiende deres Udyder; efterdi man¬
ge have saa liden Kundskab og Følelse af Ret og Uret, at de have ingen
anden Regel for deres Gierninger end den verdslige Lov, og lade sig ikke
holde fra nogen Misgierning, uden saa vidt de frygte Straffen.
posk


ostqvam se lumine puro
lmplevit, stellasa; vagas miratur & astra
Fixa Polis, vidit qvanta sub nocte jaceret
Nostra dies, risita; sui ludibria
e sædvanlige Betragtninger, som af ziirlige og veltalende Skriben¬
tere ere udarbeydede imod Menneskenes Hovmod, ere tagne af
Menneskets ringe Oprindelse, af hans Naturs Ufuldkommenheder,
eller af disse Tings korte Varagtighed, i hvilke hand søger sin Ære. Om¬
endskiønt det er sandt, at vi ikke kand have noget udi os, som bør op¬
vække vor Forfængelighed og Hovmod, saa kand det dog undertiden være
riiseligt, at vi selv kiende vore Fortienester og Værd. Daarligheden
agger derfor herudi: Vi ere tilbøyelige til at bryste os af ubetydelige,
og maae skee skammelige Ting; og paa den anden Side agte det for
haanligt, hvor i vor sande Ære bestaaer.
Deraf kommer det, at de som jage efter Ære og Berømmelse,
bruge vrange Midler til at naae den. Vilde et forfængeligt og ærgier¬
rigt Menneske raadføre sig med sit eget Hierte, da skulde hand finde,
at dersom andre kiendte hans Skrøbeligheder saa vel som hand selv kien¬
der dem, da kunde hand ikke være saa ublue og vente en almindelig
Høvagtelse. Hovmod har derfor sit Udspring af Mangel paa Efter¬
kanke, og at vi ikke kiende os selv; Kundskab og Ydmyghed følges med
hinanden.
Den rette Maade til at sætte en tilbørlig Priis paa os selv, er at
betænke alvorligen, hvad det er som vi agte eller foragte hos andre.
Et Menneske, som giør sig til af Lykkens Gaver, af smukke Klæder, eller
af en ny Titel, bliver almindeligen beleet; Vi burde derfor ikke agte det
Høyt hos os selv, hvad vi ere saa færdige til at belee hos andre.
Meget


Meget mindre kand vi fornuftigen sø
e vor Ære i disse Ting, hvilke
vi paa en eller anden Tiid af vort Liv skal visseligen foragte. Og dog,
dersom vi vil giøre os den Umag og see tilbage og frem ad til de adskilli¬¬
ge Forandringer, som vi allerreede have gaaet igiennem, og herefter
maae vente, da skal vi finde, at de større Grader af vor Kundskab og
Viisdom tiene alleeneste til at viise os vore egne Ufuldkommenheder.
Ligesom vi gaae frem fra Barndom til Ungdom, saa ansee vi med¬
Foragt de Lapperier og Dukke=Tøy, som vore Hierter have hidindtil væ¬
ret indtagne af. Naar vi komme til Manddommen, da agtes vi mee¬
re eller mindte viise, ligesom vi skamme os ved og fortryde vor Ung
doms Overilelser og Uordentligheder. Alderdommen opfylder vort Sind
med qvælende Betragtninger over det forbigangne, og at vi have fortæ¬
ret vort Liv i at jage efter kummerfuld Riigdom og uvis Ære. Og lige¬
som vore Tanker saaledes stige i dette Liv fra en Gradstil en anden
saa kand vi fornuftigen og med føye formode, at en Aand, der er ad¬
skillt fra Legemet, vil i den tilkommende Stand ansee Alderdommens?
Viisdom, Forfarenhed og Regler næsten paa samme Maade, som en
gammel Mand nu anseer unge Børns smaa Daarligheder og Leege=Tøy.
De dødelige Menneskers Pragt, Ære=Titeler, Stats=Klogskab og Kon¬
ster vil agtes ligesaa ubetydelige, som all den Leeg og Spøg, der nu et
fornuftige Creatures Jdræt fra fire til ni eller ti Aar, og hvorpaa de an¬
vende all deres Klogskab, Styrke og Ærgierrighed.
Dersom det ikke er en forfængelig og vrang Indbilding at meene,
at der ere Grader imellem Creaturene, hvorved de ligesom Trappe=viis
overstige hinanden, fra det ringeste til det allerhøyeste, da er det ikke u¬
troeligt, at en Engel seer ned paa et Menneske, ligesom et Menneske paa
et Dyyr, der nærmest ligner et fornuftigt Creatur. Efter denne samme
Regel meener jeg, at et ufornuftigt Creatur med en Slags Stolthed seer
til et Creatur af en nedrigere Art. Dersom de kunde tænke, da maatte
mand bilde sig ind, i Anleedning af de Geberder, som vi see hos nogle
af dem, at de agte sig for Eenepolds Herrer over den gandske Verden,


og at alle Ting ere skabte for deres skyld. Saadan en Tanke vilde ikke
være meere urimelig hos et umælende Dyyr, end den som Menneskene
ere tilbøyelige til at have, nemlig at alle Stiernerne paa Firmamentet
ere skabte allene for at behage deres Øyne og at fornøye deres Jnd¬
bildings Kraft. Mr. Dryden i hans Fabel om Hanen og Ræven, leg¬
ger Hanen saadanne Ord i Munden, der kand tiene til et artigt Exem¬
pel herpaa:Hand vendte sig derpaa til Hønen og sagde: See,
min Hierte, hvor overdaadigen Naturen har prydet Aaret,
hvorledes Blomsterne udspringe, og Fuglene siunge. Alle
vdisse Ting høre os til, og jeg seer med Fornøyelse, at Men¬
nesket gaaer stolteligen frem paa to Been, for at efterabe
v mig. 7.
Den Anmærkning jeg vilde giøre af alt dette, er, at vi burde allee¬
neste søge vor Ære i saadanne Ting, som høyere Væsener agte for priis¬
værdige; efterdi dette er den eneste Maade til at forekomme, at vi ikke
herefter skal foragte os selv.
Dette Uge=Skrift bliver hver Torsdag at bekomme i det Kongel. priv.
Bogtrykkerie ved Stranden, skraas over Prammændenes Laugshuus,
hvor 3de forgyldte Skildter sees over Døren, Arket 2 s.


No. 69.
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker.
F¬
ølgende Fortælling bliver hos de Østerlandske tillagt en
ved Navn HELl BEN HAMET, om hvilken der berettes
at hand har været en Arabisk Moralist, som har fremført sine
Lærdomme og moralske Betragtninger i offentlige Taler paa visse Tider.
Begiærer du et Fakkel til at see Morgenstundens Klarhed? Kræ¬
ver du end ydermeere Beviser paa den guddommelige Fuldkom¬
menhed? See ned til Jorden som du staaer paa, og løft dine Øyne op
til de Verdener, som vende sig oven over dig; du seer Herlighed, Over¬
flødighed og Skiønhed; er ikke Hand, som frembragte dem, Mægtig?
Du betragter; er ikke Hand, som giorde din Forstand, Viis? du
nyder Fornøyelser; er ikke hand, som fornøyer dine Sandser, God?
Kand noget have indskrænket hans Godhed uden hans Viisdom? eller
kand din Klogskab see Feyl og Ufuldkommenheder i hans? lad dine
Øren igien give Agt paa Heli, Ydmygheds og Hengivenheds Prædi¬
kant, du hvis Hierte har hemmeligen været oprørsk, og hvis Ønsker
have stiltiende anklaget din SKABER.
Jeg stod tilligen op om Morgenen for at øve mig hellige Betragt¬
ninger, paa det jeg maatte uden Formastelse haabe at blive hørt. Jeg
forlod min Vaaning og vendte mig fra den alfare Vey; jeg vandrede


uden at give agt paa hvor jeg gik, eller at see efter noget som jeg
kom forbi, indtil Solen, der nu nærmede sig Middags Linien,
ved sin overmaade Heede tvang mig til at give Agt derpaa. Den
Mødighed, som jeg uformærkt havde tildraget mig ved den lange
Gang, blev i et Øyeblilk utaalelig, og da jeg saae mig omkring efter
et Sted at skiule mig under, blev jeg pludseligen vaer, at jeg var ikke
langt fra den Skov, i hvilken Eremiten Rhedi undersøger Naturens
Hemmeligheder og giver GUD Ære. Mit Haab om at forbedre mine
Betragtninger ved hans Viisdom, gav mig ny Kraft; jeg naaede snart
Skoven, jeg blev vederqvæget ved Skyggen, og jeg gik frem indtil jeg
kom til hans Hytte. Jeg gik derind, men Rhedi var ude. Jmidler¬
tiid havde jeg dog ikke længe ventet, førend jeg blev ham vaer imellem
Træerne noget langt borte; hand kom nærmere hen imod mig med en
anden Person, hvis Anseelse var, om det er mueligt, endnu meere ær¬
værdig, men som jeg aldrig havde seet tilforn.
Da de kom mig nær, stod jeg op, lagde min Haand paa mine
Læber og bukkede mig med Ærbødighed for dem. Rhedi hilsede mig
ved Navn og fremstillede mig for hans Staldbroder, for hvilken jeg
igien bøyede mig ned til Jorden. Efter at hand havde seet stadigen i
mit Ansigt, lagde hand sin Haand paa mit Hoved og velsignede mig,
sigende: Heli, de som begiære Kundskab, paa det de maae lære Dyd,
skal ikke søge den forgiæves; sæt dig ned, jeg vil fortælle dig Hæn¬
delser, som du endnu kun veed endeel af, og aabenbare dig saadanne
Hemmeligheder af GUds Forsyyn, af hvilke du kand drage Under¬
viisning. Vi satte os ned, og jeg hørte efter hans Tale, som efter
en Engels Raad eller efter Paradises Musik.
Amana, en Datter af Sanbad en Hyrde, drog Vand af Adails
Brønde, da en Caravan, som var kommet igiennem Ørken, nærmede
sig, og den som drev Kamelerne stod af for at vande dem; de som kom
først til Brøndene, tilhørte en Kiøbmand ved Navn Nouraddin, som
havde bragt fiint Linned og andre meget kostbare Sager fra Egypten.


Da Caravanen kom nærmere, havde Amana skiult sig med sit Sloør,
hvilket Nouraddins Tiener fordristede sig til at ville tage af, for at
fornøye sin fæiske Nysgierrighed.
Amana, som blev opirret ved saadan Grovhed, og opmuntret ved
andres Nærværelse, slog ham med sin Stav; og hand vilde just gien¬
gielde denne Vold, da Nouraddin, som selv var med Caravanen, kom
dertil, og forbød ham det; Amanas Sløør var faldet af i denne Tum¬
mel, og Nouraddin blev fanget af hendes Skiønhed; den elskelige
Forvirring, som blussede i hendes Kinder over den hendes Tugtighed
tilføyede Uret, den Foragt og Harm som opfyldte hendes Bryst, og
den Fortrydelse, som gnistrede i hendes Øyne, udviiste at hun kiendte
sit Kiøns Værdighed, og oplivede og forøgede hendes Skiønhed; disse
vare saadanne Yndigheder, som Nouraddin aldrig havde seet, og for¬
aarsagede saadant et Oprør i hans Bryst, som hand aldrig havde følt;
thi endskiønt Nouraddin eyede nu stor Riigdom, saa var hand dog endnu
gandske ung, og fremmed for Fruentimmer; de Kiøbmands=Vare
som hand førte med sig, vare indkiobte af hans Fader, hvilken Dødens
Engel havde borttaget paa Reysen; og da hand saa pludseligen var blevet
sin egen Herre og havde faaet stor Riigdom, saa var hand desmindre
skikket til at tvinge hans Begiærligheders Hæftighed; hand begiærte
derfor Amana af hendes Forældre, hvilke med Taknemmelighed og
Glæde toge imod hans Tilbud; og efter en kort Tiid førte Nouraddin
hende tilbage til Egypten, efter at hand først med sin egen Haand havde
straffet den Tiener, der havde giort hende Overlast ved Brønden.
Men hand opsatte hans Brøllups Høytid, indtil Sørge=Tiden
for hans Fader var forbi, og saasom hand havde nu den Person i sin
Magt, som hand elskte, saa forhalede hand uden stor Vanskelighed at
fyldestgiøre den Passion, som hand kunde ikke undertvinge. Hand fornøyede
sig i forveyen over den Lyksalighed, som hand troede sig at være for¬
visset om, og formodede at den vilde tiltage ved Forventelse, ligesom
en Capital voxer ved Renter, der bliver stedse større, jo længer dens
Besiddelse forhales.
J den¬
331:


id kom Amana til sig selv igien, efter den uro¬
J denne Mellem
lige og overmaade Glæde, som denne pludselige Ophøyelse havde for¬
aarsaget hende; hendes Ærgierrighed var nu forbi, og hun begyndte at føle
Kierlighed. Nouraddin, som fortrød paa hendes ringe Herkomst, allee¬
neste fordi den havde forhindret, at hendes Sind var ikke blevet tilbør¬
ligen forbedret, arbeydede u-afladeligen paa at oprette denne Mangel:
hun tog imod hans Underviisning ikke alleeneste med Taknemmelighed
men og med Fornøyelse, naar hand talede, da gav hun Agt paa ham
med Høyagtelse og dyb Ærbødighed, og ønskte alleneste at giøre ham
saa lyksalig, som hand var begiærlig efter at giøre hende.
Paa denne Tiid sad Osmin som Caliph paa Egyptens Throne.
Du veed selv at Osmins Passioner vare hæftige som Alareds Strømme,
og skadelige som Hvirvelvinden i Ørken; all hans Sinds Attraae gik
ud paa at opvække og fyldestgiøre sine Begiærligheder; men hans Øn¬
ske blev stedse ufornøyet, og hans Liv var elendigt. Hans JSerail var
opfyldt med Skiønheder; men hand havde udtømmet Skiønheds Magt;
hand blev vild og grusom til at oplive sin Begierlighed ved en nye Skiøn¬
hed, hvilken hand krævede med Truseler og Forbandelser af Nardic,
en Gilding, som hand havde sat ikke alleeneste over hans Fruentimmer,
men over hans gandske Kongerige. Nardic lod derfor udgaae en befaling,
at hvosomhelst der kunde inden to Dage frembringe den deyligste Jom¬
frue, skulde staae for Osmins Ansigt, og agtes som den tredie i hans
Kongerige.
Caled; den Tiener som var blevet slaaet af Nouraddin, reyste til¬
bage med ham til Egypten; hans Gemyts Fortrædelighed og Grumhed
var tiltaget ved hans Begierlighed efter Hævn, og den Misfornøyelse,
som formørkede hans Ansigt, blev stedse fælere, ved det hand mistvi¬
lede om at fornøye sin Hevngierrighed; men da hand hørte Nardics
befaling, da tindrede Glæde i hans Ansigt, ligesom Lyn=Jld i en mørk
Storm; den Forseelse hand havde begaaet imod Amana, satte ham i
Stand til at hævne den Straf, som hand havde tildraget sig derved. Hand
ved


vedste, at hun var endnu Jomfrug, og at Bryllupet var nær; hand
skyndte sig derfor til Palatset, og begiærte at blive bragt for Nardic;
som midt i Herlighed og Pragt, omringet af Slavisk Underdanighed,
ophøyet med Ærgierrigheds hykkelske Roos, og opvartet med en u-ind¬
skrænket Lydigheds Nidkiærhed, sad bleeg og taus, hans Ansigt for¬
mørket af Bekymring, og hans Bryst opfyldt med Angest.
Da Caled blev bragt for hans Ansigt, faldt hand ned for hans
Fødder, og sagde: " Lad min Herres Smiil skinne paa en anden
iblant de Slaver, som leve i den nedre Hob, og lad hans Gunst
ophøye en anden; men lad min Tieneste være behagelig, og lad Os¬
Mins Begiærlighed blive fornøyet med Skiønhed. Amana skal snar¬
ligen giftes med Nouraddin; men Egyptens Enevolds Herre er allee¬
ne værdig til at besidde Amana. Skynd dig derfor at begiære hende
hun er nu hos ham i hans Huus, til hvilket jeg vil ledsage den, som skal
tilkiendegive ham din Villie.
on Mi
Nargie hørte denne Efterretning med en overmaade Glædes der
blev strax skrevet en befaling til Nouraddin; den blev beseglet med det
Kongelige Signet, og overleveret til Caled, tillige med en tilstrækkeli¬
Ld 25
Vagt, for at tvinge Nouraddin til Lydighed.
1) onpu uund
udd o
Paa denne Dag var Nouraddins Sørge=Tid forbi; hand havde
forandret sine Klæder, og salvet sit Legeme; hans Ansigt var forklare
ved hans Hiertes Glæde; hand havde indbudet sine Vemner til hans
Bryllups Høytiid, og Aftenen skulde fuldkomme hans Ønsker; Afte¬
nen blev iligemaade forventet af Amana med en Glæde, som hun uma¬
gede sig ikke for at tvinge; og hun sad just og skiulte sit blussende An¬
sigt i Nouraddins Barm, da Caled=kom med befalingen og med
hiii
Vagten.
7sPe
vi  Z113 Tiiter ik. mu da Aun Hus¬


Huusfolkene bleve bange og forskrækkede; og Nouraddin, som
strax blev underrettet derom, løb ud af Amanas Kammer bestyrt og
skælvende. Da hand saae Caled, blev hand indtaget af Vrede, Af¬
sky og Foragt; men hand torde ikke lade sig mærke, formedelst Vag¬
teng Nærværelse. Caled gik strax hen til ham og overleverede befa¬
lingen, med en trodsig og triumpferende Miine. Da Nouraddin saae
det Kongelige Signet, knælede hand for at tage derimod, og efter at
hand en kort Tiid med Bestyrtning havde seet paa Opskriften, trykte
hand Brevet til sin Pande med en dødelig Angest, Tvilraadighed og
Skræk. Det Skarn, som havde forraadt ham, fornøyede sig over at
see ham i saa kummerfuld en Stand; og da hand mærkte at hand var
færdig at daane, og havde ikke Hierte til at læse Brevet, sagde hand
ham Jndholdet deraf; da Nouraddin hørte Amanas Navn, sprang hand
op, som om hand var blevet stukket af en Scorpion, og strax faldt u¬
bevægelig ned paa Gulvet.
Caled blev ved at fuldføre det som var ham befalet, uden mindste
Rørelse; hand kunde ikke bevæges ved Besvimelse, Klagemaal, Bønner
eller Taare; men da hand havde ført Amana til Serailet, fremstillede
hand hende for Nardie, springende af Glæde og Haab. Nardic.
hvis Ønske var blevet fornøyet ved hendes Person og Skabning, opløf¬
tede hendes Sløør med Længsel, Banghed og Bekymring; men saa
snart hand saae hendes Ansigt, forsvandt all hans Tvil; hand kastede
sig ned for hende, som en Person, paa hvis Fornøyelse hans Liv fra
dette Øyeblik vilde beroe. Hun blev ført hen til Fruentimmernes Kam¬
mer, og Caled blev fra denne Time beklædt med ny Værdighed. Ham
blev anviist et Kammer paa Palatset, og hand blev gjordt til Captain
over Liv=Vagten.
Da Nouraddin kom til sig selv igien, og hørte at Amana var ført
til Serailet, blev hand vexelviis angrebet af Raserie og Afmagt; hand
fordrev Natten i hæftige Bevægelser, hvorved Naturens Kræfter bleve
udtømmede, og om Morgenen lukte hand sig inde i Amanas Kammer,


og kastede sig ned paa en Sofa, i det Forsæt, ikke at tage imod nogen
Trøst, eller at nyde nogen Mad eller Drikke.
Jmedens Nouraddin var saaledes overgivet til Fortvilelse, havde
Nardics Beskrivelse over Amana opvakt Osmin af hans Følesløshed.
Hand befalede at hun skulde bereedes til at tage imod ham, og strax
efter gik allene ind i hendes Kammer. Hvor meget hand end var vant
til at see Skiønhed, og hvor mæt hand end var af dens Fornøyelser
saa kunde hand dog ikke betragte Amana uden Bevægelse; hand faae vel
at hun græd, og at hans Nærværelse giorde hende gandske skamfuld og
forvirret; dog troede hand, at hendes Skræk vilde lætteligen betages
hende: at hun ved Venlighed maatte formildes til Omgængelighed, og
ved søde og kierlige Ord opmuntres til Spøg og Giækkerie. Men saa
snart hand nærmede sig til hende, kastede hun sig ned for hans Fød¬
der, og begiærte, at hand vilde høre hende; den hæftige Alvorlighed,
med hvilken hun frembragte denne Begiæring, vilde hand heller læmpe
sig efter end imodstaae; hand reyste hende derfor op fra Gulvet, holdt
hende i sine Arme og opmuntrede hende til at fare fort.
Lad min
Herre,, sagde hun,  bortviise fra sit Ansigt et elendigt Creatur,
som er ikke værdig til at findes i hans Nærværelse, og lad ham have
Medlidenhed med en Bedrøvelse, som kand ikke røres af nogen Glæ¬
de eller Fornøyelse. Jeg er en Hyrdes Datter og trolovet til den
Kiøbmand Nouraddin, fra hvilken mit Legeme er med Magt bort¬
prevet ved en Slaves Utroeskab, og med hvilken min Siæl er foreenet
ved u-opløselige Baand. O! lad ikke din Vredes Forfærdelser falde
paa mig! Skal Egyptens Enevolds Herre bøye sig ned til en Mad¬
dike i Støvet? Skak saa mange Følkes Dommer beholde hos sig
hvad Forræderie og Hevngierrighed har bortstaalet, og som i sig selv
er af ingen Værdi? Eller skal hand, for hvilken ti tusende vansmægte
af Elskovs Begierlighed, finde Fornøyelse i de Lidelser, som et eneste
afvendt Gemyt udstaaer?, Osmin, hvis Bryst var vexelviis op¬
hidset af Begierlighed og Forbittrelse, medens hand stirrede paa Ama¬
Skiønheder og hørte efter hendes Tale, stødte hende u¬
luds
den fra sig og gisk bort uden at svare.
snunlyn in Nends
ea33
ru.. De


Da hand var allene, stod hand nogle faa Øyeblik i Tvil; men
de Pazioner, hvilke Veltalenhed havde untertvunget, fik snart igien
Overhaand, og hand befalede at mand skulde lade Amana vide, at
dersom hun ikke inden tre Timer kom, bereedt til at fyldestgiøre hans
Ønsker, da vilde hand kaste den Slaves Hoved for hendes Fødder, for
hvis skyld hand blev forskudt.
Den Gilding, som bragte dette Bud, og de Fruentimmer,
som vare komne igien til Amana; da Osmin var gaaet bort, bleve
bevægede af Medynk og Bedrøvelse, og skælvede for hendes Fare;
de Ulykker, som de kunde neppe haabe at forekomme, vare de dog
omhyggelige for at forhale; og derfor raadte hende at hun skulde be¬
giære tre Dage til at bereede sig udi, paa det hun maatte fuldkomme¬
ligen bringe sit Sind i Rolighed igien, og sætte en tilbørlig Priis paa
sin Lyksalighed; og med denne Begiæring skulde hun sende, som et
Underpant paa hendes Lydighed, en Skaal med Sherbet, hvori en
Perle havde bæret opløøst og hvoral hun selv først havde drukket.
Efter nogle Fortvilelses Bevægelser, lod hun sig omsider overtale
til at følge dette Raad, og bereedte sig til at sætte dette i Verk.
1 Slukningen skal følge.)
13 pitu 11.
tud 8il
-0
J¬
Bete ugk Skif onder dder Torsdag at bekomme i det Kongek.
Bogtrykkerie ved Stranden, skraas over Pkammændenes Laugshuus,
d hvor 3de forgyldte Skildter sees over Døren, Arket 2 s.


No. 70.
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker
(Slutningen af No. 69.)
P¬
aa samme Tiid, da hun fattede dette Forsæt, sprang Nourad¬
din pludseligen op af en urolig Slummer; Hans Hierte blev
atter giennemboret ved en smertelig Betragtning over hans egen
Elendighed, og hand tillod sit misfornøyede Sind at bryde ud i dette
Klagemaal: "Dersom Viisdom og Godhed virkeligen regiere over den
Allmægtiges Gierninger, hvoraf kommer da Undertrykkelse, Uret¬
færdighed og Grumhed? Saasom Nouraddin allene har Ret til Ama¬
na, hvorfor er da Amana i Osmins Magt? O at nu Himmelens
Retfærdighed vilde lade sig see og forsvare min Ret! O at jeg fra
denne Time af maatte være Osmin, og Osmin igien Nouraddin!"
J det samme Øyeblik hand havde giordt dette Ønske, blev hans Kam¬
mer formørket som af en tyk Skye, hvilken blev omsider fordrevet ved
et Torden=Skrald; og hand saae en Person staaende for sig, hvis An¬
seelse var meere end menneskelig, og som talede ham saaledes til: "Nou¬
raddin, jeg er her oven fra, men mine Forretninger ere hos Jordens
Børn. Du har ønsket at være Osmin, og saavidt som dette Ønske
Her mueligt, skal det fuldkommes; du skal blive mægtig til at antage
Omins Gestalt, og at øve hans Magt. Jeg veed ikke endnu, om
det er mig tilladt at skiule Osmin under Nouraddine Skikkelse, men
indtil i Morgen skal hand ikke forstyrre dig."


Nouraddin,
abde været ubevægelig af Bestyrtning og Skræk,
fik nu Mood igien, som ved en Vens Nærværelse; hand vilde just ud¬
vise sin Taknemmelighed og Glæde, da Engelen bandt en Talisman
paa hans venstre Arm, og underrettede ham om dens Kraft, sigende:
Saa ofte som dette Armbaand rører ved dit venstre Bryst, skal du
vexelviis forvandles i din udvortes Gestalt fra Nouraddin til Osmin,
og fra Osmin til Nouraddin." Hvorpaa Engelen pludseligen for¬
svandt, og Nouraddin, som længtes efter at komme igien til Amanas
Besiddelse, holdt strax Armbaandet til sit Hierte, og i det næste Øye¬
blik befandt sig alleene i et Kammer i Serailet.
Osmin, som i denne Mellem Tiid ventede efter Udfaldet af det
Budskab hand havde sendt til Amana, blev urolig og utaalmodig; hand
forlod sit Kammer og gik ned i Haugen, hvor hand vandrede frem og
tilbage, nu stærkt, nu langsomt; og omsider stod stille, suurseende og
tankefuld, med sine Øyne fæstede paa et klart og stille Vand midt i
Haugen. Hans Sind var endnu i en urolig Bevægelse, som endeli¬
gen brød ud i disse Ord: "Hvad er min Lyksalighed og hvad er min
Magt? Jeg er elendig, efterdi mig fattes det, som et Fruentimmers
Egensindighed har forundt min Slave; jeg kand fyldestgiøre min
Hevngierrighed, men ikke min Begierlighed; jeg kand betage ham sin
Lyksalighed, men jeg kand ikke forskaffe mig den selv. Hvorfor har
jeg ikke Magt til at antage den Skikkelse, i hvilken jeg kunde nyde
mine Ønsker? Jeg vil i det mindste nyde dem i Tankerne. Dersom
jeg var Nouraddin, da skulde Amana med en inderlig Glæde trykke
mig til sit Bryst." Hand overgav sig derpaa til sin Jndbildings
Magt, og taug igien stille, men i det samme Øyeblik hand havde frem¬
ført dette Ønske, blev hand overgivet til Engelens Magt, som havde
just forfløttet Nouraddin til hans Palats. Dette Ønske blev derfor
strax opfyldt; og saasom hans Øyne vare endnu fæstede paa Vandet,
saa mærkte hand med en pludselig Forundring og Fornøyelse, at hans
udvortes Gestalt var i et Øyeblik forvandlet, og at det Speyl=klare
Vand viiste ham et andet billede. Hans Jndbilding var blevet op¬
hidset ved Amanas Venlighed, som hand i Tankerne havde forestillet sig
hans Sinds Forvirring var forøget ved dette Jertegn, og saasom hand
ikke tragtede efter andet end at fyldestgiøre sin Lyst, saa skyndte hand


sig strax til Palatset, uden at betænke, at, siden hand ikke var kiendt,
saa vilde mand ikke tillade ham at gaae derind. Da hand med en
brændende Længsel og Hastighed kom til Dørren, blev hand drevet til¬
bage af Vagten, som nu stod under Caleds befaling: Der blev da en
Allarm, og mand lod i en Hast kalde Caled, som troede at Noutad¬
din i hans Fortvilelses Raserie var steeget over Hauge=Muuren for at
faae Amana igien; hand glædede sig storligen over at have fundet en
Leylighed til at hævne sig, som overgik hans Haab, og strax stak ham
ihiel med sin Dolk, men i det samme Øyeblik fik Osmins Dolk i sit
Hierte. Saaledes faldt baade Tyrannen og Forræderen paa eengang;
Tyrannen ved den samme Haand, som hand havde bevæbnet til at
handthæve ham i hans Vold og Undertrykkelse, og Forræderen ved den
Begiærligheds Grumhed, som hans Troeløshed havde opvakt.
Jmidlertid sad den Person, som holdtes for at være dræbt, og
hvilede sig i Sikkerhed paa en Sofa; og Amana havde, efter hendes
Fruentimmers Raad, gjordt Anstalt til at sende Bud til Osmin, med
hendes Begiæring og med Skaalen. De bleve nu sendte til Osmin,
og modtagne af Nouraddin. Hand fornam af dette Budskab, at A¬
mana var endnu u-krænket; og derfor i hans Hiertes Glæde tog Skaa¬
len, og efter at hand havde udtømmet den, sendte den tilbage ved Gil¬
dingen, og befalede, at Amana skulde strax føres til ham.
J Følge af denne befaling blev hun af hendes Fruentimmer leed¬
saget til Dørren, men gik alleene ind, bleeg og skælvende; og endskiønt
hun tvang sine Læber til at smiile, saa vare dog de Tegn ikke udslettede,
som Græmmelse, Skræk og Afsky havde skrevet i hendes Ansigt. Nou¬
raddin, som saae hendes Forvirring, glædede sig inderligen over hendes
Kierligheds Troskab, hand sprang derfor imod hende, og omfavnede
hende, gandske henrykt af Kierlighed og Glæde; som forøgedes end
meere, da hand mærkte, at hun u-villigen tog imod de Favntag i Os¬
mins Skikkelse, hvilke hun i hans egen vederlagde med den kierligste
og inderligste Fornøyelse. Hand gik derfor nogle faa Trin tilbage og
holdt Armbaandet til sit Bryst, og da hand havde faaet sin egen Skik¬
kelse igien, vilde hand atter løbe hen og omfavnet hende; men hun
sprang tilbage forvirret og forskrækket. Hand smillede over Virkningen
12


tog hende i sine Arme, og fortallte hende nogle
af dette Jertegn, han
kierlige Omstændigheder, som ingen anden kunde vide; hand sagde
hende, ved hvad Middel hand havde faaet det Budskab og den Skaal,
som hun havde sendt til Osmin; hand drev alvorligen paa, at hun skul¬
de strax undvige med ham, paa det de maatte opnaae deres Ønsker i
hverandre, og overlade den Kongelige Værdigheds Byrde til den Van¬
artige, hvis Liighed hand havde faaet Magt til at antage, men læng¬
tes nu efter at aflegge. Amana stirrede paa ham med en stadig Agt¬
somhed, indtil hendes Mistanke og Tvil vare betagne; derpaa vendte
sig pludseligen fra ham, sønderrev sine Klæder, faae op til Himmelen
og ønskede Forbandelser paa sit eget Hoved, indtil hendes Røst fam¬
lede og hun brast i Graad.
Nouraddin ansaae danne hendes dødelige Bekymring med en ube¬
skrivelig Bedrøvelse, og fik endeligen Aarsagen dertil at høre, da hun
i afbrudte Ord og Klagemaal sagde:J den Skaal, som du har ta¬
get imod, var dødelig Forgift. Jeg ønskte, da jeg tog den fra mine
Læber, at det overblevne maatte være Forgift; en uspynlig Haand
kastede strax et Pulver deri, og en Røst hviskede til mig, at den, som
drak denne Drik, skulde ufeilbarligen døe deraf.
Nouraddin, hvis Hierte var allerede angrebet af den dødelige For¬
gift, mærkte at hans Liv vilde pludseligen faae Ende; hans Fødder bæ¬
vede allerrede og hans Øyne bleve dumme; hand udstrakte sine Arme
imod Amana, og hans Ansigt blev forvendt, ved det at hand forgæves
umagede sig for at tale; hand blev overfaldet af et u=igiennemtrænge¬
ligt Mørke, hand sukkede og faldt tilbage. I det hand faldt, kom
Armbaandet igien til at røre ved hans Bryst; hans Skikkelse blev igien
forvandlet, og Dødens Forskrækkelser saaes afmalede i Osmins Linea¬
menter. Da Amana, som sprang hen for at løfte ham op, saae denne
sidste Forvandling, løb hun ud af Kammeret med en vild Hastighed,
som gav hendes Forvirring og Fortvilelse tilkiende. Serailet blev i et
Øyeblik oprørt; det Legeme, som mand holdt for at være Osmins, blev
randsaget af Lægerne; Forgiftens Virkninger vare aabenbare; Amana
blev


blev strax mistænkt, og efter Shomars 8
faling,
sin Fa¬
der i Regieringen, blev hun aflivet.
Saadan en Ende ?e, sagde Rhedis Staldbroder,, fik Nourad¬
din og Amana, og Osmin og Caled, hvis Skæbne jeg har nu tyde¬
ligen ladet dig see. Lad Verden betragte det og blive viis; vær du
fremdeeles Underviisningens Sendebud, og lad din Kundskabs Tilta¬
gelse klæde dig med Ydmyghed.
Medens mine Øyne vare fæstede paa denne graahærdede Viise,
der havde saaledes meddeelt mig Raad og Kundskab, blev hans Ansigt
klart som Morgenen, og hans Klæder ligesom en Skye; hand opstigede
som en Damp fra Jorden, og det næste Øyeblik saae jeg ham ikke
meere.
Jeg vendte mig da til Rhedi, mit Blood iisnede af Ærbødighed,
og jeg kunde ikke tale af Forfærdelse; men i Rhedis Ansigt saaes en
roelig Mildhed, et Kiendetegn paa en høyere Dyd; og jeg mærkte at
hans Levnets Hellighed havde tilveye bragt ham Kundskab om Guddom¬
melige Hemmeligheder. Hamet,
sagde hand,, den Røst, som du
har hørt, er Røsten af Engelen Tachis; ved hvis Magt de forunder¬
lige Ting ere udrettede, som hand har fortallt dig. Det er denne
Engels Embede at straffe Utaalmodighed og Formastelse, ved at op¬
fylde deres Begiærligheder, som ønske at forandre og afbryde Natu¬
rens Orden, og fordriste sig til at reglere GUDS Forsyns Haand.
Fortæll for andre hvad du (har hørt, paa det de ikke skal falde under
hans Magt.
Lad derfor Dyden lide Modgang med Taalmodighed, og Udyd
frygte for at falde i den Elendighed esom den vilde paaføre andre; thi
den som er misfornøyet med Himmelens Bgt= Skaal, hand for
Aaaa;
nind¬


mindsker selv sin egen Deel af gode Ting; og den, som formastelt
gen
get Sværdet, vil vende Spidsen imod sit eget Bryst.
Visu carentem magna pars veri latet.
et er meget fornuftigt at troe, at en Deel af den Fornøyelse, som
de Salige Siæle skal nyde i den tilkommende Stand, vil bestaae
deri, at de skal faae en vidtløftigere Kundskab, og en større Jnd¬
sigt i Guds Viisdom, ved hvilken hand regierer Verden, og see Guds
Forsyyns hemmelige og forunderlige Veye, fra Verdens Begyndelse ind¬
til dens Ende. Jntet synes at være en beqvemmere Forlystelse for den
menneskelige Natur, dersom vi betragte, at Nysgierrighed er een af de
stærkeste og varagtigste Begierligheder, som ere os indplantede, og at
Forundring er en af vore behageligste Passioner; og hvilke idelige og
afvexlende Fornøyelser vil begge disse finde i saadan en vidtløftig og ad¬
skillig Beskuelse, som da skal forundes os i de høyere Aanders Sælskab,
som formodentligen vil tage Deel med os i saa fornøyelig en Betragt¬
121
ning.
vor nærværende Stand er vort Sind ligesom indsprengt med
Sandhed og Løgn; og saasom vore Siæles Kræfter ere indknebne, og
vot Indsigt ufuldkommen, saa er det umueligt andet, end at vor Nys¬
gierrighed ofte maae grandske forgæves. Og saasom Menneskets Forret¬
ning i dette Liv er heller at giøre end at vide, saa er ham og meddeelt
saa megen Kundskab, som dertil behøves.
or denne Aarsags skyld er
fornuftens Undersøgninger saa længe
blevne forvildede i mange Vanskeligheder, naar den har vildet udgrand¬
ske Aarsagerne til den forunderlig
Uddeeling af ondt og got til de dy¬
Ags og de ugudelige her i Verden. Heraf komme de bevægelige Kla¬
gemaal


gemaal over saa mange bedrøvede Hændelser, som møde de Viise og
Gode; og over den forunderlige Lyksalighed, som ofte er de Lastefuldes
og Daarliges Belønning; at Fornuften undertiden saa forvirres, at
den ikke veed, hvad den skal dømme om saa ubegribelig en Uddeeling.
Plato udviser sin Afskye for nogle af Poeternes Fabler, som sy¬
nes at beskylde Guderne for Uretfærdighed; og sætter det frem som en
Grund=Regel, at alt hvad der tillades at ramme en retfærdig Mand,
enten Fattigdom, Sygdom, eller noget af disse Ting, som synes at være
onde, skal enten i Livet eller Døden tiene ham til gode. Min Læser vil
mærke, hvor vel dette kommer overeens med det som er os aabenbaret
i den hellige Skrift. Seneca har skrevet en Afhandling om denne sam¬
me Materie, i hvilken hand umager sig for at beviise, at Modgang er
i sig selv ikke noget ondt; og anfører et herligt Sprog af Demetrius,
at intet vilde være meere ulyksaligt end et Menneske, som al¬
drig havde vedst af Modgang. Hand ligner Medgang med en kæ¬
len Moders alt for store Kierlighed til sit Barn, der ofte bliver dets
Fordervelse. Ved denne Leylighed siger hand, at der er ikke et Synn
paa Jorden, som er meere værdig at betragtes af en Skaber, der har
Jndseende med hans Gierninger, end en brav Mand, der overvinder,
og ikke siunker under sine Lidelser; og legger dette til, at det maae væ¬
re en Fornøyelse for Jupiter at skue ned fra Himmelen, og see at
Cato, midt i hans Fædernelands Ødeleggelse, beholder sin Retsin¬
dighed.
Denne Tanke vilde endnu synes meere fornuftig, dersom vi be¬
tragte det menneskelige Liv som en Prøve=Stand, og Modgan¬
som en Ære=Post deri, der ofte gives til de beste og udvaldeste
Aander.
Men det som jeg fornemmeligst vilde have anmærket, er dette
A nu paa nærværende Tiid er ikke i Stand til at dømme om Guds
For¬


Forsyns hemmelige Raad og Regiering, efterdi vi kiende ikkun lidet
deraf, og endog dette lidet see vi kun u-fuldkommeligen; eller efter
Skriftens Talemaade: Vi see kun i Stykke-viis, og som i et
mørkt Speyl. Vi maae betænke, at Guds Forsyyn i sin Huus¬
holding anseer den gandske Sammenhæng af Tiid og Ting tillige, saa
at vi kand ikke mærke den deylige Forbindelse imellem Tilfælde, som
ligge vidt adskildte i Tiden; og da vi ikke see alle Leddene i denne
Lænke, saa blive vore Fornuft=Slutninger afbrudte og u-fuldkomne.
Haaledes kand disse Parter af den moralske Verden, som have ingen
Skiønhed, naar de betragtes for sig selv, dog have den, naar de be¬
tragtes i Sammenhæng med andre Ting, som ere skiulte for os, men
ere blottede for hans Øyne, der seer det forbigangne, nærværende og
tilkommende paa engang; og disse Hændelser, hvis Tilladelse synes nu
at anklage hans Godhed, kand i Tingenes Fuldkommelse baade op¬
høye hans Godhed og hans Viisdom. Og dette er nok til at dæmpe
vor Formastelse, efterdi det er forgæves at vi, efter vort Maal og Be¬
greb vil dømme om de Ting, hvoraf vi hverken vide det foregaaende
eller efterfølgende, Begyndelsen eller Enden.
Dette Uge=Skrift bliver hver Torsdag at bekomme i det Kongel. priv
Bogtrykkerie ved Stranden, skraas over Prammændenes Laugshuus,
hvor 3de forgyldte Skildter sees over Døren, Arket 2 s.


No. 71.
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker.
Nemo tam divos habuit faventes,
Crastinum ut possit sibi polliceri.
S¬
eged; Herre over Ethiopien: Til Verdens Jndbyggere:
Til Formastelses Sønner Ydmyghed og Frygt, og til Sorrigs
Døttre Fornøyelighed og Rolighed!
Saaledes talte Seged. Eenevolds Herre over fyrretiuge Nationer,
og som uddeeler Nil Strømmens Vande, i sit syvende og tiugende
Regierings Aar: Endeligen, Seged, har din Møye og dit Arbeyde
Ende, du har forsonet de Hierter, som vare dig imod, du har under¬
trykt Oprør, du har betaget dine Hof=Folk all deres misundelige Ja¬
lousie, du har jaget Krigen fra dine Grændser, og opbygt Fæstninger
i dine Fienders Lande. Alle de, som have fortørnet dig, skælve i din
Nærværelse, og hvorsomhelst din Røst høres, der adlydes den. Din
Throne er omringet af Krigs=Hære, hvis Tall er som Græshopper¬
nes om Sommeren, og hvis Magt er u=modstaaelig som Pestilentses
giftige Aande. Dine Magaziner ere opfyldte med allehaande Krigs¬
Forraad, dine Skat=Kammere løbe over af de overvundne Kongeri¬
gers Skatter. Overflødighed flyder paa dine Marke, og Riigdom
glimrer i dine Stæder. Dit Nik er som et Jordskælv der ryster Bier¬


gene, og din Smiil er som en Foraars=Dags Morgen. J din
Haand er Tusendes Styrke, og din Helbred er Millioners Helbred.
Dit Slot er opfyldt med Berømmelses glædende Sang, og Velsig¬
nelsers Aande giver dine Fodspor en angenem Lugt. Dine Undersaat¬
ter see med Forundring paa din Storhed, og tænke ikke meeere paa
Fare eller Elendighed. Hvorfor, Seged, vil du selv ikke tage deel i
de velsignede gode Ting, som du meddeeler andre? hvorfor skulde du
alleene holde dig fra at glæde dig i denne almindelige Lyksalighed,
hvorfor skulde dit Hierte besværes af Frygt, eller dit Ansigt formørkes
ved Bekymringers Skyer, naar den nedrigste iblant dem, som kalde
dig Herre, anvende Dagen paa Lystighed, og Natten paa Fred og
Rolighed. Omsider, Seged, betænk dig og bliv viis. Hvad er
Seyervindings Gave uden Sikkerhed, og hvorfor samles Riigdom,
uden til at kiøbe Lyksalighed?
ed befalede derpaa, at hans Lyst=Slot, som var bygt paa en Øe
i Dambia=Søe, skulde bereedes til at tage imod ham.
Jeg vil,
sagde hand, i ti Dage undslaae mig fra Uroelighed og Bekymring,
fra at holde Raad og at udgive Forordninger. En lang Hvile kand
ikke falde i deres Lod, som herske over Nationer; men ti Dages Ro¬
lighed kand dog ikke negtes mig. Saadan en kort Mellem Tiid af
Fornøyelse og Lyksalighed kand jeg dog gandske vist forvisse mig om
at nyde, uden nogen Forstyrrelse af Kummer, Sorrig, eller ubehage¬
lige Tilfælde. Jeg vil udelukke all Bekymring fra min Bolig, og
bortdrive af mine Tanker alt hvad der kand forstyrre Musikens Har¬
monie, eller formindske mine Giæstebudders Sødhed. Jeg vil op¬
fylde min gandske Siæl med Fornøyelse, og prøve hvad det er at leve
g uden et eneste ueopfyldt Ønske.;
Inden faa Dage vare hans befalinger efterkommede, og seg
skyndte sig til Dambia=Slot, som stod paa en Øe, der var alleeneste
indrettet til Fornøyelse; den var beplantet med alle de Urter og Blom¬
ster, som udspreede deres Farver imod Solen, og besat med alle de


Planter og Træer, som opfylde Luften med en behagelig Lugt. J den
ene Part af denne vidtløftige Hauge vare aabne Spatsere=Gange til
at vandre omkring i om Morgenen; i den anden vare tykke Hækker,
stille Løv=Hytter og bublende Vand=Spring, til at sidde og hvile sig i
om Middagen. Alt hvad der kunde fornøye Sandserne, eller behage
Jndbildingen, alt hvad Fliid kunde udpresse af Naturen, eller Riigdom
meddeele Konsten, alt hvad som Seyer kunde bemægtige sig, eller God¬
giørenhed drage til sig, det var her samlet tilhobe, og alle Slags beha¬
gelige Forestillinger bleve her opvakte og fornøyede.
Sted indbød Seged alle de Personer,
Til dette angenemme Lyst
ved hans Hof, som syntes særdeles skikkede til at tage imod eller med¬
deele Fornøyelse. Hans befaling blev villigen adlydet; de unge, de
smukke, de muntre, de vittige hastede alle efter at mættes af Lyksalig¬
hed. De seylede lystigen over Søen, der syntes at legge sig for dem;
deres Overfart blev opmuntret ved Musik, og deres Hierter bleve ud¬
viidte af Forventelse.
Da Seged var landet her med hans lystige Sælskab, besluttede
hand fra den Time af at ophæve all Bekiendskab med Misfornøyelse, at
overgive hans Hierte i ti Dage til Rolighed og Glædskab; og derefter
at falde tilbage igien til Menneskets allmindelige Stand, og lade sit Liv,
som tilforn, afvexles med Glæde og Sorrig.
Hand gik strax ind i sit Kammer, for at overveye hvor hand skul¬
de begynde denne hans Lyksaligheds Cirkel. Hand havde alle Forly¬
stelsers Konstnere for og omkring sig, men vedste ikke hvem hand skulde
kalde, efterdi hand kunde ikke bruge den eene, uden at forhale den an¬
dens Forretning. Hand udvalte og forkastede, hand besluttede og for¬
andrede sine Beslutninger, indtil hans Sinds Kræfter bleve udmattede,
og hans Tanker forvirrede; derpaa gik hand igien ind i det Gemak
hvor mand ventede hans Nærværelse, med matte Øyne og et formørket
Bbbb2


Ansigt, og befængte den gandske Forsamling med sin Misfornøyelse.
Hand saae at de vare nedslagne og blev fortørnet derover; thi hand
fandt at hans Sinds Uroe blev forøget ved dem, som hand ventede at
skulle fordrive og lætte den. Hand gik igien ind i sit Kammer, og søgte
efter Trøst i sit eget Sind, en Tanke fløød ind paa den anden, en lang
Følge af Billeder bemægtigede sig hans Agtsomhed; Øyeblikkene krøbe
uformærkt bort ved den mørke Taage, som opfyldte hans tankefulde
Sind; indtil hand omsider kom til sig selv igien, opløftede sit Hoved,
og saae at Søen var forgyldt af den nedgaaende Soels Straaler.
Saadan, sagde Seged sukkende, er det menneskelige Væsens længste
Dag; førend vi have lært at bruge den, befinde vi at den har Ende.
Den Fortrydelse hand fandt derover, at hand havde tabt saa stor
en deel af hans første Dag, betog ham all Lyst til at benytte sig af
Aftenen; og efter at hand, for hans Tieneres skyld, havde stræbt at tvin¬
ge sig til et lystigt Væsen, og at opvække den Lystighed, som hand kunde
selv ikke tage deel i, saa besluttede hand at opsætte sit Haab indtil næste
Morgen, og at legge sig paa sin Seng, for at tage deel, med Arbeydes
og Fattigdoms Slaver, i Søvnens Velsignelse.
Hand stod tilgen op den anden Morgen, og besuttede nu at være
lyksalig. Hand lod derfor opslaae en befaling paa Slots=Porten, af
det Jndhold, at hvosomhelst i ni Dage lod sig see i Kongens Nærvæ¬
relse med et nedslaget Ansigt, eller udviiste noget Tegn til Misfornøyelse
eller Sorrig, skulde ævigen uddrives af Dambia=Slot.
Denne befaling blev strax gjordt bekiendt i alle Kammerne paa
Slottet, og i alle Gangene i Haugen. Lystighed blev skrækket bort, og
de som tilforn gik og dantsede paa Slettene, eller sang i Skyggerne,
bleve paa engang opfyldte med Bekymring for at indrette deres Miiner
og Øyekast saaledes, at Seged maatte finde sin befaling nøyagtig efter¬
vet, og ikke see nogen, som kunde fortiene den truede Forviisning.
Seged


Seged fandt nu alle Ansigter satte i lave til at smille, men denne
udvortes Mildhed røbede dog en indvortes Bekymring, Frygt og Tvang.
Hand begegnede sine Fortroelige med en særdeles Venlighed og Bele¬
venhed; men de torde ikke tale uden Overleggelse, paa det de skulde ikke
yttre nogen Misfornøyelse eller Sorrig. Hand foreslog adskillige For¬
lystelser, som ingen giorde Jndvending imod, efterdi Jndvending vilde
have været Tegn til Mishag; men de bleve anseete med Ligegyldighed af
hans Hof=Folk, som tragtede ikke efter andet, end at bringe sig i An¬
seelse hos ham ved høyrøstet Fryde=Skriig og Glædskabs Tegn. Hand
førte adskillige lystige Ting paa Tale, men fik ikke andet end tvungen
Skiemt, og møysommelig Latter; og efter at hand paa mange Maader
havde søgt at opmuntre dem til Fortroelighed, Frihed og Munterhed,
maatte hand omsider tilstaae hans befalings Afmagt, og lade denne an¬
den Dag ogsaa gaae bort i Græmmelse og mislinget Forhaabning.
Omsider befriede hand sit Sælskab fra deres Frygt og Forskrækkel¬
ser, og lukte sig inde i sit Kammer, for at eftertænke og udfinde andre
Midler, til at forvisse sig om den efterfølgende Dags Lyksalighed. En¬
deligen kastede hand sig paa Sengen og lukte sine Øyne, men det syn¬
tes ham i Søvne, at hans Lyst=Slot og Hauge bleve overskyllede ved
en Vandflod, og hand opvaagnede med all den Forskrækkelse, som kand
betage et Menneske, der arbeyder i Vandet for at redde sig. Hand
lagde sig igien til Hvile, men blev atter forstyrret i sin Rolighed ved et
indbildt fiendtligt Overfald i hans Rige; og saasom hand arbeydede,
som det gemeenligen skeer i Drømme, uden at have Magt til at røre
sig, saa bildte hand sig ind, at hand var forraadt til hans Fiender, og
sprang atter op med Skræk og Vrede.
Det var nu Dag, og hans Sind var saa stærkt indtaget af Frygt,
at hand kunde ikke sove meere. Hand stod op, men hans Tanker vare
saa opfyldte med Vandfloden og det fiendtlige Jndfald, at hand kunde
ikke slaae det bort igien, eller med et frit og roligt Sind tage deel i no¬
gen Forlystelse. Endeligen maatte hans Forvirring vige for Fornuften,
og hand befluttede, at hand vilde ikke længer qvæle sig med en Drøm;
men
Bbbb;


men førend hand kunde fuldkommeligen fatte og fuldføre denne Slut¬
ning, var den halve Dag forløbet; Hand følte en ny Overbeviisning
om alle menneskelige Anslags Uvished, og kunde ikke bare sig for at be¬
græde det Creaturs Skrøbelighed og Ufuldkommenhed, hvis Rolighed
kunde blive forstyrret ved Indbildingens Dunster. Da hand først var
blevet foruroliget af en Drøm, saa græmmede hand sig siden der over,
at en Drøm kunde forurolige ham. Omsider mærkte hand, at hans
Skræk og Græmmelse vare lige forfængelige, og, at lade det nærvæ¬
rende gaae forbi i at beklage det forbigangne, var med fri Villie at
forlænge en melankolsk Jndbilding. Den tredie Dag lakkede nu til
Enden, og Seged besluttede igien at være lyksalig og fornøyet Dagen
derefter.
Den fierde Morgen stod Seged tilligen op, forfrisket ved Søvn,
stærk af Helbred, og hurtig ved Forhaabnig. Hand gik ud i Haugen,
efterfulgt af Fyrsterne og Fruentimmerne ved hans Hof, og saasom hand
saae intet andet omkring sig end munter Lystighed, begyndte hand at
sige i sit Hierte. Denne Dag skal være en Forlystelses Dag.
Solen spillede paa Vandet, Fuglene sang i Træerne, og de sagte Vin¬
de hvislede imellem Greenene. Hand gik omkring af en Spatsere=Gang,
i en anden, ligesom det faldt ham ind, og undertiden stod stille for at
høre efter Sangene, undertiden gav sig iblant de dantsende, underti¬
den gav hand sin Jndbilding Tøylen i lystige Jndfald, og undertiden
fremførte hand alvorlige Betragtninger og fyndige Sprog, og fornøye¬
de sig over den Roos og Høyagtelse, hvormed de bleve antagne.
Saaledes gik Dagen hen, uden at forstyrres ved noget fortræde¬
ligt Tilfald, eller ved nogen melankolsk Tanke. Alle de, der saae ham,
bleve glædede ved hans Øynes Mildhed, og hans eget Hierte opfyldtes
med Fornøyelse, ved at see den Lyksalighed, som hand meddeelte andre;
men da hand havde henbragt tre Timer i denne uskyldige Overdaadig¬
hed, blev hand pludseligen forfærdet ved et almindeligt Skriig iblant
Fruentimmerne, og da hand vendte sig om, saae hand den heele For¬
samling at flye og løbe bort i en stor Forvirring. En ung Crocodit


var kommet op af
Jøen, og løb omkring i Haugen, enten af Kaadhed,
eller Hunger. Seged saae ham med Forbittrelse, som en der havde
forstyrret hans Lyksalighed, og drev ham tilbage ned i Søen, men
hand kunde ikke overtale hans Følgeskab til at blive, eller befrie deres
Hierter fra den Forskrækkelse, som var indjaget dem. Princesserne
lukte sig inde paa Slottet, og kunde neppe endnu troe at de vare i
Sikkerhed. Alles Agtsomhed var fæstet paa den sidste Fare og Flugt,
og intet Gemyt havde længer stunder til at bruge lystig Skiemt, kort¬
villige Jndfald, eller at tale om andre Ting.
Seged havde nu intet andet at bestille end at betragte de utallige
Tilfælde, der ligesom ligge paa luur paa alle Sider, for at opsnappe
Menneskets Lyksalighed, og at bryde ind paa ham i hans fornøyelige
og rolige Timer. Hand havde dog den Trøst at tænke, at hans For¬
haabning var i Dag ikke blevet forbindret ved hans egen Forseelse, og
at det Tilfald, som havde afbrudt denne Dags Glæde, maatte lætte¬
ligen forekommes ved Forsigtighed i fremtiden.
Paa det hand maatte des bedre giøre Anstalt til den næste Dags
Fornøyelse, saa besluttede hand, at igienkalde den udgivne befaling
og ophæve den hosføyede Straf, siden hand havde allerrede fundet, at
Misfornøyelse og Melankolie kunde ikke lade sig skrække bort af Myn¬
digheds Truseler, og at Forlystelse og Glædskab vilde alleneste boe der,
hvor den var befriet fra Tilrettesættelse og Tvang. Hand indbød derfor
alle dem, som vare i hans Sælskab her paa Lyst=Slottet, til en u¬
indskrænket Lystighed, i det hand fremsatte Belønninger til dem, som
paa den følgende Dag kunde opfinde eller foretage noget til at befor¬
dre Glædskab og Fornøyelse; Bordene i hans Forgemak bleve skiulte
med Guld og Perler, og Klæder og Krandse, som vare bestemte til
Belønninger for dem, der kunde paa en eller anden Maade opfylde
hans Ønske.
Alles Øyne tindrede strax af Fornøyelse ved at see saa rige Gaver
frem¬


fremlagte, og enhver Tunge umagede sig for at berømme Keyserens
Naade og Gavmildhed. Men da Seged kom ind, i Haab om en u¬
gemeen Forlystelse, ved den almindelige Fliid, som enhver anvendte paa
at overgaae de andre, befandt hand, at enhver Sinds Bevægelse, som
er alt for hæftig, giør en Ende paa den Rolighed i Gemyttet, som er
fornøden til Skiemt og Lystighed, og at det Sind, som skal bevæges
ved Glædskabs angenemme Forfriskninger, maae først bringes til en
fuldkommen Stillhed. Hvad vi inderligen ønske at vinde, maae vi i
lige Grad være bange for at tabe, og Frygt og Fornøyelse kand ikke boe
tilhobe.
Alting var i Omhyggelighed og Bekymring. Jntet blev gjordt
eller talt, uden med saa kiendelig en Stræben efter Fuldkommenhed,
som altid forgæves tragtede efter at fornøye, endskiønt den undertiden
fik en tvungen Berømmelse; og Seged kunde ikke andet end mærke med
Sorrig, at hans Belønninger formaaede meere end hand selv. Da
Aftenen kom, blev Striden meere alvorlig, og de som vare tvungne ti
at bekiende, at andre havde overgaaet dem, begyndte at yttre en mis¬
undelig Ondskab over deres Forliis, først ved vredagtige Øyekast, og
omsider ved foragtelig Knurren. Seged havde iligemaade sin deel i den¬
ne Dags Kummer; thi siden hand agtede sig forbundet til at uddeele,
med en nøyagtig Retfærdighed, de Belønninger, som bleve søgte med
saa stor Nidkiærhed, saa torde hand aldrig vende sin Agtsomhed til an¬
det, end at overveye alle de Medsøgendes adskillige Fortienester, og at
tildømme enhver den ham tilkommende Belønning.
Omsider betænkte hand, at hvor retfærdigen hand end dømte, saa
kunde hand dog ikke fornøye dem, der bekom mindre end de havde haa¬
bet og agtet sig berettigede til; og da hand tillige forestillede sig, hvor
gruesomt det vilde være, paa en Dag der var bestemt til Fornøyelse og
Lyksalighed, at undertrykke noget Hierte med Sorrig; saa erklærede
hand, at alle havde behaget ham ham lige vel, og derfor lod dem gaae
bort med Foræringer af lige Værd.
(Slutningen skal følge.)


No. 72.
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker.
(Slutningen af No. 71.)
S¬
eged saae, at hand ved denne hans Forsigtighed havde dog ikke kun¬
det undgaae at støde nogen for Hovedet. De som havde agtet sig
selv forvissede om den høyeste Belønning, vare ikke fornøyede der¬
med, at de bleve giordte liige med de andre; og endskiønt de ved Kon¬
gens Gavmildhed fik meere end hans Løfte havde givet dem Ret til at
vente, saa gik de dog misfornøyede bort, efterdi de bleve ikke ærede
med noget særdeles Fortrin, og saaledes fik ikke Leylighed til at trium¬
pfere over deres Modstanderes Ydmygelse. Betragt her, sagde Se¬
ged, hans Tilstand, som sætter sin Lyksalighed i andres Lyksalighed.
Hand gik da hen i sit eget Kammer for at pønse: og medens hans Hof¬
Folk hemmeligen knurrede over hans Uddeeling, saae hand den femte
Dags Soel gaae ned i Misfornøyelse.
Den næste Dags Morgen fornyede hans Beslutning at være lyk¬
salig. Men da hand havde lært, hvor lidet hand kunde udrette ved
fastsatte Anordninger eller forberedende Anstalter, saa tænkte hand det
var best at overgive en Dag gandske til Slumpe=Lykken, og at lade
enhver have Frihed til at fornøye og blive fornøyet ligesom hand selv
fandt for got.


Denne Ophævelse af tvungen Ordentlighed, foraarsagede et all¬
mindeligt Velbehag ved det gandske Hof, og Kongen bildte sig ind, at
hand omsider havde fundet den Hemmelighe at nyde en Mellem Tiid
af Lyksalighed. Men r det hand gik omkring i denne skiødesløse For¬
samling med lige Skiødesløshed, kom hand uformodentligen over at
høre en af hans Hof=Mænd, som bag ved en tyk Hække smaaknurrede saa¬
ledes for sig selv: Hvad Fortienester har Seged frem for os, at vi skul¬
de saaledes frygte og adlyde ham? En Mand, hvis Overdaadighed nu
viiser, at hand har samme Skrøbelighed, som vi selv, hvadsomhelst
hand end tilforn har forrettet. Denne Beskylding rørte ham saa
meget meere, som den blev fremført af en, hvilken hand stedse havde
fundet iblant hans nedrigste Hyklere. J førstningen skyndte hans For¬
trydelse ham til Strenghed, men da hand betænkte, at det, som var
blevet sagt, uden Hensigt at skulle høres, maatte agtes som noget der
alleeneste var tænkt, og at det par maae skee ikkun en pludselig Virkning
af en kort Græmmelse over, et eller andet Tilfald, saa fandt hand paa
en sømmelig Forevending til at sende ham bort, paa det hans Bort¬
gang maatte ikke faae Skin af nogen Misundelse eller Ugunst; og efter
at denne Overleggelses Striid var forbi, og all Hevngierrighed var
gandske dæmpek, saa fordrev hand Aftenen ikke alleeneste i Rolighed
men og med Triumpf, omendskiønt ingen uden hand selv var Medvi
dende om hans Seyer.
Denne beviste Naades Erindring gjorde Begyndelsen af den syven¬
de Dag fornøyelig, og der forefaldt intet, som kunde forstyrre Segeds
Fornøyelse, indtil hand betragtede det Træ, som overskyggede ham, og
erindrede sig, at hand under et Træ af samme Art havde opholdt sig
Natten efter hans Nederlag i Kongeriget Goiama. De Betragtninger
hand gjorde over sit Tab, sin Vanære, og de Elendigheder, som hans
Undersaatter udstode af Fiendens Jndfald, opfyldte hans Sind med
Bedrøvelse. Omsider slog hand disse sørgelige Tanker bort, og be¬
gyndte igien at trøste sig med hans sædvanlige Forlystelser; men hans
Rolighed blev igien forstyrret ved den Misundelse som var opvakt ved
den sidste Striid om de udsatte Belønninger, hvilken hand først søgte
forgæves at stille tilfreds ved gode Ord, men omsider blev tvunget til
at dæmpe ved sin befaling.
Den


Den ottende Morgen blev Seged tiligen opvakt ved en usædvanlig
Tummel i Gemakkerne, og da hand spurte om Aarsagen, sagde mand,
at Princessen Balkis var blevet hæftigen syvg. Hand stod op og lod
kalde Lægerne, som berettede at de havde lidet Haab om hendes Liv.
Her var nu en Ende paa all Glædskab, alle hans Tanker vare henvendte
til hans Datter, hvis Øyne hand lukte paa den tiende Dag.
Saadanne vare de Dage, hvilke Seged af Ethioplen havde be¬
skikket til en kort Vederqvægelse og Hviile fra Krigens Besværligheder og
Regieringens Bekymringer. Denne Fortælling har hand efterladt sig
til de tilkommende Slægter, paa det at intet Menneske maae herefter for¬
driste sig til at sige: Denne Dag skal være en Lyksaligheds Dag.
Min Herre,
mendskiønt J stælden viger fra moralske Materier, saa formoder
jeg dog, at J er ikke saa streng eller egensindig, at J skulde negte
den naturlige Philosophies Værd eller Nytte; eller at J skulde
have levet i denne Tiid, da der giøres saa mange naturlige Forsøg og
Undersøgninger, uden at give agt paa de forunderlige Virkninger, som
dagligen frembringes ved dem, der udgrandske Magnetens Kraft og E¬
lectricitetens Bevægelser. J det mindste mane det tillades mig at haa¬
be, at, siden intet er meere stridigt imod mornlsk Ypperlighed end Mis¬
undelse, J da ikke vil undslaae eder fra at befordre andres Lyksalighed,
alleeneste fordi J selv kand ikke tage deel i deres Fornøyelse.
aasom jeg da har den Fortrøstning, at eders egen Vankundig¬
hed har ikke gjordt eder til en Fiende af Kundskab, saa tilbyder jeg eder
den Ære, at giøre en Adept bekiendt i Verden, som har længe arbeydet
for det menneskelige Kiøns Nytte, og vil ikke, ligesom for mange af
hans Formænd, tage sine Hemmeligheder med sig i Graven.
Cgce 2
Man¬
Gpsbiinsie?


Mange have gjordt sig navnkundige ved at bortsmelte deres For¬
mue i Digler. Jeg var født uden Midler, og derfor havde alleeneste
mit Sind og mit Legeme at anvende paa Kundskab, og Efterkommernes
Taknemmelighed skal beviidne, at jeg hverken har skaanet Sind eller Lege¬
me. Jeg har sat heele Uger uden Søvn ved Siden af en Chymisk Ovn,
for at give nøye agt paa det Øyeblik naar Projectionen skeedte; jeg har
selv gjordt det første Forsøg i nitten Dykker=Machiner af ny Indretnin¬
ger; jeg er elleve gange faldet maalløs ned under Electricitetens Stød;
jeg har tvende gange slaaet mine Lemmer af Led, og engang min Hierne¬
Skall i tu, da jeg vilde forsøge at flyve; og fire gange sat mit Liv i Fare,
ved at lade giøre Forsøg paa mig selv med Blodets Transfusion.
J den første Tiid af mine Studeringer brugte jeg mit Legems Kræf¬
ter meere end mit Sinds, og var ikke uden Haab, at jeg maatte for¬
hverve mig et stort Navn ved nogle faa Been=brud, uden at plage mig
med at tænke; men saasom mit Legeme var blevet ilde tilreedt ved nogle
stærke Forsøg, og jeg var tvunget til at indskrænke mig til mine Bøger,
saa har jeg nu i sex og tredive Aar randsaget den gamle Viisdoms Liggen¬
defæ, men er omsider blevet rigeligen belønnet for allmin Bestandighed.
Efter at den nærværende Tids Philosopher have længe øvet deres
Nysgierrighed paa Electriciteten, saa have de omsider vendt den til Mag¬
neten; denne Steens Egenskaber ere blevne undersøgte, om ikke med
megen Nytte, dog med stort bifald; og saasom Konstens høyeste Priis¬
er at ligne Naturen, saa haaber jeg at ingen vil tænke, at de, som giøre
kunstige Magneter, nyde ikke større Berømmelse eller Ærbødighed end
de fortiene.
Jeg har i nogen Tid arbevdet paa denne samme Kunst, men med
en dybere Kundskab og meere vidtløftig Hensigt. Medens de andre i
min Tiid arbeydede paa at stryge Magnet=Naale, og forøge Magnetens
Kraft til at bære en større Vægt, eller og at undersøge dens Afvigelse
og Forandring, saa har jeg udgrandsket disse Magnetens Egenskaber,
som kand anvendes til det almindelige Livs Brug og Lyksalighed. Jeg
har


har overladt til dem, der have ringere Forstand, at have Omsorg for
at føre den Søefarende igiennem Havets Farligheder, og forbeholdt mig
selv den meere vanskelige og berømmelige Forretning at bevare Ægte¬
Standens Baand uforkrænket, at giøre Mændene ævigen fri for den
Fare at blive bedragne med fremmede Børn, og at befrie dem fra en
frugtesløs Aarvaagenheds og en kummerfuld Mistankes Piinseler.
Det er en Philosoph ueanstændigt, at berøve nogen Mand sin til¬
børlige Priis. Jeg vil derfor aabenbart bekiende, at jeg har faaet den
første Anleedning til denne uskatteerlige Hemmelighed af Rabbi Abra¬
ham Ben Hannase, som i hans Skrift om dyrebare Steene har efter¬
ladt os denne Beretning om den Magnet NYp7, &c. "Cala¬
mita eller Magnet=Steenen, som trækker Jern til sig, frembringer man¬
ge onde Griller hos Mandfolkene. Fruentimmerne flye fra denne
Steen. Dersom da nogen Mand er plaget med Jalousie og Frygt
for at hans Kone har Omgængelse med andre Mandfolk, da lad ham
legge denne Steen paa hende, naar hun sover. Dersom hun er reen,
da vil hun, naar hun vaagner, kierligen omfavne sin Mand, men der¬
o som hun er skyldig, da vil hun falde ud af Sengen og løbe bort.
Da jeg først læste denne forunderlige Beretning, kunde jeg ikke
lætteligen begribe, hvorledes den hidindtil var blevet forbigaget, da
mand med saa stor Nidkiærhed søger at giøre sig navnkundig ved Mag¬
netiske Undersøgninger. Det vilde visseligen være ubilligt at tænke, at
nogen af dem, der legge sig efter denne Videnskab, skulde ikke kiende
Rabbi Abrahams Navn eller Skrifter. Dog hvorledes skulde saa nyttig
en Egenskab undgaae at blive offentligen bekiendt, uden formedelst det u¬
bekiendte Sprog, i hvilket den er beskrevet? hvorfor blive Lakeyer og
Cammer=Piger paa alle Sider betalte for at dølge en Hemmelighed, som
ingen Varlighed eller Omkostning kunde skiule for den all giennemtræn¬
gende Magnet? Eller hvorfor blive saa mange Vidner opkrævede, og saa
mange listige Rænker brugte for at komme efter det, som saa læt et For¬
søg vilde ufeylbarligen aabenbare?
Fuld
Ccce;


Fuld af denne Forvirring, læste jeg foranførte Linier af Rabbi
Abraham for en Ven, som raadte mig at jeg skulde ikke sætte mit Liv
i Fare for at fornøye en afsindig Begierlighed efter at blive navnkundig;
hand advarede mig med Orpheuss Skiæbne, at Kundskab, Forstand,
eller Kunst vare ikke mægtige for at beskytte den, som antaster Fruentim¬
mernes Rettigheder; hand forsikkrede mig, at hverken Achilless Rust¬
ning eller Mithridats Lægedom imod Forgift, skulde kunde frelse mig;
og endeligen raadte mig, at dersom jeg kunde ikke leve uden at giøre mig
navnkundig, da skulde jeg prøve paa at oprette det allmindelige Monar¬
kie, hvorved jeg vilde maae skee vinde lige saa stor Ære, og Faren vis¬
seliøen blive meget mindre.
Jeg, som har fremdraget min meeste Tiid i mit Studerekammer
og blant Bøger, giver mig ikke ud for at have stor Kundskab om Ver¬
den, men jeg vil dog ugjerne tænke at den er saa allmindeligen forder¬
vet, at den, som opfinder et Middel, hvorved Løsagtighed kand blive
aabenbaret, skulde derfor underkaste sig nogen Fare. Min Ven har
endeligen sagt til mig, at alle Fruentimmerne vil blive mine Fiender, og
hvad Haab jeg end giør mig om Mandfolkene, saa vil jeg dog visseli¬
gen befinde, at de slaae Haanden af mig, naar det giælder. Jblant de
unge Karle, sagde hand, vil nogle være bange for at faae deel i deres
Mødres Vanære, og andre i deres Kiæresters Fare, iblant dem som
ere giftede, ere nogle allereede overbeviiste om deres Koners Utroeskab,
og nogle lukke deres Øyne til for at undflye Overbeviisning; der ere kun
faa, som have søgt efter Dyd i Ægteskab, og derfor vil faa sætte Prøve
paa om de have fundet den. Næsten enhver Mand er skiødesløs eller
frygtsom, og det er sikkrere at være godtroende end nysgierrig.
Disse Anmærkninger gjorde mig bange, indtil jeg begyndte at efter¬
tænke, hvad Antagelse jeg venteligen maatte finde hos Fruentimmerne,
hvilke jeg har betragtet udi tree Classer, som Piger, Koner og Enker,
og kand ikke andet end haabe at finde noget Medhold iblant dem. De
ugifte Fruentimmer slutter jeg at være allmindeligen færdige til at tage
min Opfindelse i Forsvar, hvorved Ægte-Standens Forkrænkelse mage


blive aabenbaret, efterdi intet Fruentimmer gifter sig med det fornd fat¬
tede Forsæt at blive hendes Mand utroe; og for at beholde dem stedse
paa min Side, saa lover jeg, at jeg aldrig vil selge nogen af mine
Magneter til en Mands=Person, som stiæler en Pige fra Skolen; som
ægter et Fruentimmer, der er fyrretiuge Aar yngre end hand selv; eller
bruger Forældrenes Myndighed til at faae en Kone, uden hendes eget
Samtykke.
Jblant Konerne troer jeg gandske vist, ueagtet alle Bagtalelses For¬
tællinger, at den største Deel ere, mine Venner, og er i det mindste
forvisset om, at de som begiære at underkastes denne Prøve, og ere paa
min Side, vil ved deres Mood og Tapperhed oprette hvad der fattes i
deres Tall, og at deres Fiender vil springe tilbage og skælve naar de see
en Magnet, som de Schytiske Slaver flye for en Svøbe.
Enkerne vil gandske vist forenes paa min Side ved deres Nos¬
gierrighed, om ikke ved deres Dyd, thi det maae anmærkes, at Fruen¬
timmer, som have overlevet deres Mænd, agte sig altid berettigede til
at have Indseende med unge Koners Opførsel; og saasom de selv ikke
ere i nogen Fare for denne Magnetiske Prøve; saa skal jeg vente, at de
vil blive særdeles og eendrægtigen nidkiære i at recommendere den.
J disse Forhaabninger skal jeg med det første frembyde at sælge
Magneter, som ere indfattede i en besynderlig metallisk Blanding, der
samler deres Kraft, og bestemmer deres Virkning. Det er bekiendt,
at Magnetens virkende Kraft i de allmindelige Tilfælde beroer meget
paa dens Indfatning; og mand kand ikke bilde sig ind, at en Magnet,
enten nøgen eller indfattet alleneste paa den sædvanlige Maade, vil
viise den Kraft som tillegges den af Rabbi Abraham. Hemmelig¬
heden af denne Metall=Blanding skal jeg med all Fliid dølge, og er
derfor ikke bange, at nogen skal giøre den efter, ey heller skal jeg
besvære Rente=Kammeret eller Cancellierne med Ansøgning om et
Patent.
Jeg


Jeg skal sælge dem af adskillig Størrelse, og ulige Grader af
Kraft. Jeg har nogle saa store, at de beqvemmeligen kand hæn¬
ges ved Hovedgiærden af en Seng, ligesom en Fugle- eller Dyyre¬
Nogle
Ræde; og nogle saa smaa, at de kand lætteligen skiules.
har jeg givet en Skikkelse som smaa Ægg, at hænges ved Uhr=Kiæ¬
der; og nogle har jeg indfattet i Brude=Ringe, for deres skyld, som
vil have noget rart, paa det Fruentimmer aldrig maae fattes Vidnes¬
byrd om deres Uskyldighed. Nogle kand jeg giøre saa svage og
matte, at de ikke vil virke førend efter den tredie Forseelse; og andre
saa kraftige og stærke, at de vil yttre deres Kraft imod ulovlige Øn¬
sker, dersom de skee med Villie og velberaad Hu. Saasom det er
min Maade, at jeg oprigtigen siger mine Kiøbere mine Magneters
Egenskaber, saa kand jeg af deres Vall dømme om deres Tankers
Fiinhed. Mange have, for at spare Omkostninger, ladet sig nøye
med at kiøbe Magneter af den ringeste Kraft, og alle have sprunget
tilbage af Skræk for disse som virke paa Tankerne. Et ungt Fru¬
entimmer alleene udsøgte sig en Ring af den stærkeste Kraft, og erklæ¬
rede, at hun lod haant om at adskille hendes Ønsker fra hendes Gier¬
ninger, eller at tillade sig at tænke det, som er hende forbudet at
giøre.
Jeg er ete.
Hermeticus.
205
Dette Uge=Skrift bliver hver Torsdag at bekomme i det Kongel. priv.
Bogtrykkerie ved Stranden, skraas over Prammændenes Laugshuus,
hvor 3de forgyldte Skildter sees over Døren, Arket 2 s.


No. 73.
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker.
J¬
eg har undertiden hørt, at mand i Sælskab har dispute¬
ret om, hvad heller det var meere berømmeligt eller ønskeligt, at
et Menneske skulde have for høye eller for ringe Tanker om sig
selv; mand har paa alle Sider tilstaaet at det var best, at hand skulde
tænke rigtigen; men efterdi et Creatur, der er undergivet mange Feyl
og Ufuldkommenheder, vil altid skeye af til nogen af Siderne fra den
rette Vey, saa er det ikke aldeles unyttigt at undersøge, til hvilken af
Siderne det er sikkerst at afvige.
Menneskenes forudfattede Domme synes at holde med den, der
farer vild ved at sætte for ringe Priis paa hans egne Kræfter; hand
bliver betragtet som et undseeligt og uskadeligt Lem i det allmindelige
Samqvem; der formodentligen ikke vil give Anleedning til Fiendskab og
U=eenighed, ved at søge det, som andre søge, eller ved at stræbe efter at
opnaae saadan en Ære=Glands, der maae formørke andres Skin, eller
ved at forstyrre nogen i de gode Tanker de have om sig selv; hand er
ingen Mands Rival, og derfor kand være hver Mands Ven.
Men for at nøye undersøge dette Spørsmaal, bør mand giøre
Forskiæl paa den Tanke, som et Menneske har om sig selv, saavidt som
den angaaer Personer eller Ting. At tænke høyt om os selv i Ligning


med andre, at tilegne os, ved vor egen Myndighed, et Fortrin, som
ingen vil tilstaae os, det maae altid blive anstødeligt og opvække
Had og Misundelse, men at agte vore Kræfter høyt i Ligning med Ting,
og at bilde os ind, at vi ere dygtige nok til at foretage store Forretnin¬
ger, naar vi tillige lade andre have de samme Dygtigheder, det kand
ikke med lige Ret fortiene at dadles.
Det maae tilstaaes at Egen=Kierlighed kand bevæge os til at
dømme for hastigen og for gunstigen om os selv, men hvem lider Ska¬
de ved den Forseelse? dersom vi ved denne forfængelige Meening opmun¬
tres til at foretage meere end vi kand fuldføre, da er jo Arbeydet vo¬
res, og vi selv have Skam deraf.
Men den der tør tænke vel om sig selv, vil ikke altid befindes at
have taget feyl; og de gode Virkninger af hans Tilliid til sig selv, vil
da sees i store Forsøg og Bedrifter; dersom hand skulde ikke fuldkom¬
meligen udføre hans Anslag, saa vil hand i det mindste bringe det saa
vidt, at hand eft erlader den, der kommer efter ham, et lættere Arbey
de; og dersom det end gandske skulde slage ham feyl, saa vil hand dog
have Ære deraf.
Men at fare vild paa den anden Side, at være dorsk og forsagt,
kand ikke bringe nogen Fordeel; det er Siælens Frost, som forknytter
alle dens Kræfter, og som en Jis holder Livet i en bestandig Ufrugt
barhed. Den der har ikke Haab om lykkeligt Udfald, vil ikke giøre nø¬
get Forsøg; og hvor der intet Forsøg giøres, der kand intet blive ud¬
rettet.
Et hvert Menneske skulde derfor stræbe efter at vedligeholde hos sig
selv en gunstig Tanke om den menneskelige Siæls Kræfter; hvilke ere,
maae skee, i et hvert Menneske større end de synes, og maatte, ved en
flittig Dyrkelse, ophøyes til en større Grad end deres Eyermand tør troe.
Der er neppe noget Menneske, som jo har fundet sig dygtig til at giøre,
naar


naar Nøden har drevet ham, hvad hand vilde agtet for umueligt, der¬
som hand havde været fri, og haft Leylighed til at overlegge det; Og
nogle have gjordt sig berømmelige ved saadanne Forretninger, som beviise,
at der ere kun faa Ting, som overstige det menneskelige Haab.
Alle Nationer have brugt den Politigue, at vedligeholde, ved nogle
offentlige Aniindelses og Ære=Tegn, deres Hukommelse, som have tient
deres Fæderneland ved store Bedrifter; mand har den samme Aarsag til
at vedligeholde eller fornye deres Navne, hvis særdeles høye og store
Gaver have ophøyet den menneskelige Naturs Værdighed. En æragtig
Efterstræben kand opvækkes paa begge Maader; og en Philosophs Nys¬
gierrighed og Jver kand antændes ved en Fortegnelse paa Boyles eller
Bacons Skrifter, ligesom Themistocles blev opmuntret ved Miltiades
Seyervindings Tegn.
Jblant disse Naturens Kiæledegger, som have Tiid efter anden ladet
sig see i Verden, berigede med adskillige høye Gaver og stridige Ypper¬
ligheder, synes ingen at have været meere ophøyet over den menneskelige
Natlirs allmindelige Maal, end den Mand, som henved for 200 Aar si¬
den var bekiendt under det Navn af den Admirable Crichton; thi hvad
vi end vil udelukke af hans Historie, som utroeligt, saa skal vi dog, ef¬
ter u-modsigelige Beviiser, anføre nok til at give ham Sted iblant Na¬
turens Under.
Dyden, siger Virgilius, bliver bedre antaget, naar den kommer i
en behagelig Skikkelse. Crichtons Person var overmaade deylig; men
hans Deylighed var foreenet med saa stor Hyrtighed og Styrke, at,
naar hand fægtede, kunde hand springe, i et Spring, tiuge Fod, ind
paa hans Modstander, og kunde bruge sin Kaarde i begge Hænder med
saadan Kraft og Færdighed, at neppe nogen havde Hierte til at binde
an med ham.
Da hand havde studeret i St. Andreæ Skole i Skotland, reyste
hand til Pariis, i hans første og tiugende Aar, og slog op paa Porten
af det Navarriske Collegium, en Udfordring til de Lærde ved dette Aca¬
Dddd2
demie,


demie, at disputere med ham paa en vis Dag; hand tilbød sine Modstan¬
dere, hvilkesomhelst de skulde blive, at de maatte have Vallet i ti Sprog
og i alle Videnskaber. Paa den bestemte Dag vare tre tusende Tilhø¬
rere forsamlede, da fire Doctores Theologiæ og halvtredsindstinge Ma¬
gistere opstode imod ham; og een af hans Modstandere tilstaaer, at
Doctorne bleve afslagne; at hand lod see Prøver paa saa stor Lærdom,
som syntes at overstige menneskelige Kræfter; og at hundrede Aar, om
mand end hverken vilde spiise eller sove, skulde ikke være tilstrækkelige til
at opnaae hans Videnskab. Efter at hand havde disputeret i ni Timer,
blev ham af Præsidenten og Profefforerne foræret en Diamant og en
Pung med Guld, og hand gik bort under ofte igientagne Fryde=Skriig
og Berømmelser.
Fra Paris reyste hand til Rom, hvor hand ligeledes udfodrede de
Lærde, og i Pavens og Cardinalernes Nærværelse havde samme Frem¬
gang. Derefter blev hand i Venedig bekiendt med Aldus Manutius,
som giorde ham kiendt med de Lærde der i Byen; derpaa reyste hand
til Padua, hvor hand indlod sig i en anden offentlig Disputats, og be¬
gyndte den med en strax paa stedet forfærdiget Lov=Tale i Vers, til
Byens og den tilstædeværende Forsamlings Berømmelse, og endte med
en ligeledes strax forfattet Tale til Vankundigheds Roos.
Derefter opslog hand en anden Udfodring, i hvilken hand erklærede
sig færdig til at aabenbare de Vildfarelser, som vare begangne af Aristo¬
teles, og af alle dem der havde forklaret ham; og det enten paa den sæd¬
vanlige Disputere=Maade, eller og i hvilket iblant hundrede adskillige Slags
Vers, som hans Modstandere skulde udvælge.
Hvor forunderlig stor hans Lærdom end var, saa havde hand dog
ikke forhvervet sig den ved at holde sig fra nogen af de Forlystelser, som
Ungdommen allmindeligen er hengivet til, eller ved at forsømme nogen
af de Videnskaber og Artigheder, som det sømmer en fornemme Herre
at besidde; hand var en stor Mester i at tegne og male; hand havde stor
Færdighed baade i Vocal og Instrumental Musik, hand dantsede med


en ugemeen Tækkelighed, og Dagen efter at hand havde disputeret i Pa¬
riis, lod hand, i det Franske Hofs Paasyyn, see sin Dygtighed i Ride¬
Kunsten, da hand i et offentligt Ridder=Spill tog Ringen paa sin Lantse
femten gange efter hinanden.
Hand var iligemaade særdeles forfaren i andre Spill af mindre
Værdighed og Berømmelse; og i de Dage imellem hans Udfodring og
Disputats i Pariis fordrev hand saa meget af hans Tiid med Kort, Tær¬
ninger og Bold=Spill, at der blev opslaaet et Skand=Skrift paa Porten
af Sorbonne, hvori mand gav tilkiende, at de som vilde see dette lærde
Vidunder, skulde søge ham paa Verts=Huuset.
Hand havde saa vidtløftig en Kundskab om det menneskelige Liv og
Sæder, at der siges, at hand i en Jtaliænsk Comoedie, som hand selv
havde skrevet, og som blev opført for Hoffet i Mantua, selv forestillede
femten adskillige Carakterer; alt dette kunde hand giøre med bifald og
uden stor Vanskelighed, efterdi hand havde saa stærk en Hukommelse, at
naar hand engang havde hørt en Tale, der varede en Time, da kunde
hand gandske nøye igientage den, og det med alle de Forandringer af
Stemme og Geberder, som den var fremsørt med.
Hans Færdighed i at fægte var ikke mindre end hans Lærdom, og
hans Mood ikke mindre end hans Færdighed; der var i Mantua en stor
Fægt=Mester, som, efter den Tiids barbariske Skik havde reyst Verden
omkring, som en almindelig Udfødrer, og afslaaet de berømmeligste Me¬
stere paa mange Steder i Europa; og i Mantua, hvor hand da boede,
havde hand dræbt tre, som vare komne imod ham. Hertugen fortrød
at hand havde lovet ham sin Beskyttelse, da Crichton, som med For¬
bittrelse ansaae hans blodige Lykke, tilbød, sig at sætte femten hun¬
drede Pistoler og møde paa Kamp=Pladsen imod ham. Hertugen gav
sit Samtykke dertil, dog ugierne, og paa den bestemte Dag mødte de
Stridende paa Pladsen; deres Vaaben bestod alleeneste i en Rapiir,
der var da nyligen indført i Jtalien. Fægteren angreb ham med stor
Hæftighed og Grumhed, og Crichton lod sig nøye med at afverge hans
Stød gandske roligen og koldsindigen, for at lade ham udmatte sine
Kræfter ved sin egen Hidsighed. Derpaa begyndte Crichton at gaae


løs paa ham og det med saadan Kraft og Hyrtighed, at hand stødt
ham tre gange igiennem Legemet, og saae ham døe paa Stedet. Hvor¬
paa hand uddeelte den Sum Penge, som hand havde vundet, iblant de
Mænds Enker, som forhen vare blevne dræbke.
jeg vilde gierne skiule dette forunderlige Menneskes Død, dersom
jeg ikke vedste, at enhver Læser vil være nosgierrig efter at vide Omstæn¬
dighederne af denne bedrøvelige Time, som er tilfælles for alle Menne¬
sker, hvor stor Forskiæl Naturen eller Lykken end har gjordt imellem dem.
Da Hertugen af Mantua havde faaet saa mange Prøver paa hans
adskillige store Gaver, saa giorde hand ham til Hofmester for hans Søn
Vincentio di Gonzaga, en Printz der var liderlig i sine Sæder og af et
uroligt Gemyt. Ved denne Leylighed var det, at hand skrev den Comoe¬
die, i hvilken hand forestillede saa mange adskillige Carakterer. Men
hans Ære varede ikke længe; thi da hand en Nat i Carnevals Tiden
sværmede omkring paa Gaderne, med hans Cithar i Haanden, blev hand
angrebet af sex masqverte Personer. Hverken hans Mood eller Dygtig¬
hed forlod ham i dette Nødsfald; hand giorde dem saa hyrtig og tapper
Modstand, at hand i en hast adspreedte dem og giorde deres Anfører
værge løs, hvilken tog sin Masqve af og lod see at hand var Printzen
hans Discipel. Crichton faldt paa Knæ, og tog sin egen Kaarde ved
Spidsen og overleverede den til Printzen, som strax tog den, og ophidset,
som nogle meene, af Jalousie, men efter andres Beretning, alleeneeste
af Drukkenskabs Raserie og en umenneskelig Vrede, stødte den midt i¬
giennem hans Hierte.
Saaledes blev den Admirable Crichton i hans andet og tiugende
Aar bragt i den Stand, i hvilken hand ikke kunde overtræffe det aller¬
nedrigste Menneske uden ved nogle faa unyttige Ære=Tegn, som mand
beviiste hans Amindelse. Hoffet i Mantua udviiste deres Høyagtelse
ved en offentlig Sorg. De Sindriige Hoveder paa de Tider udøste
overflødige Berømmelser paa ham; og de største Palatser i Jtalien ble¬
ve prydede med Skilderier, der forestillede ham til Hest, med en Lantse
i den ene Haand og en Bog i den anden.
Da


Hertugen af
Sully i Aaret 1603 reyste som Ambassadeur til det
Eugelske Hof, indfandt sig hos ham en stor Mængde af de for¬
nemste Herrer i Frankerig, nogle for at taae Afskeed med ham
nogle for at følge ham paa Veyen. Jblant andre var Mi
Serym, som fremstillede sin unge Søn for Hertugen, og bad
ham tillige indstændigen, at hand vilde tage ham med sig og an¬
vende all muelig Fliid paa at giøre ham til et skikkeligt Menneske.
Denne Begiæring giorde Hertugen særdeles nysgierrig for at udforske
den unge Herres Carakter, hvilken hand beskriver med disse Ord:
Hans naturlige Forstand var saa levende og hyrtig, at intet kunde
undgaae hans Skarpsindighed; Hans Begreb var saa hastigt, at
hand forstod alting i et Øyeblik: og hans Hukommelse saa ugemeen,
3at hand aldrig forglemte noget. Hand var Mesker af alle Deele i Phi¬
losopien og Mathematiqven, særdeles i Fortificationen og Tegne¬
Kunsten. Ja hand var saa stærk i Theoløgten, at hand var en for¬
træflig Prædikant, naar det behagede ham; og kunde med største Fær¬
dighed afhandle alle Stridigheder baade med og imod den Protestan¬
tiske Religion. Hand forstød ikke alleeneste Grædsk og Hebraisk og
andre lærde Sprog, men lligemaade de nyere. Hand kunde saa rig¬
tigen antage deres Actent og Udtale, at ikke alleneste Folk af adskil¬
lige Europæiske Nationer, men og af de adskillige Provintser i Fran¬
kerig vilde have antaget ham for deres Landsmand. Denne Gave
anvendte hand til at efterabe alle Slags Folk, hvilket hand kunde giøre
med en forunderlig Kunst og Færdighed, og var følgeligen den beste
Acteur i Verden. Hand var en god Poet, en ypperlig Musicus,
og sang med lige saa stor Kunst som Sødhed. Hand læste Messe;
thi hand vilde giøre alting saavelsom vide alting. Hans Legeme var
fuldkommeligen dannet efter hans Sind; hand var vel skabt, stærk
og hyrtig; kort sagt, hand var dannet til alle Slags Øvelser. Hand
reed en Hest vel, hand var berømt for hans Færdighed i at dantse,
springe og brydes. Hand forstod sig paa alle Slags Leeg og Forlystel¬
ser, og kunde arbeyde i de fleeste Mechaniske Kunster. Vend nu
Medaillen om, siger Hertugen af Sully. Hand var en Løgner, falsk
og troeløs; grum og feig; en Bedrager, Drukkenbolt og Fraadser;
hand var en Dobler, og en overgiven ryggesløs Sviire=Broder, en
3 Guds¬


Guds=Bespotter og en Atheist. Med et Ord, hand var hengivet til
alle de Laster, som stride imod Naturen, imod Æren, imod Reli¬
gionen og det Menneskelige Samqvem. Hand fremturede i hans
Laster indtil det yderste, og faldt som et Offer for hans u-ordentlige
Levemaade i hans blomstrende Alder. Hand døde i et offentlig Hore¬
3Huus, med et Glas i hans Haand, sværende og bespottende
GUD.
Til et Fruentimmer, som sagde, at hendes
Hierte var af Staal.
Du siger, Skiønneste, dit Hierte er af Staal,
Og at jeg derfor ey kand naae mit Elskovs Maal;
Men den Erklæring just mit Haab og Fliid forøger,
Thi jeg alleeneste et saadant Hierte søger;
Mit Hierte er af Flint; lad dem tilsammenslaae,
Hvad gielder at der strax skal Jld af dennem gaae.
Skrisft bliver hver Torsdag at bekomme i det Kongel. priv.
dette Ug¬
Bogtrykkerie ved Stranden, skraas over Prammændenes Laugshuus,
hvor 3de forgyldte Skildter sees over Døren, Arket 2 s.


No. 74.
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker.
Spaadomme
om
Den Første April.
1.
P¬
hænest har paa en høytidelig Dag seet Hoffets Pragt og
Forlystelser; denne Levemaade behager ham. Hand pandtsætter
en Deel af sit Fæderne=Gods, kiøber derfor kostbare Klæder, og
lader sig i Dag første gang see til Hove. Mand berømmer hans For¬
stand og hans Klædning; mand søger hans Venskab; mand tilbyder ham
all muelig Tieneste. Den uforfarne Phænest kiender endnu ikke Hof¬
Sproget. Hand drømmer allerrede om høye Embeder, om Rang, om
Magt og Riigdom; men inden kort Tiid vil hand mærke, at det har
altsammen ikkun været en Drøm. Hand vil igien drage ud til sit Land¬
Gods, og søge, ved en knap indskrænket Huusholding at spare i ti Aar
saa meget, som det har i et Aar kostet ham, at giøre sig latterlig for
Hoffet.
2.
Nasidius har i Staden, hvor Hoffet opholder sig, i tiuge Aar for¬
døyet en anseelig Formue, ved alle optænkelige, saa vel fornemme som


nedrige Uordentligheder. Efterdi hand har haft en særdeles Galla=Klæd¬
ning for Printzen, en anden for Printzens Gemahl, og for enhver Paa¬
rørende af det Fyrstelige Huus i det ringeste en kostbar Vest; efterdi
hand i tiuge Aar har ørkesløs sladdret i Forgemakket; efterdi hand har
ladet sine Penge vinde fra sig til Hove; efterdi hand har sat sin Helbred
til i nogle Theatralske Fruentimmers Omgængelse, saa troer hand, at
hand har Ret til at fodre af Printzen en Belønning for hans troe Tie¬
neste, og Erstatning for den anseelige Formue, som hand, efter hans
Talemaade, har sat til i Fyrstens Tieneste. Hand beslutter derfor, at
hand i Dag med Jver vil giøre Ansøgning om et Embede, eller, hvilket
hos ham er det samme, om en aarlig Gave. Mand hører hans Begiæ¬
ring, og giør ham en naadig Compliment; hand søger engang endnu,
og mand beder at hand vil have Taalmodighed; hand beder tredie gang,
og nu anseer mand hans Ansøgning for at være meget næsviis. Mand
vil spørge ham, hvori da egentligen de vigtige Tienester bestaae, som
hand har beviist Hoffet ved at forøde en saa anseelig Formue? dette
Spørsmaal havde hand ikke ventet. Hand gaaer bort, misfornøyet
over Hoffet, og lever endnu i nogen Tiid i Staden, af hans Bekiendte¬
res Velgierninger, af nogle Aagerkarles Lættroenhed, og af sin egen U¬
bluehed. Endeligen flyer hand ud paa Landet og æder sig ihiel i nogle
Adelige Familier, hvor hand fortæller den naadige Frue mange fornær¬
melige Ting om Hof=Damerne; hyler et par forslidte Opera=Arier for
den naadige Frøken, lærer Junkeren Geographien over alle berygtede
Huuse i Hoved=Staden, og sidder hos den gamle Herremand ved Kami¬
Rn, og udøser patriotiske Suk over Regieringen og Hoffets Utaknemme¬
lighed.
Endeligen har Hypsæus gjordt det Trin, som hand i lang Tiid har
ønsket at giøre. Hand har i Dag faaet det anseelige Embede. Hand
har vel ikke den Forstand, som udkræves til Embedet; men den har hand
ey heller ønsket sig. Nok er det, hand har Lønnen og Rangen. Hand
vil have Omsorg for at leye een, der i hans Navn anvender den For¬
stand og Fliid, som Embedet udfodrer. Nu troer da Hypsæus at hand
er fuldkommen lykkelig. Men hans store Dumhed og Efterladenhed vil


nu desmeere falde i Øvnene, jo anseeligere den Tieneste er, som hand
staaer udi. Staden begynder offentligen at belee ham, da den tilforn
i Stillhed drev Spot med ham. Jndkomsterne maae hand give til dem,
som arbeyde for ham. Altsaa vil hand til den første Apru i næstkom¬
mende Aar ikke have meere tilbage af sit høye Embede end Skammen
og Regnskabet.
Seer J hin Mand med den lumske og Menneske=hadende Mine¬
som tørrer sin Pande og kaster sig gandske træt ned paa en Canapee?
det er Neran! nu i dette Øyeblik har hand bragt det store Verk i Stand,
hvorpaa hand har arbeydet i et halvt Aar. Ved det allernedrigste Hy¬
klerie, ved den skammeligste Smigren, ved at bestikke, (som har kostet
ham en tredie Deel af hans Formue) ved at berygte de reedeligste Mænd,
hvilke hand holdt for sine Medsøgere, har hand endeligen i morges
trængt sig ind i et Embede, hvori hand haaber, at andre skal igien ligesaa
nedrigen smigre for ham, som hand har gjordt, og lige saaledes bestikke
ham, som hand har maattet giøre. Her sidder hand og pønser, hvilken
af hans Fiender hand først vil hevne sig paa. Ham hungrer allerrede
efter andres Formue, hvilken hand anseer som sit Bytte. Hand vil og
virkeligen giøre mange ulykkelige. Men den Elendige, som sidder i Dag
paa sin Canapee og drømmer om sin Lykke og sine Fienders Undergang,
veed ikke, at, inden mand igien skriver den første April, skal Uskyldighed
og Dyd vinde Seyer, og hand skal forsmægte i et Fængsel.
J tænker vel, at det unge Menneske hisset i Vinduet sidder hos sin
Beste=Moder? Intet mindre. Hand snakker adskillige søde og kierlige
Ting for en gammel riig Enke, der i sit femte og halvtredsindstiugende
Aar er endnu vellystig nok til at høre derefter. Konen besidder forfær¬
delige store Midler, er altid skrantvoren, tager Medicamenter ind af tre
Læger, og altsaa skal hun gandske vist døe inden 5 Aar. Saaledes
regner Adrast, som er en duelig, men fattig Karl. J det Haab, at
hand ikke længer end i fem Aar skal plages med hende, begiærer hand
hendes Haand, og faaer den, og dette nye Ægteskab bekommer den


gamle Kone saa vel, at hun i hendes femte og halvfierdsindstiugende
Aar vil være ligesaa munter som i Dag. Den arme Adrast!
T. og E. see hverandre i Dag den allerførste gang; de finde beg¬
ge noget i hverandres Omgængelse, som behager dem; de begynde at
elske hverandre; endnu i Aften aabenbare de hinanden deres Kierlighed.
T. glæder sig, og af Beskeedenhed viiser ham hen til hendes Moder.
E. er et dydigt og ærligt Menneske; men hand har ingen Penge, ingen
Tieneste, og veed ikke heller, naar, eller hvor hand skal finde nogen af
Deelene; T. har ligesaa liden Formue, og kand ikkun meget kummer¬
ligen ernære sig med hendes Moder. De elske hinanden alt for oprigti¬
gen dertil, at de skulde dølge dette for hverandre, men de elske tillige alt
tor stærkt dertil, at de skulde fornuftigen efterregne, hvormeget de i frem¬
tiden maatte behøve. Hendes Moder, en christelig Kone, og en stor
Ven af Ægte=Standen, sætter Mood i dem; De skal bede og ar¬
beyde, saa skal dem ikke fattes. Ach hvor kand denne moderlige
Velsignelse stille vort elskende Par tilfreds! De holde Brøllup, og for¬
medelst deres store Kierlighed kand de ikke i de fire første Uger mærke de¬
res Mangel. Nu bliver deres Ungdoms Kierlighed noget alvorligere.
De savne de allerumisteligste Ting i deres Huusholding; de beklage sig
for Moderen, og hun trækker paa Skuldrene. De bede, og have dog
intet Brød. De vil arbeyde, men de finde ikke noget Arbeyde eller no¬
gen Tieneste efter deres Stand. De elske hverandre endnu ligesaa op¬
rigtigen, men desto smerteligere for dem er den Mangel, som de ikke kand
dølge for hinanden. Hun og hendes Moder kand ikke begribe, hvorledes
det er mueligt, at Himmelen lader saa oprigtig en Kierlighed lide Man¬
gel; men de betænke ikke at den oprigtigste Kierlighed kand være ufor¬
nuftig, og at Himmelen er ikke forbundet til at velsigne vore Daarlighe¬
der, naar vi endog begynde disse Daarligheder med Bønnen.
Hvor mange Slags Veye udsøger et Menneske, for at komme til sin
Lykke, og hvor siælden finder hand den rette Vey! Jeg seer, at Frontin


mer gandske fornøye
ed et lille Stykke Papiir ud fra en stor Herres
Kammer ved Hoffet; hand har haabet at giøre sin Lykke ved denne
Herre, og venter det nu saa meget vissere, siden hand nu i Dag har
laant ham 6000 Rdlr. paa en Vexel. Frontin er gandske uden for sig
selv af Glæde over den naadige og fortroelige Maade, paa hvilken hans
Patron har lovet ham en Tieneste og sin gandske Naade. Men hand
vil endnu mange gange love ham det samme, og dersom Frontin nøgen¬
sinde falder paa at kræve Renter eller Capitalen igien, da er hand for¬
loret uden Haab. Hand skulde have vedst, at de Mægtigeres Vexel¬
Breve ere intet andet end skriftlige Complimenter.
Hvem mon Harpax i Dag har bedraget, efterdi hand sidder der
ved sin Penge=Kiste og smiiler saa fornøyet? Nu veed jeg det. For
en Time siden har hand fortient de sidste 100 Rdlr. som fattedes endnu
i hans Capital af 50000 Rdlr. som hand har sparet tilsammen. Nu
sætter hand sig paa sine Penge=Poser og regner efter. Vi vil høre paa
ham uden at forstyrre ham - - -
Det var altsaa 20. o. 5. 14. 1.
got! det var altsaa 49000 Rdlr.! Her i denne Pose 500 og 300 og 100.
og her i Haanden de 100 Rdrl. - ---
det er rigtigt! det giør tilsam¬
men 50000 Rdlr. Gud skee Lov! Nu vil jeg ikkun fortiene 10000 Rdlr.
dertil, og derefter leve roligen i min Alderdom, og giøre de kiære Fat¬
tige got efter min Ævne, saa snart jeg har faaet disse 60000 Rdlr. sam¬
lede. Hvor lykkelig vil min Søn leve! Jeg har begyndt med 100 Rdr.
og holder op med 60000 Rdr. Lyksalige Søn, hvor meget kand du spare
tilsammen, siden du begynder med 60000 Rdlr.! Gud spare mig kun
min lille Fattigdom! Jeg vil visseligen og meddeele deraf til dem, som maae
lide Mangel, i det ringeste efter min Død; thi saa længe mand lever,
veed mand ikke hvad mand selv behøver, og min kiære Søn er mig dog
Vil J lære at kiende den kiære Søn? Hisset sid¬
nærmest.
der hand i et berygtet Huus, i Sælskab med nogle Doblere, som ere hans
Venner, og med nogle liderlige Qvindfolk. I den samme Stund, da
hans Fader saa andægtigen legger de sidste 100 Rdlr. ned i hans Skriin,
underskriver Sønnen en Vexel paa 4000 Rdlr., og bekommer af en Aa¬
gerkarl, der er næsten lige saa slem som hans Fader, ikke meere end 1500


fornøyet med
Rder derfor. Af disse Penge vil hand i et par Uger leve
hans Venner og Veninder. Sønnen vil derefter laane paa nye, og
endnu med større Tab, og vil efter haanden komme i saa stor Gield, at
hans Fæderne=Arv ikke engang vil forslaae til at betale den. Stakkels
Harpax, hvor meget har du i Dag forregnet dig!
See hvor kierligen Aranth og Jarolen trykke hverandre i Hæn¬
derne; Aianth, som en forfaren Kiøbmand, har udregnet, at hand kand
vinde 15000 Rdlr. dersom hand i tilkommende Messe spiller bankerot.
Men her behøves en vis Forsigtighed, for at beholde Navn af en ærlig
Mand, og tillige for at undgaae Klammerie med Lovene. Hand har
nu overlagt Sagen med Javolen, hans Procurator. Planen er giørdt,
de ulykkelige Tilfælde, hvorved hand er blevet forarmet, ere reenskrevne,
og Aranth finder at hans Forehavende er sikkert nok. J tilkommende
Messe vil hand altsaa vove denne Stræg. Hand og hans Procurator
overregne allerrede den Fordeel de vil have deraf. Dersom de saae til¬
kommende Ting forud, saaledes som jeg seer dem, da vilde de begge
henge med Hovedet. Deres Ondskab skal blive aabenbaret. Kiøbman¬
den vil mand for sin gandske Livs=Tiid sætte i Fængsel, og Procuratoren
vil mand fordømme til et offentligt Haand=Arbeyde. Hvor ulyksalig er
denne Dag for dette deres Foretagende! Men de ere at undskylde. Have
de vel haft Aarsag til at befrygte en saa streng Retfærdighed, hvorpaa
mand i 50 Aar ikke veed noget Exempel?
10.
Celsus har i Dag lagt Grund=Steenen til en prægtig Bygning, som
hand vil føre op uden for Porten, for at stifte sit Navn en ævig Amin¬
delse, og at forskaffe sine Efterkommere en anstændig Vaaning. Dersom
Celsus vedste, at denne Bygning vil koste ham hans gandske Formue, at
hand endnu maae laane lige saa meget, for at ikke have den Skam at
mand skal bebreyde ham et ueoverlagt Foretagende, som hand ikke kand
fuldføre; vedste hand, at hans Creditorer ved Rettens Middel vil kaste
ham ud af Huuset, saa snart det er blevet gandske færdigt; at dette præg¬
tige Palats skal faae Navn af en gandske Fremmed og Ubekiendt, som
driver ikkun nu en liden foragtet Handel med Fliid og Lykke; vedste Cel¬
sus; at hans ulyksalige Børn skal i dette samme Huus tiene for deres


Brød; hvor bedrøvet
vilde
hand
skamm
sig ved
sin ubesindige Ærgierrighed!
11.
Hvor lystigt gaaer det til hisset i den unge Lindors Huus! denne er
den høytidelige Dag, paa hvilken hand af Fyrsten er gjordt myndig.
Denne Lykke giør hand bekiendt for heele Byen med Pauker og Trompe¬
ter, og holder denne Fest i Sælskab af nogle u-værdige Folk, som have
allerrede længe luuret paa hans Formue, og hvis Næring det er, at søge
unge Daarers Venskab sammen, der lade sig giøre myndige. Den Ret,
som hand har tilkiøbt sig, at blive myndig tree Aar førend hand efter Lo¬
ven skulde være det, er intet andet, end en Ret til at blive tree Aar før
en Staader.
12.
Nu skal Sagen nok gaae anderledes. Sempron kommer nu lige¬
fra Raad=Huuset og har overgivet en Klage. Hans Naboe skal nok faae
det at vide, at hand har ikke Ret til at see ind i Semprons Gaard.
Dersom hand vilde lyde mig, da skulde hand ikke forbyde ham det; Men
hans Procurator har overbeviist ham, af en stor Foliant, at hand har
en retfærdig Sag, og at Striden maae blive afgjordt inden fire Uger.
Den første April 1775 vil Fempron forlige Sagen, og tillade Naboen
at see ind i hans Gaard. For visse Aarsagers skyld maae hand betale
Omkostningerne; og paa det Fempron kand fornøye sin Procurator,
saa sælger hand sit Huus. Nu har hand dog vundet saa meget, at Na¬
boen ikke meere seer ind i hans Gaard.
13.
J Dag vil dog den misfornøyede Timon endeligen give sig til¬
freds; hand har nu omsider faaet en anseelig og god Tieneste, som hand
længe har ønsket. Dog jeg tviler endnu derpaa; thi Misfornøyelse er
hans Feyl, og maae skee hans eneste Feyl; da hand ellers er et meget
elskværdigt Menneske. Allerrede i hans første Barndom var hand mis¬
fornøyet. Naar mand tillod ham at leege, saa vilde hand heller have
en Bog; og naar hand skulde læse, saa satte hand sig paa sin Træ=Hest.
Faderen bestemte ham til den geistlige Stand, og hand havde Lyst der¬
til; men paa engang faldt det ham ind at være Soldat. Hand blev det¬
og nu vilde hand studere. Der hialp mand ham og til, og efter at
hand i nogle Aar havde studeret meget flittigen og lært meget, saa ud¬


vallte hand Jagten. Denne behagede ham ey heller længe, og hand
forsøgte sin Lykke til Hove. Hoffets Tvang giorde ham inden to Maa¬
neder keed af denne Levemaade; hand ønskte sig derfor et Embede, hvor
hand havde Leylighed til at bruge sin Lærdom, og blive belønnet derfor
Det lader sig ikke saa læt giøre, thi Rang og Titel kand mand altid sna¬
rere faae til Hove, end Embede og Belønning. Endeligen har hand i
Dag faaet begge Deele, og er henrykt af Glæde. Jnden kort Tiid vil
hand blive keed af Embedets møysommelige Forretninger. Hand vil gifte
sig med en riig Enke, og boe paa hendes Land=Gods Men med et Land¬
Gods har mand intet andet end Fortræd; hand vil derfor kiøbe sig en
Gaard i Byen. Men i tilkommende Sommer vil og Byen blive ham for
trang. Det falder ham engang endnu ind, at hand har levet fornøyeligere
uden Kone. Nu var hand nok tilfreds, om hans Kone maatte døe. Hun
døer: Timon vil ikke lade sig trøste; thi hand har virkeligen elsket hende.
Nu vil hand gifte sig igien, og inden et halvt Aar ægter hand en ung leven¬
de Pige. Den ulyksalige Timon! Nu havde hand vel Aarsag til at ønske
sig en bedre Lykke, men Døden vil overrumple ham, just da hand aab¬
ner sin Mund, for at ønske noget.
Endeligen har Polydor bragt det saa vidt, som hand allerrede i man¬
ge Aar har ønsket at bringe det, og som hverken hans Fader eller Beste¬
Fader har kundet bringe det. Her sidder hand i en Læne=Stoel og efter¬
tænker sin Lykke og sine Børns Lykke, i mange efterfølgende Led. Hans
Frue hænger ham kiærligen om Halsen, og takker Gud og hendes Mand,
at hun endnu har kundet opleve denne Store Dag. Den lyksalige Poly¬
dor! J fiire Uger vil det heele Land ikke tale uden om ham. Hans Fien¬
der vil blive rasende af Fortrydelse, og hans Venner vil blive stolte der¬
af at de ere hans Venner. Hand vil endnu fremdeles blive deres Ven,
endskiønt hans Omstændigheder ikke tillade, at hand kand omgaaes saa
fortroeligen med dem som tilforn. Hand maae skaane Hoffet, thi Hoffet
giver nu nøye agt paa alle hans Gierninger. Men hvad er det for en
forfærdelig Lykke, som Polydor i Dag har oplevet? Hand har kiøbt sig
Ahner for 1000 Rdlr.
NB. Paa det ingen skal løbe April med sine Tanker og giæt¬
te paa urigtige Personer, saa erindres herved igien, at disse
Første April Spaadomme ere oversatte.


No. 75.
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker
D¬
et er en meget fornøden og vigtig Sag, at holde et Barn
betimeligen til Andagt og Gudsfrygt, hvilken siælden døer ud i
et Gemyt, der er i tide blevet anført dertil. Endskiønt den kand
i en lang Tiid synes udslukt ved Verdens Bekymringer, ved Ungdoms
Hidsighed og Lasternes Tillokkelser, saa bryder den allmindeligen frem
og yttrer sig igien, saa snart som Skiønsomhed, Eftertanke, Alder og
Modgang have bragt et Menneske til sig selv igien. Jlden kand blive
skiult og dæmpet, men kand ikke blive aldeles udslukt.
Det har været anmærket af nogle Skribentere, at Mennesket er
meere adskillt fra de andre Dyyr ved Andagt end ved Fornuft; saasom
adskillige umælende Creature yttre i deres Gierninger noget som ligner et
svagt Glimt af Fornuft, omendskiønt de ikke i nogen Omstændighed i
deres Opførsel lade see noget, som i mindste Maade kand tegne til An¬
dagt. Det er gandske vist, at Sindets Tilbøyelighed til andægtig
Guds=dyrkelse, Siælens naturlige Attraa efter at flye til noget høyere
Væsen, for at nyde Hielp i Farer og Elendigheder, dens Taknemmelig¬
hed mod en usynlig Velgiører, naar vi nyde nogen særdeles og uventet
god Lykke, de Bevægelser af Kierlighed og ærbødig Forundring, i hvilke
Menneskets Tanker blive saa forunderligen henrykte, naar hand betænker
de Guddommelige Fuldkommenheder, og den allmindelige Overeensstem¬
melse hos alle Folk under Himmelen i den store Post om at tilbede Gud,


alt dette viiser klarligen, at Andagt og Guds=dyrkelse maae være en
Virkning af nogen befaling eller Lærdom af en, som har været det men¬
neskelige Kiøns Stamme=Fader, eller at den er overeensstemmende med
Fornuftens naturlige Lyys, eller at den kommer af en indvortes Drift,
der er indplantet i Siælen selv. Jeg for min Part betragter alle disse
som forenede Aarsager, men hvilkensomhelst af dem mand vil betragte
som Grunden til Guds=dyrkelse, saa viiser den os klarligen hen til et
Høyest Væsen, som første Oprindelse dertil.
Jeg vil her viise, hvilke Tanker de meest fornuftige Hedninge hav¬
de om denne Sag, saaledes som de ere os forestillede i Platos Sam¬
tale angaaende Bønnen, kaldet Alcibiades den Anden.
Personerne, som holde denne Samtale, ere Socrates og Alcibia¬
des; og Jndholdet er korteligen som følger:
Da Socrates mødte sin Myndling eller Discipel Alcibiades, da
hand vilde gaae hen at giøre sin Bøn, og saae at hans Øyne vare med
stor Alvorlighed og Agtsomhed fæstede paa Jorden, sagde hand til ham,
at hand havde Aarsag til at være tankefuld ved denne Leylighed, efterdi
det var mueligt, at et Menneske kunde bringe Ulykker ned over sig selv
ved sine egne Bønner, og at disse Ting, hvilke Guderne sende ham til
Svar paa hans Begiæring, maatte blive til hans Fordervelse; dette,
siger hand, kand ikke alleeneste hænde sig, naar et Menneske beder om det
som hand veed er skadeligt i sin egen Natur, som Oedipus anraabte Gu¬
derne, at de vilde saae Misforstaaelse og Spliid imellem hans Sønner;
men og naar hand beder om det som hand troer vilde være til hans
Beste, og afbeder det som hand troer vilde være til hans Skade. So
crates viser at dette maae endeligen tildrage sig iblant os, efterdi de
fleeste Mennesker ere forblindede af Vankundighed, forudfattede Mee¬
ninger eller Passioner, hvilke hindre dem fra at see saadanne Ting, som
ere virkeligen gavnlige for dem. Hand spørger derpaa Alcibiades, om
hand ikke vilde blive aldeles fornøyet og glad, dersom den Gud, til
hvilken hand nu gik hen at bede, skulde love at giøre ham til Enevolds
Herre over den gandske Jord? Alcibiades svarede, at hand skulde ufeyl¬


barligen ansee saadant et Løfte som den største Naade der kunde bevii¬
ses ham. Socrates spørger ham derpaa, om hand, efter at hand havde
annammet denne store Naade, vilde være tilfreds med at miste sit Liv,
eller om hand vilde tage derimod, omendskiønt hand var forsikkret om
at hand skulde bruge den ilde? Til begge disse Spørsmaal svarede Al¬
cibiades Ney. Hvorpaa Socrates viser ham af andres Exempler, hvor¬
ledes disse maatte meget formodentligen blive Virkningerne af saadan en
Velsignelse. Hand legger da dette til, at andre Ting, som holdes for
en Lykke, saasom at have en Søn, eller at forhverve sig det høyeste
Trin i Regieringen, ere underkastede ligesaadanne ulykkelige Følger;
imidlertiid, siger hand, har Menneskene dog den største Attraa derefter,
og vilke ikke forsømme at bede derom, dersom de tænkte at deres Bøn¬
ner maatte være kraftige nok til at nyde dem.
Efter at hand havde beviist denne store Post, at alle de meest an¬
seelige Velsignelser i dette Liv ere underkastede saadanne forskrækkelige
Følger, og at intet Menneske veed hvad der i Udfaldet vil blive ham til
en Velsignelse eller Forbandelse, saa lærer hand Alcibiades paa hvad
Maade hand bør bede.
For det første, anbefaler hand ham, som et Mynster for hans An¬
dagt, en kort Bøn, som en Grædsk Poet forfattede til sine Venners
Brug, i følgende Ord: O Jupiter, giv os disse Ting, som ere
os gavnlige, enten vi bede derom eller ikke, og tag bort fra
os disse Ting, som ere os skadelige, omendskiønt vi bede derom.
For det andet: paa det hans Discipel maae bede om saadanne
Ting, som ere ham gavnlige, viiser hand ham, at det er høystfornødent,
at hand legger sig efter den sande Viisdom, og at kiende hvilket der er
hans ypperste Gode, og skikker sig best for hans Naturs Ypperlighed.
For det tredie og sidste lærer hand ham, at den beste Maade hand
kunde bruge til at drage Velsignelser ned til sig oven fra, og at giøre sine


Bønner behagelige, var denne, at hand ideligen øvede sig i sine Pligter
imod GUd og imod Menneskene. Ved denne Anleedning anbefaler hand
ham særdeles en Bøn, som de Lacedemonier brugte, i hvilken de bede,
at Guderne vil give dem alle gode Ting, saa længe som de ere
dydige. Og ved samme Leylighed giver en meget merkværdig Efterret¬
ning om et Svar af Oraklet, af følgende Jndhold:
Da de Athenienser førte Krig mod de Lacedemonier, og bleve ofte
slagne baade til Vands og Lands, sendte de Bud til Jupiter Ammons
Orakel, for at spørge om Aarsagen, hvorfor de, som opbygte saa mange
Templer for Guderne, og prydede dem med saadanne kostbare Ofrin¬
ger; hvorfor de som havde indstiftet saa mange Høytider, og ærede
dem med saadan Pragt og Ceremonier; kort sagt, hvorfor de som
havde slagtet saa mange hundrede Øxen ved deres Altere, skulde være
mindre lykkelige end de Lacedemonier, som giorde ikke nær saa meget
deraf i disse Stykker. Herpaa, siger hand, gav Oraklet følgende Svar:
Jeg finder meere Behag i de Lacedemoniers Bønner, end i alle
Grækernes Ofringer. Saasom denne Bøn indbefattede og opmun¬
trede Dyden i disse, som giorde den, saa viiser Socrates fremdeeles,
hvorledes det meest lastefulde Menneske kand vel være andægtig, saa vidt
som Ofringer kand giøre ham saa, men at hans Ofringer bleve betrag¬
tede af Guderne, som Gaver til at bestikke dem, og hans Begieringer
som Guds=Bespottelser. Hand anfører ligeledes ved denne Leylighed
tvende Vers af Homerus, i hvilke Poeten siger, at Røgen eller Lugten
af de Trojaners Ofringer blev ført op til Himmelen af Vindene, men
at den var ikke behagelig for Guderne, som vare misfornøyede med
Priamus og hans gandske Folk.
Slutningen af denne Samtale er meget merkværdig. Da Socra¬
tes havde afskrækket Alcibiades fra de Bønner og det Offer, som hand
vilde gaae hen at frembære, i det hand havde forklaret ham de oven¬
anførte Vanskeligheder ved at forrette denne Pligt som hand burde, leg¬
ger hand omsider dette til: Vi maae derfor oppebie den Tiid, ind¬
til vi kand lære, hvorledes vi bør føre os op imod Guderne og


imod Menne
ene. Men naar vil den Tiid komme, spurte Aleibia¬
des, og hvo er den som vil underviise os? Thi jeg vilde nok see denne
Mand, hvosomhelst det er. Det er een, svarede Socrates, som drager
Omsorg for eder; men som Homerus fortæller os, at Minerva tog Tag¬
gen fra Diameda Øyne, at hand maatte klarligen kiende baade Guder
og Mennesker; saa maae og det Mørke, som hænger over eders Sind,
først borttages, førend J bliver mægtig til at giøre Forskiæl imellem Gøt
og Ondt. Lad ham borttage fra mit Sind, sagde Alcibiades, dette
Mørke og hvad ham ellers behager; jeg har besluttet, at jeg ikke vil und¬
slaae mig for noget som hand skal befale mig, hvosomhelst hand er, paa
det at jeg maae blive et bedre Menneske derved. Slutningen af denne
Samtale er meget mørk; der er noget deri, som kunde føre os paa de
Tanker, at Socrates meente sig selv, da hand talte om denne Guddom¬
melige Læremester, som skulde komme til Verden, dersom hand ikke til¬
stod, at hand selv var ligesaa raadvild og i ligesaa stor Nød som alle
andre Mennesker.
Nogle Lærde Mænd ansee denne Slutning som en Spaadom om
vor Frelser, eller i det mindste at Socrates, ligesom den ypperste Præst,
spaaede uvidende, og sigtede til den Guddommelige Læremester, der skul¬
de komme til Verden nogle Tider efter ham. Hvadsomhelst det er, saa
finde vi, at denne store Philosoph saae, ved Fornuftens Lyys, at det
var anstændigt for den Guddommelige Naturs Godhed, at sende en Per¬
son til Verden, som skulde underviise Menneskene i Religionens Pligter,
og i særdeleshed lære dem, hvorledes de skulde bede.
Hvosomhelst der læser dette Udtog af Platos Afhandling om Bønnen,
vil, efter mine Tanker, naturligen giøre denne Betragtning, at vor Reli¬
gions Store Stifter, saa vel ved sit eget Exempel, som i den Bøn hand
lærte sine Disciple, rettede sig ikke alleeneste efter disse Regler, som Na¬
turens Lyys havde viist denne store Philosoph, men underviiste og sine
Disciple i det gandske Begreb af denne Pligt, saavelsom af alle andre.
Hand viiste dem det rette Væsen, som de skulde tilbede, og lærte dem,
efter den tredie foranførte Regel, at vende sig til ham i deres Kammere,
uden udvortes Pral eller Skryden, og at tilbede ham i Aand og i Sand¬
8fff3


hed. Saasom de Lacedemonier i deres Bøn bade Guderne i allminde¬
lighed, at de vilde give dem alle gode Ting saa længe som de vare dydige,
saa bede vi i særdeleshed, at vor Skyld maae blive os forladt, som
vi forlade andres. Dersom vi see hen til den anden Regel, som So¬
crates har foreskrevet, nemlig, at vi skulle legge os efter at kiende de Ting,
som ere os tienligst, da er dette iligemaade vidtløftigen forklaret os i de
Evangeliske Lærdomme, hvor det læres os, i adskillige Exempler, at an¬
see disse Ting som Forbandelser, der synes at være Velsignelser i Ver¬
dens Øyne, og tvert imod at agte disse Ting for Velsignelser der holdes
af de fleeste Mennesker for Forbandelser. Saaledes i den Bøn, der er
foreskrevet os, bede vi alleneste om den Lyksalighed, som er vort høyeste
Gode, og den store Ende, hvorfor vi ere til, naar vi bede det høyeste
Væsen at hans Rige maae komme, og bekymre os ikke om nogen
anden timelig Velsignelse, uden om vort daglige Ophold. Paa den
anden Side afbede vi intet uden Synd, og det Onde i allmindelig¬
hed, overladende til den Guddommelige Allvidenhed at bestemme hvad
der virkeligen er Ondt. Dersom vi betragte den første Regel, som
Socrates har foreskrevet os om Bønnen, i hvilken hand anbefaler den
ovenanførte Bøn af den gamle Poet, da finde vi, at den er ikke alleene¬
ste indbefattet, men og meget forbedret i den Bøn, hvor vi bede det
høyeste Væsen, at hans Villie maae skee; hvilken er af samme Fynd
som den Bøn vor Frelser brugte, da hand afbad den smerteligste og for¬
smædeligste Død: dog skee ikke min, men din Villie. Denne korte
og fyndige Bøn er den ydmygste saavelsom den forsigtigste, som kand
giøres af et Creatur til sin Skaber, saasom den formoder, at det høyeste
Væsen vil intet uden hvad der er os got, og at hand veed bedre end vi
selv hvad der er saa.
Denne ydmoge Overgivelse i den Guddommelige Villie fremskinner
meget herligen i den Bøn, som Kong Henrie den Fierde i Frankerig
offentligen og lydeligen gjorde i Spidsen af sin Krigs=Hær, just da hand
skulde begynde et Slag imod sine oprøkiske Undersaatter.


Krigshærenes Herre, du som kand see igiennem det
tykkeste Skiul og den ukiendeligste Forstilling, du som seer mit
Hiertes inderste Grund, og mine Fienders hemmeligste An¬
slag, du som har i dine Hænder, saa vel som for dine Øyne,
alle de Hændelser der angaae det menneskelige Liv, dersom du
veed at mit Rige vil befordre din Ære og dit Folks Sikker¬
hed, dersom du veed at jeg har ingen anden Ærgierrighed i
min Siæl, end at forfremme dit hellige Navns Ære og dette
Riges Velfærd, da antag dig, o Store GUd, mine Vaabens
Retfærdighed, og bring alle de Oprøriske til at erkiende den,
som dit hellige Raad og en lovmæssig Arve=Ret har gjordt til
deres Konge; men dersom dit naadige Forsyyn har besluttet
anderledes, og du seer at jeg skulde blive een af disse Konger,
hvilke du giver i din Vrede, da tag fra mig, o barmhiertige
GUd, mit Liv og min Krone; giør mig i Dag til et Offer for
din Villie, lad min Død ende Frankerigs Elendigheder, og
lad mit Blood være det sidste, som spildes i denne Striid.
Kongen fremførte denne Bøn med saadan en Røst, og med saa¬
dant et freydigt Ansigt, som opvakte et lige saa stort og ædelt Mood hos
alle dem der saae og hørte ham. Hand opmuntrede derpaa den Skare,
som hand selv vilde anføre, og fik en fuldkommen Seyer. Denne be¬
rømmelige Konges Stormødighed blev understøttet af en fast Tilliid til
Guds Forsyyn; og virkede hos ham en ædelmodig Foragt for den Kon¬
gelige Værdighed og Livet selv, dersom hand ikke kunde beholde begge
Deele til Guds Tieneste og hans Folkes Gavn.
Den Reysende.
Dn Vandrings=Mand, som Storm og Uveyr plagede,
Anraabte Jupiter, at hand ham vilde give
Soelskin og stille Veyr. Ney! Regn og Storm vedblive;
Det skulde just i Dag ey være mildere.
Den


Den Vandrende udøste bittre Klager,
At Jupiter med Fliid os Mennesker saa plager,
Den suure Reyse dog fortsætter mødigen;
Saa tit en Storm=Vind hannem møder
Og pludseligen ham at staae og puste nøder,
Saa ofte knurrer hand og laster Himmelen.
En Skov hand for sig seer; der ønsker hand at være,
At ham det grumme Veyr skal ikke saa besvære:
Hand iiler did, men før hand Skoven naaer,
En Røver hand i sigte faaer;
Hand skælver og af Frygt i Regnen stille staaer.
Nu tager Røveren sin Piil og Bue fat
(Men Strengen blevet var af Regnen slap og mat,)
Hand sigter vist, og ham den visse Død bereeder,
Men Vind og Regn er ham imod;
Saa at den skarpe Piil, som til hans Hierte meeder,
Kun falder kraftesløs for Vandringsmandens Foed.
Du Daare ! sagde da med Brede Jupiter,
Kand denne Piil, som dig nu været har saa nær,
Dig ikke tydeligen lære.
At over Veyret du ey burde dig besvære?
Jeg tvert imod din Bøn, for dig jo Omsorg bar;
Om jeg dig Soelskin havde givet,
Da skulde denne Piil dig vist berøvet Livet,
Som Storm og Regn nu reddet har.
Dette Uge=Skrift bliver hver Torsdag at bekomme i det Kongel. priv.
Bogtrykkerie ved Stranden, skraas over Prammændenes Laugshuus,
hvor 3de forgyldte Skildter sees over Døren, Arket 2 s.


No. 76.
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker
Magne Parens, sancta qvam Majestate verendus!
Min Herre,
D¬
a denne nærværende Tiid forpligter os til, med en meere
end allmindelig Alvorlighed, at betragte de store Hændelser, som
giøre disse Dage mærkværdige; saa haaber jeg, at det ikke vil
være eder eller eders retsindige Læsere mishageligt, at læse efterfølgende
Tanker, af en for sin grundige Lærdom og uskrømtede Gudsfrygt be¬
rømt Biskop i Engelland, nemlig Beveridge. Den Materie, hvorom
hand handler i den Prædiken, hvoraf jeg har uddraget disse Tanker, er
ikke mindre end GUd selv; og den Maade, paa hvilken hand taler her¬
om, giver noksom tilkiende, at hand, som en for sin Herres Ære nid¬
kiær Tiener, ønskede gierne at alle maatte fatte saa høye Tanker om
dette store og ubegribelige Væsen, som vor indskrænkede Forstand her
kand tillade.
Philotheus.
Da hand taler om den Historie i anden Mose Bog, hvor Moses
faaer befaling at føre Jsraels Børn ud af Egypten, og hand spørger


hvad Navn hand skulde kalde ham med, naar hand bragte Folket dette
Bud, for at formaae dem til at adlyde, og GUD svarede ham: Jeg
er den jeg er; og sagde videre: Saa skal du sige til Jsraels Børn:
Jeg er har sendt mig til eder; saa taler fornævnte ypperlige Biskop saa,
ledes derom: "GUd finder for got at aabenbare sig for os under dette
Navn eller Titel: Jeg er den jeg er, paa det hand derved kand
perindre os om, at vi ikke bør forestille os ham som et særdeles eller
indskrænket Væsen, men som et Væsen i allmindelighed, eller alle
Væseners Væsen, som giver alle Ting i Verden deres Væsen, og
derfor har Magt og Myndighed over alle Ting. Hand svarede ikke
Moses: Jeg er den Store, den Levende, den Sande, den Ævige
Gud; hand sagde ikke, Jeg er den allmægtige Skaber, som opholder
og regierer heele Verden, men Jeg er den jeg er; betegnende der¬
med, at dersom Moses forlangte saadant et Navn paa GUd, der
maatte fuldkommeligen beskrive hans Natur, som den er i sig selv, det
er en umuelig Ting, saasom der findes ikke noget Ord i noget Sprog,
hvorved mand kand udtrykke et uendeligt Væsens Herlighed, fornem¬
meligen saaledes at endelige Creature skulde være mægtige til at begri¬
be den fuldkommeligen. Men ikke des mindre finder hand for got at
lade os vide, hvad Slags Tanker hand vilde at vi skulde have om
ham; saa at, dersom vi kunde alleneste ret fatte hvad der er skiult og
meeent i disse Ord, da skulde vi uden tvil have saa høye og sande Be¬
Videre,
greb om Gud, som det er mueligt for Creature at have.
siger hand, giver dette Svar os følgende Begreb om den Allerhøyeste
Gud: Først, at hand er et eneste Væsen, som er i og af sig selv;
at hand er et eneste betegnes ved det hand siger: Jeg; hans Væ¬
sen i det hand siger Jeg er; hans Væsen i og af sig selv i det
hand siger: Jeg er den jeg er, det er, jeg er i og af mig selv,
jeg tager eller har ikke noget af nogen anden, jeg trænger ikke til eller
bestaar ved nogen anden. - Den samme Talemaade giver tilkiende,
at som GUd er alleneste Een, saa er hand og det allerreeneste
og eenfoldigste Væsen; thi vi see her, at hand ikke antager andet
end et reent Væsen i den Beskrivelse, hvorved hand aabenbarer sig


selv, sigende: Jeg et
den jeg er, et
eent
Læsen, uden nogen
Blanding eller Sammensættelse. Og derfor maae vi ikke forestille os
GUd, som sammensat af adskillige Deele, eller Eegenskaber, men allee¬
neste som Een, der er den hand er, og hvadsomhelst er i ham et
ham selv; og omendskiønt vi læse om adskillige Egenskaber, der til¬
legges ham i Skriften, som Viisdom, Naade og Retfærdighed,
etc. saa maae vi dog ikke forestille os at disse ere adskillige Kræfter ellet
Egenskaber, som de ere i os; thi saasom de ere i GUd, saa ete de ikke
adskillte fra hverandre, ey heller fra hans Natur eller Væsen, hvori
de siges at være; thi, egentligen at tale, ere de ikke i ham, men ere
hans Væsen selv, eller hans egen rette Natur; hvilken, saasom
den virker paa adskillige Ting, saa synes os at den virker efter adskilli¬
ge Egenskaber og Fuldkommenheder i ham; da dog den gandske For¬
skiæl bestaaer i de adskillige Begreb vi giøre os om den samme Ting.
3i Thi da vi see at hand virker hos og paa et hvert Creatur, ligesom det
h fortiener, eller efter dets adskillige Beskaffenhed, saa forestille vi os
adskillige Guddommelige Fuldkommenheder i det samme Allmægtige
Væsen. Men Gud, hvis Forstand er ueendelig som hand selv, fore¬
stiller sig ikke selv under de adskillige Begreb af Viisdom, eller Naade,
eller Retfærdighed, eller deslige, men alleeneste som Jehovah; og
o derfor, paa dette Sted, siger hand ikke: Jeg er viis ellet naadig,
eller retfærdig, men alleeneste, Jeg er den jeg er.
Efter at hand saaledes har prøvet paa at give os nogen Forkla¬
ring over dette dobe Sprog i det Svar, som GUd gav Moses, da hand
vilde opmuntre ham til at føre hans Folk ud af Egypten; saae gaaer
hand videre til at betragte den anden Talemaade, hvor GUd kalder sig
selv alleeneste Jeg er. Saa skal du sige til Jsraels Børn: Jeg er
Jngen maae forundre sig over; siger for¬
har sendt mig til eder. 66
nævnte Biskop,, at Gud, naar hand taler om sig selv, kand ikke binde
sig til de Regler, som Tale=Kunsten foreskriver, da hand er saa uren¬
delig, at intet Sprog kand give os beqvemme Ord til at beskrive ham
fuldkommeligen; og derfor aabenbater hand sig her paa saadan en
H Maade, der best beqvemmer sig til hans egen Natur og Herlighed.
Gggg2


hand da, naar hand taler om sig selv og sit eget ævige
3 Ligesom
Væsen, siger: Jeg er den jeg er; saa, naar hand taler om sig selv,
i henseende til hans Creature, og i sær til hans Folk, siger hand:
Jeg er. Hand siger ikke: Jeg er deres Lyys, deres Liv, deres
Leedsager, deres Styrke eller faste Taarn, men alleeneste Jeg er.
Det er ligesom hand giver sit Navn fra sig paa et reent Papiir, paa
det at hans Folk maae selv skrive derunder hvad dem selv behager og
som er dem tienligt. Ligesom hand vilde sige: Ere de svage? Jeg
er Styrke. Ere de fattige? Jeg er riig. Ere de i Angest?
Jeg er Trøst. Ere de syge? Jeg er Helbred. Ere de nær
Døden? Jeg er Livet. Have de intet? Jeg er alle Ting.
Jeg er Viisdom og Magt, jeg er Retfærdighed og Barmhier¬
tighed, Jeg er Naade og Godhed, Jeg er Herlighed, Skiøn¬
hed, Hellighed, Høyhed, Ypperlighed, Fuldkommenhed, Æ¬
vighed, Jehovah. Jeg er. Hvadsomhelst skikker sig for deres
Natur, eller tiener dem i deres adskillige Omstændigheder,
det er Jeg; hvadsomhelst er elskeligt i sig selv, eller ønske¬
ligt for dem, det er Jeg, hvadsomhelst er reent og helligt,
hvadsomhelst er stort eller behageligt, hvadsomhelst er got el¬
yler fornødent til at giøre Menneskene lyksalige, det er Jeg.
Saa at, med faa Ord, Gud forestiller sig her for os som et Allmin¬
3deligt Gode, og overlader til os at tilegne os selv dette Gode, ef¬
ter enhvers Nødtørft, Begreb og Attraa, i det hand i allmindelighed
pisiger: Jeg er.
i Der er meere grundig og virkelig Glæde¬
Videre siger hand:
3 Trøst og Sinds Fornøyelse i een eneste ret fattet Tanke om Gud,
zend all Verdens Ære, Riigdom og Fornøyelse tilsammen ere mægtige
ztil at forskaffe. Lad os derfor kalde alle vore adspreedte Tanker til¬
3 bage fra alle Ting her neden til, og opløfte og forene dem alle med
den Allerhøyeste GUD; og, under hvad Begreb, Billede eller Lig¬
vnelse vi end betragte ham, forestille os ham som ueendelig større og
jøvet


Haa reen, saa u-ende¬
Ling.
alle
høyere og bedre end
lig og allmægtig, saa viis og allvidende, saa stor, saa
god, saa herlig, saa uforanderlig, saa ubegribelig, saa
ævig, hvad skal jeg sige? saa Jehovah, at jo meere vi tænke paa
ham, jo meere falde vi i Forundring, jo meere ære og tilbede, jo
meere elske vi ham, jo meere vi maae og bør; vore høyeste Begreb
Hom ham ere saa meget ufuldkomnere end hans Væsen, som vore største
Tienester ere ringere end vor Skyldighed.
Siden vi da see, at vi ikke kand tænke om Gud saa høyt som
3 hand er, da lad os tænke om ham saa høyt som vi kand; lad os til
den Ende gaae ud fra os selv og fra Verden, og opløfte vore Tanker
høyere og høyere og endnu høyere, og naar vi have gaaet saa høyt
med dem som vi mueligen kand, da lad os forestille os et Væsen,
der er ueendeligen høyere en den høyeste af dem, og naar vi da finde
y at vi ere forvildede, bestyrte, forvirrede over saadan en ueendelig Fuld¬
kommenheds uendelige Høyhed, da lad os falde ned med ydmyge og
hiertelige Ønsker, at blive befriede af disse mørke Fængseler, i hvilke
vi ere nu indmuurede, paa det vi maae tage vor Flugt ind i Ævig¬
heden, og der, ved vor velsignede Frelsers Fortienester, see dette u¬
endelige Væsen Ansigt til Ansigt, og ævigen glædes i hans Be¬
skuelse.
n vis Engelsk Lærer, hvis Hensigt var at opmuntre alle Sandbed¬
elskende Mennesker til at undersøge de Grund-Regler, hvorpaa den
Christelige Religion er grundet, siger iblant andet; At der er en GUd,
er en Sandhed, der saa lidet behøver at beviises, at det, efter
mine Tanker, er den eneste Ting, som vi vide vist. Jmidlertid
farer hand fort i sit priiselige Forehavende paa følgende Maade.
Lad os sætte dette forud, at Verden har engang haft en Begyn¬
ydelse; den maae da enten være giordt med Raad og Forsæt, deter¬


Ffrembragt a
sen, som vedste hvad hand giorde, som dannede
og indrettede den saaledes som den er; hvilket er læt at begribe, at et
Væsen, der er u-endelig af Godhed, Viisdom og Magt, maatte giøre;
men dette er at tilstaae at der er en Gud; Eller og vi vil sætte dette forud,
y at Verdens Materie har altid været til, og i en bestandig Bevægelse
og Oprør, indtil den omsider ved en Hændelse er faldet i denne Orden,
5 og Materiens Parter, efter adskillige u-ordentlige Bevægelser, bleve om¬
sider indviklede og sammenknyttede i den Orden, i hvilken vi nu see
Verden at være. Men kand noget Menneske tænke at det er fornuftigt
at bilde sig ind, at, i den u endelige Forandring som er i Verden,
z; alle Ting skulde hændes ved en Slumpelykke, og det saa vel og ordent¬
ligen, som den største Viisdom kunde anordnet og indtettet det? Den
3 som kand troe dette, maae giøre det med hans Villie og ikke med
hans Forstand.
2 Lad være at Religlonens Grund=Regler havde lige stække Beviser
for og imod sig, saa er dog den Fare, som et Menneske underkaster sig,
ved at tage feyi af Sandheden, saa uliig, at en klog og forsigtig Mand
vil altid slaae sig til Religionens Partie. Lad en Mand troe der er in¬
gen Gud eller Liv efter dette, og lad ham bilde sig ind hand har ret,
(thi at være fuldkommen vis derpaa er i dette Fald gandske umueligt,
all den Fordeel hand har af denne Meening, henhører alleeneste til den¬
ne Verden og denne nærværende Tiid; thi hand kand ikke faae nogen
Nytte deraf, naar hand er ikke til. Nu hvad Fordeel vil det være for
ham i dette Liv? Hand skal have des meere Frihed til at giøre hvad ham
behager; det er, denne Meening giver ham en større Tillokkelse til at
være umaadelig, vellystig og uretfærdig, det er, at giøre saadanne Ting,
som skade hans Legeme og hans Helbred, som svække hans Fornuft og
formørke hans Forstand, som vil skaffe ham Fiender i Verden, og styrte
;ham i Farer. Saa at det er ingen Fordeel for noget Menneske at være
lastefuldt, og dog er dette den største Nytte, som en Atheist har af sine
Grund-Regler, at hand kand trøste sig selv i sine Laster. Men dersom
du har Lyst til at være dydig, og maadelig og retfærdig, da vil det ikke
være nogen Hinder, men meget meere en Opmuntring for dig i denne
33 Levemaade, at du troer Religionens Grund=Lærdomme. All den Fordeel
som


som en Mand
ad haabe deraf, at ha
troer Religionens Grund,
Lærdomme, er at hand i denne Verden kand undgaae den Fortræd og
Forfølgelse som kunde møde ham for Religionens skyld. Men om der
nu er en GUd og et Liv efter dette, hvilken overmaade stor Forskiel er der
da imellem Følgerne af disse Meeninger! saa stor som imellem det ende¬
lige og ueendelige, Tiden og Ævigheden.
For at overtale et Menneske til at troe Skriften, vil jeg alleeneste
formane ham til at betænke, dette: dersom der er en GUd, hvis Forsyyn
regierer Verden og alle Creature deri, er det da ikke fornuftigt at tænke,
at hand har en særdeles Omsorg for Menneskene, som den ædelste Deel
haf denne synlige Verden; og da vi see, at Mennesket er skabt til en ævig
Varagtighed, maae vi da ikke troe, at hand har sørget for deres ævige
Lyksalighed, og tilstrækkeligen aabenbaret dem Veyen dertil, og de Mid¬
ler og Vilkaar, under og ved hvilke de kand naae den? Lad nu nogen
fremvise en Bog i Verden, som paastaaer at være kommen fra GUd og
at giøre dette; som for Materiens skyld er saa værdig til at være af
GUd, hvis Lærdomme ere saa nyttige, hvis befalinger saa billige og for¬
nuftige, hvis Beviser saa mægtige, hvis Sandheder ere alle stadfæstede
ved saa mange store og utvilagtige Mirakler; hvis Efterretninger ere
fortplantede til Efterkomerne i offentlige og tilforladelige Skrifter, skrevne
9 af dem, som selv havde seet og hørt hvad de skreve, og vare fri for all
Mistanke, om at have nogen verdslig Hensigt eller Nytte derved; lad no¬
gen frembringe en Bog, som er denne liig i alle disse henseende; og hvil¬
ken end ydermeere har ved sine Lærdommes Magt og fornuftige billig¬
hed, saa forunderligen faaet Overhaand i Verden, ved ringe og ubety¬
ylige Midler, ueagtet all Verdens Vittighed og Magt, og u-agtet saa stor
Modstand og Forfølgelse, som ingen anden Religion nogensinde er be¬
striidt med; lad nogen frembringe saadan en Bog, og jeg giver ham lov
til at troe den lige saa snart som Bibelen. Men dersom der er ikke no¬
gen saadan Bog, som jeg er vel forsikkret om at der ikke er, da bør et
hvert Menneske, som tænker at GUd har aabenbaret sig selv for Menneske¬
ne, antage og følge den hellige Skrifts Lærdom, som aabenbaret af Gud.
Naar J alvorligen eftertænker disse Ting, da maae J forestille eder,
9 at Religionens Grund=Lærdomme, som J underføger, ere enten sande


tænker paa dem. Tingenes Sandhed er allerrede
J eller falske, førend
bestemt; enten er der en Gud, eller der er ingen Gud; enten ere eders
Siæle udødelige eller ikke, enten er den hellige Skrift Guds Aabenba¬
ring eller et Bedragerie; en af Deelene er vis og fornøden, og kand
nu ikke meere forandres; Tingene vil ikke rette sig efter eders Begreb
eller føye sig efter eders Hensigter eller Fordeel; derfor tænk ikke paa
hvorledes J vilde have at de skulde være, men betragt upartiisk hvad
og hvorledes de ere.
J særdeleshed var det at ønske, at de som finde sig forbundne til at
erkiende ovenanførte Egenskaber i den hellige Skrift, hvilke ikke kand vii¬
ses os i nogen Bog af de lærdeste, fornuftigste og beste Philosopher, som
have levet i Verden; at de, som maae tilstaae, at Bibelen indbefatter
store og herlige Lærdomme, vilde være saa billige, som Socrates; thi da
Euripides havde givet ham Heraclitus Skrifter, der vare bekiendte for at
være mørke og indviklede, og derefter spurte hvad ham syntes om dem,
svarede Socrates: hvad jeg forstaaer deraf, finder jeg meget ypperligt, og
derfor troer, at det andet, som jeg ikke forstaaer, er lige saa.
Enhver, som har haft nogen Omgængelse i Verden, vil lætteligen see,
hvor gandske anderledes Menneskenes Domme ere om den hellige Skrift;
thi fordi der findes noget deri, som de ikke forstaae, derfor forkaste de alt,
end og det som de forstaae og hvis Ypperlighed de ikke kand negte. So
crates, som ved en langvarig Betragtning over sig selv og andre, havde
befundet hvor svag den stærkeste, og hvor mørk den meest oplyste For¬
stand var, frygtede at hand skulde dømme for hastigen og for gunstigen
om sig selv, og slutte, at en Skribent havde skrevet uden Mening, ef¬
terdi mand kunde ikke strax begribe hvad hand vilde sige; hand vedste,
at de Feyl, som tillegges Bøger, maae ofte med større billighed tilleg¬
ges Læserne, som undertiden fattes Agtsomhed, undertiden Jndsigt; hvis
Forstand er ofte fordunklet ved forudfattede Meeninger, og adspreedt ved
Skiødesløshed; eller hand agter de forefundne Vanskeligheder u-over¬
vindelige, fordi ham fattes tilstrækkelig Jver til at bestride dem.
Dette Uge=Skrift bliver hver Torsdag at bekomme i det Kongel. priv.
Bogtrykkerie ved Stranden, skraas over Prammændenes Laugshuus,
hvor 3de forgyldte Skildter sees over Døren, Arket 2 s.


No. 77
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker.
Non intelligunt homines, qvam magnum vecti¬
gal sit parsimonia.
J¬
blant de onde Ting, som det menneskelige Liv er undergi¬
vet, er der neppe nogen, der saa allmindeligen frygtes, som
Fattigdom. Alle Slags andre Elendigheder kand lætteligen for¬
glemmes af dem, der ikke ere vante til at forstyrre det nærværende Øye¬
blik med Eftertanke, efterdi de falde ikke altid i Øynene og tvinge os til
at betragte dem; men det er umueligt at fremdrage en Dag eller en Ti¬
me, hvor der ere mange Mennesker, uden at see, hvor meget Armod er
underkastet Bespottelse, Foragt og Forhaanelse, og, i dens nedrigste
Stand, Hunger og Nøgenhed; saadanne Forurettelser, som alle Passio¬
ner ere i Harnisk imod, og saadanne Mangeler, som Naturen kand ikke
udstaae.
Jmod andre Ulykker bliver Hiertet ofte hærdet ved sande eller falske
Begreb om Værdighed og Anseelse; saaledes see vi, at der findes Men¬
nesker, som gaae alle Slags Farer villigen i møde, efterdi Mood og
Dristighed, enten det er i en god eller ond Sag, aldrig fattes sine Be¬
rømmere. Men i den Forestilling mand giør sig om Fattigdom, er
intet andet end et fælt Mørke, og en melancholisk Skræk; Sindet og


dens Elendigheder have ingen Lættelse med sig; den
Legemet lide tillige
er en Stand, i hvilken alle Dyder blive formørkede, og i hvilken ingen
Opførsel kand undgaae Tilrettesættelse og dadlende Bebreydelse; en
Stand, i hvilken et fornøyet Sind ansees for en dorsk Følesløshed, og
et nedslaget Væsen kaldes en fortrædelig Knarvorenhed; en Stand, hvis
Møye og Besværligheder ere uden Ære og hvis Arbeyde uden Beløn¬
ning.
Det synes ikke andet end at Menneskene i allmindelighed ere over¬
beviiste om disse Elendigheder; vi høre paa alle Sider Støy og Bulder
af Handel og Vandel; vi see Stræderne opfyldte med en utallig Mæng¬
de, hvis Ansigter ere formørkede af Bekymring, hvis Fødder drives
frem ved Hastighed, og det alleneste formedelst Haab om Vinding; og
den heele Verden er sat i Bevægelse ved Begierlighed efter den Rigdom,
som fornemmeligst bør agtes af nogen Værdi, saa vidt som den sætter os
i Sikkerhed for Armod; thi den er meere nyttig formedelst det Forsvar
den giver os, end formedelst dens Besiddelse, og er ikke saa mægtig til
at forskafe os det gode, som til at udelukke det onde.
Dog ere der altid nogle, hvis Passioner eller Daarligheder forlede
dem til en Opførsel, der strider tvert imod Menneskenes allmindelige Re¬
gler og Forhold; nogle, som synes at løbe efter Armod med samme Hid¬
sighed, med hvilken andre flye for den; som see at deres Jndkomster
hvert Øyeblik formindskes, at det Gods, de have arvet af deres Forfæ¬
dre, svinder bort, og fatte dog ikke det Forsæt at forandre deres Leve¬
maade; men fare fort deri, tvert imod alle Forestillinger, og gaae frem
ad i fuld Spring, omendskiønt de see for sig Fordervelsens steyle Af¬
grund.
Det er ikke mit Forsæt, i dette Blad, at gaae i rette med dem, der
forøde deres Midler ved kostbare Bygninger og Hauger, hvilke de fare
fort med, med samme Forfængelighed, som opmuntrede dem til at be¬
gynde; og, ligesom det skeer i tusende andre Tilfælde, vil heller udvælge
det fraværende Onde end det lættere, saa at de ikke vil have den Skam


at afstaae fra eller fortryde deres Foretagende, førend de tillige styrte fig
i Armods Elendigheder. Disse nærværende Forestillinger sigte alleneste
til de sandsesløse, u-agtsomme, ødsele og u-ordentlige; som ved deres
egne lastefulde Tilbøyeligheder, eller ved tillokkende Staldbrødres For¬
førelser, ere komne i Vane med at forøde, og med at løbe omkring i en
vis Forandring af Forlystelser, der passe sig ikke til deres Tilstand eller
Formue, og ere nu ikke meere mægtige til at udreede sig af Vanens
Fortryllelser; men skye all Eftertanke, saasom de vide at den vil være u¬
behagelig, og blive ved, fra Dag til Dag, og fra Maaned til Maaned,
at tage deres Jndkomster op forud, og siunke hver Time dybere ned i
Aagerkarles og Udsueres Svælg.
Denne Daarlighed fortiener saa meget mindre Medynk, efterdi den
kand ikke tilegnes en pludselig Passions Hæftighed, og dens ulykkelige
Virkninger kand ikke undskyldes som Frugten af een eneste Gierning,
som Vrede, Hidsighed eller Begierlighed kunde fuldføre, førend der kun¬
de være Tiid til at raadføre sig med Fornuften. Disse Mennesker gaae
med langsome Trin til Elendighed, de ødelegge sig selv, ikke ved et hæf¬
tigt Slag, der ikke kand kaldes tilbage, naar det er givet, men ved en
langsom Forgift, som de hver Time og halstarrigen drikke i sig.
Denne Opførsel er saa urimelig, naar den betragtes med en for¬
nuftig Skiønsomheds upartiiske Øyne, at intet uden Forfarenhed kunde
overbeviise os om dens Muelighed; dog hvor urimelig den og er, saa
seer mand dog af nogle Familiers pludselige Fald, og af andres plud¬
selige Opkomst, at den er meget allmindelig; og hvert Aar seer mange
ulyksalige, der ere bragte i Foragt og Armod, ved de kostbare Ofringer,
som de have gjordt til Vellyst og Forfængelighed.
Det er næsten enhver Passions Skæbne, naar den har overgaaet
de af Naturen foreskrevne Grændser, at den handler tvert imod og for¬
hindrer sit eget Øyemed. For stor Hidsighed hindrer Stridsmanden
fra at være forsigtg; for stor Begiærlighed efter Vinding skader Kiøb¬
Hhhh2


mandens Credit; for hæftig Attraa betager
Jeyler den utvungne
Artighed i hans Ansøgning, som Fruentimmer finde Behag i. Saa¬
ledes endskiønt et Menneske drives af en forfængelig Hovmod, og op¬
muntres af Vellyst til at være u-maadelig og ødsel, saa forskaffer dog
denne Ødselhed ham siælden enten Berømmelse eller Fornøyelse, naar
mand ret betænker det.
Dersom Berømmelse har sin rette Værdie af de Personers Ca¬
rakter, af hvilke mand nyder den, da nyder en Forøder kun liden For¬
nøyelse for sin Forfængelighed af den Roos, som hand kiøber. Thi
hvo ere de, som styrke ham i hans ødsele Levemaade, uden unge Men¬
nesker, u-besindige og overgivne ligesom hand selv, der have ingen Kund¬
skab om nogen af de Ting, paa hvilken alle Nationers Viisdom har
trykt Ypperligheds Stempel, og som besidde ligesaa liden Videnskab
som Dyd? Af hvem roses hans Ødselhed, uden af u-værdige Skarn;
der betragte ham som en, der er dem behielpelig i deres Hensigter: a
Sytener, der lokke ham til Skibbrud: og af Cycloper, der gabe efter
at opsluge ham.
Enhver, hvis Videnskab eller Dyd kand give hans Mening Værd
og Anseelse, anseer med Foragt eller Medynk (ingen af disse kand me¬
get fornøye den Rodsgierrige) en Forøder, hvilken Overdaadigheds
Koblere have draget ind i deres Magt, og hvilken hand seer at være
deelt imellem Daarligheds adskillige Betientere, og som vil snarligen
blive sønderrevet af Skrædere og Heste=Prangere, Viintappere og
Prokuratorer, af hvilke hand bliver paa eengang udplyndret og beleet,
og som hemmeligen triumphere over hans Skrøbelighed, naar de til¬
byde hans Begierlighed nye Opmuntringer, og forøge hans Lyst ved
falske og forstillte Berømmelser.
Saadan er den Roos, der kiøbes ved Ødselhed, end og naar
mand endnu ikke veed at den er falsk; det er alleeneste en Roos af faa
danne Folk, som det er ingen Ære at behage, og hvis Oprigtighed er


fordervet ved deres Egennyttighed; Folk som leve ved den Uordentlighed
og Sviir, som de opmuntre andre til, og som vide, at naar deres
Myndling nogensinde skulde blive klog, saa vil de tabe deres Magt¬
Dog maatte Forfængelighed, der er siælden meget kræsen, endnu finde
sine Begiæringer opfyldte ved saadanne smiggrende Berømmelser, der¬
som de kunde vare længe; men den Tiid iiler hastigen frem ad, da hans
Triumpf, hvor usel den og er, skal forsvinde, og naar de, som nu
omringe ham med Lydighed og Complimenter, som krumme sig iblant
hans Opvartere, og opmuntre hans sviirende Overdaadighed, skal med
Overmood og Dumdristighed træde ham under Øynene, og bebreyde
ham de Laster, som de selv have opmuntret ham til og styrket ham id
Og lige saa liden Ret har den, der forøder sit Gods i forfænge¬
ligetog lastefulde Udgifter, til at love sig større Grader af Forlystelse,
end andre nyde. Til at giøre nogen Lyksalighed retskaffen, er det for
nødent at vi troe, at den vil blive varagtig; thi hvadsomhelst vi formode a
vi ere i Fare for at miste, det maae vi nyde med Bekymring og Angest, og
jomeere Priis vi sætte derpaa, jo meere maae vor nærværende Besiddelse
blive bitter. Hvorledes kand da den misundes for sin Lyksalighed, som veed
selv at hand ikke kand vente dens Varagtighed, og som er overbeviist om,
at hand inden en meget kort Tiid vil falde i Fattigdoms Kløer, hvilken
vil blive ham saa meget tungere at bære, som hand har overgivet sig
til fleere Uordentligheder, sværmet i større Overflødighed, og føyet hans
Begiærligheder med større Ødselhed.
Det er klarligen at see, at Sparsommelighed er fornøden end og
til at fuldkomme Udgifters Fornøyelse; thi det kand i allmindelighed
anmærkes hos dem, der fordøye det som de vide, at deres Formue ikke
er tilstrækkelig til at bevilge, at der altid, midt i deres lystigste Udgif¬
ter, udbryder hos dem noget Tegn til Misfornøyelse og Utaalmodig¬
hed; de enten udstrøe deres Penge ligesom i en vild Fortvilelse oog for¬
stillt Ødselhed, som Misdædere trodse Galgen, naar de kand ikke und¬
gaae den; eller og de give dem ud med en knurvoxen Angest, og stræbe
paa engang at fordøye taabeligen og at spare nedrigen, saasom de have
hhh3
hvere


hverken Skandhaftighed til at negte deres Lyster noget, ey heller Mood
til at fornøye dem; men knurre over deres egne Forlystelser, og forgifte
Fornøyelses Skaal med Betragtning over Bekostningen.
Jblant disse Folk hører mand ofte Glædskabs støyende Raab, men
finder meget siælden et fornøyet Sinds Rolighed; de ophidse deres Jnd¬
bilding til en kort Lystighed, ved Hielp af Viin og Overdaadighed;
og ansee det for deres første Forretning om Aftenen at døve all Efter¬
tanke, og at dysse den Fornuft i Søvn, som forstyrrer deres Glæd¬
skab, og formaner dem til at gaae tilbage og at undgaae Forder¬
velse.
Men denne elendige og afbrudte Fornøyelse er af liden Varagtig¬
og maae derefter undgieldes ved en lang Følge af Elendighed og
Fortrydelse. Jnden en kort Tiid blive Creditorene utaalmodige, den sid¬
ste Ager sælges, Lysterne og Begiærlighederne fremture i deres Tyran¬
nie, og kræve uophørligen deres sædvanlige Fornøyelser, og det øvrige
Liv fremdrages i unyttig Fortrydelse og afmægtig Begiærlighed.
Doris
eller
Den deylige Tyv.
siger, og jeg maae med Sorg og Sandhed sige,
8OAt Doris er en Tyv og Røver uden Liige;
hi før den lille Glut paa Jorden kunde gaae,
Af hendes Tyverie mand store Prøver saae.
Hun


Hun først sin spæde Huud med Sneens Hviidhed pryder,
Som end en større Ziir af Morgenrøden nyder;
Derefter stiaal hun og den søde Liflighed,
Som Blomster=Knoppene om Vaaren prange med.
Paa Gratierne hun sin Kunst derefter prøver,
Og dennem deres Smiil og Yndighed berøver;
Fra Firmamentet hun to Stierner stiæle maae,
Som mand klar tindrende i hendes Øyne saae.
Dernæst til Indien hun efter Rov sig vender,
De beste Perler hun sig leeder ud til Tænder;
Det røde Kirsebær med Morgen=Dug besprængt
Har hendes Læbers Par en Balsam=Vædske skiænkt.
Haa stiaal den lille Tyv i hendes første Dage;
Men der ved blev det ey: her meere var tilbage;
Den stiaale Forraad end en større Tilvext faaer,
Saa snart hun kommet er til hendes tolvte Aar.
Fra Cyperns Dronning hun det milde Væsen tager,
Som alles Kierlighed og Hierter til sig drager;
Fra Juno Majestæt, fra Pallas fiin Forstand,
Og Vittighed, som Sind og Siæl indtage kand.
af hendes Sang mand kunde strax fornemme,
Hun sang!
At fra Syrenerne det var en stiaalen Stemme;
Thi hver, som hørte den, i Under henrykt stod,
Hver Fugl sig skammede, naar hun sig høre lod.
Naas


Naar paa et Instrument at spille hun begynd
De mi Gudinder sig ned fra Parnassus skyndte,
Forundrende sig paa, hvor hun var kommet til,
At faae den Kunst, som de sig selv tilegne vil.
Apollos Viisdoms Skat og mageløse Gaver
J løs og bunden Stiil hun ogsaa stiaalet haver;
g for at fylde op sit Tyveries Maal,
Forgangen Dag den Tyv mit eget Hierte stiaal.
Den store Jupiter, i stedet for at stævne:
Den elskelige Tyv og hendes Rov at hævne,
Har hendes Snedighed og Toverte berømt,
Og Tyve=Kosterne til hendes Eye dømt.
Cupido, du som dig de elskende antager,
Bring hende til Forhør for disse stiaalne Sager,
Og, at hun kiende maae sin Brøde og din Magt,
Lad hende i min Arm i Fængset blive lagt.
103
Fuks
Luti & a
503
mi ir.
iunDm.
06
Dette uge=Skrif bliver hver Tørsdag at bekomme i det Kongel priv¬
Bogtrykkerie ved Stranden, skraas over Prammændenes Laugshuus,
hvor 3de forgyldte Skildter sees over Døren, Arket 2 s.


No. 78.
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker.
Min Herre,
D¬
et er mig altid en Fornøyelse at see Lærdom anvendes til
Nytte, og at de Bog=lærde nedstige fra den Høyde, hvil¬
ken, saasom den opløfter dem over det allmindelige Liv, maae li¬
geledes hindre dem fra at beskue Menneskenes Veye anderledes end i en
Skye af Tummel og Forvirring. Saasom jeg har fremdraget mit Liv
i Forretninger, og mærket, hvor siælden der forekomme saadanne Ley¬
ligheder, hvor til der udfødres store Egenskaber, saa har jeg lært at gi¬
ve agt paa smaa Ting, og endskiønt jeg giver mig ikke ud for at fore¬
skrive dem Love, der ere det menneskelige Kiøns Lovgivere, eller at ind¬
skrænke disse mægtige Hoveders Kreds, som føre Lyys og Varme med
sig i alle Slags Videnskaber, saa har jeg dog længe tænkt, at den stør¬
ste Part af disse, som fordybe sig i Studeringer, hvorved jeg har ikke
fundet, at de blive meget viisere, maatte, med større Nytte, baade for
det allmindelige og for dem selv, anvende deres Videnskaber paa huus¬
lige Kunster, og opfylde deres Forstand med saadanne Lære=Regler, som
udfodre kun en ringe Klogskab, og som kand passe sig til enhver sær¬
deles Huusholding.
Eders sidste Blad om Sparsommelighed var meget skiønt og be¬
hageligt, men, efter mine Tanker, ikke tilstrækkeligen indrettet efter all¬
mindelige Læsere, som agte ikke meget om velklingende Meeninger, kon¬


stig Sammenhæng eller Veltalenheds Blomster, men udkræve nogle
faa eenfoldige og overbeviisende Lærdomme, der kand siunke dybt ned
i Sindet ved deres egen Vægt.
Sparsommelighed er saa fornøden til Verdens Lyksalighed, og er
i sine adskillige Skikkelser saa gavnlig for Mennesker af alle Slags Rang,
fra den høyeste iblant de menneskelige Regentere, til den ringeste Ar¬
beyds=Mand eller Kunstner; og de Elendigher, som dens Forsømmelse
frembringer, ere saa mangfoldige og forskrækkelige, at den bør andefa¬
les Menneskene paa alle Slags Maader og indrettes efter alle Slags For¬
stand.
Jeg har endnu ikke agtet det fornødent at undersøge, om de der
afhandle Sæde=Læren som en Videnskab, vil tillade Sparsommelig¬
hed at regnes iblant Dyderne; Thi jeg, som drager mine Meeninger
af de Ting, som jeg ved en agtsom Betragtning seer i Verden, er
fornøyet med at vide det, som er overflødigen tilstrekkeligt til at øve
den, nemlig, at dersom den ikke er en Dyd, da er den, i det mindste,
en Egenskab, som kand siælden bestaae uden nogle Dyder, og uden
hvilken faa Dyder kand bestaae. Sparsommelighed maae kaldes en
Datter af Klogskab, en Søster til Maadelighed, og en Moder til Fri¬
hed. Den som er ødsel og u-ordentlig, vil snart blive fattig, og Fat¬
tigdom vil tvinge ham til at blive en Slave af andre, som hand maae
trænge til, hvilket giver Leylighed til at blive forført; Fattig¬
dom vil næsten altid frembringe en slavisk Føyelighed imod andres
Ugudelighed og Udyder; og der ere ikkun faa, som ikke efter haanden
selv lære at begaae de Laster, hvilke de lade af at dadle og fordømme
hos andre.
Dersom der ere nogle, der ikke frygte for Fattigdom, fordi den er
farlig for Dyden, saa synes det dog at alle Mennesker ere enige nok i
at have Afskye for den, efterdi den hindrer eller ødelegger Lyksalighed,
og


og alle de, for hvilke Mangel synes forskrækkelig, af hvadsomhelst
Aarsag det end er, bør at agte sig forpligtede til at lære vore sparsom¬
melige Forfædres kloge Reglex, og at legge sig efter den nyttige Kunst,
at indskrænke deres Udgifter; thi uden Sparsommelighed kand ingen
være riig, og med den skulde meget faa være fattige.
Riigdom kand ikke opnaaes af et stort Tall, efterdi at være rig er at
eye meere end der gemeenligen er tildeelt et eneste Menneske; og, der¬
som mange kunde bekomme den Sum, som nu giør et Menneske riigt,
da maatte der behøves endnu en større Overflødighed til at faae Navn
af at være riig. Men jeg er ikke vis paa, at det er ligesaa umuligt at
befrie de nedrigste Stænder iblant Menneskene for Fattigdom; thi end¬
skiønt der i et Rige, hvor riigt det end i Allmindelighed kand være, al¬
tiid findes nogle som have mindst, og den, som har mindre end nogen
anden, er i den henseende fattig; saa seer jeg dog ikke at det er u-for¬
bigiængeligen fornødent, at mange skulde fattes Livets umistelige Nød¬
tørftigheder; men jeg maae undertiden bilde mig ind, at mand, ved
en allmindelig Klogskab og Forsigtighed, kunde tilveyebringe en all¬
mindelig Fritagelse for Mangel; og at den, som det skulde tilfalde at
have mindst, maatte ikke desmindre have nok.
Men uden at indlade mig for vidt i disse dybe Betragtninger, som
jeg ikke erindrer mig at nogen Statskyndig har foretaget sig at giøre
Beregning over, og i hvilke den skarpsindigste Fornuft kand lætteligen
forvildes, saa er det dog vist, at de, som Guds Forsyyn har ikke til¬
deelt anden Bekymring end for deres egen Lykke og for deres egen Dyd,
hvilke gandske vist ere den største Deel af det Menneskelige Kiøn, have
tilstrækkelige Opmuntringer til personlig Sparsommelighed; thi hvad
dens allmindelige Virkning end maatte blive i Lande og Riger, som
formodentligen aldrig vil forsøge det, saa er det dog vist, at der neppe
kommer noget Menneske ind i Verden, som jo, ved en klog Spar¬
sommelighed, kand fornuftigen love sig saa meget, som hand fornøye¬
bgen kand leve af i sin Alderdom.
At


At forestille sig Armod i Alderdommen er saa fælt og forskrækkeligt
et Syyn, at enhver, som seer hen i fremtiden, maae fatte det Forsæt
at vogte sig derfor, og det kand i allmindelighed skee ved den Videnskab
at spare. Thi endskiønt der i alle Tider ere nogle, som ved dristige
Foretagende eller ved gunstige Hændelser komme pludseligen til Riigdom
saa er det dog farligt at bestyrke sig i Haab om slige rare Udfald; og den
største Hob iblant Menneskene maae tilskrive deres Overflødighed smaa
og efter haanden tiltagende Gevinster, under hvilke deres Udgifter stedse
maae indskrænkes.
J maae derfor ikke tænke, at jeg fornedrer mig under en moralsk
Philosophs Værdighed, naar jeg anbefaler eders Læsere, fra en Stats¬
Mand til en Lære=Dreng, at give vel agt paa en Regel, som er fuld af
Kiøbmands Viisdom: En Skilling sparet er to Skilling vundet;
hvilken, efter mine Tanker, kand passe sig paa alle Stænder, dersom vi
betænke, at ikke alleneste de, der drive nogen fordeelagtig Handtering,
vil spare Tiid, naar de spare Udgifter, og at Tiden kand anvendes til at
forøge deres Vinding, men end og de, som ikke behøve at giøre deslige
smaa Betragtninger, vil finde, ved enhver Seyer over deres Begiærlig¬
heder eller Passioner, at deres Sind faaer ny Styrke, og at de bekom¬
me Magt til at afviise de Anmodninger, som hvert Øyeblik anfalde de
unge og levende, og at de med Tiden vil komme i Sikkerhed for at hen¬
falde til Uordentlighed og Daarlighed.
Der vil, maae skee, spørges af dem, der have større Lyst til at skumle
end til at lære, hvilket der er Sparsommeligheds rette Maal? og naar
en Udgift, der ikke er uforbigængeligen fornøden, fortiener Navn af Ød¬
selhed? Til saadanne Spørsmaal kand der ikke gives noget allmindeligt
Svar; efterdi Frihed til at øde og Fornødenhed til at spare kand for¬
andres uden Ende, ved adskillige Omstændigheder. Det kand imidler¬
tiid fastsættes som en Regel, der aldrig maae overtrædes, at en Mands
frivillige Udgifter skulde aldrig overgaae hans Jndkomster.
En Regel der er saa læt at begribe, og saa u-imodsigelig, at de borger¬
lige Love sætte en Forøder i Rang med en der er fra sin Forstand, og


forbyde dem begge at forvalte deres egne Sager. En anden Regel, som
reyser sig af den forrige, og er virkeligen indbefattet deri, er dog fornø¬
den at blive i besynderlighed indprentet dem, der ere hidsige, forvovne,
ubesindige, og lade sig regiere af fornøyelige Indbildinger: Lad ingen
giøre sig Regning paa eller i forveyen fortære uvisse Jndkom¬
ster og Gevinster. Lad ingen fordriste sig til at fordøye hvad hand
haaber at nyde, eller at forlade sig paa sin egen Dygtighed til at for¬
skaffe ham Midler til at befrie sig for Mangel, at give hans nærværende
Begiærligheder Tøylen, og overlade Regnskabet til Lykken eller hans
egne Dyder.
Til disse Erindringer, hvilke jeg formoder at være, i det mindste
iblant alvorlige og fornuftige Mennesker, gandske u-modsigelige, vil jeg
føye en anden: Lad ingen forøde imod sin Tilbøyelighed. Mand
vil, maae skee, bilde sig ind, at det er læt at rette sig efter denne Regel;
dog, dersom de, hvilke deres Ødselhed har begravet i Fængsel, eller dre¬
vet i Landflygtighed, bleve udforskede, da vilde det befindes, at meget
saa ere blevne ødelagte ved deres eget Vall, eller at de med Fornøyelse
have fordøyet deres Formue; men at de have ladet sig drive fort af
Strømmen og af deres Tilskyndelser, som de have holdt Omgængelse
med; de have, imod deres egen Villie beqvemmet sig til tusende ødsele
Udgifter, enten af en lumpen Begierlighed efter at blive anseete for at
have Penge og Mood, eller af en nedrig Frygt for at blive foragtede og
beleete; en Begierlighed efter Daarligheds Priis, eller en Frygt for
Daarers Latter. Jeg er, min Herre,
Eders ydmyge Tiener
Sophron.
er fortælles om Plato, at da hand engang saae en ung Ødeland æde
Brød og drikke Vand uden for Dørren af et Verts=Huus, hvor
hand havde forødt sine Midler, kunde denne Philosoph ikke bare sig for


at sige: Unge Mand, dersom J havde spiist maadeligen til Mid¬
dag, da havde J ikke haft behov at spiise saa slet til Aften.
Der have vel nogle været saa urimelige og foregivet, at Sparsom¬
melighed er for ringe og indskrænket en Egenskab til at fortiene at tages
i Betragtning af høye Siæle. Men Fornuften overbeviiser, og Forfa¬
renhed forsikkrer os, at de største Mænd i alle Tider have været sparsom¬
melige; og sandeligen, dersom der var intet andet til at opmuntre Men¬
neskene til at legge vind paa denne Dyd, saa var dette nok til at anbefale
den, at dens jævnlige Øvelse giør Menneskene dydige og retfærdige.
Umaadelighed der er Søster til Ødselhed, bringer mange Menne¬
sker i den Trang, som de ved Maadelighed og Sparsommelighed kunde
undgaae; den der, ved at overtræde Sparsommeligheds Regler, eller
ved at lade sine Begiærligheder raade, kommer i en virkelig eller indbildt
Mangel, bliver derved et Rov for de Tillokkelser, som hand, uden slig
Mangel, vilde, maa skee, lade haant om at høre eller følge. Historien
og enhvers daglige Forfarenhed viiser mange Exempler herpaa; Mange
Fæstninger ere ved Mangel paa fornødne Ting tvungne til at overgive
sig; og mange af begge Kiøn ere forførte til at forlade Dydens Fane,
enten ved Trang, som de ved Sparsommelighed kunde forekommet, eller
ved umaadelige Begiærligheder, hvilke de ikke ved lovlige Midler kunde
opfylde. Den der ved en sparsom Tarvelighed kand indskrænke sine
Udgifter og Begiærligheder inden hans lovlige Jndkomsters Grændser,
vil finde det læt at forskyde alle de glimrende Tilbud, som sigte til at rokke
hans Dyd, og som graadigen tages imod af dem, der ere anderledes
sindede; og ligesom en selv=foraarsaget eller indbildt Mangel forfører
disse fra Dydens Tieneste, saa hindrer Ødselhed, Vellyst og Umaadelig¬
hed dem fra at søge den igien, efterdi denne ikke saa overflødigen i ud¬
vortes Ting lønner sine Tienere, som Lasterne ofte giøre.
Jntet Menneske bør have saa høye Tanker om sin egen Dyd, at
hand skulde underkaste sig de Fristelser, hvor ved saa mange andre ere
bre


e de Herviske
ikke et hvert Menneske givet af
bragte i Fald.
Dyder, som fremskinne saa herligen i de gamle Tiders Historier; de tven¬
de Romerske Borgemestere, M. Curius Dentatus og Cajus Fabricius, som
begge vare fattige, men ikke ved Ødselhed eller Overdaadighed, forskøde
de riige Gaver, som Samniterne sendte til den første, og som Kong Pyrrhus
tilbød den anden. Men begge vare saa maadelige i deres Levnet, at
Samniternes Gesandtskab fandt den ene i sin lille Bonde=Hytte, siddende
ved sin Skorsteen at steege Roer, som hand spiiste af en Træ=Tallerken,
og hvilke hand selv havde saaet i den lille Jord, som hand eyede; en Mand
der havde saa ofte anført de Romeres Krigshær, drevet deres mægtige
Fiender paa Flugt, og plantet sine Seyer=Palmer paa Capitolium, levede
som en ringe Bonde, naar Republiqven ikke behøvede hans Tieneste, og
kunde svare de Udskikkede, som med Gaver vilde drage ham paa deres
Side: at hand holdt det for herligt, ikke at have Penge, men
at befale over dem der have. Hvad Virkninger skulde vel Guld og
Foræringer have hos saadanne Mænd, der kunde leve fornøyede med saa
tarvelige Maaltider, Huuse og Klæder, som disse Store Helte, hvis Ven¬
skab Konger selv søgte og agtede høyt? Ja, da den fornævnte Fabricius
talede med Kong Pyrrhus, der tilbød ham anseelige Gaver, saasom hand
var bekiendt for at være fattig, og derhos erklærede, at hand ingenlunde
med disse Gaver vilde drage ham fra Dyd, den Troskab og Pligt, som
hand var sit Fæderneland skyldig, men at hand alleneste derved vilde
give ham Bevus paa sit Venskab og Høyagtelse, at hand som en saa
berømt Helt kunde leve i større Overflødighed og Beqvemmelighed, da
svarede denne, at hand aldrig havde tragtet efter større Overflødighed i
Mad og Drikke og Klæder, end hans lille Jord kunde forskaffe ham; at
hand havde, i de mange Lande og Stæder, som hand havde indtaget,
fundet store Leyligheder til at sanke Riigdom og Bytte, men hand agtede
ikke at besvære sig med de Ting, som ikke vare høytfornødne; kort sagt,
saalænge disse Mænd havde deres Nødtørft, saa vilde de ansees for at
være riigere end den mægtigste Konge, og derfor agtede sig fornærmede
ved, at nogen vilde ved Gaver søge at drage dem fra deres Pligter.
Andreas Marvel, en af de uegennyttigste Patrioter og Parlamentes
Lemmer i Kong Carl den Andens Regiering i Engelland, havde kun et


ringe Fæderne=Gods, men hand forvaltede det med saadan Klogskab
og indrettede sin Levemaade saa tarveligen, at hand ikke var ved Gaver
eller riige Embeder at forføre til at bifalde noget, der var imod hans
Pligt og Troskab. Hand spiiste gemeenligen i et stort allmindeligt Spiise¬
Qvarteer ved Stranden, og naar hand gandske hierteligen havde spiist
et stykke kaagt Oxekiød, en steegt Due og nogle Asparges, og drukket et
Glas Ports Viin, tog hand en Penge ud af sin Lomme og sagde til de
nærværende Giæster: J gode Herrer, hvem vilde leye sig selv
bort for Penge, saa længe hand kand have saadant et Maaltid
for en halv Krone?
Mand seer heraf, hvor nær Sparsommelighed og Maadelighed eller
Nøysomhed ere forenede, og hvilket stærkt Bollverk Dyden har for sig
i et Gemyt, der er bevæbnet dermed.
Jeg vil slutte disse Betragtninger med en sandfærdig Historie om
Cosmo de Medicis, Store=Hertug af Toscana, hvilken, formedelst
sin umaadelige Riigdom, var udraabt for at have udfundet den Kunst
at giøre Guld. En ædel Venetianer, som, endskiønt hand havde kun
ringe Midler, stod dog meget høyt i Naade hos Hertugen, og ved sin
artige Opførsel satte sig dagligen i større Anseelse ved Hoffet, tog sig en¬
gang den Frihed at spørge Hertugen, om hand kunde giøre Guld eller
ey? Min Ven, sagde Hextugen, jeg kand; og jeg vil lære eder den
gandske Recept i faa Ord. Jeg bad aldrig en anden giøre det
jeg selv kand giøre; jeg opsatte aldrig til i morgen, hvad der
kand giøres i dag; og jeg agter ingen Ting saa ringe, at den
jo fortiener at tages i Betragtning.
Kort sagt: Mand bliver ikke riig ved at fortiene eller vinde
meget, men ved at spare.
Dette Uge=Skrift bliver hver Torsdag at bekomme i det Kongel. priv.
Bogtrykkerie ved Stranden, skraas over Prammændenes Laugshuus,
hvor 3de forgyldte Skildter sees over Døren, Arket 2 s.


No. 79.
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker.
I¬
blant de Emirer og Vezirer, de Tapperheds og Viis¬
doms Sønner, som staae ved Siderne af den Jndianske Throne,
for at bivaane Raadet og at føre Krigene for Timurs Efterkom¬
mere, havde Morad, Hanuths Søn, længe beklædt det ypperste Sted.
Efter at Morad havde indlagt sig et berømmeligt Navn i mange Slag
og Beleyringer, blev hand belønnet med Statholderskab over en Pro¬
vints, hvorfra Rygtet om hans Viisdom og Lemfældighed blev ført til
Taarnene i Agra, ved deres Bønner, som hans Regiering giorde lykke¬
lige. Keyseren kaldte ham til sig, og overgav i hans Hænder Riig¬
doms Nøgler og Herredoms Sværd. Morads Røst blev hørt fra Tau¬
rus=Biergene, og til det Jndianske Hav; enhver Tunge samlede i hans
Nærværelse, og et hvert Øye var nedslaget for hans Ansigt.
Morad levede mange Aar i Lyksalighed, enhver Dag forøgede hans
Riigdom, og udbreedte hans Magt. De Viise igientoge hans Lære¬
Sprog, Høvedsmænd over tusende ventede paa hans befalinger.
Hans Medsøgere krøbe hen i Misundelses Huule, og Misfornøyelse
skælvede ved sin egen Knurren. Men menneskelig Høyhed er kort og for¬
gængelig, som Røgelses Lugt i Jlden. Solen blev keed af at forgylde
Morads Palatser, Sorrigs Skyer samlede sig omkring hans Hoved, og
Fiendskabs Storm brusede omkring hans Bolig.


Morad saae Fordervelsen hasteligen at nærme sig.
De første,
som forlode ham, vare hans Poeter; deres Exempel blev efter¬
fulgt af alle disse, hvilke hand havde belønnet for at hielpe til at befor¬
dre hans Fornøyelser, og alleeneste nogle faa, hvis Dyd havde beret¬
tiget dem til hans Gunst, lode sig nu see i hans Forgemak eller Kamre.
Hand følte sin Fare, og kastede sig ned for Thronens Fodskammel.
Hans Anklagere vare frække og høyrøstede, hans Venner lode sig nøye
med at udviise en koldsindig Upartiiskhed, og Sandheds Røst blev døvet
ved Modstandernes Skriig. Hans Magt og Embede blev ham frataget,
tillige med hvad hand havde forhvervet sig, og hand blev dømt til at
fremdrage sin øvrige Leve Tiid paa hans eget Fæderne Arve=Gods.
Morad havde saa længe været vant til Forretninger og til at være
omringet af en Mængde Venner og Opvartere, Supplicantere og Hyk¬
lere, at hand ikke vedste hvorledes hand skulde fordrive sin Tiid i Een¬
somhed; Hand saae med Fortrydelse Solen staae op, og paatvinge ham
en ny Dag, da hand havde intet at bruge den til; hand misundte den
Vilde, som flakker omkring i Ørken, efterdi denne har ingen Time til
overs fra de Forretninger, som Naturen kalder ham til, men er altid
paa Jagt efter Rov og Føde, eller sover i sin Huule.
Hans Misfornøyelse svækkede med Tiden hans Helbred, og en lang
som tærende Sygdom angreb ham. Hand vilde ikke tage nogen Læge¬
dom, hand forsømte at røre sig, og laae paa sin Løybenk, knurvoren og
uroelig, heller bange for at døe end begierlig efter at leve. Hans Huus¬
Folk giorde sig en Tiid lang dobbelt Umag for at gaae ham til haande og
opvarte ham, men da de fandt, at all deres Tienstfærdighed ikke kunde
formilde ham, eller deres Omhyggelighed stille ham tilfreds, saa bleve
de omsider skiødesløse og dovne, og hand som tilforn befalede over Na¬
tioner, vansmægtede ofte i sit Kammer uden at have nogen hos sig, der
kunde opvarte ham.
J denne melancholske Stand sendte hand Bud efter sin ældste Søn


Abouzaid og lod ham kalde fra Krigs=Hæren. Abouzaid blev forfær¬
det, da hand fik Tidende om sin Faders Sygdom, og iilede med lange
Dag=Reyser til det Sted, hvor hand boede. Morad levede endnu, og
følte at hans Styrke kom igien ved hans Søns Omfavnelse; hand be¬
falede ham at sætte sig ned ved Siden af hans Seng, og derpaa talede
saaledes til ham: Abouzaid, din Fader har nu intet meere at haabe
eller frygte af Jordens Jndvaanere; Dødens Engel har nu lagt sin
kolde Haand paa ham, og den glubende Grav venter efter at faae
ham til Rov. Hør derfor en gammel Forfarenheds Lærdomme, og
lad ikke mine sidste Underviisninger blive forgæves. Du har seet mig
lyksalig og elendig, du har seet min Ophøyelse og mit Fald. Min
Magt er nu i mine Fienders Hænder; mine Liggendefæe have belønnet
mine Anklagere; men min Fæderne Arv har Keyserens Naade sparet,
og min Viisdom kunde hans Vrede ikke tage fra mig; Kast dine Øyne
rundt omkring dig, alt hvad du seer, vil inden faa Timer blive dit;
bøy dine Øren til mine Formaninger, og disse Eiendomme vil befor¬
dre din Lyksalighed. Tragt ikke efter offentlige Ære=Embeder, gaae
ikke ind i Kongernes Palatser; din Riigdom vil sætte dig i Sikkerhed
for Forhaanelse og Foragt, lad din Maadelighed og Mildhed under¬
trykke Misundelse. Lad dig nøye med den Værdighed, som du kand
forskaffe dig selv i dit Huus og hos dine Bekiendtere, udøøs din Riig¬
dom iblant dine Venner; lad en hver Dag meere og meere udviide
din Godgiørenhed, og lad dit Hierte ikke blive roeligt, førend du er
velsket af alle dem, der kiende dig. Da jeg var i min høyeste Magt,
sagde jeg til Bagtalelse, hvo vil høre dig? og til Underfundighed, hvad
kand du udrette? Men, min Søn, foragt ikke den allersvageste Ond¬
skab, kom ihu at Forgift formaaer hvad Styrke ikke kand giøre, og
v at en Løve kand omkomme ved Stinget af en Otter=Slange.
Morad døde faa Timer derefter. Da Sørge Tiden var forbi, be¬
sluttede Abouzaid at indrette sin Opførsel efter hans Faders Raad, og
at legge sig efter at vinde Menneskenes Kierlighed ved alle de Konster, som
Mildhed, Høflighed, Tienstfærdighed og Gavmildhed kunde anvende.
Hand betænkte viseligen, at hand maatte først sætte sin Huus=Lyksalig¬
hed i Sikkerhed, og at ingen har saa megen Magt til at giøre got eller


Skade, som disse der ere nærværende hos os i vore skiødesløse Timer,
som høre hvad vi tale i ubetænksom Lystighed, og mærke de pludselige
Bevægelser, som Passionerne sætte os i, paa de Tider, naar vi ikke holde
saa nøye Vagt over dem. Hand forøgede derfor alle hans Tieneres
Løn, og naar nogen af dem udviiste en ugemeen Fliid, da erkiendte
hand det med særdeles Foræringer. Jmedens hand nu ønskte sig selv til
Lykke med hans Families Troeskab og Kierlighed, blev hand en Nat
forskrækket af Røvere, som, da de bleve forfulgte og grebne, erklærede,
at de vare blevne indladte af en af hans Tienere; denne Tiener bekiendte
strax, at hand havde taget Skoddene fra Dørren, efterdi Nøglerne vare
betroede til en anden, som hand ikke agtede meere værdig til den For¬
troelighed, som Herren havde til ham.
Abeunaid blev saaledes overbeviist, at en Tiener eller en Under¬
mand kand ikke lætteligen giøres til en Ven; og efterdi mange søge ef¬
ter at nyde den første Rang i hans Gunst, saa vil alle disse blive mis¬
fornøyede og afspenstige, som hand ikke bønhører. Hand besluttede
derfor at holde Sælskab med nogle faa Liigemænd, hvilke hand udsøgte
iblant de fornemmeste Mænd i Provintzen. Med disse levede hand lyk¬
salig i nogen Tiid, indtil de ved jævnlig og fortroelig Omgængelse ble¬
ve befriede fra Tvang, og enhver af dem meente, at hand havde Fri¬
hed til at følge sit eget Hoved og at fremsætte og forsvare sin egen Mee¬
ning. De forstyrrede da hverandre med deres stridige Tilbøyeligheder
og uliige Meeninger, og Abouzaid var tvunget til at støde et Partie
for Hovedet, ved at holde med det andet, eller og at fortørne begge,
ved at være upartiisk.
Derefter foretog hand sig at skye en tæt Forening med Creature,
der ere saa u-overeensstemmende i deres Natur, og at udbrede sig i en
vidtløftigere Cirkel. Hand udviiste sig høflig og mild imod alle, hand
indbød alle til sit Bord, uden at lade see nogen særdeles Fortroelighed
imod nogen. Mange af dem, som hand tilforn havde gaaet forbi, da
hand udsøgte sig Venner, vilde nu ikke tage imod hans Bekiendtskab;
og iblant disse, hvilke Pragt og Overflødighed drog til hans Bord,


vilde enhver trænge sig frem, for de andre, til en særdeles Fortroelig¬
hed; meente at hand blev overseet og ubemærkt i Mængden, og knur¬
rede fordi der blev ikke gjordt meere Høytid af ham end af de andre. Ef¬
terhaanden bøde de sig alle til, og alle bleve fortrydelige over Afviis¬
ning. Hans Bord blev da forgæves skiult med lækkre Rætter, Musi¬
ken klingede i tomme Værelser, og Abouzaid blev forladt, at hand i
Eensomhed kunde optænke nogen nye Maade til hans Forlystelse eller
Sikkerhed.
Hand besuttede nu at prøve Taknemmeligheds Kraft og søgte ef¬
ter Mænd der havde Lærdom og Videnskaber, hvis Fortieneste var for¬
mørket ved Fattigdom. Hans Huus blev snart opfyldt af Poeter, Bil¬
led=Huggere, Malere og Tegnere, som sviirede i en u-forsøgt Over¬
flødighed, og anvendte deres Kræfter til deres Velynders Berøm¬
melse. Men inden en kort Tiid forglemte de den Elendighed hand havde
befriet dem fra, og begyndte at betragte deres Forløser som en elendig
Stymper, der ikke forstod meget, som blev stor ved Gierninger, hvilke
hand selv ikke kunde forrette, og hvilken de meere end overflødigen be¬
talte for hans Velgierninger, i det de giorde ham den Ære at tage
derimod. Abouzaid hørte deres Knurren og gav dem Afskeed, og fra
den Time af saae hand ikke meere efter konstig Malerie, eller hørte ef¬
ter Lov=Sanges Berømmelser.
Da disse Kunstens Sønner gik bort og mumlende truede ham med
en stedsevarende Beskæmmelse, kaldte Abouzaid, som stod ved Porten,
Hamet en Poet til sig og sagde: Hamet, din Utaknemmelighed har
gjordt en Ende paa alle mine Forhaabninger og Forsøg; jeg har nu
lært hvor forfængeligt deres Arbeyde er, som haabe at blive beløn¬
nede af Menneskenes Velvillighed; jeg skal herefter giøre godt og skye
ondt uden at bekymre mig om Menneskenes Mening; og fatte det For¬
sæt alleeneste at søge hans bifald, hvilken alleene vi ere visse paa at
behage, naar vi stræbe efter at behage ham.
Te¬
Kkkk3


entet
hilemon, som med mange Penge
Besad et høyt og ædelt Mood,
Og for at hielpe dem, som maatte til ham trænge,
Sin egen Fordeel tit for andres vige lod;
Philemon Avinds Had dog ey undvige kunde,
Hvor hielpsom hand end var mod dem, som ham misunde.
To Naboer ham hadede,
To Naboer forsømte ikke
Ham at bagtale og forklikke;
Hvorfor? fordi hand var langt riigere end de.
Var dette ikke alt en stor Forseelse?
Hans Venner raadte ham at hævne den Vanære.
Ney, sagde hand, lad dem af Avind skænde mig,
Min Død skal dem omsider lære,
Hvad de nu ey indbilde sig,
At de ubilligen den Riigdom mig misunde,
Som kun faa Mennesker ret gavnlig blive kunde.
Hand døer. Mand finder da et saadant Testament¬
De tvende Naboer, skal, naar mit Liv er endt,
Alt hvad jeg efterlader, nyde,
Fordi de have mig dertil ey værdig kiendt.
Det kunde mangen Ven jo billigen fortryde.
Hvad! kunde jeg ham ey misundt saavelsom de?
Men disse gav hand alt, mig ey det ringeste
De tvende Naboer fornøyede nu høre,
At Testamentet holdes maae;
Thi mand da ikke ret forstod Proces at føre,
De skulde ellers vel ey noget kundet faae;


Nu


Nu fik de derimod alt hvad hand eyede.
Ach hvor berømte de ey denne Salige!
Hans Hierte ædelt var, hand havde mange Dyder,
Hand i sin Tiid et Lyys for Verden været har,
For Testamentets skyld hand all den Lov=Sang nyder,
Thi før hans Død, hand ey endnu det var.
Mon vore Naboer lyksalige nu blive
Maae skee. Vi agt paa dem vil give.
Den ene legger nu henrykt sin Riigdom ned
Og med en karrig Haand i Kiister den forvarer,
Ja, hand opofrer den sit Liv, sin Rolighed,
Og skælver for uvisse Farer.
Naar andre sove, vaager hand,
Og ofte ønsker sig, med Taare, den Forstand,
At hand maa Tyvene og deres List bedrage.
Ham ofte onde Drømme plage,
At mand den gandske Skat ham haver straalet fra;
Hand pludseligen op af Sengen springer da,
Og med Forskrækkelse og Frygt til Stedet iiler,
Hvor Skatten i Forvaring hviler.
Ham plage tusende Bekymringer og Sorge,
At hand sin Skat forøge maae;
Af Gierrighed vil hand den halve deel udborge,
Men lader dog, af Frygt, tomhændet fra sig gaae
Den, som hans Vall var faldet paa.
Jmens hand fattig var, hand sig dog spiiste mæt,
Nu hand er blevet riig, hand næsten Hunger lider,
Hans Mad er baade knap og slet.
Hand klager over Gud og over dyre Tider
Saa ofte som hans Haand afkiærer kartigen


En


en Smule Brød til dem, som hand sig maae antage.
Hand er og bliver dagligen
For sine og sig selv en Byrde og en Plage.
Den anden Naboe ham beleer,
jeg ikke, siger hand, en saadan Nar vil være,
Men hvad jeg arvet har fornøyelig fortære.
Hand holdt og rigtigt Ord; hand inden faa Aar seer
Sin store Arv i andres Hænder.
Paa Gaderne, hvor hand tilforn i Herlighed,
Med Stolthed kiørte op og ned,
Der gaaer hand nu til Fods, og ingen hannem kiender.
Ach! sagde hand til den, som hans Med=Arving var,
Philemon saae forud tilfulde,
At Riigdom os forderve skulde
Hand sine Midler os derfor beskikket har.
Du hungrer karrigen, jeg mit fordøyet haver;
Vi vare værd, at hand sit Gods os efterlod,
Thi ingen af os dog forstod
Ret at anvende disse Gaver.
Dette Uge=Skrift bliver hver Torsdag at bekomme i det Kongel. priv.
Bogtrykkerie ved Stranden, skraas over Prammændenes Laugshuus,
hvor 3de forgyldte Skildter sees over Døren, Arket 2 s.


No. 80.
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker.
Qvo moriture ruis?
E¬
ndskiønt Frimodighed er undertiden et stort Beviis paa
høy Dyd, saa er den dog lige saa ofte Tegn til stor Udyd; thi
dersom den, der udretter noget got, med Livs Fare, maae tilstaaes
at have den stærkeste Tilbøyelighed til det gode, saa maae det ligeledes
tilstaaes, at den, som med Livs Fare udretter noget ondt, har lige saa
stor Tilbøyelighed til det onde. Men ligesom der er Forskiæl paa Frimo¬
dighed i henseende til Dyd og Udyd, saa er der og Forskiæl imellem Fø¬
lesløshed og Frimodighed.
Enhver Passion bliver svagere, ligesom den vænnes meere og meere
til det, som opvækker den. Det onde maae betragtes som det der op¬
vækker Frygt; men Frygt opvækkes alleneste, naar det onde bliver for¬
modentligt, eller med andre Ord, naar vi ere i Fare. Saasom det samme
Onde kand blive formodentligt paa mange Maader, saa ere der adskillige
Slags Farer; den Fare, som Menneskene ideligen ere underkastede, vænnes de
omsider saaledes til, at den ikke meeere opvækker Frygt. Jmidlertid maae
dette ikke betragtes som et Exempel paa Frimodighed; thi lige Fare,
men af et andet Slags, vil altid opvække den samme Grad af Frygt i
det samme Gemyt.


Aarsager kand derfor vel giøre et Menneske følesløs i
Mechanis
Fare, men det er urimeligt at meene, at de kand giøre ham frimodig
og behiertet; thi Frimodighed er en Virkning af Sindets Kraft, hvorved
det stræber efter at overvinde den Følelse, som det haver af den forestaa¬
ende Fare; det kand derfor ikke siges, uden gandske at forvende Sproget,
at en Mand er behiertet, alleeneste fordi hand ikke udviiser nogen Frygt,
naar hand ikke mærker eller føler til nogen Fare.
Vel er det sandt, at Frimodighed og Følesløshed kand giøre den
samme Virkning; og naar vi see en anden ubekymret og ved et frit Mood,
i en Tilstand, hvorover vi skælve, da er det ikke saa forunderligt, om vi
meene, at denne Rolighed, som vi see hos ham, er en Virkning af hans
Sinds Styrke, og om vi ære hans Mangel paa Frygt med Navn af
Tapperhed. Og dog alligevel, naar en Muurmester synger og fløyter ved
sit Arbeyde, da hand sidder paa en Planke der er en Food breed og en
Tomme tyk, som hænger ved en Sparre og et Reeb høyt i Væiret, og
hand uforbigængeligen maatte slaae sig ihiel, om hand skulde falde ned,
da er hand alleneste ved en lang Øvelse vant til at være ubekymret i en
Tilstand, i hvilken mand allmindeligen frygter for meere Fare end der
virkeligen er; Hand har ikke forhvervet sig nogen Sinds Styrke, hvor¬
ved mand overvinder Følelsen af en Fare, ey heller er hand meere behier
tet end den, som, endskiønt hand vilde skælve paa Stellatsen, kand dog
staae uden Frygt neden under den, thi Faren er i begge Tilfælde næsten
liige, og beroer paa den samme Hændelse.
Men den samme Følesløshed tages ofte i stedet for Frimodighed,
der er forhvervet ved en Vane, end og naar Faren er virkelig, og i disse
Gemytter, som ved alle andre Leyligheder vilde lade see, at dem fattedes
Mood og Tapperhed. Jndvaanerne i Sicilien leve uden Skræk paa Si¬
den af et Jldsprudende Bierg, hvilket en Fremmed bestiger med afbrudte
Trin, seer sig ved hvert Skrit runden om, veed ikke om hand skal gaae
frem eller tilbage, og frygter for at Jlden skal bryde ud, som hand hører
at brage under sig, og som hand seer at stige ud af Toppen; men lad
et Fruentimmer, der er saaledes blevet følesløs, og finder ikke til noden


Skræk for et Jordskælv, blive ført til Aabningen af Gruberne i Nord,
hun vil da med Skræk see ned i Afgrunden, hun vil skælve ved den
Tanke at stige der ned, og bæve af Frygt for at Brinken som hun staaer
paa, skal falde ud.
Vi skulde ikke mindre tage os vare for Følesløshed i virkelige Fa¬
rer, end for en ufornuftig Frogt. Frygt, naar den har sin rette Grad
efter det Onde, som den frygter for, og er ikke for stærk til at regieres
af Fornuften, er ikke alleneste ulastelig, men og æragtig; den er væsent¬
lig for den menneskelige Naturs Fuldkommenhed, og uden den skulde
Sindet være ligesaa ufuldkomment, som Legemet uden et Lem. Mennesket
er et Creatur, der er underkastet idelige Ulykker, hand kand hvert Øve¬
blik ødelegges ved utallige Tilfælde, hvilke hand dog ofte kand forekom¬
me, naar hand seer dem forud; Frygt blev derfor indplantet i hans
Bryst, til hans Frelse; for at advare ham, naar Faren nærmer sig, og
for at forekomme, at hand ikke pludseligen skal styrtes deri, enten ved
modtvillig Letsindighed eller ved Uagtsomhed. Men disse Ulykker, som vi
skulde ikke have seet forud, dersom vi ikke havde frygtet for dem, ere vi
ikke mægtige til at undflye, naar Frygten tager alt for meget Overhaand;
Thi Feyghed og Formastelse ere lige skadelige, og findes ofte i det sam¬
me Sind.
En Bonde i Nord=Engelland havde to Sønner, Thomas og Hans.
Thomas kom til at gaae til Søes, da hand var meget ung, med en
Skipper paa et lidet Fartøy, som boede i Hull; og Hans blev ved at
arbeyde hos hans Fader, indtil hand var henimod tredive Aar. Thomas,
som nu selv havde faaet en Smakke at føre, tog sin Broder om Bord
med sig til London, og lovede at forskaffe ham Tieneste iblant de Søe¬
farende. Efter at de i nogle Timer havde været under Seyl, blev Vin¬
den dem imod, og blæste meget stærkt; Bølgerne begyndte strax at reyse
sig, og sloge med Hæftighed imod Forstavnen, saa at det hvide Skum
stod omkring. Skibet, som nu blev tvunget imod Vinden, laae saa me¬
get paa den ene Side, at Randen var ofte under Vandet; og Hans,
som ventede hvert Øyeblik at kuldseyle, blev betaget med en Skræk, som


hand ikke kunde skiule. Hand bad Thomas indstændigen, at hand vilde
lade tage Seylene ind, og beklagede sin Daarlighed, der havde ført
ham i denne hæftige Storm, som hand nu ikke, uden ved et Mirakel,
kunde undgaae. Thomas beloe hans Bedrøvelse og udviiste en stolt
Foragt over hans Kleinmodighed; og Hans derimod forundrede sig over
Thomas og hans Folk, med en ærbødig Høyagtelse for deres kække Mood,
og begyndte omsider, af deres Ansigter og Opførsel, at fatte noget lidet
Haab; hand troede, at hand havde fortient den Bebreydelse, som hand
maatte lide, og foragtede sig selv for sin Frygt, hvilken hand ikke kunde
overvinde eller skille sig ved. Jmidlertid tog Vinden til, og inden en
Time blæste det en Storm. Hans, som med største Agtsomhed og Be¬
kymring gav nøye agt paa alles Ansigter, syntes nu at finde noget i Skibs¬
Folkenes Øyne og Miiner, som undskyldte hans Frygt; hand igientog
derfor sine Klagemaal, og da hand mærkte at hans Broder var stedse u¬
bekymret, saa bad hand ham igien indstændigen, at hand vilde bruge
all muelig Forsigtighed, og ikke ved en formastelig Dristighed forøge de¬
res Fare. Til Svar paa disse Forestillinger fik hand saadan en Trøst,
som et Menneske ofte giver det andet i en overmaade Bedrøvelse; Fy,
for en Ulykke, J Tosse! sagde Thomas, vær ikke saadan en Kiærling;
jo fleere Seyl vi føre, jo snarere skal vi komme ud af Væiret. Hans
havde vel begyndt at frygte, førend hand kom i Faren; men Thomas
var følesløs i Faren, da den kom; hand blev derfør ved at seyle, hov¬
modig over sin større Dristighed, og i forveyen fornøyede sin Storagtig¬
hed med en pralende Triumpf, naar de vare komne til Lands. Men saa¬
som Seylene vare endnu udspendte, saa blev Masten ved en pludselig
Kaste=Vind brækket i Stykker, hvilken ved sit Fald saaledes beskadigede
Roeret, at det var umueligt at styre, og strax efter stødte Skibet. J
samme Øyeblik da Thomas mærkte Faren, saae mand at hand var gand¬
ske forsagt. Da Skibet stødte, kom Hans op, som var befalet at gaae
ned i Rummet, og fandt den kække Helt, hvilken hand saa nyligen havde
betragtet med Ydmyghed og en høyagtende Forundring, siddende paa
Dækket, vriende sine Hænder og jamrende sig med u-sammenhængende
og høyrøstede Klagemaal. Hans syntes nu meere rolig end tilforn, og
spurte, om der endnu kunde foretages noget, for at redde deres Liv.
Thomas svarede med en afsindig Røst, at de kunde mueligen flyde til
Land paa et eller andet Stykke af Vraget; hvorpaa hand tog en Øxe,


og, i stedet for at prøve paa at giøre Masten løøs, begyndte hand af
hugge Hull i Baaden. Hans, som endnu kunde bruge sin Fornuft, om¬
endskiønt hand for tiligen var blevet bange, saae at Thomas i hans Af¬
sindighed vilde afskiære dem deres sidste Haab; hand greeb ham derfor
om Armen, og med Magt tog Øxen fra ham, hialp Skibsfolkene at faae
Baaden i Vandet, overtalede hans Broder til at forlade Skibet, og
inden fire Timer kom de alle beholdne til Lands.
Dersom Skibet havde holdt Stormen ud, da skulde Thomas
blevet holdt for en Helt, og Hans for en ræd Stymper; men jeg haa¬
ber, at ingen af dem, som have fulgt mig i disse Betragtninger, vil
herefter ansee Følesløshed i Fare for et Tegn til Mood og Tapperhed;
eller beskylde dem for Feyghed, hvis Frygt er ikke større end Faren, som
de frygte for, ey heller for hæftig til at svare til dens Hensigt.
Der er et Onde, som mange ere i en bestandig Fare for; et On¬
de, mod hvilket alt andet er som en Draabe Vand, og et Støv i
Vægt=Skaalen; og dog synes den største Deel at være gandske u-be¬
kymret, og ikke at giøre sig den ringeste Tanke om denne Fare.
Et hvert Menneske, som i Skiødesløshed forsømmer Salighedens
Dag, hand staaer paa Brinken ikke alleeneste af Graven men af Hel¬
vede. At denne Fare overhænger alle, det sees af de Talemaader, som
den u-endelige Viisdom har udvalt til at beskrive den Opførsel, ved
hvilken allene den kand undgaaes; den kaldes et Løb paa en Bane
efter et Klenodie; en Vagt; et Arbeyde, som skal giøres med
Frygt og Bævelse; en Kamp indtil Blodet, og en Striid med
alt hvad der kand forføre eller kand forskrække, med Sandser¬
nes Fornøyelser og med Engles Magt. Det Øyeblik, i hvilket
vi skal drages bort fra Brinken af dette Svælg, eller styrtes ned i dens
Afgrund, kand ingen Magt enten afvende eller forhale; det nærmer
sig vel stiltiende som Tidens Flugt, men dog hastig og ueimodstaaelig


som en Cometes Løb. Det forskrækkelige Onde, hvilket, ligesaa syn¬
digen som egentligen, kaldes den anden Død, skulde visseligen ikke for¬
agtes eller slaaes af Tankerne, alleeneste fordi det har længe været fo¬
restaaende; og saasom der er intet af saa stor Værdie, der kand giøre
et Menneske Erstatning, og alt saa ikke heller fornuftigen kand bringe
ham til at underkaste sig dette Onde, saa kand det ey heller ansees som
noget, der udkræver Mood og Tapperhed; Det skulde ikke være Spørs¬
maal, hvorledes det maae taales og udstaaes, men hvorledes det maae
undgaaes. Og dersom det, i denne frække Tiid, er umueligt at
bereede sig til Evigheden, uden at tabe Carakter af en Helt, saa vil
dog visseligen intet fornuftigt Creatur lade sig ved denne Betragtning
afskrække fra at arbeyde derpaa; thi hvem, uden et Barn eller en Tosse,
vilde bortgive sin Fæderne Arv for en Fiær, eller for Lyden af
en Rangle forskyde en Triumpfs Fryde=Skriig og Berømmelser?
Hvad Tanker et Menneske, efter Skriftens Anviis¬
ning, maae giøre sig om Jordskælv.
kiødesløse eller forhærdede Syndere kand vel være døve imod alle
Guds Kald og Advarseler; og smaa Philosopher, som have liden,
og meget liden Jndsigt i naturlige Aarsager, kand tænke, at de see
nok, til at giøre reede for hvad der tildrager sig, uden at kalde en særde¬
les Guds Forsyyn til Hielp, men lad dem have hvad Indbildinger de
vil; Sagen er dog alt for alvorlig til at spøge med.
Kand det være et Beviis paa en meere end allmindelig Fornuft, at
bilde sig ind, at Gud, som har skabt alle Ting, skulde have frasagt sig
Magt over alle Ting? saa at alle Naturens Virkninger og Bevægelser,
ikke meere bør henføres til hans særdeles Forsyyns Regiering, end de


Bevægelser, som
i et Uhreverk, efter at det
sat i
Gang, men er nu ikke meere i hans Hænder?
Jordskælv ere tydeligen anførte iblant de Midler, ved hvilke GUd
straffer et gienstridigt og ugudeligt Folk. Saaledes trues Jerusalems
Jndbyggere, Esaiæ 29 Cap. 6 v. at de skal hiemsøges af den HErre
Jebaoth med Torden og Jordskælv og Storm og fortærende
Jlds Lue. Det samme see vi paa mange andre Steder, saasom i
Psalm. 18. 8 og videre; i Amos 3. 15. Zach. 14. 4. 5. etc. hvor baade
Jordskælv og andre store Tegn i Naturen ikke alleeneste anføres som
Beviis paa Hærskarenes Guds forfærdelige Majestæt, men og som Mid¬
ler, hvormed Gud efter sit Velbehag straffer og hiemsøger et forhærdet
og syndigt Folk.
Det fortiener derfor Menneskenes alvorligste Eftertanke, naar GUd
ved disse forfærdelige Midler erindrer os om, hvor aldeles intet vi ere
imod hans uendelige Magt, hvis Vrede vi dog saa dumdristigen trodse;
Naar Jorden paa mange Miile bæver og bevæges og raver hid og
did som en drukken Mand, da er det visseligen ikke en Roos at være
eller anstille sig urørt og uforfærdet. Det maae kaldes Sikkerhed, eller
Fortvilelse, men fortiener hverken Navn af en moralsk eller christelig
Frimodighed.
David taler vel paa adskillige Steder om sin Frimodighed i de for¬
skrækkeligste Tilfælde, naar Jorden bæver, naar Biergene flyttes, naar
Afgrunden aabnes, naar Himmelen eller Luften er opfyldt med Torden
Lynild, Storm og Hagel; men hand erklærer tillige, at hand skælver for
Guds Røst, som ved disse Midler taler, truer, advarer og opvækker; dette
viser os Grunden til den sande Tapperhed og Frimodighed, nemlig Frygt
for GUd. Denne Tanke har Racine meget herligen udført i sin Tra¬
gædie kaldet Athalia; hvor Abner, en af de fornemste Herrer ved Hoffet,
forestiller den ypperste Præst Joad eller Jojada, at Dronningen var me¬


get forbittret imod ham; hvorpaa den ypperste Præst, aldeles uforfærdet
over denne Tidende, svarer saaledes:
Celui qui met un frein a la fureur des flots,
Scait aussi des mechans arreter les complots.
Soumis avec respect a sa volonte fainte,
Je crains Dieu, cher Abner, & nai point dautre crainte.
Hand, som det stolte Hav et Bidsel har paalagt,
Hand og beskæmme kand de Ondes Raad og Magt.
Jeg ydmyg er tilfreds med alt hvad hand tilsender,
Jeg frygter ene GUD, og anden Frygt ey kiender.
Skriften siger derfor, at den Retfærdige er frimodig som en
Løve, men denne samme Retfærdige er derfor ikke uden Frygt, naar
GUD taler og lader sin Røst høre; hand siger da: Hvo skulde ikke
frygte dig, du Herskarenes GUD? Det er, GUD, som har den
gandske Natur, som en Krigshær, under sin befaling, og kand bruge
alle Creature til at udføre hans Domme. Denne hellige Frygt op¬
sluger all anden Frygt; thi naar end, som det ofte skeer, de gode om¬
komme med de onde, saa kand dog hine med Frimodighed sige;
Enten vi leve eller døe, høre vi HErren til.
Lad da de frække og sikkre Syndere søge en Ære deri, at de uden
Følelse og Eftertanke kand høre om Jordskælv og andre deslige forfær¬
delige Guds Domme, som ramme deres Naboer; lad dem besmykke
deres Forhærdelse med en indbildt Jndsigt i Naturens Aarsager og Virk¬
ninger; lad dem drive Spot dermed, at mand af deslige Ødeleggelser
tager Anleedning til at formane Menneskene til Omvendelse; de kand
dog ikke fortiene Navn af større Fornuft eller Frimodighed, end den,
der, efter Skriftens Talemaade, legger sig til at sove oven paa
Masten i en Storm; thi kommer hand vel derfra, da vil dog ingen
fornuftig berømme hans u-besindige Forvovenhed; og omkommer hand,
da undgaaer hand alleeneste at høre deres Bebreydelser, som efterleve.


No. 81.
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker.
Doc me, PALENS, celsiQ; dominator poli,
Qvocung; placuit, nulla parendi mora est;
Adsum impiger. Fac nolle, comitabor gemens,
Malusa; patiar, qvod bono licuit pati.
Bv
ozaldab, Caliph i Egyvten, havde i mange Aar boet tryg¬
geligen under Fornøyelses Silke=Pauluner, og havde hver Mor¬
gen salvet sit Hoved med Glædens Olie, da hans eneste Søn
Aboram, for hvis skyld hand havde opfyldt hans Skat=Kammere med
Guld, udviidt hans Herredom med nye Erobringer og sat dem i Sikker¬
hed ved u=overvindelige Fæstninger, blev pludseligen saaret, da hand var
paa Jagt, med en Piil fra en ubekiendt Haand, og døde i Marken.
Bozaldab blev saa indtaget af Hierte=Sorg og Fortvilelse, at hand
vilde ikke vende tilbage igien til sit Palats, men undvigede hen i den
mørkeste Huule i det næste Bierg; der veltede hand sig i Støvet, reev
Haarene af sit graa Skiæg, og slog Trøstens Skaal mod Jorden, som
Taalmodighed rakte ham. Hand tillod ikke sine Musikantere at kom¬
me i hans Nærværelse; men hørte alleeneste efter de melancholske Nat¬
Fugles fæle Skriig, som fløy omkring og imellem Pyramidernes eensom¬
me Hvelvinger og gienlydende Kammere. Kand den GUD være vel¬


villig, raabte hand, som saaledes saarer Siælen ligesom fra et Bag¬
hold, med en uforventet Sorrig, og knuser sine Creature i et Øyeblik
med ulægelige Elendigheder? J lyvende Præster, snak ikke meeere for
os om en alting regierende og alting elskende Forsyns Retfærdighed
og Kierlighed, Hand, som J foregive at regiere i Himmelen, er saa
langt fra at beskytte de elendige Menneskens Børn, at hand ideligen
finder Fornøyelse i at forderve de fødeste Blomster i Haabets Hauge;
og ligesom en skadelig Kæmpe at slaae ned de stærkeste Lyksaligheds
Taarne med sin Vredes Jern=Spiir. Dersom dette Væsen besad
den Godhed og den Magt, som hykkelske Præster have tillagt ham,
saa vilde hand utvilagtigen baade have Lyst og Ævne til at bortdrive
disse onde Ting, som giøre Verden til et fælt og bedrøveligt Fængsel,
til en Forfængeligheds og Jammers Dal. - Jeg vil ikke længere
blive i den!
J samme Øyeblik opløftede hand i en rasende Forbittrelse sin Haand,
hvilken Fortvilelse havde bevæbnet med en Dolk, som hand vilde støde
dybt ind i sit Bryst; da pludseligen tykke Lyvn=Jlds Straaler skiøde i¬
giennem Huulen, og en Person af meere end menneskelig Skiønhed og
Størrelse, klædt i Himmelblag Klæder, kronet med Amaranth og svin¬
gende en Palme=Gveen i sin høyre Haand, tog fat paa den skælvende og
forskrækkede Caliphs Arm, og sagde med en Majestætisk Smiil: t Følg
med mig op til Toppen af dette Bierg.
y See herfra, sagde den ærværdige Anfører, Jeg er Caloe, Fre¬
dens Engel, See herfra ned i Dalen.
Bozaldab aabnede sine Øyne og saae en ufrugtbar, forbrændt og
ensom Øe, midt paa hvilken sad en bleeg, mager, og fæl Figur; det
var en Kiøbmand, som næsten var død af Hunger, og beklagede at hand
hverken kunde finde vilde Bær eller en eneste Kilde i denne forladte og
ubeboede Ørk; og bad at Himmelen vilde beskytte ham imod de Tiger¬
Dyyr, som nu visseligen vilde dræbe og fortære ham, efterdi hand havde


opbrændt det sidste Træ, som hand havde sanket for at giøre Jld om
Natten at skrække dem bort med. Hand kastede derpaa et lille Skriin
med Ædelsteene hen i Sandet, som lumpne Ting der vare ham til in¬
gen Nytte; og krøb svag og skælvende hen til en liden Høy, hvor hand
pleyede at sidde hver Aften for at give agt paa Solens Nedgang, og at
give Tegn, i fald noget Skib skulde lykkeligen komme nær ved Øen.
Himmelske Jndvaaner, raabte Boxaldab, lad ikke denne elendi¬
ge omkomme ved de vilde Beesters Grumhed. Stille, sagde Enge¬
len, og giv agt.
Hand saae igien, og blev et Skib vaer, som nærmede sig til denne
øde Øe. Hvad Ord kand afmale den forsmægtede Kiøbmands Glæde,
da Capitainen tilbød sig at føre ham til hans Fæderneland, dersom hand
vilde belønne ham med halvdeelen af de Ædelsteene, som vare i hans
Skriin. Jkke saa snart havde denne ubarmhierte Captain faaet den be¬
tingede Deel, førend hand holdt Raad med sine Folk, og de bleve enige
om at bemægtige sig de øvrige Ædelsteene, og at lade den ulyksalige
Fremmede blive i den samme hielpeløse og begrædelige Tilstand, i hvil¬
ken de havde fundet ham. Hand græd og skælvede, bad og tiggede
forgæves.
Vil Himmelen da tillade saadan Uretfærdighed at begaaes, raabte
Bozaldab? -- See igien, sagde Engelen, og see det samme Skib,
i hvilket du, kortesynet som du er, ønskede at Kiøbmanden maatte ble¬
vet indtaget, slaaes nu i Stykker mod en Klippe. Hører du ikke de
siunkende Søemænds Skriig? Tag dig ikke formasteligen for at fore¬
skrive Verdens Regenter, hvorledes hand skal anordne og indrette
Tingenes Hændelser og Udfald. Den Mand, som du har beklaget, skal
tages fra denne forfærdelige Eensomhed, men ikke paa den Maade, som
du vilde foreskrive. Hans Last var Gierrighed, hvorved hand blev
ikke alleeneste vederstyggelig, men og elendig; hand bildte sig ind, at
der var nogen mægtig Kraft i Riigdom, hvilken, ligesom Abdiels Kiæp,
vilde opfylde alle Ønsker og forekomme all Frygt. Denne Riigdom
o, har hand nu lært ikke alleneste at foragte, men at have Afsky for; hand
o kastede sine Ædelsteene hen paa Sandet, og bekiendte, at de vare u¬
Mmmm 2


9 nyttige; hand tilbød Søefolkene endeel deraf, og hand mærkte at de
vare ham skadelige; hand har nu lært, at de blive nyttige eller unytti¬
ge, gode eller onde, alleneste ved Eyermandens Tilstand og Gemyts
Beskaffenhed. Lyksalig er den, som Modgang har lært Viisdom! Men
vend dine Øyne til et andet og meere rørende Syyn.
Boxaldab saae strax et prægtigt Palats, prydet med hans Forfædres
Støtter, udarbeydede af Jaspis. Dørrene, som vare af Elfenbeen og
hængte i Hængseler af Golcondisk Guld, bleve aabnede og lode ham see
en Throne af Ædelsteene, omringet med Statholdere af halvtredsinds¬
tiuge Nationer, og med Ambassadeurer i adskillige Dragter og af ad¬
skillige Legems Farver. Paa Thronen sad Aboram, den Søn, som Bo¬
zaldab saa jammerligen sørgede for, og ved hans Side en Princesse,
deyligere end en Houri.
Naadige ALLA! --: det er min Søn, raabte Boraldab
Du kand ikke tage fat
9Olad mig trykke ham til mit Hierte!,
paa et Syyn, som intet Legeme har, svarede Engelen. Jeg viiser dig
nu, hvad din Søns Skæbne vilde blevet, om hand længere havde
"Og hvorfor, spurte Bozaldab, var det ham
levet paa Jorden.
ikke tilladt at leve, hvorfor maatte jeg ikke blive et Vidne til at see
e Betragt det Efterfølgende,
saa megen Lyksalighed og Magt?
svarede hand som boer i den femte Himmel." Bozaldab saae alvorlig
ud, og blev vaer, at hans Søns Ansigt, i hvilket hand havde været
vant til at see Eenfoldigheds rolige Smiil, og Helbreds friske Rødhed,
blev nu forvendt af Grumhed og Forbittrelse, og nu igien dorsk af
Drukkenskabs Følesløshed; det blev igien oplivet med haanlig Foragt,
det blegnede af Frygt, og syntes at indsvinde af Umaadelighed; hans
Hænder vare besmittede med Blod, og hand skælvede, nu af Raserie
og nu af Skræk. Det Palats, som nyligen skinnede af Østerlandsk
Pragt, blev pludseligen forvandlet til et Fængsel, hvor hans Søn laae
udstrakt paa det kolde Gulv, bundet, knebblet og hans Øyne vare ud¬
Strax efter saae hand at hans fornemste Sultaninde, der
stukkede.
tilforn sad ved hans Side, kom ind med en Skaal af Forgift, hvilken
hun tvang Aboram til at drikke, og derefter ægtede den, som efterfulgte
ham paa Thronen,


Caloe, er den, som GUds Forsyyn har ved
Lyksalig, sagde
Dødens Engel revet bort fra Misgierninger! den, som mister den
Magt, hvilken, om hand havde faaet den, vilde paaført ham selv end¬
nu større Elendighed, end den kunde bringe over andre.
Det er nok, raabte Bozaldab, jeg tilbeder Allvidenheds u¬
randsagelige Anslag!
fra hvilke forskrækkelige Ulykker er min Søn
blevet befriet ved den Død, som jeg ubesindigen begræd som ulyksalig
og alt for tilig! En Død i Uskyldighed og Fred, som har velsignet
hans Amindelse paa Jorden, og forflyttet hans Aand til Himmelen.
Kast den Dolk bort, svarede det Himmelske Sendebud, som du
var færdig til at støde i dit eget Hierte. Lad dine Klagemaal for¬
vandles til Taushed, og i stedet for at tvile skal du tilbede. Kand
et Menneske see ned, uden Svindel og Forskrækkelse, i den uende¬
lige Viisdoms forfærdelige Afgrund? Kand et Sind, som seer ikke
uendeligen, begribe fuldkommeligen nogen Ting iblant et u-endeligt
Tall af Ting, som indbyrdes have henseende til og Sammenhæng
med hinanden? Kand de Vand=Render, som du befaler at graves
o for at tage imod Nil=Strømmens aarlige Overskyllelser, rumme Van¬
det af det Store Hav, Kom ihu, at fuldkommen Lyksalighed kand
ikke meddeeles et Creatur; thi fuldkommen Lyksalighed er en Egen¬
skab, der ligesaa lidet kand meddeeles til Creaturene, som fuldkom¬
3 men Magt og Ævighed.
Medens Engelen talede saaledes, udstrakte hand sine Vinger, og
fløy tilbage til Himmelen; og Lyden af hans Vinger var ligesom Bruu¬
sen af et Vandfald.
blant andre Trøste=Grunde, hvormed Phalaris trøster en Fader,
der havde mistet en Søn, som var meget haabefuld, og besad
F¬
mange gode Egenskaber, har denne i særdeleshed behaget mig, at
hand erindrer den bedrøvede Fader, at hand skulde betænke, at Døden
Mmmm;


egl paa hans Søns Carakter, og nu sat ham
har trykt ligesom
i den Stand, at hverken Laster eller Vanære kunde naae ham; imedens
hand levede, var det stedse mueligt, at hand kunde falde fra Dyden
og tade det gode Navn, som hand havde forhvervet. Døden alleene
slutter en Mands Rygte, og bestemmer hvad heller det er godt eller ondt.
Exempler beviise at den varligste og fornuftigste Optugtelse, og
alle de Hielpe-Midler, som menneskelig Forsigtighed kand udfinde, ere
ikke mægtige til at give en ufeylbar Vished om et Menneskes Bestandighed i
det som er dydigt og priiseligt. Og hvilken melancholisk Tanke er det
ikke at see en Salomon, der i sin Ungdom var en HErrens Elskelig,
forfalde i sin Alderdom til saadanne Daarligheder og Overtrædelser,
der have givet mange Lærde Anleedning til at tvile om hans Salighed?
hvor ugrundet eller utilbørlig denne Tvil end maae agtes, saa bliver
dette dog u-imodsigeligt, at den store Høyagtelse, som hans Viisdom
og Gudsfrygt havde forhvervet ham i hans Ungdom, tabte meget af sin
Glands ved hans Alderdoms daarlige Forseelser.
Dette er derfor, iblant andre Aarsager, en af de fornemste, hvor¬
for mand er naturligen uvillig til at udbasune en Mands Berømmelse,
førend hans Hoved er lagt ned i Støvet. Saa længe det er mueligt,
at hand kand forandres, saa kand vi blive tvungne til at forandre vor
Meening. Hand kand tabe den Høyagtelse, som vi have fattet for ham
og hand maae, mueligen, engang blive betragtet af os i en anden
Skikkelse, end vi paa nærværende Tiid see ham udi. Kort sagt, saa¬
som intet Menneskes Liv kand siges at være lyksaligt eller ulyksaligt,
saa kand det ey heller kaldes lastefuldt eller dydigt, førend vi have seet
Slutningen derpaa.
J denne Betragtning var det, at Epaminondas, da hand blev til¬
spurt, enten Chabrias, Iphicrates eller hand selv fortiente størst Høy¬
agtelse? J maae først see os døe, svarede hand, førend dette
Spørsmaal kand besvares.


Saasom der da ikke kand være en meere melancholisk Betragtning
for en god Mand, end denne, at hand er underkastet saadan en Foran¬
dring, saa er der og intet meere priiseligt, end at hand i sit gandske Liv
er sig selv stedse liig, og indtil det yderste bevarer sin Carakters Skiønhed,
Det menneskelige Liv er derfor ofte lignet ved et velforfattet Skue¬
Spill, hvor de fornemste Personer stedse føre sig op efter deres Cargk¬
ter, hvad Skæbne der end møder dem.
Det er alt for vel stadfæstet ved Forfarenhed, at de mange Slags
lykkelige og ulykkelige Tilfælde eller Forandringer, som det menneskelige
Liv er undergivet, ofte gandske forandre et Menneskes Carakter, saa at
vi ikke meere kiende ham igien. Og ligesom der udkræves en stærk Na¬
tur til at leve, uden sin Helbreds Svækkelse, i adskillige Parter af Ver¬
den, og i mange Forandringer af Luften; saa er det og Beviis paa en
stærk Fornuft og Dyd at vedligeholde et jævnt Gemyt og en uforandret
Carakter i alle Lykkens Omvexlinger.
Døden er en af de største Forandringer, og som allmindeligen har
den største Magt over Menneskenes Sind; og mand kand ikke uden en
inderlig Fornøyelse læse om Store og berømmelige Mænd, at de i den¬
ne store Forandring ere blevne uforanderlige i deres gode Carakter.
Der ere ikkun faa, som jo have hørt eller læst om den berømme¬
lige Engelske Cantzler Thomas Morus; hand som i sit Levnet havde væ¬
ret en anden Democritus, derhos ustraffelig i sit Levnet og reen i sine
Sæder, beholdt den samme Munterhed og Kortvillighed paa Retter¬
Stedet, hvor hand for sin Religions og Samvittigheds skyld lagde sit
Hoved paa Blokken, som hand stedse havde udviist ved sit Bord og i
sin daglige Omgængelse. Saa stadig og alvorlig som hand var i sit
Haab om Udødelighed, saa lidet agtede hand det, at lade sit Hoved
afhugge, for en Omstændighed, der burde nedslaae eller forskrække ham.


Men jeg vil anføre et andet Exempel af en Person, som, efter
mine Tanker har udviist et meere uforfærdet Mood og en større Siæl i
hans sidste Øyeblik, end vi finde hos de berømmeligste Græker og Ro¬
mere. Dette Exempel findes anført af Abbed de Vertot i hans Historie
om Portugal.
Da Don Scbastian, Konge af Portugal havde gjordt Indfald i
Muly Moluc, den Maroccanske Keysers Land, for at støde ham af
Thronen og at sætte Kronen paa hans Broder=Søns Hoved, var
Moluc angrebet af en tærende Sygdom, som hand selv vedste var u¬
lægelig. Jmidlertid lavede hand sig paa at tage imod en saa forfærde¬
lig Fiende. Hand var vel saa udtæret af denne Sygdom, at hand
ventede ikke at leve den Dag til Ende, da det sidste Slag skulde hol¬
des, som vilde afgiøre Striden. Men saasom hand kiendte de ulyksa¬
lige Følger, som vilde møde hans Børn og Undersaatter, i fald hand
skulde døe førend hand fik Ende paa denne Krig, saa befalede hand si¬
ne fornemste Officerer, at om hand skulde døe, imens Striden varede,
da skulde de dølge hans Død for Krigshæren, og at de skulde ride hen til
den Bære=Vogn, hvori hans Legeme blev ført, ligesom for at tage
imod hans befalinger, som sædvanligt. Førend Slaget begyndte blev
hand baaret igiennem alle Radene af hans Krigshær i en aaben Senfte,
ligesom de stode opstillede i Orden, opmuntrende dem til at fægte man¬
digen til deres Religions og Lands Forsvar. Da hand derefter fandt,
at Striden gik ham imod, endskiønt hand var sit Endeligt meget nær,
kastede hand sig ud af sin Senfte, sankede sin Krigshær sammen,
og førte dem igien an mod Fienden, saa Striden strax efter endtes i
en fuldkommen Seyer paa hans Side. Saa snart hand havde bragt
sine Folk an, befandt hand sig aldeles afmægtig, og blev derfor sat
ind i Senften igien, hvor hand lagde sin Finger paa Munden, for at
anbefale sine Officerer, som stode omkring ham, at de skulde være tause,
hvorpaa hand inden faa Øyeblik døde i samme Stand.
Dette Uge=Skrift bliver hver Torsdag at bekomme i det Kongel. priv.
Bogtrykkerie ved Stranden, skraas over Prammændenes Laugshuus,
hvor 2de forgyldte Skildter sees over Døren, Arket 2 s.


No. 82.
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker.
D¬
et er læt at mærke, at Comoedie=Skrivere giøre deres
Carakterer større og afmale dem med stærkere Lineamenter end
mand nogensinde finder dem i Naturen. Dette Slags moralsk
Malerie for Skue=Pladsen har ofte været lignet med de Malerier, som
giøres til Lofte, til Cupoler eller Platfonds, hvor Farverne ere meget tykke
og enhver Part er forestillet meget stor og overnaturlig. Figurene synes
vanskabte og u=skikkede, naar de sees for nær ved; men blive naturlige
og ordentlige, saa snart de sees langt borte, og paa det Sted, hvortil
de ere gjordte. Efter samme Maade, naar Carakterer fremsættes i Thea¬
tralske Forestillinger, da sættes Personerne i en vis Længde fra os; og
da de ikke ere virkelige, og Forestillingen derover bliver kold og kædsom¬
melig, saa er det fornødent at mand ved stærkere Farver erstatter det,
som fattes i det væsentlige. Saaledes finde vi i det allmindelige Levnet,
at naar et Menneske engang tager sig Frihed til at vige fra Sandhed i
hans Fortællinger, saa kand hand aldrig holde sig inden Rimeligheds
Grændser; men legger stedse nye Omstændigheder til sine Historier, for
at giøre dem meere forunderlige og for at fyldestgiøre sin Jndbildings
Kraft.
Der er alleneste een Last som kand findes i Live med saa stærke
Lineamenter og saa høye Farver, som nogen Satyrist eller Comoedie¬
Skriver behøver at bruge, og det er Gierrighed. Vi finde hver Dag
Mænd, der eye store Midler, uden Arvinger og paa Gravens Bredde,


som negte sig selv de allmindeligste Livets Nødtørftigheder, og blive ved
at legge Eiendomme til Eiendomme, og udstaae alle de virkelige Træng¬
seler og Elendigheder, som den strengeste Armod kand være underkastet.
En gammel Aagerkarl, siger Historien, da hand laae i sit yderste, og
Præsten holdt et Crucisix for ham, sagde: Disse Steene ere ikke
ægte, jeg kand ikke laane meere end ti Rixdaler paa saadant
et Pant. Denne Historie er uden Tvil opdigtet af et kløgtigt Hoved;
og dog kand enhver, af egen Forfarenhed erindre, sig næsten lige saa
stærke Exempler paa en indtil Døden vedvarende Gierrighed. Enhver
veed at fortælle om en navnkundig Gnier her i Byen, som, da hand
mærkte at hand skulde døe, lod kalde nogle af Magistraten til sig, og
gav dem en Vexel paa 500 Rdlr. som skulde betales efter hans Død,
hvilken Sum hand vilde have anvendt til gudelig Brug; men neppe vare
de ude af Huuset, førend hand befalede at mand skulde kalde dem til¬
bage, og tilbyder dem reede Penge derfor, dersom de vilde lade afkorte
pro Cent. En anden berygtet Gnier, som havde i sinde at fornærme
hans Arvinger, og skiænke sine Midler til at lade bygge et Hospital,
forhalede med at lade sin sidste Villie skrive fra Dag til Dag; og mand
troer, at dersom de, der havde dermed at bestille, havde ikke betalt Om¬
kostningerne for at lade Testamentet skrive, saa vilde hand døet bort
uden Testamente. Kort sagt, alle de rasende Yderligheder, som Kierlig¬
hed eller Ærgierrighed kand falde hen til, ere i ingen Maade at ligne
med Gierrigheds umaadelige Virkninger.
Den beste Undskylding, som kand giøres for Gierighed, er at den
gemeenligen regierer hos gamle Folk, eller hos dem, som have et koldt
Temperament, hvor alle de andre Begierligheder ere udslukte, og da
Sindet ikke kand være uden en eller anden Passion eller Begierlighed,
saa falder det omsider til denne vanskabte og ufornuftige, som skikker sig
best efter dets kolde Dørskhed. Men det synes tillige meget forunder¬
ligt, at saadan en kold og dorsk Passion skulde være mægtig til at drive
os videre end all Ungdoms og Fornøyelsers Hidsighed. Men dersom vi
see nøyere ind i Sagen, da skal vi finde, at den samme Omstændighed,
giør det lættere at forklare den. Naar Sindet er hidsigt og fuld af Kraft,


da skyder det naturligen ud i fleere Greene end een, og frembringer andre
ringere Passioner, der, i visse Grader, kand holde Vægten imod den here
skende Tilbøyelighed. Det er umueligt for en Person af den Gemyts
Beskaffenhed, hvor stærkt hand end kand være hengivet til nogen Lyst,
at være uden all Følelse af Skam, eller at være ubekymret om hvad
Menneskene tænke om ham; Hans Venner maae have nogen Magt over
ham, og andre Betragtninger kand iligemaade have deres Vægt. Alt
dette tiener til at tvinge ham inden nogle Grændser. Men det er ingen
Under, at den Gierrige, der, formedelst sit kolde Temperament, bekymrer
sig hverken om et got Rygte, om Venskab, eller om Forlystelser, skulde
drives saa vidt ved sin herskende Tilbøyelighed, og yttre sin Passion i
saadanne forunderlige Virkninger.
Vi finde derfor ingen Last saa haardnakket som Gierrighed; og om¬
endskiønt der neppe har været en Moralist eller Philosoph, fra Verdens
Begyndelse indtil denne Dag, som jo har giennemheglet den, saa skal
vi dog neppe finde et eneste Exempel, at nogen er derved blevet omvendt
derfra. For denne Aarsags skyld kand jeg meere bifalde dem, som an¬
gribe den med kløgtig Skiemt og Giækkerie, end dem, som handle derom
paa en alvorlig Maade. Og da der er saa lidet Haab om at helbrede dem,
der ere befængte med denne Last, saa vilde jeg at de andre Mennesker,
i det mindste, skulde finde Fornøyelse i den Maade, paa hvilken vi af¬
handle den; saasom der og virkeligen ikke er nogen Slags Forlystelse, som
de synes meere villige til at tage Deel i.
Jblant Mr. de la Mottes Fabler er der en, som sigter paa Gier¬
righed, og hvilken jeg, til mine Læseres Fornøyelse her vil anføre.
En Gnier, siger hand, som midt i sin store Riigdom døde dog af
Mangel, fik intet med sig i Graven uden en Penge, som hans efter¬
ladte Arvinger lagde ham i Munden, efter de Hedenske Tiders Sæd¬
vane, for dermed at betale Charon, som fører de Afdøde i de Dødes
Rige. Saa ugierne som hans Arvinger havde givet ham denne ringe
Mynt
Nunn2


Mynt af saa stor en Arv, saa ugierne vilde denne Afdøde give den
ud; thi da hand kom til Floden Styx, for at blive overført med de
andre Aander, pønsede hand strax paa, om hand ikke kunde spare den¬
ne Udgift og svømme over Floden; hand kastede sig ud i Floden og
kom endeligen med Møye over til den anden Side. Alle Jndvaanerne
i de Dødes Rige komme i Oprør, og løbe til for at see dette Syyn,
som aldrig tilforn havde været hørt; Cerberus giøede forfærdeligen og
Furierne fore pludseligen til og grebe denne Aand, hvilken de førte for
Minos. Sagen var gandske nye, og enhver af Dommerne overlagde,
hvad Straf de burde tilkiende saadan en Misgierning, der kunde have
saa skadelige Følger og i sær for Charons Jndkomster. Skal hand
lænke=bindes til Klippen med Prometheus? Skal hand velte Steenen
med Sisyphus? Skal hand hungre og tørste midt i Overflødighed som
Tantalus? Ney, sagde Minos, alle disse Straffe ere for ringe for saa¬
dan en Misgierning. Hand skal sendes tilbage til Verden, og selv
være Vidne til, hvorledes hans Arvinger holde Huus med hans
Riigdom.
Mr. Pope har anseet dem, der med farlig Møye opgrave Riig¬
dom af Bierg=Gruberne, og dem, der med en kummerfuld Karrighed
nedgrave deres Riigdom i Jorden, for lige elendige Slaver,
Damnd to the Mines, an equal fate betides
The Slave that digs it, and the Slave that hides.
Hvilke Linier have givet Anleedning til følgende Fabel:
Vores gamle Moder Jorden gav engang en Klage ind for Gu¬
dernes Ret, imod Gierrighed, for dennes ugudelige og vanartige
Raad og Tilskyndelser, i det hun frister, lokker, overtaler og paa en
forrædersk Maade forfører Sagsøgerens Børn til at begaae den af¬
skyelige Last og Vold imod deres Moder, at aabne hendes Legeme, og
randsage hendes Jndvolde efter skiulte Liggendefæe. Klagen var meget
lang og orderiig; men vi maae udelukke en stor Deel af de unyttige J¬


gientagelser, for at ikke qvæle vore Læsere for meget med vor Fortælling.
Gierrighed blev da kaldet frem for Jupiter, men havde ikke meget at
anføre til sit Forsvar. Beskyldingen blev tydeligen beviist, saasom Gier¬
ningen var overalt bekiendt, og havde ofte været bedrevet. Da derfor
den Sagsøgende raabte om Retfærdighed, var Jupiter strax villig til
at dømme hende med, og fældede Dommen saaledes: At siden Frue
Gierrighed, som den Sagskyldige, havde saa grueligen forurettet Frue
Jord, som den Sagsøgende, saa blev hin herved tildomt, at tage de
Liggendefæ, som hun havde paa saa grusom en Maade berøvet den
Sagsøgende, ved at randsage hendes Jndvolde, og paa samme Maa¬
de, som tilforn, aabne hendes Legeme, og give hende alt det igien, u¬
den at formindske eller tilbageholde noget deraf. Af denne Dom skal
det følge, sagde lupiter til de nærværende, at Gierrigheds Tilhæn¬
gere, i alle efterfølgende Tider, skal begrave og skiule deres Riigdom,
og saaledes give Jorden tilbage hvad de tøge fra hende.
De ere begge to trælbundne Riigdoms Slaver,
Hand, som den graver op, og hand, som den nedgraver.
Multos in summa pericula misit
Venturi timor ipse mali.
ølgende Historie kand viise, hvor farligt det er, ved falske Undskyldin¬
ger at ville dølge eller besmykke en Sag, der ellers skulde, ved en
oprigtig Tilstaaelse af alle Omstændigher, blevet mindre farlig.
Charlotte og Maria bleve opdragne tilsammen i en anseelig Kost¬
Skole nær ved London; de vare næsten af en Alder, og deres personligt
Fuldkommenheder vare liige; men endskiønt deres Familier vare af lige¬
høy Rang, saa var dog Charlotte, som eneste Barn, meget riigere.
Fira
Nunn;


de vare tagne hiem fra Skolen, blev Charlotte op¬
Strax efte
bartet af Captain Freeman, som, foruden hans Compagnie i Liv=Gvar¬
den, havde et lidet Fæderne=Gods; men saasom hendes Venner haabede
at forskaffe hende et meere fordeelagtigt Giftermaal, saa bade de Cap¬
tainen, at hand vilde spare sine Besøgelser, og Jomfruen, at hun vilde
ikke meere tænke paa ham. Efter nogen frugtesløs Modstand, beqvem¬
mede de sig omsider dertil. Men begges Misfornøyelse var saa øyen¬
synlig, at mand holdt det for tienligt at sende Jomfruen ud paa Landet,
til hendes Moster, Frue Meadous, hvilken med sin Datter levede i Een¬
lighed paa deres Stamme=Gods, mange Miile fra Hoved=Staden. Ef¬
ter at hun havde græmmet sig i denne gruelige Eensomhed fra April til
August, blev hun uformodentligen besøgt af hendes Fader, som bragte
med sig Sir James Forrest, en ung Herre, som havde nyligen, efter sin
Faders Død, arvet en Baronets Titel og et meget stort Gods i samme
Egn. Sir James havde et meget got Hierte og god Forstand, var en be¬
hagelig Person, og i sin Omgængelse artig og beleven. Jomfruen blev
uformærkt indtaget af hans Sælskab; denne nye Beyler behagede hen¬
des Forfængelighed om ikke hendes Kierlighed; hendes Begierlighed efter
at befries fra at leve i denne Tvang og Eensomhed, havde næsten over¬
vundet alle andre Betragtninger og Ønsker; og det er ikke at undre paa,
at hun søgte at fyldestgiøre denne Begiærlighed, da hun neppe følte no¬
gen anden; eller at hun, for at føye hendes Venners og hendes Beylers
forenede Anmodninger, inden faa Uger lod sig overtale til at blive en
Frue og en Kone. De forbleve paa Landet indtil først i October, og
derpaa reyste til London; hun havde formaaet Frue Meadows til at føl¬
ge med, paa det Jomfrue Meadovs, som Bruden havde giordt et for¬
troeligt Venskab med, maatte nyde den Fornøyelse at tage deel i Sta¬
dens Vinter=Forlystelser.
Da Captain Freeman hørte at Jomfrue Charlotte var gift, frie¬
de hand strax til Maria, med hvilken hand var blevet kiendt, imedens
hand besøgte hendes Veninde; og kort efter ægtede hende.
De to unge Fruers Venskab syntes heller at have tiltaget, end at
være blevet formindsket ved deres Giftermaal; de vare altid tilsammen
baade i de særdeles og i de offentlige Forlystelser, som Aarets Tid førte


med sig, og besøgt¬
eller at pynte sig.
Men hverken Sir James eller Frue Freeman kunde uden Misfornøyel¬
se tænke paa de idelige Sammenkomster, som denne Fortroelighed og Om¬
gængelse gav Leylighed til imellem en Beyler og hans Kiæreste, som allee¬
neste ved Magt vare skillte fra hinanden; og omendskiønt de selv vare til¬
stæde ved disse Sammenkomster, saa blev dog Sir James efter haanden
saloux over sin Frue, og Frue Freeman over hendes Mand.
Det hændte sig i næstfølgende May=Maaned, at Sir sames maatte
i et vigtigt Ærende reyse ud to eller tre Miile fra Byen, og blev ikke ven¬
tet hiem førend næste Dag. Am Aftenen kiørte hans Frue hen og be¬
søgte Frue Ficeman; det øvrige Sælskab gik tiligen bort, Captainen
var paa Vagt, Sir James var ude af Byen, og da de tvende Fruer
havde spiist, satte de sig ned at spille Piguet, og bleve ved at spille, uden
engang at tænke paa hvad Klokken var, indtil tree om Morgenen. Frue
Forrest vilde da kiørt hiem; men Frue Erceman (maae skee for at dølge,
at hun gierne ønskede tvert imod) bad hende indstændigen, at hun vilde
bie, indtil Captainen kom hiem; hvilket hun og med nogen Uvillighed
lod sig overtale til.
Henved Klokken fem kom Captainen hiem; og Frue Forrest sendte
strax Bud efter en Senfte; en Senfte kunde hun nu ikke faae; altsaa
blev der hentet en Hyre=Vogn, og Captainen vilde endeligen følge Fruen
hiem. Dette afslog hun med nogen Bevægelse; og det er formodent
ligt, at hun endnu betragtede Captainen med mindre Koldsindighed end
hun selv ønskte; hvorfor hun og des meere skiønnede paa, hvor utidigt
hans Tilbud var; men saasom de Aarsager, hvorfor hun afslog det, vare
saadanne som hun ikke kunde sige, endskiønt de hos hende vare meget
vigtige, saa holdt hand ved, og hun maatte tillade det, imod hendes fat¬
tede Slutning. Ved denne ubeleylige Høflighed havde Captainen ikke al¬
leneste bragt Frue Forrest i Forvirring, men giorde og sin egen Kone
imod, imidlertid kunde hun ikke, uden Uhøflighed, sætte sig derimod; og
paa det man skulde ikke mærke hendes Misfornøyelse, saa tvang hun sig
til et ubekymret Væsen, som nogenlunde hevnede den; hun bad, at, naar
hand


hand kom tilbage, hand ikke vilde giøre hende Uro, thi hun vilde nu
strax legge sig; og sagde derhos med en Slags søvnagtig Dorskhed:
Jeg er allerrede meere end halv i Søvn.
Klokken var henved halvgaaen Sex da de kiørte bort; Morgenen
var særdeles angenem; den sidste Striid havde fordrevet all Lyst til at
sove, og Frue Forrest kunde ikke bare sig for at sige, at hun gad me¬
get heller spatsere i Kongens Hauge end gaae hiem og legge sig. Cap¬
tainen erklærede med stor Ridkiærhed at hand var af samme Tanker,
og foreslog hende, at Vognen skulde sætte dem af ved Haugen. Men
Frue Forrest havde næsten det samme at indvende derimod, at sees i
Haugen uden noget andet Sælskab end Captainens, som hun havde
imod at kiøre allene med ham i en Hyre=Vogn, paa det hun derfor
kunde reede sig ud af denne anden Vanskelighed, saa foreslog hun, at de
vilde kiøre hen til hendes Faders, og tage hendes Sødskende=Barn
Jomfrue Meadoms med sig, thi hun vedste at hun gierne stod tilig op.
Dette Forslag blev strax sat i Verk, men Frue Forrest fandt hendes
Sødskende=Barn u=passelig af en Forkølelse. Da hun havde sagt
hende Aarsagen til denne tilige Besøgelse, bad Jomfrue Meadows at
hun vilde blive indtil Familien var staaet op, og derefter kiøre hiem,
naar de havde faaet Froekoft. "Ney, svarede Frue Forrest, jeg har
sat mig for at spatsere; men saasom jeg først maae skille mig ved Cap¬
tain Freeman, saa vil jeg sende Bud ned og lade ham vide, at jeg
vil følge eders Raad. Der blev da strax sendt en Tiener ned til
Captainen, som ventede i Vognen, for at lade ham vide, at Jomfrue
Meadows var upasselig, og havde formaaet Frue Forrest til at blive
hos hende.
Captainen lod Vognen kiøre bort; men saasom hand var noget
stødt over hans Kones Opførsel, og fandt den Munterhed, som gemeen¬
ligen kommer igien om Morgenen, endog hos dem der ikke have sovet
om Natten, saa havde hand nu ingen Lyst til at gaae hiem, og be¬
sluttede derfor at benytte sig af den angenemme Morgenstund i Hau¬
gen alleene.
(Fortsættelsen skal følge.)


No. 83.
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker
(Fortsættelsen af No. 82)
F¬
rue Forrest, som tvilede ikke om at Captainen vilde strax gaae hiem,
glædede sig ved at hun var blevet af med ham; men paa samme
Tiid fulgte efter ham hen til Haugen for at styre sin Lyst til at
spatsere.
Captainen var kommet til den øverste Ende af Haugen, og da hand
vendte tilbage igien, mødte hand hende, førend hun var kommet to hun¬
drede Skrit frem fra Indgangen. Saa snart hun blev ham vaer, er¬
indrede hun det Bud hun havde sendt ham, hun forestillede sig de Aar¬
sager, hvorfor hun havde sendt ham det; hun saae at hun var grebet i
Usandfærdighed, og at hand læt kunde giætte hvad hendes Hensigt hav¬
de været; hendes Anslag var slaaet hende feyl og hun befandt sig nu i
den samme Tilstand, som hun havde saa stor Aarsag til at vogte sig for;
alt dette bragte hende i saadan en Forvirring, som hun umueligen kunde
skiule, imidlertid beholdt Hovmod og Anstændighed Overhaand over
Sandhed og Forsigtighed; hun var endnu omhyggelig for at betage
Captainen all Anleedning til at mistænke hende for at have i sinde at
skye ham, og derfor tvang sig, maae skee med lige saa stor Møye, som en
Helt der smiiler paa Piinehænken, til et lystigt Væsen, sagde at det var
hende kiært at see ham, og, for at undskylde hendes Opførsel og det
Bud hun havde sendt ham, sladdrede noget om Fruentimmers Vægel¬


sindighed, og sluttede med at exklære atthun selv var saa foranderlig,
at mand snart maatte dømme yende fra Forstanden. Ved denne Op¬
førsel blev det umueligt for hende at gaae tilbage, og de spatserte til¬
sammen indtil imellem otte og ni. Men saasom der i en hast trækkede
nogle mørke Skyer sammen, og en pludselig Regn overfaldt dem, just
da de vare komne til Hauge=Porten, saa gik de ud, i stedet for at gaae
tilbage, og da Captainen havde fulgt Fruen til hendes Vogn, tog hand
Afskeed med hende.
Det hændte sig at Sir James, tvert imod hans første Forsæt, var
kommet hiem fra Reysen samme Aften. Hans Tienere berettede ham,
at Fruen var gaaet hen til Captain Ercemans, og hand blev hemmeli¬
gen fortrydelig over, at hun havde gjordt denne Besøgelse, da hand var
fraværende; en Omstændighed, som i sig selv var gandske ubetydelig,
men blev ved Jalousies Troldoms Konst forvandlet til en vigtig Sag;
dog da hand betænkte det nærmere, straffede hand sig selv for denne sin
Misfornøyelse, efterdi Captainens Frues Nærværelse vilde være ham en
tilstrækkelig Sikkerhed for hans egen Frues Ære. Jmedens hand pla¬
gede sig med disse Mistanker, tiltoge de baade i Tall og Styrke, lige¬
som det gik længere ud paa Natten. Klokken et gik hand i Seng, men
i stedet for at sove, blev hans Sind plaget med Skræk og Fortrydelse,
da hand ikke vedste, om hans Frues Udeblivelse var skeedt ved en Hæn¬
delse eller af velberaad Hu; hand løttede efter det mindste som rørte sig,
og forvildede sig selv i en Mængde af urimelige Formodninger. Saa
snart det blev Dag stod hand op igien, og efter at hand i nogle Timer
havde staaet i Tvil, enten hand skulde vente efter Udfaldet, eller gaae
ud og søge Oplysning, saa beholdt omsider hans urolige Nysgierrighed
Overhaand, og henmod Klokken otte gik hand ud til Captain Free¬
mans, men sagde til sine Folk, at hand gik hen paa et Coffee=Huus
i Nærværelsen. 3 d
60
Frue Erceman, hvis forstulte Koldsindighed, og at hun lod som hun
ax vilde gaae i Seng, havde været Aarsag til at Captainen ikke sna¬
rere kom hiem igien, havde i hans Frapærelse udstaaet en ubeskrivelig
Bekymring; hun havde og hverken i sinde at legge sig| eller Lyst ail at
sove;


sove; hun gik frem og tilbage i hendes Kammer, vlaget af Jalousie og
Tvilraadighed, indtil det blev hende sagt, at Sir James var neden for
og begiærede at tale med hende. Da hun kom ned, faae hand at hun
havde grædt; hans Frygt blev nu meere opvakt end hans Jalousie, og
hand sluttede, at der maatte været vederfaret hans Frue nogen Ulykke;
men hand fik strax at høre, at hun og Captainen vare kiørte derfra
Klokken fem om Morgenen, og at hand var ikke endnu kommet hiem.
Og da Sir James spurte efter sin Frue, saa mærkte Frue Freeman, at hun
havde ikke heller været hiemme; hendes Mistanket bleve derfor bestyrkede;
og i hendes Jalousie, hvilken hun, for at forekomme en Tvekamp, stræb¬
te at dølge, fandt Sir James ny Aarsag for sin egen. Jmidlertid be¬
sluttede hand at bie, med saa megen Anstændighed som mueligt var, ind¬
til Captainen kom hiem; og maae skee to Personer vare aldrig meere
forvirrede ved hinandens Nærværelse. Jmedens Frokosten blev tillavet,
kom Doctor Tattle for at giøre Frue Frecman en Morgen-Besøgelse, og
til en usigelig Lættelse baade for Fruen og hendes Giæst, blev strax an¬
taget. Doctor Tactle er en af disse Fadder=Sladdrere,, som efter den
allmindelige Meening ere det fornøyeligste Sælskab i Verden. Docto¬
ren saae at Frue Freeman var nedslaget, og prøvede derfor paa at op¬
muntre hende ved adskillige Ting, men alt forgæves; omsider erklærede
hand med en skiæmtsom betydelig Miine, at hand kunde fortælle hende
saadant Nyt, hvorover hun skulde faae Aarsag til at see alvorlig ud;
Captainen, sagde hand, har nu nyeligen ført et Fruentimmer ind i en
Vogn uden for en Badstue (*) nær ved Kongens Hauge." Hand
mærkte strax, at denne Tale blev hørt med gandske andre Sinds Bevæ¬
gelser, end hand havde tænkt at opvække, og sagde derfor fremdeeles:
at Fruen havde dog ikke behov at være saloux; thi u-agtet den Maade,
paa hvilken hand havde fortallt denne Hændelse, saa havde hand dog
strax seet af Fruentimmerets Miine og Anseelse, at hun visseligen var
af Stand." Denne Omstændighed forøgede den Mistanke, som
hand havde sinde at betage; og da Doctoren saae at hans Sælskab var
ikke saa behageligt, som det pleyede at være, tog hand Afskeed, men
Captainen mødte ham i Dørren og førte ham med sig tilbage. Hans
Oooo2
Nær¬
*) Disse i London saa kaldte Bagmos tiene ofte til mistænkelige
Sammenkomster.


Nærværelse, hvor ubetydelig den og var, paalagde det øvrige Sælskab
nogen Tvang; og Sir James, med saa god en Anseelse af Kortvillighed,
som hand kunde antage, spurte Captainen,, hvor hand havde gjordt
af hans Kone." Captainen svarede med nogen Tvilraadighed, " at
hand havde i morges tilig forladt hende hos hendes Faders; og saa¬
som hand havde sat sig for at følge hende hiem, saa havde hun sendt
ham Bud, at hendes Sødskende=Barn Jomfrue Meadows var upasse¬
lig, og havde formaaet hende til at blive der til Froekost. Captainen,
som vedste intet af den Historie, som Doctoren havde fortallt, sluttede af
det som hand faae, at det var forsigtigt, ved saadan en uformærkt Løgn
at dølge Sandheden baade for Sir James og hans egen Kone; hand for¬
modede vel, at Sir James vilde strax søge efter sin Kone hos hendes Fa¬
ders, og at hand vilde faae at vide, at hun var ikke blevet der til Froe¬
rost; men saasom det vilde ikke følge deraf, at de havde været tilsam¬
men, saa overlod hand til hende at giøre Regnskab for hendes Fravæ¬
relse, som hun selv fandt for got; ey tvilende paa, at hun vilde, for samme
Aarsagers skyld, fortie hvad hand havde fortiet; eller om hun ikke gjorde
det, saa kunde hand derefter foregive, at hand havde fortiet det af
Spøg, allerhelst da hand ikke havde stadfæstet noget imod Sandhed.
Saa snart Sir James havde faaet denne Efterretning, tog hand Afskeed,
anstillende sig nogenlunde fornøyet; og Doctoren gik illigemaade bort.
Saa snart Captainen og hans Frue vare alleene, spurte hun ham
med stor Alvorlighed, hvad det var for et Fruentimmer, som mand havde
seet ham følge til Vogns. Da hand hørte, at denne Omstændighed,
var blevet fortallt i Nærværelsen af Sir James, blev hand overmaade
bange, at Frue Forrest skulde forøge hans Mistanker, dersom hun søgte
at dølge det, som hand formodentligen maatte faae at vide, ved en nøy¬
agtigere Undersøgning, som hand nu blev drevet til; hand fordømte sin
egen Opførsel; og for at benytte sig af det kraftigste Middel, baade til
at sætte hans Kones Sind i Rolighed, og til at faae hendes Bistand,
fortallte hand hende alt hvad der var skeedt, og aabenbarede hende til¬
lige sin Frygt for de Følger, som maatte flyde deraf; hand bad hende
derhos indstændigen, at gaae lige hen til Jomfrue Meadows, som vilde
stadfæste hvad hand havde fortallt, og af hvilken hun kunde faae vi¬


videre Oplysning
og at udfinde noget Middel til at ad¬
vare Frue Forrest om hendes Fare, og formane hende til at aabenba¬
re alting.
Frue Freeman blev overbeviist om hendes Mands Oprigtighed, ikke
alleeneste ved den Efterretning og Advarsel, som hand saa indstændigen
bad at hun vilde give Frue Forrest, men og ved Historiens Overeens¬
stemmelse og ved den Bevægelse hun saae ham udi. Hendes Jalousie
blev forvandlet til Medynk over hendes Veninde, og til Frygt for hen¬
des Mand. Hun skyndte sig til Jomfrue Meadows, og hørte at Sir
James havde været der og spurt en af Folkene om hans Frue; mand
havde svaret ham, at hun var der gandske tiligen med Captain Freeman,
men gik bort strax efter ham. Hun fortallte Jomfrue Meadows alt hvad
der havde tildraget sig; og saasom hun meente at det i mindste var mue¬
ligt, at Sir James gik ikke lige hiem, saa skrev hun følgende Brev til
hans Frue:
t Min hierte Frue Forrest,
Jeg er i den yderste Bedrøvelse for eder. Sir Jamee har saadan¬
ne Mistanker, som Sandhed allene kand betage ham, og som min
Uforsigtighed er Aarsag til. Dersom jeg havde ikke skiult min Længsel
efter Captainens Tilbagekomst, da hand kiørte bort med eder, da hav¬
de J naaet eders Hensigt, at blive befriet for hans Sælskab, som Jom¬
frue Meadous fortæller mig. Sir James har spiist Froekost hos mig,
3og er derfra gaaet hen til eders Faders, hvorfra jeg nu skriver; hand
veed at J blev her kun en kort Tiid, og har Aarsag til at trøe, at
Captainen nogle Timer derefter førte eder til Vogns ved Kongens
Hauge. Jeg haaber derfor, min hierte Frue, at dette vil betimeligen
nok komme eder til hænde, for at advare eder, at J ikke dølger nogen
Ting. Det skulde været bedre, om Sir James ikke havde faaet nogen
Ting at vide; thi da vilde J ikke blevet mistænkt; men nu maae hand
vide alle Ting, ellers kand J ikke blive retfærdiggjordt. Tilgiv den
Frihed jeg skriver med, og troe at jeg er af inderste Hierte,
ders,
78
Maria Freeman.
Opoo3
yP. S.


befalet Buddet at sige
P.S. Jeg ha
me Fachion, Galanterie=Kræmersken.
Dette Brev blev givet til en Senfte=Drager, med befaling at sige,
at hand bragte det fra Galanterie=Kræmersken; thi dersom det blev be¬
kiendt, at det kom fra Frue Freeman, og det skulde ved en Hændelse falde
Sir James i Hænderne, da maatte hans Nysgierrighed drive ham til at
læse det, og hans Jalousie til at udspørge sin Frue, uden at lade hende
faae Jndholdet deraf at læse.
Da sir James nu var overbeviist om, at hans Frue og Captainen
havde fordrevet Morgenen tilsammen i en Badstue, ved det Svar, som
hand havde faaet i hendes Faders Huus, gik hand strax hiem. Hans
Frue var nyligen tilforn kommet hiem, og havde endnu ikke forvundet den
Forvirring og Skræk, som havde overfaldet hende, da hun hørte, at Sir
James var kommet til Byen om Aftenen tilforn; hun forestillede sig tillige
de Følger, som kunde flyde af hendes Uforsigtighed. Mand sagde til hende,
at hand var nu paa Coffee=Huuset, og inden faa Øyeblik hørte hun ham
banke paa Dørren, hvorover hun blev saa forskrækket, at hendes gandske
Legeme skælvede. Hand saae hendes Beængstelse ikke med Medynk men
Forbittrelse, efterdi hand troede, at den var en Virkning af hendes onde
Samvittighed; hand blev bleeg og hans Læber bævede; dog tvang hand
L hvor,
sin Vrede saa vidt, at hand uden baarde Ord spurte hende,
og hvorledes hun havde fordrevet Natten." Hun svarede: " til Cap¬
tain Freemans; at Captainen var paa Vagt; at hun sad oppe med hans
Frue indtil hand kom hiem; at hand da endeligen vilde følge hende
hiem, men hun vilde ikke lade Vognen kiøre længere end til hendes Fa¬
ders, hvor hand forlod hende tilig i Morges;, hun havde ikke Mood
til at fortælle det øvrige, men taug stille, dog røbede hendes Ansigt nogen
Tvilraadighed og Skræk. Sir James spurte da, "om hun kom lige hiem
fra hendes Faders. Dette Spørsmaal, og den Maade paa hvilken
hand giorde det, forøgede hendes Forvirring. Hun forestillede sig, at der¬
som hun skulde synes at have afbrudt hendes Beretning, da vilde det give
en Formodning om at hun var skyldig i nogen Mishandling, ligesom det
vilde røbe en Begiærlighed efter at fordølge den; men det forbigangne
kunde nu ikke kaldes tilbage igien, og hun blev ved Tvetydighed drevet


til Løgn, hvorfra hun dog vilde blevet holdt ved Frygt, dersom Sir James
havde ikke forført hende til at troe, at hand havde ikke været videre end
i næste Coffee=Huus. Efter disse forvirrede Betragtninger, som skeedte i et
Øyeblik, vovede hun at bekræfte, L at hun var blevet hos Jomfrue Mea¬
dovs til Klokken otte, og derfra kiørte hiem. Men hun frembragke denne
Løgn med saadanne udvortes Tegn af Skold og Skam, som hun dog vir¬
keligen ikke havde begaaet eller fortient, uden ved denne Løgn, at Sir James
tvilede nu ikke meere om hendes Utroeskab, end hand tvilede om at hun
var til. Saasom hendes Beretning var den samme som Captainens, og
saasom den ene harde skiult den Sandhed, hvilken den anden havde neg¬
tet, saa sluttede hand, at det var overlagt imellem dem; og saasom hand
besluttede, først at fodre Captainen til Regnskab, saa vendte hand sig
pludseligen fra hende, og gik strax ud af Huuset.
Ved Dørren mødte hand det Bud, som Frue Freman havde sendt
til hans Frue; hand spurte ham stolteligen hvad hans Ærende var, hvor¬
paa Buddet tog Brevet frem, og sagde ligesom ham var befalet, at hand
bragte det fra Mad. Fashion; Sir James snappede det fra ham, og mum¬
lende nogle Ord, som udviiste Foragt og Vrede, stak det i sin Lomme.
Det hændte sig at Sir James fandt ikke Captainen hiemme; hand
efterlod sig derfor en Seddel, i hvilken hand begiærte at tale med ham
i et Viin Huus i Naboelauget; og tillige lod ham vide, at hand havde
taget sin Kaarde paa.
Hans Frue, imidlertid, som frygtede at den Løgn skulde røbes, som
hun havde frembragt, sendte en Seddel til Captain Ficeman, i hvilken
hun besværede ham som en ærekiær Mand, at hand, for visse Aarsagers
skyld, ikke vilde tilstaae for Sir James eller for noget andet Menneske, at
hand havde søet hende efter at hand havde forladt hende hos hendes Fa¬
ders; hun skrev ligeledes til Jomfrue Meadous, og bad hende, at der¬
som Sir James skulde spørge hende, hun da vilde sige, at hun blev hos
hende indtil Klokken otte; thi paa den Tiid var ingen oppe, undtagen
hun og Tieneste=Folkene.
Dette Brev til Jomfrue Meadoprs kom strax efter at Buddet var
kom


kommet tilbage og havde fortallt, hvorledes det var gaaet med hans over¬
bragte Brev. Frue Freeman var da i samme Øyeblik gaaet hiem, for at
lade Captainen vide hvad der havde tildraget sig; saasom det var magt¬
paaliggende, at hand skulde vide det, førend hand igien kom til at tale
med Sir James. Men Captainen havde været hiemme, førend hun kom
hiem, og havde faaet baade det Brev fra Sir James og det fra hans
Frue. Hand gik strax hen til Viin=Huuset, og spurte efter Sir James
Førrest; mand viiste ham op paa et Kammer i Baghuuset, en Trappe
i Væiret. Sir James svarede intet paa hans Hilsen, men slog Slagen
for Dørren. Hans Jalousie var foreenet med den Fortrydelse og For¬
agt, som altid opvækkes hos den, der agter sig fornærmet af en Person,
som er ringere end hand; hand spurte derfor Captainen med en stolt
Tone, "om hand havde ikke i morges været i Sælskab med hans Kone,
efter at hand havde forladt hende hos hendes Faders." Captainen,
som var ophidset over den Maade, paa hvilken Sir James begegnede ham,
og som agtede sig, for sin egen Æres skyld, forbundet til at dølge det,
at, efter det som
som Frue Forrest vilde holde hemmeligt, svarede,
hand havde sagt i mørges, havde ingen Mand Ret til at formode, at
hand derefter havde seet Fruen; og at den, der lod sig mærke med at
have andre Tanker, beskyldte ham paa en forblommet Maade for
Løgn; at hand var ikke forbundet til at besvare slige Spørsmaal,
førend de bleve anstændigen forklarede; og at hand som en Fribaaren
Mand var færdig til at forsvare sin Ære." Sir James, som havde
Aarsag til at ansee dette Svar som tvetydigt og pukkende, var nu ikke
meere mægtig for at tvinge sin Forbittrelse; hand bandte Captainen som
en Løgner og en Slyngel, og med det samme gav ham et vældigt Slag
med sin knytte Næve, drog saa strax sin Kaarde og satte sig i Postyr til
at forsvare sig. Hvad Forsæt Captainen end maae have haft, at stille
hans Vens Sind tilfreds, og at forlige ham med hans Frue, da hand
først kom ind i Kammeret, saa blev hand dog nu ligesaa forbittret, og
var og blevet ligesaa uværdigen begegnet; hand drog derfor i samme
Øyeblik sin Kaarde, og efter nogle saa fortvilede Stød paa begge si¬
der fik hand et Stød i sit Bryst, saa at hand tumlede nogle faa Trin
tilbage og faldt.
(Slutningen skal følge.)


No. 84.
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker.
(Slutningen af No. 83.)
V¬
ed dette Bulder vare mange Folk komne uden for Kammer=Dør¬
ren, og de stødte den op med Magt just i det samme Captainen
fik sit Bane=Saar. Sir James blev taget fast, og der blev sendt
Bud efter en Feltskærer. Jmidlerted mærkte Captainen, at hand skul¬
de døe; og hvad hans Mening end tilforn maae have været om Ret
og Uret, og Ære og Skam, saa holdt hand dog nu for, at all For¬
stilling var lastværdig, og at hans Banemand havde Ret til at vide den
Sandhed, hvilken hand giorde sig en Fortieneste af at negte ham, da hand
var hans Ven; hand begiærte derfor meget indstændigen, at hand maat¬
te tale et par Ord med ham i Eenrum. Dette blev ham strax bevilget;
de Personer, som havde trængt sig ind i Kammeret, gik bort, og lode
sig nøye med at holde Vagt uden for Dørren; hvorpaa Captainen vin¬
kede ad Sir James at hand vilde knæle ned hos ham, og sagde da til
ham, " at hvad heller hans Frue ved Hovmod eller Frygt var forbau¬
set eller forleedt til at forstille sig eller at lyve, saa var hun dog uskyl¬
dig i den Mishandling, som hand formodede, at hun var omhygge¬
lig for at skiule;, hvorpaa hand korteligen fortalte ham alle Omstæn¬
digheder, ligesom de havde tildraget sig; og til sidst trykte hans Haand,
og bad at hand vilde undflye igiennem Vinduet, paa det hand maatte
være en Ven imod hans Enke og Barn, dersom dets Fødsel skulde
ikke forekommes ved Faderens Død. Sir James lod sig bevæge ved saa
kraftig en Aarsag og undvigede efter Captainens Tilskyndelse. Paa


Veyen til Dover læste hand det Brev, som hand havde taget fra Dra¬
geren, hvilket hand med næste Post indsluttede i følgende Brev til hans
Frue.
Min hierte Charlotie,
jeg er den ulyksaligste iblant alle Mennesker, men jeg bebreyder
eder ikke som Aarsagen dertil. GUD give, at jeg var ikke meere
skyldig end J! Vi ere blevne ulyksalige ved Forstilling. Ved For¬
stilling blev den kiære Captain Freeman forleedt til at fordrive disse
Timer hos eder, som hand vilde ellers med Fornøyelse fordrevet hos
sin arme ulyksalige Kone, hvis Forstilling giorde Begyndelsen til vore
Ulykker. Saasom J forlod eder paa, at eders Forstilling imod Cap¬
tainen skylde lykkes, saa fik J Lyst til at vove eder hen i Haugen, hvor
J mødte ham som J ønskte at skye. Da jeg befandt at Captainen
forstillte sig, bleve mine Mistanker forøgede, og J stadfæstede dem
ved eders Forstilling og Usandfærdighed. Men eders Forstilling og
Usandfærdighed vare Virkninger af mine; eders vare frugtesløse, mine
lykkedes; thi jeg sagde til mine Folk, at jeg var ikke gaaet videre end til
næste Coffe=Huus, paa det J skulde ikke falde paa de Tanker, at jeg hav¬
de faaet for meget at vide, til at lade mig bedrage. Ved en Løgn, som
var lagt en Brev=Drager i Munden, og som jeg troede, blev jeg hindret
fra at læse et Brev, som omsider vilde hiulpet mig ud af Drømmen;
og ved Captainens Fremturenhed i hans Forstilling har hand gjordt
sin Ven landflygtig og sin Kone til Enke. Saaledes endes Uop¬
grigtighed i Elendighed og Beskæmmelse, hvad heller den naaer sin
første umiddelbare Hensigt eller ikke. O min hierte Charlotte! om
at samles igien i Fred og Roe¬
vi nogensinde samles igien,
-¬
men om vi nogensinde samles igien, da
lighed er umueligt!
lad os fatte det Forsæt at være oprigtige; at være oprigtig er at være
viis, uskyldig og sikker. Vi vove at begaae Feyl, hvilke Skam eller
Frygt vilde forekomme, dersom vi haabede ikke at skiule dem ved en
Løgn. Men i Falskheds Labyrinth møde Menneskene de Ulykker, som
de søge at undgaae; og saasom de alleneste paa Sandheds liige Vey
Dkand see for sig, saa kand de alleeneste paa Sandheds liige Vey sø¬


hvor forskrækkeligt!
ge og finde Lyksalighed. Farvel!
jeg kand ikke underskrive noget, som jo bebreyder, beskylder
og qvæler mig
Farvel!
Faa Uger efter at hun havde faaet dette Brev, hørte den ulyksa¬
lige Frue, at hendes Mand var forgaaet med Skibet paa hans Reyse
til Frankerig.
Vultus ubi tuus
Affulsit populo, gratior it dies,
Et soles melius nitent.
Min Herre,
er ere faa Forretninger meere ubehagelige, end naar ydmyge og
undseelige Personer skal tale om deres egen Berømmelse. Jmid¬
lertiid maae dette dog skee, i visse Tilfælde, for det allmindelige
Beste, og en ædelmodig Siæl vil, ved slige Leyligheder stadfæste sine
Fortienester og forsvare sig selv med anstændig Jver.
Mine Omstændigheder, min Herre, ere meget haarde og besynder¬
lige: Kunde Verden bringes til at begegne mig som jeg fortiener, da
vilde det blive en allmindelig Velgierning. Jeg vender mig derfor til
eder, paa det at naar min Sag bliver oprigtigen lagt for Dagen i et
saa allmindeligen høyagtet Blad, jeg da ikke længere skal lide, formedelst
vankundige og barnagtige Prejudicer.
Min ældre Broder var en Jøde. En meget ærværdig Person, men
noget barsk og streng i hans Sæder, hand var i en høy og velfortient
Pppp2


Anseelse iblant hans nær=Paarørende og fortroelige Venner, men var
aldeles uskikket til at være i et vidtløftigere Sælskab, eller at vinde en
allmindelig Antagelse eller Bekiendtskab iblant Menneskene. Hand und¬
drog sig fra Verden i en ærværdig Alderdom, og jeg kom ind i den i
min blomstrende Ungdom; jeg efterfulgte ham i alle hans Værdigheder,
og var dannet, som jeg har billig Aarsag til at tænke om mig selv, til at
nyde en allmindelig Kierlighed og Høyagtelse. Glæde og Lystighed bleve
fødte med mig; Fornøyelse, Munterhed og Velvillighed vare altid i mit
Følge og giorde mig elsket i min Barndom. Den Tiid er længe forbi.
Saa længe, at nogle urimelige Hoveder bilde sig ind, at jeg er rynket,
gammel, og ubehagelig; men, dersom mit Speyl ikke bedrager mig, da
har jeg endnu ikke tabt en eneste af mine første Aars Skiønheder eller
Yndigheder. Saavidt er dog alt for vist, at jeg er for enhver just hvad
de finde for got at tænke, at jeg er, saa at meget faa see mig i min
rette Skikkelse; og omendskiønt jeg er naturligen en Ven af det menne¬
skelige Kiøn, saa er jeg dog nyttig eller behagelig for meget faa; meget
saa i Liigning imod den store Mængde.
Dette er mig en saa meget større Græmmelse, saasom det er mig
aldeles umueligt at undgaae, at være paa alle Slags Steder og i alle
Slags Sælskaber; og jeg derfor er undergivet at begegnes med idelige
Forhaanelser og Forurettelser. Omendskiønt jeg har saa naturligt et
Had til Kort og Tærninger, som nogle Mennesker have til en Kat, saa
er jeg dog tvunget til at plages dermed i mange, mange Forsamlinger;
og omendskiønt Hviile og Sinds Rolighed ere min særdeles Glæde, saa
bliver jeg dog udmattet og plaget til døde med Reyser, ved fornemme
Mandfolk og Fruentimmer, som aldrig foretage nogen Reyse, undtagen
naar jeg kand være med. Andre derimod vil aldrig tage imod mig u¬
den i Sengen, hvor de fordrive i det mindste halvdeelen af den Tiid,
som jeg maae være hos dem; og andre ere endnu saa overmaade uhøf¬
lige, at de med Fliid tage Medicamenter ind naar de have Aarsag til
at vente mig. Disse som endnu begegne mig med meere Artighed, ere dog
allmindeligen saa koldsindige og tvungne i deres Opførsel, at jeg kand
ikke andet end mærke, at jeg er en uvelkommen Giæst; ja end og iblant
Personer, som fortiene at holdes i Ære, og som visseligen have Høy¬
agtelse


agtelse for mig, er det alt for kiendeligt, at jeg allmindeligen, naarsom¬
helst jeg kommer, udbreeder en Dorskhed over det gandske Sælskab, at
jeg modtages og begegnes med en tvungen stiv Høflighed, og at de ere
glade, naar jeg er gaaet skikkeligen bort.
Hvor bitter maae saadan Antagelse være for en, der er skabt til
at opvække Fornøyelse, Forundring og Kierlighed! For en, som er mæg¬
tig for at svare til og at belønne de inderligste, kierligste og nydeligste
Tanker!
Jeg blev opfødt iblant nogle ypperlige Folk, som elskte mig meget
inderligen, og begegnede mig med den høyeste Ære og Ærbødighed.
Det vilde blive kædsommeligt at opregne mine foranderlige Hændelser,
og min Lykkes forunderlige Omvexlinger i mange adskillige Lande. Her
i Engelland var der en Tiid, da jeg levede efter mit Hiertes Ønske.
Naarsomhelst jeg lod mig see, fandtes de offentlige Forsamlinger, som
vare beskikkede til at tage imod mig, opfyldte med fornemme og anseeli¬
ge Personer, som vare betimeligen pyntede, ligesom de skulde gaae til
Hove, for at giøre mig deres Opvartning. En mild og munter Giæst¬
Frihed kronede allevegne mit Bord, og jeg blev betragtet i et hvert
Lands=By=Sogn som et Slags Sælskabs=Baand imellem Herremanden,
Præsten og Bønderne. De arbeydsomme Fattige velsignede allevegne
min Ankomst; de giøre saa endnu, og forvare deres beste Klæder for
at bevise mig Ære; endskiønt, hvormeget jeg end finder Fornøyelse i de
ærlige Landsbye=Folk, saa kaste de mig dog undertiden en Kande Øll
i Hovedet; og undertiden vil en vanartig Dreng kaste sin Bold midt
i mit Ansigt.
End og i disse mine beste Dage vare der nogle Personer som meente,
at jeg var alt for ærbar og alvorlig. Jeg maatte i Sandhed uforbi¬
gængeligen underviises af udenlandske Mestere og lære at dantse og spille.
Denne Optugtelses Maade var saa stridig imod min naturlige Art, som
var dannet til langt ædlere Ting, at den slog aldeles ikke an hos mig.
der¬


Dernæst
dt jeg i gandske andre Hænder. De vare saa over¬
maade forargede over mine prægtige Klæder og Smykker, at de ikke al¬
leeneste afførte mig de udenlandske Narrerier, den Sminke og de Skøn¬
Plætter, som jeg havde været udpyntet med af mine sidste vrang=døm¬
mende Formyndere; men de berøvede mig og enhver uskyldig Prydelse,
som jeg fra min Ungdom af havde været vant til at fanke i Marken og i
Haugerne; ja de sværtede mit Ansigt, og skiulte mig gandske med en
Sørge=Klædning, som end dertil var meget grov og ilde giort. Jeg
maatte nu anvende mit gandske Liv paa at høre Prædikener; og det blev
mig ikke engang tilladt at smiile ved nogen Leylighed.
J denne melancholske Forklædning blev jeg en fuldkommen Busse¬
mand for alle Børn og unge Folk. Hvorsomhelst jeg kom blev der et
allmindeligt Tys, all Lystighed i Miiner og Tale blev strax hæmmet; og
da det var mig ikke tilladt paa den Tiid at tale med dem i mit eget
Sprog, saa fik de saadan en Leede til mig i disse kædsommelige gabende
Timer, at de have fortplantet den til deres Børn, saa at jeg endnu ikke
kand blive hørt, endskiønt det er længe siden at jeg har faaet min na¬
turlige Skikkelse, og behagelige Røst igien. Vilde de kun kierligen tage
imod mine Besøgelser og høre efter hvad jeg kunde fortælle dem - lad
mig sige det uden Pralerie
hvor behageligt et Sælskab skulde jeg
blive! Jeg kunde tale til enhver om saadanne Ting, som ere ham meest
magtpaaliggende og behagelige. Med de Store og Ærgierrige vilde jeg
tale om Ære=Tegn og Forfremmelser, som heele Verden skulde være
Vidne til, om u-misundte Værdigheder og varagtige Befordringer. Til
de Riige vilde jeg tale om u-udtømmelige Liggendefæ, og den sikkre Maa¬
de at bekomme dem. Jeg vilde lære dem at sætte deres Penge ud, hvor
de kunde have størst Fordeel af dem; og underviise dem, der elske For¬
nøyelser, hvorledes de kand forvisse sig derom, og forøge dem til den høye¬
ste Grad. Skiønhed skulde lære af mig hvorledes den kand staae i ævig¬
varende Blomster. Jeg vilde meddeele de bedrøvede Trøst, og de ar¬
beydsomme Hviile og Vederqvægelse.
Saasom jeg tør forsikkre mig selv om, at J vil give mig det Vid¬


nesbyrd, at det er sandt alt hvad jeg har fremført, saa tviler jeg ikke
paa, at mange vil jo blive begiærlige efter at komme i bedre Bekiendt¬
skab med mig; og paa det jeg skal ikke ansees alt for vanskelig, saa vil
jeg i Korthed, sige eder, hvorledes jeg ønsker at blive modtaget.
J maae vide, at jeg er lige saa stor en Hader af lad Ørkesløshed
som af Støy og Bulder. Jeg vilde allevegne tages vel imod paa en
betimelig Tiid om Morgenen, med en anstændig Mildhed og Taknem¬
melighed. J de store Bygninger, som ere i særdeleshed beskikkede for
mig, maae jeg begegnes med Ærbødighed; men jeg paastaaer ikke at
mand skal lade sig see der i Pragt og Stats; anstændige Klæder og en
fuldkommen Reenlighed er alt hvad jeg udkræver. Jeg maae om Mid¬
dagen opvartes med et tarveligt, men fornøyeligt og stalbroderligt Maal¬
tid; baade Naboer og de Fattige skulde finde sig vel ved mig. Nogen
Tiid maae jeg være gandske alleene med mine kiærlige Værte, og den
øvrige Tiid af min Besøgelse skulde fordrives i forlystende Spatsere¬
Gange, eller i behagelige Personers Sælskab, med saadanne Samtaler,
som jeg naturligen skal tilsige, eller med at læse nogle saa udvalte af de
utallige Bøger, som ere mig tilskrevne, og gaae under mit Navn. Et
Navn, der, desverre! som Verden nu er beskaffet, volder oftere at de
kastes bort end tages op. Saasom disse Samtaler og Bøger skulde
begge være vel udsøgte, saa kand det mueligen give eder Materie til et
andet Blad at melde noget om denne Sag, og alt hvad J vil anføre
derom, skal være til stor Tieneste for eders troefaste Ven og Tiener.
Søndag.
Den lykkelig blevne Ægtemand.
ArGretes Skiønheds Piil Fromtin var Hierte=skudt,
Thi Grete var en deylig Glut¬
Me


Men ah! jo skiønnere de skielmske Piger ere,
Jo mindre kand mand Bugt med deres Hierter faae.
Frontin det selv erfare maae.
J tre Aar maatte hand til hende Elskov bære,
Men all hans Kierlighed og Fliid forgæves blev.
Hvad giør hand endelig? Ham Sorg og Elskov drev
Til dette Raad, at hand paa Reysen sig begiver,
Og (hvad kand være slemmere!)
Til den ureene Aand paa Bloksbierg sig forskriver,
At være tvende Aar udi hans Tieneste,
Dersom hand det saaledes mager,
At Grete derimod hans Kone blive maae.
Den onde Aand vil strax den Pagt med ham indgaae,
Og ham derpaa i Haanden tager.
Endskiønt ham Verden tit for Løgn beskylde kand,
Ja Doctor Faustus selv af hannem blev bedraget,
Hand dette Løfte deg med Fliid i agt har taget,
Frontin blev lykkelig, thi hand blev Gretes Mand.
Men før en Maaneds Tiid forsvandt,
Begynder alt Frontin paa Kiøbet at fortrode,
Og den ureene Aand igien til sig at byde,
Ah, siger hand, da Aanden sig indfandt,
Ah, kiære Satan, tør jeg giøre
Endnu en Bøn? du veed, jeg har mig bundet til,
At jeg dig tvende Aar for Grete tiene vil;
Det Løfte skal jeg og fuldføre.
Men om du vil igien min Grete tage bort,
Jeg i din Tieneste endnu et Aar forbliver.
Den Slemme siger Ney, den Tiid er alt for kort;
Hvorpaa Frontin igien til to Aar sig forskriver.
Thi, tænkie hand, hvor slem du end afmales her,
Saa veed jeg dog, at Grete verre er.
Dette Uge=Skrift bliver hver Tørsdag at bekomme i det Kongel. priv.
Bogtrykkerie ved Stranden, skraas over Prammændenes Laugshuus,
hvor 2de forgyldte Skildter sees over Døren, Arket 2 s.


No. 85.
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker.
Has toties optata exegit gloria pænas.
Hvor dyrt betales den af mig tit ønskte Ære,
Hvorfor jeg denne Straf og Haanhed nu maae bære.
Min Herre.
E¬
t velvilligt og godgiørende Gemyt vil i alle Livets Om¬
stændigheder finde nogen Leylighed til at befordre det menne¬
skelige Kiøns Velfærd. Riigdom og Høyhed ere mægtige til at
fordrive Modgangs Skyer, at aftørre Enkers og Faderløses Taare, og
at forøge alle deres Lyksalighed, som ere omkring dem; deres Exempel
vil opmuntre Dyden, og hindre Lasternes Fremgang. Ja end og Fat¬
tigdom og Nedrighed, omendskiønt de have ikke Magt til at meddeele
Lyksalighed, kand i det mindste forekomme Ulyksalighed, og lære disse,
som ere forblindede af deres Lyster og Begiærligheder, at de ere paa
Brinken af en raadeløøs Elendighed.
Saasom jeg derfor fornøyer mig med den Tanke, at jeg mueligen
kand belbrede andre for den Daarlighed, som har gjordt mine egne
Dage bittre, saa har jeg taget mig den Frihed at skrive eder til fra


Elendigheds og Fortvilelses forskrækkelige Boliger, hvis Porte ere saa
forunderligen indrettede, at de flyve op for at tage imod Fremmede,
omendskiønt de ere u-igiennemtrængelige, som en Demants Klippe, for
dem, der ere inden for:
Facilis descensus Averni;
Noctes ata; dies patet atri janua Ditis:
Sed revocare gradum, superasa; evadere ad auras,
Hoc opus hic labor est.
Mand læt kand fare ned til Mørkheds Helved=Rige,
Den sorte Plutos Dør staaer aaben Nat og Dag;
Men at tilbage gaae og op igien at stige,
Er en møysommelig og høyst besværlig Sag.
Tillad mig at fortælle eder, min Herre, at jeg har prægtigen glim¬
ret i store Sælskaber, og giordt en anseelig Figur i de offentlige For¬
samlinger ved Hove; at jeg har haft den Lykke at være en ubekiendt
Favourit af et ubekiendt Fruentimmer paa Masqverade, at jeg har været
en Fornøyelse ved de fornemste Borde, og været misundt af mine
Spradebasse=Brødre; og, at jeg skal nedstige til ringere Ting, da troer
at mand endnu kommer ihu, at nogle Kræmmere, Skrædere, Per¬
ryk= og Hattemagere maae takke min nætte Skabning og den angenem¬
me Frihed i min Opførsel, for den Anseelse, som de endnu staae i hos
mange fornemme Folk.
-- Sed qvæ præclara & prospera tanti,
Ut rebus lætis par sit mensura malorum.
Men denne Herlighed og Lykke
Mig kommer nu saa dyrt at staae,
Den Sorg og Nød, som mig nu trykke,
Dem ligne, om ey overgaae.
Saa¬


Saasom jeg var meget ung, havde en næt Skabning og besad store
Midler, da jeg først traadte ind i Verden, saa varede det ikke længe,
inden jeg giorde mig løøs af Religionens Lænker; thi jeg havde beslut¬
tet at søge min Fornøyelse, hvilken, efter mine Begreb, bestod i en u¬
forhindret og uendskrænket Fyldestgiørelse af alle Lyster og Begiærlig¬
heder; og saasom dette kunde ikke skee, naar jeg stedse havde en streng
og bestandig Lovgiver hos mig, der ideligen vilde sætte mig til rette og
knurre, saa betragtede jeg Religionen som min Fiende; og da jeg gik
saa vidt, at jeg begegnede den med Foragt og haanlig Latter, saa var
det mig ikke en liden Fornøyelse, at dens gammeldags Dragt og An¬
seelse, og dens ærbare og uforandrede Bevægelser gave min Indbildings
Kraft idelige Anledninger til lystige Jndfald.
Da jeg nu holdt for, at jeg var tilstrækkeligen skikket til at lee alle
Samvittigheds Nag bort, saa meddeelte jeg mine Anmærkninger til
disse iblant mine Fruentimmer=Favouriter, hvis Dyd jeg havde i sinde
at angribe; thi jeg var vel forsikkret om, at Æren vilde ikke være mæg¬
tig til at giøre uden en svag Modstand, naar Religionen var kastet over
Ende, min Fremgang var og ikke mindre end jeg havde ventet; thi Lyst
til Fornøyelse er alt for stærkt indplantet i Fruentimmers Hierter, til at
tillade dem nøye at undersøge de Argumenters Kraft, som sigte til at
svække den Tvang, der holder dem tilbage; de lade sig alle lætteligen
forleede til at troe, at alt hvad der er deres Tilbøyelighed i Veyen,
maae være urigtigt; der behøvedes derfor ikke meget meere, end at leg¬
ge nogle Omstændigheder til, og at giøre andre større, og at bruge ly¬
stige Jndfald i stedet for klare Beviiser; jeg var og ikke saa uforstandig
at bruge Argumenter imod saadanne, som kunde ikke fatte eller forstaae
dem, og hos hvilke et kløgtigt Svar eller Jndfald vilde meere kraftigen
giøre samme Virkning. Naar dette var udrettet, saa var der intet an¬
det tilbage, end Frygt for Verden; men Roxana var alt for høy¬
hiertet til at tænke, at andres Meening fortiente at legges paa Hierte.
Lætitia syntes at tænke derpaa alleeneste for at erklære, at dersom
alle hendes Haar vare saa mange Verdener, saa vilde hun
agte dem vel tabte for Kierlighed; og Pastorella i sin kiærlige Fore¬
stilling meente at hun kunde stedse opholde sig ved Siden af et Filde¬


Væld, fornøyet med hendes Hyrde og Faare=Hiord; uden at betænke,
at Stillhed og Eensomhed kand ikke give Fornøyelse uden alleeneste til
Uskyldighed.
Det er ikke Begiærlighed efter nye Erobringer, men Seyervindin¬
gens Ære, som opmuntrer Soldatens Hierte; ligesom en Bye er og siæl¬
den meget værd, naar den har udstaaet en Beleyrings Ødeleggelse, saa
at omendskiønt jeg ikke offentligen udraabte Virkningerne af min Tap¬
perhed, hvilket Ærens Love forbyde, saa kand mand dog ikke formode,
at jeg var meget omhyggelig for at begrave min Berømmelse, eller at
hindre, at mine Kierligheds Bedrifter ved en eller anden Hændelse maatte
blive aabenbarede. At have vundet en Seyer, er en Opmuniring til
at vove en anden Striid; og omendskiønt en Generals lykkelige Frem¬
gang skulde være Aarsag til at giøre en Fæstning stærkere, saa bliver
den dog, hos mange, en Forevending til at besmykke en hastig Overgi¬
velse, under det Paaskud, at ingen Magt er i Stand til at imodstaae
saa forfærdelig en Fiende; da derimod andre trodse Faren, og tænke at
det er nedrigt at overgive sig, og Feyghed at flye. Jhvorvel Melissa
forstod det bedre; og omendskiønt hun kunde ikke bryste sig af at være
uden Passioner, eller saa standhaftig og ubøyelig som en Cato, saa fat¬
tedes hende dog ikke den meere forsigtige Dyd, som Scipio besad, og
hun vandt Seyeren, ved det hun undvigede Striiden.
maae dog ikke bilde eder ind, at jeg i denne min overgivne Ryg¬
gesløshed var saa fuldkommeligen overbeviist om, at min egen Opfør¬
sel var som den burde, at jeg var frie for all Sinds Uroe og Bekym¬
ring. Jeg vedste meget vel, at jeg med Billighed maatte holdes for en
Pest i det menneskelige Samqvem, og at jeg ved saadan en Levemaade
vilde omsider ødelegge min Helbred og mine Midler; men at give deslige
Tanker Rum var at leve paa en Piine=bænk; jeg flyede derfor til Lystig¬
heds og Glædskabs Boliger, som de kaldes, og stræbte, ved Viin og en
idelig Forandring af Sælskaber, at befrie mig fra de Angester, som saa¬
dan Eftertanke maatte foraarsage. Fra disse Drikke=Høytider sværmede
vi ofte ud for at søge Leyligheder til at udviise vor Manddom, og vare


ikke en liden Skræk og Rædsel for alle de ædruelige Folk, som mødte os
og omendskiønt vi aldrig tilføyede deres Liv eller Lemmer nogen Skade,
som vore berømmelige Forfædre, der i Spectators Tiid vare bekiendte
under det Navn af Mohocks, saa have vi dog midt i Covent Garden
begravet en Skræder, som havde ubeleyligen manet nogle af vore fiine
Herrer, under en Dynge af Kaal=blade og Stokke, hvorved vi anførte
dette Jndfald:
Satia te caule quem semper cupisti.
Fyld nu din Hals med Kaal, hvorefter du var graadig.
Jeg kand ikke have nogen Aarsag til at melde om de allmindelige
Bedrifter, saasom at slaae Vinduer ind, og prygle Vægterne; undta¬
gen det skulde være for at fortælle eder om disses Paafund, i at fremvii¬
se for Retten sønderslagne Lygter, som der er betalt for hundrede gan¬
ge, eller at komme frem med Plaster i Ansigtet og Hovedet, foregiven¬
de at de ere huggede af Kaarder, som aldrig have været dragne; jeg
behøver ey heller at tale om hvor meget meere farligt det er at angribe
disse stærke og forvovne Vægtere, der ere bevæbnede med Stænger,
hvoraf vor Camerad Mr. Nat=Raun fik engang et lidet Slag i An¬
sigtet, som paa engang slog hans Næse flad, og saaledes udrettede i
et Øyeblik, hvad dens dødeligste Fiende havde i nogle Aar forgæves ar¬
beydet paa. Jeg vil forbigaae de Tilfælde, som mand gemeenligen er
underkastet naar mand prøver paa at klyve ind igiennem Vinduer, og
at fløtte Skilter; der ere mange deslige Farligheder, hvor mand er
kun et Haar=bred fra Døden; men omendskiønt en ryggesløs Svii¬
rebroders Liv er i lige saa store og mange Farer som en Krigs=Mands,
saa har det dog hverken Ære i den nærværende Tiid, ey heller kand
det med Fornøyelse see tilbage til den forbigangne; saadan Forskiæl er,
og saadan Forskiæl bør der være imellem den der er en Fiende og den der
er en Beskyttere af sit Fæderneland.
Det vil ikke synes forunderligt, at jeg, midt i saadan daarlig og
u-besindig Uordentlighed ofte lod mig narre ved haandgribelig Smig¬
ger og hykkelske Berømmelser. Naar Mr. l'Allonge forsikkrede mig at
jeg stødte en Qvart over Armen bedre end nogen Mand i Engeland, hvad
kun


kunde jeg da giøre mindre end forære ham en Kaarde, som kostede mig
30 Guineer? Jeg sagde god for Mr. Trippit for 500 Rdlr., efterdi hand
havde erklæret, at hand vilde dantse en Menuet med hvilken Mands
Person det skulde være i alle tre Kongeriger, undtagen med mig. Men
jeg gav ofte mine Penge ud imod min Villie, enten fordi jeg turde ikke
sige Ney, eller fordi jeg var bange for at blive kaldet en karrig Niding;
og jeg kand sige med Sandhed, at jeg har fordøyet mine Midler uden
Ære, uden Venner, og uden Fornøyelse. Det sidste vil maae skee synes
sælsomt for dem der kiende ikke til Livets Masqverade; jeg bedrog andre,
og jeg søgte at bedrage mig selv; og har baaret Glædskabs og Lystigheds
Masqve, medens mit Hierte udstod de allergrueligste Piinseler.
Ved mine Venners Tilskyndelse og Opmuntring blev jeg omsider
ærgierrig efter at faae Sæde i Parlamentet; jeg reyste i denne Hensigt
til en Bye, hvor jeg haabede at blive udvalt, og hvor jeg ved min An¬
komst blev modtaget med tusende Menneskers Lykønskninger, og jeg var
i tree Dage vis paa de fleeste Stemmer; men efter at jeg havde uddruk¬
ket halvandet hundrede Oxehoveder Viin, og tvende gange ved store
Foræringer bestukket to tredie deele af Stemmerne, maatte jeg omsider
til min store Græmmelse befinde, at Byen havde allerrede tilforn været
solgt til Mr. Caurtly.
Ved saadan en Levemaade bleve mine Midler, skiønt de vare me¬
get anseelige, i en hast forødte; og ligesom et Legeme, jo nærmere det
kommer til Jorden, jo hastigere bliver dets Bevægelse og Fald, saaledes
og, naar en Mand begynder først at siunke ned til Fattigdom, saa falder
hand ideligen dybere med en stedse tiltagende Hastighed; enhver Hielp,
som hand behøver, maae hand kiøbe dyrere og dyrere, og enhver Tiene¬
ste og Venskabs Beviisning erholdes med større og større Vanskelighed.
Da jeg nu har beskrevet eder min Ophøyelses Stand, saa skal jeg, i fald
tillader mig at fortsætte min Fortælling, viise eder, hvorledes jeg er
fornedret fra min forrige Herlighed og er forfløttet fra mine prægtige
Værelser i Pallemall til min nærværende Bolig i Fleet Fængsel.
Jeg er, min Herre,
eders ydmyge Tiener
Misargyrus.
Ra


Mit
eg kunde ønske af mit gandske Hierte, at J og jeg vare lidet meere
bekiendte med hinanden, at jeg kunde indbyde eder til at komme
og spiise hos mig en Søndag Middag. Jeg nævner Søndagen,
efterdi jeg vilde gierne, at J selv skulde see en Misbrug, som gaaer i
spang paa den Dag, og som J maae skee ikke har nogen Kundskab om,
da J, som en ærbar og ordentlig Mand, formodentlig bliver i Byen
om Søndagen.
Det er min Ulykke, at jeg boer i en saa kaldet fornøyelig Landsbye,
som ligger paa en alfare Vey, ikke fuldt syv (Engelske) Miile fra London;
hvor jeg næsten qvæles af Støv, hver Søndag om Sommeren, den
foraarsages af en Mængde Lære=Drenge, som pidske deres Leye=Heste
næsten til døde, eller kiøre deres brøstfældige Karioler imod hverandre,
hvorved mange frugtsommelige Koner blive forskrækkede og mange unge
Børn komme til Skade. Det er en klar Sag, at disse unge Menne¬
skers Forældre eller Husbonder have ikke nogen Myndighed over dem;
dersom de havde, da skulde vi finde dem ved deres Regnskabs Bøger,
som skikkelige Borgere pleye at giøre paa den Dag, at føre til Bogs,
og at slutte forrige Uges Regninger. Men, efter mine ringe Tanker, er
og dette en Vane, som heller bør ophæves end vedligeholdes; thi end¬
skiønt Vindskibelighed er en meget agtbar Egenskab, og er gemeenligen
et Middel til at giøre, som det kaldes i Byen, en brav Mand af en
Skielm og Bedrager, saa kand den dog drives alt for vidt, som det
og gandske vist skeer, naar den ophæver Søndagens egentlige Ende og
Hensigt, som var anordnet og beskikket til en Hvile=Dag.
Jeg kand just erindre, min Herre, at førend Christendommen blev,
ved Fornuftens Spitsfindigheder, gandske drevet ud af disse Riger, da
var det en mægtig Skik for unge Folk at gaae til Kirke paa den Dag;
og jeg skulde gandske vist have tænkt, af der var ikke noget ondt deri, havde
det ikke været klarligen beviist, saa vel ved fornnemme Folk som andre,
at det var den besværligste og møysommeligste Ting i Verden at gaae i
Kirke; og følgeligen at det var aabenbarligen at forvende en Dag, dert
er bestemt alleeneste til Hvile.


Men da næsten enhver køndet Begreb om Søndagen, at mand
bør skye alt Arbeyde paa den Dag, hvor forunderligt er det da at see
en søvnagtig Borger sidde og slæbe i sine Bøger, et udlevet gammelt
Par Landsbye=Folk at udmatte sig til døde med at gaae i Kirke, og de¬
res Børn og Børne=Børn at sætte deres Hals i vove, og udtrætte deres
Legemer med at løbe om kap paa Veyen! Jeg vil gierne at alle Jnd¬
stiftelser nøye tages i agt, og saasom vi have lykkeligen skilt os ved vore
Forfædres forudfattede Meeninger om Religionen, saa veed jeg kun en
Maade til at holde Søndagen som den bør holdes; men dersom mit
Forslag ikke bliver understøttet ved eders Tugtemesterlige Myndighed,
da seer jeg ikke nogen Formodning til at det vil blive antaget; jeg kunde
derfor ønske, at J vilde alvorligen anbefale begge Kiøn, af alle Slags
Rang og Stand, at ligge i Sengen den gandske Dag. Dette vil vir¬
keligen giøre den til en Hvile=Dag, all den Stund alle ugifte Personer
tilholdes at ligge allene, og at de, som ikke kand sove i deres Senge,
faae Tilladelse at gaae til Kirke og sove der. Dersom dette kand brin¬
ges i Stand, da vil vore Kirker fremdeles holdes aabne, og Veyene
blive røddelige for disse støyende og ryggesløse unge Mennesker, som for¬
styrre alle andre Folkes Rolighed, efterdi de finde selv ingen Lyst at lig¬
ge stille.
Dersom J tager denne Sag i Betragtning, da vil I dermed
forpligte alle skikkelige Folk, som tage Søndagens Jndstiftelse i agt, og
i særdeleshed,
Min Herre,
eders ydmygste Tiener
John Softh.
Dette Uge=Skrift bliver hver Torsdag at bekomme i det Kongel. priv.
Bogtrykkerie ved Stranden, skraas over Prammændenes Laugshuus,
hvor 2de forgyldte Skildter sees over Døren, Arket 2 8.
Sammesteds ere og at bekomme tolv Ark af Gellerts Fabler og For¬
tællinger, oversatte i Dansk, for 2 §. Arket.


No. 86.
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker.
Min Herre,
J¬
eg sender eder nu Fortsættelsen af min Historie, endskiønt
jeg kand ikke bilde mig ind, at mand har fundet nogen Længsel efter
at vide Misargyrus's Skiæbne, som har ikke vandret nogen u¬
banet Vey til Elendighed, og følgeligen kand ikke fortælle Læseren uden
saadanne Tilfælde, som dagligen forekomme.
J har seet mig, min Herre, i min Herligheds høyeste Glands, ikke
uddeelende en mild Varme, som den alting vederqvægende Sool, men
ligesom en anden Phaeton brændende og sviende alting rundt omkring
mig. Jeg vil derfore fare fort at fuldende mit Lob og føre eder saa
hastigen, som mueligt er, igiennem mit Levnets øvrige Forandringet.
Da jeg først begyndte at fattes Penge, tvilede jeg aldeles ikke om,
at jeg jo strax kunde faae Hielp. Aviserne gave ideligen Anviisninger
til Mænd, som syntes at have intet andet at bestille end at sanke Dyn¬
ger af Guld til disse, som sætte deres høyeste Lyksalighed i at forøde
og adspreede det. Jeg skyndte mig derfor hen til een af disse Penge¬
Kilder, som efter hans foregaaende betingede Vilkaar, syntes at handle
med tusende; men jeg blev ikke lidet bekymret over at finde, at denne allmin¬
delige Velgiører vilde ikke udlaane en større Sum en tredive Pund


Sterling (150 Rdlr.); og vilde end ikke vove disse, uden en Forskriv¬
ning af mig selv og en vederhæftig boesiddende Mand, og ikke i en læn¬
gere Tiid end tre Maaneder.
Det var endnu ikke saa flet med mig, at jeg behøvede at søge
Børgen for tredive Pund; dog deels af den Penge=Graadighed, som
Uordentlighed og Ødselhed altid opvækker, og deels af Begiærlighed
efter at see en af disse smaa Aagerkarles Nykker, en Carakteer, som
jeg havde hidindtil ikke kiendt, beqvemmede jeg mig til at høre efter
hans Vilkaar. Hand begyndte derpaa videre at forestille mig, hvor
lyksalig jeg var, at jeg ikke var faldet i en Udsuers Hænder; og for¬
sikkrede mig, at jeg skulde finde ham overmaade taalelig i hans Fodrin¬
ger; hand var vel ikke vis paa at hand kunde forskaffe mig den gandske
Sum, thi Folk vare paa denne særdeles Tiid overmaade gieltende og
paahængende for Penge; dog saasom jeg havde Anseelse af en æragtig
Person, saa vilde hand see til hvad hand kunde giøre, og give mig
Svar inden tree Dage.
Efter tree Dages Forløb gik jeg hen til ham igien; da hand igien
fortalte mig, at der var stort Spørsmaal efter Penge, og at
Penge vare nu ret Penge. Dernæst formanede hand mig
at holde Ord med Betalingen til den bestemte Tiid, saa at hand kun¬
de tiene mig en anden gang; hvorpaa hand leverede mig Pengene, ef¬
ter at hand havde afkortet 35 pro Cent. og igien holdt en Lov=Tale
over sin egen billighed.
Jeg vil ikke misbruge eders Taalmodighed med at beskrive de ad¬
skillige Trækker, som bruges af Aagerkarle og Udsuere, men jeg kand
dog ikke undlade at fortælle eder min Handel med Squeeze paa Tover¬
hill, saasom denne fandt at jeg var et ungt Menneske, der havde no¬
get anseeligt at vente, saa brugte hand en Underhandler til at overtale
mig til at laane fem hundrede Pund af ham, som jeg igien skulde be¬
tale paa denne Maade, at saa længe hans Datter Anna Squeere og


ro Cent. Denne Under¬
jeg levede begge, skulde jeg aarligen give 2
handler kom til mig og havde bereedt sig paa at anvende all sin Kunst
for at formaae mig til at antage hans Forslag; men da hand mærkte,
at jeg tog imod hans Tilbud med saadan en Begiærlighed, hvoraf hand
kunde slutte at jeg var i Trang for Penge, saa blev hand lunken og
koldsindig; hand sagde, at hand havde giordt dette Forflag af
Venskab imod mig; hand vilde giøre sig Umag for at tiene
mig; Mr. Squeere var en ærlig Mand, men overmaade for¬
sigtig. Efter tree Dages Forløb kom hand igien og fortallte mig, at
hans Umag havde været forgæves, Mr. Squeere havde ikke gode Tan¬
ker om mit Liv, men der var endnu et Middel til overs; Mad. Squeere
kunde formaae meget hos hendes Mand, og jeg maatte vinde hendes
Bevaagenhed ved en Compliment. Om Eftermiddagen derpaa besøgte
jeg Mad. Squecze, og udøste for hende all den Smigger, som gemeen¬
ligen vinder Adgang hos Rang og Skiønhed; jeg vedste da ikke, at
der ere Steder, hvor den eneste Compliment er en Foræring. Da
jeg havde endnu Credit hos en Juvelerer, saa udsøgte jeg mig derefter
en Ring til 30 Gvineer, som jeg ydmygst forærede hende, og blev der¬
paa strax antaget til at handle med Mr. Squceze. Hand syntes for¬
trædelig og uvillig til at afgiøre Sagen; og min gamle Ven, Under¬
handleren, hviskede til mig, at hand vilde aldrig slutte et tørt Fordrag;
jeg bød ham derfor hen paa et Viinhuus. Ni gange kom vi sammen
om denne Sag, ni gange betalte jeg fire Pund Sterling for Mad og
Viin, og ni Gvineer gav jeg Underhandle en for hans Umag. Jeg
fik da omsider Pengene, hvoraf jeg betalte 10 pro Cent. for ud; og
ved den tiende Sammenkomst betalte jeg endnu et Maaltid, og gav
femten Pund for de hertil fornødne Skrifter.
Der vare andre, som ikke vilde betroe deres Penge ud uden paa
Pant eller Vare, paa det jeg derfor maatte prøve alle de Kunster, som
en ødsel Daarlighed kand opfinde, saa leyede jeg et Huus og besatte
det med Boeskab. Jeg tog mig selv for at skille mit Boeskab ved sin
nye Glands og Anseelse, paa det jeg skulde ikke opvække Mistanke hos
den, som jeg vilde laane Penge af; og dette lykkedes mig saa vel, at
hand var saa gunstig og laante mig et hundrede og tredsindstive Pund


paa det som var vurderet for syv hundrede. Jeg mærkte da at jeg maat¬
te underholde en Tilsyns=Mand hos mig, der skulde passe paa, at Godset
blev ikke beskadiget eller afhændet. Dette var vel en uventet Omkost¬
ning; men det var for silde at gaae tilbage; og jeg trøstede mig dermed,
at jeg paa denne Maade kunde forekomme en Giældener, som jeg var i
nogen Frygt for, at hand ikke skulde legge Haand derpaa, efterdi jeg
havde altid en førre Execution i Huuset.
Paa saadan Maade havde jeg saaledes indvillet mig selv i Fortræ¬
deligheder, at alle mine Tanker vare henvendte til at opfinde Undskyl¬
dinger, og at skaffe smaa Penge=Summer, hvormed jeg maatte stille
disse Giældenere tilfreds, som jeg ikke længere kunde bevæge med gode
Ord. Det kostede mig firesindstiuge Pund i Foræringer til Mr. Leech,
en Procurator, fordi hand skulde have Taalmodighed med mig for hun¬
drede Pund, som hand selv havde begiært at jeg vilde tage af ham da
jeg ikke behøvede dem. Jeg blev ideligen plaget af fortrædelige Manere,
og maatte høre pukkende og trodsige Ord af nogle Skarn, som for faa
Maaneder siden vilde ikke have fordristet sig til at opløfte deres Øyne fra
Jorden i min Nærværelse. Jeg levede i en bestandig Angest, jeg blev
bange hvergang jeg hørte nogen ved Dørren, og forskrækkedes saa ofte
jeg hørte nogen gaae hastigere end sædvanligt. Jeg lagde mig aldrig til
Hvile, uden at føle Sandheden af det Spanske Ordsprog: Lad den
der sover for meget, laane en Skyldeners Hoved=Pude. Min
Bekymring og Sinds Uroelighed holdt mig længe vaagen, og naar jeg
havde lukt mine Øyne, drømte jeg strax at jeg blev forfulgt eller for¬
haanet af Rettens Betientere.
Naar jeg betænkte, hvilke nedrige Midler og Udflugter jeg havde selv
bragt mig til at benytte mig af, saa kunde jeg ikke andet end forbande
den Daarlighed og Uordentlighed, der havde nedsiunket mig i en Søe
af Fortrædeligheder og Plager, som det var høyst uformodentligt at jeg
nogensinde skulde komme ud af igien. Jeg havde i nogen Tiid levet i
Haab om et Gods, ved min Morbroders Død; men hand giorde mit
Haab til intet, i det hand ægtede sin Huusholderske; kort derefter fandt


hand Leylighed til at give sig i Skiænderi
med mig, fordi jeg havde be¬
skikket tiuge Pund om Aaret til en ung Pige, som jeg havde forført; og
sagde mig reent ud, at hand vilde see til at hand kunde forekomme, at
hans Midler skulde ikke forødes paa Skøger.
Der var nu intet tilbage undtagen om jeg ved et riigt Giftermaal
kunde reede mig ud; Et Anslag, som jeg selv bildte mig ind, at intet
uden min nærværende Elendighed vilde bragt mig til at tænke paa med
Taalmodighed. Jeg besluttede derfor at see mig omkring efter en ung,
ømhiertet, og uforfaren Pige, som havde støre Midler og var sin egen
Herre; og følgeligen fæstede jeg mine Øyne paa Jomfru Biddy Simper.
Jeg havde nu gjordt hende sex eller syv Besøgelser, og saa fuldkomme¬
ligen overbeviist hende om at jeg var en fornemme Person og en Sviire¬
Broder, at jeg havde ikke mindste Tvil om at jeg snarligen skulde blive
Herre baade over hendes Person og Midler.
Ved denne Tiid, hvorpaa min Lykke eller Ulykke beroede, fik jeg
en Besøgelse af Jomfrue Gripe, i en Karete, som hun havde kiøbt for
mine Penge, og udpyntet med kostbare Smykker, som jeg i mine Over¬
flødigheds Dage havde udøst paa hende. Disse Dage vare nu forbi,
og der var lidet Haab om at de nogensinde vilde komme igien. Hun
var ikke mægtig for at imodstaae den Fristelse af ti Pund, som Talon;
en af Rettens Betientere bød hende, men bragte ham ind i mit Kam¬
mer, forklædt i et Liberie, og da hun havde taget min Kaarde hen til
Vindnet, under det Skin at betragte det smukke Arbeyde, bad hun ham
gribe mig.
Opsættelse vilde blevet kostbar og uden Nytte, saasom Giælden var
alt for anseelig til at betale strax eller at skaffe Borgen for; Jeg lod
mig derfor strax føre hen i Fængsel.
Vesti¬
Rrrr¬


Vestibulumante ipsum primisg, in faucibus Orci
Luctus & ultrices posuere cubilia curæ;
Pallentesg; habitant morbi, tristisg; senectus,
Et metus, & malesvada fames, & turpis egestas.
Midt i Jndgangen selv, som fører,
Til dette Helved-Forgemak,
Mand Hierte-Nag og Sorrig hører
At bryde ud i vee og ach!
Mand Sygdom, Hunger, Skræk her finder
Med Alderdommens Drøvelse
Afmalede i bleege Kinder
Og haanligen bespottede.
At være berøvet sin Frihed, paa hvad Maade det og er, har noget
forskrækkeligt udi sig. Et Fængsel kand undertiden støde dem, som lide
det i en god Sag; lad derfor eders egen Indbildings Kraft underrette
eder om det som jeg har ikke Ord til at udtrykke; og forestille eder,
om det er mueligt, hvor grueligt og forskrækkeligt det er at være fængslet
og tillige underkastet Bebreydelser og Skændsel; at være imod sin Villie
i Sælskab med Skummet af det menneskelige Kiøn; med nogle Skarn,
som vare tilforn alt for ryggesløse til at leve i det menneskelige Sam¬
qvem, men da de nu ere befriede baade for Skam og Frygt, saa drive
de hvert Øyeblik deres Laster til høyere Fuldkommenhed, ved det de om¬
gaaes med hver andre.
Der ere dog nogle faa, hvilke, ligesom mig selv, deres Fængsel
har heller nedslaaet end forhærdet; med disse allene omgaaes jeg; og
om disse kand J maae skee herefter faae nogen Efterretning fra eders
ydmyge Tiener
Misargyrus.
End.


udskiønt det allmindeligen tilstaaes, at det er Dydens rette Kien¬
detegn at meddeele Lyksalighed, saa bliver dog denne Lyksalig¬
hed siælden betragtet at strække sig uden for vor egen Art; og intet Men¬
neske ansees for at blive lastværdig eller udydig, ved at opofre et Crea¬
turs Liv for den Fornøyelse at slaae eller skyde vist. Jmidlertid er det
dog vist, at ved denne Gierning bliver meere Lyksalighed fordervet end
frembragt; med mindre mand vil holde for, at Lyksalighed skulde vur¬
deres ikke alleeneste i henseende til dens Grad, men og i henseende til
det Creaturs Rang, som besidder den; men dette er en Meening, som
maae skee ikke lætteligen kand stadfæstes. Fornuften, hvoraf Menne¬
skenet alleneste har sin Over=Rang, skulde, i det nærværende Spørs¬
maal alleeneste ansees som en Føle=Kraft; et Slag foraarsager mee¬
re Smerte hos et Menneske end hos et umælende Dyyr; thi hos et
Menneske forøges den ved en indvortes Følelse af Skam og Forhaa¬
nelse, og føles saa ofte som den erindres, i det umælende Dyyr for¬
aarsager det alleneste en legemlig Smerte, hvilken inden en kort Tiid
gandske ophører. Men det kand med rette paastaaes, at den samme
Grad af Smerte i begge Creature, er i den samme Grad et Onde,
og at den kand ikke modtvilligen og letfærdigen tilføyes, uden i lige¬
Grad at overtræde Ret og billighed. Deraf følger det dog ikke, at
Mennesket skulde afholde sig fra at bruge Dyyrene til sin Føde; th
naar et Menneske dræber alleneste for at æde, da opofrer hand allene¬
ste Liv for Liv; og dersom Mennesket havde levet af Frugter og Urter,
da vilde den største Deel af disse Dyyr, som nu døe for at forsyne hans
Bord, aldrig have levet; i stedet for at legge deres Unger til for at
forsikkre sig om Forraad og Overflødighed, saa vilde hand blevet tvun¬
gen til at ødelegge dem, for at forekomme Hunger og Nærings Mangel.
Der er stor Forskiæl imellem at dræbe for sin Føde og at dræbe for
Spøg. At finde Fornøyelse i det, som foraarsager andre Smerte, der¬
som det ikke er lastefuldt, er dog i det mindste farligt; og enhver Gier¬
ning, som, endskiønt ikke ugudelig i sig selv, dog afslider den medlidende
Følelse som er i et ømt Gemyt, maae giøre den menneskelige Natur min¬
dre og mindre skikket til at leve i Samqvem. Da jeg videre fortsatte


disse Tanker, betragtede jeg den Ulighed, med hvilken Lyksalighed syntes
at være uddeelt iblant de umælende Dyyr, ligesom adskillige Dyyr ere
i en adskillig Grad underkastede Menneskenes egensindige Grumhed; og
i denne min Jndbildings Heede begyndte jeg at tænke, at det kunde vel
være mueligt, at de maatte blive deelagtige i en tilkommende Belønning;
i særdeleshed, saasom blot Materie og Bevægelse kommer ikke nærmere
til Følelse end til Tanke; og den som vil ikke vove at negte, at de umæ¬
lende Dyyr have Følelse, skulde ikke hastigen dømme, at de have allee¬
neste et materialsk Væsen. Medens mit Sind pønsede herpaa, gik
Aftenen uformærkt bort; Natten blev omsider fordrevet af Morgenen;
min Agtsomhed tog lidet efter lidet af, og jeg faldt i Søvn i min Læh¬
ne=Stoel.
Endskiønt min Hukommelses og Skiønsomheds Arbeyde havde mu
Ende, saa havde dog min Jndbildings Kraft meget at bestille; denne
omsværmende Skalk førte mig igiennem en mørk Gang, som, efter man¬
ge krumme Bugter, gik ud til en Plads, som hun fortallte mig var Fu¬
glenes og Dyyrenes Elpfæiske Rige. Her saae jeg en stor Mængde af
adskillige Dvyr, hos hvilke jeg befandt baade Fornuft og Mæle, imid¬
lertid giorde dette sælsomme Syyn mig ikke saa forbauset som nysgier¬
rig. Jeg længtes storligen efter at vide, hvad Materier der maatte ta¬
les om i saadan en Forsamling, og haabede at vinde et anseeligt Til¬
læg til mine Anmærkninger over det menneskelige Liv. Til den Ende
nærmede jeg mig hen til en Hest og et Asen, som syntes at tale meget
alvorligen med hverandre; men jeg nærmede mig til dem med stor Var¬
lighed og Ydmyghed; thi jeg betragtede dem nu som i en høyere end
dødelig Stand; og jeg frygtede for at blive begegnet med den Foragt
og Forbittrelse, som naturligen opvækkes naar mand seer en Tyran,
der er nu berøvet sin Magt. Min Varlighed var dog u-fornøden; thi
de syntes aldeles ikke at agte mig, og efterhaanden kom jeg nær nok
til at høre dem.
(Resten skal følge.)
Dette Uge=Skkift bliver hver Torsdag at bekomme i det Kongel. priv.
Bogtrykkerie ved Stranden, skraas over Prammændenes Laugshuus,
hvor 2de forgyldte Skildter sees over Døren, Arket 2 s.


No. 87.
Bie=Fuben
Eller
Andres Tanker.
(Fortsættelsen af No. 86.)
D¬
ersom jeg var blevet til intet, sagde Asenet, da jeg forlod Jorden,
da vilde jeg agtet det for et Tab at jeg nogen Tiid havde været
til; thi i min gandske Leve Tiid var der neppe en Time, i hvil¬
ken jeg ikke udstod en overflødig Elendighed af Slag, Hunger og Mø¬
dighed. Da jeg var et Føll, blev jeg bortstiaalet af en Tater=Qvinde,
som satte to Børn paa min Ryg i et par Kurve, førend jeg var blevet
fuldkommen stærk og beqvem til at bære min egen Vægt. Ved haard
Føde og ond Medfart blev jeg snarligen blind; og da denne Tater¬
Familie, som jeg hørte til, reyste til deres Vinter=Bolig i Norwood,
blev jeg sat paa Spill imod et par Giæs, som en Karl havde fundet,
der kom forbi, og drev for sig et par af mine Brødre, som hand hav¬
de belæsset med Sand=Sække, man kastede en halvskilling op, og til
min Elendigheds ubeskrivelige Forøgelse, vandt den, der handlede med
Sand.
Da jeg kom til Byen, blev jeg med mine tvende elendige Stal¬
brødre spendt for en Karre, i hvilken min Herre havde lagt saa meget
Sand, som hand kunde pakke deri; dette Læs var saa meget tungere,
Hend vi havde Styrke til at trække, at det var med den yderste Besvær¬
lighed og Arbeyde at vi kunde slæbe det over de ujævne Gader, hvor
en hver Steen var gæsten en uoverpindelig Hinder i vor Gans. en


Morgen meget tilligen, da vi med all vor Styrke slæbede et Læs Sand
op ad en Bakke, hvortil vi end ydermeere bleve drevne med idelige
Slag af en Svøbe, som havde allerreede slaaet Hud og Kiød af vor
Ryg lige ind til Beenene, hændte det sig, at jeg, som gik nærmest
Karren, og maatte trække den største Deel af Læsset, faldt ned af Af¬
magt. Driveren ansaae min Jammer ikke med Medynk, men For¬
bittrelse; og i det samme Øyeblik hand vendte sig om, stødte hand
mig med en Stok i Hovedet, med saadan Hæftighed, at den gik i¬
giennem mit Øye og ind i Hiernen. J samme Øyeblik blev jeg for¬
løst fra den Elendighed, hvis Ligning med min nærværende Stand,
giør nu en stor Deel af min Lyksalighed. Men J, dersom jeg maae
dømme af eders Størrelse og nætte Skabning, har visseligen været
iblant dem, som ere yndede af det menneskelige Kiøn; J var ikke Fat¬
tigdoms Slave, men tiente til at forøge de Stores Ære; Eders Ar¬
beyde var Leeg, og eders Belønning var Triumpf, Magelighed,
Overflødighed og Opvartning.
5 Det er sandt, svarede Hesten, jeg var afholdt; men hvad nytter
det at være afholdt af Egensindighed, Gierrighed og Grusomhed? Min
Tyran var et Skarn, som havde vundet anseelige Midler i Spill, og
i særdeleshed ved Veddeløb med Heste. Jeg havde vundet ham
mange store Summer; men da jeg omsider blev undtaget i alle Ved¬
demaal, som en der havde ikke sin Liige, saa ansaae hand end og min
Ypperlighed med en vanartig Misundelse, da den ikke meeere kunde
være ham til Fordeel. Jeg levede dog endnu i Velstand og Overflø¬
dighed; og saasom hand kunde selge end og mine Fornøyelser, end¬
skiønt mit Arbeyde var blevet ham unyttigt, saa havde jeg et Serail,
i hvilket der var en idelig Forandring af nye Skiønheder. Jmidler¬
tid indfandt sig omsider en anden, som skulde løbe imod mig; jeg glæ¬
dede mig i Forveyen over en ny Seyer; jeg skyndte mig ud i Marken,
fnysende af Begierlighed efter Striiden, og i det første Lob vandt jeg
til min Herre alt hvad der var veddet om, der beløb sig til et tusende
Pund Sterling. Eiermanden til den Mær, som jeg havde overvun¬
det, erklærede med stor Jver, at, uagtet denne Vanlykke, skulde hun
o løbe næste Dag imod hvilken Vallak det maatte være, for dobbelt saa


stor en Sum, min
tog strax imod denne Udfodring, og sagde,
Hat hand vilde næste Dag frembringe en Vallak, som skulde løbe hende
over. Men hvor forbauset og forbittret blev jeg, da jeg mærkte, at
5 hand havde i sinde, paa den grueligste og skammeligste Maade at giøre
mig skikket til dette Veddemaal strax paa Timen; og at opofre mit Liv
i det samme Øyeblik, da enhver Seene skulde udspændes i hans Tie¬
neste.
3 Saasom jeg vedste at det vilde være forgæves at giøre Modstand,
saa lod jeg mig binde; Operationen blev forrettet, og der satte sig
strax en paa mig, som med Sporer drev mig til Banen. Hvor for¬
urettet jeg end var, saa beholdt dog min Ærgierrighed Overhaand
over min Hevngierrighed; Jeg satte mig for at døe ligesom jeg havde
levet, uden Liigemand; og da jeg igien havde vundet Veddeløbet,
sank jeg ned ved Maalet i en dødelig Afmagt, som strax efter giorde
en Ende paa mit Liv."
Da jeg havde hørt denne gruelige Fortælling, som jeg virkeligen
erindrede at være sandfærdig, vendte jeg mig omkring i en æragtig For¬
virring, og skammede mig ved at være et Menneske. Men mine Be¬
tragtninger bleve afbrudte ved en Soolsort, som sang sin egen Skiæb¬
nes Historie med en Melodie, der u-imodstaaeligen drog min Agtsomhed
til sig. Af dette fromme og harmoniske Creatur blev jeg ikke begegnet
saa foragteligen; hand mærkte, at jeg hørte efter med Nysgierrighed,
og holdt derfor op med sin Sang og sagde til mig:
Fremmede, end¬
skiønt jeg er, som du seer, i det Elpsæiske Rige, saa er dog min Lyk¬
salighed ikke fuldkommen; min Mage er endnu underkastet Dødelig¬
heds Elendigheder, og jeg kand endnu saares i hende. O! Fremme¬
de, for at vinde dit Venskab, om det ved en Hændelse kand naae til
min Allerkiæreste, saa vil jeg fornøye den Nysgierrighed, som jeg seer
af dine Øyne at du har efter at vide min Skiæbne. Jeg faldt for et
Menneskes Haand, som jeg ikke havde givet mindste Aarsag til Fiend¬
skab, og det paa en Tiid af Aaret, da Natutens Bud og Jndskydel¬
ser ere Kierlighed. Men jeg maae dog ikke laste alle; thi saasom den


har siunget, er skrevet af et Menneske, saa ere ikke
Klage=Sang
alle Mennesker uden Medlidenhed, ey heller ere de alle døve til at høre
og forstaae det Sprog, hvor i vi udtrykke vor Glæde og Frygt."
Hand begyndte da, efter et sødt skiønt kort Præludium, paa nye at i¬
stemme sin Sang, som opfyldte Skoven med en behagelig Gien=Lyd.
Den strenge Vinters Snee for Solen var forsvundet,
De frøsne Strømmes Vand nu sagte smeltet flød,
Og Jorden, som tilforn af Frost og Jis var bundet,
Plovmanden nu igien med aarlig Møye brød.
Da, blant den Foraars Hær, som nu Naturen skyndte
Ved en indbyrdes Drift til Kierlighed og Fryd,
En Soolsort lifligen sin Elskovs Sang begyndte,
Som Skoven tog igien med saadan Efter=Lyd:
O! du, som Skiønheds Priis blant alle Fugle bærer,
Du, som jeg synger for, du som mig saaret har,
Hør med Medlidenhed paa hvad min Sang begiærer,
Og giv min Kierlighed et mildt og kierligt Svar.
See, Vinter=Storm og Sluud os nu farvel maae byde,
Den milde Vesten=Vind giør Luften klar og bliid:
Lad os Naturens Bud og føde Drift adlyde,
Og tage fælles Deel i Vaarens Fryde Tiid.
See Ravnen piller nu sin Steen=Kull-sorte Vinge,
At hand sin gylpende Ravn=inde tækkes maae;
Og medens Lærkerne sig op i Luften svinge,
De idel Elskovs Sang imod hinanden slaae.
Men troe mig, Sødeste, at Ravnens sorte Fiære
Mod mine Fiære ey i Ligning komme vil;
Ey heller Lærkens Sang saa angenem kand være,
y Som min, der baade sød og mægtig er dertil.
Med


Med dig jeg kiærligen vil Elskovs Sødhed smage,
J Livets Bitterhed og tage Deel med dig;
J Skoven ikke een, som jeg, saa kiærlig Mage,
Ey Kone blive skal, som du, saa lykkelig.
Jeg til de klareste Vand=Bække dig vil leede,
Som rinde reenligen paa det Snee hvide Sand,
Der nippe Tørsten bort, der køle Dagens Heede,
Der leege kiærligen paa Bækkens Blomster=Rand.
Jeg til det tykkeste i Skoven dig vil føre,
Som ey kand giennemsees af nogen Skole=Dreng,
Der vil jeg konstigen for dig en Reede giøre,
Og dine Vingers Duun skal tiene mig til Seng.
At søge Mad til dig jeg Marken vil omvanke,
Med en omhyggelig og stræbsom Kierlighed,
Og dig af alle Ting det allerbeste sanke,
Som os meeddeelet har Naturens Gavmildhed.
Og naar min Kiæreste sig vilde ud begive,
Og smage vidt omkring den føde Sommer=Tiid,
Jeg da den gandske Dag vil gierne hiemme blive,
Og vore Ungers Flok opvarte med all Fliid.
Naar du ved Moders Drift og Varme skal oplive
Og danne disse smaa i Egget fængslede,
Da skal jeg, ved min Sang, din stille Tiid fordrive,
Og giøre kiærligen din Møye lættere."
Her holdt Soolsorten op. Den Hierte rørte Frue
Med kiærlig Ynksomhed hans Beyle=Sang forstood;
Hun følte, og tilstood en lige Elskovs Lue,
Og hastig paa hans Nøød og Smerte raadte Bood.
Hand da sin unge Bruud til Brøllups=Busken førte,
Fornøyet fatte sig ved hendes Side ned;
Et saa lyksaligt Par mand ey i Skoven hørte,
Ved en saa inderlig indbyrdes Kierlighed.


Om Morgenen
paa med Sang hand vækker hende,
Staae op, min Venneste, see den nybaarne Dag!
Som Lærkens Morgen=Sang alt giver os tilkiende,
Kom, Skiønne, og med mig en Flugt i Skoven tag."
De over Mark og Skov sig med hinanden svinge,
Nu atter sætte sig ved en grøn=breddet Aaae,
Stadfæste Elskovs Pagt; de leege, hoppe, springe,
Hinandens Ære, Lyst og eeneste Attraae.
Men ah! min Skialdre=Geist den sørgelige Ende
Af min Historie med Smerte sige maae;
En Skytte, den et Bud af Skæbnen maatte sende,
Det elskelige Par blant Skovens Greene saae.
Den Skræk=betagne Han strax raabte: Søde Mage,
Kom, skynd dig snart herfra; af Faren dig begiv!
Her, Skytte, lad din Hævn her dette Sigte tage,
O! spar min Kiæreste, og tag mit eget Liv.
Skiønt Skytten intet Dyyr før havde dræbt og saaret,
Hand Sigtet alt for vist dog nu paa Hannen fandt;
O! at hand havde sig et andet Maal udkaaret,
Den Morder! eller skudt, som hand tilforn var vant.
Tilgiv, adskillte Par, slig grusom Vold og Brøde,
Da eders Skæbne mig til Graad bevæge maae;
Til Enkens Sørge=Sang min Klage=Digt skal støde,
Og Magen i mit Vers et ævigt Minde faae.
De Rørelser, som denne Sang foraarsagede i mit Bryst, opvakte
mig, og jeg besindede mig strax, at medens jeg sov, havde min Jndbil¬
dings Kraft igientaget: En Klage=Sang, skrevet i Anleedning af
en Soolsort, som blev skudt om Foraaret; hvilken Sang var
nogle Dage tilforn meddeelt mig af en fornemme Person, som er ikke
alleeneste navnkundig for sin Smag, Lærdom og Dyd, men og for hans


Nidkiærhed i at forsvare den Religion, som paa den eftertrykkeligste
Maade formaner os til Medlidenhed mod ringere Creature, ved dens
Guddommelige Stifters Exempel, som gav det høystforunderlige
Beviis paa sin Medlidenhed mod os.
eg kand ikke agte det urimeligt at tænke, at vi, i en vis Grad, ere
lige saa ansvarlige for den Misbrug, hvormed vi øve vores Herre-
dom over de Creature, der ere af et nedrigere Væsen, som for vor
Tyrannie over vor egen Art.
Det skulde blive os vanskeligt at forsvare, at ødelegge noget Crea¬
tur, der har Liv, alleeneste for Lyst. Jmidlertid er dog dette en Lyst,
som Børn betimeligen vænnes til imod smaa Creature, saa at de der¬
efter kand finde en Fornøyelse i at see Dyyr hidses tilsammen og sønder¬
rive hverandre.
Mr. Locke i hans Skrift om Optugtelsen, vil at Forældre skul¬
de tvert imod benytte sig af den Fornøyelse, som Børn have i Fugle og
andre smaa Dyyr, til at danne deres spæde Sind til Medlidenhed, og
saaledes at giøre end og deres Forlystelser til en Dyd, ja at straffe eller
belønne dem, ligesom de handlede ilde eller vel med dem.
Der ere nogle Dyyr, som have den Vanlykke at de, uden nogen
Aarsag, blive begegnede som allmindelige Fiender, hvorsomhelst de findes.
Den Jndbilding at en Kat har ni Liv, har vel kostet de ni tiende Deele
af disse Creature deres Liv; der er neppe en Dreng paa Gaderne, som
jo har i denne Post overgaaet Hercules selv, som var navnkundig for at
have dræbt et Udyyr, der havde kun tree Liv. Det samme Fiendskab
strækker sig og til Ugler; enten det nu er, fordi den kand ansees som
en fiæret Kat, da den og i visse Maader giør samme Huus=Tieneste i
henseende til Muus og Rotter, eller det er, fordi mand har nu omstun¬
der en ufornuftig Afsky for et ærbart Ansigt, det kand jeg ikke sige. Dog
skulde jeg snarere troe det første; efterdi mand anfører samme Aarsag til


at ødelegge Frøer, efterdi de ligne Tudser. Dog er det endnu en Lykke
for disse Venneløse Creature, at vi have endnu ikke faaet stor Lyst til at
æde dem; thi hvem kand sige, hvilke endnu uhørte Piinseler de da
maatte blive underkastede?
Hvad Jagten angaaer, da har den, foruden en allmindelig og
langvarig Vane, alt for mægtige Forsvarere.
Men dersom vor Spøg og Forlystelse er grusom, da er vor Fraad¬
serie endnu meere umenneskelig. De langsomme Piinseler, hvormed
nogle Creature blive dræbte, ere Beviser paa vor forhærdede Kræsenhed.
De som deele deres Levnet, som Seneca siger, imellem en ond Samvit¬
tighed og en væmmelig Mave, finde en billig Belønning for deres Fraad¬
serie i de Sygdomme, som den bringer med sig. Og en Fraadsers
Køkken kand give os den livagtigste Afbilding paa de Trolde= eller Kæm¬
pe=Huuler, som beskrives i Romaner, hvor der ligge Hoveder og Lem¬
mer adspreedte omkring, af disse, som hans Grumhed har myrdet.
Den fortræflige Plutarchus anfører et Sprog af Cato, at det er
en vanskelig Sag at prædike for Maven, som har ingen Øren.
Men, siger hand, dersom vi end agte os berettigede eller nødtvungne til
at dræbe et Dyyr til vor Føde, da lad os giøre det med en Rørelse af
Medynk og uden at piine det.
Der er et Sted hos Propheten Jonas, hvor Skaberens Medynk
over hans Creature, indtil de allerringeste, er udtrykt med en forun¬
derlig Ømhed. Skulde jeg ikke spare Ninive den store Stad,
i hvilken der ere meere end hundrede og tiuge tusende Børn,
saa og meget Qvæg.
Dette Uge=Skrift bliver hver Torsdag at bekomme i det Kongel. priv.
Bogtrykketie ved Stranden, skraas over Prammændenes Laugshuus,
hvor 2de forgyldte Skildter sees over Døren, Arket 2 s.
Sammesteds ere og at bekomme tolv Ark af Gellerts Fabler og For¬
rællinger, oversatte i Dansk, for 2 s. Arket.


No. 88.
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker.
D¬
e mange, som opholde Livet ved legemlig Arbeyde og æde
deres Brød i deres Ansigtes Sveed, ansee gemeenligen Stillhed
for Ørkesløshed, og kand ikke begribe, at mand kand blive træt
i en Læne=Stoel, ved at kikke nu og da i en Bog, og ved at pønse den
øvrige Tiid af Dagen; Jmidlertid er det dog vist, at mand arbeyder,
naar mand tænker, og at dette Sindets Arbeyde angriber og Legemet,
som kand blive ligesaa mødigt ved Studering, som ved andet haand¬
eller legemlig Arbeyde.
Men Sindets Arbeyde har ikke nær de Fordeele, som Legemets:
dette giver Helbred, Kraft, Munterhed, sund Søvn og god Lyst til at
spiise; de derimod, som maae ernære sig med siddende Sinds=Arbeyde,
ere underkastede Legems Svagheder, som giøre deres Liv bittert og kort,
deres Søvn er uroelig, deres Maaltider usmagelige, Sindet er ideligen
mat og opfyldt med ugrundet Bekymring.
Mand mærker ikke, at den der arbeyder med Legemet bliver natur¬
ligen udygtig til at arbeyde, fordi hand ikke har Lyst dertil; hand kand
overvinde denne Uvillighed, endskiønt ikke gandske borttage den; og da
forretter hand sit Arbeyde med lige saa stor Færdighed og Fuldkommen¬
hed, som om hand ikke havde gjordt sig nogen særdeles Tvang til at be¬
gynde det; men hvad Sindets og Hiernens Arbeyde angaaer, da er
Villien alleene ikke tilstrækkelig; Sindet maae være i saadan en Stand,
som intet Menneske kand selv bringe det i, ellers vil Arbeydet faae saa¬


for
drevet Plante
dan Anseelse som
Naturens Kraft har frembragt.
Denne Sindets Tilstand forvisser os dog ikke altid om at Arbeydet
lykkes, endskiønt det aldrig slaaer feyl, at all Fliid bliver unyttig, naar
den ikke er der; thi den Skribent, som om Morgenen sætter sig ned, ind¬
taget af hans forehavende Arbeyde og frugtsommelig med Tanker, finder
ofte om Aftenen, at det som fornøyede hans Jndbilding, mishager hans
Skiønsomhed, og at hand har spildt den gandske Dag paa en behage¬
lig Drøm, i hvilken hand forenede en Mængde glimrende billeder, u¬
den at mærke at de ikke kunde passe sig sammen.
Saaledes er den, der arbeyder med Hiernen, fordømt til at fordrive
sine Timer, disse Timer, som komme aldrig meere igien, med at forsøge
det, som hand ikke kand udrette, eller med at sanke Materialier, som
hand derefter befinder at hand ikke kand bruge. Men en Kunstner eller
Arbeyds=Mand veed, at det Arbeyde, som de forfærdige, vil altid i sam¬
me Grad svare til den Tiid og til den Fliid de anvende derpaa.
Ey heller er begges Arbeyde lige vis paa Belønning; Arbeyds¬
Manden faaer en vis Sum for det som hand forfærdiger hver Dag;
men en Skribent nyder ofte ingen Fordeel af et Skrift, som hand møy¬
sommeligen har arbeydet paa i nogle Maaneder, enten fordi Staden,
ikke kand eller vil skiønne paa hans Fortieneste, eller fordi hand har ikke
rettet sig efter den allmindelige Smag.
Det er ikke en af de mindste Uleyligheder, som besvære dem, der ud¬
give Ugentlige Blade, at de ofte maae spilde megen Tiid paa at vælge
iblant de adskillige Materier, som Læsning, Omgængelse i Verden, eller
deres egen Jndbildings Kraft frembyder; da enhver Materie ligesom
paastaaer en særdeles Ret til at nyde Rang og Fortrin, hvilket hand saa
længe tager i Betænkning, indtil den yderste Tid tvinger ham til at væl¬
ge en, hvortil hand finder selv ikke nogen anden Aarsag, end at hand
nu ikke kand opsætte det længere.


saadan en forvirret Tvilraadighed sad jeg for faa Dage siden i
mit Kammer, og efter mange forgæves Overleggelser og unyttige Forsøg,
for at udleede en Materie til denne Dags Blad, befluttede jeg at gaae
i Seng, haabende at Morgenen vilde borttage disse Forhindringer, og
sætte mit Sind i Stand til at forfatte noget.
Jeg var ikke snarere faldet i Søvn, førend jeg blev befriet fra min
Bekymring ved en Drøm, i hvilken jeg bildte mig ind at jeg endnu sad
i min Læne=Stoel, tankefuld og tvilraadig, og at jeg pludseligen hørte
en spæd og klar Stemme fremføre disse Ord: Tag eders Pen; jeg
vil tilsige eder et Blad. Jeg vendte mig om for at see hvorfra denne
Røst kom, men jeg kunde ikke see noget; jeg troede derfor, at min gode
Engel, eller en gunstig Muse var nærværende: jeg beredte mig strax til at
skrive; Røsten tilsagde mig derpaa efterfølgende Fortælling:
Jeg var den ældste Søn af en Landsby=Herremand, som eyede
et stort Gods, og da jeg var henved nitten Aar gammel, faldt jeg med
min Hest, da jeg var paa Jagt; min Hals fik saadant et Knæk ved dette
Fald, at jeg døede førend jeg kunde blive ført hiem, eller faae umid¬
delbar Bistand, men i det næste Øyeblik befandt jeg mig, til min usige¬
lige Græmmelse og Forundring, under Skabning af en Blanding¬
Hvalp, i Stalden ved et Kroe=Huus, hvor der nu boede en Mand,
som tilforn havde været Kielder=Mester hos min Fader, og havde æg¬
2tet Kokke=Pigen.
Jeg blev vel meget afholdt, men min Herre, som, efter hans Si¬
gende, vilde forøge min Skiønhed saavelsom min Styrke, skillte mig
snart ved mine Øren og min Rumpe. Foruden den Smerte, som jeg
udstod ved denne Operation, saa maatte jeg og ved tusende Leyligheder
Herfare, hvor megen Ulempe jeg havde af denne Lemlæstelse, imidlertiid
var dette kun en liden Deel af den Elendighed, som jeg var beskikket
til at lide i denne Stand.
Min Herre havde en Søn næsten fire Aar gammel, som var endnu
meere afholdt end jeg; og da mand ideligen havde føyet hans Passio¬
o ner, saa snart de yttrede sig, saa opmuntrede mand ham til at styre sin


ad der havde fortørnet ham, enten det var levende
5 Vrede imod alt
eller livløøst, ved at slaae mig; og naar hand giorde nogen Skade eller
Fortræd, thi andre Feyl bekymrede mand sig kun lidet om, da var jeg altid
qvis paa, at Faderen, Moderen eller Pigen vilde straffe mig i hans Sted.
Saadan Medfart af Personer, som jeg havde været vant til at ansee
med Foragt, og at befale med Stolthed, kunde jeg ikke længe taale. Jeg
løb derfor bort en Morgen gandske tiligen. Jeg fortsatte min Reyse indtil
2 Eftermiddagen, uden at opholde mig paa Veyen, endskiønt det regnede
meget stærkt; Henimod Klokken fire kom jeg igiennem en Bonde=bye, og
da jeg saae en Hob Spaaner, som vare skiulte for Regnen under et Straa¬
Skuur ved et Huus, som nogle Tømmermænd arbeydede paa, saa krøb
jeg, efter mine Tanker, uformærkt hen i en Krog, og lagde mig derpaa;
men en af Folkene, som stod og høvlede et Bræt, og saae at jeg var en
fremmed Hund og af en Blanding=Art, besluttede strax at giøre sig og
sine Stalbrødre lystige paa min Bekostning; og da hand, til den Ende,
havde gjordt et Hull igiennem et stykke Bræt, tog hand mig pludseligen
fat, stak det overblevne af min Rumpe igiennem denne diævelske Machie,
og giorde den fast med en Kiile som hand drev der ind med en stor Ham¬
mer, hvorved Rumpe=beenet blev knuset og foraarsagede mig en ubeskri¬
Hvelig Piine. Saa snart hand satte mig paa Jorden, begyndte de Skarn,
som havde seet paa dette vanartige Skalke=stykke, at bryde ud i en umaa¬
delig Latter over de sælsomme Krumspring og Bevægelser, hvorved jeg
udviiste min Elendighed, og over de latterlige Forsøg jeg giorde at løbe
bort fra det, som jeg kunde ikke andet end føre med mig. De huyede og
skreege efter mig, indtil jeg kom dem af Syyne; men saasom Frygt,
Smerte og Forvirring endnu dreve mig fort med en uvillig Hastighed,
saa løb jeg med saadan Magt imellem tvende Pæle, som vare ikke vidt
nok fra hverandre, at Brættet kunde gaae der igiennem, at jeg lod
baade det og den øvrige deel af min Rumpe blive efter mig. Jeg saae
da at jeg var i en Bonde=Gaard, men da jeg frygtede for at blive revet
ihiel af en stor Hund, som jeg saae noget fra mig, blev jeg ved at løbe;
men nogle Bønder, som arbeydede i en Lade i Nærværelsen, da de saae
Hat jeg løb uden at blive forfulgt, at mine Øyne vare røde og hidsige,
og at Fraaden stod mig om Munden, saa bildte de sig ind, at jeg var
Mgal, og sloge min Hierne ud med en Pleyel.
2 Strax.


jeg havde forladt dette lemlæstede og forfulgte Legeme,
JE¬
befandt jeg mig under Vingerne af en Bogfinke, med tree andre, som
nyeligen vare krøbne af Skallen. Jeg glædede mig nu ved det Haab,
at jeg skulde komme til at flyve saa høyt, at Menneskenes Grumhed ikke
kunde naae mig, og blive, ligesom min Moder, en fri Jndvaaner i Luf¬
ten; men førend jeg var fuldkommen flyvefærdig, blev min Moder grebet
i Reeden af en Skole=Dreng, som tog saa haardt paa hende, paa det hun
skulde ikke undflye, at hun døde strax efter; hand tog da Reden med alt
hvad der var i, og satte den i en Kurv, hvor jeg strax mistede mine trende
Elendigheds Stalbrødre, ved Forandring af Føde eller ved slet Opvart¬
ning. Jeg blev alleene i live, og strax efter at jeg kunde æde selv, blev jeg
taget af min Tyrans Moder, da hun gik hen og betalte sin Landgilde, som
y en Foræring til hendes Husbonds Datter, et ungt Fruentimmer, som
a var overmaade deyligt og i hendes Alders attende Aar.
Mit Fængsel begyndte nu at blive mindre forskrækkeligt; jeg var ikke
meere bange for at blive haardt kramet af en arrig Dreng, hvis Venlighed
Hvar neppe mindre farlig end hans Vrede, som i sin hæftige Lyst til noget
nyt Leege=Tøy maatte forsømme mig og lade mig døe af Hunger, eller
som kunde vrie Halsen om paa mig for at bruge den Skilling til noget an¬
det, som hand skulde kiøbe Frøe for til mig; jeg blev vant til at være ind¬
sluttet i et Buur, som hængte nær ved et fornøyeligt Vindue; jeg fik ide¬
ligen min Føde af en af de deyligste Hænder i Verden; og jeg bildte mig
pind, at jeg kunde ikke lide nogen Nød under Beskyttelse af Smil og Yn¬
3 digheder.
Saadan var min Tilstand, da et ungt Fruentimmer fra London kom
en Eftermiddag og besøgte min Jomfrue; hun tog en Leylighed til at ca¬
ressere mig iblant hendes andre Favouriter, som vare en Papegoye, en A¬
bekat og en Skiøde=Hund; hun fløytede og holdt sin Finger til mig, som
jeg hoppede paa; hun strøg mig, hun holdt mit Hoved til hendes Kind, og
for at vise at jeg skiønnede paa hendes Gunst, begyndte jeg at siunge; saa
snart jeg havde udsiunget, vendte hun sig til min Jomfrue og sagde, at det
kiære lille Creatur kunde gandske vist giøres til den sødeste Fual i Verden,
Halleeneste ved at stikke mine Øyne ud, og sætte mig i et mindre Buur; min
3 smukke Jomfrue samtykke strax dette grumme Forslag, da den anden igier
Tttk3


sikkrede hende,
jeg skulde da siunge meget bedre; og Dagen derefter for¬
rettede hun selv denne Operation, som det var blevet hende sagt, med En¬
den af en gloende Staal=Traad. Min Tilstand kunde nu meget lættere
forestilles end beskrives; men jeg levede ikke længe i denne bedrøvelige
Eensomhed og bestandige Mørkhed; thi en Kat kom en Aften uformærkt
ind i Kammeret, drog mig ud igiennem Staal=Traadene af Buuret og
opslugede mig.
Jeg var ikke misfornøyet med at finde mig engang endnu i Frihed,
befriet fra Blindhed og Fængsel, og endnu mægtig til at flyve omkring i
den milde Luft i en Oldenborres Skikkelse. Men jeg havde neppe be¬
gyndt at leve i denne ny Stand, førend en Herre, i hvis Hauge jeg gior¬
de mig til gode paa et Kirsebær=Træ, fangede mig og vendte sig derpaa til
9 sin Søn, en Dreng der havde nyligen faaet Buxer, og sagde, see her er
y en Fugl for dig, Thomas. Drengen tog imod mig og griinede af en gru¬
som Fornøyelse; og, ligesom mand havde lært ham, satte mig strax leven¬
9 de paa en stor Knappenaal, som var gjordt fast ved en Traad, og saaledes
o blev jeg fordømt til at forlyste min unge Herre, ved at flaggre rundt om¬
y kring i dødelig Smerte, og da jeg var gandske udmattet, og kunde ikke
2 længere bruge mine Vinger, sagde mand at hand skulde træde paa mig,
fordi jeg duede nu ikke til nogen Ting; hvilken befaling hand barmhier¬
v tigen efterkom, og i et Øyeblik knusede mig under sin Fod.
Fra en Oldenborre blev jeg forvandlet til en Jord=Orm, og be¬
fandt mig i Grunden af en Bondes Møding. Under denne Forandring
Haf Omstændigheder trøstede jeg mig med at betænke, at dersom jeg end
ikke nu kunde svæve i Luften, og forfløtte mig fra et Sted til et andet,
næsten lige saa hastigen som mand kand tænke, saa var det dog ikke ven¬
yteligt at jeg enten kunde behage eller fortørne Menneskene; thi jeg havde
befundet at det ene var ligesaa ulykkeligt som det andet; jeg haabede
derfor at fremdrage mit Liv i Rolighed, ved at undvige det allergrum¬
meste iblant alle Creature.
Men jeg beholdt ikke længe den Trøst, som disse Betragtninger gave
mig. Jeg blev en Morgen forstyrret ved et usædvanligt Bulder, og
mærkte at Grunden omkring mig bevægedes. Jeg arbeydede mig strax


9 op ad for at see hvad der var Aarsag hertil; og saa snart jeg kom op over
Jorden, blev jeg hastigen snappet op af en Mand, som havde stukket en
Møg=Greb i Jorden og vendt den frem og tilbage, for at udrette det,
som nu var skeedt. Jeg blev med mange andre elendige Stalbrødre lagt
iet Potte=Skaar, og strax efter givet til en af disse gode Folk, som finde
Fornøyelse i at angle. Denne Person bragte os næste Morgen til Bred¬
den af en Aa, hvor jeg strax saae ham tage en af mine Stalbrødre ud,
og imedens hand hvislede en Tone, stak hand en glat Krog igiennem
hans gandske Legeme, ind af Hovedet og ud igiennem Rumpen. Det
elendige Creatur vreed sig paa den blodige Krog i en Piine, som intet
Menneske kand forestille sig, ey heller kand føles af noget Creatur, der er
ikke Liv over alt. J denne Stand blev den hængt ud i Vandet, til en
Mading for Fisk, indtil den tillige med Krogen, som den hængte paa, blev
opsluget af en Aal. Jmedens jeg saae dette forfærdelige Spectakel, gjor¬
de jeg mange Betragtninger over den store Uliighed imellem Fornøyelsen
i at fange en Fisk, og Pinen som tilføyes det Creatur, der maae tiene
til Mading. Men i disse Betragtninger blev jeg strax efter forhindret
ved de samme Piinseler, som jeg havde været en Tilskuer ved.
J vil ikke have Rum paa dette Blad til at fortælle alt hvad jeg
udstod af Menneskenes ubesindige Grumhed, baade som en Hane (*)¬
en Hummer og en Griis. Lad det være nok at sige, at jeg leed
den samme Slags Død, som de der blive levende radbrækkede, jeg blev
steegt levende ved en sagte Jld, og blev pidsket ihiel med smalle Strikker,
for at fornøye Fraadseries kaade Begiærlighed, eller for at befordre Pø¬
belens Forlystelse.
Saa vidt havde jeg skrevet som Haand=Skriver for en usyynlig
Læremester; da jeg, endnu i Drømme, følte noget at kildre mig paa
mit Haand=Led; jeg vendte mine Øyne fra Papiiret for at see hvad det
var, og saae en Loppe, hvilken jeg strax fangede og dræbte, i det jeg
holdt den i Lyset. J det samme Øyeblik forsvandt Loppen, og et ungt
Fruen¬
(*) Der er en Skik i Engeland blant den gemeene Mand, at de ved
Fastelavns Tider binde en Hane med en lang Snoor ved en Pæl,
og staae visse Skrit derfra og slaae løøst efter den med smag
Stokke.


en ugemeen Skiønhed sted for mig, som talede mig
Fruentimme
saaledes til: " Ubetænksomme Skarn, du har igien forandret mit Væ¬
osens Stand, og underkastet mig endnu større Elendigheder, end no¬
9gen af dem som jeg hidindtil har udstaaet. Som en Loppe var jeg
din Paaminder, og som en Loppe kunde jeg have undviget din Grum¬
hed, dersom jeg ikke havde haft i sinde at underviise dig. Men nu er det
umueligt at være skiult, og det er derfor umueligt at være sikker. Be¬
giærligheds Øyne ere nu fæstede paa mig, og Menneskene vil anvende
all deres Bestandighed og Fornuft paa at forføre mig til Skyld og
Skændsel. Men omendskiønt Mandfolkene ere endnu mine Fiender,
omendskiønt de angribe mig med større Hæftighed og Vold, og fremture
med meere Haardnakkenhed, saa har jeg dog endnu mindre Magt til at
giøre Modstand. Der er en oprørsk Forræder i min egen Barm, som
vil arbeyde paa at overgive mig i deres Vold, hvis Jndskydelse er stedse¬
varende, og en stedsevarende Jndskydelse er ikke lætteligen overvundet.
Giør, imidlertid, bekiendt hvad jeg har fortallt dig; dersom noget Men¬
neske skal derved blive kaldet tilbage fra en lastværdig U-agtsomhed mod
Handre ringere Creatures Lyksalighed, og holdt fra at giøre dem ondt,
9 ved at betragte Virkningen af hans Gierninger, da har jeg ikke liidt
forgæves. Men saasom jeg er nu underkastet ikke alleneste saadane
ne Ulykker, der kand vederfares ved en Hændelse, saasom jeg er ikke
halleeneste i Fare for lætsindig Giækkerie og Lystighed, men og for Un¬
derfundigheds trædske Anslag; da, paa det du maae forsone den Uret
du har tilføyet mig, lad dit Uge=Blad advare mit Kiøn om alle de
listige Trækker, som bruges til deres Fordervelse; og afskrække Mand¬
folkene fra at tragte derefter, i det du tydeligen forestiller dem, hvor
overmaade stor en Misgierning, og hvor skam løøs en Falskhed det
er, at antage et udvortes Skin af den inderligste og ømmeste Kiær¬
lighed, alleneste for at styrte i ubeskrivelig Elendighed den Skiøn¬
hed, som Kiærlighed har gjordt læt=troende, og hvis Uskyldighed til¬
9 lader hende ikke at have nogen Mistanke.
Jmedens jeg hørte nøye efter denne Tale, slog mit Hierte af en
hæftig Utaalmodighed, og ved det jeg vilde begynde at svare, vaag¬
nede jeg.


No. 89.
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker.
Min Herre,
N¬
aar en riig Mand taler, siger Syrach, da er der ingen som
lukker sin Mund op, ja, hvad hand siger, opløftes til
Skyerne. Men dersom en fattig Mand taler, da sige
de: hvad er dette for een? Jeg har i gaar haft en fortrædelig Ley¬
lighed til at erfare denne Anmærknings Sandhed.
Det er ikke fornødent at jeg skulde fortælle eder, hvo eller hvad
jeg er; det kand være nok at jeg siger, at omendskiønt jeg giør
hver Dag mit Middags=Maaltid, og har altid en reen Skjorte paa,
naar jeg gaaer ud, saa har jeg dog ikke endnu faaet i Sinde at søge
om et Sted i Parlamentet; jeg er ey heller aldeles saa riig, som en
vis anseelig Mand, der fandt saadan Behag i min Omgængelse i Som¬
mer paa Landet, at hand neppe kunde være fornøyet, naar jeg ikke var
hos ham.
Denne Store Mand kom forgangen Uge her til Staden; strax
efter lod hand mig kalde til sig i en vis Forretning; og siden hand hav¬
de engang for alle tilbudet mig sit Bord, saa gik jeg i gaar hen for at
spiise med ham. Mand viiste mig ind i den daglige Stue, hvor jeg
fandt ham siddende hos to unge Herrer, hvilke, som jeg derefter fik at
vide, vare fornemme Stands Personer, og hvilke, førend mand hav¬
de bedet mig at sidde, begyndte en kort Hvisken med min Ven, hvor¬


tænkte saa; hviske
stivt i Ansigtet, og sagde:
efter de saae mig
Ord de fremførte med en skiødesløs Foragt, og saa høyt at jeg kunde
høre det.
Jeg blev lidet forvirret ved denne Opførsel, men kom nogenlunde
til mig selv igien, da mand kort derefter fik Bud at Madden var paa
Bordet. Vi toge snart Sæde efter brugelig Skik, og saasom der blev
talt om allmindelige Ting, eller rettere om slet intet, og saasom en und¬
seelig Mand sidder mageligere paa hans Stool, naar hand har noget
at sige, saa fordristede jeg mig til at føre nu og da et Ord frem, men
befandt at jeg havde ikke den Lykke at blive hørt. Da det kom paa
Tale om Skue=Spill, spurte jeg meget ærbødigen, om der skulde op¬
føres noget nyt i Vinter, hvorpaa mand sagde:" at Vinteren var paa
engang kommet over os, og at mand havde allerrede haft en halv Fin¬
ger tyk Jis i Hyde=Park, Da min Ven lod sig forlyde med, at
der i Dag havde været en stor Mængde til Hove, tog jeg Anleedning
til at spørge, hvorledes Kongen befandt sig? hvorpaa mand strax er¬
indrede, Lat der skulde visseligen blive en meget stor Opera i Vinter.
Saasom jeg forstod mig nogenlunde paa Musiken, og var en Ven af
den Jtaliænske Opera, saa haabede jeg at blive hørt, naar jeg sagde
noget til Berømmelse af saadan en artig Forlystelse; men førend jeg
havde fremført en halv Mening, begyndte mand at tale om noget an¬
det, og det blev eenstemmigen forsikkret, Lat en vis Herres Grønland¬
ske Hund var den smukkeste af den Art, som nogensinde var seet i En¬
geland. Det var nu høy Tiid for mig at have udtalt; jeg lod mig
derfor nøye med at spille en stum Person, indtil der blev taget af Bor¬
det, og derpaa tog jeg Afskeed og gik bort.
Da jeg var kommet hiem paa mit Kammer, kunde jeg ikke bare
mig for at tænke, at det var ikke gandske umueligt, at Store Folk kun¬
de være meget grove og uhøflige; men hvordan det og maae være, saa
skal jeg i Dag spiise paa et Garkøken, omendskiønt jeg i dette Øyeblik
har faaet Bud fra ovenmeldte min Ven,, at hand spiiser alleene, og
33 at


y at hand skal være gandske ulykkelig, dersom jeg ikke vil giøre ham
Jeg er, min Herre,
Sælskab."
eders ydmygste Tiener
F. B.
Min Herre,
blant de mange Opfindelser, som denne viise og polerede Tiid kand
rose sig af, anseer jeg den Kunst at ikke kiende Folk,
for at være en af de største. Men paa det denne Talemaade skul¬
de ikke være lidet for høytravende for mange af eders Læsere, saa skal
jeg forklare den vidtløftigere. Det som jeg meener, er, at fornemme
Folk skal møde deres Undermænd paa offentlige Steder, og enten gaae,
sidde eller staae tæt ved Siden af dem, uden at de i mindste Maader
kand erindre sig at have seet eller kiendt dem, som de kun en Uge eller
en Dag tilforn have været meget fortroelige med, og som de have gi¬
vet Forsikkringer om den største Agt og Bevaagenhed. Saasom J har
ikke rørt noget om denne Kunst, saa er det meget formodentligt, at de,
som ere Professorer deri, have undviget eder; men saasom den fuld¬
kommenste Prøve deraf er nyligen skeedt paa mig selv, saa udbeder jeg
mig Tilladelse at besvære eder med et par Ord om denne Sag.
Jeg er en Geistlig Person, som har nogle Midler, men endnu in¬
tet Præste=Kald; og da jeg vedste, at jeg havde mange Venner ved
Baddet paa denne Tiid, saa kom jeg derhen forgangen Uge for at
nyde den Fornøyelse af deres Sælskab. Om Morgenen efter min An¬
komst gik jeg ned til Kilden, hvor jeg havde den Ære at see en Greve,
en Baron, og nogle fornemme Fruentimmer, som jeg var meget vel
bekiendt med; men omendskiønt jeg stod ikkun to eller tre Skrit fra dem,
saa mærkte jeg dog, til min store Forundring, at ingen af dem kiendte
mig. Jeg har adskillige gange spiist med Greven, jeg har ofte drukket
Thee med Fruentimmerne, og været i to Maaneder hos Baronen paa
hans Gaard paa Landet, og dog gaaer jeg dem i Møde hver Morgen,
Uuf


sidder hver Aften næst ved dem i den samme Stue, ja spiller Kort med
dem ved det samme Bord, uden at de i mindste Maade erindre sig at
have kiendt mig. Der er iligemaade en meget skikkelig Familie her paa
Stedet, med hvilken jeg har været overmaade fortroeligen bekiendt;
men jeg veed ikke hvor af det kommer, undtagen det skeer for at efter¬
følge ovenmeldte Store Herrer og Fruer, som de ere komne i Bekiendt¬
skab med, at ingen af den heele Familie har den allermindste Kund¬
skab til mig.
Jeg har seet mig i Speylet meere end hundrede gange, saasom jeg
formodede, at der maatte være skeedt nogen usædvanlig Forandring i
mit Ansigt, som havde foraarsaget denne Glemsomhed hos mine Venner,
at de ikke meere kand erindre sig at have seet eller kiendt mig tilforn; men
jeg har den Fornøyelse at finde, at mine Øyne, Næse og Mund ere ikke
alleeneste endnu i behold, men at de og, saa vidt jeg kand erindre, sidde
endnu hver for sig, paa de selv samme Steder som tilforn, da mine Ven¬
ner kiendte mig; og at deres Glemsomhed kommer alleneste af denne
nye opfundne Kunst; en Kunst, som det synes at ingen uden Stands
Personer og nogle faa meget artige Folk, der have studeret under hine,
kand lære. Men det er en Kunst, som vil giøre mig ulykkelig, dersom
et Præste=Kald, som min Ven den Høybaarne Greve har været saa
naadig at forsikkre mig om, skulde blive ledigt, imens jeg er paa dette
Sted; thi hvorledes kand jeg formode, at den Naadige Herre vil give
et Kald til en gandske Fremmed, hvilket hand for lang Tiid siden har
lovet til en særdeles Bekiendter? Jeg er,
Min Herre,
eders ydmyge Tiener
Abraham Adams.
eg har taget den første Leylighed at lade disse Breve trykke, ikke fordi
jeg er overbeviist om, at de, der have skrevet dem, have nogen
Aarsag til at beklage sig; men fordi jeg vil gierne betage Folk deres fal¬
ske forudfattede Meeninger, og lade Store Folkes Carakter vederfares


den Ret som dem tilkommer. Hvad Sprach angaaer, hvilken den første
af mine Correspondenter har fundet for got at anføre, da veed jo en
hver, at det er en apocryphisk Bog; og hvad Sagen selv angaaer,
hvorover hand beklager sig, nemlig, at en privat Person kand ikke blive
hørt iblant Høye og Store Folk, da er det en Feyl af Naturen, hvil¬
ken, som det vel er bekiendt, har dannet fornemme Stands Personers
Øren alleeneste til at høre hverandre indbyrdes. Min anden Correspon¬
dent, som er fortrydelig over at mand ikke kiender ham, er lige saa u¬
billig; thi hand kand jo ikke andet end have mærket paa Skue=Spill
og andre offentlige Stedet, af den Mængde Glas, som fornemme Folk
bruge, at de ere naturligen kort=synnede. Af denne Øyen=Feyl kommer
det, at en Stør Mand kand lætteligen mistage Lykke for Ære, en Sølv¬
Service for et got Navn, og hans Naboes Hustrue for sin egen. Hans
Hukommelse er i mange Tilfælde ligesaa svag som hans Syyn. Løfter
om Hielp eller Befordring, og hans Giælds Betaling, ere Ting, som
hand kand overmaade læt forglemme; hvorledes er det da at forundre
sig over, at hand kand forglemme en Bekiendter? Men jeg har altid
mærket, at der hos smaae Folk er en Tilbøyelighed til at tale ilde om de
Store, og at, hvor de ikke finde virkelige Forseelser, (hvilket er Sagen
i nærværende Fald) der vil de udøse deres Galde imod naturlige Feyl,
og klamres med de Døve fordi de ikke høre dem, og med de Blinde, for¬
di de ikke see dem.
Jeg kunde næsten skrive et heelt Stykke til Store Folkes Berøm¬
melse, dersom jeg blev ikke holdt tilbage ved den Betragtning, at der
er ingen Ting i Verden, som de hade saa meget som hykkelsk Roos og
Flatterie.
Min Herre,
et er enten en Anmærkning af mig selv eller af en anden meget viie
Mand, hvis Navn jeg har glemt, at hvor der er sand Lærdom,
der kand sand Dyd ikke være langt borte. Det strenge og e¬
emplariske Levnet, som alle Lærde Mænd i alle Slags lærde Videnskaber
saa vitterligen føre, maatte være nok til at stadfæste denne Anmærknings
uuuu3


Sandhed, derson
jeg kunde lade mig
gument,
hvor der ere saa mange ved haanden.
Men for at ikke misbruge eders Taalmodighed, saa vil jeg alleeneste
anføre det sidste og beste Argument, til at beviise, at Lærdom og Dyd
ere som Aarsag og Virkning. Og her maae jeg spørge, om det fra Verdens
Begyndelse og indtil denne nærværende Dag har været bekiendt, at en
Skribent har været en udydig Mand? At negte at hand er den aller¬
lærdeste, vilde være en større Grad af Urimelighed end jeg kand fore¬
stille mig hos noget Menneske; jeg skal derfor alleneste holde mig op ved
hans Dyder. Hvad Apostelen siger om Kierlighed, kand med lige
Sandhed siges om en Skribent: hand lider længe, og er venlig;
hand hører alting, hand haaber alting, hand taaler alting.
Hvor vankundig er hand i Menneskenes Veye, hvor færdig til at be¬
rømme end og dem, som mindst fortiene det, hvor langt er hand fra
denne Kilde til alt ondt, Penge, hvor slet holder hand sig i Klæder!
hvor maadelig i hans Forlystelser! Og over alt, hvor tarvelig i sin Spiise,
og hvor afholden i henseende til Viin!
Jeg kand derfor ikke andet end ansee det for en ugrundet Beskylding
mod den nærværende Tiid, at Lærdom er i en aftagende Stand, og
at der følgeligen er mindre Dyd iblant os end i de forrige Tider; tvert
imod, naar vare der fleere Skribentere end nu? Lad nogen af de fore¬
gaaende Tiider fremviise halv saa mange. Heraf sees da at Lærdom
er i en blomstrende Tilstand. Thi omendskiønt de Store have for lang
Tiid siden fundet for got at unddrage den deres Beskyttelse og Befor¬
dring, saa har det derimod behaget Himmelen at opvække meget dygtige
og nidkiære Personer, som anvende all deres Tiid og Fliid paa at befordre
Lærdom, og til hvilke dens Tilhængere kand have en Ugentlig Ad¬
gang, og være forvissede om Opmuntring og Belønning efter Fortieneste.
Eders Læsere, min Herre, vil uden Tvil, førend jeg siger det, selv giætte
at jeg herved meener de Ærværdige og Høyfornemme Boghandlere.
Men omendskiønt jeg har den største Ærbødighed for disse Mænd,


saa kand jeg dog ikke andet end tænke, at dersom Lærdoms gamle Pa¬
troner, de Store, vilde forene deres Fliid med de nye, Boghandlerne,
da vilde det storligen befordre Dydens Fremgang. Enhver veed, hvil¬
ken stor Virkning en mild Miine, et Nik, et Haand-tag, ja end og et Løfte
af en Stor Mand, har hos en Skribent. Efter all Formodning vilde
hand sidde med større Munterhed, og strække sig med meere Tækkelighed
i en Høybaaren Herres Karete, end i hans Boghandlers Læne=Stool;
at jeg ikke skal tale om, at tree gange ni Retter af en Fransk Kok, en Dessert
og en Flaske Champagne Viin kand langt bedre opmuntre Geisterne end
en eller to daglige indenlandske Retter og Prosaisk Port-Viin. Dog med
det Vilkaar (som det og altid bør være med det Vilkaar) og hans Høy¬
baarne Patrons Tienere vil have den Føyelighed og høre ham engang
imellem, naar hand skulde behøve noget af det, som staaer paa Side¬
Bordet.
Hvo iblant os er saa vankundig at hand ikke veed, at de tvende
Favourit=Forlystelser, Spill og Horerie, vilde aldrig have fundet saadan
en allmindelig Antagelse, dersom de havde ikke været ærede med fornemme
Folkes Exempel og Beskyttelse, og der kunde anføres mange Prøver paa,
hvad fornemme Folk kand udrette, naar de faae i sinde at gribe sig an
Men som en vis Stor Person, der er vel bekiendt i den polerede Verden,
behagede fordum at sige om Job, (endskiønt den Beskylding var falsk,)
at hand tiente ikke GUd forgæves, saa kand det og indvendes, at
de Store i denne Tiid vil vente at betales enten i Fornøyelse eller For¬
deel, for de Tienester som de skal giøre det menneskelige Kiøn. Mand
har Boghandlerne hemmeligen mistænkte for egennyttige Hensigter,
i det de opmuntre Lærdom; og det er min Meening, at vor Adel og For¬
nemme Folk give alleeneste Opmuntring til Laster og Daarligheder, lige¬
som de blive betalte derfor i Fornøyelse; Mit Forsæt er derfor i dette
Brev at overbeviise bemeldte Fornemme Folk, at de tabe en stor Deel
af Fornøyelse, ved det de lukke deres Dørre for lærde Mænd.
Som for Exempel, i den Artikel om at Æde (den høyfornemme
Fornøyelse!) hvem er saa skikket til at underette os, som en der er be¬


kiendt i en Apicius eller en kieliogabalus deres Køkkener? Thi omendskiønt
jeg har meget høye Tanker om vor nærværende Smag, saa kand jeg dog
ikke andet end tænke, at de Gamle langt overgik os i kostbare Maalti¬
der. Deres Kokke havde en Kunst iblant sig, som jeg ikke finder at no¬
gen af vore har opnaaet. Trimalchus havde en Kok, som kunde giøre
en Piighvarre eller en Ortolan af Sviine=Kiød. Da Nicomedes Konge
af Bithvnien var tree hundrede Miile fra Søen, fik hand Lyst til en Fo¬
relle, og hans Kok forskaffede ham en gandske frisk inden en Time. Jeg
tør sige, at her i Riget ere Mænd lærde nok til at opdage os denne u¬
skatteerlige Hemmelighed, dersom de bleve tilbørligen opmuntrede. J
henseende til Bygninger og Boeskab kunde Lærde Mænd underviise vore
Store Folk om de Romeres Kunst i at giøre Bekostninger. Marcus
Emilius Scaurus, en Kull=Handler, havde en Lyst=Gaard paa Landet,
i hvis venstre Fløy der blev opbrændt Boeskab for otte hundrede tusende
Pund. J henseende til at giøre Giæld, da ere vi Folk, som ikke have
Mood; en lærd Mand vil sige os, at Milo, en Romer efter Moden, var
en halv Million skyldig til hans Kræmmere, Haandverksfolk og andre.
Fruentimmerne vil have lige Nytte med Mandfolkene af saadan Op¬
muntring til Lærdom. Mand vil fortælle dem, at Lollia Paulina, et
ungt Fruentimmer i Rom, havde paa en Masqverade Ædelstene paa sig
for fire hundrede tusende Pund. Der siges om det samme unge Fruentim¬
mer, at hun havde Ædelstene paa sig for halv saa mange Pund, dersom
hun alleneste kiørte hen i hendes Morgen=Kiortel for at drikke Thee hos
hendes Skræderske. Disse fornemme Fruentimmer, som have den hvilde¬
ste Huud, kand af lærde Mænd blive underviiste om det tynde Silke¬
Floor, kaldet den nøgne Klædning, som de Romerske Fruentimmer bare.
Poppæa, Neros Gemahl, som var meget for at lade sig see i denne nøgne
Klædning, vedligeholdt hendes Huuds deylige Glands, ved at bruge var¬
me Bad af Asen=Melk. Kort sagt, en lærd Mand, naar hand bliver til¬
børligen opmuntret, kunde underrette vore Fornemme Folk i alle den Rø¬
merske Overdaadigheds Forlystelser, som vi nu alleneste efterfølge, uden
at være mægtige for at ligne dem. Jeg er, min Herre,
Eders Læser og ydmyge Tiener
H. M.


No. 90.
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker.
Min Herre,
F¬
or at efterkomme mit Løfte, skriver jeg eder atter til fra
Elendigheds Boliger. Paa dette Sted, hvor Forretninger ere
udelukte ligesaa vel som Forlystelser, og hvor vor eneste Tiids¬
fordriv og Fornøyelse er at høre hinandens Fortællinger, kunde jeg me¬
get snarere have samlet Materialier til et Brev, dersom jeg havde ikke
haabet at blive erindret om mit Løfte; men siden jeg befinder, at jeg er
sat i Forglemmelsens Land, hvor jeg er ikke mindre forsømt af eder end
af alle andre Mennesker, saa besluttede jeg, ikke at vente længere efter
eders Anmoding, men stiaal mig tilligen bort i Aften fra et Sælskab,
hvor jeg havde været omgivet med suurseende Bedrøvelse og sviirende
Lystighed, for at give eder en Beretning om nogle af mine Stalbrødre.
En af de anseeligste Lemmer i vort Sælskab er Mr. Scamper, en
Mand, hvis Navn de Olympiske Helte vilde ikke have skammet sig ved.
Hand var født Arving til et lidet Land=Gods, hvilket hand besluttede
at forbedre; og derfor, saa snart hand blev myndig, pandtsatte hand en
deel deraf, for at kiøbe en Hoppe og en Hengst, og at opdrage Heste til
at løbe. Hand var i Begyndelsen meget lykkelig, og vandt adskillige af


Kongens Gedinster (, som hand endnu hver Dag praler af, hvilke
kostede ham ikkun lidet meere end ti gange saa meget som de vare værd.
Omsider mærkte hand dog, at hans Seyer bragte ham meere Ære end
Fordeel; og besluttede derfor at blive riig saa vel som berømmelig; til
hvilken Ende hand igien tog fleere Penge op paa sit Gods, og blev plud¬
seligen dristig til at giøre store Veddemaal; men saasom hand vilde ikke
betroe sin Lykke til en Heste=Pranger, saa reed hand selv sin Hest, og i
det første Lob kom forbi to af dem, som reede imod ham, og omsider
vandt Veddemaalet, i det hand drev sin Hest i fuld Spring ned af en
Bakke, hvorved hand vovede at brække sin Hals. Hand kunde nu bragt
sit Gods i Stand igien, og nogle Venner, som havde ikke Hierte, raadte
ham at holde op; men hand vedste nu Veyen til Riigdom, og derfor
uden Forsigtighed forøgede sine Udgifter. Fra denne Time af talte og
drømte hand ikke om andet end Heste=Veddeløb; og saasom hand snart
opnaaede den høyeste Spids af rytterlig Berømmelse, saa blev hand ide¬
ligen ventet ved alle Veddeløb; hand deelte sin Tiid imellem Lords og
Heste=Prangere, og saasom de uforfarne indrettede deres Veddemaal
efter hans Exempel, saa vandt hand en stor deel Penge ved at holde of¬
fentligen paa een Hest og under haanden paa en anden. Mr. Scamper
var nu saa sikker paa at blive riig, at hand tog endnu fleere Penge op
paa sit Gods, laante Penge af alle sine Venner, og vovede sin gandske
Formue paa Bay=Lincoln. (**) Hand fatte sig paa den med et pikkende
Hierte, hand begyndte med god Lykke, og vandt det første Lob, men da
hand i det andet Lob stødte imod den forreste af hans Rivaler, brast
hans Sadel=Giord i stykker, hans Skulder kom af Led, og førend hand
slap fra Bartskærens Haand, blev hand arresteret og omsider bragt her¬
hid, og har derefter ikke seet Neu=Market. Hans daglige Tiids=For¬
drir
(*) Ved New= Market, som ligger nogle Miile fra Løndon, holdes tven¬
de gange om Aaret stort Veddeløb med Heste, hvor der forsamles den
høyeste Adel og andre fornemme Folk, deels for at see, deels for at giøre
Veddemaal imod hinanden. For at opmuntre Vedkommende til at
vedligeholde denne Art af raske Heste, hvoraf der aarligen selges en stør
Deel og for store Summer, til fremmede Steder, giver Kongen af En¬
geland hver gang et Stykke Sølv=Tøy til den, hvis Hest vinder Priisen.
(*) Det er Hestens Navn.


driv nu i fire Aar har været at blæse det Signal, som bruges, naar
Veddelobet skal begynde, at giøre Veddemaal i sin egen Indbilding,
at fortælle Bay=Lincolns Herkomst, og at fatte den Slutning, aldrig mee¬
re at betroe en Staldkarl til at udsøge hans Sadel=Giord.
Den ældste næst ham her i Sælskabet er Mr. Snugg, en Mand
af dyb Skarpsindighed og u-udforskelig Taushed. Hans Fader døde
riigere i Folkes Tanker end hand virkeligen var; hans Søn blev derfor
anseet for at eye ti tusende Pund. Hand vedste meget vel, at de otte
tusende vare kun i Jndbilding; men saasom hand var en Mand af fiin
Forstand, som meget vel kiendte Verden, og vedste hvor megen Ære der
følger med Riigdom, saa besluttede hand aldrig at aabenbare sin egen
Fattigdom; men udprydede sit Huus med ziirligt Boeskab, var ødsel
i sine Udgifter, giorde Forslag til alleslags kostbare Forlystelser, talte om
ringe Tab med Skiødesløshed, og Dagen førend der blev gjordt Jnd¬
førsel hos ham og hand selv blev bragt herhid, havde hand ved et of¬
fentligt Bord erklæret, at hand vilde ikke længere lade sig skumpe i en
Hyre=Vogn.
En anden af mine Stalbrødre er den Stormodige Mr. Scatter,
en Søn af en Landsbye Herremand; saasom denne sørgede ikke for an¬
det end at efterlade sin Søn stor Riigdom, saa betænkte hand at Lær¬
dom kunde ikke faaes uden Bekostning. Læremestere vilde ikke under¬
vise for intet; og naar en Bog var kiøbt og læst, saa kunde mand ikke
faae meget for den igien. Den unge Junker lærte derfor at læse og skrive
af hans Faders Kieldermester; og da hand havde lært dette, saa lod
mand ham derefter fordrive sine Dage i Køkkenet og i Stalden, hvor
hand hørte ikke andre Laster at dadles end Karrighed og at have Mis¬
tanke om fattige ærlige Tieneste=Folk, og hvor all Berømmelse blev lagt
paa at holde et got Huus og at have et aabent Hierte. Da hans Fader
var død, tog hand sig for at oprette igien sin Families Ære; hand over¬
gav sin Kielder til Kieldermesteren, beskikkede Staldkarlen til at kiøbe
Høe og Korn ind efter hans eget Tykke, hand tog Huusholderskens Ord
for alle Køkken=Udgifter; tillod alle hans Tienere at giøre deres Arbeyde


og alle hans Huusfolk at holde hans Huus aabent
ved Fuldmægtige
for deres Paarørende og Bekiendtere, og efter ti Aar blev hand ført her¬
hid, uden at have forskaffet sig enten Ære eller Fornøyelse ved sin Fæderne
Arvs Forliis; med mindre hand kunde fornøye sig over at have fordervet
de omkringliggende Landsbye=Folk ved Overdaadighed og Ørkesløshed.
Mr. Serge var en Klæde=Kræmmer i Cornhill, og levede otte Aar
i en lykkelig Flittighed, uden at bekymre sig om andet end at holde sine
Bøger, og uden at tragte efter andet end med Tiden at blive Raadmand;
men der maae da være skeedt nogen sælsom Forandring i hans Forstand,
efterdi hand paa engang forelskede sig i kløgtige og muntre Sælskaber;
hand holdt sig for god til at omgaaes med Høkkere og Meglere, og
sværmede hver Aften omkring til lystige Huuse for at søge Sælskab efter
hans Smag. Disse vittige Stalbrødre flokkedes i Begyndelsen omkring
ham for at have deres Spøg med ham, og derefter at have Nytte af
ham; nogle fandt Veyen til at komme i hans Bøger, og nogle til hans
Lomme; den som søgte at giøre sin Lykke ved et riigt Giftermaal, blev
forsynet med Klæder af hans Kramboed; og hand havde undertiden den
Ære, at hans Forsikkring blev antaget, naar hans Venner vare i Betryk
for Penge. Saasom hand nu var storagtig af disse Sælskabs=Brødre,
saa lærte hand snart at forsømme sin Kramboed; og efter at hand havde
draget sine Penge ud af Banqven, for ikke at have behov at plage for¬
nemme Folk for ringe Giæld, er hand omsider blevet tvunget til at kom¬
me her ind, indtil hans Venner kand forskaffe ham en Tieneste til Hove.
En anden som hører til samme Classe, er Mr Cornice, hvis Liv
har været anvendt paa at indrette et Huus. For henved ti Aar siden
kiøbte hand en Lyst=Gaard paa Landet, som havde tilhørt en Banqve¬
roterer; men den blotte Skall af en Bygning agtede Mr. Cornice ikke
for noget, Skiønheden bestaaer i det inderste. Hand var derfor ikke
saa snart blevet Eiermand af dette Huus førend hand kaldte tiuge Hand¬
verksfolk og Kunstnere til Hielp; hand brød Gulvene op og lagde dem
om, tog Panele=Verket bort, giorde nye og større Vinduer, forandre¬
de Dørre og Skorsteene, og støbte den gandske Bygning om i en an¬


den Form; hans næste Omsorg var at faae hans Lofte malede, hans
Lister forgyldte, og hans Camin=Stykker udarbeydede i Bildhuggerie;
alting blev forfærdiget af de dueligste Mestere. Hans Arbeyde var i¬
midlertid at gaae efter Arbeyderne med et Microscop, og at kalde dem
tilbage for at forbedre deres Arbeyde, og for at bringe det som var yp¬
perligt til den største Fuldkommenhed. Ved den Berømmelse som hans
Huus er kommet i, faaer hand dagligen et stort Tilløb af Besøgelser
fra alle Kanter; og enhver fortæller ham om nogen Ziirlighed, som hand
hidindtil har forglemt, om nogen Beqvemmelighed, som ikke endnu er
anskaffet, eller om nogen ny Mode i Boeskab eller Indretning. Mr.
Cornice, som havde intet andet Ønske end at blive berømt, og ingen
anden Veyviser end Moden, meente at jo nyere enhver Ting er, jo dey¬
ligere er den, og ansaae hans Arbeyde som ufuldfærdiget, saalænge no¬
gen af dem der betragtede det, kunde erindre ham om noget Tillæg; der
blev derfor hver Dag gjordt nogen Forandring, hvortil hand havde ikke
anden Aarsag end at det var noget nyt og derfor behagede. Omsider
fik hand Besøgelse af en, der havde reyst udenlands, og denne forestil¬
lede ham, hvilken Ziirat og Beqvemmelighed det var, om hand havde
en Grotte. Mr. Cornice lod strax en Bakke i sin Hauge udbuule, og
da hand havde for en stor Sum Penge kiøbt Skaller og Erts dertil,
saa gik hand nu og pønsede paa at sætte dem i Orden efter deres Far¬
ver og Glands, da tvende Herrer, som havde udbedet sig Tilladelse at
see hans Hauge, overleverede ham et Skrift, og førte ham hid til disse
ikke nær saa ziirlige Værelser.
Jeg veed ikke, min Herre, om J vil tænke at der er nogen i dette
sorrigfulde Broderskab, som er meget at beklage; og sandeligen de fleeste
af dem synes ikke at begiære Medynk, thi i allmindelighed berømme de
deres egen Opførsel, og foragte andre, som blive riige, fordi de have
ingen Smag, eller høyt Hierte. Det var en Lykke, om alle Fængseler
her i Riget vare fyldte alleneste med saadanne Carakterer som disse:
Mænd, som Medgang kunde ikke giøre nyttige, og som Ødeleggelse ikke
kand giøre Viise; men her ere mange iblant os, som opvække gandske
andre Bevægelser; mange hvis nærværende Elendighed maae tilskrives
Foræderies og Falskheds Forførelser eller nlykkelige Tilælde, eller deres


egen Ømhed og Medlidenhed, mange, hvis Lidelser vanære det allmin¬
delige Samqvem, og hvis Dyder vilde pryde det; naar jeg ved Va¬
nen bliver i Stand til at fortælle deres Historier uden Forskrækkelse, saa
kand J maa skee vente endnu en Efterretning om disse, fra Eders
ydmyge Tiener
Misargytus.
Betragtninger over Venskab.
enskab er en stærk og indgroet Tilbøyelighed i tvende Per¬
soner til at befordre hinandens Gavn og Lyksalighed.
Endskiønt Venskabs Fornøyelser og Fordeele ere blevne vidtløftigen be¬
rømte af de beste moralske Skribentere, og blive betragtede af alle, som
store Midler til den menneskelige Lyksalighed, saa finde vi dog meget siel¬
den at denne Dyd bliver øvet i Verden.
Enhver er færdig til at indgive en lang Fortegnelse paa disse Dyder
og gode Egenskaber, som hand venter hos en Ven; men meget faa af os
ere omhyggelige for at legge selv vind paa dem.
Kierlighed og Høyagtelse ere de første Begyndelser til Venskab,
hvilket altid bliver ufuldkomment, hvor en af disse to fattes.
Saasom vi, paa den ene Side, snarligen skamme os ved at elske en
Mand, som vi kand ikke have Høyagtelse for; saa, paa den anden Side,
omendskiønt vi virkeligen sætte Priis paa en Mands Dyder eller Fortiene¬
ster, saa kand vi dog aldrig opvække hos os selv et inderligt Venskab,
med mindre vi have en kierlig Velvillighed imod hans Person.
Venskab fordriver strax Misundelse under alle dens Forstillinger.
En Mand, som kand tvile om, at hand skulde glæde sig over at hans
Ven var lyksaligere end hand selv, maae sikkert forlade sig paa, at
hand er gandske fri for denne Dyd.


Der er noget i Venskab saa meget stort og ædelt, at i disse opdig¬
tede Historier, som ere opfundne til særdeles Personers Ære, have Skri¬
benterne agtet det ligesaa fornødent at giøre deres Helt til en Ven, som
til en Elsker. Achilles har sin Patroclus, og Æneas sin Achates. J
det første af disse Exempler kand vi mærke, til denne forehavende Materies
Berømmelse, at Grækenland blev næsten ødelagt ved Heltens Elskov,
men blev bevaret ved hans Venskab.
Den Carakter, som Achates bærer, giver os en Anmærkning, som vi
ofte kand giøre over Store Mænds fortroelige Venner; Store Mænd
udvælge gemeenligen deres Favouriter heller for Hiertets Egenskaber end
for Hiernens, og holde meere af Troeskab i et fromt, uskyldigt og føye¬
ligt Gemyt, end af disse store Gaver, som giøre en langt større Figur i¬
blant Menneskene. Jeg erindrer ikke at Achates, der forestilles som
den fortroeligste Ven hos Æneas, enten giver et Raad eller slaaer et
Slag i den heele Historie.
Et Venskab, som giør den mindste Bulder, er meget ofte det aller¬
nyttigste; for denne Aarsag skulde jeg heller lide en forsigtig end en nid¬
kiær Ven.
En Liighed af Tilbøyeligheder i alle Stykker er saa langt fra at be¬
høves til at opvække en Velvillighed i tvende Gemytter imod hverandre,
som mand allmindeligen bilder sig ind, at jeg troer mand skal finde Ex¬
empler paa det stærkeste Venskab imellem Personer af ulige Sindelaug;
thi Gemyttet finder ofte Behag i disse Fuldkommenheder, som ere nye for
det, og som det ikke finder iblant sine egne gode Egenskaber. Derfor¬
uden opfylder en Mand i visse Maader sin egen Mangel, og bilder sig
ind, at hand paa anden Haand besidder disse gode Egenskaber og Fuld¬
kommenheder, som besiddes af den Person, der i Verdens Øyne be¬
tragtes som hans anden selv.
Den allervanskeligste Pligt i Venskab er at lade en Mand see hans
Feyl og Forseelser; dette bør, saa vidt mueligt er, skee paa den Maa¬
de, at hand kand begribe, at vi give ham Erindring ikke saa meget


ør at behage os selv som til hans egen Nytte. De Bebreydelser, som
al giøres en Ven, maae altid være meget rigtige og ikke for jævn¬
lige.
Den hæftige Begiærlighed efter at behage, hos den Person, som
sættes til rette, maae ellers lætteligen forandres til en Mistvil om at
behage, naar hand finder at hand dadles for Feyl, som hand ikke kien¬
der sig skyldig 1. Et Gemyt, som er ved Venskab blevet formildet og
omgængeligt, kand ikke taale idelige Bebreydelser; enten maae det gand¬
ske siunke og nedtrykkes under denne Byrde, eller det maae tabe meget
af sin Høyagtelse for ham som giør dem.
Venskabs egentlige Forretning er at sætte Liv og Mood i hveran¬
dre; og en Siæl saaledes understøttet, overgaaer sig selv; og derimod,
naar den imod Forhaabning sauner denne Bistand, da bliver den mat
og vansmægtig.
Vi ere i visse Maader meere uundskyldelige, dersom vi overtræde
vore Pligter imod en Ven, end imod en Paarørende, thi den første har
n Oprindelse af et frivilligt Vall, men den anden af en Fornødenhed,
hvortil vi kunde ikke give vort eget Samtykke.
Saasom det er blevet sagt paa een Side, at et Menneske bor ikke
bryde med en Ven, der har Feyl, paa det hand skal ikke derved røbe sit
slette Vall; saa vil det uden tvil giælde langt meere i henseende til en
værdig Ven; paa det mand aldrig skal forekaste ham, at hand har tabt
saa dyrebar en Skat, som hand engang har besiddet.
Dette Uge=Skrift bliver hver Torsdag at bekomme i det Kongel. priv.
Bogtrykkerie ved Stranden, skraas over Prammændenes Laugshuus,
hvor 2de forgyldte Skildter sees over Døren, Arket 2 s.
Sammesteds ere og at bekomme tolv Ark af Gellerts Fabler og For¬
tællinger, oversatte i Dansk, for 2 s. Arket.


No. 91.
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker.
Idem velle & idem nolle, ea demum firma
amicitia est.
D¬
a Socrates bygte sig et Huus i Athenen, blev hand til¬
spurt af en, som saae at det vilde kun blive meget lidet, hvorfor en
saa anseelig Mand vilde ikke have et Huus, der skikkede sig bedre
efter hans Stand og Værdighed? Hvorpaa hand svarede, at hand
skulde agte sig tilstrækkeligen vel forsynet, dersom hand kunde see denne
snevre Bolig opfyldt med virkelige Venner. Saadan Mening havde
denne Store Mand, der besad saa vidtløftig en Kundskab om det men¬
neskelig Liv; at hand holdt det meget rart at finde saadan Gemytternes
Forening, der kand fortiene Navn af Venskab, og at hand derfor ikke
ventede at der skulde behøves meget store Værelser til at tage imod alle
dem, som skulde ansee ham med en oprigtig Velvillighed, eller hænge
ved ham med en bestandig Troeskab, iblant den store Mængde, som For¬
fængelighed eller Nysgierrighed, Høflighed eller Ærbødighed vilde for¬
samle omkring ham.
Der udkræves visseligen saa mange Egenskaber til at giøre Venskab
mueligt, og saa mange Tilfælde maae foreenes til dets Oprindelse og
Vedligeholdelse, at mand ikke kand forundre sig over at mærke, at den
største deel af Menneskene lade sig nøye med at leve, som de kand, uden
Venskab, og i dets Sted at hielpe sig med Egennyttighed og Underda¬
nighed.


re uskikkede til at holde et bestandigt og inderligt ind¬
Mangfoldig
byrdes Venskab, ligesom de og ere til alle andre høye Ypperligheder,
ved en idelig Hensigt til deres egen Fordeel, og ved det at de uden no¬
gen Modstand ere Slaver af deres Pasioner.
Men det er ikke alleneste denne Fordervelse, som giør et Hierte u¬
skikket til et retsindigt Venskab; der findes og mange andre Gemyts Be¬
skaffenheder, der end og kand bestaae med allmindelige Grader af Dyd
som udelukke Venskab af Hiertet. Nogle ere hæftige nok i deres Vel¬
villighed, og ikke efterladne enten i Tienstagtighed eller Gavmildhed,
men derhos foranderlige og ustadige, de lade sig læt drage af noget nyt,
de kand fatte Afsky uden Fortørnelse, og blive afspenstige uden Fiend¬
skab; Andre ere bløde og bøyelige, som kand lætteligen bevæges ved
hemmelige Efterretninger og Øretuderie: enhver tvilraadig Omstændig¬
hed kand sætte dem i Frygt og Oprør; de høre efter enhver Mistanke,
som Avind eller Flatterie kand indblæse, de følge enhver fortroelig Raad¬
givers Meening, og den mindste Aande kand bevæge dem. Nogle
kand ikke taale Modsigelse, vil langt heller fare vild ved deres egen
Skiønsomhed, end være andres Klogskab forbundet for en bedre eller en
sikkrere Vey; et got Raad, en Formaning ansee de som en Forhaanelse,
og Undersøgning ansee de som Mangel paa Tilliid; de vil ikke skænke de¬
res Venskab til andre end til dem, som viise en blind Underdanighed og
Føyelighed. Nogle ere mørke og hemmelige, omhyggelige for at skiule
gode og onde Anslag; de finde Fornøyelse i at frembringe Virkninger ved
usyynlige Midler, og viise alleeneste deres Anslag, naar det er fuldført.
Andre ere allmindeligen aabenhiertede, ligge aabne for alles Øyne, og
holde ikke meeere paa deres egne Hemmeligheder end paa andres, uden
Varligheds fornødne Aarvaagenhed, og uden en klog Oprigtigheds ær¬
agtige Kunster; de ere færdige til at beskylde uden Ondskab, og at for¬
raade uden Troeløshed. Enhver af disse kand have sin Nytte i det all¬
mindelige Samqvem, og gaae igiennem Verden med Berømmelse for
et got Gemyt og ufordervede Sæder; men ingen af dem er skikket til et
inderligt og fortroeligt Venskab. Den kand ikke med føye udvælges til
en Ven, hvis Velvillighed og Godhed dunster bort ved sin egen Heede,
eller qvæles ved den første Bagtalelses Vind; hand kand ikke være en


nyttig Raadgiver, som vil ikke høre nogen Meening uden sin egen; hand
vil ikke meget vinde andres Fortroelighed, hvis Hoved=Regel er at mis¬
tænke, ey heller kand mand stort agte den Mands Reedelighed og Ær¬
lighed, som udbreeder sine Arme mod det gandske menneskelige Kiøn, og
lader enhver, uden Forskiæl, nyde Sted i sit Hierte.
Dersom Venskab skal være baade inderligt og varagtigt, da maae
der ikke alleeneste være lige Dyd paa begge Sider, men og Dyd af
samme Art; der maae ikke alleneste være samme Øyemeed, men begge
maae og samtykke de samme Midler. Vi blive ofte, ved udvortes tæk¬
kelige Fuldkommenheder, bevægede til at elske dem, som vi kand ikke have
Høyagtelse for; undertiden blive vi, ved store Egenskaber, og ugemeene
Ypperligheder, drevne til at agte dem høyt, som vi kand ikke elske. Men
Venskab, som er sammensat af Høyagtelse og Kierlighed, har sin inder¬
lige Tilbøyelighed af den ene, og sin Varagtighed af den anden; de
derfor, som vil stifte Venskab, maae ikke alleneste vinde Forstanden,
men og indtage Hiertet; de maae ikke alleneste være standhaftige i Drø¬
velses Dage, men og lystige i Glædskabs Tiid; de maae være hinanden
nyttige i deres Trang, og behagelige i daglig Omgang; deres Nærvæ¬
relse skal give baade Fornøyelse og Tapperhed, og fordrive baade Frygts
og Bedrøvelses mørke Skyer.
Til denne indbyrdes Tækkelighed udkræves i allmindelighed en O¬
vereensstemmelse i Meeninger, i det mindste i disse vigtige og kiendelige
Grund-Regler, som hver Dag virke meere eller mindre i Livets allminde¬
lige Forretninger. Thi omendskiønt der, maae skee, undertiden er fun¬
det et inderligt og bestandigt Venskab imellem anseelige Mænd af stridige
Partier; saa bør dog saadanne Venner heller fremsættes som Rariteter
end som Exempler; og det er ikke meeere rimeligt at indrette vor Opførsel
efter saadanne Exempler, end at styrte sig ned af en steil Brink, fordi
nogle ere faldne der ned, og komne derfra med Livet.
Det kand ikke andet end være overmaade vanskeligt, at vedlige¬
holde en indbyrdes Velvillighed midt i offentlige Stridigheder, hvilke


maae frembringe tusende Tilfælde, der strække sig til
uforbigængeligen
daglig og særdeles Omgængelse. Mænd, som enten af moralske eller,
Religions Aarsager ere Tilhængere af stridige Partier, vil i allminde¬
lighed dømme om et hvert Spørsmaal efter ulige Grund=Meeninger.
Naar der nu gives Leylighed til saadan Trætte, da forraade vi vor Sag,
naar vi give efter, og i det vi paa saadan Maade vedligeholde Venskab,
lade vi af at fortiene det; at tie stille, er at tabe Friheds Lyksalighed og
Værdighed, at leve i en stedsevarende Tvang, og at forløbe, om ikke at
forraade vort Partie; og hvem skal bestemme, hvilken af to Venner bør
give efter, naar ingen af dem troer at hand farer vild, og naar begge
tilstaae Spørsmaalets Vigtighed, hvad bliver da tilbage andet end
Bitterhed og Hæftighed, Overmood paa dens Side der vinder, og
Græmmelse paa dens der taber, og, med Tiden, bliver mand keed af
at trættes og den forrige Velvillighed udslukkes? den indbyrdes Ven¬
lighed og Høflighed kand vel blive ved, ligesom Greene kand en Tiid
lang blive grønne, naar Roden har faaet Skade; men Ueenigheds
Forgift er dog kommet i Blodet, og omendskiønt Ansigtet udviiser en
smiilende Mildhed, saa er dog Hiertet forhærdet og tillukt.
J andre Ting er det ikke saa væsentligen fornødent, at Venne,
skal finde Smag i samme Forretninger eller Forlystelser. Den ene
Ven kand meget vel føye sig efter den andens Sind; thi Venskab
fortiener vel at vi for dets skyld opofre vor egen Lyst, skiønt ikke vor
Samvittighed.
Saa ufuldkomne exe alle jordiske Velsignelser, at den Tienstfær¬
dighed og Godgiørenhed, som er Venskabs store Virkning, bliver ofte
Aarsag til at dette mister meget af sin Sødhed og Styrke, naar den
ene oppebærer større Velgierninger, end hand seer sig i Stand til at
giengiælde; thi lad være disse kand opvække Taknemmelighed og Ærbø¬
dighed, saa borttage de dog ofte den Frihed og fortroelige Dristighed,
som er ueadskillelig fra Venskab; ligesom nogle Planter, der bære de¬
res Frugt og døe. Men denne Betragtning bør ikke indskrænke vor


Godgiørenhed, eller svække vor Medlidenhed; thi den som ved sin Ædel¬
modighed taber en deel af Venskabs Fornøyelser, vinder derimod sin
egen Samvittigheds Roos og lykønskende bifald.
Denne samme Betragtning kand giælde i henseende til den nyttige
Pligt, som Venskab iligemaade forbinder os til, nemlig at advare en
Ven om hans Feyl; Uden denne Pligt er Venskab af meget liden
Værdie; thi den store Nytte af saa tæt en Forbindelse og Fortroelighed
er, at vore Dyder maae blive vogtede og opmuntrede, og vore Laster og
Feyl undertrykte, saa snart de yttre sig, ved betimelig Advarsel og nyttige
Forestillinger. Dog synes Forfarenhed at have overbeviist Menneskene,
at saadanne oprigtige Advarseler altid opvække Fortrydelse, der er saa
vis og saa bitter, at meget faa Mennesker ere kække og stormodige nok
til at øve denne Pligt, hvorved de frygte for at tildrage sig Fortrydelse,
Had og Forfølgelse.
Felicia og Floretta havde været opfødte i et Huus, og fra den
spæde Barndom taget deel med hinanden i alle Forlystelser. De be¬
gyndte begge paa en Tiid at træde ind i Verden, og fortsatte deres
Fortroelighed og Venskab; de raadførte sig med hverandre om enhver
Forandring i deres Klæder, og om enhver ny Beyler, som meldte sig.
De agtede alle Forlystelser meere behagelige, naar de begge vare til¬
stæde, og naar de vare adskillte, da forsvarede de altid hinandens Op¬
førsel, og berømte hinandens Ypperligheder. Saa inderlig var deres
Fortroelighed, saa trofast deres Venskab, indtil nogle Dage førend
der skulde holdes et stort Ball, da Floretta en Morgen tog Anledning,
da de raadførte sig med hinanden om deres nye Klæder, at raade hen¬
des Veninde, at hun ikke skulde dantse paa det tilstundende Ball, og
lod hende vide, at hun paa det sidste Ball havde ikke dantset saa vel,
som hendes andre Fuldkommenheder havde givet Aarsag til at vente.
Felicua berømte hendes Oprigtighed, og takkede hende for den givne
Advarsel, men sagde derhos, at hun dantsede for at fornøye sig selv,
og bekymrede sig meget lidet om, hvad Mandfolkene kunde tage sig der
Yppy;


Frihed at sige; men dersom hendes Nærværelse foraarsagede hendes
kiære Floretta nogen Uroe, da vilde hun blive derfra. Floretta kunde
nu ikke andet end give hende nye Forsikkringer om hendes Oprigtighed,
og Kierlighed, hvormed Felicia var saa vel tilfreds, at de skiltes ad
med meere end sædvanlig Venlighed. De bleve fremdeles ved at be¬
søge hverandre, alleeneste med denne Forskiæl, at Felicia tog alting
nøyere i agt end tilforn, og ofte erklærede, hvor høy en Priis hun satte
paa Oprigtighed, hvor meget hun tænkte at mand burde agte en Vens
Godhed, som vilde vove at erindre en Ven om en Forseelse, og med
hvilken Taknemmelighed en Formaning burde antages, end og naar det
skulde hænde sig at den var ugrundet.
Nogle faa Maaneder derefter sagde Felicia med stor Alvorlighed til
Floretta, at omendskiønt hendes Skiønhed var saa stor, at den gav
en særdeles Tækkelighed til alt hvad hun giorde, og at hun havde saa
mange Fuldkommenheder, at hun kunde ikke andet end være ypperlig i
alt hvad hun foretog sig, saa agtede hun sig dog ved Venskabs Pligter
forbundet til at sige hende, at dersom hun nogensinde røbede sin Man¬
gel paa Skiønsomhed, da var det der i, at hun alt for ofte føyede dem,
som anmodede hende om at siunge, saasom der var noget ubehageligt
i hendes Sang, og hendes Røst var ikke meget besynderlig. Det er
sandt, sagde Floretta, da jeg for tree Aftener siden sang hos Frue
Sprightly, da var jeg hæs af en Forkølelse; men jeg siunger for min
egen Fornøyelse, og er ikke i mindste Maade bekymret om, enten mand
finder Behag der i eller ikke. Jmidlertid er min kiære Felicuas Godhed,
ikke des mindre, og jeg skal stedse agte min mig lyksalig ved saa trofast
en Ven.
Fra denne Tiid saae de aldrig hinanden, uden indbyrdes Forsik¬
kringer om Høyagtelse og Erklæringer om Fortroelighed; men strax ef¬
ter reyste de ud paa Landet for at besøge deres Paarørende. Da de
kom tilbage igien, bleve de ved nye Bekiendteres Overhæng formaaede
til at tage Værelser paa adskillige Steder i Byen, og havde idelig An¬


leedning, naar de mødte
hverandre
tilfat beklage, at de boede saa
langt fra hverandre, og at de vare uvisse om at finde hverandre hiemme.
Saaledes blive de kiærligste og fasteste Venskabs Baand sønder¬
revne, ved saadan Aabenhiertighed og Oprigtighed, som ophæver den
Fornøyelse vi nyde af vort eget bifald, eller som erindrer os om disse
Feyl, hvilke vi meget heller vil see igiennem Fingre med end rette.
Det er ingenlunde fornødent at bilde sig ind, at den, som fortør¬
nes ved saadan Erindring, var uvidende om sin Feyl, og at hand bli¬
ver fortrydelig over vor Advarsel som en falsk Beskylding; thi det er
maae skee meest naturligt at blive forbittret, naar vi ere allerstærkest
overbeviiste om vor egen Skyld. Saa længe vi kand lætteligen for¬
svare vor Carakter, da foruroliges vi ikke meere ved en Anklagelse, end
vi blive forskrækkede for en Fiende, som vi ere visse paa at overvinde;
og hvis Anfald vil derfor bringe os Ære uden Fare. Men naar et
Menneske føler, at en Vens Tilrettesættelse bestyrkes ved hans eget
Hierte, da bliver hand lætteligen ophidset til Vrede og Hevn, enten
fordi hand haabede, at den Feyl, som hand selv kiendte sig skyldig i
var ikke blevet mærket af andre; eller at hans Ven vilde anseet den
med en øm Kierlighed, og enten forringet eller undskyldt den for hans
andre Dyders skyld; eller at hand vilde anseet ham alt for viis til at
behøve Formaning, eller alt for nydelig til at angribes med Bebrey¬
delser; eller, fordi vi ikke uden Smerte kand føle at disse Betragtnin¬
ger opvækkes hos os, som vi have søgt at dysse i Søvn; og naar
Smerte har frembragt Vrede, hvem vil da ikke gierne troe, at denne
bør yttres imod andre heller end imod os selv.
Det er saaledes besuttet af Guds Forsyyn, at intet, som er vir¬
keligen værdt at agtes dyrebart, skal i vor nærværenge Stand opnaaes
uden


uden med Vanskelighed og Fare. Den der haaber den Fornøyelse,
som vindes derved, at mand med en u-indskrænket Frihed meddeeler hin¬
anden sine Hiertes Tanker, maae have Dristighed til at vove, ved u¬
behagelige Sandheder, den Anseelse, som hand tragter efter at fortiene.
Den fornemste Regel, som bør tages i agt, naar mand vil øve dette
farlige Embede, er at holde det reent fra all Blanding af Egennyttig¬
hed, Forfængelighed og Selv=Jndbilding; at holde inde med Forma¬
ning eller Tilrettesættelse, naar vor Samvittighed siger os, at vi dri¬
ves dertil, ikke ved Haab om at rette en Vens Feyl, men ved Be¬
giærlighed efter at viise vor egen Forstand og skarpe Jndsigt, eller at
fornøye vor egen Hovmod ved at ydmyge andre. Det er vel ikke vist,
at den allerfiineste Forsigtighed vil finde en beleylig Tiid til at bringe
en Mand til at kiende sine egne Feyl, eller at den allernidkiæreste Vel¬
villighed kand bevæge ham til at være tilfreds med den Ven, som aaben¬
barer ham disse Feyl; men den, som alleneste stræber efter at befordre
dens Lyksalighed, hvilken hand straffer, vil altid have den indvortes
Fornøyelse, at hand ved slig venlig Tilrettesættelse enten nyder eller
fortiener den andens Kierlighed og Taknemmelighed; dersom hans For¬
maninger frugte, da tiener hand sin Ven; dersom de ikke giøre den
ønskte Virkning, men heller opvække Fortrydelse, Had og Forfølgelse,
da har hand i det mindste den Overbeviisning hos sig selv, at hand li¬
der alleeneste fordi hand har gjordt vel.
4Pkø¬
Dette Uge=Skrift bliver hver Torsdag at bekomme i det Kongel. priv.
Bogtrykkerie ved Stranden, skraas over Prammændenes Laugshuus,
hvor 2de forgyldte Skildter sees over Døren, Arket 2 s.
Sammesteds ere og at bekomme tolv Ark af Gellerts Fabler og For¬
tællinger, oversatte i Dansk, for 2 s. Arket.


No. 92.
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker.
O fortuna Viris invida fortibus.
Qvam non æqua bonis præmia dividis.
Min Herre,
T¬
il den Beretning om disse af mine Stalbrødre, som ere
fængslede uden at være elendige, eller ere elendige, uden at for¬
tiene Medynk, lovede jeg at føye disses Historier, hvis Dyd har
gjordt dem ulyksalige, eller hvis Vanlykke er i det mindste uden nogen
Last. At disses Tall skulde være meget stort, bør hverken J eller eders
Læsere vente; Rari quippe bom; De Gode ere faa. Dyden er rar
i alle det menneskelige Livs Classer, og jeg meener at ingen vil bilde sig
ind, at den skulde være meere at finde i et Fængsel end paa andre
Steder.
Dog i disse sorrigfulde Boliger findes den ømhiertede, den ædel¬
modige, den Menneske=elskende Serenus, som maatte have levet beqvem¬
meligen og vel, dersom hand kunde seet andres Elendigheder uden Hierte¬
Rørelse. Serenus var en af disse ophøyede Gemytter, som Kundskab
og Klogskab kunde ikke giøre mistænkelig; som udøste sin Siæl i en u¬
indskrænket Fortroelighed, og holdt for at Venskabs Lov udkrævede, at


Venner burde have deres Formue tilfælles for hverandre. En Ven af
Serenus blev sat i Fængsel for Giæld, og efter at hand havde gjordt sig
megen Umag for at formilde sin Creditor, sendte hand omsider sin Hu¬
strue til Serenus for at begiære den Bistand, som hand aldrig havde af¬
slaget. Et bedrøvet Fruentimmers Taare og inderlige Bønner vare
meere end der behøvedes til at bevæge Serenuss Hierte; hand skyndte
sig strax hen og talede en kort Tiid med sin Ven, hvilken hand fandt
aldeles forvisset om, at dersom hand blev befriet fra denne nærværende
Forfølgelse, da skulde hand snart blive i Stand til at oprette sine for¬
faldne Sager. Serenus, som var vant til at troe, og bange for at for¬
øge sin Vens Bedrøvelse, foretog sig ikke at aabenbare ham hvor be¬
drageligt dette Haab var, eller at forestille ham, at enhver Mand, som
er overvældet af Elendighed, troer at dersom denne blev borttaget, saa
skal hand strax blive lyksalig; hand betænkte sig derfor ikke længe paa
at tilbyde sig selv som Borgen for ham.
Saa snart denne Ven var kommet i Frihed, syntes hand gandske
henrykt af Glæde, Taknemmelighed og Tillid. Hand fortallte sin Be¬
frier hvad Forhaabning hand havde, hand overregnede de Summer,
som hand ufeylbarligen skulde faae i Hænder, førend Betalings Dagen
kom. Jnden en kort Tiid mærkte Serenus sin Fare, men kunde ikke
overtale sig selv til at fortryde paa at hand havde gjordt got; og derfor
lod sig fremdeles stryge om Munden med Anslag, som hand turde ikke
undersøge, paa det hand skulde ikke finde dem ugiørlige. Efter at hans
giældbundne Ven havde forsøgt at bringe Penge til veye paa alle de
Maader, som Kunst eller Trang kunde opfinde, fattedes hand enten
Troeskab eller Mood til at lade sig frivilligen fængsle igien, og lod Se¬
renus træde i sit Sted.
Serenus har ofte ladet sin Vens Creditor tilbyde, at betale ham,
hvadsomhelst hand skal synes at have tabt ved hans Vens Flugt; men
hvor billigt dette Tilbud end kand agtes, saa have dog Gierrighed og
Umenneskelighed hidindtil været uovertalelige; og Serenus maae endnu
vansmægte i sit Fængsel.
Dog, paa dette Sted, hvor Mangel giør næsten enhver egennyt¬
sig, eller Fortvilelse bedrøvet og suurseende, har Serenus den gode Lykke


at hand ikke lever uden en Ven:
hand fremdrager sine fleeste Timer?
Omgængelse med Candidus, en Mand, hvilken den samme dydige Bøye¬
lighed har, med noget forandrede Omstændigheder, gjordt ligesaa
ulyksalig. Da Candidus var ung, hielpeløs og vankundig, fandt hand
en Patron, som opdrog, beskyttede og underholdt ham; hans Patron
var meere aarvaagen for andre end for sig selv, og a hand døde, ef¬
terlod sig en eneste Søn forladt og Venneløs. Candidus var begiær¬
lig efter at igien betale de Velgierninger hand havde oppebaaret, og
efter at hand i nogle faa Aar havde underholdt det unge Menneske i sit
eget Huus, satte hand ham derefter hos en anseelig Kiøbmand, og blev
selv Forlover for hans Opførsel, ved at give sin Forsikkring for en
stor Sum.
Det unge Menneske, som for tiligen kom bort fra den eneste Mand,
hvis Tilsyyn hand var bange for, og hvis Formaninger hand hørte med
Ærbødighed, lærte snart at betragte Dyden som en Tvang, og Tvang
som Undertrykkelse; og at see med et lystende Øye efter alle Udgifter, som
hand havde ikke raad til, og alle Forlystelser, som hand kunde ikke tage
deel i; efter haanden afvigede hand fra sin første Ordentlighed, og u¬
lyksaligen kom i Sælskab med unge Mennesker, som have travelt med
at fordøye hvad deres Fædres Fliid har vundet; hand forglemte de Lær¬
domme, som Candidus havde givet ham, fordrev Aftenen i Lystighed og
Fornøyelser, og Morgenen med at forskaffe Midler til at bestride de
Omkostninger, som hans Sviir og Overdaadighed udkrævede. Jmid¬
lertid var hand dog hyrtig og færdig i sine Forretninger; og hans Herre,
som havde Forsikkring og Borgen for alle Følger af Utroeskab, bekym¬
rede sig kun meget lidet om at have Tilsyyn med hans Sæder og Op¬
førsel, eller at undersøge, hvorledes hand fordrev de Timer, som vare
ikke egentligen bestemte til hans Handterings Forretninger; og da hand
blev underrettet om det unge Menneskes Uordentlighed og Sviir, sagde
hand: Lad hans Forlover see dertil, jeg har haft Omsorg for
min egen Sikkerhed.
Saaledes gik denne unge Ødeland fra en Daarlighed til en anden,
fra en Last til en anden, da hans Herre saae igiennem Fingre dermed,
om ikke opmuntrede ham dertil og bestyrkede ham deri, indtil hand en¬


værm og Drukkenskab begik saadan Vold paa Ga¬
gang i sin Nat
den, hvorved hand faldt under Rettens Forfølgelse. Hans Skyld og
Uforfarenhed forvirrede ham saaledes, at hand ikke vedste hvad hand
skulde gribe til; at bekiende sin Misgierning for Candidus, og at be¬
giære af ham, at hand vilde legge sig der imellem, var lidet mindre for¬
skrækkeligt end at naae for Rettens strenge Aasyyn. Efter at hand der¬
for havde fordrevet Dagen med et beklemt Hierte og et forvirret Ansigt,
tog hand om Natten en stor Sum Penge af Cassen, og gik bort, uden
at vide selv hvorhen, og mand hørte ikke meeere til ham.
Den umiddelbare Følge af hans Flugt var denne, at Candidus
blev ødelagt; en Ødeleggelse, som hand hverken havde fortient, eller
burde legges ham til Last, og som Lovene i en retfærdig Regiering burde
enten forekomme eller erstatte; intet er meere ubilligt, end at en Mand
skulde lide for en andens Misgierninger: for Misgierninger, som hand
hverken befordrede eller tillød, som hand hverken kunde see forud eller
forekomme. Naar vi betragte, hvor skrøbelige Menneskene ere i hvad de
sætte sig for og beslutte, og hvor ubestandige de ere i deres Opførsel, da
maae det synes urimeligt, at en Mand skal sige god for en anden, at
hand ikke vil forandre sine Meeninger eller sin Opførsel.
Jeg meener, det er værd at betænke, siden intet Væddemaal for¬
binder, uden en Muelighed af Tab paa hver Side, om det da ikke er
ligesaa billigt, at intet Fordrag skulde være gyldigt, uden indbyrdes For¬
pligtelser og Tilsagn; men i dette og andre deslige Tilfælde, hvad be¬
tinges eller loves paa hans Side, som mand giver Forløfte til? Hand
benytter sig af den Sikkerhed hand har i Forloveren, hand forsømmer
sine Sager, efterlader sin Pligt, tillader en frygtsom Ugudelighed at
blive meere og meere dristig, tilstæder Begiærlighederne at søge nye For¬
nøyelser, og maae skee hemmeligen længes efter den Tiid, da hand skal
have Magt til at angribe Forloveren; og dersom Dyd eller Taknemme¬
lighed skulde være alt for stærke til at lade sig overvinde af Fristelser,
og et ungt Menneske skulde blive ved at føre sig troe og ærligen op,
hvormeget hand end maatte tilskyndes af sine Passioner, hvad kand vel
omsider sætte ham i Sikkerhed for falske Anklagelser? Jeg for min Part
vil altid mistænke den, som kand ved slige Midler forvisse sig om sin


Eiendom, at hand vil gaae et Trin videre for at forøge den; ey heller
kand jeg tænke, at Midler til at giøre Ondt kand fikkert betroes i den
Mands Hænder, som ved sin Begiærlighed efter at have dem i sin Magt,
giver et tydeligt Beviis paa, hvor meget ringere hand agter sin Na¬
boes Lyksalighed end sin egen.
En anden af vore Stalbrødre er Lentulus, en Mand, hvis Midler
svarede meget ilde til hans høye Byrd. Saasom nogle af de fornem¬
ste Embeder i Riget vare beklædte af hans Paarørende, saa blev hand
tiligen indbudet til Hoffet, og ved smiggrende Venlighed og Løfter op¬
muntret til at opvarte og at søge; saasom hand bestandigen maatte lade
sig see i anseelige Sælskaber, saa var det høystfornødent at hand skulde
føre sig prægtigen op i Klæder; og da hand ideligen maatte tage deel
i de Forlystelser som vare i Brug blant de Støre, saa blev hand tvun¬
get til at sætte sig i Bekostning; men saaledes maatte hand giøre, om
hand vilde vente Fremgang og Befordring; thi enhver veed, at naar
mand kommer af Øynene, saa kommer mand og af Hukommelsen, og
den som tragter efter at faae et Embede, der bliver ledigt, maae altid
være ved haanden, paa det en anden, der passer bedre paa, skal ikke
komme ham i Forkiøbet.
Ved denne Levemaade bleve hans Midler hver Dag mindre, men
hand blev offentligen begegnet med saa stor Ære og Venlighed, og var
bekiendt at have saa fortroelig en Omgængelse i de Stores Huuse, at
enhver ansaae hans Befordring som gandske vis, og troede at endskiønt
den forhaledes i nogen Tid, saa vilde den derimod blive des vigtigere.
Hand fandt det derfor ikke vanskeligt, at faae Credit paa alt hvad hans
Rang eller hans Forfængelighed udkrævede; og saasom mand ventede
ikke strax Betaling, saa bleve Regningerne derefter forhøyede, og Cre¬
ditorernes Billighed allene indrettede Priisen, som skulde erstatte dem, at
de vovede at tabe deres Penge, eller at de maatte bie efter Betaling.
Omsider blev Lentulus ved Døden berøvet en af sine Patroner, og en
Forandring iblant Ministerne skillte ham ved en anden, saa at all hans
Forhaabning forsvandt paa engang; og disse, som tilforn havde opmun¬
tret ham til at sætte sig i Bekostning, begyndte nu at mærke at deres
Penge vare i Fare; de trættede nu alleeneste om, hvo der først skulde
J1ii;


legge Haand paa
hans Person, og, ved at fodre strax Betaling, over¬
levere ham nøgen til de andres Hævn. For at udføre dette Anflag,
bød een af dem ham hen paa et Viinhuus, og lod ham ved Rettens
Betientere arrestere ved Døren; men Lentulus, i stedet for at søge at
stille ham hemmeligen tilfreds ved Betaling, gav de andre Efterretning
derom, og tilbød sig at deele imellem dem det øvrige af hans Midler;
de levede høyt i sex Timer paa hans Bekostning, for at raadslaae over
hans Tilbud, og omsider besluttede, at, siden hand kunde ikke betale
dem meere end 20 pr. Cent., saa vilde de giøre meere viiseligt at holde
ham i Fængsel, indtil hand kunde formaae hans Paarørende til at be¬
tale hans Giæld.
Lentulus er ikke den eneste, som er indsluttet inden disse Vægge,
for samme Aarsags skyld; Liige Forhold, af liige bevægende Aarsager,
er allmindeligt iblant Mænd, som Loven dog bevilger at bruge Jld og
Vand tilfælles med de Medlidende og Retfærdige; Mænd, som om høy
lyys Dag indfinde sig i Handels Forsamlinger, og tale med Afsky og
Foragt om Straten=Røvere og dem som bryde ind i Huuse og stiæle;
men sandeligen, den Mand maae, i hver Mands Tanker, holdes for at
være berøvet og udplyndret, som, ved hvadsomhelst Midler, tvinges til
at betale den Giæld, som hand ikke er skyldig; ey heller kand jeg med
saa stort Had betragte den, som, med sit Livs Fare, sætter mig sin Pi¬
stol for Brystet og begiærer mine Penge, som den der plyndrer under
Lovens Forsvar, og, ved at holde min Søn eller min Ven i Fængsel,
udpresser af mig Betaling for deres Frihed. Jngen Mand kand være
en større Fiende af det allmindelige Samqvem, end den, som ved sine
listige Rænker bruger vore Dyder imod os selv for at giøre os Skade;
hand er meere fordervelig for det menneskelige Kiøn, som plyndrer den
der er ræd og frygtagtig, end hand, som udsuer den Medlidende.
Jeg troer, min Herre, at J villigen tilstaaer, at omendskiønt ikke
een af disse, om deres Sag kom for en Handels=Ret, kand gandske fri¬
kiendes for Uforsigtighed og ubesindig Forvovenhed; dog at, i det mind¬
ste, de tvendes Forseelse vil agtes langt mindre end deres Fortieneste og
gode Egenskaber, i alle deres Øyne, der kand betragte Dyd som adskillt
fra Riigdom; og den tredies Forseelse bliver saa meget forringet ved
hans Livs Omstændigheder, at hand ikke fortiener at holdes i et stedse¬
varende Fængsel; dog maae disse, tillige med mange andre, der ere lige


saa ustraffelige, vansmægte i Fængsel, indtil Had og Ondskab ska
efter, eller Loven forandres.
Jeg er, min Herre,
eders ydmyge Tiener,
Misargyrus.
agtet alle de Laster og Daarligheder, som denne nærværende Tid er
hengivet til, har den dog den Lykke at staae bedre anskrevet hos mig
end nogen af de foregaaende. Men det har altid været en Mode
fra Verdens Begyndelse, indtil denne Dag, at troe, at Menneskene have
tiltaget i Ugudelighed; og ueagtet alt hvad saavel Bibelen, som de verdslige
Historier fortælle os, ere vi stedse saa ydmyge og beholde denne Mening,
og at beklage denne nærværende Tiids forfærdelige Vanart. Men et phi¬
losophisk Øye kand see dybere ind i denne falske Ydmyghed, og blive vaer, at
den er ikke andet end Knurvorenhed og Misfornøyelse. Den rette og sande
Aarsag er denne, at den nærværende Tiid, ligesom vore Koner og vore an¬
dre Eendomme, er vor egen, og derfor kand vi ikke lide den.
Mange af mine Læsere vil mueligen indvende, at den Berømmelse, som
jeg legger paa den nærværende Tiid, sigter til at giøre Menneskene fornøye¬
de med sig selv og hvad de ere, i stedet for at opmuntre dem til at blive hvad
de burde være. Men det har altid været min Tanke (og jeg meener at den
er allmindeligen rigtig) at det er meere venteligt at berømme Menneskene til
at blive dydige, end ved Straf og Spotterie at drage dem fra Lasterne.
Det er en Regel i hver Mands Mund, at naar mand engang har tabt sit
gode Navn, da kand mand aldrig faae det igien; den derfor, som J giver
et ondt Navn, har liden eller ingen Opmuntring til at stræbe efter et got,
saasom hand veed, at naar hand engang har faaet en ond Carakter, da
kand ingen Forandring i hans Opførsel være mægtig til at forandre den.
Tvert imod, den Mand som J giver et got Navn, endskiønt hand har for¬
tient et ondt, vil finde i sin Handel og Omgang med Verden, hvad Fordeel
hand har af et got Navn, og ved denne Overbeviisning blive omhyggelig
for at fortiene det, og at være i Sandhed den gode Mand, som J har kaldet
ham. Folk maae, om dem behager, forkleine saadan en Persons Fortie¬
neste og Opførsel, og tilskrive den Egen=Kierlighed; de maae, om de vil,
legge dette til, (og jeg tillader dem det af mit gandske Hierte,) at alle Dyder
have deres Oprindelse af denne Passion; men om og dette er sandt, (end¬


skiønt de, som paastaae denne Sandhed, kand ikke berømmes for deres
Hensigt at befordre Dyden) kand der da være et stærkere Argument for
Godhed og Dyd, end at den er fornøden til vor Lyksalighed? Men for at
komme igien til Sagen.
Dersom Menneskene, naar de skrige imod den nærværende Tiid, i ste¬
det for at bekræfte i allmindelighed, at den er meere ugudelig end de forrige,
vilde lade sig nøye med at nævne hvilke Laster have virkeligen taget Over¬
haand iblant os; dersom, for Exempel, de vilde sige, at Overdaadighed og
Spill have nu naaet en høyere Grad end tilforn, da skulde jeg være langt fra
at sige dem imod. Disse ere virkeligen vore Tiders Laster; men hvad den
første af dem angaaer, da er jeg bange at vi maae lade os nøye med at be¬
klage os derover, i stedet for at byde os til at raade Bod derpaa; thi saasom
Overdaadighed komer altid af for stor Riigdom, saa har det viise Forsyyn
saaledes beskikket det, at den i sin Tiid vil ødelegge sig selv. Fattigdom er
derfor et Læge=Middel imod Overdaadighed; et Middel, hvilket endskiønt
vi ikke skiøtte om at foreskrive os selv, vi dog med stor Møye og Bekostning
bereede for vore Børn og Efterkommere. Om Spill vil jeg alleeneste an¬
mærke, at det, ligesom Overdaadighed, vil med Tiden forskaffe sig selv dette
Læge=Middel, og paa den Maade som det paa nærværende Tiid farer fort,
skulde mand bilde sig ind, at det kand ikke vare længe.
Hvad alle andre Laster angaaer, da troer jeg at de vil findes iblant
os næsten i samme Grad som tilforn; men Maaden alleneste forandret.
Vøre Forfædre drak sig fulde i stærkt Øll, vi i Rød Viin og Champagne
Viin. De vilde lyve forskrækkeligen for at dølge deres Horerie; vi lyve
lige saa forskrækkeligen i at prale af vores. De stiaale sig hemmeligen ind
ad Bag=Dørren af et Hore-Huus; vi gaae dristigen ind ad For=Dørren,
og strax efter snige os hemmeligen ud af Bag=Dørren. Vore Mødre vare
alvorlige, deres Døttre ere Coqvetter. De første klædte sig som ærbare
Fruentimmer, og maae skee vare løse; de sidste klæde sig som Skøger og
maae skee ere dydige. Hine capitulerede uden at stikke det hvide Flag ud;
disse stikke Flag ud, uden at have i sinde at capitulere. Kort sagt, at mis¬
bruge sin Magt, at have egennyttige Hensigter, at hykle for de Store, og
disses Løfter til deres Opvartere, ere i mine Tanker næsten ligesom i forrige
Tider; Men vi omvexle de Laster, som vi ikke kand lide, for disse som vi
inde Smag i; vi forlade Gierrighed for Ødselhed, Hyklerie for aaben¬
bure Ryggesløshed, og Løsagtighed for Spill.


No. 93.
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker.
Min Herre,
J¬
eg er en Enke efter en Kiøbmand i London, med hvilken
jeg levede lyksaligen og i Overflødighed i mange Aar. Vi hav¬
de ingen Børn, og da hand døde, efterlod hand mig alt hvad
hand havde, men hans Sager vare i saadan Forvirring og Vidtløftig¬
hed, at det Overskud som jeg fik, efter at jeg havde giennemgaaet megen
Fortræd, Møye og Omkostning, var ikke meere end et tusende Pund.
Denne Sum satte jeg hos en af min Mands Venner, som heele Byen
agtede for en god og sikker Mand, og som lovede mig fire pro Cent.
Rente af min Capital; med disse 40 Pund om Aaret reyste jeg bort og
tingede mig i Huus og Kost i en liden Bye næsten et hundrede Mille
fra London.
Der var en gammel og meget rig Frue der i Naboelanget, som
ofte giorde Besøgelser i Huuset, hvor jeg boede; efter et kort Bekiendt¬
skab, foregav hun at jeg stod hende meget vel an; hun forsikkrede mig
om sit Venskab, og endeligen overtalede mig til at komme og leve hos
hende.
Jmidlertid at jeg fattede denne Slutning og indtil jeg satte den i
Verk, fik jeg at vide, at denne Frue, som jeg skal kalde Frue Mary, var
meget ustadig og foranderlig i hendes Sind, og begegnede hendes Un¬


Maade stængte til hende, med all den
dermænd og andre, som i nogen
Trodsighed og Hovmod, som hun bildte sig ind, at hendes større Riig¬
dom gav hende Ret til at bruge.
Men saasom jeg hverken var hendes Paarørende eller stod under
hendes Magt, og saasom jeg forlangede intet af hende uden allmindelig
Høflighed, saa tænkte jeg, at naar Fruen eller hendes Huus ikke meere
stod mig an, saa kunde jeg drage bort igien til mit gamle Logement og
leve paa samme Maade som jeg levede tilforn førend jeg blev kiendt med
hende; Og paa denne Betragtning pakkede jeg mine Klæder sammen,
betalte mit Logement, og blev af Frue Mary ført i hendes egen Vogn
til hendes Gaard.
J det første Aar begegnede hun mig med Høflighed og Fortroelig¬
hed, men i denne Tiid kunde jeg dog ikke andet end mærke, at hun hav¬
de ingen Kiærlighed til noget Menneske. Jeg befandt at hun ikke elskede
hendes nærmeste Paarørende, som dog vare høyt agtede af alle andre
i Naboelauget; og derfor fæstede jeg ikkun liden Tro til alle de Venskabs
Forsikkringer, som hun ideligen gav mig.
Hun fortallte mig alt hvad hun vedste, og meere end hun vedste;
og gav mig at forstaae, at jeg maatte ansee den Tilliid hun satte til mig,
som det stærkeste Beviis paa det høyeste Venskab. Men disse Forestil¬
linger havde ingen Virkning hos mig; thi jeg vedste af Forfarenhed,
at der ere mange Folk, af hvilke den gode Frue var en, som ofte trænge
til at udtømme deres Hierte; som maae have nogen, hvilken de kand
meddeele deres Hemmeligheder, og hvilke, naar de vide noget, som ikke
bør fortælles, ere aldrig roelige førend de have fortallt det.
Men for at gaae videre i min Historie. En Dag, da Fruen havde
begegnet mig med ugemeen Venlighed, fordi jeg havde holdt med hende
i en Trætte mod en af hendes Paarørende, fik jeg et Brep fra London,


som lod mig vide, at den Mand, i hvis Hænder
jeg havde betroet mine
Midler, og som indtil denne Tiid havde gandske rigtigen betalt mig mine
Renter, havde spillet Bankerot, og var rømt ud af Riget.
Frue Mary havde ofte i hendes Venskabs Heede tilbudet mig For¬
æringer, og maae skee des øftere, efterdi jeg altid undskyldte mig for
at tage derimod. Huu havde undertiden sagt til mig, hvor gierne hun
vilde giøre mig noget got, som stod i hendes Magt. Men i disse Dage
havde jeg den ubeskrivelige Lyksalighed, at jeg ikke ønskte eller tragtede
efter meere end hvad min liden Formue kunde forskaffe mig; og jeg skiøn¬
nede i Sandhed paa, og var velsignet med den hierte følte Fornøyelse,
at jeg ikke stod under eller trængte til nogen. Tænk da, min Herre,
hvad jeg følte, da jeg fik det ovenmeldte Brev. Alt hvad jeg skal sige
eder angaaende hvad det udrettede, er, at jeg strax besluttede hvad jeg
vilde giøre. Jeg gik med Brevet i min Haand hen til Fruen; men for¬
end jeg gav hende det, sagde jeg til hende, at jeg havde aldrig tvilet
om hendes Venskabs Oprigtighed, og at jeg med en inderlig Erkiendt¬
lighed skiønnede paa den Godhed som hun begegnede mig med. Jeg
erindrede hende om de Foræringer, som hun havde tilbudet mig, og sag¬
de derhos, at saa længe jeg ikke trængte til hendes Bistand, holdt jeg
for at det var Urek at tage imod dem; men at den Tiid var nu kommet,
da hendes Venskab vilde, efter all Anseelse, blive min eneste Tilflugt;
at det vilde være ubilligt af mig at tvile om, at jeg ikke skulde nyde den;
og at det Brev, som jeg da gav hende, vilde fortælle hende alting og
spare mine Taare.
111.
Fruen læste det strax igiennem med meere Agtsomhed end Bevægelse;
men da hun havde givet mig det igien, omfaunede hun mig og forsik¬
krede mig med en beklagende Røst, at hvor stor min Ulykke end maatte
være, saa kunde hun dog ikke andet end føle nogen Fornøyelse i at tæn¬
ke, at det stod nu i hendes Magt at lætte og lindre den, ved at give
mig Beviser paa hendes uforanderlige Venskab; at hendes Huus, hen¬
des Bord, hendes Tienere skulde fremdeles og altid være mine; at vi
skulde aldrig skilles ad, saa længe vi levede, og at jeg skulde ikke føle
nogen
Aaaaa 2


i min Tilstan
nogen Forandrit
dring i mine Omstændigheder.
Enhver, som kiendte Fruen mindre end jeg, maatte af disse Ord
fundet stor Trøst; men da jeg gik ind i mit Kammer og overveyede
min forrige og nærværende Tilstand, saae jeg, at jeg havde tabt alting
i den første, og havde meget lidet at haabe af den anden; og den føl¬
gende Dag overbeviiste mig om, paa hvad Maade jeg herefter maatte
fremdrage min Leve Tiid.
Naar Fruen talte til mig, saa havde hun hidindtil kaldet mig Ma¬
dam Truman; men den næste Morgen ved Frokost udelukte hun Madam;
og uden at give hende større Aarsag til Fortrydelse, end at brække en
Thee=Skaal i tu, lod hun mig fuldkommeligen føle, hvor meget hun var
min Overmand og jeg hendes Undermand.Min Gud, Truman;
J er saa ubehændig! Jeg beder at J vil være meere agtsom
herefter, ellers skal vi ikke længe være tilfammen. Tænker J
at jeg har Raad til at lade mit Porcelain saaledes slaae i tu,
og at underholde eder oven i Kiøbet?
Fra dette Øyeblik af maatte jeg beqvemme mig til at lade fare det
Navn og Carakter af en Ven, hvilket jeg hidindtil havde vedligeholdt
med nogen Værdighed, og derimod at antage en Carakter, som de Fran¬
ske kalde Complaisante, og de Engelske humble Companion. Men det
blev ikke derved; thi inden en Uge blev jeg fornedret til saa elendig en
Tudfe=æder, (*) som nogen i heele Engeland; hvilket i Ordets nøye¬
ste Forstand er en Tiener; undtagen at en Tudse=æder har den Ære
at spiise med Fruen, og den Vanlykke, at ikke faae nogen Løn.
Be¬
En Tudse æder kaldes egentligen den Person, som nogle Mark¬
Skrigere føre om med sig, og hvilken de have vant til at æde offent,
ligen Tudser, og derefter give de dem Theriak ind, for dermed at be¬
viise deres Medicamenters Kraft og Rigtighed. Heraf har mand i
Engeland taget Anledning til at give dette Navn til de Personer, som


at jeg maatte forrette smaa Ting
Begyndelsen af min Trældom var
i Fruens egen Nærværelse. Truman, hent mig det; Truman, tag det
bort; Truman, ring paa Klokken; Truman, skænk i Thee=Potten; Tru¬
man, slaae den Caske ud; Truman, leg til Jlden; Truman, kald paa
en af Pigerne; Truman, giv mig et Glas Vand; og mind mig paa at
tage mine Draaber.
Den anden Deel af min Tieneste var haardere. Jeg var en god
Huusholderske; jeg forstod fuldkomment vel at lave allehaande Sylte¬
Tøy, saa vel med Sukker, som med Salt og Eddike, saa og allehaan¬
de Bag=Verk; jeg kunde temmelig vel omgaaes med Lintøy, og vedste
meget got at forestaae et Mælke=Huus. Alle disse smaa Gaver havde
jeg ofte ladet see Prøver af, undertiden for min egen Fornøyelse og Tiids¬
fordriv, og undertiden for at sætte mig i Gunst hos Fruen. Men hvad
som hidindtil havde været min Forlystelse, blev nu min Forretning; Fruen
kunde ikke røre noget Confect, Sylte, Tærte eller Bakkelse, uden hvad
jeg selv havde lavet. Jeg maatte sye alt hendes Lintøy, jeg stoppede,
og undertiden toede hendes Kniplinger; jeg kiærner selv det Smør hun
spiiser hver Morgen; og laver all den Ost, som kommer paa hendes Bord;
og dersom nogen af disse adskillige Forretninger mislinger for mig, da
skænder hun eller seer suurt paa mig, ret ligesom jeg var leyet og betalt
for enhver Post af de adskillige Forretninger, som jeg er sat til.
Denne min Fornedrelse faldt strax de skarpsynede Tienestefolk i Øy¬
nene. Min Tilstands Forandring har foraarsaget en gandske Foran¬
dring i deres Opførsel. Der er neppe en Kammer=Pige, som vil bringe
mig
Aaaaa 3
i rige eller fornemme Huuse underholdes, ikke som Tienere, men enten
som fattige Paarørende, eller og som Sælskab for Herskabet; Saadan
Person har vel den Naade at være hos, at spiise og kiøre ud med Her¬
skabet, men er derhos den største Slave i Familien, maa føye sig efter
og vænne sig til alle Herskabets Capricer, og føler hvert Øyeblik de
smerteligste Erindringer af sin Underdanighed og Trang. Skiønsomme
Læsere kand af dette Brev giøre sig et fuldstændigt Begreb om denne
Carakter.


mig en Flaske Vand op paa mit
Kammer,
mig et Glas tyndt Øll ved Maaltidet.
Jeg vil nu give eder en Beretning om visse Anørdninger, som jeg
er befalet at tage nøye i agt ved Bordet. Jeg er gandske forbudet
at røre nogen Ret, som er spiiselig kold saa vel som varm, eller som
kand plukkes op til Aften. Derved forekommer hun, at jeg ikke maae
spiise af de fleeste Retter, som sættes for os. Jeg maae aldrig smage
kaagt eller steegt Oxekiød; og Skinke og Vildt ere ligesaa contraband.
Fugle, Kyllinger og alle Slags Fugle=Vildt ere iligemaade indbefattede
under forbudne Vare; og omendskiønt jeg seer Skinke og Størr bragt
paa Bordet hver Dag saa længe Vinteren varer, saa er jeg dog derfor
ikke bedre faren end Tantalus ved sine Æble, og jeg spiiser virkeligen un¬
dertiden ligesaa lidet som Sancho spiiste, da hand var blevet Gouverneur
i Barataria. Hertil maae jeg endnu sige, at jeg har ikke smagt et Glas
Viin i vort Huus i nogle Aar, og at Punch, Bishop, Cool tankard og
Negus ere mig ligeledes negtede; og jeg maae aldrig røre nogen Frugt,
undtagen naar jeg skal sylte den.
Den Belønning, som jeg faaer for den Tieneste jeg giør, og for
den Tvang, som jeg underkaster mig, bestaaer der i, at jeg har den blotte
nødtørftige Underholding, dog maae J ikke regne Penge der iblant.
Jeg bliver klædt af Fruens Klæde=Kammer; og jeg har fortørnet Jom¬
fru Pinup, Fruens Pige, saa at hun aldrig kand tilgive mig, fordi
Fruen synes at jeg skal ikke gaae nøgen omkring i Huuset.
Saasom jeg er ikke meget vant til at kiøre i Karete, saa faaer jeg
allmindeligen ondt, naar jeg sidder baglends i en. Dette veed Fruen
gandske vel; men siden jeg traadte ind i min Underdanigheds Stand,
maae jeg altid lade hende sidde alleene Bag i Vognen, naar vi dagligen
kiøre ud for at tage frisk Luft paa den næstliggende Fælled.
J har allerrede seet, min Herre, at jeg giør de fleeste Tieneres Ar¬
beyde i Huuset; men jeg maae endnu nedstige lidet dybere, og give
øder Efterretning om nogle endnu ringere Forretninger, som jeg er tvun¬
tet til at qvæle mig med.


jeg har allerrede givet eder at forstaae, at Fruen har intet retskaf¬
sent Venskab enten til Mandfolk eller Fruentimmer. Hendes Bevaa¬
genhed er faldet paa de umælende Dyyr, for hvilke hun udviiser en u¬
troelig Ømhed og Kierlighed. J vilde tænke at hendes Abekat er hendes
ældste Søn, formedelst den Omsorg hun bærer for ham; og hun kunde
ikke være meere from imod hendes kiæreste Datter, end hun er imod hen¬
des Skiøde=Hund; hun har et virkeligt Venskab til hendes Papegøye;
og forleden Dag udviiste hun langt større Glæde over, at en høytelsket
Kat havde lykkeligen faaet Killinger, end hun havde glordt nogle Maa¬
neder tilforn over hendes Sønne=Søns Fødsel.
Det er mit Embede at pleve, opvarte og tiene disse hendes kiæreste
Favouriter. Jeg bliver ansvarlig for alle deres Forseelser; og dersom
nogen af dem er syg, da er det min skyld. Det var ved min Forsøm¬
melse at Morten slog Fruens fineste Thee=Stell i tu; og at jeg havde
forglemt at give Veny sin Middags Mad, var Aarsag til at det kiære
Creatur blev sygt. Naar Papen tier stille, da faaer jeg ofte skyld der¬
for, at jeg handler ilde med ham; og det blev iligemaade høyst ubilligen
lagt mig til Last, at to eller tre Katte=Killinger ere døde.
Jeg kommer nu til nogle Besværligheder af en anden Art, hvilke
jeg næsten skammer mig ved at tilstaae, men ere dog fornødne at for¬
tælles.
Fruen har, formedelst et Flod i hendes Øyne (jeg maae herhos sige,
at jeg laver alt hendes Øyen=Vand) tre Fonteneller, en paa hver Arm,
og en paa hendes Ryg. Nu hændte det sig, at hendes egen Pige en Dag
maatte ligge til Sengs, hvorfor hun begiærte at jeg i Pigens Sted
vilde rygte og forbinde dem; men til min Ulykke forrettede jeg dette Ar¬
beyde saa vel til hendes Behag, at Jomfru Pinup er blevet sat af med
den Bestilling, som igien er givet til mig, og jeg er bange at jeg behol¬
der den min Livs Tiid.
Der hændtes mig endnu en anden Ting forleden Aar, som fortiener
at indføres i dette Brev, og omendskiønt jeg maatte græde derved, saa
er jeg dog bange for at det vil komme andre til at lee.


var der en saa ufor¬
ender, som Fruen har tilbage,
Af de faa
skammet og foraarsagede hende Tand=Piine, saa at hun ikke kunde sove
i to Nætter. Hvorpaa der blev sendt Bud efter Mr. Mercy, en Tand¬
Læge; saa snart hand faae Tanden, erklærede hand strax at den skulde
trækkes ud. Dette satte Fruen i dødelig Angest; hun forsikkrede at hun
aldrig i sin Livs Tiid havde ladet en Tand trække ud, og at hun kunde
aldrig bringes til at lade det skee, med mindre hun saae den samme Ope¬
ration forrettes paa en anden i hendes Nærværelse. Alle hendes Tiene¬
ste=Folk bleve derpaa fremkaldte, og hun giorde sig all Umag for at over¬
tale en efter den anden til at lade en Tand trække ud for at tiene hende;
men de sagde alle ney, og vilde heller miste deres Tieneste end deres
Tand. Fruen vendte sig derpaa til mig, og besværede mig ved det lange
Venskab, som havde været imellem os, ved alle de Tienester, hvormed
hun hidindtil havde forpligtet mig, og som hun fremdeeles havde i sinde
at beviise mig, at jeg vilde føye hendes Begiæring. Jeg blues ved at
sige eder, at jeg lod mig overtale, og lod en deylig hviid og frisk Tand
trække ud; men hvad vil J sige, naar jeg iligemaade fortæller eder, at
efter at jeg havde mistet min, lod hun Mr. Mercy omsider gaae bort,
uden at udtrække hendes.
Fruen bruger mange Medicamenter, og en deel af min Forretning
er at bereede dem og give hende saa meget som er foreskrevet; men det
som er endnu verre, hun vil ikke tage noget ind, førend jeg har smagt
det i hendes Nærværelse. Jeg maae og tillave og give hende all den
Havre=Suppe som hun drikker, naar hun har taget noget ind; jeg er nødt
til at varte hende op med Camomille Thee, naar hun tager en Vomitiv.
Dette sidste er en haard Pligt, saasom det ikke alleeneste giør mig be¬
standigen syg, men og ligesaa ofte besudler min eneste Kiortel og For¬
klæde.
Jeg har nu fortallt eder, min Herre, alle mine legemlige Plager;
jeg skal nu videre fortælle eder om en Besværlighed, som er mig tungere
end alle de jeg hidindtil har opregnet; jeg meener denne, at jeg ideligen
maae overtræde Sandhed, alleeneste for at giøre Fruen en Tieneste.
(Slutningen skal følge.)


No. 94.
Bie=Fuben
Eller
Andres Tanker.
Slutningen af No. 93.
F¬
ru Mary er henved fem og tredsindstiuge Aar, og har en Feyl, som
Personer af samme Kiøn og Alder undertiden ere hengivne til;
jeg meener, at fortælle lange og og urimelige Historier. Hun
har en ypperlig Gave til at opfinde og digte, hvilken ofte fører hende
over Mueligheds Grændser. Hun har en overflødig Forraad paa for¬
underlige og overnaturlige Hændelser, og naar hun mærker, at Sæl¬
skabet seer lit for meget bestyrt ud over hendes Fortællinger, saa beraa¬
ber hun sig altid paa mig, at jeg skal beviidne det at være sandt, som
jeg aldrig tilforn har hørt eller seet, men som hun erklærer at jeg har
været et øiensynligt Vidne til.
Jeg har endnu en anden Fortræd, nemlig, at saasom min Frue er
næsten den riigeste der i Naboelauget, saa er hun fuldkommeligen over¬
beviist om, at ingen, som er mindre riig, kand nogensinde have Ret i
nogen Trætte, som kand forefalde imellem dem; og saasom Fruens Ar¬
gumenter ere allmindeligen meget svage, saa ere hendes Passioner der¬
imod meget stærke; og hvad hun fattes i Fornuft, det opretter hun i
Vrede, som undertiden gaaer indtil Grovhed og Skields Ord; og i alle
disse Tvistigheder forsømmer hun aldrig at beraabe sig paa mig som en
billig og retsindig Dommer, at jeg skal skille Trætten ad; og saasom


Erklæring skeer altid med en af Oberste Hernandos Mii¬
denne hendet
ner, saa dømmer jeg hende strax til at have Ret; Thi hvad kand For¬
nuft og Argumenter udrette imod Frygt og Fattigdom? Disse mine u¬
retfærdige Domme have gjordt alle Naboerne til mine Fiender, som
iligemaade bilde sig ind, at jeg, formedelst denne min Opførsel, maae
være høyt i Naade hos Fruen; saa at de hade mig, som de burde have
Medynk med, og misunde mig, som de burde beklage. Det gaaer li¬
geledes til i en hver Trætte, som forefalder imellem Fruen og hendes
egne Paarørende; jeg giøres til Vidne og Dommer i enhver Sag;
og jeg tilstaaer reent ud, at mit Vidnesbyrd er allmindeligen falskt, og
min Dom partiisk, saa at, med faa Ord, mine Naboer hade mig, Fa¬
milien har en Afsky for mig, og Fruen har ingen Kiærlighed, og kand
ikke have nogen Høyagtelse for mig.
J er nu, min Herre, fuldkommeligen underrettet om det elendige
Levnet jeg fører; og saasom jeg tør sige, at der ere mange, som frem
drage deres Liv lige paa samme Maade, saa vil J giøre baade dem og
mig en besynderlig Tieneste, dersom J lader dette Brev trykke. Fruen
kiøber eders Ugeblade, og laaner dem omkring til alle Naboerne; og
der ere nogle Omstændigheder af min Tilstand, som ere beskrevne alt
for tydeligen dertil at nogen af mine Bekiendtere skulde ikke kiende dem.
En allmindelig Liighed vilde ikke have været tilstrækkelig; men saadant
et Skilderie, som jeg har afmalet med saa tykke Farver, kand ikke an¬
det end falde i Øynene, og kiendes saa snart mand seer det; og kand
maae skee hielpe til at forbedre min Tilstand; Men een Ting er jeg
forsikkret om, som er, at hvadsomhelst Forandring, der maatte end
møde mig derved at J giør dette Brev bekiendt, saa kand min Tilstand
ikke blive vexre end den er. Jeg er, min Herre,
eders ydmyge Tienerinde,
Mary Truman.
Der


er var en gammel Philosophisk Seet, Discipler af Pyrbugoras.
som holdt for, at baade Menneskers og alle andre Dyyrs Siæle
vare i en stedsevarende Forfløttelses Stand, og at, naar de ved
Døden forlode et Legeme, de da strax bleve forfløttede ind i andet, en¬
ten meere lyksaligt eller elendigt, ligesom de havde ført sig op i det for¬
rige; Saa at naar en Person gik ud af denne Verdens Skue=Plads,
da sluttede mand at hand alleneste forføyede sig bag ved Machmerne,
for at klæde sig om; og at ham blev givet en ny Rolle at spille, meere
eller mindre behagelig, ligesom hand havde vel eller ilde spillet sin for¬
rige.
Jeg maae tilstaae, at denne Lærdom har altid forekommet mig
som den fornuftigste Gisning den blotte menneskelige Fornuft kunde giø¬
re om en tilkommende Stand. Jeg skal derfor her stræbe at viise denne
Lærdoms store Riimelighed af følgende Omstændigheder. Først af dens
Retfærdighed, for det andet af dens Nytte; og for det tredie, for¬
medelst de Vanskeligheder der møde os, naar vi vil giøre reede for man¬
ge uskyldige Creatures Plager og Lidelser; men som vi, ved denne Lær¬
doms Antagelse letteligen kand rødde af Veyen.
Først da, i henseende til denne Lærdoms Retfærdighed, da kom¬
mer den gandske nøye overeens med Vederleggelsens Lov; thi ved denne
Forfløttelse maae Menneskene komme til at lide de samme Forurettelser
i et Liv, som de i det forrige have tilføyet andre; og det end og i den
samme Person og Skikkelse, alleeneste ved deres Tilstands Forandring.
Som for Exempel, den grumme Tyran, der i et Liv har spøgt med
hans Slavers Elendighed, maae i det næstfølgende Liv føle alle E¬
lendigheder af et uselt Slaverie, under en Herre, der er ligesaa ubarm¬
hiertig, som hand selv har været. En ubarmhiertig og uretfærdig Dom¬
mer maae blive i sin næste Forfløttelse, fængslet, fordømt og hængt.
De Geistlige, som have ladet sig regiere af en blodtørstig Forfølgelses
Aand, maae blive ved Baal og Brand drevne til at troe de Lærdomme,
som de have forfattet til andres Opbyggelse; og Soldater maae blive
udplyndrede og voldtagne, i værgeløse Bonders og uskyldige Jomfruers
Personer. En Procurator maae blive forvandlet til en Client, og pii¬
Bbbbb2


Forliis; og
sin e
nes med Opsættelser, Omkostninger, Uvished
Lægerne, som i et Liv have plaget og udsuet de Syge, maae blive nødt
til at vruge Medicamenter i et andet. Alle de, som under det anseelige
Navn af Jægere have forlystet sig med uskyldige Dyyrs Elendighed og
Ødeleggelse, maae, i Skikkelse af Harer, Hiorte, Ager=Høns og Snep¬
per, blive ængstede, forfulgte og myrdte; og alle disse, som, under de
endnu berømmeligere Navne af Helte, have glædet sig ved at ødelegge
deres egen Art, maae i det næste Liv blive sønderslidte af hver andre i
Skikkelser af uovervindelige Kamp=Haner, og haardholdende Bullen¬
bidere.
For det andet, denne Lærdoms Nytte er ligesaa stør som dens Ret¬
færdighed, og kommer lykkeligen overeens dermed; thi naar alle dette
Livs fornødne Uleyligheder og møysommelige Forretninger blive, ved den¬
ne Forfløttelse, alleeneste paalagte disse, som i deres forrige Leve=Stand,
have fortient dem, saa blive de baade tilbørligen straffede, og tillige
nyttige for det allmindelige Samqvem, saa at de, som ved deres Laster
i et Liv have forurettet andre, maae i et andet Liv tvinges til at giøre
Erstatning derfor ved deres Lidelser. Saaledes en Tyran, der har ved
sin Magt undertrykt sit Land, maae i en Slaves Skikkelse drives til
at giøre det Tieneste ved sit Arbeyde. En Straten=Røver, som har sin¬
ket og udplyndret de Reysende, maae befordre og tiene dem som en
Vognmands Hest. De mægtige Seyervindere, som ved deres Sværd
have gjordt Verden øde, maae forpligtes til, ved en liden Forandring
i deres Kiøn og Stand, at hielpe til at formeere den igien, og udstaae
Barnefødselens smertelige Besværligheder.
Jeg for min Part troer virkeligen at det forholder sig saaledes, og
jeg tviler ikke om, at Hernando Corter graver nu Guld i Miinerne i
Peru eller Mexico; At --- er nu smiddet til en Aare paa de Franske
Galeyer; at den bekiendte Straten=Røver Turpin jages nu som en Leye¬
Hest adskillige gange om Dagen frem og tilbage imellem London og
Epping, hvor hand har begaaet mange Røverier; Jeg troer sikkert, at
Alexander den Store og Julius Cæsar ere mange gange døde i Barsel¬
Seng, siden den Tiid de lode sig see i Verden i deres berømmelige og
øde¬


ødeleggende Carakterer; at
- er nu en Præste=Kone
langt fra¬
liggende Landsby, med mange Børn og en frugtbar Familie; og at
Kouli Khan bliver nu pidsket og jaget fra Sogn til Sogn, i Skikkelse
af en høy svanger Tigger=Kiærling, med et Barn i hver Arm og tree
paa Ryggen.
Endeligen sees denne Meenings Rimelighed deraf, at vi ellers
finde stor Vanskelighed i at giøre reede for de mange uskyldige Crcatu¬
res Lidelser; thi dersom vi see os omkring, da kand vi ikke andet end
blive vaer en stor adskillig Mængde af deslige elendige; utallige Dyyr,
som blot ved deres egen Natur ere underkastede mange Lidelser, og endnu
mange fleere ved vor Grumhed; Dyyr, som ikke kand begaae Laster,
og følgeligen ikke kand fortiene dem; som kaldes til Livet, saavidt vi
kand mærke, alleeneste til at være elendige, for at tiene eller forlyste
andre, som have endnu mindre Fortienester end de selv; Dyyr, som
umueligen kand forekomme, fortiene eller faae Belønning for deres ulyk¬
salige Skæbne, dersom deres gandske Væsen er indskrænket i deres nær¬
værende Livs snevre og kummerlige Cirkel. Men denne her fremsatte
Lærdom borttager alle disse Vanskeligheder, og viiser os at denne Ud¬
deeling, der synes uretfærdig, kommer overeens med den nøyagtigste
Retfærdighed; den lærer os at disse deres Lidelser maae ingenlunde være
uforskyldte, men en billig Straf for deres forrige onde Opførsel i en
Stand, hvor de, end og ved deres Lasters Hielp, kand have undgaaet
den fortiente Straf. Den lærer os, at den forfulgte og forjagede Ræv
var formodentligen tilforn en underfundig og rovgierrig Minister, som
ved sin ilde forhvervede Riigdom havde forskaffet sig den Sikkerhed, som
hand nu ikke kand finde ved sin Flugt; at den Tyyr, som nu hidses
med all den Grumhed, som Menneskelig Vittighed eller Ondskab kand
opfinde, var mueligen tilforn en ubarmhiertig Tyran, som har tilføyet
andre de Plager, som hand nu selv lider; at den arme Fugl, som giø¬
res blind, indsluttes og omsider maae sulte ihiel i et Buur, maae for¬
dum have været en u-barmhiertig og forhærdet Creditor, og den Enke¬
Turtel=Due, som græmmer sig til døde over sin Mages Forliis, maae
fordum have været en anseelig Frue, der glædede sig over sin Mands
Død, hvilken hendes egen onde Medfart havde foraarsaget.
Bbbbb3


en nydelig Ret af steegte Hummere opvække min Be¬
Aldrig kand
giærlighed, saa længe jeg forestiller mig den Piine, i hvilken disse uskyl¬
dige Creature ere døde. Men naar jeg forestiller mig, at disse Hum¬
mere formodentligen have været Spanier i Mexico, eller Hollændere i
Amboyna, saa tager jeg fat og spiiser baade med en god Appetit og med
en god Samvittighed, og fornøyer mig ved den Tanke, at jeg saale¬
des bringer et behageligt Offer til de mange Millioner Jndianers og A¬
merikaners Siæle, som saa jammerligen ere piinte til døde og ihielslagne.
Aldrig kand jeg sidde med et fornøyet Sind i en Vognmands Vogn,
saa længe jeg betragter de forhungrede, stive, saarede og huudløse Dyyr
der trække mig, som blotte Heste, der ere fordømte til saa store og ufor¬
skyldte Piinseler for min Magelighed; men naar jeg betænker, at disse
Dyyr maae utvilagtigen fordum have været Sluttere og Fange=Fogder
eller høyærværdige Fædre i den hellige Jnqvisition, saa lader jeg dem
med Lyst løbe alt hvad de kand, og er fuldkommeligen fornøyet ved at
betænke, at i det jeg fortsætter min Reyse, fuldfører jeg tillige den ret¬
færdigste Dom.
Jeg veed meget vel, at mange af mine Læsere vil holde disse Tan¬
ker for at være daarlige og latterlige, og ansee dem alleneste som Virk¬
ninger af en overflydende Jndbildings Kraft; men jeg veed iligemaade,
at dette kommer af en ildegrundet høy Tanke, og af falske Begreb om den
menneskelige Naturs Værdighed; thi de ere i sig selv rigtige og alvor¬
lige, og føre med sig den stærkeste Formødning om deres Sandhed;
ja saa stærk er den, at jeg kand ikke andet end haabe, at den vil have
nogen god Virkning over disse polerede Folks Opførsel, som ere alt for
skarpsindige, kloge, lærde og modige til at holdes i Ave ved Truseler
om Helvede og Fordømmelse; og jeg raader et hvert artigt Fruentimmer
at betænke, hvor elendig hendes Tilstand vil blive, dersom, efter at hun
har fremdraget 20 eller 30 Aar ved Kort, i ziirlige Værelser, varmede
ved god Jld og bløde Gulv=Tæpper, hun skulde omsider nødes til at
bytte Sted med en af hendes Vogn=Heste, iligemaade enhver fiin Herre
at betænke, hvormeget meere elendig hans vilde blive, dersom, efter at
hand har sat sine Midler, sin Helbred, sit Liv til i Uordentlighed, Ma¬
gelighed og Overdaadighed, hand skulde igien leve op og bytte Stand,
med en af hans Creditorer.
Nemo


Nemo in
tentat del
end¬
Det er:
Jngen vil gribe i sin egen Barm.
blant de Bud, eller fyndige Sententser, som antages med et allmin¬
deligt Samtykke, og drives paa ved idelige Jgientagelser, er der
ingen meere navnkundig iblant den gamle Viisdoms Mestere, end denne
korte Lærdom TvaSi ceæisor. Kiend dig selv. Hvilket Lære=Sprog
nogle tilskrive et Orakel, og andre Chilo af Lacedemon.
Saasom dette Sprog kand siges at indbefatte alle de Betragtnin¬
ger, som et moralsk Væsen kand og bør giøre sig i sit gandske Levnets
Indretning, saasom at kiende sin Oprindelse og Herkomst, sin Ende,
sine Pligter, sine Forbindelser med andre Creature, sine Kræfter og E¬
genskaber, og saa fremdeeles, saa synes det ikke, at dette har været den
første Hensigt med dette Sprog; og det var at ønske, at Historien, saa¬
vel i dette, som i andre Tilfælde, havde givet os tilkiende, ved hvad
Leylighed denne Lærdom var givet.
Denne Lærdoms Forsømmelse er ikke alleeneste Aarsag til at Men¬
neskene ofte gaae uden for deres naturlige Carakter, men og at de ikke
kiende sig selv, hvor vel deres Skilderier end ere troffene i moralske
Carakterer.
Jeg er den ulyksalige Mand, Madam, sagde en Herre,
som gik for ved, men vendte sig om og bukkede meget dybt for en Frue
i Kongens Hauge, da hun kaldte paa hendes Hund ved det Navn af
Hanrey.
Hvor meget got maatte ikke ventes af diss lgeblade, dersom enhver,
som skulde faae sin egen Carakter at læse i dem, vilde saa oprigtigen
tilstaae det, som fornævnte Herre. Men det er en Vanlykke ved all¬
mindelige Satirer, at faa Personer vil tilegne sig selv dem, saa længe
de have den Trøst at tænke, at de passe sig ligesaa vel paa andre.


e, at moralske Carakterer tiene alleneste til at give
Jeg er derfor bar
onde Mennesker Anledning til Bagtalelse og til at peege Fingre ad deres
Naboer; thi enhver smiggrer for sig selv, at hand forstaaer at begaae
Daarligheder eller Skielmstykker saa hemmeligen, at intet Menneske
kand være listig nok til at spore ham.
En vis Person fortallte mig nyligen, at det var ham meget kiært
at finde en af hans særdeles Bekiendtere saa vel afmalet i et af disse
Blade. Hvorpaa hand, for at lade mig høre at hand havde læst Seneca,
anførte nogle Sprog af denne Skribent, som hørte til samme Materie,
der gav ham videre Anledning til at tale om Gierrighed og om den Haard¬
hed med hvilken manges Velgierninger ere forenede; Hvorpaa hand
atter stadfæstede sine Anmærkninger med et Sprog af Seneca.
Læseren vil mueligen falde i Forundring, naar jeg fortæller ham,
at denne Mand, som kunde lære saadanne Sprog af Seneca uden ad, og
kunde fornøye sig over at see Gierrighed, Haardhed og deslige onde Ca¬
rakterer afmalede med deres tilbørlige heslige Farver, er en gammel
ung Karl, med et Gods, som indbringer ham 3000 Pund om Aaret, og
derforuden 50000 Pund i reede Penge, som aldrig var bekiendt for at
have laant en Gvinea ud i sin Livs Tiid, uden at giøre den Laanende
meere elendig ved sin Velgierning, end hand var tilforn ved sin Trang.
Men denne Herre har den særdeles Gave at slaae sig selv med andre.
Jeg erindrer at hand engang holdt en meget lærd Tale for mig om den
afskyelige Last Gierrighed, og endte den med denne Fortælling:" Den
gemeene Mand i en vis Provints i Engeland, er de gierrigste og u¬
menneskeligste i heele Verden. Jeg vil give et Exempel derpaa, siger
hand. Næsten for tree Aar siden faldt jeg ved en meget underlig Hæn¬
delse i en Vand=Grav der i Landet, og var ufeylbarligen paa faa Mi¬
nuter nær druknet, førend jeg kunde formaae en ugudelig Hund af en
Arbeydsmand, som gandske vist ikke havde nogen Samvittighed, men
var saa nær at hand kunde høre mig skrige, til at hielpe mig ud for
en halv Krone. Den Kompen var saa graadig, at hand længere end
i et heelt Qvarteer paastod at ville have en Krone; og jeg troer virke¬
ligen, at hand havde ikke slaaet en Hviid af, dersom hand havde ikke
seet at jeg laae i mit sidste Aandedræt, og havde fuldt og fast besluttet,
o heller at døe end at beqvemme mig til hans ubillige Fodring.


No. 95.
Bi=Kuben
Eller
Andres Tanker.
Errat & illinc
Huc venit, hinc illuc, & qvoslibet occupat artus
Spiritus; eqve feris humana in corpora transit,
Inqve feras noster.
E¬
n vis Mr. Freelove, som var frugtbar paa lystige og vit¬
tige Jndfald, havde fattet Kierlighed til et af disse Fruentim¬
mer, som spilde all deres Gunst paa Papegøyer, Abekatte og
Skiøde=Hunde. Da hand en Morgen gik hen at besøge hende, førte
mand ham ind i hendes Stue, hvor hun pleyede at tage imod Frem¬
mede, og hvor hendes elskelige Abekat stod lænke=bundet i et af Vin¬
duerne, med hvilken hand først i nogen Tiid forlystede sig; men da hand
omsider saae Pen og Blæk ved haanden, satte hand sig ned og skrev føl¬
gende Brev til hans Kiæreste i Abekattens Navn; og da hun ikke kom
ned saa snart som hand ventede, lod hand det ligge i Vinduet og gik
bort til sine Forretninger.
Da Fruentimmeret strax efter kom ned i Stuen, og saae at hen¬
des Abekat med stor Alvorlighed betragtede et Stykke Papiir, tog hun
det fat, læste det, og er endnu i Tvil om, enten det er skrevet af Mr.
Freelove eller hendes Abekat.


Madam
Da jeg ikke er begavet med Mæle, saa har jeg i lang Tiid forgæves
ventet efter en Leylighed at give eder tilkiende hvem jeg er; og da jeg
nu beleyligen finder Pen, Blæk og Papiir hos mig, saa tager jeg med
Glæde imod denne Leylighed, for at give eder min Historie skriftligen,
som jeg ikke kunde fortælle eder mundtligen. J maae vide, Madam,
at for henved et tusende Aar siden var jeg en Jndiansk Brachman, og
forfaren i alle disse dybe Hemmeligheder, som eders Europæiske Phi¬
losoph Pythagoras siges at have lært af vort Broderskab. Ved min
store Dygtighed i de hemmelige Videnskaber, havde jeg sat mig i saa
stor Yndest hos en Aand, som jeg pleyede at omgaaes med, at hand
lovede at føye mig i alt hvad jeg skulde begiære af ham. Jeg begiærte
da, at min Siæl maatte ikke komme i noget umælende Dyyrs Lege¬
me, men dette, sagde hand, stod ikke i hans Magt at bevilge mig.
Jeg bad da, at, hvadsomheldst Creatur min Siæl end skulde forfløt¬
tes i, jeg dog stedse maatte beholde min Hukommelse, og dide at jeg
var den samme Person, som levede i adskillige Dyyr. Dette, sagde
hand, stod i hans Magt, og følgeligen lovede mig paa sin Ære at
hand vilde opfylde min Begiæring. Fra denne Tiid af levede jeg saa
Hustraffeligen, at jeg blev gjordt til Præsident i et Collegium af Brach¬
maner, hvilket Embede jeg med stor Retsindighed forestod til min
Døds Dag.
Jeg blev da foreenet med et andet menneskeligt Legeme, og skik¬
kede mig saa meget vel deri, at jeg blev den første Minister hos en
Fyrste, som regierte ved Ganges=Floden. Her levede jeg i nogle Aar
i stor Ære, men efter haanden tabte jeg all min Brachmaniske Uskyl¬
dighed, saasom jeg var forpligtet til at udplyndre og undertrykke Un¬
dersaatterne, for at berige min Herre, indtil jeg omsider blev saa for¬
hadt, at Fyrsten, for at sætte sig igien i Anseelse hos Almuen, skiød
mig igiennem Hiertet med en Piil, da jeg en Dag talede til ham i
Spidsen af hans Krigshær.
o Ved min næste Forfløttelse befandt jeg mig i Skoven, under
Skab¬


Skabning af en Ja
og gav mig strax i Tieneste hos en Løve.
Jeg pleyede at giøe nær ved hans Huule, ved Midnat, hvilket var
hans Tiid at staae op og gaae ud efter Rov. Hand fulgte altid bag
efter mig, og naar jeg havde opjaget en feed Buk, en vild Geed eller
en Hare, saa spiiste hand selv først vel deraf, og derefter slengte mel¬
lemstunder et halvgnavet Been til mig, til min Opmuntring; men da
jeg to eller tre gange havde været ulykkelig i min Jagt, gav hand mig
saadant et forskrækkeligt Slag i sin Vrede, at jeg døde deraf.
() Et glubende Rov=Dyyr i Africa, liig en Hund og en Løve.
J min næste Forfløttelse kom jeg atter til at gaae paa to Been
og blev en Jndiansk Skat=Jndkræver; men saasom jeg havde levet
meget uordentligen, og derforuden havde faaet et ødselt Creatur til
Kone, saa kom jeg i saa stor Giæld, at jeg turde ikke lade mig see.
Jeg kunde ikke sætte min Fod ud af Huuset, thi der laae stedse nogle
paa Luur for at gribe mig. Da jeg en Aften i Tusmørket vovede
mig ud, blev jeg taget og ført hen i et Fængsel, hvor jeg døde faa
Maaneder efter.
Min Siæl kom da ind i en flovende Fisk, og i denne Stand,
levede jeg det bedrøveligste Levnet i sex Aar. Adskillige Rov=Fiske
forfulgte mig, naar jeg var i Vandet, og dersom jeg brugte mine
Vinger, da var jeg altid vis paa at jeg havde en Flok Fugle omkring
mig, som vilde annamme mig. Da jeg en Dag fløy imellem en
3 Flaade af Engelske Skibe, saae jeg en stor Søe=Fugl, som hvæssede
sit Neb og svævede lige over mit Hoved; da jeg, for at undgaae ham,
lod mig falde ned i Vandet, blev jeg taget af en forskrækkelig Hay,
som slugede mig ned i et Øyeblik.
Jeg blev nogle Aar derefter, til min store Forundring, en ansee¬
lig Banqverer i London; og da jeg kom ihu, hvad jeg forhen havde
liidt ved Penge=Mangel, saa blev jeg saa overmaade karrig og gierrig,
at den heele Bye raabte Væ og Skam over mig. Jeg var et elendigt
lille Creatur at see til, thi jeg havde i visse maader udhungret mig selv,
a saa at jeg var ikke andet end Skind og Been da jeg døde.


efter meget bestyrt og bekymret over at finde mig for¬
Jeg blev
mindsket til en Myre. Det gik mig hierteligen nær at jeg skulde giøre
saa ubetydelig en Figur, og kunde ikke vide om jeg, maa skee, engang
maatte blive gjordt til en Mide, dersom jeg ikke forandrede min Leve¬
maade. Jeg lagde mig derfor med stor Fliid efter at opfylde de Plig¬
ter, som nu vare mig tilskikkede, og blev allmindeligen anseet for den
Hypperligste Myre i den gandske Myre=hob. Endeligen da jeg engang
gik og slæbede en stor Byrde, blev jeg snappet op af en Spurre, som
opholdt sig i vort Naboelaug, og havde tilforn ødelagt mange af vore
Medborgere.
Derefter blev min Tilstand lidet forbedret, i det jeg levede en
heel Sommer i Skabning af en Bie, men saasom jeg var blevet keed
af det møysommelige og kummerlige Levnet, som jeg havde ført i mine
tvende sidste Forvandlinger, saa faldt jeg til den anden Yderlighed og
blev en doven Humle=Bie. Da jeg en Dag anførte en Flok for at
plyndre en Bie=Kube, bleve vi saa kækt og hidsigen modtagne af den
Sværm, som forsvarede den, at de fleeste af os laae døde paa stedet.
Jeg kunde fortælle eder om mange fleere Forvandlinger, som jeg
y gik igiennem; hvorledes jeg var en letfærdig Sviire=Broder, og der¬
efter i ti Aar giorde Poenitetse derfor i en bruun Vallak, iligemaade
hvorledes jeg var en Skræder, en Ræge, og en Stillits, i denne sid¬
ste Skabning blev jeg skudt af en ung Narr, som skulde endeligen
9prøve sin ny Bøsse paa mig.
Men jeg vil forbigaae at fortælle eder om disse og mange andre
mine Forvandlinger, for at erindre eder om den unge Snushane, som
for en sex Aar siden friede til eder. J maae vel komme ihu, Madam,
hvorledes hand forklædte sig, og dantsede, og sang, og giorde tusende
Pudserier for at vinde eder; og hvorledes hand omsider døde af en
Forkølelse, som hand fik en Nat under eders Vinduer i en Serenade.
Jeg var den ulyksalige unge Person, hvilken J da var saa grum imod.


Jkke længe efter at jeg havde
forladt dette elendige Legeme, befandt
jeg mig paa et Bierg i Ætbiopien, hvor jeg levede i min nærværende
sælsomme Skabning, indtil jeg blev fanget af en Betienter ved det
Engelske Factorie, og sendt over til Engeland; jeg behøver ikke at sige
eder, hvorledes jeg faldt i eders Hænder. J seer, Madam, at dette
er ikke den første gang J har haft mig i eders Lænker; jeg er imidler¬
tid meget lyksalig i dette mit Fængsel, saasom J ofte skænker mig disse
Kytz og Caresser, som jeg vilde givet heele Verden for, da jeg var en
Mands Person. Jeg haaber at det ikke vil blive mig til Fortræd, at
jeg har aabenbaret eder hvem jeg er, men at J vil fremdeles vedlige¬
holde eders sædvanlige Gunst imod eders hengivenste ydmyge Tiener.
Pug
P.S. Jeg vil raade eders lille Hund at hand ikke kommer mig for
nær; thi saasom jeg anseer ham for den forfærdeligste af mine Rivaler,
saa kunde jeg maae skee engang give ham saadant et Puf, som ikke vil¬
de behage ham.
Ne cures ea qvæ stulte miraris & optas,
Discere & audire & meliori credere non vis.
et er en Anmærkning af Hertugen af Rochefaucault, at der ere
mange Mennesker i Verden, som aldrig vilde have for¬
nummet til Kierlighed, dersom de aldrig havde hørt tale
derom. Hvor sælsom denne Meening end maae sinnes, saa er dog
intet meere vist, end at Menneskene med langt større Begiærlighed jage
efter det, som andre have bragt dem til at agte høyt, end efter det, som
deres naturlige Passioner forleede dem til; ja saa stor er denne Fortryl¬
lelse, at vi ofte see dem forlade deres virkelige Lyksaligheder og Fornøyel¬
ser, for at jage efter indbildte Herligheder, som den nærværende Tiids
Tænke=maade har sat dem i Hovedet.
Den


Den Historie om Princessen Parizade i de Arabiske tusende og en
Nat, er et beqvemt Exempel til at oplyse hvad jeg her har foregivet.
Jeg skal meddeele mine Læsere et kort Udtog af denne Historie, som kand
give Materie til Eftertanke og en meget nyttig Lærdom, for dem at ind¬
rette deres gandske Opførsel, ja end og deres Begiærligheder efter Moden.
Denne Princesse, den lyksaligste saavelsom den deyligste af hendes
Kiøn, levede med hendes to elskede Brødre i et prægtigt Palats, der laae
midt i en fornøyelig Skov og omgivet med de konstigste Hauger i Øster.
Det hændte sig en Dag, da Printzerne vare paa Jagt, at en gammel
Kiærling kom til Porten og begiærte at indlades i Capellet, for at giøre
sin Bøn. Princessen bevilgede strax hendes Begiæring, og befalede
sine Tienere, at naar den gode Kone havde forrettet sin Bøn, saa skul¬
de de viise hende omkring i alle Gemakkerne, og dernæst føre hende ind
i den Sahl, hvor hun selv sad. Alting blev nøye efterkommet; og efter
at Princessen havde givet sin Giæst nogle Frugter og Confect at spiise,
spurte hun iblant mange andre Spørsmaal, hvad hende syntes om
dette Palats?
Madam, svarede den gamle Kiærling, eders Palats er deyligt, or¬
dentligt og prægtigt baade inden og uden; det ligger paa et fornøyeligt
Sted, og dets Hauger ere uden Liige. Men dog, dersom J vil give
mig Lov til at tale frit, saa fattes der tree Ting til dets Fuldkommen¬
hed. - Princessen faldt hende strax ind i Talen og sagde: Min gode
Moder, hvad ere disse for tree Ting? Jeg besværer eder ved Gud, at J
siger mig, hvad de ere; og dersom det er mueligt at faae dem, da skal
ingen Vanskelighed eller Fare holde mig tilbage fra at forskaffe dem.
Madam, svarede den gamle Kiærling, den første af disse tree Ting er
den talende Fugl, den anden er det siungende Træ, og den tredie er det
gyldene Vand. Ah min gode Moder, raabte Princessen, hvor høyligen
er jeg eder forbundet fordi J har underrettet mig om disse Ting. De
ere uden tvil de største Raritæter i Verden, og dersom J kand ikke sige
mig hvor de ere at finde, da er jeg det ulyksaligste Fruentimmer. Den


gamle Kiærline
hrin
efter tog Afskeed.
Historien fortæller os videre, at da hendes Brødre kom fra Tagten,
fandt de hende tankefuld og bedrøvet, og efter mange indstændige Be¬
giæringer omsider formaaede hende til at fortælle dem Aarsagen til hen¬
des Bedrøvelse, med følgende Ord.
have ofte sagt, mine kiære Brødre, og jeg har altid troet, at
dette Huus, som vor Fader har bygt, var fuldkomment i alle Ting; men
jeg har hørt i Dag at det fattes tree Ting, nemlig den talende Fugl,
det siungende Træ og det gyldene Vand. En gammel Kone har aaben¬
baret mig dette, og sagt mig Stedet hvor de ere at finde, og Veyen der¬
hen. Maae skee J vil agte disse Raritæter for Lapperier; men J maae
tænke hvad J vil, saa er jeg fuldkomment forsikkret om at de ere u-forbi¬
gængeligen fornødne; og enten J agte dem noget eller ikke, saa kand jeg
ikke være tilfreds, med mindre jeg faaer dem.
Slutningen fortæller os, at efter at Princessen havde med saadan
tilbørlig Jver ved denne Leylighed forklaret sine Tanker, bleve hendes
Brødre bevægede til Medynk over hendes Trang, og reyste bort før at
søge efter disse fornødne Ting; men saasom deres Foretagende ikke
lykkedes dem, saa bleve de, en efter anden, forvandlede til Steen.
Den Lærdom, som ligger i denne Historie, er saa allmindelig, at
det maatte agtes næsten for et ufornødent Arbeyde, at opregne besyn¬
derlige Omstændigheder eller Tilfælde. Alle de, der rette sig efter Mø¬
den, ere saa mange Parizader; og Ting, som ikke alleneste ere unytti¬
ge i deres Natur, men og stygge i sig selv, naar de af nogle fornemme
Anførere i den nyere Smag ere engang kaldte deylige, blive saa for¬
nødne, at ingen kand være dem foruden.


blevet
fortallt om el Fruentimmer,
Men endskiønt denne Historie
saa er dog denne Daarlighed fornemmeligst at finde i det andet Kiøn,
jeg meener i henseende til de fordervelige Følger, som allmindeligen flyde
af en forfængelig Jagen efter indbildte Herligheder.
Madame Montespans Karete og sex Muus vare en mindre skadelig
Daarlighed end hendes Kiærestes store Krigs=Hær. Cæsars Nidkiær¬
hed i at efterligne Alexander, Alexanders i at ligne Achilles; de store
Anslag, som Pyrrhus og Xerxes havde, hvad vare de andet end en Ef¬
terligning af Parixades Attraa efter den talende Fugl, det siungende
Træ og det gyldene Vand.
Hvor mange see vi dagligen at forleedes til en rasende Begiærlig¬
hed efter Ting, som de aldrig tænkte paa eller savnede, førend andre
bildte dem ind, at disse Ting vare umistelige? hvor mange forføres til
at bygge, til at sætte sig i store Omkostninger for at forskaffe sig Ting,
som de meget vel kunde undvære, dersom de ikke lode sig ved Moden
eller andres Forestillinger bringe til at troe, at disse Ting ere fornødne
til deres Lyksalighed, hvor mange opofre deres Sinds Rolighed og For¬
nøyelse, og den Formue, som kunde forskaffe dem en anstændig Under¬
holding, for at jage efter indbildte Skygger, som de aldrig kand
naae, og som aldrig, dersom de og naae dem, kand svare til det Haab
de have gjordt sig om dem, eller til den Møye og Uleylighed de have
kostet?
Det Menneske, der ikke tør agte sig lyksalig eller fornøyet, før¬
end alle andre give ham Lov dertil, kand aldrig vente at blive det; men
maae stedse være i Fare for at blive foruroliget og misfornøyet ved For¬
tællinger om den talende Fugl, det siungende Træ, det gyldene Vand,
eller andre Lapperier, der ere ligesaa ubetydelige og ufornødne til hans
virkelige Lyksalighed.
Dette Uge=Skrift bliver hver Torsdag at bekomme i det Kongel. priv.
Bogtrykkerie ved Stranden, skraas over Prammændenes Laugshuus,
hvor øde forgyldte Skildter sees over Døren, Arket 2 s.
Sammesteds ere og at bekomme tolv Ark af Gellerts Fabler og For¬
tællinger, oversatte i Dansk, for 2s. Arket,


No. 96
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker.
Dum te causidicum, dum te modo thetora fingis,
Et non decernis, TAURE, qvid esse velis,
Peleos & Priami transit, vel Nestoris ætas,
Et serum fuerat jam tibi desinere.
Eja, age, rumpe moras, qvo te spectabimus usg;?
Dum qvid fis dubitas, jam potes esse nihil.
M¬
and kand aldrig uden meget melankolske Betragtninger
give agt paa den vrange Opførsel eller det ulykkelige Udfald,
som undertiden findes hos disse Mænd, der synes, formedelst
deres stærke Forstand og vidtløftige Kundskab, at være undtagne fra den
menneskelige Naturs allmindelige Skrøbeligheder og Feyl, og befriede
fra Livets sædvanlige Ulyksaligheder. Endskiønt Verden er opfyldt med
Elendigheds Exempler, saa ansee vi dog denne allmindelige Ulyksaligheds
Hob med gandske liden Agtsomhed, men fæste derimod vore Øyne paa
særdeles Personers Stand, som ved deres høyere Egenskaber ere mær¬
kede ud iblant den store Mængde; som naar mand læser en Fortælling
om et Feldt=Slag, da fæste vi siælden vore Tanker paa den gemeene
Hob, som myrdes, men vi følge vor Helt, med vor gandske Agtsomhed,
igiennem alle hans Lykkes Forandringer, uden at tænke paa de tusende,
som falde rundt omkring ham.


nogle Aar gjordt
Med ligesaadan en ærbødig Bekymring har jeg
mine Betragtninger over Polyphilus og hans Levemaade; en Mand,
hvilken alle hans Bekiendtere, fra det første hand lod sig see i Verden,
have frygtet formedelst hans hastige Jndsigt og Skiønsomhed, og for¬
undret sig over formedelst hans mangfoldige Videnskaber, men hvis For¬
fremmelse i Verden, og den Nytte Menneskene kunde haft af ham, har
maae skee været hindret ved hans overflødige Kundskab og hans hasti¬
ge Begreb.
Polyphilus var anseelig i Skolen, som den der overgik alle hans
Med-Discipler, uden at mand saae nogen særdeles Flittighed hos ham;
og ved Academiet var hand ligesaa mærkværdig formedelst hans lykkelige
Fremgang saa vel igiennem den dybe Lærdoms uiævne og tornfulde La¬
byrinther, som igiennem de artige Videnskabers behagelige og blomster¬
fulde Veye, uden at binde sig nøye til visse Timer at studere i, og u¬
den at unddrage sig kiendeligen fra unge Menneskers sædvanlige Forly¬
stelser.
Da Polyphilus kom til den Alder, da Menneskene gemeenligen ud¬
vælge deres Profession, og bereede sig til at træde ind i en offentlig Ca¬
rakter, vare alles Øyne ved Academiet fæstede paa ham; alle vare nys¬
gierrige efter at vide, hvad dette store Hoved vilde falde paa at udvæl¬
ge til sit Levnets Forretning; og der tviledes ikke om, at hand jo vilde
langt overgaae alle dem, som levede i hans Tiid, og opstige til den
høveste Ære i den Classe, i hvilken hand skulde lade sig indskrive, uden
disse Opsættelser og Forbalinger, som altid maae taales af dem, der
have ringere Gaver.
Endskiønt Polyphilus var ingenlunde overmodig eller formastelig,
saa havde hand dog, ved en uafbrudt Fremaang, faaet tilstrækkelig Op¬
muntring til at sætte stor Tilliid til sin egen Dygtighed, og gav ikke sine
Camerader noget efter, i at fornøye sig ved det Haab mand giorde sig
om ham; og at forestille sig, hvilken stor Forundring Verden vilde sæt¬
tes i, naar hans Straaler først skulde bryde ud i den; hand kunde og
ikke bare sig for (thi hvem bliver ikke fortumlet ved bestandig Roos og
Flatterie?) at fornøye sig undertiden, tillige med hans Venner, naar


de kortvilligen forestillede sig, hvor pludseligen disse vilde forsvinde, som
havde skinnet en Tiid lang, og draget alles Øyne til deres svage Straa¬
ler, men bleve nu dømte til at fordunkles og falde bort ved hans høye¬
re Glands.
Det er naturligt, at et Menneske fatter gunstige Tanker om den
Stand, hvilken disse, som hand omgaaes med, stræbe efter at opnaae.
Polyphilus, paa en Reyse til London, kom i Sælskab med Læger, og
fandt saadant Bthag i den Forestilling, at drage Fordeel af Philoso¬
phien, og fornøyede sig saa storligen over en ny Kundskab om Febere,
som da randt ham i sinde, og hvilken hand, efter faa Timers nærmere
Overveylse, fandt sig i Stand til at forsvare imod alle dem, der ere Til¬
hængere af det gamle Systema, at hand besluttede at legge sig efter Ana¬
tomien, Botaniken og Chomien, og ikke at forsømme at randsage no¬
gen Part i Dyrenes, Mineraliernes eller Planternes Rige.
Hand læste derfor Medicinske Skrifter, gjorde nye Grund-Regler
og Forsøg; men det hændte sig ulykkeligen, da hand vilde gaae ben og
see en ny Plante staae i Blomster i Chelsea=Hauge, at hand ved West¬
minster mødte Cantzlerens Karete; hans Nysgierrighed drev ham til at
følge ham op i Retten, hvor der blev foretaget en mærkværdig Sag;
og hand fandt sig i Stand til at fremføre saa mange Argumenter, som
Procuratorerne paa begge Sider havde forsømt, at hand besluttede at
forlade Læge=Kunsten og at legge sig efter en Profession, i hvilken hand
fandt det saa læt en Sag at blive ypperlig, og hvilken lovede ham
høyere Ære, og større Fortieneste, uden at være tvunget til den me¬
lankoliske Opvartning hos Svge og Elendige, hvor hand maatte ved
en nedrig Føvelighed læmpe sig efter deres utaalmodige Fortrædelighed
og stedse hindres i sin Rolighed og sine Forlystelser.
Hand gjorde strax alle fornødne Anstalter til at sætte dette Forsæt
i Verk, og indsluttede sig i nogle Maaneder for at giennemlæse Lovene,
Forordningerne og andre til hans nye Profession nyttige Skrifter; hand
var en bestandig Tilhører ved de fornemste Retter, og begyndte at legge
Sager an med stor Fornuft og Rigtighed. Men hand blev snarligen
Ddddde
vaer,


da hand betragtede de fleeste Juristers Lykke, at Forfremmelse naaes ikke
ved Skarpsindighed, Lærdom og Veltalenhed. Hans Sind blev for¬
virret ved Procuratorernes Urimeligheder, ved den vrange Forestilling,
som hans Clienter giorde ham om deres egne Sager, ved den eenes u¬
nyttige Bekymring, og den andens u-ophørlige Overhæng; hand be¬
gyndte at fortryde, at hand havde slaaet sig til en Profession, som var
saa indskrænket, at den kunde aldrig giøre ham navnkundig i andre Lande,
og agtede det ueanstændigt for en forstandig Mand at sælge sit Liv allee¬
neste for Penge. Hans Medbrødres keedsommelige Omgængelse drev
ham gemeenligen til andre Sælskaber, naar hand vilde forlyste sig, og
iblant de adskillige Samqvem, som hans Nysgierrighed dagligen van¬
drede iblant, kom hand, ved en Hændelse, paa et Viinhuus i Sælskab
med nogle forfarne Officerer. En Mand, der har anvendt sin meeste
Tiid paa Lærdom og iblant Bøger, blev letteligen indtaget af deres mun¬
tre Anseelse, og fornøyet over deres artige Omgængelse, og da hand
saae, hvorledes de paa alle Steder bleve antagne og agtede, hvor for¬
troeligen de levede med Folk af alle Slags Rang og Orden, saa begyndte
hand at føle i sit Hierte en hæftig Attraa efter Krigs=Standens Ære,
og forundrede sig over, hvorledes Academiets Prejudicer havde i saa lang
Tiid hindret ham fra at føle den Ærgierrighed, som havde i alle Ver¬
dens Tiider antændt saa mange Hierter; og at hand havde forsømt en
Stand, som er, frem for alle andre, allmindeligen og uforanderligen be¬
rømmelig, og som giver, end og sine Tilhængeres udvørtes Anseelse, en
Værdighed og Frihed, som de øvrige Mennesker ikke vide af.
Disse gunstige Tanker om Krigs=Standen bleve end dybere ind¬
prentede ved hans Omgængelse med Fruentimmer, hvis Agt for Krigs¬
Standen hand ikke kunde see, uden at ønske sig at være en af dette lyk¬
salige Broderskab, som det smukke Kiøn syntes at have opofret deres Yn¬
digheder og Yndest. Hans Lyst til Lærdom, der var endnu hans her¬
skende Tilbøyelighed, fandt sig fornøyet ved at høre Fortællinger om store
Hændelser og Bedrifter og om fremmede Lande; hand meente derfor, at
der var ingen Levemaade, i hvilken alle hans Hensigter kunde saa fuld¬
kommeligen opnaaes og foreenes, som i Krigs=Standen. Hand holdt
det ikke vanskeligt at blive ypperlig i Krigs=Kunsten, saasom hand havde
mærket, at hans nye Venner vare ikke meget drevne i de Grund=Regler,


som høre til Fortificationen og til at anordne en Krigs=Hæ
g derfor
læste hand med Fliid alle gamle og ny Skribentere, som have handlet
om Krigs=Væsenet; og inden en kort Tiid kunde hand sige, hvorledes
mand kunde have vundet et hvert navnkundigt Slag, som er blevet tabt
siden Verdens Begyndelse. Hand viiste ofte ved Bordet, hvorledes A¬
lexander skulde blevet hindret i hans Seyervindinger: hvad der var den
ulyksalige Forseelse ved Pharsalia; hvorledes Kong Carl den Tolvte maat¬
te undgaaet sin Undergang ved Pultawa, og hvorledes Marlboronah
kunde kommet til at fortryde sin Formastelse ved Blenheim. Hand gior¬
de paa Papiir Forskandsninger om en Krigs=Hær, at ingen større Magt
kunde overfalde eller uddrive dem; hand giorde af Leer Modeller af man¬
ge u-overvindelige Fæstninger, som all den nærværende Krigs-Kunst for¬
gæves maatte angribe.
Polyphilus blev inden en kort Tiid Officerer, men førend hand kun¬
de skille sig ved sin Academiske Dybsindighed, og vænne sig til det rette
muntre og flygtige Væsen, som fandtes hos hans Medbrødre, paakom
der en Krig, og hans Regiment med fleere blev befalet at bryde op imod
Fienden. Her fandt Polyphilus ulykkeligen, at Studering allene vilde
ikke giøre en Soldat; thi saasom hand var meget vant til at tænke, saa
lod hand de Farligheder, som hand forestillede sig, gandske indtage hans
Sind, og ved enhver forestaaende Træfning følte hand all den Skræk,
som en Døds Dom vilde have foraarsaget hvs ham. Hand saae, at
hans lystige Venner, i stedet for at overvinde deres Frygt, stræbte allee¬
neste at undvige den; men hans Philosophie bandt hans Sind og Tan¬
ker til alt hvad hand havde at forrette, og heller betyngede ham med
Lænker, end forsynede ham med Vaaben. Jmidlertid skiulte hand dog
stiltiende sin Elendighed, og giorde dette Feldt=Tog med Berømmelse,
men fandt sig gandske uskikket til at giøre fleere.
Hand tog da igien Tilflugt til sine Bøger, og blev ved at sværme
fra en Studering til en anden. Saasom jeg gemeenligen besøger ham
een gang hver Maaned, og kand gaae ind uden at lade mig melde, saa
har jeg fundet ham, i dette sidste halve Aar, at sidde og udtyde det Chi¬
nesiske Sprog, at skrive en Comoedie, at samle en Ordbog af gammel¬
dags Ord i den Engelske Lov, at skrive en Undersøgning angaaende det
Ddddd;
gamle


Mag.
Metal, og
gamke Corinthif
net Naalens Forandring.
Saaledes er dette mægtige Hoved, som kunde have bragt enhver
Videnskab til større Fuldkommenhed, og gavnet Verden i enhver Pro¬
fession, adspreedt i en ueendelig Forandring, uden nogen Nytte for andre
eller for sig selv. Hand giør pludselige Jndfald i Kundskabs Lande, og
feer alle Forhindringer at vige til Side for sig, men hand bliver der al¬
drig saa længe, at band kand fuldføre sin Seyervinding, fastsætte Love,
eller føre Byttet bort med sig.
Saadan er ofte disse Menneskers Daarlighed, som Naturen har
gjordt skikkede til at opnaa Kundskab og Dygtighed, og det paa saa lette
Vilkaar, at de derfor ikke erkiende hvad Priis de bør sætte derpaa; som
ere begavede til at giore saadan hastig Fremgang i Lærdom og Videnska¬
ber, at de tænke, de have Frihed til at lunte paa Veyen, og ved det de,
ligesom Atalanta, gaae til Side ved enhver ny Ting, tabe de ofte Vedde¬
lobet til dem, der ere mindre raske, men som gaae flittigen frem ad, og
som udspænde deres Kræfter efter et eneste Øyemaal.
Jeg har ofte agtet dem lykkelige, som, fra den første Dagning af
Fornuft, have været fast bestemte til en eller anden Profession og Leve¬
Stand, ved et Menneskes Vall, hvis Myndighed kand forekomme Gien¬
stridighed og Egensindighed, og om hvis Forstand og Bevaagenhed de
kand have fattet gode Tanker. Den allmindelige befaling, at mand skal
undersøge og raadføre sig med sin naturlige Tilbøyelighed og Art, er af
liden Nytte, med mindre der siges os, hvorledes vi skal kiende den. Der¬
som vi skal lære at kiende den alleneste ved Forsøg, da vil Livet faae
Ende, førend vi kand komme til at giøre en fast Slutning; dersom der
maae findes nogen andre Kiendetegn, da kand de, maa skee, meget tili¬
gen yttre sig. I det mindste, dersom det er et Beviis paa, at mand har
taget feyl og ikke ret forstaaet Naturens Anviisning, naar et Forsøg ikke
tykkes, da synes det at Menneskene blive ligesaa ofte bedragne i henseen¬
de til sig selv som til andre; og derfor har ingen stor Aarsag til at be¬
klage sig over, at hans Venner have bestemt ham til den Stand og
Handtering, som hand er udi; eller til at forsikkre sig selv om, at hand


skulde have faaet enten meere Ære eller Lyksalighed, dersom mand har
ladet ham have Frihed til at følge sin egen Lyst og Jndbilding.
Der fortælles om den lærde Biskop Sanderson, at naar hand be¬
reedte sig til at holde offentlige Taler, da stod hand saa længe i Tvil, og
forkastede saa ofte, at naar Tiden kom, at hand skulde holde sin Tale, da
blev hand ofte tvunget til at fremføre, ikke hvad der var best, men hvad
der var nærmest ved haanden. Ligeledes vil det gaae med enhver, som,
naar hand skal udvælge en Leve=Stand, overveyer alle Argumenter paa
alle Sider; deres Sammenhæng er saa indviklet, Aarsagerne for, og
Jndvendingerne imod, ere saa mangfoldige, Jndbildingen giør sig saa
mange Forestillinger, og andre have saa meget at fremføre og indvende,
at Fornuften bliver omsider tvunget til at være nentral, den endelige Dem
bliver overdraget til Slumpe=Lykken, og efter at en stor Deel af Livet
spildes paa Undersøgninger, som aldrig kand opløses, saa maae vi ofte
fremdrage den øvrige Tiid med at fortryde den ufornødne Opsættelse; og
vi kand da neppe være dygtige til andet, end til at advare andre for
den samme Daarlighed, og til at vise dem, at, af tvende Handteringer,
som begge kand lige vel bestaae med Religion og Dyd, vælger den altid
best, som vælger tilligst.
Min Herre,
eg hører til en Club af meget skikkelige Personer her i Byen, som
samles engang om Ugen, for at slaae Tankerne bort og at være u¬
skyldigen lystige. Enhver af os pleyede at siunge en Viise eller at for¬
tælle en Historie, for at fornøye sine Venner, og paa en godhiertig Maa¬
de at skiemte med hinandens Skrøbeligheder. Men all vor Lystighed
har i nogen Tiid standset, siden der blev antaget et nyt Lem, som synes
at være en Person af en meget fiin Levemaade. J maae vide, at hand
er riigere end nogen af os andre, hvorfore vi beviise ham stor Respect.
Naar hand kommer ind i vort Sælskab, staae vi alle op; og hand beder
os ikke at sidde, førend hand har gjordt sin Compliment til enhver af os
i sær,


Hand haaber der¬
i fær, og ladet os staae næsten et heelt Qvarteer.
næt, at vi alle ere gandske vel, og at vi ikke forkølede os i Dag otte
Dage, da vi gik hiem fra Cluben, thi det var meget taaget, eller det var
Regn=Veyr, eller det var koldt, eller det var et eller andet, hvorfor
hand var meget bekymret inden hand saae os igien. Efter at vi alle have
bu ket og forsikkret ham at vi ere ved overmaade god Helsen, saa begyn¬
der hand at spørge efter vore Koner og Familier. Hand er altid saa u¬
lykkelig at forglemme hvor mange Børn enhver af os har og deres Nav¬
ne, hvorfor hand beder hierteligen om Forladelse, og haaber at de kiære
smaa Creature, som hand har ikke den Fornøyelse at kiende, vil tilgive
ham denne hans Glemsomhed. Denne Ceremonie varer gemeenligen en
heel Time, og saasom hand er den fornemmeste Mand i Sælskabet, saa
udkræver Høflighedin, at hand skal begynde at føre noget paa Bane at
tale om; og sandt at sige, siden hand kom i vort Sælskab, har ingen
af os et Ord at sige, uden at sbare paa hans Spørsmaal. Og nu he¬
gynder hand at forlyste os med en Historie om et Giæstebud hos Frue
Fidfad, hvor der vare Mylord Lavender og hans Frue og Sir Pick¬
tooth og mange artige Personer. Hand opregner os enhver Ret i den
Orden de bleve frembragte, fortæller os hvorledes Sælskabet sad, hvad
Complimenter der skeedte, og, kort sagt, alt hvad der blev sagt; hvilket,
omendskiønt det maae kaldes artig Omgængelse, er visseligen det keed¬
someligste og dummeste jeg har hørt i min Livs Tiid. Ved den Tiid at
denne Fortælling har Ende, begynde vi allmindeligen at see paa vore Uhre;
Regningen bliver fodret, og efter at vi i nogle Minuter have trættet om,
hvem der skal gaae sidst ud, begive vi os hver hiem til sit.
Dette, min Herre, er en sandfærdig Historie om vores fordum ly¬
stige Club; og saasom det er ikke umueligt, at denne meget artige Herre
læser eders Ugeblade, saa besværer jeg eder med dette Brev og beder at
J vil lade det trykke, thi da hand ufeylbarligen besidder stor Høflighed,
og veed overmaade vel at leve, saa vil hand holde sig fra vort Sælskab,
naar hand faaer at vide, hvor elendige hand har gjordt os.
Jeg er eders ydmygste Tiener
Francis Hearty.


No. 97
Bie=Kuden
Eller
Andres Tanker.
Cæelum non animum mutant.
J¬
eg har fordum kiendt en skikkelig gammel Mand, hvilken,
saa ofte mand paa et Viinhuus spurte ham hvorledes hans Kone
levede, altid svarede, at hand gik ikke ud for at blive erin¬
dret om eller at tænke paa hans Kone. Jeg kunde ønske af mit
gandske Hierte, at de, som ere viede til Staden, i det mindste otte Maa¬
neder om Aaret, vilde, naar de drage ud paa Landet, forglemme dens
Tiidsfordriv, og binde sig til disse Forlystelser, som findes i Skove, i
Marke, i Hauger, i Legems Øvelse og i Maadelighed. Men hvor me¬
get vi end elske Forandring, og hvor behagelig Aarets Tiders Afvexling
end tilstaaes at være, saa mærker mand dog i de fleeste fornemme Lyst¬
Gaarde nær omkring Staden, at Sommeren synes alleneste at taales,
for saavidt mand kand bringe den til at ligne Vinteren i Byen. Sam¬
menkomster, Besøgelser, Spille=Sælskaber, Giæstebude, Drikke=Laug ere
alle de Forlystelser, som mand søger, imedens Engene og Korn=Markene,
Hvor Malke=Pigens Sang sig lystig lader høre,
Og hvor Høst=Folkene Musik med Leen giøre,
blive forsømte og foragtede.


Jeg har faaet et Brev angaaende denne Sag, hvilket formedelst
sin Oprigtighed og sunde Forstand fortiener at legges for mine Læsere.
Min Herre.
Jaa denne Aarets Tiid, da de fleeste reyse ud paa Landet, synes mig
at det var ikke af Veyen, om J gav os eders Mening tilkiende
om disse Steder, hvor Ledighed og Lyst, Helbred og Fornøyelse have Sæ¬
de; eller jeg sætter det Fald, at J gik videre med eders Betragtnin¬
ger, og lod os vide, hvad J allmindeligen tænker om Sommer=For¬
lystelser, og om de Forretninger, hvorved fornemme Folk fordrive Ti¬
den paa Landet? For at oprette denne Mangel, maae J tillade mig at
fortælle eder om de fornemste Hændelser, som nyligen opvakte min Agt¬
somhed, da jeg i ti Dage opholdt mig paa Landet.
Saasom den Ven jeg besøgte var en Mand, som havde seet meget
af Verden; og hans Frue og Døttre vare prydede med alle de Fuldi?
kommenheder, som høre til en fornemme Stand; og saasom de vare
ikke mindre berømte for deres Forstand end for deres Personer, saa for¬
nøyede mit Haab sig med den behagelige, dog fornuftige Tanke, at jeg
vilde fremdrage min Tiid her med lige saa stor Nytte, som Fornøyelse,
paa et Sted, hvor Naturen og Kunsten forenede sig til at opfylde mit
høyeste Ønske. Men hvor forskrækkeligen fandt jeg mig bedraget i mit
Haab! naar som helst jeg gik ud, maatte jeg gaae alleene; og var end
og da vis paa at blive sat til rette; om Eftermiddagen, fordi jeg stod
fra Bordet førend Flasken var ude, og om Aftenen, fordi jeg brækkede
et Spille=Sælskab; ved det første stødte jeg Mandfolkene for Hovedet,
ved det andet fortørnede jeg Fruentimmerne. Neppe kunde jeg gaae
ud til Porten, førend min Ven paa en høflig og kiærlig Maade skændte
paa mig og kaldte mig tilbage, for at give en Skaal; og neppe kunde
jeg fra Vinduet betragte den deylige Udsigt, førend Jomfrue Kitty kom
løbende og lod mig vide, at Kortet var givet og at det faldt mig til at
spille ud. Jeg er bange, at dette Klagemaal er for allmindeligt dertil,


at der snarligen kand raades Bod der paa; men det er ikke en mindre
Græmmelse. At Personer, der ere saa vel skikkede til at give og tage For¬
nøyelse af en fornuftig Omgængelse og Samtale, skulde saaledes blive
enige til at fordrive Tanker, (i det mindste alle Materier, som ere værde
at tænke paa) maae være næsten utroeligt for alle dem som ikke kiende
en fornemme Levemaade. At den Aarets Tiid, da alle Naturens Skiøn¬
heder have saa behagelig en Anseelse, skulde saaledes sættes til Side,
og ikke agtes meere end den fæleste Vinter, synes gandske u-undskylde¬
ligt, og i visse Maader syndigt. Hvorledes, tænkte jeg ved mig selv,
kand de Gaver, som ere bestemte til de ædleste Hensigter, saaledes mis¬
bruges til de nedrigste? Er det Vittigheds eeneste Forretning at give
Skaaler, og Skiønheds at blande Kort? Hvorledes ophøre Fornuf¬
tens Kræfter, imedens Passionernes alleene have Overhaand? Siden
det er ikke mindre vist, at det frommeste og sagtmødigste Gemyt kand
forderves ved Kort, end at den beste Helbred kand ødelegges ved Viin.
Disse vare mine sædvanlige Betragtninger, naar jeg igien gik til mit Sæl¬
skab, græmmende mig over at jeg skulde miste den Fornøyelse at spat¬
sere; thi omendskiønt jeg gik alleene, saa skulde jeg dog altid heller ud¬
vælge og finde større Fornøyelse i en enlig Gang, end ved en Flaske, el¬
ler et Spill Kort, om lys Dag, i det beste Sælskab i Verden.
Vær saa god, min Herre, og antag den forurettede Naturs Sag,
og giør offentlige Forestillinger imod den utilladelige Misbrug at for¬
drive Sommeren paa saa barbarisk en Maade. Lad Kort have Over¬
haand om Vinteren og i Kiøbstæder alleeneste; vi see alt for meget af
dem i denne store Stad, til at vi skulde begiære at see dem andensteds.
Lad Drik være indskrænket til Skyde=Konge=Maaltider og Oldermands
Giæstebuder, og ikke blive ved (som det alt for ofte skeer) at giøre u¬
formærkt Nederlag i vore særdeles Familier. Siig til Fruentimmerne,
jeg meener de unge, at hvadsomhelst deres Mødre end lære dem ved de¬
res Exempler, og hvad de end selv maae tænke, saa forøges deres Skiøn¬
hed ingenlunde ved Bekymring og Fortrydelse, ved Haab og Frygt og
andre Sinds Bevægelser, som opvækkes ved Kort=Spill; at Venus al¬
drig holdt sit Hof i et Spille=Sælskab, og at Cupidos Piile ere ikke vin¬
gede med Kort=Blade. Lad dem kun giøre en Spatsere=gang, og
Mal¬
Eeeee2


paa Malke=Pladsen, vil
Malke Pigen, som giver dem en Sillabub
overbeviise dem, at Luften og Bevægelsen ere de sande Midler til at ved¬
ligeholde Helbred og Skiønhed, og vil pryde deres Kinder med meere
levende og friskere Roser, end all Sminke. Lad Mandfolkene vide, der¬
som de ikke allerrede vide det, at endskiønt de agte sig ædruelige, naar
de ere ikke skum fulde, og mueligen aldrig ere døsige, saa vil dog all
over=nødtørftig Drik visseligen skade, om ikke aldeles ødelegge deres
Helbred, og vil blive en vis, endskiønt, maae skee, langsom Aarsag til
smertelige Sygdomme og Døden selv. Enhver vil iblant sine Bekiend¬
tere finde mange Exempler herpaa; og om nogle af de bortdøde have
levet 5o eller 60 Aar, saa er det neppe at tvile paa, at dersom denne
barbariske Vane havde aldrig taget Overhaand, de jo vilde have op¬
naaet 70 eller 8o.
Kort sagt, saa længe disse Skikke blive ved, hvorved alle Lands¬
by=Forlystelser aldeles tabes, maae mand agte alle Lyst=Gaarde for
en daarlig Bekostning og en unyttig Byrde. London er visseligen det
beqvemeste Sted for Flasken og for Kort=Spill; der kand Mandfolkene
hænge over den første, og Fruentimmerne over det andet, uden at blive
forhindrede ved saadanne besværlige Giæster, som jeg er, hvilke under¬
tiden kand faae Lyst til at plukke et Urte=kost, eller at høre paa Natter¬
galen. Thi forgæves udstrøer Naturen sine Yndigheder, dersom de
saaledes forsømmes, forgæves siunge Fuglene, dersom ingen hører dem,
og forgæves staae Marke og Hauge i Blomster,
Naar ingen vil Behag i deres Skiønhed finde,
Og deres søde Lugt i Luften maae forsvinde.
Men
Dette er en kølende Drik, som laves af ny=malket Mælk, Rød¬
viin og Sukker.


Men dersom disse polerede Personer vil framdeles blive ved at bøe
om Sommeren paa deres Lyst=Gaarde, alleeneste fordi det er Moden,
da vilde det være et Vens Stykke at spare dem den Plage at gabe be¬
standigen paa ubehagelige Ting. For da at fæste deres Agtsomhed
til de vigtigste og nest magtpaaliggende Bekymringer, saa vilde jeg
ydmygst foreslaae, (og jeg tviler ikke om at mit Forslag vil finde de¬
res bifald) at de lade Vindue=Skodderne tillukke saa snart Middags¬
Maaltidet er forbi, og i stedet for Solens Skin benytte sig af Vox¬
Lyys paa den Magde kand Mandfolkene i et Værelse uforhindret sid¬
de ved deres Flaske og tale om Hunde og Heste, medens Fruentim¬
merne i et andet Kammer slutte sig inde, indtil Midnat ved Kort og
Spille=Bordet. Og paa det disse maae forskaanes for den Uleylighed
at tage deres Tilflugt om Søndagen til Marken eller Haugen, (jeg
meener, om deres Mamger eller Mænd skulde være saa overmaade hel¬
lige og strænge og forbyde dem at spille Kort paa den Dag) da lad
det være dem tilladt at ligge i Sengen og studere i Mr= Hoyles Bog
om alleslags Kort=Spill. Jeg er,
Min Herre,
eders ydmygste Tiener
Rusti¬
Eecet;
Dat


adskillige
et er umueligt at see sig omkring i Verden iblant
Classer af Mel nesker, som opfylde den, uden at finde et eller
andet Beviis paa, hvad Magt Exempler have. Den største
deel følge de Veye, som andre have banet, uden nogen Nysgierrig¬
hed efter nye Opfindelser, og uden nogen Ærgierrighed at indrette og
betroe sig til deres egen Opførsel.
dersom der er nogen Ting, hvor i et Menneske burde følge sin e¬
gen Tilbøyelighed, uden at lade sig tvinge ved Exempler, da skulde det
være i lovlige og tilladelige Forlystelser; Forlystelser, hvis Væsen be¬
staaer deri, at de ere vort eget Vall, og som ved den mindste Tvang
tabe den største deel af de Tækkeligheder, som Naturen har foreenet der¬
med. Dog see vi, at baade Sandserne og Fornuften lade sig regiere
ved Exempler, og at de fleeste vil føle, eller sige at de føle, de For¬
nøyelser, som andre have lært dem at vente.
Den allmindelige Vane at drage ud paa Landet om Sommeren,
bar ofte givet mig Anleedning til at undersøge, hvad Lyksalighed de
fleeste vinde, eller hvad Uleylighed de undgaae ved denne Forfløttelse.
Der ere visse Fugle, som paa visse Tider om Aaret reyse fra et Sted
til et andet, men dette skeer fordi de leve af saadanne Ting, som en¬
ten Sommeren eller Vinteren forskaffer. Men det vil blive vanskeli¬
gere at bestemme Aarsagen til Menneskenes aarlige Flugt, efterdi de synes
ikke at søge eller at finde nogen Ting, som de ikke kand have ligesaavel
i Staden som paa Landet.
jeg troer, at mange af disse Flygtige maae have hørt om Mænd,
hvis idelige Ønske har været en roelig Eensomhed, som toge enhver Ley¬
lighed i agt, naar de kunde stiæle sig bort fra den opmærksomme Hob,
som de vare omgivne med, og fornøye sig i Eenligheds Sælskab.
Der er neppe nogen Skribent, som har jo beromt et Land=Levnets Lyk¬
salig


salighed og forlystet sig selv og sine Læsere med Fugienes
hang, med
Skovenes Skygge, ved Bladenes Hvislen, og Bækkenes Suusen.
Men all Urimelighed i Menneskenes Opførsel kommer næsten der¬
af, at mand vil efterfølge dem, som mand ikke kand ligne. Disse
Mænd, som have saaledes higet efter Stillhed og Rolighed, have enten
været overvældede og undertrykte af vanskelige Forretninger, af idelig
Overhæng og mangfoldige Forvirringer; eller de have gandske været
hengivne til dybsindige Videnskaber og Betragtninger, for at tære sig
selv og andre. Saadanne Mænd maatte fornuftigen flye til den Ma¬
gelighed og Hvile, som deres Tilstand tillod dem at finde alleneste
paa Landet. Stats Manden, som havde opofret den største deel af sit
Liv for det allmindelige Beste, længtes efter at være selv Herre over
hans øvrige Dage. Generalen, som var blevet graae og rynket i Farer,
udmattet af Arbeyde, og døvet af Lykønskninger og Berømmelser,
snappede med Glæde efter en liden Mellem=Tiid, hvor hand kunde leve
i Rolighed og Taushed; den naturkyndige var ulyksalig, dersom Guds
Forsyns Gierninger vare ikke altid for ham; og den dybsindige Philo¬
soph kunde alleeneste forfatte sit Systema og bringe sine Argumenter
i Orden, hvor hans Sind var frie for at blive forstyrret ved udvor¬
tes Ting.
Blant disse, som aarligen haste fra Byen, ere der meget faa, som
kand anføre saadanne Eenligheds Exempler til deres Forsvar; saasom
de kand hverken beraabe sig paa at være trætte af Arbeyde, eller be¬
giærlige efter Kundskab. De have intet andet Forsæt end at ombytte
et Ledigheds Sted med et andet, og at sove paa Landet, efter at de
have gjordt intet, eller intet vigtigt i Staden. Det yderste, som de
kand vinde, er dette, at de blive nu mindre latterlige, siden de have
ikke saa mange Vidner omkring sig, der see deres Daarligheder.
Der øre dog Fornøvelser og Fordeele i et Land=Levnet, som ikke
ere beskikkede for Philosopher og Helte alleene. Den friske Luft, de


delige.
intedemalede
andring,
rønne Træer, i
som Sommeren udbreeder over Jorden, kand lætteligen fornøye end
og ulærde Beskuere. Det er ikke fornødent, at den, som med Behag
betragter Blomsternes Farver, skulde udgrandske Grund=Aarsagerne til
Planternes Vext og Forandringer, eller at hand skulde først ligne det
Ptolemaiske og Copernicanske Siffema mod hmanden, førend Splens
Skin kand glæde, eller dens Varnle pederqvægt dam. Noehed har i sig
selv noget som fornøyer, og den som længe har været indfluttet i store
Stæder, kand ikke møde nogen Ting paa andet, hvorved hans Sand¬
ser jo vil blive glædede og opmuntrede.
Men endog disse lætte Fornøyelses forsømmes af den største deel
af dem, som spilde deres Sommer paa Latdek. Skulde mand følge
sine Bekiendtere ud paa deres Lyst Gaarde, mand vilde finde meget
faa af dem at høre efter Nattergalen, at opholde sig i Skovene, at
plukke Blomster, at drage den sunde Morgen=Luft, eller at betragte
den nedgaaende Sools behagelige Stkaaler, og den aftagende Dags
matte Skin. Mand vilde finde nogle i Vinduet ud til Veyen, for¬
nøyende sig over at see Støvet reyse sig imod dem, i Haab om at
faae en Besøgelse, hvorved de kand fordrive nogle keedsommelige ledige
Timer; og de fleestes Land=Levnet bestaaer deri, at de giøre det selv
samme paa adskillige Steder. De giøre og tage imod Besøgelser,
de holde Giæstebuder, drikke, spille Kort, og dantse; og naar de mød
Vinteren søge Staden igien, kand de alleeneste fornøye sig over at
have fordrevet Sommeren ligesom andre af samme Rang, og at de
have den samme Ret til at tale om Landets Lyksalighed og Deylig
hed; en Lyksalighed, som de aldrig følede, og en Skiønhed som de
aldrig beskuede.
Dette Uge=Skrift bliver hver Torsdag at bekomme i det Kongel. privl
Bogtrykkerie ved Stranden, skraas over Prammændenes Laugshuus,
hvor 2de forgyldte Skildter sees over Døren, Arket 2 s.
Sammesteds ere og at bekomme tolv=Ark af Gellectts Fabler og For¬
ællinger, overfatte i Dansk, for 2 §. Arket.
gnaa7


No. 98
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker.
D¬
en Fiendtlighed, som ideligen øves imellem et Menneske
og et andet, foraarsages ved manges Begiærlighed efter det,
som alleeneste faa kand besidde. Enhver Mand vilde være riig,
mægtig og berømmelig; men Berømmelse, Magt og Riigdom ere allee¬
neste Navne, som have Henseende til andre Omstændigheder, og indbe¬
fatte en Ligning imod det større Tall, som lever ubekiendt, i Underda¬
nighed og Armod.
Denne almindelige og u ophørlige Begiærlighed fremdringer For¬
urettelser og Ondskab, af tvende bevægende Aarsager, Egennyttighed
og Misundelse; ved den første haabe vi at legge til vor Eyendom
hvad vi kand tage fra andre, ved den anden haabe vi at lætte den Følelse
og Kundskab vi have om vor egen Ringhed, ved at forringe andre, end¬
skiønt vi selv vinde intet derved.
Naar vi først betragte disse tvende vanartige og fordervelige Magter,
da synes det rimeligt, at Egennyttighed har den stærkeste Virkning
og strækker sig videre. Det er læt at begribe, at naar mand finder
Leylighed til at bemægtige sig hvad længe har været savnet, da maae
det opvække en næsten uimodstaaelig Begiærlighed; men den samme
Attraa kand ikke antændes ved en forefaldende Magt til at ødelegge det,
som giver andre Lyksalighed. Det maae være meere naturligt at røve
for at vinde, end at ødelegge alleneste for at giøre Skade.


det
Dog skulde jeg snarere
fore Lov, som forpligter Men¬
neskene til en indbordes Velvillighed, bliver oftere overtraadt ved Mis¬
undelse end ved Egennyttighed; og at den største Deel af de Elendighe¬
der, som foraarsages i Verden, enten ved at berogte ulastelige Giernin¬
ger, eller ved at for bygge og forhindre priiselige Anslag, skeer af saadan¬
ne Mænd, som søge derved ikke nogen Fordeel for sig selv, uden alleeneste
den Fornøyelse at forgifte det Giæstehud, som de selv ikke kand smage, og
at forderve den Høst, som de have ingen Ret til at indsanke.
Egennyttighed kand ikke strække sig uden til en meget snever Kreds.
Der ere ikke mange, som kand haabe at nyde det Embede eller den
Magt, som en anden fornedres fra, eller at faae deel i andres ad¬
spreedte Formue; men Misundelses Herredom har ingen Grændser, saa¬
som dens Magt behøver kun meget liden Hielp af udvørtes Omstændig¬
heder. Misundelse kand altid opvækkes ved Ørkesløshed og Hovmod,
og paa hvad Sted vil disse ikke findes?
Egennyttighed udkrævet nogle Egenskaber, som alle ere ikke begavede
med. En undens Ødeleggelse vil ikke blive ham til nogen Nytte, som
har ikke Forstand og Skiønsomhed til at passe paa sin Fordeel, Mood
til at benytte sig deraf, og Fliid og Færdighed til at forfølge den. Men
Misundelses koldsindige Ondskab kand yttre sig hos dem som ere dumme,
dorske og feyge. Den som falder for Egennyttigheds Overlast, hand
bliver sønderrevet af hungrige iger=Dpyr; hand kand blive sine Fiender
vaer og giøre Modstand. Den som omkommer i Misundelses Baghold,
hand bliver ødelagt ved ukiendte og usyynlige Mordere, og døer ligesom
den der qvæles ved en forgiftig Damp, uden at kiende sin Fare, eller
at kunde giøre Modstand.
Egennyttighed kand siælden søge, sin Fordeel uden at vove noget.
Den som haaber at vinde meget, maae gemeenligen pære i Fare for at
tabe noget; og dersom hand vover at angribe en Overmand, da bliver
hand knuset uden Redning, dersom hand ikke vinder. Men Misundelse
kand yttre sig uden Bekostning eller Fare. At udspreede Mistanke, at
opfinde løgnagtige Beskyldinger, at udbrede Bagtalelse, udkræver hverken
Arbeyde eller Mood. Det er læt for den, der opfinder en Løgn, h¬
skam¬
23


skammelig den og
pøgte sig for at blive
behøves
kun meget liden Fliid til at faae den ubbreedt.
Misundelse er næsten den eneste Last, som kand øves paa alle Tider
og paa et hvert Sted; det er den eneste Passion, som kand aldrig ligge
stille formedelst Mangel paa Opirrelse; dens Virkninger kand derfor alle¬
vegne kiendes, og dens Anfald maae altid frygtes.
Det er umueligt at nævne et Navn, som ved en eller anden god E¬
genskab er blevet berømmeligt, uden at nogen hemmelig Fortrydelse og
Fiendskab vil udbryde. Dette skeer saa jævnligen, at vi ofte ikke give
agt derpaa; vi betragte ikke hvor skammeligt og vanartigt det er, førend
vi selv føle Virkningen deraf. Naar et Menneske, som har aldrig givet
Ondskab nogen Aarsag til Forfølgelse, uden ved at stræbe efter at over¬
gaae andre i noget got og priiseligt, finder at hand hades og efterstræ¬
bes af en Mængde, som hand aldrig saae, med all den bittre Uforson¬
lighed, som personlige Forurettelser kunde opvække, naar hand mærker
at Raab og Ondskab hidses paa ham som en offentlig Fiende, med alle
de tistige Rænker, som Bagtalelse kand opfinde; naar hand hører, at
hans Families Vanheld, eller hans Ungdoms Daarligheder udraabes i
Verden, og enhver Feyl i hans Opførsel, eller naturlig Mangel giøres
større eller latterlig; da lærer hand at fatte Afsky for disse listige og lum¬
ske Trækker, som hand tilførn kun loe ad, og mærker, hvor meget lyk¬
saligere Menneskenes Liv vilde blive, dersom Misundelse blev udrøddet
af deres Hierter.
Misundelse er visseligen et haardnakket Ukrud i Sindet, og lader
sig siælden dæmpe ved Philosophiens Dyrkelse. Jmidlertid ere der dog
nogle Betragtninger, hvilke, naar de omhyggeligen bleve indplantede
og flittigen vedligeholdte, maatte med Tiden tage Overhaand og under¬
trykke den; efterdi ingen kand vedligeholde den for Lyst, saasom dens
Virkninger ere alleeneste Skændsel, Angest og Uroe.
Denne Last, frem for alle andre, kand ikke bestaae med et Menne¬
skes Carakter, der er skabt til at leve i Samqvem med andre; thi den la¬
der sig ved meget svage Tillokkelser forleede til at opofre baade Sandhed,
Fff


og Kierlighed. Den som udplyndrer en riig Nahoe, vinder saa meaet,
som hand tager bort, og forbedrer sin egen Tilstand i samme Grad som
hand forringer en andens; men den som forderver en andens blomstren¬
de gode Navn, hand kand ikkun vente at hans eget Navn og Rygte vil
vinde et meget lidet Tillæg derved, saa lidet, at det kand give ham me¬
get liden Trøst til at veye op imod den Skyld og Misgierning, hvor¬
ved det forhverves.
Jeg har hidindtil vogtet mig for den farlige og fuskeragtige Sæde¬
Lære, som bruger en Last til at fordrive en anden. Men Misundelse er
saa nedrig og afskyelig, saa skammelig i sin Oprindelse, og saa skadelig
i sine Virkninger, at mand næsten heller maatte ønske at enhver anden
Tulbøyelighed havde Overhaand. Den er en af disse fredløse Fiender
i det allmindelige Samqvem, imod hvilken det er forsvarliet at bruge
forgiftede Piile. Lad det derfor bestandigen erindres, at hposomhelst
misunder en anden, bekiender derved at denne overgaaer ham, og lad
disse, som have tabt deres Dyd, blive omvendte ved deres Hovmod.
De Forurettelser, som Misundelse tilføver, blive ikke lidet forøgede
derved, at de begaaes imod disse, som ikke have med Villie eller Forsæt
givet Aarsag dertil; og at den Lidende bliver udseet til Ødeleggelse og Un¬
dergang, ikke fordi hand har efterladt nogen Pligt, men fordi hand har
vovet at giøre meere end der var krævet af ham.
Næsten alle andre Laster øves ved Hielp af nogen Egenskab, som
kunde have forskaffet Høyagtelse eller Kierlighed, dersom den var blevet
vel anvendt; men Misundelse er et blot ublandet og naturligt Onde;
den søger en vederstyggelig Ende ved føragtelige Midler, og tragter ikke
saa meget efter sin egen Lyksalighed, som efter en andens Elendighed.
Til at vogte sig for denne Vanart, er det ikke fornødent, at nogen skulde
tragte efter at opnaae en særdeles høy Grad i Dyd eller Hellighed, men
alleeneste at hand skulde fatte det Forsæt, ikke at forlade den Rang,
som Naturen beskikker ham, og ønske at forsvare den menneskelige Na¬
turs Værdighed.
me


Virtute me involvoi
n god Samvittighed er for Siælen det som Helbred er for Legemet;
den vedligeholder en bestandig Rolighed og Munterhed inden i os,
og overflødigen veyer op imod alle de Elendigheder og Gienvor¬
digheder, som mueligen kand ramme os. Jeg veed intet der er saa tungt
for et ædelt Gemyt at overvinde som Bagtalelse og Bebreydelle, og jeg
kand ikke finde noget Middel til at stille Siælen tilfreds under dem, u¬
den dette eeneste, at vi i vor egen Samvittighed ere overbeviiste om at
vi ikke fortiene dem.
Der fortælles i Don Quixots Historie, at denne fantastiske Ridder
var i Sælskab med en fornuftig Mand, hvilken hand ophøyede med stor
Roos og Berømmelse. Hvorpaa denne Mand giør følgende Betragtning
hos sig selv: hvor behagelig er Berømmelse for den menneskelige Natur?
Jeg kand ikke andet end finde en indvortes Fornøyelse over den Roos
jeg nyder, endskiønt jeg veed at det er en Gal=Mand, som giver mig den.
Ligeledes, endskiønt vi ofte ere forvissede om, at de fornærmende Dom¬
me som fældes over os, gives af saadanne som ikke kiende os, eller som
ikke ere i Stand til at giøre sig et rigtigt Begreb om os, saa kand vi
dog ikke andet end græmme os over hvad de sige.
For at helbrede denne Svaghed, der er saa naturlig hos de beste
og viiseste Mænd, saa har jeg gjordt mig en særdeles Fornøyelse af at
betragte de gamle Philosophers Opførsel, hvorledes de have forholdt sig
imod deres Fienders Ondskab og Bagtalelse.
Den rette Maade at stoppe Munden paa Bagtalelse, siger Bias, er at
mand al i øver sig i priisværdige Gierninger. Da Sociates havde faaet
sin Døds Dom, sagde hand til sine Venner, at hand havde altid vant
sig til at betragte Sandhed og ikke Menneskenes Dømme, og at hand
ikke græmmede sig over hans Døds Dom, efterdi hand vedste sig fri for
Skyld og Brøde. Med samme Sindelang hørte hand sine tvende store
Modstanderes giftige Beskyldinger. Anptus og Melitus, siger hand,
Fffff3


kand udvirke en Dom imod mig, men de kand ikke skade mig. Denne
ulignelige Philosoph var saa vel forskandset i hans egen Uskyldighed, at
hand foragtede alle de onde Tungers Afmagt, som vare forenede til
hans Undergang. Det var egentligen hans gode Samvittigheds Vid¬
nesbyrd som modsagde de Beskyldinger, der vare udspreedte imod ham,
og frikiendte ham for sig selv.
Andre Philosopher have heller vildet igiendrive de vrange Beskyldin¬
ger ved et spidsigt Svar, end saaledes at svække dem i henseende til sig
selv. De lode see, at de følede Stinget deraf, endskiønt de tillige piiste,
at de vare i Stand til at lade deres Angribere selv lide derved. Saaledes
svarede Aristoteles een, der forfulgte ham med lange og bittre Bebrey¬
delser. J, sagde hand, som er vant til at taale Beskyldinger, finder For¬
nøyelse i at udøse dem; jeg, som ikke har været vant til at fremføre dem,
finder ingen Fornøyelse i at høre dem. Diogenes var endnu meere haard
imod een, som talte ilde om ham: Jngen vil troe eder, naar J taler
ilde om mig, ligesaa lidet som de vilde troe mig, dersom jeg skulde tale
vel om eder.
J disse og mange andre Exempler, som jeg kunde fremføre, giver det
bittre Svar tilstrækkeligen tilkiende, at dens Sind, som gav det, har været
fortrædeligt og misfornøyet. Jeg vilde heller raade min Læser, i fald
hand ikke har den indvortes Trøst, at hand ikke fortiener de Beskyldin¬
ger, som kastes paa ham, at følge det Raad, som Epictetus giver. Der¬
som nogen taler ilde om dig, da betænk, om det er sandt; og hvis saa er,
da omvend dig, paa det hans Beskyldinger skal ikke røre dig. Da mand
sagde til Anaximander, at end og Drengene paa Gaden loe over hans
Sang; Nu, sagde hand, saa maae jeg lære at siunge bedre. Men af
alle de Philosophiske Sprog, som jeg har sanket tilsammen til min egen
Brug ved denne Leylighed, er der intet, som indbefatter meere Oprigtig¬
hed og Fornuft, end efterfølgende tvende af Plato. Da mand sagde til
ham, at hand havde mange Fiender, som talte ilde om ham, svarede
hand: det skader intet, jeg vil leve saaledes at ingen skal troe dem. Da
hand en anden gang hørte, at en af hans fortroelige Venner havde talt
fornærmeligt om ham, sagde hand: Jeg er vis paa at hand vilde ikke
giøre det, dersom hand havde ikke nogen Aarsag dertil. Dette er den
sikke


sikkerste og tillige den ædelste Maade at tage Brødden af en
beskyl
og det rette Middel at bereede en Mand til den store og eneste Tilflugt
og Lindring imod Bagtalelses Smerte, nemlig en god Samvittighed.
Facto pius & sceleratus codem.
a Famodin den Prægtige regierede i Golconda, blev hans Konge¬
rige hiemsøgt og ødelagt ved en grusom Pest; og efter at mand
forgiæves havde brugt alle Midler til at forsøne Guderne, troede mand,
i følge af Landets Overtroe, at de vilde have til Offer en Jomfrue
af Kongeligt Blod.
Det hændte sig, sit der paa den Tiid var ingen Jomfrue af Kon¬
geligt Blød, undtagen Tamira, Vamodins Datter, hvilken hand havde
lovet til en af Fyrsterne ved hans Hof, som hand havde bestemt til sin
Efterfølger paa Thronen; thi Xamodin havde ingen Søn, og hand
vilde ikke at hans Rige skulde falde til et Fruentimmer.
Vamodin betragtede sig ikke mindre som en Fader for sit Folk end
for Tamira; og derfore, hvor ugierne hand end vilde, besluttede at red¬
de sine Undersaatters Liv ved en eneste Persons Død. Hand kastede
sig ned i Temolet og paakaldte sin fornemste Afgud som Livets Kilde;
Af dig, sagde hand, har jeg faaet mit Væsen, og det Liv, som
jeg har fortplantet, er dit; naar jeg nu er færdig til at give
dig det agien, da lad mig med Tatnemmelighed erindre, at jeg
eyede det af din Godhed, og lad din Barmhiertighed tage der¬
imod, som en Forsoning for mit Folk.
Der blev givet befaling, at Offeret skulde skee næste Dag, og
Tamira. havde imidlertid Frihed til at bruge denne Tiid ligesom hun
vilde. Da hendes Fader lod hende vide hvad hans Villie og Behag
var, forundrede hun sig ikke meget derover; thi, saasom hun vedste hen¬
786


m¬
nd ville have
des Fædernelands Skik, saa haabede hun neppe
tøvet saa længe med at fodre hendes Liv. Hun styrkede sig der or imed
Dødens Skræk, og fornøyede sig ved at betragte den Ære, som skul¬
de beviises hendes Amindelse; og hun havde just faaet Magt over sin
Lyst til Livet, da hun saae hendes trolovede Kiæreste trine ind i Kam¬
meret, hvorved hun tabte igien alt sit Mood og brast i Graad.
Da de vare alleene, og hans Øvne saavelsom hendes havde løbet
over i en stiltiende Sorrig, tog hand hendes Haand, og med et u-ud¬
sigelig bedrøvet og kierligt Øyesyyn sagde til hende, at der var endnu
et Middel til overs, hvorved hendes Liv maatte frelses, at hand havde
underkiøbt en Præst til at gaae ham til haande, som strax kunde for¬
rette Ægteskabs Ceremonierne; og saasom hun om Morgenen ikke læn¬
ger skulde være Jomfrue, saa kunde Guderne ikke forsønes ved hendes
Død; og at hendes Fader, skiønt hand for politiske Aarsager maatte
lade som hand var misfornøyet, vilde dog hemmeligen glæde sig over
dette Udfald, hvilket, uden hans Medhielp, havde befriet ham fra den
forskrækkelige Pligt at opofre et, eneste Barn, ved hvilket hand haabede
at fortsætte Regieringen til hans Efterkommere.
Tamira, hvis Lyst til Livet blev nu bestyrket ved Kierlighed, og
hvis Haab om Ære var nu uddrevet af hendes Hierte ved Fortrydelse
over den Fornøyelse, som hun skulde miste, samtykte omsider hans Før¬
slag; men hun samtykte med all den Banghed, Striid og Forvirring,
som foraarsages ved en Overbeviisning om at mand forseer sig; og
Fyrsten selv lod see en kiendelig Skræk og Tvilraadighed, da hand
førte Præsten ind, som skulde opfylde baade hans Ærgiærrigheds og Kier¬
ligheds Ønske.
(Slutningen skal følge.)
dette Uge=Skrift bliver hver Torsdag at bekomme i det Kongel. priv.
Bogtrokkerie ved Stranden, skraas over Prammændenes Laugshuus,
hvor 2de forgyldte Skildter sees over Døren, Arket 2 s.


No. 99
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker.
(Slutningen af No. 98.)
O¬
m Morgenen, da Præsten stod færdig ved Alteret, for at tage
imod Offeret, og Kongen befalede at hans Datter skulde brin¬
ges frem, fremstillede Fyrsten hende som hans Ægte=Hustrue.
Vamodin stod i nogle Øyeblik tvilraadig; derefter lod hand Forsamlin¬
gen gaae bort, og begav sig til sit Slot. Da hand havde været alleene
i en to Timer, sendte hand Bud efter Fyrsten, og talede ham saaledes til:
Endskiønt Guderne lade Pesten endnu ikke ophøre, saa have de
dog i Naade befriet mit Folk fra en Tyrans Undertrykkelse,
som synes at agte Millioner Menneskers Liv som intet, naar
det kommer an paa at fyldestgiøre hans Vellyst, hans Gierrig¬
hed og hans Ære=Syge. Hvorpaa hand befalede at hand skulde
aflives, og Dommen blev fudført i samme Time.
Tamira angrede nu i en ubeskrivelig Bedrøvelse, at hun havde be¬
gaaet en Misgierning, hvorved hende var beskaaret all Fornøyelse, ikke
alleeneste af Besiddelsen men og af Haabet; hendes Lyst til Livet blev be¬
taget ved de samme Midler, som hun havde brugt til at frelse det; og
for at forsone hendes Jomfrudoms Forliis, besluttede hun at underkaste
sig den Ægteskabs Lov, hvilken hun allene, som Princesse, var fritaget
fra, og at kaste sig paa den Baal hvor hendes Gemahls Legeme skulde


brændes. Hendes Fader gav sit Minde dertil; deres Aske blev adf
reed
i Luften, og det blev forbudet at nævne deres Navne.
Dersom disse Hændelser klarligen give tilkiende, at Vamodin vedste
ikke af nogen Lov, som vilde have forsvaret hans Datters Frelse; og
dersom det er urimeligt at formode, at hans Oprigtighed var lastefuld,
efterdi hand havde mindre Magt og Leylighed til at faae Kundskab end
Plato; da vil det følge, at hvadsomhelst Regel end maae fordømme men¬
neskeligt Offer, saa var dog Vamodins Opførsel ret i en moralsk For¬
stand, da hand vilde lade sin Datter opofre; og Fyrstens Opførsel, som
forhindrede det, var uret; at Tamiras Samtykke til Ægteskabet var last¬
værdig, og at hendes Beslutnig at kaste sig paa hendes Gemahls Baal
var en heroisk Dyd, endskiønt hun i hendes Ægteskab rettede sig efter
en allmindelig Naturens Lov, og ved hendes Død satte sig derimod; thi
moralsk ret og uret ere Ord, som gandske have henseende til den Person,
af hvilken Gierningen forrettes, og ikke til Gierningen selv, betragtet i
og for sig selv; thi i denne henseende kand den alleneste være ret og uret
i en naturlig Forstand. Det sees derfor, at den aabenbarede Reli¬
gion er fornøden end og til at stadfæste den naturlige; og at det er
meere fornuftigt at tænke, at denne Aabenbaring er skeedt i nogen deel
end aldeles ikke.
Thi det paastaaes af dem, som forkaste den christelige Religion, at
dersom en Aabenbaring havde været fornøden som en Leve=Regel for
Menneskene, da vilde den have været allmindelig; og paa denne Grund
ere de drevne til at sige, at det alleene er en Leve=Regel, som er all¬
mindeligen bekiendt.
Men ingen Leve=Regel er allmindeligen bekiendt, undtagen Sam¬
vittighedens befalinger. J henseende til særdeles Gierninger bestemmer
Meeningen enten de ere gode eller onde; og i følge af denne Bestemelse
samtykker eller mistykker Samvittigheden, hvad enten det nu er Sand¬
hed eller Løgn, som faaer Medhold. Ey heller kand Samvittighedens
Vildfarelser altid tilskrives en lastværdig Skiødesløshed i at grandske


og undersøge; disse, som igiennem Hedenskabet
gage have fundet en
ordentlig Samling af moralske Sandheder, have været anseete for Un¬
der=Verk i Verden, og ere af de efterfølgende Tider blevne betragtede
med Bestyrtning, Forundring og Høyagtelse; og det som giorde een i¬
blant mange Millioner udødelig, kand neppe agtes mueligt for alle.
Menneskene lukke ikke gemeenligen Øynene til imod deres umiddelbare
Fordeel, endskiønt de maae have lært sig til at lade som de ikke see deres
Pligt; og begge Deele synes saa lidet at kiendes ved Naturens Lyys,
at hvor den Guddømmelige Forskrift har enten været holdt tilbage,
eller forfalsket, der har Overtroe gjordt Gudsfrygt grusom, og Vildfa¬
relse har bevæbnet Dyden imod hende selv; og Menneskene have gjordt
sig selv elendige, endskiønt de have været uskyldige og uden Brøde.
Det kunde, maae skee, spørges, hvortil Samvittigheden da gavner,
som en Veyviiser i vort Levnet, efterdi den synes, i foregaaende Exem¬
pler, ikke at stemme overeens med den Guddommelige Lov, men at stri¬
de derimod: at fordømme hvad der er befalet, og at samtykke hvad der
er forbudet, men det er læt at svare paa dette Spørsmaal.
Den Ende, som Samvittigheden samtykker, er altid god, endskiønt
den undertiden tager feyl i Midlerne; den Ende, som Xamodin sigtede
til, var Befrielse fra en Pest; men hand vedste ikke eller kunde ikke vide,
at denne Ende og Hensigt var ikke at opnaae ved et menneskeligt Offer;
og den Ende, som Samvittigheden fordømmer, er altid ond; thi den
Hensigt, som Fyrsten havde, var en særdeles Vinding og Fordeel ved et
allmindeligt Tab. Altsaa blive alle Mennesker ved Samvittigheden
holdte fra onde Hensigter og fra det som de vide at være ondt; og an¬
viiste til at vælge Enden, endskiønt ikke til at vælge Midlerne; den viiser
os ufeylbarligen at sko Synden; men den er ikke beskikket til at sætte os
i Sikkerhed for Vildfarelse; den er derfor ikke enten unyttig som en Lov
for os selv, ey heller tilstrækkelig til at anordne vor Opførsel i henseende
til andre; den kand nagge os med Græmmelse, men den kand ikke glæde
os med Haab. Det er ved Aabenbaringen eller den Hellige Skrift
alleene at Dyd og Lyksalighed ere forenede; ved det aabenbarede Guds
Ord leedes vi i all Sandhed; Samvittigheden anføres til at udrette
Ggggga


sit Embede, og en bodfærdig Foktrydelse opmuntres bed Haab om Naa¬
de og Forladelse. Dersom denne Sool er opgaaet paa vor Himmel,
da lader os ikke betragte den som en blot Anleedning til dybsindige Tan¬
ker og Undersøgninger; lader os fornøye os i dens kraftige Virkning
og vandre ved dens Lyys; betragtende heller med Foragt end med Vre¬
de, disse som alleneste bekymre sig om at udforske, hvorfor dens Straa¬
ler ere ikke videre udbreedte; og som frivilligen lukke deres Øyne imod
den, efterdi de see at andre snuble, som dens Lyys har været negtet.
Det er ikke fornødent at undersøge, hvad Dom der vil fældes for
den Store Dom-Stoel angaaende en Hedning, som havde i alle
Stykker adlydt sin, skiønt vildfarende, Samvittigheds befalinger; thi
det vil lætteligen tilstaaes, at saadan en moralsk Fuldkommenhed var
aldrig fundet iblant Menneskene; men det er læt at bestemme hvad deres
Skæbne vil blive, som elske Mørket meere end Lyset, efterdi de¬
res Gierninger ere onde; som overtræde den Lov, der har været skre¬
vet i deres Hierter, og forkaste det som er dem tilbudet her oven fra;
hvilke, endskiønt deres Synder ere som Skarlagen, spitsfindigen dadte
og bespotte de Vilkaar, paa hvilke de kunde blive hvilde som Snee; og
endskiønt deres Uretfærdigheder have været mangfoldige uden Tall, saa
tale de dog med Foragt og Haanhed om den Haand, som vilde udslette
dem af Himmelens Register.
Min Herre,
ersom J føler nøget af den Medlidenhed, som J anbefaler andre,
da vil J ikke foragte en Forestilling af en Tilstand, som jeg har
Aarsag til at troe at være meget allmindelig, og som jeg af For¬
farenhed veed at være meget elendig. Og omendskiønt de klynkende
blive sielden modtagne med stor Kierligheds Jver, saa haaber jeg dog
at mine Klagemaal skal ikke opvække Utaalmodighed og Vrede i stedet
for Velvillighed og Medynk. Jeg skriver ikke alleeneste for at lætte mit


bespændte Hierte, men for at undersøge paa hvad Maade jeg kand faae
min Rolighed igien, og jeg skal beflitte mig paa Korthed i min Fortæl¬
ling, saasom jeg længe har vedst, at Klagemaal, hvor billige de end ere,
og hvor ziirligen de end forfattes, foraarsage snart Keedsommelighed.
Jeg var født i en af de længstfraliggende Provintser af en gammel
Familie, som roser sig af at være besvogret med de største Navne i den
Engelske Historie. Mine Forfædre havde, lidet efter lidet, forødt deres Fæ¬
derne Arv, indtil min Fader havde ikke faaet saa meget som hand behøve¬
de til at underholde en Familie, uden at fornedre sig til at dyrke sin egen
Grund; thi hand maatte udbetale tree Søstre den Capital, som var dem
tillagt af min Beste=Fader, som mistænkes for at have gjordt sit Testa¬
mente, da hand ikke var i Stand til at giøre en billig Deeling imellem
hans Børn, efter deres Trang og Omstændigheder, og som, maae skee,
uden Forsæt, berigede sine Døttre ved at giøre sin Søn til en Staader.
Mine Fastere vare, da deres Fader døde, hverken unge eller deylige, ey
heller meget berømte for Belevenhed i deres Opførsel, for et got Gemyt
eller stor Kundskab, og fik derfor Lov til at leve u-anmodede iblant deres
Naboer, og da de lagde stedse noget af deres Renter til Capitalen, saa
bleve de hver Dag riigere og stoltere. Min Fader fornøyede sig med at
see forud, at disse Fruentimmeres Eiendom maatte omsider legges til
Stamme=Godset, og paa det hans Familie skulde ikke tabe noget af sin
Værdighed, saa besluttede hand at holde mig ubesmittet fra alle Pro¬
fessioner eller fordeelagtige Handteringer; saa ofte jeg derfor lod see no¬
gen Lyst til at forbedre min Tilstand, forsømte min Moder aldrig at er¬
indre mig om min Herkomst, og forbød mig at giøre noget, som kunde
bebreydes mig, naar jeg skulde komme til at eye mine Fasteres Midler.
J alle de Fortrædeligheder og Bekymringer, som Penge=Mangel
paaførte os, var det stedse vor Maade at tage vor Tilflugt til Efter=Ti¬
den. Dersom nogen af vore Naboer overgik os i udvortes Pragt, da
gik vi hiem og anordnede en Eqvipage, som mine Fasteres Død skulde
forskaffe os. Dersom nogen ny=opsprungen Penge=Stolt forsømte at
beviise os den tilbørlige Respect, da blev Hevnen opsat til den Tiid, da
vort Gods skulde komme i Stand igien. Vi holdt Bog over enhver
Høflig¬
Ggggg;


Frovhed som beviistes os, vi spurte nøye efter hvor man¬
Høflighed eller i
ge Retter der vare ved et hvert Giæstebud, og antegnede alt Boeskab
og Prydelser i et hvert Huus, paa det vi maatte, naar vor Overflødig¬
heds Tiid skulde komme, være i Stand til at formørke all deres Glands
og overgaae all deres Pragt.
Med slige Betragtninger begyndtes og endtes Dagen, og Tiden gik
uformærkt hen, medens vi ideligen overveyede, hvorledes vi vilde anlegge
den Grund, som var ikke endnu vores, og raadslege, hvad heller Hoved¬
Bygningen skulde bygges ny eller kun forbedres. All vor Samtale gik
ud paa, hvorledes vi skulde ret bruge vor tilstundende Riigdom, all vor
Agtsomhed var henvendt til en Hændelse, hvilken vi hverken kunde be¬
fordre eller forsinke, og all vor Nysgierrighed var angaaende mine Fa¬
steres Helbred eller Sygdom, hvorom vi forskaffede os meget nøye og
betimelig Efterretning.
Denne indbildte Rigdom fornøyede vor Jndbilding en Tiidlang,
men derefter ophidsede vore Ønsker og giorde vor Trang des tungere, og
min Fader kunde ikke altid bare sig for at beklage, at intet Creatur
havde saa mange Liv, som en Kat og en gammel Pige. Omsi¬
der da hans Søster var kommet op igien af en Feber, som mand formo¬
dede at hun havde faaet ved at spare Jldebrand, begyndte hand at faae
Leede til Mad, og fire Maaneder derefter døde hand.
Min Moder, som elskede hendes Mand, overlevede ham kun en li¬
den Tiid, og efterlod mig eneste Arving til deres Land, deres Haab,
deres Anslag og deres Ønsker. Saasom jeg hverken ved Bøger eller
Omgængelse havde forbedret min Forstand, saa var der ikke nogen For¬
skiæl imellem min Fader og mig, undtagen at jeg var meere ung og stærk;
og jeg, ligesom hand, tænkte ikke paa andet, end hvorledes jeg skulde
bruge den Riigdom, som mine Fastere sankede.
Omsider blev den ældste syg; jeg beviiste hende den Høflighed og de
Complimenter, som Sygdom udkræver, med største Nøvagtighed. Jeg
drømte hver Nat om Vaaben og hvide Handsker, og spurte hver Morgen
gandske tilligen om der var nogen Tidende fra min kiære Faster. Omsider


fik jeg Bud at
komme til bende.
maatt
eg gik og hørte
hendes sidste Formaning, men da jeg aabnede hendes Testamente, fandt
jeg at hun havde givet alle sine Midler til hendes anden Søster.
Jeg hængte med Hovedet; den yngste Søster truede at ville gifte sig,
og alting tegnede til at giøre alt mit Haab til intet. Jeg var i Fare for at
tade, uden Redning, en tredie deel af mit Haab, og maatte endnu vente
efter mine Omstændigheders Forbedring. Dog blev jeg snart befriet for
en deel af min Skræk; thi det unge Menneske, som hans Paarørende vilde
have tvunget til at ægte min gamle Faster, efter utallige Artikler, Beting¬
ninger og Fordrag, løb omsider bort med hans Faders Staldkarls Dat¬
ter; og min Faster, ved denne Overbeviisning om Mandfolkenes Trøe¬
løshed, besluttede aldrig meere at høre efter Kierligheds Erklæringer.
Ti Aar endnu slæbte jeg paa Forventelses Lænker, uden at lade nogen
Dag gaae forbi, at jeg jo overregnede, hvor meget nærmere jeg var til at
blive riig i morgen. Endeligen døde den anden Faster, efter en kort Syg¬
dom, dog saa lang, at hun fik Tiid til at giøre sit Testamente, i hvilket hun
gav mig alle sine Midler efter hendes Søsters Død.
Jeg var nu befriet fra en deel af min Elendighed; en større Riig¬
dom, skiønt endnu ikke i min Magt, var vis og kunde ikke betages mig;
jeg var ikke meere i Fare for at blive bedraget i mit Haab. Men min
Faster skulde først begraves, førend jeg kunde naae den Høyhed og For¬
nøyelse; og der var endnu, efter min Faders Anmærkning, ni Liv imellem
mig og Lyksalighed.
Jmidlertid levede jeg og trøstede mig ved den Betragtning at alle ere
dødelige, og at de som ideligen tage af, maae omsider døe.
Men lad intet Menneske herefter tillade sin Lyksalighed at beroe paa
en Fasters Død. Den gode Jomfru var meget ordentlig i hendes Leve¬
maade, og tarvelig i hendes Mad og Drikke, og enten hun sad eller gik, vaa¬
gede eller sov, søgte stedse at vedligeholde sin Helbred. Hun vedste ikke af no¬
gen Svaghed uden Milt=Sygdom, hvorved hun, uforsætligen forøgede
min Elendighed; thi naar Luften var tyk, gik hun til Sengs og sendte mig
Bud, at hendes Tid var nu kommet. Jeg skyndte mig hen med største hast,


og hun bad mig undertiden indstændigen, at jeg vilde være god imod hendes
Pige, og anordnede hvorledes hun vilde begraves, men dersom det hændte
sig, førend jeg kom, at Solen begyndte at skinne, eller Vinden forandre¬
de sig, saa mødte jeg hende i Dørren, eller fandt hende i Haugen, mun¬
ter og rørig, med alle Tegn til et langt Liv.
Undertiden blev hun dog virkeligen syg, og var tre gange givet over af
Lægerne, men hun fandt dog Leylighed til at undgaae Dødens Kloe, og
efter at hun havde piint mig tree Maaneder hver gang, med hæftige Om¬
vexlinger af Haab og Frygt, kom hun omsider ud af sit Kammer uden no¬
gen anden Skade, end at hun var blevet mager, hvilket hun inden faa
Uger oprettede ved gode Kraft=Supper.
De som begyndte at ansee mig saa nær til at blive riig, og vilde
i forveyen sætte sig i Gunst hos mig, forsømte ikke at forsikkre mig om,
at min Faster kunde ikke leve længe; de fortallte mig at hun tog stærkt af,
at hun havde nyligen haft en ond Nat, at hun blev trangbrystet, og at
hun kunde aldrig opleve Foraaret eller Høsten. Men hun agtede hver¬
ken om Løv=Spring eller Løv=Fald, Heede eller Kuld, indtil jeg begrov
hende for en fire Maaneder siden, efter at hun havde levet i tre og halv¬
femtesindstinge Aar, fem Maaneder og sex Dage.
J to Maaneder efter hendes Død var jeg riig, og fandt Behag i
den Tienstfærdighed og Ærbødighed, som Riigdom strax forskaffer.
Men denne Glæde er nu forbi; og jeg er igien faldet til min gamle
Vane at ønske. Da jeg er vant til at lade det tilkommende have fuld
Magt over mit Sind, og at vende mine Tanker fra det, som er for mig,
til nogen Fornøyelse, som jeg venter, saa overgiver jeg mig til at plages
af enhver Begiærlighed, som min Jndbilding falder paa, og længes ef¬
ter tusende Ting, som jeg er ikke i Stand til at forskaffe. Riigdom har
meget mindre Magt, end den tilskrives af dem, som fattes den. Jeg
har tilforn fornøyet mig med Anslag, som jeg ikke kand udføre, jeg har
formodet Hændelser, som treffe ikke ind, og jeg maae fremdrage mit
øvrige Liv i en ufornøyelig Bekymring, med mindre J kand finde noget
Raad for et Gemyt, som er fordervet ved en indgroet Sygdom at ønske,
og som ikke kand tænke paa andet end Mangeler, hvilke Fornuften siger
mig vil aldrig blive opfyldte.
Jeg er etc.
Cupidus.


No. 100.
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker.
Concubitu prohibere vago
Min Herre,
F¬
or at fornøye den urolige Attraae, som enhver føler hos
sig til at fortælle de Hændelser, hvorved Passionerne have været
storligen bevægede, og at meddeele andre saadanne Tanker, som
have været stærkt indtrykte hos os selv, vil jeg give eder nogen Efterret¬
ning om mit Liv, hvilken uden videre Indledning eller Forsvar vil mue¬
ligen blive gunstigen modtaget i et af eders Blade.
Min Moder døde da jeg var meget ung; og min Fader, som var en
fornemme Søe=Officeer, og havde derfor ikke Leylighed til at have Jnd¬
seende med min Opførsel, satte mig i en Latinsk Skole, og derefter lod
mig reyse til Academiet. J Skolen vare der saa mange Drenge, at det
var umueligt at have tilbørlig Omsorg for og Tilsyyn med vore Sæder;
og ved Academiet hialp end og min Lærdom meget til at giøre mit Lev¬
net ryggesløst. Saasom jeg var et eneste Barn, saa havde min Fader
altid tillagt mig meere Penge end jeg vedste at bruge, uden at fyldest¬
giøre mine Laster; jeg var vel undertiden blevet holdt tilbage ved en all¬
mindelig Følelse af Ret og Uret; men jeg lærte nu at bestride Samvit¬


er ved spitsfindige Forvendinger og Udflugter;
tighedens Forestillin
da jeg havde lært af nogle berømte Philosopher, saa vel gamle som nye,
at beviise, at intet er got uden Fornøyelse, saa blev jeg en Libertiner
ret af Grunden.
Min Fader døde nogle faa Maaneder førend jeg var myndig, og
efterlod mig meget anseelige Midler. Jeg forlod strax Academiet og
drog til London, hvilken jeg ansaae for det store Marked af Forlystelser;
og saasom jeg havde Raad til at leve overflødigen, saa besluttede jeg vii¬
seligen, at jeg ikke vilde sætte min Capital i Fare. Jeg giorde mig U¬
mag for at udfinde saadan en Levemaade, der kom best overeens med
mit Gemyts Beskaffenhed, hvilket var heller stille end flygtigt, og jeg
indrettede mine Udgifter med en philosophisk Forsigtighed. Jeg fandt,
at jo meere stille og ubekiendt jeg levede, med des større Beqvemmelighed
og mindre Forargelse kunde jeg fyldestgiøre mine Hoved=Begiærligheder;
i stedet derfor at bebyrde mig med en Familie, leyede jeg de nederste
Værelser i et Huus, antog en Tiener, og holdt et par Heste paa en Leye¬
Stald. Jeg besøgte ideligen Skue=Pladsene, og fandt mig bestyrkel
i mine Grund=Regler næsten ved et hvert Stykke, som blev forestillet,
fornemmeligen mit Forsæt aldrig at gifte mig. Vel endtes de fleeste
Comoedier med Ægteskab, men det var allmindeligen en Sviire=Bro¬
ders Ægteskab, der imod sin Villie bortgav sin Frihed, som det ene¬
ste Middel til at faae Penge; og Manden og Konen i endeel Styk¬
ker vare saadanne Carakterer, hvis Exempel forsvarte denne Mod¬
bydelighed, og syntes alleneste at blive forestillede for at advare Men¬
neskene, at, hvad disse end maae bilde sig ind, som ved Trang og Armod
ere blevne fortvilede, saa er at gifte sig ikke andet end at forspilde sit
Livs Rolighed, Frihed og Lyksalighed.
J denne Levemaade havde jeg fremturet i tiuge Aar, uden at have
svækket min Helbred, formindsket mine Midler, eller bebyrdet mig med
ulovlig Afkom; da en Pige, henved atten Aar gammel, som var nyli¬
gen kommet fra Landet, blev fæstet som Kammer=Pige af de Folk, der
eyede Huuset, hvor i jeg boede. Den naturlige Deylighed af Sund¬
hed og Eenfoldighed hos dette unge Creatur, havde saadan en Virk¬
ning


ning hos mig, at jeg anve
vilket
og omsider lykkedes mig.
Jeg fandt det beqvemt at lade hende fremdeles blive i Huuset og
i sin Tieneste, og derfor giorde hende ikke noget Tilbud om at leye Kam¬
mer til hende i Byen; men efter faa Maaneder befandt hun sig frugt¬
sommelig, hvilken Hændelse forstyrrede min vellystige Rolighed og bragte
mig til at fortryde min Uforsigtighed; imidlertid saasom jeg vilde ikke give
mig Anleedning til at beskylde mig selv for Utaknemmelighed og Umenne¬
skelighed, saa forsynede jeg hende med et beqvemt Værelse og fornøden
Opvartning, og hun blev omsider forløst med en Datter. Barnet be¬
tragtede jeg som en ny Byrde; thi omendskiønt jeg ansaae mig ikke un¬
der nogen Faderlig eller Ægteskabs Forpligtelse, saa kunde jeg dog ikke
tænke, at jeg havde Frihed til gandske at slaae Haanden enten af Mode¬
ren eller Barnet. Jeg havde dog endnu nogen Tilbøyelighed til Mode¬
ren, endskiønt jeg skulde blevet hierteligen fornøyet over, aldrig at have
seet hende meere, dersom jeg kunde paa engang blevet befriet for all vi¬
dere Bekymring og Uleylighed hende angaaende, men saasom jeg dog
maatte giøre noget for hende, saa besluttede jeg at lade hende ikke komme
længere fra mig, end at jeg, naar jeg fandt det for got, kunde have hen¬
de ved haanden, i det mindste saa længe, indtil hun ikke meeere kunde
være mig til Fornøyelse; Barnet vilde jeg dog have sendt bort; men hun
bad mig saa indstændigen, at hun maatte selv amme det op, at jeg ikke
kunde afslaae hende det. Efter megen Overleggelse, satte jeg hende i en
liden Kram=boed i For=Staden, og forsynede hende med allehaande smaa
Kram for henved tiuge Pund; hvilken Handtering hun havde nogen
Kundskab om, saasom hendes Fader havde selv saadan en liden Kram¬
boed paa Landet; hun foregav, at hendes Mand var blevet skudt i et
Søe=Slag, og at hun for hans tilgode hafte Sold, som efter hans
Testamente var blevet hende udbetalt, havde kiøbt denne liden deel Vare,
for derved at ernære sig.  Jeg meente nu at jeg havde efterkommet all
min Pligt, saasom jeg havde sat hende i Stand til at underholde sig
selv, i det mindste lige saa vel som hun kunde have gjordt ved hendes
Arbeyde i den Stand, i hvilken jeg fandt hende; og saa ofte som jeg
havde Lyst til at tale med hende, sendte jeg Bud efter hende at hun
skulde komme til mig paa en Bagnio (Badstue).
23
Hyhhh2:
Men
t i


ornøyelse som jeg
Hammenkomster gave mig ikke den
Men di
ventede; hendes Kierlighed til mig var alt for øm og nydelig; hun græd
ofte, hvor meget hun end stræbte at tvinge sig, og kunde ikke bare sig
for at fortælle mig Historier om hendes lille Pige, med all den kiærlige
Vidtløftighed af en Moder, da jeg ønskede alleneste at ansee hende som
et Boelskab. Disse Hændelser rørte mig ikke alleeneste med indvortes
Jamvittigheds Nag, men qvalte og den Begiærlighed, som jeg havde
i sinde at fyldestgiøre; mine Besøgelser bleve derfor meere sparsomme¬
lige; men hun sendte aldrig Bud efter mig, naar jeg blev borte, ey hel¬
ler bebreydede mig uden med kierlige Taare, naar hun saae mig igien.
Efter det første Aar slog jeg bende gandske af mine Tanker; og da
jeg havde ikke hørt noget til hende den heele Vinter, saa reyste jeg ud
og fordrev Sommeren paa Landet. Da jeg igien kom til Staden,
faldt det mig ind, meere af Nysgierrighed end af Begierlighed, at lade
spørge efter hende, jeg fik snart at vide, at hun var død for faa Maane¬
der siden i Smaakopper, at hendes Gods var udlagt til Huus=Leye,
og at Barnet var taget af Sognets Fattige=Forstandere. Jeg blev in¬
derligen rørt ved denne saa pludselige og uventede Efterretning; og i
førstningen fattede det Forsæt at redde Barnet af en Sogne=Ammes (*)
Hænder, og at giøre nogen liden Anstalt til dets Underholding og For¬
fremmelse i Verden, naar det skulde blive ældre; men dette blev opsat
fra Dag til Dag, saa magelig og efterladen var jeg, indtil jeg erindre¬
de denne Sag med mindre og mindre Følelse; og til sidst fornøyede jeg
mig selv derover, at jeg var blevet befriet fra en Forbindelse, hvilken
jeg havde altid betragtet som nogenlunde lignende Ægteskabs Lænker.
Jeg besluttede at tage mig vare for at falde oftere i saadan Fortred, og
var fornøyet med at flakke fra en Skiøge til en anden, af hvilke jeg
havde seet mange Slægter at forgaae; og de nye Ansigter, som jeg til¬
forn havde søgt iblant Maskerne paa Comoedie=Huuset, fandt jeg der¬
efter med mindre Umag i Vauxhall, Ranelagh, og paa utallige andre
Steder, som i disse sidste tiuge Aar have været bestemte til offentlige
Forlystelser.
For
)Disse ere fattige Koner, som for Betaling opføstre forladte Børn,
hvilke et hvert Sogn maae underholde.


386
min
dfidetingg
For faa Uger siden holdt jeg
med nogle gode Venner paa et Viin=Huus; og da jeg gik hiem om At¬
tenen, saae jeg en Hyre=Karete blev holdende stille uden for Dørren af et
Huus, som jeg vedste at være berygtet, endskiønt det var hemmeligt, og
af den første Classe. J det samme jeg kom dertil, saae jeg at en Pige
trinede ud af Vognen, hvilken, saa vidt jeg kunde see i en hast ved det
ufuldkomne Giimt jeg fik af hende da hun gik forbi, lod til at være me¬
get ung og overmaade deylig. Saasom jeg var heed af Viin, saa
fulgte jeg ind efter hende uden nogen Betænkning, og var overmaade
fornøyet over at finde hende ligesaa yndig og indtagende, da jeg nærmere
betragtede hende. Jeg lod Vognen blive holdende, og giorde hende
det Forslag at vi skulde kiøre ben til Haddocks (*); hun syntes at være
tvilraadig, uvillig og skamfuld, men omsider samtykte; hun blev snarli¬
gen meere fri, og jeg fandt ikke mindre Behag i bendes Samtale end i
hendes Person; jeg mærkte at hun havde en Sødbed og Tugtighed i hen¬
des Maneerer, som snarligen slides af hos tilvante Skiøger.
Vi havde drukket en Flaske Fransk Viin, og lavede os til at gaae
i Seng, da jeg til min ubeskrivelige Forvirring og Forskrækkelse blev et
Tegn vaer, hvoraf jeg kiendte at pun var mit Barn; thi jeg erindrede,
at den stakkels Pige, som jeg havde saa grummeligen forført og forladt,
havde engang fortallt mig med Taarene i hendes Øyne, at hun havde
indprentet de tvende Bogstaver af mit Navn under hendes lille ANNe S¬
venstre Bryst, hvilket vilde maae skee blive den eneste Amindelse hun
skulde nogensinde have af en Fader. Jeg blev strax slaaet med en ind¬
vortes Følelse af min Misgierning, en Følelse, som jeg ikke var vant til,
og derfor nu fornam all dens Kraft. Det arme ulyksalige Creatur, som
jeg nu vilde leye til at fyldestgiøre en fæisk Lyst, fornam min Uorden med
Bestyrtning og Bekymring, hun spurte, med en tienstagtig Omhygge¬
lighed, hvad pludselig Svaghed der var overkommet mig; hun tog min
Haand, trykte den, saae mig begtærligen i Ansigtet og spurte stedse, hvad
hun kunde giøre til at hielpe mig. Jeg var i nogen Tiid følesløs; men
blev snarligen opvakt ved den Betragtning, at jeg nød disse venlige og
Hhhhh;
Dette maae nok være en Mand, der holder an saa kaldet Pagni¬
Badskue.


omhyggelige Careser af mit Barz, som jeg havde slaaet Haanden af, og
overgivet til den nedrigste Skændsel, at være en Slavinde for Drukken¬
skab og Løsagtighed, og som jeg havde ført til den yderste Brink af
Blod=Skam. Jeg sprang pludseligen op, og først holdt hende noget
fra mig, derefter tog hende inderligen i mine Arme, jeg giorde mig U¬
mag for at ville tale, men jeg brast i Graad. Jeg saae at hun var for¬
virret og forbauset, og saa snart som jeg kunde komme til at tale igien,
hialp jeg hende ud af Drømmen, i det jeg aabenbarede hende den
gandske Hemmelighed.
Det er umueligt at beskrive hvad Virkning det havde hos hende;
hun stod ubevægelig i nogle Øyeblik, dernæst slog sine Hænder sammen,
og løftede Øvitene op i en Angesk, som mand ikke kand for stille sig, der¬
som mand ikke har seet den. Taarene styrtede omsider ud af hendet
Øyne, hun kom til sig selv igien, kaldte mig Fader, kastede sig ned paa
sine Knæ, omfavnede mine, og stødte en ny Dolk i mit Hierte, da hun
bad om min Velsignelse.
Vi sad oppe tilsammen den øvrige Deel af Natten, hvisken jeg
fordrev med at høre paa en Historie, hvilken jeg maae skee herefter kand
meddeele eder; og Dagen derefter leyede jeg Værelser til hende henved
sex (Engelske) Miil fra Staden. Jeg besøger hende hver Dag, med saa¬
danne Rørelser, som mit Hierte har hidindtil ikke vedst noget af, og hvilke
blive hver Dag meere idelige og meere stærke. Jeg har i sinde at reyse
bort med hende til en af de yderste Steder i Riget, og ved det tilkom¬
mende at forsone og oprette det forbigangne; men ach væ! af det tile
kommende kand der ikkun faa Aar være tilbage, og af det forbigangne
kand ikke et Øyeblik komme igien. Hvad Erstatning kand jeg giøre disse,
paa hvis Døttre jeg har hiulpet til at vedligeholde den Elendighed, fra
hvilken jeg ved et Mirakel har reddet mit eget Barn? Hvorledes kand
jeg taale af betænke, at omendskiønt jeg hidindtil havde udviist mindre
Kiærlighed for mit eget Barn, end umælende Beester for deres Unger,
dog maae skee et hvert andet Fruentimmer, som jeg enten har leyet eller
forført til Utugt, har været beskuet og stirret paa af sine Forældre, i de¬
res hæftige Kierligheds Lyst, indtil Taarene have staaet dem iØyslene;
har været trykket til deres Bryst med en henrykt Glæde, naar Forældrene
48


paa dets enfoldige barnagtig
have med Fornøyelse hørt
addren; har
været i Sygdom opvartet med en søpnløøs Omhyggelighed, har været
opfødt ved en vindskibelig Fattigdoms Slæb og Møye, og bragt op til
Moedhed baade i Haab og Frygt. Hvilket et Udyhr er hand, ved hvilken
denne Frygt stadfæstes, og dette Haab bliver gjordt til intet! Og dog
alligevel (saa forskrækkelig en Magt har en langbarig Synde=Vane) for¬
tryder jeg undertiden paa at denne Tvang er kommet paa mig; jeg øn¬
sker at falde hen igien i den Slummer, som jeg er opvakt fra, og at
igientage de Misgierninger, som jeg har Afsky for. Mit Hierte er i dette
Øyeblik færdigt at briste for at yttre sig; men mig fattes Ord. Farvel.
Agamus.
aar en Mands=Person engang tager sig den Frihed at jage over alt
i Naturens Vild=bane, da finder hand saa overflødigt Vildt i en
Folkeriig Stad, at det er forunderligt at betragte, hvilken tallriig Afkom
hand undertiden frembringer. Vi see mangen en ung Karl, der er neppe
kommet til sine myndige Aar, som kunde tilegne sig Jus Trium Liberorum,
eller de Friheder, som ved den Romerske Lov vare bevilgede den, der var
Fader til tree Børn. Ja jeg har kiendt en Sviire=Broder, som var ikke
fuldt fem og tiuge Aar, der erklærede sig Fader til den syvende Søn.
Kort sagt, Staden er fuld af disse unge Patriarker, hvilke (ligesom disse
ubetænksomme Fordøyere, der forøde deres Arv, førend de ere blevne Eye¬
re deraf) have allerrede avlet alle deres Børn, førend de gifte sig.
Det som giør dette Utøy saa meget yngelsom, er den utrættelige
Fliid, med hvilken de legge sig efter deres Handtering. En Mands Per¬
son udstaaer ikke meere Vaagen og Møye i et Feldt=Tog, end i at for¬
følge en lastværdig Kierlighed. Som det siges om nogle Mennesker, at
de giøre deres Embedes Forretning til deres Fornøyelse, saa kand det
siges om disse Mørkheds Sønner, at de giøre deres Fornøyelse til deres
Hoved=Forretning. De kunde overvinde deres fordervede Tilbøyelighe¬
der med halv den Umag, som de giøre sig for at opfylde dem.
Mand


3 Paa¬
Mand maae og ikke mindre forundre sig over disse Menneske
fund og Trækker, end over deres Fliid og Aarvaagenhed. Apollodorus
en Comisk Poet siger: Du maae lukke dine Dørre til med Bolte
og Stænger; det vil blive umueligt for Smedden at giøre dem
saa faste, at jo en Kat og en Hore-Jæger vil finde Vey der¬
igiennem. Der er intet Hoved saa fuldt af Paafund og Rænker, som
et løsagtigt Menneskes.
Dersom jeg maatte foreslaae en Straf for denne skammelige Art
f Fortplantere, da skulde de, efter den anden eller tredie Forseelse, sen¬
des over til vore Amerikanske Colonier, for at yngle i disse Parter af
Hans Majestæts Herredomme, hvor der er Mangel paa Jndvaanere,
og, som Diogenes sagde, at plante Mennesker. Jeg meener at saa¬
dan en Forviisning kunde være Straf nok, hvorved denne yngelsomme
Kraft maatte anvendes til det allmindelige Gavn.
Men indtil saadan en Anstalt kand giøres med disse gode Herrer,
vilde jeg alvorligen raade dem at have Omsorg for disse ulyksalige Crea¬
ture, som de paa saadan en ulovlig Maade have bragt til Verden, og
at give detes uægte Børn saadan en Optugtelse, der kand giøre dem
meere dydige end deres Forældre. Det er den beste Erstatning de kand
giøre for deres egne Laster, og det eneste Middel der er tilbage for dem
til at oprette deres forrige vrange Opførsel.
Jeg vilde ligeledes formane dem til at betragte, om de ere ikke for¬
bundne ved den allmindelige Menneskelighed, saavelsom ved alle Reli¬
gionens og Naturens Pligter, at giøre nogen Anstalt for disse, som de
have ikke alleneste givet Liv, men og, skiønt meget ubilligen, paaført en
Grad af Skændsel og Vanære. Og her kand jeg ikke andet end melde
om disse forvendte Begreb, som have taget Overhaand iblant os, og som
maae have deres Oprindelse af por naturlige Tilbøyelighed til at holde
med de Laster, som vi ere saa meget hengivne til, at uægte Børn
og Hanreyer skulde ansees som en Vanære, og at den Skam, som al¬
leeneste tilkommer Løsagtighed og Troeløshed, skulde paa en saa ubillig
Maade falde paa Personer, der ere uskyldige.


No. 101.
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker
Qdis talia fando
Temperet a lacrymis?
Min Herre,
S¬
aasom jeg hørte af eders Bogtrykker, hos hvilken jeg for
faa Dage siden vilde kiøbe nogle Bøger til min Datter, at
eders gandske Skrift skulde kun bestaae af 104 Blade; saa
kand jeg ikke længere forhale at sende eder den Efterretning om hendes
Levnet, som jeg gav eder nogen Aarsag til at vente, da jeg fortallte mit
eget. Denne Efterretning gav hun mig i den gruelige Nat, ved hvis
Erindring mit Blod endnu iisner af Forskrækkelse; den Nat, i hvilken
jeg havde leyet hende som en Skiøge, og kunde ikke have blevet afskræk¬
ket fra Blod=Skam, uden ved saa ugemeen en Hændelse, der næsten var
et Mirakel. Jeg har vel ofte prøvet paa at fortælle en Historie, som jeg
kand aldrig forglemme, men jeg var altid misfornøyet med mine egne
Talemaader, jeg kunde og aldrig skriftligen forfatte en Fortælling, som
syntes at ligne den Virkning, hvilken den foraarsagede i mit Sind, da
jeg hørte den. Jeg har derfor formaaet den kiære forurettede og mis¬
handlede Pige til at fortælle den i hendes egne Ord, hvilke jeg nu skal
troeligen udskrive.


erindrek, bar i en Kielder; hvor jeg
ilstand, som jeg
Den først
slutter at jeg havde været hensat af Sognets Fattige=Forstandere, hos
en Kone, som solgte Melk. Min Fostermoder maatte ofte være ude,
og jeg blev da betroet til at tages vare paa af en lille Pige, som var
just saa gammel at hun kunde slæbe mig omkring paa sine Arme, og
hvilken, ligesom andre smaa Creature, der have noget at sige, vedste ikke
hvorledes hun skulde viise sin Myndighed uden ved at misbruge den.
Saa stor Frygt havde jeg for hendes Magt og Vrede, at jeg taalte
næsten alt hvad hun giorde ved mig, uden at klage derover; og da jeg
var neppe fire Aar gammel, havde jeg lært saa vidt at overvinde all Fø¬
lelse af Smerte og at tvinge mine Passioner, at jeg har været knebet
bruun og blaa uden at røre mig, og taalmodigen liidt at hun gav mig
skyld for mange smaa Forseelser, som hendes egen Vanart eller Skiø¬
desløshed havde begaaet.
Denne Tilstand havde dog sine Fordeele, thi i stedet for en haard
Skorpe og tyndt Øll, som formodentligen vilde blevet den fornemste
Deel af min Føde, dersom jeg var blevet sat til en Kone af samme
Rang men af en anden Handtering, saa havde jeg her altid Overflø¬
dighed af Melk; hvilken, omendskiønt Fløden var skummet af, var dog
ikke suur, men en meget sund Føde, hvorved jeg trivedes meget vel, saa
at enhver der saae mig, sagde at jeg havde en meget frisk Anseelse og
en deylig skiær Huud.
Næsten saa snart jeg kunde ret tale, blev jeg sendt til Sognets Fat¬
tige=Skole for at lære at læse; og agtede mig ligesaa fiin og statselig
i de blaa Klæder, hvilke gives til Sognets fattige Børn, som en Høf¬
Skiønhed i hendes ypperste Stats=Klædning. Læremoderen i Skolen
var en Præstes Enke, som jeg har ofte hørt hende tale om med Taare
i Øynene, omendskiønt hand havde været længe død, da jeg først kom
under hendes Tilsyyn, og efterladt hende i saa slette Omstændigheder,
at hun maatte søge denne Tieneste, hvilken hun tilforn vilde været bange
for formedelst dens Møysomelighed, og ladet haant om formedelst dens
Ringhed. Hun havde været meget artigen opdraget, og efter hendes
Ægteskab faaet en allmindelig Kundskab om lærde Videnskaber, hvilken


nlige Timer havde meddeelt hende, og hvorved
hendes Mand i der
de ikke alleneste stedse havde noget at tale om, men og forøgede alle
deres øvrige Fornøyelser, hand ved at meddeele hende nyttig Underviis¬
ning, og hun ved at udviise ham sin Taknemmelighed derfor.
Der var noget i hendes Væsen, som vandt min Kierlighed, og til¬
lige befalede mig at have Ærbødighed for hende; jeg fandt at hun var
en gandske anden Person end min Fostermoder; og jeg gav med saadan
Fliid og Begiærlighed agt paa hendes Øyne, at jeg undertiden, hvor ung
jeg end var, kunde forekomme hendes befalinger. Det var naturligt,
at hun skulde elske den Dyd, hvilken hun selv havde frembragt, og det
var ikke usømmeligt at hun skulde belønne den. Jeg mærkte med en u¬
beskrivelig Fornøyelse, at hun begegnede mig med en særdeles inderlig
Bevaagenhed; og da jeg var henved otte Aar gammel, tilbød hun sig
at have selv Omsorg for min Opdragelse, saa at Sognet skulde ikke giøre
nogen videre Bekostning paa min Underholding. Hendes Tilbud blev
villigen antaget, min Fostermoder fik sin Afskeed, og jeg blev taget hiem
til min ny Madmoder, som kaldte mig sin lille Tieneste=Pige, hvilket
Navn jeg giorde mig en Ære af at fortiene, efterdi hun ikke som en Ty¬
ran krævede min Lydighed som en Slavinde, men ligesom en Moder lok¬
kede mig til min Pligt som et Barn. Saasom vor Familie bestod allee¬
neste af min Madmoder og mig, undtagen undertiden en Daglønnerske
eller Vasker=Kone, saa vare vi altid alleene i vore ledige Timer; og den
gode Matrone gjorde sig en fornøyelig Tiidsfordriv af at underviise mig,
ikke alleeneste i at læse, skrive og de første Regler af Regne=Kunsten, men
og i adskillig Slags Syening; og det som var endnu af meere Betyden¬
hed, i Dydens og Religionens Grund-Lærdomme, hvilke i hendes Levnet
saaes at være saa elskelige, at mig fattedes hverken Exempel eller bevæ¬
gende Aarsag til at følge dem. Hun gav mig og nogle allmindelige Be¬
greb om den Velanstændighed, som bruges iblant Personer af en høyere
Rang; og saaledes, medens jeg endnu var et Barn, og i en nedrig
Stand, fik jeg nogen Kundskab om det som kaldes Artighed og Leve¬
maade.
Førend jeg var femten Aar begyndte jeg at gaae min Velgiørerske
til haande i hendes Forretning; og ved noget Sye=Arbeyde, som hun


ortiente jeg saa meget at jeg kunde kiøbe mig an¬
havde forskaf
stændige Klæder. Ved en uformærkt og frivillig Efterfølgelse af hendes
Maneerer, havde jeg vant mig til saadan en Opførsel, der forskaffede
mig meere Respect i en Alen grovt Tøy, end Fremmede ofte beviise en
Cammer=Pige i kostbar Silke.
Saadan var nu mi Livs Eenfoldighed og uskyldighed, at jeg neppe
havde et u-opfyldt Ønske, og jeg eftertænkte ofte min egen Lyksalighed
med en inderlig Taknemmelighed, som forøgede den. Men, des verre;
jeg havde neppe begyndt at smage denne Lyksalighed førend jeg tabte den;
den gode Matrone, som var i den allerkiærligste Forstand min Møder og
min Ven, blev angrebet af en Feber, som inden faa Dage giorde Ende
paa hendes Liv, og efterlod mig alleene i Verden, uden Slægtskab eller
Beskyttelse, overvældet af Sorg og forstyrret af Angest og Bekymring.
Verden stød vel aaben for mig, men jeg skælvede for at træde ind i den
alleene. Jeg vedste ingen Kunst, hvorved jeg kunde ernære mig; og jeg
vilde ikke gierne fordømmes til en Trældoms Stand, i hvilken jeg ikke
kunde lære saadan en Kunst. Jeg vendte mig derfor igien til Sognets
Fattige=Forstandere, hvilke, for at udviise den Respeet de havde endnu
for min afdøde Velynderske, vare saa gunstige, at agte sig fremdeles for¬
bundne til at have Omsorg for mig, og satte mig i Lære hos en Qvinde¬
Skræderske, som havde kun lidet Arbeyde, og dette end for Folk, som
vare noget ringere end af Middel=Stand; ja jeg troer virkeligen, at hun
havde selv søgt Kirke=Forstanderne om at faae en af de fattige Piger i
Lære, paa det hun med de Penge, som ved slige Leyligheder gives til for¬
nødne Klæder, kunde afbetale nogen smaa Giæld, som hun blev plaget
for, og igien faae ny Credit.
Min nye Madmoder boede i en skiden Gade, hvor hun havde leyet
tvende Kammere i et Bag=Huus. Jmidlertid tog hun imod mig med
stor udvortes Venlighed; vi spiiste sammen Morgen, Middag og Aften;
og omendskiønt jeg kunde ikke andet end sørge over min Tilstands Foran¬
dring, saa trøstede jeg mig dog med den Betragtning, at jeg inden faa
Aar skulde blive Mesterinde i en Profession, hvorved jeg kunde være min
egen Herre, og leve paa saadan en Maade, der kom overeens med min
Tilbøyelighed. Men min Lære=Contract var ikke saa snart underskrevet,


orandring i min Lyk
et fo¬
førend jeg fan
ny5
sterinde foretog, var at jage hendes Tieneste=Pige bort, en stakkels Træl,
som var skiult alleeneste med Pialter og Skarn, og hvis ønde Egenskaber
jeg taabeligen tænkte at være den eneste Aarsag til hendes haarde Med¬
fart. Jeg blev nu drevet til at giøre Jld, gaae Ærender, toe Linned, og
lave Mad, og kort sagt, at giøre alt det groveste Arbeyde i Huuset, og
at sidde oppe den halve Nat, for at sye færdigt, hvad der var blevet
mig foresat.
Omendskiont jeg taalte alt dette uden Knur eller Klagemaal, saa
blev jeg dog ofte tankefuld og tungsindig; Taarene vilde undertiden stil¬
tiende stiæle sig ud af mine Øvne; og mit Sind var undertiden saa hen¬
rykt i min egen Elendigheds Betragtning, at jeg hørte ikke, hvad mand
sagde til mig. Men min Smerte opvakte Vrede og Fortrydelse i stedet
for Medlidenhed, og min Tungsindighed blev mig bebreydet som en a¬
vindsyg Halstarrighed; Jeg blev overfuset fordi jeg besudlede mit Sye¬
Tøy med Graad uden at vide hvorfor, og blev truet at jeg skulde ikke
længe flæbe uden Aarsag; hvilken Trusel blev allmindeligen fuldført i det
samme Øyeblik den skeedte, mine Arme og min Hals bare ideligen Mær¬
ker af hendes Alen, og jeg blev i alle Maader begegnet med den grum¬
meste Haardhed.
Jan denne Tiid lagde jeg mig dog efter at lære min Handtering
som min sidste Tilflugt, og den eneste Grundvold for mit Haab. Min
Fliid og Agtsomhed oprettede hvad mig fattedes i Underviisning, og
det maatte, med Sandhed blevet sagt, at jeg stiaal den Kundskab, som
min Mesterinde havde forpligtet sig til for Betaling at meddeele mig.
Saasom jeg havde nogen Skiønsomhed og Smag i Klæder, saa satte
jeg mig i Gunst hos de beste iblant dem, som vi arbeydede for, og ofte
rettede en Feyl, som de klagede over, og som min Mesterinde selv ikke
var mægtig for at see. Den Gunst og Høflighed, som dette forskaffede
mig, endskiønt den opmuntrede mit Haab om den tilkommende Tiid,
giorde dog den nærværende mindre taalelig. Min Tyran begegnede mig
endnu meere umenneskeligen; og mine Lidelser vare saa store, at jeg ofte
tænkte paa at løbe bort, endskiønt jeg ikke vedste hvor jeg skulde gaae
hen, og endskiønt jeg faae forud, at i det samme Øyeblik jeg løb bort


kunde
forspilde all den Bistand og Gunst
af min Lære) vilde
vente, underkaste mig en Skam, som jeg kunde aldrig udslette, og stad¬
fæste alle de Klagemaak, som kunde føres over mig.
Jeg havde nu sukket under den grummeste Undertrykkelse noget over
fiire Aar; de Klæder, som havde været kiøbte for mine egne Penge, vare
nu opflidte, og min Mesterinde agtede det tienligt for hendes egen For¬
deel at ikke give mig bedre Klæder igien, end som vare just gode nok ti
at gaae hendes Ærender og at følge efter hende med en Byldt. Men
eftersom saa meget af min Lære Tiid var forbi, saa agtede jeg det me¬
get billigt, ja end og fornødent, at jeg skulde være meere anstændigen
klædt, at jeg skulde gaae hen og betiene dem, som vi arbeydede for, at
høre hvad de havde at befale, at tage Maal af dem, eller i det mind¬
ste at passe Klæderne, som vi havde forfærdiget. Efter megen Overlæg¬
gelse og Betænkning, og efter at jeg havde ofte haft det i sinde, over¬
vandt jeg omsider min Frygt, og med saadanne Ord og paa saadan
en Maade, som jeg tænkte at hun allermindst kunde fortørnes over, be¬
giærte jeg at jeg maatte faae saadanne Klæder, som kunde svare til den¬
ne Hensigt, og tilbød mig at arbeyde saa mange Timer over den sæd¬
vanlige Tiid, at jeg kunde fortiene de Penge, som de skulde koste. Men
denne Begiæring, hvor beskeeden den og var, blev alleeneste besvaret
besvaret med Bebreydelser og Skiældsord. Hillemænd, jeg vilde
nu være en Frue; ja, jeg skulde klædes op til at begynde at arbeyde
for mig selv. Dette maatte hun have ventet, fordi hun tog en Tig¬
ger Unge af Søgnet, men jeg skulde see at hun vedste at dæmpe min
Hovmod og at giøre min List til intet." Over denne Medfart blev
jeg baade bedrøvet og fortørnet, og jeg troer at jeg, den allerførste gang,
svarede hende med nogen Fortrydelse og Vrede. Men min Vrede an¬
saae hun kun som et afmægtigt Forsøg paa at unddrage mig hendes
Myndighed, og derfor kun beloe og foragtede den; erklærende derhos
at hun vilde snart viise mig hvem der var Herre i Huuset, og i det
samme gav mig saadant et vældigt Slag, at jeg faldt ned af min
Stoel. Om hun blev forskrækket over mit Fald, eller hun var bange
for at jeg skulde giøre Allarm i Huuset, veed jeg ikke, saasom hun gav
mig kun det ene Slag, og lod sig nøye med at forekaste mig og at


i hur
drive Spot med den Fattigdom,
c paa
at holde mig bestandigen udi.
Jeg brast i Graad af Græmmelse og Harm, og svarede intet:
men fra dette Øyeblik fattede jeg et u-forsønligt Had til hende, og be¬
sluttede hos mig selv, hvorledes det og skulde gaae, at undløbe fra et
Slaverie, som jeg anklagede mig selv for at have udstaaet alt for
længe.
Det hændte sig, at jeg næste Morgen blev sendt med noget Ar¬
beyde til Chelsea. Det var midt i May=Maaned. Jeg som havde
længe slæbt i Røg og Mørkhed i London, og havde alleneste seet So¬
len skinne paa en Skørsteen eller en Væg, blev gandske henrykt og for¬
tryllet ved den friske Luft, den vederqvægende Soel, de grønne Marke
og ved Fuglenes Sang. Jeg kunde ikke bare mig for at dvæle paa
Veyen; og hvert Øyeblik som jeg dvælede giørde mig mindre villig til
at vende tilbage, ikke ved at forøge min Fornøyelse men min Frygt;
jeg holdt fast paa det nærværende, efterdi jeg var bange for det tilkom¬
mende; og jeg forøgede det Onde, som jeg nærmede mig til ved et hvert
Trin, i det jeg forgæves søgte at beholde og eye det, som jeg ved et
hvert Trin lod efter mig. Jeg befandt, at naar mand ikke kand
see frem ad med Haab, kand mand ey heller see omkring sig med For¬
nøyelse; og jeg blev dog fremdeles ved at nøle de Timer bort, som jeg
ikke kunde bruge med Lyst, og vendte tilbage i en kummerlig Tvilraadig¬
beds Stand; jeg blev stedse ved ar gaae hiem ad, efterdi jeg ikke ved¬
ste hvor jeg ellers skulde gaae hen; men jeg forsømte tillige at skynde
mig, hvorved jeg alleneste kunde giøre mit Hiem mindre forskrækkeligt.
Jo mindre Vey jeg havde tilbage, jo meere tiltog min Piine, og da
jeg var kommet til den nederste Ende af Mall Banen ved Slottet,
blev jeg gandske overvældet af Hierte-Sorg og Fortvilelse, satte mig ned
paa en af Bænkene og brast i Graad¬
Saasom mit Sind var gandske opfyldt med min egen Sorg og
Elendighed, og jeg holdt mit Forklæde for mine Øyne, saa varede det
nogen Tiid førend jeg blev vaer, at et gammelagtigt Fruentimmer hav¬
de sat sig ned ved Siden hos mig. Saa snart jeg saae hende, (saa¬


Janen) forglemte jeg strax all min egen Elendighed,
dan en Magt ha
og tænkte alleneste paa den Ueanstændighed jeg begik; thi saasom jeg af
hendes Klæder kunde see at hun var en Person, i hvis Sælskab det var
uhøfligt og formasteligt af mig at sidde, saa sprang jeg op i stor For¬
virring og vilde have gaaet derfra. Dog dette vilde hun ikke tillade,
men tog fat paa mit Skiørt, drog mig sagteligen til sig, talede til mig
med en kiærlig Røst og trøstede mig med hendes Medynk, førend hun
vedste min Bedrøvelse. Det var saa længe siden jeg havde hørt et ven¬
ligt og kiærligt Ord, at mit Hierte smeltedes af Taknemmelighed og
Glæde, medens hun talede. Jeg fortallte hende min gandske Historie.
hvilken hun hørte efter med stor Agtsomhed, og ofte saae stadigen i mit
Ansigt. Da jeg havde endt min Fortælling, sagde hun til mig, at den
Maade paa hvilken jeg havde fortallt den, var alleene nok til at
overbeviise hende om at den var sandfærdig; at hun havde fun¬
det saadant et enfoldigt og oprigtigt Væsen hos mig, som hav¬
de strax forud indtaget hende og vundet hendes Gunst saa snart
som hun saae mig; og at hun derfor havde besluttet at tage mig hiem
med sig; at jeg skulde blive hos hende, indtil hun havde sat mig i Stand,
til at arbeyde for mig selv i den Profession jeg havde lært, hvilket hun
lætteligen kunde giøre ved at recommendere mig til hendes Venner og
Bekiendtere; og at hun imidlertid vilde have Omsorg for at forekomme,
at min Mesterinde skulde ikke giøre mig nogen Fortred eller Uleylighed.
Det er umueligt at beskrive den overmaade Glæde som jeg følte
over denne uforventede Befrielse. Jeg var aldeles ukyndig i disse Men¬
neskers Trækker, som have solgt sig til Ondskab, og løbe u-ophørligen
frem paa Lasternes Veye; Min første Veninde, som havde optugtet mig,
og hendes u-egennyttige Godheds Erindring kom mig nu i frisk Minde,
jeg giorde mig derfor ingen Betænkning over at fornøye mig ved det
Haab, at jeg i denne Person havde fundet en anden saadan Veninde.
Jeg udviiste min Taknemmelighed med nogle usammenhængende Ord,
thi den var alt for stor til at forfattes i Fuldkommenhed, jeg tog imod
det gjordte Tilbud, og fulgte min Ledsagerinde hiem!
(Fortsættelsen skal følge.)
Muun.
13
undi


No. 102.
Bie=Kuben
Eller
Andres Tanker.
(Fortsættelsen af No. 101.)
J¬
eg havde aldrig været i saadant et Huus tilforn; Værelserne vare
store og Boeskabet ziirligt. Jeg saae mig omkring med Forun¬
dring, jeg blev skamfuld ved at betragte min egen Ringhed, og
vilde derfor fulgt ud i Kiøkkenet med Pigen, som lukte os op; men hen¬
des Madmoder forhindrede det; hun saae min Forvirring, hun opmun¬
trede mig med en smiilende Venlighed og førte mig op paa et Kammer,
hvor hun strax forsynede mig med reene Skoe og Strømper, med Ho¬
ved=Tøy, Tørklæde, Manchetter og Forklæde, og en Morgen=Kiortel af
smukt Jrlandsk Stof, som havde ikke været meget baaret, omendskiønt
den paa mange Steder var plættet og følket; disse Klæder, sagde hun,
tilhørte et ungt Fruentimmer, hendes Paarørende, som hun havde paa¬
taget sig at forsørge; og hun vilde endeligen at jeg skulde strax klæde mig
paa, at jeg til Middag kunde sidde til Bords med hendes Familie; "thi,
sagde hun, jeg har ingen Bekiendtere, til hvilke jeg kunde recommen¬
dere en Skræderske, som jeg holdt i mit Kiøkken.
Jeg mærkte at hun betragtede mig med stor Agtsomhed medens jeg
klædte mig paa, og syntes at være overmaade fornøyet over den Foran¬
dring i min Anseelse, da jeg var færdig. Jeg seer, sagde hun, at J
var født til at være fornemme, og det skal være eders egen skyld om
J ikke bliver det. Jeg kunde alleneste neye for denne Compliment;


uagtet den Mistrøstning og Undseelse som lod sig tilsyne i mine blussende
Kinder, saa hoppede mit Hierte dog hemmeligen af en storagtig Tilliid
at det var sandt. Da jeg kom ned i Stuen igien, blev jeg af min
Velynderske, som havde sagt mig at hendes Navn var Wellwood, frem¬
stillet for det unge Fruentimmer, hendes Paarørende, og trende andre;
for hvilke hun, strax efter at vi havde sat os, fortallte min Historie,
hvorved hun talte meget ilde om min Læremesterinde, og storligen be¬
rømte mig, og om jeg skal bekiende Sandhed, da var jeg ikke meget
misfornøyet med nogen af Deelene.
Da vi havde spiist, og jeg fornam, at mand ventede Sælskab,
bad jeg om Tilladelse at gaae bort og være alleene; mand viiste mig da
op paa et lille Kammer, som var meget næt forsynet, og hvilket mand
bad at jeg vilde betragte som mit eget. Saasom Sælskabet blev indtil
meget silde ud paa Natten, saa drak jeg Thee og spiiste Aftens=Mad al¬
leene, og en af Tieneste=Pigerne havde faaet befaling at varte mig op.
Morgenen derpaa, da jeg kom ned til Froekost, forærte Mad. Well¬
wood mig et stykke trykt Cattun, som var nok til en Cantouche og Skiørt,
og henved tolv Alen tyndt Silke tøy til en Morgen=Kiortel; dette, sagde
hun, skulde jeg selv sye, for at vise en Prøve af min Kunst og Duelig¬
hed. Jeg vilde, med megen Famlen og Forvirring, undskyldt mig for
at tage imod denne Velgierning; men hun befalede mig, med en ven¬
lig suur Miine, og med en Røst, som viiste at hun vilde ikke siges i¬
mod, at jeg skulde tie stille. Hun sagde, at naar jeg fik Arbeyde, saa
skulde jeg betale all min Giæld; at jeg, imidlertiid, skulde alleeneste be¬
kymre mig om at begynde min Handtering; og at en Forandring af
smukke Klæder maatte betragtes som en Capital, hvormed jeg skulde
drive min Næring; efterdi jeg, uden samme, hverken kunde faae eller
fuldføre mit Arbeyde.
Jeg gik derfor hen og arbeydede, mine Klæder bleve færdige og jeg
brugte dem; mand lagde mangfoldige Berømmelser baade paa min Fær¬
dighed og Fliid og paa min Person; og saaledes blev jeg indviklet i den
Sna¬


Snare, som havde været lagt
for mig, førend jeg mærkte min Fare.
Jeg var kommet i Giæld, som jeg umueligen kunde betale; Lovens
Magt kunde nu bruges til at fuldføre Ugudeligheds Anslag; og min
Creditor kunde nu drive mig til hendes Hensigt, baade ved Haab og
Frygt.
Jeg havde nu været næsten en Maaned i dette Huus; og mand
havde hidindtil været meget omhyggelig for at skiule for mig alt hvad
der kunde være anstødeligt for min Tugtighed, eller aabenbare mig min
Tilstands Farlighed. Men, u-agtet denne Forsigtighed, havde jeg dog
mærket nogle Ting, som vel maatte sat mig i Bevægelse; men ligesom
disse, der opvaagne af en behagelig Drøm, lukke deres Øyne imod Ly¬
set og stræbe efter at forlænge den angenemme Forblindelse ved at slum¬
me igien, saa dæmpede jeg og mine Mistanker saa snart de opstigede,
ret ligesom den Fare mand ikke kiendte, vilde ikke blive til; uden at be¬
tænke, at Undersøgning allene kunde bestyrke det Gode, og sætte mig
i Stand til at undflye det Onde.
Huuset var ofte fuldt af Sælskab, som deelte sig i adskillige Kam¬
mere; disse Besøgelser varede gemeenligen til Midnat, og undertiden ind¬
til Morgenen; jeg havde imidlertid stedse begiært Tilladelse at gaae bort
og at være allene paa mit Kammer; dette havde mand hidindtil tilladt
mig, endskiønt ikke uden Modstand; men omsider bad mand mig at bli¬
ve og skiænke Thee, og nødte mig saa stærkt at jeg ikke kunde afslaae det.
Sælskabet var meget lystigt, og der brugtes nogle Gemeenskaber imellem
Mandfolkene og Fruentimmerne, hvorved jeg blev rød af Forvirring og
Skamfuldhed; dog, jeg var endnu omhyggelig for at bedrage mig selv,
og derfor stillede mig selv tilfreds med den Formodning, at slige Frihe¬
der vare tilladte iblant Folk efter Moden, og jeg erindrede at min Ung¬
doms kiære Læremesterinde, som jeg maatte tilskrive all min Dyd og all
min Kundskab, havde ofte beskrevet og dadlet mange af disse letsindige
Maneerer og Friheder, som ansees kun, efter Moden, for Artigheder og
Spøg. Jmidlertid kunde jeg ikke uden Bekymring og Græmmelse
betænke, at jeg havde ikke hørt tale noget om min Handtering, siden den
første Uge da jeg kom her i Huuset. Jeg havde vel ofte vovet at tale
Kkkkk2


forskaffet
Velynderske havd
derom, og haabede stedse, at naar min
mig iblant hendes Venner noget Arbeyde, jeg da skulde faae Tilladelse
at fløtte hen paa et Kammer, som jeg vilde leye for mig selv, og der be¬
gynde min Handtering; thi jeg kunde ikke tænke paa at bruge den her
i Huuset, hvor det vilde vanære min Velgiørerske, om mand skulde sige,
at hun leyede Værelser til en Qvinde=Skræderske; jeg kunde ey heller,
uden Ueanstændighed, give Anviisning hvor jeg var at finde, førend jeg
var fløttet hen i et andet Huus. Men naarsomhelst jeg begyndte at
tale om denne Materie, blev jeg enten fixeret formedelst min Alvorlighed,
eller og venligen bebreydet for Hovmod, som ikke kunde taale at være no¬
gen forbundet. Undertiden sagde mand til mig, med en lystig Miine, at
min Handtering skulde være Fornøyelse; og undertiden fortallte mand
mig Kierligheds Historier, og ved alt for frie og smiggrende Beskrivelser,
søgte at opvække hos mig en Begiærlighed efter vellystig Ørkesløshed
og kostbare Forlystelser. Kort sagt, mine Mistanker toge meere og mee¬
re til, og min Frygt blev større, indtil min Drøm havde Ende, og jeg
kunde ikke meeere slumre. Den Skræk, som overfaldt mig, da jeg kun¬
de ikke længere tvile om hvad Hænder jeg var faldet i, er ikke at be¬
skrive, jeg kunde ev heller dølge den; den Virkning, som den foraarsa¬
gede i min Anseelse og Opførsel, gav det liderlige Skarn, som stræbte ef¬
ter at forføre mig, aldeles intet Haab om at naae sit Ønske, og saasom
hun mistvilede om at forlokke mig til frivillig Ugudelighed ved Lyst til
Fornøyelse, saa besluttede hun at fuldføre sit Forsæt ved at overrumple
mig, og ved Fortvilelse at drive mig i hendes Strikker.
Det var ikke mindre min Ulykke end min Forseelse, at jeg ikke strax
forlod et Sted, hvor jeg vedste at jeg var bestemt til Ødeleggelse; men
Mad. Wellwood giorde sig all Umag for at forekomme dette. Om
Mørgenen efter at jeg havde fornummet hendes Hensigt, begyndte vi i
gien at tale om min Handtering; og saa snart som vi havde faaet Froe¬
kost, tog hun mig ud med sig i en Hyre=Karete, foregivende at hun vil¬
de søge om Værelser til mig; men hun havde stedse noget rimeligt at
indvende imod alt hvad vi saae. Saaledes søgte hun at holde mit
Sind i Bevægelse og at beholde mig hos sig den største deel af Dagen;
Klokken tree kiørte vi hiem og spiiste; og fordreve Eftermiddagen uden


Afte
hee med
aasom
Familie
drat
Sælskab.
var usædvanlig tung og søvnig, gik jeg til Sengs næsten to Timer før
end jeg pleyede.
Jeg vedste ikke hvad der var skeedt i denne Nat, men Omstændig¬
hederne om Morgenen lode mig ikke staae i Tvil derom. Jeg fornam
med Bestyrtning, Vrede og Fortvilelse, som i en lang Tiid betog mig
all Vid og Forstand, at jeg havde liidt en ubodelig Vold og Uret,
medens jeg havde været uden Sands og Følelse; ikke saa meget for at
fornøye det Skarn, der havde skændet mig, som paa det jeg skulde giø¬
re mig des mindre Betænkning over at antage en anden, og paa det
jeg, ved at betænke, at jeg umueligen kunde faae igien hvad jeg havde
mistet, skulde ikke skiøtte om at bevare hvad der var tilbage. Mange
Kunster bleve brugte for at stille mig tilfreds, og da mand befandt at
disse ikke kunde udrette noget, forsøgte mand at skrække mig med Tru¬
seler. Jeg veed ikke nøye hvad der skeedte i min Forstyrrelses første
Hidsighed, men omsider blev jeg gandske udmattet. Om Aftenen, da
jeg var blevet rolig af bare Afmægtighed og Svaghed, og mand havde
ikke brugt nogen Forsigtighed for at beholde mig, efterdi mand tænkte,
at jeg var ikke i Stand til at undløbe, fandt jeg Leylighed til at stiæle
mig ned af Trappen og komme ud paa Gaden, uden at blive saunet.
Hvor elendig jeg end var, følte jeg dog nogle Bevægelser af Glæde.
da jeg først befandt mig i Frihed; endskiønt denne Frihed var ikke bedre
end en Rømmingsmands i en øde Ørk, hvor hand, som er sluppet fra
et fælt Fængsel og en forsmædelig Død, maae blive dræbt af vilde Dyyt
eller omkomme af Hunger, med mindre hand frelses ved et Mirakel.
Det varede vel ikke længe, førend jeg betænkte, at jeg kiendte ikke noget
Huus, som vilde tage imod mig, og at jeg havde ingen Penge i min
Lomme. Jmidlertid havde jeg dog ikke den mindste Lyst til at gaae til¬
bage. Undertiden tænkte jeg paa at gaae hen til min forrige Lære¬
mesterinde, som jeg havde staaet i Lære hos; men saa snart jeg forestil¬
lede mig de vanartige Slutninger hun vilde giøre over min Fraværelse
og den Forandring i mine Klæder, og den Triumpf og Glæde hun vil¬
de udviise over den bedrøvelige Trang, der drev mig til at søge hende
igien, saa besluttede jeg heller at lide alt andet Ondt, som kunde veder¬
fares mig.


Saaledes forladt og forloret, svag og forsagt, blev jeg ved at kry¬
be frem, indtil alle Kramboder vare tillukte og Gaderne bleve ledige og
stille. Den arbeydsomme Mængde, der havde næsten baaret mig frem
for sig, var nu adspreedt, og enhver gaaet hiem til sit, undtagen no¬
gle faa elendige Udskud ligesom jeg selv, der enten vare krøbne tilsam¬
men i en Krog, eller og flakkede omkring uden at vide hvorhen de gik.
Det er ikke læt at forestille sig den Hierte=Angest, med hvilken jeg be¬
tragtede min Tilstand; og maae skee det vilde neppe holdes for mueligt,
at en Person, som hverken var undløbet Retten, eller var en Fiende
af Arbeyde, kunde være saaledes i Trang for det lidet, som er væsent¬
ligen fornødent til Livets Ophold, og i Fare for at omkomme af Man¬
gel, midt i en Folkeriig Stad, som har Overflødighed af alle Beqvem¬
meligheder for enhver Rang fra den største Herre til den ringeste Betler.
Saadan var dog min Skæbne. Jeg befandt mig tvunget af For¬
nødenhed til at fordrive Natten paa Gaden, uden Haab om at for¬
drive den tilkommende paa noget andet Sted, ja uden at forskaffe mig
Føde til at opholde Livet, indtil næste Nat. Jeg havde nu fastet
den heele Dag; min Mathed tog hvert Øyeblik til; jeg var træt og van¬
smægtig; mit Ansigt var skiult med en kold Sveed og mine Been skæl¬
vede under mig; men jeg torde ikke sætte mig ned eller gaae to gange
igiennem den samme Gade, paa det jeg skulde ikke blevet grebet af Væg¬
terne, eller forhaanet og overfaldet af nogen frivillig Natte=Sværmer
i hans Drukkenskabs Raserie eller hans Letfærdigheds Frækhed. Jeg
vedste vel ikke hvorledes jeg skulde forandre min Gang; men endeligen
bildte jeg mig ind, at jeg skulde være meere sikker midt i Byen, end i¬
blant de liderlige Huuse ved Stranden, eller i de Gader, hvor der siæl¬
den komme Folk, og som derfor ikke saa nøye bevogtes; thi endskiønt
jeg neppe fordristede mig til at betragte Loven som min Ven, saa var
jeg dog meere bange for dem, som skulde foretage sig at forstyrre den
allmindelige Fred, end for dem, der vare beskikkede til at handthæve
den. Jeg vandrede derfor frem ad, saa vel som jeg kunde, og gik
over St. Povels Kirke=Gaard, da Klokken slog et; men saa ulykkelig
var jeg, at den Elendighed, som jeg frygtede for, overkom mig paa det
selv samme Sted, som jeg var flyet til for at undvige den. Just da
jeg gik forbi Hiørnet ind til Cheapside, blev jeg taget fat af en Mands¬
Person, som var ikke slet klædt, og som vilde have slæbt mig ned imod


den gamle Bør
eed ikke hvad hand sagde; men jeg arbeydede
paa at slide mig løs fra ham, uden at svare noget; min Modstand var
vel meget svag; men hand vilde ikke slippe mig; og da hand maae skee
mistog min afmægtige Modstand for en Tilbøyelighed til at føye ham,
saa vilde hand tage ueanstændige Friheder, hvorfore jeg slog ham med den
pludselige Magt, som Vrede og Fortrydelse meddeelte mig; men all min
Styrke blev sat til i det ene Slag, hvilket det grove Beest strax gav
mig igien, og blev ved indtil jeg faldt. Den naturlige Drift er stedse
færdig til at forsvare Livet, hvor elendigt det end er; og omendskiønt
jeg et Øyeblik tilforn havde ønsket at døe, saa raabte jeg dog i denne
Jammer frivilligen om Hielp. Min Røst blev hørt af en Vægter, som
strax løb hen til mig, og da hand fandt mig liggende paa Jorden, holdt
hand sin Lygte op og beskuede mig meget nøye, hvorover jeg med stor
Forvirring og Skamfuldhed kom til at betænke i hvilken Uorden mine
Klæder vare, som tilforn var ikke engang faldet mig i Tanker; mit
Haar hængte løseligen ned over mine Skuldre, mit Bryst=Stykke var
kun halv=snøret, og mine andre Klæder havde jeg skiødesløs kastet paa
mig i den Sinds Uroelighed og Forvirring, som tillod mig ikke at give
agt paa ringe Omstændigheder, da jeg tog Flugten af Wellwoods
Huus. Min Anseelse i allmindelighed, og den Tilstand i hvilken jeg blev
fundet, overbeviiste Vægteren at jeg var en omføytende Skøge; og
da hand mærkte at jeg kunde ikke staae op uden Bistand, saa sluttede
hand iligemaade at jeg var drukken; hand satte derfor sin Lygte ned,
og kaldte sin Kamerat til Hielp, hvorpaa de løftede mig op. Saa¬
som min Røst var famlende, mit Aasyn vildt, og mit gandske Legeme
saa afmægtigt, at jeg ravede som jeg stod, saa blev Manden bestyrket
i hans første Meening; og da hand saae at mit Ansigt var blodigt og
mine Øyne opsvolmede, saa sagde hand til mig med en spodsk Smii¬
len, at hand, for at beskytte mig for videre ond Medfart, vilde forskaffe
mig et Herberg til i Morgen; og derpaa slæbte de mig imellem sig hen
til det nærmeste Fængsel, uden at lade sig i mindste Maade bevæge ved
mine væmodige Bønner og bedrøvelige Tilstand.
Jeg fordrev denne Nat i saa forskrækkelige Bekymringer og saa
dødelig en Angest, som jeg ikke endnu kand tænke paa uden Gysen; og


for en af Øvrigheden.
teren berette¬
om Morgenen blev
de, at hand havde fundet mig meget drukken, og at jeg havde raabt
Mord og giordt Allarm paa Gaden Klokken et om Morgenen. Jeg
var neppe ædru endnu, sagde hand, som hans Velbyrdighed selv kun¬
de see, og jeg havde faaet temmelig brav Hug; men hand sluttede, at
det var skeedt fordi jeg havde prøvet paa at bestiæle eens Lommer,
hvilket var slaaet mig feyl; og at jeg maatte være meget behændig,
dersom det skulde gaaet an i den Tilstand jeg var.
Hvor uretfærdig denne Beretning end var, saa blev den dog stor¬
ligen bestyrket ved min udvortes Anseelse; jeg var næsten skiult med
Gade=Skarn; mit Ansigt var falmet, min Tale var uforstaaelig, og
jeg var saa overvældet af Mathed og Skræk, at jeg kunde ikke staae u¬
den at holde mig ved noget. Jkke des mindre sagde Dommeren til
mig, med stor Venlighed, at jeg skulde forsvare mig, hvilket jeg og
forsøgte, i det jeg fortallte den reene Sandhed; men jeg frembragte
denne Historie med saa megen Famlen, og den var i sig selv saa vild
og urimelig, saa liig disse ukunstige Fortællinger, som i en hast opfin¬
des til Forsvar af dem, der gribes i en Misgierning, at den kunde ikke
troes; og mig blev sagt, at dersom jeg ikke kunde forsvare min Ca¬
rakter ved noget troeværdigt Vidne, da skulde jeg sendes til Tugt¬
Huuset.
(Slutningen skal følge.)
D¬
D¬
Skrift bliver hver Torsdag at bekomme i det Kongel. priv.
ette Uge
Bogtrykkerie ved Stranden, skraas over Prammændenes Laugshuus,
hvor 2de forgyldte Skildter sees over Døren, Arket 2 s.
Sammesteds ere og at bekomme tolv Ark af Gellerts Fabler og For¬
tællinger, oversatte i Dansk, for 2 s. Arket.


No. 103
Bie=Kube
Eller
Andres
Tanker.
(Slutningen af No. 102.)
J¬
eg blev som Tordenslaaet ved denne Trusel; og havde giordt mig
saa forfærdelige Forestillinger om dette Sted, som jeg skulde sendes
hen til, at mit fæle Fængsel hos Skrædersken blev et Palats i Lig¬
ning derimod; og at komme did igien, med hvadsomhelst Uleylighed, var
nu mit yderste Haab. Jeg begiærte derfor, at mand vilde sende Bud
efter min Mesterinde, og formodede, at hun vilde i det mindste tage mig
ud af et Tugt=Huus, om det var alleeneste for at have den Fornøyelse
at hun selv kunde plage mig.
Inden to Timer kom Buddet tilbage og med ham min Tyran
som betragtede mig med saadan en vanartig Fornøyelse, at mit Haab
forsvandt i det Øyeblik jeg saae hende, og jeg fortrød næsten at hun
var kommet. Jeg troer, hun var glad over at have fundet denne Ley¬
lighed til virkeligen at forekomme, at jeg skulde ikke nyde nogen Deel af
hendes Arbeyde, som hun havde nogen Aarsag til at frygte for, og der¬
for sagde til Dommeren, som forhørte hende, "at hun havde taget
mig som en Betler af Sognets Fattige=Forstandere for fire Aar siden,
og lært mig hendes Haandverk, men at jeg havde altid været fortræ¬
delig, halstarrig, skadelig og doven; at det var meere end en Maaned
siden at jeg var hemmeligen løbet af hendes Tieneste i anstændige og
ærbare Klæder, som skikkede sig til min Stand; og at hun vilde lade
hans Velbyrdighed selv dømme, om jeg var kommet ærligen til de
Pialter, som jeg nu havde paa Kroppen. Denne Beretning, skiønt
eensstemmende med min egen, tiente alleeneste til at bestyrke de Giernin¬
ger, som fordømte mig; det befandtes u=modsigeligt, at jeg havde forladt
min Tieneste, og var blevet forført i et Hore=Huus, hvor jeg var blevet


forsynet med Klæder og havde opholdt mig over en Maaned. At jeg
havde ikke vedst hvad Huus jeg var i, at jeg var blevet krænket uden mit
Samtykke, og omsider løbet bort for at undgaae videre Uret og Skænd¬
sel, syntes at være opdigtede Omstændigheder, hvilke jeg havde opfundet
for at besmykke min Forseelse; den Person, som jeg havde anklaget, levede
i en anden Part af Byen og under et andet Værne=Ting, og det var for¬
nødent for den nærværende Tiid at bringe Sagen til en kort Beslutning;
min Mesterinde blev derfor tilspurt, om hun igien vilde tage imod mig,
naar jeg lovede at skikke mig vel; og da hun reent ud afslog det, blev jeg
sendt til Tugt=Huuset til haardt Arbeyde. Skriveren blev imidlertid be¬
falet at antegne min Beskylding imod Wellvood; og mand sagde til mig,
at der skulde skee Undersøgning angaaende hendes Levemaade.
Efter at jeg havde været næsten en Uge i Tugthuuset, blev mig bragt
en Seddel uden Datum eller Navn, hvor i mand lod mig vide,, at min
Ondskab imod disse, som vilde have været mine Velgiørere, var gjordt
til intet; at dersom jeg vilde komme til dem igien, saa skulde de for¬
skaffe mig min Frihed, og jeg skulde endnu blive venligen modtaget:
men dersom jeg fremturede i min Utaknemmelighed, da skulde det ikke
blive uhævnet. Af dette Brev giættede jeg, at Welliwood havde fun¬
det Leylighed til at forekomme den Undersøgning, som hun havde fornum¬
met at være begyndt, efter min Angivelse, angaaende hendes Opførsel,
og havde saaledes faaet at vide hvor jeg var at finde; jeg gav derfor intet
andet Svar tilbage, end at jeg var fornøyet med min Tilstand, og var
bereedt til at lide alt hvad Guds Forsyyn skulde tilskikke mig.
Jmedens jeg var i Tugt=Huuset blev jeg ikke begegnet med stor
Strenghed; og da den næste Session blev holdt, saasom ingen særdeles
Misgierning var anført imod mig, blev det befalet at jeg skulde løsgives.
Saasom min Carakter var nu u-igienkaldeligen tabt, saasom jeg havde
ingen Ven, der vilde unde mig Huuslye, eller nogen Handtering at gribe
til, saa saae jeg intet andet for mig, end at jeg igien maatte vandre om¬
kring paa Gaderne, uden Huus og uden Fode. Jeg bad derfor, at For¬
standerne for det Sogn, som jeg hørte til, maatte befales at antage mig
i Arbeyds=Huuset, indtil de kunde forskaffe mig en Tieneste, eller finde
nogen Handtering for mig, hvor jeg ved mit Arbeyde kunde fortiene min
Underholding. Denne Begiæring, saa billig og ugemeen, blev høyligen
berømt og strax bevilget; men da jeg gik ud af Porten med mit Patz i
min Haand, mødte mig en Bye=Tiener med en af Wellvoods Speydere,


og arresterede mig for en Giæld af tiuge Pund Sterling. Saasom det
var ikke meere i min Magt at skaffe Borgen end at betale Pengene, saa
blev jeg strax slæbt til Nemgate. J dette Fængsel fornam mand strax,
at jeg havde ikke en Hviid i min Lomme, og at mand ikke kunde vente no¬
gen Penge af mig enten for Varetægt, Underholding eller andre Beqvem¬
meligheder (*); Jeg blev derfor ført over til et Sted, som kaldes den
fælles Side, iblant de elendigste og liderligste af det menneskelige Kiøn.
Tugt=Huuset vare vel mine Staldbrødre ugudelige, men de bleve holdte
i Ave ved deres Tugtemesters Nærværelse, som ved ideligt Arbeyde spægede
deres Frækhed og Ryggesløshed; men mine Ørne bleve nu hvert Øyeblik
forargede ved Eeder Forbandelser og utugtig Snak. Moder Wellvoods¬
hendes Huus=Folks og hendes Giæsters Tale og Omgængelse var kydsk og
hellig imod deres, som levede paa dette Sted, og det Levnet, hvortil jeg
havde været anmodet, var uskyldigt, i Ligning imod disses. Sa
ledes begyndte jeg efter haanden at tænke paa blot Ukydskhed uden Skræk
og Afskye, ja jeg fandt mindre Gruelse for større og afskyeligere Misgier¬
ninger, jo meere jeg blev vant til at høre og see dem iblant det rygges¬
løse Sælskab, som jeg var omgivet med. Min Ulyksalighed blev dog ikke
forlindret, endskiønt min Dyd blev mindre: Jeg var uden Venner og
uden Penge; og den Elendighed at være indsluttet i et fælt og stinkende
Fængsel blev end meere forøget ved Hunger og Tørst, og Kuld og Nø¬
genhed. I denne Fristelses Stund blev jeg igien anfaldet af det Skarn,
som havde bragt mig i denne Nød, for at komme des lættere til sit Maal.
Og lad ikke disse, for hvilke Dydens=Vey har været bestrøet med Roser,
og enhver Torn røddet bort ved Medgang, alt for strengeligen døme mig,
for hvilken den har været en knudret og tornefuld Vey, paa hvilken jeg
længe har slæbt mig frem med Møye og Angest, dersom jeg omsider, da
jeg blev forvildet i en mørk Nat og en hæftig Storm, vendte mig til det
første Lyys og skyndte mig til den nærmeste Havn; lad mig ikke dømmes
alt for strængeligen, om jeg nu tog imod Frihed, Beqvemmelighed og
Overflødighed paa de eneste Vilkaar, som bleve mig tilbudne. Jeg sam¬
tykte, skiønt uvilligen og med en beængstet Samvittighed, at vende tilbage,
og at fuldføre min Fordervelse paa det Sted hvor den var begyndt. Den
De som i Engeland blive fængslede for Giæld, maae selv betale de¬
res Varetægts Penge og Underholding; hvilket giør mange Skyldnere
overmaade elendige; men denne Haardhed kunde i mange Tilfælde have
sine gode Virkninger.


Giælds odring, hvorfor jeg var fængslet, blev strax kaldet tilbage, mine
Varetægts Penge bleve betalte, og jeg blev atter forfløttet til mit Loge¬
ment hos Welsioods ved Covent Garden. Jnden en kort Tiid fik jeg
min Helbred og Skiønhed igien; jeg blev igien klædt og pyntet paa min
Tyrans Bekostning, hvis Magt tog til ligesom min Giæld blev større;
Hun foreskrev mig hvad Betaling jeg skulde tage; og af de Penge, hvor¬
for jeg maatte sælge ikke alleneste mit Legeme, men og min Siæl, fik jeg
neppe meere end jeg kunde have fortient med at luge i en Hauge. Min
Creditors Villie var min Lov, fra hvilken jeg ikke vedste hvorledes eller
til hvem jeg skulde appellere. Mit Slaverie var det allerbegrædeligste og
min Handtering den allerafskyeligste; thi Dydens og Religionens Sæd,
som havde været indplantet i min Ungdom, hvor meget den end var ble¬
vet qvalt ved Ukrud; kunde dog aldrig rykkes ud med Røden; jeg tog
og aldrig imod nogen u-skikkelig Besøgelse, uden at mit Hierte skælvede,
mine Læber bævede, og mine Fødder rystede.
Fra denne forskrækkelige Tilstand er jeg omsider befriet. Men me¬
dens jeg opløfter mit Hierte i Taknemmelighed til Ham, som alleene
kand bringe Got ud af Ondt, beder jeg at det maae erindres, at min
Afvigelse til det Onde var naturlig, men min Frelse næsten et Mirakel.
Mit første Trin til Udyd var at jeg forlod min Tieneste; og all min
Brøde og Elendighed var en Følge deraf. Lad derfor ingen forlade den
Post, som Guds Forsyyn har beskikket dem, eller vove sig ud af den
rette Vey; thi endskiønt Afveyene ved deres gtønne og behagelige An¬
seelse kand lokke dem, saa vil de dog uforbigængeligen føre dem til en
fordervelig Afgrund; og det kand ikke, uden Daarlighed og Formastelse,
siges om nogen, at deres første Afvigelse fra den rette Vey vil føre dem
i mindre Ulykker end mine.
Saadan, min Herre, er mit Barns Historie, og saadanne ere hen¬
des Betragtninger derover; hvortil jeg alleneste kand legge dette, at den
som slaaer Haanden af sine Børn, eller forderver dem ved sit Exempel,
begaaer en større Misgierning end en Morder; ja saa meget større, som
Udødelighed er af større Værd en Livet.
Jeg er, min Herre,
eders ydmyge Tiener
Agamus.


Begiæring tils Smaa¬ perne tilskrevet Jomfrue N.
da hun lod sig dem indproppe.
Du Skiønheds grummeste, fordærveligste Fiende!
Lad denne ene gang din Grumheds Virkninger
Ey efterlade sig det mindste fæle Minde
Paa denne smukke Møe, som just i Blomster er.
Skaan disse Øynes Glands for mørknende Tilfælde,
Lad deres Klarheds Skin ved dig ey blive qvalt;
Fordrist dig ikke til med Plætter at vanhelde
Et Himmel-billede og Engle=liig Gestalt.
Jmod dit Overfald Hun viis sig vil berede,
Hun kæk udfodrer dig med mandelig Tillid,
Hun trodser uforfærd din Grumhed og din Vrede,
Og gaaer frimodig hen til en tvilraadig Striid.
Hun kommer snart uskadt og Seyer=riig tilbage,
Som Solen bryder frem ud af den mørke Sky¬
Hun, som Jld luttret Guld, des meere skal behage
Med forrig Yndighed, nu Prøve-fast og ny.
Saa vi af Diomed selv Venus saaret finde
J den Trojanske Krig; men, uden mindste Arr,
Strax Saaret voxte til; og Kiærligheds Gudinde,
Fremdeles som tilforn dog Skiønheds Dronning var.


P¬
ythagoras siger: Lad Søvnen ikke falde paa dine Øyne, før¬
end du har tre gange overveyet og giennemseet den forbi¬
gangne Dags Forretninger. Hvor er jeg afviget fra den rette
Vey? Hvad har jeg gjordt? Hvad har jeg forsømt at giøre,
som jeg burde have gjordt? Begynd saaledes fra den første
Gierning til den sidste, og til Slutning fortryd det Onde og
glæd dig over det Gode du har gjordt.
Denne allmindelige Formaning er ikke mindre fornøden ved Stui¬
ningen af et hvert Foretagende. Det er sædvanligt at beregne hvad
mand har tabt eller vundet, naar mand har fuldført et Arbeyde; og
saasom jeg nu snart skal beslutte dette Uge=Skrift, saa kand jeg ikke an¬
det end eftertænke hvad Virkninger det har haft; Om jeg kand regne
de Timer, som ere anvendte paa at skrive disse Blade, som anvendte
til en god og priisværdig Hensigt; eller om jeg har ladet dem dampe
bort i unyttige Dunster.
At min Hensigt har været god derom har jeg mit eget Hiertes Vid¬
nesbyrd; men en god Hensigt kand slaae feyl, naar mand ikke har den
dertil fornødne Dygtighed, eller naar den sigter til et Maal, som i sig
selv er ikke at opnaae.
Der ere nogle, som give moralske Skribentere liden Aarsag til at
glæde sig over Virkningen af deres Skrifter; Nogle, som paastaae, at
ingen Tiids Alder derved er blevet forbedret, og, at formane Menneskene
til at rette deres Sæder, er, ligesom Xerxes, at pidske Vinden, eller
at legge Lænker paa Strømmen.
Denne Meening paastaae de at stadfæste med en ufeylbarlig For¬
farenhed. Verden er fuld af Sviig og Fordervelse, af Rov og Ond¬
skab; Egennyttighed er den herskende Passion, som driver Menneskene;
enhver stræber efter at forøge sin egen Lyksaligheds Forraad ved idelige
Tillæg, uden at betænke, hvor mange der ved hans Overflødighed for¬
dømmes til Mangel; I denne Tingenes Tilstand udgives et moralsk


Skrift, i hvilket Kierlighed, Barmhiertighed og Velvillighed blive stærkt
anbefalede, og det bliver u-modsigeligen beviist, at Menneskene ere ly¬
salige ligesom de ere dydige, og ruge ligesom de ere gavmilde. Bo
finder bifald, og Skribenten bliver belønnet eller befordret. Hand bil¬
der sig ind, at hans Berømmelse er fortient, og finder mindre Fornøyelse
af den Belønning hand faaer, end af hans egen Overbeviisning om hans
Fortieneste. Lad os nu igien betragte Menneskene: Egennyttighed er
endnu den herskende Passion, og Verden er endnu fuld af Sviig og For¬
dervelse af Ondskab og Rov.
Men det maae betænkes at Omvendelsens Fremgang er ikke læt af
mærke, saasom den skeer lidet efter lidet; ligesom Aftenens Skygge voxer;
vi vide at den var kort om Middagen og er lang om Aftenen, men vore
Sandser vare ikke mægtige for at kiende, hvorledes den tog til. Vi vide,
at enhver civiliseret Nation har tilforn været vild, og hvorledes er denne
Forbedring skeedt uden ved Underviisning og Formaning?
Menneskene ere i Allmindelighed fordervede, men i adskillig Grad;
ligesom de ere allmindeligen vankundige, dog med større eller mindre Kund¬
skabs Straaler. Hvorledes er Kundskab og Dyd formeeret eller vedlige¬
holdt paa et Sted meere end paa et andet, uden ved flittig Underviisning
og fornuftige Forestillinger:
Der skrives dagligen moralske Skrifter, men deres Virkning er end¬
nu ringe i Verden; Jorden bliver aarligen pløyet, dog ere mange, som
trænge til Brød. Dog er hverken Moralistens eller Bondens Arbeyde
forgæves; lad dem begge en tiid lang forsømme deres Arbeyde, og mand
skal snart kiende deres Nytte; den Ugudelighed, som nu er mangfoldig,
vilde blive allmindelig, og Brødet, som nu er knapt, vilde aldeles fattes.
Et hvert Menneskes Magt er ringe, og Virkningen af hans Fliid
næsten ukiendelig, naar mand i Allmindelighed betragter Verden. Guds
Forsyyn har ikke givet noget Menneske Ævne og Kræfter til at giøre me¬
get, paa det at alle maatte have noget at giøre. Virkningen af enhver
draabe kiendes ikke, naar Marke og Enge overskylles af en Sommer¬
Regn, dog hielper enhver Draabe til at forøge den.


De Bøger, som læses meest, læses kun af faa, i henseende til de
mange som ikke læse dem; og blant disse faa læser den største Deel ikke
med saadant Sindelaug, som storligen befordrer deres Forbedring.
Det er vanskeligt at opregne de mange Aarsager, som forskaffe Bø¬
ger den Ære at blive læste. Nogle læse for at finde Feyl, som andre
ikke kand mærke; andre, for at ikke være de sidste i Moden, naar en
Bogs Berømmelse staaer i Blomster; andre læse for Stilens skyld, andre
for at see hvorledes Tankerne ere fremførte og satte i Orden; de læse i
gandske anden Henseende end for at forbedres, og kand ikke ventes at
blive visere eller dydigere ved at randsage et Skrift om moralsk Klogskab,
end en Bygmester at antænde sin Andagt ved at nøye betragte Bygnings
Kunsten i en Kirke. Nogle læse for Tidsfordriv, i Mangel af andre
Forlystelser, naar de enten ved Svaghed, Penge=Mangel, eller andre
Omstændigheder ere tvungne til den fortrædelige Tilstand at være i Sæl¬
skab med sig selv.
Den Skribent kand ikke kaldes gandske unyttig, som skaffer saadan¬
ne Gemytter som disse, en uskyldig Tiidsfordriv; og saasom der, i denne
Tingenes nærværende Tilstand, findes fleere Tilløkkelser til ondt end Op¬
muntringer til got, saa kand den Skribent, der holder Verden i en neutral
Stand, billigen betragtes som en Velgiører for det menneskelige Liv.
Den, som ofte læser gudelige og moralske Skrifter, indprenter dere
ved saadanne Begreb i sit Sind, som hand ikke har Magt til at udslette,
endskiønt hand har ikke nu i sinde at bruge dem. Der kand ofte komme
et lyksaligt Øyeblik, da disse Tanker vil giøre en god Virkning.
Jeg fortryder derfor ikke paa den Fliid eller Tiid jeg har anvendt
paa disse Blade. At Verden er blevet kiendeligen bedre, siden jeg be¬
gyndte dem, har jeg ikke mærket; dog tør jeg formode, at mange have
fundet Tanker deri, hvorved de ere rørte, og Sandheder hvorved de ere
overbeviiste, og som det nu er deres Pligt, videre at føre sig til Nytte;
og at de, som ikke have fundet nogen Forbedring, have ikke manglet Ley¬
lighed, men Forsæt og Lyst til at forbedres.


No. 104.
Bie=Kube.
Eller
Andres Tanker.
Solve seneseentem mature sanus equum, ne
Peccet ad extremum ridendus.
S¬
aa svang er all menneskelig Lyksalighed og Fornøyelse,
at vi blive altid keede af det nærværende. Naar vi have faaet
hvad vi tragtede efter, da agte vi det ikke meere, og Besiddelse
foraarsager gemeenligen Væmmelse, saa at den vanartige Anmærkning,
som en Grædsk Poet har gjordt over Ægte=Standen, kand næsten giø¬
res over enhver anden Leve=Stand, at dens tvende lyksalige Dage ere
den første og den sidste.
Faa Øyeblik ere meere fornøyelige end disse, i hvilke Sindet gaaer
frugtsommeligt med et nyt Foretagende. Fra den første Tanke, som
opvækker Jndbildingen, og indtil mand virkeligen begynder at sætte den
i Verk, er alting læt og fornøyeligt, alting er Triumpf og Lyksalig¬
hed. Hver Dag forøger disse behagelige Forestillinger, og medens
Hiernen giør Forberedelser til det foretagne Verk, dantser Hiertet af
Glæde efter Haabets Sang.
Ja denne Fornøyelse er saa stor, at mange lade deres gandske Tiid
dunste bort i lutter Projecter, som de aldrig stræbe efter eller haabe at


fuldføre. om vi levede ikke ande Ende, end at finde nogen til¬
strækkelig Fornøyelse for hver Dag, da veed jeg ikke om nogen Tilstand,
kunde agtes bedre end det Menneskes, som indsvøber sig i sine egne Tan¬
ker, og lader det aldrig komme dertil, at Forfarenhed kand viise ham
hans Anslags Forfængelighed. Thi mand begynder ikke saa snart at
legge Haand paa Gierningen, førend Rolighed og Tilliid forlade Bry¬
stet; enhver Dag bringer sit Arbeyde, og ofte uden at bringe Færdig¬
hed til at forrette det; mand indvikles i Vanskelighed, mand forvirres
ved Uvished, mand forsinkes ved Modstand, mand forbittres ved Dad¬
len, eller nedslaaes ved F¬ agt og Forsømmelse. Vi fare fort, efterdi
vi have begyndt; vi fuldføre vort Forsæt, paa det vort allerrede gjordte
Arbeyde skal ikke blive forgæves. Men ligesom Forventelse efter haan¬
den døer bort, saa forsvinder og Munterheds glade Smiil; vi nødes til
at anraabe alvorligere Magter, og at overlade Udfaldet til Taalmodig¬
hed og Bestandighed.
Naar Arbeydet er engang begyndt, da er Endens Betragtning den
Trøst, som giør os villige og mægtige til at fortsætte det. Thi end¬
skiønt der i et hvert langvarigt Verk ere undertiden nogle fornøyelige
Øyeblik, da mand finder Selv=behag i sit Arbeyde, da Agtsomheden
vederqvæges ved en uventet Læthed, og Jndbildingen opmuntres ved
nogle tilfældige Ypperligheder, som ikke vare indbefattede i den første
Plan, saa ere dog de mødende Vanskeligheder saa store og mangfol¬
dige, at et Menneske faaer siælden meere af sin Fliid og Stræben, end
en smertelig Overbeviisning om sin Afmagt og Ufuldkommenhed, og en
idelig Opvækkelse af Begiærligheder, som hand finder sig ikke mægtig
til at fornøye.
Saa vist er det, at Keedsommelighed og følge med vore flee¬
ørretninger, at enhver Mand, hvadsomhelst hans Embede er, trø¬
r sig med Haab om Forandring. Den som ved Fliid og Aarvaagen¬
ir banet sig Vey til et offentligt Embede, taler iblant sine Venner
om imtet andet end den Fornøyelse at leve si en sille Eensomhed. Den


som ved stille og rolig tuderit nødes til at undslaae sig fra Ver¬
den, hører med et pikkende Hierte efter dens langt fra sværmende Bul¬
der, hand længes efter at komme iblant levende Creature, og beslutter,
saa snart hand kand blive Herre over sin egen Tiid, at tage sin deel af
Glæde og Lystighed, eller at lade sin Dygtighed see paa den allminde¬
lige Skue=Plads, og at nyde den Fornøyelse at blive æret og berømt.
Men naar mand ved Forfarenhed kommer til at kiende nøyere den
hagelig og lyksalig gderfor saa hæftigen tragtede efter, befindes det
Stand og Forandring, som mand nyeligen ansaae for at være saa be¬
ofte, at den ikke nær svarer til det vi havde ventet. Der møde os U¬
leyligheder, som vi ikke havde forestillet os, vi blive atter utaalmodige
og keedsommelige, vor Munterhed og Fliid aftager, vi længes igien
efter ny Forandring.
At det gaaer saaledes med de fleeste Skribentere, vil ikke blive
vanskeligt at beviise. De, som have lagt sig efter at vrage lærde Bø¬
ger, anmærke, at i de vittigste og berømmeligste Skrifter findes ikke den
Kraft og det Liv i Slutningen, som i de første Bøger; og mand har
anført adskillige riimelige Aarsager til denne Aftagelse; mand har viist
af Skriftets Beskaffenhed, at mindre Prydelser behøvedes i Slutnin¬
gen end i Begyndelsen. Men dersom mand havde spurt Skribenten
selv derom, da vilde hand maae skee bekiendt, at hans Jndbildings
Kraft var blevet mat, og hans Bestandighed svækket; at hand meget
vel vedste, at hans Verk var ikke fuldfærdiget; men at, da hand faae
Enden saa nær, kunde hand ikke længere undslaae sig for at søge Hviile.
Operk in longo fas esk obrepere somnum.
Inket endes i om endes ikke bedre end det begyundte.
Det er ikke nok at en ribent vedligeholder den første Munterhed og
Styrke, mand vente stedse meere og meere af ha¬ i Be
gyndelsen har være ykkelig at Pheds Lærere fore¬
skrive, at de stærkeste Argumenter skal anføres i Slutningen af Talen;


den samme Regel kand nytte i mange andre Tilfælde; thl endskiønt
det er vanskeligt at udslette foregaaende Feyl eller Ufuldkommenheder
ved nogen efterfølgende ypperlig Førretning, saa kand dog den Be¬
rømmelse vi have forhvervet os ved en langvatig lykkelig Fremgang,
omsider blive tabt ved een eneste Forseelse; thi Skrøbelighed eller
Vildfarelse vil altid blive erindret af den Ondskab, Forfængelighed og
Misundelse, som fornøye sig derover.
en Skribent maae derfor ikke haabe, at Verden vil dømme saa
lemfældeligen om ham, som vi ere villige til at dømme os selv; ey hel¬
ler bilde sig ind, at en Dags Fliid vil forsone hvad der er forsømt
paa en anden; og at den Berømmelse, som er begyndt ved bifald,
skal stedse blive bestandig ved Vanen.
Den Skribent, som selv er keed af at skrive, vil snart giøre sine
Læsere keede. Lad ham derfor nedlegge sin Forretning, hvadsomhelst
den er, som ikke længere kand udviise sin forrige Færdighed eller Agt¬
somhed; lad ham ikke formasteligen trodse hans Dommeres Streng¬
hed, eller haardnakket fylde Skue=Pladsen, indtil en allmindelig Hvis¬
len befaler ham at gaae ud.


T¬
iden, som giør Ende paa alle menneskelige Forns
Besværligheder, har iligemaade gjordt Ende pa¬
Kuben. Efter at jeg nu i to Aar har fortsat dette Uge=Skri¬
til Et hundrede og fire Ark, har jeg nu besluttet at hølde op.
Aarsagerne til denne Beslutning er af liden Betydning
at anføre, saasom det er ufornødent at forsvare sig, naar in¬
gen Modsigelse skeer. Jeg er langt fra at tænke, at der vil
skee nogen Efterspørsel, hvorfor jeg holder op; thi jeg har al¬
drig været en stor Favourit af Publicum; ey heller kand i
rose mig af at have været i dette mit Foretagende opmuntret
ved Belønninger af de Gavmilde, ved Naade=Tegn af
Store, eller ved Berømmelse af de Navnkundige.
Dog ere der nogle faa, som billighed og Erkiendtlighed,
forpligter mig til at erklære mig forbundet for Opmuntring,
eller Bistand, mine Venners Tal var aldrig stort; dog ere de
saadanne, som ikke tillade mig at tænke at jeg arbeydede forgæ¬
ves, og jeg græmmede mig derfor meget lidet over den Kold¬
sindighed, hvormed den DAR SKE Biekube blev anseet
paa de Steder, hvor den aldrig havde gjordt Opvartning som
en Betler.
Jeg skulde derfor skammeligen afvige fra den Sandhed og


Dyd, som t af anhefale i disse Blade, dersom jeg
vilde beklage mig over at være forsømt af dem, hvis Agtelse
g aldrig har søgt, og derfor aldrig brugt de Kunster, hvorved
kunde vindes. Jeg har aldrig ventet at læses uden af
som Sandhed og Dyd kunde hthage ved deres medfødte
Færdighed.
jeg kand derfor nuf da jeg forlader Skue=Pladsen, snart
tale den Taknemmeligheds Giæld, som jeg, i henseende til
dette Skrift, agter mig skyldig til; i særdeleshed maae jeg herved
øffentligen erkiende den gunstige Dom, som de mig ubekiendte
Forfattere af Nachrichten vom Zustande der Wissen¬
schafften und Kunste in den Komgl. Danischen Reichen
und Landern, og af Efterretninger om lærde Sager,
have fældet over disse Blade; thi endskiønt jeg ikke har den
Ære at kiende uden een eneste af de første, saa ere dog de ø¬
vrige saa bekiendte for deres Lærdom, Skiønsomhed og billig¬
hed, at deres bifald fuldkommeligen erstatter mig den Mangel
jeg hidindtil har haft paa allmindelig Yndest.
Dog kand jeg ikke sige at jeg har gjordt mig stort Haab om
Aftræk paa disse Blade, i henseende til mine egne Landsmænd;
thi disse ere nogenlunde at undskylde, om de heller læse frem¬
mede end Danske Skrifter, saasom de derved tillige lære Spro¬
gene; men for samme Aarsags skyld havde jeg ventet, og jeg
meener, ikke ubilligen, at finde des fleere Læsere iblant de Frem¬
mede, som giøre os den Ære at opholde sig hos os, og iblant
hvilke der ere ikke mange, som forstaae det Engelske Sprog, hvor¬
af de fleeste Stykker ere oversatte; og var det vel ubilligt at


haabe, at Fremmede engang skulde finde aa stor mag i det
Danske Sprog, som de hidindtil have fundet i det Dansk
Brød?
Men lad ingen alt forspotteligen bele dette Haab.
neskene skulde foretage faa Ting, som der er Arbeyde og
ved, dersom de ikke haabede derved at vinde større Ære og
Fordeel, end Udfaldet ofte svarer til. Naar Don Quxxot al¬
vorligen opregner for sin troe Vaabendrager Sancho Pansa,
hvor store og herlige Bedrifter¬ and vilde giøre, saa at Kopge¬
riger skulde begiære hans Bistand og Redning, og til Veder¬
lag tilbyde ham Princessen som Arving til den Krone hand
havde frelst; at hand skulde faae Ære og Riigdom i Overflø¬
dighed at uddeele efter sit eget Tykke, og en Provints at give
til sin værdige Staldbroder og Følgesvend, da ere der faa Læ¬
sere, som ikke ynke eller belee hans daarlige Haab; endskiønt
de fleeste have fornøyet sig selv med lige saa daarlige Forestil¬
linger, undtagen at de ikke have gjordt sig Indbilding om saa
forunderlige og store Udfald, enler brugt saa u tilstrækkelige
Midler. Hand bliver kun meert latterlig end vi selv, fordi
hand siger det, som vi alleeneste tænke.
Men hvor urimtligt eller forgæves mit Haab end har væ¬
ret, saa kand jeg dog nu med Fornøyelse see tilbage paa disse
Blade, en Fornøyelse, som ingen Roes eller Dadlen skal
øge eller formindske; efterdi jeg tør haabe; at jeg ved dette
Arbeyde har ikke sanket Aarsager til Blusel eller Fortrydelse
i min øvrige Leve Tiid. Thi den Time tilstunder, i hvilken
hvadsomhelst Dom der skal fældes over disse Blade
blive mig ligegyldig; og deres Hensigt og Jndhold alleene kar


give mig Trøst. Tiden, som skynder sig til at underskrive
dette sidste Blad, vil inden kort Tiid legge den Haand i Stø¬
vet, som nu skriver, og stille det Hierte, som nu slaaer imel¬
lem Haab og Frygt; men faa Aar allene kand giøre Skils¬
misse imellem den Haand som har skrevet og de Øyne som læse.
Og sandeligen, dersom vi havde ikke mistet vor Hukommelse
eller Følelse, da skulde denne Sandhed, der saa ofte og ideli¬
gen stilles os for Øyne, stedse herske i vore Tanker og i vort
vi døe. 1. Kiøbenhavn den 25 Octobr. 1756.
gandske Levnet, saasom den allene kand give os Trøst naar
BARTHOLN JOHAN LODDE.
ette lge=Skif er herefter saavel complet som viis
komme i det Kongel. privil. Bogtrykkerie ved Stranden, skraas ov
for Prammændenes Laugshuus, hvor 2de forgyldte Skildter
sees over Døren, Arket 2 s.
ammesteds ere og at bekomme tølv Ark af Gellerts Fabler og For¬
tællinger, oversatte i Dansk, for 2 s. Arket.


