nt kun min ved fri Udkaa¬
in Bog
V¬
relse,
Gak nu i Verden ud. Gid Lykken dig saa føye,
At du, som dine Sødskende,
Maae de Beskyttere fornøye,
Hvis Gunst mod hine gav mig Mood,
Den før henlagte Pen igien i Haand at tage,
Og kraftigen min Fliid forsikkre lod,
At den ey skulde Dem mishage.
Gak da, min Bog; men lad dit første Trin
Bestemes ved den Drift, som all min Siæl indtager;
Træd for det Aasyyn frem, hvis Straalers blide
Skin
Dig ene frem for Lyset drager.
Skælv ikke ved at gaae til et saa helligt Sted!
Her Naadens Sæde er; her kand Ærbødighed,
Med haabe fuld Tilliid sit ringe Offer yde,
Her mood=løs Stræbsomhed kand mild Opmuntring,
nyde.


Jeg haver ey behøv at underrette dig,
Hvorhen en skiønsom Pligt dernæst dig Vey bør viise;
Enhver vil nævne Dem og Deres Navne prise,
Saasnart jeg haver sagt, at De antage sig
Alt hvad befordres bør, hvad Dyd og Smag for¬
fremmer,
Og Staten ziire kand med duelige Lemmer.
Lyksalig jeg! lyksalig du,
Om disse Blade nogenlunde
Saa stor en Hensigt ligne kunde,
Og tegne til at gaae den nærmere endnu!
Et Smiil, et Øyekast dit Forsvar skulde være,
Om nogen dig bebreyde vil den Ære,
At du blev til, at du fik Liv
Ved et saa høyt og mægtigt: Bliv!
P¬


Fortsættelse
af
Bie=Kuben.
No. 105.
Tiisdagen, den 3. Januar. 1758.
Af et Engesk Uge=Skrift, kaldet Rambler. No. 3
Virtus, repulsæ nescia sordidæ,
Intaminatis fulget honoribus,
Nec sumit aut ponit secures
Abitrio popularts auræ.


Skribents Pligt og Forretning er, enten at lære andre det
som ikke er bekiendt, eller og at giøre bekiendte Sandheder
tækkelige, ved hans Maade at udpynte dem; enten at
bringe nyt Lys ind i Siælen og aabne nye Forestillinger til at
beskues, eller og at forandre almindelige Tings Dragt og Be¬
skaffenhed, saa at han giver dem nye Yndigheder og meere
kraftige Tillokkelser; at udsprede saadanne Blomster over de Eg
ne, igiennem hvilke Forstanden har allerede vandret, hvorved
den kand faae Lyst til at vende tilbage igien, og anden gang at
beskue Ting, som den alt for hastigen har løbet over, eller alt
for skiødesløs betragtet.
Den ene saavelsom den anden af disse Forretninger er
meget vanskelig; thi, paa det de ikke skal blive frugtesløse, da
maae Menneskene ikke alleneste overbeviises om deres Vildfarel¬
ser, men og bringes til at lide deres Veyviser; de maae ikke
alleeneste bekiende deres Vankundighed, men og tilstaae, hvilket
er endnu mindre behageligt, at han, af hvilken de skal lære,
har meere Kundskab end de selv.
Man maatte bilde sig ind, at saadant et Arbeyde var i sig
selv tilstrækkeligen besværligt og voveligt, og at der vilde ikke fin¬
des nogen saa vanartig, og modtvilligen legge større Vægt til
Sisyphuss Steen. Det maatte haabes, at man vilde ikke giøre
sig megen Umag for at tilsperre Veyen for dem, som paa den¬
ne Maade tragte efter at blive navnkundige, hvor paa de maae
anvende saa megen Tiid og Eftertanke, med saa langsom en


Fremgang, med saa stor Fare, om det slaaer dem feil, og med
saa liden Fordeel, om det lykkes.
Dog er der en vis Art af Mennesker, som enten indbilde
sig at det er deres Pligt, eller og giøre sig en Tiidsfordriv og For¬
nøyelse af at hindre alle lærde eller kløgtige Skrifters Antagelse;
de staae som Skildvagte ved Adgangene til Navkundighed, og
giøre sig en Ære deraf at de kand give Vankundighed og
Misundelse den første Efterretning om et nyt Rov.
Det er fornødent for en ny Skribent, at han maae finde
nogle Midler til at sætte sig i Gunst hos disse Folk, som give sig
selv Navn af Skrift=Dommere. Det er formodentligt,
at de meest vanartige af disse Forfølgere kand blive noget for¬
mildede, og bevæges til, for en kort Tiid, at efterlade deres
Grumhed. Da jeg nu til den Ende har overveyet mange Mid¬
ler, saa finder jeg i de ældre Tiders Historier, at Argus
blev dysset i Søvn ved Musik, og Cerberus lagt i Dvale
ved en bid Brød; jeg maae derfor troe, at disse Tiders Skrift¬
Dommere, hvilke, om de end ikke have Argus's Øyne, have
dog hans Vagtsomhed, og kand giøe lige saa høyt som Cerbe¬
rus, omendskiønt de maae skee ikke kand bide lige saa stærkt,
maatte blive tæmmede ved lige saadanne Midler. Jeg har hørt
hvorledes nogle af dem ere blevne stillede tilfreds med rød Viin
og et Aftens Maaltiid, og andre dyssede i Søvn ved en smig
grende Berømmelses søde Toner.


Omendskiønt mit Foretagendes Beskaffenhed giver mig til¬
strækkelig Aarsag til at frygte for denne forgiftige Afkoms foreene¬
de Anfald, saa har jeg dog hidindtil ikke overtalet mig til at giøre
nogen Anstalt enten til at flye for eller søge Fred med dem. Thi
jeg tvivler om at de kand foretage noget imod mig med en Lov¬
mæssig Myndighed, og om de ikke have fordristet sig til at hand¬
le efter en falsk og selvgjort Fuldmagt, givet sig ud for Cri¬
tikens Tienere, uden at være i Stand til at fremviise noget
tilforladeligt Beviis paa deres Sendelse, og afsagt deres egne
Beslutninger som Domme af en høyere Ret.
Critike, fra hvilken de foregive at have Ret til at døm¬
me over Skribenteres Skæbne, var den ældste Datter af Ar¬
beyde og Sandhed. Hun blev, fra sin Fødsel af, betroet
i Retfærdigheds Varetægt, af hvilken hun blev opdraget
i Viisdoms Palats. Saasom hun snart blev anseet af
Guderne for hendes ugemeene Egenskaber, saa blev hun be¬
skikket til Hovmesterinde for Jndbildingen, og forordnet
til at slaae Takten i Musernes Chor, naar de sang for Ju¬
piters Throne.
Da Muserne nedstigede til at besøge denne nedre Ver¬
den, havde de Critike i Følge med sig, til hvilken, da hun
reyste ned fra sit Føde=Sted, Retfærdighed gav et Scep¬
ter at bære i hendes høyre Haand; den ene Ende deraf var
dyppet i Ambrosia, og omvundet med gylden Løv=Verk af


Amaranther og Laurbærblade; den anden Ende var omsvøbt med
Cypres og Valmuer, og dyppet i Forglemmelsens Vand. J
hendes venstre Haand bar hun et u-udslukkeligt Fakkel, som
var forfærdiget af Arbeyde og antændt af Sandhed; hvis
særdeles Egenskab bestod deri, at det udspreedte sin Glands paa
saadan en Maade, at det strar viiste enhver Ting i sin sande
Skikkelse, hvorledes den og kunde være forklædt for almindelige
Øyne. Hvadsomhelst Kunst kunde sammenføye eller Daar¬
lighed forvirre, det blev, ved det første Skin af Sandheds
Fakkel, fremstillet i sine adskillige Parter og første Enfoldighed:
det trængte igiennem alle spitsfindige Krumveye, og viiste med
et alle de Urimeligheder, som søgte at forstikke sig der; det brød
igiennem alle de prægtige Klæder, som Veltalenheds Kunsten
ofte solgte til Usandhed, og lagde for Dagen al Uliighed i Dee¬
lene, hvilken man havde søgt at skiule med kunstige Dækker.
Saaledes udrustet til at udføre sit Embede, kom Tri¬
tike ned for at besigte deres Arbeyde, som gave sig ud for
Musernes Tilhængere. Hvadsomhelst der blev bragt for
hende, det betragtede hun ved Sandheds Fakkels stadige
Lys, og naar hun ved Undersøgning var blevet overbeviist om
at Skriftet var forfattet efter de Regler, som en sund Fornuft
og god Smag foreskrive, saa rørte hun det med Amaranth¬
Enden af Scepteret, og overgav det til Udødelighed.
Men det hændte sig oftere, at der i de Skrifter, som ud¬
krævede hendes Eftersyn, var begaaet noget Bedragerie; at


falske Farver vare med stor Fliid lagte paa særdeles Parter; at
nogen hemmelig Uliighed blev fundet imellem Ordene og Tan¬
kerne, eller imellem de givne Begreb og Tingene selv; at usam¬
tydige Ting vare føyede tilhobe, eller at nogle Deele tiente
ikke til andet end at giøre det Gandske større, uden at befor¬
dre dets Skiønhed, dets Grundighed, eller dets Nytte.
Naarsomhelst Critike fandt deslige Feyl, og hun fandt
dem naarsomhelst de vare begaaede, da vægrede hun sig for at
røre Skriftet med den Ende af Scepteret, som bestemte det til
Udødelighed; og naar disse Feyl vare mange og grove, da vendte
hun Scepteret om, og lod Forglemmelsens Draaber falde derpaa
af Valmuerne og Cypresserne; en fordærvelig Dug, som strax
begyndte at fortære Skriftet, indtil det blev omsider gandske
ødelagt.
Der bleve ofte saadanne Skrifter bragte til Prøve, i hvil¬
ke, naar det stærkeste Lys blev kastet paa dem, der fandtes saa¬
dan en lige Deel af Skiønheder og Feyl, at Critike stod og
veygede sit Scepter i sin Haand, og vedste ikke, enten hun skul¬
de lade Draaber af Forglemmelse eller Ambrosia falde derpaa.
Disse Skrifter voxte omsider til saa stort et Tal, at hun blev
keed af at høre og undersøge saadanne tvilagtige Fordringer, og,
af Frygt for at bruge Retfærdigheds Scepter urigtigen,
henviiste Sagen til at undersøges og paadømmes af Tiden.
Tidens Afhandlinger, endskiønt meget seenfærdige, vare
dog, nogle faa Capricer undtagne, overeensstemmende med


Retfærdighed, og mange, som agtede sig sikkre, fordi de i en kort
Tiid vare blevne skaanede, ere faldne for dens Lee, da de med de¬
res mange og store Skrifter fore frem i Triumph til Eftertiden.
Det var mærkeligt, at nogle bleve ødelagte lidet efter lidet, og
andre bleve aldeles knusede ved et eneste Slag.
Da Critike havde længe haft sine Øyne stadigen fæstede
paa Tiden, blev hun omsider saa vel tilfreds med dens Op¬
førsel, at hun med hendes Velynderske Astrea drog bort fra
Jorden, og lod Prejudice og Falsk=Smag hærge og øde¬
legge vidt og bredt med Sviig og Ondskab; hun lod sig
fra den Tiid nøye med, at hun langt fra meddeelte sin Kraft
til nogle udvalte Gemytter, som ved Lærdom og Dyd vare skik¬
kede til at tage derimod
Førend hun drog bort, brød hun sit Scepter i tu, af hvil¬
ket de Stykker, som havde været dyppede i Ambrosia, bleve op¬
snappede af Flatterie, og de, som havde været besmittede
med Forglemmelsens Vand, bleve lige saa hastigen optagne
af Avind. Flatteries Efterfølgere, til hvilke hun uddeelte
sin Deel af Scepteret, hverken havde eller begiærte Lys,
men rørte uden Forskiæl alt hvad enten Magt eller Fordeel
frembragte. Avinds Tilhængere bleve af Furierne begavede
med et Fakkel, son havde denne Egenskab, der egentligen til¬
hører Helvedes Skin, at dets Lys faldt alleneste paa Feyl.
Ey Lys, nen rettere et synligt Mørke der
Kun tiette til at see Nød og Forskrækkelser.


Med disse Myndigheds Stykker droge Flatteries og
Avinds Slaver ud, efter deres Herskerinders befaling, for
at skænke Udødelighed, eller at fordømme til Forglemmelse.
Men Scepteret har nu mistet sin Kraft, og Tiden fælder sin
Dom i Magelighed, uden at bekymre sig i nogen Maade om
hines Beslutninger.
Dyd lader haant derom, et haanlige Pey ar faae:
Den skinner af en reen og utiltryglet Ære;
Den Pøbel=Folkes Gunst ey vil forbundet være,
Hvis Domme hid og did som en Veyr=Hane gaae.


Bie=Kuben.
No. 106.
Tiisdagen, den 10. Januar. 1758.
Af et Engelsk Uge=Skrift, kaldet Adventurer. No. 112.
Latius regnes, avidum domando
Spiritum, quam si Lybiam remotis
Gadibus Jungas, et uterqye Poenus
Serviat uni.
Dit Herredom langt større er,
Naar du dit Sinds Begiæringer
Selv holde kand i Ave,
End om du eene herskede
Saa vidt, som fordum Romerne
J Verden hersket have.
D¬
a Socrates blev tilspurt: "hvilket Menneske burde
regnes Guderne nærmest i Lyksalighed", svarede han: "Det
Menneske, som fattes mindst."
J dette Svar overlod Socrates det til sine Tilhørere
selv at giætte, hvad han meente ved den Fritagelse for Mangel,
hvori Lyksalighed skulde bestaae, enten at eye meget, eller at
indskrænke sin Begiærlighed. Og sandeligen der er saa liden For¬


skiæl imellem dem, at Alexander den Stoke bekiendte
at han som boede i en Tønde, var næst ham, som var Herre
over Verden; og efterlod en Erklæring til de tilkommende Tider,
at dersom han ikke var Alexander, da skulde han ønske at
være Diogenes.
Jmidlertiid, endskiønt disse tvende Omstændigheder ligne
hinanden i deres Følge, saa er der dog stor Forskiæl imellem
dem, ihenseende til den Læthed med hvilken de kand opnaaes.
At forhverve meget, kand ikkun lykkes for gandske faa; og i
den Uvished, som de Menneskelige Handteringer ere underkaste¬
de, vil det hændes mange, at arbeyde uden Belønning, og at
tabe hvad de allerede eye, ved det de stræbe efter at forøge det;
nogle vil altid fattes Duelighed og Gaver, og andre Leylighe¬
der til at sanke Rugdom. Det er derfor lykkeligt at Naturen har gi¬
vet os en meere vis og læt Vey til Overflødighed; enhver Mand
kand blive riig ved at indskrænke sine Ønsker, og ved en rolig
Nøysomhed i det ham er givet, opfylde den Mangel han har
paa meere.
Dog er næsten et hvert Menneske saa langt fra at stræbe efter
Gudernes Lyksalighed ved noget andet Middel end ved at gribe
efter deres Magt; at det synes at være dette Livs Hoved=Forret¬
ning at giøre nye Mangeler, lige saa hastigen, som de forrige
ere opfyldte. Det har længe været anmærket af Moralister,
at et hvert Menneske forøder eller taber en stor Deel af det Liv,
hvis Korthed enhver veed og begræder; og det kand anmær¬
kes med lige Rigtighed, at omendskiønt et hvert Menneske be¬
klager, at han har ikke selv Ævne nok til at giøre sig lykkelig,
og kiender selv at han er et nødtørftigt og armt Væsen, der
ideligen behøver og begiærer andres Bistand, og føler Mange¬


ler, som hans egen Kunst eller Styrke ikke kand opfylde; saa er
der dog intet Menneske, som jo giør sig selv endnu meere træn¬
gende og til en Slave af andre, ved det han bebyrder sig med
unaturlige Bekymringer; som jo giør sig selv fattig, ved det
han bilder sig ind at fattes det, som han ikke behøver; og som
jo lader sig plage af Græmmelse over Mangel paa det, hvor
af, naar han har faaet det, han ikke kand have nogen Nytte
eller Fornøyelse.
Vel maae det tilstaaes, at ligesom vi tabe en Deel af vor
Tiid, efterdi den stiæler sig stiltiende og usynlig bort, og man¬
gen en Time er gaaet bort, førend vi betænke at den gaaer; saa¬
ledes snige sig og unaturlige Begiærligheder uformærkte ind i
Sindet, og vi blive ikke vaer, at de tage Overhaand hos os,
førend vi opvækkes til Agtsomhed ved den Kummer de foraarsa¬
ge os. Jntet Menneske er saa gandske opmærksom, at han
holder Regnskab over et hvert Øyeblik af hans Liv, eller giver
agt paa enhver Bevægelse i hans Hierte. Meget af vor Tiid
bliver iligemaade opofret til Vanen; vi opholde os over unyttige
og ubetydelige Ting, efterdi vi see at andre giøre det samme;
paa samme Maade befænges og vore Begiærligheder ved andres
Exempel; vi see alle dem, der ere omkring os, ivrigen at jage
efter indbildte gode Ting, og vi begynde at trænge os frem i den
samme Jagt, paa det at andres større Fliid skulde ikke trium¬
phere over os.
Vel er det sandt, at naar et Menneske betragtes som et
Lem af det almindelige Samqvem, da behøver han mange
Ting, som maae skee i Naturens Stand ere overflødige og u¬
fornødne; og at mange Ting, som ere ikke aldeles fornødne, ere
dog saa nyttige og beqvemmelige, at de ikke læt kand undværes.
Jeg


Jeg vil tilstaae endnu meere. J riige Stater og ordentlige Re¬
gieringer ere der saa mægtige Fristelser til at søge Riigdom og
Rang, og den Anseelse, som følger dermed, at den stærkeste For¬
stand finder det ikke læt at imodstaae dem.
derfor, i fald jeg saae, at Menneskene forstyrrede deres
Livs Rolighed alleneste ved at stræbe efter Riigdom og Ære;
ved Bekymringer, som Verden, enten billigen eller ikke, betrag¬
tede som magtpaaliggende, da skulde jeg neppe haft den Dristig¬
hed at formane dem til at holde Maade i, og at tvinge deres
Begiæringer. Den, der jager efter en Ting, som alle Menne¬
sker tilstaae at de iligemaade tragte efter, han bliver, ved alle Men¬
neskers Medhold, opmuntret til at fare fort i sit Foretagende,
og vil derfor neppe staae stille for at høre hvad en eensom Phi¬
losoph kand lære ham. Jeg veed og ikke til visse, om man bør
hindre dem der søge efter at sanke en ærlig Vinding, eller om
Begiærlighed efter en retmæssig Ære altid bør undertvinges.
Alt hvad der kand sætte Eyermanden i Stand til at giøre an¬
dre nogen Nytte, det kand begiæres i gode og dydige Hensig¬
ter; og vi bør ikke alt for fremfusende beskylde noget Menneske,
at han har i sinde at indskrænke til sig selv Virkningen og Nyt¬
ten af det han forhverver sig.
Men dersom vi betragte Menneskene rundt omkring os,
hvem skal vi finde iblant disse, hvis Lykke og Riigdom tillader
dem at leve efter ders eget Behag, som jo plager sig med at øn¬
ske og begiære noget, hvoraf al Fornøyelse og al Nytte vil ophøre
i det samme Øyeblik det bekommes? Et Menneske bringer sine
Børn og Efterkommere til Bettel=Staven, for at bygge et
Huus, hvilket han aldrig vil beboe, naar det er færdigt; en
anden lader borttage Bierge, for at aabne sig en Udsigt, hvil¬


ken, naar han engang har fornøyet sig derover, han kand ikke
meere finde Fornøyelse i; en anden lader sine Værelser male, la¬
der dem pryde med bildhugger Arbeyde, og opfylder dem med
kostbart Boeskab, alleeneste paa det ikke nogen Naboes Huus
skal være kosteligere eller smukkere end hans.
Jeg er ikke saa aldeles fremmed for Verden og dens Leve¬
maade, at jeg skulde paastaae, at Pragt og Ziiclighed ere ik¬
ke ønskelige; men dersom vi nøye undersøge Aarsagen, hvorfor
de holdes i Priis, da skal vi finde, at de blive fornemmeligen
agtede høyt fordi de ansees som Tegn til Riigdom. Jntet kand
derfor vilse en større Fordervelse i Forstanden, end at fornøye sig
over at have den udvortes Anseelse af det som man ikke virkeli¬
gen besidder; eller at blive forsætligen fattig, paa det Fremme¬
de maae i nogen Tiid indbilde sig at man er rug.
Men der ere endnu ringere Ting, som opvække Menneskenes
Begiærlighed og foraarsage dem meere ubetydelige Bekymrin¬
ger. Der vil findes Mennesker, som ikke kand sove, fordi dem
fattes en Muskel=Skal eller et Snegle=Huus af en særdeles Far¬
ve eller Skikkelse; som henslide deres Liv med at optænke Kunst¬
greb for at faae en Bog i et Sprog, som de ikkel forstaae; som
fortæres af Misundelse over Blomsterne i en anden Mands Hau¬
ge; som svæve ligesom Rov=Fugle omkring den der eyer et
Stykke Ærts, i Haab at plyndre hans Raritæt=Kammer naar
han er død; og som vilde ikke meget sørge over at see en heel Gade
i lys Lue, dersom en Æske med Skue=Penge og rare Mynter
kunde blive adspreedt i den Tumult.
Den som bilder sig ind at jeg giør for meget deraf i hvad
jeg har sagt om disse Viise, han har kun haft liden Omgængelse
med


med den Art som kaldes Virtuoser. Naar han havde kun
en liden Kundskab om de Ting, som de legge Vind paa, og
havde nogle faa gange været i deres Forsamlinger, da skulde
han strax lære, at intet er af saa ringe Værd, at jo en forudfattet
Meening og en underlig Grille kand legge Priis der paa; og at intet
er af saa liden Nytte, at jo et Menneske, ved at føye en daarlig
og forfængelig Begiærlighed efter det som andre og begiære,
eller ved at søge en ufornuftig Ære i at have det, kand giøre
det til en af Livets Fornødenheder for sig selv.
Deslige Begiærligheder kand jeg gandske sikkert, uden at
blive beskyldt for at være knarvorn, raade enhver til at staae
imod og uddrive, naar de indtrænge sig i hans Sind, eller om
han antager dem, dog aldrig at tillade dem større Virkning,
end der behøves til at give smaa Forretninger Magt til at be¬
hage, og at forskaffe Dagen en Forandring ved ringe Tiids¬
fordriv.
Et hæftigt Ønske, hvadsomhelst det og sigter til, vil al
tiid være i Stand til at forstyrre Sindets Rolighed. Hvad vi
troe at os fattes, det plager os, ikke efter dets virkelige Værd,
men efter den Priis, som vi have sat derpaai vore egne Tan¬
ker 3 i nogle Sygdomme har man mærket, at den Syge har haft
Lyst til Mad, som neppe den yderste Hunger vilde have tvun¬
get ham til at nyde, naar han var frisk; men imedens hans
egems Parter vare saaledes fordervede, saa var hans Begiærlig
hed u-imodstaaelig, og han kunde ikke nyde nogen Rolighed, førend
man havde føyet ham og stillet den tilfreds. Af samme Na¬
tur er Sindets u-ordentlige Begiærligheder; omendskiønt de ofte
opvækkes ved ubetydelige Ting, saa forurolige de dog Sindet
ligesaa meget, som virkelig Mangel paa fornødne Ting. Den
Romer,


Romer, som græd over sin Lamprets Død, følte den samme
Grad af Sorg, som udpresser Taare ved andre Leyligheder.
Uordentlige Begiærligheder, af hvadsomhelst Slags, bør
undertvinges ved en endnu høyere Betraatning; de maae be¬
tragtes som Fiender ikke alleneste af Lyksalighed men og af
Dyd. Der ere Mænd iblant disse, som almindeligen kaldes
de Lærde og Viise, som spare ingen Rænker, for at hindre en,
der har Lyst til den samme Ting, fra at komme til en Auction,
hvor den Ting skal sælges; som vil forringe Priisen paa en
Raritæt, tvert imod Sandhed; og som det ikke er sikkert at be¬
troe allene i et Bibliothek eller i et Raritæt=Kammer. Disse
ere Feyl, som Broderskabet synes at ansee for Spøg og Gække¬
rie, eller at tænke at de bør undskyldes formedelst Fristelsens Hæf¬
tighed; men jeg skal altid frygte for, at han, som vænner sig
til Bedragerie i smaa Ting, fattes alleeneste Leylighed til at
øve det i større; den som har forhærdet sig selv ved at dræbe
et Faar, siger Pythageras, vil med mindre Uvillighed ud¬
gyde et Menneskes Blod.
At sætte Priis paa enhver Ting efter dens virkelige Nytte,
bør være et fornuftigt Væsens Øyemed. Der ere faa Ting,
som kand meget befordre Lyksalighed, og derfor faa Ting,
som hæftigen bør begiæres. Den som betragter Verdens
Handtering og Timmel med den Philosophie, hvormed So¬
crates beskuede Markedet i Athenen, vil omsider vende
sig bort og udrabe med ham: Hvor mange Ting ere
her, som jeg ikke behøver!
Emil!


jelle
Emile.
Emil, som i lang Tiid, vel kiendt af Skiønnere,
Blant sine Bøger levede,
Og meere lagde Vind paa Dygtighed og Gaver
Til noger Embede, end Embede at faae,
Blev af en Ven adspurt, hvoraf det komme maae,
At han endnu et Embede ey haver,
Da dog den gandske Srad om hannem talede
Med en saa stor Berømmelse,
Og mangen en for ham mod Embede tør tage,
Hvis Dygtighed for hans ti Grader staaer tilbage!
Jeg, svarede Emil, langt heller høre vil,
Man spørger: hvi man mig endnu ey vil forsørge
Med noget Embede, end om man stulde spørge,
Hvorfor jeg kommet er dertil:


Bie=Kuben.
No. 107.
Tiisdagen, den 17. Januar. 1758.
Af den Engelske Spectator. No. 170.
In amore hæc omnia insunt vitia: injuriæ,
Suspiciones, inimicitiæ, induciæ,
Bellum, pax rursum.
Alt dette Bryderie i Elskov fundet bliver:
Nu Forurettelser, Mistanker, Fiendtlighed,
Derpaa man Stilstand giør, afbeder og tilgiver,
Strax føres Krig paa ny, nu atter sluttes Fred.
N¬
aar jeg giennemseer de Breve, som sendes mig fra Fruen¬
timmer, da finder jeg adskillige fra Hustruer, der beklage
sig over nidkiære eller skindsyge Mænd, forsikkrende mig
tillige om deres Uskyldighed, og begiærende mit Raad ved denne
Leylighed. Jeg skal derfor tage denne Sag under min Be¬
tragtning, og det saa meget heller, efterdi jeg finder, at
Marqvis af Hallifax, som i hans lille Skrift, kaldet
Fruentimmers Ny=Aars Gave, eller Raad til en
Datter, har underviist en Hustrue, hvorledes hun skal føre sig
op imod en utro Mand, en Mand der er hengivet til Drik, en
hastig, en knarvoren, en karrig eller en uvittig Mand, har ikke
talt et Ord om en nidkiær Mand.


Nidkiærhed Jalousie) er den indvortes Smer¬
te, som et Menneske føler ved det han frygter for,
eller tænker, at han elskes ikke med lige Kierlighed
af den Person, som han inderligen elsker. Nu, efterdi
vore indvortes Lidelser og Tilbøyeligheder kand aldrig giøre sig
synlige, saa er det umueligt at et Menneske, der er plaget med
denne Mistanke, kand blive gandske helbredet derfra. Hans
Tanker svæve allerbest i en tvilraadig og uvis Stand, og kand
aldrig blive stillede tilfreds paa den gode Side, saa at hans Un¬
dersøgninger ere meest lykkelige, naar de ikke opdage noget; hans
Fornøyelse reyser sig deraf, at han ikke finder det han søger, og
han fortærer sit Liv i at leede efter en Hemmelighed, som giør
Ende paa hans Lyksalighed, om han skulde finde den.
Der er altid en stor Blanding af hæftig Kierlighed i denne
Sindets Lidelse, thi den samme Tilbøyelighed som opvækker den
nidkiære Mands Begierligheder, og giver den elskte Person saa
deylig en Figur i hans Jndbilding, bringer ham til at troe, at hun
antænder den samme Kierlighed i andre, og at hun synes lige saa
elskelig for alle dem der see hende. Og efterdi Nidkiærhed kommer
saaledes af en ugemeen Kierlighed, saa er den af saa fiin og
kræsen en Natur, at den lader haant om at tage imod mindre
end en lige saa stor Gien=Kierlighed. De inderligste Kierligheds
Forsikkringer, de sødeste Ord, det mildeste og venligste Hyklerie
ere ikke mægtige til at stille os tilfreds eller at give os nogen
Fornøyelse, hvor vi ere ikke forsikkrede om, at Kierligheden er
virkelig, og Fornøyelsen indbyrdes. Thi den nidkiære Mand
ønsker, at han var et Slags Guddom for den Person han elsker.
Han vilde være den eneste Forlystelse for hendes Sandser, han
vilde være den eneste hun skulde tænke paa, og han bliver


ehag
undtagen
vreed paa alt
ham selv.
Phædrigs Begiæring til hans Kiæreste, da han i tre
Dage maatte forlade hende, er uefterfølgeligen deylig og na¬
turlig.
Cum milite isto præsens, absens ut sies:
dies noctesqve me ames: me desideres:
Me somnes: me exspectes: de me cogites:
Me speres: me te oblectes mecum tota sis:
Meus facsis postremo animus, quando ego sum tmus.
Ter. Eunuch.
Deter: LEndskiønt du er nærværende hos denne Offeerer,
saa skal du dog være fraværende: du skal elske mig Dag og
Nat: du skal længes efter mig: du skal drømme om mig: du
skal vente mig: du skal tænke paa mig: du skal haabe mig: du
skal forlyste dig med mig: du skal gandske være hos mig: en¬
deligen, dit gandske Hierte maae være mit, efterdi jeg er gand¬
Liske din.
Den midkiære Mands Sygdom er af saa ond en Natur, at
den forvandler alt, hvad den nyder, til sin egen Næring og Føde.
En koldsindig Opførsel legger ham paa Punebænken, og udty¬
des som et Beviis paa Afsky eller Ligegyldighed; en kiærlig Op¬
førsel opvækker hans Mistanke, og synes alt for meget at ligne
Forstilling og Underfundighed. Dersom den Person, han el¬
sker, er lystig, da troer han at hun maae tænke paa en anden,
og dersom hun er sorrigfuld, da tænker hun gandske vist paa
ham selv. Kort sagt, intet Ord, ingen Miine er saa ubetyde¬


lig, at det jo giver ham nye Advarseler, føder hans Mistanker,
og skaffer ham frisk Anledning til Undersøgninger. Saa at
naar vi betragte Virkningerne af denne Sindets Lidelse, da
skulde man heller tænke, at den kom af et indgroet Had end af
en overmaade Kierlighed; thi visseligen ingen kand leve et meere
uroeligt og misfornøyet Levnet end en mistænkt Hustrue, dersom
vi undtage den mistænkende Mand selv.
Men det er en stor Ulyksalighed ved denne Sindets Lidelse,
at den naturligen arbeyder paa at giøre sig forhadt af den Per¬
son, hvis Bevaagenhed den er saa omhyggelig for at have gand¬
ske allene; og det for tvende Aarsager: først fordi den legger for
stor en Tvang paa den mistænkte Persons Ord og Gierninger,
og dernæst viser tillige, at J har ikke æragtige Tanker om hen¬
de; begge disse Ting ere stærke bevægende Aarsager til Afskye.
Dog er dette ikke den verste Virkning af Nidkiærhed; thi
den drager ofte meere ulykkelige Følger efter sig, og giør den Per¬
son, som J mistænker, skyldig i de samme Laster, som J er
saa meget bange for. Det er meget naturligt, at de, som bli¬
ve ilde begegnede og beskyldte uden Føye, søge at finde en for¬
troelig Ven, som vil høre deres Klagemaal, have Medynk med
deres Lidelser, og stræbe at formilde og tilfreds stille deres
hemmelige Fortrydelse. Derforuden, Nidkiærhed minder en
Hustrue ofte paa en ond Ting, som hun vilde ellers maae skee
ikke tænkt paa, og opfylder hendes Indbilding med saadan en
ulykkelig Forestilling, som hun med Tiden bliver vant til, som
opvækker Begierlighed, og taber al den Skam og Gruelse, som
i førstningen maatte følge dermed. Og det er ikke at undre
paa, om hun, som lider uskyldigen i hendes Mands Tanke
om hende, og har derfor intet at tabe i hans Høyagtelse, be¬
lut


slutter at give ham Aarsag til hans Mistanker, og at nyde
Fornøyelsen af den Misgierning, hvis Skændsel og Vanære hun
dog maae lide. Disse vare formodentligen de Betragtninger,
som bevægede Syrak. Cap. 9. til at give Ægtemænd denne
Formaning: vær ikke for nidkiær over din kiære Hustrue, og
lær hende ikke en ond Lærdom imod dig selv:
Og her, iblant andre Piinseler, som denne Sindets Lidel¬
se forvolder, maae vi gemeenligen mærke, at ingen føler større
Jorg end nidkiære Mænd, naar den Person, der opvakte deres
Nidkiærhed, bliver taget fra dem. Da er det at deres Kier¬
lighed udbryder gandske hæftigen, og kaster fra sig alle de Blan¬
dinger af Mistanke, som tilforn dæmpede og qvalte den. De
skiønne Egenskaber, som prydede den Afdøde, indtage nu det
øverste Sted i den nidkiære Mands Hukommelse, og bebreyde
ham at han har ilde begegnet et saa fortræfligt Creatur, som han
fordum havde i Besiddelse, da derimod alle de smaa Ufuldkom¬
menheder, der vare ham tilforn saa besværlige, forsvinde i
hans Erindring og lade sig ikke meere tilsyne.
Vi kand see af det som er sagt, at Nidkiærhed slaaer de
dybeste Rødder i dem, som af Naturen ere hengivne til Kier¬
lighed; og af disse finde vi tre Slags, som ere meest overgroede
dermed.
De første ere disse, som selv vide, at de have nogen Skrø¬
belighed, enten det er Svaghed, Alderdom, Heslighed, Van¬
kundighed eller deslige. Disse Mænd have saa god Kundskab
om det, der er ubehageligt hos dem, at de fordriste sig ikke til
at tænke, at de virkeligen elskes; og have saa liden Tilliid til
deres egne Fortienester, at al den Venlighed, som beviises dem,


giør dem forvirret og skamfuld, og ansees af dem ligesom det
skeer for at drive Spot med deres Person. De blive mistænke¬
lige saa snart de see sig i et Speyl, og plages af Nidkiærhed,
naar de blive en Rynke vaer. En smuk Karl bringer dem strax i
Urolighed, og alt hvad der seer ungt og muntert ud, drager
deres Tanker til deres Hustruer.
Det andet Slags Mænd, som ere meest tilbøyelige til den¬
ne Lidelse, ere disse, som have underfundige, varsomme og
mistroende Gemytter. Det er en Feyl, som man med Føye
har dadlet i de Historier, der ere sammenskrevne af Statskyndi¬
ge, at de ikke tilstaae Hændelsen eller andre Omstændigheder
nogen Deel i de Ting, som tildrage sig, men ere stedse for at
udleede Oprindelsen til enhver Gierning af nogen hemmelig Ren¬
ke og Kunstgreb, for at giøre en stedsevarende Forbindelse
imellem Aarsager og Udfald, og at vedligeholde et bestandigt
Damqvem imellem Krigs=Hæren og Raadet. Og saaledes gaaer
det i Kierligheds Sager med de Mænd, som ere alt for grandt¬
tænkende. De giøre sig Tanke af et Øyekast, de udfinde en Hen¬
sigt i et Smiil. De give Ord og Gierninger nye Betydninger,
og stedse plage sig selv med Indbildinger, som de selv have gjort
sig; de handle almindeligen selv under en Masqve, og derfor
mistage alt udvortes Skin og Anseelse for Hyklerie hos andre;
saa at jeg troer, at ingen Mennesker see muindre af det sande
og virkelige i Ting, end disse grandtseende Udtolkere over Hæn¬
delser, der ere saa skarpsindige og overviise i deres egne Tanker.
Nu hvad disse Mænd bilde sig ind at de kiende af Fruen¬
timmer ved nøye Betragtning, det troe eders letfærdige og la¬
stefulde Mænd at de have lært ved Forfarenhed. De have seet
at en stakkels Mand er blevet saa forleedt ved Trækker og Ren¬


ker, og at han midt i hans Undersøgninger er blevet saa forvildet
og forvirret i en hemmelig Kierligheds Handels Kring=Veye,
at de stedse mistænke enhver Fruentimmer Gierning for noget
hemmeligt Anslag; og fornemmeligen hvor de see nogen Liighed,
i tvende Personers Opførsel, der ere de strax færdige til at tæn¬
ke, at det kommer af samme Hensigt hos dem begge. Disse
Mænd ere derfor meget haarde imod den mistænkte Person,
de forfølge hende tæt igiennem alle hendes krumme Gange og
Vendinger, og forstaae sig alt for vel paa Jagten, at de skulde
tabe Sporet ved noget falskt eller dobbelt Trin. Derforuden
har deres gandske Bekiendtskab og Omgang været med de laste¬
fulde af Qvinde=Kiønnet, og derfor er det ikke at undre, om de
dømme dem alle at være liige, og ansee det heele Kiøn som en
Art af Bedragere. Men dersom de, uagtet deres hemmelige
Forfarenhed, kand forlade denne forudfattede Meening, og ha¬
ve en god Tanke om nogle Fruentimmer; saa vil dog de¬
res egne løse Begierligheder opvække nye Mistanker fra den an¬
den Side, og bringe dem paa de Tanker, at alle Mandfolk
have de samme Tilbøyeligheder som de selv.
Hvad enten disse eller andre bevægende Aarsager have
meest Overhaand, saa lære vi dog af de nyere Historier over A¬
merika, saavelsom og af vor egen Forfarenhed i denne Deel af
Verden, at denne Elskovs Nidkiærhed er ikke en Nordlig Svag¬
hed, men raser meest iblant de Nationer, som ligge nærmest un¬
der Solens Virkning. Det er en Ulykke for et Fruentimmer at
være født imellem begge Solens Vende=Kredse; thi der ligge de
heedeste Lande, hvor Nidkiærhed meest regierer, hvilken bliver
meere og meere afkølet ved Luften, ligesom J kommer nær¬
mere imod Nord, indtil J neppe finder noget deslige under
Polene. Vor egen Nation ligger meget tilpas i dette henseende;


og dersom vi finde nogle faa, som ere angrebne af denne Svag¬
heds Hæftighed, da ere de ikke egentligen vort Lands Afkom,
men ere mange Grader nærmere Solen i deres Natur, end i
deres Fødeland.
Efter denne forfærdelige Efterretning om Nidkiærhed og
om de Personer, som ere meest tilbøyelige dertil, vil det ikke være
meere end billigt at viise, ved hvilke Midler denne Svaghed
kand best lindres, og disse, som ere plagede dermed, sættes i
Rolighed. Andre Feyl ere vel ikke under en Hustrues Juris¬
diction, og skulde, om det er mueligt, oversees af hende; men
denne udkræver besynderligen hendes Hielp, og fortiener, at hun
anvender al muelig Kunst og Fliid paa at helbrede den. Der¬
foruden har hun dette til hendes Opmuntring, at hendes Stræ¬
ben vil altid blive behagelig, og at hun vil stedse finde hendes
Mands Kierlighed til hende at tiltage, ligesom hans Tvivl og Mis¬
tanker forsvinde; thi vi have seet af det foregaaende, at der er saa
stor en Blanding af Kierlighed i denne Svaghed, at det er vel U¬
magen værd at skille dem ad. Men dette skal være Jndholdet
af et andet Blad.


Bie=Kuben.
No. 108.
Tiisdagen, den 24. Januar. 1758.
Spectator. No. 171.
Credula res amor est.
Kierlighed er lettroende.
E¬
fter at jeg i mit sidste Blad har lagt for Dagen Nidkiær¬
heds Natur, og viist, hvilke Personer ere meest tilbøye¬
lige dertil, maae jeg nu vende mig til mine smukke Corre¬
spondenter, som ønske at leve vel med en nidkiær Mand, og
at betage hans Sind dets ubillige Mistanker.
Den første Regel, som jeg skal fremsætte til at tages i agt,
er, at J aldrig lade see, at det mishager eder hos andre, som
findes hos den nidkiære Mand selv, ey heller at J holde af og
berømme noget, som han selv ikke besidder i en høy Grad.
En nidkiær Mand er meget hastig i at giøre Tilegnelser; han
veed at finde en dobbelt Eg i en Spotte=Glose, og at udtyde det
som en Skumlen over ham selv, hvad som siges til andres Be¬
rømmelse. Han bekymrer sig ikke om at betragte Personen, men
at tilegne sig den Caracter og Beskrivelse, som gives over ham,
og bliver hemmeligen fornøyet eller skamfuld, ligesom han fin¬
der meere eller mindee af sig selv i den. Hans Nidkiærhed opvæk¬
kes, naar J berømmer noget hos andre, saasom det viiser, at
J har en Høyagtelse for andre, foruden ham. Men naar J


berømmer det, som fattes ham selv, da ophidses han meere,
saasom det viiser, at J i nogle Ting agter andre yppermeere
end ham. Nidkiærhed er meget fortræfligen beskrevet i denne
Hensigt ved Horatz i hans Ode til Lydie.
Cum tu, Lydia, Telephi
Cervicen roseam & cerea Telephi
Laudas brachia, væ meum
Fervens difficill bile tumet jecur;
Tunc nec mens mihi, nec color
Certa sede manet; humor & in genas
Furtim labitur, arguens
Quam lentis penitus macerer ignibus.
Naar du, Lydie, ophøyer
Telephs Skabnings Deylighed,
Og dig ved den Roos fornøyer,
Jom du ham beærer med,
Priisende hans Rosen=Kinder.
Hans velskabte Hals og Arm,
Væ mig! jeg da Vreden finder
At opblusse i min Barm.
Galden mig i Bloder stiger,
Harm forrykker alt mit Vid,
Farven af mit Ansigt viger,
Blodet løber hid og did.
Taarene og af mit Øye
Hemmeligen stiæle sig,
Viisende, hvad jeg maae døye
Af den Jld, som tærer mig.
den nidkiære Mand bliver vel ikke vred derfor, at J kand
ikke lide en anden; men dersom det er fordi J finder disse Feyl
hos en anden, som findes i hans egen Caracter, da røber J
derved, at J har ikke alleneste Leede til en anden, men og til
ham selv. Kort sagt, han er saa begierlig efter at besidde al eders


Kierlighed, at han græmmer sig over at ham fattes nogen Yn¬
dighed, som han troer at være mægtig til at formeere den; og
dersom han finder af eders Domme over andre, at han er ikke
saa behagelig i eders Tanker som han maatte være, da slutter
han naturligen, at J kunde elske ham høyere, dersom han hav¬
de andre Egenskaber, og at følgeligen eders Bevaagenhed stiger
ikke saa høyt som han tænker den burde. Derfor om han af
Naturen er alvorlig eller ulystig, da maae J ikke finde alt for
stort Behag i kortvillig Skiemt, eller være for meget indtaget
af noget som er muntert og forlystende. Dersom hans Skiøn¬
hed er ikke af de beste, da maae J ved alle Leyligheder legge stor
Berømmelse paa Forstand og Klogskab, eller nogen anden Egen¬
skab, som han besidder, eller i det mindste er forfængelig nok
til at tænke at han besidder.
Dernæst maae J vel tage i agt, at J er fri og aaben i
eders Omgængelse med ham, at J lader alle eders Gierninger
komme for Dagen, underretter ham om alle eders Hensigter,
og aabenbarer ham alle Hemmeligheder, hvor ringe og ubety¬
delige de end maae være. En nidkiær Mand har en særdeles Af¬
skye for Vinken og Hvisken, og dersom han seer ikke til Grun¬
den i enhver Ting, da vil hans Frygt og Mistanke gandske vist
meene, at der er meere deri, end der virkeligen er. Han vil
altid vente at være eders fornemste Fortroelige, og hvor han
finder at J holder noget dulgt for ham, der troer han stedse at
der er meere i end der skulde være. Og her er det af stor Be¬
tydning, at J altid lader see en jævn og uforandret Oprigtighed;
thi dersom han engang finder at J sætter en falsk Farve paa en
eneste Gierning, saa fatter han snarligen Mistanke om heele
Resten; hans arbeydende Indbilding tager strax et falskt Spoor,
og løber efter det i adskillige vidtløftige Følger, indtil han har
viist sig meget sindriig i at fuldkomme sin egen Elendighed.


Dersom begge disse Midler slaae feyl, da vil det blive best,
t J lader ham see, at J er meget nedslaget og bedrøvet forme¬
delst den onde Tanke han har om eder, og de urolige Bekym¬
ringer, som han selv plages med for eders skyld. Der ere man¬
ge, som finder et Slags barbarisk Fornøyelse i disses Nidkiærhed
og Smerte der elske dem, som drive Spot med et sviende
Hierte, og giøre sig til af deres Yndigheder, der ere mægtige til
at foraarsage saa megen Urolighed.
Ardeat ipsa licet, tormentis gaudet amantis.
Endskiønt hun brænder selv, dog finder hendes Hierte
En sød Fornøyelse i hendes Elskers Smerte.
Men disse drive ofte Sagen saa vidt, indtil deres forstilte
Koldsindighed og Ligegyldighed gandske udslukker al Kierlighed,
hos deres Elskere, og da maae de sikkert vente at de igien vil blive
begegnede med al den Foragt og Haanhed, som saadan en over¬
modig Opførsel fortiener. Tvert imod, er det meget formo¬
dentligt, at et melankolisk og nedslaaet Væsen, de sædvanlige
Virkninger af forurettet Uskyldighed, maae bevæge den nidkiære
Mand til Medynk, lære ham at kiende den Uret han giør eder,
og uddrive af hans Sind al denne Frygt og disse Mistanker,
som giøre eder begge ulykkelige. I det mindste vil det have
denne gode Virkning, at han vil holde sin Nidkiærhed hemme¬
lig hos sig selv, og græmme sig i Løndom, enten fordi han kien¬
der at det er en Skrøbelighed, og vil derfor skiule den for eder
eller fordi han er bange for, at den, om J blev den vaer, skul¬
de giøre nogen ond Virkning hos eder, i at kølne eders Kierlig
hed til ham, eller at vende den til en anden.
Der er endnu en anden Hemmelighed, som kand aldrig
slaae feyl, dersom J kand engang faae ham til at troe den, og
som ofte bliver brugt af Fruentimmer, der ere meere listige end
Dydige: Det er, at J for en kort Tiid bytter om med den nid¬
kiære


kiære Mand, og pender hans Nidkiærhed imod ham selv; at
tager nogen Leylighed til at blive nidkiær over ham, og at
følge det Exempel han selv har givet eder. Denne forstilte Nid¬
kiærhed vil give ham megen Fornøyelse, dersom han troer at den
er virkelig; thi han veed af egen Forfarenhed, hvor stor Kierlig¬
hed der følger med denne Sindets Lidelse, og han vil derfor¬
uden føle ligesom en Slags Fornøyelse af en Hevn, i det han seer
at J udstaaer alle hans Punseler. Men dette Kunstgreb er saa
vanskeligt, og tillige saa u-oprigtigt, at det burde aldrig bru¬
ges, uden af disse som have Forstand og Dygtighed nok til at
skiule Bedrageriet, og Uskyldighed til at giøre det undskyldeligt.
Jeg skal slutte dette Stykke med Herodes og Mariam¬
nes Historie, som jeg har samlet den ud af Josephus:
hvilken kand tiene næsten som et Exempel paa alt hvad der kand
siges om denne Sag.
Mariamne havde alle de Yndigheder, som Skiønhed,
Byrd, Vittighed og Ungdom kunde give et Fruentimmer,
og Herodes al den Kierlighed, som saadanne Yndigheder
kunde opvække i et hidsigt og forliebt Gemyt. Midt i denne
hans Kierlighed for Mariamne aflivede han hendes Broder,
ligesom han og giorde ved hendes Fader ikke mange Aar der¬
efter. Denne grumme Gierning blev forestillet Marcus An¬
tonius, som strax fodrede Herodes til Ægypten, for at
svare til den Mishandling, som han der var blevet beskyldt
for. Herodes meente at dette skeedte, fordi Antonius
havde Lyst til Mariamne, hvorfor han, for hans Bortrey¬
se, anbefalede hende til hans Farbroder Joseph, med den
hemmelige befaling at aflive hende, i fald nogen saadan Vold


blev øvet imod ham selv. Denne Joseph fandt stor Fornøy¬
else i Mariamnes Omgiængelse, og stræbte med al hans
Kunst og Veltalenhed at forestille hende den overmaade Kierlig¬
hed Herodes havde for hende, men da han endnu fandt hen¬
de koldsindig og vantroende, saa fortalte han hende, ubetænk¬
som, som en vis Prøve paa hendes Herres Kierlighed, den
hemmelige befaling han havde efterladt sig, hvilken klarligen
viiste, efter Josephs Udtydning, at han kunde hverken leve
eller døe uden hende. Dette barbariske Beviis paa en vild og
ufornuftig Kierlighed, uddrev gandske, for en Tiid, disse rin¬
ge Levninger af Godhed, som hun endnu havde for hendes Herre;
hendes Tanker vare saa gandske indtagne af denne hans grumme
befaling, at hun kunde ikke betænke den Kierlighed, som var
Aarsag dertil, og derfor betragtede ham i hendes Jndbilding
heller under det forskrækkelige billede af en Morder end en El¬
sker. Herodes blev omsider frikiendt og løsgivet af Keyse¬
ren, da hans Siæl var i fuld Flamme af Kierlighed og Læng¬
sel efter hans Mariamne; men førend de samledes, blev han
ikke lidet foruroliget over den Beretning han havde hørt om hans
Farbroders Omgængelse og Fortroelighed med hende i hans
Fraværelse. Dette var derfor den første Samtale han holdt
med hende, i hvilken hun fandt det ikke en læt Sag at stille
hans Mistanker tilfreds. Men omsider syntes han saa vel
forvisset om hendes Uskyldighed, at han fra Bebreydelser og
Kiv faldt til at græde og omfanne hende. De græd begge
meget hierteligen ved deres Forligelse, og Herodes udøste
sin gandske Siæl for hende i de hæftigste Forsikkringer om Kier¬
lighed og Bestandighed; da hun, midt i alle hans Suk og Bevæ¬
gelser, spurte ham, om den hemmelige befaling, som han
havde givet til hans Farbroder Joseph, var et Beviis paa saa¬


dan en brændende Kierlighed? Den nidkiære Konge blev strax
oprørt ved saadant et juventet Spørsmaal, og sluttede at hans
Farbroder maae have været alt for fortroelig med hende, førend
han vilde have aabenbaret saadan en Hemmelighed. Kort sagt,
han aflivede sin Farbroder, og det var med stor Møye han
kunde overtale sig selv til at spare Martamne.
Derefter blev han befalet at giøre en anden Reyse til Æ¬
gypten, og da betroede han sin Drønning til Sohemus, at han
skulde have Tilsyn med hende, med den samme hemmelige Be¬
faling, som han havde tilforn givet sin Farbroder, ifald no¬
gen Ulykke skulde vederfares ham selv. Jmidlertid vandt Ma¬
riamne saaledes Sohemus, ved hendes Foræringer og for¬
bindtlige Omgængelse, at hun udlokkede af ham den gandske
Hemmelighed, som Herodes havde betroet ham; saa at,
da han ved sin Tilbagekomst fløy til hende gandske henrykt af
Glæde og Kierlighed, tog hun imod ham koldsindigen med
Suk og Taare og alle Kiendetegn paa Ligegyldighed og Afskye.
Denne Modtagelse ophidsede saaledes hans Vrede, at han hav¬
de visseligen dræbt hende med sin egen Haand, dersom han ikke
havde frygtet for, at han selv skulde havde liidt meest derved.
Det var ikke længe derefter, førend han igien fik et hæftigt An¬
fald af Kierlighed; han sendte derfor Bud efter Mariamne,
hvilken han stræbte at formilde og forsone med alle muelige sø¬
de Ord og Ægte=Kierligheds Beviisninger; men hun undslog
sig for hans Omfaunelser, og besvarede al hans Venlighed med
bittre Bebreydelser for hendes Faders og Broders Død. Denne
Opførsel ophidsede Herodes saaledes, at han neppe kunde holde
sig fra at slaae hende, midt i denne deres hidsigste Trætte frem¬
kom et Vidne, som af nogle af Mariamnes Fiender var
bestilt dertil, og anknngdee hende for Kongen, at hun havde i


Sinde at forgive ham. Herodes var nu forbereedt til at høre
alt hvad der kunde være hende til Fornærmelse, og befalede
strax at hendes Tiener skulde legges paa Piinebænken; hvilken
da i hans yderste Piinseler bekiendte, at hans Frues Afskye for
Kongen reyste sig af noget, som Sohemus havde fortalt hen¬
de, men at hun skulde have noget Anslag at forgive Kongen, det
benegtede han gandske, at have nogen Kundskab om. Denne
Bekiendelse befordrede strax Sohemus's Ulykke, som nu var
underkastet den samme Mistanke og Døds Dom, som Joseph
tilforn ved lige Leylighed. Herodes lod det og ikke blive derved;
men anklagede hende med stor Hæftighed at hun havde Anslag
imod hans Liv, og ved sin Myndighed over Dommerne fik hen¬
de offentligen dømt og henrettet. Strax efter hendes Død blev
Herodes melankolsk og nedslaaet, undslog sig fra alle offent¬
lige Forretninger og undvigede i en ensom Skov, hvor han over¬
gav sig til alle de fæle Betragtninger, som naturligen komme af
en Sinds Lidelse, der er sammensat af Kierlighed, Fortrydelse,
Medynk og Fortvivlese. Han pleyede ofte at være afsindig for
hans Martamne, og at kalde paa hende, naar hans Raserie
tog overhaand, og vilde efter al Formodning snart have fulgt
hende, dersom hans Tanker vare ikke betimeligen blevne kaldte
fra saa bedrøvelig en Forestilling ved et offentligt Uveyr, som
paa den Tiid meget nær truede ham.


Bie=Kuben.
No. 109.
Tiisdagen, den 31. Januar. 1758.
Af et Engelsk Uge=Skrift, kaldet The World. No. 1.
I
en Landsbye ved Navn Aronche, Provintzen Estremadura
"(siger en gammel Spansk Skribent) levede Gonza¬
les de Castro, som fra hans tolvte til hans to og
halvtredsindstyvende Aar var døv, stum og blind. Hans for¬
nøyede Sind og Taalmodighed i en saa begrædelig Ulykke, og
Ulykken selv, giorde ham saa elsket af den gandske Bye, at
enhver agtede det for lige saa vigtig en Pligt at elske og tiene
Gonzales, som at tilbede den hellige Jomfrue Maria;
og at man fortørnede denne, naar man forsømte det første.
"Det hændte sig en Dag, da han sad ved sin Dør, og
hemmeligen bad til St. Jago, at han pludseligen fandt sig
igien begavet med alle de Herligheder, som han havde mistet.
Dette Nyt rygtedes strax over den heele Bye, og Gamle og
Unge, Riige og Fattige, de Flittige og Ørkesløse stimlede omkring
ham for at ønske ham til Lykke.


Men ligesom dette Livs Velsignelser bare alleneste givne
os til Plage og Bedrøvelse, saa begyndte han inden faa Uger
at tabe Fornøyelsen af den Lyksalighed han havde nydt, og at
bære Fortrydelse over at han havde bekommet disse Sand¬
sers Brug, som tiente alleeneste til at viise hans Naboers
Daarligheder og Uordentligheder, og at lære ham, at Talens
Hensigt var for ofte at bedrage.
Omendskiønt Jndvaanerne i Aronche vare ligesaa skikke¬
lige Folk, som i andre Landsbyer, saa blev dog Gonzales for¬
tørnet over deres Sæder, saasom han havde gjort sig Begreb om
Mennesker og Ting af deres Natur og Brug. Han saae de
Gamles Gierrighed, de Unges Ødselhed, Brødres Striid og
Ueenighed, Venners Forræderie, de Elskendes Bedragerie, de
Riiges Overmod, de Fattiges Skalkagtighed, og alles Forder¬
velse. Disse Ting talte han om og beklagede, ligesom han saae
og hørte dem; og stræbte ved de sagtmodigste Formaninger at
Lopmuntre Menneskene til at blive gode og dydige.
Fra dette Sted er Historien revet ud, indtil den sidste
Afdeeling, som siger, at han levede indtil en kummerlig høy
Alder, foragtet og hadet af hans Naboer, fordi han vilde være
visere og bedre end de; og at han udgav sin Aand med disse mærk¬
værdige Ord, at "en som vilde have mange Ven¬
ner, og leve lyksalig i Verden, skulde være døv,
stum og blind ihenseende til dens Daarligheder og
Laster.
Dersom


Dersom Oprigtighed, Ydmyghed og en alvorlig Begiærlig¬
hed efter at underviises og forbedres vare ikke disse nærværende Ti¬
ders særdeles Egenskaber og Kiendetegn, da havde denne enfoldige
Historie stoppet Munden paa mig som Skribent. Men da en
hver Dags Forfarenhed viser mig, at vore unge anseelige Her¬
rer beklage sig i et hvert Viin=Huus over deres Naturs Skrøbelig¬
heder og bekiende for hver andre, hvis Døttre de have bragt i
Ulykke, og hvis Hustruer de have forført; ikke for at giøre sig
til deraf, som nogle have af Uvidenhed bildt sig ind, men for
at blive satte til rette og forbedrede af deres bodfærdige Stald¬
brødre, da jeg og tillige mærker, at de, af en næsten lastvær¬
dig Grad af Ydmyghed, anklage sig selv for fleere Laster, end
de have naturlige Kræfter til at begaae; da føres jeg ved et Slags
indvortes Drift til dette Verk; hvilket jeg har i Sinde at giøre
til et offentligt Pak=Huus for disse unge Herrers virkelige Skrø¬
beligheder, paa det jeg kand befrie dem for den Tvang at giøre
slige hemmelige Bekiendelser.
Disse nærværende Tider ere mig ikke mindre gunstige i en
anden meget Væsentlig Omstændighed. Vore Forfædre vare af
den Tanke, at der vare faa Ting meere vanskelige, eller som
udkrævede større Forstand og Kunst, end at tale tilbørligen om
sig selv. Men dersom de ved at tale tilbørligen have meent at tale
Lykkeligen og med Fordeel, da er den Kunst nu omstunder saa
velbekiendt iblant os, som at prente og at giøre Krud.
Hvosomhelst har læst disseypperlige Mænds Skrivelser, der
øve Læge=Kunsten, og som fremstille sig enten i Placater, eller
i Aviserne, vil klarligen see, at der er en vis og uforanderlig
Maade at tale om sig selv paa, til enhvers Fornøyelse. Jeg skal


derfor bekiendtgiøre min egen Vigtighed for alle og enhver, saa
nær som jeg kand, i disse Herrers Stiil og Ord; ey tvilende om
at finde den samme Credit, og den samme Fordeel.
ADVERTISSEMENN.
J Tullys Hoved i Pal=Mal er hver Torsdag
at faae i tale ADAM FITZADAM, (*)
som efter
fyrretive Aars Reyse igiennem alle Deele af den be¬
kiendte og ubekiendte Verden; efter at han har rand¬
saget alle Videnskaber, lært alle Sprog, og udfor¬
sket de dybeste Løn=Kroge i Naturen og Passionerne,
er omsider, til sit Fædernelands Nytte og Ære,
kommet tilbage til Engeland; hvor han paatager
sig at helbrede alle det Menneskelige Sinds Syg¬
domme. Han curerer for Løgn, Bedragerie, Ban¬
den, Drikken, Spillen, Gierrighed og Ære=Syge
hos Mandfolkene, og for Avind, Bagtalelse, Flane¬
vurenhed, Spodskhed, Forfængelighed, Frækhed
og Ubestandighed hos Fruentimmerne. Han paa¬
tager sig, paa en sikker, behagelig og hastig Maade,
at skaffe de unge Piger Mænd, og de gamle Piger
Mun¬
(*). Dette Navn har Forfatteren af dette Engelske Uge=Skrift givet sig; hans
Forlegger, hvor samme Skrift hver Torsdag var at bekomme, boede i en Gade kaldet
Pal=Mal, og Huuset havde til Skildt Tullys eller Ciceros Hoved.


Munterhed. Han underviiser Hustruer, efter den
mageligste og nyeste Mode, i den Kunst at behage,
og Enker i den Kunst at sørge. Han giver Philo¬
sopher naturlig Fornuft, de disputerende Reede¬
lighed, fornemme Mænd Anstændighed, og Kiøb¬
og Haandverkmænd Tarvelighed. Omstændeli¬
gere Efterretning kand faaes paa fornænvte Sted,
eller hos enhver Konge og Fyrste i Europa, Asia,
Africa eller America.
NB. Doctoren forretter sine Operationer ved
lindrende og fordeelende Medicamenter; og bru¬
ger aldrig skarpe eller bidende, undtagen naar en
indgroet ond Vane har gjordt alle lemfældigere Mid¬
ler ukraftige.
Efter at jeg saaledes har underrettet Publicum om min
overmaade Dygtighed, og uden Tvil dreyet dets Nysaierrig¬
hed til en ugemeen Høyde, saa vil jeg nu paa engang nedstige fra
min Doctorlige Værdighed, for at vende mig til mine Læsere,
som Forfatter af et ugentligt Blad til Tiidsfordriv, kaldet The
World (Verden,
Min Hensigt i dette Skrift er at belee, paa en nye og ly¬
stig Maade, de Moder, Daarligheder, Laster og Urimeligheder
som jeg finder hos den Deel af det Menneskelige Kiøn, som kal¬
der


der sig selv Verden, og at følge dens Spoor, igiennem alle dens
Forretninger, Forlystelser og Tiidsfordriv. Men omendskiønt
mine Materier vil fornemmeligst indskrænke mig til Staden,
saa er det dog ikke min Meening, at jeg aldrig vil drage ud paa
Landet; tvert imod, naar jeg ved dette Arbeyde skal have fortient
saa meget at jeg kand holde mig en Kariol og Hest, saa skal jeg
ofte tage Leylighed til at byde min Læser Sted deri, og at kiøre
ud med ham til reen Luft, Rolighed og Uskyldighed, fra Røg,
Tummel og Renker.
Der ere alleneste to Ting, hvilke jeg, som Sagerne nu
staae, skal gandske og aldeles holde mig fra at røre ved, og disse
ere Religion og Stats=Sager. Den første synes at blive øvet
saa almindeligen, og det sidste saa almindeligen at forstaaes, at
jeg skulde støde alle mine Læsere for Hovedet, dersom jeg vilde
drive paa den første, eller forklare det sidste. Men sandt at
sige, saa har jeg alvorlige Aarsager til at holde mig fra den
første af disse Materier. En svag Advocat kand forderve en
god Sag. Og dersom Religionen kand ikke forsvares med be¬
dre Argumenter end nogle som jeg nyeligen har seet i de offent¬
lige Blade og Magaziner, da er det klogest at sige aldeles intet
derom. Hvad Stats=Sager angaaer, da skal jeg alleneste sige,
at Stats=Ministeren er ikke endnu saa gandske underrettet om
min Dygtighed, at han vil betroe mig sine Hemmeligheder.
Saa snart han bliver aabenhiertig imod mig, skal jeg og blive
aabenhiertig imod mine Læsere, og giøre dem lige saa viise
som jeg er selv.
Mine Læsere, haaber jeg vil undskylde mig, om de her¬
efter skal finde, at jeg meget siælden bruger Latinske eller Græd¬


Blade. Jeg veed nok, at en lille smule
ske Sententser for dif
Latin eller Grædsk giver en Forfatter en værdig Anseelse af dyb
og grundig Lærdom; men, iblant andre Aarsager, hvorfor
jeg viger fra denne Vane, vil jeg alleneste anføre denne som den
stærkeste, at de Daarligheder, som jeg jævnligen har i Sinde at
handle om, og de Caracterer, som jeg Tiid efter anden skal
fremstille for mine Læsere, vil blive saadanne, som de Græker
og Romere vedste aldeles mntet af.
Det vil maaskee ventes, at jeg, førend jeg ender dette
Blad, skulde tale lidet om mine sindriige Medbrødre, som
tiene Publicum med deres daglige og ugentlige Skrifter. Med
alle disse Herrer ønsker jeg at leve i Fred, Venskab og got Na¬
boeskab; eller om nogen af dem skulde finde for got at forkynde
mig Krug uden Aarsag, da haaber jeg han vil ikke paastaae,
at jeg skal tale videre derom, end alleneste at sige som den
gamle Sergeant sagde til hans Fendrik, der pryglede ham:
jeg beder Eders Velbaarenhed at J vil ikke giøre
eder selv Skade.
A DVERTISSEMENT
til de Vittige.
Eftersom det ventes, at Titelen af dette Skrift
vil give Anledning til visse Gloser, Stikpiller og
Jndfald paa Bedfords og andre Coffe=Huuse her i


taden, saa gives herved tilkiende, at de Ord:
Dette er en slem Verden, en forfængelig Verden,
en dum Verden, en jammerlig Verden, en lumpen
Verden, en vanvittig Verden, en forbandet Ver¬
den; eller: jeg kand ikke lide Verden, jeg er keed
af Verden, jeg væmmes ved Verden, eller andre
deslige Talemaader, naar de bruges om dette Blad,
skal af alle, som høre dem, dømmes at være uden
Vid, Artighed eller Lystighed, og begegnes der
efter.


Bie=Kuben
No. 110.
Tiisdagen, den 7. Februar. 1758.
Af The World. No. 2
D¬
en Anmærkning er giordt af Lord Bacon, !at Cice¬
ro, Seneca og den yngre Plinius deres Rygte havde nep¬
pe varet til denne Dag, eller i det mindste, ikke saa friskt,
dersom det havde ikke været foreenet med nogen forfængelig
Selv=Roos og Pralerie hos dem selv; thi Pralerie (siger frem¬
deles denne store Skribent) synes at være ligesom Fernis, der
ikke alleneste giør Træ skinnende, men og varagtigt."
Hvor storligen ere de nyere Skribentere Lord Bacon for¬
bundne, fordi han har givet en anden Aarsag til de Gamles
Lykkelige Fremgang, end høyere Fortienester! Disse Herrer
have, som det synes, baaret Omsorg for at legge deres Fernis
saa tykt paa, at gemeent Træ er blevet mistaget for Jbenholt
og Jbenholt for Amelering.
Men dersom de Gamle maae tilskrive deres Kyndighed i
at bruge denne Fernis, al den Berømmelse som de endnu have,


som de uden Tvil maae, da synes det meget forunderligt, at,
da Kunsten endnu er til, den skulde blive saa aldeles forsømt af
de nyere Skribentere, fornemmeligen naar de hver Dag forfare,
at, formedelst Mangel paa denne Fernis, Skrift=Dommerne
have i Orme=Skikkelse ædt sig ind i deres Træ, og smullet det
til Støv.
Men at handle om denne Sag tydeligen og uden Lignelse,
da er det gandske vist de nyeres Blufærdighed at tilskrive, at
deres Skrifter holdes ikke i høyere Anseelse end de Gamles. Og
dette, tænker jeg, vil blive saa aabenbart, som nogen anden
Sandhed, dersom vi i et Øyeblik betragte disse Folks Natur og
Embede, som kaldes Skrift=Dommere. Det er disse Folks
Natur at være overmaade dumme; og det er deres Embede at
afsige en endelig Dom over hvadsomhelst Skrifter, om de ere
gode eller ikke. Saaledes, da de beskikke sig selv til bemeldte
Embede, og antage det uden at have Smag, Gaver eller
Skiønsomhed, saa kand de paa ingen anden Maade giætte sig
til en Skribents Ypperlighed, end af det som bemeldte Skribent
har naadigen behaget selv at sige derom; og saasom de fleeste
nyere Skribentere ere bange for at meddele Publicum alt hvad
de tænke i deres egne Hierter om den Sag, saa have Skrift=Dom¬
merne mistaget denne deres frygtsomme Taushed for en Be¬
kiendelse om deres Skrøbelighed, og derfor fældet Dom over
deres Skrifter, at de due slet intet. Det er og ikke at forundre
sig over, at de handle paa denne Maade; thi efter hvilken for¬
nuftig Regel skulde et Menneske vente at en anden skulde tale vel
om ham, der har intet at sige til sin egen Berømmelse eller
Fordeel.
For


For da at undgaae Skrift=Dommernes Dadlen, og for at
forvisse mig om deres bifald, saa tager jeg denne betimelige
Leylighed at forsikkre dem, at jeg har den Fornøyelse at staae
overmaade høyt anskrevet i mine egne Tanker; og dersom jeg
ikke finder for got at sige med Horats.
Sublimi feriam sidera vertice,
Mit Navn udødeligt til Himlen skal ophøyes.
eller med Ovid,
Jamqve opus incepi, quod nec Jovis ira, nec ignes,
Nec poterit ferrum, nec edax abolere vetustas,
Jeg har begyndt er Verk, som ikke Fimlens Vrede,
Ey Jld, Staal, Tidens Tand skal Undergang berede.
Da er det fordi jeg vil heller blande Forfængelighed med
Ydmyghed; thi jeg har undertiden fundet, at et Menneske kand
være for stortalende, saavelsom for ydmyg; omendskiønt det maae
altid tilstaaes, at i et dristigt Foretagende, som udfodrer Styrke,
Geist, eller Hurtighed, der vil Dumdristighed altid have Frem¬
gang, naar Undseelighed maae blive tilbage.
For at viise, hvor nyttigt det er at blande disse to Dyder
tilsammen, og for at beviise med Exempel i en særdeles Omstæn¬
dighed, at Dumdristighed har Fortrinet, da, ligesom jeg be¬
gyndte mit foregaaende Blad med en Fortælling, saa skal jeg
ende dette med en Fabel.
Und¬


Undse¬
Umndristig
Undseelighed, en Datter af Kundskab, og Dumdristig¬
hed, en Datter af Vankundighed, kom ved en Hendelse
sammen paa Veyen; og saasom begge havde en lang Vey at
gaae, og havde forfaret ved deres forhen udstandne Besvær¬
ligheder, at de vare lige uskikkede til at fortsætte deres Rey¬
se allene, saa bleve de enige om, uagtet deres stridige Na¬
turer, at sætte al Ueenighed og Fiendskab tilside, og, for
deres fælles Gavn, at reyse tilsammen. Det var i et Land,
hvor der fandtes ingen offentlige Kroe= eller Giæstgiver=Huse
til at tage imod Fremmede, saa at de stedse maatte være de¬
res egen Skikkelighed og Jndvaanernes Giæstfrihed forbund¬
ne for Underholding og Huuslye.
Dumdristighed var altid blevet antaget i de Stores
Huse, men hun havde ofte haft den Vanlykke, at blive jaget
paa Døren, paa en Tiid naar hun gjorde sig Haab om et herligt
Maaltid og en blød Seng at hvile sig i. Undseelighed havde
været udelukt af alle saadanne Huse, og tvunget til at søge Lye
i de Fattiges Hytter, hvor hun vel havde Lov til at blive saa
længe hun vilde, men et Bundt Straa var der hendes sæd¬
vanlige Seng, og Rødder eller den groveste Kaast hendes be¬
standige Spise. Men som begge vare nu, ved dette ufor¬
modent¬


modentlige Møde, blevne Venner og Reyse=Camerater, saa
haabede de at staae hinanden bi, og at forkorte Veyen ved
at deele med hinanden dens Bekymringer.
Dumdristighed, som var let lædt ien SikeSommer¬
Kiortel og korte Skiørter, og som havde noget bydende i hendes
Røst og Anseelse, fandt ligesaa let som tilforn Adgang til de
Slotte og Palatser, som laae paa Veyen; da derimod Und¬
seelighed, som fulgte hende i en mørkebrun Klædning, lav¬
mælet og med nedslagne Øyne, blev som sædvanligen stødt
tilbage af Portneren, indtil hendes Med=Søster førte hende
ind, hvis fornemme Væsen og Anseelse, samt frie og belevene
Tale forskaffede dem begge Jndladelse.
Og nu forsvandt deres forrige Besværligheder, ved det
de stræbte at understøtte og gaae hinanden til Haande; de
saae sig yndede i alle Sælskaber, og bleve antagne til de¬
res Forlystelser, Giæstebudder og Tiidsfordriv. Dum¬
driftigheds ubesindige Jndfald bleve stedse tæmmede ved
Undseeligheds fiine Artighed: og Undseeligheds Blusel blev
jævnligen lindret ved Dumdristigheds levende Munterhed;
hvilken, omendskiønt hun undertiden blev røbet ved hendes
gamle Streeger, der altid gjorde hendes Med=Syster skam¬
fuld


enne
Nærværelse, at
fuld, blev dog saaledes holdt i Ave ve
hun tog sig i Agt for at fortørne.
Dumdristighed vandt saaledes, i Undseeligheds
Sælskab, den Modtagelse og Høyagtelse, som hun forgiæves
havde haabet i dennes Fraværelse; da derimod Undseelighed,
ved hendes nye Med=Søsters Hielp, levede i de beste Sælska¬
ber, spiiste nydeligen, og sov i stadtselige Kammere. Dum¬
dristighed havde dog i en Post Fortrinet for hendes Med¬
Søster; thi dersom nogen spurte Undseelighed, hvis Dat¬
ter hun var, da blev hun rød og svarede intet; da derimod
Dumdristighed benyttede sig af hendes Taushed, og gav
sig ud i Verden for en Datter af Kundskab.
Paa denne Maade fortsatte disse tvende deres Reyse; Dum¬
dristighed gik foran, igiennem de store Stæder og Byer, og
gjorde Undskylding for hendes Med=Søsters Bonde=agtighed;
men Undseelighed gik foran igiennem Landsbyerne, og und¬
skyldte Dumdristigheds underlige Opførsel, i det hun
gav hende ud for at være en Hof=Dame.
Det hendte sig en Dag, efter at de havde vandret en
keedsommelig lang Vey, at de kom til en smal Flod, som ved


en hastig Hævelse havde skyllet Broen bort, som var bygt
derover. Som de stode paa Bredden og sloge deres Øyne over
til den anden Side, saae de ikke langt borte et prægtigt Slot,
og en Mængde Mennesker, som indbøde dem til at komme
over. Dumdristighed, der skyede ingen Ting, kastede
sine Klæder af og sprang næsten gandske nøgen ud i Strøm¬
men og svømmede lykkeligen over til den anden Side; Und¬
seelighed, som blev forarget over hendes Med=Søsters u¬
anstændige Opførsel, og mistvilede om sin egen Styrke, vil¬
de have undviget Faren. Men da Dumdristighed nødte
hende meget og Folkene paa den anden Side beloe hendes
Frygtagtighed, saa vovede hun sig ulykkeligen ud i Dybet, og
overvældet af hendes Frygt, saavelsom indviklet i hendes Klæ¬
der, hvilke hun havde bundet tæt om sig, forsvandt strax,
og blev drevet bort af Strømmen ingen veed hvor hen. Man
siger dog, at hun derefter blev taget levende op af nogle Fi¬
skere under Engeland, og at hun inden kort Tiid vil blive bragt
til denne Hoved=Stad, og viist til de nysgierrige af begge
Kiøn, tillige med den forunderlige Oronuto Vildmand
og den usædvanlige Panther=Mær.
Dumdristighed blev ikke i mindste Maade forfærdet
eller mistrøstig herover, men fortsatte sin Reyse allene; og
omendskiønt ikke altid saa lykkeligen, som med hendes Med¬
Søster,


Søster, dog saa som hun havde lært i særdeles Sælskaber og
ved særdeles Leyligheder, at antage Undseeligheds Væsen
og Manerer, saa blev hun kierligen modtaget i alle Huuse;
og da hun tilsidst havde fuldendt sin Reyse, blev hun en meget
stor Dame, og ophøyet til den fornemste Cammer=Frøiken
hos Dronningen der i Landet.


Bie=Kuben
No. 111.
Tiisdagen, den 14. Februar. 1758.
Af Spectator. No. 172.
D¬
er kand ikke skee større Ubillighed imod det Menneskelige Sam¬
qvem, end at gode Gaver iblant Menneskene skulde hol¬
des æragtige for dem, som ere begavede dermed, uden
nogen Hensigt til hvorledes de bruges; Naturens Gaver og de
Fuldkommenheder, som forhverves ved Fliid og Kunst bør ikke
holdes i Værd, uden saavidt de anvendes til at befordre Dy¬
den, eller regieres ved Ærens Regler. Vi bør drage vort Sind
fra at betragte en Ypperlighed hos dem vi omgaaes med, ind¬
til vi have fundet eller faaet tilforladelig Efterretning om, hvor¬
ledes deres Gemyt er beskaffet; ellers kand deres Persons Dey¬
lighed, eller deres Forstands Behagelighed forføre os til at
holde meget af dem, som vor Fornuft og Skiønsomhed vil sige
os at vi bør have Afskye for.
Naar vi lade os saaledes indtage af blot Skiønhed, eller
blot Vittighed, da vil Omniamente med al handes Udyd til¬
vende sig lige saa meget af vor Bevaagenhed, som den meest uskyl¬
dige Jomfrue, eller beskeedne Matrone; og der kand ikke være
et meere haanligt Slaverie i Verden, end at være forgabet i


det som vi tænke vi bør fordømmne; men saaledes vil det gaae
os, i alle Livets Omstændigheder, dersom vi lade os forleede
til at holde af nogen Ting, uden hvad der sigter til at befordre
det som er got og æragtigt. Dersom vi vilde giøre os selv ret
Umag for at betragte alle Ting ved Fornuftens og Retfærdig¬
hedens Lys, da, omendskiønt en Mands=Person var i sin be¬
ste Ungdom, og hengivet til Elskov, vilde han dog ansee en Co¬
qvette med den samme Foragt eller Koldsindighed, som han skulde
ansee en Spradebasse; et Fruentimmers frække og letsindige
Opførsel vilde gaae glip af den Høyagtelse og Roos, som hun
tragter efter; og en Mands=Persons forfængelige Klæde=Dragt
eller Tale vilde giøre hans smukke Skabning eller hans gode For¬
stand til intet. Jeg siger hans gode Forstand, thi det er ikke
mindre gemeent at see Mand=Folk, der have Forstand, blive
Spradebasser, end at see smukke Fruentimmer blive Uhøviske.
Naar dette skeer hos nogen af Deelene, da skulde den Yndest,
som vi naturligen ere tilbøyelige til at have for de gode Egenska¬
ber, som de have af Naturen, aftage ligesaa meget som deres
Laster tiltage. Men hvor billigt det end er, at bestemme Men¬
neskenes Værd, ligesom de anvende deres Gaver, og ikke efter
disse Egenskabers Ypperlighed, uden henseende til deres Brug;
jeg siger hvor billig denne Maade at dømme paa end er, saa
finder man dog, i alle foregaaende saavelsom disse Tider, at de
fleeste Mennesker have gjordt tvert imod. Hvor mange utugti¬
ge Afbildinger ere blevne bevarede fra en Tiid=Alder til en an¬
den, hvilke skulde blevne ødelagte saa snart de vare gjordte, der
som man havde bestemt Maleres og Bildhuggeres Værd, saa
vel efter deres Hensigt som efter deres Kunst og Færdighed i
at fuldføre slige billeder? Paa denne Maade have de, hvis
Jndbilding regieres af Ærbarhed og Dyd, mistet ti tusende
indtagende billeders Forestilling, opfyldte med naturlig Sand¬


hed, ædelmodig Jver, uforfærdet Troe, og øm Menneskelighed,
i hvis Sted Satyrer, Furier og Udyyr ere ved disse Kunster an¬
befalede til en skamfuld Ævighed.
Saadan en vrang Brug af berømmelige Gaver taales i
Menneskenes almindelige Meening ikke alleneste i saadanne Til¬
fælde, som her ere nævnte, men og i Sager der angaae det dag¬
lige Liv. Dersom en Lovkyndig blev holdt i Ære alleneste saa¬
vidt han anvender sine Gaver og sin Dygtighed til at stride for
Retfærdighed, og blev strax foragtelig saa snart han kom frem i
en Sag, som han kunde ikke andet end kiende for uretfærdig,
hvilken æragtig Carakter vilde da den Lovkyndige have? Og
hvor æragtig er den i saadanne iblant os, som drive denne
Profession ikke paa anden Maade, end at de arbeyde paa at be¬
skytte de forurettede, at tæmme Undertrykkere, at fængsle skiø¬
desløse Skyldenere, og at forskaffe den møysommelige Ar¬
beydsmand Ret, men mange af denne ypperlige Carakter blive
overseete formedelst den større Mængde af disse, som umage sig
for at skiule et svagt Sted i en Elients Beviis, at forhindre el¬
ler forvilde Sagens Undersøgning, eller at finde en kunstig Ud¬
flugt til at besmykke en Løgn; Dog bliver dette kaldet Velta¬
lenhed, endskiønt den bruges saa uretfærdigen; Men Dristig
hed i en glubsk Morder er, efter Fornuften, ligesaa priiselig
som Kundskab og Viisdom, der anvendes til at forsvare en ond
Sag.
Dersom man stadigen betragtede Hensigten i Menneskenes
Forretninger, som det Maal, hvorefter vi bør give dem vort
bifald, da skulde al Løgn og Falskhed snart tabe Modet; og en
Færdighed til at bedrage Menneskene vilde blive lige saa foragte¬
lig i en Stand som i en anden. Et Par Hofmænd der forsik¬


kre hinanden om deres Høyagtelse, vilde giøre den samme Fi¬
gur, naar de havde brudt deres Løfte, som to falske Vidner,
der vare overbeviiste om Meen=Eed. Men den daglige Omgæn¬
gelse har saaledes aftaget i Dyd og Redelighed, at som
man siger i Kiøbmandskab: Lad Kiøberen see sig for:
saa ligeledes i Venskab, det Menneske er i Fare, som er meest
villig til at troe; han har des meere Aarsag til at frygte for Tab
ved et Kiøbmandskab jo meere han er forbundet til at være villig
at indlade sig deri.
Men disse Mennesker ere alleneste i Sandhed store, som
søge deres Ære heller i at forhverve sig selv et indvortes Sam¬
vittigheds Vidnesbyrd om værdige Foretagende, end i at haabe
den Ære og Berømmelse som følge dem. Disse høye Siæle
vilde heller hemmeligen være Aarsag til Hændelser, som ere
til det Menneskelige Kiøns Nytte, end have det almindelige
Navn og Rygte derfor, uden at være det. Hvor derfor saa¬
dan en ypperlig Fortieneste bliver ved Underfundighed eller
Bagtalelse berøvet sin tilbørlige Ære, der tiltager den kun des
meere, ved saadan Efterstræbelse af dens Fiender; den afmæg¬
tige Umag, som man giør sig for at besmitte den, eller at ud¬
sprede den iblant en Mængde til een eneste Persons Fornærmel¬
se, vil naturligen giøre en gandske stridig Virkning; Jlden vil
bryde ud i Lys Lue, og brænde op alt hvad der søger at dæm¬
pe, hvad de kand ikke udslukke.
Der er kun en Ting fornøden til at beholde en sand Ære, det
er, at høre med Taalmodighed dem som sætte sig imod den, og
at bevare den Dyd, hvorved den var forhvervet. Naar en
Mand er gandske overbeviist om, at han hverken bør agte, øn¬
ske, eller tragte efter nogen Ting, uden hvad der nøyagtigen er


hans Pligt, da staaer det ikke i nogen Tiids, Persons eller Hæn¬
delses Magt at formindske hans Værd. Han allene er en stor
Mand, som kand foragte Mængdens Roos og bifald, og kand
finde Fornøyelse i sig selv, uden at trænge til dens Yndest. Det¬
te er vel en meget vanskelig Sag; men det skulde trøste et ære¬
fuldt Gemyt, at det er det høyeste Trin, som den Menneskelige
Natur kand opstige til. Triumph, bifald og Berømmelse ere
kiære for det Menneskelige Sind, men det er endnu en herligere
Fornøyelse, at sige til eder selv, J har gjordt vel, end at høre
det gandske Menneskelige Kiøn erklære og udraabe eder for at
være priisværdig, dersom J selv kand ikke istemme med dem i
eders egne Betragtninger. Saadant et jævnt og uforanderligt
Gemyt kand forlades af nogle ringe og nedrigsindede Efterfølge¬
re, hvis Roos og Høyagtelse har rettet sig efter andre, men han
vil altid holdes i stor Ære af Siæle der ligne ham selv. Eege¬
Træets Greene udstaae alle Aarets Tiders Forandringer, end¬
skiønt dets Blade falde af i Høsten; men disse vil det og faae
igien i det tilkommende Foraar.
De tvende Hunde.
(af Gellert.)
At den, som har de beste Gaver,
Mindst Roos og Yndest ofte haver,
Og at de fleeste holde det
For got, som er aldeles slet;
Sligt Onde see vi alle Dage;
Men


Men hvem kand hemme det Ukeud?
Jeg tviler om at denne Plage
Kand af vor Verden røddes ud.
Man kun et Raad hertil kand give,
Dog det er vanskeligt at naae,
At Narre maatte kloge blive,
Og see! de aldrig blive saa.
De efter Synet Priisen sætte
Paa Ting, og ikke med Forstand;
De rose ævigen det slette;
Thi de paa got ey skiønne kand.
En Herre havde tvende Hunde,
Den ene, kaldt Joli, forstod at viise sig
Saa lystig og saa tækkelig,
At alle, som den saae, den gierne lide kunde.
Den bragte hid igien, den leegte, sprang omkring,
Den giorde megen Støy; dog loe man ad dens Spring,
Dens Spøg og Pudser rooste bleve;
See, sagde man, hvordan alting paa den maae leve!


Den ofte beed dens Haand, som strøg den kierligen,
Saa falskt og ondt et Hierte havde den;
Derpaa begyndte den igien at loggre, sleege,
Strax kaldte man dens Bid kortvilligen at leege.
Den var forsagt og uden Mod,
Optugtet slet, og ey til noget god;
Og omendskiønt den skreeg og giødte i utide,
Saa kunde dog det gandske Huus den lide,
Man kaldte den den lystige Joli;
Lisette sig med den forlystede; med hende
Den stedse sprang til Bords og Sengs, og disse tvende
Inddeelte deres Tiid i Søvn, Leeg) Gækkerie;
Men dog Lisette den langt overgik deri.
Fidel, den anden Hund, af Væsen langt adskillig,
Var ikke klygtig, ey kortvillig,
Men ærbar af Natur; dog holdt om Huset Vagt,
Den gik og ofte med paa Jagt.
Den troe, behiertet var i Fare,
Den giødte kun, naar det fornødent var.
Den døer: og strax dens Navn og Dyder glemte vare,
Man den uroost af Huset bar.


Joli døer og: nu fældes Taare,
Det gandske Huus dens Død beklager saare,
Ja heele Naboelauget med
Udviiser en medynksom Smerte.
Saaledes gielder tit en smule Vittighed,
Langt meere end det beste Hierte.
iinde


Bie =uben.
No. 112.
Tiisdagen, den 21. Februar. 1758.
Af Spectator. No. 178.
Jeg kand ikke længere forhale at tage følgende Brev i
Betragtning:
Msr. S PECTATOR.
J¬
eg er kun alt for vel skikket til at dømme om eders nyeligen
udgivne Blad, som er et Mester=Stykke; jeg meener
det, som handler om Nidkiærhed: Men jeg tænker det er
eder uanstændigt at tale om den Piine i en Mands Bryst, og
ikke tillige at melde om dens Smerter i et Fruentimmers Hier¬
te. J har med stor Skiønsomhed og med den meest optænke¬
lige Jndsigt betragtet den, saavidt som et Fruentimmer er den
Person om hvilken der fattes Mistanke, men J har ikke talt et
Ord om en Mand, der er saa ubarmhiertig at opvække Nid¬
kiærhed hos hans Hustrue, og ikke at bekymre sig om enten
hun er saa eller ikke. Vel mueligt at J kand ikke troe, at der
ere saadanne Tyranner i Verden; men desverre, jeg kand for¬
tælle eder om en Mand, som er altid misfornøyet og ulystig i


hans Kones Sælskab, og ellers allevegne den fornøyeligste
Mand i Verden; den største Sludske hiemme, naar ingen u¬
den hans Familie seer ham, men overmaade næt og reenlig
klædt paa alle andre Steder. Ach! min Herre, er det naturligt
at en Mands=Person agter sig et Fruentimmer saa lidet for¬
bundet, der gandske overgiver sig i hans Vold, uden at kunde
indskyde sig for nogen anden Ret end hans egen Eftertanke, at
han kand blive fortørnet, ja grummeligen opirret, fordi mit
Hierte driver Taare af mine Øyne, naar jeg seer ham i en ond
Lune. Jeg begiærer ingen Hielp, og haaber ingen Lindring
uden af ham selv; og dog alligevel han, som viiser baade For¬
nuft og billighed i alle andre Ting, betænker aldrig, at det
kand ikke andet end foraarsage mig den bittre Smerte, som
Elskovs Nidkiærhed fører med sig, at han kommer hiem al¬
leneste for at sove en Ruus ud, og anvender al den Tiid han
er hiemme, ligesom det var ham en Straf. Han forlader al¬
tid sit Huus, ligesom han vilde gaae til Hove, og kommer til¬
bage ligesom han gik ind i et Fængsel. Jeg kunde legge dette
thertil, at efter hans Sælskab og sædvanlige Tale giør han sig
ingen Betænkning over at blive holdt for en ryggesløs Mand,
ihenseende til hans Sæder og Levemaade. Eders egen Jndbil¬
ding vil sige eder nok angaaende den Tilstand jeg som hans Ko¬
ne befinder mig i; og jeg ønsker at J vilde være saa god og fore¬
stille ham, thi han har ikke et ondt Gemyt og læser eder me¬
get, at i det Øyeblik jeg hører ham slaae Døren til efter sig,
saa kaster jeg mig paa min Seng og med mine Taare bader
det Barn han holder saa meget af, ja jeg ofte forskrækker det
med min Hylen; at jeg forbander min Fødsels Dag; at jeg
løber til mit Speyl, gandske badet i Graad og Sorrig, og søger
at skaffe min indvortes Angest Luft, ved at see hvorledes min
egen Jammer bryder ud, ligesom Taarene falde af mine Øyne.


Dette synes vel at ligne et opdigtet Skilderie hvad jeg her for¬
tæller eder, men sandeligen dette er en Deel af min Tiidsfor¬
driv. Hidindtil har jeg alleneste fortalt eder mit Sinds almin¬
delige Beskaffenhed; men hvorledes skal jeg give eder en Be¬
retning om dets Forvildelse, Kunde J kun forestille eder, hvor
grum jeg er i et Øyeblik i min Fortrydelse, og i det næste Øye¬
blik, naar jeg sætter ham i den Tilstand, som min Vrede vil¬
de bringe ham til, hvor medlidende; da vilde J faae noget
Begreb om hvor elendig jeg er og hvor lidet jeg fortiener det.
Naar jeg med den største Lemfældighed, som muelig er, giør
Forestillinger imod at gaae sludderagtigen og ilde klædt, og er¬
indrer at Ægte=Folk ere under særdeles Regler, naar han er
i den beste Lune til at høre dette, faaer jeg alleneste til Svar,
at jeg underkaster mit eget gode Navn og min Forstand Folkes
Eftertale, dersom jeg lader see, at jeg er nidkiær og mistænken¬
de. Jeg ønsker, gode Herre, at J vilde tage dette i alvorlig
Betragtning, og paaminde Ægte=Mænd og Hustruer om
hvorledes de bør omgaaes og begegne hinanden. Eders Tanker
om denne vigtige Materie vil faae den største Belønning, nem¬
lig den som nedstiger paa dem, der føle de Betrængtes Sorg.
Giv mig Tilladelse at underskrive mig selv
ulyksalige ydmyge Tienerinde,
CELINDA.


Jeg havde allerede tænkt paa, førend jeg fik denne Frues
Brev, at betragte denne forskrækkelige Passion i et Fruentim¬
mers Gemyt; og den Smerte hun synes at føle, formindsker
ikke den Lyst jeg havde til at anbefale Ægte=Mænd en meere or¬
dentlig Opførsel, end at foraarsage disse, der elske dem, den
allergrusomste af alle Piinseler, ja hvis Pimnseler vilde formind¬
skes, dersom de ikke elskede dem.
Det er forunderligt at mærke, hvor lidet der giøres af den¬
ne u-udsigelige Forurettelse, og hvor læt Mand=Folk komme i Va¬
ne med at være mindst behagelige, hvor de ere meest forbund¬
ne til at være det. Men denne Materie fortiener en særdeles
Betragtning, og jeg skal i en Dag eller to give agt paa to eller tre
Par lyksalige Ægte-Folks Opførsel, som jeg kiender, førend jeg
fordrister mig til at giøre en ordentlig forfattet Sæde=Lære for
Ægte Folk. Jeg har for det første i sinde at reyse nogle faa
Mule ud af Byen, og der veed jeg hvor jeg skal finde en Mand,
der i agttager alt hvad der kand ventes af en fiin Herre i sin
Pligt som Ægte=Mand. Da han var ung Karl, gjorde over¬
flødige Forretninger ham særdeles skiødesløs i hans Klædedragt;
men nu er der ingen ung Frier paa Jorden, som haver saa nøye
Omsorg for sin Person. Da een spurte ham, hvorfor han var
saa længe om at toe sin Mund, og saa nydelig i at vælge og
bruge sit Lintøy, svarede han, fordi der var et Fruentimmer af
Fortieneste, som er forpligtet til at tage kierligen imod mig, og
det kommer mig til at mage det saa, at hendes Tilbøyelighed
maae følge med hendes Pligt.
Dersom en Mand vilde give sig selv Frihed til at tænke, da
vilde han ikke være saa ufornuftig og ubillig at vente, at Sviir og
Uskyldighed kunde leve i Samqvem med hmanden; eller haabe


at Kiød og Blod kand bindes til saa stærk en Troeskab, som at
et vakkert Fruentimmer maae blive ved at forbedre sig selv, ind¬
til hun er saa god og følesløs som en Engel, alleneste for at be¬
vare sin Troeskab imod et Beest og en Satyr. Jeg er forsik¬
kret om, at den Frue, som begiærer af mig at jeg for hendes
skyld vil ende et af mine Blade med følgende Brev, tænker at
saadan en Bestandighed er meget ugiørlig.
Mand,
liv meere hiemme. Jeg veed hvor J gjorde Besøgelse Klok¬
ken syv i Torsdags Aften. Den Oberst, som J forbød
mig at tale meere med, er her i Byen.
MARTHA HOUSEVIEE.
Chloris.
(af Gellert.*)
Need af sit Liv, ved Elskovs Nidkiærhed,
Sig Chloris paa sin Seng bedrøvet slengte ned,
Og, for sin Elsker ret at krænke,
Fordi han har engang seet efter Sylvie,
Hun hæftigen til Venus sukkede,
At hun en sagte Død snart vilde hende skiænke.
Maae skee den Bøn var ey saa ivrig meent som sagt.
At elske, være ung, og Døden dog begiære,
Hvem dette synes ey modsigende at være,
Den sig kun slet forstaaer paa Kierlighedens Magt.


Dog midt udi den største Jammer
Saae Chloris hendes Ven særdeles pyntelig
At træde ind i hendes Kammer.
hun nu ey meere bad, ey Døden ønskte sig.
Med mange søde Ord han smiggrer og han beder,
Han sukker, kysser og giør Eeder.
Fortryd o Chloris, ey derpaa,
At han dig fandt endnu i Live.
Din Damon lover jo, dig ævig troe at blive,
Hvorledes kunde du den grumme Tanke faae,
Ham ved din Død saa stor en Sorg at give?
De fleeste Smukkes Had, som deres Kierlighed,
Ey meget længe varer ved.
Og Chloris lod sig snart forliigt i Arme tage
Af den hun nyeligen Had=Værdig agtede,
Hun med en kiærlig Haand hans brune Kind og Hage
Vellystig strøg og klappede.
Dog i et Øyeblit forsmægte hendes Hænder.
Ach Venus! hvad er det, mon hun sit Liv nu ender?
Hun falder stille hen i Afmagt samme Stund,
Et lille Neb kom frem af hendes lille Mund,
Til Vinger bleve hendes Hænder;
Af hendes Barm en Fugle=Kroe brød ud,
Og Fiær beklædte hendes Hud.
Kand jeg vel troe hvad jeg her skriver?
Ja, Chloris til en Due bliver.


Hvor


Hvor skælver hendes Kiæreste,
Da han sin Skiønne seer saaledes flyvende!
Hun fløy omkring hans Ansigt trende gange,
Som hun sig med et Kys endnu forlyste vil.
Hvad hendes Lyst tilforn har drevet hende til,
Det synes hun endnu som Due at forlange.
Med pynten hun tilforn fordrev sin meeste Tiid.
See, hvor hun pynter sig endnu med største Fliid!
Hun plukker sine Fiær, hun dem i lave sætter,
Hun til Vand=Faddet flyver hen,
Og, som hun pleyede at giøre jævnligen,
Sin Hals og Bryst omhyggeligen tvætter.
Hvor pakkert hører jeg at denne Dueleer!
Spørg ey, min Ven, hvorfor det skeer?
Jmens hun Chloris var, man ofte maatte høre,
At hun for ingen Ting det samme kunde giøre.
Hen til det store Speyl hun sig derefter svinger,
Hvor hun sig øvet har i Miner mangen Dag,
Hun der sin hvide Hals og sine smukke Vinger
Beseer med største Velbehag.
Hun i sig selv forelsket storligen,
Som stolte Jomfruer, begynder alt igien
At kneyse, bryste sig, og Muner sig at give.
Guder! raabte da bedrøvet hendes Ven,
Lad denne Due dog igien til Chloris blive!


Ney, sagde Venus da, din Bøn ey tages an,
Hun sig ret skiønt til Due skikke kand.
Jeg Menneske=Gestalt vil hende aldrig skænke.
Hun haver sukket, leet, haft Lyst til Elskovs Spil,
Og stedse pyntet sig, men aldrig vildet tænke;
Som Due kand hun nu ret leve som hun vil.
O! om det dog kun ey Gudindens Tanke var,
De Smukke alle at forvandle,
Der lige saa, som Chloris, handle!
Man siger dog, hun det i sinde har.
Ach Venus, Ach! hvor mægtigt vil da blive
Paa Jorden Due=Folkets Tal!
Mand med en Kone da til Sengs sig vil begive,
Og, naar man vaagner op, en Due finde skal
At sidde paa sit Bryst. Jeg alt forud beklager,
At slig Forvandling fra os tager
Saa mangt et nydeligt og deyligt Ansigt. Ney,
O kiære Venus! giør det ey:


Bie=Kuben.
No. 113.
Tiisdagen, den 28. Februar. 1758.
Af Adventurer. No. 42.
Sua cuqve DEUS fit dira Cupido.
Enhvers Begierlighed en Gud for hannem bliver,
Og vore Lysters Magt er Skæbnen som os driver.
J¬
eg havde den Ulykke, for nogen Tiid siden, at være i Sæl¬
skab, hvor man ventede en Herre, der har den Ære at
være en af de fornemste Ordførere i et disputerende Sælskab
af den første Rang. Jndtil denne Person kom ind, var vor
Samtale fornøyelig og frie med en fornuftig Lystighed; men
vi mærkede strax, at hans Tale sigtede ideligen til at forlede
Sælskabet til at paatage sig at beviise Sætninger, der i sig selv
vare klare og tydelige; en Vane, i hvilken han synes at have
efterfulgt den dybsindige Philosophs Exempel, der negtede Be¬
vægelsen, efterdi, som han sagde, et Legeme maae Bevæ¬
ges enten hvor det er, eller hvor det ikke er, og begge Formodnin¬
ger ere lige urimelige.


Hans Umag var imidlertid gandske frugtesløs, indtil han
omsider bekræftede, at et Menneske havde ikke meere Magt over
sine egne Gierninger end et Uhrverk; og at den Menneskelige
Maskines Bevægelser vare bestemte ved u-modstaaelige Tilbøye¬
ligheder, ligesom et Uhrverk holdes i gang ved en Vægt. Den¬
ne Sætning blev besvaret med en høy Latter; enhver begegne¬
de den som en Urimelighed, hvilken det var umueligt at troe;
og for at giøre ham latterlig for Sælskabet, saa begiærte man
at han skulde beviise hvad han havde sagt, som en beqvem
Straf, fordi han tragtede efter at faae andre til at bevise tvert¬
imod, hvilket, omendskiønt for en ulige Aarsag, var dog lige saa
latterligt. Efter en lang høytravende Tale, i hvilken han ud¬
krammede alle de spitsfindige Argumenter, som han erindrede,
og langt meere end han forstod, maatte han beskæmmet finde, at
han havde ikke bragt nogen til at antage hans Mening, og at
han endnu ikke blev anseet for saa betydelig en Forfægter deraf,
at han kunde faae nogen til at sige ham imod.
Jeg sad stiltiende; og saasom jeg gjorde mine egne Be¬
tragtninger over det Optog, som jeg ved denne Hændelse havde
fundet for mig, saa erindrede jeg adskillige Tildragelser, som
overbeviiste mig, at de fleeste af de Personer der vare her tilstæ¬
de, havde nyligen bekiendt sig til den Meening, som de nu sat¬
te sig imod; og at de havde handlet efter den samme Grund¬
Regel, hvilken de nu beloe som urimelig, og syntes at have
Afskye for som ugudelig.
Sæiskabet bestod af Msr. Traffie, en rig Kiøbmand;
Msr. Courtly, en høy befalings=Mand i et offentligt Em¬


bede; Msr. Gay, en Herre, i hvis Omgængelse der er en
større Overflødighed af Kortvillighed og Jndfald, end i no¬
gen anden Persons som jeg kiender; og Myrtilla, vor Vens
Hustrue, i hvis Huus vi vare forsamlede til Middags Maaltid,
og som imidlertnd havde faaet en uforventet Forretning, som
han maatte afgiøre i et andet Kammer.
Disse Tildragelser, som jeg da erindrede, vil jeg nu for¬
tælle; der kand og ingen af de Personer, som jeg har saaledes
vovet at nævne, have føye til at fortørnes derover; efterdi det,
som erklæres at ikke være en Virkning af et frit Val, kand ikke
betragtes som noget der fortiener at dadles.
Med Mir. Traffic havde jeg gjordt et meget fortroeligt
Venskab i vore yngre Dage, hvilket, uagtet vor ulige Velstand,
havde vedvaret indtil nu. Vi havde begge været i lang Tiid
bekiendte med en Mand, der, omendskiønt hans vidtløftige Han¬
del havde hiulpet til at berige hans Fæderneland, var selv ved
pludselige og u-undgaaelige Tab blevet fattig; imidlertid var
han endnu i god Credit; og ved at vove en vis Sum var det
endnu mueligt at han kunde oprette sine forfaldne Sager. Med
denne Mand havde Msr. Traffic og jeg fordrevet mangen en
fornøyelig Time, vi havde jævnligen drukket hans Skaal naar
han var fraværende, og altid talt om hans værdige Fortienester
med den høyeste Berømmelse. J denne Nød vendte han sig derfor
til mig, og betroede mig hans hemmelige Kummer; en Hem¬
melighed, som et ædelsindet Gemyt alletider skiuler, indtil den
udpresses ved en Marter, som kand ikke længere udstaaes; han
vedste mine Omstændigheder alt for vel dertil, at han kunde
vente


vente af min Pung den Sum Penge som han behøvede, men
han bad at jeg vilde, for at forskaane ham for den Plage og
Forvirring, som saadan en Samtale maatte underkaste ham,
paatage mig at forestille Msr. Traffic hans Begiering, og
hans Sagers sande Beskaffenhed; thi, siger han, omendskiønt
jeg kunde selv skaffe dobbelt saa stor en Sum til Veye paa min
egen Personlige Forsikkring; saa vilde jeg dog ikke meere tage
Penge op af en Mand uden at lade ham vide hvad han vover
ved at laane mig, end jeg vilde begiære Forsikkring paa et
Skib for den almindelige Priis, naar jeg havde hemmelig
Kundskab om, at det kunde ikke flyde længere end alle Pumper¬
ne vare i gang.
Jeg paatog mig denne Forretning med den største Fortrøst¬
ning om et lykkeligt Udfald. Jeg fortalte Msr. Traffic vor
Vens bedrøvelige Omstændigheder, og han syntes at tage sig hans
Nød meget nær til Hierte; han berømte hans Retsindighed og
Elighed med stor Jver, og beklagede en Kiøb=Mands u-sik¬
kre Tilstand, hvis gode Huusholding og Flittighed kand ikke fri¬
tage ham for de Elendigheder, som andre styrte sig selv udi
ved Ødselhed og Uordentlighed; men hvad de begiærte Penge
angik, sagde han, da kunde jeg ikke vente at han vilde
laane dem uden god Sikkerhed; at min Ven selv kunde ikke
forundre sig over at hans Begiæring blev afslaaet: en Begiæring,
sagde han, som jeg kand umueligen føye ham i.
Hvadsomhelst der end kand tænkes om min og min Vens
Friehed i vore Handlinger, som Msr. Traffic havde ikke
gjordt sig Betænkning over at negte, i denne meget magtvaa¬
liggende


liggende Omstændighed; saa troer jeg dog at enhver er villig til
at tilstaae, at Msr. Traffic var ikke fri enten i Tanke eller
Gierning; thi den kand ikke være meget bedre end en Maskine
drevet af Gierrighed, som havde ikke Magt til at undvære et
tusinde Pund, naar han eyer to hundrede gange saa meget, for
at forekomme en Mands umiddelbare Undergang, som han har
saa ofte og saa høyligen berømt, med hvilken han har saa længe
holdt Omgængelse og fordrevet mange behagelige Timer, og
hvis Vanlykke gik ham meget nær til Hierte.
Strax efter at dette var slaaet feyl, blev min ulyksalige
Ven bankerot, og bad mig engang endnu, at jeg vilde giøre An¬
søgning for ham hos Msr. Courtly om en Tieneste i hans
Embede. Msr. Courtly tog meget venligen imod mig;
han blev meget rørt over min Vens Nød; han gav mig ædel¬
modigen en Banco=Seddel, som han bad at jeg vilde levere
min Ven til hans umiddelbare Hielp, paa saadan en Maade,
som mindst kunde saare hans nydelige og ømme Gemyt; og
lovede at han skulde blive forsørget saa snart nogen Plads blev
ledig; men da denne Plads blev ledig, som jeg strax fik Kundskab
om, sagde han til mig med en øyensynlig Smerte og Bedrø¬
velse, at han umueligen kunde opfylde sit Løfte, efterdi
en meget stor Mand havde recommenderet en af sine Tienere,
og derfor stod det ikke i hans Magt at afslaae hans
Ansøgning. Denne Herre havde derfor ligeledes bekiendt at
han selv var en Maskine; og han synes virkeligen at have været
ikke mindre et Instrument af Ærgierrighed, end Msr. Traf¬
fic af Penge=Gierrighed.
Msr.


Msr. Gay, den vittige, er en Mand, som har ikke
alleeneste Anseelse til at være et fri=virkende Væsen, men har og
en dyb Jndsigt, en fiin og nydelig Forstand, og et meget med¬
lidende Hierte, men lige tvert imod alle disse store og gode Egen¬
skaber, er han ideligen indviklet i Vanskeligheder, og drives ikke
alleeneste til at sige ueanstændige og ukierlige, men og ugudelige
Ting, ved hans store Lyst til Giækkerie og latterlig Skiemt.
Jeg erindrede, at jeg havde nyeligen sat ham til rette, fordi han
paa saa fælsom en Maade forvendte og misbrugte hans Gaver,
med disse Ord: "Kiære Carl, jeg forundrer mig storligen
Lover, at J skulde heller tragte efter at have Anseelse af en ly¬
stig Broder, end af en viis Mand; at J skulde krænke en
Mand, som J ikke alleneste elsker, men og har Høyagtelse
for; at J skulde drive Spot med en Carakter, som J holder
i Ære, forraade en Hemmelighed, som er eder betroet, over¬
træde Sandhed, og spøge med en Religions Lærdomme og
Øvelser, som i troer, alleeneste for at have den Fornøyelse at
faae Folk til at lee. Jeg erindrer og, at da han havde hørt
mig ud, trækkede han paa Skuldrene, gjorde et meget langt
Ansigt, og sagde: Alt dette er meget sandt, men om jeg skul¬
de blive hængt, saa kunde jeg ikke lade det blive.
Her var endnu en, som erklærede sig for en uimodstaaelig Skæb¬
ne. Den stakkels Gay bekiender sig selv at være en Slave,
heller af Forfængelighed end af Udyd, og taalmodigen underka¬
ster sig det latterligste Slaverie, uden at giøre sig mindste Umag
for at faae sin Frihed.
Om Fruen vil jeg ikke gierne tale saa tydeligen. Men jeg
haaber at Myrtilla vil tillade at jeg undskylder mig med en
uimod¬


uimodstaaelig Drift, naar Hun betænker, at jeg har hørt
Hende beklage, at Hun selv tvinges ved en uimodstaaelig
Drift til at Spille. Jeg erindrede, at jeg havde, efter
min Vens, hendes Mands Begiæring, taget Leylighed, da vi
vare alleene, paa en uformærkt Maade at forestille de skadeli¬
ge Følger af at føye saadan en forkeert Tilbøyelighed. Hun mær¬
kede min Hensigt; og strax anklagede sig selv med en oprigtig
Smerte, som udbrød i Taare, men sagde tillige, tat Hun
var ikke meere mægtig til at holde sig fra Kort=Spill,
end at flyve. Og faa Aftener derefter saae jeg hendes
Porte=Chaise staae uden for en stor Frues Dør, som sielden
tager imod Sælskab uden om Søndagen, og da har hun altid
den Lykke at see en anseelig Forsamling hos sig til Kort=Spil.
Efter at jeg havde erndret mig dise Tildrageser, saa be¬
tragtede jeg med mindre Foragt denne Forfægter af en u-i¬
modstaaelig Skæbne; og, sandt at sige, betragtede hans
nærværende Modstandere med mindre Høyagtelse. Jeg antog
det for en vis Sag, at denne Herres Meening grundede sig paa
hans indvortes Overbeviisning om, at han selv var en Slave
af nogle, eller af alle disse Laster og Daarligheder; og at han
blev skyndet ved noget, der ligner Godgiørenhed, at meddeele
andre en Lærdom, som han havde fundet, ved hvilken alleene
han var mægtig til at bringe hans eget Sind i Rolighed, og at
betragte sig selv heller som en der burde ynkes end foragtes. Og
sandeligen, intet Menneske kand bekræfte, uden stor Urimelig
hed, at han har Kræfter og Ævne, som han ikke bruger, naar
det øyensynligen er hans høyeste Fordeel at bruge dem; ey heller
skulde


skulde det tillades ham at tilegne sig Værdighed af et frie virken¬
de Væsen, som har engang bekiendt sig at være et blot Jnstru¬
ment af Fornødenhed.
Medens jeg gjorde disse Betragtninger, kom Myrtil¬
las Mand ind; og for at bode for all Vanære, som Va¬
nen eller en forudfattet Meening kand tænke at der er tilføyet
ham, ved hans Kones ulyksalige Nødvendighed, saa vil
jeg beraabe mig paa ham som et uimodsigeligt Beviis, at om¬
endskiønt der ere nogle, som have solgt sig selv til at giøre ondt,
og ere blevne Uretfærdigheds livegne Slaver, saa ere der dog
andre, som bevare og handthæve deres Fødsels=Ret som Væse¬
ner, der ere satte kun lidet neden under Englene, og som, uden
Bebreydelse imod sig selv, kand negte den Lærdom om en
uimodstaaelig Nødvendighed, hvorved de fornedres til
en lige Rang med de umælende Beester, som forgaae. Jeg til¬
staaer vel, at min Ven har bevægende Aarsager, efter hvilke
han indretter sine Gierninger; men hans Aarsager faae deres
Kraft af Fornuften, der er oplyst ved Guds aabenbarede
Ord, og af Samvittigheden der er opmuntret ved Haabet.
eg tilstaaer iligemaade at han er undergivet en Herre, men
lad det erindres, at det er denne Herre alleeneste, hvis Tienne¬
ste er fuldkommen Frihed.


Bie=Kuben.
No. 114.
Tiisdagen, den 7. Martii. 1758.
Af Adventurer. No. 112.
Has poenas garrula lingva dedit.
Den Straf jeg lider nu, har jeg mig selv forvoldt,
Ved det jeg Daare ey min kaade Mund har holdt.
Til Adventurer.
Min Herre.
A¬
t være høflig mod alle, men bruge Gemeenskab med faa,
det er en Regel, hvilken jeg forhen foragtede, saasom jeg
meente, at den havde sin første Oprindelse af et nedrigt og
indskrænket Gemyt, som formedelst Skrøbelighed og Banghed er
koldsindigen vaerlig. En ydmyg og u=adskillig Høflighed hen¬
regnede jeg til en Frygt for at blive foragtet eller holdt for Gæk
af andre; en Frygt, som de Vittige og de Fornemme ere fritag¬
ne for, ved en indvortes Overbeviisning om deres egen Vær¬
dighed, ved deres Magt til at holde Næsviished i Tvang og at
stoppe Munden paa latterlig Gækkerie, og en almindelig Frygt¬
somhed og Jndgetogenhed ansaae jeg som en Bebreydelse for vort
Land, som Virkning af en slet Optugtelse, hvorved man hverken
kand faae en artig Omgængelse, en utvungen Fripostighed, eller en


almindelig Kundskab om en fornemme Levemaade. Denne Mee¬
ning, som ideligen smiggrede for den Letsindighed og Hovmod, hvor¬
af den havde sin Oprindelse, blev bestyrket ved disses Exempel, hvis
Sæder og Manerer jeg ønskte, formedelst Ungdoms Mistillid,
at efterfølge, som kom ind i et stort Sælskab af adskillige Perso¬
ner med en mild og fortroelig Miine, talte til enhver som en
gammel Bekiendter, og tænkte alleneste paa at forlyste de øvrige,
ved at spille Gæk med hvilkensomhelst deres Caprice skulde falde
paa at støde sig over, uden nogen Hensigt til deres Alder, Ca¬
rakter eller Stand.
Men jeg ønsker nu, at jeg havde indrettet min Opførsel ef¬
ter den Regel, som jeg foragtede; thi jeg skulde da have und¬
gaaet en Vanlykke, som jeg aldrig igien kand oprette; og hvis
Følelse jeg søger nu at ophæve i en kort Tiid, i det jeg fortæller
eder den som en Lærdom for andre, og i det jeg betragter den¬
ne Lyksaligheds Tab som en Leylighed, hvorved jeg har forhver¬
vet Vusdom.
Medens jeg var udenlands i Frankerig med en Hofmester,
bekom jeg et Brev, som lod mig vide, at min Fader, der hav¬
de længe været svagelig, var død; og at det var fornødent at
jeg strax kom hiem igien til Engeland, for at tage hans Gods i
Besiddelse, som var ikke u-betydeligt, omendskiønt det var pant¬
sat for næsten halvdeelen af dets Værd.
Da jeg kom hiem, fandt jeg et Brev, som den gamle Her¬
re havde skrevet til mig med sin egen Haand. Det indeholdt
nogle almindelige Regler angaaende min Opførsel, og nogle
Anmærkninger over hans egen; han meldte om den Giæld, un¬
der hvilken han efterlod mig vort Fæderne Stamme=Gods, som
i mange Led var nedstiget fra Søn til anden; og gav tilkiende,
hvor inderligen han ønskte, at det maatte endnu frit og uden
Giæld overleveres til vore Efterkommere; i denne Hensigt,


sagde han, at han havde aftalt et Ægteskab imellem mig og
den eneeste Datter af hans gamle Ven, Sir George Ho¬
mestead, en elskelig ung Jomfrue, hvis Ægteskab vilde væ¬
re en Ære for min Fam lie, og hvis Midler vilde være langt
meere end tilstrækkelige til at indløse mit Gods.
Han havde givet sin Ven en oprigtig Efterretning om hans
Tilstand; og efter at denne havde taget nogen Tiid til at be¬
tænke dette Forslag og at raadføre sig med sine Venner, gav
han sit Samtykke til Giftermaalet, paa de Vilkaar, at hans
Datter og jeg skulde staae hverandre an, og at min Opførsel
skulde stadfæste den Carakter, som var givet mig. Min Fader
skrev fremdeles, at han haabede at have levet saa længe indtil
denne Forbindelse var blevet fuldbyrdet, men saasom Guds
Forsyn havde besluttet anderledes, saa bad han, som hans sid¬
ste Begiæring, at saa snart jeg havde bragt mine Sager i Or¬
den, og Anstændigheden vilde tillade det, jeg da vilde giøre
Str George en Besøgelse, og ikke forsømme noget til at
fuldkomme hans Forsæt.
Jeg blev rørt ved denne Faderlige Bevaagenheds Jver
og ømme Kierlighed, som da viiste mig Veyen til Lyksalighed,
efter at det Hierte, som følte den, havde ladet af at røre sig,
og den Haand, som udtrykte den, forviisnede i Jorden. Jeg
havde iligemaade seet Jomfruen, endskiønt ikke siden vi vare
Børn; men jeg erindrede, at hendes Person var behagelig,
og hendes Gemyt fromt og angenemt. Jeg stod derfor ikke et
Øyeblik i Tvil, om jeg skulde adlyde min Faders befaling. Jeg
begyndte paa at bringe hans Sager i Orden, jeg giorde en For¬
tegnelse over hans Indgiæld og Udgiæld, jeg besøgte hans For¬
pagtere og Bønder, jeg fik min forrige Munterhed igien, og ef¬
ter ni Maaneders Forløb drog jeg hen for at besøge Sir Ge¬
orge
K¬


orge paa hans Herregaard; efter at jeg tilforn havde skre¬
vet ham til, og udtrykt min store Længsel efter at besidde den
Lyksalighed, som min Fader havde saa kiærligen forskaffet mig.
Jeg fandt større Behag i at sidde paa en god Hest, end at
strække mig i en Karete, eller at lade mig skumpe i en Post¬
Chaise, og jeg vedste, at Sir George var en gammel Elsker
at ride og jage, en jævn, frisk og lystig Broder, som vilde
lide mig bedre i et par Hiorte=Skinds Buxer paa Ryggen af en
god Jagt=Klepper, end i en Galoneret Klædning og en pralende
Eqvipage. Jeg drog derfor bort til Hest, med en eneste Tiener,
og kom den første Aften til Stilton.
Om Morgenen da jeg stod til Hest, hørte jeg at en Per¬
son, som var just staaet til Hest førend jeg, befalede sin Tiener
at spørge om Veyen; jeg sagde derfor til ham med stor Fortroe¬
lighed, at jeg skulde ride den samme Vey og om ham behage¬
de, da vilde vi reyse tilsammen; han antog dette Forslag med
lige saa stor Frihed, og lige saa liden Ceremonie; og jeg reed
fort, storligen fornøyet over at jeg ved denne Hændelse havde
faaet en Reyse=Staldbroder.
Vi gave os strax i Tale med hinanden, og jeg mærkte snart
at han havde været udenlands; vi berømte Veyene og Anordnin¬
gerne i Frankerig, samt Stæderne, Palatserne og Lyst=Gaarde¬
ne; vi begyndte at undersøge og giøre Antegnelser over de navn¬
kundigste Herre=Sæder i Engeland, over det besynderlige i Byg¬
ningen og i Egnen, hvor de vare opførte, over Kaarsveyene,
over Marked=Stæderne, over Giæstgivernes og Kroe=Folkenes
Bedragerie, og over de Forlystelser, som man giør sig i Mar¬
ke og Skove; ved hvilke Materier vi indbyrdes satte os i Anse¬
else hos hverandre, saasom vi begge havde Leyligheder til at
vise at vi vare lige kyndige, og at fremføre Sandhed med saadan
Tydelighed, at vi kunde ikke andet end være af lige Meening.


Efter et par Timers Forløb indhentede vi en anden Mand,
som vi tiltalede med den samme frie Fortroelighed, som vi
havde brugt imod hverandre; vi spurte ham hvor langt han vilde
ride og hvilken Vey, hvor stærkt han reyste, hvor han
vilde drage ind og mange andre Spørsmaal af samme Slags.
Manden, som saae ud til at være nær halvtredsindstyve Aar,
viiste sig meget koldsindig, gav korte og utilstrækkelige Svar
paa vore Spørsmaal, saae ofte meget nøye paa os begge, og
reed undertiden frem for at komme fra os, og undertiden holdt
Hesten i Tøylen, for at blive tilbage. Men vi havde sat os for
at giøre hans Anslag til intet; og da vi fandt, at han blev meere
og meere indgetogen, og lod tydeligen see at han var misfor
nøyet, saa vinkede vi ad hinanden, og besluttede at have noget
Spøg med den gamle Gæk. Efter at vi havde reedet tilsammen
meere end en halv Time, meget misfornøyede, saa spurte min
Staldbroder ham med en ærbødig Alvorlighed, om han ikke
vedste noget Huus paa Veyen, hvor han kunde blive opvartet
med en Tøs. Manden, som, efter mine Tanker, var bange
for at give nogen Anleedning til at yppe Klammerie, viiste ikke
paa anden Maade sin Vrede over denne trodsige Forhaanelse, end
ved at ikke svare derpaa. Jeg begyndte da at tale til min Stald¬
broder, ret ligesom vi havde været gamle Bekiendtere, erindrede
ham om, at denne fremmede Herre var overmaade liig en Person,
fra hvilken vi havde taget en Pige, som han vilde ført hen til
en Badstue (bagnio), og at jeg ved hans nærværende Jndge¬
togenhed og Taushed bestyrkedes i den Mistanke, at han maatte
være den samme; men saasom vi vare villige til at bede ham om
Forladelse derfor, saa haabede vi at han vilde forglemme det,
og at vi skulde endnu have den Fornøyelse at spiise sammen til
Middag i det næste Vertshuus. Den fremmede Herre taug end¬
nu stille, men ligesom hans Forvirring og Fortrydelse synligen
tiltog


tiltog, saa forøgede han iligemaade vor Lyst og Fornøyelse; hvil
ken dog ikke varede længe, thi han vendte sig pludseligen ned af
en snæver Gyde; hvorpaa vi begyndte at Skogger=Lee saa længe
som han kunde høre os, og derpaa fortsatte vi vor Reyse, og
talte om denne Hændelse, som gav os Anleedning til lystig
Samtale for den øvrige Deel af Dagen.
Den næste Morgen skiltes vi ad, og om Aftenen kom jeg
til Sir Georges Herregaard. Den gamle Herre tog imod mig
med stor Bevaagenhed, og førte mig strax ind til hans Datter,
som jeg nu holdt for det vakkerste Fruentimmer jeg nogensinde
havde seet. Jeg kunde let mærke, at jeg var hende ikke velkom¬
men blot fordi hendes Fader havde recommenderet mig; og jeg
fornøyede mig alt i forveyen over den Lyksalighed, som jeg nu
agtede mig saa nær i Besiddelse af. Men denne behagelige
Forestilling, i hvilken jeg havde ladet min Jndbilding vandre
omkring, forsvandt pludseligen ligesom ved en Fortryllelse; u¬
den nogen synlig Aarsag blev den heele Families Opførsel for¬
andret, mine idelige Opvartninger hos Jomfruen bleve hindre¬
de, jeg kunde aldrig finde hende allene, den gamle Herre begeg¬
nede mig med en koldsindig Høflighed, jeg blev ikke meere taget
med i deres Besøgelser, ja end ikke Tieneste=Folkene selv opvar¬
tede mig villigen. Jeg giorde mig megen Umag for at udfinde
Aarsagen til denne Vanlykke, men alt forgæves; og en Mor¬
gen, da jeg havde faaet Sir George ned i Haugen gand¬
ske alleene, og vilde trænge paa Oplysning i denne Sag, fore¬
kom han mig og sagde, at hans Løfte til min Fader, for
hvilken han havde den største Høyagtelse, var givet med
Vilkaar; at han havde altid besluttet at lade sin Datter
have et frit Val; og at hun havde begiært af ham at han
vilde lade mig vide, at hun havde givet sit Hierte til en an
den, og at han tillige vilde bede mig, at jeg derfor vilde lade


af at giøre mig Umag for hende. Jeg blev saa forbauset og bekymret over
denne Erklæring, at jeg havde ikke Magt til at svare; og jeg saae at Sir
George vendte sig fra mig og gik ind i Huuset, uden at jeg giorde mig no¬
gen Umag for at holde paa ham, eller at faae en videre Forklaring. Jeg
giorde vel, derefter, jævnlige Forestillinger, bad og klagede; men da jeg
fornam, at alting var forgæves, saa tog jeg Afskeed, og besluttede, at
jeg vilde endnu ved Breve giøre Ansøgning; thi Jomfruen havde saaledes
bemægtiget sig mit Hierte, at jeg vilde med Glæde have ægtet hende, om¬
endskiønt jeg havde været vis paa, at hendes Fader vilde strax givet alle
sine Midler til en Fremmed.
Paa min heele Vey til London pønsede jeg paa det Forsæt jeg havde
fattet at afgiøre Sagen ved Breve, og førend jeg havde været tre Dage i
Staden, skrev jeg et langt Brev til Sir George, i hvilket jeg besværede
ham, med de eftertrykkeligste Ord, at han vilde sige mig Aarsagen til den
Forandring i hans Opførsel imod mig; og paastod, at dersom han, ved
denne Leylighed, vilde dølge Sandheden, da var det i høyeste Grad skam¬
meligt for ham, og uretfærdigt imod mig.
Paa dette Brev fik jeg, efter henved ti Dage, følgende Svar.
MMin Herre,
Jg Jeg maae gandske ugierne aabenbare eder Aarsagerne til min Opfør¬
esel, efterdi de ere eder meget til Ulæmpe. Jndsluttede er et Brev, som
" jeg har faaet fra en værdig Herre i denne Egn, og indeholder et fuldkom¬
ement Svar paa eders Spørsmaal; hvilket jeg heller vilde at J skulde faae
af nogen andens Haand end af min. JJeg er eders ydmyge Tiener
"Geo. Homestead.
Jeg aabnede strax det indsluttede Papiir, i hvilket jeg med den største
Utaalmodighed læste som følger:
Min Herre,
Jeg saae en Person i Sælskab med eders Famillie i gaar ved Ren¬
Udebanen, til hvilken J, som jeg strax fik at høre, har i sinde at give eders
eDatter. Ved denne Leylighed er det min uforbigængelige Pligt at lade eder
Lvide, at dersom hans Carakter skal bestemmes efter hans Sælskab, da
"vil han ufeylbarligen give hans Afkom Sygdom og Bettel=Staven til
"Arv, hvad Fortienester hans Hustrue end kand have, eller hvor riig han


end maae være. Han indhentede mig for faa Uger siden paa Veyen fra
London, i Sælskab med et Afskum, som efter deres Samtale syntes at
være hans gamle og fortroelige Bekiendter, og hvilken jeg meget vel erin¬
etdrer at være engang bragt for min Ven, Politie=Mester Worthy, da jeg
tved en Hændelse var i hans Huus, som den der holdt en Hore=Kippe i Co¬
vent=Garden. Han har siden vundet en anseelig Sum Penge med fal¬
eske Tærninger paa Masqveraden, hvorfor han maatte rømme Kongeri¬
get, og han kand endnu forfølges og blive straffet. Vær forsikkret om,
(t at jeg fuldkommeligen vel kiender dem begge; thi formedelst nogle Tilfælde,
"som det er ikke fornødent at nævne, maatte jeg være nær ved dem paa
Veyen saa længe, at det er umueligt jeg skulde tage feyl. Jeg er,
Min Herre, Eders &c.
James Trueman.
J det Øyeblik jeg havde læst dette Brev, var heele Knuden opløst.
Jeg veedste at Msr. Trueman var den Herre, hvilken jeg tillige med en
fremmed, som jeg ved en Hændelse gav mig i Sælskab med, havde uden
nogen given Aarsag drevet Spot med paa Veyen. Jeg blev i et Øyeblik
gandske skamfuld, og omendskiønt jeg var allene, kunde jeg dog ikke bare
mig for at skiule mit Ansigt med mine Hænder. Jeg fik Afskye for min
Daarlighed, som forekom mig endnu meere afskyelig og grum, hvergang
jeg betænkte den.
Jeg søgte at komme i Sælskab med en Fremmed, og en Fremmed
overfaldt jeg med haanlig Giækkerie; saaledes gav jeg mig i Staldbroder¬
skab med et berygtet Skarn, og saaledes blev min Staldbroder kiendt.
Jmidlertid haabede jeg dog at overbeviise Sir George, at jeg havde ingen
Kundskab om det Afskum, hvis Skændsel jeg havde faaet Deel i, undtagen
den jeg havde bekommet af hans Vens Brev. Men førend jeg havde
gjordt fornødne Anstalter til min Retfærdiggiørelse, fik jeg med Græmmelse at
høre, at Jomfruen havde holdt Brøllup med en Herre i Naboelauget, som
havde længe friet til hende, og som Sir George havde tilforn negtet sin
Datter, formedelst hans inderlige Venskab for min Fader.
Hvor snæver, Msr. Adventurer, er den rette Stie, og hvor me¬
get kand der tabes ved den ringeste Afvigelse! Jeg er eders ydmyge Tiener.
Abulus.


Bie=Kuben.
No. 115.
Tiisdagen, den 14. Martii 1758.
Af Oeuvres de Voltaire.
Om Titeler.
D¬
a jeg læste Horats, lagde jeg særdeles Mærke til dette
Vers i et Brev til Mæcenas: Te, dulcis amice,
revisam. Jeg skal see dig igien, min kiære Ven.
Denne Mæcenas var den anden Person i det Romerske
Rige, det er at sige, en meere betydelig og mægtig Mand,
end nu omstunder den største Monark i Europa.
Da jeg læste Corneille, fandt jeg, at hand i et Brev
til den bekiendte Scuderi, Kongelig befalingsmand i notre
Dame de la garde, udtrykker sig saaledes om Cardinal
Richelieu, Monsieur le Cardinal, votre maitre &
le mien; Cardinalen eders Herre og min. Det er,
maae skee, den første gang at man har talt saaledes om en
Minister, siden der have været Ministere, Konger og Hyk¬
lere i Verden. Den samme Pierre Corneille, der har skre¬


vet Tinna (*), overgiver i en ydmyg Tilskrift denne Cinna
til Sieur de Montauron, Casserer ved den Kongelige
Particulair Casse, hvilken hand lige frem ligner med Au¬
gust. Det giør mig ondt, at han har ikke kaldet Mon¬
tauron Monseigneur. Man fortæller at en gammel Offi¬
cerer, som forstod sig kun lidet paa Forfængeligheds Titel¬
Protocoll, skrev engang til Marqvis de Louvois og kaldte
ham Monsieur; og da han |fik intet Svar, skrev hand
Monseigneur; men fik endnu intet Svar; thi det Mon¬
sieur stod Ministeren endnu for Hovedet. Endeligen skrev hand
til ham: Til min Gud, min Gud Louvois, og i Be¬
gyndelsen af Brevet skrev hand: Min Gud, min Ska¬
ber. Beviiser ikke alt dette, at de Romere i de gode Tider
vare store og ydmyge, og at vi ere smaa og opblæste?
Hvorledes lever J, min kiære Ven? sagde en Hertug og
Pair til en Adelsmand; til eders Tieneste, min kiære Ven,
svarede den anden; og fra det Øyeblik havde han i sin kiære
Ven en uforsonlig Fiende. En Grand af Portugal talte med
en Grand af Spamen, og kaldte ham hvert Øyeblik Eders Ex¬
cellence. Castilianeren kaldte ham igien Eders Velbyrdighed
(vuestra merced); det er en Titel, som man giver til Folk der
ikke have nogen. Portugiseren blev stødt herover og kaldte den
Spanske igien Eders Velbyrdighed; den anden kaldte
ham da Eders Exce llence. Omsider blev Portugiseren
keed deraf og sagde til ham: Hvorfor kalder J mig stedse
Vel¬
*) Cinna er en ppperlig Tragoedie af Pierre Corneille.


Velbyrdig, naar jeg kalder eder Excellence? og hvorfor
giver J mig Excellence, naar jeg giver eder Velbyr¬
dig? Det er fordi alle Titeler ere mig lige meget, svarede Ca¬
stillaneren ydmygen, al den Stund der i disse Titeler er in¬
gen Liighed imellem eder og mig.
Den forfængelige Titel=Syge trængte sig ikke ind i Euro¬
pa, førend Romerne havde gjordt Bekiendskab med den Asiati¬
ske Storpralenhed. Alle Kongerne i Asien vare og ere endnu
Sødskende=Børn til Solen og til Maanen; deres Undersaat¬
ter tør aldrig regne sig i dette Slægtskab; og en Statholder
Provintserne, som kalder sig Trøstens Muskat og Fornøyelsens
Rose, vilde blive sat levende paa Spid, dersom hand gav sig
ud for at være i mindste Maade paarørende med Maanen el¬
ler Solen.
Man giver undertiden sig selv meget ydmyge Titeler, al
den Stund man faaer igien meget herlige. En Abbed, som
kalder sig Broder, lader sig kalde Monseigneur af sine
Munke. Paven kalder sig Guds Tieneres Tiener; en
god eenfoldig Præst i Holsteen skrev engang til Pave Pius
IV. Til Pave Pius IV. Guds Tieneres Tiener.
hand reyste derefter selv til Rom for at drive paa sin Sag, og
Jnqvisitionen lod ham sætte i Fængsel, for at lære ham at
skrive.
Tilforn var der ingen uden Keyseren, som havde Titel
af Majestæt. De andre Konger kaldtes Eders Høyhed, Eders
Durchlauchtighed, Eders Naade.


Ludvig XI var den første i Frankerig, som man kald¬
te gemeenligen Majestæt. Men man brugte den Titel Høy¬
hed til Kongerne i Frankerig længe efter ham, og man seer
endnu Breve til Henrik III, i hvilke denne Titel gives ham.
Stænderne i Orleans vilde ikke at Dronning Catharing de
Medicis maatte kaldes Majestæt. Men lidet efter lidet
har denne sidste Titel faaet overhaand. Navnet er ligegyldigt,
det er kun Magten som ikke er det.
Det Tydske Rigs=Cancellie, som altid er uforanderlig i
sine ypperlige Skikke, paastaaer endnu at det bør ikke give alle
Konger anden Titel end Durchlauchtighed, i den bekiendte Vest¬
phalske Fred=Slutning, hvor Frankerig og Sverrig foreskreve
det Hellige Romerske Rige Love. Keyserens Plempotentiarier
gave ingen Latinske Skrifter ind, at de jo anførte, at hans
hellige Keyserlige Majestæt var i Underhandling med de Durch¬
lauchtige Konger af Frankerig og af Sverrig; men de Franske og
Svenske paa deres Side forsømte ikke at bekræfte, at deres
Hellige Majestæter af Frankerig og af Sverrig havde mange Be¬
sværinger imod den Durchlauchtige Keyser. Endeligen blev al¬
ting i Fred=Slutningen lige paa begge Sider. De store Regen¬
tere have efter den Tid i Almuens Tanker været holdte alle liige;
og den som har slaaet sine Naboer, har haft Fortrinnet i den
almindelige Meening.
Philip II. blev den første Majestæt i Spanien; thi Carl
den Femtes Durchlauchtighed blev ikke Majestæt uden for Key¬
serdommets skyld. Philip den Andens Børn vare de første
Høyheder, og bleve derefter Kongelige Høyheder. Hertugen
af Orleans, Ludvig den trettendes Broder, tog ikke Titel af


Kongelig Høyhed, førend i Aaret 1631. Hertugen af Savoyen
blev da iligemaade Kongelig Høyhed, og derefter Majestæt.
Store Hertugen af Florents ligeledes, undtagen ikke Majestæt:
og endeligen har Gzaren, som var ikke bekiendt i Europa uden
ved det Navn af Stor=Fyrste, erklæret sig for Keyser, og er ble¬
vet erkiendt derfor.
Der vare i gamle Dage kun to Marg=Grever i Tydskland,
to i Frankerig, to i Jtalien. Marg=Greven af Brandenborg
er blevet Konge og en stor Konge. Men nu omstunder ere vore
Jtalienske og Franske Marqvis af en lidet anden Art. Lad en
Borger i Jtalien have den Ære at give den Pavelige Legat
over hans Provints et Middags Maaltid, og at Legaten, naar
han drikker, siger til ham: Paa eders Sundhed, Herr Marqvis, da
er han strax Marqvis, tillige med hans Børn, til ævig Tid. Naar
en fra Provintserne i Frankerig, som eyer ikke meere i sin Lands¬
bye end fierdedelen af et lille forfaldet Herre=Gods, kommer
til Paris, og han faaer liden Velstand, eller seer ud til at have
faaet den, strax kalder han sig i hans Skrifter Høye og Mæg¬
tige Herre, Marqvis og Greve; og Sønnen bliver hos hans
Notarius Høyeste og Mægtigste Herre; og saasom denne lille
Ærgierrighed i ingen Maade skader Regieringen eller det bor¬
gerlige Sælskab, saa agter man ikke derom. Vær lidet bekiendt
1 Paris, og J skal blive Greve eller Marqvis saa meget som
J behager; dersom J bruges ved Justits eller Finants Væse¬
net, og Kongen giver eder et ret virkeligt Marg=Grevskab,
J vil aldrig derfor blive Herr Marqviis. Den navnkundige
Samuel Bernard (*) var meere Greve end fem hundrede
Gre¬
L3
(*) En stor Kiøbmand i Paris, og Sviger=Fader til Hertugen af
Mirepoix.


Grever, som vi see og som eye ikke fire Tønder Hartkorn; Kon¬
gen havde oprettet hans Herregods til et got Grevskab. Der¬
som han havde ladet sig anmelde i en Besøgelse, Grev Bernard,
saa havde man bristet ud i Latter.
Det gaaer gandske anderledes til i Engeland. Dersom
Kongen giver en Kiøbmand en Titel af Greve eller af Baron,
da faaer han uden nogen Vanskelighed af heele Nationen det Navn
dom tilkommer ham. Folk af den høyeste Byrd, Kongen selv
kalder ham Mylord. Det er ligeledes i Jtalien, der har man
Monsignors i hobetal. Paven selv giver dem denne Titel.
Hans Læge er Monsignor, og intet Menneske har noget at sige
serimod.
J Frankerig er den Titel Monseigneur en forskrække¬
lig Sag. Før Cardinal Richelieus Tiid var en Biskop ikke
andet end min ærværdigste Fader i Gud; men da Ri¬
chelien blev Stats Secretair, og var endnu Biskop af Lusson,
da paa det hans Medbrødre, de andre Biskoper, skulde ikke
give ham allene Titel af Monseigneur, som Stats Secretaire¬
ne begyndte da at tage, saa forenedes de om at give sig selv den
samme Titel. Dette Foretagende fandt ikke nogen Modsigelse
hos Publicum.
Hertugerne og Pairene have haft meere Umag for at faae
Titelaf Monseigneur. Den høye Adel og de fornemste Øvrigheds
Personer negte dem aldeles denne Ære=Titel. Den menneske¬
lige Hovmods høyeste Lykke er at faae Ære=Titeler af dem,
som meene at de ere eders Liige; men det er meget vanskeligt
at komme saa vidt; man finder over alt at Hovmod strider


imod Hovmod. Da Hertugerne fodrede, at de fattige Adels¬
mænd skulde skrive til dem Monseigneur, da begiærte de
virkelige Præsidenter i Parlamentet det samme af Advocaterne
og Procuratorene. Man har kiendt en Præsident, som vilde
ikke lade sig aarelade, fordi hans Feldskiærer havde sagt til ham:
Monsieur, paa hvilken Arm vil J at jeg skal aarelade eder?
Der var en gammel Parlaments Raad, som gik meere lige¬
frem til verks. En som havde en Sag for Retten, sagde til
ham: Monseigneur, Monsieur votre Secretaire
Parlaments Herren faldt ham strax i Ordet: J har sagt tre
Uriimeligheder i tre Ord; Jeg er ikke Monseigneur, min Se¬
cretair er ikke Monsieur, han er min Skriver.
For at giøre Ende paa denne store Forfængeligheds Pro¬
ces, saa maatte engang hver Mand blive Monseigneur i Fran¬
kerig; ligesom alle Fruentimmer, der tilforn vare Mademoisel¬
ler, ere nu virkeligen Madamer (*). Naar i Spanien en Tig¬
ger møder en anden Staader, siger han til ham: Min Herre,
har eders Velbyrdighed drukket sin Chocolate? denne høflige
Maade at tale paa, ophøyer Siælen, og vedligeholder det
menneskelige Kiøns Værdighed.
Cæsar og Pompejus kaldte hinanden i Raadet Cæ¬
sar og Pompejus. Men disse Folk forstode ikke at leve.
De endte deres Breve med Vale, lev vel; vi andre vare, for
(*) Det er bekiendt at det i Frankrig har været brugeligt, at gifte Koner,
der vare ikke af Stand, bleve kun kaldte Mademoiseller.


en tredsindstyve Aar siden, hengivne Tienere, vi ere siden blevne
ydmygste og lydigste, og paa nærværende Tid have vi den Ære
at være det. Jeg beklager vore Efterkommere; det vil blive
dem vanskeligt at legge noget til disse smukke Skrivemaader.
Aarsag til Krige.
Af Msr. Hagedon.
Hans sagde til sin Svoger Peer:
Kand du mig ikke sige,
Hvi man saa tit, desverre, seer,
At Konger føre Krige?
Peer loe og svarede: Om de
Af vore Tanker vare,
De skulde all Fortrydelse
Og Klammer lade fare;
Om de kun ofte, som vi to
Tilsammen vilde drikke,
De skulde leve da i Ro¬
Og sig som Brødre skikke.


Bie=Kuben.
No. 116.
Tiisdagen, den 21. Martii. 1758.
Af Adventurer. No. 48
A
t elske en Fiende, er det særdeles høye Kiendetegn paa
en Religion, der er ikke af Menneskene, men af Gud.
Det kunde ikke fremsættes som en befaling uden alleeneste
af Ham, som levede og døde for at stadfæste den ved sit
Exempel.
Ved Slutningen af denne Tiid, i hvilken den menneskelige
Skrøbelighed har erindret sig Lidelser, som den kunde ikke ud¬
staae; en Tiid, i hvilken den allerivrigste Andagt kand alleene¬
ste giøre en Forandring i sin Føde i stedet for en fuldkommen Fa¬
ste i fyrretyve Dage, kand det visseligen ikke være ubeleyligt at
betragte, hvor nær vi kand komme denne guddommelige Kier¬
lighed, som disse Lidelser udviiste, og hvor vidt et Menneske,


efter sin Frelsers Exempel, kand velsigne disse som bande
ham, og give got for ondt.
Vi kand vel ikke beskue dette Exempel uden langt fra; ey
heller kand vi betragte det uden at blive rørte ved Følelse af vor
egen Afmagt; et hvert Menneske, der ligner sit Levnet med den¬
ne guddommelige Regel, vil, i stedet for at glæde og ophøye sig
over hans egen Ypperlighed, slaae sig for sit Bryst med Tolde¬
ren og sige GUd vær mig Synder naadig! Saaledes at lære os
at kiende os selv, kand, maae skee, være een Nytte af denne
befaling; men denne befaling kand visseligen ikke ansees for at
have ingen anden.
Jeg veed det vil siges, at vore Passioner ere ikke i vor
Magt; og at derfor et Bud, at elske eller at hade, er umueligt;
thi dersom man tilbød os alle vore Ønskers Fyldestgiørelse for
at elske en Fremmed som vi elske et Barn, da kunde vi dog
ikke opfylde det Vilkaar, hvor stor Lyst vi end maatte have
til Belønningen.
Men naar vi og antage dette for at være sandt, og at vi
ikke kand elske en Fiende som vi elske en Ven; saa er det dog lige¬
saa vist, at vi kand forrette disse Gierninger, som ellers skee
af Kierlighed, af en høyere Drift; vi kand, maa skee, ved
Naturens Mangeler giøre vor Dyd des meere ypperlig og priis¬
værdig,


værdig, og udviise vor Fornuft i stedet for at følge en Passion.
Dersom vor Fiende hungrer, da kand vi spiise ham, og om han
tørster, da kand vi give ham at drikke, saaledes vilde vi giøre,
ifald vi kunde elske ham; og saaledes kand vi endnu giøre, om¬
endskiønt det er os umueligt at elske ham. En Christen vil dri¬
ves til at hielpe en Fiende i hans Trang, ved hans Kierlighed
til GUd; han vil fornøye sig over at finde Leylighed til at ud¬
viise sin ivrige Taknemmelighed og villige Lydighed, da han
tillige tilegner sig Forjættelserne og forud glæder sig ved hans
Belønning.
Men omendskiønt den der er godgiørende af disse Grund¬
Aarsager, kand efter Skriftens Meening siges at elske sin Fien¬
de; saa kand der dog endnu udrettes noget meere; Passionen,
selv, eller den befalede Kierlighed, er i nogen Grad i vor Magtz;
vi kand endnu nærmere efterfølge den guddommelige Forladelse,
vi kand tænke saavelsom handle kierligen, og blive helliggjordte
saa vel i Hiertet som i Levnet.
Omendskiønt Kierlighed og Had blive nødvendigen opvakte
i det menneskelige Hierte, naar der forekomme saadanne Ting,
som egentligen henhøre til disse Passioner, ligesom Farven af
materialske Væsener nødvendigen sees af Øyet, naar de holdes
for det; dog er det i vor Magt at forandre Passionen, og at
mage det saaledes at vi kand opvække enten Kierlighed eller Had


hos os, ved at sætte den samme Person eller Ting i adskillige
Omstændigheder; ligesom et vederskins Taft af blaat og gult
kand holdes saaledes, at det faaer Anseelse enten af guult eller
blaat.
Ingen Gierning holdes for meere uretfærdig og fornærme¬
lig, eller optages med større Bitterhed, end naar et Barn, for¬
nemmeligen en Datter, gifter sig uden Forældres Samtykke;
det bliver gemeenligen anseet som en Mishandling hvorved man
bryder de stærkeste og ømmeste Forbindelser, som Daarlighed og
Utaknemmelighed, Forræderie og Oprør. Naar disse Laster
tillegges et Barn, saa bliver det samme derved underkastet Vrede
og Fortrydelse; Vrede og Fortrydelse opvækkes derfor nødvendi¬
gen i Forældrenes Hierte, og der kand ikke tviles om, at jo dette er
en Art af Had. Men dersom Barnet betragtes paa den anden
side, som det der endnu beholder et Barns ømme og blødhierti¬
e Kierlighed imod Forældrene, at det endnu længes efter at
blive forlugt med og taget til Naade af dem; at det med Væ¬
modigheds Taare vanhelder Brøllupets glædelige Høytidelighed;
at det er drevet fra sin Pligt alleneste ved Passioners Hæftig¬
hed, som ingen har altid staaet imod, og som mange have fyl¬
destgjordt paa en langt skammeligere Maade; Naar et Barn
betragtes paa denne Maade, da vil den samme Persone, som
tilforn opvakte Vrede og Fortrydelse, nu blive anseet med Med¬
ynk, og Medynk er en Art af Kierlighed.
D¬


De Forældre, som med et uforsonligt Had straffe et Barn,
der i denne Post overtræder sin Pligt, omendskiønt det er maae
skee den eneste Overtrædelse, som det kand beskyldes for, give
derved tydeligen tilkiende, at de ere uden all naturlig Kierlighed;
og at de vilde have opofret deres Afkom, om ikke til Vellyst og
Ukydskhed, dog til Begierligheder der ere lige saa nedrige og
foragtelige, Penge Gierrighed eller Ære=Syge; thi den kand
aldrig holdes for at tage oprigtigen Deel i sit Barns Velfærd,
som, naar Barnet har ved sin Uforsigtighed forspildt nogle
Midler til Lyksalighed, lader sin Vrede borttage alle de øvrige.
Jblant Venner skeer det meget ofte, at der opkommer en
hastig Fortrydelse. Venskab er en bestandig Omvexling af Vel¬
gierninger, hvortil det er undertiden fornødent at man opofrer
sin egen særdeles Fordeel; det er sædvanligt for enhver at sætte
for høy Priis paa de Velgierninger han beviiser, og for liden paa
dem han oppebærer; denne fælles Forseelse i saa vigtig en Bereg¬
ning foraarsager, at de indbyrdes beskylde hinanden for Uvillig¬
hed og Utaknemmelighed; begge erklære, maae skee, at de
gierne vil tilgive, men ingen af dem vil beqvemme sig til at bli¬
ve tilgivet. Hovmod forøger derfor fremdeles det Fiendskab,
som den begyndte; den ene Ven betragter den anden som egen¬
nyttig, indbildsk, uretfærdig og hevngierrig; følgeligen bliver
han hadet; og medens han betragtes paa denne Maade, er det
umueligt at elske ham. Men at betragte ham paa denne Maa¬
de er baade en Daarlighed og en Feyl; enhver af dem bør be¬
tænke, at han selv, i det mindste efter den andens Tanker, be¬
gaaer


gaaer de samme Laster, som han tillegger den anden; at Grun¬
den til deres Fiendskab er ikke andet end en Vildfarelse; og at
denne Vildfarelse er en Virkning af Skrøbelighed eller Forfæn¬
gelighed, som er tilfælles for alle Mennesker; begges Carakter
vilde da faae en gandske anden Anseelse, Kierlighed vilde igien
opvækkes, saa snart de betragtede hinanden i saadan en Skik¬
kelse, som kand elskes, og enhver af dem vilde længes efter at
erklære sig for hverandre, at fornye det forrige Venskab, og
saaledes at faae den Lyksalighed igien, som var saa nær ble¬
vet tabt.
Men dersom det skulde befindes, efter at vi have antaget
en Bekiendter til vor inderlige Hierte=Ven, at vi havde taget
Feyl af hans Carakter og Gemyts Beskaffenhed; dersom han
skulde forraade hvad vi havde betroet ham, og bruge den Kund¬
skab han havde om vore Sagers Tilstand, hvilken Kundskab
han maae skee havde udlokket af os ved at tilbyde os sin Tieneste,
til at befordre vor Undergang; Dersom han berygter os for
Verden, og legger Meen=Eed til Falskhed og Løgn; dersom
han krænker en Hustrues Kydskhed, eller forfører en Datter til
Vanære, da maae vi endnu betragte ham i saadanne Omstæn¬
digheder, der kand bevæge os til at opfylde den ommeldte Be¬
faling, og at ansee ham uden Had eller Hevngierrighed.
Enhver Carakter hvorvel den og kand fortiene Straf,
opvækker Had alleneste i saadan Grad, som den synes at være
ond


ond og vanartig; og en blot Ondskab har aldrig været tillagt
Menneskene. Den Ulyksalige, som har saaledes bedraget og
forurettet os, skulde betragtes som den, hvis yderligste Hen¬
sigt har været, ikke at giøre os ondt, men sig selv got. Det
skulde ogsaa erindres, at han har taget feyl af Midlerne; at
han har forspildt Hans Venskab, hvis Naade er bedre end
Livet, ved den samme Opførsel, hvorved han har forspildt
vores, og at hvadsomheldst hans Hensigt end har været, for
hvis skyld han har opofret vor timelige Fordeel og Velfærd, saa
har han iligemaade derfor opofret sit eget Haab til en salig Udø¬
delighed; at han søger nu Lyksalighed, som han kand aldrig
finde, og underkaster sig Straf, som vil vare ævigen. Og hvor
meget bedre end denne forvorpne er han, som kand ikke bevæges
til Medynk ved at betragte denne hans Tilstand! Sandeligen,
dersom saadan en Fiende hungrer, da kand vi, uden at under¬
tvinge nogen Passton, give ham Føde; thi hvem, som seer en
Misdæder føres til Retter=Stedet, for hvilkensomhelst Mis¬
gierning, vilde afslaae ham en Drik koldt Vand?
Paa den anden Side, han, som Gud har tilgivet, maae
nødvendigen blive elskelig for Menneskene; at betragte hans
Carakter uden forudfattet Meening eller Partiiskhed, efter at
den er blevet forandret ved Omvendelse, er at elske ham; og
at betragte den uden Partiiskhed er ikke alleeneste vor Pligt,
men og vor Fordeel.
Saal¬


Saaledes kand vi elske vore Fiender, og legge en Værdig¬
hed til vor Natur, som den hedenske Dyd havde intet Begreb om.
Men dersom det er en Christens Herlighed at elske vore Fien¬
der, da er det en Bebreydelse, der meere passer sig paa en en Diæ¬
vel end paa et Menneske, at begegne andre med Koldsindighed,
Skiødesløshed og Fiendskab. Uforskyldt Had, ukierlige og vred¬
ladne Geberder, Forfølgelses og Undertrykkelses Truseler skulde
være langt fra disse, som bekiende sig at være Hans Efterføl¬
gere, der i sit Liv vandrede omkring for at giøre got; som strax
lægede et Saar, der blev givet for at forsvare ham; og hvilken,
da han afmægtigen daanede i hans sidste Døds Kamp, og end¬
nu blev bespottet og forhaanet, forfattede paa engang en Bøn
og en Undskylding for sine Mordere: Fader forlad dem, de
vide ikke hvad de giøre.


Bie=Kuben
No. 117.
Tiisdagen, den 28 Martii 1758.
Oversat af Fransk, af Abbe Coyer.
Undersøgning
angaaende
Almuens Natur.
J¬
eg har troet undtil denne Dag, at Almuen havde Deel i
den menneskelige Natur. Men da jeg nøyere eftertænkte
Sagen, mødte mig nogle Tvil, saa at det jeg tilforn an¬
saae for en u=modsigelig Sandhed, bliver nu en Knude til at
opløses. Men førend vi afhandle Spørsmaalet, da lader os
tage Almuen hvor den er.
Almuen var i forrige Tider den nyttigste, den dydigste
og følgeligen den ærværdigste Deel af et Folk. Den bestod af
Agerdyrkere, af Haandverksfolk, af Kiøbmænd, af Finance¬


rere (*), af Lærde og af Løvkyndige. De Lovkyndige have
meent, at der var nok saa megen Æke ved at forhielpe Men¬
neskene til deres Ret, som ved at dræbe dem, og de have
uden Kaardens Hielp, forskaffet sig adelig Værdighed. De
Lærde have, efter Horatses Exempel, anseet Almuen som
ureen og vanhellig, og derfor vendt den Ryggen. Finance¬
rerne have svinget sig saa høyt i væiret, at de maae giøre sig
selv Vold, paa det de ikke skal overgaae, men alleeneste være
lige med de Store. Det er nu ikke meere mueligt at regne
Kiøbmændene iblant Almuen, siden de selv skamme sig ved
deres Stand, og gaae ud af den endog førend de gaae ud af
den. Alt saa bliver der intet meere tilbage i Almuens Hob
end Agerdyrkere, Tienestefolk og Haandverksfolk; og jeg veed
endda ikke, om man bør derunder befatte dette Slags kunstige
Haandverksfolk, som arbeyde paa Pragt og Overdaadighed;
Hænder, som male en Vogn guddommeligen, som indfatte
en Demant uforligneligen, som indrette en ny Mode uforbe¬
derligen, ligne ikke meere Almuens Hænder. Endskiønt Al¬
muen er nu saaledes formindsket, saa er den dog ikke desmindre
endnu den største, maa skee og den fornødenste Deel af et
Folk; og ihenseende til denne dobbelte Betragtning er det vel
Umagen værd at mand undersøger dens Natur. Bestaaer
Almuen af Mennesker?
Alle Philosopher ere overeensstemmende deri, at For¬
nuften er det Kiendetegn, som giør Forskiæl imellem Men¬
nesker
(*) Financerere kaldes i Frankerig almindeligen alle de som forpagte de
Kongelige Oppebørseler; og mange af disse ere i Stand til at for¬
strække Regieringen nogle Millioner forud.


nesker og Beester. Efter denne Grund=Sætning betragter
jeg Almuen, og undersøger først, hvorledes den lever. Den
boer under Straa=Hytter, eller i nogle Afkroge, som vore
Kiøbstæder overlade til den, efterdi man behøver dens Kræf¬
ter. Den staaer op med Solen, og uden at bekymre sig om
Lykken, som smiiler oven over den, saa tager den sine Klæder,
der ere de samme baade Vinter og Sommer; den dyrker vo¬
re Jorde og Hauger, den graver i vore Biergverke og Steen¬
Gruber, den udskiærer vore Moser, den renser vore Gader,
den bygger vore Huuse og forarbeyder vort Boeskab. Kom¬
mer der Hunger og dyr Tiid, da tager den til takke med alting
Naar Dagen er til Ende, da legger den sig haardt i Mødig¬
heds Arme. Saaledes giøre og de Dyr, som vi have gjordt
tamme, Oxen og Hesten beqvemme sig til alt det Slæb, som
vi paalegge dem, uden at forlange andet af os end Føde og
Huuslye. Er dette Fornuft;
Lader os gaae Borger=Standen forbi, hvor Fornuften be¬
gynder først at spiire frem, og lader os betragte den paa Ærens
Skue=Plads, hvor dens Virkninger ere meere kiendelige.
Den boer under kostbare Lofte. Den lader sine Klæder væve
af Guld og Silke. Den drager en vellugtende Luft; den sø¬
ger at opvække Begiærlighed til at spiise ved stærkt krydede
Rætter, og naar den vil hvile sig efter Ørkesløshed, da legger
den sig til at sove paa Duun. Naturens Drift veed ikke af
andet end det fornødne. Fornuften holder sig til det overflø¬
dige, den udregner alle de Grader af Høyagtelse, som kand
flyde deraf. Nu af en artig Klædning, nu af et ziirligt Boe¬
skab, nu af en smuk Eqvipage. Der er intet som undviger


den, hverken Blomsterne fra Jtalien, eller de smaa Abekatte
fra Amerika, eller de Chinesiske Figurer, og ved de u-endelige
smaa Ting tragter den efter at blive stor
Den naturlige Drift er sig altid selv liig. J mange
hundrede Aar er Silke=Ormen blevet ved at spinde, og Be¬
veren at bygge. Almuen forretter i sine Versteder det sam
me i dag som den giorde i gaar. Fornuften gaaer en anden
Vey: See engang dette Menneske, som har Fornuft for fire og
Rigdom for hundrede, hvorledes hand afvexler sine Forret¬
ninger! hand forbedrer en Fernis, hand bringer en Cristal¬
Lyse=Krone til Fuldkommenhed, hand opfinder en ny Mode
hand tager imod Røg=Offer af en Skribent, hand sætter Skik
paa en Actrice, hand anordner et Giæstebud, hand forestiller
en anseelig Person ved Bordet. Snart mynstrer hand sine
Liberie=Betientere, snart giver hand sine Vogne nye Navne.
I Dag lader hand sig kiøre af en vild Kudsk, for at forskrække
de forbigaaende, i morgen bliver hand selv Kudsk for at faae
dem til at lee.
Almuen følger Naturens Drift end og i de Ting, som
ere den meest magtpaaliggende og kiære. Lucas ægter Co¬
lette, efterdi hand elsker hende; dersom hand havde Fornuft,
da tog hand heller Maturine, som vilde bringe ham et større
Stykke Jord til Medgift. Colette ammer selv sine Børn op;
dersom hun forstod at sætte Priis paa en frisk Farve og paa
Rolighed, da skulde hun lade sig nøye med at være Moder.
Børnene blive store, og naar Lucas forarbeyder Jorden i de¬
res Paasyn, da lærer hand dem at dyrke den; dersom hand
havde


havde liden Eftertanke om denne Stand¬
Elendigheder,
da vilde hand sige til dem: Mine Børn, tager eder
gandske andre Ting for. Denne sandseløse Fader døer,
og hand efterlader dem sin Jord til liige Deeling; hav¬
de hand haft Forstand, da skulde hand efterladt den altsam¬
men til den ældste.
Jo mere jeg grandsker, jo mindre Fornuft finder jeg hos
Almuen. Har den og Dyder? Jeg har ikke endnu læst
nogen Lov=Tale over en Bonde, ligesom man ey heller giør no¬
gen over Oxen, der har pløyet Jorden med ham. Men,
hvad! lader Almuen ikke see Taalmodighed; Den taaler
Hunger, Heede, Kuld, de Stores Stolthed, de Riges
Overmod, Forpagteres Røverie, Under-Betienteres Plyn¬
dren, ja end og de vilde Dyrs Hærgen og Ødeleggelse, hvilke den
ikke tør jage ud af sine Korn=Marke, af Ærbødighed for de
Mægtiges Fornøyelser. Jeg tilstaaer, at Almuen er meget
taalmodig, naar man igien vil tilstaae mig, at Taalmo¬
dighed er en Dyd, som findes hos de dummeste Creature.
Almuen kand have gode Egenskaber, men dersom nogen vilde
være saa paastaaende, og tillegge den Dyder, da maae hand
i det mindste tilstaae, at det er ikke Dyder, der øves med
Overleggelse, og disse allene ere et Beviis paa Fornuft. Der¬
som Almuen er ædruelig, retfærdig, troe, gudfrygtig, da er
den alt dette, uden at eftertænke, hvad Nytte den skal have
der af. Det er ikke saaledes at de forholde sig, som ere dydige
og vide af hvad Aarsag de ere saa. Man eftertænker meget
alvorligen, hvad man vil giøre af sin Ædruelighed, af sin
Retfærdighed, af sin Troeskab, af sin Gudsfrygt. Man
under¬


undersøger om disse Dyder, naar de saaes i rette Tiid kand
forskaffe et anseeligt Embede, eller et Bispedom. Enhver
veed, at i Kong Ludvig den fjortendes sidste Regierings Aar
var heele Hoffet andægtigt. Forfatteren af en meget god
Bog om Handelen spørger, hvorfor der sættes ikke nogen
Præmie for en Bonde, som har dyrket de fleeste Stykker Jord,
for en Fabrikant, som har gjordt det beste Stykke Tøy; Det
er læt at svare hertil; det er fordi Almuen, lige saa lidet som
de umælende Dyr, kand have nogen ærekiær Begiærlighed
til at overgaae hverandre. Da Caligula beskikkede sin Hest
til Borgemester, gjorde hand den derved ikke bedre. Regie¬
ringen veed nok hvad den giør.
Dersom den menneskelige Natur ikke viiser sig i Almu¬
ens gode Egenskaber, da lader den sig endnu langt mindre
see i dens Laster, i stedet for at fornemme Folks Laster bære
et Stempel af Fornuftenz som viiser at de ere Mennesker.
Naar en Haandverkmand er vred paa sin Kone, da banker
hand hende, men hand bliver dog ved at leve hos hende;
hand er ligesom en Hiort, der handler ilde med sin Hind, og
fører hende derefter hen i Korn=Markene; men naar Herren
er misfornøyet med Fruen, da fører hand hende anstændi¬
gen for Retten, og lader sig skille fra hende. En Kudsk, li¬
gesom et Vild=Svin, der kommer ind i en Viingaard, drik¬
ker sig fuld af en skarp Viin, den lugter endnu af Pressen;
hans Herre lader sin Fornuft hvile i lækkre Viine og Himmel¬
Drikke, hand har gjordt sine Betragtninger over den Dags
nye Tidender, hand har ført Ordet i adskillige Sælskaber,
hand har dømt over tre halve Skue=Spill, man kand dog ikke
altid


altid tænke. En Røver af Almuen, ligesom et Tiger=Dyr
der søger sit Rov, kræver trodsigen eders Pung, og man seer
ham snarligen under Galgen; en fornemme Mand veed vel, at
man maae have en Adkomst, en Bestilling eller et Embede
for at plyndre, og hand giør en anseelig Figur. Overfalder
een af Almuen, hand gaaer glubsk løs paa eder med de
Vaaben Naturen har givet ham, ligesom en saaret Løve,
der betiener sig af sine Tænder og Kløer; et Væsen, som
tænker, dræber eder med Kaarden i Haanden efter alle Kun¬
stens og Ærens Regler.
Disse Betænkninger og mange andre deslige svække min
Troe om Almuens Menneskelighed; men en ny Betragtning
giør mig næsten skamfuld over at jeg har nogenfinde troet det.
Den skiønneste, den ædelste Deel af Staten, den som foree¬
ner Forstand med Riigdom og Høyhed, denne Deel, siger jeg,
troer det ikke; hvo er da jeg, at jeg skulde sige derimod
Dens Dom er skrevet i dens Forhold mod Almuen. Man
har Senft=Dragere ligesom man har Muul=Eseler. Svøben
er altid i væiret over et gienstridigt Dyr; og hvilken vakker
Herre bruger ikke sin Stok til at prygle en lumpen Karl, naar
Leyligheden udkræver det: En prægtig Herre driver for ved
sin Karrete en Løber og en Hund. Paa Jagten synes det at
være lige meget, enten man jager en Hestihiel eller en Jagt¬
Betienter; og naar et Feldt=Slag er holdt, da nævner man
lige saa lidet Soldaterne der ere dræbte, som Hestene der ere
døde. Alle disse Ting forestille mig ikke andet end umæ¬
lende Dyr i menneskelig Gestalt.
Sg¬


Sagerne gaae saa vidt, at Almuen selv tviler om sin
Stand: Ere vi da Beester? Det er et Spørsmaal, som
man hører alt for ofte af Arbeidsfolk: Ere vi da Beester?
Almue! det kunde vel være. Slæb som et Arbeyds=Beest,
pløy Jorden med Dyrene, og værer alle fornøyede dermed,
om man lader eder ikke omkomme af Elendighed. Det er alt
hvad Regieringen er eder skyldig; og Philosophien sætter eder
i samme Rang. Mand formane en Hof=Philosoph eller en
vittig Frie=Tænker til at troe vor Religions Hemmeligheder;
hvad Svar faaer man af ham: Fortæll eders Fabler for
Almuen; det vil sige: for saadanne Væsener, der have ikke
andet end menneskelig Gestalt.
Denne menneskelige Gestalt, som man bliver vaer hos Al¬
muen, giør os noget tvilraadig. Men bør man forlade sig paa
de udvortes Anseelser: Newton har udfundet at Carmin er ik¬
kerød; Malebranche og Bereley at vi leve i en Verden der er
fuld af Forblindelser, og i hvilken der ere ingen Legemer; og u¬
den at vige fra vor Materie, vil man sige, at disse vilde Men¬
nesker paa Borneo (*), at disse Hav=Mennesker, som man
har seet i Virginien og paa Høyden af Brest (f), at disse Sa¬
tyrer, som forskrækkede Indvaanerne i og omkring Alexandria,
efter to store Helgenes Beretning (**); skal man troe, at disse
usædvanlige Dyyr vare rette Mennesker, fordi de havde men¬
neskelig Skikkelses
Det er vanskeligt at imodstaae saa mange Grunde imod
Almuens Menneskelighed. Jmidlertid foretager jeg mig at
bevise den, og det for min Ammes skyld, som har givet mig en
god Melk, og af Godhed for en gammel Tiener, som har un¬
dertiden haft Ret imod mig.
*) Mem. de Trevoux t7oi. p. 184. (f) Journ. des Scavam 1676. p. 351.
*) Mem. de Treroux. 1725 p. 1902.


Bie=Kuben.
No. 118.
Tiisdagen, den 4. April 1758.
Fortsættelse af det foregaaende.
J¬
eg tager mit første Bevis af Anatomien. En meget dyg¬
tig Anatomist har skaaret fra hinanden en Bondes Ho¬
ved, der var blevet hengt for en Mishandling hand havde
begaaet, saasom hand havde intet at leve af, efter at hand i
mange Aar havde betalt Kongen. Anatomisten fandt strax,
at Hiernen, Vædskerne, Trævlerne, Seenerne, og alle de or¬
ganiske Parter, som bruges til Fornuften, vare i en rigtig Or¬
den og god Stand, Dernæst gik hand videre med sine Under¬
søgninger indtil Siælens Sæde i Grane=Kiertelen (glandula
prinealis), det er der hvor Tankernes Begreb afbilde sig, lige¬
som Figurer forestilles paa et Stykke Linned; det blotte Øye
havde ikke været tilstrækkeligt for hans Grandskninger, hand
benyttede sig derfor af det Forstørrelse=Glas, med hvilket Le¬
wenhoek saae de menniskelige Spiirer; og hand saae Begreb
der vare sammenhængende, overlagte og rigtigen følgende af
hverandre; hand saae oprøddede Tidseler, pløyede Furer, Korn


kastet deri, en afmenet Korn=Ager, en Pleyel, en Kaste=Skovl,
et Korn=Loft, og Betragtninger over alle Aarets Tider. Men,
er det ikke meget besynderligt! da hand aabnede et andet Ho¬
ved, et fornemme Hoved, da fandt hand intet uden vrange
og usamenhængende Begreb, Fodringer om Forfremelse uden
Fortienester, Høyhed beblandet med Nedrighed, Drømme om
Venskab og Kierlighed, Jndbildinger om stor Stand, uri¬
melige genealogiske Griller. Eyermanden til dette Hoved var
død med Kaarden i Haanden, fordi hand havde forstaaet i en
vrang Meening en Talemaade der betydede slet intet.
Dersom mand kunde igientage dette Forsøg Huus for Huus
saa vilde jeg lade det beroe ved dette Beviis, men lad os fornem¬
me hvad de Græker og Romere, der havde saa god Kundskab
om Menneskene; tænkte angaaende denne Sag. De kaldte Al¬
muen til alle de Forsamlinger, der udkrævede Fornuft, naar
de skulde vælge de høyeste Øvrigheds Mænd og Generaler, naar
der skulde fældes Dom over Store Mænd der vare anklagede,
naar der skulde besluttes, enten de burde jages i Landflygtighed,
eller holde et triumpferende Indtog, naar der skulde anordnes
Skatter og Paalæg, naar der skulde raadslaaes om Fred eller
Krig; kort sagt, til alle de Forsamlinger, hvor der skulde hand¬
les om Fædernelandets vigtige Sager. Naar Demosthenes
og Cicero holdte Taler til Folket, da troede de, at de talte til
Mennesker; vi skulde lee, dersom mand sagde: Den Fran¬
ske Almues Majestæt; men lad os i det mindste tilstaae
den Fornuft. Rom og Athenen tilstode Almuen end og fiin og
skarpsindig Forstand; den kom i tusinde Tall til disse meget sto¬
re Skue=Pladse, hvoraf vore ere ikkun magere og indsvund¬


dygtig til at klap¬
ne billeder; og mand troede at Almuen va
pe for eller at udpibe Sophocles, Aristophanes, Plautus og
Terentius.
Mand vil maae skee sige at denne Alderdom var alt for
grov til at dømme i denne Sag. Nu vel, lad os spørge de ny¬
ere Regieringer. De Keyserlige Tilsyns Mænd i China rey¬
se igiennem Provintserne, og udforske Almuen for at vide, om
mand skal lade Mandarmerne blive i deres Embeder, eller om
mand skal straffe dem; og Keyseren, som er overmaade Stor,
sætter sig i Rang med Almuen, i det hand Dagen efter hans
Kroning pløyer et Stykke Jord. Mand seer paa Rigsdagene
i Tydskland ikke alleneste Churfyrsternes og Fyrsternes Colle¬
gium, mand hører og der Almuen af de frie Rigs=Stæder, som
taler ved sine Tilforordnede. Sverrig regner og Bonde=Stan¬
den iblant Rigets Stænder. Mand veed hvor stor Magt Un¬
der=Huuset i Engeland har. Jeg forbigaaer Holland og Sveits;
thi saasom Almuen gielder der alting, saa kunde deres Betænk¬
ning om denne Sag synes mistænkelig. Skulde det være mu¬
eligt at saa mange Nationer vilde aabne for Almuen Jnd¬
gang til Regieringen, uden at tænke at den var Mennesker?
Men vore Forfædre selv, indtil Ludvig den trettende, have
de ikke troet, at Almuen kunde beklæde et Sted i Rigs Stæn¬
dernes Forsamling; Og vore Parlamenter, disse saa fornuf¬
tige Forsamlinger, gjorde ikke meeere end een Fornuft af Almu¬
ens og deres egen.
Jmidlertiid kand det meget vel være mueligt, at den Fran¬
ske Almue er ikke meeere skikket til at sidde i Regieringen. Er


der da ikke uden Stats-Raadet, hvor Fornuften yttrer sig?
Den arbeyder og i Familiernes indvortes Huus=Sager; det er der
hvor Lemmer af Almuen alt for ofte regiere de Herskaber, som
de tieene. Er en høy Embeds=Mand vanskelig at faae i Tales
maae mand derfor gaae i heele Maaneder og forkøle sig ved hans
Port, for at faae ham engang i tales En Lakey, som mand
faaer paa sin Side, giver Sagen Drift, den kommer til En¬
de En Lucretia, som er opdraget i St. Cyrs Kloster, sværer end¬
nu efter Brøllupet, at hun vil ikke elske andre end hendes Mand;
hendes Kammer=Pige vædder tvert imod, hun besvarer alle
Jndvendinger, hun betager alle Samvittigheds Tvil, hun jæv¬
ner alle Vanskeligheder; hvilken stærk Fornuft behøvedes der ik¬
ke til at overvinde saa megen Dyd.
Dersom alle Huusfolk ere ikke skikkede til at tage sig saa¬
dan Magt over deres Herskaber, da er det i det mindste bekiendt,
at de ere begavede med en forunderlig Skiønsomhed til at afma¬
le dem. Dersom mand paalagde mig, for det almindelige be¬
ste, at jeg paa Huusene skulde opslaae de Personers Carakter
og Gemyts Beskaffenhed, som beboe dem, da vilde jeg ikke skri¬
ve Gierig, Ædelmodig, from, hidsig, ærbar, flanevo¬
ren &c: førend jeg havde indhentet Tienestefolkenes Betænk¬
ning. Maae skee det var endnu ikke af Veyen, at mand igien
indførte den Saturnalske Fest, paa det Borgerne kunde lære
engang om Aaret, af deres Tienestefolkes Mund, at kiende
sig selv. Denne Pensel, som maler haardt, men med Sand¬
hed, beviiser gandske vist, at Almuen har Fornuft.
Det er fremdeles Almuen, som forskaffer Actricer til
Skue¬


Skue=Pladsen. Vi vil forbigaae de Gaver, som de der udvii¬
se; men lad os see, hvorledes de viise deres Fornuft i det al¬
mindelige Samqvem: de overtale en Financerer til at sætte Pen¬
ge hos dem, hvorved hand taber baade Renter og Hoved=Stoel;
de kand indbilde de Store, at de Hierter, som kiøbes for et
Syyns skyld, ere bedre end de der overgive sig selv ved Ægte¬
skab; end og en Ministers Fornuft staaer sig ikke imod deres.
Vil man endnu tvile om at Almuen har Fornuft;
Det er ikke rart, at en Nation, som har megen Forstand,
siger sig selv imod; det skeer ikke saa ofte blant dem, der have
kun sund Fornuft. Vi negte at Almuen har Fornuft, og vo¬
re Love straffe den; Fængseler, Piinebænke, Galger og Stey¬
ler ere til dens Brug; imidlertid fordømmer mand ikke en Tyyr
til Døden, som har stanget Jndvoldene ud af Hyrden. Jeg
siger meere: Dersom mand efter Straffen skal dømme om For¬
nuften, da maa Almuen være langt fornuftigere end forneme
Folk; en ulyksalig, hvis Børn have ikke Brød, giør en liden
Handel med forbudne Varer, hand bliver grebet og straffet;
en Stands Person har sin Jagt=Vogn fuld af de samme Va¬
rer, hand dræber Told=Betienteren, og slipper vel derfra. Jep¬
pe bliver drukken og hidsig, hand klamres, hand bander, hand
bevæbner sig med den Kande hand har udtømmet, og dræber
den der har sviiret med ham, hand maa lade sit Liv derfor; To
ærekiære Personer sætte hinanden stevne at møde paa et Sted,
den ene bliver paa Val=Pladsen, den anden bliver ved at for¬
fremmes i Tienesten. Lad os ikke troe, hvad nogle vrangvil¬
lige Gemytter sige, at Riigdom og Byrd giøre sort til hvidt
Retten er retfærdig; men den betænker med Casuisterne, som


aldrig kand tage feyl, at retskaffene Folk kand ikke begaae no¬
gen Misgierning, uden nogen Forrykkelse i deres Begreb, no¬
gen Afsindighed, nogen Vildelse i Forstanden, med et Ord, Lo¬
ven betragter dem altiid ligesom Børn, der have ikke Fornuft
nok til at fortiene Døds Straf, da derimod Almuen har altid
til overs deraf.
Kort sagt, det er læt at giøre visse Anmerkninger, som
dømme i Sagen. Jeg er ikke saa grov at jeg skulde sige, naar
jeg seer et smukt Stamme=Træ, hvorfor skiule J Roden for
os Det skulde være fortrædeligt for en Hertug eller Pair
at være en modig Soldat forbundet for sin Families første
Glands. Lad os kun betragte det nærværend eller det næstføl¬
gende; hvem er meere af Almuen end denne Bonde=Søn, som
kommer fra sin Landsbye til at blive en stor Herres Lakeys Lad
kun Tiden raade; hans Søn vil blive Staldmester i det samme
Palats, eller og Kongelig Secretair; den som selv ikke var
Menneske, kand den aule et Menneske; Hvad vilde man sige,
om denne Bonde selv gjorde pludseligen sin Lykke ved Forpagt¬
ning, og kom bag fra Karreten ind i den: nu er det jo afgjordt
at hand er et Menneske; skulde vel hans Natur være for¬
vandlet? En Abe er altid en Abe, og et Menneske altid et Men¬
neske. Alt saa bestaaer Almuen af Mennesker. Men
det er tienligt at Almuen aldrig faaer det at vide; og jeg siger
det ikke uden til de Rige, til de Store og til Ministere, paa
det de kand fremdeles, ligesom tilforn, misbruge Almuens
Uvidenhed.
Korte


Kor¬
Af Diogene de dAlembert par M. de Premontval.
Det beste og det verste Møde.
Paa en Vey enten i Staden eller paa Landet, enten ien
Udørk eller i en Skov, paa det faste Land eller paa en Øe, hvil¬
ket er det beste og hvilket er det verste Møde som et Menneske
kand faae? Der er ingen som jo svarer: At møde et an
det Menneske.
Eftersøgen.
Diogenes søgte efter et Menneske; det er nu to tusinde
Aar siden. Troer mand vel at hand skulde nu foretaget sig denne
Eftersøgen, da det menneskelige Kiøn er saa meget bedre kiendt;
Boileau kiendte i Paris henved tre dydige Fruentimmer.
Jeg kiender i fire store Lande i Europa næsten et halv Dosin om
ikke Mennesker der ere sande Mennesker, dog i det mindste saa¬
danne der kand undskylde den der leeder om Mennesker.
Modtagelse.
Har J aldrig vandret paa visse morastige Grunde, opfyldte
med u-endelige stygge eller skadelige Dyyr; Ved hvert Trin J
giør omringes J af utallige flyvende Insecter; Frøerne qvække;
Skrubtudserne arbeyde paa at overstænke eder med deres Forgift;
hvislende Slanger true eder med tusende dødelige Saar. Dette er
en levende Afbilding, fornemmeligen paa de første Trin som


Dyden giør paa denne sumpige;
skadelige Menne,
sker krybe.
En viis Mands Anmerkning.
Jeg læste foregaaende Tanke, for en tre Aar siden, for en yp¬
perlig Ven jeg har, en af disse rare Mennesker, som skulde virke
ligen faae mig til at troe, at der ere retskaffene Dyder paa Jor¬
den. Hand blev rørt ved nogen Eftertryk som hand fandt i den
Maade paa hvilken jeg havde udtrykt foregaaende Tanke, og lod
mig læse den anden og tredie gang igien. Det er sandt sagde
hand, men dersom eders Vandringsmand tager en Stok el
ler Steene i det taabelige Haab at befrie sig for disse besværli¬
ge Dyyr; lad ham knuse her en Skrubtudse, der en Slange;
hand bliver dog aldrig færdigidermed; det beste er at hand be¬
giver sig derfra det sagteste og hastigste som mueligt er.
Menneskelighed.
Skye Mennesker: skye fornemmeligende Store; de ere mere
Mennesker end andre.
en sande Storhed.
Hvor er en Stor Mand dog liden, naar hand lignes imod en
Mand der har Fortienester uden Ærgierrighed, som venter ikke
nogen Naade af ham, som begiærer intet af ham, som frygter
for at kiendes af ham, som skulde blive bange for hans Høyagtel¬
se, som den der kunde giøre ham selv den liden Dyd mistænkt som
hand føler i hans Hiertes Grund, og som er det eeneste Gode hand
sæfter Priispaa!.
Viintræet.
Pope vil tillade mig at sige om de Lærde hvad hand siger om Men¬
eskene i almindelighed: Et Menneske ligner Viintræet og
ehøver ligesom dette noget at støtte sig ved. Den Lærde
bæxer som Vintræet ypperlige Frugter, men uden bistand og Til¬
stød kryber hand kun ved Jorden og hans Frugterblive unyttige.


Bie=Kuben.
No. 119.
Tiisdagen, den 11. April. 1758.
Af Adventurer. No. 39.
D¬
ersom vi ikke hver Dag saae nye Prøver paa Menneskenes
Utaknemmelighed, da skulde vi, maae skee, ikke kunde
begribe hvorfor en saa gavmild og upartiisk Velgiører som
Søvnen skulde finde saa faa Historie=Skrivere eller Lov=Tale¬
re. Skribentere ere saa gandske hentagne i Dagens Forretnin¬
ger, at de aldrig vende deres Tanker til den Magt, hvis tienst¬
færdige Haand saa beleyligen lætter Livets Byrde; og uden
hvis mellemkommende Hielp Mennesket vilde ikke være mægtig
til at udstaae Arbeydes Møysommelighed, hvor vel det og blev
belønnet, eller at stræbe imod Forhindringer, hvor lykkeligen
han end kunde overvinde dem.
Natten, omendskiønt den deeler til mange den længste
Part af Livet, og næsten til alle den meest uskyldige og lyksalige,
bliver dog utaknemmeligen foragtet, undtagen af disse som for¬
vende dens Gaver.


Det er vist, at Stiernekigerne vente den med stor Læng¬
sel, og fornøye sig ved dens Ankomst; Fontenelle har ikke
forsømt at udbrede dens Berømmelser; og at skænde paa Solen
fordi den skiuler for hans Øyne de Verdener, som han bilder sig
ind at see i enhver Stierne. Poeterne have ey heller altid for¬
glemt at berømme den: Milton har anmærket om Natten,
at det er den fornøyelige, den følige, den stille Tiid.
Disse Mennesker maae det vel ventes af, at de skulde giøre
særdeles Høytiid af Natten, saasom de ere den forbundne, ikke
alleneste fordi den lætter deres Møye, men og forøger deres For¬
nøyelse; den meddeeler dem ikke alleneste Søvn, men og Kund¬
skab. Men den største Deel af Nattens offentlige Tilhængere
ere Overdaadigheds og Uordentligheds Sønner, som anvende
til Glædskab og Lystighed de Timer, der ere bestemte til Hvile;
som holde for at Fornøyelses Regiering begynder paa den Tiid,
naar den arbeydsomme Mængde unddrager sig tillige med Da¬
gen, og naar Tankerne ikke meere adspredes ved en uvelkommen
Forandring; som begynde at opvaagne til Glæde, naar de øv¬
rige Mennesker i Verden ligge begravne i en stille Søvn; og
som sviire ved det svage Skin af Lys, som Kunsten har forfær¬
diget, og hvis skyggefulde Glands giver Tingene en smukkere An¬
seelse end de virkeligen have.
Jeg vil ikke opholde mig over de ulyksalige Følger af saa¬
dan en Vane, hvilken, som Ramazzini anmærker, vil al¬
tiid fordømmes, og altid holdes ved lige; men alleneste erindre,
at omendskiønt Søvnen kand sættes op fra en Tid til en anden,
saa er dens Fodring dog af saadan en paatrængende Natur, at
den ikke længe vil tøve, inden man maae stille den tilfreds; og
dersom


dersom vi, som nogle have gjordt, ansee den som en Skat, der
er lagt paa Livet, da kand vi ikke andet end anmærke at det er
en Skat, som maae betales, med mindre vi kunde lade af at
være Mennesker; thi Alexander erklærede, at intet overbeviiste
ham om, at han ikke var et guddommeligt Væsen, undtagen at
han ikke kunde leve uden Søvn.
At leve uden Søvn i vor nærværende urolige Tilstand,
kand visseligen ikke ønskes uden af de unge og vankundige; af al¬
le andre vil en bestandig Vaagen ansees for en Elendigheds Stand,
der alleneste er ringere end de jammerlige Creatures, som
Stvift har saa artigen beskrevet i hans Reyser, Lat de vare
overmaade forbandede med Udødelighed.
Søvn er fornøden for de lyksalige, for at forekomme Leede,
og for at giøre Livet kiært og behageligt ved en kort Fraværelse;
og for de elendige er den fornøden, for at vederqvæge dem ved
jævnlige Afvexlinger af Hvile. Livet er for de fleeste af den Be¬
skaffenhed, at de kunde ikke holde det ud, dersom de ikke ofte
lode af at være til; Homer har derfor anseet det som en Tie¬
neste, der sømmede Viisdoms Gudinde, at hun lod Søvn fal¬
de paa Ulysses, da han var landet paa Phæacien.
Der fortælles om Barretier, som i sine unge Aar hav¬
de gjordt saa stor Fremgang i Lærdom, at han neppe har haft
sin liige, at han anvendte tolv Timer af de fire og tyve paa
Søvn; dog synes det, formedelst hans slette Helbred og korte
Liv, at det har endnu været for liden en Hvile for et Sind der
arbeydede med saadan Magt og Jver; det er derfor at beklage
at han ikke øvede sit Sind mindre og sit Legeme meere; efterdi


det paa den Maade er meget formodentligt, at omendskiønt
han ikke vilde sat Verden i en hæftig Forundring ved et pludseligt
Blus som en Comet, saa vilde han dog have skinnet med en
vedvarende Glands som en Fix=Stierne.
Det skulde ikke indvendes herimod, at der have været man¬
ge, som dagligen anvendte femten eller sexten Timer paa Stude¬
ringer; thi nogle, som det berettes om, have aldrig gjordt det;
andre have gjordt det alleneste i en kort Tiid; og hvad Resten
angaaer, da seer man, at de have brugt deres Sind til saadan¬
ne Forretninger, som udfodrede hverken Hastighed eller Kraft, de
have, i et nedrigt og møysommeligt Slaverie, arbeydet paa at
sammenligne Copier, at holde Skribenteres Vidnesbyrd imod
hinanden, at forfatte Ordbøger, eller at sanke og skrabe sam¬
men hvad de stiæle af andres Skrifter.
De vindskibelige og dybindige, som stedse have Hovedet fuldt
af Nærings Bekymringer, bebreyde jævnligen dem, der ere hen¬
givne til Studeringer og som arbeyde med deres Hierne og
Jndbildings Kraft, at de fremdrage for stor en Deel af deres
Liv i Ørkesløshed. Men disse omhyggelige, som trodse Søvnen,
synes ikke at erindre, at omendskiønt det maae tilstaaes dem, at
de kravle omkring førend det gryer af Dagen, saa kand det dog
siælden siges, at de ere fuldkommen vaagne; de svække ikke deres
Kræfter, og behøve derfor ingen Forfriskning; men ligge føles¬
løse, ligesom en Tudse i Marmor, eller i det mindste kiendes
alleneste at leve ved en dorsk og doven Kraft til at bevæge sig
fra et Sted til et andet; og maae siges, som en saaret Snog,
at slæbe deres seenfærdige Længde efter sig.
Mennesket


Mennesket har længe været kiendt iblant Philosopher un¬
der det Navn af en lille Verden, eller et kort Begreb af Ver¬
den; denne Liighed imellem den store og lille Verden maatte
ved en fornuftig Opmærksomhed udledes i mange særdeles Om
stændigheder, og endnu i mange flere ved en grandskende og
frugtbar Jndbilding. Jeg veed ikke i hvilken af disse to Classer
jeg skal sættes, naar jeg anmærker, at ligesom der er tildeelt et
hvert Land paa Jorden lige meget Lys og Mørke det gandske
Aar igiennem, omendskiønt det uddeeeles paa foranderlige Ti¬
der og i adskillige Deele, saa har Naturen maae skee og beskik¬
ket et hvert Menneske i fær lige meget Vaagen og Søvn, om¬
endskiønt nogle deele det saaledes, at de enten gandske hvile, el¬
ler og med all Magt bruge deres Sinds og Legems Kræfter; og
andre blande det saaledes, at de leve som i et Slags Tusmørke, i
en Stand imellem at drømme og at være fornuftig, i hvilken
de enten tænke uden at giøre, eller giøre uden at tænke.
Poeterne ere almindeligen Velyndere af Søvn; saasom de
tænke med stor Fliid og Jver, saa behøve deres Tanker nogen
Hviile, de overgive sig derfor med Glæde til den gunstige Magt,
der ikke alleneste skænker dem Rolighed, men og ofte fører dem
til lyksaligere Egne, hvor Patroner ere altid bevaagne, og Til¬
hørerne altid retsindige; hvor de nyde et herligt Giæstebud i
Jndbildingens Løv=Hytter, og krones med Blomster, som ere
uden Torne, og med Laurbær=Krandse, som aldrig visne.
Den meere skarpsindige og forskende Deel af Menneskene,
som tage vidtløftige Udsigter over Livets vildsomme Ørk, som
see de utallige Forskrækkelser, Angester og Bekymringer der
stedse nage Menneskenes Hierte, og som med en ulyksalig Tyde¬
lighed


lighed blive de Elendigheder vaer, som endnu ligge skiulte i de¬
res Aarsager; disse Mennesker ere glade ved at de kand tillukke
deres Øyne for saadant et sørgeligt Syyn, og i en kort Føles¬
løshed tabe Erindring om andres og deres egne Elendigheder.
En Helt har intet høyere Haab, end, efter at han har ødelagt
en Krigshær efter den anden, og lagt et Kongerige til det andet
at han da skal undvige til mildere Lyksalighed og ende sine Dagei
Glæde og fornøyeligt Sælskab. Den Vittige eller den Viise kand
ikke vente høyere Lyksalighed, end, efter at han har udmattet sin
Fornuft i dybe Randsagninger, og trættet hans Jndbilding i
uendelige Udløb, at han skal om Natten falde hen i en rolig
Søvn.
Poeterne iblant alle disse, som nyde Søvnens Velsignelser,
have mindst skammet sig ved at erkiende deres Velgiører. Hvor
meget Statius betragtede Livets Besværligheder som lætte¬
de og lindrede ved Søvnens Balsom, det kand vi skiønne af den
meget bevægelige Bøn han gjorde i hans vaagne Nætter; og
at Cowley, iblant de andre Lyksaligheder, som han fore¬
stillede sig i hans saa kiære og høytønskte Eensomhed, forglemte
ikke at regne den Herlighed at sove uden at blive forstyrret, det
kand vi lære af den Rang, som han tillegger Valmuen iblant
Naturens Gaver; hvilken er udspreedt, siger han, over Korn¬
Markene, paa det at all Menneskets Nødtørft maae lætteligen
blive opfyldt, og at Brød og Søvn maae findes tilhobe.
i quis invisum Cereri benignæ
Me putat germen, vehementer errat;
Illa me in Partem recipit libenter
Fertilis agri.
Meqve


Meqve frumentumqve simul per omnes
Consulens mundo Dea spargit oras
Crescite, O! dixit, duo magna susten¬
tacula vitæ.
Carpe, mortalis, mea dona lætus,
Carpe, nec plantas alias require;
Sed satur panis, satur et soporis,
Cætera sperne.
Den tager meget feyl, der mig saa ringe agter,
Og kun som et Ukrud blant Kornet mig betragter;
Den milde Skaber mig, med viis Forsynlighed,
Paa Sæde=Agrene har selv beskikket Sted.
Han mig blant Brødets Børn i alle Verdens Ranter
Til Gavn for Mennesket udspreder selv og planter;
voxer, sagde han, J høystfornødne to,
Jom Livet holde op med Føde og med ø
Brug da, O Menneske, fornøyet disse Gaver,
Begiær ey anden Frugt end disse, som du haver;
Naar du af Brød og Søvn kand det fornødne faae,
Da alle andre Ting af dine Tanker slaae.
Søvnen derfor, som den fornemste af alle jordiske Velsig
nelser, tilegnes billigen Flittighed og Maadelighed; den veder¬
qvægende Hvile og den rolige Nat ere alleneste hans Deel, som
legger sig ned, træt af ærligt og sømmeligt Arbeyde, og frie for
Dunster af ufordøyet Fraadserie og Drik; det er Dovenskabs
og Fylderies retfærdige Dom, at være ledige uden Lættelse, og
døsige uden Rolighed.
Sævnen


Søvnen har ofte været beskrevet som et billede paa Døden;
eden er Døden saa liig, siger Sir Thomas Brown, at
jeg tør ikke betroe mig den, uden jeg først har gjordt min Bøn:
deres Liighed er virkeligen kiendelig og rørende; begge, naar de
bemægtige sig Legemet, lade Siælen i Frihed; og den er viis,
som erindrer sig om begge, at de kand giøres sikkre og lyksalige
alleneste ved Dyd.


Bie=Kuben.
No. 120.
Tiisdagen, den 18 April. 1758.
Af the World. No. 74.
Dicetur merita nox quoque Nænid.
Natten skal og faae sin velfortiente Lov= Sang.
J¬
eg har nyeligen faaet en Deel nye Correspondenter; og er
blevet beæret med Breve fra adskillige Personer, med
hvilke jeg ikke har den Ære at være i mindste Maade be¬
kiendt. De synes virkeligen at være af en anden Orden af Crea¬
ture, saasom de siælden lade sig see førend andre Mennesker lig¬
ge og sove i deres Senge. Det er forunderligt at tænke, hvor
meget disse Folk have at bestille i denne Folkeriige Stad, og det
paa en Tiid, som Naturen har beskikket til Hviile; Thi man
maae tilstaae, at disse Nattens Børn ere ligesaa flittige i deres
adskillige Handteringer som Dagens.
Til mine Læseres Tids=Fordriv skal jeg meddeele dem Jnd¬
holdet af nogle af disse usædvanlige Breve, og saasom jeg an¬
seer Vægterne, i Kraft af deres Embede, som berettigede til
Fortrinnet blant disse Mørkheds Sønner, saa vil jeg give dem
Rangen i dette Blad.


En af disse Herrer, som kalder sig selv Nattens Konge, be¬
klager sig over den tiltagende Sværmen og Støyen, som hver Nat
begaaes paa Gaderne i denne Hoved=Stad. Han berømmer
Hans Majestæt for den faderlige Omsorg han har viist imod sit
Folk, i det han har anbefalet hans Parlament at udfinde Mid¬
ler til at hemme disse Uordentligheder; og han erklærer, at
han vil anvende sin yderste Fliid paa at gaae ham til haande i
saa god en Gierning.
En anden af dette ærværdige Broderskab hvilken, som
det synes, har nyeligen været tugtet af nogle Bukke *), forestil¬
ler mig hans Embedes Ælde og Værdighed, og hvilken høi Agt
disse, som vaage for den offentlige Sikkerhed, have altid været
holdte udi af den meenige Mand. Han beklager sig over den
Forhaanelse og Overlast, som har været tilføyet Øvrighedens
Værdighed og Embedets Hellighed; og endeligen erklærer, at
saasom han har i mange Aar troeligen tient sit Fæderneland, i
denne offentlige Bestilling, saa har han nu i Sinde, efter an¬
dre store Mænds Exempel, at begive sig igien til sin særdeles
Handtering som Skoeflikker. En Fakkeldrager, ) som begiærer
at min Velbyrdighed vilde forfremme ham til en Vægter=Post,
synes vel ikke at have saa høyt et Begreb om denne gamle Or¬
dens Værdighed eller Nytte; thi han siger, dersom han skulde
være saa lykkelig og naae hans Begiering, da skal han ikke have
andet
*) Med dette Navn har man nyeligeni Engeland fundet for got at be¬
ære disse, som meere af Kaadhed og Overgivenhed end af forsæt¬
lig Ondskab, finde Fornøyelse i at stanges og giøre Fortræd; og
i sær om Natten, imod Vægtere og andre som komme i deres Vey.
*) Dette er et Slags Folk, som passe paa ved alle offentlige Forsamlinger,
ved Comoedie=Opera=Viin=Giæstgiver= og andre &c. Huuse, med
Fakler for at lyse Folk hiem, som begiære deres Tieneste.


andet at giøre end at sove paa hans Post; da han derimod i hans
nærværende Tieneste maae passe paa og vaage den heele Nat.
Jeg er ikke i Stand til at sige for vist, om Forfatteren af
følgende Advertissement har skrevet det for Spøg eller for Alvor;
imidlertid har jeg indført det efter hans Begiering.
Eftersom W. X. som forhen holdt Rund-Huuset?
ti--- Sogn, der er vel bekiendt for adskillige høye, fornemme
og andre Personer, er nyeligen flyttet hen til Kløver=Knegt
i samme Gade; saa vil han herved ydmygst bede alle saadan¬
ne Herrer og Fruentimmer, som pleyede at beære ham med
deres Sælskab, at de fremdeles vil beviise ham samme Gunst;
og forsikkrer dem at de skal blive begegnede ligesaa høfligen og
vel som tilforn.
NB. Der ere og særdeles Kammere for dem som spille
"høyt Spill.
Jeg har faaet utallige Breve, Kort=Blade og Bud fra Ste¬
der, hvor de artigste og maneerligste Folk forsamles. J særdeleshed
maae jeg bekiænde at jeg er en hæderlig Matrone i Covent=Gar¬
den meget forbundet, som indbyder mig til at fordrive en Aften
i hendes Huus, hvor hun forsikkrer mig at ingen uden Folk af
den beste Levemaade blive antagne. Hun taler meget til min
Berømmelse fordi jeg stræber efter at befordre Dyd; og hun er
overmaade streng imod de gemeene og liderlige H--- Kipper,
som have bragt den Deel af Byen i saa stort et Vanrygte. Hun
skri¬
O 2
*) Der ere paa adskillige Steder i London ofentlige Huse, hvor man
om Natten fører dem hen, som begaae nogen Støy eller Uordent¬
lighed paa Gaderne, i dette Huus have Vægterne i hvert Qvarteer
deres Forsamlings Sted; der er ellers beskikket en, som Vagtme¬
ster i dette Huus, til at passe paa de indbragte, hvilke, efter deres
Stand og Gavmildhed kan blive forsynede med adskillige Kammere,
Opvartning &c.


skriver fremdeles meget forbindtligen, i et Postscript, at hun
har en meget vakker Tøs paa sexten Aar, som har aldrig været
i Sælskab, og som hun bevarer med Fliid til Mr. Fitz=Adam.
Jeg kan ikke forglemme at melde om den Ære Mr. -- -
har gjort mig, i det han indbyder mig til den næstkommende
Masqverade, og til den Ende tilbyder mig en Domino. Men
saasom jeg kan ikke see nogen Aarsag, hvorfor Folk, hvis Hen¬
sigter ere æragtige, skulde skamme sig ved at vise deres Ansig¬
ter, saa har jeg undskyldt mig for at tage imod hans Tilbud
Jeg maae tilstaae, at han med et sindrigt Argument beviiser
den moralske Nytte, som er ved disse Midnats Forsamlinger
nemlig: at saasom de giøre alle Mennesker liige, saa give de
de Store en nyttig Lærdom imod Hovmod, omendskiønt
jeg maae tænke, at ligesom Menneskenes Sæder rette sig almin¬
deligen efter deres udvortes Omstændigheder, saa er det formo¬
dentligt, at naar et Fruentimmer af Stand finder sig fornedret
til en Malke=Piges Rang, hun da maae forledes til at taale
saadant Gemeenskab og Friheder, som hun aldrig vilde have
fordraget i Hendes høye Stand.
Men den meest usædvanlige af alle de Jndbydelser, som
jeg er blevet beæret med, er fra et Sælskab i St. Giles J.
Dette Brev er skrevet med en smuk Haand af Secretairen i Sæl¬
skabet, som fortæller mig, at han har den Vanlykke at være
stokblind; men jeg maae ikke forundre mig derover, siger han;
thi den hurtigste unge Karl iblant dem er en stakkels gammel
Krøbling, som sidder og tigger heele Dagen ved Kongens Stal¬
de. Han forsikkrer mig, at hvor elendige de end see ud om Da¬
gen, saa skal jeg dog finde at de om Natten ere et Sælskab af de
lystig¬
*) J denne Gade i London have den største Deel Tiggere, Omløbere
og deslige Folk deres Boeliger og Opholds=Sted.


lystigste Brødre i Verden; og hvad Drikken, Horen, Doblen og
deslige brugelige Forlystelser angaaer, da kan ingen fornem¬
me Folk overgaae dem.
Jeg har Breve fra Folk af alle Slags Rang og Stand,
som give mig Beretning om de adskillige Forretninger og For¬
lystelser, hvormed Natten fordrives, saa at, dersom jeg ikke
var bange for at forstyrre Fred og Rolighed i anseelige Fami¬
lier, da kunde jeg aabenbare lige saa mange lystige Historier, som
den sindrige Forfatter af Halte=Fanden.
Jeg har Fortegnelse paa en bekiendt Buks Morgen=Be¬
drifter og Tildragelser, og en Sviire=Søsters Midnats=Svær¬
men og Omføyten. Et Fruentimmer som skriver mig til fra
--- Gaden, beklager sig over Vægternes og Politiets utaale¬
lige Frækhed; saa at hun kand neppe gaae igiennem Gaderne i
hendes lovlige Forretninger, uden at blive holdt an og tilspurt
af disse Rov=Fugle i Embeder.
Der er noget saa billigt i Frue Betty Moonlights
Forslag, at jeg kand ikke vægre mig for at meddeele mine Læsere
det. Hendes Naade beklager sig over, at hendes første Søvn
bliver ideligen forstyrret ved Bulder af Vogne og Hyre=Kareter,
eller ved deres høyrøstede Skriig, som raabe paa Gaderne med
adskillige Vare &c: Hun meener at det er meget haardt, at Folk
af Stand skulde foruroliges paa saadan en ubeleylig Tiid, og
haaber derfor, at Parlamentet vil tage det i Betragtning. Hun
foreslaaer, at ligesom de have allerede forandret Aaret ved
at indføre den nye Stiil, de ligeledes i næste Session vil ved
en Anordning forvandle Nat til Dag; hvilket hun meener vil
være meere beqvemt for deres egen Tid til at giøre Forretninger.
O¬


Afthe
21.
Til Msr. Fitz=Adam.
Min Herre,
aasom jeg mueligen maae en eller anden Tiid blive en af
eders Correspondenter, og maae, kand skee, mellemstun¬
der have en stærk Drift til at giøre eder en Compliment, saa
vilde jeg gierne vide, hvor vidt jeg kand gaae uden at fortørne
eder; og om J, ved eders Advertissement i det første Blad
(See Biekuben No. 109. Side 7 og 8.) meener at udelukke al¬
le de Talemaader, som sigte til det Ord, Verden, end og
om disse Talemaader indrettedes saaledes, at J derved blev be¬
gegnet heller med Høflighed end anderledes? Som for Exempel:
Naar en Mand er just paa det yderste til at begaae en laste¬
fuld Gierning, maae han da tæmme sig selv med denne Tanke:
Hvad vil Verden sige om mig?? Maae man true en
Mand, at om han giør saadan en Ting Lda skal Verden
faae det at vide? Maae det siges, Lat Verden har Høy¬
agtelse for en Mand af Fortiennester? Kort sagt, maa Ver¬
dens Roos eller Dadlen bruges, uden at fortørne, som
Argumenter til at befordre Dyd, og at holde Udyd i Tømme:
Jeg har aldeles ingen Kundskab om eders Levnets Om¬
stændigheder; men dersom J har en Hustrue, da tager jeg mig
den Frihed at give eder en Erindring. Der ere visse Steder for
offentlige Forlystelser, hvilke, omendskiønt det kand hænde sig
at de taales og tillades ved Loven, saa maatte det dog ønskes,
formedelst kloge og forsigtige Aarsager, at de bleve meere ringe
agtede, og mindre søgte. Exempler, Msr. Fitz=Adam,


ere meget mægtige; og det Raad jeg vilde give eder, er, at naar¬
somhelst J finder for got at gaae til deslige Steder til eders
egen Fornøyelse eller Tiidsfordriv, J da vilde lade eders Hu¬
strue blive hiemme; thi der er intet, som giver større Opmun¬
tring, end at der bliver sagt: der var heele Verden og hans
Kone?; hvoraf man slutter at heele Verden og hans Ko¬
ne vil være der igien næstfølgende gang. Jeg er, med stor
Høyagtelse,
Min Herre,
eders ydmyge Tiener,
Cosmophilos.
Nattergalen og Gøgen (af Gellert.)
Den søde Nattergal istemmede engang
Sin uforlignelige Sand
At see, om den derved kand Menneskene røre.
de Drenge, som med Leeg i næste Dal derved
Sig giorde lystige, fremturede dermed,
Og vilde paa dens Sang ey høre.
Een Gog paa samme Tiid sig lystig høre lod;
Det Drengene saa vel anstod;
De loe, de klappede, de giorde, den til Ære,
Det deylige Kukkuk ti gange efter den.
Hør, sagde Gøgen da til hin, hvor storligen
Min Sang maae angenem for disse Herrer være;
Jeg tænker, at der ey ret meget fattes maae,
At jo min Sang for din af dem skal Priisen faae.


Nu kom Damæt dertil, ledsagende sin Smukke,
Og Gøgen, som tilforn, endnu blev ved at kukke.
De gik den med Foragt forbi.
Derpaa begyndte og den store Sangerinde
At siunge for Damæt og Phyllis hans Hyrdinde,
en fortryllende og liflig Melodie.
De følte strax dens Kraft. Damæt staaer gandske stille,
J Phyllis sig hos hannem sætter ned,
egge høre til med stor Ærbødighed.
En sød Bevægelse begynder nu at spille
J deres rørte Blod, og af Fornøyelse
Randt Taare dem af Øynene.
O! raabte da den store Sangerinde,
Lær, Sladdrer, nu, hvad den vil vinde,
Som siunger for de Skiønnende.
En stille Taar, som disses Øyne fælde,
Maae som en større Koos for Nattergale giælde,
End dig en lydelig og høy Berømmelse.


Bie=Kuben.
No. 121.
Tiisdagen, den 25. April. 1758.
Af the World No. 21.
Til Msr. Fitz=Adam.
Min Herre,
D¬
et er et gammelt, men et sandt Ord, at en god Mand
giør gemeenligen en god Hustrue. Dersom det var saa
sandt, at en god Hustrue giør gemeenligen en god Mand,
da tænker jeg, at Ægtestanden vilde have en meget mildere An¬
seelse iblant os, end vi almindeligen see at den har.
J alle Familier, hvor jeg har været gandske vel bekiendt,
har jeg givet særdeles Agt paa enhver Tildragelse, som har sig¬
tet til at forstyrre Ægtestandens Rolighed; og naar jeg har
randsaget disse Tildragelser indtil deres Oprindelse, da har jeg
gemeenligen fundet, at Forseelsen var fornemmeligst hos Manden.
Jeg har nu i Eye en Beregning af Demoivre, som er
giordt for faa Aar siden med stort Arbeyde og Nøyagtighed,
som beviiser, at de gode Koner, her i London, ere imod de gode
Mænd som tre imod en; og min egen ringe Meening er, at dersom
denne Beregning skulde strække sig til de Kiøbstæder og Byer,
som ligge langt fra London, da vilde denne Forskiæl findes fem


Gange saa stor. Men for disse Mænd, som have aldrigt
tænkt paa saadan en Beregning, og som have liden eller in¬
gen Bekiendtskab med deres Koner, maae den første Bereg¬
ning, tre imod een, være alt hvad de vil tilstaae; for¬
nemmeligen naar det betragtes, hvor mange Fruer der ere ved
Hoffet, hvor mange Hustruer i Staden, og hvor mange Koner
paa Landet, hvilke alle, som een af mine Venner meget rigti¬
gen anmærker, ere fuldkommeligen den samme Carakter.
Men omendskiønt jeg er overbeviist om denne Beregnings
Rigtighed, saa er jeg dog ikke saa partusk imod Fruentimmerne,
fornemmeligen de ugifte, at jeg skulde bilde mig ind at de ere
uden Feyl; tvert imod, jeg vil nu anklage dem for en meget stor,
og dersom den ikke bliver holdt i Tømme, førend det varme
Veyr kommer, da kand intet Menneske sige, hvor vidt den
maae gaae. Jeg vil kalde denne Feyl med det lemfældigste Navn,
at fælde deres Klæder. Dersom Halse, Skuldre &c:
have allerede i Vinter begyndt at kaste deres Skiul, hvor meget
almindeligere maae vi da vente at Naturen vil lade sig see i
Sommer, naar Heeden kand anføres som en Undskylding til at
forsvare saadan Blottelse:
Jeg havde for nogen Tiid siden et Ærende til en af mine
Venner nær ved St. James, som, da jeg spurte hvor hans
Dyster var, svarede mig, at hun sad ved hendes Nat Bord og
klædte sig af for at gaae til en Ridotto. Paa det denne
Talemaade maa blive forstaaelig for enhver af eders Læsere,
beder jeg om Tilladelse at underrette dem, at det er Moden for et
Fruentimmer at klæde sig af naar hun vil gaae ud, og at klæde
sig paa alleeneste naar hun bliver hiemme og har intet Sælskab.
Man vil, maae skee, paastaae, at den Nøgenhed, som nu
er i Moden, sigter alleneste til at være et Sind-billede paa vore
Tiders unge Fruentimmers Uskyldighed; ligesom vi læse om vor


første Moder, for Syndefaldet, at hun var nøgen og skam¬
mede sig ikke, men jeg kand ikke andet end tænke, at hen¬
des Døttre i disse Tider skulde overbeviise os, at de ere gandske
frie for den oprindelige Synd, saavelsom for virkelige Over¬
trædelser, eller og skamme sig ved deres Nøgenhed.
Jeg vil spørge enhver vakker Jomfrue i Byen, om hun
nogensinde gik den anden gang hen at see Løverne, eller noget
andet rart, med den samme Fornøyelse, som den første gang¬
Gandske vist er det, at det smukkeste Syyn i Verden opvækker
kun liden Nysgierrighed hos dem, som have seet det tilforn.
Det var et meget smukt Skilderie, siger Mylord, men jeg
havde seet det tilforn?. Det var en sød Sang, siger
Mylady, men jeg havde, hørt den tilforn. "Et meget smukt
Vers, siger Skrift=Dommeren, men jeg havde læst det til¬
forn. Lad derfor et hvert Fruentimmer tage i agt, at, naar
hun paa offentlige Steder viser et Bryst der er hvidere end Snee,
Mandfolkene skal ikke see derpaa ligesom de vilde sige: " Det er
meget smukt, men vi have seet det tilforn. Jeg er,
Min Herre,
eders ydnygste Tiener.
§. L.
Af The World No.
ette og det næstfølgende Blad har jeg bestemt til at fornøye
mine Læsere af det smukke Kiøn, og at anbefale dem en
gammeldags Dyd, kaldet Klogskab eller Forsigtighed. Dersom
den Historie, som jeg vil fortælle dem, skulde fortiene deres
bifald, da maae de takke den Mand og Kone, af hvilke
jeg har faaet den; og som, i Dag, længes efter at læse deres
egne Hændelser.
En fornemme Kiøbmand her i Byen, hvis rette Navn jeg
skal skiule under det Navn af Wilson, var gift med et


Fruentimmer af anseelige Midler og endnu større Fortienester.
De levede lyksalige tilsammen i nogle Aar, og intet forstyrrede
deres Fornøyelse undtagen at de havde ingen Børn. Manden,
som saae sine Midler dagligen at tiltage, blev desmeere utaal¬
modigen begierlig efter en Arving; og saasom Tiden meere
formindskede end forøgede hans Haab at faae nogen, saa blev
han efter Haanden koldsindig, og tilsidst keed af sin Hustrue.
Denne Forandring i hans Hiertelag var den tungeste Sorg for
hende; dog saa fromt var hendes Gemyt, at hun satte ham til
rette alleneste med hendes Taare; og end siælden med disse,
undtagen naar hun, formedelst hans Bebreydelser og onde Med¬
fart, var ikke mægtig til at hemme dem.
Det er en Regel hos visse gifte Philosopher, at en Hustru¬
es Taare kand letteligen bortskylle all Medynk af en Mands
Hierte. Monsr. Wilson vil tilgive mig, om jeg, paa denne Tiid,
sætter ham i Rang med disse Philosopher. Han havde nyeligen
leyet sig et Værelse lidet uden for Byen, hvor han gemeenligen
reyste ud om Aftenen, for at undgaae (som han kaldte det) at
blive forfulgt og plaget af hans Kone.
I denne grumme Skilsmisse, og uden at beklage sig, le¬
vede hun i tolv Maaneder; og siælden saae ham, undtagen naar
han formedelst Forretninger maatte være hiemme, og sov aldrig
i Seng med ham. Ved Enden af denne Tid blev dog hans Op¬
førsel imod hende, som det syntes, meere venlig; han kom ofte¬
re til hende, og begyndte at tale til hende med Ømhed og kierlig
Medlidenhed.
En Morgen, efter at han havde sagt hende et forbindtligt
Farvel, for at være om Dagen ude paa hans Land=Huus, af¬
lagde hun en Besøgelse hos en af sine Venner i den anden Ende
af Byen, paa hendes Hiem=vey gik hun ind i en Traad=Bod i en
afsides Gade nær ved St. James; der saae hun at Monsieur
Wilson gik tvers over for og bankede paa Dørren af et smukt
uus,


Huus, som blev aabnet af en Tiener i Liverie, og strax lukket
til igien, uden at der blev talet noget Ord. Saasom den Maa¬
de paa hvilken han blev indladt, og at hun ikke vedste, at han
havde Bekiendtskab med nogen der i Gaden, gjorde hende lidet
urolig, saa spurte hun Konen i Boden, om hun kiendte den
Mand, som boede lige over for. J har nu nyligen seet ham
gaae ind, Madam, svarede Konen. Hans Navn er Roberts,
og Folk siger, at han er en meget brav Mand. Hans Kone -
Ved disse Ord skiftede Madam Vilson Farve, og sagde: Hans
Kone, Madam! -- Jeg tænkte at - Vil J give mig et Glas
Vand? Jeg er blevet saa træt af denne Gang==Vær saa god
og giv mig et Glas Vand=Jeg er gandske afmægtig af Mø¬
dighed. Den gode Kone i Boden løb selv efter Vandet, og
ved Hielp af noget Hiorte-Tak, som og var ved Haanden, kom
Mad. Wilson, som det syntes, temmeligen til sig selv igien.
Hun søgte da nogen Traad ud, som hun behøvede, og da hun
havde begiært, at der maatte sendes Bud efter en Vogn, sagde
hun: Jeg troer at J blev meget forskrækket over at see mig saa
bleeg; men jeg havde gaaet en lang Vey, og skulde gandske vist
faldet i Afmagt, dersom jeg var ikke gaaet ind i eders Bod.
Men J talte om den Mand her lige over for= Jeg bildte mig
ind at jeg kiendte ham; men hans Navn er Roberts, siger J.
Kiære, er han gift. - Ja, og den lykkeligste Mand i Verden:
(svarede Konen) han holder overmaade meget af Børn, og til
hans store Glæde ligger hans Kone nu i Barsel=Seng med hen¬
des første Barn, som skal døbes i denne Aften; og man siger
det er den deyligste Dreng, som nogen har seet. J dette Øye¬
blik, og til all Lykke, for at spare en anden Dosis af Hiorte¬
Tak, kom den begiærte Vogn for Dørren; som Mad Vilson
strax gik ind i, efter at hun havde gjort en stammende Undskyl¬
ding for den Uleylighed hun havde foraarsaget; i denne Vogn vil
vi nu lade hende kiøre hiem, i en dødelig Bekymring og Hierte¬


mægtig
Angest, som hun har selv sagt mig
til at beskrive.
De som læse denne lille Historie, have fornummet, at Msr.
Wilson havde leyet sig et Værelse uden for Byen, hvorhen
det meentes at han begav sig hver Aften, siden hans Misforstaa¬
else med hans Hustrue, men det var virkeligen dette Huus nær
ved St. James, som han ideligen gik til. Han havde vel leyet
de forhen meldte Værelser, men af en anden Aarsag end blot for
at skye hans Hustrue. Anledningen var denne.
Da han en Dag vankede omkring i Spatsere=Gangene ved
St. James, saae han et ungt Fruentimmer siddende allene paa
en af Bænkene; hun var tarveligen dog næt klædt, og hendes
Væsen og Maneerer viiste at hun var ikke af den nedrige Rang;
Han gik nærmere til hende, uden at hun blev ham vaer, og saae
i hendes Ansigt, som var prydet med Uskyldighed og Skiønhed,
den dybeste Melankolie, som nogen kand forestille sig. Han stod
i nogen Tiid og betragtede hende; og da hun omsider blev det
vaer, sprang hun op af hendes Sæde i nogen Forvirring og søg¬
te at undvige ham. Frygt for at miste hende gav ham Mood
til at tale til hende. Han bad om Forladelse fordi han havde
forstyrret hende; og undskyldte sin Nysgierrighed med hendes
overmaade Skiønhed, og den Bedrøvelse, som var blandet
dermed.
Det er anmærket af en meget viis Skribent, hvis Navn og Bog jeg
har forglemt, at et Fruentimmers Hierte er aldrig saa topfuldt af Bedrø¬
velse, at jo en lille smule Flatterie vil snige sig ind ien Krog derudi; og saa¬
som Wilson var en smuk Karl, og talte til hende med en utvungen Artighed,
saa lod Fruentimmeret sig snarlig overtale til at sætte sig igien paa Bænken
og at tillade ham at sidde ved hendes Side. Wilson, som var virkeligen hier¬
te=slaaet, giorde hende tusende Forsikkringer om hans Høyagtelse og
Venskab; besværende hende tillige, at hun vilde sige ham, om hans For¬
mue eller Tienester kunde giøre noget til at befordre hendes Lyksalighed; og


bekræftede, at han aldrig vilde forlade hende, førend hun havde aabenbaret
ham Aarsagen til hendes Kummer.
Herpaa fulgte en kort Tanshed; og efter et dybt Suk og en Flod af
Taare, begyndte Fruentimmeret saaledes:
"Dersom J, min Herre, er saa retsindig og æragtig en Person, som
J seer ud til at være, da skal jeg takke Himmelen at jeg har fundet eder. Jeg
er en ulyksalig Enke af en Officerer, som blev dræbt ved Dettingen. Saa¬
"som han var kun Lieutenant, og hans Sold all hans Formue, saa gifte¬
de jeg mig med ham imod min Moders Samtykke, hvorfor hun har gand¬
"ske slaaet haanden af mig. Hvor høyt jeg elskede ham, eller han mig, vil
jeg forbigaae at tale om, efterdi han er aldeles taget fra mig, omendskiønt
jeg kand aldrig forglemme det. Ved min Tilbagekomst til Engeland (thi
"jeg fulgte bestandigen med ham og tog Deel i hans Skiæbne) fik jeg,
"med nogen Vanskelighed, en Subalterne Enkes Pension, og leyede mig
Væreiser i Chelsea *).
tJ denne Eensomhed skrev jeg til min Moder, lod bende vide mit Tab
"og min Fattigdom, og bad at hun vilde tilgive mig min Ulydighed; men
det grumme Svar jeg fik fra hende bragte mig til den faste Slutning,
"hvorledes det og gik, aldrig mere at giøre hende Uleylighed igien.
Jeg Jeg levede af denne ringe Pension med all optænkelig Sparsomhed,
"indtil en gammel Officerer, en Ven af min Mand, fik mig at see i Kir¬
kken, og giorde mig en Besøgelse. Denne Herres Godhed har jeg længe væ¬
"ret forbundet for en aarlig Gave af tiuge Pund, som bleve mig betalte Qvar¬
"tal-viis. Saasom han var meget nøyagtig i at betale, som altid skeedte
"samme Dag, naar Qvartalet var ude, og det i gaar var Qvartals Dag,
"saa forundrede jeg mig over at jeg hverken saae ham, eller hørte fra
ham. Tiiligen i morges gik jeg fra Chelsea, for at spørge efter ham i
hans Logemente i Pal=Mal; men hvorledes skal jeg fortælle eder, min
Herre, den Tidende jeg der fik at høre! --- Denne Ven! denne ædel¬
modige og u=egennyttige Ven, blev dræbt i gaar i en Tvekamp i Hyde
Park.
*) Chelsea er en liden Bye eller For=Stad uden for London, i særdeleshed bekiendt
for det der opbygte Hospital for Land=Krigs=Folk.


Park. Her taug hun stille, for at give en Strøm af Taare Luft, og
sagde derefter: JJJeg blev saa forskrækket over denne Efterretning, at jeg ved¬
teste ikke hvor jeg skulde gaae hen. En Hændelse meere end mit eget Val
har bragt mig til dette Sted: og dersom jeg her har fundet en Velgiører,
ct, og sandeligen, min Herre, jeg trænger til en- - - - da skal jeg kal¬
"de det den lyksaligste Hændelse i min Livs Tiid.
Her endte Enken sin Historie, hvilken var i alle Stykker sandfærdig,
paa en saa indtagende og bevægelig Maade, at Wilsons Kierlighed var i
faa Minuter blevet saa stærk, som i hundrede Aar. Han takkede hende for
den Fortroelighed hun havde fattet til ham, og foor paa at han aldrig vilde
forlade hende. Han udbad sig da den Ære at følge hende hiem, hvilket
hun villigen samtykte, og gik med ham til Bukingham Port, hvor de toge
en Karrete, som bragte dem til Chelsea. Wilson spiiste med hende den
Middag, og leyede sig Værelser i samme Huus; han kaldte sig Roberts,
og gav sig ud for at være ugift. Disse vare de Værelser jeg tilforn har
meldt om; hvor han, ved sin uindskrænkte Ædelmodighed, og bestandige
Fliid og Omhyggelighed, inden faa Uger triumpherede over den smukke
Enkes Ære.
Jeg vil holde op her i et Øyeblik, for at advare disse Dydige Enker,
som ere mine Læsere, at de ikke for hastigen vil tvile om denne Tildragelse.
Dersom det behager dem at betragte denne Enkes Tilstand og Omstændig¬
heder, med Fattigdom til at forskrække, Taknemmelighed til at tilskynde,
og en smuk Mandsperson til at antænde, saa vil de tilstaae mig, at i en
Verden næsten sex tusende Aar gammel, kand mueligen saadant et Exem¬
pel paa Skrøbelighed have tildraget sig. Men nu til min Historie igien.
Virkningerne af denne fortroelige Omgængelse løde sig snart tilsene i
Fruentimmerets Skabning; en Omstændighed, som storligen forøgede Wil¬
sons Lyksalighed. Han besluttede at forfløtte hende til Byen, og følgeligen
leyede det Huus nær ved St. James, hvor Madam Wilson havde seet
ham gaae ind, og hvor hans Kiæreste, som i Naboelauget holdtes for hans
Kone, paa den Tiid laae i Barsel=Seng.
1e8


Bie=Kuben
No. 122.
Tiisdagen, den 2 May 1758.
Af the World. No. 5.
(Slutningen af Mad. Wilsons Historie.)
J¬
eg kommer nu igien til Mad. Wilson, hvilken vi forlode
i en Hyre=Karrete, kiørende hiem til sit Huus, i all den
Elændighed, som Fortvivlelse og Nidkiærhed kand føre
med sig. Det var lykkeligt for hende, at hun havde en god og
stærk Natur, og at hendes Mood og Beslutning var ligesaa
kæk; thi hun har ofte fortalt mig, at hun fremdrog Natten
efter den Dag i en Stand der var lidet bedre end Afsindighed.
Om Morgenen kom hendes Mand hiem igien; og saasom
hans Hierte var lyksaligt og fornøyet, og uden Mistanke om
at være røbet, saa var han meere artig imod hende end han
pleyede. Hun tog imod hans Høflighed med hendes sædvanli¬
ge milde Munterhed; og da hun fornam, at han formedelst
Forretninger maatte blive nogle Timer i Byen, saa besluttede
hun, hvadsomhelst Kummer det end maatte foraarsage hende,


strax at giøre hans Kiæreste en Besøgelse, og at forblive der
indtil hun saae ham. Til den Ende lod hun sende Bud efter en
Vogn, og i hendes smukkeste daglige Klæder og med det stand¬
haftigste Ansigt, kiørte hun lige hen til Huuset. Hun spurte
ved Dørren om Msr. Roberts var hiemme; og da man
svarede ney, men at han spiiste hiemme til Middag, spurte hun
efter hans Kone, og om hun var saa vel, at hun kunde tage
imod Besøgelse; hun sagde fremdeles, at saasom hun havde
kiørt en lang Vey, og havde noget at forrette hos Monsr.
Roberts, saa skulde det være hende en Fornøyelse at vente
efter ham i hans Kones Kammer. Tieneren løb strax op af
Trappen, og kom ligesaa hastig tilbage med Bud fra hans
Madame, at det skulde være hende kiært at see hende.
Mad. Wilson bekiender, at, i dette Øyeblik, u-agtet
den kække Slutning hun havde fattet, forlod hendes Mood og
Styrke hende aldeles; og at da hun fulgte efter Tieneren,
stødte hendes Knæ imod hinanden, og hendes Ansigt var ble¬
gere end Døden. Hun gik ind i Kammeret, hvor Fruentimme¬
ret sad, uden at erindre sig i hvad Ærende hun kom, men da
hun saae saa megen Skiønhed, og den Næthed og Ziirlighed,
som prydede den, saa randt alting hende igien i Tanker, og hun
beholdt ikke meere Magt end at hun kunde kaste sig i en Stool,
hvor fra hun strax faldt ned paa Gulvet i Afmagt.
Det gandske Huus blev oprørt ved denne Leylighed, og en¬
hver umagede sig for at komme den Fremmede til Hielp; men
allermeest Konen i Huuset, som havde virkeligen et fromt og
medlidende Gemyt; og som, maaskee, havde andre Tanker,


der foruroeligede hende, end den blotte Følelse af Menneskelig¬
hed. Jmidlertiid, inden faa Minuter, og ved beqvemme
Midler, begyndte Mad. Wilson at komme til sig selv igien.
Hun saae sig i førstningen runden om med Bestyrtning, saasom
hun erindrede ikke hvor hun var; men da hun saae sig i Arme¬
ne af hendes Medbeylerinde, hvis Omhyggelighed hun var saa
meget forbundet, og som med den kierligste Bedrøvelse spurte
hvorledes hun befandt sig, følte hun paa nye at hun vilde fal¬
de i Afmagt. Nu var det at hun udviiste all den Mandhaftig
hed, som hun besad, hvilken, tillige med en Flood af Taare,
som kom hende til Lettelse, gav hende Magt til (da Tieneste¬
folkene vare gaaet ud) at begynde som følger:
Madam, jeg er visselig et ulyksaligt Fruentimmer, og
har ofte disse Anstød, men vil aldrig meere være Aarsag til Uley¬
lighed her i Huuset. J er et elskeligt Fruentimmer, og fortie¬
ner at være lyksalig i at have den beste Ægtemand. Jeg har
og en Mand; men han elsker mig ikke meeere. Han er ikke
ubekiendt for Msr. Roberts, omendskiønt jeg er saa ulyk¬
kelig at være det. For at begiære hans Raad og Bistand har
jeg gjordt denne Besøgelse; og da jeg fandt ham ikke hiemme,
bad jeg om Tilladelse at komme til hans Hustrue, som jeg
længtes efter at see og at tale med. Mig, Madam! svarede
Mad. Roberts, med nogen Bevægelse, havde J hørt no¬
get om mig? "At J var saaledes som jeg har fundet eder, Ma¬
dam, svarede den Fremmede, og at J havde gjort Monsr.
Roberts lyksalig med et deyligt Drenge=Barn. Maae jeg
see det, Madam? Jeg skal elske det for Faderens Skyld.
Hans Fader, Madam! spurte Konen i Huuset, hans Fader
sagde J? Jeg har da taget feyl; jeg tænkte at J havde ikke kiendt
ham.


ham.  Jeg tilstaaer, sagde Mad. Wilson, at jeg ikke kiender
ham af Person, men vel af Carakter; og derfor skal jeg holde
af det lille Barn. Dersom det er ikke for stor Uleylighed, Ma¬
dam, da beder jeg at J vil lade mig see det.
Den Hæftighed hvormed denne ubekiendte Besøger gjorde
denne Begiæring, hendes Besvimmelse i førstningen, og hen¬
des stadige Bekymring, satte Mad. Roberts i den største
Uroelighed og Frygt. Jmidlertid havde hun dog den Frimo¬
dighed, at gaae selv efter Barnet, og uden Vidner at give
Agt paa den Fremmedes Opførsel. Mad. Wilson tog det
i sine Arme, brast i Graad og sagde: "Det er en sød Dreng,
Madam; gid jeg havde saadan en Dreng, havde han været
min, da havde jeg været lykkelig. Med disse Ord, og i en
dødelig Smerte af Græmmelse og øm Kierlighed, som hun stræb¬
te at skiule, kyssede hun Barnet og gav det igien til dets Moder.
Det var en Lykke for denne, at hun havde nu en Undskyld¬
ning for at gaae ud af Kammeret. Hun havde seet og hørt
hvad der gav hende Aarsag til at skælve for hende selv; og det
varede i nogle Minuter, efter at hun havde leveret Barnet til
Ammen, førend hun havde Mood nok til at gaae ind igien. De
satte sig begge ned igien, og en melankolisk Taushed varede i
nogen Tiid. Omsider begyndte Mad. Roberts saaledes:
J er ulyksalig, Madam, fordi J har ikke noget Barn.
jeg beder Himmelen, at mit maae ikke være en Hierte-Sorg
for mig. Men jeg besværer eder, ved den Godhed som lader
sig see hos eder, at J vil fortælle mig eders Historie. Maae¬
skee den angaaer mig; jeg har et prophetisk Hierte, som siger


mig at den giør. Men hvadsomhelst jeg end maae lide, og
enten jeg lever eller døer, saa vil jeg være retfærdig imod eder.
Mad. Wilson blev saa bevæget over denne Ædelmo¬
dighed, at hun mueligen havde aabenbaret sig selv, dersom
hun ikke havt hørt at der blev stærkt banket paa Gade=Dørren,
og strax derpaa seet hendes Mand komme ind i Kammeret. Han
vilde gaaet hen til hans Kiæreste med den yderste Fornøyelse
og Mildhed, da han i det samme fik at see hendes Besøger:
over hvilket Syyn han blev staaende ubevægelig, og saa for
bauset, at det ikke kand beskrives. Begge Fruentimmernes
Øyne vare paa engang fæstede paa hans, hvilket saaledes for¬
øgede hans Forvirring, at Mad. Wilson, af Medynk over
hvad han følte, og for at skaffe hendes Veninde nogen Lættelse,
talte til ham som følger: Jeg undrer ikke paa, min Herre, at
falder i Forundring over at see en gandske Fremmed i eders
uus; men mit Ærende er at tale med Herren der i; og dersom
J vil beviise mig den Føyelighed og høre mit Anliggende i et andet
Kammer, da vil det forme ere de Høfligheder, som eders Kiære¬
ste har begegnet mig med.
Wilson, som ventede en gandske anden Hilsen af hans Ko¬
ne, blev saa oplivet ved hendes fornuftige Klogskab, at han begynd¬
te at faae Magt til at røre sig igien; han leedte hende derfor ud
og ned i en anden Stue. De vare ikke saa snart komne ind i den¬
ne Stue, førend Manden kastede sig i en Stool, og fæstede
sine Øyne paa Gulvet, medens hans Kone talte ham til med
disse Ord:
Hvor¬


Hvorledes jeg har faaet Kundskab om eders Hemmelig¬
"hed eller hvorledes denne Kundskab har martret mig, det be¬
høver jeg ikke at sige eder. Det er nok for eder at vide, at jeg
er elendig for min gandske Livs Tiid. Min Forretning hos
eder er kort. Jeg har alleeneste et Spørsmaal at giøre, og
dernæst at tage en endelig Afskeed fra eder i denne Verden¬
Siig mig da sandfærdigen, som J skal svare dertil herefter,
om J har forført dette Fruentimmer under et falskt Skin og
Foregivende, eller om hun ved en fræk og letfærdig Opførsel
har fristet eder til at falde i denne Synd? Jeg skal svare eder
strax paa Timen, sagde Wilson, men jeg har først et Spørs¬
maal til eder Veed hun hvem jeg er? og veed hun at det er min
Kone, som jeg nu taler med? Ney, paa min Ære, svarede
hun; hendes Anseelse og Væsen var saa elskeligt, og hendes
Opførsel imod mig saa artig, at jeg havde ikke Hierte til at
bedrøve hende. Dersom hun har giættet sig til hvem jeg er,
tda var det alleneste af den Bekymring hun saae mig i, som
jeg kunde ikke skiule for hende. J har da handlet meget ædelt,
svarede Wilson, og har omsider aabnet mine Øyne til at
see og at høyagte eder. Og nu, dersom J har Taalmodighed til
at høre mig, skal J faae alting at vide.
Han fortalte hende derpaa hvorledes han allerførst havde
mødt dette Fruentimmer, og enhver Omstændighed, som deref¬
ter havde tildraget sig; og endte sin Fortælling med den faste Slut
ning at forlade hende, og med tusende Løfter om Troeskab imod
hans Kone, dersom hun ædelmodigen samtykte, efter hvad der
23
Hun
var skeedt, at antage ham igien som en Ægtemand.
maae samtykke det, raabte Mad. Roberts, som i det sam¬


me Øyeblik aabnede Dørren og løb ind i Stuen; hun maae
samtykke det. J er hendes Mand, og kand befale det Hvad
mig angaaer, Madam, sagde hun fremdeles, vendende sig til
Mad. Wilson, da skal han aldrig see mig meere. Jeg
har forurettet eder af Uvidenhed, men vil bøde derfor til det
yderste. Han er eders Mand, Madam, og J maae antage
ham igien. Jeg har staaet uden for og hørt alt hvad der er
talt, og er nu her, for at forene mine Bønner med hans, at
J maae blive ævigen Lyksalig.
Dersom jeg skulde fortælle alt hvad der blev sagt ved den¬
ne Leilighed, da maatte jeg endnu tage et Blad til min Historie
Wilson var idel Underdanighed og Erkiendtlighed; hans Hu¬
strue græd og tvilede, og Enken lovede en ævig Skilsmisse.
For at være saa kort som mueligt, de tvende Ægte=Folks
Enighed blev stadfæstet fra den Dag. Enken blev anstændigen
forsørget, og hendes Barn, efter Mad. Wilsons Begiæ¬
ring, taget hiem til hendes eget Huus; hvor hun, efter et
Aars Forløb, var saa lykkelig, efter alle hendes Gienvordig¬
heder, at skænke ham en Syster, med hvilken han skal deele
sin Faders Formue. Hans Moder drog ud paa Landet, og, to
Aar derefter, kom i Ægteskab med en brav og meget værdig
Mand, hvilken hun, da han allerførste gang gjorde hende Ægte¬
skabs Tilbud, fortalte enhver Omstændighed af hendes Historie.
Drengen besøger hende en gang om Aaret, og er nu tillige med
hans Syster ude i en af disse Besøgelser. Msr. Wilson er
fuld


fuldkommen Lyksalig med hans Hustrue, og har sendt mig, med
sin egen Haand, denne Lærdom til hans Historie:
At omendskiønt Klogskab og Ædelmodighed,
kand ikke altid være tilstrækkelige til at holde en
Mands Hierte; saa vil dog en bestandig Fremtu¬
xenhed deri, en eller anden Tiid, gandske vist vin¬
de det igien.


Bie=Kuben.
No. 123.
Tiisdagen, den 9. May. 1758.
Af Spectator No 558 og 559.
D¬
et er en berømt Tanke af Socrates, at dersom al¬
le det menneskelige Kiøns Ulyksaligheder bleve kastede i
en offentlig Hob, for derefter at blive i lige Parter ud¬
deelt iblant det gandske Kiøn, da skulde disse, som nu holde sig
selv for de meest ulyksalige, heller ville beholde den Deel som de
allerede have, end den som vilde tilfalde dem ved saadan en
Deeling. Horats har drevet denne Tanke en stor Deel vi¬
dere i hans første Satire, som forklarer, at de Trængseler og
Elendigheder, som trykke os, ere os lettere, end nogen anden
Persons vilde blive, i fald vi kunde bytte Tilstand med ham.
Da jeg sad i min Læne=Stoel og eftertænkte disse tvende
Anmærkninger, faldt jeg uformærkt i Søvn, og pludseligen syn¬
tes mig at Jupiter lod offentligen udraabe, at et hvert Men¬
neske skulde bringe sine Bekymringer og Elendigheder frem
og kaste dem tilsammen i en Hob. Der var til den Ende beskik¬
ket en stor og jævn Mark. Jeg tog min Plads midt paa den,


og saae med en stor Fornøyelse det gandske menneskelige Kiøn
fremkommende en efter en anden, og afkastende deres adskillige
Byrder, hvilke strax voxte op til et forfærdeligt Bierg, som
syntes at række op over Skyerne.
Der var et vist Fruentimmer af en tynd og flygtig Skab¬
ning, som giorde sig meget at bestille ved denne Høytidelighed.
Hun bar et Forstørrelses Glas i den ene Haand, og var klædt
i en løs flyvende Kiortel, besyet med adskillige Figurer af Udyr
og Spøgelser, som viiste sig i tusende sælsomme og opdigtede
Skikkelser, ligesom hendes Klædning flagrede i Vinden. Der
var noget vildt og forstyrret i hendes Øye=Syn. Hendes
Navn var Jndbilding. Hun leedte et hvert Menneske hen
til det beskikkede Sted, efter at hun først havde meget tienstag¬
tigen hiulpet ham at giøre hans Byldt færdig og at legge den
paa hans Skuldre. Mit Hierte smeltede i mig over at see mine
Med=Creature sukkende enhver under sin Byrde, og at betragte
hvilken forfærdelig Dynge af menneskelig Elendighed der laae
for mig.
Der vare dog adskillige Personer, som jeg havde stor For¬
nøyelse af ved denne Leylighed. Jeg saae at en bragte en Byldt,
som han meget varligen skiulte under en gammel bordyret Kap¬
pe, og da han slengte den i Hoben, mærkte jeg at det var Ar¬
mod. En anden, efter megen Pusten, kastede sin Byldt ned,
hvilken jeg, ved nøyere Undersøgning, befandt at være hans
Kone.
Der var en stor Mængde af elskende Personer, belæssede
med meget pudseerlige Byrder, der bestode af Piile og Jld¬
Flammer; men, det som var meget sælsomt, omendskiønt de
sukkede ligesom deres Hierter skulde briste, under disse Elendig¬
heds Byldte, saa kunde de dog ikke overtale sig til at kaste dem
i Hoben, da de kom hen til den; men, efter en liden og svag


Stræben, rystede de paa Hovedet, og gik bort, ligesaa tungt
belæssede som de vare komne. Jeg saae en Mængde af gamle
Fruentimmer, som kastede deres Rynker fra sig, og adskillige
unge, som skilte sig ved en guul Hud. Der var en meget stor
Dynge af røde Næser, store Læber og sorte Tænder. Sandt at
sige, jeg forundrede mig storligen over, at see, at den største
Deel af Bierget bestod af legemlige Ufuldkommenheder og Feyl¬
Da jeg gav agt paa een, som hastede hen til Hoben, med en
meere end sædvanlig stor Byldt paa hans Ryg, befandt jeg,
da han kom nærmere, at det var kun en naturlig Pukkel, hvil¬
ken han med stor hiertens Glæde kastede hen iblant denne Sam¬
ling af menneskelige Elendigheder. Der vare iligemaade alle
Slags Sygdomme, omendskiønt jeg let kunde mærke, at der va¬
re langt fleere indbildte end virkelige. En liden Byldt kunde
jeg ikke andet end give agt paa, hvilken var en Samling af alle
de Sygdomme, som den menneskelige Natur er underkastet;
denne lille Byldt var i mange fine Folks Haand: Den kaldtes
Milt=Syge. Men det som allermeest satte mig i Forundring,
var denne Anmærkning jeg giorde, at der blev ikke kastet en
eeneste Last, Udyd eller Daarlighed i den heele Hob; hvorover
jeg blev meget forbauset, saasom jeg havde sluttet hos mig selv
at enhver vilde tage denne Leylighed i agt, at skille sig ved sine
Passioner, forudfattede Meeninger og Skrøbeligheder.
Jeg gav i sær agt paa et meget ryggesløst Menneske, og
jeg tvilede aldeles ikke om, at han kom belæsset med hans Mis¬
gierninger; men da jeg randsagede hans Byldt, fandt jeg
at i stedet for at kaste sin Skyld fra sig, havde han alleneste ned¬
lagt sin Hukommelse. Efter ham fulgte en anden liderlig Skielm,
som bortkastede sin Undseelighed i stedet for hans Vankun¬
dighed.
134na
Da


Da det gandske menneskelige Kiøn havde saaledes kastet de¬
res Byrder fra sig, og den fornævnte Qvinde=Gestalt, som
havde havt saa travelt ved denne Leylighed, saae at jeg var en
ørkesløs Tilskuer ved disse Tildragelser, nærmede hun sig hen til
mig. Jeg blev uroelig ved hendes Nærværelse, da hun pludse¬
ligen holdt hendes Forstørrelses Glas lige for mine Øyne. Jeg
saae ikke snarere mit Ansigt deri, førend jeg blev forskrækket over
dets Korthed, som nu fremstillede sig i sin yderste Heslighed.
Lineamenternes umaadelige Breedhed giorde mig meget mis¬
fornøyet med mit eget Ansigt; hvorpaa jeg kastede det fra mig
ligesom en Masqve. Det hendte sig meget lykkeligen, at en
som stod hos mig, havde nyligen bortslengt hans Ansigt, hvil¬
ket, som det synes, var ham for langt. Det var virkeligen ud¬
strakt til en meget skammelig Længde; Jeg troer at Hagen al¬
lene, uden at giøre for meget deraf, var saa lang som mit hee¬
le Ansigt. Vi havde nu begge en Leylighed til at forbedre os,
og da alle Mennesker havde nu frembragt deres Besværlighe¬
der, havde enhver Frihed til at ombytte sin Ulykke for en andens.
Jeg saae med en usigelig Fornøyelse det gandskemenneske¬
lige Kiøn saaledes befriet fra dets Sorg og Bekymringer; om¬
endskiønt, da vi stode rundt omkring Dyngen, og betragtede de
adskillige Ting, som den bestod af, der var neppe et Menneske,
i denne store Mængde, som jo saae noget, hvilket han holdt for
en af Livets Fornøyelser og Velsignelser; og forundrede sig over,
hvorledes deres Eyermænd kunde komme til at ansee dem for
Byrder og Besværligheder.
Da vi med stor Agtsomhed beskuede denne Beblandelse af
Jammer og Elendigheder, lod Jupiter atter udraabe, at en¬
hver havde nu Frihed til at ombytte sin Plage, og at gaae hiem
igien med en anden Byldt, som skulde overleveres til ham.
Her¬


Herpaa begyndte Indbilding igien at have meget tra¬
velt; hun uddeelte den heele Hob med en utroelig Færdighed,
og recommenderede til enhver den Byldt som han tog. Nu blev
her en ubeskrivelig Tummel og Forvirring. Jeg skal meddeele
mine Læsere nogle Ting som jeg lagde Mærke til ved denne Ley¬
lighed. En ærværdig graa=hærdet Mand, som havde lagt Co¬
lika bort, og, som jeg befandt, fattedes en Arving til hans
Gods, optog en ulydig Søn, der var henkastet i Dyngen af
hans fortørnede Fader. Jnden fierdedeelen af en Time rykkede
den ugudelige og utaknemmelige unge Person den gamle Herre i
Skiægget, og havde nær slaaet hans Hierne ud; saa at da denne
mødte den rette Fader, som kom ham i møde med et Anstød af
Bugvrid, bad han ham tage sin Søn igien, og give ham hans
Colika tilbage, men de vare begge ikke mægtige til at gaae fra
det Vall de havde gjordt. En stakkels Galley=Slave, som
havde lagt sine Lænker bort, tog Podagra op i deres Sted;
men han gjorde saadanne vrængende Ansigter, at enhver kunde
lætteligen mærke, at han havde ikke vundet meget ved Byttet.
det var fornøyeligt nok at see de adskillige Omvexlinger som
bleve gjordte, med Sygdom for Armod, Hunger for Mangel
paa Appetit, og Bekymring for Smerte.
Qvinde=Kiønnet havde meget travelt imellem sig selv med
at ombytte Lineamenter &c.; en byttede en Lok graa Haar bort
for en Karbunkel; en anden overgav et kort Liv for et par runde
Skuldre; og den tredie tilbyttede sig et grimt Ansigt for hendes
tabte gode Navn. Men ved alle disse Leyligheder var der ikke
en af dem, som jo agtede den nye Ufuldkommenhed, saa snart
hun havde faaet den, langt meere ubehagelig og fortrædelig end
den gamle. Det samme mærkte jeg og ved enhver anden Plage
eller Elendighed, som enhver i Forsamlingen tog igien, i stedet


for den han havde skilt sig ved; hvad heller det kommer deraf,
at alle de onde Ting, som tilfalde os, ere i visse Maader lempe¬
de og passede efter vor Styrke, eller og, at et hvert Onde
bliver meere taaleligt ved det vi ere vante dertil, det skal jeg ikke
dømme om.
jeg kunde ikke bare mig for at have en hiertelig Medynk
med den stakkels pukkelryggede Herre, som jeg forhen meldte om,
som gik bort en meget velskabt Person, med en Steen i hans
Blære, saa og med den vakkre Herre, som havde gjordt dette Bytte
med ham, og som humpede igiennem en heel Forsamling af
Fruentimmer, som pleyede at rose hans smukke Skabning, med
et par Skuldre der pippede op over hans Hoved.
jeg maae ikke forbigaae min egen særdeles Tildragelse.
Min Ven med det lange Ansigt havde ikke snarere paataget mit
korte Ansigt, førend han gjorde saadan en sælsom og pudseerlig
Figur deri, at da jeg saae paa ham, kunde jeg ikke bare mig for at
lee over mig selv, saa at jeg bragte mit eget Ansigt i Forvirring.
Den stakkels Herre tog sig det saa nær at han blev beleet, at jeg
fandt han skammede sig ved det Bytte han havde gjordt. Paa den
anden Side fandt jeg, at jeg selv havde ikke stor Aarsag til at
triumphere, thi da jeg vilde røre ved min Pande, tog jeg feyl af
Stedet og kom med Fingeren paa min øverste Læbe. Derfor¬
uden, saasom min Næse stod overmaade langt frem, saa gav jeg
den to eller tre ulykkelige Stød, da jeg strøg mig i Ansigtet med
min Haand, og sigtede til et andet Sted. Jeg saae to andre
errer hos mig, som vare i de samme latterlige Omstændighe¬
der. Disse havde gjordt et daarligt Bytte imellem et par tyk¬
ke og krumme Been, og to lange Tromme=Stokke, som havde
ingen Legge ved sig. En af disse saae ud ligesom en Mand der
ger


gaaer paa Stylter, og blev løftet saa høyt op i Væiret over hans
sædvanlige Høyde, at Hovedet løb rundt om paa ham derover;
da derimod den anden giorde saadanne bagvendte Cirkler, naar
han vilde gaae, at han neppe vedste hvorledes han skulde kom¬
me frem paa hans nye Støtter; da jeg saae, at han var en
kortvillig Broder, saa satte jeg min Stoki Jorden, og sagde
til ham at jeg vilde vedde med ham om en Flaske Viin, at han
ikke i en fierdedeel af en Time gik hen til den, paa en Linie, som
jeg giorde for ham.
Den heele Dynge blev omsider uddeelt iblant begge Kiøn,
som giorde det jammerligste Syyn, medens de vandrede op og
ned under deres adskillige Byrders Tynge. Den gandske Slette
blev opfyldt med Knurren og Klagemaal, med Suk og Begræ¬
delser. Endeligen forbarmede Jupiter sig over de arme Menne¬
sker, og befalede dem anden gang at nedlegge deres Byrder, da
hans Forsæt var at give enhver sin egen igien. Menneskene af¬
kastede nu deres Byrder med stor Fornøyelse, og derefter blev den
Qvinde=Gestalt, som havde forleedt dem til at lade sig saa
groveligen narre, befalet at pakke sig bort. Der blev i hendes
Sted sendt en Gudinde af en gandske adskillig Skikkelse; Hen¬
des Gang var stadig og ordentlig, og hendes Ansigt alvorligt
dog muntert. Alt mellemstunder kastede hun sine Øyne op til
Himmelen og fæstede dem paa Jupiter. Hendes Navn var
Taalmodighed. Hun havde ikke saa snart sat sig ved Sorgs
og Elendigheds Bierg, førend den gandske Dynge, hvilket jeg
holdt for særdeles mærkværdigt, sank saaledes ned, at den syn¬
tes ikke tredie Deelen saa stor som den var tilforn. Deref¬
ter gav hun et hvert Menneske sin egen Elendighed tilbage igien,
og saasom hun lærte ham hvorledes han skulde bære den paa
den beqvemmeste Maade, saa gik han fornøyet bort med den,


og var meget vel tilfreds dermed, og han var ikke blevet over¬
ladt til sit eget Vall, i Henseende til det slags Onde, som faldt
i hans Lod.
Foruden de adskillige moralske Betragtninger, som kan
drages ud af dette Syyn, saa lærte jeg i særdeleshed deraf, al¬
drig at knurre over mine egne Gienvordigheder, eller at være
misundelig over andres Lyksalighed, efterdi det er umueligt, at
noget Menneske kand fælde en rigtig Dom over hans Naboes
Lidelser; for hvilken Aarsag jeg har iligemaade fast besluttet, at
jeg aldrig vil have for ringe Tanker om andres Klagemaal, men
betragte mine Med=Creatures Kummer med menneskelig Øm¬
hed og Medlidenhed.


Bie=Kuben.
No. 124.
Tiisdagen, den 16. May. 1758.
Af Fontenelles Dialogues des Morts.
Første Samtale.
Alexander. Phrine.
Phrine.
J¬
kand faae det at vide af alle de Thebaner, som have levet
i min Tiid. De skal sige eder, at jeg tilbød dem at lade
opbygge paa min Bekostning Muurene omkring Theba,
som J havde ødelagt, dersom man vilde lade sætte derpaa denne
Overskrift: Alexander den Store havde nedrevet disse
Muure, men Skøgen Phrine har ladet dem bygge
op igien.
Alexander.
J var da meget bange for at tilkommende Tider skulde
ikke faae at vide, hvad for et Haandverk J havde drevet?


phrin
jeg havde overgaaet andre deri, og alle ugemeene Perso¬
ner, i hvilken Handtering det og kand være, have den Daarlighed,
at ønske deres Hukommelse vedligeholdt ved Monumenter og
Overskrifter.
Alexander.
Det er sandt at Rhodope havde allereede haft den samme
Daarlighed for eders Tiid. Hendes Skiønhed og den Maade
paa hvilken hun benyttede sig af den, satte hende i Stand til
at opbygge en af disse navnkundige Pyramider i Egypten, som
endnu staae ved Magt; og jeg erindrer mig, at da hun forgan¬
gen Dag talte derom med visse af døde Franske Fruentimmer,
som paastode at have været meget elskelige, begyndte disse Skyg¬
ger at græde, sigende, at i det Land og i den Tid, som de
havde levet udi, gjorde de Skiønne ikke meere saa stor Lykke,
at de kunde opbygge Pyramider.
Phrine.
Men jeg, jeg havde den Fordeel frem for Rhodope, at, naar
jeg opbygte de Thebanske Muure, da satte jeg mig i Liigning med
eder, som havde været den største Seyervinder i Verden, og at
jeg lod see, at min Skiønhed havde kundet oprette de Ødeleggel¬
ser, som eders Tapperhed havde gjordt.
Alexander.
Disse ere to Ting, som visseligen aldrig ere komne i Sam¬
menligning med hverandre. J er da meget vel tilfreds med eder
selv, at J har haft mange Kierligheds Handeler?


J er meget fornøyet derover, at J har ødelagt
den beste Deel af Verden? Hvorfor har der ikke været fundet en
Phrine i enhver Bye, som J har lagt øde! Saa var der ikke
blevet tilovers noget Kiendetegn af eders Rasere.
Alexander.
Dersom jeg kom til Live igien, da vilde jeg endnu være en
berømmelig Overvinder.
Phrine.
jeg, en elskelig Overvinderske. Skiønhed har en
naturlig Ret til at byde over Mandfolkene, og Tapperhed har
kun en Ret, som er forhvervet ved Magt. De Skiønne ere i
Priis i alle Lande, men hverken Kongerne selv, ey heller Over¬
vinderne ere saa. Men for at overbevuse eder endnu
bedre: eders Fader Philippus var meget stridbar, J var
det iligemaade, imidlertid kunde ingen af eder indjage den
veltalende Demosthenes nogen Frygt, som ikke i sin gandske
Livs Tiid lod af at tale imod eder begge; og en anden Phrine
end jeg (thi Navnet er lykkeligt) som var nær ved at tade en
meget betydelig Sag, da hendes Advocat havde forgæves udtøm¬
met all sin Veltalenhed for hende, greb han til det Raad at
bortrive et stor Hoved=Dække, som til deels skiulte hende, og
saa snart Dommerne saae de mange Skiønheder, som nu lode
sig tilsyne, bleve de, som vare færdige til at fordømme hende,
strax af andre Tanker. Saaledes har eders Vaabens Bulder
ikke kundet i mange Aar faae en Veltalenheds Mester til at tie,
U.2


da derimod en deylig Persons Yndigheder have i et Øyeblik
forført et heelt alvorligt Raad.
Alexander.
Omendskiønt J har kaldet endnu en Phrine til eders?
stand, saa troer jeg dog ikke at Alexanders Partie er derfor des
svagere. Det skulde være stor Jammer om
Phrine.
Jeg veed alt hvad J vil sige mig. Grækenland, Asien,
Persien, Jndien, alt dette er meget smukt at høre. Jmidler¬
tid, dersom jeg borttog fra eders Ære det som ikke tilkommer
eder, dersom jeg gav eders Soldater, eders Officerere, ja
Slumpelykken selv, den Deel som hører dem til, troer J ikke,
it J vilde tabe meget? Men et smukt Fruentimmer deeler ikke
med noget Menneske sine Erobringers Ære; hun er ingen uden
sig selv forbundet. Troe mig, det er en smuk Stand at være
et smukt Fruentimmer.
Alexander.
Man har seet, at J har været vel overbeviist derom. Men
tænker J at denne Person strækker sig saa vidt, som J har dre,
vet den¬
Phrine.
Ney, ney, thi jeg er oprigtig. Jeg tilstaaer, at jeg har
drevet et smukt Fruentimmers Carakter overmaade vidt, men J
har iligemaade drevet en Stor Helts Carakter forvidt. J og
jeg vi have gjordt alt for mange Erobringer. Dersom jeg hav¬
de ikke haft fleere end to eller tre Kierligheds Handeler i det høye¬


ste, dette var ordentligt, og der var intet at sige derpaa; men
at have saa mange at man kunde opbygge Muurene om Theba,
det var at gaae meget videre end man burde. Paa den anden
Side, dersom J havde ikkun indtaget Grækenland, de nærme¬
ste Øer, og maae skee endnu en liden Deel af det mindre Asien,
og oprettet eder et Rige deraf, saa havde intet været bedre betænkt,
eller meere fornuftigt; men at løbe ideligen omkring, uden at
vide hvorhen, og ideligen at tage Stæder ind, uden at vide
hvorfor, og ideligen at sætte i Verk, uden at have nogen Hen¬
sigt, dette er noget, som har ikke behaget mange fornuftige
Folk.
Alexander.
Disse fornuftige Folk maae sige derom hvad dem lyster.
Dersom jeg havde saa viiseligen benyttet mig af min Tapperhed
og af min Lykke, saa skulde man neppe have talt om mig.
Phrine.
Og ikke heller om mig, dersom jeg havde alt for viiseligen
benyttet mig af min Skiønhed. Naar man alleeneste tragter
efter at giøre sig navnkundig, da er det ikke de fornuftigste Carak¬
terer, som ere meest beqvemme dertil.
Siette Samtale.
Athenais. Jcasie.
Jcasie. 211
fterdi J vil vide min Historie, da er den saaledes. Keyse¬
ren, under hvis Regiering jeg levede, vilde gifte sig; og


for des bedre at vælge en Keyserinde, lod han offentligen giøre
bekiendt, at alle de, som agtede sig saa deylige og behagelige,
at de kunde giøre sig Haab om Thronen, skulde indfinde sig i
Constantmopel. Gud veed hvilket Tilløb der var. Jeg reyste
og derhen, og tvilede ikke paa, saasom jeg var meget ung, hav¬
de meget levende Øyne, og en temmelig yndig og fiin Anseelse,
at jeg jo kunde stride med de andre om Riget. Paa den be¬
stemte Dag, da saa mange skiønne Medbeylerinder bleve for¬
samlede, betragtede vi alle, med en urolig Omhyggelighed,
hinandens Ansigter, og jeg merkte med Fornøyelse, at mine
Medbeylerinder ansaae mig ikke med meget gode Øyne. Key¬
seren kom frem. Han gik først igiennem adskillige Rader af
Skiønheder uden at sige noget; men da han kom til mig, tien¬
te mine Øyne mig saa vel, at han blev staaende. J Sand¬
hed, sagde han til mig, med saadan en Miine, som jeg
kunde ønske, Fruentimmerne ere meget farlige, de
kand giøre meget ondt. Jeg tænkte at det kom nu kun
an derpaa, at jeg lod see nogen Forstand, og at jeg da var
Keyserinde; og i den Forvirring af Haab og Glæde, hvori jeg
da befandt mig, umagede jeg mig for at svare: Til Veder¬
lag, Herre, kand Fruentimmerne giøre, og have
undertiden gjordt meget got. Dette Svar fordervede
alting. Keyseren fandt det saa sindrugt, at han torde ikke æg¬
te mig.
Athenais.
Denne Keyser maae have haft en meget underlig Carak¬
ter, siden han var bange for saa stor Forstand; og han maae
ikke have forstaaet sig meget derpaa, efterdi han tænkte at der
var


var stor Forstand i eders Svar; thi om jeg skal tale oprigtigen,
da var det ikke alt for got, og J har ikke meget at bebreyde eder.
Jcasie.
Saaledes er Lykkens Gangi, Forstanden allene har gjordt
eder til Keyserinde; og det blotte Skin af Forstand har forhin¬
dret mig at blive det. J forstod derforuden endog Philosophi¬
en, hvilket er meget verre end at have Forstand; og med alt
dette ægtede J dog Theodosius den yngre.
Athenais.
Dersom jeg havde haft for Øyne saadant et Exempel som
eders, da skulde jeg været meget bange. Efter at min Fader
havde gjordt mig til et meget lærdt og meget vittigt Fruentimmer
giorde han mig arveløs, saa vist var han forsikkret om, at jeg med
mine Videnskaber og min sine Forstand maatte ufeylbarligen
giøre min Lykke, og sandt at sige, jeg troede det ligesaa vel som
han. Men jeg seer nu, at jeg løb stor Fare, og at det var ikke
umueligt, at jeg kunde blevet uden nogen Formue, og med den
blotte Philosophie til Arv.
Jcasie.
Det er gandske vist; men til eders Lykke var det endnu ikke
skeedt, som derefter tildrog sig med mig. Det skulde være me¬
get artigt, om en anden, i lige Omstændighed, som jeg befandt
mig i, havde vedst min Historie, og for at benytte sig deraf
havde været saa listig og ikke ladet see sin Forstand, og man da
havde leet hende ud.


At!
Jeg vilde ikke sige god for, at dette skulde lykkes for hende,
om hun havde gjordt det med velberaad Hu, men det skeer ofte,
at man af en Hændelse begaaer de lykkeligste Daarligheder i
Verden. Har J ikke hørt tale om en Maler, der havde saa
naturligen malet nogle Viindruer, at Fuglene bleve bedragne
derved, og begyndte at pikke paa dem? Tænk hvilken Berøm¬
melse dette bragte ham 1. Men Druerne vare paa Skilderiet
holdte af en lille Bonde=Dreng; og man sagde til Maleren,
at Viindruerne maatte i Sandhed være vel gjordte, efterdi de
lokkede Fuglene til sig; men derhos maatte den lille Bonde¬
Dreng være meget ilde gjordt, efterdi Fuglene vare ikke bange
for ham. Man havde ret. Jmidlertid dersom Maleren hav¬
de ikke forglemt sig selv i at male den lille Bonde=Dreng, da
skulde Viindruerne ikke haft den forunderlige Virkning som de
havde.
Jcasie.
Sandeligen, hvorledes man og giør i Verden, saa veed
man ikke hvad man giør; og efter denne Tildragelse med Male¬
ren, saa bør man vel skælve endog i de Forretninger, hvor
man fører sig vel op, og frygte for at man har ikke begaaet no¬
en Feyl, som havde været fornøden. Alting er uvist. Det
ykken giør sig Umag for at give de samme Ting en
synes at
gandske adskillig Fremgang, for stedse at drive Spot med den
menneskelige Fornuft, som kand ikke have nogen vis og fast
Regel.
2


Kuben.
V¬
No. 125.
Tiisdagen, den 23 May 1758.
Af Rambler. No. 18.
er er ingen Anmærkning, som bliver oftere gjordt af
dem, der umage sig med at betragte Menneskenes Op¬
førsel, end at Ægteskab, endskiønt det er Naturens Be¬
faling og Guds Forsyns Jndstiftelse, er dog meget ofte Aar¬
sag til Elendighed, og at disse, som træde ind i den Stand,
kand sielden bare sig for at give tilkiende, at de fortryde den
Daarlighed, og at de misunde andre, som enten ved en Hæn¬
delse eller ved Varsomhed ere hindrede derfra.
Denne almindelige Ulyksalighed har givet Anledning til
mange viise Regler iblant de alvorlige, og spidsige Anmærknin¬
ger iblant de lystige; baade de moralske og sindrige Skriben¬
tere have øvet deres Dygtighed paa den; nogle have beklaget
og nogle have beleet den; men saasom den Gave at skrive har
fornemmeligen været Mandfolkene tildeelt, saa have Fruen¬
timmerne altid faaet Skyld for at de ere de som giøre Verden
elendig; og baade de alvorlige og lystige have tilegnet sig lige¬
Frihed til at anføre, enten i høytravende Klagemaal, eller i
Satyriske Bebreydelser, Qvinde=Kiønnets Daarlighed eller Ube¬


Uordentlighed eller
standighed, A¬
Vellyst.
Da jeg har saa mange Exempler for mig, og har selv Deel
i denne fælles Sag, saa vover jeg undertiden at eftertænke
dette almindelige Klagemaal, efter at jeg først har umaget
mig for at udrødde all Partiiskhed af mit Hierte, og at sætte
mig selv som et neutral Væsen imellem begge Kiøn; Thi der¬
som vi alleneste give Agt paa Verden, som vi nu finde den
for os, da er deres Raab imod hinanden lige høyt, og skeer
paa begge Sider med all den Hæftighed, som stor Nød og
Bedrøvelse kand foraarsage, med all Anseelse af Fortrøstning
til en retfærdig Sag, og med all den Vrede og Fortrydelse,
som en forurettet Dyd kand udviise; de synes derfor begge at
være berettigede til at tages i lige Betragtning. Mandfolkene,
formedelst deres høyere Fordeel i at skrive, have vel været i
Stand til at samle mange Tiders Beviser, og at opvække for¬
udfattede Domme paa deres Side, ved de ærværdige Vidnes¬
byrd, som de anføre af Philosopher, Historie=Skrivere og
Poeter. Men Fruentimmerne i deres Forsvar og Jndvendin¬
ger skyde sig ind for Passioner, der have en kraftigere Virk¬
ning end Ærbødighed for Alderdommens Vidnesbyrd; der¬
som de have ikke saa store Navne paa deres Side, saa have de
dog stærkere Argumenter; det nytter ikke meget at Socrates
eller Euripides anføres imod Kiælenheds Suk og Deyligheds
Taare. Den meest koldsindige og u-overtalelige Dommer vil¬
de, i det mindste, staae i Tvivl imellem lige mægtige Parter,
ligesom Lucanus var forvirret da han skulde dømme i en
Dag, hvor Guderne vare paa den ene Side, og Cato paa
den anden.
Men


Men jeg, som har længe lagt mig efter den strengeste og
meest afsondrede Philosophie, har nu i min kølige og moedne
Alder faaet saadant et Herredom over mine Passioner, at jeg
kand høre saa vel det ene som det andet Kiøns Skriig og Kla¬
gemaal, uden at lade mig sætte i nogen Bevægelse ved deres
Hidsighed, som yttre dem. Thi jeg har fundet, ved lang For¬
farenhed, at en Mand vil undertiden tage grumt afsted med sin
Kone, naar det er virkeligen hans Mattresse der har fortørnet
ham; og at en Hustrue vil beklage sig over hendes Mands
Grumhed, naar hun haver ingen anden Fiende end slet Kort.
Jeg lader mig nu ikke længer bedrage ved Eder paa den eene
eller ved Anstød af Besvimmelse eller andre Tilfælde paa den
anden Side; og naar Manden skynder sig hen til et Viin¬
Huus, og Konen slutter sig ind i sit Kammer, er jeg ikke altid
vis paa, at de drives dertil ved deres Elendigheder; efterdi jeg
har undertiden Aarsag til at tro, at deres Forsæt er ikke saa
meget at lindre deres Sorg, som at ophidse deres rasende Vre¬
de. Men hvor lidet man end kand troe særdeles Beskyldinger,
saa viser dog den almindelige Mængde deraf, at gifte Folk ha¬
ve ikke meget ofte forøget deres Lyksalighed; og derfor maae
det være tienligt at undersøge, igiennem hvilke Tilgange saa
mange Ulykker have trængt sig ind i Verden. Med dette For¬
sæt har jeg nøye undersøgt mine Venners Levnet, som have
været mindst lykkelige i deres Ægte=Foreninger, og med stor
Fliid betragtet, hvad der bevægede dem til at gifte sig, og ef
ter hvilke Grund=Regler de indrettede deres Vall.
En af de første blant mine Bekiendtere, som besluttede at
forlade den ustadige og ubetænksomme Ung=Karls Stand, var
Prudentius, en Person af et langsomt Begreb, men dog
ikke uden Kundskab og Skiønsomhed i Ting, som han havde


Stunder til at overveye efter Haanden, førend han besluttede
dem Naar vi kom sammen i kt Viinhuus, da var det hans
Forretning at anordne vor Mad og Drikke til en vis Sum, at
giøre Aftale med Kokken, og at lade os vide, naar vi havde fodret
Viin, saa meget som den først bestemte Sum kunde tilstrække.
Denne alvorlige Overlægger fandt ved dyb Eftertanke, at en
Mand tabte ikke derved, at han giftede sig tiligen, om han end
og lod sig nøye med en mindre Medgift; Thi naar han nøye
beregnede de aarlige Jndkomster og Renter, og betragtede at
Livets Værd bestandigen formindskes, og at Renten af Pen¬
ge formodentligen kand falde, saa befandt han, at det var ikke
verre at have ti tusende Pund, naar man var to og tyve Aar,
end en meget større Sum naar man var tredive; thi, sagde
han, der forekomme mange Leynigheder til at fortiene Penge
med Penge, hvilke en Mand maaeskee ikke finder igien, naar
han forsømmer dem.
Fuld af disse Betænkninger saae han sig omkring for at
søge, ikke efter Deylighed, eller Næthed, eller Værdighed, eller
Forstand, men efter et Fruentimmer med ti tusende Pund.
Paa et Sted i Riget, hvor der ere mange formuende Folk,
var det ikke meget vanskeligt at finde saadant et Fruentimmer,
og ved en snedig Omgang med hendes Fader, hvis Ærgierrig¬
hed var at bringe sin Datter i høyere Stand, fik min Ven hen¬
de, og end, som han i Fortroelighed rooste sig af for os, to
Dage efter Brøllupet, for tre og halvfierdsindstyve Pund
mindre om Aaret, naar hun skulde blive Enke, end hendes
Medgift maatte gjordt hende berettiget til, og mindre end han
selv vilde have givet, om de Tosser havde været saa viise og for¬
halet med at slutte Kiøbet.
1 61d1
tid nadt i
Pru¬
uin


Prudentius, som fandt en dobbelt Fornøyelse derover
at han havde ladet see større Forstand og Snedighed, og til¬
lige forøget sine Midler, førte da Furia hiem til hans eget
Ouus, i hvilket han aldrig derefter har haft en lyksalig Time. Thi
Furia var et uværdigt Drog, hendes Forstand var gemeen,
hendes Passioner hæftige, hendes Røst stærk og hendes Optug
telse nedrig, og havde ingen Følelse af anden Lyksalighed, end
den der bestod i at æde og at tælle Penge. Furia var en
Skiendegiæst. De vare enige i at tragte efter Penge, men
med denne Forskiæl, at Prudentius var for at blive riig
ved Vinding, Furta ved Sparsomhed. Prudentius vil¬
de vove sine Penge, hvor han saae større Rimelighed til at
vinde end at tabe; men Furia anmærkte meget viiseligen, at
hvad de havde var, saa længe de havde det, deres eget, og
derfor holdt all Handel og Kiøbmandskab alt for voveligt; der
imod var hun for at sætte sine Penge ud for liden Rente, men
paa got Pant, eller tilforladelig Sikkerhed. Prudentius
vovede dog at forsikkre et Skib for en meget ubillig Premie,
men da det hendte sig at han mistede sine Penge, saa blev han
saaledes plaget med hans Kones Skrig og Skænden, at han al
drig torde vove at giøre et andet Forsøg. Han har nu i syv
og fyrgetyve Aar krøbet under Furtas Herredom og Anord¬
ning, og siden den Tid han var saa ulykkelig med det forsikkrede
Skib, har hun aldrig kaldt ham andet end Assurandeuren.
Den næstfølgende af vort Sælskab som giftede sig, var
Florentius. Ved en Hændelse fik han Zephyretta at see
i en Phaeton ved et Heste=Veddeløb; hand dant ede med hen¬
de om Aftenen, blev bestyrket i sin første hæftige Kierlighed,


opvartede hende næste Morgen, og erklærede sig for hendes
Beyler. Florentius havde ikke saa stor Kundskab om Ver¬
den, at han kunde giøre Forskiel imellem Coqvetteries flag¬
grende og flygtige Væsen, og en levende og hyrtig Forstand, el¬
ler imellem det Smiil, som skeer for at tillokke, og det som
er en Virkning af et muntert og fornøyet Sind. Han blev snar
ligen opvakt af hans Henrykkelse, ved Overbeviisning, at hans
Fornøyelse var kun en Dags Fornøyelse. Zephyretta hav¬
de i fire og tyve Timer udtømmet all hendes Forraad af klyg¬
tige Svar, og giennemgaaet alle hendes Miiner og Fagter, saa
at hun havde intet tilovers for ham, undtagen barnagtig
Taabelighed, eller for hende selv, undtagen at øve de samme
Kunstgreb mod andre Mandfolk; hvorved hun hver Dag brin¬
ger baade hendes Mand og sig selv i Foragt.
Melissus var en Person der besad Forstand og Viden¬
skaber, og var mægtig til at benytte sig af Livet, og at
forøge dets Lyksalighed og Velsignelser; han havde giennem¬
gaaet de adskillige Omvexlinger af Glædskab og Lystighed med
den Ligegyldighed og Magt over sig selv, som er naturlig hos
dem, der have noget høyere og ædlere i Sigte. Han drog ud
for at fordrive Sommeren i en Lands=Bye, hvor der ikke
kom mange Folk, og det hendte sig, at han fik Værelser i sam¬
me Huus med Janthe; han kunde ikke andet end komme i
noget Bekiendskab med hende, hvilket hendes Vittighed og artige
Omgængelse snarligen opmuntrede ham til at fortsætte. Saasom
de havde ikke Leylighed til at komme i andet Sælskab, saa va¬
re de stedse tilsammen; og efterdi de vare hmanden forbund¬
ne for deres Fornøyelser, saa begyndte de at forglemme, at
de havde haft nogen Fornøyelse førend de her bleve samlede.


Melissus, som først fandt Behag i hendes Sælskab, be¬
gyndte snarligen at blive misfornøyet i hendes Fraværelse; og
da han var tilstrækkeligen overbeviist om hendes store Forstand¬,
og fandt, som han bildte sig ind, saadan en Overeensstemmelse
imellem deres Gemytter, som gav tilkiende, at de vare skikke¬
de for hverandre, saa meldte han sig som hendes Beyler; Hans
Frierie varede ikke meget længe inden hand fik hende til sin Ko¬
ne, og bragte hende næste Vinter i Triumph til Staden.
Nu begyndte deres Ullyksalighed. Melissus havde al¬
leeneste seet hende i een Omstændighed, hvor der var ingen For¬
andring af Personer eller Ting, som kunde opvække stridige Be¬
giærligheder. De havde begge elsket Eensomhed og Be¬
tragtninger, hvor der var intet andet end Eensomhed og
Betraatninger at elske, men da de kom iblant Folk igien, lod
Fanthe see disse Passioner, som hun heller ved en Hæn¬
delse end af Hyklerie havde hidindtil skiult. Hun var vel ikke
uden Magt til at tænke; thi det vilde han have mærket, men
hun brugte aldrig denne Magt, naar enten Lystighed eller
Pragt spillede i hendes Jndbildings=Kraft. Hun var ødsel i
hendes Forlystelser, hæftig i hendes Passioner, u-mættelig af
Fornøyelse, hvor farlig den og maatte være for hendes gode
Rygte, og begierlig efter Roes, af hvem den og maatte gi¬
ves. Dette var den Hustrue, som Melissus den viise Phi¬
losoph fandt i hans Eensomhed, og i hvilken han ventede Sæl¬
skab i hans Studeringer, og en Medhielp for hans Dyder.
Prosapius, efter hans yngre Broders Død, paa det
Familien ikke skulde døe ud, ægtede sin Huusholderske, og
har stedse siden beklaget sig for hans Venner, at hans Børn
indprentes nedrige Begreb, at han skammer sig ved at sidde


ved sit eget Bord, og at hans Huus er han
for¬
medelst Mangel paa anstændigt Sælskab.
Avaro, som eyede et meget stort Gods, tog et Fru¬
entimmer der havde et slet Rygte, som en riig Morbroder hav¬
de foreslaaet ham, med det Vilkaar, at han skulde blive hans
Arving, om han ægtede hende. Avaro forundrer sig nu
over at finde, at hans egne, hans Kones og hans Morbroders
Midler ere utilstrækkelige til at give ham den Lyksalighed, som
alleeneste kand findes med et dydigt Fruentimmer.
Jeg har i sinde at handle i fleere Blade om denne vigtige
Leve=Stand; at anføre de Aarsager, som bevægede ikke allee¬
neste andre af mine Venner, men og nogle Fruentimmer, som
jeg har kiendt, til at vælge en u-adskillelig Ægtefælle; og at
opregne fleere Aarsager, hvorved elskende Personer ere blevne
bedragede i deres Haab. Jeg vil derfor ikke giøre nogen An¬
mærkning over disse Historier, undtagen denne, at alle de, som
jeg har nævnet, feylede at naae Lyksalighed, fordi de ikke be¬
tænkte, at Ægteskab er det stærkeste Baand af et bestandigt
Venskab; at der kand ikke være noget Venskab uden Fortroelig¬
hed, og ingen Fortroelighed uden Oprigtighed; og at den maae
vente at blive ulyksalig, som bevuser Skiønhed, Riigdom,
eller Artighed den Høyagtelse, som alleeneste Dyd og Guds¬
frygt kand agte sig berettigede til.
N tias


Bie=Kuben.
No. 126.
Tiisdagen, den 30. May. 1758.
Af Adventurer No. 25.
Sie visum Veneri, cui placet impares
Formas atque animos sub juga ahenea
Sævo mittere cum joco.
Saa Venus finder er, at det behager hende,
Af ubarmhiertig Spøg, og grum Kortvillighed,
J Elskovs Kaabber=Aag to Mennesker at spende,
Uliige af Gemyt, af Aar, af Deylighed.
Til Adventurer.
Min Herre,
D¬
er ere nogle Materier, om hvilke en Mand er bedre skik¬
ket til at skrive, naar han har levet i Verden end i et
Studere=Kammer, og mange af disse ere høyst=vigti¬
ge. Jeg har ofte seet Ægte=Standens Ulyksaligheder, og jeg
meener at have fundet Aarsagen til nogle af dem, omendskiønt
jeg har aldrig indladt mig i en philosophisk Undersøgning, an¬
gaaende Passionernes Natur, eller Fornuftens Magt. De Til¬
dragelser, af hvilke jeg har faaet min Kundskab, skal jeg frem¬
sætte med saa megen Tydelighed som jeg kand, og overlade til
andre at giøre deraf hvad Slutninger dem behager.


Flippanta, en ung Coqvette, hvis Lyst til Modens
Daarligheder blev stedse hindret ved en Faders strenge Myn¬
dighed, kastede sig i Armene af en Beyler paa fire og tredsinds¬
tyve Aar; hun troede at hun kunde letteligen overtale en gam¬
mel Mand, der høyligen elskede hende; at Ungdom og
Deylighed vilde forskaffe hende en fuldkommen og u-ndskræn¬
ket Magt over ham, og at hun skulde derfor ikke længere blive
en Slave af en tvungen Ordentlighed og af Egensindighed.
Flippanta blev dog bedraget i sit Haab; og hun mærkte in¬
den faa Uger, at hun i denne Ægtefælle havde baade en spar¬
sommelig Fader og en skindsyg Mand; at han var knarvorn
egennyttig og syg, og ventede mindre af hende som Kone, end
som Opvarterske. Hun vedste ikke hvorledes hun skulde ynkes
over Skrøbeligheder, som hun selv aldrig havde følt, og jo
meere han mærkte at hun havde ikke den ømme Kierlighed og
Omhyggelighed for ham, som han ventede, jo meere øvede han
sin Myndighed; og deres Elendighed forlindres alleeneste ved
Haab om at overleve hinanden, hvori man dog maae tilstaae,
at Konen har meget forud.
Sophron, ved sin indtagende Veltalenhed, formaae¬
de Modestas Moder til at overgive hende som et Slagt¬
Offer til denne Beylers høyvigtige Lærdom. Kierlighed er ikke
anstændig for graahærdet Viisdoms Værdighed; de ligge der¬
for hver i sin Seng; og det ulyksalige Slagt=Offer græmmer
sig, hvor hun kommer, under de prægtige Prydelser, som hun
er smykket med, for at fornøye hendes Herres og Husbonds
Hovmod og for at udraabe hans Triumph.
Senilis, for at vedligeholde hans Families Navn,
giftede sig med en ung rødmoset og munter Pige. Han elsket
hende umaadeligen høyt; men er derhos saa utaaleligen skind¬


syg, at han tviler, om han er selv Fader til den Dreng, der
har opfyldt det Haab, i hvilket hand giftede sig
Urbang blev trolovet til Rusticus, ved deres For¬
ældres Anordning, paa det deres Familie=Fordeel og Anseelse
tillige med deres Gods maatte blive forenede. Hun havde al¬
le de Passioner, som kand findes hos et Fruentimmer, der har
faaet all sin Optugtelse og Levemaade i Staden; han derimod,
som en ret Lands=Bye Junker, var koldsindig og ubekymret;
de kom derfor aldrig sammen, uden indbyrdes Bebreydelser,
i hvilke hun blev beskyldt for Uordentlighed, og han for beestisk
Grovhed og Uforstand; omsider bleve de dog eemge i denne eene
Post, at leve hver for sig.
Pervicax og Tetrica have nu i tyve Aar stedse træt¬
tet hinanden imod; saasom Manden er hastig, paastaaende
og myndig, saa er Konen underlig, opblæst og fortrædelig. De
kand aldrig blive enige om, enten deres Lamme=Kiød skal kaa¬
ges eller steges, og de Ord Nittengryn, Tosse, Dum¬
merhoved, blive jævnligen brugte imellem dem. Endog
deres Tienestefolk blive styrkede i Uskikkelighed, og deres Børn be¬
skyttede i Ulydighed; thi naar den ene skænder paa dem, vil den
anden gandske vist undskylde eller forsvare.
Mercator havde Lyst til at meddeele sin Afkom ade¬
ligt Blod, og derfor ægtede en stadselig Dame, som levede i den
Ende af Byen, hvor Hoffet er. Han havde været opdraget i
de Kunster, som behøves til at samle Penge, hun i at opfinde
nye Maader til at fordøye dem; han havde været vant til en
stadig og uforandret Øvelse i Forretninger; hun til en u-ordent¬
lig og urolig Forandring af Lystighed. Det var umueligt at
foreene deres adskillige Levemaader; de holdt det derfor best, for
deres fælles Rolighed, at enhver skulde følge sin Lyst, uden at


plage hinanden. Følgeligen, naar den gode Mand er i fuldt
Arbeyde med at handle paa Børsen, saa ligger hun og sover i
hendes Seng; naar Familien spiser til Middag, saa drikker hun
sin Chocolate; og naar han om Eftermiddagen fører til Bogs.
saa aflegger hun de Besøgelser hun er skyldig. Han kommer
ofte ravende hiem fra et Drikke=Sælskab, naar hans Kone sæt¬
ter sig til at spille Kort, eller pynter sig til et Ball; og naar
hans Skriver=Karle komme om Morgenen til deres Forretnin¬
ger i Contoiret, da gaaer hun maae skee først til Sengs. Saa¬
ledes leve de saa langt fra hverandre, som Personer der have
hverken Nat eller Dag tilfælles paa een og den samme Tiid
Saa at Madamen sætter de alvorlige Raads=Herrer og Older¬
mænd i Forundring, naar hun kommer til deres offentlige Giæ¬
stebudder; og Mercator bliver iblant Madamens Bekiendte
re tilstaaet at være et roeligt, uskadeligt og fromt stakkels Beest.
Urania ægtede en Person, som blev holdt for en vit¬
tig og lærd Mand; thi saasom hun selv bildte sig noget ind af
disse Egenskaber, saa vilde hun ikke gierne at de skulde oversees
og foragtes. Jmellem Urania og hendes Mand var der en
bestandig Striid om Fortrinet; de betragtede hverandre med all
den Misundelse og Avind, som Medbeylere, der søge at fore¬
drages hinanden; enhver Samtale endtes med en lærd Trætte,
og enhver Trætte med haanlig Foragt, Harm eller Forbittrelse.
Men dersom hun havde ægtet en Person, som havde ikke søgt
sin fornemste Ære i høy Lærdom, da maatte han have forun¬
dret sig over og berømt hendes Egenskaber, og hun maatte ha¬
ve fundet Behag i hans; de vilde da haft en indbyrdes Høyag
telse for hverandre, og deres Liv vilde ikke alleneste have været
fredeligt, men lyksaligt.
Theo¬


Theophila, som, fordi hun øvede sig i den Dyd, der
ophøyes og luttres ved Religionen, havde været kaldet den An¬
dægtige, overvandt den Samvittigheds Tvil, som hendes eget
Sind gjorde imod at ægte en Frie=Tænker, for hvilken hun
havde fattet en u-overvindelig Kierlighed, ved det smiggrende
Haab, at hun skulde blive mægtig til at omvende ham. Til
hvilken Ende hun først besværede sig og satte ham til rette
dernæst brugte fornuftige Grunde og Forestillinger, og endeli¬
gen Bebreydelser; men alt dette virkede ikke andet end Kiv, Kold¬
sindighed og Afskye. Saasom hans Huus blev ham fortræde¬
ligt og modbydeligt, og han havde ingen faste Grund=Regler
i Dyd, saa slog han sig til Drik; og nu, medens han ved sin
Flaske sidder og bander de Skinhelliges Hyklerie, saa sidder hun
og græder i sit Kammer, fortryder sin daarlige Formastelse, og
frygter for at blive grovt og ilde begegnet af en Drukkenbolt.
Den blinde Dreng, som udretter forunderlige Ting, som
foreener u-overeensstemmende, ja end og nedbryder Digerne imel¬
lem stridige Partier, bragte et Par elskende unge Folk hemme¬
ligen tilsammen, og det paa en Tiid, da deres Forældre vare
u-forsonligen adskilte angaaende de Navne Whig og Tory.
Den Kierligheds Taage, som tilforn forblindede deres Forstand,
har længe været fordrevet; og de rippe bestandigen op de Stri¬
digheder, som have været imellem deres Forfædre, og under¬
søge den egentlige bemærkelse af det Ord Abdication. Konen
anseer hendes Mand som en nedrigsindet Veyrhane, og han
overskænder hende ofte fordi hun lærer deres Børn at lespe For¬
ræderie, og opdrager dem i en Tilbøyelighed til Papisterie og
Enevolds Herredom.
Deborg blev forfremmet fra Kiøkkenet til Stuen ved
hendes ubesindige Herres utæmmede Kierlighed; men hun blev
ne¬


alleeneste ophøyet til en meere prægtig Trældom, og fordømt
til at slæbe all sin Livs Tid bort i den dobbelte Carakter af Ko¬
ne og Tienestepige.
Lascivia, for at forskaffe sig et Paaskud under hvis
Skin hun kunde fornøye sin forargelige Ryggesløshed, løb bort
med hendes Faders Lakey. Hun har været nødt til at give ham
Forsikkring for en anseelig aarlig Liv=Rente, og at hendes Gods
skal tilfalde ham efter hendes Død, for at faae ham til at ind¬
gaae, at han aldrig vil komme hende nær, saa længe hun lever.
Parcus, en meget riig Borger, tog, af Sparsomme¬
lighed, en jævn Naboes Datter, uden en Skillings Medgift;
saasom han meente at det vilde koste ham mindre, end om han
ægtede en stadselig Hof=Dame, omendskiønt med en heel Mynt
af Penge. Det er sandt, hun koster ham kun gandske lidet i
Klæder; hun har ingen Lyst til Lapperier, til Snorrepiberier,
til Krims krams; hun er en Hader af Sælskab, og tager aldrig
Kort i sin Haand; men derimod sender hun altid varm Mad til
een Naboe, som er syg; Flasker med Viin til en anden, som
ligger i Barsel=Seng; og giver bort hver Uge saadan en Mæng¬
de af Levninger, Brød, Smør, Ost, Kull, Lys og tyndt Øll,
at Huusholdings Omkostningerne vilde næsten ødelegge en Lord
Mayor. Derforuden plager hun ham ideligen, at han skal
sætte et Sødskende=Barn i Lære, at han skal hielpe en vidtløf¬
tig Paarørende i Stand, at han skal udreede en gammel Be¬
kiendters Barn til at gaae til Søes, eller kiøbe Klæder til en
anden; og Parcus beklager sig, at han bliver ædt ud af
Huus og Hiem, ved hans Kones fattige Paarørendes daglige
Besøgelser.
Siig


Siig mig dog, Msr. Adventurer, om ikke disse Ulyksalig
heder have fornemmeligen deres Oprindelse af et uskiønsomt
Vall, heller end af Parternes Laster og Daarligheder?
vil J, som er en Philosoph, give os en tilbørlig Afhandling
over disse Tildragelser, eller forklare, fra Grunden af, hvorle¬
des Elendighed kand undgaaes i den Stand, som almindeligen
tilstaaes at kunde blive meere lyksalig og fornøyet end nogen an¬
den. Jeg er,
Mit
eders ydmyge Tiener.
Johan Townley.
(af Gellert)
Det
de Raad
En ung Person, som sig en Hustrue vilde tage,
Hvortil man ham og mange foreslog,
Bad en bedaget Mand, som var forsøgt og klog,
Om gode Raad at vælge sig en Mage.
Min Ven, var Mandens Svar, jeg det ey sige kand.
Hvor vel man vælger end, man sig dog kand bedrage.
Dersom du kun for Lyst dig giver i den Stand,
Da skal du efter Skiønhed tage.
ligger der dig meere Magt
Paa Velstand, Renter, Stats og Pragt,


End Elskovs Tiidsfordriv, mit Raad skal dette være,
At du en Riig til Kone skal begiære.
Men om du søge vil ved Konen Rang og Stand,
Da glem at du kand bedre Piger finde,
Og vælg et Barn af en fornemme Mand,
Du dig paa dette Vall ey længe maae besinde.
Dog om saa er, at du din Siæls Fornøyelse
I dette Vall langt meere har for Øye,
End alt hvad ellers Sandserne
Og Legemet kun kand fornøye,
Da vov det, at du kand en Hustrue til Behag
Og efter Ønske faae, og en lærd Kone rag.
Her holdt den Gamle op og smilede tillige.
Ach! sagde da det unge Menneske,
Jeg det ey vide vil; men at J mig skal sige,
Hvad Vall jeg giøre maa, om med Fornøyelse
g leve vil, om jeg, foruden Sorg og Plage --- -
D! var den Gamles Svar, da skal du ingen tage.


Bie=Kuben
No. 127.
Tiisdagen, den 6. Junii 1758.
Af Adventurer. No. 120
Ultima Semper
Exspectanda dies homini, diciqve beatus
Ante obium nemo supremagre funera debet.
Ey noget Menneske lyksaligt kaldes bør,
Før Døden efter ham tillukker Livets Dør.
D¬
et menneskelige Livs mangfoldige Elendigheder have i alle
Tider opvakt et almindeligt Klagemaal. Den viiseste
iblant Menneskene endte alle sine Forsøg, som han hav¬
de giordt for at finde Lyksalighed, med den sørgelige Bekiendel¬
se, at Alting er Forfængelighed; og de gamle Patri¬
arker beklagede, at deres Udlændigheds Dage vare
faa og onde.


Der er visseligen ingen Materie, til hvis Oplysning det er
mindre fornødent at samle mange Vidnesbyrd; ey heller nogen
Bekræftelse, hvis Sandhed vore egne Øyne lættere vil finde, eller
vore Sandser oftere overbeviise os om, end at Elendighed er
Menneskets Lod, og at vor nærværende Stand er fuld af Farer
og Ulyksaligheder.
Naar vi tage den viideste Udsigt over Livet, hvad forestil¬
les os andet end en Beblandelse af Ulyksalighed, en forvirret og
buldrende Tummel af Arbeyde og Strid, af mislingede Forven¬
telser og til intet gjordte Anslag? Dersom vi i Historiens Speyl
beskue de forbigangne Tider, hvad give de os andet at betragte
end Laster og Elendigheder? Et Aar er mærkværdigt af Hunger,
et andet af Jordskælv; Kongeriger ere blevne ødelagte, under¬
tiden ved Krige, og undertiden ved Pest; Verdens Rolighed
er blevet forstyrret snart ved en Tyrans Capricer, snart ved en O¬
vervinders Raserie. Hukommelsen opfyldes alleneste med afvex¬
lende Ulykker; og den Lyksalighed, saadan som den er, hvilken
en Part af Menneskene haver, befindes gemeenligen at have sin
Oprindelse af en blødig Lykke, af Seyervindinger, der give dem
Magt, ikke saa meget til at forbedre deres eget Liv ved nye Lyk¬
saligheder, som til at giøre andre elendige, og at fornøye deres
egen Hovmod ved at være større end andre.
Men den som undersøger Livet med en nøyere og nærmere
Agtsomhed, vil finde at Verdens Lyksalighed er endnu mindre end
den synes. Naar et Land mellemstunder nyder en almindelig Lyk¬
salighed, eller, at jeg skal bruge beqvemmere Ord, naar Elendig¬
hed mellemstunder ophører, da kand det vel synes at denne al¬


mindelige Lyksalighed udbreeder sig over det gandske Folk; al¬
ting er Triumpf og Glæde, Lyst og Overflødighed; der er in¬
gen offentlig Frygt og Fare, og ingen Klagemaal paa Gaderne;
men enhver særdeles Persons Tilstand er meget lidet forbedret
ved denne almindelige Rolighed; Kummer og Ondskab og Mis¬
fornøyelse fare endnu fort med at hærge og forstyrre; hemme¬
lig Rov og Vold gaaer u-ophørligen for sig, og Graven bliver
fremdeles fyldt med Sorrigs Slagt=Offer.
Den som træder ind i et lystigt Sælskab, seer en munter
Fornøyelse afmalet i et hvert Ansigt, finder at alle sidde ledige
og have intet at giøre eller at tænke paa, uden at give eller tage
Forlystelse; han vilde naturligen bilde sig ind, at han var om¬
sider kommet til Lyksaligheds Hoved=Stad, det Sted, som
var alleeneste indviet til Hiertets Glæde, og fra hvilket al Frygt
og Bekymring var saaledes udelukt, at de aldrig meere kunde
trænge sig der ind. Saaledes kand vi og ofte finde deres Mee¬
ning, som fra en nedrig Stand see op til den Pragt og Lystig¬
hed, hvilken de ikke kand opnaae; men hvo iblant disse, som søge
saadanne vellystige Forsamlinger, vil ikke tilstaae sin egen Urolighed
og Misfornøyelse, eller kand ikke opregne de Fortrædeligheder og
Bekymringer, som fortære hans lystige Staldbrødres Liv?
Verden, i sin beste Stand, er intet andet end en vidløftigere
Samling af Kreature, der slaae sig tilsammen for at give sig
Anseelse af en Lyksalighed, hvilken de ikke fornemme til, som an¬
vende alle Konster og Paafund for at pryde Livet, og at skiule
deres virkelige Tilstand for andres Øyne.


Den Art af Lyksalighed, som meest falder andre i Øynene,
er den som beroer paa Lykkens gode Ting; men endog denne er
ofte forstilt. Der er meere Fattigdom i Verden, end man al¬
mindeligen bilder sig ind; ikke alleneeste fordi mange, der eye
meget, ere endnu meere begiærlige, og mange beregne deres
Mangeler efter andres Overflødighed; men der ere og mange,
som lide virkelig Trang, hvilken det er deres høyeste Attraae
at skiule, og ere tvungne til at berøve sig selv mange af Livets
Vederqvægelser og Beqvemmeligheder, for at forskaffe sig An¬
seelse af at have en anstændig Udkomme og et fornøyet Sind.
Mange ere dog vitterligen rige, og mange fleere ere til¬
strækkeligen befriede fra al Fare for virkelig Fattigdom, men det
har længe været anmærket, at Sindets Ro og Fornøyelse
kand ikke kiøbes for Penge; de høyeste iblant Menneskene
kand ikke love sig Fritagelse for den Uenighed eller Mistan¬
ke, hvorved Huus-Ro og Eensomheds søde Lyst forstyrres
og jo meere de ere ophøyede over andre, jo meere ere de i
Fare for deres Underhavendes Forræderie, for Bagvaskeres
Eftertale, og Modstanderes Vold og Overlast.
Gienvordighed er u-adskillelig fra vor nærværende Stand;
den hænger ved alle denne Verdens Jndvaanere, vel i adskillige og
ulige Grader, dog synes det at dens Uddeeling er meget lidet
indrettet efter vor egen Opførsel. Det har været nogle opblæ¬
ste Moralisters pralende Foregivende, at enhver Mands Lykke
var i hans egen Magt, at en klog Forsigtighed kunde beskytte
ham for alt Ondt, og at Lyksalighed er Dydens ufeilbare Føl¬


ge. Men, visseligen, den Allmægtiges Kogger er opfyldt
med Piile, imod hvilke man forgæves holder den menneskeli¬
ge Dyds Skjold, hvor Demant=haardt man end har pralet
af at det er; vi lide ikke altid ved vore egne Laster, vi ere ikke
altid beskyttede ved vor egen Uskyldighed.
En god Mand er ingenlunde befriet for den Fare at
lide ved andres Laster; end og hans Godhed kand opvække ham
Fiender, hvis Ondskab er uforsonlig, og hvis Bestandighed,
er uophørlig; den gode Mand har aldrig faaet Friheds
Brev af Himmelen, for Venners Forræderie, for Børns
Ulydighed, eller en Hustrues Utroeskab; han kand see all sin
Fliid og Omhyggelighed giordt unyttig ved Ødselhed, hans
Underviisninger frugtesløse ved vanartig Gienstridighed, og
hans Kierlighed forkastet ved Utaknemmelighed; han kand van¬
smægte under skammelige og falske Beskyldinger, eller faae en
forsmædelig Død ved en uretfærdig Dom.
En god Mand er, ligesom andre Mennesker, under¬
kastet alle de Virkninger, som kand flyde af naturlige onde
Ting; hans Høst spares ikke ved Uveyr, eller hans Fæe ved
Qvæg=Syge; hans Huus fortæres ligesom andres i en Jlde¬
brand; hans Skibe have ey heller nogen særdeles Magt til at
imodstaae Stormvinde; hans Siæl, hvor ophøyet den og er,
boer i et Legeme, der er undergivet utallige Tilfælde, hvis Far¬
ligheder og Smerter han maae altid tage Deel i; han bærer
Sygdoms Sæd udi sig, og kand henslide en stor Deel af sit Liv
und


under Piinseler af Verk eller Steen; undertiden hylende af
ulidelig Smerte, undertiden henfaldet i Følesløshed og Af¬
magt.
Af denne almindelige og uforskiællige Elendigheds Uddee¬
ling have Moralisterne altid taget et af deres stærkeste moralske
Beviser paa en tilkommende Stand; Thi saasom dette
Livs almindelige Tilfælde hændes ligesaa vel de gode som de
onde, saa følger det af det Høyeste Væsens Retfærdig¬
hed, at der maae være en anden Leve=Stand, hvor der
skal skee en retfærdig Uddeeling, og hvor et hvert Menneske skal
blive lyksalig og elendig efter hans Gierninger.
Livets Elendigheder kand, maaeskee, give noget Beviis,
paa en tilkommende Stand, naar de lignes saa vel med
Guds Barmhiertighed, som med hans Retfærdighed.
Man kand neppe bilde sig ind, at en uendelig Godhed vil¬
de skabe et Væsen, der er mægtig til at nyde saa meget større
Lyksalighed end her er at nyde, og er af Naturen skikket til at
forlænge Smerte ved Erindring, og at føle den for Tiden ved
Skræk, dersom han var ikke bestemt til noget ædlere og bedre
end en Stand, i hvilken mange af hans naturlige Gaver kand
tiene ham alleneste til Plage; i hvilken han maae besværes af
Begierligheder, som aldrig kand blive opfyldte, føle mange on¬
de Ting, som hand har ikke Magt til at undflye, og frygte for
mange, som han skal aldrig føle; der vil sikkert komme en Tiid,
da enhver skal nyde den Lyksalighed, som han er mægtig til


at tage imod, og
ve elendig iden ved sin egen
Forseelse.
Jmidlertid er det fornemmeligst ved Drøvelse og Gienvor¬
dighed at Menneskets Hierte bliver reenset, og hans Tanker
fæstede paa en bedre Stand. Lyksalighed og Medgang, hvor
beblandet og ufuldkommen den og er, har Magt til at forrykke
indbildingen, at fæste Sindet til de nærværende Ting, at vir¬
ke Selv Tilliid og Stolthed, saa at den, der haver Overflø¬
dighed og Ære, forglemmer den Haand, af hvilken de ere
ham givne. Det er sielden at vi paa anden Maade, end ved
Modgang, blive opvakte til at føle vor egen Afmagt og Skrø¬
belighed, eller lære at kiende, hvor lidet alt hvad vi have for¬
hvervet, kand befordre vor Sikkerhed eller vor Rolighed; og
hvor billigen vi maae tilskrive en høyere Magts Over=Til¬
syn, disse Velsignelser, hvilke vi, overmødige ved Lykkens Med¬
hold, betragtede som Virkninger af vore kloge Anslag eller vor
Tapperhed.
Intet giør os meere dygtige til at imodstaae de Fristelser,
som ideligen omgive os, end at vi jævnligen vænne os til at be¬
tragte Livets Korthed, og disse Fornøyelsers Uvished, som lok¬
ke os til at jage efter dem; og denne Betragtning kand indpren¬
tes os alleeneste ved Gienvordighed. ODød, hvor bit¬
tter er din Jhukommelse for et Menneske, som le¬
ver rolig med sit Gods! Dersom vor nærværende
Stand var en stedsevarende Følge af Forlystelser, eller en jævn
uforstyrret Stillhed og Rolighed, da skulle vi aldrig villigen
tænke paa dens Ende; Døden vilde da gandske vist overrumple
os som en Tyv om Natten; og vore foresatte Pligter vil¬


de blive ufuldendte, indti
mafa
a inget
arbeyde.
Da Gienvordighed saaledes forbereder os til Lyksalighed,
saa maa vi trøste os selv under dens Trængseler, ved at er¬
indre, at de ere ikke særdeles Kiendetegn paa Guds U-naa¬
de; efterdi alle Forfølgelses Plager og Elendigheder have væ¬
ret udstaaede af disse, som Verden var ikke værd; og
det menneskelige Kiøns Forløser selv var en høypla¬
get Mand og som havde forsøgt hvad Jammer var.


Bie=Kuben
No. 128.
Tiisdagen, den 13 Junii 1758.
Af the World No. 16.
Non possidentem multa vocaveris
Recte beatum: rectius occupat,
Nomen beati, qui Deorum
Muneribus sapienter uti
Duramqve callet pauperiem pati
Pejuqveletho flagitium timet.
Den som har meget Gods og store Eyendomme,
Derfor ey lykkelig med rette siges kand;
Ney, denne Titel ham maae rettere tilkomme,
Som Himlens Gaver veed at bruge med Forstand;
Hvis Sind mod Fattigdom og tunge Kaar er hærdet,
For Laster meere ræd end for at døe forfærdet
D¬
et var meget vel sagt af Montagne, at alle udvortes
Ting, som man har eller forhverver sig, faae Smag
og Farve af Sindets indvortes Beskaffenhed, ligesom
Klæder give Varme, ikke af deres egen Heede, men ved det at
de skiule og holde tæt sammen den Heede, som er i os selv.


Enhvers Forfarenhed vil bevise denne Anmærknings Sand¬
hed, saasom den vil lære ham, baade ved det han føler hos sig
selv og mærker hos andre, at dersom et Menneske ikke har Lyst
og Tilbøyelighed til at være lyksaligt og fornøyet, da blive alle
Livets Velgierninger og Velsignelser forgæves anvendte paa ham;
og at, naar hand har saadan Lyst, da er en blot Befrielse fra
Armod og Smerte næsten Lyksalighed nok.
Jeg er bragt paa denne Tanke ved følgende Brev, hvilket
jeg fik næsten for to Aar siden fra en meget agthar Ven. Læseren
vil mærke, at det var ikke skrevet i den Hensigt at det skulde giø¬
res bekiendt; men saasom det forestiller os et meget naturligt
Skilderie af Huus=Lyksalighed, og underretter os hvorledes en
artig lille Familie kand leve af og komme ud med en Jndkomst
af blotte halvtredsindstyve Pund (250 Rixdaler) om Aaret,
og derhos være godgiørende, saa skal jeg lade det trykke ret lige¬
som jeg fik det. Disse, som have følende Hierter, vil kalde
det en behagelig Tiidsfordriv, for de øvrige er det ikke skrevet.
Vørk, den 14 Junii, 1751
Høytærede Ven,
arsagen hvorfor J har ikke hørt fra mig i disse sidste fem U¬
ger, er denne, at de Folk, som jeg har været hos, have
gandske bemægtiget sig all min Tiid og Agtsomhed. J vil maae
skee falde i Forundring over at høre, at jeg har opholdt mig en
heel Maaned hos vor gamle Ven, Præsten i South=Green
og hans brave Kone.
J veed


J veed selv med hvilken Medynk vi pleyede at tænke paa
dem; at en Mand, der havde levet en god Deel iblant Folk,
og som havde stedste haft Haab om at giøre en anseelig Figur i
Verden, skulde være saa taabelig, og det i en Alder, da Folk ge¬
meenligen blive kloge, og lade sin Kierlighed falde paa en Pige,
der eyede ingen Ting; og at hun, et meget levende og tillige vak¬
kert Fruentimmer, skulde forkaste de mange fordeelagtige Til
bud, som bleve hende gjordte og følge en fattig Præst til hans
Kald paa halvtredsindstye Pund om Aaret i en Afkrog i Riget.
Men jeg har lært af Forfarenhed, at vi have ynket det lyksaligste
Par Folk som vi kiende. Jeg længes efter at fortælle eder alt
hvad jeg veed om dem.
South=Greens Sogn er henved sytten Engelske Mii¬
le fra dette Sted, og er i mine Tanker den fornøyeligste Plæt
Jord i heele Borks Provints. Jeg skulde først have sagt eder,
at vor Ven, ved en Paarørendes Død, blev i Stand til at
føre sin Kone fra London med reene to hundrede og halvtred¬
sindstyve Gumeer i sin Lomme, med hvilken Sum han har for¬
vandlet den gamle Præste=Bolig til et lille Palats og fjorten
Agre (*) Jord til Avling og en Hauge, saa at end og en Pel¬
ham eller en Southeote maatte beskue det med Fornøyelse.
Huuset staaer paa en høyere Grund i Bugten af en Aa,
med næsten en halv Ager Land til Kiøkken=Hauge, indhegnet
med en god gammel Muur der er vel beklædt med Frugt=Træer.
A a; 2
Aaen,
(*) En Ager Jord regnes for 720 fod i Længden og 72 fod i Breden.


Agen, som næsten omgiver denne lille Grund, forsyner dem
med Fisk i alle Aarets Tider. De fange Foreller og Ørter der,
og i stor Mængde, fra to til fem Punds Vægt. For ved Huu¬
set er en liden grøn Plads, med Træer plantede i Klumpe=viis;
og bag ved er en Hønse=Gaard vel forsynet med Høns, Ænder
&c: tillige med en Korn=Lade, et Koe-Huus og et Mælke-Kam¬
mer. Ved Enden af Haugen gaaer J over en Vinde=Broe til et
lidet Stykke Jord, hvor der holdes tre eller fire Svuin. Her
blive de feedede til saltet og røget Flesk; det sidste bereede de selv,
og jeg har aldrig spiist det bedre i all min Livs Tiid.
J de syv Aar de have levet i denne Eensomhed, have de
saaledes dyrket og beplantet deres lille Grund, at J kand neppe
forestille eder noget deyligere. Alle deres Markeligge tilsammen,
med Græsgang til to Heste og ligesaa mange Køer, og resten
er Pløye=Land. Alle Ting trives under deres Hænder. Hækkerne,
som de selv have plantet allesammen, ere de tykkeste i heele Eg
nen, inden for enhver af dem er en Sand=Gang, imellem en
dobbelt Rad af Buske=Træer, som næsten altid staae i Blom¬
ster. Disse Marke forskaffe dem overflødigen hvad de bruge til
Brød og Øll, og et aarligt Overskud til de Fattige, mod hvil¬
ke de ere de beste Velgiørere i det heele Naboelaug. Manden
brøgger og Konen bager; han besørger Avlingen, og hun
Mælke=Kammeret; og begge med saadan Kunst og Fliid, at J
maatte tænke de vare ikke opdragne til andet.
Deres Huus bestaaer af to Stuer og et Køkken neden til,
og to Seng=Kammere og et Tiener=Kammer oven paa. Deres
Pige er en fattig Kones Datter i Sognet, som de toge til sig da
hun


hun var elleve Aar gammel, og have gjordt til den færdigste Pige
J kand forestille eder. Hun er overmaade vakker, og kunde gif¬
te sig fordeelagtigen, men hun elsker sin Mad=Moder saa hierte¬
ligen, at ingen Ting kand formaae hende til at forlade hende.
I denne søde Eensomhed have de en Søn og en Datter;
Drengen er sex Aar gammel, og Pigen fire; begge ere de ar¬
tigste smaa Børn som nogen Tid ere fødte. Pigen er Mode¬
rens udtrykte billede, med det samme fromme Hierte og Gemyt.
Drengen er en lystig lille Skalk og vil gierne giøre Skielmstyk¬
ker; men dersom J fortæller ham en bevægelig Historie, da
vil han græde i en heel Time tillige. Manden og Konen gaae
bestandigen i Seng Klokken ti, og staae op Klokken sex. Hvad
de have at bestille om Dagen er gemeenligen forrettet til Mid¬
dag; og all den øvrige Tud er til deres Tidsfordriv og Forly¬
stelse, uden nogen fastsat Maade. De blive næsten tilbedede
af deres Sognefolk, for hvilke Præsten er ikke alleneste en aan¬
delig Forstander, men han er og deres Læge, deres Feldskærer,
deres Apotheker, deres Procurator, deres Forvalter, deres
Ven og deres fornøyelige Stalbroder. De beste Folk i Amtet
have stor Lyst til at besøge dem; de kalde det at reyse hen og see
de forunderlige Ting i Borkshire, og de sige, at de aldrig spise
saa hierteligen som af Præstens Flesk og grønt.
Jeg sagde eder i Begyndelsen af dette Brev, at de ere det
lyksaligste Par som vi kiende; og nu vil jeg fortælle eder, hvor¬
ledes de ere saa. For det første elske de og finde Fornøyelse i
hverandre. Syv Aars Ægteskab, i stedet for at formindske
deres Kierlighed, har forøget den. De ønske intet meere end


hvad deres lille Jndkomst kand forskaffe dem, og af dette lille
legge de endnu op. Vor Ven viiste mig hans Udgifts Regning,
eller rettere hans Kones Regning; deraf saae jeg, at de havde
sparet aarligen fra femten (Engelske) Skilling indtil en Gui¬
nee, uberegnet næsten lige saa meget, som de uddeele iblant de
Fattige, foruden Byg, Hvede og tive andre Ting. Deres
eeneste Overdaadighed bestaaer i Thee; men Præsten siger han
vilde og forbyde det, dersom hans Kone vilde forglemme hendes
Londons Optugtelse. Jmidlertid byde de det siælden undtagen
til det fornemste Sælskab, og mindre end et Pund vil holde
dem ud et heelt Aar. Viin have de ikke, og ville end ikke tage
derimod som en Foræring; deres bestandige Drik er tyndt Øll
og Ale (*), og begge Deele brygge de i største Fuldkommenhed.
Legems Øvelse og Maadelighed holde dem i bestandig Helbred
og Munterhed. All den Striid der er imellem dem, bestaaer
deri, hvem der kand meest behage og føye hinanden. Deres
fornemste Tiidsfordriv er Læsning; Vor Ven skriver vel lidet
mellemstunder; men det strækker sig ikke videre end til en kort
Prædiken, eller et Papiir med Vers til hans Kones Berøm¬
melse. Saa ofte hendes Fødsels Dag indfalder, bliver den
erindret paa denne Maade; og omendskiønt J læser ikke en
Stvift til hans Stella, saa er der dog noget saa oprigtigt
og kierligt i disse smaa Stykker, at jeg kunde aldrig læse noget
af dem uden Taare. Om Eftermiddagen og Aftenen, naar
det er smukt Veyr, tage de hinanden under Armene og gaae
med deres Søn og Datter omkring i deres Marke; men hvor
fornøyede, hvor lyksalige, det kand jeg ikke fortælle eder. De¬
res Børn ere neppe saa meget Børn som de selv. Men omend¬
skiønt
(*) Ale er et Slags stærkere, men meget lifligt Øll, saasom dertil bru¬
ges kun gandske lidet Humle.


skiønt de elske hverandre umaadeligen, ja ligesom Børn, saa
lade de sig dog aldrig mærke dermed i Sælskab; jeg saae aldrig
nogen af dem saa meget som at leege med den andens Haand
--- Jeg meener alleneste, naar de have vedst at jeg var saa
nær at jeg kunde see det; thi jeg har vel stiaalet mig uforvaren¬
des paa dem, og har hørt og seet saadanne Ord og Øyekast,
som have gandske bevæget mig.
Med dette Par, og i denne Eensomhed har jeg fordrevet
min Tiid, siden J hørte fra mig. Jeg behøver ikke at sige
eder hvor lyksaligen og fornøyet; Kom og døm selv derom; de
indbyde eder gandske hierteligen.
Een Ting havde jeg forglemt at fortælle eder om dem. Det
giør ingen Deel af deres Lyksalighed, at de kand ligne sig imod
andre i Verden, der have ikke Sind til at leve saa fornøyede i
sig selv, som de giøre. Det heller formindsker end forøger den.
Deres egen Lyksalighed er af deres egne Hierter. De have alt
hvad de ønske, i disse halvtredsindstive Pund om Aaret, og i
hverandres Besiddelse. De rose sig ikke selv, ey heller dadle
andre. Det giør dem ondt at jeg er ikke saa lyksalig som de;
men det er langt fra at de raade mig til at slaae mig fra Verden
som de have gjordt. Jeg lod ligge efter mig i mit Kammer en
Banqve=Seddel paa tive Pund, indsluttet i et Taksigelse=Brev¬
for deres Høflighed imod mig. Men Seddelen blev i Morges
sendt mig tilbage til York, men paa saadan en Maade, som be¬
hagede mig meere end all deres øvrige Opførsel. Vor Ven tak¬
kede mig for den Godhed jeg vilde beviist ham; men sagde der¬
hos, at jeg kunde bedre anvende den iblant de Fattige. At hans
Hustrue


Hustrue og han havde giennemseet deres Huusholdings Regnin¬
ger for den sidste Maaned, og at de fandt mig at være alleene¬
ste nogle faa (Engelske) Skillinger i deres Giæld. At dersom
jeg ikke tænkte, at de vare tusinde gange overbetalte ved den
Fornøyelse jeg havde giordt dem, da vilde de være mig for¬
bundne for et pund Thee, og lidet af Hardhams Snusto¬
bak, naar jeg kom til London.
Jeg haaber snart at see eder, og at fortælle eder besynder¬
ligere Omstændigheder om Præsten og hans Kone. Jmidler¬
tiid er jeg &c.


Bie=Kuben.
No. 129.
Tiisdagen, den 20. Junii 1758.
Af Spectator No. 611.
Peride; sed duris genuit te cautibus horrens
caucasus, Hircanægne Admorunt ubera Tigres.
Forræder, du ey Navn af Menneske kand bære,
Thi du af Mennesker ey født og aulet var.
Ney, af en Klippe=Vom du maae udsprunget være,
Et grusomt Tiger=Dyr din Amme været har.
J¬
sætter gierne alle andre Ting tilside, for at giøre de vær¬
dige og ulyksalige den mindste Tieneste. Jeg har derfor
ladet efterfølgende Brev indføre i mine Blade saa snart
det kom mig til hænde, uden at forandre en Tøddel i en Beret¬
ning, som Fruentimmeret selv fortæller saa artigen.


Mst.
Specta
jeg giør mig den Fortrøstning, at J vil ikke alleeneste be¬
kklage, men og, om det er mueligt, raade Bod paa en
Vanlykke, som jeg og adskillige andre af mit Kiøn ere be¬
sværede med. Jeg haaber at J vil ikke blive fortørnet, el¬
ller tænke, at jeg hermed meener at retfærdiggiøre min egen
kuforsigtige Opførsel, ey heller venter jeg at J skulde. Ney!
jeg veed, hvor alvorligen J har, i nogle af eders Blade,
"straffet dem, som have gjordt sig skyldige i saadan Forseelse
JJeg var neppe sexten Aar gammel, og jeg maae sige, uden
at rose mig selv, at jeg var smuk, da jeg blev opvartet af en
falsk og troeløs Mands=Person, som, under Ægteskabs Løf¬
kte, gjorde mig til det ulyksaligste Fruentimmer. Efter at
han havde forført mig fra mine Forældre, som vare meget
brave Folk, forlod han mig inden tre Maaneder. Mine
Forældre vilde ikke see, eller høre fra mig; og dersom jeg
havde ikke fundet Hielp hos een, der havde tilforn tient hos
mine Forældre, saa maatte jeg gandske vist omkommet af
unger. Jmidlertid behagede det Guds Forsyn, inden en
meget kort Tiid, at forandre min elendige Tilstand. En
fornemme Mand saae mig, elskede mig og ægtede mig. Jeg
Ahlev forsonet med mine Forældre; og jeg maatte være saa
lyksalig i denne min Tilstands Forandring, som jeg tilforn
var elendig, dersom der ikke vare nogle Ting, som J skal
faae at vide, hvilke ere mig ufordragelige; og jeg er for¬


sikkret om, at J har saa megen Ære og Medlidenhed, at
J vil lade disse Personer vide, i nogle af eders Blade, hvor
stor Uret de have. Jeg haver været giftet næsten i fem Aar,
"og jeg veed ikke at jeg i al den Tiid er nogensinde gaaet ud uden
min Mands Tilladelse og Samtykke. Ved adskillige af mine
Paarørendes idelige Anmodninger nødes jeg til at gaae oftere
ud end jeg har Lyst til, og da er det at jeg udstaaer ulideli¬
ge Angester. Det Menneske, eller rettere Udyr, indfinder
sig paa alle de Steder hvor jeg kommer. Det nedrige
Skarn! fordi jeg vil ikke tage imod hans væmmelige ugude¬
elige Besøgelser, eller bestilte Sammenkomster, saa stræber
han paa alle de Maader han kand at giøre mig ulykkelig.
Han forlod mig blottet for Venner og Penge, og agtede
mig ikke engang værdig at erkyndige sig om mig, indtil det
tulykkeligen hændte sig at han fik mig at see i en Loge, glim¬
rende af Ædelsteene. Da opvaktes hans Begierlighed igien.
DDa anstillede den Hykler sig som han angrede hans forrige
konde Forhold. Da begyndte han igien at bruge alle de Kunst¬
greb, som tilforn havde hiulpet til at føre mig i Ulykke.
Jeg kand ikke lade mig anden gang bedrage af ham. Jeg
chader og har Afskye for hans vederstyggelige Kierlighed, og saa¬
som han klarligen mærker det, saa arbeyder han paa, enten
af Ondskab eller for Lyst, at beskæmme mig. Jeg kommer
taldrig i noget offentligt Sælskab, at jeg jo seer ham der; og
"der er det at han med største Fliid udviiser sit Fiendskab.
" Kort sagt, han har fortalt alle hans Bekiendtere vores ulyksa¬


elige Handel; de fortælle den igien til deres, saa at den er ikke
nogen Hemmelighed iblant hans Staldbrødre, som ere
mange. De, til hvilke han fortæller den, meene at de ha¬
lve Ret til at være meget frie imod mig. Dersom de bukke
for mig, og jeg af Høflighed bukker igien, da bliver jeg
bbesværet med Friheder, som i ingen Maade ere behagelige
enten for mig selv eller Sælskabet. Dersom jeg vender mi¬
"ne Øyne fra dem, eller synes misfornøyet, da see de suurt
"derfor, og hviske til den Person, som er dem nærmest, den¬
ne igien til sin Naboe, indtil omsider det gandske Sælskab
fæster Øynene paa mig. Ja, de fortælle afskyelige Løgne,
kunder det falske Begreb, at hun som vil bevilge een no¬
gen Gunst, vil giøre det samme mod hundrede.
Jeg beder at J vil lade disse, som ere skyldige, vide,
thvor u-ædelmodig saadan en Opførsel er; jeg er vis paa at
han vil selv kiende at han er den Person som her sigtes paa,
og maae skee hemme andres Frækhed. Hvor grum og for¬
vorpen er dog ulyksalige Fruentimmers Skæbne, at Mand¬
Folkene kand prale og rose sig af disse Ting, som vi maae
tænke paa med Skam og Gruelse. J forstaaer den Kunst
at afmale saadan en liderlig Vane, at dens Afskyelighed
kkand sees. Jeg beder derfor, at J, for min skyld, og
jeg er vis paa, for adskillige andres skyld, som tør ikke til¬
estaae det, men, ligesom jeg, plages med den samme Van¬
lykke, vil giøre det ligesaa skammeligt for en Mands=Person
at rose sig af et Fruentimmers Gunst, eller beskæmme vort


Kiøn, som det er at lade sig kalde en Løgner, eller at tage
rimod et Øresigen uden at hevne det. Jeg er med stor Hør¬
agtelse eders bestandige Læserinde.
Lesbia.
P. S. Jeg er saa meget meere utaalmodig under den¬
ne Vanlykke, som han har givet mig nye Aarsag til For¬
trydelse, forgangen Onsdag i Vestmunster Abbedie.
Jeg er gandske enig med den elskværdige og ulyksalige
Lesbia, at det er ligesaa skammeligt for en Mands Person
at forhaane et Fruentimmer i hendes Omstændigheder, som at
lide taalmodigen at han kaldes en Løgner eller faaer et Øre¬
sigen. Hvilken Sandhed jeg skal udbede mig hendes Tilladelse
til at oplyse med følgende Betragtning.
Det er et Tegn til Feyghed, at en Mands Person taaligen
lider en tilføyet Uret, og ikke hevner den, end og naar saadan
Hevn vilde bringe ham i Fare; det er ikke mindre et Tegn til
Feyghed, at fornærme et Creatur, som har ikke Magt til at
hevne sig selv. Hvad Navn derfor denne uædelmodige Person
kand tillegge dette hielpeløse Fruentimmer, som han har foru¬
rettet, saa skal jeg ikke giøre mig nogen Betænkning over at
give ham, til Vederlag derfor, Navn af en feyg Ludring.


En Mands Person, der kand saa vidt nedstige fra sin
Værdighed, at han slaaer et Fruentimmer, kand aldrig faae
sin Ære og Anseelse igien enten hos det ene eller det andet Kiøn,
efterdi ingen given Aarsag agtes saa gyldig, at den kand for¬
svare eller undskylde saadan Medfart af den Mægtige imod den
Svage. J de Omstændigheder, som den arme Lesbia be¬
finder sig i, kand hun ikke tage sin Tilflugt til nogen Mands
Person i Verden for at hevne en Uret, der er hende meere for¬
skrækkelig og nærgaaende end et Slag. Dersom hun skunde
aabne sin Mund, da veed den lumpne Karl, at en Ægte¬
mand, en Broder, en ædelmodig Ven vilde døe for at skaffe
hende Ret og Hevn.
Et ædelt Gemyt, hvor forbittret det end kand være imod
en Fiende, føler dog at dets Vrede tager af og forsvinder, naar
den, som har opvakt dets Forbittrelse, falder i dets Magt.
En afvendt Ven, opfyldt med Nidkierhed og Misfornøyelse
imod den som har været hans inderlige og fortroelige Bekiend¬
ter, er færdig til at flyde over af øm Kierlighed og Ruelse,
naar den Person, som fordum var ham kiær, kommer i nogen
Ulykke og Gienvordighed. Hvad Navn skal vi da give hans
Utaknemmelighed, som (forglemmende den Gunst han begiær¬
te med hæftig Attraa og nøød med inderlig Glæde) kand drive
Spot med de Elendigheder, som han selv har foraarsaget, og
spøge med den Kummer, hvilken han maae tilskrive sin største
Fornøyelse? Der er kun et Væsen i den gandske Skabning, hvis
Forretning det er at benytte sig af svage Creatures Skrøbelig¬
hed til at forføre dem, og at glæde sig over de Elendigheder,
som han ved sine egne Trækker har bragt dem i; og det er os


vel bekiendt, at de, som følge hans Exempel, vil og faae
hans Løn.
Jeg vil derfor overlade min smukke Correspondent til hen¬
des egen Viisdoms og Tugtigheds Anførsel; og hendes Fiende
samt hans nedrige Medbrødre til deres egne Hierters nagende
Bebreydelser; og slutte dette Blad med et mærkværdigt Exem¬
pel paa Hevn, som et Spansk Fruentimmer tog over en straf¬
værdig Elsker; hvilket kand tiene til at vise, hvilke voldsomme
Virkninger der kand flyde af den ømmeste Kierlighed, naar den
bliver forvandlet til Had; og kand afskrække de unge og ufor¬
sigtige fra en ulovlig Kierlighed. Historien selv, hvor Romansk
den og maae synes, har jeg hørt bekræftet for en Sandhed.
Det hændte sig for faa Aar siden, at en Engelsk Herre
kom uformodentligen i Striid om Natten paa Gaderne i Ma¬
drit, og var saa ulykkelig at dræbe sin Fiende; hvorpaa han
tog sin Tilflugt ind i en Kirke=Port for at nyde Sikkerhed.
Da han lænede sig op til Dørren, blev han forundret over at
finde den aaben og at see et Glimt af Lyys i Kirken. Han var
dog saa behiertet at han gik hen efter Lyyset, men blev forskræk¬
keligen forbauset, da han saae et Fruentimmer, gandske hviid
klædt, stige op af en Grav med en blodig Kniv i hendes Haand.
Denne Gestalt kom hen imod ham og spurdte ham hvad han
giorde der. Han fortalte hende den gandske Sandhed reent ud,
saasom han troede at han havde mødt en Aand. Hvorpaa hun
talte til ham paa følgende Maade: Fremmede, du er i min
Magt;


=Magt; jeg er en Morder ligesom du er. Viid da, at jeg er
en Nønne af en høyadelig Familie. En lumpen troeløs Mands
Person bragte mig i Ulykke og roste deraf. Jeg fik ham snart
bragt af Dage. Men saasom jeg var ikke fornøyet med at
have ladet ham myrde, saa har jeg underkiøbt Graveren til
at lade mig gaae ned i hans Grav, og har nu revet hans fal¬
ske Hierte ud af hans Legeme; og saaledes handler jeg med en
Forræders Hierte. Med disse Ord sleed hun det i stykker og
traadde det under sine Fødder.


Bie=Kuben.
No. 130.
Tiisdagen, den 27. Junii 1758.
Af Hanways Travels.
Nogle mærkværdige Efterretninger om Topal Os¬
man, en Tyrkisk Bassa, og i nogen Tiid
Store Vizier i Constantinopel.
J
Aaret 1698. blev Osman, som da var fem og tredive Aar
gammel, sendt med Sultanens befaling til Bassan i Cairo.
Han gik om bord paa et Tyrkisk Skib, som var bestemt til
Damietta, en Stad der ligger ved det østligste Udløb af
Nil=Strømmen. Paa denne korte Reyse mødte de en Spansk
Caper; deres Skib var langt fra ikke dens Ligemand; men
alle Folkene paa Skibet besluttede at fegte og at giøre deres yder¬
ste for at redde deres Gods, og sig selv fra Slaverie; hvorpaa
der fuglte en blodig Trefning. Her var det at denne store Mand
gav de første Prøver paa det uforfærdede Mood, hvorved han saa
ofte derefter har giordt sig berømmelig. Skibsfolkene, opmun¬
trede ved hans Exempel fegtede med stor Tapperhed; men den
større Mængde fik omsider overhaand, og Osman blev taget til
fange, efter at han var blevet farligen saaret i hans Arm og Laar.


Da Skibet havde overgivet sig, beviiste den Spanske Ca¬
pitain ham en særdeles Høyagtelse, formedelst de Prøver han
havde ladet see paa sin Tapperhed, fornemmeligen da det blev
bekiendt, at han var sendt med Sultanens befalinger, og at der
følgeligen maatte ventes en anseelig Løse=Sum for ham. Men
u-agtet den gode Medfart han nød, vare hans Saar dog i en
meget farlig Tilstand; fornemmeligen det i Laaret; thi han blev
derefter halt sin gandske Livs Tiid, og fik derover Tilnavn af
Topal, hvilket bemærker en der er halt eller en Krøbling.
Paa den Tiid var Vincent Arnaud, født i Marseille,
befalings=Mand over Havnen ved Malta, og da Caperen var
kommet til Anker, begav han sig om bord paa den, som hans
Embede udkrævede. Saa snart Osman saae Arnaud,
sagde han til ham: Kand J giøre en ædel og priiselig Gier¬
ning? Kiøb mig frie, og tag mit Ord derfor, at J skal ikke
tabe noget derved." Saadan en Begiæring af en Slave i Læn¬
ker er ikke almindelig; men den Maade, paa hvilken han frem¬
bragte den, bevægede Franskmanden saaledes, at han strax
vendte sig til Capitainen paa Caperen, og spurgte, hvormeget
han begiærte for hans Løsgivelse. Han svarede tusende Seqviner
(Ducater). Arnaud vendte sig derpaa om til Tyrken og sagde:
jeg kiender intet til eder; og vilde J, at jeg skulde vove tusinde
Seqviner paa eders blotte Ord? Tyrken svarede derpaa: Vi
ere begge to her i ikke at fortænke; Jeg er i Lænker, og prøver der¬
for alle Midler til at faae min Frihed igien; og J kand iligemaade
have Ret, i det J ikke vil fæste Troe til en fremmed Mands Ord;
jeg har paa nærværende Tid intet uden mit Ord og min Ære
at give eder; ey heller har jeg i sinde at anføre nogen Aarsag,
hvorfor J skulde bygge derpaa; imidlertid siger jeg eder een
gang endnu, at dersom J forlader eder derpaa, da skal J ikke faae


Leylighed til at fortryde det. Den Miine og den frie Ree¬
delighed, med hvilken Osman frembragte dette, tillige med
de besynderlige Omstændigheder ved Sagen, gjorde saadan en
Virkning hos Arnaud, at han blev eenig med Capitainen om
sex hundrede Seqviner. Da dette var skeedt, satte han ham om
bord paa et af hans egne Skibe, hvor han forsynede ham med
en Feldskiærer og alle fornødne Ting til hans Lægedom, saa
at han snarligen blev uden Fare.
Osman havde sagt til hans Velgiører, at han maatte
skrive til Constantinopel efter de Penge han havde forstrakt ham;
men da han fandt at han havde at giøre med en Mand, der
havde fæstet saadan Troe til hans Ære, saa fordristede han sig til
at udbede sig endnu en Gunst af ham, nemlig, at han vilde over¬
lade til ham selv at betale ham den forstrakte Løse=Sum.
Arnaud skiønnede, at han i saadant Fald maatte ikke giøre
en Ting halv; hvorfor han ikke alleeneste paa en tækkelig Maade
antog hans Forslag, men betroede ham og Skibet, og viiste
ham alle andre Prøver paa hans Ædelmodighed og Venskab.
Det Franske Flag beskyttede ham nu for Capere. Jnden
en kort Tiid kom han til Damietta, og seilede op ad Nil=Strøm¬
men til Cairo; Han var ikke snarere kommet i Land, førend
han leverede tusende Seqviner til Skipperen paa Skibet, som
han skulde betale til hans Velgiører Arnaud, tillige med
endeel kostbar Foerverk; og fem hundrede Croner som en For¬
æring til Skipperen selv. Han forrettede sin Herres, Sulta¬
nens, Ærende hos Bassan i Cairo; og reyste derpaa igien til
Constantinopel, hvor han selv var den første som bragte Tiden¬
de om hans Slaverie.
Hans Skiønsomhed paa den ham beviiste Gunst, og de
ædelmodige Omstændigheder derved, var ikke indskrænket til de


første Taknemmeligheds Bevægelser; J hans gandske Livs Tiid
ophørte han ikke, ved Breve og andre Erkiendtligheder, at be¬
vidne, hvor dybt den var indprentet hos ham.
J Aaret 1715. blev der erklæret Krig imellem Venedig og
Tyrken. Store Vizieren, som havde gjordt Forslag paa at angrike
Morea, forsamlede den Ottomanniske Krigshær nær ved
Odden af Corinth, der er det eneste Sted, hvor denne
Halv=Øe kand angribes til Lands. Topal Osman fik Be¬
faling at bemægtige sig denne snevre Pas, hvilket han ikke alle¬
neste udrettede med stor Lykke, men og derefter indtog Staden,
Corinth med Storm. Til Belønning for denne Tieneste blev
han gjordt til Bassa af to Hesterumper.
J Aaret 1722 blev han beskikket til Seraskier (Generalis¬
simus) og øverste befalingsmand paa Morea. Da de ad¬
skillige Nationers Consuler kom for at giøre deres Opvartning
hos ham i denne Værdighed, lod han see særdeles Prøver paa
hans Bevaagenhed og Beskyttelse imod de Franske; og gav dem
alvorlig befaling at skrive til Malta til Vincent Arnaud,
og give ham Efterretning om hans nye Værdighed, og tillige
bede, at han vilde sende sin Søn over til ham; thi saasom han
nu havde Magt dertil, saa vilde han paatage sig at giøre hans Lyk¬
ke. Arnauds Søn reyste derpaa over til Morea, og Sera¬
skieren gav ham ikke alleneste Foræringer, men bevilgede ham
og Friheder og Fordeele i Handelen, hvo rved han snart fik
Leylighed til at forhverve sig stor Rugdom.
Topal Osmans Egenskaber og Dygtighed vare saa
ugemeene, at han strax derefter blev ophøyet fra denne Ære¬
Post til en større. Han blev gjordt til Bassa af tre Hesterumper,
og Beglerbeg i Romanien, et af de største Statholderskaber
i det Tyrkiske Rige
Jmedens


Jmedens han beklædte dette Embede, havde han sin Re¬
sidents i Nissa. J Aaret 1727 gjorde Arnaud og hans
Søn deres Opvartning hos ham der, og bleve modtagne med
den ømmeste Kierlighed og største Naade. Han satte den Høy¬
heds Pragt og Eeremone tilfide, der tilkom ham som Bassa
og Statholder, og omfavnede dem, lod dem give Sherbet og
vellugtende Sager, og lod dem sidde paa Sopha hos ham selv;
en Ære, som en Bassa af den første Rang meget siælden be¬
viiser, og næsten aldrig imod en Christen. Efter at han havde
beviist dem saadanne Ære=Tegn lod ham dem reyse bort igien
overvældede med Foræringer. Da Faderen og Sønnen toge Af¬
skeed fra ham, sagde Arnaud, han haabede at leve den
Dag, at han skulde giøre sin Opvartning hos ham som Store
Vigter i Constantinopel: Denne Spaadom traf og ind.
J Aaret 1730 blev der et stort Oprør i Constantinopel, i
hvilket Store=Vizieren Jbrahim omkom. Dette Embede
var blevet saa farligt, at trende havde været ophøyede dertil i
mindre end et Aars Tiid. J September 1731. blev Topal
Osman kaldet fra hans Statholderskab, for at antage et
Embede, hvilket, endskiønt det er næsten det høyeste i det Otto¬
manniske Rige, og maaeskee det høyeste som nogen Undersaat i
Verden nyder, er dog altid farligt, og var det paa den Tid i
en besynderlig Grad. Hand var ikke snarere kømmet til Con¬
stantmopel, for at tage Besiddelse af hans nye Værdighed,
føend hand sendte Bud efter den Franske Ambassadeur og bad
ham skrive til Malta og lade hans gamle Velgiører vide hans
Ophøyelse, og at hand skulde skynde sig at komme til Con¬
stantinopel.
J Januarii Maaned 1732 kom Arnaud med hans
Søn fra Malta til Constantinopel, bringende med sig adskilli¬


ge Foræringer og tolv Tyrker, som han havde kiøbt af Slave¬
riet. Disse bleve, efter Vizierens befaling, satte i Orden for
ham. Vincent Arnaud, som nu var 72 Aar gammel
blev tillige med hans Søn bragt for Topal Osman,
Store=Vizier i det Ottomanniske Rige. Hand tog imod dem,
i Nærværelse af de store Rigets Betientere, med de største
Bevaagenheds Tegn. Derpaa vendte hand sig til disse som sto¬
de omkring ham, og peegende paa de løskiøbte Tyrker, sagde:
See! disse eders Brødre, som nyde nu den søde Frihed, efter
at de have sukket i Slaverie: denne Franskmand er deres For¬
løser. Jeg var selv en Slave, bebyrdet med Lænker, flydende
i Blod, og skiult af Saar; dette er den Mand, som løskiøbte
og frelste mig; dette er min Velgiører: Ham maae jeg takke
for Liv, Frihed, Lykke og alt hvad jeg nyder. Uden at kiende
mig, betalte hand en stor Løse=Sum for mig, sendte mig
bort paa mit blotte Ord, og gav mig et Skib til at føre mig
hen hvor jeg selv vilde. Hvor er der end og en Muselman,
som kand giøre saadan en ædelmodig Gierning?
Medens Osman talede, vare alle de Tilstædeværen¬
des Øyne fæstede paa den gamle Arnaud, som holdt Store
Vizierens Haand tæt indsluttet imellem hans egne. Vizieren
giorde dernæst baade Faderen og Sønnen mange Spørsmaal,
angaaende deres Tilstand og Omstændigheder, hørte deres
Svar med Mildhed og Agtsomhed, og derpaa endte med et
Arabisk Sprog: Allah Kerim (Guds Forsyn er stor.
Hand uddeelte i deres Nærværelse de Foræringer, som de hav¬
de bragt, af hvilke hand sendte den største Deel til Sultan,
til Sultans Moder og til Kislar Aga (den Øverste for de
sorte Gildinger). Hvorpaa de tvende Franskmænd bukkede og
gik bort.
Efter


Efter at denne Ceremonie var til Ende, tog Store=Vigie¬
rens Søn dem hen til sine Værelser, hvor han begegnede dem
med stor Mildhed. Nogen Tiid førend de igien reyste fra Constan¬
tinopel, havde de en hemmelig Samtale med Vizieren, som nu
satte all hans høye Pragt og Eeremonie til side: Han gav dem
at forstaae, at hans nærværende Embedes Beskaffenhed vilde
ikke tillade ham at giøre som han ønskte, efterdi en Minister bli¬
ver altid i manges Øyne anseet for at ikke giøre noget uden Hen¬
sigt til hans egen særdeles Fordeel; og sagde fremdeles, at en
Bassa var Herre i hans egen Provints, men at Store=Vigieren
i Constantinopel havde en Herre.
Han lod dem blive overflødigen betalte for de Tyrker, som
de havde kiøbt frie; og forskaffede dem ligeledes en Giæld betalt,
hvilken de havde anseet som meget uvis; han giorde dem og For¬
æringer i Penge, og gav dem en befaling, i hvis Kraft de toge
i Salonica en Ladning Korn, som de kunde vente en anseelig
Fordeel af, efterdi disse Vares Udførsel fra denne Haun havde
længe været forbudet.
Saasom hans Taknemmelighed var uden Grændser, saa
syntes han iligemaade omhyggelig for at overbeviise hans Vel¬
giører, at hans Gavmildhed var ligesaa. Hans Opførsel ved
denne Leylighed maae ansees som stor og ædel, efterdi enhver
Forretning i hans Liv udviiser et Gemyt, som var for høyt til
at antage et tvunget eller forstilt Væsen. Hans Forhold synes
des meere ædelmodigt, naar man betænker, hvilken Foragt og Af¬
skye Optugtelsens forudfattede Meeninger ofte opvække i en Tyrks
Hierte imod de Christne; og at han giorde denne Bekiendelse i
hans gandske Hof-Stats Nærværelse.
Ved hans Aarvaagenhed og Standhaftighed i hans Em¬
bede, forskaffede denne store Mand igien Regiering og en ordent¬
lig Disciplin, tillige med Overflødighed i Constantinopel, hvor


en selvraadig Forvirring havde saa nyeligen regieret, og hvor Jnd¬
vaanerne havde været i saadan Nød, at Livets fornødne Ting
havde ikke været at bekomme uden for en umaadelig Priis. Vel
har man lastet ham for hans alt for store Strenghed; men det
er gandske vist, at han aldrig fordømte til Døden den største
Misdæder, end og af den nedrigste Pøbel, uden at Mufti
tilforn havde dømt saa.
Det kand ey heller formodes, at en Mand, hvis Ære og
gode Hierte saa klarligen lod sig see, kunde være grusom. Det
største Beviis, som kand anføres til at frikiende ham for denne
Beskylding, er den almindelige Bedrøvelse, som Folk af alle
Slags Rang udviiste, da han i Martii Maaned 1732 blev afsat
fra hans Embede.
Han imodtog sin Afskeeds befaling med den allerstørste
Sinds Rolighed; thi han var alt for viis til at vente, at Dy¬
den allene kunde stadfæste en Mand i et Embede under en for¬
virret Regiering, og hvor Forandring blev holdt for at være
fornøden. Da han kom ud af Serallet, og havde leveret Ri¬
gets Segl fra sig, fandt han sine Venner og Huusfolk meget tan¬
kefulde og mistrøstige. Hvad er Aarsag, sagde han, til eders
Bedrøvelse, har jeg ikke altid sagt, at en Viziers Embede
er iblant alle Embeder meest formodentligen kun kort. All
min Bekymring var, hvorledes jeg skulde komme ud deraf
med Ære; og Gud skee Tak, jeg har ikke gjordt noget, som jeg
kand bebreyde mig selv. Min Herre, Store Sultanen er fornøyet
med min Tieneste, og jeg overgiver mit Embede med fuldkom¬
"men Fornøyelse. Derpaa gav han befaling, at man skulde
takke Himmelen, ret ligesom det havde været en af de lyksaligste
Hændelser i hans gandske Liv.
(Fortsættelsen følger efter)


Bie=Kuben.
No. 131.
Tiisdagen, den 4. Julii 1758.
Af Hanways Travels.
(Fortsættelse til foregaaende Materie.)
D¬
erpaa reyste han strax bort til Trapesund, hvor han var be¬
skikket til Bassa. Hans Forfløttelse kunde ikke kaldes en
Unaade, thi Store Sultanen lod aldrig af at begegne ham med
alle muelige Naade= og Ære=Tegn. Kæyseren sagde til ham,
at han maatte lade sin Søn blive tilbage i Constantinopel,
og at han selv vilde sørge for hans Lykke. Fire Dage efter
Topal Osmans Bortreyse havde denne unge Mand den
Ære at levere til Sultanen den Foræring *), som hans Fader
skulde have givet ham til Bayrams Fest **). Foræringer ved
det Ottomanniske Hof, saavelsom over alt i Østen, betragtes
ikke som Virkninger af Ædelmodighed og Venskab, eller som
Tegn til Ærbødighed, men som en Skat, hvilken de ringere
*) Denne Foræring bestaaer i een Heste=Udrustning, besat med Ædel¬
Steene, af 50000 Croners Værdie.
**Å) En høy Fest hos Tyrkerne, paa hvilken Tid det er brugeligt at giø¬
re hinanden Foræringer.


af alle Slags Rang maae betale til deres Overmænd, fornem¬
ligen visse Betientere til deres Enevolds Herre. Denne For¬
æring kunde dog været holdt tilbage, saasom Faderen var ikke
længer Stor=Vizier; men han havde givet sin Søn udtrykke¬
lig befaling, ved hans Bortreyse, at han skulde ikke forsøm¬
me at overlevere den; og paa denne Maade viiste han hvor
aldeles vel han var tilfreds med at have forladt hans høye
Embede.
Store=Sultanen tog imod denne hans Foræring paa saa¬
dan en Maade, som overbeviiste ham og heele Verden, at han
havde ikke i mindste Maade tabt hans Høyagtelse. Faa Da¬
ge efter hans Bortreyse blev ham tilsendt befaling at begive
sig til de Persiske Grændser, og at antage Commando over
de Ottomanniske Krigs=Hære. Dette var en æragtig og vig
tig Post, men fuld af Fare og Vanskelighed. Han forestod den
med stor Dygtighed, baade som en viis Stats=Mand og som
en forfaren Krigs=Mand. Omendskiønt han omsider faldt
for Thamas Kouli Khans Lykke, saa faldt han dog vær¬
dig sig selv, værdig den Caracter, som han havde saa velfor¬
tient forhvervet sig, og vedligeholdt i hans gandske Liv, ikke
saa meget anseelig formedelst hans høye Embeder, som fordi
han aldrig afvigede fra Ærens og Dydens Veye.
Store=Sultanen beholdt saadan Høyagtelse for hans Jhu¬
kommelse, at endskiønt hans Søn Achmed var kun ung,
saa befordrede han ham dog til den høye Post som Bassa
og Beglerleg i Romanien, hvilken hans Fader beklædte,
da han blev kaldet til at være Stor=Vizier. Det giver os
det stærkeste Beviis paa Eenevolds Magt, naar vi betragte den
Ottomanniske Regierings Stats=Kunst. Den samme Store¬


Sultan, som forfremmede Sønnen til een af de første Vær¬
digheder i Riget for at ære Faderens Jhukommelse og store Tie¬
nester, sendte befaling om at bemægtige sig alle Faderens
Midler (nemlig hans rørlige og personlige Midler). Det er at
formode, at Staten var fattig, hvilket i saadanne Regieringer
var en tilstrækkelig Aarsag. Saaledes arvede Sønnen ikke en
stor Deel af den overmaade Rugdom, som hans Fader eyede
da han døde.
Topal Osman var een af disse faa, som i et langt
Levnets Løb, gav de høyeste Beviiser paa et Sind, der var
for høyt til at agte om Pøbelens Berømmelse. Hans Stor¬
hed var Virkningen af hans Dyd, hans Forstand og Standhaf¬
tighed; men hans Ærgierrighed var at handle som en Mand,
som troer at der er en Gud, og at der er Straf og Belønning
efter Døden. Dersom denne ædelmodige Tyrk sagde om
Vincent Arnaud: Hvor er der endog en Muselman,
som kand giøre saadan en ædelmodig Gierning? Da maae
vi sige: hvor skal vi finde end og en Christen, som betaler en
ædelmodig Gierning paa en meere ædel Maade end Topal
Osman? Deslige Exempler, saa vel iblant Christne,
som Mahometaner, ere visseligen kun rare; og derfor, naar
de findes bør desmeere antegnes og ihukommes.
Korte
Di


etrag
Korte
over
Velgierninger, Erkiendtlighed, Utaknemmelighed,
Af Pensees de Mr. Pascal.
an er næsten aldrig tienstfærdig af Tilbøyelighed, eller
om man er det, da kand en koldsindig Erkiendtlighed
M¬
formindske vor Jver til at være det; en Tieneste,
som langsom belønnes, betager os Lyst til at giøre Tieneste.
Man bebreyder den en Velgierning, som nyder den
man afslaaer den som begiærer den, man beviiser den kun mod
den som lover Vederlag.
Dersom vi beklage os over deres Utaknemmelighed, som
vi give Prøver paa vores Ædelmodighed, da havde de meget
meere Aarsag til at beklage sig over vore Bebreydelsers Haard¬
hed, over vore Tienesters Lunkenhed, over vor liden U-egen¬
nyttighed.
Man giør visse Menneskers Ædelmodighed for stor Ære,
dersom man kalder den retskaffen; man søger Roes og Anseel¬
se i de Tienester, som man beviiser sine Venner. Een tilbyder
dem sit Liv, men søger derved meere at synes tienstfærdig,
end at være tienstfærdig af et oprigtigt Hierte.
Naar man er færdig til at giøre Tieneste, da udbasuner
man det. Mopsus trækker sin Kaarde om høy lys Dag for
at hielpe Alidor, dersom Alidor var om Natten faldet
iblandt Røvere, da havde Mopsus maaeskee taalt at man
havde ilde medhandlet hans Ven, thi ingen skulde da seet at
han havde Mood.


Et retsindigt Menneske tager ikke Velgierninger af enhver
uden Forskiæl, han anseer mindre det man tilbyder ham, end
Personen der vil giøre ham Tieneste. Siig mig engang, hvad
Værdighed og Fortieneste har en Skielms Velgierning? Jeg
vilde agte mig vanæret ved hans Tilbud. Naar man maae tak¬
ke et skarnagtigt Menneske for sin Lykke, da har man stedse
noget at bebreyde sig selv; det er et afskyeligt Middel til Be¬
fordring at bruge et Skarns Anseelse.
Man giør Tienester nok, men man giør dem ikke paa en
god Maade. Man seer Folk der giøre det saa uskikkeligen, at
man maatte agte sig lykkelig, om man havde ikke benyttet sig
af deres Tieneste. De bebreyde eder uafladeligen, at de have
gjordt eder til det J er; er der noget meere grusomt? Skulde
man ikke være dem meget meere forbundet, dersom man var dem
aldeles ikke forbundet.
En Romer sagde til een, som bebreydede ham, at han
havde reddet ham fra Cæsars Tyrannie: Overgiv mig
igien til Cæsar. Ligesom han vilde sagt: hvor bedrøvelig
min Skiæbne end havde været, saa skulde jeg dog kun engang
mistet Livet, i Stedet for at du ved dine Bebreydelser fornyer
min Død hvert Øyeblik. Jeg skulde taalt Cæsars Haardhed,
som var min Herre og min Overvinder; men er en Vens
Haardhed fordragelig?
Det er en Maler tilladt at betragte hans Arbeydes Skiøn¬
hed med Forundring og Fornøyelse; dette er Venner forbudet;
hos dem er det lastværdigt at føde sig med den Fornøyelse at
sige: Jeg har gjordt den eller den til det han er.
Det er ikke forbudet at foreholde sin Ven de Tienester man
har gjordt ham, dersom man veed at giøre det paa saadan en
fiin Maade, at det ikke synes en Bebreydelse. Kand der være


noget artigere end den Maade, paa hvilken en Soldat, der be¬
høvede Cæsars Beskyttelse, gjorde det? Prints, sagde han
til Keyseren, som vilde dømme ham, kunde J vel kiende
den Soldat igien, som, for at lædske eders bræn¬
dende Tørst, bragte eder Vand fra en Kilde? Me¬
get vel, svarede Cæsar, men du er det ikke. J har
Aarsag til at ikke kiende mig, sagde Soldaten, thi jeg
har siden den Tid mistet et Øye, i det jeg har stridt
for eder. Hvorpaa Cæsar kiendte ham og belønnede ham.
Denne Soldats Tale smagede aldeles ikke af nogen Bebreydel¬
se; det er umueligt at forklare sig bedre for at sige: Jeg
har tient eder, beviis mig nu Naade igien.
Jeg troer ikke, at der er nogen Tieneste, som er større
end at den kand erkiendes, jeg troer alleneste at der er en
Maade til at viise Erkiendtlighed. Alle Mennesker ere ikke i
Stand til at give herlige og skinnende Prøver derpaa; men
der er ingen som jo kand ved et forbindligt Ord svare til hans
Velgiørers Godhed. Ja et Ord overgaaer ofte i Værd alt hvad
man kunde giøre. August havde tilsagt Furnius Naade
for hans Fader, som havde holdt med Antonius. Hvad
Erkiendtlighed kunde en afmægtig Undersaat ved saadan Ley¬
lighed viise imod en høymægtig Kæyser? Den artige Bebrey¬
delse, som Furnius giør ham, fordi han havde bragt ham
i saadan Afmagt til at erkiende hans Naade, er langt yp¬
perligere end alt hvad han kunde tilbyde ham. Cæsar, sag¬
de han til ham, du har ikke gjordt mig uden denne
eneste Uret, nemlig, at du ved denne Naades Be¬


viisning har voldet
jeg er nødt
til at leve og døe
utaknemmelig.
Saa længe man haaber at vederlegge en Velgierning,
saa elsker man den man har oppebaaret den af; Er dette en
Virkning af Erkiendtlighed? Jngenlunde. Thi man skyer ham,
man hader ham, saasnart den oppebaarne Velgierning er af
den Beskaffenhed, at den kand ikke tilbørligen erkiendes.
En almindelig Naade, en Velgierning, som strækker sig
til mange, er lidet behagelig. Dersom Kongen gav det blaa
Baand til alle Adelsmænd, da vilde en Hertug og Pair ikke
agte om denne Gave. Dersom alle de der ere saarede i Krigs¬
Hæren, vare Riddere af St Ludvigs Orden, da vilde ingen
giøre sig en Ære af sine Saar eller af det røde Baand.
Hvor stor Ulighed der og er imellem en Konge og en
Undersaat, hvor vanskeligt det end synes, at denne kand ved
sin Erkiendtlighed ligne en mægtig Konges Velgierninger, saa
hænder det sig dog oftere, at en Prints finder sig overvundet
ved hans Undersaats Tienester, end Undersaatten ved Print¬
sens Velgierninger. Dersom man ikke agter for Velgierning
uden det der har Vægt og Farve af Guld, da var Alexan¬
der berettiget til at sige, at man havde aldrig kundet over¬
vinde ham i denne Post; dersom man paa den anden Side leg
ger all Verdens Rugdom i een Vægtskaal, og et got Raad el¬
ler en klog Gierning i den anden, hvem vil da ikke see at
Parmenio kunde overvinde Alexander?
Dydige Mennesker kand bevise Fyrster saadanne Tienester,
som den prægtigste Erkiendtlighed kand ikkun halvbetale. En stor
Mands Gavmildhed kand forderve den som nyder den; det go¬
de Raad, som gives denne Store, tilbringer ham Lyksalighe¬
der, giør ham viis og dydig, og følgeligen fortiener meere.


Den Optugtelse som man giver Regentere, den Dyd man
indprenter dem, ere saadanne Velgierninger og gode Ting, som
overgaae all Erkiendtlighed. Saa læt som det er dem at be¬
lønne en dygtig Malers Kunst eller en Bygmesters Opfindel¬
se, saa umueligt er det dem at afbetale en nidkiær Minister,
en viis og dydig Hofmester, en troe Raadgiver. Da Ari¬
stoteles døde, begræd Alexander hans Død med bittrere
Taare end sin egen Faders. Har Seneca ikke gjordt meere
godt imod Nero, end denne Kæyser var mægtig til at giøre
imod det Romerske Folk?
Skal jeg foretage mig at indprente Menneskene indbyrdes
Erkiendtlighed imod hmanden? De have tabt all Følelse deraf
i henseende til Gud. Alting er for Mennesket i denne viide Ver¬
den, og der findes intet for Gud i Menneskets Hierte.
Solen skinner paa denne Ugudelige, som giør sig uværdig
til dens Lys; Havet legger sine rasende Bølger, for at bringe
den gierrige Kiøbmand til fremmede Lande, Jorden giver or¬
dentligen sine Frugter til de umættelige Riige; i Stedet for lat
man burde oplukke Øynene for at kiende denne gavmilde Haand,
af hvilken man faaer saa rare Velgierninger, saa tillukker man
sit Hierte for Erkiendtlighed, sin Mund for Taksigelser, man
lukker den kun op for at beklage sig.


Bie=Kuben
No. 132.
Tiisdagen, den 11. Julii 1758.
Af the World. No. 13.
J¬
eg skal ikke giøre nogen Undskylding for efterfølgende Bre¬
ve, eller mine egne Svar paa dem; saasom jeg har al¬
tid været af den Meening, at Critiker over Skrifter ere
den fornemmeste Styrke og Prydelse i et offentligt Blad.
Til Mr. Fitz=Adam.
Min Herre,
Omendskiønt J begynder eders Verden paa en artig Maa¬
de, saa kand jeg dog ikke andet end tænke, at et Blad mellem¬
stunder om Religionen maatte være meget behageligt. Jeg er
en Officerer som ligger i Qvarteer paa Landet, og saasom vor
Regiments=Præst opholder sig stedse i Staden, saa har jeg
ingen Leylighed til at faae noget at vide om den Materie, uden
af det jeg hører i Kirken.
Jeg er re.
A. Z.


Til Mr. 4A.
Min Herre,
Paa det ingen Officerer, der ligger i Qvarteer paa Landet,
skal være nødt til at gaae i Kirke, saa skal Verden heref¬
ter være fuld af Religion.
Jeg er &c.
A. Fitz=Adam.
Til Mr. Fitz=Adam.
Min Herre,
Jeg hører til en Club af meget alvorlige Geistlige, og det
glæder mig (saavelsom enhver af os) at J har ikke i sinde at
handle om Religionen i eders Uge=Blad. Det er gandske vist
en Materie, som er af alt for stor Værdighed og Vigtighed,
til at afhandles i korte Stykker, der synes bestemte til lystig
Skiæmt og til at belee Daarlighed. Paa den heele Clubs vegne
Svar
Til Mr. 1. C.
Min Herre,
Saasom jeg vil altid giøre mig en Ære af at holde Ven¬
skab med Geistligheden, saa kand de være forsikkrede om, at
der skal ikke være nogen Religion i Verden.
Jeg er &c.
A. Fitz=Adam.


Til
N¬
Min Herre,
jeg skriver ikke til eder for at have den Fornøyelse at see
mig selv i Trykken; det skeer alleneste for at give eder en lille
venlig Erindring. Tag eder vare for Historier; Staden vrim¬
ler deraf. Den taabelige Historie om Mad. Wilson gav
mig Anledning til at raabe, at Verdens Ende var for¬
haanden
Eders &c.
Tom Tell=Truth.
Svar
Til Mr. Tell=Truth.
Min Herre,
Jeg takker for eders Advarsel, og vil ikke skrive fleere
Historier.
Eders ydmygste Tiener
A. Fitz=Adam.
Til Mr. Fitz=Adam.
Min Here,
Eders Forgænger, Spectator, agtede ikke sine Blade al¬
deles unyttige, som han skrev for os Fruentimmer. Disse ziir¬
lige moralske Fortællinger, som saa jævnligen lode sig see i hans
Skrifter, ere saa mange Beviiser paa hans Agt for os. Af
eders Historie om Mad. Vilson have vi den Fornøyelse


at haabe, at Spectator er igien oplevet
andt os. Den sam¬
me er en Lærdom og Underviisning for et hvert Fruentimmer
i Riget, og har skaffet Forfatteren ligesaa mange Venner som
han har Læsere iblant vort Kiøn. Jeg er, med virkelig Høy¬
agtelse
Min Herre,)
3tutic. 2zi eders ydmyge Tienerinde
1 1k.
L.B.zii
11
Suar
Til Jomfrue L. B.
Madam,
Saasom det vil altid v
ere min fornemste Lyksalighed,
at behage Fruentimmerne, saa skal mine Blade herefter gand¬
ske bestemmes til Historier.
Eders forbundne og ydmygste Tiener
A. Fltz=Adam.
Til Mr. Fitz=Adam.
Min Herre,
Dersom en jævn ærbar Mand maae have Tilladelse at
sige eder en lille Sandhed, da maae jeg lade eder vide, at om
endskiønt jeg lider eders Maade meget vel, saa har jeg dog
store Jndvendinger at giøre imod eders Materie. Den
som alleeneste skummer det øverste af Tingene, vil ikke sanke
andetend Straa. Dersom J er den Philosoph, som J vil


at vi skal ansee eder for, da giv os noget som kand henge fast
i Hukommelsen, og som kand forbedre, imedens det fornøyer.
Svar¬
Til Amicus.
Min Herre,
Verden skal herefter være alvorlig og philosophisk; Ma¬
terien skal blive iagttaget og ikke Maaden.
Jeg er &c
A. Fitz=Adam.
A Monsieur Fiti Adam.
le suis enchante, mon cher Monsieur. de votre Mande.
Depuis deux ans que je suis a Londres, jai appris assex d
Anglois pour Ventendre parfaitement, mais je ne suis pas si
habile que Voltaire pour Vecrire. Vous avez faisi tout a fait
Pesprit Francois, tant denjouement, de legerete & de viva¬
cite! - - - Parbleu, dest charmant! Donner nous de
temps en temps un Vaudeville, ou quelque petite chanson a
boire, & je me croirai a Paris. Le seul petit defaut que vous
avez, c'est que vous senter trop le Monde sage, il ne vous
manque quun pen du Monde fou, pour plaire atout le Monde,
& surtout a celui qui a fhonneur d'etre,
Monsieur,
votre tres humble
& tres obeissant serviteur
Dourillac.
A Mon¬


8.
Vous pouver conter, Monsieur, quil ny a rien au mon¬
de que je ne fasse pour captiver la bien -veillance dun si ai¬
mable homme. Tout ce, quil y a de gai, de volatile, &
meme evapore coulera desormais de ma plume. Jai lhon¬
neur detre,
Monsieur
votre tres humble
& tres obeissant serviteur
Fita Adam.
Til Mr. Fitz=Adam.
jeg er gandske indtaget, min kiære Herre, af eders
Verden. J de to Aar jeg har været i London, har jeg vel
lært saa meget Engelsk, at jeg fuldkommeligen forstaaer det;
men jeg er ikke saa færdig som Voltaire til at skrive det.
J har ret antaget den Franske Art; saa megen Lystighed, Flyg¬
tighed og Munterhed! --- Parbleu! det er deyligt! Giv os
smellemstunder en lystig Sang eller en lille drikke=Vise, og jeg
skal troe at jeg er i Paris. Den eneste lille Feyl som J har,
ser at J smager alt for meget af den viise Verden, der fat¬
stes eder ikkun lidet af den galne Verden, for at behage hee¬
lle Verden, og fornemmeligst ham, som har den Ære
sat være,
Min Herre,
eders ydmygste og lydigste Tiener
Douril lac.


Til Mr. Dourillac.
J kand forlade eder til, min Herre, at der er intet i Ver¬
den, som jeg jo vil giøre for at vinde saadan en elskværdig
Persons Velvillighed. Alt hvad der er lystigt, levende, ja end¬
g flygtigt skal herefter flyde af min Pen. Jeg har den Ære
sat være,
min Herre,
eders ydnygste og lydigste Tiener
Fitz=Adam.
eg har mange flere Breve, som ere skrevne i samme eriti¬
cerende Forsæt, og følgeligen mange fleere af mine egne Meenin¬
ger; dog saasom disse maae agtes nok paa eengang, saa skal
jeg laane en gammel Fabel, og dermed ende dette Blad.
En gammelMand og en liden Dreng dreve et Asen til det næste
Marked for at sælge det. Hvilken Tosse er denne Mand, (sagde
en paa Veyen) at han gaaer møysommeligen til fods med hans
Søn, paa det hans Asen kand gaae læt! Da den gamle Mand
hørte dette, satte han Drengen paa Asenet, og gik fløytende ved
Siden af ham. Hvor nu, Dreng! (raabte en anden til Bar¬
net) skikker det sig for eder at ride, medens eders stakkels gam¬
le Fader gaaer til fods? Formedelst denne Bebreydelse tog Fa¬
deren sin Søn ned af Asenet, og satte sig selv op. Seer J vel
(sagde den tredie) hvorledes den dovne gamle Skiælm rider frem
paa hans Beest, da hans stakkels lille Dreng næsten gaaer sig
til en Krøbling? Saa snart den gamle Mand hørte dette, tog


han Drengen op og satte ham bag ved sig. Hør min ærlig
Mand, (sagde den fierde) er dette Asen eders eget? Ja, sagde
Manden. Det vilde man ikke tænkt, svarede den anden, siden
J belæsser det saa ubarmhiertigen. J og eders Søn ere bedre
i Stand til at bære det stakkels Beest, end han eder Alt hvad
eder behager, svarede Eyermanden; hvorpaa han stod ned til
lige med hans Søn, og bandt Beenene sammen paa Asenet
og ved Hielp af en Stang stræbte at bære det paa deres Skul¬
dre over Broen, som gik til Staden. Dette var saa fornøye¬
ligt et Syn, at Folket stimledes dertil i Hobetall for at lee dero¬
ver; indtil Asenet, som ikke kunde lide sin Herres alt for store
Høflighed, sled Strikkerne i tu, hvormed det var bundet, slap
ned af Stangen og tumlede ud i Vandet. Den stakkels gam¬
le Mand skyndte sig hiem det snareste han kunde, skamfuld og
fortrydelig over, at, ved det han havde umaget sig for at be¬
hage alle, havde han dog ikke behaget nogen, og mistet sit
Afen oven i Kiøbet.
M¬


Bie=Kuben
No. 133.
Tiisdagen, den 18. Julii 1758.
Af Adventurer No. 58.
Damnant quod non intelligunt.
De laste hvad de ey forstaae.
D¬
a Euripides havde leveret Socrates Heraclit's
Skrifter, en Philosoph der var bekiendt for hans ind¬
viklede og mørke Skrive=Maade, spurte han ham derefter,
hvad hans Mening var om dem. Hvad jeg forstaaer, sagde
Socrates, finder jeg at være ypperligt; og derfor troer
jeg, at det er lige saa godt, hvad jeg ikke forstaaer.
Enhver som læser dette Svar, vil ved nøyere Eftertanke
befinde hvad Forskiæl der er imellem Socrates og de nyere
Skrift=Dommere i Henseende til deres ulige Maade at døm¬


me om Skrifter. Socrates, som ved en langvarig Agt¬
somhed paa sig selv og andre havde mærket, hvor svag den stær¬
keste, og hvor mørk den meest oplyste Forstand er, var bange
for at dømme for hastigen vel om sig selv, eller at slutte,
at en Skribent havde skrevet uden Mening, efterdi han kun¬
de ikke strax begribe hans Tanker; han vedste, at de Feil, som
tillægges Bøger, maae ofte med større Ret tillægges Læseren,
som fattes undertiden Agtsomhed og undertiden Jndsigt; hvis
Forstand er ofte indtaget af forudfattede Meeninger, og ofte
forvildet ved Skiødesløshed; som kommer undertiden til en ny
Studering, uden at være forsynet med den Kundskab, som i
Forveyen behøves, og finder u-overvindelige Vanskeligheder,
formedelst Mangel paa tilstrækkelig Jver til at gaae dem i
Møde.
Mørkhed og Tydelighed ere Ord der have deres Henseen¬
de til Læseren; for nogle Læsere er neppe nogen Bog let, for
andre ere ikke mange vanskelige at forstaae; og de, som hver¬
ken ved en overflødig Berømmelse givet af andre, eller ved
nogen mærkelig Seyer over vanskelige Spørsmaal, ere beret¬
tigede til at ophøye sig over andre Mennesker, burde visseligen
beqvemme sig til at efterfølge Socrates i Oprigtighed, og
hvor de finde hos en Skribent u-modsigelige Prøver paa en
høyere Forstand, lade sig nøye med at tænke, at der maae væ¬
re en Rigtighed i Sammenhænget, som de ikke kand udfinde,
og Kraft i hans Fornuft=Slutninger, som de ikke kand begribe.
Denne Mistillid er aldrig meere billig, end naar man
læser de gamle Skribentere; disse, hvis Skrifter have været
mange Tiders Lyst og Fornøyelse, og ere overantvordede fra


lægt til Slægt, som det menneskelige Kiøns store Arvedeel:
sandeligen, intet Menneske kand, uden den yderste Grad
af Stolthed, indbilde sig, at han bringer større Forstand med
sig selv, end disse gamle Skribentere have havt, hvis Skrifter,
han vil læse, og hvis Bøger ere blevne bevarede i store Byers
Ødeleggelse, og reddede i heele Nationers Skibbrud; som disse,
der vare tvungne til at flye for Barbarer, have været omhyg¬
gelige for at føre bort med sig i den Tummel og Forvirring,
hvormed de maatte forlade deres Eiendomme og Fæderneland,
og hvis Undergang Barbarerne selv have beklaget. Dersom
nu i disse Bøger, der saaledes ere blevne ærværdige ved man¬
ge efter hinanden følgende Tiders eensstemmige Vidnesbyrd,
nogle Steder skulde synes ikke at fortiene den Roes, som de til¬
forn have faaet, da lader os ikke strax dømme, at deres Be¬
rømmelse maae tilskrives de forrige Tiders Dumhed eller Over¬
troe; men i det mindste formode, at vore Forfædre havde nogen
Aarsag til deres Meening, og at vor Uvidenhed om disse Aar¬
sager volder at vi meene anderledes.
Det hænder sig ofte, at en Skribents Berømmelse løber Fa¬
re for at fordunkles i de efterfølgende Tider, ved det samme
som opvakte det største bifald og den høyeste Roes iblant dem
der levede i hans Tid; intet læses med større Fornøyelse end det
som sigter til nylige Tildragelser, herskende Meeninger eller
nærværende Stridigheder; men naar disse Tildragelser ere for¬
glemte, og Stridighederne ophævede, da tabe disse behagelige
Jndfald al deres Yndighed; og Skribenten, naar han i sine
Skrifter nedstiger til Eftertiden, maae overlades i Slumpe¬
Lykkens Magt, da han ikke kand forvisse sig om at vedligehold¬
disse Tings Jhukommelse, hvilke han maae tilskrive hans lyk¬


keligste Tanker, og den høyeste Gunst hvormed hans Skrifter
bleve antagne.
Ved slige Leyligheder skulde enhver Læser erindre den Mis¬
Tillid, som Socrates havde til sig selv, og ved sin Oprig
tighed erstatte den Skade som Tiden har gjordt; de Ufuldkom¬
menheder, som synes at findes i hans Skribent, skulde han til¬
skrive nogen Mangel paa Kundskab og Efterretning, og for¬
mode, at den Meening, som er nu svag, var fordum stærk, og
den Tale=Maade, som er nu tvivlagtig, var fordum klar og
forstaaelig.
Hvor meget de gamle Poeters Skrifter have tabt af de¬
res Skiønhed, formedelst det der er bortkommet af de ældre
Tiders Historie, det kand vi slutte af det Lys, som en lykkelig
Udlægger undertiden giver en Skribent, naar han udfinder en
eller anden Tildragelse, som har længe været forglemt.
NB. Her anfører min Original adskillige Tanker og Ta¬
sle Maader af Horats, hvilke af Skrift=Dommere ere
shidindtil anseete som uforstaaelige eller ilde passende; men
som uden Tvivl ved det Romerske Hof og af de Tiders Læ¬
sere ere blevne læste med stort bifald, saasom de maae ha¬
ve sigtet til visse Tildragelser, der paa den Tid vare hver
Mand bekiendte, men saasom disse Ting vilde blive unytti¬


ge og keedsommelige for den største Deel af mine formodent¬
llige Læsere, saa vil jeg alleneste heraf tage Andleedning til
at anbefale dem, ved den hellige Skrifts Læsning, det
|mærkværdige Sprog af Socrates: Hvad jeg for¬
staaer, finder jeg at være ypperligt, og derfor
troer jeg, at det er lige saa godt, hvad jeg ikke
|forstaaer.
Den modsigende Kone. (Af Gellert.)
Jsmene havde og, med mange andre Gaver,
Den Egenskab at sige Folk imod.
Det gandske Qvinde=Kiøn man vel tilegnet haver
Den samme Dyd; men jeg mig ey indbilde lod,
Om heele Verden det og sagde tusend gange,
At det er andet end en Digt,
Og siger frit, jeg troer i Ævighed ey sligt.
Jblant det smukke Kiøn jeg selv jo kiender mange,
Ja, jeg det ofte prøvet har,
Og mangen en kaldt skiøn, hvor heslig hun end var,
Kun for at see, om hun modsige vilde;
Dog ney hun ey modsagde mig.
Kand den Beskylding da paa alle passe sig?
Saa maae det smukke Kiøn uskyldig høre ilde!
M.


Men til Jsmene jeg nu komme maae igien.
Det ikke siges kand at man løgnagtigen;
ismene denne Last tillagde;
Thi det er vist, at hun modsagde.
Hun sad engang til Bords med hendes Mand;
Desspiiste, og blant andre Rætter
Man og en Fisk paa Bordet sætter:
Det en frisk Gedde var, om jeg ret mindes kand.
Min Engel, sagde hendes Mand,
Dersom min Syyn mig ey bedrager,
Da er ey denne Fisk kogt af aldeles blaa.
Jeg vedste, raabte hun, at det saa vilde gaae;
Medshvilken ivrig Fliid man sig end og umager,
J stedse dog Anledning tager
At J tilføye kand en stakkels Kone Spot.
Jeg siger reent ud, J maae vide,
At Fisken er for blaa. Nu, sagde Manden, got!
Det lige meget er, vi ey derom vil stride.
Ret ligesom man seer at Vreden stiger op
J den Kalkunske Hanes Næse,
Naar den seer noget rødt, og kand dens gandske Krop
J samme Øyeblik opblæse;
Den bliver rød og blaa, dens Øyne funklende,
Dens Snabel bliver lang, den strækker Vingerne,
Hver Fiær i Væyret staaer og Vreden aabenbarer,
Som skælvende med Støy og Bulder af den farer.
Saaledes skiftes om Jsmenes Skikkelse,
Da hendes Mand de Ord til hende talede:
Hun, som var ellers bleeg, rød og ophidset bliver,
Hver Aare spendt af Blod, og hendes Øyne smaa,


Men Hagen længere og Næsen ligesaa,
Og hendes Læber blaae og tykkere af Jver;
Paa hendes Hoved Haarene!
Dig reyse af Forbittrelse-
Og hendes Nat=Tøy bort fra hendes Øren skyde,
Hvorpaa hun skælvende begynder at udbryde:
Jeg, Mand, din Kone er, og jeg dig sige maae
Endnu engang, at Gedden var for blaa.
Hun Glasset tog og drak. Lad hende dog ey drikke.
Derpaa gaaer Manden bort og svarer hende ikke.
Han neppe borte var, før hun besvimmede.
Hvad kunde ventes vissere?
Strax paa den Jvrighed at drikke!
Et hæftigt Klage=Skriig det gandske Huus forskrækker:
Man Tommel=Fingrene paa hende først opbrækker
Man stryger hende og med kraftigt Ungersk Vand;
Men intet hende styrke kand.
Man hendes Tindinger og Puls med Balsam river:
Ey mindste Tegn til Liv hos hende mærket bliver.
Man holder hende nu for Næsen brændte Haar:
Ney! det forgæves er: hun kand det ikke lugte.
Kort sagt, ey nogen Ting formaaer
At vække hende op, hvad Midler man end brugte.
Man kalder hendes Mand. Han kommer, raabende:
Du døer, min allerkiæreste!
Jeg arme Mand! hvad har mig dertil kundet drive,
Dig, kiære Kone, at modstaae?
Ach, den forbanded Fisk! Gud veed, den var ey blaae.
J sam¬


J samme Øyeblik kom hun igien til
Blaae var den, raabte hun derpaa
Vil du endnu dig ikke give?
Saa haver Trætte=Lyst langt meere Vrkning haft,
End al den hæftigste anvendte Lugtes Kraft.


Bie=Kuben
No. 134.
Tiisdagen, den 25. Julii 1758.
Af Rambler No. 42.
Mihi tarda fluunt ingrataque tempora.
Tiden flyder her for mig
Langsom og fortrædelig.
Msr. Rambler
J¬
eg giør ikke meget af alvorlige Skrifter, og derfor meget
ofte legger eders Blade tilside førend jeg har læst dem
igiennem; dog kand jeg ikke andet end bekiende, at J, lidet ef¬
ter lidet, har givet mig høye Tanker om eders Forstand, og at,
omendskiønt jeg troer det vil blive længe inden jeg kand overta¬
les til at ansee eder med stor Mildhed, saa har J dog meere af
min Høyagtelse end disse, som jeg undertiden giør lykkelige ved
at give dem Leylighed til at skænke paa min Thee=Potte, eller
at tage min Vifte op. Jeg skal derfor udvælge eder til min
Fortroelige, som jeg vil aabenbare mine Fortrædeligheder, og
raadføre mig med, paa hvad Maade jeg kand overvinde eller
undgaae dem; omendskiønt jeg aldrig venter af eder den Blød¬


hiertighed og Føyelighed, som udgiør en Mands=Persons Fuld¬
kommenhed, der skal omgaaes med Fruentimmer; ligesom paa
dette Sted hvor jeg nu er, jeg tager min Tilflugt til den store
Gaard=Hund for Beskyttelse, omendskiønt jeg har ikke i sinde
at giøre ham til min Skiøde=Hund.
Min Mama er en meget fiin Dame, som har fleere og
større Forsamlinger i hendes Huus, end nogen anden Person i
samme Part af Byen. Jeg blev opdraget fra min spædeste
Barndom i en bestandig Tummel af Fornøyelse, og jeg erin¬
drer, at jeg har kun hørt tale om lidet andet end Sendebud, Be¬
søgelser, Skue=Spill, og Lystigheder; om et Fruentimmer
hvor bagvendt hun var, om et andet hvor flanevoren hun var;
hvor deylig og magelig en eller anden ny Mode var, hvor van¬
skeligt det var at spille et nyt Spill, hvad der havde tildraget
sig paa en Masqverade, hvad Klæder der havde været ved Hof¬
set, paa en eller anden stor Fest. Jeg vedste, førend jeg var ti
Aar gammel, alle de Regler som bør tages i agt ved at giøre
eller tage imod Besøgelser, og hvor megen Høflighed enhver af
mine Bekiendtere var berettiget til; og jeg var i Stand til at
give, med den rette Grad af Varsomhed eller Munterhed, det
fastsatte og vedtagne Svar paa enhver Compliment; saa at jeg
blev meget tiligen berømt baade for min Vittighed og Skiøn¬
hed, og havde hørt, førend jeg var tretten Aar, alt hvad der er
nogensinde sagt til et ungt Fruentimmer. Min Moder var ædel¬
modig i saa ugemeen en Grad, at hun fornøyede sig over at
see mig saaledes tiltage, og tillod mig, uden Misundelse eller
Tilrettesættelse, at nyde den samme Lyksalighed som hun selv;
omendskiønt de fleeste Fruentimmer, næsten paa hendes Alder,
vare meget vrede over at see unge Piger saa iilfærdige; og man¬
ge vakkre Herrer sagde til hende, hvor grumt det var at kaste


nye Lænker paa Mandfolkene, og at kyrannisere over dem paa
een og den samme Tiid med hendes egne Yndigheder og med
hendes Datters.
Jeg har nu levet 22 Aar, og har fordrevet af hvert Aar
ni Maaneder i Staden og tre i Richmond; saa at min Tiid har
været fremdraget paa liige Maneer, i det samme Sælskab, og
samme Tiidsfordriv, undtagen som Vanen har indført nye
Forlystelser, eller som Omvexlingerne i den lystige Verden ha¬
ve forskaffet nye Forandringer af Personer, der have været
navnkundige af Vittighed eller Skiønhed. J hvorvelmin Mo¬
der er saa god en Huusholderske over Fornøyelser, at jeg har
ikke nogen Time til overs, thi hver Morgen bliver der gjort Af¬
tale om nye Sammenkomster, og enhver Aften gaaer hastigen
bort, ved det vi maae lade os see paa adskillige Steder, og væ¬
re med et Fruentimmer paa Opera, og med et andet ved Spil¬
le=Bordet.
Da Tiden kom at vi skulde overlegge hvorledes vi vildelyk,
saligen fordrive den tilstundende Sommer, blev det besluttet,
at jeg skulde besøge en riig Moster, som boede langt fra Lon¬
don. Saasom J veed at den fornemste Samtale ved alle
Thee=Borde, om Foraaret, gaaer ud paa at fortælle hveran¬
dre, hvorledes man vil fremdrage Tiden indtil Vinter, saa
hialp det storligen paa vore magre Materier, at opregne de
Fornøyelser som vare i Forraad for mig, at beskrive min Mor¬
broders Herre=Gaard, samt hans Dyre=Hauge og Lyst=Hau¬
ge, de deylige Spatsere=Gange og skiønne Vand=Fald; og en¬
hver sagde til mig, hvor meget hun misundte mig, og hvilken
Fornøyelse hun selv engang havde fundet i lige saadan en Tilstand.


Saasom vi alle ere lættroende i de Ting som behage os,
og villige til at indbilde os nogen skiult Fornøyelse i de Ting
som vi have ikke forsøgt, saa vil jeg, uden Tvang, tilstaae for
eder, at jeg havde ladet mit Hoved opfyldes med Forventelser
om nogen unævnt Lyst i et Landsbye Levnet, og at jeg ventede
med Længsel efter den lyksalige Time, som skulde befrie mig fra
Støy og Uroe og Eeremonie, bringe mig til den stille Skyg¬
ge, og dysse mig i Søvn i Nøysomhed og Rolighed. For at
trøste mig i den Elendighed som saadan forventet Lyksaligheds
Forhaling foraarsagede mig, hørte jeg undertiden et lærdt Fruen¬
timmer af mine Bekiendtere læse Hyrde-Stykker; jeg fandt
neppe Fornøyelse i at høre tale om andet end at forlade Sta¬
den, og gik aldrig til Sengs uden at drømme om Lunde, om
grønne Enge og spillende Lam.
Omsider havde jeg alle mine Klæder i en Koffert og saae
Vognen for Dørren; jeg sprang ind i den med inderlig Glæde,
skiendte paa min Pige fordi hun holdt sig for længe op med at
tage Afskeed fra de andre Tienestefolk, og fornøyede mig mee¬
re og meere, jo nærmere jeg kom til det Sted, hvor mine Øn¬
sker skulde opfyldes. Efter faa Dages Reyse kom jeg til et
vidtløftigt gammelt Huus, som var paa tre Sider omgivet
med Skov=fulde Høye, og for fra var der Udsigt til en sagte¬
rindende Aa, hvilket Syyn fornyede alt mit Haab om For¬
nøyelse, og giorde mig noget fortrydelig over, at jeg havde le¬
vet saa længe uden at nyde den Lyksalighed, som disse behage¬
lige Steder nu skulde forskaffe mig. Min Moster kom ud for
at tage imod mig, men i en Dragt, der var saa adskillig fra
disse Tiders Mode, at jeg kunde neppe bare mig for at lee, da
jeg saae hende, hvilket skulde ikke have været en kiærlig Betaling,
for den Umag hun havde gjort sig med at pynte sig til min An¬


komst. Aftenen og den næste Morgen gik bort med Spørs¬
maal om vor Familie; Min Moster forklarede mig da vor
Slægt=Register, og fortalte mig Historier om min Olde=Fa¬
ders tappre Bedrifter i de borgerlige Krige, og det varede ikke
mindre end tre Dage, inden jeg kunde overtale hende til at lade
mig være for mig selv.
Endeligen fik hendes Huuslighed overhaand, hun begynd¬
te, som hun pleyede, at besørge sine egne Forretninger, og jeg
havde Frihed til at vandre omkring i Skoven, og at sidde ved
Vandfaldet. Saasom disse Ting vare noget nyt for mig, saa
behagede de mig i en kort Tiid, men efter faa Dage vare de ik¬
ke længer nye, og jeg begyndte snart at mærke, at Landet var
ikke mit Element; at Skygger og Blomster, og Sletter og
Vande havde meget snart udtømmet all deres Magt til at be¬
hage, og at jeg havde ikke i mig selv nogen Forraad af For¬
nøyelse, hvormed jeg kunde erstatte det Tab jeg havde liidt paa
mine sædvanlige Forlystelser og Tiidsfordriv.
Jeg havde ulykkeligen sagt til min Moster, i den første
Heede af vor Omfaunelse, at jeg havde Forlov til at blive hos
hende i ti Uger. Deraf er kun sex forbi endnu, og hvorledes
skal jeg leve de øvrige fiire? Jeg gaaer ud og kommer hiem
igien; jeg plukker et Blomster og slenger det bort; jeg fanger et
Jnseet, og naar jeg har betragtet dets Farver, saa lader jeg
det flyve igien; jeg kaster en Steen i Vandet, og seer en Kreds
udsprede sig efter den anden. Naar det regner, saa gaaer jeg
i den store Stue og giver agt paa Minut=Viseren paa Uhr¬
Verket, eller og leeger med nogle smaa Killinger, som Katten
har født i en lykkelig Tiid for mig.


Min Moster er bange at jeg skal blive tungsindet, og der¬
for opmuntrer de fornemste Folk i Naboelauget til at besøge
os. De kom i Førstningen med stor Begierlighed for at see
den fine Jomfrue fra London: men da vi kom sammen, havde
vi ingen fælles Materier, som vi kunde tale om; de ere ikke
nysgierrige efter Skue=Spil, Opera, eller Musik; og jeg fin¬
der lige saa liden Fornøyelse i deres Fortællinger om Stridig¬
hed eller Svogerskab i Familier, hvis Navne jeg skal aldrig mee¬
re høre, naar jeg kand eengang slippe herfra. Fruentimmerne
have nu seet mig, de vide hvorledes mine Klæder ere gjordte,
og ere fornøyede; Mandfolkene ere i allmindelighed bange for
mig, og tale kun lidet, efterdi de tænke at de have ikke Frihed
til at sige Grovheder.
Saaledes er jeg fordømt til Eensomhed; Dagen gaaer
meget langsom, og jeg seer Morgenrøden med Misfornøyelse,
efterdi jeg betænker at der er langt til Natten. Jeg har for¬
søgt at sove ved en Bek, men finder at Vandets Rusen er uden
Virkning; saa at jeg er tvunget til at vaage i det mindste tolv
Timer, uden Besøgelser, uden Kort=Spil, uden Latter og
uden Flatterie. Jeg gaaer, efterdi jeg er keed af at sidde stille,
og sætter mig fordi jeg er træt af at gaae. Jeg har ingen dri¬
vende Aarsag til at foretage nogen Gierning, ey heller noget
som kand opvække Kierlighed, Had, Frygt eller Tilbøyelighed.
jeg kand ikke klæde mig paa med Lyst, thi jeg har hverken
Medbeylerinder, eller Tilbedere. Jeg kand ikke dantse uden
at have nogen at dantse med, ey heller kand jeg være enten
mild eller ubarmhiertig, naar jeg ingen Elskere har.
Saaledes er Euphelias Levnet, og saaledes tegner det
til at blive fremdeles i en Maaned. Jeg har endnu ikke for¬


bandet min Fødsels=Dag, eller ønsket at Skæbnen vilde afskiæ¬
re min Leve=Traad, men jeg har fuldt og fast besluttet, at jeg
ikke vil fordømme mig selv til saadan en Sommer endnu, el¬
ler for hastigen giøre mig Haab om Lyksalighed. Dog jeg har
hørt, Msr. Rambler, om nogle, som aldrig agte sig meere
roelige og tilfreds end i Eensomhed, og jeg kand derfor ikke an¬
det end tænke, at det maae i en eller anden Maade være min
egen Skyld, at jeg er saaledes keed af mig selv, uden at føle
nogen stor Smerte enten paa Sinds eller Legems Vegne; at
Ungdommens Strøm staaer stille, og at jeg forsmægter i en
død Rolighed, formedelst Mangel paa udvortes Drift. Jeg
skal derfor ansee eder som en Velgiører imod vort Kiøn, dersom
J vil lære mig den Kunst at leve alleene; thi jeg er vis paa, at
tusende og tusende og tusende Fruentimmer, der anstille sig som
henrykte af Glæde, naar de tale om Landets Fornøyelser, læn¬
ges virkeligen, ligesom jeg, efter Vinteren, og ønske at be¬
fries fra sig selv ved Sælskab og Forlystelser. Jeg er, min
Herre, Eders
Euphelia.
Af Gentlemans Magazine for 1753.
Saasom Msr. Rambler har ikke endnu givet Euphe¬
lig noget Raad, saa er følgende indsendt, for at viise hvad
der hialp Cælia næsten i liige Omstændigheder.
eg drog engang, af Staden keed,
Til Landets stille Eensomhed,
Betragtnings rette Sæde;


sagde: lumpne Verden,
Din Lyf
Pragt jeg kand forsmnaae,
daarers Haab og Glæde.
ytte, reenlig dog,
Skov, Enge, Bække, og en Bog,
det havde jeg paa Landet;
gav mig stor Fornøyelse,
Dog derforuden saunede
Lit Hierte noget andet.
Landet snart igien forlod,
Mit Sind paa ny til Staden stod,
Den muntre Verdens Boelig:
haabede at blive der,
J Sælskab og Forlystelser
Aldeeles vel og roelig.
Nye Lyst og Pragt mit vakkle Sind
Hver Time vexel=viis tog ind,
Alting mig vilde føye;
Men jeg dog noget saunede,
Hvorover alt det øvrige
Ey kunde mig fornøye.
en muntre S¬
det stille Land
Ey Cælia behage kand,
Hun stedse noget sauner!
Tilsidst den Sinds Uro forgaaer,
Den vakkre Damon hende faaer
Og som sin Brud omfauner;
mindre kierlig, føyelig
Som Ægtemand han viiser sig,
End før som hendes Beyler.
g Cælia er allesteds
Fornøyet, munter, vel tilfreds,
Nu hende intet feyler.
L


Bie=Kuben.
No. 135.
Tiisdagen, den 1 Augusti 1758.
Af Adventurer No. 17.
Til Msr Adventurer.
Min Herre,
J¬
eg vil ikke i forveyen fortælle eder Jndholdet af dette
Brev, ved at anføre de Aarsager der have bevæget mig
til at skrive det; ey heller skal jeg vente at J vil lade det
trykke, dersom J ikke tænker, naar J har læst det, at det inde¬
holder mere end een Materie til Underviisning.
Min Moder har været død saa længe, at jeg kand ikke
erindre hende; og da jeg var i mit attende Aar, døde min Fader
og efterlod mig tyve tusinde Pund, som jeg selv kunde raade
over. Man har ofte sagt mig, at jeg er smuk, og jeg har
nogle Aarsager til at troe, at det er sandt; men det er meget
langt fra at dette kand fornøye min Forfængelighed, eller be¬
fordre min Lyksalighed.
Jeg blev snarligen opvartet af mange Beylere, iblant
hvilke jeg udvalte Hilario, den ældste Broder af en god Fa¬
milie, hvis Fæderne Gods var noget mere end min Arvepart.


Hilario var almindeligen afholdt som en Person der
havde Forstand, og, sandt at sige, ikke meget mindre som
en Person der var hengivet til Forlystelser. Hans Carakter
syntes at stige, ligesomden blev agtet farlig for dem der vare
omkring ham; hand forskaffede sig ny Værdighed ikke alleene
ste ved Mandfolkenes Taushed, men og ved Fruentimmernes
Blusel; og de, hvis Vittighed eller Dyd leed intet ved saa¬
dan en Giæstes Antagelse, bleve ærede som Personer, der
kunde bestaae imod en Helt, der var blevet en Skræk for¬
medelst Mængden af hans Seyervindinger; hans Sælskab
blev derfor søgt af alle dem, hvis Frygt holdt dem ikke derfra;
de øvrige betragtede ham som en der var dem for høy, og lige¬
som de vare mægtige til at efterfølge ham, saa bleve de og laste¬
fulde og kaadmundede i deres egne Sælskaber.
Jeg blev selv fanget ved hans Maneerer og Omgængel¬
se; jeg haabede at jeg skulde blive mægtig til at indpode Dyd
i Forstand; jeg blev heller opmuntret end advaret af mine
Venner; og efter faa Maaneders Frierie blevjeg hans Hustrue.
J en kort Tid føyede alting sig efter mine Forventelser,
og jeg fornøyede mig storligen over mit Vall. Hilario var
baade kierlig og artig; de nærværende Forlystelser bleve for¬
øgede ved Forestilling om de tilkommende: min Jndbilding
vandrede stedse omkring iblant de billeder, som findes i Poe¬
ter og Romaner; jeg tilegnede mig enhver prægtig Beskrivelse
over lyksalige Elskere; og troede, at hvadsomhelst Tiden skul¬
de tage fra Begiærlighed, vilde blive lagt til Velbehagelighed,
og naar vi vare blevne gamle, da skulde alleneste Kierligheds
urolige Hæftighed forbandles til et roligt, fornuftigt og mere
fornøyeligt Venskab, som hvert Aart vilde tage til ved nye


indbyrdes Føyeligheder, ved mere forsøgt Troeskab o
fuldkom¬
men Tilliid.
Men det varede ikke længe inden jeg blev opvakt af denne
behagelige Drøm. Omendskiønt jeg i mit gandske Levnet lag
de Vind paa at forene mine Forlystelser med Hilarios, at
indrette min Opførsel efter hans Villie, og saaledes at for
længe den Lyksalighed, som fra hans Hierte faldt tilbage til mit,
saa drog hand dog oftere ud i Besøgelse, uden at tage mig med,
og hans Opførsel i Almindelighed blev mindre kierlig. Jeg
mærkte at naar vi vare allene, da vare hans Tanker anden
steds, og at min Sladder blev ham fortrydelig; alt hvad jeg
giorde for at tilvende mig hans Agtsomhed, eller at opmun¬
tre hans Sind, blev undertiden taalt med en kold Høflighed,
undertiden aldeles ikke agtet, og undertiden var hand saa vran¬
ten, at hand vilde ikke lide det, men kaldte det en utidig Tienst¬
færdighed, hvormed jeg heller forstyrrede end forpligtede ham.
Jeg blev virkeligen omsider overbeviist, hvor ugierne jeg end
vilde, at hverken min Person eller mit Sind havde nogen Yn¬
dighed, som kunde veye op imod Lyst til Forandring; og om¬
endskiønt, som jeg erindrer, jeg aldrig end ikke med et Øyekast
bebreydede ham, saa bejamrede jeg dog jævnligen mig selv, og i
Eensomhed og med Graad fordrev disse Timer, i hvilke jeg var
forladt af Hilario.
Men min Jammer tog stedse til, og een Uret banede Vey¬
en for en anden. Næsten lige saa snart som Hilario lod af at
være kierlig, begyndte hand at blive nidkiær og mistænkende;
hand vedste, at mislingede Ønsker, og den Fortrydelse, som
de opvække, hielpe til at giøre Skiønhed mindre omhyggelig
for at skye Fristelser, og mindre skikket til at imodstaae dem; og
saasom jeg ikke beklagede mig over det, som hand vedste at jeg
Hh2
kunde


kunde ikke andet end merke, saa tænkte hand at hand havde stør¬
re=Aarsag til at mistænke mig at jeg betalte ham lige for lige;
saaledes formeredes hans Snedighed hans Laster, og min Dyd
giorde sit eget Forehavende til intet.
Jmidlertiid vare dog nogle Grund-Regler, som jeg havde
samlet af Historier og Skue Spill, endnu stedse i mine Tan¬
ker. Jeg betænkte ofte de Kunster, som Amanda havde brugt
til at omvende sin utroe Ægtemand, og den bestandige Kier¬
lighed og Beskeedenhed, som Frue Easy havde udviist imod
hendes; og jeg troede, som jeg havde lært af Slutningen paa
enhver Historie, at disse Dyder kunde ikke øves uden Nytte,
undtagen imod en skammelig Grovhed og Følesløshed og imod
en forhærdet Vanartighed; imod de u menniskelige og imod
de knarvorne, hvilke det tvert imod, var neppe en Misgier¬
ning at straffe, ved at antage en Elskovs-Broder, der havde
Forstand og Egenskaber, til de Fornøyelser, som hine vare
uværdige til.
Af saadanne Regler og saadanne Exempler fattede jeg
derfor noget Haab. Jeg ønskede alvorligen at jeg kunde gribe
Hilario i hans Utroeskab, paa det jeg, i det Øyeblik, naar jeg
havde overbeviist ham, maatte bringe ham til at kiende den
Uret hand tilføyede mig, og give ham høyere Tanker om mi¬
ne Fortienester; at jeg maatte giøre ham skamfuld, bevæge
ham ved min ømme Kierlighed, og giøre ham mig mere forbun¬
det ved min Ædelmodighed.
Den Leylighed, som jeg havde saa ofte ønsket, men aldrig
torde haabe, fandt jeg omsider. Jeg fik, ved en Hendelse, en
Morgen at vide, at hand havde i sinde at gaae om Aftenen paa
en Masqverade; og jeg fattede strax det Anslag at udforske
hans Dragt, og at følge efter ham til Skue=Pladsen; at søge


ham ud, give ham nogen Anleedning, og, om det var mueligt,
giøre Aftale om en hemmelig Sammenkomst; hvor jeg da i
hans første Tiltales Hæftighed maatte forskrække ham ved at
tage min Masqve af, straffe ham uden Bebreydelse, og tilgive
ham uden Pralerie; blandende en fornærmet Kierligheds stille
Bedrøvelse, med en forurettet Dyds roelige Værdighed.
Min Jndbilding var gandske indtaget af disse Forestillin¬
ger, hvilke jeg med Utaalmodighed længtes efter at sætte i
Verk. Mit høye Mood, som havde hidindtil holdt mig fra
at beklage mig, og skiult min indvortes Kummer med et
muntert og fornøyeligt Ansigt, vilde ikke taale at jeg brugte
nogen Medhielp i det Anslag jeg havde foretaget; efterdi dette
kunde ikke skee uden at aabenbare mine Mistanker, og at be¬
troe min Rolighed i en andens Bryst, ved hvis Ondskab eller
Caprice den kunde gandske forstyrres, og for hvilken jeg der¬
for maatte blive den største Slave, uden at være forvisset om
den Taushed, som jeg maatte betale med saadan Underdanig¬
hed. Jeg besluttede derfor, hvad jeg end skulde vove, enten
ved at see mit Anslag mislinget, eller ved at blive røbet, at føl¬
ge efter ham til det Huus, hvor hand vilde leye sin Dragt, og
selv at udforske, hvilken Dragt hand skulde vælge.
Hand havde befalet at hans Karrete skulde være færdig
Klokken elleve. Jeg svøbte mig derfor ind i nogle daglige
Klæder, og sad allene i mit Kammer, indtil jeg saae ham kiøre
bort. Jeg gik derpaa ned, og saa snart hand var kommet
i St. James Stræde, hvilket var ikke meere end fyrretive
Skrit fra mig, gik jeg efter ham og fandt en Hyre=Vogn ved
Enden af Gaden, som jeg strax sprang ind i, og befalede Kud¬
sken at følge noget bag efter Karreten, og at holde stille naar
den holdt stille.
Hh3


Jeg drog begge Vinduerne op, og efter at jeg havde kiørt
i en halv Time i den piinagtigste Uvished og bekymring, holdt
den stille ved Enden af Tavistok Stræde. Jeg saae hastigen
ud af Vinduet, skiulende mit Ansigt med mit Tørklæde, og
saae at Hilario stod ud næsten hundrede Skrit fra mig, og gik
indtet Huus, hvor der faaes Masqverade=Klæder til leye,
og hvis Skildt jeg gandske vel kunde kiende. Jeg tøvede indtil
hand kom ud igien, og saa snart hans Karrete var mig af
Sigte, lod jeg min Vogn kiøre fra mig, og gik strax ind i Huuset
som Hilario var kommet ud fra, og begiærte at leye en Klæd¬
ning til mig selv. Jeg saae mange liggende paa Disken, hvilke
jeg sluttede at man havde taget frem for at lade Hilario
vælge sig een af dem; jeg spurte derfor meget nøye om disse,
og gav særdeles agt paa en riig Tyrkisk Dragt, som en af Fol¬
kene tog og lagde til side. Da jeg saae hand vilde tage den bort,
spurte jeg hastigen om den var leyet bort, og hørte til min usi¬
gelige Fornøyelse, at den var betinget af den Herre, som ny¬
ligen gik ud. Saa viidt lykkedes alting for mig saa vel, som jeg
kunde haabe, ikke alleneste i det jeg havde faaet at see den
Dragt, som Hilario vilde bruge, men og i det hand havde ud¬
valt een, der var saa kiendelig; thi dersom hand havde udvalt en
Domino, da var mit Anslag blevet ugiørligt, efterdi jeg kunde
ikke gandske vist kiendt ham i en Dommo fra andre.
Saasom jeg havde nu faaet den Oplysning jeg behøvede,
saa længtes jeg kun efter at komme bort; hvilket var ikke van¬
skeligt, saasom Boden var fuld af Fruentimmer af to Karre¬
ter, og Folkene havde travelt med at betiene dem. Saasom
jeg var slet klædt, saa gav man ikke meget agt paa mig, ey
heller ventede stor Fordeel af mig, man lod mig derfor gierne
gaae, da jeg løseligen sagde, at jeg vilde komme igien.


Da jeg var paa Gaden, betænkte jeg at det vilde ikke været
forsigtigt at have leyet en Dragt, hvor Hilario enten vilde
komme og klæde sig paa, eller og sende Bud efter den som
hand havde leyet; jeg tog derfor en anden Hyrevogn ved En¬
den af Southanipton Stræde og kiørte til en Bod nær ved
Haymarket, hvor jeg havde tilforn kiøbt nogle smaa Ting,
og hvor jeg vedste at man kunde leye Masqverade Klæder, om
endskiønt ikke saa offentligen som paa andre Steder.
Herfra begav jeg mig hiem; og saa stor var min Glæde
og Forventelse, som jeg havde over den gode Fremgang mit An¬
Slag hidindtil havde haft, at jeg aldeles glemte, at jeg havde
alleneste været lykkelig i et Anslag, for hvilket jeg kunde ikke
finde nogen bevægende Aarsag eller Undskylding, uden i min
Elendighed.
Jmidlertiid fra jeg var kommet hiem og indtil Dørene paa
Skue=Pladsen skulde aabnes, plagedes mit Sind med den stør¬
ste Uroe og Længsel. Jeg saae hvert Øyeblik paa mit Uhrverk,
og kunde neppe troe andet end at det ved et eller andet Tilfald
maatte gaae for langsom, og hørte stedse efter, om det ikke
stod stille, men endeligen kom den seenfærdige Time, og omt¬
endskiønt jeg var iblant de første, som kom, saa varede det dog
ikke længe, inden jeg fik Øye paa den jeg søgte, og fandt Ley¬
lighed til at blive nøyere betragtet af ham.
Jeg havde, medens jeg gik i Skole, lært en Maade at be¬
tegne alle Bogstaverne med mine Fingre, hvilken jeg har siden
befundet at være mere almindeligen bekiendt, end jeg paa den
Tiid bildte mig ind. Jmedens Hilario var forlovet med mig,
havde hand engang seet at jeg brugte den til et Fruentimmer,
som havde været min Skole=Cammerad, og hand vilde ikke lade
mig have Roe, førend jeg havde lært ham den. Paa denne
Maa¬


Maade saae jeg at min Tyrk holdt Samtale med en Nonne,
fra hvilken hand pludseligen vendte sig igien, og syntes mis¬
fornøyet, og at ikke have fundet hvad hand søgte. Jeg tænkte
at dette var en gunstig Leylighed til at give mig i Snak med
ham, og derfor, som hand gik tæt forbi mig, drog jeg ham
sagteligen i Ærmet, og stavede med mine Fingre de Ord:
jeg forstaaer. J førstningen var jeg bange for at blive
røbet ved at viise min Kunst; men jeg betænkte, at det vilde
virkeligen sætte mig i Sikkerhed for at blive røbet ved min Røst
hvilket jeg ansaae for en Fare, som jeg maatte meere frygte for
Jeg mærkte at hand blev storligen fornøyet, og efter en meget
kort Samtale, som hand syntes at finde Behag i at fortsætte
paa samme Maade som jeg havde begyndt den, blev der af¬
talt en Sammenkomst, hvorpaa vi lode os bære i Senfter
hen til en Badstue i Nærværelsen af Covent Garden. Paa
denne Vey var mit Sind i stort Oprør, og det er vanskeligt
at sige enten Fornøyelse eller Angest havde overhaand.
Jmidlertiid efterlod jeg ikke, i forveyen at glæde mig over min
Triumpf i at giøre Hilario forvirret og skamfuld; jeg overlag¬
de hos mig selv hvorledes og med hvilke Ord jeg vilde tale til
ham, og jeg fornøyede mig storligen over den høyere Vær¬
dighed jeg vilde forhverve mig, naar hans Carakteer saaledes
blev sat imod min.


Bie=Kuben
No. 136.
Tiisdagen, den 8 Augusti 1758.
Af Adventurer No. 118.
H¬
and var færdig til at tage imod mig, da min Senfte
blev bragt ind i Huset, og leedte mig ved Haanden ha¬
steligen op af Trapperne. Saa snart vi vare komne ind
i et Kammer, lukte hand Dørren til, tog sin Masqve af, og
løb til mig med den yderste Begiærlighed for at ogsaa tage
min af. Dette var det vigtige Øyeblik; men i dette Øye¬
blik saae jeg, med u=udsigelig Bestyrtning og Forskrækkelse,
at den Person, med hvilken jeg var allene i et berygtet Huus,
var ikke Hilario, men Caprinus, en vanartig som jeg vel
erindrede at have seet iblant de Svire Brødre, som hand jævn¬
ligen bragte hiem til Bords.
Over dette Syn, saa uventet og saa forfærdeligt, gav
jeg et høyt Skrig, og kastede mig fra ham hen i en Læne¬
Stoel som stod ved Siden af Sengen. Caprinus, som
formodentligen troede at jeg var besvimmet, rev hastigen min
Masqve af for at skaffe mig Luft. Saa snart hand saae
mit Ansigt, sprang hand tilbage, og stirrede paa mig med
den samme Forundring, som havde fæstet mine Øyne paa


ham. Men vor Forbauselse blev i næste Øyeblik langt større;
thi Hilario, som ved en Hændelse var i det næste Kammer
med et andet Fruentimmer, og var enten blevet oprørt ved
det Jammer=Skrig hand havde hørt, eller og kiendte at det var
min Røst, kom løbende ind af Dørren, som fløy op for ham;
men ved det første Trin blev staaende ligesaa ubevægelig og
forskrækket som vi. Efter et Øyebliks Betænkning kom hand
hen til mig, og drog mig hen til Lyset, og stirrede stivt i mit
Ansigt, men med saadant et forskrækkeligt Aasyn, at jeg al¬
drig kand forglemme det; hand var bleeg af Forbittrelse,
som med et foragteligt Smiil havde forvendt hans Ansigt;
hans Læber bævede, og hand sagde til mig med en neppe for¬
staaelig Røst, at omendskiønt jeg maatte vel blevet forskræk¬
ket over at have uformodentligen snublet over en Bekiend¬
ter, som jeg ikke vedste om jeg kunde betroe mig til, saa skulde
jeg dog ikke have skreget saa høyt. Efter denne spottefulde
Tale, vendte hand sig fra mig med saa stor Skiødesløshed
som hand kunde udvise; dernæst bukkede hand gandske høfli¬
gen for Caprinus og sagde, at hand vilde overlade mig i
hans Varetægt. Caprinus var ikke færdig nok til at sva¬
re, ey heller havde jeg Magt til at foretage noget for at stille
Hilario tilfreds, eller at holde paa ham.
Da hand var gaaet ud, brast jeg i Graad, men var end¬
nu ikke mægtig til at tale. Caprinus giorde sig Umag for
at lindre denne min dødelige Kummer, og jeg begyndte at
haabe, at hand oprigtigen tog Deel i min Bedrøvelse. Jmid¬
lertiid blev jeg dog snarligen vaer, at Caprinus søgte for¬
nemmeligen at benytte sig af denne Leylighed, hvilken hand,
thensenseende til ham selv, begyndte at agte for en lykkelig
Vildfarelse. Hand giorde sig ingen Tanke om, at min Hen¬


sigt var at have en Sammenkomst med min egen Mand; men
troede, ligesom Hilario, at jeg havde taget feyl af Personen,
som jeg havde tiltænkt min Gunst, imedens hand derfor be¬
klagede min Uykke og Vildfarelse, trykte hand min Haand,
med stor Hæftighed, ønskende at jeg maatte agte ham værdig
til at nyde min Tilliid og Kierlighed, og for desto lættere at
befordre hans Anslag paa hans Vens Hustrue, erklærede
hand, at hand var en Mand af Ære, og at hand vilde vove sit
Liv, for at forsvare den Carakteer.
Til saadan en Anmodning i saadanne Omstændigheder,
hvad kunde jeg svare? Græmmelse havde taget Magten fra
min Vrede og Fortrydelse, og det høye Mood, som er Virk¬
ningen af en mistænkt Dyd, havde forladt mig; Jeg udbrød
ikke i Bebreydelser men Klagemaal; og da jeg pludseligen havde
sleedt mig løs fra ham, besværede jeg ham at hand skulde sige
mig, hvorledes hand havde faaet denne Dragt og, om
den ikke havde været leyet af Hilario? Hand syntes at
blive forbauset over dette Spørsmaal og den Maade, paa
hvilken jeg æskede hans Svar.
"JJeg har selv leyet den,
sagde hand, ti en Boed i Tavistok Stræde, men da jeg kom
"for at kræve den, fortallte man mig, at den havde været
"Aarsag til megen Forvirring og Trætte. Da jeg betingede
den, var Manden selv fraværende, og saasom hans Tiener
ikke havde sagt ham det, da hand kom hiem igien, saa leyede
hand den derefter, i Tienerens Fraværelse, bort til en an¬
"den, men jeg veed ikke til hvem; og det var med stor Van¬
skelighed at mand fik denne sidste til at frafalde sin Ret, ef¬
eter at man havde overbevtist ham, at der var begaaet en Vild¬
"farelse.


Jeg saae nu klarligen den Snare, i hvilken jeg var ble¬
vet fanget, og kunde alleneste bejamre, at det var mig umue¬
ligt at undkomme. Enten Caprinus begyndte at begribe
mit Anslag, eller om hand virkeligen blev bevæget over min
Ulykke, som forøgedes ved all den Umag hand giorde sig for
at lindre den, det veed jeg ikke, men hand lod nu blive at giøre
flere Erklæringer og Anmodninger, og efter min indstæn¬
dige Begiæring forskaffede mig en Senfte, og overlod mig til
min egen Lykke.
Jeg eftertænkte nu, med en ubegribelig Hierte-Sorg
hvilken Forandring nogle faa Timer havde gjordt i min Til¬
stand. Jeg havde forladt mit Huus i den høye Forhaabning,
at jeg inden faa Timer skulde legge til et ubesmittet Navns
Værdighed et kierligt Ægteskabs Glæde og Lyksalighed. Jeg
kom hiem, bedraget i mit Haab og fornedret; jeg var blevet
fundet i alle Omstændigheder af en Misgierning, som havde
end og været langt fra mine Tanker; jeg havde bestyrket min
Mands mistænkende Nidkiærhed, hvilken jeg søgte at beta¬
ge ham, og jeg havde forspildt den Høyagtelse, som jeg haa¬
bede at bringe til en Ærbødighed. Med disse Tanker gik jeg
nu atter i mit Klæde=Kammer, som var ved Siden af mit
Sovekammer, og inden en halv Time hørte jeg at Hilario
kom hiem.
Hand git strax ind i hans Kammer; og da man sagde
ham, at jeg var i det næste Kammer, saa slog hand Dørren
i Laas, men gik ikke i Seng; thi jeg kunde høre ham gaae
frem og tilbage den hele Nat.
Tillgen om Morgenen sendte jeg en forseglet Seddel til
ham ved hans Tiener; thi jeg havde end ikke betroet min egen
Pige noget af denne Sag; den indeholdt alleneste en alvorlig


Begiæring at hand vilde høre mig, og en høytidetig Forsik¬
kring om min Uskyldighed, hvilken jeg haabede vilde ikke blive
umueligt at bevise. Hand sendte mig mundtlig Svar, at
jeg maatte komme til ham; derfor gik jeg til ham, ikke som
en Dommer, men som en Misdæder, ikke for at anklage ham,
som jeg vedste at være skyldig, men for at retfærdiggiøre mig
selv, som jeg vedste at være uskyldig; og i dette Øyeblik
vilde jeg givet hele Verden der til, at jeg havde igien været i
den Stand, som jeg Dagen tilfornagtede utaalelig.
Jeg fandt ham i stor Sinds Uroelighed, hvilken hand
dog stræbte at skiule. Jeg skyndte mig derfor at fortælle
ham mit Anslag, de Aarsager som havde drevet mig til
det Foretagende, og paa hvad Maade det var gaaet glip.
Hand hørte mig med Rolighed og Agtsomhed, indtil jeg for¬
tallte ham de Omstændigheder med Dragten; dette opvakte
paa ny hans mistænkende Nidkiærhed, hand sprang op at
sin Stool og sagde: "Hvad har J betalt for denne Efterret¬
ning; Af hvem kunde J faae den, uden af det Skarn, som
jeg forlod eder hos? Og da hand fandt, at J havde taget
feyl af en anden, gjorde hand da ikke Ansøgning for sig selv?
Her holdt hand op, for at høre mik Svar; og saasom jeg kun¬
de ikke negte Sagen, saa taug jeg stille, min ubrødelige Agt
for Sandhed blev mistaget for en skamfuld Forvirring og
Tilstaaelse af en bedrevet Misgierning, og forhindrede lige¬
saa fuldt min Retfærdiggiørelse. Hans Hidsighed opvak¬
tes igien med større Hæftighed. Jeg veed, sagde hand, at
Caprinus fortallte eder denne Tildragelse, alleneste paa
det J maatte være i Stand til at bedrage min Lættroen¬
hed, og at hand maatte nyde Deel i den Gunst, som J for¬
Lødte paa andre; men jeg kand ikke saaledes tages ved Næsen
Ji


ved en med List foreenet Hændelse, ey heller kand jeg finde mig
ei at bære den Skændsel, som J har tilføyet mit Navn. Med
denne fornærmelige Bebreydelse vilde hand gaaet fra mig, men
jeg holdt fast paa ham, og bad ham indstændigen, at hand vil¬
de gaae med mig til Boden, hvor de Personers Vidnesbyrd,
som Sagen aldeles ikke vedkom, kunde overbevise ham, at
jeg var der strax efter ham, og udforskede hvilken Dragt hand
havde leyet. Paa denne Begiæring svarede hand med en beslut¬
tende Tone, Lom Caprinus havde ikke sagt mig hvor hand
havde leyet sin Dragt? Saasom jeg blev slaaet ved dette
pludselige Spørsmaal og den Hensigt hand havde derunder
saa havde jeg ikke Mod nok til at tilstaae en Sandhed, hvilken
jeg dog lod haant om at negte. Hilario triumpferede igien
over sin Lykke i at komme efter mine Kunstgreb, og sagde til
mig med en utaaleligen foragtelig og spodsk Latter, at hand
som havde saa kierligen ladet mig vide, hvor jeg skulde finde
mine Vidner, var alt for snedig en Procurator dertil, at
hand ikke skulde underrette dem, hvad Vidnesbyrd de burde
give.
jeg havde nu intet videre at anføre til mit Forsvar, og
jeg lod haant om at bede om Naade som en overbeviist Mis¬
dæder. Alt hvad der var til overs for mig, var derfor at
skiule fremdeles min Ulyksalighed i min egen Barm; og, om
det var mueligt, at bevare den Carakteer uden Huset, som
jeg havde mistet hiemme. Men jeg befandt snarligen, at
det var en forgæves Umag; man hviskede strax til hinanden,
som en Hemmelighed, at Hilario, som havde længe mis¬
tænkt mig for en lastefuld Omgængelse, havde omsider spo¬
ret mig fra Masqveraden til en Badstue, og var kommet
over mig med en Mandsperson. Det var forgæves at jeg
ume¬


umagede mig for at redde min Carakteer, ved at udtyde den¬
ne Beretning paa en anden Maade; thi de fornemste Om¬
stændigheder kunde jeg ikke negte; og disse, som syntes at
være meest mine Venner, efter at de havde givet agt paa det
som de kaldte fiine Anmærkninger og smaa Omstændigheder,
kunde alleneste sige, at det var en mørk Sag, og at de haa¬
bede, jeg var ikke saa skyldig, som man almindeligen troede.
Jeg blev skyet af mine Fruentimmer Bekiendtere som en der
var uærlig; dersom jeg gik ud i Sælskab, da hviskede man
og nikkede til hinanden om mig; og dersom jeg blev hiemme,
da saae jeg intet Menneske uden min Pige. Disse, hvis Læt¬
sindighed jeg stiltiende havde dadlet, ved det jeg tog mig vare
for at efterfølge den, hævnede sig nu over den Dyd, ved hvil¬
ken de vare fordømte, og de takkede Gud, at de endnu aldrig
havde snappet Karle op til hemmelige Sammenkomster, om
endskiønt de havde ikke saa stor en Væmmelse, at de skulde
undslaae sig for at gaae til et Ball. Men dette var ikke det
verste: enhver Libertiner, hvis Formue gav ham Frihed til at
være uforskammed, tilbød mig nu sin Beskyttelse i sammen¬
rapsede Seddeler uden Navn, og var ikke bange for at anmode
mig om Horerie; de fordristede sig til at haabe, at jeg vilde
antage deres Tilbud, ved at giøre Udskriften paa mit Svar
til L. B. som erklærer, ligesom Caprinus, at hand er en
Mand af Ære, og vil ikke giøre sig Betænkning over at støde
Kaarden igiennem Livet paa min Mand; hvilken nu virkeli¬
gen agtede sig berettiget, til at begegne mig med alle Slags
Grumhed undtagen Slag; da dog paa samme Tiid hans
Huus var en stedsevarende Skue Plads af Letfærdighed og
Soier.


Saadanne ideligen tilføyede Forurettelser og Haanhed bleve mig
snart utaalelige; jeg vendte mig derfor til en som var noget beslægtet med
mig, hvilken saavidt antog sig min Sag, at hand forskaffede mig en aar¬
lig Underholding af min Mand, hvormed jeg drog ud paa Landet, og
bar nu intet andet Haab i denne Verden, end atende mit Liv i en ubekiendt
Eensomhed.
I denne Eensomhed er dog eders Blad bekiendt; og jeg har med¬
deelt eder en Tildragelse, ikke blot for at give mit Klagemaal Luft eller
for at fornøye Nysgierrighed, men fordi jeg meener at denne Hændelse
stadfæster nogle Grund-Regler, som J har tilforn forklaret.
De som tvile om en tilkommende Belønning, maae betænke, at jeg
er blevet indviklet i alle de Elendigheder, som følge Skylden, undtagen
Samvittighedens Bebreydelse, og Frygt for Helvede; og det ved et Fore¬
tagende, som sigtede til at føre en anden fra Laster, og at nyde Beløn¬
ning for min egen Dyd.
Mit Exempel maae afskrække andre fra at vove sig til den yderste
Pynt af den rette Vey, og fra at antage et Skin af det som er ondt
Paa den anden Side, disse, som uden Barmhiertighed dømme efter
blotte udvortes Anseelser, maae betænke, at ingen Opførsel var nogen¬
sinde fordømt med mindre Tegn af fornærmende Strenghed, og dog
med mindre Retfærdighed end min. Om man vil fæste Troe til min For¬
tælling, det kand jeg vel ikke sige for vist, men hvor Uskyldighed er
muelig, der er det farligt at tillegge Skyld, efterdi "med hvadsom¬
helst Dom Menneskene dømme, skal de igien dømmes;" en Sandhed,
hvilken, om den blev erindret og troet af alle dem der bekiende sig for at
antage den som et Guddommeligt Sprog, vilde stoppe Munden paa
de dadlefærdige og tvinge dem til Reedelighed, der søge kun sig selv. Og
jeg haaber at de Fruentimmer, som læse min Historie, vil aldrig høre uden
med Harm og Fortrydelse, at en Libertiners Forstand er et Underpant
paa hans Omvendelse; thi hans Levnet kand ikke kiendes uden Afskye, ey
heller kand man forene sig med ham Uden sin egen Fordervelse. Jeg er,
min Herre,
eders ydmyge Tienerinde
Desdemona.


Bie=Kuben.
No. 137.
Tiisdagen, den 15. August 1758.
Af Fontenelles Dialogues des Morts.
Samtale
imellem
Dido og Stratonice.
Dido.
A¬
ch! min kiære Stratonice, hvor er jeg dog ulykkelig! J
veed hvorledes jeg har levet. Jeg bevarede saadan en nøy¬
agtig Troskab imod min første Mand, at jeg opbrændte
mig selv gandske levende, førend jeg vilde tage en anden. J¬
midlertiid har jeg dog ikke kundet undgaae Bagtalelse. Det
har behaget en Poet, kaldet Virgil, at forvandle et Fruentim¬
mer af saadan streng Dyd som jeg var, til en ung Coqvette,
der lader sig indtage af en fremmed Mandspersons gode An¬
seelse, fra den første Dag hun seer ham. Der er vendt op og


ned paa min heele Historie. Det er vel sandt, at mand har
ladet mig beholde Baalet, hvorpaa jeg blev opbrændt. Men
giæt engang, hvorfor jeg kaster mig derpaa: Det skeer nu ikke
af Frygt for at blive tvunget til et andet Giftermaal, det skeer af
Fortvilelse, fordi denne Fremmede reyser fra mig.
Stratonice.
Sandt at sige, dette kand have meget farlige Følger. Der
skal nu ikke findes mange Koner, som vil brænde sig af Troe¬
skab mod deres Mænd, dersom efter deres Død en Poet har
Frihed til at sige om dem alt hvad hand vil. Men maae skee
eders Virgil har ikke haft saa stor Uret. Maae skee hand har
i eders Levnet fundet nogen hemmelig Kierligheds Handel,
som J haabede skulde ikke være bekiendt. Hvem kand vide dets
Jeg vilde ikke svare for eder, uagtet eders Baal, som J be¬
raaber eder paa.
Ldtt
Dido.
Dersom den Elskovs Handel, som Virgil tillegger mig,
havde nogen Riimelighed, da vilde jeg nok fordrage at mand
mistænkte mig; men hand giver mig til Elsker, Æneas, en
Mand, som var død tre hundrede Aar førend jeg kom til Ver¬
den.
Stratonice.
Der er noget i det som J der siger. Jmidlertiid, Æne¬
as og J synes at skikke sig overmaade vel til hinanden. J
havde begge været tvungne til at forlade eders Fæderneland;
J søgte begge eders Lykke i fremmede Lande; hand var Enke¬
mand,


mand, J var Enke, i saa mange Ting lignede J hverandre.
Det er sandt, at J er født tre hundrede Aar efter ham; men
Virgil har seet saa mange Aarsager til at parre eder tilsam¬
men, at hand har troet, at de tre hundrede Aar, som skill
te eder ad, vare ikke nogen Sag.
Dido.
Hvad er dette for en Tale ; hvad, ere tree hundrede Aar ikke
altid tre hundrede Aar, og kand vel tvende Personer, uag
tet denne Forhindring, komme tilsammen og elske hver andret
Stratonice.
Ach Virgil har i denne Post haft noget andet bag Øret;
Hand var gandske vist en Mand der kiendte Verden. Hand
har vildet viise, at mand i Elskovs Sager maae ikke dømme
efter det udvortes Skin, og at disse som synes mindst rimeli¬
ge, ere meget ofte de allervisseste.
Dido.
Jeg var nok tient dermed, at hand skulde angribe mit go¬
de Navn, for at føre denne smukke Hemmelighed ind i hans
Skrifter;
Stratonice.
Men stig engang! har handgjort eder latterligt har hand
ladet eder tale Urimeligheder;
Dido.
Intet mindre. Hand har læst her sit Poetiske Skrist
for mig, og alle de Stykker, hvor hand lader mig kome frem,


ere gandske vist meget ypperlige, naar jeg undtager hans Bag¬
talelse. Hand afmaler mig der deylig, hand lader mig der sige
meget smukke Ting om min foregivne hæftige Elskov; og der¬
som Virgil havde været tvunget til at erkiende mig i sit Skrift
for et dydigt Fruentimer, da vilde hans Digt tabt meget derved.
Stratonice.
Hvorover beklager J eder da; mand tillegger eder en El¬
skovs Handel som J har ikke haft, det er nok en stor Ulykke men
til Vederlag giver mand eder Skiønhed og Forstand, som J
maae skee ikke havde.
Didø.
Hvad for en Trøst er det;
Stratonice.
Jeg veed ikke hvorledes J er findet; men mig synes at
de fleeste Fruentimmer ville heller at mand taler lidet fornær¬
meligt om deres Dyd, end om deres Forstand, eller om deres
Skiønhed. Jeg for min Part var lige saaledes findet. En
Maler, som var ved Kongen af Syrien min Gemals Hof, bler
misfornøyet med mig; og før at hævne sig, malede hand mig
i Armene af en Soldat. Dette Skilderie satte hand offentli¬
gen frem, og strax derpaa tog Flugten. Mine Undersaatter
der vare nidkiere for min Ære, vilde offentligen brænde dette
Skilderie; men saasom jeg var malet fortræffeligen vel, og
med stor Skiønhed, omendskiønt mand havde forestillet mig i
saadant et Postyr, som gjorde ikke min Dyd nogen Ære saa


forbød jeg at brænde det, og lod Maleren komme igien og tilgav
ham. Dersom J vil lyde mit Raad, da skal J giøre ligele¬
des imod Virgil.
Dido.
Det kunde være got nok, dersom et Fruentimmers fornem¬
ste Fortieneste var at være smuk, eller at have Forstand.
Stratonice.
Jeg siger ikke hvilket der er den fornemste Fortieneste, men
som det almindeligen gaaer til, da er det første Spørsmaal
som mand giør om et Fruentimmer, som mand ikke kiender:
er hun smuk: det andet: har hun Forstand: Det skeer siæl¬
den, at mand giør et tredie Spørsmaal.
Samtale.
imellem
Sokiman og Juliette de Gonzague.
Soliman.
Achi hvorfor skal jeg see eder her den allerførste gang;
hvorfor har all den Umag været spildt, som jeg giorde mig me¬
dens jeg levede, for at lade søge efter eder; Jeg skulde da haft
i mit Serail det deyligste Fruentimer i Jtalien; og nu derimod
seer jeg ikke andet end en Skygge, som har ingen Lineamenter,
og som ligner alle de andre.
Juliette.
Jeg kand ikke noksom takke eder for den Kierlighed J hav¬
de til mig, ved det Rygte jeg var komet i for at være deylig. Det¬


te forøgede end og storligen dette Rygte, og jeg har eder at takke
for de behageligste Øyeblik jeg har levet. Fornemmeligen skal jeg
stedse erindre med Fornøyelse den Nat, da Søe=Røveren Bar¬
barossa, hvilken J havde givet befaling om at bortsnappe mig,
havde meget nær overrumplet mig i Cayette, og tvang mig til at
gaae ud af Byen i en Uorden og over hals og hoved.
Soliman.
Afhvad Aarsag tog J Flugten, dersom det var eder kiært,
at mand søgte eder paa mine vegnes
Juliette.
Jeg var meget fornøyet over at mand søgte mig, og end¬
nu meget mere, at mand kunde ikke faae fat paa mig. Jntet var
mig behageligere end at tænke, at jeg fattedes til den lyksalige
Solimans Lyksalighed, og at mand sannede mig i Serailet, paa
et Sted, der er saa opfyldt med deylige Fruentimmer, men jeg
skiøttede ikke om mere. Serailet er ikke behageligt uden for dem,
som mand ønsker at have der, og ikke for dem som mand indslutter
der.
Soliman.
Jeg seer nok hvad der gjorde eder bange; det store Tall
af Medbeylerinder havde ikke staaet eder an. Maae skee J og¬
saa frygtede for, at der iblant saa mange elskværdige Fruentim¬
mer vare mange, som ikkun tiente til en blot Prydelse i Serailet¬
Juliette
J giver mig der nogle smukke Tanker.
Soliman.
Hvad var der da ellers saa forskrekkeligt ved Serailet;
Juliette.
Jeg skulde der forarget mig i høyeste Grad over den For¬


fængelighed, som J
Hultaner søge deri, at J, for at lade eders
Høyhed see, indslutte der, jeg veed ikke hvor mange deylige Fru¬
entimmer, af hvilke den største Deel ere eder unyttige, og ere der¬
hos forlørne for alle andre Mennesker. For Resten, troer Jvel,
at mand er tient med en Elsker, hvis Kierligheds Erklæringer ere
u-modsigelige befalinger, og som ikke sukker uden i en her¬
skende Myndigheds Tone Ney, jeg var aldeles ikke skikket til
Serailet, det gjordes ikke fornøden at J lod mig søge, jeg havde
aldrig gjort eder lykkelig.
Soliman.
Hvorledes er J saa vis paa det.
Juliette
Fordijeg veed at J havde aldrig gjort mig lykkelig,
Soliman.
Jeg forstaaer ikke ret denne Slutning. Hvad ligger der
Magt paa, om jeg havde gjordt eder lykkelig eller ikkes
Juliette.
Hvadt har J den Tanke, at mand kand være lykkelig i Kier¬
lighed, ved en Person, som mand ikke giør lykkelig; at der ere saa
at sige, eenlige Forlystelser i Elskov, og som behøve ikke at medde¬
les, og at mand nyder disse, omendskiønt mand ikke giver dem;
Ach, deslige Tanker ere en Gruelse for et retskaffent Hierte.
Soliman.
Jeg er en Tyrk, og det maae tilgives mig, at jeg har ikke saa¬
dan en overmaade fiin Smag i Kierlighed. Jmidlertiid synes
mig dog, at jeg har ikke saa stor Uret. Har J ikke nu nyligen me¬
get stærkt lastet Forfængeligheds
Juliette.
Jo.
Soli¬


oliman.
Og er det ikke et Tegn til Forfængelighed, at mand endeligen
vil giøre andre lykkelige? Er det ikke en utaalelig Stolthed, at J
vil ikke beqvemme eder til at giøre mig lykkelig, uden med det
Vilkaar, at jeg ogsaa skal giøre eder lykkelig: En Sultan er
mere ydmyg, hand nyder Fornøyelse af mange elskværdige Fru¬
entimer, hvilke hand ikke giør sig en Ære af at give Fornøyelse i¬
gien. Lee kun ikke over denne Tale, den er mere grundig, end eder
synes. Betænk den, randsag det menneskelige Hierte, og J skal
finde, at denne Fiinhed i Elskov, som J agter saa høyt, er ikke an¬
det end et Slags hovmodigt Vederlag; mand vil ikke være no¬
get skyldig.
Juliette.
Nu vel da jeg tilstaaer, at Forfængelighed er fornøden.
Boliman.
Og nu nyligen lastede I den saa meget.
Juliette.
Ja, den som jeg da talte om, men denne holder jeg meget med.
Er det eder vanskeligt at begribe, at et Menneskes gode Egenska¬
ber hænge saaledes sammen med andre, der ere onde, at det er
farligt at hielpe ham af med hans Feyl;
Soliman.
Men mand veed da ikke hvad mand bør holde sig til; hvad skal
mand da tænke om Forfængelighed?
Juliette.
J en vis Grad er den en Last; lidet mindre, er den en Dyd.


Bie=Kuben.
No. 138.
Tiisdagen, den 22 August 1758.
Af Spectator. N. 491.
D¬
et er min Maade at løbe fra en Bog til en anden, for at
øve mit Sind i mange Slags Materier, og for at giøre
mig selv skikket til dette mit ugentlige Arbeyde. Efter at
jeg har fordrevet en Times Tiid med saadan Læsning, vil der
altid blive noget hængende fast i mine Tanker, som en Føde
for min Indbildings Kraft. De Skrifter som behage mig meest
ved slige Leyligheder, ere Historier, hvis Sandhed mand har
god Forsikkring for. Det menneskelige Sind elsker naturligen
Retfærdighed, og naar vi læse en Historie, hvori en Misdæder
bliver grebet, hos hvilken der er ingen Egenskab som kand op¬
vække Medynk, da nyder Siælen en vis Hevn for den Skam
og Fornærmelse, som er tilføyet dens Natur, i de ugudelige
Gierninger, som ere bedrevne i den foregaaende Part af Hi¬
storien. Dette vil Læseren bedre forstaae af følgende Fortælling
selv, end af alt hvad jeg kunde sige som en Forberedelse dertil.


a Carl Hertug af Burgundien, med Tilnavn den Dri¬
stige, regierte over vidtløftige Lande, det nu ere opslug¬
te af Frankeriges Magt, overvældede hand med mange Naade¬
og Ære=Tegn Claudius Rhynsault, en Tydsker, der havde
tient ham i hans Krige imod hans Naboers Overlast og For¬
haanelser. En stor Deel af Zeeland var paa den Tiid under
dette Hertugdom. Hertugen selv var en Person der besad en
besynderlig Menneskelighed og Retfærdighed. Rhynsault,
som havde ingen anden retskaffen Egenskab end Tapperhed,
vedste saaledes at forstille sig, at hans ædelmodige og umis¬
tænkende Herre ansaae ham for en Person af en jævn Ærlig¬
hed og Troeskab, uden nogen Last, der kunde bøye hans Sind
fra at øve Retfærdighed. Hertugen, der havde fattet saa gode
Tanker om ham, beskikkede Rhynsault til Øverste befalings¬
mand i hans fornemste Stad i Zeeland, da den forrige var
død. Hand havde ikke længe været i dette Embede, førend hand
kastede sine Øyne paa Sapphira, et Fruentimmer af uge¬
meen Skiønhed, hvis Mand Paul Danvelt var en riig Kiøb¬
mand i denne Stad, hvor Rhynsault havde at befale. Rhyn¬
sault var af en hidsig Natur, meget hengivet til Fruentimmer,
og ikke ukyndig i de lemfældige Kunster, som vinde deres Gunst.
Hand vedste hvad det var at nyde de Fornøyelser, som mand
finder i et deyligt Fruentimmers Besiddelse, men hand vedste
aldeles intet af de Anstændigheder, den Ære, den Nydelighed,
som følge denne Kierlighed i artige Gemytter. Jmidlertidhav¬
de hand dog saa meget af Verdens Levemaade, at hand vedste
en stor Deel af det Sprog, som gemeenligen faaer Magt med
den svagere Deel af det andet Kiøn, og hans Tunge kunde ud¬
trykke det som hans Hierte følte aldeles ikke til. Hand var et


af disse fæiske Gemytter, der kand finde Behag i at krænke U
skyldighed og Skiønhed, uden den mindste Medynk, Godhed el
ler Kierlighed til det, hvor i de finde saa stor Fornøyelse. Utak¬
nemmelighed er en Last, der er u-adskillelig fra et løsagtigt
Menneske; og naar saadan en, der har ikke tænkt paa andet
end at styre en Begierlighed, der plager ham selv, har nydt et
Fruentimmers Gunst, da følger Leede og Afskye uforbigænge
ligen derefter. Saasom Rhynsault havde besluttet at have
sin Villie med Danvelts Hustrue, saa forsømte hand ikke at
prøve alle Kunster, for at faae en fortroelig Omgængelse i hen
des Huus; men hun kiendte hans Gemyt og Sindelag alt for
vel dertil, at hun skulde ikke skye alle Leyligheder, hvorved hun
kunde komme i Tale og Sælskab med ham. Da Rhynsault
mistvilede om at naae sit Ønske ved almindelige Midler, lod
hand hendes Mand gribe og sætte i Fængsel, under den Fore¬
vending, at hand var angivet for at føre en hemmelig Brev¬
vexling med Hertugens Fiender, for at forraade Staden i de¬
res Hænder. Dette Anslag havde den forlangte Virkning; og
den ulyksalige Danvelts Hustrue fremstillede sig, Dagen for
den som var bestemt til hans Henrettelse, i Forgemakket af
Rhynsaults Huus, og da hand gik der igiennem, kastede hun
sig ned for hans Fødder, omfaunede hans Knæ og bad om Naa¬
de Rhynsault betragtede hende med en hemmelig Fornøyelse,
og med en tankefuld og myndig Mine bød hende staae op, og
sagde, at hun maatte følge ham ind i hans Kammer; hand spur¬
te hende, om hun kiendte Haanden af det Brev, som hand tog
frem af sin Lomme, hvorpaa hand gik fra hende, efter at hand
havde lydeligen givet hende denne Erindring. Dersom J vil
rel¬


frelse eders Mand, da maae J give mig Efterretning¬
om alt hvad J veed, uden nogen Sviig og Underfunn¬
dighed; thi enhver er forsikkret om, at hand elskedee¬
der alt for høyt dertil, at hand skulde kunde dølge for
eder de andre Sammenrottedes Naune, eller nogen
anden Omstændighed i dette Forræderie. Hand gik ind
i hans Kammer, og strax efter sendte hand Bud efterhende, at
hun skulde tale med ham. Tieneren vedste at hand maatte ikke
være tilstæde, naar der blev handlet om Stats=Sager. Hvor¬
paa Rhynsault, i stedet for det myndige Væsen hvormed hand
offentligen i andres Nærværelse havde begegnet hende, begynd¬
te at blive ydmyg, og at bede, at skiemte med en Bedrøvelse, hvil¬
ken hun selv kunde letteligen afvende, og befrie en uskyldig Mand
af hans Fængsel. Hun begreb letteligen hans Hensigt, og der¬
for med grædende Taare begyndte at afbede saa ugudeligt et
Anslag. Løsagtighed, ligesom Ærgierrighed, tager alle Sin¬
dets og Legemets Kræfter i sin Tieneste og Trældom. Hendes
anstændige Taare, hendes oprigtige Hierte-Sorg, hendes
Hænders Vrien, og de mange Forandringer i hendes Postyr
og Skikkelse ved den Hæftighed hvormed hun talte, vare ikkun
saa mange Vendinger i hvilke hand betragtede hendes Skiøn¬
hed, og opvakte des meere hans Lyst. All Menneskelighed blev
opslugt i denne ene Begierlighed, og hand gav hende gandske ty¬
deligen at forstaae, at hand var ulykkelig indtil hand havde nydt
hendes Gunst, og intet mindre skulde være Betaling for hen¬
des Mands Liv, og hun maatte, inden næstfølgende Middag
afsige Dommen, enten Danvelt skulde døe eller faae sin Fri¬
hed. Efter denne Erklæring, da hand saae at Sapphira var
igier


igien i saadan Forvirring, at deres Samtale kunde synes at
have været om gandske andre Ting, end den var, kaldte hand
paa Tienerne at de skulde føre hende ned til Porten. Hun gik
strax, med en utaalelig Bedrøvelse, hen til hendes Mand, og
sagde til Fange=Fogeden, at hun havde et Forslag til hendes
Mand fra Comandanten, hvorpaa man lod hende blive alle
ne hos ham; hun fortalte ham alt hvad der havde tildraget sig,
og forestillede ham den uendelige Striid hun var udi imellem
Kierlighed til hans Person, og Troeskab imod hans Ægte¬
Seng. Det er læt at forestille sig den bittre Kummer, som det¬
te retskaffene Par følte ved saadan en Leylighed, da deres Liv
havde ikke været vant uden til allmindelige Tilfælde. Man¬
den blev ved Skam hindret fra at sige hvad hans Frygt ind¬
skød ham, formedelst den saa nær forestaaende Død; dog lod
hand falde Ord, som gave hende at forstaae, at hand skulde ikke
ansee hende som besmittet, omendskiønt hun havde ikke endnu
tilstaaet for ham, at Rhynsault havde krænket hendes Person,
efterdi hand vedste, at hendes Villie havde ingen Deel i Gier¬
ningen. Hun gik derpaa fra ham med denne forblommede Til¬
ladelse at redde et Liv, som hand havde ikke Mood nok til at o¬
vergive for at frelse sin Ære.
Morgenen derpaa gik den ulyksalige Sapphira hen at op¬
varte Rhynsault, og da hun var blevet ført hen i et afsides
Kammer, overgav hun sig til hans Begierligheder. Rhynsault
berømte hendes Yndigheder, fodrede end ydermere fortroelig
Omgængelse efter det der var skeedt imellem dem, og med en
lystig Miine og en Bolers Sprog bød hende gaae hen og tage


sin Mand ud af Fængselet; men, sagde hand fremdeles, min
Smukke maae ikke fortørnes over, at jeg har haft Omsorg for
at hand skulde ikke være nogen Hinder for vore Sammenkom¬
ster herefter. Disse sidste Ord spaaede hende forud, hvad hun
fandt, da hun kom til Fængselet, at hendes Mand var henrettet
efter Rihynsaults befaling.
Det var merkeligt, at denne Kone, som gjorde ikke andet
end græd og beklagede sig, i all den Tiid hendes Kummer og
Bedrøvelse vedvarede, hverken yttrede Suk eller Klagemaal,
men stod gandske ubevægelig af Hierte-Sorg over denne hen¬
des Ulyksaligheds Fuldbyrdelse. Hun begav sig hiem til hendes
Huus, og efter at hun i Eenrum havde paakaldet ham, som er
Uskyldigheds Forsvar og Hevner, reyste hun hemmeligen til
Hoffet. Hendes Person og en vis Høyhed af Sorg, der ikke be¬
kymrede sig om Ceremonier, forskaffede hende Adgang til Her¬
tugen hendes Over=Herre. Saa snart hun kom ham nær, ud¬
brød hun i følgende Ord: Betragt, O mægtige Carl, en
ulyksalig, der er keed af Livet, omendskiønt det stedse
har været fremdraget i Uskyldighed og Dyd. Det er ikke i
eders Magt at oprette den mig tilføyede Uret, men vel
at hevne den Og dersom det er en Pligt, som sømer
en Fyrste, at beskytte de Fortrængte, og at straffe Un¬


dertrykkere, da bringer jeg nu Hertugen af Burgundi¬
en overflødig Leylighed til at giøre sit eget store Naun
Ære, og at aftoe den Skændsel som er tilføret mit:
Da hun havde sagt dette, overleverede hun Hertugen et
Papier, hvorpaa hun havde opskrevet hendes Historie. Hand
læste det med alle de Bevægelser, som Fortørnelse og Medliden¬
hed kunde opvække i en Fyrste, der var nidkiær over sin Ære i
hans Embedsmænds Opførsel, og hans Undersaatters Lyksa¬
lighed og Velstand.
Paa efl bestemt Dag blev Rhynsault fodret til Hove, og
i nogle faa af Raadet deres Nærværelse forhørt imod Sap¬
phira; Hertugen spurte ham: kiender I dette Fruen
timmer? Saa snart Rhynsault kunde komme sig igien af
hans Bestyrtning, sagde hand til Hertugen, at hand vilde
ægte hende, i fald hans Durchlauchtighed vilde behage at ag¬
te det for en Erstatning. Hertugen syntes fornøyet med det¬
te Svar, og stod derhos, imedens Vielsen strax blev forret¬
tet. Da denne var forbi, sagde hand til Rhynsault: Saa vidt
har J gjort som tvunget ved min Myndighed; Jeg skal
ikke være forvisset om eders tilkomende kierlige Medfart


imod hende, med mindre Junderskriver et Gave Brev
paa eders gandske Formue til hende efter eders Død.
Hertugen var iligemaade Vidne til at dette blev fuldbyrdet
Da disse tvende Handlinger vare skeedte, vendte Hertugen
sig til Sapphira og sagde til hende: Nu kommer det mig
til at sætte eder i rolig Besiddelse af det, som eders
Mand har saa rundeligen skienket eder. Hvorpaa hand
befalede at Rhrnsant srax skulde henrettes


Bie=Kuben.
No. 139.
Tiisdagen, den 29 August 1758.
Af the World N 84.
J¬
eg er en ubekiendt Ven forbundet, som har sendt mig ef¬
terfølgende Lignelse=Tale. Den Maade paa hvilken den
er skrevet, og den Lærdom som den indholder, vil giøre
den bedre antagelig, end alt hvad jeg kunde sige til dens Be¬
rømmelse. Jeg skal derfor meddele mine Læsere den, uden vi¬
dere Fortale.
Medgang og Modgang, der vare Døttre af Guds
Forsyn, bleve sendte til en riig Kiøbmands Huus i Phænici¬
en, ved Naun Velasco, som boede i Tyro, Hoved=Staden,
i dette Kongerige.
Medgang, den ældste, var deylig som Morgenen og mild
som Foraaret, men Modgang var sorrigfuld, heslig og ube¬
hagelig.


Uranio.) De vare
Velasco havde to Sønner, Felir og
begge opdragne til Handelen, omendskiønt de havde haft en frie
Optugtelse; og de havde levet tilsammen fra deres spæde Barn¬
dom i den største Enighed og Venskab. Men Kierlighed, for
hvilken alle Siælens Bevægelser ere ligesom Sporet af et Skib
i Havet, der varer alleeneste i et Øyeblik, truede i en ulykkelig Ti¬
me at sætte Spliid imellem dem; thi de vare begge blevne ind¬
tagne af Medgangs Skiønheder. Denne Jomfrue, ligesom
en af Menneskenes Døttre, gav enhver af dem vexelviis Haab og
Opmuntring; men for at undgaae en særdeles Erklæring, saa
lod hun dem vide, at hun havde besluttet aldrig at gifte sig, med
mindre hendes Søster, fra hvilken hun sagde, at hun umueligen
længe kunde være skillt, blev giftet paa samme Tiid.
Velasco, som var ikke uvidende om hans Sønners Kier¬
lighed, og som befrygtede alting af deres Hidsighed, forpligte¬
de dem ved sin Myndighed, og for at forekomme onde Følger,
at de ved Lodkastelse skulde afgiøre deres Paastand; efter at
enhver af dem i forveyen havde forbundet sig ved en høytidelig
Eed at ægte den Jomfrue, som skulde tilfalde ham. Derefter
blev Loddet kastet, og Medgang blev Felixs Hustrue og
Modgang Uramios.
Strax efter at disse Brølluper vare holdte, døde Vela¬
sco efter at hand havde testamenteret sin ældste Søn Felix Huu¬
set, hvori hand boede, tillige med den største Deel af hans store
Riigdom og Varer.
Med.


Medgangs Ægtemand var saa inderligen fornøyet o¬
ver hans Bruds lystige Gemyt og fortryllende Skiønheder, at
hand klædte hende i Guld og Sølv, og prydede hende med Æ¬
delsteene af en uskatterlig Værd. Hand bygte et Palats til
hende i Skoven; hand leedte rindende Bekke ind i hans Hau¬
ge, og udziirede deres Bredde med Templer og Lyst=Huuse.
Hand havde de Ædle af Landet til Bords hos sig, forlystede
deres Øren med Mufik og deres Øyne med Prægtighed. Men
hans Slægtinge ansaae hand som Fremmede, og hans Ung¬
doms Staldbrødre saae hand ikke til, naar de gik ham forbi.
Hans Broder blev og forbadt i hans Øyne, og efter nogen Tiid
bød han, at hans Dørre skulde være lukte for ham.
Men ligesom Aaen flyder fra sin Rende og bliver bortei
Dalene, med mindre den indskrænkes ved Bredde; saa vil ili¬
gemaade Riigdoms Strøme adspredes, dersom den ikke ind¬
grændses ved Huusholding. Jnden faa Aar var Felixs Gods
forødt ved uordentlig Overdaadighed, hans Handel gik over styr
ved Forsømmelse og hans Varer og Boehave bleve bortrevne
af hans Giældneres ubarmhiertige Hænder. Hand søgte Hielp
og Underholding hos de Ædle og Støre Mænd, hvilke hand
havde giordt til gode med Giæstebud, og givet Foræringer, men
hans Røst var som en fremmed Røst, og de erindrede ikke at have
seet eller kiendt ham. De Venner, som hand havde foragtet, be¬
loe ham nu hans Hustrue iligemaade drev Spot med ham, vend¬
te ham Ryggen og flyede fra ham. Dog var hans Hierte saa for¬
tryllet af hendes Hexerie, at hand forfulgte hende med indstændi¬
ge Bønner indtil ved hendes Hastighed at komme fra ham, hen¬
Min 2


des Masqve faldt af og lod ham see et Ansigt, der var lige saa fal¬
met og hesligt, som det tilforn syntes ungt og indtagende.
Hvad der siden blev af ham, giver Historien ingen vis
Beretning om. Mand troer, at hand flyede til Egypten, og
levede af andres Naade og af den ringe Almisse, som hand
nøød af nogle faa Venner, der havde ikke aldeles slaaet haan¬
den af ham, og at hand døde kort derefter, elendig og land¬
flygtig.
Lad os nu vende tilbage til Uranio, hvilken, som vi for¬
hen have hørt, blev jaget paa Døren af hans Broder Felix.
Modgang, endskiønt hun var forhadt i hans Hierte og et
Spøgelse i hans Øyne, fulgte bestandigen med ham; og, for
at forøge hans Sorg, fik hand vis Efterretning, at hans rii¬
geste Skib var taget af en Sardinisk Søerøver, og at et an¬
det var forgaaet paa de Lybiske Sandbanker, og, for at giø¬
re hans Ulykke fuldkommen, at den Banqverer, hos hvilken
hand havde nedsat den største Deel af hans reede Penge, var
gaaet bort fra sine Giældnere og draget til Sicilien. Hand
samlede derfor tilsammen det lidet hand havde tilovers af hans
Formue, og reyste bort fra Tyro; Modgang førte ham igien¬
nem afsides Veye, igiennem Skove der vare overgroede med
Torne og Buske, indtil hand kom omsider til en liden Bye ved
Foden af et Bierg. Her toge de deres Boepæl i nogen Tiid¬
og Modgang, til Vederlag for all den Kummer hand havde
udstaaet, formildede sit barske Aasyyn, gav ham de oprigtig¬


ste Raad, vænnede hans Hierte fra en umaadelig Kierlighed,
til jordiske Ting, og lærte ham at have Ærbødighed for Gu¬
derne, og at sætte sin gandske Fortrøstning og Lyksalighed i de¬
res Regiering og Beskyttelse. Hun reensede og forbedrede hans
Siæl, gjorde ham høvisk, beleven og ydmyg, lærte ham at
have Medynk med hans Med=Creatures Nød og Kummer, og
gav ham Lyst til at hielpe dem.
Jeg sendes, sagde hun, af Guderne, kun til disse som
de elske; thi jeg ikke alleneste opdrager dem ved min strenge
Underviisning og Ave til en tilkommende Herlighed, men jeg
og bereeder dem til at tage med større Behag imod alle saa¬
danne maadelige Forlystelser, som kand passe sig til denne
nærværende Prøve=Stand. Ligesom Edderkoppen, naar den
anfaldes, søger Skiul i det inderste af sin Væv, saaledes og
det Sind, som jeg ængster, drager sine vandrende Tanker til¬
sammen, og flyer ind i sig selv efter Lyksalighed. Jeg var
den, som reyste Cato, Socrates og Timoleons Carakterer
til saadan en guddommelig Høyde, og satte dem op som Leed¬
sagere og Exempler for alle tilkommende Tider. Medgang,
min smiilende, men forræderske Søster, overgiver alt for
ofte dem, som hun har forført, til at pidskes af hendes
grumme Efterfølgere, Hierte-Sorg og Fortvilelse; da
Modgang derimod aldrig efterlader at føre disse, som vil
lade sig underviise afhende, til Roligheds og Nøysomheds
yvelsignede Boliger.
Uranio mærkte paa hendes Ord med stor Agtsomhed; og
saa


saasom hand stadigen saae paa hendes Ansigt, saa syntes dets
Heslighed uformærkt at aftage. Hans Afskye for hende be¬
gyndte lidet efter lidet at formindskes, og omsider overgav
hand sig gandske til hendes Raad og Anførsel, Hun igientog
ofte for ham det viise Sprog af Socrates, At disse, som fat¬
tes mindst, kome Guderne nærmest som fattes slet intet.
Hun formanede ham til at vende sine Øyne til de mange tu¬
sende, der ere neden for ham, i stedet for at gabe paa de faa
som leve i Pragt og Herlighed; og i hans Bønner til Guder¬
ne, i stedet for at begiere Riigdom og Almuens Gunst, at be¬
de om et dydigt Sind, en rolig Stand, et ustraffeligt Liv,
og en Død fuld af got Haab.
Da hun fandt at hand blev hver dag meere og meere ro¬
lig og tilfreds med sin Skiæbne, omendskiønt hand hverken
var forelsket i hendes Ansigt, eller fandt Fornøyelse i hendes
Sælskab, talte hun omsider til ham paa følgende Maade:
Ligesom Guld reenses og luttres fra Skarn ved Jlden,
saa sendes Modgang af Guds Forsyn til at prøve og for¬
bedre Menneskenes Dyd. Naar jeg har naaet denne Hensigt,
saa er mit Arbeyde fuldendt; og nu forlader jeg eder for at
gaae hen og giøre Regnskab for det der var mig befalet. E¬
ders Broder, hvis Lod var Medgang, og hvis Tilstand,
J saa meget misundte, efter at hand har ved Forfarenhed
seet sit Valls Vildfarelse, er omsider ved Døden forløst
fra det allerelendigste Liv. Det har været en Lykke for
Ura¬


Uranio, at Modgang faldt i hans Lød; og dersom hand
erindrer hende som hand bør, da vil hans Liv blive ære
fuldt og hans Død lyksalig.
Da hun sagde disse Ord, forsvandt hun for hans Øyne.
Men omendskiønt hendes Lineamenter i samme Øyeblik, iste¬
det for at opvække den sædvanlige Gruelse, syntes at fremvii¬
se et Slags mat Skiønhed, dog, saasom Uranio, uagtet all
hans Stræben, aldrig kunde overtale sig selv til at elske hen¬
de, saa hverken bejamrede hand hendes Bortgang, eller ønsk¬
te hendes Tilbagekomst. Men omendskiønt hand glædede sig
over hendes Fraværelse, saa forvarede hand dog hendes Raad
og Formaninger i sit Hierte, og blev lykkelig ved at efterføl¬
ge dem.
Hand slog sig derefter igien til Handelen; og efter at
hand i en kort Tiid havde forhvervet saa meget, som kunde
være nok til at forskaffe ham Livets sande Nødtørft og For¬
nøyelser, drog hand ud til en liden Aulsgaard, som hand
havde kiøbt til denne Ende, og hvor hand besluttede at forbli¬
ve sin øvrige Leve Tiid. Her fordrev hand sin Tiid med at
plante, med Hauge= og Ager=Dyrkelse, med at dæmpe alle
u-ordentlige Passioner, og at danne sit Sind efter Mod¬
gangs Lærdomme. Hand fandt stor Fornøyelse i en liden
Hytte eller Eremitage i hans Hauge, som stod under en Busk
af Træer, omgivet med Hybentorne og Løbe-Roser. Næst
der¬


derved var et koldt Bad, indrettet af en Kilde, som havde fit
Udspring af en Klippe, og over Dørren var indgravet med
store Bogstaver følgende Overskrift:
J dette eenlige Moos=tægte ringe Sted
Boe Sandhed, Frihed, Dyd og rolig Nøysomhed.
J hvad Palats kand du, som tør endnu for¬
smaae
Et saa lyksaligt Sted, saa smukt et Sælskab
faae?
Hand levede til en god høy Alder, og døde æret og be¬
klag


Bie=Kuben
No. 140.
Tiisdagen, den 5. September. 1758.
Af the Rambler N. 197.
Cujus Vulturis hoc erit cadaver?
Hvad Rovfugl, Krage eller Ravn
Skal faae af dette Aadsel Gavn?
Til Mr Rambler.
Min Herre
J¬
eg hører til en Orden af Mennesker, i det mindste betyde¬
lig nok for deres Mængde, som J endnu aldrig har taget
formeligen i Betragtning, omendskiønt vi synes li¬
gesaa berettigede dertil, som disse Gække, hvis Daarligheder
have givet eder Materie til forlystende eller Lære riige Afhand¬


linger. Jeg er, Mr Rambler, en Testament=Jæger;
og saasom enhver vil gierne have gode Tanker om det Laug,
som hans Naun er indført udi, saa vil J tilgive min Forfæn¬
gelighed, om jeg erindrer eder, at en Testament=Jæger,
hvor fornedret hand end er ved et ilde sammensat Naun i vort
grove Sprog, var bekiendt, som mig er sagt, i det gamle Rom,
ved de velklingende Titeler af Captator og Hæredipeta.
Min Fader var en Procurator paa Landet, som ægtede
hans Husbonds Datter, i Haab om Midler, som hand ikke
bekom; hun havde udvalt ham, som hand derefter fik at vi¬
de, alleneste fordi hun havde intet bedre Tilbud, og var ban¬
ge for at tiene. Jeg var den første Frugt af et Ægteskab,
som paa begge Sider var saa sviigagtigt, og derfor kunde
det ikke ventes, at jeg skulde arve mange værdige Egenskaber
eller stor Ædelmodighed, og dersom jeg ikke havde dem af Na¬
turen, da tegnede det ikke til at jeg nogensinde skulde faae
dem; thi i de Aar jeg levede hiemme, hørte jeg aldrig nogen
Aarsag hvorfor mand skulde giøre eller lade, undtagen fordi
vi skulde vinde Penge eller tabe derved, ey heller lærte jeg no¬
gen anden Stiil at berømme nogen, end at Mr. Sneaker
er en Mand der sidder varmt, Mr. Gripe har gjort sine Sa¬
ger vel og behøver ikke at skiøtte om noget Menneske.
Mine Forældre, endskiønt ellers ikke store Philosopher,
kiendte meget vel hvad Magt en betimelig Optugtelse har
og derfor havde Omsorg for, at min spæde Forstand maatte


opfyldes med saadann
Jegreb der kunde lære mig at sætte
Priis paa Penge. Min Moder pleyede ved alle Leyligheder
at indprente mig nogle nyttige Regler, saadanne som kun¬
de skynde mig til at holde paa hvad jeg havde og at ta¬
ge hvad jeg kunde faae; hun lærte mig at vi vare i en
Verden, hvor alle maae snappe som kand snappe; og
ligesom jeg voxte op, opfyldte hun min Hukommelse med dy¬
bere Anmærkninger; hun holdt mig fra de sædvanlige Bør¬
ne=Udgifter, ved at forestille mig, at den der spaxer ikke
paa en Skilling, faaer aldrig en Daler; og naar jeg
misundte andre Naboe=Børn noget smukt, sagde hun til mig,
at Brask var en god Hund, men Holdfast var en bedre.
Jeg var snart snu nok til at mærke, at jeg var ikke født
til stor Ritgdom, og da jeg ikke havde hørt noget andet kal¬
des Lyksalighed, saa var jeg undertiden færdig at græmme
mig over min Tilstand. Men min Moder trøstede mig alttid,
i det hun sagde, at der var Penge nok i Familien, at det
var godt at være beslægtet med Midler, at jeg havde
intet at giøre, uden at behage mine Frænder, og naar
jeg lagde vind derpaa, da maatte jeg komme til at holde mit
Hoved ligesaa høyt som den beste Herremand i Landet.
Disse prægtige Forventelser reyste sig af vores Slægt¬
skab med tree Personer af anseelige Midler. Min Moders
Faster havde været Cammer=Pige hos en Frue, hvilken, da
hun døde, belønnede hendes Tienstfærdighed og Troeskab med
Nu¬


en stor Gave i hendes Testamente. Min Fader havde tven¬
de Paarørende, af hvilke den ene var løbet fra den Mester
hand stod i lære hos, og gik til Skibs, hvorfra hand efter tre¬
dive Aars Fraværelse kom tilbage med ti tusende Pund; og
den anden havde lokket en Jomfru, der var Arving til et Her¬
regods, ud af et Vindue, og da hun døde i hendes første
Barselseng, havde efterladt ham sit Gods, hvorpaa hand nu
levede, uden nogen anden Bekymring, end at samle hans
Renter, og at bevare for Krybe=Skytter det Vildt, som
hand kunde ikke selv skyde.
Disse Penge=Pugere bleve besøgte og opvartede af alle
dem der meente at have nogen Rettighed til at komme til
dem, og de fik Foræringer og Complimenter af Paarørende,
som kunde neppe sige hvor nær de vare dem beslægtede. Men
vi havde besynderlige Fordeele, som opmuntrede os til at haa¬
be, at vi skulde efter haanden udstøde vore Medsøgere. Min
Fader, ved sin Profession, gjorde sig fornøden i deres For¬
retninger; for Søemanden og Cammer Pigen søgte hand at
faae deres Penge udsat i Jordegods og sikkert Pant, og
skrev Obligationer og Contracter; og havde fundet Leylighed,
til at sætte sig i Gunst hos den gamle Qvinde, som laante en¬
gang ubefindigen hundrede Pund ud, uden at raadføresig med
ham i det hand lod hende vide, at hendes Skyldener var paa det
yderste til at spille Bankerot, og i saadan Hast skyndte sig med
at giøre Indførsel, at alle de andre Giældnere bleve bedragne.
For Herremanden var hand som en Forvalter, og hav


de tadet sin Fliid og Dygtighed see i hans Tieneste, ved fin
Færdighed i at forhøye Landgilden, ved sin Ubevægelighed i at
plage de Bønder, som vare seenfærdige med at betale den, og
ved sin Snedighed i at befrie Sognet fra alle de Jndvaanere,
som vare det til Byrde, i det hand listigen skaffede dem hen til
noget andet Sted.
Forretninger udkrævede derfor, at hand jævnligen magt¬
te komme til dem; og saasom de betroede ham deres Sager,
saa blev der snart en Fortroelighed imellem dem, hvilken for
øgedes ved den lykkelige Fremgang hvormed hand besørgede de
res Handteringer, og denne gav ham en Ret til deres Bevaa¬
genhed, saa at vi havde Leylighed til at bruge alle de Kunster,
hvormed vi kunde gaae dem under Øyne og sætte os i Yndest.
Min Moder, som kunde ikke taale at tænke paa at tabe no¬
gen Ting, besluttede, at alle deres Midler skulde falde i mit
Lod; og saasom hun stedse ponsede paa at fuldføre disse An¬
slag, saa forsømte hun ikke at erindre mig, at intet ko¬
ster mindre end gode Ord, og at det er fornøyeligt at sprin¬
ge ind i et Herre-Gods, som en anden har forhvervet.
Ved disse Formaninger drog hun mig op tilden allerstør¬
ste bøyelige Lydighed og lærte mig at vende alle mine Tanker
til Vinding. J den Alder, da andre Drenge gaae og spøge
i Marken, eller sidde og mumle over en Bog i Skolen, pøn¬
sede jeg paa nogen ny Maade at giøre mig tækkelig; spurte hvor
gamle mine tilkomende Velgiørere vare, eller tænkte paa hvor¬
ledes jeg skulde anvende den Arv de vilde testamentere mig.
Der¬


Dersom vor Penge=Begiærlighed kunde blevet fornøyet
med det, som een af mine Paarørende eyede, da kunde det
maae skee været at faae; men saasom det var umueligt at
være altid nærværende hos dem alle tre, saa gjorde vore
Medsøgere sig ideligen Umag for at udslette de, Spor af Be¬
vaagenhed, som vi kunde have ladet efter os; og saasom der
var ikke paa nogen af Siderne saadanne høyere Fortienester,
som kunde forskaffe et bestandigt og fast Fortrin, saa var den
sidste, som smiggrede eller føyede, ien Tild lang den ypperste.
1
undsatits
Mine Paarørende vare meget ordentlige i at bevise
Høflighed mod hverandre, forsømte ikke nogen Leylighed at
condolere eller gratulere, og sendte Foræringer paa visse Ti¬
der, men havde i deres Hierter ikke megen Høyagtelse for
hinanden. Søemanden ansaae Herremanden med Foragt,
som en Mæhæ og en Landmand, der havde levet uden at kien¬
de Strægerne paa Compassen, eller at see nogen Deel af
Verden undtagen den nærmeste Kiøbstæd, øg, naarsom helst
de kom sammen, vilde tale om Længden og Bredden, om
Cirkler og Solens Vende=Kredse, vilde neppe sige ham hvad
Klokken var, uden at melde noget om Horizonten og Mid¬
dags Linien, eller viise ham de nye Tidender, uden at lade
ham see hans Vankundighed |henseende til andre Landes
Beliggenhed.
Her¬


Herremanden betragtede Søemanden som en grov og u¬
behøvlet Vildmand, der havde kun lidet andet menneskeligt
end hans Skabning; hand fornøyede sig over hans Vankun¬
dighed i alle gemeene Ting og Handteringer, naar hand kun¬
de overtale ham til at gaae i marken, saa giorde hand ham
altid latterlig for de andre Jagt=Stalbrødre, i det hand send¬
te ham hen at see efter Vildt paa urette Steder; og engang
overtalede hand ham til at ride med sig hen til det Sted, hvor
der holdtes Veddeløb med Heste, alleeneste for at viise de an¬
dre Herrer, hvorledes en Søemand sidder til Hest.
Den gamle Cammer=Pige agtede sig viisere end begge de
andre, thi hun holdt kun een Pige og sparede hendes Penge.
De Lundre vare vel sparsommelige nok, men Herremanden
kunde ikke leve uden Hunde og Heste, og Søemanden lod al¬
drig Rogen Dag gaae forbi uden at sidde over en Skaal Puns¬
og sagsom hand var ikke meget kræsen j at vælge sine Drikke.
Brødre, saa var enhver velkommen dertik, som kunde brøle
en Drikke=Viise eller fortælle en Historie.
Alle disse skulde jeg dog behage; et besværligt Arbeyde;
men hvad vil ikke Ungdom og Gierrighed foretage: jeg havde et
overmaade bøyeligt Gemyt, og en umættelig Begierlighed ef¬


ter Riigdom; jeg blev ideligen tilskyndet af mine Forældres
Ærgierrighed, og de gik mig til haande med deres Underviis¬
ninger, ligesom Leyligheden behøvede det. Hvad jeg ved disse
Fordeele blev mægtig til at udrette, skal meldes i det næste
Brev fra
Muinn!
Mv
Ederg
Captator.
U3
6Ar
14is


Bie=Kuben
No. 141.
Tiisdagen, den 12 September. 1758.
Af the Rambler. N. 198.
Nil mihi das vivus, dicis post fata daturum,
Si non insanis, scis, Maro, quid cupiam.
Du vil mig ingen Ting, imens du lever, skænke,
Men lover, naar du døer, at ville mig betænke.
Dersom du, Maro, ey er dum som noget Beest,
Du læt begribe kand, hvad jeg nu ønsker meest.
Til Mr. Rambler.
Min Herre!
J
som maae have mærket den Tilbøyelighed, hvilken næ¬
sten et hvert Menneske, hvor ørkesløs og ubetydelig hand
end er, udviiser til at forestille hans Levnet som mærk¬
værdigt ved ugemene Hændelser, vil ikke forundre eder over,
at Captator anseer sin Fortælling betydelig nok til at fort¬


sættes. Der er intet meere almindeligt, end at disse Folk pla¬
ge deres Stalbrødre med deres Historie, som have hverken
gjordt eller liidt noget, der kand opvække Nysgierrighed,
eller give Underviisning.
Saasom mand havde lært mig at smiggre ligesaa snart
som jeg begyndte at snakke, og jeg havde gandske betimeli¬
gen faaet saadan en stærk Begiærlighed til Penge, at den
dæmpede alle andre Begiærligheder, saa begyndte jeg mit Fo¬
rehavende med gode Tegn til Fremgang; thi jeg deelte min
Tienstfærdighed saa skiønsom imellem mine Paarørende, at
jeg blev lige høyt elsket af dem alle. Naar nogen af dem kom
ind ad Døren, løb jeg med den største Glæde imod ham, og
bad ham være velkommen; naar hand gik bort, hængte jeg med
Hovedet, og undertiden tiggede saa meget at jeg maatte gaae
med ham, at det var paa det nærmeste jeg havde faaet en Til¬
ladelse, som jeg var bange for i mit Hierte. Naar de ved et
aarligt Giæstebud vare alle forsamlede, da havde jeg et van¬
skeligere Arbeyde, men begegnede dem med saadan en upar¬
tiisk Venlighed, at ingen af dem kunde beskylde mig for U¬
agtsomhed, og naar de bleve keede af min Sleegen og Høflig¬
hed, lode de mig altid gaae fra sig med en Foræring af Pen¬
ge til at kiøbe Leege=Tøy for.
Livet kand ikke holdes tilbage i sin Gang, de uskyldige
og pladrende Aar vare snarligen forbi, og der behøvedes an¬
dre Egenskaber til at sætte mig i en vedvarende Yndest hos
dem. Det hændte sig meget lykkeligen at ingen af mine Ven¬
ner havde høye Tanker om Bog=Lærdom. Søemanden kun¬


de ikke lide at see lange Drenge indsluttede i en Skole, naar
det skikkede sig bedre for dem at see Verden og giøre deres Lyk¬
ke; hand var af den Mening, at naar de havde fattet de
første Regler af Regne=Kunsten, da kunde de inden Skibs¬
Bord lære alt hvad der behøvedes til at giøre en fuldkommen
Mand. Herremanden paastod alleeneste, at saa megen Sko¬
le Lærdom var uforbigængeligen fornøden, at mand var i
Stand til at skrive et Fæste=Brev og at læse Skrift; og den
gamle Cammer=Pige erklærede lydeligen at hun foragtede Bø¬
ger, og hendes Meening var, at de droge alleeneste Tanker¬
ne fra Hoved=Sagen, nemlig at passe paa Skillingen.
For at foreene, saa got som vi kunde, alle deres Mee¬
ninger, lod mine Forældre mig opdrage hiemme. Enhver
af mine Paarørende bildte vi ind, at jeg fulgte hans Anord¬
ninger; og jeg vandt ligeledes, som min Moder anmærkte
denne Fordeel derved, at jeg var altid ved Haanden; thi
hun havde kiendt mange Børn, høyligen yndede af deres Paa¬
rørende, som vare sendte til Skoler og Academier og derover
blevne forglemte.
Da jeg blev saa gammel at mine Forældre kunde mee¬
re forlade sig paa min egen Skiønsomhed, blev jeg ofte sendt,
under adskillige Forevendinger, til at besøge mine Paarøren¬
de, og blev altid underrettet af mine Forældre, hvorledes
jeg skulde giøre mig tækkelig og drive Medsøgere bort.
Jeg blev, fra min Barndom af, anseet af Søemanden
som en , der tegnede sig til noget got, efterdi jeg holdtmeere


af Puns end af Viin; og jeg forsømte ikke at bestyrke ham
ydermeere i disse gode Tanker, i det jeg stedse spurte ham om
Søemands=Kunsten, om Graden af Heede og Kuld i adskil¬
lige Verdens Parter, om Fordeele i Handelen, om Skib¬
brud og dets Farligheder. Jeg berømte Søemændenes Be¬
hiertighed, og vandt hans Hierte ved det jeg stedse bad ham
fortælle mig hans Levnets Hændelser, og vise mig hans u¬
denlandske Raritæter. Jeg lod ligesom jeg med største Agtsom
hed hørte efter hans Historier, hvilke jeg dog allerede selv kun¬
de fortælle; og til Slutning efterlod aldrig at tilkiendegive
mit Forsæt at besee fremmede Lande, og min Foragt for dis¬
se feige Drog, som fremdrage deres gandske Liv i deres Føde¬
Bye, omendskiønt jeg havde virkeligen ingen anden Begiær¬
lighed end til Penge; ey heller følte nogen Drift af Nysgier¬
righed, eller Attraae til vovelige Hændelser, men vilde for¬
nøyet levet over Methusalems Alder, med at tage imod Ren¬
ter og laane paa Pant.
Herremanden kunde jeg behage med mindre Hyklerte;
thi jeg virkeligen agtede det fornøyeligt nok at skyde Vildt og
spiise det. Men Hunger efter Guld forleedte mig dog til at
bruge nogle Kunster af Løgn og Falskhed, hvilke, omendskiønt
de giorde ikke anden Skade, befængte dog mine Tankers Reen¬
hed, og efter haanden formindskede min Ærbødighed for
Sandhed. Undertiden kiøbte jeg Fisk og foregav at jeg hav¬
de fanget dem; jeg betalte Bønderfolkene for at viise mig A¬
gerhøns, og derefter gav jeg min Far=Broder Kundskab om
hvor de havde deres Sæde; jeg lod mig om Natten betegne
hvor Harerne havde deres Leye, og om Morgenen opleedte


jeg dem med saadan Snedighed at jeg hos de gamle Jægere
opvakte baade Forundring og Avind. Een eneste Forhin¬
dring var der i veyen for min tiltagende Berømmelse, og
denne kunde jeg aldrig overvinde: jeg var naturligen frygtsom,
og maatte derfor altid skamfuld blive tilbage, naar Fornø¬
denheden udkrævede, at der skulde springes over et Giærde,
svømmes over en Aae, eller rides alt hvad Hestene kunde lø¬
be; men saasom dette forefaldt ikke meget ofte, saa forsvare.
de jeg min forhvervede Ære med tilstrækkelig god Fremgang,
og blev aldrig udelukt af noget Jagt =Sælskab.
Den gamle Cammer Pige kunde jeg ikke saa fikkert eller
saa læt behage; thi hun havde ingen herskende Lyst uden Gier¬
righed, og var derfor kold og ubevægelig. Hun havde ikke
Begreb om nogen Dyd hos et ungt Menneske, uden at spa¬
re sine Penge. Naar hun hørte om mine Bedrifter i Mar¬
ken, saa rystede hun med hovedet og spurte, hvor meget jeg
skulde blive rigere ved alle mine Forretninger, og beklagede,
at saa meget skulde forødes paa Hunde og Heste. Dersom
Søemanden sagde til hende, at jeg havde Lyst til at reyse, da
var hun vis paa at der var intet Sted i Verden saa godt som
Engeland, og kunde ikke begribe, hvorfor nogen Mand, som
kand leve i sit eget Land, skulde forlade det. Dette vrantne
og koldsindige Creatur fandt jeg dog paa at sætte mig i Yn¬
dest hos, ved det jeg ideligen berømte Sparsommelighed, og
stedse tog mig vare for Udgifter.
Fra Søemanden havde vi vor første og meest betydelige
Forventelse; thi hand var riigere end Cammer=Pigen og æl¬


dre end Herremanden. Hand var saa tølpersk og blufærdig
iblant Fruentimmer, at vi agtede ham sikker for Ægteskab;
og den støyende Kierlighed, med hvilken hand pleyede at tage
imod mig i hans Huus, bragte os i den Indbilding, at hand
vilde ikke see sig om nogen anden Arving, og at vi havde in¬
tet at giøre uden at vente taalmodigen efter hans Død. Men
midt i vor Triumph hilsede min Farbroder os en Morgen med
et Fryde=Skriig, slog mig haardt paa min Skulder og sag
de til mig, at jeg var en lykkelig Karl, i det jeg havde saa¬
dan en Ven som ham i Verden; thi hand kom for at udree¬
de mig til en Reyse med en af hans gamle Bekiendtere. Jeg
blegnede og skælvede; min Fader sagde til ham, at hand
troede jeg var ikke stærk nok til Søen; og min Moder brasti
Graad og raabte, at hendes Hierte vilde briste, dersom hun
mistede mig. Alt dette havde ingen Virkning, Søemanden
var gandske uden Følelse og vedste ikke hvad det var at være
blødhiertet, og uden at agte om Taare eller Forestillinger,
forblev hand ved sin fattede Slutning at giøre mig til en
Mand.
Vi vare tvungne til at anstille os føyelige, og de fornød¬
ne Tilbereedelser bleve gjordte. Jeg tog afskeed fra mine
Venner, med stor Munterhed, og udraabte min Farbroders
Godgiørenhed med de høyeste Taknemmeligheds Toner; og
glædede mig over den Leylighed jeg nu havde faaet til at for
nøye min Begiærlighed efter at see og lære noget. Men en
Uge for den Dag der var bestemt til min Bortreyse, blev jeg
syg, efter min Moders Anordning, og vilde ikke smage nogen
Mad, uden hvad min Moder hemmeligen bragte mig; naar
min


min Farbroder besøgte mig, var jeg enten angrebet af Sove¬
Syge, eller jeg rasede, men tog vel i agt, at jeg i mit Rase¬
rie talede uophørligen om Reyser og Kiøbmandskab. Kam¬
meret hvor jeg laae blev holdt mørkt, Bordet stod fuldt af A¬
potheker Flasker og Krukker; min Moder blev med Møye holdt
fra at sætte sit Liv i Fare ved at vaage over mig om Natten;
min Fader bejamrede at vi skulde tabe den Vinding jeg kun¬
de haabet ved denne Reyse, og der bleve brugte saa overflø¬
dige og listige Kunstgreb, at en Mand, der havde haft nogen
dyb Jndsigt, maatte mærket Bedrageriet. Men Søeman¬
den, som ikke forstod sig paa Trækker og Rænker, blev lettett.
gen taget ved Næsen, og saasom Skibet kunde ikke bie indtil
jeg blev frisk, saa solgte hand de for mig indkiøbte Varer, og
lod mig efter haanden faae min Helbred igien.
Jeg blev sendt bort til et Sted, hvor der var en reene¬
re Luft, for at faae mit Huld igien, paa det det skulde ikke
mærkes, at jeg havde aldrig tabt det, og efter to Maaneder
kom jeg hiem igien for at begræde at denne Leylighed havde
slaaet mig feyl. Min Farbroder ynkede mig, da hand saae
mig saa mistrøstig, og bad mig lave mig til imod næstkom
mende Aar, thi ingen Land=Lømmel skulde nogen Tiid røre
en Skilling af hans Penge.
Jmidlertiid havde jeg dog nu faaet en Opsættelse, og
maae skee noget nyt Puds matte hiulpet mig et andet For¬
aar; men til all Ulykke beylede min Farbroder til min Mo¬
ders Pige, og denne for at befordre saa fordeelagtigt et Gif¬
termaal, aabenbarede ham den Hemmelighed om min Syg¬
dom


dom, som min Moder havde betroet hende allene. Hand
stormede, hand rasede, og erklærede at hand vilde selv have
Livs Arvinger, og ikke give sine Midler til Bedragere og fey¬
ge Luddringer, hvorpaa hand inden to dage ægtede Pigen og
har nu fire Børn.
Feyghed bliver altid foragtet, og Bedragere har mand
allmindeligen Afskye for. Jeg fandt at mine Venner ble¬
ve, om ikke gandske afvendte, i det mindste lunkne i deres Vel¬
villighed. Herremanden, endskiønt hand ikke aldeles viiste
mig bort, var dog mindre kierlig, og ofte spurte mig, naar
jeg vilde gaae til Søes. Jeg maatte taale dette Spotterie,
og umagede mig for at oppuste hans Bevaagenhed igien ved
min idelige Opvartning og Ærbødighed, men all min Fliid
var forgiæves, hand døde uden at giøre Testamente, og hans
Gods faldt til den lovmæssige Arving.
Saaledes har mine Forældres Daarlighed fordømt mig
til at spilde i Hyklerie, Smigger og Opvartning de Aar i hvil¬
ke jeg maatte have gjordt mig skikket til et Leve=Brød, hvori jeg
kunde været befriet for Haab og Frygt. Jeg er kommet til
Mands Alder, uden nogen gaunlig Kunst eller ædel Tanke, og
dersom den gamle Camer=Pige skulde iligemaade tilsidst bedra¬
ge mig, da er jeg i ligesaa stor Fare for at komme til at tigge, som
jeg er vankundig.
Jegerne:
Captator.


Bie=Kuben
No. 142.
Tiisdagen, den 19. September. 1758.
Af Spectator. N. 499.
M¬
in Ven Will. Honeycomb (*) har over i et halv Aar sagt
til mig, at hand havde stor Lyst til at forsøge at skrive
en Spectator, og at hand vilde gierne have et Styk¬
ke af hans Arbeyde i mine Skrifter. J morges fik jeg følgen¬
de Brev fra ham, hvilket jeg nu vil meddele mine Læsere, ef¬
ter at jeg først har rettet deri nogle smaa Feyl imod Skrive¬
Rigtigheden.
Kiære Spectator
Jeg var for et par Aftener siden i Sælskab med meget beha¬
gelige unge Folk af begge Kiøn, og da vi talte om nog¬
le af eders Blade, der ere skrevne om Ægte-Kierlighed, rey¬
ste sig en Trætte imellem os, hvad heller der vare fleere on¬
de Mænd i Verden end onde Koner. En Herre som var For¬
(*) Om denne Persors Carakteer finder mand Efterretning i den første Part af Spec¬
tator, N. 2. som tillige med den anden Part er for nogle Aar siden oversat i Dansk.


svar for Fruentimmerne, tog denne Leylighed at fortælle os
en Historie om en naunkundig Beleyring i Tyskland, hvil¬
ken jeg siden har fundet anført i min historiske Ord=Bog paa
følgende Maade: Da Keyser Conrad den tredie havde be¬
leyret Guelphus, Hertugen af Bayren, i Staden Hens¬
berg, og Qvinderne befandt at Byen kunde ikke mueligen
længe holde sig, bade de Keyseren, at de maatte drage ud
af den, med saa meget som enhver af dem kunde bære. Saa¬
som Keyseren vedste, at de kunde ikke føre meget af deres
Gods med sig, saa tilstod hand dem deres Ansøgning; hvor¬
paa hand saae, med stor Forundring, at Qvinderne kom ud af
Byen, hver med sin Mand paa Ryggen. Keyseren blev saa
rørt over dette Syyn, at hand faldt i Graad, og efter at
hand havde storligen berømt Qvinderne for deres Ægteskabs
Kierlighed, gav hand Mændene til deres Hustruer, og tog
Hertugen igien til Naade.
Fruentimmerne gjorde sig ikke lidet til over denne Hi¬
storie, spørgende os tillige, om vi i vor Samvittighed troe¬
de, at Mændene i nogen Bye i Engeland vilde, naar de hav¬
de samme Tilbud, og vare i liige Omstændigheder, bebyr¬
det sig med deres Hustruer; eller om de ikke meget heller vil¬
de været glade ved saadan en Leylighed at blive dem qvit.
Min meget gode Ven, Tom Dapperwit, som tog sig paa
at tale for vort Kiøn, svarede herpaa, at Mændene skulde
være storligen at laste, dersom de vilde ikke bevise Fruentim¬
merne den samme Tieneste, i Betragtning at deres Styr¬
yke vilde være større, og deres Byrde lettere. Da vi nu for¬
lystede os med deslige Samtaler, for at fordrive Aftenen, som
pnu


nu begynder at blive keedsommelig, faldt vi paa den prise¬
lige og ældgamle Tildsfordriv med Spørsmaal og befalin¬
gger. Jeg havde ikke snarere faaet den Kongelige Myndig¬
hed, førend jeg paalagde alle Fruentimmerne, under min
Unaade, at sige Sælskabet gandske oprigtigen, i fald de
havde været i ovenmeldte Beleyring, og haft det samme Til¬
bud, som de gode Koner i den Bye, hvad enhver af dem
vilde have bragt bort med sig, og agtet meest værdigt at red¬
3de? Der bleve adskillige lystige Svar givne paa mit Spørs.
maal, hvormed vi fornøyede os indtil Senge Tiid. Dette
opfyldte mit Sind med saadan en forvirret Mængde af
Tanker, at da jeg var kommet i Seng, faldt jeg i følgende
Drøm.
Jeg saae en Bye her i Engeland, hvilken jeg ikke vil
nævne, beleyret paa alle Sider, og Jndvaanerne deri brag¬
3te til saa yderlig en Nød, at de maatte bede om Naade. Ge¬
neralen vilde ikke tilstaae dem andre Vilkaar, end de som ble¬
ve bevilgede den ovenmeldte Bye Hensberg, nemlig at Ko¬
nerne matte gaae ud med hvad de kunde bringe med sig. Strax
derpaa fløy Stads=Portene op, og jeg saae en lang Rad af
Fruentimmer følgende efter hinanden, ravende og stønnen¬
de enhver under sin Byrde. Jeg tog min Plads paa et
høyt Sted i Fiendens Leyr, som var bestemt til en Forsam
lings Plads for disse Fruentimmer=Dragere, efterdi jeg vil¬
de gierne see hvad deres adskillige Ladninger bestode af. Den
første af dem havde en meget stor Sæk paa hendes Skuldre,
hvilken hun satte ned med stor Varlighed. Da hun aabne¬
nede den, og jeg ventede at have seet hendes Mand stige ud


af den, fandt jeg at den var fyldt med Porcelain. Den næ¬
ste kom frem i en meere anstændig Skikkelse, bærende en
smuk ung Mandsperson paa hendes Ryg; jeg kunde ikke an¬
det end berømme den unge Kone for hendes Ægte Kierlig¬
hed; men jeg fandt, til min store Forundring, at hun hav¬
de ladet den gode Mand blive hiemme, og bragt sin Boler
;bort med sig. Jeg saae den tredie, noget længere borte
med et lille gustent Ansigt pippende frem over hendes Skul¬
dre; jeg kunde ikke tænke at det maatte været andet end hen¬
des Mand, indtil hun havde sat ham ned og jeg hørte at hun
kaldte ham kiære Pug, og da mærkte jeg at det var hendes
elskelige Abekat. Den fierde bragte en stor Pakke Kort med
sig; og den femte en Spansk Skiøde=Hund; thi efterdi hen
des Mand, som det synes, var meget tyk og feed, saa men¬
te hun at det vilde være hende mindre besværligt at tage den
lille Cupid med sig. Den næste var en riig Aagerkarls Ko¬
ne, bærende en stor Pose med Guld; hun fortallte os, at
hendes Mand var meget gammel, og efter Naturens Løb
kunde ikke vente at leve længe, og for at viise sin kiærlige
Agt for ham, havde hun reddet det, som den stakkels Mand
elskede høyere end hans Liv. Den næste kom hen til os med
hendes Søn paa Ryggen hvilken, som vi hørte, var den
største Sviire=Broder der i Byen, men var tillige saa alde¬
les Moderens Kiæledegge, at hun lod sin Mand blive tilba¬
ge med en ster Familie af haabefulde Sønner og Døttre,
for at redde denne u-artige Søn.
Det vilde blive u-endeligt at opregne de adskillige Per¬
soner med deres adskillige Byrder, som aabenbaredes for
mig


mig i dette sælsomme Syyn. Den hele Plads omkring mig
var skiult med Pakker af Baand, Brocader, Perlestikker¬
Verk, og ti tusinde andre Materialier, som kunde være nok
til at forsyne en heel Gade af Galanterie Bode. Een af
Konerne, der havde en Mand, som var ikke af de tungeste,
bragte ham ud paa hendes Skuldre, og havde tillige et stort
Bundt af Brabantske Kniplinger under hendes Arm; men
; da hun fandt sig saa over belæsset, at hun kunde ikke redde
begge deele, saa lod hun den gode Mand falde, og bragte
Bundtet med sig. Kort sagt, jeg fandt ikkun een Ægtemand
i denne store Hob af Bagage, og det var en frisk og leven¬
de Skoe flikker, som sparkede og hakkede hans Kone i Si¬
derne, alt saa længe hun har ham ud, og det blev sagt, at
saa længe de havde levet tilsammen, var der neppe nogen
Dag gaaet forbi, at hand jo havde børstet hende med hans
Spande=Rem.
Jeg kand ikke slutte dette Brev kiære Spectator, u¬
den at fortælle dig et meget pudseerligt Jndfald i denne min
Drøm. Mig syntes, jeg saae et dosin Fruentimmer i Arbeyde
med at føre en Mandsperson ud. Jeg kunde ikke giætte hvem
det skulde være, førend hand kom nærmere, og jeg saae dit kor¬
te Ansigt. Alle Fruentimmerne erklærede, at det var for dine
Skrifters og ikke for din Persons skyld, at de bragte dig bort,
og at det skeedte paa det Vilkaar, at du skulde blive ved at skri¬
ve Spectator. Dersom du mener, at denne Drøm kand være et
taaleligt Stykke deri, da er den til din Tieneste, fra
kiære Spectator, din sovende og vaagende
Will. Honeycomb.


Fruentimmerne vil see, af dette5
Jrev, hvad jeg har of¬
te sagt dem, at denne Will. Honeycomb er en af disse gam¬
meldags vittige Elskovs=Brødre, der viser sine Gaver ved at
drive Gækkerie med Ægte=Standen, og een som har ofte for¬
gæves prøvet sin Lykke ihenseende til Giftermaal. Jmidler¬
tiid kand jeg dog ikke udgive dette Brev, uden at anmærke,
at den sandfærdige Historie, hvorpaa det er grundet, giør Qvin¬
de Kiønnet Ære; og at Skribenten, for at beskæmme dem,
maa tage sin Tilflugt til Drømme og Digt.
Konernes Ulykke.
(af Gellert)
n Stad, det synes mig, den laae i Grækenland,
Blev taget ind med Storm af en Barbarisk Fiende,
Som truede derfor at myrde hver en Mand,
Og ey at spare een af Borgerne der inde.
O Himmel! hvilket Jammer Skriig,
Begyndte Konerne, saa bleege som et Liig!
Mand forestille sig, naar tusend Qvinder skrige,
Hvad er det for en Larm! jeg for min Part maae sige,
Jeg skælver alt, naar to kun skrige.
De med udfpredte Haar sig skyndte samtige,
Med Øyne, som af Graad og Taar vare røde,
Og Hænderne af Sorg og Jammer vriende,


Og


Og slengte sig, af Angst halv døde,
Ned for Barbarernes Feldt Herre, bedende,
I deres fælles Nød og Vaade,
At hand vil deres Mænd benaade.
Saa at, blant tusende, een Kone fandtes ey,
Som vilde, fra sin Mand at blive skillt, begiæres
Af tusende ey een? O Ney¬
Nu det er meget; paa min Ære,
Der gode Tider da endnu har maattet være.
Hvor haard end og Feldt Herren var,
Saa kunde hand dog ey aldeles Modstand giøre
De Bønner, Suk og Graad hand maatte see og høre;
Thi hvilken Mand, var hand ti gange en Barbar,
Kand ey en Qvindes Taare røre?
Mit gandske Hierte nu bevæges maae derved.
Jeg gad ey været her i Generalens Sted,
Og mig omringet seet af denne Qvinde=Skare,
Der var i saadan Nød og Drøvelse bestædt,
Jeg havde mig ey kundet bare,
Men som et Barn med dennem maatte grædt,
Og skænket Mændene strax, uden Penge, Livet,
Og hver af Konerne sin egen Mand forært;
Ja, om hun havde det begiært,
Endnu dertil een vilde givet.
Dog af saa blødt et Sind var Generalen ey:
J Smukke! sagde hand -- Hvordan! J SmukkeNey,
Det kand jeg aldrig mig indbilde,


En streng Feldt=Herre ey saa kierligt tale vilde.
vorfor vil du der gruble paa?
Nok er det, at hand sagde saa.
Jeg tænkte, at det ey kand saa utroeligt falde;
En gammel General var dog vel vidende,
At mand altid kand Fruentimmerne,
Skiønt de ey ere saa, dog mine Smukke kalde.
J Smukke, sagde da den gamle General,
J eders Ægtemænd beholde maae i Live,
Dog hver af eder skal nu strax for sin Gemal
Mig alle hendes Smykker give;
tili
Og den, som underslaaer det allerringeste,
Skal strax for dette Telt sin Mand henrettet see.
Hvordan? begyndte nu ey Konerne at bæve?
All deres Prydelse at kræve!
At give all sin Stats og Smykker for en Mand!
Nu, denne General var dog en grum Tyran¬
Hvad hialp det vel, at hand, J Smukke, til dem sagde,
Naar hand de Smukke dog saa strengk et Bud paalagdet
Dog, langt fra at der een derved tvilraadig stod,
De deres Prydelser med Glæde overgave;
Men Generalen dog end meere vilde have
Hand deres Mænd ey hente lod,


Før


Bie=Kuben.
N. 143.
Tiisdagen, den 26. Septembe. 1758.
Slutning af det foregaaende.
Før Konerne Eed maatte giøre,
(Mærk! Generalen selv var og en Ægtemand.)
Før, siger jeg, en Eed de maatte giøre,
At ville Mændene den Gunst ey lade høre,
Ey heller om ny Stats hos dennem holde an.
Derpaa hver Kone fik sin Mand.
O hvilken Hierte=Fryd, O Vellyst uden Liige!
Forgæves ønsker jeg den Glæde at udsige,
Med hvilken Konen her sin Mand omfaunede,
Med hvilken længselfuld og sød Fornøyelse
Hun saae ham ind i Øynene!
Nu Fienden bort fra Staden drager;
Men Konerne endnu en Tiid lang stille staae
Og efter Fienden see. Hver Kone strax derpaa
Glad hendes Mand ved Haanden tager


med ham hiem igien
og flyv
Er da Historien nu ude? Ney, min Ven
Før nogle Dage have Ende,
Mand alle Konerne af Sorg nedslagne saae,
De græmme sig, men tør Aarsagen ey bekiende.
Hvem vilde sig, sin Eed at bryde, understaae?
Nok er det, Græmmelsen i Blodet gik tilbage,
De lagde sig til Sengs, og døde i ti Dage
Af Livet mødige, ni hundrede i Tall.
Den gamle slemme General!
Af Adventurer. N. 107.
et er undertiden blevet spurt af disse, som finde, at mand
lættere kand faae Anseelse af Viisdom ved Spørs¬
maal end ved Giensvar, hvorledes det gaaer til, at
Verden er adskillt ved saa adskillige Meeninger, og hvorfor
Mennesker, der ere lige fornuftige og lige Elskere af Sand¬
hed, tænke ikke altid paa samme Maade.
Angaaende eenfoldige Sætninger, hvor alle Ordene for¬
staaes, og det gandske Jndhold paa eengang begribes, da er
der saadan en enstemmig Meening iblant alle menneskelige
Creature, at mand i mange Tider har holdt for, at et meget
stort Tall af Begreb vare medfødte, eller at de ufeylbarli¬
gen maatte findes hos alle dem der vare begavede med For¬
nuft; saasom mand bildte sig ind, at en almindelig Overeens¬
stemmelse kunde alleeneste have sin Oprindelse af den almin¬
delige Faders uforanderlige Anordninger.


J vidtløftige og sammensatte Spørsmaal maae mand
ikke længere vente denne Liighed i Meninger. Ved den før¬
ste Udflugt som vor Fornuft giør i Verden, vandre vi alle
tilhøbe paa en lige og aaben Vey; men ligesom vi gaae længere
frem, og videre Udsigter aabne sig for vort Syyn, saa fæ
ster enhver sine Øyne paa adskillige Ting; vi adspredes paa
adskillige Veye; og jo meere vi gaae frem ad, jo længere
komme vi fra hverandre. Jo meere vidtløftigt og indviklet
et Spørsmaal bliver, og jo fleere Ting det har Henseende til
jo stridigere vil=Meeningerne blive, ikke fordi vi ere ufornuf¬
tige, men fordi vi ere endelige Creature, begavede med ad¬
skillig Slags Kundskab, anvende adskillige Grader af Agtsom¬
hed; een seer de Følger, som en anden ikke bliver vaer, in¬
gen begriber den gandske Forbindelse af Aarsager og Virknin¬
ger, og de fleeste fatte kun en meget liden Deel, enhver lig
ner det, som hand mærker, med et adskilligt Kiendetegn, og
enhver henfører det til en adskillig Hensigt.
Hvad Under er det da, at de, som see alleeneste enliden
Deel, skulde dømme vrangeligen om det Gandske? eller at
de som see adskillige og ulige Parter, skulde være adskillte
fra hinanden i deres Domme.
Hvadsomhelst har adskillige Hensigter, maae have ad¬
skillig Anseelse af godt og ondt, Skiønhed og Heslighed; Saa¬
ledes udrødder Urtegaardsmanden som et Ukrud den Plante,
hvilken Lægen opsamler som en Lægedom; og en General vil
med Fornøyelse betragte en Slette, som et beqvemt Sted
hvor Kongerigers Skæbne kunde bestemmes i et Feldt=Slag;
hvil
Og 2


hvilken en Bonde vil foragte som kold og ufrugt bar, hver¬
ken god til Græsgang, eller beqvem til Sædeland.
Tvende Mennesker, der undersøge det samme Spørs¬
maal, forholde sig gemeenligen ligesom Lægen og Urtegaards¬
manden i at sanke Urter, eller som Bonden og Generalen
der betragte en Slette; deres Sind er i forveyen opfyldt med
uliige Begreb, og de anstille deres Undersøgninger til en ad¬
skillig Ende; de giøre derfor stridige Slutninger, og den ee¬
ne forundrer sig over den andens Urimelighed¬
Vi have des mindre Aarsag til at forundre eller støde os
derover, naar vi finde, at andre ere af anden Meening end
vi, efterdi vi meget ofte ere stridige imod os selv. Vi mær¬
ke ikke altid, hvor ofte vi forandre vort Sind, efterdi den¬
ne Forandring skeer undertiden uformærket og lidet efter lidet,
og den sidste Overbeviisning udsletter all Erindring om den
forrige; dog alligevel, et hvert Menneske, som er vant
til Tiid efter anden at eftersee sine egne Tanker, og vil kun
løseligen see tilbage, kand letteligen mærke, at hans Sind
har udstaaet mange Forandringer, at de samme Ting ere i
hans Levnets adskillige Parter baade forkastede og samtykte,
baade søgte og skyede; og at ved mange Leyligheder, endog
naar hans udvortes Forhold har været stadigt, har hans Sind
været tvilraadigt, og hand er blevet ved at følge en Plan i
sine Gierninger, meere fordi hand frygtede for at dadles for
Ubestandighed, end fordi hand var alttid tilfreds med sit eget
Vall.
Hvor


Hvor adskillig en Anseelse den samme Ting maae bekom
me, ligesom den bliver beskuet paa adskillige Sider, og hvor
uliige Tilbøyeligheder den stedse maa opvække hos ham som
betragter den, derpaa kand vi ikke letteligen finde et meere ef¬
tertrykkeligt Exempel, end tvende Grædske Poeter vil give os i
deres Betragtninger over det menneskelige Liv, hvilke jeg her
vil meddeele mine Læsere.
Posidippus, en lystig Poet udbryder med dette Klage¬
maal: Jgiennem hvilken af Livets Veye skal mand helst
vælge at vandre. J offentlige Forsamlinger ere Stridighe¬
der og fortrædelige Handteringer; den private Huus=Stand,
;er fuld af Bekymringer; paa Landet er Arbeyde, paa Sø¬
en er Skræk, i et fremmed Land, den som har Penge maae
leve i Frygt, den som fattes Penge, maae forsmægte i
Kummer og Nød; er J gift, saa plages J af Mistanker;
er J ugift, da henslider J eders Tiid i en førtrædelig Een¬
lighed; Børn foraarsage Møye og Uroe; at være uden
Børn er en forladt Stand; Ungdommens Tiid er Daarlig¬
heds Tiid, og graa Haar ere bebyrdede med Skrøbelighed.
Dette Vall kand derfor alleeneste giøres, enten aldrig at
faae Livet, eller og strax at miste det.
Saadan og saa fæl er den Afridsning, som Posidippus
har lagt for os. Men vi maae ikke for hastigen lade os nøye
med hans Dom imod Livets Værd; thi Metrodorus, en
Philosoph i Athenen, har viist, at Livet har sine Fornøyel¬
ser saa vel som Fortrædeligheder; og saasom hand har afma¬
let Menneskets nærværende Stand med behageligere Farver,


en gandske
saa giør hand, med liige Anseelse
stridig Slutning derover.
J kand vandre vel igiennem hvilkensomhelst af Livets
Veye. J offentlige Forsamlinger er Værdighed, Ære og
Viisdoms Forretninger; i den private Huus-Stand er
Stilhed og Rolighed; Paa Landet ere Naturens Skiønhe¬
der; paa Søen er Haab om Vinding; i et fremmed Land,
den der er riig, bliver æret, den der er fattig, kand holde
sin Fattigdom hemmelig; er J gift, saa har J et fornøy¬
eligt Huus; er J ugift, da er J ubespæret; Børn opvæk¬
Hke Kierlighed; at være uden Børn, er at være uden Sorg;
Ungdommens Tiid er Styrkes og Munterheds Tiid, og
;graa Haar blive ærværdige ved Gudsfrygt og Dyder. Det
zvil derfor aldrig blive en viis Mands Vall, enten ikke at
faae Livet, eller at miste det; thi enhver Leve-Stand har
sin Lyksalighed.
I disse tvende korte Betragtninger ere indbefattede de
fleeste af de Spørsmaal, som med stor Fliid ere undersøgte
af dem der forske efter Lyksalighed; og omendskiønt de ville
ikke meget hielpe os til at fatte en vis Slutning, saa kand
de, maae skee lige vel befordre vort Sinds Rolighed, i det
de viise, at mand aldrig kand giøre en vis og fast Slutning.
Der er stedse tvistet om, enten det er ønskeligere at være
i offentligt Embede, eller at leve i en privat Stand. Vi
see her baade hvad der kand tillokke og afskrække fra offenti


ge Bestillinger, paa den ene Side er der Besværlighed, paa
den anden Side Ære og Værdighed; at forvalte vigtige For¬
retninger giver Bryderie og Besværlighed, men det er den
eneste Pligt, i hvilken Viisdom kand anseeligen udvise sig;
det maae derfor stedse overlades til enhver Mand at vælge en¬
ten Magelighed eller Herlighed; der kand ey heller gives no¬
get almindeligt Bud, efterdi intet Menneske kand blive lyk¬
sgligt ved en andens Forskrift.
Saaledes hvad Posidippus siger om Børn, at de for¬
aarsage Møye, og hvad Metrodorus siger, at de opvæk¬
ke Kierlighed, er lige vist; men enten de ville give meest Kum¬
mer eller Fornøyelse, det maae beroe paa deres Opførsel og
Beskaffenhed i fremtiden, paa mange Aarsager, over hvil¬
ke Forældrene kand have liden Magt; vor Jndbildings Kraft
har derfor her Leylighed til at giøre sig alleslags Forestillin¬
ger, og Begiærligheden maae blive større eller mindre, lige¬
som enten Haab eller Frygt har meest overhaand hos os.
Saadan er den Uvished, i hvilken det tegner sig til at
vi altid maae blive, ihenseende til de Spørsmaal, som ere
os meest magtpaaliggende, og hvilke enhver Dag giver os ny¬
Leylighed til at undersøge, men vi kand aldrig komme til en
vis Slutning, efterdi vor Forstands Kræfter ere ikke Sagen
voxne; vi see lidet, og vi fatte en Mening; vi see meere, og
vi forandre den.
Denne Ubestandighed og Vankelmodighed, som vi maae
saa ofte finde os undergivne, bør visseligen lære os at være
taal


taalmodige og bære over med dem, som kand ikke lempe sig efter vore Mee.
ninger; dersom de tage feyl, da have vi ingen Ret til at henreane deres
Vildfarelse til Gienstridighed eller Uagtsomhed, efterdi vi selv have lige¬
ledes taget feyl; vi kand, maae skee, igien forandre vor egen Meening;
og hvad Undskylding skal vi da kunde finde for den Afsky og Vrede vi ha¬
ve fattet til den, som vi da befinde at have ikke begaaet nogen Feyl, og
som fortørnede os alleeneste i det at hand ikke vilde følge os til Vildfa¬
relse?
Det maae ligemaade hielpe til at formilde den Fortrydelse, som Hov¬
mod naturligen opvækker imod Modsigelse, dersom vi betænke, at den, som
er af en anden Mening end vi, siger os derfor ikke altid imod; hand
betragter Sagen paa en Side, og vi paa en anden; enhver beskriver hvad
hand seer med lige Troeskab, og enhver indretter sine Trin efter sine egne
Øyne, een Mand anseer, ligesom Posidippus, den ugifte Stand som
en bedrøvet Eenlighed, i hvilken hand har ingen der tager Deel i hans
Glæde, eller trøster ham i hans Sorg; den anden betragter den, med
Metrodorus, som en Stand der er fri for Besværing, i hvilken en Mand
har Frihed til at vælge sine egne Forlystelser, at gaae fra et Sted til et an¬
det, at søge Fornøyelse, og ikke at tænke paa andet end Lystighed og Tiids¬
fordriv; begge ere indtagne af deres adskillige Begreb, den ene haster at
vælge sig en Hustrue, og den anden beleer hans Fremfusenhed, eller ynker
hans Vankundighed; dog er det mueligt at enhver har ret, men at en¬
hver har alleeneste ret ihenseende til sig selv.
Vi kand ikke faae en vis Kundskab om Livet; vi see lidet, meget li¬
det; og hvad der er videre borte, kand vi alleneste giætte om. Dersom
vi adspørge disse, som have gaaet for os, da faae vi kun en ringe Oplys¬
ning; nogle have vandret igiennem Livet uden Agtsomhed, og nogle have
med Villie forleedt os. Den eneste Tanke, derfor, som vi med Trøst
kand forlade os paa, er den, som forestiller os Guds Forsyns Omsorg;
hvis Øye seer over alle Ting, og under hvis Anførsel alle u¬
forsætlige Vildfarelser skal endes i Lyksalighed.


Bie=Kuben.
No. 144.
Tiisdagen, den 3 October. 1758.
Af Diogene de d' Alembertpar Mr Premontval.
Gode Tanker om Menneskene.
M¬
enneskene ere gemeenligen saa vanartige ag saa bedra¬
gelige, at det skulde altid være hundrede gange
meere formodentligt, at en Anklaget er skyldig, der
som det ikke var ligesaa formodentligt, at den der anklager er
en Løgner.
Ja det skeer end og ofte, at begge Deele treffe ind paa
engang, at den der anklager er en Løgner, og at den ankla¬
gede er skyldig. Det er Abens Dom imellem Ulven og Ræven.
Jeg eder længe har, J gode Venner, kiendt;
J begge bøde skal, det have J fortient.
Thi, Ulv, som klager, dig er ingen Ting frataget,
Du, Ræv, har taget det, hvorfor du er anklaget,
Derfor jeg i min Dom kand ikke feyle her,
Hvor den Anklagte Tyv, hans Klager Løgner er.


Menneskets Ulærvillighed og Uforfarenhed.
and foretage sig at tæmme en Hest, at afrette en Hund,
M at giøre en Ulv tam, det er rart at mand ikke kommer
fort der med, all den stund det skeer i deres Ungdom. Er der
iblant tusende Optugtelser tre eller fire, som have deres Virk¬
ning hos Menneskene?
Er Fuglen meere flygtig; Er Fisken meere dum? Der¬
som J byder dem nogen Lokkemad da seer J dem tage Flug¬
ten; der vare nogle tusende, der ere ikke tilbage uden nogle
uforsigtige. Det er gandske tvert imod hos Menneskene. Faa
Viise undflye, og den taabelige Mængde lader sig stedse fan¬
ge i de samme Snarer.
Hunden.
elskelige Creaturi hvor dydige skulde vi være, dersom vi
havde mod vore Venner, mod vor Konge, mod vor Gud,
denne uforanderlige Troskab, denne kiærlige Erkiendtlighed,
som du har mod din Herre og mod de Personer, som giøre
dig got!
Dette er den Tanke, som jeg kand umueligen andet end
røres af, naar jeg seer disse foragtede Dyyr, hvis Hierte be¬
skæmmer Menneskenes.
Mr. Rochefoucault vilde maae skee sige,, at Hun¬
dens Troskab er intet andet end Frygt for Hug; dens Ven¬
lighed og Loggren er intet andet end Begiærlighed efter at
stille sin Graadighed; og at dens Erkiendtlighed kommer af
sam¬


samme Grund. Dersom saa er, da lader os tage al Dyd,
indtil Dydens elskværdige billede, bort fra Jorden.
Hunden døer for at forsvare sin Herre, og undertiden sør¬
ger den sig ihiel over hans Død; her giælder ikke noget Det
er intet andet. Dette billede er alt for smukt dertil, at
Originalen skulde ikke være nogensteds at finde. Der fattes ikke
meget i, at jeg begynder at troe, at der er Dyd til i Verden.
Det besynderlige Creatur.
Fontaine beklager, at mand sielden seer Dyderne for¬
samlede i en og den samme Person; og at der stedse er en
eller anden Last der imellem.
Jeg har hørt tale om et Creatur, som skulde være en lyk¬
kelig Undtagelse fra foregaaende Anmærkning. Jeg skal ikke
sige om det er en Fugl eller et fireføddet Dyyr; jeg gav kun Agt
paa den Beskrivelse som mand giorde mig over dets moralske
Egenskaber, eller meget meere over den fuldkomne Samling af
alle moralske Egenskaber, som det besidder i en fuldkomen Grad.
Mand kaldte det et dydigt Creatur. En Beskrivelse, som jeg
ingenlunde har forglemt. Dette blødhiertige Creatur udviiser
en sød Fornøyelse, naar det seer en god Gierning, og en hiertelig
Græmmelse, naar det seer en ond. Paa denne Maade tiener
det den Herre, som det holder sig til, men der siges at Meneskene
ere ikke meget for dets Tienester, de lade det blive i Ud ørkener.
En Konge, som i stedet for Aber eller Papegøyer havde saadan
en vederqvægende Tiidsfordriv, skulde blive en Titus, en An¬
tontinus, dersom hand ikke allerrede var det.
Jmil


Jmidlertid maae jeg tilstaae, for at friklende Menneske¬
te og Kongerne, at de, som talte med mig derom, lagde det¬
ne til, at de vare ikke saa forvissede om, at dette Creatur er
virkeligen til, som de ere forsikkrede om den lastværdige Foragt
hvori det bliver holdt, og at ligesom Grækenland havde sin Chi¬
kunde dette
mæra, saa
12
Chumæ¬
være en Chi¬
Dyyr vel
sydlige Lan¬
mæra i de
de, eller i
nogen ube¬
kiendt Ver¬
den.
Re.
and maa forlade sig paa Menneskene, ligesom mand for¬
M lader sig paa Væirliget, det er at sige, at mand ikke for¬
glemmer, at næst efter Lykken, er intet i Verden meere for
anderligt, meere ubestandigt, meere underligt, og mindre be¬
qvemt til at bestemmes paa en fast og sikker Maade. Jeg
skulde forføye mig til et eller andet Sted; jeg begav mig paa
Veyen i et smukt Væir; jeg bliver overfaldt af Storm og U
væir; jeg er ikke blevet bedraget, Vedste jeg ikke, at dette kunde
skee? Den som formoder alting, kand ikke, egentligen at tale
liv¬


blive uformodentligen overrumplet. Naar mand i forveyen
bruger Forsigtighed, og giør intet uden det som er fornødent,
hvad har mand da siden at bebreyde sig? Er der ikke end og saa¬
dan Leylighed, at mand uforbigængeligen maae begive sig paa
Veyen i Regn=Væir, ligesom og at mand maae forlade sig
paa de panartigste Mennesker?
Natur og Vane.
ersom mand undtager Hiertets Slaaen og Egen=Kierlig¬
hed, da veed jeg intet andet hos os, enten iheenseende
til Siælen eller Legemet, som er tilstrækkeligen afgjort at væ¬
re en Virkning af Naturen og ikke af Vanen.
Den ædle Fattigdom.
iste er fattig, og maae takke nogle gudfrygtige Personers
Medlidenhed for sin Underholding, men hand har en Siæl
og et Hierte, som er meget høyere end hans Lykke, og mand
hører ham sige min Fattigdom, paa en ædlere Maade, end
tusende andre sige: mine Midler, mine Eyendomme, mi¬
ne Jorde=Gods, mine Herregaarde,
De sande og falske Gode Ting.
er er denne Forskiel imellem Dydens sande, og Lykkens
falske Gode Ting, at naar mand begiærer de første, da
eyer mand dem? da mand derimod er virkeligen fattig paa
Lykkens gode Ting, naar mand begiærer meere end mand eyer,
om mand end eyede alt hvad der kand haves deraf. Bør mand da
forundre sig over, at den dydige tiltager meere og meere i Dyd,
og at den Gierrige bliver fattigere midt i sin Overflødighed?


Den nødlidende Rig¬
hilotinie, som er riig paa meere end en Million aarlige
Jndkomster, ved hans oprigtige Foragt for alle de Over¬
flødigheder, som en Millions Jndkomster forskaffe, mang
ler en ringe Ting, for at forskaffe sig og sin Familie den for¬
nødne Nødtørft. Med tydeligere Ord, Philotime har slet intet,
og behøver kun meget lidet, for at have alting; men hand er saa
langt fra at kunde begaae noget nedrigt for at sette sig i beqvem¬
me Omstændigheder, som der ere Folk der eye Millioner, og skul¬
de uden Betænkning begaae en himmel=raabende Uretfærdig¬
hed for mindre end det.
Kierlighed til Sandhed.
ader os randsage vore Hierter. Denne store Kierlighed til
Sandhed er ikke andet end Kierlighed til det som vi troe at
være sandt. Mr. Rochefoucault vilde sige: det er ikke andet end
Kierlighed til vore egne Meeninger og jeg troer hand havde ret.
Utaknemmelighed.
ftaknemmelighed kommer ligesaa vel af Hovmod som af E¬
gennyttighed. Efter den almindelige Meening er det et
Slags Slaverie at være nogen forbundet. Egennyttighed vil
derfor heller snige siglderaf, om den kand, end kiøbe sig fri. Hov¬
mod paa sin Side vil hverken være Slave, eller nogen Tiid have
været det; og at kiøbe sig fri ved Erkiendtlighed, var at tilstaae,
at mand havde været det.
Tvende slags Utaknemmelighed.
er er tvende slags Utaknemmelighed; den ene bestaaer
D deri at mand ikke erkiender de Tienester, som mandhar
beviist


beviist os; den anden at mand vil ikke tage Tieneste af dem,
som mand har haft den Lykke at giøre Tieneste.
Tyranisk Velgiører.
aar mand har gjordt nogen en Tieneste, da er intet mee¬
N re tyrannisk end med Fliid at betage ham alle Leyligheder
som hand kunde have til at giøre Vederlag. Det er at lade
sig en Velgierning alt for dyrt betale, at holde den, som mand har
gjordt sig forbundet, i Underdanighed hans gandske Livs Tud
Ringe Herkomst.
hand driver ikke Spot med en ringe Herkomst, naar mand
M veed at leve. Jeg holder et Menneske af gandske maa¬
delig Fortieneste til gode, at hand er adel, naar Fødselen
har gjørt ham dertil. Men dersom hand har den Frækhed af
lade sig selv giøre dertil, det er en anden Sag.
Storhed og Fortieneste.
aar de Store tragte efter at ansees for Folk der have Kund¬
skab, der have Forstand, Skiønsomhed og Smag, da
ophøye de derved den sande Fortienestes Priis, og viise, hvor
meget den overgaaer deres forfængelige Storhed. Hvorfor
forringe vi selv dens Ypperlighed, i det vi fornedre os saa
dybt og giøre Væsen af deres Pragt og deres Rigdom;
De yderste Midler imod Bagtalelses Sting.
er ere Saar, som mand ikke kand læge, uden at udvilde dem
og giøre dybe Skaar deri. Der ere nogle, paa hvilke mand
maa knuse det forgiftige Dyyr, som har gjordt dem.
Dyklerie.
yklerie, som er Dydens Abe, skulde indjage Frygt ved sin
Heslighed, dersom den ikke skiulte sig med en Masqve


og laante Dydens Klæder. Mand kand derfor alleneste kiende
den paa sin Gang; den beholder stedse noget tvunget, mand seer
nok at dette Udyyr er ikke gjordt til at gaa lige op paa sine Been.
Det ilde opfyldte Ønske,
ud bevare mig fra at faae nogensinde end og den allerbe¬
ste Kone i Verden. Det er ikke min Meening, at den al¬
lerbeste duer slet intet. Men dersom jeg havde hende, da skul¬
de Frygt for at miste hende være mig en langt større Marter,
end om jeg levede i Samqvem med den allerverste.
jeg skrev dette da jeg var atten eller nitten Aar; jeg er¬
farer det nu da jeg er næsten fyrretive.
Skikke eller Vaner.
gesom mand siger: Jeg drikker ikke Viin, jeg drikker ik
ke Caffe, jeg bruger aldrig Tobak, saa finder mand og
Folk, som sige koldsindigen og lige frem: Jeg læser ikke. Jh!
hvorfor sige de ikke ogsaar Jeg er et Beest, jeg tænker aldrig?.
Den hellige Skrift.
er ere ingen Urimeligheder, som Menneskene jo have sagt
i Anledning af denne guddomelige Bog; der ere ingen Mis.
handlinger, som de jo have begaaet ved Skinnet af dette store
Fakkel
Kiæppen.
ogle stakkels Blinde vandrede uden at vide hvor, og gjorde
N mange falske Trin. Mand gav dem en Kiæp i Haanden De
ulyksalige brugte den til at prygle hverandre. Hvad var Aar¬
sag til deres Trætte? Deres Kiæpselv, dens Farve, og hvad
Slags Træ den var gjordt af.
N4


Bie=Kuben.
N. 145.
Tiisdagen, den 10. October. 1758.
Af the World. N. 90,
E¬
n af mine gamle Venner, og som havde lagt ved Acade¬
miet tillige med mig, besøgte mig forgangen Morgen
og fandt mig læsende Plato's Symposion (*) Jeg
lagde Bogen bort for at tage imod ham; efter at de første sæd¬
vanlige Complimenter vare forbi, tog hand Bogen op og sag¬
de: "J vil give mig Tilladelse at see hvad J læste, Jn¬
tet mindre end den ypperlige Plato, sagde jeg, den elskværdi¬
ge Philosoph." Med hvilken (svarede min Ven) Cicero er¬
klærer at hand vilde heller fare vild, end have ret med no¬
*) Symposion er egentligen et Drikke Laug eller Giæstebud. Paa dette Sted be¬
mærker det et lidet Skrift, hvori Plato fortæller om saadant et Sælskab, hvor nog¬
le af de viiseste og lærdeste Mænd i Athenen vare forsamlede, ikke saa meget for at
æde og drikke, som fornemmeligst for at fornøye sig ved lærde, vittige og skiæmtsom¬
me Samtaler. Hertil skal svare det Engelske Ord Club, der bestaaer af visse Perso¬
ner, som foreene sig at komme tilsammen paa en vis Tiid og Sted, for at fordrive
nogle Timer med et Maaltiid og med Samtale; Mand finder besynderligen, at
Folk af lige Studeringer eller Handteringer oprette deslige Samqvem, saasom derved
afvendes den Uleylighed, som mand er underkastet i et Sælskab, hvor der tales om
Ting, som mand ikke forstaaer eller kand tage Deel i.


Jeg kand ikke (sagde jeg igien) gaae saa
gen anden.
aldeles vidt med min Ærbødighed for ham men dog, hvor¬
somhelst jeg forstaaer ham (thi jeg tilstaaer at jeg kand ikke
allevegne) der agter jeg ham yppermeere end alle de gamle
Philosopher. Hans Symposion i besynderlighed læser jeg
med stor Agtsomhed og Fornøyelse, saasom jeg seer der de
berømteste Mænds Sæder og Carakterer, som levede paa
de ziirligste Tider i den ziirligste Stad i Grækenland. Og
med all tilbørlig Agt for disse nyere Tider, saa tviler jeg stor¬
ligen om at en Fortælling om et Giæstebud i disse Tider
endskiønt den var skrevet af den dygtigste Haand, kunde læ¬
ses med saa megen Fornøyelse og Nytte. Det veed jeg
ikke, (svarede min Ven) thi omendskiønt jeg agter de Gam¬
le lige saa høyt som J mueligen kand, og anseer de Nyere
som Dverge, naar de lignes imod disse Kæmper, saa dog
dersom vi komme op imod, eller nær dem i nogen Ting,
da er det i vores Giæstebuds Omgængelses Ziirlighed og
Flinhed.
Jeg forundrede mig saa meget meere over denne min
Vens Tvil, efterdi jeg vedste at hand med en blind Overtroe
ærede og forfægtede de gamle Skribentere. Jeg spurte ham
derfor, om hand talede alvorligen? Hand svarede at hand
gjorde; og at, efter hans Tanker, Plato trækkede den taa¬
belige Materie om Kierlighed alt for fiint og langt ud; og at
dersom jeg vilde kun lade ham indføre mig i den Club, hvor¬
af hand var et uværdigt Medlem, da troede hand at jeg skul¬
de i det mindste fatte samme Tvil som hand, eller maae
skee give de Nyere Fortrinet. Jeg takkede min Ven for
hans


hans gode Tilbud, men sagde derhos, at i hvadsomhelst Sæl
skab hand var et uværdigt Medlem, skulde jeg være en endnu
meere uværdig Giæst. Derforuden, saasom jeg var vant
til at leve i Eenlighed og ikke at gaae meget ud, saa kunde den
ne Levemaade ikke passe sig med de Forbindelser, som ere ved
en Club, ligesom min naturlige Taushed iblant Fremmede
vilde være ubeleylig midt i all den Glædskab og Lystighed som
findes ved saadant et Giæstebud. J forstaaer mig ikke ret
(svarede min Ven) et hvert Lem af vor Club har Frihed til
at bringe en Ven med sig, som ingenlunde derved er forbun¬
det til at blive et Medlem deraf; og hvad eders Taushed
zangaaer, da have vi og nogle stiltiende Medlemmer, som
zimidlertud; ikke ere af vore verste. Stiltiende Folk forder¬
ve aldrig et Sælskab, men tvertimod, ved det de ere gode
Hørere, opmuntre de gode Talere.Men der er en an¬
den Vanskelighed, (sagde jeg) og som jeg tænker en meget
gyldig, det er, at jeg drikker intet andet end Vand. Saa
5 meget desverre for eder, (svarede min Ven, som, imellem
Jos, drikker sin Flaske som den beste Academist) J skal da
betale den rød Viin som J ikke drikker. Vi tvinge ikke no¬
Hvilket
gen, enhver drikker saa lidet som ham lyster.
jeg formoder (svarede jeg) er saa meget som hand kand.
Det er ligesom det falder, sagde hand; det er vel sandt, at
vi sidde undertiden temmelig længe sammen; men jeg, for
min Part, er altid for at gaae hiem for elleve; thi tro mig
paa mine Ord, det er lang Natte=Sæde, og ikke Drikken,
som skader Helbreden." Saasom jeg fandt, at min Ven
vilde taget det fortrydeligt, om jeg havde afslaaet hans Til¬
bud, saa sagde jeg, at denne ene gang vilde jeg gandske vist
følge
Sæ


følge med til hans Club, men begiærte, at hand i forveyen
vilde give mig en kort Underretning om de faste Medlemmers
Carakterer, paa det jeg kunde vide at føre mig anstændigen
op derefter. Eders Forsigtighed (sagde hand) er meget vel
betænkt, og jeg vil giøre eder saa vel bekiendt med dem i
forveyen, at J skal ikke synes en Fremmed naar J kommer,
iblant dem. J maae da vide, at vor Club bestaaer i det
mindste af fyrretyve Lemmer, naar vi ere alle samlede. Af
disse ere mange nu paa Landet; og derforuden ere der nog¬
le Pladse ledige, som kand ikke besættes igien førend til Vin¬
ter. Slag og Popelsie har paa nogen Tiid, jeg veed ikke
hvorledes, været meget gængse iblant os og borttaget en tem¬
melig Deel. Det er ikke længere end en Uge siden, at den
stakkels Tom. Toastuell (*) faldt pludseligen under Bor¬
det, da vi tænkte at hand var alleneste lidet beskænket; men
hand blev bragt hiem og talte aldrig meere siden. Disse,
som J vil formodentligen finde i Dagt, ere allerførst Lord
Feeble, (*) en Adelsmand af ypperlig Fornuft, en ret fiin
Herre, og for en Mand af Byrd, har en temmelig god
Kundskab om de gamle Skribentere: Hand har tilførn skaa¬
net sig for lidet og svækket sin Helbred ved at sidde længe op¬
pe, og ved at drikke disse tynde skarpe Viine. Hand er sted¬
se hvad J kalder afmægtig, hvorover hand i førstningen er
noget tungsindet og stille, men hand bliver meget omgæn¬
gelig og munter, saa snart hand har varmet sin Mave med
henved en Flaske god Rødviin.
S¬
(*) Toastøell betyder en som gierne drikker eller opfiunder Skaaler.
E*) Feeble er: srag, mat, kraftesløs.


Sir?
unbelly Guszle (*) er en meget værdig Herre,
som eyer et got Gods, og stod sig meget vel, indtil hand var
tvende gange blevet udvalt til Medlem i Parlamentet, og
følgeligen havde faaet en temmelig god Bestilling ved
Hoffet, da hand kom i en anseelig Giæld. Hand har givet
sin Huusholding op, og begynder nu at oprette sine forfald¬
ne Sager igien. Hand er den reedeligste, braveste Mand
iVerden; og omendskiønt hand er ikke af mange Ord, saa
kand jeg dog forsikkre eder, at ham fattes ikke Forstand.
Hand er opdraget ved Universitætet, og har en god Kundskab
9om de gamle Skribentere. Den stakkels Mand maae ligge
hiemme i det mindste det halve Aar af Podagra, og har der¬
foruden en gammel indgroet Skiørbug, som jeg kand ikke
finde Aarsag til; thi ingen Mand kand leve meere ordentli¬
gen; hand spiser intet uden jævn Føde, og meget lidet der¬
af; hand drikker ingen tynde Viine, og sidder aldrig silde
oppe, thi hand har sin fulde Deel Klokken elleve.
Oberste Culverin (*) er en brav gammel forfaren Of¬
ficerer, endskiønt hand er kun Oberst=Lieutenant ved Fodfol¬
kene. Jmellem os at sige, da er ham skeedt stor Uret, og
hand maae nu lade sig befale af mange, der vare ikke fødte,
da hand først kom i Tieneste. Hand har tient i Jrland,
Minorca og Gibraltar; og vilde været med i alle de sidste
Feldt=Slag i Flandern, dersom hans Regiment var blevet
sendt derhen. Det er en Fornøyelse at høre ham tale om
Krig. Hand har det beste Gemyt i Verden, men er lidet
for
(*) Tanbelly er, tyk som en Tønde; Guzzle er: at drikke, fylde sig.
(**) Culverin er, en Feldt=Slange, en Feldt=Canon.


for nidkier over sin Ære, og for hastig til at blive vreed; men
det er snart forbi, og da giør det ham ont. Jeg frygter
at hand har Vatersot, hvilket jeg tilskriver at hand drikker
disse Champagne og Burgundi Viine. Denne slemme
Vane har hand faaet udenlands¬
Hir George Plyant (*) er af ædel Herkomst, har
gode Midler, søger det beste Sælskab, og er gandske vist
en af de maneerligste Mænd i Verden; hand er saa godhier¬
tig, at hand synes ikke at have selv nogen Villie. Hand vil
drikke saa lidet eller saa meget som J behager, og af hvad
Slags det end er. Hand har været en mægtig Mand iblant
Fruentimmer i forrige Tider, og gider endnu gierne høre
Smekket af Pidsken. Hand forsyner os med nye Tiden¬
der; thi saasom hand er en geheimne Cabinet Betienter, saa
gaaer hand hver Dag til Hove, og veed temmeligen vel,
hvad der foretages. Den stakkels Herre! jeg er bange at vi
skal ikke længe beholde ham, thi det synes at hand har en
stærk Svindsot, omendskiønt Lægerne sige, at det er kun
en Atrophia (Seenernes Mathed.
Will. Sitfast er den frommeste Mand i Verden, og
en ypperlig Laugs Broder, omendskiøndt hand taler kun
siælden; men hand stiæler sig aldrig bort, og sidder til den
sidste Mand i Cluben. Hand er en meget lærd Mand, og
Jeg frygter at
kand skrive meget vakkre Latinske Vers.
hand giør det ikke længe; thi et Tilfald af en Rørelse har
nyligen trækket den ene Side af hans Mund saaledes op,
EPhant er bavelig, yillig elle og jeg som liugen driskr andrell.


at hand nu maa drikke sin Viin paa tverts. Jmidlertid
holder hand sig endnu kæk, og sviger aldrig sit Glas.
Doctor Carbunkle er en brav, munter og lystig Præst,
;som er velsindet imod Regieringen, og veed meget vel at le¬
ve. Hand er Livet i vor Club, i stedet for at være den mind¬
ste Tvang for den. Hand er en fortræflig lærd Mand, og
jeg troer at hand veed den gandske Horats uden ad, i det
mindste veed jeg at hand har den altid i sin Lomme. Hans
røde Ansigt, fyrige Næse og tykke Been volde at hand
almindeligen ansees for en stærk Dranker af dem, der ik¬
ke kiende ham; men jeg maae giøre ham den ret og sige,
at jeg aldrig i min Livs Tiid har seet ham drukken. Det
er sandt, hand er en meget fyldig Mand, og kand rumme
en stor Deel, hvorover Obersten kalder ham kortvilligen nok,
et udvalt Kar.
Den sidste og ringeste (endte min Ven) er ekers ydmy¬
ge Tiener, saadan som jeg er; og dersom J behager, saa
vil vi nu gaae hen og spatsere i Kongens Hauge indtil
Middags Tiden. Jeg samtykte det, og vi gik ud tilsam¬
men. Men her vil Læseren maae skee vente, at jeg skulde
lade ham gaae lidet for ud, medens jeg beskriver hans Ca¬
rakter, Vi vare i det samme Aar paa St. Johns Collegium
i Cambridge; hand var en yngre Broder af en god Familie,
og blev opdraget til den geistlige Stand; hand havde just faa¬
et en Befordring i dette Collegium, da hans ældste Broder dø¬
de, hvorved hand arvede gode Midler, og besluttede at giø¬
re sig selv til gode dermed, det er at giøre slet intet. Saa¬


som hand havde længe levet ved Universitætet, saa var hand
blevet befængt med alle de Vaner og Prejudicer, Ørkesløs¬
hed, Drik, Stolthed og Pedanterie, som der gaae i svang;
hvilke efter en vis Tiid aldrig kand skures af igien. Hand an¬
saae en critisk Kundskab om de Grædske og Latinske Ord, som
den menneskelige Forstands yderste Kraft, og et got Glas
Viin i et got Sælskab som den menneskelige Lyksaligheds høy¬
este Spidse. Følgeligen fordriver hand Morgenen med at læ¬
se de gamle Skribentere, af hvilke hand har længe kundet de
fleeste uden ad, og Aftenen med at drikke et Glas god Viin,
der beløber sig i det mindste til to og ofte til tree Flasker om
Dagen. Jeg maae ikke forglemme at mælde, at min Ven er
plaget med Steen, hvilken Ulykke hand tilskriver at hand engang har druk¬
ket Vand i en Maaned, efter den forrige Doctor Cheynes Anordning,
men ingenlunde, at hand i disse sidste tredive Aar har drukket i det mindste
to Potter Rødviin om Dagen. Nu at komme til min Ven igien. Jeg
tager meget feyl (sagde hand, medens vi gik omkring i Haugen) der¬
som J ikke takker mig fordi jeg forskaffer eder denne Dags Forlystelse,
thi jeg kand forsikkre eder at der levede aldrig en Samling af værdigere
Herrer. Jeg tviler ikke derpaa, sagde jeg, og er derfor des mee¬
re bekymret, naar jeg betænker, at denne Club af værdige Herrer maat¬
te, efter eders egen Beretning, ikke uretteligen kaldes et Hospital af U¬
lægelige, saasom der ikke er en iblant dem, der jo er plaget med nogen lang¬
varig og dødelig Sygdom." Jeg seer hvad J vilde sige, (svarede
min Ven) J vilde sige, at det kommer altsammen af Vin, men lad mig
forsikkre eder, Mr. Fitz=Adam, At Viin, fornemmelig rød Viin,
naar den er reen og god, kand ikke skade noget Menneske. Jeg
svarede ikke paa denne min Vens Erklæring, saasom jeg vedste, at den
vilde drage os ind i for lang en Undersøgning, allerhelst saasom vi just
da gik ind i Club=Stuen, hvor jeg formodede, at denne Meening var en
af de store Grund=Sætninger. Beretningen om dette nyere
Giæstebud skal være Jndholdet af mit næste Blad.


Bie=Kuben.
N. 146.
Tiisdagen, den 17. October. 1758.
Af the World. N.91.
M¬
in Ven fremstillede mig for Sælskabet paa en, i hans
Tanker, meget forbindtlig Maade, men hvorved
jeg tilstaaer, jeg blev ikke lidet forvirret. Tillade
mig, mine Herrer, (sagde hand) at fremstille for eder min
gamle Ven Mr. Fitz=Adam, den sindrige Autor til Ver¬
den. Det Ord Autor opvakte strax det gandske Sælskabs
Agtsomhed, og drog alles Øyne til mig; thi Folk som ere selv
ikke i Stand til at skrive, have en stærk Nysgierrighed efter
at see en levende Autor. De nærværende Herrer toge imod
mig samtligen, med disse Geberder, som betyde velkommen;
og jeg paa min Side med stor Ærbødighed mumlede nogle af
disse Intet, som gaae i stedet for det Noget mand skulde si¬
ge, og maae skee giøre lige det samme.
Saasom det var varmt i Væiret, saa forfriskede disse
Herrer sig for Maaltiidet, med noget som de kaldte en Kold¬


Skaal (cogl tankard), hvori de en efter anden drak min Skaal.
Da det kom til mig, tænkte jeg at jeg kunde ikke anstændigen
undslaae mig for at drikke paa de gode Herrers Sundhed,
hvilket jeg giorde under et; men hvor forundret blev jeg da jeg
strax smagte, at denne kølende og forfriskende Drik var tilla¬
vet af den stærkeste gamle Viin, den var vel dæmpet med
gandske lidet Citron og Vand, men derimod igien forbedret
ved en stor Deel af disse styrkende Kryderier, Muskat og Jn¬
gefer! Middags Madden, som var fodret meere end eengang
med nogen Utaalmodighed, blev omsider bragt frem, efter at
Obersten havde truet Verten og alle Opvarterne i Huuset en
Ulykke, dersom Madden ikke var paa Bordet inden to Mi¬
nuter. Vi satte os uden Ceremonie, og vi havde ikke faa snart
sat os, som enhver (undtagen jeg) drak paa en hvers Sund¬
hed, hvilket giorde en forvirret Støyen. Jeg saae med For¬
undring, at mand skænkede den sædvanlige Maade af Viin i
overmaade store og tunge Glas; men min Forundring ophør¬
te, da jeg saae de skælvende Hænder, som toge dem, og for
hvilke jeg giættede at de skulde være som Ballast. Men end
og denne Forsigtighed kunde ikke befrie Doctor Carbunkles
Næse for et dygtigt Stød, da hand vilde sætte Glasset til
Munden. Obersten, som saae dette Tilfald, raabte kortvil¬
ligen:Hvordan, Doctor! jeg mærker at J er kun en slet
Artillerist. Saa længe J sigter efter eders Mund, saa vil
J aldrig finde den, troe kun paa mine Ord. Et flydende
Batterie maae stilles enten noget over eller under Maalet
dersom mand vil treffe det. Dersom J vil finde eders Mund
3da still eders firepundiger efter eders Pande eller eders Ha¬
ge. Docteren takkede Obersten venligen for denne Erindring


og ovede ham, at hand vilde meddele den til hans Venner i
Oxford, hvor, hand tilstod, hand havde seet, at mangt et got
Glas Portugies Viin var blevet spildt, fordi mand havde ik¬
ke brugt denne Forsigtighed. Sir Tunbelly næsten smilede,
Sir George loe, og det gandske Sælskab paa en eller an¬
den Maade, viiste deres Fornøyelse over dette nette og artige
Jndfald. Men ach! Sagerne fik snart en mindre lystig Gang¬
thi er forfærdeligt stort Rumpe=Stykke af grønsaltet Oxekiød
som kom efter Suppen, befandtes at være ikke saltet nok for
Sir Tunbelly, som havde bestillt det; og paa samme Tiid
blev Lord Feeble misfornøyet med den røde Viin, hvilken
hand bekræftede var ikke den samme, som de havde drukket
Dagen tilforn; den havde ingen Mollighed, den faldt skarp
paa Tungen, og hans Velbaarenhed havde den meget mis¬
tænkt for at være blandet med Benecarlo eller nogen an¬
den af disse mørkerøde Viine. Dette var en fælles Sag,
og opvakte en almindelig Agtsomhed. Det gandske Sælskab
smagte den alvorligen, og enhver fandt en adskillig Feyl ved
den. Der blev strax sendt Bud efter Verten i Huset, hand
blev forhørt og begegnet som en Misdæder. Sir Tunbelly
straffede ham fordi Oxekiødet var saa ferskt, og i det samme
begyndte alle de andre at skænde paa ham for hans slette Viin,
de sagde, at det var ikke ret saaledes at begegne saadanne
gode Giæster som de vare, og endeligen truede at de vilde for¬
flytte deres Club til et andet Huus. Den anklagede skiød
Skylden paa Kokken, at Kiødet var ikke saltet nok, og lovede
at vilde jage ham bort; men hand krævede Himmel og Jord
til Vidne, at Viinen var den selv samme, som de alle hav¬
de været fornøyede med Dagen tilforn; og at den paa hans
ziæl
Ti


Stæl og Salighed var oprigtig Chateau Margaux. Cha¬
teau Dievel (sagde Obersten med Hidsighed) det er eders for¬
bandede Chaos Viin. Will Sitfast, som agtede sig
forbundet til at udbryde med et par Ord ved denne store Ley¬
lighed, sagde, at hand var ikke vis paa at det var en blandet
Viin, men at den gik dog need. Dersom dette er alt, (sva¬
rede Doctoren) da lad os lige saa got drikke den op. Eller
om dette vil ikke gaae an, efterdi vi kand ikke faae den op¬
rigtige Falernum, da lad os for engang tage til takke med den
ringe Sabinum. Hvad sige J gode Herrer om god ærlig
Portugies Viin; hvilken jeg er forsikkret om er meget sun¬
dere Viin for Maven. Min Ven, som i sit Hierte lider
Portugies Viin bedre end nogen anden Viin i Verden, gav
Doctorens Forslag et villigt bifald, og talte med stor Be¬
rømmelse om Portingal Viine i almindelighed, naar de ere
reene. Herpaa bleve strax nogle Flasker deraf bragte op,
hvilke jeg mærkte at min Ven og Doctoren holdte sig til den
heele Aften. Jeg kunde ikke bare mig for at spørge Decto¬
ren, om hand virkeligen agtede Portugies Viine bedre end
andre lættere Viine? Hvorpaa hand svarede. J veed, Mr.
Fitz=Adam, at Vanen er den anden Natur, og Portugies
Viin er i visse Maader Moders Melk for mig; thi det er den¬
ne Viin, hvormed min ALMA MATER (Universitætet i Ox¬
ford)opammer hendes tallriige Sønner. Jeg bifaldt stil¬
tiende denne Doctorens Beretning, saasom jeg vedste at den
var gandske sandfærdig, og derpaa hørte jeg efter de andre
Herrers skiønsomme Antegnelser over den røde Viin, hvil¬
ken de fremdeles bleve ved at laste, omendskiønt de tillige ble¬
ve ved at drikke den. Jeg gav min Forundring herover til¬
kiende


kiende for Sir Tunbellv, som paa en alvorlig og bevæge
lig Maade svarede mig: Ja, hvad kand vi giøre? Jkke
drikke den (svarede jeg) efterdi den er ikke god.
Men
hvad vil J at vi skal giøre, (spurte hand igien) og hvorle¬
des skal vi fordrive Aftenen; Mand kand dog ikke gaae hiem
Det kommer meget an paa Vanen, sag¬
5 Klokken fem.
Det kand vel være saa, i visse Maader (sag¬
de jeg.
de Doctoren) Men tillad mig at spørge eder, Mr. Fitz- A¬
dam, J, som drikker intet uden Vand, og lever meget hiem¬
me, hvorledes holder J eders Sind muntert;, Jo, Hr.
Doctor, svarede jeg, saasom jeg aldrig besværede det med
stærk Drik, saa behøver jeg den ikke til at opmuntre det."
Her bleve vi døvede ved Obersten, som med en høy og fortør¬
net Røst lastede Burgundie og Champagne Viinen, og band¬
te paa at den første var sey og tyk, og den anden var i Ar¬
beyde; hand havde og nogen mistanke om at den var blan¬
det med Most og Sukker Candi; ikke des mindre skænkte hand
dog et fuldt Glas deraf, og drak det ud paa Staden Bristols
og Bouteille Forordningens Beskæmmelse. Det var en Skam,
sagde hand, at skikkelige Folk kunde ikke faae god Champag¬
ne og Burgundie Viin, fordi at Regieringen maatte faae
lidet meere Jndkomster, og for Glas Fabrikens skyld, og an¬
den saadan Kram. Sir George bekræftede det samme, si¬
gende derhos at det var forargeligt; og det gandske Sælskab
var af den Mening, at det nye Parlament vilde gandske vist
igienkalde saa urimelig en Forordning, det første de bleve
samlede; men om de ikke giorde det, da haabede mand, at
de vilde faae tilbørlig befaling dertil af dem, som de vare
beskikkede af. Ja gandske vist, svarede Obersten. Hvilken


forbandet Allarm gjorde de om Jøde=Forordningens Tilba¬
gekaldelse, som intet Menneske agtede om for en Hvid; Men
imidlertiid, sagde hand fremdeles, jeg meener at enhver har
nu afspiist, og derfor var det nok best at Madden blev taget
bort og Viinen sat paa Bordet. Hvortil Sælskabet gav
et enstemmigt Ja. Jmedens dette skeedte spurdte jeg min
Ven, med en forstillet Alvorlighed, om der intet af Mad¬
den blev bragt frem igien, naar Viinen skulde sættes paa
Bordet, Hand syntes forundret over dette Spørsmaal, og
spurte mig om jeg var hungrig; hvortil jeg svarede Ney; men
spurte ham igien, om hand var tørstig? hvortil hand og sva¬
rede Ney. Hvorfor da, spurte jeg igien, ikke ligesaa vel æde
uden at være hungrig, som drikke uden at være tørstig? Min
Ven blev saa bestyrt herover, at hand foretog sig ikke at sva¬
re, men stirrede paa mig med saa stor Forundring, som hand
vilde have gjordt paa min store Oldefader Adam i hans første
naturlige Stand.
Dugen var nu taget bort, og Flaskerne, Glassene og
Viske=Kludene bragte paa Bordet igien; da Will. Sitfast,
som jeg mærkte var bestandig Skaal=Mester, tog sin Plads
i Læne=Stolen ved Bord Enden, efter Sædvane, som den
Mand der havde meest at bestille: Hand begyndte Kongens
Skaal med et stort Glas, hvilket gik omkring paa samme
Maade, og Præsidenten saae nøye efter, om enhver drak
reent ud. Da Flasken stod hos mig, blev jeg erindret af ham
med det Tillæg, at omendskiønt jeg var en Vand=Drikker,
saa haabede hand dog, at jeg vilde ikke undslaae mig for at
drikke denne Skaal i Viin. Jeg bad at hand vilde have mig


undskyldt, og sagde, at jeg aldrig nogensinde drak paa Hans
Majestæts Sundhed, omendskiønt ingen af hans Undersaat¬
ter ønskte den hierteligere end jeg. At jeg havde hidindtil ikke
fundet, at der kunde være den mindste Sammenhæng imel¬
lem den Viin jeg drak og Kongens Sundhed; og indtil jeg
blev overbeviist om, at jeg ved at svække min egen Sundhed,
kunde befordre Hans Majestæts, havde jeg besluttet at bevare
mine Sinds og Legems Kræfter, for at anvende begge Dee¬
le til hans Tieneste, dersom hand kunde nogensinde faae dem
behov. Jeg havde forudseet Følgerne af dette Afslag; og om
endskiønt min Ven havde sagt god for mig, at jeg var velsin¬
det mod Regieringen, saa mærkte jeg dog lætteligen af Sælska¬
bets Ansigter, at de havde nogen Mistanke om mig; og jeg
hørte at Obersten hvidskede til Lord Feeble: Denne An¬
tor er en meget underlig Krabat.
Min Ven var skamfuld for min skyld; men imidlertid,
for at hielpe mig derfra, saa got som hand kunde, sagde hand
høyt til mig:Mr. Ftz=Adam, dette er en af disse sære Mane¬
rer, som J er kommet i Vane med ved det at J lever saa
meget allene. Fra dette Øyeblik lod Sælskabet mig have
mine egne Griller, og bekymrede sig ikke meeere om mig. Jeg
lænede mig stiltiende paa Bordet, og ventede (endskiønt,
sandt at sige, jeg ikke ventede) efter at høre noget af den Glæd¬
skabs Lystighed, den artige Kortvillighed, som min Ven hav¬
de lovet mig saa stor en Deel af. Men i stedet for alt dette
løb den heele Samtale meest ud paa Fortællinger, og blev
meere og meere kædsommelig ved hver Flaske- Lord Feeb¬
le opregnede hans forrige Bedrifter thenseende til Kier¬
lighed


lighed og Viin; Obersten beklagede sig, endskiønt med Vær¬
dighed, over haard Medfart og Forurettelser; Sir George,
lød falde nogle Ord angaaende vigtige Ting, som hand sam¬
me Dag havde faaet Nys om til Hove, men tog sig meget va¬
re for at nævne nogen ved Navn; Sir Tunbelly sov imel¬
lem Glas og Glas; Doctoren og min Ven talte om Acade
miske Sager og anførte Latinske Sprog; og vores værdige
Jræsident passede alleneste paa hans Embede, og talede al¬
drig uden for at befale; saasom: Min Hetre; Flasken
staaer for eder; min Herre, J skal nævne en Skaal; Den
Skaal er allerede drukket; Holla hey! meere Rødviin &c:
Midt i all denne Giæstebuds Lystighed, hvilken jeg tydeligen
saae var nu kommet til det høyeste, stiaal jeg mig bort da Klok¬
ken var henved Ni, og gik hiem; hvor Betragtninger over
den Dags Tildsfordriv opfyldte mit Sind, og kand maae skee
blive Indholdet af et andet Blad.


Bie=Kuben.
N. 147.
Tiisdagen, den 24. October. 1758.
Af the World. N. 92.
D¬
en Tiidsfordriv (jeg siger ikke Forlystelse) som jeg meld¬
te om i mit sidste Blad, fortumlede saaledes mine Tan¬
ker, og opfyldte mit Sind med saadan en Forandring
af forvirrede Begreb, at uagtet all den Umag jeg gior¬
de mig for at bringe dem i Lave og Orden, kunde jeg dog ikke
finde reede i dem; jeg skal derfor kaste dem ud i dette Blad u¬
den Orden, og ret ligesom de forekom mig.
Naar jeg betragtede, at maae skee to Millioner af mine
Med=Undersaatter fordreve to tredie Deele af deres Liv paa
selvsamme Maade, som de værdige Medlemmer af min Vens
Club fordreve deres, da kunde jeg ikke udfinde hvad det er for
en tillokkende, u=modstaaelig og usynlig Fortryllelse eller
Drag=Dukke, (thi jeg tilstaaer jeg saae ingen) til hvilken de
med saa velberaad Hu og saa flittigen opofrede deres Tiid,
deres Helbred, og deres Fornuft! indtil jeg ved en Hændelse


kastede mine Øyne i Mr. Pascal, og læste følgende Betragt¬
ning angaaende Jagten: Hvad andet end at drukne Tan¬
ker (siger denne ypperlige Skribent) kand bevæge Menne¬
skene til at spilde saa megen Tiid paa et taabelig. Dyyr
som de kunde kiøbe meget lættere paa Torvet? Det hin¬
drer os fra at see ind 10s selv, hvilket er et Syyn vi kand
ikke fordrage. At dette er ofte een, og undertiden den eneste
bevægende Aarsag til Jagten, kand jeg lætteligen troe. Men
saa bør mand og derhos tilstaae, at dersom den lystige Jæger
der saa hurtigen løber bort fra sig selv, brækker ikke sin Hals
i tu paa Flugten, saa befordrer hand sin Helbred, i det mind¬
ste, ved hans Legems Øvelse. Men hvad anden bevægende
Aarsag er det mueligt at anføre dertil, at Drankeren dagli¬
gen og alvorligen sluger sin egen Fordervelse i sig, undtagen
for at drukne Tanker, og at hindre sig fra at see ind i
sig selv, hvilket er et Symn hand kand ikke fordrage.
Ulyksalig er det Menneske, som kand ikke villigen og jævn¬
ligen omgaaes med sig selv, men elendig i høyeste Grad er
den, som tør ikke. J en af disse to Classer maae den Mand
være, som drikker og sover sit gandske Liv bort. Enten kee¬
des hand ved sig selv formedelst Mangel paa all Eftertanke,
eller hand skyer sig selv af Frygt for de piinagtigste Tanker;
og derfor flyer fra sin Daarlighed eller Skyld, og søger Til¬
flugt i deres Sælskab, som ere i samme Stand, som hand
selv, og drukner sine Tanker i stærk Drik.
Erke=Biskop Tillotson stadfæster og meget rigtigen,
at intet Menneske, der er hengivet til at bande, kand anføre


til sin Undskylding, at hand er født med en naturlig Tilbøy¬
elighed til at bande. Jeg troer at det samme kand med lige¬
Sandhed siges om Drikken. Jntet Menneske er født en Dran¬
ker. Drik er en forhvervet, og ikke en naturlig Last: Et Barn,
naar det allerførst smager stærk Drik, forskyder dem med kien¬
delige Tegn til Afskye; men bliver lidet efter lidet bragt til
først at fordrage dem, og siden maae skee til at finde Smag
i dem; og det ved Forældrenes Daarlighed, der love dem som
en Opmuntring, og give dem som en Belønning.
Naar Øvrigheden lader besigte et Legeme af en af disse
ulyksalige, som drukne sig selv i en Park eller Søe, og som
gemeenligen have en god Deel Bly i deres Lommer, for at
giøre Sagen des vissere, da er Erklæringen enten Selv¬
Mord eller Vildelse i Hovedet. Er det da Vandet, eller det¬
pludselige Spring ud i Vandet, som giør Gierningen enten
til en Afsindighed eller til et Selv=Mord; Er der nogen For¬
skiæl imellem en Selv=Morder i Vand og i Viin? Dersom der
er, da bliver den klarligen til den førstes Fordeel, som giør det
aldrig med saadan Overlæggelse og velberaad Hu som den sid¬
ste Drankeren iiler vel meere langsom, men dog til ligesaa sik¬
ker og vis en Fordervelse; og som et Beviis paa hans For¬
sæt, troer jeg, at det ved Randsagning vilde befindes, at
hand har iligemaade en god Deel Bly hos sig. Hand kand
ikke anføre til sin Undskylding, at hand har ingen Advarsel;
efterdi hand dagligen, i alle hans Med-Drankeres langvari¬
ge Sygdomme, seer de ulyksalige Virkninger af den langsom¬
me Forgift, som hand saa graadigen sluger i sig; thi jeg trod¬
ser alle de stærke Drankere i Engeland, (jeg frygter deres
uu 2


Tall er meget stort) at viise mig et eeneste Exempel af en Dran¬
ker, hvis Helbred eller Sinds Kræfter ere ikke kiendeligen
svækkede ved Drik. Nogle, som ere fødte meget stærkere end
andre, holde det vel længere ud, og blive urimeligen anfør¬
te som levende Beviiser end og paa de nyttige og sunde Virk¬
ninger af Drik; men omendskiønt de have ikke endnu noget af
deres Laugsbrødres egentligste Kiendetegn hos sig, omendskiønt
de have ikke endnu mistet halvdeelen af dem selv ved en Hemi¬
egia (Rørelse), ey heller alle deres Lemmers Brug ved Led¬
Vee, Podagra &c: omendskiønt de ere kun maadeligen skab¬
bede, og omendskiønt den overhængende Vatersot lader sig ik¬
ke endnu tilsyne. saa vover jeg dog at bekræfte, at den Hel¬
bred de prale af er i det høyeste kun en bagvendt Stand imel¬
lem Sundhed og Sygdom; dersom de ere ikke virkeligen syge,
da ere de ey heller hurtigen vel, og J vil altid faae at høre,
at et eller andet Klagemaal falder uforvarendes af Munden
paa den triumpferende Dranker, inden en halv Time efter
at hand har forsikkret eder, at hand er hverken syg eller sor¬
rigfuld. Min Kone, som er lidet Overtroende, og maae
skee noget for færdig til at kalde og udtyde Guds Domme
(for resten er meget ypperlig Kone) troet stadeligen, at Va¬
tersot, hvoraf de fleeste Drankere endeligen døe, er en aaben¬
bar og retfærdig Guds Straf over dem; i det Viinen, som
de saa høyt elskede, bliver forvandlet til Vand, og de selv til
sidst druknes i det Element, som de havde saa stor Afsky for.
En fornuftig og ædruelig Mand kand blive opmuntret ved
et got Sælskabs Vittighed og Lystighed, og drives frem ved
en ugemeen Sindets Munterhed, saa at hand kand drikke for
meget,


meget, og maae skee ved en Hændelse blive drukken, men der¬
imod vil disse Overilelser ikke vare længe, ey heller skee ofte.
Da derimod en Dranker er aldeles fremmed for Vittighed og
Lystighed, og ingen Ven af nogen af Deelene. Hans For¬
retning er alvorlig, og hand legger sig alvorligen derefter.
Hand tragter stadigen efter de Egenskaber af Viinen, som
giøre dorsk, døsig og følesløs, og ikke efter dem, der forfri¬
ske, opmuntre og glæde. Heele Kander af Repenthe ()vilde
uden Nytte anvendes paa ham. Jo meere hand drikker jo
dorskere bliver hand, hans Stats Klogskab bliver meere mørk,
og hans Fortællinger meere keedsommelige og mindre forstaae¬
lige; indtil hand omsider famlende anvender den liden Magt
hand endnu har til at stamme, paa at fortælle hans jammer¬
lige Historie for sandseløse Tilhørere. Jeg frygter at mine
Landsmænd have alt for længe været bekiendte for denne
Maade at drikke paa; efterdi en meget gammel og berømt
Fransk Historie Skriver, naar hand taler om de Engelske,
som da vare i Besiddelse af Aqvitanien (*) det forjættede Rød¬
viins Land, siger: Ils sesaoulerent grandement, et se diver¬
tirent moult tristement a la mode de leur pais. De fyldte sig
storligen, og forlystede sig meget bedrøveligen efter deres
Lands Maade.
En meget dygtig Chirurgus af mine Bekiendtere forsik¬
krede mig, at da hand havde aabnet en Drankers Legeme,
som døde af et Slag, fandt hand alle de fiinere Rør og Aa¬
rer
(*) Nepenthe er en Urt, hvilken naar den drikkes i Viin, forbriver Tungsindighed,
og giør glad og munter.
*) Agitana er den Provints Gasomnien i Franterig; hrie fornenste Stad er
Bourdeaux.


rer forstoppede med Viinsten af den Viin hand havde sluget
i sig, saa at Blødet umueligen kunde have sit Omløb i Lege¬
met; og Folderne i Maven vare iligemaade saa stive deraf,
at den kunde ikke giøre sin Forretning. Hand lignede den af¬
dødes Legeme ved en Hevert, der er saa forstoppet med Viin¬
steen og Bærme af den Viin, som er løbet der igiennem, at
den har ikke meeere Luft. Jeg antog denne Lignelse, som syn
tes mig gandske rigtig, og jeg skal herefter afbilde en Dran¬
ker som en Hevert, efterdi begges eneste Forretning er at
sne til sig.
En Ting, som beskues paa eengang og i sin fulde Ud¬
strækning, vil undertiiden sætte Sindet i Bevægelse, da der¬
imod de adskillige Parter og Grader deraf, naar de betrag¬
tes hver for sig, blive ikkun lidet agtede. Jeg skal derfor her
meddeele Dranker=Lauget en Beregning; hvis Rigtighed
de kand ikke modsige, og jeg troer, de ville ey heller negte at
den er gandske maadelig; og dog ville de maae skee falde i
Forundring, naar de see de store Summer af Viin, som de
svælge, af Penge som de betale derfor, og af Tiid som de
spilde alleeneste i en Tiid af syv Aar.
Jeg holder for at jeg sætter en retskaffen Hevert meget
lavt, naar jeg sætter ham alleneste for to Flasker om Da¬
gen, en Dag med den anden. Dette beløber sig i syv Aar til
fem tusende, et hundrede og ti Flasker, der giøre et og tyve
Oxehoveder og halvfierdsindstyve Flasker.
Jeg sætter at denne Vin koster ikkun fire Engelske Stil¬
ling


ling hver Flaske, (*) hvilket jeg meener er den ringeste Priis paa
Nødviin, da beløber den Sum sig til et tusende, to og tyve
Pund Sterling (5110 Rdlr). . -
Naar jeg tilstaaer enhver Hevert kun sex Timer om Da¬
gen til at sue hans to Flasker i sig, hvilket er at give ham en
kort Tiid, da beløber den Tiid sig til sex hundrede, otte og tre¬
dive Dage og atten Timer, der er en fuld fierde Part af hans Lin
i de ovenmeldte syv Aar. Kand noget fornuftigt Væsen kold¬
sindigen betænke disse tre store Summer, af Viin, og følge¬
ligen af Sygdomme, som nedsluges, af Penge, som forø¬
des, og Tiid, som spildes, uden Skam, Fortrydelse, og For¬
sæt til Omvendelse,:t
Jeg veed vel, at det talriige Laug af Heverter vil sige,
ligesom Sir Tunbelly, hvad vilde denne Karl have at vi skul¬
de giøre? Hertil veed jeg meget vel at svare. Giører ellers no¬
get andet. Bevarer og forbedrer den Fornuft, som var gi¬
vet eder til at være eders Leedsager igiennem denne Verden
og til en bedre. Giver agt paa og opfylder eders gudelige,
moralske og borgerlige Pligter. Disse ere Forretninger som
sømme et fornuftigt Væsen; disse vil paa en behagelig og
nyttig Maade fordrive eders Tiid, og uddrive af eders Hier¬
ter den fortrædelige Keedsommelighed, eller de martrende
Tanker, fra hvilke J stræbe, endskiønt forgieves, at flye.
Kand J ikke have nogen Trøst af at see tilbage til eders frem¬
dragne Liv; da arbeyder i tide derpaa, at J med større Glæde
kand
(*) Denne høye Priis kommer af den meget store Told, som betales i Engeland af
alle Franske Viine.


kand see frem af til det forestaaende, og lader det første tie¬
ne som en Grund til det sidste. Dyrker og forbedrer eders
Sind med Læsning efter eders adskillige Optugtelser og For¬
stands Kræfter. Der ere adskillige nyttige Bøger, som pas¬
se sig til dem alle. Den sande Religion og Dyd sætter Sin¬
det i en munter og lyksalig Stand, tillader alle sande Forly¬
stelfer, ja forskaffer end og de sandeste.
dii¬
Cantabrigius drikker intet uden Vand, og rider flee¬
re Miile om Aaret end den ivrigste Jæger, og næsten ligesaa
stærkt. Det første holder hans Hoved, det sidste hans Lege¬
me i god Skand. Der er ikke Frassig selv hand løber, men
til hans Bekiendtere, det er det samme som hans Venner. Saa¬
som hand er indvortes sikker, saa søger hand intet Fri Sted
for at undvige fra sig selv, ey heller søger hand at døve sit
Sind ved stærk Drik: Hans dybe Jndsigt lader ham see og
forlyster ham med Menneskenes Daarligheder, og hans Vit¬
tighed sætter ham i Stand til at afmale dem i deres rette lat¬
terlige Gestalt, skiønt altid uden at fortørne nogen Personi
sær. Hand er munter ude, efterdi hand er lyksalig og fornøy¬
et hiemme, og saaledes lyksalig, efterdi hand er dydig.
11
24
MCuuzn
Ator Mar


Bie=Kuben.
No. 148.
Tiisdagen, den 31. Octobr. 1758.
Af the Rambler. N. 155
Steriles transmisimus annos,
Hæc ævi mihi prima dies, hæc limina vitæ.
Den forbigangne Tiid bør som ufrugtbar tegnes,
Mit Levnets første Dag fra denne Dag skal regnes.
I¬
ngen af det menneskelige Sinds Skrøbeligheder er ofte¬
re blevet dadlet, end den Uagtsomhed med hvilken
Menneskene oversee deres egne Feyl, hvor store de end
ere, og den Villighed, med hvilken de tilgive dem, hvor of¬
te de end begaaes.
Det synes at mand i almindelighed troer, at ligesom Øy¬
et kand ikke see sig selv, saa har Sindet ey heller nogen ævne
hvorved det kand beskue sin egen Stand; og at vi derfor ikke
have nogen Midler til at lære at kiende vore egne virkelige


Carakterer; hvilken Meening, ligesom utallige andre Grund¬
Sætninger, en Undersøger finder sig villig til at antage paa
gandske lidet Beviis, efterdi mand derved kand lætteligen op¬
løse mange Vanskeligheder. Den vil forklare, hvorfor de
største Gaver og Videnskaber ofte ikke befordre disses Lyksa¬
lighed, som besidde dem; hvorfor disse som med den yderste
Nøyagtighed kand bestemme Dydernes og Lasternes Grænd¬
lade dem formænges i deres egen Opførsel; hvorfor de
sittige og aarvaagne med en blind Tilliid overlade deres
Sager til at besørges af andre; og hvorfor de varsomme og
frygtagtige nærme sig hver Dag og Time til deres Undergang,
uden at drage et Suk af Bekymring, eller at giøre sig U¬
mag for at undgaae den.
Naar en Sætning er saa frugtbar paa behagelige Føl¬
ger, hvo kand da uden Fortrydelse bekiende at den er falsk
midlertid er det dog vist, at den Fornøyelse mand har fun¬
det i at spille med udpyntede Meeninger, og den Ære mand
har søgt i en opblæst og høytravende Veltalenhed, har bevæ¬
get Menneskene til at beskrive Passionernes Herredom som
strækkende sig over de Grændser, hvilke Naturen har bestemt
dem. Egen Kierlighed er ofte heller formastelig end blind;
den skiuler ikke vore Feyl for os selv, men indbilder os, at
andre ikke blive dem vaer, og bevæger os til at fortørnes over
Tilrettesættelser, paa det vi skulde ikke tilstaae dem at være
fortiente; og at fodre Ære, hvilken vi, i vore egne Tanker, ikke
fortiene. Vi ere hemmeligen overbeviiste om Feyl og Laster,
hvilke vi haabe at skiule for Verdens Øyne, og vi fornøye os
over at utallige Bedragerier lykkes os, hvorved dog virkeligen
intet Menneske bedrages¬
Til


Til Beviis paa vort indvortes Syyns Dumhed, eller
paa Menneskenes almindelige Udygtighed til at fælde en ret
Dom, angaaende deres egne Carakterer, anføres gemeenli¬
gen dette, at det allerurimeligste og utroeligste Flatterie bli¬
ver vel antaget, og at Formaninger, hvor sagtmodige, kier¬
lige og fornuftige de end ere, opvække altid Fortrydelse. Men
dersom vi nærmere randsage Flatteries Virkning, da vil det
befindes, at dets Antagelse maae ikke tilskrives vor Vankun¬
dighed men Kundskab om vore Feyl, og at det fornøyer os hel¬
ler derved, at det trøster os thenseende til vore Mangeler
end at det opregner hvad vi besidde. Den som søger sin Pa¬
trons Gunst ved at priise ham for de Egenskaber, som hand
kand selv finde hos sig, vil altid komme til at staae tilbage,
for en meere dristig Lov=Taler, der beriiger ham med frem¬
mede og laante Ypperligheder, og som plyndrer Alderdom¬
mens berømmelige Mænd, for at ziire hans Patrons Naun
med deres Dyder. En velfortient Roos er alleneste en Giæld
som betales, men Flatterie er en Foræring. At mand erkiender
de Dyder, som vor egen Samvittighed tilstaaer os, det er en
Skat, som vi kand, naarsomhelst det er, kræve med Dri¬
stighed; men Berømmelse for disse Dyder, som vi alleneste
lade som vi have, eller som vi begiære at have, uden at giøre
os nogen ivrig Umag for at faae dem, den antages som en Be¬
kiendelse, der tillegger os Herredom over Lande, som vi aldrig
indtoge, som en gunstig Dom, der tilkiender os en omtvistet Fo¬
dring, og er os des meere kiærkomen, jo mindre den tilkomer os.
Formaninger ere gemeenligen anstødelige, ikke fordi de
foraarsage os en uventet Fortrydelse, eller overbeviise os om
nogen
Ex 2


nogen Feyl, som vi ikke havde mærket; men fordi de viise os
at andre kiende os lige saa vel som vi selv; at mand er kom¬
met efter vore hykkelske Kunstgreb, eller at mand ikke meeere
frygter for vor Fortørnelse; og den tienstfærdige Formaner
forfølges med Had, ikke fordi hans Anklagelse betragtes som
falsk; men fordi hand tiltager sig den Overmagt, som vi ikke
ville tilstaae ham, og har tordet aabenbare det som vi gierne
vilde holdet skiult.
For denne Aarsag er Formaning gemeenligen unyttig.
Om disse, som følge deres Begierligheders Røst, uden at ef¬
terforske hvor hen de gaae, havde uvidende afviget fra Viis¬
doms Vey, og rendte hovedkuls i Farer, som de ikke saae for¬
ud, da vilde de med Lyst høre efter den Underviisning, som
kalder dem tilbage fra deres Vildfarelser, og lade sig opvæk¬
ke ved den første Advarsel, som forkynder dem Fordervelse el¬
ler Skændsel= Faa som vandre paa den vrange Vey, mista¬
ge den for den rette; de finde den kun meere jævn og behage¬
lig, og de følge deres Vall heller af Magelighed end fordi
de ere selv tilfreds dermed; derfor ere der kun faa, som lade
sig overtale til at forlade den enten ved Formaning eller Til¬
rettesættelse; efterdi disse give dem ingen ny Overbeviisning,
ey heller meddeele dem nogen Magt til at handle eller staae
imod. Den som bliver alvorligen erindret om, hvor snart
Ødselhed vil udtømme hans Formue, hører med liden Nytte
hvad hand vedste tilførn, og snapper efter den første Leylig¬
hed til Udgifter, efterdi Formaning har ingen Magt til at
undertrykke hans Forfængelighed. Den, som mand forehol¬
der, hvor vist Umaadelighed vil bringe ham i Graven, løber


med sin sædvanlige Hastighed til ny Fylderie og Fraadserie,
efterdi hans Fornuft er ikke blevet styrket eller hans Begiær¬
lighed svækket.
Den Skade, som Flatterie giør, er, at den undertrykker
en æragtig Ærgierrigheds Magt, i det den bringer Menne¬
skene paa de Tanker, at mand kand vinde Roos og Ære u¬
den at arbeyde paa at fortiene den; og den Nytte, som For¬
maning kand have, kommer gemeenligen deraf, at den lader
os vide, hvad Verden dømmer om os. Den som kunde i¬
modstaae sin egen Samvittighed, bliver forskrekket ved Van¬
ære og Skændsel, og Skammen beholder overhaand, naar
Fornuften blev slaaet af Marken.
Saasom vi alle kiende vore egne Feyl, og kiende dem
almindeligen med mange Omstændigheder, som giøre dem
større, og hvilke ingen menneskelig Skarpsigtighed kand bli¬
ve vaer, saa er der, maae skee, intet Menneske, hvor for
hærdet hand end er ved Ubluehed, eller adspredt ved Lætfin¬
dighed, bedækket ved Hyklerie, eller sværtet ved Vanære,
som jo har i sinde engang at eftersee sin Opførsel, og at ind¬
rette den øvrige Deel af sit Levnet efter Dydens Love. J¬
midlertid anfaldes hand af nye Fristelser, Forlystelse og For¬
deel giøre ham nye Tilbud, og Omvendelsens Time bliver
altiid opsat; enhver Opsættelse giver Lasterne nye Leylighed
til at befæste sig med Vanen; og hvor oprigtigen hand end
havde sat sig for, og hvor fornuftigen hand end havde over¬
lagt at forandre og indrette sit Levnet, saa bliver det dog ud¬
sat indtil nogen gieltende Passion skal blive fuldkommeligen


fornøyet, elle
at an¬
fægte.
Saaledes bliver Forhaling dynget paa Forhaling, og
een Forhindring følger efter den anden, indtil Alderdommen
kuldkaster vor fattede Slutning, eller og Døden forekommer
vor Forsæt om Forbedring. Dette bliver ofte Enden paa go¬
de og gudelige Forsæt, efter at de have længe forlystet Jnd¬
bildingen, og stillet den Sinds Uroe, som enhver føler hos
sig over en vitterlig vrang Opførsel, naar hans Agtsomhed
ikke vendes derfra ved Forretninger eller Forlystelser.
Der kand visseligen intet være et fornuftigt Væsen mee¬
re uværdigt, end at fremture i en Stand, der er saa stridig
imod virkelig Lyksalighed, at all Eensomheds Rolighed, og
all Eftertankes Lyksalighed maae komme af et blot Forsæt at
forlade samme Stand. Dog vil Verden ofte give os Leylig¬
heder til at see Mennesker, som fremdrage Maaneder og Aar
i en stedsevarende Krig med deres egne Overbeviisninger og
blive dagligen dragne ved Vanen, eller forførte ved en Pas
sion til at begaae de Ting, som de hver Aften og hver Mor¬
gen satte sig for at skye; hvilke Forsæt, endskiønt de vare
grundede paa Overbeviisning, blive dog gandske kuldkastede
ved den første Tilskyndelse af et Øycbliks Begierlighed.
Vanen har visseligen saa stor Magt, at der vil udkræ¬
ves den yderste Kraft af Tapperhed og Dyd til at overvinde
den? jeg kand ey heller tænke, at nogen fortiener meere Høy¬
agtelse og Roos, end de der have sønderbrudt de Lænker, hvor¬
med


med en tilvant Last havde fængslet dem. Denne Seyer er
saa meget meere Heroisk, jo jævnligere vi finde Leylighed til
at fyldestgiøre en lastværdig Begiærlighed, og jo oftere vi
anmodes dertil. Den som af Forfarenhed kiender Ærgier¬
righeds Daarlighed, og derfor nedlegger sine vigtige og høye
Embeder, giør sig paa engang fri for Fristelse til at forøde
sit Liv til Hove, efterdi hand ikke kand faae sit Embede igien.
Den som er en Slave af en Elskovs Lyst, kand af Misfor¬
nøyelse forlade sin Tyran, og Fraværelse vil efter haanden,
uden Fornuftens Hielp, overvinde Begiærlighed efter at ven¬
de tilbage igien. Men disse Tilbøyeligheder, som paa alle
Steder finde det der opvækker og føder dem, og som udkræ¬
ve ikke nogen forberedende Anstalter for at komme nærmere
og nærmere til at opfyldes, disse hænge meere haardnakkede
ved os; Ønsket er saa nær Fyldestgtørelsen, at mand ofte føy¬
er det førend mand har betænkt sig, og førend Fornuftens
Kræfter kand blive sammenkaldte, er Tiden til at bruge dem
gaaet forbi.
Efterladenhed, eller Magelighed er derfor en af disse La¬
ster, som de, der engang befænges dermed, stælden omven¬
des fra. Alle andre Slags Vellyster angribe nogen Begiær¬
lighed, som hastigen mættes, og udfodre nogen Bistand af
Kunst eller Hændelse, som et hvert Sted vil ikke forskaffe;
men Lyst til Magelighed virker lige paa alle Tider, og jo læn¬
gere den føyes, jo meere tiltager den. At giøre intet er i
hver Mands Magt; vi kand aldrig saune Leylighed til at ef¬
terlade vore Pligter. At forfalde til Magelighed skeer læt og
uformærkt, efterdi det er ikke andet end en blot Afladelse fra


at virke og forrette, men at vende tilbage til Flittighed er
vanskeligt, efterdi det indbefatter en Omvendelse sra Hviile
til Bevægelse, fra det manglende til det virkelige.
Det vilde maae skee være tienligt til at overvinde disse
Fiender, som besnære Sindet, dersom mand paa visse fast¬
satte Dage eftersaae sit fremdragne Levnet. Mange fornød¬
ne Ting blive forsømte, efterdi mand daarligen indbilder sig,
at de kand altid sættes i Verk og forrettes; og hvad som ikke
kand giøres uden Møye, vil stedse blive opsat, dersom mand
ikke fastsætter en vis Tid til at giøre det. Jngen Fordervel¬
se er stor uden ved langvarig Forsømmelse, hvilken kand ikke
lætteligen tage overhaand i et Sind, som ordentligen og jævn¬
ligen opvækkes ved Samvittighedens Randsagning og Tilret¬
tesættelser paa visse Tider. Den som saaledes inddeeler sit
Levnet i Parter, vil finde hos sig en Lyst til at giøre enhver
Deel af sit Liv mærkværdigt ved nogen Forbedring, og for¬
nøye sig over naar den Dag nærmer sig, paa hvilken hand vil
eftertænke sit Livs Forretninger, som en Tiid, fra hvilken
hand skal begynde en ny Kiæde af Dyd og Lyksalighed.


Bie=Kuben.
No. 149.
Tiisdagen den 7 Novembr. 1758
Af Universal Magazine. 1754
Abdallah, Prints af Jndostan.
En Østerlandsk Historie.
A¬
bdallah, Prints af Jndostan, blev med stor Fliid op¬
draget af Eremiten Ali, og anført paa Dydens
Veye; men de vellystige Fornøyelser, som regiere i en
Østerlandsk Monarks Hof, udslettede denne graahærdede
Viises Formaninger. Ali giorde alt hvad der var i hans
Magt, for at hemme Lasternes Strøm, som truede dette
mægtige Rige med Undergang. Men hans Forestillinger
bleve ikke agtede, og hans Taler, skiønt prydede med all
Østens Veltalenhed, bleve beleete af den unge Monarks smig¬
grende Hyklere.
Guds Forsyn kom dog der imellem; den unge Prints
blev drevet fra hans Kongerige ved hans kiæreste Minister,
og maatte søge sin Sikkerhed i langtfraliggende Steder; saa¬


som hand blev stærk forfulgt af den uretme
Fige Regent, faa
begav hand sig paa en liden Baad ved Udløbet af Ganges¬
Floden. Skrømmens Heftighed drev ham ud i det vilde Hav,
saa at Indostans frugtbare Marke kom ham snart af Sigte.
Efter at hand havde taget liden Forfriskning til sig af den
Forraad hand havde, og anbefalet sig til Naturens Herre,
erkiendende sin Utaknemmelighed i det hand havde fortørnet saa
flørt og mægtigt et Væsen, lagde hand sig ned til at sove, for¬
ladende sig paa denne samme Guds Beskyttelse, som hand
havde opirret, saasom hand vedste, at en alvorlig Ruelse altid
formildede hans Vrede, og at hans Barmhiertighed ofte
bortvendte Eggen af hans Retfærdigheds Sverd. Fuld af
denne Tilliid, at en lydig Overgivelse og Bestandighed vilde
afvende det allmægtige Væsens Vrede, og omsider forhverve
hans Naade, faldt hand i en sød Søvn, hvorved hand for¬
glemte sine Elendigheder, og i hvilken ham forestilledes Søv¬
nens velvillige Gud, som stigede op af Havet i en skinnende
Vogn, der blev trækket af Svaner, og tiltalede ham saale¬
des: Abdallah, jeg er ikke kommet for at giøre dine Lidelser
tungere, dine Gienvordigheder opvække min Medlidenhed;
ja det smerter mig end og, at det formedelst Verdens Herres
befaling, ikke er i min Magt at beviise dig nogen Hielp.
Det Tab du beklager, og de mange Besværligheder som du er
dømt til at udstaae, komme af din Ungdoms Hidsighed; Din
Begiærlighed til Vellyster og Fornøyelser har udslettet de sto¬
re Velgierninger du har oppebaaret af det guddommelige Væ¬
sen, og forvoldet, at du utaknemmeligen har forsømt hans
Dyrkelse; og omendskiønt hans Barmhiertighed ofte kommer
der imellem, og afvender, for en Tiid, hans Hevn, saa maa
dog


it fi¬
tillig eller sildig
vie
dog Overtræderen vær
den saa velfortiente Straf. Det er din Lykke, at din Straf
er saa hastigen fulgt paa din Overtrædelse, thi disse som hand
lader fremture i deres kiødelige Vellyster, falde i en u-und¬
gaaelig Fordervelse. Lad dine nærværende Lidelser være en
Erindring for dig i Fremtiden, og kom ihu, at Gudernes
Foragt beviiser ikke alleneste den afskyeligste Utaknemmelig
hed, men tillige den største Dumhed og Uforstand; og at
hvadsomhelst du lider, det har du selv paaført dig; thi Gud
er retfærdig. Vær ikke utaalmodig, men beviis dig som en
standhaftig og tapper Mand; din Knurren vil allene forøge
dine Gienvordigheder, da derimod din taalmodige Overgi¬
velse vil storligen lætte dem. Det eneste Middel til at stille
den retfærdigen opirrede Gud tilfreds, er at erkiende dine
egne Forseelser og hans Dommes Retfærdighed. Med dis¬
se Ord rørte Søvnens Gud sin Tømme, og i det hand flog
oven paa Vandet, aabnedes der en magelig Nedfart, hvor
Svanerne førte ham ned med en ubegribelig. Hastighed.
Printzen opvaagnede med et gandske opmuntret Sind, haa¬
bende en Dag at formilde den fortørnede Guds Vrede.
Hand tog nu fat paa sine Aarer, men havde ikke roet
over en Miil, førend en umaadelig stor Kæmpe lod sig see,
stigende op af Havet. Hand nærmede sig til Printzen med
et truende Aasyn, og med en Røst, der lignede den forfær¬
deligste Torden, raabte til ham: Ulyksalige, hvosomhelst du
er, saa unaturligen sammensat af Træ og Kiød, siig, hvad
Daarlighed har betaget dit fortvilede Sind, at du saaledes
falder ind i mine Grændser, og, uden given Aarsag, skam¬
meli¬
Yy


meligen myrder den ældste af mine Sønner? Aha, min Her¬
re, svarede den forbausede Printz, jeg har alt for inderlig en
Følelse af den fortørnede Guds Vrede, at jeg skulde forøge
den ved et forsætlig Mord. Jeg forundrer mig storligen over
den Beskylding J anfører imod mig, da jeg i Dag har ikke
seet andet end Himmel og Hav, siden jeg gik ud fra Udløbet
af Ganges; og dersom jeg har forseet mig med at komme ind
paa eders Grændser, da haaber jeg, saasom min Overtrædel¬
se kommer af blot Vankundighed, at eders Retfærdighed vil
erklære mig uskyldig. Hvad min Skabning angaaer, da er
jeg ikke sammensat af Træ og Kiød, men er et ulyksaligt Men¬
neske, som har benyttet mig af denne Maskine, for at gien¬
nemvandre Havet, i Haab om at komme til nogen sikker
Havn.
J Guder! svarede Kæmpen, kand J saaledes høre eders
hellige Sandhed vanæres, og dog holde eders Torden-Kiiler
tilbage! Er der, under Himmelens skinnende Hvæling, et
saa foragteligt Skarn, som den der frembringer Løgn! Du
saae intet, siden du gik ud fra Udløbet af Ganges, uden Him¬
mel og Hav? Siig denne Løgn engang endnu, paa det din
Ugudelighed kand retfærdiggiøre min Hevns Strenghed.
Printzen svarede. Jeg saae intet, min Herre, som havde den
mindste Lignelse af menneskelig Skikkelse, eller som kunde mue¬
ligen tages for eders Søn. Jeg erindrer vel, at da jeg spii¬
ste lidet, saae jeg en liden deylig Fisk spillende ved Siden af
min Baad, og af Barmhiertighed slengte jeg nogle Krummer
ud til den af det jeg aad, hvilke den syntes med Begiærlig¬
hed at sluge i sig. Ah, raabte Kæmpen, ulyksalige Creatur!
for¬


forvorpne Barmhiertighed! Denne Fisk var min elskelige
Søn, som, fortryllet ved den søde Smag af disse forbandede
Smuler, og uden at betænke Følgerne, aad saa graadigen
og meget, at hand kunde ikke fordøye det, men døde strax deref¬
ter, og havde alleneste Tiid til at fortælle mig den ulyksali¬
ge Aarsag til hans Død. Min Hustrue, hvis Kiæledegge
hand var, fodrer dit Blod for at fyldestgiøre sin Hevn, og
at forsone din Misgierning; og jeg forfulgte dig i det faste
Forsæt at opofre dig til min kiære Søns Aand; men saasom
dit uforandrede Ansigt erklærer dig uskyldig i din Hensigt, og
saasom jeg har Høyagtelse for Retfærdighed, saa vil jeg lade
mig nøye med at tilføye dig en mildere Straf, og alleneste
berøve dig et af dine Øynes Lys. Derpaa slog hand Vand i
Printzens Ansigt, og strax styrtede sig ned i den dybe Af¬
grund.
Den trøstesløse Printz fornam snart de ulyksalige Virk¬
ninger; thi hand mistede strax sit venstre Øyes Syn.
Guder, raabte hand i den største Hierte=Angest, er dette
Barmhiertigheds retfærdige Belønning! Kand J lade saa¬
dan Uretfærdighed blive ustraffet! Var Medlidenhed nogen¬
sinde saaledes belønnet, Og naar J see paa saa grumme og
utaknemmelige Misgierninger, uden at straffe dem, giver
det os da ikke tilstrækkelig Aarsag til at tænke, at J ikke be¬
kymre eder om Verdens Regiering, og at J lade alting her
neden til komme an paa en Slumpe=Lykke! Burde jeg ikke
heller belønnes for min Hensigt, der var god, end straffes
for et ulykkeligt Tilfald, som var umueligt at see forud!
Hvor, J Himle, ere eders Torden=Kiiler! Eders hevnende


Piile! Hvor er Retfærdighed! Efterdi Jndvaanerne i dis¬
se nedrige Elementer saa modtvilligen øve deres Grumhed!
Da hand havde fremført saadant Klagemaal, hørte hand
en Røst, som udbrød i disse Ord: Abdallah, tag dig i agt
hvorledes du opirrer de udødelige Guder, hvis Veye ere
urandsagelige, og gaae ind i dig selv; du beklager dig over
Kæmpens Utaknemmelighed, men du betragter ikke din
egen. Guds Forsyn havde ikke alleneste i Sinde at be¬
vare dig i de mange Farer du var undergivet, men var
virkeligen tilstæde hos dig, beskyttede og befriede dig; Jn¬
tet ulykkeligt Tilfald var Følgen af hans Hensigt, som kun¬
de give dig Aarsag til at klage; Du blev reddet ud af
utallige Ulykker, og din Lyksalighed blev kronet i det du
havde alt hvad du kunde begiære; Dog, du, utaknemmeli¬
ge Menneske, i Stedet for at erkiende med ydmyg og op¬
rigtig Tak disse oppebaarne Barmhiertigheder, forlod Dy¬
dens Vey, og forglemte din Skabers Godhed og Velgier¬
ninger. Kom ihu, herefter, at hvor stor Utaknemmelighed
du end kand finde her neden, saa ere dog Menneskene langt
meere utaknemmelige imod Guderne, saasom der er ingen
Ligning imellem det Endelige og Uendelige. Printzen blev
skamfuld ved denne Tilrettesættelse, og var i den yderste
Forvirring, fordømmende sig selv for sin Daarlighed.
Natten udbreedte nu sin sorte Kappe over den halve
Himmel, og all Naturen syntes at nyde en dyb Rolig¬
hed. Abdallah lagde sig og til Hvile, men saasnart Mor¬
genrøden havde aabnet Lysets Dørre, og malet de østli¬
ge Bierge-Toppe med hendes rosenfarvede Straaler, vaag¬
nede


nede Printzen op og fandt sin Baad i en fornøyelig Havn,
omgivet med en tyk mørk Skov. Hand gik strax i Land
og forfriskede sig med de Frugter, som Træerne vare be¬
tyngede med. Derefter blev hand ved at gaae langs ad
Havbredden ved Havnen, indtil hand, besværet ved So¬
lens hæftige Heede, lagde sig ned ved Foden af et stort Ce¬
der Træ; men førend hand kunde falde i Søvn, hørte hand
en Røst, som i ynkelige Toner saaledes bejamrede sin grum¬
me Skæbne: Hvorfor er jeg sat op som et Vredes Maal?
Hvad Misgierning har jeg begaaet, der er saa afskyelig,
at den kand tildrage mig saa streng en Medfart? Har jeg
plyndret Guds Altere, har jeg vægret mig for at frem¬
bære Ofringer, har jeg forhaanet hans Præstets Perso¬
ner? ere mine Hænder besmittede med Menneske-Blod?
har jeg undertrykt den Uskyldige, eller forvendt Retfærdig¬
hed? Kand nogen Jomfrue beskylde mig for nogen hende til¬
føyet Vold eller Uret, eller har jeg betaget noget Mand sin
Ret? Hvorfor er jeg da skabt til at lide under hans Unaade?
hvorfor er hand fortørnet imod mig? Og naar, o naar vil
mine Lidelser formilde hans Vrede, og hans Barmhiertighed
giøre en Ende enten paa dem, eller paa dette elendige Liv
som har længe været mig en Byrde, og som jeg alleneste har
beholdt af Frygt for at mishage ham?
Da Printzen vendte sit Ansigt om mod det Sted, hvor¬
fra denne Røst kom, saae hand en Mand udstrakt paa en
Blomster=fuld Bakke, i en trøstesløs Postyr, og noget læn¬
gere borte, en ærværdig Person, med et langt hvidt Skiæg,
nærmende sig imod ham. Da den gamle Mand kom hen til¬
ham


ham, rørte hand ham med en Vaand som hand bar i Haan¬
den, og sagde: Menneske, jeg har hørt dine Klagemaal:
Staae op, og, i Stedet for at knurre, tilbeed det almægtige
Væsen, som har reddet dig fra den Straf, som alle dine
Landsmænd vare indviklede udi. Denne Dal leder dig til
dit Føde=Sted; følg mig, og jeg vil føre dig til en Sikker¬
heds Haun. Strax derpaa forsvandt de Begge for Abdal¬
lahs Øye, som haabede at have fundet en Staldbroder i
hans Gienvordigheder.
Da Printzen saae sig saaledes bedraget i sit Haab, fort¬
satte hand sin Reyse igiennem Skoven, og efter megen stor
Møye og Mødighed, blev hand vaer den deyligste Eng, plan¬
tet med de nydeligste Frugt=Træer, omgivet med Jasminer,
og Grunden udzuret med Blomster af adskillige Farver; af
hvilke der udgik en behagelig og vederqvægende Lugt. Den
sagte Vind, opfyldt med Lugten af Jasmin og Orange=Blom¬
ster, hvislede imellem Træerne, og formeerede dette fortryllen¬
de Steds Fornøyelser. Printzen beskuede med en henrykken¬
de Glæde de mange deylige Ting, som vare omkring ham;
men et forskrækkeligt Uveyr af Torden, Lynild, Regn og
Storm reyste sig, det behagelige Syn forsvandt for hans
Øye, og hand befandt sig i en grusom og vild Udørk, hvor
der var hverken en Busk eller et Blad Græs at see. Hand
saae sig rundt omkring i denne gruelige Ørk, hvilken nu ikke
forestillede ham andet end Sand og Himmel. Hand blev
opfyldt med de forskrækkeligste Forestillinger om hvad der
maatte følge efter denne Forandring, hvorved det deyligste
og fornøyeligste Syn blev forvandlet til det afskyeligste og
forskrækkeligste.
Slutningen følger efter.


Bie=Kuben.
No. 150.
Tiisdagen den 14 Novembr. 1758.
Slutningen af det Foregaaende.
S¬
tormen susede omkring hans Hoved, Tordenen buldre¬
de, og de aabnede Skyer, da Natten kom, med for¬
færdelige Jld=Flammer tiente ham i Stedet for Da¬
gens Lyys til at afmale alle de fæle og græsselige Omstændig¬
heder hand befandt sig udi. Døden truede ham i adskillige
Skikkelser. Det flyvende Sand, som den hæftige Vind drev
over ham, truede at begrave ham, Lynildens Svovel-Stank,
var færdig at qvæle ham, Jorden rystede under ham og true¬
de at opsluge ham; og Slangernes Hvislen, samt de vilde
Dyyrs Brølen forøgede alle disse Forskrækkelser.
I denne forfærdelige Tilstand anraabte Abdallah Natu¬
rens Herres Beskyttelse: og da hand saae sig omkring, blev
hand et Fruentimmer vaer, som med et Majestætisk Væsen
kom hen til ham. Tordenen ophørte, Vinden lagde sig, og
de vilde Dyyrs Brølen hørte op. Min Søn, sagde hun,
Gud forlod aldrig disse som fatte deres Tilliid paa ham; og
dersom Menneskene komme i Gienvordigheder, da ere enten
deres Daarligheder Aarsag og Kilden til dem, eller de ere


Prøver paa deres Taalmodighed og Overgivelse.
Der er
denne Forskiæl imellem Dyder og Laster: De første føre Men¬
neskene paa en ujævn og umagelig Vey til den sande Lyksalighed;
de sidste føre dem paa en tillokkende behagelig Vey til en u¬
undgaaelig Fordervelse. Du har allereede seet Prøver paa
Guds Godhed, hand har hørt dine Bønner, og saasom hand
endnu er dig naadig, saa har hand sendt mig til din Bistand.
Du skal aldrig fortvile, end og i de største Farer; der er ingen,
som hans Magt jo kand redde dig af, forlad dig derpaa som
din egen Sikkerhed. Gaae nu, min Søn, vend dit Ansigt
mod Solens Opgang, og du skal snart finde en Ende paa
din Sorg.
Morgenens Straaler havde nu beklædt Østens Kamre
med en skinnende Carmoisin; og de fiærede Sangere i Sko¬
ven istemmede deres Melodie. Printzen, af Lydighed mod
hans Beskiærmerinde, rettede sin Vey imod Solens Opgang,
hand havde fast besluttet at overvinde, ved Tapperhed, hvad¬
somhelst Ulykker der maatte møde ham, eller og at falde un¬
der dem med en taalig Overgivelse. Førend Solen havde
naaet Middags=Linien, kom hand til et høyt Bierg, hvor
hand blev taget til Fange af nogle Soldater og ført hen til
deres Anfører; hvilken antog ham for en Speyder og derfor
bød at hand skulde kastes hovedkulds ned i en dyb Huule ved
Siden af Bierget. Denne Dom var ikke snarere afsagt end
fuldbragt, og Abdallah bekom adskillige Stød, førend hand
naaede Grunden, omendskiønt Lykken var ham saa god, at
hand ikke blev knuset i Stykker, og havde Liv og Sands nok¬
til at kiende sin Ulykke, hvilken hand med god Føye sluttede
at


at være ikke mindre end en langvarig Død i et gkusomt og
haandgribeligt Mørke. Jmidlertid taalte hand den med et
tappert og taalmodigt Sind, anraabende tillige det guddom¬
melige Væsen, at hans Lidelser maatte forsone hans Mis¬
gierning. J Førstningen besluttede hand at ikke røre sig fra
det Sted hvorpaa hand var faldet, saasom hand tænkte at
hand kunde ligesaa vel døe paa et Sted som paa et andet;
men da hand betænkte det Mirakel, at hand var ikke knuset i
Stykker ved det store Fald, sagde hand til sig selv: Bør jeg
fortvile efter saa stor Barmhiertighed? kand Gud have af¬
værget min umiddelbare Død, alleeneste for at giøre den
mindre taalelig? Ney, hand finder ingen Fornøyelse i Men¬
neskenes Elendigheder; og jeg skulde begaae en Utaknemme¬
lighed, dersom jeg ikke ansaae denne Redning som et Under¬
pant paa hans Barmhiertigheder herefter. Jeg kand mue¬
ligen finde en Udgang, hvorved jeg maae befries fra dette for¬
færdelige Sted. Herpaa reyste hand sig, endskiønt med stor
Møye, og famlede omkring, indtil hand omsider hørte en for¬
virret Lyyd, hvorefter hand gik saa godt som hand kunde, og
fornam endeligen at det var menneskelig Røst; da hand nu
blev ved at gaae derefter, faae hand omsider et Glimt af Lys,
og tydeligen hørte Mennesker tale med hverandre. Dette
gav ham saadant Mood, at hand ikke følte til hans bekomne
Stød. Ligesom hand gik videre, saa blev det og mere lyyst,
og hand mærkte, at dette Sted var en stor naturlig Hvæl¬
ning af en Klippe, fra hvis Aabning Dagens Lyys kom ind.
Hand fandt dette en magelig Udgang til Søe=Kanten, hvor
hand saae adskillige Fiskere i deres Baade; af hvilke den ene
vendte tilbage igien, og da Folkene vare komne i Land, spurte


de, hvorfra hand var, hand svarede, at hand var et armt
ulyksaligt Menneske, født i Siam, og da hand gik over disse
Bierge, var hand faldet ned i en Huule; men ved Himme¬
lens Bistand havde hand fundet en Vey, hvorved hand igien
var kommet til Dagens Lyys og menneskelige Creature. De
toge ham i deres Baad og forføyede sig til deres Staldbrødre
og derpaa gik til Søes. Abdallah mærkte snart at hand nu
var en Slave, og saasom hand vedste ikke hvorledes hand skul¬
de forrette det Arbeyde de paalagde ham, saa sloge de ham
uden Naade. Abdallah spurte dem hvad de meente med den¬
ne umenneskelige Medfart, efterdi hand vedste ikke at hand i
nogen Maade havde fortørnet dem. Een af dem svarede, at
de agtede sig ikke forpligtede til at giøre Regnskab for deres
Gierninger mod deres Slaver. Slaver, svarede Printzen
igien; ved hvad Overvindings=Ret kand J tilegne eder Her¬
re=Myndighed over mig? Ham blev svaret, at de havde red¬
det hans Liv, og dersom hand ikke strax gav sig til sit Arbey¬
de, saa vilde de kaste ham over Bord; thi de vilde ikke føde
dem der vare ørkesløse. Abdallah befandt, at hand skulde ik¬
ke vinde noget ved at gaae i rette med grove og umenneskeli¬
ge Gemytter, og derfor taalmodigen skikkede sig i sin haarde
Skæbne.
Dagen derefter hen imod Middag fik de Land at see,
hvilket de naaede førend Solen gik ned, og gik i Land med
deres Fisk og den fangne Printz, ved en stor Bonde=Bye paa
Indostans Grændser, hvor de bleve vel imodtagne af deres
Familier og Naboer. De syntes nu at være mindre umen¬
neskelige, thi de havde saa god Omsorg for Abdallah, at hand


dage blev gandske tilpas
f ham
bekomnee
inden faa?
men, saasom de tænkte, at hand vilde ikke blive beqvem til
deres Handtering, saa solgte de ham til en Kiøbmand i den
næste Kiøbstæd.
Saaledes var den ulyksalige Abdallah nu blevet en Sla¬
ve i det Kongerige, hvis Scepter hand tilforn havde ført,
Hans nye Herre fattede stor Kiærlighed til ham, og tog ham
til at opvarte hans egen Person. Da hand nu saae sin Til¬
stand forbedret, saa trøstede hand sig med det Haab, at Guds
Forsyyn vilde, i sin egen behagelige Tiid, giøre en Ende paa
hans Lidelser.
En Dag, da Abdallah gik tilbage fra en af de næstlig¬
gende Landsbyer, saae hand, langt borte, en graahærdet viis
Mand staaende ved Siden af Veyen, og lænende sig paa sin
Stav. Da hand kom nærmere til ham, syntes hand at kien¬
de hans Ansigt, omendskiønt Alderdommen havde storligen
forandret det; men da hand saae nærmere til, mærkte hand,
at denne ærværdige Person var ingen anden end hans gamle
Læremester Ali. Hand kastede sig strax ned for hans Fødder,
og raabte: See, o ærværdige Mand, eders fordum lyksalige
Myndling, men den nu ulyksalige Abdallah. Den Viise fat¬
te sig ned ved Siden af Veyen og udrakte sin Haand, sigen¬
de: Kom hid til mig, hvo du og er; men jeg frygter storli¬
gen, at Abdallah, Printz af Indostan, er ikke længere en
Jndvaaner i denne nedre Verden. Men imidlertid, da
hand nøyere havde betragtet ham, og var blevet overbe¬
viist at hand var virkeligen den Printz, som hand havde


gjordt sig saa megen Umag for at underviise og anføre
paa Dydens Veye, udbrød hand saaledes: Hvor urandsa¬
gelige ere Guds Forsyyns Veye! O Monark! Gud har ik¬
ke slaaet Haanden af dig! dine Lidelser have faaet en En¬
de. Det Udyyr, som havde bemægtiget sig dit Kongerige,
er regnet iblant de døde, og der er sendt Bud ud til alle
Steder i Kongeriget, for at finde deres Printz, som hand
havde uretmæsigen drevet fra hans Throne. Kom, min
Printz, lad os skynde os til Indostan, hvor eders Folk vil
med aabne Arme tage imod eder.
En allmindelig Glæde udbreedte sig over den gandske
Stad ved deres Ankomst; og Abdallah blev igien sat paa
hans Forfædres Throne. Da denne Glæde=Fest var for¬
bi, vendte Ali sig til Monarken med disse Ord: Jeg gaaer
nu hen til min een somme Bolig. Naturen har næsten
fuldendt sit Løb, og jeg skal ikke meere komme til denne fol¬
keriige Stad. Hvad er et Menneskes Liv, naar det lig¬
nes med Ævigheden! Og hvad er der paa Jorden, som
kand giøre Menneskene lykkelige! Enhver Fornøyelse, den
meest ophøyede Stand er beblandet med Bitterhed; maa¬
skee, for at giøre Menneskene mindre forelskede i disse for¬
gængelige Ting, og for at bevæge dem til at udstrække de¬
res Hensigter videre end til denne Verden. Det er alle¬
neste i en tilkommende Stand hvor vi kand haabe at ny¬
de en fuldkommen Lyksalighed; men denne kand alleneste
opnaaes ved et ubesmittet Liv, ved alle moralske Dyders
Øvelse, og ved et erkientligt Vederlag af Tak og Priis
mod det allmægtige Væsen, hvis Barmhiertigheder ere


over alle hans Gierninger. Hvor mange ubetænksomme
Mennesker giøre sig det forfængelige Haab, at dersom de
kand skiule deres Gierninger for Menneskene, da ere de
sikkre; ey betænkende, at Gud er allesteds nærværende; ey
heller kand Nattens beeg forte Kaabe skiule for hans all¬
giennemtrængende Øye deres Hierters inderste Løn Kroge.
Andre formaste sig at haabe, at hand vil lade sig stille
tilfreds med Skikke og Ceremonier. Naar de frembringe
deres Ofringer med Pragt, og et udvortes Skin af Re¬
ligion, da tænke de at det er nok til at forsone for et la¬
stefuldt Gemyt, et fordervet Hierte, og et forargeligt Liv.
Lyksalig er du, Abdallah, i det du her paa Jorden
har liidt Straf for dine Overtrædelser; J maa vel tæn¬
ke, at eders Lidelser -vare haarde, men denne Haardhed,
var en Virkning af Barmhiertighed. Hvor mange, som
ere ikke længere Jndvaanere her paa Jorden, vilde glade¬
ligen ombytte deres Plinseler for et langt Liu i meget stør¬
re Lidelser end disse som J har udstaaet PAlle dde Over¬
trædelser, som begaaes imod det guddommeligt Væsenk bli¬
ve straffede enten imedens Overtræderen lever, ellerefter
at hand er regnet iblant de døde.
Hvor lidet forstaae de
arme Menneske
som dadle Guds Forsynn-fordi hand
taaler at det gaaer de Ugudelige vel, og at de Dydige
maae, i deres gandske Livs Tiid, brydes med uovervinde¬
lige Besværligheder! Hvor storligen tage de Feyl, i det de
kalde en lyksalig, den anden ulyksalig, i det de misunde
een, og beklage den anden!
"Kom


i Kom ihu,
Jndoskans Monark, at en Eenevolds
Herres Exempel er af den største Betydning for hans
Folk. Lad derfor Dyden regiere alle eders Gierninger.
Lad Retfærdighed ledsaget af Barmhiertighed, stedse sid¬
de paa eders Domstoel, og lad Ærlighed og Retsindig¬
hed aldrig fattes for at blive belønnede. Da skal dine Da¬
sige blive mange og lyksalige; dit Kongerige blomstre som et
Viintræ plantet ved Siden af en Cristal=Kilde; og efter
at Døden har gjort en Ende paa dit dødelige Væsen, da
skal dit Navn nævnes med Taknemmelighed
af Efterkommerne.


Bie=Kuben.
No. 151.
Tiisdagen den 21 Novembr. 1758.
Af Adventurer No. 128.
D¬
et er sædvanligt iblant alle Classer af Mennesker, at
beskylde hverandre for at drive Tiden bort med ringe
og ubetydelige Ting; enhver Mand anseer sin Na¬
boes Handtering eller Tidsfordriv, som noget der svarer ikke
til vor Naturs Værdighed, og som fortiener ikke et fornuftigt
Væsens Agtsomhed.
Et Menneske, der betænker hvor faa Ting Naturen be¬
høver, der har Kundskab om de adskillige Midler, hvorved
alle Haand Forretninger ere nu lættede, og merker hvor man¬
ge der blive forsynede med fornødne Ting ved faa Menne¬
skers Arbeyde, vilde gandske vist snart forundre sig over,
hvorledes de mange, der ikke trænge til at arbeyde for sig selv
eller andre, finde Forretninger til at fordrive deres ledige Ti¬
mer. Den største Deel af Menneskene hverken karder Uld,
eller graver i Gruberne, eller fælder Træ, eller høster Korn;
de hverken vogte Qvæg, eller bygge Huuse, hvad forrette
de da?


Dette er visseligen et Spørsmaal, som vi ikke ere i Stand,
til at besvare, naar vi besee Verden langt fra. Vi finde
Mennesker af alle Slags Rang og Alder sammenblandede i en
uroelig Forvirring, deres Bevægelse er hastig, og deres Øye¬
syyn udviser en ivrig Begiærlighed; men hvad de have at
jage efter eller flye for, det maae vi lære ved en nærmere og
nøyagtigere Betragtning.
Naar vi tage et hvert Menneske i denne store Hob for
sig selv under Betragtning, da finde vi snarligen, at Menne¬
skenes Passioner og Jndbildinger ville ikke læt tillade dem at
være ørkesløse, vi see at Ting blive begiærte blot fordi de ere
rare, og efterjagede fordi de ere flygtige; vi see at Menne¬
skene forene sig om at sætte, efter deres eget Behag, en
Priis paa det som er i sig selv af ingen Værdie, og derefter
stride de om, hvem der skal besidde det. Een sanker Ærtser,
som hand veed ikke at bruge til andet end at viise dem frem;
og naar hand har fyldt sine egne Skuffer dermed, græmmer
hand sig over, at de Steene, som hand har ladet ligge, skulde
samles op af en anden. En Blomster=Elsker opklækker en
Tulipan, og er fortrydelig over at hans Medbroders Urte¬
hed nyde den samme Regn og Soelskin som hans egne. Den
ne Mand skynder sig hen til en Concert, alleneste fordi at
andre skulde ikke have hørt den nye Musikant førend hand;
en anden springer op fra sit Sælskab og iiler hen til Comoe¬
dien, efterdi hand bilder sig ind at være Patron af en Actri¬
ce; nogle fordrive Morgenen med at raadføre sig med deres
Skræder, og nogle med at give befalinger til deres Kok;
nogle giøre Aftale om en Sammenkomst til at spille Kort,
og nogle sætte Veddemaal paa Heste.
Jeg


Jeg tænker, det kand ikke negtes, at nogle af disse for¬
drive deres Tiid med Lapperier, med Forretninger, hvorved
de hverken gaune sig selv eller andre, og som intet Menneske
kunde længe opholde sig ved, som alvorligen eftertænkte hvad
hand giorde, eller som havde Kundskab nok til at sammenlig
ne hvad hand er med hvad hand kunde blive til. Jmidlertid,
saasom Folk der have den samme Tilbøyelighed, almindeligen
flokkes tilhobe, saa bliver enhver af disse Tiidspildere bestyr¬
ket ved det hand seer andre ligesaa unyttigen flittige som hand
selv er; i det hand giør andre hidsige til at tragte efter sam¬
me Ting, agter hand sig selv med Tiden for at være en bety¬
delig Person, og ved det hans Sind og Tanker ere ivrigen
henvendte dertil, saa er hand sikker for at blive keed af sig
selv.
Nogen Grad af Selv=Behag er altid Flittigheds Beløn¬
ning; og jeg kand derfor ikke andet end ansee denne Arbeyd¬
somhed, der legger Vind paa ringe Forlystelser, som en meere
lykkelig og meere dydig Sinds Beskaffenhed, end den almin¬
delige Foragt og hovmodige Skiødesløshed, som er underti¬
den foreenet med mægtige Sindets Gaver, men antages ofte
af Magelighed og Ladhed, naar denne vil ikke være sit Naun
bekiendt, og tragter efter at kaldes Høymodighed.
Det har længe været anmærket, at Giækkerie og spotte¬
fuld Skiemt er det lætteste Slags Vittighed; lad dette lægges
til, at Foragt og Stolthed er den lætteste Philosophie. At
finde noget at sige imod enhver Ting, og at overgive sig til
en bestandig Ørkesløshed under Forevending at man fattes
Leyligheder, som udfodre Flittighed; at belee dem, som ha¬
ve latterligen travelt, uden at gaae dem for med Exempel paa
Aaa 2


en meere fornuftig Vindskibelighed, dette, siger jeg, er den
ringeste Forstand ligesaa vel mægtig til at giøre, som den
høyeste.
Vor nærværende Stand har sat os paa engang i saa¬
danne adskillige Forbindelser, at enhver menneskelig Forret¬
ning, som er ikke en kiendelig og umiddelbar god Gierning,
vil i en eller anden Henseende være underkastet Foragt; men
det er iligemaade sandt, at næsten enhver Gierning, som er
ikke aabenbar lastefuld, er i nogen Henseende gaunlig og pri¬
selig. Mr. Bruyere siger: "Jeg seer ofte ned fra mit
iVindue paa to Creature, der have en opreyst Skabning og
"behagelig Anseelse, ere begavede med en fornuftig Siæl og
"kand med Ord forklare deres Tanker. De staae tiiligen op
om Morgenen, og arbeyde hver Dag indtil Sølens Ned¬
"gang, med at gnie to glatte Steene paa hverandre, eller
med andre Ord, at polere Marmor.
"Dersom Løverne kunde male,, siger Fabelen, "da
Uskulde vi, i Stedet for de Skilderier der forestille Menne¬
isker, som overvinde Løver, see Løver, som opæde Menne¬
isker. Dersom Steen=Sliberen kunde have skrevet ligesom
Bruyere, hvad vilde hand have svaret?
Jeg seer, siger hand, hver Dag fra mit Verksted
llop til en Mand, hvilken de Lediggængere, der staae stille
"og gabe paa mit Arbeyde, ofte berømme for en vittig
Mand og en Philosoph. Jeg seer ofte hans Ansigt for¬
umørket af Bekymring, og man siger, at hans Voxstabel of¬
itte brænder om Midnat. Jeg blev nysgierrig ved at see en
"Mand, der arbeydede saa meget stærkere end jeg selv; jeg
ithørte ingen Lyd af Verktøy i hans Kammer, og kunde der¬


ufør ikke forestille mig hvad hand gjorde, men omsider blev
idet mig sagt, at hand giorde Beskrivelser over Menneskene,
"hvilke, naar hand havde beskrevet dem, vilde leve ret lige¬
"saadan som de havde levet tilforn; at hand sad oppe heele
"Nætter for at forandre en Mening, efterdi Lyden af et
"Bogstav kom alt for ofte igien; at hand blev ofte foruroe¬
illiget af Tvil, angaaende den egentlige bemærkelse af et
"Ord, som enhver forstod; at hand ofte var tvilraadig imel¬
"llem tvende Talemaader, der vare lige rigtige, saa at hand
"kunde ikke vælge nogen af dem, førend hand havde raadført
"sig med sine Venner; at hand vil løbe fra den ene Ende af
"Paris til den anden, for at søge Leylighed til at læse en
"Meening for et fiint Øre; at dersom en eneste Linie høres
imed Koldsindighed eller Uagtsomhed, da gaaer hand hiem
ligien nedslaget og mistrøstig; og at hand med all denne
"Bekymring og Møye haaber alleneste at giøre en liden
"Bog, som til sidst vil ikke lære pogen nyttig Kunst, og hvil¬
iken ingen, der ikke har den, vil mærke at hand sauner. Jeg
ihar ofte forundret mig over, til hvad Ende saadant et Cre¬
ttur var sendt ind i Verden; og det skulde være mig en Glæ¬
ilde, at see disse, som leve saa daarligen, grebne ved en Be¬
"faling af Regieringen, og tvungne til at arbeyde i nogen
nyttig Forretning."
Saaledes kand enhver Ting giøres lige latterlig, naar
den forestilles paa en partisk og ufuldkommen Maade. Hand
som med Foragt gabede paa menneskelige Creature, der rive
to Steene tilsammen, maatte have forlænget den samme
Tiidsfordriv ved at vandre igiennem Staden, og at see andre
med en betydelig Miine legge en Muursteen paa den anden;
eller
Aaa3


eller ved at løbe ud paa Landet, hvor hand kunde see andre
Creature af samme Art drivende et Stykke skarpt Jern i Jor¬
den, eller som mindre oplyste Folk kalde det, at pløye Marken.
Saasom det saaledes er læt at giøre enhver Ting liden
og ringe, ved at opregne smaa Omstændigheder, saa er det
ikke vanskeligt at giøre enhver Ting stor ved at give en vidt¬
løftig Beskrivelse over dens Virkninger. Den som polerer
Marmor, kand berede Prydelser for Dydens Palatser og
Videnskabs Skoler; hand tillaver Plader, paa hvilke store
Heltes Bedrifter og de Viises Opfindelser skal indgraves til
en Opmuntring og Underviisning for de tilkommende Slæg¬
ter. Muurmesteren øver een af de fornemste Kunster, hvor¬
ved fornuftige Creature skilles fra de Umælende, en Kunst,
hvilken Livet maae tilskrive meget af sin Sikkerhed, og all sin
Beqvemmelighed, ved hvilken vi beskyttes mod Veyrligets
Umildhed, og befæstes mod fiendtlig Overfald; og Plovman¬
den forandrer Naturens Skikkelse, udøsende Overflødighed
og Lyksalighed over Kongeriger, og tvinger Jorden til at
frembringe Føde til dens Jndvaanere.
Stort og lidet ere Ord som bestaae blot i en Sammen¬
ligning; og vi fare vild i den Priis vi sætte paa Ting, efter¬
di vi maale dem med en urigtig Alen. Den der fordriver sin
Tiid med Lapperier, har alleneste det Forsæt at ligne eller over¬
gaae en anden, der giør det samme, og hand er lykkelig eller
elendig, ligesom hans Forsæt lykkes eller slaaer ham feyl; Et
Menneske, der har en ørkesløs Begiærlighed og Ærgierrighed,
sidder og ligner sin Magt med sine Ønsker; og naar hand finder
at hand kand ikke fuldføre umuelige Ting, saa bruger hand dette
til en Undskylding hvorfor hand forretter slet intet. Et Men¬
neske


neske kand alleeneste giøre en rigtig Vurdering over sine egne
Gierninger, naar hand lader sin Ævne være en Prøvesteen
for hans Forretninger, og ligner hvad hand giør med hvad hand
kand giøre. Enhver som stadigen bliver ved at øve alle sine
Sinds og Legems Kræfter, hand giør det som er stort i henseen¬
de til ham selv; og dette vil ikke blive foragtet af Ham, som har
givet alle skabte Væsener deres adskillige Dygtigheder; hand
forretter troeligen hans Livs foresatte Arbeyde, inden hvad¬
somhelst Grændser hans Arbeyde kand være indskrænket, eller
hvor hastigen det end maae blive forgiættet.
Vi kand begribe saa meget meere end vi kand fuldføre, at
hvosomhelst der prøver sine egne Gierninger efter hans Jndbil¬
ding, maae synes foragtelig i sine egne Øyne. Den som forag¬
ter nogen virkeligen nyttig Ting fordi den er liden og ringe, har ¬
ingen Rettighed til at rose sig af sit høye Begreb; efterdi intet
uden hans svage Forstand hindrer ham fra at fee, at naar man
følger de samme Grund-Regler, da maae enhver Ting der er
indgrændset, ligeledes synes foragtelig.
Den som forsømmer at have Omsorg for sin Familie,
imedens hans Velvillighed udstrækker sig i at giøre Udkastning
over indbildte Kongerigers Lyksalighed, maatte med lige Føye
og Fornuft sidde paa en Throne og drømme om et alminde¬
ligt Monarkie, og at udøse Velsignelser over den gandske Ver¬
dens Klode; dog, endog denne Klode er liden, naar den lig¬
nes med det gandske Sammenhæng af Materie saavidt vi
kand see, og alt dette er endnu blot noget meere end intet,
naar det lignes med det uendelige Rum, hvortil hverken vort
Øye eller Jndbilding kand strække sig.
-¬
Fr¬


Fra Forestillinger, derfor, om hvad vi maatte have væ¬
ret, og fra Ønsker at være hvad vi ikke ere, Forestillinger
som vi kiende at være daarlige, og Ønsker, som vi føle at væ¬
re unyttige, maae vi nødvendigen nedstige til at betragte hvad
vi ere. Vi have Kræfter som ere meget ufuldkomne, i deres
yderste Strækning, men som ere paa adskillige Maader ud¬
deelte hos adskillige Mennesker. Efter disse Kræfters Maa¬
de ere os visse Pligter foreskrevne, hvilke vi maae hverken
undslaae os fra, for at forlyste os med lættere Forretninger,
ey heller oversee i en ørkesløs Betragtning af større Ypperlig¬
hed eller meere udstrakte Begreb.
For at fremdrage vort Liv retteligen, maae vi erindre,
at vi ere ikke fødte for at behage os selv. Den som blot leg¬
ger Vind paa at fornøye sig selv, vil altid finde hans Stands,
egentlige Forretning enten for tung eller for læt for ham.
Men dersom vi stedse erindre vor Forbindelse med alle Tings
Fader, der har sat os i Verden, og som har tilskikket os den
Forretning, som vi skal tage i agt i Livets almindelige Kiæ¬
de, da skal vi lætteligen lade os overtale til at overgive vore
egne Tilbøyeligheder for at følge den ufeylbare Viisdom,
og at forrette det os bestemte Arbeyde
med Lyst og Fliid.


Bie=Kuben.
No. 152.
Tiisdagen den 28 Novembr. 1758.
Af the World No. 18.
Til Mr. Fitz=Adam.
Min Herre!
J¬
eg betragter eder som et Tillæg til Landets Lov. Jeg
holder for at eders Myndighed begynder der, hvor
Lovens Magt hører op. Lovens Hensigt er at hem¬
me Lasternes Fremgang ved at straffe dem; eders Blade
synes at være indrettede til at hindre Daarligheders Løb
ved at legge dem for Dagen. Gid J maae være meere
lykkelig i det sidste, end Loven er i det første.
I denne Betragtning skal jeg tydeligen fortælle eder
min Sag, og begiære at J vil giøre den offentligen be¬
kiendt som en Advarsel for andre. Omendskiønt den maae
synes latterlig for mange af eders Læsere, saa kand jeg
dog forsikkre eder, at det er en meget alvorlig Sag for


at tæn¬
mig, u=agtet den vanartige Trøst je
ke, at den er meget almindelig.
Jeg er en Herremand der eyer et anstændigt Fæder¬
ne=Gods i min Provintz, og tiener som Parlaments=Lem
for den samme. Saasom min Familie er i stor Anseelse
og har mange Tilhængere der i Landet, saa bragte min
Udvælgelse mig kun i fem tusinde Punds Giæld, hvilke jeg
maatte laane paa mit Gods, og som jeg ikke endnu har
været i Stand til at afbetale; thi saasom jeg derefter har
faaet en god Betiening, saa er jeg forbundet til at ophol¬
de mig i London, og i alle de beste Sælskaber, ni Maa¬
neder om Aaret. Jeg giftede mig efter mine Omstændig¬
heder. Min Hustrue fattedes hverken Midler, Skiønhed,
eller Forstand. Ved Beskeedenhed og Venlighed paa hen¬
des Side, tillige med Fromhed og Artighed paa min, ha¬
ve vi levet fornøyeligen tilsammen i atten Aar. En Søn
og en Datter ere vore eneste Børn. Vi føyede os efter
Vanen i Begges Opdragelse. Min Datter lærte noget
Fransk og noget at dantse; og min Søn fordrev ni Aar
i Westminster Skole, med at lære Ordene af tvende Sprog
der ere længe siden døde, og endnu ikke blevet halv=leven
de igien. Da jeg tog ham fra Skolen, besluttede jeg at
sende ham strax udenlands, saasom jeg selv havde været i
Oxford. Min Hustrue samtykte mit Forsæt, men føyede
et af hendes egne Forslag dertil, som hun holdt an om
"Min Hierte, sagde hun, jeg
med nogen Alvorlighed.
"tænker J giør meget vel deri at J sender George uden¬
"lands, thi jeg holder meget af en udenlandsk Opdragelse,
"om¬


omendskiønt jeg skal ikke see den stakkels Dreng i en lang
Tiid; men siden vi skal saa længe skilles ad, hvorfor skul¬
ide vi ikke benytte os af denne Leylighed og selv følge ham
nover til Paris? Reysen er ingen Ting; gandske lidet
tllængere end til vor egen Gaard i Skotland; vi skal spa¬
nre Penge derved; thi alting er meget got Kiøb i Fran¬
ikkerig; det vil sætte Skik paa Pigen, som er nu i den
rette Alder dertil, og et par Maaneders Underviisning af
ten god Fransk Sprog= og Dantse=Mester vil giøre hende
ifuldkommen i begge Deele, og give hende en Miine og
iManeerer, som kand hielpe hende frem i disse Dage, da
ider er ikke Overflødighed af Mænd, i Særdeleshed for
i Piger, der have kun fem tusinde Pund til Medgift. Ad¬
skillige af mine Bekiendtere, som have nyeligen giordt
iReyser til Paris, have sagt til mig, at vi burde ingen¬
nunde forsømme denne Leylighed at reyse did. Derforu¬
iden, min Hierte, saasom hverken J eller jeg har nogensin¬
ilde været udenlands, saa vil denne lille Reyse forlyste, ja
liend og forbedre os; thi det er den lætteste Ting i Verden at
"komme i alle de beste Sælskaber i Paris."
Min Hustrue havde ikke snarere endt hendes Tale,
(hvilken jeg læt mærkte var vel overlagt førend min Dat¬
ter anvendte all hendes lille Veltalenhed paa at understøt¬
te hendes Moders Forslag. "Ja, hierte Papa, sagde hun,
mad os reyse med Broder til Paris; det vil være den
Udeyligste Ting i Verden; vi skal see alle de nyeste Mo¬
ider der; jeg skal lære at dantse af Mr. Marseille; Kort
sagt, jeg skal blive et gandske andet Menneske derefter.
Bbb2


"J seer hvorledes mit Sødskende=Barn Kitty har taget
til ved det hun var i Paris forgangen Aar; jeg kiendte
"hende neppe igien, da hun kom tilbage; kom, hierte Pa¬
"pa, lad os reyse.
jeg blev i Førstningen slaaet over dette Forslags Uri¬
melighed, og jeg saae forud tusende Uleyligheder deri, om¬
endskiønt ikke halv saa mange, som jeg derefter har fun¬
det til. Jmidlertiid, saasom jeg vedste, at en aabenbar
Modsigelse, skiønt grundet paa de beste Argumenter, var
ikke den formodentligste Maade til at omvende et Fruen¬
timmer fra sin Metning, saa lod jeg ligesom jeg stod lidet
i Tvil, og lod det blive ved at sige,! at jeg kunde ikke, i
udet mindste saa strax, see de mange Fordeele, som de hav¬
ide opregnet; men at jeg tvert imod var bange før en stor
"Deel Besværlighed paa Reysen, og mange Uleyligheder,
"som vilde følge derefter. At jeg havde ikke seet mange
"Mænd paa min Alder storligen forbedrede ved deres uden¬
"lands Reyser, men at jeg havde nyligen seet mange Fru¬
nentimmer paa hendes Alder blive meget latterlige ved de¬
res; og hvad min Datter angaaer, da saasom hun havde
nikke stattelige Midler, saae jeg ikke det var fornødent at hun
skulde være en stattelig Dame. Her faldt Pigen mig ind
i Ordene, og sagde: "Just for den Aarsag, Papa, skulde
njeg være en stattelig Dame. At være efter Moden er ofte
ulige saa got som at have stor Medgift; og jeg har kiendt
mange Fruentimmer, hvis Miine, Klæder og Artigheder
Uhave tient dem i Stedet for Medgift. "Ja gandske vist,
Usagde min Hustrue, Pigen har ret deri; og dersom hun, til


iden Skabning hun har, faaer en vis Miine og Maneerer,
Uda kand jeg ikke see, hvorfor hun maae ikke fornuftigen haa¬
libe at blive ligesaa fordeelagtigen giftet, som Frøken Betty
"Townly, eller de to Jomfruer Bellairs, som, ingen af
"dem, havde saa store Midler. Jeg fandt af alt dette, at
det var en overlagt Sag imellem min Hustrue og Daatter
at angribe mig, og at de Begge vare stærkt befængte med
den Reyse=Syge, som har nu i nogen Tiid været saa giæng¬
se her i Riget, og som aarligen fører saa mange af vore pri¬
vate Familier til Paris, for at giøre sig selv latterlige der
som Engelske, og her, efter deres Tilbagekomst, som Fran¬
ske. Saa at jeg er forsikkret om, at de Franske kalde disse
Sværme af Engelske, som nu, i visse Maader, oversvømme
Frankerig, et andet Jndfald af Gother og Wender.
Jeg stræbte saa vel som jeg kunde at afvende denne over¬
hængende Daarlighed, ved Opsættelser og kiærlige Forestil¬
linger, men forgæves; jeg havde ingen Dag Roe for deres
Overhæng, og undertiden deres Taare. Endeligen maatte
jeg give efter, og af blot Godhiertighed lade mig overtale til
at samtykke de forenede daglige Anmodninger af en Hu¬
strue og Datter som jeg elskede. At jeg skal ikke tale om
Lyst til Rolighed og Huus=Fred, hvilke, meget oftere end
vi skiøtte om at tilstaae, ere den sande Aarsag til mange
Ting, som vi enten giøre eller efterlade.
Da mit Samtykke saaledes var mig aftvunget, blev
der drevet paa Reysen. Denne behøvede ingen Forbere¬
delser; vi skulde finde alle Ting i Frankerig. Min Dat¬
Bob;


ter, som talte noget Fransk, og min Søns Hov=Mester,
som var en Sveitser, skulde være vores Tolk paa Veyen;
og naar vi vare komne til Paris, da kunde en Fransk
Tiener eller to giøre alting mageligt.
Men, ret ligesom Guds Forsyyn havde i Sinde at
straffe vor Daarlighed, saa var vor heele Reyse en Kiæde
af Bedrøvelser. Vi havde ikke feylet en Miil fra Dover,
førend der reyste sig en hæftig Storm, i hvilken vort
Skib meget nær var gaaet under. Jntet kunde ligne vo¬
re Angester uden vor Søe Syge, hvilken maaskee formind¬
skede dem; omsider kom vi ind i Calais, hvor de ubevæ¬
gelige Told-Betientere borttoge Halvdeelen af de faa Ting
vi havde bragt med os. Vi leyede nogle Vogne, hvilke
befandtes at være gamle og beskadigede, og gik i stykker
for os i det mindste hver ti Miile. Tvende gange vælte¬
de vi, og nogle af os fik Skade, omendskiønt der ere ikke
onde Veye i Frankerig. Omsider, paa den siette Dag,
kom vi til Paris, hvor vor Banqverer havde forskaffet os
et meget got Herberg; det er, meget gode Værelser, me¬
get vel forsynede, og meget skidne. Her aabner sig nu
den store Skue=Plads. Min Hustrue og Datter, som
havde været meget nedslagne ved vore udstandne Fortræ¬
deligheder, opmuntrede sig igien, og længtes storligen efter
at raadslaae med de fornødne Kræmmere og Haandverks¬
Folk, da vor Banqverer og hans Kone, som vare blevne
underrettede om vor Ankomst, lykkeligen indfandt sig for
at besøge os. Hand var saa gunstig og bragte mig fem
tusende Livres, hvilken Sum hand forsirkrede mig var ik¬


ke meere end hvad der behøvedes til vores første Udreedning;
imidlertiid at hans Kone viiste min den korteste Magde
at blive af med tre gange saa meget. Jeg sagde til ham,
at jeg haabede denne Sum vilde næsten være nok for den
gandske Tiid vi skulde blive her; hvortil hand koldsindigen
svarede: "Ney, min Herre, ikke sex gange saa meget, der¬
"som J har i sinde, som jeg sikkert troer J har, at føre
leder op her honnetement. Jeg tilstaaer at dette gjorde
mig meget forbauset; og jeg vendte mig om til min Ko¬
ne og sagde: "Hører J det, mit Barn? Hun svarede u¬
bevæget: "Ja, min Hierte, men nu da vi ere her, saa er
ider intet ved at giøre; det er kun for engang, og ved en
besynderlig Leylighed; og man vilde dog ikke gierne iblant
"Fremmede ansees ligesom Kiæltringer. Jeg svarede intet
til denne grundige Tale, men besluttede hos mig selv, at op¬
holde os her saa kort som mueligt var, og at formindske vo¬
re Daarligheder saa meget som jeg kunde. Efter at min
Bangverer havde lovet at skaffe mig en Carosse de Remise
og en Valet de Place, det er at sige en Hyre=Karrete og en
Lakey, indbød hand os til at fordrive den næste Dag i hans
Huus, hvor hand forsikkrede os at vi skulde ikke forefinde slet
Sælskab. Hand vilde om Formiddagen føre mig og min
Søn omkring for at see de offentlige Bygninger, og hans
Kone vilde komme og føre min Kone og Datter hen til de
beste Krambode, for at udreede dem til at lade sig see honne
tement. Den næste Formiddag fornøyede jeg mig meget vel
med at see, imedens min Kone og Datter fornøyede sig end¬
nu bedre med at bereede sig til at lade sig see; indtil vi om
Middagen samledes hos min Banqverer; hvilken, som til


en Prøve paa det ypperlige Sælskab hand vilde føre os i
fremstillede for os en Jrlandsk Abbed, og en Jrlandsk Capi¬
tain; tvende fordrevne Skotlændere, og en ung Skotlandsk
Chirurgus, som lagde sig efter Jordemoder=Kunsten i Hoiel
Dien (*). Det er sandt, hand beklagede det, som en ulykkelig
Hændelse, at Sir Harbottle Bumper, og Sir Clot¬
worthy Guzzledotn med deres Familier, som hand hav¬
de indbudet til at spiise med os, havde allereede tilforn lovet
sig bort i et andet Sælskab at gaae og drikke Brændeviin i
Nucilly. Omendskiønt dette Sælskab klinger kun gandske
maadeligt, og omendskiønt vi skulde været meget misfor¬
nøyede dermed i London, saa kand jeg dog forsikkre eder
min Herre, at det var det beste som vi kom til i all den Tiid
vi vare i Paris.
Jeg vil forbigaae mange Omstændigheder, som gave
mig megen Bryderie, omendskiønt de vilde formodentligen
give eders Læsere nogen Fornøyelse, for at haste til de meest
betydelige.
Inden tre Dage indfandt sig de adskillige Kunstnere og
Haandverksfolk, som det var overdraget at omskabe min Hu¬
strue og Datter, og bragte med sig de adskillige Stykker som
udkræves til denne Forvandling, paa det de kunde lade sig see
honnetement.
e*) Et stom Hospital i Paris.
Slutningen følger efter.


Bie=Kuben
No. 153.
Tiisdagen den 5 Decembr. 1758.
Slutningen af det Foregaaende.
M¬
eere end den gandske Formidag blev anvendt paa det¬
te Arbeyde; thi vi kom ikke til Bords førend Klok¬
ken hen imod fem. Da min Hustrue og Datter
omsider kom ind i Spiise=Stuen, hvor jeg havde ventet efter
dem i det mindste i to Timer, blev jeg saaledes slaaet over
deres Forvandling, at jeg kunde hverken skiule eller udtrykke
min Forundring. "Nu, min Hierte, sagde min Hustrue,
nu see vi dog nogenlunde ud som Christne." "Og som om¬
løbende Comoediantere med, svarede jeg; thi saaledes har
jeg, paa Southwark=Marked, seet den hæderlige Sysi¬
gambis og den elskelige Parisatis. Dette kand aldrig
være eders Alvor, at J vil gaae saaledes!," Jo vort ram¬
me Alvor, det kand J forlade eder til, min Hierte, svare¬
de min Kone; og vær saa god og siig, om jeg maae spørge,
hvad der kand være latterligt i det? Jeg er ikke heller saa¬
dan en Sysigambis, sagde hun videre; Min Datter
Betty er kun sexten Aar, og J veed at jeg fødde hende i
mit fierde og tyvende. Saasom jeg mærkte, at det Naun


Sysigambis var anstødeligt for min Kone, efterdi det ind¬
befatter en Forestilling om Alderdom, saa vilde jeg ikke gaae
videre med Sammenligningen; men vendte mig baade til
min Kone og Datter og sagde til dem: "Jeg mærkte der
var nu en Maler i Paris, som malede med høyere Farver
end Rigault; omendskiønt hand malede ikke nær saa liigt;
thi jeg kunde neppe have giættet, at de vare deres egne
Skilderier. Herti svarede de begge paa engang: "At
rødt var ikke Sminke; at ingen Farve i Verden var Smin¬
ikke, undtagen hvidt, hvoraf de forsikkrede mig at de havde
likke brugt noget. "Men hvorledes synes eder om min
Pompon, Papa, sagde min Datter fremdeles? Er det
ikke en allerkiæreste een? jeg tænker den er deyligere end
"Mamaes. Det kand vel være, mit Barn, saa vidt jeg
veed; thi jeg veed ikke hvilken Part af alt dette Lapperie der
er din Pompon." "Det er denne, Papa,, svarede Pi¬
gen, og peegte til sit Hoved, visende mig midt i hendes Haar
en Samling af Lapper og Stumper af Fløyel, Fiær og
Baand, bestukkede med falske Steene af tusende Farver, og
satte tvert og skævt. "Men hvad har du gjort ved dit Haar,
"Barn, sagde jeg? Det er jo blaat! er det og malet af den
"samme mesterlige Haand, som har malet dine Kinder?
"Ney, Papa, svarede Pigen, som jeg sagde eder tilforn, her
ller aldeeles ingen Sminke i alt dette, men det som giver mit
iHaar den blaae Skiær, er det graa Pudder, hvilket har al¬
iltid den Virkning paa mørkt Haar, og ophøyer Ansigtets
iFarve forunderligen. i Graat Pudder, Barn, sagde
jeg, med nogen Forundring! Jeg vedste nok at graa Haar
Uva¬


nvare ærværdige; men jeg har aldrig førend nu vedst, at de
vare deylige.. "Jo, overmaade deylige, for visse Ansig¬
iter, svarede min Kone; Men det passer sig ikke til mit, og
jeg bruger det aldrig. "J giør meget ret deri, min Hier¬
itte, svarede jeg, at J ikke leeger med skarpe Ting. Over¬
mad det til Pigen." Dette, som maaskee var noget for ha¬
stigen sagt, og syntes at være en anden Part af Sysigam¬
bis, blev ikke vel optaget; min Kone var gandske taus saa
længe Maaltidet varede, og, som jeg forgæves haabede,
skamfuld. Min Datter, drukken af Glæde over hendes
Stats og sexten Aar, holdt en bestandig Samtale med sig
selv, indtil den længe forønskte Opera=Time kom, hvilken
skillte os ad, og gav mig Tiid til at eftertænke de Galskaber
som jeg allerede havde seet, og de endnu større, som jeg hav¬
de alt for megen Aarsag til at frygte for.
Fra denne Tiid og indtil vor Tilbagekomst til Engeland,
frembragte hver Dag nogen nye og mærkelig Daarlighed,
og nogen urimelig Udgift. Give Gud at de havde endet som
de begyndte, nemlig med vor Reyse! men Ulykken er at vi
have ført dem alle hiem med os. Jeg forstaaer ikke længere,
eller er forstaaet i min Familie. Jeg hører ikke om andet
end le bon ton. En Fransk Kammer=Tiener, som man har
sagt mig er en fortræflig Opvarter og skikket til alting, er
bragt over med os for at kruse min Kones og min Datters
Haar, for at opsætte en Dessert, som de kalde det, og ved
Leylighed at anmelde Besøgelser. En meget sludderagtig,
skiden, men tillige meget vakker Fransk Pige er beskikket til
min Datters Tieneste. Min Mad er iligemaade ligesaa
Cec 2


ukiendelig ved det den tillaves
Frat
som min
Kone og Datter ere ved deres røde Sminke, deres Pompons,
deres Stumper af skident Flor, forjasket Atlask og sort Cat¬
tun; at jeg ikke skal tale om deres affecterede brudte Engelsk
og stymprede Fransk, som de mænge tilsammen, og er det
Sprog som de nu tale. Mine Franske og Engelske Tiene¬
ste=Folk kive dagligen, og slaaes, formedelst Mangel paa
Ord til at udskælde hverandre. Min Kone er blevet latter¬
lig ved det hun er oversat i Fransk, og jeg tør sige, at min
Datters Oversættelseqvil hindre mangen en brav Engelsk
Herre fra at faae Lyst til at læse hende. Mine Udgifter (og
følgeligen min Giæld,) forøges, og jeg er blevet meere ulyk¬
kelig ved Daarligheder, end de fleeste andre Folk ere ved
Laster.
Dersom J skulde finde for got, Ur. Fiz Adam, at giø¬
re denne min Tilstand bekiendt, tillige med nogle af eders eg¬
ne Betænkninger derover, da haaber jeg det maae blive en
nyttig Fyyr til at afskrække private Engelske Familier fra de
Franske Kyster. Jeg er,
Min Herre!
Eders ydmygste Tiener
R¬
Min


gt nok til at advare Engelske
ar
in Correspondent:
Herrer fra at føre deres Hustruer og Døttre til Paris;
N¬
men jeg skal legge nogle faa Ord af mine egne hertil, for at
raade Fruentimmerne selv fra at faae nogen Lyst til saadan
en Omføyten. For det første forsikkrer jeg dem, at iblant
alle Fransk Raguer er der ingen, som en Engelskmand har
saa liden Lyst til, som et Engelsk Fruentimmer der er tilla¬
vet for ham a la francoise, eller paa sin Fransk. Dernæst
udbeder jeg mig Tilladelse at lade dem vide, at den Franske
Smag ihenseende til Skiønhed er saa adskillt fra vores, at
et smukt Engelsk Fruentimmer i Paris, i Stedet for at nyde
den Berømmelse, som hendes Forfængelighed haaber, bliver
alleneste betragtet som et deyligt dødt Legeme; og dersom
nogle af hendes medlidende Venner der, for at skaffe lidet Liv
i hende, skulde overtale hende til at besmøre sig med en stor
Deel rødt, som vi kalde Sminke, da maae hun blive ved
at bruge det til den høyeste Alderdom; med mindre hun sy¬
nes bedre om en virkelig guul Plet (som er den visse Følge af
Sminke) end en konstig rød. Og endeligen overlader jeg
det til deres egen Betænkning, om et Engelsk Fruentimmers
fiine Gemyt maae ikke være af samme Natur som nogle fiine
lækkre Viine, som vil ikke taale at føres udenlands; om¬
endskiønt de, naar de ret behandles, ere meget
fortræflige hiemme.
Den
Kec 3


Den Søde
Drøm.
(Af Gellert.)
Med Drømme, som os født bedrage,
Den stille Nat engang forlyster Timons Sind,
Og lader ham i Søvne smage
Den Lyst, som neppe var ham vaagen faldet ind.
Hand sig i Drømme forestillte,
At midt udaf hans Seng en vigtig Skat fremkom,
Og sig med lige Hast indbildte,
At hand til et Lyst=Slot sin Hytte bygte om.
Hans For-Sal vrimler af Clienter,
Hand sidder upaaklædt ved sin Camin endnu,
Jmens ærbødigst paa ham venter
En Mængde, som hans Navn før neppe kom ihu.
Den Skiønne, som ham ofte vaagen
Med sin Koldsindighed har gjordt Bedrøvelse,
I Drømme bliver ham bevaagen,
Og med sin Kierlighed hans Lykke kronede.
Ham synes at hun er tilstæde
Og kiærlig favner ham; hans Hierte fryder sig,
Hand laller: Doris, du min Glæde,
Har Timon nu engang dog overvundet dig?
Hans Senge=Nætter kunde høre,
At ham en Drøm bedrog, hvorfor hand kiærligen
En Tieneste ham vilde giøre,
Og vække hannem op; hand raaber: Kiære Ven,


Lad dig ey længere bedrag
Opmuntre dig igien, en Drøm forfører dig.
Ah! grumme Ven, var Timons Klage,
Hvor inderlig en Lyst har du berøvet mig!
For din skyld er min Drøm forsvundet,
Hvorfor betager du mig den Fornøyelse?
Nok er det, jeg den holdt for grundet,
Fordi jeg vedste ey, at den mig skuffede.
Sandheds Venner, tit os plage
Med en Tienstfærdighed, som os besværlig er,
i ofte os vor Ro betage,
Naar J oplyse os med eders Sandheder.
hvem byder eder, os at føre
Af de Vildfarelser, som glæde kand vort Sind,
Og meere Gaun end Skade giøre,
Hvor hæftigen vi end af dennem tages ind?
Hand Fred med halve Verden bryder,
Som Verden skille vil ved all Indbildings Tant.
den meeste Lyst vokt Hierte nyder
Oprinder just deraf, fordi vi see ey grant.
Hvad fænker vel en Helt i Krige?
Hand tænker, ingen Helt med hannem lignes maae.
Und ham at troe, hand har ey Lige,
Paa det hans kække Mood ham ikke skal forgaae.
Gaae, spørg? Hvad tænker Magdelone?
Hun tænker: Hendes Mand ek hende gandske tro.
Hun


Hun tager feyl, den stakkels Kone!
Lad hende dog dermed fornøye sig i Ro.
Hvad treer Lisettes Ægte=Mage?
At hun er Kydskhed selv. Jeg vilde vædde paa,
At disse Tanker ham bedrage;
Dog, om du bedre veed, du det ey sige maae.
Hvad troer en Philosoph, som skriver?
Til Hove læses jeg, og Staden ærer mig.
Hand tager feyl; dog dette giver
Ham til at tænke Lyst og at umage sig.
Randsag, hvad Menneskene driver
J deres Leve=Stand til store Gierninger,
Hvad dennem trøster og opliver?
Det ofte kun en Drøm, en sød Indbilding er.
Nok er det, vi derved kand finde,
Skiønt det kun er et Skin, en sød Fornøyelse!
Skal all Vildfarelse forsvinde,
Da var det ikke got at være Menneske.
V¬


Bie=Kuben.
No. 154.
Tiisdagen den 12 Decembr. 1758.
Af Choix Litteraire Tom. I.
Korte Tanker uddragne af Mr. Pope.
A¬
t undskylde hos os selv de Daarligheder, som vi kand
ikke lide hos en anden, det er at ville heller selv væ¬
re en Nar end at see andre være det.
Et Menneske burde aldrig skamme sig ved at tilstaae
at hand har Uret; thi naar hand giør denne Tilstaaelse,
da er det ligesom hand sagde at hand er fornuftigere i Dag
end hand var i Gaar.
Det beste Middel til at beviise at man har en oplyst
og reen Forstand, er at tilstaae sine Feyl; ligesom en Bek,
hvori vi kand see det Mudder som er paa Bonden, viiser
os des bedre at Vandet er klart og reent.


De gamle Folk, som rose stedse den forgangne Tiid
vilde næsten indbilde os, at der vare ingen Daarer i deres
Tiider, men det er Ulykken at de ere selv bleven i Live for
at beviise tvert imod.
Verden forarger sig derover, om man leer ad nogen
Tildragelse, hvilken den anseer som meget alvorlig. Jeg
sætter det Fald at jeg skulde i Morgen miste mit Hoved,
og at heele Verden taler derom; kand jeg ikke lee deraf,
og tænke, hvilken stor Allarm for et Hoved?
Saa ofte jeg finder megen Erkiendtlighed hos et Men¬
neske, der er fattigt, da troer jeg gandske vist, at hand, i
fald hand var riig, vilde være lige saa ædelmodig og god¬
giørende, som hand nu er erkiendtlig.
Veltalenheds Blomster i Prædikener og alvorlige Ta¬
ler, ere ligesom de blaa og røde Blomster i en Korn=Ager.
De ere behagelige for dem, som komme der alleneste for
at fordrive Tiden; men skadelige for den som vil drage
Fordeel af sin Høst.
Den som siger en Løgn, hand mærker ikke hvilket Ar¬
beyde hand foretager sig, thi hand maae opfinde tusinde
andre for at forsvare den første.
At


181
At give andre Raad er ofte ikke andet end at tileg¬
ne sig selv en Frihed til at sige Urimeligheder, under det
Skin at forhindre andre at begaae dem.
Et Menneske) der stedse blander sig i andres Forret¬
ninger, ligner den, der alt for nøye vil betragte Biernes
Arbeyde; hand bliver ofte stukket for sin Nysgierrighed.
Der ere manget som have slaaet sig fra Verden, al¬
leneste ligesom Eva forlod Adam, for at holde i Eenrum
Samtale med Diævelen.
Det er ligesaa anstødeligt at tale med Forstand, naar
man er iblant Tosser, som det skulde være uhøfligt at hvi¬
ske en i Øret. En Tosse bliver lige fornærmet ved begge
Deele, efterdi hand veed ligemeget hvad man siger.
Fruentimmer ansee deres Elskere ret ligesom Kort.
De benytte sig af dem til at spille med i nogen Tiid, og
naar de have vundet, da kaste de dem bort og begiære
Nye; og de tabe undertiden med de Nye alt hvad de hav¬
de vundet med de Gamle.
Fruentimmer ere ligesom forblommede Spørsmaal,
og
Ddd 2


og, i Almindelighed j have de dette tilfælles med disse, at
de lade af at behage, saa snart man har giættet dem.
En Mands=Person, som seer et deyligt Fruentimmer,
har ikke meere Aarsag til at ønske at være hendes Mand,
end et Menneske der havde ladet sig indtage af Guld=Æble¬
ne i den Hesperiske Hauge, skulde have Aarsag til at be¬
giære at være den Drage, som vogtede dem.
Det er umueligt at et vanartigt Menneske kand elske
det almindelige Beste. Thi hvorledes skulde hand kunde
elske en Million Mennesker, hand som aldrig har elsket
noget Menneske?
For at faae alle fornuftige og uegennyttige Menne¬
sker til at blive af en eeneste Religion, behøves der ikkun
at lade dem hver Dag omgaaes med hinanden.
Det allerkorteste og allersikkerste Middel til at faae
Ord for at være en viis og klog Mand, er, naar nogen
siger eder sin Meening, at J bifalder den.
De allerbehageligste Samtaler ere sammensatte af Høf
ligheder og Usandheder.
Hvosomhelst der har med smiggrende Roos indtaget


sin Ven, bør ansee sig selv som en Skielm o
sin Ven
som en Nar.
Man kand see hvor idet GU D agter Rigdom i af¬
de Folk, som hand giver den til.
En Nar har meere travelt end den allerflittigste Bie.
Saadanne Instrumenter ere imidlertid fornødne for Statz¬
Mænd. Der ere maaskee de Stater ligesom de Uhrver¬
ke, der behøve mange Blye=Vægte for at hielpe og at hol¬
de de fiineste og fornødenste Parter i en ordentlig Bevæ¬
gelse.
Undseelighed kand aldrig frembringe andet end gode
Virkninger, saa vel i henseende til os selv, som og i offentli¬
Samqvem. Et Menneske, der giver sig ud far lidet, og
forlanger kun lidet, hand lever roelig; en Storskryder tvert¬
imod er ideligen i Tvang, for at ansees for det hand ikke er.
Dersom vi have Forstand og høye Gaver, da er vor beskeed¬
ne Undseelighed det beste Middel til at overbeviise andre der¬
om; dersom vi ere ikke begavede med Kundskab og Forstand,
da er vor Undseelighed endnu et bedre Middel til at skiule
det som os fattes i denne Post. Thi ligesom en udvortes
Blufærdighed kand undertiden giøre, at en offentlig Skøge,
bliver anseet for et ærligt Fruentimmer, saaledes kand og
Undseelighed giøre at en Tosse bliver anseet for en forstandig
Mand.
Vo¬
Ddd 3


Vore Passloner ere ligesom Anstød af en hidsig Feber.
Omendskiønt de giøre os stærkere i det Øyeblik vi angribes
deraf, saa giøre de os dog svagere derefter.
Tvende Fruentimmer blive siælden fortroelige Venner,
med mindre det skeer paa den Tredies Bekostning. De for¬
ene sig tilsammen ligesom Kongerne i de gamle Tider for¬
bandt sig med hinanden. De opofrede et stakkels Creatur som
en Forberedelse til deres Forening; ligeledes tvende Fruen¬
timmer, efterat de havde sønderslidt en anden af deres Kiøn,
forbinde sig med et inderligt Venskab.
Et artigt Fruentimmer begegner Mandfolkene ligesom
en dygtig Skakspiller giør med sine Brikker. Hun binder sig
ikke saa stærkt til een eneste, at hun skulde ikke have Øyne
paa en anden, som kunde forskaffe hende større Fordeele.
Fruentimmerne, i Almindelighed, holde meere af Tra¬
goedier end af Comoedier. Aarsagen er maaskee denne:
Tragoedier bliver deres Kiøn gemeenligen tilbedet; i ste¬
det for at det i Comoedier bliver ofte gjort latterligt.
Man bliver udraabt for Gierrighed, meere ved Spar¬
sommelighed i ringe Ting, end ved at være Huusholder i


anseelige Udgifter. En liden Sum om Aaret vilde befrie
mange Folk for den Skændsel at agtes for gierrige.
Nogle Menneskers Forstand er ligesom en Blind¬
Lygte, der tiener alleneste ham som bærer den, og lyser
kun for ham selv.
Det hænder sig undertiden, at disse ere de retsindig¬
ste og ærligste Folk, hvis gode Naun bliver meest angre¬
bet af Bagtaleres Tunger; ligesom vi gemeenligen see, at
de beste Frugter ere hakkede af Fugle og stukne af Orme.
Det som er Livet i Samtale og Omgængelse er ikke
andet end en Færdighed og Hyrtighed i at tænke, og en
læt Maade at udføre sine Tanker; eller, som Jordemø¬
drene tale, en hastig Undfangelse og en læt Forløsning.
En Atheist er ikke andet end en latterlig Nar, der
driver Spot med det guddommelige Væsen. En Skinhel¬
lig spøger med GUD og Religionen paa en meere alvor¬
lig og gruelig Maade. Hand finder det lættere at bukke
sig for at falde paa Knæ, end at reyse sig op for at giø¬
re en god Gierning; hand ligner en ublue Skyldener, som
gaaer hver Dag hen til sin Giældener, og taler fortroeli¬
gen med ham, uden at betale ham det ringeste af hvad
hand er ham skyldig.


Et Menneske, som befinder sig ved Vandbredden, for
at lade sig føre over Vandet, er omringet af en Mængde
Skibsfolk; enhver viser sig omhyggelig omkring ham; en¬
hver tilbyder ham sin Tieneste; Kort sagt, det synes ligesom
alle Forretninger ophøre for hans skyld, og at man ikke be¬
kymrer sig uden om ham. Dette samme Menneske, saasnart
hand er kommet over paa den anden Side, foraarsager in¬
gen meere Støyen; der er ingen som giver agt paa ham, og
man lader ham gaae gandske alleene. Dette er en Afbilding
paa en Minister, naar hand tiltræder sin Tieneste,
og naar hand forlader den.


Bie=Kuben.
No. 155.
Tiisdagen den 19 Decembr. 1758.
Af Adventurer No. 68.
D¬
et har været anmærket, at de umælende Dyyrs Leeg
bestaaer altid i en kortvillig Striid, og maaskee det¬
te er ligesaa sandt om alle de Leege, som Fornuften
har opfundet til Menneskenes Forlystelse. De Gamles naun¬
kundige Leege vare noget meere; Striden var ofte ulykkelig;
og Tilskuernes Fornøyelse synes at have været større eller
mindre, i samme Grad som de Stridendes Fare; det synes
ey heller at der siden den Tiid er opfundet nogen Leeg, som
kand fornøye en reen Velvillighed, eller forlyste uden at op¬
vække Striid imellem Parterne i Henseende til Vinden og
Taben.
Der er imidlertid et Slags Forlystelse, som har ikke væ¬
ret allmindeligen fordømt, omendskiønt den nydes ved at an¬
gribe disse, som have ikke frivilligen indfundet sig paa Kamp¬
Pladsen; som finde sig mishandlede i Mørke, og have hver¬
ken Middel til at forsvare sig, eller nogen muelig Fordeel.
Disse Bedrifter forøves af de lystige vandrende Ridde¬
re, og ere bekiendte under det Naun af Pudserier; og san¬
deligen under dette Naun ere mange Slags kaade Grumheder


begaaede, uden at underkastes den Skændsel, eller at opvæk¬
ke den Vrede, som de fortiente; og det er overmaade van¬
skeligt at bestemme noget vist Kiendetegn, hvorved Pudserier,
kand adskilles som lastværdige og uskyldige. Dersom vi kun¬
de see Virkningerne medens de ere endnu indsvøbte i deres
Aarsager, og forvisse os om alle vidtløftige Følger af vore eg¬
ne Gierninger, da kunde disse Jndfald maaskee tillades un¬
der samme Jndskrænkning som Giækkerie; den falske Uroe¬
lighed og latterlige Angest, som andre bringes udi for at giø¬
re os en Fornøyelse, skulde kun være af den Beskaffenhed, at
den Lidende selv kunde lee derover, naar det var forbi, og
hverken erindre det med Vrede eller Græmmelse; men saa¬
som enhver Gierning kand frembringe Virkninger, over hvil¬
ke ingen menneskelig Magt kand regiere, og som ingen men¬
neskelig Klogskab kand see forud, saa skulle vi ikke lætsindigen
vove os til den yderste Bred af det Onde, eller slaae efter
andre endskiønt kun med et svagt Rør, at det, ligesom Mo¬
ses Kiæp, skal ikke blive til en Slange i vore Hænder.
J den haarde Frost i Aaret 1740. reede fire unge Her¬
rer af anseelig Rang ind i et Giæste=Herberg, nær ved en af
de fornemste Tilgange til London, Klokken elleve om Nat¬
ten, uden nogen Tiener; og efter at de havde udviist en uge¬
meen Omsorg for deres Heste, og efterseet hvad Foeder der
blev givet dem, begiærte de en Stue, samt Viin og Tobak,
og erklærede, at efterdi de skulde ride bort meget tiilig om Mor¬
genen, saa var det ikke Umagen værd at gaae i Seng. Før¬
end Opvarteren kom tilbage, havde hver af dem lagt en
Lomme=Pistol paa Bordet, hvilken de syntes at være meget
omhyggelige for at skiule, da hand kom ind igiem, og udviste


nogen Forvirring derover, at hand var kommet saaledes over
dem. De mærkte med stor Fornøyelse, at Karlen blev for¬
bauset over det hand havde seet; og da de havde ofte under
adskillige Forevendinger kaldet ham ind i Stuen, saa mage¬
de een af dem det saaledes at hand med sit Tørklæde tog en
Masqve ud af sin Ride=Kiortel. (a) De talede med hverandre
i et mørkt og forblommet Sprog, udviiste en meget stor og
urolig Varsomhed, nødte Karlen ofte til at drikke, og syntes
begiærlige efter at faae ham til at være sig behielpelige i et
Forehavende, som de ikke gierne vilde aabenbare. De uma¬
gede sig for at vinde hans Venskab, ved det de umaadeligen
berømte hans Hurtighed og Fliid, og opmuntrede ham til
Fortroelighed ved det de giorde ham mange Spørsmaal;
imidlertid blev hand dog stedse varsom og koldsindig; een af
dem, derfor, som foregav at hand havde kiendt hans Moder,
stak ham en Krone i Haanden, og strax efter tog Leylighed
at spørge ham, ved hvad Klokke=Slet Reyse=Karreten (b)
skulde drage bort om Morgenen, om den var fuld, og om
der fulgte nogen med til dens Beskyttelse, saasom de havde i
Sinde at Humbug (c) de Reysende deri.
Karlen var nu bestyrket i hans Mistanke, og omendskiønt
hand
Eee 2
(a) Disse Masger ere af Flor, Fløyel eller andet blødt Tøy, og bruges
fornemmeligen af Straten=Røvere, paa det de ey skulde kiendes.
(b) Der gaae hver Dag deslige Reyse=Karreter, hvori der er Plads til
sex Personer, fra London og til andre Stæder, ligesaa ordentligen som
agende Poster. Og det er vitterligt, i hvilket Herberge en Reysende kand
finde Leylighed til det Sted hvorhen hand agter sig.
(c) Det er et imellem Straten=Røvere brugeligt Ord, hvilket uden
Tvil skal være det samme som at røve.


hand havde taget imod Penge af dem, besluttede hand dog at
aabenbare Hemmeligheden. Efter at hand havde snoet sig
fra deres Spørsmaal med saa megen Snedighed som hand
kunde, gik hand til sin Husbonde, Mr Spiggot, som da var
i Seng, og fortalte ham hvad hand havde seet og hørt.
Mr. Spiggot stod strax op og raadslog med sin Hustrue,
hvad her var at giøre. Hun raadte ham strax at sende Bud
efter Politiet med fornødne Medhielpere, og at bemægtige
sig deres Personer; men hand betænkte, at saasom dette vil¬
de formodentligen forekomme et Røverie, saa vilde det skille
ham ved en Leylighed at vinde en anseelig Sum, (d) som hand
skulde blive berettiget til, naar de vare blevne overbeviiste,
dersom hand kunde gribe dem efter Gierningen; hand kaldte
derfor meget klogeligen paa fire eller fem af Karlene, som
hørte til Gaarden, og efterat hand havde underrettet dem om
hans Mistanker og Anslag, saa formaaede hand dem til at
give sig under hans befaling som en Convoy for Karreten,
og at passe nøye paa Straten=Røvernes Bevægelser, ligesom
hand anordnede. Men min gode Vert betænkte tillige viise¬
ligen, at dette Tog vilde foraarsage ham vis Bekostning, men
at Fordeelen, som hand haabede, var uvis, og derfor gav de
Reysende tilkiende, hvad Fare der forestod dem, og foreslog
dem, at det var raadeligt at giøre et frivilligt Sammenskud
for at leye nogle Folk til at følge dem paa Veyen; hvilket For¬
Slag blev villigen antaget af de Reysende, helst da de igiennem
Vinduet faae Røverne. Spiggot var nu sikker for alt Pen¬
ge¬
(d) Veden Parlaments=Aet er der lovet ao Pund Sterling for enhver
Straten=Røver, som gribes, eller angives saaledes at hand bliver over¬
beviist.


ge Tab, hvorledes det og gik; og henved Klokken tre saae vo¬
re Pudsenmagere, med en uendelig Fornøyelse, fem Reysen¬
de, iblant hvilke der var kun en Mands=Person, stige ind i
Karreten, men med saadanne Ansigter, som Misdædere der
skulde gaae til Retter=Stedet; og forlystede sig over de bety¬
delige Tegn, som bleve gjorte imellem dem og Verten, an¬
gaaende de forsigtige Anstalter, som vare føyede til deres
Forsvar.
Saasnart som Karreten var kiørt bort, betalte de for¬
meente Straten=Røvere deres Regning i stor Hast, og kræ¬
vede deres Heste, man havde allereede besørget at fadle dem;
thi Mr. Spiggot vilde ikke, at disse Vovehalse skulde ride
langt inden de fuldførte deres Anslag; og saasnart de vare
borte, lavede hand sig til at følge dem med hans Underhaven¬
de. Hand blev vel meget forundret over at see, at de toge en
gandske anden Vey end Karreten, da de reede ud af Gaar¬
den, men hand formodede at de vilde ride en liden Omvey
for at undgaae Mistanke, saasom de kunde gandske lætteligen
indhente Karreten igien, naar de vilde, imidlertid besluttede
hand at holde sig bag efter dem, og derfor, i stedet for at ri¬
de efter Karreten, blev hand ved at følge dem noget langt
fra, indtil hand, med største Misfornøyelse over hans mis¬
lingede Anslag, saae at de bleve ved at ride en gandske anden
Vey, og omsider at drage ind i et Giæste=Herberg i Picca¬
dilly, (e) hvor adskillige Tienere i Liberie syntes at have ven¬
tet
(e) Piccadilly er en stor Gade i London, hvor der ere mange Giæste¬
Herberge for Reysende, og hvorfra bortgaae mange af ovenmeldte Rey¬
se=Karreter.


tet efter dem, og hvor hans Nysgierrighed snart blev stillet
tilfreds angaaende deres Carakterer og Navne.
Karreten fortsatte imidlertid sin Reyse. De Reysen¬
des Frygt forøgedes, da de mærkte at det Mandskab, som de
havde leyet til deres Forsvar, kom ikke til dem; og de begynd¬
te at beskylde Spiggot for at have forraadt dem til Røver¬
ne, for at nyde Deel i Byttet; de kunde ikke bare sig for at
see hvert Øyeblik ud af Vinduet, omendskiønt det var saa
mørkt, at de kunde ikke have seet en Vogn paa tredsindstiu¬
e Skrit nær; de ansaae et hvert Træ for en Mand paa en
Hest, Lyden af Vognen, hvori de kiørte, toge de for Tram¬
pen af Ryttere som forfulgte dem, og de ventede hvert Øye¬
blik at høre at Kudsken blev befalet at holde stille, og at see
en Pistol holdes ind iblant dem, med den forskrækkelige Be¬
faling: Giver eders Penge fra eder.
Saavidt vil denne deres Bedrøvelse og Angest, hvor
stor og uforskyldt den og var, agtes latterlig; de lidende
Personer vil synes at have skarpsindigen plaget sig selv,
ved den Klogskab, hvormed de dømte efter udvortes An¬
seelser, hvis Hensigt var at bedrage dem, og ved deres
Omhyggelighed for at forekomme Ulykker, hvilke ingen vil¬
de tilføye dem.
Men det hændte sig, da Karreten var kommet hen¬
ved to (Engelske) Miile fra Staden, at den blev indhen¬
tet af en Rytter, som reed meget stærkt, og raabte med
stor Hæftighed til Kudsken, at hand skulde holde; man
kand læt forestille sig hvad Virkning denne Hændelse maat¬
te have iblant Personer, som havde udstaaet en stedseva¬
ren


rende Angest og Rædsel fra det Øyeblik de kiørte ud. Den
fornævnte Herres Hustrue blev saa forskrækket, at hun
sank ned af hendes Sæde; og hand var saa stærkt over¬
beviist om hans Fare, saa bevæget over hendes Elendig¬
hed, og saa forbittret imod den Skielm, som var Aarsag
dertil, at hand, uden at sige et Ord, drog en Pistol ud
af sin Lomme, og da hand saae at Karlen talte med Kud¬
sken, som nu holdt stille, skiød hand ham ihiel paa Ste¬
det.
Denne Karl, som var saaledes blevet aflivet forme¬
delst et Pudserie, blev strax befundet at være Tiener
hos et Fruentimmer, som havde givet Penge paa Haan¬
den for den leedige Plads i Karreten; og da hun ved et
Tilfald var blevet forsinket, indtil den var kiørt bort, saa
havde hun fulgt efter den i en Hyre=Karrete, og sendt sin
Tiener for i Veyen, for at opholde Reyse=Karreten indtil
hun naaede den.
Her har nu det Latterlige Ende; og vi falde i For¬
undring over at vi ikke tilforn betænkte, at Sælskabet hav¬
de tilstrækkelig Aarsag til deres Frygt og deres Forsigtig¬
hed; og at Pudseriet var ikke meere end en Løgn, som
det vilde have været daarligt ikke at troe, og formasteligt
at slaae hen i Veyret.
Dagen derpaa, medens disse Bukke forlystede et ar¬
tigt Sælskab paa Whites Caffe=Huus med at fortælle
den Comordie de havde spillet Natten tilforn, kom der
Tidende om det ulykkelige Udfald. En pludselig Forvir¬
ring skiulte deres Ansigter, og de bleve i nogen Tiid gand¬


indbyrdes anklagede, be¬
ske tause; betragtende hverand
breydede og fordømte.
Af dette gunstige Øyeblik benyttede sig en Herre,
hvilken, skiønt hand sees undertiden i den Forsamling, er
dog berømt for hans Menneskelighed og Viisdom. "En
"Mand, sagde hand, som fandt sig selv forvildet i et u¬
lreede Labyrinth, naar Solen gik ned, vilde agte sig lyk¬
"salig, dersom et Traad=Nøgle blev givet ham i Haan¬
iden, hvorved hand kunde leede sig ud i Sikkerhed; hand
"vilde gandske vist ikke slippe det et Øyeblik, fordi hand
"mueligen kunde finde det igien; og, om hand slap det
"da vilde hand være i en stedsevarende Fare for at snub¬
le over nogen anden Vandrende, og bringe begge i en
"fælles Elendighed. J Livets Labyrinth blive vi ofte for¬
"vildede, Mørkhed og Fare omgive os; men enhver maae
i det mindste sætte sin egen Samvittighed i Sikkerhed,
llimod uventede Hændelsers Magt, i det hand ubrødeligen
(holder sig efter den Regel, som befaler os
"at skye endog alt det som har
Skin af Ondt."


Bie=Kuben.
No. 156.
Tiisdagen den 26 Decembr. 1758
Af the World No. 11.
D¬
ersom vi skal troe, almindeligen, at Dyd fører lige til
Lyksalighed og Udyd til Straf i denne Verden, da er
jeg bange, at vi skal fatte meget vildfarende Meenin¬
ger om de Folk vi omgaaes med, saasom et hvert sorrigfuld
Ansigt vil da ansees for at komme af et ondt Hierte, og et
hvert fornøyet Ansigt af et got Hierte. Men det vil ikke
betage Dyden sit Mood om jeg siger, at det er langt oftere
gandske tvert imod, ja, saa haardnakket er jeg i denne Mee¬
ning, at jeg siælden seer i et Ansigt en oprigtig og stadig Be¬
drøvelse, uden at slutte, at den er en Virkning af nogen høy
Grad af Dyd.


ygdom og legemlig Smerte vare virkeligen alle
Dersom?
de Ulykker som vor Natur kunde underkastes, da maatte det
siges, med noget Skin af Sandhed, at Dyden var alminde¬
ligen sin egen umiddelbare Belønning; saasom enhver vil til¬
staae, at Maadelighed og Afhold føre et Menniske vissere til
et sundt og fornøyet Liv end Sviir og Overdaadighed. Men
saa længe vi have Sinds Bevægelser, der stiæle os fra vor
egen Lyksalighed, for at indvikle os i deres Elendighed som
ere omkring os, saa vil den, der har det beste Hierte, oftest
blive urolig og bedrøvet.
Den gode Mand betragter det gandske menneskelige Kiøn
som hans egen Familie; og efterdi saadan en Person, i saadan
en Verden som denne, er underkastet fleere ubehagelige Til¬
fælde end een der har alleneste sig selv at bekymre sig om, saa
vil hans Fortræd og Græmmelse gandske vist blive større.
Dydens Venner skulde derfor vel vogte sig for at lo¬
ve det som de ikke ere visse paa vil blive fuldbyrdet; paa
det de skal ikke bringe Midlerne i Foragt, i fald den for¬
jættede Ende og Belønning ikke opnaaes. Det vil altid
være nok, at sige om Dyden, at dens Belønning er vis,
efterdi det kand siges om den Belønning, at den er evig
Lyksalighed.
Efterfølgende Lignelse, som er en bogstavelig Over¬


sættelse af den samme gamle Spanske Skribent, af hvilken
den Historie om Gonzales de Castro (see No. 109.) var
taget, foregiver, at den gode Mand er ulykkelig paa Jor¬
den, alleeneste fordi hans Godhed er ufuldkommen. Jeg
indfører den her, (endskiønt den kand ikke aldeeles passe sig
til min Materie) som den lære=riigeste Tidsfordriv hvilken
jeg formaaer at give mine Læsere ved denne Tiid.
Dersom det skulde hænde sig at Fruentimmerne vil¬
de blive misfornøyede over nogle smaa Haardheder deri,
da beder jeg at de ville betænke, at Skribenten var en
Spanier, og at hand skrev paa en Tiid, da det sees af
alle Historie-Skriveres eenstemmige Vidnesbyrd, at dette
Kiøn var ikke gandske uden Feyl.
Jupiter, da hand skabte Mennesket, bragte med sig
fra Himmelen en Nymphe kaldet Felicia, eller Lyksalig¬
hed, til at giøre ham Sælskab. For desbedre at forbinde
dem til hinanden, begavede hand Mennesket med disse Pas¬
sioner og Tilbøyeligheder, som skulde føde Sindet med sted¬
sevarende Ønsker, og med en Ledsager kaldet Fornuft, til
at styre deres Hæftighed; og Nymphen gav hand udøde¬
lig Skiønhed, tillige med en vis Grad af Koldsindighed,
som er stedse sikker paa at opvække Begiærlighed til at sø¬
ge, og at giøre Besiddelsen des kiærere.


Men ret ligesom nogen anden Magt havde et van¬
artigt Forsæt at sætte Spliid imellem dette Par, u-agtet at
Jupiter syntes at have Lyst til at foreene dem, saa fandt
Felicia ikke Behag i nogen Ting undtagen i Dyd; da
derimod Menneskets Passioner almindeligen dreve ham til
at søge hende ved Midler af Udyd. Med denne Forskiæl
i deres Naturer var det umueligt at de kunde komme over¬
eens, og inden en kort Tiid bleve de næsten fremmede for
hinanden. Fornuften vilde have gaaet over til Felicias
Side, men en eller anden særdeeles Passion satte sig sted¬
se imod ham; thi, hvilket er næsten utroeligt, endskiønt
Fornuften var tilstrækkeligen voxen imod Passionernes gand¬
ske Hær, naar de vare forenede, saa blev hand dog gand¬
ske vist undertvunget, dersom en i sær anfaldt ham.
Jupiter loe over Menneskets Daarlighed og gav ham
en Qvinde. Men saasom hendes Skabning var alt for
fiint og nydeligen sammensat, til at taale den stedsevaren¬
de Striid imellem Fornuften og Passionerne, saa beskikke¬
de hand den første til Manden, og overgav Qvinden til
at regieres af de sidste, uden Modsigelse.
Efter denne nye Skabning blev Felicia igien bekiendt
med Mennesket. Hun giorde ham en Besøgelse paa en
Maaned, og vilde, efter hans indstændige Begiæring, sted¬


e boet hos ham, dersom Qvindens Nidkiærhed
ikke
havde
drevet hende fra hans Bolig.
Fra denne Tiid har den himmelske Nymphe stedse ført
et omvandrende Levnet uden nogen vis Boepæl. Ligesom
Menneskene formeeredes, saa giorde hun Besøgelser til alle
Verdens Hiørner; men omendskiønt Millioner foregave at de
elskede hende, saa havde dog ikke et eneste Menneske Be¬
standighed nok til at fortiene hende. Ceremonie drev hen¬
de fra Hoffet, Gierrighed fra Staden, og Mangel fra
Bonde=Hytten. Jmidlertid fandt hun dog meest Behag
i at opholde sig paa dette sidste Sted, og der var det at
hun oftest lod sig finde.
Jupiter saae med Medynk at Felicia saaledes van¬
kede omkring, og lod i en lykkelig Time et Menneske fø¬
des, hvis Nam var Bonario, eller Godhed. Hand be¬
gavede ham med alle Sinds og Legems Yndigheder, og i
den Alder, da Siælen begynder at fornemme Begiærlig¬
heder, indskød hand ham en Kiærlighed til den deylige
Felicia. Bonario havde ofte seet hende, naar hand i sin
Ungdom giorde Besøgelser til Viisdom og Andagt; men
saasom Lettroenhed og en alt for stor Kiærlighed til Men¬
neskene vare saadanne Feyl, som hand kunde ikke forlade,
saa lod hand sig ofte forleede fra Felicia, indtil Efter¬
tan¬


tanke, en fælles Veninde af begge, bragte ham paa den
rette Vey, og førte ham igien til hendes Sælskab.
Omendskiønt Felicia var en Jomfru, nogle tusinde
Aar gammel, saa befandtes det dog, at hendes Koldsindig¬
hed meere tog til end formindskedes. Maa skee at dette
vil synes forunderligt for gamle Piger iblant Menneske¬
ne; men den rette Aarsag hertil var denne, at Felicias
Deylighed kunde aldrig forgaae. Heraf kom det at Bo¬
narios Vankelmodighed gjorde hende mindre og mindre læt
at komme til. Dog saa stor var hans Skrøbelighed, at
hand stedse lod sig forlokke fra hende, indtil hun omsider
aldeles unddrog sig selv. Eftertanke kom nu alleneste for
at bebreyde ham. Hendes Ord vare dog af denne Nyt¬
te for ham, at saasom de viiste ham hvorledes hand hav¬
de mistet Felicia, saa gave de ham tillige Haab om, ved
en anden Opførsel, med Tiden at finde hende igien.
Naar man har tabt Lyksalighed, da lærer man best
at sætte Priis paa den. Og nu var det at Bonario
begyndte for Alvor at elske Felicia, og at anvende sin
gandske Tiid paa at opsøge hende. Hand spurte efter
hende iblant de Store, men de kiendte hende ikke. Hand
gav de Fattige Penge for at faae Underretning om hen¬
de, men hun var dem ubekiendt. Hand søgte hende hos
nd¬


Kundskab, men denne kiendte ikke til hende: hos Lystighed,
men hun førte ham paa en vrang Vey. Maadelighed ved¬
ste alleneste hvad Vey hun havde taget, Dyden havde
seet hende paa Veyen; men Religionen gav ham en sikker
Efterretning om hendes Opholds=Sted, og sendte Bestan¬
dighed for at føre ham til hende.
Det var i en Lands=Bye, langt fra Staden, hvor
Bonario igien faae sin Felicia, og her var hand i Haab
om at besidde hende ævigen. Tiden og den Forbedring, som
den havde giordt hos ham, begyndte at formilde den Kold¬
sindighed, hvormed hun begegnede ham i hans Daarlig¬
heds Dage. Hand fordrev heele Dage i hendes Sælskab,
og blev stælden negtet Adgang til hende, undtagen naar
en Passion havde forleedt ham-
Felicia levede i denne Eensomhed, med en enfoldig
Landsbye=Mands Datter, hvis Navn var Uskyldighed.
Til denne elskelige Bonde=Pige tog Bonario sin Tilflugt
og søgte hendes Forbøn, saa ofte hand havde fortørnet
Felicta; men saasom hand kunde ikke taale Forhaling, og
var blevet ueenig med hans Forbederske, saa fornyede hand
sit Bekiendtskab med en Hof=Dame, kaldet Udyd, som var
der i en Besøgelse, og formaaede hende til at bede for ham.
Denne Opførsel forbittrede Felicia saaledes, at hun igien
unddrog sig fra ham, og i hendes Vredes Hidsighed sendte


opkaldes
en Begiæring op til Jupiter
til Himmelen.
Formedelst denne Begiæring kaldte Jupiter alle Gu¬
derne tilsammen, og blev da besluttet, at saa længe Bo¬
nario var paa Jorden, skulde Felicia ikke gandske forla¬
de den; men saasom Bonarios Natur var vankelmodig
og ufuldkommen, saa skulde hand alleneste ved Leylighed
og for en kort Tiid antages til hendes Sælskab. At de¬
res Brøllup skulde opsættes, indtil Bonarios Natur var
blevet forandret ved Døden, og at de derefter
skulde blive uadskilleligen forenede i
Udødeligheds Rige.
X¬


Jndholdet
Stykkerne i denne Tredie Part.
No.
105. En Lignelse=Tale angaaende Critike og Skrift=Dom¬
mere.
106. Menneskenes Daarlighed i at græmme sig over Man¬
gel paa u=nyttige og ringe Ting. Emil, en For¬
tælling.
107. Om Ægtemænds Nidkiærhed over deres Hustruer.
108. Regler for Hustruer, som ere plagede med slige Mænd.
109. Om Gonzales de Castro. Mr. Adam Fitz
Adam begynder sit Uge=Blad, kaldet The Worla
(Verden.
110. En Lignelse-Tale om Undseelighed og Dumdristighed.
111. Store Gaver blive alleeneste priisværdige, naar de an¬
vendes vel. De tvende Hunde, en Fabel.
112. Celindas Brev til Spectator, angaaende Nidkiærhed
hos en Hustrue; Spectators Anmærkninger der¬
over. Chloris, forvandlet til en Due.
113 Daarlige Undskyldinger, hvormed Menneskene und¬
slaae sig fra deres Levnets Pligter.
114. Abulus fortæller hvorledes hand ved for stor Gemeen¬
skab med et Skarn og for stor Grovhed mod en brav
Mand


No.
Mand, som begge vare ham ubekiendte, forspildte
sin Lykke og et ønskeligt Giftermaal.
115. Om Titeler. Aarsag til Krige.
116. Hvorvidt det er mueligt at elske en Fiende.
117. En Undersøgning angaaende Almuens Natur.
118. Slutningen deraf. Korte Tanker af Mr. Premontval.
119. Betragtninger over Natten og Søvnen.
120. Mr. Ftz=Adam fortæller om adskillige Nattens Børn,
som have skrevet ham til. Brev til ham fra Cos¬
mophilus. Nattergalen og Gøgen, en Fabel.
121. Brev til Mr. Fitz=Adam angaaende Fruentimmernes
Nøgenhed. Mad. Wilsons Historie.
122. Slutningen af Mad. Wilsons Historie.
123. Menneskene bytte Elendigheder med hinanden, men bli¬
ve elendigere end tilforn; Forestillet i et Syn.
124. Samtale imellem Alexander og Phryne. Jmellem
Athenais og Jcasie.
125. Et ufornuftigt Vall Aarsag til Misfornøyelse i Ægte¬
skab.
126. Brev fra Johan Townley, angaaende samme Ma¬
terie. Det gode Raad, til en ung Person som vil¬
de gifte sig.
127. Dette Liv er fuldt af Elendigheder.
128. Fortælling om Præsten i South=Green og hans Kone.
129. Lesbias Brev til Spectator, og dennes Anmærknin¬
ger over Mands=Personer som prale af Fruentim¬
mers Gunst.
130.


No.
130. Nogle mærkværdige Efterretninger om Topal Os¬
man en Tyrkisk Store Vizier.
131. Slutningen der af. Betragtninger over Velgierninger,
Erkiendtlighed og Utaknemmelighed.
132. Adskillige Breve til Mr. Fitz=Adam, angaaende hans
Uge-Blad, med hans Svar paa et hvert; samt en
Fabel om Manden, der vilde giøre alle til Maade.
133. Læsere burde være varlige i at dømme om Skrifter.
Den modstgende Kone.
134. Brev fra Euphelia, som keedes ved at være paa Lan¬
det. Hvad der hialp Cælia i lige Omstændighed.
135. Hvor farligt det er at antage Skin af det som er ondt.
Desdemonas Historie.
136. Slutningen deraf.
137. Samtale imellem Dido og Stratonice. Jmellem
Soliman og Juliette de Gonzague.
138. Carl, Hertug af Burgundien, hans Retfærdighed i at
straffe Rhynsault, for hans Vold imod Sap¬
phira.
139. En Lignelse=Tale om Medgang og Modgang.
140. Captator, en Testament=Jæger.
141. Slutningen af hans Histørie.
142. Will. Honeycombs Brev til Spectator; hans Drøm
om en beleyret Stad, og hvad Konerne deri bare
ud med sig. Konernes Ulykke.


No.
143. Slutningen deraf. Uliige Meeninger ere ofte lige ri¬
melige.
144. Korte Betragtninger af Mr. Premontval.
145. Mr. Fitz=Adam indbydes til en Club. Beskrivelse over
nogle af Lemmerne deri.
146. Hvad der tildrog sig der.
147. Betragtninger derover.
148. Formaningers Nytte. Vaners Farlighed. Det er
fornødent at eftersee det fremdragne Levnet.
149. Abdallah, Printz af Indostan; En Østerlandsk Hi¬
storie.
Hlutningen deraf.
50. 6
151. Mennesker der have adskillige Handteringer, blive ubil¬
ligen dadlede af hinanden.
152. Brev til Mr. Fiz=Adam fra en Engelsk Herre, som rey¬
ste med sin Kone og Datter til Paris.
153. Slutningen der af. Den søde Drøm.
154. Korte Tanker af Mr. Pope.
155. Menneskelige Leege ere ikke saadanne som kand fornøye
en reen Velvillighed. Pudserier ere ulovlige for¬
di de ere farlige. Exempel derpaa.
156 En Lignelse=Tale om Bonario og Felicia.
Ende paa det Tredie Bind.


fortsættelse
af
Bie=Kuben.
No. 157.
Tiisdagen den 2 Januar. 1759.
Oversat af Fransk, efter L' Annee merveilleuse
af Mr. l'Abbe Coyer.
Det forunderlige Aar.
M¬
and maae sige hvad mand vil, saa er Astrologien,
dog en virkelig Videnskab. Verden skal blive over¬
beviist derom ved et Under over alle Under. Mand¬
folkene skal forvandles til Fruentimmer og Fruentimmerne


til Mandfolk. Den første August i indeværende Aar skal den¬
ne forfærdelige Forvandling skee, paa hvilken Dag fem Pla¬
neter skal samles, som have søgt hinanden siden Verdens Be¬
gyndelse, uden at have hidindtil kundet komme tilsammen.
De Gamle have forud seet denne store Tildragelse, mand
har beleet dem; men herefter vil Spotterne blive paa deres
Side. De Egyptier havde indgravet den paa en spits Stytte
med hieroglyphiske Carakterer: En Smid gav sin Ham¬
mer til et Fruentimmer, og Fruentimmeret rakte
ham sin Teen. Thales af Mileto, som forstod sig paa
disse Sindbilleder, efter at hand havde brugt dertil astrono¬
miske Udregninger, udbryder med disse Ord: Mandfol¬
kene skal da spinde, og Fruentimmerne smidde.
Anarimander, hvis Hovmod havde bildt ham ind, at en
Mandsperson var meere end et Fruentimmer, beskriver denne
Forvandling med algebraiske Ord: Da, siger hand, skal
mindre end intet forvandles til mere end intet, det
mindre til det meere og det meere til det mindre.
Den Guddommelige Plato lader det ikke blive derved at hand
forkynder dette store Under, men hand beskriver og de fore¬
gaaende Tegn dertil: Naturen, disse ere hans Ord, skal
begynde sit Verk paa den vanskeligste Deel, førend
den forvandler Legemerne, skal den først forandre
Tankerne og Tilbøyelighederne.
Lader os aabne vore Øyne, lader os følge Naturen, og
pi skal see hvad Fremgang den allerede har gjordt. See vi ikke


at Smagen i at pynte sig bliver meere og meere fuldken men
hos Mandfolkene? J forrige Tider sadde Fruentimmerne alle¬
neste ved deres Natbord; nu omstunder forlade Øvrigheds Per¬
soner Lov=Bogen, Krigsmændene Reglementet, de Geistlige
Bibelen, for at tile derhen. Lader os have Ærbødighed for
Naturen: det er en Forsmag af deres nærtilstundende For¬
vandling, som driver dem did; de gaae i Skole, og tale alle¬
rede derom med Biefald og Berømmelse i store Sælskaber af
begge Kiøn; de give Fruentimmerne slet intet efter, naar det
kommer an paa at dømme om Baand, Pompons, Bæver¬
Naale og alle andre Moder. De gaae endnu videre, de øve
denne Kunst med en Taalmodighed, som giorde mig meget
utaalmodig forgangen Dag. Jeg havde noget at tale med en
Dommer paa fem og tiuge Aar; jeg vilde tale med ham i een¬
rum, mand klædte ham paa, jeg maatte holde det ud at see alt
dette Optog, som tog meere Tiid bort, end hand havde behøvet
til at foredrage min Sag; jeg tænkte, at hand var bestilt hen
til en Hertuginde, for at prøve hvem der kunde overgaae hinan¬
den i Frisurer og vellugtende Sager. En Mand, der handler
med deslige Varer, forsikkrer mig, at hand sælger ligesaa me¬
get af hans lugtende Vand og Pudder til Mandfolk som til
Fruentimmer. Bilder Mandfolkene sig ind, at de skal endnu
længe blive Mandfolk?
See vi ikke, at de opholde sig med smaa Ting, at det
bliver naturligt hos dem at giøre allehaande affecterede Miner,
at Keglerie tager overhaand hos dem, at Caprice bemægtiger
sig deres gandske Væsen? Det gaaer end og saa vidt at vi faae
Qvalmer; Jeg maatte nyeligen tage min Hovedvands Flaske
frem til en stor Herre, da hans Forvalter aflagde sit Regnskab
til ham; og dersom alle disse Forandringer ikke yttre jig soa


kiendeligen hos Mandfolk iblant Pøbelen, da kommer det der¬
af, at disse grove Klodse lade sig ikke saa læt danne af Naturen.
Tiden skal bringe alting i Stand.
Lader os derfor ikke herefter forundre os over at see
Mandspersoner med Ringe i Ørene at virke Tapetserier, at
tage imod Besøgelser i deres Seng om Middagen, at afbryde
en alvorlig Samtale for at snakke med en Hund, at tale til
deres egen Figur for et Speyl, at leege med deres Kniplings
Ruer, at blive Rasende naar en Porcelains Markat eller
Dukke slaaes i tu, at falde i Afmagt for en syg Papegøye,
kort sagt, at lade det andet Kiøn ikke beholde een eneste af sine
Yndigheder for sig selv. En høyere Magt har vildet have det
Smagen er forandret, og hvorledes skulde den andet, efterdi
de indvortes Begreb ere forandrede, efterdi Siælens Kræfter
ere angrebne?
Mand kand ikke meere skiule det. Den sunde Fornuft
hos Mandfolkene forvandles til pludselige Jndfald; Hukom¬
melsen til Magaziner for smaa Løyer, deres Jndbildings¬
Kraft til et Fyrverkerie; de tale, de skrive saa løseligen, at de
synes at have ikke sagt eller skrevet noget; eller om de sige, da
sige de for meget. Det som er kun lidet vanskabt, er græsseligt;
det som er maadeligt got, er nydeligt; det som er kunløseligen
udkastet, er fuldkomment i høyeste Grad; enten de skal
rose eller laste, saa giøre de det uden Maade; de ere
fortryllede, henrykte, rasende over de Ting, som
havde ikke foraarsaget den mindste Bevægelse hos deres Olde¬
fædre, men alleneste hos deres Oldemødre.
J ubarmhiertige Dadlere, hos hvilke Naturen har maa¬
skee ikke endnu gjordt saa stor Fremgang, tænker ikke, at J
ville unddrage eder fra dens Magt; det er billigt, at den be¬


gynder paa de betydeligste af Arten; lader os bære over med
vore Brødre; vi skal snart blive dem liige, vi skal blive Fruen¬
timmer, og derimod skal Fruentimmerne forvandles til Mand¬
folk. Vi see og allerede alt for kiendelige Tegn dertil, at vi
skulde vægre os for at troe det.
Der er fornemmeligen tre Ting, hvorved vores Kiøn
syntes at skilles fra deres: At tale lidet, at tænke meget,
og at regiere. Disse Egenskaber ere nu komne til Fruentim¬
merne. De tale mindre: Jeg var nyeligen i et Sælskab, hvor
jeg fandt sex Fruentimmer, som ikke aabnede deres Læber, uden
for at lee; da derimod tvende vakkre Cavalerer hoppede fra den
ene til den anden og forfattede en heel ny Ordbog; imidlertid
mærkte mand af deres Tale, at de vare ikke endnu komne til
skiæls Alder; hvad vil de ikke giøre, naar deres Kræfter faae
mere Fasthed? Kirken, hvilket mand aldrig skulde troe, er et
Sted, der sætter Tungen i Bevægelse; efterdi mand gemeen¬
ligen seer, at fornemme Herrer have der hundrede Ting at
sige hinanden; Fruentimmerne tie der; men det er fornemme¬
ligen de gifte Mænd, som mand maae spørge i denne Sag; de
tilstaae næsten almindeligen, at naar mand undtager Leylig
hederne til at begiære og at klamres, saa have deres Hustruer
intet at tale med dem; og i Sælskaber mærker mand og at de
tie stille, med mindre de finde fornødent at rette deres
Næstes Feyl.
Dersom de tale mindre, da tænke de meere. Mand¬
folkene havde Rettighed til at dømme om Bøger; nu omstun¬
der er det Fruentimmernes Domstoel, hvor de blive kiendte
gyldige, eller, i det mindste er Jurisdictionen deelt; dette vilde
endnu ikke sige noget; de ere og Skribentere, den flygtige Poesie
er kun et Spill af deres første Ungdom; de have sat Miltons
Trompete for Munden; de overlade til Mandfolkene at for¬
fatte Romaner, for at give Mønster til Breve, og hemmelige


Efterretninger i Historien; ja de have end og trængt sig ind i
Videnskabernes Helligdom; er mand endnu forundret over at
see dem med en Globus i den ene Haand og et Compas i den
anden; at maale eller inddeele Verden, at see dem anatomere
Siælen, eller randsage i det inderste af Materien, for at finde
Monader, og at bringe Leibnitz i Anseelse? Dersom de tale
om Naade, Prædestination dersom de forklare St. Augustin,
da vil en knarvoren Molinist sige, at det er Helvedes Aand,
som regierer dem; hvorfor behøves det at beraabe sig paa en
Ubekiendt, Hand vilde tale rigtigere dersom hand sagde, at det
er Mandfolkenes Aand, som bemægtiger sig Fruentimmerne.
For Resten, deres Skiønsomhed bliver saa grundig, at de fleeste
Embeder og Værdigheder uddeeles efter deres Tykke, en ypper¬
lig Egenskab til at føre dem til at regiere!
Deregierevirkeligen; det er vitterligt, at vore unge Herrer
ere ikke andet end Uhrverk, hvor Fruentimmerne vise Timerne til
Spil til Skue=Spil, til Spatseregange til store og smaa Aftens¬
Maaltider, den moednere Alder, de vigtigere Embeder unddrage
sig ikke fra denne Regiering; en Pige paa sexten Aar siger til en
Mand paa fyrretiuge, i stedet for at undersøge i eders Cabinet, om
denne Ulyksalige skal beholde sin Velfærd eller tabe den, see paa
mig hver Dag i nogle Timer, hand seer paa hende, elsk mig meere
end deres Hustrue, hand giør det ødeleg eder for min Skyld; hand
ødelegger sig. Det synes at Præsten og Notarius skulde forsikkre
Mandfolkene Herredømmet; men Naturen nedbryder dette
Skillerum, og giver Fruentimmerne den fornemste Rulle Mand
besøger Madamen, mand giør Sælskab med Madamen,
mand spiser med Madamen, Madamen bliver opvartet;
Manden kand gaae bort, det er en Person, som mand lætteligen
faaer en i Stedet for.
(Slutningen skal følge.)


Bie=Kuben.
No. 158.
Tiisdagen den 9 Januar. 1759.
(Fortsættelsen af No. 157.)
D¬
ette Huus=Herredom fører dem efter Haanden til Sta¬
tens Regiering. Naturen har vel vedst hvad den gior¬
de, da den indgav Lovgiverne, i Betragtning af denne
store Forvandling, at lade Kronerne falde til Qvinde=Linien.
Dette Kiøn beklæder allerede to Throner i Europa; og dersom
Omstændighederne havde været saaledes, da skulde det, efter Lo¬
ven, beklæde sex, og en viis Republik har nyeligen overdraget
Statholderskabet til et Fruentimmer; fornemme Fruer vide
og nu omstunder intet af deres Huusholdings=Sager; have
de Uret, efterdi Naturen ophøyer dem over dem selv?


Mand kand endnu legge hertil den fierde Forskiæl, som er
ligeledes forfløttet til Fruentimmerne. Mandfolkene have al¬
drig vildet være tvungne i deres Elskov; enten have Lovene til¬
ladt dem at have fleere Koner, eller de tillade sig det selv. Fruen¬
timmerne derimod vare bundne til een eneste Mand, og vare
ham temmeligen troe; men nu da det lakker imod deres For¬
vandling, saa have de udviidet deres Hierter og taget sig større
Frihed.
Saaledes see vi da at Begreb og Tilbøyeligheder ere for¬
andrede hos begge Kiøn; det største og vanskeligste er skeedt,
dertil behøvedes Tiid; men Legemernes Forandring er et
Øyebliks Sag. Maaeskee jeg tager feyl; thi Kiendere paastaae,
at Naturen har allereede gjordt en Begyndelse dermed; Det
er øyensynligt, sige de, at Mandfolkenes Natur bliver sva¬
gere; deres Fødder have ingen meere Kraft; de fremdrage de¬
res Liv paa en Seng, i en Lænestoel, eller i en Karrete, og
endda ere de ofte udmattede. Dersom der ere mange som gaae
endnu, da seer mand vel at det er saadanne, som ved ulykkelige
Tilfælde ere tvungne dertil. De Riige gaae ikke meeere; der
foruden har mand og afskaffet Bold=Spil, Kegle=Spil og alle
andre Spil som udkræve Fødder og Arme. Mand kand ikke
meere taale Viin: vi drikke kun halv saa meget som vore Fædre:
der burde legges Skat paa Vand; mand kand lige saa lidet
taale stærk Føde; det er en Lykke at Kokkene have opfundet at
drage Kraften og Kiernen af Madden, og endda kand mand ikke
taale at spiise to Maaltider. Intet er almindeligere, end at
høre gamle Mænd paa 20 Aar beklage sig, at de ere forslidte,


og de have ikke gjordt noget; de ere tvungne til at holde Folk til
at klæde sig paa. Da de ere saa svage, hvorledes kand de da
vel gaae i Kriig? Mand har fundet Raad hertil, mand kiører
i Chaiser, der ere indrettede som Senge.
Denne Skrøbelighed har allerede i lang Tiid arbeydet
paa at formindske Jordens Jndbyggere. Dersom vi læse Hi¬
storien, da finder mand ikke den halvtrediesindstiugende Deel
af Jndvaanere, som vare i Cæsars Tiid, og dersom Frugt
barheden tager af, hvilket mand fornemmeligst mærker i de største
Familier, hvor mand neppe finder en Arving, er det da ikke,
fordi Naturen, i den slibrige Tilstand, hvori den nu befinder
sig, bliver tvetydig og tvilraadig? Det er nok til dens Hensig¬
ter, at der ere endnu halve og fierdedeele af Mandfolk. Kort
sagt, enten mand undersøger hos os Seenernes Beskaffenhed.
enten mand maaler os eller mand veiger os, saa finder mand
en stor Aftagelse Tiid efter anden; og dersom de gamle Gauler
levede op igien, da vilde de, formedelst vore Ansigters udvor¬
tes Beskaffenhed, spørge, hvorfor vi bruge Skiæg?
De kunde læt falde paa at giøre os denne slette Compliment; de
levede over tusende Aar for denne store Forvandling, og vi ere
den gandske nær.
Men ligesom et Kiøn bliver svagere, saa tager det andet
til i Styrke. Kald det endnu det smukke Kiøn; Jdeylige
Mandspersoner, det er ikke Umagen værd at negte det denne


Titel, da det har kun saa liden Tid tilbage at bruge den; men
kald det ikke meere det svage Kiøn. Fra Champagne for¬
sikkrer mand at Viin=Handelen beroer nu omstunder meere
paa Fruentimmerne end paa Mandfolkene; denne spillende
Viin skummer ikke uden for dem. De stærkeste Drikke finde
at deres Mave er endnu stærkere. Mand føre dem fra et Giæste¬
Bud til et Ball, de holde Natten ud i en bestandig Bevægelse;
en stærk Haandverks=Karl vilde forsmægte derved. De mærke
saa vel den Styrke som tiltager hos dem, at de ikke meeere lade
sig angribe, men selv giøre Anfald. Det er sandt, at dette
mandige Mood har ikke endnu bemægtiget sig uden den øverste
og nederste Etage, men naar der er Jld i den første og femte,
da er den mellemste Deel af Bygningen ikke langt fra at komme
i Brand. Og jeg veed ikke, i fald vi borttage de Farver som de
overstryge sig med, om vi ikke skulde finde i deres Ansigter
nogle Tegn til Styrke, at deres Huud bliver tykkere, deres
Lineamenter stærkere, og Skægget pipper frem. Er det ikke
af Begiærlighed efter at opdage dette, at alle disse Glas=Kigere
betragte dem saa nøye paa Skue=Spillene? Forvandlingen vil
snart blive fuldkommen, lad kun Naturen raade. Ere Siælene
først omdannede, da kand Legemerne ikke modstaae dens mæg
tige Virkning. Jeg siger det endnu engang; Den første August
skal Fruentimmerne begiære Hatte, og Mandfolkene Cornetter.
Lader os ikke falde i Latter, naar vi faae at see en Borger¬
Kone gaae i Rette paa Bye=Tinget, og hendes Mand at sye
paa en Smække; en Dommer at giøre Sløyfer, og hans Kone
at afsige Domme; En Grevinde at skrive Hyrde=Breve, og en
Biskop


Biskop i Barsel=Seng; en Hertuginde ved et Pave=Vall, og
en Cardinal begiære Rang og Sæde som Hertuginde.
Lærer, J ubesindige Grinere, at Naturen giør intet, som
fortiener at belees; jeg skal strax faae eder til at blive alvorlige,
og det med en ærbødig Glæde. Vider at Naturen betiener sig
af denne Forvandling for at give det menneskelige Kiøn Frihed,
og Rolighed igien. Store Sygdomme behøve store Hielpe¬
Midler. Der ere paa Jorden henved fire Millioner Helte, af
hvilke nogle fortære fem Skilling om Dagen, og andre fem
Louidorer, for at bringe alting i Uorden; med Kaarden i
Haanden og Canoner for ved sig giøre de sig til Herrer over vor
Frihed, vore Midler og vort Liv. J Voldsmænd, eders
Regiering er forbi; J skal snart begiære Spinde=Rokke; og
Fruentimmerne, endskiønt de blive iførte eders Kiøn, skal ikke
omgiorde sig med eders Kaarder; thi mand maae anmærke,
med alle Philosopher, at Naturen, hvor vidt dens Magt end
strækker sig, kand ikke forandre Tingenes Væsener. Men det
er øyensynligt, at Fruentimmernes Væsen er Fromhed;
deres andre Egenskaber kand vel blive forandrede i Naturens
Smelte=Diegel; men deres naturlige Afskye for Skyde=Gevær,
for blanke Vaaben, for alt det som kand dræbe eller saare,
med et Ord, deres Fromhed skal blive uforandret. Det er
deres væsentlige Kiende=Tegn, det kand ikke forvandles; u¬
agtet deres Omskiftelse skal de dog stedse med Velbehagelighed
komme
B¬


komme ihu, at de vare skabte
den og ikke
for at ødelegge den.
Deraf kand mand forkynde en almindelig og bestandig
Fred, og det saa meget meere, som, i Fald der ved en særdeles
Hændelse imod Naturen, en af disse nye Mandfolk skulde kom¬
me paa Thronen, som havde Lyst til Krig, hvad kunde hand da
udrette med en Krigshær af Lam? En Konge, som er elsket,
har sig selv at tilskrive det, men hand bliver ikke frygtet uden ved
hans Undersaatters Styrke. Mand giøre mig ikke nogen
Jndvending med Amazonerne; Historien er ey tilforladelig
derom; og hvordan alting er, saa er det kun en besynderlig
Tildragelse, som ikke oftere er seet, saa aldeles var det imod
den almindelige Indretning.
Denne Krig, som ødelegger Europa, lakker da til Enden.
Hvor mange Feldt=Eqvipager skal blive spildte, hvor mange u¬
nyttige Anstalter til det forestaaende Krigs=Tog! Maaskee at
et Feldt=Slag vil just falde ind paa den første August, da skal
mand see tvende Krigs=Hære, som om Aftenen tilforn vare saa
forfærdelige, at kaste deres Vaaben bort, for at løbe des lættere
til Hollandske Lærreder, til Sitser og Nettelduge. J Russer,
somhave nu marcheret i tre Aar, det er vel Umagen værd at
komme ret til pas for at kiøbe Skiørte.
Det


Det er endnu ikke alt. Den store Forvandling skal ikke
alleneste befordre Nationernes Fred, men og Familiernes Ro¬
lighed. De nye Mandfolk skal viise den overbærende From¬
hed imod deres Hustruer, som de selv fodrede i deres forrige
Stand. De skal holde dem til Gode den Lyst til Kniplinger,
den rasende Begiærlighed efter Ædelsteene, det Coqvetterie,
den Kædsommelighed som en Mand foraarsager, de Fantasier,
de selvgjørdte Sygdomme, og saa mange andre Lapperier, som
forstyrre Huus=Freden; de skal ikke tragte efter det Herredom,
som de selv saa meget stødte sig over. Alting skal komme i
Orden. Hvad vilde denne tydske Doctor sige, om hand levede
som understod sig at lade trykke en Bog med denne Titel:
Om Fruentimmernes Ypperlighed frem for de andre
Dyr? Den Tosse! hand skulde selv blive den hand talte om.
Hvad vilde Mahomet sige, vilde hand endnu udelukke Fruen
timmerne af Paradiis? Denne Prophete vilde uden Tvil fore¬
tage sig at giøre Alkoranen om igien.
Men jeg hører de Vantroende i vore Tider at raabe,
uagtet Astrologien og hvad Naturen siger, hvorledes kand
mand vente dette Under, hvorledes kand mand troe
det? Det var jo ikke et Under, dersom mand lætteligen kunde
troe det. Hvor mange Hændelser ere der ikke, som Forfaren¬
hed allene kand faae os til at troe, Kunde mand ventet, at
en overmaade stor Stad, indviklet i en stor Krig, og besværet


med store Paalæg, skulde i sex Maaneder forlyste sig med en
lille Mand af Kort=Blade, Havde mand ventet at den
Philosophiske Steen skulde udfindes? Ventede mand en Stat¬
holderske i Holland? Ventede mand endeligen, at en Jesuit
kunde fare vild, og, det som meere er, at hand med den Yd¬
myghed, der sømmer hans Stand, vilde igienkalde sin Vild¬
farelse? Alle tilkommende Tider skal finde en usigelig Nytte af
det forunderlige Aar.


Bie=Kuben.
No. 159.
Tiisdagen den 16 Januar. 1759.
Af the universal Magazine 1751.
Uskyldighed paa Cythera.
C¬
ythera er en lyksalig Øe, men ubekiendt for den største
Part af de arme blinde Mennesker; Luften er der altid
reen og klar, der ere Aarets Tider ikke underkastede de
adskillige Forandringer, som vi finde til i vores Lande; der
bliver det blikstille Vand aldrig bragt i Bevægelse uden ved de
angenemme Vest=Vindes sagte Aande; og de lyksalige Jnd¬
vaaneres Bryst har aldrig følt til den Storm, som Passio¬
nernes Heftighed og uordentlige Begiærligheder gemeenligen
opvække. Uskyldighed, Regentinde paa denne nydelige Øe,
har sin Throne alleeneste i hendes Undersaatters Hierter; de
elske inderligen hendes Regiering, og vide ikke af anden For¬
nøyelse, end den der flyder af deres Troeskab. Her levede den
deylige Themira behagelige Dage, hældende sig til hendes
Dronnings Bryst, hvis Kiæledegge hun var. Uskyldighed
havde raadført sig med Skæbnens Gudinde, der har en u=ind¬
skrænket Magt baade over Guder og Mennesker, hvorledes
det skulde gaae hendes elskelige Themira; og hun bekom til
Svar: Themira, naar hun er kommet til Cythera, maae


overlades til at regiere sig selv; hendes Lyksalighed eller Elen¬
dighed beroer paa hendes Troeskab og Bestandighed imod eder.
Ved dette Svar drog Uskyldighed et dybt Suk; men naar
Skæbnen har engang afsagt sine Domme, da kand der ikke
ventes nogen Forandring deri. Det var lykkeligt, at intet hav¬
de været Uskyldighed foreskrevet, ihenseende til Themiras far¬
lige Reyse. Hun besluttede derfor at følge med hende til et
Land, hvor hun var ubekiendt, og at giøre hende Bistand, om
det var mueligt, imod de Farer, som hun der vilde blive un¬
derkastet.
Themira, fuld af Tilliid til Uskyldighed, hvis befalin¬
ger hun stedse havde efterkommet med en blind Lydighed, be¬
gav sig, uden mindste Modstand, paa Reysen til det lyksalige
Land. De vare neppe komne til en vis Søe, der syntes meget
glat og stille, men er dog berygtet for Skibbrud, førend en
Mængde Lootser, som havde meget travelt, tilbøde dem deres
Tieneste i at føre dem til Cythera. Fornøyelse, Kiælenhed,
Nysgierrighed og Leylighed fremviiste meget prægtige Far¬
tøyer, hvorpaa der vare mange Reysende, som udstrakte deres
Hænder til Themira, for at overtale hende til at reyse med
dem. En ærværdig gammel Mand, som havde alleneste en
liden Baad, uden nogen Prydelser, kom og frem og tilbød vo¬
re reysende Fruentimmer sin Tieneste; hans Naun var Skyl¬
dighed; Uskyldighed stod ikke et Øyeblik i Tvil, endskiønt hans
Baad var saa liden og slet, men lod Themira gaae om Bord
til ham. Det vil ikke fortryde eder, sagde den hæderlige gam¬
le Mand til dem, at J give mig Fortrinet; jeg kiender gand¬
ske vel alle Klipperne rundt om Cythera, og ingen af dem, som
have taget mig til deres Styrmand, har nogen Tiid liidt Skib¬
vrud


brud paa sin Reyse herhid. Hvoraf kommer det da, sagde
Themira til ham, at eders Baad er saa meget liden, her er
neppe Rum til at tage imod os? Den er endnu for stor, svare¬
de den gode gamle Mand, i Betragtning af de faa Reysende
som tage mig til deres Loots paa denne vovelige Reyse; den
var aldrig saa fuld, som den er nu. Medens hand talede disse
Ord, gik den lille Baad lykkeligen fort hen til Øen; efter den
fulgte disse prægtige Fartøyer, hvilke Themira vilde have ud¬
valt, dersom Uskyldighed havde ikke formaaet hende til at væl¬
ge Skyldighed. Themira befandt snarligen, hvor megen
Uleylighed hendes føyelige Gemyt havde reddet hende fra; thi
Nidkiærheds, Mistankes, Kræsenheds og Ubestandigheds
Vinde blæste grummeligen; og den lille Baad var ikke saa
snart kommet lykkeligen til Landet, førend de andre, efter at
de forgæves havde arbeydet imod de hæftige Bølger, bleve
slagne i Stykker imod Landet. Mange af de Reysende druk
nede, og de som undkom med Livet, mistede den største Deel af
de kostbare Klenodier og Ædelsteene, som de førte med sig.
Den gandske Land=Bred var opfyldt med de jammerlige
Skrig af disse ulyksalige Mennesker; een begræd at hand hav¬
de mistet sin Rolighed, en anden sit gode Naun, og den tre¬
die sin Helbred, med tusende andre Velsignelser, som vilde bli¬
ve uendeligt at opregne. Uskyldighed, som var gandske hen¬
taget i at ynke disse arme Ulyksaliges Skæbne, havde forglemt
hendes Tilhængerinde i et Øyeblik, og denne korte Tiid var
nok til at skille hende ved Themira. Saaledes var Gudernes
Villie, hvilke, for at lade dette elskelige Creaturs Dyd frem
skinne i sin største Glands, satte den paa den haardeste Prøve.
Hun saae, da hun kom ind i en Buske=Skov, ikke langt fra
Strand.


Strandbredden, et Barn svømmende i Taare, og som udstrak¬
te sine smaa Hænder, ligesom for at udbede sig hendes Bistand.
Themira bevæget af Medynk skyndte sig hen til det, da det med
sin Finger peegede hen til en deylig ung Mands=Person, som
forgæves stræbte at uddrage en Piil, som sad i hans Bryst.
Themira tilbød ham gandske villigen sin Hielp, men hun hav¬
de ikke saa snart rørt ved denne ulyksalige Piil, førend hun
fandt sig selv iligemaade saaret, og den indbyrdes Fliid de an¬
vendte paa at drage den ud, tiente alleneste til at trykke den
des dybere ind. Themira angrebet af en Mathed, som hun
havde aldrig tilforn følt førend i dette Øyeblik, drog med ned¬
slagne Øyne et dybt Suk. Den ubekiendte unge Person, som
forstod sig ikke bedre paa denne Sygdoms Natur, stirrede paa
hende med en hierte rørende Ømhed, men torde dog ikke begyn¬
de at tale. Efter at de i nogle faa Øyeblik havde været lige¬
som fra sig selv, følte Themira, den allerførste Gang, hendes
Hierte uroeligen bevæget, men hun dæmpede de Suk, som
imod hendes Villie brøde frem, og kaldte pludseligen paa hen¬
des Dronning: Ah, min hierte Uskyldighed, raabte hun, hvor
skal jeg finde eder, hvorfor har J forladt mig? eller rettere,
ved hvilken Fortryllelse kunde jeg bringes til at gaae fra eder!
da hun fremførte disse Ord, udøste hun en Flod af Taare. Li¬
sidor (thi dette var den unge Persons Naun, som hun søgte at
hielpe) kastede sig ned for hendes Fødder, aftørrede hendes
Taare, og besværede hende at hun maatte sige ham, paa hvad
Maade hand kunde igien nyde sin Rolighed. Rolighed har
aldeeles forladt mig, svarede Themira; jeg har mistet mit
Følgeskab, min kiære, min elskelige Uskyldighed, og uden hen¬
de kand jeg umueligen være lyksalig. Ah! skiønne Themira,
svarede Lisidor, jeg skulde være lyksalig, kunde J kun tage Deel
i den


i den Fornøyelse, som jeg smager i eders Sælskab; jeg har mi¬
stet alle Ting, da jeg kom her til Øen, men et eneste Øyekast
af eder vilde overflødigen erstatte mig alt hvad jeg har tabt.
Jeg kiender ikke, ey heller ønsker anden Lyksalighed end at tilbe¬
de eder, og at blive forvisset om at J tager Deel i den samme
Lue. Forglem eders Følgeskab, hvis Erindring giør vor Lyk¬
salighed bitter ja end og forgiftet; jeg har læst i eders Øyne
eders ømme Kiærlighed imod mig, overgiv eder gandske til den
samme, og saasom vi ere alleene i denne Skov, saa lad os
forglemme alle andre Mennesker. Hvad er det J foreslaaer
mig? sagde Themira til ham; jeg kand vel ikke forstille mig;
jeg finder at jeg elsker eder end og høyere end mig selv; men
Kierlighed skal aldrig rokke den Troeskab jeg er min Herskerin¬
de skyldig; vor Lyksalighed kand ikke blive fuldkommen, der¬
som jeg falder fra hende; lad mig opsøge hende, og lad Gu¬
derne raade for at samle os igien. J vil da forlade mig, The¬
mira, sagde Lisidor bevægeligen; J har besluttet at tage Livet
af mig? Hvorfor maae vi skilles ad? Kand vi ikke begge uma¬
ge os for at finde denne kiære Person, som fulgte med eder
Ah Lisidor, svarede Themira, jeg er forvisset om, at vi skal
aldrig finde hende, saa længe vi ere tilsammen. Med disse
Ord fløy hun fra ham, og med den yderste Bekymring leedte
efter Uskyldighed, hvilken, fra det samme Øyeblik, da The¬
mira var kommet hende af Øynene, havde ligeledes forgæves
søgt efter hende.
Kierlighed (Cupido) følte en vanartig Fornøyelse over
Uskyldigheds kummerfulde Uroelighed, men var dog tillige me¬
get begiærlig efter at blive forliigt med hende igien. Hand
gik til sin Modstanderinde, og foregav at hand var uvidende


om hendes Ankomst; Hvad, sagde hand til hende, kand vel
have bevæget eder til at komme igien til denne Øe? J har væ¬
ret saa længe borte herfra, at jeg neppe kiendte eder igien.
Kand J, ubestandige som J er, beklage eder, svarede Uskyl
dighed? Siden det ulyksalige Øyeblik, da J giorde List, Co¬
qvetterie og Fornøyelse til mine Rivaler, kunde jeg vel tænke
paa at lade mig nogen Tiid igien see i eders Herredom? Kom
ihu de lyksalige Dage, da vi regierede tilsammen over Menne¬
skenes Hierter, og tilstaae, at J mistede eders Herlighed, da
forlod mig. Jeg vil ikke foretage mig at retfærdiggiøre mig
selv, sagde Kierlighed til hende, men er det umueligt at raade
Bod igien paa denne Ulykke? Og kand vi ikke, ved en oprigtig
Forligelse, oprette igien alle de Uleyligheder, som ere hændede
Menneskene ved vores Skilsmisse? Dersom J alleneste vil
tilgive mig, da skal de allerdyreste Eder forvisse eder om min
Bestandighed. Kand Kierligheds Eder, svarede Uskyldig¬
hed, være til nogen Nytte? Og kand J tænke, at en blot Und¬
skylding er nok til at forsone alle de Elendigheder J har for¬
aarsaget mig? Hvor mange Hierter, som jeg regierte over
med en u-indskrænket Magt, har J berøvet mig? End og min
kiære Tilhængerinde er lokket fra mig ved eders Kunstgreb.
Saa sagte, Madam, svarede Kierlighed; Dette er een af
eders sædvanlige Uretfærdigheder; J er alt for meget indtaget
af vrange Tanker om mig. Hvor ofte har Forfængelighed
Egennytte og Misundelse laant mit Naun, for at berøve eder
eders Tilhængere? Troer J virkeligen, at Kierlighed giør
den største Deel af de Forbindelser, som J klager over? Jeg
haver vildet forbigaae en nøyere Undersøgning om vores Tvi¬
stighed, ja jeg gik endog saavidt, at jeg tilstod mig selv at væ¬
re skyldig, paa det jeg des snarere maatte nyde eders Forladel¬


se, men jeg seer at det er uforbigængeligen fornødent at leg¬
ge min Uskyldighed formeligen for Dagen. J troede, at den
unge Cloe var eders egen, og J buldrede imod mig, da hun
hørte efter en Elsker. Det var Plutus (Rigdoms Gud) som
J burde have lastet derfor. Jeg havde ingen Haand i den
Handel hun foretog med Commissarien; hans Guld giorde
det Saar, som J tilskriver mine Piile. Den unge Lise, som
fra den Tiid hun forlod eder, har fire Gange antaget nye El¬
skere, vedste aldrig noget af mig; hendes eneste Begiærlighed
efter at overgaae Clemine, hvilken hun holder for at være min¬
dre smuk end hun selv, har bragt hende til at forlade eder, paa
det hun maatte have den Fornøyelse at see sig omringet af man¬
ge Opvartere. Jeg kunde endnu anføre tusende Exempler paa
eders Ubillighed imod mig; men jeg beder ikke om andet end
at J vil forlige eder med mig. Siig mig derfor paa hvad Vil¬
kaar J vil unde mig den Forladelse jeg søger. J har maae
skee i Sinde, sagde Uskyldighed til ham, at misbruge mit
fromme Gemyt; men imidlertid vil jeg dog engang endnu la¬
de det komme derpaa an, om J vil være ubestandig og letsin¬
dig som J pleyer; Lad mig faae min Herlighed igien, og lad
disse, som ved at elske have forladt deres Troeskabs Pligt imod
mig, være underkastede en bestandig Foragt af disse Elskere,
for hvis skyld de have forladt mig; paa disse Vilkaar vil jeg
nok forglemme alt hvad der er skeedt. Og jeg for min Part,
sagde Kierlighed, forsikkrer eder, for Fremtiden, at alle For¬
eninger, som ikke ere grundede paa Uskyldighed, skal vare
meget kort; saa at et hvert Fruentimmers sande Carakter skal
klarligen sees af hendes Elskers Bestandighed. Vi ville be¬
gynde med Themira; Hun var gandske vist i en fortroelig


Samtale med en Elsker, og blev sat paa den haardeste Prø¬
ve; men J vil blive overflødigen overbeviist, at Themira er
eder endnu værdig.
Strax forsamlede Kierlighed alle de Skiønheder som
hans Øe har Overflødighed af; hand udøste over deres Ansig¬
ter alle disse fortryllende Yndigheder, som ere mægtigere end
Skiønhed selv; hand befalede Lephyrene (de milde Vest=Vin¬
de) at føre midt i denne Forsamling den yndige Themira, saa
og Lisidor, hendes Elsker. Themira saae strax den unge Per¬
son, som hun havde forladt med saa stor Møye, men da hun
tænkte alleneste paa hendes allerkiæreste Uskyldighed, saa fløy
hun hen til hende, og vilde gierne kastet sig i hendes Arme.
Holdt, sagde Uskyldighed til hende, Lisidors Bestandighed,
vil snarligen udviise, om J er endnu værdig til at have min
Gunst. Themira, som skælvede ved denne Afviisning, ven¬
tede efter sin Dom; og endskiønt hun var stadigen forsikkret
om, at hun havde intet at frygte for, saa var det dog med stor
Nød, at hun kunde blive ved et frit Mood. Lisidor syntes i
Førstningen forblindet ved at see de Skiønheder, som forestil¬
ledes ham; hans Øyne løbe begierligen omkring paa dem alle;
men efter et Øyebliks Betænkning kastede hand sig ned for
Themiras Fødder, og soor hende en ævig Bestandighed.
Fra denne Dag af har Kierlighed aldrig brudt sine Løf¬
ter. En Elsker, som man har føyet, bliver ubestandig; og
denne Gud forbeholder Bestandigheds søde Frugter alleeneste
til dem, som aldrig skille Uskyldighed og Kier¬
lighed fra hinanden.


Bie=Kuben.
No. 160.
Tiisdagen den 23 Januar. 1759.
Af Spectator No. 255.
S¬
iælen, betragtet for sig selv og uden dens Passioner, er
af en efterladen og stille=siddende Natur, langsom i
sine Beslutninger, og seenfærdig til at fuldføre dem.
Passionerne ere derfor nyttige til at opmuntre og sætte den i
Bevægelse, at opvække Forstanden, at give Villien Kraft,
og at giøre det gandske Menneske meere hurtig, agtsom og kæk
til at fuldføre sine Anslag. Saasom dette er Passionernes
Hensigt i Almindelighed, saa er det og i Særdeleshed Ær¬
gierrigheds, hvilken driver Siælen til saadanne Gierninger,
som ere skikkede til at forskaffe den, der forretter dem, Ære
og Berømmelse. Men dersom vi gaae høyere med vo¬
re Betragtninger, da kand vi mærke endnu videre Hensigter,
hvorfor GUDS Forsyyn har indplantet denne Passion udi
Menneskene.


ødent for Verden, at Kunster skulde opfin¬
Det va
des og forbedres, Bøger skrives og antvordes til Efterkom
merne, Nationer overvindes og giøres maneerlige. Nu ef¬
terdi de rette og ægte bevægende Aarsager til disse og deslige
store Gierninger vilde alleneste formaae noget hos dydige Ge¬
mytter, saa vilde der kun skee ringe Forbedringer i Verden,
dersom der var ikke nogen allmindelig Grund=Aarsag til For¬
retninger, som er tilfælles for og virker lige hos alle Menne¬
Og saadan en Grund=Aarsag er Ærgierrighed eller
sker.
Begiærlighed efter at blive naunkundig; hvilken taaler ikke at
store Naturens Gaver ligge ørkesløse og uden Nytte for det
almindelige, og som, saa at sige, forsnilder mange lastefulde
Mennesker, og driver dem, imod deres naturlige Tilbøyelig¬
heder, til at foretage herlige og priisværdige Gierninger. Thi
vi maae videre mærke, at de, som ere begavede med den stør¬
ste Dygtighed, blive og meest drevne af Ærgierrighed; og at
tvertimod nedrige og ringe Siæle blive mindst rørte af den;
enten fordi et Menneskes Kundskab om hans egne Udygtighe¬
der betager ham Haab om at giøre sig naunkundig; eller fordi
hans Tanker strække sig ikke saa vidt, at hand søger noget an¬
det Gode, end hvad som meere umiddelbart henhører til hans
Fordeel eller Beqvemmelighed, eller fordi GUDS Forsyyn
har ikke vildet danne hans Siæl saaledes, at hand skulde være
underkastet en Passion, som vilde blive unyttig for Verden,
og en Plage for ham selv.
Dersom denne Begiærlighed efter et stort Naun var ikke
meget stærk, da skulde den Vanskelighed der er ved at opnaae
det, og den Fare der er for at tabe det, naar det er naaet, bli¬


ve tilstrækkelig nok til at afskræ
afærn
enme
gelig en Efterstræben.
Hvor faa findes der, som ere forsynede med saadanne
Dygtigheder, der ere tilstrækkelige til at giøre deres Giernin¬
ger agtede og berømte af Verden, og at svinge sig selv op over
andre Mennesker? GUds Forsyyn giør os meestendeels liige,
og i agt tager et Slags Liighed i de Gaver som den uddeeler til
os. Dersom den giør os fuldkomne i en Maade, da lader den
os gemeenligen blive manglende i en anden, og synes heller
omhyggelig for at bevare enhver Person fra at blive ringe og
manglende i hans Gaver og Egenskaber, end at giøre nogen
ene Person særdeles ugemeen eller ypperlig frem for andre.
Og iblant disse, som ere meest rigeligen begavede af Na¬
turen, og forbedrede ved deres egen Fliid, hvor faa ere der,
hvis Dyder formørkes ikke ved deres Beskueres Vankundig¬
hed, forudfattede Meeninger eller Misundelse? Nogle Men¬
nesker kand ikke giøre Forskiæl imellem en ædel og ringe Gier¬
ning. Andre ere færdige til at tilskrive dem nogen vrang En¬
de eller Hensigt; og andre forestille dem forsætligen anderle
des end de ere, eller giøre en falsk Udtydning over dem.
Men for des meere at stadfæste denne Betragtning
maae vi fremdeles mærke, at disse, som ere meest begiærlige ef¬
ter at giøre sig et berømmeligt Naun, ere allmindeligen meest
ulykkelige i deres Stræben derefter. Salustius har anteg
net om Cato, at jo mindre hand tragtede efter Berømmelse,
jo meere nøød hand den.


Menneskene finde en vanartig Fornøyelse i at være os
imod i vore Tilbøyeligheder, og at hindre os fra at naae det,
som vore Hierter ere meest forpikkede paa. Naar de derfor
have mærket hos den ærgierrige Mand en hæftig Attraa efter
Naunkundighed og Roos, (saasom ingen Sinds Tilbøyelighed
snarere røber sig selv) da blive de sparsommelige og paaholdne
i deres-Berømmelser, de misunde ham den Fornøyelse hand
kunde have af at blive priiset, og ansee deres Roos heller som
en Gunst der beviises hans Person, end som en Skat der ydes
hans Fortienester. Andre som ere frie for saadan en naturlig
Sinds Vanart, blive sparsommelige i at priise den, som sætter
for stor en Priis derpaa, paa det de skulde ikke opløfte ham alt
for høyt i hans egen Indbilding, og følgeligen giøre alt for stor
en Forskiæl imellem ham og dem selv.
Men videre, denne Attraa efter Naunkundighed forle¬
der naturligen den ærgierrige Mand til saadanne U-anstæn¬
digheder, der formindske hans Berømmelse. Hand er stedse
bange for at nogen af hans Gierninger skulde blive ubekiend¬
te, at Verden skulde ikke faae Kundskab om hans Fortienester,
eller at disse skulde tabe noget ved andres Beretninger. Det¬
te bringer ham ofte til en unyttig Pralen og Selv=Roos, og
forfører ham til en forfængelig og fantastisk Fortælling om
hans egne Bedrifter; hans Tale løber almindeligen ud paa
det samme, og hvad dens Jndhold og er, saa sigter den dog
hemmeligen enten til at forringe andre eller at ophøye ham
selv. Forfængelighed er en naturlig Skrøbelighed hos en ær¬
gierrig Mand, hvilken underkaster ham deres hemmelige For¬
agt og Bespottelse, som hand omgaaes med, og forderver den


Carakter, hvilken hand giør sig saa stor Umag for at befordre
ved den. Thi omendskiønt hans Gierninger ere aldrig saa
priiselige, saa tabe de dog deres Glands, naar de vidtløftigen
afmales og fremstilles ved hans egen Haand; og saasom Ver¬
den er mere færdig til at finde Feyl end til at rose, saa vil hans
Pralen formodentligen blive dadlet, naar de store Bedrifter,
som gave Anledning dertil, ere forglemte.
Derforuden, denne støre Roos=Begierlighed ansees som
en Nedrighed og Ufuldkommenhed i de største Carakterer. En
grundig og væsentlig Siælens Storhed seer med en ædel For¬
agt ned paa Mængdens Dadlen eller Berømmelse, og sætter
et Menneske saa høyt, at hand bekymrer sig ikke om den liden
Bulder og Kiv af Almuens Tunger. Deraf kommer det, at
vi finde i os selv en hemmelig Ærbødighed og Høyagtelse for
en Mands Carakter, som bevæger sig oven over os i et ordent¬
ligt og berømmeligt Dyders Lob, uden at agte noget om vore
gode eller onde Tanker om ham, om vore Bebreydelser eller
Berømmelser. Ligesom det tvertimod er sædvanligt hos os
naar vi ville betage en Gierning noget af sin Roos og Anseel¬
se, at vi tilskrive den en forfængelig Ære=Syge og Begiærlig¬
hed efter Roos hos ham som har forrettet den. Og denne
Menneskenes allmindelige Dom og Mening er ey ilde grun¬
det; thi det er visseligen ikke Tegn til nogen stor Høymodig
hed, at lade sig drive til nogen ædel Gierning ved saa egen nyt¬
tig en Aarsag, og at giøre det af Begiærlighed efter et stort
Naun, hvilket vi kunde ikke opvækkes til ved en u-egennyttig
Kierlighed til Menneskene, eller ved en ædelmodig Jver for
hans Ære som skabte os.


Saaledes er Naunkundighed en Ting, der er vanskelig
at naae af alle, men fornemmeligen af disse, som tørste efter
den, efterdi de fleeste Mennesker ere enten saa vanartige eller
saa varlige, at de ikke føye eller fornøye den ærgierrige Mands
Forfængelighed, og efterdi denne samme Tørst efter Roos na¬
turligen forleeder ham til saadanne U-anstændigheder, der for¬
ringe hans Berømmelse, og den bliver i sig selv anseet som en
Skrøbelighed i de største Carakterer.
Dernæst, et berømmeligt Naun kand lætteligen tabes
og er ligesaa vanskeligt at bevare, som det var i Førstningen at
forhverve. Men dette skal jeg giøre til Jndholdet af et andet
Blad.
Den


Den unge Lærde.
(Af Gellert.)
nung Person, som paa Studeringer
Og Læsning megen Fliid anvendte,
Og allerede nu besad Fortienester,
Som hans Forældre selv til fulde saae og kiendte,
Gik til en lærd bedaget Mand,
Om slige Bøger sig med hannem at raadføre,
Som stærkt og klygtigen at tænke lære kand,
Med faa Ord: som til Smagen høre.
Den gamle Mand derved en Hiertens Glæde viiste,
Og Plato, Cicero, Homer for hannem priiste,
Samt derforuden hundrede
Af gamle og af nyere,
Som ved Veltalenheds og Skialdre=Kunstens Gave
En hetlig Laurbær=Krands sig selv forhvervet have,
Hvis Ære=Glands endnu for unge Mennesker,
Et Mønster og Opmuntring er.
O, brød


O, brød den Unge frem, med Spodskhed smillende,
Jeg har alt giennemlæst dem næsten samtlige;
Men - Nu vel, svarede den Gamle, om de ere
Til eders Velbehag, da skal mit Raad nu være,
At læse dem endnu to gange oftere.
Men, om de gode nok for eder ikke vare,
J da for kloge Folk det ey maae aabenbare;
Thi ellers mærke de, hvad eders Mangel er,
Og raade eder til at læse Tidender.


O¬
Kuben.
No. 161.
Tiisdagen den 30 Januar. 1759.
Af Spectator No. 256.
er ere mange Passioner og Gemyts Tilbøyeligheder,
som naturligen bevæge os til at undertrykke og forringe
dens Fortieneste, der giør sig berømmelig iblant Men
neskene. Alle de, som giorde deres Jndtrædelse i Verden
med samme Fordeele, og bleve tilforn anseete som hans Liige¬
Mænd, ville snarligen tænke, at den Roos, som hans Fortie¬
nester ere udi, ere en Bebreydelse imod deres egen Uværdighed;
og de ville derfor ikke forsømme at bringe ham i Vanrygte for
en eller anden anstødelig Gierning, som hand forhen kand ha¬
ve begaaet, eller forringe Priisen paa hans nærværende Be¬
drifter, paa det de stedse maae holde ham i liige Linie med dem
selv. Den samme Slags Betragtning opvækker ofte deres
Misundelse, som fordum vare hans Overmænd, som meene
at deres egne Fortienester tabe derved, naar de see at en anden
kommer efter dem og indhenter dem paa Ærens Bane, og
ville derfor umage sig for at svække hans Berømmelse, paa
det de maae desbedre bevare deres egen. De som fordum va¬
re hans Liigemænd, misunde og berygte ham, fordi de nu see


at hand er deres Overmand; og de som fordum vare hans
Overmænd, fordi de nu ansee ham som deres Ligemand.
Men viidere, en Mand, hvis ugemeene Naunkundighed,
saaledes opløfter ham, at Menneskene give agt paa og betrag
te ham, han drager manges Øyne til sig, som ville med Fliid
randsage enhver Part af ham, beskue ham meget nøye paa al¬
le Sider, og ikke blive lidet fornøyede, naar de have seet ham
paa den verste Side og som er allermindst til hans Fordeel og
Ære. Der ere mange, som finde en Fornøyelse i at modsige
Rygtets allmindelige Beretninger, og i at udbreede de Skrø¬
beligheder, som findes hos en ophøyet Carakter. De giøre
deres vanartige Opdagelser offentligen bekiendte med en hem¬
melig Storagtighed, og glæde sig over deres egen besynderlige
Skarpsigtighed, der har randsaget dybere end andres; der er
blevet vaer det som den øvrige Deel af Verden har overseet, og
fundet en Mangel i det som alle andre Mennesker agte høyt og
berømme. Andre ere der, som med en indvortes Fornøyelse
og Velbehag udraabe en stor Mands Forseelser og Skrøbelig¬
heder, dersom de ikke finde nogen af deslige Forseelser og Skrø¬
beligheder hos sig selv; thi i det de legge andres Svagheder for
Dagen, sigte de uformærkt til deres egen Roos, fordi de ere
ikke underkastede deslige Skrøbeligheder, og lade sig lætteligen
indtage af en hemmelig Slags Storagtighed, fordi de see sig i
visse Maader at overgaae en der har saa høyt og berømmeligt
et Navn. Ja, det hænder sig meget ofte, at ingen er meere
flittig til at udraabe de Feyl, som findes hos et ugemeent be¬
rømmeligt Naun, end disse, som selv fortiene samme Dom,
og have de samme Plætter i deres egen Carakter, saasom de
enten haabe at undskylde deres egne Mangeler ved Medhold af


saa høyt et Exempel, eller og de ville forhverve sig en indbildt
Berømmelse, fordi de ligne en Person, der er i saa stor Ære
og Anseelse, endskiønt de ligne ham kun i hans Feyl. Dersom
alle disse hemmelige Aarsager til Berygtelse skulde feyle, saa
skeer det dog meget ofte, at et Menneske giør sig en forfænge¬
lig Ære af at lade see sin Vittighed i at angribe et berømme¬
ligt Naun, og opofrer det for deres Lystighed og Latter, som
ere omkring ham. En Satyre eller et Skand=Skrift over en
Person der har intet besynderligt frem for andre, bliver aldrig
saa vel antaget eller finder det bifald, som det der sigter paa
en Person, hvis Fortienester sætte ham høyt over andre, og
give ham en anseeligere Figur iblant Menneskene. Enten det
kommer deraf, at vi tænke, det viser en større Kunst at giøre
latterlig og beskæmme en Mand, hvis Carakter synes saa ube¬
qvem en Materie dertil, eller fordi vi fornøye os over den hem
melige Hævn, i det vi see ham stødt ned og ydmyget i hans
Berømmelse, og i visse Maader bragt i Rang med os selv, da
hand tilforn havde svinget sig saa høyt over os i Menneskenes
Beretninger og Meeninger.
Saaledes see vi, hvor mange skiulte og forborgene Aar¬
sager der ere til Berygtelse og Bagtalelse, og hvor mange van¬
artige Speydere der randsage en stor Mands Gierninger, som
har ikke altid i beste Maade bereedt sig til at udstaae saa nøye
en Undersøgning. Thi vi maae i Allmindelighed mærke, at
vor Høyagtelse for en naunkundig Mand formindskes, naar
vi blive nærmere kiendte med ham, og at vi siælden høre Be¬
skrivelsen over en berømt Person, uden et hosføyet Register
paa nogle mærkelige Feyl og Skrøbeligheder. Aarsagen maa
være denne, efterdi enhver liden Forseelse falder meere i Øy¬


nene og mærkes snarere i hans Opførsel end i en andens, saa¬
som det svarer ikke til det øvrige i hans Carakter; eller fordi
det er umueligt, at et Menneske kand paa samme Tiid være
agtsom over de meere betydelige Deele af hans Levnet, og til¬
lige holde et vaaget Øye over alle de ubetydelige Omstændighe¬
der i hans Forhold og Omgængelse; eller fordi, som vi tilforn
have anmærket, den samme Gemyts Beskaffenhed, som giør
os begiærlige efter at blive naunkundige, forleeder os naturli¬
gen til saadanne Feyl=Trin og Uagtsomheder, som Mennesker,
af en ulige Sinds Tilbøyelighed ere ikke underkastede.
Over alt maa det dog tilstaaes, at en ædel og triumphe¬
rende Fortieneste ofte brækker igiennem og adspreder disse smaa
Plætter og Skyer, som findes i dens priiselige Naun; men
dersom, enten ved en vrang Stræben efter Naunkundighed,
eller formedelst menneskelig Skrøbelighed, noget falskt Trin
giøres i vigtigere Handteringer og Tilfælde, da er den gandske
Plan af ærgierrige Anslag kuldkastet og gjort til intet. De
ringere Spetter og Stænk kand døe bort og forsvinde ved den
Glands, som omgiver dem; men en grovere Plæt kaster en
Skygge over alle de andre Skiønheder og formørker den gand¬
ske Carakter. Hvor vanskeligt er det derfor at bevare et stort
Naun, naar den, som har forhvervet det, kand saa læt be¬
gaae saadanne smaa Feyl og Skrøbeligheder, der ikke lidet
forringe det, naar de blive aabenbarede, fornemmeligen naar
de med saa stor Fliid udraabes og giøres større ved saadanne,
som tilforn vare hans Overmænd eller hans Liige; ved saa¬
danne, som ville lade see deres Skiønsomhed eller deres Vit¬
tighed, og ved saadanne, som enten ere skyldige eller uskyldige
i de samme Forseelser eller Feyl i deres egen Opførsel.


Men var der end ikke nogen saadan Tilbøyelighed hos
andre til at dadle en naunkundig Mand, ey heller nogen saa¬
dan Forseelse hos ham selv, saa vil hand dog ikke finde liden Møye
i at vedligeholde sin Berømmelse i all dens Høyhed og Glands.
Der maae stedse være et ædelt Følge af priiselige Gierninger
til at holde Rygtet i Liv og Bevægelse. Thi naar det engang
kommer til at staae stille, da vil det naturligen visne og van¬
smægte. Forundring er en meget kort levende Passion; den
tager strax af, saa snart den bliver meere vant til det, som op¬
vakte den, med mindre den altid fødes ved friske Opdagelser,
og holdes i Live ved en ny stedsevarende Rad af Mirakler, som
fremstille sig for dens Øyne. Ja endog de største Bedrifter af
en berømt Person ere underkastede denne Uleylighed, at hvor
forunderlige og ugemeene de end ere, saa ere de dog ikke meeere
end hvad man ventede af ham; men tvertimod, dersom de i
nogen Maade ere ringere end den Tanke mand har fattet om
ham, da, omendskiønt de kunde befordre og forøge en andens
Berømmelse, saa formindske de dog hans.
Mand maatte tænke, at der skulde være noget forunder¬
ligen behageligt i at have et berømmeligt Naun, som, uagtet
alle disse qvælende Betragtninger, kand drive et Menneske til
saa fortvilet en Efterstræben; og dog dersom vi betragte den
liden Lyksalighed der følger en stor Carakter, og den Mængde,
af urolige Bekymringer, som Begiærlighed derefter underka¬
ster et ærgierrigt Gemyt, da vilde mand endnu falde des mee¬
re i Forundring over at see saa mange, som med en u-ophørlig
Jver jage efter Ære.
Ær


Ærgierrighed opvækker et hemmeligt Oprør i Siælen,
den ophidser Sindet, og sætter det i en hæftig Forvirring af
sværmende Tanker; Den rækker sig stedse efter et tomt ind¬
bildt Gode, som har ikke Magt til at formindske eller stille
den tilfreds. De fleeste andre Ting, som vi hige efter, kand
lindre Begiærligheder og fornøye Sandserne, saa at Lysten en
Tid lang faaer Rolighed; men Naunkundighed er et Gode,
der er vor Natur saa aldeeles uvedkommende, at vi have in¬
gen Kraft i vor Siæl, som er indrettet dertil, ey heller nogen
Sands i vort Legeme, som kand finde Smag deri; det er no¬
get som vi finde Begiærlighed efter, men som det er umueligt
at nyde og have godt af. Det kand vel i en kort Tid opfylde
Sindet med et Slags uvittig Fornøyelse, men det er saadan en
Fornøyelse, som giør et Menneske uroelig og u-tilfreds derved,
og som ikke saa meget stiller hans nærværende Tørst, som den
opvækker friske Begiærligheder, og driver Siælen til nyt Fo¬
retagende. Thi hvor faa ærgierrige Mennesker ere der, der
have faaet saa megen Naunkundighed som de begiærede, og
hvis Tørst derefter har ikke været lige saa hæftig, naar deres
Berømmelse var kommet allerhøyest, som den var førend de
bleve kiendte og anseelige iblant Menneskene? Der er ikke no¬
gen Omstændighed i Cæsars Carakter, som giver mig et
høyere Begreb om ham, end de Ord, som Cicero fortæller
os at hand ofte talede iblant sine Venner: Se satis vel ad Na¬
turam, vel ad Gloriam vixisse; At hand var tilfreds baa¬
de med den Alder og med den Ære hand havde
opnaaet. Vel ere der mange, som have afstaaet fra at ja¬
ge efter Naunkundighed; men det er skeedt, enten formedelst
de Forhindringer de have fundet, hvorved deres Anslag ere
gjor¬


gjorte til intet, eller fordi de have ved Forfarenhed fundet
hvor liden Fornøyelse der følger dermed, eller formedelst de
bedre Underretninger eller den naturlige Koldsindighed, som
Alderdommen har virket; men siælden fordi de have været
fuldkommeligen tilfreds og fornøyede med den Roos og Be¬
rømmelse, som de nu virkeligen havde forhvervet.
Ja Naunkundighed er ikke alleeneste i sig selv utilstræk¬
kelig til at stille os tilfreds, men Begiærlighed derefter under¬
kaster os og mange fortrædelige Tilfælde, hvilke disse ere frie
for, som have ikke saa inderlig en Attraa derefter. Hvor
ofte bliver ikke den ærgierrige nedslaaet og bedraget i sit Haab,
dersom hand faaer ikke Roos der hvor hand ventede den? Ja
hvor ofte bliver hand ikke ydmyget og fornedret end og ved de
Berømmelser selv, som hand bekommer, dersom de stige ikke
saa høyt som hand tænker at de burde, hvilket de siælden giø¬
re, med mindre de forøges ved Flatterie, efterdi faa Menne¬
sker have saa god en Tanke omos, som vi have om os selv? Men
dersom den ærgierrige kand græmme sig saaledes over Berøm¬
melse selv, hvorledes vil hand kunde taale Vanrygte og Bag
talelse? Thi den samme Sinds Tilbøyelighed som giør ham
begiærlig efter et berømmeligt Navn, volder tillige at hand
kand ikke lide Tilrettesættelser. Dersom hand kand blive hen¬
rykt af Glæde over Menneskenes ugemeene Roos, da vil hand
blive ligesaa nedslaaet ved deres Dadlen. Hvor liden Lyksa¬
lighed har derfor den Ærgierrige, som giver et hvert Menne¬
ske Herredom over sig; som saaledes underkaster sig andres go¬
de eller onde Eftertale, og giver enhver vanartig Tunge Magt
til at foraarsage ham et Anstød af Melankolie, og at berøve
ham hans naturlige Sinds Rolighed og Fornøyelse Fornem¬


meligen naar vi betænke at Verden er villigere til at dadle end
rose, og at hand selv har fleere Ufuldkommenheder end Dy¬
der.
Vi maae fremdeles mærke, at saadan en Mand vil me¬
re græmme sig over at tabe et stort Naun, end hand kunde ble¬
vet fornøyet ved at nyde det. Thi endskiønt dette indbildte
Godes Nærværelse kand ikke giøre os lykkelige, saa kand dets
Fraværelse dog giøre os elendige; thi naar vi eye og nyde en
Ting, da finde vi alleneste den Deel af Fornøyelse, som Tin¬
gen er mægtig til at give os, men naar vi miste det, da græm
me vi os derover, ikke efter Tingens virkelige Værd, men ef¬
ter den Priis som vore Griller og Jndbildinger sætte der¬
paa.
Saa ubetydelig er den Fornøyelse, som Naunkundighed,
bringer med sig, og saa store ere de Bekymringer og Fortræ¬
deligheder, som den underkaster os. Begiærlighed derefter
opvækker meget urolige Bevægelser i Sindet, og bliver meere
ophidset end stillet tilfreds med den begiærte Tings Nærvæ
relse. Dens Besiddelse bringer os kun meget liden Fornøyelse
omendskiønt dens Tab eller Mangel gaaer os meget nær og
foraarsager os stor Hierte=Græmmelse, ja end og denne lille
Lyksalighed beroer saa aldeles paa andres Naade, at de kand
skille os derved naar dem lyster. Vi qvæles ikke alleeneste
ved de Bebreydelser, som giøres os, men vi finde os og be¬
dragne i vort Haab ved Menneskenes Taushed, naar den er
uventet, ja vi blive endog ydmygede ved deres
Berømmelser.


j6
L¬
Kuben.
No. 162.
Tisdagen den 6 Februar. 1759.
Af Spectator No. 257.
a det jeg maatte ikke forvilde mig selv i en saa
vidtløftig Materie, som denne om Naunkundighed
er, saa har jeg afhandlet den i en besynderlig Or¬
den og Maade. Jeg har allerførst betragtet de Aarsa¬
ger, hvorfor GUDS Forsyyn maae have indplantet i vor
Siæl saadan en Grund=Aarsag til Forretninger. Der¬
næst har jeg viist, af mange Betragtninger, først, at et
stort og berømmeligt Naun er vanskeligt at naae, og læt
at miste; for det andet, at det bringer den Ærgierrige
kun gandske liden Lyksalighed, men underkaster ham me
gen Fortrædelighed og Misfornøyelse. Jeg skal tilsidst


viise, at det hindrer os fra at naae en Ende og et Maal,
som vi have Ævne til at forhverve, og som forskaffer os
en overflødig Fornøyelse. Jeg behøver ikke at sige Læse¬
ren, at jeg ved denne Ende meener den Lyksalighed, som
er os forbeholden i en anden Verden, hvilken enhver har
Dygtigheder til at forskaffe sig, og som vil bringe med sig
Overflødighed af ævigvarende Glæde og Fornøyelse.
Hvorledes Stræben efter Naunkundighed kand hin
dre os fra at naae denne store Ende, det vil jeg overla¬
de til Læseren selv at slutte af følgende tre Betragtnin¬
ger.
Først, fordi en stærk Begiærlighed efter et stort
Naun auler mange lastefulde Tilbøyeligheder i Sindet.
For det Andet, fordi mange af disse Gierninger
som ere beqvemme til at forskaffe et stort Naun, ere ik
ke i deres Natur tienlige til denne vor yderste Lyksalig
hed.
For det Tredie, fordi, dersom vi skulde end til
staae, at de samme Bedrifter vare de rette Midler baa¬
de til at forhverve et stort Naun, og at skaffe denne Lyk¬
salighed, saa vilde de ikke des mindre være utilstrækkelige
til at opnaae denne sidste Ende, dersom de havde deres
Oprindelse af en Begiærlighed efter den første.
Disse


Disse tre Sætninger ere i sig selv klare nok for dem,
der ere øvede i moralske Betragtninger. For hvilken Aar
sag jeg vil ikke opholde mig ved at forklare dem vidtløf¬
tigere; men begive mig til en Sætning af samme Na¬
tur, hvilken kand give os Leylighed til meere ugemeene
Betragtninger.
Af det som allereede er anført meener jeg at vi
kand giøre den naturlige Slutning, at det er den største
Daarlighed, at søge Roos eller bifald af noget Væsen,
undtagen det Allerhøyeste, og det for disse tvende Aarsa¬
ger, efterdi intet andet Væsen kand fælde en rigtig Dom
over os, og agte os efter vore Fortienester; og fordi vi
kand ikke høste nogen betydelig Nytte eller Fordeel af no¬
get andet Væsens Høyagtelse, bifald og Berømmelse.
For det første, intet andet Væsen kand fælde en
rigtig Dom over os og agte os efter vore Fortienester.
Skabte Væsener see intet uden det udvortes hos os, og
kand derfor alleneste dømme om os af vore udvortes
Gierninger og Forhold; men hvor udygtige disse ere til
at give os et rigtigt Begreb om hinandens Fuldkommen¬
heder, det kand sees af adskillige Betragtninger. Der
ere mange Dyder, som i deres egen Natur kand ikke la¬
de sig udvortes forestilles; mange uformærkte Fuldkom¬
menheder i en god Mands Siæl, som ere store Prydel¬
ser for den menneskelige Natur, men ere dog ikke i Stand,
til at lade sig see og kiende af andre; de øves i Løn¬
dom
F 2


dom, uden Støy eller Pral, og kand alleneste sees af den
store Hierternes Randsager. Hvad Gierninger kand ud¬
trykke den Tankernes Reenhed, som luttrer og helliger et
dydigt Menneske? den hemmelige Sinds Rolighed og
Nøysomhed, som give ham en fuldkommen Nydelse af
hans nærværende Tilstand? Den indvortes Lyst og Vel¬
behag, som hand føler i at giøre Got? Den Fornøyelse og
Glæde hand finder over andres Velstand og Lyksalighed?
Disse og deslige Dyder ere en Siæls skiulte Skiønheder,
de forborgene Yndigheder, som kand ikke sees af menne¬
skelige Øyne, men giøre Siælen elskelig og dyrebar i hans
Øyne, for hvilken intet er skiult. Fremdeles ere der man¬
ge Dyder, som fattes Leylighed til at yttre og udviise sig
i Gierninger. Enhver Dyd udkræver Tiid og Sted, naar
den skal øves som den bør; den maae forefinde den rette
Person eller Ting, mod hvilken den kand udviise sig, og
der maae være en beqvem Samling af Omstændigheder.
Armod formørker alle Gavmildheds og Godgiørenheds
Dyder. En Martyrs eller Troes Bekienders Taalmo¬
dighed og Tapperhed ligger skiult i Christendommens blom¬
strende Tider. Nogle Dyder sees alleneste i Modgang,
og andre i Medgang; nogle i Huus=Standen, andre i of
fentlige Embeder. Men Verdens store Enevolds Herre
seer enhver Fuldkommenhed, endog hvor den ligger skiult,
og ikke alleneste seer hvad vi giøre, men hvad vi vilde
giøre. Hand seer hvorledes vi vilde forholde os i alle
Slags Omstændigheder og Tilfælde, og beskuer os lige¬
som vi virkeligen vare i alle muelige Forretninger. Hand
kiender en Martyr og Troes-Bekiender, uden at denne


bliver prøvet ved Baal og Piinseler, og vil herefter døm¬
me mange berettigede til Belønning for de Gierninger,
som de aldrig havde Leylighed til at forrette. Endnu en
anden Aarsag, hvorfor Menneskene kand ikke fælde en
rigtig Dom over os, er, efterdi de samme Gierninger
kand sigte til gandske adskillige og uliige Øyemaal, og
komme af gandske stridige Grund=Regler. Forretninger
ere af saadan en beblandet Natur, og saa fulde af Om¬
stændigheder, at ligesom Menneskene see meere eller min¬
dre ind i dem, eller give agt paa nogle Parter meere
end paa andre, saa giøre de sig adskillige Tanker der¬
om, og give en stridig Udtydning over dem; saa at den
samme Gierning kand forestille en Mand som en Hyk¬
ler og Træring for een, hvorved hand ansees som en
Helgen eller Helt af en anden. Den derfor, som be¬
skuer Siælen igiennem dens udvortes Gierninger, hand
seer den ofte igiennem et bedrageligt Glas, som lætteli¬
gen kand give Tingen en anden Farve og forestille den
paa en vrang Maade; Saa at for denne Aarsags skyld
Hand er den eneste rette Dommer over vore Fuldkom¬
menheder, som giætter sig ikke til vore Hensigters Op¬
rigtighed af vore Gierningers Godhed, men som prøver
vore Gierningers Godhed efter vore Hensigters Oprig
tighed.
Men viidere: Det er umueligt, at udvortes Gier¬
ninger kand forestille Siælens Fuldkommenheder, efterdi
de kand aldrig viise Styrken af disse Grund=Regler,
hvor¬


hvoraf de have deres Oprindelse. De ere ikke tilstrække
lige Afbildinger paa vore Dyder, og kand alleneste viise
os hvad for Tilbøyelser der ere i Siælen, uden at aa¬
benbare os den Grad af Fuldkommenhed som disse Til¬
bøyelser have. De ere i det høyeste kun svage Efterlig
nelser af vore Hensigter, matte og ufuldkomne Copier,
som kand vel underrette os om Udkastningen i Allmin
delighed, men kand aldrig udtrykke Originalens Skiøn¬
hed og Liv. Men den store Dommer over den gandske
Jord kiender enhver adskillig Stand og Grad af menne¬
skelig Forbedring, fra disse svage Bevægelser og Tilbøye¬
ligheder i Villien, som have endnu ikke dannet sig selv
til ordentlige Forsæt og Anslag, indtil den sidste og en¬
delige Fuldbyrdelse af en god Tilbøyelse. Hand seer de
første ufuldkomne Glimt af en Dyd i Siælen, og hol¬
der et vaaget Øye over det i all dets Fremgang, indtil
det har faaet alle de Yndigheder, som det er mægtigt
til at bekomme, og lader sig see i sin fulde Skiønhed og
Fuldkommenhed. Saaledes see vi at ingen uden det
høyeste Væsen kand agte os efter vore egne Fortienester,
efterdi alle andre maae dømme om os efter vore ud¬
vortes Gierninger, hvilke kand aldrig give dem en fuld¬
stændig Kundskab til at agte os som vi fortiene, efterdi
der ere mange Fuldkommenheder hos et Menneske, som
kand ikke lade sig see i Gierninger; mange, som vel ef¬
ter deres Natur kunde lade sig see, men fattes Leylighed
dertil; eller om de alle skulde finde Leylighed til at ud¬
viise sig i Gierninger, saa kand dog disse Gierninger
vran¬


vrangeligen udtydes, eller henføres til urigtige Grund¬
Aarsager; eller om de end tydeligen viiste Grund=Aarsager,
hvoraf de have deres Udspring, saa kunde de dog aldrig
legge for Dagen disse Grund=Aarsagers Grad, Styrke og
Fuldkommenhed.
Og saasom det Høyeste Væsen er den eneste rette
Dommer over vore Fuldkommenheder, saa er hand og
deres eneste rette Belønner. Dette er en Betragtning,
som sigter til vor Nytte, ligesom den anden føyer sig ef¬
ter vor Ærgierrighed. Og hvad kunde det meest ære¬
kiære eller det meest egennyttige Menneske begiære meere,
dersom hand selv skulde giøre sig Begreb om et Væsen,
hvis Yndest og Velbehag hand vilde søge, end saadan
en Kundskab, der kand see det mindste Glimt af Fuld¬
kommenhed hos ham, og saadan en Godhed, der vil ind¬
rette Belønningen derefter?
Lad derfor den ærgierrige vende all sin Begiærlig
hed efter et berømmeligt Naun til denne Side; og, paa
det hand maae forestille sig et stort Naun, som er værd
at tragte efter, da lad ham betragte, at dersom hand
anvender sin Dygtighed og Gaver det beste mueligt er,
da vil den Tiid komme, da Verdens høyeste Regenter,
Menneskenes store Dommer, som seer enhver Grad af
Fuldkommenhed i andre, og har alle muelige Fuldkom¬
menheder i sig selv, skal offentligen udraabe hans Værd


for Mennesker og Engle, og i alle Creatures Nærværel¬
se give ham den beste og meest betydelige Berømmelse:
Vel! Du fromme og tro Tiener, gak ind
din HERRES Glæde.


V¬
Kub
en.
No. 163.
Tiisdagen den 13 Februar. 1759.
Af the Rambler No. 14.
blant de mange Usamtydigheder, som Daarlighed frem¬
bringer, eller Skrøbelighed taaler i det menneskelige
Sind, er der ofte blevet mærket en aabenbar og stærk
Uliighed imellem en Skribents Levnet og hans Skrifter; og
Milton, i et Brev til en lærd Fremmed, der havde besøgt
ham, lykønsker sig selv med stor Føye, i det hand hos sig selv
var forvisset om at have været fundet liig sin egen Carakter,
og at hand i en ensom og fortroelig Omgængelse havde vedli
geholdt den Berømmelse, som hans Skrifter havde forskaffet
ham.
De, som have faaet Lyst til at blive nærmere bekiendte
med en Skribent, fordi de have fundet en Anseelse af Dyd, el¬
ler Beviis paa høy Forstand i hans Skrifter, have visseligen
ofte faaet Aarsag til at fortryde deres Nysgierrighed; den
Buble, som glimrede for deres Øyne, er blevet til gemeent
Vand, naar de rørte ved den, og det Syyn af Fuldkommen
heder, som de havde forelsket sig i, er forsvundet, da de ønskte


at trykke det til deres Bryst. De have mistet den Fornøyelse
at forestille sig, hvor vidt den menneskelige Natur kunde op¬
høyes, og føle, maa skee, mindre Tibøyelighed hos sig selv
til at arbeyde sig op paa Dydens steile Fodstie, naar de blive
vaer, at disse, som synes best skikkede til at vise Veyen, ligge
selv og nøle neden til, som de der enten ere bange for Arbey¬
det, eller tvile om Belønningen.
Det har længe været en Skik hos de Østerlandske Mo¬
narker, at skiule sig i deres Hauger og Palatser, at skye Om¬
gængelse med Menneskene, og at være kiendte af deres Under¬
saatter alleeneste ved deres befalinger. Den samme Forsig¬
tighed er ikke mindre fornøden for den der skriver, end for den
der regierer; thi Menneskene vilde ikke meeere taalmodigen be¬
qvemme sig til at lade sig lære, end befale, af een, som skul¬
de kiendes at have de samme Daarligheder og Skrøbeligheder
som de selv. Maae skee, den der pludseligen kom ind i en
Skribents Kammer, vilde blive lige saa forundret og fortry¬
delig, som den Officerer, der havde længe gjort Ansøgning
om at indlades til Sardanapalus, og omsider fandt ham,
ikke at raadslaae om Love, eller at undersøge Besværinger,
eller at giøre Planer til Fæstninger, eller at sætte Krigs=Hæ¬
re i Orden, men at fordrive Tiden med Qvinde=Forretninger,
og at undervise Fruentimmer i deres Arbeyde.
Det er, imidlertid, ikke vanskeligt at begribe, at en
Mand for mange Aarsagers skyld skriver meget bedre end hand
lever. Thi, uden at giøre dybfindige Betragtninger, saa er
det mange Grader lættere at giøre Afridsning over en Ting
end at sætte den i Verk. En Mand fremsætter sine Leve-Reg¬


ler, naar hans Tanker ere samlede og ikke adspreedte eller ind
tagne af andre Ting, naar hand er frie for Tillokkelser af
Haab, for Anmodninger af Gunst og Kiærlighed, for Over¬
hæng af Begiærlighed, eller for Nedtrykkelse af Frygt; og er
i samme Stand, som den der paa Land underviiser i Styr
mands=Kunsten, for hvilken Søen er altid stille og Vinden al¬
tid føyelig.
De som ere kyndige i Mathematiken, kiende meget vel
hvor stor Forskiæl der er imellem den blotte Videnskab, der
har alleneste at giøre med Begreb, og naar man skal anven
de denne Videnskabs Regler til Livets Brug og Nytte; thi
her ere de tvungne til at beqvemme sig efter Materiens Ufuld¬
kommenhed og Hændelsers Virkning; ligeledes maae det er¬
indres i moralske Afhandlinger, at mange Forhindringer kom¬
me os i Veyen, naar vi skal sætte i Verk, hvilke meget lætte¬
ligen overvindes i Betragtningen. Den som tænker og efter¬
forsker, er alleneste i Fare for at tage feyl, men den som er
indviklet i Livets Handteringer, har sine egne og andres Pas¬
sioner at stride imod, og forstyrres ved tusende Uleyligheder
paa alle Sider, som forvirre ham med adskillige stridige Drif¬
ter, og enten forvilde eller tilsperre hans Vey. Hand nødes
ofte til at giøre uden Overlæg, og tvinges til at vælge førend
hand kand undersøge; hand bliver ofte overrumplet ved plud¬
selige Forandringer i Tingenes Tilstand, og forandrer sine
Anslag efter udvortes Anseelser; hand lader sig ofte leede af
andre, enten fordi han er uden Følelse, eller fordi hand er
frygtsom; hand er undertiden bange for at kiende hvad der er
ret, og undertiden finder hand andre flittige til at bedrage
ham.


Vi maae derfor ikke forundre os over, at de fleeste, om¬
givne med Bulder, Snarer og Farligheder, forsømme at ret¬
te sig efter disse Lærdomme og Bud, som de forfattede i Een¬
somhed, Sikkerhed og Rolighed, med et upartiskt Sind og
med en u-forhindret Frihed. Det er vor nærværende Stands
Beskaffenhed, at see meere end vi kand opnaae, den nøyag
tigste Aarvaagenhed og Varlighed kand aldrig fremdrage en
eneste Dag i en reen og ubeblandet Uskyldighed, meget min¬
dre kand en Siæl der er forenet med Legemet, ved sin yderste
Stræben opnaae den høye Grad i Dyd, som den kand fore¬
stille sig i Betragtning.
Det er imidlertid fornødent at fremsætte et Begreb om
Fuldkommenhed, paa det vi kand have et Maal, hvorefter
vor Stræben maae indrettes; og den som er meest efterladen
i Livets Pligter, bøder i nogen Maade for sine Feyl, i det
hand advarer andre for sine egne Forseelser, og stræber ved
sine sunde og gode Formaninger at forhindre, at andre skal ik¬
ke befænges ved hans Exempel.
Intet er meere ubilligt og ufornuftigt, endskiønt det er
meget allmindeligt, end at beskylde den for Hyklerie, der ud¬
viiser Jver for de Dyder, som hand forsømmer at øve; thi
hand kand være oprigtigen overbeviist om hvor nyttigt det er
at overvinde sine Passioner, uden at have selv endnu faaet
denne Seyer; ligesom et Menneske kand være forvisset om de
Fordeele, som ere ved en Søe= eller Land=Reyse, endskiønt hand
selv er ikke dristig eller vindskibelig nok til at foretage den, og
kand meene det gandske ærligen, naar hand raader andre til at
stræbe efter det, som hand selv forsømmer.
Den


Den Aarsag, hvilken den fordervede Deel af Menneske¬
ne have til at forhærde sig imod alt hvad der maatte bevæge
dem til Forbedring, har iligemaade skyndet dem til at give dis¬
se Modsigelser, (nemlig imellem Lærdom og Levnet) naar de
anføres imod Dyden, den Kraft og Fynd, som de ville ikke til¬
staae dem i noget andet Fald. De see Mennesker at handle
imod deres egen Nytte, uden at formode, ved andre Leylighe¬
der, at de ikke kiende den; de see dem at lade sig overvinde af
en Passions pludselige Hæftighed, og at forsømme de aller¬
vigtigste Ting for ringe og ubetydelige Fornøyelser, uden at
bilde sig ind, at de have forandret deres Tanker, eller samtyk¬
ke deres egen Opførsel. Derimod, alleneste naar der hand¬
les om moralske Pligter eller om Religionen, beslutte de at
dømme om en Mands Tanker og Meninger af hans Gier¬
ninger, og beskylde enhver for at tragte efter at bilde Verden
noget ind, hvis Skrifter bestyrkes ikke ved hans Levnet. De
betænke aldrig, at de selv hver Dag forsømme eller begaae
noget, som kommer ikke overeens med deres vedtagne Mee¬
ning, ey heller see de, at deres Forhold, som ere Talsmænd
for Dyden, kand gandske lidet forøge eller formindske de For¬
pligtelser, som deres Lærdomme og befalinger have udi sig;
Beviiser skal alleeneste omstødes ved Beviiser, og ere i sig selv
lige kraftige, hvad heller den, der fremsætter dem, selv over¬
beviises derved eller ikke.
Dog siden denne forudfattede Meening, hvor ufornuftig
den og er, vil formodentligen stedse have nogen Magt, saa er
det et hvert Menneskes Pligt at vogte sig for, at hand skal ikke
hindre Virkningen af hans egne Underviisninger. Naar hand
forlanger at andre skal troe dem, da skulde hand viise at hand


selv troer; og naar hand ved hans grundige og fornustige Af¬
handlinger lærer Dydens Anstændighed, da skulde hand, ved
sit Exempel, beviise dens Muelighed; Saa meget maae i det
mindste udkræves af ham, at hand skal ikke leve værre end an
dre, efterdi hand skriver bedre, ey heller bilde sig ind, at hand
formedelst hans høyere Forstand, maae fodre at der skal hol¬
des ham noget til gode frem for andre Mennesker af de nedri¬
gere Classer, og undskyldes, naar hand handler uden Klogskab
og Forsigtighed, eller forsømmer Dyden.
Bacon, i hans Historie om Vindene, efter at hand
har fremstillet for Jndbildingen nogen Ting som ønskelig,
fremsætter ofte i dens Sted for Fornuften ringere Fordeele som
fangelige. Den samme Maade kand og undertiden bruges i
moralske Foretagende, som denne Philosoph har betient sig af
i naturlige Undersøgninger; og naar vi først have sat en høy
og fuldkommen Ypperlighed for os, saa maae det vel tilgives
os, omendskiønt vi siunke ned til en nedrigere Grad i Dyden,
naar vi dog stedse beflitte os paa at have vort foresatte Maal
for Øyne, og stræbe efter at vi skal ikke vige tilbage, endskiønt
vi kand ikke komme videre frem.
Der fortælles om Sir Matthen Hale, at hand i en
lang Tiid holdt det hemmeligt, at hand havde overgivet sig til
Religionens strængere Pligter, paa det hand ikke ved nogen
forargelig og skammelig Gierning skulde bringe Gudsfrygt i
Foragt eller Vanære. For samme Aarsags skyld maae det
være forsigtigt af en Skribent, som frygter, at hand skal ikke
ved sin Omgængelse og Levnet bestyrke sine egne Leve=Regler,


e og van
at hand skiuler
niun
ære dem.
Der ere endnu langt fleere, hvis Nysgierrighed efter at
blive fortroeligere bekiendte med lykkelige Skribentere, reyser
sig ikke saa meget af den Mening de have om dem, at de kand
forbedre, som at de kand forlyste, og som vente af dem ikke
Beviis=Grunde imod Laster, eller Afhandlinger om Maade¬
lighed eller Retfærdighed, men vittige Jndfald, artig Skiemt
og Lystighed, eller, i det mindste, skarpe Anmærkninger, fiine
Afdeelinger, rigtige Tanker og ziirlige Talemaader.
Denne Forventelse synes vel meget skiøn og rimelig,
dog, saaledes er det beskaffet med alt menneskeligt Haab, at
den slaaer meget ofte Feyl, og disse, som ere høytagtede ved de¬
res Skrifter, blive modbydelige i deres Sælskab. En lærd
Mand fremdrager meestendeels i Eensomhed og i hans Stu¬
dere=Kammer den Tiid af hans Liv, i hvilken hans Maneerer
skulde dannes til en utvungen Belevenhed og anstændig Artig¬
hed, og naar han har faaet Videnskab nok til at blive æret,
saa har hand forsømt de ringere Ting, hvorved hand maatte
have behaget. Naar hand begynder at komme iblant Folk,
da i fald hand af Naturen er blufærdig og frygtsom, saa bli¬
ver hand mistrøftig og undseelig, efterdi hand kiender sine
Mangeler; eller om hand er født med et kækt og dristigt Mood,
da bliver hand overmodig og stolt, fordi hand selv kiender sine
Fortienester; hand bliver enten forvildet ved en ærbødig Frygt
for et fornemmere Sælskab, saa at hand ikke kand samle sine
Tanker, erindre hvad hand har læst, eller sætte sine Beviser
i Orden; eller hand er hidsig og paastaaende, hastig til at sige


imod haardnakket i at forsvare sin Mening, udmattes ved
sin egen Hæftighed og forvirres ved sin tilende Hastighed til at
triumphere.
De Tækkeligheder som høre til at skrive og til Om¬
gængelse, ere af en adskillig Art, og omendskiønt den, der er
ypperlig i det ene, maatte ved Leylighed og Fliid giordt lige
saa stor Fremgang i det andet, dog, saasom mange behage ved
deres færdige og i Hast fremførte Tale, endskiønt de forstaae
sig aldeeles ikke paa den nøyere Orden og Maade, og de meere
udarbeydede Skiønheder, som udkræves til at forfatte et
Skrift; saa er det og gandske mueligt, at de, som ere aldeeles
vante til udstuderte Skrifter, kand mangle det hurtige Be¬
greb, og den flydende Tale, som altid er fornøden til en beha¬
gelig Omgængelse. Dem kand fattes Færdighed til at give
agt paa de Leyligheder, som i en Samtale gives dem til at
fremføre deres særdeles Lærdom og Videnskaber, eller og de
ere saa fattige paa Materie, naar der tales om almindelige
Ting, at en Samtale, som er ikke egentligen om Lærde Sa¬
ger, glider over dem, som noget fremmed, hvilket de ikke be¬
gribe, eller kand tale med om.
Naar man gaaer fra en Skribents Bøger og til hans
Omgængelse, da er det alt for ofte, ligesom naar man kom¬
mer ind i en stor Stad, efter at man har beskuet den langt fra.
Førend vi komme den nær, see vi intet uden Spiire af Kirker,
Taarne af Palatser, og bilde os ind, at her boer idel Herlig
hed, Høyhed og Pragt; men naar vi ere komne ind igiennem
Portene, da finde vi den forvirret ved snevre Gader, vanhel¬
det med foragtelige Hytter, tilsperret af Trængsel,
og opfyldt med Røøg.


Kuben.
B¬
No. 164.
Tiisdagen den 20 Februar. 1759.
Af le Spectateur Francois.
Min Hr. Spectator!
er maae skee undertiden forlegen for at finde nogen Ma¬
terie til eders Blade, og min Tilstand forskaffer eder
een, som J kand giøre nyttig og behagelig. Jeg er en
Mand, som er uden Ærgierrighed, har et fromt Gemyt, en
stærk Helbred, elsker Glædskab og Lystighed, og, som mine
Venner sige, er en temmelig god Staldbroder; jeg har større
Formue end jeg behøver til at leve beqvemmeligen, og at efter¬
lade mine Børn temmeligen riige.
Me


Med alt dette vil J troe at jeg er lykkelig. Ach! ney,
min kiære Herre; jeg har en Hustrue, som forderver det alt¬
sammen, og som betager mig alle Fordeele af mine Midler,
min Naturs Beskaffenhed og min Carakteer; jeg er bedrøvet,
uagtet mit lystige Gemyt; jeg lever i Armod, u-agtet mine
Midler, som jeg har stor Lyst til at benytte mig af, og er altid
skrantvoren, ueagtet den beste Helbred i Verden.
Jmidlertiid min Hustrue, denne for mig ulykkelige
Hustrue, som volder at saa mange Midler til at være lykkelig
forsvinde imellem mine Hænder, hun er af en elskelig Skik¬
kelse, hun elsker mig inderligen, og jeg elsker hende iligemaade
af mit gandske Hierte.
Det volder hun er skindsyg, vil J sige, ney, jeg har al¬
drig mærket det mindste Anstød af Skindsyge hos hende. Der¬
som dette var hendes Svaghed, da skulde jeg helbrede hende
derfra. Jeg lader andres Koner være i Ro; min egen beha¬
ger mig, som jeg før sagde; og jeg er alt for magelig til at giø¬
re mig Umag for at behage Fruentimmer. Hvoraf kommer
det da, at hun er min Plage? det kommer deraf at hun er gier¬
rig; men i saa høy en Grad, at den meest fortvivlede Gnier
skulde meere falde i Forundring derover end tage Exempel der¬
af; jeg er end ikke saa vanartig, at jeg her skulde afskildre hen¬
de gandske som hun er, og troeligen anføre alle de Kunster,
som hendes Karrighed opfinder; jeg vil holde inde med denne
omstændelige Beretning af Kierlighed til de Gierrige, hvilke
jeg endnu anseer som min Næste, omendskiønt der findes man
ge, som ikke tilstaae dem denne Egenskab. Disse arme Men¬
nesker


nesker vilde maae skee hænge sig selv, naar de fik at see tusende
smaa Udgifter, som de i lang Tid have gjordt og endnu giø¬
re, og hvilke de virkeligen ansee som høystnødvendige, men
som min Hustrue, der forstaaer det bedre end de, har fundet
paa at spare.
J det øvrige er jeg alt for tro en Tiener af Kongen; thi
i den omstændelige Beretning jeg skulde give om hendes Kar¬
righed, vilde der findes mange Ting, som kunde lære andre at
fornærme ham i hans Jndkomster, saavelsom og mangfoldige
Kiøbmænd, hvilke jeg kunde bringe til at spille bankerot.
For Exempel, min Hustrue skriver aldrig noget Brev,
og tager aldrig imod noget. Det ene koster et Blad Papiir
det andet koster Post=Penge. O! see, om J behager, hvor¬
ledes det vilde gaae med Papiir=Handelen, og med Post=Jnd¬
komsterne, dersom alle Gniere vare ligesindede.
Og dette er endnu det ringeste af de Stykker jeg kunde
anføre. Hun opfinder hver Dag nogle nye, hvilke, om de
fik Medhold, skulde foraarsage, at Kokke, Kunstnere og
Haandverks=Folk maatte sulte ihiel; at alle Kiøbmands=Va¬
rer maatte opædes af Møl og Orme; at to tredie Deele af
Matroser og Søefolk maatte miste deres Sold, efterdi Han¬
dels=Seyladsen vilde blive unyttig; at Manufacturer maatte
ophøre, og at Republiqven Holland maatte gaae under, ef
terdi den kunde ikke meeere afsætte sine Varer.
For


For nogen Tiid siden havde mine Børn og jeg stor Lyst
til at spiise om Middagen; man gav os et Maaltid der var
saa tarveligt, at jeg lod endnu hente en Kapune, min Hu¬
strue blegnede da hun saae den, og meente at hun burde forse¬
ne denne Omkostning, og ved en særdeles Tarvelighed oprette
den Skade, som vores Umaadelighed, efter hendes Tanker,
havde gjordt.
Nu var det Tiid at vi skulde spise Aftens=Maaltid;
tvende hungrige Spurrer skulde ikke haft for meget i det, som
blev bragt paa Bordet. Sandeligen, mine Børn og jeg skif¬
tede nu ogsaa Farve. Men, min Kone, sagde jeg til hende,
her er jo ikke Mad til os. J tager feyl, sagde hun; thi jeg vil
ikke spiise i Aften. Eders Mave er i en meget slet Tilstand,
svarede jeg igien, med en tvungen Lystighed; men jeg maae
sige eder, at min er ikke saa taalig. Derpaa spiste jeg en Bid,
saasom jeg kunde ikke spiise to, med mindre jeg skulde berøvet
en anden sin Part; derefter gik jeg fra Bordet. To Timer
derefter faldt min Kone i Afmagt af bare Hunger; jeg skynd¬
te mig til hende, og bad at hun vilde spiise noget; men det var
ikke mueligt at formaae hende dertil. Lad mig være, sagde
hun, det er denne Kapune, som jeg ikke har kundet fordøye.
Det var og meere end hun kunde, efterdi hun havde ikke smagt
den.
J begriber vel, min Herre, at denne næsten ævigvaren¬
de Afholdenhed maae volde at alle Ansigter i mit Huus see
vansmægtige ud; ja, naar jeg kommer hiem, tænker jeg at
jeg kommer ind i en Udørk; thi der hersker saadan en bedrøve¬


lig Stilhed; Kiøkkenet er saa koldt; mine Børn ere saa fa¬
stende, saa alvorlige; deres Blod har formodentligen saa li¬
den Varme; det løber saa langsomt omkring; jeg selv, naar
jeg seer alt dette, bliver saa nedslaaet, saa forbauset; at nu
da jeg alleeneste fortæller eder Sagen, og omendskiønt jeg er
ikke hiemme i mit Huus, føler jeg virkeligen at mit gandske
Legeme bliver dødt af Melankolie.
J vil gandske vist svare mig, at jeg er Herre, og at, der¬
som jeg lider, da er det min Føyelighed, som jeg bør give skyld
derfor. Det er sandt; jeg har endnu ikke kundet overtale mig
til at sige med en fyndig Tone til min Hustrue, Jeg vil.
Jeg er det allerkleinmodigste Menneske i Verden, det aller¬
koldsindigste, og den største Fiende af Støyen, fornemmeligen
imod Folk, som jeg holder noget af; og jeg seer det meget vel,
at dette er Aarsagen dertil, at min Kone bliver mager i sin
Magelighed; at jeg plages med en stedsevarende Hoved=Pine,
og at mine Børn blive hverken fødte eller klædte; jeg siger:
eller klædte; thi om Sommeren qvæles de af Heede, og
om Vinteren skælve de af Kuld; efterdi min Kone veed ingen
Forskiæl paa Aarets Tider; og hvad Klæder angaaer, da
blev hun saa fortrydelig, saa fortørnet, den sidste gang da hun
kiøbte nogle, at jeg kom over hende i hendes Kammer, da hun
sad og med største Alvorlighed pønsede paa, hvorledes hun paa
en skikkelig Maade kunde undvære dem. Jeg forestiller mig,
at hun med det allerførste vil finde det Middel som hun
søger.
Veed


Veed Jvel, min Herre, hvorledes jeg bærer mig ad, naar
Taalmodigheden forgaaer mig mod hende? Jeg styrer min Vre¬
de; jeg gaaer strax ud, og paa staaende Fod kiøber hende en ny
Klædning. Denne Klædning er meere eller mindre prægtig,
ligesom jeg er meere eller mindre vreed. For to Maaneder si¬
den var jeg saa forbittret, at jeg kiøbte hende et Stykke Tøy af
bare Guld; hun besvimede, da hun saae det, og jeg havde no¬
gen Rolighed i sex Uger; derefter begyndte hun paa en frisk,
saa at hun i disse Dage har givet mig et Maaltiid, hvorved
hun lod see saadan en ny og ugemeen Prøve af Sparsommelig
hed, at jeg, for at straffe hende derfor, løb strax ud og kiøbte
hende et kostbart Hoved=Sæt; dette bragte hende til Lydighed;
hun blev lærvillig i nogen Tiid, og lovede at ville forbedre sig;
men, sandt at sige, disse Revselser trættes jeg ved; og saasom
hun læser eders Blade, hvilke hun faaer til laans, saa ønskte
jeg gierne, at J i en af eders Afhandlinger vilde forsøge at hiel¬
pe mig, ved saadanne Betragtninger, som kunde faae hende
til at skamme sig ved sin Karrighed, og hvorved jeg kunde for¬
skaanes for at kiøbe de Riis, som jeg tugter hende med.
Men dersom J skulde ikke udrette noget dermed, da har
jeg besluttet hvad jeg vil giøre, og reent ud at sige, jeg har sat
mig for at skille mig ved hende; det er langt fra at jeg vil bru¬
ge enten Staal eller Forgift imod hende, der har jeg ikke Hier¬
te til, og det er ikke det som jeg vil sige. Jeg har langt uskyl¬
digere Midler til at tage Livet af hende, saadanne Midler, som
belee alle Undersøgninger, og som, jeg troer, næsten ikke be¬
svære min Samvittighed. Jeg vil ikke myrde hende, jeg skal
alleeneste blive en Aarsag til hendes Død, og en Aarsag, der


efter mine Tanker, er meget viidt borte. Jeg vil tage Livet
af hende ved Spøg, og Spøg er gandske vist ikke forbudet,
naar det skeer paa en ærlig Maade; J maae nu selv dømme
derom.
Det har været min Maade nu i ti eller tolv Aar, naar
jeg vil forlyste mig, have mine Venner hos mig, give dem et
Maaltiid, at føre dem hen til et lidet Huus, som jeg har ley¬
et, min Kone uvidende. Derforuden drager jeg undertiden i
Sælskab ud paa Landet; jeg gaaer til Skue=Spil med Fruen¬
timmer; jeg spiller; mellemstunder taber jeg. Min Kone
veed intet af alt dette; og jeg veed ikke hvorledes det maae væ¬
re baaret mig for, at hun engang vilde drive mig til det yderste,
og at det blev mig umueligt at leve med hende; thi jeg har al¬
tiid været saa forsigtig at holde en Fortegnelse baade over mit
Tab, og over de Udgifter, som hun ikke veed noget af. Oh!
det er med denne Fortegnelse at jeg vil tage Livet af hende, min
Herre; der seer J min Dolk; den er i god Stand; den skal ik¬
ke glippe; Summen af disse anførte Udgifter beløber sig til
5000de Rdlr. Jeg holder den gandske i Bereedskab. J gaar
havde jeg allereede taget mit Gevær frem af mit Skriver=Pult;
jeg vilde fuldføre mit Forsæt; jeg har aldrig fundet saa stor Lyst
til at dræbe hende; kort sagt, min Kone havde ikkun et Øye¬
blik at leve i; jeg gik ind i hendes Kammer, hun sad ved hen¬
des Natbord; hun har de deyligste Haar i Verden; de vare
udslagne; dette gav hende saadan en from og yndig Anseelse;
hun smiilede da hun saae mig, og derved giorde mig værgeløs;
jeg havde ikke Magt til at tage mit Papiir frem og legge det


for hendes Øyne, min ømme Kierlighed skænkte hende Livet.
Men, min Herre, jeg mærker vel, at dette er kun en Opsæt¬
telse. Jeg kand ikke længere holde det ud; jeg beder eder, at
J vil redde hendes Liv, formane hende det beste J kand, og
frelse hende fra en pludselig Død, som jeg dagligen fristes til at
paaføre hende. Jeg venter denne Gunst af eder
med Utaalmodighed, og jeg er &c.


Bi¬
Kuben.
No. 165.
Tiisdagen den 27 Februar. 1759.
Af the Adventurer No. 52.
Til Mr. Adventurer.
Min Herre!
mendskiønt der ere mange Ulykker, som kand lige vel ram¬
me alle Mennesker, saa har man dog den Tanke, at
der ere nogle Slags indvortes Elendigheder, som egent¬
ligen tilkomme de Onde og Lastefulde De adskillige Plager
af Sygdom og Fattigdom, Smerte og Sorg, have ofte deres
Oprindelse fra andre; men Blusel og Skamfuldhed holdes for
at komme fra os selv, og at foraarsages alleneste ved den Mis¬
handling, som de straffe. Denne Meening har visseligen et
stort Skin af Riimelighed; men jeg er overtydet ved det aller¬
stærkeste Beviis at den er ikke sand. Jeg kand sætte Forfaren
hed imod Betragtning; og saasom det vil udvise sig, at jeg


lider et betydeligt Tab ved mit Vidnesbyrd saa maa man
tilstaae, at det har det allertydeligste Tegn af Oprigtighed.
At et hvert Menneske er lyksaligt ligesom hand er dydig
til, var fordum min kiæreste Grund=Regel; jeg fremsatte og
forsvarede den i alle Sælskaber; og for at anvende min For¬
stands yderste Kraft paa at stadfæste den, saa forfattede jeg
en Kiæde af Hændelser, hvorved den blev oplyyst og bestyrket;
og paa det jeg maatte forestille Sagen meere livagtigen end ved
en blot Fortælling, og pryde Tankerne med Poesiens Skiøn¬
heder, saa indrettede jeg min Historie efter de Regler, som hø¬
re til Skue=Spil, og med stor Fliid og Arbeyde forfattede den
i en Tragoedie.
Da den var færdig, satte jeg mig ned, ligesom Hercules
efter hans Arbeyder, frydende mig over det forbigangne, og
i Forveyen glædende mig ved det tilkommende. Jeg læste den
for enhver Ven, som giorde mig den Ære at besøge mig, og
naar jeg gik ud, tog jeg den altid i min Lomme. Saaledes
blev den bekiendt for en Forsamling, der stedse formeeredes,
og omsider talte man med saa stor Berømmelse om den til en
meget stor Frue, at hun beviiste mig den Naade at sende mig
Bud og indbyde mig til at drikke Thee med hende Klokken ni
næste Morgen; hvorved hun tillige lod mig vide, at et udvalt
Sælskab vilde da vente den Fornøyelse at høre mig læse min
Tragoedie.
Den Fornøyelse jeg fandt i at betragte mit Arbeyde, mi¬
ne Venners Berømmelse, og fornemmeligen dette Bud, var
i mine


i mine Tanker et haandgribeligt Beviis paa min Grund=Mee¬
ning, og en Belønning for min Fortieneste. Jeg giorde med
stort Selv=Behag Anmærkninger over det allmindelige Kla¬
gemaal, at Lærdom og Vittighed havde ingen Velyndere el¬
ler Befordrere, og jeg sluttede, at alle de som vare blevne for¬
sømte, havde ikke fortient at komme i Betragtning. Jeg tro¬
ede at min egen Ophøyelse var ikke alleneste vis men nær; og
at jeg kunde være forvisset om at mit Stykke skulde blive offent¬
ligen forestillet, saasom jeg tvivlede ikke paa at man vilde sen¬
de Bud derom til Forstanderen for Skue=Pladsen; hvorved
jeg skulde befries for det Bryderie og den Møysommelighed,
at giøre selv Opvartning og Ansøgning derom.
Opløftet ved disse Forventelser stod jeg tiiligen op om
Morgenen, og saasom jeg var paaklædt førend det var Tiid at
gaae ud, saa fordrev jeg Tiden med at oplæse lydeligen de
Stykker af min Tragoedie, som jeg holdt for de ypperste; jeg
lavede mig paa ziirlige Svar til de Complimenter, som skul¬
de giøres mig, og overlagde de fornødne Ceremonier ved min
Besøgelse.
Jeg tog den bestemte Tiid saa nøye i agt, at jeg bankede
paa Dørren, imedens Klokken endnu slog ni. Man havde
givet befaling om at lade mig komme ind; og saasom Port¬
neren var andensteds i Forretning, saa hendte det sig, at den
Tiener, som det tilfaldt at føre mig ind, aabnede Dørren i
hans Sted, og da hand havde hørt mit Naun, gik hand strax
for ved mig ind i Stuen; saa at hand ikke fik at see en forfær¬
delig stor Hale af brunt Paviir, som nogen skalkagtig Dreng,
maat¬


maatte have hengt med en kroget Knappenaal imellem de tven¬
de Lokker af min store Perryk. Jeg fulgte efter Tieneren ind
i et prægtigt Værelse, og efter at jeg var kommet inden for et
meget stort Indiansk Skiermbret, fandt jeg fem Fruentimmer
og en Mands=Person.
Jeg blev lidet forvirret i min første Antrædelse, ved den
Ære, som man beviiste mig, og den Nysgierrighed, hvormed
jeg blev betragtet; imidlertiid giorde jeg dog min Compliment
for dem alle i Allmindelighed, og derpaa vendte mig i Sær¬
deeleshed til den ældste iblant Fruentimmerne, hvilken jeg an¬
saae for min Velynderske, og tilkiendegav hvor høyt jeg skiøn¬
nede paa den Ære hun havde beviist mig, i en kort Tale, hvil¬
ken jeg havde forud bereedt mig paa til denne Leylighed; men
det blev mig strax sagt, at den Frue, hvis Gunst jeg havde er¬
kiendt, var ikke endnu kommet ned; denne Vildfarelse forøge¬
de min Forvirring; thi saasom jeg kunde ikke igien bruge de
samme Ord, saa betænkte jeg, at jeg skulde i det mindste være
ubereedt til denne Leylighed, hvorved jeg vilde have brugt dem.
Sælskabet blev imidlertid stedse staaende; hvorfor jeg hasti¬
gen vendte mig om, for at see hvor min Stool var; men saa¬
snart jeg havde sat mig, mærkte jeg at de allesammen havde
ondt ved at bare sig for at lee. Jeg tænkte strax at jeg maatte
have begaaet nogen latterlig Ueanstændighed, og jeg lavede
mig til at undskylde jeg vidste selv ikke hvad for en Forseelse;
men da jeg havde lidet siddet i Tvil, kunde jeg ikke fremføre et
Ord, saa overmaade nær tog jeg mig det. Jmidlertiid var
den nærværende Herre saa artig og aabenbarede Aarsagen til
deres Latter, i det hand talede imod Pøbelens grove Selvraa¬


dighed, og i det samme tog hand bag fra mig den dinglende
Hale, som vanærede min Hoved=Prydelse. Dette forskaffe¬
de mig en u-sigelig Lindring, mit brune Papiir blev kastet paa
Jlden, og jeg loe derover tillige med de andre; men jeg var endnu
forvirret over min Vildfarelse og Følgerne deraf, og ventede
efter Fruen, som jeg var indbudet af, med Bekymring og
Frygt.
Da hun kom ind, blev jeg slaaet med en undseelig Frygt,
formedelst den Ærbødighed, hvormed hun blev begegnet af
Personer, der vare saa meget høyere end jeg; jeg havde ikke
meere Magt til at betænke hvad jeg skulde sige, og besluttede
derfor at udtrykke mine Tanker alleneste ved et meget dybt
Buk og ved en ydmyg Opførsel; jeg trinede derfor i en Hast
tilbage, og da jeg i det samme bukkede mig med den dybeste
Ærbødighed, var jeg saa ulykkelig at støde Skiermbrettet om¬
kuld, som ved sit Fald veltede Theebordet, slog alt Porcelai¬
net i stykker, og lemlæstede den lille Skiøde=Hund. Midt i all
denne Ødeleggelse stod jeg følesløs i Taushed og Forbauselse,
og blev døvet ved Fruentimmernes Skriig, Hundens Hylen,
og Klangen af det sønderslagne Porcelain; og medens jeg be¬
tragtede mig selv som Aarsag til saa mange Ulykker, saa troer
jeg at jeg følte saa smertelig en Hierte-Angest, som den der
med en Strikke om sin Hals seer op, medens den anden Ende
deraf giøres fast paa en Galge.
Jmidlerttid blev Skiermbrettet strax sat paa sit Sted
igien og det sønderslagne Porcelain taget bort; og omendskiønt
alles Tanker vare alleeneste henvendte til Hunden, saa vend¬


te Fruen sig dog undertiden til mig; hun bad mig meget høfli¬
gen at jeg vilde ansee denne Hændelse som en Ting der var af
ingen Betydning; Porcelainet, sagde hun, laae der ingen
Magt paa, og hun haabede at Hunden havde faaet større
Skræk end Skade. Jeg giorde nogen Undskylding, men med
stor Forvirring og uden Sammenhæng; endeligen satte vi os
dog igien og Frokosten blev bragt ind.
Jeg hørte med en overmaade Græmmelse, at der blev
ikke talet om andet end om Hundens Dyder og hvad der kunde
flyde af den Skade hand havde faaet; den blev randsaget med
stor Fliid og Bekymring, og det befandtes, at den havde faa¬
et en Skramme i Huden langs ned af det ene Forbeen. Ef¬
ter at man havde brugt nogle Midler, blev dens Pude lagt i
Hiørnet hos hans Frue, hvorpaa den lagde sig, men peeb i
Sandhed meget jammerligen.
Jeg begyndte nu at komme til mig selv igien af den For
virring jeg havde været i, og havde just lavet mig til at bringe
en nye Materie paa Tale, da jeg, i det jeg slog mine Øyne
ned, blev atter sat i den yderste Bestyrtning, over at see noget
hænge ned for fra min Stoel, hvilket jeg bildte mig ind var et
Stykke af min Skjorte; omendskiønt det var virkeligen ikke
andet end Hiørnet af en Serviet, hvorpaa jeg sad, og som var
blevet forglemt paa Stolen, imedens den Tummel varede,
som Skiermbrettets Fald havde foraarsaget.
Min


Min Forvirring blev snarligen mærket omendskiønt
man giættede ikke den rette Aarsag dertil; og Fruen, i Haab
at betage mig den, ved at give mig Leylighed til at fremviise
mine Gaver og Dygtighed, uden Tvang af Ceremonie, be¬
giærte at jeg vilde nu giøre hende den Fornøyelse, som hun saa
hæftigen havde længtes efter, og læse min Tragoedie.
Jeg maatte derfore tage mit Stykke frem, og da jeg hav¬
de fundet Leylighed at knappe i en Hast Hiørnet af Servietten
ind, imedens mit Papiir laae aabnet i mit Skiød, begyndte
jeg at læse; og omendskiønt min Røst var i Førstningen mat,
skælvende og famlende, saa bleve dog mine Tanker omsider
dragne fra min Tilstand til min forehavende Materie; jeg læ¬
ste med større Eftertryk og Tydelighed, og begyndte at vente
paa de Virkninger, som jeg haabede at frembringe hos mine
Tilhørere; men jeg fandt med en overmaade Græmmelse, at
naarsomhelst jeg holdt op, for at give dem Tid til en Anmærk¬
ning eller en Berømmelse, saa blev denne Mellem Tiid an¬
vendt paa at ynke og bejamre Hunden, som endnu blev ved at
pibe paa sin Pude, og som man beklagede med disse kiærlige
og bevægelige Ord: Ah det arme, kiære, vakkre, lille Crea¬
tur
Jmidlertiid hændte det sig dog, at der forekom nogle
Ting i den fierde Act, hvorved mine Tilhøreres Passioner ble¬
ve kiendeligen bevægede, og jeg fornøyede mig inderligen over
min Lykke, da det Fruentimmer som sad næst ved mig, til al
Ulykke aabnede sin Snustobaks=Daase, men da hun ikke uden


nogen Vanskelighed kunde lukke den op, saa foraarsagede Stø¬
vet, som fløy op deraf, at jeg kom til at nyse; hvilket strax
forvoldte, at min øverste Læbe atter bragte mig i Uorden; jeg
leedte derfor hastigen efter mit Tørklæde; og jeg fornam, ikke
med mindre Bestyrtning end om jeg havde seet en Aand, at
nogen havde stiaalet det ud af min Lomme; imidlertid hæng¬
te den skændige Uhumskhed som en Jistap ned til min Hage;
og Sælskabet, som ved dette Tilfald havde kastet deres Øyne
paa mig, vendte dem nu bort igien, og jeg kunde see paa dem,
at deres Medynk var ikke mægtig til at modstaae den Latter,
som min Betryk foraarsagede. Hvad jeg udstod i dette Øye¬
blik, kand hverken udsiges eller begribes, i denne mit Sinds
Bekymring vendte jeg mit Hoved nu til en nu til en anden
Side, uden selv at vide hvad jeg søgte; og omsider holdt jeg
mit Papiir op for mit Ansigt, og var nødt til at betiene mig
af Enden af min Halsklud, hvilken jeg igien knappede ind i min
Barm. Efter megen møysommelig Stræben begyndte jeg
igien at læse, og mine Tilhørere vare atter meget agtsomme.
Den fierde Act var nu ude, og de udviiste en stor Attraa efter
at høre Udfaldet. Jeg begyndte derfor den femte Act med
frisk Tilliid og Munterhed; men førend jeg havde læst en Si¬
de, blev jeg forhindret ved tvende Herrers Ankomst, som va¬
re af høy Byrd, og offentligen bekiendte sig til Bukke=Lauget;
deres Ærende var at føre Fruentimmerne hen til en Au¬
ction.
(Slutningen skal følge.)


P¬
Kuben.
No. 166.
Tiisdagen den 6 Marti 1759.
Slutningen af det Foregaaende.
eg stod op med de øvrige af Sælskabet, da de kom ind;
men hvor forbauset blev jeg, da jeg fornam, at Ser¬
vietten, som jeg havde ulykkeligen bemægtiget mig ved
det ene Hiørne, hængte ned fra mit Bælte=Sted til Gulvet!
Af denne Betryk blev jeg dog reddet ved den Høyvelbaarne
Buk, som stod mig nærmest; hvilken med en stor Forundrings¬
Eed snappede Servietten fra mig, kastede den til Tieneren og
sagde, at hand havde frelst den fra Rotterne, som slæbte den
efterhaanden ind paa et Sted, hvor hand vilde aldrig leedt ef¬
ter den. De unge Fruentimmer bleve neppe mindre skamful¬
de ved denne Hændelse end jeg, og den Høyadelige Matrone
selv blev noget forvirret; hun saae min overmaade Bestyrt¬
ning, og fandt for got at undskylde hendes Fætters Opførsel:
Hand er en vild Krabat, min Herre, sagde hun, hand


spiller saadanne Pudser mod enhver; men det er hans Maa¬
de, og ingen keerer sig derom. Da vi atter havde sat os, og
Fruentimmerne vilde ikke lade sig overtale til at gaae ud, er¬
klærede Bukkene, at de vilde blive og høre den sidste Act af
min Tragoedie, man begiærte derfor, at jeg vilde fare fort.
Men mit Sind var kommet i saadan en hæftig Bevægelse, at
jeg havde hverken Mood eller Kraft dertil; og jeg blev derfor¬
uden sat i Frygt ved tvende Personers Nærværelse, som syn¬
tes at betragte mig og mit Arbeyde alleneste som noget at lee
af og spøge med. Jeg vilde gierne have frafaldet alt det, som
jeg om Morgenen havde giørdt mig Haab om, for at faae den
Værdighed igien, som jeg allerrede havde tabt i mine egne
Tanker; og jeg havde neppe andet Ønske, end at jeg, uden
videre Vanære, maatte vende tilbage til min ubekiendte Een¬
somheds rolige Skygge. Men Fruentimmerne vilde dog ikke
have Ney, og jeg var omsider nødt til at føye dem.
Jeg blev meget fornøyet og forundret over den Opmærk¬
somhed, med hvilken mine nye Tilhørere syntes at give agt
paa hvad jeg læste; Skiødehunden taug nu stille, min Røst
blev meere og meere bevægelig, ligesom Tragoedien blev før¬
geligere; og jeg glædede mig ved det smiggrende Haab, at
Poesie og Sandhed vilde endnu beholde Seyer; men just da
dette skulde yttre sig, begiærede den Herre, som havde taget
Servietten fra mig, at jeg vilde holde op et halvt Øyeblik; der
var just faldet ham noget i Tanker, hvilket hand ellers maat¬
te forglemme, om hand ikke nu fortalte det; derpaa vendte
hand sig til sin Staldbroder og sagde: Hans, der blev sidste
Løverdag solgt paa Smithsields Torv den største Oxe, som


jeg har seet i min Livs Tiid. Denne vanartige Stræg var
saa latterlig, at baade Medynk og Anstændighed gave efter,
og min Velynderske selv brast i Latter; hos mig derimod gior¬
de det en gandske anden Virkning; thi dersom man havde gre¬
bet mig i et mislinget Lomme=Tyverie, saa kunde jeg ikke følet
meere Skam, Forvirring og Angest. Jmidlertid blev denne
Latter, som Sælskabet var saa uformodentligen bragt i, strax
dæmpet igien; og den Person, som havde foraarsaget den
blev alvorligen sat til rette. For at forsone denne Græmmel¬
se, som jeg havde udstaaet, begiærte Fruentimmerne med
største Attraae at høre Slutningen, og jeg blev ved ideligen
igientagne Berømmelser opmuntret til at fare fort; men om¬
endskiønt jeg atter stræbte at komme til mig selv igien, og paa
nye begyndte den Tale, i hvilken jeg var blevet hindret, saa
vare dog mine Tanker stedse forvildede, min Røst famlede,
og jeg havde neppe Aande til at fuldføre den første Meening.
Dette mærkte den Buk, som havde saaledes plaget mig;
hand snappede derfor pludseligen Papiiret fra mig og sagde at
jeg læste ikke mit Stykke saa vel som det fortiente, og at hand
selv vilde fuldende det. Hand begyndte da at læse, men hans
Ansigts tvungne Alvorlighed, hans Røstes unaturlige Tone,
og Erindring om hans sidste Jndfald angaaende Oxen, op¬
vakte saadanne Følelser, som ikke kunde bestaae enten med
Medynk eller Skræk; og giorde mig overmaade elendig, saa¬
som Sælskabet derover var stedse færdigt til at briste i Latter.
8 Af¬


J Afhandlingen af min Tragoedie var Dyden blevet un¬
derstøttet ved sin egen Værdighed, og havde fornøyet sig ved
at nyde en indvortes og selvstændig Lyksalighed, endog medens
den var indviklet i en Kiæde af udvortes Elendigheder, som
endtes i Døden; og Udyd var, ved sine egne Anslags Frem¬
gang, bragt i Skam, Angest og Forvirring. Disse Hændel¬
ser vare i Sandhed naturlige; og derfor gjorde jeg denne Poe¬
tiske Slutning, med all Tilliid af et klart Beviis, at Hel¬
vedes Piinseler og Himelens Lyksalighed ere ikke fornødne
til at retfærdiggiøre Guderne; efterdi, hvadsomhelst Uliig¬
hed der end kand foregives i de udvortes Tings Uddeeling, saa
er dog Sindets Rolighed stedse Dydens Herlighed og For¬
trin, og indvortes Elendighed kand alleeneste ramme de Skyl¬
dige.
Men den indvortes Elendighed, hvilken jeg udstod i det
samme Øyeblik, da denne af mig saa høyt agtede Meening
blev læst, gav mig en uimodstaaelig Overbeviisning om at den
er falsk; thi naar jeg undtager Frygten for den Straf, hvil¬
ken jeg uformærkt havde negtet, saa følte jeg all den Plage,
som en Misgierning kunde tilføye. Medens jeg fuldførte et i
mine Tanker dydigt Foretagende, blev Rolighed uddrevet af
mit Hierte, ved Hændelser, som forenede sig med andres La¬
ster; og den Elendighed som jeg udstod, blev i en Hast større
og større; thi ikke alleneste min Glæde og Lyksalighed, men
og mit Haab havde nu en Ende; min Tragoedie, hvorpaa
begge Deele havde beroet, var kastet omkuld fra sin Grund¬
vold, og jeg var saa hæftigen bevæget, at jeg tog Afskeed med
saadan en pludselig Hastighed, som udviiste min Jammer og
For¬


Forvirring. Jeg bekymrede mig ikke om hvad der skulde siges
om mig, naar jeg var gaaet bort; og maae skee, i det Øye¬
blik da jeg gik ud af Huuset, var der ikke et meere elendigt Men¬
neske i Verden end jeg. Morgenen derpaa, da jeg koldsindi¬
gen eftertænkte disse Hændelser, vilde jeg gierne have foreenet
min Forfarenhed med mine Grund-Regler, endog paa min
egen Dyds Bekostning. Jeg vilde have meent, at min Be¬
giærlighed efter bifald og Roos var uordentlig, og at en dy¬
dig Ligegyldighed angaaende andres Mening, vilde have fo¬
rekommet all min Fortræd; men jeg blev nødt til at tilstaae,
at det var ikke mueligt at faae denne Ligegyldighed, og at in¬
tet Menneske bliver lastværdig, fordi hand ikke udretter umue¬
lige Ting; der kand være høye Grader i Dyd, hvilke vi ikke
kand opnaae; men for at blive lastværdige, maae vi enten
giøre noget, som vi have Magt til at holde os fra; eller for¬
sømme nogen Ting, som vi have Magt til at giøre; der blev
derfor intet andet Middel tilbage, for at faae noget af den An¬
seelse igien, som jeg havde mistet, end at fremsætte i en nye
Klarhed en Sandhed, som jeg havde nyeligen opdaget ved saa
usædvanlige Midler, og med denne Hensigt er jeg berettiget
til at søge en Plads i Eders Blade. Jeg er, min Herre,
Eders &c.
DRAMATICUS.
Af
K¬


Af den Eng
326.
Min kiære Herre!
eg beder at J vil lade dette trykke suden Ophold, og ved den
første Leylighed give os de naturlige Aarsager til den Lyst
om paakommer frugtsommelige Qvinder; eller betage mig
den Frygt jeg har, at min Kone vil en eller anden gang føde
noget til Verden, der er saa vanskabt, som nogen Ting, der
er endnu seet; thi man siger, at Barnet skal ligne det, som
Moderen havde Lyst til. Jeg har været giftet henved sex Aar,
har haft fire Børn, og min Kone er nu høyfrugtsommelig med
det femte. De Omkostninger hun har bragt mig i, for at for¬
skaffe hende hvad hun fik Lyst til, medens hun lavede til Bar¬
sel med dem, vilde ikke alleneste været nok til at bestride de Ud¬
gifter, som hendes Barsel=Seng udkrævede, men og hvad der
behøvedes til deres Optugtelse; thi hendes Begiærlighed var
saa umaadelig i det første Aar eller to, at den ikke lod sig ind¬
skrænke til de sædvanlige Ting af Æde eller Drikke=Varer,
men den løb ud paa Eqvipage, Boeskab, og deslige Uordent¬
ligheder. Jeg vil alleeneste besvære eder med at opregne nogle
saa af dem; da hun lavede til Barsel med Thomas, min
ældste Søn, kom hun engang hiem gandske afmægtig, og for¬
talte mig, at hun havde besøgt en af hendes Paarørende, hvis
Mand havde foræret hende en Karrete og et par prægtige He¬
ste; og hun paastod, at hun kunde ikke leve en Uge længere,
om


om hun ikke inden den Tiid fik lige saadan en til at kiøre ud og
tage frisk Luft i; jeg føyede hende villigen heri, heller end jeg
skulde miste en Arving. Derfter maatte hun have et andet
Betræk i hendes beste Stue, eller Barnet vilde faae Lignelse
af nogen af disse græselige Figurer, som vare paa det gammel¬
dags Tapetserie. Velan, der blev sendt Bud efter Tapet¬
Handleren, og hendes Lyst stillet den gang. Da hun var frugt
sommelig med Maria, havde hun faaet Lyst til et nyt Sølv¬
Tøy, og saa meget Chinesisk Porcelain, som kunde forsynet
en Porcelains=Bod; disse Ting forskaffede jeg hende og meget
gierne, paa det jeg skulde ikke blive Fader til en Jndiansk Af¬
gud. Hidindtil fandt jeg at jo meere jeg bevilgede hende, jo
større Ting begierte hun, og var hun blevet saaledes ved, da
var jeg blevet gandske forarmet; men det var en Lykke, at da
hun gik med det tredie Barn, som var Margrete, faldt hen¬
des Lyst ned til et Stykke af en Vildt=Postey; og engang laae
hun endog paa hendes Knæ og gnavede Ørene af en Griis paa
Spiddet. Jeg fandt det meget lættere at fornøye hendes
Smag end hendes Forfængelighed; og undertiden en Agerhø¬
ne, eller en Vagtel, en Sneppe, eller Laaret af en Lerke ble¬
ve gandske gierne kiøbte til hende, ja jeg kunde være tilfreds,
om jeg skulde føde hende med grønne Erter i April og med Kir¬
sebær i May=Maaned. Men med det Barn hun nu gaaer er
hun paa ny blevet en ung Pige og har faaet Lyst til at æde
Kalk, foregivende at det vil giøre Barnets Huud hviid; og
intet kand fornøye hende undtagen at jeg maae giøre hende
Sælskab, for at forekomme, at det skal ikke blive bruunladent
efter mig; men i dette har jeg vovet at sige hende Ney. Det
er ikke længere siden end i gaar, da vi kiørte her til Byen, at
hun


hun saae et par Krager som saa hierteligen toge deres Frokost
paa et Stykke Heste-Kiød, at hun fik en uovervindelig Lyst til
at spiise med dem, og (til min ubeskrivelige Forundring) bad
Kudsken skiære hende en Kiile deraf, ligesom det var for ham
selv; hvilket Karlen og giorde; og saasnart hun var kommet
hiem, faldt hun derpaa med saadan en Graadighed, at hun
syntes heller at sluge det i sig end spiise det. Hvad hendes næ¬
ste Lyst vil blive, det kand jeg ikke giætte; men imidlertid er
min Begiæring til eder, at dersom der er noget Raad til at sty¬
re, ved Fornuft=Slutninger og grundige Beviiser, disse vilde
og u-begribelige paakommende Lyster, J da med det allerfør¬
ste vil giøre os Bistand. Dette er en større Besværing end
Naale=Penge; og jeg meener at der i enhver Ægte=Pagt bur¬
de indføres en Artikel, at Faderen skulde være ansvarlig for de
Lyster, som hans Datter faaer i disse Tilfælde. Men jeg ven
ter med Utaalmodighed eders Tanker om denne Sag, og er,
min Herre,
Eders høystforbundne, ydmyge Tiener
T. B.
P.S. Lad mig vide om J meener, at dette næste Barn vil hol¬
de saa meget af Heste, som Maria holder af Porce¬
lain.


Kuben.
V¬
No. 167.
Tiisdagen den 13 Martii 1759.
Afthe World No. 31.
Fallit te incautum pietas tua
Dit gode Hiertelag, ved Uforsigtighed,
Dig ofte bringe vil i Fare og Fortred.
Til Mr. Fitz=Adam.
Min Herre!
vil ved Slutningen af dette Brev finde Aarsagen, hvor¬
for J besværes dermed. Jeg er en Præstemand; og
een, som jeg haaber, der har hidindtil, saavidt hans
Naturs Ufuldkommenheder vilde tillade, efterkommet hans Em¬
bedes Pligter. Jeg haaber iligemaade, at jeg skal ikke for¬
tørne nogen ved at sige, at jeg har lagt meere Vind paa at læ¬
re andre Christendommens moralske Pligter, end at forklare
dens Hemmeligheder, eller at faae Menneskene til at samtyk


ke med deres Tunger, hvad deres Forstand kand ikke have no¬
get Begreb om. Den store Pligt af Godhiertighed, saasom
det var stedse min anden Omsorg at indprente den, saa var
det og min anden Fornøyelse at øve den. Men ved en ulyksa¬
lig Følge af Forfarenheder er jeg tvunget til at erklære, at jeg
har været ulykkelig i samme Grad, som jeg har været godhier¬
tig; og har forringet mig selv, saa ofte jeg har arbeydet paa
at ophøye den menneskelige Naturs Værdighed.
J Aaret et tusende syv hundrede og otte og tredive, da
jeg var Capellan til et Præste=Kald i York, fandtes følgende
Beretning indført i alle de Londonske Nye Tidender:
Yørk den 25 Martii.
I Dag bleve Villiam Wyatt og John Sympson hæng¬
te her, som havde gjordt Indbrud i Huuse; de forholdte sig
meget bodfærdigen, men bekiendte ikke. Ved Galgen var
Bøddelen drukken; og da hand meente at der vare tree som
skulde hænges, saa vilde hand legge en af Strikkerne om Præ¬
stens Hals, da hand stod paa Karren; og det var med stor
Nød at Arrest=Forvareren kunde afværge det.
Denne Præst, min Herre, var jeg selv; og alle Om¬
stændighederne i denne Beretning vare virkeligen gandske rig¬
tige, undtagen at Arrest=Forvareren var ligesaa drukken som
Bøddelen; og at det skeedte ikke førend Strikken var med Magt
lagt mig om Halsen, og Karren skulde just kiøre bort, at Dom¬
merens Betientere forhindrede det og rettede Forseelsen.
Saaledes var jeg i Fare for en skammelig Død, i det jeg
forrettede mit Embedes Pligter, og ved min ømme Omsorg
for disse arme Ulyksaliges Siæle, da jeg opvartede dem i deres
sidste


sidste Øyeblik, for at trøste deres Hierter, og bringe dem til at
bekiende den Misgierning, som de skulde lide for. Men det
blev ikke ved den Forhaanelse, som vederfores mig ved Gal¬
gen. Der er i York, Mr. Fitz=Adam, ligesaavel som i Lon¬
don, Spottefugle imod Præsterne; og jeg forsikkrer eder, paa
mit Embedes Sanddruhed, at jeg næsten aldrig efter den Tiid
gik igiennem Gaderne der i Byen, uden at blive hilset med det
Naun af den halv=hængte Præst.
Tiden havde neppe formindsket denne Forhaanelse, før¬
end der mødte mig endnu et verre Tilfald. Jeg var saa ulyk¬
kelig at sende et Advertissement til Avis=Skriveren, af dette
Jndhold: At dersom et vist ungt Fruentimmer. (som da, end¬
skiønt jeg ikke vidste det, var den naunkundigste Skiøge i Lon
don, og holdt et Caffee=Huus i Covent=Garden) vilde mel
"de sig hos Velærværdige Hr. W. B. (hvilket var jeg selv,
og mit Naun trykt med fulde Bogstaver) i Giæstgiver=Huu¬
set i Holbourn, som kaldes den Blaa Orne, da kunde hun
faae Efterretning om noget, som skulde være hende til stor
Gaun.
Anledningen til dette Advertissement var egentligen den¬
ne: Det ommeldte unge Fruentimmer havde tilforn tient i
York, og var blevet skammeligen og ugudeligen forført af hen¬
des Herre, da denne faa Aar derefter skulde døe, og følte den
yderste Fortrydelse over saa syndig en Gierning, vilde hand
gierne giøre dette ulyksalige Creatur all den Erstatning, som
var i hans Ævne, ved at levere hemmeligen i mine Hænder
et hundrede Pund, som jeg skulde betale til hende efter hans
Død; og saasom hand formodede at hun var i nogen ringe
Tieneste i London, saa besværede hand mig høyt og helligen at
jeg vilde opsøge hende og give hende disse Penge.


For at opfylde dette mit Løfte reyste jeg til London, og
lod ovenmeldte Advertissement sætte i Aviserne. J følge der¬
af kom det unge Fruentimmer samme Dag til mit Herberg;
og da hun havde overbeviist mig, at hun var virkeligen den
samme Person, (omendskiønt jeg forundrede mig over at see
hende saa statseligen klædt) og jeg havde leveret hende Penge¬
ne, hvilke hun tog imod med stor Tugtighed og Taknemmelig¬
hed, bad hun mig meget forbindtligen, at jeg vilde opholde
mig i hendes Huus saalænge jeg blev i London. Jeg takkede
hende, og tog saa meget villigere imod hendes Tilbud, som
hun sagde, at hendes Huus var rummeligt, at de unge Fruen¬
timmer, som boede i hendes Huus, (thi hun sagde at hun leye¬
de Værelser bort til unge Fruentimmer) havde en særdeles
Fornøyelse i at omgaaes med geistlige Folk.
Jeg spiiste samme Middag hos hende, og blev i Huuset
indtil Aften, uden at have den mindste Mistanke om Jndvaa¬
nernes Handtering; omendskiønt jeg kunde ikke andet end
mærke, at de begegnede mig med ugemeen Frihed, at deres
Bryster vare blottede, og at de vare ikke saa gandske nøye=reg
nende ved visse Leyligheder, som vore unge Fruentimmer i
York; men saasom jeg havde aldrig tilforn været i London, og
havde hørt meget tale om de Londonske Fruentimmers Frihed,
saa sluttede jeg at saadan Opførsel var brugelig; og omend¬
skiønt den stod mig ikke meget vel an, saa vilde jeg dog, af
Høflighed, ikke dadle den. Henved Klokken syv om Aftenen,
da jeg sad og drak Thee med tvende af Fruentimmerne, blev
jeg pludseligen overrumplet af nogle unge Herrer, iblant hvil¬
ke den eene var en Søn af en af mine nærmeste Naboer i
York; saa snart denne saae mig, soor hand en stor Eeed, at
jeg var den braveste Præst i Engeland; thi den frækkeste Ho¬


re=Buk iblant dem alle vilde giøre sig Betænkning over at sid¬
de i en offentlig Stue i et Hore-Huus, imellem et par Ho¬
rer, uden at slaae Dørren i Laas.
En høy Latter, som det gandske Sælskab døvede mig
med, forhindrede mig at tale denne unge Herre til saaledes som
hand, efter mine Tanker, fortiente; men Fruentimmernes
Tale og Opførsel imod disse Herrer, og deres grove og usøm¬
melige Giækkerie baade med mig og min Dragt, aabnede mi¬
ne Øyne til at see hvor og hos hvem jeg var. Jeg løb ud med
den største Hast, og næste Morgen reed jeg gandske tiiligen
bort til York; men ved den ovenmeldte unge Herres Fliid var
min Historie kommet der førend jeg; og jeg blev udleet af Halv¬
deelen af mine Bekiendtere, fordi jeg havde paataget mig den
Møye og Omkostning at reyse til London for et par Horer, da
jeg maatte ufeylbarligen have vedst, at en heel Snees af dem
i York vilde med Glæde have været mig til Tieneste for Halv¬
deelen af Pengene.
Det var forgæves at jeg vilde beviise min Uskyldighed ved
at fortælle den heele Historie; Jeg var nu anden gang blevet
gjordt latterlig, og mit Embede uden Kraft paa det Sted hvor
jeg levede, ved det jeg nøye havde efterkommet min Pligt, i at
tage helligen i agt en døende Vens sidste Begiæring.
Jeg forlod York strax efter denne sidste Fortred, og blev
recommenderet, omendskiønt med nogen Vanskelighed, til et
Capellanie i Lincolns Grevskab. Her levede jeg lyksaligen i
en temmelig Tiid, og Herremanden der i Sognet vilde stedse
have mig hos sig. Hand var en vældig Jæger, trofast i hans
Venskab, bitter i hans Vrede, og uforsonlig imod Krybe¬
Skytter. Nu hændte det sig, at omtrent fra den Tiid af da
jeg kom der til Sognet, bleve Harene i denne Herres Dyre¬


Hauge og paa Landet der omkring saa skammeligen bortrøve¬
de, at et hvert Menneske var ophidset imod og besværede sig
over Tyven. Hvad mig selv angaaer, da saasom jeg agtede
det min Pligt at opdage alleslags Skielmsstykker, og tog alle
Leyligheder i agt, hvorved jeg kunde udvise min Taknemme¬
lighed imod min Velynder, saa gik jeg ud tiilig og silde for at
finde denne Midnat=Røver. Omsider fandt jeg det jeg søgte,
og greeb ham i Gierningen da hand lagde sine Snarer, og
hvem skulde det være uden min Velgiørers egen Jæger! Den¬
ne uforskammede Karl, som saae sig saaledes røbet, var saa
listig at hand raabte Tyv førend jeg; og i det samme greeb mig
ved Halsen, og slæbte mig, saa silde som det var, til hans
Herres Huus. Jeg blev virkeligen saa forbauset over hans
forhærdede Frækhed, at jeg hørte mig selv anklaget, uden at
have Magt til at tale; og til ydermeere Beviis paa min Skyld,
blev der fundet, da man randsagede mig, en stor Deel Staal¬
Traad og andre Ting, hvilke man læt kunde see hvad de
skulde bruges til, og som min ugudelige Anklager havde under¬
fundigen puttet i min Lomme, da hand førte mig til min
Dommer.
For at være saa lidet vidtløftig som jeg kand, jeg blev sat
i Fængsel, forhørt og overbeviist Gierningen; og efter at jeg
havde udstaaet Lovens yderste Strenghed, var jeg omsider nødt
til at søge Skiul i London, for at undgaae tusende Forsmædel¬
ser, som man tilføyede mig paa Landet.
Dersom jeg skulde omstændeligen opregne alle de Fortræ¬
deligheder, som have mødt mig i London, da vilde det ikke faae
Rum paa eders Blad; jeg skal derfor alleneste fortælle eder
hvad der hændtes mig i denne sidstafvigte Nat.
Klokken var over tolv da jeg gik hiem fra en syg Ven,


som jeg havde besøgt. Da jeg kom ned ved Stranden, hørte jeg,
ikke langt fra mig, Lyden af Slag, og Skriig af et Fruentim¬
mer. Jeg skyndte mig derhen, og blev strax vaer et meget vak¬
kert ungt Qvind=Menneske paa sine Knæ, som bad en Soldat
om Naade; men dennes forbistrede Aasyn og opløftede Pry¬
gel udviiste at hand ikke havde i sinde at beviise hende nogen.
Den allmindelige Menneskelighed, saavelsom Erindring af
min Pligt, dreve mig til at holde paa denne barbariske Mand
og at giøre ham mine Forestillinger. Virkningerne af disse
Forestillinger vare disse, at jeg strax efter fandt at jeg laae paa
Jorden, ligesom opvakt af en Besvimmelse, og at mit Hoved
var blodigt, mit Legeme forslaaet, og mine Lommer udplyn¬
drede, og at Soldaten og hans Frue vare ingensteds at finde.
Ahal Mr. Fitz=Adam, dersom dette havde været den
eeneste Ulykke i denne Nat, da vilde jeg endda gaaet fornøyet
hiem; men jeg havde endnu en haardere at udstaae. Jeg gik
og trøstede mig selv dermed, at jeg havde handlet som en Chri¬
sten, ihenseende til disse skarns Mennesker; men i det samme
blev jeg atter forstyrret, da jeg hørte et høyt Raab af Tyve
og Mord, og strax derpaa fik at see en Mandsperson, som brø¬
des med tvende ilde udseende Karle. Hvor forslaaet og blodig
jeg end var, fløy jeg dog uden nogen Betænkning hen til hans
Bistand; og saasom jeg er føør og stærk, saa frelste jeg ham i
en Hast af deres Kløer; saa snart hand fandt sig i Frihed, be¬
nyttede hand sig gandske naturligen deraf, i det hand løb bort.
Jeg var nu i tvende Straten=Røveres Vold, som jeg antog
dem for, og de havde saa fast bemægtiget sig mig, at jeg kun¬
de ikke slippe fra dem. Men i det samme jeg vilde sige til dem,
at jeg var allerrede blevet udplyndret, fik jeg til min yderste
Forvirring at høre af dem, at de vare Rettens Betientere;


at de havde arresteret den Person, som jeg satte i Frihed, for
tredive Pund, og at jeg maatte enten stille dem Borgen for
Giælden, eller strax gaae i Fængsel.
For at giøre Ende paa min ulykkelige Fortælling, saa
førte de mig til et af deres Huuse; hvorfra jeg sendte Bud til
min Huus=Vert, som havde noget meere end tredive Pund i
Forvaring for mig, (det er alt hvad jeg eyer i Verden!) og
hand var saa god og blev Borgen for mig. Efter min Sam¬
vittigheds Pligt (da jeg veed, at jeg har virkeligen gjordt mig
selv til Skyldener) vilde jeg strax have betalt Pengene, dersom
det var ikke faldet mig ind, at den Person, som jeg havde be¬
friet, vilde være saa æragtig, saasnart hand læste disse Om¬
stændigheder i eders Blade, og sende mig den Sum, som jeg
paa hans Vegne staaer i Giæld for. Saa snart jeg seer det¬
te Brev indført, skal jeg melde mig hos eders Boghandler
Mr. Dodsley, til hvilken jeg beder at Pengene maae blive
betalte; eller dersom ovenmeldte Person vil heller selv komme
og betale mig, da skal Mr. Dodsley kunde sige ham hvor jeg
er at finde.
Jeg beder at J ufortøvet vil giøre dette Brev bekiendt, oger,
Min Herre,
Eders oprigtigste Tiener
W. B.
P. §. Jeg meldte ikke noget om Vægtere i min Beretning om
forrige Nat, efterdi jeg saae ingen. Jeg tænker, at
det var ikke den rette Tid for dem, enten at gaae de¬
res Rund, eller at være paa deres Post.


ii
P¬
Kuben.
No. 168.
Tiisdagen den 20 Martii 1759.
Af et Engelsk Uge=Skrift, kaldet
The Connoisseur. No. 28.
om. Dare-Devil, der saa høyt overgik alle de andre af
vore Bukke, at hand forhvervede sig det Naun af
Hiort, fuldendte et Løb af idelige Uordentligheder, og
blev taget bort i forrige Uge ved en rasende Feber. Det hænd¬
te sig at jeg var tilstæde hos ham i hans Yderste; og hans Er¬
indring hænger endnu saa stærkt i mit Sind, at jeg seer ham
jeg hører ham, i alle Angester af Fortvilelse, skrækkefuld, skæl¬
vende, og udbrydende med de allergræseligste Forbandelser.
Hans Samvittighed havde, da det lakkede mod Døden, frem
kaldet og stillet for ham ti tusende Diævle, med deres gloende
Jern=Spid,, der paatoge sig alle deres Skikkelse, som hand
havde forurettet, og kom hvislende imod ham, for at hæv¬
ne det Onde dem var tilføyet af ham. Frels mig, frels mig,
"skreeg


skreeg hand undertiden, fra denne blodige Gestalt.- Hand
var min Ven - men jeg stødte ham min Kaarde igiennem
Hiertet i en Tvekamp for en Hore. - Tag denne gamle
Vægter bort - hand vilde have bragt os til Raadstuen- jeg
slog ham ned med hans egen Morgenstierne, men jeg tænk¬
te ikke at det stakkels Beest vilde døet der af. - Da hans Op¬
varterske vilde give ham noget at drikke, sagde hand hvor nu,
vil J sætte an paa mig med Champagne Viin? Det er en
forbandet Drik, og jeg vil ikke have meere deraf. Da hand
i et Øyeblik kom noget til sig selv, greb hand min Haand med
stor Hæftighed, brast i Graad og sagde: GUd give at jeg var
død for tiuge Aar siden! Endeligen foer hans uvillige Siæl
ud af Legemet, og de sidste Ord vi hørte af ham vare et svagt
og kort Suk til hans Skaber, hvilken hand havde bespottet i
sin gandske Livs=Tiid. Hans forskrækkelige Endeligt gav mig
Anledning til at betænke det deylige Sprog i Skriften: Lad
mig døe den Retfærdiges Død, og mit Endeligt
blive som hans.
Dette ulyksalige Menneskes Forhold gav mig et forskræk¬
keligt Exempel paa denne Lærdoms Sandhed: Der er intet
Helvede liigt en uroelig Samvittighed. Der behø¬
ves vel ingen Aand til at sige os dette: men det var at ønske,
at enhver levende ryggesløs Synders Samvittighed kunde vir¬
ke i hans Jndbilding paa samme Maade, og fremstille saadan¬
ne forskrækkelige Syyne til at plage ham. Hvor er den saa
forhærdede Synder, som vilde ikke forfærdes ved disse gruelige
Forestillinger? Eller hvem kunde fremture i et bestandigt Løb


af Ugudelighed, naar enhver frisk Overtrædelse vilde skabe en
ny Furie til at forfølge og plage ham for hans Misgiernin¬
ger?
Lad os, for Exempel, betragte de mærkværdigste Om¬
stændigheder i denne vantroende Tom. Dare=Devils Lev¬
net; og lad os tillige forestille os (om det er mueligt) hvilke
Angester hand maatte have følt, dersom ved enhver skammelig
Gierning havde fulgt de samme Syyne og billeder, som for¬
styrrede ham paa hans Døds=Seng. For det første, lad os
betragte ham som en Fader=Morder; thi saa kand den kal¬
des, der ved en ofte igientaget Ulydighed bragte den allerkiær¬
ligste Fader i Graven. Kunde en Søns Utaknemmelighed
faae en haardere Straf, end midt i hans Liderligheder at have
denne Fader stedse for sine Øyne, beklagende sig over hans u
naturlige Forhold? Omin Søn, (maatte hand have hørt
ham sige) var det for dette, at din Moder, som døde, i det
hun gav dig Livet, bad mig med hendes sidste Aandedræt, at
jeg skulde være god imod Drengen? Var det for dette, at Lan¬
det blev opfyldt med Glæde, fordi jeg var blevet velsignet med
Omit Barn, hvem kand jeg nu kalde min Ar¬
en Arving?
ving? Det Herregods, som jeg var saa omhyggelig for at
forbedre, for din skyld, er nu fordøyet og adspreedt iblant He¬
ste=Prangere, falske Spillere, Ruffere og Skøger. - Der¬
som J skulde nogensinde faae en Søn, da gid hans Utaknem¬
melighed aldrig bringe eder til at tænke paa mig.
Tom.
M2


Tom. tog sig vel i agt derfor, at hand skulde ikke have
noget Bryderie af Børn; Hand havde alt for høyt et Mood
til at bære Ægte-Standens Lænker, og levede i en eenlig
Stand iblant u-ordentlige Huuse. Undertiden streiffede hand
ind i andre Huuse, og forstyrrede Familiers Rolighed ved at
forføre hans Bekiendteres Hustruer og Døttre. Jblant an¬
dre hans herlige Bedrifter lokkede hand til Byen en brav
Mands Datter fra Landet; hvorpaa hand bragte hende i Ulyk¬
ke, og derefter slog Haanden af hende og lod hende udtæres af
en skammelig Sygdom. Omsider yttrede sig Frugterne af
hans Kierlighed i et Barn, som strax derefter døde tillige med
dets ulyksalige Moder i et offentligt Hospital. Lad os nu ved
den samme Indbildings=Kunst opvække denne arme Pige med
Barnet i hendes Arme, medens hand letsindigen sværmer om¬
kring iblant hans Horer, og regierer ligesom en Tyrkisk Bassa
over hans Vellystes Slaver. Hvad Samvittigheds Nag
maatte dette Skarn have følt, kunde hand have indbildt sig,
at hun havde talet ham til med følgende Ord: BBetragt i det¬
ete spæde Barns væmmelige døde Legeme dit eget billede; for¬
"fulet, raadnet og fordervet. - Hvorledes kunde jeg lade saa¬
dant et foragteligt Creatur drage mig fra mine Forældres
kiærlige og behagelige Beskyttelse? Det var vel billigt, at
jeg skulde falde som et Slagt-Offer for min Daarlighed; men
skulde dette syge Barn komme til Verden, for at aabenbare
min Vanære og din Skændsel? - Hvorfor skulde du have
Ævne til at fortplante Elendighed endog paa den Uskyl¬
"dige?
Tom.


Tom. havde ofte gjordt sig naunkundig som en Tve¬
kæmper; hans Samvittighed, som vi allerrede have meldt,
bebreydede ham i hans Yderste at hand havde dræbt en særde¬
les god Ven. Hand var engang ulykkelig i Kort=Spil; og
saasom hand var blevet ophidset ved hans Tab, og mistænkte
sin Modstander for at spille falskt, saa tog hand ham ved Næ¬
sen; følgeligen fodrede den anden ham ud. Hand skynder
sig hen til Kamp=Pladsen:- men hand bilder sig ind, at hans
Vens Aand følger efter ham, hvilken hand kort tilforn, paa
den samme vanhelligede Grund, havde opofret til den Afgud
Ære. Hand hører ham kalde - vend dig om, galne Men¬
neske, vend dig om og see paa mig. Du maae erindre hvor
uvilligen jeg mødte dig. Du tvang mig til at slaaes med
dig - og jeg var end og fornøyet dermed, at Seyeren faldt
paa din Side. Du skilte mig ved Livet i en lumpen Striid,
rover et uværdigt Creatur, som du ved din Tilbagekomst, da
edu havde dræbt din Ven, fandt i en andens Arme. Det
var Ære, som bragte dig til at igiennembore en Vens Hier¬
te, som du elskte; Den samme Ære byder dig nu at give
en Karl, som du foragter, Leylighed til at giengielde og hæv¬
ne den Uret du har gjordt mig. Hvilken Daarlighed er det
at overgive dit Liv i en Ludrings Vold, som du har mistænkt
for at hand har allerrede berøvet dig dine Midler?- Men
faer kun fort, og lad din Død befrie Verden fra et Udyyr,
som er fortvilet nok til at sætte sit eget Liv i vove, og ugudelig
nok til at tragte efter en andens. Det hændte sig, imid¬
lertiid, at Tom. behøvede ikke saadan en Paaminder, saa¬
som den Person, hvilken hand gik ud at møde, befandtes at


være lige saa stor en Cujon, som hand var en Bedrager; og
vor Helt, efter at hand i en heel Time havde ventet efter ham
i hans Fægte=Skoe og fægtet i Luften, fik intet andet Veder¬
lag for de Penge hand havde tabt, end den Fornøyelse at raa¬
be ham ud for en Ludring.
Omendskiønt Helten i vor Historie blev afhugget i hans
feyreste Alder, saa kand det dog siges om ham, som om Re¬
stor, at han havde overlevet trende Slægter. Alle unge kæk¬
ke Herrer agtede det for en Ære at regnes iblant hans Stald¬
brødre, men saasom de havde ikke saa god en Natur som hand
saa ere trende Sæt af dem nedsiunkne i Graven, og have ef¬
terladt ham som Anfører for det Fierde. Man hørte ham of¬
te prale af de mange haabefulde unge Herrer, som vare fald¬
ne i det de forgæves prøvede paa at holde det ud med ham i al¬
le Slags Sviir og Uordentlighed. Paa denne Kant maae vi
betragte ham som medskyldig i saa mange lætsindige Mord.
Ved hans Samvittigheds Virkning maatte hand ved enhver
Viinhuus=Dør mødt en af hans bortdøde Staldbrødre for at
tilsperre Indgangen for ham; og midt i hans Lystighed maat¬
te hand have kastet sit Glas ned, og bildt sig ind at hand saae
en afdød Ven sidde paa den ledige Stoel.
Af disse Gierningers Natur og Beskaffenhed, som aller¬
rede ere anførte om Tom. Dare=Devil, vil Læseren lætte¬
ligen slutte, at hand maae have været en Atheist. Jntet
Crea¬


Creatur, som troer et Høyeste Væsen, kunde have hand¬
let saa liderligen imod sine Med=Creature. Tom. var Præ¬
sident i en afskyelig Club, som forsamledes hver Søndag Af¬
ten, for at fremføre de allergrueligste GUDS Bespottelser.
Lemmerne i dette høystforargelige Sælskab maae have hørt
om den Maade, paa hvilken deres store Forstander døde.
Lad os derfor bilde os ind, at de kunde forestille sig, at hans
Gienfærd aabenbaredes for dem, advarende dem om deres
Vildfarelser, og formanende dem til at fortryde og forlade
dem. De maatte forestille sig, at hand, paa den allerbevæ¬
geligste Maade, afmalede for dem Følgerne af deres Daarlig¬
hed, og erklærede for dem, hvor overbeviist hand nu var om
disse Lærdommes Sandhed, som de dagligen beloe og dreve
Spot med. Saadan en Aabenbarelse vilde vel have nogen
Virkning hos gemeene Syndere, men det er gandske formo¬
dentligt, at en fuldkommen vantroende vilde ikke lade sig om¬
vende, endog, Lom nogen stod op fra de døde.
Hvad jeg her har fremsat som noget der maatte have
kundet tildrage sig med en forhærdet Synder i Særdeleshed,
det har enhver Ævne til at sætte i Verk for sig selv. Jntet er
et stærkere Beviis paa Skaberens Godhed, end den fiine
indvortes Følelse, der er saa stærkt indprentet i et hvert for¬
nuftigt Creatur. Denne indvortes Følelse, naar man tilbør¬
ligen giver agt paa den, og flittigen vedligeholder og opliver
den, vilde holde Synderen tilbage i hans Løb, og bringe ham
til at see tilbage med Gruelse til hans begangne Misgiernin¬
ger.


ger. En af de Gamle berømmes fordi hand ønskte (at der
Lvar et Vindue i hans Bryst, paa det enhver maatte see ind
i hans Hierte." Men det er visseligen meere magtpaalig¬
gende, at holde os fri for vore egne Hierters Bebreydelser,
end for andres onde Tanker om os. Vi skulde derfor betrag¬
te Samvittigheden som et Speyl, i hvilket enhver kand see sig
selv afbildet, og i hvilket enhver Gierning fore¬
stilles i sine rette Farver.


Bie=Kuben.
No. 169.
Tiisdagen den 27 Martii 1759.
Af Spectator No. 561.
Til Mr. Spectator.
Min Herre!
eg er en høy, breedskuldret, næsviis, sortladen Karl,
og efter mine Tanker, i alle Maader skikket til en riig
Enke, men efter at jeg nu i tree samfulde Aar har prø¬
vet min Lykke, har jeg dog ikke været i Stand til at faae bugt
med en eneste Enke. Mine første Anfald vare allmindeligen
lykkelige, men gik altid over styre, saa snart det kom til det
Ord Ægte=Pagt. Omendskiønt jeg har ikke paa denne
Maade forbedret min Lykke, saa har jeg dog faaet større For¬
farenhed, og lært adskillige Hemmeligheder, som kand være
nyttige for disse ulykkelige Mands=Personer, som man ge¬
meenligen giver det Naun af Enke=Jægere, og som vide ikke,
at dette Slags Fruentimmer ere, allmindeligen at tale, lige


saa meget paa Jagt som de selv. Jeg skal her meddeele eder
de Hemmeligheder, som ere i en vis Fruentimmer=Forsam¬
ling af denne Orden, som kalde sig selv Enke=Cluben.
Denne Club bestaaer af mi forfarne Damer, som tage deres
Plads engang om Ugen, rundt omkring et stort aflangt
Bord.
1.) Madame Præsidentinde er en Person, som har al¬
lerrede faaet Has paa sex Mænd, og har nu besluttet at tage
den syvende; saasom hun er af den Meening, at der er lige¬
saa stor Kraft i at blive rørt af den syvende Mand som af
den syvende Søn. Hendes Med=Søstre ere som følger:
2) Madame Snapp, som har fire Enke=Sæder, ef¬
ter fire adskillige Sove=Camerader, i fire adskillige Amter.
Hun staaer nu paa Springet at gifte sig med en Mand i
Middleser, og der siges at hendes Ærgierrighed tragter ef¬
ter at udbreede sine Eiendomme i alle Amter i Engeland, paa
denne Side af Trent Floden.
3) Madame Medlar, som, efter at hun har haft to
Mænd og en Galan, er nu giftet med en gammel Herre paa
tredsindstinge Aar. Da hun otte Dage efter Bryllupet gav
sin Beretning til Cluben, blev det hende fremdeles tilladt
at sidde som Enke, og hun tager sit Sæde ved Bordet der¬
efter.
4) En¬


4) Enken Qvik giftede sig inden fjorten Dage efter hen¬
des sidste Mands Død. Hendes Sørge=Klæder have tient
hende tre gange, og ere endnu saa gode som nye.
5.) Frue Catharina Swallom; hun var Enke i hen¬
des attende Aar, og har siden begravet den anden Mand og to
Kudske.
6) Frue Wadle; hun blev i hendes femtende Aar gif¬
tet med Sir Simon Wadle, Ridder, gammel to og halv¬
fierdsindstiuge Aar, med hvilken hun fik Tvillinger ni Maa¬
neder efter hans Død. J hendes fem og halvtredsindstiugen¬
de Aar giftede hun sig med James Spindle, en ung Her¬
remand paa et og tiuge Aar, som døde inden en Maaned efter
Brøllupet.
7) Debora Conqvest. Denne Frues Sag er noget
besynderlig. Hun er en Enke af Sir Sampson Conqvest.
Sir Sampson var syv Fod høy, og to Fod bred over sine
Skuldre. Hand havde haft trende Koner, som alle døde i
Barsel=Seng. Dette satte Skræk i det gandske Kiøn, saa
at ingen af dem torde give sig i færd med Sir Sampson.
Endeligen fordristede Madame Deborg sig dertil, og giorde
sine Sager saa vel, at hun i en tre Aars Tiid blev færdig med
ham, og lagde ham gandske artigen paa Ryggen saa lang som
hand var. Denne Helte Gierning har forskaffet hende saa
stor en Anseelse i Cluben, at de have lagt Sir Sampsons
tren¬


trende Seyervindinger til hendes, og give hende Rang og Sæ¬
de som en Enke der har overlevet fire Mænd.
8) Madame Wildfire, Enke af Mr. John Vildfire,
Ræve=Jæger, som brækkede sin Hals, da hand vilde sætte
over et Led af sex Lægter. Hun tog sig hans Død saa nær til
Hierte, at man tænkte det vilde gjordt Ende paa hendes Liv,
havde hun ikke slaaet Sorgen af Tankerne, ved det at hun tog
imod Besøgelser af en Herre i Naboe=Lauget, som friede til
hende i den anden Maaned af hendes Enkestand. Denne
Herre blev inden fjorten Dage afskaffet for en ung Jurist i
Temple, som havde Besiddelse af hende i sex Uger derefter,
da hand blev fordrevet af en aftakket Officerer, som iligemaa¬
de maatte overlade Pladsen til en Herre ved Hoffet. Denne
Hofmand var ikke længere i hendes Gunst end hans Formænd,
men havde den Fornøyelse at see sig efterfulgt af en lang Rad
af Elskere, som opvartede Madame Wildfire indtil hendes
37 Aar; derpaa fulgte en Stilstand i ti Aar, da John Felt
en Kræmmer, faldt paa at forelske sig i hende, og der meenes
at hand vil meget hastigen løbe af med hende.
) Den sidste er den vakkre Madame Runnet, som
brækkede hendes Mands Hierte førend hun var sexten Aar,
paa hvilken Tiid hun blev antaget i Cluben, men strax efter
forlod den, da hun tog den anden Mand, hvilken hun i saa¬
dan Hast giorde af med, at hun inden et Aars Forløb vendte
Denne unge Matrone bliver an¬
tilbage til sit Sæde igien.
seet som det meest haabefulde Lem i Sælskabet, og vil formo¬
dentligen blive Præsidentinde i Cluben førend hun døer.


Da disse Fruentimmer først indstiftede denne Club, be¬
sluttede de at give deres afdøde Mænds Skilderier til Club¬
Salen; men da to af dem havde indbragt deres Døde i Le¬
gems Størrelse, saa skiulte de alle Veggene; hvorpaa de to¬
ge en anden Slutning, at enhver Matrone skulde give sit eget
Skilderie, og besætte det runden om med hendes Mænds i
Miniature.
Saasom de fleeste af dem have den Vanlykke at være
plagede med Colik og Moder=Besværing, saa have de en for¬
træflig Kielder med Hiertestyrkninger og Aqvaviter. Naar
de blive døsige og barmhiertige, pleye de gierne at tale om de¬
res forrige Ægtefæller, med Taare i Øynene. Men spørg
dem, hvilken af deres Mænd de sørge for, saa kand de ikke sige
eder det, og lade tydeligen see, at de græde ikke saa meget for¬
di de have mistet en Mand, som fordi dem fattes en.
Den fornemste HovedRegel, hvorefter det gandske Sæl¬
skab skal rette sig, er denne, at de ved alle Leyligheder skal stor¬
ligen priise den enlige Stands Fornøyelser, for at afskrække
alle de andre af deres Kiøn fra Ægtestanden, og paa det de
maae beholde alle Mandfolk for sig selv.
De ere forpligtede, naar nogen beyler til et Lem af
Sælskabet, at sige de andre hans Naun; og derpaa holder
den heele Forsamling Raad over hans Rygte, Person, Mid¬
ler og Gemyt; og dersom de finde at hand skikker sig for en Sø¬
ster i Cluben, saa legge de deres Hoveder sammen og raad¬
slaae hvorledes de kand holde ham fast. Paa denne Maade
kien¬
N¬


kiende de alle Enke=Jægere i Staden, hvilke ofte giøre dem stor
Forlystelse. Der er en ærlig Jrlandsk Herre, hvilken, som
det synes, ikke veed noget af dette Sælskab, men som har paa
adskillige Tider beylet til den heele Club.
Deres Samtale gaaer ofte ud paa deres forrige Mænd,
og det er meget fornøyeligt at høre dem fortælle deres adskilli¬
ge Kunster og Greb, hvormed de have fireret en skindsyg, for¬
mildet en hastig, og loggret for en from Mand, indtil de om¬
sider, for at bruge deres Club=Talemaade, have sendt ham
ud af Huuset med hans Hæle foran.
De Stats=Kunster, som dette Sælskab af Hun-Ma¬
chiaveller allermeest legger sig efter, angaaer fornemmeligen
disse tvende Poster: Hvorledes man skal begegne en Beyler,
og hvorledes man skal regiere en Mand. Hvad den første
Post angaaer, da ere disse Kunstgreb alt for mange til at ha¬
ve Rum i eders Blad, og skal derfor paa denne Tiid forbi¬
gaaes.
Den anden Post, hvorledes en Ægtemand skal regie¬
res, er bygt paa følgende Lærdomme, hvilke ere almindeligen
antagne af den heele Club. Jkke at lade ham have sin Villie
i Førstningen. Jkke at tillade ham for store Friheder eller
Gemeenskab. Jkke at lade sig begegne af ham som en raa
Glut, men som et Fruentimmer der kiender Verden. Jkke
at formindske noget af hendes forrige Figur og Pragt. At
berømme en afdød Mands Ædelmodighed eller nogen anden
Dyd, som hun vilde anbefale hans Eftermand. At afskaffe


alle hans gamle Venner og Tienestefolk, paa det hun maae
have den kiære Mand for sig selv. At faae ham til at giøre
de ulydige Børn arveløse, som hand maatte have med en an¬
den Hustrue. Aldrig at være gandske overbeviist om hans
Kierlighed, førend hand har forskrevet til hende alt sit Gods
og Eiendomme.
Efter saa langt et Brev er jeg uden videre
Ceremonie
Eders ydmyge Tiener &c.
Af Spectator No. 566.
Mr Spectator.
eg er en Officerer, som staaer paa Halv=Sold, og er for
nærværende Tiid paa Landet hos en god Ven. Her er
en riig Enke i Naboelauget, som har gjordt Narre af alle de
Ræve=Jægere, der findes paa ti Miile nær hende. Hun er¬
klærer at hun har i sinde at gifte sig, men at hun har endnu
ikke været begiært af den Mand hun kunde lide. Det er hen¬
des Maade at lade hendes ydmyge Opvartere komme for sig en
eller to gange, men naar hun har engang sagt dem ney, vil
hnn aldrig see dem meere. Et Fruentimmer, som er beslæg¬
tet med hende, har forsikkret mig om, at jeg skal have fuldkom
men Frihed til at giøre mit Beste, men saasom det gandske Ud¬
fald kommer an paa hvorledes jeg først griber Sagen an, saa


begiærer jeg eders Raad, enten det er bedre at jeg løber Storm,
eller gaaer frem ved at undergrave Fæstningen.
Jeg er, min Herre,
Eders &c.
P. S. Jeg havde forglemt at sige eder, at jeg har allerrede indta¬
get et af hendes Uden=Verke, det er, vundet hendes Pige.
Mr. Spectator.
eg har været med i adskillige Beleyringer i Rederlandene,
og da jeg endnu har Lyst til at anvende mine Gaver, som
en Soldat og Jngenieur, saa aabnede jeg Løbe=Gravene i
Morges Klokken syv for et halstarrigt Fruentimmers Dør,
som har i nogen Tiid vegret sig for at tage imod mig. Jeg
forskandsede mig i en af de yderste Stuer henved Klokken tolv;
Fienden retirerede til hendes Seng=Kammer, dog blev jeg end¬
nu ved at følge efter, og henved Klokken to i Eftermiddag fandt
hun for got at capitulere. Hendes Fodringer ere vel noget
store, ihenseende til Ægte=Pagten. Men saasom jeg er i Be¬
siddelse af Huuset, saa har jeg i sinde at paastaae, at hun skal
overgive sig paa Discretion, og jeg haaber, ved at holde alle
andre Medbeylere udi i en fire og tiuge Timer, at hungre hen
de ud og tvinge hende til at beqvemme sig. Jeg begiærer
eders hastige Raad og er, min Herre,
Af min Leyr i Red=Lion Sqvare,
Eders Tiener.
Løverd Kl. 4. om Eftermidd.
Peter Push.


Bie=Kuben.
No. 170.
Tiisdagen den 3 April 1759.
Af the Adventurer No. 32.
Plerumqve gratæ divitibus vices,
Mundæqve sub lare pauperum
Cænæ, sine aulæis & ostro,
Sollicitam explicuere frontem.
Afvexling mangen gang den Riige kand fornøye:
Et Maaltid, slet dog reent, og under Armods Tag,
Hvor Purpur, Guld og Sølv ey glimrer for hans Øye,
Opfylder tit hans Sind og Ansigt med Behag.
mar, en Eremit paa Bierget Aubukahis, der ligger
Østen for Mecca, og hvorfra man kand see over Sta¬
den, fandt en Aften en Mand siddende tankefuld og al¬
leene, nogle faa Skrit fra hans Hytte. Omar betragtede
ham meget nøye, og blev vaer, at hans Aasyyn var vildt og
forstyrret, og at hans Legeme var svagt og udtæret; Manden
syntes iligemaade at stirre stadigen paa Omar; men saa for¬
vildet var hans Sind, at hans Øye kiendte ikke strax den hand
saae paa; saasnart hand kom til sig selv, sprang hand op som


af en Drøm, hand skiulte sit Ansigt af Skamfuldhed, og bøye¬
de sig ned til Jorden. Gienvordigheds Søn, sagde Omar,
hvo er du, og hvad fattes dig?. Mit Naun,, svarede den
Fremmede, er Haszan, og jeg er født og boer i denne Stad;
Modgangens Engel har lagt sin Haand paa mig; og den u¬
lyksalige, som dit Øye har Medynk over, kand du ikke hielpe.
At hielpe dig, svarede Omar, kommer Ham alleene til,
af hvilken vi skulde med Ydmyghed tage baade imod godt og
ondt; dog skiul ikke dit Levnet for mig; thi den Byrde, som
jeg kand ikke borttage, maae jeg i det mindste giøre dig dygtig
til at bære. Hassan fæstede sine Øyne paa Jorden, og
blev i nogen Tiid taus; derpaa drog hand et dybt Suk, saae
op paa Eremiten, og saaledes opfyldte hans Begiæring:
Det er nu sex Aar siden, at vor mægtige Herre, Caliph
Almalic, hvis Hukommelse være velsignet, kom først hem¬
meligen for at tilbede i denne hellige Stads Tempel. De
Velsignelser, som hand bad af Propheten, var hand, som
Prophetens Statholder, flittig til at uddeele, naar hand der¬
for havde forrettet sin Andagt, gik hand omkring i Staden,
vederqvægende de Elendige og Bedrøvede, og forhindrende Un¬
dertrykkelse; Enken smiilede under hans Beskyttelse, og Al¬
derdommens og Barndommens Skrøbelighed blev understøt¬
tet ved hans Gavmildhed. Jeg, som frygtede ikke for noget
ondt, uden for Sygdom, og ventede intet meere Gode end mit
Arbeydes Belønning, sad og sang ved mit Haandverk, da
Almalic kom ind i min Boelig. Hand saae sig rundt om¬
kring med et smiilende Velbehag, og fandt at omendskiønt den
var ringe, var den dog næt og reen, og at omendskiønt jeg var
fattig, syntes jeg dog at være fornøyet. Saasom hand var
klædt i en Pillegrints=Dragt, saa skyndte jeg mig at tage imod


ham og giøre ham til gode efter min Ævne, og min Munter¬
hed tog heller til end formindskedes ved hans Nærværelse. Ef¬
ter at hand havde drukket lidet Caffee, giorde hand mig man¬
ge Spørsmaal, og omendskiønt jeg altid ved mine Svar stræb¬
te at opmuntre ham til Lystighed, saa mærkte jeg dog at hand
blev tankefuld, og betragtede mig med en mild dog stadig Agt¬
somhed. Jeg tænkte at hand havde nogen Kundskab til mig,
og derfor spurte ham om hans Fæderneland og hans Naun.
Haszan. sagde hand, jeg har opvakt din Nysgierrighed,
og den skal blive stillet tilfreds; hand som nu taler med dig, er
Amalic, som regierer over de Troende, hvis Sæde er paa
Thronen i Medina, og hvis Fuldmagt er her oven fra.
Disse Ord forfærdede mig saaledes at jeg ikke kunde tale, om
endskiønt jeg havde nogen Tvil om deres Sandhed; men
Amalic slog sin yderste Kiortel til side, hvorved hand lod mig
see sin besynderlige Vest, og satte det Kongelig Signete paa
sin Finger. Jeg sprang da op og vilde kaste mig ned for ham,
men hand forekom mig, og sagde: Hasan, lad blive; du er
større end jeg, og af dig har jeg paa engang lært Ydmyghed
og Viisdom. Jeg svarede: Driv ikke Spot med din Tie
ner, som er kun en Orm for dig; Liv og Død ere i din Haand,
og Lyksalighed og Elendighed ere din Villies Døttre. Has¬
san, svarede hand, Jeg kand ikke paa anden Maade give
Liv eller Lyksalighed, end ved at ikke tage dem bort; du er selv
i den Stand, at min Godhed ikke kand strække til dig, og du
besidder en Lyksalighed, som jeg kand hverken meddeele eller
opnaae. Min Magt over andre opfylder mit Bryst med en
stedsevarende Bekymring og Angest; og dog strækker sig den¬
ne min Magt over andre alleneste til deres Laster, hvad hel¬
"ler jeg vilde belønne eller straffe. Ved min Bue=Streng kand


jeg tvinge Vold og Sviig; og ved at meddeele Magt, kand
jeg forfløtte Gierrigheds og Ærgierrigheds umættelige Ønsker
fra en Ting til en anden; men ihenseende til Dyden, da er
jeg afmægtig; dersom jeg kunde belønne den, da vilde jeg be¬
lønne den i dig. Du er fornøyet, og har derfor hverken Gier¬
righed eller Ærgierrighed; at ophøye dig, vilde giøre Ende paa
dit Livs Eenfoldighed, og formindske den Lyksalighed, som jeg
har ikke Magt til enten at forøge eller vedligeholde. Der¬
paa stod hand op, og efter at hand havde befalet mig at
jeg skulde ikke aabenbare hans Hemmelighed, gik hand fra
mig.
Saa snart jeg var kommet til mig selv igien af den For¬
virring og Forfærdelse i hvilken Caliphen forlod mig, begynd¬
te jeg at fortryde, at jeg ved min Opførsel havde forhindret
hans Gavmildhed og Naade; og jeg beskyldte denne Munter¬
hed for Daarlighed, som var en Følge af Armod og Arbeyde.
Jeg græmmede mig nu over min ringe Stand, som jeg ved min
forrige Følesløshed nu maatte fremdeles blive udi; jeg forsøm¬
te mit Arbeyde, efterdi jeg foragtede Belønningen; jeg fordrev
Dagen i Ørkesløshed, og med at optænke romanske Anslag for
at faae igien de Fordeele, som jeg havde tabt; og om Natten,
i stedet for at falde hen i den søde og forfriskende Søvn, af hvil¬
ken jeg pleyede at staae op med ny Helbred, Munterhed og
Kraft, saa drømte jeg om prægtige Klæder, om mange Op¬
vartere, om Hauger, Palatser, Gildinger og Fruentimmer,
og opvaagnede alleeneste for at fortryde at disse Koglerier vare
forsvundne. Min Helbred blev omsider svækket ved mit Sinds
Urolighed; jeg solgte alt mit Boeskab for at have noget at op¬
holde Livet med, og beholdt alleneste en Matras, paa hvilken
jeg undertiden laae fra en Nat til en anden.
den


J den første Maaned i det næstfølgende Aar kom Cali¬
phen igien til Mecca, ligesaa hemmeligen, og i samme Æren¬
de. Hand havde endnu engang Lyst til at see den Mand, hvil¬
ken hand betragtede som den der drog Lyksalighed af sig selv.
Men hand fandt mig, ikke siungende ved mit Arbeyde, ikke rød
af Sundhed, ikke levende af Fornøyelighed, men bleeg og ned¬
slaaet, siddende paa Jorden, og tyggende Valmue=Frøe, hvil¬
ket hialp til at opfylde min Indbilding med Forestillinger og
Drømme om den Høyhed og Herlighed, som jeg ikke havde
men ønskte. Hand kom ind, og hans Ansigt udviiste en Slags
fornøyelig Længsel, hvilken, i det Øyeblik hand saae mig, blev
forvandlet til en Blanding af Forundring og Medynk. Jeg
havde ofte ønsket at faae endnu engang Leylighed til at tale med
Caliphen; men jeg blev forvirret ved hans Nærværelse, ka¬
stede mig ned for hans Fødder, lagde min Haand paa mit Ho¬
ved, og blev maalløs. Haszan, sagde hand, hvad kand
Du have tabt, hvis Riigdom var dine egne Hænders Ar¬
beyde, og hvad kand have gjordt Dig sorrigfuld, hvis Glæ¬
des Kilde var i Dit eget Bryst, hvad ondt er vederfaret dig?
Tael, og dersom jeg kand borttage det, da er du lyksalig.
Jeg blev nu opmuntret til at see op, og jeg svarede: "Lad min
Herre tilgive sin Tieners Formastelse, som vilde heller stedse
blive stum, end fremføre en U-Sandhed. Jeg er blevet ulyk¬
salig ved at have tabt det, som jeg aldrig eyede; Du har op¬
vakt Ønsker, som jeg vel ikke er værdig til at Du skulde fyl¬
destgiøre, men hvorfor skulde det tænkes, at hand som var
lyksalig i en nedrig og fattig Stand, vilde ikke blevet gjordt
meere lyksalig ved Høyhed og Riigdom?
Da


Da jeg havde endt denne Tale, stod Almalic i nogen
Tiid i Betænkning, og jeg blev endnu liggende for hans Fød¬
der. "Haszan,, sagde hand, jeg mærker, ikke med Vre¬
de men med Græmmelse, at jeg tog feyl, ihenseende til din
Carakter; jeg seer nu at der er Gierrighed og Ærgierrighed,
i dit Hierte; hvilke laae i Dvale, alleneste fordi de Ting,
som de tragtede efter, vare for langt borte til at opvække dem.
Jeg kand derfor ikke beklæde dig med Myndighed, efterdi jeg
vilde ikke lade mit Folk blive undertrykt, og efterdi jeg vilde ik¬
kke tvinges til at straffe dig for Misgierninger, som jeg først
satte dig i Stand til at begaae. Men saasom jeg har taget
fra dig hvad jeg ikke kand give dig igien, saa vil jeg i det mind¬
ste fyldestgiøre de Ønsker som jeg opvakte, paa det dit Hierte
skal ikke beskylde mig for Uretfærdighed, og paa det du ikke
fremdeles skal være ubekiendt for dig selv. Staae derfor op
og følg med mig. Jeg sprang op fra Jorden, ret ligesom
med Ørne=Vinger, jeg kyssede Sømmen af hans Kiortel, i en
Henrykkelse af Taknemmelighed og Glæde; og da jeg gik ud af
mit Huus, hoppede mit Hierte, ret ligesom jeg var sluppet ud
af en Løves Hule. Jeg fulgte Almalic til hans Herberge, og
da hand havde opfyldt sin Andagts Løfter, tog hand mig med
sig til Medina. Hand gav mig et Kammer i Serailet, jeg blev
opvartet af hans egne Tienere, min Mad og Drikke sendtes
mig fra hans eget Bord, og jeg fik hver Uge af hans Skatkam¬
mer en Sum Penge, som overgik mine allerhøyeste Forven¬
telser. Men jeg befandt snarligen, at ingen lækker Mad eller
Drikke var saa velsmagende, som den Føde, hvortil Arbeyde
forskaffede Lyst; ingen Søvn saa sød, som den hvortil Mødig
hed kalder os; og ingen Tiid gaaer saa fornøyeligen, som den,
i hvilken Flittighed venter sin Belønning. Jeg erindrede disse
For¬


Fornøyelser med Græmmelse; og medens jeg sukkede midt i
Overflødighed, hvilken jeg kunde ikke forlade, endskiønt den be¬
sværede mit Liv, blev den pludseligen taget fra mig.
Almalic, midt i hans Riges Herlighed, og i hans Livs
fulde Kraft, døde pludseligen i Baddet; saaledes, veed du,
var den Skiæbne, hvilken den Almægtige havde skrevet paa
hans Hoved.
Hans Søn Aububekir, som efterfulgte ham paa Thro¬
nen, var blevet ophidset imod mig, ved nogle som ansaae mig
baade med Foragt og Avind; hand tog pludseligen min Pen¬
sion fra mig, og befalede at jeg skulde drives ud af Palatset;
hvilken befaling mine Uvenner efterkom med saa stor Streng¬
hed, at jeg inden tolv Timer befandt mig paa Gaderne i Me¬
dina, fattig og venneløs, underkastet Hunger og Forhaanelse,
da jeg nu var blevet vant til Overdaadighed og Hoffærdighed.
O! lad ikke dit Hierte foragte mig, du som Forfarenhed har
ikke lært, at det er Elendighed at miste det, som det er ikke Lyk¬
salighed at eye. O! at for mig denne Lærdom havde ikke væ¬
ret skrevet paa Forsyynets Tavler! Jeg har vandret fra Mec¬
ca til Medina, men jeg kand ikke flye fra mig selv. Hvor ad¬
skillig er den Stand i hvilken jeg har været sat! Erindring af
dem begge er bitter, thi jeg kand hverken faae den enes eller den
andens Fornøyelser igien. Da Hazzan havde saaledes endt sin
Historie, slog hand sine Hænder tilsammen, saae op til Him¬
melen og brast i Graad.
Omar biede indtil denne hæftige Bevægelse var forbi,
derpaa gik hand hen og tog ham ved Haanden, "min Søn,
sagde hand, meere er der endnu i din Magt, end Almalic
kunde give, eller Aububekir kunde tage bort. Dit Levnets
Lærdom har Propheten i Naade beskikket mig til at for¬
kle


Du var engang fornøyet med Fattigdom og Arbeyde,
talleeneste fordi du var blevet vant dertil, og fordi Magelighed
og Overflødighed vare for langt fra dit Haab; thi da Mage¬
lighed og Overflødighed nærmede sig til dig, da var du ikke meere
fornøyet med Fattigdom og Arbeyde. Det som du da begyndte
at haabe, var iligemaade dit Haabs Grændser; og den, som fin
der sig bedraget i det som er hans yderste Haab, maae uforbi¬
gængeligen blive elendig. Dersom din høyeste Attrag havde væ¬
ret Paradises Fornøyelser, og du havde troet, at du ved din Le¬
vemaade kunde været forvisset om disse Fornøyelser, da, saa
som meere kunde ikke blevet givet dig, saa vilde du ikke bekla¬
iget at mindre blev dig ikke tilbudet. Den Fornøyelighed, som
du fordum besad, var kun Siælens Sove=Syge, og den Kum¬
mer, som du nu lider, vil kun des snarere opvække og sætte
den i Bevægelse. Gaae derfor bort, og vær taknemmelig for
alle Ting; sæt din Tilliid til Ham, som allene kand opfyl¬
eede Fornuftens Ønske, og mætte din Siæl med gode Ting; fæst
dit Haab paa den Deel, mod hvilken Verden er som en Draa¬
be Vand i Karret, og som Støvet i Vægt=Skaalen. Gaae
tigien, min Søn, til dit Arbeyde; din Føde skal igien blive
velsmagende, og din Søvn skal blive sød. Din Fornøyelig¬
hed vil end ydermeere blive bestandig, naar den beroer ikke
paa det der eyes paa Jorden, men paa det som ventes i Him¬
melen.
Hazan, i hvis Sind Underviisningens Engel indpren¬
tede Omars Raad, skyndte sig hen for at kaste sig ned i Pro¬
phetens Tempel. Rolighed begyndte at skinne paa hans Sind,
som Morgenens Straaler, hand gik igien til sit Arbeyde med
Munterhed; hans Andagt blev inderlig og stadig; og
Hazans sidste Dage vare lyksaligere
end de første.


Bie=Kuben.
No. 171.
Tiisdagen den 10 April 1759.
Af Herveys Reflections on a Flower
Garden,
(med et Passions=Blomster malet efter Naturen)
Gudelige Betragtninger i en Blomster=Hauge,
i Særdeleshed over et Passions=Blomster, et Soel¬
Blomster og over Bierne.
H¬
isset seer jeg et Træ, som staaer imod Sønder, og har
noget ved sig, der er alt for mærkværdigt dertil, at jeg
skulde gaae det u-agtsom forbi. Ligesom den frugtba¬
re, skiønt svage Viin=Stok, frembringer det en stor Familie
af Greene, men saasom det er ikke selv i Stand til at bære og
opholde dem, saa overgiver det dem til en Soel-Væg, hvor
de kand hælde sig til og blive beskyttede. Endnu have de spæ¬
de Greene neppe sat Knoppe til deres tilkommende Blom¬
ster. Jmidlertiid kand jeg i Forveyen forestille mig de


velbekiendte Virkninger, og afmale hos mig selv Passions¬
Blomsteret; som vil, i rette Tiid, med et langt og overflø¬
digt Følge pryde Greenene.
Jeg har læst i en verdslig Skribent om Blomster, paa
hvilke vare tegnede Kongers Naune (*); men her er et, som
er udziiret med den blødende Livets Fyrstes Kiendetegn.
Jeg læser i den Hellige Skrift om Apostoliske Mænd, som
bare stedse omkring i deres Legemer, den HErres JEsu Dø¬
delse (*) men her er en blomstrende Ordens=Person, som
bærer øyensynlige Amindelses Tegn af den samme forskræk¬
kelige og bedrøvelige Forandring. Hvem vilde have ventet at
finde saadan en sørgelig Forestilling af Væ og Jammer frem¬
bragt i en Samling af de nydeligste Fornøyelser? Eller at see
de gruelige Tildragelser paa Calvaria afmalede paa de liflig¬
ste Prydelser i Haugen? Er da Naturen drevet ved en ædel
Ærgierrighed til at yde sin lidende og døende HErre disse Erin¬
drings Ære=Tegn? Er den saa kiærligen tienstagtig at minde
de glemsomme Mennesker om dette Barmhiertigheds Mirakel,
som det er deres Skyldighed at betragte og deres Lyksalighed at
troe? Eller er en spøgefuld Indbilding min Fortolker, og all
den formeente Liighed ikke andet end en selvgjordt og ugrundet
Udtydning af Fantasien? Lad det saa være, men endog denne
Fantafie har sin Fortieneste, naar den, i saadanne behagelige
billeder, stiller os den korsfæstede JEsum for Øyne. Ey hel¬
ler skal jeg undslaae mig for at give min Jndbilding selv et villigt
bifald, naar den anvender sin skabende Kraft til at oplive
i min
(*) Die, quibus in terris inscripti nomina Regum
Nascantur flores?
Virgil.
(*) 2. Corinth. 4. 10.


i min Siæl en erkiendtlig Følelse af en saa mageløs Kiærlig
hed, og at opmuntre min Taknemmelighed mod en saa Gud
dommelig Ven.
Den spæde bugtefulde Stængel, som skyder ud fra Stil¬
ken, er den en Afbilding paa den Svøbe, som hudstrøg Frel¬
serens ubesmittede Kiød, og giorde de Ribler, ved hvilke vore
Siæle ere lægede? Eller forestilles os deri den flættede Strik¬
ke, som bandt hans Hænder paa en smertefuld og skammelig
Maade; disse godgiørende Hænder, som u-ophørligen vare
udstrakte til at løse de besværedes Byrder, og at meddeele alle¬
haande udvaldte Velsignelser? Betragt de Nagler, som ble¬
ve vædede i hans hellige Aarer, og som hæftede hans
Fødder til det forbandede Træ; disse deylige Fødder (t), som
altid gik omkring for at giøre Got, og vandrede fiærn og nær,
for at udsprede glædelige Tidender om en ævig Forløsning.
See den tunge og stærke Hammer, som drev de grove Søm
igiennem hans udspendte Seener, og med Vold aabnede en
Vey for disse forskrækkelige Spiger igiennem hans forrykkede
Lemmers Been. See de Torne, som omgave vor Konge¬
lige HErres Jsse, og trykte deres skarpe og smertefulde Spidse
ind i hans velsignede Hoved; det Hoved, som stedse pønsede paa
Fred for arme Syndere, og anvendte mange vaagne Nætter paa
ivrige Bønner for deres Lyksalighed. Ohvilken Smerte! hvilken
qvælende Smerte, da, i stedet for en triumpherende Laurbær¬
eller vellugtende Blomster=Krands, en skarp og flættet Tor¬
nekrone blev sat paa Hovedet af den sagtmodige Messias! Da
grove og barbariske Slag af det stærke Østerlandske Rør
sloge paa den skarpe Tornekrone og fæstede enhver Torn dybt
ind
P2
(*) Hvor deylige ere dens Fødder, som bebuder paa Biergene, som
lader høre Fred, som bebuder Got, som lader høre Salighed.
Esaiæ 52. 7.


ind i hans ømme Tindinger. Der staae Disciplerne, i den
grønne Indhægning, og giøre en Kreds runden om de Jnstru¬
menter, hvormed deres store Øverste blev piint. De staae i
en tæt Slagt=Orden, og synes alle at være trofaste Tilhæn¬
gere, der have fattet den kække Slutning, enten at forsvare
deres HErre til det alleryderste, eller og ved en priiselig Død
at falde ved hans Side. O at de i deres Forhold havde givet
saadanne Prøver paa deres Jver og Troeskab, som deres sta¬
dige Postyr og kække Anseelse synes at love! Men, ach!
hvad er menneskelig Standhaftighed, naar den sauner Bi
stand oven fra, andet end en forsvindende Dunst? Hvad er
enhver Helgen, naar hand ikke understøttes ved den mægtige
Naade, andet end en skammelig Forræder?
Giv Agt paa den Gloria, som er afbildet i Straaler af
Keyserlig Purpur. Men ah! hvor udygtige ere disse Traade,
skiønt spundne af Sommerens fiineste Haand, skiønt farvede
i Sneen, eller dyppede i Himmelen, til at forestille hans men¬
neskelige Naturs ubesmittede Ypperlighed, eller hans Gud¬
dommelige Naturs u-udsigelige Majestæt! Den meest levende
Samling af Farver, naar den lignes derimod, falmer hen til
en ubetydelig Mathed; de allerbehageligste Virkninger af Lyys
og Skygge, ere ikke alleeneste blot Kladderie, men et gand¬
ske Intet.
Jblant alle de Skiønheder, som skinne i Soel-virkede
Klæder, og nippe af den Sølv=perlede Dug, har denne, i mi¬
ne Tanker den ædelste Betydning, om ikke den smukkeste An¬
seelse. Skulde de alle gaae igiennem Mynstring, og deres
Fortrin bestemmes ved min Dom, da vilde jeg ikke i et Øye¬
blik betænke mig. Dette elskelige Blomster maae beholde Pri¬


sen; efterdi det har saa anseeligen og høyligen gjordt sig vær¬
dig dertil, ved at bære saadan en mærkværdig Liighed med den
Retvise Vext; den naunkundige Plante (*). Naar
andre anviise det et Sted i deres Blomster=Hauge; da vilde
jeg plante Passions=Blomsteret, eller rettere dets hellige Be¬
tydning i mit Hierte. Lad det der blomstre baade Sommer
og Vinter; blomstre, i de allerdybest indgravne Caracterer,
og med en u-forgængelig Glands. Paa det jeg saaledes maae
bære, ja bære i min inderste Siæl, Jmmannels Spoor, som
er saaret for mine Synder og knuset for mine Overtrædelser.
At jeg saaledes maae blive korsfæstet med Christo (.); i det
mindste ved bodfærdig Ruelse, og hiertelig Medlidenhed. At
jeg maae kiende hans Piines Samfund (f); og føle alle mine
onde Lyster og Begiærligheder saarede ved hans smertefulde
Lidelser, og dæmpede ved hans Død.
Jeg seer en Rad af stærke og prægtigen høye Stængeler
i en tilbørlig Viide fra hinanden. De staae ligesom Taarne
langs ad Muurene om en befæstet Stad; eller skyde op ligesom
høye Spiire midt iblant en Hob Huuse. De deele sig, i Top¬
pen, i adskillige hængende Skaller; fra enhver af disse vil, in¬
den en kort Tiid, frembryde en vakker Figur, af en meget be¬
synderlig og lære riig Carakter, rundet som en fuldkommen
Cirkel; spredende sig vidt ud i den frie og aabne Luft, og
prydet med en Farve, som frem for alle andre, meest indtager
den Gierriges Øye.
Men den Egenskab, som fornemmeligen sætter mig i For¬
undring, er dets hæftige Kiærlighed til Solen. Naar Afte¬
nen?
P3
(*) Saa beskrives den velsignede Jsus Jerem. 23. 5. Ejech. 34. 29.
(.) Gal. 2. 20. (*) Philipp 3. 10.


nen kommer med sine Skygger, da lader det arme Blomster
Hovedet hænge, og folder sine Blade tilsammen; det sørger
den gandske Nat, ligesom en fortabt Elsker, for Lysets Fra¬
værelse. Men aldrig saa snart aabner Guds Forsyyn Mor¬
genens Øyenlaage, førend det strax vender sig til sin Kiærlig
heds Øyemeed, sleege og smiggrer for den heele Dagen, og la¬
der sin skinnende Allerkiæreste ikke komme sig af Syyne, saa
længe den er oven over Horizonten. Om Morgenen kand
J see at det vender sin gyldene Barm mod Østen; om Midda¬
gen seer det op ad til den høye Himmel; og om Aftenen følger
det den samme trækkende Kraft til Vesten.
Sandeligen, Naturen er en Bog, og et hvert Blad er
riigt paa hellige Erindringer. For et agtsomt Gemyt bli¬
ver Haugen en Prædikant, og dens blomstrende Jndvaa¬
nere blive saa mange levende Prædikener. Hvor opmuntren¬
de et Mønster, hvor herlig en Lærdom have vi Her!
Saaledes maae HErrens igienløste see op til JEsum (t), og
blive deres Elskelige liig. Lad os alle blive Soel-Blomster,
(om jeg saa tør sige) for Retfærdighedens Soel. Lad vore
Passioner stige og falde, vende sig hid eller did, ligesom hans
Ord foreskriver, eller hans hellige Exempel leeder os. Lad
os saaledes beqvemme os baade efter hans befalende og hans
forsynlige Villie, som Voxet dannes efter det indtrykte Segl;
eller som dette forelskede Blomster vender sig efter den skinnende
Stierne, som skaber Dagens Lyys for os.
J enhver Velsignelse og Fornøyelse, som du nyder, min
opmærksomme Christen, see op til JEsum; tag derimod som
en Gave af hans Kiærlighed, der er kiøbt ved hans smerteful¬
(*) Ebr. 12. 2.


de Lidelser. J enhver Trængsel see op til Jsum; giv agt
paa hans naadige Haand, som fører Svøben; eller blander
den bittre Skaal; som laver den til en tilbørlig Grad af
Strenghed; som afpasser Tiden hvor længe den skal vare; og
er færdig til at giøre disse Ting, som synes onde, til virkeligen
gode. J enhver Skrøbelighed og Forseelse see op til JEsum,
din barmhiertige ypperste Præst, som beraaber sig paa sit for¬
sonende Blod, og beder for Overtrædere. J enhver Bøn see op
til JEsum, din mægtige Talsmand, som giør din Andagt
antagelig, og bærer de Feyl, som ere ved dine hellige Øvelser.
J enhver Fristelse see op til Jsum, som er Grunden til din
Styrke og din Saliggiørelses Fyrste; som allene er mægtig
til at oprette de nedhængende Hænder, at styrke de svage
Knæ, og giøre dig til meere end Overvinder over alle dine Fien¬
der. Men fornemmeligen naar din Afskeeds Time nærmer
sig, naar dit Hierte og dit Kiød forsmægte, naar alle Livets
Baand gandske opløses, da see op til JEsum med et troende
Øye (*). Ligesom den døende Stephanus, see ham staaende
ved GUds høyre Haand, for at komme sit Folk til Hielp, i
denne deres sidste Nød. Ja, min Christne Ven, naar du
har fuldendt dit Livs Reyse, og du er kommet til Dødelighe¬
dens yderste Grændser, naar du skal nu træde ind i den usyn¬
lige Verden, og der er intet for dig uden en u-endelig Ævig¬
hed; Da, Oda, forsøm ikke at see stadigen op til JEsum, see
med den gamle Simeon HErrens Christum. Betragt ham
som den eneste Vey til de ævigvarende Vaaninger; som den
eneste Dør til Saligheds Boliger.
Her seer jeg nogle Creature, som, uagtet Middag=So¬
lens brændende Straaler, endnu opholde sig hos Blomsterne,
(*) Esaiæ 4f. 24.


og ivrigen fortsætte deres Arbeyde paa de blomstrende Træer.
Jeg meener Bierne; det Sælskab af Chymister! Hvilke Na¬
turen har meddeelt den rare og dyrebare Hemmelighed, at be¬
riige sig selv uden at giøre andre fattige. Som uddrage den
nydeligste Sirop af enhver vellugtende Urt, uden at beskadi¬
ge dens Væsen, eller formindske dens Lugt. Jeg giver saa
meget meere Agt paa disse snilde Arbeydere, efterdi jeg vilde
gierne giøre dem til mit Mønster. Medens den buntede Som¬
mer=Fugl flagrer omkring med sine malede Vinger, og nipper
en liden indbildt Fornøyelse, alleneste for det nærværende Øye¬
blik. Medens den mørke Ædderkop, med en meere skadelig
end forfængelig Fliid, bereeder sine listige Garn til Forder¬
velse, eller suer Forgift endog af de sundeste Planter. Da er
dette forsynlige og huuslige Folk viiseligen omhyggelig for at
legge op for den tilkommende Tiid, og at sanke et overflødigt
Og O! at
Forraad af de meest balsamiske Liggendefæ.
disse Betragtninger maatte dybt indprentes i min Siæl! O at
GUD, som indgav mig enhver Himmelske Tanke, vilde naa¬
digen forvandle den til en fast og uryggelig Grund=Regel; til
at bestemme alle mine Tilbøyeligheder, og at indrette min
gandske Opførsel; da skulde jeg af de samme Blomster sanke
Fordeele, der ere langt dyrebarere end eders gyldene Forraad,
J vindskibelige Kunstnere. Jeg skulde og gaae hiem beladt
med den kosteligste Honning og det herligste Bytte, omendskiønt
jeg brækker ikke et Blad, eller kalder et eneste Blomster mit
eget.


Bie=Kuben.
No. 172.
Tiisdagen den 17 April 1759.
Af the World No. 187.
Til Mr. Fitz=Adam.
Min Herre!
J¬
blant alle de Besværinger, som eders Correspondenter
have Tiid efter anden fremlagt for eder, har jeg ikke fun¬
det een eneste Tilstand, som har nogen Liighed med
min, eller som halv saa meget fortiener eders Medynk og go¬
de Raad. Jeg er Broder til fire Søstre, jeg er den ældste af
min Familie, en Borger i London, og af min Handtering en
Skoemager. Min Fader havde enliden Tieneste ved Hoffet,


hvilken, jeg troer, indbragte ham aarligen henved halvandet
hundrede Pund. Min Moder nedstammede fra en som i tre¬
die eller fierde Led var beslægtet med en Skotlandsk Pair, der
formedelst Forræderie var dømt fra sin Værdighed; hun var
Fruer=Pige, da min Fader ægtede hende, og bragte ham til
Medgift en meget stor Deel af Hovmod, Dyd og fornemme
Levemaade. Min Fader, som forhen havde sat Næsen meget
høyt i Væiret som en Hof-Betienter, blev nu en langt betyde¬
ligere Person, end tilforn, da hand betænkte at hand ved det¬
te lyksalige Giftermaal var blevet besvogret med den høye Adel.
Min Moder derimod havde en stor Græmmelse at overvinde,
nemlig, at hun havde ikke alleneste besmittet hendes Blod ved
at ægte een af Almuen, der tilforn var en forarmet Lysestøber
i Byen, men at hun og havde ombyttet hendes høyadelige Pi¬
ge=Naun for det grove og gemeene Naun af Mad. Laycock.
Jmidlertiid trøstede hun sig dermed, da hun først mærkte at
hun var frugtsommelig, at saa afskyeligt et Tilngun skulde bli¬
ve gjordt anseeligt i hendes Børn, ved de herligste og smukkeste
Døbe=Naune, som kunde findes i Historien eller Romaner.
Min Fader samtykte dette Jndfald, og saa snart jeg var fior¬
ten Dage gammel, blev jeg med stor Pragt og Herlighed døbt
og kaldet Ptolomæus. Min ældste Søster, som blev født
til Verden et Aar derefter, blev kaldet Wilhelming Char¬
lotta, den anden Penthesilea, den tredie Telethusa og
den fierde Honoria. Der var og endnu en Søn, som blev
kun en Maaned gammel, og var døbt Agamemnon.
V¬


opdragne til at ansee disse Naune, som
alle
Vi blev
Kiendemærker paa vor Høyhed over andre Børn, og hvorved
vi gandske vist skulde med Tiden giøre vor Lykke. Dersom
Monsr. Ptolemæus var u=artig, da blev der ikke skiændt paa
ham som paa et gemeent Barn, men hand blev paamindet
med all den Lemfældighed og Sagtmodighed, som tilkommer
et saa berømmeligt Naun. Dersom Jomfr. Wilhelming
Charlotta, eller hendes Søstre, Jomfrue Penthesilea,
Jomfrue Telethusa, eller Jomfrue Honoria forglemte at
holde deres Hoveder i Væiret, eller fandtes at spøge med
Drengene, saa bleve de erindrede om deres Naune, og under¬
viiste hvorledes de skulde føre sig op derefter. Vore Klædet
vare, om det ellers var mueligt, lige saa fantastiske som vore
Naune, og vor statelige Opførsel svarede til dem begge. Og
omendskiønt vi vare de jævneste Børn i Verden, og der var
ikke den mindste Formodning at vi kunde faae en eneste Skil¬
ling til Arv, saa bleve vi dog opdragne til Hovmod og Ledighed,
og til at slaae med Næsen ad alle de Larser, Nielser og Pee¬
rer, og Metter og Marener, som vare bedre end vi i Naboe¬
lauget.
De fornødne Udgifter til at vedligeholde all denne Hov¬
mod og Daarlighed, vare større end min Faders ringe Jndkom¬
ster kunde bestride, og Mr. Ptolemæus, som var nu elleve
Aar gammet, maatte have blevet ligesaa gandske u-optugtet,
som Jomfruerne hans Søstre, dersom min Faders Broder,
der var en anseelig Skoemager i Staden, havde ikke draget


Omsorg for mig, og sendt mig til St. Pauls Skole paa hans
egen Bekostning. Denne Tildragelse i mit Levnet maae jeg
tilskrive det, at jeg er undgaaet den yderste Elendighed. Jeg
blev kaldet Kong Ptolemæus af alle Skole=Drengene, og blev
saaledes beleet for min Betydelighed, at jeg snarligen skamme¬
de mig ved mit Naun; og efter tre Aars Forløb, da min Mo¬
der tænkte at det var høy Tiid for mig at komme til Hoffet
igien, vilde jeg heller tage imod det Tilbud, som min Farbro¬
der havde gjordt mig, at lære mig sit Haandverk, og at træde
i Sælskab med mig, naar jeg havde udlært. Min Fader var
temmeligen villig til at samtykke heri, saasom hand befandt sig
ved en slet Helbred, og ikke i Stand til at forsørge mig; men
min Moder var u-overtalelig. Hun betragtede at mit store
Naun vilde kun ilde passe sig til saa nedrig en Handtering; og
da hun saae at jeg endeligen vilde, sagde hun til mig, med en
Flod af Taare, da vi skilltes ad, at jeg var den første Ptole¬
mæus, som nogensinde syede Skoe.
Jeg for min Part var blevet saa fireret i Skolen angaa¬
ende mit Naun, at jeg aldrig derefter skrev meere end det før¬
ste Bogstav deraf; og saasom P. meget lykkeligen saae meere
ud til at betyde Philip end Ptolemæus, saa har jeg und¬
gaaet den spottefulde Latter, som jeg ellers skulde blevet begeg
net med.
Da jeg havde udlært, gav min Farbrøder mig sin eneste
Datter til ægte, og da hand døde strax efter, saa arvede jeg
han


hans Handtering og Formue, der beløb sig med vis udstaaen
de Giæld og reede Penge til fire tusende Pund.
Min Moder, som havde aldrig gandske forvundet sin
Hierte=Sorg over den Vanære, som hendes Søn Ptolemæus
var kommet i, døde strax efter min Farbroder, og min Fader
fulgte hende nu i Sommer, efterladende mine Søstre ingen
anden Arv end deres Naune, hvilke, til min store Sorg, hav¬
de ikke været saa gandske gangbare i Verden, at de kunde leve
deraf. For at være saa kort som jeg kand, saa fik jeg dem alle
paa Halsen, og det lader som de ville blive hos mig saa længe
jeg lever. Men Ulykken er denne, at, dersom jeg vil ikke lade
mine Søstre sulte ihiel, maae jeg selv blive en Staader; thi
de Omkostninger de forvolde mig, og det Intet de giøre, vil
ikke tillade mig at holde det ud. Ved deres Klædedragt, de¬
res Naune, og det fornemme Væsen som de give sig, er jeg
bleven latterlig iblant alle mine Bekiendtere. Min Hustrue,
som er en meget jævn og brav Kone, og hvis Naun er Amey,
have de døbt om og kaldet Amalia; og min lille Datter, som
er et Aar gammel, maae ikke længer hede Maren, men Ma¬
ria. De klamres ideligen tilsammen om deres Naune, hvil
ket der er det største og ypperligste; og efterdi den ældste Søster
har to og de andre kun et, saa have de overlagt med hinanden
at berøve hende dem begge, og næsten at brække hendes Hier¬
te, i det de kalde hende Jomfrue Laycock.
Jeg


Jeg har viist dem hvor umueligt det er for mig at under¬
hølde dem meget længere, og med mueligste Ømhed og Lem¬
fældighed raadet dem til at søge Tieneste; men de svarede mig
med den yderste Vrede og Fortrydelse, at hvadsomhelst anden
Meening en Skoemager i Byen maatte have, saa vare de Naune
Wilhelmina Charlotta, Penthesilea, Telethusa og
Honoria, ingenlunde Tieneste=Pigers Naune, og med min¬
dre jeg vilde forsørge dem bedre, saa skulde de fremdeles blive
hvor de vare. Ja, min yngste Søster, Jomfrue Honoria,
som troer at hun er smuk, var saa ublue og sagde til mig, at
dersom hun nogensinde beqvemmede sig til at leye sin Person
bort for Betaling, da skulle det blive til anden Brug end en
Tieneste Piges; hvortil Jomfrue Telethusa behagede at sige,
at hun var gandske af Jomfrue Honorias Mening; thi den
Synd at være en Bislopperske var hende ikke halv saa anstøde¬
lig som den Skam at være en Tieneste=Pige.
J maae selv slutte, min Herre, hvor gierne jeg vil have
dem ud af Huuset, naar jeg siger eder, at jeg har endog tilbu¬
det dem, at jeg vil leye et Huus til dem i den Ende af Byen,
hvor Hoffet er, og give hver af dem et hundrede Pund til at
begynde nogen Handel med, som de selv finde for got; men
deres store Naune, tænk engang, bør ikke beskæmmes ved at
staae under Kræmmer=Regninger, hvad end deres Broder
Ptolemæus, Skomageren, i hans store Jver for at tiene
dem, maae ydmygst behage at meene. Dog, med disse ret
store Naune, som bør ikke besmittes ved Kiøbmandskab eller


ved Tieneste, have de fornedret sig til at bestiæle min Casse to
eller tre gange; og det er ikke længere siden end forgangen
Uge, da jeg greeb min ældste Søster i Gierningen, at hun
sagde til mig med stor Værdighed, at det tilkom hendes Broder
Ptolemæus at skamme sig, fordi hand tvang hende til at be¬
gaae en Gierning, der var hende saa ueanstændig.
Jeg har fortalt vores Sogne=Præst den gandske Sag,
og hand har gjordt sig stor Umag for at bringe dem ved sine
fornuftige Forestillinger til at fatte bedre Tanker; men alt
forgæves; og dersom J, Mr. Fitz=Adam, som er en bereyst
Mand, kand ikke give dem Anviisning paa noget Sted i Ver¬
den, hvor store Naune, stor Hovmod, stor Magelighed, og
stor Armod ere de eeneste Egenskaber, som Mænd see efter hos
en Hustrue, saa maae jeg inden faa Dage lukke mit Verksted
til, og lade Jomfrue Wilhelming Charlotta og de andre
Jomfruer hendes Søstre, med deres høy fornemme Naune,
gaae og tigge omkring paa Gaderne. Dersom J kiender no¬
get saadant Sted, og J vil beviise mig den Gunst og nævne
det i eders næste Ugeblad, da vil J frelse en heel Familie fra
Undergang, og uendeligen forpligte, min Herre,
Eders høystsorrigfulde ydmyge Tiener
P. Laycock.


Jeg tilstaaer, at min Correspondents Sag er meget for¬
trædelig, og jeg ønsker af mit gandske Hierte, at jeg paa mi¬
ne udenlandske Reyser havde fundet saadant et Land, som
hand taler om. Alt det Raad jeg kand give ham, er at hand
engang endnu sender Bud efter Sogne=Præsten, og lader
hans Søstre omdøbe; thi førend de kand formaaes til at have
nye Naune, vil det være gandske umueligt at
give dem nye Naturer.


Bie=Kuben.
No. 173.
Tiisdagen den 24 April 1759.
Af Spectator No. 598.
M¬
enneskene kand inddeeles i de Lystige og de Alvorlige;
De giøre begge en meget god Figur i det menneskelige
Kiøn, saa længe som de, paa begge Sider, tage sig
vare, at denne deres Sinds Beskaffenhed skal ikke vanslægte
til Yderlighed; thi i det ene Slags er der en naturlig Tilbøye¬
lighed til en melankolisk Knurvorenhed, og i det andet til en
fantastisk Letsindighed.
Den lystige Deel i Verden er meget behagelig, saa læn¬
ge som de paa den rette Tiid og ved beqvemme Leyligheder op¬
muntre en Omgængelse og Samtale; men de ere, tvertimod,
en stor Besværing for det almindelige Samqvem, naar de
forderve enhver Samtale med afsmagelig Lystighed, og drive
Gækkerie med saadanne Materier, som passe sig ikke dertil;
thi endskiønt Latter bliver af de verdslige Viise anseet som For¬
nuftens Egenskab, saa er det dog altid agtet for et Tegn til
Daarlighed at giøre for meget deraf.
Paa den anden Side har Alvorlighed iligemaade sin
Skiønhed, saa længe den er foreenet med Munterhed og Ven¬


ikke
lighed, og fremkommer
n ulystige,
som vi omgaaes med.
Disse tvende Slags Mennesker, omendskiønt enhver af
dem skinner i sin Carakter, have dog gierne en naturlig Afskye
for hverandre.
Hvad er meere sædvanligt, end at høre Folk af en alvor¬
lig Gemyts Beskaffenhed og strenge Moraler, at tale vidtløf¬
tigen om de unge og lystige Menneskers Forfængeligheder og
Daarligheder, idet de med et Slags Gruelse ansee saadan Pragt
og Forlystelser, som ere i sig selv uskyldige, og blive alleneste
strafværdige, naar de formeget indtage Sindet.
Jeg kunde ikke andet end smiile, da jeg læste et Stykke i
den Efterretning som Mr. Baxter giver om sit eget Levnet
hvori hand forestiller det som en stor Velsignelse, at hand i sin
Ungdom med stor Nød undgik at faae en Tieneste ved Hoffet.
Det maae vel tilstaaes, at et letsindigt Gemyt giør et
Menneske uvarsom, og aabner en Adgang til hans Siæl for
enhver Fristelse, som anfalder den. Den befordrer alle La¬
sternes Tilgange, og svækker al Dydens Modstand. Hvorfor
og en navnkundig Statsmand i Dronning Elisabets Tid, ef¬
ter at hand havde unddraget sig fra Hoffet og offentlige For¬
retninger, for at overgive sig til Religionens Pligter, naar
nogen af hans gamle Venner pleyede at besøge ham, havde
stedse denne Advarsel paa Tungen: Vær alvorlig.
En berømt Jtaliensk Skribent af samme Sindelag, naar
hand taler om den store Fordeel der er ved et ærbart og stille
Gemyt, ønsker meget alvorligen, at hand til det menneskelige
Kiøns Nytte eyede Trophonius's Hule; hvilken, siger hand,
vilde hielpe meere til at forbedre deres Sæder, end alle Tugt¬
Huuse i Europa.


Vi have en meget omstændelig Beskrivelse over denne
Hule i Pausanias, som fortæller os, at den var gjordt som
en stor Bager=Ovn, og havde mange særdeles Omstændighe¬
der, som giorde den Person, som var deri, meere dybsindig
og tankefuld end hand ellers pleyede at være; saa at man end¬
og aldrig saae noget Menneske at lee, efter at hand engang
havde været deri. Det var sædvanligt i disse Tider, naar no¬
gen saae meere end allmindeligen mørk ud af Ansigtet, at sige
til ham, at hand saae ud som en der var nyligen kommet ud af
Trophomuss Hule.
Paa den anden Side have Skribentere af et lystigere
Sindelag ikke været mindre strenge imod det andet Partie; og
de have haft en Fordeel over dem, nemlig at de have angrebet
dem med meere vittige Jndfald og Lystighed.
Over alt, dersom et Menneskes Sinds Beskaffenhed stod
i hans egen Magt, da tænker jeg hand vilde ikke vælge at væ¬
re nogen af Deelene; efterdi den meest fuldkomne Carakter er
den som er sammensat af dem begge. Et Menneske vilde hver¬
ken skiøtte om at være en Eremit eller en Gøgler; den menne¬
skelige Natur er ikke saa elendig, at vi skulde altid være melan¬
kolske; ey heller er den saa lyksalig, at vi skulde stedse være ly¬
stige. Med et Ord, et Menneske skulde ikke leve som om der
var ingen GUd i Verden, og ikke heller, som om der var in¬
gen Mennesker i den.
R¬


Af?
et har været min Maade, siden jeg blev gammel, at tillade
mig selv nogle smaa Friheder, hvilke jeg aldrig tog i min
Ungdom. Jblant andre er denne at tage en lille Middags
Søvn, hvilket jeg faldt paa i mit femte og halvtredsindstiu¬
gende Aar, og har holdt derved i disse sidste tre Aar. Paa
denne Maade haver jeg en dobbelt Morgen, og staaer op tven¬
de gange om Dagen frisk og munter til mine Betragtninger.
Det hænder sig meget lykkeligen for mig, at nogle af mine Drøm¬
me have været lære =riige for mine Landsmænd, saa at jeg
kand siges at sove, saa vel som at vaage, for det almindelige
Beste. Jeg pønsede i Gaar paa den Beretning, som jeg al¬
lerrede har meddeelt mine Læsere om Trophoniuss Hule.
Jeg var ikke snarere faldet i min sædvanlige Slummer, før¬
end jeg drømte, at denne Hule var blevet min Eyendom, og
at jeg udgav en offentlig Efterretning om dens Kraft, indby¬
dende alle og enhver til den, som havde Lyst til at være alvor¬
lige i deres øvrige Leve Tiid. En stor Mængde indfandt sig
strax hos mig. Den første, som gjorde Forsøg derpaa, var en
Pikkelhering, som blev mig overleveret af en Freds=Dom¬
mer i Naboelauget, for at bringe ham fra saadan en rygges¬
løs Levemaade. Den stakkels Pikkelhering havde ikke gaaet mee¬
re end engang omkring i den, førend hand kom ud af Hulen, li¬
gesom en Eremit af sin Hytte, med en bodfærdig Miine, og en
meget bedrøvet Anseelse. Derefter førte jeg derind en ung latter¬
fuld Gæk, og da hand kom ud igien, spurte jeg ham smilende,


hvorledes Stedet stod ham an? Han svarede: Jeg beder dig,
min Ven, vær ikke urimelig; og derpaa gik han forbi mig
saa ærbar som en Dommer. En Borger begiærte dernæst,
at jeg vilde tillade hans Kone en fri Indgang og Udgang af
Hulen. Hun var pyntet med en Mængde Baand af de meest
pralende Farver som jeg nogensinde har seet. Da hun gik ind,
gav hun mig et Slag af sin Vifte, med et smilende Ansigt;
men hun kom ud saa ærbar som en Kloster=Jomfrue, og ka¬
stede fra sig adskillige Fruentimmer=Snorrepiberier; hun sag
de til mig med et Suk, at hun havde besluttet at gaae i dyb
Sorg, og at bære sorte Klæder saa længe hun levede. Saa¬
som mange Coqvetter bleve mig anbefalede af deres Forældre,
deres Mænd og deres Beylere, saa lod jeg dem alle gaae ind
paa eengang, og bad dem, at de vilde fornøye sig tilsammen
det beste de kunde. Da de igien kom ud til Dagens Lyys, saa
skulde J tænkt, at min Hule havde været et Nonne=Kloster,
og at J havde seet et høytideligt Optog af Nonner, som gik
ud, een efter den anden, med den største Taushed og den meest
exemplariske Anstændighed. Da jeg fornøyede mig meget over
et saa opbyggeligt Syyn, kom der hen imod mig et stort Sæl¬
skab af Mandfolk og Fruentimmer, leende, siungende og dant¬
sende, og det saaledes, at jeg kunde høre dem længe førend jeg
saae dem. Da jeg spurte deres Anfører, hvad deres Æren¬
de var, svarede de mig alle paa eengang, at de vare Franske
Protestanter, som vare nyligen ankomne til Engeland; og saa¬
som de befandt at de vare af for lystig en Sinds Beskaffenhed
for mit Fæderneland, saa vendte de sig til mig, paa det jeg
skulde giøre dem skikkede til Engelsk Samqvem. Jeg sagde til
dem, at dersom jeg kunde tiene dem deri, da vilde jeg snart


fordrive deres Lystighed; hvorpaa jeg lod en heel Flok af dem
gaae ind i Hulen, hvilke, efter at de havde beseet Stedet, kom
ud igien i meget god Orden, og saae gandske Engelsk ud.
Derefter førte jeg en Hollænder derind, som havde stor Lyst
til at see Kielderen, som hand kaldte den; men jeg kunde ikke
mærke, at den havde gjordt nogen Slags Forandring hos ham.
En Acteur, som havde vundet stor Berømmelse i ly¬
stige Ruller, sagde til mig, at hand havde en stor Lyst til at
forestille Alexander den Store, og hand meente, at hand
skulde giøre sin Sag meget vel, dersom hand kunde faae to eller
tre latterfulde Træk udstrøget af hans Ansigt; hand giorde da
et Forsøg og gik ind i Hulen, men fik derved saadan en alvorlig
Miine, at jeg er bange for at hand vil herefter ikke blive be.
qvem til at spille nogen Rulle, uden Timon i Menneske¬
Haderen, eller en stunl Person i en Sørge=Stue.
Derpaa lukbøe jeg en hierneløs, fantastisk Borger der¬
ind, for at gøre ham skikket til at blive Raadmand. Efter
ham fulgte en ung ryggesløs Jurist, som blev bragt til mig
af hans Bestemoder; men til hendes store Sorrig og Forun¬
dring kom hand ud en Qvæker. Da jeg fandt mig omrin¬
get af en stor Mængde af Fritænkere og Religions=Spot¬
tere, som giorde sig lystige over de andres ærbare Miine og
tankefulde Anseelse, som havde været i Hulen, saa stødte jeg
dem ind allesammen, en efter den anden, og lukkede Døren til
efter dem; da jeg aabnede Døren igien, saae de allesammen
ud, som de vare blevne overmaade forskrækkede, og gik bort
med Strikker i Hænderne hen til en Skov, som man kunde see
ved


ved Hulen. Jeg mærkte at de kunde ikke fordrage sig selv i de¬
res første alvorlige Tanker; men saasom jeg vidste at disse vil¬
de snarligen bringe dem til en bedre Sinds Beskaffenhed, saa
overgav jeg dem til deres Venners Varetægt, indtil denne lyk¬
salige Forandring var virket hos dem.
Den sidste som blev bragt til mig, var et ungt Fruen¬
timmer, hvilket, saa snart hun saae mit korte Ansigt, brast
i saadan en umaadelig Latter, at hun maatte holde sig i Sider¬
ne, alt saa længe hendes Moder talte med mig. Derpaa faldt
jeg den gamle Matrone ind i Talen, tog hendes Datter ved
Haanden og sagde: Madam, vær saa god og træd ind i mit
Cabinet, imedens eders Moder fortæller mig eders Sag.
Derpaa førte jeg hende ind i Hulen; imidlertid bad Moderen
mig om Forladelse for Pigens grove Uhøflighed, og sagde til
mig, at hun ofte begegnede hendes Fader og de alvorligste af
hendes Paarørende paa samme Maade; at hun vilde sidde og
fnise og lee med hendes Med=Søstre fra den ene Ende af en
Tragoedie til den anden; ja at hun vilde undertiden briste i Lat¬
ter midt i en Prædiken, og faae den heele Forsamling til at
stirre paa hende. Moderen vilde fare fort, da det unge Fruen¬
timmer i det samme kom ud af Hulen med en ærbar Anseelse,
og neyede dybt for os. Denne Pige var saa overmaade ly¬
stig, at hendes Besøgelse hos Trophonius havde alleneste
bragt hende til en meere end sædvanlig Anstændighed i hendes
Opførsel, og giordt et vakkert ærbart Fruentimmer af hende.
Efter at jeg havde forrettet utallige Cuure, saae jeg mig om
kring med stor Fornøyelse, og blev vaer, at alle mine Patien¬
ter vandrede omkring for sig selv, i en meget tankefuld og dyb¬


sindig Postyr, saa at den heele Plads syntes at være skiu lt med
Philosopher. Jeg besluttede omsider selv at gaae ind i Hulen,
for at see, hvad det var, som havde foraarsaget slige forun¬
derlige Virkninger hos Sælskabet; men i det jeg bukkede mig
ved Indgangen, saasom Døren var noget lav, gav jeg saa¬
dant et Nik i min Lænestoel, at jeg vaagnede. Efter at jeg
var kommet til mig selv igien af denne første Bestyrtning, var
det mig meget kiært at dette Tilfald var hændet mig, saasom
jeg kunde ikke vide, om det maatte ikke fordervet mine
Ugeblade, i fald jeg havde opholdt mig
noget i Hulen.


Bie=Kuben.
No. 174.
Tiisdagen den 1 May 1759.
Af the Rambler. No. 55.
Maturo propior desine funeri
Inter ludere virgines,
Et stellis maculam spargere candidis.
Non, si quid Pholoen satis,
Et te, Chlori, decet.
Du er, o Chloris, snart til Graven moed af Ælde,
Blant unge Piger du ey meere leege maae,
Og blanke Stierners Glands som med en Plæt vanhelde;
Det som din Datter vel, dig nu vil ilde staae.
Til Mr. Rambler.
Min Herre!
O¬
mendskiønt jeg har kun i en liden Tiid levet i Verden,
saa har jeg dog allerrede haft jævnlige Leyligheder til at
mærke, hvor liden Virkning Forestillinger og Klage¬
maal have; hvilke, omendskiønt de blive udpressede ved Under¬


trykkelse, og understøttede ved Fornuften, ansees dog af nogle
i Verden med Afskye og Vrede som Opsætsighed; af andre
dadles de som Knurvorenhed; af andre høres de med et Skin
af Medynk, alleneste for at yttre nogle af disse pludselige Be¬
vægelser, som Hidsighed og Fortrydelse opvække, og som ere
færdige til at bryde frem, naar de finde Leylighed; af andre
høres de med Koldsindighed og Uagtsomhed, som Ting der
gaae dem ikke an, og hvorved de vilde giøre sig selv Skade,
dersom de skulde umage sig for at undersøge eller raade Boed
paa dem.
Dog saasom det er ikke mindre naturligt for disse, som
agte sig forurettede, at klage, end for andre at foragte deres
Klagemaal, saa skal jeg vove at legge min Sag for eder, i
Haab at J vil forsvare min Mening, om J holder den for
rigtig, eller stræbe at føre mig paa bedre Tanker, om jeg ta¬
gerfeil. Jeg venter, i det mindste, at J vil aflegge al Partisk¬
hed, og at J, hvor gammel eller adstadig J end maae være
vil ikke med en taabelig Trodsighed kalde mig vankundig og
daarlig, u=artig og gienstridig, alleeneste fordi J mærker at
jeg er ung.
Min Fader døde, da jeg var kun ti Aar gammel, og o¬
ver lod mig, tillige med en Broder der er to Aar yngere end
jeg, til min Moders Omsorg; hun er et Fruentimmer af Byrd
og vel opdraget, hvis Forsigtighed og Dyd hand havde ingen
Aarsag til at tvivle om. Hun følte i nogen Tiid all den Sorg,
som Naturen fremkalder, naar der skeer en endelig Skilsmisse
imellem Personer, der have hinanden kiær; og saasom hendes
hiertelige Bedrøvelse fortæredes ved sin egen Hæftighed, saa
forvandledes den til en øm Kierlighed for mig og min Broder,


og Sørge =Aaret blev fordrevet med at holde af os, med at trø¬
ste og undervise os, med at berømme min Faders Dyder, med
at love en ævig Høyagtelse for hans Hukommelse, og med at
give os daglige Prøver paa saadan en moderlig Kierlighed,
som Taknemmelighed vil ikke lætteligen tillade mig at for¬
giætte.
Men da denne sørgelige Lyksaligheds Tiid var forløbet,
og min Moder lod sig igien see uden Sørge=Klæder, saa be¬
gyndte hendes Fruentimmer=Bekiendtere at sige til hende, (hvad
deres Aarsager end maae have været) at det var nu Tiid at le¬
ve ligesom andre i Verden: et kraftigt Argument, som bliver
siælden brugt til et Fruentimmer uden Virkning. Frøken
Giddy fortallte hende ideligen hvad der tildrog sig i Byen, og
Mad. Gravely sagde til hende i Fortroelighed, og med stor
Kierlighed, at man begyndte offentligen at sige, at hun gjor¬
de alt for meget deraf, og drev sine Pligter som Enke og som
Moder alt for vidt; og at de fleeste af hendes Bekiendtere tænk¬
te om hende, at Haab om at faae en anden Mand var den san¬
de Aarsag, hvorfor hun udviiste saa stor Kierlighed for hendes
afdøde Mand og hendes Børn.
Venskab og Daarlighed vare meget tienstfærdige og an
vendte all Fliid for at forandre hendes Opførsel. Undertiden
forskrækkede man hende med Verdens Dadlen, undertiden op¬
muntrede man hende med Berømmelse. Man fortalte hende
om Dantse=Sælskaber, hvor andre skinnede, alleneste fordi
hun var fraværende; om nye Skue=Spil, hvor heele Byen
stimlede til, og om mange vittige Spotte=Gloser, hvorved
huuslig Flittighed blev gjordt foragtelig.


Det er vanskeligt for Dyden at staae alleene imod Frygt
paa en Side, og Fornøyelse paa den anden; allerhelst naar
der foreslaaes ikke nogen virkelig Misgierning, og naar Klog¬
skab og Forsigtighed selv kand frembringe mange Aarsager til
at tage sig nogen Frihed. Min Mamma lod sig omsider over¬
tale til at følge Frøken Giddy til et Skue=Spil. Hun blev
der modtaget med uendelige Complimenter, og ledsaget hiem
af en meget vakker Herre. Dagen derpaa blev hun med min
dre Vanskelighed formaaet til at spille Kort hos Madame
Gravely, og kom hiem glad og munter; thi den særdeles
Høytiid som var beviist hende, havde opvakt hendes Forfæn¬
gelighed, og saasom hun havde vundet, saa kunde hendes
Sparsommelighed ikke forurolige hende med nogen Bebreydel¬
se. Hun giorde nu sin anden Jndtrædelse i Verden, og hendes
Venner vare alt for omhyggelige til at forebygge, at hun skul¬
de ikke igien begynde sin forrige Levemaade; hver Morgen blev
hun budet til et eller andet Sælskab, og hver Aften fordrev
hun i Forlystelser, endskiønt hun i nogen Tiid beklagede sig og
sagde, at hun vilde heller været der fra. Jnden en kort Tiid
begyndte hun at føle hvor lyksaligt det var at leve efter sit eget
Tykke, at ikke være forbundet til at giøre nogen Regnskal
for sin Tid, sine Udgifter og sit Sælskab; og hun lærte, ef¬
ter haanden, at tale med Foragt, eller Medynk om saadanne
Koner, hvis Mænd vare mistænkte for at indskrænke deres
Forlystelser, eller deres Spill; og tilstod, at hun var meget
for at gaae ud og komme hiem, ligesom hun selv vilde.
Hun beviiste mig endnu den Godhed, at formane mig,
ved forefaldende Leyligheder, og at lade see nogen Venlighed
imod mig, og mellemstunder kyssede hun mig kiærligen, fordi


jeg smillede ligesom min Fader; men den største Deel af hen¬
des Formiddag blev anvendt paa at raadføre sig med hendes
Pige og hendes Galanterie=Kræmerske, angaaende en eller
anden Forandring i hendes Dragt, eller at besee Kramboder,
og sende Complimenter; og det øvrige af Dagen var for kort
til Besøgelser, Kort=Spil, Skue=Spil og Concerter.
Hun begyndte nu at mærke, at det var umueligt at op¬
drage Børn hiemme som man burde. Forældre kunde ikke al¬
tiid have dem i Syyne; Omgængelse med Tieneste=Folk var
smitsom; men naar de vare i Sælskab med andre Børn, saa
fik de meere Dristighed og Mood; den ene opmuntrede den
anden til Fliid og Stræbsomhed; og en stor Skole var natur¬
ligen det første Trin ind i den viide Verden. Hun anførte
tusende andre Aarsager, blant hvilke nogle vare i sig selv af li¬
den Vigtighed; men de bleve saa vel understøttede af Forly¬
stelse, Forfængelighed og Efterladenhed, at de snarligen over¬
vandt alle de overblevne Betragtninger af Kiærlighed og
Pligt, og baade jeg og min Broder bleve bortsendte til Kost¬
Skoler.
Hvorledes min Mamma fordrev sin Tiid, da hun var
blevet saaledes befriet fra denne Byrde, det kand jeg ikke give
eder nogen Efterretning om, men jeg har Aarsag til at troe,
at Lapperier og Forlystelser endnu ydermeere bemægtigede sig
hendes Hierte. J Førstningen besøgte hun mig i Skolen, siden
skrev hun mig til, men inden en kort Tiid fik jeg hverken Be¬
søgelser eller Breve fra hende; og hun bekymrede sig ikke mee¬
re om mig, end at hun sendte Penge til min Underholding.
Naar


Naar jeg kom hiem, i Friheds Dagene, blev jeg koldsin¬
digen modtaget, med en Anmærkning,, at denne Pige vil
snart blive et voxent Fruentimmer. Efter at jeg havde
været hiemme den sædvanlige Tiid, blev jeg sendt til Skolen
igien, og jeg hørte min Moder sige, da jeg reyste bort? Vel,
tnu skal jeg komme mig igien.
Efter sex Maaneder kom jeg hiem igien, og med den sæd¬
vanlige barnagtige Munterhed løb hun at omfanne min Mo¬
der; men hun forhindrede mig i det hun udbrød i Forundring
over min hastige og umaadelige Vext, sigende, at hun havde
aldrig seet nogen skyde saaledes i Veyret paa min Alder. Hun
var vis paa at andre Piger løb ikke saaledes op, og hun kunde
ikke lide at Børn skulde see ud som voxne Fruentimmer, førend
deres Tiid var. Jeg blev forvirret og gik bort, uden at høre
noget meere end dette:Ja, dersom J er vreed, Ma¬
dam Kirke=Spiir, saa kand J pakke eder bort.
Naar et Menneske har engang overtraadt Høfligheds
Regler, da er der kun lidet Haab tilbage, at hand igien vil
begegne os med Kiærlighed eller Anstændighed. Min Mam¬
ma holdt for, at den Fortrydelse, som jeg, i hendes Tanker,
havde ladet see mod hende, gav hende Aarsag til at fremture i
hendes Had imod mig, og den stakkels Jomfrue May=Træ
(thi dette Naun gav hun mig) blev aldrig nævnet eller talt til,
uden med en eller anden Talemaade, som udviiste Vrede eller
Mishag.
Hun havde dog endnu den Fornøyelse at klæde mig, li¬
gesom et Barn, og jeg veed ikke naar hun skulde have fundet
for got at forandre min Dragt, dersom jeg var ikke blevet be¬


friet af en Jomfrue, der var min Faster, som kunde ikke taa¬
le at see voxne Fruentimmer gaae med Hænge=Ærmer, og
derfor skiænkte mig Brocade til en Klædning, hvorfor jeg skul¬
de agtet mig hende storligen forbundet, dersom hun havde ikke
tillige ladet falde nogle Ord, at min Mamma maatte nu be¬
tænke sin Alder, og give mig hendes Øren=Ringe, hvilke hun
havde længe nok ladet see paa offentlige Steder.
Jeg forlod nu Skolen og kom hiem for at leve hos min
Mamma, der betragtede mig som en der uretmæssigen havde
bemægtiget sig de Rettigheder, som vorne Fruentimmer have,
og hvortil jeg ikke endnu havde nogen lovlig Adkomst; og at
jeg vilde støde hende ned af Alderdommens Brink, paa det jeg
maatte regiere uden nogen Overmand. Medens jeg saaledes
ansees med Avind og Mistanke, vil J lætteligen troe at det er
vanskeligt at behage. Et hvert Ord, enhver Miine fortørner
hende. Jeg taler aldrig, uden at jeg, i hendes Tanker, vil
giøre mig til af nogle Egenskaber eller Ypperligheder, som det
er en Misgierning at besidde; dersom jeg er lystig, da tænker
hun det er tilligt nok at blive flanevoren; dersom jeg er ærbar,
da kand hun ikke lide en Prude i Hage=Smekke. Dersom
jeg vover at gaae i Sælskab, da haster jeg efter at faae en
Mand; dersom jeg bliver i mit Kammer, da heder det, saa¬
danne Matron=lige Fruentimmer have Lyst til Betragtninger.
Jeg bliver almindeligen, under et eller andet Paaskud, ude¬
lukt fra hendes Sammenkomster, og hun taaler aldrig at jeg
giør Besøgelse med hende paa det samme Sted. Enhver for¬
undrer sig over, at hun fører Jomfruen ikke meere ud iblant
Folk, og naar hun kommer hiem og klager over Qvalmer, da
er jeg vis paa at hun har hørt tale enten om min Skiønhed el¬


ler Vittighed, og jeg venter i paafølgende Uge intet andet end
Spottegloser og Truseler, Modsigelser og Bebreydelser.
Saaledes lever jeg i en stedsevarende Forfølgelses Stand,
alleeneste fordi jeg er født ti Aar for tiligen, og kand ikke hemme
Naturens eller Tidens Løb, men er ulykkeligen blevet et voxent
Fruentimmer, førend min Moder kand villigen lade af at væ¬
re en ung Pige. Jeg troer, at J, Monsr. Rambler, vilde
befordre mange Familiers Lyksalighed, dersom J ved nogle
Argumenter eller Forestillinger kunde bringe Mødre til at skam¬
me sig ved at være deres Børns Rivaler; dersom J kunde viise
dem, at omendskiønt de kand vægre sig for at blive viise, saa
maae de dog uforbigængeligen blive gamle, og at den rette
Trøst for Alderdommen er ikke Musik og Complimenter, men
Viisdom og Andagt; at disse som ere saa uvillige til at forla¬
de Verden, skal snarligen blive drevne ud af den; og at det
derfor er dem meget tienligt at unddrage sig fra Verden,
medens der endnu ere faa Timer tilbage,
til ædlere Forretninger.


Bie=Kuben.
No. 175.
Tiisdagen den 8 May 1759.
Af the Adventurer No. 130.
Qui non est hodie, eras minus aptus crit.
Det Gode, som i Dag opsættes,
J Morgen ey saa læt forrettes.
D¬
a Sir Walter Raleigh blev besøgt af nogle Venner
i hans Fængsel, da der var fældet Døds=Dom over
ham, hvilken hand ikke vedste hvor snart hand skulde
udstaae, og de beklagede hans Skiæbne, svarede hand dem,


at Verden selv var kun et stort Fængsel, af hvilket
der bleve hver Dag nogle udsøgte til at henrettes.
Jeg tviler ikke om, at der er den Tiid, da et hvert Menneske
bliver rørt ved denne forfærdelige Sandheds Forestilling; og
maae skee, at en som i hast giør sine Betragtninger herover,
vilde slutte, at denne Sandhed vilde have des større Virkning
hos Menneskene, jo oftere de see Beviser paa den; men naar
Sindet er længe vandt til Gienvordighed, saa taber Gienvor¬
dighed sin Kraft derpaa; og Elendighed bliver mindre allene¬
ste ved sin Varagtighed, efterdi disse, som have længe liidt,
blive omsider følesløse.
Dersom een, der legger sig om Aftenen med fem og tiu¬
ge Aars Styrke og Helbred, skulde staae op om Morgenen
med firesindstiuge Aars Skrøbeligheder, da er det meget ven¬
teligt, at hand vilde blive utrøstelig og moodløs over denne
hans Tilstand; hans Fortrydelse over at have tabt de gode
Ting, som kunde aldrig komme igien, vilde hindre ham fra at
benytte sig af det der var tilbage, og Affældigheds sidste bedrø¬
velige Virkninger vilde komme des hastigere over ham og blive
ham des besværligere, jo meere hand for Tiden forestillede sig
og frygtede for dem. Men disse som ere efter Haanden blev¬
ne svagere, som ere i ti Aar blevne svækkede af Verk, eller
blevne Krøblinger ved Podagra, rokke gemeenligen omkring
paa deres Krykker med en skalkagtig og kortvillig Miine, ere
altid færdige til at forlyste deres Sælskab med et skiæmtefuldt
Jndfald eller Fortælling, møde deres Bekiendtere med en
tand¬


tandløs Griinen, og ere de første til at drikke en ung Skiøn¬
heds Skaal, naar de kand neppe føre Glasset til Munden. End¬
og Misdædere, som vedste at de om Morgenen skulde døe, ha¬
ve ofte sovet om Natten; omendskiønt meget faa af disse, som
have været greebne for en dødelig Mishandling, hvilken de
vedste kunde lætteligen overbeviises dem, have sovet den første
Nat i deres Fængsel. En Fare der paakommer saa pludseli¬
gen og er saa overhængende, forbauser, forvirrer og forskræk¬
ker; men efter nogen Tiid udretter en dorsk Følesløshed, i
Mangel af en tapper Frimodighed, at ligesom det Onde nær¬
mer sig, jo mindre forskrækkeligt bliver det i sin Virkning,
undtagen i det samme Øyeblik, naar det kommer; og da skeer
det gemeenligen, at man bejamrer den Følesløshed, som maa
skee tilforn var forsætligen befordret ved Drukkenskab eller ved
andre Tanker, ved eensom Umaadelighed, eller ved støyende
Sælskab.
Man har nogen Aarsag til at troe, at denne den til¬
kommende Verdens Kraft, som den kaldes i den høye
østerlandske Stiil, føles almindeligen paa een og den samme
Tiid i Menneskenes Alder. Man har siælden fundet, at
Frygt for Døden har besværet Børn i deres Munterhed, Een¬
foldighed og Uskyldighed; de gabe paa en Liig=Begængelse med
den samme ledige Nysgierrighed, som paa noget andet Op¬
tog, og de see Verden forandres for deres Øyne, uden i mind¬
ste Maade at skiønne paa hvad Deel de selv have i denne Af¬
vexling. J Ungdommen, naar alle Begiærlighederne ere
stær¬


stærke, og enhver Fornøyelse bliver des større, efterdi den er
ny, da staaer Sindet imod sørgelige Forestillinger med en Slags
(elastisk tilbagedrivende Kraft, hvorved de Tegn, som med
Magt trykkes deri, blive strax udslettede, naar dette Oprør
først begynder at stilles, medens Kierlighed til Livet er endnu
stærk, og Sindet begynder at see hen i Fremtiden; naar Men¬
nesket overlegger paa hvad Maade hand kunde skaffe sig en sik¬
ker Besiddelse af disse gode Ting, som hand er omhyggelig for
at beholde, eller forskaffe sig andre til at bøde for dem, som
hand har mistet, eller ikke kundet faae; da springer Døden
pludseligen frem, som et græseligt Spøgelse, i alle dens For¬
skrækkelser; Blodet iisner over dens Syyn, man bliver vaer
at den nærmer sig med stadige og uimodstaaelige Trin; det er
umueligt at gaae tilbage, det er forgæves at ville giøre Mod¬
stand.
Den Skræk og Angest, som dette billede opvækker,
naar det allerførst bryder frem i Sindet, har altid i Følge
med sig en indvortes Følelse af Skyld og Samvittigheds Nag;
og virker almindeligen nogle hastige og ivrige Forsæt, at legge
stadigere Vind paa Dyden, at blive meere brændende i sin
Andagt, at tragte efter noget, som kand sætte os i Sikkerhed,
ikke alleeneste for den Orm som aldrig døer, og den Jld, som
aldrig udslukkes, men og for en fuldkommen Dødelighed; og
give os Haab om et bedre Liv efter dette.
Det


Dette Forsæt bliver stælden gandske frafaldet, omend
skiønt ikke altid sat i Verk med Kraft og Bestandighed; Den
Betragtning, som virkede det, kommer ofte igien; men den
kommer stedse igien med mindre Magt; Lyst til nærværende
Fornøyelser faaer Overhaand; Begiærligheden bliver ikke
længere tvunget; og al Stræben, for at forsikkre sig om en til¬
kommende Lyksalighed, bliver enten opsat til en meere beleylig
Tiid, eller man søger at udfinde nogle Midler til at stifte Sam¬
fund imellem de kiødelige Lyster og Dyden, og til at naae alt
hvad man haaber, uden at tabe noget af det man eyer. Saa¬
ledes bliver Udyd naturligen Vantroens Discipel; og den U¬
lyksalige, som tør ikke tragte efter en Christens heroiske Dyd,
hører med Begiærlighed efter enhver Jndvending, som giøres
imod den Løvs Gyldighed, af hvilken hand fordømmes, og
arbeyder forgæves paa at indføre en anden, som vil frikiende
ham; hand bruger mange Argumenter til at forsvare og und¬
skylde de naturlige Begiærligheder; hand lærer omsider at be¬
drage sig selv, og at give sit Samtykke til saadanne Meenin¬
ger, som hand dog i sit Hierte ikke troer; hand bilder sig ind
at være fuldkommen overbeviist om, at Dyd maae være
Lyksalighed, og derefter drømmer hand at Lyksalighed er
Dyd.
Disse Bedragerier, omendskiønt de vilde været umueli¬
ge paa den Tiid, da Hiertet var overbeviist og sat i Skræk,
blive dog meget læt satte i Verk, naar den er forbi, og de hiel¬
pe meget til at forhindre, at den ikke skal komme igien. Det
er og neppe mueligt, at den skulde komme igien med den sam¬


me Magt; thi den Kraft, som den havde formedelst at den
var ny, er udtømmet i det første Anfald. Der ere imidler¬
tiid nogle Tilfælde, som fornye saadan Skræk, og det slaaer
siælden feyl, at de jo og fornye det forrige gode Forsæt; naar
en Ven, en Paarørende, en Hustrue døer, da er det ude med
den Trøst og det frække Mood, som spitsfindige og forføriske
Argumenter kand give; det Øyeblik, som ophæver Fristelsens
Magt, giver Samvittigheden sin Kraft igien, og tillige ret¬
ter Forstanden. Hand, som har arbeydet paa, ved sine For¬
klaringer at omstøde de Pligter, som hand havde ikke Mood til
at øve, seer da hvor forfængeligt og forgæves hans Foretagen¬
de har været; hand bejamrer den Tiid, som er forbi, og be¬
slutter at benytte sig af den der er tilbage, men dersom hans
første Forsæt til Omvendelse har været uden Virkning, da
vil hand siælden fuldføre det andet; saasom hand har ikke nu
saa stærk en Følelse af den Fare, som virker dette Forsæt, saa
er og den bevægende Aarsag mindre, der skulde drive ham til
at sætte det i Verk; og saasom Begiærlighedens Magt bliver
større, ved det den er vant til at fyldestgiøres, saa bliver og
dens Modstand stærkere; den nye Overbeviisning slides af;
de Pligter, som findes at være ubehagelige, blive igien for¬
sømte som ufornødne; Siælen falder igien i sin forrige Sove¬
Syge, og jo større Faren bliver, jo mindre kand den føle no
gen Frygt.
Saaledes kand vi af naturlige Aarsager udleede det
Menneskes forfærdelige Tilstand, som seer sig tilbage, ef¬


ter at hand har engang lagt Haanden paa Plougen;
og det kand bekræftes, paa blotte philosophiske Grund-Sæt¬
ninger, at der er et Kald, som ikke meeere igientages, og et
Affald, som det er overmaade vanskeligt at vende tilba¬
ge fra.
Lad disse, som stedse opsætte det hvilket de dog troe at
være af en ævig Vigtighed, komme ihu, at deres bevægende
Aarsager til at udrette det, ville stedse blive svagere; og Gier¬
ningens Vanskelighed bestandigen forøges; at forsømme det
nu, er derfor et beviis paa at det vil stedse blive forsømt; og
dersom de ere blevne opvakte ved denne Tanke, da lad dem
strax benytte sig af dens Virkning; thi endog den Tanke, naar
den kommer igien, vil komme igien med mindre Kraft, og
omendskiønt den skulde opvække dem nu, vil maa skee ikke op¬
vække dem nogensinde meere. Men lad dem ikke forlade sig
paa saadan Dyd, som kand øves uden Møye og Striid, og
som ikke forbyder at fyldestgiøre nogen Passion undtagen
Ondskab; ey heller lad dem antage saadanne Grund=Reg¬
ler, som kunde aldrig troes paa den eneste Tiid da de
kunde være nyttige; ligesom Argumenter, hvilke Menne¬
skene undertiden giøre naar de slumre, og saa snart de
opvaagne, mærke de at de ere urimelige.
Lad disse, som i en opvakt Samvittigheds Angest
have beklaget det forbigangne, og besluttet at oprette det
igie


igien herefter, fare uforanderligen fort i at giøre det som
de da ønskte at have gjordt. Lad dette fastsættes som
en bestandig Regel i deres Gierninger, og bruges imod
alle de Udflugter og Jndvendinger, som Spitsfindighed,
og de kiødelige Lyster maae opfinde; thi dette Ønske vil
uforbigængeligen komme igien paa en Tiid, da det maae
blive ævigen unyttigt og ugiørligt, i det forfærdelige Øye¬
blik, naar Dødens Skygge skal udbreedes over dem,
og naar den Nat begynder, da intet Men¬
neske kand arbeyde.


Bie=Kuben.
No. 176.
Tiisdagen den 15 May 1759.
Af the World No. 123.
D¬
ersom der er nogen Sandhed i den almindelige Regel,
at hand fortiener meest Tak af sit Fæderne¬
land, som kand faae to Blade Græs til at
voxe hvor der tilforn kun voxte et, hvor berømmeligt
maae det da være (efterdi det er saa stor en Fortieneste at for¬
sørge Dyyrene paa Marken) at legge til Menneskenes Under¬
hølding! og hvad Priis tilkommer ikke den der opfinder en ny
Ræt! Ved en ny Ræt forstaaer jeg ikke at sammenmænge,
opplukke og forvandle en gammel. Jeg kand ikke give det
Naun til den Franske Maade at forfløtte Creaturenes Lege¬
mer; at tillave Kiød i Skind af Fisk, eller Saften af begge
Deele i en Gelee, ey heller til den Engelske Maade at knuse og
nedlegge Kiød, og at bringe alting til en liige Fasthed og een
Smag, hvilket en good Huusholderske kalder Potting;


thi jeg er af den Tanke, at Ludvig den Fiortende vilde ikke ha¬
ve givet den Belønning, som hand lovede den der kunde opfin¬
de en siette Orden i Bygnings=Kunsten, til den som skulde ha¬
ve blandet de andre fem tilsammen.
Min Meening er, at ligesom vi ved Skiødesløshed eller
Egensindighed have tabt nogle Æde=Varer, som vore Forfæ¬
dre holdt i høy Agt, saasom Heyren, Rørdrummen, Kra¬
nen, og jeg maae legge Svanen hertil, saa skulde det synes for¬
nødent, efter Tingenes sædvanlige Afvexling, at man, i ste¬
det for det som er lagt tilside, skulde indføre nogle Æde=Varer,
som vare ikke bekiendte for vore Forfædre. Men omendskiønt
en Opfinder er berettiget til den første Priis, saa tilkommer
dog ham stor Ære, som igien frembringer saadanne Kunster,
som have været tabte; hvorfor, dersom Jorden ikke virkeligen
forskaffer os en tilstrækkelig Forandring af Dyyr, som aldrig
ere smagte, saa kunde jeg ønske, at Mænd, som havde intet
at forsømme dermed og som kunde beqvemmeligen leve af de¬
res egne Midler, vilde legge Vind paa at opdage igien den
Hemmelighed at feede og bereede til Bordet, saadanne Crea¬
ture, som vi paa nærværende Tid ikke vide at tillave, efterdi
de have længe været af Brug; og jeg skulde tænke at det vilde
være en ædel Forretning for dem der ere Elskere af den gamle
Historie, at umage sig for at indføre igien disse ufeylbare
Fraadseries Nød-Hielpere, nemlig de gamle Romeres salt¬
vands Fiske=Damme.
Jblant alle de Forbedringer som ere skeedte i vore Tii¬
ders Køkkener, er der ingen som kand lignes imod Skildpad¬
ders


ders Jndførsel. For denne saa vel som adskillige andre lækkre
Spiiser maae vi takke Vest-Jndianernes ædelmodige og god¬
giørende Jver. Den ødsele Overdaadighed, med hvilken
Creoleren i Engeland skiuler sit Bord, bruger hand allene
ste som Folie, for at give de meere nydelige Amerikanske Ræt¬
ter større Anseelse. Hand giør sig en Ære og Fornøyelse der¬
af, at J skiøtter ikke om at spiise af de første, medens hand er
i Arbeyde med at legge for eder af den store Skildpade=Skall,
som staaer og ryger under hans Næse, og foraarsager ham
næsten saa utaaleligt et Slæb, som Slaverne i hans Plantagier
have. Men hand vilde heller døe i Arbeydet, end see at hans
Giæster, formedelst Mangel paa ordentlig Opvartning, skul¬
de smage en Mundfuld af nogen Mad, som var ikke ført over
det Atlantiske Hav.
Omendskiønt jeg har aldrig haft den Lykke at bivaane et
ret Creolisk herligt Giæstebud, og omendskiønt jeg kand ikke
berømme mine Landsmænd for deres Fliid i at efterfølge det;
saa skal jeg dog her give mine Læsere en gandske sandfærdig
Beretning om det eneste Skildpadde Giæstebud, som jeg no¬
gensinde har haft den Ære at bivaane.
Sidst i afvigte Sommer besøgte jeg en Ven her i Byen,
som, endskiønt hand er ingen Vest=Jndianer, lader komme en
stor Deel Skildpadder til sin egen Brug. Da jeg kom ind ad
den store Port, saae jeg strax at Væggene vare beklædte med
Skaller af dette Dyyr, hvilke vare hængte i stor Orden; jeg
stod saalænge og faldt i Forundring over deres Størrelse og
Mængde, at jeg blev ikke min Ven vaer, som kom over Gaar¬


den for at tage imod mig. Jmidlertiid fornam jeg dog at
hand var ikke misfornøyet over at see mig med saa stor Agt¬
somhed betragte disse Seyervindings-Tegn af hans Fraadse¬
rie. Kom, sagde hand, dersom J er en Elsker af Skildpad¬
der, da skal jeg viise eder noget; hvorpaa hand bad mig følge
med sig, og aabnede en Dør, og viiste mig sex Skildpadder,
svimmende omkring i et stort Vand=Kar, og rundt omkring
hængte der tolv store Lamme=Fierdinger, hvilke, som hand
sagde, vare kun to Dages Føde for Skildpadderne; thi hver
af dem fortærede en Lammefierding om Dagen. Derefter
førte hand mig ind i Huuset, og viiste mig nogle uldene Dæk¬
kener af en særdeles Art, i disse, sagde hand, ligge Skildpad¬
derne om Natten; de ere egentligen indrettede til denne Brug;
jeg har oprettet en Fabriqve deraf ude paa Landet. Men,
sagde hand videre, siden J er nysgierrig i disse Ting, saa vil
jeg viise eder noget meere af mine Opfindelser. Strax der¬
paa aabnede hand en Skuffe, og tog frem saa mange fiine
Sauge, Skrabe=Jern og andre Instrumenter, som vilde
gjordt en anseelig Samling paa et Anatomie=Kammer. Et
Stykke var bestemt til at løsne et Ribbeen, et andet til at skrabe
Callipashen, (Bryst=Skallen) det tredie til at skille Ryg
beenene fra hinanden, med mange andre, som jeg kunde ikke
erindre. Dernæst førte hand mig ind i Kiøkkenet, for at lade
mig see fleere forunderlige Ting; her viiste hand mig en Ovn,
hvilken hand havde ladet bygge om, med en ugemeen viid
Mund, paa det en overmaade stor Skildpadde kunde sættes der¬
ind, som just skulde tillaves i Dag, og som min Ven endeligen
vilde at jeg skulde blive og spiise af. Jeg vilde gierne undskyldt
mig, men hand vilde ikke have Ney; saasom hand forestillede


sig en særdeles Fornøyelse i at indføre en ny Begynder; forsi¬
krende mig derhos, at i fald jeg skulde ikke finde Smag i den,
saa skulde jeg dog faae saa meget andet, at jeg kunde blive
mæt; thi, sagde han, omendskiønt min Hustrue veed, at det
vilde være mig den største Fornøyelse i Verden, saa kand jeg
dog aldrig overtale hende til at smage en eneste Mundfuld af
Skildpadde. Derpaa førte hand mig hen til Fisken, som
skulde være denne Dags Giæstebud, og bad mig give agt paa,
at omendskiønt den havde været skaaret i tu i fulde tiuge Ti¬
mer, saa var den dog endnu levende. Dette var og virkeligen
en bedrøvelig Sandhed, thi jeg kunde tydeligen see at den laae
stedse og bævede, og mellemstunder rørte sig mere kiendeligen.
Medens jeg stod og betragtede disse svage Tegn af Følelse, kom
en lystig Neger=Tøs, som saae at jeg gav agt derpaa, med
en Haandfuld Salt, hvilket hun strøede over Creaturet. Det¬
te foraarsagede strax saadanne hæftige Bevægelser og Sam¬
menkrympen, at jeg kunde ikke længere taale at see paa et saa
grueligt Syyn, og løb med Gysen ud af Køkkenet. Min
Ven umagede sig for at stille mig tilfreds, i det hand sagde,
at Hovedet og Hiertet havde været skaaren i stykker for tiuge
Timer siden; og at det altsammen skulde nu strax kastes i sy¬
dende Vand; men det behøvede nogen Eftertanke, og meere,
eller maae skee mindre Philosophie, end jeg besidder, at væn¬
ne de menneskelige Følelser til saadant et Syyn. Jeg vilde
nu føre noget andet paa Tale og spurte ham: Hvad Nyt?
Hand svarede: Der er kommet en Flaade fra Vest-Jndien.
Derpaa rystede hand paa Hovedet, saae alvorlig ud, og taug
stille, hvorover jeg frygtede for nogen bedrøvelig Tidende;
men hand beklagede kun at de havde været meget ulykkelige paa


den sidste Reyse, og mistet den største Deel af deres Ladning af
Skildpadder. Hand begyndte da at fortælle mig om de ad¬
skillige Maader som man havde forsøgt, for at bringe Skild¬
padder til Engeland i en sund Stand; thi det er befundet at
naar de føres paa den almindelige Maade, tabe de deres Fed¬
me, som er det beste og ypperligste; og hand talte med stor
Bekymring om et Fartøy, der var indrettet som et Fiske=Skib,
men havde været saa ulykkeligt, at Skildpadderne vare slagne
imod hverandre og derover døde. Hand begyndte derpaa at
underrette mig om et Anslag som hand selv havde opfundet, og
som jeg ikke forstod mig paa, og langt mindre kunde begribe;
og dermed gik den største Deel af Formiddagen bort. Da hand
hørte Klokken slaae, ringede hand, og spurte om hans Skild¬
padde Klæder vare hængte ud i Luften. Medens jeg pønsede
paa denne nye Talemaade, og jeg tilstaaer at jeg kunde ikke
giætte hvad den vilde sige, bragte Tieneren en Kiol og Vest
ind, hvilke min Ven tog paa, og svøbte dem omkring sit Liv
ligesom en Slaprok, sigende derhos, at omendskiønt de hæng¬
te nu saa løse om ham, saa skulde de dog sidde saa spændte som
en Tromme, saa snart hand havde snakket med Skild¬
padden.
Det første der blev banket paa Dørren, kom der en heel
Sværm Giæster ind; thi Skildpadde=Æderen er et Dyyr,
som holder sig i Flokke, jeg havde nær sagt, som er omgænge¬
ligt. Jeg ansaae det som noget mærkværdigt, at der iblant
saa stort et Tal var ikke en som kom et Øyeblik sildere end den
rette Tiid; ja Kokken selv tog den nøye i agt; og Fruen i Huu¬
set kom frem, paa denne ugemeene Dag, saa snart Madden


var bragt paa Bordet. Hun befalede strax at Skallen skulde
fløttes fra den øverste Ende af Bordet, sigende at hun kunde
ikke taale at lugte eller see den saa nær ved sig. Den blev da
strax borttaget til den anden Ende, og et par kogte Høns sat i
dens Sted; hvilket storligen smertede alle dem som sadde i hen¬
des Naboelaug, som saae med Længsel efter den, og indvortes
bejamrede, at de skulde nu ikke komme til at smage en god Bid
der af. Forgæves sendte de deres Tallerkener ned til den an¬
den Ende og begiærte deres Part; de Plyndrende, som vare
nu i Besiddelse af begge Skallene, hørte ikke efter eller bekym¬
rede sig om noget uden deres egne Begiærligheder, og førend
de havde stillet disse tilfreds var der ikke een, som vilde give agt
paa noget andet. Men imidlertiid, da deres ivrige og riven¬
de Graadighed havde i en Hast fortæret de beste Stykker, send¬
te de nogle af de grovere Deele op til deres Venner, saasom de
derved skaffede sig Rum til at søge efter andre lækkre Parter,
pralende imidlertiid med høy Røst deraf, at de havde ikke sendt
en god Bid til den øverste Ende af Bordet.
Da nu alt Kiødet var fortæret, og intet var tilbage und¬
tagen hvad der hængte ved Skallen, begyndte vor Vert, som
i all denne Tiid havde ikke sørget for nogen uden sig selv, at
bruge hans adskillige angtomiske Jnstrumenter; og medens
hand var i Arbeyde med at forskaffe sig selv meere, udbrød
hand i Berømmelse over Marven i Rygbeenet og dens Fiin¬
hed; hvilken hand beholdt for sin egen Mund, og hvis Ypper¬
lighed Sælskabet maatte troe paa hans Ord.
Da Giæsterne havde nu spiist al Saften og skrabet Skal¬
lene gandske reene, blev Dugen taget bort, og Viinen sat paa


Bordet. Men denne Forandring bragte ikke nogen ny Mate¬
rie paa Tale. Jngen Jægere kand være meere høyrøstede i at
tale om den afdøde Helt i deres Jagt=Lyst, end vore Epicuræer
vare i at berømme Skildpadden. For at give denne Samtale
en liden Forandring, spurte jeg om de havde aldrig prøvet no¬
get andet Creatur, som mueligen maatte ligne denne rare og
nydelige Spiise; og jeg giorde Forslag om at prøve en Croco¬
dil, hvis Skiæl syntes af Naturen dannede til at have grønt
Fit. Men een af de nærværende Herrer faldt mig strax ind i
Ordene, og sagde, at da man havde giort Forsøg med en Croco¬
dil, var dens Kiød befundet saa stærkt lugtende af Desmer,
at man væmmedes derved og kunde ikke taale det; og dette
kommer af en Muskus=Kugle, som altid er fundet i Hovedet
af dette Dyyr. Jeg havde dog den Fornøyelse at mærke, at
mit Spørsmaal giorde mig ikke nogen Vanære hos Sælska¬
bet; og førend det brød op, blev jeg ikke budet til mindre end
tolv Skildpadde=Maaltider i næstkommende Sommer. For¬
uden den Ære, som derved beviistes mig, anseer jeg disse Jnd¬
bydelser for at have meere virkelig Værdie, end ligesaa mange
Parter i nogle af de Bobler, som bleve solgte i det bekiendte
Syd=Søe, eller Misisippiske Aar; og jeg tviler ikke om, at dis¬
se Jndbydelser, ved den Tiid da de bør betales, skal blive
afsættelige paa Børsen. Thi ligesom de Herrer, der søge
Whites Caffe=Huus, have fra Børsen laant den Maade at
overlade og transportere de overskydende Maaltiider, som de
vinde i Spil; saa er det formodentligt, at de igien vil give
Anledning til, at det snart bliver ligesaa almindeligt paa Bør¬
sen at transportere Actier i Skildpadder, som i
andre Handels=Compagnier.


Bie=Kuben.
No. 177.
Tiisdagen den 22 May 1759.
Af the Connoisseur No. 109.
Interdum vulgus rectum videt; est ubi peccat.
Hvad hver Mand siger, tit er sandt;
Men meget ofte Løgn og Tant.
V¬
erden maae takke den findrige Sandheds Eftærforsker,
Sir Thomas Browvn for et ypperligt Skrift, i
hvilket hand har igiendrevet adskillige daarlige og lat¬
terlige Meeninger, som vare gængse i hans Tiid; hvilket
Skrift hand har meget rigtigen givet Titel af Almuens
Vildfarelser. Jblant andre, ey af mindre Betydning,
har hand gjordt sig stor Umag for at udrydde den almindelige
Tanke, at en Her kand giøre en Reyse til Ost=Jndien i en Eg¬
ge=Skal, eller fare to eller tre hundrede Miile over Landet paa
et Koste=Skaft; en Mening, der er forsvaret af den viise Mo¬
nark, Kong Jacob den Første, som endog fornedrede sig til at
blive Skribent for at stadfæste den. Hand har iligemaade
igiendrevet den almindeligen antagne Meening, at Diævelen


er sort, har Horn i Panden, en lang krøllet Hale, og kløvede
Fødder; ja, hand har endog negtet, at hand efterlader sig en
Svovel=Stank, hvorsomhelst hand gaaer; hand har ikke min¬
dre alvorligen umaget sig for at vise hvor urimelig den Mee¬
ning er, at Adam og Eva vare komne til Verden uden Nav¬
ler. Men omendskiønt alle disse falske Meeninger maatte
mueligen blive troede i de forrige Tider, da Vantroe og Van¬
kundighed regierte, saa kunde de dog aldrig have fundet bifald
i disse mere oplyste Tider. Vi ere saa langt fra at tilstaae
Troldoms-Kunster, at vi endog tvile om at Trold=Qvinden i
Endor har været til; den høyfornemme Person Diævelen bli¬
ver alleneste anseet som en Bussemand; og de nedrigste Haand¬
verksfolk have lært paa et vist Vertshuus, at den heele Beret¬
ning om vore første Forældre er intet andet end en Digt og en
gammel Kierlinge=Fabel.
Efter Sir Thomas Brovns Dage ere der skeedte
saadanne sælsomme Forandringer iblant os, i Kunster og Vi¬
denskaber, i Religion, Stats=Sager og det almindelige Lev¬
net, at jeg kand ikke andet end tænke, at et Tillæg til for¬
nævnte Afhandling om Almuens Vildfarelser vilde i disse
Tider blive høystbehageligt; efterdi det er bekiendt, at man¬
ge Meeninger, som paa den Tid bleve holdte for uimodsigeli¬
ge Sandheder iblant Folk af alle Slags Rang, ere nu befundne
at være falske, og blive alleneste troede af den uoplærte Al¬
mue. Jeg har i Sinde at udgive med det allerførste et Skrift
af denne Beskaffenhed; imidlertid vil jeg kun her give mine
Læsere følgende Prøve af Jndholdet.
Al¬


Almuens Vankundighed har hidindtil paastaaet at det
er gandske umueligt at en Pige kand lave til Barsel. Men
det er vel bekiendt iblant de Lærde, at man i disse nyere Tider
har haft mange Exempler af Pige=Mødre; endskiønt det er ik¬
ke afgiort, enten de ere blevne besvangrede af Vest-Vinden,
ligesom Virgils Hopper, eller ved at spiise en Salat, som
der fortælles om Juno; eller ved Beskuelsen, eller ved en
Virkning af deres Jndbildings=Kraft, eller hvadsomhelst an
den Aarsag. Hos de Romersk=Catholske finder man opteg¬
nede mange Exempler at Nonner og Abbedinder ere paa en o¬
vernaturlig Maade blevne frugtsommelige, og her i Engeland
have vi mere end engang hørt at en Hof=Frøken har lavet til
Barsel. Jeg kiender selv en fornemme Jomfrue, der var ikke
langt fra den Alder, da hun burde kaldes en gammel Møe, og
som blev meget tyk og opblæst af Vind=Colik; hvorfor hun
reyste ud paa Landet i en Maaneds Tiid, for at faae Lindring
men blev uformodentligen angrebet af Fødsels Smerte. Jeg
har hørt fortælle om en anden, en Jomfrue af den meest ube¬
smittede Carakter, som gandske ubegribeligen kom i Barns¬
Nød, just da man vilde tappe hende for Vattersot. En naun
kundig Mand-Jordemoder af mine Bekiendtere blev, da hand
først begyndte at øve denne Kunst, hentet til en Jomfrue, som
til hans store Forundring fødde et ufuldkomment Foster, som
i alle Maader lignede en Mandragora-Rod. Dette ansaae
hand som et høystforunderligt Naturens Spil (lusus naturæ)
og havde virkeligen gjordt en Beskrivelse derover, tillige med
en Afridsning, som hand vilde indsendt til det Kongelige Vi¬
denskabers Sælskab; men inden tolv Maaneder derefter for¬
løste hand samme Fruentimmer, som endnu stedse blev Jom¬


frue, fra et andet usædvanligt Foster ligesom det forrige; og
derefter har hand i mange Aar haft adskillige Exempler paa
deslige overnaturlige og usædvanlige Fødseler. Hand fortæl¬
ler mig videre, at den eneste Forskiæl imellem Piger og Æg¬
te=Koner i dette Fald er, at de første synes det ikke saa kiendeli¬
gen paa at de ere frugtsommelige, ey heller skrige de saa hæfti¬
gen i deres Barns=Nød; og det er mærkeligt, at de aldrig vil¬
le opamme deres Børn.
den gemeene Mand holder for, at Kort= og Tærning
Spil beroer paa en blind Slumpe=Lykke,, men de Viise og
Sleebne, det er, de Kyndige, kand ikke andet end smiile over
saadan en urimelig Mening. Professorerne hos N. N. og
de forfarne Mestere i disse skiulte Spille=Hemmeligheder, ere
saa føyelige, at de for en billig Priis give Lectioner til disse
Lærlinge, som bilde sig ind at Udfaldet i Spil, saavelsom i
Krig, er uvist; og deres Læremaade er saa tilforladelig, at de
aldrig forsømme at overbeviise deres Disciple, at Fordeelen i
Tærning=saavelsom i Kegle=Spil, beroer paa at kaste med
Forstand; og at det er ikke den blinde Lykkes Haand som blan
der Kortet.
Det er en Meening, som ingen uden Almuen har at
Ægteskab bringer Folk tilsammen; men det er bekiendt, at i
høyere Stand er Ægteskab det kraftigste Middel til at holde
dem fra hinanden. Det er gemeent for en Mand og hans Ko¬
ne at sees tilsammen paa offentlige Steder; og en Stands¬
Person vilde heller være i eentum med hvilkensomhelst anden
Mands Kone end med sin egen. Fornemme Ægtefolk have


deres adskillig Tidsfordriv hver for sig, giøre Besøgelser hver
for sig, søge Sælskab hver for sig, ligge hver for sig, (og lige¬
som Manden og Konen i Væir=Huset) sees aldrig tilhøbe; ja
meere, dersom de ere meget fornemme, da har Fruen sin Huus¬
holding for sig selv. Derimod, om en Mand, der er efter Mo¬
den, har Kierlighed til et ugiftet Fruentimmer, da boe de i det
samme Huus, tage Deel i de samme Forlystelser, og tage alle
andre Poster i agt, som den stærkeste Forbindelse udkræver.
Det sikkerste Middel til at opløse saadan en Forening er Æg¬
teskab. Sir John Brute i Comoedien siger reent ud, at
dersom hand var giftet med et Oxehoved Rødviin, da vilde
hand faae Afskye dertil, saa snart hand tænkte paa at hand
var giftet dermed. Saaledes er, i Almindelighed, det blot¬
te Naun af Mand og Kone tilstrækkeligt til at udrødde al Kier¬
lighed; og det er kun en Dag eller to siden, at jeg hørte en
munter ung Herre, ligesindet som Sir John Brute, da
man bebreydede ham, at hand foragtede sin Kone for en Mai¬
tresse, og foreholdt ham, at Mand og Kone vare et Kiød,
svarede: at det var gandske sandt; men hvad Fornøyelse kun¬
de hand have i at røre ved sit eget Kiød? Disse Tiders Ægte¬
skab maae derfor heller siges at adskille end at forene Folk;
i det mindste, dersom Ægteskab nogensinde bringer Folk til¬
sammen for en Tiid, da er det alleeneste for des kraftigere at
skille dem ad.
Det maae vel kaldes en gemeen Vildfarelse, efterdi
ingen uden den gemeene Mand tænker saa, at Søndagen er
Den er, som Forfarenhed lærer os, en
en Hvile=Dag.
Dag til Forretninger for nogle, til Forlystelse for andre, men


til Hvile for ingen. Den vindskibelige Handels= og Haand¬
verksmand udregner gandske nøye, hvad Skade hand skulde
lide ved at miste en syvende Deel af sin Tiid, og derfor besvi¬
ger Søndagen sin Ret, ligesom hand bedrager dem der
kiøbe af ham. Hvad fornemme Stands=Personer an¬
gaaer, naar jeg ret betænker, hvor ødsele de ere over de¬
res Liv, i det de rette sig efter den fornemme Levemaa¬
de, da slutter jeg, at de ville derimod tage den liden Tiid
i agt, som er beskikket dem, ved at legge Natten til Da¬
gen og Søndagen til Ugen.
J en saa oplyst Tiid som denne nærværende, dasvi
have skillt os ved alle andre gemeene forudfattede Mee¬
ninger, som Naturen og Optugtelsen have givet os, er
det ikke at forundre sig over, at vi og skulde forkaste
Evangelium; og jeg staaer næsten i Tvivl, om jeg skal
nævne dets Troe iblant Almuens Vildfarelser; efterdi det
taber dagligen sin Anseelse iblant os. Hvorfor, dersom
det maae ikke tillades mig at anføre disse Ting, nemlig
at troe en GUD, en Frelser, en tilkommende Stand,
Siælens Udødelighed &e. &c. iblant de Vildfarelser, som
nu omstunder have taget Overhaand, da kand jeg ikke
forsømme saa god en Leylighed til at lykønske disse Tii¬
der, at de have overvundet dem: Ey heller kand jeg be¬
dre slutte dette Blad, end med en Erindring til mine
Venner, Frietænkerne, at de ville betænke, i fald vi ere
blevne ved en Hændelse, i fald Verden er blevet ved en
Hændelse, i fald alle andre Ting ere blevne ved en Hæn
delse, om der da ikke ogsaa kunde være blevet
et Helvede ved en Hændelse.


De Tvende
renge.
(af Gellert.)
En yngre og en ældre Pog,
Som den begyndte Vaar af Skolen havde kaldet
I Haugen ud fra deres Bog,
Da Skolemesteren, mage skee, i Søvn var faldet,
Kom begge til en Grav, hvor Sneen laae endnu.
Ah! Broder, sagde da den yngre, meener du,
At dette Hul er dybt, at det kand Fare have?
Jeg vilde nok---- Hvordan, i Graven springe ned?
Du maae dog være reent af Lave.
Forsøg det ey; der kand Livs=Fare være ved.
Vi kand os jo nok giøre glade,
Foruden at vi os og vore Klæder skade,
Og gaae barnagtigen igiennem Jis og Snee.
Og faaer din Fader dig derefter vaad at see,
Da kommer du først til den Lyst ret at fortryde.
Dog ingen Tale=Kunst kand Drengen overtyde.
Hvem siger, at man strax i Sneen drukne maae?
Kort sagt, hand sprang deri, hvad der end fulgte paa,
Og giorde sig i Graven ret fornøyet.
Men hand ey snarere, da Kulden greeb ham an,
Af Haugen havde sig forføyet,
Saa sprang vor Philosoph deri saa got som hand.
Heri vi klarligen kand see afbildede
De strænge Sæde=Lærere,
Som vide uden ad Philosophiens Lære,
Og af Moraler fulde ere,
Som


Som paa Beviisers Grund uryggelige staae,
Hvormed de færdigen forklare,
Hvad, og hvorfor, man efterlade maae;
Saa glade selv, som om de vare
før all Begiærlighed og alle Lyster fri.
De ere dannede af bedre Leer end vi.
De ved Fornuftens Kraft sig selv kand overvinde,
At deres Hierte ey faaer Lyst til Daarlighed;
Oney, de væmmes kun derved.
Vi Arme derimod deri en Sødhed finde.
Og af Trohiertighed, naar vi en Feyl begaae,
Vi lade andre see derpaa,
Og eftertænke ey, at vi mishandle saa.
Men disse Lærde, som sig skamme
Ved all Slags Daarlighed, begaae dog selv det samme,
Hvorfor de os foragte og belee,
Af bare Dyd, ey før, end vi det ikke see.


Bie=Kuben.
No. 178.
Tiisdagen den 29 May 1759.
Af Spectator No. 573.
M¬
it forhen udgivne Blad om en Enke=Club har for¬
skaffet mig adskillige Breve; og iblant andre et
langt Brev fra Madame Præsidentinden, som
følger:
Spizfindige Herre!
D¬
et har behaget eder at være meget lystig, som J meener,
med os Enker; og J synes at grunde eders Historie der¬
paa, at vi saa hastigen lade os trøste efter vore kiære Mænds
Død, og at vi finde Behag i at forandre os saa ofte; men J
betænker aldrig hvad for Mænd vi have begravet, og hvor
kort en Sorg deres Tab kunde foraarsage os. Jeg for min
Part, Mad. Præsidentinde, som J kalder mig, blev giftet
med min første Mand, da jeg var fjorten Aar, og jeg har der¬
efter faaet at vide, at min Farbroder og Formynder solgte
mig til ham for den tredie Deel af mine Midler. Denne Katl
ansaae mig som et blot Barn, hvilket hand kunde opdrage ef¬
ter sit eget Hoved; dersom hand kyssede min Cammer=Pige,
naar jeg saae derpaa, da var jeg, i hans Tanker, saa van¬
kundig, hvorledes kunde jeg tænke der var noget ondt deri?
Naar hand kom skumfuld hiem Klokken fem om Morgenen,
da skulde jeg troe, at alle Mænd, som leve i Verden, gjorde


ligesaa. Jeg maatte ikke have en Skilling i Hænder, thi
hvorledes skulde jeg, stakkels Ting, vide at bruge Penge?
Hand tog et smukt Fruentimmer, af hans Slægt, i Huuset,
(som hand sagde) for at være min Huusholderske, og at regie¬
re mine Tienestefolk, thi hvorledes skulde jeg forstaae at styre
en Familie, og naar hun fik saa mange Penge, som hun vilde
have, hvilket var ikke meere end billigt for den Umag hun hav¬
de for mit Beste, saa maatte jeg ikke være saa dadlefærdig, og
bære Fortrydelse over den Fortroelighed og Venlighed, som
nær=paarørende lode see mod hverandre. Jeg var for stor en
Cujøn til at klamres, men ikke saa vankundigt et Barn, at
jeg kunde lade mig saaledes tage ved Næsen. Jeg har Fortry¬
delse over hans Foragt som jeg burde, og som de fleeste stakkels
taalige blindede Koner giøre, indtil det behagede Himmelen
at tage min Tyran fra mig, som efterlod mig fri Besiddelse af
miit eget Landgods, og tillige et stort Enke=Sæde. Min Ung
dom og mine Penge bragte mig mange Beylere, og adskillige
umagede sig for at vinde mit Hierte, imedens min Mand laae
i hans sidste Sygdom. Den Velbaarne Edward Waitfort
var een af de første, som meldte sig hos mig, efter et Fruen¬
timmers Tilskyndelse, som var hans Sødskende=Barn og min
fortroelige Veninde, og som vedste paa en prikke alt hvad jeg
eyede. Mr. Waitfort er en meget behagelig Mand, og en¬
hver vilde lide ham ligesaa vel som hand lider sig selv, dersom
de ikke tydeligen saae, at all hans Høyagtelse og Kiærlighed
er henvendt til saadan en Person, som det er umueligt at blive
Mester over. Jeg meener ham selv. Hand tvilede aldeles
ikke om, at jeg skulde blive hans Kone inden fire eller fem Maa¬
neder, og begyndte at vise sig saa rolig og sikker angaaende min
Persons Besiddelse, at min Hovmod blev stødt derover, og
derfor vilde jeg ikke vise ham bort; tvert imod, af bare Ond¬
skab, hørte jeg hans første Kiærligheds Erklæring med saa me¬


gen uskyldig Forundring, og blussede saa artigen, at jeg mærk
te det rørte hans inderste Hierte, og hand holdt mig for den
godhiertigste taabelige stakkels Ting paa Jorden. Naar en
Mands=Person har saadan en Tanke om et Fruentimmer, da
elsker hand hende høyere end hand selv tænker. Jeg blev over
maade glad over at have faaet denne Hævn over ham, fordi
hand havde Anslag paa mine Midler; og da jeg fandt at jeg
havde Magt til at qvæle hans Hierte, saa besluttede jeg at
fuldføre min Seyervinding, og tog imod adskillige andre Med¬
beylere. Den første Tanke hand havde faaet om min oprig¬
tige Uskyldighed, var saa stærk indprentet i hans Hoved, at
hand alleneste tilskrev mine Yndigheders uimodstaaelige Magt
at jeg havde saa mange Opvartere; og saasom jeg undertiden
blev rød og ligesom stiaal mig til at see paa ham, saa sluttede
hand at hand havde Fortrinet; og naar jeg begegnede ham li¬
gesom en Hund, til min Forlystelse, saa tænkte hand det var
bare Forsigtighed og Frygt, og hand beklagede den Tvang jeg
giorde min Tilbøyelighed, da jeg, for at føye mine Venner
giftede mig med Sir Nicholas Fribble, der var tredsinds¬
tiuge Aar. J veed, min Herre, hvorledes det gik Madame
Medlar, (see foregaaende No. 169.) jeg haaber J vilde ikke
at jeg skulde grædt mine Øyne ud for saadan en Mand. Jeg
fældede Taare nok for min Enkestand en Uge efter Brøllupet;
og da hand blev lagt i Graven, og jeg regnede at hand havde
været død i to Aar, og jeg selv været Enke i lige saa lang Tiid,
saa giftede jeg mig tre Uger efter hans Død med John Stur¬
dy, hans nærmeste Arving. Jeg havde vel halv=veys i Sin¬
de at tage Mr. Wajtfort, men jeg fandt at hand kunde bie,
og derforuden holdt hand det uanstændigt at anmode mig om
at gifte mig igien, førend mit Sørge=Aar var forbi, og der¬
for besluttede jeg hos mig selv at giemme ham til min gerde


Mand, og for nærværende Tiidgiftede mig med Mr. Sturdy.
Vilde J vel troe, min Herre, at Mr. Sturdy var just fem og
tiuge Aar, henved sex Fod høy, og den kækkeste Ræve=Jæger
i heele Landet; og jeg troer jeg ønskte ti tusende gange at jeg
havde min gamle Fribble igien; hand var ude med hans
Hunde heele Dagen, og heele Natten havde hand dem ved
Bordet hos sig og sine Staldbrødre, imidlertid tænker jeg at
jeg er dem forbundet fordi de førte ham paa en Jagt hvor hand
brækkede sin Hals. Mr. Wattfort begyndte paa ny at frie
til mig, og jeg troer virkeligen, at jeg havde nu giftet mig med
ham; men der var en ung Officerer af Garden, som havde
forført to eller tre Fruentimmer af mine Bekientere, og jeg
kunde ikke bare mig for at være lidet storagtig af at have ham
til Beyler. Mr. Waitfort fik det at høre, og holdt saadan
en dumdristig Prædiken for mig om Fruentimmers Opførsel,
at jeg bare for at harme ham, holdt Brøllup med min Offi¬
cerer samme Dag. En halv Time efter Vielsen fik jeg et bod¬
færdigt Brev fra den Velbaarne Mr. Waitfort, hvori hand
bad om Forladelse for hans Hidsighed, hvilken hand undskyld¬
te med hans hæftige Kiærlighed. Jeg triumpferede da jeg
læste det, og mit Hierte var saa hovmodigt derover, at jeg kun¬
de ikke bare mig for at lade min nye Mand see det, og vi gjor¬
de os meget lystige dermed. Aha! min Lystighed varede kun
en kort Tiid, min unge Mand var i stor Giæld da jeg tog
ham, og det første hand giorde, efter at den var betalt, var
at kiøbe en forgyldt Karrete og ser Heste, med prægtigt Til¬
behør baade for og bag. Jeg havde giftet mig saa hastigen,
og havde ikke været saa forsigtig at forbeholde mig selv Magt
over mit Gods; mine reede Penge bleve i to Nætter tabte i
Slots=Vagten, og mit Demants Hals-Smykke, som blev
stiaalet fra mig, jeg veed ikke hvorledes, mødte jeg paa Gaden


omkring Jenny Wheedles Hals. Mit Sølv=Tøy forsvandt
Stykke efter Stykke, og jeg var blevet nødt til at bruge slet og
ret Tin, dersom min Officerer var ikke blevet nydeligen stukket
ihiel i en Tvekamp, af en Karl, der havde bedraget ham for
fem hundrede Pund, og siden, efter hans egen Begiæring,
gav ham Satisfaction og mig med, i det hand stødte ham
Kaarden igiennem Livet. Mr. Waitfort elskte mig endnu
og sagde det igien til mig; og for at betage mig all Frygt for
ond Medfart, begiærte hand at jeg vilde forbeholde mig selv
Magt over alt hvad jeg eyede. Men nu begyndte mine Be¬
kiendtere at ønske mig til Lykke med hans Bestandighed; mine
Yndigheder toge af, og jeg kunde ikke imodstaae den Fornøyel¬
se jeg fandt i at vise de unge Tøyter i Byen, at det var endnu
i min Magt at foraarsage en fornuftig Mand Græmmelse;
Dette, saa og et hemmeligt Haab at hand vilde hænge sig selv,
(og hvilken stor Ære vilde det være for mig, og hvorledes skul¬
de jeg blive misundt) bevægede mig til at blive Lord Fridays
tredie Kone. Jeg satte mig for, efter min Rang og hans
Midler, at leve i all Glæde og Herlighed, men hvor blev jeg
bedraget, hand var hverken uordentlig, eller vanartig, eller
liderlig; imidlertiid udstod jeg dog mere med ham end med al¬
le mine forrige. Hand var mildtsyg. Jeg maatte sidde hee¬
le Dage og høre paa hans indbildte Klagemaal; det var umue¬
ligt at sige hvad der vilde behage ham; hvad hand fandt Smag
i naar Solen skinnede, det havde hand Leede til naar det reg¬
nede; hand havde ingen Sygdom, men levede i en bestandig
Frygt for dem alle. Min gode Engel indskiød mig at bringe
ham i Bekiendskab med Doctor Gruel, fra den Dag var
hand altid tilfreds, efterdi hand havde Naune til alle hans
Klagemaal; den gode Doctor sagde ham Aarsager til alt hans
Onde, og foreskrev ham Lægedomme for alle de Indbildinger,
som plagede ham; i varmt Væir levede hand af Siruper, og


lod sig aarelade for at forekomme Febere, naar Luften blev
tyk, var hand gemeenligen bange for Svindsoet; men, for
at afkorte Historien over denne ulyksalige Part af mit Liv,
saa fordervede hand en god Helbred, i det hand stedse vilde
forbedre den, og brugte adskillige Læge=Midler, som endtes
med at tage det store Medicament, som helbredede baade ham
og mig for alle vore Besværligheder. Efter hans Død vente¬
de jeg ikke at høre noget mere til Mr. Waitfort; jeg vedste
at hand havde erklæret for alle hans Venner, at hand nu hav¬
de reent slaaet mig af sine Tanker; hand havde været meget
vittig angaaende mit Vall, hvilket hand talte om som noget
der rørte ham aldeles ikke. Jeg giorde mig ey heller nogen
Tanke om ham, saasom der blev mig sagt, at hand var for¬
lovet med et vakkert Fruentimmer, og som havde store Midler;
det smertede mig lidet, dog ikke saa meget, at jeg derfor skulde
forsømt det Raad, som mit Sødskende Barn, Mad. Wish¬
well gav mig, der kom og besøgte mig den samme Dag, da
Mylord Friday døde; Hun fortalte mig af Forfarenhed, at
intet kunde saa snart hielpe et Fruentimmer til at forglemme
en troeløs Beyler eller en kiær Ægtemand, som en ny; og
paa samme Tiid foreslog mig en af hendes Paarørende. J
kiender nok saa meget til Verden, sagde hun, at J veed, at
Penge er den vigtigste Betragtning; hand er meget riig og jeg
er vis paa hand kand ikke leve længe; hand har en Hoste, som
maae snart bringe ham i Graven. Jeg fik derefter at vide, at
hun havde givet ham lige saadan en Beskrivelse over mig; men
imidlertid overtalte hun mig saaledes, at jeg hastede med at
slaae til, paa det hand skulde ikke døe førend Tiden kom; hand
havde den samme Frygt, og drev saa stærkt derpaa, at jeg æg¬
tede ham inden fjorten Dage, men besluttede dog at holde det
hemmeligt i fjorten Dage længere. J disse sidste fjorten Dage
kom Mr. Waitfort og besøgte mig; hand sagde at hand hav¬


de før vildet giøre sin Opvartning, men hand havde saa stor
Ærbødighed for mig, at hand ikke vilde forstyrre mig i de før¬
ste Dage af min Bedrøvelse for den afdøde Mylord; at saa
snart hand hørte, at jeg var i Frihed til at giøre et andet Vall,
saa havde hand afstaaet fra et Partie, der var ham meget for
deelagtigt, just da det skulde fuldføres, og at hand elskede mig
nu hundrede gange mere end tilforn. Aldrig har noget for¬
nøyet mig mere end denne Erklæring; men jeg giorde dog et
meget alvorligt Ansigt, og sagde, at den Tidende om hans
Forlovelse havde gaaet mig nær til Hierte, og at jeg i en ube¬
sindig Nidkiærhed havde giftet mig med en Mand, som jeg
kunde aldrig have tænkt paa, dersom jeg havde ikke mistet alt
Haab om ham. Den fromme Mr. Waitfort var nær fal¬
det død ned da hand hørte dette, men gik fra mig med saadan
en Miine, som tydeligen viiste mig, at hand lagde al Skylden,
paa sig selv, og hadede disse Venner, som havde raadet ham
til det ulyksalige Foretagende at beyle til det andet Fruentim¬
mer; hand syntes ligesaa bevæget over min Ulykke som sin
egen; thi hand havde ikke den mindste Tvil om at jeg endnu el¬
skede ham meget høyt. Sandt at sige, min nye Ægtemand
gav mig Aarsag til at fortryde, at jeg havde ikke tøvet efter
den anden; hand havde ægtet mig for mine Penges skyld, og
jeg befandt snarligen, at hand elskede Penge uden Maade; der
var intet hand jo vilde giøre for at forhverve dem, intet hand
vilde jo lide for at bevare dem; den mindste Udgift holdt ham
vaagen heele Nætter, og naar hand betalte en Regning, da
skeedte det med saa mange Suk, og efter saa mange Forhalin¬
ger, som naar et Menneske mister et Lem.
Jeg hørte intet
uden Tilrettesættelser for Ødselhed og Uordentlighed, hvad jeg
og giorde. Jeg saae meget vel, at hand vilde have sultet mig
ihiel, dersom hand ikke derved skulde mistet mine Enke-Sæ¬
der; og hand udstod dødelige Angester imellem hans Græm¬
melse over at see mig have saa god Lyst til at spiise, og hans


Frygt for at svække min Helbred, i fald hand lod mig faste.
Jeg tvilede ikke om, at hand vilde have brækket mit Hierte,
dersom jeg ikke brækkede hans, hvilket var mig tilladt efter
Nødværges Lov. Maaden var meget læt. Jeg besluttede
at øde saa mange Penge som jeg kunde, og førend hand tog sig
vare for Stødet, lod jeg mig see for ham med et Demants Hals¬
Smykke der havde kostet to tusende Pund; hand sagde ikke et
Ord, men gik gandske stille ind i sit Kammer, og, som man
meener, bragte sit Sind i Rolighed med en Dosis af Valmue¬
Saft. Jeg spillede min Person saa vel ved denne Leylighed,
at jeg indtil denne Dag troer at hand døde af et Slag. Mr.
Waitfort havde besluttet at hand vilde ikke bie for længe den¬
ne gang, og jeg havde Bud fra ham inden to Dage. Mit
Sørge=Aar er næsten forbi, nu da jeg skriver dette, og jeg staaer
meget i Tvil om jeg skal gifte mig med ham eller ikke. Jeg
tænker ikke paa den syvende Mand, af den latterlige Aar¬
sag, som J taler om, men af en blot moralsk Aarsag,
da jeg agter det billigt at belønne saa stor Bestandighed;
omendskiønt jeg maae skee aldeles ikke giør det. Jeg troer
ikke at alle Menneskers ufornuftige Ondskab kand anfø¬
føre noget Paaskud, hvorfor jeg skulde have været bestan¬
dig imod nogen af mine afdøde Mænds Jhukommelse,
eller have spildt megen Tiid paa at sørge for en trod¬
sig, ubetydelig, skiødesløs, u-ordentlig, mildtsyg eller kar¬
rig Mand; min første drev Spot med mig; min anden
var mig til ingen Nytte; min tredie gav mig Leede til
sig; den fierde vilde have ødelagt mig, den femte plage¬
de mig, og den siette vilde have sultet mig ihiel. Der¬
som de andre Fruentimmer, som J har nævnet, vilde
saaledes indsende deres Mænds Skilderier i Legems Stør¬
relse, da skulde J see, at de have haft lige saa liden Aar¬
sag som jeg til at spilde deres Tiid med at
rde og hyle.


Bie=Kuben.
No. 179.
Tiisdagen den 5 Junii 1759.
Af the Rambler. No. 102.
L¬
ivet, siger Seneca, er en Reyse, i hvis Fremgang vi ide¬
ligen see nye Forandringer; først forlade vi Barndom¬
men bag efter os, dernæst Ungdommen, siden de moed¬
ne Manddoms Aar, endeligen den bedre og behageligere Deel
af Alderdommen. Da jeg læste dette Sted, opvakte det hos
mig en Mængde Betragtninger over Menneskets Stand, over
hans Ønskers u-ophørlige Ustadighed, over den Forandring,
som efter haanden skeer hos ham, ihenseende til alle udvortes
Ting, og over den Skiødesløshed, med hvilken hand flyder
frem paa Tidens Strøm. Midt i disse Betænkninger faldt
jeg i en Slummer, og gandske pludseligen bleve mine Øren
opfyldte med Bulder af Arbeyde, med Raab af Munterhed,
med Skriig af Forskrækkelse, med Susen af Vinde og Brusen,
af Vande.


Min Forbauselse dæmpede i nogen Tiid min Nysgier¬
righed; men da jeg snart kom til mig selv igien, saa at jeg
kunde spørge, hvorhen vi gik, og hvad der var Aarsag til saa¬
dant Raab og Forvirring, svarede man mig, at vi begave os
nu ud i Livets Hav; at vi vare allerrede komne igiennem
Barndommens Stræde, i hvilket mange vare omkomne,
nogle formedelst deres Fartøyers Svaghed og Brøstfældighed,
og endnu fleere ved disses Daarlighed, Vanart eller Forsøm¬
melse, som paatoge sig at styre dem; og at vi vare nu i den
viide Søe, overladte til Bølgerne og Vindene, uden noget
andet Middel til vor Sikkerhed, end Styrmandens Omsorg,
hvilken vi altid selv havde Magt til at vælge iblant de mang
foldige, som tilbøde os deres Anførsel og Bistand.
Jeg saae mig da omkring med en kummerfuld Begiær¬
lighed; og da jeg først vendte mig om for at see bag ved mig,
saae jeg en Flod, der flød imellem blomsterfulde Øer, hvilke
enhver, som seylede der igiennem, syntes at beskue med For¬
nøyelse, men hand var ikke saa snart kommet dem nær, førend
hand blev drevet fort af Strømmen, hvilken endskiønt den
var ikke brusende eller urolig, var dog u-modstaaelig. Paa
hin Side af disse Øer var alting gandske mørkt, ey heller kun¬
de nogen af de Reysende beskrive den Landbred, hvorfra hand
først gik ud.
For ved mig og paa begge Sider var en viid Strækning
af Vand, som blev hæftigen bevæget, og var skiult med saa
tyk en Taage, at det meest grantseende Øye kunde kun see et
lidet


lidet Stykke fra sig. Det syntes at være fuldt af Klipper og
Vand=Hvirveler; thi mange sank uformodentligen, naar de
gik for Vinden med fulde Seyl, og dreve Spot med dem, som
de vare komne forbi. Ja Farerne vare saa mangfoldige, og
Mørket saa tykt, at ingen Varsomhed kunde forskaffe Sikker¬
hed. Dog vare der mange, som ved falske Efterretninger for¬
førte deres Efterfølgere i Vand=Hvirvelerne, eller med Vold
dreve dem, som de fandt i deres Vey, imod Klipperne.
Strømmen var uforanderlig og uovervindelig; men
omendskiønt det var umueligt at seyle imod den, eller at vende
tilbage til det Sted, hvor man engang var kommet forbi; saa
var den dog ikke saa hæftig, at der jo gaves Leyligheder til at
viise Færdighed og Frimodighed; thi, endskiønt ingen kunde
vige tilbage fra Faren, saa kunde de dog ofte undvige den ved
at styre afsides derfra.
Det var imidlertid ikke meget sædvanligt at styre med
megen Omsorg eller Forsigtighed; thi enhver syntes ligesom
ved en almindelig Forblindelse, at agte sig selv sikker, omend¬
skiønt hand hvert Øyeblik saae sine Staldbrødre siunke runden
om sig; og Bølgerne havde ikke saa snart sluttet sig til over
dem, førend deres Skæbne og deres begangne Forseelse var
forglemt; Reysen blev fortsat med den samme lystige Tilliid;
enhver lykønskte sig selv og trøstede sig med at have et stærkt
Skib, og troede at hand var i Stand til at staae imod de Vand¬
Hvirveler, i hvilke hans Ven var opsluget, eller at glide over
de Klipper, paa hvilke andre vare slagne i stykker, man blev


ey heller ofte vaer, at nogen forandrede sit L¬
endskiønt
hand saae andre lide Skibbrud; dersom hand i et Øyeblik vend¬
te tilside, saa forglemte hand dog snart Rooret, og overgav sig
igien til Hændelsens Regiering.
Denne Skiødesløghed kom ikke deraf at de vare ubekym¬
rede om hvorledes det gik, eller vare keede af deres nærværende
Tilstand; thi ikke een af disse, som saa ubesindigen løbe i For¬
dervelsen, forsømte, naar han begyndte at siunke, at raabe til
sine Staldbrødre om den Hielp, som de nu ikke kunde beviise
ham; og mange anvendte deres sidste Øyeblik paa at advare
andre og formane dem til at vogte sig for den Daarlighed, hvor¬
ved de vare bortrykte midt i deres Løb. Deres gode Villie
blev undertiden berømt, men deres Formaninger bleve ikke
agtede.
Enhver maatte tilstaae, at de Skibe, i hvilke vi befandt
os, vare ingenlunde stærke nok imod Livets brusende Strøm;
de bleve og øyensynligen svækkede paa Reysen, saa at enhver
af de Reysende var vis paa, hvor længe han end ved lykkelige
Tilfælde, eller en uafladelig Aarvagenhed maatte blive beva¬
ret, at han dog omsider maatte siunke.
Man maatte ventet, at denne uforbigængelige Under¬
gangs Erindring skulde have bedrøvet de Lystige, sat Skræk i
de Forvovne, eller i det mindste holdt de Tungsindede og Frygt
agtige i bestandige Piinseler; og hindret dem fra at nyde nogen


Haver, som Naturen tilbød dem, som
af de Forandringer og
en Vederqvægelse i deres Arbeyder; men der var i Sandhed
ingen som syntes mindre at vente Undergang, end disse, for
hvilke den var meest forskrækkelig; de vedste alle den Kunst at
skiule deres Fare for dem selv; og disse som vedste at de kunde
ikke taale at see de Forskrækkelser, som besværede deres Vey,
toge sig vel i agt for at see frem ad, men fandt stedse noget at
fordrive Tiden med i det nærværende Øyeblik, og alminde¬
ligen forlystede sig med at leege med Haabet, som var en be¬
standig Staldbroder paa Livets Reyse.
Dog alt hvad Haabet fordristede sig til at love, endog
til dem, som det var meest gunstigt imod, var, ikke at de skulde
undgaae, men at de skulde siunke sidst; og med dette Løfte var
enhver tilfreds, omendskiønt han beloe de andre, som syntes
at troe det. Man kunde tydeligen see at Haabet drev Spot
med deres Lættroenhed; thi jo meere deres Fartøyer bleve
lække, jo større Forsikkringer gav Haabet dem om Sikkerhed;
og ingen havde meere travelt med at samle Forraad til en lang
Reyse, endde, som enhver, undtagen de selv, kunde see at være
nærmest til at siunke, formedelst deres Fartøyers ubodelige
Svækkelse.
Midt i Livets Strøm var Umaadeligheds Svælg, en
forskrækkelig Vandhvirvel med adskillige Klipper, hvis skarpe
Spidse vare skiulte under Vandet, og Toppene bedækkede med
blomstrende Enge, paa hvilke Magelighed tillaqvede Lø¬


benke at hvile sig paa, og med skyggefulde Træer, i hvilke
Vellyst qviddrede Jndbydelses Sang. Alle de som seylede
paa Livets Hav, maatte uforbigængeligen komme disse Klip¬
per saa nær forbi, at de kunde see dem. Vel var Fornuften
altid ved Haanden, for at styre de Reysende igiennem et sne¬
vert Udløb, hvorved de kunde undgaae; men der vare meget
faa, som ved dens Bønner eller Forestillinger kunde bevæges
til at lade den staae ved Roret, uden at betinge sig forud, at
den skulde gaae Vellystens Klipper saa nær, at de kunde
forlyste sig med en kort Beskuelse af dette nydelige Sted; og
derefter besluttede de altid at fortsætte deres Reyse uden nogen
anden Afvigelse.
Fornuften lod sig alt for ofte ved disse Løfter overtale til
at vove sin Seylads inden for den yderste Rand af Umaade¬
ligheds Svælg, hvor Vandets Omløb var vel kun svagt, men
dog hindrede Skibets Fart, og drog det, ved uformærkte Om¬
dreyelser nærmere og nærmere til Middel=Puncten. Hun for¬
trød da sin daarlige Formastelse, og med all sin Magt stræbte
at gaae tilbage, men Svælgets Magt i at drage Skibet til sig
var allmindeligen for stærk til at overvindes, og efter at den
Reysende havde med en fornøyelig og hovedsvimlende Hastig
hed dantset omkring i Cirkeler, blev han omsider overvældet
og druknet. De faa, som Fornuften kunde redde derfra
igien, fik gemeenligen saa mange Stød paa de Kanter, som
skøde ud fra Vellystens Klipper, at de kunde ikke fortsætte
deres Reyse med den samme Styrke og Læthed som tilforn,


men fløde frem frygtagtigen og skrøbeligen, i Fare for at om¬
kastes af enhver Vind, og at slaaes i tu af enhver Bølge, ind¬
til de omsider lidet efter lidet gik under, efter at de længe havde
stræbt og brugt utallige Midler for at redde sig; stedse bejam¬
rende deres egen Daarlighed, og advarende andre for at kom¬
me nær ved Umaadeligheds Svælg.
Der vare Kunstnere som gave sig ud for at oprette den
Skade og at stoppe de Huller, som de Skibe havde faaet, der
vare blevne stødte paa Vellystens Klipper. Mange syntes
at have stor Tilliid til deres Kunst og Dygtighed; der vare og
nogle, der havde kun faaet et enkelt Stød, som bleve ved disses
Hielp bevarede fra at siunke, men jeg merkte, at faa Skibe
holdt længe ud, som havde været meget flikkede; det befandtes
ey heller at Kunstnerne selv kunde flyde længere end disse som
havde mindst brugt deres Hielp.
Den eneste Fordeel, som de Forsigtige havde frem forde
Skiødesløse, paa Livets Reyse, var, at de sank sildere, og
meere pludseligen; thi de seylede frem, indtil de havde under¬
tiden seet alle dem omkomme paa Veyen, i hvis Sælskab de
vare gaaet ud fra Barndommens Stræde; og omsider bleve
de omstyrtede af en Kaste=Vind, uden at plage sig med Mod¬
stand, eller at føle Angester af Forventelse. Men de, som
havde ofte stødt paa Vellystens Klipper, sank gemeenligen i
en kiendelig Grad, og stridende længe imod det indtrængende


Vand, og udmattende sig med Slæb og Arbeyde, hvoraf
Haabet selv neppe kunde love dem en lykkelig Virkning.
Da jeg saaledes betragtede deres adskillige Skæbne, som
vare i stor Mængde omkring mig, blev jeg pludseligen for¬
skrækket ved en Paamindelse, som mig blev givet af en ube¬
kiendt Magt: Gab ikke ørkesløs paa andre, da du selver nær
ved at siunke. Hvoraf kommer denne u-eftertænksomme
Rolighed, da du og de ere i lige Fare? Jeg saae mig om, og
da jeg blev vaer at Umaadeligheds Svælg var for ved mig,
sprang jeg op i Forskrækkelse og vaagnede.


Bie=Kuben.
No. 180.
Tiisdagen den 12 Junii 1759.
Af the Adventurer No. 96.
J¬
o meere Livets Fornøyelse og Ulyksalighed beroer paa Ind¬
bildingen, jo meere ligger det os Magt paa, at denne
Siælens Kraft skulde i sine Virkninger regieres af For¬
nuften; og maaeskee Indbildingen er oftere i Bevægelse, naar
den kand alleeneste giøre Modgang meere bitter, og Elendighed
større; og slumrer oftere, naar den kunde forøge Medgangs
Glæde, og oplive Følesløshed til Lyksalighed, end man almin¬
deligen mærker.
Et Præste=Kald af anseelige Jndkomster blev ledigt, og
Evander fik af en Ven et Recommendations=Brev til Patro¬
nen. Hans Ven var alt for undseelig til at give Forsikkring
om Lykke i en Ansøgning, der fornemmeligen blev understøttet
ved hans Forbøn; og Evander|vedste, at andre havde søgt
derom førend han; saasom han derfor ikke gjorde sig stort Haab,
saa troede han, at han skulde ikke blive meget bedrøvet, i fald


det slog ham feyl. Herremanden, som han var recommen¬
deret til, tog imod ham med stor Høflighed; men da han læste
Brevet, blev han forandret i sit Ansigt, og lod see utvilagtige
Tegn af Sorg og Fortrydelse; derpaa tog han Evander
ved Haanden og sagde: Min Herre, jeg agter det neppe for
en mindre Ulykke for mig selv end for eder, at J kom ikke fem
Minuter før med eders Ansøgning. Den Herre, hvis Brev
J bringer mig, ønsker jeg at tiene frem for nogen anden; men
jeg har nu nyeligen givet Kaldet til den Person, som J saae
tage Afskeed, da J kom ind i Stuen."
Denne Erklæring var et Stød, som Evander havde
hverken Dygtighed til at afværge, eller Magt til at staae imod.
Han hørte, hvor meget hans Vens Recommendation for¬
maaede, endskiønt han vedste det ikke saa tiligen, at det kunde
givet ham større Haab; han hørte at han var kun kommet faa
Minuter for silde, omendskiønt han havde Aarsag til at troe
at hans Ansøgning var kommet ligesaa mange Dage for silde;
disse vare Omstændigheder, hvilke hans Jndbilding strax be¬
nyttede sig af til at giøre hans Vanlykke desstørre; disse pøn¬
sede han ideligen paa med en ubeskrivelig Græmmelse, han for¬
talte dem til enhver af hans Venner, og beklagede sig derover
med de allerhæftigste Bevægelser. Og dog alligevel, hvad
var hændet Evander meere end han ventede, intet af det han
eyede var formindsket, ingen Muelighed til Befordring var
ham afskaaret; og i Henseende til hvad han kunde vente og hvad
han virkeligen havde, var han i samme Stand som om han
aldrig havde hørt tale om at det Kald var ledigt, hvilket han
mueligen kunde have bekommet; men Evander jamrede sig
under Jndbildingens Tyrannie, og ved sin ugrundede Knur¬


ren drev Rolighed udaf sit Hierte, fordi Tiden var ikke blevet
opholdt i sit Løb, og fordi der ikke var skeedt et Mirakel for at
forskaffe ham et Præstekald.
Agenor, der havde faaet det Kald som Evander
søgte, havde ikke mindste Tvivl om at naae sin Ansøgning;
hans Caracteer var ustraffelig, og hans Recommendation af
den Beskaffenhed, at man troede ikke at nogen anden kunde
giælde derimod; han tog derfor imod hans Befordrers Naade
uden nogen indvortes Bevægelse; han ansaae sin Lykke som en
Tildragelse, der var skeedt, ligesom Regn og Soelskin, ved
naturlige Aarsagers sædvanlige og ordentlige Virkning; og
tog Besiddelse af sit Embede med samme Sinds Beskaffenhed,
som han vilde have høstet en Mark, som han havde saaet, eller
taget imod Renter af en Capital, som han havde sat i et Huus
eller Jordegods. Men da han ved en Hændelse havde faaet at
høre den Beretning, som var blevet udspredt af Evanders
Venner, blev han strax rørt og erkiendte sin gode Lykke; hans
Sind kom i saadan en Bevægelse da han saae tilbage, og efter¬
tænkte hvor stor Fare han havde været udi, at han kunde neppe
troe at den var forbi. "vilket stort Guds Forsyn var det
sagde han, at jeg om Morgenen ikke blev og drak en Skaal
Thee meere, at jeg fandt en Hyre=Vogn ved Enden af Gaden,
og at jeg blev ikke forsinket paa Veyen? Hvilken Foran¬
dring var her skeedt i Agenors Sind og Tanker om hans Be¬
fordring og Velstand, og om de Midler, hvorved han havde
naaet den, og dog havde han ikke vundet meere end han vente¬
de; han havde ikke seet sin Fare saa tiligen, at den kunde ind¬
jage ham Frygt; hans Kalds Jndkomster vare ikke forøgede;
Guds Forsyn havde ey heller videre befattet sig dermed, end


at udelukke Slumpe=Lykke fra Verdens Regiering. Men
Agenor betænkte ikke tilforn, at Guds Forsyn burde have
nogen Tak, undtagen for et Mirakel; han fornøyede sig ikke
ved sin Befordring som en Gave, ey heller satte Priis paa det
han havde vundet, uden fordi han saae hvor formodentligen
han maatte tabt det.
Ligesom Lykke og Vanlykke ere underkastede Jndbildin¬
gens Virkning, saa ere iligemaade Beqvemmelighed og Sund¬
hed; enhver af disse kand betragtes som et Slags Gode, der be¬
staaer alleeneste i at være befriet fra det Onde, som strider der¬
imod; og kand enten vanslægte til Keedsommelighed og Mis¬
fornøyelse, eller og ophøyes til Velbehagelighed og Fornøyelse.
For en tre Uger siden gik jeg om Eftermiddagen hen at
besøge Curio. Curio eyer et Gods, der indrenter hamtre
tusinde Pund om Aaret; han har en Frue, der er berømt for
hendes Skiønhed og hendes Vittighed, han er i sine feyreste
Manddoms Aar, han har en stærk Natur, hans Person er
behagelig, og han besidder en giennemtrængende Forstand.
Jeg fandt ham i fuld Helbred, strækkende sig i en Læne-Stoel;
hans Ansigt var blomstrende, han var prægtigen klædt, og
omringet med alle de Midler til Lyksalighed, som vel anvendt
Riigdom kunde forskaffe. Efter at de første Ceremonier vare
forbi, slængte han sig igien i sin Stoel, da jeg havde undskyldt
mig for at sidde deri; han stirrede paa sine Finger Ender, lagde
sine Been over hverandre, spurte om hvad Nyt man havde i
Dag, og midt i alle muelige Fordeele syntes at eye Livet med
en uskiøtsom Ligegyldighed, hvilken vilde have beklædt ham


med den Stoiske Philosophies Værdighed, i fald han kunde
beholdt samme i ulykkeligere Omstændigheder.
Det hændte sig at jeg i gaar besøgte Curio igien. Jeg
fandt ham i hans Kammer; hans Hoved var indsvøbt i Flo¬
nel, og hans Ansigt var bleegt. Jeg blev forbauset over at
see disse Sygdoms Tegn; og spurte med en oprigtig Bekym¬
ring, hvorledes det var med ham. J det Øyeblik han hørte
mit Spørsmaal, sprang han op af sin Stoel, løb imod mig,
tog mig ved Haanden, og sagde til mig, i en Henrykkelse, at
han var i Himmelen.
Hvad Forskiæl i Curios Omstændigheder gjorde denne
Forskiæl i hans indvortes Følelser og i hans Opførsel, hvad
ugemeen Fordeel var nu tilfaldet den Mand, som tilforn havde
Beqvemmelighed og Sundhed, Ungdom, Overflødighed og
Skiønhed? Curio havde i de ti Dage for denne min sidste Be¬
søgelse været plaget med Tand=Piine; og havde for en Time
siden faaet Lindring, ved det han havde ladet den trække ud.
Og er den menneskelige Fornuft da saa afmægtig, og
Jndbildingen saa vanartig, at vi kand ikke finde Fornøyelse i
Livets Beqvemmeligheder førend de have været tagne fra os?
Er det ikke mueligt, at vi, ved Eftertanke, kand giøre det til en
virkelig Lyksalighed, at vi ere ikke ulyksalige? Kand den, der
haver Beqvemmelighed og Sundhed, hvis Mad er ham vel¬
smagende og hvis Søvn er sød, erindre sig, uden inderlig Glæ¬
de og Fornøyelse, de Tider, da han vansmægtede formedelst
Leede til Mad, og tallte Nattens Timer i en kumerfuld Uro¬
lighed?
Aa


Er det umueligt for fornuftige Creature at være
tilfreds med den Ufeylbare Viisdoms Uddeelinger, hvor¬
ved nogle Fordeele synes at være dem negtede, uden at
erindre sig ringe og ubetydelige Omstændigheder, der kand
alleeneste forøge deres Græmmelse og Misfornøyelse?
Maae da Guds Godhed endeligen tabe sin Kraft hos
os, og vort Hierte mindre skiønne paa den, jo meere vi
see at den er utvivlagtig og uafbrudt?
Jeg er vis paa, at et hvert Menneske vilde blues
ved at antage disse Meeninger; lad derfor et hvert Men
neske negte dem ved hans Levnet. Den, som bringer sin
Jndbildings=Kraft under Fornuftens Herredom, vil være
i Stand til at formindske Livets Elendigheder, og at for¬
øge dets Velsignelser; han vil lære at overgive sig i Guds
Villie med Velbehagelighed, at tage imod hans Gaver
med Taknemmelighed, og at nyde dem med et fornøyet
Hierte; og saasom der i saadan en Opførsel er ikke alle¬
neste Viisdom, men og Dyd, saa vil han under alle Slags
Elendigheder være mægtig til at glæde sig i Haabet, og
i Forveyen at smage den Stands Lyksalighed, i hvilken
de Retfærdiges Aander skal blive fuldkomne.


the World No. 179.
Af
Til Mr. Fitz=Adam.
Min Herre!
Jeg har nyeligen opdaget en Ting, hvilken jeg haaber at J
vil tillade mig, til det Menneskelige Kiøns Nytte, at giøre
bekiendt i et af eders Blade.
Jeg maae sige eder, at jeg, ved en Fasters Død, er ny¬
ligen blevet Eyer af en vakker gammel Herregaard paa Landet;
men da jeg reyste ud med min Familie for at boe der, fandt jeg
den saa fuld af Rotter, at vi vare i Fare for at blive opædte
af dem. J maae troe at jeg giorde alt hvad jeg kunde for at
faae dem ud af Huuset; men de giorde alle Rottefangernes
Anslag til intet, og syntes heller at tage til end at formindskes;
indtil de paa engang forsvandt af sig selv og aldrig besøgte mig
meere. Jeg giorde mig stor Umage for at udfinde Aarsagen
til denne forunderlige Flugt, men forgiæves; indtil jeg næsten
fjorten Dage derefter fik Kundskab om denne Hemmelighed,
ved en meget usædvanlig og modbydelig Lugt, som kom ud af
Dørren til et gammelt Pulter=Kammer. Jeg gik strax derind
og saae en mængde Rotter liggende døde paa Gulvet. Da jeg
nu undersøgte Aarsagen hertil, blev jeg vaer en liden Skuffe,
som jeg kom ihu at jeg havde ladet staae aaben, da jeg
leedte efter nogle af min Fasters Papiirer; og at den
var fuld af adskillige Slags Qvak=Medicamenter, saasom
Piller, Pulver, Salver og andre Ting, for hvilke hun
havde den høyeste Ærbødighed. Denne Skuffe, som var


gandske fuld da jeg aabnede den, var nu næsten tom;
hvilket tilstrækkeligen overbeviiste mig, at jeg var disse
Medicamenter forbundet for min Befrielse; men jeg vilde
dog ikke sige det for vist, førend jeg havde giordt en Prøve
dermed. Til den Ende lod jeg en Rottefanger forskaffe
mig et halvt dosin levende Rotter; enhver af disse gav
jeg et adskilligt Medicament. J en halv Time og tre
Minuter døde to af mine Patienter i Slag; de øvrige
faldt i en overmaade Sveed, med saadan hæftig Bræk¬
ning og Purgering, at de overlevede deres Staldbrødre
kun i tre Qvarteer, og derpaa gave Aanden op i Slag,
ligesom de forrige.
Jeg glædede mig meget over dette Forsøg, saasom det
lærte mig disse ypperlige Medicamenters rette Nytte; og
jeg tager med stor Fornøyelse denne Leylighed at recommendere
dem til alle Skibs=Capitainer, Skippere, Malt= og Korn¬
Handlere, Meel=Mænd og Forpagtere, og til alle dem, som
boe i gamle Huuse. Jeg er, min Herre, eders bestandige Læser
og ydmyge Tiener.
G. H.
Ved et andet Forsøg har jeg fundet, at een af disse Pil¬
P.
ler, naar den bliver stødt eller knuset i smaa Stykker, vil dræbe tiuge
Muus. De kand ligeledes være af en fortreffelig Nytte til at giøre en
fattig Familie af unge Børn tyndere, naar man saaledes støder eller
knuser disse Piller og strøer dem gandske tyndt paa deres Smør og Brød.


Bie=Kuben.
No. 181.
Tiisdagen den 19 Junii 1759.
Af the World. No. 182.
E¬
n af mine gode Venner som er meget kortvillig, sagde til
mig forgangen Dag, at han altid kunde erfare med stor
Vished, naar han var i Sælskab med nogen Mand,
hvorledes dennes Hustrue var, enten feed eller mager, høy eller
liden, hviid eller brunladen, saa snart han bad ham nævne et
Fruentimmers Skaal. Dersom han nævner et magert Fruen¬
timmer, sagde han, da kand Jvære vis paa, at hans Kone er
feed; eller dersom han drikker sit Glas paa et Fruentimmers
Sundhed, som er høyt eller hvidladent, da maae J sikkert
slutte, at hans Kone er lille og fortladen, og saa videre; thi,
sagde han fremdeles, jeg har altid fundet det at være sandt
at naar en Mand har været giftet i et fuldt halvt Aar, da vil
han være en bestandig Tilbeder af alle andre Fruentimmer, jo
mindre de ligne hans egen Kone.


Jeg ønske
mit gandske Hierte, at der var intet Skin
af Sandhed i denne Anmærkning; men jeg frygter, at de flest,
Mænds Koner, ligesom deres andre Eiendomme, tabe gemeen
ligen noget af deres Velbehagelighed, naar de have i nogen
Tiid hørt dem til. Vakkre Midler, vakkre Huuse, vakkre
Hauger, vakkre Eqvipager give deres Eyermænd kun liden
Fornøyelse, saa at vi hver Dag overtræde det tiende Bud, ved
at begiære vor Næstes Huus, vor Næstes Hustrue, eller noget
andet, som hører vor Næste til.
Jeg vil ikke paatage mig at afgiøre, hvoraf denne
onde Art hos Menneskene har sin Oprindelse. Min
Ven, som aldrig tænker saa meget, at det kand forvirre
ham, legger Skylden paa den menneskelige Natur. Han
siger, at Menneskene ere i alle Maader just hvad de vare
beskikkede til at være, og at vi have den samme Aarsag
til at være vrede paa en Biørn fordi den ikke er et Men¬
neske, som paa et Menneske, fordi det har et Menneskes
Ufuldkommenheder.
At vi ere skrøbelige af Naturen er alt for vis en
Sandhed; men det er vor Trøst, at Han som giorde os
saa, venter ikke Fuldkommenhed af os, og vil tilgive de
Forseelser, som komme ikke af forsætlig Fordervelse eller
modtvillig Ulydighed.
De Gamle have haft en kortvillig Fabel om Men¬
neskenes almindelige Skrøbelighed; hvilken Fabel jeg aldrig
har seet i vort Lands Sprog, og derfor har vovet at
over


oversætte den til mine Læseres Fornøyelse, og at indrette
den efter vore Tiders Beskaffenhed.
Da Jupiter havde bemægtiget sig Saturns
Throne, overvundet Kæmperne, og giordt sig den gand¬
ske Verden underdanig, saa overlod han denne nedre
Verdens og de menneskelige Sagers Regiering til de
ringere Guder. Enhver havde sine særdeles Tilhængere,
og den eene maatte ikke befatte sig med den andens For¬
retninger. Mars blev Generalissimus over Soldaterne
i alle Lande; Neptunus blev General=Admiral; Bacchus
blev Præsident over Drikke=Laug og Giæstebud; Mercurius
over Kiøbmandskab; Apollo over Vittighed og Læge¬
Kunsten? Minerva over Lærdom; Venus og Gratierne
over Skiønhed, Juno over Ægteskab, Diana over Kydsk¬
hed, og saa fremdeles.
Verdens første Tider syntes Menneskenes Sager
at være i en meget blomstrende Tilstand; men Tingenes
Skikkelse begyndte efter Haanden at forandres, indtil om¬
sider en almindelig Fordervelse tog overhaand paa den
gandske Jord. Da Guderne fandt at de vare ikke det
Embede voxne, som var dem paalagt, bleve de vrede
paa Menneskene, og bade Jupiter at han vilde selv
antage sig Regieringen over dem; men han blev fortry¬
delig over deres Begiæring og befalede dem at fare fort
som de havde begyndt, og at overlade Følgerne deraf til


ham selv. Guderne bleve forbausede over dette Afflag og
holdt en Forsamling imellem dem selv, hvori det eenstem¬
migen blev besluttet, at de skulde forfatte en anden Be¬
giæring til Jupiter, at han vilde tillade dem, for des bedre
at faae Kundskab om Menneskenes Natur, at giøre en Be¬
søgelse ned i Verden, og at paatage sig, for en Tiid,
deres Tilhængeres adskillige Naturer. Jupiter loe, og be¬
vilgede deres Ansøgning, men med dette særdeles Vilkaar
at de i den Tiid skulde være aldeles berøvede deres over¬
naturlige Kræfter, og saasom de skulde forestille Menne¬
sker, saa skulde de og være underkastede deres Skrøbe¬
ligheder.
Guderne beqvemmede sig efter Jupiters Villie, og
efter at de havde overlagt hvad for en Person enhver skulde fore¬
stille, saa nedstigede de paa Jorden. Mars kiøbte sig en
Fændriks Plads i Garden, og saasom han var en levende, vel¬
skabt ung Karl, og meget vel lidt iblant Fruentimmerne, saa blev
han snarligen forfremmet og fik et Compagnie. Hans Eqvipage
var den prægtigste som kunde optænkes han pyntede sig, dantsede,
spillede og bandte i den høyeste Fuldkommenhed; han pryglede
Vægterne og Politie=Betienterne, trækkede Kaarden til Senft¬
Dragere og Opvartere, beloe Præsterne, bedrog Horer og
Hyre=Kudske, betalte ikke Skrædere og Kræmmere, bestormede
Fæstninger i et hvert Viinhuus, og saluterede for sit Compagnie
med en ulignelig Artighed. Men da han havde ulykkeligen forført
sin Vens Hustrue, og blev fodret ud ved den Leylighed, fandt
han for got at undskylde sig, og blev casseret for Feyghed.
Neptunus var en haardfør, grov Søemand, og fik
betimeligen et Skib paa tredsindstiuge Canoner. Han angreb
Fien¬


Fiendens Coffardi=Skibe med et kækt og uforfærdet Mood, og
tog overmaade kostbare Priiser. Hans Forsigtighed var ikke
mindre end hans Dristighed, saa at man har aldrig hørt, at hans
Skib har taget Skade ved Fiendens Skud, eller at en Mand
derpaa er død en voldsom Død. Men saasom Neptunus
var nu ikke meere end et Menneske, og derfor kunde fare vild,
saa havde han den Vanlykke, at misforstaae hans Admirals
Signal til at angribe, for et Signal til at dreye af; og saasom
han havde ingen Venner til Hove, saa blev han som udygtig sat
ud af Tienesten og til at leve af sine Midler.
Bacchus var en Landsbye Herremand, og en stor Jæger¬
han drak sig fuld hver Dag, og forførte alle hans Bønders og Na¬
boers Hustruer og Døttre; indtil han ved sin U-ordentlighed
blev forarmet, og maatte gribe til adskillige Midler, og ende¬
ligen at skænke Øil i en Kielder for Vognmændog Omløbere.
Mercurius var en Lærreds=Handler i Staden, og for¬
hvervede sig store Midler ved det han tre Gange spillede Ban¬
kerot; men da det hændte sig at man kom over ham, da han
vilde giøre det fierde Gang, saa blev al hans Rigdom ham fra¬
taget, og han var meget nær blevet hængt. Derefter blev han
Anfører for en Tyve=Bande, og omsider opkaldet til Himmelen
fra det forbandede Fængsel i Newgate eller Stok=Huuset.)
Apollo begyndte sin menneskelige Stand som en Læge,
og sendte saa mange Siæle til Plutos Rige, at Charons
Baad
Bl


Baad blev brøstfældig ved deres Vægt. Jupiter blev meget
forbittret over hans Mord, og befalede, at han skulde begynde
igien at leve i Verden i et meere uskyldigt Kald. Apollo
adlydte ham og blev en vittig Skribent. Han forfærdigede
utugtige Viiser og Comoedier; han gjorde Skand=Skrifter over
de Gode, han hyklede for de Onde; han bespottede Guderne,
og blev yndet af de Store, men da han var saa ulykkelig at
trænge til deres Hielp, saa unddroge de ham deres Gunst, og
overlode ham til at leve knapt og kummerligen paa et Loft¬
Kammer, af Boghandlernes Naade.
Minerva var et Fruentimmer, som besad skiønne Gaver
og stor Lærdom, men var en stor Sludske. Hun stak aldrig
en Knappenaal i hendes Klæder, ey heller skiftede dem om
førend de vare opslidte. Hendes Linnet var bestænkt med
Blek, hendes Haar ukiæmt, hendes Skiørter faldt ned, hendes
Strømper vare fulde af Huller, og hendes Skoe nedtraadte.
Hun talede i Syllogismer, hun skrev i Herdiske Vers og giftede
sig med sin Lakey.
Venus, som, imedens hun var en Gudinde havde
altid en stor Lyst til menneskelig Kiød og Blod, var høyligen
fornøyet med at stige ned paa Jorden. Hun antog en Skikkelse
af en deylig Pige paa fjorten Aar: leyede sig Værelser i
Covent=Garden, og uddeelte sin Gunst rundeligen til alle dem
der besøgte hende. Hendes menneskelige Stand passede sig saa
vel til hendes Tilbøyeligheder, at Himmelen og Gudinden
blev aldrig tænkt paa, førend hun havde mistet sin Næse, og
da begyndte hun igien at sukke efter Udødelighed.
Diana


Diana var et meget tugtigt Fruentimmer den hele Dag,
men havde sine Endymoner (Opvartere i Maan=Skin. Der
berettes om hende, at hun har elleve Gange været i Barsel¬
Seng, uden at være i Stand til at give den mindste formodent¬
lige Gisning om hvem der var Fader til Barnet.
Om Juno siges der alleeneste, at hun tog Livet af syv
Mænd ved hendes Skænden og Kiven; og om Gratierne,
at de vare overmaade nætte Piger indtil de bleve giftede, og
derefter skidne Søer.
Efter at de havde levet paa Jorden i den bestemte Tiid
bleve de alle opkaldte til Himelen i deres menneskelige Skik¬
kelser og Klæder, for at lade sig see for Jupiters Throne.
Mars og Neptunus giorde en taalelig Figur, men saae
lidet skamfulde ud. Bacchus havde et blaat Forklæde for
og en Rem med Tin=Kander hængende over hans Skuldre.
Mercurius kom frem med Haand=Kløver og Spring=Bolt;
han havde en ulden Hue paa Hovedet, en Urte=Kost i Haanden,
og en Strikke om Halsen. Apollo var gandske paaklædt, i
en gammel sort Klædning, en lokked Perryk, en Kaarde med Sølv¬
Greb, oprullede Strømper, lange Mansketter, men ingen
Skiorte; hans Ansigt var besmurt med Snuus, og hans Mund
proppet fuld af Tobak. Da Minerva nærmede sig for at
neye for Jupiter, holdt han for Næsen, og gav hende Tegn
med Haanden at hun skulde ikke komme ham saa nær; sigende
hende derhos, at han herefter vilde ikke have nogen lærde Fruen¬
timmer


timmer paa Jorden. Venus holdt sin Vifte for Ansigtet,
indtil Jupiter befalede at hun skulde blotte sig. Han spurte
da om hendes Næse, og om det Brændeviin hun havde drukket i
Morges, var ægte Hollandsk Genever. Diana klagede meget
over Vattersot, hvorover Jupiter loe, og lovede at sende
Lucing til at helbrede hende, sagde derhos at han haabede hun
havde haft gode Forløsninger. Juno saae vreed ud fordi hun
var ikke først kaldet frem; da Juptter mærkte dette, gav han
hende et naadigt Nik, og forsikkrede hende, at alle hendes Mænd
vare nu i Rolighed i de Elysæiske Marke. Gratierne vilde
gjordt Undskylding fordi de ikke vare paaklædte; men Jupiter
forekom dem, og sagde til dem med et Smiil, at han vilde ingen
Ægteskab have i Himmelen. Derpaa gav han dem allesam¬
men deres guddommelige Værdighed og Egenskaber igien, og
efter at han havde fixeret og straffet dem for deres Knurren og
deres Nysgierrighed, sendte han dem hen i deres adskillige Em¬
beder, sigende, at de vare nu i Stand til at bære over med den
menneskelige Naturs Skrøbeligheder og Ufuldkommenheder,
saasom de havde forfaret i deres egne Personer, at han havde
besat Verden med Mennesker, og ikke med Guder.


Bie=Kuben.
No. 182.
Tiisdagen den 26 Junii 1759.
Af the Connoisseur No. 95.
S¬
aasom et hvert Brøllup er et Slags Familie=Fest, saa
bliver Brøllups=Dagen holdt med adskillige Høytide¬
ligheder, og, ligesom andre offentlige Fest=Dage, æret
med mange Glædskabs Tegn; det lyksalige Brude=Par iføres
deres kostbareste Klæder, Klokkerne høres heele Dagen, og
Aftenen besluttes med den lystige Ceremonie at løse Strøm¬
pebaandene. Men disse Høytideligheder blive ikke altid saa
helligen tagne i agt i Staden; hvor mangt et Par af høy
Stand klappes tilsammen i yderste Stilhed, og strax derpaa
snge sig ud af Staden, ret ligesom de skammede sig ved atlade


sig see efter hvad de have gjordt. Paa Landet, naar Herre-
manden eller nogen anden fornemme Person holder Brøllup,
da er heele Honning=Maaneden næsten et bestandigt Car¬
neval; og et hvert Ægteskab holdes for at tegne sig til at blive
meere eller mindre lykkeligt, ligesom der slagtes fleere Dyr,
Stude og Faar ved den Leylighed, og jo fleere Oxehoveder Viin
og Tønder Øll de skylles ned med. Med sidste Postfik jeg fra
min Fætter paa Landet en Efterretning om en af vore nær
paarørendes Brøllup, med en omstændelig Beskrivelse over
det kostbare Maaltid, det prægtige Ball, og den almindelige
Glæde, som opfyldte den gandske Gaard. Paa samme Tiid
fik jeg Complimenter fra det nye Brude=Par, med et stort
Stykke af Brude=Kagen; hvis Dyder enhver Pige paa tret¬
ten Aar meget vel kiender. Jeg havde aldrig tilforn eyet denne
Brøllups=Raritæt; men jeg blev saa fornøyet over dette Ægte¬
skabs Tegn, og det opvakte i mit Sind saa mange Betragtninger
over Ægte=Standens Lyksalighed, at (omendskiønt jeg lagde
ikke Kagen under min Hoved=Pude) den gav Anledning til føl¬
gende Drøm.
Mig syntes at jeg befandt mig midt i en stor Bygning,
der var opfyldt med adskillige Personer af begge Kiøn; og da
jeg spurte hvad dette var for et Sted, sagde man mig, at det
var Hymens (Ægteskabs Guds) Tempel; og at enhver som
havde lyst til at ofre til denne Gud, havde Tilladelse at nærme
sig til et stort Alter, som var skiult med en stor mængde af
Kager af adskillige Figurer og Anseelse. Nogle af disse vare
danne¬


dannede som Hierter; og andre forestillede Valknuder; nogle
vare bestrøede med Sukker og besatte rundt omkring med Con¬
fect; nogle vare skiulte med Guld, nogle vare stemplede med
adelige Kroner, og andre vare ziirede med glimrende Dukke¬
tøy, som forestillede et smukt Huus, et Sæt af Ædelsteene, eller
en Karrete med sex Heste. Plutus og Cupido havde meget
travelt med at uddeele disse Kager (hvilke vare alle mærkede
med det Ord Ægteskab og kaldtes Brude=Kager) til ad¬
skillige Personer, som havde selv Friehed til at vælge, efter
deres adskillige Hensigter og Tilbøyeligheder.
Jeg saae at mange ilede til Alteret, hvilke alle lode see
at de vare ulige sindede ved deres Vall. For nogle syntes Kager¬
ne saa lækkre og nydelige, at de bildte sig ind de skulde aldrig
blive keede deraf; da derimod andre, som fandt Smagen meget
behagelig i Førstningen, erklærede kort derefter at den var slet
og usmagelig. Jmidlertid kunde jeg læt mærke, at mange flere
(i særdeleshed iblant Stands=Personer) vendte sig til Plutus
end til Cupido.
Saasom jeg vilde gierne nøyere betragte Sælskabet, saa
trængte jeg mig frem igiennem Mængden og tog min Plads
tæt ved Alteret. Strax derpaa nærmede sig et Par unge
Folk, som vendte sig til Cupido, og begiærte at han vilde
give dem een af Kagerne, der var dannet som et dobbelt Hierte,
gier.


giennemstu kket med Piile, men just da de vilde deele den imellem,
sig, fremkom en suurseende gammel Krabat, som jeg fandt at
være Pigens Fader; han brød Kagen i tu, og tvang det unge
Fruentimmer til at tage imod en anden, som Plutus søgte
ud til hende, og hvilken forestillede en Figur af en vakker Herre
i en forgyldt Peber=Kage.
En gammel Krabat paa to og tredsindstinge Aar, som
havde stiaalet en Dag fra sine Børs=Forretninger, kom dernæst
op til Alteret, og syntes at have en stor Lyst til en Kage. Plutus,
som kiendte ham igien, saa snart han saae ham rakte ham strax
een, hvilken, endskiønt meget grov og mulden, var gandske for¬
gyldt; men han blev storligen forundret, da den gamle Herre
vilde ikke tage den, og begiærte af Cupido en Kage af den aller¬
nætteste Gestalt og sødeste Smag. Den lille Gud viiste ham
først bort med Vrede, men derefter solgte den til ham for en
stor Sum Penge; hvilken Omstændighed satte mig i en ube¬
skrivelig Forundring, men jeg mærkte snarligen, at saadant
skeer meget ofte i dette Tempel. Den gamle Karl gik bort med
hans kiøbte Bytte, og omendskiønt jeg bildte mig ind, at han
maatte vel endnu have en Melke=Tand tilbage, saa fandt jeg
dog, efter at han i nogen Tiid havde forgæves mumlet derpaa
imellem hans gamle Gummer, at den laae hos ham urørt og
usmagt.
Jeg saae derefter med største Mishag, hvor ofte disse nyde¬
lige Kager bleve holdte til fals; og jeg fandt at deres Priis
stige¬


stigede og faldt, paa samme Maade som Oxe= eller Lamme¬
Kiød, ligesom Markedet var stort eller lidet. J særdeleshed
blev jeg meget rørt over de tvende følgende Tildragelser. En
ung Mandsperson og Fruentimmer nærmede sig til Alteret, og
vare blevne enige om at tage en Kage imellem sig af en jævn
Figur men nydelig Smag, merket Kiærlighed og Leve=Brød;
men en Stands=Person kom frem og overtalede det utroe Fruen¬
timmer til at forene sig med ham, og at tage af Plutus
en meere glimrende Kage, mærket Koldsindighed og Store
Midler. Et andet Fruentimmer kom frem med en Ridder
af Baddet, og fik Lyst til en Kage med et rødt Baand hængen¬
de derved, ligesom paa en Hellig Tre Kongers Kage; men
hun lod sig overtale af en Person af høyere Rang og Værdig
hed til at tage imod en meere prægtig Kage med et blaat Baand
og en høy= adelig Krone.
En fyldig Dame, som saae ud til at være af
en hidsig Natur, kom dernæst og bad meget indstændigen
om en Kage. Hun havde tilforn faaet adskillige, som
vare efter hendes Smag, og behagede hende saa over¬
maade vel, at saa snart hun var blevet færdig med een,
kom hun stedse igien til Cupido og begiærte en anden.
Hun tog nu hendes Kage med stor Glæde, og gik hen i
et Hiørne med den, hvor jeg kunde see at hun graadigen
mumlede paa denne lækkre Mundfuld, omendskiønt hun
havde reedeligen opslidt sex og tiuge af hendes Tænder i
Tiene¬


Tienesten. Efter denne kom en gammel Frue rokkende
op til Alteret, ledsaget under Armene af en ung Karl i
en rød Kiortel med et Skulder=Baand. Plutus gav
han en gammel Kage, mærket med de Ord Enke=Sæde,
i store forgyldte Bogstaver, hvilken han tog imod med
nogen Uvillighed; da derimod den gamle Frue begiærli¬
gen snappede en anden af Cupido, (som vendte sit
Hoved bort fra hende) hvorpaa jeg kunde tydeligen see de
Ord Gammel Barndom.
En riig rustet Ung=Karl fra det forrige Seculum
trængte sig dernæst med Magt frem igiennem Mængden.
Han bragte med sig en rødmoset Bonde=Pige paa nitten
Aar. Da han gik op til Alteret mødte ham adskillige
som kom derfra med Kager, hvilke han havde vægret sig
for at tage; nogle af dem vare mærkede Riigdom,
nogle Familie, nogle Skiønhed, og en eller to Kiærlighed.
Pigen som han bragte med sig befandtes at være hans
Malke=Pige, hvilken han i en Tidlang havde forgiæves
søgt at bringe til at fyldestgiøre hans Villie; men da
han omsider fandt at hans Anslag vilde ikke lykkes, kom
han med hende til Alteret. Han syntes vel lidet skam
fuld over sit Foretagende, og lod see en stor Deel Bonde¬
agtighed i hans Maneerer og Opførsel. Jmidlertid, saa
snart han havde taget sin Kage, gik han bort, og beslut¬
tede at fremdrage sin øvrige Leve Tiid med hans Malke¬
Koe paa Landet.
For


For at fyldestgiøre en tugtig Attraa fremkom nu
en Jomfru i hendes blomstrende tredsindstiuge Aar. Det
synes, at hun havde hidindtil afslaaet adskillige Tilbud af
Cupido og Plutus, men da hun med Forbittrelse fandt,
at de havde gandske slaaet hende af deres Tanker, saa
greeb hun en ung Fændrik i Garden ved Haanden og
førte ham til Alteret, hvorfra hun selv snappede en Kage
og deelte den med hendes Kiæreste. Hun var i først¬
ningen storligen fornøyet med dens Smag, men da hendes
Mage blev meget snart keed af den, saa blev hun for silde vaer,
at den halve Deel, som hun holdt i Haanden, var tegnet
Daarlighed, og den anden halve Deel som hun havde
paatvunget sin Allerkiæreste, var mærket Afskye.
En lille næsvis opskudt Jomfru i et Overtræk og
Hænge=Ærmer løb hastigen op til Cupido og bad om en
Kage: -- det var hende lige meget hvad det var for en, men
en Kage maatte og vilde hun have, enten af et eller andet
Slags. Hun havde just udstrakt sin Haand for at tage en af
Cupido, da hendes Mamma kom dertil, og sendte Barnet
flæbende tilbage igien i hendes Kost=Skole, og tog Kagen for
sig selv.
En gammel Kiærling, latterligen klædt, brød nu ind
i Tempelet, og løb ligesom rasende op til Alteret, og raabte
at hun vilde have en Mand. Men det saae ikke ud til at den
stakkels


stakkels Kone skulde blive hiulpet; thi saasom hun kunde ikke
formaae een i den heele Mængde til at give hende Haanden, saa
vilde hverken Cupido eller Plutus benaade hende med en
Kage. Hvorfor hun rasende af Vrede og Fortvilelse selv snap¬
pede en af Alteret, og tog fat paa den første Mands=Person,
som kom for hende; hvilket ulykkeligen maatte være jeg selv;
og vilde med Magt proppet Kagen ned i min Hals. Saasom
den mindste Krumme deraf var saa modbydelig, som en Læge¬
Drik for en Hest, saa begyndte jeg at harke, spytte og brække
mig; og omendskiønt jeg vaagnede ved den Bevægelse,
som mit Blod kom i ved denne Leylighed, saa syntes mig
dog at jeg havde den væmmelige Smag endnu i min Mund.


Bie=Kuben.
No. 183.
Tiisdagen den 3 Julii 1759.
Af the World. No. 127.
O¬
mendskiønt jeg bekiender mig for at være en ivrig Tals¬
mand for disse Tiders vedtagne Skikke, og har seet
igiennem Fingre med nogle af de dristigste nye Moder
som man har indført, saa kand jeg dog ikke andet end kalde mit
Samtykke tilbage, naar jeg seer at man begynder nogle meget
u-ordentlige og uforsvarlige Paafund, som stride tvert imod den
sande Stats=Klogskab og Rigets Nytte. Til et Beviis paa
den fuldkomneste Rolighed og Læmfældighed som jeg hidindtil
har ladet see i denne Post, trødser jeg alle og enhver at over¬
beviise mig, at jeg har yttret et eeneste Ord til at berømme det


gamle Engelands gode Oxe=Steeg, siden den Tiid at de Creoliske
Epicuræer have sammenrottet sig for at drive den gandske ud af
vort Land. Derimod er det vel bekiendt, at jeg har nyeligen
været selv personligen ved et Skildpadde=Giæstebud, og at jeg
i denne Time har lovet mig bort til adskillige fleere. Jeg har
iligemaade gandske roeligen taalt store og pludselige Foran¬
dringer i Klæde=Dragt saavelsom i Smag; jeg har taalt, uagtet
den store Mængde som har raabt derimod, at Fiskebeens Skiør¬
ternes Forskandsninger ere nedrevne, efterdi mine smukke Lands¬
mænd havde hemmeligen lovet, (for at føye de unge Mands¬
personers Begiæring) at de vilde lade det smalle af deres Been
see i det mindste lige saa meget som tilforn. Jeg har ikke sagt
noget derimod at de gik med Cardinaler, omendskiønt det er en
Dragt, som har et papistisk Navn, og var, som jeg frygter,
først opfundet for at skiule den Franske Sluddervorenhed, naar
mand ikke gad klæde sig paa. Ja, jeg har endog seet igiennem
Fingre dermed, at mand bruger Sminke, saasom jeg var alvor¬
ligen overbeviist, at et vakkert Fruentimmer har en ustridig
Ret til at raade over sit eget Ansigts Beskaffenhed; jeg veed ey
heller at vi have nogen Ret til at paalegge hende den Tvang,
at hun skal fortælle os om Morgenen, hvor længe hun har
maattet sidde oppe om Natten; hvilken Uleylighed, formedelst
hendes naturlige Ansigts overmaade Fiinhed, kunde ikke paa
anden Maade forekommes.
Min fuldkomne Føyelighed i saa mange vigtige Tilfælde,
haaber jeg, vil holde mig fri for at blive beskyldt for nogen for¬
Udfat¬


udfattet Meening imod Modens Herredom; hvilken jeg dog
nu omsider er tvunget til at sætte mig imod, saasom den, under
sin Beskyttelse, har indført een af de farligste og for Staten
skadeligste Skikke, som nogensinde er antaget i et Land, nemlig
den unaturlige og mod Rigets Grundlove stridende Maade
at indproppe Smaakopperne. Jeg har saadanne uimod¬
sigelige Argumenter til at beviise denne Maades onde Virkning,
som jeg tviler ikke paa skal drive den ud af vort Land og sende
den tilbage til de Cireassiske Grændser, hvorfra mand neppe
kunde formode at en høyfornemme Frue vilde have været saa
ugudelig at indføre den.
Jeg maae i Forveyen sige, hvilket ikke er storligen til dens
Ære, at den er af Tyrkisk Herkomst; og jeg tilstaaer (at jeg
skal tale som en Mands=Person) at jeg frygter den skulde blive
et Middel til at indføre, i disse Opera=Dage, nogle fleere
forskrækkelige Skikke, som bruges i Serallet.
Den synes ligeledes at stride imod Troen om en
uforanderlig Prædestination; thi (som en ivrig Calvinist
alvorligen anmærkte) er det ikke meget formasteligt for et ungt
Fruentimmer at foretage sig at ville ikke have over tiuge Arr i
sit Ansigt, da det er maaskee uforanderligen beskikket
at hun skal have to hundrede, eller maaskee slet ingen?
Men


Men for at komme til mit første Argument. Verden i
Almindelighed (thi jeg agter ikke hvad Forfatteren af de Persiske
Breve siger tvert imod) er visseligen alt for Folkeriig; og Bevii¬
ser derpaa, i denne Hoved=Stad, kand vi alt for tydeligen see
i Bygmesteres, Muurmesteres &c. idelige Arbeyde, for at skaffe
Vaaninger til den alt for overflødigen tiltagende Mængde.
Denne Uleylighed har hidindtil storligen været forekommet,
ved det fornødne Tall af Mennesker, som dagligen bleve bort¬
tagne ved Smaakopperne paa den naturlige Maade; da
een, i det mindste, af syv døde, til de Efterlevendes store
Lættelse og Beqvemmelighed; da derimod siden Jndprop¬
ningen tog overhaand, saa er alt Haab om at formindske
vore Folk paa denne Maade, gandske forsvundet; da der ikke
døer over een af tre hundrede, til det allmindelige Sam¬
qvems store Bebyrdelse. Saa at dersom vi ikke snarligen
skulde faae en Krig paa den tydske Bund, saa skal vi være i
Fare for at omkomme af Hunger hiemme, formedelst den
Mængde af vore Folk, som vi have holdt i Live ved dette
unaturlige Middel.
Mit andet Argument blev mig givet af en meget brav
Landsbye=Herremand af mine Bekiendtere, hvilken jeg mødte
i Morges da han gik og tog frisk Luft i Kongens Hauge. Jeg
talte ham til med den frie Dristighed, som bruges imellem
Venner, ved deres første Sammenkomst, og spurte ham, hvad
der havde bragt ham til Staden? "Min Hustrue, (svarede
hand med en meget bedrøvelig Tone) min Hustrue! Det
havde


havde behaget hende i de fire første Aar af vores Ægteskab
at leve i Stilhed ude paa Landet, og at anvende sin Tiid
paa at sørge for hendes Bord, at besøge hendes Naboer, eller
see til hendes Amme=Stue, og dersom hun nogen Tiid yttrede
nogen Længsel efter Stadens Forlystelser, saa kunde jeg lette¬
ligen stille den igien, ved det jeg sagde til hende med en bevæ¬
gelig og kiærlig Stemme: Min Hierte, vi vilde gandske vist
see London i Aar, men mine sidste Breve derfra fortælle mig,
at Smaakopperne regiere der meget stærkt. Men ikke saa
snart havde hun hørt tale om Jndpropningens fordervelige
Fremgang, førend hun paastod at ville forsøge den, og det
gik vel; men da hun nu har til intet gjordt mit gamle kraftige
Argument, hvormed jeg kunde holde hende paa Landet, saa
lod hun mig ikke have nogen Roe førend jeg maatte iile med
hende til Staden, og hun arbeyder nu med største Fliid paa
at oprette hvad hun har forsømt i fire Aar, i det hun med det
kækkeste Mood søger alle de Sælskaber og Forlystelser, som
3hun mueligen kand tage Deel i,
Den Slutning jeg vilde giøre af min Vens Historie, er,
ikke at Nationen har herved mistet en beqvem Bussemand til
at holde Fruentimmerne ude paa Landet; en Misbrug, som
jeg ingenlunde vilde holde med; men alleneste at vise vore skarp¬
sindige Statsmænd, som ville udforske vigtigere Aarsager, at
det utvilagtigen maae tilskrives Jndpropningens Tiltagelse,
og de Forandringer, som ere skeedte ved Landeveyene, at saa
mange


mange af vore brave Landsbye Herremænd have forladt deres
giæstfrie Gaarde, og rulle i Sikkerhed og Rolighed til Staden,
til Land=Naboeskabets store Formindskelse, og til en utaalelig
Besvæxing for alle offentlige Steder i denne Hoved=Stad.
En anden ond Følge af denne Jndpropning har jeg
mærket meere end eengang, naar jeg gik omkring iblant For¬
samlingen i Ranelagh. Skiønheder ere naturligen tilbøyelige
til at være lidet stolte, og naar de selv vide, at de have større
Yndigheder end andre, og ere forvissede om at beholde dem, da
lade de gierne see nogle smaa triumpherende Miiner og hovmo¬
dige Lader imod dem som vitterligen ere ringere i Skiønhed.
Deraf kommer den trodsende Miine, som saa tydeligen sees i
vore vakkerste Fruentimmers Ansigter; hvilken i gamle Dage
blev formildet og rettet ved nogle smaa Træk af Sagtmodighed,
Mildhed og Frygtagtighed; da derimod den ulyksalige Hob af
jævne Fruentimmer, som bære i deres Ansigter disse berøm¬
melige Arr, hvorfor de burde holdes i Ære, kand neppe møde
en Skiønhed, som vil neye for dem, eller finde en artig Herre,
som vil leede dem til deres Karreter.
Jeg tænker ey heller at det er til en Stats Fordeel, at
have for stort et Forraad af Skiønheder. De ere utvilagtigen
de beqvemmeste Prydelser for offentlige Steder, meget velskik¬
kede til at ziire en Dantse=Sal, og de smukkeste Prospecter i
Kon


Kongens Hauge; men der ere nogle som troe, at eders jævne
Fruentimmer, hvis Forstand er ikke forvendt ved Berømmelser,
blive de fornuftigste Koner og de beste Mødre, paa det mand
derfor kunde forvisse sig om et bestandigt Forraad af duelige og
heslige Fruentimmer til at besørge disse fornødne Pligter, hol¬
der jeg for at dette nye Paafund til at bevare smukke Ansigter,
burde aldeles afskaffes; thi efter en rigtig Beregning kand ti
vakkre Fruentimmer om Aaret (hvilke vi aldrig kand have Man¬
gel paa i Engeland) være nok til at forlyste den fornemme Ver¬
den i den heele Aarets Tiid, og fuldkommeligen pryde alle
offentlige Steder hver Aften, dersom de blive tilbørligen
inddeelte.
Jeg havde i Sinde at indsende til Regieringen disse
Argumenter imod Jndpropningen, i Haab at de vilde be¬
styrke dem ved deres Myndighed og give dem Kraft af en Lov
imod saa forderveligt et Paafund; men jeg blev raadet derfra
af en Ven, som overbeviiste mig, at hvor stor Ret jeg end
maatte have i at meene at vort Land bliver alt for Folkeriigt,
og at Jndpropningens fordervelige Fremgang er Aarsag
dertil, saa maatte det dog stride imod Stats=Reglerne,
at ville formindske vore Folk paa denne farlige Tiid, da
Regieringen kand faae Leylighed til at skille sig ved dem
paa en anden Maade. Hand foreslog mig, som det kraf¬
tigste Middel til at hemme dette tiltagende Onde, at man
skulde anbefale en eller anden ivrig og anseelig Prædi¬


kant, at lyse sin Forbandelse derover, hvilket ufeylbarligen
vilde afskrække alle Fruentimmer af Stand fra at giøre
det. Men jeg vilde heller foreslaae, at det Medicinske
Facultæt skulde give en Guld-Medallie til den dygtigste
af deres Profession, som udgav den fuldkomneste Afhand¬
ling til at beviise, (som utvilagtigen kunde beviises) at
hvad som helst Sygdom nogen Person døer af naar han er
halvfierdsindstyve Aar, maae ufeylbarligen komme der¬
af, at han har været indproppet da han var syv Aar; og at
enhver Person, som har haft Smaakopperne ved Jndprop¬
ningen, kand faae dem derefter ti Gange paa den natur¬
ylige Maade.


Bie=Kuben.
No. 184.
Tiisdagen den 10 Julii 1759.
Af the World No. 143.
J¬
eg bør hver Time see op med Taknemmelighed og Priis
til min Skaber, fordi hand har givet mig saadant et
Sind, som kaster fra sig alt hvad der har Naun af Ær¬
grelse eller Milt=Syge; og enten vender min Agtsomhed til
Ting der kand opvække Fornøyelse og Glæde, eller og giver
mig Ævne til at betragte Ting, som stride derimod, ligesom
jeg seer paa Skygger i et Skilderie, der give Lyset større Kraft,
og giøre det gandske Stykke deyligere. Med denne lyksalige
Sinds Beskaffenhed kand jeg betragte disse Tiders Overdaadig¬
hed, som noget der giver Føde og Klæde til de hungrige og nøg


ne, udvilder vor Handel, og befordrer og opmuntrer smukke
Kunster og Videnskaber. Jeg kand betragte Krigensgruelige
Virkninger, som noget der igien frembringer Fredens Velsig¬
nelser og Fornøyelser; og beskue Menneskenes Elendigheder,
hvilke jeg ikke kand lindre, med et taknemmeligt Hierte, fordi
mit eget Lod har været bedre.
Den leende Philosoph har altid været anseet af mig som
en ønskeligere Carakter end den grædende, men førend jeg sæt¬
ter mig hen enten til at lee eller græde over Menneskenes Daar¬
ligheder, efterdi jeg har offentligen givet mig i deres Tieneste,
saa sømmer det mig at anvende alt hvad der er i min Magt, en¬
ten til at lindre eller helbrede dem. Til den Ende skal jeg her
fremlegge for mine Læsere nogle løse Tanker over en Materie,
hvilken, jeg haaber, vil opvække deres Agtsomhed, og hielpe
til at uddrive af deres Hierter disse vanartige og avindsyge
Griller, som forstyrre det menneskelige Samqvems Eenighed.
Dersom vi giøre Betragtninger over den menneskelige Na¬
tur, enten af det vi føle hos os selv, eller see hos andre, da skal vi
finde, at næsten alle de Misfornøyelser og Sinds Uroligheder,
som Menneskene plages med, have deres Oprindelse deraf, at
enten deres Legeme eller deres Sind er ørkesløs og har intet at
giøre. En frie og hurtig Blodets Bevægelse er uforbigænge¬
ligen fornøden til at giøre et roligt og fornøyet Sind; og er det
ene¬


eneste Middel til at bevare os fra en urolig Mængde af unyt
tige og daarlige Tanker, som kand ikke andet end giøre os til en
Byrde for os selv, og misfornøyede med alle dem der ere om¬
kring os.
Guds Forsyn har derfor viiseligen sørget for den største
Deel af Menneskene, ved at drive dem til det Arbeyde, der ikke
alleneste forskaffer dem Livets Nødtørftigheder, men og Sinds
Rolighed og Helbred til at nyde dem med Fornøyelse. Ja
meere, vi finde, hvor væsentligen fornødent det er, at den stør¬
ste Deel af Menneskene skulde være forbunden til at forhverve
deres Brød ved Arbeyde, naar vi betragte, hvor ilde denne
Riigdom næsten almindeligen bruges, som fritager Menne¬
skene derfor. Endog de Fordeele, som den beste Optugtelse
giver, findes gemeenligen at være utilstrækkelige, til at holde
os inden Fornuftens og Maadeligheds Grændser. Hvor tungt
finde endog de beste iblant Menneskene det, at tvinge sig selv til
det Afhold og Arbeyde, hvortil de ikke umiddelbar drives
ved deres knappe Omstændigheder? Er der virkeligen een
iblant ti, som med alle Fordeele af Riigdom og Leylig¬
hed, er giordt meere lyksalig i Henseende til sig selv, eller
meere nyttig for Menneskene? Hvor stort et Tall see vi
dagligen af saadanne Personer, som enten sværme i Over¬
daadighed og Vellyst, eller sove i Dorskhed, imod een
som retteligen bruger de Fordeele som Riigdom giver ham
til at forbedre sig selv og befordre andres Lyksalighed?
Og hvor mange finde vi, hvilke, fordi de misbruge Lyvets


Velsignelser, ere plagede med stedsevarende Sinds Uroe¬
lighed og Misfornøyelse, og med de største Piinseler af
legemlig Smerte?
Enhver som alvorligen betænker denne Sag, vil
mærke, at Riigdom er ingenlunde saadan en vis Velsig¬
nelse, som de Fattige indbilde sig at den er; tvert imod
hand vil befinde, at Livets almindelige Arbeyder og For¬
retninger skikke sig bedre for de fleeste Mennesker, end
Velstand og Overflødighed vilde giøre, uden dem.
Det var en naadefuld Dom, som Skaberen afsagde
over Mennesket for hans Ulydighed: I dit Ansigtes
Sveed skal du æde dit Brød; thi denne Straf selv
maae han takke for Helbred, Styrke og alle Livets gode
Ting. Omendskiønt hand ved sin Overtrædelse forspildte
det første Paradiis, saa er dog, ved den Straf, som blev
ham paalagt for den Overtrædelse, Jorden giordt til et
Paradiis igien, i de deylige Marke og Hauger, som vi
dagligen see frembragte ved Menneskets Arbeyde. Og
omendskiønt Jorden blev forbandet for hans Ulydighed,
saa er dog denne Forbandelse saaledes indrettet, at den
er en Straf, fornemmeligst og næsten alleeneste for dem,
som ved Umaadelighed eller Ladhed selv paaføre sig den.
Endog


Endog af Menneskenes Mangeler og Skrøbeligheder,
knyttes de Baand som forbinde dem til indbyrdes Hielp
og Kiærlighed. Enhvers Trang, hvilken intet Menneske
af sig selv kand tilstrækkeligen raade Bod paa, driver
ham til at giøre noget til andres Nytte; og medens hand
arbeyder alleeneste til sin egen Fordeel, befordrer hand
alle deres almindelige Gaun, som ere omkring ham.
Helbred er den Velsignelse, som enhver ønsker at
nyde; men de fleeste ere saa ubillige, at de ville kiøbe
den for lættere Priis end den kand bekommes. Dens
Vedligeholdelse kand mand alleneste forvisse sig om ved
Legems Øvelse og Arbeyde. Men Ulykken er, at de Fat¬
tige ere alt for villige til at oversee og foragte deres
egne Lyksaligheder, og med Misundelse at betragte deres
Overmænds Beqvemmelighed og Overflødighed, ey betæn¬
kende at Bekymringer og Sygdom gemeenligen følge med
store Midler.
Dersom det er sandt, at disse Personer ere de lyk¬
saligste, som behøve mindst, da bør en riig Mand heller
ynkes end misundes. Hvor maadelige hans Tilbøyelig¬
heder end kand være, saa paalegger dog Verdens Vane
ham et Slags Tvang til at leve efter hans Midler. Hand
maae være omringet med en unyttig Mængde af Tiene¬


re; hans Spise=Lyst maae forgaae ved overflødige og
mange Rætter, og hans Rolighed forstyrres ved store
Sælskaber. Han maae forlade hans Huus=Fornøyelser
og Behageligheder, for at være en Slave af Partier og
Sammenrottelser. Eller om hans Hiertes Godhed skulde
drive ham til at være medlidende og godgiørende, da vil
hand ofte have den Græmmelse at see hans Velgiernin¬
ger og Almisser ilde uddeelte; og saasom hand ikke kand
hielpe alle, saa vil det stedse smerte ham, at hand giør
sig fleere Fiender ved hans Afslag, end Venner ved hans
Velgierninger. Dersom vi til disse Betragtninger legge
en Sandhed, som jeg troer faa Personer vil negte, nem¬
lig, at de største Midler, i det de forøge deres Eyer¬
mænds Mangeler, giøre dem gemeenligen til de meest
nødtrængende iblant alle Mennesker, da skal vi befinde,
at Høyhed og Lyksalighed ere viidt adskillte fra hveran¬
dre. Dersom vi gaae endnu høyere med vore Undersøg
ninger, dersom vi nøye betragte en Konges Stand, ja
dersom vi end og sætte hans Throne, ligesom vor egen
Konges, i hans Undersaatters Hierter; dersom en Faders
Liv er et Liv fuldt af Sorg og Bekymringer, da er det
vel et høyt Fortrin at være et Folks Fader, men det er
en Høyhed, som bør æres, men ikke misundes.
Jeg troer at Livets Lyksalighed findes almindeligen
i saadan en Stand, som hverken gandske tvinger Men¬
neskene til Arbeyde ey heller aldeles fritager dem derfra.
Magt


Magt er Fader til uroelige Bekymringer, Ærgierrighed,
til Græmmelse, og Rligdom til Sygdom.
Jeg vil slutte disse Betragtninger med følgende Fabel:
Arbeyde, en Datter af Mangel, og Moder til
Helbred og Fornøyelighed, levede med hendes tven¬
de Døttre i en liden Bonde=Hytte, ved Siden af en
Høy, og meget langt fra Staden. De vare aldeles
ubekiendte med de Store, og havde ikke søgt bedre Sæl¬
skab end med de omkringliggende Bønder; men saasom
de havde lyst til at see Verden, saa forlode de deres
Staldbrødre og Bolig, og besluttede at reyse. Arbeyde
gik sædeligen og ædrueligen frem paa Veyen, med
Helbred ved hendes høyre Haand, hvilken ved sin
muntre Omgiængelse og fornøyelige Glædskabs Viiser
lindrede Veyens Møysommeligheder; og Fornøyelighed
gik smiilende paa den venstre Haand, lættende hendes
Moders Gang, og ved sin bestandige Lystighed forøgede
hendes Søsters Munterhed.
Paa


vandrede de igiennem Skove, Byer
Paa denne Ma¬
og Stæder, indtil de omsider kom til Hoved=Staden i Riget.
Da de gik ind i den store Stad, besværede Moderen hendes
Døttre, at de vilde aldrig lade hende komme dem af Øynene;
thi det var Jupiters Villie, sagde hun, at naar de bleve ad¬
skilte, da skulde de alle tre gandske omkomme. Men Helbred
var af alt for lystigt et Gemyt til at give Agt paa Arbeydes
Formaning, hun lod sig forføre og besvangre af Umaadelig¬
hed, og omsider døde i Barsel-Seng med Sygdom.
Fornøyelighed, i hendes Søsters Fraværelse, overgav sig til
Ladheds Tillokkelser, og mand hørte aldrig til hende derefter;
og Arbeyde, som kunde ikke have nogen Fornøyelse uden
yhendes Døttre, gik allevegne omkring for at leede efter dem,
indtil hun omsider paa Veyen blev angrebet af Mødighed,
og døde i Elendighed."


Bie=Kuben.
No. 185.
Tiisdagen den 17 Juli 1759.
Af the Connoisseur No. 117.
J¬
eg har ofte hos mig selv betragtet de nedrige og latterlige
Midler, som de uordentlige og ødsele maae undertiden
gribe til. Naar de visse og ordentlige Jndkomster ere
forødte, da ere de tvungne til at være om sig for at faae reede
Penge, og at sætte deres Opfindelse i Arbeyde med at optænke
Midler til at bøde paa deres Financer. Deslige Anslag til at
forøge deres Jndkomster have ofte drevet dem, hvis store
Siæle vilde ikke lade sig indskrænke af deres snævre Omstæn¬
digheder, til meget ugemeene Foretagende; de have sendt Høy¬
fornemme Herrer og Damer til Spille=Huuse og Sælskaber,
eller undertiden til verre Steder. Vi kand sikkert slutte, at


den som overtræder all Huusholdings Orden, vil snart give
Dyd og Ærlighed Afskeed; omendskiønt det vilde maaskee agtes
for Scandalum Magnatum at sige, at ødsele Stands=Personer,
have ofte solgt deres Fæderneland for at indløse deres Herre-
gods, og at mand har kiendt uordentlige Damer, som ved hem¬
meligt Tyverie og Rov have raadet Bod paa deres Mangel,
naar deres Naale=Penge ikke kunde forslaae.
Et af de første og fornemste Midler, som Uordentlighed
baade i høy og nedrig Stand griber til er Assistentz-Huuse (*).
Jeg gaaer aldrig forbi et af disse Huuse, uden at betragte dem
som Steder, hvor halvdeelen af Stadens Ædelsteene, Sølv¬
Tøy, &c. findes bevarede. Vel er det sandt, at skikkelige og
vindskibelige Folk ere undertiden tvungne til at forskaffe sig det
nødtørftige ved dette Middel; men dersom vi skulde undersøge,
hvem de adskillige Stykker i disse Allehaande Pak=Huuse høre
til, da skulde vi finde, at den største Deel deraf tilhører de ørkes¬
løse og liderlige iblant Pøbelen, og de ødsele og overdaadige
iblant de Store; og dersom vi, efter de Gamles Exempel,
som satte Ærens Tempel bag ved Dydens Tempel,
vilde sætte deslige Assistentz-Huuse paa deres tilbørlige Sted,
da skulde de staae næst ved et Brændeviins=Huus, ligesom paa
Hogarths (*) kløgtige Kaaber=Stykke, eller bag ved et Viin¬
huus, et Spille=Huus eller Hore-Huus.
(*) Saasom der ikke i London er noget ordentligt Assistentz=Huus
som her, saa forstaaes herved saadanne som have Frihed til at
laane Penge ud paa Pant; i det de have staaet i Lære derved
ligesom ved anden Handel.
(**) Denne Mr. Hogarth har udgivet adskillige Moralske, Satyriske
Kaaber=Stykker, hvilke saavel i Henseende til Arbeydet som til
Opfindelsen blive meget berømte.


Da jeg gik silde hiem sidste Løverdag Nat, hørte jeg en
mærkværdig Samtale ved Dørren af saadant et Huus. En
skikkelig Tømmer=Svend, hvis Kone, som det synes, havde
pantsat hans beste Klædning, havde nyligen faaet sin Uge¬
Løn, og var kommet for at indløse den; men saasom Klokken
var over tolv, saa vilde Manden i Huuset, som talede med
ham igiennem et lille Hul paa Dørren, ikke levere den ud, om¬
endskiønt den arme Tømmemand bad meget ynkeligen om hans
Hellig=Dags Klædning. Denne Hændelse bragte mig paa
at giøre mine Betænkninger over de adskillige Personer, som
drive dette Slags Handel med Panttagere, og gav Anledning
til følgende Drøm.
Jeg var neppe faldet i Søvn, førend jeg befandt mig ved
Indgangen af en Gade, som var tillukt ved Enden med en liden
Dør; hvor jeg saae en stor Mængde Folk af adskillig Alder,
Kiøn og Stand, gaae ind og komme ud. Jeg saae at nogle
af dem vare kosteligen klædte, naar de gik der ind, og andre
vare prydede med Ædelsteene og dyrebare Smykker; men jeg
mærkte, at naar de kom tilbage, vare de allesammen afførte
deres Prydelser, ja der vare endog nogle, som mand havde ta¬
get Klæderne af Kroppen. Et fornemme Fruentimmer, som
gik stolt der hen i en riig Brocades Klædning, snigede sig til
bage igien i en Morgen=Kiortel af gemeent Tøy; en anden kom
derfra og havde ladet en Demants Solitaire og et Perle=Hals¬
baand i Stikken; og den tredie, som havde pakket alt sit Lintøy
sammen i et Bundt, slap neppe derfra med hvad hun havde
paa sig. Jeg saae adskillige fornemme Herrer, som bragte
deres Sølvtøy derhen, for at smeltes om, saa at sige, tilgang
bar Mynt; manges Lommerhavde losset deres Uhre; og nogle,


end og iblant Herrerne i Krigs-Standen, maatte levere deres
Kaarder fra sig. Andre af Sælskabet gikfrem, stærkt belæs¬
sede med Skilderier, Boeskab og Køkken=Tøy; en har et Spid,
en anden svingede med en Jern=Rist; den tredie med en Brad¬
pande, og den fierde gav mig Anledning til at erindre det gamle
Skildt med Hunde=Hovedet i Suppe =Potten. Jeg saae adskil¬
lige trave lystigen frem med deres Stole, Borde og andet Løs
øre, men jeg kunde ikke andet end ynkes over et stakkels Crea¬
tur iblant de øvrige, som, efter at hand havde feyet alting ud
i sit Huus, endog hans Senge=Klæder, vandrede nu omkring
ligesom en Daarekiste=Patient, indsvøbt i et uldent Dække, og
Konen fulgte med ham, giørende Poenitentse i Lagenerne.
Saasom jeg havde en naturlig Nysgierrighed efter at see
det inderste af dette Oplags=Sted, hvor alt dette adskillige Rov
var forvaret, saa gik jeg op til Dørren, hvor jeg mødte en al¬
vorlig gammel Herre, af hvilken jeg begiærte at hand vilde
underrette mig om hvad dette var for et Sted, og hvad her blev
forrettet. Hand tog mig meget høfligen ved Haanden og ledte
mig igiennem en mørk Gang, ind i en stor og vidtløftig Sahl,
hvilken hand sagde var Aagers Tempel, og at hand selv var
ypperste Præst der. Een Part af denne Bygning var rundt om
behængt med alle Slags Klæder, ligesom Marchandise=Bodene i
Monmouth Stræde, en anden laae fuld af alle Slags Gods,
og i en anden var der saadan en uendelig Mængde af Ædelsteene
og kostbart Guld= og Sølv=Tøy, at jeg skulde snarere bildt mig
ind at jeg var i vor Frue Kirke i Loretto. Alle disse Ting,
sagde min Ledsager til mig, vare Ofringer af den Mængde, som
jeg havde seet at søge til dette Tempel. Kirkerne i de Romersk¬
Catholske Lande have gemeenligen et Kaars fæstet paa dem;


Chineserne sætte Drager og hænge Klokker paa deres Pagoder,
og de Tyrkiske Mosqveer have deres besynderlige hieroglyphiske
Tegn; men jeg kunde ikke andet end legge særdeles Mærke til,
at Indgangen til dette Aager=Tempel var prydet med tre blaa¬
malede Træ=Kugler; hvilken Hemmelighed, som mand sagde
mig, var ligesaa mørk og u-randsagelig, som det Pythagoriske
Tall, eller de hemmelige Lærdomme af Trismegistus.
Da jeg havde i nogen Maade fornøyet min Nysgierrig
hed ved at besee Templet i Almindelighed, førte min Undervii¬
ser mig hen til et særdeles Hiørne deri, hvor de allerprægtigste
Ofringer vare udspredte paa et stort Alter. Dette, sagde hand,
i det han viiste mig en ziirlig Naal af Demanter, er en Aigret,
som i forrige Uge blev sendt her ind af en høyfornemme Frue
som har siden stedse holdt sig hiemme, med sit Hoved indsvøbt
i et dobbelt Klæde, under det Paaskud at hun har Tandpine.
Hun har, paa adskillige Tiider, gjort et Offer hertil af alle
hendes Ædelsteene, og derforuden var gandske nyeligen hen¬
des heele Klæde=Kammer forfløttet herhid, hvilket foraarsagede
hende en Moder=Feber, og tvang hende til at gaae i hendes
Nat=Tøynæsten i en heel=Maaned. Disse Øre=Ringe og andre
Ædelsteene ere en ung Bruds Brude=Gaver, som var saa be¬
standig hengivet til dette Sted, at da hun havde intet tilbage,
at ofre, saa bragte hun end og hendes Brøllups=Ring herhid.
J vil maaskee falde i Forundring over at see saa mangfoldige
og adskillige Hals-Smykker, Liv=Spænder, Solitairer og
andre Fruentimmer Prydelser, som her ere forsamlede; men
det er at mærke, at deres Hengivenhed til Aagers Tempel er
fornemmeligen opmuntret og vedligeholdt derved, at de flittigen
bivaane Gierrigheds Midnat Forsamlinger.
Nand¬
F¬


Mandfolkene, sagde hand videre, ere ey heller mindre
nidkiære for at befordre vore Skikke. Det Guld=Uhr laae i en
lang Tiid i en ung fornemme Herres Lomme; men det blev en
Nat trækket ud med et eneste Tærning=Kast ved et Spille=Bord,
og vandrede ned i en fremmed Persons Lomme, som satte det
her, for at giøre adskillige andre Sælskab, som ere bragte her
hid ved lige Leylighed. Disse Brilliant Skoe=Spænder glim
rede fordum paa en meget vakker Persons Skoe, som i sidste
Vinter reyste ud for at besee fremmede Lande,men han kom aldrig
længer end til Boulogne; og denne Kaarde med det kostbare
Filegrans Greb og ziirligen opfundne Kaarde-Baand med
Guld=Qvaste, dinglede fordum ved Laaret af en modig Buk;
som efterlod sig den her for to Aar siden, da hand reyste bort i
største Hast, for at tage Besiddelse af et stort Herregods i hans
Fæderneland, Jrland; men hand er endnu ikke kommet til¬
bage. J kand see her mange fleere af disse Mord=Instrumen¬
ter, som ruste nu roeligen i deres Skeeder, saasom de ere deres
Eyermænd til ingen Slags Nytte. Den Kaarde, som gemeen¬
ligen hænger paa hin ledige Knag, tilhører en høyadelig Ca¬
pitain; den maae giøre Tieneste engang om Maaneden, og er
i dette Øyeblik paa Vagt ved Slottet.
Jkke langt fra disse Kostbarheder hængte adskillige bro¬
derede Klæder, galunerede Veste og Hatte &c. Denne Klæd¬
ning, sagde min ærværdige Ledsager, peegende paa en riig
broderet, blev gjordt til en høyadelig Herre til sidste Fødsels¬
Dag, og sendt herhid næste Morgen efter at den var seet til
Hove. Den smukke Vest med guld-virkede Knap=Huller, som
hænger paa den næste Knag, tilhørte en munter Jurist, hvil¬
ken, da hand havde været en Nat ude af sit Kammer, sendte


sin Vest herhid om Morgenen, som et Poenitents-Offer, ved
sin Vertinde. Angaaende den Hob af Camelottes Skiørter,
tærnede Forklæder og brogede Tørklæder, som J seer hæftede
tilsammen noget længere borte, da ere disse Ofringer gjordte
hertil af en Seet af godhiertede Tilhængere som søge dette Tem¬
pel, for at dyrke en Gudinde, som de have kaldet: Madam
Gm! men som de undertiden ære med det meere beqvemme
Navn: Klæd mig nogen af (*).
Da min Ledsager saaledes fortalte mig om de adskillige
Ofringer, og de Personer, som havde gjordt dem, blev hand
pludseligen kaldet tilside til et mørkt Kammer; hvoraf der vare
adskillige indrettede nær ved Indgangen, og syntes ikke ulige
de Catholske Præsters Skrifte-Stole. Disse smaa Kammere
fandt jeg vare bestemte til at tage imod dem, som kom for at
giøre deres Opvartning og bringe deres Ofringer; men de for¬
nødne Skikke og Ceremonier herved bleve gemeenligen forret¬
rettede med saa stor Varsomhed og Hemmelighed, som de Rome¬
re dyrkede deres BORA DEA. Dog paa denne Tiid var der et
større Bulder og Væsen end sædvanligt. En Person af den
første Rang i Riget, som havde gjordt nogle anseelige Ofringer
hertil af Guld= og Sølvtøy, skulde nu holde en Fest Bacchus
til Ære, hvortil disse kostbare Kar behøvedes; ved hvilken An¬
ledning hand begiærte at maatte bruge dem. Den ypperste
Præst,
(*) Korn=Brændeviin, enten enkelt eller dobbelt bliver overalt, hvor
det er i Brug, æret med adskillige Titeler. J Engeland kaldes
det Gin, Cupidos Øyenvand; Klæd mig nøgen af; Læg mig
sagte ned; &c. hvorved bestyrkes det bekiendte Ord=Sprog:
Et kiært Barn har mange Navne.


Præst, efter at hand havde faaet den sædvanlige Betaling,
bevilgede det ved denne Leylighed, og belæssede de udskikkede
Sendebud med en Mængde af udarbeydede Kar, Fade og Tal¬
lerkener &c. men befalede tillige to eller tre af hans Under=Be¬
tientere ved Tempelet, at være tilstæde ved denne Fest, og at
have Omsorg for, at Sagerne bleve vedbørligen sendte tilbage,
og igien henlagte i sikker Forvaring i Tempelet.
Disse Ting vare neppe afgjordte, førend en uforventet
Hændelse opfyldte det gandske Tempel med Forvirring og Op¬
rør. En grov Art af Betientere brød ind paa os, gjorde Op¬
hold i Tienesten, og greb den ypperste Præst selv, beskyldende
ham for at have vanhelliget Stedet med en Misgierning, der
er næsten saa skammelig som Kirke=Ran. Hand blev anklaget
for at have opmuntret Tyve og Rovere til at fratage Borgerne
deres kostbareste Sager, og for en liden Belønning at nedlegge
dem her som Ofringer. Her blev et meget stort Skriig ved den¬
ne Leylighed; og omsider syntes mig at een af Betienterne tog
fat paa mig, som en der og var medskyldig; men i det jeg stræbte
at viise min Uskyldighed og at slide mig løs af hans Kløer,
vaagnede jeg.


Bie=Kuben.
No. 186.
Tiisdagen den 24 Julii 1759
Af the World No. 145.
Til Mr. Fiz=Adam.
Min Herre!
J¬
eg seer med stor Fornøyelse, at J ofte giver den Tiid, som
J lever udi, sin tilbørlige Berømmelse, og at J ikke fal
der hen til den gemeene og vanartige forudfattede
Meening, at de nærværende Tiider ere verre end de forbigang¬
ne. Vi ere visseligen bedre i alle Maader end vore Forfædr¬
og det er billigt, at mand siger os det, for at opmuntre os til
at fare fort i vor Frengang til den høyeste Fuldkommenhed


Jeg kunde anføre tusende Exempler paa disse Tiders Dyder;
men vil paa nærværende Tiid lade det blive ved een, hvilken jeg
ikke erindrer at J har saa meget som rørt ved. Det er Mand¬
folkenes overmaade Bestandighed og Uegennyttighed i Kiær¬
ligheds og Ægteskabs Sager
J1
Jeg er et Fruentimmer, Mr. Fitz=Adam, og har nyli¬
gen havt en Prøve paa denne Sandhed; i saadan en Grad, at
jeg skulde beskyldes for Utaknemmelighed, dersom jeg forsømte
at give den bestandigste og ædelmødigste Beyler denne offentlige
velfortiente Berømmelse.
Det er nu næsten et Aar siden, at denne Herre begyndte at
beyle til mig. Han har Midler og er af god Familie, fuld¬
kommen behagelig af Person; vittig og indtagende i hans Om¬
gængelse; Hans Hierte er overmaade kiærligt, og hans Ma¬
neerer saa yndige og elskelige som mand kand forestille sig. Saa¬
ledes som jeg har beskrevet ham, vil J ikke forundre eder over at
jeg gav ham mit gandske Hierte, og ventede med største Utaal¬
modighed efter at blive ævigen foreenet med ham.
Jeg vil ikke give ham en Fortieneste som hand ikke beh¬
ver, nemlig at hand søgte alleneste at giøre mig lykkelig, og at
ophøye mig til en Rang, som hverken min Person eller mine
Midler gave mig nogen Ret til at tragte efter; tvert imod, jeg
var ung og smuk, og i Verdens Meening af saadan en Familie,
som kunde giøre min Beylers Familie ligesaa stor Ære, som
hans


dønsket, at
hans kunde giøre min. Ey heller har jeg nog
der skulde være saadan en Forpligtelse paa nogen af Siderne;
saasom jeg almindeligen har mærket, at de Giftermaal, som
ere meest liige, blive meest lyksalige. Men jeg taler alleneste
om denne Omstændighed, somsom den kand tiene til at giøre
hans Forhold herefter des større Ære.
Nu nærmede sig den Tiid, som skulde uadskilleligen for¬
ene os. Hvad hans Tanker vare ved denne Leylighed, kand
sees af følgende Brev, hvilket iblant tusende af samme Slags,
jeg skal her udskrive.
Det er mig ligesaa umueligt at staae op uden at skrive
til min Engel, som at legge mig uden at tænke paa hende. Jeg
er alt for lyksalig. Jeg beder, at J vil begegne mig lidet ilde,
paa det mit Sind kand komme i sin rette Stand; thi paa nær¬
værende Tiid kand jeg hverken spiise eller sove; dog er jeg meere
fornøyet end heele Verden; og derhos saa medlidende, at jeg
ynker alle dem jeg seer. Min Allerkiæreste elsker mig alleene,
og alle andre Mandspersoner maae være elendige. Jeg for
undrer mig over at nogen kand lee uden jeg selv; dersom det er
en Mandsperson, da giør hand mig nidkiær; jeg bilder mig
ind, at hand giør sig Haab om min Skiønne; thi der er intet
andet i Verden som kand giøre ham fornøyet."
Og nu, min Allerkiæreste, har jeg overvundet alle min
Tvil; den Tiid nærmer sig, som skal forvandle dem til Lyk
salighed. Jeg veed intet, (Sygdom og Død undtaget) som
kand


kand forhindre den. Vore Fornøyelser skal være indbefatte¬
de i saa snevert et Rum, at vi altid skal kunde naae dem. At
forpligte og at blive forpligtet skal være alt hvad vi behøve, og
hvor født er det at tænke, at vor Livs Forretning og vor Hier¬
gtes Lyst vil være den samme Ting! jeg meener at giøre hver¬
andre lykkelig, men jeg er dømt til at være meere forpligtet,
end jeg har Ævne til at forpligte. Ach hvilken Hustrue skal
jeg faae! J Sandhed, min Allerkiæreste, jeg skal agte mig
selv for den allerverste, dersom jeg er ikke den allerbeste Ægte¬
mand iblant alle.
"Lev vell,
Da jeg i nogle faa Dage besøgte en Ven, som boer ikke
langt uden før Staden, hvor jeg begiærte at hand ikke vilde
komme, skrev hand til mig som følger.
t Hvor hader jeg dog denne seenfærdige Post! Jeg maae
vente i to kiædsommelige Dage efter Svar paa hvad jeg skri¬
ver. Jeg vil selv beskikke en Post, som skal gaae og
komme hver anden Time, og da (med det Vilkaar, at jeg
faaer Bud fra eder hver Gang den kommer tilbage) vil
jeg adlyde eders befaling, og ikke tænke paa at komme
til eder. Jeg undrer over at J er ikke faldet paa at
befale mig at leve uden at drage min Aande. Men
tag eder vare, min Allerkiæreste, at J aldrig fra¬
falder den Magt J har over mig; thi dersom det nogen
sinde kommer til mig at regiere, da vil jeg hævne mig


paa eder uden Barmhiertighed. Jeg vil saaledes over¬
vælde eder med Kiærlighed og venlige Tienester, at eders
lille Hierte skal næsten briste, ved den hæftige Stræben,
hvormed det vil umage sig for at viise sin Taknemme¬
lighed. Jeg vil plage eder hver Dag, og heele Dagen
igiennem. Jeg vil endog forekomme eders Ønsker. J
skal end ikke have den usle Trøst at haabe; thi J maae
vide at ingen af eders i Morgen skal blive lyksaligere
for eder end eders i Dag. Ja endog eders Høymo¬
dighed skal blive ydmyget; thi jeg vil elske eder høyere,
og være kiærligere imod eder, end J mueligen kand være
imod mig. Alle disse Elendigheder skal J udstaae, og
dog aldrig være mægtig til at ønske eder Døden for at
befries derfra. Altsaa dersom J har i Sinde at und¬
gaae mine Grusomheder, da maae J fatte den Slut¬
ning, ikke at ægte mig; thi jeg er en Tyran i min
Natur, og vil fuldføre alt hvad jeg har truet."
Hvor kiærlige, hvor forbindtlige vare disse Tale¬
maader Jeg tilstaaer for eder, Mr. Fitz=Adam, at jeg
besvarede dem i lige kiærlig Stiil. Men midt i denne
søde Brev=Vexling blev hand ulykkeligen angrebet af
Smaakopperne. Saa snart hand mærkte hvad hans
Sygdom var, besværede hand mig i et Brev, at jeg ikke skul¬
de komme til ham, paa det hans Frygt for mig (efter¬
di jeg aldrig havde haft dem) skulde ikke giøre ham mee¬
re Skade end Sygdommen. Den var vel af det aller¬
farligste Slags; men hvorledes var det mig mueligt at
blive fra ham? Jeg fløy til ham, da hand var aller,
meest


meest syg, og vilde ikke forlade ham, førend de toge mig
fra ham med Magt. Følgen af denne Besøgelse var at
jeg selv befængtes dermed og blev syg Dagen derpaa. Mine
Smaakopper vare af den sammenflydende Art, og meget
verre end min Kiærestes, som inden tre Uger var i Stand,
til at besøge mig igien. Han havde næsten hver Time
paa Dagen sendt Bud for at erfare hvorledes jeg be¬
fandt mig; og da hand saae at jeg var uden Fare, (om¬
endskiønt ikke meere mig selv liig) blev hand saa henrykt
af Glæde, at det var ubeskriveligt. Jeg kand ikke imod¬
staae den Fornøyelse at udskrive det Brev, som hand
sendte mig, da hand var kommet hiem om Aftenen.
Hvad Sprog skal jeg opfinde for at fortælle min
Siæls allerkiæreste, hvor lyksalig denne Besøgelse har
giordt mig! At see eder friskigien var mit Hiertes ene¬
ste Ønske, ey heller kand mine Øyne see nogen Foran¬
dring i eders Ansigt (om de ellers kand mærke nogen
Forandring) som jo vil giøre det kiærere for mig end
Skiønheds Magt. Et hvert Spor af denne grumme
Sygdom skal betragtes af mig som et Kiærligheds Tegn,
der stedse vil oplive i min Siæl Erindring om den God¬
hed og Omhyggelighed, som var Aarsag dertil. Beklag
derfor ikke en Forandring, som giør eder elskeligere for
mig end nogensinde tilforn; thi indtil eders Siæl foran¬
dres (hvilket kand aldrig skee) vil jeg være alleeneste og
ggandske.
Sers;
Dette


Dette Brev og tusende Jgientagelser af samme angenent
me Forsikkringer, gjorde saa meget, at jeg ansaae det for et
gandske ringe Tab at jeg havde mistet min Skiønhed. Men
den Tiid var endnu ikke kommet, som skulde viise mig denne
ædelmodige og u-egennyttige Beyler i den allerelskeligste Glands.
Min Fader, hvis eneste Barn jeg var, og som havde lovet at
give mig en stor Medgift, og alt hans Gods, naar hand døde,
blev syg strax efter; og til heele Verdens Forundring, døde i
stor Giæld, og efterlod mig ikke en Skilling til Arv.
Min Kiæreste var paa Landet da jeg lod ham videdenne
ulykkelige Tidende. Jeg havde vel ingen Tvil om hans Ædel¬
modighed; men hvor liig en Gud forekom hand mig, da hand,
ved Postens Tilbagekomst, sendte mig følgende Brev.
Tænk ikke, min sødeste Siæl, at noget udvortes Til¬
fald kand giøre mindste Forandring i min Kiærlighed. Jeg
glæder mig heller derover, at jeg har omsider faaet Leylighed
til at beviise min allerkiæreste Engel, at jeg elskede hende alle¬
neste for hendes egen Skyld. Jeg har Midler nok for os begge;
eller om jeg ikke havde, da skulde Kiærlighed være nok til at
opfylde all vor Mangel. Denne grumme Forretning, som
opholder mig her, hvor vreed giør den mig, men inden gand¬
ske faa Dage, allersødeste, skal jeg være i eders Arme. O!
hvor elsker jeg eder! Disse ere mine LivOrd, og jeg er vis paa
at jeg skal døe med dem; eller om jeg skulde blive saa ulykkelig
at overleve eder, da skal de alleneste forandres til: O! hvor
pelskede jeg hende! Men dette Hvor, min Hierte, kand ikke
udsiges;


udsiges; eders eget Hierte maae lære eder det. Naar er det
at jeg skal elske eder allermeest? Ja, den sidste Dag i mit Liv,
efter at jeg har levet i mange, mange Aar
Eders forbundne og lyksalige Ægtemand."
Hvor ret ædelt var dette Brev! Men J vil tænke, at jeg
opholder mig alt for længe med at beskrive min egen Lyksalig¬
hed; jeg vil derfor alleneste legge dette til, at det er nu en Uge
siden hand skrev det, og at jeg i Gaar fik utvilagtig Efterret¬
ning, at min Kiæreste havde giftet sig næste Dag derefter med
en feed Enke paa fem og halvtredsindstiuge Aar, med et stort
Enkesæde, et smukt Huus og tiuge tusende Pund, som hun
selv kand raade over.
Jeg er,
Min Herre,
eders lydigste Tienerinde.
M.


Bie=Kuben.
No. 187.
Tiisdagen den 31 Julii 1759.
Af le Spectateur francois.
Min Herre,
J¬
eg begiærer ikke at J vil indføre dette Brev i eders Blade¬
Jeg kand ikke skrive saadanne Breve, som fortiene at
trykkes. Jeg beder alleneste at J vil have den Godhed,
i en af eders Betragtninger at handle om den Tilstand jeg er
udi. Dersom J finder Fornøyelse i at komme dem til Hielp,
som ere ulyksalige, da kand J ikke hielpe nogen, som er mere
værd at beklage end jeg.
Jeg er svag, nedtrykt af Aar, forviist ud paa Landet,
hvor mand har overgivet min Alderdom til to eller tree Huus¬


Tieneres Naade, som have ingen Medlidenhed med min Alder,
eller med mine Svagheder; som vilde aldrig tænke paa mig,
dersom jeg ikke var dem besværlig med at begiære; og hvis
umenneskelige Haardhed jeg maae overvinde, for at drive dem
til at have nogen Omsorg for at lade mig faae det fornødne
kort sagt, hos hvilke mand har ikke ladet mig have anden Bistand,
end den Medynk, som jeg burde opvække hos dem; og denne
er saa liden hos dem, at de misbruge den grumme Forglem¬
melse, i hvilken deres Herre har forladt mig. Aha! det som
smerter mig meest, det som giør alle mine Lidelser bittre, det er
at denne Herre som jeg taler om, skal jeg sige eder det, min
Herre? det er at hand er min Søn. Jeg er vis paa at min
Tilstand rører eder; men hvor got et Hierte J end maae have,
saa kand J dog ikke forestille eder all min Elendighed; mand
maae være i mit Sted, mand maae være Fader, dersom mand
vil begribe hvor stor den er.
Det er gandske vist en stor Ulykke at være, paa min Alder,
forskndt af heele Verden, eller at leve af fremmedes Naade:
Folk som hverken ere eders Venner eller eders Paarørende; at
ikke finde noget Menneske, som i Sandhed tager sig eder an,
som trøster eder, som hielper eder at bære denne øvrige Deel af
et udtæret Liv, da J er eder selv til Byrde. J deslige Yder¬
ligheder er et Menneske meget at beklage. Kort sagt, hand lider
meget, og derefter døer hand. Nu vel, min Herre, vær forsik¬
kret om, at dette Menneskes Ulykke er intet at ligne imod min
dersom hand har ingen Børn, dersom GUd har ikke gjordt ham
til Fader til en Søn, der slaaer Haanden af ham. Ney, det
er intet, at være forladt af andre Mennesker, at ikke have
andet at beklage sig over, end deres liden Barmhiertighed; det
er ikke at forundre sig over, at de ere haarde, uden Medliden¬


hed; J kommer dem ikke ved. De ere uvedkommende, ube¬
kiendte, som J anmoder om at være godgiørende; de ville ikke
være det imod eder, de ere det maaskee imod andre; og dersom
J ikke trængte, da vilde J ikke kræve noget af dem.
Men, min Herre, forestiller J eder ret hvad en Søn er?
Veed J hvorledes mand anseer ham, hvad man venter af ham,
hvad hand er for eder? Er hand for eder et Menneske ligesom et
andet? Ah! her er det, at mig fattes Ord til at forklare mig;
her er det at mit Hierte bliver beklemt; her er det at jeg udstaaer
det som ikke er Smerte, som ikke er Fortvilelse; men noget som er
grummere end alt dette. Ja, mand lever endnu; der er endnu
noget Mood og Styrke tilbage, naar mand føler Smerte og
Fortvilelse; og jeg, min Herre, jeg lever ikke meeere, jeg har in¬
tet meere tilbage af Livet end en Følelse af Sorg, som betager
mig, som forstyrrer og som bespænder min Siæl, som lader
mig hverken have Frygt eller Haab, som fortærer mig. Menne¬
skene forskyde og forlade mig nu; men det er endnu ikke andet
end at være forskudt og forladt af Menneskene; men min Søn
forskyder og forlader mig ligesom de, og det er at være forskudt
og forladt af den heele Natur. Hand var min eneste Bistand,
min Tilflugt; men en Tilflugt, som mig synes at intet kunde
betage mig, som hørte mig til, som beroede hverken paa Menne¬
skenes Gunst eller deres Barmhiertighed: Enten min Søn
maatte være ædelmodig eller ey, saa var dog Naturen, de
forudfattede Meeninger selv, den Optugtelse som mand giver
sine Børn, den ømme Kiærlighed mand har til dem, den Vane
de ere komne i med at ære deres Fader, alting var mig Borgen
for min Søns Kiærlighed til mig; alting forsikkrede mig om
at denne Kiærlighed var min Formue; alting i hans Hierte
burde undtage mig fra andre Mennesker; havde der ikke været


nogen Ære i ham imod dem, saa forbandt dog alting ham til
mig, ligesom alting forbandt mig til ham; havde han været
født det hadeligste Menneske i Verden, skulde jeg vel kundet
hade ham, skulde jeg vel mindre følet at jeg var hans Fader?
behøve vore Børn at fortiene vor Kiærlighed, at være gode og
elskværdige, for at finde os bevægelige? Aha! hvad virke deres
Laster hos os, intet andet end at bedrøve vor Kiærlighed, uden
at ophæve den.
Ja, min Søn, det er min Kiærlighed, som opreyser sig af
denne dybe Stand, som J har sat mig udi, af denne nedslagne
Stand, hvori jeg vansmægter; denne Kiærlighed har J ikke
kundet betage mig: det er den, som beklager sig over eder; det er
mig ikke tungt at jeg lever endnu, uden fordi jeg fremdeles elsker
eder. Ney, jeg føler ikke til det jeg lider, uden fordi J er den
som handler ilde med mig; eders Hierte kiender mig ikke meeere;
og min ømme Kiærlighed vedvarer endnu; jeg har ikke kundet
lade af at være Fader; hvorledes har J kundet lade af at være min
Søn? Der er da intet meere i Naturen, som er foreenet med mig;
Altinghar da skilt sig fra mig; jeg seer ikke andet i den end en Udørk.
Jeg er der gandske alleene; ubekiendt for heele Verden, for min
Søn, hvis Tab jeg sørger for, som jeg kalder til Hielp, og som
ikke kiender til mig, ligesom heele Verden.
Jmidlertid, min Herre, hvad har jeg gjordt imod denne
Søn? Af sex Børn, som jeg havde, er hand allene blevet til
overs. Jeg var ikke riig; men jeg elskede ham inderligen; og
i den Optugtelse jeg gav ham, var min sparsommelige Huus¬
holding, og min Kiærligheds Vindskibelighed mig i stedet for
Riigdom; hand svarede til den Omsorg jeg drog for ham: jeg


sendte ham til Paris, for at blive Advocat; jeg tog næsten det
fornødne fra mig selv, for at underholde ham der; hand giorde
og virkeligen der saadan Fremgang, som forskaffede ham deres
Høyagtelse som kiendte ham; og saasom hand var temmeligen
vel skabt, og mand saae at hand var arbeydsom, saa fattede en
riig Frue, hvis Sager hand havde at forrette, saa gode Tanker
om ham, at hun tilbød ham sin Datter, dersom hand, naar
hand ægtede hende, havde i det mindste en maadelig Formue;
denne maadelige Formue var i mine Hænder, den bestod i to
smaa Land=Gods, som jeg havde faaet deels til Arv efter min
Fader, deels ved det jeg havde sparet; og hvis Jndkomster havde
tient til at forfremme ham, og til at underholde mig selv.
Hand skrev mig til og lod mig vide denne Frues Forslag,
hand forestillede mig alle de Fordeele, som vare ved dette Gifter¬
maal, som mand tilbød ham, og sagde til mig, at hans Lykke
var nu i mine Hænder. Aha! den kunde ikke være meere sikker.
Jeg reyste til Paris, og jeg bevilgede strax at give ham halv¬
deelen af hvad jeg eyede, og at forsikkre ham om den anden
halve Deel.
Han holdt Brøllup nogen Tiid derefter; hand slog sig
fra sin forrige Handtering og til andre Forretninger, som syntes
ham bedre= Hans Hustrue døde derefter i Barsel=Seng; Jeg
tabte meget derved; hun elskede mig, og hendes Hukommelse
skal altid være mig dyrebar.
Fire eller fem Maaneder efter hendes Død, behøvede
min Søn, til visse Anslag, en anseelig Sum Penge; hand
laante nogle, men der fattedes ham endnu nogle. Jeg var da
fornøyet med ham; jeg er af Naturen enfoldig og gandske


aabenhiertig; Jeg tænkte at hand var meere omhyggelig for
min Rolighed end jeg selv; og da jeg solgte det som jeg havde
tilbage, for at bringe det øvrige tilveye, som hand behøvede,
saa betragtede jeg det alleeneste som et Gods der omskiftede sin
Natur, uden at faae en anden Herre.
Jeg solgte det da, efter hans Begiæring, og det uden at
tage nogen Forsikkring for mig selv; Sagen blev afgjordt imel¬
lem os to allene; Pengene bleve brugte efter hans Hensigter;
og disse lykkedes end og bedre end hand haabede. Nu var hand
da blevet mægtig; hand vilde giøre sig til gode, uden at arbeyde
meere; hans Huus fik en anden Skikkelse; hand begyndte at føre
sig meget prægtigen op, hand fik anseeligere Venner i Stedet
for dem hand havde haft tilforn; han skilte sig efter haanden
ved disse sidste, hvis Omgængelse syntes ham da alt for borger¬
lig; og endeligen begyndte hand at skamme sig ved mig.
Jeg mærkte det, men i Førstningen tænkte jeg at jeg tog
feyl; ved denne Tid faldt jeg i en Sygdom, og jeg saae at hand
forsømte mig imedens jeg var syg; hans Huusfolk, efter hans
Exempel, forsømte mig iligemaade; dette foraarsagede mig en
alvorlig Græmmelse; jeg lod ham bede at hand vilde komme
til mig i mit Kammer, hvor hand havde ikke sat sin Fod ind i
fire Dage; hand kom: jeg beklagede mig for ham over den
liden Omsorg mand havde for mig. Det kommer deraf at J
er noget vanskelig, min Fader, svarede hand mig. Det er den
første Gang J siger mig det, svarede jeg igien, og eders Svar
giør mig ret forbauset. Derpaa sagde hand, det var ikke stort
Umagen værd at lade sende Bud efter mig for at klamres med
mig, ligesom J giør med alle Mennesker; mand har Omforg for
eder saa meget som mand kand, og dog beklager J eder altid.


Hvad skal mand giøre herved? Stræb at komme til rette igien
naar J bliver meere frisk, saa vil jeg raade eder at J drager ud
og boer paa Landet; der er J meere roelig end her; der kand J
leve ligesom J selv lyster; Jeg befinder mig her i en Leve=Stand,
som ikke skikker sig for eder, og vi ville ikke være hinanden be¬
sværlige.
Hand gik bort da hand havde saat dette; en Tiener, som
havde staaet og hørt derpaa, vendte Hovedet bort for at lee og
giøre Nar af mig.
Min Søns Forhold havde gaaet mig meget nær, og den¬
ne Tieners Gierning skaar mig i mit Hierte; jeg saae hvad der
vilde blive af med mig; jeg mærkte at jeg var ikke andet end en
Fremmed i min Søns Huus, og kort sagt at han og jeg vare
to. Jeg maatte endnu nogle Dage holde Sengen; endeligen
stod jeg op, jeg begyndte at faae nogle Kræfter igien; jeg klædte
mig paa det beste jeg kunde, mand skulde gaae til Bords om
Middagen, jeg hørte Klokken ringe; og jeg kaldte paa en som
kunde hielpe mig at gaae ned; mand svarede mig, men der kom
ingen; jeg forsøgte da paa at gaae selv ned, støttende mig ved
min Stok, og jeg var allerede kommet halvt ned af Trappen,
da min Søn lod sig see ved Døren af hans Kammer.
Hvad er det J giør? sagde hand til mig med en haard
Stemme; hvad er det for Jndfald J faaer? Jeg har Fremmede
til Bords; er J i Stand til at lade eder see? Er J bange at
mand skal ikke sende eder Mad op paa eders Kammer. Leed
min Fader op igien, sagde hand til en Kammer=Tiener, og der¬


paa gik hand ind; jeg stod gandske ubevægelig og Taarene kom
mig i Øynene.
Denne Kammer=Tiener lod ligesom hand vilde hielpe mig
op igien, og sagde til mig at jeg var endnu frisk og rørig efter
min Alder; jeg svarede intet paa denne Tieners Spotterie, som
giorde sin Pligt i at spille Giæk med mig; min Hierte-Sorg
giorde mig stum; jeg gik ind i mit Kammer som et Menneske
der ikke veed hvor hand er; jeg befandt mig ilde, og jeg begiærte
en drik Viin; mand bragte mig den ikke førend et Qvarteer
derefter, tillige med en kold Suppe, som jeg ikke smagte, lige¬
saa lidet som min øvrige Middags Mad, der kom alt for silde.
Jeg fuldendte denne Dag i den allergrueligste Forvirring
af Tanker, som mand kand forestille sig; mine Suk udbrøde
hvert Øyeblik med mine Taare; hvor skal jeg gaae hen? sagde
jeg, jeg har intet meere som hører mig til. Jeg har berøvet
mig selv alting.
Jmidlertid besluttede jeg, da jeg gik til Sengs, at jeg om
Morgenen vilde gaae bort af min Søns Huus; Jeg kunde ikke
meere drage min Aande der, Jeg maatte døe der; Jeg satte mig
for at opsøge en af vore Venner, hvilken Jeg vilde aabenbare
min Tilstand, bede ham at hielpe mig, og at give mig Raad
i min Bedrøvelse. J dette Forsæt stod Jeg op om Morgenen
tiligere end Jeg pleyede, og klædte mig paa.
(Slutningen skal følge.)


Bie=Kuben.
No. 188.
Tiisdagen den 7 Augusti 1759.
(Fortsættelsen af No. 187.)
D¬
et er troeligt at mand havde givet min Søn Efter¬
retning herom; thi hand kom ind i mit Kammer
i det samme Øyeblik, da jeg vilde gaae ud. Hvor
vil J hen, min Fader, sagde hand til mig? Hen at søge
en medlidende Ven, svarede jeg, som vil give mig Brød
paa en artig Maade. J veed selv, at jeg har intet meere
at leve af; min ømme Kiærlighed for eder har berøvet
mig alting. Hvad er dette for en Snak, svarede hand?
hvad har dog Folk paa eders Alder nogle sælsomme
Griller! Jeg seer nok at J er blevet meget stødt over
det som jeg sagde til eder i gaar morges. Min Søn,
svare¬


svarede jeg, jeg er forskrækket nok; lad mig gaae uden
at svare mig; J er ikke meere i Stand til at tale med
mig; hvert et Ord som J fremfører er som et Dolk¬
Stød for mig; J kiender ikke hvad Magt de have, de
myrde mig. Lad os giøre Ende paa alle disse Erklærin¬
ger, sagde hand med Hidsighed; J har Uret, min Fader;
der ere tusende Ting, som J burde have sagt til eder
selv; J er meget gammel; J har næsten altid levet i en
liden Bye ude paa Landet; og eders Begreb, eders Ma¬
neerer, eders Skikke ere saa aldeles uliige disse Tiders
fornemme Leve=Maade, at J burde selv været den første
som havde fundet Mishag i deres Sælskab, som komme
til mig; men J mærker ikke dette, og jeg mærker det.
Hvilken smuk Fornøyelse for eders Søn! at see eder om¬
gaaes og tale med Folk af en vis Rang, der ere artige
og fiine, hvilke J giver Aarsag til at lee over eders Een¬
foldighed. Jmidlertid er det dog saaledes; tænker J at
dette kand være mig meget fordeelagtigt? Jeg er ved Lyk¬
kens Gunst blevet til noget, er det ikke sandt? Nu vel!
hvorfor skal mand sige det til dem som ikke vide det!
Jmidlertid maae det dog strax falde enhver i Øynene,
saa snart mand seer eder; det ueagtet, har J saadan en
ubesindig Lyst, at J vil altid komme frem; lad os derfor
ikke klamres, min Fader, det giøres ikke behov at gaae
ud og bryde Hovedet paa nogen med eders Klagemaal;
jeg vil befale, at mand nu strax skal føre eder ud til min
Gaard paa Landet; der skal J være Herre, og i eders Element;
jeg vil Tiid efter anden komme ud og besøge eder, og der
skal ikke fattes eder noget; Farvel, jeg forlader eder, J
reyser herfra, og jeg gaaer ud i mine Forretninger.


Paa denne Maade, min Herre, har min Søn skillt
sig ved mig; hand forlod mig uden at omfanne mig,
uden at lade høre det mindste venlige Ord, undtagen
Fider, som hans Mund fremførte, og som hans Hierte
ikke havde nogen Følelse af; hand gik fra mig, uden at
være rørt enten ved den Beklemmelse hvori hand forlod
mig, eller ved min bedrøvelige Taushed, eller ved de
Taare, som hand saae rinde af mine Øyne; derefter
bragte mand mit Tøy ned af mit Kammer, mand bad
mig gaae ned, og jeg blev næsten uden Sands og Følelse
sat i en Chaise, som kiørte mig her ud paa Landet, hvor
jeg nu næsten i to Aar har vansmægtet, hvor min Søn
ikke er kommet til mig, som hand havde lovet; kort sagt,
hvor jeg lever aldeles berøvet all Trøst, ja mangler end
og ofte alle fornødne Ting til Livets Ophold.
Af samme Spectateur Francois.
Min Herre,
a J er saa nidkiær for det almindelige Beste, saa tviler jeg
ikke om at J vil giøre eders Læsere en Foræring af dette
D¬
mit Brev; det skal være meget kort; og jeg vil deri lære eder
en Hemmelighed, hvorledes mand skal komme til sin Betaling,
hos visse Skyldenere, som ere meget ærlige Folk, meget ædel¬
modige, og have det beste Hierte i Verden; men hvilke, i dette
omtalte Fald, have en forunderlig Grille, som forhindrer


dem at bruge deres gode Egenskaber; det er at de kand ikke
beqvemme sig til at betale deres Giæld; laan af dem, J kand
aldrig giøre dem en større Fornøyelse; begiær af dem hvad de
ere eder skyldige; der er ingen meere hiemme; J forskrækker
dem, de blive uden all Følelse. Hvad er dog et Menneske!
hvilken Samling af pudseerlige Laster med de allerelskeligste
Dyder, men det er ikke min Sag at giøre Betragtninger her¬
over. Jeg vil alleeneste sige, at vi ere nogle meget besynder¬
lige Dyyr; kort sagt, det er kun tre Timer siden at jeg havde en
af disse Skyldenere som jeg taler om. Hand havde i to Aar
været mig en temmelig Sum Penge skyldig; jeg havde ved
tvende Leyligheder bedet ham om at hand vilde betale mig den:
Ney: hand har altid lovet at betale til en anden Tiid, og jeg
har altid haft Taalmodighed, efterdi jeg kiendte min Mand,
og hans skrøbelige Carakteer i denne Post; jeg vedste meget
vel at hand havde ikke noget ondt Hierte eller Villie i hans
Forhold; men i gaar forekom mig en liden Sag, hvori jeg be¬
høvede Penge; dersom jeg gaaer hen til den og den og begiærer
at hand vil betale mig, sagde jeg ved mig selv i morges, da
synes mig jeg hører at hand svarer mig: jeg har ikke en Skilling.
Hvorledes skal jeg bære mig ad? Trang lærer at finde paa
Raad; derpaa sagde jeg fremdeles ved mig selv: denne Mand
har ikke Lyst til at betale; det er en stor Feyl; men hand vil
gierne laane til andre; det er en meget smuk Egenskab; nu vel
hvorfor bekymrer jeg mig da, hans gode Egenskab skal giøre
mig Erstatning for hans Feyl; kom, kom, mine Penge ere i
min Lomme. Jeg bad da en af vore fælles Venner at hand
vilde gaae hen og laane af ham næt op den Sum hand var mig
skyldig; han gik, hierteligen leende over mit Jndfald; hand for¬
rettede sit Ærende. Jeg har ikke ved Haanden uden to tredie
Deele af denne Sum, sagde den anden til ham med en føyelig


Miine, men tag kun dette, jeg skal inden et Øyeblik sende eder
det øvrige; derpaa gav hand ham hvad hand havde, med den¬
ne ædle Maneer, hvorved den Tieneste, som mand bliver os
forbundet for, faaer Anseelse af en ligegyldig og gandske natur¬
lig Sag; Farvel min Ven, sagde hand da med saadan en Tone,
som om hand havde tænkt paa noget andet, J skal bekomme
Resten. Vor Ven kom og bragte mig Pengene; jeg gik hiem
med ham, hvor det øvrige var allerede kommet; og jeg gik paa
staaende Fod hen til min Skyldener, og gav ham sin Haand¬
skrift tilbage, fortællende ham derhos det lille Puds jeg havde
betient mig af, og forlod ham gandske forbauset derover at
hand havde ikke gjordt andet end betalt en Skyld, da hand ind¬
bildte sig at have gjordt en frivillig Tieneste: den arme Mand!
Af the World No. 208.
Til Mr. Fitz=Adam.
Min Herre,
eg er et ungt Fruentimmer og lever paa Landet hos en
Morbroder og Moster, hvis Carakterer, saasom de ere
noget besynderlige, kand maae skee give eders Læsere nogen For¬
nøyelse. Min Morbroder er en Mand, der har saa høye Tan¬
ker om sig selv, at hand holder ikke med noget, uden hvad der
skeer (at jeg skal bruge hans egne Ord) efter hans Maade.
For tre Aar siden fik hand en stor Forkølelse; efter den Tiid


gaaer hand stedse med en stor og tyk Kiortel, og kalder et hvert
Menneske en Nar som gaaer ikke ligeledes klædt, endog i Hun¬
de=Dagene. Forleden Dag hændte det sig, at en af hans
Paarørende, som kom for at besøge ham, var saa ulykkelig,
at hans Hest slog ham af, og hand brækkede sit Been. Da
hand blev bragt ind i Huuset, og min Morbroder fik at høre,
at dette var skeedt ved det hand vilde ride igiennem en slem Gyde,
for at see ind til en god Ven, paa Veyen til os, sagde hand til
ham med en meget betydelig Mine, at det var altid hans
Maade, Taldrig at giøre to Ting paa eengang." Derpaa
begyndte hand at fortælle en lang Historie om Dronning Eli¬
sabeth og Lord Vurleigh, og efter at den havde været over en
halv Time, endte hand den med Lord Burleighs Svar til
Drønningen, at hand havde den Maade aldrig at giøre meere
end een Ting af gangen. Saaledes qvælede hand den arme
Mand, som laae i all denne Tiid med et brækket Been; ja
hand vilde ikke tillade nogen i Stuen at gaae hen og hendte en
Feldskiærer, førend hand havde fortallt sin Historie reent ud.
Jmedens Beenet blev forbundet, og den Syge laae i den stør¬
ste Piine, stod min Morbroder derhos, og med all den Vel¬
talenhed hand besidder, stræbte at overbeviise hans Fætter, at
hans Ulykke maatte alleneste tilskrives dette, at han havde for¬
agtet disse ypperlige Regler, som hand saa ofte havde lært ham.
Hand endte sin Tale med en lang Ramse af Ordsprog, Sen¬
tentser og Sprog, som hand er saa latterligen forgabet i, at
der ikke er en eneste Forretning i hans gandske Levnet, som jo
gandske indrettes efter en eller anden af disse Regler. Jeg har
seet ham i Haugen, midt i den stærkeste Torden Regn, at
gaae en Snegle=Gang ind til Huuset, efterdi hans Ven Lord
Onslow har det Tanke=Sprog: festina lente; hvilke Ord jeg
har hørt ham igientage og forklare saa ofte, at de stedse ligge
mig i Tanker.


Min Moster er sandeligen et Kiød med hendes Mand.
Intet finder hendes Biefald, uden hvad der skeer efter hendes
eget Exempel; omendskiønt hun er ikke i Stand til at stad¬
fæste hendes forudfattede Meeninger enten med et Ordsprog
eller et Mundheld. Efterdi jeg er saa ulykkelig, at næsten
ingen af mine Gierninger komme overeens med hendes, saa
kand vi meget lætteligen komme i Trætte med hverandre.
Hun staaer op Klokken sex, efterdi hun kand ikke sove; og
Jeg ligger til Klokken mi, efterdi jeg kand ikke lætteligen vaage.
Naar vi komme sammen ved Theebordet, maae jeg sikkert vente,
at hun vil skiænde paa mig for min Søvnagtighed og Magelig¬
hed, og spørge mig i det mindste ti Gange, hvorfor jeg kand
ikke giøre som hun giør og staae op med Solen? Ja, siger
min Morbroder, og gaae til Sengs med Lærken, som mand
siger. Men ach! min Moster tager kun en Deel af Ordsproget
i agt; thi hun vil falde i Søvn i hendes Lænestoel, længe førend
Lærken gaaer til Sengs; med mindre hun holdes vaagen ved
Kort=Spill; omendskiønt hendes sædvanlige Senge Tiid er ikke
førend Klokken mi.
Og nu, Mr. Fitz=Adam, vilde jeg gierne vide, om de
Timer imellem ni og tolv, al den Stund J er gandskevaagen,
ere ikke lige saa nyttige som disse imellem sex og ni, naar J sover
den halve Tiid? Min Moster siger ney; thi een Time om
Morgenen er lige saa god som to om Eftermiddagen; hvilket
jeg kand ikke faae i mit Hoved, om jeg og skulde døe.
Min gamle Moster er en af disse Slags gode Koner, som
tænke, at intet er værd at bekymre sig om, uden hvad der an¬


gaaer deres Familie=Forretninger og Huusholding; hvorfor
dersom hun nogensinde kommer over at jeg læser i Spectator,
eller i Verden, spørger hun strax, om den Kaage=Bog, som
hun har foræret mig, er forlagt eller borte; og hun forglemmer
aldrig at legge dette til, at hun for sin Part, seer ikke hvad
got mand kand have af at læse saadanne hedenske Bøger; og
dersom hun havde slaaet sit Sind til Lapperie og dumt Tøy,
da maatte min Morbroder og hans Familie blevet Staadere,
ja maatte de saa.
Skal jeg virkeligen lade mig regiere af disse gamle Folk
eller maae jeg fare fort i min gamle Maade, og lee over deres
Urimeligheder? Jeg læser eders Blade hver Dag naar Posten
kommer, og det skal være mig kiært at see dette Brev indført i
eders næste Blad, tillige med eders Betænkning derover, for
at faae at vide, hvem der er viisest, min Morbroder, min
Moster eller Mr. Fitz=Adams
ydmyge Tienerinde


Bie=Kuben.
No. 189.
Tiisdagen den 14 Augusti 1759.
Af the World No. 174.
E¬
fterfølgende Brev seer saa ægte og naturligt ud, at jeg
kand ikke tvile om at det kommer fra en Correspondent
der selv har erfaret enhver Omstændighed, som hand
har beskrevet; jeg vil derfor fremlegge det for mine Læsere uden
at forandre et eeneste Ord.
Til Mr. Fitz=Adam.
Min Herre,
rblant de adskillige Slags Materier, hvormed J har forly¬
stet og underviist Publicum, erindrer jeg ikke at J har no¬
gensteds talt om Ærgiærrigheds Daarlighed og Galenskab;


hvilken jeg, til Gaun for alle dem som ere misfornøyede
med deres nærværende Tilstand, beder Tilladelse at for¬
klare, ved at fortælle mit eget Levnets Historie.
jeg er en Søn af en yngre Broder af en god
Familie, som, da hand døde, efterlod mig en liden For¬
mue, der forskaffede mig et hundrede Pund om Aaret at
leve af. Jeg blev betimeligen sat i Etons Skole, hvor
jeg lærte Latin og Grædsk, derfra drog jeg til Universi¬
ikke gandske at glemme det
tætet, hvor jeg lærte
igien. Jeg blev Herre over mine Midler, medens jeg
opholdt mig der; og saasom jeg havde ikke Lyst til at
slaae mig til nogen lærd Profession, saa begav jeg mig
til London, og levede i nogen Tiid ligesom de fleeste unge
Herrer, i det jeg forødte fire Gange saa meget om Aaret
som mine Jndkomster vare. Men det var min Lykke, at
jeg, førend det var for silde, forelskede mig i et meget
elskværdigt ungt Fruentimmer, hvis Midler vare just til¬
strækkelige til at stoppe det Hul, som jeg havde gjordt i
mine egne. Denne behagelige Person ægtede jeg, og drog
ud med hende paa Landet; hvor jeg stræbte, saa vidt som
jeg kunde, at indskrænke mine Ønsker efter mine Omstæn¬
digheder. Dette lykkedes mig saa vel, at, naar jeg und¬
tager nogle faa hemmelige Begiærligheder efter lidet
meere end jeg eyede, og undertiden et Suk, naar en
Karrete med sex Heste kiørte mig forbi, jeg var en meget
lyksalig Mand.


Jeg kand sandfærdigen forsikkre eder, Mr. Fitz=Adam
at omendskiønt vor Familie=Huusholding var ikke meget at rose,
og vi, følgeligen, bleve ofte bragte i stor Betryk og Besværlig¬
hed, saa fandt jeg dog meere virkelig Fornøyelse i denne ringe
Stand, end jeg nogensinde derefter har fundet i meere misun
delige Omstændigheder. Vi vare vel undertiden lidet i Giæld,
men naar der kom Penge ind, saa giorde den Fornøyelse vi
fandt i at betale hvad vi vare skyldige, os meere end tilstrække¬
lig Erstatning for den Kummer det havde foraarsaget os; og
omendskiønt vore knappe Omstændigheder giorde os mange
Sorge og Bekymringer, saa tiente de dog til at holde saa vel
Legemet som Sindet i Bevægelse; thi saasom vor Hauge var
noget stor, og udkrævede fleere Hænder til at holde den i Stand,
end vi havde Raad til at leye, saa arbeydede vi selv dagligen
deri, og saaledes befordrede Sundhed ved vores Trang.
Jeg havde en liden Søn, som var mit Hiertes Glæde,
og som formodentligen maatte blevet fordervet ved alt for megen
Pleye, dersom hans Forældre havde ikke haft andet at vende
deres Tanker til. Hans Moder var naturligen af en svag
Helbred; men saasom hendes Huus=Forretninger skaffede
hende nok at tænke paa, saa havde hun ikke Tid til at beklage
sig. Livets sædvanlige Uroeligheder, som ere næsten utaa¬
lelige for dem der have intet andet at tænke paa, vare
mindre forskrækkelige for os, end for andre der leve i
bedre Omstændigheder; thi det er en vis Sandhed, hvor¬
ledes det end maae behage eders Læsere at antage den,
at hvor Sindet er deelt imellem mange Bekymringer,
der er Byrden lættere, end hvor der er kun een at dra¬
ges med. Ja end og i den lyksaligste Stand, midt i
vem¬


Beqvemmelighed, Sundhed og Overflødighed, er Sindet
almindeligen vittigt til at plage sig selv, og taber den
nærværende Fornøyelse af disse uskatterlige Velsignelser,
ved den smertelige Forestilling at de ere alt for store til
at blive varagtige.
Disse ere de Betragtninger, som jeg har gjordt
siden; thi jeg vil ikke negte, at jeg ofte sukkede efter en
større Formue. Dette Ønske blev opfyldt, fem Aar efter
vort Ægteskab, da en af vores Paarørende døde, og
giorde mig, for en Tid, til den lyksaligste Mand i Ver¬
den. Mine Jndkomster vare nu forøgede til sex hundrede
Pund om Aaret; og jeg haabede, naar jeg vilde nogen¬
lunde være Huusholder, at blive i Stand til at giøre en
Figur dermed. Men min Kones slette Helbred, som i
mindre beqvemme Omstændigheder havde ikke gaaet mig
saa nær til Hierte, laae mig nu bestandigen i Tanker,
og giorde alle mine Fornøyelser suure. Derforuden, da
jeg nu vedste at jeg havde saadant et Gods at efterlade
min Søn, saa blev jeg saa bekymret for at beholde ham,
at i Stedet for at lade ham løbe omkring og fornøye
sig hvor ham lystede, og at blive haardfør ved Legems
Øvelse, saa dræbte jeg ham næsten ved at holde ham
inde. Vi giorde nu intet i vor Hauge, efterdi vi havde
Raad til at lade den holde i Stand ved andre; men
saasom vi for vor Helbreds Skyld behøvede frisk Luft og
Bevægelse, saa besluttede vi at indskrænke vore Udgifter
i nogle ufornødne Poster, og at holde Heste og Vogn.
Dette bragte os derefter i en Deel Bekostninger, som vi
hverken havde Klogskab til at see forud, eller Mood til


at afværge.
Thi saasom vi nu vare i Stand til at giøre
Besøgelser videre omkring, saa bleve vore Bekiendtere
derved storligen forøgede, og tvang os til at giøre jævn¬
ligen Giæstebud hiemme, til Vederlag for dem, som vi
bleve budne til hos andre. De Bekostninger, som denne
nye Levemaade udkrævede, vare alt for store, efter de Jnd¬
komster vi havde, saa at vi inden en kort Tiid befandt
os meere nødtrængende end nogensinde tilforn. Hovmod
vilde ikke tillade os at skaffe vore Heste og Vogn af;
og at leve paa saadan en Maade som ikke passede sig
dertil, var os ufordrageligt at tænke paa. For at be¬
tale den Giæld jeg havde gjordt, blev jeg snarligen tvun¬
gen til at pantsætte mit Gods, og omsider at sælge den
beste Deel deraf; og saasom det var os aldeles umueligt
at føre os fremdeles op som vi havde begyndt, saa agtede
vi det raadeligt, at drage pludseligen bort, at sælge vor
Eqvipage i Staden, og at see os om efter en ny Stand,
langt fra vore Bekiendtere.
Men ulykkeligen for mit Sinds Roelighed, beholdt
jeg stedse den Vane jeg var kommet i med at giøre Be¬
kostninger, og jeg var meget nær ved at komme i den
yderste Trang, da jeg ved en Farbroders og hans tvende
Sønners uforventede Død, som skeedte i faa Uger efter
hverandre, blev Arving til et Goos af syv tusende Punds
aarlige Jndkomster.
Og nu, Mr. Fis=Aldam, vil haade 8 og eders Laæ¬
sere utvilagtigen kalde mig en meget lyksalig Mand; og


saa var jeg virkeligen. Jeg begyndte at indrette min
Familie med den behageligste Fornøyelse. Min prægtige
Eqvipage, mit kostbare Sølv=Tøy, den Mængde af Tie¬
nere, som opvartede mig, mit anseelige Huus og Boeskab,
min store Dyre=Hauge og Lyst=Hauge, den Overflødighed,
som regierte paa mit Bord, den Høytid hvormed jeg
allevegne blev begegnet, alt dette gav mig en ubeskrive¬
lig Fornøyelse, saa længe som det var nyt; men jeg var
ikke saa snart blevet vant dertil, førend jeg tabte all Smag
og Behag deri; og jeg mærkte inden en gandske kort Tiid,
at saasom jeg havde intet at ønske, saa havde jeg intet
at nyde med Lyst. Min Lyst til at spise forgik forme¬
delst Mæthed og Overflødighed, en bestandig Mængde af
Besøgere berøvede mig all Huus Fornøyelse, mine Tie¬
nestefolk plagede mig, og min Forvalter bedrog mig.
Men den Forbandelse, som følger Høyhed, endtes
ikke hermed. Den daglige Forfarenhed overbeviiste mig,
at jeg var tvunget til at leve meeere for andre end for
mig selv. Min Farbroder havde været en stor Partie¬
Mand, og med Nidkiærhed sat sig imod alle de Anslag
og Hensigter, som Ministerne og Hoffet kunde have; og
saasom hans Gods var det største i det gandske Amt
saa havde hand stedse de fleeste Stemmer, naar der skul
de vælges et Parlaments Lem. Min Fader havde nydt
store Tienester af Hof=Partiet, hvilket bevægede mig til,
af Taknemmelighed, at erklære mig for det; men de Van¬
skeligheder jeg havde at drages med, vare alt for mange
og for store for mig; saa at jeg er blevet skuffet og for¬


hindret næsten i alt hvad jeg har foretaget. At forlade
den Sag jeg har slaaet mig til, vilde bringe mig i Unaade
og Vanære; og at fare længere fort deri, vil næsten
ødelegge mig. Jeg lever ligesom i en bestandig Krig
med de fornemste Herremænd i Amtet, og bliver forban
det af mine Forpagtere og Underhavende, fordi jeg tvin¬
ger dem til, saa ofte der skal vælges et Parlaments¬
Lem, at give deres Stemme, (som det behager dem at
sige til mig) imod deres Samvittighed.
Min Hustrue og jeg havde engang fornøyet os med
den Tanke, at vi vilde være nyttige for vore Naboer,
ved at uddeele vore Almisser til de Fattige og Vindskibe¬
lige; men ved den bestandige Tummel hvori vi leve, kand vi
ikke selv udsøge dem som ere værdige til at nyde vor Gødhed;
og de som vi betroe dertil, beholde enten selv vore Gaver,
eller uddeele dem til saadanne som en fortiene dem. Naar
vi om Aftenen gaae til Sengs, udbryde vi i Klagemaal over
Dagens Fortrædeligheder, og bede hierteligen om at faae den
Roelighed igien, som alleneste gjorde os Sælskab i vor nedrigste
Stand.
Dette, min Herre, er min Historie, og dersom J giver
den Sted i eders Blade, da kand den tiene til at indprente
denne vigtige Sandhed, at naar der undtages Smerte, Syg¬
dom og den yderste Trang, da kand ingen udvortes Foran¬
dring i et Menneskes Omstændigheder giøre ham mere varag¬


tigen lyksalig end hand var tilforn. Menneskenes almindelige
Misfornøyelse maae fornemmeligen tilskrives dette at de ikke
kiende denne Sandhed. Bekymring er dette Livs Lod, og
den som tragter efter Høyhed i Haab at blive den qvit, er lige¬
som en der kaster sig i en gloende Ovn, for at undgaae Rystelse
af en kold Feber.
Den eneste Trøst jeg kand have i min nærværende Stand,
er, at det har ikke behaget Himmelen i sin Vrede at giøre mig
til en Konge.
Jeg er,
min Herre,
Eders bestandige Læser,
og ydmygste Tiener.
44
2


Bie=Kuben.
No. 190.
Tiisdagen den 21 Augusti 1759.
Af the Adventurer No. 84.
Til Mr. Adventurer.
Min Herre,
D¬
et er anmærket, saa vidt jeg erindrer, af Sir Willi¬
am Temple, og efter ham næsten af alle andre
Skribentere, at Engeland frembringer en større Foran¬
dring af Carakterer, end alle andre Steder i Verden. Dette
tilskrives den Frihed, som hersker iblant os, hvilken giver en¬


hver Mand Magt til at være viis eller daarlig, ligesom hand
finder for got, og fritager ham for den Tvang at være en Hyk
ler, eller det Slaverie at efterfølge andre.
At denne Sætning i sig selv er rigtig, derom er jeg ikke
gandske forvisset. Der ere meget faa, som kand have Leylig¬
hed til at faae en nøye Kundskab om Folk i adskillige Lande,
ved at leve iblant og at omgaaes med dem; og i Livet, saavel¬
som i alle andre Ting, der beskues langt fra, synes der at være
en jævn Liighed; de smaa Omstændigheder, som giøre Foran¬
dring i den naturlige Carakter, mærkes ikke uden ved en nær
Jndsigt; vi finde dem derfor meest hiemme hos os selv, efterdi
vi der have meest Leylighed til at blive dem vaer. Meget
mindre er jeg forvisset om, at denne særdeles Adskillighed, om
den ellers er virkelig, er en Følge af en særdeles Frihed; thi
hvor er den Regiering, som saa nøye giver agt paa enhver Per¬
son i sær, at den ikke tillader ham at indrette sin egen Opfør¬
sel uden Tvang? Kand noget fornuftigt Menneske bilde sig ind,
at Folk i alle andre Lande ere ikke lige saa vel Herrer over deres
egen Tiid eller i deres egne Huuse, som vi, og have ligesaa
vel Frihed til at være sparsommelige eller ødsele, lystige eller
fortredelige, afholdende eller overdaadige? Frihed er gandske
vist fornøden, dersom de herskende Lyster og Tilbøyeligheder
skal fuldkommeligen yttre sig; men saadan Frihed findes ligesaa
vel under Enevolds som under andre Regieringer.
Hvor begiærligen den herskende Passion snapper efter
enhver Leylighed til at bruge sin Frihed, og hvor stærkt den ud¬
breder sig, naar den Tvang, som indskrænkede den, er taget
bort, havde jeg nyeligen Leylighed til at mærke, da jeg giorde


en Reyse ud paa Landet i en Reyse=Karrete; og saasom der ge¬
meenligen ved enhver Reyse forekommer nogle besynderlige Til¬
fælde, saa holder jeg for at det kand meget vel passe sig at give
eder en Beretning derom; endskiønt jeg kand ikke fremstille
saadan en ugemeen Forsamling, som Cervantes har samlet i
Don Qvixots Giæste=Herberg.
J en Reyse=Karrete ere de Reysende mestendeels gandske
ubekiendte for hinanden, og vente ikke at samles nogensinde
igien, naar deres Reyse er fuldendt; mand skulde derfor bilde
sig ind, at det vilde være af liden Betydning for enhver af dem,
hvad Gisninger de øvrige skulde giøre sig om ham. Dog saa
er det, at saasom de alle meene, at de ere sikkre for at blive rø¬
bede, saa antage de alle den Carakter, som de ere meest begiær¬
lige efter; og den almindelige Ærgierrighed, at ville være
meere end andre, lader sig aldrig meere kiendeligen see end ved
saadan en Leylighed.
Paa den bestemte Dag, da vi skulde reyse bort, i Dag¬
brækningen stigede jeg ind i Vognen med trende Mandsperso¬
ner og to Fruentimmer, som vare mit Reyse=Sælskab. Mand
kunde læt mærke den affecterede høye Mine, med hvilken
enhver tog sit Sted, og den stolte Høflighed med hvilken de hil¬
sede hverandre. Da den første Ceremonie var forbi, bleve vi
i lang Tid siddende uden at tale noget; enhver arbeydede paa
at sætte sit Ansigt saaledes i Lave, at hand maatte ansees for
en betydelig Person, og opvække Ærbødighed og Ydmyghed
hos de andre.


Det er altid at mærke, at jo længere mand har været
taus, jo vanskeligere er det at finde noget at sige. Vi begyndte
nu at ønske, at vi maatte komme til at tale med hverandre;
men ingen af os syntes at have Lyst til at nedstige fra sin Vær¬
dighed, eller at være den første til at føre nogen Materie paa
Tale. Endeligen tog en fyldig Mand, som havde udrustet sig
til denne Reyse med en Skarlagens Reyse=Kiortel og en stor
Hat med en breed Galun, sit Uhr frem, saae stiltiende derpaa,
og derefter holdt det dinglende paa sin Finger. Jeg tænker, at
det gandske Sælskab forstod dette saaledes, at hand derved
vilde give dem Anledning til at spørge hvad Klokken var; men
ingen syntes at give agt derpaa; og hans Lyst til at snakke over¬
vandt saa vidt hans Fortrydelse, at hand af sig selv lod os vide,
at Klokken var over fem, og at vi om to Timer kunde komme
til det Sted, hvor vi skulde spise Frokost.
Hans Føyelighed blev ikke agtet vi fremturede alle i vor
Haardnakkenhed; Fruentimmerne holdt deres Hoveder op;
jeg tog mig for at give agt paa deres Forhold; den ene af de
andre to Mandspersoner syntes at fornøye sig med at tælle
Træerne, ligesom vi kiørte dem forbi, den anden satte Hatten
ned over Øynene, og lod som hand slumrede. Den godvillige
Mand, for at vise at hand var ikke blevet nedslaaet ved vor U¬
agtsomhed, nynnede en Tone, og slog Takten paa hans Snus¬
Daase.
Saaledes almindeligen misfornøyede med hverandre, og
ikke meget fornøyede med os selv, kom vi omsider til det lille
Kroe-Huus, hvor vi skulde bede; og alle begyndte paa eengang
at giøre sig selv Erstatning for den Taushed de havde tvunget


sig til, ved utallige Spørsmaal og befalinger til Folkene
som vartede os op. Endeligen da enhver havde faaet hvad
hand havde fodret, eller Folkene havde erklæret at det var umu¬
eligt at faae paa denne Tiid, beqvemmede vi os alle til at sidde
runden om det samme Bord; hvorpaa Manden i den røde
Reyse=Kiortel saae igien paa sit Uhr og lod os vide, at vi havde
endnu en halv Time til overs; men det giorde ham ondt at see
saa liden Lystighed iblant os; at alle de som reyste tilsammen
vare paa den Tiid hinandens jævnlige, og at det var altid
hans Maade at giøre alting med i Sælskabet. Jeg erindrer,
sagde hand, det var just saadan en Morgen som denne, da
jeg og Mylord Mumble og Hertugen af Tenderden vare ude
paa en Flakke-Reyse; vi droge ind paa Veyen i en liden Kroe,
som denne kunde være; Vor Vertinde, maae J troe, som
giorde sig ikke nogen Tanke om hvem hun talede til, var saa
kortvillig og skiæmtefuld, og gav saa mange lystige Svar paa
vore Spørsmaal, at vi vare alle færdige til at briste af Lat¬
ter. Omsider hændte det sig at den gode Kone kom over at
høre mig hviske til Hertugen og kalde ham ved hans Titel;
hvorover hun blev saa forbauset og skamfuld, at vi kunde neppe
faae et Ord af hende, og Hertugen har aldrig efter den Tiid
mødt mig, uden at hand taler om denne lille Kroe, og skiender
paa mig fordi jeg forskrækkede Kroe-Konen.
Hand havde neppe haft Tiid til at ønske sig selv til Lykke
med den Ærbødighed, som denne Fortælling maatte have for¬
skaffet ham af Sælskabet, førend et af Fruentimmerne, da
hun havde rækket efter en Tallerken paa den anden Ende af
Bordet, begyndte at tale om de Uleyligheder der ere ved at
reyse, og hvor vanskeligt det er for Folk, der aldrig sidde Hiem¬
me ved deres eget Bord, uden en stor Mængde af Tienere til


deres Opvartning, at forrette for sig selv saadanne Ting som
behøves paa Veyen; men at Stands=Personer reyste ofte for¬
klædte og kunde i almindelighed kiendes fra Pøbelen, ved deres
Føyelighed imod fattige Kroe-Folk, og at de holde dem de Feyl
til gode, som findes i deres Opvartning; hvad mig angaaer,
sagde hun fremdeles, saa længe Folk ere høflige og meene det
vel, da har det aldrig været min Maade at søge noget at dadle;
thi en maae ikke vente paa en Reyse all den Beqvemmelighed
en har i sit eget Huus.
Nu syntes det at der blev opvakt en almindelig Jver
hvorved enhver stræbte at overgaae eller ligne den anden. En
af Mandfolkene, som havde hidindtil ikke sagt noget, krævede
de sidste Aviser; og da han havde læst dem med dyb Eftertanke,
sagde hand: "det er umueligt at nogen kand giætte sig til hvor¬
ledes hand skal forholde sig i henseende til Actier; i forrige Uge
var det en almindelig Mening, at de vilde falde; og jeg solgte
for tiuge tusende Pund, for at kiøbe igien; nu have de ufor¬
modentligen begyndt at stige; og jeg troer gandske vist, naar
jeg kommer tilbage til London, at jeg skal vove tredive tusende
Pund i dem.
En ung Mandsperson, som havde hidindtil ikke gjordt an¬
det end ladet sine levende Øyne ideligen løbe omkring fra en
Ting til en anden, lukkede herpaa sin Snus=Daase til, og for¬
tallte os, tat hand havde hundrede Gange talt med Præses og
Directeurerne angaaende Actie=Handelen; at hand for sin
LPart gav sig ikke ud for at være vel underrettet om de Grund¬
"Regler, hvorpaa de vare indrettede; men hand havde altid
hørt, at de bleve agtede skadelige for Handelen, uvisse i deres


Udbytte, og usikkre i deres Grundvold; og at tre af Directeu¬
rerne, hans allerfortroeligste Venner, havde raadet ham, al
drig at vove sine Penge deri, men at sette dem ud i got Jorde¬
gods, indtil hand kunde komme over en Herregaard i sit eget
Fæderneland.
Mand maatte ventet, at, efter disse Glimt af en skiult
Værdighed, viskulde alle begyndt at see os omkring med Ær¬
bødighed; og at forholde os ligesom Printzerne i Romaner,
naar den Fortryllelse, som skiuler dem, er borttaget, og de blive
hinandens Værdighed vaer; dog tildrog det sig, at ingen af disse
Fortællinger giorde stor Virkning hos Sælskabet; man kunde
læt mærke, at den ene havde den anden mistænkt for at ville
bedrage de andre med et falskt Skin; enhver fremturede i sit
stolte Væsen, i Haab om at tvinge de andre til den Ærbødig¬
hed hand vilde agtes berettiget til; og alle bleve hver Time mee¬
re og meere misfornøyede, efterdi de fandt at de Forestillinger
som de havde gjordt om sig selv, vare uden Virkning.
Saaledes reyste vi tilsammen i fire Dage, med et ideligen
tiltagende Fiendskab, og uden at arbeyde paa andet end at
overgaae hverandre i Stølthed og Uagtsomhed; og naar det
kunde hænde sig, at to af os vare i et Øyeblik allene, da yttrede
vi vor Fortrydelse og Vrede over de andres Trodsighed.
Omsider fik Reysen Ende; og Tiden og Hændelsen, som
borttager all Forklædning, have aabenbaret, at hand som var
saa fortroelig med Grever og Hertuger, er Kiældermester hos
en Lord, og har nyligen aabnet en Kramboe med de Penge hand
har lagt op; den som driver saadan en stor Handel med Actier,
er Skriver hos en Mækler; det Fruentimmer som saa omhyggeli¬
gen skiulte sin høye Stand, holder et Garkiøkken bag ved Børsen,


og den unge Person, som har den Lykke at være en fortroelig Ven
af Directeurerne, fortiener sit Brød med at skrive reent, paa et li¬
det Kammer i Temple. Om det ene Fruentimmer alleeneste
kunde jeg ikke faae neget at vide, som var hende til Vanære efterdi
hun havde ikke antaget nogen Carakter, men skikkede sig efter de
Omstændigheder hun var udi, uden at tragte efter at ansees for
meere eller høyere end andre.
Jeg kunde ikke bare mig for at giøre mine Anmærkninger
over denne Daarlighed, at foretage et Bedragerie, hvilket, som
Udfaldet viiste, har allereede været brugt alt for ofte, at det skulde
kunde lykkes; og hvorved, om det og maatte lykkes, ingen For¬
deel kunde nydes; at antage en Carakter, som skulde endes med
den samme Dag; og paa falske Forevendinger at fodre Ære¬
Titeler, som maae forsvinde med den Aande, som gav dem.
Men, Mr Adventurer, lad ikkedisse, som belee mig og
mit Reyse=Sælskab, tænke at denne Daarlighed begaaes allee¬
neste i en Reyse=Karrete. Et hvert Menneske paa Livets Reyse
benytter sig paa samme Maade af deres Uvidenhed som ere paa
Reysen med ham; forklæder sig selv i falske Fortienester, og hører
med Velbehag disse Berømmelser, som hans egen Samvittighed,
bebreyder ham for at hand tager imod. Et hvert Menneske be¬
drager sig selv, medens hand tænker at hand bedrager andre; og
forglemmer, at den Tiid er forhaanden, naar enhver Forblindelse
skal ophøre, naar opdigtet Ypperlighed skal rives bort, og
Alting maae fremstilles for Alle i sin virkelige Stand. Jeg er,
Min Herre,
eders ydmyge Tiener
Viator.


Bie=Kuben.
No. 191.
Tiisdagen den 28 Augusti 1759.
Af the World No. 176.
D¬
a jeg i forrige Uge reyste ud at besøge en gammel Ven
paa hans Gaard ude paa Landet, fandt jeg ham at
spille Bret=Spill med Capellanen der i Sognet. Min
Ven tog imod mig med en hiertelig Fornøyelse, og bragte mig
tillige i Bekiendtskab med Præsten. Denne Mand, som syn¬
tes at være henved halvtrediesindstiuge Aar, og af en stærk og
frisk Natur, betragtede mig fra øverst til nederst med stor Agt
somhed, og efter et lidet Nik med Hovedet, satte sig ned uden
at tale noget Ord. Jeg fandt mig lidet fornærmet ved denne


Geistliges stolte Forhold, hvilket min Ven mærkte, og derfor
sagde meget kortvilligen til mig, at jeg var noget for gammel
til at være berettiget til Præstens Høflighed; thi hand beviiste
den stælden imod andre end de unge og friske; men, sagde
hand, J vil snart lære at kiende ham bedre, og vil maaskee
agte det Umagen værd at føre ham ind i VERDEN; thi J
skal finde at hans Carakter er ligesaa sælsom som den er hæder¬
lig. Præsten svarede intet til dette Giækkerie, men blev end¬
nu i nogen Tiid ved at see paa mig, og omsider rystede med
Hovedet; og derpaa vendte hand sig til min Ven og spurte om
hand vilde spille et Spill endnu? Min Ven undskyldte sig for
at spille meere den Aften, og befalede at der skulde bringes en
Flaske Viin med Piber og Tobak paa Bordet. Præsten stop¬
pede sin Pibe og drak min Ven meget hierteligen til, men be¬
skuede mig endnu paa saadan en Maade, som syntes at give
tilkiende, at hand ikke kunde lide mig, og hverken drak min
Skaal eller talede et eneste Ord til mig. Saasom jeg har
længe vant mig til at ikke drikke andet end Vand, saa begiærte
jeg en Flaske deraf, og drak Glas for Glas med dem; da Præ¬
sten saae dette, rystede hand paa Hovedet til min Ven, og hvi¬
skede til ham, dog saa lydeligen at jeg kunde høre det: Stak¬
kels Mand! jeg seer det er gandske ude med ham. Min Ven
smiilede, og hviskede lige saa lydeligen igien til ham. Ney, ney,
Hr. Pastor, Mr. Fitz-Adam har i Sinde at leve lige saa længe
som nogen af os. Hand vendte sig da til mig og spurte om
hvad Nyt mand havde i Staden, og saaledes bragte mig til en
meget fornøyelig Samtale, som varede indtil jeg gik til Sengs;
paa hvilken Tiid Præsten stod op af sin Stoel, drak et fuldt
Glas paa min Sundhed; derpaa tog hand mig ret hierteligen
i Haand og sagde, at jeg var en meget lystig gammel Mand,
og at hand ønskede at blive bedre kiendt med mig medens jeg
opholdt mig her paa Landet.


Jeg stod tilligen op om Morgenen, og fandt Præsten i
Stuen, hvor vi skulde faae Frokost. Hand hilsede mig med
stor Høflighed og sagde til mig at hand var staaet op og gaaet
Hiemme fra tiligere end hand pleyede, for at have den For¬
nøyelse at gaae ud med mig. Eders Ven, sagde hand, er
nyligen blevet befriet fra et Anstød af Podagra, og vil neppe
staae op førend vi have vandret omkring og beseet hans For¬
bedringer. Jeg tog imod dette Forslag, og vi gik igiennem
en meget smuk Hauge ud i de deyligste Marke, som mand kand
forestille sig; da jeg stod stille for at fornøye mig herover, be¬
gyndte Præsten saaledes: Disse Grunde Mr. Fitz=Adam, ere
i Sandhed meget behagelige, og jeg ønsker af mit gandske Hier
te, at deres Eyermand var mindre plaget af Podagra, paa
" Høyagtel¬
det jeg kunde have meere Høyagtelse for ham.
se! Hr. Pastor, sagde jeg; kand en smertefuld Sygdom, som
mand ikke selv ved Umaadelighed har tildraget sig, formindske
eders Høyagtelse?" "Ja vist giør den, Mr. Fitz=Adam, og
jeg ønsker i dette Fald, at jeg kunde hindre det; thi eders Ven
har beviist mig mange Tienester. Her er en anden meget
værdig Herre i Naboelauget, som foreslog mig til dette Ca¬
pellanie; men hand er saa ulykkelig at være plaget med en
gammel indgroet Skiørbug, hvilken, saasom den forvolder
ham idelig Hoved Pine, maae følgeligen forkorte hans Dage;
og derfor kommer jeg aldrig til ham.
Jeg vilde igien faldet Præsten ind i hans Tale, da en
Karrete med sex Heste kiørte os forbi paa Veyen; deri sad en
Herre, som lod Vinduet gaae need, og bukkede meget dybt for
Præsten; men denne, i Stedet for at hilse igien, gik ham forbi
med en statelig Miine, og lod som hand ikke saae ham. Denne


hans Opførsel, tillige med den Samtale vi havde holdt tilsam¬
men, giorde mig meget nysgierrig og bevægede mig til at spør¬
ge ham, hvem denne Herre var.
"Min Herre, svarede hand,
denne ulyksalige Person er en Mand, som eyer et Gods paa
otte tusende Punds aarlige Jndkomster; og for denne Aarsag
venter hand at enhver, som hand møder, skal hilse ham igien.
Men jeg, som kiender ham, veed tillige, at hand gaaer med
en dødelig Bryst=Syge; og efterdi jeg (Gud skee Lov derfor)
er ved fuldkommen Helbred, saa skiøtter jeg ikke om at forne¬
dre mig saa dybt, og begegne saadan en Person som min
Liigemand. Helbred, Mr. Fitz=Adam, er den eneste agtbare
Ting paa Jorden; og saa længe jeg besidder den, saa anseer
jeg mig selv for en meget større Mand end ham. Med all
hans Riigdom vilde handgladeligen være den fattige Capellan
med Min Sundhed. Jeg tager ikke min Hat af for
saadanne Personer. Troe mig, Mr. Fitz=Adam, hand har
ikke mange Maaneder at leve i."
Jeg svarede intet paa denne Præstens Tale, hand blev
derfor ved saaledes: "J er en gammel Mand, Mr. Fitz=Adam,
og jeg troer at J var lidet træt af Reysen i Aftes, hvilket jeg
mistog for en svag Helbred, og derfor forsømte de Høfligheder,
som jeg ellers skulde beviist eder; men eders Omgiængelse der¬
efter beviiste at J er en meget frisk og munter Mand, og af
eders Ædruelighed saae jeg at J har i Sinde at blive saa frem¬
deles; hvorfor jeg ærer eder, og som jeg sagde til eder i Aftes,
skal fornøye mig over at komme i Bekiendtskab med Eder. Det
er sandt, J er en gammel Mand, og derfor ringere end jeg;
men J er ved god Helbred og ædruelig, og derfor ikke uvær¬
dig til at blive agtet af meget yngre Mænd.


Paa denne Maade vandrede vi omkring; indtil vi kom
til et Giærde, hvor nogle Arbeyds=Folk forbedrede hvad som
var forfaldet. Min Staldbroder talte til dem med den største
Høflighed og Mildhed. See, sagde hand til mig, disse ere
Folk som ere værde at omgaaes med. J seer deres Riigdom
i deres Ansigter. Har J nogen af eders store Herrer i Sta¬
den, Mr. Fitz=Adam, som have saadanne Eiendomme? Jeg
kiender selv ingen af disse store Herrer, sagde hand, men jeg
har hørt, at de ere alle saa skrantvorne og sygelige, at en
Mand, der har en god Helbred, vilde lade haant om at tage
sin Hat af for dem. Derpaa gav hand sig i en fortroelig
Samtale med Folkene, og efter at hand havde givet dem en
halv Engelsk Skilling til Drikke=Penge, gik hand videre.
Der kom nu bag ved os, paa den anden Side af Giær¬
det, et Sælskab af Ryttere, som vilde paa Jagt. De
fleeste af dem hilsede Præsten, da de reede forbi; men hand
saae ikke til nogen af dem, undtagen een, hvilken hand tog i
Haand over Giærdet, og sagde at hand havde i Sinde at være
hans Giæst i morgen Middag. Den Herre, sagde hand til
mig, har saa megen Helbred som nogen Mand i Engeland;
hand jager alleneste for at røre sig, og vover aldrig noget
Spring, som der er den mindste Fare ved. Men hvad de
andre angaaer, da flyve de over et hvert Giærde eller Leed
som de komme for, og dersom de slippe for at brække Halsen,
om Formiddagen, da svække de deres Helbred des vissere ved
Fylderie og Umaadelighed om Aftenen. Ney, ney, Mr. Fitz¬
Adam, disse Folk ere ikke Sælskab for mig; jeg haaber, med
Guds Hielp, at overleve en heel Snees af dem."
Mm 3


Vi kom strax efter til et lidet næt Huus paa Veyen, hvor
Præsten fortalte mig at der boede en meget behagelig Enke¬
Frue, som hand i forrige Tider havde giordt sin Opvartning
hos. Hun havde paa den Tiid, sagde hand, saa stor en
Riigdom af Helbred som noget Fruentimmer i Landet; men
hun har siden pantsat den til Apothekerne for Draaber, og
derfor har jeg taget Afsked fra hende. Hun havde besluttet
at blive en Enke, og derfor giftede sig med en Officerer, som
fik sit Hoved slaaet i Stykker i Slaget ved Fontenay. Disse
ere et Slags Folk, som jeg giør ikke Bekiendtskab med; de have
deres Liv paa alt for uvisse Vilkaar. "Men de ere nyttige
Lemmer i det almindelige Samqvem, sagde jeg, og fortiene vor
Høyagtelse. Det kand være, min Herre, svarede Præ¬
sten, og ligeledes ere de som grave i vore Steen=Kul=Miiner,
hvilke ere hver Time i Fare for at blive levende begravne.
Men der ere Grader i Rang, Mr. Fitz=Adam, som bør nøye
tages i agt; og en Mand der har en slet Helbred, eller hvis
Handtering er farlig, skulde ikke tænke at hand er lige saa god
som andre Folk, der have en sund Natur og hvis Forretnin
ninger ere mindre farlige.
Jeg havde sat mig for at jeg vilde ikke meeere falde Præsten
ind i hans Tale, hand fagde derfor videre: "Mr. Fitz=Adam,
J maae mueligen tænke, at jeg er en meget underlig Mand;
men jeg er ingen Fiende af Folk der have en slet Helbred, ey
heller unddrager jeg dem min Almisse og Hielp, naar deres
Trang udkræver det; men omendskiønt jeg giør dem all den
Tieneste, som er i min Magt, saa kand jeg dog ikke beqvem¬
me mig til at fornedre mig selv saa dybt og giøre Cammerat¬
skab med dem. Det er meere i Lægens Magt at give Rang


end i Kongens; thi Lykkens Gaver ere intet; Helbred er den
eeneste Riigdom, som en Mand bør holde i Priis; og uden
den ere alle Folk fattige, hvor meget Gods de end eye. Der¬
som jeg i denne Post viger fra den almindelige Meening, da
giør jeg ligeledes i en anden. Den Haandverksmand, som
har ved sin Fliid forhvervet sig et Herregods, bliver siælden
regnet for en Herremand; men det var altid min Tanke, at
en Mand som giør sin egen Helbred, har større Fortieneste ved
sig end den som var født dermed; det ene er en Virkning af
Hændelsen, det andet af Overlæg; og for denne Aarsag er
det at jeg saa ofte kommer til eders Ven; thi omendskiønt
Podagra er gemeenligen en Sygdom som giør et Menneske
fattig; saa kand dog Ædruelighed og Ordentlighed med Tiden
Undertvinge den; da derimod den Herre som kiørte forbi os med
hans sex Heste, har en ulægelig Bryst=Syge, der giør ham, med
hans store Gods, saa fattig som en Staader der ligger og døer
under et Giærde. Jo meere J tænker paa disse Ting, Mr.
Fitz=Adam, jo meere vil J blive af min Mening. En fattig
Mand ved Helbred er et anstændigt Sælskab for en Konge;
men en stor Herre, uden den, er i Sandhed en fattig Mand;
og hvorfor skulde hand vente Ærbødighed af andre Folk, naar
den ringeste af hans Huusfolk vilde undskylde sig for at bytte
med ham?
Min Staldbroder maatte afbryde sin Tale, formedelst at
vi nu vare komne tilbage til min Vens Huus. Vi fandt ham
ved god Helbred og got Mood, hvilket storligen forøgede Præ¬
stens Høflighed og Belevenhed; og saasom jeg tog mig vel i agt
for at hand skulde ikke mærke nogen af Alderdommens Klage¬
maal og Skrøbeligheder hos mig, saa levede jeg her en Uge me¬


get behageligen, og var i saa stor Yndest hos ham, at da jeg
reyste bort, forærede hand mig noget af Turlingtons Balsam,
og et Papiir med Dr. Jamess Pulver. See der, sagde
hand, de kand berøve eder eders Penge, om dem behager;
men hvad udvortes Saar og Febere angaaer, da kand J byde
dem Trods."
Da jeg var kommet hiem, gjorde jeg mange alvorlige Be¬
tragtninger over denne sælsome Carakter; og, tilsidst kunde jeg
ikke andet end ønske, at Præstens Meeninger, under visse Jnd¬
skrænkninger, vare lidet meere i Moden. Helbred er visseligen
Livets Riigdom, og dersom Menneskene skulde have deres Rang
af den alleene, da vilde de, efter all Formodning, blive meere
omhyggelige for at bevare den. Det almindelige Samqvem
maatte og have Nytte deraf, i en anden Henseende, saasom
det vilde hielpe til at holde Folk hiemme, som gierne klage sig,
og som stedse forstyrre alle Sælskaber uden Huuset.


Bie=Kuben.
No. 192.
Tiisdagen den 4 Septbr. 159.
Af the World No. 184.
J¬
eg fandt altid et stort Behag i den Scene som forekom¬
mer i den første Part af Henrik den Fierde (), hvor
den pudseerlige Sir John Falstaff, først bebreyder
Printzen som den der havde forført ham til at giøre ondt, og
beslutter at forbedre sig, og derpaa giør et meget fornuftigt
Ønske: at hand maatte vide, hvor mand kunde faae et got
Navn at kiøbe. Det hænder sig vel lidet ulykkeligen, at
hand strax derpaa falder hen igien til sine forrige Trækker og
(*) En Engelsk Tragoedie, saa kaldet.


overlægger at begaae et Tyverie næstfølgende Nat; men dette
søger hand at forsvare dermed at hand kalder det hans Hand¬
tering. Nu vel, siger hand, det er mit Kald; det er in¬
ogen Synd for en Mand at arbeyde i hans Kald.
Saa ofte som dette Sted er faldet mig ind, har jeg ikke
kundet bare mig for at tænke, at dersom vi vilde see nøye ind i
Menneskenes Opførsel, da skulde vi finde denne Hof-Tieners
Undskylding at have en meere almindelig Virkning end mand
gemeenligen bilder sig ind. Det skulde synes, at der vare visse
Grader af Skielmstykker, som vare tilladelige, og at de fleeste
Handteringer have en vitterlig og tilstaaet Frihed i een eller
fleere særdeles Omstændigheder, hvor Folk kand være Skiel¬
mer uden at blive straffede, og næsten uden at blive ilde om
talte derfor.
Det vil ikke blive en vanskelig Sag at oplyse denne An¬
mærknings Sandhed, ved at randsage Menneskenes Forhold
i alle Slags Rang, Stand og Handtering. Dette skal være
Jndholdet af dette Blad; og jeg skal begynde, hvor det er al¬
tiid maneerligt at begynde, nemlig paa mine Overmænd.
Den Tyran, som for at fornøye sin Ærgierrighed, øde¬
legger heele Nationer og opofrer Millioner af hans Undersaat¬
ter for hans umættelige Begiærlighed efter at udvide sit Herre-
dom, er en berømmelig Fyrste. Ødeleggelse er hans
Handtering, og hand arbeyder alleeneste i hans Kald.
Den Stats=Mand, som ved Gunst og Gaver forfører
Jndvaanerne i et Land, og giør Folket til Slaver for at


beriige sig selv, eller at giøre sin Herre stor og mægtig,
er en duelig Minister; Undertrykkelse er hans Hand¬
tering, og det er ingen Synd hos ham at arbeyde
i hans Kald.
Den Patriot, som sætter sig imod Stats-Ministe¬
rens Foretagende; som med Hæftighed klager over at
Lemmerne i Parlamentet ere forførte og underkiøbte, og
som hyler indtil Morgenen for hans arme blødende Fæ¬
derneland; denne Patriot kand, i fald hand forfremmes
til et Embede, antage de Grund=Regler som hand tilforn
havde Afskye for, og befordre de Anslag som hand til¬
forn fordømte; saadan ens Handtering er at blive mæg¬
tig, og hand arbeyder alleeneste i hans Kald.
Den naadige Patron, som, for at have mange Ef¬
terfølgere og Opvartere, uddeeler sine Smiil til alle dem
som ere omkring ham, og med Løfter kiøber deres hykkel¬
ske Berømmelser; som een Time tager den nødtrængende
Lærde ved Haanden og forsikkrer ham om sin Naade og
Beskyttelse, og den næste Time derefter forglemmer at
hand har nogensinde seet ham; hand er en stor Mand;
Bedragerie er hans Kald.
Den Embeds=Mand, hvis Sportler trækkes af den Elen¬
diges knappe Leve=Brød, og som beriger sig selv ved at berøve
Enker og Faderløse, hand nyder ikke meere end hans sædvan¬
lige Rettigheder, og arbeyder alleeneste i hans Kald.


Den Geistlige, der underskriver Artikler som hand
ikke troer; som forsømmer at efterkomme de Pligter, som
hand lærer og bekiender; og agter GUd mindre end den
Naadige Herre; som ved Gaver underkiøber en Mai¬
tresse, eller opofrer en Søster for at nyde Befordring;
som prædiker Troe uden Gierninger, og fordømmer alle
dem der have anden Mening end hand; kand være en
orthodor Geistlig, og arbeyder alleeneste i hans Kald.
Den Procurator, som giør Sandhed til Løgn, og
Løgn til Sandhed; som forsvarer Undertrykkerens Saa
imod den Uskyldige, og bringer de Elendige til Bettel¬
Staven; er en berømt og anseelig Mand i Verden, og
gaaer i Sælskab med ærlige Folk. Løgn er hans Hand¬
tering, og hand arbeyder alleeneste i hans Kald.
Den Læge, som besøger eder tre Gange om Dagen
i en Sygdom som hand veed er ulægelig; som negter de
fattige sin Hielp, og skriver meere for Apothekeren end
for den Syge, er en æragtig Læge, og arbeyder allee¬
neste i hans Kald.
Den vakkre fornemme Frue, som giør sig til af sin
Dyd, maaeskee lidet for meget; som hører Prædiken hver
Søndag, og gaaer i Bøn hver Dag om Ugen; og som,
i Fald hun taler ilde om hendes beste Venner, giør det


alleeneste for at forbedre dem; hun kand uskyldigen tage
sig en liden Frihed at giøre Uret i Kort=Spil; hun
har gjordt det til hendes Kald.
Den Handelmand, som forsikkrer eder paa hans
ærlige Ord at hand vil handle reedeligen med eder; dog
sælger eder hans verste Vare for den høyeste Priis, og
glæder sig over at hand har bedraget eder, hand er en
god Mand og arbeyder alleeneste i hans Kald.
Den Vantroende, som vil gierne have et ondt Rygte,
og derfor tragter efter at berøve eder en Religion, som
driver paa Dyden, og forvisser eder om Lyksalighed som
dens Belønning; som leer over et Herefter, og betager
eder det eneste Haab, som kand giøre dette Liv taaleligt;
hand handler med Sandhed, og arbeyder alleeneste i
hans Kald.
Den Skribent, som for at forvisse sig om Aftræk
paa hans Skrifter, bagtaler og beskylder de Gode, og
forgiver de unge og dydige med utugtige og forargelige
Historier, hand er en vittig Skribent, og arbeyder
alleeneste i hans Kald.
For at tage Carakterer i en Sum, den Dobler,
som trækker eder op i Spill; den Ve lystige, som forfø¬


rer eders Hustrue til Ukydskhed; den Ven, som bedraget
eder i Heste Kiøb; den Forvalter, som besviger eder i hans
Regnskaber; den Kieldermester, som stiæler eders Viin;
den Lakey, som stiæler eders Lintøy; den Huusholderske, som
anfører for meget i hendes Regninger; den Urtegaardsmand,
som sender eders Hauge=Frugter til Torvet; den Staldkarl, som
lader eders Heste sulte, for at putte deres Rettighed i sin Lom¬
me; kort sagt, den gandske Hob af Betientere og Tienestefolk,
som bedrage eder i de adskillige Poster, som ere dem betroede,
tage alleeneste deres lovlige Sportler og arbeyde i deres
Kald.
Jeg kiender kun et Slags Folk, som bør gemeenligen und¬
tages i denne almindelige Beskylding; og disse ere Project¬
Magere. Alle saadanne Mænds Forslag ere sædvanligen alt
for romanske dertil, at de skalde forføre Verden til at troe dem;
og saasom de ere ikke mægtige til at plyndre disse som bruge dem,
saa arbeyde de i deres Kald, at bedrage alleeneste sig selv.
Jeg vilde ikke misforstaaes ved denne Leylighed, som om
jeg havde i Sinde at raade alle Folk til at være ærlige, og at
giøre saaledes i deres adskillige Kald, som de vilde at andre skul¬
de giøre imod dem; det være langt fra mig at meene noget saa¬
dant; jeg er ligesaa vel forsikkret, som de ere, at sligt vilde ikke
svare til deres Hensigter. En Tyran vilde ikke blive berømme¬
lig uden Erobringer; hans Ministere vilde ingen Efterfølgere,
og Tilhængere have, dersom de ikke kiøbte dem dertil; en Patriot
vilde intet Embede faae, dersom hand ikke var Ministeren imod¬
en Patron vilde ingen Hyklere have uden Løfter; en Embeds¬
mand ingen Sportler uden Sviig; en Geistlig vilde ikke have


fleere Præstekald (*), dersom hand ikke skikkede sig efter Tiden;
en Procurator vilde ingen Sager faae uden Løgn; en Læge
ingen Syge uden Apotbekeren; en Kiøbmand ingen Lyst¬
Gaard paa Landet uden Bedragerie; en vakker Frue vilde in¬
gen Spille=Sælskaber faae i sit Huus, dersom hun ikke spillede
falskt; en Vantroende vilde ikke blive navnkundig, dersom hand
ikke bragte nogle til at være hans Discipler, og en Skribent
vilde ingen Middags=Mad faae, uden Bagtalelse og Uteerlig¬
hed i hans Skrifter. Dobleren vilde blive forarmet; den
Vellystige vilde ikke have noget at giøre; den fornemme Heste¬
Pranger vilde sælge sin Hest for den halve Priis, og Forval¬
teren, Kiældermesteren, Lakeyen, Huusholdersken, Urte¬
gaardsmanden, Staldkarlen og den gandske Hob af Tieneste¬
folk skulde miste deres fornødne Sportler.
Den gamle Regel, at Ærlighed er den beste Klogskab,
har for lang Tiid siden været udklappet og afskaffet; men jeg er
stadigen af den Meening, at et Skin af Ærlighed, naar det
blev vel antaget, maatte befordre en Mands Nytte, omend¬
skiønt det maae giøre ham Skade at være det virkeligen. Jeg
vilde derfor raade Folk i alle Slags Kald og Handteringer (om
det kun skeedte for et Forsøg, og fordi det er noget Nyt) at an¬
tage mellemstunder et Skin af liden Ærlighed. De fleeste
Mennesker have en naturlig Afskye for at lade sig bedrage med
deres aabne Øyne, og omendskiønt det er disse Tiders Skik, at
ikke bruge noget Skiul, saa er det dog agtet for den sikkerste
Maade at bedrage under en Masqve af Oprigtighed. For at
befordre denne Hensigt, vilde det ikke være af Veyen at anta¬
ge et Skin af en lille smule Religion; men jeg vilde for al¬
ting
(*) J Engeland kand en Præst undertiden, ved særdeles Bevilling,
have fleere end et Kald, som ligge ofte langt fra hinanden hvorfor
hand ikke selv kand forsyne meere end det ene.


ting ikke at mand skulde giøre for meget deraf, som det gemeen¬
ligen skeer. At gaae i Bøn hver Dag, eller at siunge Psal¬
mersom Søndagen i en Stue ud til Gaden, maae synes lidet
mistænkeligt, og giøre Naboerne desmeere vagtsomme; ey
heller vilde jeg raade en Kræmmer at staae i sin Kramboe=Dør
med en Bønne=Bog i Haanden, eller at en Procurator skulde
have et Menneskes gandske Skyldighed (*) i sin Posenaar hand
gaaer til Retten, og læse deri, saa ofte som hand sætter sig; der
ere andre Maader, som vi meget bedre kand benytte os af til at
bedrage. En Samtale af Ja og Ney, med nogle faa dybe
Suk over de Ugudeliges Ondskab, lydelige Svar i Kirken, lang
Bord=Læsning, og her og der en gudelig Bog liggende i Vinduet,
eller paa andre Steder, som meest falde i Øynene, vil have en
særdeles Nytte; og videre vilde jeg ingenlunde raade at mand
skulde gaae.
Alle disse Herrer og Fruentimmer, som have ikke nogen
Handtering eller Kald, og have derfor ingen umiddelbar For¬
deel af at bedrage, dennem vilde jeg raade til at legge sig heller
efter at øve Ærlighed end at antage et Skin deraf. Saasom
disse Personer trænge ikke til en Kappe, saa vil jeg ikke sige noget
til dem om Religionen, uden alleneste, at det Virkelige af
den maatte være dem gaunligt i Gienvordigheder, eller om de
skulde nogensinde falde paa de Tanker, at de engang maae døe,
da maatte det mueligen forlindre saadan en usædvanlig Tan¬
kes Bitterhed. At giøre imod andre som de vilde at andre skulde
giøre imod dem, vilde efter all Formodning giøre dem meere
lyksalige i dem selv, og bringe dem til at smage nye Fornøyelser
i andres Lyksalighed.
(*) En meget berømt Engelsk Bog, som og findes oversat i Dansk
under den Titel: Et Menneskes gandske Skyldighed, imod
Gud, sig selv, og sin Næste.


Bie=Kuben.
No. 193.
Tiisdagen den 11 Septbr. 1759.
Af Caracteres par Mr. de la Bruyere.
Personlige Fortienester.
H¬
vilket Menneske, endskiønt han besidder de rareste Ga¬
ver og den ypperligste Fortieneste, kand andet end blive
overbeviist om sin Ubetydelighed, naar hand betænker,
at, naar hand døer, da forlader hand en Verden, som finder
ikke til hans Tab, og hvor der ere saa mange Folk til at beklæde
hans Sted igien?


Mennesker, hos hvilke der findes intet
Der ere mange
uden det blotte Naun, som er af nogen Betydning; naar
mand seer dem meget nær, da er det mindre end intet; langt
fra synes de at være noget.
Det falder et Menneske af Fortienester meget tungt
at giøre idelige Opvartninger hos de Store, men af en
gandske anden Aarsag end mand kunde troe; det skeer
alleeneste af en meget stor Undseelighed og Beskeedenhed,
der forhindrer ham at tænke, at hand giør de Store den mindste
Fornøyelse dermed, at hand lader sig finde hvor de kom¬
me, at hand stiller sig for deres Øyne, og lader dem see
sit Ansigt; hand troer meget snarere, at hand er dem
besværlig, og hand behøver alle de Aarsager, som den
vedtagne Skik og hans Pligt kand frembringe, for at
overtale sig til at lade sig see. Den derimod, som har
gode Tanker om sig selv, og som den gemeene Mand kal¬
der opblæst, hand finder Smag i at lade sig see, og
hand giør sin Opvartning med saa meget større Tilliid
og Dristighed, som det er ham umueligt at bilde sig ind,
at de Store, der see ham, tænke anderledes om hans
Person end hand tænker selv.
Vi bør arbeyde paa at giøre os værdige til nogen
Forretning og Embede; det øvrige angaaer ikke os, det
er andres Sag.


Dersom det er en Lykke at være af høy Byrd, da
er det ikke mindre Lykke at være saaledes, at mand ikke
meere spørger om vor Byrd.
Det er en god Mand, som giør got imod andre;
dersom hand lider for det gode hand giør, da er hand
meget god; dersom hand lider af dem, som hand har
giordt got, da er hans Godhed saa stor, at den kand
ikke blive større, undtagen i det Fald at hans Lidelser
tiltage; og dersom hand døer derover, da kand hans Dyd
ikke gaae videre; den er heroisk, den er fuldkommen.
Den sande Dyd har ingen Adgang hos Menneskene,
denne rigtige Mellemvey, som giør dens fornemste Ca¬
rakter, er dem ubekiendt. Der er i alle vore Giernin¬
ger enten for meget eller for lidet. Mand seer ikke i
Verden en ordentlig Ædelmodighed, et oprigtigt Venskab,
en Dyd som ikke gaar for vidt, eller ikke vidt nok. Mand
roser uden Maade, mand dadler med Bitterhed. Nogle
ere ødsele, andre gierrige. Den som taler om sig selv
med Pralerie, troer at hand har forbedret sig, naar hand
ikke taler om sig selv uden med Foragt. En Ven, som
mand beskyldte for Utaknemmelighed, vil falde hen til
deres Last, som troe, at de bør giøre Tieneste paa Ærens
Bekostning.
Der ere iblant os, i det høyeste, ikkun halvviise, og
halvdydige. De Tider, som vare meest frugtbare paa


Dyder, have aldrig frembragt nogen fuldkomne; og alle
de, som de ældre Tider have regnet iblant de Viise, vare
ikke andet end hovmodige Hyklere.
Hvor ufuldkommen disse falske Viises Fortieneste
end har været, saa kand vi dog ikke opnaae den; ville
vi sige, at Dyden i denne sidste Tiid er kommet til sin
Høyde?
Vore Dyder ere saa svage, at en gandske ringe
Ting forandrer og forderver dem. J Dag er mand viis,
i Morgen giør mand sig en Ære af ikke at være det.
Saa længe som et Menneske lever, kand hand forandres,
falde fra Udyd til Dyd, fra Dyd til Udyd.
Jeg maae først see dem døe, sagde en af de
Gamle, da mand begiærte at hand skulde dømme om to
store Mænds Fortieneste. Den sidste Gierning i vort
Liv fordømmer eller frikiender os. Himmelen dømmer os
kun efter den.
Vi see et Menneske komme i høye Embeder; lader
os ikke spørge om hans Fortienester; maaskee hand har
ingen anden end denne at hand er lykkelig.
V¬


Vi forundre os over at see, at alle Store Mænds
Børn arve ikke de skiønne Fortienester, hvorved deres
Forfædre vare blevne Anseelige. Forundre vi os over
at see en riig Mands Søn bragt til en yderlig Fattig
dom?
At rose sig af at have berømmelige Forfædre, at
beviise det med forslidte Pergamenter, er det en Fortie¬
neste? det som ikke viiser mig Dyder, kand ikke opvække
min Høyagtelse. Vær viis, vær Ædelmodig, en Ven
af det Gode, usvigelig i eders Ord og Løfter, og J skal
have min Høyagtelse, uden at jeg vil spørge, om J er
Adel.
Dyden giør et Menneske ingen Ære, dersom den
ikke øves paa en artig Maade; der er en Maade at
være dydig paa, ligesom der er en Maade at være
vel klædt.
Begiærlighed efter at forbedre sig er gemeenligere en
Virkning af Egen=Kiærlighed, end en oprigtig Afskye for
Laster.
Vi have den Vanlykke i de nedrige Stænder at
giøre mange Ting, som ikke blive agtede, og som skulde
være gandske forlorne, dersom Dyden tiente ikke sig selv
til Belønning. Mand seer en Hof=Mand give en Almisse,


hans Barmhiertighed faaer offentlige Berømmelser; da
mand derimod ikke taler et Ord om en slet og ret Bor¬
ger, som af sine Midler har loprettet et Hospital. En
Officerer, der er bekiendt ved sin høye Byrd, regnes iblant
store Helte, fordi hand ubesindigen har vovet sig, da en meere
behiertet Soldat bliver forbigaaet og overseet iblant de Feige.
En Fortieneste, som er forladt af Lykken, tiener kun
til at giøre ham, som besidder den, desmeere latterlig. Disse
Naune, Poet, Skribent, Lærd, ere foragtelige Titeler
naar mand ikke tillige er en Stor og fornemme Mand, eller
naar mand med disse Egenskaber lever i en nedrig Stand. De
vare berømmelige Naune for Greven af St. Algnan, for
Monsieur Bussy, og for Printzen; men til tusende andre
giver mand dem af Spot, mand bruger dem med Foragt.
De listige Piger.
(af Gellert.)
Po Piger levede fortrædelige Dage
Udi en Fasters Huus, som var, til deres Plage,
Af Morgen=Søvn ey nogen Ven;
Saa snart som Hanen goel først i Dagbrækningen,
Hun raabte: Piger op! thi Klokken er jo mange,
Og Hanen haver nu alt galet tvende Gange.


De gode Pige Børn, som gierne ønskede
At sove noget længere.
(Thi mand almindeligen siger,
At der ey findes een blant alle unge Piger
Som ey sin Morgen=Søvn og Ansigt haver kiær)
De i den bløde Seng sig vendte hist og her,
Og soøre paa, af Harm og Vrede fulde,
At den fordømte Hane skulde
For dette en Ulykke faae;
Og da de Leyligheden saae,
De deres Hævn og Grumhed styrte
Og ubarmhiertigen ham myrdte.
Det har jeg kundet dig, min gode Hane, spaae!
De Skiønnes Hævn kand ingen læt undgaae,
Som vover dem imod at giøre;
Og det, desverre! læt kand skee,
At mand sig kand mod dem forsee,
Og deres Vrede sig paaføre.
Den stakkels Hane nu saaledes myrdet er.
Den gamle Faster maae forgæves sig umage,
Ved nøye Undersøgninger,
For Gierningsmanden at opdage.
De trædske Piger stille sig
Aldeles fremmede, og paa dens Morder skiende.
Den gamle græd, og de med hende,
For deres Hane bitterlig.


Men hvad hialp denne List? blev deres Plage mindre?
Ved Hanens Død de meente den at lindre,
Og de derved forøge den.
Den Gamle dennem ey forstyrrede forhen
I deres Søvn, før hun sin Hane hørte.
Nu da hun havde ey om Natten Kundskab om
Paa hvilken Tiid det var, og hendes Alderdom
Det derforuden med sig førte,
At hun ved Midnat vaagnede,
Saa vakte hun og nu ved Midnat Pigerne,
Som sig tilforn saa vist indbildte
At skulle sove længere,
Naar de ved Livet Hanen skilte.
Var du, o Menniske! saa klog, med Taal at bære
De mindre Lidelser, som Livet følge maae,
Da nødtes du ey til saa ofte at udstaae
De Plager som langt større ere.


Bie=Kuben.
No. 194.
Tiisdagen den 18 Septbr. 1759.
Af the World No. 128.
M¬
ontaigne fortæller os om en Herre, af hans
Landsmænd, der var meget plaget med Podagra, at,
naar Lægerne raadte ham at hand skulde holde sig
fra salt Mad, spurte hand hvad de ellers vilde give ham at
klamres med, naar Piinen tog overhaand hos ham; thi hand
bildte sig ind, at hans Smerte blev noget lindret derved, at
hand et Øyeblik kunde bande de Spege=Pølser, og et andet
Øyeblik de røgede Tunger, som hand havde spiist.


Dersom alle Mennesker, naar de ikke ere vel til pas enten
paa Legemets eller Sindets Vegne, vilde yde deres Forbittrelse
paa samme Maade som denne Franskmand, da skulde denne
Verden blive langt roeligere end den nu omstunder er. Men
Spege=Pølser og røgede Tunger have ingen Følelse til at for¬
nemme vor Harm; derfor giemme vi den til hverandre indbyr¬
des; og den som kand giøre sin Naboe Skade paa hans Naun
og Rygte, eller saae U-eenigheds Sæd i hans Familie, hand
forfremmer derved sin egen Lyksalighed og Fornøyelse.
Jeg kiendte engang en Mand og Kone, som, uden at have
den minste Kierlighed til hinanden, eller een eneste indvortes
eller udvortes Fuldkommenhed, magede det dog saaledes at de
levede fornøyeligen nok, i det de vare liige gode om at tale ilde om
deres Bekiendtere. Ved det de betragtede en andens Fortred,
eller, det som var endnu bedre, at det var i deres Magt at til¬
føye ham den, saa kunde Smerte, Sygdom og nlykkelige Til¬
fælde ikke gaae dem alt for nær til Hierte. De samlede hver
for sig hvad ondt de kunde faae at høre om andre, og giorde hin¬
anden Sælskab i at overlegge, hvorledes de kunde udsprede det
med Tillæg og Forbedringer. Jeg veed at Konen er blevet
helbredet af en heftig Moder=Besværing, da hendes Mand for¬
tallte hende, at en ung Jomfrue af hendes Bekiendtere var løbet
bort med hendes Faders Tiener; Og jeg saae engang at Man¬
den sad med et fornøyet Ansigt og lod en Tand trække ud, da
jeg bragte ham den Tidende, at en af hans særdeles Venner
havde spillet Bankerot. Deres Tab i Kort=Spill var det som
fornemmeligst smertede dem; ikke saa meget af Gierrighed, som
af den Betragtning, at hvad de havde tabt, det havde andre


vundet, og ved slige Leyligheder blev Familiens Rolighed un¬
dertiden forstyrret. Men et friskt Vanrygte, eller en nye
Ulykke, som var hendet nogen i Naboelauget, bragte alting i
Skik igien, og gjorde dem til de lyksaligste Folk i Verden.
Jeg troer det er en Anmærkning af den vittige og sindrige
Forfatter af Tom Jones (hans Ord har jeg forglemt) at den
eneste ulyksalige Tilstand i Ægteskab er, naar Ægtefolk ere
koldsindige og ikke bekymre sig om hinanden. Naar Folk elske
hverandre, siger hand, da have de en stor Fornøyelse i at giøre
Tieneste, og naar de hade hverandre, da have de lige saa stor For¬
nøyelse i at giøre Fortred. Men naar de have hverken Kiærlighed
eller Had, og følgeligen ingen Lyst til at giøre enten Tieneste eller
Fortred, der kand ikke være nogen saadan Ting som Lyksalig
hed. At denne Anmærkning kand være sand i Almindelighed,
vil jeg gierne tilstaae; dog har jeg anført Exempel af et Par
Folk, hvilke, omendskiønt de vare saa koldsindige imod hver¬
andre, som Mand og Kone mueligen kand være, fandt dog
paa at være lyksalige ved deres Venners Ulykker.
Men imidlertid er det dog en Sandhed, at Lyksalighed er
fornemmeligst at finde hiemme hos os selv; og derfor er det, at
i de fleeste Familier, som man besøger, seer mand at Manden
og Konen (i stedet for at lade sig nøye med deres Naboers Elen¬
digheder) indbyrdes plage og qvæle hinanden; og efter lang¬
varig Trætte, Modsigelser, Gluffer, spodsk Latter, suure Ynsig¬
ter, Skiælds-Ord og undertiden Hug, gaae de omsider a hin¬
anden hver til sit Sælskab, og ere de omgiængeligste og tystigste
Folk i Verden.


være indbyrdes lyksalig, troer jeg at faa
At dette
Ægtefolk vil negte; fornemmeligen om de have levet tilsammen
i en fjorten Dage, og folgeligen ere blevne keede af at forpligte
hverandre. Men det er ilige maade meget lykkeligen blevet ud¬
fundet, at ligesom vore Sorge formindskes derved at vi deele
dem med andre, saa ligeledes vor Glæde; og dersom den For¬
nøyelse der er i at plage, er ikke aldeles indskrænket til een af
Parterne, da kand ingen af dem være fuldkommen lyksalig.
En Kone derfor, som har et fromt og blødt Gemyt, som lader
det være hendes fornemmeste Omsørg at behage og tiene hendes
Mand, og som han bør takke for alt det gode hand eyer og nyder
hun er den beqvemmeste Person, mod hvilken hand kand viise
Tyrannie og Afskye. Mod saadan en Kone kand hand fortrefli¬
gen yttre sig, og have all Fornøyelsen for sig selv allene; men
jeg vilde raade ham at bruge den med nogen liden Forsigtighed;
thi (endskiønt de ugentlige Døde=Lister melde ikke derom,) saa
er der dog virkeligen saadan en Sygdom til, at mand kand døe
af Sorg; og Ulykken er, at mand kand ikke plage en død
Kone.
Lyksalig er den Mand, der har saadan en Kone, thi der¬
som en Mand, naar hand gaaer ud i Sælskab, veed ikke hos
sig selv at hand har den Fornøyelse at have efterladt sin Kone
elendig hiemme, da kand hans Gemyt ikke holde Stand imod
alle de Tilfælde, som kand møde ham uden Huuset; men naar
hand først har udøst all sin Galde og Misfornøyelse paa hans
egen Familie, da gaaer hand i Sælskab, beredt til at være
fornøyet og tilfreds med alt hvad der kand begegne ham; eller
dersom fortrædelige Hændelser og uventede Tildragelser skulde


uforbigængeligen møde ham, da har hand en Kone, som hand
kand gaae hiem til, og hvilken hand med Rente kand lade und¬
gielde all den Fortred, der er vederfaret ham. Saaledes var
det ærligen og viiseligen sagt af den gamle Corporal paa halv¬
fierdsindstinge Aar, hvilken, da hans Officerer spurte ham,
hvorledes hand kom til at gifte sig i saa høy en Alder, svarede:
Ja, Velbaarne Herre, mand bryder og giør mig fortredelig
ude, og derpaa gaaer jeg hiem og prygler min Kone." Og
sandeligen det er en Lykke for det almindelige Samqvem, at
Mændene have gemeenligen saadanne Oplags=Steder for deres
Vrede og Arrighed; thi jeg kand sandfærdigen forsikkre, at den om¬
gængeligste, frommeste og fornøyeligste Mand, som jeg kiender
uden for hans eget Huus, er den meest tyranniske Herre, Broder,
Mand og Fader i heele Verden; og som, i fald hand havde in¬
gen Familie at giøre elendig hiemme, vilde være en bestandig
Forstyrrer i alle Sælskaber uden Huuset.
Men det er langt fra at jeg indskrænker denne særdeles
Herlighed til Manden alleene; Konen har det undertiden i sin
Magt at nyde lige Lyksalighed. Som for Crempel, naar et
Fruentimmer af stor Familie og høyt Mood, fornedrer sig til
at ægte, for at faae Underholding, en riig Borger, som har
Behag i Rolighed, Stilhed og Huus=Fornøyelser; saadan en
Kone kand ideligen opfylde hans Huus med Støy og Tummel;
hun kand bryde og opirre ham med hendes høyere Byrd; hun
kand plage hans Hierte med Skindsyge, og forøde hans Mid¬
ler i Sverm og Spill. Hun vil endnu have een Fordeel til,
som en tyrannisk Mand ikke har, i det hun kand strække sin


Triumph endog til hin Side af Graven, ved at giøre hendes
Mands Tieners Børn til Arvinger af hans Midler.
Saaledes har jeg, som en Talsmand for Ægte-Stan¬
den, gjordt saadan en særdeles Undersøgning om dens fornem¬
meste Fornøyelser og Beqvemmeligheder. Og paa det der skul¬
de ikke fattes nogen bevægende Aarsag til at skynde Menneskene
til at indlade sig i den, saa har jeg søgt at vise, at det er snart
umueligt at noget Ægte=Par kand fare ilde, efterdi Had saa
vel som Kiærlighed, og Koldsindighed saa vel som nogen af
begge (jeg meener i fald Folk have Forstand nok til at benytte
sig retteligen af deres Venners Ulykker) er tilstrækkelig til at
giøre dem lyksalige. Det er i Sandhed tungt at giætte, naar
mand læser i de offentlige Tidender, at en Ægteskabs=Pagt er
sluttet imellem den Høyvelbaarne Lord N. N. og Frøken N.
N., om Herrens og Frøkenens Passion er Kiærlighed eller
Had; og, sandt at sige, det er af gandske liden Betydning,
hvilken af disse Passioner det først maae tilskrives, at de have
Lyst til at komme sammen; saasom mand kand vædde i det
mindste sex mod fire, at de, inden en Maaned, hade hinanden
gandske hierteligen. Men lad dette ikke afskrække nogen af mi¬
ne Læsere fra at træde ind i Ægtestanden; efterdi det er i det
mindste lige saa stor Fornøyelse at plage den Person vi
have Afskye for, som at forpligte den Person vi have
Kiærlighed til.
P


Af the
179.
Til Mr. Fitz=Adam.
Min Herre,
en Maade, at Folk slaae Breve op over deres Dørre, naar
de have Huuse eller Værelser at leye bort, har saa øyen¬
synlig en Nytte, at saa ofte jeg gaaer igiennem Gaderne i
denne Hoved=Stad, forundrer jeg mig over, at den samme er
ikke brugelig i andre Tilfælde, og at vi ikke see det skrevet over
enhver Dør, saa ofte det behøves, at der fattes en Kudsk, en
Kok, en Kammer=Pige &c. Paa denne Maade kunde mand
spare de Omkostninger at lade det indføre i de offentlige Tiden¬
der, og enhver kunde blive forsynet paa den beqvemmeste
Maade.
Men jeg vilde ingenlunde indskrænke disse Sedlers Brug,
til Huus=Værelser og Tienestefølk alleene; der ere andre Ting
som mand behøver, og hvilke mand i det mindste trænger lige
saa høyt til, og som maatte beqvemmeligen gives tilkiende paa
samme offentlige Maade. Som for Exempel, over en Pro¬
curators Dør vilde det ikke være af Veyen, om mand skulde
læse skrevet med store Bogstaver: fattes Ærlighed. Over
en nyekaldet Præstes Dør, fattes Ydmyghed. Over en
Poets


ag Vindue, fattes et Middags¬
Poets eller Skribentes
Maaltid. Over en fornemme Mands Dør, fattes Credit.
Over en Patriotes Dør, fattes et Embede. Og over alle
Store Mænds Dørre, fattes Oprigtighed.
Paa denne Maade kunde det blive bekiendt, hvad alle
Mennesker behøve, og efter al Formodning kunde de blive for¬
synede dermed paa en beqvemmere Maade og snarere end ellers.
Dersom J giver dette Forslag et Sted i eders Blade, da
vil I derved forpligte alle i Almindelighed, og i Særdeleshed,
eders ydmygste Tiener


Bie=Kuben.
No. 195.
Tiisdagen den 25 September 1759.
Oversat af Fransk efter la Magie demontree
af Monsr. l' Abbe Coyer.
Et Brev fra en Jøde i Paris, til hans Ven i et u¬
bekiendt Land; hvori med mange Exempler beviises,
at der virkeligen er Hexerie til.
H¬
vad giør du, Ben-Josue? forglemmer du ikke en
Rabbiner som har opdraget dig, og en Ven, som
bærer dig i sit Hierte? Hvor lyksalig er du, at du lever
paa denne ubekiendte Øe, hvor vore Fædre søgte Sikker¬
hed imod Nazareernes Forfølgelse! Frygt ikke at jeg skal
aabenbare enten dens Naun eller hvor den ligger. Jeg er¬
indrer den forfærdelige Eed, som binder os. Himmelen
vil uden Tvivl aldrig tillade at de Vanhellige skal lære at
kiende Veyen derhen; det er det eneste Middel til at vedli¬
geholde vore Love og vor Lyksalighed. Jo meere jeg rey¬
ser, jo meere skatter jeg os lykkelige. Jeg har skrevet dig
til fra Spanien, hvor jeg vilde heller været anseet for en
Morder, end bekiendt for at være en Jode. Nu er jeg i
H¬


Hoved=Staden af det Franske Rige. Skulde du troe, at
den er beboet af Troldfolk? Jeg troede at de som stode i
mod Mose, havde ikke efterladt sig nogen Efterfølgere. Disse
befatte sig ikke med Himmelens Sager; de bruge Diævels
Kunster til at giøre deres Lykke og til deres Forlystelser.
Begriber du, for Exempel, at et Menneske kand i
tolv Maaneder æde fem hundrede Stude og otte tusende Lams
Hvorfor var du ikke forgangen Dag med din Ven paa et of¬
fentlig Spatsere=Sted! du skulde da blevet overbeviist derom.
En Borger i kostbare Klæder, med Kaarde ved Si¬
den, en Demant paa Fingeren, leegende med en Guld¬
Daase, hvoraf han tog og lugtede til et Pulver, som er u¬
bekiendt paa vor Øe, kom og satte sig nest ved mig. J er
uden Tvivl, sagde jeg til ham, en Stor Mand her i Lan¬
J er meget fremmet, svarede han mig; jeg
det? Og
lader mig nøye med at tiene en Stor Herre, jeg er hans
Hofmester, det er at sige, jeg maae forsyne hans Bord.
J har da ikke meget at bestille, svarede jeg; thi man behø¬
ver kun lidet til at leve. Kun lidet raabte han. Veed
J vel, at da jeg aflagde mit Regnskab for det sidste Aar,
befandtes det at herren havde fortæret hundrede tusends¬
Rigsdaler. Tag din Pen, Ven=Josue (du kiender Priisen
paa de Europæiske Penge) draa derfra 25000 Rdlr. for
Brød, for Viin, for Drikke=Vare og for Frugter, saa
skal du finde at denne Store Mand har i saa kort en Tiid
opsluget denne forfærdelige Mængde af Stude og af Lam;
eller om han har levet af Fugle og af Vildt, da maae man
forfærdes ved at giøre den Beregning. O! dette er gand¬


ske vist ikke naturligt. Dersom et af Rogs Børn havde
haft saadan Æde=Lyst i Arken, mener du at Jorden kun¬
de blevet igien besat med Creature? Førend jeg forlod den¬
ne Mand, giorde jeg ham endnu to Spørsmaal: Det er
troeligt at eders Herre er den eneste i sin Art? Aldeles ik¬
ke, svarede han, han er ikke den tiugende i denne Stad;
og dersom han lod sig nøye med 25000 Rdlr. til sit Bord,
da skulde han ikke være den hundrede. Men kand deres
Jndkomster forslaae til denne overnaturlige Hunger; Hvad
ligger der Magt paa; andres Jndkomster hielpe dertil
Jeg har siden faaet at viide, at Creditorerne kand ikke
ophæve en Fortryllelse, som driver dem til at blive frem¬
deles ved at udlaane, og som holder dem i Forgemakkerne,
naar de komme for at faae Betaling igien. Jeg kand ikke
sige dig hvor i dette Hexerie bestaaer, med mindre det skal
være i visse blaae eller røde Baand, eller i Solens bille¬
de, som de Store bære paa deres Klæder.
Her er endnu et andet Slags Mennesker, som ere de
Stores Aber, og de drive det saa vidt i at efterfølge, at de
ofte overgaae dem. De vare fødte med en liden Mave,
som udvider sig forunderligen, jo meere de faae de offentli¬
ge Penge under Hænder. De maa være større Trold=Mænd
end de virkeligen Store; thi omendskiønt de æde ligesaa
meget som disse, saa er det dog saa langt fra at de ere i
Giæld, at de stedse have til overs til at laane andre. Jeg
har hørt tale om en Vexel=Daler, som kommer altid igien
til sin Herre; jeg troer at de maae have saadan en. Jmid¬
lertiid ligne de dog ikke de Store i alting, end ikke Adelen.
O¬


Du maae ikke bilde dig ind, at man her forstaaer ved
Adelskab det som man forstaaer paa vores Øe, nemlig Dyd
og rare Naturens Gaver. Jeg veed ikke om du skal kun¬
de begribe hvad jeg vil sige: Det er en Fortieneste, som
flyder med Blodet, hvor fordærvet det end er. Jblant det
te Adelskab ere der Grever, Marg=Grever og Hertuger.
Skælv, Ben=Josue, disse ere Troldoms Naune. Behø
ver man en Krigs=Helt, en Biskop eller en Ambassadeurs
da tager man dem i de Familier som bære disse Naune; og
i samme Øyeblik blive de, uden Tvivl, begavede med alle
de Egenskaber som ere fornødne til deres Forretninger; thi
denne Nation er alt for oplyst dertil, at den skulde lade sig
befale og underviise af Folk uden Dygtighed, eller betroe
dem sine største og vigtigste Sager. Hvad siger du om den¬
ne Dygtighed, der kommer af nogle Bogstavers Forbin¬
delse, Kunde du see, uden at blive forbauset derover, en
ung Krigsmand paa femten Aar at føre til Striden Høvids¬
mænd paa tredsindstiuge Aar, som skulde være Anførere som
Gedeon, dersom de, med deres mange Skrammer, me¬
gen Fliid og store Forfarenhed, havde et andet Naun? Er
dette vel naturligt?
I Dommernes Stand er Fortryllelsen lige saa stærk.
En Søn arver sin Faders Forstand og Jndsigt lige saa vel
som hans Embede. Dette unge Menneske har opvoxet i
tiuge Aar; han har fordrevet all sin Tiid med Spil, Skue¬
Spil, Klæder, Hunde og en Maitresse. Faderen døer el¬
ler afstaaer sin Tieneste: Knøsen bliver Dommer. Han
veed i samme Øyeblik alle Grund-Reglerne i den skrevne
Lov; alle Love og Forordninger, alle Vedtægter, og den
gandske Lovkyndighed. Dersom det ikke var, hvorledes
ku


kunde han dømme over hans Medborgeres Velfærd, Ære
og Liv; Hvad tænker du om denne Videnskabs Arv, fin¬
der du den grundet i Naturen;
Jmidlertiid finder jeg en Modsigelse der er ligesaa for¬
underlig som Fortryllelsen selv. Troldommen danner en
Dommer i et Øyblik; men den kand ikke giøre en Advocat;
i det mindste har man endnu ikke seet det. Dette Menne¬
ske, som er beskikket til at tale imedens Dommeren hører
udretter intet, ligesom og paa vores Øe, uden ved megen
Studering, Eftertanke og Øvelse. Og dette er endnu ikke
den eneste Art som er undtaget. Der ere Sælskaber af
Lærde Folk, under det Navn af Collegie, Universitæt eller
Academie, over hvilke Fortryllelsen har ikke større Magt.
Jmidlertiid seer jeg ikke, hvorfor man ey i disse fire Slags
Embeder kunde arve baade Plads og Videnskab, efterdi
det skeer i Øvrigheds Bestillinger. Man kand vente alting
med Tiden. Der kommer, maaskee, en Troldmand, der
overgaaer disse som nu leve, som skal forrette dette store
Under.
Jeg har talt til dig om de Store; Troldommen giør
dem god Tieneste. Saasom de kand ikke være Store uden
paa Almuens Bekostning, saa bilder den Almuen ind, at
Forstand, Hierne, Væsen, Sprog, Kundskab, med et
Ord, at alting hos de Store er ligesaa stort som Naunet
Den gaaer endnu viidere, den betager Almuen Kundskab
om deres kiæreste Fordeele, og beviiser, at Fiskene, at
Fuglene, at Dyrene i Skovene tilhøre ikke dem, der fan¬
ge og tage dem; at Almuen bør arbeyde, saae og høste, og
dog ikke have noget i sine Korn=Lader. Saa at i dette Ri¬
ge, der berømmer sig af at være det rigeste i Europa, og i


den rigeste Stad i dette Rige, finder jeg ved hver Skrit
jeg gaaer, nogle af Jndvaanerne, som bede mig om Brød,
og som forfølge deres Brødre lige ind i Templerne.
Jeg veed ikke om det skeer for at hævne sig at Almuen
paa sin Side øver Troldom paa de Stores Forstand. J
blant denne Almue ere der nogle som maae tiene dem i de¬
res Huuse; saasom de ere beskikkede til at kiøbe, saa sige
de til deres Herrer, at 30 giøre 60, og deres Herrer troe
det. Andre forsyne dem med Kram=Vare, som blive dob¬
belte, eller længere, i det Øyeblik man leverer dem, men
som blive enkelte eller kortere, i det Øyeblik man skal bruge
dem; paa denne Maade blive de tvende gange betalte.
Det samme skeer og med de Frugter som man bringer dem
fra Landet; hvad siger jeg: Landsbye=Troldmanden siger
til den Naadige Herre, at en Frugt, som gielder 8 Skill.
Skieppen naar den er god; giælder 20 Rdlr. naar den du¬
er intet, og man giver ham hvad han forlanger. For re¬
sten veed jeg ikke hvad Belønning de Store give den Slave,
som passer paa deres Port; den maae være anseelig; thi
han veed den Hemmelighed at giøre dem usynlige. Paa
vores Øe, naar en af Indbyggerne kommer at besøge os
enten af Venskab, eller for at giøre os en Ære, eller han
har noget at forrette hos os, da finder han os altid i vore
Huuse, naar vi ere der; men her giør denne Portner, at
man er ikke der hvor man er.
Du seer at Almuen paa sin Side forstaaer sig ey hel¬
ler slet paa Troldom; men det som vil maaskee sette dig
endnu i større Forundring, er at man seer fremkomme af
Almuen unge Dantserinder og Sangersker, som indbilde
de Riige, at Guld og Ædelsteene ere det eneste Beviis,


paa Kierlighed; at jo meere de uddeele deres Gunst, var
det end og til deres Elskeres Slaver selv, jo meere dyrebare
ere de; at de ere berettigede til at elskes uden at elske, og at
man med et uforandret Sind bør tage imod hvad de give,
enten Forgift eller Fornøyelse. Hvad for en Lokke-Drik be¬
tiene de sig vel af, for at giøre saadanne Forbindelser.
Bliv ikke kied af at følge mig, du skal see Troldom over
alt. Du har forarget dig over de Stores utroelige Graa¬
dighed. Skulde du vel nu troe, at man kand leve uden at
æde: Dette skeer her i talriige Sælskaber, hvilke for at be¬
hage Gud, have gjordt et Løfte, at de ville være unyttige
for Menneskene. Denne Flok af udvalde have ingen Capi¬
taler, arbeyde ey heller; Staten anviiser dem ingen Un¬
derholding; imidlertiid leve de dog, og ere ligesaa tyk¬
ke og feede, som andre der spiise. Dersom der kunde fal¬
de Manna ned til et vanhelligt Folk, da vilde jeg troe, at
det faldt i deres Klostere.
Jeg veed ikke, om Provintserne og have deres Trold¬
mænd; men man har den Vane at sende een ud til hver af
dem; denne Mand bliver af Almuen agtet høyere i Rang
end de Store, efterdi den er bange før ham, og trøer at
han kan giøre dem meget Ondt. Den kalder ham Mon¬
seigneur. Denne Person bemægtiger sig Vindene og Sky¬
erne; han har i sine Hænder Ufrugtbarhed og Overflødig
hed. Han kand læt blive vreed; Almuen beder, uaflade
ligen, at han maae ikke blive det.
Det er en forskrækkelig Plage, naar Troldmændene
have Lyst til at giøre Ondt. Hør, og tak Himmelen, for¬
di der er ingen saadanne iblant os. Paa vores Øe finder
en Mand ofte meere Yndigheder hos sin Hustrue end hun


Her ta¬
har, dette er gandske naturligt, han elsker hend
ber en Kone alle hendes Yndigheder i hendes Mands Øyne
to Maaneder efter Brølluppet. Det er forgæves at heele
Staden, tillige med alle Speyle, siger til Herren, at
Fruen er endnu meget behagelig; en Troldqvinde har aa¬
benbaret sig for ham, har rørt ham, og overbeviist ham,
at det er ikke sandt. Den fortørnede Kone vender sig til
den første Hexemester, som tilbyder sig, og med ham for¬
færdiger et u-udsletteligt Tegn, som setter sig paa hendes
Mands Hoved; og dette Tegn, uden at nogen seer det,
(begrib mig om du kand) lader heele Verden viide, at hun
har hævnet sig.
Hos os elske en Fader og en Moder deres Børn; de dee¬
le deres Jorde og deres Creature liige imellem dem. Dersom
de undertiiden giøre en uliige Deeling, da give de meest til dis¬
se Børn, som have mindst Helbred, eller Naturens Gaver.
Her, for at give alting til een eneste, indslutter man de an¬
dre i ævigvarende Fængseler, hvor de faste og pidske sig paa
visse Tider, og endda oven i Kiøbet forpligter man dem, midt
i saa mange Plager, til at siunge. Men hvad kand Troldom¬
men ikke formaae hos Fædrene og Mødrene? Dette Barn,
som de tilbede, og for hvis skyld de have opofret alle de an¬
dre, dette Barn, siger jeg, sende de i Krigen for at lade sig
slaae ihiel. Du kiender ikke Krigen, uden ved Betragtning;
gid den aldrig maa lade sig see i vort Fæderneland!
(Fortsettelsen følger hernæst.)
28


Bie=Kuben.
No. 196.
Tiisdagen den 2 October 1759.
Slutningen af det Forrige.
S¬
iden jeg har nævnet Krigen; denne Nation beleyre
de for faa Aar siden en overmaade stærkt befæ¬
stet Stad; den var en Grændse=Fæstning for en næst¬
liggende Republik, hvor Seyeren meere end eengang hav¬
de maattet standse. Alting gav Forsikkring om at den var
uden Fare, dens Verke, Soldater, Artillerie. En Krigs¬
Hær til Lands, en Flaade til Vands forsynede den efter
Behag med alle fornødne Ting. Jndvaanerne, som gemeen¬
ligen ere meere omhyggelige for at forhverve og passe paa
Livets Fornødenheder, end at forsvare sig tappert, hvilket
ødelegger dem, de vilde ikke engang redde deres Korn og
deres Penge, efterdi de havde meere end een Port frie, og
vare sikkre for at blive overfaldne. Commandanten, som
Rygtet gav en god Berømmelse, stod paa sine Fæstnings¬
Verke og beloe Fiendens Anslag. Til all ulykke var han


for stor en Philosoph og troede ikke at der var Hexerie til.
Hvad skeer? en Morgen gandske tiligen findes de Beleyren¬
de, uden at nogen veed hvorledes det er gaaet til, midt in
de i Fæstningen. Alt hvad der skulde tiene til Forsvar var
forhexet, Minerne, Canonerne, Kaarderne og Soldater,
ne, hvilke sidste vare meget lykkelige deri at Hexeriet hav¬
de ikke ogsaa strakt sig til deres Been. Hvad Comman¬
danten angaaer, da var han blevet fanget, dersom For¬
tryllelsen havde været lidet stærkere, og forlænget hans me¬
re end u=naturlige Søvn alleneste i sex Minuter. Men
lad os ikke meere tale om Krigen; den udrødder Menneske¬
ne; lad os tale om det som bevarer og vedligeholder dem.
Paa vores Øe forsyner Naturen Mødrene med tvende
Melk=Kilder, til at opamme deres Børn; de giøre sig en
Fornøyelse deraf ligesom det er deres Skyldighed. Her for¬
svinder Melken hos Mødrene tre Dage efter at de have gjordt
Barsel. Det er en Lykke at dette Hexerie har ikke endnu
angrebet Qvindfolkene, som boe paa Landet. Skulde det¬
te skee, da er det ude med dette Folk.
Det kand ikke være andet end at dette Lands Fruen¬
timmer maae have fortørnet nogen stor Hexemester. Lad
et Fruentimmer have den herligste Sundhed, midt i det
behageligste Sælskab, og der kommer en tredie Person,
som man ikke ventede; strax bliver hun forvirret i sine Tan¬
ker, hun taber Maalet, hun er færdig at qvæles. Man
lader ikke hente Læger, thi saasom de ikke vide hvorledes de
skal begegne denne dødelige Sygdom, hvoraf man dog ik¬
ke døer, saa lade de sig nøye med at kalde den Qvalmer.


Det er uden al Tvil noget Ondt, som Fruentimmerne ere
forgiordte med. Jeg var forgangen Dag i et Huus, hvor
en Kone begiærte af hendes Mand nogle Alne Linnet, som
var fuldt af tusende Huller. Kræmmeren, som havde lagt
det frem, havde gierne ladet hende faae hundrede Alne.
Manden vilde ikke. Strax paa Timen holdt denne ulyksa¬
salige Kone Haanden for Panden og klagede: Hvilken u¬
taalelig Piine, man maatte legge hende paa Sengen. Jeg
forbandede tusende gange hos mig selv Mandens Haardhed.
Maae skee dette Linnet, som hun vilde bære paa sit Hoved
og omkring sine Arme, kunde fordrevet det Onde. Man
forsikkrer mig, at i forrige Tider vare Fruentimmerne, li¬
gesom paa vores Øe, vel dannede; nu omstunder have de
Alen i Omkreds neden til, og een Alens Høyde oven til.
Du forstaaer dig paa Proportioner, Ben=Josua, kunde
du holde saa storligen af den deylige Judith, dersom hun
var viidere omkring end hun er høy? Men Naturen her er
sig ikke selv meere liig. Hexeriet har vendt op og ned paa
alting. Fruentimmerne have et Pulver, hvis Virkninger
ere høystforunderlige, de Gamle giøre sig unge, og de Unge
giøre sig gamle dermed. Du veed og du seer, at den na¬
turlige Rødhed har sine adskillige Grader. Her er det en
fyrig og liige Rødhed, som maler alle Ansigter. Man
meener at finde halvtrediesindstinge Fruentimmer i en For¬
samling og man seer ikkun et eneste.
Der ere unge Mandspersoner, og undertiden gamle,
som man forpligter til at gaae med Hæle, som ere over¬
strøgne med en Farve af dette Pulver; jeg veed ikke hvad
for en skadelig Virkning det giør hos dem. Ere de til
Vogns?


Vogns? da skulde man slutte af deres Hestes Hastighed,
at de have stedse Lyst til at brække Halsen i tu; man lod
dem gierne giøre det, dersom andres Liv var sikkert hvor
de fare frem. Jeg troede i Førstningen, at de havde alle
Stadens Forretninger under Hænder, thi de ere over alt
imidlertid forsikkrer man mig at de giøre slet intet. Man
seer at de have Fødder, men man leder efter deres Ho¬
ved. Man holder for, at deres Væsen strækker sig ikke vi
dere end til deres Skoe og Strømper og deres Klæder. Du seer,
at de ere kun Skygger, som have en menneskelig Skikkelse.
Jeg havde ikke tænkt at skrive dig saa langt et Brev
til; men Hexeriet flyder mig i Pennen tillige med Blekket.
Dersom en Indbygger iblant os har fornærmet eller slaget
sin Broder, hvilket skeer meget siælden, da udelukker man
ham af det almindelige Samqvem, indtil han fortryder
det, hvilket stedse skeer, og han kommer i sin forrige Stand,
igien, naar den forurettede begiærer Naade for ham. Vi
falde aldrig paa den Tanke, at et uforskammet Menne¬
skes Misgiærning vanærer os. Du kand i alle Ting for¬
mærke hvor stærk den Fortryllelse er, som regierer de Fran
ske. De ere almindeligen i den faste Mening, at den U¬
skyldige er beskæmmet, da den Skyldige derimod beholder
sin Ære gandske uforkrænket, og dersom den Uskyldige vil
afviske sin Skam, da maae han enten dræbe den Skyldi¬
ge eller lade sig dræbe af ham.
Jeg fik aldrig Ende derpaa, dersom jeg vilde styk¬
keviis fortælle dig alle de underlige Ting, som hver
Dag falde mig i Øyne. Hexeriet sætter ligesom Smag
paa


paa alting. Skue=Spillene kunde ellers ikke bestaae.
Det første, som jeg bivaanede, forestillede en Mand,
der hadede alle Mennesker, efterdi han troede at de al¬
le vare falske og onde. Jeg fornøyede mig usigeligen
over den latterlige Maade paa hvilken han afmalede La¬
sterne; jeg bildte mig ind, at de andre fornøyede sig og
saa; men det maatte man giætte sig til. Efter denne
Comædie blev der opført en anden kortere. J et Øye¬
blik indfandt sig dobbelt saa mange Tilskuere, deres
Ankomst foraarsagede en stor Trængsel, jeg blev og be¬
giærlig uden at vide hvorfor; Comædien begyndtes.
Der fremkom en ung Printzesse, som var opdraget
paa et Palats, hvor hun var bleven betient og forly¬
stet ved Støtter; en Troldqvinde slog paa tre af dem;
og strax begyndte den eene at dantse efter de Jnstru
menters Lyd, som de tvende andre spillede paa; man
klappede saa at Huuset maatte revne. Jeg derimod
skyndte mig fra dette Sted, hvor jeg var næsten knuset.
Man fortallte mig om et andet Skue=Spill, som
er kommet over fra Jtalien; men i fiorten Dage saae
jeg ikke andet end Hexerie paa Placaterne. Den for¬
herede Striid. Coraline Hexemesterinde. Coraline
Spøgelse. Forvandlingerne. Heele Byen løb der¬
hen. Omsider blev der givet tilkiende, at man skulde
opføre et Stykke, som kaldes Harleqvin Vildmand.
Jeg løb nu og derhen, i Haab at see noget naturligt;
og jeg blev ikke bedraget i mit Haab. Denne Vild¬
mand lignede Jndvaanerne paa vor Øe; han vedste ik¬


ke af andet end Liighed, Retfærdighed, Menneskelighed og Op¬
rigtighed; han var meget vild for dette Land. Hvor gierne
vilde jeg fortælle dig alle de gode Ting han frembragte, og den
vittige Skiemtsomhed som krydede dem. Men til hvem talede
han det? J steden for at kræve Penge af os ved Indgan¬
gen, saa havde man maattet kiøbe Tilskuere. Jeg troede at
jeg denne gang var sluppet for Hexerie, da Skuepladsen i et
Øyeblik syntes at staae i lys Lue, og igiennem denne Jld saae
jeg eller meente jeg at jeg saae Solen, Maanen, een Co¬
lonade.
Jeg vedste nu ikke i dettte Øye¬
blik, om jeg var i et Huus eller paa en offentlig Plads, paa
en Comoedie eller ved et Fyrverk for en erholdet Seyer. Jeg
var saa lykkelig i denne min Forvirring at jeg fandt Dørren,
og da jeg løb derfra, forbandede jeg dette Hexerie, som for¬
fulgte mig allevegne.
Dagen derpaa bildte jeg mig ind at være sikker paa Ope¬
ra. Det er det tredie Slags Skue=Spill, hvor man udfører si¬
ne Tanker i Sang og Dants. Man havde forsikkret at det
var det ædelste af de tre. Jeg ventede at see paa Skue=Plad¬
sen en godgiørende Konge, eller saa stor en Borger, der hav
de igien forskaffet sit Fæderne=Land Frihed, Dyd og Overflø¬
dighed. Aldeeles ikke: jeg saae nedstige en Engel af dem der
opholde sig i Luften, som efter hans Riges Regler ilde med¬
handlede all sund Forhuft her neden til, og giorde hundrede
Troldoms Prøver for at forvisse sig om en Hyrdinde, som
han efter mine Tanker var vis paa, førend han giorde sig no¬
gen Umag. Neppe kunde jeg tilgive ham Hexeriet for Musi¬
kens skyld, som holdt mig der indtil Enden.
Jeg


Jeg lod nu Skue=Spillene fare og indsluttede mig i mit
Kammer, og laante nogle Bøger af en Krigsmand, som blev
holdt for at have Forstand. Vil J, spurte han mig, have
saadanne Bøger, som ere gængse og som heele Verden river til
sig? Det forstaaer sig, svarede jeg; jeg vil have de beste og de
nyeste, for deraf at kiende Nationens nærværende Smag. Der¬
paa gav han mig et Dosin. Hvor faldt jeg i Forundring?
En lærte den Kunst at giøre Drenge. En anden handlede om
en Ædelsteen, hvorved man kunde tvinge Fruentimmerne til
at aabenbare den u-udforskelige Hemmelighed; den tredie opreg¬
nede en Printzes Ulykker, hvis Kiereste var i to Stykker;
han paakaldte alle Engle, at de skulde igien foreene Hovedet
med Kroppen; den fierde indbefattede en Historie om en anden
Printz, der var ligesaa foreisket, og som var overleveret til
tvende Troldqvinder, af hvilke den eene Godgiørende blv trækket
af sex Duer, den anden Ondtgiørende af sex Nat=Ugler; jeg hav¬
de ikke Taalmodighed til at see, hvad de giorde af deres Under¬
givne; den femte begræd en ung Brudgoms bedrøvelige Til¬
stand, som var forhexet, og som kunde ikke blive reddet paa an¬
den Maade end ved at faae en ypperste Præst til at nedsluge
et Køkken=Jnstrument, som var meget større end et Menneskes
Mund; den siette forestillede en Aand, som var forvandlet til
en Canape, (disse ere Senge til at bruge om Dagen, du kien¬
der ikkun dem som man bruger om Natten) og medens han
deri maatte giøre Poenitentse, saa optegnede han alle de For¬
haanelser, som man tilføyede Ægtemænd; den syvende. - - - - -
Men jeg skulde giøre dig kiedsommelig, der var Hexerie over alt.
Jeg gav Bøgerne tilbage Dagen derpaa. Ach, jeg vedste vel,
at J vilde læse dem med største Begiærlighed, sagde min Krigs¬
mand. Aldeeles ikke, min Herre, svarede jeg; jeg har kun løse¬


Men skulde J ikke
ligen bladet dem igiennem.
have nogle, som handle om Sæde=Læren, om Kunster, om
Handelen, om Søe=Væsenet, om den offentlige Ret, om det
Fordrags Beskaffenhed, som har givet Nationen en Enevolds
Herre, Vore Fædre læste dem, svarede han, og derpaa vendte
mig Ryggen. Hvad skal jeg endeligen sige dig? man er saa ban¬
ge for at Smagen i Hexerie skal aftage her i Riget, at den første
Bog som man lader Børn læse, handler ikke om andet, end
Floder og Bekke af Melk, Bierge af Sukker, Palatser af De¬
manter, Stæder bygte i Luften; og hundrede langt forunderlige¬
re Ting, som Troldfolk forrette med en Kiæp.
O min kiære Ben=Josua, hvad vil du sige naar du læset
dette Brev? Troer du at jeg er sikker nok midt iblant saa meget
Hexerie? Jeg skælver hvert Trin jeg gaaer; jeg tænker og paa at
reyse herfra. Himmelen bevare mig for, at ikke nogen Fortryllel¬
se skal holde mig tilbage! thi i dette Land veed man ey hvad man er,
man veed end ikke hvad man ikke er. En af deres Troldmænd har for¬
kyndet nyligen, at med det første skal Mandfolk forvandles til Fruentim¬
mer, og Fruentimmer til Mandfolk. Jeg haaber imidlertid at
vi skal blive undtagne derfra, vi som ere det udvaldte Folk.


Bie=Kuben.
No. 197.
Tiisdagen den 9 Octobr. 1759.
Af the World No. 186.
Til Mr. Fitz=Adam.
Min Herre,
J¬
eg er den samme Præstemand, som besværede eder med
en Fortælling om mine ulykkelige Tilfælde, (See Bie¬
Kuben No. 167.), og eders Godhed, i at giøre det Brev
bekiendt, maae jeg takke for den Beqvemmelighed og Lyksalig¬
hed, som jeg har nydt lige siden den Tiid, undtagen een eneste
mellemkommende Forhindring. Mine ugemeene, og jeg haa
ber jeg kand sige, uforskyldte Gienvordigheder bevægede en
Høyvelbaaren Herre til at tænke paa mig, hand kom selv til
mig


mig i mit Herberg, førte mig hiem i sit eget Huus, og beviiste
mig saa stør Ære, at hand giorde mig til sin Huus=Capellan.
Hans Naades Agt for mig var saa hierteligen oprigtig, at
hand strax efter gav mig til ægte den naadige Frues Pige, et
ungt Fruentimmer af ugemeen Skiønhed og Dyd, og meget
yndet af Herren, efterdi, som hand ofte pleyede at sige til mig,
hun var en Præste=Datter, og fordi hun, af hvad Aarsag vedste
hand ikke, var overmaade hadet af Fruen. Men min gode
Lykke havde ikke Ende hermed; den naadige Herre, hvis Natur
det er at aldrig blive keed af at giøre got, var saa meget for¬
bindtlig, at hand leyede til os et lidet Huus, fuldkommen for¬
synet med alting, paa et afsides og fornøyeligt Sted i Staden,
betalte selv Leyen derfor, og giorde os Tid efter anden anseelige
Foræringer; hand var iligemaade saa særdeles naadig, at hand
fordrev to eller tre Aftener om Ugen hos os, og tog jævnligen
min Hustrue ud med sig i sin Karrete, for at tage frisk Luft om
Eftermiddagen, saasom hun havde den Vanlykke, strax efter
vort Brøllup, at være meget upasselig, hvilket vi alle frygtede
for vilde falde ud til en Vatersot.
Den naadige Herre var endnu gunstigere imod mig i an¬
dre Ting, saa at han inden to Maaneder efter vort Brøllup
sendte mig bort til den vestlige Kant i Landet med tredive Gvi¬
neer i min Lomme, for at forsyne Embedet for en hæderlig
Præstemand, som hand havde ladet kalde til Staden i en sær¬
deles Forretning; og efterdi min Hustrues slette Helbred behø¬
vede nogen Land=Luft, saa foreslog den naadige Herre at leye
Værelser til hende i en Bye uden for London, medens jeg var
borte, og hvor hun dagligen skulde blive opvartet af hans egen
Læge.


Da sex Uger vare forbi, behagede det den naadige Herre
at kalde mig til Staden igien, hvor jeg havde den u-udsigelige
Fornøyelse at finde min Hustrue i hendes Huus igien, fuldkom¬
meligen helbredet af hendes Sygdom, undtagen at hun endnu
var lidet bleeg, af de stærke Medicamenter, som Lægen havde
foreskrevet hende. Jeg havde endnu og den Lyksalighed at fin¬
de den naadige Herre hos min Hustrue, ventende paa min Til¬
bagekomst, og at blive beæret med hans Taksigelse, fordi jeg
saa troeligen havde forrettet det mig betroede Embede, og at
faae hans Løfte paa det første Kald, som blev ledigt paa hans
Gods.
Jeg anfører disse Ting, min Herre, til min høye Vel¬
giørers Ære, som stedse fra min Brøllups=Dag, der er nutre
Aar siden, har overvældet mig med Velgierninger; som har
været saa særdeles naadig, at hand i egen Person har staaet
Fadder til mine to Børn, og at tage alle Leyligheder i agt at
giøre mig lyksalig ved hans Besøgelser. Men jeg vil ikke om¬
stændeligen opregne alle de Fornøyelser jeg nyder; jeg har en an¬
den Aarsag hvorfor jeg besværer eder med dette Brev.
J Begyndelsen af denne Maaned behagede det den naa¬
dige Herre, iblant de mange andre Prøver paa hans Godhed,
at forskaffe mig Tieneste som Feldt=Præst ved et af de Regimen¬
ter, som ligge nu i Skotland; og saasom jeg uden Ophold
maatte begive mig derhen, og min Hustrue lavede alt for frem¬
meligen til Barsel til at tænke paa at reyse med mig, saa bereed¬
te jeg mig strax til Reysen, og da jeg var færdig, lod jeg føl¬
gende Avertissement sætte i de daglige Tidender.
Ss 2


En Person som vil reyse til Edinborg i en Post=Chaise,
søger en behagelig Reyse=Staldbroder. Mand kand spørge ef¬
ter hæderlige W. B. i Green=Parks Caffe=Huus i Piccadilly.
NB. Det maaskee med det allersnareste.
Næste Morgen, da jeg sad og læste de nye Tidender i
fornævnte Caffe=Huus, hørte jeg at en ung Herre, af en meget
skikkelig og ærbar Anseelse, spurte om hæderlige Hr. W. B.
Jeg sagde til ham, at jeg var den Person, og da jeg havde fo¬
dret et par Skaale Caffe, satte vi os ned og begyndte at tale
om Jndholdet af ovenanførte Avertissement. Han forsikkrede
mig, at dersom hans Venner ikke hyklede for ham, da var
hand en behagelig Staldbroder, at hand havde en vigtig For¬
retning at afgiøre i Edinborg; at det var ham særdeles kiært
at finde af mit Avertissement, at jeg var en geistlig Mand, saa¬
som hand havde en stor Ærbødighed for Folk af den Stand; at
hand selv havde haft i Sinde at være Præst, at hand var nær
beslægtet med Biskopen af , og hvor ung hand end syntes
at være, saa var hand dog aldrig saa lyksalig, som naar hand
førte en alvorlig Samtale med en værdig Præstemand. Det
behagede ham fremdeeles at sige, at hand faae noget hos mig
som giorde mig berettiget til den Carakter; og at hand tvilede
ikke om at blive storligen opbygget paa saa lang en Reyse. Jeg
svarede ham igien med megen Høflighed, og tilsidst bleve vi
enige om at reyse bort samme Aften Klokken sex. Hand kom
gandske rigtigen til den bestemte Tiid, med en Tiener til Hest,
som førte en skiøn Ride=Hest til hans Herre, som med tvende
unge Herrer, hans Venner, ventede efter mig i Verts=Huuset,
hvorfra vi skulde kiøre. Jeg kunde ikke andet end mærke, me¬


dens Post=Chaisen blev gjordt til rette, at disse unge Herrer
med stor Møye kunde bare sig for at lee, hvilket de ikke længere
kunde, da vi stigede ind i Vognen; men jeg giorde mig ingen
Betænkning over deres Opførsel, og vi begave os paa Reysen.
Vi naaede Ware (*) den Aften, uden at der hend¬
tes os noget som er værdt at tale om, undtagen at der mødte
os paa Veyen tvende unge Herrer til Hest, hvilke forhindrede
os i en meget alvorlig Samtale, i det de hilsede min Stald¬
Broder med disse Ord: Bitter--, Hans! giør du dig til en
Helgen, og reyser til Himmelen med en Præst.; Min Stald¬
Broder saae til dem med et foragteligt Øyekast, og forsikkrede
mig, at hand havde ikke den Ære at kiende dem; hvorpaa hand
drog Vinduet op, og sagde til Kudsken at hand skulde kiøre
fort.
Vi fordreve Aftenen i Ware med at giøre Betragtnin¬
ger over disse Tiders Ryggesløshed, og over de uanstændige
Friheder, som vilde og ugudelige unge Mandfolk allevegne
bruge imod Geistligheden. Efter megen alvorlig Samtale og
maadelig Forfriskning gik vi hver for sig til Sengs. Jeg sov
længere om Morgenen end jeg ellers pleyede, og var ikke saa
snart vaagnet, førend jeg blev vaer med ligesaa stor Skamfuld¬
hed som Bestyrtning, at jeg laae i Seng hos et Qvind=Men¬
neske, som, da jeg vilde staae op, slog sine Arme om min Hals
og tvang mig til at ligge ned. Den Tummel og Bulder jeg
gjorde ved det jeg arbeydede paa at slide mig løs, tillige med
Ss 3
Qvin¬
(*) En liden Kiøbstæd, 5 eller sex danske Miile fra London.


Qvindens Skriig, som stedse holdt mig fast, bragte det gandske
Vertshuus i Oprør, og drog en mængde af Tilskuere ind i
Kammeret; min Reyse=Broder gik for an og med ham fulgte
en Soldat, som sagde at hand var dette Qvind=Menneskes
Mand, og soor at hand vilde have mit Hierte-Blod, fordi jeg
havde forført hans Kone til Utugt. Jeg beraabte mig paa
min Uskyldighed, men for vantroende Tilhørere, da Qvinden
derimod beskyldte mig for at have tvunget hende imod hendes
Villie; foregivende at det var hendes Ulykke at hun i Aftes
havde været lidet beskænket, og at hun havde taget feyl og var
gaaet ind i mit Kammer i stedet for hendes eget.
Men for at ikke opholde mig længere end det behøves
ved denne skammelige Sag, saa blev jeg tilsidst tvunget til at
give Soldaten en Guinee, og derefter med Taalmodighed at
lide Pøbelens Forhaanelser, som omringede Vertshuuset, da
vi satte os i Vognen, og huyede og raabte efter os lige til Enden
af Byen.
Min Reyse=Broders koldsindige Forhold i Verts=Huu¬
set, og det ærbare Ansigt hand nu giorde, begyndte at opvæk¬
ke en Mistanke hos mig, der var ikke meget til hans Fordeel;
og medens jeg overlagde hos mig selv, paa hvad Maade jeg skul¬
de begynde at tale til ham, tildrog sig en Hændelse, hvorved
hand paa eengang glemte at tage sig vare, og jeg blev vaer, at
jeg, i stedet for en behagelig Staldbroder, reyste med en Fien
de. Denne Hændelse bestod deri, at Vognen pludseligen vel
tede, ved hvilken Leylighed, endskiønt ingen af os fik Skade,


hand udøste saadan en Mængde af Forbandelser over Kudsken,
at jeg skælvede ved at høre ham. Jeg søgte at stille ham til¬
freds ved de allersagtmodigste Paamindelser, men i stedet for
at formilde hans Vrede, vendte jeg den gandske mod mig selv;
og med tusinde Eeder og Forbandelser lovede hand at hævne sig
paa mig, sigende mig derhos, at hand hadede en Præst som
hand hadede gammel Erik; at hand havde underkiøbt Solda¬
tens Hore til at gaae i Seng til mig i Vertshuuset, og at hand
havde intet andet Ærende end at holde et Diævels Huus med
mig heele Veyen igiennem. Jeg stod forbauset over hvad jeg
hørte, og vilde ikke sætte mig i Vognen igien; hvorpaa vi
kom til at brydes og slaaes sammen, indtil hand, ved hans
Tieners Bistand og ved Kudskens Skalkagtighed, hvilken hand
havde faaet paa sin Side ved en heel Haandfuld af Sølvpenge,
stødte mig ind i Chaisen og tvang mig til at kiøre videre.
Vi havde neppe kiørt en fierding Vey, førend vi ind¬
hentede et Par Tater=Qvinder paa Veyen; den ene en gam¬
mel Kiærling, den anden en ung Tøs. De vare ikke andet
end Pialter og Skarn fra øverst til nederst, og saa drukne, at
de ravede ved hvert Trin. Min Staldbrøder bød Kudsken at
holde stille, og efter at hand havde spurt disse Qvinder hvor
hen de vilde gaae, stod hand ud af Vognen og sagde til mig, at
hand kunde ikke være saa ubarmhiertig og sidde mageligen og
strække sig i en Vogn, medens to af det svage Kiøn gik bar¬
beenede paa Veyen; og at dersom jeg havde ikke noget vigtigt
at indvende derimod, saa vilde hand tilbyde den gamle Matro¬
ne sit Sted, og Jomfruen, som det behagede ham at kalde hende,
kunde meget beqvemmeligen sidde paa mit Skiød. Det var


forgiæves at jeg satte mig herimod, eller at jeg prøvede paa at
springe ud af Vognen efter ham; hans Tiener holdt mig fast
ved Armen, medens Herren med stor Ærbarhed og Ceremonie
løftede de afskyelige Creature op i Vognen; hvorpaa hand satte
sig paa sin Hest, reed tæt ved Siden af os, talede utugtigen
til Qvinderne og lærte dem at begegne mig paa saadan en
Maade, som var utaalelig og ikke at beskrive.
Saaledes reyste vi igiennem Landsbyerne, og kom til
Rayston (*); Kudsken fik befaling at lade Hestene gaae gandske
sagte igiennem Byen til Verts=Huuset, paa det en mængde af
Pøbelen kunde følge med os, hvilke min Staldbroder raabte til,
alt som vi kiørte, at de skulde bryde Præsten og hans Skøger.
(*) En liden Kiøbstæd.
(Slutningen skal følge.)


Bie=Kuben.
No. 198.
Tiisdagen den 16 Octobr. 1759.
(Slutning af det foregaaende)
J¬
eg stod ud af Vognen, omringet af den huyende og skri¬
gende Pøbel, og løb ind i et Kammer, hvor jeg slog
Dørren i for mig. Her besluttede jeg at blive, eller at
flye til Øvrigheden for at nyde Beskyttelse, havde ikke min Pla¬
ger ladet sig see ved Vinduet, fortællende mig, at saasom Lee¬
gen havde nu Ende, og hand troede at jeg havde faaet nok af en
behagelig Reyse=Broder, saa havde hand forandret sine Tan¬
ker at reyse til Skotland, og vilde nu strax ride tilbage til Sta¬
den. Jeg takkede ham for den Gunst, men blev inde i mit


Kammer, indtil jeg saae at hand og hans Tiener reede udaf
Herberget og toge Veyen til London. Jeg begiærte da nogen
Forfriskning, og at en Post=Chaise skulde bestilles, men hvor
stor blev min Bestyrtning, da jeg vilde tage min Pung op, i
hvilken der vare fyrretiunge Gvineer, da jeg reyste ud, og fandt
at den var stiaalet ud af min Lomme, og at jeg havde ikke saa
meget som en halv Skilling tilbage?
Saasom jeg tvilede ikke om at Tater=Qvinderne havde
berøvet mig, saa lod jeg strax søge efter dem, men hørte at de
vare blevne usynlige saa snart vi vare komne i Herberget; og
omendskiønt der blev leedt efter dem med yderste Fliid, saa vare
de dog ingensteds at finde.
Jeg kunde nu umueligen reyse videre; jeg besluttede der¬
for at forblive hvor jeg var, indtil jeg kunde faae friske Penge
fra min Hustrue, til hvilken jeg sendte et Bud med et Brev,
hvori jeg omstændeligen fortallte hende alle de grumme Fortræ¬
deligheder, som havde mødt mig.
Da Budet var gaaet bort, faldt det mig ind, at hvor
ilde min Reyse=Broder end havde begegnet mig, saa kunde han
dog ikke være saa nedrig at overlegge dette Røverie med Tater¬
Qvinderne, og at hand derfor maatte findes villig til at got¬
giøre mig mit Tab, naar hand fik det at vide. Af denne Aar¬
sag besluttede jeg eengang endnu at fremsende mine Klagemaal
til VERDEN; at dersom der endnu er nogen Ære tilbage,
hos den unge Herre, hand da kand sende til Mr. Dodsleys


den Sum, som er mig frataget. Min Fodring hos ham er
syv og tredive Gvineer, og dersom hand ikke betaler dem inden
sex Dage efter at dette Brev er blevet offentligen bekiendt, da
skal jeg strax lade hans Naun sætte i de nye Tidender og lade
heele Verden vide hvad Uret hand har tilføyet mig.
Jeg har endnu een Aarsag, hvorfor jeg giør eder denne
Uleylighed, nemlig, at advare alle skikkelige Folk herefter at de
ikke i de offentlige Papiirer lade søge om en behagelig Reyse¬
Staldbroder i en Post=Chaise; saasom det er mig ikke en
liden Trøst, at jeg kand giøre andre Folk viise, endog ved mine
egne Ulykker.
Jeg er,
Min Herre,
Georges=Herberg
eders forbundne og oprigtigste Tiener
i Royston d. 16 Julii
1756.
W. B.
Af Choix litteraire Tom. 3.
Et Brev,
2P
fra en Landsbye=Præst til Mylord.
Naadige Herre,
Feg haaber at J vil undskylde eders gamle Ven, som har Tid
efter anden taget sig den Frihed at give eder nogle Forma¬
D¬


ninger, om hand giør det endnu eengang, ved denne besynder¬
lige Leylighed, som J nu giver ham. J siger i eders sidste Brev,
at J har tabt i Spill to tusinde Gvineer; denne Tidende for¬
aarsager mig en uendelig Græmmelse; thi vi Folk paa Landet
ansee to tusinde Gvineer for en meget anseelig Sum; og dersom
jeg ikke kiendte eder, da skulde jeg faldet i største Forundring
over den lystige Skrivemaade, som findes i eders Brev, efter
et saa betydeligt Tab.
Jeg veed at J Herrer i Staden ansee Spill, i det aller¬
høyeste, som en Skrøbelighed og en Tiidsfordriv; jeg derimod
har i lang Tiid anseet det som en af de groveste Synder
jeg kiender. J maa holde en gammel Landsbye=Præst til
gode at hand betiener sig af dette Ord, hvilket mand siger mig
er gandske kommet af Moden. Vil J vide, hvorfor jeg tæn¬
ker saaledes? Det er fordi Spill kand giøre en virkelig Skielm
af det allerærligste Menneske.
jeg kiender eder; jeg er forsikkret om at J har en natur¬
lig Tilbøyelighed til at giøre got, og at J ønsker at forhverve
eder et got Naun i Verden. J har viist, fra eders spædeste
Barndom, at J havde et fromt og medlidende Gemyt; jeg har
seet, at J har givet tolv Skilling til en skikkelig gammel Mand,
da J havde ikke meere end en Mark, og følgeligen beholdt selv
kun fire Skilling tilbage. Hvorledes er det da mueligt, at J
saa heftigen kand elske en Ting, som, med Tiden, kand berøve
eder eders Klogskab, eders Ære, eders Lyst til Ædelmodighed,
ja som kand end og bringe eder til at begaae Uretfærdigheder?


Jeg veed, at J vil lee over det som jeg her fremfører, og
at J vil sige at jeg prædiker for eder. Nu vel, enhver giør sit
Embede; jeg haaber at jeg skal aldrig skamme mig ved eller have
Skam af mit. Men hvorledes kand Spill have saadanne Føl¬
ger, som jeg taler om? Hav et Øyeblik Taalmodighed, naa¬
dige Herre, jeg skal viise eder det, og end med faa Ord, om¬
endskiønt jeg er kun en gammel Mand, der gaaer i Barndom.
Et ungt Menneske kand blive fordervet, ligesom de Sæl¬
skaber ere, hvilke hand søger. Mig synes, naadige Herre, at
de Huuse, hvor mand holder Spille Borde, ere ikke Viisdoms
og Dydens Skoler. De Regler, som mand der frembringer, de
Samtaler som der føres, det Syn som mand der seer, de aller¬
skammeligste menneskelige Passioner, en ivrig Begiærlighed
efter at vinde, Forbittrelser, Eder &c. alt dette synes mig ikke
at være meget beqvemt til at giøre et ungt Menneske dydigt.
Hvad Naun og Rygte angaaer, da vil mand lætteligen
tilstaae mig, at iblant alle Carakterer er der neppe nogen verre
end at have Navn af en Spiller. Hvor fordervet Verden end
er, saa har der dog aldrig været noget Menneske, som er blevet
almindeligen holdt i Ære, fordi hand har været hengivet til
Spill. Dersom det er anderledes nu ømstunder, da maae
Sagerne have forandret sig meget, siden jeg sidste Gang var i
London; det var Georg den Førstes Kronings Dag.
Jeg beder at J vil eftertænke, thi eders gode Tilbøye¬
ligheder ere mig bekiendte) hvor ofte J har vildet hielpe en eller
anden værdig Person, som har været elendig og nødlidende og
at J har ikke kundet, efterdi J havde været ulykkelig i Spill en
-- Efter¬
eller to Nætter tilforn.
311


Efterdi Spill fortærer en god Deel af Jndkomsterne, og
mand allerførst betaler den Giæld, som mand der kommer i
saa volder dette, at den største Deel af anden Giæld bliver alt
for længe ubetalt. Pengenes rette Værd i Handel og Van¬
del kommer af en idelig Omvexling; og dersom Kræmmeres og
Haandverksfolkes Regninger blive gamle, da maae der skee no¬
gen Uretfærdighed paa een af Siderne; thi enten anføre de ikke
deres Varer høyere for eder, end de bør selge dem til den der
betaler strax; i dette Fald er J uretfærdig imod dem, i det J
holder saa længe tilbage den Sum J er dem skyldig; eller og de
sætte høyere Priise for eder end Varene ere virkeligen værd, og
da er J Aarsag til denne Uretfærdighed, som de begaae imod
eder.
Jeg troer da, at alt hvad jeg har sagt er meget vel grun¬
det; men jeg tilstaaer, at det som gaar mig meest til Hierte,
er at et saa ypperligt Gemyt som jeg har fundet hos eder, er
blevet gjordt unyttigt ved saa jammerlige Midler. Jeg har ud¬
regnet hvor mange gode Gierninger J havde kundet giøre i afvigte
Aar, og hvilke J ikke har gjordt, uden at enten eders Carakter
er forbedret eller eders Lyksalighed forøget derved. See her
den Regning som jeg har gjordt derover, og dernæst er jeg eders
ydmygste Tiener.
Fortegnelse.
Over det, som Mylord! havde kundet giøre til det menneske
lige Kiøns Lyksalighed i Aaret 1753.
Til at sætte i Lære tvende Sønner af en
Soldat, som holdt sig tappert og miste¬
de Livet i Slaget ved Dettingen.
L50.
2


Til en fattig Præst, som har en stor Fam
lie paa Halsen,
100
Til Medgift til fem unge Piger paa deres
Brøllups=Dag med skikkelige Haand¬
verksmænd
100
y Til Klæder og Skole=Løn for ti unge
Drenge
100
Til at lade opdrage fjorten unge Drenge
og sex Piger
200
Til at hielpe i Stand fire unge Mennesker,
som have udlært og ville selv sætte sig
ned
150
Til at have laant til fattige Haandverks¬
folk uden Rente i tre Aar
200
Til Officerers Børn, som lide Nød.
250
Til en Herre af Byrd og Fortieneste, som
har haft den Ulykke at miste sin Formue
300
Til et Fruentimmer af Stand, hvis Fader
har ødelagt sig ved Spill, og som lever
i Elendighed, for at kiøbe hende en Liv¬
Rente af 30 Lom Aaret
300
9 Til fleere andre Barmhiertigheds=Giernin¬
ger ved adskillige Leyligheder
250
Summa L.2000
Jeg frygter, at, i stedet for dette, alting maae indføres un¬
der een eneste Artikel:
J Aaret 1753.
Tabt i Kort= og Tærning =Spill
L2000.


Ach, naadige Herre! jeg beder ydmygst at J med Agt¬
somhed vil sammenligne disse tvende Regninger. Dersom den
første havde været eders, hvilken Fornøyelse skulde det ikke ble¬
vet for eder, saa ofte J havde giennemseet den og betænkt, at Ji
et eneste Aar havde gjordt elendige Mennesker lykkelige for
deres gandske Liys=Tiid. Men hvad har J nu i stedet for
alt dette, uden Græmmelse? --- Jeg vil ikke sige meere; J
maae selv opfylde dette Rum-- Tænk et Øyeblik derpaa, i
fald det er mueligt, at J kand sætte eder ned og tænke. Min
gode og naadige Herre, --- jeg har altid elsket eder som J var
min egen Søn; J har givet mig mit Kald, og jeg er stedse ble¬
vet overvældet med eders Velgierninger; Jeg finder mig i Stand,
til at skille mig ved alt det som jeg har faaet af eder, dersom jeg
kunde derved forskaffe mig den Fornøyelse at høre Folk alleveg¬
ne tale vel om all eders Opførsel, ligesom mand allereede prii¬
ser saa mange gode Gierninger som J har gjordt. At høre
eders Berømmelser, det er en Trøst og Vederqvægelse for mine
graa Haar! men naar jeg hører noget ondt om eder, da smer¬
ter det mig i mit Hierte! Dersom det skulde tildrage sig, at J
lod mig vide, tilkommende Aar, at J havde anvendt allene¬
ste halvdeelen af hvad J har til overs, paa at giøre got, istedet
for at tabe det saa liderligen som i forrige Aar, da troer jeg at
det skulde give mig saa stor Fornøyelse, at J derved vilde legge
to eller tre Aar til mit næsten fuldendte Liv; jeg er eders ydmog
ste Tiener
Phil. de Coverley.
Jæs


Bie=Kuben.
No. 199.
Tiisdagen den 23 October 1759.
Af the World No. 154.
D¬
a jeg forgangen Dag gik ind i et Caffe=Huus ved
Stranden, fandt jeg der nogle unge Mands=Per¬
soner, som loe meget hierteligen over et gammelt Styk¬
ke Papiir. Min ærbare Anseelse vilde ikke tillade mig
at spørge dem hvad de læste; jeg ventede derfor med
megen Utaalmodighed efter at de skulde gaae bort, og
saasnart det var skeedt, tog jeg fat paa Papiiret, som
laae endnu paa Bordet, og fandt at Jndholdet deraf,
hvoraf de saa hierteligen havde leet, var et Forhør o¬
ver en ung Dreng paa sytten Aar, som havde berøvet
en Tieneste=Pige hendes Lommer, paa St. Povels
Kirke=Gaard. Pigens Klage var forfattet i følgen
de Ord:


Herrer og Dommere.
Naadig
Jeg havde været med en anden Pige, min Med¬
tienerinde, paa Comoedie Huuset i Drury=Lane, for
at see et Stykke, som kaldes Landsbye=Konen. Det
var sandeligen et slemt Stykke, og jeg ønsker at det
ikke satte min Medtienere nogle ugudelige Tanker i
Hovedet; thi hun sneeg sig fra mig ved Udgangen
af Comoedie=Huuset, og kom ikke hiem den heele
Nat. Jeg gik da alleene for mig selv over St. Po¬
vels Kirke=Gaard, hvor den Anklagede kom til mig
og vilde endeligen have et Kys af mig. Haha, un¬
ge Springer, tænkte jeg ved mig selv, jeg troer at
vi have alle været paa Comoedien; men dersom et
Kys vil fornøye eder, saa kand J endeligen tage det,
og gaae eders Vey; thi J skal ikke nyde meere af
mig, det forsikkrer jeg eder. Dette sagde jeg ved mig
selv, naadige Herrer, medens den unge Karl kyssede
mig; men naadige Herrer, han begyndte at blive
gandske næsviis; jeg stod da gandske stille op til
et Muuren, uden at sige saa meget som et eneste Ord;
et thi jeg havde Lyst til at see hvor vidt hans Uforskam¬
menhed vilde drive ham. Men i et Øyeblik, da jeg
e mindst tænkte paa noget saadant, krak gik mit Lom
me=Baand i tu, og det unge Menneske løb bort med
mine Lommer i sin Haand. Og da tænkte jeg det
var høy Tiid at skrige; jeg raabte da Mord og hold
paa Tyven, indtil Vægterne toge fat paa ham, og
førte os begge hen til Vagten. Og jeg maae sige,
at jeg aldrig i min Livs Tiid havde været i saadan
en Bevægelse; thi hvem vilde have ventet noget saa
dan


dant af et ungt Menneske, der havde saadant et ær¬
ligt Ansigt? Jeg stod derfor gandske stille, som jeg
forhen sagde, uden at røre saa meget som en Finger,
thi saasom han var saadant et ungt Menneske, saa
havde jeg stor Lyst til at see, hvor vidt hans Ufor¬
skammenhed vilde drive ham.
Den overmaade Oprigtighed, hvormed denne Kla¬
ge var forfattet, behagede mig ikke lidet, og jeg kunde
ikke andet end tænke, at den maatte give en meget yp¬
perlig Lærdom for disse af mine smukke Læserinder,
som ere undertiden for at føye deres Nysgierrighed,
hvor det vilde være forsigtigt at dæmpe den, og for at
holde deres Mund, naar de skulde være meest færdige
til at skrige.
Jeg troer, at mangt et Fruentimmer i høyere
Stand har haft den samme Nysgierrighed, som denne
stakkels Pige, uden at komme saa vel derfra, omend¬
skiønt Tyven er ikke blevet bragt i Forhør for det
Rov han havde begaaet; Vægterne, som skulde gribe
saadanne Tyve, ere og gemeenligen faldne i Søvn,
med mindre det kand en og anden gang være en Æg¬
temand eller en Fader; men det Røvede kand aldrig
blive erstattet igien.
Sandt at sige, Nysgierrighed er den største For¬
dervelse for Qvindekiønnets Ære. Det var vores før¬
ste Moders Skrøbelighed, og den er nedstiget i en døb¬
belt Grad til næsten enhver af hendes Døttre. Der
uu 2


ere tvende Slag
f den, som jeg i Besynderlighed vil¬
de raade mine smukke Landsmænd at vogte sig for; den
ene er den ovenmeldte Nysgierrighed, at forsøge hvor
vidt en Mandspersons Uforskammenhed vil drive ham;
og den anden, at ville nøye kiende deres egen Styrke,
og hvorvidt de maae lade sig friste, saa at de kand
gaae tilbage med Ære. Jeg vilde iligemaade forma¬
ne dem til at vogte saavel deres Lommer som deres
Personer for Mandfolkenes Forræderie; thi i denne
Spille Tiid kand det ikke saa læt afgiøres, om deres
Anslag ere meest paa et Fruentimmers Pung eller paa
hendes Ære; ey heller er det læt at sige, naar Anfal¬
det giøres paa Pungen, om det ikke maae være en For¬
beredelse til et meere farligt Tyverie.
forrige Tider var det Maade naar en Mands¬
person havde Anslag mod et Fruentimmers Dyd, at
sætte sig i Yndest hos hende, ved at tage alle Leylig¬
heder i agt til at lade hende vinde hans Penge i Kort¬
Spill. Men disse Tiders Stats=Klogskab har gandske
forandret denne Maade, naar man nu omstunder vil
bemægtige sig et Fruentimmer, da søger man at vinde
hendes Penge fra hende, og at bringe hende i stor
Giæld; thi hvad der tabes i Kort Spill skal betales
paa en Maade eller en anden, ellers er det ikke mue¬
ligt at lade sig see i Sælskab; og hvad er et Fruen¬
timmers Dyd værd, dersom hun altid skal blive hiem
me med den:
61


En meget lystig ung Person af mine Bekiendtere
beklagede for mig den anden Dag, at han havde væ¬
ret meget ulykkelig i Picqvet. Han fortallte mig, at
han paa det allernærmeste havde gandske afklædt et af
de vakkerste Fruentimmer omkring ved Slottet; men at
en ulykkelig Tredsindstyve havde giort alt hans Haab
til intet. Det synes, at Fruentimmeret havde spillet
med ham i hendes eget Huus, indtil alle hendes rede
Penge vare borte; og da han ikke vilde spille med hen¬
de paa Borg, saa tillod hun at han satte en liden
Sum imod hendes Kappe (*), hvilken han vandt og
stak i sin Lomme, og derefter hendes Hals-Tørklæde;
men da han satte baade Kappen og Tørklædet og alt
hvad han havde vundet, imod hendes Bryst=Strimmel,
saa blev han grueligen afslaaet ved en Tredsindstyve,
da ham fattedes kun to Øyne i Spillet; og maatte for¬
lade Fruentimmeret lige saa vel klædt som han havde
fundet hende.
Dette var i Sandhed en meget betydelig Lykke¬
Vending for Fruentimmeret; thi dersom hun var ble¬
vet ved at tabe fra Top til Taae, da skælver jeg næ¬
sten ved at tænke paa, hvad det sidste Spill maatte
blevet om. Jeg er bange at min Vens Uforskammen¬
hed vilde have drevet ham langt videre end Lommety¬
vens i Forhøret, og at han vilde neppe ladet sig nøye
med at løbe bort med hendes Klæder; og derforuden,
hvilket ærbart Fruentimmer, i saadan en Omstændig
uu 3
() Et Hoved=Skiul, saa kaldet.


hed, vilde afslaaet nogen Ting, hvorved hun kunde be¬
kommet sine Klæder igien, og sat sig i Stand til at
lade sig see?
Siden den Tiid at min Ven fortallte mig denne
Historie, er jeg blevet forleedt til to eller tre Vildfa¬
relser, naar jeg er gaaet igiennem de fornemme Gader
og Pladser i denne Hoved=Stad; thi saasom jeg er af
Naturen kort syynet, saa har jeg bildt mig ind, naar
jeg har seet en velklædt Fruentimmer=Skræder komme
ud af et anseeligt Huus med en Byldt under Armen,
at det var en Herre, som havde været saa lykkelig at
vinde Fruens Klæder fra hende, og gik nu bort i Tri¬
umpf med hans Vinding.
Hvor vidt dette nye Slags Spill maatte have gaaet,
kand ingen sige, dersom Fruentimmerne selv havde ikke
i Tide giort Ende derpaa, og dæmpet det i Begyndel¬
sen. En forsigtig Mand, som veed at han ikke kand
bare sig for at spille, vil enten holde sig fra Masqve¬
rader og Spille=Sælskaber, eller legge sine Penge ind
i sit Skriver=Pult. Men saasom det iblant Fruentim¬
merne er en ugiørlig Sag at blive hiemme, saa have
de vedtaget at bruge den anden Varsomhed, og meget
forsigtigen lade deres Klæder blive hiemme. Heraf
kommer det, at man meget sielden seer Kapper, Tør¬
klæder, Palentiner eller Hals-Strimler paa de unge
og smukke, thi saasom de kiende deres egen Skrøbelig¬
hed, og at Mandfolkene ere ikke altid saa høflige at
spille


de fra sig ved de¬
spille med dem paa Credit, saa leg
res Natborde alle disse Skiul, som de ere i nogen u¬
middelbar Fare for at tabe under fire Øyne.
Jeg haaber, at Fruentimmerne vil agte mig be¬
rettiget i det mindste til deres Taksigelse, fordi jeg til¬
skriver deres kloge Forsigtighed den Nøgenhed i deres
Klædedragt, hvilken ubetænksomme og vankundige Per¬
soner have stedse mistaget for Flanevorenhed eller U¬
beskeedenhed. Paa samme Tiid vilde jeg og anbefale
alle unge Fruentimmer, som ere bekiendte for at ikke
være Spillere, at de enten bære et Skiul over deres
Hals, eller hænge en Kaabe over deres Skuldre paa
alle offentlige Steder, paa det der skal ikke tænkes, at,
i det de fremvise deres Skiønheder for at drage Mand¬
folkenes Øyne til sig, de have en Nysgierrighed, lige¬
som Tieneste=Pigen i Forhøret, at see hvor vidt deres
Uforskammenhed vil drive dem.
For at ende dette Blad lidet alvorligen, vilde
jeg bede mine smukke Læserinder, at overlade Spill
til Mandfolkene, og Uhøviskhed i Klæder til offentlige
Skøger. Nattevaagen ved Spille=Bordet vil forderve
disse Skiønheder, som de ere saa meget for at viise
frem, og naar de ikke skiules, da bliver man alt for
meget


meget vant til at see dem, saa at man derfor ikke kan
agte dem. Tiids og Penges Spilde ere de sædvanlige
Ulykker ved Spill; men Skaden bliver ikke altid endt
dermed; thi hvor urimeligt det end maae synes, mangt
et Fruentimmer er blevet drevet til at sælge sin Ære,
for at faae sin Credit igien. Men jeg haaber, at mine
smukke Landsmænd ville lade sig advare i Tiide, og at
de ville beflitte sig paa at fortiene en bedre Roes, end
der engang i en Liig=Prædiken, blev givet en Frue, som
døde i sit hundrede og femte Aar, "At hun imod
Enden af hendes Liv var exemplarisk for hendes
"Kydskhed.


Bie=Kuben.
No. 200.
Tiisdagen den 30 October 1759.
Af the World No. 144.
E¬
fterfølgende Brev er saa rørende, at jeg har ikke haft
liden Umag med at faae det saa betimeligen trykt, at
det kunde komme ud i Dag, efterdi Tiden var meget knap.
Dersom Jndholdet deraf er sandfærdigt, da veed jeg neppe
nogen Straf, som han jo fortiener, der er Aarsag til saa
mangfoldige Ulykker. De Elendigheder, som Menneskene
ikke kand undvige, ere i sig selv tunge nok for den menne¬
skelige Natur at udstaae, men naar Skam og Vanære leg¬
ges til Armod og Mangel, da er Livet saadan en Byrde,
som ikke kand bæres uden ved den Betragtning, at der om¬
sider er en Giengiældelses Stand, i hvilken de Uskyldiges
Lidelser skal blive overflødigen belønnede, og timelig Sorg
kronet med uendelig Glæde.


Ti
Min Herre,
Dersom eders Hierte kand have nogen Følelse for en Hu¬
strues og Moders Elendigheder, som er bragt i den yderste
Fordervelse, da beder jeg at J vil unde min høyst ulyksalige
Historie et Sted i eders næste Blad. Det kand mueli¬
gen komme tids nok til at forekomme en bedrøvelig Hæn¬
delse, som vilde giøre min Kummer gruelig, og drive til
den yderste Forvirring en fattig hielpeløs Familie, som har
allerrede meere Elendighed at drages med, end de ere mæg
tige til at bære.
Min Mand er en meget brav Officerer i Armeen,
som ved en Mængde af u-undgaaelige Vanheld blev nødt
til at selge sin Plads, og fra en Stand, hvor i hand leve¬
de beqvemmeligen og i Overflødighed, er forlænge siden
drevet til den yderste Armod og Mangel. Een Søn og een
Aha! at jeg skulde
Datter vare vore eneste Børn.
leve den Dag og sige det! lykkeligt vilde det have været for
os, dersom een af dem havde aldrig været født. -- Dren¬
gen havde et ædelt Gemyt, og i vore lyksaligere Tider kiøb¬
te hans Fader ham en Officerer=Plads i Armeen, hvor
han nu er Lieutenant, og ligger med sit Regiment i Skot¬
land. O! han er et kiært og lydigt Barn, og har reddet
hans fattige Forældre fra den yderste Mangel, ved den kiær¬
lige Hielp, som han Tiid efter anden har sendt os i vore
Elendigheder.
Hans


Hans Søster var i en kiærlig Faders og Moders Øyne
overmaade elskelig. Aha, Msr. Fitz-Adam! hun var alt
Hvor ofte har jeg vædet hendes kiære An¬
for elskelig - --
sigt med mine Taare, naar jeg tænkte paa, at hendes Ge¬
myt var alt for fromt og føyeligt for en saa indtagende Ge¬
stalt! Hun levede hos os indtil hun havde fyldt hendes fior
tende Aar, paa hvilken Tiid en god Ven overtalede os til
at lade hende komme til en riig og fornemme Herre paa
Landet, (som var nyligen blevet Enkemand) for at giøre
hans Døttre Sælskab. Denne Herres Caracteer var alt for
æragtig, og Tilbudet alt for fordeelagtigt, at vi skulde læn¬
ge drage i Betænkning at skille os ved et Barn, som vi va¬
re ikke i Stand til at underholde, hvor kiær vi end havde
hende. Det er nu lidet meere end to Aar siden hun kom fra
os, og indtil for gandske faa Maaneder siden var det vor
Lyksalighed og Glæde, at vi havde saa lykkeligen forsynet
hende. Hun var agtet og elsket af de unge Jomfruer, som
vare i Sandhed meget elskelige Fruentimmer; og deres Fa¬
der syntes at have saa stor Godhed for os, at han forstrak¬
te min Mand en Sum Penge, mod hans Forskrivning, til
at afbetale nogle smaa Giældfødringer, hvorfor han hvert
Øyeblik blev truet med Arrest.
Men hvorledes skal jeg fortælle eder, min Herre, at
denne Person, som syntes at være vor Velgiører, har været
vor allergrummeste Fiende! Den Fornøyelse vi havde over
vor gode Lykke, begyndte at blive af brudt, ved det vi fik
ikke saa ofte Brev fra vor Datter som vi pleyede, og naar
vi bekom et Brev fra hende, da var det kort og tvunget,


oglundertiden plættet, ligesom af Graad, endskiønt vi fandt
intet deri, som skulde give Anledning til nogen Bekymring.
Det er nu næsten to Maaneder siden vi have faaet nogen
Tidende fra hende; og medens vi forundrede os over denne
hendes Taushed, fik vi et Brev fra den ældste af de unge
Jomfruer, hvilket satte os i en Bestyrtning, som man
hverken kand beskrive eller forestille sig. Udskriften var til
mig, og det indeholdt disse Ord:
Madame!
For visse Aarsagers skyld, som J alt for snart vil faae
at vide, maae jeg bede, at eders Datter ikke længere bli¬
ver i vores Huus. Jeg tør ikke udviise min Medynk mod
hende, som jeg vilde, paa det den skulde ikke forleede mig
til at tænke for haardt om een, hvilken jeg efter min Pligt
er skyldig til at holde i Agt og Ære. Den som bringer
eder dette, vil tillige overlevere eder en liden Ting, hvor¬
med jeg beder at J strax vil leye en Post=Chaise og hente
eders Datter herfra. Min Fader er ikke hiemme, og
veed intet af dette Brev; men vær forsikkret om at det
er skrevet i den Mening at tiene eder, og at jeg er,
Madam,
eders oprigtigste Ven
"og ydmyge Tienerinde.
Hvor oprørt og forskrækket jeg end blev over dette Brev,


saa drog jeg dog ikke i Betænkning at efterkomme Jndhol¬
det der af. Hand som bragte det, enten kunde ikke, eller
vilde ikke give mig den allermindste Efterretning om noget,
som jeg forlangede at vide. Min Mand giorde sig vel en
ulyksalig Gisning om Meningen deraf, og i en rasende
Forbittrelse paastod at hand vilde følge med mig; men saa¬
som jeg virkeligen haabede noget bedre, og indbildte mig
at de unge Jomfruer frygtede for at deres Fader skulde ha¬
ve i Sinde at ægte min Datter, saa overtalede jeg ham
til at have Taalmodighed, og kiørte bort allene.
Jeg reyste heele Natten, og næste Morgen kom jeg til
-O! min Herre! er jeg i Live til at sige det?
Stedet.
jeg fandt min Datter i en Tilstand, den allergrueligste
som en kiærlig Moder kunde see! Hun var blevet forført
af hendes Velgiører og lavede kiendeligen til Barsel. Jeg
vil ikke opholde eder med at fortælle om det ulyksalige Crea¬
turs Daanen og Skamfuldhed ved denne Sammenkomst,
eller om min egen Forvirring over det jeg saae og hørte
Kort sagt, jeg fik at vide af den ældste Jomfrue, at hun
havde længe haft en Mistanke om nogen utilladelig For¬
troelighed imellem hendes Fader og min Datter; og da
hun i hendes forandrede Gestalt og Skabning havde fundet
sin Mistanke vel grundet, saa havde hun alvorligen spurt
hende derom, og bragt hende til en fuldkommen Bekien¬
delse om sin Skyld; fremdeles, at hendes bedaarede Fa¬
der var nu reist til Staden, for at forskaffe hende Værel¬
ser til den tilstundende Fornødenhed, og at min arme for¬
lokkede


met
ham derefter i
samtykt at lev
havde
lokkede Datter
London, som hans Maitresse.
jeg behøver ikke at sige eder, min Herre, med hvil¬
ken Gruelse jeg hørte denne bedrøvelige Historie. Det maa
være nok, at jeg reyste bort med mit ulyksalige Barn det
allersnareste jeg kunde. Det er ey heller fornødent at jeg
skulde fortælle eder om en kiærlig og forstyrret Faders Vre¬
de og Forbittrelse, da vi kom hiem. Til Ulykke for os alle,
var hand alt for hidsig i hans Truseler, hvilke jeg slutter
kom denne allergrummeste Mand for Øren, som otte Da¬
ge derefter lod ham trække i Fængsel for hans Giæld-For¬
skrivning.
Men dersom dette, Msr. Fitz Adam, havde været det
største af min Elendighed, hvor grusom den og er, da hav¬
de jeg forskaanet eder for denne Uleylighed at fortælle eder
den, og begravet min Sorg i min egen Barm. Aha! min
Herre, jeg har en anden Bekymring, som er mig meere
utaalelig end alt hvad jeg har fortalt eder. Min næsten
afsindige Mand har i sit Hiertes Bedrøvelse skrevet til min
Søn, og givet ham den allergrueligste Beretning om hans
Datters Beskæmmelse og sit eget Fængsel; besværende ham
(som han nu i morges har tilstaaet for mig) ved hans Ære
som en Soldat, og ved alt hvad han haver kiært, at han
ikke forsømmer et Øyeblik, med sin Kaarde at straffe den¬
ne hans Families Ødelegger. Dette ulyksalige Brev blev
sendt bort i forrige Uge, og har opfyldt mig med den grue¬
ligste Skræk, naar jeg tænker paa hvad der kand tildrage,


for alting, formedelst min Søns Ube¬
sig. Jeg fryg
sindighed og Hidsighed, der har saadanne Begreeb om Ære
og Retfærdighed, som unge Krigsfolk gemeenligen have,
hvilke til Trods for Loven ville være Dommere i deres egen
Sag, og hævne den Uret, som Himmelen allene skulde
straffe.
Jeg har skrevet ham til angaaende denne Sag, i all
den Hierte-Angest, som en kiærlig og bedrøvet Moder kun¬
de skrive. Men Ach! det bæres mig ulyksaligen for, at
mit Brev vil komme for silde. Hvad er denne Ære, og
hvad er denne Retfærdighed, som skynder Menneskene til
voldsomme og blodige Gierninger, og enten lader dem bli¬
ve til Slagt=Offer for Loven, eller for deres egen ufor¬
svarlige Forvovenhed? Jeg har forestillet ham hans Pligt,
saa eftertrykkeligen, som jeg var mægtig til i denne for¬
virrede Tilstand, og har bedet ham, for hans egen Siæls
Skyld, og for deres Skyld, som han inderligst elsker, at
han dog ikke vil styrte i den yderste Ulykke en Familie, hvis
Gienvordigheder allereede ere færdige at siunke dem ned i
Graven.
Det eneste Glimt af Trøst, som jeg seer, er det Haab,
at dette Brev, naar J lader det trykke, maae advare det
Skarn, som har gjort os ulykkelige, om sin Fare, og be¬
væge ham til at undvige den. Frygt følger almindeligen


med Skyld, og maae formodentligen blive et Middel til at
bevare mig en Søns Liv, efter at verre end Døden er hen¬
det en Datter.
Dersom J har Medynk i eders Natur, da beder jeg,
at J ufortøvet vil giøre dette Brev bekiendt, hvilket vil u¬
endeligen forpligte, min Herre,
Eders høyst bedrøvede
men oprigtigste, ydmyge Tienerinde.


Bie=Kuben.
No. 201.
Tiisdagen den 6 November 1759.
Af the Connoisseur No. 87.
Qvid Aignum tanto tibi ventre gulaqve precabor?
Hvad skal jeg ønske dig, som værdigt være maae,
Og til saa stor en Vom og Slughals kand forslaae?
E¬
fterdi Æden og Drikken ere uforbigængeligen for¬
nødne til at holde vore brøstfældige Legemer til¬
hobe, saa ere vi forpligtede til at give Agt paa Na¬
turens Kald, og at fyldestgiøre Begiærlighedens ordent¬
lige Fodringer; omendskiønt det er i Sandhed kun en
gandske liden Deel af Menneskene, som æde fordi de
ere hungrige, og drikke fordi de ere tørstige. Den ge¬
meene Dag=Lønner kand vel være glad ved at giøre et
hastigt


hastigt Maaltid med hans Kone og Børn paa det han
maae bekomme Styrke til at gaae til sit Arbeyde igien;
og Drageren finder det fornødent at forfriske sig med
en Pot stærkt Øll, medens han sætter sin Byrde fra
sig ved Dørren af et Øll-Huus. Men disse, som have
meere stunder til at pønse paa hvad de skal æde og drikke,
udkræve noget meere i deres Føde, end hvad der er kun
sundt og fornødent; deres Ganer maae fornøyes med
stærke Sauser, og velkrydede lækkere Retter; og benyt¬
te sig jævnligen af saadanne Ting, som opvække Lyst
til at æde førend de ere hungrige, og som sætte deres
Maver i Stand til at bære den Byrde som de legge i
dem. Der ere et Slags Folk, hvis fornemste Roos og
Ære er en god Smag, (som de kalde det) og en stor
Appetit, og deres gandske Livs Forretning er indbefat¬
tet i deres Frokost, Middags og Aftens Maaltid. Disse
Folk, hvadsomhelst Rang og Navn de have, enten de
spiise Skildpadder eller æde anden grov Kost, enten det
er en Hertug eller en Vognmand, ere visseligen af de¬
res Tall, hvilke Naturen (som Sallust siger) har dan¬
net ligesom Fæ, tienende deres Bug; og have visse¬
ligen i nogen Maade Deel i den Dom, som blev fæl¬
det over Slangen, at være forbandede frem for alle
Dyyr paa Marken og at gaae stedse paa deres Bug.
Der ere mange Laster og Daarligheder, som Men¬
neskene stræbe at skiule for andre; men denne, frem for
alle andre, søge de en Roos i at udraabe; og synes
at løbe omkring med en Narre=Hætte og Bielder, lige¬


som de tragtede efter den Ære at sættes i Rang iblant
Daarligheds Sønner. J Sandhed, ligesom det Fran¬
ske Sprogs Ziirlighed har tillagt enhver Slughals den
Titel af Bon Vivant, og vort eget Sprogs Høflighed
har æret deres beestiske Slugvorenhed med det Navn
at leve vel, saa meener en Epicuræer at han ved at
æde og drikke skal faae eder til at have des bedre Tanker
om ham, og at han ved en udsøgt Køkken=Seddel skal
forhverve sig eders Høyagtelse. Hvorledes det end maae
være, saa er det mærkeligt, at ligesom Ræve=Jægeren
finder Fornøyelse i at fortælle hvad der har tildraget
sig ved Jagten, naar han om Aftenen sidder ved en
Skaal Puns, saa glæder og en Bon Vivant sig ved at
give Beretning om et lækkert Maaltiid, og ligesom tyg¬
ger Drøv i hans Betragtninger over et herligt Giæstebud.
Jeg er bragt paa disse Tanker ved det Bekiendt¬
skab jeg er nyligen kommet i med en Person, hvis gandske
Tale er, i en bogstavelig Mening, Bord Snak. Hans
Hierne synes at være opfyldt med en Misk mask af
Begreb, der bestaaer af adskillige Retter, hvilke han
ideligen bærer frem for at fornøye Sælskabet. Ligesom
det blev sagt om Longinus at han var et vandrende
Bibliothek, saa betragter jeg ligeledes denne Herre som
et vandrende Spise=Kammer; og ligesom man sagde
om Demosthenes, at hans Tale lugtede af Lampen, saa¬
ledes lugter og min Vens gandske Samtale af Køkkenet.
Ja han benytter sig og af sin Mave som en Hielp for
hans Hukommelse, og erindrer sig et hvert Sted, hvor


han har været og enhver Person han har seet, ved
nogle Omstændigheder, som høre til det Maaltiid han
har forefundet. Dersom han erindrer sig et særdeles
Giæstgiver=Huus, da legger han dette til: "fordi der
fordervede Kokken en rar Fisk; Et andet Huus kom¬
mer han ihu, "fordi der tog Præsten alt det feede af en
Dyre=Kølle;, han erindrer en Herre, som J næv¬
ner, fordi han aad allermindst, af alle dem han kien
der; eller et Fruentimmer, "fordi hun drak en stor
Deel Viin ved Aftens Maaltidet; og et andet, "fordi
hun havde den beste Recept for syltede Agurker, at
de kunde see grønne ud.
Hans Æde=Lyst regierer og alle hans Gierninger,
Forlystelser og Studeringer. Han er en Elsker af Hare¬
agt, saasom han siger, at han opmuntres til at for¬
følge den ved det Haab at see Puus staae og røge paa
Bordet; men han forundrer sig over, hvorledes nogen
Mand kand vove sin Hals i at jage efter en Ræv, som,
naar man har faaet den, er ikke værd at spise. Han har
haft Leylighed, ved de Svagheder, som hans herskende
Lyst har paaført ham, til at opholde sig ved de adskil¬
lige Kilder i Kongeriget; men disse betragter han ikke
som Steder, hvor Folk reyse hen for at drikke Vandet,
men hvor de reyse hen for at æde; og i denne Betragt¬
ning giver han Beskrivelse over dem alle. "Bath, siger
han, er et af de beste Markeder i Verden; i Tun¬
bridge faaer J skiønt Lamme Kiød, og de allerudval¬
" deste Snepper; men i Cheltenham, gid Pokker havde


det Sted, faaer J ikke andet end Koe Kiød, spædt
Kalve=Kiød og suurt Flesk. Han betragter enhver
Part af Engeland i samme Hensigt; og vilde lige saa
gierne reyse til Cheshire efter Smør, og til Suffolk
efter Ost, som han vilde miste at æde af det, som en¬
hver særdeles Stad eller Egn er bekiendt for at have
allerypperst i sin Art. Han fortryder ikke paa at ride
tinge (Engelske) Miile for at spiise af en Ræt, som han
holder af; og i forgangen Uge fatte han en Ven i Bucking
hamshire stævne at møde ham i Urbridge, "hvilket (siger
han i sit Brev) er det beste Sted, hvor vi kand af¬
giøre vore Sager, formedelst det fortræflige Brød og
Smør vi kan faae til Froekost, og de lækkre Foreller,
som vi kand være visse paa at faae til Middag.
Msr. Crammvell. thi det er hans Ravn, er saa ulyk¬
kelig, at hans Pung ikke svarer til hans Smag; saa
at han er nødt til at benytte sig af adskillige Kunst=greb,
for at fornøye sin Appetit. Til denne Ende har han
med stor Møye oprettet en Elub, der bestaaer af saa¬
danne Personer, som meest formodentligen kand befor¬
dre det som kaldes at leve vel. Dette Sælskab bestaaer
af Lemmer, som alle drive nogen Handtering, der kand
forsyne det med Æde=Varer, undtagen en Landsbye¬
Herremand, som skaffer Vildt; og de ere forpligtede til
at sende ind det beste af hvadsomhelst de handle med,
og for det første Jndkiøb; ved hvilken viise Indretning
Cluben bliver forsynet med alle de lækkre Ting, som
enhver Aarets Tiid frembringer, og for den allerbillig¬


ste Priis. Mfr. Cramwell, formedelst hans ugemeene
Fremgang i Æde=Videnskaben, er beæret med det Em¬
bede af stedsevarende Skaffer, og han har opnaaet saa
høy en Grad i at giøre Beregning over hvor meget der
er nok, at han synes at rudre Maverne i Cluben, li¬
gesom en Told-Betienter et Fad; saa at naar alle Lem
merne ere tilstæde, kommer der siælden sex Lod Mad
fra Bordet. Naar en Plads bliver ledig, bruges der
megen Fliid og Overleggelse i at vælge en nye Laugs¬
Broder. Det vilde ikke være nogen Recommendation
for en, som begiærte at antages i dette Sælskab, at
han kunde æde en heel Kalkunsk Hane, og lige saa me¬
get af en Dyre=Ryg, eller æde en Dyre=Kølle, med
Fettet af en anden som Sause dertil; tvert imod, der
brugtes aldrig meere Forsigtighed, naar en Pave døer,
for at udvælge een i hans Sted, som seer mindst ud
til at leve længe, end der bruges af dette Sælskab af
Epicuræiske Sviin, paa det de ikke skal antage nogen,
som er en stærkere Æder end de selv. En Capitain paa
et Vestindisk Skib er blevet antaget som et Ære=Lem,
saasom han har lovet at han hver Reyse vil bringe med
sig en Ladning af Skildpadder, som en Foræring til Clu¬
ben; og for faa Dage siden mødte jeg Cramwell i en
overmaade munter Luune, da han fortalte mig, at han
var den lyksaligste Mand i Verden. "Nu, sagde han,
skal vi faae Ortulaner i lige saa stor Overflødighed som
Duer; thi i Gaar have vi udvalt til et Medlem i
vort Sælskab en af de Flanderske Fugle=Handlere.
Denne


Denne
orsamling, som er indrettet for at vedlige¬
holde et herligt og lækkert Bord, fornøyer min Ven
Cramwells Fraadserie for en billig Priis; og paa det
han maae giøre saa mange gode Maaltider som mue¬
ligt er, saa mager han det ofte saaledes at han kom¬
mer til at spiise hos fornemme Folk. Til den Ende sen¬
der han Herren eller Fruen en Ost fra Bath, eller en
Fugl, eller en Fisk fra hans Venner i Lincolnshire,
eller Somersetshire; og det slaaer sielden feyl at han
jo derfor bliver budet til Bords. Her æder han da med
saadan Begierlighed som om han havde holdt Faste=Dage,
eller skulde ikke igien faae Mad i fjorten Dage. Han
lader aldrig den mindste Bi=Ret gaae forbi; thi en er
saa overmaade god; en anden seer saa nydelig ud; en
anden er saa stor en Raritæt; og omendskiønt han er¬
klærer at han kand ikke spise en Bid meere, saa vil han
dog stræbe at finde Rum til denne eller den Lækkerbid¬
sken, efterdi han aldrig i sin Livs Tiid har smagt den
tilforn. Hvorsomhelst han gaaer til Giæst, der vil han
altid passe paa at bemægtige sig det beste og det meeste
af enhver lækker Ret, uden at bekymre sig i mindste
Maade om de øvrige i Sælskabet; han vil legge en heel
Fugl for sig selv, omendsklønt der er kun et Par; og
paa det ikke nogen lækker Mundfuld skulde tages bort
for ham, saa snapper han efter den saa graadigen,
som en hungrig Franskmand efter daglig Spiise. Det
hændte sig engang, da han spiiste med en Raadmand,
at hans Appetit overgik saa aldeles hans Høflighed og
Levemaade, at han skrællede alt det yderste af en Pud¬
ding


ding; og siden den Tiid ha
kaldet
ham Flaae=Pudding.
Saasom all hans Glæde og Elendighed stedse har
sin Oprindelse af hans Bug, saa tænker han at det er
ligeledes med andre; og jeg hørte at han spurte en,
som var ham gandske fremmed, og som klagede at han
var syg, "om han havde forædt sig? Det er ingen Un¬
der, om Cramwell skulde undertiden være plaget med
Podagra; jeg besøgte ham forgangen Morgen, og fandt
ham med Beenene indsvøbte i blaat Fildt, og en Bog
liggende aaben for sig paa Bordet; da jeg spurte ham
hvad han læste, svarede han, at han brugte Medicin;
og da jeg videre spurte, hvem han raadførte sig med,
svarede han: "O! ingen kand giøre mig saa megen Tie¬
neste, som Mad. Hannah Glasse. Jeg sidder her og
læser hendes Kaage=Kunst, i Haab at faae Appe¬
tit; thi i Sandhed, min kiære Ven (sagde han frem¬
deles med Taare i Øynene,) all Lyst til at spiise er
mig forgaaet, og jeg er vis paa at jeg skal døe, der¬
som jeg ikke finder noget i denne Bog, som jeg tæn¬
ker at jeg kand spise.


Bie=Kuben.
No. 202.
Tiisdagen den 13 November 1759.
Af the World No. 71.
Ne scutica dignum horribili sectere flagellø.
Den Feyl, som kun fortiener Riis,
Ey straffes bør paa Bøddel=viis.
J¬
eg bilder mig ind at man jævnligen maae have
mærket at jeg hidindtil har forrettet det Embede jeg
har paataget mig, uden at bruge noget af den Haard¬
hed, som kand fortiene Naun af Satyre; men tvert imod
med den fromme og kortvillige Lystighed, som heller til¬
kiendegiver en Faders ømme Kierligheds Ønsker, end
en myndig Læremesters befalinger. Mine Regler frem¬
sættes uden nogen hosføyet Straf for Overtræderne. Ef¬


ter at jeg har anvendt syv Sider af otte paa at viise,
at Fruentimmerne vanhelde deres Personer, og Mand¬
folkene deres Hauger, ved alt for megen Kunst, saa giør
jeg ingen anden Slutning, end at jeg koldsindigen erin¬
drer dem, at begge Deele vilde være langt smukkere, der¬
som Naturen blev mindre gjordt ukiendelig.
En vis Person, som havde reyst vidt omkring i Ver¬
den, begav sig paa en af hans Reyser til Florents,
hvor han blev storligen afholdt og æret af Store=Her¬
tugen. De adskillige Lande han havde seet, og den ar¬
tige Munterhed, hvormed han beskrev deres Jndvaa¬
neres Skikke, Sæder og Carakterer, giorde hans Sælskab
og Fortælling meget behagelig. Men det hændte sig li¬
det ulykkeligen, at han var faldet paa at antage en af de
Østerlandske Skikke, nemlig at bruge Knebelsbarter, og
disse har han af den yderste Størrelse. Store=Hertugen
kunde ingenlunde finde behag i denne Mode; og saa
snart han havde udtømmet sin anden Flaske, vilde hans
Misfornøyelse bryde ud, endskiønt aldrig med større
Haardhed end i følgende Ord: "Signor Giramondo, jeg
er ikke Hertug i Toscana, saa længe J bærer disse Kne¬
belsbarter. Ligeledes siger jeg, "Jeg er ikke Adam Fitz
Adam, saa længe Fruentimmerne bære saadanne umaa¬
delige Fiskebeens Skiørte, saadanne korte Klokker, og
saadanne store Skiøn=Pletter nær ved det venstre Øye;
eller saa længe Mandfolkene ødelegge deres Midler og
Helbred med Spill, eller vanhelde Naturens Gestalt
ved Kunstens Lapperier.
Saa¬


Saasom Hertugen af Toscana kunde saa lætteligen
med en Sax have borttaget det, som baade mishagede og
fornedrede ham, saa bør han for sin Lemfældighed agtes
langt høyere end den tyranniske Procrustes, hvis Øyne va¬
re saa kræsne, at de kunde ikke taale at see noget, som ik¬
ke havde Proportion; han kunde blive saa fortrydelig over
at see en Person, der var alt for høy, at han vilde befale
at han skulde forkortes til det rette Maal, ved at hugge af
hans Been. Men en tyrannisk Regiering kand ikke blive
bestandig, og voldsomme Midler maae ophæve den Over¬
eensstemmelse, som jeg gierne ønsker at maatte længe be¬
staae imellem mig og dem, som jeg har paataget mig at regie¬
re, end og om det var at formode at jeg kunde sætte saa¬
danne Midler i Verk. Men intet røber Afmagt saa me¬
get som Truseler, hvilke vi ere ikke i Stand til at opfylde.
Der fortælles i Apostlernes Gierninger, at fyrretiuge
Jøder havde forbandet sig selv, at de hverken vilde æde eller
drikke, førend de havde slaaet Apostelen Povel ihiel."
Vi høre ikke meeere om disse Jøder, omendskiønt Apostelen
overlevede deres Truseler. Jeg bilder mig ind, at jeg er
ikke mindre nidkiær for at afskaffe Daarlighed og falsk
Smag; dog er det saa langt fra, at jeg vil bruge nogen
saadan Trusel, at jeg reent ud tilstaaer, at jeg har i sinde
at æde og drikke saa hierteligen, som om der var ikke no¬
gen saadan Ting som Daarlighed tilbage i Verden. Det
har vel behaget mine Fiender at udspreede, at min Lyst til
at fremdeles fornøye disse Begierligheder er Aarsag til at
jeg har ikke for lang Tiid siden udrøddet all Daarlighed,
hvad Naun den have maae. De giøre sig ingen Betænk¬


foregive at der vilde ikke have været saa
ning over at
meget som en Skiøn=Plæt, Pompon, &c. tilbage iblant
os, dersom jeg havde ikke fundet for got at bruge et
Stats=Greb, som jeg har lært af Rottefangerne, hvil¬
ke lade en liden Deel af Utøyet undkomme, paa det
deres Bestilling skal ikke ophøre. Men jeg maae tage mig
den Frihed at sige disse Herrer, at de kiende lige saa
lidet mig, som de kiende den menneskelige Natur; thi
at jage efter Daarlighed, er ligesom at jage efter en
Her; dersom J fanger hende i een Gestalt, saa sprin¬
ger hun strax frem i en anden; saa at der er aldeles
ingen Fare for at Jagten skal faae Ende formedelst
Mangel paa Vildt. Og jeg erklærer gandske høytideli
gen, at hvorsomhelst jeg har seet et deyligt Ansigt, eller
en vakker Hauge, meget groveligen vanheldet, ved det
man paa en uskiønsom Maade har umaget sig for at
forbedre dem, der har jeg med den største Alvorlighed
arbeydet paa at rette saadan Misbrug. Men hvor mi¬
ne Myndlingers Opførsel, endskiønt undertiden lastvær¬
dig i sig selv, har været uden onde Følger, der har jeg
stedse efterladt, og vil fremdeles stedse efterlade, at sæt¬
te dem til Rette derfor, hvor mishagelig saadan Efter¬
ladenhed end maae synes i disse Herrers Øyne.
For at følge denne Plan, har jeg holdt tilbage
utallige Klagemaal fra nagsyge og knarvorne Correspon¬
denter; som en Prøve af disse Klagemaal vil jeg frem¬
legge for mine Læsere Begyndelsen af nogle af deres
Breve.
Min


Min
Jeg er meget misfornøyet med et Fruentimmer
af mine Bekiendtere, hvis Opførsel aldeles ikke rimer
sig tilsammen. J seer hende om Morgenen i St.
James Kirke, og om Aftenen paa Comoedie=Huuset
i Drurylane. Man vilde tænke, at enten Religionen
skulde drive Skue=Spill ud af hendes Hoved, eller
Skue=Spill Religionen. Vær saa god, Msr. Fitz¬
Adam, og siig hende, hvor urimelig
Rin Herre,
Jeg besværer eder med dette Brev, for at beklage
mig over et meget stort Onde, og for at begiære eders
Anmærkning derover. Jeg kom i Gaar fra en Maa¬
neds Besøgelse hos en Familie paa Landet, hvor vi
i alle Maader, undtagen i een Post, fordreve Tiden
som det sømmer fornuftige Creature. Naar Væiret
var got, gik vi ud, naar det var ondt, forlystede vi
os inden Dørre enten med behagelig Samtale, eller
med lære riige Bøger. Men det var en Vane i Fa¬
milien (endskiønt i alle andre Maader meget brave
Folk) at der stedse blev spillet Kort en heel Time,
"førend Aftens Maaltidet. J Sandhed, Msr. Fitz¬
"Adam, denne Maade at fordrive Tiden
Min


Min
Jeg kand ikke lide den u anstændige Hoved=Pry¬
delse, som nu er kommet i Brug. Have Fruentimmer¬
ne i Sinde at sætte all Ærbarhed til Side og gaae
nøgnes -
Dette er den Maade, paa hvilken en uskiønsom Jver
anseer og dømmer om Ting, der i sig selv ere ligegyldige;
thi er det ikke aldeles lige meget, enten et Fruentimmer
bærer paa sit Hoved en anstændig Prydelse af reene Knip¬
linger, eller hendes eget Haar? Eller om en af Deelene
skulde have Fortrinet, kunde det da ikke viises baade af
Naturen og Forfarenheden, at det tilkommer Haaret;
Num tu, qvæ tenuit dives Achæmenes,
Aut pingvis Phrygiæ Mygdonias opes,
Permutare velis crine Licyniæ?
Vi see her, at Horats agter et deyligt Hoved=Haar
høyere end en Konges Riigdom. Men jeg kand ikke andet
end sige dette som min Mening derom, at Licynias Haar
hængte ned i naturlige Lokker, uden at klemmes med Jern,
eller stikkes fast med utallige Naale. Dog omendskiønt jeg
med Taalmodighed har seet, at Kappen er efterhaanden
blevet saa liden som en Skiøn=Plæt, saa har jeg dog ikke


med den samme Koldsindighed formærket, at Skiøn=Plæt¬
ten er voxet saa stor som en Kappe. Jeg seer med stor Be.
drøvelse, at den allerrede har bemægtiget sig den deylige
blaa Plæt, som grændser til Øyet. Skulde den blive end¬
nu større paa den Side, som Naturen har saa herligen
prydet, hvilken en Formørkelse have vi da at frygte for
Men det er sikkerligen at haabe, at Fruentimmerne ville
ikke overgive det Sted til et Plaster, som den meest glim¬
rende Demant i Verden vilde ikke have Glands nok til at
erstatte.
Jeg finder, at jeg er næsten uformærkt kommet paa
den eneste Materie, som snart kand giøre mig fortrædelig,
og drive mig over Grændserne af den Lemfældighed, som
jeg forhen har roost mig af. Jeg skal derfor slutte dette
Blad med at fremsætte Vilkaar til Forliig for disse af mi¬
ne smukke Læserinder, som have Lyst til at indlade sig i Un¬
derhandling med mig. Det første Vilkaar er, at alle disse
unge Fruentimmer, som finde det vanskeligt at vænne sig
fra Skiøn=Plætter paa engang, skal have Tilladelse at
bære dem, saa mange, saa store, og af hvad Figur dem
behager, paa de Parter af deres Legemer, som ere eller
skulde være meest skiulte. Det andet Vilkaar (og jeg skal
ikke tilbyde fleere) er, at et hvert Fruentimmer, som finder
større Behag i disse eenfoldige Prydelser end i hendes Ædel¬
steenes


steenes Glands, skal, naar hun sælger bemeldte Ædelsteene
og skiænker Pengene til et eller andet Hospital, have Til¬
ladelse at bære (for paa den Maade at lade Verden vide hen¬
des gode Gierninger) saa mange Skiønpletter i hendes An¬
sigt, som hun har givet hundrede Pund Sterling til saa
priselig en Brug. Paa denne Maade vil det almindelige
Beste fremmes, og Skiønpletter, skiønt de ere ikke nogen
Prydelse, skal blive en Ære for det smukke Kiøn.


Bie=Kuben.
No. 203.
Tiisdagen d. 20 November 1759.
Af the Worid No. 198.
Nemo in sese tentat descendere, nemo.
Ey nogen i sig selv vil gaae,
At han sig selv ret kiende maae.
Til Monsr. Fitz=Adam.
Min Herre,
J¬
eg udbeder mig eders Raad og Bistand til at bli¬
ve skillt ved en af de næsviiseste Staldbrødre, som
nogen Tiid har været til. Jeg har forsøgt alle de
Kunster og Midler jeg har kundet, for at befrie mig fra
hans ubehagelige Omgængelse; dette Dypr vil trænge sig


ind i min Eensomhed, og nøde sig paa mig, til trods
for min Næse; endskiønt hans Opførsel, naar man er
allene med ham, er den modbydeligste og uhøfligste som
J kand forestille eder. Den Ting blander sig stedse i
mine Forretninger, og det paa saadan en Maade, som
er gandske ufordragelig; han fremstiller dem altid for
mig i saadan en Gestalt, som kand ikke andet end giø
re mig fortrædelig; og plager mig med Betragtninger,
som giøre mig keed af mit Lip. Jeg er vis paa, at
jeg kunde heller fordrage tiuge vittige Fruentimmers
spodske Tunger paa en Masqverade, end dette Crea¬
turs Urimelighed i fierdedeelen af en Time, og jeg fin¬
der med Harm, at jo meere Umag jeg giør mig for
at blive ham qvit, jo meere besværer han mig.
Det er og ikke for min egen skyld at jeg beklager
mig, men næsten for alle deres Skyld, som jeg kiender,
saavel Fruentimmer som Mandfolk, hvilke i Almindelig
hed plages paa den allerubilligste Maade af denne U¬
forskammedes Overhæng, hvilken alle ere tvungne til at
tage imod, endskiønt saa faa skiøtte om hans Sæl¬
skab, og imod hvis Formastelse ingen Rang eller Vær¬
dighed, ingen Stand eller Handtering kand beskytte
dem. Han vil trænge sig ind i Løn=Kammeret, svæve
omkring Sengen, og brække igiennem det tykkeste Mør¬
ke, ind i de inderste og eenligste Steder; han vil reyse
med os over Søe og Land, og følge Misdæderen i hans
Landflygtighed. Det er forgieves at en Statsmand
fornøyer sig over at hans uretfærdige? Anslag lykkes,
eller


Ergiet
eller glæder sig ved at have fyldestgjordt
righed eller Hævn; denne hovmodige Staldbroder,
uden at frygte for hans Magt, vil hindre hans Glæde,
og stille ham for Øyne hans Stands Ubestandighed og
Følgerne af hans Gierninger. Det er forgieves at en
Flane eller Spradebasse, naar de ere alleene, stræbe at
erindre med Fornøyelse den forgangne Dags Spøg;
den Uforskammede vil forstyrre deres meest behagelige
Drømme, og ved sin Troldom forvandle alle de ind¬
bildte Forlystelser til Forfængelighed, Daarlighed og
Tiidspilde. J kand derfor ikke forundre eder over, at saa
mange flye og skye ham; og at den Skræk som han
indjager, strækker sig viidt og breedt; det kand ey hel
ler komme eder fremmed for, naar jeg forsikkrer eder
at det er ikke meget usædvanligt, at see Folk der have
Forstand og Mood, flye for ham uden Aarsag, og tage
deres Tilflugt i disse artige Sælskaber, hvor Tanker¬
nes Adspreedelse, Sværm og Overdaadighed sætte dem
i Sikkerhed for hans Besøgelser, hvilke de alleneste und¬
vige, efterdi det er ikke Moden at omgaaes med ham.
Man maae forundre sig over, hvad Umag man ideli
gen giør sig, hvad Paafund der ere brugte, for at
skille sig af med dette almindelige Spøgelse. Nogle
smiggre for ham, nogle true ham, og nogle søge at
narre ham; men det feyler aldrig, at han jo aabenba¬
rer deres Bedragerier, og straffer dem strengeligen.
De pyntelige og fiine Herrer synes at ære og til¬
bede ham; de bestænke ham med angenemme Vande,
de
Aaa 25


de ofre ham Røgelse af vellugtende Sager, de iføre
ham Klæder, saa ziirlige og kostbare, som vor Frues i
Loretto; de bruge alle Kunster af den Hedenske og Pa¬
pistiske Afgudsdyrkelse, endog martrende sig selv for
hans skyld; men alt dette uden mindste Nytte; thi den
grove Knold er derimod lige saa u-omgiængelig og ube¬
høven imod de vakkre Creature, som den raaeste Land¬
Junker, eller den strengeste Pedant; saa at de, u-agtet
all deres Møye, ere tvungne til at flye, som en Pest,
den de synes meest at ære og elske. Jeg kand ikke her
forbigaae en sælsom Omstændighed i denne urimelige
Carakter, at man bebreyder de fleeste Mennesker, at de
elske ham med den største Partiiskhed og Hæftighed, og
finde stor Fornøyelse i at høre ham berømmes, dog
søge meget faa at komme til at kiende ham, eller at
holde Omgængelse med ham; ja den største Deel prøve
alle muelige Midler for at undvige hans Møde.
Vore Tiders Philosopher foregive at de ved deres
Lære-Regler have stoppet Munden paa ham, og saale¬
des have forekommet, at han skal ikke være dem eller
deres Bekiendtere til Besværing; men hvor falskt dette
deres Foregivende er, sees klarligen deraf at de skye al¬
le Leyligheder til at være alleene hos ham, og af den
Forvirring de udviise, naar de ved en u-undgaaelig
Fornødenhed ere tvungne dertil. Andre, saasom han er
en vitterlig Fiende af de nymodige prægtige Maaltider,
have brugt alle Køkken=Kunster imod ham, trækkende
Gtæstebudet ud til Midnat, for at holde ham ude; men
han indfinder sig, ligesom Regningen, naar Giæstebu¬


det har Ende, og bebreyder den godgiørende Vert hans
Ødselhed, og den spekkede Giæst hans kræsne Mæthed,
ja saa bidende ere hans Tilrettesættelser, og saa for¬
trædelig hans Jndtrængelse, at man har haft Exem¬
pler, endog i høy Stand, af saadanne, som, efterdi de
ikke paa anden Maade kunde blive ham qvit, have
med en Strikke, en Dolk eller Pistol søgt at redde sig,
og smukt fløttet ind i en anden Verden for at undvige
ham, endskiønt visse spitsfindige Folk foregive, at de e¬
re blevne narrede, og at han har fulgt med dem end
og didhen.
Det smukke Kiøn, endskiønt det allmindeligen kan li
de de næsviise, bliver saa groveligen angrebet af denne u¬
forskammede Besøger, at de, for at holde ham ude, have
kaldet til Hielp Assembleer, Baller, Operaer, Hauger og
Kort; alt dette kand endda kun lidet beskytte dem. Han
maatte vel agte sig berettiget til nogen Deel i deres Gunst,
efterdi han, ligesom de selv, er en streng Dommer over
hans Bekiendtere; men der er denne Forskiæl i deres For¬
hold, at Fruentimmerne ville gemeenligen helst dadle de u¬
skyldige, og deres Modstander er en Dommer, som for¬
dømmer ingen uden de skyldige. Bukke (*) og Tosser sy¬
nes at fornemme allermindst til hans ubeleylige Besøgel¬
ser, saasom de første, formedelst deres naturlige Følesløs
hed, kand ikke give Agt paa nogen Ting, og de andre
sove altid.
Folk af middelmaadig Stand omgaaes temmelig for¬
trø¬
2 Aaa 3
(*) See dette Ords Bemerkelse i den 3 Deel af Bie=Kuben No. 128. anden Size.


troligen med ham; og de Riige, hvilke han ved nogle Ley¬
ligheder maatte falde besværlig, have noget Hexe-Tøy, til
at holde ham ude. De legge et Tall af Poser fulde af
Stykker af et særdeles Metall, tæt tilsammen; eller i de¬
res Sted, nogle Stumper Papiir, hvorpaa ere skrevne vis
se cabalistiske Carakterer, hvilke de kand forvandle til Guld
ligesom Midas alt hvad han rørte. Og omendskiønt de ved
dette Hexerie kan ikke gandske blive ham qvit, saa blive de
dog aldeles følesløse, saa at alt hvad han kand sige, rører
dem ikke. Men saasom disse Materialier ere ikke altid ved
Haanden, eller anvendes til anden Brug af Folk som ere
meere polerede, saa forstaaes eller bruges dette Hexerie ik¬
ke retteligen i den Ende af Byen, hvor Hoffet er; endskiønt
der siges at nogle særdeles Personer der have forsøgt det,
med god Virkning.
u agtet alt hvad jeg har anført om denne næsviise Be¬
søger, maa jeg dog tilstaae, at nogle have foretaget sig at
bringe Menneskene til at fatte bedre Tanker om ham. En
vis gammel Herre, (*) fordi han raadte til at giøre Bekiend¬
skab med ham, fik Titel af en viis Mand; et Naun som
nu omstunder er af ringe Betydning; og man har sagt mig,
at der vare aldrig meere end syv som man tilstod den Titel.
Der ere vel nogle faa Personer af høy Rang af begge Kiøn,
som værdiges at tale og omgaaes med ham; men de ere
saadanne Slags Folk, som ere neppe skikkede til at omgaaes
med andre end med sig selv indbyrdes; og det er en stor
Lykke, at man siælden plages med dem paa de Steder, hvor¬
polere¬
(*) Chilo af Lacedemon, en af de syv Viise i Grækenland, hvis Lære=Sprog
var dette: Kiend dig selv.


polerede Folk forsamles; der er neppe en Mandsperson i
blant dem som veed hvorledes han skal giøre et Veddemaal,
eller som kand drikke sin tredie Flaske, eller som har Mood
til at tragte efter at komme i Ord for at være lykkelig hos
Fruentimmer. Fruenkimmerne af denne Classe ere ilige¬
maade saa uskikkede til at omgaaes med Verden, at ikke
en iblandt ti af dem forstaaer at spille Whist, eller tør sæt¬
te sig ned til at spille Brag.
Jeg har nu, min Herre, fremlagt mine Klagemaal
for eder, og udbeder mig eders Raad, hvorledes jeg skal
komme ud af min Kummer. Min fortrædelige Staldbro¬
der er eder, uden Tvil, alt for vel bekiendt, at det skulde
behøves at indføre hans Naun; men saasom nogle af eders
Læsere (besynderligen Fruentimmer) kand have den Skrø¬
belighed at forglemme deres nærmeste Bekiendtere, saa
vil jeg lade dem vide, at dette fæle Spøgelse, som er saa
næsviis til at trænge sig ind hos alle Slags Folk, dette Crea¬
tur, som vi saa stælden vide hvad vi skal giøre med, og øn¬
ske saa hierteligen at blive af med, er ingen anden end
Jeg er,
Een selv.
min Herre, eders &c. N. N.
Til Monsr. Fitz=Adam.
Min Herre,
eg kand i all Sandhed forsikkre eder, at J er den første
Mandsperson jeg nogensinde har skrevet til, eller øn¬
sker at vexle Breve med, undtagen min Fader og min Bro¬
der.


der. Jeg er den yngste af tre Søstre, er ikke fuldt et og
tiuge Aar, og har Lyst til smukke Klæder og nye Moder;
men jeg kand ikke beqvemme mig til at lade mig see paa de
offentlige Spatsere=Steder klædt som et Fruentimmer til
Tieneste. Det giør mig ondt at jeg skal sige det, men det
er virkeligen min Mening, at dersom de offentlige Skø¬
ger skulde gaae i Kongens Have uden noget andet Skiul end
en Serk af Parisisk Ret, da vilde halvdeelen af de unge
Fruentimmer, som jeg kiender, følge samme Mode.
Mine to Søstre maae tage det op som dem behager, men
de ere gaaet saa vidt i Moden, at jeg næsten aldrig gaaer
ud med dem, uden at vi blive tiltalte af Mandfolk, som e¬
re gandske fremmede for os, med største Gemeenskab, og
undertiden med største Ueanstændighed. Det er ikke længe¬
re siden end forgangen Uge, at vi bleve omringede af Pø¬
belen i en af de offentlige Lyst=Hauger, fordi min ældste
Søster havde talt fornærmeligen til tvende unge Herrer,
som vilde gierne have skænket os med et Glas Viin paa et
offentligt Verts=Huus. Jeg for min Part siger dem reent
ud, at saa længe de giøre sig Umag for at see ud som Fru¬
entimmer til Tieneste, saa er det en stor Forseelse af dem
at holde sig for gode til deres Handtering.
Vær saa god, Monsr. Fitz=Adam, og giv os et Blad om denne
Materie; thi saasom jeg er den yngste Søster, saa gielder min Mening
slet intet; og derforuden vilde jeg nok have dem lidet ydmyget; thi de
hverken elske eller agte mig, efterdi man siger at jeg er smukkere end de,
og jeg bliver bedre modtaget af alle vore Paarørende og Bekiendtere.
min Herre, eders ødmyge Tienerinde.
Jeg er,
Sara Meamell.
M¬


Bie=Kuben.
No. 204.
Tiisdagen d. 27 November 1759.
Af the World No. 130.
Til Msr. Fitz=Adam.
Min Herre,
Da eders første Blad kom ud, begyndte jeg just, som
man kalder det, at træde ind i Verden, og jeg
glædede mig storligen over eders Løfte, at J vilde under¬
rette unge Piger, hvorledes de kunde faae en Mand.
Jeg var da just atten Aar; ikke ubehagelig af min Per¬
son, og ved mine fromme Forældres kierlige Omsorg var
jeg blevet oplært i alle de fornødne Ting, som tiene
til at giøre en god Hustrue, en god Moder, og en op¬
rigtig Ven. Jeg satte mig for at følge gandske nøye
alle de Regler som J skulde foreskrive, og jeg tvivlede ik
ke om, at jeg, mod den Tiid jeg var tiuge Aar, skul¬


de have en Mængde af Tilbedere, eller meget formo¬
dentligen have faaet en Mand. Men, vilde J troe det?
Jeg har ikke saa meget som een Mandsperson, der i
nogen Maade begierer mig. Jeg veed ikke hvad jeg skal
tilskrive dette, efterdi jeg har ikke gjort mig skyldig i
nogen af disse Vildfarelser, som J og alle ærbare Mænd
saa hæftigen tale imod. Jeg er en Fiende af vidtløftige
Sælskaber, jeg rører sielden et Kort, og naar det skeet
da er det meere for at fornøye andre end mig selv.
Skue=Spill ere de eneste offentlige Forlystelser, som
jeg kommer til; men jeg gaaer alleneste til dem, som
ere gode, og da altid i got Sælskab. Tænk ikke at
jeg ved got Sælskab meener høy Stand; thi jeg forsik¬
krer eder, at jeg aldrig gaaer til noget offentligt Sted,
uden med Folk af en ustraffelig Carakteer. Min Hud
falder noget i Oliven=Farve, dog har jeg den Dristig¬
hed at viise mit blotte Ansigt, omendskiønt mand har
ofte sagt mig at det er meget ueanstændigt. Jmidler¬
tiid, for i nogen Maade at forsone denne Efterladen¬
hed, seer man mig aldrig uden Hals-Tørklæde, eller
med Skiørte, som gaae oven for mine Skoe.
Endskiønt jeg har gandske smukke Midler, saa gaaer
jeg dog aldrig forvidt i at klæde og pynte mig; og for
at ikke være besynderlig frem for andre, er jeg aldrig
den første eller den sidste i en nye Mode. Jeg er en
afsagt Fiende af Bagtalelse, og gaaer aldrig ud nogen
Formiddag enten til Auctioner eller til de offentlige
Spatsere=Steder. Dersom det hænder sig, at jeg er en
heel Eftermiddag allene, da er jeg aldrig forlegen
for


for hvorledes jeg skal fordrive min Tiid, saasom jeg
gider meget gierne læse. Jeg har en Afsky! for C¬
qvetterie og Flanevorenhed, dog er jeg det munterste
Creatur i Verden, og har aldrig større Fornøyelse end
naar jeg er med i en Country=Dants, hvilket jeg kand
holde ud en heel Nat igiennem, uden enten at forelske
mig i den Mandsperson jeg dantser med, dersom han
er behagelig, eller at klamres med ham, dersom han
er anderledes.
Unge Piger maae negte det saa meget som dem
lyster, men alle deres Gierninger ere gandske vist indret¬
tede derefter, at de kand giøre et fordeelagtigt Gifter¬
maal i Verden. Nogle gribe det an paa een Maade,
og andre paa en anden; enhver af dem udvælger den,
som de agte for den beqvemmeste til at naae deres Øn¬
ske. Nu er jeg vis paa, naar de vælge en vrang Maa¬
de, at det ni gange i ti er Mandfolkenes skyld; thi
dersom de vilde agte og elske Fruentimmerne for Dyd,
Forsigtighed, et got Gemyt og sund Fornuft, saa vel
som for Skiønhed, da skulde vi ikke søge andre Pry¬
delser. Mandfolkene bør give et got Exempel, og der¬
efter belønne dem, som følge det, i det de blive dem
gode Ægtemænd. Men i det Sted tragte de ikke efter
andet end at forrykke Hovedet paa alle de unge Piger
som de komme til; og naar de have udrettet dette, saa
besvære de sig over det gandske Kiøns Daarlighed, og
enten bedrageligen skille os ved vore Midler, i det de
gifte sig med vore Beste=Mødre, eller og døe ugifte.
Nu¬
Bbb2


Nu, Msr. Fitz Adam, da Sagen er saaledes be¬
skaffet, siig mig da, hvad der skal opmuntre et ungt
Fruentimmer til at legge Vind paa at forbedre sit Sinds
Jeg er vis paa, iblant mine faa Bekiendtere, har
jeg kiendt adskillige Fruentimmer, som have opnaaet
deres tredivte Aar uden at komme i nogen Betragt¬
ning; endskiønt de have saadanne gode Egenskaber, at
det vilde blive vanskeligt at finde Mandspersoner, som
vare dem værd.
Paa offentlige Steder skal man see, at en Co¬
qvette, med en gandske maadelig Skiønhed, og den
maaskee, endda giort ved Kunst, vil med den allerubety¬
deligste Snak tilvende sig en heel Forsamlings Agtsom
hed, da derimod et ærbart og fornuftigt Fruentimmer
er tvunget til at tie stille, efterdi hun kand ikke blive
hørt. Naar vi da saaledes finde, at det er ikke For¬
tienester, og gode Egenskaber, hvorved vi komme i Be¬
tragtning hos Mandfolkene, er det da at forundre sig
over, siden vi gierne ville forandre vor Stand, at vi
prøve alle uskyldige Kunstgreb for at fuldføre vore Anslag.
Hvad mig selv angaaer, da har jeg stor Agt for
Ægtestanden; men dersom jeg kand ikke finde en Mands¬
person, der vil tage mig just som Naturen har dannet
mig, da vil jeg stedse leve ugift; thi det har altid væ¬
ret min Regel, aldrig at vente den mindste Nytte af
nogen Tings Besiddelse, som kand ikke faaes uden paa
Sandheds Bekostning.
Jeg


jeg i
ikke saa forfængelig, Msr. Fitz Adam, at
jeg skulde bilde mig ind, at dette Brev vil fortiene et
Sted i eders Blade; alt hvad jeg begiærer, er, at J
vil giøre mig den Tieneste, og skrive et Blad over den
ne Materie, og dersom jeg maatte raade eder, da lad
Fruentimmerne være, og anvend all eders Fliid paa
at forbedre Mandfolkene; thi naar disse først begynde
at legge sig efter og sætte Priis paa nogen Ting hos
dem selv, der er agtbart og Roosværdigt, da skal J
snart finde at Fruentimmerne følge deres Exempel.
Jeg er,
Min Herre,
eders bestandige og høytagtende Læserinde,
M. S.
Af the World No. 129
Til Msr. Fitz=Adam.
Min Herre,
en forrige Greve Marshal, da han var i Paris,
begiærte nogle Engelske Bøger af en Boghandler
sammesteds; men Franskmanden svarede ham, at han
havde ingen i sin Boglade, undtagen une petite baga¬
telle, kaldet Bibelen. Eders Læsere maae viide, at
denne petite bagatelle, som Boghandleren kaldte den, in¬
deholder (iblant andre Materier) nogle smaa Skrifter,
Bbb 3


af østerlandsk Biisdom, og i Særdeleshed visse Reg
ler der ere samlede af een Kong Salomon, som der
meldes om i Priors poetiske Skrifter. Salomon var
som Capitain Bluff i Comædien siger om Scipio, en
flink Karl i hans Dage, omendskiønt de fleste af hans
Regler ere blevne igiendrevne af Forfarenhed. Men jeg
taler alleneste om ham, for at viise, hvor nøye den Be¬
skrivelse, som denne Monark har gjort over en dydig
Qvinde, passer sig paa de fiine Fruer i vore Tider.
(Salomons Ordsprog 31 Cap)
v. 10. Hvo kand finde en dydig Qvinde; siger
Salomon. NB. Han maa have søgt slet Sælskab, el¬
ler og dydige Qvinder maa have været overmaade ra¬
re i de Dage; thi det er ikke noget Pralerie at sige,
at fem tusende dydige Qvinder kand blive forsamlede,
paa hvad Tiid det skal være, i denne Hoved=Stad,
naar man veed det een Aften forud. Salomon beskri¬
ver hendes Carakteer saaledes at man ikke lætteligen
kan tage Feyl. v. 14. Hun henter sin Næring langt
fra. Det er at sige, den dydige Qvindes Thee=Bord
er forsynet med Sukker og Hiertestyrkende Drikke fra
Barbados, og med Thee fra China; Brød og Smør
og Bagtalelse ere alleneste Producter af hendes Føde¬
Land.


land. v. 15. Hun staaer op, naar det endnu er Nat.
Dette kand ikke efter Bogstaven siges om vore Tiders
dydige Qvinder; men derhos tør man vel vove at si¬
ge, at dersom det er et Kiendetegn paa Dyd at staae
op, medens det endnu er Nat, da maae det være en
meere end gemeen Godhed at sidde oppe den heele
Nat, og saaledes gandske ikke have behov at staae op.
v. 17. Hun styrker sine Arme. Dette er en Omstæn¬
dighed som er noget lækker at røre ved; saadanne Hem¬
meligheder skikke sig ikke for gemeene Øren. Den dy
dig Qvindes Mand maa sige, som Poeten siger om
Venskab med de Store, expertus metuit. v. 22. Hun
giør sig Tapeter, hvidt Silke og Purpur ere hendes
Klæder. Dette giver tydeligen tilkiende, at ingen
Frue kand være fuldkommeligen dydig, med mindre
hun bærer Silke=Brocade, og Klæder af Fransk Perle¬
stikker Arbeyde; og Salomon, med all den Fliid og
Agtsomhed som udkræves af en Cammer=Pige, legger og
Purpur=Baand dertil. Dette Sted kand ellers lætteli¬
gen fortolkes paa en vrang Maade; men det Ord hun
Giør meener ikke at en dydig Qvinde maae endeligen
være en Arbeyds=Qvinde; at giøre betyder at lade no¬
get giøre; saaledes siges en Person at skaffe sig Ven¬
ner, da det, sandt at sige, er ikke han, men hans Pen¬
ge som skaffe Venner. Saaledes holdt Augustus
elt


Felt=Slag ved Fuldmægtig, og saaledes avle mange
fornemme Personer Børn. Saa at en dydig Qvinde
behøver ikke at sye i egen Person; lad hende betale
det Arheyde hun bestiller, og der udkræves ikke mee¬
re. v. 23. Hendes Mand er naunkundig i Portene.
Meere almindelig bekiendt ved hans Forbindelse med
hans Kone, end ved hans eget Naun. Saaledes siger
mand paa offentlige Steder: Det er Madam
N. Ns. Mand, eller han som ægtede Frue N. N. Han
sidder hos de ældste i Landet. J Whites Caffe=Huus,
hvor de Ældste i Landet forsamles.
Lad mig endnu anføre et Exempel paa den Liig¬
hed imellem en fiin Frue og Salomons dydige Qvinde,
og dermed vil jeg slutte. Naar en Frue kommer hiem
Klok. 5 om Morgenen fra Spille=Bordet, hvor maae
da hendes Mands Hierte hoppe af Glæde, naar han
seer at hendes Fakler ligesom fordunkle Solens Skin!
maae han da ikke udbryde i den østerlandske Monarks
Ord: Velsignet er den dydige Qvinde; hendes Lys
skal ikke udslukkes om Natten;
Jeg er, min Herre,
eders ydmygste Tiener.
V¬


Bie=Kuben.
No. 205.
Tiisdagen d. 4. December 1759.
Af Gentlem. Magazine. Vol. 19.
En nye Maade til at giøre Fruentimmerne ligesaa
nyttige og ligesaa dygtige til at ernære sig selv, som
Mandfolkene ere; og følgelig at forekomme, at de
ikke skal blive gamle Piger eller tage galt afsted.
Indsendt fra en fornemme Frue.
Det er en ulykke i dette Land at den største Deel
af vore Middel-Stands Personer og Kiøbmænd
lade deres Døttre opdrage i en Kost=Skole, hvor Jom¬
fruen lærer at sye en Naune Klud, eller at ridse et
Stykke, i syv Aar, lidet at dantse, lidet Fransk, saa
og Engelsk, og at skrive, hvori hun aldrig bliver fuld¬
kommen. Kort sagt, hendes meeste Tiid drives bort med
Lapperier, hvorover den gyttigste og anstændigste Deet


af hendes Optugtelse gandske forsømmes, saasom at skiæ¬
re til og forfærdige hendes eget og Familiens Linnet,
samt fornuftigen at føre en Huusholding, hvorved
hun kand blive duelig til at regiere en Familie, naar
hun engang skal træde ind i Ægtestanden.
Men ikke saa snart forlader dette lille Creatur
Skolen, forsynet med alle disse ubetydelige Fuldkom¬
menheder, førend hendes Fader og Moder ere for at
lade hende see, paa det de maae skaffe hende en Mand.
Dette fordærver gemeenligen Pigen; thi nu tænker
hun ikke paa andet end at pynte sig, at tage imod og
at giøre Besøgelser, at drikke Thee og spille Kort;
hvilket sidste er af den ulyksaligste Følge. Saaledes bli¬
ver hun skiødesløs, flygtig, letfindig og ørkesløs; Tiden
falder hende lang hiemme, med mindre hun har Sæl
skab at forlyste sig med, og hendes største Fornøyelse
er at føyte i Byen. Og dersom hun ved denne Leve¬
maade ikke kand faae en Mand, medens hun er ung,
og hendes Forældre kand ikke give hende store Midler
da er hun tvunget til at leve og blive en gammel Pi¬
ge, og at døe unyttig i hendes Tiid. Tvertimod, der¬
som hendes Forældre døe, og efterlade hende en ringe
Formue, saa kand hun ikke leve af hendes Renter, og føl¬
geligen maae søge at faae en Mand, paa det hun kan
leve; derved bliver hun et Rov for en eller anden lum¬
pen Karl, der har alleneste i Sinde at bedrage hende og
faae hendes Penge; eller og hun i andre Maader for¬
tærer sine ringe Midler, og hvad maae hun da giøre
for at ernære sig? Ja, hun slaaer sig til en slem Leve
maade;


maade; hvilket volder at saa mange Fruentimmer lade
sig en Tiid lang hemmeligen underholde, og derefter
blive heele Byen til Tieneste; til baade Siæls og Le¬
gems u-undgaaelige Fordervelse.
Dersom vi nu see efter Oprindelsen til dette Onde,
da skal vi finde, at det almindeligen kommer af For¬
ældrenes vrange Forhold, ved Jomfruens første Udflugt;
thi omendskiønt mange af dem vide at de ere ikke i
Stand til at give en Datter uden en ringe Formue, saa
maae dog Jomfruen have en god Optugtelse, som det
kaldes, hvilket er at føre hende an til Hovmod og Daar¬
lighed, saa at dersom hun siden bliver nødt til at sørge
for sig selv i Verden, saa bliver hun anseet som et stak¬
kels hielpeløs Creatur og foragtet af Menneskene.
For at forebygge disse ulykker, og for at giøre os selv
saa nyttelige, skatterlige, ja og begierlige, som mueligt er,
har jeg gjordt følgende lætte Forslag.
Lad alle Middel-Stands Personer, som have ad
skillige Døttre, og Kiøb= og Handelmænd, som kand
ikke give henved 1000 eller 1500 Pund Sterling til
hver af deres Døttre; og andre som have ikke Ævne til
at give dem meere end to eller tre hundrede Pund, af
hvis Renter intet Fruentimmer kand leve skikkeligen,
og end mindre, om Renterne skulde falde; lad disse, si¬
ger jeg, sørge for, at deres Døttre lære de nyttigste
Ting af Sye=Arbeyde, alle Huusholdings Kunster, at
skrive og holde Bog, og saa meget Fransk og at dantse,


som behøves til at give dem en tækkelig utvungen Fri¬
hed i Tale og Opførsel. Og naar de have lært disse
fornødne Ting i nogen Fuldkommenhed, lad dem da i
deres femtende eller sextende Aar sættes til at lære skik¬
kelige og lætte Handteringer, saasom hos Lærreds-Silke¬
eller Klæde=Kræmmere, Posementmagere, Hutstafferere,
Hanskemagere, Galanterie=Kræmmere, Sukkerbagere &c.
Hvorfor ere disse Handteringer ikke lige saa anstæn¬
dige for brave Folkes Døttre som for deres Sønner.
og allesammen skikkende sig bedre for Fruentimmer end
for Mandfolk? Er det ikke ligesaa sømmelig en Forret¬
ning for Fruentimmer at de sælge for en Skilling Naa¬
le, en Alen Bændler, et Qvarteer Silke-Tøy, Lærred
eller Cammerdug &c. som det er urimeligt og latter¬
ligt at see en Hob unge Krabater, udpyntede med
deres puddrede Peryker og Mansketter, disse Herrer i
den skabte Verden, som Mandfolkene gierne ville kal¬
des, at see disse, siger jeg, arbeydende i saadanne Professio¬
ner, der ere saa nedrige for deres Kiøns Ære og Værdigheds
Der ere faa Slags Kiøbmandskab og Handteringer,
i hvilke Fruentimmerne kand ikke veye og maale lige¬
saa vel som Mandfolk, og ere lige saa dygtige til at
sælge som de; og jeg er vis paa at de skal kiøbe lige¬
saa læt og kand maaskee lættere; thi de gaae til en Gros¬
handlers Huus, og kiøbe deres Varer, da derimod Mand¬
folkene almindeligen forrette alle disse Ting paa et Viin¬
eller Caffe=Huus, med meget større Omkostninger, og
megen Tiids spilde; saa at de end og ofte derover for¬


sømme deres Forretninger hiemme; da Fruentimmer der¬
imod, naar de have sluttet deres Kiøb, have ingen Aar¬
sag til at opholde sig længere, men gaae lige hiem og pas¬
se paa deres Sager.
Paa denne Maade kand et enligt Fruentimmer
forhverve sig et skikkeligt og æragtigt Leve=Brød, og ik
ke blive tvunget til et ubehageligt Giftermaal, eller til
nogensinde at gifte sig; thi tre eller fire hundrede Pund
i Handel, med den Credit, som gemeenligen gives af
Groshandlerne, vil underholde hende saa got som noget
skikkeligt Fruentimmer behøver at ønske; og naar Mand
folkene see, at et Fruentimmer kand leve paa en an
stændig Maade, uden dem, da skal der findes nok, som
J all Sandhed,
ville blive glade ved at faae hende.
de ville gierne tilstaae, at saadant et Fruentimmer for¬
tiener at vælges til Medhielperinde, saasom hun kand
hielpe til at underholde hendes Familie, i det hun er
vant til, og legger sig efter Forretninger; og har ikke
saadan en fornemme og fiin Smag, at hun søger sin
Fornøyelse i at spilde sin Tiid og forøde hendes Mands
Penge i ufornødne Besøgelser, i Spill og kostbare For¬
lystelser, hvorover mange Mænd nødes til at lukke de¬
res Dørre i, hvilke, i fald deres Hustruer havde været
fornuftige Huusholdersker, maatte med en sømmelig
Anstændighed kommet igiennem Verden, og beholdt et
got og ærligt Naun.
Dersom Fruentimmer bleve fra deres unge Aar op¬
dragne
Ccco3


dragne til Forretninger, da er det høytformodentligt, at
de vilde i Almindelighed blive meeere vindskibelige og
fortiene fleere Penge end Mandfolk, og naar saa er,
hvilket fornuftigt og høymodigt Fruentimmer vilde da
fornedre sig til at være en Slave, og kaste sig selv bort,
som mange ere tvungne til at giøre, blot for at faae
sit Ophold, efterdi hun kand ikke beqvemme sig til at
være en Tieneste=Pige, og kand ikke finde nogen ærag
tig Handtering at gribe til? Men hvor lætteligen vil¬
de dette forebygges, dersom Fruentimmer bleve anførte
til alle saadanne Professioner, som skikke sig til deres
Begreb og Ævne; i hvilket Fald de vilde befordre Ri
gets Ære og Vælde, og blive en Prydelse for deres
Kiøn. Et Fruentimmer, som havde fire eller fem
hundrede Pund, behøvede da ikke, i en Frues Tie¬
neste, at underkaste sig Camertieneres og Lakeyers dum¬
dristige Næsviished, og lade sig narre, som det alt for
ofte skeer, til et Giftermaal, der legger Grundvold
til hendes ubodelige Jammer og Elendighed.
Jeg for min Part tilstaaer friligen at jeg er en
Moder, og jeg erklærer, at dersom jeg havde mange
Døttre, da vilde jeg opdrage dem paa foranførte Maa
de, end og i fald jeg kunde give hver af dem 2000
Pund, saasom jeg er forsikret om, at de vilde da bli¬
ve bedre Hustruer, enten for Embedsmænd, eller for
Kiøb= og Handelmænd, saasom Jndsigt i Forretninger
vilde visseligen giøre dem meere forsynlige og omhygge¬
lige til vel at føre en Huusholding. Hvad Handels
mænd


mænd i Særdeeleshed angaaer, da vilde det være me¬
get lykkeligere for dem, dersom deres Hustruer og Døt¬
tre forstode at holde deres Bøger, og at gaae dem til
haande i deres Bode, end at lade dem fare fort med
den Stats og Skiødesløshed, som de gemeenligen giøre;
de vilde da bedre vide hvorledes de skulde udgive deres
Mands Penge, saa at det ikke overgik hans Jndkom¬
ster, hvilket er uforbigiængeligen fornødent at give til¬
børligen Agt paa.
Den Agt og Omsorg jeg har for mit Kiøn, driver
mig til at ønske, at jeg snart maatte see dem fatte paa
Prøve, ey tvivlende paa, at de jo skulde forholde sig
saaledes, at de kunde have stor Ære og Berømmelse
deraf; hvorved de vilde befries fra adskillige store Uley¬
ligheder, som en stor Deel nu ulyksaligen besværes med.
Disse ere de Hensigter jeg har haft for Øye ved at frem
sætte dette Forslag, og jeg skal agte min Umag overflø¬
digen belønnet, dersom det skulde finde den Fremgang,
som det synes at fortiene.
Nogle Mandfolk ville maaskee giøre Jndvendinger
imod dette Forslags Beqvemhed og billighed, forme¬
delst de ringe Tanker, som de ubilligen have fattet om
vort Kiøn; da Fruentimmer gemeenligen regnes for nog
le taabelige Creature, der alleneste ere hengivne til Lap¬
perier og ubetydelige Ting; der have et meget indskren¬
ket Begreb, og i alle Poster langt ringere end Mand¬
folkene. Men Mandfolk, som have meere Eftertanke,
ville dog tilstaae, at Fruentimmer ere i det mindste li¬


gesaa beqvemme og dygtige til at bestride mange Slags
Forretninger, som Mandfolk, og dersom de havde de
samme Leyligheder til at lære og forbedres, da skul¬
de de mueligen lade see Prøver paa en høyere og mee¬
re giennemtrængende Forstand. Vel ere de, formedelst
deres kleinlige Skabning, uskikkede til visse arbeidsom
me Forretninger, som udkræve Legems Styrke og Før¬
lighed; men i alle disse, hvor der fornemmeligen udkræves
Hurtighed i at tænke og sætte i Verk, Færdighed, Be¬
hændighed, og en Gave til at behage, der er jeg for¬
sikkret om at de i ingen Maade ville give de Mand¬
folk noget efter, som ere meest berømte for disse Ga¬
ver og Egenskaber.
Skulde nogen indvende, at man, ved at føre unge
Piger for tiligen ind i Verden, naar de bleve satte til disse
Handteringer som jeg forhen har meldt om, vilde under¬
kaste dem adskillige Fristelser, da kand jeg svare, at den
Stilhed og Ørkesløshed, hvori de leve i Kost-Skolerne,
fortiener ikke at agtes meeere sikker; dersom man betæn¬
ker, hvor mange unge Piger ere der bortførte af La¬
keyer og andre som snuse omkring efter bemidlede Jom¬
fruer; og end meere, dersom det er sandt, hvad
Rygtet med sine hundrede Tunger hvisker nu iblant
Folk, at i en af disse Skoler, der end og er naunkundig
der for, at unge Jomfruer blive der opdragne med en
nøyagtig Fliid og Tilsyyn, findes nu ni unge Piger,
som ere meget nær ved at blive Mødre, unge, ulyk¬
salige Mødre!


Bie=Kuben
No. 206.
Tiisdagen d. 11 December 1759.
Af the Connoisseur No. 97.
J¬
eg erindrer at have hørt en af mine Paarørende
som har forhen været ved Universitætet i Cambridge,
ofte tale om en Sect af Philosopher, hvilke de andre
Studentere gave det Naun af Tuft Hunters (*). Dis¬
se vare ikke Disciple af den Stoiske eller Epicuræiske
Sect, ey heller Forfægtere af den gamle eller nye Phi¬
losophie; men Efterfølgere (i en bogstavelig Forstandd
af Adelige og andre riige Studentere, hvilke Universi¬
tætet af en særdeles Høflighed, har æret med en Fløyels
Hue, prydet med en Guld=Qvast. Disse Guld=Qvaste
(*) Tuft er en Qvast eller Dusk, og Tust Hunter bemærker her saa¬
dan en som stedse holder sig til en Person, der bærer saadan en Qvast,
efterdi han gemeenligen er riig eller af Stand.


have næsten ligesaa stor Kraft ved Universitætet, som
et rødt eller blaat Baand ved Hoffet, og altid drage
efter den, som bærer dem, et Følgeskab af ydmyge
Staldbrødre, hvilke, efter hans Forlangende, ville spise
med ham Morgen, Middag eller Aften, naar som helst
ham behager; ville gaae med ham, hvor som helst det
er, drikke med ham, hore med ham, laane Penge af
ham, eller lade ham betale deres Regning. De ere,
som der siges, et Slags Sygdom der ved Stedet, hvor
af en bemidlet Person gandske vist angribes saa snart
han kommer der; og disse faste Venner hænge saa tæt
ved ham, at han kand aldrig ryste dem af, saa længe
han har en Kiole paa Kroppen.
London er ey heller uden sine Tust=Hunters, hvil¬
ke, ligesom Jgler, sue sig fast ved en ung Person, der
har Midler, det første han kommer til Staden. De
omringe ham saa snart han er kommet, og naar de en¬
gang have bemægtiget sig ham, slaaer det stælden feyl, at
de jo beholde ham for sig selv; thi ingen skikkelige Folk
skiøtte om at holde nogen Omgængelse med ham, naar
de have ofte seet ham i saadant slet Sælskab. Det er
en stor Ulykke for en ung Herre at falde i deres Hæn¬
der; omendskiønt det maae tilstaaes, at ligesom Daa¬
rer ere det naturlige Rov for Skiælmer, saa ere disse
rige Herrer, som underholde dette Broderskab, almin¬
deligen ikke de viiseste; og ligesom paa Universitætet
hvor det lærde Hoved bukker sig for den forgyldte
Nar) den fornemme Student kiendes fra de andre, ved
en Hue med en Guld=Qvast, saa betragter jeg altid
disse


disse Daarligheds Sønner i Staden, ligesom prydede
med en statselig Hue, behængt med Bielder, hvilket
baade tiener til at betegne deres Forstands og Lærdoms
Grundighed, saa og til at kalde deres Følgeskab til¬
sammen omkring dem.
Her i London har man meget eftertrykkeligen givet
disse ydmyge Tienere af bemidlede Personer det Naun
af Hangers on (*). De ville, i Sandhed, tage saa vist
fat, og hænge saa bestandigen ved en Mand, at det er
næsten umueligt at blive af med dem. Naar som helst
Herren lader sig see, da kand J være vis paa at Hæn¬
ge=Træet er i Hælene paa ham. De ville trænge sig
ind i alle Sælskaber, hvor han kommer; og jeg har
Exempler paa at de have trængt sig ind i fremmede
Familier, i det de ligesom holdt ved deres Patrons
Slæb og paa en ublue Maade indfandt sig hvor han
var budet til Giæst; hvilket dog, i mine Tanker, skul¬
de ikke være en slem Vane, al den Stund de vilde be¬
qvemme sig til at staae bag ved hans Stoel. All den
vedhængende Egenskab, som er i Borrer, Beeg, &c.
synes at være samlet i dem. Og den som de engang
faae i deres Snarer, ham holde de saa fast, at de sy¬
nes at være limede til ham, og han kand neppe nogen¬
sinde slide sig løs fra dem. Thi saasom intet uden det
allernedrigste Gemyt kunde nogensinde formaae et Men¬
neske til at giøre sig til saadan en Slave af en anden
saa
Ddd 2
(*) Dette betyder ikke andet end at hænge ved og stedse holde sig op hos
andre; paa Dansk har man det Ord: hænge=Træ.


saa er det forgæves at tænke paa at blive deslige lum¬
pene Afskum qvit ved at begegne dem med Foragt; de
ville tage imod lige saa mange Hug, som en Pudel¬
Hund, all den Stund J vil tillade dem lige saa stor
en Grad af Gemeenskab og Omgængelse. De ville i¬
ligemaade beqvemme sig til at giøre allehaande smaa
Tienester, og ere glade ved at være eder nyttige, naar
som helst de have Leylighed dertil. De ville gaae til
Jøder og Aagerkarle og laane Penge for eder, de vil¬
e søge Horer op til eder, eller beqvemme sig alle an¬
dre deslige smukke Forretninger, for at tiene deres Ven.
Her maae det mærkes, at et hvert Hænge=Træ er
en Person af et meget ærekiært Gemyt; thi omend¬
skiønt hans Formue er ringere end eders, og han be¬
qvemmer sig til at gaae eder til Haande ved adskillige
Leyligheder, saa maae I dog tilskrive dette hans over¬
maade Godhed; og all den Umag han giør sig for at
tiene eder, kommer af den store Agt han har for eder.
Jeg erindrer en af disse venlige Herrer, hvis Høyag
telse for hans rige Ven gik saa vidt, at da de engang
vare komne i Klammerie sammen, og denne benaadede
ham med adskillige Næsestyver og Spark for Rumpen,
tog han imod alle disse Forurettelser med Taalmodig
hed, og sagde alleneste med Taare i Øynene: Kiære
Ven, jeg ventede aldrig at blive saaledes begegnet af
eder; J veed jeg er ikke for at slaaes med nogen;
men jeg skulde aldrig have et Øyebliks Rolighed i
mit Sind, dersom jeg vilde giøre eder den mindste
Fortred eller Uret. Kom, lad os kysses og være go¬
de Venner.


De store Mænd iblant de Romere havde en stor
Deel af disse Hænge Træer, som fulgte med dem hvor
som helst de gik, og bleve meget eftertrykkeligen kaldte
Umbræ SSkygger;) og sandeligen dette Naun giver os
et ret fuldkomment Begreb om disse Personers Natur
og Beskaffenhed, som ere ydmyge Følge=Svenne af de
Riige; efterdi de ikke alleeneste følge dem ligesom deres
Skygger, men de og, ligesom en Skygge, beviise at
der er et virkeligt Væsen eller Legeme; thi naar J seer
en eller fleere af disse Skygger ideligen i Hælene paa
nogen Herre, da maae J sikkert slutte at han er bemidlet.
Disse oprigtige Venner ere saa omhyggelige for alt
hvad der angaaer eder, at de altiid med den største
Nøyagtighed erkyndige sig om eders Sager, og vide næ¬
sten lige saa vel som eders Forvalter hvad Jndkomster
har. De have iligemaade saa stor Lyst til at være i
eders Sælskab, og ville saa gierne være vel anskrevne
hos eder, at et Hænge=Træe vil giøre sig ligesaa stor
Umag som en Maitresse for at beholde eder gandske for
sig selv, og at forekomme, at ingen anden skal faae
Deel i eders Guust; og ligesom et beqvemt Fruentim¬
mer er en meget fornøden Deel af en Persons Eqvi¬
page, som vil leve efter Moden, saa maae og disse
Mand=Staldbrødre være en meget behagelig Deel af
disse høymodige unge Herrers Følge, som ville gierne
være den fornemste i deres Sælskab. Det er en meere
fiin Smag i Udgifter, at betale en Mand for at lee
over eders Vittighed og klygtige Jndfald, og for at
rette sig efter eders Griller, og som vil enten drikke
Ddd 3


sin Flaske med eder paa et Viin=Huus, eller og løbe i et
Ærende for eder til den anden Ende af Byen¬
Det gandske Broderskab af Hænge=Træer, enten i
Staden eller paa Landet, og hvad Naun de end have,
ere Ledigheds Sønner; thi naar vi nøye undersøge Sa¬
gen, da skal det befindes, at naar som helst en Mand
hvis Leve=Brød beroer paa hans Fliid, overgiver sig til
Magelighed og Ladhed, da bliver han i Stand til at
begaae hvad som helst Nedrighed; og dersom de kand
ikke grave, da, ligesom vore Hænge=Træer, skamme
de sig dog ikke ved at tigge.
Af the Connoisseur No. 10.
Xg=Ag.
Ega4
Til Mor. Connøisseur.
Min Herre,
Endskiønt jeg er født af en adelig Familie, der regnes
for en af de ældste i Riget, saa har jeg dog undertiden
tvivlet om, at Adelskab og høy Byrd ere virkeligen af den
Nytte, som de almindeligen holdes for; og jeg kunde snart
falde paa de Tanker, at de tiene alleneste til at fornøye vor
Forfæn¬


Forfængelighed og Hovmod. Et langt Register af ade¬
lige Forfædre er maaskee det behageligste Syyn, som
kand stilles den menneskelige Ærgierrighed for Øyne; vi
smiggre os, ved saadan Betragtning, med den hemmelige
Jndbilding, at en lige saa berømmelig, ligesaa lang, og
end længere Linie af Efterkommere skal udspringe af os selv,
som den af hvilken vi nedstige. Naar disse Betragtninger
tiene som Opmuntringer til Dyd og ædle Bedrifter, da
ere de utvilagtigen meget priiselige; og jeg skulde maaskee
have ladet mig indtage af denne behagelige Forestilling,
dersom en særdeeles Historie, som jeg nyligen fandt i en
Fransk Bog, havde ikke gjordt Ende paa all forfængelig
Ære, som mueligen kand uddrages af en lang Linie af
Forfædre.
En Hoyadelig Herre af en gammel Famille, af en
meget høy Rang og store Midler (siger Historien,) døde
pludseligen, og uden at faae Tilladelse at komme i
Skærs=Jld, blev strax sendt lige ned i Helvede. Han
havde ikke længe været der, førend han fandt sin Kudsk
Thomas, hvilken, ligesom hans Naadige Herre, skaar
Tænder iblant de Fordømte. Thomas, som blev for¬
bauset over at see den naadige Herre midt iblandt Spits¬
buber, Røvere, Lomme=Tyve og alt det Canaille=Pak i
Helvede, sprang op og raabte i stor Forundring: Er
det mueligt at jeg seer min forrige Herre iblant Lucifers


Lang af Tiggere, Skielmer og Tyve! Hvor forfærdet
er jeg over at finde Eders Naade paa dette Sted! Eders
Naade! hvis Ædelmodighed var saa stoer, hvis overflø¬
dige Huusholding drog saadan en Mængde af Adel,
af fornemme Folk, og Venner til eders Bord, og til e¬
ders Huus; og hvis fiine Smag forskaffede saa mange
fattige Arbeyde i eders Hauger, ved at bygge Templer
og Støtter, og ved at grave Søer, som syntes at byde
Trods til det største Hav i Verden! Siig mig dog, naa
dige Herre, om jeg maae giøre mig saa dristig, for hvad
Misgierning er Eders Naade kommet i dette forbande.
de Sælskab? Ach! Thomas, (svarede den naadige
Herre, med hans sædvanlige Mildhed) jeg er kommet
herhid, fordi jeg har besviget min Kongelige Herre, be¬
draget Enker og Faderløse, alleneste for at berige, for
at kiøbe Titeler, høye Embeder og Herregods til det u¬
taknemmelige Skarn, min eeneste Søn. Men, siig
mig, Thomas, saasom du syntes altid at være en ær¬
lig, omhyggelig og skikkelig Tiener, hvorfor er du kom¬
met herhid? Aha! min naadige Herre, svarede Tho¬
mas, jeg er kommet herhid fordi jeg har avlet denne
Søn.
Jeg er, min Herre,
eders ydmygste Tiener
Reginald Fig=Worm.
D¬
P¬
P¬


Bie=Kuben.
No. 207.
Tiisdagen d. 18 December 1759.
Af the Connoisseur No. 100.
Til Msr. Connoisseur.
Min Herre,
J¬
er en af disse Løsgængere, (som J nyligen har
skrevet om) hvilke, saasom de ikke ere anførte til
nogen Handtering, ey heller i Stand til at fortiene
deres Brød |ved at arbeyde, have slaaet sig til den
Slaviske Bestilling at være Hænge=Træer. Men saa¬
som J har alleneste løseligen meldt om de mange Farer
og Besværligheder som denne Levemaade er underkastet,
da, for at afmale des tydeligere denne Part af Carak¬
teren, tillad mig at sende Eder en Fortælling om mi¬
ne egne Tildragelser.
Jeg stod først i Lære hos en gammel Adelsmand
paa Landet; og saasom jeg var vidtløftigen beslægtet


med den naadige Herre, saa blev jeg antaget til den
Ære at gaae ham til Haande baade som Cammer=Tie¬
ner og Apotheker. Min Forretning om Morgenen var
at opvarte ham naar han klædte sig paa; at holde
Vandbekkenet medens han toede sine Hænder, at spæn¬
de hans Skoe, og binde hans Hals=Klud; Derforuden
havde den naadige Herre saadan Agt for mig, at in¬
gen uden jeg blev nogenfinde betroet til at skiære hans
Liig=torne, eller Reglene af hans Fødder; og naarsom
helst han var upasselig, var det altid min Bestilling, at
holde paa hans Hoved, naar en Vomitiv virkede, at
følge med ham til det hemmelige Sted, naar han tog
en Laxativ, og undertiden at sætte ham en Clysteer.
Dersom Herren havde intet Sælskab da blev det mig
vel tilladt at sidde til Bords med ham; men naar han
fik Besøgelse af større Folk end sædvanligt, da blev jeg
udpyntet (tillige med nogle af hans Huusmænd, der
saae best ud) med en lokket Perryk, fuldstafferet Kiole
og galuneret Vest, for at forøge hans Betienteres Tall,
der ikke bare Liverie. Jeg skikkede mig i dette
Slaverie med den yderste Taalmodighed; saasom Her¬
ren ofte gav mig hemmeligen at forstaae, at han hav¬
de forsørget mig i sit Testamente; men jeg havde dog
den Græmmelse at see mig udstødt af hans Gunst ved
Capellanen, der havde altiid anseet mig som den der
var ham i Veyen, og omsider ved hans Loggren, Smig¬
gren og Bukken magede det saaledes, at han fik Fortri¬
Og da Capel
net. Med et Ord, Herren døde:
lanen (som bestandigen læste og bad hos ham i hans
sidste Sygdom) havde den Trøst, at der i Testamentet


var givet ham Forsikkring om et got Kald, saa blev mit
Nann kun anført iblant de ringere Tieneste Folk, med
en Gave af tiuge Pund til at kiøbe Sørgeklæder.
Med denne ringe Gave (foruden hvad jeg havde
skrabet tilsammen og udpresset af Bønder, Forpagtere,
Kiøbmænd og Haandverksfolk, som Foræringer, fordi
jeg skulde tale et got Ord for dem, medens jeg kunde
formaae noget hos Herren) kom jeg til London, og an¬
vendte alt hvad jeg eyede paa at klæde mig skikkeligen
op. Strax derpaa var Lykken mig saa god, at min
gamle Herres Broder=Søn og Arving kom fra hans u¬
denlands Reyse; og jeg magede det saaledes at jeg kom
i Guust hos ham, ved at tale ilde om hans afdøde
Farbroder, og hængte mig fast ved ham. Det er sandt
han underholdt mig; han tillod mig at have lige Deel
i hans Pung; men naar jeg betænkte de Farer, som
jeg bestandigen var underkastet for hans Skyld, da an¬
saae jeg hans Velgierninger alleneste som Plaster til
mine Saar. Mit Hoved, min Ryg og mine Rib¬
Been have faaet mangen en Betaling, som skulde ha¬
ve været sat paa den naadige Herres Regning; og jeg
var engang paa et Haar nær blevet hængt som den
der havde myrdt en stakkels Karl, hvilken min Herre
havde for Løyers Skyld stukket Kaarden igiennem Li¬
vet. Min Patron, iblandt andre Beviiser paa hans
Smag, holdt en Maitresse, og jeg, som hans særdeles
Ven og en Mand af Ære, havde Tilladelse at besøge
hende. Det hændte sig en Aften, at han ulykkeligen
overrumplede os uforvarendes i nogen fortroelig Om¬
ee 2


gængelse tilsammen; men det var saa langt fra, at den
naadige Herre blev forbittret derover, at han alleneste
kastede Madamen ned af Trappen, og meget koldsindi¬
gen sparkede mig ned bag efter.
Jeg var nu igien gandske forladt; men saasom mig
fattedes aldrig Dumdristighed, saa giorde jeg mig snart
meget fortroeligen bekiendt med en ung Herre fra Jr¬
land, som nyligen var kommet over til Engeland, for
der at forøde sine Midler. Jeg maae tilstaae, at det
var mig noget vanskeligt at holde det ud hos denne
nye Ven, saasom jeg havde saa mange af hans
egne Landsmænd at stride imod, hvilke alle agtede sig
berettigede til hans Bekiendtskab, og nogle af dem fo¬
regave end og at være hans Paarørende. Derforuden
bildte de alle den unge Herre ind, at de havde anseelige
Midler og Gods paa adskillige Steder i Jrland; om
endskiønt ikke een af dem havde noget virkeligt Gods
meere end jeg selv; og, i Sandhed, jeg havde iligemaa¬
de, i Ord, Eiendomme i Vest=Jndien, af 1500 Punds
aarlige Jndkomster. Disse rasende Karle (thi, min Her¬
re, de havde alle Lyst til at trække ud) giorde mig me¬
gen Bekymring; men imidlertid fandt jeg dog, hvori
min nye Vens Skrøbelighed bestod, og til trods for
alle hans Landsmænd blev jeg hans u-adskillelige Stald¬
broder. Han var ikke alleneste en stor Elsker af Fru¬
entimmer, men havde og en særdeeles Lyst til nye An¬
sigter; og for at lempe mig efter denne hans Tilbøye
lighed, var jeg ideligen paa Udkik for at opsøge friske An¬
stalter for ham. Jeg bragte ham Sye=Piger, Vasker¬
Piger


Piger og Tieneste=Piger i Overflødighed, og omsider
satte mig i saa stor Gunst hos ham, ved det jeg havde
formaaet et af mine egne Sødskende=Børn til at føye
hans Begiæring, at jeg virkeligen troer han vilde ha¬
ve giordt mig lykkelig for min Livs Tiid ved en aarlig
Liv=Rente, dersom han var ikke ulykkeligen blevet stuk¬
ket ihiel i en Tvekamp, af en af hans egne Lands¬
mænd.
Dernæst kom jeg i Yndest hos en gammel Oberst,
som ved en Hændelse fattede Godhed for mig en Aften
i et Viinhuus, fordi jeg havde drukket en fuld Halv¬
Pot=Rømert meere end en Lieutenant paa et Orlog¬
Skib, der havde fodret mig ud til at bringe ham en
Skaal. Saasom hans eeneste Fornøyelse bestod i Fla¬
sken, saa krævede han intet andet af mig, end at jeg
skulde drikke Glas for Glas med ham, hvilket jeg gier¬
ne føyede ham i, saasom han altiid betalte min Reg¬
ning. Naar han var ædru, var han den beste Mand
i Verden at omgaaes med; men han var meget kort
for Hovedet, og overmaade vanartig, naar han var
drukken. Han har meere end engang kastet en Flaske
efter mit Hoved, og slaaet en heel Skaal Puns midt
i mit Ansigt; undertiden har han forlystet sig med at
sætte Jld i mine Mansketter, at ryste Asken af hans
Pibe over min Perryk eller at støde efter mig med en
gloende Jld-Nager; og jeg erindrer, at han engang gand¬
ske overslog mig med Urinet af det heele Sælskab, i det
han veltede en stor Tin Nat=Potte lige over mit Ho¬
ved. Alle disse Forhaanelser leed jeg meget taalmodi¬
ee¬
gen,


gen, saasom jeg var vis paa at han næste Morgen
giorde mig dobbelt Erstatning derfor; og jeg var meget
nær ved at faae en Tieneste i Armeen, da han til min
store Græmmelse pludseligen døde af et Slag.
vil falde i Forundring, naar jeg fortæller eder
at jeg dernæst magede det saaledes, at en riig gammel
Penge=Puger, en Kiøbmand, og en af de Omskaarne,
fattede gode Tanker om mig. Han kunde ikke have
nogen Jndvending imod min Religion, saasom jeg pleye¬
de at fordrive hver Søndag med ham paa hans Lyst¬
Gaard, hvor jeg vilde heller spille Kort end gaae i
Kirke. Nu kunde jeg vel ikke faae noget meere af ham
end et Maaltid Mad; men jeg havde høyere Ting i Sig¬
te. Saasom han havde ingen anden Arving til hans
Midler end en eeneste Datter, som blev stedse holdt u¬
de paa Landet, saa blev jeg saa dødeligen forliebt i
hende, at jeg vilde end og blevet en Jøde for at faae
hende; men i det Sted begik jeg den store Daarlighed
og giorde hende til en Christen; og jeg lod mig hem¬
meligen vie til hende. Da jeg kom til hendes Fader for
at give ham Underretning derom, og at giøre min Und¬
skylding fordi jeg havde omvendt hende, tog han i¬
mod mig med en høy Latter, og sagde: " Min Her¬
re, dersom mit Barn havde giftet sig med Diævelen,
da skulde hun faaet hver en Skilling, som hende til¬
kommer. Men saasom hun er alleneste min Hore-
Unge, saa kand Loven ikke forpligte mig til at give
hende en Hviid.
Dette


Dette befandt jeg at være alt for sandt; og til
min store Lykke havde min Christne Kone saa liden Agt
for hendes nye Religion, at hun igien faldt fra den;
og lod sig antage som Maitresse (hvortil jeg villigen
gav mit Samtykke) af en af hendes egen Art og Fol¬
kefærd. Jeg vil ikke besvære eder med en omstændelig
Fortælling om hvorledes det er gaaet mig siden; jeg
skal alleneste lade eder vide, at jeg har gandske nøye
fulgt den Regel at blive alle Ting for alle. Jeg blev
engang meget herligen underholdt af en ung ryggesløs
Herre af høy Byrd, formedelst min Vittighed i at ta¬
le Gud bespotteligen, og at drive Gækkerie med Bibe¬
len; indtil min Patron skiød sig selv for Panden. For
nærværende Tiid, min Herre, er jeg gandske uden Tie¬
neste, da jeg nyligen har mistet en meget fordeelagtig
Plads, hvilken jeg havde hos en Stor Mand, som
hans Hore=Støver. Aarsagen til min Unaade reyste
sig af et nedrigt Creatur af mine gamle Bekiendtere i
Covent=Garden; hende bragte jeg til min naadige
Herre som en uskyldig Tøs der var nyligen kommet
fra Landet; men den Taske var saa utaknemmelig, at
hun gav os begge overbeviisende Prøver paa, at hun
havde alt formeget været iblandt Folk.
Jeg er, min Herre, eders ydmygste Tiener
Peter Supple.
Af the World No. 112.
Til Mor. Fig Adam.
Min Herre,
a jeg forgangen Dag gik op ad SteJames Stræde, mødte mig et meget
knipsk ungt Fruentimmer, som bad mig om Forladelse for hendes Dri¬


stighed, i det hun meget uskyldigen saae mig i Ansigtet og spurte mig om
jeg ikke kiendte hende. Den Maade paa hvilken hun talte til mig og hendes over¬
maade vakkre Figur forvoldte at jeg saae paa hende med Agtsomhed, og erindre¬
de i en hast at hun havde været Tieneste Pige hos min Kone, som havde taget
hende fra Landet, og beholdt hende tre Aar i sin Tieneste, hvoraf hun var
Hvad, Anne, sagde jeg, er det jer?
kommet for et par Maaneder siden.
"t jeg saae aldrig nogen saa smukt klædt i min Livs Tiid. "O, min Herre,
(sagde hun med det alleruskyldigste Smiil, kneysende med Hovedet og neyende
gandske dybt) "jeg er bleven forført, siden jeg er kommet af min Tieneste.
n Er J saa, Jomfrue Anne, sagde jeg? men siig mig, Barn, hvem er det
der har forført eder, o, min Herre, sagde hun, en af de skikkeligste Her¬
rer i Verden, og han har kiøbt mig en Morgen=Kiole til hver Dag i Ugen.
Pigen bad mig indstændeligen, at jeg vilde gaae hiem med og see hendes Væ¬
relser, hvilke hun sagde vare i næste Gade og saa smukke som en Printzesses
men jeg undskyldte mig for at følge med hende, saasom jeg vedste, at alle de
Argumenter jeg kunde bruge til at priise Dyd og uldene Skiørte, vilde ikke
udrette noget imod Vellyst og Silke=Morgen=Kioler. Jeg gav hende derfor
alleeneste tilkiende, at det giorde mig Ondt, at hun havde begyndt saadan en
Leve Maade, og sagde hende Farvel.
Saasom jeg er en Mand, der har Lyst til at tænke, saa kand jeg ikke glem¬
me denne Piges Statselighed og den Aarsag hun gav derfor; allerhelst naar jeg
kommer i Sælskab med et vakkert Fruentimmer, der er opklædt over hendes syn¬
lige Omstændigheder, med Skiøn=Plætter, Sminke og Prydelser efter den høyeste
Mode, thi da bilder jeg mig ind, at dette Fruentimmer vil neye meget dybt for mig
og fortælle mig: o, min Herre! jeg er blevet forført, siden jeg søgte got Sælskab.
Men denne Undskylding for Stats, skiønt den blev givet af et Fruen¬
timmer, kand, efter mine Tanker, ligesaa vel bruges om Mandfolk. Smuk¬
ke Huuse, smukke Embeder, smukke Midler, smukke Ting af alle Slags, for¬
hverves ofte paa Ærligheds Bekostning. - - - - - - - -
Jeg vilde ønske, Msr. Fitz=Adam, at J af disse løse Udkastninger vil¬
de tage Anledning til at give os en Betragtning over denne Materie, hvilket
vil storligen forlyste alle, og i Særdeeleshed forpligte,
Min Herre, eders ydmygste Tiener
C. D.


Bie=Kuben.
No. 208.
Tiisdagen den 25 December 1759.
Af the World No. 55.
Til Msr. Fitz=Adam.
Min Herre,
J¬
eg er en af disse velvillige Personer, hvilke have ikke
selv noget liggende Gods, ey heller ere indlemmede i
noget Laug eller Borgerskab, og derfor som rette Borge¬
re i Verden vende alle deres Tanker til det gemeene Beste,
og ere bekiendte under det almindelige Navn af Project¬
magere. Alt det Gode jeg nogensinde giorde eller tænkte
paa, var for det gemeene Beste. Min eeneste Bekymring
har været for Nationens Sikkerhed, Helbred, Jndkom¬
ster og Credit: ey heller har jeg nogensinde i min gandske
Livs Tid tænkt paa at betale nogen Giæld undtagen Na¬
tionens. J tænker allereede at denne min patriotiske Jver


er blevet rigeligen belønnet; og meener, maae skee, at jeg
nu vil besvære eder med en pralende Roes af de publiqve
Penge jeg har faaet; eller at jeg optænker nogen listig Ud¬
flugt, for at undgaae en nøye Undersøgning, paa hvad
Maade jeg har sanket dem. Tvert imod, jeg maae for¬
sikkre eder, at jeg aarligen har bragt Frugterne af tolv
Maaneders dyb Eftertanke til adskillige Collegier, uden at
have faaet fra noget af disse Steder det mindste Vederlag
eller Belønning. Og jeg har haft den Græmmelse at see,
at en Mand, med det allerdummeste Project i Verden, er
blevet kaldet ind i Collegiet, blot og alleneste fordi han var
en Fremmed, da jeg derimod har maattet gaae og fryse i
Gaarden.
Efter denne korte Historie om mig selv, er det Tiid at
jeg skulde meddeele eder det Project, som jeg har at fore¬
stille til eders særdeles Betragtning.
Mit Forslag er, at et nyt Embede skulde oprettes i den¬
ne Hoved=Stad, og kaldes Slukke-Embedet. Naar jeg
forklarer dette Embedes Natur, skal jeg tillige overbeviise
eder om dets ugemeene Nytte; og paa det at J maae fuld¬
kommeligen forstaae dets Øyemaal og Hensigt, saa beder
jeg om Tilladelse at giøre nogle faa philosophiske Anmærk¬
ninger.
Der er ingen Anmærkning meere rigtig eller alminde¬
lig i Forfarenhed, end at enhver Ting der er ypperlig i Na¬
turen eller Kunsten, har en vis fastsat Fuldkommenheds
Grad for sig selv, hvilken den kand ikke overgaae, uden at
tabe meget af sin Skiønhed, eller at faae nogen Vanske.
en


Den Ende, som Tiden giør paa alle dødelige og for¬
gængelige Ting, skeer ved en uformærkt Aftagelse; og naar
en Ting er eengang kommet til sin Moedhed, da giver den
os alleneste det bedrøvelige Syyn, at den hvert Øyeblik
forfalder, og nærmer sig ved en stedse tiltagende Hæslighed
til sin endelige Opløsning.
Vi beklage ubesindigen en Stor Mand, hvilken Dø¬
den har taget bort, som vi sige, i hans blomstrende Her¬
lighed; og vi tilstaae dog, at det vilde været lykkeligere for
Priamus, Hannibal, Pompeius og Hertugen af Marl¬
borough, i Fald Skiæbnen havde gjort tiligere Ende paa
deres Liv.
Jtedet for at anføre en Mængde af latinske Vers,
vil jeg henviise eder til den Deel af Juvenals tiende Saty¬
re, som handler om et langt Liv; men jeg maae i Sær¬
deleshed begiære, at J vil give Agt paa, hvad Fynd der er
i følgende Linie:
Provida Pompeio dederat Campanie Febres
Optandas.
Campanien havde forsynligen givet Pompeius en
ønskelig Feber.
Det er ved en alvorlig Betragtning over Meningen
af denne Linie, at jeg har faaet den største Tanke, som no¬
gensinde er kommet i en Projectmagers Hierne; og jeg tvi¬
ler ikke paa, dersom jeg kunde engang indføre ovenmeldte
E¬


Embede, at jeg skulde jo være i Stand til, af dette An¬
slag, at bringe en vis Maade i Brug, som vilde være saa
gaunlig for det menneskelige Kiøn, som den vilde være nye
og usædvanlig.
Som det er med Mennesket selv, saa skal vi illigemaa¬
de finde, at det er med alt hvad der kommer fra ham.
Hans Anslag ere store, rigtige og ædle, værdige det Gud¬
dommelige billede han bærer. Hans Fremgang og Flild
i at udføre dem, til en vis Grad, ligesom hans Anslag;
men naar det kommer der over, da er alting Skrøbelighed,
Hæslighed og Vanære. For at blive forvisset om naar man
er kommet til denne Grad, er det ligesaa fornødent at raad¬
føre sig med en anden, som for den Syge at raadføre sig
med sin Læge, for at erfare, naar Sygdommen vil foran¬
dre sig; men hvem vi skal vende os til i denne Sag, det er
Knnden i Spørsmaalet. En Ven er, iblant alle i Ver¬
den, allermeest uskikket dertil; efterdi man veed at gode
Raad og oprigtige Formaninger strax opløse all Venskabs
og Samqvems Forbindelse. Alt saa sees det klarligen, at
et nyt Embede er fornødent, hvilket Embede, efter mit
Forslag, skal herefter forrettes ved en Commission, men
først (til en Prøve) ved en eneste Person, der er forsynet
med tilbørlig Fuldmagt, og overalt er kiendt under det Navn
og Titel af Eedsoren Slukker. For at forklare denne Per¬
sons Forretninger, skal jeg sige eder ved hvad Hændelse jeg
er faldet paa det Forslag, som jeg nu indsender til eders
Giennemlæsning.
Naarsomhelst jeg har været saa lykkelig at være Eyer


af et Lyys, har jeg mærket, at omendskiønt det har brændt
med stor Klarhed til en vis Grad, dog saasnart Luen har
naaet den Grad, er det blevet mindre og mindre klartl, sti¬
gende og faldende med stor Ulighed, indtil det omsider er
gaaet ud i en meget utaalelig Stank, J andre Familier,
hvor Fattigdom er ikke Huusholderske, der lever og døer
Lyset, uden at lade nogen slem Stank efter sig; og dette
kommer deraf, at man i Tide bruger en Machine, som kal¬
des en Slukker.
Det er denne Machines Brug og Nytte, som jeg gier¬
ne vilde strække videre ud; og det som bestyrkede mig i mit
Anslag var dette, at jeg en Søndag kom ind i en Kirke, hvor.
Himlen over Prædikestolen var en dyb Runding, ikke meget
uliig det ovenmeldte Slukke-Reedskab. Prædikenen, som
var begyndt og fortsat i en ordentlig og jævn Maade, blev
imod Slutningen overmaade uliig, nu høytravende, nu
lav, nu klar, nu mørk - kort sagt, Prædikanten og hans
Himmel gave mig saa stærk en Erindring om det udgaaen¬
de Lys og dets Slukker, at jeg vilde gierne haft den Magt
at bruge paa den rette Tiid og Maade det ene til det an¬
det; og fra dette Øyeblik faldt jeg paa det Forslag at hæn¬
ge hule Kegel-runde (eller rettere Sukker-Top=skikkede) Ma¬
chiner af Tin, Metall eller Træ, over Hovedet af alle dem,
som tale offentligen, med Liner og Tridser til at lade dem
siunke, ligesom Leyligheden udkræver.
Jeg bragte dette Forflag til en vis Stor Mand, som
behagede at forkaste det; han fortallte mig, at man havde
opfundet adskillige andre Midler, som maatte være tienli¬


gere dertil; og iblant mange andre Maader anførte han
til Exempel et vist stort Sælskab, hvor Præsidenten for¬
retter en Slukkers Embede med et eneste Slag af en Ham¬
mer. Kort sagt, denne Store Mands Argumenter for¬
maaede mig til at legge mit første Anslag til Side; men
gave mig tillige Andledning til et Forslag, der strækker sig
meget videre.
Paa Comoedie=Huuset er Dækket ikke alleneste altid
ved Haanden, meg kand og paa engang slukke alle Perso¬
nerne i Skue=Spillet. Hvor mange nye Tragædier maat¬
te blive reddede for den tilkommende Tiid, dersom Dækket
efter befaling, gik med, saa snart Helten var død! eller
hvor lykkeligen maatte den matte, bleege og stinkende Lue af
en heel femte Act blive slukket, naar saadant et Embede
var beskikket! Poeter, Skribentere og mange andre kunde
iligemaade have stor Nytte deraf, naar saadan en Slukker
betimeligen forekom den Vanære, som alt for ofte treffer
mange, naar de overleve den Roes de have forhvervet, og
ende slettere end de have begyndt. Extinctus amabitur, siger
Gorats.
jeg mærker, at mig skal fattes Rum til at forklare min
Maade at slukke dem, som tale i særdeles Sælskaber; men
paa det J skal ikke ansee mig ligesom disse Qvaksalvere, der
prale af meere end de kand udrette, da lad mig overbeviise eder,
at mit Forehavende er ikke ugiørligt, i det jeg erindrer eder om
Apelles, der stod bag ved et Skilderie som han havde malet,
og hørte med stor Taalmodighed, medens en Skoemager be¬
rømte Foden; men saasnart denne Haandverkmand be¬
gyndte


gyndte at gaae videre til Beenet krøb han frem fra det
Sted, hvor han havde staaet i Skiul, og paa engang sluk¬
kede ham med det bekiendte Ordsprøg, som endnu til denne
Dag er i Brug: Skomageren skal blive ved sin Læst.
2¬
Men naarsomhelst dette Embede bliver overdraget til
Commission, da er mit Forslag, ihenseende til denne sidst¬
meldte Post, at man antager et beqvemt Tall af Fruentim¬
mer; jeg meener saadanne, som klæde sig efter den høyeste
Mode; thi saasom de bruge de allernymodigste og viideste
Fiskebeens Skiørte, saa ere de altid forsynede med en
Slukker, som de strax kand bruge naar det behøves.
Og naar denne Machine anvendes til ovenmeldte Brug,
skal jeg have den ydermeere Fornøyelse, at fritage Fruen¬
timmerne for den ubillige Beskylding, at de gaae med
nogen Ting, som er unyttig. Og ligesom Chineserne
havde Kundskab om Krud, de Gamle om Magneten,
og de Nyere om Electriciteten, mange Aar førend disse
Ting bleve anvendte til Menneskenes Nytte, saa vil det
ikke synes forunderligt, om der omsider udfindes en herlig
Brug, hvortil Fiskebeens=Skiørtet er nyttigt, hvilket,
gandske vist, har hidindtil givet blot Materie til Betragt¬
ning.
Nu slukker jeg mig selv, og er, min Herre,
eders ydmygste Tiener
A. B.
P. S. Dersom ovenmeldte Project finder eders bifald,
da skal jeg vove at meddeele eder et andet, som er det fore¬
gaaende


gaaende ikke meget uliigt, og som i det mit
ligesaa
magtpaaliggende for det Almindelige.
De Galeniske Medicamenter, formedelst den store Over¬
flødighed, som den Syge maatte tage ind, have nu i nogle
Aar opvakt saadan en almindelig Væmmelse, at det Me¬
dicinske Facultæt maatte ikke haft det mindste at bestille,
dersom de havde ikke fundet paa den Maade, at sammen¬
drage all Kraften og Kiærnen af deres Recepter i en eeneste
chymisk Draabe eller Pille.
Heraf vilde jeg tage Anledning til at foreslaae, at der
skulde oprettes et nyt Collegie, som skulde have Magt til at
forkorte og indbefatte alle Kunster og Videnskaber, Hi¬
storie, Poesie, Veltalenhed, &c. i et væsentligt Jndhold
af en Grund-Regel, et Lære=Sprog, Historisk Spiritus,
eller kort og fyndigt Vers. Jeg vil lade eder selv døm¬
me, om dette Forslag er ikke giørligt.
Jnd¬


Jndholdet
af
Stykkerne i denne Fierde Part.
Num.
157
158
Det forunderlige Aar.
159 Uskyldighed paa Cythera.
160 Begiærlighed efter et berømmeligt Naun har Gud
viiseligen indplantet i Siælen. Den unge Lærde.
161 Hvor vanskeligt det er at naae og beholde et be¬
rømmeligt Naun.
162 Den hindrer os ofte fra at tragte efter det Ypper¬
ste og Vigtigste.
163 Om den Ulighed, som ofte findes imellen en Skri¬
bents Levnet og Skrifter.
164 Brev fra en Mand, som beklager sig over hans
Kones umaadelige Karrighed.
Brev fra Dramaticus, angaaende de fortrædelige
16.
Tilfælde, som mødte ham, da han blev indbudet
af en fornemme Frue, for at oplæse en Tragoedie,
som han havde skrevet.
166 Slutningen der af. Brev til Spectator, angaaende
den Lyst, som frugtsommelige Koner ofte faae til ad¬
skillige Ting.
167 Brev fra W. B. som beklager sig over de mange For¬
trædeligheder, som mødte ham, formedelst hans god¬
troende Ærlighed.
168
g4


168 Om Samvittigheden; Tom. Dare-Devils Caracter
og forskrækkelige Endeligt.
169 Efterretning om en Enke=Club. Brev fra en Office¬
rer, som spørger Spectator til Raads, hvorledes han
skal angribe en riig Enke, som han beyler til. Fra
Peter Push, i samme Materie.
170 En Østerlandsk Historie om Hazan; hvori viises at det
er den største Lyksalighed at være fornøyet i sin Stand.
171 Betragtninger i en Blomster=Hauge.
172 Brev fra en Skomager til Fitz=Adam, angaaende hans
fire Søstre.
Betragtninger over de alvorlige og lystige. Efterret¬
173
ning om Trophoniuss Huule, og Spectators Drøm.
174 Brev fra en Datter, som beklager sig over hendes Mo¬
der, der vil stedse være ung.
Det er farligt at opsætte sin Omvendelse.
Beskrivelse over et Skildpadde=Giæstebud.
178
177 Nogle almindelige Vildfarelser og vrange Meenin¬
ger igiendrives. De tvende Drenge.
178 Brev fra Præsidentinden i den ovenmeldte Enke=Club.
179 Livets Reyse forestillet i en Drøm.
180 Vor Jndbildings Kraft bør regieres af Fornuften;
Oplyses ved en Fortælling om Evander og Agenor.
Et Brev angaaende Qvak=Medicamenters Nytte.
181 Den menneskelige Naturs Skrøbeligheder. En Fabel
om Gudernes Nedkomst paa Jorden.
182 Ægteskabs Tempel. En Drøm.
183 Om Smaakoppernes Jndpropning.
184 Arbeyde hielper meget til Helbred og Fornøyelig¬
hed. En Fabel derom.
185 Om


Om Aagers Tempel.
185
186 Et Fruentimmers Brev, om Mandfolkenes bestan¬
dige og uegennyttige Kiærlighed.
187 Brev fra en Fader, som beklager sig over sin Søns
slette Forhold imod ham.
188 Slutningen deraf. Om en, som heller vilde laane
andre, end betale dem han var skyldig. Brev fra et
ungt Fruentimmer, som er hos en Morbroder og Mo¬
ster paa Landet.
189 Høy Stand befordrer ikke Lyksalighed. Exempel
herpaa.
190 Viators Brev om hans Reyse=Sælskab.
191 Fortælling om en Præst, som agtede Helbred for den
ypperste Herlighed og Riigdom.
192 Det er ingen Synd at arbeyde i sit Kald.
193 Om personlige Fortienester. De listige Piger.
194 Fitz=Adams Middel til at giøre alle Ægteskab fornøye¬
lige. Angaaende Kiøbe= og Leye=Breve paa Huuse.
Beviis, at der virkeligen er Hexerie til.
196
Fortsættelse af No. 16.
197
198 Slutningen deraf. Brev fra en gammel Præst til en
ung Herre, som havde tabt en stor Sum i Spill.
199 Nysgierrighed er den største Fordervelse for Qvinde¬
kiønnets Ære.
200 Brev fra en bøybedrøvet Moder, angaaende hendes
Datters Forførelse med videre.
201 Beretning om en Æde=Club, og om Monsr. Cramwell.
202 Fitz Adam berømmer sin Lemfældighed.
Gg2
203 Det


203 Det fortrædeligste Sælskab. Brev fra Sara Mean¬
well, angaaende hendes Søstres Flanevorenhed i de¬
res Klæde=Dragt.
204 Brev fra et Fruentimmer, som beklager sig over at
de skikkelige og ærbare af hendes Kiøn agtes mindre
end de som ere anderledes. Salomons Beskrivelse
over en dydig Qvinde.
205 Et nyt Forslag, angaaende Fruentimmer.
206 Betragtning over Hænge-Træer. Fabel om en Stor
Herre og hans Kudsk.
207 Brev fra Peter Supple, et Hænge=Træ, om hans
Levnets Tildragelser. Et Brev fra A. B. om hans
Tieneste=Pige, der var blevet forført.
208 Forslag om et Slukke-Embede.


