Fortsættelse
af
Bie=Kuben
for
Aar 1761
Femte og sidste Deel


Kiøbenhavn,
Findes tilkiøbs, med de tvende foregaaende Deele i den Rothiske
Boghandling paa Børsen, for 7 Mk. danske, hver Deel.


Jndholdet
af
Stykkerne i denne femte Deel.
209 Om Janus, et Sindbillede over Ny Aar. Lær¬
dom deraf.
210. Om vidt udseende Haab. En arabisk Fabel herpaa¬
Erast, en Fortælling af Gellert.
211. Amandas Historie, som var blevet forført af cen
troeløs Mandsperson.


212 Slutningen af Amandas Historie. En Fabel af
Linnæus. De Gierriges, Ærgierriges og Vel¬
lystiges Møye lignet imod deres, som opofre sig
til Religionens og Dydens Tieneste.
213. Msr. Fitz-Adams Betragtninger over Amandas
Historie.
214. Breve fra de Døde til de Levende. Til Greven af
R. fra Mr. Clerimont, om et tilkommende Liv.
Fra Amanda til hendes Søster, angaaende hen¬
des efterladte Mands sørgelige Endeligt.
215. Om Frimodighed i Døden, ulige Aarsager dertil.
Udødelighed er den menneskelige Naturs store
Herlighed.
216. Breve fra de Døde til de Levende. Fra Cleander
til hans Broder om hans Ven Carlos fortvi¬
lede Endeligt; med Formaning til Omvendelse.
Til My Lord N.-- fra Ethelinda, som døde
i et Kloster.
217. Til Philocles, fra Jbrahim, en tyrkisk Bassa.
Til en Søn fra hans Afdøde Fader.
218. Herveys Betragtninger over Skabelsen.
219. Fortsættelse deraf.
220. Betragtninger iblant Gravene; over en Krigs¬
mands Gravminde og over Christi Grav.
221.


221. Brev til Mr. Ftz=Adam fra en Fader, angaaen¬
de Kort=Spil. Fra en Moder, som beklager
sig over at hendes Datter vil ikke være efter
Moden.
222. Brev fra Diana til Leonora, om Sundheds u¬
skatteerlige Velsignelse. Til Philario fra Her¬
tugen af - skrevet paa hans Døds Seng.
223. Om et Slags Mennesker, som kaldes Nat=Ugler
deres Forhold og Afskyelighed. Korte Tanker
af D. Swift.
224. At øve Religionens udvortes Pligter hielper me¬
get til at befordre et dydigt Levnet.
225. Brev til Valerius fra en engelsk Kiøbmand, med
en Efterretning om hans Tildragelser med en
fornemme Tyrk.
226. Betragtninger over den Forfængelighed, som Men¬
neskene røbe i deres Testamenter.
227. Betragtninger over en Blomster=Hauge.
228. Fortsættelse deraf.
229.
230i Ser Breve fra Laura til Aurelia.
231.
232. En Drøm om Parnassus.
233. Brev fra Bellaria, et ungt Fruentimmer, som
kand ikke finde Tiid til at læse.
234


234 Brev fra Bellamour til Lysander; hvorledes han
kom i Bekiendtskab med en Enke og hendes to
Døttre.
235 Brev fra en gammel Peber=Sven.
236 Brev fra Melinda til Oriana.
237. Man bør vogte sig for alt hvad der har Skin af
Ondt. Oplyst i Flavillas Historie.
238
Fortsættelse deraf.
239.
240. Slutningen derpaa. Fortælling om en Engelsk¬
mand i Paris som var til Giæst hos en Fransk¬
mand og hans Kone.
241. Brev fra Bellamour til Lysander, som en Fort¬
sættelse af foregaaende No. 234. Brev til Mr.
Fitz-Adam om Nankins Buxer.
242. Hvilken Egenskab Fruentimmer fornemmeligst bør
agte hos den Person de ville ægte.
244. Brev fra Evander til en Libertiner.
245. Brev fra Emilia til Leticia om Amandes Død.
246
Et Forsøg om Jntet.
247.
248. Forestillinger til gifte Fruentimmer, angaaende de¬
res Opførsel mod deres Mænd.
249 Brev fra Peter Plainall, som beklager sig over hans
Kones alt for store Reenlighed.
50.


250. Mr. Fitz-Rdams Betragtninger over Opera.
251. Brev fra en Frue, som beklager sig over hendes
Mands overdaadige Levemaade.
252. Om den ubillige Foragt, som Præster, Skribente¬
re og Hanreyer almindeligen holdes i.
253. Brev fra et ungt Fruentimmer, som ved at klæde
sig efter Moden havde mistet sin Kiæreste. Fra
et gammelt Fruentimmer, som havde giftet sig
med en ung Person.
254. Brev fra Aaron Humkin, som beklager sig over
sin Kones store Lyst til Mufik.
255. Om Skue=Pladsens og Tilskuernes Friheder.
256. Om Lotteriet.
257. Exempel paa Retfærdighed hos en Tyrk imod
hans Fader, der brugte falsk Vægt. Videre
Betragtninger over Retfærdighed og Barm¬
hiertighed.
258. Angaaende Ægtefolks Urimelighed i at holde af
hverandre, i Sælskaber. Brev fra T. H. til
Mr. Fitz=Adam, i Anleedning af foregaaende
No. 252.
259. Om Hitte=Børns Hospitalet; en Drøm. Brev
fra Amicus angaaende offentlige Skøger.
260.


260. Betragtninger over Vinteren, af Hervey.
261. Mr. Fitz Adams ulykkelige Tilfald med hans Ka¬
riol, hvorover hans Uge-Blade ophørte.
Følgende meest betydelige Tryk Feyl vilde
Læseren saaledes rette.
Paa No.
3e anden Slde, semende kime, i skedet for
fordervet, læs fordrevet.
Paa No. 257. siette Side, fierde og kyvende Linie, i ste¬
det for Sæde=Læreres læs Sæde=Læres.
V¬
Puiti ait. i. 1.


Bie=Kuben.
No. 209.
Torsdagen d. 1 Januarii 1761.
Af the Connoisseur. No. 101.
Janiqve bifrontis imago.
Et dobbelt Ansigt Janus bærer
Og os en dobbelt Lærdom lærer,
Hvis Nytte meget vigtig er;
At vi skal paa fremtiden agte,
Men og med Agtsomhed betragte
Forgangne Tiders Hændelser.


Saasom den Dag, paa hvilken jeg har foretaget
mig at udgive dette Ugeblad, falder nu ind paa
Nye=Aars Dag, saa kand jeg ikke begynde dette
Aars Arbeyde paa en anstændigere Maade, end
ved at giøre denne nærværende Tiid til Jndholdet af dette
Blad; hvilket Jndhold behager mig saa meget møere, som
det tillige giver mig Leylighed til at giøre mine Læsere den
nu brugelige Compliment, og af mit inderste Hierte at
ønske dem alle et lyksaligt Nyt=Aar, med mange paaføl¬
gende. Men for at giøre disse Høfligheder meere betydeli¬
ge end en blot Compliment, saa vil jeg iligemaade stræbe
at give dem en liden nyttig Formaning, hvorved de meest
formodentligen maae forvisse sig om den Lyksalighed, og frem¬
drage det begyndte Aar med Beqvemmelighed og Rolighed.
Jngen af de hedenske Guder var forestillet i et beqvem¬
mere eller betydeligere Sindbillede end Janus; hvilken vi
billigen, i vort Sprog, maae kalde det Nye=Aars Gud.
De Skue=Penge, paa hvilke denne Guds billede var slaaet,
havde tvende Ansigter; ikke lige mod hverandre, eller ved
Siden af hinanden; men gandske bortvendte, saa at det
ene saae frem ad, ligesom hen i det Tilkommende, og det
andet saae tilbage til det Forbigangne. Der kand ikke op¬
findes en stærkere og meere fornuftig Lærdom af moralsk
Underviisning, end denne Figur lærer os. Dette dobbel¬
te Syyn indbefattter udi sig den menneskelige Klogskabs
Hoved=Sum; thi den fuldkomneste Fornuft kand ikke gaae


høyere, end viiseligen at giæt
om det Tilkommende, ved
at eftertænke det Forbigangne; og Dyden kan aldrig saa
formodentligen fare fort i et stadigt og uforandret Løb,
som naar den begynder med et fast Forsæt, at indrette det
Nye=Aar ved at eftertænke det Gamle, og tillige at giøre
det efterfølgende til en Forklaring over det forgangne.
De fleeste Feyl i Menneskenes almindelige Forhold, og
at deres kiæreste Anslag saa ofte mislinge dem, skal befin¬
des, ved Undersøgning, at komme deraf, at de ikke fuld¬
kommeligen betragte alt hvad der hører til deres Pligt og
Foretagende. Rogle indrette deres Gierninger efter en
blind Gisning, og ubesindigen giøre sig Regning paa det
tilkommende, uden at give mindste Agt paa det forbigangne.
Hos disse lader Passionernes Hæftighed Fornuften ikke
Frihed til at yttre sig, men de springe lige til at giøre en
Slutning, uden at grunde den paa foregaaende Sætnin¬
ger. Andre, som ofte agtes før Mænd af dyb Eftertanke,
og ugemeen Forstand, pønse saa stærkt paa det forgangne,
at de neppe give agt enten paa det nærværende eller til¬
kommmende. Til disse tvende Carakterer, hvis vrange
Forhold kommer af tvende saa stridige Kilder, kand endnu
og legges den tredie, hvis vilde og u-ordentlige Opførsel er
ikke grundet paa nogen faste Regler, men kommer deraf,
at de aldeeles ikke tænke eller overlegge. Disse magelige
Creature handle gandske hen i Taaget, hverken brydende sig
med hvad der har været, hvad der er, eller hvad der vil
komme; og ligesom Januis synes at have tvende Hoveder,
saa kan man næsten sige om disse ubetænksomme ledige
Opr, at de have aldeles intet Hoved.
Men


Men paa det vi desto tydeligere maae see, hvor
fornødent det er, at tage saadan en fuldstændig Besig¬
telse over vore Sager, da lader os betænke de mange
Vanskeligheder, som disse Mennesker ere indviklede udi,
der høre til en eller anden af de ovenmeldte Carakterer,
fordi de enten gandske forsømme, eller og kun betragte en
Deel af de Ting, hvorefter de skulde indrette deres Op¬
førsel. Det første Slags Mennesker, der giøre sig store
Forventelser af det tilkommende, og lade Haabet dysse
deres Forsigtighed i Søvn, ere meget almindelige; san¬
deligen, næsten et hvert Menneske, ligesom Malke=Pi¬
gen med hendes Spand Melk, fornøyer sig med at ud¬
regne de Fordeele han skal nyde af hans Foretagende.
Der er neppe en Student ved Academiet, som, naar
han tager Attestats, tænker ikke at det er meere end
mueligt, at han engang kand blive Biskop, eller i det
mindste Provst, omendskiønt han maaskee i Begyndel¬
sen med Glæde snapper efter et personel Capellanie.
Enhver Opvarter hos Lægerne ved vore Hospitaler for
nøyer sig med det Haab, at han inden faa Aar skal
selv faae meget at bestille, og kiøre i sin egen Karrete.
Og saaledes i fleere andre Tilfælde. Saadant forfæn¬
geligt Haab kand maae skee i de unge Aar tiene som
Sporer til Flittighed og Dyd; men hvad skal vi sige
til disse Folk, som til trods for deres egen Forfarenhed
og deres ofte mislingede Haab, endnu sætte deres for¬
nemmeste Tillid til ugrundede Forventelser af deres til¬
kommende Lykke? Denne Bye vrimler af Folk, som
forlade sig næsten alleneste paa uvisse Hændelser, og vore


med Ulyksalige, som have
Fængseler ere ofte opfyldte
selv styrtet sig i Armod og Elendighed, ved det de lo¬
vede sig stor Fordeel af et eller andet kiært Anslag,
hvilket er omsider faldet ud til Bankerot. Mange af
vore Tiders Forødere grunde deres u-ordentlige Ødsel
hed paa nogen indbildt Riigdom; hvilken de snart skal
komme til at besidde; og hvilken de udgive ligesaa run¬
deligen, som Pigen i Comoedien forøder de ti tusende
Pund hun skulde vinde i Lotteriet. Jeg selv kiender en
ung Person, som ventede en stor Arv efter en gammel
Farbroder. Han havde selv ti tusende Pund i reede
Penge; og saasom den gamle Herre var af en svag
Helbred, og over tredsindstinge Aar, saa udregnede
hans Broder=Søn meget klogeligen, at hans Farbro¬
der kunde neppe leve over fem Aar; i hvilken Tiid
han maatte leve meget stateligen og fortære to tusende
Pund om Aaret. Jmidlertid holdt den gamle Herre
det ud over syv Aar; og i de to sidste Aar havde vor
unge Springer ingen anden Trøst end det daglige Haab¬
at hans Farbrøder skulde døe. Endeligen kom den lyk¬
salige Stund; Testamentet blev revet op med en hen¬
rykkende Glæde; da, til al ulykke! det daarlige unge
Menneske mærkte, at han havde aldrig en eneste gang
betænkt, at omendskiønt han havde en Seddel i Lotte¬
riet, saa var det dog mueligt at den kunde komme ud
med Niet; og havde den Græmmelse at finde sig giordt
arveløs.
Jeg skal ikke opholde mig saa besynderligen ved


visse dybfindige Grubleres latterlige Daarlighed, der
fæste al deres Agtsomhed paa det forbigangne, uden at
anvende deres Betragtninger til Nytte enten for det
nærværende eller tilkommende; efterdi dette er et Slags
Urimelighed, der ikke er meget almindelig eller forfø¬
risk; men jeg skal heller raade Læseren til at betragte
den forgangne Tiid, som Forfarenheds Skole, hvoraf
han maae drage de nyttigste Lærdomme for hans Op¬
førsel herefter. Saaledes at see tilbage vilde lære os
at vogte os, med en forudseende Varlighed, før de
Elendigheder, som vor Uforfarenhed har hidindtil un¬
derkastet os; omendskiønt det vilde ikke tillige sætte os
saa langt tilbage, at vi skulde lunte, ligesom den gam¬
le Stiil, bag efter alle andre. Sandt at sige, disse
viise Personer, der ere hengivne til saadanne dybe Be¬
tragtninger, at de lade i Dag og i Morgen gaae u¬
agtede forbi, i det de pønse paa i Gaar, ere ligesaa
latterlige i deres Opførsel, som Landsbye=Dukker i de¬
res Klædedragt, hvilke antage Stadens Moder, just
naar de ere blevne aflagte i London.
Men intet Arbeyde er saa vanskeligt, som at ind¬
gyde Begreb i en Hierne, der har hidindtil aldeeles ik¬
ke været vant til at tænke; thi hvorledes kand vi adva¬
re et Menneske, at han skal vogte sig for de Uleylighe¬
der, der maae herefter møde ham, eller at han skal
forbedre sig, ved de Elendigheder han allerede har ud¬
staaet, hvis Gierninger ere ikke en Virkning af Efter¬
tanke, ey heller indrettes ved Forfarenhed? Disse Per¬


soner ere i Sandhed, blant alle andre, meest at beklæ¬
ge. De ere ødsele og overgivne i deres Opførsel, og
ved lastefulde Uordentligheder ødelegge deres Helbred,
indtil omsider Fattigdom og Døden paa engang træde
dem under Øynene, eller om, ulykkeligen, deres svæk¬
kede Legeme holder det ud, efter at de gandske have for¬
døyet deres Midler, da ende de et ubetænksomt Liv
med en fortvilet Gierning, og en Pistol giør Ende paa
deres Elendigheder.
Efterdi det da ikke kand ventes, at god Lykie
vil falde os i Skiødet, og det udfodrer nogen Efter¬
tanke, om vi ville forvisse os med nogen rimelig For¬
modning om Fremgang i vort Foretagende, da lader
os med Agtsomhed see tilbage til det gamle Aar, og
deraf sanke Underviisninger, hvorledes vi skal forholde
os i det Nye. Lader os og beflitte os paa at drage
deraf en moralsk Lærdom; og jeg haaber det vil ikke
agtes som en alt for høytidelig Slutning af dette Blad,
om jeg raader mine Læsere at gaae med denne Efter¬
Denne Tænke¬
tanke end og til Religionen.
Maade, der lærer os baade at overveye det Forgang¬
ne, og at see frem ad til det Tilkommende, vil i¬
ligemgade naturligen leede os til at see op ad med ær¬
bødig Frygt og Forundring til det Væsen, der har væ¬
ret fra al Ævighed, og skal være uden Ende. Jngen
Betragt¬


opbøyet Tanke om
os en meere
Betragtning kand give
den Magt, der først skabte os, og hvis Forsyyn er sted¬
se over os. Lader os da med Agtsomhed betragte det
te hedenske billede, ved hvilket vi maae legge Kraft
til vor Dyd, og Forsigtighed til vort almindelige For¬
hold, og lader os ikke blues ved at tage en Lærdom
af Hedninge, der kand oplive vor Jver og Ærbødighed,
for Christendommens Stifter.


Bie=Kuben.
No. 210.
Torsdagen d. 8 Januarii 1761.
Af Spectator. No. 535.
Vitæ summa brevis spem nos vetat inchoare longan
Vort korte Liv ey til kand række,
At vi vort Haab for langt udstrække.
J
Anledning af foregaaende Blad har jeg bestemt det
nærværende til en Betragtning over det forfængelige
og daarlige Haab, der vrangeligen falder paa time¬
lige Ting, og foraarsager det menneskelige Liv mange Sor¬
ge og Elendigheder.
Horats har adskillige Gange drevet paa den befa¬
ling, at vi skulde ikke giøre os Haab om nogen Ting i Ver¬
den, som ligger alt for langt fra os. Vor nærværende


Tiids Korthed og Uvished giør saadant et Haab ufornuf¬
tigt og urimeligt. Graven ligger useet imellem os og
den Ting vi række efter; dersom et Menneske lever saa læn¬
ge, at han nyder det Gode han har i Sigte, da blive ti tu¬
sende bortrykte, medens de jage derefter.
Det hænder sig iligemaade ulykkeligen, at et Haab
døer ikke saa snart ud hos os, førend et andet fremkommer
i dets Sted. Vi kand lætteligen bilde os ind, at vi skal
blive lyksalige og fornøyede, dersom vi kand komme til at
besidde eller nyde saadan og saadan en Ting; men hvad
heller det kommer af Tingenes slette Beskaffen hed, eller
af Sindets naturlige Ustadighed, saa have vi ikke snarere
opnaaet en Ting, førend vi udstrække vort Haab til en
anden. Vi finde stedse nye tillokkende Steder og Landska¬
ber, der ligge bag ved disse, hvilke, da de laae længere
borte, vare det yderste vi havde i Sigte.
De naturlige Følger af slige Betragtninger ere disse:
at vi skulde vogte os for at lade vort Haab løbe alt for langt
ud; at vi skulde tilstrækkeligen overveye de Ting vi haabe,
om de ere af den Beskaffenhed, at vi fornuftigen kand ven¬
te af dem hvad de love os, naar vi komme til at nyde dem;
og om de ere saadanne, at vi maae være nogenlunde visse
paa at naae dem, ifald vi leve saa længe. Dersom vi haa¬
be Ting, der ere alt for langt fra os, da er det mueligt,
at Døden kand snappe os op paa Veyen, medens vi jage
efter dem. Dersom vi haabe Ting, hvis Værd vi have
ikke tilfulde betænkt, da vil vor Græmmelse over at finde
os


os bedragne blive større end vor
ornøyelse over at nyde
dem. Dersom vi haabe hvad vi ikke have god Formod¬
ning om at nyde, da handle og tænke vi forgæves, og
giøre Livet til en større Drøm og Skygge, end det vir¬
keligen er.
Mange af dette Livs Elendigheder og Ulykker komme
deraf, at vi ikke tilbørligen eftertænke en eller alle af disse
Omstændigheder. De ere de Klipper, paa hvilke den læt¬
haabende Art af elskende Personer dagligen lider Skibbrud,
og paa hvilke Bankerot=Spilleren, Statsmanden, Guld¬
mageren og Projectmageren ere strandede i alle Verdens
Tider. Folk der have en stærk Jndbildings Kraft og høyt¬
stigende Tanker pleye gierne at oversee de Lykkens gode Ting,
der ere dem nær, for noget som glimrer dem i Øynene læn¬
gere borte, at forsømme virkelig og væsentlig Lyksalighed,
for det som har en pralende og blot udvortes Anseelse; og
at foragte det Gode, som de kand række til, for det som de
ere ikke i Stand til at opnaae. Haabet indretter sine An¬
slag efter et langt og varagtigt Liv, iler frem ad efter selv¬
indbildte Lyksaligheder; og griber efter Umueligheder; og
følgeligen meget ofte besnærer Menneskene i yderste Armod,
Fordervelse og Vanære.
Hvad jeg her har sagt, maae tiene som en Lærdom
til en Arabisk Fabel, hvilken jeg finder oversat i Fransk ved
Msr. Galland. Fabelen har udi sig saadan en vild, men
naturlig Eenfoldighed, at jeg tviler ikke om, at mine Læ¬
sere vil jo finde ligesaa stor Behag i den som jeg har fun¬
det i


g at han vil betragte sig selv, dersom han eftertæn¬
det;
ker de adskillige angenemme Forestillinger, hvormed Haa¬
bet har forlystet hans Sind, som en nær Slægting af den
Persiske Glas=Kræmmer.
Alnaschar, siger Fabelen, var en stor Dagdriver, der
aldrig vilde foretage sig noget Arbeyde saa længe hans Fa¬
der levede. Da hans Fader døde, efterlod han ham saa
meget, som kunde beløbe sig til hundrede Drachmer i Per¬
siske Penge. Alnaschar, for at giøre sig den beste Fordeel
deraf, lagde dem an i Glas, Flasker, og det fiineste Leer¬
Tøy. Disse Ting stablede han op i en aaben Kurv, og da
han havde udsøgt sig en meget liden Bod, fatte han Kur¬
ven for sine Fødder, lænede sin Ryg op til Veggen, og
ventede efter Kiøbere. Da han sad saaledes og betragte
de sin Kurv, faldt han hen i de allerfornøyeligste Tanker,
og en af hans Naboer hørte at han talede til sig selv paa føl
Denne Kurv, siger han, koster mig hos
gende Maade:
Groshandleren hundrede Drachmer, hvilket er alt hvad
jeg eyer i Verden. Jeg skal snart giøre to hundrede der¬
af, ved at sølge det i Stykke=Viis. Disse to hundrede
Drachmer maae i en kort Tiid voxe til fire hundrede,
hvilke følgeligen skal med Tiden stige til fire tusende. Fi¬
re tusende Drachmer kand ikke andet end formeeres til
Saa snart som jeg paa denne
otte tusende.
Maade er blevet Eyermand af ti tusende, saa vil
jeg ikke meere være Glas=Kræmmer, men blive Juvelerer.
" Jeg skal da handle med Demanter, Perler og alle slags


Naar jeg har sanket saa megen Riig¬
dyrebare Steene.
dom, som jeg vel kand begiære, saa vil jeg kiøbe mig det
skiønneste Huus jeg kand finde, med Land, Slaver,
Gildinger og Heste. Jeg skal da begynde at giøre mig
til gode, og at give Verden noget at tale om mig. Jeg
vil dog ikke holde op her, men endnu fortsætte min Han¬
del, indtil jeg har faaet samlet et hundrede tusende Drach¬
mer. Naar jeg har da forhvervet hundrede tusende
Drachmer, saa skal jeg naturligen begynde at føre
mig op som en Printz, og vil begiere Store=Vigie¬
rens Datter til Ægte, efter at jeg har forestillet den¬
ne Minister, hvad Efterretning jeg har faaet om den
Skiønhed, Vittighed, Beskeedenhed og andre høye
Egenskaber, som hans Datter besidder. Jeg vil til¬
lige lade ham vide, at jeg har i sinde at giøre ham
en Foræring af tusende stykker Guld paa vor Brøk¬
lups Dag. Saa snart som jeg har ægtet Store Vi¬
zierens Datter, saa vil jeg kiøbe hende ti sorte Gil¬
dinger, de yngste og beste som kand faaes for Pen¬
ge. Jeg maae derefter giøre min Svigerfader en
Besøgelse, med et stort og prægtigt Følgeskab. Og
naar han har sat mig ved sin høyre Haand, hvilket
han, efter Sædvane, vil giøre, om det alleneste
skeer for at ære hans Datter, saa vil jeg give ham
de tusende stykker Guld, som jeg lovede ham, og der¬
efter, til hans store Forundring, forære ham endnu
en Pung af samme Værd, og tillige giøre nogen
kort Tale, saasom": Min Herre, J seer jeg er en
Mand af mit Ord; jeg giver altid meere end jeg lover.
Naar


jeg har bragt Printzessen til
Naar
mit Huus, skal jeg drage særdeles Omsorg for at
lære hende at have tilbørlig Ærbødighed for mig, før¬
end jeg lader Kierligheden og Leeg faae Tøylen.
Til den Ende skal jeg holde hende indsluttet i hendes
eget Kammer, giøre hende en kort Besøgelse, og ta¬
le kun lidet til hende. Hendes Fruentimmer ville da
forestille mig, at hun var utrøstelig formedelst min
Umildhed, og bede mig med grædende Taare, at jeg
vil holde af hende, og lade hende sidde ned hos mig¬
men jeg skal endnu blive u-overtalelig, og jeg skal
vende Ryggen til hende den gandske første Nat.
Hendes Moder vil da komme og bringe hendes Dat¬
ter til mig, naar jeg sidder paa min Sofa. Datte¬
ren, med Taare i Øynene, vil kaste sig ned for mi¬
ne Fødder, og bede mig at jeg vil antage hende i
min Gunst; da vil jeg, for at indprente hende en fuld¬
kommen Frygt og Ærbødighed for min Person, op¬
løfte mine Been, og sparke hende fra mig med min
Fod, saa at hun skal falde nogle Skrit ned fra min
Sofa.
Alnaschar var gandske hentaget i denne selv ind¬
bildte Forestilling, og kunde ikke bare sig for at giøre
med sin Fod det som han havde i sine Tanker, saa at
han ulykkeligen stødte til sin Kurv med brækkelige Vare,
der var Grundvolden til al hans Høyhed, og sparkede sine
Glas langt bort fra sig ud paa Gaden, og slog dem i ti
tusende Stykker.


Erast.
af Gellert.)
Vorantes, en bemidlet Mand,
Hvis Arving eene var en Fætter,
Som gjorde ingen got, skiønt riigere end han,
Dorantes, før han døer, et Testament opretter,
Og i sin Fætters Sted Erast fornøye vil,
I det han denne Ven, som værdig var dertil,
Til tiuge tusende Rigsdalers Arv indsætter.
Hans Fætter, fuld af giftig Vrede,
Forsømte ey i Staden at udsprede,
At af Erast, den saa retskafne Mand,
Sligt Testament med Sviig tilveyebragt var blevet;
Og en Proees derom mod hannem lagde an;
Han løb, af Gierrighed, af Nid og Avind drevet,
Med hæslige Beskyldinger,
Til Dommeren; saa og med Skænk og Gaver;
Men dog, hvor ofte sligt end Retten bøyet haver,
Udretter det ey noget her.


Exast


Exast da vandt. Men nu, at jeg dig, sagde han,
Om min Uskyldighed ret overtyde kand,
Saa vil jeg det, hvad mig min Ven har vildet give,
Frafalde, nu det mig er dømt af Retten tili
Halvdeelen jeg dig skænke vil,
For din Beskylding at giendrive.
To tusend Daler kun jeg forbeholder mig;
Og alt det øvrige til Faderløse skænker.
Fortiener jeg endnu, at du mig saa mistænker,
At jeg det Testament forhvervet har med Svig?


Bie=Kuben.
No. 211.
Torsdagen den 15 Januarii 1761.
Af the World No. 52.
Til Monsr. Fitz=Adam.
Min Herre,
J¬
eg er blevet forført og bragt i Ulykke af den allerne¬
drigste Mands=Person. Min Fader var en meget
anseelig Kiøbmand her i Staden; men formedelst u
undgaaelige Tab og Ulykker døde han for to Aar siden, af
Hierte-Sorg, og efterlod sig ikke saa meget, at hans Giæld
kunde betales. Jeg var hans eneste Barn, og hans Livs
Fornøyelse. Min Optugtelse, mine Klæder og Leve Maa¬
de vare saadanne, at et ungt maneerligt Fruentimmer skul¬
de neppe haft Vanære der af. Aha! den kiære Fader, hvis
store Kiærlighed jeg var forpligtet for alle de gode Ting
jeg nød, havde tænkt at give mig anseelige Midler; men
han døde, som jeg har sagt eder, og efterlod mig i saadan
en Tilstand, at jeg nu maae beklage, at jeg var ikke en
Tigger fra min Vugge af.
Jeg vedste ikke hans Omstændigheder, og derfor følte
ikke min Vanlykke i sin fulde Kraft, førend en Maaned ef¬
ter hans Død; da hans Creditorer bemægtigede sig hans


Huus, solgte alt hans Gods og Løsøre, og løde mig ikke
beholde andet end mine Klæder og andre smaa Ting, hvil¬
ke de havde ingen Ret til at tage fra mig.
J mine Velstands Dage havde jeg en Tieneste=Pige,
som jeg holdt meget af; og hvilken jeg, da hun blev gift
med en skikkelig Haandverksmand, forærede en liden Med¬
gift af 50 Pund, som jeg havde arvet efter en af mine
Paarørende. Dette unge Fruentimmer var nyligen ble¬
vet Enke; og saasom hendes Mand havde efterladt hende
kun i maadelige Omstændigheder, saa leyede hun et stort
Huus nær ved Børsen, og leyede Værelser bort, til sin
Underholding. Det var til dette Fruentimmer jeg tog
min Tilflugt; da jeg var ikke meere end atten Aar gam¬
mel; og, som min Fader pleyede at sige til mig, var for
smuk til at have Venner.
Jeg nævner ikke denne Omstændighed, jeg giør i Sand
hed ikke, som noget at giøre mig til af; Himlen veed, at
jeg er derved blevet ydmyget lige ned i Støvet; jeg anførte
den alleeneste som den beste Undskylding jeg kunde tænke
paa for mine Bekiendteres Umildhed.
Jeg blev modtaget af denne min fordum elskte Pige
med stor Taknemmeligheds og Æres Beviisning. Hun
syntes at have Medynk med mine Gienvordigheder, og at
tage alle Leyligheder i agt til at trøste og forpligte mig.
Jblant de Mandspersoner, som opholdt sig i hendes
Huus, var der een, som hun pleyede at tale om med stor
Fornøyelse. En Dag, efter at jeg havde været næsten en
Uge hos hende, sagde hun til mig, at denne Herre havde
stor Lyst til at være kiendt med mig, og, i fald det var mig
ikke imod at have Sælskab, saa vilde han drikke Thee med


os i Eftermiddag. Hun havde
udtalt, førend han
trinede ind i Stuen. Jeg blev vreed i mit Hierte over
denne Frihed; men hans skikkelige Anseelse og Opførsel o¬
vervandt snart min Fortrydelse, og bragte mig til at høre
efter hans Samtale med meere end sædvanlig Agtsomhed.
For at være saa kort som jeg kand, denne første Besøgelse
giorde mig begiærlig efter den anden, den anden efter den
tredie, og den tredie efter tusende fleere; hvilke alle han
syntes ligesaa begiærlig efter at giøre, som jeg var villig
til at modtage.
Alle Værelser i Huuset vare saa besatte, at Vertinden,
havde alleneste een Stue for sig selv og mig; og saasom
hun havde næsten altid noget at forrette hiemme, saa hav¬
de min Elsker meget faa Leyligheder til at tale med mig al¬
leene. Men en tredie Persons Nærværelse hindrede ham
ikke fra at erklære den inderligste og uforanderligste Kiær¬
lighed for mig; ey heller undsaae jeg mig derover for at la¬
de see, hvor fornøyet og lyksalig jeg var ved den Erobring
jeg havde giordt.
J denne glædelige Tilstand forgik næsten tolv Maane¬
der; i hvilken Tiid han ofte beklagede for mig, at hans
Velfærd beroede paa en gammel Farbroder, hvilken, han
sagde, vilde gandske vist giøre ham arveløs, dersom han
ægtede et Fruentimmer uden Midler.
Jeg begiærte ingen bedre Aarsag til denne Opsættelse:
og ventede efter en Hændelse, der lovede mig Besiddelse af
alt hvad jeg ønskte, da min Lyksalighed blev afbrudt ved
det allerliderligste Paafund, som nogensinde er hørt.
Jeg var gaaet ud en Mørgen for at kiøbe noget Silke,
til at fuldfærdige et Overtræk til en Canape, som jeg syede


for min Velgiørerske; og da jeg gik hiem igiennem en liden
Gade, blev jeg, til min u beskrivelige Forundring taget fat
af tvende Mænd; som toge frem hvad de kaldte et Skrift
imod mig, og derpaa slæbte mig ind i en Karrete og brag
te mig, halvdød af Skræk, til et elendigt Huus, hvor
Vinduerne vare forvarede med Jern=Stænger.
Saa snart som jeg fik Magt til at tale, begiærte jeg
at vide af hvem og for hvad Misgierning jeg blev saa
grummeligen medhandlet. De viiste mig strax deres Fuld¬
magt; hvoraf jeg saae, at den Kone, som jeg var hos,
havde ladet mig arrestere for en Giæld af tredive Pund,
som hun havde giort Eed paa at jeg var hende skyldig for
Kost og Kammer. Det er umueligt, raabte jeg; hun
kan ikke have begegnet mig saaledes! der maae være no¬
gen Vildfarelse heri! Send strax Bud efter hende! Jeg
Vel mueligt, Ma¬
er vis paa det er en Vildfarelse!
dam, svarede en af Mændene smiilende;" men dersom
vilde lyde mit Raad, da skulde J sende Bud efter en
Mandsperson, i stedet for eders Anklagerske. Saadant
et ungt Fruentimmer som J, Madam, behøver ikke at
Gaae hvor
blive her for en Giæld af tredive Pund.
jeg sender eder, sagde jeg; siig hende hvad der er skeedt,
og bed hende skynde sig til mig, om hun vil redde mit
Liv. Manden rystede paa Hovedet, da han gik ud,
men lovede at giøre, som jeg befalede. Hans Staldbro¬
der spurte mig hvad jeg havde Lyst til at kræve, og forklarede
sin Mening, i det han lod mig vide at jeg var i et offent¬
ligt Huus. Jeg bad ham kræve hvad han havde Lyst til,
og lade det føre mig til Regning; han takkede mig meget
høfligen, og da han havde slaaet Døren i Laas efter sig,
lod han mig være alleene.


Jeg havde nu liden Tiid til at eftertænke denne Til¬
dragelse; men jo meere jeg tænkte derpaa, jo større blev
min Forvirring. Jeg blev næsten een Time i denne for¬
trædelige Tvilraadighed, da jeg hørte at Døren blev aab¬
net med stor Hastighed, og saae min Elsker komme ind i Kam¬
Gode Gd! sag
meret i en ubeskrivelig Bestyrtning.
de han, i det han tog mig i sine Arme, "er dette et Væ¬
Den umenneskelige
relse for min Allerkiæreste?
Hvad for en Kone, spurte jeg strax;
Kone!
Hun tilstaaer det selv,
kan det være mueligt?
svarede han; "Denne forsikkrende Ven, denne taknemme¬
lige Pige, tilstaaer at hun har ladet eder arrestere. Jeg
var færdig at daane, da jeg hørte dette; men da jeg var
kommet til mig selv igien saa got som jeg kunde, spurte
jeg, hvad der havde drevet denne Kone til saadan Grum¬
Gierrighed, svarede han, har drevet hende dertil;
hed.
Jeg var kommet lidet i Ord med hende for to Dage si¬
den, og truede hende af Spøg at jeg vilde drage ud af
hendes Huus. Hun meente at det var mit Alvor; og
saasom hun troede, at jeg snart vilde ægte min Engel,
som jeg elskede saa høyt, besluttede hun at trække af mig
hvad Penge hun kunde, i det hun lod min søde Pige ar¬
restere. Hun tænkte ikke feyl, da hun sluttede hvor ha¬
steligen jeg vilde betale hende Giælden. See her min
Herre, sagde han fremdeles, i det han vendte sig til
Underfogden, er den fulde Sum og en Foræring for eder
selv. Kom nu, Madam, og lad os forlade dette afskye¬
lige Sted, for Værelser som ere eder meere værdige.
Karreten, som bragte ham til mit Fængsel, holdt uden
for Døren. Han satte mig strax deri, og førte mig til en
Galanterie Bod paa Ludgate=Hill. Jeg blev 1 Bog¬
nen


nen, medens han gik ind i Boden, og talede et par
Minuter med Konen i Huuset; derpaa kom han me¬
get fornøyet tilbage, og ønskede mig til Lykke, at han
havde fundet hvad han søgte; og leedte mig op paa meget
smukke og beqvemme Værelser. Den fuldkomne Orden,
i hvilken jeg fandt alting i disse Værelser, gav mig Anled¬
ning til at sige, at Vertinden maatte være en Prophetin¬
de, og have vedst, at jeg just i denne Formiddag skulde be
høve dem. Min Kiæreste svarede intet paa denne An¬
mærkning, men han tog mig i sine Arme, og var færdig
at trykke mig ihiel, han kaldte dem mine Brude=Værelser,
og bad mig være velkommen i dem som saadanne. Deref¬
ter gik han ned og lod hente Middags Mad og en Flaske
Champagne Viin fra et Giæstgiver=Huus, og kom op til
mig igien saa kiærlig og fornøyet, at jeg blev overmaade
indtaget af ham. Da Maaltidet var forbi, og Tieneren,
som opvartede os, var gaaet bort, sagde hans Mund og
Øyne saa mange søde og angenemme Ting, hvilke han for¬
enede med saadan Venlighed, og nødte mig tillige til at
drikke tre eller fire Glas af en Viin jeg var ikke vant til
at mit Hierte, der allerede tilforn var saa indtaget af
Kiærlighed og Taknemmelighed, samtykte hans Begiær¬
ligheder, og i et ulyksaligt Øyeblik forraadte mig til en li¬
derlig Bedrager.
Jeg levede i denne ulovlige Omgængelse, indtil Virk¬
ningerne deraf gave mig tilkiende, at jeg inden faa U¬
ger skulde blive Moder. Jeg havde ofte drevet paa at han
skulde fuldbyrde sit Løfte, og havde nu besluttet at giøre
ham meere alvorlige Forestillinger om denne Sag; men i ste¬
det for at høre mig, som jeg tænkte han vilde, fodrede han ha¬
stigen sin Kaarde, og sagde mig farvel indtil Aften.
J¬


Jeg ventede hans Hiemkomst med den yderste Utaal¬
modighed. Aftenen kom; en anden, og endnu en anden;
men jeg hverken saae ham, eller hørte til ham. Den fier
de Dag efterat han havde forladt mig, fik jeg en Besøgel¬
se af Konen i Huuset, som til min store Bestyrtning talede
til mig med disse Ord.
Jeg tænkte, Madam, da J kom her i Huuset, at J
var en gift Kone. Det Fruentimmer, som leyede Væ¬
relserne til eder to Dage tilforn, forsikkrede mig at J var
gift. --- - . Hvad for et Fruentimmer? raabte jeg.
J giør mig gandske forbauset! Jeg har aldrig hørt om
disse Værelser, førend jeg var kommet i dem. Vær
snart og siig mig, hvem var dette Fruentimmer? "Aha!
svarede Vertinden, jeg vedste ikke førend i morges, at J
var faldet i den verste Kones, og den allersnedigste
Mands Snarer. Hun saae min Bestyrtning, men bad
mig høre hende, og sagde fremdeles.
Hvad ham angaaer,
da vil J aldrig meere faae ham at see! --- - - Hvor¬
dan, Madam, spurte jeg; aldrig meere faae ham at
see!? ---Maalet forgik mig, da jeg sagde disse Ord;
jeg faldt tilbage i min Stoel, og besvimede. Hun
bragte mig til rette igien, og derpaa sagde fremdeeles:
Han har i dette Øyeblik sendt sin Tiener her hid for at
betale Værelserne; og da jeg spurgte ham, hvorledes
der skulde drages Omsorg for eder i eders forestaaende
Tiid, svarede han, at det var ham ikke befalet at give
noget Svar paa saadanne Spørsmaal. Siig mig, Ma¬
dam, sagde hun fremdeles, er det sandt, at J blev ar¬
resteret paa Gaden samme Morgen, da J kom i disse
Værelser? Jeg sagde ja.
Tieneren er da ærlig, sva¬
"rede hun. Han har fortallt mig eders heele Historie.
Den


Den Kone, i hvis Huus J var, og det Skarn, som 3
forlod eder paa, have overlagt denne Arrest. Deres
Anslag var at kaste eder aldeles i hans Magt, paa det han
kunde bruge den til eders Fordervelse. Men vær ikke mis¬
trøstig, Madam, sagde hun videre, da hun saae mig i
den yderste Bedrøvelse;"alle Fruentimmer er ikke Udyyr.
Jeg har Medlidenhed med eders Ungdom, og vil staae
eder bi i eders Nød. Disse Værelser ere eders, indtil
selv faaer i Sinde at forlade dem; ey heller skal eder
fattes nogen Ting, som eders Tilstand skal udkræve, el¬
ler som et Fruentimmer i lykkeligere Omstændigheder
vilde ønske at forsørges med. Og herefter, dersom J
skal faae Lyst til at blive hos mig, og gaae mig til Haan¬
de i min Handtering, da vil jeg ansee eder som min
Datter, og forglemme alt hvad der er vederfaret
eder.
Hvor overvældet jeg end var af Hierte-Sorg og
Skam, saa hoppede dog mit Hierte ved dette Tilbud.
Jeg faldt min Velgiørerske om Halsen, og vædede den
med mine Taare, sigende hende, saa got som disse Taare
vilde tillade mig, at jeg var hende ævigen forbundet,
og vilde ikke ønske anden Lyksalighed, end at tiene og
at behage hende.
Slutningen heraf følger i næste Nummer)


Bie=Kuben.
No. 212.
Torsdagen den 22 Januarii 1761.
Slutningen af det foregaaende.
D¬
et er nu tre Maaneder siden at jeg blev Moder til
en sød Dreng; i hvilken gandske Tiid jeg aldrig
har seet (og jeg beder hierteligen at jeg aldrig maae
see) hans u-menneskelige Fader. Den ædelmødige Kone,
som opholder mig, er endog gunstigere imod mig end hun
havde lovet. Hun siger, at hun betaler sig selv derfor, i
den trøstelige Tanke, at hun har været et Redskab i Him¬
melens Haand til at redde mig fra den yderste Fordervelse.
Hun fortalte mig i gaar, at dette Udyyr giør sig en For¬
nøyelse af at fortælle i alle Sælskaber det listige Paafund,
hvorved han fik mig i sin Vold, tillige med alle Om¬
stændigheder af hans Forhold imod mig før og siden.
For da at skille ham ved hans ypperste Fornøyelse, har
jeg fundet for got at tage Historien ud af hans Hæn¬
der, i det jeg fortæller den selv.
Jeg er
Ludgate-Hill,
min Herre,
d. 23 De. 1753.
eders ydmygste Tienerinde,
Amanda.
Af


Af the London Chronicle for 1759.
En Fabel af den berømte Linnæus.
e syv viise Mænd i Grækenland vare engang komne
tilsammen i Athenen; og der blev foreslaaet, at en¬
hver af dem skulde sige, hvilket han agtede for det
største Under iblandt alle skabte Ting. Een af dem, der
havde høyere Tanker end de øvrige, anførte den Mening,
som nogle af Stiernekigerne have angaaende de faste Stier¬
ner, hvilke de troede at være saa mange Soole, og af hvil
ke enhver havde sine Planeter, der bevægede sig omkring
den; og vare besatte med Planter og Dyyr ligesom den¬
ne Jord.
Jndtagne af denne Tanke, bleve de eenige om at bøn¬
falde Jupiter, at han vilde i det mindste tillade dem at
giøre en Reyse til Maanen, og at blive der i tre Dage,
for at see de forunderlige Ting, som der ere, og at give en
Beretning derom, ved deres Tilbagekomst. Jupiter be¬
vilgede det, og bød dem at forsamle sig paa et høyt Bierg,
hvor der skulde være en Sky i Beredskab for at føre dem
til det Sted de begiærte at see. De udsøgte nogle udvalgte
Staldbrødre, som maatte gaae dem til Haande i at be¬
skrive og afmale de Ting, som skulde forekomme dem. Om¬
sider kom de til Maanen, og fandt der et Palats vel ind¬
rettet til at tage imod dem.
Den næste Dag, saasom de vare meget trætte af Rey¬
sen, bleve de hiemme for at hvile sig, indtil Middag; og efter
di de endnu vare matte, saa vederqvægede de sig med et meget


nydeligt Maaltiid, hvilket behagede dem
vel, at det over¬
vandt deres Nysgierrighed. Denne Dag saae de alleneste
ud igiennem Vinduerne og betragtede den fornøyelige Plads,
prydet med de deyligste Blomster, hvilke Solens Straa¬
ler gave en ugemeen herlig Anseelse, og hørte den behage¬
ligste Sang af adskillige Fugle, indtil det blev Aften.
Dagen derpaa stode de meget tiligen op for at begynde
deres Betragtninger; men nogle meget deylige unge Fru¬
entimmer der af Landet, kom for at besøge dem, og raad¬
te dem at de skulde først sanke deres Kræfter igien, førend
de vovede sig til det møysommelige Arbeyde, som de nu
vilde foretage.
De lækkre Spiiser, de stærke Viine, og disse Jomfru¬
ers Skiønhed overvandt disse Fremmedes fattede Slutning.
Der blev opført en deylig musikalsk Concert, de Unge be¬
gyndte at dantse, og alting blev forvandlet til Glædskab;
saa at den gandske Dag blev drevet bort i Fornøyelse og
Lystighed; indtil nogle af Jndvaanerne i Naboelauget,
som vare blevne misundelige over deres Glæde, brøde ind
til dem med dragne Sværd. De Ældre i Sælskabet uma¬
gede sig for at stille de Yngre tilfreds, lovende at de vilde
næste Dag derpaa bringe Oprørerne for Retten. Dette
giorde de og, den tredie Dag blev Sagen foretaget, og
denne heele Dag gik bort med Anklagelser, Beviiser, Jnd¬
sigelser og Dommen; og dermed var den af Jupiter for¬
undte Tiid ude.
Ved deres Tilbagekomst til Grækenland, stimlede det
gandske Land til dem, for at høre Beskrivelser over de forun¬
derlige Ting i Maanen. Men alt hvad de kunde fortælle,
var (thi det var alt hvad de vedste) at Jorden var skiult med
Grønt, med Blomster imellem, og at Fuglene sang iblant
Gree¬
D¬


Greenene paa Træerne; men hvad Slags Blomster de saae,
eller hvad for Slags Fugle de hørte, det vedste de aldeles
ikke. Hvorpaa de bleve allevegne begegnede med Foragt.
Dersom vi hentyde denne Fabel paa disse nærværende
Tiders Mennesker, da skal vi finde en meget stor Liighed.
Ved disse tre Dage betegner Fabelen de trende Deele af
Menneskets Alder. Først, Ungdommen, i hvilken vi ere
for svage, i alle Maader, til at see ind i Skabelsens Gier¬
ninger. Al denne Tiid gaaer bort i Ledighed, Overdaa¬
dighed og Leeg. For det andet, Manddommen, i hvilken
Menneskene arbeyde paa at fætte sig i Stand, gifte sig,
opdrage Børn, sanke Midler til dem, og oprette en Fami¬
lie. For det tredie Alderdømmen, i hvilken, efter at de
have giordt deres Lykke, de blive overvældede med Pro¬
cesser og Tvistigheder angaaende deres Gods og Formue.
Saaledes skeer det ofte, at Menneskene aldrig betænke, til
hvad Ende de vare bestemte, og hvorfor de vare komne
ind i Verden.
Af Speetator No. 624.
enneskene ere deelte i tvende Barter, de Arbeydsomme
M og de Ledige. De Arbeydsomme maae igien deeles i
de Dydige og Lastefulde. De Lastefulde atter igien i de Pen¬
ge Gierrige, Ærgierrige og de Vellystige. Den ledige
Deel af Menneskene ere i en Stand, der er ringere end de for¬
rige Alle de andre stræbe og jage efter Lyksalighed endskiønt


det uret
de ofte søge den
aa paa
Jted: og derfor er det
mere formodentligt, at de ville give Agt paa de Midler,
som forestilles dem til at naae denne Hensigt. De Ledige,
som ere hverken viise til denne Verden, eller den tilkom¬
mende, kaldes meget eftertrykkeligen af Dr. Tillotson,
Daarer i fuld Størrelse. De forestille sig ikke noget Maal,
men løbe som enhver Vind driver dem. Formaninger vil¬
de derfor blive spildte paa dem, efterdi de vilde neppe giø¬
re sig den Umag at læse dem. Jeg skal derfor ikke plage no¬
gen af denne uværdige Art med en lang Tale, men forla¬
de dem med dette korte Sprog af Plato, at Arbeyde over
gaaer Ledighed, ligesom Blankhed overgaaer Rust.
Den arbeydsomme Deel af Menneskene jager efter det
foresatte Maal, enten paa Religionens og Dydens Stier,
eller, paa den anden Side, paa Veyene til Riigdom,
Ære, eller Vellyst. Jeg skal derfor ligne Gierrighed,
Ærgierrighed og kiødelig Lyst, med de Dyder som sæt¬
tes derimod; og betragte, hvilken af disse Grund-Reg
ler driver Menneskene til en Leve=Maade, der koster dem
meest Arbeyde, Lidelser og Møye. De fleeste Menne¬
sker, naar de i Stilhed eftertænke Sagen, tilstaae gier¬
ne, at et dydigt Liv skal omsider blive rigeligen beløn¬
net; men Veyen dertil forestille de sig som ujævn og
snæver. Dersom man da kand viise dem, at Menneske¬
ne have ligesaa mange Besværligheder at gaae igien¬
nem for at blive elendige, som for at blive lyksalige,
saa ville mine Læsere, maae skee, lade sig overtale til
at blive Gode, naar de finde, at de skal ikke tabe no¬
get derved.
For
D3


For det første, thenseende til Gierrighed. Den
Gierrige er meere vindskibelig end den Hellige;
Hans Møye for at forhverve, hans Frygt for at
tabe, og at han har ikke Magt til at benytte sig af
sin Riigdom, har i alle Verdens Tider været et Maal
for Satyre=Skriveres Giækkerie. Hans Fortrydelse o¬
ver at have forsømt et got Kiøb, hans Sorrrig over
at være blevet forsnildet, hans Haab at forøge en
Sum, og hans Frygt for at komme til at mangle,
kunde blive ligesaa mange adskillige Christelige Prydel¬
ser og Dyder, dersom de bleve anvendte som de burde.
Han kan tilegne sig en stor Deel af det Register, som
Apostelen Paulus giør over sine Lidelser: Jeg reyste
ofte; jeg var i Farlighed i Vand, i Farlighed blant
Røvere, i Farlighed blant falske Brødre. J Arbeyde
og Møye, ofte i Vagt, i Hunger og Tørst, ofte i
-- hvor meget mindre maatte det
Faste,
kostet ham at sanke sig Liggendefæ i Himmelen; eller,
om det maae tillades mig at føye hertil hvad en stor
Philosoph har sagt, forhverve sig saadanne Eyendom¬
me, som ere ikke bange for Vaaben, eller Mennesker,
eller Jupiter selv.
For det andet, dersom vi betragte Ærgierrigheds
møysommelige Slæb paa samme Maade som vi have
beseet Gierrigheds, da skal vi villigen tilstaae, at der
behøves langt mindre Umage til at naae ævigvarende
Herlighed, end nogle faa Aars Magt og Berømmelse;
eller med andre Ord, vi kand meget lættere fortiene
Ære end nyde den. Den Ærgierrige skulde erindre
Cardinal Wolseys Klagemaal:Havde jeg tient Gud


med samme Fliid, hvo
med
jeg tiente min Konge,
da vilde han ikke have forladt mig i min Alderdom.
Cardinalen besmykker her sin Ærgierrighed med den
skinnende Forevending, at tiene sin Konge, da dog hans
Ord, i deres rette Betydning, give tilkiende, at der¬
som han i stedet for at være drevet af Ærgierrighed,
havde været drevet af Religionen, da skulde han nu have
følt Trøsten deraf, da heele Verden vendte ham Ryggen.
For det tredie, lad os ligne de Vellystiges Møye
og Besværligheder mod den Dydiges, og see hvilke ere
tungest i Vægtskaalen. Det maae vel, i første Anseel¬
ses, synes sælsomt, at de Vellystige skulde raades til
at forandre deres Levemaade, efterdi de føre et kummer¬
ligt Levnet. Dog, naar vi see dem saa flittige og aar¬
vaagne i at søge Forlystelser, plagede med saa mange
Uroligheder, drevne af saa adskillige Passioner, lad dem
da svare som de kand, om de Fortrædeligheder de ud¬
staae, ere ikke større end den Lyst de nyde. De For¬
fængeligheder og Bryderier, som følge de udvaldeste
Fornøyelser, som denne Leve=Maade bestaaer af, giøre
den saa taabelig og fortrædelig) at ingen Mand agtes
viis førend han har gjort sig løs derfra, eller lyksalig,
uden saa vidt han har forladt den.
Summen


Summen af alt dette er. Mennesket er skabt et
virkende Væsen. Enten han vandrer paa Dydens eller
Lasternes Veye, maae han være vis paa at møde man
ge Besværligheder, til at prøve hans Taalmodighed og
opvække hans Fliid. Det samme, om ikke større Ar¬
beyde, udkræves i Lasternes og Daarligheds Tieneste,
som i Dyds og Viisdoms. Og dette lætte Val er gi¬
vet ham, hvad heller han med den Styrke han besid¬
der, vil kiøbe Lyksalighed eller Ruelse.


Bie=Kuben.
No. 218.
Torsdagen den 29 Januarii 1761.
Af the World No. 53.
NB. (Paa det 211te Stykke 5 Sides sidste Linie skal
i steden for Galanterie=Bod staae KniplingsBod)
D¬
er ere meget faa Forretninger, som udkræve en
større Grad af Varlighed og Forsigtighed, end
at skrive et offentligt Blad. J alle Sælskaber og Sam¬
taler finder man saa stor Fornøyelse i Tvetydigheder,
at Folk siælden falde paa at tage Tingene i deres na¬
turlige Forstand; men de legge Ord og Meninger paa
Pine=Bænken, for at aftvinge dem en Bekiendelse, som
deres Forfattere aldrig tænkte, eller om de havde, skul¬
de have fortient at pidskes for.


Af denne Aarsag giør jeg mig al den Umag jeg
kand, for at forstaaes kun paa een Maade. Og sande¬
ligen, dersom jeg maatte ikke udgive andet end hvad
jeg selv skriver, da skulde jeg ikke meget frygte for
dobbelte Udtydninger. Men det synes, at jeg har ikke
noksom taget mig i Agt for mine Correspondenters Spits¬
findigheder. Amandas Brev i mit foregaaende Blad
er befundet at være et aabenbart Anslag, for at træk¬
ke Kniplings=Handelen fra Ludgate=Hill til Dukes=Court.
Nogle Folk giøre sig ingen Samvittighed over at er
klære, at jeg er selv Forfatter deraf, og at jeg ved en
anseelig Foræring har ladet mig kiøbe til at skrive det.
Andre ere af den Mening, at det er skrevet af et me¬
get vakkert Fruentimmer, som har staaet i Lære hos en
Kniplings=Kræmmerske i Dukes=Court; men er nu gaaet
i Fællesskab med hendes Mesterinde, i denne Handel;
og har paa denne Maade søgt at drage Næring til de¬
res Bod. Men hvo der og har skrevet dette Brev, og hvad
dets Hensigt end var, saa tilstaae dog alle Folk at Virk¬
ningen deraf er gandske kiendelig; saasom man tydeli
gen har mærket, at de dydige Fruentimmer have i for¬
rige Uge i hobetal stimlet til Kniplings=Bodene i Du¬
kes=Court, og at neppe et halvt Dosin af dem have
ladet sig see paa Ludgate=Hill, siden de havde seet af bemeld¬
te Blad, at saadan en Person som Amanda var vitterligen
huuset der.
Jeg har faaet næsten et halvt Dosin Breve ved denne
Leylighed; hvoraf jeg vil alleneste udgive de tvende følgende.


Til
Min Herre,
eg beder at J vil lade mig vide, om det Brev som
er underskrevet af Amanda i eders sidste Blad,
er en virkelig Tildragelse, eller opdigtet. Dersom det
er en virkelig Tildragelse, da vær saa god og siig
mig, i hvilken Kniplings=Bod paa Ludgate=Hill det
Creatur opholder sig, paa det jeg skal ikke see hende
som jeg har saadan en Afsky for, og at jeg skal ik¬
ke nødes til at kiøbe mine Kniplinger af en Galan¬
terie Kræmmer, eller at jage mine Heste ihiel til den
anden Ende af Byen, saa ofte som jeg behøver en
ringe Ting.
Jeg er,
Cheapside
min Herre,
den 29 Decembr. 1753.
eders ydmyge Tienerinde
"Rebekka Blameles.
Monsr. Fitz=Adam.
eg beder at J vil giøre mig den Ret og offentligen
give tilkiende, at der har ikke nogen lagt i Bar¬
sel=Seng i mit Huus, siden jeg blev forløst med mit
fjortende Barn, hvilket er fem Aar siden, førstkom


og at det unge Fruentimmer
mede vor Frue
dag
som har nu i tre Maaneder gaaet mig til Haande i
min Handel, heder ikke Amanda, men Lucretia.
Jeg er,
min Herre,
Ludgate Hill,
eders ydmygste Tienerinde,
d. 30 Dec. 1753.
Winnefred Bobbin.
Jeg ønsker af mit gandske Hierte, at det var mig saa
læt at giøre Erstatning for hvad der er skeedt, som det er
at forsvare mig selv, og at beviise, at jeg har ikke haft no¬
gen egennyttig Hensigt ved at udgive Amandas Brev.
Det blev sendt til min Boghandler med Skillings Posten,
skrevet med en meget smuk Haand, og skal viises alle og
enhver, som ere nysgierrige for at see det.
Jeg vil ikke nægte, at jeg burde have overstrøget no¬
get i dette Brev, saasom jeg maatte fornuftigen have for¬
modet, at intet Fruentimmer, som havde en tilbørlig Agt
for sin Dyd, vilde lade sig see i en Kniplings=Bod paa Lud¬
gate Hill, naar der var en blot Muelighed, at hun kunde
blive betient af Amanda. Og om jeg skal sige min Sand¬
hed, da har jeg altiid været af den Mening, at et hvert
ungt Creatur, som eengang er overbeviist at have snub¬
let, skulde drives til at blive en Gade=Skøge all sin
Livs Tiid derefter.


edtægt iblant de Folk, som kaldes Qvæ¬
Det er en
kere, (og det er en meget priiselig Maade) at de taale ikke
en overbeviist og aabenbar Skielm at være et Lem af deres
Meenighed. De have en Ceremonie, hvormed de uddrive
ham af deres Samqvem, og omendskiønt han endnu maae
blive ved at bekiende sig til deres Lærdomme og Menin¬
ger, saa ansee de ham dog ikke for et Lem af deres Kirke;
ey heller holde de ham anderledes for en Broder, end som
et hvert Menneske nedstammer fra en fælles Fader.
Jeg troer gandske vist, at Qvækerne have laant denne
kloge Anordning af Fruentimmerne; men saasom man seer
at de fleeste Copier have ikke nær det Liv som deres Origi¬
naler, saa haaber jeg, at disse vindskibelige, forsynlige og
formuende Folk ville undskylde mig, om jeg agter det før¬
ste og fuldførte Mynster bedre end en ufuldkommen Ef
terligning deraf.
Qvækerne have aldrig, saa vidt jeg veed, udstødt no¬
get Lem for en eneste Forseelse; ey heller, naar den er of¬
tere begaaet, have de saaledes drevet ham fra menneske¬
lig Samqvem, at han skulde blive forhærdet i Synden,
eller døe af Fortvilelse. Hvilken ædel Strenghed øve
Fruentimmerne imod dem som falde fra Kydskhed! At væ¬
re engang skrøbelig, er at blive ævigen beskæmmet. Et
Fald fra Dyden, hvorledes Omstændighederne end maae
være, eller hvorledes det end fortrydes, kand derfor ikke
undskyldes eller agtes mindre af dem. De ansee Overtræ
deren og Overtrædelsen med lige Afsky; og forsømme Forret¬
ninger,


ninger, ja Forlystelser selv, for at efterkomme den store
Pligt at berygte, og for at overgive til stedsevarende Skænd¬
sel en Søster, som har vanæret dem.
Dette indgroede og uforanderlige Had til Ureenhed
kand ikke noksom berømmes, naar det betænkes, hvor fii
ne disse Hierter, som bære det, ere dannede, og hvor læt
det er at bevæge dem til Medynk og Medlidenhed, i alle
andre Tilfælde; fornemmeligen dersom vi endnu legge her¬
til, at dette Had er saa stærkt, at det kand oprykke med
Roden dette oprigtige og inderlige Venskab, som alle vakkre
Fruentimmer, i Dydens Stand, ere saa vel bekiendte for
at føle til hverandre.
Jntet kand saa stærkt overbeviise mig om dette Fruen¬
timmer=Venskabs Sandhed, som de Argumenter, hvilke
dumme Folk, og som have ingen grundig Indsigt i Sagen,
have fundet for got at anføre derimod. De fortælle os, at
intet smukt Fruentimmer sagde nogensinde en høflig Ting om
et andet, der er ligesaa smukt som hun selv; men tvert imod,
at det er altiid begges Fornøyelse at forringe hverandres
Skiønhed, og at sværte hinandens gode Naun.
Naar vi og antage denne Beskylding for sand, hvor
læt er det da at see igiennem denne Opførsels godhiertige
Forstilling? Disse ædelmodige unge Creature ere saa ban¬
ge for deres Med=Søstre, at de negte dem Skiønhed, for
at sætte dem i Sikkerhed for ryggesløse Mandfolks Efter¬
stræbelser. De vide iligemaade, at Dyden er Skiønheds
fornemste Prydelse; og at et Fruentimmer, som fattes
begge Deele, er siælden i Fare for at blive haardnakket ef¬


tertragtet; og for denne Aarsags
kyld ere de saa forfig¬
tige og sige, at hun besidder ingen af Deelene. Det Fru¬
entimmer, som er skeedt saadan en Høflighed, giør ilige¬
maade, til Vederlag, hendes smukke Bekiendtere den sam¬
me angenemme Tieneste; og forundrer sig over, hvad Mand¬
folkene maae see hos saadanne lumpne Creature, at de kand
være end og kun taaleligen høflige imod dem- Saaledes
under et udvortes Skin af Avind og Ondskab vedligeholde
de et ubrødeligt Venskab, og beflitte sig indbyrdes paa at
giøre hverandre de kiærligste Tienester. Ja dette Venskab er
undertiden gaaet saa vidt, at jeg har kiendt et Fruentimmer,
der var aldeeles ikke bange for sig selv, omendskiønt hun blev
efterjaget af halvparten af Stadens Snushaner; men som
reent dagnede, da hun saae at een af disse Snushaner leegte
alleneste med hendes smukke Venindes Vifte.
Den samme beskeedne Opførsel tages i agt næsten af et
hvert Fruentimmer i hendes Omgang med en Mandspersøn.
Dersom hun vilde give tilkiende, at han har hendes bifald,
da siger hun: Hvilket et latterligt Dyyr! Naar dette Bi¬
fald er blevet til Kiærlighed, da heder det: "Min Gud, hvor
afskyelig er han mig?? Men naar det kommer saa vidt, at
hun høytideligen erklærer:
Jg Jeg vil heller døe tusende gange
end give ham mit Ja, da ere vi visse paa at Ægte=Pagten
bliver skrevet, eller at hun har pakket sine Klæder sammen, og
har i finde at løbe ham i Armene, uden nogen Slags Ceremonie.
Der kand mueligen være de, som tale ilde om denne
Fruentimmernes Opførsel, ligesaa vel som der findes de, der
ikke troe at Fruentimmerne have Venskab til hinanden; men


jeg tør vove at sige, at enhver Mand vil ære dem for deres
Høflighed og Mildhed mod deres Kiøns Forførere. Skulde
et Fruentimmer undslaae sig for at være i Sælskab med saa¬
danne Mandfolk, da vilde det naturligen siges, og hun mis¬
tvilede om sin egen Dyd, og at hun selv var overbeviist om,
at have saadanne Passioner hos sig, som vare i Fare for at
komme i lys Lue ved enhver Fristelses Gnist. Og dette er den
øiensynlige Aarsag, hvorfor Fruentimmerne ere saa besynder¬
ligen høflige imod disse Herrer baade i offentlige Sælskaber,
og naar de ere allene. Disse fromme Siæle, som, i Sandhed,
have mere Omsorg for deres Kiøns Reenhed end de andre,
maae have det godhiertede Forsæt at omvende deres Forfø¬
rere; men jeg kand dog ikke andet end tænke, at alle Sam¬
menkomster ved disse Anledninger skulde skee i en tredie Per¬
sons Nærværelse; thi Mandfolkene ere undertiden saa haard¬
nakkede i deres Vildfarelser, og ere Stand til at forsvare dem
med saa megen Spitsfindighed, at, i Mangel af en tredie
Persons Mellemhandling, kand et Fruentimmer blive saa for¬
virret, at hun lader sig omvende til disse samme Meeninger,
hvilke hun kom egentligen for at igiendrive.
Det er meget mærkværdigt, at et Fruentimmer, der er
blevet saaledes omvendt, er overmaade tilbøyelig, i hendes e¬
get Sind, til at have Medlidenhed med disse forlokkede stak¬
kels Qvindfolk, hvilke hun lidet tilforn forfulgte med saa stor Strenghed.
Men det maae iligemaade mærkes, at denne Blødhiertighed i hendes
Natur, er alleneste en Følge af hendes egen Fordervelse; thi saa længe et
Fruentimmer bliver som hun skulde være, da er det umueligt, at hun
kand føle den mindste Rørelse af Medynk imod een, der er anderledes.


Bie=Kuben.
No. 214.
Torsdagen den 5 Februarii 1761.
Af M. Elizabeth Rowes Letters from the Dead to the Living.
eller,
Breve fra de Døde til de Levende.
Første Brev.
Til Greven af R----, fra Msr. Clerimont, som hav¬
de lovet at aabenbare sig for ham efter hans Død.
D¬
ette vil finde eder, My Lord, bestyrket i eders Van¬
troe, efterdi J fandt mig ikke paa det Sted og den
Tiid, som jeg havde lovet at aabenbare mig for e¬
der. Det var ikke i min Magt, at give eder det Beviis,
paa en tilkommende Stand, som J begierte, og som jeg
ubesindigen havde lovet; men efterdi intet Menneske vedste
noget af denne Aftale imellem os, saa maae J være for¬
visset om, at dette kommer fra eders afdøde Ven, hvis
Venskab J seer har ikke ophørt i Døden.


J min sidste Sygdom gjorde vi Aftale om Tiden og
Stedet, hvor jeg skulde aabenbare mig for eder; J holdt
rigtigen eders Løfte: Thi omendskiønt det var mig ikke til¬
ladt at lade mig see, saa var jeg dog nysgierrig for at vide,
om J havde Mood til at tage imod en høytidelig Besøgelse
af de Døde. Timen dar kommet, Klokken i det næstlig
gende Kirke=Taarn slog Et, ingen menneskelig Røst hørtes
at bryde den frygtbare Taushed, Maanen og Stiernerne
skinnede klart i deres Midnat=Glands, og kastede deres
Glimt igiennem Træerne, som i høye Rader førte til
Middelpuncten af en liden Skov, hvor jeg havde lovet
at møde eder.
Jeg saae eder gaae ind i Skoven, med en skiødesløs
vantroe Miine, ikke den mindste Bekymring eller Forven¬
telse saaes i eders Øyekast, ret ligesom J kom der allene¬
ste for at holde eders eget Ord, og af et Slags Agt for min
Hukommelse; Jmidlertiid bevægede Nattens Rolighed e¬
der til at vandre omkring, indtil Morgenen begyndte at
frembryde, da J gik tilbage igien, siungende en forfænge¬
lig Viise, som J havde lært af en Historte-Bog. Af eders
Sinds Lystighed syntes J, My Lord, at være fornøyet o¬
ver at have faaet et nyt Beviis imod et tilkommende Liv,
og at være Lyksalig, i at finde eder selv, som J sluttede i
lige Rang med de ufornuftige Dyyr, som forgaae. En
herlig Fordeel! og som vel fortiener eders Triumpf.
Men vi have saa ofte talet om denne Materie, at jeg
vilde ikke falde eder kiedsommelig med at igientage noget af
det som er skeedt; alleneste engang endnu at bane Vey til
øders Fornuft, ved at bevæge eders Passioner, i det jeg


atter fører eder til Gemyt, hvovledes eders Brøder døde,
hvilket altsammen var et klart beviis paa Siælens Udø¬
delighed, og til hvilken høy Grad af Tapperhed dette Haab
kunde opløfte et Menneskes Hierte, i Forskrækkelsens Stund,
og i Dødens Strube.
Med hvilken villig Standhaftighed udstod han Syg¬
dommens Hæftighed! med hvilken Overbeviisning og fuld
Vished ventede han sin Gudsfrygts Belønning! med
hvilken Rolighed, med hvilken tækkelig Overgivelse hørte
han Dødens Dom, da Lægerne (efter hans idelige Begiæ¬
ring) lode ham vide at der var intet Haab om hans Op¬
komst. Saa har jeg da, svarede han, kun nogle faa
møysommelige Trin at giøre, og saa skal Livets Rey¬
se have Ende.
Dette var ikke en Tiid til at forstille sig; alting var
en aaben uskrømtet Godhed, og en sand Høymodighed;
Intet kunde ellers opholdt ham, da enhver Omstændighed,
i Livet hialp til at lokke ham tilbage til Livet, at giøre
Gravens Skygger fælere, og Forskrækkelsers Konge end¬
nu forskrækkeligere.
Der var ikke, My Lord, iblant det menneskelige Kiøn,
en mere elskelig og behagelig Person end eders Broder;
hans Ægteskab var nyligen besluttet med den deylige Cleo¬
ra; han havde nyligen fuldfærdiget et prægtigt Herre-Sæ¬
de og en smuk Hauge for at tage imod hende: Da han
var nær Døden, kom hun, efter hans Begiæring, for at
sige ham det sidste og bedrøvelige Farvel: Englene maat¬
te have sørget over at see Taare i de klareste Øyne paa


Jorden; da hendes ømme Omsorg for eder vilde have sklult
hendes hæftige Hierte=Qval. Herforuden saae han
en kiærlig ung Søster daanende i hendes Piges Arme, og
eders bedagede Fader siddende nær hos, taus og ubevæge¬
lig af Bedrøvelse. Hvad kunde opholde et Menneskes
Sind i saadan mangfoldig Vee og Kummer! Den fuld¬
komne unge Herre, som havde alt hvad der var mildt, ven¬
ligt og medlidende i sit Gemyts Beskaffenhed, maatte have
ladet see nogen Skrøbelighed, dersom han var ikke blevet
styrket ved en Magt der overgaaer Naturen. Men hvor
jævnt, hvor stadigt var hans Sind, hvor anstændig, hvor
tækkelig hans gandske Opførsel! Aldrig har nøgen fuldendt
den sidste, den sluttende Part af Livet, med meere Søm¬
melighed og Høyhed. Hans Fornuft var reen og opløftet,
og hans Ord vare Udødeligheds eget Sprog, og opvakte
paa eengang baade Medynk og Misundelse hos dem der
vare omkring ham.
Da den kolde Sveed hængte paa hans Øyenbryne,
og hans Aande og Maal forgik, da frembrød Glæden i
giennem Naturens Svækkelse, og et himmelske Smiil
satte sig i hans Ansigt; et Smiil, som baade udpressede
vore Taare, og tillige anklagede vor Skrøbelighed i at
fælde dem.
selv, My Lord, var hos ham indtil det sidste
Øyeblik; og da jeg drev paa dette Argument til at overbe¬
vise eder om en tilkommende Stand, tilstod J, at om¬
endskiønt J holdt Religionen for et Bedragerie, saa var
den dog det behageligste Bedragerie i Verden; og at de
Mennesker, som fornøyede sig selv med disse deylige Ind¬


bildinger, havde meget forni
frem for disse, som saae
intet for sig uden en mørk Avished, eller det forskrækkelige
Haab at beive til unet.
Fra denne Uvished gjorde jeg mig stor Umag for at
drage eder, medens jeg var i en dødelig Stand; men jeg
har nu en meere brændende Attrage efter at overbeviise eder,
omendskiønt jeg kand ikke faae Tilladelse at give eder det
Beviis J begierte; Jmidlertiid, dette Brev maae forvis¬
se eder om, at jeg er endnu til, ey heller er en af de Dødes
Aabenbarelse et større Mirakel, end adskillige Ting, som
ere dagligen omkring eder, og som tabe alleneste deres Virk¬
fiing, fordi de ere jævnligen for eders Øyne.
Lyksalige Siæle i denne høyere Stand ere stedse be¬
kymrede for de dødelige Menneskers Velfærd, og giøre de¬
res Venner tusende kierlige Besøgelser; og dersom de u¬
materialske Verdeners Love ikke forbøde det, da vilde det
være dem meget læt at lade sig see, formedelst de Skikkel¬
sers Glands, som de paatage sig, og formedelst den Magt
de have over materialske Ting, og over Syynet; det fore¬
kommer os ofte meget sælsomk, at J ikke blive os vaer;
thi vi ere ikke langt fra eder i henseende til Stedet, men
ved vores Stands forskiellige Omstændigheder.
J vil finde dette i eders Kammer, og maae rære for¬
visset om, at det kommer fra eders bestandige og udødelige
Ven.
Clerimont.
Siet


Siette Brev.
Til¬
vin kiære Søster, omendskiønt Naturens Forbindelser,
V ere ophævede, saa bliver dog Dydens høyere Pligter
i deres fulde Kraft. J har været trofast i at ære min Hu¬
kommelse, og i at følge Gudfrygtigheds strenge Regler;
omendskiønt det har været af en høystbedrøvelig Følge for
den ulyksalige Person, som nyeligen var min Ægtemand,
og formedelst dette Baand en Broder til eder. Med ind¬
vortes Græmmelse og Medynk saae jeg hans syndige Til¬
høyelighed, men aldrig yttrede det mindste Klagemaal,
eller foraarsagede ham et Øyebliks Misfornøyelse. Jeg
vedste at eders Sind var ligesaa ustraffeligt, som eders Ge¬
stalt, og jeg saae, at J lod eder regiere, i eders gandske
Opførsel, af selv=vitterlig Ære og ubesmittet Dyd; Avind
selv kunde ikke have bebreydet eder den mindste Afvigelse
fra Ærbarhed og Sandhed; og det Løfte, som jeg vilde
have aftvunget den unge lastværdige Mand, paa min Døds¬
Seng, var ingenlunde en Virkning af mistænkende Nid¬
kierhed; men meget meere en kierlig Hensigt at omvende
ham, og befrie eder fra hans idelige Overhæng; der¬
som jeg havde kundet formaae ham, som jeg ønskte, til
at love mig, at han vilde ikke omgaaes med eder efter min
Død; men han var saa oprigtig at han afslog min Begiæ¬
ring; og saa snart som en ringe Sørge=Eeremonte vilde


killade dek, begyndte han atter at ville overtale eder til at
fyldestgiøre sin blodskændige Kiærlighed. Eders haardnak¬
kede Afslag havde omsider den bedrøvelige Virkning som
jeg ventede; fra det Øyeblik han hørte at eders Bryllups¬
Dag var berammet med den Høyædle Montandre, be¬
sluttede han at foretage den unaturlige Gierning; og aldrig
blev noget Selv=Mord fuldført med meere volig og velbe¬
raad Hu; han fordrev en Deel af Aftenen med to af hans
Venner, vittige og lærde Mænd; all hans Tale med dem
gik ud paa at beviise den Ret et Menneske har til at raade
over sit Liv, og at giøre Ende derpaa, naar det var ham
heller en Byrde end en Lyksalighed. Han gik hiem tilige¬
re end han pleyede, og da han var kommet ind i sit Kam¬
mer, sendte han Bud efter en ung og eeneste Datter, som
jeg havde efterladt ham; han tog hende i sine Arme, og da
det elskelige Barn smiilede ad ham, randt Taarene ned af
hans Øyne, da han vilde have velsignet det, famlede den
vantroende Bøn paa hans Tunge; og da han havde givet
Barnet til Ammen, sagde han til ssine Folk, at de skulde
negte ham inde, om nogen kom og vilde tale med ham.
Saa snart som han var alleene, skrev han det bevægelige
Brev, som J fik; da han havde forseglet det, tog han en
Lucretius (*), der laae paa Bordet, og læste og holdt op
imellem; endeligen saae han paa sit Uhr, og da Klokken
just var to, stog han sin Kammer=Dør i Laas, drog sin Kaar¬
de, og igientog følgende Linier, hvilke jeg ønsker havde al¬
drig været skrevne, som jeg forsikkrer eder at Forfatteren
af dem ønsker iligemaade:
E*) En latinsk Poet, hvis Meeninger komme overeens med denne Ulyksaliges.


Her er et hastigt Raad mod al din Sorg og Kummer,
Som din Indbilding sig forgæves plager med!
Thi du skal sove hen, og aldrig meere vaagne;
Med Livet ender du all Livets bittre Vee;
Det verste som dig kand, ret overveyet, møde,
Er en bestandig Søvn, og lang god rolig Nat.
Derpaa satte han Spidsen lige mod Hiertet, faldt paa sin
Kaarde, og døde i samme Øyeblik; efterladende sig et spædt Barn,
uden Forældre, uden Venner, og uden Bistand. Dette er Aar¬
sagen hvorfor jeg skriver eder til, at J vilde drage Omsorg
for hendes Optugtelse, og beskytte hendes spæde Uskyldighed.
Efterlad ikke at beviise hende denne ædelmodige Tieneste, der¬
som J ønsker at det skal gaae eder vel, og at J selv skal bli¬
ve beskyttet i nogen af det menneskelige Livs Elendigheder. J
det jeg begiærer at J vil drage al muelig Omsorg for hendes
Lyksalighed, giver jeg eder en Leylighed til at befordre eders
egen.
Amanda.


Bie=Kuben.
No. 215.
Torsdagen den 12 Februarii 1761.
Af the World No. 73.
D¬
a Epamiondas blev adspurt, hvilken af hans Ven¬
ner han agtede meest, svarede han,"at de maatte
alle døe, førend han kunde besvare saadant et Spørsmagl.
Men dersom Epaminondas havde levet i dette Land, og i
disse Tiider, da vilde han have vedst, at de største Helte i
deres Død ere ofte disse, som have været de største og li¬
derligste Skielmer i deres Liv. Og dog alligevel pleye de
fleeste Mennesker at tænke ligesom Epaminondas, og at
fælde deres Dom over en Mands Levnet, efter det han har
sagt og giordt i den sidste Deel deraf; thi man hølder for
at det er den Tiid, da Menneskene ere oprigtige, efterdi
Forstilling er til ingen Nytte, og efterdi Samvittigheden
finder Lættelse i at aabenbare Misgierninger og Overtræ¬
delser, som kand ikke længere gaune os, og hvilke true os
med Fordervelse, i den Stand vi iile hen til, med mindre
vi oprigtigen bekiende og fortryde dem i denne. Men i
blant disse, som døe i deres Senge, saavelsom Misdæde¬


re, har jeg kiendt og hørt om mange, der have ført et a¬
ordentligt og ryggesløst Levnet, som have gaaet Døden i
møde med den største Taalmodighed og Villighed; da der¬
imød den gudfrygtige og dydige Christen, hvis Levnet har
været fremdraget i Religionens og Dydens bestandige Ø¬
velse, har seet dens Ankomst med Forvirring; og forme¬
delst en indvørtes Overbeviisning, at han har ikke ved alle
Leyligheder gandske nøye gjordt som han burde, er død
frygtsom og forsagt.
Heraf vil det sees, at de, som dømme om Menne¬
skenes Levnet efter deres Forhold i deres Død, maae un¬
dertiden tage Feyl. Dødens Foragt maae hos mange til¬
skrives en dorsk Følesløshed, hos nogle en fæisk og ufor¬
nuftig Dristighed, hos andre en Leedhed til Livet; hos
nogle faa en philosophisk Frimodighed, saavelsom og hos
mange et velgrundet Haab om et lyksaligt Herefter. Sir
Thomas Moores Skiemt paa Retterstedet, som, da han
havde lagt sit Hoved paa Blokken, bad Skarpretteren bie
indtil han havde taget sit Skæg tilside, efterdi det havde
ikke begaaet noget Forræderie, var ikke meeere et Beviis paa
at hans Levnet havde været dydigt, (dersom der ikke havde
været andet Hiemmel) end Morderens Skiemt under Gal¬
gen, der bad Bøddelen, at han vilde ikke røre hans Hals
med sine Fingre, efterdi han var kildren. Tyven, paa
det han maae faae Naun for at døe kæk, som det kaldes,
og Philosophen, for at stadfæste den Lærdom han har ført,
at Døden er intet Ondt, vil fare ind i Ævigheden med en
tvunget Trodsighed, og heller fortørne Himmelen, end be¬
kiende deres Frygt for Døden.
Menne¬


undertiden Hyklere i deres sidste Øve¬
Menneskene
blik, af Hovmod, ligesom de have været i deres gandske
Levnet af Egennyttighed; det vil og ikke komme os frem¬
met for, at de ere saa; thi efterdi et hvert Menneske vil
gierne (om det kand skee uden megen Umag) efterlade sig
et got Naun, saa vil han ikke gierne, naar han skal døe,
tilstaae, at have været en Skielm i sin gandske Livs Tiid.
Af disse og deslige Aarsager have de verste Misdædere gaaet
til Retterstedet med lige saa megen Triumpf og Glæde,
som de gamle Martyrer gik til Baalet for Himmelens og
Religionens Sag.
Hvad mig selv angaaer, (og jeg haaber det vil ikke til¬
regnes mig som en formastelig Indbilding) da skulde jeg
tænke paa Døden med meget større Skræk end jeg giør,
dersom jeg betragtede den som den sidste Ende paa mit Væ¬
sen. For een, hvis Levnet har ikke været brændemerket
ved nogen Hoved=Last, og hvis Skrøbeligheder, han yd¬
mygen haaber, ere ikke større end disse, som kand paakom¬
me den menneskelige Natur; som har ikke været nyttig for
sin Skaber, efterdi han var et Menneske, ey heller for
det menneskelige Kiøn, efterdi Lykken havde væxet ham u¬
gunstig; og hvis Forbindelser i dette Liv have været saa¬
danne, at han nok ønskte at de maatte vare ævigen; jeg si¬
ger, for een, som saaledes tænker, og som haaber at han
har saaledes levet, vilde Døden blive overmaade forskræk¬
kelig, dersom han tænkte at han skulde blive til intet. Og
dog har jeg iblant mine egne Bekiendtere fundet en Mand,
der førte et skikkeligt Levnet og Vandel, som vilde alle
Mennesker vel, og som elskte og fornøyede sig med sine
Venner, men som, ved en langvarig og smertefuld Syg


Jøvnen som saa stor en Velsit;¬
dom, havde forestillet sig 6
nelse, at han ønskte sig en ævigvarende Søvn; og da han
havde giordt sig Umig for at troe at Døden var saadan en
Søvn, saa talte han derom med Fornøyelse, og nogle faa
Timer, før han døde, til en Stadfæstelse at han døde i den
Meening han havde bekiendt, skeev han følgende Grav¬
Skrift over sig selv, og sendte den til en Ven under sin
egen Haand.
Her under, til Ormenes Bytte og Føde,
(Han selv nu saa usel og ringe som de)
Eugenio ligger, i Haab om at hvile,
Som agtede ellers alt Haab kun for Tant;
Hvis Tanker sig aldrig saa høyt kunde svinge
Til Himme=bygt Bolig; men nøyes der med,
At ligge i Støvet, hvoraf han er kommet,
Ey kiær af at leve, ey ræd for at døe.
Jeg vil alleeneste anmærke angaaende Forfatteren af
denne Grav=Skrift, at saasom jeg troer han har været en
god, ærlig og oprigtig Mind, saa er det kun Kiærligheds
Pligt at haabe, at han nu glæder sig over at han har ta¬
get feyl.
Der er intet meere sandt i Almindelighed, end at dis¬
se Folk have den største Afsky for Døden, som have haft den
mindste Fornøyelse af Livet; ligesom tvertimod, disse der
have haft meest Gaun og Glæde af Livet, have været mindst
bange for Døden. Før mange af mine Læsere maae denne
Erklæring synes sælsom og ugrundet; men jeg troer at en
gandske liden Undersøgning vil overbeviise dem at det vir¬
keligen er saa.


Folk, som
formedelst nødtrængende Omstændighe¬
der Tungsindighed, eller Legems Svagheder have levet
i stedsevarende Misfornøyelse, giøre sig gierne det smig
grende Haab, at Livet skal endnu betale dem sin Giæld,
og saasom de have hidindtil fremdraget deres Dage U¬
den at nyde noget, saa skal alting endnu gotgiøres dem,
inden de komme til at døe. De anfee Riigdom, For¬
nøyelse og Sundhed som Velsignelser, hvilke man al¬
drig kand blive keed af, og betragte deres Besiddelse,
som en u-afbrudt Lyksaligheds Stand, hvilken de læn¬
ges efter at smage, og kand ikke taale at tænke paa
at døe, førend de have nydt dem. Saaledes ere de E¬
lendige forelskede i Livet, og bange for Døden. Haa¬
bet smiggrer for dem med Løfte om lyksalige Dage; og
Døden, som vilde uforbigængeligen afskiære dette Haab,
ansees af dem som den allergrummeste Fiende.
Lader os nu kaste vore Øyne paa disse, som ere i
lyksaligere Omstændigheder; paa disse, som ere fornøye¬
de med deres Lod, og hvilke (om der ellers findes saa¬
danne) have levet al deres Tiid, i Sundhed, Fornøyel¬
se og Overflødighed. Hvad kand i Morgen bringe saa¬
danne som disse, uden hvad de tilforn have kiendt, med
mindre det er Vanlykke? Af denne Betragtning kom¬
mer det, at slige Personer ere meere tilfreds med at
døe. Det falder os lættere at miste hvad vi besidde,
end at lade os betage vort Haab om det som vi øn¬
ske; Aarsagen hertil er denne, at hvad vi vente er al¬
tiid større end hvad vi have og nyde. Og deraf kom¬
mer det, at naar Livet lader os nyde dets Gaver og
Lyksaligheder, da blive vi mindre begierlige efter dets
Varag¬


Baragtighed, end om det ikke havde givet os noget
hidindtil, men født os alleneste med Forhaabning.
Jeg har paa dette Sted gandske forbigaaet at mel¬
de om et tilkommende Liv, og har betragtet de lyksa¬
lige og ulyksalige alleeneste i henseende til dette Liv.
Dersom vi tage Religionen og en tilkommende Stand,
Betragtning herved, da ville de som ere lyksalige her,
have tusende gange stærkere Aarsager til at være til¬
freds med at døe, end de ulyksalige. Smerte, Syg¬
dom og Gienvordighed, saasom de vænne os ikke fra
at have Lyst til Livet, saa sætte de ey heller Sindet i
den Skik og Tilstand, som behøves til at bereede sig
mod Døden. Det er den Lyksalighed og Fornøyelse,
som vi nyde af Livet, der opvækker vor Taknemmelig¬
hed mod Ham som gav det; som aabner Hiertet til
Kiærligheds og Velvilligheds Eierninger; og ved at
give os en Forsmag her paa Himmelens Lyksalighed,
opvækker i os en Attraae til at forvisse os derom i
al Ævighed; og ved at saaledes forpisse os, giør os
begiærlige efter at faae den i Besiddelse, saa at vi med
Glæde forlade den Lyksalighed der er uvis og time¬
lig, for at nyde den der er uden Forandring og uden
Ende.
Jeg skal slutte dette Stykke med at anmærke, at
de som paastaae, at Religionen bestaaer i Foragt for
denne Verden og for at bruge den, ere i en meget
skadelig og farlig Vildfarelse. Saasom Livet er Him¬
melens Gave, saa forpligter Religionen os til at be¬
nytte os der af. Den derfor, som kand være lyksalig
i sig selv, og som giør alt hvad der er i hans Magt
til at befordre andres Lyksalighed (og ingen uden de


Dydige kand saa være, og saa giøre) han svarer aller¬
best og virkeligen til de Hensigter hvorfor han er skabt,
er en Ære for hans Natur, og et Mønster for det
menneskelige Kiøn.
D
Af Speetator No. 210.
eg er gandske af den Tanke, at det er en af de be¬
ste Opmuntringer til ædle og værdige Gierninger,
at have ædle og værdige Tanker om os selv. Den der
har en nedrig Mening om sin Naturs Ypperlighed,
vil ikke føre sig op efter en høyere Rang end han har
tilegnet sig i sin egen Tanke. Dersom han betragter sit
Væsen som indskrænket i en uvis Tiid af faa Aar,
da ville hans Hensigter ey heller strække sig videre end
til det samme snevre Rum, som han indbilder sig at
hans Væsen er indsluttet udi. Hvorledes kand den op¬
løfte sine Tanker tiln og et Stort og Ædelt, som troer al¬
leneste, at naar han i en kort Tiid har ladet sig see
paa Verdens Skue=Plads, han da skal siunke ned i
Forglemmelse, og aldrig meere vide at han har været
til?
Jeg er derfor af den Tanke, at saa nyttig og op¬
høyet en Betragtning, som denne om Siælens Udø¬
delighed, kand aldrig for ofte igientages. Der er ikke
en mere opbyggelig Øvelse for det menneskelige Sind,
end jævnligen at eftertænke fine egne store Herligheder,
Gaver


Gaver og Egenskaber; ey heller noget kraftigere Mid¬
del til at opvække i os en Ærgierrighed, der lader
haant om at tragte efter ringe og nedrige Ting, end
at agte os selv som Ævighedens Arvinger.
Det er en meget stor Fornøyelse at betragte, hvor¬
ledes de beste, dydigste og viiseste Mennesker, i alle
Nationer og Tiider, handthæve, ligesom med een Røst,
denne deres Fødsels=Ret; og at finde den stadfæstet ved
en udtrykkelig Aabenbaring i den hellige Skrift. Der¬
som pi nu tillige vende vore Tanker ind til os selv,
da skal vi finde et Slags hemmelig Følelse, der stemmer
overeens med de Beviiser, som bekræfte vor egen U¬
dødelighed.
Jeg vil alleeneste føye dette hertil, at saasom det
ikke med et Ønske lader sig giøre at blive til intet, saa
er det og den nedrigste Ting i Verden at ønske det,
Hvad er Ære, Rygte, Riigdom eller Vælde, naar de
lignes imod det høye og ædle Haab af et Væsen, der
skal ikke have Ende, og en Lyksalighed, der passer sig
til dette Væsen?


Bie=Kuben.
No. 216.
Torsdagen den 19 Februarii 1761.
Af M. Elizabeth Rowes Letters from the Dead to the Living.
Tolvte Brev.
Til min kiære Broder.
E¬
ders Ven, den ulykfalige Carlos, døde i Nat, i
Neapolis; jeg havde Lyst til at overrumple eder
med denne Efterretning, hastigere end noget Men¬
neske kand give eder den.
Jeg ønsker at mine Bestræbelser for eders Omvendelse
maae udrette meere nu, end de udrettede da jeg var i Dø¬
deligheds Stand; jeg er forsikkret om, havde J seet den u¬
lyksalige unge Persons Endeligt, som havde været en
Staldbroder i eders Uordentligheder, at det vilde have
overbeviist eder om hans Grund-Reglers Falskhed, og hvor
liden Trøst og Opmuntring han fandt i den Tanke, at han
skulde falde hen til sit første Intet; da den fæle Time nær¬
mede sig, i hvilken han skulde ævigen miste Syynet af Solen,
af Stiernerne tillige med alle Naturens syynlige Skiønheder.


At være uden Sands og Følelse! at ikke være meere
til! at finde sine Øyne tillukte i en ævig Søvn! foraarsa¬
gede ham en ubeskrivelig Gruelse. Men om dette var det
verste som han frygtede for, da endte aldrig noget Menne¬
ske sit Liv paa en meere feyg og urimelig Maade; han tor
de ikke være i Mørke eller alleene i et Øyeblik; han sprang
op af Rædsel før en Skygge, og viiste en meere end
barnagtig Frygt og Skrøbelighed i hans Giernin
ger; han bad end og Lægerne, at de skulde give ham Haab
om Livet, og ikke lade ham vide, om hans Tilstand var
fortvilet; han forbød den der opvartede ham, at nævne
Døden eller Graven, eller at tale et alvorligt Ord, naar
han kunde høre det; omendskiønt hans Sager vare i den
største Uorden, saa torde dog ingen vove at raade ham til
at beskikke dem ved et Testament. Men al denne Var¬
somhed gav ham ingen Lindring; hans Hierte-Angest,
hans Skyld, hans Sinds Forvirring lode sig tydeligen see
i hans Øye=Syyn; den liderlige Amoret, som havde fulgt
med ham, forklædt som en Page, fik sielden Tilladelse at
see ham; men naar hun kom til ham, skælvede han, og
faldt i de største Beængstelser, lukkede sine Øyne og vendte
dem fra hende men talte intet til at trøste hende i den Nød han
havde bragt hende udi; ey heller udviiste han den mindste
Nuelse fordi han havde forført hende til at forlade den æd¬
le Sebastian, som hun var forbundet til ved Ægteskabs
Løfter, og tusende kiærlige Forpligtelser. Han var saa
vranten og utaalmodig, at det var utaaleligt, og giorde
ham end og foragtelig for hans egne Tienere; naar Læge¬
midlerne, som han brugte, giorde ikke den ventede Virk¬
ning, saa bebreydede han Lægerne, at de vare forsømme
lige eller ukyndige; og dog mellemstunder anraabte han
dem


dem om Hielp, ret ligesom
ans Væsen selv havde beroet
paa deres Kunst. Han var ved fuld Vid og Sands indtil
det yderste; forbanset saae han den almindelige Forskræk¬
kelsers Konge nærme sig med langsømme og forfærdelige
Trin, og efter en fortrædelig og smertefuld Striid, buk¬
kede for den fæle Overvinder, og med et dybt Suk opgav
sin Aaud og gik hen til at giøre det store Forsøg.
Jeg haaber at denne Beretning om eders Vens Død
vil have den lyksalige Virkning, som jeg søgte dermed; og
at den vil formage eder til at eftertænke det Raad jeg gav
eder i mit Yderste; - - - den beste Siæle=Gave jeg kunde
give, om jeg og havde havt Kongeriger at bortskænke.
Min kiære Broder, jeg kand ikke nu have nogen Hen¬
sigt til mig selv, da jeg stræber at hemme eders Uordent¬
ligheder; i denne høyere Stand maae min Omsorg for e¬
ders Lyksalighed være gandske reen og ædelmodig; De fat¬
tige elendige Menneskers Erkiendtligheder ere af ingen Be¬
tydning for Aander, der ere ophøyede til himmelske Vær¬
digheder, i fuld Besiddelse af udødelige Fornøyelser; men
dette giver dem det kiærligste og velvilligste Sindelag mod
vildfarende Mennesker, hvilke de gierne vilde lokke til de
Veye, som føre til Lyksalighed: Disse svage Gniste af
Godhed og Venskab, som i eders kolde Lande begynde al¬
leneste at bryde frem i dydige Gemytter, bekomme i disse
varme Egne ny Kraft, og brænde med evigvarende Glands.
Min Nidkiærhed for eders Beste er større end den no¬
gensinde har været, og lad mig erindre eder, men ikke be¬
breyde eder, om de Forpligtelser, som bør bevæge eder til


at have nogen Agt for min Formaning. J veed, da vi
mistede den allerbeste Fader, at han efterlod mig sit gand¬
ske Gods at raade over, og gav eder saadan en maadelig
Arv til eders Part, som maatte have indskrænket eders u¬
besindige Udgifter; men da jeg fandt at J begyndte at kien¬
de eders Daarlighed, da, i Haab at omvende eder ved æ
delmodig Medfart, gav jeg eder strax en Forskrivning paa
Halvdeelen af den store Formue, som var i min Magt. Jeg
vil ikke tale om, at jeg vovede mit Liv i at forsvare eder,
da J blev overfaldet paa vor udenlands Reyse; thi dette
var kun en Gierning, som den almindelige Menneske-Kiær¬
lighed forbinder os til, og hvilken enhver brav Mand er
skyldig til at beviise mod en gandske Fremmed; men jeg
maae foreholde eder, hvor høyt J maatte være mig for¬
bundet, da jeg for eders skyld afstod min Ret til den elske
lige Bellamira; hun var al den Glæde og det Haab jeg
havde paa Jorden; jeg elskte hende som jeg elskte Dyd og
Lyksalighed; dog alligevel, da J aabenbarede mig eders
Sinds Kummer og Uroelighed, og eders hæftige Kiærlig¬
hed til hende, gik jeg tilbage, og forlod den grædende
Skiønhed, som bebreydede mig en Ubestandighed og Kold¬
sindighed, som mit Hierte vedste aldeles intet af; jeg skiul¬
te min inderlige Tilbøyelighed, og forestillede eders med saa
god Fremgang at hun føyede eders Begiæring, og over¬
gav hendes mageløse Yndigheder og umaadelige store Mid¬
ler til eders Eyendom.
Men dette fordeelagtige Giftermaal havde ikke den
Virkning, jeg haabede, ey heller lod J eder derved i
mindste Maade holde fra det ryggesløse Levnet J førte;
J spillede en skammelig Rolle i at gaae Carlos til
Haande


Haande i hans Handel med Amore,
endnu en skam¬
meligere, i det J lovede at beskytte og opholde hende,
i fald han forskød hende, da J vedste hvor mange Tie¬
nester J havde nydt af den forurettede og ædelmodige
Sebastian; Eders forræderske og utaknemmelige For¬
hold imod en Mand af hans høye Fortienester, foraarsager
mig den største Græmmelse og Skamfuldhed; tusende
og tusende Gange har jeg bebreydet mig selv, at jeg
har været det ulyksalige Middel til Bellamiras Ulykke
som fortæres af Kummer og Hierte-Sorg, ligesom et
deyligt Blomster, der har faaet Skade i sin favreste
Tiid; saa ofte jeg kom for hendes Øyne, maatte hun
have seet min Siæls Græmmelse og Forvirring. Den
Skiødesløshed og Foragt, hvormed I begegnede det al¬
lerbeste Fruentimmer, nedslog mit unge Sind, svække¬
de mine ædelste Hensigter, og formørkede den deyligste
Tiid af mit Liv. Da Døden meere og meere nærmede
sig, var dette den sidste Gunst jeg begiærte af eder, at
vilde være billig imod eders ulyksalige Hustrue, og
ophæve alle Forbindelser med den letfærdige og skamme¬
lige Amoret; dette lovede J mig med en hellig Høyti¬
delighed; men jeg veed, at hendes nærværende Nød (skiønt
en billig Virkning og Belønning for hendes Misgierninger)
vil blive eders Snare; hun er gandske fortryllende, og jeg
frygter hun vil blive eders Fordervelse; Men dersom J
forkaster mit Raad, da tag denne Advarsel af den bod¬
færdige Konge: Hendes Huus er Veyen til Døden, og
hendes Porte føre ned til Helvede, og jeg beder at J al¬
vorligen vil betænke, at denne Formaning maae enten be¬
frie eder fra, eller forøge eders Skyld.
Cleander.


Til My Lord--- fra et ungt Fruentimmer, som
var i et Kloster i Florents.
y Lord, da jeg fandt Skrive=Tøy i eders Kammer,
M saa benyttede jeg mig af denne Leylighed, i eders
Fraværelse, til at give eder denne Efterretning om min
Død; Haanden vil overbeviise eder, at den er skrevet
af eders fordum elskte Ethelinda.
Jeg levede kun faa Uger efter at J var reyst fra
Jtalien; saa stor var min Græmmelse, omendskiønt en
streng Tugtighed stedse tvang mig til at dølge min u¬
lyksalige Kiærlighed for den allerfortroligste Veninde
jeg havde; efter at jeg havde aabenbaret den for eder,
torde jeg ikke bekiende den strafværdige Hemmelighed u¬
den for de medlidende og tilgivende Magter her oven
til, som giørde mig Bistand i min Skrøbelighed, og
styrkede min fattede Slutning, aldrig at samtykke no¬
get af de Midler J foreslog til at befrie mig af det
Kloster jeg var indsperret udi. Vel havde J overbeviist
mig, at de Kloster=Løfter jeg havde giordt, vare ube¬
sindige og ubefalede; men ah! det var skeedt; Helgene
og Englene hørte det; den alseende Gud var kaldet til
Vidne til den kydske Forbindelse; den var beseglet her
oven til, og indført i Himmelens Archiv. Saa haabe¬
løs var min Kiærlighed! Meen=Eed og hellig Brøde
stode i al deres Gruelse for mine Øyne; timelig og
ævig Fordervelse vare imellem os; og dog alligevel,
My Lord, havde jeg alt for ofte gjordt den kælne Tilstaael¬


se at jeg elskte eder at 3
kand have mindste Tvil der¬
om; ey heller var denne min kiærlige Skrøbelighed u¬
den Undskylding, dersom al den Fortieneste en Mands¬
person kunde rose sig af, om al den Tækkelighed Na¬
turen kunde give, eller Fliid og Kunst forbedre, fortien¬
te noget særdeles Fortrin og Høyagtelse; det havde væ¬
ret en Misgierning at have været følesløs, i hvadsom¬
helst Omstændighed uden i min -- - Sælsomme Om¬
stændighed! som kunde giøre det til en Dyd at see kold¬
sindigen paa eder.
Der i bestod Høyden af min Elendighed, mit Hier¬
te var opofret til høyere Begiærligheder, og helliget til
Himmelen allene; den Himmel, som er min upartiiske
Dommer og Vidne, hvor alvorligen jeg stræbte at ud¬
slette eder af min Siæl. Men hverken Fornuft, eller
den fiineste Følelse af Ære, end ikke Andagt selv kunde
hielpe mig; J kom ideligen frem igien i mine Tanker,
triumpferende i alle eders Yndigheder; da jeg var faa¬
ledes uden Haab om Seyer, overgav jeg mig til Kum¬
mer og Mistrøstelse, besluttende aldrig at prøve paa
at undvige af den hellige Eensomhed, som mine Løfter
havde indskrenket mig til, men heller at falde som et
Slagt-Offer for de helligede Naune af Kydskhed og
Sandhed. Himmelen antog Offeret, og Døden, min
gunstige Forløser, befriede mig paa engang fra Elen¬
dighed og Dødelighed; de himmelske Erystal Porte aab¬
nede mig en viid Indgang, og de velsignede Udødelige
toge mig ind i Livets og Salighedens Boliger.
Alt hvad der er opdigtet om Elpsæiske Marke og
Lyper¬


Cpperske Lunde, er her uden Koglerie langt herligere
disse ere Kiærligheds keyserlige Palatser, og naturlige
Herredomme; her brænder dens hellige Fakkel med en
gunstig Glands, og dens gyldene Piile ere dyppede i
udødelig Glæde, her ere ingen Løfter, som slide os fra
vore Ønsker; ingen Striid imellem Begiærlighed og
Dyd; hvad der behager os, agte vi høyt, og hvad vi
agte høyt, besidde og nyde vi; ey heller er det meere
vor Lyksalighed end vor Roos at giøre saa.
Den ulyksalige Kiærlighed, som var min Plage og
Brøde, er nu min Ære ogmin Roos; intet Egennyt¬
tigt eller U-ordentligt, intet som behøver Tvang eller
Forstilling, er blandet med den ædle Attraa; det er
altsammen roligt og velgiørende, anstændigt for For¬
nuftens Værdighed, og en udødelig Siæls Høyhed, og
er saa varagtigt som dens Væsen, naar de himmelske
Lamper ere slukte, naar Solens Glands er udbrændt,
da skal denne guddommelige Drift skinne med en u¬
formindsket Klarhed, de himmelske Jndvaaneres Glæde
og Triumpf. Kiærligheds Væsen, My Lord, boer i
Himmelen, dens Skygge allene er at finde paa Jor
Ethelinda.
den.


Bie=Kuben.
No. 217.
Torsdagen den 26 Februarii 1761.
Af M. Elizabeth Rowes Letters from the Dead to the Living.
Syttende Brev.
Til Philocles, fra Jbrahim en tyrkisk Bassa.
Min kiære Philocles,
J¬
var den, som Himmelen brugte til et Middel hvor¬
ved jeg blev omvendt til den Christelige Troe; men
saa længe jeg levede i en Dødeligheds Stand, var det mig
umueligt at kiende hvor storligen jeg var eder forbundet,
og til hvilken høy Lyksalighed eders venlige Underviisninger
førte mig; Hvor ringe vare mine Forventelser, hvor li¬
det svarede de til min nærværende Lyksaligheds Storhed!
hvor langt overgaaer den end og disse høye og ædle Begreb,
som eders Beskrivelser gave mig om den himmelske Glæ
de! Saasom J omvendte mig til, saa lad mig stadfæste eder
i den eneste sande Religion.
Hvor


velsigne det Øyeblik,
Hvor stor Aarsag har jeg til at
der begyndte vort Bekiendskab, og den Tildtagelse, som
fatte eders Carakter for mine Øyne i saadan en behagelig
Klarhed! Der var visseligen i eders gandske Opførsel noget
saa ukunstet, saa oprigtigt, saa overeensstemmende med
Sandheds og Retfærdigheds strengeste Regler, at jeg paa
engang lod fare mine slette Tanker om den Troe J bekiend
te; jeg saae i eder en Christen, hvis Levnet (og dette skeer
ikke altid) gjorde den Christelige Troe Ære og Anseelse.
De Underhandlinger jeg havde med eder, da J var
Consul for de Hollandske Stater i Smyrna, gave mig mang
foldige Prøver paa eders reedelige og ædelmodige Gemyt;
men intet satte mig i større Forundring, end da jeg saae
at J vovede eders Liv i en forskrækkelig Storm, for at red¬
de en Portugiser, eders dødelige Fiende, hvis Fartøy i det
samme kantrede, og som selv var færdig at siunke midt i de
truende Bølger, hvilke han indtil da indbildte sig at være
mindre hans Fiende end eder selv. Jeg var tilstæde og saae
denne Gud=lignende Gierning, og sluttede strax, at der
maatte være noget Guddommeligt i en Religion, som kun
de ophøye den menneskelige Natur til saa stor en Grad af
Velgiørenhed; det var altsammen u-modstaaelig Overbe¬
viisning: min Siæl tilstod dens Kraft, medens jeg betænk¬
te, med hvilken anstændig Beskeedenhed J tog imod eders
Modstanders Erkiendtligheder, ligesaa roligen som J vilde
have taget imod Taksigelser af eders oprigtigste Ven for
nogen ringe Tieneste; J syntes at være overbeviist hos e
der selv, at J havde ikke gjort noget ugemeent, intet uden
hvad der kom overeens med eders Gemyts bestandige Til¬
bøyelighed, dersom Himmelen havde oftere forundt eder


Leyligheder til at giøre saadanne Helte=Gierninger. J be¬
sidder den Gave, at giøre det som er hervisk, til almindeligt.
Det var en ret guddommelig Kiærligheds Gierning,
at J vovede eders Liv, og at ende det i de grummeste
Piinseler, for at befrie mig fra Vildfarelse. Jeg var mee¬
re efterforskende, end Alkoranens Love tillode, hvilket be¬
vægede mig til at søge saa mange Leyligheder at tale og
omgaaes med eder. Uden den mindste Varsomhed eller
Bekymring for eders egen Sikkerhed overgav J eder i en
Vantroendes Magt; J betog mig mine Tvil, og ideligen
formanede mig til at forlade den Mahometanske Troe. E¬
ders Opførsel var idel Overbeviisning; og fuldkommeligen
overtydede mig, at intet uden en himmelsk Sandhed kun¬
de give eder saadant et tappert Mood, og antænde i eders
Siæl en saa aldeles u-egennyttig Kiærlighed; jeg blev snart
overvundet, og med Glæde antog den Christelige Lærdom;
jeg fandt ey heller den mindste Ulyst til at forlade mit Føde¬
Sted, for at følge eder til Haag, hvor jeg kunde offentli¬
gen bekiende den Troe jeg havde antaget, og tænke ret,
uden at blive straffet derfor.
Det varede ikke længe førend jeg blev angrebet af en
Feber; da jeg fandt at Sygdommen tegnede til at blive
dødelig, sendte jeg Bud efter eder, for at lætte min be¬
byrdede Siæl fra den eneste Bekymring, som besværede
den; men førend J kom, var Maalet forgaaet mig; Jmid¬
lertiid var Sagen, som jeg vilde aabenbare eder, af saa¬
dan Betydning, at den endnu ligger mig i Tanker; der er
og ikke nogen Person, hvis Troskab jeg saa kand forlade
mig paa, som eders.


Jeg kiøbte en deylig grædsk Slavinde, det første og
eneste Fruentimmer jeg har elsket; endskiønt hun var
i min Vold, søgte jeg dog alleneste ved venlige og lem¬
fældige Midler at vinde hendes Hierte, men forgæves;
hendes Christelige Troe stillede ideligen tilkommende
Belønninger og Straf for hendes Øyne, og tæmmede
hendes kiærligste Tilbøyeligheder; for at overvinde hen
des Dyd, maatte jeg søge at forføre hende til Alkora¬
nens Lærdomme. Hvor ufornuftige og urimelige mine
Forestillinger end vare, blev hun dog snart overbeviist,
at hendes Siæl var ligesaa forgiængelig som hendes
Legeme; og at der var intet Haab om Udødelighed for
nogen af hendes Kiøn; at nærværende Forlystelser vare
alt hvad hun kunde vente; og naar hun forsømte Ung¬
dom og Kiærlighed, forsømte hun den høyeste Hensigt,
hvorfor hun var skabt. Den smukke Affældige troede
alt for hastigen mine afskyelige Lærdomme og indsuede
Forgiften af min Tunge, fornægtede den store Mezias,
og antog en Bedragers daarlige Drømme; frafaldt
sin Ret til Udødelighed, og overgav sig til mine selv¬
raadige Begiærligheder. Da denne smukke Ryggesløse
var saaledes befriet fra Religionens Tvang, blev hun
saa overgiven og ugudelig, at det overgik hendes Kiøns
Grændser; Hendes spøgefulde Vittighed og umaadelige
Forfængelighed drev nu Spot med alt hvad hun for¬
dum agtede helligt; der var noget saa vildt, saa una¬
turligt i hendes Ugudelighed, at jeg halv fortrød, at
jeg havde naaet hvad jeg søgte; men aldrig skiønnede
jeg ret, hvor stor Skade jeg havde giordt hende, førend
jeg blev overbeviist om den christelige Troes Sand
hed. Det er denne ubeskrivelige Skade som jeg haaber


vil finde noget Middel til at op
det vil ikke
blive umueligt, ved nogen af eders Venner, at finde
Adgang til hende; hun er nu i min Broders Magt;
J vil faae hende løst for en maadelig Sum, og det er
en Barmhiertigheds Gierning, som sømmer eders Ca¬
rakter. Eders Barmhiertighed vil frelse hendes Per¬
son, og eders Exempel befrie hendes Siæl, fra et langt
begrædeligere Slaverie.
Jbrahim.
Attende Brev.
Til en Søn, fra hans afdøde Fader.
ersom der er den mindste Gnist af sønlig Taknem¬
melighed i eders Hierte; dersom en fordum from
Faders Hukommelse fortiener nogen Ærbødighed, da
befaler jeg eder at kalde tilbage den Udfodring J har sendt
--Hvad skal jeg sige?- ikke til eders Modstander, men til
eders ædelmodige, velmeenende Ven; hans Formaninger va
re billige, og den Efterretning han gav eder, var en u¬
tvilagtig Sandhed; J veed i eders Samvittighed, at
det Fruentimmer, som J forfægter, har hverken Dyd
eller godt Naun at forsvare; da I derimod trødser Dø¬
den, og alle de Gruelser, som følge efter, for at be¬
viise en aabenbar Usandhed, og at kiøbe Skændsel for
Himmelen.
Dersom
33


Dersom J bliver dræbt i denne afsindige Tvekamp,
J, saa suart J opgiver eders Aand, komme i
da skal
et Sælskab, der dømmer gandske anderledes om disse
Ting, som agtes for Ærens Regler iblant Menneske¬
ne; J vil giøre en meget slet Figur, naar J ved den
ne høyst urimelige Leylighed kommer iblant Mørkheds
Aander, hvilke skal ævigen belee og drive Spot med e¬
der. Eders Boelskabs Skiønhed og Yndigheder, som
J saa meget opløfter, ville ikkun blive en slet Undskyl¬
ding for eders kække Nidkiærhed, omendskiønt J skulde
fortælle dem i heroisk Sang, at Verden er bleven
tabt for en Qvinde.
Disse urimelige Indbildinger skal forsvinde med
Dødeligheden; Døden vil tage Dækket bort, og stille e¬
der meere alvorlige Ting for Øyne; J vil finde, for
hvilken ringe Priis J har solgt udødelig Herlighed; J
vil forbande den elskelige Fortryllelse, som forleedte eder
til Undergang; J vil fatte den største Afsky for det
hvis Kiærlighed driver eder nu til Fordervelse.
Men spørg eder selv hvori bestaaer dette fiine Fru¬
entimmers Dyd, til hvis Forsvar J med saadan Trod¬
sighed gaaer til Døden? Hvad er denne Ære, for hvil¬
ken at forfægte, J opgiver eders Liv og alt eders Haab
til Salighed? Dette ustraffelige elskelige Fruentimmer
bryder alleneste hendes Ægteskabs Eed og Løfter: den¬
ne Engel, dette himmelske Creatur, bedrager alleneste,
og beskæmmer den allerbeste Ægtemand; hun belønner
kun hans mageløse Kiærlighed og bestandige Hengiven¬
hed til hende, med sviigagtig Venlighed og forstillt Føye¬
lig


lighed: Hun skiønner kun ikke
en Mands Fortiene
ster, som er hans Fædernelands Prydelse og Ære; en
Person af den tækkeligste Anseelse, dannet af Naturen
til at behage den meest kræsne af det smukke Kiøn;
gavmild og prægtig, tienstfærdig, føyelig og oprigtig
uden al Forstilling, og som formedelst hans egen selv¬
vitterlige Ære, forlader sig aldeles paa denne listige
Qvinde, hvilken han har opløftet fra en elendig og rin
ge Stand. Jndtaget af hendes Skiønhed og forstillte
Kiærlighed til ham, har han føyet al hendes utæmme
de Ærgierrighed, fornøyet hendes umaadelige Forfæn¬
gelighed, og ikke sat meere Grændser for hendes Ud¬
gifter, end J nu for eders Daarlighed.
Dette er den ulyksalige Mand, hvilken J vilde under¬
kaste Giækkerie og spottefuld Latter af enhver dum ryg¬
gesløs Nar, i det J vil give eder i en offentlig Tve¬
kamp, for at forsvare hans Kones Ære. Hvilket Fiend¬
skab kunde være saa grusomt som dette Forfvar?
Og dette er den kiære, uskyldige Engel, hvis Dyd
J vilde beviise, end og ved at fordømme eder selv, og
myrde den ædelmodige Lindamor, eders beste, eders
forsøgte Ven, hvis Oprigtighed har været hans eneste
Brøde; vær ikke saa skammeligen tapper. Med hvilken
skamfuld Forvirring maae I drage eders Kaarde imod
en Mand, som J er forbundet for saa mangfoldige
Tienester? Hvor ofte har han hiulpet eder, naar J ved
eders u-maadelige Spill var kommet i Penge=Trang,
og betalt eders Ære=Gield, som J kalder dett Og hvor¬


med har han nu fortørnet eder, uden ved at afmale
eder en skamløs Qvindes Carakter med de rette Far¬
ver, i den kiærlige Hensigt, at drage eder fra denne
hæftige Kiærlighed.
Hvilken en ulyksalig Virkning har denne skamme¬
lige Tilbøyelighed haft over eders Gemyt; hvor rygges
løst eders Levnet, hvor uliigt den første Tiid af eders
Liv, da en ædel Kiærlighed regierte eders Siæl, og den
elskelige Erminia var al eders Glæde! O! at hendes
Ungdoms Yndigheder maae bringe eder til rette igien,
og opmuntre eders Sind til prisværdige Gierninger! E¬
ders Konge, eders Fæderneland, den Protestantiske Re¬
ligions Sag, den menneskelige Naturs Ret og Frihe¬
heder udkræve nu eders Tapperhed, og give eder Ley¬
lighed til at bruge eders Kaarde bedre end til at dræbe e¬
ders Venner. Dersom J er virkeligen tapper, da hav
Mood til at give efter; det er den eneste Maade til
at overvinde ham.
Eusebius.


Bie=Kuben.
No. 218.
Torsdagen den 5 Martii 1761.
Af Herveys Meditations and Contemplations.
S¬
aaledes skulde vi, efter mine Tanker, stedse beskue
de syynlige Skabninger, at vi betragtede dem lige¬
som med et Evangelisk Telescop, og med et Evangelisk
Microscop; det er, at vi saae hen til Christum JEsum,
som den store Opfinder og Bygmester, der har gjordt Pla¬
nen til, og fuldført den forunderligen store Bygning.
Hvadsomhelst er prægtigt eller køsteligt; forfærdeligt eller
elskeligt, skulde altiid tilskrives Forløseren. Dette er en
Christens naturlige Philosophie; Og i henseende til denne
Maade at betragte de syynlige Ting, have vi en af Guds
Aand drevet Apostel til vor Læremester og Forgænger.
Naar han taler om Christo, siger han: Du, HErre,
grundfæstede Jorden af Begyndelsen, og Himlene ere
dine Hænders Gierninger. Hebr. 1 Cap. 10 v. Der¬


som vi flittigen gave Agt paa denne veyviisende Regel, da
vilde den, utvilagtigen, blive det kraftigste Middel til at
antænde vor Kiærlighed, og styrke vor Troe (*); Thi naar
jeg seer rundt omkring paa Millioner af ypperlige Væsener,
(*) Jeg finder, at Apostlene gierne bruge denne Maade at udbree¬
de Forløserens Herligheder, og at stadfæste hans Folks Troe.
Den elskte Discipel, naar han lærer os den dyrebare¬
ste Lærdom, om det Guds Lam, som bærer Verdens Synder,
da, paa det han maae beviise Christi Offers Tilstrækkelighed
til denne salige Hensigt, siger han, at alle Ting ere gjordte ved
ham, og intet er giordt uden ham. Joh. 1 Cap. 3 Vers,
-- Naar St. Povel prædiker de samme glædelige Ti¬
dender for de Colozenser, og udtrykkeligen melder, at vi have
Forløsning formedelst hans Blod, da synes han at see forud
At forsone Overtrædelser imod en
saadan en Jndvending:  "
u-endelig Majestæt, er en over maade stor Sag; det maae koste
forfærdeligen meere, end nogen sædvanlig Borgen kand be¬
tale, at igienløse en syndefuld Verden. Hvad Aarsag have
vi til at troe, at JEsus kand bestride dette mægtige Fore¬
tagende? Al muelig Aarsag, svarer Apostelen, baade ihenseende
til hans Persons Værdighed; Thi han er den usynlige Guds
billede, saa og ihenseende til hans Gierningers Storhed;
Thi ved hannem ere alle Ting skabte? Betragter hans Hæn¬
ders Verk, og J kand da ikke have nogen Tvil om hans
Døds forunderlige Kraft= Coloss. 1 Cap. 14. 15; 16. v. ---
Forfatteren af Epistelen til de Ebræer bruger den selv samme
Maade, naar han erklærer, at JEsus Christus har giort vore
Synders Reenselse ved sit eget Offer; saa beviiser han hans
fuldkomne Dygtighed til dette forfærdelige Verk baade af hans
væsentlige Ypperlighed, efterdi han er sin Faders Herligheds
Glands; saa og af hans fortræflige Gierninger, efterdi han
giorde?


og har denne henrykkende Eftertanke i mit Hierte:
Den
som har skabt alt dette, døde paa et Kors før mig; hvor¬
ledes kand jeg da længere blive koldsindig? Maae ikke det
koldeste Hierte begynde at brænde af Taknemmelighed
Naar jeg beskuer en utallig Mængde af de skiønneste Skab¬
ninger, som nøgen kand forestille sig, og jeg kommer ihu,
at den som har frembragt dem alle, er min Retfærdighed,
miin Forløsning; hvorledes kand jeg da andet end sætte
den allerfrimodigste Tilliid til saadan en Midler?
At kiende Christi Kiærlighed; at have saadant et in¬
derligt Begreb om hans u-udsigelige Naade, der kand op¬
vække i vore Hierter en tilbedende Taknemmelighed mod
hans døende Majestæt, og en uskrømtet Troe til hans
dyrebare Fortienester; dette er, efter St Povels Betænk¬
ning, den høyeste og lyksaligste Grad i Christendommens
hellige Videnskab. Ephes. 3 Cap. 19 v. Efterfølgende
Betragtninger ere et Forsøg til at hielpe det opmærksomme
Sind, i at lære en Linie eller to af denne beste og største
Lærdom. Derudi anføres de mærkværdigste Deele af den¬
me syynlige Verden, som saa mange Drivere for vore dor¬
ske
jorde Verden, og opholder alle Ting ved hans Kraftet
Ord. Ebræer 1 Cap. 2. 3. v. - -- Saasom denne Tanke
er saa vigtig i sig selv, og saa særdeles trøstefuld for de Christ¬
tne; og bliver saa besynderligen lagt til Grund af de ved Guds
Aand drevne Skribentere; saa haaber jeg, at jeg skal ikke be¬
høve at giøre nogen Undskylding, fordi jeg foretager mig at
oplyse og indprente den, ved et Slags Evangelisk Lov=Tale ø¬
ver Skabelsen.


ske Tilbøyeligheder; enhver af dem giver en Erindring,
som passer sig til denne vigtige Leylighed, og skikker sig
til dens egen Beskaffenhed.
Kand der vel være en mægtigere Opmuntring til saa¬
dant et himmelsk Sindelag, end at beskue de prægtige og
nydelige Forestillinger i Verden, med en færdeles Hensigt
Jeg haaber at
til Christum, som Skaberen? - - -
enhver Ting, betragtet paa denne Maade, vil ideligen
øse nye Olie i vor guddommelige Kiærligheds svage Lampe.
Enhver Ting, som Naturen frembringer, vil slaae en
Gnist i Siælen, og den gandske Skabning hielpe til at
sætte det røgende Hør i lys Lue.
Kand nogen Ting give den Troende en større Glæde,
eller meere kraftigen bestyrke hans Tilliid til det korsfæste¬
de Lam, end at see Himlene fortælle hans Ære, og den
udstrakte befæstning forkynde hans Hænders Gierninger?
Sandeligen det maae være en u-udsigelig Trøst for den ar¬
me Synder, at finde hans Forløsers Ære skrevet med So¬
lens Straaler over all den gandske Verdens Gestalt.
Lad disse, derfor, som finde Behag i at læse en Beret¬
ning om deres Jehovah, der er blevet Menneske; saale¬
des som han er aabenbaret i Moses og Propheternes, i
Evangelisternes og Apostlenes Skrifter; stræbe efter, og
vænne sig til at see en Udkastning af hans Fuldkommenhe¬
der, som de ere afmalede i den prægtige Naturens Bog,
hvor et hvert Blad er en vidtløftig Slette; en hver Linie
en rindende Bæk, og enhver Meening et høyt Bierg.
Skul¬


Skulde n.
ere nøvet i saadanne
Betragtninger, da udbeder jeg mig Tilladelse at meddeele
ham en Prøve, og tilbyde ham en Veyviiser, der mueli¬
gen kand lede hans Sind til disse høystopbyggelige og
fornøyelige Tanker.
Skulde nogen falde paa at tænke, at følgende Be¬
tragtninger ere heller forrykte Jndfald, eller Virkninger
af en u-ordentlig Indbildings Kraft, end sande og ædrue
Ord; da beder jeg disse at betænke, at de ere grundede paa
de hellige Skribenteres eensstemmige Vidnesbyrd. Hvilke
jævnligen priise Jmmanuel, eller Christum J Esum, som
den store almægtige Aarsag til alle Ting; forsikkrende os,
at alle Ting ere skabte ved ham, og til ham, og at alle
Ting bestaae i ham. Coloss. 1 Cap. 16. 17. v.
Hvad der ved saadan en Materie er forunderligt, er
langt fra at være urimeligt. At være forunderlig, er
det store væsentlige Tegn, hvorpaa man kiender Gud og
hans Gierninger; fornemmeligen den mærkværdigste og
herligste end og af de guddommelige Gierninger, nemlig
Forløsningen. Saa herlig, at alle de Jertegn som skeed¬
te i Egypten, og de forunderlige Gierninger paa Zdans
Mark, alt hvad de Jødiske Aarbøger have optegnet, eller
det menneskelige Øre har hørt, forsvinde hen til gemeene
Hændelser, og ere neppe værdige at erindres, i Ligning
mod denne forfærdeligen store Gierning. Da jeg derfor
er sat i en behagelig Bestyrtning, ved saadan en Beskuel¬
se, saa lad mig give mine Betragtninger fuld Frihed, og
udøse min gandske Siæl over saa uendelig en Materie, u¬


den at bekymre mig
øm de
Critike maatte foreskrive.
O J Engle! som staae omkring Thronen, J himmelske
Fyrster, som ere fortræflige i Styrke, og klædte med uge¬
meen Klarhed; Han, som satte eder i saadan høy Ære¬
Stand, som giorde eders Natur herlig med saadanne yp¬
perlige Gaver, han, hvilken J alle adlyde, og alle tilbede:
Han paatog sig ikke Englenes Skikkelse, men forenede sig
med skrøbeligt Kiød og Blød, og tog Deel med os elendige
Mennesker i vore Møysommeligheder, vore Lidelser, og alle
vore Skrøbeligheder, Synden allene undtaget: -
Paa det vi maatte, en Dag, opreyses til eders høye Bo¬
liger; antages i eders salige Samqvem, og istemme med
æders henrykte Chor, i at give Ære og Priis til Ham som
sidder paa Thronen, og Lammet, i all Ævighed.
zimle! hvis blaa Buer stige saa umaadeligen hønt
og strække sig saa umaaleligen vidt; forfærdelige runde Skue¬
Plads, i hvis store udstrakte Omkreds, Kugler af en utrolig
Størrelse ideligen fortsætte deres forunderlige Løb bundløse
Dybheder af Luft, hvor utallige Verdener flyde, og utallige
Verdener blive borte for vort indskrænkte Syyn; Han som
indrettede eders Afmaalinger med sit Spand, og dannede den
prægtige Bygning med sit Ord; Han var engang indviklet i
Børne=Svøb, og lagt i en Krybbe, paa det at de Vel¬
gierninger, som hans Folk skal nyde af hans høystfortienen¬
de Ydmygelse, maatte ikke have andet Maal for deres Værd


end Uendelighed, og i
tighed hol¬
de ud med Ævigheden.
OJStierner, som straale med saadan en undslukke¬
lig Glands igiennem Midnat=Skyerne; Søer af Jld, og
Middelpuncter af Verdener, skiønt J synes kun smaa Lyys¬
Funker; --- Han som skinnede med en væsentlig Glands,
utallige Tider førend eders blinkende Fakler bleve antænd¬
ke; og skal skinne med ævigvarende Majestæt og Skiønhed,
naar eders Sted skal ikke kiendes meere; Han var indsvøbt,
i mange Aar, i den dybeste Redrighed; laae skiult i den
foragtelige Stad Nazareth, laae forstillt under en Tøm¬
mermands Søns ringe Klæder; - - - paa det han maat
te plante Himlene, saa at sige, med nye Stierner, og op¬
høye Jdrdklumpene til en Glands, der overgaaer eders;
en Glands, der vil pryde end og Himlenes Himle, naar
skal forsvinde ligesom Røg, eller døe bort, ligesom Staal¬
slagne Gnister der forgaae i et Øyeblik.
Du Sool; u-udtømmelige Kilde af Lyys, og Hee¬
de og Vederqvægelse; uden hvis Nærværelse der vilde
blive et almindeligt Mørke, og utaalelig Gruelse; du,
som uden nogen anden Jlds Hielp udbreder Dag over
tusende Riger; og ikke indskrænker din Gavmildhed til
Riiger alleene, men udstrækker og dine oplysende Virk¬
ninger til Verdener omkring dig; du som opmuntrer,
opliver og vederqvæger alle Dyyr og Planter; saa dey¬
lig i dig selv, saa velgiørende og nyttig i dine Virkninger,
at de vildfarende Hedninge have tilbedet dig, og mistaget


dig for din Skaber; Han, som fyldte din Kreds med en
Overflødighed af Glands; Glands, som, naar den kaster sine
Straaler lige ud, er ufordrageligen skinnnende; men
naar de brækkes og falde tilbage, er fornøyeligen mild;
Han, for hvis Ansigt din Middag=Glands er kun en
Skygge; hvis Kiærlighed, naar den udøses i Hiertet,
er ueendeligen meere glædende, end dit klare Skin selv
efter Regnen= - -- Han har nedlagt sine alting=over¬
stigende Herligheder, og draget et Skiul over hans Gud¬
doms Glands, paa det, naar han talede med os An¬
sigt til Ansigt, som en Mand taler med sin Ven, han
maatte fordrive vor Forstands Mørke; Hans Ansigt
blev ilde medhandlet, han blev Menneskenes Spot og
Folkenes Foragt, paa det han, ved at aabenbare saa¬
ledes hans ømme Omsorg for vor Velfærd, maatte
udkaste mangen en Glæde=Straale i vore nedslagne Ge¬
mytter; at naar Tingene komme i en anden Stand,
han maatte klæde end og vor faldne Natur, med dette
prægtige Lyyses Herligheder, og lade alle de Retfæx¬
dige skinne som Solen i deres Faders Rige.
J Bierg =Gruber, riige paa gylden Erts, eller glim¬
rende af Sølv=Aarer; som uddeele eders skinnende Liggende¬
fæ, saa vidt som Vinden kand drive Kiøbmandens Skibe;
J som give eders Almisser til Monarker, og have Fyrster
til eders Pensionister;
J, Ædelsteenes
Føde=Steder, den mistroende Naturs Dukke=Skabe;
som danner, i mørk Eensomhed, den glimrende Steen.


Bie=Kuben.
No. 219.
Torsdagen den 12 Martii 1761.
Af Herveys Meditations and Contemplations.
D¬
emanter, som spille med en tindrende Klarhed; Ru¬
biner, som blusse med en blodrød Flamme; Sma¬
ragder, som ere dyppede i Foraarets friskeste grønne Far¬
ve; Sapphirer, farvede med Himmelens deyligste Pry¬
delse; Topatser, malede med en giennemtrængende guul
Glands; Amethyster, prydede med Morgenrødens Pur¬
pur: - -- Han, som farver Metallernes Støv, og hær¬
der den giennemsigtige Draabe; Han, da han vandrede
paa Jorden, havde ingen Riigdom, uden en uegennyttig
Velvilligheds Riigdom, havde ingen Smykker, uden en
ubesmittet Reenheds Smykker; fattig var han i hans Om¬
stændigheder, og ringe i alle hans Beqvemmeligheder;
paa det vi maatte blive riige i Naade, og faae Saliggiø¬
relse med ævig Herlighed; at vi maatte ævigen arve det nye
Jerusalem, den skinnende Stad, hvis Gader ere lagte med


puurt Guld, og hvis Muure prydede
bare Steene. Aabenb. 21 Cap.
J grønnede Skove, som krone vore Høye, og ere selv
kronede med herlige Løv og Blade; J nedrige Buske, pry¬
dede, om Foraaret, med aabnende Blomster, og viftede
om Sommeren, med sagte Vinde; J, som i langtfra¬
liggende Lande, eller i dyrkede Hauger, udaande en krydet
Lugt, hvormed J behageligen opfylde Luften; Eders al¬
lerher ligste og ævigvelsignede Skabers Hoved var omgi¬
vet med en Tørne=Krone; hans Ansigt haanligen bespyt¬
tet og besmittet, og hans Legeme badet i en blodig Sveed;
Paa det vi maatte bære den Krone, den Herligheds Krone,
som ikke visner, og leve ævindeligen, omgivne af For¬
nøyelser, der saa meget overgaae eders, som eders over¬
gaae Vinterens fæle Ødeleggelser.
Du udbreedte Viinstok; Han som hænger paa dine
spæde Qviste, den saftige, klare, vægtige Klase; Som
under dine usmykkede Blade, og igiennem Aarerne af di¬
ne ellers unyttige Greene, bereeder den Saft, den fiine
og herlige Saft, som opmuntrer Nationer, og fylder
Glædskabs Skaal; - -- J Frugt Træer, hvis Greene
opstige og svæve i Luften, eller ere udspreedte i en lidelig
Tvang, langs ad en Sool=Væg; Han som betynger eder
med en angenem Byrde af lækkre Frugter; hvis vederqvæ¬
gende Varme giør deres Skall deylig, og deres Smag
Han, da han frivilligen havde underkastet
liflig;
sig vore Mangeler, i stedet for at blive forfrisket med eders
ædle Saft, eller spiiset med eders velsmagende Kiød, maat¬
te lide, at man holdt til hans Læber en væmmelig Drik


af Edike, blandet med Galde-
Paa det vi maatte
æde af Livets Træes Frugt, som voxer midt i Guds Pa¬
radiis. Aabenb. 2 Cap. 7 v. og drikke ny Viin med Han¬
nem, i hans Faders Rige.
J Græs riige Enge; Han, som uden Sædemandens
Fliid fylder eders vædskefulde Skiød med aldrig feylende
Stakke af Urter; som udziirer deres angenemme Grønne
med Blomster af alle Slags Farver;
frugtbare
Korn=Marke; Han som velsigner Bondens Arbeyde, som¬
beriger eders vel=dyrkede Agre med bølgende Høst og frem¬
kalder Livets Stav af eders Fuurer; Han som giør, at
baade Enge og Marke lee og siunge af Overflødigheds Fyl¬
de,
Han maatte prøve den nagende Hunger og
brændende Tørst; Han aad Kummers bittre Brød, og
havde mængde af Taare at drikke:
paa det vi maat¬
te nyde Deel i herligere Rætter, end de som frembringes
ved Himmelens Dug, og fremkomme af Jordens Feedme;
at vi maatte æde af det skiulte Manna, og spiise af det
Brød som giver Verden Liv, ævigvarende Liv.
Fugle, fornøyelige Jndvaanere i Skoven, depligen
klædte i glindsende Fiære, J som opvække Morgenen, og
forlyste Lundene med eders ukunstede Sang; J forunder¬
lige Bygmestere, som uden Linier eller Rettesnoor, op¬
føre eders hængende Bygninger med en uefterlignelig Fliid
og Orden; hver af eder har sin beqvemme Reede, bedæk¬
ket med Skygge, og foøret med Varme, for at beskytte og
vederqvæge de nøgne Unger; --- Men Han, som stem
mede eders Struber til Harmonie, og lærte eder den for¬
underlige Kunst; Han var en Mand, der vedste hvad Sorg


var, og havde ikke det Sted han kunde hælde sit Hoved
til; indtil han følte Dødens Smerter, og blev henlagt i
Paa det vi, boende under den Al¬
den stille Grav;
mægtiges Vinger, og hvilende i den uendelige Kiærlig
heds Skiød, maatte fremdrage en velklingende Ævighed
med at siunge Moses Sang og Lammets Sang.
J Bier, vindskibelige Arbeydere, som med flittige
Vinger giennemfare den blomstrende Hauge; og randfa¬
ge den grønnende Mark, og nippe af den honningflydende
Dug; J som vide ikke hvad det er at være ørkesløs; som
med en uophørlig Fliid, drive eders behagelige Arbeyde;
som lade ikke noget aabnet Blomster blive uprøvet, ingen
Soelskin gaae forbi uden at benytte eder deraf; J sindrii¬
geste Kunstnere, som hænge eder fast ved de vellugtende
Knoppe, og med eders fiine indstukne Røør, prøve dem
lige til Bunden; uddrage deres samlede Sødheder, ja¬
end og den inderste vellugtende Kraft af Urter, og Plan¬
J, naar J have fuldført eders
ter, og Blomster;
Arbeyde, samlet, luttret, og sikkert forvaret den velsma¬
gende Forraad; og maatte nu med billighed vente at ny¬
de i Fred hvad J have forhvervet; Aha! da blive J grum¬
meligen dræbte, og efterlade eders lækkre Liggendefæ til an¬
dre; efterlade dem end og til at nydes af eders Mordere selv.
Jeg kand ikke bare mig for at bejamre eders haarde Skæb¬
Hvorledes skulde da mine Jndvolde lyde af
ne!
Medynk, og mine Øyne løbe over af Taare, naar jeg be¬
tænker, at saaledes, saaledes gik det med eders og vores
Skaber, der er blevet Menneske! Efter et Liv af den meest
exemplariske og nyttigste Gudsfrygt; et Liv opfyldt med
Velvilligheds Tienester og Kiærligheds Gierninger, blev


han af ugudelige Hænder korsfæstet og dræbt: Han efter¬
lod hans Arbeydes Honning, hans Blods Balsam, og
hans Lydigheds Riigdom, til at deeles iblandt andre; at
deeles end og iblant dem, som alt for ofte korsfæste ham
paa ny, og aabenbare forhaane ham.
Skal jeg nævne det Creatur, som spinder sin bløde,
sin skinnende, sin overmaade fine Silke-Traad; Hvis ma¬
geløse Manufacturer laane Prydelser til Høyhed, og giø¬
re den Kongelige Værdighed selv end meere prægtig.
Skal jeg melde om det snevre Kammer, i hvilket den lille
Eremit, naar Livets Lystighed og Forretninger ere forbi,
indmurer sig selv, og lever sine øvrige Dage i Eensom¬
Skal jeg heller betragte den Grav, hvilken
hed?
den, mæt af Fornøyelse og mødig af Verden, bereder til
sin egen Begravelse; eller hvorledes den, naar en fastsat
Tiid er forløbet, opvaagner af en Død=lignende Ubevæge¬
lighed; giennembryder sin Gravs Indhægning, afkaster
sit mørke Jordeklæde; antager en ny Skikkelse; ifører sig
en herligere Dragt; og af en krybende Orm paa Jorden,
Ney: det¬
bliver en vinget Jndvaaner i Luften?
te er kun en usel Orm; og derfor uværdig til at bruges som
en Oplysning, naar nogen af Guds Søns Egenskaber
lad mig
kommer under Betragtning. Men
rette mig selv. Var ikke Christus (efter hans egen velsig¬
nede Aands Sprog) en Orm, og ikke et Menneskes Psal.
22. 6 v. Har han ikke ligeledes bestemt og skænket sin e¬
gen fuldkomenste Retfærdigheds fiine Linnet til et Brøllups¬
Klæde for vore nøgne Siæle, Opstød han ikke, førend hans
Kiød saae Forkrænkelse, triumpferende af Graven og sti
gede op ikke alleneste til det nederste Firmament, men til


de høyeste Himle, tagende i Besiddelse disse udødelige
ger, paa vore vegne, og som vor Forløber.
J Qvæg, som hvile i eders indsluttede Græsgange;
I Dyyr, som drive omkring i den viide Skov; J Fiske
som fare omkring igiennem Havets uspoorlige Veye;
Faar, klædte i Klæder, hvilke, naar J have lagt dem af,
blive baarne af Konger; J Køer, som æde Græs og Ur¬
ter, hvilke, naar de ere forvandlede i eders Legemer, og
udmalkede af eders Yver, forskaffe Dronninger et behage
ligt Maaltiid; J Løver, som brøle efter eders Rov; og
Hvalfiske, som opholde eder i det store Dyb, tillige med
alt hvad der klavrer op paa Høyene, eller kryber i Dale¬
ne; alt hvad der flyver i Luften, og træder paa Jorden
Han som breder sit al¬
eller svømmer i Havet.
tiid aabne Bord, som antager eder alle til hans bestandi¬
ge Giæster, og lader eder ikke lide Mangel paa noget Got;
Han var forladt, plaget, og martret; udstoed
alt hvad der var elendigt og haanligt, for at ophøye en
vanslægtet Art, der havde fornedret sig selv til de umælen¬
de Dyyrs liige, som forgaae, til de høyeste Ære=Sæder;
for at indføre Syndens Slaver, og Helpedes Arvinger,
til fuldkommen og ævigvarende Salighed.
Lad da hans Priis frembryde fra alle Creature; lad
de ringeste saavelsom de største kiende sig udygtige til vær
digen at udtrykke hans forunderlige Godhed.
Engle og Over=Engle, lad eders Sang være om JEsus,
og lærer Himlenes Himle at lyde igien af hans herlige
Naun; J saae ham med en meere henrykkende Forundring,
da J vare omkring ham i hans Døds Striid i Urtegaarden,


og saae ham nedkastet paa Jorden; end da J saae den gand¬
ske Natur fremkomme efter hans Bud, og saae hans ska¬
bende Almagts forunderlige Gierninger; Stemmer, stem¬
mer da eders Guld=Harper i de høyeste Toner, og opvækker
Henrykkelser, der aldrig tilforn have været følte end og i de
himmelske Hierter; medens alt hvad der haver Aande, forø¬
ger den hellige Concert, og udbryder i en uendelig Melodie.
Fornemmeligen lad Mennesket opløfte sin Røst; lad
Mennesket med meere eftertrykkelige Hosianner, lykønske
Forløseren. For Mennesket blev han udstrakt paa det
smertelige Kors; for Mennesket blev han henlagt i den
mørke Grav. Hvor ullige, derfor, J end ere i eders Al¬
der, eller meere uliige i eders Omstændigheder, saa værer
enige i at herliggiøre en Frelser, der ikke anseer Personer;
som gav sig selv til en Forløsning for alle.
Bøy¬
er eder, J Konger, fra eders Throner af Elfenbeen og
Guld, i eders Kongelige Purpur=Klæder, nedfalder for
Hans Fødder, som forlod en ædlere Throne, og bortlagde
meget herligere Regalier, paa det J maatte regiere med Gud
altiid og ævindelig.
I Armods Børn, de rin¬
geste iblant Menneskene, (om nogen kand kaldes arm, der
er saaledes beriget, om nogen kand agtes ringe, der er
saaledes giordt til Adel); glæder eder, glæder eder storli¬
gen i Gud eders Frelser; der frivilligen blev arm, frivilli
gen blev foragtet, paa det J maatte blive berettigede til
Himmelens Liggendefæ, og til at regnes iblant de himmel¬
ske Fyrster.
Sorgs og Gienvordigheds Børn,
skiønt J plages med Smerte, og ere vante til Jammer,
O! forvandler eders Suk til Taknemmeligheds Sange;


lad ingen Klage=Røst, ingen skurrende Lyyd høres i det al¬
mindelige Sympfonie; men priiser Lammet, end og i Jl¬
den; som selv udstod større Piinseler, end J føle, og har
lovet eder en Deel i den Glæde han har arvet; som har
giordt eders Lidelser korte, og vil giøre eders Hvile ævig.
J Graahærdede, som gaae nedbøyede under en Byr¬
de af Aar, og rave paa Gravens Bred; lad Christus væ¬
er eders Støtte og Stav, under alle Skrøbeligheder;
hælder eder til Christum som eders Saligheds Klippe; lad
hans Naun, hans dyrebare Naun, blive det sidste Ord,
og lad
som bæver paa eders blege døende Læber;
det være det første, som læsper paa eders Tunger, J spæ¬
de Børn; kommer eders Forløser ihu i eders første Øye¬
blik; Opofrer eders beste Timer til at lære hans Villie,
og eders beste Kraft til at herliggiøre Hans Naun, som i
den fuldkommenste Helbred og i den blomstrende Mand¬
dom, beqvemmede sig til at blive et livløst, bleegt Legeme,
paa det J maatte vorde omgiordede med Styrke, og be¬
klædes med en blomstrende udødelig Ungdom.


Bie=Kuben.
No. 220.
Torsdagen den 19 Martii 1761.
Af Herveys Meditations among the Tombs.
eller
Betragtninger iblant Gravene.
H¬
vad for en Figur er det som falder mig i Øynene oven
fra Veggen? den er ikke alleneste sat høyere end de
andre; men har og en meere prægtig og kostbar Anseelse
end sædvanligt. Sværd og Spyd, mordiske Reedskab og
Drabs Instrumenter pryde Steenen med en forskrækkelig
Pragt.
Jeg seer at det er en ædel Krigs
mands Grav=Minde.
Bliver saadan Ære, tænkke jeg, ydet denne tappre
Soldats Hukommelse, fordi han har opofret sit Liv for det
almindelige Beste?
Hvad Æres-Beviisninger,
hvad udødelige Æres=Beviisninger tilkomme da vor Sa¬


Hvilken, endskiønt han er HEr¬
liggiørelses store
Fyrstes
re over Englenes Hærskarer, og øverste befalingsmand
over de Himmelske Aander, frivilligen opofrede sig selv til en
blodig Forsoning for Syndere?
Den ene Døde, saasom han var et dødeligt Menne¬
ske; og alleneste opgav et Liv, som var længe tilforn for¬
brudt til den guddommelige Retfærdighed; som snarligen
maatte blevet overgivet som en Giæld til Naturen,
dersom det ikke var faldet som et Rov for Krigen:
Men Christus antog vort Kiød, og opgav sin Aand,
skiønt han var den store JEG ER, alt Væsens Kilde,
som kalder Lyksalighed og Udødelighed gandske sit eget.
Han som agtede det ikke for et Rov at være Gud liig; han
hvis Udgange ere af Ævighed; han selv blev i Skikkelse
som et Menneske, og bortrevet af de Levendes Land. For¬
undrer eder, J Himle! Forfærdes, O Jord! Han døde
Døden, om hvilken det vidnes, at han er den sande Gud
og det ævige Liv. Joh. 5 Cap. 20 Vers.
Den ene gav sig selv i Fare i hans Konges og
hans Fædernelands Tieneste, hvilket, endskiønt det var
priseligt at giøre saa, vilde været skammeligt, i slige
Omstændigheder, at undslaae sig for
Men Chri¬
stus gik i Striden, skiønt han var den velsignede og
eeneste Potentat; Kongernes Konge, og Herrernes
Herre. Christus begav sig i Striden, skiønt han var
vis paa at falde i Slaget; og iførte sig Harnisket,
skiønt han vedste forud, at det skulde dampe af hans
Blod. Denne himmelske Prints overgav sin Kongeli¬
ge Person ikke blot til en Hændelse, men til det uund¬
gaaeli¬


gaaelige Stød, til Døden, vis i
Ankomst, og be¬
væbnet med alle sine Gruelser.
Og for hvem
Jkke for saadanne, som i nogen Maade fortiente det;
men for hans egne ulydige Creature, for at skaffe for¬
dømte Misdædere Naade; for en Bande af Oprørere;
en Slægt af Forrædere; de strafværdigste og u undskylde¬
ligste af alle Misdædere, hvilke han kunde overgivet til
at omkomme i deres Ugudeligheder, uden hans God¬
heds mindste Fornærmelse; ja til hans hevnende Ret¬
færdigheds herlige Aabenbarelse.
Den ene døde, formodentligen, i en Hast; blev
snart saaret, og snart dræbt; en Kugle skudt i hans
Hierte: et Sværd stødt i hans Bryst: eller en Striid¬
Øxe kløvende hans Hierne, kunde giøre en hastig Ende
paa hans Elendighed, aflive ham som i et Øyeblik.
Da derimod den guddommelige Forløser døde i
langvarige og langsomme Piinseler. Hans Smerter
vare saa seendrægtige, som de vare udsøgte og hæftige.
End og i Begyndelsen til hans sidste Lidelser, hvilken
Byrde af Bedrøvelser overvældede hans hellige menne¬
skelige Natur! indtil dens ulidelige Trykken udpressede
Blod i stedet for Sveed, af hans gandske Krop; indtil
den Purpurrøde Flod badede hans Legeme, bestænkte
hans Klæder, og farvede Steenene selv. Men da det
sidste Optog af Sørge=Spillet begyndte, da Bøddelens
Hammer havde naglet ham til Korset; O! hvor man
ge jammerfulde Timer hængte denne høye Lidende, et
Spectakel af Vee, for Gud, for Engle, for Menne¬
sker! Hans Tindinger forrevne af Torne=Kronen! Hans
Hænder og Fødder kløvede af de grove Jern=Søm!


Hans Kiød skiult a
svie og dødelig Smerte
aar, med
i enhver Aare! og hans Siæl, hans inderste Siæl
giennemboret af ubeskrivelig Jammer og Angest! Saa
lange hængte han, at Naturen igiennem alle sine Grænd¬
ser, blev sat i medlidende Bevægelser. Jorden kunde
ikke længere udholde saadanne barbariske Forsmædelser,
uden Skælven; ey heller Solen see dem, uden Gruel¬
se. Ja, saa længe hængte han i denne yderste Piine,
at endog de Dødes langtfraliggende Egne bleve oprørte
derved.
Forglem aldrig, O! min Siæl, forglem
aldrig den forunderlige Sandhed: Guds Lam blev knu¬
set, blev slagtet med den yderste Umenneskelighed, og
taalte Døden i al dens Bitterhed, for dig. Hans Mor¬
dere, med en overlagt Grumhed, skænkte ham saaledes
af den dødelige Skaal, at han smagte hver en Draa¬
be af dens Galde, førend han drak den ud lige ind¬
til Bærmen.
End videre: den ene døde som en Helt, og faldt be¬
rømmeligen paa Valdpladsen;
Men døde ikke
Christus som en Daare døer. 2 Samuels 3 Cap. 33 Vers.
Jkke paa Ærens Seng, med Æres Arr i hans Bryst,
men ligesom en afskyelig Forræder paa et Kors; med Rib¬
ler af den skændige Svøbe paa hans Ryg. Ja den velsig¬
nede JEsus nedbøyede sit Hoved paa det forbandede Træe,
og opgav sin Aand imellem to skammelige Røvere; op¬
hængt imellem Himmel og Jord, som et Udskud af begge,
og ikke værdig til nogen af dem.
O! hvad tilbørlig Vederlag af brændende og tilbeden
de Andagt, kand vi giøre den Guds Hellige, der døde saa


ledes, paa det vi maatte leve
døde i
kændsel og Qval,
paa det vi maatte leve ævigen i den høyeste Glæde, og sid¬
de ævigen paa Herligheds Throner. - -- Ah! det er
ikke i vor Ævne, vi afmægtige, følesløse Mennesker, at
være tilbørligen taknemmelige. Han alleene, som be¬
viser saadan ubegribelig riig Naade, kand antænde en ret
brændende og taknemmelig Kiærlighed. Byg da dig selv,
allernaadigste Jmanuel, byg da dig selv, et ævigvarende
Grav=Minde, af Taknemmelighed i vore Siæle. Skriv
deri din mageløse Godheds Erindring, ikke med Blæk og
Pen; men med det dyrebare Blod, som flød af dine strøm¬
mende Aarer. Jndgrav den, ikke med Hammer og Jern,
men med det skarpe Spyd, som giennemstak din velsignede
Side. Lad det staae kiendeligt og u-udsletteligt, ikke paa
udvortes Steen=Plader, men paa vore Hierters inderste
Tavler.
Her tog min Betragtning Vinger, og i et Øyeblik
nedstigede i Urtegaarden ved Calvarie=Bierg. Efter at jeg
havde beskuet mine afdøde Med=Creatures Hvilested, syntes
mig, jeg længtes efter at see det Sted, hvor vor HErre
laae. - -- Og, o! hvilket høystforunderligt Syyn blev
fordum fremstillet i denne mærkværdige Grav! Han (*) der
ifører sig Lyys som et Klædebon, og gaaer paa Væirets
Vinger, fandt for godt at bære Dødeligheds Dragt, og
boede
M¬
(*) Hans Omhæng Mørket er, og Støv hans Seng; skiønt Solen¬
Med alle Stierner er Støv neden for hans Throne.
Poungs Nat=Tanker.


Hvo kand igienta¬
boede iblant de nedlagte
ge den forunderlige Sandhed for øfte? hvo kand opholde
sig ved den henrykkende Text for længe; Han, der sidder
paa Thronen i Herlighed, og udgyder Salighed iblant alle
de himmelske Hærskarer, var fordum et bleegt og blodigt
dødt Legeme, og trykte denne lille Plæt.
O Død! hvor stor var din Triumpf i den Stund! Al¬
drig havde dine mørke Riger saadan en Fange tilforn.
Fange, sagde jeg! Ney, han var meere end Overvinder.
Han stod op, langt mægtigere end Samson, af en kort
Slummer, nedbrød Portene, og sløyfede Fæstningerne i
Og dette, o Mennesker! er
disse mørke Lande.
eders eneste Trøst og Sikkehed. JEsus har betrædt den
forfærdelige Sti, og jævnet den for eders Gang.
JEsus, sovende i Gravens Kamre, har oplyst den fæle
Bolig, og efterladt sig en indbydende Lugt i disse Støvets
Senge. Den døende JEsus (lad den trøstelige Sandhed,
aldrig komme af eders Hu! den døende JEsus) er eders
sikkre Beskyttelse, eders utvilagtige Leydebrev igiennem
Gravens Grændser. Troer paa ham, og de skal blive eder
en Landevey til Zion, bringe eder beholdne til Paradiis.
Troer paa ham, og J skal intet tabe, men nyde en usige¬
lig Vinding ved eders Opløsning. Thi, hører hvad det
himmelske Orakel siger om denne vigtige Sag: Hvo som
troer paa mig, skal aldrig døe. Joh. 11 Cap. 26 Vers.
Hvilken høy, hvilken eftertrykkelig Tale er denne!
Saa meget maae den i det mindste have udi sig:" Denne
sidste Omskiftelses Natur skal blive forunderligen for¬
8t andret til bedre. Den skal ikke længere paalegges som


en Straf, men forundes som en Velsignelse: Til saa¬
danne Personer skal den komme med saadant et Følge af
Velgierninger, at det vil blive et Slags lyksalig Urigtig¬
hed at kalde det at døe. At Døe! Ney, det er da at de
i Sandhed begynde at leve. Deres Udgang er Enden
paa deres Skrøbelighed, og deres Indgang til Fuld¬
kommenhed; deres sidste Suk er Begyndelsen til Liv og
Udødelighed.
O! J frygtagtige Siæle, som forskrækkes ved at hø¬
re Sang=Klokkerne; som bleegne ved at see en aaben Grav;
og kand neppe beskue en Liigkiste eller et Døding=Hoved,
uden en gysende Gruelse; J, som ere i den hæslige Tyrans
Trældom; og skælve naar han svinger med sit Jern=Riis;
raaber hæftigen til eders Aands Fader, om Troen til hans
kiære Søn. Troen vil frie eder af eders Slaverie (*);
Troen vil giøre eder dristige til at træde paa (dengrumme¬
ste af alle) Slanger. Luc. 10 Cap. 19 v. Naar den gam¬
le Simeøn fatter Barnet J Esum i hans Kiøds Arme, og
den herlige Midler i hans Troes Arme, da farer han hen
i Rolighed og Fred. Den bittre Forfølger, Saul, da han
havde vundet Christum, og blev fundet i Christo, da læn¬
ges han efter at blive befriet fra det besværlige Leer; og
bliver henrykt af Glæde, naar han betragter sin nærtil¬
stundende Opløsning. Philip. 1 Cap. 23 v. 2 Timoth.
4 Cap.
*) Vor Skræk for Døden er det Bierg, som Troen fløtter;
Det Troen er, som Gift og Brod fra Døden tager;
Trø; og du skal din Grav da med Trsumpf betragte.
Poungs Nat=Tanker.


4 Cap. 7. 8. v. Mig synes jeg seer en anden af Jmmanu¬
els Efterfølgere, som, i Tillid til sin Frelser, og lænen¬
de sig paa sin Elskede, gaaer ned til de stille Skygger, u¬
forfærdet og munter. 2 Petr. 1. 14. I dette mægtige
Naun har et utalligt Sælskab af syndige Creature opreyst
deres Bannere, og overvundet formedelst Lammets Blod.
Ved Fuldmagt af din Saligheds Anfører, kand Du ilige¬
maade sætte din Fod paa denne Forskrækkelsers Konges
Hals. Forsynet med denne Gift=Lægedom, kand Du ili¬
gemaade forlyste dig ved Øglens Hul, og stikke din ufor¬
færdede Haand i Basiliskens Hule. Du kand føle Øglen
hænge sig fast (Apostl. G. 28 Cap. 3. 5. v.) ved din dødeli¬
ge Deel, og dog ikke frygte for noget Ondt; du skal paa
hin Dag ryste den af ved en glædelig Opstandelse, og ikke
lide nogen Skade.


Bie=Kuben.
No. 221.
Torsdagen den 26 Martii 1761.
Af the World No. 177.
D¬
e tvende efterfølgende Breve ere saa underligen stridi¬
ge, og de unge Personer, som der meldes om i dem,
passe sig saa besynderligen tilsammen, at omendskiønt jeg
har aldrig paataget mig at være en Talsmand for dem,
der legge sig efter at stifte Ægteskab, saa kand jeg dog ikke
andet end ønske, at de, ved Anledning af nærværende Blad
maae blive bekiendte med hinanden. Og det er for denne
Aarsag, at jeg har taget den første Leylighed i Agt, at
udgive deres Forældres Breve.
Til Msr. Fitz=Adam.
Min Herre,
S¬
aasom J har paataget eder det tienstagtige Embede at
raade Bod paa Besværinger, saa skal jeg forestille e¬


der een, hvilken jeg er vis paa at J maae ofte have mær¬
ket, endskiønt jeg ikke erindrer, at J har hidindtil skrevet
derimod. Den Besværing jeg taler om, er af saa forder¬
velig en Virkning, at Vittighed, Forstand, Lærdom,
Kundskab, Læsning og Reyser ere blevne gandske unyttige
derved, og hvorved den allerulærdeste Klods, som har al¬
drig gaaet i Skole, eller aabnet en Bog undtagen Even¬
tyrer, al den Stund hans Person er udvortes tilbørligen
pyntet, bliver agtet lige saa god som en Herre, der besid¬
der de største Fuldkommenheder. Denne Besværing, Mr.
Fitz=Adam, er intet andet end den fordervelige Vane at
spille Kort, hvilken har nu paa nogen Tiid saa alminde¬
ligen taget Overhaand i alle private Familier, saavelsom
offentlige Forsamlinger.
Jeg betragter ikke denne Vane i fine nødvendige Føl¬
ger, i det mange derved forøde deres Midler, svække deres
Helbred, bringe deres Sind i Uorden; at denne Vane op¬
vækker Klammer og Trætte, og giver Anleedning til næ¬
sten ueendelige Fortrædeligheder og Uroligheder; thi naar
den betragtes kun paa denne Side, da er den alleeneste
skadelig for disse, som befordre den; og er af liden eller
ingen Betydning for andre Mennesker, som tage ikke
Deel i dette Onde.
Jeg maae sige eder, min Herre, at jeg har een eneste
Søn; og saasom jeg har et stort Gods at efterlade ham,
saa har jeg givet ham den meest fuldkomne Optugtelse, som
kand faaes her i Landet; og det er mig den høyeste Fornøy¬
else, at al den Fliid og Bekostning jeg har anvendt paa
ham, er ikke blevet unyttig. Da han havde fuldendt sine
Studeringer ved Universitætet, og gjort sig fuldkommen i
Londen i alle de Artigheder, som ere fornødne for et ma¬


neerligt ungt Menneske, sendte jeg ham, under en meget
ypperlig Hovmesters Anførsel, udenlands til at reyse i¬
giennem Frankerig, Jtalien og Tydskland; hvorfra han,
efter fire Aars Fraværelse, kom tilbage nu i Vinter, og
havde forbedret sig langt meere end jeg nogensinde kunde
haabet.
Men, ah! min Herre, da jeg ventede at see ham ag¬
tet og æret i alle Sælskaber, og at man vilde allevegne
lykønsket mig og priset mig lyksalig fordi jeg havde saadan
en Søn, saa fandt jeg, at alles Tanker vare saa henvend¬
te til Kort, at ingen gav mindste Agt paa hvad han havde
lært; og at alle de Omkostninger og al den Omsorg jeg
havde anvendt paa hans Opdragelse, tiente ikke til andet
end at giøre ham skikket til at være i Sælskab med sig selv
og med nogle faa Venner, som ere ikke efter Moden, og
have ingen Omgængelse med Verden.
Dersom denne umættelige Spille=Lyst bliver ved
da var det lige saa got at vore offentlige Skoler og Uni¬
versitæter bleve afskaffede, og at udenlands Reyser og al¬
le andre Midler til at forhverve Kundskab og Artigheder
bleve reent forbudne; og at, i deres Sted, andre Skoler
bleve oprettede i denne Hoved=Stad, og beqvemme Lære¬
mestere beskikkede til at underviise vore Børn i de første
Grund-Regler, i Femkort, Puk etc. indtil de vare blevne
saa gamle, at de kunde legge sig efter de andre Slags Spill,
som udkræve meere Skarpsindighed og Eftertanke, paa
Msr. Hoyles Akademie. Paa denne Maade skulde vore
Børn blive opdragne til at giøre en Figur i Verden, og
deres Forældre kunde spare den Umag og Bekostning at gi
ve dem en unyttig Optugtelse.


itz-Adam, at J vilde give os eders
Jeg ønsker, Msr.5
Tanker om denne Sag, hvilke ville visseligen blive behagelige
for den ærbare Deel af eders Læsere, og storligen forpligte,
min Herre,
eders ydmygste Tiener,
C. Y.
PS. Efterat jeg havde skrevet ovenstaaende, har jeg gien¬
nemseet eders første Blade; og giør det mig ondt at finde,
at Msr. Fitz=Adam selv er saa aldeles efter Moden, at han
med sin Pen bestyrker og berømmer den Misbrug jeg har
besværet mig over: Udi et af eders Blade behager det e¬
der at udtrykke eders Tanker i disse Ord: 6
Jeg anseer
KORT som en uskyldig og nyttig Tiidsfordriv, der er
indført, for at afbryde de ordentlige Samtaler og pri¬
vate Stridigheder i vidtløftige Sælskaber, og for at skaf¬
fe et Menneske noget at giøre, som har intet at tale om.
Dersom jeg havde været eders Raadgiver, Msr. Fitz=Adam,
da skulde J have skrevet saaledes: "
Jeg anseer KORT
som en ufornuftig og skadelig Tiidsfordriv, der er ind¬
ført for at afbryde de opbyggelige og nyttige Samtaler,
og opmuntrende Jndfald i alle Sælskaber, og for at
giøre vittige og forstandige Folk lige med Narre og
Spradebasser. Dette er virkeligen Sagens sande Be¬
skaffenhed; og dersom J overveyer den som J bør, da
haaber jeg, J vil kalde eders Mening tilbage igien, lige¬
saa offentligen som J har givet den.
Eders etc.
Det andet Brev er fra en Moder, der beklager sig o¬
ver hendes eneste Datters halstarrige Tilbøyelighed.


Min Herre
eg er en Enke paa fem og tredive Aar, med et artigt
Livgeding, og har forkastet mange gode Tilbud for en
eneste Datters Skyld, hvilken jeg har stræbt at opdrage
paa den allermaneerligste Maade, som mig mueligt var.
Hun vil faae tolv tusende Pund til Medgift, naar hun
bliver myndig, og jeg har underholdt hende paa min egen
Bekostning, paa det Renten af hendes Penge maatte leg¬
ges til Capitalen. Jeg forsikkrer eder, min Herre, at jeg
er ikke som andre Mødre, der ere saa unge, og see saa vel
ud som jeg, hvilke, for at synes yngere end de virkeligen
ere, indslutte deres opvoxne Døttre hiemme, paa det
disse skal ikke stikke dem ud i offentlige Forsamlinger. Jeg
takker Himmelen, at jeg behøver ikke saadanne Kunstgreb;
thi saa ofte jeg gaaer ud med min, bliver jeg taget for hen¬
des Søster, og jeg har den Fornøyelse at mærke, at
Mandfolkene sige langt meere Høfligheder til mig, end
min Datter kand nogensinde vente. Jkke at Pigen er en¬
ten hæslig eller uskikket; hun er og lige saa høy, som hen¬
des Moder, og har været giftefærdig et Aar eller to, thi
hun fyldte sit femtende Aar sidste tolvte Martii; men, som
en Oberst i Garden behagede at sige til mig for faa Dage
siden i et Sælskab, jeg har en vis Anseelse og Maneer,
som min Datter maae aldrig vente at naae.
Jeg melder om disse smaa Ting, min Herre, for at
overbeviise eder, at jeg har ikke den Aarsag, som andre
Mødre, til at indslutte min Datter hiemme, naar jeg
gaaer ud; tvert imod, jeg har, Tiid efter anden, ført
hende til alle de artige Forsamlinger i Staden; men, ah
min Herre! jeg kand ikke giøre hende skikket til at være i
Sælskab med Folk efter Moden. Hun vil hverken spille


Kort med dem, ey heller indlade sig i deres muntre Sam¬
tale. Hun vil endog blive rød over (hvad hun kalder) de
Friheder jeg tillader Mandfolkene at tage hos mig. Og
hvad disse nydelige Tvetydigheder angaaer, som saaledes
opliver alle private Sælskaber, da kand jeg ikke lære
hende at forstaae dem, om det end galdt mit Liv. Vel
har Pigen ikke saa hviid en Hud som hendes Moder, ey
heller kand hun bryste sig af at have saa vakkre Skuldre,
eller saa deylig en Hals, som jeg (unden at rose mig selv,
stedse var berømt for. Men dog, Msr. Fitz=Adam, ere
disse Parter af hendes Person ikke gandske hæslige, om¬
endskiønt hun vilde faae alle Folk til at troe det, efterdi
hun altid fæster sit Tørklæde tæt under Hagen.
Jeg har taget mig umaadelig Umag med hendes Opdra¬
gelse, for at danne hende efter Verden; men jeg er saa ulykke¬
lig og maae see, at hun, af en ubegribelig Vrangvillighed,
vil heller indslutte sig i sit Kammer, og hænge over Spectator,
(hvilken hun har gandske vist læst 20 Gange igiennem) end sæt¬
te sig ved et Spillebord med det fornemste Sælskab i Engeland.
Og dog alligevel fattes Pigen ikke heller Forstand; ja hen¬
des Farbroder paa Landet, som er en geistlig Mand og en
Erke=Degn, paastaaer at hun er det artigste unge Fruen¬
timmer paa nærværende Tiid i Engeland. Men hvad kand
en Præst paa Landet vide af Artigheder, Vi som leve i den
fornemme Verden, ere gandske vist de beste Dommere om
slige Ting. Vel spiller hun meget got paa Claveer, og har
en overmaade deylig Stemme; men Ulykken er, at naar
hun skulde klæde sig paa til et Ball eller Apartement, saa
sidder hun enten og øver sig paa et Jnstrument, eller syn
ger paa en Arie, saa at jeg maae nødes til at kiøre bort u¬
den at have hende med mig, eller jeg maae bie indtil alle


Spille=Borden¬
ere besatte. Jeg blæser ad hendes Artig¬
heder; jeg er vis paa de have næsten brækket mit Hierte;
og jeg troer virkeligen, jeg skal faae Lyst til at gifte mig i
gien, paa det jeg maae faae andre Børn der ville bedre
arte sig. Det er ikke længere siden end forgangen Søndag,
da jeg havde fordrevet Aftenen med at spille Kort, i det
vakkerste Sælskab i Byen, (hvor jeg vilde gierne haft hen¬
de med) fandt jeg hende, da jeg kom hiem, i hendes Kam¬
mer, hvor hun sad og læste en Prædiken for hendes Pi¬
ge. Jeg er aldeles ikke imod Prædikener, Msr. Fitz=Adam,
de ere gode nok i Kirken; og naar de blive opmuntrede ved
got Sælskab, kan jeg lide dem saa vel som nogen; men Mor¬
genen er den rette Tiid for disse Slags Ting, og de bør al¬
drig være i Veyen for meere behagelig Tiidsfordriv.
Pigen har endnu ogsaa en anden Grille. J maae
vide at hun er af Naturen bleegladen; men jeg maae sige
og giøre hvad jeg vil, saa kand jeg dog ikke faae hende til
at bruge lidet Rødt, endog da hun hver Dag seer hvor vel
det lader mig, som dog ikke saa meget behøver det; saa at
hun gaaer i Sælskab ligesom en blot Aand; men af hvad
Kiøn hun er, vilde blive vanskeligt at sige, dersom hendes
Skiørter ikke vare; thi hun er gandske skiult fra Top til
Taa. Hun var saa næsviis og sagde til mig forgangen
Dag, at jeg vilde hun skulde klæde sig og see ud som et
Fruentimmer til Tieneste. Jeg vilde at J skulde klæde
eder og see ud som et Fruentimmer efter Verden, Jomfrue,
sagde jeg; men til eders Skam maae jeg sige det, at der e¬
re Fruentimmer til Tieneste, som ere i Stand til at for¬
bedre eder. Een kand vel see ud som et Fruentimmer til
Tieneste, omendskiønt en vilde lade haant om at skikke
sig saaledes.
Saa.


Adam, taler og forholder hun
Saaledes, Msr. Fi¬
. Jeg har ofte truet at jeg vilde skamme hende ud i
VERDEN; men min overmaade ømme Kiærlighed
for hende har overvundet min Fortrydelse; og, om jeg
skal sige min Sandhed, da havde jeg intet andet For¬
sæt, da jeg skrev dette Brev, end alleeneste at læse det
for hende, og derved at afskrække hende fra hendes
Daarligheder; men hendes Forhold ved denne Leylighed
drev mig til den Slutning at sende det, og at begiære
at J vil lade det trykkes. "O Himmel! Mamma, sag¬
de hun, Msr. Fitz=Adam vil tænke, at J driver Spot
med eder selv, og legger Berømmelse paa mig; thi
dersom jeg er virkelig saadan en Pige, da skal jeg
blive gandske forelsket i mig selv. Vær saa god,
Madam, og giv mig Brevet, jeg vil overlevere det
"Ney, Jomfrue, sagde jeg,
med min egen Haand.
en Tiener vil bestille det vissere, troer jeg; og siden
J er saa forelsket i eders egen Carakter, saa skal jeg
nu strax sende det bort.
Beviis mig den Godhed, min Herre, og giv det et Sted
i eders næste Torsdags Blad; og dersom J vil fore¬
holde hende hendes Urimelighed, og hvor ilde hendes
Opførsel passer sig baade til hendes Optugtelse og hen¬
des Midler, da vil J overmaade forpligte, min Herre,
Eders lydigste
ydmyge Tienerinde,


Bie=Kuben.
No. 222.
Torsdagen den 2 April 1761.
Af M. Elizabeth Rowes Letters moral and entertaining.
eller
Moralske og forlystende Breve.
Til Leonora.
J¬
eg har været paa Gravens yderste Bred, og i nogle
Maaneder udstaaet en meget farlig, piinagtig og
udmattende Sygdom; men det har behaget Gud, at hiel¬
pe mig igien til saa maadelig en Helbred, at jeg er nu i
Stand til at tænke og skrive igien; og med hvilken For¬
nøyelse finder jeg mig atter frisk og vel.
Hvor utaknemmelige ere de fleste Mennesker, medens
de nyde denne Velsignelse! og hvor siælden (naar de ere vel)


betænke de den Uleylighed og Mathed, den Mødighed og
Smerte, som følge med den syge Seng! Jeg skiønnede al¬
drig paa hvad jeg var Gud skyldig for min Helbred, førend
jeg kom til at saune den. Saa længe mit Blod flød med.
et jævnt uafbrudt Løb i sine Render, og mine Aarer og
Seener vare i Stand til at giøre deres adskillige Forret¬
ninger, da agtede jeg ikke paa den Barmhiertighed, som
havde indrettet dem til disse Virkninger; men saa snart de
bleve tilstoppede og bragte af Lave, da skiønnede jeg paa de¬
res Værd; og medens jeg fik Ondt, naar jeg saae min Mad.
misundte jeg Bonden, hvis Helbred giør ham dygtig til
at forhverve sit Maaltiid med sit Ansigtes Sveed; og me¬
dens jeg laae i Piine i et stadseligt Kammer, og uden Hvi¬
le i en blød Seng, hvor glædeligen vilde jeg byttet Tilstand,
med den Daglønner, som i en ringe Hytte sover paa et
Knippe Straa. Hvor villigen vilde jeg bortgivet al den
Forfængelighed der er i pralende Titeler, alle Fordeele af
Riigdom og Høyhed, for at kiøbe Helbred! Helbred, som
giver Smag paa alt det Gode vi eye eller nyde; og, lige¬
som Lysets Straaler, udøser Skiønhed over alle Ting.
Da jeg laae syg, var den gandske Skabnings Deylighed
forsvundet for mig; jeg fandt ingen meere Harmonie i Mu¬
sikens Lyd; eller Glæde, naar Solen udspreedte sin Mid¬
dag=Glands; men vendte mine Øyne fra dens utaalelige
Skin, og ønskte at Nattens Skygger vilde skiule dens
Straaler. Jeg havde ingen Fornøyelse i at see alting om¬
kring mig blomstre, medens jeg selv visnede og forgik Fug
lene som qviddrede nær ved mine Vinduer, syntes at siunge
min Liig=Sang; og enhver Flue, som brummede i mit
Kammer, lydte ligesom et Kald til Dommen. Naar
Natten kom, tænkte jeg at jeg formodentligen aldrig mee¬


re skulde see Dagens Lys igien, førend Opstandelsens Mor¬
gen frembrød over Jorden, og naar jeg blev tung og vilde
sove, forestillede jeg mig, at jeg skulde maaskee aldrig vaag¬
ne, førend jeg hørte Over=Engelens Røst, og den sidste
Basunes Lyd, eller opløfte mit Hoved, førend jeg saae
Menneskens Søn komme i Skyerne med Kraft og stor
Herlighed. Saa nær en Forestilling af Døden og Dom¬
men har afmalet mig Verden og alle dens pralende For
fængeligheder i deres rette Farver, og overbeviist mig,
hvor bedragelig al menneskelig Trøst og Glæde er; og jeg
har Aarsag til at prise Gud, som har givet mig saadan en
Leylighed til at see Tingene saaledes som de virkeligen ere
og ved at lade mig kiende hvor liden Trøst den gandske Jord
kand give i Sygdommens Tiid, og i Dødens Stund, har
draget mine Øyne og mit Haab til Himmelen, og lært
mig at sætte Priis paa disse Timer, som alt for ofte bleve
fordrevne i Synd eller Daarlighed; Og, troe mig, Leo
nora, J vil engang erkiende denne vigtige Sandhed. J
er ikke meere vis paa tilkommende Aar, end jeg syntes at
være for denne Sygdom, og J vil finde, at et Hofs Pragt
og alle Livets smiggrende Fornøyelser, skal blive elendige
Trøstere paa den syge Seng; denne Verdens Vellyster
skal forsvinde, og intet blive tilbage hos eder undtagen Er¬
indring om eders forrige Opførsel; og naar J sinder eder
selv færdig til at forlade Skue=Pladsen, da vil J ikke be¬
kymre eder om noget andet, end hvorledes J har spillet
eders Rolle.
Jeg er endnu meget svag; endskiønt ellers fuldkom¬
men vel; og jeg kunde være fornøyet med at blive saaledes


altid, heller end vove at blive igien en Slave af mine
Passioner og Forlystelser. Jeg er af mit gandske Hierte
Eders oprigtigste
Diana.
Til Philario, fra Hertugen af
skreven paa hans Døds=Seng.
tørend J faaer dette, vil min sidste Stand være bestemt
af al Jordens Dommer, inden faa Dage i det høyeste,
maaskee inden faa Timer, vil den u-undgaaelige Dom
være fældet, som skal opløfte mig til den høyeste Lyksalig¬
hed, eller nedsiunke mig til den dybeste Elendighed. Me¬
dens J læser disse Linier, skal jeg enten sukke under den
yderste Fortvilelses Jammer, eller triumpfere i fuld¬
kommen Glæde.
Det er mig umueligt at beskrive min Siæls nærvæ¬
rende Beskaffenhed, den forfærdelige Uvished jeg drages
med; ingen Ord kand afmale hvor stærke og livagtige Fo¬
restillinger min Frygt opvækker hos mig; Enhver Tvil op¬
fylder mig med Gruelse, og vilde gandske overvælde mig,
dersom ikke noget svagt Glimt af Haab brød igiennem den
forfærdelige Taage. Hvilken Tunge kan udsige den Siæls
Angest, som svæver i Uvished imellem uendelig Glæde el¬
ler ævig Elendighed? jeg vover det sidste Kast, som giælder
Ævigheden; og jeg skælver og bæver for det vigtige Udfald.


Gode Gud! hvorledes har
jeg anvendt min Tiid!
hvad Fortryllelse har holdt mig! i hvilken Afsindighed
har jeg fremdraget mit Liv, hvad har jeg giordt! me¬
dens Solen i sit Løb, og Stiernerne i deres Gang ha¬
ve laant mig deres Skin, maaskee alleneste for at ly¬
se mig til Fordervelsen.
Jeg var aldrig vaagen førend nu.
Jeg har nu
nyligen begyndt et fornuftigt Væsens Værdighed; Jnd¬
til dette Øyehlik har jeg haft vrange Forestillinger om
alle Ting i Naturen; jeg har jaget efter Skygger, for¬
nøyet mig med Drømme; jeg har sanket Liggendefæ af
Støv, og forlystet mig med Vind. Jeg seer tilbage,
til mit fremdragne Liv, og naar jeg undtager nogle
Fortegnelser af Skændsel og Skyld, da er det som et
reent Blad, gandske tomt. Jeg maatte have gaaet
paa Græs med Dyrene paa Marken, eller siunget
med de vingede Jndvaanere i Skoven, til langt bedre
Nytte, end jeg har levet til; og ah! dersom jeg ikke
havde noget svagt Haab, da skulde jeg været tusende
gange meere lykkelig, havde jeg maattet sove med Jord¬
klimpene i Dalene, og aldrig hørt det almægtige
Bliv, eller været opvakt til Livet efter dets befaling.
Jeg havde aldrig, førend nu, en ret Forestilling
om den høytidelige Sag, som jeg nu skal forrette. Jeg
har ofte trodsende mødt Døden i en fiendtlig Hær, og
med en ufornuftig Brouten spottet dens Forskrækkelser;
med en Frimodighed, ligesaa fæisk som den striidvante
Hestes, har jeg løbet til Striiden; leet ad de blanke
Spyd, og glædet mig ved Trompetens Klang; jeg hav¬


de og ikke den mindste Tanke om nogen Stand efter
Døden, eller om den store Domstool, som jeg maatte
blevet fremkaldet for, hvor al min hemmelige Skyld
var blevet aabenbaret, og ikke den mindste Omstæn¬
dighed skiult.
Det er dette, som bevæbner Døden med alle dens
Forskrækkelser; ellers kunde jeg endnu drive Spot med
Frygt, og smiilende see den fæle Monark under Øyne¬
ne. Det er ikke den Tanke at opgive min Aand, det
er ikke den Tanke, at blive ævigen uden Sands og
Følelse, som jeg skrækkes ved; det er det forfærdelige
Herefter, det Noget paa hin Side af Graven som jeg
gruer for. Disse store Virkeligheder, hvilke jeg i Glæd¬
skabs og Forfængeligheds Timer har anseet og begeg¬
net som Jndbildinger, som daarlige Drømme af over¬
troende Hierner, disse springe frem og træde mig nu
under Øyne i deres forfærdeligste Overbeviisninger.
Min opvakte Samvittighed føler noget af den ævige
Hevn, som jeg ofte har trodset.
Til hvilken Høyde af Galenskab er det mueligt for
den menneskelige Natur at stige. Hvilken Urimelighed
er det at skiæmte med Døden, at lee ad Fordømmel¬
sen! at spøge med ævige Lænker, og at opmuntre en ly¬
stig Indbilding med Forestillinger af Helvedes Jammer.
Dersom der end ikke var nogen Ugudelighed i det¬
te Slags Giækkerie, saa vilde det dog være ligesaa uskik¬
keligt, som at forlyste en døende Ven med at viise
ham en Harleqvin, eller at læse en lystig Comoedie


at dadle denne Læt¬
for ham. Alting i Naturen
sindighed hos Menneskene; den gandske Skabning, und¬
tagen Mennesket, er alvorlig; Mennesket som har den
høyeste Aarsag til at være saa; efterdi han har Forret¬
ninger af den yderste Vigtighed, der beroe paa hans
korte uvisse Liv i Verden. En fordømt Misdæder
maae med lige saa god Anstændighed gaae dantsende til
Retterstedet, som den største Deel af Menneskene gaae
frem med saadan en uskiøtsom Lystighed til deres Grave.
O! min Philario! med hvilken Gruelse tænker jeg
nu paa de forfængelige Timer vi have spildt tilsam¬
men! Kommer igien, J tabte forsømte Øyeblik! hvorle¬
des skulde jeg skatte eder høyere end Østens Liggende¬
fæ! lad mig boe hos Eremiter; lad mig hvile paa den
kolde Jord; lad mig have min Omgængelse i Hytter!
naar jeg kun engang endnu maae være en Candidat til
en udødelig Krone, og komme paa Prøve, til den him¬
melske Lyksalighed.
forfængelige Høyheder ved et Hof! J klingende
Titeler og forgængelige Riigdomme, hvad have J nu
at betyde; hvad Trøst, hvad Hielp kand J give mig.
Jeg har haft en prægtig Reyse til Graven; jeg
døer i Stats, og forsmægter udi en forgyldt Seng;
jeg opgiver min Aand paa bløde Duun=Puder; og bli
ver ærbødigen opvartet af mine Tienere og Læger; mi¬
ne Underhavende fukke, mine Søstre græde, min Fa¬
der er nedbøyet under en Byrde af Aar og Sorrig;
min elskelige Hustrue, bleeg og taus, skiuler hendes
indvor¬


indvortes Jammer, min Ven, den ædelmodige Pyla
des, der var som min egen Siæl, dæmper sine Suk¬
ke, og gaaer fra mig for at skiule sin hemmelige
Kummer.
Men ah! hvem af disse vil møde i mit Sted for
den høye Domstool, hvem af dem vil være Borgen for
mig og redde mig fra Dødens Arrest? hvem vil nedsti
ge for mig i Gravens mørke Fængsel?
Her forlade de mig alle, efter at de have med nog¬
le saa forfængelige Ceremonier beviist hvad de agte for
deres Pligt, mod det livløse Leer; hvilket maaskee kan
være henlagt paa en Parade=Seng; medens min Siæl,
min eeneste medvidende Part, maae staae skælvende
for min Dommer. Mine dubsørgende Venner ville
meget formodentligen, med stor Høytidelighed, legge
det følesløse Legeme i et prægtigt Grav=Sted, hvorpaa
er skrevet:
Her ligger den Store
Men kunde det bleege Liig tale, det vilde snart svare:
Løgnagtige Marmor, hvor?
Her ligger intet andet end uselt stinkende Støv.
Medens en hykkelske Lovtale bliver holdt ved min Be¬
gravelse, skal jeg maaskee høre min retfærdige Fordøm¬
melse for en høyere Domstool; hvor en ufeylbar Kien
delse dømmer mig til ævig Skændsel. Men jeg hen
kaster mig i hans grundløse Barmhiertighed, ved hans
uendelige Fortienester, som er det fortabte menneskelige
Kiøns Forløser. Far vel, min kiære Philario, indtil vi
samles i Aandernes Verden.


Bie=Kuben.
No. 223.
Torsdagen den 9 April 1761.
Af the Rambler. No. 59.
D¬
et er sædvanligt at tillegge Menneskene Navne af
Dyr, hvilke de holdes for at ligne. Saaledes bli¬
ver en Helt ofte kaldet en Løve, og en Statsmand en Ræv;
en Udsuer faaer Navn af en Ulv eller Høg, og en Nar
Titel af Abekat. Der er iligemaade iblant de adskillige u¬
lige Caracterer, som man bliver vaer i Verden, et Slags
Væsener i menneskelig Skikkelse, hvilke med rette kand
kaldes Nat=Ugler i det menneskelige Kiøn.
Disse Nat Ugler synes at være faste i den Meening,
at Livets Hoved=Forretning er at klynke, og at de ere ikke
fødte til anden Ende, end at forstyrre andres Lyksalighed,
at formindske vor Tilstands ringe Beqvemmeligheder og
forkorte dens korte Fornøyelser, ved smertelige Erindrin¬


ger om det forbigangne eller bedrøvelige Spaadomme om
det tilkommende; deres eneste Omsorg er at knuse det sti
gende Haab, at dæmpe den frembrydende Glæde, og at
blande Glædskabs gyldene Timer med Græmmelses og Mis¬
tankes vederstyggelige Skum.
For dem, der af Naturen ere kleinmodige eller frygt¬
agtige, og som, formedelst denne naturlige Skrøbelighed,
kand letteligen blive rørte af andre, og ligesom fortrylle¬
de og besmittede ved den Elendighed de see eller høre; for
disse, siger jeg, er det overmaade ulykkeligt at leve saa nær
ved en Nat Ugle, at de kand høre dens Skrig; thi den vil
ofte fylde deres Øren, naar deres Sind er nedslaget, og
forfærde dem med Forestillinger, som deres egne Tanker
aldrig vilde have frembragt; og ved paatvungne Sorge
formørke den Dag, som ellers maatte blevet fordervet i
behagelig Tidsfordriv eller i Forretninger; den vil opfylde
Hiertet med ufornødne Misfornøyelser, og svække, for en
Tiid, den Kiærlighed til Livet, som er fornøden til at ar¬
beyde paa noget Foretagende med Kraft og Jver.
Omendskiønt jeg har, ligesom alle andre Mennesker,
mange Feyl og Skrøbeligheder, saa er jeg dog aldrig endnu,
enten af Venner eller Fiender, beskyldt for Overtroe; jeg
tæller aldrig hvor mange der ere i det Sælskab jeg begiver
mig udi; og det er mig lige meget over hvilken Skulder
jeg seer paa den nye Maane. Jeg har, ligesom de fleeste
andre Philosopher, ofte hørt Gøgen, uden at have Pen¬
ge i min Lomme; og jeg er undertiden kaldet dum dristig,
fordi jeg har ikke slaaet mine Øyne ned, naar en Raun
fløy over mit Hoved. Jeg gaaer aldrig pludseligen hiem


igien, fordi en Snog løber tverts over min Vey, ey hel¬
ler har jeg nogen færdeles Frygt for et climacterisk Aar
dog alligevel tilstaaer jeg, hvor lidet jeg end agter gamle
Kiærlinger og deres Historier, at jeg anseer det for en u¬
lykkelig Dag, naar det hænder sig, at jeg om Morgenen
bliver hilset af den fæle Nat=Ugle Suspirius.
Jeg har nu kiendt Suspirius i otte og halvtredsindstiuge
Aar og fire Maaneder, og har endnu aldrig fordrevet een
Time med ham, at han jo paa nogen Maade har antastet
mit Sinds Rolighed. Da vi først bleve bekiendte med
hinanden, gik hans Tale ideligen ud paa Betragtninger
over unge Menneskers Elendighed, som ikke ere bemidlede;
og naarsomhelst vi spatserede ud tilsammen, trøstede han
mig med en lang Opregning af Forlystelser, hvilke, saa
som jeg havde ikke Raad til at forskaffe mig dem, jeg aldrig
havde fundet Begiærlighed til; og hvilke jeg aldrig havde
ønsket mig, dersom hans utidige Forestillinger havde ikke
stillet mig dem for Øyne.
En anden af hans Hoved=Materier er, at Fortiene¬
ster og Dygtighed blive ikke agtede; og herom forsømmer
han aldrig at tale med enhver Mand, som han seer ikke
særdeles lykkelig eller befordret. Dersom han møder en
ung Officerer, da fortæller han ham altid om andre, hvis
personlige Mood og Tapperhed ingen kand tvile om, og
hvis Krigs=Forfarenhed giør dem dygtige til at anføre en
Krigshær; men som, u-agtet alle deres Fortienester, ere
blevne gamle, uden at blive meeere end subalterne. Taler
han med en Student, der legger sig efter Prædike=Embe¬
det, da er han altid forsynet med Exempler af brave Mænd,


der have i deres Livs Tiid ikke naaet høyere end et Personel¬
Capellanie. Kommer han til en Jurist, da fortæller han
om mange velbegavede og grundige Mænd, som have al¬
drig fundet Leylighed til at giøre dem bekiendte. Og naar
han møder Serenus, som er en Læge, da siger han;Ah!
hvorledes, Hr. Doctor, endnu til Fods, da saa mange
Dosmere rulle i deres Karreter? Jeg spaaede eder det for
syv Aar siden, at J vilde aldrig faae meget at bestille;
og jeg haaber at J nu vil tage det meere til Eftertanke,
naar jeg siger eder, at alt eders Grædsk, og eders Flit¬
tighed og eders Ærlighed vil aldrig hielpe eder til at le¬
"ve som hin Apotheker, der skriver Recepter for sit eget
Apothek, og leer ad Lægerne.
Suspirius har i sin Tiid afskrækket femten Skribente¬
re fra at lade deres Arbeyde komme frem paa Skue=Plad¬
sen; han har overtalet ni og tredive Kiøbmænd til at opgi¬
ve en trivelig Handel af Frygt for Bankerot; han har op¬
hævet et hundrede og tretten Giftermaal ved hans Spaa¬
domme om ulykkeligt Udfald; og forvoldet at Smaakop
perne have dræbt nitten Fruentimmer, i det han ideligen
forskrækkede dem med Skiønheds Forliis.
Naarsomhelst min ulykkelige Stierne bringer os til¬
sammen, forsømmmer han aldrig at forestille mig, hvor
daarligt mit Foretagende er; og fortæller mig at vi ere
nu meget ældre end da vi først bleve bekiendte med hveran¬
dre; at Alderdommens Svagheder sætte nu stærkt an paa
mig; at hvadsomhelst jeg nu forhverver, skal jeg kun i en
liden Tiid giøre mig til gode af; at Naunkundighed er af
meget liden Betydning for et Menneske, der raver paa
Gravens


Gravens Bred; og at den Tiid er nu for Haanden,
da jeg bør ikke tragte efter anden Fornøyelse, en et got
Maaltiid og en magelig Lænestool.
Saaledes farer han fort i hans skurrende Tone, med
at opregne nærværende Elendigheder, og at forkynde flee¬
re; enhver Stavelse er fuld af Ulykke, og Døden bliver al¬
tiid stillet nærmere for Øyne. Dog, det som stedse op¬
vækker min Fortrydelse og Vrede, er, at jeg mærker ikke,
at hans sørgelige Betragtninger have stor Virkning hos
ham selv. Han taler, og har længe talet om Elendighe
der, uden at viise paa anden Maade end ved hans klagen
de Røst, at han føler noget af det Onde, som han bejam¬
rer eller forkynder; men er kommet i den samme Vane
med at beklage, som andre med at fortælle Historier, og
falder hen til at udtrykke sin Medynk over forbigangne
eller Frygt for tilkommende Vanheld, ligesom alle Folk,
der elske deres Magelighed, tage deres Tilflugt til de Ma¬
terier, som de meest flydende og vidtløftigen kand tale om.
Der berettes om Sybariterne, at de ødelagde alle de¬
res Haner, paa det de maatte uforstyrrede fuldende deres
Morgen=Drømme. Omendskiønt jeg vilde ikke saa vidt befor¬
dre Kælenhed, og forestille Sybariterne til et Mønster,
dog siden der er intet Menneske saa fordervet eller daarligt,
at man jo kand lære noget nyttigt af ham, saa kunde jeg
ønske, at, efter disse Folkes Exempel, hvilke dog ikke ofte
maae efterfølges, nogle Anordninger maatte giøres for at
udelukke Nat=Ugler af alt Sælskab, som det menneskelige
Kiøns Fiender, og at anviise dem noget beqvemt Sted,
hvor


hvor de kand have stunder til at blande deres
men, og forøge hinandens Tungsindighed.
Du ulykkelige Spaamand, siger Homers Agamem¬
non, du forkynder mig aldrig noget Got, men dit Hier
tes Glæde er at spaae mig Ondt. Hvosomhelst er af sam¬
me Sind, maatte der finde Leylighed til at give sine Tanker
Tøylen, og forbedre sin Gave til at spaae Ondt; og Nat¬
Uglernes Flok kunde der skrige tilsammen, uden at giøre
andre Mennesker Fortred.
Dog, omendskiønt jeg har saa liden Godhed for den¬
ne mørke Slægt, saa er det dog langt fra mine Tanker
at betage det bløde og ømme Gemyt den Frihed at klage
sig, naar dets Suk skeer ikke for at giøre andre Kummer
men for at finde Lindring. At høre Klagemaal med Taal¬
modighed, end og naar Klagemaal ere unyttige, er en af
Venskabs Pligter; og endskiønt det maae tilstaaes, at
den lider meest som en Helt, den skiuler sin Sorg i Taus¬
hed,
Spem vultu simulat, premit altum corde dolorem,
saa kand det dog ikke negtes, at den der beklager sig, hand¬
ler som et Menneske, som et sælskabeligt Væsen, der sø¬
ger Hielp hos sine Med=Creature. Medynk er for mange
iblant de ulyksalige en Trøste=Kilde i haabeløse Gienvordig¬
heder, saasom det hielper til at giøre dem behagelige for
dem selv, naar de finde, at de have ikke tabt andres Agt;
og Himmelen synes selv at give tilkiende, at det er vor
Pligt at udvise en frugtesløs Medlidenhed, i det den giør
os tilbøyelige til at græde for det Onde, som vi ikke kand
raade bod paa.
ker


anke
over
adskillige Materier, ved D. Swift.
en sidste Deel af en viis Mands Liv anvendes paa
at rette de Daarligheder, Fordomme og falske Mee¬
ninger, som han har samlet i den første.
Jeg har kiendt Mænd, der havde gode Egenskaber,
hvilke vare meget gaunlige for andre, men unyttige for
dem selv; ligesom en Sool-viiser paa et Huus, der under¬
retter Naboerne og de forbigaaende, men ikke Eyerman¬
den inden for
Dersom et Menneske vilde optegne alle hans Meenin¬
ger om Kiærlighed, Stats=Sager, Religion, Lærdom etc:
og begynde fra hans Ungdom og fare fort til Alderdom¬
men, hvilken Mængde af Usamtydigheder og Modsigelser,
vilde der til sidst komme frem?
De Stoiske Philosophers Lærdom, at raade bod paa
vore Mangeler, ved at udrødde vore Begiærligheder, er
ligesom at skiære vore Fødder af, naar os fattes Skoe.
Ondt Sælskab er ligesom en Hund, der meest besud¬
ler dem, som den elsker mest.
Endskiønt Menneskene beskyldes for at ikke kiende de¬
res egen Svaghed, dog ere der maae skee ligesaa faa, som
kiende deres egen Styrke. Det er med Menneskene
som med Jorden, hvor der undertiden er en Guld=Aare,
som Eiermanden ikke veed af.
Aarsagen hvorfor saa faa Ægteskab ere lykkelige,
er, fordi unge Fruentimmer anvende deres Tiid paa lat
giøre Garn, og ikke at giøre Buure.
Nogle


for at skiule
Nogle Mennesker giøre sig meere Uma¬
deres Viisdom end deres Daarlighed.
Silenus, Fosterfader til Bacchus, bliver alttiid baa¬
ret af et Asen, og har Horn paa sit Hoved. Lærdommen
heraf er denne, at Drankere blive førte af Daarer, og
kand meget lætteligen blive Hanreyer.
Venus, et deyligt god hiertet Fruentimmer, var Gud¬
inde for Kiærlighed; Juno, en forskrækkelig Skiændegiæst,
Gudinde for Ægteskab, og de vare altid dødelige Fiender.
Saa almindelig en Vane som det er at lyve, og saa
læt som den synes, saa erindrer jeg dog ikke at have hørt
tre gode Løgne i al min Omgængelse, end og af dem, som
vare meest berømte i denne Kunst.
Ærgierrighed bringer ofte et Menneske til at giøre de
nedrigste Tienester; saaledes klyver og kryber man i den
samme Postyr.
Lykkens Magt tilstaaes alleeneste af de Elendige; thi
de Lykkelige tilskrive deres Forsigtighed eller Fortieneste
al deres Fremgang.
De som ere imod Religionen, maae endeligen være
Daarer; og derfor læse vi, at, iblant alle Dyyr, forskød
Gud den førstefødte af et Asen.
Apollo blev holdt for Lægekunstens Gud, og for den
der sendte Sygdomme; begge vare i Begyndelsen een og
den samme Handtering, og ere saa endnu.


Bie=Kuben.
No. 224.
Torsdagen den 16 April 1761.
Af the Adventurer. No. 28.
A¬
f Menneskene have nogen naturlig Tilbøyelighed til det
som er Ondt, eller at deres Siæl er underkastet Jnd¬
skydelser og Virkninger af noget usynligt vanartigt Væsen,
det er Begreb som i disse nyere Tider ere blevne begegne¬
de med den yderste Foragt og Haanhed. Og dog har jeg
mærket, at Menneskene ofte forsømme at øve disse Reli¬
gions Pligter, uden hvilke de troe at man ikke kand for¬
visse sig om den guddommelige Naade, omendskiønt de
ved slig Forsømmelse ikke vinde nogen umiddelhar Fordeel.


De elendige Creature, som sværme paa Gaderne i
denne Hoved=Stad, skiulte med Skarn og Pialter, for¬
smægtende af Kuld og Hunger, og raadnende af Sygdom¬
me, skal befindes at have i Almindelighed den Troe, at
Menneskene, ved at gaae i Kirke, behage Gud og faae
Forladelse for deres Synder; og dog alligevel see vi, at
disse, som vente at nyde nogen Almisse af Menigheden,
staae og vansmægte ved Kirke=Døren, indtil Tienesten er
ude. J dette Fald blive de gandske vist, efter deres egen
Meening, Syndens Tienere, for ingen anden Løn end
Døden. For de Rige kand Ugudelighed saavelsom Laster¬
ne undertiden have nogen umiddelbar Fornøyelse, og det
er læt at begribe, hvorfor de skulde heller falde hen i en
vellystig Slummer paa en blød Seng, end knæle ved Alte¬
ret; men hvorfor staaer Betleren, i den strenge Vinter,
og ryster af Kuld ved Kirke=Døren, da han kunde søge Ly¬
inden for: Dersom han var saa nær ved nogen anden
Bygning, hvor han saa læt kunde gaae ind, da vilde han
ikke betænke sig et Øyeblik, men heller end lade sig finde i¬
blant dem, der søge at velsignes af Gud, vil han forsøm¬
me den Fordeel at opvække Barmhiertighed hos de Andæg¬
tige, ved et Skin af Andagt.
Jblant Religionens Pligter og Herligheder er Bøn¬
nen almindeligen tilstaaet at være den ypperste; og dog
frygter jeg, at der ere kun faa, som jo kand erindre sig
nogle Tider, da deres Uvillighed til at bede har meere end
svaret til det Arbeyde og den Tiid, som udkrævedes der¬
til; Tider, paa hvilke de vilde været mindre villige til at
igientage en Bøn, end nogen anden Læsning; og heller


end have anvendt fem Minuter paa at tale til Gud, vil¬
de have opofret ligesaa lang Tiid til en andens Beqvem¬
melighed, uden nogen Fornøyelse eller Fordeel for sig selv.
Disse Ting, troer jeg, vil neppe nogen sige imod; og
disse, som kand ikke viise, at de have bedre naturlige Aar¬
sager, maae tilstaae at de have nogen anden. Det maae
iligemaade tilstaaes, at dersom Menneskene fristes til at
førsømme Guds Paakaldelse ved nogen aandelig Fiende,
da veed saadan en Fiende at det er deres Gaun at paakalde
Gud; men efterdi jeg vilde ikke opholde mig meget ved det
te Argument til Religionens Forsvar, saa skal jeg alleene¬
ste sige, at det har meere Kraft end noget som jeg har hørt
imod den.
Jeg troer vel, at der ere nogle, som, hvor ugierne
de end giøre det, nøye rette sig efter Religionens udvortes
Anordninger, som en Forsoning for en vitterlig og be¬
standig Dydens Forsømmelse; som drømme, at de ved at
gaae i Kirke om Søndagen, afgiøre den gandske Uges Reg
ning, og kand igien lyve, bedrage, bande og være drukne,
uden at blive straffede. Disse Ulyksalige, endskiønt jeg,
ueagtet min Fortrydelse, ynkes over dem, vil jeg ikke sætte
til rette, efterdi deres Forhold udviiser ikke alleneste den
groveste Vankundighed, men og den begrædeligste Dum¬
hed, og det er forgæves at skrive for disse, da det kand ik¬
ke ventes at de skulde læse.
Der ere andre, hvilke, efterdi de troe, at hverken
Dyd eller Religionen alleene er tilstrækkelig til at forvisse


aalighed, forsømme Religionen som u¬
et Menneske om
nyttig, efterdi de kand ikke overtale sig til at øve Dyden;
saaledes vilde det være en overflødig Udgift for en Mand
der er blind, at kiøbe en Kikkert; omendskiønt de der kand
see, kand ikke, uden dens Hielp, have alle Fordeele
af Syynet.
Hos disse Slaver af Kiødets Lyster maae man frygte
at det vil giøre liden Virkning, hvad heller man taler til
deres Fornuft eller til deres Passioner; thi deres Fornuft
er allerede overbeviist, og deres Passioner oprørte; de leve i
en bestandig Overtrædelse af Samvittighedens befalin¬
ger; Forsæt om Forbedring giøres og brydes hvert Øye¬
blik; de see tilbage med Hierte-Nag, og frem ad med
Skræk; og de forøge deres Skyld, endog imedens de i For¬
veyen føle deres Dom. Ey heller kand jeg drive paa, at
de skulle antage et Skin af Religionen af blotte timelige
Hensigter, ikke alleneste efterdi det vilde giøre deres Ugu¬
delighed større, men efterdi det vilde skiule deres rette Ca¬
rakter, og kunde derfor være skadeligt for dem, som de le¬
ve i Samqvem med.
En Mand, som lever aabenbarligen uden Religion,
erklærer for Verden, at han er uden Dyd, hvorledes han
end ellers kand skiule sine Laster; thi naar man har over¬
vundet de Forhindringer, som ere i Veyen til Dyden, da
ere de Forhindringer kun faa, som ligge i Veyen for Re¬
ligionen. Hvad skulde holde ham tilbage, som har bræk¬
ket Begiærlighedens Lænker, fra at staae op naar Religi¬
gionen kalder ham til Andagt? Vil ikke den der har fuld¬
ført et besværligt Arbeyde, forvisse sig om Belønningen,


hvorledes det og maae falde ud, naar det er læt at forvis¬
se sig derom? Vil ikke den der har løbet paa Banen og
kæmpet i Striden, udrække sin Haand for at tage imod
det foresatte Klenødie?
Man vil, maaskee vente, at jeg fra denne almin¬
delige Beskylding skulde undtage disse, som troe at al
Religion er et Paafund af Tyrannie og Snedighed;
og at alle menneskelige Gierninger, som sigte umid¬
delbar til det guddommelige Væsen, ere enthustastiske og
urimelige. Men iblant disse ere der faa, som ikke give
andet Beviis paa deres Mangel paa Dyd, end deres Man¬
gel paa Religion; og endog af disse faa maae det tilstaaes,
at de have ikke lige bevægende Aarsager til Dyd; og derfor
at sige, at de have ikke lige Dyd, er alleneste at stadfæste
at Virkningerne svare til deres Aarsager; en Sætning,
som jeg er vis paa at ingen Philosoph vil negte.
Ved disse bevægende Aarsager forstaaer jeg ikke blot
Haab og Frygt for tilkommende Belønning og Straf;
men saadanne som komme af Religionens Pligters Øvel¬
se, baade offentligen og hemmeligen, og fornemmeligen
Bønnens.
Jeg veed, at der, angaaende Bønnens Kraft og Virk¬
ninger, har været megen tvilsom Trætte, hvori der ere
indførte utallige metaphysiske Haarkløverier, og Forstan¬
den er blevet forvildet i Spitsfindigheder, og forhaanet
med uforstaaelig Snak; disse som have ikke andre Beviiser,
paa Bønnens Vigtighed og Fordeel, end der findes iblant
disse
O¬


aa dens
disse Betrag¬
Øvelse.
Den der har faaet, ved Forfarenhed, Kundskab om
denne Pligt, veed at intet saa kraftigen holder et Menne¬
ske fra at giøre Ondt, som den Erindring at han nyeligen
har bønfaldet Himmelen om Beskyttelse og Bistand. Ef¬
ter at vi have bedet Gud om Kraft til at imodstaae Fristel¬
ser, er det saa usømmeligt at lade af at stride, at vi blues
ved at tænke derpaa, og blive ved, paa det vi skulle ikke
tabe al Ærbødighed for os selv. Efter at vi have med en
ivrig Andagt opofret vore Siæle til Gud; da kand vi ikke
uden Skræk og Gruelse tænke paa at falde fra strax igien; en¬
hver ugudelig Gierning, som begaaes med velberaad Hu,
bliver derved forøget med Hyklerie og Utaknemmelighed;
det er at drive Spot med Barmhiertigheds Fader; at for¬
bryde den Fred, i hvilken vi endte vor Bøn, og at frafal¬
de det Haab som den gav os.
Til et Beviis herpaa, lad et hvert Menneske spørge
sig selv, som i Hans Rærværelse, der randsager Hiertet,
om han aldrig er blevet afskrækket fra Bønnen, fordi han
har fundet hos sig en stærk Tilbøyelighed til nogen syndig
Lyst at fornøye, hvilken han kunde ikke med Oprigtighed love
at ville forlade, og hvilken han vedste at han kunde ikke der
efter begaae igien, uden større Samvittigheds Nag. Der
som Bønnen og et ugudeligt Levnet sees da at være saa u¬


vist ikke lætsindigen
samtydige, da skulde Bønnen
forkastes af dem, der paastaae, at den moralske Dyd er
den høyeste Spids af menneskelig Fuldkommenhed; ey hel¬
ler skulde den bebyrdes med saadanne Omstændigheder,
som maae uforbigængeligen giøre den mindre læt og min¬
dre idelig; Bønnen skulde betragtes som Siælens Vinger,
og skulde altid være færdig, naar en pludselig Drift min¬
der den, at svinge sig op til Gud. Vi skulde ikke tænke,
at det er altid fornødent at være enten i en Kirke eller i vort
Lønkammer, for at udtrykke Glæde, Kiærlighed, Læng¬
sel, Tilliid, Ærbødighed eller Velbehag, i en brændende
Andagts stille Suk. Tilbedelse, Haab, ja end og en Be¬
giæring, kand forfattes i et Øyeblik; og Hiertets Attraa
kand opstige, uden Ord, til Ham som kiender vore Tan¬
ker langt fra. Den der betragter sig selv stedse i den Al¬
mægtiges Nærværelse behøver ikke at frygte, at nogen Tiid
er ubeleylig for at viise Taknemmelighed eller Ærbødighed,
eller at det er vanhelligt saaledes at tilbede Gud i nogen
Omstændighed, som er ikke syndig.
Der er intet Middel, der saa kraftigen bevarer os fra
Synder og Laster, som denne vedtagne og idelige Omgæn¬
gelse med Gud; ey heller er der noget, som saaledes læt¬
ter Modgang og forhøyer Medgang; i Modgang opholder
den os med Haabet, og i Medgang forøger den alt det Gode


med Taknem¬
som | følge
Fornøyelse
den
vi nyde,
melighed.
Lad disse, derfor, som have forkastet Religionen, ef¬
terdi de have overgivet ustridige Fordeele, forsøge om de
ikke endnu kand bringes til rette; lad dem igien under¬
søge de Argumenter, hvorved deres Skiønsomhed er bragt
til saadan Slutning, og see om de ere af den Kraft, at
Fornuften maae nødes til at bifalde dem; og lad disse, som,
ved denne Undersøgning, formærke, at endskiønt de have,
bekiendt sig til Vantroe, de dog virkeligen troe og skælve;
lad disse, siger jeg, ikke længere opofre Lyksalighed for
Daarlighed; men tragte efter den Viisdom, hvis Veye ere
Behagelighed og Fred.


Bie=Kuben.
No. 225.
Torsdagen den 23 April 1761.
Af M. Elizabeth Rowes Letters moral
and entertaining.
Til Valerius.
fra en engelsk Kiøbmand, med en Efterretning om hvad
der har tildraget sig paa hans Reyse.
J¬
eg er omsider lykkeligen kommet til Holland, og har
benyttet mig af den første Leylighed for at give eder
en Beretning om de Tildragelser, der have opholdt mig
saa længe Udenlands.
Paa min Tilbage Reyse fra Jndien havde jeg noget
at afgiøre med en Spansk Kiøbmand, og medens jeg for¬
rettede dette i en af deres Søe=Haune, løb sammesteds ind
en Spansk Kaper, som havde taget et riigt Tyrkisk Skib,


og derpaa faaet adskillige Tyrker og Moorer til Fange,
hvilke han bød til fals som Slaver; jeg havde aldrig befat¬
tet mig med saadan Handel, for at vinde derved; men af
Medlidenhed havde jeg kiøbt mangen en Ulyksalig løs, og
skænket ham sin Frihed, saa snart jeg havde betalt hans
Løse=Penge.
Jblant de nyligen opbragte Fanger var der en anseeli
gere end de andre formedelst hans kostbare Klæder, og end¬
nu meere ved hans behagelige Miine og Væsen. Al min
Agtsomhed var henvendt til ham, hvilket han syntes at
mærke, og hans Øyne vare stedse fæstede paa mig; vore
Siæle syntes at hilse hverandre, ligesom der havde været
en gammel Fortrolighed imellem dem, der var begyndt
fra forrige Tider; der var noget i denne unge Fremmedes
Væsen, som viiste, at hans Sind kunde ikke nedslaaes af
Modgang, men dog skiønnede paa hans Skæbnes nærvæ¬
rende Besværlighed; da jeg derimod følte for ham en Be¬
vægelse, der var saa kiærlig som Naturens Baand, og jeg
kunde ikke andet end tilskrive den en hemmelig Drift af no¬
gen viis Magt, som førte mig til en høyere Grad af Ædel¬
modighed, end jeg selv havde i Sinde; og som ved en
Rørelse af Dyd i min Siæl, veyledte den til at be¬
fordre en Hensigt af Guds Forsyyn, der var mig endnu u¬
bekiendt, og først i Fremtiden skulde fuldføres; den him¬
melske Jndskydelse kom over mig med en u-modstaaelig
Kraft, og jeg kunde ikke andet end adlyde dens befalinger.
Den Priis, som blev sat paa denne Fange, var saa


overmaade høy, at det vilde været mig til stor Uleylighed
i mine egne Sager paa den Tiid, at udgive saa mange
Penge; Jmidlertiid hørte jeg dog efter den venlige Paa¬
minder inden til, og betalte Kaperen den fulde Sum,
som han begiærte.
Saa snart som jeg havde ført den unge Person til mit
Herberge, lod jeg ham vide, at han fra dette Øyeblik var
fri; den Priis jeg havde betalt, var for hans Venskab
og Frihed.
har da bundet mig, svarede den artige Fremmede,
med de aller=uopløseligste Baand; jeg kunde have
gjordt mig løs af alle andre Lænker, men jeg er nu
eders frivillige Slave; og tør betroe eder en Hem¬
melighed, som er de Spanske endnu ubekiendt; mit
Naun er Orramel, en eeneste Søn af en mægtig
og riig Bassa i Constantinopel, og J kand begiæ¬
re hvad J vil for min Frihed.
J vil snart blive overbeviist, svarede jeg, at der
var ingen egennyttig Hensigt til Vinding i denne
Gierning; det Venskab jeg har for eder, er ædelt
og uegennyttigt; det blev antændt ved en him¬
melsk Gnist, en Straale af den guddommelige Mi¬
skundhed; og dets Hoved=Øyemaal er intet min¬


dre end eders ævige Lyksalighed; og dersom J hav¬
de Lyst til at undersøge disse hellige Sandheder,
som føre eder til den Lyksalighed, og at tage Deel
i min Formue, iblant et frit og lyksaligt Folk, da
skulde al Indiens Riigdom ikke kiøbe eder fra min
kiærlige Bevaagenhed; men dersom J heller vil
vende tilbage til eders Fædernelands Skikke og Re¬
ligion, da er J fuldkommen fri, uden at vente an¬
dre Vilkaar for eders Løsgivelse.
Med en venlig Miine, men nedslagne Øyne, svarede
han mig, at det var ham umueligt at unddrage sig fra hans
sønlige Pligter mod en from Fader; men han vilde ingen¬
lunde tage imod sin Frihed, førend han havde givet Efter¬
retning, og faaet Svar fra hans Fader; hvilket han snart
fik, med et Blanket til mig, hvorpaa jeg kunde selv skrive
hvad jeg fodrede for hans Søns Løsgivelse. Jeg gav ham
det tilbage, og betingede mig alleneste, at han skulde løs¬
give alle de Christne Slaver som hørte ham til; haabende
ved denne u-egennyttige Opførsel at efterlade i min unge
Vens Sind en Overbeviisning, der kunde give ham gun¬
stige Tanker om Christendommen. Han kunde ikke over¬
tale mig til at tage imod andet end en liden Foræring, og
forlod mig med en kiendelig Bekymring.
Det varede nogle Maaneder efter hans Bortreyse, før¬
end jeg kunde afgiøre mine Forretninger i Spanien; men
saasnart jeg var vlevet færdig dermed, begav jeg mig paa


et Skib til Holland. Vi havde ikke
et en Uge i Søen,
førend vort Skib blev taget af en tyrkisk Søerøver, og alle
Folkene derpaa bleve førte til Constantinopel, for at sælges
som Slaver. Mit Lod faldt til en Herre, hos hvilken jeg
havde Aarsag til at befrygte den meest barbariske Medfart;
imidlertiid havde jeg dog besluttet at udstaae min Trældom,
indtil jeg kunde give mine Venner i Engeland Efterretning,
at de skulde besørge min Løse=Sum; jeg havde stadigen sat
mig for, at ingen Haardhed skulde formaae mig til at gi¬
ve Orramel Kundskab om min Elendighed, førend jeg i¬
gien var i de Omstændigheder, at jeg ikke trængte til hans
Godhed, eller til at vente Vederlag for den jeg havde be¬
viist imod ham.
Men Himmelen havde gunstigere Hensigter ved at
føre mig i denne Gienvordighed; den lod mig og ikke læn¬
ge blive uden Redning. Da jeg stod og talede med en af
mine Med=Slaver paa en offentlig Plads, kom Orramel
dertil; han gik forbi mig, men vendte sig strax om, og
betragtede mig meget nøye, indtil nogle Sorrigs Taare
randt ned af hans Kinder; han spurte derpaa nogle som
stode derhos, hvem jeg hørte til, og da han havde faaet det
at vide, fløy han, uden at tale et Ord til mig, hen til min
nye Herre, betalte hvad han fodrede for mig, og strax
førte mig til sit Huus, hvor han tog imod mig med de in¬
han holdt
derligste Kiærligheds Tegn; han talede
Op
og var i den største Forvirring, for at finde
saadanne Ord, der kunde udtrykke hans Siæls Tanker.
el¬
Min Broder! sagde han, min Ven!
ler


ler om der ere meere hellige Baand i Naturen eller
Dyden, da lad mig kalde eder med noget kiærligere
Naun; Vi ere nu forenede ved et himmelsk Ven¬
skabs Baand; vi ere nu et i den samme hellige Tro,
og i Haab om en ærefuld Udødelighed. Eders
Barmhiertighed frelste mig fra et verre Slaverie,
end det Spanske; fra Lasternes og Overtroes Træl¬
dom; eders Opførsel har udrøddet de slette Tan¬
ker jeg havde om de Christne, og banet Vey for
disse himmelske Sandheder, som jeg nu har anta¬
get og hvilke jeg nu bifalder. Men dette er en
Hemmelighed end og for mine egne Huusfolk; og
om saadan Forsigtighed er syndig, det er jeg ikke
endnu i Stand til at dømme om.
Med hvilken henrykkende Glæde, med hvilken Agtsom¬
hed, hørte jeg saadan Tale! jeg velsignede de Ord, som
fortallte mig, at min Ven, min Orramel, havde antaget
den christelige Tro; En Engels Sang vilde have været
mindre sødklingende; jeg opløftede mine Øyne og med en
taknemmelig Siæls Ophøyelse gav den Høyeste Ære som
anordner alle menneskelige Tildragelser. Den Jndskydel¬
se var oven fra, som allerførst bevægede mig til at kiøbe
denne unge Fange løs; derfra var Oprindelsen til min
Medlidenhed; det vilde være en forfængelig Selv=Roos,
det vilde være den lastværdigste Hovmod, om jeg ikke til¬
skrev Guds Bistand denne Gierning.


Orramel
Den ypperlig¬
de det til sin store For¬
nøyelse, og lod det være sin ivrigste Omsorg, at beviise
sin Bevaagenhed imod mig; han lod mig vide, at hans
Fader var død, siden vi skilltes ad i Spanien, og at han
havde efterladt fem Døttre, hvilke han havde aulet med
adskillige Hustruer. Han tilbød mig Vallet iblant hans
Søstre, dersom jeg havde Tanker til at gifte mig, og love¬
de mig en Medgift med hende, som jeg selv kunde være
fornøyet med; een af dem, sagde han, var hemmeligen
opdraget i den christelige Lærdom, af hendes Moder, der
var et deyligt Fruentimmer fra Armenien. Dette For¬
Slag behagede mig, og jeg længtes storligen efter at see min
smukke Kiæreste. Jmidlertid forærede han mig adskillige
kostbare Klæder, og tvende sorte Slaver til at opvarte
mig.
Dagen derpaa førte han mig til et deyligt Sommer¬
Huus, hvorhen han lod hente sine Søstre; hvilke vare al¬
le saa deylige, at jeg var forlegen med min egen Frihed,
og vedste ikke, hvilken jeg skulde vælge, dersom ikke en
gudelig Drift havde bevæget mig til at udkaare den unge
Armenianske Jomfru; hvilken vel ikke overgik de andre i
Skiønhed, men der var en Anstændighed i hendes Opfør¬
sel, som saunedes hos de andre; hun havde meere af den
Tugtighed og Artighed, som findes hos de Europæiske


Fruentimmer, for hvilke J veed at jeg har altid været
partiisk. Mit Vall blev besluttet, og jo meere jeg omgik¬
kes med min smukke Kiæreste, jo meere Aarsag fandt jeg
til at være fornøyet dermed. Vi bleve hemmeligen viede
af en Præst, som var hos den Engelske Gesandt. Min
ædelmodige Ven gav hende en Medgift, som overflødigen
erstattede alt mit Tab, og efter en lykkelig Reyse, er jeg
nu beholden kommet til Holland.
Jeg har sendt eder denne Beretning, som en Amin¬
delse af min Taknemmelighed mod Himmelen; hvis Naa¬
de har vederlagt mig meere end Maade for Maade; og ri¬
geligen belønnet den Gavmildhed, som den først indskiød
mig.
ar


Bie=Kuben.
No. 226.
Torsdagen den 30 April 1761.
Af the World No. 170.
Post mortem nobilitari volunt.
De efter Døden ville have
Et herligt Naun ved Siæle=Gave.
D¬
a jeg forgangen Dag gik ud for at see mig om og giø¬
re mine Betragtninger, som jeg ofte pleyer, kom
jeg paa Veyen ind i et af vore naunkundige Hospitaler.
Den prægtige Bygning, den ordentlige og vel indrettede
Huusholding, den Mængde som blev antaget, og deres
adskillige Forflegninger, bragte mig naturligen paa en me¬
get behagelig Betragtning over mine gode Landsmænds
vidt udstrakte Barmhiertighed. Fra en af disse begavede
Vaaninger vandrede jeg hen til en anden, indtil jeg troer
jeg havde beseet alle de offentlige Bygninger af denne Art,
som denne store og rige Stad er overflødigen forsynegted.


fandt jeg vare af Kongelig og meget an¬
Nogle af dem
seelig Stiftelse; andre oprettede og vedligeholdte af en eene
ste og gavmild Familie; andre ved en foreenet Hielp af det
gandske Folk; alle vare dog ædle i deres Hensigter, og for¬
træfligen indrettede til den særdeles Brug, som de hver
for sig vare bestemte til. Jeg forundrede mig allevegne
over Lemmernes Tal, som der var saa fuldkommeligen sør¬
get for efter enhvers Stand og Omstændigheder; tillige med
den idelige Forøgelse af de Jndkomster, der maae behøves
til at bestride de tiltagende Udgifter, som jeg kunde see af
de nye Værelser, som bleve indrettede, og de nye Ziirater,
som vare meere kostbare, maaskee, end nyttige. Barm¬
hiertighed, tænkte jeg, virker i Løndom, og disse Sager
ere følgeligen skiulke for mig. Men da jeg ved en Hændelse
vendte mig mod en Side i Kammeret, blev jeg vaer to el¬
ler tre lange Tavler, hvorpaa vare skrevne adskillige Nau¬
ne med store forgyldte Bogstaver, hvilke jeg i min Eenfol¬
dighed antog for at være en historisk Beretning om de Fattige,
som havde fundet Hielp og Vederqvægelse udi disse barm
hiertige Boliger; men da jeg saae nøyere til, fandt jeg at
det var ikke andet end en Fortegnelse over de meget værdige
og gudfrygtige Personer af begge Kiøn, som aarligen el¬
ler ved Leylighed gave hertil hvad det behagede dem i deres
Gavmildhed at skænke.
Efterdi jeg havde ved en Hændelse faaet saa meget at
vide, saa besluttede jeg at giennemlæse, imod min Sædvane,
de Efterretninger, som vare givne om andre Familier;
dog meente jeg at denne min Nysgierrighed var saa meget
mindre lastværdig, efterdi jeg ikke kunde begribe, hvorfor
de ellers vare satte paa dette Sted. Her saae jeg Gaver,


som vare virkeligen
en Ære for de Naune, der stode hos
dem, og vilde været saa for de største. De u-maadelige
Summer, alligevel, som vare anførte hos adskillige pri¬
vate Personers Naune, større end jeg kunde have tænkt at
deres Formue var, giorde mig end meere nysgierrig efter
at faae videre Kundskab om nogle af disse meget runde Gi¬
veres Historie. To af dem søgte jeg altsaa ud, efter hvis
Omstændigheder jeg i sær vilde forske, saasom de stode paa
Listen; den ene en Jomfru, som testamenterede, kort førend
hun døde, fem tusende Pund til dette Huuses Fattige; den
anden en gammel Herre, som havde skænket, efter sin Død,
alt hans Gods til dem, til ævig Tiid.
Den gode Jomfrues Historie kand ikke bedre læres end
af et Brev, som jeg fik, medens jeg umagede mig for at
faae nogen Efterretning om hende, fra hendes Søster¬
Søn, som med hans tre Søstre, af Sorg over deres Mo¬
sters Død, havde begivet sig til en liden Bye paa Landet,
i den nordlige Deel af dette Rige; det er skrevet med saa¬
dan Aabenhiertighed og Eenfoldighed, og passer sig saa vel
til hans Omstændigheder, der har skrevet det, at jeg til¬
staaer mig at være meget indtaget af min Landsby=Cor¬
respondent. Dette er Brevet.
Min Herre,
et er ikke vor Tanke, og jeg er vis paa, ey heller voy
Fordeel, at dølge nogen Ting for eder, som har væ
ret saa ædelmodig at paatage eder saa megen Umag for at
tiene os. Eders Tilbud ere antagne af os alle med største
Taknemmelighed; men J er vrangeligen underrettet, an¬
gaaende


gaaende de hundrede Pund; thi min afdøde Moster har
skænket hver Skilling til Hospitalet, efter at hendes Begra¬
velses Omkostninger vare betalte, hvilke beløbe sig til en
god Deel, saasom hun var særsindet i mange Poster angaa¬
ende hendes Liigbegængelse. Hvorledes hun gik os forbi
paa slig Maade, det er endnu en Sag, som vi forundre
os over og kand ikke begribe, saasom hun ideligen lige ind¬
til hendes Døds Dag erklærede, at hun havde ingen at see
til, paa denne Side af Himmelen, uden hendes kiære Sø¬
ster=Børn. Hun blev altid holdt for et Fruentimmer, der
vilde gierne roses; men vi tænkte, hun var meget gudfryg
tig, fornemmeligen da hun begyndte at tage af. J nogle
Maaneder førend hun døde, forsømte hun aldrig at gaae
i Bøn, Morgen og Eftermiddag, Ugen igiennem, for
uden hendes private Andagt i hendes eget Huus, hvor in¬
gen af Familien maatte være tilstæde. Præsten og hun
vare undertiden to eller tre Timer tilsammen. Hun pleye¬
de ofte at tale om Barmhiertighed, og sagde at hun elskede de
Fattige, endskiønt jeg erindrer ikke at have seet hende give
nogen Almisse, saa længe jeg var hos hende; hvorover vi
forundrede os desmeere, at hun skulde give dem alting da
hun døde. Hun har og givet dem hendes Skilderie, med
befaling, at det skulde hænges over den store Dør i Hospi¬
tals Kirken. Kom ihu, min Herre, at det er efter eders
egen Begiæring, at jeg samler disse ringe Omstændigheder,
der angaaer alleneste os selv, og saadant et fantastisk og u¬
retfærdigt Fruentimmers Amindelse, thi saaledes maae
jeg kalde hende, ueagtet jeg forsikkrer eder, at jeg er fuld¬
kommen fornøyet og tilfreds med min Lykke.
Jeg er &c.


Det var med stor Vanskelighed at jeg kunde faae no¬
gen Underretning om den gamle Herre, der havde, som
før er meldt, bortgivet alt sit Gods paa samme Maade.
Hans Slægt og nærmeste Paarørende havde grebet til de
ringeste Handteringer, hvorved de elendige underholde sig,
og vare enten adspredte i Flaaden, eller i saadanne Tiene¬
ster, at alle deslige Undersøgninger vare frugtesløse. End¬
og hans Naun var allevegne udslettet, undtagen hvor det
gav tilkiende, at han havde foræret et meget anseeligt Gods.
Alt hvad jeg kunde samle om ham, var dette, at han hav¬
de forøget en meget god Fæderne=Arv, ved alle de Konster,
hvorved der kand fortienes noget i Handelen, og som med
Sikkerhed kand bruges; at han blev altid kaldet i Sta¬
den, en stærk Penge=Skraber; og han havde ladet hans
Brødre, Søstre og Børnebørn hielpe sig frem i Ver¬
den, uden den mindste Bistand eller Forstrækning. Der
blev nu i Hospitalet oprettet en Støtte for ham, som jeg
fandt, efter hans egen befaling.
Saaledes endtes min Efterforsken, hvilken jeg forlod
med lige saa megen Jver som jeg havde foretaget den. Jeg
var gandske og aldeles misfornøyet med mig selv over min
Undersøgning, og ønskede mig igien den Sinds Rolighed,
som stedse er en lyksalig Uvidenheds Deel. Strømmen, da
jeg betragtede den, var klar, og det er vist at jeg gik ud af
min Vey for at see efter Kilden. Den Ædelmodighed hvil¬
ken jeg i Førstningen ansaae med en henrykt Glæde, betrag
tede jeg nu med Væmmelse som Hovmod og Uretfærdig¬
hed. Dersom Tilrettesættelser af denne Art vare ikke saa
strænge i deres Virkning, da er der noget saa latterligt i


disse pralende Barmhiertigheds Gierninger, og saadan en
Urimelighed i deslige Gaver, under de Omstændigheder jeg
har beskrevet, at jeg tilstaaer jeg kunde giøre mindre alvor¬
lige Betragtninger, naar jeg undersøgte dem.
De tvende ovenmeldte Originaler have mange Copier
i dette Land; Personer som ere ofte saa særdeles barm¬
hiertige, at de bringe deres gandske Familier til Bettelsta¬
ven. At give noget til en Kirke, eller at begave et Hospi¬
tal, ere de tvende Hoved=Poster, som en aldrende Syn¬
ders Gudsfrygt tænker paa; og det er lige meget ved hvad
Midler, naar kun Enden og Hensigten fuldføres. Dette
er saadan en kort og læt Maade at betale alle Livets Pligter
paa engang; og koster ikke andet end det som ikke er mueligt
at beholde længere, at det er ingen Under at disse Barm¬
hiertigheds Svampe ere saa meget i Brug paa nogle visse
Tider, og alleneste paa disse.
Jeg vilde ikke opholde mig ved Vildfarelser, som jeg
agtede uforbederlige, eller umage mig for at aabenbare
Aarsager, uden Haab om at rette Virkningerne; men jeg
er virkeligen af den Mening, at de Besværinger jeg her
har fremsat, have deres Oprindelse fornemmeligen af nogle
faa Vildfarelser, hvilke jeg, formedelst den Forstand, hvori
jeg tager det Ord Barmhiertighed, meget gierne vil rette,
i Besynderlighed for disse gudfrygtige og gavmilde Velgiø¬
reres Skyld; thi saadanne tviler jeg ikke om at mange af


dem ere; alleneste, som jeg tilforn har sagt, de ere saa u¬
lykkelige at være i nogle Vildfarelser. For det første skal
jeg da fremsætte som en Regel, at der er ikke saadan en
Ting til som Barmhiertighed efter Døden. Der kand væ
re billighed, og der kand være Sømmelighed i den sidste
Beskikkelse af jordiske gode Ting; men virkelig eller indvor¬
tes Ædelmodighed eller Velvillighed kand der ikke være.
Qvo more ppyri vesei Calaber jubet lospes
Det er en nyopfunden Meening, vedligeholdt ved
Haab og Skrøbelighed, som forleder Folk til at giøre Reg¬
ning paa en Gierning, der faaer ikke Sted saa længe de ere
i Live. Jeg erindrer ikke at nogen af Apostlene, disse Læ
rere og Exempler af alle sælskabelige Pligter, nogensinde
drev paa den Pligt, at giøre got i et Testament; ey heller
lagde David en Skat paa de Jndkomster, som hans Søn
skulde nyde efter ham, til at opbygge et Tempel, hvilket
han fornam skulde ikke blive en Ære og Herlighed for hans
egen Regiering.
En anden Vildfarelse, hvilken jeg haaber at rette
kommer af det almindelige Begreb om Fattigdom, som sy¬
nes ikke at være meget vel bestemt. De Fattige som ere
for vore Øyne, og de Fattige som ere ufødte, staae i en
meget ulige Grad af Trang tilsammen. Saatedes en van¬
før pengeløs Søster, eller en skrøbelig Slægting, blive i
ing


en tilkommen
ingen Maade agtede lige Almisse=Lemm
de Betlers tilkommende Børn. Alt hvad jeg har at sige
til saadan en Jndbilding, er, at jeg vil paastaae, at en
Paarørende eller i anden Maade os Vedkommende, som
lider Hunger og Nød, er i alle Betragtninger lige saa sand
en Betler som nogen anden. Over alt, efterdi Penge ere
ikke gængse paa den anden Side af Graven, og have in¬
gen virkelig Værd uden i deres Anvendelse paa denne Side,
da kunde jeg ønske, at man lidet bedre vilde betænke,
hvorledes man ved sin sidste Villie beskikker dem. Det er
visseligen ikke meere end billigt at vente, at disse, som giø
re intet Godt med dem medens de leve, skulde giøre min¬
dre Skade med dem, naar de døe.


Bie=Kuben.
No. 227.
Torsdagen den 7 May 1761.
Af Herveys Meditations on a Flover=Garden.
eller
Betragtninger over en Blomster=Hauge.
J¬
eg gik nyligen i en deylig Blomster=Hauge, hvor jeg
baade forlystede mine Sandser, og gav min Jnd¬
bildings Kraft Tøylen. Det var tiligen, en Sommer¬
Morgen; da Luften var kølig; Jorden fugtig; den gand¬
ske Skabnings Gestalt frisk og munter. Den støyende
Verden var neppe vaagnet. Den flittige Arbeyder havde
ikke endnu gandske forladt sin sunde Søvn; og den Svii¬
rende havde nyligen nedlagt sit døsige Hoved. Alting var
klart: alting var stille: enhver Ting tiente til at befordre
Sindets Rolighed, og at opmuntre til alvorlige Tanker.
Alleene den aarvaagne Lerke havde forladt sin Reede,
og stigede i Væiret for at hilse den frembrydende Dag. Svin¬
gende sig op i Luften, syntes den at kalde den flittige Bøy¬


de til hans Arbeyde, og alle dens Med=Sangere til deres
Aarvaagenste iblant Fuglene, sagde jeg,
Stemmer.
Dagningens Staldbroder, gid jeg altiid maae staae op ved
din Røst! staae op for at istemme min Morgen=Sang, og
at tilbede det velgiørende Væsen, som giør Morgenens og
Aftenens Udgange, til at glæde sig.
O! hvor behageligt er det at vandre omkring, i denne
søde Morgen=Stund, at benytte sig af Naturens Rolighed,
at betræde den duggede Eng, og smage den uberøvede fri¬
ske Luft!
Hvor sød er Morgenen! dens Aande og dens Komme!
Med Yndigheders Sang af de aarvaagne Fugle.
Milt. forl. Par. IV. B. 641 L.
Hvilken Fornøyelse miste Ladheds Børn! Lidet, ach!
lidet skiønner den Søvnagtige, hvilken nydelig Forlystelse
han forsømmer, for at fyldestgiøre den sletteste af de Ly¬
ster, som han har tilfælles med Dyyrene.
Dagbrækningens Graghed begynder efter Haanden,
at tage af. En Mængde af røde Striber farver Firma¬
mentets Uld. Jndtil omsider Østens spraglede Anseelse
falder bort i en brændende og almindelig Rødhed.
Er det en indbildt Tanke, eller blusser Himmelen virkeli¬
gen af Skamfuldhed, ved at see saa mange liggende i Dorsk¬
Skal
hed udstrakte paa deres søvnige Hovedpuder?
Mennesket være bortfaldet i en vellystig Mageligheds Skal
Mennesket forøde disse dyrebare Timer i en ørkesløs Slum¬
mer? da den hurtige Sool er oppe, og gaaer frem i sin
Skabers Ærende, da alle de fiærede Chore siunge deres
Skabers Lov, og yde deres underdanige Pligt i Harmoniel
O! ney. Lad Ham ophøye de liflige Sangeres Melodie,


ved at foreene!
sin Andagts fornuftige Toner. Lad
ham forbedre Natureus vellugtende Røg=Offer, ved at
blande med den opstigende Lugt sin Lov=Sangs langt finere
Røgelse.
Det er naturligt for Mennesket at see opad; og at
vende sit første Øyekast til de Ting, der ere oven over
ham (*).
Forfærdelige Skue Plads, hvor Lynet udskyder sin
Jld, og Tordenen lader høre sin Røst; hvor Stormvinde¬
ne udøse deres rasende Grumhed, og utallige Verdener
vælte sig rummeligen omkring! - O hvor stor er den mæg¬
tige Haand, som udmaaler dette forfærdelige Rum med
et Spand, O hvor uendeligt er det forunderlige Væsen,
for hvilket denne u-maadelige Strækning er ikke meere end
en Prikke! Og O! (du behagelige Tanke!) hvor urandsa¬
geligen riig er den Barmhiertighed, der er større end Him¬
lene, Psalm. CVIII. 4. Er meere udstrakt og uendelig
i sin naadefulde Virkning, end disse u-ndskrænkte Stræk¬
ninger af Luft og Søe og Firmament! som tilgiver de al¬
lerstørste, de allergrueligste Misgierninger; tilgiver dem
i Betragtning af Frelserens Forsoning, med fuldkommen
Frihed, og største Redebonhed; meere redebon, om det
var mueligt, end denne alt omgivende udstrakte befæst¬
ning indslutter i sin Omkreds en Rad af Bierge, eller end
og et Sand=Korn.
O! kommer hid, da, J opvakte, skælvende Synde¬
re. Kommer, mødige og høystbesværede med eders Over¬
trædelsers Kundskab. Fordømmer eder selv. Frafalder
(*) Os homini sublime dedit, cælumqve tueri
Ond.
Jussit &t etectos ad sidera tøllere vultus.


rs Fortrøstning
al Tilliid til noget af eders eget. Lader
være til Guds inderlige Barmhiertighed, stedse og ævin¬
delig.
I dem har han sat et Paulun for Solen. Psalm. XIX.
Betragt ham kommende frem af Østens Kamre.
See, Skyerne, ligesom svævende Gardiner, drages til¬
side ved hans Ankomst. Med hvilken skinnende Majestæt
gaaer han ud! hvor overmaade klart er hans Ansigt, ud¬
bredende Dag og u-udtømmeligt Lyys over den gandske Ver
den! Er der noget Syyn, endskiønt forfærdiget med den
allerstørste og kostbareste Fliid af menneskelig Kunst, der
kand lignes imod disse prægtige Herligheder af det frem¬
Jeg har læst om en Person,
brydende Soel=Skin;
der var saa rørt over Glandsen af dette ædle Lyys, at han
bildte sig ind at han var skabt egentligen for at beskue dens
O! at de Christue vilde antage hans
Herligheder.
Meening og forfløtte den til Retfærdigheds Sool!
Mig synes jeg bliver vaer tusende ypperlige Egenska¬
ber i Solen. Den er visseligen det beste materialske Sind¬
billede paa Skaberen. Der er meere af Gud i dens Glands,
Kraft og Nytte, end i noget andet syynligt Væsen. At
tilbede den som en Guddom, var den mindst u-undskyldeli¬
ge af alle de hedenske Afguderier. Man kand neppe for¬
undre sig over, at den faldne Fornuft skulde mistage saa
skiøn en Copie for den tilbedelige Original. Jngen Lig
nelse i den hellige Viisdoms gandske Bog behager mig mee¬
re end den, der ligner den velsignede J Esum ved hin Da¬
gens Regent (*); der nu gaaer frem paa sin himmelblaa
Vey, for at udspreede Lyys og Glædskab til alle Lande.
Hvad
(*) Malach IV. 2. For eder, som frygte mit Naun, skal opgaae Ret¬
færdigheds Sool, og der er Lægedom under hans Vinger.


andet end et Mørk¬
Hvad vare alle
Rige
heds Fængsel, uden Solens Straaler; Alle deres smukke
Syyne maatte blive skiulte under Skygger, og falde
Forgæves lade vi vore Øyne løbe
bort i Dunkelhed.
omkring i den mørke Midnat; forgæves umage vi os for
at beskue den elskelige Naturs Lineamenter; Vi maae ven¬
de os hvorhen vi ville, saa see vi ingen Gestalt eller Skiøn¬
hed; Alting synes at være en fæl Ørk, en ukiendelig Klump,
indtil de igienkommende Timer have aabnet Lysets Porte,
Og, hvilket Syyn
og ladet Morgenen komme frem.
fremstiller sig da! Himlene ere belagte med blaat, og be¬
strødte med Roser. En Forandring af det deyligste Grønt
klæder Slættene. Blomsterne iføre sig en Glands af de
stærkeste Farver. Den gandske Skabning træder frem,
klædt i alle Skiønheds Yndigheder. Det indtagne Øye
seer sig omkring og falder i Forundring.
Uden denne store oplivende Aarsag; hvad var denne
Jord uden en livløs Klump; en grov Dynge af død Mate¬
rie? Træerne kunde aldrig bryde ud i Blade, eller Plan¬
terne springe op i Blomster. Vi skulde ikke meeere beskue
Engene overklædte med Grønt, eller Dalene staaende tyk¬
ke med Korn. Eller at tale i Prophetens deylige Sprog:
Figentræet skulde ikke grønnes, der skulde ikke være
Grøde i Viinstokkene; Olie=Frugten skulde slaae feyl,
og ingen af Agrene skulde give Føde; man skulde rive
Faarene af Faarestien, og der skulde ikke være Øxne i
Denne udskyder si¬
Staldene. Habak: l1I. 17.
ne Straaler igiennem alle Planternes Slægter, og ma¬
ler Foraaret, og beriger Høsten. Denne trænger igien¬
nem indtil Rødderne i Viingaarden og Frugt=Haugen, og
fremdriver disse gærende Safte, som endeligen bryde ud i
Floder


Floder af Viin, og nedbøye Greenene med en moed Byr¬
de. Kort sagt, dette prægtige Lyses velgiørende Virkning
er ubeskrivelig. Det giør den heele Natur deylig og frugt
bar. Der er intet skiult for dets Heede.
Som der er ingen Frugtbarhed, saa er der ey heller
Naar den¬
nogen Glæde og Munterhed uden Solen.
ne gunstige Dagens Behersker udbreder sin milde Morgen¬
Glands, da blive alle Creaturene oplivede ved hans Nær¬
værelse, og glædede ved hans Gaver. Millioner af glind¬
sende Insekter opvækkes og frembringes, badende sig i
hans Straaler. Fuglene springe op af deres Slummer
og udøse deres fornøyede Siæle i liflig Sang. Det smaa
Kræe tager imod den velkomne Velsignelse med brægende
Toner; Det store Qvæg udviser deres grovere Fryde=Skriig,
med brølende Røst; Dalene klinge af Landsby=Mufik, og
Høyenes Gienlyd igientager de ukunstede Toner. Alt hvad
der har Stemme lader sig høre i det almindelige Chor; alt
hvad der har Aande, glæder sig ved denne opmuntrende
Derimod lad denne straalende Kugle blive for¬
Kraft.
mørket, alleeneste i faa Øyeblik, og strax faaer den gand¬
ske Natur en bedrøvelig Anseelse. Himlene iføre sig et
Slags Sørge=Klæder. De munterste Dyyr hænge med Vin¬
gerne, eller med deres nedslagne Hoveder. Sangerne i
Skoven blive stumme. Glædskabs Røst ophører. Brø¬
lende Dyyr sværme omkring efter Rov; græselige Fugle
komme frem og skrige; Menneskets Hierte forsager, og en
gysende Skræk indtager det gruende Sind.
Saa¬
kedes, naar Christus skiuler sit Ansigt, naar Troen taber
Jsraels Trøst af sigte; Oh! hvor mørkt og fælt er da alt
hvad Siælen seer! vor Gud synes at være en fortærende
Jld, og vore Synder raabe høyt om Hævn. Tankerne


bløde indvortes, den nedslagne Christen vandrer tungt; al¬
ting uden til er fortrædeligt, alting inden til er mistrøstigt.
Opløft, da, naadigste JEsu, du ædlere Opgang af
det Høye, O! opløft dit Ansigtes Lys over dit Folk! aa¬
benbar dit al tilstrækkelige Midler=Embedes Fylde, stadfæst
vor Ret til denne store Saliggiørelse, og meddeel os derved
Hvad intet Jordisk give kand,
Og intet Jordisk kand borttage;
Et stille Soolskin i vor Siæl,
En Glæde som vort Hierte føler.
Pope.
Fra Himmelen begive vi os ned til Jorden.
Her
tindre Dugens Draaber, ligesom saa mange flydende Cry¬
staller, i vore Øyne. Hvor klarskinnende, hvor ubesmit¬
tet er deres Glands, hvor lidet ringere end den stolte Steen,
der bestraaler Monarkens Krone, dem fattes intet uden
Fasthed og Varagtighed, for at agtes lige med de fiineste
Kostbarheder i Juvelerens Skriin. Men herudi ere de vis¬
seligen meget ufuldkomne; kort levende Prydelser, besid¬
dende lidet meere end et Øyebliks Glands. Solen der giver
dem deres Skin, vil snart fortære dem. Inden en Time
maae vi see efter deres Sted og da skal de være borte.
)! at et hvert got Forsæt hos mig, og hos min Hiord;
at vor forenede Længsel efter Gud maae ikke være liig
disse Morgenens forgængelige Prydelser, men ligesom
den tiltagende Dags væsentlige Herligheder! disse skinne
meere og meere med en forøget Glands, da hine derimod,
naar de have prægtigen glimret en liden Stund, forsvinde
og blive borte.
Hvor kiendeligen har denne Dug forfrisket Planter¬


en brændende Heede af gaar dags Sool havde
nes Rige!
næsten steegt Naturens Ansigt og udtømmet dens Sødhe¬
der. Men hvilket kraftigt Forfrisknings Middel ere disse kølen¬
de Nattens Draaber, hvor vederqvæge de, og styrke, de for¬
smægtende Urter! Saa snart de blive bestænkte med disse
oplivende Draaber, forhøyes deres Grønhed; deres Blom¬
ster faae en ny Glands; deres Lugt, som var svag eller
Saale¬
havde ophørt, bliver mægtig og overflødig.
des opliver den ævig=velsignede Aand en Synders forsagen¬
de og bekymrede Samvittighed. Naar denne almægtige
Trøster udøser sin søde Virkning over Siælen, fremlegger
en guddommelig Forløsers al tilstrækkelige Offer, og vidner
med vor Aand, at vi have Deel i Frelseren, og derved ere
Guds Børn; hvilken behagelig Forandring følger da der¬
paa! de forrige Angester erindres ikke meeere; alle urolige
Forestillinger forsvinde. Trøstende Haab og glædelige For¬
ventelser komme i Stedet. Ansigtet seer ikke meeere bedrøvet
ud; Øynene opklares med en levende Munterhed; og Læ¬
berne udtrykke den Hierte følte Fornøyelse i Taksigelses
I denne Meening, barm¬
Sprog og melodisk Sang.
hiertige Gud, vær som en Dug over Jsrael! Udøs over
dem din Velsignelses idelige Dug. Og o! lad ikke mit Uld¬
fæt være tørt, medens himmelsk Velsignelse falder ned paa
alt hvad der er rundt omkring. (See Dommernes Bog
VI Cap. 37 og følgende Vers.)


Bie=Kuben.
No. 228.
Torsdagen den 14 May 1761.
Fortsættelse af foregaaende Betragtninger.
F¬
ørend jeg gaaer videre frem, lad mig stige op paa Ter¬
rasen, og besee engang det omliggende Land.
 hvilken Udsigt falder mig her i Øynene, hvilken Stræk¬
ning! hvilken Fylde og Overflødighed af alle Slags For¬
raad! Naturens gandske Riigdom!
Hvilket riigt og
u-udtømmeligt Magazin er her, forskaffende Ophold til al¬
le Creature! Mig synes jeg læser i disse store Bøger den ty¬
deligste Forklaring paa hin herlige Lov=Sang over den gud¬
dommelige Godgiørenhed, Psalm. CXLV. Han oplader
sin Haand, og mætter alt det som lever med Velsignelse.
Agrene ere gandske skiulte og staae tykke med Sæd.
De udbrede det mælkagtige Ax mod Solen, for at faae af
dens Straaler en haardere Fasthed og en gylden Farve; at
de maae blive beqvemme til at fylde Bondens Lader med
Overflødighed, og hans Hierte med Glæde.


Hisset ligge Engene, jævnede i en fuldkommen Liighed;
prydede med en spraglet Stikning af de deyligste Blomster,
og belæssede med frivillige (*) Stakke af Græs og Urter;
hvilke, naar de ere blevne til Høe, ville blive et overmaa¬
de beqvemt Forraad til den ufrugtbare Vinter; ville for¬
skaffe vore tienstagtige Creature Foder, naar alle de grøn¬
ne Sletter ere blevne livløse af Frost, eller begravne i
Snee. En bugtefuld Aa glider sagteligen frem ved de
blomstrende Bredde, og antager billedet af de hængende
Skyer, og vander Rødderne af mangt et greenefuldt Piile¬
træ. Den er, uden Tvil, fuld af allehaande Fisk, der
forskaffe Angleren en eensom Forlystelse, og nærer en læk¬
ker Spiise for hans Bord. Og dette er end ikke den eneste
Herlighed ved dette flydende Element, at det opholder de fin¬
nede Slægter; men det fører og Reenlighed med sig og uddee¬
ler Frugtbarhed, hvorsomhest dets Crystal=Flod rinder frem.
Græsgangene med deres grønnende Grøfter give Udsig¬
ten en behagelig Forandring, og berede et aabent Bord for
vort Qvæg. Der blive vore Øxne stærke til at arbeyde,
og vore Faar føde tusende og ti tusende. Der faaer He¬
sten Kraft til at befordre vore Forretninger, og Hurtighed
til at fortsætte vore Reyser. Herfra bringer Koen sine
Yver hiem, udspendte med en af de nærsomste og sundeste
Vædsker i Verden.
Paa adskillige Steder sees en liden Skov af Træer,
hvilke ligesom en stor Rad af Pillere opreyse deres taarnede
Hoveder.
injussa vireseunt:
(*)
Gramina
Virgil.


Hoveder. Et hvert Træ udkaster en
venlig Skygge før
Dyrene, og bereder et Giæstfrie Herberg for Fuglene.
Et hvert Træ staaer færdigt til at forskaffe Tømmer til
et Palats, Maste til en Flaade, eller, med en meere yd¬
myg Tienstagtighed, Jldebrand til vore Arnesteder. Her
blive og adskillige agtværdige Creature frembragte og un¬
derholdte, uden nogen vor Bekostning eller Omsorg. Her
voxer iligemaade Operflødighed af disse Urter, som stille
vore Saars Smerter, og lindre Feberens hidsige Oprør;
som meddeele vore omløbende Vædsker en blomstrende Sund¬
hed; give vore rørige faste Deele en stærkere Kraft, og der¬
ved oprette vor svækkede Naturs Brøstfældighed.
Nærmere ved Huusene seer jeg en Strækning af ud¬
spredte Greene, ikke saa anseelige som Egetræerne, men
meere elskelige formedelst deres aarlige Tienester. For
gandske kort Tiid siden saae jeg dem, og da var det altsam
men en deylig, u-maadelig Mængde af Blomster. Øyet
faldt i Forundring over det elskelige Syyn, og Hiertet glæ¬
dede sig i Forestilling af Høstens Overflødighed. Men nu
er den blomstrende Møe overgivet for den nyttige Matrone.
Blomsteret er faldet, og Frugten bryder frem paa enhver
Green.
Blæser sagte, J Vinde! O sparer den spæ¬
de Frugt, J trodsige Stormvinde. Lader Pære-Træet
opamme sin saftige Yngel, indtil de falde ned i vore Hæn¬
der, og smelte i vore Munde. Lader Blommen hænge u¬
forstyrret paa sine Grene, indtil den feeder sit lækkre Kiød,
og overdrager sit glatte Skind med Blaat. Angaaende
Æblene, der ere Stapel=Vare i vore Frugt=Hauger; da
lader ingen skadelige Stød styrte dem i utide til Jorden,
indtil den omløbende Sool har givet dem en blodrød Farve,


og bereedt dem til en udvalt Smag. Og, hvilke utallige
Slags, af hvilke glatte Skaller, af hvilken behagelig Lugt
og Smag, ville da fylde vore Forraads Kamre! Nogle til
at forskaffe os en tilig Vederqvægelse, og forfriske vore
Ganer midt i den brændende Heede; nogle til at laane de¬
res Moedhed af den faldende Snee, og at bringe Høsten
midt ind i Vinteren; nogle til at pryde vore Credents=Fa¬
de, giøre en Deel af vor Desert, og give vort Giæstebud,
en angenem Slutning; Nogle til at fylde vore Most=Fade
med en skummende Flod, hvilken, naar den er blevet moed
af Ælde, kand spille i Glasset med en Kraft og Liflighed,
der giver Druens Blod lidet efter.
Jeg seer adskillige smaa Jndlukker, hvilke synes at
frygte for nogen fiendlig Besøgelse af Norden, og derfor
ere beskyttede paa den Kant med tykke Træer eller en høy
Muur; men derimod holde de en u afbrudt Samqvem med
Sønder; og udbrede deres gandske Strækning mød dens
venlige Varme. Et af disse, i Særdeleshed, ligger saa
nær, at jeg tydeligen kand see at det er en Køkken=Hauge.
Den kommer mig for som en jævn og sparsommelig Repu¬
blik. Alt hvad der kand ligne Hoffers Pragt, eller Kon¬
gelig Høyheds Ære=Tegn, er forviist fra dette ydmyge
Sælskab. Jngen af Køkken=Haugens Vexter tragter ef¬
ter pyntelig Stats, men de ere alle klædte med en fuldkom¬
men Anstændighed. Her ere disse berømte Egenskaber her¬
ligen forenede, den yderste Eenfoldighed med den nætteste
En forfaren Haand har afdeelt den gand¬
Reenhed.
ske Grund i smalle Beede, og mellemløbende Gange. Den
samme fornuftige Indretning har anviist enhver Familie
sit beqvemme og adskilte Sted. Saa at er er ingen Uor¬


den udi saa stor en Mængde, efterdi enhver for sig er sam¬
let med sine Liige, og alle Slægterne ere inddeelte med Or¬
dentlighed. Men dersom det er fornøyeligt at beskue deres
ordentlige Inddeeling, og deres ærbare Skiønheder, hvor
behageligt er det da at betragte den Nytte de forskaffe!
Hvilken Forraad af udvalte Beqvemmeligheder er her! hvil¬
ken Kilde af sunde og velsmagende Sager! og alt dette til
Menneskets Brug. Hvorfor udbreder Petersillen sine
krusede Lokker over Beedet: eller hvorfor giennemborer
Sellerien den feede Jord med sine hviidagtige Arme, uden
for at giøre hans Supper velsmagende? Aspargen opsky¬
der sin lange Stamme for at byde ham de første Frugter af
Aaret; og Ærteskokken udspreder sin brusende Top, for at
give ham en Ræt af Plante=Marv. Agurkens spæde Stæng¬
ler krybe frem i Solen, og, omendskiønt de bade sig i
dens heedeste Straaler, saa uddrage de dog for deres Her¬
re, og fanke til hans Brug, de køligste Safte af Jorden.
Bønnerne staae faste, ligesom Rader af en Krigshær der
er stillet i Slagt=Orden; Ærterne hvile sig paa deres
Stænger, ligesom saa mange Compagnier af Jndvalider¬
og begge fylde deres Skaller med Jordens Feedme, for at
udøse den igien paa deres Eyermands Bord. Jkke en eene¬
ste Art af alle disse adskillige Urter er en unyttig Byrde paa
Jorden. Jkke en eneste Plante, som jo er god til Føde
eller i nogen Maade gaunlig. Og med saadan en godgiø¬
rende Forsynlighed ere deres Tienestes adskillige Tider ind¬
rettede, at ingen Deel af Aaret fattes saadanne næren¬
de Spiiser, der ere best skikkede efter Luftens Beskaffenhed
O! hvorfor skulde Eyer¬
og vore Legemers Tilstand.
manden af saa kosteligt et Stykke Jord misunde Kongerne
deres Stand, efterdi han kand dagligen gaae imellem Ra¬


der af fredsommelige og lydige Undersaatter; enhver af
dem rækker ham en behagelig Foræring, og yder ham en
villig Skat; der er paa den ypperligste Maade skikket til,
baade at opfylde hans Mangel og forlyste hans Smag; og
at forskaffe ham baade Overflødighed og Fornøyelse.
Jeg maae bekiende, mit Hierte slaaer hæftigen af For¬
nøyelse og udbryder i de inderligste Lykønskninger over alle
Indbyggerne i disse Landsby Vaaninger. Fred være inden
eders Vægge, saavelsom Overflødighed rundt om eders
Boliger. Lever, J høyligen benaadede! lever, skiønnen¬
de paa eders Velgierninger, og taknemmelige mod eders
Velgiører! Seer rundt omkring til alle disse overmaade
store Jndkomster af den frugtbare Jord, og kalder dem
(thi J have frit Forlov dertil) allesammen eders egne.
Alleeneste lad mig minde eder, og gid J aldrig maae for
glemme, at J ere JEsu Christo forbundne for alle disse
Beqvemmeligheder, som udspringe af den frugtbringende
Jord, og de smiilende Skyer. (See forrige No. 218.)
Efter at jeg har beskuet den viide Himmel, og ladet
mine Øyne løbe omkring til den nedre Skabning, saa er
det Tiid at jeg stiger ned fra dette høye Sted, og indskræn¬
Her
ker min Agtsomhed til den deylige Plæt neden for.
lader den altiid behagende, den allevegne elskelige Natur
sig see med særdeles Tillokkelser: Hisset synes den klædt i
sin daglige Dragt; stor, men u-ordentlig. Her kalder den
sin Kammer=Piige, Kunsten til Hielp, og skinner i alle de
nydeligste Prydelser, som den nøyagtigste Fliid kand bringe
til veye. Hisset ere dens daglige Værelser, hvor den tager
imod sine almindelige Giæster; dette er dens Raritæt


Kammer, hvor den forlyster sine inderligste Bekiendtere.
Mit Øye skal ofte spatsere omkring og besee hine
Skue=Pladse af almindelig Frugtbarhed; mine Fødder skal
undertiden trænge sig igiennem de tykke Buske, eller
gaae over Slættene, eller vandre omkring i Skovene; men
til dette fornøyelige Sted skal jeg fornemmeligst begive
mig. Did vil jeg giøre Flakke=Reyser; men her vil
jeg boe.
Dersom jeg af dette mit ringe Forhold maa giøre en
Udtydning til de meest ophøyede Øvelser, da vilde jeg an¬
mærke, at den berømte Erasmus, og vor skarpsindige
Locke, efter at de havde betrædt Videnskabernes Kreds, og
giennemvandret den menneskelige Lærdoms gandske Stræk¬
ning, omsider sloge sig alleneste til Bibelen. De forlode
Alderdommens Viise, og sadde u-ophørligen ved JEsu
Fødder. De begave sig viiseligen fra den umaadelige Mang¬
foldighed af Videnskaber, fra disse u-endelige Skrifter af
forlystende Lærdom, hvor skadeligt Ukrud er blandet
med sunde Urtex; hvor der almindeligen voxer en større
Mængde af tornede Buske, end af frugtbærende Greene.
De fordreve deres moedenste Timer i disse helligede Hau¬
ger, som Guds egen Viisdom plantede, som Guds egen
Aand vandede, og i hvilke Guds egen Søn ideligen van¬
drer; hvor han møder dem der søge ham; og aabenbarer
dem sin Persons Herligheder, og hans Godheds Riigdom.
Saaledes vilde jeg ende mine øvrige Dage! da jeg
hidindtil har haft en Smag af de smukkere Studerin¬
ger, saa ønsker jeg at anvende min Fliid herefter paa


Skrifter kand man vel san
Ord. Af andre i
det levende
ke nogle Stykker af meere glimrende end grundig Un
derviisning; Af denne er jeg vis paa at indsamle en
Høst af de høyeste Sandheder, de ædelste Forbedrin¬
Driv mig da, O! driv
ger, og den reeneste Glæde.
mit Sind til Zions helligede Løv=Hytter. Lad mine
Tanker stedse vandre omkring igiennem det guddomme¬
lige Ords frygtbare og behagelige Spatseregange. Her
voxe disse himmelbaarne Planter, Livets og Kundskabs
Træer, hvis velsmagende Frugter vi nu kand tage, og
æde, og leve ævindeligen. Her flyde disse dyrebare
Strømme af Naade og Retfærdighed, hvis levende
Vande hvosomhelst drikker, skal ikke tørste meere. Og
hvad kand de Grædske Sangeres Fabler, eller de skiøn¬
hvad
neste Stæder af den Romerske Veltalenhed, -
kand de fremvtise, som i nogen Maade er at ligne i
mod det aabenbarede Ords mageløse Herligheder?
Derfor, omendskiønt det skulde ikke være mig imod at
giøre mellemstunder mine hedenske Læremestere en Besø¬
gelse, saa vilde jeg dog leve hos Propheterne og Apostlene.
Med hine vilde jeg ved Leylighed holde nogen Omgængelse;
men disse skulde være mine Hierte=Venner, mine u-adskil
lelige Staldbrødre, min Lyst og mine Raadgivere.


Bie=Kuben.
No. 229.
Torsdagen den 21 May 1761.
Af M. Elizabeth Rowes Letters moral
and entertaining.
Sex Breve fra Caura til Aurelia.
Første Brev.
K¬
unde eders mangfoldige Beden have formaaet min
Broder til at lade mig blive tilbage i London, da
skulde J været fri for det Bryderie, som jeg gandske vist
skal forvolde eder, i det jeg betroer eder alt hvad der hæn¬
des mig her paa Landet; og jeg haaber at J vil lindre min
Græmmelse, ved at fortælle mig, hvad den kiære, for¬
tryllende, støyende Verden tager sig til, medens jeg i Ør¬
kesløshed fordriver min Tiid paa Landet. Hvor lyksalig
er J, min kiære Aurelia! hvor misunder jeg eder den For¬
nøyelse at leve i Støv, i Trængsel, i Støy og i al den ar¬
tige Tummel af den fornemme Verden.
Min Broder førte mig hid for at see en Herregaard,
som han havde nyligen kiøbt; Han vilde gierne bilde mig
ind, at den ligger meget smukt; men jeg skulde tænke, at
den laae meget smukkere, dersom den laae ved Kongens
Hauge, eller end og i den sletteste Kant af London, end
her. Jeg veed, i Sandhed, neppe hvor vi ere, undtagen


at det er forskrækkeligen langt fra Comoedie=Huuset, fra
Opera, fra Masqveraden, og fra alt det i Verden, som
er værdt at leve for.
Jeg kand neppe sige eder, hvorhen J skal sende eders
Breve; vi ere visseligen ved Verdens Ende, ved det yder¬
ste af det faste Land, paa Grændserne af den beboede Jord,
under Nord=Polen, iblant vilde Folk. Jeg tænkte vi skul¬
de aldrig have naaet Enden paa vor Pillegrims Reyse; og
jeg kunde ikke bare mig for at spørge min Broder, om vi
skulde reyse over tørt Land til de Folk som vende Fødderne
imod os; hver Miil syntes saa lang som ti, der førte mig
fra London, som er Middelpuncten af al min Glæde.
Landet er mig afskyeligt; jeg hader Træer og Hækker,
høye Bakker, og stille Dale; En Satyricus maae lee mig
ud, men for mig ere
Grønne Marke, tykke Lunde, med Crystalle=Kilde=Spring,
Lerker, ja og Nattergale, lutter væmmelige Ting.
jeg gad heller høre Raabet paa Gaderne i London, med
Rumlen af Vogne, end sidde og høre paa rindende Bækkes
melankolske Suusen, eller paa al den vilde Musik i Skove¬
ne; Lugten af Violer foraarsager mig Moder=Besværing;
den friske Luft dræber mig; min Natur er ikke stærk nok
til at taale den; de kølige Vesten=Vinde ville blæse mig en
Forkølelse paa Halsen, dersom jeg bliver her meget længere.
Dersom disse ere Musernes Sæder, da lad den u-is¬
undte fornøye sig i deres glimrende Griller, og omgaaes
med indbildte Væsener, som de selv have dannet. Jeg har
ingen Lyst til Skov=Rympfer eller Ælle=Qvinder; ey hel¬
ler har jeg den mindste Jndvending mod menneskelig Sam¬
qvem, en blot jordisk kiøn Karl, med en galuneret Klæd¬
ning, er meere efter min Smag, end en Elsker blant
Luftens Jndvaanere, med hans skinnende Lokke, og Regn¬
bue=Vinger.


Det stille?
mørke, hvorover der ere gjordte saa man¬
ge søde Beskrivelser, er for mig en meget keedsommelig
Tiid; og Maanen, (som Poeterne have forelsket sig i) med
alt dens Stierne=Følgeskab, fornøyer mig ikke halv saa me¬
get som en Assemblee=Sal, der er illumineret med Vox¬
Lyys. Denne skulde jeg agte høyere end den klare Sool i
sin Middag=Glands; Dagens Lyys giør mig syg; det har
noget i sig der er saa almindeligt og gemeent, at det synes
bedre skikket for Bønder til at høste, eller for Landsby=Pi¬
gerne til at spinde ved, end til fornemme Folkes Brug.
Jeg veed, kiære Aurelia, at J ynker mig, i denne be¬
grædelige Stand; den gandske Skabning er som et reent
Blad Papiir for mig; det er altsammen ufornøyeligt og
øde; i hvadsomhelst deylige billeder Muserne have beskre¬
vet disse Landsbye=Vaaninger, saa har jeg dog ikke Jnd¬
sigt nok til at blive dem vaer; hverken den blomsterfulde
Mark, eller den spraglede Himmel, den rosenrøde Mor¬
gen, eller den balsamsøde Aften kand opmuntre mine Tan¬
ker; og jeg er hverken en andægtig eller poetisk Enthustast,
og uden nogen af disse Egenskaber, hvad skulde jeg giøre i
stille Eensomhed, og tankefulde Skygger.
Jeg finder mig kun lidet fornøyet paa dette Sted, hvor
jeg er saa langt fra Stadens støyende Forlystelser; det er
mig tungt at være ved et muntert Sind i Ledighed og Een¬
somhed; det giør mig kummerligen nysgierrig for at vide,
hvad der vil blive af mig, naar min Aand farer ud; Dø¬
den, det fæle billede, trænger sig ideligen ind i min Een¬
somhed, og ved nogle sørgelige Slag af Liig=Klokken i et
næstliggende Kirke=Taarn, ofte minder mig om at pønse
paa Liig=Kiister, Begravelser og den mørke Grav; disse
gruelige Ting foraarsage mig Qvalme, og volde at jeg for¬
skrækkes for min egen Skygge; jeg har ey heller faaet nogen


stor Grad af Frimodighed ved at blive Fritænker, og at
forglemme (som Pope siger) alt hvad Ammen og Præster¬
ne have lært mig.
J har været alt for ofte i vort Sælskab, at J ikke
skulde vide, at min Broder er en ret Vantroende; han
søger et Slags Ære deri, at faae mig til at antage hans
Meening, og at befrie mit Sind fra disse Fordomme
(som han kalder dem) og overtroiske Begreb, som regiere
en stor Deel af Verden; men saasom han finder at jeg har
kun liden Lyst til at forsage min Udødelighed, saa har han
forestillet mig en Lærdom om Siælens Forfløttelse, og
dens ævige Omvandring fra et Slags Creatur i et andet.
Jmidlertiid finder jeg ikke, at jeg vinder noget ved at
fornegte min Tro, som tillod mig at haabe, at jeg, naar
dette dødelige Liv fik Ende, maatte blive en Engel, eller i
det mindste ligne disse skinnende Væsener.
Men ved dette underlige Paafund, som min Broder
søger at omvende mig til, ere mine Forhaabninger siunk
ne; det høyeste jeg kand vente, naar jeg har aflagt mit
nærværende Væsen, er at grine i en Abekat, eller at see
alvorlig ud i en breed=hoved Ugle, eller at sidde som en slad¬
drende Skade i en Busk; det er uvist, hvilket Slags Dyyr
jeg skal regnes iblant, enten jeg skal stige i Luften med de
vingede Jndvaanere, eller krybe paa Jorden blant mine
Orme=Brødre, eller gaae paa Græs i Marken med det hor
nede Fæ. J Sandhed, jeg har ikke stor Lyst til at æde Græs
eller Høe, og lige saa lidet til at sove i en Hule, eller at
strække min lodne Krop paa den duggede Mark; men det
er endnu uvist, enten jeg skal gaae, eller krybe, eller fly¬
ve, eller svømme; jeg veed endnu ikke hvilken af disse adskil
lige Arter jeg skal hilse som mine næstkommende Slægtinge.
Jmid


Jmidlertid, jeg er bedre fornøyet med at være hvad
jeg er, end ellers noget andet; jeg vil heller være en berømt
Skiønhed, flaggrende paa et Bal, iblant smukke og artige
Mandspersoner, end den deyligste spraglede Sommerfugl,
svævende med malede Vinger over et Tulipan=Beed; der¬
som dette skulde blive min tilkommende Skæbne, da vil
det være en qvælende Forvandling at fornedres fra en Gud¬
inde til et Jnfect.
Og virkeligen er der noget saa mørkt og utrøfteligt i
disse Forestillinger om det Tilkommende, at dersom jeg me¬
get længere tænker derpaa: saa skal jeg igien blive en Chri¬
sten, til trods for min Broder, og en lærd Vantroende,
som er hans Staldbroder; hvilke u-ophørligen belee mig
fordi jeg bekymrer mig om et indbildt Herefter, som de
kalde det.
J Sandhed, dette vilde være min mindste Bekymring,
dersom jeg var ikke overmaade ledig; men saasom jeg har
intet at forslaae Tankerne med, saa er det mig umueligt
at undslaae mig for at bekymre mig om, hvad min Skæb¬
ne vil blive, naar jeg forlader dette forgængelige Liv; thi
jeg maae visseligen døe; jeg er dødelig uden al Modsigelse;
denne Sandhed ligger mig tungt paa Hiertet; det er umue¬
ligt at undflye dens Overbeviisning, og dette Sted forskaf¬
fer ikke nogen Tiidsfordriv, hvorved jeg kand forslaae denne
sørgelige Betragtning. Dersom jeg skulde blive andægtig,
da vilde J agte det for en meere forunderlig Forvandling
end nogen af dem jeg har nævnet; men i alle Forandringer
er jeg bestandigen.
Eders &c.
Laura.
P.S. Jeg har en Hemmelighed at fortælle eder angaaende min
Broder; hvilken J skal faae at vide i mit næste Brev; thi jeg er ligesaa
forlegen for at aabenbare den, som J kand være for at høre den.
Andet


Aurelig
Andet
eg har alt for stor Fortrolighed til min kiære Aurelia,
at jeg skulde dølge nogen Ting for hende; det kand og
ikke være nogen Fornærmelse for min Broder, at betroe
eder hans Caracter og lade eder vide, at han er ligesaa stor
en Libertiner i hans Levnet som i hans Meninger.
Men hvadsomhelst Friheder han end har taget sig selv,
saa maae jeg dog tilstaae, at han har altid søgt at give mig
et rigtigt Begreb om Ære, og den Anstændighed, som søm¬
mer mit Kiøn; medens han har umaget sig for at frie
mig fra Religionens Tvang, har han ikke forsømt at fore¬
stille mig alt hvad der kand siges om andre bevægende Aar¬
sager, som maatte opvække hos mig den ømmeste Omsorg
for et ubesittet Naun og Rygte; hvorover jeg blev des meere
fortrydelig over hans forargelige Opførsel, da jeg fandt at
han havde en Maitresse i hans Huus, hvilken han havde sendt
her hid to eller tre Dage førend vi kom; jeg vedste ikke hvad
jeg skulde giøre, eller hvorledes jeg skulde forholde mig i
denne fortrædelige Sag, indtil jeg fandt at hun fortiente hel¬
ler Medynk end Bebreydelse; og at hun var kommet herhid,
ikke for at fyldestgiøre en skammelig Kiærlighed, men for
at undgaae Mangel, og hendes Paarørendes Fortrydelse.
Hun fortalte mig hendes ulykkelige Historie, saa got
som den Jammer og Forvirring hun var udi vilde tillade;
og bad mig tnsende gange om Forladelse, da hun oprigtigen
tilstod, at hun havde formaaet min Broder til at tage mig
med sig, eller ikke at komme til hende.
Jeg fandt at hun havde været opdraget i stor Tugt og
Ærharhed, og at hun var ikke bekiendt med den lastefulde
Deel af Verden. Hun var neppe sexten Aar, hendes Naun
er Charlotte, det eneste Barn af en anseelig Borger, som
blev aldeeles ødelagt i sin Handtering ved en underfundig


Jøde, fra den høyeste Credit fandt den ulyksalige Mand sig
bragt i Vanære og trængende Omstændigheder.
Dette var en bedrøvelig Forandring for Charlotte,
just i hendes Ungdoms forfængelige Forventelser at see sig
saa pludseligen bragt fra overflødig Velstand, til Armod
og Foragt. Min Broder (hvilken hun havde undertiden
seet hos hendes Fader, men kiente ikke til hans Caraktere)
tog denne ulykkelige og farlige Tiid i agt, at friste hende
med riige Foræringer, og faure Løfter, til at forlade hen¬
des Venner, og at begive sig til nogle hemmelige Værel¬
ser, som han havde leyet til hende.
denne forvirrede Tilstand, da hendes Fader var
under Arrest, og alt hans Gods ham frataget, blev hun
uforvarendes forleedt til at antage min Broders Tilbud;
han gav hende og ikke Tid til at betænke sig, eller at raad¬
føre sig med hendes Paarørende; hvilke snart fik Kundskab
om denne Vanære, og sendte hende en alvorlig befaling,
aldrig meere at komme for deres Øyne.
Dette grumme Budskab, tillige med den bedrøvelige
Tidende om hendes Moders Død, som fulgte strax derpaa,
og hendes fulde Overbeviisning, at hun var bedraget af
min Broder med forstillte Ægteskabs Løfter, havde næsten
kostet hendes Liv, ey heller kunde noget Argument forlin¬
dre hendes Sorg, førend hendes bekymrede Elsker forsik¬
krede hende, at han aldrig herefter vilde forlange nogen
Gunst af hende, uden hvad den strengeste Dyd kand tilla¬
de; paa dette Vilkaar beqvemmede hun sig til at reyse til
hans nye Gaard paa Landet; thi hun har visseligen ingen
anden Tlflugt. Han har holdt sit Løfte, hun ligger i mit
Kammer, og bliver begegnet af ham med saa stor Anstændig¬
hed, som om hun var hans Søster.
Jeg tænkte aldrig at saadan en Libertiner vilde blive Platonist; det
er en usædvanlig luttret Kiærlighed, og jeg troer det er den første ædelmo¬


dige Artighed af dette Slags, som han nogensinde har viist, men han
har en Høyagtelse, en øm Kiærlighed for hende, som jeg, formedelst
hans ryggesløse Levemaade, aldrig kunde ventet hos ham.
Hendes Opførsel er virkeligen meget ærbar; der var og aldrig et
meere naturligt Aftryk af Sandhed og Uskyldighed end der sees i hendes
Ansigt; Hendes alt for lættroende Gemyt og uforfarne Aar have for¬
raadt hende til denne skammelige og elendige Stand; hvilken hun (end¬
skiønt for silde) synes at tage sig overmaade nær. Siden jeg begyndte
dette Brev, kom hun ind a mit Kammer, og med en Flod af Taare,
bad mig at jeg vilde optænke nogen Maade til at befrie hende fra dette
farlige Sted.
Men hvorhen (sagde hun) kand jeg flye? Mine Venner ville al¬
drig tage imod mig; jeg har ey heller Mood til at gaae deres Bebrey¬
delser i Møde. Min Misgierning har bragt en kiærlig Moder græ¬
dende til Graven; den legger paa min Faders graahærdede Hoved
en tungere Byrde af Sorrig end alle hans andre Gienvordigheder
Kiærlighed var ikke min Undskylding; jeg veed ikke endnu hvad
det er at elske; det var Feyhed, det var Frygt for Armod, en
syndig Mistillid til Guds Forsyn; jeg skulde have tigget, jeg skul¬
de have forsmægtet af Hunger, heller end have skildt mig ved
min Uskyldighed for at nyde Ophold paa slige nedrige Vilkaar.
Hvor alvorlig min Ruelse end er, saa kand den dog ikke have noget
at betyde, i henseende til Verden; Forargelsen vil aldrig udslettes
jeg maae gaae den almindelige Foragt i Møde, eller henslide mine
Dage i en bedrøvelig Afkrog. Betragt min Tilstand paa den beste
Side: Vilde denne falske Mand end ægte mig, som han lovede, hvad
for haanlige Bebreydelser, hvad for Skieldsord maae jeg vente, naar
han undertiden var i en fortrædelig Luune! Derforuden, hans ugu¬
delige Tale forskrækker mig, da jeg hører ham drive Spot med disse hel¬
lige Ting, som jeg har lært at have den høyeste Ærbødighed for. Jeg
skulde leve lyksaligere end en vild Amerikaner.
Jeg svarede hende intet; hendes Betragtninger vare alt for rigtige til at taale Mod¬
sigelse; men dette melankolske Exempel styrker mig meere og meere i min Jætede Slut¬
ning, aldrig at overgive mig, end ikke at capitulere, paa andre Vilkaar, end som
Laura.
en lovmæssig Engelsk Hustrue. Farvel.


Bie=Kuben.
No. 230.
Torsdagen den 28 May 1761.
Af M. Elizabeth Rowes Letters, fra Laura til Aurelia.
Tredie Brev, til Aurelia.
H¬
vilke foranderlige Ting ere vi! J vil forundre eder o¬
ver at høre at jeg har faaet Lyst til Landet, og har
fundet Behag i dets uskyldige Fornøyelser; jeg kand tale til
et Echo, eller høre med Agtsomhed paa en rindende Strøm;
jeg er paa gode Veye til at giøre Blomster=Krandse, paa¬
kalde Muserne, og skrive Hyrdestykker. Siden J hør¬
te sidst fra mig, har der mødt mig en behagelig Tildragel
se, som har givet min Indbildings Kraft et Slags Romansk
Tilbøyelighed.
Da jeg en Eftermiddag forlystede mig med at ride ud,
som jeg stedse pleyer, og Væiret var overmaade behage¬
ligt, vandrede jeg nogle (Engelske) Miile længere end sæd¬
vanligt, indtil jeg fik at see en ærværdig grundmuret Byg
ning, hvilken man ikke kunde skille fra en Kirke, uden ved
det at den havde intet Klokke=Taarn; alting derved havde
en stor og ældgammel Anseelse. Noget fra Huuset laae
der en tyk Skov, hvor igiennem der vare hugne adskilli
ge smukke Gange.
Jeg havde stor Lyst til at vandre omkring i disse beha¬
gelige Skygger; jeg steg derfor af Hesten, og befalede min


jeg forlod ham. Det va¬
Tiener at bie paa det Sted hv
rede ikke længe førend jeg kom midt ind i Skoven, hvor
der var en stor Cirkel-rund grøn Plads, med en dobbelt
Rad af høye Ælme=Træer voxende rundt omkring; midt
paa Pladsen var en liden Høy, hvorpaa man mageligen
kunde gaae op af en Vindel=Stie af Græs-Tørv; oven
paa stod en Løv=Hytte af Jasmin, Gedeblade og Rosen¬
Træer, flettede i hverandre med et Slags ziirlig Uorden;
de deylige Blomster behagede Synet, medens deres blan¬
dede Sødheder opfyldte Luften rundt omkring med en an¬
genem Lugt. Paa de nedrige Greene af de omkringstaa¬
ende Ælme=Træer hængte adskillige forgyldte Buure med
allehaande Sang=Fugle, som sang nu deres Aften=Sang;
medens en liden Musikalsk Fløyte, i klare og klingende To¬
ner svarede dem fra den nydelige Løv=Hytte.
Jeg begyndte at tænke, at der vare virkeligen saadan¬
ne Ting til som fortryllede Skove, og siungende Lunde, el¬
ler at den store Naturens Aand moroede sig selv i disse u¬
skyldige Boliger; imidlertiid drev Fruentimmer=Nysgier¬
righed mig videre frem, indtil jeg kom til den deylige Løv¬
Hytte, hvor jeg fandt en velklædt deylig ung Person, hen¬
ved sytten Aar gammel, siddende med en liden Fløyte i
Haanden; hans Ansigt var stærkt brunladent, og beskæm¬
mede Lilier og Roser; hans mørke Haar faldt i store og
ziirlige Krøller ned over hans Skuldre; intet kunde være
meere vakkert end hans Skabning og Anseelse; det var og
ikke mueligt at møde hans Øynes Glands, uden at føle
Kraften af hver giennemtrængende Straale.
Jeg giorde nogen Undskylding fordi jeg saa dristigen
brød ind til ham; hvilken han besvarede med en utvunget
naturlig Høflighed; jeg kunde og ikke mærke, at min Nær¬
værelse foraarsagede ham den mindste Bestyrtning eller
Forvir¬


Forvirring; han tog imod mig med en fuldkommen Rolig¬
hed; syntes ey heller at have nogen Begiærlighed efter at
vide hvorfra jeg kom, eller hvor jeg vilde hen; ja, (til min
store Ydmygelse) han spurte ikke engang om jeg var et
Menneske eller en Gudinde.
Jeg tilstaaer, det giorde mig noget misfornøyet, at
finde, at jeg ikke meeere opvakte Forundring, hos een som
maae skee, aldrig havde seet nogen Ting saa vakker i sin
Livs Tiid; thi jeg var i en meget kosthar Dragt, glimren¬
de af Skarlagen og Guld. J kand ikke forestille eder
hvorledes det ydmygede min Forfængelighed, da jeg mærk¬
te, med hvilken Ubevægelighed og Rolighed den unge Fø¬
lesløse saae paa mig, og det saa meget meere, efterdi han
syntes ikke at fattes enten Vid eller Artighed. Det græm¬
mede mig overmaade, at jeg i mit tre og tiugende Aar skul¬
de begegnes af ham med lige saa stor Koldsindighed og Ær¬
bødighed, som om jeg havde været hans Olde=Moder.
Dette stille Væsen giorde mig nysgierrig efter at see
hvad han læste; thi jeg saae to Bøger ligge nær ved ham
hvor han sad; Da jeg aabnede dem, fandt jeg at den eene
var en Afhandling om at herske over sine Passioner; den
anden var en Afhandling om Siælens Udødelighed. Jeg
havde intet at sige om disse alvorlige Materier; men efter
nogen formelig Samtale om Stedet og dets smukke Be¬
skaffenhed, tog jeg Afskeed derfra; den unge Philosoph
fulgte mig til Enden af Skoven, hvor jeg forlod min Tie¬
ner; og der skiltes vi ad, uden nogen kiendelig Uvillighed
paa nogen af Siderne.
Men jeg tilstaaer jeg havde en urolig Nysgierrighed
efter at vide denne elskelige unge Persons Historie, og
hvem Huuset hørte til; det varede og ikke længe førend jeg
fik den ønskte Underretning af en Præst, som reed den sam¬


me Vey som jeg. Han sagde: "Huuset tilhører Sir Har¬
ry Lizzard, en Mand af Fortienester og som vel kien¬
der Verden, men nu var han blevet umaadeligen keed
af den og havde slaaet sig til Eensomhed, og det forme¬
delst hans ældste Søns Død, hvilken han havde givet
en meget fri Optugtelse, og med en anseelig tillagt Un¬
derholding sendt ham til Jtalien, hvor han fordrev sin
Tiid i største Ryggesløshed; indtil han ulykkeligen kom
i færd med et løsagtigt Fruentimmer, og i en Overilel¬
se af Skindsyge skød sig selv for Panden. Dette sørgeli¬
ge Udfald bragte Sir Harry til den Slutning, at give
hans yngre Søn en gandske anden Optugtelse; og san¬
deligen hans Caracter er gandske tvert imod hans ældre
Broders; han er mærkværdig formedelst hans tilige Guds¬
frygt, og store Fremgang i alle Slags Lærdøm; thi han
har en meget artig og ypperlig Mand til Hofmester;
Men Philoeles (det jer den yngre Herres Naun.) har
alt for stor Alvorlighed for hans unge Aar, og er saa
hengivet til et ensomt og stille Levnet, at han er bekiendt
under det Naun af Den deylige Eremit, saasom han er
i Sandhed meget deylig?
Her forlod Præsten mig, og jeg var overmaade glad
ved denne Efterretning. Saasnart jeg var kommet hiem,
fortallte jeg denne min Tildragelse for Charlotte, som gav
kun lidet Agt derpaa; efterdi hun, som jeg tilforn har
meldt, var i den yderste Beængstelse, over den Levemaa¬
de hun var tvunget til. Jeg er, min kiære Aurelig,
eders oprigtigste &c:
Laura.
POHOoo- Hco   o
Fierde Brev, til Aurelia.
iden J fik mit sidste Brev, har jeg atter gjordt en Rey¬
se til Sir Harry Lizzards Skov; min Broder veed


intet af denne Tildragelse; og den første Eftermiddag jeg
fandt at min Broder havde lovet sig bort i et Sælskab, o¬
vertalte jeg Charlotte til at følge med mig; hun var glad
ved at finde noget Paaskud til at fly fra hendes egen Elsker, end¬
skiønt hun udviiste ikkun liden Nysgierrighed for at see min.
Da vi vare komne til Skoven, lode vi Tienerne bli¬
ve der med vore Heste indtil vi kom tilbage. J min første
Besøgelse havde jeg formærket i min Samtale med Phi¬
locles, at han, naar Aftenen var behagelig, altiid for¬
drev den i den deylige Løv=Hytte, hvor vi nu fandt ham
læsende Dr. Youngs Afhandling om det menneskelige Livs
rette Værd, og det med saadan Agtsomhed, at han ikke
strax blev os vaer, og syntes bestyrtset over vor Ankomst.
Det fornøyede mig at finde hans Philosophie bragt i
Urolighed; jeg begyndte at smiggre for mig selv, at det
var Virkningen af mine Yndigheder; Haab om saadan en
Erobring fornøyede mig meere end alle mine forrige Sey¬
ervindinger; det gav mine Tanker en pludselig Munterhed,
og saasom jeg besluttede at forvisse mig, ved min Vittig¬
hed, om den Erøbring mine Øyne havde giordt, saa be¬
gyndte jeg, med stor Lystighed, at fixere ham med hans
indgetogne Levemaade, og at han fordrev sin fornøyeligste
Tiid i en bedrøvelig Eensomhed.
Ved denne Tiid havde den unge Stoicus igien anta¬
get sin naturlige Høyhed, og i stedet for at svare, som jeg
ventede, med ziirlig Artighed efter Moden, talte han til
mig om Dydens fyldestgiørende Fornøyelser, om Sindets
Rolighed i Passionernes rette Brug; hvilke Materier, af
en anden Person, vilde have faaet mig til at sove, bedre
end en Dosis af Laudanum; men her havde denne alvorli¬
ge og strenge Straf=Tale, af en deylig ung Person, en u¬
imodstaaelig Yndighed; jeg stød forbauset, ligesom de fald¬


Milton, og følte hvor frygtbar Godhed er,
ne Engle hos
og saae hvor elskelig Dyden er i sin naturlige Gestalt. Den
Glands, som straalede af hans Øyne, den behagelige Stem¬
me, den bevægende Veltalenhed, som flød af disse Rosen¬
Læber, opvakte al min Agtsomhed; havde han holdt en
Prædiken, da kunde jeg taalmodigen hørt paa den blom¬
strende Prædikant fra Morgen til Middag, fra Middag til
Aften, en lang Sommer=Dag. Og dog kunde jeg ikke ba¬
re mig for, undertiden, at lee over hans Alvorlighed, og
at bede ham, at han vilde lade sig indvie til Præst; men
jeg kunde ikke ved mit Gækkerie bringe ham fra hans Ær¬
barhed, ey heller var det mig mueligt at udlokke af ham
den smigrende Roos, som jeg stedse, indtil nu, var opvar¬
tet med; han syntes heller at have Lyst til at ydmyge min
Forfængelighed.
Charlotte sad, den heele Tiid, i en dybsindig Taus¬
hed, medens Taarene, som hun stræbte at skiule, vilde
undertiden rinde need af hendes Øyne. Philoeles, ved
hvert Ophold i vor Samtale, betragtede hende med saa¬
dant et Øyesyyn, som udviiste stor Mildhed og Venlighed;
men jeg var ikke i Lune til at blive jaloux over nogen Ting,
som jeg ansaae saa meget ringere end mig selv.
Men, efterdi jeg var bekymret for at dølge denne Sag
for min Broder, saa brød jeg vor Samtale lidet pludse¬
ligen af, paa det vi maatte være hiemme paa den sædvanli¬
ge Tiid! Saa snart vi vare allene, spurte jeg Charlotte,
hvorledes hun hovede den smukke Eremit. "Oh! sagde
hun med en inderlig Bevægelse, gid jeg aldrig havde seet
ham! Jndtil nu kiendte jeg ikke tilfulde hvilken Uret den¬
ne Barbar eders Broder har tilføyet mig; han har ude¬
lukt mig fra alle Livets tilladte Fornøyelser, fra den
Glæde at elske og elskes af en værdig og dydig Mandsper¬


son. Med min Uskyldighed har jeg tabt en Ret til den
Lyksalighed. Hvad! er jeg ikke en Skøge, en Bislop¬
perske! Eders Broders
,O Skændsel! Eders Bro¬
ders Hre!
Dersom J havde ikke været det, sagde jeg, Char¬
lotte, da havde J været en Betler.
O ønskelige Titel! (svarede hun) O priisværdige
Fattigdom! Du har været Helgenes og Heltes Val! Dy¬
den har gjordt dig til sit Fristed, sin rolige Tilflugt. Jeg
kunde have levet af sunde Urter og Frugter, lædsket min
Tørst af en Crystal=Bæk, taget min uskyldige Søvn
paa den grønne Græs=Tørv, uforstyrret af en besvæ¬
ret Samvittigheds Frygt. Tilgiv mig (sagde hun,
besindende sig igien) disse hidsige Bevægelser; jeg fin¬
der nu meere end nogensinde tilforn, at jeg er ulyk¬
keligen fordømt til at henslide min Tiid i en fortræ¬
delig Afkrog; i min feyreste Alder, i de angenemme
Begiærligheders blomstrende Tiid, at vansmægte i een¬
som Fortvilelse! Min Samvittighed vil ikke tillade
mig at fyldestgiøre en ulovlig Kiærlighed; ey heller
skulde nogen Fordeel (i fald min Skyld var ubekiendt)
overtale mig til at bedrage en brav Mand. Jeg har
været oprigtig endog imod denne Ugudelige, som har
forført mig og betaget mig alt Haab til en lovmæs¬
sig Lyksalighed.
Det er, min Broder har fordervet eders Gifter¬
maal, sagde jeg; men, kiære Charlotte, hvorfor skul¬
de den Tanke saa meget krænke eder, da J har i Sin¬
de at fremdrage eders øvrige Tiid i Poenitentse og
Eensomhed, har den deylige Eremit forandret eders
gudelige Forsæt;
Ney, svarede hun, han har heller bestyrket mig
deri; aldrig havde Dydens Sag en meere u-imod¬
staaelig


staaelig Talsmand; mig synes jeg seer den Skiønhed,
som skinnede i hans Ansigt, og hører endnu den be.
hagelige Røst; jeg følte Kraften af hans Argumenter;
min Siæl gav sit fulde bifald til de Himmelske Be¬
falinger; jeg forundrede mig at J saa ofte kunde bry¬
de ind i hans yndige Tale med eders utidige Gække¬
rie; jeg kunde have hørt paa hans Moraler indtil
Midnat=Duggen var faldet, indtil alle Stiernerne va¬
re oppe.
Kiære Charlotte, sagde jeg, forlad mig at jeg
falder ind i eders Tale; jeg finder at J elsker; Mit
Forsæt er gandske kuldkastet, at lade eder afskildre
som den smukke Bodfærdige Synderinde, med en Lam¬
pe og en Bønne=Bog for eder; jeg mærker, at J har
endnu i Sinde at leve iblanr syndige Mennesker. Vil
følge med mig i Morgen, for at høre endnu en
Prædiken af den deylige Prædikant;
Heller, svarede hun, lad mig gaae hen til den
stille Grav, for at skiule min Skændsel; jeg vilde ik¬
ke bedrage ham med et uskyldigt Væsen, da jeg selv
er overbeviist om min Vanære. Jeg kiender mig selv;
deraf sees hvor elendig jeg er; intet kand udslette hos
mig denne hemmelige Følelse af Skam; jeg maae
unddrage mig fra at lade mig offentligen see i Ver¬
den, som det er mit fulde Forsæt; men hvad er et
Forsæt som tages naar man er sexten Aar? Uden
Himmelens særdeles Bistand skal jeg aldrig overvin¬
de Kiærligheds og Naturens befalinger; i denne For¬
virring maae jeg enten ægte en eller anden uværdig
Karl, som veed min Skændsel, eller bedrage nogen
brav Mand, som ikke veed den.
Her brask hun i en Flod af Taare, og bad mig indstændigen at jeg vilde skrive
til en Farbroder hun havde, at han vilde tage hende til Naade, og lade hende leve
hemmeligen i hans Huus. Dette lovede jeg; og tviler ikke om at formaae ham der¬
til. Formedelst min Bekymring for hende, glemmer jeg at det er Tiid at underskri¬
ve mig
eders ydmyge Tienerinde
aur


Bie=Kuben.
No. 231.
Torsdagen den 4 Junii 1761.
Af M. Elizabeth Rowes Letters, fra Laura til Aurelia.
Femte Brev, til Aurelia.
C¬
harlotte har, til sin store Fornøyelse, i Morges forladt
os, og er reyst til hendes Farbroder, som lod sig læt¬
teligen overtale til at tage imod hende, efter at han var
blevet forvisset om hendes oprigtige Poenitentse; men jeg
fandt det meget tungere at formaae min Broder til at skille
sig ved hans Hiertes Afgud, endskiønt han tabte intet ved
hendes Fraværelse uden den Fornøyelse at see paa hende.
Jeg har ingen Ro, førend J faaer at vide Udfaldet
af min Tildragelse med Philocles, som, siden jeg skrev
sidst, har adskillige gange, efter Aftale, mødt mig i den
nydelige Løv=Hytte; men endnu, til min store Harm,
fandt jeg ham følesløs, uden nogen kiærlig Bevægelse;
jeg kunde ikke finde noget i hans Samtale uden et gudeligt
Forsæt at omvende mig til Christendommen, og at overbe¬
viise mig om den nye Lærdoms Daarlighed, som min Bro¬
der havde forleedt mig til.


sidste gang vi talede med hinanden, mærk¬
Men den
te jeg en mild Forvirring i hans Aasyyn, indtil han, ef
ter en lang Taushed, (hvilken jeg havde ikke Lyst til at af¬
"Jeg vil giøre mig selv meget lat¬
bryde) sagde saaledes:
terlig for en Person af eders Carakter; men jeg vil nok
ansees for en Enthusiast, indtil Udfaldet overbeviiser eder,
at det er sandt hvad jeg nu vil fortælle.
Dersom man skal troe en gammel Huus=Beretning,
te da er der ikke død nogen Person af vor Familie, uden at
have faaet en Advarsel om sit nærtilstundende Endeligt
ved at høre en Musik gaaende igiennem Huuset i den stil
le Midnat; hvilken høres ikke af nogen uden af den Per¬
son som det giælder; baade min Moder og Søster for¬
kyndte deres egen Død, ved dette Varsels-Tegn. Jeg
seer at J smiiler (sagde Philoeles fremdeeles;) men jeg
har havt den samme Advarsel, og er overtroende nok til
at sætte Liid dertil. J forrige Nat kunde jeg ikke sove,
formedelst nogen ringe Upasselighed; mine Tanker vare
dog rolige og klare, nogle Vers, som jeg havde hørt min
Søster igientage i hendes sidste Sygdom, randt mig friskt
Minde.
Jmens den stille Nat i høy Triumph regierer,
stig op og flyv, min Siæl, til Himlens skiønne Egne;
Du Englene og Gud skal stedse vaagne finde.
De milde Stierners Glands skal dig paa Veyen lyse,
Og leede dig hen op til Dagens glade Riger.
mens de søvnige med Daarlighed og Drømme,
Med ufornuftig Tant og med fantastisk Glæde
Opholdes; du min Siæl, til Himlen dig skal svinge,
Og høre Himmel-Sang, besøge disse Grændser
Her oven til, hvor Fred og Rolighed regiere,


Og i Vellysters Eng og Mark¬
and
Glem Striids og Sorrigs Land, og gaae blant Livets¬
Træer,
Smag Paradises Frugt, bad dig i Glædens Strømme;
J disse Ævighes utømte Kilder trøstet,
Slaae alle Tanker bort om hvad der er paa Jorden.
Jeg havde ikke saa snart igientaget disse Vers, førend
jeg blev opvartet med en Serenade af en usynlig Musi¬
kant, med de sødeste Toner, som nogensinde forlystede
menneskelige Øren; den velklingende Gien=Lyd syntes at
gaae frem fra Stue til Stue, indtil den kom ind i mit
Kammer, hvor den, efter en kort Tiid, faldt bort i en
sagte Cadents.
Jeg vedste, at min Liigbegængelse var nu siunget,
og hørte det dødelige Kald, uden Bestyrtning; Døden
havde stedse lagt mig i Tanker, saasom jeg hverken ven¬
tede eller begiærte at naae den høye Alderdom.
Jeg hørte paa denne Historie som paa et urimeligt
Eventyr, eller et Slags vaagende Drøm; hvor alvorligen
han end fortalte den, kunde jeg dog ikke bare mig for
at lee.
Dette, Madam, (sagde han) er hvad jeg ventede;
men det vil ikke giøre mig mindre alvorlig i en Sag
af saadan Vigtighed. J har ofte fixeret mig med en
Levemaade, der skikker sig saa lidet efter mine Aar;
maaskee den er meere en Virkning af Fornuft end
Tilbøyelighed. Min Broders sørgelige Endeligt over¬
beviiste mig om Kiærligheds ulyksalige Virkninger,
og bragte mig til den Slutning, aldrig at lade den
forvirrende Passion faae Sted i mit Bryst. Men
hvadsomhelst Modstand jeg end har gjordt, saa har


mit Hierte dog ikke været urørt af eders Yndigheder,
ey heller med al min Philosophie tilstrækkeligen be¬
varet imod Elskovs og sød Begiærligheds Tillok¬
kelser. Endog nu, da jeg finder mig befriet fra
al anden Bekymring, har jeg den yderste Omsorg
for eders Lyksalighed; det smerter mig at jeg skal for¬
lade eder i denne vantroende Stand; thi dette er den
sidste Sammenkomst vi skal have; med mindre jeg
faaer Tilladelse at giøre eder en Besøgelse fra Udø¬
deligheds Egne, for at overbeviise eder, at Christen¬
dommens Haab er intet Bedragerie.
Dette Forslag, sagde jeg, fornøyer mig hierteligen;
saadant et Beviis vilde være u-modstaaeligt. Jeg haa¬
ber at J vil være en ordholdende Aand, og ikke forsøm¬
me at møde efter Aftale, hvilken jeg paa min Side skal
nøye efterkomme, med det Vilkaar, at J lader eder see
om høy lys Dag, og klædt i eders himmelske Prydelse;
med disse Omstændigheder fordrister jeg mig til at love
eder, at jeg hverken vil løbe bort eller besvime. Ste¬
det, hvor jeg vil tage imod eder, (endskiønt det maaskee
ikke svarer til eders tilstundende Værdighed) skal være et
malet Lyst=Huus, lige for en Gang af Linde=Træer ved
Enden af min Brøders Hauge.
Den Lystighed, svarede Philoeles, hvormed J taler
om denne Sag, bevæger mig til at trøe, at J er driftig
nok til at holde hvad J lover; hvilket er den sidste og eene¬
ste Gunst jeg har at begiære. Jeg maae nu sige eder Far¬
vel, og i Eensomhed i mit Kammer bereede mig til at
gaae ud af Verden med en Frimodighed, der sømmer de
hellige Lærdomme, som jeg har holdt mig til.
Her gik han pludseligen bort fra Stedet, med en kiær¬
lig Forvirring i hans Aasyyn, og gav mig stunder til at ef¬


tertænke den underlige Samtale h
holdt. Men hvor
selv indbildt noget deraf end synes, saa vilde jeg dog gierne
troe, at den kiærlige Tilstaaelse han giorde er ingen Digt;
thi jeg finder at jeg selv er overmaade forliebt; men dette skal
blive en Hemmelighed for den unge Enthusiast, indtil denne
hans Tungsindighed er gaaet over, hvilken, hvor sælsom
den end synes, giør mig dog hemmeligen urolig. Han
har visseligen befænget mig nogen gudelig Skræk; jeg finder
ingen mere Smag i nogen Slags Forlystelser; Sælskab er
mig besværligt, og Eensomhed keedsommelig; Selv=Efter¬
tanke forstyrrer mig; enten jeg seer frem ad eller tilbage,
saa er alting Forvirring. Men jeg skal beskæmme mig selv
ved at tilstaae disse Skrøbeligheder for en af eders Carak¬
ter. Farvel &c.
Laura.
L88
18
Siette Brev, til Aurelia.
h! min Aurelia! jeg har forunderlige Ting at fortælle
eder! Den elskelige Philoeles er død; hans Spaadom,
var alt for vis; henved en Uge efter vor sidste Sammen¬
komst, hørte jeg den sørgelige Tidende, at Six Harry Liz¬
zard havde mistet sin eeneste Søn ved en hastig Død.
Den allerkiæreste unge Person var keed af at være dødelig,
og er gaaet hen at omgaaes med hans beslægtede Engle.
J vil forundre eder over at høre, at jeg alvorligen
kaler om disse Ting, hvilke jeg har hidindtil drevet Spot
med; det er en Forandring, som jeg selv neppe kand troe;
jeg bildte mig aldrig ind, at mine Tilbøyeligheder vare saa
kiærligen indtagne, eller at nøgen Slags Modgang kunde
have gjordt saadan en Forandring i mit Sind.


evægelser af Sorg vare forbi, er¬
Efter at de første
indrede jeg den Aftale vi havde gjordt; men heller ønskte
end troede, at saadan en Sammenkomst var muelig; i
midlertiid var mit Sind bereedt til at tage imod Overbe¬
viisning; jeg begyndte at slutte med Cato:
Dersom her oven til et mægtigt Væsen er,
Maae han Behag i Dyden have;
Og det hvori han har Behag,
Maae blive lykkeligt.
Jeg fandt nu at Christendommens Sandheder kunde
være mig nyttige; en fast Tro om et ævigt Liv vilde i
denne Tilstand været min største Trøst; Haab og Frygt
havde vexelviis Overhaand hos mig, og holdt mig i en piin¬
agtig Tvilraadighed, medens jeg ventede paa den Time,
der skulde afgiøre Sagen. Saa snart den kom, begav jeg
mig, uden nogen Forskrækkelse, til den bestemte Plads.
Det var et meget behageligt ensomt Sted, hvor Kun¬
sten og den overdaadige Natur lode see deres adskillige
Skiønheder; Aftenen var stille; Solen begyndte i en gyl¬
den Glands at nedstige til de vestlige Skyer, og skiunede
imellem Træerne; alting havde en deylig Anseelse; nyt
Liv og Skiønhed saaes overalt paa Foraarets Gestalt;
Planterne antoge en friskere Grønhed, Blomsterne vare
prydede med høyere Farver, og udspreedte en behagelig
Lugt; Naturen syntes oplivet af en selv=vitterlig Glæde,
ligesom den var fornøyet over noget Himmelske Væsens
Ankomst.
En usædvanlig Munterhed opfyldte mine Tanker, og
vederqvægede min Siæl med en hemmelig Fornøyelse; me¬
dens en sagte velklingende Lyyd, stigende lidet efter lidet
opfyldte Stedet rundt omkring med indtagende Harmonie.


Midt i disse angenemme Bevæg
ser, ligesom den Ro¬
sen røde Morgen bryder frem af en Sky, stod den deylige
Philoeles synligen for mig. Der var noget saa mildt og
godhiertigt i hans Aasyyn, saadan en Sødhed og Venlig¬
hed, som fordrev alle frygtagtige Tanker, og opfyldte
mit Hierte med en guddommelig Rolighed; u-udsigelig For¬
nøyelse tindrede i hans Øyne; Ungdom i en ævig Triumpf
sad paa hans Pande, og malede hans Ansigt med blom¬
strende Roser. Hans Tindinger vare omgivne med en
Krands af himmelske Roser, flættede udi hans udslagne
Haar, med et Slags prydende Skiødesløshed.
Efter en kort Taushed, begyndte han med en Røst,
som vilde have forlindret Dødens Angest, og ved sin Be¬
hagelighed bragt den vildeste Klammer til rolig Agtsomhed¬
enhver Tone var fuld af himmelsk Kiærlighed og Harmo¬
nie, medens han beskrev Saligheds Pauluner, de ange¬
nemme Vaaninger, hvor udødelig Fornøyelse boer.
Men det er umueligt at afmale de deylige Tanker,
eller at efterligne hans eftertrykkelige Sprog; Veltalen¬
heds Magt var paa hans Tunge, og bemægtigede sig alle
min Siæls Bevægelser, som i denne salige Stund syntes
udviidet i sine høyere Kræfter; et hvert Ord var giennem¬
trængende og betydeligt; hans Maneerer fuldkommen yn¬
dige og indtagende; i hans Beskrivelser saae jeg Udødelig
heds Herlighed og følte dens Fornøyelser. Men midt i
min Agtsomhed, hvormed jeg betragtede den skinnende O¬
rator, kunde jeg ikke andet end mærke, at han ofte kaste¬
de sine Øyne paa Skyggen af en Soolviiser, som stod paa
en liden Marmor=Støtte, paa hvilken han, med en an¬
stændig Postyr, lænede sig med hans høyre Haand. Jeg
bildte mig ind, at hans Tiid var indskrænket; thi da


forsvandt
han sidste Gang slog sine Øyne paa
han, og med ham al min Glæde.
Dette korte Syyn af himmelsk Skiønhed, har for¬
mørket al jordisk Herlighed; aldrig vil Solen lade mig see
noget fornøyeligt; de Forfængeligheder, som nyligen be¬
hagede mig, have tabt deres Yndigheder; mine Tanker
ere fæstede paa høyere Ting; en guddommelig og udøde¬
lig Jver regierer min Siæl, og bestemmer alle dens Be¬
vægelser Med det Beviis jeg nu har paa et tilkommende
Liv, ere mine Begreb om Lyksalighed blevne luttrede og
udviidede, mit Haab klart og u-ndskrænket.
Farvel, min kiære Aurelia, jeg er ikke uden Haab,
at denne Beretning vil have den samme Virkning over e¬
ders Levemaade, som det himmelske Syyn har over hen¬
des, som er,
Madam,
eders ydmygste Tienerinde,
Laura.
NB. Paa det næstforegaaende No. 229. sidste Side, femte Linie neden fra, skalliæ¬
ses: Lyksaligere med en vild Amerikaner.


Bie=Kuben.
No. 232.
Torsdagen den 11 Junii 1761.
Af the World No. 121.
J¬
blandt de mange Syyne, som ere fortallte af eders
Medbrødre, der have baade for og i eders Tid skre¬
vet Ugeblade, erindrer jeg kun faa, som ikke ere skrevne i
den østerlandske Stiil og Carakter. Jeg for min Part er
hverken en Derviis eller Brachman, men en Poet og en
sand Christen, omendskiønt jeg er undertiden hengivet til
at være lidet hedensk i mine Talemaader; og saasom jeg
tænker, at et eneste Slags Folk vil ikke tilegne sig selv alle¬
ne Magt og Frihed til at drømme, efterdi jeg kand sidde og
nikke lige saa vel som mine Overmænd, saa beder jeg at 4
vil unde følgende Drøm et Sted i eders Blade.
Mig syntes at jeg vandrede paa en Vey: den var breed
og vel banet. En gammelagtig Herre, som jeg gav mig
i Sælskab med, underrettede mig at det var Veyen til
Parnassus, og meget høfligen tilbød mig sin Tieneste.
Den første Hob af Figurer, som drog min Agtsomhed til
sig, vare bleege og magre af Studeringer. De rystede nogle
elfenbeens Bogstaver i en Hat, og derpaa kastede dem ud
paa Jorden. Jeg meente at de forrettede nogle hemmeli¬
ge Cabalistiske Kunster, men da jeg kom nærmere hen, saae


erde, som udgave i Trykken, og gjorde
jeg at de vare
Forklaringer over de gamle Poeter; og at dette var allee
neste en Maade som de brugte, for at hielpe sig i deres
Gisninger.
Da jeg nu blev forfærdet ved en stor Støyen, vendte
jeg mig pludseligen om, og saae strax bag ved mig et Sæl¬
skab af Lyriske Poeter, med een eller to Dithyrambiske.
Deres Samtale var saa lidet sammenhængende, og deres
Bevægelser saa u-ordentlige, at jeg sluttede de vare drukne;
og saasom jeg frygtede for at komme til Ulykke i saadant
et rasende Sælskab, skyndte jeg mig fra dem.
Veyen snoede sig nu igiennem de allerdeyligste Marke,
hvor Buskene selv stode alle i Blomster, og vare beblan¬
dede med Vexter, som gave den behageligste Lugt. Den
vilde Sang af Fuglene, foreenet med Lyden af mangfoldi¬
ge smaa Bække, som randt ned fra naturlige eller kunsti¬
ge Klipper, eller med den huulere Gienlyd af en større
Flod, som faldt længere borte, giorde en Concert, som
fortryllede mig. Her var et Sælskab, som forlystede sig
med Stedets Behagelighed; de vare gaaet ud af Veyen for
at sanke Blomster, og fandt saa stort Behag i at vandre
omkring i Engene, at de syntes at have gandske forglemt
deres Reyse. Det lod som de havde været opdragne i Jta¬
lien; deres Haar var krøllet og puddret; deres Linnet var
prydet med Kniplinger, og deres Klæder vare saa skiulte
med Fryndser og Stikning, at det var næsten umueligt at
see af hvad Tøy de vare gjordte. Jeg blev saa indtaget af
deres Sælskab, og af dette Romanske Steds Deyligheder,
at jeg vilde selv blevet her, og ikke gaaet videre; men min
Ledsager gav mig at forstaae, at Stedet var forhexet, og
nødte mig til at gaae videre.
Jeg kunde ikke bare mig for at lee, da jeg dernæst saae


en stor Hob af høytravende Poeter; nogle feede stak aan
dede Karle, saa trangbrystede, at de kunde neppe røre sig;
men tvang sig dog u-ophørligen til at løbe om kap; ligesom
og adskillige Dverge i meget store Støvler, for at naae
tvende Ryttere, (som reede meget fort, og langt forud,
og som sagdes at være Milton og Shakespear, men de
faldt hvert fierde eller femte Trin, til stor Fornøyelse for
Tilskuerne.
En Flok af nyere latinske Poeter stode stille; og saa¬
som de vare komne af Veyen, saa begiærte de Underret¬
ning af en Mand, som havde en Phrase-Bog og en Gra¬
dus ad Parnassum i Haanden; og de syntes altiid at være
i en forskrækkelig Uvished, naar deres Veyviiser enten
glippede eller bedrog dem.
Efter dem fulgte nogle meget vakkre Hyrder, som ba¬
re røde Strømper, og store Skulder=Baand, der bevæge¬
des ved Aanden af de behagelige Vesten Vinde. De hav¬
de i Haanden Hyrde-Stave, glimrende af Flitter=Guld,
og broderede Tasker dinglede ved deres Sider. De talte
meget om deres Hiord og Amaryllis; men jeg saae hver¬
ken det ene eller det andet; og det kom mig meget under
ligt for, saasom nogle af dem gave sig ud for at forstaae
Musiken, at høre dem spille en Arie af den Jtalienske Ope¬
ra paa en Sække=Pibe. Deres vakkre Anseelse tiente til
at giøre mig desmeere forskrækket for de gandske ulige An¬
sigter som jeg blev vaer hos et Sælskab, som nu indhente¬
de mig. Det var en stor Sværm af Skrift Vragere. De
vare meget færdige til at dømme og dadle enhver som gik
forbi, fornemmeligen om han giorde en taalelig Figur.
Talemaade, Harmonie og Smag vare de almindelige
Ord, som de raabte paa med stor Hæftighed. De saae
suurt til mig, da jeg gik dem forbi; og da de kunde see paa


mig at jeg var bange, saa blev der strax gjordt Alarm,
Jeg blev saa overmaade forskrækket ved den første Lyd af
deres Vægter=Piber, at jeg rykkede min Ledsager i Ær¬
met og løb det beste jeg kunde.
Vi kom omsider til Foden af Bierget. Der var en
ubegribelig Mængde, hvilke, efterdi de vare bortviiste fra
Indgangen, umagede sig for at kravle op ad Siderne; men
saasom Bierget var meget steylt, saa tumlede de stedse ned
igien. Der var kun een Vey, hvorpaa man kunde gaae
op, og denne saa overmaade snever, at det var næsten u¬
mueligt, at to Personer kunde gaae jævnsides, uden at den
ene maatte støde imod den anden. Portene bleve aabne¬
de og tillukte af tre elskelige Jomfruer, naturlig Gave,
sund Fornuft, og god Optugtelse. De undersøgte alle
dem, som vilde ind. Der vare dog nogle faa, som bleve
stødte frem ved en stor Mængde af Venner, og med Magt
tvang sig ind af Portene; men de havde almindeligen den
Skam at blive drevne tilbage og udstødte af Skildvagtene.
Min Ledsager forskaffede os Tilladelse at gaae ind og
at see os omkring paa Parnassus hvor vi vilde; og da vi
vare komne op paa Bierget, gik vi ind i en stor Hauge,
og bleve snart forvildede i Fod=Stierne i en meget vildsom
Lyst=Skov. Den var paa nogle Steder saa overmaade
mørk, at vi havde stor Besværlighed for at finde Veyen.
Den blev kaldet Allegories Labyrinth, og de Gamle havde
et Slags overtroende Ærbødighed for den. Den var ofte
saa dunkel, at vi vare færdige at falde ved hvert Trin;
men hvorsomhelst Skyggen blev brækket ved saa megen
Lysning, at vi just kunde skimte Veyen, der havde Ste
det en meget fornøyelig saavel som ærværdig Anseelse.
Paa andre Steder i Haugen saae vi Beede med de
allerdeyligste Blomster, og en stor Mængde Laurbær=Træ¬


er, men ikke et eneste Frugt=Træ. Jblant Buskene randt
den Heliconske Flod i mange smaa Bække, der vare ulige
brede og dybe; de smaa Bække vare meget muddrige, for¬
medelst den store Mængde af Mennesker, som ideligen pla¬
skede i dem; men Kilden selv, skiønt overmaade dyb, var
saa klar som Crystal. Vandet havde undertiden denne sær¬
deles Egenskab, at hvosomhelst saae der i, fandt sit eget
Ansigt forestillet med stor Skiønhed, hvor hæsligt det end
var; saa at mand kiendte mange, som fortærede sig selv
der, i en hæftig Kiærlighed for deres egne Personer. Ved
Enden af Haugen vare adskillige Retter=Ting, hvor Sa¬
ger bleve forhørte. Det underste Ting, som var Critikes,
var forfærdeligen fuldt; thi (som vi derefter mærkte) alle
de, der havde for den Høyeste Ret tabt deres Sager, som
Sagsøgte Poeter, de vendte sig herhid, og bleve nu Sag¬
søgere, tagende Anledning af smaa Forseelser. Ved den
høyeste Ret bleve mange Beskyldinger frembragte, for¬
nemmeligen af de Gamle, og af nogle nyere berømte Poe¬
ter, imod dem, der havde udgivet og rettet deres Skrifter,
og imod deres Udtolkere og Forklarere; imod hine, at de
havde lemlæstet dem, imod disse, at de havde vrangeligen
udtydet dem. der bleve ikke faa Sagsmaal giordte for
smaat Tyverie, og disse fornemmeligen af de Romerske
Poeter imod de nyere Latinske.
Jkke langt fra disse var hans Poetiske Majestæts Stald.
Jeg faldt i stor Forundring over at see meere end een Pe¬
gasus. Staldkarlene vare nu just i færd med at ride dem
til Vands, hvilket gav mig Leylighed til at betragte dem
nøyere.
Den første var den Episke Pegasus. Det var en me¬
get vakker stor Hest, havde lært Ride=Skolen, og dens
Gang var meget stolt og prægtig. Den Pindariske Pe¬


gasus var den eneste som havde Vinger; hans Gang var
u-ordentlig, pludselig og ujævn. Den Elegiaske Pegasus
var en Vallak, af en overmaade fiin Skabning, og me¬
get frommere end nogen af de andre, fornemmeligen end
en anden Hingst, som prustede, og sprang med saadan
Hæftighed, at Rytteren med stor Møye kunde holde ham.
Da jeg bød mig til at klappe ham, lagde han Ørene til¬
bage, og slog saa stærkt bag ud, at jeg skal herefter vel
vogte mig for at komme nær til den Satyriske Pegasus.
Den Epigrammatiske Pegasus var en lille næsviis Klep¬
pert, som hvert siette eller syvende Trin slog bag op, og
gandske meget lignede den forrige, undtagen i Størrelse.
Foruden disse vare der adskillige andre, hvilke ikke egentli
gen hørte til Appollos Stutterie, og som bleve brugte til
adskillige nyttige, men møysommelige Tienester, som Med¬
hielpere for de andre.
Det var mig umueligt at gaae forbi Stalden, uden
at spørge efter den originale Pegasus, der er saa meget
berømt, og er Oldefaderen, af hvilke alle de nysbemeldte
have deres Herkomst. En suurseende Krabat af en Skrift¬
Vrager, hvis Embede det var at strigle ham, fortallte
mig, med stor Sorrig, "At den gamle Hest var virkeli
gen gandske udslæbt, saasom hand havde været reedet
igiennem alleslags Veye, i alleslags Ærender; thi at
der var neppe en Pedant, levende eller død, eller end
ikke en Dreng, der havde gaaet fem Aar i Skole, som
jo havde været paa ham, enten med eller uden Tilladel¬
se; at hand havde længe siden mistet sine Skoe, var ble¬
vet stivbeenet og Bov=lam; og at derfor Apollo, af
Medynk over det arme Beest, og for at forekomme slig bar
barisk Medfart herefter, havde ladet en Forordning op¬
slaae paa Stald=Døren, at ingen Person eller Personer,


uden først at frem¬
skulde herefter ride eller kiøre ham
legge fornøden Beviis, at han havde Tilladelse og Dyg
tighed dertil.
Omsider kom vi til den høyeste Top af Bierget, hvor
Templet stod. Det var en stor Bygning af Marmor, af
een Farve, og bygt gandske i een og den samme Orden. De
billed=Støtter og udhugne Ziirater, som prydede det, fo¬
restillede nogle velbekiendte Stykker af den poetiske Histo¬
rie. Den gandske Bygning var baade fast og næt, uden
den Ødselhed af Prydelser, som fæster Øyet til visse Deele.
Den inderste Side af Templet var malet med adskillige Ma¬
terier tagne udaf Jlias, Æneis og det forlorne Paradiis.
I de Stykker som vare tagne af Jlias, saae man Passio¬
nerne og Sæderne stærkt udtrykte, med stor Eenfoldighed
i Farverne, ved Raphaels Haand. Den Venitianske Sko¬
les deylige Farver og Fiinhed passede sig til Virgils Dig
te=Art. Det forlorne Paradiis, saasom det har noget af
den eenes fiine Malerie og af den andens stærke Udtryk,
med noget overmaade stærkere i Talemaader og billeder,
lignede storligen Rubens Stiil; da nogle af dets meere
græselige Forestillinger, om Diævle opstillede i Slagt-Or¬
den, eller grueligen piinte, erindrede mig om en Micha¬
el Angelos vilde Indbildings Kraft og grusomme Male=Art.
Ved den øverste Ende i Templet sad Apollo paa en
meget prægtig Throne af Folianter, der vare stærkt for¬
gyldte; han var omgivet med en stor Mængde af Poeter,
baade gamle og nyere. For ved ham stod et brændede Al¬
ter, hvis Jld en Præst inde, af en meget føvnig Anseelse,
ideligen holdt ved lige med saadanne Skrifter, som ere det
daglige Offer, hvilket Dumhed bestandigen frembærer till
Lærdoms Præsident.
Saasom.


Saasom jeg nu havde stunder til at betragte Stedet
med større Agtsomhed, saae jeg at der paa adskillige Pil¬
lere vare skrevne Naune, af stor Anseelse, baade i den for¬
gangne og den nærværende Tiid. Dog, nogle af de sid¬
ste, endskiønt nyligen indgravne, vare næsten udslidte, da der¬
imod andre, som havde staaet længere, toge til i Klarhed,
jo længere de stode, og jo nøyere man betragtede dem, jo
stærkere bleve de, da derimod de forrige bleve svagere. En
særdeles Deel af Templet var anviist til Naune af saadan¬
ne Personer, som til deres høye Rang i Verden havde
lagt en Fortieneste, som maatte have giordt dem anseelige,
om de end ikke havde været af høy Byrd, og ere derfor dob¬
belt berettigede til at have deres Raune bevarede til Efter,
kommerne, iblandt Æreminderne i saa herlig en Bygning.
Da jeg betragtede saa mange Ting, der vare mægti¬
ge til at opvække en ivrig Efterstræben end og hos den meest
følesløse, fandt jeg mig selv rørt af en Ærgierrighed, der
lidet sømmede mig; og jeg kunde ikke bare mig for at spør¬
ge, hvad jeg skulde foretage, for at nyde saadan en Ære.
Men i det jeg alvorligen pønsede herpaa, og var forfænge
lig nok til at haabe, at jeg skulde forhverve mit Naun en
liden mørk Krog i Templet, blev jeg opvakt ved et pludse¬
ligt Bulder, og jeg befandt at det havde altsammen været
en blot Virkning af min Jndbilding.


Bie=Kuben.
No. 233.
Torsdagen den 18 Junii 1761.
Af the Rambler. No 191.
Cereus in vitium flecti, monitoribus aspet.
Den Unge sig som Vox til Laster bøye lader,
Men dem, som gode Raad og Lærdom give, hader.
Kiære Mr. Rambler.
J¬
eg har været i fire Dage indsluttet i mit Kammer, for¬
medelst en Forkølelse, som har allerrede holdt mig
fra tre Comoedier, ni Auctioner, fem Optog, og sex Spil¬
le=Borde, og sat mig sytten Besøgelser tilbage, og Lægen
siger til min Mamma, at dersom jeg er avindsyg og græder,
da vil det sætte sig i mit Hoved, og jeg skal ikke blive i Stand,
til at komme ud endnu i sex Uger. Men, kiære Mr. Ramb¬
ler, hvor kand jeg andet? just nu paa denne Tiid dantser
Hun vil
Melissa med den vakkerste Mandsperson;
spiise Frokost med ham i Morgen; og dernæst kiøre ud til
to Auctioner, og høre Complimenter, og faae Foræringer;


derefter vil hun bli
paaklædt, og besøge, og faae en Co¬
moedie Seddel; siden kiøre hen og spille Kort, og vinde
og komme hiem med to Fakkler for hendes Vogn. Kiære
Mr. Rambler, hvo kand udstaae det?
Min Moster har nu i dette Øyeblik bragt mig nogle af
eders Blade, til at fordrive Tiden med. Hun siger, J er
en Philosoph, og vil lære mig at regiere mine Begiærlig¬
heder, og ansee Verden med Koldsindighed. Men, kiære
Herre, jeg hverken ønsker eller har i Sinde at regiere mine
Begiærligheder, ey heller kand jeg tænke det skikker sig at
ansee Verden med Koldsindighed, førend Verden med Kold¬
sindighed anseer mig. Jmidlertiid har jeg i Formiddag
maattet sidde et heelt Qvarteer med eders Papiir for mig;
men just da min Moster kom ind, havde min Pige bragt
mig et Brev fra Mr. Trip, hvilket jeg puttede ind i Bla¬
dene, og læste om Fraværelse, og Utrøstelighed, og Hæf¬
tighed, og u imodstaaelig Kiærlighed, og ævig Bestan¬
dighed, medens min Moster bildte sig ind, at jeg sad og
plagede mig med eders Philosophie, og sagde ofte, naar
hun mærkte at jeg saae forvirret ud, "dersom der er noget
Ord, som J ikke forstaaer, Barn, da vil jeg forklare
" det.
Den kiære Siæl! hvor kand dog gamle Folk, som bil¬
de sig ind at være viise, lade sig bedrage! Men det er ikke
meere end billigt at det skulde og engang falde dem til;
thi jeg er vis paa, medens de kand holde stakkels Pigebørn
indsluttede i Ammestuen, saa tyrannisere de over vor For¬
stand paa en meget skammelig Maade, og fylde vor Jnd¬
bildi


bilding med skrækkelige Fortællinger, alleeneste for at
faae os til at leve i en stille Underdanighed, og at vi skal
tænke vi kand aldrig være sikkre uden ved deres Beskyttelse.
Jeg har en Mamma og to Mostere, hvilke alle have for¬
dum været berømte for Vittighed og Skiønhed, og blive
endnu almindeligen høyt agtede af disse, som giøre sig til af
deres Forstand, og som gierne tale om Last og Dyd, Na¬
tur og Eenfoldighed, og Deylighed og Anstændighed; men
dersom de havde ikke noget Haab om at komme i Sælskab
med mig, da vilde neppe en Mandsperson komme dem nær,
som bærer en Klædning efter Moden. Disse Fruentimmer
Mr. Rambler, have haft mig under deres Herredom i
femten og et halvt Aar, og have i al den Tiid giordt sig
Umag for at bedrage mig med saadanne Forestillinger om
Livet, som jeg kand ikke endnu finde at være sande; men
jeg veed ikke om jeg skal henregne det til Vankundighed el¬
ler Ondskab, saasom det er mueligt at Verden maa være
meget forandret, siden den Tiid at de levede i almindeligt
Samqvem.
Saasom de ville gierne at jeg skulde have Lyst til Læs¬
ning, saa sagde de til mig, at intet uden Kundskab kunde
giøre mit Sælskab behageligt for fornuftige Mænd, eller
giøre mig skikket til at skille Forfængeligheds udvortes
Glands fra Forstandens grundige Fortieneste; og at Lyst
til Læsning vilde hielpe mig til at forslaae de ledige Timer,
uden at benytte mig af daarlig eller farlig Tidsfordriv; og
bevare mig fra Ørkesløsheds Snarer og Fristelses Anfald.
M¬


nemste Hensigt synes at have været at
Men deres
giøre mig bange for Mandfolk, hvilket og lykkedes dem
saa vel for en Tiid, at jeg torde ikke see dem i Ansigtet, el
ler blive alleene hos dem i en Stue; thi de bildte mig ind,
at aldrig nogen Mandsperson talte uden for at bedrage,
eller saae uden for at lokke; at en Pige, som tillod ham,
der havde eengang trykt hendes Haand, at komme sig nær
den anden Gang, var paa den yderste Brink af Forder¬
velse; og at hun, som svarede paa et Brev, uden at raad¬
føre sig med hendes Paarørende, gav Kiærlighed saadan
Magt over sig, at hun vilde gandske vist enten komme i
Armod eller Skændsel.
Fra den Tiid at jeg kunde gaae uden Leede Baand, hør¬
te jeg neppe nogen tale om min Skiønhed, uden Galante
rie=Kræmmersken, Skræder=Konen, og min egen Pige; thi
naar min Moder hørte mig berømmes, sagde hun aldrig
mere end Pigen er ret vel, og derpaa søgte hun at
drage mine Tanker derfra, ved at spørge om mit Sye¬
Tøy, eller om min Bog.
Det er nu tre Maaneder siden at jeg har faaet Lov til
at giøre og tage imod Besøgelser, at dantse i offentlige For¬
samlinger, at have en Loge=Plads i Comoedie=Huuset,
og at spille Kort hos Frue Racket; og J kand læt forestille
eder hvad jeg tænker om disse, som have saa længe bedra
get mig med falske Forventelser, foruroliget mig med op¬
digtede Forskrækkelser, og skiult for mig alt hvad jeg har
fundet at giøre et Fruentimmers Lyksalighed.


Det er saa langt fra at jeg begriber hvad Nytte eller
Fornødenhed der er ved at læse, at dersom jeg havde ikke
frafaldet al Anseelse af Lærdom, da skulde jeg mistet Mr.
Trip, hvilken jeg engang forskrækkede ind i en anden Loge,
ved det jeg anførte nogle af Drydens Anmærkninger over
en Tragoedie; thi Mr. Trip erklærer, at han hader intet
saa meget som haarde Ord, og jeg er vis paa der kand ikke
findes en bedre Mandsperson til at være i Sælskab med;
hans Gang selv er som en Dants. Jeg har talt een eller
to Gange iblant Fruentimmer om Grund-Regler og Be¬
greb, men de holdt deres Vifter for Ansigtet, og sagde til
mig, at jeg var dem for klog; at de, for deres Part, al¬
drig læste andet end Comoedie=Placater, og derpaa spurte
mig hvad mit beste Hoved=Sæt kostede.
Disse ledige Timer, som skal anvendes paa Læsning,
har jeg endnu aldrig faaet. Thi, betænk, Mr. Rambler,
jeg gaaer silde i Seng, og kand derfor ikke staae tilig op;
saa snart som jeg er oppe, klæder jeg mig paa til Hauger¬
ne (*); derefter spatserer jeg i Kongens Hauge; derefter
gaaer jeg altid til nogen Auction, eller hvor der er noget at
see; eller til det lille Theater, naar der læses eller prøves
et nyt Stykke; derefter maae jeg klæde mig om til
Middag; derefter maae jeg kiøre ud i Besøgelser; der¬
efter
Bb3
(*) Det er brugeligt iblant fornemme Folk i London, at kiøre ud til
en eller anden offentlig Hauge uden for Byen, for at tage Frokost;
saa og at spatsere om Formiddagen saavel som om Eftermiddagen
paa en stor Plads ved Slottet, kaldet the Park, indrettet med
Gange af store og skyggefulde Træer.


ongens Hauge; derefter fare hen til
efter spatsere
Dette er
Comoedien, og derfra til at spille Kort.
den almindelige Maade, paa hvilken jeg fordriver Dagen,
naar der ikke forefalder noget usædvanligt; men undertiden
flakker jeg ud paa Landet, og kommer tilbage igien til et
Ball; undertiden er jeg i Sælskab en heel Dag, og en
Deel af Natten. Dersom jeg nogen Tiid kand vinde en
Time, ved at negte mig hiemme, da har jeg saa mange
Ting at forrette, saa mange befalinger at give til Ga¬
lanterie=Kræmmersken, saa mange Forandringer at giøre
i mine Klæder, saa mange Besøgeres Naune at læse igien¬
nem, saa mange Indbydelser at antage eller afslaae, saa
mange Kort=Blade at skrive, og saa mange nye Moder at
betragte, at jeg bliver gandske forvirret, og maa omsider
enten tage imod Sælskab, eller kiøre ud, og lade halvdee¬
len af mine Forretninger komme an paa min Pige.
Saaledes gaaer min Dag bort; og naar skal jeg en
ten holde op med min Levemaade, eller saaledes forandre
den, at jeg skulde behøve en Bog at læse i Jeg tænker det
kand ikke ventes, at nogen af disse Forlystelser vil snart
faae Ende; der vil altiid blive Hauger, og Spatseregan¬
ge, og Auctioner, og Optog, og Comoedie-Huuse, og
Kort=Spil; der vil altid giøres Besøgelser, og altid bæ¬
res Klæder, og hvorledes kand jeg da have nogen Tiid til
overs?
Men jeg kand allermindst giætte af hvad Aarsag de
fortallte mig saadanne forskrækkelige Historier om Mand¬
folkenes Grumhed, Falskhed og Trækker; thi dersom de


end nogensinde vare saa vanartige og skadelige, have de dog
visseligen nu forbedret sig. Jeg har ikke, siden jeg begynd¬
te at leve i Verden, fundet een, som jo erklærede sig at væ¬
re gandske hengivet til min Tieneste, og færdig til at leve
eller døe, ligesom jeg befaler ham. De ere saa langt fra
at have i Sinde at giøre mig Ondt, at deres eneste Trætte
er, hvo der skal faae Tilladelse, nærmest at følge, og oftest
at tractere mig; naar der tales om adskillige Steder eller
Maader til Forlystelse, da kand jeg see at Øynene tindre
og Kinderne blusse paa ham, hvis Forslag nyder mit Bi¬
fald; han fører mig da bort i Triumpf, tilbeder min gun¬
stige Føyelighed og lykønsker sig selv at han har oplevet den
lyksalige Time. Ere disse, Mr. Rambler, Creature at væ¬
re bange for? Er det venteligt, at noget Ondt vil tilføyes
mig af disse, som kand alleneste leve fornøyede, medens
jeg benaader dem med min Nærværelse;
Lige saa liden Aarsag kand jeg endnu finde til at mis¬
tænke dem for List og Bedragerie. Naar jeg spiller Kort,
benytte de sig aldrig af mine Forseelser, ey heller paastaae
de, at jeg skal nøye rette mig efter Reglerne i Spillet. End¬
og Mr. Shuffle, en ærbar Herre, der har Døttre, som
ere ældre end jeg selv, spiller med mig saa skiødesløst, at
jeg undertiden snart skulde troe, at han taber sine Penge
med frit Forsæt; og dog har han saadan Lyst til Spil, at
han siger, han vil en Dag tage mig ud til hans Gaard paa
Landet; paa det vi maae prøve for os selv, hvo der kand
blive Mester. Jeg har endnu ikke lovet ham det; men naar
Staden bliver lidet tom, saa vil jeg tænke derpaa; thi mig
fattes nogle Ziirater, ligesom Lætitias, til mit Uhr. Jeg


tviler ikke om min Lykke, men jeg maa pønse paa, hvorle¬
des jeg kand bilde mine Paarørende noget ind.
For alle disse særdeles Høfligheder maae jeg takke
den Skiønhed, hvis Berømmelse man aldrig vilde jeg
maatte høre, og hvis fulde Værd jeg derfor aldrig til¬
forn kiendte. At man skiulte dette for mig, var vis¬
seligen et forsætligt Bedragerie; thi mine Mostere have
Øyne ligesom andre Folk, og man siger nu hver Dag
til mig, at intet uden Blindhed kand undgaae Virk¬
ningen af mine Yndigheder. Deres gandske Beretning
om den Verden, som de give sig ud for at kiende saa
vel, har ikke været andet end een Digt indviklet i en
anden; og omendskiønt den vedtagne Leve=Maade forbin
der mig endnu til at viise noget Skin af Ærbødighed,
for dem, saa kand jeg dog ikke tænke, at de, som have
saa klarligen røbet deres Vankundighed eller Bedrage¬
rie, ere i nogen Maade berettigede til Høyagtelse, Ær¬
bødighed eller Lydighed af,
Nin Herre,
eders &c.
ria.


Bie=Kuben
No. 234.
Torsdagen den 25 Junii 1761.
Af M. Elizabeth Rowes Letters moral
and entertaining.
Til Lysander.
J¬
eg lod eder vide, for nogen Tiid siden, at mine Sager
vilde forpligte mig til at opholde mig i Sommer paa
mit Gods i Vest=Engeland; jeg har nu været her i sex U¬
ger; jeg bragte intet Sælskab med mig herhid, undtagen
Cleomedon, der er saa hengivet til hans Studeringer, at
jeg siælden seer ham, uden naar vi spiise; men da er han
altiid munter og lystig; og paa andre Tider fornøyer jeg
mig selv enten i Skoven eller i Haugen, saa at Dagen bli¬
ver mig aldrig for lang.
Jeg kand ikke undlade at fortælle eder en Tildragelse
som mødte mig for faa Dage siden.
Da jeg reed ud i¬
giennem nogle af mine Marke, kom jeg op paa en meget
høy


ver den deyligste Dal
høy Bakke, hvorfra jeg havde Udsig
som mand kand forestille sig; den var fuld af Træer, og
blev vandet med en stor Aa; paa nogle Steder løb den me¬
get breed og lige, paa andre Steder var den smallere og
flød i tusende Bugter; undertiiden blev den borte imellem
Træerne, og kom frem igien med frisk Skiønhed, da den
randt igiennem de Blomsterfulde Enge. Jeg blev saa ind¬
taget af dette deylige Syyn, at jeg længtes efter at være
der; men Vanskeligheden var, hvorledes jeg skulde komme
ned af Bierget; thi den Side næst ved Dalen, var gandske
steyl, og saa fuld af Steene og Træer, at det syntes umue
ligt at komme derned. Jmidlertid stod jeg dog af Hesten,
og leedte den ved Haanden, og fandt en snever Vindel-Sti,
paa hvilken jeg med stor Møye kom ned til Foden af Bier¬
get; hvor der var en behagelig Skette, hist og her besat
med greenefulde Eege=Bøge= og Alme=Træer. Her
havde jeg den Fornøyelse at betragte det Veld, hvoraf Aa¬
en havde sit Udspring, som vandede den deylige Dal; den
bryder ud af Siden paa Klippen, og falder meget høyt
ned fra en Kløft til en anden, og derefter løber liige med
Græsset igiennem Slettene og Træerne. Jeg satte mig
nu paa Hesten igien, og fulgte Agens Løb henved en fier¬
ding Vey, indtil jeg kom til et lavt Huus, bag ved hvilket
var en Samling af Træer, og for ved en liden Gaard,
som havde ingen anden Indhegning end en Laurbær=Hekke et
par Alen høy. Der var en liden Port-Dør, som stod aa
ben, og Stedets Næthed lokkede mig til at gaae ind, hvil¬
ket jeg og giorde med des større Driftighed, efterdi jeg bild¬
te mig ind, formedelst Huusets Anseelse og Størrelse, at
det ikke var beboet af nogen fornemme Folk. Jeg gik igien¬
nem Gaarden uden at see noget Menneske, og kom ind i en


stor Stue, der var ubeskriveligen næt. Men jeg tilstaaer
at jeg faldt i en stor Forundring, da jeg saae et Claves¬
sin, hvorpaa laae nogle Node-Bøger; jeg var saa nysgier¬
rig at see i dem, og fandt at nogle vare Opera=Arier,
men den største Deel var Psalmer; paa Bordet laae to sto¬
re Folianter med Land=Korte, og paa Gulvet stod et par
meget vakkre Glober. Da jeg havde langt fra ikke ventet
at finde slige Ting her, saa stod jeg i Tvil, om jeg skulde
følge min Nysgierrighed, som skyndte mig til at gaae op
af en Trappe, der var ved den ene Ende af Stuen, el
ler og gaae tilbage, uden at forstyrre dem som eyede Huu¬
set, hvilke jeg nu begyndte at troe vare af en høyere Rang,
end jeg i Førstningen bildte mig ind; men dog kunde jeg al¬
drig begribe, hvorledes Folk af Stand skulde være i saadant
et Huus. Min Nysgierrighed beholdt dog Overhaand,
og jeg gik op; men da jeg var kommet øverst op paa Trap¬
pen, hørte jeg en Person læse med ftor Rigtighed og meget
tydeligen; mig syntes det var en Fruentimmer=Røst. Jeg
stod lidet stille, for at høre paa hende, og omsider vendte
mig om til den høyre Side, og saae en Dør, der stod halv¬
aaben, hvorfra jeg bildte mig ind at Røsten kom; jeg nær¬
mede mig gandske sagte derhen, og kunde see et ærbart Fru¬
entimmer af en god Anseelse, henimod halvtredsindstyve
Aar gammel, som læste høyt for tvende meget deylige un¬
ge Fruentimmer, som sadde og syede Blomster paa hvidt
Silke-Tøy; De vare ligedan klædte, i hvide Atlaskes Trøyer
og brune Lustrings Skiørte; og paa deres Hoveder fiine
Kniplings Kapper, gjordte ligesom almindelige Bønder¬
Folk bruge dem; de havde et uskyldigt og tugtigt Væsen,
større end jeg nogensinde saae; Hun som syntes den ældste
af de to, havde mørkt Haar, og hendes Ansigt den meest


forestille sig; hun var
arve som man kand
blomstrende
høy, og af en fiin Skabning, og maatte blevet agtet for en
ulignelig Skiønhed, dersom det unge Fruentimmer, der
sad hos hende, havde ikke viist, at det var mueligt end og
at overgaae hende; Hendes Haar var næsten som Hør,
og hendes Hud kunde neppe beskrives ved nogen poetisk Lig¬
nelse; hun havde store blaa Øyne, og hendes Øyen=Bry¬
ne og Øyen=Laage vare mørke=brune; hun havde saadan
en sød Yndighed i hendes Ansigt, som vilde have betaget
en Tiger sin Grumhed. Jeg havde kun betragtet dem i
nogle faa Øyeblik, da hun, som syntes den ældste af de
to Fruentimmer, saae op, og syntes forbauset over at see
en Fremmed; imidlertiid stod hun op, med stor Høflighed,
og sagde: Madam, her er en Herre, som, jeg troer, vil¬
de tale med eder. Jeg blev da saa forvirret, at jeg hver¬
ken vedste hvorledes jeg skulde gaae tilbage, eller giøre Und¬
skylding for saa uformodentlig en Besøgelse; Men den æld¬
ste af Fruentimmerne bad mig komme ind, med en saa
venlig og mild Miine, der satte Mood i mig; saa at jeg
tilstod hvad der havde givet mig Anleedning til at trænge
mig ind til dem, og bad tusende gange om Forladelse der¬
for. Hvortil hun svarede, at min Nysgierrighed straffe¬
de sig selv, efterdi den havde forvoldt mig saa megen U¬
mag, for at see noget der saa lidet fortiente den, som
hendes Eensomhed. Jeg havde nu Tiid til at betragte
det Kammer hvori de vare; det var beklædt, saa høyt som
Stolene kunde naae, med fiine Jndianske Matter, oven o¬
ver vare rundt omkring Hyller fyldte med Bøger; og da
jeg saae i dem, fandt jeg at det var en fortræflig Samling,
af Historiske og Theologiske Bøger, og Reyse=Beskrivelser;
der vare nogle faa Bøger af den beste Philosophie, og nogle
omoe¬


Comoedier og Tragoedier. Der sit¬
og paa smaa Hyller
adskillige Krukker med Blomster; og, kort sagt, alting
var saa næt og deyligt, at jeg begyndte at bilde mig ind,
at jeg var i en fortryllet Bolig, og kunde ikke bare mig for
at udviise min Begiærlighed efter at vide hvorledes Folk af
en saa ugemeen Art og Egenskaber, vare komne til at leve
i saadan Eensomhed; hvorpaa det gammelagtige Fruentim¬
mer sagde til mig, at dersom jeg havde Taalmodighed, da
vilde hun give mig en oprigtig Underretning derom. Hun
fortallte mig, at hendes Mand havde været den ældste Søn
af en adelig Familie; at hans Naun var Theanor, med
hvilken hun havde tvende Døttre, som vare de unge Fruen¬
timmer jeg saae; at hendes Mand døde, da den ældste var
mellem otte og ni Aar gammel, og efterlod sig stor Giæld;
hun havde forgæves vendt sig til hans riige Paarørende;
de vilde ikke hielpe hende; saa at hun fandt sig tvunget til enten
at forandre sin Levemaade, eller lade hans Giæld blive
ubetalt; og omendskiønt Lovene tvang hende ikke til at be¬
tale den, saa agtede hun sig dog forbundet dertil, ved alle
Retfærdigheds og Æres Regler. Hun gav derfor alle si¬
ne Folk Afskeed, undtagen to Piger og en gammel geistlig
Mand, som hun holdt for at underviise hendes Døttre.
Med denne lille Familie begav hun sig til dette Huus, hvor hun
sagde hun havde nu levet henimod femten Aar. Hun be¬
talte hendes Mands Giæld i de første syv, men havde fun¬
det saa megen Rolighed i denne Eensomhed, at hun nødig
vilde forlade den, og havde den Fornøyelse at finde begge
hendes Døttee af samme Sind. Jeg kunde ikke bare mig
for at spørge hvorledes de fordreve deres Tiid i saa stor Een¬
somhed, og paa hvad Maade de inddeelte Dagen. Hvor¬
paa hun svarede mig, at de gik visseligen meget siælden ud;


og at naar hun havde givet mig Beretning om een Dag,
saa havde hun fortallt mig deres gandske Levnets Løb i dis¬
se sidste femten Aar.
"Saa snart som vi staae op, sagde hun, samles vi i
et lidet Capell her neden i Huuset, hvor den Geistlige,
som jeg talte om, holder Bøn for os, og vi siunge en
Psalme. Derefter faae vi Frokost, og mine Døttre for
drive Tiden enten med deres Musik, eller med at ridse,
lig som de helst ville, imidlertiid besørger jeg mine Huus¬
Forretninger. Henimod elleve gaae vi ind i et Kam¬
mer, hvor vi tillave Medicamenter til de Fattige, som
have ikke Ævne til at faae bedre Hielp; og der have vi
et Skab fuldt af alle Slags Linnet for dem; og i de un¬
derste Skuffer ere Bibler og andre gudelige Bøger
paa det naar vi sørge for deres Legemer, deres Siæle
maae ikke gandske blive forsømte. Her fordrive vi vor
Tiid, indtil vi skal klæde os paa til Middag. Efter
Maaltiid spille mine Døttre paa deres Claveszin og siun¬
ge, eller undertiden tale vi kun med hinanden, indtil
vi faae Lyst til at gaae her op, hvor en af os stedse læser.
medens de andre arbeyde. Om Aftenen spatsere vi,
"e indtil vi skal spiise; derefter kalde vi vor lille Familie
tilsammen, og ende Dagen ligesom vi begyndte den, med
at priise Gud og at bede om hans Beskyttelse.
Jeg sagde til hende, at jeg nu ikke meeere forundre
"de mig over at deres Levemaade behagede dem, efterdi
mig syntes den var saaledes indrettet, at den maatte be¬
frie dem for al Slags Misfornøyelse.
Jngen af dem svarede herpaa; men da jeg saae op
blev jeg paer at den ældste Datters Ansigt var vaadt af
Taare. Jeg udviiste min Bekymring over en saa pludse


lig Forandring, og begiærte at vide Anleedningen dertil.
Aha! sagde hendes Moder, denne ulyksalige Pige er
meere at beklage, end J tænker; og det er alleneste
for hendes Skyld at jeg føler Sorrig. For fem
Aar siden blev hun dødelig forelsket i en ung Mands¬
person, som var ligeledes i hende; Men Ulykken var,
at han ikke alleneste havde meget mindre Midler end
hun, men var og af en Familie, som er bekiendt for
deres Ugudelighed, omendskiønt han selv er ikke saa¬
ledes; thi hans Moder, som var fuldkommen dydig,
havde indprentet ham al Gudsfrygt og Skikkelighed.
De havde længe haft en indbyrdes Kiærlighed, førend
jeg mærkte det; men da jeg fik det at vide, og fandt,
hvor stærkt Rosellas Hierte var indtaget, gik det mig
saa nær, at jeg faldt i en dyb Melankolie, som foraar¬
fagede mig en farlig Sygdom, og jeg blev overgivet
af mine Læger. Jeg fortallte da Rosella Aarsagen
til min Sygdom, og raadte hende fra et Ægteskab,
som jeg var saa bange for, at denne Frygt havde,
efter al Formodning, kostet mig mit Liv. Hun faldt
paa sine Knæe ved Siden af min Seng, badede mi¬
ne Hænder med sine Taare, og bad mig at jeg vilde
stræbe at komme mig igien; thi dersom nogen skulde
blive et Slagt-Offer af hendes ulyksalige Kiærlighed,
da havde hun besluttet at blive det selv, efterdi Døden
vilde være hende mindre forskrækkelig end at fortørne mig.
Jeg glædede mig og blev gandske forundret over hendes
Føyelighed, og haabede, at hendes Kiærlighed havde ik¬
ke fæstet saa dybe Rødder, som jeg derefter fandt. Da
jeg begyndte at komme mig igien, bad hun mig om Til¬
ladelse at skrive til Alphonso (thi det var hendes Kiære¬


stes Raun) at lade ham vide det Løfte hun havde gjordt,
og de Aarsager, som tvang hende dertil. Han læste dis¬
se Tidender med en ubeskrivelig Græmmelse, og Dagen
derpaa drog fra hans Faders Huus, hvor han aldrig fi¬
den er kommet tilbage, ey heller har noget Menneske
hørt til ham. Jeg har været saa meget rørt over
min Datters Lidelser, og den Taalmodighed, med
hvilken hun taalte dem, uden nogensinde at bebrey¬
de mig som Aarsagen dertil, at jeg nu ønsker ligesaa
alvorligen som hun, at see ham komme igien, paa
det jeg maae have den Fornøyelse at belønne hendes
" kiærlige Lydighed ved at give hendes Haand til ham
som hun for længe siden gav sit Hierte. Hun kun¬
de ikke ende denne Fortælling uden Taare, hvori hen¬
des Døttre giorde hende Sælskab.
jeg tilstaaer at jeg blev rørt af Medynk over
Rossellas Historie, og kand ikke drage mine Tanker
fra den behagelige Eensomhed, eller forglemme Me¬
lissas Skiønhed, hvilket var den yngere Datters
Naun.
Jeg blev der indtil det var mørkt, og derpaa tøg
Afskeed, overmaade fornøyet over saa ugemeen en Til¬
dragelse. Farvel.
Bellamour


Bie=Kuben.
No. 235.
Torsdagen den 2 Julii 1761.
Af the Connoisseur. No. 115.
Cælebs quid agam?
Gamle Peber=Svennes Plage
Dagligen formeerer sig!
Hvad skal jeg mig foretage?
Hænge - eller gifte mig;
Min Herre,
J¬
ntet Menneske er en oprigtigere Ven af uskyldigt Giæk¬
kerie, eller har større Lyst til at befordre det, end jeg
selv; alle Slags Spøg og Kortvillighed, al den stund det
holdes inden tilbørlige Grændser, er, efter mine Tanker,
en ypperlig Ting i Samtale og Omgængelse; og jeg bliver
aldrig fortrydelig, om jeg kand hielpe til at forskaffe Sæl¬
skabet en uskyldig Lystighed, om det end gaaer ud over mig
selv; men, om jeg skal sige min reene Sandhed, da har
jeg hverken saa store Midler, saa stærk en Natur, eller saa
haardt et Sind, at jeg kand hierteligen lee, naar jeg lider


ners Kortvillighed, end mine Fienders
meere ved mine
Arrighed eller Ondskab mueligen kunde tilføye mig; ey hel¬
ler seer jeg nogen Aarsag, hvorfor jeg skulde opvække hos
Fruentimmerne saadan en spøgefuld Fortrydelse, at jeg
maae lade mig bryde og plage til Døde, i bare Spøg; og
det alleneste fordi jeg er hvad Verden kalder en Gammel
Peber=Sven.
Mine Fruentimmer=Bekiendtere have en underlig Mee¬
ning, at en Peber=Sven er ikke virkeligen et fornuftigt Cre¬
atur; i det mindste, at han har ikke Følelsen tilfælles med
andre Mennesker; at en Peber=Sven kand lade sig banke
som en Stok=Fisk; at J kand stikke Knappenaale i hans
Legge, og vrie ham ved Næsen; kort sagt, at J kand ikke
tage eder for mange Friheder med en Peber=Sven. Jeg
kand umueligen begribe paa hvad Grund disse overgivne
Philosopher grunde deres Mening, omendskiønt jeg tilli
ge er et bedrøveligt Beviis paa, at de virkeligen have saa¬
dan Mening, saavelsom og paa dens Urimelighed.
En af mine Venner, som jeg jævnligen besøger, har
en Kone og tre Døttre; den yngste af dem har forfulgt mig
nu i ti Aar. Disse skarpsindige unge Fruentimmer have
ikke alleeneste selv udfundet den eeneste Ende og Hensigt
hvorfor jeg er til, men de have iligemaade aabenbaret den¬
ne deres Opdagelse for alle Pigerne i Naboelauget; saa at,
dersom de nogensinde faae at vide, at jeg vil komme til dem,
(hvilket jeg giør mig al muelig Umag for at forebygge,
saa sende de strax et halv Dosin Kortblade til deres troe Al¬
lierede, og udbede sig den Gunst af deres Sælskab til at
drikke Caffe, og hielpe dem at bryde Mr. Jronside.
Ved disse Leyligheder bliver min Indgang i Stuen under¬
tiden tilsperret med en Snoor, som de giøre fast tverts o¬


ver Dør=Karmen: og saasom jeg er lidet Starblind, saa
bliver jeg den siælden vaer, førend jeg er snublet og ligger
paa mine Knæ for dem. Medens jeg er i Arbeyde med at
børste Støvet af mine sorte Strømper, eller gnie mine stød¬
te Skinnebeen, bliver min Perryk pludseligen revet bort,
og enten puttet hen bag Speylet, eller og kastet fra den ee¬
ne til den anden, med saadan Behændighed og Hastighed,
at jeg efter megen forgæves Umag for at faae den igien,
maae omsider sætte mig med mit bare Hoved, til de nær¬
værendes store Fornøyelse. Den sidste Gang da jeg be¬
fandt mig i disse fortrædelige Omstændigheder, kom
den ældste Datter, en frisk skalkagtig Taske, hurti¬
gen løbende hen til mig, og lovede at give mig min Per¬
ryk igien, dersom jeg vilde spille hende et Stykke paa en li¬
den Fløyte som hun holdt i Haanden. Jeg satte den strax
til Munden, og blæste frisk i den; men, til min ubeskrive¬
lige Bestyrtning, blev jeg strax qvalt og blindet af en Mæng¬
de Konrøg, som foer ud af alle Huller paa Instrumentet.
De yngre Piger i Sælskabet erklærede, at de vilde ikke gi¬
ve mig min Perryk, saasom jeg havde ikke opfyldt det betin¬
gede Vilkaar; men Faderen, som havde et Slags grov Kort¬
villighed ved sig, paastod, at den skulde gives mig tilbage,
og forsikkrede at han havde aldrig hørt the Black Joke bedre
spillet i hans Livs Tiid (*).
Jeg er af Naturen et stille og fromt Creatur, som giør
ingen Fortred, og kand ikke lætteligen bringes i Uorden;
dog skal jeg aldrig med Taalmodighed lide disse Forhaanel¬
ser, førend jeg er overbeviist om at jeg fortiener dem.
Dd 2
End
(*) the Black Joke er en Engelsk eller Skotsk Dants, som kaldes
saaledes; det er: Den sorte Hans eller Johan.


ger af mine Bekiendtere, hvilke man
End og de gaml¬
skulde tænke, maatte føle nogen Medynk over en betrængt
Broder, de sammenrotte sig med deres Sødskendes Døttre
for at plage og qvæle mig; og det er ikke mange Aftener
siden, at Jomfru Diana Grizzle aldeles fordervede den
eeneste meget fiine Klædning jeg eyer i Verden, i det hun
fæstede Fligene deraf tilsammen med en gloende Jld-Rager.
Jeg tilstaaer at jeg blev saa fortrydelig over denne ubillige
Medfart, at jeg besluttede at straffe den, ved at kysse den
Skyldige, hvilket jeg med koldt Blod aldrig skulde have fo¬
retaget mig. Jmidlertid, den Erstatning jeg fik ved denne
uforsigtige Hævn, var meget liig den, som en ærekiær Mand
nyder naar han bliver stukket ihiel af den Ludring, der har
fortørnet ham. Min øverste Læbe blev giennemstukket med
en stor Knappenaal, hvilken hun i denne Tummel havde
puttet i Munden; og jeg tviler ikke om, at jeg skal bære
memorem labris notam, (Mærket af dette Judas=Kys)
af en gammel Pige til Graven med mig.
Disse Ulykker, eller andre af samme Slags, møde mig
dagligen; men ved disse Aarets Tider, som bevilge deslige
vittige Øvelser, og naar enhver Mand agter sig berettiget
til at fornøye sig paa hans Vens Bekostning, lever jeg hvert
Øyeblik i Frygt for meere hierteqvælende Tildragelser. Jn
gen elendig Bonde=Hane, der er bestemt til et Slagtoffer
for Pøbelens kaade Grusomhed, vilde blive meeere forskræk¬
ket, naar en Fastelavns Tiisdag kommer (*), dersom han
var
(, Pøbelen i Engeland giør sig paa Fastelavns Tiisdag den me¬
get sømmelige Fornøyelse, (ligesaa menneskelig og anstændig,
som paa andre Steder at rive Hovedet af Gaasen, og slaa
Katten af Tønden paa Fastelavns Mandag) at de binde en
Hane fast ved en Pæl, og slaae løst med Stokke efter den.


var begavet med menneskelig Fornuft og kunde see forud
hvad der vilde møde ham, end jeg er, naar en glædelig
Juul, eller den første April kommer. Det er ikke længere
siden end sidstafvigte første April, at jeg blev besværet med
haanlige Foræringer fra Fruentimmerne; jeg maatte be¬
tale Drager=Penge for et halvt Dosin Østers=Tønder fyldte
med Stumper af Muur=Steen, og for ti Breve med Po¬
sten, hvori der var intet andet end gamle Aviser. Men det
som meest smertede mig, var at jeg samme Dag blev viist
halvtredsindstyve engelske Miile bort fra Staden, ved et
falskt Sendebud fra en Paarørende som laae for Døden.
Jeg kunde ikke bare mig for at eftertænke, med et
dybt Suk, hvilken Liighed der var imellem de selv=indbild¬
te Besværligheder, som den arme Thomas i Kong Lears
Tragoedie klagede over, og disse som jeg virkeligen maatte
udstaae. Jeg blev, ligesom han, ført igiennem Vade¬
Steder og Svælg, over Moser og Moradser; og omend¬
skiønt der bleve ikke lagte Knive under min Hovedpude,
saa var der dog strøet smaa=skaaren Heste=Haar paa mine
Lagener; jeg maatte, ligesom hand, ride paa en haardt¬
travende Hest igiennem de farligste Veye; og fandt, da
jeg havde endt min Reyse, at jeg havde alleneste jaget efter
min egen Skygge.
Hvor meget jeg end lider ved Fruentimmernes Opfør¬
sel i Almindelighed, saa kand jeg dog ikke forglemme at an¬
mærke, at en gammel Piges Spidsfindighed og Næsviis¬
hed er mig i Særdeleshed meget anstødelig. Jeg kand ikke
andet end tænke, at disse gamle Jomfruers Pige=Stand er
i det mindste ligesaa latterlig, som min egen enlige Stand.


Dersom jeg skal dømmes strafværdig fordi jeg har aldrig
giftet mig, da jeg har aldrig foretaget mig at giøre nogen
Erobring; da bør de langt billigere belees, som ere stedse
ugifte, efter at de have gjordt saa mange. Utallige ere de
Forslag som de have forkastet, efter deres egen Beretning;
og de rose sig u-ophørligen af det Nederlag de fordum have
giordt iblant Riddere, Baroner og Herremænd, ved Bath,
ved Tunbridge og Epsom (*); da, maae skee, et forrevet
Elskovs=Vers, en liden Lok af Haar, eller et Skilderie af
en rødmoset Herre med en Kriid=hvid Perryk, ere de eene¬
ste overblevne Beviiser paa disse Skiønheder, som ere nu
visnede ligesom den kort levende Rose, og have alleneste
ladet Jomfru=Tornen blive tilbage.
Troe mig, min Herre, jeg er næsten bange for at be¬
troe eder til at lade dette Brev trykke; de sidstbemeldte
Fruentimmer ville blive saa forbittrede naar de læse det,
at jeg maae ikke vente nogen Barmhiertighed af dem her¬
efter; efterdi de i Almindelighed ere saa lidet villige til at til
give i deres Alderdom, som de vare til at viise Medliden¬
hed og Barmhiertighed i deres Ungdom. Et Middel er
dog endnu tilbage for mig, hvilket, om det bliver sat i
Verk, vil kraftigen beskiærme mig fra deres Vrede.
Jeg
(*) Disse ere Steder, hvor der findes berømte Sundheds Kilder,
og hvor der paa visse Tider om Aaret indfinde sig mange Sto¬
re og fornemme Folk, nogle for at bruge Vandet, nogle for
at forlyste sig, eller i andre Hensigter.


Jeg skal derfor blive lykkelig, om det maae tillades
mig, ved eders Hielp, at lade Fruentimmerne vide, at
hvor skimlet et Dyyr de end ansee mig for, saa er det dog
ikke umueligt, at jeg, ved jen lidet mildere Medfart, end jeg
hidindtil er begegnet med, maae blive gjort spag og omdan¬
net til en Ægtemand. For at bevæge dem til at befrie
mig fra mine nærværende besværlige Omstændigheder,
maae J forsikkre dem, at jeg er blevet saa overmaade han¬
delig ved den meget strenge Revselse jeg har faaet, at de
kand mageligen bøye og danne mig efter deres Sind; og
følgeligen, naar et Fruentimmer gifter sig med mig, da kand
hun spare sig al den Umag, som en Kone, der har noget Mood,
er nødt til at have med en uregierlig Mand, der er saa urimelig,
at han |venter, hun skal gandske nøye efterkomme hendes
Ægteskabs Løfte, end og i den meget lille Post om Lydighed¬
at det er saa langt fra at jeg vil sige et Fruentimmer imod,
at jeg skal være mægtig vel tilfreds, om hun lader sig nøye
med at sige mig imod; at, om det skulde nogen Tiid hæn¬
de sig, at jeg uforvarendes giorde imod hendes Tilbøyelig
hed, da skal jeg agte mig begegnet, som jeg fortiener, i
fald hun vasker mine Øren, spøtter mig i Øynene, eller
træder paa mine Liigtorne; at, dersom jeg kommer nær
hendes Læber, naar hun har ikke Lyst til at kysses, da skat
jeg vente at hun vil bide mig i Næsen; eller om jeg tager
hende ved Haanden paa en ubeleylig Tiid, at hun vil strax


begynde at knibe, kradse og rive, og bruge hendes Fingre
til disse Hensigter, som de gandske vist af Naturen vare
bestemte til at opfylde. Til disse Fuldkommenheder og E¬
genskaber, der ere saa fornødne til at giøre Ægtestanden lyk.
kelig, maae J endnu legge denne, at jeg er ikke meget o¬
ver halvtredsindstyve Aar, kand binde min Halsklud, sye
en Knap i mine Klæder, eller stoppe et Hul paa mine
Strømper, uden nogen Hielp. Jeg er,
min Herre,
eders ydmyge Tiener.
Christopher Jronside.


Bie=Kuben.
No. 236.
Torsdagen den 9 Julii 1761.
Af M. Elizabeth Rowes Letters moral
and entertaining.
Fra Melinda til Oriana.
Min kiære Oriana,
J¬
eg sagde eder, førend jeg forlød min Svogers Huus,
at J skulde høre fra mig saa snart som jeg var kom¬
met i Rolighed, og at jeg vilde underrette eder om Aarsa¬
gen til min Flugt; J er alt for retsindig og kiærlig til at
dømme umildt om hvad jeg har giordt; thi, dersom J kun¬
de see mit Hierte, da vilde J heller ynke, end fordømme
mig derfor.
J har ofte, i disse to sidste Aar, mærket en Foran¬
dring i mit Sind og Person; jeg er ikke meeere det levende
blomstrende Creatur, som J pleyede at kalde en Afbil¬
ding paa Sundhed og Munterhed; J saae Forandringen,
men giættede ikke at Aarsagen dertil var en hemmelig, haa¬
beløs Kiærlighed. Jeg var paa et Skue=Spill; jeg saae
der en af de behageligste Personer i Verden, hans Klæde¬
Dragt, hans Opførsel, alting var tækkeligt og utvunget.
Catos Tragoedie blev spillet; han var meget agtsøm og
syntes at blive rørt ved enhver ædel Tanke, hvori enten


lskeren blev beskrevet. Hans Anseelse ud¬
Hekten eller
viiste de tydelige Kiendetegn af Tapperhed og Dyd. Han
stod op imellem Acterne, og vendte sig imod den Loge hvor
jeg sad; og da jeg gik ud, giorde han Plads for mig igien¬
nem Trængselen; men jeg saae ham aldrig siden paa noget
offentligt Sted, ey heller fik at vide hvo eller hvad han var;
men den deylige unge Person havde gjordt saadant et Jnd¬
tryk i mine Tanker, som snarligen foraarsagede en meget
lykkelig Virkning; jeg blev keed af den støyende urolige Le¬
vemaade i min Svogers Huus; og vilde ikke meeere tage
Deel i den idelige Sværm af Forlystelser, som min Søster
elskte; der kunde og ikke være noget meere ryggesløst og u¬
ordentligt end denne Families Levnet og Sæder; Assem
alle Slags
bleer, Baller, Kort og Tærning=Spill
Sviir og Selvraadighed; jeg havde dog aldrig fundet Be¬
hag i disse Fornøyelser, og var altid misfornøyet, uden
at vide hvorledes jeg skulde giøre mig anderledes.
De Veye til Lyksalighed, som Religionen fremsatte,
vedste jeg ikke meere af, end de vilde Amerikaner i deres Fø¬
de=Skove. Dumain, som ægtede min Søster, var en
aabenbar Libertiner; Mine Forældre døde fra mig, da
jeg var meget ung, saa at jeg blev opdraget hos min Sø¬
ster, efterdi hun er mange Aar ældre end jeg; Og dersom
mine Gudfædre og Gudmødre, i stedet for at forsage Ver¬
dens Pragt og Forfængeligheder, paa mine vegne ved min
Daab, havde høytideligen løvet, at jeg skulde opfødes midt
i disse Snarer og forførende Fristelser, da kunde de aldrig paa
en kraftigere Maade efterkommet deres Pligt, end ved at
sætte mig i denne Familie; hvis Søndags Forretning var
Kort=Spill; thi vi gik aldrig i Kirke, uden for Løyers
skyld, for at fordrive en ledig Time med at hviske og at lee.


Dog alligevel, min Skyts Engel forlod ikke sit Em¬
bede; men ved at indprente mig en dydig Kiærlighed, be¬
fæstede min Siæl mod alle løse Tilbøyeligheder; jeg flyede
Forlystelser, fik Lyst til Eensomhed; derved kom jeg snart
i Vane med at tænke; og dersom jeg giorde mig Forestil¬
linger om Lyksalighed, da vare de alle i noget tilkommen¬
de Liv paa hin Side af Graven; men mine Begreb vare
formørkede og ufuldkomne; jeg troede vel at der var en
Gud, og min egen Fornufts Bebreydelser lærte mig at fryg¬
te ham; men jeg havde aldrig seet i Bibelen, siden jeg
lærte at læse; og jeg var saa ukyndig i Christendommen,
som en ung Hottentot, der er opfødt i en Hule.
Mit tankefulde Sind havde nu Afskye for Forfænge¬
lighed i alle dens Skikkelser; Skue=Spill og Elskovs Hi¬
storier fornøyede mig ikke meeere; men saasom mig fatte¬
des noget at læse, saae jeg en Bibel i det Kammer, hvor
min Søsters Pige laae; og da jeg aabnede den, blev min
Agtsomhed strax henvendt dertil. Historien var noget nyt
for mig; jeg tog den ind i mit Kammer; men hvor stor
blev min Forundring, da jeg fandt hans Levnet og befa¬
linger, som er den Christelige Troes store Stifter, saa al
deles stridige imod deres Levemaade og Grund-Regler,
som bekiendte sig til denne hellige Lærdom! Jeg fandt at
jeg var paa Fordervelsens blomsterfulde Veye, men ved¬
ste ikke hvorledes jeg skulde udvikle mig af den ulyksalige
Snare. Dette var min Siæls hemmelige Sprog til det
usynlige Væsen, som kiender dens Oprigtighed:
Du Himmelens Behersker, almægtige Naun,
Hvis giennemtrængende Øye kiender mine opstigende Tanker,
Førend de ere dannede i mit beængstede Bryst:
Du seer min Siæls Stræben for at bryde de Baand,


Som holde den saaledes fangen til
Du seer hvor forgæves den vilde svinge sig i Væiret,
Lidenskaber og Vellyst besvære dens duunede Vinger,
Forhindre dens Flugt, og stunke den ned i Støvet;
Der ligger den og skælvende beder om din Bistand,
Den kiender hvor afmægtig den er uden Dig.
Min Søster mærkte snart mit Sinds Forandring,
og brugte hendes Kunst for at drage mig til nogen lastvær¬
dig Forlystelse; men forgæves; jeg var leed og keed af disse
Uordentligheder. Men hvad kunde jeg giøre; Mine Mid¬
ler vare tabte i Syd=Søe=Compagniet; jeg maatte leve
af Dumains og min Søsters Barmhiertighed; og, for
at giøre min Elendighed endnu større, blev jeg overhængt
af Mylord -, (som havde nyligen giftet sig) at jeg skulde
overgive mig til hans lastværdige Kiærlighed. Jeg sprang
i Væiret af Skræk og Gruelse over dette Forslag; men jeg
kunde ikke undvige hans Anmodning uden ved at forlade den
ne uordentlige Familie; hvilket jeg besluttede at giøre, og at
overgive mig til Himmelens Beskiærmelse.
Jeg forlod min Svogers Huus saa snart vi havde
spiist til Middag, og kiørte i en Hyre=Vogn hen til en Ko¬
ne i Byen, som havde været min Amme. Hun maatte lo¬
ve mig, at hun ikke vilde lade sig mærke for nogen; og fik
hende til at opspørge mig en Tieneste i nogen Kiøbmands
Familie; det lykkedes hende snart, og hun førte mig hen
til en Ostindisk Kiøbmands Kone, som levede i stor Herlig
hed. Min Forretning var at varte hende op som Kammer¬
Pige; hun var meget smuk, ærbar, og lige frem. Fami¬
liens Indretning var saa ordentlig og rolig, saa gandske
tvert imod min Svogers, at jeg meente jeg var i en anden
Verden, og iblant en ny Art af Creature. Maadelighed


og Ædruelighed regierke midt i den høyeste Overflødighed,
og Rundhed. Værelserne vare prægtige, og forsynede
med alle de Kostbarheder, som Jndien frembringer, og
saae ud som en østerlandsk Monarks Palats.
Jeg fandt mig her fuldkommen fornøyet; jeg havde
intet andet at giøre end at klæde min Madame paa; hvil¬
ket var en meget behagelig Forretning, og snart gjordt.
Hun havde noget saa artigt og angenemt i hendes Væsen,
at alting hvad hun fik paa, lod hende meget smukt og an¬
stændigt, og kostede kun liden Umag at faae det til at sidde
vel. Hendes Omgængelse og Tale var uskyldig og læreriig;
hendes Tiid anvendte hun paa Læsning, eller nogen liden
Tiidsfordriv med at sye; uden mindste Lyst til at føyte ef¬
ter Baller eller Masqverader.
Jeg levede to eller tre Uger i denne ordentlige Stand,
og min Madame begegnede mig næsten som hendes Liige.
Jeg havde endnu ikke seet min Herre, som kom nu hiem
fra hans Gaard paa Landet; men, min kiære Oriana,
tænk hvor beængstet jeg blev, da jeg fandt at han var den
samme elskelige unge Person, som jeg havde seet paa Co¬
moedien. Saa snart han saae mig, blev han saa rød som
Blod, og jeg saa bleeg som et Liig; han gik forbi mig, og
begav sig strax ind i min Madames Kammer. Det var
næsten to Aar siden jeg havde seet ham, og jeg havde no¬
get Haab om at jeg var forglemt; imidlertiid besluttede
jeg at forlade denne Familie, dersom jeg mærkte at han
kiendte mig, eller at mit Venskab for hans Hustrue ud¬
slukte ikke min Kiærlighed.
Paa min Herres Side,
fandt jeg snart Aarsag til at være rolig; jeg saae ham snart
aldrig; han var enten paa Børsen, eller, naar han var
hiemme, havde han stedse at bestille med at giøre got.


Hans Formue var overmaade stor, hvilken han uddeelte
med en mageløs Ædelmodighed; Han hialp ærlige Haand¬
verksfolk og Kræmmere, som havde kun lidet at begynde
med; hand betalte Fangers Giæld, han giorde Enker Bi¬
stand, og skaffede de forurettede og undertrykte Ret. Det¬
te var hver Dags Forretning, hvilket dog aldrig giorde no¬
gen Hinder i de Timer, som han havde bestemt til hans
Andagt, i hans eget Huus eller i Kirken.
Jeg begyndte nu at blive rolig; det var ikke at formo¬
de, at en Mand af denne Carakter vilde lade en syndig
Kiærlighed have Sted i sit eget Bryst, eller styrke den i
mit; derforuden vilde hans Fraværelse snart betage mig
den Kummer; thi han havde i Sinde at gaae til Ost-Jndien
med Flaaden, som skulde seyle inden en Maaned.
Den Tiid var nu forløbet; Dagen førend han begav
sig paa Reysen, efter at han havde været en Time hos min
Madame, og haft nogen hemmelig Samtale med hende
gik han fra hende og kom lige ind i mit Kammer, med saa¬
dan en mild Venlighed i hans Ansigt, som en himmelsk Ge¬
sandt vilde antage, der bragte et Freds=Budskab.
Han begyndte saaledes: "J vil falde i Forundring o¬
ver at fornemme, Madame, at jeg kiender eders Fami¬
lie og veed af hvad Aarsag J har søgt Beskyttelse i min.
Den første gang jeg saae eder paa Comoedien, giorde 8
saadant et Jndtryk hos mig, som aldrig blev udslettet,
førend jeg gav min Ægteskabs Tro til den allerbeste Hu¬
strue; jeg maae med nogen Skamfuldhed tilstaae den U¬
ret jeg giorde eders Dyd, naar jeg forsikkrer eder, at
intet skulde have hindret mig fra at følge den Kiærlig
hed, som J først opvakte, uden den forargelige Leve¬
maade i det Huus, som J var udi; hvilken var saa u-or¬


dentlig, at den forbød mig nogensinde at tænke paa eder;
men nu har jeg gandske bedre og billige Tanker om eder,
og med en høyagtende Forundring priiser eders Æres
Triumpf, der har bevæget eder til at indtræde i en saa
nedrig Stand, for at undgaae den Fristelse at vende til
eders Svogers Huus igien; jeg har efterladt eder ti tu¬
sende Pund i Banqve=Sedler; og fortallt eders Historie
(ligesom jeg har hørt den af den Kone der opammede eder)
for min Hustrue, som har alle de Dyder, der nogensin¬
de prydede hendes Kiøn; hun beqvemmede sig til
dette Forslag med en inderlig Glæde, og venter til jeg
er gaaet, at overlevere eder Sedlerne?. Med disse Ord
gik han fra mig, saa at jeg hverken havde Tiid eller Ord
til at udsige min Taknemmelighed.
Min Madame kom strax ind i Kammeret, med Godhed,
skinnende i hendes Øyne, og gav mig Banqve=Sedlerne, med
en Tækkelighed, som Dyden allene kand give menneskeli¬
ge Gierninger; Hun forekom min Tak, i det hun giorde
Undskylding fordi hun havde ikke vedst min Stand, forsik¬
krende mig, at hendes Huus var gandske til min Tieneste;
og at det Haab, at jeg vilde blive hos hende, var den stør¬
ste Fornøyelse hun lovede sig i hendes kiære Henriks Fra¬
værelse. Det var mig ikke mueligt at udtrykke, med de
allerkraftigste Ord, min indvortes Følelse over en saa u¬
ventet som stor Velgierning - Min Taushed, og den
Bevægelse, som hun saae min Siæl var bragt udi, var det
eeneste Beviis paa Taknemmelighed som jeg nu kunde give.
Om Morgenen, da den Ost=Jndiske Flaade var gand¬
ske seylfærdig, kom min ædelmodige Velgiører ind i hans
Kones Kammer, for at sige hende det sidste Farvel; jeg var
hos hende, og stræbte at give hende den Trøst jeg selv be¬
hø


høvede. Hendes Bedrøvelse udpressede nogle Taare af
ham imod hans Villie, da han søgte at skiule sin indvortes
Kummer; man saae baade en Helt og en Elsker i hans
Forhold. Og da hans Hustrue, for at undskylde sin alt
for hæftige Sorrig, anførte Søens Farligheder og de bar¬
bariske Nationers Grumhed paa Landet; skal jeg aldrig
forglemme, med hvilken stor Miine han svarede: Je crains
Jeg frygter
Dieu, et je n ai point d autre crainte
Gud, og jeg har ingen anden Frygt. Saa uforskrækket
vilde denne guddommelige Mand viist sig, dersom han hav¬
de seet Stiernerne falde ned af deres Kreds, og hørt den
sidste Tordens Lyyd. Da han havde med en kiendelig Tvang
slidt sig løs af hans Kones Arme, sagde han mig Farvel,
med et medlidende Aasyyn, ligesom en forbarmende Engel.
Hans Huusfolk vare fra sig selv af Bedrøvelse; Veyen fra
hans Huus var besat af hans taknemmelige Tilhængere,
som han havde enten hiulpet til deres Ret, eller i deres
Trang; tusende inderlige Bønner for hans Velgaaende op¬
stigede til Himmelen, og vandt det guddommelige Sam¬
tykke; medens han skyndte sig igiennem den berømmende
Mængde, overmaade besværet med Almuens Roos.
Hvilken elendig Figur giør ey en Libertiner, i hans
Forfængeligheds meest glimrende Høyhed, naar han lignes
imod denne store Mand, som har saa tiligen begyndt at lø¬
be paa sin Herligheds Bane, og er midt i hans blomstren¬
de Ungdom moed i alle Dyder! J stedet for at spilde sine
Timer paa en Mængde af forfængelige og daarlige Forly¬
stelser, har han opofret sin fornøyelige Leve Tiid til Him¬
J veed hvor J kand
melen, og det almindelige Beste.
Eders ydmyge Tienerinde,
finde
Melinda.


Bie=Kuben.
No. 237.
Torsdagen den 16 Julii 1761.
Af the Adventurer. No. 123.
J¬
eg har forhen anmærket (*), at det er et Bud i den Lov,
som har alle Kiendetegn paa en guddømmelig Oprin¬
delse at vi skal skye det som har Skin af Ondt og jeg
har i fleere end et af disse Blade umaget mig for at drive paa
dets Øvelse, ved at vise dets Ypperlighed og Vigtighed.
Omstændigheder ere blevne antagne som Beviiser paa
Skyld, endog hvor Døden har været en Følge af den be¬
skyldtes Overbeviisning; og en Opførsel, som giver stærk
Formodning om Ondt, er lidet mindre skadelig, end den
hvorved det Onde virkeligen begaaes. J henseende til det
almindelige Samquem, saa vidt det kand regieres af Ex¬
empler, er Virkningen af begge den selv samme; thi et
hvert Menneske giver Opmuntring til at begaae de Laster,
som han selv begaaer efter Anseelse, endskiønt han vogter
sig for at begaae dem i Gierningen; og ihenseende til Per¬
sonen selv, saasom Verdens Høyagtelse er en bevægende
Aarsag til Dyd, der er alleneste mindre mægtig end Sam¬
vittighedens bifald, saa følger deraf, at den som veed at
(*) See Bie=Kuben No. 135. 136 og 155.


fornedret i Verdens Tanker ved nogen ham
han er alleree
tillagt Mishandling, vil finde sig selv halv=værgeløs, naar
han anfaldes af nogen Fristelse til at begaae den; og saa
som han vil have mindre at tabe, saa vil han være mindre
skikket til at staae imod. Hvad det Kiøn angaaer, hvis
Lætsindighed allersnarest vil blive dadlet, da er det en klar
Sandhed, at naar et Fruentimmer ved Uforsigtighed har
tabt sit gode Naun, da bliver hendes Dyds Tab ofte en
Følge deraf; Fruentimmerne skulde derfor være desmeere
varlige; efterdi de, hos hvilke Daarlighed snarest kand falde
ud til Skyld, have visseligen den vigtigste Aarsag til at væ¬
re viise.
Denne Materie har uimodstaaeligen trængt sig ind i
mine Tanker, naar jeg i Stilhed har gjort mine Betragt¬
ninger; thi, saa ofte jeg har igien erindret mig de Sælska
ber jeg har været udi iblant de adskillige Mennesker, der
enten ere hengivne til Forretninger eller til Forlystelser,
har jeg mærket, at en Fordervelse i Sæder, en selvraadig
Uordentlighed i Klæder og Opførsel, ere blevne næsten al¬
mindelige; Dyden synes at søge en Ære i at ligne Lasterne;
ligesom Lasterne giøre sig en Ære af de Hæsligheder, som
de have været vante til at skiule.
En anstændig Banghed og ærbar Jndgetogenhed, ha¬
ve altid været anseete som Medhielpere til Skiønhed; men
et frækt og dristigt Væsen bliver nu antaget af alle dem,
som vilde holdes for tækkelige eller polerede; Kydskhed,
som pleyede at udviise sig i alle Geberder og Miiner, har
nu begivet sig ind i Hiertet, og findes alleeneste af disse,
som tragte efter dens Undergang; ligesom en Commandant,
naar Byen har overgivet sig, drager ind i Citadellet, hvil¬
ket er altid mindre i Stand til at forsvare sig, naar U¬
den Værkerne ere besatte af Fienden.


Der er nu liden kiendelig Forskiæl imellem en Jomfrue
og en Skøge; dersom de ere ikke ellers kiendte, da kand de
uden Forskiæl komme sammen i store Sælskaber. Den
samme Mode, som borttager Tugtigheds Skiul, vil u¬
feylbarligen skiule Løsagtighed; og Ære og Skændsel vil¬
le miste deres Kraft, efterdi de ville ikke længere skille Dyd
fra Udyd. En almindelig Vane vil, maae skee, agtes for
en tilstrækkelig Sikkerhed imod almindelig Dadlen; men
den vil ikke altid dysse Jalousies Mistanker i Søvn; ey
heller kand den giøre nogen Skiønhed gemeen, uden at be¬
tage denne sin Kraft, eller formindske en Ægtemands
Rettigheder, uden at svække hans Hengivenhed til hans
Hustrue.
Man kand vogte sig for at gaae forvidt i enhver Mo¬
de, uden at være mærkeligen sær; og de Fruentimmer,
som skulde endog vove at være sære i den nærværende affald¬
ne Smag, vilde i lige Grad forøge deres Magt og giøre
deres Lyksalighed sikker.
Jeg veed, at Ungdommen, i sin Forfængelighed og
formastelige Indbilding, gemeenligen pleyer at anføre
sin selv vitterlige Uskyldighed, som en Aarsag, hvorfor den
foragter Verdens Dadlen, og som en Tilladelse, ikke allee¬
neste for enhver Frihed man tager sig, men og for enhver
Gunst man beviiser, undtagen den sidste. Denne Dri¬
stighed kand, maae skee, alleeneste dæmpes ved at lære dem
at kiende Faren; og saasom de Personer, hvilke jeg ønsker
at advare, kand allermindst lide alvorlige Afhandlinger,
og ere lættest at bevæge til Medynk, saa vil jeg tale til dem
i en Historie, og jeg haaber at Udfaldet vil ikke alleneste
forklare men og indprente den Lærdom, som den inde¬
holder.
Flavil¬


Flavilla, just da hun havde fyldt sit trettende Aar,
mistede sin Fader, som nu efterlod hende under hendes Mo¬
ders Omsorg; men i saadanne Omstændigheder, som til
intet giorde alle de Forhaabninger, hvilke hendes Optug¬
telse havde givet hende. Hendes Fader, som levede i stor
Herlighed af en Tieneste ved Hoffet, døde pludseligen, u¬
den at have efterladt sin Familie andet end en aarlig Liv¬
Rente af et hundrede Pund, hvilken han havde kiøbt til
hans Hustrue for en Deel af hendes Medgift; han havde
og ingen anden Eiendom, end det Boeskab, hvormed han
havde forsynet en stor Gaard paa en af de nye Pladser,
en Eqvipage, nogle faa Ædelsteene, og en Deel Sølv=Tøy.
Den største Deel af Boeskabet og Eqvipagen blev solgt
for at betale hans Giæld; Ædelsteenene, som vare ikke af
stort Værd, og nogle fornødne Stykker af Sølv=Tøyet,
bleve i Behold; og Flavilla fløttede med hendes Moder hen
i Leye=Værelfer.
Men, uagtet denne Forandring i deres Omstændig¬
heder, tabte de dog ikke strax deres Rang. De bleve frem
deles besøgte af mangfoldige og fornemme Bekiendtere;
og omendskiønt nogle fornøyede deres egen Hovmod ved at
antage et Skin af Medlidenhed, og heller spottede end læt¬
tede deres Elendighed, ved at beklage dem i ynkelige To¬
ner, og ved at giøre en omstændelig Sammenligning i¬
mellem hvad de havde mistet og hvad de eyede; saa bekom
de dog stedse af andre Foræringer, hvorved de fremdeles
bleve i Stand til at leve med en artig Tarvelighed; de ble¬
ve endnu betragtede som anseelige Folk, og begegnede af
dem, som vare i nedrigere Stand, med ydmyg Ærbødighed.
Flavilla blev saaledes ved at leve en Kreds, som hun
havde ingen Rettighed til; hun vær ideligen omgivet med
Herlig¬


Herlighed og Pragt, hvilken andres Egensindighed, lige¬
som en Hexemesters Kiæp, kunde bortsprede i et Øyeblik,
og saaledes give hende Leylighed til at bejamre disse For¬
nøyelsers Tab, hvilke hun kunde hverken haabe at nyde
eller lade af at begiære. Dog, dette var Flavilla ikke ban¬
ge for. Hun var meget høy efter hendes Alder, og var
berømt ikke alleneste for hendes Skiønhed, men og for
hendes Vittighed; Disse Egenskaber ansaae hun ikke allee¬
neste som en Sikkerhed for hvadsomhelst hun nød af andres
Gunst, men og som et Pant paa, at hun selv skulde kom¬
me til at eye det, ved et fordeelagtigt Giftermaal. Saa¬
ledes skeedte det, at den indbildte Lyksalighed, som dant¬
sede for hende, bekom sin Fasthed af den Forfængelighed
selv, hvilken den smiggrede for; og hun var saa lidet ban¬
ge for at komme i Nød, som hun mistvilede om hendes
egen Magt til at behage.
Der var i hendes Væsen og Tale en Lætsindighed, hvil¬
ken hendes Moder, som kiendte hvor farlig en Tilstand hun
var udi, arbeydede paa at tvinge, undertiden med Vre¬
de, og undertiden med Taare, men altid forgæves. Fla¬
villa var altid færdig til at svare, at hun hverken giorde
eller sagde nogen Ting, som hun havde Aarsag til at skam
me sig ved; og derfor vedste hun ikke hvorfor hun skulde
tvinges, undtagen af blot Høflighed mod Avind, hvilken
det er en Ære at trødse, eller mod Bagtalelse, hvilken det
er en Skam at frygte for. Jo meere andre smiggrede for
Flavilla, jo mindre formaaede hendes Moder hos hende;
og omendskiønt hun altid begegnede hende med Ærbødig¬
hed, for Anstændigheds skyld, saa foragtede hun dog hem¬
meligen hendes Leve-Regler, og var fornøyet med sin egen
Opførsel.
Flavil¬


Flavilla var i hendes attende Aar en berømt Skiøn¬
hed, og iblant andre lystige Besøgere, som jævnligen
drak Thee med hende, var Clodio, en ung Baron,
som var nyeligen, ved hans Faders Død, kommet i Be¬
siddelse af hans Titel og Gods. Der vare mange sær¬
deles Omstændigheder i Clodios Opførsel, som opmun¬
trede Flavilla til at haabe, at hun skulde faae ham til sin
Mand; men hun taalte hans idelige Opvartninger med saa¬
dan kiendelig Fornøyelse og hans fortroelige Friheder med
saa liden Indgetogenhed, at han snart vovede at aabenba¬
re hans Forsæt, og at giøre hende et, i hans Tanker, me¬
get artigt Tilbud af en anden Art; men med hvadsomhelst
snedige Kunstgreb det end blev forebragt, eller med hvad¬
somhelst Ord og Vilkaar det blev gjordt, saa forkastede
Flavilla det dog med den yderste Vrede og Foragt. Clodio,
som, endskiønt han var ung, havde længe kiendt, og ofte
øvet de Kunster at forføre, vigede for Stormen, kastede
sig for hendes Fødder, gav sin rasende Kiærlighed skyld for
den begangne Forseelse, smiggrede for hendes Hovmod ved
den allernedrigste Underdanighed, og umaadeligste Berøm¬
melse, bad hende om Forladelse, tilstod at han havde gjordt
meget ilde, men talte ikke om at forsone det ved Ægteskab.
Denne Omstændighed, hvilken Flavilla strax lagde Merke
til, burde have bragt hende til den Slutning, ikke meeere
at tage imod hans Besøgelser; men hendes Forfængelighed
og hendes Ærgierrighed havde endnu Overhaand, hun haa¬
bede endnu at hendes Anslag skulde lykkes. Clodios For¬
seelse blev stiltiende tilgivet, hans Besøgelser bleve tilladte,
hans fortroelige Friheder bleve igien taalte, og hans Haab
paa nye oplivet. Han havde længe været af den Meening,


at hun elske ham, i hvilken det dog er at formode, at hans
egen Forfængelighed og hendes Ubeskeedenhed hiulpe til at
bedrage ham; men endskiønt denne Meening burde i stær¬
keste Maade forbundet ham til at begegne hende med en
ædelmodig og øm Kiærlighed, saa tiente den dog alleneste
til at bestyrke ham i det Forsæt at tragte efter hendes Ulyk¬
ke, saasom den opmuntrede ham med Formodning om
Fremgang. Saasom han derfor havde besluttet enten at
faae hende til en Maitresse, eller paa engang at forlade
hende, saa tænkte han, at han havde ikke meget andet at
giøre, end at overbeviise hende, at han havde fattet saa¬
dant et Forsæt, at forsvare det med nogle opsminkede Spits¬
findigheder, og give hende nogen Tid til at betænke sig paa
en endelig Slutning. J denne Hensigt giorde han en kort
Reyse ud paa Landet, efter at han, da de skiltes ad, hav¬
de stukket hende et Brev i Haanden, hvori han lod hende
vide, "At han ofte, med en ubeskrivelig Græmmelse, hav¬
de tænkt paa den Fortrydelse hun udviiste over hans Op¬
førsel ved en vis Leylighed for kort Tiid siden; men at
hans Kiærligheds Fiinhed og Hæftighed vare uovervin¬
delige Forhindringer for hans Ægteskab; at hvor der
var ingen Frihed, der kunde ikke være nogen Lyksalighed.
at han skulde koldsindigen ansee de Føyeligheder, hvor¬
med Kiærlighed giør sig behagelig, naar de kunde ik¬
ke længere skilles fra den Tienstfærdighed, som en
Hustrues Pligt forbinder hende til; at saalænge de
vare lyksalige i hinandens Besiddelse, vilde det være u¬
riimeligt at formode, at de ville skilles fra hver¬
andre; og at om denne Lyksalighed skulde ophøre
da vilde det ikke alleeneste giøre deres Elendighed


vis og bestandig, men og forøge den, naar de va¬
re u-adskilleligen foreenede; at det var saa meget
mindre at befrygte at saadant skulde skee, jo meere de¬
res Samqvem og Omgængelse beroede paa deres egen frie
Villie, men end og, naar saadant skulde hænde sig, vil¬
de han saaledes forsørge hende, som en Ægte-Hustrue
kunde vente, efter hans Død. Han bad hende alvorli¬
gen, at hun vilde ikke lade sig regiere af Fordomme og
Vanen, men lade hendes endelige Slutning bestemmes
efter Fornuftens og Naturens Love. Efter en alvor¬
lig Overveyelse, sagde han, kom ihu, at mit Livs gand¬
ske Værd beroer paa eders Villie. Jeg begiærer ikke
at J udtrykkeligen skal give mig eders Samtykke, med
hvadsomhelst inderlig Glæde jeg end maatte betragte den
elskelige Forvirring, som saadant Samtykke maatte for¬
aarsage eder. Jeg skal inden faa Dage opvarte eder,
ligesaa beængstet, endskiønt ikke saa skyldig, som en
Misdæder, som venter efter at høre sin Dom. Der¬
som min Besøgelse bliver antaget, ville vi aldrig skilles
ad; bliver den afslaaet, kand jeg ikke meeere see eder.
Fortsættelsen skal følge.


Bie=Kuben.
No. 238.
Torsdagen den 23 Julii 1761.
Fortsættelsen af det foregaaende.
F¬
lavilla havde alt for megen Forstand saavel som Dyd,
til at betænke sig et Øyeblik paa dette Forslag. Hun
gav strax befaling, at Clodio skulde ikke meeere antages.
Men hans Brev var en Fristelse til at fornøye hendes For¬
fængelighed, hvilken hun ikke kunde modstaae; hun viiste
det først til hendes Moder, og dernæst til alle hendes Fru¬
entimmer=Bekientere, med saadan en Seyer=Glæde, som
en Krigs=Helt, der fører offentligen i Triumpf en overvun¬
det Fiende ved Hiulene af hans Triumpf=Vogn; Hun
betragtede det som et uimodsigeligt Beviis paa hendes
Dyd, som en Bebreydelse mod alle dem, der havde fordii¬
stet sig til at dadle hendes lætsindige Opførsel, og som et
Friheds Brev til at fare fort deri uden at forsvare eller
indskrænke den.


Det hændte sig, kort efter denne Tildragelse at Fla
villa blev seet i en af Logerne paa Comoedie=Huuset af
Mercator, en ung Person, der var nyligen hiemkommet
fra hans første Reyse, som Capitain paa et stort Skib i
den Levantiske Handel; dette Skib var kiøbt til ham af
hans Fader, hvis Riigdom var saa stor, at han kunde skik¬
keligen forsørge hans fem Sønner, af hvilke Mercator var
den yngste, og som ventede at gaae i lige Deeling med hans
Brødre, efter hans Faders Død, saasom hans Formue
bestod i bevægeligt Gods.
Mercator blev indtaget af hendes Skiønhed, men
hendes prægtige Anseelse og de Personers Rang, som
hun var i Sælskab med, giorde ham moodløs. Han
blev drevet heller af Nysgierrighed end Haab, til at efter¬
spørge hvem hun var; og han fik snart saadan en Efterret¬
ning om hendes Omstændigheder, som befriede ham fra
Fortvilelse.
Saasom han vedste ikke hvorledes han skulde komme
i hendes Sælskab, og havde intet Anslag mod hendes Dyd,
saa skrev han i sin Kiærligheds første Hidsighed til hendes
Møder, givende hende en oprigtig Beretning om hans For¬
mue og hvorvidt den fremdeeles beroede paa hans Fader,
og bad at det maatte tillades ham at besøge Flavilla, som
en Beyler. Efter at den gamle Frue havde indhentet no¬
gen Kundskab, hvorved den Beretning, som Mercator
havde givet hende, blev stadfæstet, lod hun ham byde til
sig, og tog imod hans første Besøgelse alleene. Hun sag
de til ham, at saasom Flavilla havde ingen Midler, og en
anseelig Deel af hans egne beroede paa hans Faders Vil
lie og Testamente, saa vilde det være overmaade uforsig
tigt, at sætte sig i Fare for at forspilde det Gode han ven¬
tede


tede, ved et Ægteskab, som vilde giøre det desmeere for¬
nødent at hans Haab maatte opfyldes; at han burde der¬
for søge at faae hans Faders Samtykke, førend der blev
foretaget noget videre, paa det han skulde ikke indvikles i
Forbindelser, som unge Personer næsten uformærkt ind¬
lade sig udi, hvis Velbehagelighed i hverandre bliver ide¬
ligen stærkere ved jævnlige Besøgelser og Omgængelse. Til
dette Raad, der var saa nyttigt og forvirrende, var
Mercator gandske tvilraadig hvad han skulde svare, da
Flavilla i det samme kom ind: en Hændelse hvilken han nu
alleeneste var bekymret for at benytte sig af. Flavilla var
ikke misfornøyet enten med hans Person eller hans Ansøg¬
ning; hendes frie og lystige Art bragte ham snart til at
forglemme at han var en Fremmed; de begyndte en Sam¬
tale, og bleve imidlertiid endnu meere fornøyede med hver¬
andre; efter at han saaledes havde overvundet den Van¬
skelighed, som er ved en første Besøgelse, tænkte han ikke
meere paa den gamle Frue, saasom han troede, at hendes
Hielp var ham ikke fornøden til at naae sit Ønske.
Hans Besøgelser bleve ofte igientagne, og Forhaling
blev ham hver Time meere og meere utaalelig; han drev
paa sin Ansøgning med den smitsomme Hæftighed, som
antændes ved et hvert Øyekast, og tilveyebringer det Sam¬
tykke, som den begiærer. Paa samme tiid vilde vel en
Tanke om hans Fader komme der imellem; men saasom
han havde sat sig for at fyldestgiøre sine Ønsker, hvad der
end skulde flyde af, saa sluttede han med en Skarpsindig¬
hed, der er næsten almindelig ved disse Leyligheder, at,
af tvende onde Ting, var det mindre at gifte sig uden hans
Faders Villie, end imod den; og en Aften, efter at de
elskende Personer havde fordrevet Eftermiddagen for dem


selv, droge de ud i et Slags Spøg, som Mercator i hans
hæftige Kiærlighed havde foreslaaet, og hvortil Flavilla i
hendes uforsigtige Flygtighed havde givet sit Samtykke, og
lode sig hemmeligen vie tilsammen.
Saa snart Mercator fik stunder til at besinde sig,
efter denne overilende Gierning, betænkte han, at han bur¬
de være den første, som underrettede hans Fader om det
nye Giftermaal som var skeedt i hans Familie; men saasom
han havde ikke Mood nok til at giøre det i egen Person,
saa forfattede han det paa den beste Maade han kunde i et
Brev, og efter at han havde giordt de samme Undskyldin¬
ger for sit Forhold, hvormed han havde været vant til at
forsvare det for sig selv, udbad han sig Tilladelse at frem¬
stille hans Hustrue for at nyde den faderlige Velsignelse,
hvilken allene fattedes til at giøre hans Lyksalighed fuld¬
kommen.
Den gamle Herre (hvis Carakter jeg kand ikke bedre
beskrive end i den brugelige Talemaade, som har været op¬
fundet for at besmykke falske Grund-Regler og ryggesløse
Sæder) havde været en lystig Mand, og vedste god Beskeed,
hvorledes det gaaer til i Staden. Han havde ofte hørt
Flavillas Skaal drukket af fornemme Sviire-Brødre, og
havde ofte seet hende paa offentlige Steder. Hendes Skiøn¬
hed og hendes Trang, hendes pralende Klæde=Maade
hendes mangfoldige Tilbedere, hendes lætsindige Opførsel,
og alle Omstændigheder i hendes Tilstand, havde hiulpet
til at giøre hendes Carakter mistænkt; og han var skikket
til at dømme om den med endnu mindre Christen Kiærlig
hed, da hun havde fortørnet ham ved at ægte hans Søn
hvilken han ansaae som vanæret og forarmet, og hvis U¬
lykke, saasom den var u-oprettelig, han besluttede, ikke at
lindre


lindre men forøge; en Slutning, ved hvilken Fædre, der
have daarlige og ulydige Sønner, gemeenligen legge for
Dagen deres egen Kiærlighed og Viisdom. Saa snart
som han havde læst Mercators Brev, bandte han ham som
en Nar og en Tosse, der havde ladet sig bedrage ved en
Skøges Snedighed, til at beskiærme hende fra offentlig
Skændsel, ved at kiende sig ved hendes Børn, og til at be¬
frie hende fra et Fængsel, ved at paatage sig hendes Giæld.
J det Svar som han sendte ham paa hans Brev, og hvil¬
ket han skrev alleneste for at styre sin Harm, lod han ham
vide, at "dersom han havde holdt Flavilla under Haanden,
til sin Tieneste, da vilde han have seet igiennem Fingre
dermed; og om hendes Uordentlighed og Ødselhed hav¬
de bragt ham i Betryk for Penge, da vilde han have
fornøyet hans Creditorer, men at hans Ægteskab kun¬
de ikke tilgives; at han skulde aldrig nyde een Skilling
meere af hans Midler; og at han havde besluttet, aldrig
at see ham meere. Mercator, som blev meere opir¬
ret ved dette haanlige Svar, end bedrøvet over sit Tab,
vilde ikke svare derpaa; og saasom han troede, at han hav¬
de nu meest Aarsag til at være fortørnet, saa kunde han ik¬
ke overtales til at giøre videre Ansøgning om Forliig.
Han fæstede artige Værelser til hans Hustrue af en
Tapet=mager, som for at leye Værelser bort, havde selv ley¬
et og med Boeskab forsynet et stort Huus i Leicester sields;
og henved to Maaneder derefter forlod hende for at giø¬
re den anden Reyse.
Han havde faaet Lykønsknings Besøgelser af hendes
mangfoldige Bekiendtere, og havde besøgt dem igien,
som et Beviis paa at han ønskte, at de skulde fremdeles
igientages. Men Erindring om den lystige Mængde, som,
medens


medens han var hiemme, smiggrede for hans Forfængelig¬
hed, opvakte hans Mistanke saasnart han var fraværen¬
de; han havde vel ingen særdeles Aarsag til Jalousie; men
hans Bekymring reyste sig blot deraf at han saae den Fri¬
stelse hun var underkastet, og at det var ham umueligt at
passe paa hendes Forhold.
Jmidlertiid blev Flavilla ved at flaggre omkring i den
samme fortumlende Cirkel, i hvilken hun havde skinnet saa
længe; hendes Besøgeres Tal blev heller større end mindre;
Mandfolkene opvartede hende endnu meere flittigen, og
hun blev ved at opmuntre deres Høfligheder ved den sam¬
me ubeskeedne fortroelige Omgængelse. Hun var een Af¬
ten paa Masqverade, og en anden Aften paa Opera; un¬
dertiden paa et Bal, og undertiden flakkede med et lystigt
Sælskab i korte Reyser ud af Byen; hun kom hiem under¬
tiden om Midnat, undertiden om Morgenen, og underti¬
den var hun ude nogle Nætter tillige.
Denne Opførsel foraarsagede Verten og Vertinden i
Huuset megen Betænkning og Misfornøyelse. J Førstnin¬
gen tænkte de at Flavilla var ikke bedre end et Fruentim¬
mer til Tieneste; og at den Person, som havde leyet Væ¬
relser til hende som sin Hustrue, og som var nu draget bort
under Forevending af en Søe=Reyse, havde ladet sig bruge,
til at bedrage dem, ved at skiule hendes Carakter, for at
faae saadanne Værelser til hende, som hun kunde ikke saa
læt bekommet, dersom den havde været bekiendt; men saa¬
som disse Mistanker giorde dem opmærksomme og efterfor
skende, saa fik de snart at vide, at mange Fruentimmer
som besøgte hende, vare af en god Carakter og Anseelse.
Men, i fald hun og var gift, var hendes Opførsel dog u¬
undskyldelig, og deres Huus stød i Fare for at blive beryg


tet, og de selv at miste deres Leve¬
rød derved; Naboerne
lode ofte falde nogle Ord, som gave hende en slet Carakter;
og en gammelagtig Jomfrue, som boede i den anden Etage,
havde sagt op; Familien blev foruroliget hver Time om
Natten, og Dørren var heele Dagen fuld af Sendebud og
Besøgere til Flavilla.
En Dag, derfor, tog Vertinden en Leylighed til at giø¬
re hende Forestillinger derom, endskiønt paa den allerfiine¬
ste og ærbødigste Maade, og med den største Banghed og
Varlighed. Hun sagde til Flavilla, at hun var et vak¬
kert ungt Fruentimmer, at hendes Mand var ikke hiem¬
me, at hun holdt en stor Deel Sælskab, og at Verden
var dadlefærdig; hun ønskte, at der blev givet mindre
Anledning til Eftertale; og haabede at undskyldes for
den Frihed hun havde taget, efterdi hun maatte blive
forarmet ved disse Bagtalelser, som kunde ikke have no¬
gen Magt over de Store, og hvilke de derfor ikke bekym¬
rede sig om at vogte sig for. Denne Tale, hvor for¬
blommet, og hvor sagtmodig den end var, blev dog læt
forstaaet og med en bitter Fortrydelse optaget. Flavilla,
som var stolt af hendes Dyd, og kunde ikke taale Tilrætte¬
sættelser, vilde have foragtet en Philosophs Raad, der
som det havde sigtet til at beskylde hendes Opførsel; Hun
var derfor ikke under nogen Tvang, da hun havde at be¬
stille med en Person, som var saa meget ringere end
hun; hun svarede med en Blanding af Foragt og Vrede,
at ingen uden de, som ikke kiendte hende, vilde understaae
sig at tage sig nogen Frihed med hendes Carakter; og
bød hende at vogte sig for at udsprede nogen ær=rørig
Beretning, saa fremt hun vilde ikke lide hvad der kunde
føle


Flavilla stod strax op af sin Stoel, og Ko¬
følge paa.
nen gik bort uden at svare, omendskiønt hun var neppe
mindre fortørnet end Flavilla, og fra det Øyeblik beslutte¬
de hun at sige Mercator op naar han kom hiem.
Mercator havde en lykkelig Reyse; og efter henved ti
Maaneders Fraværelse kom han tilbage. Konen, som hen¬
des Mand havde overladt den gandske Forvaltning over
Værelserne, og som blev endnu ved sit Forsæt, fandt snart
Leylighed til at sætte det i Verk. Mercator, saasom han
havde nøye opfyldt sin Part af Contracten, meente at han
havde nogen Aarsag til at blive fortørnet, og paastod at
ville vide Aarsagerne, hvorfor hun tvang ham til at forla¬
de hendes Huus. Vertinden, som var i Sandhed en god¬
hiertet Kone, vilde meget ugierne sige ham dem; og jo
meere han mærkte at hun undvigede hans Spørsmaal, jo
meere omhyggelig blev han for at faae et Svar. Efter
megen Betænkning, hvilken maae skee havde en verre
Virkning end nogen Historie, som Ondskab kunde have op¬
digtet, sagde hun til ham,  at Madamen holdt en stor
Deel Sælskab, og blev ofte meget silde ude; at hun
havde altiid været vant til Rolighed og Ordentlighed;
og havde besluttet at leye hendes Værelser bort til no¬
gen anden Person, i en meere privat Stand.
Fortsættelsen skal følge.


i
2¬
Kuben.
No. 239.
Torsdagen den 30 Julii 1761.
402
Fortsættelsen af det Foregaaende.
hed denne Beretning skiftede Mercator Farve; thi han
sluttede just saa meget meere end Sandhed, som han
troede at den var mindre. Efter at han havde i nogle Øye¬
blik staaet i Tvil, bad han hende gandske indstændigen, at
hun vilde ikke dølge noget for ham; men med saadan en
Bevægelse, som overbeviiste hende, at hun havde allere¬
de sagt for meget. Derpaa forsikkrede hun ham, at han
havde ingen Aarsag til at være bange; thi hun havde al¬
deles intet at sige paa hans Hustrue, undtagen disse Ly¬
stigheder, som hendes Stand og Moden tilstrækkeligen
forsvarede. Dog bleve Mercators Mistanker ikke gand¬
ske betagne; og han begyndte at tænke, at han havde fun¬
det en fortrolig Veninde, som det vilde være ham magt
paaliggende at betroe sig til; han bekiendte derfor, i hans
Jalousies Daarlighed, at han havde nogen Tvil angaaende
ha


ke hans Hustrue, hvilke det var af den yderste Vigtighed,
baade for hans Ære og hans Rolighed at faae opløst;
han bad, at han maatte blive i hendes Huus endnu et
Aar; og, saasom han inden en kort Tid skulde igien for¬
lade Riget, at hun vilde ikke, i hans Fraværelse, for¬
sømme at passe nøye paa alt hvad der skeedte, hvorved
enten hans Haab eller hans Frygt maatte bestyrkes, og
at hun, ved hans Tilbagekomst, vilde give ham saadan
Beretning, som i det mindste kunde befrie ham fra den
piinagtige Uvished, og hvorved hans Forhold i Fremti¬
den maatte bestemmes.
Der er ingen bedragelig Spitsfindighed meere almin¬
delig, end den, ved hvilken vi retfærdiggiøre en møysom¬
melig og nøyagtig Undersøgning efter Hemmeligheder,
hvis Opdagelse giør os elendige uden Haab om Opreys¬
ning; og der er ingen Tieneste, hvortil andre lade sig saa
læt overtale, som til at hielpe os i slig Efterforskning. At
give Efterretninger, der kand opvække Mistanke, om U¬
troeskab i Ægtestanden, fornemmeligen til en Mand, bli¬
ver ved en sælsom Blanding af Daarlighed og Ondskab,
agtet ikke alleneste for en Retfærdigheds Gierning, men
og for et Venskabs Stykke; omendskiønt det er for silde
at forekomme et Onde, hvilket, hvadsomhelst dets Brøde
end er, kand alleneste foraarsage Elendighed i samme Grad,
som man veed det. Det er derfor ikke at undre, at Mer¬
cators Fortroliges almindelige Godhiertighed blev ved den¬
ne Leylighed overvundet; hun blev storagtig af den Tillid
han havde fattet til hende, og af den Magt hende var gi
vet; hun samtykte Mercators Forslag, og lovede, at hun
med den yderste Troeskab vilde udrette det som var hende
anbefalet.
Merca¬


Mercator lod sig dog ikke mærke for hans Hustrue,
at han havde nogen Mistanke om hende; og den var virke¬
ligen forglemt, naar han var hos hende. Han begyndte
alvorligen at være misfornøyet med hendes Levemaade;
men saasom han meget vel kiendte hendes Sind, i hvilket
stor Fromhed var blandet med høyt Mood, saa vilde han
ikke ved Kiv, Skiænden og Taare giøre deres fælles For¬
nøyelse bitter, i den korte Tiid han var hiemme; men da
han skulde reyse bort, og hendes Siæl var inderligen be¬
væget ved hans Afskeed, trykte han hende med den hæftig
ste Kiærlighed til sit Bryst, og bad hende at hun vilde leve stil¬
le og varligen; thi, sagde han, jeg veed at min Fader
holder et vaaget Øye over eders Opførsel, hvilken,
derfor, maae enten bestyrke eller betage hans Misfor¬
nøyelse; og enten berøve eller forskaffe mig saadant et
Tillæg til mine Midler, der kand befrie os for de smer¬
telige Bekymringer, som vi ellers saa ofte maae qvæles
med, naar jeg skal reyse fra eder, og inden en kort Tiid
foreene os saaledes, at vi ikke meeere behøve at skilles ad.
Til denne Formaning havde hun da ikke Magt at svare; og
de forlode hverandre med indbyrdes Forsikkringer om ufor¬
anderlig Kiærlighed.
Flavilla, strax efter at hun var saaledes anden Gang
forladt i et Slags Enkestand, befandt sig frugtsommelig;
og inden noget mindre end otte Maaneder efter Mercators
Hiemkomst fra hans forrige Reyse, hændte det sig, at hun
snublede, da hun gik op af Trappen; hun fik strax Ondt,
og giørde Barsel førend næste Morgen. Barnet, endskiønt
det var kommet meere end en Maaned for tilig, var ikke
mær¬
Hh2


hvor¬
mærkeligen lille, ey heller havde nogen
ved dets Liv stod i Fare.
Det var nu fornødent, at den Natte=vaagen og den
Tummel, som følger med Kort=Spil, Baller og Besøgel,
ser, skulde, for en Tiid, ophøre; og i denne Mellem Tiid,
da Flavilla var svag og maatte ligge inde, begyndte hun
først at tænke sig om. Hun pønsede ofte paa den Advar¬
sel Mercator gav hende, da de sidst skilltes ad, hvilken hav¬
de giordt et u-udsletteligt Jndtryk i hendes Sind, omend¬
skiønt den havde ikke virket nogen Forandring i hendes Op¬
førsel; uagtet den Maade paa hvilken den blev givet, og
den Aarsag hvorpaa den blev grundet, begyndte hun dog
at frygte, at den maatte være hemmeligen indskudt af Ja¬
lonsie. Hendes første Barns Fødsel i hans Fraværelse,
paa en Tiid, da det umueligen kunde være hans, dersom
det var ikke født for tiligen, var derfor saadant et Tilfald,
som storligen foruroligede hende; men der tildrøg sig der
foruden noget andet, som hun endnu mindre kunde giøre
rede for, og hvilket derfor satte hende endnu i en større
Bekymring.
Det hændte sig, at hun paa en Opera kom til at sidde
næst ved et Fruentimmer, som beviiste hende nogle Høflig¬
heder, endskiønt hun havde aldrig seet hende tilforn; dette
gav Andledning til en Samtale, hvori Klavilla fandt faa
stor Fornøyelse, at hun meget indstændigen udbad sig hen¬
des Besøgelse; det fremmede Fruentimmer lovede det, og
inden faa Dage opfyldte sit Løfte. Flavilla fandt ikke
mindre Behag i den anden Sammenkomst, end hun havde
fundet i den første; og uden at giøre nogen videre Efter
spørsel


spørsel angaaende dette Fruentimmer, end hvor hun boede,
tog den første Leylighed i agt at besøge hende igien. De
Værelser, hvor hun blev imodtaget, vare i den underste
Etage i et meget vakkert Huus, ikke langt fra Slottet.
Det hændte sig at Flavilla kom til at sidde næst ved Vindu¬
et; og da nogle af Garden til Hest reede igiennem Ga¬
den, ventede hun at see nogen af den Kongelige Familie,
og i en hast skød Vinduet op. En anseelig Mand, som i
det samme gik forbi, vendte sig om, da han hørte at Vin¬
duet blev stødt op; og Flavilla saae ikke saa snart hans
Ansigt, førend hun kiendte at det var Mercators Fader.
Efter at han havde først seet stadigen paa hende, og der¬
efter kastet sine Øyne paa det Fruentimmer, som hun be¬
søgte, smilede han med en spodsk Foragt og gik videre. Fla
villa, som var blevet bragt i nogen Forvirring, ved det
at hun saa pludseligen og uventeligen havde seet en Person,
hvilken hun vedste betragtede hende som en Vanære for hans
Familie, og som hans Søns Fordervelse, skiftede Farve,
og gik hasteligen hen paa et andet Sted i Stuen; hun blev
rørt baade af Græmmelse og Vrede over denne stiltiende
Forhaanelse, hvortil hun dog paa den Tiid ikke giættede
Aarsagen. Det er vel formodentligt, at Mercators Fa¬
der vilde ingensteds seet hende med Velbehagelighed; men
saa snart som han saae det Fruentimmer, i hvis Sælskab
hun var, erindrede han at denne var den fornemste Mai¬
tresse af en gammel Hofmand, og at dette var det Huus,
i hvilket han holdt hende i stør Herlighed, omendskiønt hun
havde vexelviis været en Skøge for mange andre. Det
hændte sig at Flavilla, strax efter denne Tildragelse, kom
i Erfaring om hendes nye Bekiendtskabs Carakter, og er¬


hæl¬
indrede aldrig af hvem hun havde været seet i hendes 6
skab, uden med yderste Græmmelse og Frygt.
Hun besluttede nu at søge mindre Sælskab, og at væ¬
re meere forsigtig. Jmidlertiid voxte hendes lille Søn,
som hun selv opammede, meget stærkt; og det kunde ikke
længere sees paa ham, at han havde været født for tiligen.
Hans Moder stirrede ofte paa ham indtil hendes Øyne lø¬
be over af Taare; og omendskiønt hendes Fornøyelser va¬
re nu blevne huuslige, saa frygtede hun dog at det som hav¬
de tilveyebragt skulde og giøre Ende paa dem. Efter me¬
gen Overleggelse, besluttede hun, at hun vilde dølge Bar¬
nets Alder for dets Fader; thi hun troede at det var fornuf¬
tigt at forekomme en Mistanke, hvilken, hvor ilde grundet
den og var, det maatte være vanskeligt at betage, saasom
hendes Retfærdiggiørelse vilde aldeles beroe paa hendes Un¬
derhavendes Vidnesbyrd; og hendes Moders saavelsom
hendes eget vilde ufeylbarligen blive tvilagtigt, naar en
hver vilde have Aarsag til at slutte, at det vilde endnu ble¬
vet det samme, om Sagen havde endog været anderledes.
Saadan var Flavillas Sinds Tilstand, og hendes
lille Dreng var sex Maaneder gammel, da Mercator kom
hiem igien. Hun tog vel imod ham med Glæde, men den
var blandet med en synlig Forvirring; deres Møde var mee¬
re kiærligt, men paa hendes Side var det mindre glædeligt;
hun smiilede med ubeskrivelig Velbehagelighed, men paa
samme Tiid brøde Taarene frem af hendes Øyne, og hun
blev betaget med en Nystelse over hendes gandske Legeme.
Mercator blev bevæget; omfavnede og kyssede først hans
Flavilla, og dernæst hans Søn, med saadan en overmaa¬


de Kiærlighed og Fornøyelse, som han aldrig tilforn havde
udviist. Da han faae Barnet, ønskte han meere end no¬
gensinde forhen at blive forliigt med sin Fader; og saasom
han havde hørt, da han først kom i Land, at han laae far¬
ligen syg, saa besluttede han at gaae strax hen og umage
sig for at see ham, lovende at han vilde komme igien til
Aftens Maaltid. Han havde, midt i hans Kiærligheds
og Glædes første Bevægelser, meere end eengang spurt
efter hans Søns Alder, men man havde stedse ved en eller
anden Udflugt undviget Spørsmaalet, hvilket han dog ik¬
ke gav agt paa, ey heller opvakt det nogen Mistanke.
Han skyndte sig nu bort for at høre hvorledes det var
med hans Fader; men da han gik igiennem Forstuen, kom
hans Vertinde ham tienstfærdigen i Møde. Han havde
ikke megen Lyst til at spørge hvorledes hun havde efterkom¬
met det som var hende anbefalet; men saasom han kunde
see paa hende, at hun havde noget at sige ham, som var, i
det mindste i hendes egne Tanker, af Betydning, saa lod han
sig føre ind i hendes daglige Stue. Hun lukte strax Dør¬
ren til, og erindrede ham, at hun havde ugierne paataget
sig en Bestilling, hvilken han havde nødt hende paa, og at
hun havde ikke gjort noget derudi, hvortil han havde ikke
forbundet hende ved hendes Løfte; at det giorde hende over¬
maade Ondt at hun maatte aabenbare ham hvad hun hav¬
de fornummet; men at han var en skikkelig brav Mand,
og burde visseligen vide det. Derpaa fortallte hun ham,
at Barnet var født inden mindre end otte Maaneder ef¬
ter hans forrige Hiemkomst; at man sagde det var kom¬
met for tillig, men hvor meget hun end havde begiært at


Dette var og
" see det, var det dog blevet hende negtet:
gandske sandt, og bestyrkede den gode Kone i hendes Mis¬
tanke; thi Flavilla, som havde stedse været fortrydelig o¬
ver den Frihed hun havde taget sig i hendes Forestilling,
havde holdt sig meget fremmed mod hende; og Pigerne,
for at fornøye deres Madame, begegnede hende med den y¬
derste Trodsighed og Foragt.
Ved denne Beretning blev Mercator gandske bleeg.
Han erindrede nu, at man havde undviget hans Spørs¬
maal angaaende Barnets Alder, og sluttede, at han havde
fældet Kiærligheds og Glædes-Taare over en Skøge og en
Hore=Unge, der havde berøvet ham hans Fæderne=Arv,
hans Ære og hans Rolighed. Han sprang op med en ra
sende Vildskab, som en der er pludseligen blevet afsindig;
men hun overtalede ham med stor Møye at han ikke skulde
gaae ud af Stuen. Han satte sig ned og blev i nogen Tiid
ubevægelig, med hans Øyne fæstede paa Jorden, og hans
Hænder foldede i hverandre. Jo meere han troede at hans
Hustrue var skyldig, jo meere opvaktes hans Kiærlighed til
hans Fader; og han besluttede med endnu større Jver, at
fuldføre sit Forsæt at gaae strax hen og giøre sig Umag for
at blive forliigt med hans Fader.
Slutningen skal følge.


E¬
Kub
en.
No. 240.
Torsdagen den 6 Augusti 1761.
2
1043
Egeeskegtes
Slutningen af det Foregaaende.
denne forvirrede og kummerlige Stand gik han hen
til hans Faders Huus, hvor han fik at høre, at hans
Fader var død tilig om Morgenen, og at hans Paarøren¬
de vare nu forsamlede for at læse hans Testamente. Det
hændte sig at Fulvius, Mercators Morbroder, som hav¬
de altid holdt meget af ham, hørte hans Røst, i det han
gik af en Stue ind i en anden. Han tog meget venligen
imod ham, trøstede ham med de kiærligste Ord, og bad at
han maatte føre ham ind til Sælskabet. Mercator sam¬
tykte det stiltiende; han blev modtaget i det mindste med
Høflighed af hans Brødre, og da han havde sat sig need hos
dem blev Testamentet oplæst. Han syntes at give agt ligesom
de andre; men han pønsede virkeligen paa den Historie som
han havde nyligen hørt, og var gandske henrykt i Betragt¬


ning over hans egen Elendighed. Han opvaagnede ligesom
af en Drøm, da den Person holdt op, som havde læst Te¬
stamentet, og da han fandt at han kunde ikke længere holde
sig, sprang han op og vilde have forladt Sælskabet.
Han havde aldeles intet hørt af Testamentet, som var
blevet oplæst for ham; men hans Morbroder, som meente
at han var rørt af Græmmelse og Fortrydelse over den Maa¬
de, paa hvilken han var blevet nævnet deri, og at hans Fa¬
der havde ikke testamenteret ham meere end een eneste (En¬
gelsk) Skilling, tog ham ind i en anden Stue; og, for at
undskylde hans Faders haarde Medfart, fortallte ham,
at den Misfornøyelse og Vrede, som hans Fader ud¬
viiste over hans Giftermaal, var hver Dag blevet forø¬
get ved hans Kones Opførsel, hvis Carakter var nu
blevet vitterligen berygtet; thi hun var blevet seet
i Huuset hos en bekiendt Skøge, med hvilken hun
syntes at være meget vel bekiendt. Denne Beretning
foraarsagede Mercator paa nye en dødelig Angest, af hvil¬
ken han dog omsider blev bragt til rette af hans Morbroder,
hvilken foreslog ham, som det eneste Middel, hvorved han
kunde oprette sin Ulykke og lindre sin Kummer, at han skul¬
de ikke meere vende tilbage til hans Huus, men gaae hiem
med ham; og at han selv vilde giøre saadanne Anstalter
med hans Kone, at hun skulde neppe vegre sig for at tage
imod en aarlig Underholding til at leve for sig selv, og at
antage et andet Naun, og ikke at besvære ham mecre.
Mercator, i hans bittre Bedrøvelse, samtykte dette For
slag, og de gik bort tilsammen.
Flavilla


Flavilla ventede, imidlertiid, efter Mercator med
den kiærligste Længsel. Hun havde lagt sin lille Søn i
Seng, og udpyntet et lidet Kammer, i hvilket de havde
været vante til at spise sammen om Aftenen, og hvilket
hun havde lukket til i hans Fraværelse. Hun tallte
hvert Øyeblik, og løttede efter en hver Vogn og et hvert
Trin som hun hørte. Aftens=Madden var nu færdig;
hendes Utaalmodighed tog til; Skræk blev omsider blandet
med Misfornøyelse; og hendes Kiærlighed giorde ikke an
det end bedrøvede hende; hun ønskte, hun frygtede, hun
anklagede, hun undskyldte og hun græd. Midt i disse hæf¬
tige Forventelser og denne inderlige Kummer, fik hun et
Brev, som Mercators Morbroder havde formaaet ham
til at skrive, i hvilket han bebreydede hende med de stærkeste
Ord, at hun havde misbrugt hans Tilliid og besmittet hans
Ægte=Seng;
Herpaa, sagde han, havde han nu faaet
tilstrækkeligt Beviis til at forskaffe sig selv Ret, og at
han havde besluttet, aldrig at see hende meere.
For dem, hvis Hierter have ikke allerede underrettet
dem om den Døds=Angest, som overkom Flavilla, da hun
saae dette Brev, vil all den Umag man kunde giøre sig for
at beskrive den, blive ikke alleneste unyttig men og urime¬
lig. Hun fordrev Natten uden Søvn, og den næste Dag
uden Spiise; hun giorde sig al Umag for at faae at vide,
hvor Mercator var blevet af, men forgæves; og hun tvile¬
de paa, om hun skulde have fundet ham, at det vilde blive
hende mueligt at overbeviise ham om hendes Uskyldighed;
denne hendes Sinds hæftige Bevægelse for aarsagede en lang
som Feber, hvilken hun, førend hun ansaae den for en Syg¬


dom, meddeelte Barnet, medens hun lagde det til sit Bryst,
og græd over det, som et faderløst Barn, hvis Liv hun
holdt op med hendes eget.
Efter at Mercator havde været borte henved til Dage,
saasom hans Morbroder havde overtalt ham til at følge
med nogle Venner ud til en Gaard paa Landet, næsten tred¬
sindstyve (Engelske) Miile fra London, gik denne hen til hans
Huus for at betale Huusleyen, og for at prøve hvad Vil¬
kaar han kunde treffe med Flavilla, hvilken han haabede at
giøre bange, ved at true hende med Proces og Skilsmis¬
se=Dom. Men da han kom i Huuset, hørte han at Flavilla
var syg, og at Sygdommen tog meget stærkt Overhaand,
og at Barnet var allereede dødt. Vertinden, i hvis Hæn¬
der hun nyligen havde leveret hendes Repetere=Uhr og nog¬
le andre Smykker som et Underpant for hendes Huusleye,
var saa bevæget over hendes jammerlige Tilstand, og saa
stadigen forsikkret om hendes Uskyldighed, ved den Maade
paa hvilken hun havde talet til hende, og den rolige Høyti¬
delighed, med hvilken hun havde frikiendt og tilgivet dem
der havde talet ilde om hende, at saa snart som hun hørte
i hvad Ærende Fulvius var kommet, faldt hun ned paa si¬
ne Knæ og bad, at om han vedste hvor Mercator var at
finde, han da vilde skynde paa ham at komme tilbage, paa
det at Flavillas Liv, om det var mueligt, maatte reddes,
og begges Lyksalighed igien oprettes ved hendes Retfærdig¬
giørelse. Fulvius, som endnu havde Mistanke om den ud¬
vortes Anseelse, eller i det mindste var i Tvil om Aarsa¬
gen dertil, vilde ikke aabenbare hvor hans Søster=Søn
var; men efter megen Bøn og alvorlige Forestillinger love


de han omsider paa sin Ære at ville befordre et Brev til
ham. Saa snart som Vertinden havde faaet dette Løfte,
løb hun op og sagde det til Flavilla; hvilken, da hun var
kommet til sig selv igien af den Bestyrtning og Oprør, som
denne Tidende havde bragt hendes Sind i, blev reyst op i
Sengen, og med megen Møye og efter at hun ofte havde
maattet holde op imellem, fik hun inden en halv Time skre¬
vet et kort Brev, som blev forseglet og overleveret til
Fulvius.
Fulvius lagde det strax inden i et Brev, som han selv
skrev, og sendte det bort med Posten; men satte sig for
at han vilde ikke videre befatte sig med en Sag, der var saa
tvilsom og vigtig. Mercator, der, saa snart han kastede
sine Øyne paa Brevet, kiendte baade Haanden og Seiglet,
stod nogle Øyeblik i Betænkning og tvilraadig; men omsi¬
der rev det op og læste disse Ord:
Saa stor har min Daarlighed været, at jeg, maae¬
skee, ikke skulde frikiendes for Skyld i nogen Omstændig¬
heder, uden disse, i hvilke jeg skriver. Jeg ønsker der
for ikke, uden for eders skyld, at de maatte være ander¬
ledes end de ere. Det kiære Barn, hvis Fødsel har giordt
mig ulykkelig, ligger nu dødt ved min Side, et Slagt¬
offer af min Ubeskeedenhed og eders Fortørnelse. Jeg
er neppe i Stand til at føre min Pen. Men jeg beder
gandske indstændigen at jeg maae tale med eder, paa det
J kand i det mindste have den Fornøyelse at høre mig be¬
vidne min Uskyldighed med mit sidste Suk, og at beseig¬
le vor Forligelse paa mine Læber, medens de endnu kan
have Følelse deraf.


som vilde blevet mindre rørt ved et Jordskælv
Mercat¬
end ved dette Brev, følte al hans Kiærlighed paa ny oplivet
i et Øyeblik, og med en ubeskrivelig Græmmelse eftertænkte
og bebreydede sig selv hvorledes han havde overilet sig i sin
Vrede. Da han tænkte paa hvor langt han var fra Lon¬
don, sprang han op ligesom han havde følt en Dolk i sit Hier¬
te; han saae op til Himmelen med saadanne Øyekast, som
udtrykte baade en Beskylding imod sig selv, og en Bøn
for hende, og derpaa løb han ud af Huuset, uden at tage
Afskeed med nogen, eller at befale nogen Tiener at følge
sig; han tog Post=Heste i et næstliggende Giæstgiver=Huus,
og inden sex Timer var han i Leicester sields. Men hvor
meget han end havde hastet, kom han dog for filde; Flavil¬
la havde opgivet sin Aand og hendes Øyne kunde ikke meeere
see ham. Græmmelse over hans mislingede Haab, Hier¬
te Nag, Ruelse og Fortvilelse forrykte nu aldeles hans
Fornuft. Man maatte med Magt drage ham fra det dø¬
de Legeme, og efter at han i to Aar havde været indsluttet
i en Daarekiste, døde han.
Gid et hvert Fruentimmer, i hvis Hukommelse Med¬
lidenhed skal indprente disse Tildragelser, maae skælve for
at efterfølge Flavillas Lætsindighed; thi det er, maaskee,
ikke i noget Menneskes Magt, i Mercators Omstændighe¬
der, at være mindre jaloux end Mercator.


Af the
Der er en Historie om en Franskmand, hvilken, saasom
jeg har kun hørt den en eneste Gang, og den største Deel
af mine Læsere maaskee aldrig, jeg vil udbede mig Tilla¬
delse at fortælle. En Vexelerer i Paris, som havde en
meget deylig Kone, bød en Engelsk Herre, med hvilken han
havde nogle Penge=Sager at afgiøre, til at spiise hos sig
paa hans Lystgaard. Strax efter Maaltidet blev Fransk¬
manden kaldet ud i nogen Forretning, og lod hans Giæst
blive alleene hos hans Kone, hvilken, til hans store Forun¬
dring, i stedet for at hun tilforn var det omgængeligste og
lystigste Fruentimmer, som man kand forestille sig, blev nu
saa vranten, at hun neppe vilde værdige ham et Svar paa
noget af hans Spørsmaale; og omsider sprang hun op af
sin Stoel, betragtede ham i nogen Tiid med en vreed og
foragtelig Miine, og derpaa gav hun ham et vældigt Øre¬
sigen, og løb forbittret ud af Stuen. Jmedens Engelsk¬
manden strøg sit Ansigt og pønsede paa hvad der kunde væ
re Aarsag til saadan en ubegribelig Opførsel, kom hendes
Mand ind igien; og da han fandt hans Ven alleene, og
spurte om Aarsagen dertil, fortallte Engelskmanden ham


den heele Historie. Hvad, min Herre, sagde han, gav
hun eder et Øresigen? Hvad har J sagt til hende? Jeg ta¬
lede med hende om de almindelige Tildragelser i Staden,
svarede Engelskmanden; jeg forsikkrer eder, at der blev ik¬
ke talt om andet. Og bød J bende ingen Grovhed, spurte
den anden? Ney, paa min Ære, gjorde jeg ikke, svarede
Engelskmanden. Hun har da begegnet eder som hun bur¬
de, sagde Franskmanden; thi at være allene hos et vakkert
Fruentimmer, og ikke giøre noget Anfald paa hendes Dyd,
er at fornærme hendes Skiønhed, og hun har viist sin For¬
trydelse over saadan en Forhaanelse, som det tilkommer et
høymodigt Fruentimmer.


Bie=Kuben.
No. 241.
Torsdagen den 13 Augusti 1761.
Af M. Elizabeth Rowes Letters moral
and entertaining.
Fra Bellamour til Lysander.
D¬
a jeg for fire Aar siden var paa mit Gods i Vest En¬
geland, skrev jeg eder til, at jeg havde giordt Be¬
kiendskab i en Familie, som levede paa et lidet ensomt Sted
ved Foden af et Bierg, nogle faa Miile fra min Gaard.
Jeg gav eder da en Beretning om disse exemplariske Ere¬
miters Gudsfrygt og Skiønhed, og tilstod, at jeg havde
ikke den Tiid forglemt Melissas Yndigheder; men jeg for¬
tallte eder ikke, at de havde gjordt saadant et Jndtryk hos
mig, som kunde aldrig blive udslettet ved alle de nu bruge¬
lige Hensigter til Riigdom og Svogerskab; ey heller kunde
det kiære (men vrange; Begreb om Frihed overvinde den
Begiærlighed jeg havde til at kalde hende min, og at giøre
hende til min ved det stærkeste og lyksaligste Baand, nem¬
lig Ægteskab; jeg stridte med mit eget Hierte, og vilde gier¬


ne have afskrækket det, ved den Latter jeg skulde opvække
iblant mine Bekiendtere, naar de hørte, at jeg, i mit Live
feyreste Blomster, og med fire tusende Punds Jndkomster
om Aaret, skulde forlade alle de Regler, som nu omstun¬
der ere blevne en Mode i Verden, og forelske mig i et
ungt Fruentimmer, som har intet andet end Skiønhed og
hendes hellige Levnet at indtage mig med; thi omendskiønt
hun er af høyadelig Byrd, saa har hun dog ikkun tre tu¬
sende Pund, hvilke jeg har i finde at skænke Honoria, hen¬
des Moder, Dagen efter vort Brøllup, som skal holdes faa
snart som min Procurator kand faae en Ægte=Pagt fær¬
dig, ved hvilken jeg giver Melissa et tnsende Pund aarlig
Liv=Rente, saa længe hun lever, i fald jeg skulde døe for¬
end hun.
Da jeg nu har fortallt eder min Lyksalighed, kand jeg
ikke undlade at give eder Efterretning om Rosellas, hvis
Historie, J ofte sagde, havde rørt eder. Jeg reed til Ho
norias Huus, Dagen efter at jeg var kommet herhid (thi
det var nu mit eneste Ærende), saa snart som jeg stod af,
kom en reenlig Tiener i en Kittel med grønne Opslag og
tog min Hest; heraf ventede jeg at finde en Forandring i
Familien, (thi da jeg var der første Gang, havde de ingen
Tiener i Liverie). Saa snart jeg kom ind i Stuen, faae
jeg en deylig ung Mandsperson, som var gandske jævnt
klædt; hans Haar hængte i naturlige Krøller uden nøget
Pudder, og hans Miine og Anseelse syntes at svare til den
Eenfoldighed og Næthed, som jeg havde fundet hos de an¬
dre Jndvaanere i denne lyksalige Bolig. Rosella sad ved
et Bord, og havde paa Skiødet et Drengebarn, der var
henved fjorten Maaneder gammelt, rød som en Rose og
smtilende som en Cherubim, som leegte med nogle Blom¬


ster, hvilke Melissa vilde sætte i en Urte=Krukke. Rosella
stod strax op og kom imod mig, og bad at jeg vilde tillade
hende at fremstille for mig hendes Mand Alouzo. Jeg
glædede mig over denne Tale, og ønskte hende til Lykke med
denne Forandring i hendes Stand, paa saadan en Maade,
hvoraf hun tydeligen kunde mærke, hvor oprigtigen jeg tog
Deel i alt hvad der angik hende. Den elskelige Melissa
syntes glad over at see mig, og med en tienstfærdig Hast
løb hen at kalde paa Honoria. Efter nogle faa Compli
menter, spurte jeg hvad der havde giordt den Forandring
jeg saae. Honoria fortallte mig, at for henved halvtredie
Aar siden faldt Alonzos Fader i en farlig Sygdom, og at
han udviiste en hæftig Længsel efter at see sin Søn; hvor¬
paa hans Kone skrev til en Fætter hun havde i Londen,
(som var den fortroligste Ven Alonzo havde paa Jorden
i Haab at han mueligen maatte vide hvor Alonzo opholdt
sig; og bad ham, om han vedste hvorledes man kunde faae
et Brev til ham, han da vilde skrive og bede ham komme
og see hans døende Fader. Denne Fætter sendte strax et
særdeles Bud til Alonzo, som var draget ud til en liden
Laudsbye i Lancashire, hvor han havde tinget sig i Kost
hos en gammel Præst, der havde ingen anden Familie end
ham selv og hans Hustrue, og som vare glade ved at have
Alonzo hos sig, saasom han saae ud til at være en ærbar
og ædruelig ung Person; thi de vare i alt for gode Omstæn¬
digheder dertil at de skulde behøve at drage Fordeel af en
Kostgænger. Han forlod strax de gamle Folk, og kom hiem
hen ved tire Dage førend hans Fader døde, som blev inder¬
ligen fornøyet over at see ham; og han selv følte ikke min¬
dre Glæde, da hans Moder forsikkrede ham, at Monta¬
nor (thi det var hans Faders Naun) havde i mange Maa¬


eget bødfærdigt og or¬
neder førend han blev syg, lev
dentligt Levnet.
Saa snart jeg fik Kundskab om Alonzos Tilbagekomst,
(sagde Hondria fremdeles) skrev jeg ham til, og begiærte
at tale med ham, saa snart som Montanor var begravet;
men forbød ham at komme før; han føyede mig i den
ne Begiæring, ligesom han og stedse siden har gjordt i alt
hvad jeg har forlanget af ham. Henved sex Uger derefter
havde Rosella og han Brøllup; Jeg bad ham at han vilde
lade mig nyde den Fornøyelse at beholde min Datter hos
mig, saa længe som jeg levede i denne eensomme Bolig;
thi jeg kunde ikke tænke paa at forlade den; og vi have le¬
vet vor Tiid stedse derefter i den fuldkommenste Samdræg¬
tighed. Jeg kand ikke negte ham det velfortiente Vidnes¬
byrd at tilstaae i hans Paahør, at vi ere ikke alleeneste
lyksaligere i vor Eensomhed, end vi vare tilforn, ved det
vi have faaet en fornøyelig Staldbroder, men vi blive og
opbyggede og forbedrede ved hans gudelige Levnet. Alon¬
30 syntes forvirret over denne Deel af hendes Tale, og den
Undseelighed, med hvilken han tog imod den, viiste hvor
meget han fortiente den Roos hun gav ham. Hun fortall¬
te mig fremdeles, at henved fire Maaneder efter hans Brøl¬
lup med Rosella, fik han et Brev fra Procuratoren i den
Bye, hvor han havde opholdt sig, for at lade ham vide,
at Præsten, i hvis Huus han havde været, havde for faa
Uger siden mistet sin Hustrue, og henved fjorten Dage der¬
efter blev han selv syg af samme Feber og døde; at han
havde i sit Testamente skænket Alonzo sit Land=Gods, som
indrentede henimod en hundrede og firsindstyve Pund om
Aaret, og to tusende Pund i reede Penge; hvilket tillige
med henved to hundrede og halvtredsindstyve Pund om Aa¬


ret, og nogle Penge som hans Fader efterlod ham, sætte
dem i Stand til at leve meget beqvemmeligen.
Her endte Honoria sin Fortælling, og det var saa nær
Middag at de bade jeg vilde blive og spise med dem; Efter
Maaltiid begiærte jeg at tale med hende alleene, og lod
hende vide, at jeg udbad mig hendes Tilladelse at tilbyde
Melissa mig selv, dersom hun havde ikke allerede skænket
sit Hierte bort. Honoria forsikkrede mig at hun ikke havde,
og syntes bestyrtet over et Tilbud, der var saa fordeelagtigt
for Melissa; men bad mig tillige at jeg vilde umage mig
for at faae Melissas Samtykke, uden at hendes Myndig
hed kom der imellem, efterdi hun kunde ikke overtale sig til
at tvinge hendes Tilbøyelighed, end og i saa fordeelagtig
en Ting. Da jeg talede derom til den unge Skiønhed, syn¬
tes hun i Førstningen ikke at være uvillig til noget, uden at
forlade hendes Moder, hvilket hun maatte giøre, efterdi
hendes Huus var saa lidet; men efter nogle faa Dage fandt
hun sig i denne Vanskelighed, saasom min Gaard ligger
nær derved; og jeg havde den Fornøyelse at finde, at Til¬
bøyelighed havde en større Deel end Egennyttighed i hendes
Samtykke. Tag Deel i min Glæde, Lysander; min Lyk¬
salighed i dette Svogerskab vil ikke endes med min Død;
den Omgængelse jeg nu skal nyde, vil berede mig til evige
Belønninger. Jeg vil ikke giøre nogen Undskylding til e¬
der, fordi jeg er saa indtaget af min Fornøyelse, at den
vil ikke tillade mig at skrive til eder om andet end mine eg
ne Sager. Farvel.
Bellamour.


the
Af
Til Mr. Fitz Adam.
har ofte gjordt Antegnelser over de Ueanstændigheder,
som Moden nu omstunder har indført i Fruentimmer¬
nes Klæde=Dragt; men jeg ønsker at J vilde behage imel¬
lemstunder at see lidet til eder selv, og anvende nogle af e¬
ders kiærlige Formaninger paa eders eget Kiøn.
J maa vide, min Herre, at jeg er en af tre gamle
Jomfruer, hvilke, skiønt ikke Paarørende, have besluttet
at leve og døe tilsammen. Vore Midler, som hver for
sig ere kun ringe, sætte os i Stand, naar de lægges sam¬
mer, til at leve gandske artigen, og at holde tvende Piger
og en Tiener. Patrick har været hos os nu paa siette Aar;
og vi maae give ham det Skudsmaal, at han er en ædrue¬
lig, reenlig og flittig Tiener; ja, saasom han legger sig ef.
ter at kiende vort Sind, og med en stiltiende Lydighed ret¬
ter sig efter alle vore Griller (thi vi paastaae ikke at være
uden Griller) har han gjordt sig saa nyttig og umistelig,
at vi kand ikke udrette noget uden ham. Vi give ham in¬
tet Liverie, men tillægge ham en vakker Sum om Aaret
til Klæder; og, sandt at sige, indtil i forrige Uge, har han
klædt sig meget skikkeligen og anstændigen; da han paa en¬
gang, til vor store Forvirring og Kummer, var saa dristig
at lade sig see ved Skænke=Bordet i et par stygge Nankings
Buxer, og disse vare gjordte saa overmaade snevre, at en
som saae ikke ret nøye til, maatte bildt sig ind at han hav¬
de aldeles ingen Buxer paa. Man vilde tænkt at den
Skamfuldhed og Forvirring, der saa kiendeligen saaes i
vore Ansigter, skulde give ham at forstaae, hvor afskyelig


hans Dragt er; men den Kompen synes at have aflagt alt
Skin af Anstændighed; thi ved Thee-Bordet, og naar vi
have Sælskab, saavelsom og naar vi spiise, ere vi tvungne
til at taale ham i dette vederstyggelige Nanking; og vor
Tugtighed strider i al den Tiid med Naturen, for at udrød¬
de de Tanker, som derved opvækkes.
J de to første Dage, endskiønt vi kunde ikke tænke paa
noget andet, var vor Skamfuldhed saa stor, at vi end ik¬
ke torde tale til hinanden derom; men vi kunde ikke længere
holde det ud; dog vedste ingen af os hvad Slutning her skul¬
de tages. Patrick, som jeg sagde eder tilforn, var en
god Tiener, og at jage ham bort for en eneste Feyl, da
det var gandske formodentligt, at denne Feyl kunde rettes,
ved at sige et Ord, det var, som os syntes, at drive Sagen
nøget før vidt. Men hvo af os skulde tale til ham, det var
Hoved=Spørsmaatet. Det Ord Buxer (endskiønt man
har formaaet mig til at skrive det) var alt for grovt til at
nævnes; og naar vi vilde sige: "Patrick, vi kand ikke lide
den Dragt, eller, vær saa god, Patrick, og klæd eder
anderledes, da maatte vi nødvendigen peege til hans
Buxer, om han skulde forstaae os. Det syntes og aldeles
ikke raadeligt at befale enten Lisbet eller Anne at giøre
det, saasom det maatte mueligen bringe dem til at forklare
sig paa saadan Maade, som kunde have meget forvirrende
om ikke farlige Følger.
Efter at vi i nogle Dage havde raadslaget over denne
grumme Fortrædelighed, og vedste ikke hvor vi skulde see
hen, naar Patrick var i Stuen, ey heller torde lukke vore
Øyne, eller vende Ryggen til ham, paa det han skulde ikke
mærke Aarsagen; faldt det mig ind, at dersom jeg kunde
tage Mood til mig og lade Mr. Fitz-Adam vide vor Nød,


(thi vi holde stedse eders Ugeblade, og Patrick læser dem ili¬
gemaade) da maatte det blive et Middel til at befrie os fra
denne idelige Blussel og Forvirring. Dersom J gaaer ud
om Morgenen, eller J kommer undertiden paa Auctioner,
da kand J ikke andet end have givet agt paa denne hæslige
Mode. Men jeg vilde heller at J skulde skrive imod Nan¬
kings Buxer i Almindelighed, end imod vores Patricks i
Særdeleshed; dog jeg overlader det gandske til eder selv, og
hvadsomhelst Maade J vil bruge for at hemme denne
Mode, skal fuldkommen behage, min Herre,
eders ydmygste Tienerinde,
Priscilla Croz-Stitch.
Dette Fruentimmers og hendes Med=Søstres Tilstand,
er saa overmaade farlig, at, paa det Patrick skulde enten
ikke forstaae eller ikke ville forstaae Meningen, saa har jeg
agtet det for den viiseste Maade at lade hendes Brev trykkes
ligesom jeg fik det; og dersom Patrick, efter denne Dag,
skulde igien fordriste sig til at komme frem for hans Jom¬
fruer i saadan Dragt, da giver jeg hermed Mameselle
Liøbet eller Mameselle Anna Magt til at brænde hans Bu¬
rer, hvorsomhelst de kand finde dem.
For at være alvorlig ved denne Leylighed, da har jeg
ofte anseet dette Slags nøgent Klædebon som en meget u søm¬
melig Dragt; og derfor erklærer jeg hermed, at efter den¬
ne Dag skal det være en Hoved-Forbrydelse imod Anstæn¬
dighed og Ærbarhed, om nogen Person, hvosomhelst det
er, sees at bruge den.
NB. Alle Canvas= og Lærreds=Buxer ere under sam¬
me Forbud.
1481


Bie=Kuben.
No. 242.
Torsdagen den 20 Augusti 1761.
Af the Adventurer. No. 30.
Felices ter & amplius,
Quos irrupta tenet copula, nee malis
Divulsus querimoniis
Suprema citus solvet amor die.
Hvo kand det Ægte=Pars Lyksalighed beskrive,
Som bindes ved en reen indbyrdes Kiærlighed,
Der uden Kiv og Striid, kand uforrykket blive,
Jndtil at Livets Baand selv sønderrives med?
O¬
mendskiønt jeg bestemmer dette Blad til Fruentim¬
merne, saa ere der dog nogle Deele deraf, hvilke,
jeg haaber, ville ikke være aldeles unyttige for Mandfolke¬
ne; og, maae skee, begge maae vente at jeg skal tale til
dem om en Sag, som for begge er af lige Vigtighed; for¬
nemmeligen efter at jeg har antaget den offentlige Begiæ¬
ring, i hvilken min Correspondent Mr. Towyly anbefaler
mig denne Sag ().
(*) See Bie=Kubens 3 Bind No. 126.


Det har været almindeligen tilstaaet, og med stor Bil¬
lighed, at der imellem Personer, som gifte sig, skulde væ¬
re nogen Grad af Liighed, ihenseende til Aldet og Stand.
De, som overtræde og handle tvert imod en bekiendt Sand¬
hed, fortiene den Ulykke, som de bringe sig udi; jeg skal
derfor alleneste arbeyde paa at bevare Uskyldighed ved at
aabenbare Vildfarelse.
Jblant Fruentimmerne er det ligesom en almindelig
Grund-Regel, at "den beste Ægtemand er en omvendt
Jviire=Broder (*); En Grund-Regel, som de formo¬
dentligen have taget af Comoedier eller Elskovs Historier,
i hvilke saadan en Ægtemand er gemeenligen et velfortient
Fruentimmers Belønning. Men dersom Fruentimmerne
troe denne Grund=Regel, da er det et u-modsigeligt Be¬
viis paa at de have aldeeles ingen Kundskab om en Sviire
"De have vel hørt tale om en
Broders sande Carakter.
ung vild Herre, som vilde sværme omkring i Staden,
og ligge i et berygtet Huus; som havde snakket for
mangen en ung Pige, der var taabelig nok til at troe
ham; som havde en Ret til mangt et Barn, der ikke
kaldte ham Fader; men at han havde ikke meent noget
Ondt med nogle af disse Pudserier, og for nogle af dem
havde han liidt tilstrækkeligen. Men lad Adventurer
staae til troende, disse ere Ord af en forskrækkelig Betyd¬
ning, og skulde altid forstaaes saaledes:
At
(*) Det Ord Rake, som bruges i det Engelske, er vel ikke gandske
nøye udtrykt i det Ord Sviire=Broder, som jeg har maat
tet benytte mig af; men den Beskrivelse som er giordt over
denne Carakter, vil give Læseren et fuldkomnere Begreb om
Ordets bemærkelse.


At sværme omkring i Staden, og ligge i et berygtet
Huus, er at holde Sælskab med de allerliderligste og
foragteligste Afskum af det menneskelige Kiøn; det er at
blive vandt til Guds Bespottelse og Løsagtighed, og ofte
at spøge med den allerbegrædeligste Elendighed; at snak¬
ke for lættroende unge Piger, er at bedrage de Uskyldiges
Eenfoldighed ved Underfundighed og Løgn; at være Fa¬
der til en naunløs Afkom, er at slaae Haanden af disse,
hvis Taare allene kand udbede sig den Beskyttelse, hvor¬
til de frem for alle andre have den stærkeste og den øm
meste Ret; det er meere end at være el Menneske uden
Kiærlighed, det er at være et Beest uden naturlig Drift.
At ikke meene noget Ondt med nogle af disse Pudserier,
er at have afslidt al Følelse af den Forskiæl, som er imel¬
lem Ret og Uret; og at have liidt for andre, er at have
et Legeme, der er besmittet med Sygdomme, hvilke
i nogen Grad gandske vist blive forplantede til Efter¬
kommerne.
Det er at haabe, at den blotte Foreviisning af dette
Skilderie vil være nok til at afskrække Fruentimmerne fra
at forhindre deres Lyksalighed ved at ægte Origmalen; og
fra at betage Dyden sin Opmuntring, ved at giøre Udyd
til en fornøden Egenskab i den Carakter, som de give
Fortrinet.
Men de rette sig ofte efter en anden Grund=Regel,
hvilken, endskiønt den er ikke lige saa skadelig og urime¬
lig, kand dog foraarsage stor Ulyksalighed.
Naar denne forhen beskrevne Carakter er forkastet,
vil det almindeligen holdes for, at høyere Forstands Gaver
En Mands¬
bør altiid bestemme et Fruentimmers Val.
Person af fiin Forstand, er visseligen en meget værdig


Carakter, og Fruentimmerne ere stedse blevne raadte til
at give denne Fortrinet frem for alle andre, saasom den
indbefatter udi sig en Dygtighed til at meddeele " denne lut¬
trede ophøyede og vedvarende Lyksalighed, som alleene
er et fornuftigt Væsen værdig. Men jeg tænker det er
formodentligt, at dette Raad, hvor skiønt det end lader,
har ofte været givet af ingen anden Aarsag, end fordi det
smiggrede for Skribentens egen Forfængelighed at give det
da hans Egen Kiærlighed troede, at han derved afskildrede sin
egen Carakter, og opvakte hans Læseres Avind og Forun¬
dring. Jmidlertiid ville Fruentimmerne i Almindelighed
ansees for at bifalde dette Raad, og formodentligen af li¬
ge Aarsag; efterdi enhver bilder sig ind, at naar hun hol¬
der Forstandens Ypperlighed i høy Agt, da er det et Be¬
viis paa at hun selv besidder den.
Efterdi den der vil overtale, bør meget omhyggeligen
vogte sig for at fortørne, saa vil jeg ikke sige, at der ere
nogle Fruentimmer, som ikke kand skiønne paa en høy For¬
stands særdeles Skiønheder; og hvilke derfor ikke ere i Stand,
til at nyde halvparten af den Fornøyelse, som den kand
forskaffe. Dog tænker jeg der en anden Ypperlighed, som
er langt meere væsentlig til Ægteskabs Lyksalighed, nem
lig Godhiertighed.
Jeg veed at Godhiertighed er, ligesom Socrates,
blevet gjordt latterlig i Daarligheds Dragt; og at Daar
lighed er blevet beæret med Godhiertigheds Naun. Men
ved Godhiertighed forstaaer jeg ikke den bøyelige Sindets
Svaghed, som giør alt hvad man begiærer; og som bevæ¬
ger en Mand baade til at følge med en Bekiendter til et
Horehuus, og sætte sin Helbred til, og til at holde Heste
og Vogn for hans Kone, hvorved han sætter sine Midler


til. Personer af saadan Sinds Beskaffenhed have siælden
meere Velvillighed end Mandhaftighed, og ofte begaae
forsætlig, overlagt Grusomhed.
J sand Godhiertighed er der hverken Avindsyges Suur¬
hed, eller Ondskabs Bitterhed; den er hverken høyrøstet eller
knurvoren; hverken læt til at fortørnes, eller begiærlig efter
at hevne sig; den er en øm Følelighed, der tager Deel i
andres Lidelser eller Fornøyelser; og er derfor en kraftig
og bestandig Drift til at meddeele Lyksalighed, og lindre
Elendighed.
Saasom den menneskelige Natur er, af hvad som helst
Aarsag, i en stor Ufuldkommenheds Stand, saa er det
gandske vist at ønske, at en Person, hvilken det er os magt¬
paaliggende at behage, skulde ikke see meere af denne Ufuld¬
kommenhed, end vi selv.
Man vil, maaskee, sige, at  en Mand der har For¬
stand, kand aldrig begegne et Fruentimmer ilde. Den
sidste Deel af denne Sætning er en Talemaade, som har
en meget vidtløftig og foranderlig bemærkelse; om en
Mand, der har Forstand, kand! begegne et Fruentimmer
ilde, vil jeg ikke undersøge; men jeg skal umage mig for
at viise, at han kand giøre hende overmaade elendig.
Personer, som have en skarp Jndsigt, og en meget
fiin Tænkemaade, saasom de nødvendigen maa oftere for¬
tørnes og stødes for Hovedet end andre; saa kand de og til
Straf for saadan Fortørnelse, tilføye en meere grusom
Smerte, efterdi de kand saare med meere stingende Bebrey¬
delse; og den, hvis Godhiertighed holder ham ikke tilba¬
ge fra at giengiælde den Smerte han føler, vil altid saale¬
des straffe Forseelsen, enten den er forsætlig eller ey.


Dersom denne Straf taales med Taushed, Skam¬
fuldhed og Taare, da kand Tyrannen mueligen bevæges til
Medynk og Ruelse; men dette, ligesom en Morders Fortry¬
delse, er for silde; den Frygt, som Konen har for at falde
igien i samme Kummer ved lige Forseelse, vil, i stedet for
den smiilende Glæde og Munterhed, der er Skiønheds
Soolskin, overdrage hendes Ansigt med Tvilraadigheds,
Bekymrings og Bangheds mørke Skyer; Forseelsen vil,
det ueagtet, igien begaaes, og Straffen, Bedrøvelsen, og
Fortrydelsen komme igien; efterdi Konen forseer sig imod
sin Villie, og Manden styrer ikke sin Vrede. Dersom Be¬
breydelsen igiendrives med Behreydelse, og det kommer
til en Trætte imellem dem, om den var fortient eller ey,
da ere Følgerne endnu meere forskrækkelige; efter at de for¬
gæves have umaget sig for at vise hinanden deres utilbør¬
lige Forhold, som kand ikke meere mærkes end Lyden af
den Døve, saa vil det komme til haanlige Bebreydelser;
Konen vil forekaste Manden, at han giør sig vreed uden
Aarsag og af Egensindighed; Manden vil forekaste Konen
at hun er daarlig, vanartig og halstarrig. J disse Om¬
stændigheder, hvad vil der blive af "den luttrede, ophøye
de, og vedvarende Lyksalighed, som allene er et fornuf¬
tigt Væsen værdig, og hvilken en høy og fiin Forstand,
allene kand meddeele;
Jeg vil nok tilstaae, at en forstandig Mand veed, at
denne Opførsel er uret; men det maae iligemaade tilstaaes,
at den som kiender hvad der er uret, er ikke altiid tilbøye¬
lig til det som er ret; og at dersom Smerte aldrig blev til
føyet, uden naar man vedste at den giorde gode Virkninger,
da skulde Menneskene være langt lyksaligere end de ere.
Godhiertighed, derfor, i fald ypperlig Forstand kand


ikke oprette dens Mangel, maae antages som den høyeste
personlige Fortieneste. Dersom Viisdom, uden Godhier¬
tighed, er ikke mild og kiærlig; da maae Daarlighed, uden
den, være grov og fæisk. Lad mig derfor engang endnu
sige: "Godhiertighed er den meest væsentlige Egenskab til
Ægteskabs Lyksalighed. Og fandeligen, hvadsomhelst
u-væsentlig Forskiæl der kan hænde sig at være i en Mands
og Kones Begreb og Skiønsomhed, dersom ingen af dem
kand foraarsage hinanden Smerte eller Fornøyelse, uden
selv at føle den, da er det læt at begribe, hvilken Følelse de
ville hielpe til at frembringe.
Det maae nu ventes, at jeg skulde give nogle almin¬
delige Regler, hvorefter Fruentimmerne kand kiende de
Personers Gemyts Beskaffenhed, som beyle til dem; men
det er overmaade vanskeligt at blive et ondt Hierte vaer
midt i Frieriets Omhyggeligheder for at behage, og at kien¬
de Manden under den næsten uudforskelige Forklædning af
Beyler. Jmidlertiid kiendes Godhiertighed ikke paa en
væmmelig Smiggrens bestandige Grinen, paa en høy Lat¬
ter, der næsten lader sig høre førend det lystige Indfald,
der skulde opvække den, eller paa en bestandig Gienlyd af
enhver Tanke, som fretaføres; ey heller er det sikkert at
forlade sig paa det udvortes Skin af ødsel Gavmildhed, el¬
ler travel Tienstfærdighed. Lad der heller gives agt paa,
hvorledes Beyleren bliver rørt ved Tilfælde, i hvilke Fru¬
entimmeret har ingen Deel; hvorledes hans Forhold er i¬
mod dem, der ere hans umiddelbare Underhavende, om de
nærme sig til ham med en slavisk Banghed, eller med en fri¬
villig Tienestes fornøyede Ærbødighed? om han nogen
Tiid giør sig lystig paa andres Bekostning, eller om han
nogensinde paa saadan Maade søger at opmuntre sin Kiæ¬


reste til Latter? Om han taler om de fraværende med Ree¬
delighed, og fører sig op imod de nærværende med en man¬
dig Behageligheds Naar man flittigen giver agt paa disse
Omstændigheder, kand der maae skee fældes en formodelig
Dom over hans Carakter.
For at slutte med en almindelig Anmærkning: God¬
hiertighed er ikke af mindre Vigtighed for os selv end for
andre. De knurvorne og trodsige føle først den Hierte= Qval,
som de giøre andre; Bebreydelser, Skienden, og Grovhe¬
der ere ikke andet end noget som flyder over af deres egen
Ulyksalighed, og bliver stedse med Magt drevet tilbage til
dets Udspring. Et fromt Gemyt er vel ikke en forhvervet,
men en naturlig Ypperlighed, og derfor, at anbefale det
til dem, som ikke have det, maae snarere agtes for at drive
Spot med dem, end at formane dem. Men lad det, som
i lyksaligere Naturer er en medfødt Drift, hos disse blive
Fornuft; lad dem stræbe efter den samme Opførsel, drevne
af en ædlere Aarsag. Som Skov=Æble-Træets Suur¬
hed ophøyer Podens Værd, saaledes det, som i sin natur¬
lige Plante er Godhiertighed, vil i en mindre gunstig
Stamme forbedres til Dyd. Jngen Gierning, hvorved
andre faae Fornøyelse eller Smerte, er ligegyldig; den
hellige Regel: "Giører imod andre hvad J vilde at andre
" skulde giøre imod eder, strækker sig til enhver Gierning;
og et hvert Ord skal føres for Dommen."


Bie=Kuben.
No. 243.
Torsdagen den 27 Augusti 1761.
Af the World No. 28.
D¬
et er en almindelig Anmærkning, at omendskiønt
Lyksalighed er hver Mands Øyemaal, og omend¬
skiønt den søges almindeligen i at fornøye den herskende Pas¬
sion, saa have dog faa Skarpsindighed nok til at see de
Ting, som vilde kraftigen forhielpe dem til den længe søgte
Ende. Man kand ikke andet end forundre sig over, at saa¬
dan alvorlig Fliid, som de fleeste af os anvende paa at
fyldestgiøre vore kiæreste Begiærligheder, skulde dog lade
os være uvidende om de meest væsentlige Ting, som vi bur¬
de legge os efter. Jeg for min Part blev saa tiligen over¬
beviist om denne Anmærknings Sandhed, at i stedet for at
forske efter hvad der vilde meest hielpe til min egen Lyksa¬
lighed, saa har jeg anvendt en stor Deel af mit Liv paa at
eftertænke hvad der kand befordre og formeere andres For¬
nøyelser. Denne Kundskab bilder jeg mig ind at jeg har
udfundet, og skal nu aabenbare den for Verden. Jeg be¬
der at man vil give agt paa hvad jeg siger; jeg beder at
Mennø¬


Menneskene ville troe, at jeg veed bedre end nogen af dem,
hvad der vil forsikkre deres Livs Lyksalighed. Jeg har ik¬
ke i Sinde at meddeele saa stør (skiønt saa ofte aabenbaret)
en Hemmelighed, som at det er Religion eller Dyd; faa
vilde troe mig, og færre vilde sætte en Prøve derpaa. U¬
agtet disse Tiders Philosophie, uagtet min Carakters Ær¬
barhed og den Anstændighed som jeg haaber at jeg har hid¬
indtil paa det helligste taget i agt, maae jeg bekiende min
Hiertens Mening, at Kierligheds kiødelige Fornøyelse
er Livets store Hierte-Styrkning, og det eneste kraftige
Middel til at fordrive de Bekymringer og Forvirringer,
som vore egne Passioner forvolde os, eller til at taale de
Forurettelser og Ubilligheder, som vi lide af andre Men¬
neskers.
Vel! (skal man sige) og er dette eders ypperlige
Opdagelse? Er dette den Hemmelighed, som alle Forske
re i alle forbigangne Tider ikke have kundet udfinde¬
Hvad anden Lærdom er blevet lært af de allervittigste
Philosopher; Var dette ikke den Text, som Epicurus præ¬
dikede over? Var dette ikke hvad den forfarne Alcibia
des ikke alleneste lærte, men og tillige øvede? hvad an¬
det vare den kloge Lord Rochesters, eller Missionairen
Det er gandske
Saint-Evremonts Lærdomme?
sandt, og tusende andre Stiftere af Secter, ja af hellige
Ordener, have lært eller i det mindste øvet de samme Lær¬
domme. Men jeg paastaaer, at jeg vil indføre saadanne
Forbedringer i de kiødelige Lysters Videnskab, hvorved jeg
kand tilegne mig selv denne Opfindelse, og langt overgaae
disse smaa Philosopher, hvilke (i fald de vare mine For¬
gængere) tiente alleeneste til at misleede Verden.


Hør da med et Ord den hemmelige Lærdom!" Unge
Fruentimmer ere ikke det rette Maal for kiødelig Kiær¬
lighed; det er den gamle Matrone, den graahærdede
Skiønne, som kand give, meddeele og forsikkre Lyksa¬
ti lighed. Jeg kunde opregne tusende Aarsager til at be¬
styrke min Lærdom, saasom Ungdommens Ustadighed
Skiønheds Egensindighed, og dens Forgængelighed, Med¬
beyleres Jalousie, den Forvirring ved at have Børn, de
vigtige Forhindringer som Klæden og Pynten foraarsager,
og de ueendelige Forretninger, som et vakkert Fruentim
mer har, hvilke deele eller drage hendes Tanker fra at væ¬
re altid fæstede til den oprigtige Elsker; men ingen af dis¬
se bestride den taknemmelige, den ømhiertede, den agt
somme Matrones Tilbøyeligheder. Men saasom et Exem¬
pel giælder ligesaa meget som tusende Aarsager, saa skal
jeg bestyrke min Plan ved at vise den overmaade store Lyk¬
salighed, som har fulgt disse beskeedne Helte, der ere an
tegnede i Kiærligheds Krøniker fordi de have opofret deres
Hierter paa gamle Altere; og jeg skal klarligen beviise af
foregaaende Exempler, at adskillige Fruentimmer i deres
blomstrende Rynker have antændt meere varagtig og mee¬
re hæftig Kiærlighed, end de største Skiønheder, som nep¬
pe havde opnaaet deres tyvende Aar. De smukke unge
Fruentimmer i nærværende Tiid ville tilgive mig at jeg
fælder saadan en Dom, som er en Virkning af dyb Efter¬
tanke, stor Læsning, og stærk Upartiskhed, naar de betæn¬
ke, at de kand neppe med all deres Fliid blive unge over en
halv snees Aar, og kand blive gamle i et halv hundrede el
ler tredsindstype; og de maae troe mig, at naar de ere o¬
ver fyrretyve, ville de agte een Elsker høyere, end de nu
agte en heel Snees; og de ville finde, at denne Følelse af


Lyksalighed tiltager hos dem, ligesom de tiltage i Aar.
Jeg kand ikke andet end fornøye mig over at finde, at Lo¬
ven selv synes at være af samme Tanker som jeg, og har
meget viiseligen forordnet, at unge Fruentimmer skal ikke
saa tiligen indlade sig i Kiærligheds Forbindelser, naar
de ere ikke i Stand til at bruge Eftertanke, eller til at
efterkomme alle de alvorlige Pligter, som høre til en Hier¬
te=Forening. En Mening, hvilken vore Love virkeligen sy¬
nes altiid at have haft for Øyne; thi dersom der ikke var
indplantet i vor Natur en stærk Tilbøyelighed til at elske
gamle Fruentimmer, hvorfor skulde da det allerførste For¬
bud, ihenseende til forbudne Led, for byde en Mand at
ægte hans Bestemoder?
Den første Heltinde vi læse om, hvis Yndigheder holdt
Stand imod Tidens Vold, var den fuldkomne Sara; jeg
tænker at hun, efter den maadeligste Udregning, var halv¬
femsindstyve Aar, da den skalkagtige Monark Abimelek
vilde have forrasket hendes Dyd. Men saasom hendes Om¬
sorg for denne Dyd var uden Tvil den store Grund=Aarsag
til hendes Skiønheds Varagtighed, og saasom hendes stren¬
ge Dyd heller undtager hende fra, end fremsætter hende
som et Exempel der henhører til min Lærdom, saa vil jeg
ikke sige meere om denne Frue.
Helena, den skiønne Helena, dersom man ellers kand
sætte Liid til de clasziske Kirkebøger, var firsindstyve Aar,
da Paris stiaal hende bort; og omendskiønt Krigen varede
ti Aar derefter for hendes Skyld, saa har dog Monsieur
Homerus, som skrev deres Roman, ikke givet os nogen An
ledning til at tænke, at den artige unge Printz har viist den
mit


mindste Lunkenhed i hans Elskov,
eller det ringeste Tegn
til Ubestandighed; en Troskab, som, efter all Formo¬
ding, maatte ligesaa meget tilskrives denne Frues For¬
farenhed, og hendes Videnskab i Vellysters Forbedringer
og Forandringer, som hendes levende Øyne, ufalmede Far
ve, eller hendes Kinders ævigvarende Lilier og Roser.
Jeg er ikke vis paa, at Aarenes Længde, fornemme¬
ligen i Heroiske Gemytter, ikke forøger heller end formind¬
sker Kiærligheds indvortes Lue. Den store Elisabeth, hvis
Kiærlighed til den ulyksalige Greve af Esser er med billig
hed en angenem Materie, for dem som finde Behag i Ro¬
manske Historier, var fulde otte og tredsindstyve Aar, da
hun dømte hendes Elsker til Døden, fordi han foragtede
hendes Tækkeligheder. Og, om jeg maatte anføre Exem¬
pel i vort eget Kiøn, den elskelige, den velfortiente Anto¬
nius var ikke langt fra halvfierdsindstyve Aar, førend han
havde saa megen Smag, at han opofrede den ringere Pas¬
sion, Ærgierrighed, ja Verden selv, for Kiærlighed.
Men det er i Frankerig, det Rige der har saadan over¬
maade Skiønsomhed i Kiærligheds Sager, hvorfra vi maae
lære Lyksaligheds Kunster, saavelsom deres andre Opfindel¬
ser i Vellyst. Dette Folks Monarker have meere end een
gang lært Verden ved deres Exempel, at et vakkert Fru¬
entimmer, skiønt hun er over hendes firsindstyve Aar
kand dog just være kommet til hendes Yndigheders Mid¬
dags Linie. Henrik den anden og Ludvig den fjortende,
ville stedse blive naunkundige for den Kiærlighed de saa længe
havde til Hertuginden af Valentindis og Madame Main¬
tenon. Den første da han var i Ungdommens Hidsighed,


og kunde giøre sig Haab om at komme snart til Regierin¬
gen, blev en Slave af Diana af Poitiers og hendes ær¬
værdige Tillokkelser, mange Aar efter at hans uskiønsom¬
me Fader havde forladt hende, formedelst den taabelige Tan¬
ke, at hun begyndte at blive gammel; og indtil det sidste
Øyeblik af hans Liv og Regiering blev Henrik en bestandig,
nidkiær Tilbeder af hendes stedse moednende Yndigheder.
J en Tiid Alder, der var overgroet med Spaadomme,
Overtroe, tanbelig Religions Jver, og Jndbildinger om
den sorte Kunst, giorde Kong Henrik endnu en Afgud af
en Qvinde, der havde ikke alleneste giftet sin Datter=Dat¬
ter bort, som da var en berømt Skiønhed; men som og, i fald
det havde været under en anden Konges Regiering, var
gammel nok til at blive beskyldt for Hexerie, efter den Be¬
skrivelse som man paa den Tiid giorde derover; saa lidet
giør Pøbelen Forskiæl imellem en gammel Her og et vak¬
kert Fruentimnier. Den anden Monarks Kiærlighed var
ikke mindre mærkværdig. Denne Helt, som havde vundet
saa mange Feldt=Slag ved Fuldmægtige, havde i egen Per¬
son været Anfører i saa mange Ridder=Spil, havde an
lagt saadanne kunstige Vand=Spring, og udøst saadanne
Strømme af Kætter=Blod; og, hvilket var endnu meere
berømmeligt, havde fornøyet sig med saa mange af de vak¬
kerste Fruentimmer i Europa; blev omsider fanget af en
gammel Hofmesterinde, og sukkede heele Aar bort for Fød¬
derne af hans ærværdige Maitresse, da hun sad og syede
paa sin Ramme med Briller paa. Dersom Ludvig den
Store var ikke en Kiender af Fornøyelse, hvo kand da give
sig ud for at være det: Dersom han var, hvilken Alder
gav han da Fortrinet og skænkte Guld=Æblet;


Jeg skal slutte min Fortegnelse over gamle Maitresser,
med den bekiendte Ninon Lenclos, et Fruentimmer hvis
Levnet allene er nok til at bestyrke min Lærdom i dens y¬
derste Kraft. Jeg vil ikke tale noget om hendes mangfol¬
dige Erobringer i den første halve Deel af hendes Liv; Hun
havde Vittighed, Ungdom og Deylighed, tre Egenskaber,
som altid ville trække taabelige Tilbedere til sig. Det var
ikke førend i hendes siette og halvtredsindstyvende Aar at
hendes høyere Fortieneste bragte sig i Anseelse; og fra det
Aar indtil hendes halvfemsindstyvende, blev hun ved at
tiltage i Kiærligheds virkelige KKunster og Tækkeligheder.
Hvor ulyksalig er jeg, at hun ikke levede nogle faa Aar
længere, paa det jeg maatte have havt Leylighed til at bæ¬
re hendes Lænker! Det var i hendes siette og halvtredsinds¬
tyvende Aar at Mr. Villiers, en naturlig Søn, som hun
havde faaet ved Greven af Gerze, kom til Pariis fra Pro¬
vintserne, hvor han havde været opdraget uden at kiende
hans rette Forældre. Han saae sin Moder; han blev for¬
elsket i hende. Hans tiltagende, hans hæftige Kiærlighed
foraarsagede den bevaagne Matrone de største Bekymrin¬
ger. Omsider, da intet, efter hendes Tanke, kunde hem¬
me hans hæftige Foretagende, uden at aabenbare ham
Sandheden, førte hun ham ind i hendes Seng=Kammer.
Her ville mine Læsere lætteligen forestille sig, hvor
henrykt af Glæde en ung Elsker maatte være, der var nu
saa nær ved at blive lykkelig med en indtagende Maitresse
næsten paa tredsindstyve Aar! Da den forvovne unge Her¬
re vilde have fuldført sit Forehavende, holdt hun ham fra
sig, og peegte til et Uhrverk, sigende: "Ubesindige Dreng,
see der! ved dette Klokkeslet, for to og tyve Aar siden,


" blev jeg forløst med eder i denne selv samme Seng i
Det er en gandske vis Sag, at den ulyksalige, skamfulde un¬
ge Person fløy ned i Haugen og faldt paa sin egen Kaar¬
de. Dette bedrøvelige Udfald havde nær berøvet Verden
den fuldkommenste Maitresse, som nogensinde har prydet
Elskovs Krøniker. Det var over tyve Aar derefter, førend
den bedrøvede Moder vilde høre efter nogen Kiærligheds
Anmodning. Endeligen blev hun af den artige Abbed af
Gedoyn saa stærk anmodet om en eenlig Sammenkomst,
at hun bevilgede ham den. Han kom og fandt den for¬
tryllende Ninon liggende paa en Canape, ligesom Beste¬
moder for alle Cupidoer, i den allernydeligste Morgen¬
Dragt; og, det som var endnu meere fornøyeligt, bereedt
til at fyldestgiøre hans yderste Ønsker. Efter de allerbeha¬
geligste Kiærligheds Beviiser, spurte han hende - dog
med den største Ærbødighed, hvorfor hun havde saa længe
"Jo, svarede
forhalet at fuldkomme hans Lyksaligheds
hun, jeg maae tilstaae, at det kom af en Levning af For¬
fængelighed; jeg giorde mig en Ære af at have en Elsker
naar jeg var over firsindstyve Aar, og i gaar fyldte jeg
dem først.


Bie=Kuben.
No. 244.
Torsdagen den 3 September 1761.
Af M. Elizabeth Rowes Letters moral
and entertaining.
Fra Evander til en Libertiner.
J
maae undskylde mig, My Lord, om jeg skulde ikke bi¬
falde og lade mig overbeviise ved eders Gækkerie, el¬
ler fordømme mig selv af blot Høflighed og Ceremonie.
Jeg maae tilstaae, aldrig blev nogen ond Sag forsvaret
med meere Vittighed og Færdighed; men jeg tør ikke vove
at underkaste mig ævig Elendighed, i mit Hiertes Glæd¬
skab, eller opgive mit Haab om Salighed, for en kort¬
villig Skiemt.
J kand ey heller dadle mig, My Lord, fordi jeg er al¬
vorlig i Ting, som i mine Tanker ere de største Virkelighe¬
der; omendskiønt de, i eders fiinere Indbilding, maae
ikkun synes at være Drømme og urimelige Paafund.


Jndtil jeg kand forandre min Meening, skulde jeg handle
meget ufornuftigen, om jeg lod af at tragte efter det, som
jeg agter for den ædelste Ende af menneskelige Gierninger.
Angaaende eders Jndvending imod min foresatte Plan,
at det er en Lyksalighed, der er tilkommende og uvis; da
har eders, My Lord, de samme Uleyligheder.
Er der noget Menneske, som agter sig selv lyksalig i
nogen nærværende Besiddelse? En eller anden fortrædelig
Omstændighed blander sig i alle jordiske Fornøyelser; det
er nogen tilkommende Forventelse som indtager Sindet.
En aftalt Sammenkomst i Morgen med en fornøyelig Ven
eller Kiæreste beroer paa en saa uvis Ting som Livet, hvil¬
ket tusende maae forlade, inden Solen igien oprinder, og
eders, maaskee, kand være iblant det bestemte Tal; og i
det samme Øyeblik forsvinde eders Forventelser, og befin¬
des lige saa selv=indbildte som de himmelske Vellyster og
guddommelige Fornøyelser, hvilke J driver Spot med.
Efter eders Plan, er der kun et Aande=Dræt imellem
et Menneske, et fornuftigt Væsen, Skabningens Herre,
og en Klump Jord, en Skygge og et blot Intet. Dersom
Legemets Maskine skulde holde sig i en beqvem Stand og
Orden til at drikke, siunge, lee og dantse, da kand tusende
andre Hændelser pludseligen fremkomme, til at hindre den
lovede Glæde; og om J end naaer den, da vil Nydelsen
selv skuffe eders Haab, og ikke lade eder beholde andet end
Bekymring og Græmmelse tilbage.
Dette


Dette er noget som aldrig kand hændes mig, omend¬
skiønt alle mine glimrende Forventelser skulde befindes at
være opdigtede; saa snart jeg har opnaaet mit Livs Ende,
saa skal jeg ikke meeere have nogen Erindring eller Efter¬
tanke, mit prægtige Haab og mit Væsen skal paa engang
faae Ende, og jeg skal aldrig mærke hvad jeg har tabt; i¬
midlertiid, saa længe Livets Drøm varer, maa endog
Haab om uendelige og udødelige Vellyster give Sindet en
langt større Fornøyelse i blot Betragtning, end alle disse
ustadige ufuldkomne Forlystelser, hvis Bedragelighed J
hvert Øyeblik mærker.
Lad min Lyksaligheds Plan være nok saa indbildt, saa
er den dog ædel; Lad den være opfundet af snedige Præster
eller Statsmænd, saa overgaaer den dog al den Overdaa¬
dighed, hvorved den største Libertiner nogensinde satte sig for
at fyldestgiøre sine Begiærligheder.
Riigdom og Høyhed, Viin og Glædskab, Mufik og
Skiønhed, ere Høyden af eders Ønsker; men alle disse enten
udmatte Sindet med Græmmelse og Bekymring, eller
giøre Sandserne dorske og søvnagtige. J har ofte til
staaet for mig, at en sammenhængende Kiæde af disse For¬
nøyelser har ikke efterladt eder andet end Forfængelighed
og Græmmelse; og naar J imellemstunder har brugt eders
Fornuft, har J selv bekiendt, at disse Ting ere ikke andet
end anseelige Naune og Skygger af noget ypperste Gode,
hvilket Sindet tragter efter, under allehaande fremmede
Skikkelser.


den høyeste Ypperlighed, efter hvilken min
Dette
Siæl tragter; dersom den er indbildt, da maae dog Sin¬
det blive udviidet og ophøyet, ved at hige efter at nyde u¬
endelig Lyksalighed; thi jeg tør sige, min endelige Hensigt
er den samme som eders; det er Fornøyelse vi begge tragte
efter; og saasom den for nærværende Tild bestaaer fornem¬
meligst i Forventelse, saa maae min overgaae eders, efter¬
di jeg søger den i høyere Ting end J.
J har bestemt en Aften til at gaae paa Opera, for at
høre Faustina siunge; Jeg venter den Tiid, da Dødelig¬
heds Dække skal gaae op, og lade mig see ævige Herlighe
der, og Englene skal glæde mig med himmelsk Harmonie.
Det blomsterfulde Foraar kommer igien til Kiærlig
hed, og J fornøyer eder i eders magelige Eensømhed paa
en af de deyligste Herregaarde i Engeland; medens min
Jndbilding vandrer igiennem det himmelske Paradiis, og
vederqvæger sig med salige Strømme iblant Livets Træer.
J venter den lyksalige Tiid, som J saa længe har læng¬
tes efter, da den indtagende Zephalinda skal blive eders
medens en meere guddommelig Lue antænder min Siæl til
at søge uendelig Fuldkommenhed.
Men siger mig, J Engle, som fee Guds Ansigt,
Hvorfra den forunderlige Lne begyndte!
jeg kalder Ormene mine Brødre,
Og erkiender Forraadnelsen for min Fader;
Dog stige mine Ønsker lige saa høyt som eders;


Den samme guddommelige Ærgierrighed,
Det samme herlige Maal antænder mine Begiærligheder.
O Elskeligere end det skiønneste af dine Gierninger,
Intet ringere end du selv, hvor stor du end er,
Den høyeste og ypperste,
intet ringere end du selv
Kand nogensinde fæste mine urolige Tanker.
Disse Siæle=Kræfter vare gjordte allene for dig,
Ellers havde jeg aldrig ladet mit Ønske stige saa høyt.
Naturens Fornødenhed leder mig dertil;
Min Fornuft har intet andet at pønse paa,
Mit Liv har intet andet Øyemeed;
Kiærlighed, min Siæls høyere Lidenskab,
Finder intet andet der svarer til dens Værdighed.
Giv alt hvad Solen gaaer omkring, til disse,
Som søge en ringere Lyksalighed end det høyeste Gode;
Et mildt Øyekast, et himmelsk Smiil af dig
Har udslettet alle Yndigheder af Naturens Ansigt,
Og betaget alle Verdens Herligheder deres Glands.
Hvorfor byder du mig at høre paa Naturens Røst,
dens rigtige velklingende Omkreds5
hvorfor byder du mig at vandre paa de blomsterfulde Marke,
det deyligen grønnende Foraar, eller at beskue
Med forundrende Øyne Firmamentets Strækning?
Hvad er der elskeligt paa den vilde Jord,
Eller i den himmelske Omkreds, i Liigning mod dig?
Liigning mod dig, kand Stiernerne ey prale af Lyys;
Holen selv, indsvøbt i undseelige Skyer,
Erkiender dig for den store ævige Kilde
Af helligt Liv og uskabt Lyys.


Hvadsomhelst det menneskelige Sinds yderste Magt,
i sine u-ndskrænkte omsværmende Tanker,
Kand danne herligt, eller skiønt, eller ret ordentligt,
Naar Jndbildingen farer ud til ubekiendte Verdener,
Og maler deyligere end nogen skabt Skiønhed,
Saa er du dog langt meere deylig,
Du er endnu langt meere fuldkommen.
Jeg veed, My Lord J vil tilgive mig disse vidtløf¬
tige Betragninger, efterdi jeg er bragt dertil ved eders
Exempel.
Jeg behøver ikke at giøre nogen Undskylding, fordi
jeg bliver ved at pukke imod eder med mine høyere Fordee¬
le, efterdi det skeer alleneste af en ganske u-egennyttig og
christelig Kiærlighed. Eders Tanker ere henvendte til et
vigtigt Embede eller en Ære=Post, for hvilken at opnaae
J maae igiøre idelige Opvartninger; og naar J tænker at
være vis paa det glimrende Dukketøy, da kand eders For¬
haabning falde bort ved et Øyebliks Egensindighed. Men
mine Forventelser stige høyere end nogen Værdighed, som
denne Verden kand prale af; det er en himmelsk Krone og
Kongerige, som driver min Ærgierrighed; jeg jager efter
uendelig Ære, og higer efter Udødeligheds Herligheder.
J seer, My Lord, at jeg i alle Stykker, i Kiærlighed
og i Ære, har Fortrinet for eder. Lad end mit Haab væ¬
re saa forfængelig en Jndbilding som J vil, saa kand dog
intet være meere høyt end saadant et Begreb om Lyksalig
hed; den er ueendelig og fuldkommen, uden Smertes eller


Sorrigs Skyer; da J derimod kand aldrig rose eder af at
være fuldkommen tilfreds, eller at smage Fornøyelse der
ikke er blandet med mange qvælende Uleyligheder; i eders
Jndbildings glædeligste Forestillinger kand J ikke fornøye
eder med saadant Haab.
Men den Lyksalighed, som jeg giør mig Haab om,
er idel Rolighed, Klarhed og Fornøyelse; ikke et Øye¬
bliks Kummer skal afbryde den ævige Glæde. Hvad
for en hellig Bedrager det end har været, som har lagt
denne Plan, saa er det dog ingen Vanære at blive saa
ledes bedraget. Lad Poeter, Præster eller Statsmænd
være Opfindere deraf, tusende Gange være velsignet det
ypperlige Hoved, som har forsynet os med denne Hielp
til at lindre dette dødelige Livs Kummer, naar Sindet,
som er keed og leed af alle verdslige Forfængeligheder,
hviler sig i vellugtende Løv=Hytter, forlyster sig i blom¬
sterfulde Enge, og vandrer i Elyseiske Skove, naar den
henrykte Indbilding drikker af Livets Kilder, og bader
sig i udødelig Fornøyelses Strømme!
Døden, den fæle Ende paa alt eders Haab, trod¬
ser eders Jndbilding, midt i eders høyeste Overdaadighed
og glædeligste Fornøyelser, med sit græselige Aasyyn; men
denne gruelige Gestalt, denne almindelige Skræk, anta¬
ger et smilende Ansigt, og i en Engels Skikkelse, vinker ad
mig og kalder mig bort til uendelig Hvile. Det uprøvede
Svælg, som J venter vil paa engang opsluge eders Glæde
og eders Væsen, synes for mig en Overgang til uforgæn¬
geligt Liv og Fornøyelse.


Og lad det endnu saa være, at mit Haab om tilkom¬
mende Salighed befindes at være en Digt, og Christen¬
dommen et blot Bedragerie; saa skal jeg dog ikke finde til
nogen Fortrydelse eller Skam for min Lættroenhed, og
jeg skal legge mig lige saa herligen ned blant Jordklumpene
i Dalene, og sove lige saa født i det Støv jeg er taget af,
som eders Velbaarenhed.
Men ach! skulde den christelige Troes Lærdomme be¬
findes at være sande, hvilken ubesindig og gruelig Fare lø¬
ber J da! hvad Grændser vil eders Forvirring finde; E¬
ders Skamfuldhed vil blive saa varagtig som eders Elen¬
dighed; J vil ævindeligen bebreyde eder selv, og blive haan¬
ligen beleet af det ulyksalige Sælskab, som J er kommet
Il ny a rien plus reel que cela, ni de plus ter¬
udi.
rible, faisons tant que nous voudrons les braves: Der er in
tet meere virkeligt end dette, og intet meeere forskrækkeligt,
vi maae stille os saa kække an som vi ville.
J seer, jeg har adlydet eders befaling, og sendt edet
mine Tanker om denne Sag, for at overbeviise eder, hvor
aldeles jeg er
Eders hengivne ydmyge Tiener,


Bie=Kuben.
No. 245.
Torsdagen den 10 September 1761.
Af M. Elisabeth Rowes Letters moral
and entertaining.
Fra Emilia til Leticia,
givende en Efterretning om Amandas Død.
J¬
eg er nu nyligen kommet tilbage fra at beviise den for¬
hen deylige Amandas Levninger den sidste Ære; den
overmaade Stats i hvilken Liiget laae i nogle Uger, Liig
kistens Kostbarhed, eller den Pragt med hvilken hun blev
begravet, kunde ingenlunde udslette af mine Tanker de be¬
drøvelige Omstændigheder, som fulgte den sidste Deel af
hendes Liv; jeg tænker aldrig paa hvorledes hun døde, u¬
den at tusende Forskrækkelser reyse sig i min Jndbilding,
for at bebreyde mig, at jeg har været enig med de øvrige
af hendes Hyklere, i at dølge hendes Fare, og trøste hende
med Haab om Opkomst, indtil Døden overbeviiste hende
om det ulyksalige Bedragerie.


Jeg haaber at J vil tillade mig at være alvorlig i den¬
ne Materie, min Ungdom, hvilken J saa ofte indvender i¬
mod mit Sinds Alvorlighed, er ikke noget Argument i det¬
te Fald; den smukke Amanda var endnu yngre, og dog,
efter all hendes blomstrende Skiønhed og Munterhed, saae
jeg hende forvandlet til et bleegt og følesløst Legeme.
Det er sandt, hendes henfaldende Leer er ved et stat¬
seligt Gravminde adskillt fra gemeent Støv; men hvor
usel en Trøst er det for en udødelig Aand, der er bestemt
til uendelig Elendighed, eller ubeskrivelig Glæde!
J maae lee, og med en usel fræk Vittighed drive Spot
med disse høytidelige Betragtninger, og skiælde mig ud for
en Helgen; men, min kiære Leticia, dette Gækkerie vilde
være meere utidigt og latterligt end mine Moraler; Jmid¬
lertiid, jeg har bedre Tanker om eder, end at jeg skulde
beskylde eder for saadan Lætsindighed.
Efterdi J har, ved eders egne befalinger, bragt mig
paa denne sørgelige Beretning, saa haaber jeg at den vil
blive eder til Gavn, naar J kommer til Slutningen af
eders Liv.
Jeg fortallte eder, i mit sidste Brev, ved hvad Hæn¬
delse jeg var kommet til at være i samme Huus som Aman¬
da, og at hun var ikke at formaae til at drage ud paa Lan¬
det, hvor fornødent det end var for hendes Helbred; ingen
Forestillinger kunde bringe hende til at forlade Stadens
Forlystelser, i hvilke hun altid havde Deel, indtil hendes
Læger strengeligen paalagde hende at holde sig inde; Hen¬


des Sygdom var tærende, men ulægelig; dette hørte jeg
at Lægen tilstod for hendes ældste Søster, i hvis Huus hun
var; han lod os vide, at hun, i hans Tanker, ikke kunde
leve længere end i det høyeste to eller tre Maaneder, men
han bad, at vi vilde ikke lade hende vide det, men stræbe
at opmuntre hende det meeste mueligt var; dog hendes na¬
turligen lystige Gemyt forekom denne Omsorg; thi hendes
Hoved=Sag var at fordrive Tiden og Tankerne. Hun
kunde ikke komme paa Masqverader, men hun forsømte
ikke at lade hendes Bekiendtere vide, hvor velkomne de
skulde være hende i hendes eget Kammer, i allehaande lat¬
terlige Forklædninger; Hun længtes inderligen efter Skue¬
Pladsens Forlystelser; men i det Sted, blev der befalet at
nogle lystige Stykker og Comædier skulde læses for at for¬
nøye hende; undertiden fordrev hun de kædsommelige Øye¬
blik med et Spil Piqvet; hun har ofte holdt Kortene i
Haanden, indtil en Besvimmelse afbrød den vigtige For¬
retning. Dette, vil J tænke, var en gudelig Forberedelse
til den sidste Forandring! en herlig Maade at ende det men¬
neskelige Livs Handling!
Hendes Skiønhed var lige saa meget hendes Glæde og
Betragtning, som nogensinde forhen: Hun var overmaa¬
de bleeg; men der var en vis Ziirlighed i hendes Lineamen¬
ter, og noget saa besynderligen tækkeligt i hendes Væsen,
som triumpferede over hendes Upasselighed; og for at give
hendes Ansigt en rød Farve, havde hun formaaet hendes
Søster til at forandre hendes Vindue=Gardiner, som vare
af guult Taft, og at ophænge andre af høy Carmosin,
Ved hendes Natbord anvendte hun saa megen Tiid som
hendes Kræfter vilde tillade; hun udmattede sig undertiden


saaledes med at sætte til rette en anstændig og nyemodig
Morgen=Dragt, at hun maatte holde op, og lade den vigti¬
ge Forretnig blive ufuldendt; Det var ikkun to Dage førend
hun døde, at hun gav befaling om at forskrive fra Fran¬
kerig det allernymodigste Nat=Tøy (deshabille), ligesom
hun havde i sinde at døe pynteligen, og at have en fornem¬
me Anseelse, endog i Dødens Afmægtigheder.
Hendes Søster, endskiønt mange Aar ældre, men for¬
medelst den samme ulykkelige Opdragelse, føyede hendes for¬
fængelige Tilbøyelighed i alt hvad hun faldt paa; hvad der
end kunde flyde af, saa maatte den døende Skiønne ikke
faae Leylighed til at tænke paa noget Fornuftigt eller Alvor¬
ligt; man maatte forundre sig over, at hun kunde opfin
de saadan en Mængde af Urimeligheder; Abekatte, Pape¬
goyer, Gøglere, liflig Musik og angenemme Sange va
re altiid til reede, for at fordrive enhver liden Mellem¬
stund, naar den arme ubetænksomme Syge havde nogen
Rolighed eller Styrke.
Dette var for mig det allersørgeligste Syyn i Verden¬
jeg har tvunget mig til at smile, naar mit Hierte har ind¬
vortes blødet af Græmmelse og Medynk; der gik ikke en
Dag forbi, at jeg jo, med Taare strømmende ned af mine
Øyne, overhængte Marina, at hun skulde lade hendes
Søster vide hvor farlig hendes Sygdom var, og sende Bud
efter en Præst i Nabolauget, en meget gudfrygtig Mand,
at han undertiden kunde bede med hende, og, i det mindste,
lade hende vide, at hun var ikke udødelig; at det var mue¬
ligt hun kunde døe lige saa vel som andre Folk.
Denne


Denne Formaning forkastede hun lige saa fuldt som
om jeg havde raadet hende til at sende Bud efter en Skarp¬
retter, for at sende hendes Søster hen i den anden Verden.
Nu, Madam! sagde jeg, saa lad i det mindste bli¬
ve at forhindre og brage hende fra all alvorlig
Eftertanke.
Alvorlig Eftertanke! min kiære Emilia, (sva¬
rede hun) hvor har J lært denne underlige Snak?
Hvor længe har J øvet eder i denne hellige Miine?
Gaae for Speylet, og see om J kand bare eder for
at lee over eder selv; vilde J at jeg skulde antage
saadan en andægtig Miine, og myrde min Søster,
ved at sige hende, at hun har kun en Maaned at
leve i? Hun vilde ufeylbarligen falde i Dødens
Angest derover; J kand ikke være saa barbarisk og
give mig dette Raad! J veed hvad Virkning vo¬
res gudelige List havde, da vi gave hende St. Augu¬
stins aandelige Betragtninger i Haanden, istedet for
Otways Comoedier; hun havde nær faaet et Slag,
da hun aabnede Bogen og saae en Betragtning o¬
ver Døden. Men dette (sagde hun fremdeles) er
Virkningen af eders underlige Begreb; J forestil¬
ler eder det høyeste Væsen i saadan en mørk Ge¬
stalt, at det giør eder gandske overtroende. Jeg
tilstaaer, at mine Tanker ere meere lyse, behage¬


lige og frie; jeg troer at Himlens Barmhiertighe¬
der ere uden Grændser, og at der i disse smaa Ly¬
stigheder er intet som fortørner Gud eller fornær¬
mer Menneskene: jeg troer, i Sandhed, ey heller
at der er nogen tilkommende Straf; Jeg tviler ik¬
ke paa, at min Søster vil blive følesløs eller lyksa¬
salig naar hun døer; og det skal være min Sag at
giøre hende saa i den korte Tiid hun har at leve,
hvilket endnu kand være en Maaned eller to, efter
Lægens Gisning, da han sidst besøgte hende. Kom,
sagde hun videre, J maae gaae med mig og stræbe
at fornøye hende, men jeg beder, leg dette hellige
Ansigt af, og forsøg at see lidet meere liig en Jnd¬
vaaner i denne Verden.
Jeg kunde ikke vegre mig for at følge hende til Aman¬
das Kammer, hvilken vi fandt i en pønsende tungsindig Po¬
styr; for at bringe hende derfra, sagde Marina til hende,
at hun saae overmaade vel ud, og intet kunde være meere
vakkert end det Nat=Tøy som hun havde paa; Dette op¬
klarede lidet hendes sorrigfulde Ansigt, og udrettede saa
meget at hun gav noget Agt paa de Krumspring og Pudse¬
rier, som en ny Abekat giorde, hvilken hendes Page havde
nyligen bragt ind for at forlyste hans smukke Frøken; som
midt i denne Fornøyelse, faldt i Afmagt, sank tilbage i en
Lænestoel, og, efter at hun i nogle faa Timer havde ar¬
beydet i et stærkt Slag, opgav sin Aand.


Jeg har været saa omstændelig i denne
Beretning, i
Haab at den vil have en varagtig Virkning over eders Op¬
førsel; og at jeg, ved at være oprigtig imod min levende
Veninde, maae, om det er mueligt, igien oprette, at jeg
har ikke været det imod den Døde. Jeg har tusende og tusen¬
de gange bebreydet mig selv, fordi jeg ikke lod Amanda reent
ud vide hendes Fare, og lod Himmelen raade for Udfaldet.
Jeg er overbeviist om at det var min Pligt, til trods for alle
de falske Regler, hvorved denne Verdens Venskab regieres.
Disse tvende Søstre havde den Ulykke, i deres unge
Aar, at miste deres Moder, og bleve opdragne under en
Faders Anførsel, som giorde sig en Ære af at tænke og le¬
ve frit; han ansaae alle Religioner som et Stats=Paafund,
og agtede Bibelen og Alkoranen lige høyt; med disse Grund¬
Meeninger forvendte han sine Døttres Sind, og de bleve
ikke regierte af anden Regel end deres egne Griller og Ti¬
dens Skikke; undtagen at de meget nøye toge deres Ære og
gode Naun i Agt. Saaledes saae de deres Fader leve, og saa¬
ledes saae de ham døe, gandske uskiøtsom og ubekymret om
nogen Ting efter dette Liv. J stedet for Bønner og Gu¬
delige Betragtninger, læste en af hans ligesindede Stal¬
brødre Drydens Oversættelse af Lucretius (*) for ham i
hans sidste Endeligt; medens han uden Frygt og Følelse gik
Døden i møde, med alle dens paafølgende Forskrækkelser.
Amandas Død har gjordt et dybt Jndtryk i mine
Tanker, jeg har sagt den forfængelige Verden Farvel, og
har nu begivet mig hen til min Broders Land=Gods.
maae kalde det Milt Syge; men jeg haaber det er Viri
ningen
(*) Om denne Latinske Poet er meldt forhen No. 214. paa den
syvende Side.


ningen af en rigtig og fornuftig Tænkemaade, at jeg, siden
jeg kom herhid, har ikke læst andet end gudelige Bøger.
Mr. Laws fortræflige Afhandling om Christelig Fuldkom¬
menhed har givet mig god Underviisning. Mirandas
Carakter har opvakt i mit Sind en ædel Efterstræben, end¬
skiønt jeg tviler om at naae den Fuldkommenhed.
Dersom J giør mig en Besøgelse da vil J ikke finde
mig enten at spille Kort eller fortælle Historier, eller dra¬
ge Lod om Kiærester med mine Naboer her paa Landet; men
rønsende ved Siden af et sagte Vandfald, eller siddende i
en vellugtende Løv Hytte, hørende efter himmelske San¬
ge i Dr. Watts gudelige Toner.
Dersom dette lange Brev skulde foraarsage eder Milt¬
Syge, da haaber jeg det vil blive eders Gaun; intet uden
det søges af,
Madam,
eders ydmygste Tienerinde,
Emilia.
28.


Bie=Kuben.
No. 246.
Torsdagen den 17 September 1761.
Af Henry Fieldings Miscellanies.
Et Forsøg
Om JRTET.
Indledning
D¬
det er forunderligt, da saadanne Lapperier sætte denne
Tiids mesterlige Penne i Arbeyde, at den store og
ædle Sag, som er Jndholdet af dette Forsøg, skulde have
været aldeeles forsømt og forbigaaet; og det saa meget mee¬
re, efterdi det er en Sag, hvortil mange af disse Skriben¬
teres naturlige Gave, som uheldigen have foretaget sig at
handle om Stats-Sager, Religion, &c. er meget besyn
derligen skikket.


Maaskee deres Uvillighed til at tage fat paa saa vigtig
en Sag, maae ikke uretteligen tilskrives deres Undseelig¬
hed; omendskiønt de ikke ved enhver Leylighed maa være
særdeles hengivne til denne Last. Ja jeg har hørt det siges
om nogle, der have viist en tilstrækkelig Formastelse i at
handle om andre Materier, at de have undseet sig for dette.
Thi saa stor er den ærbødige Frygt, som dette Intet op¬
vækker hos Menneskene, at jeg troer man har almindeli¬
gen den Tanke om mange Personer af meget høy Carakter
iblant os, at dersom Titler, Magt eller Riigdom lokkede
dem, da vilde dette holde dem tilbage.
Men hvadsomhelst Aarsagen end maae være, saa er
det dog vist, at, naar jeg undtager et dristigt vittigt Ho¬
ved i Kong Carl den Andens Tiid, saa har aldrig nogen
fordristet sig til at skrive om denne Materie. Jeg meener
offentligen og med egen Tilstaaelse; thi det maae bekiendes,
at de fleste af vore nyere Tiders Skribentere, hvor frem¬
med den Materie som de foretage sig at afhandle, end maa
synes, naar de først begynde, bringe almindeligen deres
Verk til dette i Slutningen.
jeg haaber, imidlertid, at dette mit Foretagende
vil ikke tilregnes mig som en formastelig Gierning; efterdi
jeg er overbeviist om, at der ere mange Personer her i Ri¬
get, som ere forsikkrede om min Duelighed til det jeg har
foretaget. Men saasom det almindeligen holdes for, at
naar en Mand taler om sig selv, da kommer det af Forfæn¬
gelighed, saa skal jeg, uden nogen Undskylding eller For¬
tale, begive mig til mit Forsøg.
Første


Første Afdeeling.
Om J NTETS Ælde.
er er intet meere urigtigt end det gamle Ordsprog
D¬
hvilket (ligesom mange andre Urigtigheder) er i hver
Mands Mund:
Ex mibilio mihil fit.
Af intet kommer intet.
og dette er
Da dog virkeligen, af Jntet kommer alting.
en Sandhed, som tilstaaes af alle Secters Philosopher;
den eneste Tvistighed imellem dem er, enten Noget giorde
Verden udaf Jntet, eller Jntet udaf Noget. Men denne
Sag er ikke meget værd at stride om paa nærværende Tiid,
efterdi begge Meeninger ville være lige tienlige til vort Fo¬
rehavende. Vi finde og at de vittige Hoveder i alle Tider
have slaaet sig til det ene eller det andet Partie, ligesom
deres Natur=Art faldt meere eller mindre til det aandelige
eller materialske Væsen. Thi disse som vare af det meere
aandelige Slags, have været for den første Mening, og
de, hvis Natur=Art har haft meere af Materiens fornem¬
meste Egenskaber, saasom Fasthed, Tykhed &c. have an¬
taget den sidste.
Men hvad heller Jntet var Bygmester eller alleeneste
Materien, saa er det dog klart i begge Tilfælde, at det vil
have en Ret til at tilegne sig Oprindelsen til alle Ting.
Og videre, Jntets store Ælde sees tydeligen deraf
at det er saa syynligt i de Efterretninger vi have om alle
Nationers Begyndelse. Dette ladet sig meget klarligen
finde i de første Blade og undertiden i de første Bøger af
alle almindelige Historie=Skrivere; og sandeligen, denne
vigtige Materies Undersøgning er alt hvad en Antiqvarius


anvender sin gandske Livs Tiid paa, thi det er altid paa
Bunden af hans Efterforskninger, og bliver gemeenligen
til sidst fundet af ham med uendeligt Arbeyde og Møye.
Anden Afdeeling.
Om JNTETS Natur.
en anden Urigtighed, som vi maae legge for Dagen, i
Fortsættelsen af dette Forsøg, er at man paastaaer,
at ingen kand have noget Begreb om Jntet. Men de,
som saa dristigen negte os dette Begreb, bedrage enten sig
selv meget groveligen, eller de vilde binde Verden en haand¬
gribelig Løgn paa Ærmet; thi det er saa langt fra at ikke
have noget, at jeg troer der ere faa, som ikke have mange
Begreb om det; endskiønt de, maaskee, kand mistage dem
for Begreb om noget.
Nogle Personer ville maaskee da sige, vi have intet
Begreb derom; men da jeg kand beviise tvertimod med saa¬
danne utvilagtige Vidnesbyrd, saa skal jeg, i Stedet for at
foretage mig at igiendrive saadanne daarlige Meeninger,
begive mig til at viise Først, hvad Intet er; for det Andet
skal jeg legge for Dagen de adskillige Slags af Jntet; og
endeligen skal jeg beviise dets store Værdighed, og at det
er Enden af alle Ting.
Det er overmaade tungt at beskrive Intet, dersom man
vil sige hvad det er; jeg skal derfor giøre det, ved at sige
hvad det ikke er. Jntet er ikke Noget. Og her maae jeg
modsige en tredie Vildfarelse, angaaende Intet; nemlig
at det er ikke paa noget Sted; da det virkeligen indtager
det største og ædelste Sted paa denne Jord, nemlig, den
menneskelige Hierne. Men denne Vildfarelse er dog blevet


tilstrækkeligen igiendrevet af mange meget viise Mænd,
hvilke, efter at de have anvendt deres gandske Liv paa at
betragte og søge Intet, have omsider alvorligen sluttet
at der er Intet i denne Verden.
Videre, saasom Intet er ikke Noget, saa er en hver
Ting, som ikke er Roget, Jntet; og hvorsomhelst Noget
ikke er, der er Jntet; hvilket er at tilstaae det gandske meget;
som maae sees af de Personer, der ere vel kyndige i men¬
neskelige Handteringer.
For Exempel, naar en Blære er fuld af Vind, da er
den fuld af noget; men naar denne er gaaet ud, da sige vi rig
tigen der er Intet i den.
Det samme kand lige saa billigen bekræftes om en Mand
som om en Blære. Hvorvel han end kand være behængt
med Galuner eller med Titler, dersom han har ikke noget
i sig, kand vi sige det samme om ham som om en tom
Blære.
Men dersom vi kand ikke faae en fuldkommen Kund¬
skab om Jntets sande Væsen, lige saa lidet som vi kand
om Materien, da lader os giøre ligesom de experimental¬
ske Philosopher, og undersøge nogle af dets Egenskaber
eller Tilfælde.
Og her skal vi see de u-ndelige Fordeele, som Jntet
har over Noget; Thi da det sidste er indskrænket til een af
Sandserne, eller maaskee toe i det høyeste, saa er Intet
henhørende til dem alle.
For det første; Intet kand sees; hvilket klarligen be¬
viises af de Personers Beretning, som have lagt i hidsig
Feber; og maaskee det kand formodes om nogle (i det
mindste) af dem, som have seet Syyne eller Aabenbarin¬
ger, baade paa Jorden og i Skyerne. Ja, jeg har hørt


det tilstaaet af Folk, naar man har spurt dem hvad de saae
paa saadant et Sted eller Tiid, at de saae Intet. Dersom
vi nu antage, at der er to Slags Syyn, nemlig et enkelt
og dobbelt Syyn (*), som nogle gandske vist troe, da maa
det tilstaaes, at Intet har en meget stor Deel i det første;
og hvad det andet angaaer, da har det det gandske for
sig selv.
For det andet; Intet kand høres; hvilket kand bevii¬
ses paa samme Maade som det foregaaende. Den Græker,
som Horats taler om, er et stærkt Exempel herpaa.
Fuit hand ignobilis Argis
Qui se credebat miros audire Tragædos
In vacuo lætus sessor, Plausorque Theatro.
Det er: Der var en Græker, som ofte gik hen paa den
tomme Skue=Plads, og indbildte sig at høre ypperlige
Tragoedier, glædede sig og klappede, endskiønt han var
gandske alleene.
At Intet kand smages og lugtes, det er ikke alleeneste
bekiendt for de Personer, som have en fiin Gane og Næse.
Hvor ofte høre vi, at saadan en Ting lugter eller smager
af Jntet? Det sidste har jeg hørt siges om en Ret Mad, der
var tillavet af fem eller sex velsmagende Ting. Og hvad
det første angaaer, da erindrer jeg et gammelagtigt Fru
entimmer, som havde en naturlig Afskye for Lugten af
Æble, og da hun fik at vide at en skalkagtig Dreng havde
hængt et mørt Æble bag paa hendes Slæb, kom hun i
saadan en Vane, at hun lugtede Æble, hver Gang hun
saae samme Dreng, omendskiønt der var ikke noget Æble
paa en Miil nær hende.
Endeligen, Følelsen; og sandeligen om nogen Sands
synes meere besynderligen at have alleeneste at giøre med


Materien, hvilken maae tilstaaes at være Noget, da er
det denne. Ja, jeg har hørt det forsikkres (og med et Skin
af Sandhed) om adskillige Personer, at de kand føle Intet
uden en Prygl. Dette uagtet, have dog nogle følet Aan¬
dens Bevægelser; og andre have følet meget bitterligen de¬
res Venners Gienvordigheder, uden at umage sig for at hiel¬
pedem. Nu disse ere to klare Exempler, at Jntet kand føles.
Ja, jeg har hørt en Feldskærer erklære, medens han satte
Beenet af en Syg, at han var vis paa han følte Intet.
Intet virker lige saa vel paa vore Passioner, som paa vo¬
re Sandse. Saaledes ere der mange som elske Intet, nog¬
le som hade Intet, og nogle som frygte Intet &c. End mee¬
re, vi skal finde, at Jntet hører lige saa ofte til Forstan¬
den, som til Sandsene.
Rogle have virkeligen bildt sig ind, at Kundskab, naar
det Ord menneskelig sættes for an, har den samme Betyd¬
ning som Jntet. Og en af de viiseste Mænd i Verden er¬
klærede, at han vedste Intet.
Men uden at gaae saa vidt, dette, troer jeg, maae
tilstaaes, at det er i det mindste mueligt for et Menneske
at vide Jntet. Og hvosomhelst har giennemlæst mange af
vore skarpsindige nyere Skribenteres Skrifter, med tilbør¬
lig Agtsomhed og Nytte, vil, som jeg troer, bekiende, at
om han forstaaer dem ret, da forstaaer han Intet.
Dette er en Hemmelighed, som ikke er alle Læsere
bekiendt; og Mangel paa denne Kundskab har givet An¬
leedning til meget Bryderie; thi naar en Bog, eller et
Capitel, eller en Afdeeling synes for en Læser at indehol¬
de Intet, da vil hans Beskeedenhed undertiden bilde ham
ind, at han ikke forstaaer Skribentens rette Mening, i
stedet for at han skulde slutte, som Sagen i Sandhed for¬


holder sig, at Skribenten, i bemeldte Bog &c. virkeligen,
og bona fide, meener Jntet. Jeg erindrer, at jeg var en¬
gang til Bords hos en Person af stor Rang, og en, som
var ikke mindre anseet formedelst hans store Vittighed end
Midler; hvor der da blev læst et mørkt Stykke af en Poet,
som er bekiendt for at være saa høy, at hans Læser ofte ik¬
ke kand øyne ham, og nogle af de tilstædeværende Perso¬
ner erklærede at de ikke forstode Meningen deraf. Hvor¬
paa bemeldte Herre selv slog sine Øyne derpaa, og udviiste
stor Forundring over at hans Giæster vare saa dumme,
sigende derhos, at Intet kunde være tydeligere end Meenin¬
gen af det Stykke, som de grublede over. Herover be¬
gyndte vi alle igien at bryde vore Hierner, men bleve ikke
klogere end før; vi bekiendte reent ud, at vi kunde ikke ud¬
Forkla¬
finde den, og bade at han vilde forklare den.
re den! sagde han; ja, han meener JNTET.
J Sandhed, denne Forseelse kommer af en alt for ge¬
meen Vildfarelse iblant Personer, som vide ikke Skriben¬
teres hemmelige Kunster, men bilde sig ind, at det er u¬
mueligt en Mand skulde sætte sig hen at skrive uden den al¬
lerringeste Mening; da dog virkeligen intet er mee¬
re almindeligt; thi (at jeg skal ikke anføre mig selv til
Exempel, som selv tilstaaer, at jeg har sat mig hen at skri
ve dette Forsøg, med Intet i mit Hoved, eller, hvilket er
næsten det samme, at skrive om Jntet,) det kand u-modsi¬
geligen beviises, af Virkningen, at intet er almindeligere
iblant de nyere Skribentere. En vis uforlignelig Skri¬
der ere Mænd, som sætte sig hen til at skri¬
bent siger
ve hvad de tænke, og andre til at tænke hvad de skal skri
ve. Men der er visseligen endnu det tredie Slags, og disse
ere mange fleere, som aldrig tænke hverken før de sætte sig,
eller siden; og hvilke, naar de skrive hvad der tilforn var i de¬
res Hoveder, gandske vist skrive Intet.


Bie=Kuben.
No. 247.
Torsdagen den 24 September 1761.
Slutningen af det Foregaaende.
S¬
aaledes have vi gjordt os Umag for at forklare Intets
Natur, ved at viise Først, hvad det ikke er, og for
det Andet ved at beskrive hvad det er. Den næste Ting
derfor som vi have foretaget os, er at viise dets adskilli¬
ge Slags.
Nu ere der nogle som bilde sig ind, at Forskiællen i
mellem disse adskillige Slags bestaaer alleneste i Naunene.
Men uden at umage mig med at igiendrive saa urimelig en
Meening, fornemmeligen saasom disse adskillige Slags af
Intet forekomme saa ofte i de beste Skribentere, saa vil
jeg alleeneste anføre dem, og lade den skiønnende Læser selv
dømme, om det er formodeligt, eller end og mueligt, at
de skulde alle bemærke et og det samme.
Disse ere: Intet i sig selv Intet; Slet Intet; Gand¬
ske og aldeles Jntet; Intet i Naturen; Intet i Verden;


Jntet i den heele Verden; Julet i den heele viide Verden;
og maaskee mange flere, om hvilke vi sige - Intet.
Tredie Afdeeling.
Om J NTETS Værdighed;
Hvorved jeg vil søge at beviise, at det er Enden saavelsom
Begyndelsen af alle Ting.
ntet har saa megen Værdighed i sig som Jntet. Spørg
en berygtet uværdig Adelsmand (om der er saadan en)
hvori hans Værdighed bestaaer? Det kand maaskee være
hans Værdighed for nær at give eder et Svar; men i fald
han skulde ville fornedre sig saa vidt, hvad kunde han vir¬
keligen sige: Skulde han sige han havde den af hans For¬
fædre; Jeg tænker en Jurist vilde forpligte ham til at be¬
viise, at de Dyder, som denne Værdighed var knyttet til
ere nedstigede til ham. Dersom han fodrer den som noget
der hænger ved Titelen selv, maatte man da ikke sige ham,
at en Titel i Begyndelsen var Tegn til Værdighed, saasom
den var Tegn til at der fandtes disse Dyder, som Værdig¬
hed er u-adskilleligen sammenknyttet med; men at intet Tegn
veller Formoding vil holde Stik, naar man klart og haand¬
gribeligen kand beviise tvertimod. Kort sagt, for at ikke
undersøge videre, efterdi han vilde lige saa unyttigen søge
at drage den af nogen anden Kilde, saa kommer hans Vær¬
dighed af Jntet, og er virkeligen Intet. Dog, at denne
Værdighed er virkeligen til, at den skinner Menneskene i
Øynene, og bringer den Person meget Got, som bærer den,
det er, i mine Tanker, ustridigt.
Maaszee dette kan sees af følgende Fornuft=Slutning:


Den Ærbødighed, som bevises Menneskene forme¬
delst deres Titeler, beviises enten deres høyere Dyder og
Dueligheder, som man, i det mindste, formoder hos
dem, eller den beviises Intet.
Men naar en Mand er en vitterlig Skielm eller Dos¬
mer, da er det umueligt at der skulde være nogen saa¬
dan Formoding.
Slutningen er tydelig.
Nu at intet Menneske skammer sig ved enten at bevii¬
se eller at tage imod denne Ærbødighed, der forundrer jeg
mig ikke over; efterdi Jntets store Vigtighed synes, i mi¬
ne Tanker, at være temmelig aabenbar; men at de skulde
fornegte den Gud som de tilbede, og søge at forestille In¬
tet som Noget, det er meere strafværdigt. Det er et over¬
maade almindeligt Bedragerie. Jeg har seet en Karl,
som al Verden vedste havde intet ved sig, ikke alleeneste
selv at indbilde sig og paastaae at være Nøget, men og at
styrkes deri af andre, som ikke saa læt kunde lade sig bedra¬
ge. Nu hvoraf kand dette komme, uden deraf at de skam¬
me sig ved Intet? En Blufærdighed, som denne Tiid et
meget besynderligen hengivet til.
Men u agtet all saadan Forstilling og Bedragerie, saa
maae en Mand have meget liden Skiønsomhed, der kand
leve længe ved Hoffer eller i Folkerige Stæder, uden at
blive overbeviist om Jntets store Værdighed; og omend¬
skiønt han, enten for Gunst og Gave, eller af Nød, skul
de tilbede og hykle for det samme som Almuen, saa vil han
dog vide, hvad han yder alt dette til, nemlig til Intet.


Det meest forunderlige Exempel paa denne Ærbødig¬
hed, som saa ofte beviises Intet, er naar den beviises (om
jeg maa udtrykke mig saaledes) mod Noget der er mindre
end Intet; naar den Person, som tager mod slig Æres¬
Beviisning, har ikke alleneste intet af de Egenskaber, for
hvilke han bliver æret, men er og virkeligen og vitterligen
skyldig i de Laster, som stride tvert imod de Dyder, for
hvilke han berømmes. Dette er visseligen den høyeste Grad
af Intet, eller (om man vil tillade mig at bruge det Ord)
det Intetste af alt Intet.
Her maa man vide, at Ærbødighed kand sigte til No¬
get, og virkeligen falde paa Intet. For Exempel: naar
vi mistage visse Ting, som kaldes Alvorlighed, sælsomme
Talemaader, Buldren, Pralerie, Pragt og deslige, for
Viisdom, Gudsfrygt, Stormodighed, Barmhiertighed,
sand Høyhed &c. og vi give de første den Ære og Ærbødig¬
hed, som tilkommer de sidste. Dog vilde jeg ikke have det
forstaaet i den Mening, ligesom jeg saa vidt vanærede den
Sag jeg handler om, at jeg skulde foregive, at Alvorlig
hed &c. ere virkeligen Intet; tvertimod, der er meget mee¬
re Aarsag til at tænke, (dersom vi dømme efter Verdens
Forhold) at Viisdom, Gudsfrygt og andre Dyder have
en god Ret til det Naun. Men vi vde ikke, virkeligen,
vor Ærbødighed til de første, men til de sidste; Eller med
andre Ord, vi yde den til det som ikke er, og følgeligen
yde den til Intet.
Saa vidt da angaaende den Sags Værdighed, som
jeg her handler om. Jeg maa nu viise, at Jntet er Enden
saavel som Begyndelsen af alle Ting.


At alting er opløseligt, og vil lade sig opløse til de før¬
ste Ting, hvoraf den er kommet, det, troer jeg, ville alle
Philosopher villigen tilstaae. Saasom vi derfor have til¬
strækkeligen beviist at Verden er blevet af Jntet, saa føl¬
ger det, at den vil ligeledes endes i det samme: men saasom
jeg skriver til Christne Folk, saa behøver jeg ikke at være
vidtløftig i denne Post; efterdi enhver af mine Læsere,
ved sin Troe, tilstaaer at Verden skal have en Ende, det
er, skal blive til Intet.
Og saasom Intet er Enden paa Verden, saa er det
og paa alle Ting i Verden. Ærgierrighed, den største,
høyeste, ædelste, fiineste, meest heroiske og guddommelige
af alle Passioner, hvad endes den i - Intet. Hvad har
Alexander, Cæsar, og alle de andre af denne heroiske Ban
de, som have plyndret og myrdet saa mange Millioner
vundet ved al deres Bekymring, Arbeyde, Møye, Slæb
og Fare?
Kunde de svare for sig selv, maatte de ikke
tilstaae, at Enden af al deres Tragten og Jagen var Jn¬
tet? Og dette er ikke alleneste Enden af særdeles Personers
Ærgierrighed. Hvad er der blevet af den stolte Hersker¬
inde over Verden. - Dette Caput triumphati Orbiss
Rom, som dets Hyklere saa rundeligen spaaede Udødelig
hed? Hvad er al dets Herlighed blevet til? Sandeligen
til Intet.
Videre; hvad er Enden af Gierrighed? Jkke Magt,
eller Fornøyelse, som nogle tænke; thi den Karrige vil ikke
miste en Skilling for nogen af Deelene; ikke Rolighed eller
Lyksalighed; thi jo meere han faaer af det han begiærer,
jo meere urolig og elendig er han. Dersom alt Gode i den¬


ne Verden blev overladt til ham, han kunde ikke sige at han
tragtede efter et. Skal vi da sige, at han tragter efter E¬
lendighed alleene: Det vilde visseligen være at sige imod den
menneskelige Naturs første Grund-Regler. Kan vi da ik¬
ke derfor, ja maae vi ikke bekiende, at han tragter efter
Jntet: fornemmeliger om han selv ikke kand sige os hvad
der er Enden paa all denne Støyen og Renden, al denne
Vaagen og Slæben, al denne Selv=Fornegtelse og Selv¬
Tvang!
Det vil ikke, i mine Tanker, være nok at han anfører
til sin Undskylding, at hans Hensigt er at samle en stor Riig
dom, hvilken han selv aldrig kan eller vil bruge, ev heller
vilde med sin gode Villie afstaae til nogen anden Person;
med mindre han kan vise os noget væsentligt Got, som den¬
ne Riigdom kand til veye bringe; kand vi visseligen med
god Føye slutte, at hans Ende er den samme som Ær¬
gierrigheds.
Den store Mr. Hobbes saae dette saa klarligen, at
saasom han var en Fiende af den mærkværdige umaterialske
Substants, som vi her have handlet om, og derfor ikke vil¬
de tilstaae den det vidtløftige Herredom, som vi have stri¬
det for, saa frembragte han en meget underlig Lærdom, og
At i alle disse store Bestræbel¬
i Sandhed bekræftede,
ser vare Midlerne selv den foresatte Ende og Øyemaal; nem¬
lig i Ærgierrighed - at smidde listige Anslag, at slaaes,
J Gierrig¬
at møde Farer, Besværligheder og deslige,
at bedrage, hungre, vaage, tillige med alle de u¬
hed,
tallige møysommelige Kunster, som denne Passion anvender.
Hvor læt det end maae være at beviise denne Mee¬
nings Urimelighed, saa vil det dog være ufornødent til mit


Forehavende, thi dersom vi end drives til at bekiende, at
Midlerne ere den eneste Ende, som opnaaes, - saa mee¬
ner jeg vi maae iligemaade bekiende, at den foresatte En¬
de er gandske og aldeles Intet.
Saasom jeg nu her har viist Enden af vore tvende stør¬
ste og ædelste Bestræbelser, af hvilke enten den ene eller
den anden driver næsten enhver Person iblant dem af det
menneskelige Kiøn, som elske Arbeyde og Uroe; saa skal
jeg ikke besvære Læseren med at føre ham igiennem alle de
øvrige, saasom jeg troer at den samme Slutning kand læt¬
teligen drages af dem alle.
Jeg skal derfor ende dette Forsøg med en Slutning,
som meget klarligen flyder af det som er sagt: da vi see at
Intet er af saa stor Værdighed og Vigtighed, og at det er
virkeligen Enden af alle disse Ting, som blive handthæve¬
de med saa stor Pragt og Høytidelighed, og anseete med saa
stor Ærbødighed og Høyagtelse, saa tilkommer det visse¬
ligen en viis Mand at betragte Intet med den største Un¬
derdanighed og Tilbedelse; at søge det med alle hans Gaver
og Møye; og at opofre for det hans Rolighed, hans U¬
skyldighed, og hans nærværende Lyksalighed. Til hvilken
ædle Bestræbelse vi have denne store Opmuntring, at vi
kand forvisse os om aldrig at blive bedragne eller skuffede
i den foresatte Ende. De Dydige, Viise og Lærde kand
da være ubekymrede i alle Forandringer af Ministere og
Regieringer; saasom de kand være vel forsikkrede, at saa
længe en Stats høye Betientere ere selv Skalke, og have
under sig skielmske Handlangere at underkiøbe og belønne,
saa vil sand Dyd, Viisdom, Lærdom, Vittighed og Ree¬
delighed, gandske vist bringe deres Besidder,


Bie=Kuben.
No. 248.
Torsdagen den 1 October 1761.
Af the Adventurer. No. 36.
Aspera
Nigris æquora ventis
Emirabitur insolens,
Qui nune te fruitur credulus aurea:
Qui semper vacuam, semper amabilem
Sperat, nescius auræ
Fallacis.
F¬
ruentimmerne, hvilke jeg for kort Tiid siden c) fore¬
stillede nogle Tanker angaaende deres Val, naar de
ville gifte sig, skal jeg i dag ansee som gifte; og saasom det er
meget langt fra mine Tanker, at de nu kand sætte sig hen
i en skiødesløs Sikkerhed, og paa engang efterlade deres
Fliid og Varsomhed, saa skal jeg advare dem om nogle Mee¬
ninger, af hvilke saadan Opførsel er en Følge; viise dem
(*) See Bie=Kuben No. 242.


nogle Vildfarelser, ved hvilke Godhiertigheds almindelige
hensigt kand giøres til intet; og søge at formaae dem til
at vogte sig for nogle Tilbøyeligheder, hvorved den kand
overvældes.
Det er nu fornødent at erindre dem, at den Passion
som holdes for at oplive Beyleren, den Passion som fore¬
stilles ved Flammer og Piile, som opfylder Hiertet med
bestandig Henrykkelse, og hverken forandrer sit Maal eller
taber sin Hidsighed, er ikke til, uden alleeneste hos Poeter
og i Romaner. Den virkelige Passion, som Vittighed og
Daarlighed have saaledes hiulpet til at forklæde, den kand
læt blive keed og mæt, den opvækkes ved det som er Nyt,
og udslukkes ofte ved Besiddelse.
Det er og lige saa sandt, at et luttret og indvortes
Venskab imellem Personer af forskiælligt Kiøn; en Foree¬
ning imellem Siælene, hvorved den legemlige Passion er
et blot udvortes Tilfald, findes alleneste i disse Enthusia¬
sters Skrifter, som have meddeelt Verden deres Betragt¬
ninger, hvilke de have gjordt i en Hule eller i et Studere¬
Kammer, og som have maae skee negtet de Begiærlighe¬
ders Magt, hvilke de ikke kunde undertvinge; eller og det
findes i underfundige Hykleres Forsikkringer, som have paa
denne Maade søgt at vinde en Fortrolighed, hvilken de al¬
leneste havde i Sinde at misbruge. Men der er en Høyagtel¬
se, som forbedres ved Kiærlighed, og en Kiærlighed, som
ophøyes ved Høyagtelse, et Slags blandet Bevaagenhed,
der egentligen tilhører Menneskene som Væsener, der ere
sammensatte af naturlig Drift og Fornuft, eller med andre
Ord, af Legem og Siæl. Dette er den Art af Bevaagen¬


hed og Kiærlighed, hvorpaa Ægteskabs høyeste eller besyn¬
derlige Lyksalighed beroer, og hvilken neppe kand holdes
ved lige, uden en bestandig Agtsomhed og idelig Stræben.
Saasom Kiærlighed uden Høyagtelse er flygtig og egen¬
sindig; saa er Høyagtelse uden Kiærlighed mat og kold.
Jeg frygter at mange Mænd, hvis Hustruer have haft de¬
res Høyagtelse, have dog forødt deres Midler og deres
Kiærlighed paa en Maitresse; og at andres Kiærlighed,
hvor stærk den og var, er snarligen bortvendt, fordi den
blev ikke befordret og understøttet ved Høyagtelse.
Endskiønt Godhiertighed visseligen tager Deel i an¬
dres Smerte og Fornøyelse, og maae derfor betragtes som
en bestandig og stærk drivende Aarsag til at meddeele Lyksa¬
lighed og lætte Elendighed; saa er den dog i det høyeste ik¬
kun en ufuldkommen Ypperlighed i ufuldkomne Væsener,
hvis umiddelbare Fornøyelser ofte sigte til dem selv, og ere
enten saa daarlige eller lastværdige, at de ikke kand bestaae
med Personens egen, eller andres sande Lyksalighed.
Saasom der er, maae skee, ikke paa Jorden et Par
Ægtefolk, hvis naturlige Sinds Beskaffenhed og Behag
i Livet er saa liig, at deres Villie altid stemmer overeens;
saa maae det undertiden tildrage sig, at den umiddelbare
Fornøyelse den ene finder i at fyldestgiøre en stridig Til¬
bøyelighed, vil blive større, end at tage Deel i den Fornøy¬
else, som den anden vilde nyde, dersom man skulde holde
sig derfra; men saasom det kand aldrig slaa feyl, at man
jo forhverver sig Høyagtelse ved at holde sig fra at fyldest¬
giøre denne Lyst, saa skulde dette Afhold altid betragtes


som et Middel til Lyksalighed, og heller som en Fordeel
end som et Tab; fornemmeligen om det er sandt, at naar
man, i disse Omstændigheder, virkeligen opfylder sin Lyst,
nyder man dog aldrig den Fornøyelse, som man lovede
sig derved.
Frue Charlotte Sprightly, en ung Herremands Hu¬
strue, sad for faa Aftener siden og klædte sig paa til et
Dantse=Sælskab, da hendes Mand kom ind og sagde:
min kiære Charlotte, det giør mig ondt at J vil ud i Af¬
ten, thi min Fætter George er nu nyligen kommet fra
Ostindien; jeg har budet ham til Bords i Aften; og saa¬
som han har aldrig seet eder, saa har jeg lovet ham den
Fornøyelse af eders Sælskab. Ney, min kiære Mand
svarede Fruen, begiær ikke at jeg skal blive hiemme i Af¬
ten; J veed at jeg har stor Lyst til at dantse, og nu mit
Sind er faldet paa at gaae ud, saa er jeg vis paa J vil
ikke hindre min Lyst. Manden, som var virkeligen
godhiertig, vilde ikke nøde hende videre; thi at blive hiem¬
me med en kiendelig Uvillighed, vilde ikke have opfyldt hans
Ønske. Hun mærkte at han var hemmeligen misfornøyet,
imidlertid drog hun dog ud. Men saasom hun var ikke min¬
dre godhiertig end hendes Mand, saa udstod hun saa me¬
gen Kummer ved at eftertænke den Kummer hun havde for¬
aarsaget ham, at hun ofte ønskte sig hiem igien. Saale¬
des fortørnede hun hans Kiærligheds Fiinhed, i det hun
agtede en Dants høyere end hans Sinds Rolighed; og for¬
spildte en Deel af den Høyagtelse, som hun fortiente ved
denne samme Godhiertighed, hvorved hun tabte den Af
tens Fornøyelse.


J dette
rempel var den Kummer, som blev
tilføyet
Manden, et Tilfald af det, at Konen havde sat sig for
at fornøye sin egen Lyst. Men der er en Passion, som er
gandske adskillt baade fra Ondskab og Grumhed, og til
hvilken at fornøye det er undertiden væsentligen fornødent
at en anden maae lide. Denne Passion (hvilken, endskiønt
dens Virkninger stride ofte tvertimod Godhiertighed, her¬
sker dog, maae skee, i et hvert Hierte, og bliver føyet
hvad det end maae koste) er Forfængelighed.
Til at fornøye Forfængelighed paa den indbyrdes
Høyagtelses Bekostning, har Konen visseligen langt stær¬
kere Fristelser end Manden; og jeg advarer Fruentimmer
der for, ikke alleneste med meere Jver, men og med stør¬
re Haab om god Virkning; efterdi disse allene, som have
høyere naturlige Forstands Gaver, eller have faaet uge¬
meene Fordeele ved Optugtelsen, have det i deres Magt.
At være lykkelig i at drive Gækkerie med en Kone,
giør en Mand ingen Ære; saadant Foretagende ansees
heller som en Overlast end som en Striid; det er at pukke
med en mandagtig Styrke, hvilken hun ikke giver sig ud
for at have; og at bruge Vaaben, som det formodes ikke
at hun har Færdighed til at føre.
For samme Aarsag; at stoppe Munden paa en Mand,
eller at giøre ham latterlig, med en kiendelig større Kund¬
skab eller Vittighed, giver en Kone en meget pralende Tri¬
umpf; det er at være stærk, hvor Svaghed er ikke nogen
Skam; og at overvinde, hvor det vilde ikke været en Van¬


ære at flye. Men det vil findes, at disse Omstændigheder
som giøre Fristelsen des stærkere, give lige saa stærke Aar¬
sager til at staae den imod; alt hvad der forøger Seyervin¬
derens Ære, forøger lige saa meget den overvundnes Van¬
ære; og det som kand alleneste ophøye en Kone ved at for¬
nedre hendes Mand, vil, naar man ret betragter alting,
ikke synes værdt at tragte efter, endog om det kunde skee
uden at forandre Kiærlighed til Vrede, eller at opvække
Nidkiærhed ved at give Formoding om Foragt. Dersom
Fruentimmerne ikke begribe Styrken af dette Argument,
da beder jeg dem alvorligen, at de vilde, denne ene gang,
blindt forlade sig paa min Dom; en Begiering, som, hvor
usædvanlig den og maae være, er dog ikke ubillig; efterdi
i denne Post den samme Forfængelighed, som skiuler Sand¬
hed for dem, maae nødvendigen aabenbare den for mig.
Men dersom Godhiertighed er tilstrækkeligen kraftig
til at forvisse sig Fornuftens Høyagtelse, saa kand den dog
være alt for skiødesløs til at fornøye Kiærligheds Kræsen¬
hed; den maae derfor ikke alleeneste være stadig, men og
vagtsom og omhyggelig; Skiønhed maae ikke lide nogen
Afgang ved Sludervorenhed; men enhver Tækkelighed som
har hiulpet til at vinde Hiertet, maae fremdeles hielpe til
at beholde det; hvadsomhelst man vilde have skiult som en
Mangel for Beyleren, maae med endnu større Fliid skiules
for Manden. Den allerinderligste og kiærligste fortroelige


Omgang kand
visseligen ikke formodes at udelukke Anstæn¬
dighed; og der er en Kræsenhed i et hvert Sind, som finder
Mishag og Leede til det som overtræder den; endskiønt en
hver er ikke tilstrækkeligen agtsom til at vogte sig for at gi
ve andre den Aarsag til Misfornøyelse, som andre ofte ha¬
ve givet ham.
Jeg skal slutte dette Blad ligesom det forrige om den
samme Materie, med en almindelig Anmærkning. Saa¬
som de der besidde mindre end de ventede, kand ikke væ¬
re lyksalige, saa følger deraf, at den som giør sig man¬
ge selv indbildte Forestillinger om Lyksalighed, forvisser sig
selv om Græmmelse, naar han finder sig bedraget i sit Haab,
og berøver sig Ævne til at nyde med Fornøyelse hvadsom¬
helst han maa besidde. Lad Ungdommen derfor ikke ind¬
bilde sig, at Ægteskab, med alle Fordeele af Naturen og
Optugtelsen, vil blive en stedsevarende indbyrdes Fornøyel¬
se, over hvilken udvortes Ting ville have liden Magt, og
hvilken Tiden vil heller forandre end giøre til intet. Der
er ingen bestandig Fornøyelses Kilde uden Haabet. Saa
ufuldkommen er den høyeste timelige Lyksalighed, at naar
man besidder den altsammen, taber man den. Vi fornøye
os i det som er for os; men naar intet meere er mueligt,
da er alt, hvad vi have faaet, usmageligt. Saadan er
dette Livs Beskaffenhed; men lader os ikke derfor tænke,


at det er af ingen Værd; thi at være sat i dette Liv, er at
være bestemt til et Bedre.
7
Den ubefarne unge Beyler,
Som hos sin Elskelige seyler
Paa Frieriets stille Hav;
Og hendes milde Gunst nu nyder,
Hvis gyldne Skin ham meere fryder,
End alt det Guld som Peru gav;
Lættroende sig Haab tør giøre,
At hun ham stedse skal tilhøre,
Og stedse mild og elskelig
Ham ene søge at behage;
Men achi hvor vil han sig beklage,
Naar Væirliget forandrer sig!
Naar Stormen om hans Øren suser,
Naar Havet, før saa stille, bruser,
Naar Vind og Strøm er ham imod
Han har sig idel Medbør lovet,
Og daarlig paa et Farvand vovet,
Hvis Egenskab han ey forstod.


Bie=Kuben.
No. 249.
Torsdagen den 8 October 1761.
Af the Connoisseur. No. 103.
Nihil videtur mundius
Alting i dette Huus saa reenligt er og net,
At det en Jammer er at træde ind i det.
Til Msr. Counoisseur.
Min Herre,
J¬
eg har en Hustrue, som er særdeles ombyggelig for
Reenlighed og Nethed, og er udraabt blant alle de
duelige Fruentimmer af hendes Bekiendtere, for at være
den reenligste Kone i hendes Huus, som de nogensinde
have kiendt. Dette, min Herre, er min Fortred: Denne
ugemeene Nethed er mig saa aldeles besværlig og modbyde¬
lig, at jeg forsikkrer, jeg vilde heller leve i en Vognmands
Kro, eller slaae min Boepæl op blant Hestene i Stalden.


Det maae tilstaaes, at en tilbørlig Omsorg for Ret¬
hed og Reenlighed er ligesaa fornøden at tages i Agt i vore
Boliger, som i vore Personer; men omendskiønt jeg skulde
ikke ville have mine Hænder sværtede ligesom en Skorsteen¬
feyers, saa vilde jeg dog ikke, ligesom de overtroende Ma¬
hometaner, toe dem sex gange om Dagen; og omendskiønt
det skulde ikke staae mig uan, at vælte mig i en Sviinestie,
saa kand jeg dog ikke lide, at mit Huus bliver gjordt mig
unyttigt, under den Forevending at holde det reent.
Jeg for min Part kand ikke see hvad Forskiæl der er
imellem at have et Huus som er altid skident, og et Huus
som skal altid giøres reent. Jeg kunde meget gierne finde
mig i at lade mig toes ud af mit Huus, ligesom andre Huus¬
fædre, hver Løverdag Eftermiddag: men min Hustrue er
saa meget huuslig, at det samme reengiørende Arbeyde
maae igientages hver Dag i Ugen. Heele Formiddagen
igiennem er jeg vis paa at blive opvartet med en Huus=Con¬
cert af at skrubbe Gulvene, skure Jerntøyet, og banke
Gulv=Tepperne; og jeg bliver ideligen jaget af et Værelse
i et andet, medens et skal støves ud, et andet gnies tørt
et andet toes, og et andet stryges over med en tør Svabert.
Saaledes kand jeg visseligen siges at leve i en stedsevarende
Skidenhed, paa det mit Huus maae være reent; thi saa
længe disse peene Forretninger vedvare, er et hvert Væxel¬
se fuldt af Sæbe, stødte Muursteene, Sand, Gulvskrub¬
ber, Støve Koste, Kar=Klude og Viske=Klæder.
J kand slutte at der anvendes den største Fliid paa
at forekomme, at ikke den mindste Plæt af Skarn skal be¬
sudle Gulvene. For denne Aarsag maae alle de som kom¬


me i vort Huus, (foruden den Ceremonie at skrabe uden
for Døren) stryge deres Skoe i en halv Time paa en stor
lødden Matte ved Indgangen; og derpaa maae de med lan¬
ge Skrit gaae frem over adskillige mindre Matter, som ere
lagte i tilbørlig Viide fra hinanden, hvor deres Gangsfal¬
der; og (ligesom Drengene i en vis Leeg) komme indn Stuen
med et Hop, et Skrit, og et Spring. Den samme Var¬
lighed bruges af heele Familien; jeg selv har neppe Frihed
til at gaae et Trin uden Sokker; min Hustrue kryber paa
Tæerne op og ned af Trapperne; Pigerne humpe stedse ne¬
den i Huuset med store Over=Skoe; og Tieneren maae sni¬
ge sig omkring i Huuset paa Hose-Sokker, ligesom han
kom med et listigt Anslag at stiæle noget.
Efter det som er sagt vil J naturligen tænke, at min
Hustrue maae ikke være mindre peen i andre Poster. Men
som det er anmærket af Swift, at en meeget peen Mand
har skidne Tanker; saa kand vi ligeledes sige, at disse me¬
get nette og reenlige Folk ere ved mange Leyligheder de meest
skidenfærdige. De kand ikke begribe, at noget, som giøres
af saadanne nydelige Personer, kand mueligen være anstø¬
deligt; Jeg har derfor ofte været i Angest for min Kone,
naar jeg har seet at hun, i Sælskab, har tørret Støvet af
Theekopperne med et skident Forklæde eller Morgenkiole;
og jeg er meere end eengang blevet skamrød for hendes Skyld,
naar hun, formedelst hendes overmaade Reenfærdighed, har
ikke været fornøyet uden at aande i vore Drikke=Glas, og
derefter tørre dem af med hendes Lomme=Tørklæde. Folk,
min Herre, som ere ikke meget bekiendte i Familier, see
dem siælden (fornemmeligen Fruentimmerne) uden i For¬
klædning; og det vil gierne tilstaaes, at et Fruentimmer


har en gandske anden Anseelse, naar hun kommer i Sæl¬
skab, end naar hun først sætter sig ved hendes Natbord.
Min Kone sees anstændigen nok klædt, af dem som besøge
os om Eftermiddagen; men om Formiddagen er hun en
gandske anden Figur. Hendes sædvanlige Morgen-Dragt,
er da en gemeen ulden Jakke og Skiørt, et dobbelt Klæde
kastet over hendes Hoved og fæstet under Hagen, en sort
fittet Nat=Hue, og et grovt Lærrets Forklæde, saa at e
skulde snarere tage hende an for en Arbeyds Qvinde. Hun
giør sig ey heller nogen Betænkning over at fornedre sig til
det groveste Arbeyde, som ligger til saadan Handtering;
thi saa stor er hendes Lyst til Reenlighed, at jeg har ofte
seet hende ligge paa sine Knæ og skure Fyrstedet, og stænke
Viinedike og Valke=Leer over Bordene.
Denne ugemene Ombyggelighed hos min Kone for
af holde hendes Værelser reene, og den Omsorg hun har
for at bevare hendes Boeskab, giør mit Huus gandske u¬
brugbart, og betager mig al den Magelighed og Frihed,
som er den fornemste Beqvemmelighed man har i sit eget
Hiem. Jeg maae behielpe mig med de allersletteste Ting,
paa det de smukkere Stykker af Boeskabet maae blive ube¬
sudlede og kand altid viises frem til Stats og Pragt. Jeg
faaer aldrig Lov til at spiise paa noget bedre end hollandsk
Steentøy, paa det Fadeburets Orden, der er udstafferet
med allehaande Chinesisk Porcelain, skal ikke bringes af
lave; og sandeligen min Hustrue giør sig en særdeles Ære
af hendes kløgtige Indretning i denne Post, da hun iblant


det øvriget Porcellain har hensat noget gammelt og ubruge¬
ligt, men stillet det op paa saadan en Maade, at man ik¬
ke kand see Strægerne af det hvide Cement, som holder de
brækkede Stykker tilsammen. Jeg maae drikke mit Øl af
et Leer=Kruus, endskiønt en stor Mængde Sølvtøy bliver
ideligen viist frem i Skænken; da alt Boeskabet, undtagen
naar vi have Sælskab, er svøbt ind i Papiir, ret ligesom
Familien, hvilken det tilhører, var reyst ud paa Landet.
Med et Ord, min Herre, enhver Ting, som er anstændig
og reenlig, er for god til at bruges, at det skal ikke blive
skident; og jeg lever, med alle Beqvemmeligheder ved Haan¬
den, uden at have Magt til at benytte mig af nogen af dem.
Jeg har smukke Værelser, men er næsten bange for at kom¬
me ind i dem, jeg har Sølvtøy, Porcelain, og det aller¬
vakkerste Boeskab, men maae ikke bruge det; hvilket er li¬
gesaa latterlig en Urimelighed, og næsten lige saa stor en
Plage, som om jeg havde Hænder uden Magt til at røre
dem, Syyn, Lugt, Smag, uden at tillades at benytte
mig af dem, og Fødder uden at have Lov til at gaae.
Saaledes, min Herre, giør denne umaadelige Lyst
til Reenlighed, der har saaledes taget Overhaand hos min
Hustrue, at vor Familie lever i en bestandig Ureenhed; og
omendskiønt vi ere forsynede med alle fornødne Ting, ere
vi dog underkastede alle Uleyligheder. Men hvad som giør


det endnu meere besværligt, er at det har været en latter¬
lig Aarsag til mange andre Fortrædeligheder. Hun er un¬
dertiden blevet vreed fordi jeg har gjordt urøddeligt i Stuen,
ved at kaste mine Strømpebaand paa en Stoel, eller hæn¬
ge min Perryk paa en af de forgyldte Lyse=Arme. Da jeg
engang havde været saa ulykkelig at spilde en Flaske Blæk
paa et af de beste Gulv=Tepper, kunde jeg ikke stille hende
tilfreds i en heel Maaned; og jeg havde neppe faaet hende
god igien, førend jeg atter var saa uhældig at løbe imod
Tieneren, da han kom ind med Middags=Maden, og kaste¬
de en Skinke og Ærte=Pudding paa Stue=Gulvet. Den¬
ne overmaade store Reenlighed havde og engang nær kostet
mit Liv; thi da jeg laae syg af en Feber, meente min peene
Hustrue, at det vilde forfriske mig, og befalede derfor at
mit Senge=Kammer skulde toes og skuures; og den sam¬
me alt for store Reenlighed var illigemaade Aarsag til at
vi mistede en meget anseelig Arp.
En rig gammet Morbroder, som vil kunde vente store
Midler efter, kom i forrige Sommer her til Staden for at
besøge os; men omendskiønt han havde reedet over tred¬
sindstyve lengelske) Miile den Dag, maatte han dog staae
uden for i Gangen, indtil hans Støvler vare dragne af,
paa det han skulde ikke skidne det Tyrkiske Gulv=Teppe.
Da vi havde faaet Aftensmad, vilde den gamle Herre,


som han stedse plehede, røge sin Vibe Tobak, men dette
maae J troe kunde ingenlunde tillades, saasom den hæsli¬
ge Tobaks=Stank kunde aldrig faaes ud af Værelset og
Bosskabet igien; og det var med stor Nød at min Hustrue
vilde endog taale at han gik ned og røgte sin Pibe i Køkke¬
net. Vi havde intet Værelse at legge ham i, undtagen et
Loft=Kammer med bare Vegge; efterdi det Sirtses Sen¬
ge=Kammer var i Sandhed for peent for en skiden Landsby¬
Herremand. Saadan foragtelig Medfart gik min gode
Morbroder meget nær, men han havde ikke været hos os
en Dag eller to, førend min Hustrue og han kom i aaben¬
bart Klammerie ved følgende Leylighed. Det hændte sig,
at han havde bragt med sig en Støver, som han holdt me¬
get af; hvilken, saa snart han kom, blev strax indsluttet i
Kul=Kammeret, men da Hunden havde fundet Leylighed til
at slippe ud, sneeg han sig hemmeligen op af Trappen, og
(foruden andre Tegn paa hans Uhøviskhed) havde gandske
roligen strakt sig ud paa en Carmosin Damaskes Canape.
Min Hustrue dømte ham ikke alleeneste til at pidskes, men
paastod og at Misdæderen derefter skulde hænges op; men
da hans Herre lagde sig der imellem og bad for ham, kom
de saa stærkt i Ord sammen, at min Morbroder lod sin Hest
sadle og soor paa, at han aldrig meere vilde mørkne vore
Døre saa længe han levede. Han reyste hiem og døde to
Maaneder derefter, men saasom han kunde ikke tilgive den


slette Modtagelse, som baade han og hans Hund havde
fundet i vort Huus, saa havde han forandret sit Testa¬
ment; i hvilket han tilforn havde gjordt mig til sin eneste
Arving. Jeg er,
min Herre,
eders ydmyge Tiener,
Peter Plaial.


Bie=Kuben.
No. 250.
Torsdagen den 15 October 1761.
Af the World No. 98.
D¬
et giver mig stor Fornøyelse, at jeg kand i denne Dage
Blad ønske den polerede Deel af mine Med Under¬
saatter af begge Kiøn til Lykke, med den prægtige Forny¬
else af den høyst fornuftige Tiidsfordriv, en Jtaliænsk Ope¬
ra. J nogle Aar har den syntes at skrante, saa at jeg var
meget bange, at de frugtesløse Bestræbelser, som den fo¬
retog Tiid efter anden, vare Convulsioner af dens sidste
Døds=Kamp. Men nu sees det, og visseligen meget til
dette Lands Ære, at vi have endnu alt for mange Beskyt¬
tere og Beskytterinder af de frie Kunster, til at lade Mu¬
siken, som den frieste af dem alle, undergaae formedelst
Mangel paa tilbørlig Opmuntring.


meget vel, at Jtaliænske Synge=Spil have
Jeg veel
ofte været haanligen beleete af mange af vore vittigste Ho¬
veder; og beskuede alleneste paa een Side, maaskee ikke u¬
den nogen Aarsag. Men saasom jeg betragter alle offent¬
lige Forlystelser blot i henseende til de Virkninger, som de
kand have over det Almindeliges Sæder og Levemaade,
saa tilstaaer jeg, at jeg ærer de Jtaliænske Synge=Spil,
som den uskyldigste af alle.
Den strenge Monsieur Boileau fordømmer med rette
de franske Synge=Spil, hvis Moraler han kalder
Morale lubrique,
Qve Lully rechaussa des sons de sa musigue.
Men saa bør det betænkes, at franske Synge=Spil ere al
tiid i fransk, og følgeligen kand forstaaes af mange franske
Folk; og at de ere vakkre dramatiske Tragoedier, prydede
med alle Yndigheder af Poesie og vellydende Harmonie;
og kand formodentligen opvække alt for kælne, om ikke vel¬
lystige Tanker. Kand de Jtaliænske Synge=Spil beskyldes
for noget saadant; Aldeles ikke. Var end og det, som
kaldes Poesien deri, forstaaeligt i sig selv, saa vilde det
dog ikke begribes af en iblant halvtredsindstyve af engelske
Tilhørere; men jeg troer, at endog en Jtaliæner af al¬
mindelig Oprigtighed vil tilstaae, at han forstaaer ikke et
Ord der af. Det er ikke Hensigten af Tingen; thi skulde
den sindrige Forfatter af Ordene, ved en Forseelse, legge
nogen Meening i dem, da vilde han, i en vis Grad, tvin
ge og binde dens Genie, som sætter Musiken dertil, hvil¬
ken maaskee vilde agte sig forpligtet til at indrette hans To¬
ner efter Meeningen; da han derimod har nu fuldkommen
Frihed


Frihed til at udstrøe i Fleng, iblant hans Konger Dron¬
ninger, Helte og Heltinder, hans Adagio, hans Allegro,
hans Pathetiske, hans Chromatiske og hans Giqver. Det
vilde iligemaade blevet en Tvang for Sangerne og San¬
gerinderne, som mueligen maatte have foretaget sig at
indrette deres Action efter Meningen af deres Roller;
men som det nu er, dersom de kun synes, vexelviis, at være
vrede eller bedrøvede i de to første Acter, og meget lystige
i den sidste Stene af den sidste Act, da ere de visse paa at
finde deres velfortiente bifald.
Signor Metastasto begyndte for nogen Tild siden paa
et meget farligt nyt Foretagende. Han forsøgte med Læm¬
pe at bringe nogen fornuftig Mening ind i hans Synge¬
Spil; men det fandt ikke bifald; Følgerne vare aabenba¬
re, og ingen vedste hvor vidt de vilde gaae.
Boetens gandske Kunst og Skiønsomhed bestaaer nu g
at udsøge henved et hundrede Ord, (thi Synge=Spillets
Ordbøg overgaaer ikke det Tal) som endes med Stavelser af
visse Bogstaver, og rime sig med hinanden. Disse Ord op¬
vække Begreb hos den Hørende, endskiønt de vare ikke en
Virkning af noget Begreb hos Poeten. Saaledes det Ord
Tortorella, naar det strækkes ud i en Trille af en fierdedeel
Time, opvækker i os Begreb om en inderlig og troefast
Kiærlighed; men dersom det ord Navicella følger derefter,
da viger det forrige angenemme Begreb for et meere stor¬
mende og grueligt Begreb om en Baad, (det er et Hierte)
som kastes hid og did af Vindene og Bølgerne paa Kiærlig¬
heds vilde Hav. De Haandkløver og Lænker, i hvilke
Helten gemeenligen lader sig see i Slutningen af den anden,


eller i Begyndelsen af den tredie Act, tilkiendegive at han
er en Fange; og naar de blive tilbørligen ringlede med et
bevægeligt Stykke af et Recitativ paa questi ceppi, ere virke¬
ligen meget rørende, og opvække en Lyst til Frihed. Kand
nogen Ting være meere uskyldigt, eller meere moralsk end
denne musikalske Pantomime, i hvilken der er ikke et ene¬
ste ueanstændigt Ord eller Gierning, men hvor, tvertimod,
de ædelmodigste Tanker (endskiønt ufuldkommeligen) blive
fremførte og indprentede.
Jeg var virkeligen engang bange, at disse Tiders alt
for støre Frihed havde endog besmittet Synge=Spillet; thi
i det Stykke som kaldes Alexander, da Helten gik ind i
Heltindens Kammer, fandt han hende siddende i en Læne¬
Stoel og tage sig en Bluun. Fristet ved saa megen Skiøn¬
hed, og lokket ved saa gunstig en Leylighed, nærmede han
sig sagteligen og stiaal et Par Handsker. Jeg tilstaaer at
jeg var bange for Følgerne af dette dristige Foretagende;
og det saa meget meere, eftersom det skeedte af den berøm¬
te Signor Senesino. Men alting gik meget vel af; thi
Helten lod sig nøye med at give det gode Sælskab en Sang,
i hvilken han erklærede, at de Læber han havde nyligen kyf
set vare et Par Rubiner.
En anden god Virkning af de Jtaliænske Synge=Spil
er, at de hielpe overmaade meget til at gaae betimeligen
i Seng, efterdi den heele Forsamling af Tilhørere (skiønt
store Elskere af Musik er saa keed førend de ere halv, og
saa søvnige førend de ere gandske ude, at de skynde sig hiem
det snareste de kand, saasom de ere alt for dorske til at søge
friske Forlystelser den Aften.


Efter at jeg saaledes har reddet disse fortræflige Mu¬
fi kalske Skue=Spil fra den ubillige Foragt, hvor med nog¬
le Folk af en pøbelagtig og slet Smag have søgt at giøre
dem latterlige, saa maae jeg nu videre tilbørligen tale om
de Virtuosor og Virtuosar, som spille dem. Men jeg
troer det vil være fornødent, for mange af mine Engelske
Læseres skyld, at sige i forvey en, at Virtu iblant de nyere
Jtaliæner bemærker intet mindre end hvad Virtus bemær.
kede iblant de gamle, eller hvad Virtue (Dyd) bemærker
iblant os; tvert imod, jeg maatte sige, at det bemærker
næsten alt andet end det. Følgeligen have disse ærværdige
Titler ikke den mindste Hensigt til Personernes moralske Ca¬
rakter. De betegne alleeneste, at disse Personer (begavede,
nogle af Naturen, og nogle ved Kunsten, med gode Stem¬
mer) have fra deres Barns Been opofret deres Tiid og de¬
res Møye til syv Noders adskillige Forbindelser; et Stu¬
dium, som maae utvilagtigen have dannet deres Sind,
udviidet deres Begreb, og have gjordt dem til saadanne
Folk, i hvis Sælskab man finder stor Fornøyelse og Underviis¬
ning; og som saadanne, fornemmer jeg at de billigen søges,
modtages og afholdes af Personer af den første Rang.
Saasom disse berømmelige Personer komme hid over ik¬
ke med nogen sulten Hensigt at vinde, men alleeneste per
far piacer a la nobilita inglese, det er, for at fornøye den en¬
gelske Adel, saa ere de overmaade gode og føyelige imod


disse af bemeldte Adel, ja end og andre fornemme Folk,
som ere begierlige efter at indgaae et fortroeligt Venskab
med dem. De ville, for et got Ord, spise til Middag eller
Aften, eller fordrive den heele Dag hos Folk af en vis Stand,
og maaskee synge eller spille, om de høfligen bedes. Ja,
jeg har kiendt mange af dem saa gode, at de have levet to
eller tre Maaneder om Sommeren paa Herregaardene hos
nogle af deres Høyadelige Venner, og derved forlindret
for Fruen og hendes Døttre, den gruelige Keedsomhed paa Lan¬
det og Stamme=Godset. Mange af deres fornemste Velynde¬
re og Velyndersker have forsikkret mig at de ere alle de beste
Folk i Verden; og fra Signor Cavaliero Nicolinis Tiid
og indtil denne Dag, har jeg stedse hørt de adskillige store
Sangere, saasom Farinelli, Carestini, Monticelli, Gaffa¬
rielli, saavelsom og Sangersker, Signore Cuzzoni,
Faustina &c. meget meere priises for deres Belevenhed, ar
tige Opførsel, og alle gode Forstandens og Hiertets Egen¬
skaber, end enten for deres Musikalske Dygtighed eller for
deres Sang og Action. Jeg veed endog, at disse deres
Sælskabelige Dyder have gjordt deres Beskyttere og Be¬
skytterinder meget forlegne, hvorledes de skulde belønne
slig Fortieneste. Men til al Lykke kom Frie=Operaer dem
til Hielp, hvorved de fik Leylighed til at give, med al til
børlig Agt, til den Person, som skulde allene nyde den
Aftens Jndkomster, i stedet for en Opera=billet, en ansee¬
lig Banco=Seddel, en Guld=Daase, en Demants Ring,


eller nogen saadan
Bagatel.
at haabe, at den be¬
rømmelige Signor Farinelli (*) har endnu ikke forglemt de
mange Prøver han har nydt paa den engelske Gavmildhed;
thi det er gandske vist, at mange private Familier erindre
dem endnu.
Alt dette er ganske vel; og jeg holder storligen dermed,
saasom jeg er i mit Hierte en Ven af Religions Frihed og
Naturalisation. Men imidlertid, saasom de beste Ting
kand lade sig forbedre, ved visse Indretninger og Vilkaar,
saa skal jeg nu foreslaae tvende; den ene angaaer det Al
mindelige, den anden særdeles Personer. Jeg vilde gand¬
ske vist tage vel imod disse ærværdige Giæster; men jeg vil
de ingenlunde at de skulde drage fra mig, som det alt for
snart og alt for ofte skeer. Nogle af dem, naar de have
faaet ti eller femten tusende Pund her, begive sig ugunsti
gen bort og kiøbe sig Jordegods i deres eget Fæderneland;
og andre blive forførte fra os, ved indstændige Anmodin.
ger fra nogen stor Potentat, at komme over og anordne
hans
() Jeg har ellers læst men erindrer ikke hvor) om denne Larimelli,
at da han i en kort Tiid havde sanket sig i Engeland, foruden hans
prægtige og kostbare Levemaade, femten tusende Pund og dero¬
ver, reyste han til Holland, og kiøbte sig et anseeligt Herre-Gods
og til en ævigvarende taknemmelig Erindring om hans Velgiørere
i Engeland, ved hvis u-maadelige Gavmildhed han var sat i den¬
ne Herlighed, lod han over sin Port udhugge og med forgyldte
Bogstaver skrive, La Folie Angloise.


hans Forlystelser, og have Sted i hans Raad. Dette er
ikke alleneste et stort Tab for deres særdeles Venner, Ade¬
len og andre fornemme Folk; men og for Nationen i al,
mindelighed, i det vores Musikalske Commerce derved li¬
der stor Afbræk. Jeg vilde derfor ydmygst foreslaae, at
der, saa snart nogen af disse dyrebare Fremmede var kom
met, skulde udstædes et Udførsels Forbud, for at holde
dem her. Den anden Post, som jeg udbeder mig Tilladel¬
se alleeneste at røre ved, efterdi den angaaer ikkun særdeeles
Personer, er, at ingen Virtuoso, hvis Stemme er under
en contralto, skal tages ud paa nogensomhelst Families
Herre= eller Lyst=Gaard; meget mindre nogen føør bred¬
skuldret Violinist, Dulcianist, eller Bass=Violist (*), som
ikke engang giv er sig ud for at synge, eller, om han giør
synger en grov Tenor, eller en forfærdelig Bass. Føl¬
gerne kand være alvorlige, men i det mindste lader det
ikke opbyggeligt.
(*) Det er ikke alleeneste Sangere og Sangerinder, som komme fra
Jtalien til Engeland, og fortiene store Penge; men og andre,
som ere Virtuoser paa et eller andet Instrument, og ligeledes
i en Vinter eller to sanke anseelige Midler.


Bie=Kuben.
No. 251.
Torsdagen den 22 October 1761.
Af the Connoisseur No. 137.
Hunc eomedendum & deridendum vobis propino.
Her er et Epicurisk Sviin,
Hos hvilken lækker Mad og Viin
Gaar dagligen i Løbet.
O! æder, drikker med den Nar,
Og naar han eder fyldet har,
Da leer ham ud i Kiøbet.
Til Mr. Connoisseur.
Min Herre,
H¬
vilken mættende Føde er Kiærlighed, naar Ægte¬
skab er Sausen dertil! siger Sir John Brute (*).
Men dersom han havde været gift med saadan en Epicurisk
(*) J en engelsk Comoedie, kaldet The provohed Mise.


Æg tefælle, som jeg er bundet til, da vilde disse Talemaa¬
der, som smage af Køkkenet, været naturlige, i Stedet for
forblommede. Vi leve i et Land, som virkeligen flyder
med Mælk og Honning, og holde i vort Huus Giæstebud,
for alle Kommende og Gaaende. Vi sætte os næsten aldrig
til Bords mindre end tyve eller tredive Personer, og me¬
get ofte med meere end dobbelt saa mange Retter. Kort
sagt, min Herre, saa megen Tractering har foraarsaget
mig Væmmelse.
Jeg seer, at der ere hist og her i eders Blade indførte
adskillige Beretninger om private Familiers smaa Uleylig¬
heder og Huus=Anliggende. Saasom J har hørt efter man¬
ge Klagemaal fra Ægtemænd, saa haaber jeg at J vil ik¬
ke undslaae eder for at give agt paa en Hustrues ydmyge
Forestilling; Da J maae være forsikkret, at den eneste
Aarsag, hvorfor jeg saaledes frembærer min kiære Lord som
en ny Ret til at fornøye det Almindeliges Smag, er at
tæmme (om det er mueligt) hans hæftige Lyst til at give
hans Venner Tractementer af en anden Art; thi dersom
denne Lyst holder meget længere ved, da maae den æde os
ud af Huus og Hiem.
De prægtige Giæstebude, som Timon af Athenen
gjorde, eller de Fortællinger vi have om den gamle Engel¬
ske Giæstfrihed, vilde ikkun give eder et svagt Begreb om
den


den idelige Sværm og Overdaadighed i vor Familie. Bort
Huus er altid forsynet med saa stort et Forraad af Æde¬
og Drikke=Vare, som en Garnison der venter en Beleyring,
og disse end af det allerdyreste og umaadeligste Slags. Ortu
saner og Snepper ere saa gemene som Spurrer, og Foreller
ere neppe en større Raritæt hos os end Horker eller Tobiser;
da derimod Skildpadder og Vildt blive anseete som Greene
af Borgerlig Overdaadighed, der neppe fortiene at komme
i Betragtning, iblant de mange andre lækkre Ting, som
vi svimme i. Skribentere, siger man, (J vil tilgive mig,
Mr. Connoisseur) blive siælden antagne til store Giæstebude,
og jeg kand forsikkre eder, at det er ikke læt for nogen, u¬
den dem som ere nærværende, at forestille sig den Pragt
og Overdaadighed, som sees i vort Huus. Jeg selv er dømt
til at sidde ved den øverste Ende af Bordet, medens My¬
Lord sidder ved den anden Ende, i Angest og Bekymring
formedelst mine bagvendte Forseelser i at legge for. J
maae vide, at jeg blev opdraget hos en Faster paa Landet,
som var en god Huusholderske, der lærte mig at sylte og
legge ned allehaande Frugter, og gav mig, efter mine
Tanker, et temmeligt Begreb om at koge. Men, ah! end¬
skiønt jeg forstaaer mig paa jævnt kogt og steegt, og har
en meget god Kundskab om en Pudding, saa veed jeg dog
ofte aldeles ikke enten Naunene eller Jndholdet af de læk.
kre Retter, som staae for mig; og har bildt mig ind at
Fisk var Fugl, og taget en petit patee for en gemeen Kiød¬
Postey.


Postey. Jmidlertiid lader My Lord see sin fine Smag;
at dømme om enhver Ret, og med et skiønnende Smak
giver sin Betænkning om Viinens Lugt og Kraft; i al den
Tiid ikke lidet omhyggelig for at alting gaaer meget ordent
ligen til med de Fade som skal fløttes til Side, og med Ind¬
skuddene, at de sættes paa deres rette Steder. Rød Viin,
Burgundie= og Champagne Viin flyder ligesom tyndt Øl;
ja end og Hermitage og Tokayer=Viin svælges med lige saa
liden Betænkning, som Portugies Viin (*). For at forø¬
ge alt dette, har man høysturi meligen indført den Franske
Vane at opvarte med Liqveurs, hvilke bestaae næsten af
saa mange Slags, som der findes paa Fortegnelsen fra et
Destillere=Huus?Med et Ord, et hvert almindeligt Maal
tiid hos os er et Giæstebud, og naar vi have hvad My Lord
kalder et Tractement, da er det et fuldkommen Fraadserie.
Men der er ingen Deel af denne forfærdelige Bekost¬
ning der gaaer mig saa nær som de store Summer der lat
terligen forødes paa en Desert. Dette Stykke af Daar¬
lighed og umaadelighed kunde ikke være andet end et fælles
Paafund af en Franskmand og en Sukker=Bager. Efter
at Appetiten er blevet fornøyet med meere væsentlig Føde,
saa bliver dette Snee=Moos=Spilleverk baaret frem, for¬
nemmeligen for at føde Øynene; ikke at de Materialier,
8 som
Denne Viin er den almindeligste i Engeland, efterdi den ko¬
ster mindst.


som Deserten er sammensat af, ere jo lige saa kostbare,
som de adskillige Ting hvoraf Maaltidet selv var tillavet;
og jeg vil overlade til eder selv at dømme om Resten, naar
jeg har sagt eder, at My Lord bilder sig ind at være en
fortræflig Huusholder, i det han har bragt det saa vidt,
at hans Drive=Huus koster ham ikke meeere end tusende
Pund om Aaret; hvilket ikke vil agtes for dyrt af dem som
ere Elskere af udenlandske Frugter, efterdi vi have Ana¬
nas i saa stor Overflødighed som gyldene Pippins eller
Nonpareils.
Man vilde tænke, at det første, som udkræves i at
æde, var Umaadelighed; og at man, for at have alting
meget got, maae bringe det frem paa en Tiid af Aaret,
da det ikke ellers er at faae. Derfor er en af de fornemste
Nytter af vort Drive=Huus at forvende Naturens Orden,
og at giøre Vinter til Sommer. Vi skulde skamme os ved
at see grønne Erter paa vort Bord, saa længe de kand faaes
paa Torvet; men vi spare ingen Omkostning for at skaffe
os en god Mængde, paa vore Mist=Bedde, ved Jnule¬
Tider. Vi finde ingen Smag i Agurker om Sommeren,
naar de ere ikke rare, men vi drage Omsorg for at have dem
drevne i November. Men My Lord giør sig meest til af
de Forbedringer, som han har gjordt i hans Champignon¬
Bedde; hvilke han endeligen har bragt til saa stor Fuld¬
kommenhed, at vi, ved HesteMøg, og ved at bringe So¬


lens Straaler med Kunst igiennem et Brænde=Glas, kand
fremdrive saa mange Champignoner som vi ville, af den
rette Jtaliænske Art, i en Tiid af to Timer.
Fra Drive=Huuset kand vi meget naturligen gaae over
til Kokkenet; og ligesom i det første alting maae drives frem
paa den urette Aarets=Tiid, saa maae alle Ting i det sid¬
ste lide sælsomme Forvandlinger. Den sædvanlige Forskiæl
paa Fisk, Kiød og Fugl, er gandske udrøddet, og intet
kommer paa Bordet under sin egen Skikkelse og Naun.
Det er umueligt at forestille sig, hvilke store Summer der
smeltes bort i Sauser! Vi faae hvert Aar en Lading Skin¬
ker fra Vestphalen, alleeneste for at uddrage Kraften af
dem til vore Supper; og vi slagte hver Uge et par Raa¬
Bukke, for at giøre en Coulis af Køllerne. Et halv Dosin
Kalkuner ere blevne dræbte paa een Dag, alleneste for
Vingernes skyld; jeg veed at en heel Fiske=Dam er blevet
trækket, for at forskaffe en Ret Karpe Tunger; og at ti
Lamme=Fierdinger ere blevne skamferede raa, for at ud¬
giøre en Ret af Pave Øyne (*).
J vil forestille eder, at de medfølgende Kielder Udgif
ter ere ikke mindre umaadelige; og, sandeligen, det er ikke
nok, at vi have Overflødighed af de beste Franske og Jtali¬
ænske Vine, chvilke, jeg her hos maae sige, kiøbes paa
Ste¬
ey) Dene skal være et lidet fedt Sykke, som sider inden i Bag¬
fierdingen af Lam, og holdes for en meget lækker Mundfuld.


Stedet for meget høy Priis) men vi maae have adskillige
andre Slags af de allerkostbareste, og følgeligen af den al
lernydeligste Lugt og Smag; og omendskiønt der er kun
blevet nippet til enhver af dem, naar de have gaaet rundt
om for at smages af Sælskabet, saa maae dog de samme
Flasker aldrig komme en anden gang paa Bordet; men de
blive borttagne, som Sportler, af Kieldermesteren; som
sælger dem til Viintapperen, der sælger dem igien til My¬
Lord. Herforuden, har My Lord nyligen gjordt en umaa¬
delig Bekostning paa at anlegge et Drive=Huus til Ana¬
nas, for at giøre et Forsøg paa at bereede Most af denne
Frugt; hvilket han haaber skal ikkun koste ham lidet meere
end tre gange saa meget som Champagne=Viin. Hertil
maae jeg og legge hans Jiskielderes Omkostninger; thi om
endskiønt disse blive forsynede med en Ting, som faaes hos
os selv, og som i Førstningen koster intet; saa tør jeg dog
sige at enhver Draabe Vand kommer os saa dyrt, som den
kostbareste af vore Viine.
Saasom jeg har sagt eder, at alle vore Brikke Vare
ere af udenlandsk Vext, og alle vore Retter kaldes med
udenlandske Navne, saa vil J læt begribe, at vor Huus¬
holding bestaaer fornemmeligen af Udlændige. Vores
Maitre d Hotel er en Franskmand: Kieldermesteren, som
ikke gaaer i Liberie, og hans to Kielder=Svenne ere Fransk¬
mænd. Køkken=Skriveren er en Franskmand; og Mon¬
sieur Fricando, Mester=Kokken, er gandske vist en Fransk¬


mand. Denne Herre skidner aldrig sine Fingre med at
røre den mindste Vid af nogen Ting; men giver sine befa¬
linger (ligesom en General) til fire Under Kokke, som ilige¬
maade ere Franskmænd. Bageren, Conditoren, Kokke¬
Drengene selv, ja end og den Karl, som passer paa Hønsene,
ere allesammen Franskmænd. Disse, maae J troe, nyde
meget stor Løn; og omendskiønt Monsieur Fricandd hav¬
de saa meget som en Capitain ved et gevorben Regiment,
saa blev My Lord dog tvunget til at give ham dobbelt saa
meget da denne Krig begyndte, og tillade ham hans Re¬
ligions frie Øvelse, paa det han skulde ikke drage ud af
Riget.
Det giør mig ondt at jeg endnu maae sige, at denne
Ære, som My Lord søger i at holde et got Bord, har mær¬
keligen formindsket hans Midler, og endnu i denne Som¬
mer har han været nødt til at fælde alt Tømmeret paa
hans Gods, for, saa at sige, at holde hans Skorsteens
Jld ved lige. Den eneste Fornøyelse, som han mueligen
kand have af alle disse Udgifter, er den forfængelige Roos,
at der siges: "Jngen tracterer herligere end My Lord-
og at han maaskee undertiden kand læse i Aviserne, at paa
et den eller den Dag har den Høyvelbaarne My Lord
givet et stort Tractament paa hans Gaard i -, ved
" hvilket de fornemste Stats= og udenlandske Ministere va¬
"re tilstæde.
Jeg er, min Herre,
eders ydmyge Tienerinde &c.


Bie=Kuben.
No. 252.
Torsdagen den 29 October 1761.
Af the World No. 75.
A¬
f alle det menneskelige Sinds Passioner er der ikke een
vi tillade saa megen Frihed som Foragt. Men til at
bestemme, hvilke de ere, som med rette fortiene at forag
tes, maae mueligen udkræves en større Grad af Klogskab
og Jndsigt, end de fleeste Mennesker besidde. Hposom¬
helst retter sig efter Verdens Mening, vil ofte blive
bedraget, og hvosomhelst modsiger Verdens Mening,
hvilket jeg nu er i færd med at giøre, vil ligesaa ofte blive
foragtet. Men det er en offentlig Skribents Pligt at sæt¬
te sig imod almindelige Vildfarelser; en Pligt hvilken jeg
paalagde mig selv, da jeg begyndte dette Skrift, og hvil¬
ken jeg skal være færdig til at efterkomme, saa ofte som jeg
seer Leylighed der til.


nde Tiid mit Forsæt, at hand¬
Det er ikke paa nær
le om særdeles Personer, og om den Foragt, som de ere
tilbøyelige til at have for hinanden; min Hensigt strækker
sig meget videre; den er at redde ikke mindre end tre store
Laug af Mennesker fra den ufortiente Foragt, som de hol¬
des i, næsten af alle brave Folk i Engeland, og at anbefale
dem til bemeldte brave Folk, at de ville ynkes over og ha¬
ve Medlidenhed med dem. De tre store Laug jeg taler om,
og hvilke tilhobe betragtede, udgiøre i det mindste en fierde
Deel af Hans Majestæts Undersaatter, ere Præster, Skri¬
bentere og Hanreyer. Jeg skal betragte enhver af disse
Classer i den Orden som de staae udi, og begynde paa Præ¬
sten, som den hæderligste af de tre.
Og omendskiønt det kand ikke negtes, at denne Profes¬
sion har sin Oprindelse fra saa udklappet en Ting som Re¬
ligion, hvilken jeg ikke her har i Sinde at overtale mine Læ¬
sere til at troe, efterdi jeg har den Tanke, at disse mine
Blade have Adgang i Familier, der ere alt for polerede til
at bekymre sig om sligt; saa haaber jeg dog at vise og over¬
beviise mine Læsere, at en Præst er ikke gandske saa forag
telig en Carakter, som man almindeligen bilder sig ind.
Jeg veed at det er paastaaet til hans Forsvar og Und¬
skylding, at, omendskiønt han ulykkeligen er opdraget til
Religionens Handel, saa har han dog høyere Begreb hos
sig selv, og hverken troer eller giør hvad han efter sit Em¬
bede er forbundet til at lære. Men dersom jeg end tilstaaer
at dette Forsvar er partiisk paa hans Side, og at en Præst
vi rkeligen og i alle Maader troer og giør som han lærer,


saa tilstaaer jeg dog ikke, end og i dette Fald, at han for¬
tiener all den Foragt, som Folk ere villige til at kaste paa
ham; fornemmeligen dersom vi tilbørligen undersøge, hvor
overmaade indskrænket hans Opdragelse har været.
Medens store Mænds Sønner tillades all Frihed af
deres Hofmestere og deres Moders Piger hiemme, saa
bliver den bestemte Præst indsluttet og strængt holdt i
Skole; hvorfra han har den Vanlykke at blive sendt
lige til Academiet, hvor han maaskee forbliver en halv
snees Aar, og slæber møysommeligen over hans Colle¬
gier; og hvor han, formedelst Penge=Mangel, maae
beklage med Milton:" At et evigvarende Mørke om
giver ham, at han er afskaaret fra Menneskenes for¬
nøyelige Veye; og i Stedet for den sande Kund¬
skabs Bog, faaer han et Blad reent Papiix.
Hvilket er saa meget som at sige, at han er gandske i
Mørke, ihenseende til hvad der skeer uden for ham i
Verden; og at medens andre Mandfolk gaae frem paa
de fornøyelige Veye i at hore, drikke og spille, og at
forbedre deres Sind og Forstand ved Mr. Hoyles Kund¬
skabs Bog E*), saa er den heele Verden som et Blad
reent Papiir, eller en Niet for den arme Præst, som
efter al Formoding bliver gammel i et Landsby=Capel¬
lanie, og har Herremanden i Sognet at takke for al den
Kundskab han har om Menneskene. At saadan en Præst,
end og om han troede enhver Artikel i den Christelige
Tx. 2
Lær
(*) Dette er en Bog, som handler om de iblant fornemme Folk
meest brugelige Spil i Engeland, saasom Whist, Brag, &c.
ligesom hos os Piqvet og Lombre=Bogen.


Lærdom, og levede efter hans Tro, fortiener ikke i at¬
le Maader at foragtes, er virkeligen min Mening. Thi
omendskiønt en Tindals, en Tolands og en Woolstons
Beviiser (*) maae være komne ud til ham i hans Capel¬
lanie, saa blive de dog ikke altiid og allevegne anseete
som Beviiser, uden af disse, som læse dem i Staden;
og endog der maae en Mand have søgt godt Sælskab,
og taget fuldkommen Deel i de brugelige Forlystelser
(hvilket faa Præster ere i Stand til at giøre) førend
han kand blive forvisset om, at de ere klare Beviiser.
Skribentere komme hernæst under Betragtning. Og
her maae jeg være overmaade varlig; paa det, da jeg
selv er en Skribent, jeg ikke skal røbe nogen Partiskhed
for Broderskabet. Men hvadsomhelst Menneskene end
ere blevne enige om at tænke om en Skribent, saa er
han dog ikke aldeles og alle Tider en Person der bør
foragtes. Tvert imod, dersom det kand beviises, (hvil¬
ket jeg troer at intet levende Menneske vil negte) at paa
den Tiid da han begyndte at blive Skribent, hans Val
vilde have ført ham til at vende sin Haand til Arbey¬
de, men at han havde hverken Penge til at kiøbe, eller
Credit til at forskaffe sig en Skammel, Børster og Skoe¬
Vox; saa haaber jeg at han maae antages iblant dem
som
Disse Skrifter, som deels bestride, deels bespotte den Chri¬
stelige Religions Hoved=Lærdomme, blive af Fri=Tænkere, Re¬
ligions=Spottere &c. agtede meget høyt, og anseete som u-om¬
stødelige Beviiser mod Christendommens Sandheder.


som fortiene Medynk. Der kand vel møde det Spørs¬
maal, at dersom han har nogensinde været saa lykkelig
at han ved sine Skrifter har fortient saa meget at han
kunde legge en Daler op, hvorfor han ikke da har fore¬
taget sig at kiøbe ovenmeldte Verktøy? Men, i fald han
og havde forhvervet saa stor Riigdom, saa er det gamle
Ordsprog: "Engang en Hore, og altid en Hore, mindre
betydende end: "Engang en Skribent, og altid en Skri¬
bent; saa at en Mand der er overbeviist at være et
vittigt Hoved, er udygtig til Forretninger saa længe
han lever; ingen Kiøbstæd=Lære=Dreng vil betroe ham
til at afbørste sine Skoe, ey heller vil den fattige pyn¬
telige Junker sætte sin Fod paa hans Skammel, saa¬
som man har den Tanke, at, formedelst Mangel paa
Forstand i hans Kald, maae hans Skoe=Vox ikke due
noget, eller at han, formedelst Mangel paa Agtsomhed,
vil smøre det paa Strømperne i stedet for paa Skoe¬
ne. At næsten enhver Skribent vilde gierne slaae sig
til denne Handtering, dersom han havde kun noget at
begynde med, maae klarligen sees af alle dem, som
retsindigen betragte den naturlige Tilbøyelighed han ud¬
viser til at sværte.
Det være langt fra mig, eller nogen af mine Med¬
brødre Skribentere, at have i Sinde at forringe disse
Herrers Værdighed, som omgaaes med Skoe=Vox, ved
at nævne dem med os selv: vi kiende overmaade vel hvor
stor Forskiæl der er imellem os; og vi see med Misun¬
delse op til den Bestilling at pudse Skoe, medens vi
beklage vor umilde Lykke, i det vi ere dømte til at slæ¬


be i en mindre hæderlig Forretning. Men da vi ere
ulykkeligen udelukte fra Skammelen og Skoe=Børsten,
da er det visseligen meget haardt, at Verdens Foragt
skulde forfølge os, alleeneste fordi vi ere ulykkelige.
Jeg kommer nu omsider til Hanreyen, og jeg haa¬
ber at det vil ikke blive et meere vanskeligt Foretagende
at befrie denne Herre fra Foragt, end enten Præsten eller
Skribenten. Vel er det saa, at i forrige Tider, naar
det mellemstunder hændte sig at et Fruentimmer gav en
særdeles Ven Fortrinet for hendes Mand, da var det
sædvanligt at holde fornævnte Mand i nogen liden For¬
agt; thi saasom man tilstod, at Fruentimmerne forsto¬
de sig best paa at dømme om Mandfolk, og, ligesom i
dette nærværende Fald, Konen alleneste gav en Mands¬
person Fortrinet for en anden, saa vilde Folk gierne fal¬
de paa den Tanke, at hun havde nogen hemmelig Aar¬
sag til at giøre saa. Men i disse Friheds Dage, naar
en Kone, i stedet for een Ven, er høflig mod een og
tyve, da er det min ringe Meening, at hendes Hanrer
bør ikke meeere foragtes formedelst sligt Fortrin, end om
han var blevet berøvet af lige saa mange Straten=Rø¬
vere paa Hounslop=Heede. Man siger for et Ordsprog:
Een om een, og to om Fanden, og i det nærværen
de Fald bør enhver holde en Mand saa meget meere
undskyldt, naar der ere saa mange om ham.
Men for at giøre Hanreyerne Ære, vil jeg for¬
driste mig til at sige, at de bør oftere opvække Misun¬


delse end Foragt. Hvor tit skeer det ikke, at en Mand
har sin Kones Skrøbelighed at takke for sin Lykke? El¬
ler omendskiønt han skulde ikke nyde nogen Penge=For¬
deel af hendes Ukydskhed, hvor beqvemme ere de Cares¬
ser, som hun nyder af en Snees eller to Elskere, til
at formilde hendes Sind imod hendes Mands Et Fru
entimmer vil undertiden sætte saa høy en Priis paa
hendes Kydskhed, at hun ikke bekymrer sig om de an¬
dre Dyder, saasom Sagtmodighed, Fromhed, Taalmo¬
dighed &c. berøv hende den eene Dyd, og J giver hen¬
de alle de andre, saavelsom hendes Mands hans Ro¬
lighed igien.
Men at forbigaae alt hvad jeg har sagt, saa er
der endnu een Aarsag, hvorfor Hanreyer bør holdes i
Ære; og det er, den Agt og Ærbødighed som vi bør
have for Store Mænd. Dersom vore Overmænd ikke
skamme sig ved at være Hanreyer, da sømmer det ikke
deres Undermænd at begegne dem med Foragt.
Jeg skal slutte dette Blad med en Anmærkning o¬
ver de tre Carakterer, som jeg har umaget mig for at
giøre Tieneste, at efterdi vi ere Præsten forbundne for
at have noget at stikle paa (*); Skribenten forbundne
(*) Den Talemaade i det Engelske: ve are obliged to the Par¬
son for a Butt: giver mig Andledning til følgende Anmærkning:
Butt bemærker egentligen et Maal eller en Skive til at skyde


egle, og Hanreyen for¬
for at have noget at gie
bundne for hans Kone, saa er det den høyeste Grad
af Utaknemmelighed at holde nogen af dem i Foragt.
efter. J den første Deel af den Engelske Spectator (hvoraf
vi have to Deele i Dansk) No. 47. gives os saadan en Be¬
skrivelse derover, at det bemærker en Person, som i muntre
Sælskaber maae, (efter vor Danske Talemaade) holde Lyset,
og tiene de nærværende til Gækkerie og Latter. Men Mr
Fitz=Adam viiser i denne Talemaade, med sin sædvanlige
skiemtsomme Alvorlighed, at i Engeland, ligesom og paa man¬
ge andre Steder, naar disse kaadmundede Ordgydere, som
næsten besvære alle Sælskaber, ville lade see deres indbildte
Skarpsindighed og falske Vittighed, da ere Præsterne gemeen¬
ligen den Skive, hvorefter de udskyde deres fordervede Hierners
sløve Piile, alleneste for at opvække en Latter, som burde
med største Foragt, og med Forviisning af alle ærbare Sam¬
qvem, falde paa deres egne urimelige og uhøpiske Personer.


Bie=Kuben.
No. 253.
Torsdagen den 5 November 1761.
Af the World No. 39.
Til Monsr. Fitz=Adam.
Min Herre,
J¬
eg er et ungt Fruentimmer som ikke er født til store
Midler, men ved mine Forældres Godhed har den
Lykke at have faaet en god Optugtelse. Jeg har virkeligen
et smukt Ansigt, har en naturlig fornemme Anseelse, gaaer
saa vel som nogen, og min Moder har sagt mig, og jeg har
hørt Pigerne tusende Gange hviske til hinanden, at jeg er
en vakker Pige.
Jeg havde den Lykke for nogen Tiid siden, da jeg be¬
søgte nogle Venner paa Landet, at giøre et Hul i en Mands¬
Persons Hierte, som sad i den næste Stool hos mig i Kir¬
ken; og saasom jeg er uden Forstilling, vil jeg reent ud til¬
staae, at jeg blev ikke mindre slaaet. Jeg fandt Behag i
at beskue ham fra det første Øyeblik jeg saae ham; og det


var mig ikke en ringe Fornøyelse, at saa ofte jeg torde see
til den Side, fandt jeg hans Øyne stedse fæstede paa mine.
Saasom han var kiendt med den Frue, i hvis Huus
jeg var, saa var det ham ikke vanskeligt at giøre sig bekiendt
med mig. Jeg spurte efter hans Carakter og Beskaffenhed,
og man sagde mig, at han var en Herre, der ikke var hengivet
til nogen Last; at han havde smukke Midler, at han besad
stor Forstand, og et meget ædelt Hierte; men at han var
overmaade skarpsigtig til at see Fruentimmers Skrøbelig¬
heder. Denne sidste Efterretning stod mig ikke meget an;
men saasom jeg havde temmelig gode Tanker om mig selv,
saa tvilede jeg ikke paa, at jeg skulde saaledes besnære ham
med Beskeedenhed og Skiønhed, at han umueligen kunde
slippe fra mig.
For at være saa kort som jeg kand, han gjorde mig strax
derpaa formeligen Ægteskabs Tilbud, hvilket, efter de
sædvanlige Betænkninger, blev formeligen antaget. Der
blev skrevet til mine Forældre derom, og alting blev bereedt
til vor Lyksalighed, da Alphonso (thi saaledes vil jeg kalde
ham) blev ulykkeligen kaldet langt bort paa Landet til en
nær Paarørende, som laae for Døden. Han kunde ikke af
slaae denne grumme Begiæring, og han reyste bort, med
tusende Forsikkringer om en uforanderlig Kiærlighed.
Medens han var borte, hvilket var meget længere end,
jeg troer, nogen af os ønskte, kom den Mode op iblant
Fruentimmerne, at gaae med blotte Bryst og Skuldre;
og omendskiønt min Hud var meere bruun end hviid, og
jeg tillige havde den Vanlykke at have et stort Arr tverts
over mit Bryst, saa lod jeg dog strax tage sex Tommer bort
af mit Snørliv for og bag, og fremstillede mig for ham


ved hans Tilbagekomst saa nøgen som Moden nu var.
blev visse ligen meget forbauset derover, da han løb mig i
Armene med al den Begiærlighed som en længe fraværen¬
de Elsker kand udviise, at han pludseligen standsede for at
betragte mig, og efter at han havde alleneste givet mig et
koldt Kys, og spurt hvorledes jeg levede, satte sig ned i et
Qvarters Tiid, og derpaa ønskte mig en god Nat.
jeg kunde virkeligen aldrig giætte, hvad der maatte
være Aarsag til saadan en qvælende Forandring, førend jeg
næste Morgen blev underrettet derom ved følgende Brev:
Madam,
"At have ikkun een Feyl i eders gandske Person, og
at viise den frem for Verden med saa megen Umag, er
at røbe en Mangel paa den Klogskab og Forsigtighed,
uden hvilken Ægtestanden er almindeligen en Elendig¬
heds Stand. Jeg maae derfor tage mig den Frihed at
lade eder vide, at min sidste Besøgelse giorde jeg i gaar,
og at mit sidste Brev venter alleneste efter at jeg under¬
skriver mig,
Madam,
eders lydigste ydmygste Tiener,
Alphonso.
selv, Mr. Fitz=Adam, kand forestille eder hvilken
skamfuld Forvirring og hiertelig Kummer dette Brev satte
mig udi. J Førstningen beskyldte jeg min Elsker for Ube¬
standighed, og kaldte ham det nedrigste og troløseste Men
neske; men da min Hidsighed var gaaet over, og jeg begynd¬
te alvorligen at eftertænke min uforsigtige Opførsel, kunde
jeg ikke andet end tilstaae at han havde Ret paa sin Side;


omendskiønt jeg haaber J vil være af den Meening, at hans
Brev er lidet for nærgaaende, og hans Beslutning for
hastig.
Jeg har nu i nogle Maaneder været som Enke, og har
paa nærværende Tiid neppe Haab om at blive taget til Naa¬
de igien; omendskiønt, dersom Alphonso havde agtet det U¬
magen værd at giøre nogen Efterspørsel om mig, da vilde
han faaet at vide, at lige siden den Tiid han fik at see det
ulykkelige Arr, (hvilket jeg kand forsikkre ham paa min Ære
er ikkun et Brand=Arr) har jeg baaret mit Snørliv saa høyt
og fæstet mine Klæder saa anstændigen, som hans haarde
Hierte vilde forlange; og endskiønt vi have haft et meget
varmt Veyr i denne Sommer, har jeg dog aldrig gaaet i
Besøgelse, eller ladet mig see paa noget offentligt Sted, uden
med et dobbelt Tørklæde om min Hals, og det endog fæ¬
stet tæt under min Hage.
Jeg har to Aarsager, hvorfor jeg besværer eder med
dette Brev, og begiærer at J vil lade det trykkes. Den
første er, at min Elsker maae see, hvor angergiven jeg er
for min begangne Forseelse; og den anden er, at tiene to
Fruentimmer af mine Bekiendtere, af hvilke den eene
har et overmaade langt Ansigt, hvilket hun giør endnu
gandske forskrækkeligt, ved den Maade, paa hvilken hun
klæder sit Hoved; den anden, der har Fødder og Been
som en grov Arbeyds Karl, tripper stedse omkring i Kon
gens Hauge med hvide Skoe og korte Skiørte. Dersom
jeg kand ikke selv have nogen Nytte heraf, saa vil det dog
blive mig nogen liden Fornøyelse, at have været en Advar¬
sel for mine Venner. Jeg er, min Herre,
eders ulyksaligste, ydmyge Tienerinde,
Celimena.


P. S. Siden jeg har skrevet dette Brev, har jeg faaet
noget lidet Haab, at min Elsker maae vende tilbage igien;
thi man har fortallt mig at han skal have sagt til en af hans
Venner:
At, uagtet det Arr paa mit Bryst, min An¬
seelse den Aften, da han sidst besøgte mig, erindrede ham
om en Bog, som er nyligen udgivet, og kaldes Himme¬
len aaben for alle Mennesker.
Af the World. No. 33.
Til Monsr. Fitz=Adam.
Min Herre,
J har været Anledning til et uskyldigt Fruentimmers
A¬
Elendighed, er saa vist, som at jeg haaber jeg maae
frikiende eder for at have haft nogen ond Hensigt; J har
vel forleedt mig, men det er en anden, som har forurettet
mig. Dog om jeg havde ikke anvendt min yderste Fliid,
og betient mig af alle ærlige Kunster for at forskaffe mig
Ret af denne ubillige Person, da skulde jeg hverken begiæ¬
re eller fortiene et Sted i eders Blade.
Men, aha! min Herre, medens jeg giør denne Fortale
til min bedrøvelige Historie, formedelst en alt for undsee¬
lig Uvillighed til at begynde den, er jeg bange at J vil mis¬
tage mig for et lættroende ungt Creatur, som har op
givet sin Ære til forræderske Mandfolk. Ney, Mr. Fitz¬
Adam, jeg er sandeligen ikke saadan en Person; thi jeg et
i mit siette og halvtredsindstyvende Aar, og har altid haft


saadan en Afsky for Ureenhed, at jeg har været færdig at
døe af Skam endog over mine blotte Drømme, naar det
undertiden kand have hændet sig at de sigtede dertil. Men
Jeg vil ikke
hvorledes er min Tyyd blevet belønnet!
dølge noget for eder, min Herre, endskiønt mine Kinder
blusse af Skam og Forbittrelse.
Jeg er forurettet,
grueligen forurettet, og jeg vil beklage mig.
Den Haand, som nu skriver dette Brev, blev for tre
keedsommelige Uger siden givet ved Alteret til den alleruvær¬
20
digste Mand.
Jeg kand ikke tænke paa hvad jeg er
uden at beklage mig i mit Hiertes Bitterhed, hvor grum¬
meligen jeg er bedraget i mit Haab! Jeg vil være om¬
stændelig i min Fortælling.
Min Fader var en Herremand paa Landet, som eyede
et anseeligt Gods, hvilket, da han døde for to Maaneder
siden, tilfaldt mig som hans eeneste Barn. Vore Naboer
kunde ikke noksom forundre sig over, at en Person saa be¬
hagelig som jeg holdtes for at være, og som havde en god
Tiid været gifte færdig (thi som jeg før sagde, jeg er i mit
stette og halvtredsindstyvende Aar) skulde faae lov at leve
ugift til saa moed en Alder. Sandt at sige, jeg kunde al¬
drig giøre reede for dette Under, uden formedelst den over¬
maade Kræsenhed, som jeg altid tog i Agt i min Omgæn¬
gelse med Mandfolk, og hvilken, efter al Formoding, for¬
hindrede dem fra at erklære sig.
Saa snart jeg havde beviist min Fader den sidste Ære,
kom jeg op til Staden, og leyede Værelser i Bury=Stræ¬
det.
Gid det havde været i Pall=Mall, eller en Ga¬
de som er endnu bredere! thi da maatte jeg undgaaet at


blive seet af en høy velskabts
erre fra Jrland, som, ulyk¬
keligen for min Rolighed, havde Værelser lige over for.
Jeg vil ikke falde eder besværlig med at fortælle paa
hvad Maade han i sit Vindue søgte at drage mine Øyne
til sig, eller hvad der forefaldt imellem os, da han fik Til¬
ladelse at besøge mig. Alt hvad jeg vil sige, er, at hvad¬
somhelst Grund han end havde vundet i mit Hierte, saa
vilde det dog blevet ham en vanskelig Sag at have faaet
mig, uden at forbeholde mig selv en vis Sum af mine
Midler, dersom ikke eders Blad af 12te Julii sidstleden,
(See Bie=Kuben No. 243.) der handler om Kiærlighed til
gammelagtige Fruentimmer, var faldet mig i Hænder.
Førend jeg læste det ulykkelige Blad havde jeg nogen Mis¬
tanke, at han mueligen havde mindre Lyst til min Person
end til mine Midler; men nu troede jeg, og mine Ønsker
hialp mig til at troe, at han længtes efter at besidde mig.
Jeg læste den Historie om Ninon Lenclos over ti gange i¬
giennem, og det glædede mig at finde, at jeg selv var just
saa gammel som dette Fruentimmer, da hendes Yndighe¬
der havde saadan en Magt over den ulyksalige Mr. Villiers.
Min Beyler fandt mig med Papiret i Haanden. Jeg
læste det for ham, og han bestyrkede mig i min Mening,
i det han ønskte sig selv at være Abbed Gedoyn, og at
hans Engel, som han kaldte mig, var firesindstyve Aar gam¬
mel, paa det han maatte være saa lykkelig som denne Fransk¬
mand. Kort sagt, da jeg var overbeviist, at et gammelt
Fruentimmer er det eneste Maal for en oprigtig, hæftig
og varagtig Kiærlighed hos en ung Mandsperson, saa gior¬
de jeg ikke nogen Hemmelighed for ham af min Tilbøyelig¬
hed, og næste Morgen bleve vi offentligen viede tilsammen.


Aha! min Herre, var det eders Skiæmt eller Alvor,
da J skrev det Blad? jeg har en bedrøvelig Aarsag til at
troe, at J skiemtede. Og er et Fruentimmer af fem og
halvtredsindstyve Aar da saadan en Person, som man
aldeles ikke kand faae Lyst til? Er hun ikke at fordrage?
eller ere alle Mandfolk Bedragere? Ney det er umueligt;
det er jeg allene som er bedraget. Jeg tør ikke sige mee¬
re, uden det skal være at lade eder vide, at en Medgift af
tredive tusende Pund er alt for meget at give bort for et
blot Naun, da, om J vedste den heele Sandhed, jeg har
ingen virkelig Ret til noget Naun, uden mit Pige-Naun.
Jeg er, uden noget Naun,
min Herre,
eders ydmygste Tienerinde.


Bie=Kuben.
No. 254.
Torsdagen den 12 November 1761.
Af the Connoisseur. No. 128.
Quod optimum sit quæritis convivium?
In quod Choraules non venit.
Lyksaligt er det Huus, hvor Spillemænd ey komme,
Ey Fløyter, Clavezin, Violer, Kedel=Tromme.
Til Monsr. Connoisseur.
Min Herre,
M¬
in Kone er gal, ravgal, og dersom J kand ikke fo¬
reskrive noget Raad for dette underlige Raserie,
som hun er betaget med, da kand jeg aldrig faae mit Sinds
Rolighed igien, og jeg maae uforbigængeligen blive for¬
armet. J maae vide, min Herre, at hun er plaget med
et Tilfald, som er lige tvert imod deres, der blive bidte af


Tarantula; thi som der siges, at disse kand ikke helbredes
uden ved Musik, saa er der ikke en Node i Musiken, som
jo tiener til at forøge og opvække min Kones Afsindighed.
Jeg finder at det er Moden, i denne Tiid, at Sangere og
Spillemænd ved Trykken indstille deres Besværinger for
Publicum; hvorfor, saasom J har hidindtil hørt efter
adskillige Ægtemænds Klagemaal, jeg maae bede, at J
nu vil tage mit i Betragtning, og tillade mig iligemaade,
ved eders Ugeblad, at indstille min Besværing for Pu¬
blicum.
For faa Aar siden kaldte mine Forretninger mig over
til Jtalien, hvor denne ulyksalige Kone fik de første Anstød
af denne Svaghed. Hun fik strax en hæftig Lyst til Smag
i Almindelighed, hvilken omsider satte sig til en u-mættelig
Hidsighed efter musikalske Stykker. Soloer, Sonater,
Operaer og Concerter bleve hendes eneste Forretning og
Fornøyelse, og Sangere og Musikantere hendes eneste
Sælskab. Endeligen kom hun, fuld af Jtaliænske Arier,
tilbage til Engeland, hvor iligemaade hendes gandske Lyk¬
salighed har været indsluttet i Orchestret; og hun har søgt
sin eneste Ære i at holdes for en Kiender i Musiken. Der¬
som der skal opføres en Opera, Oratorium eller Concert i
heele London og Forstæderne, da troer jeg ikke at al Jndi¬
ens Riigdom skulde faae hende til at blive derfra. To,
og ikkun to gode Følger flyde af dette Galenskab; og disse


ere: at hun stedse søger Slots=Capellet, forme
delst Musi¬
kens skyld; og dernæst, at af de mange Pund, som daarligen
forødes paa qvart= og halve Noder, blive nogle faa an¬
vendte paa Barmhiertigheds Gierninger, som befordres
ved musikalske Sælskaber.
Men det som giør denne rasende Lyst efter Katte=Tar¬
me meere fortrædelig og utaalelig for mig, er, at jeg selv
har ikke det mindste Begreb om hvad man kalder Smag,
og det giør mig næsten gal at jeg maae plages dermed. Jeg
er en jævn Mand, og har ikke det mindste Gran af en
Connoisseur i min Natur; dog vil intet stille min Kone
tilfreds, med mindre jeg synes ligesaa indtaget af dette Nar¬
rerie som hun selv er. For en Maaneds Tiid siden fik hun
mig til at følge hende til Opera, hvor hun var færdig at
dagne ved et hvert bevægeligt Fald i Musiken. Hun
var henrykt over een Arie, hun var fra sig selv over en an¬
den, hun klappede for Ricciarelli, hun raabte encore til
Madam Mingotti, og, kort sagt, stillede sig an som et
ravgalt Menneske; da derimod Musiken, Sangen, og
hendes Forhold, giorde en gandske anden Virkning hos
mig, som sad stum af Forvirring og Skamfuldhed, gand¬
ske musikalsk, gandske melankolsk, ved hendes Side. Da
vi kom hiem igien, syntes hun saa lyksalig og fornøyet,
som Harmonie kunde giøre hende, men jeg maae tilstaae
at jeg var gandske anderledes til Møde, og ærgrede mig i


hierte at jeg havde offentligen ladet mig giøre
mit inderste.
til Nar. " Nu, min Hierte, sagde hun, hvorledes staaer
Jeg sværer paa, Madam, at
Opera eder an?
jeg vilde lige saa snart lade mig trække igiennem et Ga¬
de Kiær, som gaae til en Opera med eder igien.
O fy! men J maa dog være fornøyet med Madam
Madam Mingottil Ja Fanden
Mingotti.
heller.
Nu, det giør mig Ondt, Sir Aaron;
men jeg mærker J har intet Øre.
Øre, Madam;
jeg vilde heller skiære mine Øren af, end taale at de
skulde giøre mig til en Tosse. Herpaa svarede hun mig
intet, men begyndte paa en Liv=Arie af en Opera, og ef¬
ter at hun havde svinget sig engang omkring i Stuen, lige¬
som en af Sangerne, gik hun ud og lod mig blive alleene.
Dersom min Kone kunde være fornøyet, ligesom
andre Musikalske Fruentimmer, med at bivaane offent¬
lige musikalske Forlystelser, og mellemstunder at slaae
paa hendes Clavezin de Stykker som hun hører der, da
skulde jeg være fornøyet; men hun har iligemaade en
Concert hos sig selv bestandigen engang om Ugen. Her
er hun endnu langt meere henrykt end paa Opera, saa¬
som al Musiken er udvalt og bestemt af hende selv.
De Omkostninger, som anvendes paa dette Narrerie,
ere forfærdelige; thi ikke een af disse Folk vil aabne de¬
res Mund, eller stryge en eneste Streng, uden de bli¬


ve meget vel betalte derfor. Thi hun maae have alle
de beste Musikantere og Sangere; og har næsten saa
mange af disse Folk i Sold, som Forstanderen for Ope¬
ra. Al Taalmodighed forgaaer mig over at see disse
Karle gaae og bryste sig i mit Huus, opklædte ligesom
Store og fornemme Herrer. Jkke een eneste Spille¬
mand eller Sanger, uden han gaaer i galunerede eller
broderede Klæder; og eengang mistog jeg min Kones for¬
nemmeste Musikanter for en fremmed Ambassadeur.
Det er umueligt at opregne de utallige Daarlig
heder, som denne latterlige Lyst til Mufik bringer hen
de til at begaae. Hun er saa hengivet til Kunsten,
at hun næsten tilbeder dem, som bekiende sig til den.
En Musikanter er en større Mand, i hendes Øyne, end
en Hertug; og hun vilde heller føye en Opera-San¬
gerske end en Grevinde. Hun har saa travelt med at
befordre deres Frie=Operaer, som om hun selv skulde have
alle Jndkomsterne deraf, og hun klamres med alle hendes
Bekiendtere, som ville ikke lade hende belæsse dem med
Opera=Sedler. Enhver Spillemand i Staden tragter
efter at komme i Bekiendtskab med hende, og der kom¬
mer ikke saa snart til Byen en Sangerinde fra Jtalien,
førend hun strax bliver et Medlem af min Kones mu¬
sikalske Bande. J de sidste Opera=Tvistigheder har hun
taget Deel med den største Hidsighed; og det er umue¬
ligt at en Patriot kand føle større Kummer for den
Far


eneral Blakener og Minorca vare udi,
Fare som
end hun har udstaaet for Opera, og fordi vi skulde mi¬
ste Madam Mingotti.
Jeg troer ikke at min Kone har een eneste Tanke,
undtagen Recitativer, Arier, Alt, General-Bass &c.
hvilke bestandigen synge i hendes Hoved. Naar vi sid¬
de tilsammen, da, i stedet for at føre nogen behagelig
Samtale, hører jeg hende altiid enten nynne en Sang,
eller og snakke høyst veltalende Musik. Naturen har
negtet hende Stemme; men saasom Jtalien har givet
hende Smag og behagelige Maneerer, saa qvækker hun
ideligen Toner, der ere langt meere skurrende end de¬
res Harmonie, som raabe med Viiser paa vore Ga¬
der, eller Psalme=Sangen i en Landsby=Kirke. For at
giøre sig endnu meere latterlig, lærer hun og at spille
paa det mandagtige Instrument, en Bas=Viol; intet
kand formane hende til at lade den Fornøyelse fare, saa¬
som hun hver Dag fortæller mig, at Bas=Violen in¬
deholder den gandske Kraft og Siælen selv af Harmonie.
Hvad Midler, min Herre, skal jeg bruge, til at
helbrede min Kone af dette musikalske Raserie; jeg har
tænkt paa at holde ugentligen et burlesque Rorotorio,
der skal bestaae af Spot=Arier, med store Accompag¬
nements af Mund=Harper, Træ=Sleve, og Marve=Been,


og Slagter=Knive, paa samme Dag da min Kone har
sin Concert; og jeg har virkeligen sendt Bud til to af
Mutter Midnights Spillemænd, at de skal lære mig
den Kunst og Hemmelighed at spille paa et Koste=Skaft
og en Soe=Tromme, paa samme Tiid da min Kone
lærer paa Bas=Violen. Jeg har ogsaa en stærk grov
Stemme, der vil tiene mig til at brøle en eller anden
af vore gamle Engelske Viiser, naarsomhelst hun be¬
gynder at qviddre hendes melodiske Arier i Jtaliænsk.
Dersom dette ikke hielper, da vil jeg lære at slaae paa
Tromme, eller at blæse Post-Hornet; og dersom jeg
skulde finde det umueligt, med Støy og Skraal at dø¬
ve Lyden af hendes Stemmer og Jnstrumenter, da har
jeg halv besluttet, engang for alle at holde mine Dør¬
re lukte for Sangere og Spillemænd, ja end og at slaae
hendes Clavesin og Bas=Viol i Stykker.
Men, aha! dette er at gaae til det yderste, hvilket
jeg er næsten bange for at vove, og vilde gierne stræbe
at undgaae. Jeg har ingen Afskye for Musik, men jeg
vilde ikke være en Spillemand; ey heller er jeg en Ha¬
der af Sælskab; men jeg vilde lige saa gierne holde et
offentligt Kroe-Huus, som forvandle mit Huus til et
Theater for alle disse urimelige Ting af begge Kiøn
at forsamle sig udi. Men min Kones Sind og Hier¬
te er saa henvendt til Mufik, at jeg kand ikke opfinde
no


noget Middel til at vænne hende fra denne Daarlighed.
Dersom jeg kunde faae hende til at elske smukke Klæder
og Stats, eller lære hende at faae Lyst til Kort=Spil,
Comoedier, eller noget andet uden Musik, da skulde
jeg være lykkelig. Denne Maade at forstyrre min Ro¬
lighed med Harmonie, er ikke bidre end at kildre mig
ihiel; og at forøde saa mange Penge paa en Mængde
skraalende, skrabende Krabater i galunerede Klæder og
Pung=Perryker, er at give mit Gods bort for en gam¬
mel Viise. J, min Herre, er, efter eders egen Til¬
staaelse, en Connoisseur; derfor enten giv mig liden
Smag, eller lær min Kone at forlade sin; thi paa
nærværende Tiid ere vi kun et skurrende Par, og der
er ikke den mindste Harmonie imellem os, endskiønt vi,
ligesom Bas og Discant, ere forbundne til at være
samlede i Concert. Jeg er,
min Herre,
eders ydmyge Tiener,
Aaron Humkin.


Bie=Kuben
No. 255.
Torsdagen den 19 November 1761.
Af the Adventurer. No. 26.
Til Monsr. Adventurer.
Min Herre,
D¬
en Carakter, som J har antaget, giver mig det Haab,
at J vil ikke lade eder afskrække enten ved Arbeyde
eller Fare, fra at give eder i Kamp som en Forfægter for
betrængt Skiønhed. At de lidende Personer maae mueli¬
gen være ubekiendte, og Stedet hvor det skal skee er langt
borte, ere Omstændigheder af ingen Betydning; thi hverken
Søer eller Udørkener ere u-overvindelige for Bestandighed og
Tapperhed; og Heltens Fæderneland er alleneste indskræn¬
ket ved den heele Verdens Grændser. Der er derfor intet
meere fornødent, end at lade eder vide den Uret, som J
skal raade Bod paa, og Overtræderen, som J skal straffe.
To Jomfrue=Printzesser, Døttre af en mægtig Mo¬
nark, som i det høytravende østerlandske Sprog kaldes
Herre over den heele Jord, lode see, medens de endnu va¬
re meget unge, noget besynderligt i deres naturlige Art og
Sindelang. Den eene af dem var mærkværdig ved hendes
muntre Lystighed, hvilken dog ikke opvaktes saa meget ved
udvox¬
A¬


udvortes Ting, som ved kortvillige Forestillinger, hvormed
hendes stærke Jndbildings Kraft ideligen forlystede hende;
hun havde stedse et smillende Ansigt, og hendes Øyne, som
sagde endnu meere, syntes at tindre af Latter. Den an¬
dens Væsen var høytideligt, og hendes Gang Majestætisk;
hendes Øyne vare lige saa giennemtrængende, men mindre
flygtige; man saae dem ikke ofte at forlade, men længe at
beskue det som de havde i sigte; hun havde ligeledes Behag
i Jndbildingens Fornøyelser, men de vare af en forskiæl¬
lig Art; hendes Fantasie forestillede sig ikke Ting der kunde
opvække Latter men Medynk, og hun vilde bilde sig ind, at
hun lænede sit gandske Legeme paa en liden Busk, som skød
ud fra den øverste Pynt af en steil Brink, indtil den gav
efter, og hun sprang op af Gruelse over hendes Fare, al
leeneste paa det hun pludseligen maatte erindre at hun var
sikker, og nyde den Fornøyelse at opvaagne af en forskræk¬
kende Drøm.
Saasom disse vare Fornøyelser, hvilke snarere forstyr¬
redes end befordredes ved sammenmænget Sælskab, saa
havde disse Jomfruer, hvor ulige de end vare i andre Maa¬
der, en fælles Lyst til Eensomhed; og da de havde faaet
deres Faders Samtykke, begave de sig til et Sted paa Lan¬
det, som var sundt, fornøyeligt og romansk. Det var paa
Toppen af et høyt Bierg, der blev vandet af en deylig Kil¬
de: herfra havde de en u indskrænket Udsigt, og Luften paa
dette Sted siges at have en særdeles Egenskab, som opvæk¬
ker behagelige Drømme, indprenter i Sindet nye Begreb,
og oplyser med beskuende Kundskab. Jomfruerne bleve her
besøgte af deres Søstre, og en ung Pring af ugemeen
Skiønhed, som var berømt for hans Forfarenhed i alle
Videnskaber, men fornemmeligst i Musik og Poesie. Den
Fornøy¬


Fornøyelse som Vittighed, Lærdom og Harmonie forskaf¬
fede, udelukte af dette udvaldte Sælskab alle Begierligheder,
som besmitte Ørkesløsheds Sind, og fornedre Fornuften
ved fæiske Vellyster, Pringen blev modtaget af de Konge¬
lige Jomfruer, ikke som en Elsker men som en Ven; og
han besøgte dem, ikke i Betragtning af deres Skiønhed men
Vittighed.
Dette deres Opholds=Sted blev snart bekiendt, og de¬
res Nærværelse giorde det herligt. Her toge de imod fri¬
villig Underdanigheds muntre Opvartninger; og herfra
udspreedte de en virkende Kraft, som ikke alleneste polere¬
de men ophøyede Menneskene. Saadan vilde deres Lyksa¬
lighed og Herlighed længe blevet; men den fæle Tyran af
en uordlig Egn, et koldt og mørkt Land, i Spidsen af en
talriig Hob af fortvilede Vildmænd, faldt pludseligen ind
i Landet. Jngen Magt fandtes tilstrækkelig til at drive
disse tilbage, som vare drevne frem af Hunger; Sult og
Begierlighed efter Rov giorde deres rasende Grumhed u¬
imodstaaelig; Pringesserne flyede over Hals og Hoved, og
Barbarerne, som med Avind og Ondskab ansaae alt det
der overgik dem i Ypperlighed, sløyfede Palatset saa alde¬
les, at der neppe blev et Tegn deraf tilbage, og udslette¬
der alle Spor af den Kongelige Virkning, hvorsomhelst
de fandt dem.
Pringesserne fortsatte deres Vey mod Vesten, og efter
at de havde længe vandret fra et Sted til et andet, og gien¬
nemgaaet mange og store Lykkens Forandringer, toge de
omsider deres Tilflugt til en liden Øe, der blev regieret af
en Konge, hvis Gemalinde var deres Halv=Søster, efter¬
di hun var en Datter af deres Fader, skiønt ved en anden
Hustrue. Kongen tog imod dem med særdeles Ære=Be¬
viisnin¬


viisninger, og beskikkede en Høy Betienter en af de for¬
nemste Herrer ved hans Hof, til at have Opsigt over de
Anstalter, som strax bleve gjordte til deres Forflegning.
Tvende kostbare Palatser bleve i en hast bereedte til deres
Residentzer, og deres Huusholding blev strax indrettet
de bleve ofte besøgte af Kongen; Dronningen erklærede of¬
te at hun ansaae dem for at være meere besynderligen under
hendes Beskyttelse; de bleve snarligen meget yndede af Al¬
muen, og de vare neppe mindre lyksalige her end paa deres
eget kiære Bierg. Saasom de i en høy Grad besadde alle
de Kunster der befordre en behagelig Omgængelse, saasom
deres Veltalenhed kunde altiid byde over Passionerne, og
deres Kundskab forbedre Forstanden, saa var enhver om¬
hyggelig for at faae Adgang til dem; og paa det de maat¬
te fornøye et Folk, hos hvilket de havde nydt saa meget got,
saa besluttede de at have et vist Tal af offentlige Dage, paa
hvilke enhver skulde antages uden Betænkning.
Men paa det alle deres Beqvemmeligheder og Pragt
maatte forskaffes dem, endskiønt med stor Bekostning, dog
uden at paalegge en almindelig Skat eller bebyrde Publi
cum, saa blev det anordnet, at Pringessernes Tienere skul¬
de betales af de frivillige Foræringer, som gaves dem; og
paa det deres Arbeyds Belønning skulde ikke gandske beroe
paa Caprice, saa blev der befalet, at disse, som vilde ind¬
lades til Pringesserne alleneste paa offentlige Dage, og
som ikke paastode at have en Rettighed til at besøge dem for¬
medelst et nærmere Bekiendskab, eller formedelst deres
stand og Bestilling, skulde faae en Seddel, for hvilken
de skulde betale en vis Afgift til Portneren.
Der er paa denne Øe en vis Person, som siges at ned¬
stamme fra en Slægt af Kiemper, der vare dens første


Beboere; han har saadan en Magt og Anseelse, omend¬
skiønt han er ofte blevet mistænkt for at være gal, at Kon¬
gen selv begegner ham med stor Ærbødighed. J hans
høyeste Raserie har han broutet af, at hans Røst er Guds
Røst, og at alle regierende Herrer i Verden ere hans Stat¬
holdere. For denne Person har enhver stor Undseelse og
Frygt; Dronningen er hans besynderlige Øyesteen, og for
hendes Skyld er han velsindet mod Kongen, hvilken han
ofte har forsvaret, naar al anden Magt vilde været unyt¬
tig. Han har en naturlig Søn, der besidder alle hans on¬
de Egenskaber, men aldeeles ingen af hans Dyder; han
antager hans Faders Naun, Maneerer og Stiil; hvis alt
for store Kiærlighed har opmuntret ham til at begaae man¬
ge grove Mishandlinger, som han ellers vilde blevet af¬
skrækket fra.
Denne Person, som enhver er bange for, ikke allee¬
neste fordi hans egen Magt er meget stor, men fordi man ved
at dæmpe hans Overmod maatte støde hans Fader for Ho¬
vedet, kommer ofte til Pringessernes Palatser, og væg¬
rer sig ikke for at kiøbe en Seddel for den sædvanlige Priis;
men han faaer ofte Anstød af et pludseligt og voldsomt
Raserie; i hvilket han paastaaer, at Printzessernes Tie¬
nere blive hans egne, i det de tage imod hans Penge for
at blive indladt til dem; og han begegner dem med en grusom
Frækhed som en egensindig Tyran, og opvækker den vilde¬
ste Tummel og Forvirring. De øvrige af Sælskabet bli¬
ve forskrækkede og bedragne i deres Haab; han mærker det,
og driver dem til at gaae bort: ja, han har undertiden øvet
Vold imod Pringesserne selv; han har enten ved Truseler,
eller ved Stik=Penge, bragt nogle af deres Tienere paa
sin Side; og for at fornøye en underlig Lyst, har han for¬


maaet dem til at antage en Art af Hexemester, i hvis Hand¬
linger han finder meget stort Behag, ind i den offentlige
Sahl, hvor han viser utallige Virkninger af hans Kunst;
og der siges, at paa et af Palatserne har man, ved sam¬
me Tilskyndelse, antaget vilde Beester; og at alle Daar¬
ligheds Krum=Spring ere blevne øvede paa et Sted, der
var bestemt til et Frie=Sted for Skiønhed og Vittighed,
og til en Skole ey alleeneste for Viisdom, men og for
Dyd.
Med Hovedmanden for denne Forvirring begiærer
man, at J, Monsr. Ad venturer, vil binde an; og dersom
eders Jver og eders Dygtighed er saa stor som J roser eder
af, da venter man, at J strax vil erklære eder for Print¬
gessernes Ridder og Forfægter, ved at udgive eders Udfo¬
drings Brev af følgende Jndhold:
At Pringesserne allene have en Ret til Palatser¬
ne, som ere dem anviiste ved Kongens Gavmildhed, som
er Herre paa Øen; at deres Tienere have ingen at giøre
Regnskab, uden alleeneeste dem, Kongen, og den Her¬
re, som han har beskikket til at have Opsigt over Huus¬
holdingen; at enhver har Frihed til at blive borte, som
meener at det er ikke Umagen værd at komme der, eller
at Priisen er for høy, som han skal give for sin Anta¬
gelse; men at ingen har Ret til at forstyrre, at forskræk¬
ke, eller skuffe en Forsamling, som holdes for at være
i Kongens umiddelbare Nærværelse, hvilken de ere
Huldskab og Ærbødighed skyldige; og jeg udfodrer til
"Tvekamp hvosomhelst vil sige derimod.
Jeg er, min Herre,
ders &c.
Flavi


lavilla, et Fruentimmer, som undertiden beærer mig med en Besø¬
gelse, var tilstæde da jeg fik dette Brev. Flavilla, endskiønt hun
har al den Munterhed som en Coqvette, har dog læst meget, og er ikke
mindre skarpsindig end disse, som fandt en Stats-Satyre skiult under
Popes Haar Lok Rov, i at opløse et mørkt Spørsmaal, eller i at
udgrandske en Lignelse. Jeg gav hende Brevet, og lagde mig tilbage i
min Læne=Stoel, med en betydelig Miine:
See der, sagde jeg, læs
det; og see hvilken Rang jeg har end og i deres Tanker, som have en
vrang Mening om mit Embede og Forretning.
Jeg fæstede mine Øyne paa hende, og ventede med Utaalmodighed
indtil hun havde læst det. Men hvor blev jeg bedraget i mine Tanker,
da jeg hørte hende raabe:"Min gode Herre, der er ingen som har en
vrang Mening om eders Embede og eders Betydelighed uden J selv.
Kunde eders egen Skarpsindighed ikke mærke, at dette Brev er en
Lignelse=Tale? Nu, Madam, sagde jeg, vil J være saa god og
sige mig hvad J holder for at den skiulte Meening er, som denne Lignel¬
se indbefatter? "Naa, sagde hun, J er saa dum i Dag! Men ere ik¬
ke den Comiske og Tragiske Muse Jupiters Døttre? og boede
de ikke med de andre Muser, deres Søstre, paa Parnassus, et høyt
Bierg, som blev vandet af den Castaliske Kilde? bleve de ikke der be¬
søgte af Apollo, Beskytter af al Videnskab, og i Særdeleshed af Poe¬
sie og Musik? Flyede de ikke til Vesten, da Barbarerne nærmede sig,
hvilke endskiønt de lode det ubeboelige Nords Taage blive tilbage, saa
bragte de dog med sig Vankundigheds tykke Mørke, og lode neppe no¬
get Spoor af Videnskab blive til overs i de Lande som de droge igien¬
nem. Fandt ikke disse Elskelige Flygtende Tilflugt i Engeland?
Men, Madam, sagde jeg, rystende med min høyre Fod, som hængte
over mit venstre Knæ, vil J ikke have den Godhed og sige, hvo Kongens
Ægtefælle er, som tog dem i Beskyttelse, mit Brev siger, at hun var
Halv=Søster til de tvende Jomfruer, som J meener at være tvende af
Muserne? "Hvo, svarede Flavilla hurtigen, andet end Frihed; er ik¬
ke Frihed de Engelske Kongers stedsevarende Ægtefælle? og vil nogen
t negte, at Frihed har sin Oprindelse af Jupiter, Fader til alt Got?
Bliv ved, Madam, sagde jeg. Den store Betienter, sagde hun,
er Ober=Kæmneren; Palatserne ere Skue=Platsene, hvilke ved
Konge¬


Kongelig Myndighed ere beskikkede til at bruges til Tragoedier og
Comoedier; deres Opvartere, Acteurerne, ere, i Sandhed, Kon¬
gens Tienere, og blive betalte af de fastsatte Penge, som gives for at
gaae ind i Huset. Publicum er det mægtigste og hæderligste Legeme
paa Jorden; og Staden?), som er dets uægte Barn, er trodsig, e¬
gensindig og grusom; Staden begegner stedse Acteurerne paa en grov og
haanlig Maade, som sine Tienere; endskiønt de som Tienere af Staden,
betragtes af Loven som Fiender af det Menneskelige Samqvem; og
det er alleneste som Kongens Tienere at de have Tilladelse at opføre of¬
fentlige Skue=Spil. Det er for at føye Staden, at Hexemesteren
Harleqvin har forenet sig med Luft=Springere, og vilde Dyyr, til
at vanhellige et Sted, som under en tilbørlig Anordning, vilde vir¬
keligen være en Skole for Viisdom og Dyd. Enhver som er tilstæde
ved en Theatralsk Forestilling, agtes at være i Kongens Nærværel¬
se: eller i det mindste ere Acteurerne under hans meere umiddelbaxe
Beskyttelse, saasom enhver har en Ret tilfælles med andre til det Skue¬
Spil som opføres om Aftenen, naar han har betalt for sit Sted i Huu
set, saa følger det, at intet Menneske har en Ret til at være ene Her¬
re derover, eller at forstyrre og ophæve det. Et tomt Huus bliver af
Acteurerne agtet for det forskrækkeligste Tegn til almindelig Misfor¬
nøyelse; og naar Publicum er ikke tilfreds med de Skue=Spil som
bydes dem, da er deres Udeblivelse det kraftigste Middel til at forskaf¬
fe sig et bedre; og saasom et fuldt eller et tyndt Huus vil utvilagtigen
aabenbare hvorledes den største Mængde er sindet, saa skulde de Kla¬
gemaal som skee af et Partie, aldeles ikke agtes.
Da Flavilla havde endt denne Tale, i hvilken hun begyndte at
blive meget ivrig, kastede hun sine Øyne paa mig og ventede mit Svar.
Men saasom jeg blev ved at stirre med stor Alvorlighed paa Jlden, og
talede ikke et Ord, gav hun mig et dygtigt Slag med hendes Vifte, og
spurte mig: "J vrantne Tværdriver, hvorfor taler J ikke? Hører J
ikke hvad jeg siger? Lad dette Brev trykkes, tillige med min Forklaring,
Madam, sagde jeg bukkende, det skal skee.
"i eders næste Blad, eller -
For da at adlyde hendes befaling, og at forsvare mig selv, fremlegger jeg
vor Tvistighed for Publicum, og tviler ikke om at vi begge skal blive til
freds med deres Beslutning.
*) Dette bør forstaaes om den Deel af Staden, paa hvilken den følgende Beskri¬
velse passer sig.


Bie=Kuben.
No. 256.
Torsdagen den 26 November 1761.
Af the Connoisseur. No. 39.
Heu, Fortuna, quis est crudelior in nos
Tee Deus! ut semper gaudes illudere rebus
Humanis!
O Lykke, du grummeste, falske Gudinde!
Som skuffer vort Haab og vort Ønske saa tit;
Du tager vor Tut, for at lade os vinde
Men giver os siden ey andet end Nit!
J¬
eg kand ikke andet end holde af det kløgtige Sindbillede,
som er sat oven over Hazards Lotterie=Planer, hvor
Lykken forestilles svævende over Hovedet af en stor Mæng¬
de Folk, og udstrøende allehaande Gevinster ned iblant
dem. Det som Mr. Hazard her har afbildet, har enhver
Lodtager i det sidste Lotterie afmalet hos sig selv; de ti tu¬
sende Pund svævede bestandigen for hans Øyne, og en¬
hver Person havde allerrede eyet dem i sin Jndbilding.
Men, aha! alle vore Forventelser ere nu forbi; den gylde¬
ne Drøm er omsider forsvundet; og de hvis Hoveder løbe


om i en fortumlende Bevægelse i all den Tiid medens Lyk¬
kens Hiul blev dreyet omkring, have nu stunder til at giø¬
re alvorlige Betragtninger over deres mislingede Haab.
Hvor mange ulyksalige Haandverksmænd maae nu gaae
til fods, som havde sat sig for at kiøre i deres Kareter, hvor
mange fattige Piger, af god Famile, men uden Midler,
maae forsmægte al deres Livs=Tiid, uden at nyde den For¬
nøyelse at faae en Mand og en Vogn med sex Heste! En¬
hver, som har tabt, tænker at Lykken har begegnet ham
ilde; ja end og Mameselle Lisbet, som eyede kun en sex¬
tende Deel af et Lod, løber til Collecteuren, betaler sin
Skilling, og hører med Forundring Tidende om sin Van¬
lykke; hun gaaer til en anden Collecteur, betaler sin Skil¬
ling, hører den samme ubehagelige Efterretning, og kand
neppe, meget neppe overtale sig selv til at troe, at Lykken
skulde have dømt hende til fremdeles at toe op i Køkkenet
og skure Trapperne.
Saaledes ere enhver Lodtagers Hensigter vendte til
det samme Maal, endskiønt de maae have havt adskillige
Aarsager til at sætte i Lotteriet. En sætter i, fordi han
vil give Lykken Leylighed; en anden, fordi han havde god
Lykke i det sidste; og en anden, fordi han aldrig vandt no¬
get tilforn; denne fornøyer sig i den Forestilling at han vil
giøre sin Lykke, og en anden trøster sig med det behagelige
Haab, at han vil forbedre sine fortvilede Omstændigheder.
Jmidlertid tænker enhver at han er saa vis paa de ti tu¬
sende Pund, som om han havde dem i sin Lomme; og hans
eneste Bekymring er, hvorledes han skal anvende dem.
Vi maae derfor betragte enhver Lodtager som virkelig Eyer
af denne Skat, og af halvtredsindstyve tusende Mennesker,


som imedens Lotteriet blev trækket, have været velsignede
med denne indbildte gode Lykke, vil jeg udsøge følgende
Exempler, som jeg selv har faaet Kundskab om.
Joseph Vilkins i Thames=Stræde, Oste=Kræmmer,
fik de 10000 Pund. Han kunde ikke taale den taagede
Luft og den Sværm og den Trængsel, som er i den nedrige
Kant af Byen; han besluttede derfor at ville boe i den Ende
af Staden, hvor Hoffet er, og at indrette et lille peent
Lyst=Huus i Hamstead, efter den Chinesiske Smag, for at
være for sig selv om Søndagen. En Karrete var ham
høystfornøden, til at føre ham til og fra Børsen hver Mid¬
dag, men han vilde have den giordt efter den nyeste Mode,
at den ved Leylighed kunde forvandles til en Chaise, for at
bringe ham om Løverdag Aften ud til hans Lyst=Huus, og
hiem igien om Mandag Morgen. Han havde og i Sinde at
blive Raadmand, saa snart nogen Plads blev ledig, der
efter at blive Borgemester, lade sig ophøye i Adelstanden,
og maaskee komme i Parlamentet. Der fattedes nu intet
andet end en omhyggelig og stræbsom Staldbroder, som skul¬
de paatage sig alt det Arbeyde og Slæb, som falder i Boden,
saa at HErren selv maatte ikke have videre Bekymring,
end at tage sin Part af Fortienesten. Men medens han
overveyede, hvem han skulde beviise saadan en vigtig Gunst,
blev hans Seddel trækket ud med - Nit; og Hr. Wilkins
er tilfreds med sin fittede Handtering at skiære Ost ud i
Skilling=viis.
Jonathan Vildgoose, Silke=Kræmmer, havde for
megen Smag til at lade sig binde til skident Arbeyde, hvil
ket han forsømte, og fandt meere Behag i at søge alle¬
haande
Bbb2


haande Fornøyelser. Da han derfor havde liidt stort Tab
i sin Handel, fandt han sig tvunget til at vove det over
blevne af hans adspreedte Midler i Lotteriet, og ved at
kiøbe en Deel Seddeler forvissede sig om de 10000 Pund.
Han havde besluttet at holde sin Lykke hemmelig, at bedra¬
ge sine Creditorer ved at spille Bankerot, og sætte den bee¬
le Sum i Liv=Renter, og leve udenlands som en stor Her¬
re, af Jndkomsterne. Men til al Ulykke kom hans Cre¬
ditorer for hastigen over ham; og førend han kunde faae at
vide, at han havde ikke faaet de 10000 Pund, slæbte de
ham i Fængsel, hvor han nu ligger, og beklager, at den
Forordning om Bankerotter blev ikke tilbage indtil Lotte
riet var trækket.
John Jones af Ludlow i Salop=Herred, Kræmmer,
fik de ti tusende Pund. Denne Herre blev forud advaret
om sin Lykke ved adskillige utvilagtige Tegn. Hans Hu¬
strue havde drømt om et særdeles Numer fire Nætter til¬
lige; og da Klokkerne gik den Tiid han var blevet udvalt til
Oldermand, sagde de gandske tydeligen: "
Monsr. John
Jones skal vinde ti tusende Pund-
Monsr. John
Jones skal vinde ti tusende Pund. Han og hans
Frue reyste derfor op til London, og da de ikke kunde finde
det særdeles Numer enten hos Hazard eller Vilson, eller
hos nogen anden Collecteur, som altid er bekiendt for at
sælge den Seddel, der skal vinde de ti tusend Pund, saa lo¬
de de lyse derefter i Aviserne, og fik den store Gevinst, i
det de betalte alleneste en Gvinea meere for deres Seddel
end den ellers koster. Saasom Mad. Jones forstod sig tem¬
melig vel paa Verden, efterdi hun i nogle Aar havde været
Fruer=Pige i et fornemme Hnus,  saa besluttede hun,


at Mr. Jones skulde benytte sig af denne Leylighed, nu
da de vare i Staden, at lære hvorledes han burde skikke sig,
naar han blev riig. Hun førte ham derfor i det beste
Sælskab hos alle Huusholdersker og Forvaltere, i de beste
Familier, hvor hun var bekiendt; og saasom Mr. Jones
besad saa liden Artighed, at han ikke engang vedste hvor¬
ledes han skulde bukke sig naar han kom ind i en Stue, saa
lod han sig hemmeligen underviise af Monsr. Aaron Hart,
som paatager sig at lære voxne Herrer at dantse. Mad.
Jones selv havde meget travelt med at raadføre sig med
Galanterie=Kræmmersker og Fruentimmer=Skrædersker
angaaende de nyeste Moder, naar de længe ventede ti tu
sende Pund kom ud; og strax efter kiørte de hiem igien til
Salop, med den eneste Trøst, at deres Seddel var den
næste for det lykkelige Numer.
Jemmy Lister Skriver hos en Procurator, blev be¬
væget til at sætte i Lotteriet ved en reen uegennyttig Elskov.
Han havde fattet en hæftig Kiærlighed til hans Husbonds
Datter; men den kloge gamle Herre kunde ikke overtales
til at give hende til en vakker ung Karl, der ikke eyede en
Skilling. Dette ophidsede ham saaledes, at han strax
solgte sin Arve=Ret til et lidet Land=Gods efter hans Be¬
stemoders Død, og da han lagde alle disse Penge an i Lot¬
terie-Seddeler, saa vidt de kunde strække, fik han de 10000
Pund. Han var i nogen Tiid tvilraadig, enten han skul¬
de give dem til den unge Jomfru, eller anvende dem meeere
efter Moden i at holde en Tøs. Jmidlertid sank hans Haab
snart ned til en af de 5000 Pund, hvilke han ædelmodigen
besluttede at overgive til hende tillige med sin Person. Men


end og heri blev hans Haab ulykkeligen skuffet, og omsider,
ligesom en troe Elsker, lod han sig nøye med den Tanke,
at underholde hende gandske artigen (endog om hendes Fa¬
der skulde ikke give hende noget) med Jndkomsterne af en
eller anden af de mindre Gevinster, hvilken han var for¬
visset om vilde falde i hans Lod. Lykken, des verre! er ik¬
ke mindre blind end Kiærlighed; de sammenrottede sig begge
til at skuffe ham; og den ulykkelige Beyler, da hans Kiæ¬
reste havde reent ud givet ham Kurven, gik strax hen og til
trods ægtede hendes Pige.
Captain MacMullen, en forarmet Spiller, bragte
med stor Rød saa meget til veye, at han kiøbte sig en sex¬
tende Deel af et Lod, hvilket (u=agtet den liden Rimelig¬
hed der var paa hans Siide) kom ud med 10000 Pund.
Det første som skulde giøres var at kiøbe, for hans Part
af Gevinsten, en anstændig Klædning, leye sig en Eqvipa¬
ge, give sig ud for en stor Herre, og at bortsnappe en riig
Enke eller Jomfrue; derefter vilde det være ham en meget
smal Sag, at trække alle de raa Spillere op, som søge til
Arthurs; og at spille Gaard og Gods fra dem. Han be¬
stillte følgeligen Liverier til hans Tienere, og anordnede
hvorledes han vilde have sin Karrete dannet, og havde aller¬
rede udseet det Fruentimmer, hvis Lykke det skulde være
at blive forelsket i ham; men saa uvis er en Spillers
Stand, at, efter at Lotteriet er udtrækket, har han i A¬
viserne gjordt Ansøgning om Almisse=Gaver for en nødli¬
dende


dende Person, som kiender Verden, og har haft den Ære
at være fortroelig med de fleeste af Adelen og Stands=Per¬
soner i Riget.
Jeg behøver ikke at udsøge nogle besynderlige Exempler
iblant det andet Kiøn angaaende hvor ledes de have anvendt
de ti tusend Pund; hvilke et hvert Fruentimmer havde for¬
visset sig om, i det hun selv havde udvalt hendes Seddel, og
seet meget vel til, at Numeret skulde være ulige. De gifte
Fruentimmer have nok at bruge dem til, om det end var
dobbelt saa meget, til at forskaffe dem fornødne Klæder,
og til at bestride de Udgifter, som behøves til at bivaane
alle offentlige Forlystelser; Og hvad de ugifte Fruentimmer
angaaer, da vide de meget vel hvor sandt det gamle Ord¬
sprog er, at i ti tusend Pund ere ti tusend Skiønheder
forenede. Nogle gamle Jomfruer, som kunde aldrig
formaaes til at tænke paa en Mand, eller at tage Deel i
Verdens Forfængeligheder, havde besluttet at drage ud
paa Landet og leve af deres Gevinst, og at efterlade Bevii¬
ser paa deres gode Hiertelaug, ved at opfylde deres Testa¬
menter med en lang Rad af Jtemer, til det eller det Hospi¬
tal eller Almisse=Brug.
Førend jeg slutter, kand jeg ikke andet end melde om
min Forleggers store Ædelmodighed, naar han fik de 10000
Pund.


Pund.
som hans Lykke beroede derpaa, at han hav¬
de sat i Lotteriet al den Fortieneste, som han allerrede hav¬
de haft paa disse Blade, saa var det hans Agt at udgive de
tilkommende Blade gratis, ja han havde end og sat sig for
at lade sit Huus og Bord være aabent for fattige Skri¬
bentere. Ulykkeligen for Publicum saavelsom for mine
Medbrødre, har Lykken skuffet hans u-egennyttige Anslag;
Endog jeg selv kommer ikkun engang om Ugen til at spiise
med ham; og (i stedet for at give mine Blade bort for intet)
har han ladet bekiendtgiøre at han selger dem fremdeles for
den sædvanlige Priis.


Bie=Kuben.
No. 257.
Torsdagen den 3 December 1761.
Af Londons Magazine for 1747.
En sandfærdig Efterretning om et mærkværdigt Exempel
paa Tyrkisk Retfærdighed i henseende til falsk
Vægt og Maal.
E¬
n Urtekræmmer i Staden Smyrng havde en Søn, der
ved Hielp af den liden Lærdom, som det Land kunde
forskaffe, ophøyedes til den vigtige Post at blive Naib (*),
eller Politie=Mester der i Staden, og i Kraft af dette Em¬
bede besøgte Torvene, og eftersaae Vægt og Maal hos al¬
(*) J alle store Stæder under den Ottomaniske Ports Regiering
er en Cadi, som er øverst befalings Mand paa Stedet, og
under ham er en Naib, som har Jndseende med alt hvad der
angaaer Politie=Væsenet.


le dem som sølgte ud i smaat. En Dag, da denne Embeds¬
Mand gik sin Rund, advarede Naboerne hans Fader, (thi
de kiendte saa meget til hans Carakter og Forhold, at de
meente han kunde vel behøve den Advarsel,) at han skulde
forandre hans Vægt, paa det han maatte ikke komme i
Fortred; men den gamle Falskner, som forlod sig paa hans
Slægtskab med Politie=Mesteren, og var, i sine Tan¬
ker, forvisset om, at hans Søn vilde aldrig giøre ham
en offentlig Skam, loe af deres Advarsel og stod roligen
i sin Bod=Dør, og ventede hans Komme. Men Naib
som var vel underrettet om hans Faders Ureedelighed og
Falskhed i hans Handel, besluttede at aabenbare hans
Skielmstykker og at sætte ham til et Exempel. Følgeligen
blev han holdende paa sin Hest for hans Dør, og sagde
koldsindigen til ham: Min gode Mand, hent eders Vægt ud,
at vi kand undersøge den. Urtekræmmeren, i stedet for at
adlyde, vilde gierne slaaet det hen med en Latter, men blev
snarligen overbeviist, at det var hans Søns Alvor, da
han hørte at han bød sine Betientere at gaae ind og rand¬
sage hans Bod, og da han saae at de frembragte hans fal¬
ske Vægt; hvilke efter en upartiisk Undersøgning bleve of¬
fentligen fordømte og slagne i stykker. Jmidlertid haabe¬
de Faderen at hans Skamfuldhed og Forvirring vilde be¬
væget en Søn til at eftergive ham al anden Straf for hans
Mishandling; men endog denne, skiønt Naib har
fuldkommen Frihed til at bestemme den, blev saa streng,
som om Overtræderen havde været aldeles fremmed for
ham; thi han dømte ham til at betale i Bøder halvtred¬
sindstyve Piaster (Rixdaler) og at faae en Bastonade af li¬
ge saa mange Slag under hans Fødder. Alt dette blev
efterkommet paa Stedet; hvorpaa Naib sprang ned af sin
Hest


Hest, kastede sig for hans Fødder, vædede dem med sine
Taare, og talede til ham saaledes: Fader, jeg har ef¬
terkommet den Pligt, som jeg er Gud, min Keyser,
mit Land og mit Embede skyldig; tillad mig nu, ved
min Ærbødighed og Underdanighed, at betale min
Giæld til en Fader. Retfærdighed er blind; den er
Guds Magt paa Jorden; den har ingen Hensigt til
Fader eller Søn. GUd og vore Naboers Ret over¬
gaae Naturens Baand. J har overtrædt Retfærdig
heds Love; J fortiente denne Straf; J vilde omsider
have faaet den af en anden: det smærter mig at det
var eders Skæbne at faae den af mig. Min Sam¬
vittighed vilde ikke tillade mig at handle anderledes.
Skik eder bedre herefter, og, i stedet for at laste mig
hav Medynk med mig, fordi jeg har været bragt til
saa grum en Fornødenhed. Herefter satte han sig paa
sin Hest og fuldendte sin Reyse igiennem Staden, som var
fuld af Fryde=Skrig og Berømmelser over saa ugemeem
en Prøve paa Retfærdighed. Da Beretning herom var
givet til den Ottomaniske Port, befordrede Sultanen ham
til Cadi, og siden blev han efter Haanden ophøyet til
Mufti, som er Hovedet baade for Religionen og Loven
hos Tyrkerne.
Af the Rambler. No. 81.
blant de Spørsmaale, som ere længe blevne undersøg
te i Verden, uden at blive nærmere afgiordte, kand
man regne det Fortrin eller høyere Rang, som en Dyd


Jag har i lang Tiid været om¬
har for en anden; denne
tvistet af mange, som maaskee undertiden ere blevne hold¬
te fra at øve den Pligt, som de agtede høyest, ved deres
Jver i at opløfte, og deres Fliid i at berømme den.
Denne Trættes Vanskelighed kand anføres som et Be¬
viis paa den ømme Kiærlighed far Menneskene, som Guds
Forsyn har, i mine Tanker, almindeligen udviist, i at
giøre Ting meere eller mindre vanskelige at naae, ligesom
de ere meere eller mindre fornødne. At alle moralske Plig¬
ter bør øves, seer man uden Vanskelighed, efterdi Van¬
kundighed eller Uvished i denne Post vilde strax bringe Ver¬
den i Forvirring og Elendighed; men hvilken Pligt der bør
meest agtes og priises, derom kand vi blive ved at tviste,
uden nogen Ulempe, dersom de alle blive flittigen øvede,
ligesom der gives Leylighed, eller det behøves; thi Men¬
neskenes Lyksalighed beroer paa deres Pligters Øvelse, og
ikke paa Meeninger.
Det er umueligt at giennemlæse de evangeliske Histo¬
rier om vor Religions guddommelige Stifter, uden at
mærke, hvor lidet han føyede deres Forfængelighed, som
giorde ham Spørsmaal; hvor meget meere siælden han be¬
qvemmede sig til at fornøye de nysgierrige, end at hielpe
de elendige; og hvor høyt han ønskte at hans Efterfølgere
skulde heller være ypperlige i Godhed end i Kundskab.
Hans Bud sigte umiddelbart til at rette de moralske Grund¬
Regler, og at indrette vor daglige Opførsel, uden Pralerie,
uden Kunst; de ere baade ustridige og tydelige, saa at en
velmeenende Eenfoldighed kand strax begribe dem, og hvis
Meening vi kand ikke tage Feyl af, uden naar vi ere bange
for at finde den.


Den Retfærdigheds Rettesnoor
han har foreskre¬
vet os i vore Handlinger med andre, er mærkeligen klar
og kort: hvadsomhelst J vilde, at Menneskene skulde giø¬
re imod eder, lige saaledes skulde J og giøre mod
dem. En Lov, som strax bestemmer hvad Ret enhver
kand fodre, saa vidt som enhvers Samvittighed behøver at
underrettes; en Lov, hvis Forklaring enhver kand finde i
sit eget Bryst, og hvilken altid kand tages i Agt, uden no¬
gen anden Egenskab end en reedelig Hensigt, og en reen
Villie.
Nogle Elskere af Spitsfindigheder have vel været
vittige nok til at kaste over denne Lov en Taage, som har
formørket deres egne Øyne. For at finde Middel til at
forvirre den almindelige Grund=Regel, hvorefter alle
Retfærdigheds Sager imellem et Menneske og et andet
skal afgiøres, have de spurt, om et Menneske, som veed
med sig selv, at han ønsker det som er ubilligt, er forbun¬
det til at fornøye samme Ønsker og Begiærligheder hos en
anden. Men der behøves sandeligen ikke lang Overlæg¬
gelse til at slutte, at de Begiærligheder, der skal betragtes
af os som en Rettesnoor for Ret og billighed, maae være
saadanne, som vi selv holde for Gode, og at vi bør ikke
bekymre os om disse Forventelser hos andre, hvilke vi for¬
dømme hos os selv; og som vi vide at det er vor Pligt
at modstaae og dæmpe, hvor meget de end maae indtage
vor Jndbilding.
Et af de meest berømte Tilfælde, der have været frem¬
satte, som de der udkræve nogen Kundskab og Forfarenhed
til at veyleede Samvittigheden i at passe dem til denne sto¬


re Regel, ei
estillet i en Misdæder, der beder sin Dom¬
mer om Naade; Dommeren veed meget vel, at dersom
han var i Misdæderens Sted, da skulde han begiære den
Tilgivelse, som han nu afslaaer. Den Vanskelighed, som
synes at være i denne Spitsfindighed, falder bort, dersom
vi erindre, at Parterne ere virkeligen paa den eene Side
Misdæderen, og paa den anden Side det Folk eller Sæl¬
skab, hvoraf Øvrigheden er alleneste en Tiener, og som
har betroet ham den offentlige Sikkerhed. Naar derfor
Øvrigheden tilgiver en Misdæder, som bør ikke tilgives,
da misbruger han den Magt som er ham betroet, giver
bort hvad der ikke er hans eget, og giør øyensynligen imod
andre, hvad han vilde ikke at andre skulde giøre imod ham.
Endog dette Folk, som har endnu større Ret til at beviise
Naade efter eget Behag, er bundet ved disse Love, som an¬
gaae den store Republik af det gandske menneskelige Kiøn,
og kand ikke forsvare saadan Eftergivelse, der kand befor¬
dre Ugudelighed og formindske den Tilliid og Sikkerhed, i
hvilken alle have en lige Deel, og hvilken alle ere derfor
forpligtede til at handthæve. For denne Aarsag har Sta¬
ten ikke Ret til at oprette almindelige Fri=Steder for Røm¬
ningsfolk, eller at tage i Beskyttelse saadanne som have
forbrudt deres Liv ved Mishandlinger imod den almindelige
Sæde=Læreres Love, som ere antagne af alle Nationer;
efterdi intet Folk kand, uden at bryde den almindelig For
ening, som er imellem det gandske menneskelige Sam
qvem, give Opmuntring, ved Haab om Frihed for Straf
og om Sikkerhed, til at begaae saadanne Misgierninger i
et andet Land, som de vilde selv straffe i deres eget.
En


En anden Anleedning til Uvished og Tvilraadighed
hos dem som have forklaret og udviidet denne store Regel,
er, at de have sammenblandet hvad Casuisterne ere om¬
hyggelige for at skille fra hinanden, nemlig Retfærdig¬
heds Giæld og Barmhiertigheds Giæld. Den umiddel¬
bare og fornemste Hensigt af foranførte Bud er at fastsæt¬
te en Retfærdigheds Regel for Samvittighedens Domstoel;
og jeg veed ikke, om der kand opfindes og frembringes een
eneste Vanskelighed, som jo kand opløses og paadømmes
efter denne Regel, naar den udtrykkes og forklares saale¬
des: Lad enhver tilstaae andre Ret til at giøre den
Fordring, som han skulde agte sig selv berettiget til at
giøre i lige Omstændigheder.
Barmhiertigheds Giæld, eller de Pligter, hvortil
ikke blot Retfærdighed men og Velvillighed forbinder
os, ere ikke saa bestemte og fastsatte, som Retfærdig¬
heds. Derfor har vort eget Val og Villie større Fri¬
hed ihenseende til Kiærligheds Gierninger, Tienstagtig¬
hed og Gavmildhed. Og dersom vor Gavmildhed og
Velvillighed var bestemt ihenseende til alle Omstændig¬
heder, hvorledes kunde vi da kaldes kiærlige eller barm¬
hiertige, fordi vi give det bort, som er os reent ud for¬
budet at holde tilbage?
Men endog til at bestemme hvorvidt vor Godgiø¬
renhed bør strække sig, kand vi ikke tage noget andet
Maal, end dette Bud giver os; thi vi kand alleneste
vide hvad andre lide eller behøve, ved at betænke hvor¬
ledes vi selv skulde være til mode i samme Stand; ey
heller kand vi indrette vor Hielp efter nogen anden Re¬


gel end denne, at giøre hvad vi skulde da vente af an¬
dre. Vel hænder det sig almindeligen at den Givende
og Tagende have ikke lige Meeninger om Gavmildhed;
den eene venter meere end den anden tænker han bør
give. Det er derfor klart, at vi ere forbundne til at
give andre, ikke hvad vi selv maatte ønske, men hvad
vi kunde begiære af andre.
Men i alle Undersøgninger, angaaende frivillige og
ubestemte Dyders Øvelse, er det sikkerst at giøre meere
end vi meene at være strengeligen fornødent, paa det vi
skal ikke giøre mindre. Thi et hvert Menneske maae
være forsikkret om, at dersom han skulde bytte Omstæn¬
digheder med dem, som nu trænge til ham, da skulde
han vente meere af dem, end han nu, hvor ivrigen
han og griber sig an, vil overtale sig til at giøre for
dem; og naar vor Fornuft har ingen fast Regel, og
vore Pasiioner stræbe at forleede os, da tilkommer det
visseligen en Viis Mand at fare vild paa den sikkre
Side.


Bie=Kuben.
No. 258.
Torsdagen den 10 December 1761.
Af the Connoisseur. No. 7.
Pænitet hospitii, cum me spectante lacertos
lmponit collo rusticus ille tuo.
Oscula cum vero coram non dura daretis,
Ante oculos posui pocula sumpta meos.
Dit Giæstebud mig ey stod an,
Da denne Bonde=Knold, din Mand,
Begyndte mig at harme,
g han, i min Nærværelse,
Din hvide Hals omfaunede
Med sine grove Arme.
Men da J bleve meere frie
Med Kys og andet Leflerie,
Hvad Raad var da at fatte?
Herved forgik mig alt mit Taal,
Og jeg den fulde Punse=Skaal
For Mund og Øyne satte.


Til Monsr. Connoisseur.
Min Herre,
eg skal ikke giøre nogen Undskylding fordi jeg begiærer
at J vil tage under eders Betragtning en Feyl, der
er alt for sædvanlig iblant gifte Folk; jeg meener den uri¬
melige Maade at holde af hverandre i Sælskab. Kiærlig¬
hed er vel en meget rar Egenskab ved disse Tiders Ægteskab,
og Ægtefolk kand ikke have for megen Godhed for hinan¬
den, men at udviise den offentligen ved alle Leyligheder
giør dem latterlige.
For faa Dage siden var jeg til Giæst hos et par unge
Folk, som vare nyligen blevne gifte, og af alle deres Be¬
kiendtere holdes for at være overmaade lyksalige med hver¬
andre. Jeg havde neppe hilset Bruden (det er, kusset hende,
efter den Engelske Maade,) førend hendes Mand tog hende
hierteligen i sine Arme og kyssede hende ligesom han vilde ædt
hende op. Da vi havde sat os, passede de vel paa at de
kom til at sidde tæt hos hinanden; og medens vi talede
sammen, sad han ideligen og spillede med hendes Fingre,
klappede hendes Kinder, eller leegte med hendes Haar.
Over Middags Maaltidet vare de indbyrdes omhyggelige
for at nøde hverandre til at smage enhver Ret, og de kiær¬
lige Ravne:" min Hierte, min Putte, bleve stedse drev¬
ne frem og tilbage som en Bold imellem dem, tverts over
Bordet. Strax efter at Dugen var taget af Bordet, rey¬
ste Fruen sig for at gaae bort; men hendes Mand forekom
de andre i Sælskabet med at giøre hende den Compliment,
At


At vi skulde ikke være fornøyede uden hende.
da Fla¬
sken gik omkring, føyede han hendes Sundhed til en¬
enhver Skaal som blev drukket; og kunde ikke bare sig for
at staae nogle gange op fra sin Stoel, for at trykke hendes
Haand og at aabenbare sin brændende Kiærlighed ved hans
inderlige Caresser. Dette dyrebare Gøglerie, endskiønt
det høyligen fornøyede dem, var mig dog meget væmme¬
ligt; og saasom de kunde meget vel undvære mit Sælskab,
saa tog jeg Afskeed saa snart mueligt var.
Intet er meere sædvanligt end at see et Par nygifte
Folk begynde med en Pragt i deres Eqvipage, Boeskab
og Leve Maade, hvilken de siden have været tvungne til at
indskrænke. Saaledes gaaer det og, naar de have gjordt
sig mærkværdige ved at udviise en overmaade stor Kiærlig
hed. De begynde med stort Væsen, ere ødsele paa deres
Elskov i Førstningen; men deres heele Capital er snart for¬
ødt; og deres Fattigdom er des meere ufordragelig, som
deres forrige Ødselhed har gjordt den meere kiendelig. Jeg
har mærket de onde Følger af denne Ubeskeedenhed i begge
Tilfælde: Et Par har omsider ligget hver i sin Seng, og
det andet har ladet sig kiøre til Opera i en Hyre=Vogn.
To Mennesker som skal være tilhobe deres gandske
Livs Tiid, kand visseligen finde Tiid nok til at spøge sam¬
men, uden at de behøve at drive deres artige Gøglerier i
offentlige Sælskaber. Hvor latterligt vilde det lade, der
som i en stor Forsamling enhver skulde udsøge sin Mage,
og det gandske Sælskab skulde parre sig, ligesom Fuglene
om Foraaret! og det er visseligen ikke mindre urimeligt at
2


med
leg
see en Mand og
hinanden.
Jeg har ofte været bragt i en taabelig Forvirring ved
disse Leyligheder, og ikke vedst hvor jeg skulde see hen, eller
hvad jeg skulde sige. Jeg betragter dem som to Personer
der spille et Spil, hvor i de omkringstaaende have aldeles
ingen Deel; og vilde derfor raade enhver tredie Person i
disse Omstændigheder, at tage det som en Erindring, at de
Spillende ville gierne være alleene, og at gaae ud af Stu¬
en uden videre Ceremonie.
En af mine Venner var engang i Besøgelse hos saa¬
dant et elskende Par. Han sad i nogen Tiid stille uden at
hindre dem i de smaa Tækkeligheder, som forefaldt imel¬
lem dem. Da han omsider fandt, at de giorde ikke andet
end nikkede, hviskede, giorde forliebte Øyne, og kort sagt,
at deres Tanker vare gandske indtagne af hverandre, rin¬
gede han med Klokken, og begiærte at Tieneren skulde lade
Fruens Pige komme ind. Da hun kom, førte han hende meget
adstadigen hen til Canapeen, og begyndte at tage sig vis¬
se Friheder, hvorover Mamesellen begyndte med høy Røst
at besvære sig over hans Grovhed. Fruen blev hæftigen
forbittret, og talede ham strengeligen til for hans afskyeli¬
ge Opførsel. Min Ven bad hende om Forladelse med stor
Høflighed, haabede hun var ikke fortørnet, thi han tænkte
at der havde ikke været noget Ondt deri, at han giorde sig en
liden Tiidsfordriv med Mameselle Lisbet, paa samme Maa¬
de, som Fruen og hendes Mand havde nu forlystet sig med
hverandre i to heele Timer.
Denne


Denne Opførsel, endskiønt den er altid utilbørlig,
kand dog i visse Maader undskyldes, hvor Giftermaalet
er maaskee i en Skynding gjordt af Forældrene, og de unge
Folk ere saa nye Bekiendtere, at de neppe nogen Tiid saae
hverandre, førend de mødtes for Brude=Skammelen. Et
Par elskende Turtelduer kand det vel tillades, at de neb¬
bes og kysses lidet, naar de først komme tilsammen; dog
denne Frihed skulde ophøre med Leege=Maaneden, og end i
den Tiid bruges meget sparsommeligen.
Jeg vilde raade alle Ægtefolk men i Særdeleshed,
Fruentimmerne, at de ikke ere saa søde imod deres Aller¬
ktærester i Sælskab; men vil ikke have det saaledes forstaaet,
ligesom jeg forsvarede den Koldsindighed og Ligegyldighed,
der er saa brugelig i den polerede Verden. Jntet agtes for
at være saa gemeent, som at en Mand og Kone sees til¬
sammen paa offentlige Steder; og dersom de skulde nogen¬
finde ved en Hændelse mødes, da bekymre de sig ikke meere
om hinanden, end om de vare gandske fremmede. Herren
kand viise saa megen Kiærlighed som ham behager mod an¬
dre Fruentimmer, og Fruen give Opmuntring til tyve vak¬
kre Mandspersoner, uden Eftertale; men de vilde begge
blive skamfulde, dersom man kom uforvarendes over at see
dem viise de mindste Tegn af Agtelse for hinanden.
Jeg er, min Herre,
eders ydmygste Tiener &c.
M¬
Ddd 3


the World No.
Til Monsr. Fitz=Adam.
ders Foretagende i eders 57 Blad (See Bie=Kuben No.
252.) at redde Præster, Skribentere og Hanrener fra
den Foragt, som de fleeste Mennesker ere alt for fær¬
dige til at holde dem i, var overmaade ædelmodigt og
priisværdigt. Det er i den tredobbelte Stand af Præst,
Skribent og Hanrey at jeg skriver dette Brev. Ved
mine Forældres Villie er jeg en Præst; ved min egen
Trang er jeg en Skribent; og ved min Kones Trang
er jeg en Hanrey. Saa at dersom alle eller nogen af
disse Professioner vare virkeligen foragtelige, saasom jeg
er ingen af dem ved mit eget Val, da burde jeg, efter
al billighed, undgaae den Forhaanelse og Eftertale,
som følger dem.
Hvad mine Forældre angaaer, (som hvile nu i de
res Grave) da frikiender jeg dem for al ond Hensigt
da de giorde mig til Præst. Om mig selv kand jeg med
Sandhed sige, at min Trang var saa yderlig, at jeg
enten maatte have døet af Sult, eller blevet Skribent;
og hvad min Kone angaaer, da vil enhver som kiender
hende, tilstaae, at hendes Trang maae have været li¬
gesaa stor, efterdi hun har giordt sig saa stor Umag
for at faae den opfyldt.
Men uagtet alle disse Omstændigheder paa min Si¬
de, og det som endnu meere er, den Ære J har gjordt os i
det J har antaget vor Sag, finder jeg dog ikke at jeg bliver


en Smule l'edre begegnet. Som Præst prædiker jeg hver
Søndag for en Forsamling der snork =sover; som Skribent
maae jeg see, at Herremanden i Sognet og alle de som
jage med ham, fløtte deres Tørklæder af den Lomme,
som er næst ved mig, saa ofte som jeg sidder til Bords
med dem; og som en Hanrey, have end og Børnene
paa Gaden lært at holde deres Fingre for Panden og
peege efter mig naar jeg gaaer dem forbi.
Det er ikke længere siden end i Gaar at jeg kom
uformærkt over at høre min Datter Jenny, en Pige
paa sex Aar, spørge hendes Moder, hvor det kom sig at
Papa var saadan en Hanrey; thi Jomfru Maddoks,
og Jomfru Tomlinson, og alle de smaa Jomfruer i
Skolen sagde, at han maatte gandske vist være en un¬
derlig Mand, at han var saadan en Hanrey; og for
to Dage siden løb min lille Dreng, som er kun et Aar
ældre end hans Søster, grædende ud i Køkkenet da jeg
skændte paa ham fordi han ikke kunde sin Catechismus,
og sagde til Pigen, at Papa havde stanget ham med si¬
ne Horn. Men en af vore Naboe=Døttre, som har ny¬
ligen fyldt sit tolvte Aar, fortæller mig, at hun skulde
lide en Hanrey til Mand frem for alle andre, thi jeg
er saa from, saa godhiertig, at jeg har ikke min Lige.
Sandt at sige, jeg har neppe en Ven i Verden, uden
for min egen Familie, undtagen denne Pige og en Of¬
ficerer af de blaa, der ligger i Qvarteer nogle faa Dø¬
re fra os, og som ofte taler med min Kone om et Kald,
som hans Fader har Kalds=Rettighed til, og hvilket han
forsikkrer skal blive mit, saa snart det bliver ledigt. Jeg
veed ikke at denne Herre er mig forbundet for nogen


Ting, undtagen at han har været særdeles lykkelig i at
kiøbe Heste, siden han kom her i Egnen, og hvilket man
siger at han tilskriver alleneste det Bekiendtskab han
har faaet i mit Huus. Men omendskiønt jeg kan un¬
dertiden have sagt ham min Mening, saa maae hans
Lykke dog meere tilregnes hans egen Forstand og For¬
farenhed end nogen min Betænkning.
Men jeg skriver et langt Brev, da jeg alleeneste
havde i Sinde at lade eder vide, at eders Blad angaaen¬
de de tre Ordener, som jeg hører til, endskiønt eders
Meening var god, har ikke giordt den ønskte Virkning;
og dernæst at forsikkre eder, at i Betragtning af eders
gode Hensigt, skal jeg, som Præst, bede for eder, som
Skribent skal jeg priise eder, og som Hanrey skal jeg
agte det for en Ære at finde Leylighed til at giøre eder
bekiendt med min Kone. Jeg er,
min Herre,
eders forbundne og ydmygste Tiener,


Bie=Kuben.
No. 259.
Torsdagen den 17 December 1761.
Af the Connoisseur. No. 123.
Quo patre sit natus, num ignota matre inhonestus?
H¬
vo skal man tænke Forældrene ere
Til denne Glut som skal Hitte=Barn være?
Enten den naadige Herre og Kisten,
Eller den naadige Frøken og Christen.
J¬
eg finder, at det har foraarsaget en almindelig For¬
nøyelse, at der i de offentlige Blade er gjordt bekiendt,
t Hospitalet for Hitte=Børn er aabent at tage imod spæ¬
de Børn i Almindelighed, under en vis Alder. Følgerne
af en tyk Mave synes ikke nu saa forfærdelige som forhen;
og det er ikke længere siden end i Gaar, at en ung Snus¬
hane fortallte mig, at han var lykkelig i det at hans Børn
skulde ikke længere kastes ud af Hospitalet, som han selv er
blevet udstødt af et Sælskab i Arthurs Caffe=Huus.
For min Part, endskiønt jeg holder intet Fruentimmer i
min Sold, har ingen Børn med min Huusholderske, ey
heller er indviklet i nogen anden Elskovs Handel, saa maa
jeg dog tilstaae, at jeg glæder mig storligen derover, at


denne godgiørende Stiftelse strækker sig nu saa vidt. Jeg
anseer den som et vist Middel til at frelse mange hundrede
ufødte Fostere, ey heller skal vi nu høre om saa mange
hielpeløse Børn, som blive dræbte i Fødselen, eller hen¬
flengte paa væmmelige Steder, af deres unaturlige Mødre.
Saasom et uægte Barn bliver i Loven anseet, quasi
nullius filius, som Jngens Barn, og Jngen paarørende,
og er dog begavet med lige saa smuk en Skabning, og kan
opnaae lige saa høy en Grad af Fuldkommenhed, som den
ærlige Kones Barn, da er det visseligen en meget stor Kiær¬
ligheds Gierning, saaledes at redde dem fra en utidig Død
og andre Elendigheder, hvilke De ikke fortiene, hvad deres
Forældres Skyld og Brøde end mage være.
Omendskiønt det er læt at see, at dette Hospital vil
og blive et Tilflugts Sted for mange ægte Børn; saa er
det ikke mindre vist, at de Riige saa vel som de Fattige vil¬
le ofte sende deres uægte Børn til denne almindelige Am¬
mestue. Den riige Stands=Person, eller formuende Bør¬
ger maae have deres særdeles Familie=Aarsager, hvorfor
de ville ikke kiende sig ved Frugterne af deres hemmelige El¬
skov, og være glade derover at de kand faae de smaa leven¬
de Vidner om deres Smue=Kiærlighed bragt til Side. For
denne Aarsag vilde en Historie om de Hitte-Børn som bli¬
ve antagne der, være meget rar og fornøyelig, saasom den
vilde indeholde mange hemmelige Efterretninger, som man
ikke kand faae at vide af Kirke=Bogen. De Betragtninger,
som jeg giorde hos mig selv om denne Sag, gave forgan
gen Nat Anledning til følgende Drøm.
Mig syntes at jeg stod ved den hemmelige Dør paa
Hospitalet, hvor en Mængde af Qvindfolk (hver af dem
med et Barn paa Armen) trængte til for at komme ind;


en gammelagtig Mand, hvilken jeg ansaae
r en Forstan¬
der paa dette Hospital, bød mig høfligen ind. Jeg tog i¬
mod hans Tilbud; og da jeg havde sat mig næst hos ham,
sagde han til mig: "Jeg veed, min Herre, at J betrag
ter de fleeste af disse spæde Børn som Yngel af saa man¬
ge ugifte Fædre og Pige=Mødre, hvilke ere lønligen brag¬
te ind i Verden. Viid da, at jeg er en af disse Skyts¬
Engle, som ere beskikkede til at have Omsorg for Sleg¬
fred-Børns Lykke; derfor, saasom dette Hospital er me¬
re umiddelbart under mit Tilsyyn, saa har jeg skiult
mig under denne Skikkelse; og dersom det behager eder,
da vil jeg fortælle eder den hemmelige Historie om disse
Børn, som ere mine Myndlinge, og om deres Forældre.
Jeg forsikkrede ham, at hans Beretning vilde være
mig meget behagelig; og da nu adskillige kom frem for at
Giv
overlevere deres Børn, begyndte han igien at sige:
agt paa denne lystige lille Skalk, med tykke Kæver, en
frisk Farve, blaa Øyen og rødagtigt Haar. Vi have
her allerrede adskillige af hans Brødre paa Moderens
Side, nogle hvidladne, nogle brune og nogle fortladne;
og de holdes dog alle for at være aulede ved den samme
Fader. Moderen har i mange Aar været Huusholder¬
ske hos en Herre, som kand ikke see, at hendes Børn
bære Mærke af hans egne Tienere, og at denne nærvæ¬
rende Unge ligner hans Kudsk, som to Draaber Vand.
Dette sygelige, pibende Barn som J der seer, med
et bleegt Ansigt, udtæret Legeme, og vanføre Lemmer,
er en drevet Frugt af Øgle=Suppe og Spanske Fluer ().
Det er en Unge af en udslidt forhoret Stands=Person,
hvilken da han besvangrede Moderen, fordervede hendes
He
Ee 2
(*) udtydningen herover maae søges hos en forfaren Læge eller Apotheker.


Helbred med en vederstyggelig Sygdom, og i Følge der¬
af har hun, med megen Besværlighed, frembragt dette
udtrykte billede af ham selv i mimature.
Det næste Barn, som der kommer, er gulet af en
Borger, som passer nøye paa Skillingen; hvilken, saa¬
som han holder en Hest til at riide selv paa om Sønda
gen, som han leyer bort heele Ugen igiennem, saa holder
han ligeledes en Maitresse til sin Fornøyelse paa den sy¬
vende Dag, som leyer sig selv bort i de andre sex. Det
andet Barn er ligeledes født i Byen; men det er et fæl¬
les Arbeyde, saa at sige, af tvende Fædre; hvilke saa¬
som de ere store Huusholdere i deres Fornøyelser, saa¬
velsom i deres Handtering, saa holde de en Hore og en
Cariol i Fællesskab sammen.
Hin næsviise unge Taske, som saa dristigen trænger
sig frem med hendes Glut, er ikke Moder dertil, men er
Tieneste=Pige hos et ugift Fruentimmer, af den nøyag¬
tigste Dyd og Ære og et ubesmittet Rygte. For en tolv
Maaneder siden reyste hendes Jomfru til Badet, for
hendes Helbreds skyld, og ti Maaneder derefter reyste
hun til Nord=Vales for at besøge en Paarørende, hvor¬
fra hun er nu nyligen kommet tilbage. Vi maae slutte,
at hun fik Lyst til dette vakkre Barn, da hun var paa
Landet, og bragte det hid til Byen med sig, for at sæt¬
te det her i Hospitalet; ligesom hun giorde for faa Aar
siden med en anden deylig Dreng; men saasom han
var for gammel til at antages her, saa er han nu i en
te Skole i Yorkshire, hvor unge Drenge nyde Kost,
Klæder, Optugtelse, og alle fornødne Ting for ti Pund
om Aaret.
Hin pluskævede lille Dreng, som J seer i Armene
" paa hint store og føøre Qvind=Menneske, i et camelottes
tørt
-6


Skiørt og en rød Kaabe, er hendes egen Søn. Hendes
Profession er at reede Senge, ved et af vore Universitæ¬
ter, og paa det samme Collegium, hvor Faderen, en
adstadig Student, er et Medlem, under det sædvanlige
Vilkaar at han ikke maae gifte sig. Mange ærbare Herrer
af denne Orden, som ere i samme Betryk, ere glade ved
at de kand benytte sig af denne Barmhiertigheds Stiftel¬
se; og dersom alle af den samme hæderlige Orden, lige¬
som i de romersk=tatholske Lande, vare under samme
Tvang, da maatte J vente at see et særdeles Hospital
oprettet, for at tage imod Geistlighedens Sønner.
Det næste Barn tilhører en Søe=Capitains Kone,
hvis Mand ventes hiem hvert Øyeblik fra en lang Reyse;
af Frygt for hans Hiemkomst er hun lykkeligen blevet for¬
løst med dette Barn en heel Maaned for Tiden Det andet
er et Barn, som er kommet til Verden efter Faderens
Død, han var en riig gammel Herre, som ægtede en ung
Pige af Kiærlighed, og døde i Leege=Maaneden. Denne
hans Søn og Arving blev ikke født førend næsten tolv
Maaneder efter hans Død, efterdi dets Fødsel blev for¬
halet ved hans Enkes overmaade Sorg; hvilken for den¬
ne Aarsag vilde heller ligge hemmeligen i Barsel=Seng,
og sætte deres eneste Barn her i Hospitalet, end give
hans Paarørende Anleedning til at tvile om dets ægte
Fødsel og hendes egen Ære.
Min Staldbroder viiste mig adskillige andre Børn,
hvis Herkomst var ikke mindre besynderlig. En fattig Skri¬
bent lættede sig fra en meget tung Byrde af to Tvilling¬
Døttre, som han havde i en ulykkelig Time aulet med en
Tøs, der gaaer omkring og selger Viiser og deslige smaa
Skrifter, efter at han havde skrevet en Elskovs Roman;
men jeg kunde ikke bare mig for at smiile over den Seddel,


som han havde sendt med disse nye Muser, hvori han gav
tilkiende, at den ene var christnet Terpsichore og den an¬
den Polyhymnia. Adskillige uægte Børn bleve indbragte
fra de nærmeste Landsbyer; mange bleve indsendte fra Lan¬
det; og en heel Reede fuld af Unger blev bragt ind fra to
eller tre Sogne i Særdeleshed; og man vedste ikke, enten
Præsten eller Herremanden havde meest Deel i dem,
Et Fruentimmer af en meget ærbar Anseelse bragte
nu et deyligt Barn frem, for at blive antaget her; men
Forstanderne vilde ikke tage derimod, saasom det syntes at
være over to Maaneder gammelt. Moderen derimod blev
ved at bekræfte, at det var nyeligen født; og vendte sig
til mig, begiærende at jeg vilde see paa det. Jeg tog det
derfor i mine Arme, og medens jeg svingede det op og ned
og berømte dets Deylighed, tog den listige Taske Leylighe¬
den i Agt til at snige sig bort, og lod mig beholde det dyreba¬
re Pant. Den Umag jeg giorde mig for at raabe efter hende,
og Barnets Skriig, som klang jammerligen i mine Øren,
vakte mig lykkeligen op, og jeg blev glad ved at finde, at
jeg havde alleeneste danglet med min Hovedpude, i stedet
for en Hore-Unge.
Jæsser ÆJ¬
Til Mr. Rambler.
eg var i Morges usædvanligen tungsindig, og da jeg
fandt at Bøger tiente alleneste til at giøre mig endnu
meere, gik jeg ud i Marken, i Haab om Lindring og For¬
friskning ved den reene Luft og Solens Klarhed.
Da jeg vandrede saaledes tankefuld omkring, faldt
mig det Hospital i Øynene, som er stiftet til at tage imod for¬
ladte


ladte Børn, hvilket jeg betragtede med Fornøyelse, indtil
jeg ved en naturlig Følge af Tanker begyndte at eftertænke
Mødrenes Skæbne. Thi til hvilket Skiul kand de flye?
alleeneste til hans Arme, som har forført dem, hvilke maa¬
skee ere nu ikke længere aabne til at tage imod dem; og da,
hvor snart kand bedraget Dyd falde hen til skamløs Brøde,
og fra skamløs Brøde til haabeløs Elendighed?
Den Hierte-Sorg jeg følte, lod mig ikke have Ro,
førend jeg, ved eders Blade, giorde Forestilling til Pu¬
blicum, for disse forlorne Creature, de offentlige Skøger;
hvis Elendighed her maatte stille den strengeste Dommer
tilfreds, og hvis Deelagtighed i vores fælles Natur maat¬
te blot og alleneste bevæge os til at stræbe, i det mindste,
at redde dem fra ævig Straf.
Disse vare alle fordum, om ikke dydige, dog i det mind¬
ste uskyldige, og maatte fremdeles have blevet uberygtede
og lykkelige, dersom de vare ikke blevne forførte og bedrag¬
ne ved disses Kunster og Tillokkelser, hvis Rang, Formue,
eller Opdragelse gave dem Middel dertil. Lad en Libertiner
i et Øyeblik betænke det Fruentimmers Tilstand, som naar
hun bliver forladt af hendes Forfører, er bragt til den Y¬
derlighed at blive en Skøge for Brød, og lad ham dømme,
hvor stor hans Skyld er, af de Ulykker som den foraarsager.
Man kand ikke tvile om, at mange følge denne for¬
skrækkelige Levemaade, med Skamfuldhed, Afskye og Ruel¬
Verden
se; men hvor kand de haabe at finde Tilflugt?
er ikke deres Ven, ey heller Verdens Lov. Deres
Suk, og Taare og Klagemaal ere lastværdige i deres Ty¬
ranners, Hore=Pløkens og Rufferskens Øyne, som spække
sig af deres Elendighed, og true dem med Mangel eller
med Fængsel, dersom de viise det mindste Anslag til at
undløbe fra deres Slaverie.


At aftørre alle Taare af alle Ansigter, er ikke i noget
Menneskes Magt; men den meest indskrænkte Magt har ofte
Ævne til at lindre Elendigheder; men de Leyligheder, som
hver Dag giver os til at hielpe de elendigste af det menne¬
skelige Kiøn, blive overseete og forsømte.
Der ere vel Steder beskikkede, hvor disse ulyksalige
Creature kan søge hen, naar de angribes af Ukydskheds Syg¬
domme; men dersom de blive helbredede, hvad kand de
gribe til? enten at vende tilbage med de ringe Levninger af
Skiønhed til deres forrige Brøde, eller omkomme paa Ga¬
derne af Nøgenhed og Hunger.
Hvor ofte have de Lystige og Tankeløse, i deres Aften¬
Sværmen, seet en Flok af disse elendige Qvindfolk, skiulte
med Pialter, skælvende af Kuld og vandsmægtede af Sult;
og, uden at enten ynkes over deres Jammer, eller betæn¬
ke deres Grusomhed, som maaskee først forførte dem ved kiær¬
lige Caresser eller prægtige Løfter, fare fort til at bringe
andre i samme Elendighed ved de samme Midler?
At forebygge denne begrædelige Mængdes Tiltagelse
er utvilagtigen den første og meest fornødne Betragtning.
At forekomme Ondt, er Regieringens store Hensigt; en
Hensigt, hvortil Aarvaagenhed og Strenghed retteligen
anvendes. Men sandeligen, disse, som Lyst eller Fordeel
har allerede forført, have nogen Ret til Medlidenhed af
dem, der ere lige saa skrøbelige og feylbare som de selv.
De skulle og ikke længe sukke under deres nær værende Træng¬
seler, dersom ingen vilde negte dem Hielp, uden de, som
alleneste kand tilskrive deres Viisdom og deres Dyd, at de
ere blevne fri for den samme Elendighed.
Jeg er &c.
Amicus.


Bie=Kuben.
No. 260.
Torsdagen den 24 December 1761.
Af Herveys Vinter=Piece.
U¬
veyr med Storm og Blæst Naturen kand oprøre,
U Og i den brusende, oprørte Siæl indføre
En stille Rolighed; den kolde Snee og Jis
Kand varme Hiertet op til Verdens Skabers Priis.
D¬
et er sandt, at Guds inderlige Barmhiertighed og
hans Kiærlighed aabenbare sig meget herligen i de
fornøyelige Aarets Tider. J Vaar=Maanederne er alting
Skiønhed for Øyet, og Musik for Øret. Skyerne dryppe
med Feedme; Luften formildes til Balsam; og Blomster¬
ne, i en riig Overflødighed, springe frem hvorsomhelst vi
træde, blomstre hvorsomhelst vi see. Midt i Sommerens
brændende Heede, udbreeder Han Bladene, og giør Skyg¬
gerne tætte; Han udspreder de kølende Løv=Hytter, til at
tage imod os; og opvækker de sagte Vinde, til at vifte os;
Mosset svolner op til en Dyne, for vore Legemers Hvile;
medens Bækkene rinder sagteligen, og suse sødeligen, for
at fornøye vor Jndbilding. J Høsten skiuler Hans Godhed,
Markene, med en Overflødighed af guult Liggendefæ; og


nene med Ladninger af lækkre Frugter. Han
nedbøyer E¬
forsyner sit giæstfrie Bord med nærværende Fylde, og be¬
reeder et overflødigt Magazin for den tilkommende Trang.
Men er det alleneste i disse smilende Aarets Tider, at Gud,
den all=naadige Gud, lader sig see? Har Vinteren intet
Tegn af hans Nærværelse? Er Vinteren ikke veltalende i
hans Priis? Jo: Hans Vey er i Hvirvel=Vinden. Storm
og Uveyr opfylde hans Ord og ophøye hans Magt. Endog
den skarpe Frost bærer Vidnesbyrd om hans Godhed, medens
den byder de af Kuld gysende Nationer at skælve for han Vre¬
de. Lad Vinteren da, paa denne Tiid, være vor Betragtning.
Maaskee denne skarpe og ufrugtbare Vinter kand blive
frugtbar paa indvortes Forbedringer. Maaskee den rysten¬
de Kuld, som binder Jorden i Jis=Lænker, kand tiene til
at udvilde vore Hierter, og opvarme dem med en hellig
Kiærlighed.
See, hvorledes Dagen er stækket! Solen, som bliver
opholdt i mildere Himmel-Egne, eller har behageligere
Tienester at forrette, staaer op ligesom en uvillig Besøger,
med langsomme og fortrædelige Trin. Han gaaer frem
med en sky Koldsindighed, langs ad den sydlige Himmel¬
Kant; og med et tvært Øyekast seer kun til vor bedrøvede
og nedslagne Verden; han kaster et spartsomt Lyys igien¬
nem den tykke Luft. Mørk er hans Anseelse, matte ere
hans Straaler, medens han er hos os. Eller, om det hæn¬
der sig, at han har et klarere Aasyyn, og et muntert An¬
sigt, saa synes han dog, ligesom de unge og lystige i Sørge¬
Huuset, at være misfornøyet, indtil han er gaaet; haster
at komme bort. Og lad ham gaae. Hvorfor skulde vi øn
ske at han maatte blive her længere, efterdi han kand ikke
viise os andet end Spectakler af Vee? Den blomstrende Ver¬
den


den ligger død; de siungen
Slægter ere blevne stumme.
Træerne, afførte deres grønne Dragt, og pidskede af
Stormvindene, udbrede deres nøgne Arme til den forbit
trede og ubevægelige Himmel. Luften er ikke længere op¬
fyldt med behagelig Lugt, men kold Damp svæver, eller
skiærende Vind blæser. Naturen, berøvet alle sine deylige
Klæder, sidder, ligesom en forloren utrøstelig Enke, i hen
des Sørge=Dragt; Medens Vindene, i ynkelige Toner,
hyle, og Regnen, i jævnlige Jilinger, græder.
Vi fortryde derfor ikke, at Dagen gaaer hastigen bort.
Naar Kammeret er beklædt med Sørge=Bay, og vi see
ikke andet end gruelige Ting omkring os; hvo vilde da øn
ske at det svagt brændende Fakkel skulde holdes i Live, hvil¬
ket kand alleneste aabenbare os Sorrig og Bedrøvelse, og
lade os see hvad der maae opvække Gruelse? Og, efterdi
dette dødelige Liv er lidet bedre end en idelig Kamp med
Synd, eller en uafbrudt Strid med Elendighed; er det
da ikke en naadefuld Anordning, der har sat vor Alder ned
til et Spand, Firesindstyve Aar til at prøves udi, ere for
de Dydige en tilstrækkelig lang Tiid; og dersom en længere
Tiid blev forundt de Ugudelige, da vilde den giøre dem o¬
vermaade vanartige og slemme. Vor Vey til det himmel¬
ske Rige gaaer igiennem Trængseler; skal vi da anklage,
skal vi ikke meget heller takke Guds Forsyyn, som har gjordt
Reysen kort? Snarligen, snarligen komme vi igiennem
Græde=Dalen, og derefter naae vi de lyksalige Høye, hvor
Lyset ævigen skinner, hvor Glæde ævigen smiiler.
Undertiden bliver Dagen endnu kortere, og er næsten
udslettet af Aaret. Dunsterne samle sig; de blive tykke
som en ugiennemtrængelig Taage, og formørke Himme¬
lens Ansigt. Omsider nedfalder Regnen; Himmelens
Slu
F ff 2.


Sluser aabne.
sig, og sidt=hængende 6
Skyer udøse deres sam¬
lede Forraad. Nu, dersom det uagtsomme Øye, eller den
forsømmelige Haand, har ikkun løseligen tættet Taget, da
vil det indsnigende Element finde Vey igiennem enhver
Sprække, det vil sie igiennem Løftet og baade bebreyde og
straffe den skiødesløse Jndvaaner. Plovmanden, giennem¬
vaad indtil Kroppen, forlader den halv pløyede Ager. Fug
le og Creature krybe i Skiul. Bækkene løbe over og over¬
svømme Markene vidt og bredt og begrave Engene under en
langvarig, giennemtrængende Vandflod.
Hvor lykkeligt for Mennesket, at denne Overskyllelse
kommer, naar der ere ingen Høe=Stakke i Dalene, som
kand overvældes, naar Markene staae ikke tykke med Korn,
som kand ødelegges! Paa saadan en Tiid vilde den have
været en Fordervelse for Bonden og hans Familie; men nu
tiener den som Giødning for hans Jord, og lover ham
Riigdom igien. Hvor ofte og hvor længe har den guddom¬
melige Majestæt taalet de allergrøveste Forhaanelser af Syn¬
dere; hans Godhed triumpherede over deres Vanartighed,
og naadigen vilde ikke lade sig ophidse til Vrede. Men ah!
formastelige Creature, formeerer ikke længere eders opir¬
rende Overtrædelser. Tvinger ikke, ved igientagne Ugude¬
ligheder, den almægtige Arm til at slaae; paa det hans
Langmodighed skal ikke faae Ende, og hans grumme Vre¬
de bryde ud, ligesom en Vandflod (Hoseæ VCap. 10 v.)
og skylle eder bort til en yderlig og ævigvarende Fordervelse.
Hvor mægtige! hvor majestætiske! og O! hvor ube¬
gribelige ere dine Gierninger, du Himmelens Gud, og
Natuvens Herre! Naar Luften er rolig, hvor sove de stor¬
mende Vinde? i hvilke Kammere hvile de, eller i hvilke
Fængseler ere de indsluttede, indtil du finder for got at op¬
vække


vække deres rasende Grumhed, og oplade deres Fængsels
Dørre, da flyve de ud med en imodstaaelig Hæftighed, ud¬
spreede Skræk og true med Ødeleggelse.
Ah, det er inderligen koldt, hvo er saa haard, at han
ikke kryber sammen i denne overmaade skarpe Frost. Alle
Ansigter er bleege; endog de blomstrende Kinder falme; og
Tænderne ryste af Kuld. J, som sidde magelige og for
nøyelige, i eders beqvemmelige Værelser, vederqvægende e¬
der ved Jldens udbredende Varme; tænker paa eders Brø¬
dre, i Armods bedrøvelige Vaaninger. Deres brækkede
Vindne=Ruder ere aabne for de giennemtrængende Vinde;
et pialtet Klædebon skiuler neppe deres skælvende Kiød; og
nogle faa svage og døende Emmer paa det skidne Jldsted
heller spotte deres Ønsker, end varme deres Lemmer. Me¬
dens den ædle Viin spiller i eders Glas, eller det af Chi¬
nesiske Blade deyligen farvede og nydeligen lugtende og
smagende Vand, ryger i det smukke Porcelain: O kom¬
mer ihu, at mange af eders Med=Creature, midt i al det¬
te umilde Veyrligs Strenghed, ere udtærede af Sygdom,
vanføre af Alderdom, og forsmægtede af Hunger. Lad
deres Lænder velsigne eder, for vederqvægende Klæder;
kommer dem til Hielp med Føde, med Jldebrand, og be¬
skytter dem mod Aarets rasende Grumhed. Saa, gid J
aldrig maae kiende til nogen af deres Gienvordigheder og
Nød, uden alleneste ved at høre om dem, ved at see dem,
og ved at føle en inderlig Medlidenhed over dem! Mig sy¬
nes, de skarpe brusende Vinde tale got for den arme Nød¬
lidende; gid de maae blæse Medynk ind i eders Hierter,
medens de blæse Kummer ind i deres Hytter. Giver agt
paa denne blaa Lue, og røde Kul, paa eders Jldsteder;
Kulden puster dem op, saa at de see meere levende ud, og
gløde


gløde stærkere. En stiltiende, men beleylig Opmuntring
til det glade Sælskab, som sladdrer og leer rundt omkring
Caminen. Gid eders Hierter maae saaledes, paa saadan
en trang Tiid, antændes af en særdeles Velvillighed! Hol¬
der ikke eders overflødige Brænde=Stabler tilbage. Lad
dem iile til at vederqvæge den vansmægtende Familie. Byd
dem at fortæres i mange villige Luer, til at formilde Vin¬
terens Strenghed, og at opmuntre Armods kolde Boliger;
Saa skal de opstige, blandede med Taksigelser til Gud,
opstige,
og inderlige Bønner for eders Velgaaende,
meere behagelige for Himmelen, end krusede Støtter af
det kostelige Røg-Offer.
Nu legge Vindene sig. Efter at de have bragt deres
Ladning, faae de Afskeed af deres Tieneste. De have bragt
en umaadelig Carga af Skyer, som udtømme sig i Snee.
Den gandske Nat falder denne Uld=Regn i største Stilhed.
Om Morgenen, naar vi opvaagne, hvilken forunderlig For¬
andring see vi! Er det den samme Verden; Her er ingen for¬
skiællig Farve! jeg kand neppe kiende Træerne fra de Høye
hvorpaa de voxe. Hvor er den Forskiæl imellem Jorden, der
er bestemt til Plougen, og den der er bevaret til Græsgang?
Alle Ting ligge blandede i en skinnende Forvirring. Saa
skinnende, at den forøger Dagens Lyys, ja end og blinder Øy¬
nene. Det fiineste Linned er ikke saa hvidt, som denne Snee¬
Kappe, der beklæder Markene, ja end og Lilien, om den nu
kom frem, vilde see falmet ud i dens Nærværelse. Jeg kan ik¬
kun tænke paa een Ting, som overgaaer, eller ligner den
ne Vinterens skinnende Kiortel. Begiærer nogen at vide
hvad jeg meener; Han kand finde den beskrevet i den for
træflige Psalme, som er forfattet af den bodfærdige Kon¬
ge. (Psalm. Ll. v. 7.) Begiærer nogen at være Eyer¬
mand


mand af saa dyrebar en Raritæt; Han vil finde at den
tilbydes ham paa enhver Side i Evangelium!
Endskiønt Sneen har Anseelse af Kuld, bliver den dog
et varmt Klæde for Sæden; skiuler den for skarp Froft, og
ruger over dens spæde Vext. Den vil blive liggende en
Tiid lang, indtil den bestraales af Solen, eller optøes
ved en mild Luft; da smelter dette lodne Dække og forvand¬
les til en vederqvægende Giødning; den siunker dybt ned i
Grunden, og opfylder dens smaa Aabninger med den op¬
løste Salpeter, meddeelende Jorden det voxende Liv, som
vil aabne sig i Foraarets Blomster, og moednes i Høstens
Frugter. Dette er et deyligt Sindbillede, og en trøstelig
Forestilling paa Guds Ords Kraft, baade ihenseende til
Ligesom Regn og Snee
dets visse og gaunlige Virkning!
nedfalde fra Himmelen, og komme ikke did igien, men
vande Jorden og giøre den frugtbar, og komme den til
at give Grøde, og Sæd til at faae, saa skal og mit Ord
være som udgaaer af min Mund; det skal ikke komme
tomt tilbage, men giøre det mig vel behager, og lykkes
for dem, til hvilke jeg sender det. (Efaiæ LVCap. 10.
11 Vers.)
Omsider aflegger Naturen dette klar=skinnende Klæde. Den løs¬
nede Snee falder ned af Huusene og af Høyene, Vore Marke og Hau¬
ger, som nyeligen laae begravne under de sammendrevne Snee=Dyn¬
ger, lade sig nu klarligen tilsyne igien. Og da vi nu atter see Naturen,
har den da ingen Spoor af sin forrige Grønhed, af sine deylige Linea¬
menter? De ere, ligesom sande Venner, meget rare, og bør derfor
des meere agtes og holdes i Priis. Her og der sees nogle Træer, som
midt i de jævnlige Anfald af Vind, Regn og Frost, beholde deres
frisk grønne Blade. Laubær=Træet i sær, som, ved at overvinde Vin¬
terens grumme Magt, bliver værdigt til at pryde den Seyerriige Krigs¬
Helts Tindinger.
Saadan,


Saadan er de sande Gudfrygtiges Lyksalighed. Ligesom et Træ, si¬
ger den Kongelige Psalmist, hvis Blade falde ikke af. Han borger ik¬
ke sin indvortes Ro af udvortes Omstændigheder; men har en Grund
til Fred og Fornøyelse i sig selv. Endskiønt han bliver forarmet ved
Ulykker, er han dog riig i Naadens Besiddelse og rigere i Herligheds
Haab. Hans Glæde er uendeligen høyere og ædlere end at den skulde
beroe paa sandselige Fornøyelsers forgængelige Blus, eller paa den egen¬
sindige Gunst af det som Verden kalder Lykke.
Men midt i alle disse truende Ødeleggelser, som Vinteren forskræk¬
ker os med, i Regn, Storm, Snee og Hagel, erindre vi den Fred¬
forkyndende Bue, som i adskillige Farver udbreder sig i de udtømme¬
de Skyer, og giør at vi forglemme de foregaaende Gruelser. Deylig
er dens Skikkelse, men meere fornøyelig er dens hellige Betydning.
Medens Violer og Roser blomstre i dens behagelige Anseelse, saa smi¬
ler Olie=Greenen i dens naadige Hensigt. Den skriver, i skinnende
Farver, hvad Englene sang i sødklingende Toner: Fred paa Jorden, og
i Menneskene en Velbehagelighed. Den er et Forsikkrings Segl, paa den¬
ne nærværende Verdens varagtige Velgaaende; og et trøstefuldt Tegn
til en bedre Stand og lyksaligere Kongerige: Et Rige, hvor en Regn¬
bue forestilles at omgive Thronen; (Aaben. IV Cap. 3 v.) for at beteg¬
ne, at der skal ingen Storm eller Vinter være meere, men et u-aflade¬
ligt Foraar blomstre ævindeligen.


Bie=Kuben.
No. 261.
Torsdagen den 31 December 1761.
Af the World. No. 209.
P¬
ublicum vil uden Tvil blive en stor Deel forbauset o¬
ver, at, i stedet for det store Navn af Adam Fiz
Adam over dette Blad, de nu see det skrevet af et stakkels
svagt Fruentimmer, som er Forlægger deraf. Aha! intet
uden min Agt og Ærbødighed for den kiære gode Mand
kunde have overvundet min Undseelighed, og skyndet mig
til et Foretagende, som han alleene var dygtig til.
Førend disse Linier kand naae Pressen, vil denne i
Sandhed store og elskelige Herre, efter al Formodning, ik¬
ke meere være til. En saa pludselig og uforventet Tildra¬
gelse, og i hvilken Publicum har saa stor Deel, kand ikke
andet end opvække enhver Læsers Nysgierrighed; jeg skal
derfor fortælle den saa korteligen som jeg kand, ingenlun¬
de tvilende, at man jo vil oversee de Feyl som findes i Stii¬
len, og at Hierte-Sorg og Bekymring vil forekomme
Dadlen.


Læseren maae erindre,
i det første Rummer af Ver¬
den (See Bie=Kuben No. 109.) og i adskillige andre Bla¬
de, har den gode gamle Herre fornøyet sig i det Haab, at
han ved sit Arbeyde skulde med Tiden fortiene saa meget,
at han kunde giøre en vakker Figur i Verden, og i det mind¬
ste holde sig en Kariol. Da Madam Fiz Adam døde for
faa Maaneder siden, og han derved blev befriet for den sto¬
re Bekostning at have en Huusholding, iilede han meget
med at forskaffe sig denne Eqvipage; og saasom hans Bla¬
de fandt endog større Aftræk end han ventede, saa var jeg
een af de første af hans Venner, som raadte ham til at kiø¬
be den. Følgeligen blev den bestilt og sendt hiem til ham;
og saasom han havde stedse lovet, at hans første Besøgelse
i den skulde blive til mig, saa ventede jeg ham sidste Tiis¬
dag paa min Lystgaard i Hoxton. Den stakkels Mand
holdt rigtigen Ord; og det var med stor Fornøyelse, at jeg
i mit Vindne saae ham kiørende paa Veyen, som gaaer til
mit Huus. Til hans Ulykke, blev han vaer at jeg saae
ham; og haabende, (som jeg slutter) at fange mig ved hans
store Færdighed i at kiøre, giorde han to eller tre Sving
med hans Pidsk, hvilke saaledes forskrækkede Hesten, at
den rendte løbsk med Kariolen, stødte den mod en Pæl, og
kastede den Kiørende ud af hans Sæde med saadan en Hæf¬
tighed, som man neppe kand forestille sig. Jeg gav et stort
Skrig til min Pige,
Gud bevare mig! sagde jeg, Mr.
Fig Adam er slaaet ihiel! og vi skyndte os hen til det
Sted, hvor han laae. J Førstningen bildte jeg mig ind,
at hans Hoved var af; men da vi kom nærmere til ham,
fandt jeg at det var hans Hat! han drog vel sin Aande, hvil
ket gav mig Haab at han var ikke gandske død; men andre
Tegn til Liv vare der aldeles ikke hos ham.
J den¬


Jfdenne
jammerlige Tilstand, med Hielp af nogle
Nabøer, bragte vi ham ind i Huuset, hvor en varm Seng
blev i en hast giordt til rette for ham; hvilken tillige med
Aareladen og andre Hielpe-Midler, bragte ham lidet efter
lidet til Liv og Fornuft. Han saae sig rundt omkring i
nogen Tiid, og omsider, da han saae og kiendte mig, spur¬
te han efter sin Kariol. Jeg sagde ham at den var i
Behold, men meget beskadiget.
Der ligger ingen Magt
paa, Madam, svarede han; den har gjordt af med mig;
den har ført mig en Reyse fra denne Verden til den til¬
kommende; jeg skal ikke meeere behøve den. Her forgik
Maalet ham, og jeg tænkte at han vilde døe; men efter
nogle faa Øyeblik kom han til rette igien ligesom af en
Henrykkelse, og sagde fremdeles: "Madam Cooper, J seer
i dette jammerlige Syyn, som nu ligger for eder, et ta¬
lende Efter=Minde om Ærgierrigheds Daarlighed og
Galenskab. Denne ulykkelige Kariol var det yderste
Maal af alt hvad jeg tragtede efter; Haab derom op¬
muntrede mig i mit Arbeyde, og opfyldte mig med Fo¬
restillinger om Lyksalighed og Høyhed. Aha! hvor har
den ydmyget mig! Gid andre Store Mænd maae tage
Advarsel af mit Fald. Verden, Madam Cooper, har
nu Ende! Jeg tænkte at den var bestemt til at vare læn¬
gere; men Skæbnens Besluttelser kand ikke mødstaaes.
Det skulde visseligen have fornøyet mig, om jeg selv
maatte skrevet det sidste Blad; men denne Forretning,
Madam, maae blive eders; og hvor tungt det end maa
falde eders Undseelighed, saa besværer jeg eder dog, at
J foretager det. Her tang han i et Minut eller to,
ligesom han ventede paa mit Svar; og saa vel som jeg kun¬
de tale for Sorg og Bekymring, lovede jeg hvad han be¬
Gag 2
giærte.


"Eders Kundskab, som en Forlægger, Madam,
giærte.
(sagde han fremdeles) og eders Ordflydende store Velta¬
lenhed, vil giøre det meget læt for eder. Der vil ikkun
behøves lidet meere end at beskrive mit pludselige og u
lykkelige Endeligt; at formelde min Erkiendtlighed til
Publicum for den overbærende Godhed, som det har be¬
viist mig, og for alting at beviidne min Taknemmelig
hed til mine mange Correspondenter, hvis smukke Styk¬
ker disse Ugeblade maae fornemmeligen tilskrive den uge¬
meene Fremgang de have haft. Jeg tænkte (med Tilla¬
delse) at have sluttet dette Verk med en Fortegnelse over
disse Correspondenter; men Døden forhindrer mig at
oprette dette Æreminde for mit Navn.
En meget stærk Hoste i hvilken jeg frygtede at den
stakkels Mand skulde blevet borte, berøvede ham hans Maal
i meere end en halv Time; men han kom dog omsider til
sig selv igien, og, endskiønt meere svageligen end tilforn,
Jeg takker, Madam, at jeg lever
sagde som følger:
endnu, og at mig er givet Leylighed til at bekiende min
Naturs Skrøbeligheder for en trofast Ven. Jeg vin¬
kede til Susanna, at hun skulde gaae ud; men hun vilde
ikke forstaae mig; dog, hendes Nærværelse hindrede ikke
Mr. Fig=Adam fra at give mig en fuldstændig Beretning
om hans Ungdoms Synder; men saasom de beløbe sig al¬
leeneste til nogle faa Elskovs Handeler iblant Fruentim¬
mer, og han havde ikke begaaet noget verre, end voldtaget
en eller to Piger, medens han var paa Universitætet, saa
bade vi ham give sig tilfreds, og ikke meeere tænke paa des¬
Og nu, Madam, sagde han, har jeg
lige smaa Ting.
et andet Anliggende at besvære eder med. Da jeg var


en Dreng og gik i
Skole, laae det mig stedse i Tanker,
at naarsomhelst jeg døde, jeg da skulde blive begravet i
Westminster Kirke. Jeg tilstaaer reent ud for eder, at
dette har været min bestandige Ærgierrighed i mine
moednere Aar. Det store Gavn som mit Arbeyde har
giordt det menneskelige Kiøn, haaber jeg, vil berettige
mine efterladte Levninger til en Begravelse paa dette hæ¬
derlige Sted; jeg troer og ikke, at Publicum vil være
uvillig til at oprette et anstændigt Æreminde for min
Hukommelse. Titul-billedet paa Verden (*), som var
et lykkeligt Indfald af min Bogtrykker, holder jeg for
at være et meget ypperligt Paafund, og dersom det bli¬
ver i fuld Størrelse udhugget i fiin hvid Marmor, maa
have en fortræflig Virkning. Jeg kand alleneste tæn¬
ke paa een Forandring deri, som er, at i Bag=Grunden,
vilde jeg have, i halv ophævet Arbeyde, forestillet en
Kariol, som velter, paa det at Historien om min Død,
saasom den indeholder en Lærdom for de Ærgierrige,
maae blive erindret med mit Navn. Min Grav=Skrift,
i fald Publicum maatte være saaledes tilfreds, vilde jeg
have anstændig og kort. Det vilde støde min Undseelig¬
hed, om der efter mit Naun, Adam Fiz=Adam, blev
sat meere end disse Ord:
Han
(*) Da Mr. Fitz=Adam allerførst udgav sit Uge=Blad, the World,
eller VERDEN, lod han det trykke i Folio, paa halvandet
Ark; oven over hvert Stykke var en Bogtrykker=Stok eller Bil¬
lede, hvori forestilledes en Mand, siddende ved et Skriver=Bord,
med Bøger omkring sig og en Pen i Haanden, betragtende en
Jord=Klode, som stod ved Siden af ham; for at betegne, at han
af Verden og dens Forhold tog Materien til sine Blade.


Han var den grundigste Philosoph
den vittigste Skribent,
Og
den største Mand
i denne Tiid eller Land.
Jeg siger, Madam, i denne Tiid og Land, efterdi an¬
dre Tider og andre Lande have frembragt meget store
Mænd; ja jeg tilstaaer at der ere Nanne iblant de Gam¬
le, som neppe ere mindre end Adam Fitz=Adam.
Den gode gamle Herre vilde sagt meere, men Maalet
forgik ham igien, og han laae ligesom for Døden i to heele
Timer; imedens han var i denne Tilstand, saasom jeg
havde ingen Tiid til overs, og alt hvad jeg havde hørt var
endnu frisk i min Hukommelse, satte jeg mig ned for at ef¬
terkomme det Løfte jeg havde gjordt. Da jeg havde skrevet
saa vidt, forsøgte han atter at tale til mig, men kunde ik.
ke. Jeg holdt da Papiiret for ham, og spurte om han vil¬
de høre mig læse det. Han samtykte med et Rik, og da
jeg havde læst det, gav han iligemaade sit bifald tilkiende
med et Nik. Jeg bad ham, at han med nogen Bevægel¬
se af hans Haand vilde lade mig vide, om der var noget
deri, som han ønskte at have forandret. Han nikkede igien
med


med Hovedet, og saae til mig med saadan en Velbehagelig¬
hed og Høyagtelse, som overbeviiste mig at jeg havde for¬
nøyet ham. J denne Forsikkring skal jeg nu sende til Pres¬
sen hvad jeg har skrevet, uden nogen videre Bekymring
end for det Tilfald, som gav Anleedning dertil; et Til¬
fald, som jeg skal aldrig tænke paa uden Taare, saasom
det formodentligen vil berøve Publicum en meget dygtig
Læremester, og mig en værdig Ven, og bestandig Vel¬
giører.
Mary Cooper.
Beslut¬


ermed, elskelige Landsmænd ender jeg nu
dette Uge=Skrift, efterdi jeg har mærket,
at mange, som ikke ugentligen eller aarligen ha¬
ve kiøbt det, trykke sig nu ved saa stor en Ud¬
gift, at forskaffe sig det heele Verk paa een¬
gang. En inderlig Drift og Pligt skynder
mig til at erindre mine Læsere, som nu eller
herefter maatte finde nogen Nytte eller For¬
nøyelse af disse Blades Læsning, at de, saavel¬
som jeg, bør derfor velsigne den Kongelige Naa¬
de og Gavmildhed, som har befordret Fortsæt¬
telsen af dette Verk; og fremdeles skal opmun¬
tre mig til at opofre min øvrige Tiid og Kræf¬
ter, paa at meddeele mine Landsmænd Oversæt¬
telser af saadanne Skrifter, der i nogen maade
kunde svare til saa naadig en Konges ret fader¬
lige Hensigt, der er ikke mindre end alle hans
Undersaatters timelige og ævige Velgaaende.
Barthold Johan Lodde.


