Danmarks og Norges
Oeconomiske
Magazin,
befattende
en Blanding af adskillige velsindende Patrioters
indsendte smaae Skrifter,
angaaende den muelige Forbedring
i Ager= og Have=Dyrkning, Skov=Platning,
Mineral=Brug, Huus=Bygning, Fæe=Avling, Fiskerie,
Fabrik=Væsen og deslige.
Dennem til Tieneste, som elske almindelig Velfærds Befordring.
Det andet Bind.
Kiøbenhavn 1758, trykt af Andreas Hartvig Godiche, og findes hos
hannem tilkiøbs næst ved vor Frue=Skole.


Fortale.
Af Dannemarkes og Norges Oeconomiske Magazin, over¬
leveres Læseren hermed den anden Part, og det saa
meget desto snarere, da den Begierlighed, med hvilken
Skriftets første Part er bleven antaget, synes at give
tilkiende, vore Landsmænd henrette deres Agtsomhed, jo meere og
meere til denne Videnskab, hvilken ogsaa frem for mange andre,
kand siges at fortiene den, allerheldst i Betragtning af vore Lan¬
des naturlige Egenskaber, som vist nok giøre dem beqvemme til
at tage mod en fuldkomnere Dyrkelse, og derhos at love deres
Jndbyggere, i sin rette Tiid og Orden, en langt høyere Grad af
borgerlig Velstand.
Siien bemeldte første Parts Udgivelse, have nogle Patrioter,
indfundet sig med visse Oeconomiske Forslag, hvilke for en Deel,


findes indrykte i dette Bind, men de øvrige forbeholdes til det
næstfølgende, ligesom man forseer sig dertil, at flere velsindede og
forfarne gode Mænd, fremdeles indkomme med noget læsværdigt,
og derved understytte Arbeydets Fortsettelse, efterat Veyen en¬
gang er aabnet og allerede banet, ved saa mange Forgængeres
priselige Exempler.
J Fortalen til den første Part, giorde man en Begyndelse
med at opregne de forrige Tiders oeconomiske smaae Skrifter i
vort Land; Tillige lovede man da, at næste Gang skulle skee det
samme i henseende til det, som de nyere Tider have frembragt i
den Materie. Dette Løfte søger man hermed at opfylde, og saa
vidt man veed, ere bemeldte enkelte Skrifter af det Slags, som
kunde henregnes til Oeconomiens og Natur=Lærens Forbedring,
disse efterfølgende:
Philosophiske, historiske og oeconomiske Skrifter,
hvilke under Herr Prof. KOFOD ANCHERS Op¬
sigt Maanedligen udgives af et Selskab Kiøbenh.
An 1746. 4. Den af adskillige gode Prøver bekiendte
Mag. EILSKOU, var det membrum Societatis, som havde
størst Deel i denne Samling, og da han kort efter ved Døden
afgik, hørde Samlingen snart op, hvilket var at beklage, efter¬
di de faa udkomne Hefter, som man deraf har seet, tillige med
Herr Justice=Raad KOFOD ANCHERS lærde Fortale,
gav Haab om mange saavel nyttige, som fornøyelige Afhand¬
linger.
2) CL. URSIN SCHIÖNING, Tractatus Oeco¬
nomico=Physicus de Habitu Norvegiæ ad Agri¬
culturam, eller om Norges Danlighed i Henseende


til Agerdyrkningen. Hafn. 1754. 8. En Academisk
Disputats om saadan Materie, som man ynsker at flere af
vore Candidater ville udvælge, hver efter den særdeles Kund¬
skab, han enten allerede har, eller lettest kunde forskaffe sig og
Publico, om den Provintz han er født i, saa vidt samme har
noget særdeles, der var værd at legge Merke til. Da Forfat¬
teren kort efter, har faaet i sit Fæderne=Land, saadan en Civil¬
Betiening, som kand give ham god Leylighed til at forøge sin
Kundskab ved Forfaring, saa ventes, at han med Tiden afleg¬
ger flere Prøver paa sit patriotiske Sindelav.
Forsøg til Agerdyrkningens Forbedring i Dan¬
nemark, forfattet af JENS KIRKERUP, Deca¬
nus ved det Kongel. Communitæt. Kiøbh. 1756. 8.
Skriftet er ligesom forrige ikkuns kort, men vel skrevet, dog
ikke grundet saa meget paa Autors egen Forfaring, som paa
det han derom har fundet hos andre Skribentere, og henrettet
paa disse Landes Beskaffenhed.
4) Practisk=Oeconomiske Tanker over Land=Væse¬
net og Agerdyrkningen: Efter en god Vens ind¬
stændige Forlangende, forfattet af en oeconomisk
Practico. Trykt i Odense, uden Aars=Tall, dog saa
vidt jeg veed 1755, og næste Aar oplagt paa nye i Kiøben¬
havn, 8. Forfarenhed, saasom den beste Læremester, hvil¬
ken den unævnte Autor beraaber sig paa, synes ogsaa at
have været hans eneste Ledsager, og den første Editions ha¬
stige Afsettelse giver tilkiende, at disse faa Blade have fun¬
det bifald.
5) Kort Underretning om Agerdyrkningen og andet
som henhører til Land=Væsenet overalt i Danne¬


mark, i sær udi Siælland og Fyen, samlet ved
mange Aars Øvelse og Forfarenhed. Kiøbenh.
57. 8. Dette Skrift holdes for at svare til sin Op¬
skrift, og handler, paa Forfarings Grund, om alle Land=Oeco¬
nomiens Hoved=Poster, saa og i et tilføyet Anhang, om den
Skade de Siællandske Bønder tage ved at holde alt for man¬
ge smaa Hæste og Creaturer, hvorimod den Jydske Bondes
Adfærd vises at være fordeelagtigere. Den unævnte Autor
er ikke ubekiendt.
6) Ringe Tanker om Land=Væsenet, Tarvelighed,
og nyttige Fabriqver. Kiøbenh. 1
157. 8. Monsr.
O. §. PIII. en vel skikket Candidatus, søger ved denne
liden men betydelige Afhandling, at legge for Dagen den Hin¬
der og Skade, som Landets Dyrkelse og alle Nærings=Midler
tage derved, at Bonde=Standen, som bærer alle de andre,
foragtes og derfor skyes af mange saadanne, som duede bedre
dertil, end til anden Stand og Handtering, hvilken de dog
meere stunde efter, og derved hindre deres egen private, saa¬
velsom den almindelige Velfærd.
7) Anledning til Agerdyrkningens Forbedring
grundet i Natur=Læren, og ved chemiske Fo¬
stadfæstet, tillige med en fuldkomnere Kund
om Jordens naturlige Beskaffenhed, end hidindtil
i det Danske Sprog er udkommen Kiobh. 1757. 8.
Skiønt Forfatteren, som vides at være en studeret Person fra
Norge, ikke har satt sit Navn hos, kunde han meget vel have
været det bekiendt. In principiis chemicis finder han for got
at følge BOERHAVEN, hellere end de mange som give


HELMONTIo og hans Discipler biefald, hvad Vandets
Substantz og vegeterende Kraft angaaer, men om han ikke i
denne Theorie finder alles Samtykke, saa bliver dog hans
Skrift meget priseligt, og i vort Sprog det første, som har
anviist a priori, de naturlige Grunde, efter hvilke man bør
rette sig i Omgang med alt det som udhentes ex regno
vegetabili.
8) Oeconomiske Betragtninger om Aarhuus Stift.
.Denne liden Tractat bestaaer i en
Kiøbenh. 1.
Samling af faa Stykker, og indeholder nogle nyttige Efter¬
retninger, særdeles det Jydske Qvæg og Bie=Avlingen an¬
gaaende. Den unævnte Forfatter af dette og fleere patrio¬
tiske Skrifter, kand ligesom en af de foregaaende, kaldes en
oeconomisk Practicus, da han besidder og selv admini¬
strerer et got Landgods i den Provintz, som han skriver om,
og skiønt han holder sig til den alleene, saa befatter hans Ar¬
beyde dog meget saadant, som med lige Føye, kand hentydes
paa fleere Egne, særdeles i Jylland, og der tiene til gavnlig
Efterretning.
) Anviisning til Kornets Formeerelse. Uden Aars¬
Tall, dog gandske nyeligen trykt. 8. Forfatteren af disse faa
Blade, holder det for Synd, at ikke kundgiøre sin egen For¬
faring, saa vidt den tillige kand tiene andre. Samme be¬
staaer nu i adskillige Maader, paa hvilke Sæde=Kornet kand
blødes og beredes, førend man udsaaer det paa Ageren, hvor
det skal vise sig frugtbringende.
10) Dr. Jo. CHR. LANGE, Lære om de naturlige
Vande, samt grundig Undersøgning af de Vande,
som findes udi Kiøbenhavn og dens Egne, og til


allehaande Nytte af dens Jndbyggere meest blive
anvendte, næst Opløsning paa det Spørsmaal:
hvilket Vand der er det beste. Kiøbh. 1756. 8.
med Kaaberst. Denne Bog fortiener saa meget meere at
recommenderes, da den er, i vort Sprog, den første af sit
Slag. Vandets daglige Brug betragtet, ikke alleene, saa¬
som her fornemmeligen skeer, i henseende til Sundhed og Læge¬
dom, men ogsaa i henseende til alle Slags oeconomiske For¬
nødenheder, er saa stor, at man ønskede fra alle Dannemarks
og Norges Provintzer, at have saadanne anstillede Prøver og
Observationer, hvormed Hr. Mag. DYSSEL i Laaland,
ogsaa har begyndt at efterfølge Hr. Doct. LANGE.
11) Afhandlinger om de ved Jndpropningen tilbragte
Børne=Kopper, af Mr. BUTINI, Doct Medic. i
Geneve &c. formedelst dens almindelige Nytte
oversat af det Franske i det Danske Sprog Kiøbh.
53. 8. Da Menneskenes Liv og Sundhed er af alle natur¬
lige Ting, det allerkostbareste, og i heele Verdens Oeconomie
det umisteligste, saa ynskes, at dette Skrift maatte naae sit
Øyemerk hos os, ligesom hos andre Nationer. Oversettelsen
er saa meget desto merkværdigere, da dens Forfatter en Høy¬
forfaren og berømmelig Medicus af Tydsk Nation, foretog
den til sin Øvelse i vort Danske Sprog, ikke længe efter sin
Ankomst blandt os.
12) Kort Afhandling om Smaa=Koppernes Jnd¬
podning, ved Mr. de la CONDAMINE. Til Fæ
derne=Landets formodentiige Nytte, af Fransk
oversat i Dansk. Kiøbenh. 1755. 8. Jndholden


sees at stemme overeens med foregaaende Mr. BUTINI
Arbeyde, og roses ikke mindre af de Læger, som biefalde denne
nye Methode til det menneskelige Kiøns Conservation.
13) Underretning om Bie=Avling, og i sær Maaden,
at forflytte dem af en Kube i en anden, at tage
deres Vox og Honning fra dem, uden at dræbe
dem, saa og at holde dem varme om Vinteren,
mueligen og nyttig for Norge. Udgivet af D. §.
Den af fleere særdeles til Natur=Læren hensigtende Prøver,
ikke ubekiendte Høylærde Herr Autor har, efter min Meening,
afhandlet alt det som kand kaldes væsentligt i den Materie om
Bierne, hvis Avling i Dannemark, særdeles i Fyen og Jyl¬
land, stedse har været en vigtig Deel af Landets Næring, hvor¬
for dens nøyere Jndsigt og Dyrkelse desto meere fortiener vore
Landsmænds Eftertanke.
Patriotiske Tanker over Manufactur= og Fabrik¬
14
Væsenet. Kiøbenh. 1757. Forfatteren, som er en
Patriot, ikke af Fødsel, men af Vall, og har holdt ugentlig
nogle Forelæsnings Timer over disse og andre oeconomiske
Materier, forestiller sig, at finde adskillig Modsigelse og glem¬
mer ikke at møde samme med de Giendrivelsers Grunde, som
har syntes ham tilstrækkelige.
5) Den Svenske agtsomme Faare=Hyrdes troe
Vey=Viiser til en god Faare=Røgt, udgivet af
Commerce=Raad JONAS ALSTROM, Kiøbh.
1757. 4. Oversetterens Navn som findes ved Enden af For¬
talen, er Niels Aalholm. Han beretter, at denne Trac¬
tat i Sverrig har haft sin gode Virkning, og formoder her


det samme. Saa vidt man skiønner, da bestaaer dens vig¬
tigste Jndhold i at opregne Faarenes adskillige Sygdomme og
skadelige Tilfælde, samt at anvise gode Raad og Midler der¬
imod.
16) Et Lands Guld=Grube udi Faare=Avlens For¬
bedring, tillige med et mod Faare=Kopper tilfor¬
ladeligt Middel og Raad, udgivet af ERIDRICH
WILHELMHASTEER. Kiøbenh. 17.
55 4. Dette
Skrift roses af Kiendere, saasom grundet paa Forfaring, skiønt
ikke meget understyttet ved naturlige Aarsagers Anførelse.
Forfatteren befinder sig nu, saa vidt man veed, i Jisland,
hvor han formodentlig finder god Anledning til at forbedre
bemeldte Lands beste Næring.
Breve om Overdaadighed og dens skadelige
Følger i en Stat. Kiøbenh. 1758. Den unævnte
dog ikke ubekiendte Høybaarne Autor bestemmer i disse Breve,
hvad han vil have forstaaet ved Overdaadighed, bestrider den
saasom skadelig for et hvert Land, end ogsaa naar den nøyes
med at ødelegge Landets Producter, langt meere naar den
strækker sig til Ting som skulle indføres fra fremmede Stæder,
og tilsidst hentyder han sin almindelige Setning paa Danne¬
mark i Særdeleshed.
18) Ersveisz, daf die Danischen Staaten durch ihre
naturliche Vorzuge, es den machtigsten handelnden
Nationen gleich thun konne, sobey zugleich zu sei¬
nen Vorlesungen diesen Sommer einladet Mag.
CARLCHRISTOPH. PLUER. Kopenh. 1756. 4
Den af nogle fleere Prøver bekiendte Forfatter har ladet disse


faa Ark trykke saasom en velmeent Opmuntring for Landets
egne, til at eftertænke og benytte sig af deres naturlige Fordeele.
9) Tilforladelig Efterretning om Negotien paa
Kysten Guineg, af hvilke Nationer den drives og
paa hvilken Maade den er indrettet af enhver Na¬
tion i sær, tillige med uforgribelige Betænkninger,
hvorledes vor Negotie derhen og til Vestindien,
bedre kunde indrettes. Kiøbenh. 1756. 4. Da de
Danskes Skibsfart nu paa nogle Aar, merkeligen haver tilta¬
get imellem Afrika og Amerika, siden det Vestindiske Com¬
pagnies Ophævelse har forskaffet alle Hans Kongel. Maf.
Undersaatter denne Friehed, saa kommer dette Skrift ret til
pas, og fortiener at læses med Agtsomhed af dem der tage
mindste Deel i Regotiens Velgaaende.
20) Den nye Danske Søe=Mands Haand=Bog,
hvori tydelig viises Jndløbene til alle Havne og
Bayer &c. korteligen forfattet og til Trykken be¬
fordret af DANLEL WESLING MINCKE.
Kiøbenh. 1756 4. Skiønt dette Skrift er ikke det første
i vort Sprog, som handler om Søemandskab, saa torde det
dog vel antages for det udførligste og beste.
21) En Vens Brev til en Ven, angaaende Fabri¬
qvernes Oprettelse i Dannemark. Kiøbh.1
57. 8.
Er en Oversættelse af den liden Piece, som Mr. L.UCAS,
nu Dansk Consul i Saffia, for atten Aar siden, skrev
paa Fransøsk under den Titul: Lettre dun ami A un
ami, sur Tetablissement des fabriques en Danne


marc. 1740. Øyemerket er at bevise Sagens Nytte og
Muelighed, men tilsidst at beklage, Nationen fandt saa liden
Lyst til saadan nye Indretning.
22) JOH. PETRI SEBVE Problemata quædam
de Annona, Noruegiæ incolis leuanda, eller
Nogle Forslag til at lette Levnets=Midlerne for
Norges Jndbyggere. Hafn. 1758. 4. Disse vel¬
meente Forslag tiene i det mindste dertil, at de af Forfaring
bedre kyndige Land=Mænd i Norge, kunde opmuntres til at
benytte sig af Landets naturlige Fordeele, meere end Sedvan¬
ligen skeer, paa en Deel Steder. Saa tiener og denne aka¬
demiske Afhandling, ligesom den foranførte de Habitu Nor¬
uegiæ ad agriculturam, til Efterfølgelse for de Studentere,
der vælge sig en Materie at disputere om, hvilken allerføye¬
ligst kunde tages af noget saadant, som sigter hen til Fæderne¬
Landets Natur, Huusholdning, Sædvane, Alderdom, eller
Historie, saa fremt de derom vide, at fremføre noget til nyt¬
telig Efterretning og Fornøyelse.
Om de tvende Samlinger af smaa Skrifter hid henhørende,
som allermeest have fortient Publici Opmærksomhed og Ag¬
telse, nemlig Velb. Hr. Capitaine L=UTCHENS Oeco¬
nomiske Tanker til høyere Eftertanke, hvoraf den
første Part udkom 1756, og de trende følgende 1757. item
den Oeconomiske sournal, eller Maanedlige Sam¬
linger, af udvalgte practiske Afhandlinger, til at
forbedre Huusholdnings=Kunsten &c. begyndt Ao.
1757. og Maanedlig fortsat indtil dette Aars Januarius
inclusive, er allerede meldet i Fortalen til den første Tome,
hvor man altsaa med god Føye har kundet sige, at nogle


faa af de sidstforgangne Aar, have her til Lands, og i
vort Sprog, frembragt fleere oeconomiske Skrifter, end
mange foregaaende (*).
Hvad dette Arbeyds nærværende anden Tome an¬
gaaer, da haaber man, Læseren vil finde, at samme ikke min¬
dre end den forrige, har en Deel gode Efterretninger og Erin¬
dringer i sig. For at giøre Registeret desto fuldstændigere,
har man meent, det var best at bie dermed, indtil Slutningen
af den tredie Tome, som kand ventes ved dette Aars Udgang,
eller og i Begyndelsen af det følgende.
Da næstkommende St. Hans=Dag er den Termin,
som blev sastsat for dem, der ville indfinde sig med deres Be¬
tænkning over de tvende foreslagne Problemata, saa kand endnu
ingen Efterretning gives om det som dertil hensigter. Derimod
vil man atter opgive tvende andre Oeconomiske Proble¬
mata, og det paa selv samme Vilkaar, nemlig, at hvem, som
i sin indsendte Besvarelse, treffer det, som i uparthiske og kyn¬
dige Mænds Dom, holdes for det beste, kand vente sig, for hver
Besvarelse, en Guld-Medaille, saa god som tolv Ducater. Den
atte Tid bliver indeværende Aars sidste Dag.
b 3
PRo¬
(*) Jeg veed ikke rettere end at med første foretages en Dansk Edition,
af Hr. PHILIP ERNSTLYDERS, (ved Underskrift Pelagus)
Fyrstel. Glyksborgsk Hof=Prædikant, hans samlede oeconomiske
Piecer, hvorfor man her ikke har indrykket saa mange, som ellers
var skeet.


PROBLEMA
Veed nogen at giøre Anviisning paa et vist Mid¬
del til at fordrive og udrødde af Agerne, det
Slags gule Blomster, som af nogle kaldes
Morgen=Fruer, men ellers med et almin¬
deligt Navn, onde Urter, fordi de, frem for
alt andet Ukrud, meget hindre og dæmpe Kor¬
nets Væxt.
Jtem: Hvad Forslag kand der
giøres til at skaffe Land=Manden reent og got
Sæde=Ko
PROBLEMA.)
Hvilket er det beste Middel til at ophiælpe vore
Danske Stutterier, som fordum have været
fleere og i bedre Stand. Hvad er det, som
nu, meere end tilforn, hindrer deres Fremgang
og hvorved kunde disse Forhindringer viss
røddes af Veyen?
Kiøbenhavn, den 20de April,
1758.


Tabel over den Summarisk?
ndhold.
No. I. Physiske Observationer over Luften og Vandet i Lolland, til et
Forsøg opsat af J. A. DYSSEL, Mag. Phil.
Pag. 3.
No. II. Anmerkninger om den Magnetiske Bues bestandige VARIA¬
TION.
P. 43.
No. III. Fire Anmerkninger henhørende til Oeconomiens Forbedring, nem¬
lig: 1) Om at fede Faar og Høns med Høe=Frøe som spildes.
2) Om Giødningens Forøgelse ved Kalk. 3) Om Salpeter=Ver¬
ker i Norge. 4) Om levende Giærder af Heggebær der i Landet.
af V. H.
P. 55.
No. IV. Undersøgning, om det er muelig og fordeelagtigt, at indføre Sil¬
ke=Avlen i Dannemark og de dertil hørende Stater, af M. CARL¬
CHRISTOPHER PLMER.
P. 71.
No. V. Velmeente Forslag til Landgodsets Forbedring i Siælland. p. 85.
No. VI. Beskrivelse over adskillige Farver, hvorledes de giøres, som
Bleghvit, Minie, Spansgrøn, Cinober, Carmin, Florentiner Lak,
Berliner Blaa og Ultramarin.
P. 103
No. VII. Tractatus, Physico: Oeconomicus om de Midler, hvorved
Jordens Frugtbarhed kand befordres, og dens Frugter formeeres,
i Pennen forfattet af N. RANDULEE VITH, Medtiener i
Ordet ved Taarnbye Meenighed paa Amager.
P. 117
No. VIII. Tanker over den Nordske Land=Oeconomie i Almindelighed, og
hvorledes samme efter min Meening i mange Tilfælde kunde for¬
bedres.
P. 15I.
No. IX. Nogle Poster, som behøvede at tænkes paa, og sættes i Verk til
Agerhuus Stiftes Opkomst og Forbedring.
P. 165.


No. X. Underretning, om hvorledes man kand omgaaes med Frugt=Træer
i en Have, forfattet for dem, som boer paa Landet i Norge, og hver¬
ken selv har nogen Erfarenhed i denne Sag, ey heller Leylighed til
at holde eller raadføre sig med en erfaren Urtegaards=Mand. p. 175.
No. XI. Undersøgning af den Satz: At Folkets Mængde er Rigets Lyk¬
salighed; eller: Jo fleere Undersaattere, jo florisantere Regie¬
ring.
P. 1
No. XII. Undersøgning, hvorvidt og under hvad Vilkaar, den Satz er rig¬
tig: At det er Statens Fordeel, at Pengene beholdes i Landet, ved
det man selv fabriqverer sine egne Nødvendigheder af raae Vahre
og Materie, samt commercerer for sig selv.
P. 227.
No. XIII. Continuation af Oeconomiske, Physiske, og Historiske Anmerk¬
ninger, over forekommende Merkværdigheder, ved Lombs Præste¬
gield.
P. 285.
No. XIV. Om Bie=Avlen. af PELAGUS.
P. 293
No. XV. Om det Røde KleverGræ, og om Tørve=Jordens Brug til
Giødning. af PELAGUS.
P. 312.
No. XXVI. Om nogle nyttige og merkværdige Ting, de Norske Bierge an¬
gaaende, ved D. SCHIOTH.
317.
No. XVII. Uforgribelige Tanker om adskillig Sæd og Væxt, særdeles paa
de Stæder, som ellers ikke ere i bedre Brug, mens derved kunde
strax bære nogen Frugt, og omsider komme under Giødning og til
fuld Frugtbarhed.
P. 343.
No. XVIII. Nogle Tanker om Land=Væsnets Forbedring, særdeles i Fyen,
hvor der med er gjort Begyndelse paa nogle Stæder.
5I.


Danmarkes
og
Norges
Oeconomiske
Magazin
Tom. II.


No. I.
Physiske
Observationer
over
Luften og Vandet
i
Lolland
til en forsøg opsat
af
J. A. DYSSEL
Mag. Phil.


Man har udraabt Lolland for en af de allerusundeste Danske Pro¬
vincer; saa at naar en Udlænding bliver af Forsynet kaldet til
sii Lølland, tager hans gode Venner Afskeed med ham, som om
han blev kaldet til de Dødes Land, og om den Lollandske Feber gjør man sig
et Begreb, som om en mevitable og epidemisk Sygdom, jeg kand ikke nægte,
at jeg jo havde en hemmelig Frygt for Landet, da det behagede Gud at føre
mig dertil; Men da jeg nu har været der, hart af to Aar, kand jeg ikke nok¬
som takke min Gud, for et godt Helbred, og kommer mig Landets Clima
lige saa sundt for, som andensteds hvor jeg har været. Det er vist, at her
regierer en Hob Sygdom i Landet meest iblant den gemeene Almue, meere


6


her end andre Steder; Men Spørsmaal: om ikke de foraarsages meere ved
Levemaaden end af Luften? thi her grasserer ikke allene feberagtige Syg¬
domme, hvilke med en Slags Føye kunde skydes paa Landets lave og sum¬
pige Situation; men af lige Størrelse skal ikke noget Land vises, hvor Flod
og Skiørbug har saadan Overhaand; Jeg staaer derfor i Tvivl, enten jeg,
i at dømme om Landets Sygdomme, skal skyde Aarsagen paa Folket eller
Landet; jeg kommer maaskee til at dømme som Borgemester von Bremer¬
feld i Comoedien, at begge har Ret; saa meget maae jeg sige, til Trøst
for Fremmede, der skulde grue for at komme her, at her ere adskillige, ja man¬
ge Udlændinge, i sær af mine Landsmænd, Jyder, thi hvor findes ikke de?
hvilke aldrig har været syge her i Landet; Saa meget maae jeg sige til For¬
svar for Lollikerne, at de beboer et Land der udfordrer største Varsomhed i
Diæt; Naar man ellers physice skal raisonnere herom, da maae man
have adskillige Ting i Betragtning, paa den ene Side er det syndigt, om man
af en forud fattet Mistanke, vilde beskylde Gud og Naturen for at have været
meere unaadig imod et Land, end et andet, paa den anden Side, er det uret
om man paa et Folk frem for andre, vilde applicere den Sandhed: at Syg¬
domme komme for Syndens skyld, eller i det mindste ere naturlige Følger
af Uordentlighed. Det som giver den beste Grund til at dømme om et
Lands sunde eller usunde Beskaffenhed, ere de Egenskaber man finder 1) i
Luften som omringer os, 2) i Vandet som vi drikke, thi disse to, saa
kaldede Elementer, ere uden Modsigelse de fornemmeste af alle de udvortes
Aarsager der contribuerer til Sundhed og Sygdom; Om disse vil jeg i
Steden for at give vidtløftige Tanker tilkiende, meddeele de Observationer,
som jeg med mueligste Agtsomhed har gjort:


4


Om Luften.
tel kand man ved de blotte Sandser nogenledes vide, om Luften er varm
N¬
eller kold, tyk eller tynd, ja undertiden ved Lugten fornemme at de
Damper, hvormed den er opfyldt, ere svovelagtige, jordagtige, og af saa¬
danne fleere Egenskaber; Men da Menneskenes Sandser ere saa ulige, i uli¬
ge Grader, og derhos ikke emfindtlige nok til at merke de Forandringer der
hver Dag skeer i vor Athmosphæra, saa maae Kunsten heri komme Sand¬
serne til Hielp, saa at det som paa en Maade viser Menneskenes Fuldkom¬
menhed, eller Skarpsindighed, i at opfinde, vidner paa en anden Maade
om deres Ufuldkommenhed i at trænge til saadanne Hielpe=Midler. De Tor¬
riceliianiske Glas giver os den beste Efterretning om Luftens Beskaffenhed,
og Forandring; efter samme har jeg anstillet mine Observationer, men
maae først herom giøre et par Anmerkninger.
1) Har jeg dertil brugt et Thermometrum med Mercurio, hvis
Indeeling er i alle Maader supra & infra degel, som her findes aftegnet.
Men derhos merkes, at Graderne ere regnede efter den mindste Afdeelning;
om jeg mindes ret, troer jeg at Herr Professor Kratzensteins er af samme
Indeeling, det var at ønske, at ikke le caprice des ouvriers havde gjort
saa stor Forskiæl paa disse Jnstrumenters Indeeling, thi det er som Msr.
Pluche siger i hans Spectacle de la Nature, pag. 521. Tom. 4. bien
sensible que les Thermometres de deux villes, ou de deux maisons
differentes, ne parlent point le meme langage, & quon ne les scau¬
roit comparer.


8
2) Jeg har ingen Barometrum brugt, thi et
som jeg havde, blev ved en Hændelse slaaet i Styk¬
ker, og desuden har jeg ved Hielp af dette Thermo¬
metro, tillige læt kundet viide Luftens Tyngde og
Læthed, naar det om Vinteren stiger, saa har vi Tøe¬
Veyr og tillige tyk Luft, naar det om Sommeren
falder, har vi gierne koldt og tyk Luft.
3) Mit Thermometrum hænger paa et Sted
imod Nord, hvor hverken Soel eller Varme kand
komme til det.
4) Observationerne ere gjorte hver Dag om
Formiddagen Klokken ni, thi mine Forretninger har
ikke tilladt mig, hver Time at see derpaa, jeg har
vel undertiden seet at det har været steget nogle Gra¬
der høyere op ad Dagen, men er igien om Aftenen
siunket, saa at jeg holder denne Tiid for den be¬
qvemmeste.
Efter hver Dags Optegnelse har jeg da fundet
som følger:








































18.
August.
Gra¬
t. Gra¬
Væyrligt.
Væyrligt.
der
) Sydelige Vinde
66 e
V. stærk Torden, Regn
med ubestandig
118
18, 64 S. V. Blæst, mørk Him¬
Væyr, R¬
og
mel, Regn
I Blæst
65
graae Væyr
S. V). Re.
3. El meget vam¬
64
. S. O. Regn.
22 66 S. Soelskin, varme.
76 JN. O. varme.
62
S. Blæst, Regn.
I. Blæst.
65  S¬
69
§. O. Efterm. 740.
8. 0) meget varmtl
8 3
skrækel Torden og heftt
111 72
Orcan, græselig Lynild
Regn
26
Blæst.
S. V. Blæst.
88
260 ¬
). Form. Soelsk Eft.
69
29 60
V. Storm.
(
maadelig varme.
69 i S¬
301 63
O. behagelig
18167
O Regn, Torden.
311 61 S. V. Regn.
Saaledes ere mine Meteorologiske Observationer tilforladelig giorte.
Men hertil maae jeg endnu legge adskillige andre Anmerkninger.
1) Vinteren, 1756. var her, saavel som fleere Steder, overordentlig
mild, og som man kalder det en Søe=Vinter der bestod meere i vaad Væyr¬
ligt end i Frost, thi det frøs aldrig over fire Dage i Rad, og det endda saa
gelinde, at Jisen aldrig kunde bære, hvorfor vi alt i Februarii Maaned,
havde Foraars Væyrligt og adskillige Blomster opkommen af Jorden saasom
Primula Veris, Crocus, Hepatica Nobilis, Leucoja bulbosa eller Do¬
rothea Lillier. Nøde Træerne stoede i Begyndelsen af Maaneden i
Blomster.


15.
2) Stærene, som de første Foraars Fugle, lode sig see den 6 Februa¬
rii i temmelig Mængde, og Viben kom ikke længe derefter af sin Dvale.
Jeg siger af Dvale, thi jeg blev selv forsikret om den Sandhed, ved føl¬
gende Hændelse. Jeg skovede sidst i Januarii en Udviisning, som Greve
Reventlau havde givet mig i Torebye Skov; J Træet, som inden i var
huul, laae en Vibe; Af Uvidenhed havde en af Bønderne hugged den midt
over, men at den havde havt Liv, saaes af Blodet, som randt ud. Jeg
blev ret fornøyet over denne Hændelse, thi først bekræftede den mig i den all¬
mindelige Meening, at disse Fugle om Vinteren forstikker sig i Huuler en¬
den i Træer eller i Jorden, for det andet, bestyrker det en Sandhed som for
kort er opdaget, og som nu forstaaer sig selv, nemlig at Blodet i de Fugle
der ligger i Dvale ikke styrknes, thi den Varme eller Kraft som skulle opløse
det styrknede Blod, vilde ufeylbarlig skade andre Organa i Legemet; at jeg
ey skal tale om at saa hastige og hæftige Bevægelser eller Forandringer stri¬
der alt formeget imod Naturens Orden; der stedse giør store Forandringer
i ukiendelige Tiltagelser og Grader. Hvorfor ere alle hæftige Forandringer
tam in physicis qvam moralibus saa skadelige, fordi de ere unaturlige.
Vilde man spørge, hvoraf disse Fugle en Tid af ongefær fire Maaneder le¬
ver, da bliver Jndholden af Svaret dette: at den Stilhed og Hvilestand,
hvori de ligger, giør at Blodets Circulation bliver meget langsom; Tran¬
spirationen bliver saare liden; og kand altsaa de Safter, som de forhen har
samlet, vare længe. J le Spectacle de la Nature (hvortil man holder
Msr. PLUCHE for Autor) findes pag. 324. Tom. J. Ertr. I. saaledes om
Svalerne: Les hirondelles se cachent dans des trous sous terre
elles sy engourdissent &y passent Thyver sans mouvement, le coeur
continue cependant toujours a leur battre, & au retour du prin¬


20
tems la chaleur les degourdit. Af de foregaaende Ord paa samme Side
skulde man slutte, at Svalerne ikke ligge i Dvale i Frankerige, thi Autor
siger udtrykkelig; at det, som han melder, er efter relations d Angleterre
&e de Svede; og naar CORNELIUS a LAPIDE skriver om Svalernes
Dvale, da siger han: at han har sine Efterretninger fra Polen; ita ocu¬
lati testes Poloni testantur.
3) Svalerne lod sig see den 19 April eller anden Paaskedag og det
havde allerede tordnet den 15 i samme Maaned, saa at vi af alle Aspecter
havde ventet meget tillig Sommer og et overmaade frugtbar Aar, men den
Natte=Frost og Kulde som faldt ind i May, og varede fra den 10 indtil den
27 i samme Maaned, satte Grøden meget tilbage, i sær Vaarkornet Byg,
Erter og Havre, hvilke Slags i de Lave og vandagtige Egne gik saa godt
som gandske bort.
18
4) Man maatte undre sig over, at jeg ikke har observeret, hvad Tiid
Storken kom; jeg selv undrer mig derover. Længe ud paa Foraaret ven¬
tede jeg efter at see den, thi i Jylland var dens sædvanlige Tiid midt i Mar¬
tii; men da jeg skulde høre mig om, fik jeg at vide, at der bygger næsten
ingen her paa Vester=Kanten; Storkene bygger her i Landet ikke paa Hu¬
sene men i Træer i Skovene, i alle disse tre Sogne er ikkun et eneste Stor¬
kerede, ved en Bye (Haubolle) som ligger i Siden af Skoven. J Jyl¬
land bygger de meest paa Husene, og er det en Selvsomhed at see et Stor¬
kerede i et Træe, men jeg kand tænke, at saavel et hvert Lands Fugle, som
et hvert Lands Folk har sine Skikke. Aarsagen, hvorfor de ellers ikke paa
denne Egn bygger, er vel til Deels, at her ingen Skov er, til Deels, at


21
her findes formedelst den salte Grund i det Lave langs med Vand=Renderne
hvor Havet løber ofte ind i, ingen Orme, Snoge og de Reptilia, som ere
denne Fugls sædvanlige Føde.
5) Den 8 Junii eller tredie Pintsedag, havde vi om Aftenen og ud paa
Natten et forfærdelig Torden=Væyr, i sær Lynild der kunde vare to a tre
Minuter paa Gangen, saa og en hæftig Skylregn, Dagen derefter vilde
nogle forsikkre mig, at der paa Markerne var regnet smaae Orme ned, som
aad Græsset af, jeg gik ud, og fandt virkelig mangfoldige smaae graae Orme,
men ingensteds uden i Græsset, og kunde man see hele store gule Plætter,
hvor Græsset var visnet; men ved nøyere Betragtning blev jeg overbeviist
om, at disse Orme ikke var regnet ned, men havde forhen været der; thi,
naar jeg med en Kniv skar en liden Græstørv op, fandt jeg Ormene i Jor¬
den, og saae at Røderne vare beskadiget paa alt det Græs, som var guult,
saa at Ormene og deres Sæd har forud været i Jorden, og ventelig ved
den stærke Regn ere blevne nød til at forlade deres Boelig. En vis Herre
i Jylland, en stor Physicus, som jeg har den Ære at correspondere med,
og iblant andet meldede dette, svarer mig af 28 Junii 1756, at samme Orme
vare ham vel bekiendte; og komme ingenlunde ned med Regnen, men havde
samme Methamorphosin, som fleere Insecter at de forvandles til smaae
Sommerfugle, naar de med samme Græs eller Urt, som de findes paa,
sættes i et Glas.
Jeg vil ikke gandske stride imod deres Foregivende, som siger, at det
ofte har regnet Orme, Fisk, Frøer og andre Insecter; men kand ikke vel
overtale mig, til at troe alt hvad der siges, thi Mangel paa Undersøgning


22
giver mange falske Relationer; Saaledes har man fortalt mig, at for faa
Aar siden var Vandet paa adskillige Steder her til Lands blevet rødt, og man
troede vist, at det havde regnet Blod. Man har for mangfoldige Aar siden
været af samme Tanker i andre Lande, thi jeg seer af WORMII Epist. pag.
1086. at en Professor i Prag, MARCUS MARII, har skrevet en Tractat,
om en Blod=Regn, (Pluvia purpurea Bruxellensi) hans Tractat har jeg
ikke seet, men jeg har læst, om mig er ret, hos Reamur at saadanne Blod¬
Regne var intet andet, end et rødt Excrementum af visse Slags Insecter,
og Schiammerdam paastaaer, at naar Vandet paa somme Steder seer
ud som Blod, da er det af lutter Insecter, som han henregner til et Slags
af Hydrocantharis (en Art Vand=Lapper) hvilket er rimeligt, og naar
man uden Overtroe eller Lettroenhed vilde umage sig, at undersøge forefald¬
ne Hændelser, kom vi og til nøyere Kundskab om mange Ting.
6) Den 26 Junii havde vi atter et haardt Torden=Væyr, som langt
overgik den forrige, i sær fulgte dermed den hæftigste Orcan; saa at Træer
blæste om. Man merkede og en sær Uroelighed i Havet, thi uagtet at Vin¬
den den Dag var Østen, foer dog Havet op mod Landet med en stærk
Strøm af Sydvest, og derpaa nogle Minuter derefter, med lige saadan en
Fart tilbage for en Østen Vind, saa at Skibene, som laae i Cramnitze¬
Gab (saa kaldes Jndløbet til Rødbye og er en Fierding Vey fra Landet)
bleve drevne af deres Leye. Jeg har ellers observeret, at, naar vi har
havt saadant overmaade haardt Væyr, har man kundet til samme Tiid spore
det i andre Lande, alleeneste med nogle Timers Forskiæl; Saaledes hørde
vi om dette Uvæyr, som kom her om Eftermiddagen Klokken fire og varede
til Klokken syv, at det strakte sig til Tydskland og havde gjort Natten derpaa


stor Skade i Veymar. Det Torden=Væyr, som vi havde her den 14 Sept.
gjorde megen Skade i det Brandenborgiske, vi havde her et horrible Væyr
den 7 Octob. samme Dag brød Vandet ind i Marschlandene.
7) Naar jeg ved den 26 og 27 Februarii 1756, item den 11 Martii
har sat høy Vande i Stranden, da er det ikke at forstaae om Ebbe og Flod,
thi saadan Havets ordentlige Afvext og Tiltagelse er her ikke, men da denne
Bye ligger imellem to Bæke der løber ud i Havet ved Cramnitz, saa stiger
ofte Havet op i disse Bæke, og kand undertiden omringe den hele Bye; men
det skeer aldrig uden med Østelige, og i sær Nordost Vind, endskiønt Ha¬
vet gaaer her ind fra Sydvest; thi de Østelige Vinde driver Vandet herhid
fra den rumme Søe, og giør at det stiger her paa Vester Kanten. Ved
det samme Haves adskillige Uleyligheder ikke alleeneste giør det høye Vand
Passagen vanskelig, men naar det, som tit skeer, løber op paa de lave Mar¬
ker, giøres Jorden derved ufrugtbar, anden Fare fører det, næst Guds
Hielp, ikke med sig, da Havet skulde voxe paa en overordentlig Maade, før
det kunde giøre Husene Skade, thi endskiønt Landet paa denne Kant er al¬
lerfladest, og just denne Bye regnes for en af de nedrigste, saa har jeg dog
trigonometrice udregnet, at Vandet skulde stige fem og tive Allen før det
kunde naae til Præste=Gaarden, thi saa høy maatte Perpendicular=Linien
fra Vandets Flade være, før den kunde naae Horizontal=Linien af Husets
Grund. Her paa denne Kant af Landet var der ellers god Leylighed til at
giøre saadanne Indigninger eller Dæmninger som i Marschlandene; dog! til
dette udfordres der maaskee alt for store Bekostninger, og da Fordeelene ikke
strax skinner Entrepeneurs i Øynene, saa er derom intet at melde, og øn¬
skede jeg ikke engang at nogen skulde vide, at jeg tænkte derpaa, thi at Pro¬


24
jectere nye endskiønt nyttige Forandringer, er temmelig farligt. Project¬
Magere og Kiættere bliver anseet med eens Øyne, og Navnet er ofte uskyl¬
dig fortient. Saa meget tillader man mig, at sige til denne Anmerkning,
at intet var lettere, end at hindre Havets Vand fra at overskylle Markene
her til Byen, thi naar Bønderne med Fælleds Hielp vilde arbeyde alleeneste
faa Dage, kunde deres Jord ved en maadelig Vold blive sikker, men her¬
imod ere hundrede Jndvendinger, hvoraf een gielder for dem alle, nemlig
alting bør blive ved det gamle.
8) Selv samme Meteora har jeg ikke seet, og sees meget sielden, et par
Gange alleeneste har det været Nordlys men svage og stille, da jeg derimod
i Jylland har ofte seet dem meget stærke, og saa uroelig at man virkelig kunde
høre i Luften en Lyd, som naar man pisker med en Haar-Svøbe.
Naar man nu ellers efterseer mine Observationer til hver Dag, skal
man ikke andet kunde dømme, end at den Lollandske Luft er lige saa sund,
som andensteds, ja, jeg forsikkrer, at den har faldet mig mild og behagelig,
skulde der være noget at klage over, da maatte det være de stærke Taager,
som her undertiden falder, og den jevnlige tykke Luft om For= og Efter=Aaret,
og ofte kand holde ved i nogle Dage; Men hæftige og hastige Forandringer
er Luften her ikke underkastet, hvilket Medici holder meget fordeelagtig for
Sundheden; Man skal finde i Journalen, at Varmens Af= og Tiltagelse
har gaaet meget ordentlig og piano for sig; ingen hæftigere Forandring
har vi havt 1756 end i May=Maaned, da det fra den 6 til den 9 steg
18 Grader, fra 42 til 6o, og siden faldt ned til 45, og blev ved med Kuld
i lang Tiid.


2¬
Man kunde sige, at nogle Dage har dog Thermometrum steget i
24 Timer 8 a 9 Grader, men naar man agter at Røret forholder sig imod
Diamet. af Kuglen som 1 imod 20, og naar man tillige udregner Kuglens
Corperlige Jndhold, saa seer man lettelig, at Forandringen er ikke hæftig,
da dette Thermometre er saa sensible, at Qvægsølvet i Kuglen kand ikke
udvides en Fierdendeel af en Linie før det maae stige fem hele Linier i Røret,
saa at Luftens Forandring, hvor stor den end synes, gaaer ikke hæftig for sig.
Den høyeste Grad af Hede var i Jul. 1756. den 17, 20. 21, 22, nem¬
lig 74?. Den første Kulde var i Aar den 10 Jan, til 210.
23 4
tte Den første Kulde 1756. den 20 Febr. til 34 altsaa i Aar. 13 Grader
stærkere end i Fior.
9) Den stærke og langvarende Frost i sidste Vinter (1757) drev adskil¬
lige og mange Hav=Fugle her til Landet, saasom Svaner, vild Giæs og Ænder,
iblant disse sidste fik jeg ved en Leylighed een, som ikke er seet her af nogen før,
den er mindre end en tam And, sort paa Ryggen og over Kroppen, men
hvid under Bryst og Mave; det, hvori den differerer meest fra andre er i
Nebet, thi da andre Ænders Neb ere flade ud til Siderne, saa er dennes
flad op og ned, men derhos krum, Nebets Farve er sort, med en hvid Stribe
paa hver Side fra Øynene indtil det yderste, det er ufeylbarligen, i mine
Tanker, den Fugl som Linnæus beskriver i hans Fauna Svecica 120 Alea,
thi hans Beskrivelse er denne: Magnitudine cornicis, colo toto corpore
pruno nigro; subtus vero pectore, abdomine, tectricibus inferiori¬
bus alarum albis. Reniges II. primores nigræ, Secundariæ 15 nigræ.
apicibus albis: ab oculis ad sumum rostri Marginem, linea alba utrin¬
II. Deel.


26
qve decurrit. Pedes nigri tridactyli palmati, Rostrum cultratum ob¬
tusissimum nigrum sulcis qvatuor (2 in Superiori &2 inferior maxilla)
tranversis exaratum, qvorum secundus albus est, maxillæ superioris
apex in curves &c. Den har sit rette Opholds=Sted paa den Carolini¬
ske Øe i Gotland, hvor den af Jndbyggerne kaldes Tord, saa og paa den
Øe Bonden i Angermania, hvor den kaldes Tordmule. Denne fremmede
Fugl vidner da for os, med sin Besøgelse, at Kulden har været meget hef¬
tig, i dens egne Lande, siden den har søgt en Lindring hos os.
10) Heden har i denne Sommer (1757) været fast utaalelig baade
formedelst sin Hæftighed og Langvarighed. Vel havde vi i Fior en varm
Sommer, men Heden varede ikke saa længe, var heller ikke saa hæftig, thi
den var (1756) i Jul. 740. men i Aar nogle Dage 80?. og varede med Hæf¬
tighed fra medio Junii til hen imod Slutningen af Augusto. Det samme
meldes fra andre Lande; i sær berettes fra Jrland, at Heden i Aar har der
været stærkere end man i fem og tredive Aar kand mindes; Thermometrum
var der, medio Julii, steget til 727. hvilket (meldes de) er 22 Grader over den
sædvanlige Hede. Men her maae man atter beklage: at disse Jnstrumenter
giøres ikke allesteds af lige Inddeeling, thi dersom de Jrlandske Therm. ere
inddeelede som mit, da har vi her havt stærkere Hede, og har altid varmere
Sommer end til 1750, om endskiønt denne Province ligger meere i Nord end
Jrland, thi da bemeldte Land begynder fra Eqvatore nordelig Brede 52Gra¬
der, Lolland derimod 55, saa kand i det mindste ikkun den Nordre Deel af
Landet regnes til vor Clima. Denne hede Sommer har uden all Tvivl for¬
aarsaget en endnu grasserende hidsig Sygdom, der her i Landet har angre¬
bet til visse de tre Deele af Landets Jndbyggere; dog døer ikke mange, men


21
den udmatter de Syge jammerligen, saa at man seer her de fleeste Ansigter,
som Dødninge=Gesichter. Det var at ønske, at en forfaren Medicus vilde
give sine Tanker og Observationer tilkiende om denne Sygdom, om ikke for
anden Aarsag, da for at igiendrive Bøndernes Klagemaal imod den sidste
Forordning angaaende Brændeviins Misbrug; thi saa snart Sygdommen
angreb dem, skrege de: At Aarsagen hertil var, at de ikke, som tilforn, maatte
nyde denne Cordial; men urimeligt! thi foruden det at de selv ikke har sav¬
net denne Liqveur, saa sees og at mange saa kaldede fornemme Folk, der
bruger temmelig store Doses deraf, har og været Sygdommen underkastede.
11) Der sees i Journalen om Væyrliget til den 25 April Middag, et
Meteoron. Samme var saaledes beskaffen. Benævnte Dag Klokken 12,
15 Min. saae jeg, tillige med mange fleere, paa Himmelen mange Cireler og
Buer med Regnbue=Farver, hvilket Syn varede 10 a 12 Minuter, saa at
vi havde Tiid nok, at betragte det; dette Phænomenons Figur og Situa¬
tion var i allemaader som hosstaaende Afridsning viser:
See Tab. I. obs. Soelen var den Dag 7Dage i Tyrens Tegn, og
altsaa ongefær 45 over vores Horizont.
A. A. er et Stykke af en Bue, med Regnbuens fulde Couleurer i Syd¬
ost, hvor Himlen syntes gandske klar. Denne Bue stod 25 fra
Horizont.
B. B. en anden, af samme Farver, som gik næsten omkring hele Himlen,
nærmere imod Soelen.
C. C. et Oversnit af tvende Buer; og paafølgelig forestillede, lige¬
som paa to andre Steder ved d. b. og d. f. et Kors.
D. D. D. en Bue som gik fra Soelens Corpore igiennem Nord og næsten


28
hen til Vesten; denne var langt svagere af Farve end de andre, og i
Vesten mesten hvid, dog gandske kiendelig.
E. E. et Stykke af en Bue som var skildt fra b. b. ved nogle hvide Skyer.
F. F. den inderste Bue, som stod tæt omkring Soelen, og beholdt længst
sine Farver, vel hen ved en halv Time.
Samme Meteoron blev ikke alleeneste seet her paa Steden, men af
mangfoldige paa 4 a 5 Miles Distance. Een vis Mand vil paastaae, at
han saae det ogsaa den følgende Dag, men det har ingen anden observeret;
jeg maae tænke at hans Indbildnings Kraft har repeteret den for ham
anden Dagen, thi da han saae det første Gang, har det uden Tvivl, efter
hans egen Beskrivelse, sak hans Blod i temmelig Bevægelse; han gjorde
det til Jldesprudende Bierge, og saa en forfærdelig Ting, at hverken Caspa¬
rus Schottus, eller Cornelius a Lapde, havde gjort større Jertegn og For¬
varsler deraf, om de havde seet det: Men! o Sancta simplicitas. Lad os
betænke, at det var April=Maaned, og vogte os at vi ikke løber April med
vor Raisonnement herover; jeg vil sige hermed: at April=Maaned fører
gierne en foranderlig og blandet Himmel med sig af Soelskin og Skyer,
her har vi da de to Naturlige Aarsager til dette Phænomenon, vi veed at
Farverne saavel paa Skyerne som andre Objecta, er intet andet end Lysets
og Soelens Straaler, der paa adskillige Maader og i visse Vinkler brækkes
og kastes tilbage fra Objectis (colores nihil sunt præter lumen certo
ratione determinatum). Sættes et Glas med reent Vand, eller hvid Viin,
i Soelen paa en hvid Serviette, strax har jeg paa Bordet alle Regnbuens
Farver; de saa kaldede Prismata forestiller mig alle Ting med samme Far¬
ver, endskiønt Tingene ere anderledes malede, alleeneste fordi Soelens Straa¬


21
ler bliver brækkede paa en vis Maade i Glasset; hvortil Grunden vises i
optica. Saadanne og fleere Experimenter viser os, hvorledes Regnbu¬
ens Farver fremkommer i Skyerne, saa at her er intet over= eller unatur¬
ligt. Hvo der vil eftersee Assessor Horreboms Meteorologiske Observa¬
tioner, gjorte i Jsland, skal finde: at han har seet næsten samme Hendelse
Aaret 1751. just i April=Maaned den 13, endskiønt det Syn var ikke nær
saa prægtigt som vores. Her er da ingen Under skeet. Dog! vi faaer vel
at raabe==Mirakel, naar vi finder, at alle Physici paastaaer, at aldrig
nogen Regnbue kand sees eller er seet i Synder, og de har dertil god Grund;
thi, naar en Regnbue kand sees, da maae Soelen altid være bag ved Til¬
skueren, og Skyen, hvori Buen sees, for ved; og saadan en Situation
kand umuelig faaes imod Synder. Her er da ved dette Phænomenon de¬
res Meening kuldkast, eller og det er overnaturlig, thi her er to Buer ty¬
delige i Synder. Men! lad os merke at det ikke er, eller kand kaldes Regn¬
buer, thi for det første havde disse ikke saadan en Anseelse som oven meldet
er, for det andet, en Regnbue staaer altid obliqve i Skyerne og underti¬
den saa perpendiculair, at den synes at naae Jorden; i disse Buer eller
Cireler der imod de var, horizontal og runden om Soelen, som deres Centrum.
De vare altsaa de saa kaldede Halones eller Ringe omkring Soelen, hvilke
jevnligere sees omkring Maanen, endskiønt med svagere Farver, efterdi den
giver mindre Lys fra sig; vi seer altsaa Forklaringen, og ledes til den Be¬
skrivelse som Physici giver derover, naar de sige: Halo est Pparticularum
humidarum, circa solem vel lunam, illuminata congeries. Har no¬
gle Tilskuere af dette Phænomenon staaet i en anden Situation end jeg,
e. g. meere i Sydkanterne eller paa et høyere eller lavere Sted, da har de
maaskee seet Soelens Billede i Oversnittene c. c. d. b. d. f. (og har anseet


30
det som noget miraculeus. Dette kaldes Parelii (qvi sunt imagines solis vel
lunæ in nubibus planis conspicuæ), men bør ikke ansees som Jldespru¬
dende Bierge eller noget Omineux. Jeg har udført dette maaskee for vidt¬
løftig; men for at bestride eenfoldig Overtroe. Dog bør Guds Indretning
admireres, saavel heri, som i hele Naturen.
Om Vandet.
skulde nogen Ting foraarsage Sygdomme, her frem for andre Steder,
S¬
da kunde man med Billighed mistænke Vandet, hvilket er her i Al¬
mindelighed slet og ondt i høyeste Grad: Nogle Steder er det saa salt,
at man ikke kand slukke Tørsten, andre Steder er det saa tykt og modderigt,
at det neppe kand drikkes, og til alt dette haves derpaa undertiden saadan en
Mangel, at jeg ofte har seet Folk at samle Regn=Vand midt paa Veyene
i Hiulsporene. Jkke desmindre gives der dog nogle, men faa Kilder her i
Egnen, som ere gode, men da det ikke er alles Leylighed at hente det, maae
de fleeste betiene sig af det der er ved Haanden.
Jeg har gjort mig megen Umage for at undersøge adskillige Brøndes,
Kilders og Vandsteders Natur, thi hvad kand være meere magtpaaligende,
end at kiende Egenskaberne af et Element, som vi ingen Dag kand undvære.
Sandserne, Lugten, Synet og Smagen siger os vel Endeel om et Vands
Beskaffenhed, men da der ofte i det klareste Vand kand være de for Sand¬
serne ukiendelige Partikler, som kand være Sundheden skadelige, saa maae
og Konsten komme os heri til Hielp; jeg har derfor i at undersøge Vandene
brugt alle de Prøvemaader, som jeg derom har læst; i sær hos Doct. JoH.
CHRIST. LANGE i hans Lære om de naturlige Vande.


31
Her ere to Kilder, som i sær ere gode; den ene kaldes Thors¬
Lunde Kilde, beliggende i Togerup=Sogn, den anden Thiersted Kilde ved
en Bye af samme Navn, de maae være temmelige gamle, siden de ven¬
telig bære Navn af vore gamle danske Afguder, Thor og Thise. Den
sidste af disse to (da den er kun en halv Miil herfra og vi lade hente all vor
Theevand deraf) har jeg temmelig nøye undersøgt. Den er indhegnet af
Salig Grævinde REVENTLAU, med et Bolverk og et Skuur over, lig¬
ger paa Siden af en liden Banke, imellem Byen og Kirken, har ingen Til¬
løb af andre Vande, men bryder frem af en reen Aare oven i Jorden.
Undersøgelsen har jeg gjort paa følgende Maade.
1) Har jeg ladet fire Potter Vand uddampe og fundet derefter fire Gran
fremmed Materie.
Nu var det mig ikke nok at vide Qvantiteten af den fremmed Materie,
men jeg ønskede og at vide, hvad det var; dette Residuum er meest jordag¬
tig af en Lyse=brun Farve;
a) Naar jeg lagde det paa en Jernplade og giorde den gloende, gav
det hverken en hvid Røg eller ond Lugt fra sig. Deraf veed jeg,
at det ikke indeholder Arsenicum eller noget Forgift.
b) Naar jeg kastede det paa den bare Jld, sprudede det. Deraf veed
jeg det indeholder en Slags Salt.
2) Naar jeg kom nogle Draaber af en reen Sølv=Solution i et Glas
fuld, efter Krugers Anviisning, Naturlehre, pag. 502. §. 404. blev det
melkefarvet, men lidet.


32
3) Naar jeg kom nogle Draaber deri af Langes Præcipitat, som
jeg af ham selv har faaet, hvilken han ellers beskriver pag. 20. §. 25. giorde
det et guulrødt Præcipit; som faldt noget i det blaaeagtige paa Bunden, og
beholdt den Farve i mange Dage.
4) Naar det er vel kaaget og igien kold, faaer det ved denne Præcipit.
en Lyse=blaae Farve, men sætter ingen Bundfald.
5) Ved at lade falde nogle Draaber Kobber=Solution deri faaer det
et Himmel=blaae Præcipit. men Vandet forbliver klart.
Af disse Experimenter, som jeg nogle Gange have igientaget, slutter
jeg saaledes: af
I) Experim. Vandet er overmaade reen og let, saa at det i disse to
Egenskaber overgaaer Roeskilde=Vand.
2) Det indeholder tillige med jordiske Deele lidet Salt.
3) Det indeholder Alcalisk, conf. Lange.
5) = = et flygtigt Alcalisk Salt.
Det er altsaa det sundeste Vand, som man kand forlange, og maae vi
skattere os lykkelige her ved Stedet med dette gode Vand, endskiønt det fal¬
der kostbar at hente.
En Kilde i Ryde=Bye lige over for Kirken, har jeg fundet saaledes:
1) Ved en reen Sølv=Solution bliver den strax melkfarvet og tem¬
melig tyk.
2) Ved Langes Præcipitant eller Sølv=Opløsning sætter det et Violet,
men smudsig Bundfald, Vandet bliver oven paa klart.
3) Ved Qvægsølv, som i Skedevand er opløst, sætter det et blege guul
Præcipitat.


Heraf følger:
a) det indeholder meget.
b) af vor almindelige Salt, conf. Lang. pag. 23. N. 12.
c) men derhos et dobbelt Salt (som Tart. vitr.) conf. p. 31. N. 4.
Dette Vand er følgelig ikke saa godt, som det forrige, men ved god Kaag¬
ning bliver gandske godt, og i Forhold med øvrige Vande her i Landet er
det fortreffelig.
Thi nu vil jeg give Prøver paa nogle af de saa kaldede Brønde, hvilke
her sielden graves over fem a sex Alen dybe, men mister ofte Vandet om
Vinteren i stærk Frost, og om Sommeren i Tørre, i begge Tilfælde bli¬
ver det og ilde lugtende og hæsselig til Anseende. Jeg har ladet hente Vand
fra Nachskov, af en Brønd der holdes for den allerbeste i Byen.
Ved Undersøgning har jeg fundet den saaledes:
I) Vandet seer temmelig klart og reen ud, men ved at lade fire Pund
deraf uddampe befandt jeg, at det efterlod sig et Bundfald af en
hvide graae Materie, hvis Vægt var 26 Gran. Dette Residuum
spruder stærk i Jlden.
2) Ved Sølv=Opløsning bliver det meget melkagtigt, men sætter strax
et Præcipitat af en dunkel Violet Farve og forbliver saaledes i
nogle Dage.
3) Ved Kobber=Opløsning bliver Vandet Lyse=grøn, og sætter et
Bundfald af samme Farve, men mørkere, (som Flor. virid. æris)
oven paa den øverste Flade trækker det en Hinde med Regnbue=Farver.
II. Deel.


34
4) Det præcipiterer Qvægsølv, som er opløst i Skeede=Vand, hvidt.
Dette Vand holder altsaa
a) meget
b) gemeent Salt.
e) men maae tillige indeholde en subtil Svovel=Geist, som med et
jord=fetagtigt Væsen bringer den Regnbue=Farve tilveye.
d) Item, have Kobber=Vitriol hos sig, vid. Lang. pag. 23. N. 16.
og er paafølgelig meget usund ja neppe lader sig drikke, Jndvaanerne maae
og, helst om Sommeren, med stor Møye samle Regn=Vand, som de bru¬
ger til Thee=Vand og anden Brug; Jeg tager neppe Feyl, naar jeg angi¬
ver den Byes slette Vand som Aarsag, til at der næsten altid er grasse¬
rende Sygdom i Byen, som en Art af Sprinkel, der ofte paa eengang ryk¬
ker mange Mennesker bort. Naar denne Brønd skal holde det beste Vand,
saa slutter man sig til mindre godt hos de øvrige.
Brønden her i Landet=Præstegaard.
1) Af fire Pund Vand, som jeg lod uddampe, blev der et Bundfald,
som veyede 30 Gran; af mørkegraae Farve og af en overmaade
salt Smag.
*) Af dette Bundfald tog jeg ongefær 26 Gran og opløste med reen
Vand i en Thee=Koppe, og lod det afdunste, der satte sig virkelig
Salt paa Siderne, men efterlod midt paa Bunden hen ved en halv
Deel Jord. Det var altsaa Prøvet nok, men ikke desmindre for¬
søgte jeg det med.


35
3) En reen Sølv=Solution; hvoraf det blev overmaade tyk og melk¬
farved, og præcipiterte som et hvidt Pulver.
4) Ved Langes Præcipitat fik det en graaeagtig eller Caneel=Farve.
5) Kobber=Solution blev nogen Tiid staaende midt i Glasset med en
blaae Farve, men fordeelte sig derpaa, og satte paa Bunden og
oven paa et Laug fetagtig Væsen af en guulgrøn Farve.
Alle disse Experimenter vidner, om hvilken en Mængde Middel=Salt, (som
Tartar. Vitriol.) dette Vand indeholder, og hvor usund det maae være.
Af samte Art er alle de andre gravede Brønde, som jeg har undersøgt, no¬
gle holde meere og nogle mindre af en fremmed Materie. Vandet af dem
kand heller aldrig bruges til at kaage eller brygge med, ikke engang til at
tvette Klæder i, da Sæben ikke kand skumme, og dets Particler ere for tykke,
og tunge til at opløse de klisteragtige Deele; det bruges ikkun til at skylle og
toe Kiøkken=Tøyet i, da dog Tinnet bliver fordervet deraf, hvo der uden Fare
skulde stændig drikke dette Slags Vand, maatte være i en høy Grad Phleg¬
matiske Personer, og tillegger jeg virkelig Vandet den gode Virkning, at
jeg har befundet dette at være Lollikernes Hoved-Temperament. Lyksalige
Siæle! hvis Legemes indvortes Vædsker stemmer saa overeens med de
udvortes.
Men holdt! jeg kunde snart glemme at tale om Vandet af de aabne
Damme og Vandsteder.
Med disse er intet ordenlig Forsøg at anstille, da de ere underkastede
alle de Forandringer og Uordentligheder, som et Vand kand lide, en blot


36
Beskrivelse maae da tiene os i Sted for Undersøgelse. Disse Vandsteder,
som kaldes paa Landets Sprog, Stiøvler, ere Damme paa Gaderne el¬
ler uden for enhver Bondebye, de ere vel meget færskere end Brøndene, men
derhos saa modderige og grødefulde, at det neppe er at beskrive, og hvorle¬
des kand det være andet? Her vandes Byens Qvæg, her toes Klæder, her
svømmer Giæs og Ænder, her kiøres og fares i disse Vandsteder. Om
Sommeren er det fuld af allehaande smaae Dyr og Jnsecter, om Vinteren
i langvarig Frost, bliver Vandet i de fleeste udtørret, grøn og stinkende,
saa at man i Aar var temmelig i Trang for Vand. Dette Slags er dog
ellers det almindelige, hvoraf Folk maae betiene sig til Kaagning, Brygning
og Tvet; og har jeg virkelig seet, at de har ført Vandet hiem til at brygge
med, baade grønagtig og stinkende. Naar det staaer nogen Tiid sætter det
sig Endeel, og ved at sie det vel, taber det vel sine Insecter og en Hob grov
Materie, men ellers kand enhver, uden anden Beskrivelse, nok vide, hvor
godt det maae være.
Rindende Bække veed jeg ikke mange af her i Landet, thi om end nogle
rinder om Vinteren og ud paa Foraaret, ere de dog tørre om Sommeren
og altsaa, naar de løber, indeholder lutter Regn og Snee=Vand. Dog er
der ved Marieboe bestandig rindende Vand af en færsk Søe ved Byen; Af
dette har jeg ladet hente, der hvor Søen løber igiennem Slusen ved Møllen.
Samme Vand er meget skiøn og sundt.
a) Af fire Pund fik jeg et Bundfald, meest jordagtig af graae Farve,
hvilket veyede sex og en halv Gran.


b) Ved Sølv=Solution faaer det en bleg=blaae Farve, og at Præci¬
pitat noget mørkere.
c) Ved Kobber=Solution, faaer det et Søe=grøn Præcipitat.
d) Naar deri kommer nogle Draaber Olie tart perdeliqvium bliver
det meget melkagtigt, og falder lidet i det grønne.
Det indeholder derfor gandske lidet Salt, men meest Alcalisk Jord, og af
begge Slags ikkun saare lidet, og er paafølgelig godt og sundt til all Slags
Brug.
Jeg maae tilsidst melde, at jeg har anstillet disse Forsøg med Van¬
dene i Februar= og Martii-Maaned, da Frosten endnu holdt ved, paa den
Tid har Vandet best og meest sin egen væsentlige Beskaffenhed, er ikke un¬
derkastet, som paa andre Tider af Aaret, Forandringer af Transpirationer
Jnsecter, Grøde og deslige.
Man seer da af disse Experimenter, at det meest skadelige i de Lol¬
landske Vande, er den store Mængde Salt, som deri findes; vilde man nu
spørge mig, hvoraf dette Salt kommer, her meere almindeligt og i større
Mængde end i de fleeste andre Steder, da hører der Betænksomhed til at
besvare det. Jeg skal ufeylbarlig faae de fleestes bifald, naar jeg siger, at
det kommer fra Havet; da dette Land er saa fladt og lavt, og tillige paa
alle Kanter omringet af Havet, saa sier Havets Vand sig igiennem det hele
Land, og stiger op hvor man graver. Hvorledes Havets Vand trænger
sig igiennem Jorden, har Pere RENE RAPIN ziirligen udfort Hortorum
lib. 3. trykt in 4to Paris 1665; efterfølgende er anført af Pluche:


38
tatum orbem circumfluit ingent
Oceanus, magnæ subter spiracula terræ
Qvi subit, in tenues fusus ceu corpore denge
It sangvis, totiqve facit commercia moli.
Men det er Ulykken, at denne Oprindelse til det salte Vand hos os er falsk,
saa at et stor bifald gav mig liden Trøst, naar jeg skrev imod Erfarenhed.
For det første er det ikke beviislig, at Havets Vand trænger sig igiennem
Jorden eller stiger op deri.
a) Det strider imod Hydraulikens Regler, hvorefter et flydende Le¬
geme bevæger sig &c.
b) Havet selv stopper sin Passage i Jorden, formedelst et slimagtigt og
saltagtigt Væsen, som det præcipiterer paa Bunden, og om end¬
skiønt Havet kunde trænge igiennem denne Sliim, saa maatte dog
c) de Spiracula terræ, hvori Havet skulde stige op, formedelst samme
Materie, og i sær formedelst det medførte Salt, blive snart tillukte,
og hvis ikke, da maatte d) Jorden allerede paa mange Steder væ¬
ret saa udblødt, at de fleeste smaae Jnsler maatte staae i Fare for
at smelte bort, foruden andre Urimeligheder, som deraf flyder.
For det andet, om man end vilde tilstaae Rapins Meening, at Van¬
det stiger op og trænger sig igiennem Jorden, saa fuldte deraf ikke, at Van¬
det i Brøndene skulde blive salt, thi ved det at Havets Vand maatte saa
at sige, filtrere sig igiennem Jorden, mistede det og sin Salthed, efter
hans egen Meening paa anførte Sted, naar det heder:
lacirco latices manant ex æqvore salo, non salst. &c. &c. &c.


Begge Tanker baade om Havets Gang og Filtration igiennem Jorden
ere noksom igiendrevne af Physicis, vort Lollandske Vand maae altsaa have
en anden Aarsag til sin Salthed; og den er ufeylbarlig at søge i Jordens
egen Beskaffenhed. Vilde man spørge, hvorfor den Lollandske Jord har
fleere Salt=Partikler end et andet Lands Jord? da var det at giøre Spørs¬
maale til Ævighed, men naar man vil spørge, hvoraf jeg har Aarsag at troe,
at den Lollandske Jord holder meere Salt end andre Landes, da svarer jeg:
2) Af det foregaaende giver Vandet stort Beviis derpaa, da det er i Almin¬
delighed saa overmaade salt, og vi har hørt, at det ikke kommer af Ha¬
vet, saa maae det da komme af Jorden. Salt bliver jo paa mange Ste¬
deri utroelig Mængde gravet af Jorden hundrede Mile fra Havet.
b) Jngen nægter, at jo Salpeter er virkelig, endskiønt et vist Slags, Salt,
og ingensteds findes meere deraf end som her, da Mure og Vegge i de
Værelser, der staae nogen Tid uden Varme, blomstrer saa stærk deraf,
at man kand skrabe det af i Mængde, ja en vis Person, som staaer i Tie¬
neste ved det Kongelige Salpeter=Verk i Norge, var for nogen Tiid
siden her i Landet, og har forsikkret, at han paa faa Steder i Norge
havde fundet Jorden saa riig paa Salpeter, som her. *)
Man maatte videre spørge: Siden jeg holder Jorden saa salt, hvorledes
kand der da være færske Kilder i Landet? Jngen tage min Satz op, som om jeg
*) Denne Anmerkning synes særdeles værdig, at tages inogen nøyere Overveyelse af vore
Oeconomis.


40.
gjorde Landet til en heel Klump Salt! men jeg paastaaer, at det holder meere
Salpeter end andre Lande, og derfor er just de færske Kilder her saa rare; og de
faa her ere, maae have deres Løb igiennem saadanne Aarer, hvori intet eller meget
lidet Salt opløses; det er ikke meere underlig, end at der igiennem Saltgruberne
ved Villischa i Polen løber en Bæk med sød og færsk Vand, til Vederqvægelse
baade for Folk og Heste, som arbeyder der under Jorden; Enhver, som har Jnd¬
sigt i Physiken, giør ingen Vanskelighed af dette Spørsmaal. Men vi maae be¬
tragte denne Jordens Egenskab paa en anden Side. Monne ikke det samme der
giøre vore Vande skadelige, er den største Aarsag til vor Lands besynderlige
Frugtbarhed? Man veed at Jordens Frugtbarhed skal befordres meest ved de
salte Vædsker, som kommer af Giødning, og at naar de samme ere uddampede ta¬
ber Jorden en stor Deel af sin frembringende Kraft. Hvad er vel det paa anden
Dansk, som man siger: at Jorden hviler, andet, end at den samler sine salte Væd¬
sker, thi i det at den ikke bliver pløyet, men der sættes et Grønsvær og Skorpe paa,
damper der ikke saa mange af disse Partikler bort; og ved det at der intet Korn
kommer i, trækkes disse Safter ikke saa hyppig af Jorden; Som da Lolland
ufeylbar er den frugtbareste Province i Dannemark, saa maae og Jndbyggerne
takke GUd for den Egenskab, som jeg her angiver ved deres Jord, at den indeholder
frem for andre Steder meget Salt og Salpeter. Er dette end skadelig i Vandet,
saa erstattes det ved Velsignelse i Jorden; Canaans Land havde selv sine Van¬
skeligheder. Monne ikke af det samme Principio, kunde med Tiden opdages nøyere
Kundskab om den saa kaldede Brand i Hveden, der somme Aar skader Lolland
for mange tusende Daler? jeg haaber jo! og skal i det mindste giøre mig nogen
Umage for at faa Kundskab herom; man har alt gjort et temmelig Skridt til en
lykkelig Cuur, naar man først kommer efter Aarsagerne til en Sygdom, Materia


41
peccans (som Medici taler) maae først ret kiendes, førend der kand gives et
tilstrækkelig Raad.
Jeg har fattet en Mistanke til Jordens overflødige Salpeter=Væsen, at
den maae forvolde Branden i Hveden, og har dertil en ikke urimelig Aarsag, men
tør ikke endnu førend nærmere Undersøgning, melde noget positive derom. Vel
veed jeg at nogle, ja mange Statuerer at den forvoldes af Jusecter og Orme, men
da enhver har (som man siger) sin Orm, saa maaskee de kand feyle.
Anmerkning.
Efter min Meening, har den lærde og curieuse Mag. Dx SSEL, ved dette lidet Skrift
om Lolland, ligesom tilforn ved det om Møen, gjort sig meget meriteret, i Hen¬
seende til Dannemarks Natur=Historie. Hvor ynskeligt var det ikke, om nogle
gode Mænd af samme Kundskab og Smag paa Guds Occonomie i Naturens Rige,
her til Lands, foretog sig at betragte, randsage og efter anstilte smaae Forsøg,
som letteligen kunde giøres, at optegne alt hvad de fandt, hver paa sit Sted eller
i sin Egn (saa vidt det var adskilligt fra det almindelige) nemlig først de elementa¬
riske Ting, eller Luften, Væyrliget, Vandet, og alle Slags Jord= og Steen¬
Arter, dernæst Producterne in regno, animali & Vegetabili. Lad være, det som
syntes merkværdigt, var intet sammenhængende, men allene nogle Observata Mi¬
scellanea, saa kunde dog af disse smaae Stykker, med Tiden sankes Materialier til
vort Lands naturlige Historie, hvilken maae legges til Grund i de fleeste Oeconomiske
Forbedringer, naar samme skulle foretages ikke i Blinde, men paa en vis og god
Grund. Til Prøve paa Nytten af deslige Efterretninger, vil jeg ikkuns melde
lidet om et par Poster i Hr. DYSSELS ovenstaaende Skrift. Dersom man længe
siden havde formodet og ved Grandskning i Sandhed befundet dette Singulare, at
den Lollandske Grund og Luft var saa meget opfyldt med Efluviis Nitrosis, da vare
II. Deel.


42


vels længe siden, Salpeter=Verker der anlagte, frem for andensteds, hvilket tillige
med det Jslandske Sulphure nativo, en Raritæt som vi visseligen have forud, kunde
sætte os i Stand til at selge fremmede vort Bysse=Krud og ikke kiøbe det af dem, da
det Slags Vare nu bliver desværre alt for afsettelig i Europa. Ligeledes: der
som vi fra hver Provintz kunde faae nogle Aars paalidelige meteorologiske Observa¬
tioner, da kunde deres Sammenligning tiene til at giøre vore Landmænd langt klo¬
gere og forsigtigere, i en Sag som laae dem høyligen Magt paa, nemlig deres rime¬
lige eller urimelige Formodning om Væyrliget paa visse Aarsens Tider. Disse el¬
ler andre saadanne indsendte og Publico meddeelte Beretninger, vil man derfor paa
det tienstligste have udbedet af Patriotiske Kiendere, særdeles i geistlig Stand, saa
vidt deres vigtige Embede og andre Omstændigheder kunde tillade, i det mindste
nogle af dem, at agte paa deslige HErrens Gierninger, af hvilke han ogsaa i nogen
Grad kand kiendes og prises, men til Fæderne=Landets store Gavn ventes langt mere
i følgende Tider, end man nu strax førestiller sig.


No. II.
Anmerkninger
om den
Magnetiske Bues bestandige
Variation.


Det iblant andet, som vore Efterkommere vil lede efter hos os selv,
og forgiæves søge hos fremmede, vil uforbigængelig blive, en
tilforladelig Efterretning om den Magnetiske Bue over Danne¬
marks og Norges Riger, Lande og Strømme, og dens stedse forunderlige og
vedvarende Variation.
Man har mindre Aarsag til at anklage vore Forfædre, end vore Efter¬
kommere kand med Føye sætte i Rette paa os, for Forsømmelse og Tilside¬
settelse, af denne saa nyttige som fornødne Videnskab, om Magnetens Va¬
riation og vedvarende Afviigning fra det sande og naturlige synder og Nør.
Vor oplyste Seculum kand undskylde vore Forfædre i deres Antegnel¬
ser og Observationer om Magneten eller Magnet=Naalens Misviisning i


46
forrige Seculo, allerhelst det er bekiendt, at Magnetens Buer eller det som
man kalder Misviisningen, blev anseet og antagen paa dette eller det Sted,
at være fast og ubevægelig, som har forvoldt adskillige Forandringer paa
Søe=Compassers Indretning, thi i forrige Seculo blev Magnet=Naalen
forlagt under Compassets Blad eller Roese, saa meget til den ene Side, som
man den Tiid formeente, at det Magnetiske Synder og Nør fra det sande
Synder og Nør befandtes forskiællig, for saaledes at faae et med det sande
Synder og Nør ret=visende Compas. Men som man snart derpaa merkede,
at saadant formeent fastsat Magnetisk Synder og Nør befandtes meget for¬
skiælligt paa forskiællige Steder; saa udfandt man de saa kaldte skuvende
Compasser, som var indrettet saaledes, at det øverste Blad paa Compas¬
Kartet eller Roesen, kunde skuves til den Grad, som man ved Misviisnings
Observationerne befandt Magnet=Naalen fra Meridianen, eller det sande
Synder og Nør at være afvigende, for paa saadan Maade at seygle efter et
retvisende Compas; Mens som disse sidste Compassers Indretning, som endog
i vore Tider har været i Brug; ere reent afskaffede og Magnet=Naalen lagt
fast under Campas=Kaartets beteignede Synder og Nør; for saaledes at
overlade de Søefarende selv at observere, og forbedre Misviisningen paa
foranderlige Steder, allerheldst førbenævnte lskuvende Compasser foraarsa¬
gede adskillige Misligheder; Saa har dog adskillige Personer i vore Tider
været af lige Tanker med vore Forfædre, at et fastsat Magnetisk Synder og
Nør skulde kunde obtineres.
Men da Magnet=Naalen for hele Verden beviser sig langt anderledes
og vedvarer med sin forunderlige Afvigning til den Vestre Side saa meget
hos os, at man ikke veed hvor hen vil; altsaa imod andre rare Videnskaber,


4.
ligger dette betydelige endnu i et Slags Mørke, at, saa vidt mig er bekiendt,
ikke af nogen anden i vore Tider, end af vor lærde Hr. Prof. Horrebou,
er antegnet Misviisningen.
Forrige Navigations Directeur, Salig Lorentz Lous, anvendte
stor Fliid og Bekostning paa et af ham saa kaldte fastsatte Magnetiske Syn¬
der og Nør, han lod til den Ende her i Kiøbenhavn, i Engelland, Holland
og adskillige andre Steder, paa adskillige Magneter, af adskillige Mestere
forfærdige, og stryge foranderlige Invention af Magnet=Naale, for ved
saadan Sammenligning, at treffe et Medium til det af ham søgte fastsatte
Magnetiske Synder og Nør, for at regulere og bestemme Magnetens Buer
paa adskillige Steder af Jordens Klode, og for at fornye og forbedre Ed¬
mund Halleys Magnetiske Buer i hans Misviisnings Kaart, som i Aaret
1700 var forfærdiget, nemlig da de Søefarende, som farer paa saadanne
Reyser, hvor Landene meest maae søges paa Misviisningen, havde befun¬
det, at ovenmeldte Edmund Halleys Magnetiske Buer vare paa adskillige
Steder, baade over det Atlantiske og Jndiske Have, saa afvigede fra deres
første Skikkelse, at de ikke meere med Sikkerhed kunde bruges; saa paatog
Sal. LorentzLous sig med stor Fliid og Bekostning det Arbeyde at fornye
og forbedre Magnetens Buer. Men som denne brave Mand døde mit i sin
gode Hensigt, kom ikke noget frem om Magnetens Buer over Dannemark
og Norges Rger, Lande og Strømme. Derefter vendte Hr. Prof. Hor¬
rebov sig til mig med Admonition, at jeg af alle Kræfter burde søge at
forbedre Søe=Compasset, hvorved han ikke alleeneste gik mig til Hielp med
sine adskillige lærde Skrifter, men endog med Haandgierning viste mig de
Magnetiske Strøg i Staalet, til at applicere Magnetens Kraft i samme,


48
saaledes, som jeg i Verkstedet i min Ungdom var indbildt, aldrig at kunde
være rigtig. Denne vel intentionerede Mand opmuntrede mig ved adskil¬
lige Leyligheder, at anvende mine den Tiid alt for mange ledige Timer til
min Professions Forbedring, og fornøyede sig ved at see en Frugt af hans
Arbeyde, ved det af mig i Aaret 1745, producerede Variations Compas;
Dette Jnstrument, som jeg meget ømmelig samme Tiid lod komme for Ly¬
set, blev med ulige Øyne anseet, hvorfore jeg af Frygt for at indvikles i For¬
trædeligheder, lod alting falde, og demolerede mine kostbare Experimenter.
Jeg er ved adskillige Leyligheder af brave Folk encourageret til at ved¬
blive mit første Foretagende, nemlig at forbedre min Profession, men det
er bleven derved, indtil indeværende Aar, da en offentlig Invitation uformo¬
dentlig faldt mig i Hænderne, hvorved jeg resolverede, ikke at lade saadan
Leylighed gaae forbi.
Jeg vover derfor nu til at fremsætte mine ringe Tanker, angaaende
Magnetens eller Magnet=Naalens Variation eller Afvigning fra det sande
og naturlige Synder og Nør, ikke som den, der vil udlade sig i et Dyb,
som saa mange lærde og ved Berømmelse udødelige Mænd har ligesom fati¬
geret sig forgiæves udi, men alleneste for at samle ved Breden det som
kunde synes at være til Nytte.
Vore Forfædres Uskyldighed har jeg rørt lidet ved, angaaende Magne¬
tens Misviisning; J Aaret 1672, som i Actis Eruditorium i Aaret 1684
findes anført pag. 388, er Magnetens Misvisning observeret, at have
været her i Kiøbenhavn 3 Grader 35 Minuter, og paa Uranieborg paa Øen
Hveen i samme Aar, 2 Grader 35 Minuter Vestl., hvilket er nok til at tvivle


45
om Rigtigheden i slig Observation og siden den Tiid indtil vore Tider,
har man ikke fundet noget antegnet om Misviisningen her til Lands.
Den lærde Engelske Edmund Halley har ved sine lange Reyser og
kostbare Experimenter, ligesom tilbragt Verden et nyt Systema; hans Ef¬
terfølgere som i Aaret 1744 paatog sig at giøre et nyt Oplag af hans Ar¬
beyde, nemlig et Misviisnings=Kort, udlader sig saaledes:
It is much to be qished that the learned and ingenious Inha¬
bitants of every Part of the Earth, mould periodically observe the
Variation of the Needle at those Places mhere they reside, or thro
vich they travel; because their Observations made an Shore, vill
be less liable to Error, than those made at Sea: and because those
Observations Communicatet to the Persons vho may hereafter un¬
dertake a Work of this Kind (as Time must render it necessarv)
mill enable them, not only to be more certain of the Lines they
are to dram over the Oceans; but also to describe the like over the
Land, vich mould render them Compleat: There are tio pover¬
ful, Inducements to bestom a little Time and Pains thereon vitz.
I. That it mould produce A General Good, and II. That it Would
add to the Reputation of those vho perform it, ifthey (being no
mays concerned in Maritime Affairs, mhich is a Case that cannot
happen to many) schould reap no other Benefit therefrom. But ssu¬
rely the Mariners, mhose Credit vith their Employers depends on
an Opinion of their Skill and Fidelity: mhose Subsistance and farther
Hopes of making a Fortune in the World, depend on the Success
II. Deel.


50
of their present and future Voyages, nay, Nhose very Lives depend
on their Judigment and Care; vill need no Spur (and to their Ho¬
nour be it spoken, many of them do not) to excite them to do all
in their Pover, to render those valuable Blessings (Reputation; Esta¬
te, and Life) more secure: it may therefore be sufficient to men¬
tion a Method (presumed to be) partly practised by some, and
perhaps not unvorthy the Notice of all. &c. &c.
Det kunde vel synes noget forgribeligt, at vilde meene, at ingen i
begge Rigerne haver før og i vore Tider, gjordt saadanne Magnetiske Ob¬
servationer, mens jeg beder ydmygst erindret alleeneste, saa vidt mig er be¬
kiendt; jeg har om denne Materie talt med adskillige saa vel Lærde som Ulær¬
de, og derved merket, at en Deel haver anseet det, som noget der var let
at giøre, sc. at finde det sande Synder og Nør efter den almindelige Maade,
og dexefter ved en Magnet=Naal at skiønne Misviisningen eller Afvigningen
fra bemeldte sande Synder og Nør=Linie: En Deel derimod, som haver
lagt Haanden paa Gierningen, haver derved fundet saa stor Vanskelighed,
som synes ikke at skulde kunde bestrides; det er langt fra mig at indlade mig
i nogen Dispute med nogen om denne Materie, meget mindre understaaer
jeg mig at decidere, enten de første eller sidste have Ret i deres Meening,
thi Magnet=Naalen selv vil i mine ringe Tanker være den sikkerste Decissor;
Jmidlertid bliver formodentlig de sidstes, som befrygter sig at bestride Van¬
skeligheden, det største Partie: Magnet=Naalens daglige og ligesom timeviis
forunderlige Variation kunde være nok til Beviis herpaa, naar man vil sige
noget accurat derom, hvilken Vanskelighed det synes at Herr Kr. i hans
Tale i det Keyserlige Petersburger Academie, som i Hamburger Magazin,


21
niende Bind femte Stykke pag. 499. findes anført, vil vide at have fundet
de tilfældige Aarsager af, og altsaa bestridet denne Vanskelighed, ved In¬
clinations=Naalen.
Det er forunderligt, at den lærde Herr Professor CELSiUs, saa¬
velsom Olav Peter Hiorter i Sverrig og Herr Graham i London, som
have gjort over ti tusende saadanne Experimental=Observationer med De¬
clinations eller Afvignings=Naalen, og ikke have kunde slutte andet, end at
Magnet=Naalen, ved adskillige Luftens Meteora, undertiden drages fra sin
egentlige Direction eller Magnet=Linie, som jeg ligeledes ved Erfarenhed i
min ringe Profession, i mange Aar saadant har befundet, uden at kunde
vide Aarsagen dertil, førend jeg af Herr Professor HORREBom derom
blev overbeviist; Naar Herr Kr. saaledes havde overvundet denne Vanske¬
lighed, saa var det at ønske, at nogen vilde paatage sig, paa et og fleere Ste¬
der, som kunde conserveres imod Undergang, for Eftertiden at sætte
Magnetens Linie til denne eller den Tiid, hvorved man i Eftertiden kunde
indhente en sikkrere Efterretning om Magnet=Naalens Afviigning, end den
man ved blotte Speculationer vil vide forud at kunde sige: at dette er af stor
Betydning og i mine ringe Tanker af saadan Vigtighed, at det er Umagen
og all Eftertanke værd, fordrister jeg mig til ydmygst at fremlegge. Vore
Søe= eller Land=Kaarter, som giøres over vore Lande og Strømme, end¬
skiønt saadanne Kaarter sielden komme for Lyset (muelig paa det de ikke skal
criticeres) skal for vore Efterkommere blive gandske urigtige, som for Exem¬
pel: De Lande, Viger, Hukker eller Grunde, som ved Krydspeylinger bli¬
ver optagne i Kaartet, vil Efterkommerne ikke finde paa den Streg eller
Grad, som de denne eller den Tid ere antegnet at være paa, og, at der lig¬


52
ger høylig Magt paa dette, for de Søefarendes Observations, er noksom
bekiendt, hvorfore det er at beklage, at de fleeste Compas=Magere tracte¬
rer dette Hoved=Fundament i deres Profession saa løselig, at jeg vover
at sige, at dersom enhver Compas=Magers Magnet=Linie (hvorefter han
justerer sine Compassers Viisning) nøye skulde examineres, vilde mue¬
ligt befindes saa mange Differente Magnet=Linier, som Compas=Magere,
og hvad er det da at undre, at Misviisnings=Observationerne for de Søe¬
farende, ere saa meget difficile, saa det ofte synes dem, at deres Møye og
Fliid er forgiæves.
Den Magnet=Linie, som jeg ved megen Fliid, under Herr Profes¬
sor HORREBOWS Tilsyn, i Aaret 1745 paa mit Verksted haver trukken,
befinder jeg nu i dette Aar, ved mange overeensstemmende Experimenter,
at Magnet=Naalen er afviget saa kiendelig til den Vestre Side, at jeg ikke
meere tør bruge den Linie.
Jeg har i samme Aar 1745 ved det af mig forfærdigede oven be¬
nævnte Variations Compas, fremviist det forbedrede Strøg af Magne¬
ten, eller rettere, den forbedrede Magnetens Kraft, i den besværede eller
betyngede Magnet=Naal, som er Søe=Compas, og endskiønt samme,
som jeg oven ydmygst har meldt, er bleven ulige anseet, saa vover jeg mig,
ved at sige, at ingen endnu til denne Tiid er fremkommen med noget be¬
dre, for saavidt, som den Magnetiske Directions=Linie bør observeres
og æstimeres, thi som Herr Professor PEDERHORREBOV med all
Billighed, kalder Magnetens Force og Kraft i Søe=Compasset, det store
Hiul i Verket, eller Siælen i Compasset, saa er det vel og bliver ustridige,


5.
at Magnetens Kraft anseeligt er forbedret i det Strøg, som jeg har appli¬
ceret under Variations Compassets=Kaart=Blad eller Rose, hvilket jeg
formoder ydmygst, at legge dem for Øyne, som have nogen Jndsigt i det
Magnetiske Væsen.
Vor lærde Herr Professor HORREBoM har ofte formanet mig,
ikke at lade Modet falde, men at tage fat paa, at forbedre Frictionen i
Søe=Compasset, han har og i sin høye Alder tilbudet sig, at hielpe
mig, hvorfor jeg er denne berømte Mand all Tak og Ære skyldig, men
jeg har ærbødigst maattet forestille adskillige Aarsager, som have hindret mig;
thi jeg har deels i Betragtning af adskillige farlige Omstændigheder, deels
af Frygt for at indlade mig i saa kostbare Experimenter, som til sligt ud¬
fordres, været nødt til at entholde mig derfra, indtil jeg ved denne ypper¬
lige Invitation af 31 Martii a. c. er ligesom bleven oplivet, og ved adskil¬
lige brave Mænds Tilbud og Assistence paa nye encourageret, at gaae
fort i denne nyttige og rare Videnskab, som jeg og har begyndt at legge
Haand paa, og om Gud sparer Liv og Helbred, efter mine ringe Kræf¬
ter og Formue, saa vidt mine Omstændigheder vil tillade, haaber til sin
Tiid, at komme frem med saaledes, at om jeg end derved ikke skulde kunde
naae den Fuldkommenhed, som jeg sigter til, saa haaber jeg dog, at skulde
fremvise noget til Nytte og Forbedring for Søe=Compasset i Almin¬
delighed.
Herved indtil videre nedlegges underdanigst disse mine ringe Anmerk¬
ninger til høygunstig Paakiendelse; Jntet skal være mig kierere, end om


54
nogen vil fremkomme med noget solidere, end dette, om det Magnetiske
Væsens Observationer, min ufuldkomne Tænke=Maade er jeg forsikkret
skal af Lærde og Habile blive bedre udført, end ved mig kand forlanges,
og beder jeg ydmygst, at herudi maatte ansees min gode Villie: Dersom
befales, skal jeg i Continuation af dette, fremsætte videre Anmerkninger,
som jeg for denne Sinde og for ikke at blive kiædsommelig, da jeg imod
min Tanke er bleven vidtløftigere, end jeg vilde være, tør ikke opholde med,
men underdanigst soumiterer det altsammen til høyere Eftertanke, med for¬
blivende enhvers efter Stand og Condition.
Kiøbenhavn,
den 27 Sept. 1755.
underdanigste, allerydmygste og
tienstskyldigste Tiener,
C. P. S4NGAARD.


No. III.
Fire
Anmerkninger
henhørende til
Oeconomiens Forbedring,
nemlig:
I. Om at fede Faar og Høns med Høe=Frøe om
spildes.
II. Om Giødningens Forøgelse ved Kalk.
III. Om Salpeter=Verker i Norge.
IV. Om levende Giærder af Heggebær der i Landet.
af
v. H.


I.
Et Middel til at fede Faar, Beder eller Calcuner
uden Bekostning og allene ved det Høe=Frøe, som ellers
kommer til ingen synderlig Nytte.
Udi enhver stor Huusholdning paa Landet, men særdeles ved Herre¬
Gaarder, hvor man pleyer at holde en Mængde af Faar, og at
fede mange Faar og Gield=Vedre til at selge dem udi Kiøbste¬
derne, er det af stor Betydenhed, at faae dem fede foruden synderlige
Bekostning, og allene med det Høe=Frøe, som ellers er spildt. Til at op¬
naae dette Øyemerk, maae man forskaffe sig een, to eller fleere med en Træ¬
Bund forsyede Kurve, efter Tegningen A. Tab. 2, hvilken Kurv maae flet¬
tes saaledes, at der bliver Huller aabne paa Siden, hvor Bederne eller
Faarene man vil fede, kand komme ind med deres Hoveder. Udi Kurvene
kaster man alt Høe, som skal gives Heste og Køer, hvorpaa Bederne stik¬
ker Hovederne ind i Kurven og ikke bider paa Høet, men allene røste det op i


58
Væyret, hvorved der bringer tilveye, at snart alt Frøe, der er i Høet,
falder need paa Fiæl=Bunden, hvilken de paa det begiærligste opslikker,
hvoraf de i en kort Tiid bliver ikke alleneste meget fede, men endog desfor¬
uden deres Kiød faaer en særdeles behagelig Smag. Saa snart man mer¬
ker, at alt i Høet sig befindende Frøe er fortæret af Bederne, kaster man
Høet ud, og nyt ind igien, da man forelegger det udkastede til andre
Creaturer.
Jeg har kiendt i Tydskland en vis Amts=Forpagter, som havde stor
Liverance af Bede=Kiød til en Kongelig og andre høye Rangs=Personers
Tafler, og med saadan Giødning forhværvede sig anseelige Penge, fordi han
brugte en stor Mængde af Høe=Foder til hans Hollænderier, og ikke engang
den Umage at kaste Høet ind i Kurvene og ud igien, siden han havde ind¬
ført den i Ostfrisland brugelige Maade, at føde Qvæget paa, efter hvil¬
ken saavel Høe som Halm skiæres smaat paa Hakkelse=Kister, og derved
spares en betydelig Mængde af Foder.
Tegningen er ikke forsynet med nogen Maale=Stok, fordi Kurvene
ey allene bør indrettes efter Bedernes Mængde, men endog efter deres
Skabning og Størrelse. Alleeneste to Ting ere at give Agt paa: 1) At
de ikke giøres bredere end som to tvers over for en anden staaende Beder
kand komme med Munden til hinanden, for at faae end og det Frøe som fal¬
der midt paa Kurvenes Bund; 2) At Hullernes Aabninger paa Kurvenes
Sider ere nogenlunde store i Høyden, saaledes at Bederne har baade Rum
og Magt til at riste Høet til Gavns, hvilken Proportion ligeledes efter
Bedernes Størrelse indrettes.


59
Paa de Steder, hvor man ey har Leylighed til at holde mange Faar,
ikke heller kand giøde Bederne til Sals, og man derimod har i Brug, at
klække op et betydeligt Antal Calcuner, kand man benytte sig af Høe=Frøet,
ikke alleeneste til at underholde dem, men endog at fede dem foruden synder¬
lige Bekostninger, naar man enten paa Trævet eller og i Laden, banker Høet
knippeviis med en Kiæp, førend man vil legge det for Qvæget eller Hestene,
og derpaa rister Høet, saa at Frøet falder ud, hvilket man mænger under
Havre=Meel blandet med Rug=Avner, i fald man har Forraad af de sid¬
ste, hvoraf Calcunene trives særdeles vel, og tilligemed holdes stedse i slagte¬
færdig Stand.
II.
Om Giødningens Forbedring ved Kalk, hvor den
kand haves, særdeles i Norge
et er en saa bekiendt, som af Forfarenhed stadfæsted Sandhed, at
T¬
Giødning meget befordrer Agernes Frugtbarhed. Nu haver vel ad¬
skillige forsøgt, enten ved visse Slags Lud, hvorudi de har opblødt deres
Sædekorn, eller og ved andre Konstgrebe, at bøde paa Mangelen af Giød¬
sel, og at frembringe Sædens stærkere Drift foruden Giødning; men, naar
man undersøger det paa en grundig Maade, finder man, at der enten ingen
virkelig Fordeel er at haabe derved, eller, i Fald sligt og virkeligen skulde finde
sig, Anstalterne dertil, ere alt for vidtløftige og for besværlige, saa at Ager¬
dyrkeren ey kand paatage sig samme, foruden at forsømme noget, som, maa¬
skee kunde være nyttigere.


460
Efter min ringe Jndsigt, er derfore intet andet beqvemt og sig legiti¬
merende Middel til overs, end som Giødselens Formeerelse. Denne maae
indrettes efter Landets Omstændigheder. Her udi Norge, i det mindste
paa de Steder, hvor jeg er kiendt, bruges ingen anden Giødsel, end som
Møg af Heste, Qvæg, Faar og Giedder, og som baade Hester og andre
Creaturer ligger paa bare Gulvet, uden at strøes om Natten med Halm;
saa kand ved den Indretning ikke falde megen Giødsel, i det mindste i Lig¬
ning af de Steder, hvor man kaster Halm under Hester og Qvæg for at
de skal ligge baade blødt og varmt, følgeligen kand ikke heller dyrkes saa me¬
gen Jord til Sæde=Land, som ellers skeede i fald man havde meere Giødsel,
men tvertimod en stor Deel Jord maae ligge til Græsgang, som man med
større Fordeel kunde benytte sig af, ved at faae Korn paa.
Nu vorer vel meget Buste=Tytte og Blaabær=Lyng eller Ris udi
Skovene, som kunde strøes under Fæet og derved Giødselen formeeres, men
det er vanskeligt at frembringe, fordi de fleeste Steder ere af saadan Beskaffen¬
hed, at man om Sommeren, da Landmanden des foruden med Veed= og Tøm¬
mer=Hugsten meget har at bestille, ey kand komme dertil med Vogn eller
Kiærre, men maatte skaffe det ud af Skoven paa Heste=Ryggen, som fal¬
der for langsomt. Derimod findes mangfoldig Kalk=Steen, og der brændes
paa mange Steder Kalk.
Denne er nu en særdeles nyttig Materie til at formeere Giødselen, naar
den omgaaes paa den rette Maade, og det saaledes: Man tager Møg, det
kand være hvad for Slags det vil, eller og Aske, i fald man haver i Over¬
flødighed deraf, væder samme saa stærkt man kand, men ligevel ikke saa me¬


61
get, at det kommer til at flyde, lige saa meget ulesked Kalk, slaaer den sid¬
ste i en Dynge og dækker den til med den fugtige Aske eller Møg, saa lesker
Kalken sig af Fugtigheden, den hede Kalken kommer i, foraarsager at Dæk¬
kelsen faaer Sprækker, og Dampen af Kalken trænger sig der igiennem.
Sligt at forebygge, holder man Jern=Skuffer rede, og strygger Sprek¬
kerne til, saa got som mueligt er. Jo meere man søger at forhindre Dam¬
pens Udbrydelse, jo bedre Giødsel bringer man tilveye.
Jeg kand af Forfarenhed forsikkre, at det er en Giødning af det beste
Slags, som sætter Agern i særdeles Drift, vedvarer adskillige Aar, og man
tør ikke frygte for, at Agern i nogen Maade skulde tage Skade deraf, thi
saa snart man handterer Kalken paa den omskrevne Maade, falder den Frygt,
som man enten med Ret eller med Uret ellers gemeenligen har for den, reent
bort. Det eeneste, hvad man kunde sige derimod er: at Kalken falder
noget bekostelig. Men naar man betragter den særdeles store Nytte, man
kand vente sig deraf; Saa kand man ingen Capital lægge bedre an, end
som paa saadan Maade.
Amerktning
De som vilde hielpe deres Sæds Frugtbarhed, ved at udbløde eller, som man kalder
det, støbe den i Vædske, nogle Timer førend den udsaaes, kunde dertil maaskee ikke
udvælge noget bedre, end som det Sæbe=Vand eller Lud, man nyeligen har brugt
til at toe Klæder i. Velærv. Mag. DAVID SCHIGTu, saasom en forfaren Phy¬
ficns og Landmand, forsikkrer, efter egen Erfaring, at han aldrig har seet større
Byg=Ax, endsom de der ere faldne i Gulbrandsdalen, ved Hielp af dette Middel.
Kalken angaaende, da har han ogsaa brugt den til Giødning paa Agerne med god
Nytte, men om dens Virkning er vedvarende, kand han ikke sige til visse. Ellers
holdes alt det for got til den Brug, som har et sal unctuosum hos sig, og af det
Slags kunde i hver Huusholdning samles adskilligt, hvis man her til Lands var
vandt at tage alting saa nøye, som andensteds.


(2
III.
Om nogle i Norge anlagte Salpeter=Verkers
Forandring og Forbedring.
Salpeter=Væsenet udi Norge, i Almindelighed betragtet, er mange Van¬
C¬
skeligheder underkastet. Den længe vedvarende Frost, da, medens det
fryser, ingen Salpeter=Blomstere udskyder, følgeligen Salpeterens Væxt
ikke længere kand ventes end som fem Maaneder, er til en stor Hinder, des¬
foruden falder det for denne Aarsags skyld, at Gaardene ere enkele og til Deels
adspredte, og ey, som i andre Lænder, samlede i Bonde=Byer, meget be¬
sværligt at sanke sammen saavel Salpeter=Jorden, som den fornødne Aske,
hvilken sidste ikke engang er af saa kaldet haard Veed, som dog med Rette
skulde være. Men som det ey er mueligt at forandre Landets naturlige Be¬
skaffenhed, ikke heller dets Situation; Saa følger det af sig selv, at der ikke
kand ventes nogen Forbedring
dis
omtalte Ting.
122 1
Hvad derimod de nærværende Anstalter til Salpeter=Kaageriet betref¬
fer; Saa er derved at bemerke, at, for det første, da Salpeter=Kaagere
fløtter fra et Sted til et andet, Salpeter=Jorden ikke kand ligge længe nok,
førend den skal udludes, hvoraf det kommer, at den Olie=agtige Materie af
Møgen, som sidder i Jorden, ludes tillige ud, følgeligen lægger sig om Cri¬
stallerne, hvoraf de bliver fedede og foraarsager stor Afgang ved Lutringen
eller Rensningen, og, hvilket endda er af større Betydenhed, hindrer, at
Salpetern ikke fuldkommen kand skyde an, saa at der en betydelig Deel
deraf i den saa kaldede Moder=Lud bliver tilbage. For det andet forstaaer
disse Folk sig enten ikke paa Lutringen, eller de end og ikke kand foretage sig


65
denne Sag for Mangel skyld af de fornødne Kedler til Jndskuddet, følgeli¬
gen maae dette Arbeyde forrettes af Fremmede, da det ikke alleeneste falder
meere bekosteligt, end man kunde luttre det ved Syderierne, men endog den
overblivende Lud derved tabes, hvilken man til Salpeter=Jordens Impræ¬
gnation ellers kunde benytte sig af, saasom, for det tredie, over Hoved all
Moder=Lud (der er ligesom Siælen til alle Salpeter=Plantager) ved de nærvæ¬
rende Indretninger, hvis ikke gandske og aldeeles spildes, dog alligevel i det
mindste ikke saaledes kommer til Nytte, som det ellers kunde og burde.
Til at bøde paa alle disse Vanskeligheder vilde da være nødvendigt, at
man hist og her i Fogdetierne udsøgte sig beqvemme Steder, hvor der i og
for sig selv fandtes Leer=Jord, som man ellers bruger til at mure med (ey
Pottemager Leer) eller og slig Jord var at faae i Nærheden, og samme
Steds byggede op lette Bygninger, saavel til at tørre Salpeter=Jorden og
at indrette de nødvendige Salpeter=Vægger, som til at kaage og luttre Sal¬
peteren, hvoraf et ongefærlig Overslag sub A. er hosføyet. Derhen maatte
da Salpeter=Jorden skaffes, slaaes i Dynger og formedelst flittige Omkast¬
ningen til Veye bringes, at det udi Jorden af Creaturenes Urin, der har
trækket sig derind, befindende Urin=agtige Væsen kunde drage til sig det over¬
alt i Luften værende almindelige Sure, (acidum universale) men derimod
de Olle=agtige Deele, der kunde være i Jorden, maatte fortære sig.
Fremdeles skulde foromtale Vægger opsættes til Deels af færsk forhen
beskrevne Leer=Jord, til Deels og af den sammensankende udludede Salpe¬
ter=Jord, blandet med raspet Horn, Garver=Bark og Haar, Skoemager¬
Affald, Muld= og Myre=Jord med videre. Væggene maatte tillige med Ti¬


64
den saaledes indrettes, at hver Maaned een Deel af dem var beqvem til
at udludes.
Hernæst skulde giøres Anstalter til at luttre Salpetern paa Stederne,
thi derved spares Deels noget betydeligt, fordi samme Arbeydere, som des¬
foruden maae holdes, dette tillige forrette, da derimod fremmede Folk, som
skal luttre, bringer deres Bekostninger saa høyt i Anslag, som de kand, Deels
bliver den Lud, man erholder ved Rensningen, til fremdeeles Brug i Be¬
hold, ligeledes Asken af den Brænde=Veed der bruges til Luttringen.
J Begyndelsen kunde Folkene, saa snart de havde afkaaget paa et Sted,
fløttes til et andet, indtil man havde bragt det derhen, at man paa hvert
Sted kunde baade kaage og luttre uden Ophold, hvilket er giørligt udi en
Tiid af fire Aar.
Nu kunde man vel herimod giøre den ikke saa aldeeles ugrundede Jnd¬
vendning: Det vilde udkræve Bekostninger, at sammenbringe Salpeter¬
Jorden til eet eller andet Sted, men samme kand, efter min ringe Skiøn¬
somhed, let derved inddrives igien, at disse omtalte Bekostninger fuldkom¬
meligen kand stoppes, formedelst den større Mængde af Salpeter, som man
paa saadan Maade faaer, saa og at man sparer paa Brænde=Veeden, i
Fald Kedlene ere indrettet paa den rette Maade, i Særdeleshed, hvad Vee¬
den angaaer, i Betragtning af de nærværende Anstalter, da man, saa got
man kand, putter under Kedlene lange og tykke Stykker Veed, og driver
dem under, efter som de brændes af til, indtil de af Jlden fortæres, og
derved forøder meget.


4
Hernæst er jeg overbeviist om, at det var værdt grundig og til Gavns
at undersøge, om det var Hans Kongelige Majestæt til større Fordeel, at drive
Salpeter=Verker paa allerhøyst deres egne Bekostninger og allene for deres
Regning, eller og at overlade sammes Drift til Privat=Personer, imod at
de vare pligtige, at erlægge en proportioneret Afgift, ligeledes at tilstaae
enest og alleenest til Hans Majestæt Forkiøbet, da der maatte fastsættes en
med Omstændighederne overeenskommende Priis, til hvilken Ende, efter mine
ringe Tanker, til en Prøve, kunde anlægges nogle faa tilforn omstændligen
beskrevne Kaagerier, hvor da saaledes, efter fire Aars Forløb, skulde finde
sig den sande Nytte, og hvad for en Klenodie vel indrettede Salpeter=Plan¬
tager ere for et Land, men i Særdeleshed for sligt et Land, hvor Væyerligt
er mildt og til det Brug beqvemt, og hvor tillige enten fandtes Steenkul i,
eller og for billig Priis, kunde faaes fra andre Steder.
A.
Ongefærlig Overslag paa et Skur, hvorunder der
kand staae tre Vægger til Salpeter=Væxten, tillige en
Kaage=Hytte, med Tilbehør.
Ft Skur, hvorunder der kand staae tre Salpeter=Vægger a 42 Foed
lange, 2 Foed tykke, 6 Foed høye, skal være 50 Foed lang, 20 Foed
bred, og omtrent 8 Foed til Bielkene høyt, men da her i Norge Bordene
eller Fiælene overalt skiæres 10 Foed lange; Saa beholder man heller sam¬
mes hele Længde til Høyden, og fordi slig en Bygning her til Lands maa be¬
klædes med Fiæl, til Deels for Væyerligts, til Deels end og for Creature¬
nes skyld, hvilke udi visse Aarets Tider gemeenligen foruden Oppassere gaaer
paa Gaardens Marker; Saa udkræves:
sL II. Deel.


66
1) 5 Tylter, eller 60 Stykker Bygge=Tømmer a 4 Rd. Jinel Kiør= 20 Rd.
23 ¬
Bord eller Fiæle a 64 z.
2)35
0
3) 4000 St. Søm eller Spiker 42 Rd. 48k
4) 14 Par Hængsler til Klappene a 24k
5) Arbeyds=Løn
66 Rd. 80 k.
Til det første Anlæg af Væggene 8o Heste=Læs Salpeter=Jord,
kand omtrent komme paa
46
Et Skur til at tørke og at handtere SalpeterJorden under, vil ke¬
omtrent
4e 42
En Kaage=Hytte at indrettes vil omtrent komme til at
koste
Rd.
Til at mure ind Kedlen, udkræves 800 St. Muursteen 4 1 Rd.
incl. Kiørselen
Leer til at mure med
2
Arbeyds=Løn
Til Lude=Kummene, det saa kaldede Pful=Spand, Kedler
til at skyde ved Lutringen
Sumpa 196 Nd. 60 5.
Herved er at bemerke, da Prisene af Tømmer, Fiæl eller Bord, Steen,
Kiørselen o. s. v. retter sig efter Stedernes Omstændighederne; Saa forstaaer
det sig af sig selv, at hver en bør giøre Overslag efter Stedets Beskaffenhed. Saa
kand man ogsag, paa sine Steder, spare Bekostningen at klæde Skuret og for¬
syne det med Klapper, og i Steden for samme, sætte kun en Dør paa den smale
Side, og i det øvrigt spikre Lægter rundten om, dog saaledes, at Luften og Vin¬
den kand frit gaae, men ingen Slags Creatur trænge sig igiennem. Man kand
end og forsikkre Skuret med en Indhægning, som man kand giøre rundten om,
paa slig en Længde deri fra, som er ey i Stand, at forhindre Luftens og Vin¬
dens fri Adgang.


61
IV.
Om levende Giærder af Heggebær=Træer i Norge til
Skaansel for de mange tusende unge Træer, som hver Bonde
Gaard bruger til Skie=Gaarde og Giærds=Fang.
et er utroeligt, hvad ubodelig Skade tilføyes Skovene ved at hugge den i
Norge nødvendige Giærds=Fang til at indhægne Agerne og Engene med,
i Særdeleshed da den saa kaldede Skie=Giærde er den allersædvanligste, fordi
til Størene, hvor imellem Skierne bliver befæstede, tages heel unge Træer
saasom end og Skierne i og for sig selv gemeenligen forfærdiges af Træer der
staaer udi deres beste Væxt.
Jeg har paa et Stykke Giærde, i Længden af nogle og firsindstive Foed,
kundet tælle over halvtrediesindstive Stører, og, kunde jeg faae Stunder der¬
til, vilde jeg maale Længden og alle de Giærder der underholdes paa den af
mig beboede Gaard, og efter den omtalte lille Prøve, giøre en Beregning over
alle de Stører, som dertil behøves, da der skulde findes, hvad for usigelig en
Mængde af de yngste Træer føredes, alleeneste til det Brug, hvilket, efter
slig Overslag, udi hele Norge vilde udgiøre saa stort et Tal, at det var uden
all Beregning, i Særdeleshed om man tillige, som billigt er, vil tage i Be¬
tragtning, hvortit disse Stører med nye maae omvexles.
Til at bøde paa denne Skov=Forødelse, haver Jndvaanere paa Berg¬
Staden Kongsberg deres Egn, eller saa kaldede Løkker, indhægnet med Steen¬
Giærder, og det er sammesteds meget vel giørligt. Der er og, om jeg ey tager
Feyl, gjort Foranstaltninger at sligt over hele Landet skal indføres, og hvert
Aar noget forfærdiges. Jmidlertid findes paa adskillige, og jeg torde snart sige


68
paa de fleeste Steder disse Vanskeligheder: 1) at Landet er plaget med den
saa kaldede Tælle=Grøb (hvilken er det samme, hvad Jndvaanere udi de Tyd¬
ske saa kaldede Marsk=Lænder kalder: Aufqvalm) som trækker de underlig¬
gende Stene til sig, eller rettere at sige, sluger dem ind, og foraarsager der¬
ved, at de øverste falder fra hinanden; 2) at Landmanden om Somme¬
ren, fordi han maae passe paa Huxten i Skoven, ikke faaer Stunder at
bryde Stene, og om Vintern, for Kiørselen skyld, ikke haver Tiid at bringe
dem frem til de fornødne Steder. Derimod kunde anlægges levendes Giær¬
der, hvis Indretning Bonden hverken var til synderlig Besværde, ey heller
til Tiids spilde, men vel, foruden den uskatterlige Veed=Menage, til Nytte.
Der findes i Norge en ster Mængde af Heggebær=Træer, af samme har
jeg bemerket, ikke alleeneste at en Plante, som var opspiret af een af Bæ¬
rene, havde udi et Aar skudt sig i Væyret næsten fire Foed, og at, hvor
disse Træer har staaet ved Egne og ere bleven studsede, enten til at benytte sig
af deres Løv, eller og til at forbedre Veyene, samme heel=tykt er slagen ud
ved Stammen, men endog at de ere kommen frem og har groet paa alle
Slags Grund.
Alt dette har bragt mig paa de Tanker, at dette Slags Træer vare
særdeles beqvemme til levendes Giærder, da derimod de udi de Svenske Sam¬
linger foreslagne Giærder af Piil, deslige mange findes udi den saa kaldede
Mark Brandenborg i Tydskland, ikke gierne drives paa høye Steder, hvor
de ingen Fugtighed finder, tilligemed ere underkastede den Vanskelighed, at,
da man i Særdeleshed bruger Sillie dertil, samme skyder deres Rødder langt
ud og frem i Jorden, og deraf hist og her udspirer, saa at man faaer meget
at bestille med, at rødde dem ud igien.


6.
Disse Giærder af Heggebær=Træer kunde da anlegges paa saadan
Maade, at man gjorde om Høsten, bag Skie=Giærdene, en liden Rende,
ongefær tre Tommer tyk, kastede nogen Muld=Jord deri, lagde Heggebæ¬
rene neder, hver en fire Tommer fra hinanden, og siden efter dekkede dem
med Jord. Saae man, at alle Bær kom op og Træerne skulde komme til
at staae for nær paa hinanden, kunde man trække op, saa mange der behø¬
vedes, og forplante dem paa andre Steder, men da vist ikke hver og een af
Bærene opspirer, skal det ikke behøve denne Vidtløftighed. De unge Spi¬
rer kunde man lade skyde op i all Frihed to Aar, og bøye dem derefter om
Vaarens Tider over Kors saaledes, som man vilde, og studse dem første
Gang, da man saaledes allerede havde et Giærde, som kunde fraholde Qvæ¬
get, og man altsaa Tiid efter anden, naar man bandt de nederste Qvister
en igiennem den anden, fik en Indhægning, hvor ikke engang en Ræv skulde
kunde slippe igiennem. Jeg troer for viist, at slig et levendes Giærde kunde
bestaae udi 50 Aar. Men skulde tilsidst Træerne blive for tykke eller og alt
for meget hule, hvilket sidste hver og et Træ blivet efter Studsingen, rødder
man dem ud, sætter et ringe Jnterims=Giærde, og lægger Bær paa nyt
igien. Heggene kunde bindes og pyntes af Qvinde=Folket, hvilke medens
Mand=Folkene arbeyder i Skoven, intet stort have at bestille. Man kunde
og udi de Egne, hvor der findes mange Heggebær=Træer, skiære af dem
unge Qvister, og sætte samme i Jorden, da man endnu snarere fik et tilstræk¬
kelig Giærde, frem for det man lægger formedelst Bærene.
Saa er jeg endog af den Meening, at Bærene i og for sig selv kunde
kaages ind til en nyttig Saft, ligesaa got som Hylde= eller Ene=Bær, om¬
endskiønt hidindtil, saa meget mig er bevidst, ingen anden Brug deraf er be¬


70
kiendt, end som at gemeene Folk spiser dem, saasom de kommer af Træet,
og de, som er vandt til at drikke Viin, sætter dem paa Viin, og deraf la¬
ver til en Drik, som ligner Sloen=Viin, er behagelig at drikke, og renser
desforuden Blodet,
Men saa behageligt og nytigt slige Giærder skulde være, saa er ligevel
beklageligt, at de ikke vel kand indføres paa de Steder, hvor Folk haver Frihed
og Lov, at holde Giedder, hvilket jeg til min største Misfornøyelse end og
af Forfarenhed er bleven var, da Giederne gnavede fordervet for mig en
stor Deel unge Heggebær=Planter, hvilke jeg til en Prøve havde begyndt
med, hvorfore jeg ogsaa har pønset paa en anden Slags Giærde. Det beste
var nu vel Torne; men der findes aldeeles ingen paa de Steder der ligger
nogenlunde til Fields, hvilket jeg antager for et Tegn at de paa slige Ste¬
der ikke kand groe, derimod har jeg merket, at Stikkelsbær=Busker voxer
gierne og villig paa alle Steder, hvor man planter dem, og gaaer saa høyt
op i Væyret, som det behøves til en Indhægning, derfore skulde det være
høyst nyttigt, i fald een eller anden vilde begynde dermed, omendskiønt det
vilde behøve Tiid førend man kunde komme til saa stor en Mængde at ind¬
hægne noget af Betydenhed med. Men endog: gutta cavat lapidem.
Anmerkning.
Det Klagemaal, som i Norge er almindeligt over Giedernes tilføyede Skade, kunde hiel¬
pes der, ligesom i Tyrol og andensteds, ved at udtrække i Ungdom, men de lange For¬
tænder, ved hvilke Træerne egentlig beskades, og allene lade dem beholde Side=Tæn¬
derne, med hvilke de vel kunde nære sig ved at bøye Hovedet til een af Siderne.
45 eed 6e


No. IV.
Undersøgning,
om det er mueligt og fordeelagtigt,
at indføre
Silke=Avlen i Dannemark
og de dertil hørende Stater
af
M. CARL CHRISTOPHER PLÜER
Anno 1756


§. I.
At Silke=Avlen har sin Oprindelse i Asien, og er derfra undet
Kæyser JUSTINIANI Regiering udkommen til Grækenland, og
har efter Haanden udbredt sig over de fleeste sydlige Deele af
Europa, det er noksom bekiendt. J det tolvte Hundret=Aar begyndte man
først i Jtalien at spinde Silke, og i det femtende Hundret=Aar toge Silke¬
Manufarturerne i Frankerig en ringe Begyndelse. Henrich den Fierde bragte
Silke=Avlen i de sydlige Provindser af sit Rige i bedre Stand, uagtet den
ellers duelige Stats=Minister Sully ansaae dette store Foretagende for umue¬
ligt, og meget raade derimod. Under Ludvig den Fiortende erholdte Silke¬
Manufacturerne først deres Fuldkommenhed ved den uforlignelige Colberts
utrættelige Jver. Det er sandt, nogle Millioner bleve derpaa anvendte, men
hvor mange Millioner har Frankerig ikke igien vundet ved Silke=Manufactu¬


74
rerne? J Dauphine, Provence og Langvedoc spindes en ubeskrivelig
Mængde Silke, Langvedoc leverer allene aarlig tolv til femten hundrede
Centner Silke, og Silke=Handelen i denne Provinds beløber sig til atten
hundrede tusende Livres.
J forrige Seculo søgte Chur-Fyrsten til Mayntz, Johann Philipp, at
formeere Silke=Avlen i sit Land derved, at han lod give Belønninger til de
Bønder, som leverte den meeste Silke.
Kort for denne Tiid havde man endnu ingen Silke=Orme seet i Tydsk¬
land. Under den forrige Konge i Preussen hans Regiering begyndte man,
at plante Morbær=Træer i de Brandenborgske Lande, og at holde Silke¬
Orme. Men det vilde endnu ikke ret fort dermed, indtil Silke=Manufactu¬
rerne ved den nu regierende Konges Opmuntringer endelig ere blevne grun¬
dede paa det fasteste, og fra Aar til Aar blive vigtigere og provitablere.
Vi vil kun her give en Efterretning om det Halliske Væysenhuses Silke¬
Avlen. Man gjorde i Foraaret 1744 Begyndelsen med halv andet Lod Mor¬
bær=Sæd og 570 unge Stammer; J Aaret 1745 erholdt man endnu der¬
til to og en Fierdedeel Pund Berliner og to Lod Venetianisk Sæd, saavelsom
og 60 Stammer fra Jtalien, og i følgende to Aar endnu tre Pund Berli¬
ner Sæd. J Aaret 1754 talte man 35678 Morbær=Træer. J de fem
første Aar fra 1746 til 1750 beløb sig den erholdte rene og Floret=Silke til
111 Pund. J Aaret 1751 bleve nogle og 80 Pund Silke vundet, 1752
over 90 Pund, og 1753 henved 150 Pund reen Silke. J Chur=Saxen,
i de Østerrigske Lande og andre Provindser af Tydskland beflitter man sig nu
omstunder ivrig paa Silke=Avlen. J Sverrig arbeyder man siden nogle


7
Aar med stor Fliid derpaa, at bringe Silke=Avlen i Stand, og fornemme¬
lig anlegger man anseelige Morbær=Plantager i Skaane, hvor det lindeste
Væyrligt hersker.
§. 2. Vi har derfor sat denne korte Historiske Efterretning foran,
paa det at man kand see, hvor naturlig man føres paa de Tanker: Om det
er mueligt og fordeelagtigt, at bringe Silke=Avlen i Dannemark og de der¬
til hørende Stater i Gang?
Med at besvare dette vigtige Spørsmaal vil jeg her giøre mig Umage.
Jeg vil herhos først undersøge, om vor Grund og vort Væyrligt er saa
beskaffen, at vi kand anlegge Morbær=Plantager og underholde Silke¬
Orme.
§. 3. J Dannemark er Grunden saa god og frugtbar, og Væyr¬
ligt saa lidet raa, at alle de Planter og Væxter, som voxe i Frankerig og
Tydskland, kand skiønt fortkomme her i Grunden, og ret godt udstaae vort
Væyrligt. Jeg kand beraabe mig herpaa, som paa noget bekiendt, hvilket
ved lang Erfaring er stadfæstet. Alle vore Frugt=Træer maae vi ansee, som
udlændiske Væxter, hvilke Naturen ikke hos os frembringer, men ere hid¬
komne af andre Lande. Det er vist, at man af Naturen har ingen Viin¬
bierge havt i Europa, Viinstokken er først bleven hidbragt fra Asien. Om
de fleeste Væxter og Planter, hvilke man nu i Jtalien og Frankerig anseer
for indenlandske, kand tydelig bevises, at de i Henseende til Oprindelsen ere
fremmede. Engelland og Tydskland vare fordum som vilde og øde Steder,
der bare intet af alt det, som nu er nødvendigt til Menneskens Underholding.
Dog det er til min Hensigt overflødigt, at hente Bevisene saa langt fra, jeg


78
har alleeneste om Morbær=Træer at tale. Morbær=Træer har man allerede
havt her i mange Aar; de voxe her saa got og frisk, som i andre Lande,
uden at man har nødig, om Vinteren at forvare dem for Kuld og Frost,
og jeg har ikke hørt, at Vinter=Kulden har været dem meere til Hinder, end
andre Væxter. Den forrige Vinter, som var overmaade streng, og den
man her sielden pleyer at have saa raa, har intet skadet Morbær=Træerne,
denne Sommer har de igien staaet i den skiønneste Væxt. Vinterne ere hos
os sielden saa strenge som i Tydskland, og den sidste Vinter har vi i Kiøben¬
havn ikke havt nogen saa stor Grad af Kuld, som paa hiin Side Øster=Søen,
og aldrig opleve vi her en saadan Kuld, som i Sverrig. Ved den stærkeste
Frost i denne Vinter, hvilken indfaldt i Februario, haver jeg aldrig en eene¬
ste Gang seet det Fahrenheitiske Thermometer, hvilket jeg til disse=Paa=ag¬
telser med all Fliid havde forfærdiget, under Null; Qvægsølvet holdt sig al¬
letider nogle Grader derover, da det dog i adskillige Egne af Tydskland er
falden 15 til 20 Grader under Null. J Sverrig har det Celliske Thermo¬
meter, ved den haardeste Kuld i forrige Vinter, viist den 30 Grad under
Fryse=Puncten, hvilket udgiør 22 Grader under Null, efter det Fahrenhei¬
tiske Thermometer. J China og i Peking selv er Kulden om Vinteren
heftigere end hos os.
§. 4. Da Morbær=Træerne komme her saa got fort, saa kand det
aldrig fattes os paa fornøden Underholding til Silke=Ormene, dersom disse
nyttige Orme ellers kand leve hos os. Ved en Varme imellem 6o og 7e
Grader efter det Fahrenheitiske Thermometer, befinde Silke=Ormene sig
ret vel, og saadan Varme har man her fast bestandig fra Enden af May¬
Maaned, i Junio, Julio og August; gandske sielden har jeg befunden


77
Thermometer under den 6ode Grad. J denne Tiid har Silke=Ormene
fuldkommen forrettet deres Arbeyde. Heftige Torden=Væyr, som er Or¬
mene saare skadeligt, veed man hos os lidet af, vor Luft er ikke heller saa
fugtig, at man for den Sags skyld skulle overgive alt Haab om deres Liv.
Forgangen Sommer, som dog var saare vaad og regnagtig, har jeg gand¬
ske got næret nogle Silke=Orme, og tillige seet dem hos andre uden Hin¬
dring at komme fort. Væyrligt i denne Sommer har endnu været dem saa
gunstigt som nogen Tid i deres Liv; Af hundret ere ikke to døde for mig.
Jkke langt fra Hirskholm ved sen Gaard, kaldet Petersburg, er allerede for
nogle Aar siden bleven anlagt en Morbær=Plantage, og dens forrige Be¬
sidder har i eet Aar vundet nogle Pund Silke. Man har i Kiøbenhavn i
et anseeligt Huus bragt det saa vidt, at man virkelig af indenlandsk spunden
Silke, kand forfærdige et og andet. Der ere i Provindserne her og der end¬
nu adskillige private Personer, som paa deres egen Haand beflitte sig paa
Silke=Avlen; Men efterdi de ikke ere i Stand til, allene at udføre et saa stort
Verk, til hvis Udførelse et gandske Rige maae foreene sig og arbeyde med
samlede Kræfter, og de aldeles ikke opmuntres og understyttes, saa legge de
endelig Silke=Avlen igien til Side. Uimodsigeligt er det, at de Hertugdom¬
mer Holstein og Schlesvig ere ligesaa beqvemme til Silke=Avlen, som no¬
gensinde de Brandenborgske og andre Tydske Lande eller Sverrig kand være.
Kunde man ikke og forsøge det, paa denne Maade at tage Nytte af vore
Americanske Øer? Engeland erholder aarlig en stor Mængde Silke af de
Americanske Colonier. J Georgien har man som Korn faaet Morbær=Sæd¬
da det gik alt for langsom fort med Morbær=Træers Plantelse; det følgende
Aar vare de unge Spirer fast opskudte saa tyk, som Rug; heraf plukkede
enhver saa meget, som han brugte til sine Ormes Foering. Colonien kunde


78
altsaa i det tredie Aar allerede skikke en anseelig Mængde Silke til Engelland.
J Engelland, hvilket dog kunde være meget beqvem til Silke=Avlen, spindes
ingen Silke; Denne Efterladelse af indenlandsk Silke=Avlen koster dette
Rige aarlig over 400000 Pund Sterling, som for fremmed Silke gaae ud
af Landet.
§. 5. Jeg har allerede sagt saa meget, at det ikke let skal forekomme
nogen utroeligt, om Silke=Handelen i nogen Maade kand lade sig drive hos
os: og skulde man vel endnu meget tvivle paa, at vi af Silke=Avlens An¬
læggelse kunde forsikkre os visse og anseelige Fordeele? Vi holde os forbund¬
ne endnu besynderlig at undersøge og at besvare dette Spørsmaal. Der¬
som vor Silke er saa god og stærk, som Silken i andre Lande, dersom
Silke=Orme lige saa flittig hos os, som paa andre Steder kand forrette sit
Arbeyde, saa maae vi og af Silke=Handelens Jndførsel ikke vente ringere
Fordeele end andre Lande.
§. 6. Den Silke, som her spindes, er god, stærk og brugbar. Co¬
cons eller Silke=Husene ere hos os ikke mindre end i andre Lande, og Silke¬
Ormene arbeyde saa flittig og ufortrøden hos os, at vi ikke forgiæves tør an¬
vende vor Umage paa dem. En Silke=Orm, som vil indspinde sig, kand her
vinde to Qvintin og derover, naar den got opvartes og foeres. Traaden,
som Ormen spinder, og som immer kand bære ham, har den Styrke, at man
maae hænge to Qvintin og derover paa den, førend den brister. Altsaa gi¬
ver vor Silke den Franske og Brandenborgske i Godhed intet efter. Herr
von Reaumiir har ved anstilte Forsøg befunden, at en Silke=Traad har
baaret to og et halv Qvintin; og Herr Schreiber til Halle forsikkrer, at den


Brandenborgske Silke har lige Styrke. J Frankerig gaaer 2304 Silke¬
Huse paa et Pund reen Silke, eller, hvilket er et og det samme, af saa
mange Silke=Orme erholder man et Pund Silke. J det Chur=Branden¬
borgske har 2700 af de største Orme, 3000 af middelmaadig Størrelse,
og 3600 af de mindste givet et Pund Silke. De Franske Orme har efter
denne Angivelse et Fortrin frem for de Brandenborgske, men naar man be¬
tragter Forskiællen paa Vægten, hvoraf man betiener sig ved Afveyelsen, saa
komme de hinanden nærmere. Dette sidste Forsøg har jeg endnu ikke kundet
anstille, men jeg er vis paa, at det skulde stadfæste den sikkre Fordeel, som
vi kunde trække af Silke=Avlen.
§. 7. At Silke=Avlen er et Land, hvorudi den først er bleven bragt
i tilbørlig Stand, ugemeen nyttig og profitable, kand ikke nægtes. Det
er en upaatvivlelig Sandhed, at alle indenlandske Manufacturer, hvilke tiene
dertil, at Pengene blive i Landet, og give en Mængde Undersaatter Arbeyde
og Underholdning, ere en Stat eller Republiqve overmaade fordeelagtige.
Vor Republiqves Indretninger ere af den Beskaffenhed, at vi ikke kand und¬
være Silken. Silke og Silke=Tøy ere i Handelen saare vigtige Vare. Vi
vinde ved vore Silke=Fabriqver alt noget anseeligt. De største Summer,
hvilke vi ellers maatte bortskikke for fremmed Silke=Tøy og ansee som forlo¬
ren, dem beholde vi ikke alleeneste i Landet, men den gandske Nærings=Stand
forbedres endog merkelig derved. Jo længre og fastere vore Fabriqver ere
grundede, desto vigtigere og større bliver og Nytten, som det gandske Land
derved tilvendes. Vor Lykke skulde herudi være paa sin høyeste Spidse, der¬
som vi ikke endnu vare nødte til med stor Bekostning af fremmede Lande at


98
hente all den Silke, som vi bruge til vore Fabriqver. Vandt vi nu endda
selv i vort Land Silken, og leverede den til vore Fabriqver at forarbeydes,
saa havde vi gjort alt, hvad man kunde vente af os, vi havde bragt det til
den Fuldkommenhed, som et hvert patriotisk Gemyt vil ønske. Endskiønt dette
Foretagende i Begyndelsen vilde foraarsage os Møye og Bekostning, saa spa¬
rede vi dog derved med Tiden store Penge=Summer, hvilke vi endnu im¬
merfort maae opofre for fremmed Silke. Vi tørde da ikke meere i dette
Stykke dependere af fremmede Staters Vilkor, hvilke efter Behag kand
forhindre os raa Silkes Udførsel; og vi havde paa den Maade et stort Næ¬
rings=Middel i Hænde, hvorved mange tusende Undersaatter bekomme nye
Leylighed til at fortiene noget, at forhverve sig deres rigelige Underhold, og
at være Staten nyttige. Lader sig altsaa Silke=Avlen hos os i nogen Maa¬
de sætte i Verk, som intet er rimeligere, saa maae i Betragtning af de store
Fordeele, hvilke vi derved erholde, alle Tvivlraadigheder og Vanskelighe¬
der falde bort, og vi maae med all Alvorlighed og Jver være betænkt, paa be¬
qvemmelig at udføre en Sag, som er saa vigtig og til almindelig Nytte.
§. 8. Jeg skulde nu ydermeere vise, paa hvad Maade Silke=Avlen
hos os lader sig best og beqvemmeligst bringe i Gang. Vi har herudi For¬
giængere nok, saa at det ikke kand falde os vanskeligt at treffe en sikker Plan,
som skikker sig til vor Stats Indretning og til vort Land. For ikke at være
vidtløftig, vil jeg kun her udkaste noget almindeligt. Der ere overalt tre
Veye, hvilke man kand følge, naar man vil indføre Silke=Avlen i et Land.
Man kand udtrykkelig befaleUndersaatterne, paa deres Bekostninger at plante
Morbær=Træer, og at skaffe og underholde Silke=Orme, eller Regierin¬


11
gen lader her og der anlægge Morbær=Plantager, hvoraf Træer leveres
Undersaatterne for intet, og Silke=Orme=Yngel forskaffes dem endnu dertil
i nogle Aar uden deres Bekostning; eller man, ved opsatte Belønninger og
visse Friheder, opmuntrer Undersaatterne til at anlegge Morbær=Plantager,
og at holde Silke=Orme. Den første Vey, hvilken raader til Tvang,
kand ikke vel billiges, uden den tvungne Lydighed, som herhos udvises, ved
nogle Belønninger, Rette og Friheder forsødes. De to sidste Veye har meere
Opmuntring. For en viis Regiering skal det ikke falde vanskeligt, at for¬
binde de adskillige Midler og Veye med hinanden, og efter Landets og Un¬
dersaatternes Beskaffenhed saaledes, at indrette alting, at den ikke let kand
gaae feyl af sit Øyemerke. Skal vi endnu vove nogle besynderlige Forslag,
saa skulde dette være vore Tanker. Der ere endnu allevegne omkring i Lan¬
det saare mange Pladse og gandske Egne, hvilke lidet eller slet intet benyttes:
man indrømme samme med visse Friheder, uden Penge og Afgift til dem,
som ville tilbyde sig derpaa, at anlegge Morbær=Plantager, det maae være
indfødte og boesiddende Undersaatter eller Fremmede. Unge Folk, som vilde
gifte sig, skulde være forbundne, at plante og i Væxten at vedligeholde
nogle Morbær=Træer; Dette kunde og finde Sted ved alle Børne=Daabe.
Nogle Morbær=Plantagers Anleggelse paa Regieringens Bekostning, skulde
fornemmelig befordre dette vigtige Verk. Af samme, som af en Plante¬
Skole, skulde Undersaatterne for intet overlades Træer, hvilke de efter deres
Beqvemmelighed kunde forplante. Opsigten over saadanne Plantager, hvor
det lod sig giøre, kunde anbefales de Kongelige Urtegaardsmænd. Vilde
man anlegge Alleer eller opfrede Hekker, saa skulde fornemmelig Morbær¬
Træer tages dertil. Morbær=Hekkene har, foruden det at de tiene til Silke¬
II. Deel.


82
Ormenes Foering, desuden den Beqvemmelighed, at ingen anden Orm
sætter sig derpaa. J den Kongelige Hauge ved Rosenborg Slot, har man
gjort nogen Begyndelse med saadanne Morbær=Hekke.
§. 9. Silke=Ormene lade sig holde saavel i Kiøbstæderne, som paa
Landet; og man kand ikke forsikkre sig store Fordeele af Silke=Avlen, førend
den er bleven almindelig over hele Landet, og fast enhver saavel Borgeren
i Kiøbstæderne som Landmanden beflitter sig derpaa. Men efterdi den mind¬
ste Deel hos os kiender Morbær=Træer eller har seet Silke=Orme, saa skulde
det for alle Ting være fornøden, at Undersaatterne bleve anviste, hvorledes
de havde at forholde sig med Morbær=Træers Plantelse og Opfredelse, samt
Silke=Ormes Opvartning. Dette kunde ved et kort og tydeligt Skrift be¬
kiendtgiøres dem. Sæde=Eggene, hvoraf Ormene komme, skulde i Først¬
ningen uddeeles til Undersaatterne for intet, og for at giøre dem Silke=Av¬
len desto angenemmere, og paa det stærkeste at opmuntre deres Fliid, maatte
man love dem Belønninger, som om Aaret skaffede den meste Silke.
Man skulde herhos endnu foranstalte, at den raae Silke, som blev
spunden her i Landet, skulde afkiøbes enhver og betales efter sit Værd.
Dernæst maatte andre Folk blot og alleneste have at bestille dermed, videre
at forarbeyde den erholdte raae Silke, og at tilberede den, indtil den kunde
leveres paa Fabriqverne. Man tør aldeles ikke befrygte, at Landmanden
ved denne nye Forretning afholdes fra sit nødvendige Arbeyde: der hører
kun en Tid af sex Uger dertil, naar man intet videre forlanger, end at en¬
hver afleverer Silken i Coccons eller Husene paa det behørige Sted, hvor
han bekommer sin Betaling.


83
Silke=Ormenes Opvartning indfalder i saadan Tiid, at Landman¬
den derved ikke hindres i sin Ager=Dyrkning. De første fjorten Dage koste
Ormene kun liden Tiid, og ikkun tre eller fire Uger maae de flittigere opvar¬
tes; desuden kand Børn og Personer, som ikke formaae at forrette anden
Gierning, største Deelen besørge Silke=Ormenes Opvartning.
Embedsmændene og Præsterne maatte lade det være dem en angenem
Pligt, af alle Kræfter at befordre Landets almindelige Nytte, og ved deres
eget Exempel opmuntre andre.
Jeg har her med Fliid søgt at undgaae all Vidtløftighed; Men skulde
denne Afhandling i eet og andet Stykke synes at være for kort, saa er jeg
altid bereed videre at udføre og at bevise samme.
Anmerkning.
Hvad der recommenderer Biernes Pleye og Handhævelse, nemlig, at disse nyttige smaae
Dyr nære sig selv og tillige deres Eyermand, uden at begiere Kost eller Løn af
ham, men allene nogle faa Timers Oppasselse paa en beqvem Aarsene Tiid, det
selvsamme burde ogsaa overtale mange got Folk paa Landet og i smaa Stæder (hvor
Grunden som kunde besættes med Morbær=Træer, er ikke dyre) til at legge Vind
paa Silke=Ormenes Opdragelse, til Silke=Avling. J mange Huse fattes Men¬
neskene enten Lyst eller Leylighed til at afle Hør og spinde Garn deraf. Desto vil¬
ligere burde de da modtage den Hielp, som Naturen tilbyder, saa godt som for in¬
tet, ved disse Silke=Orme, saasom de allervisseste, villigste og flittigste Fabriqueurs,
hvilke i mange Huse kunde spinde paa egen Haand og af eget Forraad, saa megen
Silke, at deres Lærret derved kunde være fortient. Dette behøvedes færdeles i en


84


Tiid, da Silkens Brug er bleven saa gandske gængs og gemeen i Landet, at hvis
den fremdeles skal blive alle og enhver tilladt, da maa den endelig kaaste Nationen
aarlig ret anseelige Summer, lad være at Arbeydet var vort eget. De hvide Mor¬
bær=Træer, som holdes for de bestandigste og beste, begynde nu ogsaa at formeere
sig mangesteds her til Lands, særdeles i Lyst=Haverne, hvor man finder dem be¬
qvemme til Alleer og Hekker, man skiærer den største Deel af Bladene bort med
Gartner=Saxen, da de vist nok duede til en bedre Brug. Herr Doct. ESSMARI
i Flensborg har anlagt temmelig store Plantager deraf, saa og overtalt andre be¬
kiendte til at giøre det samme, ja at afskaffe mange andre Træer i Lyst=Haverne,
for at give disse Sted og Rum, da de allerbest betale det. Jkke mindre Fliid an¬
vendes paa denne og mange andre Oeconomiens Deele at udbrede, af den Fyrste¬
lige Glucksborgske Hof=Prædikant, Herr LxDExs, som i nogle foregaaende Oe¬
conomiske Stykker behager at kalde sig Pelagus.


No. V.
Velmente
Forslag
til
Landgodsets Forbedring
i Siælland


J Da den høystprise
e Invitation, dateret Kiøbenhavn, den 31
Martii 1755, melder iblant andre Poster til Landets almindelige
Z
en almindelige saavel som
Forbedring, ogsaa om følgende: ?
besynderlige Oeconomie den i Særdeleshed, der befatter sig med
Ager= og Hauge=Dyrkningen, med Land= og Skov=Væsenet, med Qvæg¬
Tillæg, Fæedrift, Stutterier, Fiskerier, Jagt, m. v. Saa i Anledning
af samme, indsendes følgende Tanker om den Siællandske Agerdyrkning, Land¬
og Skov=Væsenet, Qvæg=Tillæg, Fæedrift, og tillige vises de største og
i Øyene meest faldende Hoved=Feyl (da der forbigaaes mange) samt de Aar¬
sager, som forvolder det Siællandske Jordegodsets slette Tilstand, imod de
andre Provincier i Dannemark, udi følgende fire Sectioner, og ved enhvers
yl kunde hielpes til rette og
Slutning kortelig meldes,
vorledes disse
forbedres:


88
Sectio I. Bøndernes Marker i Siælland kunde blive Beboerne
til Fordeel ved anden Indretning.
II. Aarsagerne til Mangel paa Underskov og Jldebrand, paa
mange Egne i Siælland.
III. Den Skade, som Bønderne i Siælland haver, saavel
af Huusmændene og Jnderstene, som af deres Creature.
IV. Hvor skadeligt de for Reysende i Haabetal privilegerede
Kroer i Siælland ere for Bønderne.
Førend jeg gaaer til disse Sectioners Afhandling maatte kortelig vises,
hvoraf det kommer sig, at der iblant Bondestanden i Siælland findes fleere
fattige nødtrængende Bønder=Folk, end i de andre Provincier. Om saadan
Nød og Mangel maatte legges Administrationen, Bondestanden eller Landet
til Last eller ikke.
Administrationen angaaende, da er det ikke at nægte, at jo det Siæl¬
landske Jordegods, formedelst de fleeste Herskabers Fraværelse, meest ad¬
ministreres af dets Eyeres Inspecteurer, Forvaltere, Ridefogder, iblant
hvilke ikke er at negte, at der jo til Deels hist og her findes flittige fornuftige
Folk, som vel iagttager, foruden en Regnskabs Betienteres Pligt, ogsaa no¬
genledes Bondens Beste, saa vidt hans Instrux kand synes at medføre, men
siden samme efter god Føye og Nødvendighed i visse Maader er indskrænket
formedelst Herskabernes Fraværelse, saa kand Bondestanden i de andre Pro¬
vincier i Dannemark, formedelst de fleeste Herskabers Nærværelse paa Gaar¬
dene, nyde meere Fordeel strax Assistence i rette Tiid, og NB. de, som formedelst


8.
deres Flittighed og Ædruelighed er værd at hielpe, e. g. ved eet Aars Mis¬
væxt, Moderation i Landgilde, &c. paakommende ulykkelig Jldebrand,
Svaghed og Dødsfald imellem Creaturerne med videre Hielp til de rette
Nødtrængende, da og de andre Provinciers Jordegodses Eyere vel og hol¬
der Fogder meer for et Syns skyld, for at giøre en tung Reyse og befordre
en Skat til Amtstuen, saa det ikke er at nægte, at jo Oculus Domini Sa¬
ginat Servum. Formedelst denne og anden Administration, skeer det ofte,
at mangen en Bondekarl eller Huusmand, der ved Trusler eller Tillokkel¬
ser fæster en Gaard, bliver ved dens Antagelse lovet Korn, Creature, Byg¬
nings Hielp til at sætte den forfaldne øde Gaard i Stand, hvilke Løfter man¬
gen Gang meget sparsom bliver opfyldte, hvoraf flyder, at disse nye Gaard¬
Fæstere, som andre forarmede Bønder, af Mangel paa Sædekorn enten
maae saae til Helten med Huusmænd eller andre formuende i Nærværelsen,
eller og plat lade de fleeste Jorder henligge ubesaaede; ja, om det end skeer
at de Bønder, som intet Korn haver at faae om Foraaret, faaer tilsidst
udi Sædetiden noget Korn fra Herre=Gaardene at faae udi Jorden, da
skeer det til Laans paa de Vilkor, at Bonden, saa snart Indhøstningen er
skeet, igien strax skal tærske ud, (ja paa mange Steder settes ham Tær¬
skere paa, som han maae koste og lønne) af Laden det bekomne Laanekorn,
og da give een a to Skiepper paa hver Tønde til Rente, eller saa kaldet Op¬
bød foruden hver Tønde Topmaal, som ham er leveret ved løs Strøgmaal,
saa han giver da en Trediedeel meere end han faaer, ey at melde om at Bon¬
dens Halm, Avner, Emter ved den tillig Tærskning, bliver ham til liden
Nytte, ja i Anledning deraf kommer meget sildig til at faae Rug. Endelig,
at forbigaae mange andre Poster, kand det ved mange Godsers Administration
i Siælland vel ey være Bonden til Fordeel, at han forud først paa Herre¬
II. Deel.


90
Gaardene skal aarlig levere det Kongelige paabudne Skattekorn, og siden
derefter hente det igien for at kiøre det til de Kongelige Magaziner.
Bondestanden bliver i Almindelighed af eendeel holdt for at være hen¬
given til Ladhed, Drukkenskab, Fylderie, Forsømmelse i sit Arbeyde, og
om han endelig giør det, da ey med den Fliid, og til den Nytte, som de
andre Provinciers Bønder. Jeg maae tilstaae, det kand siges med Sand¬
hed om nogle, og dertil giver deres Foresatte dem mange gange Anledning
baade ved at lade Hielp feyle i rette Tiid, ved god Eftersyn og Oppasning,
af en utidig Ømhed eller Efterladenhed, at eftergive en lovlig og taalelig
Straf, mens ved Sammenligning af de Gode og Onde, Flittige og Lade,
findes visselig fleere af de førstes end sidstes Tall, og kunde være større An¬
tall, dersom de nød bedre Omgang.
Angaaende Landets Bonite og Beskaffenhed, da er det uimodsigeligt, at
Siælland i sig selv kunde være det beste, frugtbareste og fedeste Land i Danne¬
mark, dersom dermed blev omgaaet med dets Jorder, Agerdyrkning, Fæe¬
drift og andre Indretninger, som i de andre Provinzier, mens formedelst
Indretningerne og de af Misbrug og Skiødesløshed indsnegne Hoved=Feyl
er det sletteste og fattigste, saa at en Bonde i Siælland (nogle faa undtagen)
ey haver meere end Aarets Grøde og Aarets Komme, og altsaa ved indfal¬
dende Fataliteter, ey med egen Hielp kand komme sig igien. Een af de for¬
nemmeste Aarsager til denne Fattigdom er at regne Indretningen af Mar¬
kerne i Siælland, som de bruges.
SECTIo I.


SECTIOI.
Bøndernes Marker i Siælland kunde blive Beboerne
til Fordeel ved anden Indretning.
aa nogle faa Lands=Byer nær i Siælland, som kand have et Overdrev
eller lidet fragrøftet Jndelukke, haver hver Bonde=Bye kuns trende
Marker: Af disse trende Marker bruges de tvende til Sæd, og den tredie
til Græsning, ikke alleneste for Bondens egne Bester Kiør, Stude, Faar,
Lam, Giæs, Calcunske Høns og Sviin, som tvertimod Forordningen gaaer
uringede det hele Aar igiennem, undtagen hver Aars første May, da de
faaer, Dagen tilforn, saadan et Stykke Staal=Traad i Næsen, som de Da¬
gen efter igien taber, mens endog for Huusmændenes og Jndersternes Kiør,
Faar, Lam, Sviin og Giæs; Udi denne Mark, som kaldes Fælleden, hvil¬
Aar, den er til Fæedrift ( saasom
ken ikke er frie for at besaaes uden det eene
iden bliver udlagt til Fæedrift) vorder den
de andre tvende Marker een efter af
meenige Almues Creaturer udladt, saa snart Frosten nogenledes gaaer af
Jorden om Foraaret, og der maae gaae, meere for at sultes end fødes, ind¬
til imod Mikkelsdag, at Creaturerne kand komme i Ævret i de andre tvende
Marker, hvoraf det kommer sig, at Tillægget af Bester, Qvæg, med andre
Creature, som feyler Græs om Sommeren (siden Jorden deels ey endnu er
sammengroet til at give noget Græs i det første Aar, deels og bliver forsatt
med de mange Creature) vorder smaae og ey til den Nytte, som de andre Pro¬
vinciers Creature, der haver Græs nok om Sommeren: Saaledes er Jnd¬
retningen af de Siællandske Bøndermarker af Forfædrene foranstaltet, og
maae man vel og tilstaae, at de efter de Tiders Conjuncturer haver syntest
at have gjort det paa det Beste.


92
At giøre nogen Forslag til Forbedring i denne Post, synes vel i Begyn¬
delsen, at kunde føre nogen Slags Vanskelighed med sig, efter Ordsproget:
Omne Principium grave est, men dertil svares: Labor omma vincit,
og dog med maadelig Arbeyde, eengang for alle, var let at sætte i Verk paa
følgende Maade:
Dersom enhver Bonde=Byes Lods=Eyere i Siælland kunde og vilde
være eenige om, at tage for sig den Ager og Eng, som enhver Bonde=Byes
Beboere, efter Landmaalings Matriculen, skatter og skylder af, og da af
samme Jord inddeele fire Marker til hver Bye. Af disse fire Marker betiente
Bonden sig saaledes: De tvende Marker til Sæd i de første fire Aar, og
af de andre tvende, den ene til Gaarmændenes Creaturers Græsning, og den
anden til at høste Høe af paa de beste Steder, og paa de andre Steder kunde
hver Mand lade tøyre Creature paa sine egne Agre, som han ved den nye
Indretning havde faaet, og efter all Høets Jndhøst, kunde Creaturerne komme
i denne Mark, som havde først om Aaret gaaet i Fælleden. Naar saaledes fire
Aar vare forløbne, bliver disse Græsmarker indtagne til Kornmarker, i Ste¬
den for de andre tvende, som igien bleve udlagte til Græsmarker. Heraf
vilde fornemmes en anseelig og merkelig Forbedring, i Henseende til at Jor¬
den fik Hvile, og altsaa baade gav bedre og overflødigere Korn af sig, over¬
flødig Græsning og Høe til Bondens Creaturer Sommer og Vinter, saa
han ey fik nødig at pløye ved Græs om Foraaret, ey at melde om, at Bon¬
den kunde holde bedre og fleere Creature, hvorved han fik meere Giødning
til sin Jord.
At Tingen let var giørlig, er en uimodsigelig Sandhed, men det vilde
vel ey feyle paa at jo Eendeel, som endog vil have Navn af store Landmænd,


ville være herimod, hvoraf vi haver nok, men kuns faa Patrioter, som tør,
kand eller vil vove noget for det almindelige Beste; De, som vil foregive, at
det er noget nyt, holdes ey Umagen værd at besvare, siden alting er dem
mod bydeligt, som haver Navn af Nyt. Andre, som vilde overlegge Tin¬
gene nøyere, ville vel indvende, at, naar saadan Indretning skulde skee,
ville det foraarsage følgende Uleyligheder:
y) At det vlle sones, at sede med Lovens rede Bogs 13 Cav i3
Artic. som melder: Bonde maae ey indgrave eller indelukke nogen Ager,
Eng eller Jordbond uden hans Huusbonds Minde, og alle Lods=Eyernes
Samtykke ey heller aflukke enten Folke eller Fæegang, hvor den haver væ¬
ret af Alders Tiid. Mens denne Jndvendig falder bort, naar man først
supponerer og troer, at Tingen var vigtig og til Nytte, saa bleve de fleeste
nok eenige, at forbedre deres Eiendom, da det kunde blive uden denne Van¬
skelighed strax giørligt for de Byer, hvor kuns en Lods=Eyer findes til, og
derved i ingen Maade hindre enten Folk eller Fæegang, siden der fra alle
Byer skulde være Jndkiørsel til alle fire Markerne, og ved Fragravningerne
kunde maaskee hist og her treffe, at der kom et Leed meere, som var af in¬
gen Betydenhed.
2) At enhver Bonde i Byen da ey just kunde faae de hans Gaard, ved
Landmaalings Forretningen, tillagde Ager og Enge, siden der blev gjort fire
af trende Marker, dertil svares, at det vel paa nogle Steder kunde skee, at
han ey just fik sine egne Jorder igien, men naar enhver Bonde, efter sin
Gaards Hartkorn, blev ved Lods=Eyernes Foreening tilmaalt sin Andeel af
den hele Massa i alle fite Marker, havde han intet at klage, og om han mistede


94
et Sted en giødet Ager, kunde han faae den igien paa et andet Sted, i Steden
for han mistede derimod en af sine slette Agre.
3) At Bonden i Siælland fik fleere Giærder at lukke ved denne Jnd¬
retning, mens jeg meener, at, naar de Kongelige Allernaadigste For¬
ordninger af 17 August 1695, og af 26 Januar. 1733, Artic. 20.
bleve efterlevede, vilde der snart herpaa raades boed, helst i Siælland
hvor de fleeste Steder findes Steen nok, og den daglig Erfarenhed viser
her i Landet, at hvor der hverken findes Underskov eller Steen, maae de
Beboere hielpe sig med Grøfter, hvilke og bleve de beste ved Markeskiællene
at bruge, siden mestendeel findes der siit og sumpigt, hvorved baade skeede
Skilsmisse imellem Byernes Marker, og Engbonden forbedret paa begge
Sider af Grøfterne, ved Vandets Fraløb, som kunde være til stor Nytte, og
at ønske enhver Landmand vilde endog i andre Enge, lade saadanne Grøfter
kaste til Græsnings og Høets Formeerelse.
4) Mange mener, at, naar Jorden fik saa længe Hvile, blev den
stærkere at pløye for de smaae Siællandske Heste, men disse henvises til nogle
faa Siællandske Herre=Gaardes og Bønder=Byers Exempel, hvor det gaaer
meget godt an, da Græsroden ey er nær saa stærk at drive op efter manges
Formeening, efter Hvile i fierde Aar, som den er i andet Aar; Overalt, naar
Bonden fik god Græsning og Høe til sine Bester, blev Tillægget større, i
sær naar hver Bye holdte større Hingste i Følge Lovens femte Bogs 12te
Cap. 3 Artic.
Disse fire Poster kunde synes at være de vigtigste, thi de, som vil fore¬
give, at Bonden tabte derved, naar han saaede saa meget mindre, haver
vel ey omgaaet meget med Agerdyrkning, og er uvidende om, at det ey er


9¬
en stor Udsæd der giør en riig Høst, men en maadelig hvilet, vel dyrket og
giødet Jord, der forbedrer Udsæden, ja forvolder at de Korn=Huse, som ha¬
ver havt Rum tilovers tilforn, ved saadan Indretning af Jordens Brug, ere
blevne for snevre, saa det sees at ingen tabte herved, thi Kongen fik lige¬
fuldt sine Skatter af hver Bye, Tiende=Tagerne meere og bedre Tiender,
saa at de samme Jorder bleve ved hver Bye, som hidtil havde været, allee¬
neste at de bleve til bedre Nytte indrettede for vedkommende, hvilket var in¬
gens Skade, men Landets og hver Mands store Fordeel.
Foruden de allerede ermeldte flydende Fordeele af denne Indretning,
blev der megen Dobbel og Drik ophævet imellem Bønderne, ved det nu
værende skadelige Fællesskab, som fra sex a aatte ja vel fleere Byer samles
ofte om deres Fælleds Græsgang, ved hvilke Samlinger de kommer i Vane
med at skyde sammen til at drikke og sværme for, hvorved Gud fortørnes,
Tiden forsømmes for dem og deres Folk (som intet arbeyder gierne i Bon¬
dens Fraværelse) og naar Bønderne saaledes havde deres Marker for sig
selv, blev Besterne ey saa ofte, saa almindelig smittede af Skab eller anden
smitsom Sygdom, da en Bondes Bester, som bliver bedervede ved de vidt¬
løftige Fælleder, kand paa kort Tiid smitte aatte a ti Byers Bester, hvoraf
i disse Aaringer i Siælland desto bedrøvelige beviser ere for Øyne.
SECTiO II.
Aarsagerne til Mangel paa Underskov og Jldebrand
paa mange Egne i Siælland.
tt jo paa mange Steder i Siælland, endog i Skov=Egnene, findes Man¬
gel paa Underskov til Giærder af Giærsel og Stavre, det viser den dag¬


96
lig Erfarenhed: Aarsagen er denne, at Gierderne ey, i Følge Lovens tredie
Bogs 13de Cap. 43 Artic., vorder lukkede til hver Aars Voldermisse, saa¬
som Bønder=Byerne, der meest bestaaer af mange Lods=Eyeres Tienere,
haver gjort imellem sig saadanne Vedtægter, at Giærderne for Rugmarkerne
skal være lukkede til Voldermisse, mens derimod henstaae til Pindsedag med
Bygmarkernes Gierders Lukkelse, som med nye hugget Giersel da først for¬
synes; J den Anledning bliver Gierselet ey hugget førend paa den yderste
Tiid, og i saadanne Steder, e. g. i Fællederne, hvor Qvæget igien afæder
de nye udsprungne Qvister, hvoraf kommer, at siden Gierselet, som da al¬
lerede er udsprungen, dets Rod og Stamme igien ey kommer i nogen Væxt
i Fremtiden, saasom det burde hugges efter almindelig bifald og Erfarenhed,
naar Nyet tændes i Martii Maaned. Dersom Gierselet saaledes i rette
Tiid blev hugget, og derved opelsket ung Skov af Eg, Bøg, Elle, vilde
man snart (som allerede kand sees paa nogle faa Steder) see ung Skovs
Opelskning, ey allene af Eg og Bøg, men ogsaa af Elle og Hessel i Over¬
flødighed, hvilket, naar ey alt giordes nødig til Giærderne, kunde anvendes
til Jldebrand, og naar det blev hugget i rette Tider, da igien have Nytte
om faa Aar af samme Stamme til denne eller anden Brug: End videre til
at hielpe Mangelen paa Jldebranden, burde Side=Enge og Moser efter¬
sees, og i samme igiennem graves Grøfter, hvorved Vandet blev udle¬
det, og bleve tienlige til Tørveskiær, saa at Bønderne af Mangel paa
Skov og Tørveskiær, ey havde nødig at brænde deres Halm om Vinteren
til Jldebrand, hvilket de igien om Foraaret maae savne til Føde for deres
Creature.
SECTIo III.


91
SECTIo III.
Den Skade, som Bønderne i Siælland haver
saavel af Huusmændene og Jndersterne som af
deres Creature.
et kand vel ikke negtes, men er en uimodsigelig Sandhed, at jo folke¬
rigere et hvert Land og Provinds er, jo fordeelagtigere er det for samme,
i Henseende til Mængden af Folk, som behøves til Fabriqver, Manufactu¬
rer, Agerdyrkning og s. v. og altsaa maatte det synes, at jo fleere Familier
der findes i et Land, jo meere Afkom maatte Aar efter Aar genereres; J Hen¬
seende til mange Familier, kand Siælland fremvise et temmelig Antall af
Huusmænd og Jnderster i hver Bye, saa der maatte tænkes, at det vrim¬
lede af Folk her i Landet, mens i hvorom alting er, saa fornemmes dog in¬
gensteds større Mangel i Dannemark paa Tieneste=Folk, end just i Siælland,
hvorfra Mandskabet endog ikke engang saa let kand undvige, som fra Jyl¬
land og andensteds, hvor Landet er aaben: Altsaa maatte man vel spørge,
hvorfra alle disse Huusmænd og Jnderster kand komme i Siælland, meere end
i de andre Provindser? Dertil svares: Det sees daglig, at det Siælland¬
ske Bonde=Folk i deres første blomstrende Ungdom inclinerer til, og uden vi¬
dere Eftertanke, vover det derpaa, at gifte sig, og seer saa til at komme til at
sidde til Huse hos andre, indtil man kand faae Huus. Ttem; at naar en
Bonde, enten af Fattigdom eller anden Aarsag, bliver kiæd af at sidde læn¬
gere i sin Gaard, tager han sin Retirade i et Huus, og da i forveyen sel¬
ger og setter til Side af sin Jndboe og Gaards Besætning, som han siden
holder sig vel med, paa Herskabets Omkostning, der igien maae sætte Gaar¬
den i Stand til Efterkommeren; J Mangel af retskaffen Forraad paa Lev¬
II. Deel.


98
netsmidler til sig og sine opføddes da i disse Huse paa nogle Steder, nogle smaae
sperlemmede lave uanseelige Folk, som vel kand forøge Reserva=Roullerne,
mens i Fremtiden ey vorder Landet til stor Fordeel, siden de gierne søger at
komme i den dovne Huusmands Levemaade. Mens maatte spørges: Disse
Folk skal dog have Føden, og vil de æde, maae de og arbeyde? derpaa tie¬
ner til Svar, at de heller lader sig nøye med halv tynd Føde, naar de kand
skippe med halv eller lidet Arbeyde. Mens at de dog kand have noget at leve
af, kommer de dertil ved Bondens dobbelte Skade, paa følgende Maade:
De, som ey ved den forhen i Fæste havde Gaard, haver præcaveret sig
med nogle Stykker Faar, leyer dem af Førstningen af en eller anden, om
de ey ellers haver noget selv at kiøbe for, hvilke Faar og som oftest Kiør bli¬
ver paa den Maade sat hos Huusmændene, at Eierne nyde den halve Grøde
af Faarene og af Kiørene, hvilke Huusmændenes og Indersternes Creature
tillige med deres mange Giæs og Sviin, gaaer paa Bondens Græsning om
Sommeren, hvorfore de nyder Betaling, hvilke Græsgangs Penge ge¬
meenlig af enhver Bye bliver anvendte til Øll og Brændeviin, i Fylderie og
Drukkenskab, tillige med de Mulcter, som formedelst Giærder eller anden
Paalæg i Byerne, indsamles tvertimod Lovens tredie Bogs 13 Cap. 32 Artic.
hvorved deres Tiid forsømmes, deres Græsgang meere til Nytte for Huus¬
mændenes end deres egne Creature: Til disse Huusmænd og Jndersters Crea¬
tures Vinter=Foder, saaer de til Hælten med Gaardmændene, for en liden
Fordeel leyer et Stykke Eng af Gaardmændene, at slaae Høe paa, og der
næst med den om Vinteren samlede Giødning giøder et Stykke Jord hos
Bonden, hvoraf, uden videre Betaling, Huusmanden tager de tvende før¬
ste Aars Afgrøde. Af dette sees noksom den ene Skade, den Siællandske
Bonde haver af Huusmændene og Jndersterne, samt deres Creature; den


21
anden Skade bliver dernæst for Bonden, at siden mange ere og giver sig i
denne Stand, mangler de Tieneste=Folk, siden Huusmændene ey, ved oven
ermeldte Levemaade, haver nødig at tiene; Disse for Bonden saa skadelige
Poster kunde vel hemmes, naar samtlige Lods=Eyerne vilde være eenige om
at det ey blev tilladt nogen Fæste=Huusmand, at have meere Creaturer, end
een Koe, og naar ingen Koe havdes, da i det Sted fire Faar, hvilke Græs¬
gangs=Penge af disse Creature tillige med indkomne andre Penge=Mulcter,
af Byen, skulle indsamles efter Lods=Eyernes Foranstaltning, af een af de
vederhæftigste Mænd i Byen, som derfore skulle giøre største Lods=Eyere
Regnskab til Deeling imellem samtlige Byemændene i Følge Loven.
Naar Huusmændene saaledes bleve opbundne, ingen fleere Creaturer at
have end een Koe eller fire Stykker Faar, og Jndersterne slet ingen Creatu¬
rer, vilde man merkelig skiønne og erfare en temmelig Forbedring paa Græsgan¬
gen, om den Eng ey blev forandret, Bønderne kom da ey til at feyle Tie¬
neste=Folk, saasom det da faldt af sig selv, at disse Familier bleve selv tvungne
til at arbeyde for at faae Føde og Klæde, naar de ey paa en nærmere og
giennere Maade faae sig den tilveyebragt.
SECTIO IV.
Hvor skadelige de for Reysende i Haabetal privilege
rede Kroer i Siælland ere for Bønderne.
ft jo reysendes Folk her i Siælland, paa alle Kanter af Landet, finder Kroer
A¬
og Værts=Huse nok, hører man ingen Klage over, mens vel mange
klager, at der ere alt for mange, da man paa hver Miil finder enten et pri¬
viligeret Kroe, der selv maae brygge og brende, eller og saadanne, som skulle


110.
efter deres Privilegiers Jndhold, tage Øll og Brendeviin i nærmeste Kiøbstæd,
som de udselger igien: Saadanne Kroer ere foranstaltede af høye Øvrighed,
alleeneste for Reysende, efter deres Privilegiers Jndhold, mens dersom
disse Kroer alleeneste skulde have deres Næring af Reysende, da skulde man
snart erfare, at ey allene Eendeel af de allerede oprettede Kroer vilde gaae
under, mens endog ey saa mange Memorialer indløbe om, at oprette fleere.
Spørges derfore, hvorfra deres Næring kommer, da er det enhver bekiendt,
som veed Landets rette Beskaffenhed, at den faaes ved de smaae Kiøbstæders
og paagrændsende Byers Skade, da udi slige Kroer, Bonden faaer at kiøbe
Salt, Stor=Sild, Tran, Tiære, oftest dem selv til egen Skade og nær¬
meste Kiøbstæd til Fornærmelse. Udi disse Kroer øves daglig Drik og Spill,
siden mange Verter tillige med Almuen staaer i den Tanke, at de i saadan
privilegerede Kroer søgne og hellige Dage, med de unge Karle og Drenge,
uden Ansvar, maae og kand samles og der drikke, slaaes, bandes med videre Ugu¬
deligheders Øvelser, drikker Huusmændenes Græsgangs=Penge op, ved Paa¬
læg uforsvarlig at plage hinanden, i sær de mindst formuende, og naar de ey
andet saa, for Selskabets skyld, at sidde der en a to Dage mange gange i Rad
og drikke paa egen Regning, hvorved Gaarmændene kommer i saa dyb Giæld
med Kroermændene, at de faaer strax af deres indhøstede Korn om Efter¬
høst, for hvad Priis de selv agter at tage det for.
Bøndekarlene, som ligeledes, dog meest om Helligedage og Aftener, føl¬
ger hines Exempel, er ved Drik og mange gange Penge=Laan af Verterne i
Spill, kommen saaledes med dem i Giæld, at de strax efter Mikkelsdag maae
bære deres Lønne=Korn til dem, de faaer af Bonden, saa at, naar en Bonde¬
Karl her i Landet tager Gaard, haver han lidet eller intet at tage den med,
saasom det i Forveyen af de fleeste er opspildt og opdrukket, hvorudover Fæsterne


101
af Gaardene her i Landet ere saa ringe; Det ville blive alt for vidtløftig, at op¬
regne alle de øvrige Skader, Landet haver af disse Kroer, e. g. som at leye
Bøndernes Jorder at faae paa, at tøyre Heste paa deres Jord, da Bønderne
oven i Kiøbet til Villighed for de crediterer dem Drikke=Varene, maae kiøre
Kroermændenes Giødning ud, og hiemføre dem deres Jldebrand, tillade Kroer¬
manden, at 40 4 50 Stykker Sviin maae gaae paa Bondens Græsning, end¬
skiønt hiin ey eyer en Skieppe Hartkorns Jord paa Marken. Overalt disse Kroer
forderver, paa de fleeste Steder i Bund og Grund den Siællandske Bonde,
og saa længe Vedkommende ey seer den Kongel. Allernaadigst Forordning op¬
fyldt af 1735, denne Post angaaende, saa bliver der liden Velstand at vente
for Bonden, der ey skiøtter sit eget Gavn: Slige interesserede Kroer og
Verts=Huusmænd, om de end og betaler den dem ved ovenmeldte Forordning
dicterte taalelig Mulct, tabte dog lidet derved, i Henseende til de mange Giæ¬
ster, mens var at ønske, at, naar flige Uordentligheder blev begaaet, Verdterne
da paa nogen Tiid bleve forbudne, at holde Drikke=Vare fals, ja, naar intet
andet Raad var, de reent at miste deres erhvervede Privilegium, og overlades
til andre, som ville efter deres Fødsel og Stand lade sig nøye med maadelig
og daglig Leve=Brød.
Disse ere da nogle af de Poster, som ruinere det Siællandske Jorde¬
gods, mens der ere endnu fleere tilbage. Der er iblant andre det paa mange Ste¬
der uforsvarlige og fast utaalelige Hoverie, som trykker Almuen og Bondestan¬
den, hvorimod med Tiden kunde gives Forslag, at det kunde blive mindre og taa¬
leligere, ja sættes paa en vis indskrænket Maade, saa at Jordegodsets Priis
ey derved skulle formindskes, men snarere forbedres.
Fra Siælland,
den 26 Julii 1755.


102
Anmerkning.
Den fierde Post i dette Forslag vil man haabe, efter Haanden, at komme til Fuldbyr¬
delse, saafremt Vedkommende tilbørligen holde over de tvende Kongelige Allernaadig¬
ste Forordninger, som nyeligen ere publicerte om Kroer=Hold og Kroer=Næring paa
Landet. De Huusmænd, som her og andensteds, klages over at nedsette sig i alt
for stor Mængde, Gaardmændene til Hinder, kunde maaskee allerbest henvises til at
boe og bygge paa Overdrifterne, naar samme bleve opmaalte, uddeelte og anvendte
til langt nyttigere Brug, end det nærværende. Saadant have mange fornuftige Pa¬
trioter længe siden ønsket, og frem for nogen Tiid, haabe de nu at see en Begyndelse
gjort med Sagens muelige Fuldbyrdelse. Hvor priseligt var det ikke, for en saa fader¬
derlig og fredelig Konges Scepter, at conqvetere her og der nogle Stykker nyt og
beboeligt Land, inden for sine egne gamle Lande=Merker, altsaa vundne ikke fra Frem¬
mede ved Vold og Sværd, men ved retmæssig Handhævelse Brug og Arbeyde,
tagne fra den hemmelige Landfiende, jeg meener gammel Indbildning og Ørkesløs¬
hed. Paa Overdrifterne i adskillige Danske og Norske Provindser, kunde ufeylbarli¬
gen boe og nære sig nogle tusende Familier, særdeles hvis vore Landsbye=Folk her¬
saasom andensteds, kunde komme meere og meere i den Smag og Brug, at tage en
Deel af deres Næring i Have=Væxter, Kaal, Roer, Rødder, Patatos, Æble, Pæ¬
rer, Blommer, Kirsebær og dets lige, hvoraf Allmuen andensteds lever for en stor
Deel. Monne dette ikke i Dannemark kunde spare en Mængde Korn og fede Vare
til Udførsel, men i Norge frietage mange fra at æde, i dyre Aaringer, Barke=Brød,
hvorved| endogsaa Smagen langt mindre finder sin Regning.


No. VI.
Beskrivelse
over
adskillige Farver
hvorledes de giøres, som
Bleghvit, Minie, Spansgrøn, Cinober
Carmin, Florentiner Lak, Berliner Blag
og Ultramarin.


? Af Metallerne giøres de fleeste meest brugelige Farver. Af Blye giø¬
res Bleghvit og Minie, af Kaabber eller Messing giøres Spans¬
e grøn, af Sølvet selv eller af en Steen, kaldet Lapis lanuli, giøres
den kostbare blaae Farve, gemeenligen kaldet Ultramarin. En anden blaae
Farve kaldet Berliner Blaa, skeer ved en besynderlig Præcipitation.
Bleghvit, en almindelig bekiendt hvid Farve, er i sig selv intet andet,
end calcineret Blye, hvilket og kand merkes af dens Tyngsel. Den giøres
saaledes: Man tager en stor leer Krukke, lader skarp Edike i den, derudi
hænger man tynde Blye=Plader, dog saaledes, at Blyet ey rører Ediken.
Disse Blye=Plader kand man hænge paa Pinde ved Kroger, siden tager
man en Krukke lige saa stor som den forrige, og dekker den anden Krukke,
II. Deel.


106
i hvilken Blyet og Ediken er, til med, kliner saa omkring dem med Leer, saa
intet af Damperne af Ediken kand komme ud, saa sætter man bemeldte Krukke
enten i heed Aske eller og i got Heste=Møg, saa stiger Dampen af Ediken
op og fortærer Blyet. Man lader det staae saaledes i fjorten eller sexten
Dage, saa tager man siden Leeret bort og aabner Krukken og da finder man
at Blyet er tildeels fortæret af de sure Dampe og at ligesom en hvid Kalk
har sat sig uden paa Blypladerne, det skraber man af og det er Bleghvit.
Ovenmeldte Maade bruger man saa længe, der er noget tilbage af Blyet.
Dog maae de, som handterer hermed, tage sig i agt og giøre Blyet vaadt,
førend de skraber Bleghviden af, at det ikke skal støve, efterdi den Støv er
meget skadelig for Menneskens Helbred.
Den rette Bleghvid bør være vel hvid og tung, og bør ikke forfalskes
med Kride, hvilket ofte skeer. Naar man maler med saadan Bleghvid, som
er meget forfalsket med Kride, og man stryger derpaa med Fingeren, naar
det er tørt, hænger Kridet ved Fingeren og smitter, saa man kand merke den
er forfalsket. Det er og ingen Fordeel at bruge forfalsket Bleghvid, efterdi
den rette Bleghvid kand lade sig stryge langt tyndere og følgelig er drøyere
end den forfalskede. Man maae bruge reen og god Olie hertil; thi ellers bli¬
ver Farven ikke ret hvid men guulagtig.
Mmnie er en beliendt almindelig rød Farve, som Malerne bruger. Den
giøres saaledes: Man tager en brent Tegelsteen udhulet til det Brug og saa
stor og med saa dybt et Hul, som man vil giøre meget til. Denne sætter
man i en reverberer Ovn, lader Blyet, som man har lagt i Huulheden
af Stenen, smelte ved en maadelig Jld, lader idelig Flammen slaae over


18.
det smeltede Blye, rører idelig derudi med en jern Skee eller Gaffel. Dog
maae man ikke lade Jlden blive for stærk; thi ellers holdes Blyet i en bestan¬
dig Flus og omsider kand blive til Glas, men naar Jlden er maadelig og
man rører bestandig derudi, sætter Blyet sig først til et grønagtig Pulver, si¬
den bliver det guulagtig og omsider røt udi Jlden, hvilket er det man kal¬
der Minie.
Ellrs er herved at merke, at det tager til udi sin Vægt ved Jlden,
saa man af et Pund Blye faaer igien et Pund og fire Lod Minie.
Saavel til Bleghvid som Minie maae man bruge reent Blye, i hvil¬
ket der ikke er noget Skarn eller Uhumskhed, og renses Blyet saaledes: Man
smelter det og kaster smaae Støkker Vox derudi, hvilket tændes strax an og
lader en liden Uhumskhed efter sig. Dette skummer man oven af og igien¬
tager det saa ofte, til det smeltede Blye seer saa klart ud som et Speyl, og
paa den Maade renses det.
Cinober er og en bekiendt kostbar rød Farve. Den giøres af Qveg¬
sølv og Svovel, og det paa den Maade: Man lader et Pund smelted Svo¬
vel i et Kar, tager tre Pund Qvegsølv og trøkker det igiennem en Lær=Pung
saaledes, at det falder draabeviis eller som en Regn i Svovelet, rører vel
udi Svovelet, saa det holdes flydende og menges med Qvegsølvet, heraf
faaer man ligesom en sort Massa ellet Dey. Dette tager man, naar det er
bleven kolt, og sublimerer det, og paa den Maade faaer man Cinober.
Har Qvegsølvet været forfalsket enten med Blye, Vismut eller andet sligt,
bliver det liggende ved Bunden, saa det er en Prøve, hvorpaa man kand
vide, om Qvegsølvet er reent eller ikke.


108
Dette Cinober kand man igien reducere og faae levende Qvegsølv deraf
igien, paa saadan en Maade: Man tager et Pund Cinober og et Pund reen
og vel udvasket Jern Filspaan, dette kommer man altsammen i en Retort,
sætter en recipient for den, fylder noget Vand derudi, legger vel Kul om¬
kring Retorten, tænder dem saaledes an, at de paa engang brænder runt
omkring og giør Retorten gloendes, saa trækker det Jern Filspaan Svove¬
let til sig, og Qvegsølvet stiger op og falder i Recipienten draabeviis og paa
den Maade faaer man Qvegsølvet uskad igien, hvilket er det reneste Qveg¬
sølv man i Almindelighed haver, da det ellers kand forfalskes baade med Blye,
Vismut og andre Ting, og det saaledes, at det endog, naar man trykker
det igiennem en Lær=Pose, hvilket ellers er den almindelige Prøve, gaaer
saavel Blyet som Qvegsølvet der igiennem.
Af Kaabber eller Messing giøres Spansgrøn, en almindelig bekiendt
grøn Farve, og det fast paa samme Maade, som Bleghvit giøres af Blye,
nemlig ved sure Vædsker, som fortærer Kaabberet, saa det sætter sine Flo¬
res eller Blomster, ja man seer, at, naar Kaabber staaer paa et fugtig
Sted, opløser Luften det selv, saa det sætter Spansgrøn, det er som en
Rust for Kaabberet og fortærer det gandske omsider. Man kand giøre
Spansgrøn paa adskillige Maader, i sær kand man giøre det paa den Maade.
Man tager Glasgalle, kommer skarp Edike over det og giør det som en Dey,
siden tager man rene tynde Kaabber=Plader og legger slig en Dey imellem
hver Plade, kommer det alt sammen i en leer Krukke og dækker det saaledes
tæt til, at de sure Damper ey kand komme ud, sætter det paa et varmt
Sted eller i varm Heste=Møg, lader det saa staae i to eller tre Uger, saa for¬
tæres Kaabberet og bliver til Spansgrøn. J de varme Lande bruger de


109
Suurligheden af de pressede Viindruer, lader umoden eller sure pressede
Viindruer ligge imellem Kaabberet Lag for Lag, og bestenker det desforuden
med Urin, saa fortæres Kaabberet herved i Solens Hede og bliver til
Spansgrøn.
Plant de temmelig kosbare Farver er Carmin, Florentiner Lak og
Beriner Blaa.
Carmin, en kostbar rød Farve, giøres saaledes: Man tager to Lod
Cochinelle, støder det gandske smaat og sigter det igiennem en fiin Sigte.
Saa tager man en gandske reen fortinnet Kaabber=Kiedel med Laag til, saa
intet Aske eller Ureenhed kand komme dertil. J den kommer man tolv eller
fjorten Potter reent Kilde= eller Regne=Vand, sætter det til Jlden og lader
det kaage ikke saa stærk, at det giver stærke Bobler fra sig, men allene saa
meget, at man kand see, Vandet er i Bevægelse og vil til at kaage, naar
det saaledes kaager, kaster man de to Lod pulveriseret Cochinelle deri, la¬
der saa Vandet kaage paa ovenmeldte Maade i tre Minuter, derpaa kaster
man strax en tredive eller fem og tredive Gran af fiint stødt Romersk Aluun
i samme kaagendes Vand, lader det derpaa kaage et par Minuter sammen,
og derpaa tager det strax af Jlden, dekkes over det og lader det staae til det
er koldt.
Naar man kaster Alunet i, merker man strax en Forandring paa den
røde Farve, at den bliver meere lys og behagelig.
Naar man saaledes lader det staae og blive koldt, falder den røde Farve
til Bunds af sig selv og Vandet beholder en Rødhed, som Ansigt Farve.


110.
Naar det nu saaledes er bleven gandske koldt, og den tykkeste røde Farve
har sat sig ved Bunden, maae man aldeles ikke ryste det, men man kand med en
Hævert trækker det rødagtige Vand af Karret i andre Kar saa forsigtig, at
den grovere rødagtig Materie, som har lagt sig paa Bunden, bliver liggen¬
des, siden tager man dette rødagtige Vand og slaaer det ud paa flade Steen¬
Tallerkener og lader det saaledes staae i fire og tive Timer eller længere, saa
falder den subtile røde Materie til Bunds og sætter sig omkring Randene af
Tallerkene og Vandet bliver alt meere blegagtig. Det igientager man saa
ofte indtil Vandet har tabt sin meste Couleur og ved en Hævert trækker Van¬
det af et Kar paa et andet, og lader det staae hver gang en fire og tive Timer,
at noget deraf altid kand falde til Bunds. Denne subtile røde Materie
giemmer man siden og tørrer den og er den Farve man kalder Carmin.
Af den grovere røde Materie, som blev liggende ved Bunden i oven¬
meldte Kiedel, da man med en Hævert første gang trækkede det røde Vand
deraf, som oven for er meldt, gjør man den ægte Florentiner Lak og det paa saa¬
dan en Maade: Man tager to og et halv Lod Potaske, løser det op i koldt Vand
og siden sier Vandet igiennem graat Sue=Papier. Man tager fire og et
halv Lod Romersk Aluun, løser det op i heet Vand og sier Vandet alleeneste
igiennem et Stykke Linnet, siden tager man det kolde Vand, i hvilket man
havde opløst Potasken og kommer det i Aluun=Vandet, medens det endnu
er varmt, og naar man kommer disse tvende Vand tilsammen, som er klarere
end som andet Vand, førend de er kommen tilsammen, skummer de strax og
faaer en melkagtig Farve. Her kommer et Alcali og et Acidum sammen og
herved skeer altid slig en Effervescentia og Skummen, og den hvide Jord,
som er ved Alunet, opløses ved det Alcali, som er kommen dertil, og præ¬


111.
cipiteres, hvoraf bemeldte melkagtige Farve kommer, siden tager man et
reent Kar eller Grydet, legger et reent Linnet derover, trøkker Linnedet ned
at det bliver som en Pose, øser saa det melkagtige Vand derudi, saa løber
det klare Vand igiennem samme Linnet og der bliver tilbage i Linnedet en
hvidagtig Jord og Materie, der seer ud som en Velling, derudi kommer man
den ovenmeldte grovere røde Materie, som faldt til Bunds i Kiedelen, da man
gjorde Carminen. Denne røde Materie eller Tinctur trækker sig strax i
den hvide Jord, saa det seer gandske rødt ud alt sammen. Man tager det
siden og hænger det op i en Linnet Pose, at Vandet kand trække fra det, og
siden tørrer man det, da man heraf haver den beste og meest ægte Florenti¬
ner Lak, som kand haves.
Man kand vel og giøre Florentiner Lak paa en anden Maade, hvis
Couleur er nok saa smuk som den forrige, men ikke saa bestandig og følgelig
ikke saa ægte. J Steden for, at man til at giøre det første Slags Flo¬
rentiner Lak, tog den grovere røde Materie, som var falden til Bunds af
Cochinellen og blandede den med den hvide Jord, man havde faaet af
Potaske og Aluun=Vandet, saa kand man med samme Jord, naar man
har faaet den paa ovenmeldte Maade, blande en rød Tinctur, som man
faaer af Fernambuch. Man tager den beste Slags raspet rød Træ, som
kaldes Fernambuch, to og et halv Lod deraf, kaager det i tre Potter Vand.
Dette Vand sier man siden igiennem et Klæde og øser det over den ovenmeldte
Præcipitation eller hvidagtige Jord, saa trækker den og strax Farven til
sig og paa den Maade faaer man og et andet Slags Florentiner Lak. Dette
forfalskes ofte med Kride og Kugellak, eller som andre kalder det Kurlak, hvil¬
ket er intet andet end Florentiner Lak tilsat med Kride.


112.
Mau kand paa ovenmeldte Maade trække Couleurer og giøre Farver
af hvad Slags Urter, Blomster eller Rødder, som haver Farve i sig.
Saaledes giøres guul Farve af Kurkumeye Rod. Af Petersilie og Kruse¬
mynte kand man trække en grøn Farve og af andre Urter og Blomster lige¬
ledes hver efter sin Couleur. Man kaager allene Urten i Vand, kommer
Potaske eller et andet Alcali derudi, naar man har kaagt og siet det, saa
kommer man det i Aluun=Vand eller Vand, i hvilket man har opløst Aluun,
medens det endnu er varmt, rører bestandig derudi, saa skummer det og
Farven falder til Bunds.
Af de blaae Farver er i sær bekiendt den saa kaldede Berliner Blaa.
Den blev først opfunden i Berlin, hvoraf den har sit Navn, i Dippels
Tiid. Den var rar og kostbar i Førstningen, men nu giøres den fast
over alt og det i Mængde, i sær i Rusland og Sverrig. Den giøres paa ef¬
terfølgende Maade:
Man tager først saa meget Oxeblod, at man kand faae tre Pund
deraf, naar det er tørret. Man tager frisk Oxeblod, sier det igiennem et
Dørslag, kommer det i en Gryde, sætter det til Jlden, rører derudi be¬
standig, da det løber sammen og bliver til en Klump, siden kand man tørre
det i samme Gryde eller, som er bedre, lade det tørre i en Bager=Ovn, dog
saaledes, at det ikke forbrændes.
Naar man saaledes haver det tørrede Oxeblod, tager man rød Viin¬
steen og Salpeter ligemeget af hver, tre Pund af hver Sort. Dette knu¬
ser man tilsammen og blander det, kommer dette i en leer Potte, som ikke


11.
er glasseret inden i, kommer vel Jld under det, og, naar det bliver gloen¬
de, sætter man Jld derpaa med noget tænt Papiir, da det brænder i lys Lue,
og rører man derudi saalænge til det ikke vil brænde meere, men allene er
gandske gloende.
Man tager imidlertid en Kaabber Kiedel med sex og tive Potter Vand
udi, og en anden Gryde eller Kar med to Potter Vand, begge Deele sæt¬
ter man til Jlden til Vandet bliver vel varmt. J Gryden kommer man
fire og et halv Lod Engelsk Victril, eller af det grønagtige Victril, og lader
det smelte i det varme Vand. J Kaaber Kiedelen kommer man sex Pund
Aluun og lader det ligeledes smelte, dog maae observeres, at Victrilen,
førend den kastes i Gryden, maae den brændes ud i Jlden, hvilket skeer
saaledes: Man støder den, kommer den i Papiir, binder den vel tilsammen
med en Segelgarns Traae og kaster det saa i en klar Jld, hvor Papiiret
vel brænder op, men Victrilen løber i en Klump og maae den ligge en Tiid
i Jlden, til den seer rødbrun eller gloendes ud, og saa kaster man den lige saa
gloendes, som den er, i det Vand, som er i Gryden, siden sier man saavel
det Vand, som Victrilen er udi, som Aluun=Vandet igiennem et reent
Klæde og Sue=Papiir, og naar man saaledes har siet begge Vandene, blander
man dem tilsammen medens de endnu ere gandske varme, hvilket maae vel
iagttages, at de maae blandes gandske varme.
Medens dtte skeer, maae man tage det tørrede Blod og det ud¬
brænte Salpeter og Viinsteen, blande det vel tilsammen og komme det i en
Gryde, legge meget stærk Jld derunder og giøre Gryden saa gloendes, at
det, som er i den, kand tænde sig an af sig selv og brænde i lys Lue, og
II. Deel.


1114
maae man bestandig røre derudi og lade det brænde saa længe ved en stærk
Jld, indtil det ikke vil lade sig antænde og ikke brænder meere, skiønt man
rører derudi, da det, som er i Gryden, seer ud som gloendes Kull, som dog
ikke kand give meere Lue fra sig. Man tager det ligesaa gloende som det er,
og kaster det udi en Kiedel med syv og tive Potter Vand udi, som man for¬
hen har varmet og sier samme Vand siden igiennem et reent Linnet og Pa¬
piir. Her har man da faaet et alcalisk Luud ligesom man tilforn ved at
blande Aluun= og Victril=Vandet sammen, fik et victrilisk Luud.
Man blander siden disse tvende Lund tilsammen efter Haanden og rø¬
rer imidlertid stærk derudi, da det skummer og effervescerer, siden her kom¬
mer et Acidum og Alcali tilsammen. Disse tvende Lund, som seer ud fast
som andet Vand, naar man blander det tilsammen, rører vel derudi, og
kommer meere Vand derpaa, saa faaer det først en hvd, siden graae og
siden blaae Farve.
Man lader det saaledes staae til den blaae Farve falder til Bunds og
øser Vandet oven af. Siden kommer man end meere Vand derpaa og la¬
der Farven igien falde til Bunds.
Vil man have en stærkere blaae Couleur derpaa og forhøye Farven,
kand man giøre det med alle Spiritus acidi enten Spiritus victrioli; Skee¬
Vand, Spiritus Salis, naar man kommer det i den vaade Farve, saa effer¬
vescerer det paa nye, man rører vel derudi, kommer Vand derpaa og lader
det siden falde til Bunds, da man øser Vandet fra og tager Farven og tør¬
rer den. Paa den Maade gjør man baade denne Farve og kand forhøye den.
Man kand giøre samme Forsøg ved at tage en langt mindre Deel af hver
af disse Ting efter Proportion, saa giør det samme Virkning.


115
Ultramarin er og en kostbar blaae Farve, den giøres af en Steen, som
kaldes Lapis laxuli paa denne Maade: Man tager den Steen, river den
gandske fiin med reent Vand paa en haardt Steen, tørrer siden det fine
Pulver, tager siden Beg, Olie og Vox; kommer dette Pulver der iblant og
giør en Dey deraf i langagtige Kugler, lader det ligge i aatte eller ti Dage,
siden kommer man det i varmt Vand, saa trækker Vandet deraf en blaae
Farve til sig, man øser Vandet af og lader det staae, saa sætter Farven sig til
Bunds, og det er det man kalder Ultramarin. Dette igientager man saa
ofte, som samme Dey vil give nogen Farve fra sig.
(Hidindtil en unævnt Forfatter.)
Dette følgende i samme Materie er indsendt af L. LARSEN.
Berliner Blaae at tillave.
san tager frisk Oxe= eller Bukke=Blod, som ey maae være med Vand
E blandet, og lader samme staae een Dags Tiid, saa synker det, som
nyttigt er, til Bunden, siden afhælder man det øverste Tynde, dernæst ski¬
ves eller optages det tykke Blod med en Skee, lidet afgangen og legges paa
Bræder eller andet Bret og sættes i Soelen, Bager=Ovn eller ved Jlden,
indtil Blodet er gandske tørt.
Dernæst tager man en Skiep. ulæsket Kalk og en Fierding Aluun (Aluunet
bliver støt) hvorpaa man kommer fire Potter reent Vand og omrøres, samme
erefter skal det sies igiennem et fiint
bliver staaende indtil det er smeltet,
Lin=Klæde.
94


116.
Siden afveyes to Lod Consionell; som vel maae pulveriseres, sam¬
me kommes i en anden Potte, eller Kiørrel, hvor intet Fet haver vaaren
udi, hvorpaa man heller af oven benævnte Kalk= og Aluun=Vand en Pot
og siden bliver det staaende een Dags Tiid og lidet omrøres, derefter sies,
og nok formeres med en halv Pot Aluun=Vand, saa bliver det atter staaende
en Dags Tiid; derefter tages tre Skaalp. af det tørre Blod, som maae være
vel fiin stødt og kommes udi samme Potte og vel omrøres med en Vesp en
Time, derefter bliver det staaende i fire og tive Timer, siden afhælder man
sagte det tynde Aluun=Vand, som flyder øverst, og atter paa kommer reent
Vand og omrøres lidet igien, saa skal det atter staae i fire og tive Timer,
paa den Maade continueres i aatte Dage, men den sidste Gang man af¬
hælder Vandet, bliver Resten staaende i Potten, som tildekkes, og kand
samme tørres ved Soelen eller jevn Varme.
7g dnk
Pro Memoris.
Consionellen kand paa denne Maade proberes. Man
tager to a tre Korn og kommer derpaa et par Draa¬
ber Skee=Vand, bliver Consionellen mørk, er
den god.


No. VII.
TRACTATUS
PHYSICO-ECONOMICUS
om
de Midler
hvorved
Jordens Frugtbarhed
kand befordres,
og
dens Frugter formeeres,
i Pennen forfattet
af
N. RANDULFF WITH
Medtiener i Ordet ved Taarnbye Meenighed paa Amager
Taarnbye paa Amager, m. Octobr. 1755.


En af de Videnskaber, som ere meest fordeelagtige for det Menne¬
skelige Kiøn, og man derfor vel med all Fliid bør legge sig efter
og søge at bringe til den mueligste Fuldkommenhed, er ufeyl¬
barlig Agerdyrkningen, som den der haver med saadanne
ting at giøre, der ere saa fornødne og umistelige til Føde baade for Men¬
nesker og for Qvæget, hvilket ogsaa er skabt til Menneskenes Føde og Nytte.
Den store Naturens HErre har saaledes dannet Jorden, som han har givet
Menneskene til en Bolig, at den er beqvem til at bære Frugt til sine Be¬
boeres F¬ de, og Jorden maae jo ansees som et almindeligt Forraads= eller
Spise=Kammer for Mennesker og Dyr, ja som en frugtbar Moder, der
aarl en frenbrnger ualige Feugter af st Sliød til sine Bebøetes Myne.


120
Have der end allerede for nogle hundrede Aar siden været de, som have
gjort sig de Tanker, at Jorden ikke meere skulle have den Kraft til at bære
Frugt, som i Verdens yngre Tider, anseende den som en gammel Qvinde,
der udtæret af Alderdom, skulle være ubeqvem til at føde og give de Frugter
af sig, som i dens Ungdom; saa har dog saadan Meening om Jordens kraf¬
tesløse Alderdom ingen synderlig bifald funden, da de, som have været af
denne Meening, ere blevne igiendrevne af andre, hvilke have viist, at ingen
Alderdom eller Kræfternes Aftagelse finder Sted i Jorden, som skulle giøre
den ubeqvem til at bære Frugt, da man derimod seer, at dens Ungdom aar¬
ligen fornyes i Foraaret, og den bærer Frugt endnu, ligesom for mange
hundrede Aar siden; Alderdommen, siger COLUMELLA, hvor den en¬
gang har indfundet sig, staaer ikke til at fordrive og ingen Ungdoms Kræfter
ere der meere at vente, da derimod Jorden, om dens Grøde end nogen Tiid
enten formedelst Forsømmelse eller andre Tilfælde, slaaer feyl, bliver dog ung
igien, naar den bliver vel dyrket, og betaler igien med megen Rente, hvad
paa nogen Tiid er bleven holdt tilbage. Jorden er altsaa en frugtbar Mo¬
der, der, naar den bliver ret dyrket, kand under Guds Velsignelse endnu
give af sig det samme, som i dens yngre Aar, skiønt det ikke kand nægtes, at
jo denne Moder undertiden, naar Gud vil straffe, viser sig imod Menne¬
skerne som en Stif=Moder, i at uddeele sine Gaver. Men at Jorden da aar¬
ligen maae give den Forraad af sig, hvortil den af Skaberen er dannet og
beskikket, saa bør man jo og legge Vind paa, at dyrke den tilgavns, da en¬
hver vel veed, at ellers ingen gode Frugter deraf kand ventes.
Valer Jøden ef dktnig Bekeafenhed og af Jod ike lige gd og
beqvem til at dyrkes og bære Frugt; non omnis fert omnia tellus. Dog


121
er der ikke lettelig nogen Jord i sig selv, af saa slet en Beskaffenhed, at den jo
kunde tiene til noget, naar Menneskerne ikke ville spare deres Umage i at un¬
dersøge den Jords Beskaffenhed, som de have med at giøre, til hvilke Slags
Producter eller Afgifter den er meest beqvem, og de da ville bruge Jorden til
det, hvortil dens Brug er meest fordeelagtig. At mange Steder ligge øde
uden at bære Frugter, monne det ikke undertiden komme meere af Menne¬
skernes Forsømmelse i at dyrke saadanne Jorder og give Agt paa, hvortil
de ere beqvemme, end af en indvortes Jordens Ufrugtbarhed og Uduelighed?
Thi skulle vel nogle Jorder meere end andre, eller visse Jordens Deele meere
end den gandske, være skabt forgiæves? Deus & Natura nihil faciunt fru¬
stra, d: Gud og Naturen giør intet forgiæves; eller rettere: Gud,
som er Naturens HErre, har i Naturen og dens Indretning intet gjort for¬
giæves. Dog vil jeg ikke hermed sige, at enhver Jordens Egn og et hvert
Stykke Land skulle, uden Forskiæl, være beqvem til Agerdyrkning, eller til at
bære de Frugter, som ved Jordens Dyrkning frembringes, thi derudi maatte
jeg tale imod Forfarenhed. Findes der ikke saadanne Bierge= og Klippe=fulde
Egne, som hertil ere aldeles ubeqvemme? Dog maae man jo tilstaae, at
endogsaa saadanne Jordens Egne og Deele ikke derfor ere unyttige, men
give mange andre gode Producter af sig til Menneskernes store Nytte. Paa
høye Bierge, hvor det ville falde alt for besværligt, at pløye og faae, kand
jo plantes Viingaarde i de Lande, hvor Clima tillader det og Luftens Varme
er saa stor, at Druerne kand komme til Fuldkommenhed; men hvor dette
ikke kand skee, ere dog saadanne Bierge beqvemme til at plante Træer og
Skove. Overalt kand jo ingen nægte, at jo Jorden er nyttig til langt fleere
Ting og giver langt fleere Producter af sig, end de Frugter, som ved Ager¬
eller Hauge=Dyrkningen tilveye bringes. Findes der ikke paa de høye Bierge
II. Deel.


122
mange til Lægedom nyttige Urter, som forgiæves søges paa slet Mark?
Hvor mange skiønne Metaller og Mineralier udgraves der ikke og af Bierge¬
nes inderste Jndvolde? Hvor nyttige til Bygninger ere ikke de Stene, som
udhugges af de haarde Klipper, m. v.?
Lader os her ikke meget vandre om med vor Betragtning i fremmede
Lande og andre Verdens Parter, eller opholde os ved de mangfoldige Jor¬
dens Producter, som der findes, eller derfra føres, men holde os inden vort
eget kiære Fædrene=Lands Grændser, i at betragte vor egen Jord og dens Pro¬
ducter. Monne vel Naturen skulle have viist sig meere umild og karrig i at
uddeele sine Gaver i disse Nordiske, end i alle andre Lande? Findes der end i an¬
dre Lande adskillige Jordens Producter, som forgiæves søges hos os; saa
frembringer dog ogsaa vort Land adskillige gode Ting, som til deels ikke fin¬
des i et hvert andet Land, hvoraf den Menneskelige Forstand og Flittighed,
i at efterforske Naturens Hemmeligheder, har i vore Tider opdaget og bragt
frem for Lyset en Deel, som for vore Forfædre have været ubekiendte og lagt
skiulte i Mørket, og maaskee der ved nøyere Randsagning kand endnu i Frem¬
tiden opdages fleere nyttige Jordens Liggendefæer. Hvad for skiønne Me¬
taller frembringer ikke Berg=Verkerne i Norge? Hvor mange Urter og Væx¬
ter bepryder ikke Jordens Overdeel her saavel som i andre Lande, hvilke ikke
allene tiene til Forlystelse for Øynene, men og til stor Nytte i Læge=Konsten?
Findes ikke ogsaa hos os paa sine Steder under Jordens Skorpe begravet
Kalk=Stene i Overflødighed, hvoraf brændes og tilberedes den skiønneste
Kalk? Er her ikke megen Tegl=Jord, hvoraf brændes Tegl=Stene til Byg¬
ninger? Ja, man finder jo og nu ikke allene i Norge, lige saavel som i Jta¬
lien, det prægtige Marmor; men endog i Dannemark, hvor ingen tilforn


12.
har vidst deraf at sige, er samme Jordens Liggendefæ i vore Tider bleven op¬
daget. Den liden imellem Amager og Skaane beliggende Øe, Saltholm,
kand jo bryste sig af at giemme den fine Marmor i sit Skiød, hvilken er fun¬
det under Kalk=Stenen og der samme Steds i Mængde opgraves under den
tynde Jord paa denne til Græsgang ellers særdeles beqvemme liden Øe. Fin¬
des her ikke i Dannemark saavel, som paa andre Steder, saadan Slags
Jord, som er funden beqvem til at berede Farver af, og fiint Leer, som end¬
ogsaa er tienligt til at giøre Porcellain af, hvorom den nyeligen paa Ama¬
ger anlagte Porcellains=Fabriqve kand vidne? At jeg ikke her skal tale om
den Leer=Jord, som allene findes i en vis Egn paa den Vestre Kant af
Nørre=Jylland, hvoraf aarligen en stor Mængde af de saa kaldte sorte Gry¬
der forfærdiges, hvilke befindes langt bedre til Kiøkken=Brug, end ellers de or¬
dinaire Leer=Kar, hvoraf ellers nok forfærdiges her i Dannemark.
Men vi forbigaae her disse og andre Ting, hvortil Jorden ellers i disse
Nordiske Lande med Nytte kand bruges, da vi her egentlig kun have at giøre
med Jorden, saavidt dens Overdeel bruges til Agerdyrkning; og monne da
ikke Jorden her i Dannemark skulle være lige saa beqvem dertil, som anden¬
steds? Derom kand jo de mange skiønne frugtbare Marker overalt vidne.
Kand det end ikke nægtes, at jo Jorden er af ulige Beskaffenhed, og hver¬
ken all Jord synderlig beqvem til Agerdyrkning i Almindelighed, ey heller en¬
hver Jord, som dertil bruges, lige beqvem til alle Slags Frugter at bære;
thi alle Jordens Partikler, som ere af adskillige Slags, ere vel neppe be¬
qvemme til at trænge ind igiennem Poros paa alle Slags Sæds eller Plan¬
ters Rødder, eller tiene til Nærings Safter for alle Slags Væxter uden
Forskiæl; Saa troer jeg dog heller ikke lettelig, at all den Jord, som ikke


124
bruges, eller almindeligen holdes ubeqvem til Sædeland, skulle derfor gand¬
ske og aldeles være ubeqvem dertil; men at den vel ofte kunde, ved tilbørlig
Fliid og Dyrkning, sættes i Stand til at bære i det ringeste visse Slags Frug¬
ter. Det kommer altsaa ufeylbarligen meget an paa at omgaaes ret med
Jorden og dens Dyrkning, at udforske og kiende Jordens Beskaffenhed, til
hvilke Producter den er meest beqvem, og da at bruge enhver Slags Jord
til det, som den best findes skikket til at tage imod, og igien give af sig med
mangefold Rente, at iagttage i rette Tiid, et hvert Arbeyde, som henhører
til Jordens Dyrkning; men ogsaa at bruge deels de Midler, hvorved Jor¬
den enten kand sættes i god Stand og giøres frugtbar, om den ikke allerede
er saaledes, eller hvorved dens Frugtbarhed, om Jorden er god, kand hol¬
des ved lige; deels og saadanne Midler, hvorved Sæden, som kommer i
Jorden, forud kand beredes til at multiplicere sig og bære mangefold Frugt;
Og saadanne Midler er det, vi her noget have at handle om.
Jeg taler her intet om de Midler, som ingen, uden Gud allene, kand
bringe tilveye til at frugtbar giøre Jorden, saasom Dug, Regn, Snee, Soel¬
skin og timeligt Væyrligt; thi om endskiønt disse ere de vigtigste og fornød¬
neste Midler til at giøre Jorden frugtbar, saa ere de dog saadanne Midler,
som ikke staaer i noget Menneskes Magt til at betiene sig af, naar man vil;
thi hvilket Menneske formaaer vel at lade en eneste Regn falde ned af Him¬
melen til at væde og frugtbargiøre den tørre Jord? eller, hvo er i Stand,
til at befale Soelen at skinne paa sin Jord, for at varme den og bringe Sæd
eller Urter frem deraf? Men dette dependerer allene af den store Himme¬
lens og Jordens HErre, som maae give Regn og frugtbare Tider af Him¬
melen, og lade Himmelen foreene sig med Jorden til at giøre den frugtbar.


125
Følgelig kommer Jordens og Sædens Frugtbarhed fornemmelig an paa
Himmelens Velsignelse, uden hvilken og Menneskerne med all deres Fliid
intet kand udrætte.
Men her taler jeg allene om saadanne Midler, som en Menneskelig
Forstand og Klogskab kand udfinde og betiene sig af, til at befordre Jordens
eller Sædens Frugtbarhed, hvorved under Guds Velsignelse, kand udræt¬
tes meget. Hvilke ere da nu vel saadanne Midler?
Hvad I. de Midler angaaer, hvorved Jorden selv kand sættes
i Stand til at bære Frugt, eller dens Frugtbarhed befordres, da
henhører fornemmelig dertil deels Fliid og Arbeyde, deels Giødning.
1) At tilbørlig Fliid og Arbeyde udfordres til den Jord, som skal
bære Frugt, og er et beqvemt Middel til at befordre eller ved lige holde dens
Frugtbarhed, er der vel ingen som kand nægte. Monne ikke den beste Jord
kand fordærves og blive ufrugtbar, naar man er efterladen i sit Arbeyde og
forsømmer dens Dyrkning? Det er, som Poeten siger:
Fertilis assiduo si non renovetur aratro,
Nil misi cum spinis gramen babebit ager.
Om du den frugtbar Jord ey dyrker flittelig,
Den intet uden Græs og Torne giver dig.
Og monne ikke derimod en slet og ufrugtbar Jord, ved utrættelig Fliid og
Arbeyde, usigelig kand forbedres? Har man ikke Exempel paa, at end ogsaa
en Klippe kand blive omdannet til et Sædeland? Derom kand Øen Malta
vidne, som i sig selv skal være en haard Klippe, og dog ved Fliid er bleven


126
til et frugtbringende Land, hvorved ingen Møye er sparet, om der end fra
andre Steder skulle føres god Jord, for at opfylde og bedække Klippen med
saa megen Jord, som udfordredes til et Sædeland, hvorudi Sæden kunde
fæste Rødder. Hvor meget kunde ikke altsaa utrættelig Fliid og Arbeyde
udrætte til et Lands Frugtbarhed? Dog hvad vil jeg tale om saadanne Bierge¬
og Klippe=fulde Egne, der af Naturen ere ubeqvemme til Agerdyrkning,
hvilke at dyrke er at kræve af dem det, som Naturen har nægtet dem, og alt¬
saa at ville ligesom bestride Naturen? Men monne der ikke være mange Ste¬
der eller Jorder, som ligge udyrkede, hvilke dog ikke ere af Naturen dannede
til at være aldeles ufrugtbare og unyttige; men deres Ufrugtbarhed kunde vel
overvindes ved Fliid og Arbeyde, hvis Mangel synes ofte at være en Ho¬
ved=Aarsag til deres Ufrugtbarhed; og de Frugter, som deraf kunde indhen¬
tes, kunde vel rigeligen betale de Bekostninger eller den Umage, som paa de¬
res Dyrkning maatte anvendes. Monne ikke en stenefuld Mark, som her
og der findes, hvis Mængde af Stene, som skiule Jordens Overdeel, giør
den ubeqvem til at bære Frugt, kunde renses fra saadanne Stene, naar en
Byes Beboere eller et Godses Bønder, hvorunder saadan en Mark ligger,
ville undertiden forsamles, for med samlede Kræfter, at rense den og bort¬
tage Stenene, hvilke da kunde komme til Nytte til Steen=Giærder eller an¬
det nyttigt Brug, i Steden for at de ligge unyttige paa Marken og der til¬
lige giøre Jorden, hvorpaa de ligge, unyttig? De Stene, som findes hist
og her i Jorden, ere vel, naar de ligge saa dybt, at de ikke forhindre Jor¬
dens Pløyning, ikke skadelige; men meget meere synes at kunde hielpe noget
til Sædens Fremvæxt, i Henseende til at de tiene til at varme Jorden, saa¬
som de formedelst deres Fasthed længere holde den igiennem Jorden træn¬
gende Solens Varme i sig, end ellers den i sig selv aabne og meere løse


12.
Jord; men en Mængde af Stene, som skiule Jordens Overdeel, kand deri¬
mod ikke andet end giøre den ubeqvem til at bære Frugt, da de, om saadan
Jord end kunde piøyes og besaaes, maae nødvendig qvæle Sæden og hin¬
dre dens Fremvæxt.
Hvor mange udyrkede Heeder findes der ikke ogsaa her og der i Jyl¬
land, saavelsom paa andre Steder, nogle Mile lange, paa hvilket sees intet
uden den sorte Lyng, og hvor ingen Beboere findes? Men monne saadanne
Heeder altid skulle have lagt udyrkede og været ufrugtbare? Dette kand jeg
ikke forestille mig. De have uden Tvivl tilforn været frugtbare Marker og
i disse Heede=Egne have uden Tvivl tilforn været Byer og Jndbyggere, som
have dyrket disse Jorder, hvilke efterhaanden ved Kriig og Pest, fornemme¬
lig ved den Aar 1350 grasserende saa kaldte Sorte Død ere blevne ødelagte
og uddøde, efterladende ikke allene deres Huse og Byer tomme for Jndbyg¬
gere (hvilke Byer og Huse derover ere blevne ødelagte og nedfaldne) men
og deres Agre og Marker øde for dem, som skulle dyrke dem, hvilke siden
den Tiid formedelst Mangel paa Folk have lagt udyrkede og derved efter
Haanden ere blevne saa begroede med Lyng, som de endnu sees at være, saa
at det nu ville koste Endeel Møye, at faae dem satte i frugtbar Stand. Men
monne dette dog derfor skulle være umueligt? Monne ikke disse Heeder ved
Fliid og Arbeyde kunde sættes i god og brugbar Stand? At dette er giør¬
ligt, seer man af de Agerdyrkeres Exempel, som boe i saadanne Heede=Egne,
eller paa de Steder, som grændse til Heederne, hvilke undertiden tage Aar
efter andet noget ind af disse Heeder, i det de brænde Endeel af Lyngen af, hvis
Aske bliver til en Giødning for Jorden, og derpaa pløye de saadan fra Hee¬
den indtagne Jord, og besaae den enten strax med Rug, eller først med Bog¬


128
hvede og derpaa med Rug, hvilken Sæd da der giver ypperlig Frugt, hvor¬
til saadan Jord maae være des beqvemmere, jo længere den har udhvilet.
Kand end Lyng-Topperne, som skiule de udyrkede Heeder, være til nogen
Nytte, da de i Heede=Egne bruges til Føde for Faar, til Jldebrand, sær¬
deles at brygge og bage ved, til at tække Huse med, og adskillige andre Ting;
saa ville dog uden Tvivl Nytten af saadanne med Lyng begroede Jorder
blive langt større, naar de, ved Jndbyggernes merkelige Forøgelse og Mæng¬
de, bleve brugte til Pløye og Sæde=Land, og i Steden for Lyng kunde
komme til at bære Frugter til Spise. Og synes end Jorden i disse Heede¬
Egne ikke at være god, da oven paa er gierne ikkun en tynd og forbrændt Jord¬
Skorpe, hvorunder er idel Sand; saa kunde dog saadanne Jorder ved til¬
børlig Fliid og Arbeyde vel sættes i Stand, og deres Frugter tilstrækkeligen
betale den Umage, som paa deres Dyrkning maatte anvendes. Det er
Spørsmaal, om vel Sandet paa de fleeste Steder er dybere, end at der
ved at pløye dybt, kunde findes god Jord under Sandet? Thi som man paa
mange Steder finder saadan en Blanding af allehaande Jord, at hvor der
er sort Jord oven paa, kand derunder findes et Lag Sand, og derunder igien
et Lag Leer, m. v. saa kand der og vel under Sandet findes, ja paa mange
Steder virkelig findes god Jord; i hvilket Fald det altsaa her ville komme
meget an paa at pløye dybt, at Jorden kunde blive vendt vel om og den gode
Jord lagt frem for Solen; som og dette desuden er en almindelig Regel ved
Agerdyrkningen, at Jorden maae pløyes vel, men Sæden derimod ikke
komme alt for dybt i Jorden, at den ikke ellers skal blive qvalt af Jordens
Tyngde, og Luftens Salpeterske Dunster, som særdeles tiene til Sædens
Fremvæxt, derved forhindkes fra at komme ret til Sæden. Overalt da San¬
det snarere kand varmes af Solen end anden Jord, saa kand og denne San¬


125
dets Varme des snarere bringe Sæden til Fuldkommenhed. Men da en
sandig Jord ikke haver den Fedme, som anden god Jord, saa maae den des
oftere og længere hvile, eller kommes til Hielp ved desmeere Giødning.
Men vi komme nu 2) til det andet Hoved=Middel, hvorved Jor¬
dens Frugtbarhed skal befordres, nemlig Giødning, hvilket er et saa for¬
nødent som fortrefligt Middel til at giøre Jorden feed og frugtbar. Den skarpe
Jord kand herved faae Fedme og giøres frugtbar, og den gode Jords Fedme
og Frugtbarhed kand herved holdes ved lige. Ved det nemlig, at Jorden
aarligen pløyes, besaaes og giver sin Grøde, gaaer alt meere og meere bort
af den Fedme, Jorden haver, hvorved den altsaa efter Haanden taber sin
Fedme, følgelig sin Frugtbarhed, saa fremt dette ikke bliver oprettet ved an¬
dre Midler, hvorved Jorden kand faae de bortgangne Kræfter igien til at
bære Frugt paa nye, og de Safter, som tiene til Næring for Sæden. Nu
er vel Jordens Hvile et beqvemt Middel, hvorved den udmattede Jord kand
samle Kræfter til nye Frugtbarhed, da den imidlertid faaer nye Nærings¬
Safter af Luftens Dunster, Dug, Regn og Snee. Dog vil dette Mid¬
del allene ikke forslaae, allerhelst hvor man ikke haver saadan Overflødighed,
paa Agre og Sæde=Jord, at Jorden, som paa nogen Tiid er brugt, kand
saa længe hvile, at den derved allene skulle blive sat i en fuldkommen god og
frugtbar Stand: Hvorfore man da maae betiene sig af andre Midler til at
hielpe paa Jorden og befordre dens Frugtbarhed.
Hertil er Giødning et ypperligt Middel, hvilken formedelst sin store
Nytte og den Fordeel, som deraf flyder i Henseende til Jordens Grøde, maae
vel ansees saa kostbar som Guld, skiønt de fleeste af de Ting, som dertil
II. Deel.


130
bruges, ere saadanne, som man gemeenligen haver Afskye for. De gamle
Hedenske Folk i Jtalien satte Sterculius eller (som han og kaldes) Stercu¬
tius, Fauni Søn, een af deres gamle Konger, iblant Gudernes Tal, fordi
han skal have været den første, som har opfundet den Videnskab at giøde
og dermed at frugtbargiøre Jorden. Dette var vel noget meget for slig en
Opdagelses skyld, at blive gjort til en Gud, og kunde ikke finde Sted uden
blant Hedningerne, som dyrkede mange opdigtede Guder. Jmidlertid viser
dog dette saa meget, at disse Folk have indseet og skiønnet paa denne Opda¬
gelses og Videnskabs store Nytte, og erkiendt Giødning for et ypperligt Mid¬
del til at befordre Jordens Frugtbarhed.
Jeg maatte billig undsee mig ved, at røre ved saa stinkende Mate¬
rier, som de Ting til deels ere, der bruges til Jordens Giødning. Men
kand samme dog bære Navn af en Konge, som den første Opfindere af denne
Maade at giøre Jorden frugtbar paa, ja en Konge, som just for denne Op¬
dagelses skyld blev af Hedningerne opløftet blant Gudernes Tal; og er Giød¬
ning derhos i sig selv saa herligt et Middel til Jordens Frugtbarhed at befor¬
dre; saa haaber jeg, det uden Fortrydelse bliver mig i det mindste tilladt, at
tale lidet herom. Det maatte jo herom hede, hvad hiin Keyser sagde, da
han lagde Skat paa visse hemmelige Steder: Bonus lucri odor e re qva¬
libet. Hvor ypperligt et Middel Giødning er til at giøre Jorden, endog
den skarpe og ufrugtbare Jord, frugtbar, kand Erfarenhed selv noksom lære,
og man har Exempler paa, hvor vidt fornuftige og forfarne Landmænd her¬
udi have bragt det. Det maatte allene her tillades mig, at anføre et eeneste
Exempel herpaa, hvilket jeg holder for at fortiene nogen Opmerksomhed.
Samme er ikke aldeles ubekiendt, da det findes indført i den lærde Herr


131
TRESCHovs Skrift om de Danske Jubel=Lærere, nemlig: Hvorledes
en Præst i Trundhiems Stift udi Norge, navnlig Herr HANS OLUE¬
SONBREJER, som blant andet roses for sin Oeconomiske Vittighed, for¬
bedrede saaledes en liden Holme, der ellers var en Klippe bedækket med gand¬
ske tynd Jord, i det han lod bringe derhen Endeel Mask og Fiske, hvorved
han lokkede Strand=Maagerne mange tusende i Tallet hen til samme Holme,
hvor de aarligen udlagde deres Unger, og med deres Excrementis, som ere
særdeles beqvemme til Giødning, blev Jorden saa forbedret, at da der til¬
forn paa samme Holme kunde neppe avles ti Læs Høe, saa er der nu den
skiønneste Eng, hvorpaa kand avles imod et hundrede Læs. Følgelig for¬
holder denne Holmes forrige Afgift til dens nu værende Afgift==1=10.
Heraf kand endog sees, at ogsaa Enge meget ved Giødning kunde forbe¬
dres, og en langt større Høe=Avl deraf ventes, end paa mange Ste¬
der findes.
Hvad de Ting angaaer, som tiene til Jordens Giødning, da maae i
Almindelighed herved merkes, at alt det, som kommer af Jorden, kand naar
det forraadner og fordærves, tiene til Giødning og blive en nye Frugtbar¬
heds Sæd for Jorden. Det, som Jorden har givet af sig, tager den selv
imod igien, for at give det atter igien med Rente, og naar det er forraadnet,
giver det Jorden Fedme til at bære nye Frugter. Men hvorfor tiene vel alle
saadanne Ting til at giøre Jorden frugtbar? Uden Tvivl fordi derudi fin¬
des Salpetersk Salt, som er det allerfornemmeste, der giør Jorden frugt¬
bar, hvilket Salpeterske Salt opløses og uddrages af de Ting, som komme
af Jorden, naar de forraadner og fordærves. Der er nemlig i Jorden ikke
allene Svovel, men og et Slags Salt, hvilket sidste fornemmelig foraar¬


132
sager dens Frugtbarhed, og maae kaldes Jordens rette Skat. Egypti Land
holdes for et af de allerfrugtbareste Lande i hele Verden, og denne Landets
usædvanlige Frugtbarhed tilskriver man, ikke uden Grund, Flodens Nili aar¬
lige Oversvømmelse, hvilken fører en Mængde Salpeter med sig over Lan¬
det, hvorved Jorden giøres saa frugtbar.
Men af dette Salpeterske Salt mister Jorden alt aarligen noget ved
at give sin Grøde, hvorfore man maae være betænkt paa igien at give Jor¬
den det Salpeterske Salt, som den ved at meddeele Sæden og Planterne
Nærings=Safter, har mistet, og dertil tiener de Ting, som ere komne af Jor¬
den, naar det Salpeterske Salt, som er i dem, ved deres Corruption op¬
løses og igien bringes i Jorden.
Af de Ting nu, som bruges til Jordens Giødning, ere vel de alminde¬
ligste I) Dyrenes Excrementa eller Møg, som er af adskillige Slags,
men dog ikke alle af lige god Beskaffenhed; thi Roe= og Faare=Møg m. v.
holdes, for Exempel, for at være bedre end Heste=Møg, hvilket brænder Jor¬
den, hvorfor det, helst om det ikke blandes med Koe= eller andet Møg, bør
længe ligge paa et Sted og brænde ud, førend det føres paa Ageren at
giøde med. Dyrene faae nemlig deres Føde af Jordens Frugter, og alt¬
saa maae i deres Excrementis findes Salpetersk Salt, som ved Corrup¬
tionen uddrages, hvilket da tiener til at give Jorden nye Kræfter og Frugt¬
barhed. Men der ere og, foruden Dyrenes Ureenlighed, mange andre Ting,
som komme af Jorden og hvorudi er Salpetersk Salt, hvilke altsaa tiene
til Jordens Giødning og dens Frugtbarheds Befordring.
Hertil hører 2) Falm og Foer. De gamle Østerlandske Folk, sær¬
deles Jøderne, brugte ikke saa meget at giøde deres Agre med Møg, som


13.
hos os er brugeligt, eftersom de skare Sæden paa Marken kort af med smaae
Segle, og lode det meeste af Straaet, som de ikke saa meget brugte, blive
staaende langt paa Ageren, hvilket Straae, naar det blev pløyet, vel ned
og der forraadnede, var alt en god Giødning for Jorden. Ellers kand Halm
og Straae ogsaa kastes ud paa Møddinger eller sumpige Steder, hvor det
nedtrædes og forraadner, hvilket da til Giødning føres ud paa Ageren; og
dette Middel kand de i sær betiene sig af, som have megen Jord at dyrke,
og derimod mindre Qvæg, end der udfordres til at fortære Foeret, følgelig
og mindre Forraad paa Møg, end der behøves til at giøde Jorden, i hvil¬
ket Fald da det overflødige Halm=Foer kand paa anførte Maade bruges til
Jordens Giødning. 3) Dynd af Parker eller Søer, som blive rensede,
saavelsom og Gade=Skarn, kand og med Nytte bruges til Giødning, sær¬
deles paa Enge. 4) Saa kand og gammel Græs=Torv, som har lagt
paa Huse eller Diger, med Nytte bruges til Giødning for Jorden, særdeles
naar de have lagt paa et Sted, hvor de ere igiennem trokne af Fugtighed,
eller blandes med anden Giødning. 5) Paa de Steder, hvor der ere Hee¬
der begroede med Lyng, skiærer man undertiden Lyng=Torv op og brænder
til Aske, hvilken Aske formedelst den Salpeter, som er derudi, kand og, naar
den strøes over Jorden, tiene Jorden til en Giødning. 6) J Engelland skal
man paa sine Steder i Junii Maaneds Begyndelse, samle allehaande grønne
Urter sammen paa Biergene, i Daler, Skove og paa Marker, hvilke man
først tørrer ved Solen, siden brænder dem til Aske, hvilken Aske de derpaa
blande iblant Strand=Sand og strøer det paa Ageren, to Dage førend de
vil besaae den; og dette Salpeterske Salt, som er saavel i Urternes Aske
som i Strand=Sandet, skal særdeles giøre Jorden frugtbar. 7) De, som
boe nær ved Havet, giøde og ofte deres Jord med Tang af Havet, hvilket


134
og formedelst det Salpeterske Salt, som derudi er, befindes at være en me¬
get god Giødning for Jorden. 8) J samme Henseende kand og Strand¬
Sand med god Nytte bruges til Giødning, efterdi derudi ogsaa er Salpe¬
tersk Salt, og holdes saadan Strand=Sand for at være desbedre, jo læn¬
gere den er taget ude i Stranden. 9) Ja der ere endnu mange andre Ting,
som tiene til at giøde og forbedre Jorden, saasom Læder og gamle Skoe,
Been og Aadsler, Træ, Blade, Aske, allehaande Urter; kort sagt:
Alt det, som er kommet af Jorden, og som altsaa haver af Jordens Salpe¬
terske Salt i sig, kand tiene til Jordens Giødning og Frugtbarheds Be¬
fordring, naar det kommer i Jorden og dets Deele ved Forraadnelse oplø¬
ses fra hinanden.
J Betragtning af alt dette sees, at Jorden selv har givet os Midler
nok ved Haanden, som med Nytte kand bruges til at befordre og ved lige
holde dens Frugtbarhed, og at der altsaa ikke lettelig kand fattes Agerdyrkere
saadanne Midler, hvorved de aarligen efter Fornødenhed kand holde Jordens
Frugtbarbed ved lige, naar de ikkun vil vide ret at betiene sig deraf. At jeg
nu ikke skal tale om, at der og 10) ere visse Slags Sæd, som, i Steden
for at giøre Jorden skarp, er tvertimod som en Giødning for Jorden, saa¬
som Erter og Vikker, it. Boghvede, efter hvilke Slags Sæd, naar
Straaet, som bliver tilbage paa Ageren, pløyes vel ned i Jorden, kand uden
videre Giødning saaes ikke allene Byg, men endog Rug, som ellers udfordrer
Giødning for Jorden; hvilket dog er at forstaae om en god Jord, som er i
tilbørlig Stand, thi er Jorden i sig selv skarp eller meget udpisket, bør den,
om endskiønt derudi haver været Erter eller Vikker, kommes lidet til Hielp ved
Giødning; dog i mindre Qvantitet end ellers, førend man saaer Rug derudi.


1.
Men ved Jordens Giødning maae nu overalt følgende Regler iagtta¬
ges, nemlig: 1) At der ikke enten hvert Aar eller alt for ofte, behøves Giød¬
ning paa en hver Ager; men maae bruges, eftersom Fornødenhed udkræ¬
ver det, og efter den Sæds Beskaffenhed, som Jorden skal bruges til, da,
for Exempel, den Jord, hvori skal saaes Rug, fornemmelig behøver Giød¬
ning. 2) Maae Giødningen være proportioneret efter Jordens indvortes
Beskaffenhed, da den skarpe og magre Jord udfordrer meere Giødning end
den, som i sig selv er feed; og som det er skadeligt for Jorden, at den enten
slet ingen eller ingen tilstrækkelig=Giødning faaer; saa er det og paa den an¬
den Side ikke gavnligt for Sæden, at Jorden faaer alt for stærk Giødning,
hvorved den bliver kaad, saa at Ukrud for meget opvoxer og faaer Overhaand,
derpaa til Skade og Hinder for den gode Sæd.
Saa bør og 3) den Giødning, som bruges til en hver Slags Jord,
komme overeens med Jordens Beskaffenhed. Jorden er nemlig enten meget
fugtig og følgelig kold og tung, eller den er meget tør og derved alt for let og
tilbøyelig til Brand. Til en fugtig, kold og tung Jord bruges nu best varm
og let Møg, saasom, for Exempel, Faare=Due= og Heste=Møg, som kand
varme Jorden og giøre den meere let og bevægelig; men til den tørre, ma¬
gre og lette Jord bruges bedre Koe= og Oxe=Møg, som er fedt og kiøligt,
hvorved saadan Jord kand blive des federe og desbedre imodstaae Solens
brændende Hede. Følgelig er ikke all den Giødning, som er god paa een
Jord, og saa god paa en anden, hvilket da en Landmand og bør give Agt
paa. Endelig 4) maae og Giødningen proportioneres efter Jordens Brug
eller Hvile, thi den Jord, som altid er i Brug, eller dog kun sielden hvi¬
ler, behøver meere eller oftere Giødning ( i det ringeste hvert tredie eller fierde


136
Aar efter Jordens og Sædens adskillige Beskaffenhed) end den, som ofte
og længe kand hvile, hvilken kand hielpe sig med mindre og meere sielden
Giødning, og dog bære Frugt.
Efterat vi have da betragtet de Midler, hvorved Jorden selv kand
sættes i Stand til at bære Frugt eller dens Frugtbarhed befordres, saa
staaer endu tilbage II. de Midler, hvorved Sæden, som kommer i
Jorden, forud kand beredes til at mangfoldiggiøre sig og bære
mangefold Frugt end ogsaa uden at giøde Jorden. Har man end
Mangel paa de Ting, som tiene til Jordens Giødning, saa kand man dog
end ogsaa uden saadan Giødning, forud berede Sæde=Kornet saaledes, at det,
naar det kommer i Jorden, kand bære mangfoldige Frugter, ja langt fleere,
end ellers ved den ordinaire Giødning allene, tilveye bringes. Dette skeer
ved at meddeele Sæden forud et Salpetersk Salt, som det fornemmeste,
der skal befordre Sædens Fremvæxt og Frugtbarhed. Thi som jeg har sagt,
at det Salpeterske Salt er Jordens ypperste Skat og en Hoved=Aarsag til
dens Frugtbarhed, og de Ting, som bruges til Jordens Giødning, fornem¬
melig derfor tiene, til at giøre Jorden frugtbar, fordi de have Salpeter i sig,
hvilket Jorden ved Giødningen faaer igien, i Steden for de Safter og Sal¬
peterske Vædsker, som er gaaet derfra til Sædens eller Urternes Næring og
Fremvæxt; saa kand der og, uden Giødning eller i Mangel deraf, meddeeles
Sæde=Kornet, førend det kommer i Jorden, saadant Salpetersk Salt, som
saare befordrer Sædens Frugtbarhed og Mangfoldiggiørelse. Har man ikke
Exempel paa, hvor meget endogsaa et eneste Sæde=Korn kand multiplieere
sig, hvor mangfoldige Straae, Ax og Korn deraf kand opvoxe? Har man
ikke i Paris havt at fremvise en tyk Byg=Busk, som havde 249 Straae,


137
som alle vare udspirede af eet Korn, og paa disse 249 Straae fandtes 18000
Korn? Beretter ikke Dodart, som har været et Medlem i det Kongel. Vi¬
denskabers Academie sammestæds, i sine Memoires, om to Korn=Buske,
hvoraf den ene havde meere end 6o, og den anden over 100 Straae; ja om
en Busk Hvede, som havde 32 Straae, og paa hvert Straae 10 Ax, og
i hvert Ax var 30, men i det mellemste Ax paa hvert Straae 36 Hvede¬
Korn, hvilket, naar det regnes tilsammen, udgiør 320 Ax og 9792 Korn,
som alle vare udvoxede af eet Sæde=Korn? Have vi ikke ogsaa nyeligen i de
Danske Post-Tidender havt Efterretning om en Rapsæd=Busk i Præstens
Hauge til Uberg ved Tøndern, som i denne Sommer har baaret 13 Lod,
hvoraf hvert Lod skal holde 3600 Korn i sig, og altsaa har den baaren 46800
Korn? Seer man da ikke heraf, hvor mangfoldig Frugt eet eneste Sæde¬
Korn kand bære?
Ville man end sige, at sligt er noget usædvanligt og som af en Hen¬
delse er skeet, at eet Sæde=Korn har baaret saa mangfoldige Straae, Ax
og Korn, da er det vel saa; dog kand ikke nægtes, at jo saadanne Sæde¬
Korn maae have havt en særdeles stærk Næring paa de Steder, hvor de have
staaet, og at saadan Sædens Mangfoldiggiørelse, efter adskillige Lærdes gjorte
Forsøg og Experimenter, kunde oftere tilveyebringes ved at berede forud Sæ¬
den, som skal saaes i Jorden; ikke at derved nye Væxter eller Frugter skulle
tilveyebringes i Sæden, som ellers ikke var derudi; men de mange Frugter,
som virkelig ere i et Sæde=Korn, kand derved hastigere blive bragt ud der¬
af, end ellers, saa at Sæde=Kornet i eet Aar kand komme til at bære de
Frugter, som det ellers først efter nogle Aars Forløb kunde frembringe. Thi
udi eet eet eneste Sæde=Korn er, som Naturkyndige have bemerket, en ube¬
II. Deel.


138
skrivelig Frugtbarheds Sæd, og deri ligger en utallig Mængde af utænkelig
smaae Korn af samme Slags forborgen, som i mange Aar ikke kand ud¬
vikles alle deraf; og altsaa bestaaer Sædens Beredelse til at multiplicere
sig ikke derudi, at Sæden skulle gives en nye Frugtbarhed, som den ikke til¬
forn skulle have i sig selv, men ikkun i at aabne den usigelig store Frugtbar¬
heds Skat, som allerede ligger i Sæden, og komme den til Hielp, at den
des før kand bringe frem for Lyset de deri skiulte Frugter.
Til at udbringe saaledes af Sæde=Kornet den derudi liggende Frugt¬
barheds Skat, er det nu et ypperligt Middel, at meddeele Sæden et Salpetersk
Salt. Det er ikke just sagt, at det lidet Salpeter, som paa saadan Maade
kand komme til at sætte sig paa et hvert Sæde=Korn, skulle i og for sig selv
allene kunde giøre saa stor en Virkning, eller udføre saa mangfoldige Frug¬
ter af Sæde=Kornet, som deraf ved saadan Beredelse kand frembringes. Men
Virkningen deraf bestaaer derudi, deels at dette Salpeterske Salt aabner
Sæde=Kornet, udvikler af hinanden og udvider de derudi sig befindende frugt¬
bringende Partikler, at de desbedre kand komme til at udvoxe deraf; deels
har og Salpeteret (som man ved adskillige Forsøg har befundet) en Magne¬
tisk Kraft i sig, at det trækker til sig de af Jorden i Luften opstigende Sal¬
peterske Vædsker og Dunster, hvilke da foreene sig med det Sæden meddeelte
Salpeterske Salt, og derved desbedre give Sæden Næring og befordre dens
Frugtbarhed.
Saaledes kand nu Sæden forberedes og meddeeles Salpetersk Salt
paa mange Maader, hvilke jeg, som selv med Agerdyrkningen ikke meget ha¬
ver at giøre, vel tilstaaer ikke selv at have prøvet; men haver allene læst derom


135
hos andre, som med god Fremgang have gjort Forsøg derpaa; og som
samme Forsøg grunder sig paa det, som allerede er sagt om Salpetrets Kraft
til at giøre Sæden frugtbar, eller sætte den i Stand til at yttre sin Frugt¬
barhed, saa haver jeg ikke villet efterlade at anføre her nogle af de fornemste
Maader, paa hvilke slig Sædens Beredelse kand skee.
1) Den første Maade er denne: Man samler sammen alt, hvad
man kand finde, af allehaande Been, Skind, gamle Skoe, Fiedre, Horn
og Kløver af Dyr, m. v. hakker eller slaaer samme i Stykker og kaster dem
i tre adskillige Kar, saaledes at i det ene Kar kommer de Ting, som ere
meest bløde, i det andet de haardere og i det tredie de haardeste Ting. Alle
disse tre Kar fylder man med varmt Regn=Vand, eller i Mangel deraf med
Parke= eller andet stille Vand, og lader saaledes det første Kar staae i fire
Dage, det andet i sex, og det tredie i aatte Dage; derpaa slaaer man Van¬
det fra disse Ting og forvarer det, hvilket da kaldes præpareret Vand;
men kaster de Ting bort, som har været derudi. Hernæst samler man alle¬
haande Urter, som man kand finde i Skove, Marker eller Hauger med de¬
res Blomster og Sæd, item, Eege=Bark, brænder samme til Aske, og af
denne Askes Evaporation eller Uddampning trækker man Salpeter, hvilket
man kand tørre, om det skal noget forvares. Videre tager man saa mange
Pund Salpeter, som man vil besaae Agre til, og lader hvert Pund Sal¬
peter smelte udi omtrent sex Pæle Pøle=Vand, og naar Salpeteret vel er
smeltet, kaster man noget derudi af det Salt, som man af Urterne haver
udtrokket, og dette kand man da kalde den Universal=Materie. Herpaa
tager man nu til saa megen Sæd, som skal bruges til en Ager, eller saa me¬
get man kand saae paa een Dag, tolv Potter af det præparerte Vand og


140
mænger deri saa meget af den Universal=Materie, hvorudi et Pund Salpe¬
ter er smeltet; dette slaaer man i et stort Kar og kommer Kornet, som skal
saaes, deri, dog langsom, at man efter Haanden kand tage det Korn af,
som bliver svemmendes oven paa Vandet, saasom det ikke duer til at faae.
Vandet maae staae to Fingre høyt over Kornet, til hvilken Ende man hel¬
ler kand slaae af det ordinaire Pøle=Vand derpaa. Saaledes skal Kornet
staae og blødes udi tolv Timer, og røres om hver anden Time, og giver
Kornet sig ikke ret ud i den Tiid, lader man det ligge længere, indtil det har
givet sig vel ud, hvorpaa man kommer Kornet i en Sæk og lader det staae
nogle Timer, at det vaade kand løbe derfra. Vandet, som løber derfra,
kand man forvare til videre Brug, saasom det er got til sidste Draabe. Dette
Korn faaer man, medens det endnu er noget vaadt, og har man fast ikke
nødig at faae meere end halv saa meget, som ellers, i det ringeste kand man
komme ud med en Trediedeel mindre Sæde=Korn, end ellers sædvanligt; og
paa det man ikke skal faae Sæden for tykt, kand man blande den med Av¬
ner, eller bedre med Strandsand, hvor den kand faaes. Men dette maae
herved agtes, at den fede og tunge Jord bør pløyes og arbeydes i Tide, førend
den bliver tungere af Regn; derpaa saaes strax Sæden, om det er mueligt,
førend der kommer Regn, eller og nogle Dage efter at der er falden Regn. Sy¬
nes nogen denne anførte Operation at være for vidtløftig og møysommelig, og
derfor ville giøre den kortere, kunde man vel udelade det i tre Kar præparerte
Vand og allene smelte Salpetret i Pøle=Vand; dog kunde Virkningen deraf
da ikke blive saa stor, som paa denne anførte Maade.
2) En anden Maade, paa hvilken man kand præparere Sæde=Kor¬
net til at formeere sig, er denne: Man tager et par Skiæpper Korn, kom¬


141
mer det i et stort Kaabber=Kar og øser sex Spande Vand derpaa, lader det
kaage ved Jlden saalænge indtil det er bristet og dets Salpeterske Kraft ud¬
trokken i Vandet, hvilket Vand man derpaa veyer igiennem et Klæde og
forvarer det, men Kornet kand man kaste for Høns eller Duer. Derpaa
kommer man tre Pund Salpeter i en stor Kiedel, gyder dette Vand, hvor¬
udi Kornet er kaagt, derpaa tillige med fire Spande fulde af Pøle=Vand,
lader det kaage tilsammen og Salpeteret saaledes smelte. Naar det er gjort,
kommer man i et stort Træ=Kar saa meget, som man vil faae, enten af Rug,
Hvede, Byg eller andre Slags, og øser all denne præparerte Vædske der¬
paa, medens den endnu er lunken, saaledes at denne Vædske staaer fire Fin¬
gre høyt over Kornet, som snart giver sig ud derudi; derpaa dækker man dette
Kar til, at Varmen des længere kand blive derudi og sætte Salpeteret i Be¬
vægelse, lader det saaledes staae i fire og tive Timer, at Sæden ret kand
blive igiennem trøkket og opfyldt med dette Salt, og de utallige Spirer eller
frugtbringende Partikler kand ret blive udviklede; hvorpaa man slaaer Van¬
det derfra, som altid kand bruges til samme Brug, som det da og er sær¬
deles got til at vande unge Frugt=Træer med i Foraaret, naar Saften sti¬
ger op i Træet. Men Kornet lader man ligge lidet i Skygge og tørres,
hvorpaa man Laaer det, og maae da ligeledes saae saadan Sæd en Tredie¬
deel sparsommeligere end ellers, til hvilken Ende man, ligesom forhen er sagt,
kand blande den med Avner eller Strand=Sand.
3) Nok en anden Maade at berede Sæden forud paa, til at mang¬
foldiggiøre sig, er denne: Man samler Endeel Heste=Møg sammen i en Grav,
slaaer ofte Vand derpaa, og naar det i nogle Uger er brav igiennemtrokket,
tager man dette Vand, som har trækket det Salpeterske Salt af Heste=Møget


142
i sig, lader det kaage lidet i et Kaabber=Kar, kommer noget Salpeter deri,
tager det saa fra Jlden, og naar det kun er lunkent, kaster man Kornet deri,
som man vil faae, lader det staae derudi tre Dage for at aabne sig, tager
det saa af Vandet, tørrer det noget og saaledes faaer det.
Eller 4) Man kand og tage Heste=Faare=Koe og Due=Møg, lige
meget af hvert Slags, komme det tilsammen i et Kar, gyde sydendes Vand
derpaa og lade det staae i nogle Dage; derpaa slaae af dette Vand i et an¬
det Kar, og lade til hver Ager, et Pund Salpeter smeltes deri; komme saa
Kornet, som man vil faae, derudi, og lade det staae i fire og tive Timer at
blødes; hvorpaa man tager det ud og saaer det noget vaad, dersom Jorden
er tør; men er Jorden vaad, spreder man Kornet først ud paa Duge paa
Loftet og lader det blive noget tørt.
5) Man kand og lade Sæde=Kornet i fire og tive Timer vel blødes i
Tran, derpaa tage det ud og bestrøe det med ulædsket Kalk, som er blan¬
det med noget Salpeter, hvorpaa man lader Sæden blive tør og saa saaer
den i klart Veyr.
Der ere endnu fleere Maader at præparere Kornet paa, som skal
saaes, at det kand formeere sig og bære mangefold Frugt, hvilke jeg dog her
for at undgaae alt for stor Vidtløftighed, vil forbigaae. Og da alting der¬
ved kommer fornemmelig an paa det Salpeterske Salt, saa kand man vel
selv finde paa fleere Maader, at meddeele Sæden saadant Salpetersk Salt,
og kunde vel finde det gavnligt end og allene at lade Kornet, førend det saaes,
staae i Vand, hvori man har ladet noget Salpeter smeltes.


14
Men den Nytte og Fordeel, som man af saadan Sædens Forbere¬
delse kunde vente sig, kunde uden Tvivl blive meget stor og rigelig belønne
den Bekostning og Møye, som derpaa maatte anvendes. Thi foruden at
Sæden I) paa saadan en Maade kunde bringe mangfoldige fleere Frugter
end ellers; havde man 2) ikke nødig, at lade sin Jord hvile, men kunde,
om man ville, aarligen bruge den. 3) Havde man ikke fornøden at giøde
Jorden, skiønt det ikke kunde skade, naar man havde Giødning i Forraad.
4) Kunde Jorden mestendeels hielpe sig med at pløyes engang, uden hvor
den var alt for haardt eller og fuld af skadeligt Ukrud, at den derfor tiere
maatte pløyes. 5) Kunde man i det ringeste spare den Trediedeel af den
Sæd, som ellers aarlig kastes i Jorden, eftersom man ikke havde nødig at
saae saa tykt, som ellers. 6) Behøvede man ikke saa mange Heste til at
pløye, saasom man ikke torde pløye saa meget, som ellers. 7) Kunde man
have tilligere Høst end ellers, efterdi Sæden da snarere kunde komme til
Fuldkommenhed. 8) Kunde Sæden paa Marken ikke saa let nedslaaes af
Blæst og Plads=Regn, som ellers ofte skeer, saasom Straaet havde da
meere Styrke til at staae imod, eller at reise sig igien. Jkke at tale om fleere
Slags Nytte, som af saadan Omgang med Kornet kunde ventes.
Men om nu mueligen ikke alle og enhver af disse anførte Operatio¬
ner ville lykkes paa et hvert Stæd, eller kunde ikke uden stor Besværlighed
lade sig practicere, saa kunde dog en anden Maade i saa Fald bedre slaae
an; hvorfore det ville blive best, førend man skreed til at præparere alt sit
Sæde=Korn, paa en af de anførte Maader, eller derpaa gjorde Bekostning,
man da først gjorde et Forsøg med lidet, for at see, hvilken Maade at
præparere Sæden paa, man i den eller den Jord havde meest Fordeel af, og


144
da siden helst blev ved den Maade, som man efter Omstændighederne og sin
Jords Beskaffenhed, fandt at være best og meest fordeelagtig. Prøver alle
Ting, beholder det Beste.
Anmerkning.
Jeg veed ikke om det, som den Velærværdige og Velfortiente Autor af dette Skrift mel¬
der, angaaende Sæde=Kornets Blødning, altid ville stemme overeens med Forfa¬
renhed, helst naar man i Tilliid derpaa, ville efterlade noget enten af Giødning el¬
ler Pløyning. J den Franske Eneyelopedie heder det sub Tit. AGRICULTGRE.
at Forpagterne i Frankrig bløde deres Sæde=Korn i Kalk=Vand, men derhos raa¬
des at oppebie Udfaldet af de Forsøg, som Mons. du HAMEL har lovet at kund¬
giøre til den Sags nærmere Oplysning. En anden og vissere Maade, paa hvilken
man kunde oprette Giødningens Mangel, var denne, at man i dens Sted, havde
Leylighed til at pløye Jorden desto oftere og lade den ligge nogle Uger imellem hver
Gang, saa at alle dens Deele kunde vel giennem drikkes af Luftens nitreuse og andre
frugtbargiørende Partikler, hvilket i den Hovet=Materie om alle Planters og Væx¬
ters Vegetation, er værd at legge Merke til. Naar man siger, at Giødningen gi¬
ver Planterne deres Næring, da er det vel sandt, dog ikke i den sædvanlige Mee¬
ning, at dette skeede umiddelbar og af Giødningens egen Substantz allene. Ney,
efter de beste Natur=Læreres Forfaring, bestaaer Giødningens Gavn og Nytte
egentligen deri, at dens Unctuosum eller fede og Olieagtige Væsen Salver, opløser
og ligesom smelter Jordens allermindste Partikler, saa at disse, deels staaer aaben
for Soel, Regn og allehaande Luftens svangrende Efuviis, deels desto lettere kunde
giennemtrænges af Sædens udspirende meget fine og subtile Rødder, som deri skulle
fæstnes og hente Næring. Naar man nu har liden eller ingen Giødning at give sin
Ager, da trænger den desto meere til Plovens Arbeyd, i at skiære, vende og løsne
den desto smaaligere, hvilket Mons. TOL og du HauEI saa alvorlig indskiærpe
Landmændene, paa det forberørte Fundament, at ikke allene Soel, Regn og andre
usynlige Effluvia i Luften kunde komme til at berøre alle Deele i den muldagtige Jord


14
og giennem trænge dem allevegne med sin svangrende Kraft, mens ogsaa de spæde
Rødder finde en aaben Vey for sig, da de ellers i de haarde og ubrudte Klumper
finde Veyen tillukt og staae ude, hvilket er den egentlige Aarsag til Ufrugtbarhed,
paa een Ager, meere end paa den anden, naar de begge have oven fra, lige Hielp af
Luft og Væyrligt. Hvad den ofte igientagne og smaalige Pløyning formaaer, det
sees paa Marsch=Bøndernes Omgang med deres Rap=Saat eller Roe-Frøets Avling,
hvilken rigeligen betaler den siette ja syvende og aattende Pløyning.
J denne Betragtning synes mig og mange fleere, at Jordens aarlige Afgrøde,
i alle vore Danske Provindser, men særdeles paa den fede Siællandske Grund, or¬
dentlig Viis kunde bringes til en langt høyere Grad af Frugtbarhed og Guds Vel¬
signelse, saa vidt denne sidste, i sin daglige Meddeelelse, sætter forud, at Menneskene
bruge de beqvemme Midler og deres fulde Fliid. Efter forberørte Principio Ve¬
getationis, maatte Midlet være dette, at man paa en mindre foretagen Grunds dob¬
belt flittige Forarbeydelse, anvendte selvsamme Tiid og Fliid, som nu paa en Grund
dobbelt saa stor, men ikke halv saa frugtbar, som den kunde være. Arbeydet maatte
bestaae deri, at man løsnede Jorden langt meere, særdeles paa de Steder, hvor den
er alt for stiv og leeragtig, da nogle Læs Sand, lagte ligesom Giødning paa Ageren,
ville være den i Giødningens Sted, ja langt bedre til at aabne og adskille bemeldte stive
Leer, som udelukker ikke allene den Regn der hastigere ville synke til Roden, men og¬
saa andre Luftens frugtbargiørende Krafter, hvorimod en Blanding af Sand dispo¬
nerer Leeret til Adskillelse og Aabning, baade i Sæde=Tiden selv, og siden efter. Paa
de alt for sandagtige Marker, saasom paa Heede= Egnen i Jylland, var det got, om
man neden under Sanden, fandt et Lag Leer som kunde oppløyes, eller og anden¬
steds fra hentes og legges som Giødning paa Ageren, thi Lerets Blanding med
Sand giver bedre Consistence og ved sin Fedme hefter Regnen, at den ikke alt for
hastig skyder igiennem og forlader Roden, men opholder sig derved.
Dog jeg kommer igien til min nærværende Hovet=Sag, som er at recommen¬
dere Sæde=Jordens flittige Aabning, Adskillelse og Deelelse ved oftere Pløyning,
II. Deel.


146
i smalere Furer, ja ved en Pløyning ikke altid paa Langs, men ogsaa paa Tvers,
saa at Jorden blev noget nær lige saa skiør og muldet, som i en Have, eller saasom
den sees i Norge paa nogle Steder, hvor Bonden ikke pløyer, men graver med Spa¬
den sine smaae Stykker Jord, her og der blant Steen=Klipperne, og faaer dobbelt
saa riig Høst, efter sin liden Sæd, skiønt Clima kunde synes at lade ham haabe
langt ringere. Paa Sundmøer, som ligger tredive Mile nordligere end Bergen,
har Velærv. Hr. AVGUSTINUS MELDAI forsikkret mig, at han sædvanlig
kunde høste sexten til sytten Tønder god Byg, efter een Tøndes Udsæd, paa saadanne
gravede Agre. Seer vi til vor Siællandske Agre, som give ikke den halve Part
deraf, da findes, at det oprindende Korn staaer tæt og vel i visse kiendelige Linier,
langs med Furens yderste løse Kant, men der imellem, og saa bred som Furen selv
er, staaer det langt tyndere og slettere, fordi det ikke har fundet Jordeu nær saa løs
eller muldagtig. Angaaende den til saadan bedre Aabning meget tienlige Pløyning
paa Tvers, som burde være den anden eller tredie, da er det sandt, at samme ikke
vel lader sig giøre i Felles Marker, hvor Bøndernes Agre ligge Væxelviis, den ene
ved Siden af den anden. Dette Felleskab giver vel Bonden nogen Slags Emu¬
lation i Fliid og Arbeyd, men den deraf flydende Hinder i andre Henseender, er
langt meere til Skade. Derimod kunde det meget vel skee paa Herregaardenes Ho¬
vet Marker, eller i Bondens Enemerker, hvor disse haves til største Fordeel. Der¬
som man paa disse Steder forsøgte at pløye ikke allene meget smale Furer, men og
saa den sidste Gang tvers over Furerne, saa at Jorden blev fuldkommelig vel ad¬
skildt og muldet, samt renset fra Rødder, Knuder og Stene, da maatte Forbe¬
dringen vist nok blive meget kiendelig, i Kraft af forbemeldte Principio Vegeta¬
tionis Universalis.
Jeg har allerede gjort denne Anmerkning noget vidtløftigere end sædvanligt,
og det, deels fordi Sagen er en af de allervigtigste, deels fordi Velærv. Hr. N. RAN¬
PULE WIrn ved sit smukke Skrift om Midlerne til Jordens Frugtbarhed at
formeere, haver givet mig føyelig Anledning hertil. Jmidlertid maae jeg endnu


14
ved denne Leylighed gaae noget vidre, og forsøge, om der ikke kunde findes Vey og
Middel til at opløse en Hovet=Knude, hvilken vore forfarne Landmænd strax ville
kaste i Veyen, spørgende: om ikke det sædvanlige Arbeyd ved Pløyningen er stort og
strængt nok for Bonden og hans Heste, end sige at man kunde tænke paa det, som
udkrævede meere, lad være at det ogsaa lovede dobbelt Løn?
Hertil har jeg nu to Ting at svare, efter mine uforgribelige Tanker, og under
Correction af de meere Forfarne, thi skiønt jeg ogsaa i en Deel Aar har ageret
Landmand ved en vidtløftig Afling, tilstaaer jeg dog, at min Forfaring deri, for¬
den største Deel, er glemt, ja, at den aldrig har været ret stor. Jeg vil derfor
ikkun sige det, som endogsaa af en gandske Uforfaren kunde svares, paa bemeldte
Jndvending, nemlig:
Først dette, at i Fald eet eller andet Aars Forsøg skulle bekræfte de tvende
berømmelige og tilforn anførte Franske Naturforskeres Setning, om den rette Grund
og Aarsag til Jordens Frugtbarhed, nemlig at samme, saa vidt den hænger af Jor¬
den, kommer egentlig an paa denne Jords Aabning og Løshed, see, saa meener jeg,
det første og nærmeste Raad til at møde hiin Vanskelighed, tilsiger sig selv at være
dette: Man maatte tage langt mindre Stykker, eller langt færre Agre under Ar¬
beyd, og dyrke dem langt flittigere. Sparer man derved intet Arbeyd, da sparer
man jo dog for først sin Sæd, som er den femte eller siette Deel af det der gemeenlig hø¬
stes hidindtil. Endnu meere, man sparer halv Parten af sin Ager Jord, som imidler¬
tiid hviler, ligger til Græsning og giver enten Melk eller Høe. Monne dette ikke
i alle Henseender var langt fordeelagtigere, fornøyeligere og den Menneskelige For¬
nuft anstændigere, end som at overfare med Fusker=Arbeyd et dobbelt saa stort Di¬
striet, og dog ikke vinde meere derved, ja ikke nær saa meget, efter forrige Supposi¬
tion ikke allene grundet paa Natur=Lærens faste Love, men ogsaa bestyrket ved virke¬
lig Forfaring i adskillige Lande, ja end og i nogle af vore egne Provindser, blant
hvilke jeg vil nævne den Jnsul Als, hvis Marker ere smaae, men ulige bedre dyr
kede og usigelig frugtbarere end de Siællandske. Jeg vil ey tale om Amager Land,


148
thi derimod vil man strax excipere, paa den Grund af en overflødigere Giødning,
som let kand haves i Nærværelsen af Kiøbenhavn. Men jeg har tilforn viist, at
Giødningens Mangel kand oprettes ved desto flittigere og tettere Pløyning, hvilken
aabner alle Jordens Deele og setter dem ud for Luftens adskillige giennemtrængende
og frugtbargiørende Jndflydelser.
For det andet har jeg endnu et Giensvar paa det Spørsmaal: Hvorledes det
var mueligt, at anvende meere Arbeyd paa Pløyning, end som nu skeer, efterdi det
nærværende Arbeyd allerede falder heel tungt og besværligt for den stakkels Bonde?
Dette har da Sted i saadan Supposition eller Sætning, at man vil beholde som
sædvanligt, all sin Jord under Dyrkelse og ikke lade meere deraf hvile, ikke heller
overlade det til andre. Mit Giensvar indstilles atter til Correction af bedre For¬
farne, i Fald det er ugrundet og gandske ugiørligt. Men skulle nogen, enten nu
eller herefter finde det anderledes, da beder jeg ham, som god Patriot, sætte For¬
søg derpaa, samt staae den Fare, i Begyndelsen at udlees lidet af sine egensindige
Naboer, hvilke med Tiden torde blive hans Efterfølgere og takke ham meget got
for sit Exempel. Sagen er denne:
Vor Siællandske Bonde spænder gemeenlig sex ja aatte Heste for sin Plov, og den
gandske Eqvipage seer ud som det var en liden Caravane. Af disse mange Heste ere de
allerfleeste saadanne smaae usle Udgangs Bester, som om Vinteren maae søge deres
meste Føde paa aaben Marke og Eng, hvor de baade opgnave og nedtræde Græs¬
Roden saaledes, at der om Foraaret sildig kommer noget Grønt til Syne. Til
at spænde for Vogn due de næsten intet, og i Ploven giøre de, paa kort Tiid, alle
den Tieneste, som de det gandske Aar skulle fødes for. Spørge vi derimod, hvad
det er for Dyr, som den Franske og Høytydske Bonde bruger til at bestride sit Pløy¬
nings=Arbeyde med, da tør vi ikke tænke, at Hestene deri har nær saa stor Deel
som Øxne. Disse er det fornemmelig, som, til Agerens ofte igientagne Dyrkelse,
spændes for Ploven, dog paa en anden Maade og med større Fordeel, end her til
Lands, naar man undertiden seer noget deslige. Uden for Nødsfald bruge vi dem


14.
ikke gierne til Arbeyd, thi vi meene, de due ikkuns lidet til at trække mod Hestene,
og det er sandt, saa længe vi paa samme Maade spænde dem for Ploven, med Seele¬
Tøy om Halsen og over Forboverne, hvor deres Kraft er ikkuns liden. Den Fran¬
ske og Tydske Bonde derimod, har af længere Forfaring og større Trang, længe si¬
den indseet at Oxens Legeme har sin rette Styrke, Kraft og Beqvemhed til at trække,
boende paa et andet Sted, nemlig i Hornene, Panden og Hals=Benet, derfor la¬
der han tvende nær sammen spændte Øxne trække tet i et saadant Aag, hvis tvende Hul¬
ler passe sig til hver Oxes tvende Horn, og saaledes udrette de med Styrken af de¬
res Forhovet langt meere, end et Par af vore Siællandske smaae Udgangs=Heste.
Disse kunde da til det Brug, gjerne undværes, helst i et Land, som Danne¬
mark, der handler med Øxne og har Overflødighed deraf, men føder dem foruden
at tage mindste Tieneste af dem, førend de i fierde eller femte Aar kunde slagtes.
Dette sidste Gavn, som er vores eneste, haver den Franske Bonde ogsaa af sine
Plov=Øxne, og det efterat nogle af dem indtil atten, ja tive Aar ere udslebte ved
Ploven, da han med en Blanding af lidet Havre, men meest med Bønner, Vik¬
ker, Roer, Patatos og andre Rødder, feder dem i det sidste Aar. Tænker man:
det Kiød duer vel ikke meget, da tager man feyl. Vel sandt, at det ikke er slet saa
succulent og saftigt, som Kiødet af yngere Oxne, men hvad den Haardhed og Sey¬
hed angaaer, som ellers kunde ventes i Betragtning af Alderen, da findes den ikke
i Plov=Oxnes Kiød, thi just dette, at de længe have slæbt og trællet, og omsider
i en Hast ere fedede, giør at alle Traaderne i det Slags Oxe=Kiød, efter unægtelig
Forfaring, er langt mørere og skiørere end ellers. Det samme befindes i Øster¬
dalen i Norge, hvor Kiødet af deslige Plov=Oxen, som der meget bruges, er gand¬
ske mør og giennemvoxet af Fedt imellem Kiødet, ligesom paa Marske=Øxne.
Udi for anførte Encyelopedie heder det om Plov=Oxnes Fortrin frem for He¬
stene, i det Arbeyd, saaledes: De kunde pløye dybere og naar de ved Aag ere tæt
sammen heftede, jevnere end Heste. De begynde Arbeydet tidligere og lade sildigere
af. De ere ikke saa mange Sygdomme underkaste, de kaaste Eieren mindre til


150
Føde og til Seele=Tøy (en harnois). Omsider kunde de selges, naar de ere gamle,
hvorimod en gammel Hest hør Nat=Manden til.
Nu, mod saadanne øyensynlige Fordeelesog deres stærke lufluence over vor Ager¬
dyrknig, sees slet ingen anden hindrende Vanskelighed end denne, at vore Bønder
af Begyndelsen maaskee ikke vidste at omgaaes ret dermed, eller dressere Øxne til at
drage i Aag med Panden og Hornene: Men dersom vi hente Dantz=Mestere og Dref¬
seurs fra Frankerig til langt mindre Gavn for unge Mennesker, som enda desforu¬
den lærde at hoppe og at krylle deres Hovet=Haar, da synes mig, en eneste Fransk
Anfører for unge Plov=Øxne, var vel meere værd, at hente langt fra. Dog see,
han kunde vel haves nærmere, thi blant vore gevorbne Soldater torde findes nok
af det Slags Høytydske eller Franske Bønder=Karle, som, mod liden Løn, lode sig
bruge til at vise vore Bønder den Omgangs egentlige Maade og Beskaffenhed.
Skeede det, da reiste sig deraf mange store Fordeele i Huusholdningen, særdeeles
denne, at et mindre Tall af gode Heste bleve dobbelt saavel foret, og dobbelt saa tien¬
ligt til alt Brug, saavelsom til at selge af Landet: men for alting blev Agerdyrknin¬
gen dobbelt saa let, endogsaa, naar der blev pløyet dobbelt saa tæt og dobbelt saa
tit. Hvor meget bedre Væxt og Afgrøde derefter kunde ventes, tør jeg nu ikke be¬
skrive paa nye, efterdi dette er just den tilforn beviste Hovet=Sag, som har draget
denne Anmerkning efter sig.


No. VIII.
Tanker
over den
Nordiske Land=Oeconomie
i Almindelighed,
og
hvorledes samme efter min Meening i mange
Tilfælde kunde forbedres.


Da Deres Kongelige Majestæt Allernaadigst 1747 betroede mig et
Land=Værn Con agnie i Norge i Solo e, og jeg altsaa var
Ee nødt til at lægge mig efter Land=Oeconomien, befandt jeg,
Norge er et Land fuldt af Guds Velsignelse, men at man i mange Tilfælde
ikke benytter sig af det, som man burde. Da jeg nu ingen besynderlig Land¬
mand var, men maatte lægge mig derefter, saa havde jeg frem for andre nø¬
dig, at lære Landets Beskaffenhed, jeg maatte derfor fø¬ Strømmen, hvor¬
ved jeg Tiid efter anden merkede adskillige Feyl, hvilke jeg deels ved min ringe
Jndsigt og Lære, deels ved practiske Midler søgte efter Haanden at rette og
borttage; altsaa ere mine Tanker i Almindelighed over nogle Hoved=Poster
følgende:
Anlangende Bygningerne, hvilke alle ere af Tømmer og Bredder,
slige ere vel efter Landets Clima varme og sunde at beboe, men de ere kost¬


154
bare at ved lige holde, og ubestandige, besynderlig Fæe=Husene, som i det
høyeste ikke kand staae længere end ti Aar, sligt ruinerer Skovene, Land¬
manden maae bestandig have Tømmer at bygge med og til Skie=Gaarder
eller Gierder, hvorved han hindres fra Landets Dyrkning. Dog kunde
Vaanings=Husene vel blive af Træe, som de ere, naar de bleve indrettede
paa den Skaanske Maade, da de kostede kun halv saa meget Tømmer, vare
tættere og varmere, kunde staae længere og saae kiønnere ud i Henseende til
Væggene, men Taget maatte indrettes efter den Norske Art, og formedelst
Tørv= og Spaane=Taget var det høyst nødig, at der i det mindste blev lagt
tre fierdendeel Allen høy Muur under Stokkene, thi Bygningerne i Norge ville
gierne om Foraaret synke formedelst Brikken, og saa snart Stokkene naae Jor¬
den, saa er det ude med Bygningen, dersom nu en saadan Bygning blev
beklædt med Bredder og oftere overstrøgen med Tiære=Kosten, saa kunde
den gierne staae indtil henimod to hundrede Aar, naar den ellers var af got
Tømmer, som ikke var hugget i Utide, hvorudi man ofte forseer sig i Norge,
og besynderlig derudi, at de bygge med raae Tømmer, saa at Træet bliver
ormstukken og fordærvet. Laderne med Heste=Staldene maatte være af
Bindings=Verk, muret enten med smaae Graa=Steen, eller Slagen med
Leer eller i det mindste beklædt med Bredder, hvilket altsammen skulde være
varagtigere end nærværende Maade at bygge paa. Men Fæe=Husene maatte
absolut være murede med Graa=Steen, hvortil ere gode Raad, thi samme
ere allevegne at bekomme, saa at dersom Bonden blev holdt til at bryde
Steen om Sommeren eller Efterhøst, og ikkun ugentlig om Vinteren at kiøre
to Læs deraf hiem paa Slæder, saa kand den fattigste Bonde overkomme
at forskaffe aarlig tredive til fyrretyve Læs Steen ved sit Huus, hvilke man
efter Fornødenhed kunde bruge, og man naaede altsaa sit Øyemerke.


15.
Anlangende Gierderne, da hugger den Nordske Bonde aarlig Mil¬
lioner af skiønne unge Fyr=Stammer til Gierde=Pæle eller saa kaldte
Stør, hvoraf kunde blive gandske skiønt Tømmer, imellem to saadanne
Stør lægges smaae Stokke af kløvet Tømmer og saaledes omgierdes hele
Landet. Hvad dette er for en Ødelæggelse for Skoøene, er let at be¬
gribe. Det kand vel ikke gaae an paa alle Steder formedelst Situationen
at afskaffe denne Art Gierder, dog var det høyst nødig i mange Egne, be¬
synderlig hvor der er kun lidt Skov, at udfinde et andet Middel, og saa¬
dant kunde være et levende Gierde, hvilket paa følgende Maade kunde op¬
fredes, nemlig langs ved Skie=Gaardene skulle graves smale Render, og den
opgravede Jord opkastes imod Gierderne og planeres, giødes et lidet med
god gammel Giødning, og derudi saaes Fyr=Gran, Birke=Sæd, Elle, Heg¬
gebær og deslige Sæd efter Grundens Art, hvoraf i faa Aar kunde opvoxe
en temmelig stærk Hekke, som er god for at holde Fæe og Vildt ude, be¬
synderlig naar saadan en Hek i Opvæxten vel flettes og beskiæres. Fyr¬
Sæden tages af de saa kaldte Fyr=Æble, hvilke i Begyndelsen af Martii
Maaned, afplukkes af Træerne, og lægges i en varm Stue, hvoraf de aabne
sig selv, da man kand udbanke den sorte Kiern af dem. Birke=Sæden sam¬
les paa lige Maade i Begyndelsen af Maji, førend de saa kaldte May¬
Svantze aabne sig; Begge Slags Sæd blandes og saaes i bemeldte tilbe¬
redte Jord, langs ved Gierderne og det temmelig tykt, dog om den voxer alt
for tyk op, saa maae nogle Spirer oprykkes, at imellem hver Stamme bli¬
ver et Rum af en Haandbred; og at dette Øeyemerke kunde opnaaes, da
var ydermere tienligt, langs ved saadan en Hek, i et Mellemrum af aatte
til ni Alen, at plante vilde Castanie=Træer, hvilke kunde opfredes og i faa
Aar bære Frugt, som tiener til at fede Sviin med, og Løvene, naar de i


255
rette Tiid afstives, kunde i haarde Foerings=Aar tiene til at foere smaae
Qvæg med, da det desuden er her i Brug at foere med Løv.
Landet, hvilket fast i hele Norge er af god Art, bliver endeel brugt
og drevet over sin Formue, efterdi det faaer ikke den behørige Hvile, og alt
for sielden Giødning, hvorfore det var nødig, at Landet havde visse Hvile¬
Aar, om Oeconomien saaledes kunde indrettes; og til at samle tilstrækkelig
Giødning, gives Anledning nok over hele Landet, deres opgravet Mohr,
deres saa kaldet Granbar, hakket smaat, deres Myre=Tuer, Skindtryt¬
Tuer, Lyng eller Heede og en Urt, kaldet Orme=Stampf, har baade Salt¬
og Svovelagtige Deele hos sig, iligemaade megen Spiritus; Naar saadant
kiøres hiem og blandes i Møget, giver det Giødning i Mængde, og da man
om Sommer=Natten for Rov=Dyr og om Middagen for Hede maae drive
Qvæget hiem, saa kand man samle næsten lige saa megen Giødning om
Sommeren, som om Vinteren, for Exempel, man indhegner i sin Fæe¬
Gaard et Stykke i Proportion efter sin Hiord, kiører ovenmeldte Sager
derind i temmelig Mængde, lader Qvæget ligge tre til fire Dage derpaa,
naar det da er igiennemtraadt og giødet, saa kiører man friskt derpaa og fa¬
rer saaledes fort den gandske Sommer. Sligt lader man da ligge Vinte¬
ren over og raadne, om Foraaret kiører man det ud og pløyer det strax ned,
paa saadan Maade kand man af ti Stykker stort og i Proportion derefter
lige saa meget smaat Qvæg, samle over to hundrede Læs Giødning, og har
jeg selv erfaret, at saadan Giødning paa Ageren giør ofte længre og bedre
Tieneste end anden; Thi jeg kiøbte i Soloer en Gaard, hvor Grunden var
gandske fordærvet, og gav kun efter aatte Tønder Sæd fire og tive
Tønder Høst, det andet Aar bekom jeg allerede to og fyrreryve


15.
Tønder, og det tredie Aar bragte jeg det over trediesindstive
Tønder, hvilken Forbedring jeg næst Gud havde benævnte Middel
at takke for. J Maaden at pløye paa, burde og meget forbedres, men
efterdi Folket er vanskeligt at bevæge, saa faaer de vel herudi, beholde deres
gamle Skik, og desuden kand vel ikke let herudi treffes nogen god Foran¬
dring; saasom den Nordske Bonde indtil langt ud paa Efteraaret, har at
bestille med sit Tømmer, og naar han da kommer hiem, saa ere hans Heste
gandske udmattede, hans meeste og beste Høe opfoert, derover pløyer han
slet og høster lidet, hvilket med meere foraarsager, at der i Norge ofte er
Mangel paa Korn, i lige Maade deres megen Brændeviins Brænden og
alt for mange Sviin i de magre Egne. At forbyde dem alt saadant, er hver¬
ken giørligt eller raadeligt, dog kunde vel derudi treffes en Middel=Vey, hvor¬
om siden meere.
Deres Fæe angaaende, da er det en almindelig Feyl, at de holde
meere end de vel kand foere, hvorover det unge Fæe ikke faaer sin Væxt, de¬
opføde mange Buller eller Tyr=Kalve, og lade dem sielden skiære. Naar
de ere tre Aar gamle, slagte de dem førend de faae deres Væxt, derover maae
Fæet vanslægte, og de har altsaa ikke den tilbørlige Nytte deraf; Melk¬
Køerne foere de med Straae og lidt Høe, hvilket altsammen kommer deraf,
at de lægge alt for meget til. Efter min Meening var det bedre, at de holdte
ikke fleere Køer end de rigelig kunde foere med got Høe= og Havre=Foer, og
derimod tillagde sig Øxen, som kunde fortære det øvrige Foer, med saadanne
Øxen kunde de i saa Fald pløye, ja vel og udkiøre Høe og Korn, og behøvede
mindre Heste, hvorimod meere Horn= og smaae Qvæg kunde tillægges, af
hvilke man kunde have bedre Giødning; Naar Oxerne vare fem Aar, saa


158
kunde de selges for aatte, ti ja fleere Rixdaler til at slagtes, de give og bedre
Kiød end Køer eller Tyre; saa store Fordeele kunde man ikke have af Heste,
thi jo ældre Hestene blive, jo slettere blive de i Priis, de give en alt for hid¬
sig Giødning, som duer kun i kolt og nedrig Grund, og paa Sand=Grund
er den aldeles intet nyttig. Har en mange Heste, saa driver han megen
Tømmer=Handel, og fører altsaa Giødningen bort fra sin Gaard, hvilken
Forliis Tømmer=Handelen ikke kand oprette, og dette kommer ikke her i no¬
gen Betragtning, skiønt det er en vigtig Sag.
Betreffende Oeconomien med det smaae Qvæg, derpaa har
jeg intet videre at sige, end at Faarne i Norge ikke malkes, der gives for,
at de giøre det, paa det at Lammene desto bedre skal voxe, men jeg troer,
at det kommer an paa Vanen, og holder for, at Aarsagen, hvorfor den
Norske Uld er saa grov, er denne, fordi Lammene har alt for meget stærk
Melk=Næring, ellers er den Nordske Uld temmelig god, og kunde bedre be¬
nyttes, dersom de forstode at sortere, at kiæmme og vel at tilberede den.
Gederne giøre stor Skade paa Løv=Skov og burde miste de fremmerste
lange Tænder.
Hvad Svine=Avlen angaaer, da anvendes alt for meget Korn paa
dem, men dersom det kunde blive indført, at man malede Meel af den inder¬
ste fine Fyr=Bark, saavel som og af et Slags Jord=Æble kaldet Patatos,
i lige Maade dersom man lagde sig efter vilde Castanier, saa kunde dermed
spares en god Deel Korn, og i haarde Aaringer forekommes megen Elen¬
dighed, helst da Patatos give tillige god Næring for Menneskene, og de for¬
plante sig saa got som selv.


155
Hauge=Frugter betreffende, derudi begaaes og stor Feyl i Norge,
i det de legge sig lidt efter nyttige Hauge=Frugter. Gule Rødder, Roer og
Pastinakker kunde her voxe og forplantes i Mængde, sligt er saare nyttigt
saavel for Mennesker, som for Qvæg. Her plantes ogsaa alt for lidet Kaal,
skiønt man og maae tilstaae, at den undertiden ikke vil fort.
Hvad Brænde=Vinen angaaer, da var det at ønske, at samme
fast gandske kunde blive afskaffet, thi saadant er just meget skadeligt for denne
Nation og Clima. Dette bevises deraf, at de Normænd, som boe imel¬
lem Klipperne, og have kun lidet Korn, følgelig og lidet Brænde=Viin, ere
stærke, sunde og friske, og opnaae en høy Alder. Derimod ere de Nor¬
mænd i Korn=Egnene større Farlighed underkaste, som, for Exempel, en
Sygdom kaldet Øllqvese, *) Skiørbug &c. de blive gamle før Tiden,
faae tilig skaldede Pletter i Hovedet, Stikflod, kand ikke taale Kuld, ere
meget ømme og commode, inclinere til veneriske Sygdomme, begaae
snarere Extravagancer end Bierge=Folkene, leve ikke saa længe og døe ofte
en hastig Død. Det vilde maaskee blive vanskeligt at bringe Nationen af
fra denne Feyl, dog kunde Geistligheden med deres Lærdom og Exempel uden
Tvivl giøre meget dertil, thi med Force og Gevalt kunde man vel ikke ud¬
rette stort. 7*)
Angaaende Liationens Platurel, da er det noksom bekiendt, at de
inclinere til mange Dyder, og fornemmelig ere de meget ingenieux og sind¬
N Det r Søaien g øngves er dar Sygden sen somve ef gegeae set
Drikke.
) Den sidste Kongel Allernaadigste Forordning om Brændeviins=Brænderie har paa
adskillige Steder i Norge havt en ynskelig Virkning.


469
rige, saa at en Fremmed har Aarsag at forundre sig derover, thi naar man
betragter deres Børne=Tugt, saa seer man at der handles tvertimod dens
Regler, besynderlig paa Landet, hvor Forældrene kiæle alt for meget for de¬
res Børn, og holde dem ikke i Tide til behørig Arbeyde, men saa snart de
komme ud iblant Folk, og holdes til noget vittigt eller konstigt, kand de dog
snart fatte det, hvorpaa jeg vil anføre et levende Exempel, nemlig Capitain
Tonder, ved mit Allernaadigst betroede Compagnie, haver en Søn, hvil¬
ken jeg for to Aar siden antog til Sergeant, i Betragtning, at Faderen havde
mange Børn og hans Omstændigheder vare kun slette; Sønnen var opdra¬
gen efter den almindelige Maade paa Landet i Norge, han kunde ikke heller
meere end læse, skrive og lidet regne; samme Sergeant, Christian Tonder,
blev efter min Foranstaltning sat i den Mathematiske Skole til Christiania,
da han ongefær to Maaneder derefter kom tilbage til mig, maatte jeg forun¬
dre mig over hans uventelige Fremgang i saa kort en Tiid, og som jeg nu
haver hørt, saa opfører og skikker han sig besynderlig vel.
Med Skole=Væsenet var det og fornødent, at foretage nogen For¬
andring og Forbedring, thi man betragte kun en Bonde=Karl, som ikke har
Lyst til at være Soldat og at arbeyde, han søger at blive Skole=Mester, og
efterdi der er ingen anden at faae, saa bliver han antagen, han har onge¬
fær ti til tolv Rixdaler Løn, maae drage fra en Gaard til en anden, og der
forblive nogle Dage og holde Skole, derhen kommer Ungdommen i en
Bonde=Stue, hvor alle Huus=Sager forrettes, for at lære noget. Hvad
Frugter denne Art at undervise paa kand have, er let at begribe. Omend¬
skiønt nu saadant skulde falde saare vanskeligt at forandre for Situationens
skyld, saa holder jeg dog for, at det var ikke gandske umueligt, at jo med
Tiden skulde kunde udfindes Midler til at forbedre efter Haanden denne og
andre Feyl.


161
Alt det er kun almindelige Anmerkninger, som for nærværende Omstæn¬
digheder ikke meere speciel og besynderlig har kundet afhandles, men da jeg
stedse lever forpligtet til at lade mig finde bereed og villig, efter min ringe Jnd¬
sigt, uden all Interesse, at tiene enhver (endskiønt jeg vel veed, at andre kand
have langt bedre Jndsigt og Erfaring i Oeconomien end jeg) saa har jeg ved
denne Leylighed ikke kundet lade det mangle, at lægge mine Tanker og Tilbøye¬
lighed for Dagen; thi hvad ledige Timer, jeg undertiden kand have tilovers fra
min anbefalede Tienestes Forretninger, dem anvender jeg med Fornøyelse paa
saadanne Ting, som kand være Publico til Beste, fornemmelig da Deres Kon¬
gelige Majestæt viser en Allernaadigst Velbehag derudi, at alle tro Undersaat¬
ser frit indsende deres Tanker til Landets Velfært; jeg har altsaa ikke vildet
være den sidste til at lægge min ringe Skærv blant andres, og ihvorvel større
og dygtigere Hoveder kunde maaskee lægge et Pund imod mit Qvintin, saa ha¬
ver jeg dog den Fornøyelse, at jeg har givet Anledning til noget Got. Det er
ikke heller raadeligt, at noget Almindeligt anordnes over Norge, efterdi Di¬
stricterne og Egnene ere saare adskillige, thi hvad som paa eet Sted lader sig
giøre, gaaer ikke an paa et andet. Disse mine Tanker strække sig derfor ikke
videre end til de Districter, hvilke jeg kiender, som Soloer, Rommerige, Heg¬
gen, Froeland og Smaalenene. Derimod ere paa nogle Steder i Norge
gandske gode og vel indrettede Huusholdinger, hvorpaa intet efter deres Egns
Beskaffenhed, er at forbedre, som, for Exempel, Østerdalen, hvor et udvalgt
got Folk boer, hvilke besidde alle de Egenskaber, som man naturlig viis kand
fordre af Mennesker, og formedelst deres gode Oeconomie og Huusholding,
leve de i en ret lyksalig Tilstand; J lige Maade bruge Folkene i Hedemar¬
ken deres Land ret got, og kunde i Almindelighed intet være at sætte ud paa
deres Huusholding, uden at Brændeviins Brænden der maatte stærk re¬
II. Deel.


162
formeres. Jndbyggerne i Hedemarken profitere vel noget anseeligt derved,
men de giøre derved dyr Tiid paa Korn, hvilket just allermeest burde pro¬
duceres og spares i et saadant Land. For det øvrige kunde Norge i andre
Oeconomiske Sager, som dog fast gandske efterlades, vinde store Fordeele,
som for Exempel, af Potaske og Salpeter, besynderlig dersom Salpeter¬
Verkerne bleve indrettede spaa den Foed, som i Sverrig; ligeledes kunde
Tiære=Brænden og Enebær=Glie bedre og beqvemmere laves, og mange
andre Species, som henhører deels til Chymien, deels til Manufactur og Fa¬
briqver, deels til Botaniqven, bringes til langt større Fuldkommenhed.
Nationen er saare indtagen af deres gamle Sædvaner, og lader sig ikke
gierne afvende derfra, uden saa er, at den først ved øyensynlige Prøver bliver
overbeviist, hvorfore den beste Maade er med Lempe at bringe dem dertil, og
saadant kunde skee, dersom redelige Patrioter vovede nogle faa Omkostninger,
og efter Haanden foretoge een og anden Forandring, ved Experimenter og
øiensynlige Prøver. Havde mine Fortrædeligheder ladet mig et par tusend
Rixdaler af mine tilsatte Midler tilovers, hvor vilde jeg have gjort mig en be¬
synderlig Glæde deraf, at anvende samme til Experimenter, forsikkret om at,
naae mit Øyemerke, og min Umage skulde snart blive mig betalt; thi der er i
mit Compagnie=Distriet en Gaard, kaldet Rustadt, paa hvilken jeg har
Øye, samme er af den Beskaffenhed, at fast alting kand experimenteres og
forsøges derpaa indtil mindste Punkt. Der er adskillige Sorter Jord, saa¬
vel høyt, som middelmaadigt og sidt Land; desuden er og et Vandfald til
Vand= og Stampe=Mølle &c. Husene ere saa slette, at de snart maatte ned¬
rives og nye opbygges, ved Gaarden ere og nogle raae Stykker Jord, som
maatte opbrydes, og slette Enge, som stode til at forbedre, her feyler da intet
andet end Mohr=Grund til at giøre Experimenter og Prøver, men tæt der¬


16.
ved ligger en Plads, som hører til en Gaard, hedder Skoftevoud, og tilforn
har hørt til Rustadt, samme Plads bestaaer af en vild Mose, herover har
jeg ofte anstillet mine Betænkninger, og ønsket mig engang at blive saa lyk¬
kelig at raade derfor, og med tilstrækkelig Evne at kunde angribe og forbedre
den. Fornemmelig kunde drages stor Fordeel af Mohrgrundene i Norge,
dersom de bleve afgravede og afdigede efter den Oldenborgske Maade, men,
da der i Norge er Mangel paa Folk, saa kunde vel, til at erstatte sligt, paa¬
findes en Plov med ti eller tolv Heste, for at grave Render; Den opgravede
Mohr=Grund, naar den er raadnet, giør den lige saa god Tieneste som Giød¬
ning, besynderlig paa Leer= og Sand=Jord. Saa snart nu nogen virkelig
Prøve var gjort og befunden vel grundet, saa maatte den strax med alle dens
Omstændigheder, saavel lykkelige som ulykkelige, inbedrettes til det Kongelige
Oeconomie=Collegium, hvorpaa Collegii Herrerne kunde fra alle Prov¬
stier og Districter indhente Præsternes og andres Betænkninger om, hvad der
i hvert Sogn eller District kunde være giørligt eller ikke, siden kunde de efter
deres vise Jndsigt anordne paa Præste=Gaardene, hvad dem got syntes; og
Præsterne maatte da paa en god Maade søge at bringe Sogne=Folkene til at
efterfølge deres Exempel.
At endnu adskilligt i de Nordske Sædvaner burde forandres og forbe¬
dres, er en ustridig Sandhed. Derpaa vil jeg kun anføre et Exempel: Bon¬
den kiører om Sommeren sit Høe, Korn og Brænde hiem og om Efterhøst
sin Giødning ud paa Slæder, og kand saaledes neppe læsse saa meget paa to
Heste, som paa en Karre med een Hest for; hvoraf man seer, hvor ukyndige
de gode Folk ere i det, som kunde lette deres Møye, og tiene dem til Beste,
og hvor fornøden det var, at bringe dem i en bedre Skik; helst da dem hver¬
ken fattes paa Materialier eller paa Begreb, men allene paa Underviisning


164
til at forskaffe sig andet Kiøre=Verk eller Vogne; dog er at merke, at saadan
Skik, formedelst Landets Situation paa mange Steder, maae holdes for god.
En Deel af Jagten og Landfiskerierne kunde i lige Maade let forbedres.
Med Tiden, i Fald den allerhøyeste under mig Kræfter og Leylighed til
at i Verk sætte noget, kunde maaskee et og andet nyttigere og fuldkomnere saa¬
veltheoretice som practice udkomme. Til Slutning befaler jeg den gunstige
Læser i den Høyestes Varetægt, og beder, om jeg i nogen Maade kunde have
taget Feyl, da at undskylde mig, med Kierlighed at skiule mine Feyl, oprigtig
at erindre og bedre at undervise mig; enhver vilde og betænke, at jeg fra Ung¬
dommen af er oplært i Krigs=Skolen, og har kun af en Hændelse, af og til,
tracteret Studeringer, saa vidt Leylighed har tilladt mig; dog vilde jeg gierne,
om det var mueligt, saavel i Fred som i Krig, være min Allernaadigste Mo¬
natch og det kiære Fædrene=Land tienlig.
Kiøbenhavn,
den 18 April 1755.
CARL GUSTAv von KuHLE.
Major ved det andet Aggershusiske National-Regiment.
Anmerkning.
Disse Herr Major von KMRLE hans Tanker om visse vigtige Ting i den Nordske Land¬
Oeconomie at forbedre, agtes for nogle af de grundigste og besie, som endnu ere ind¬
komne. Kiendere af det Nordske Land=Væsen maae give ham bifald i de allerfleeste
Poster, og da den gode Mand synes at love os noget meere af samme Slags, saa
vil man herved tienligst have ham anmodet, om at fuldbyrde dette sit ret patriotiske
og priselige Forsæt.


No. IX.
Nogle Poster,
som behøvede
at tænkes paa, og sættes i Verk
til
Agershuus Stiftes Opkomst
og
Forbedring


Synes det høyt fornødent, at andre Gierder maatte føres i Brug,
end de nu brugelige af Stør og kløvne Træer, Skiegaarder kaldte,
hvortil hver Gaard aarlig maae lade hugge over et tusende Stør el¬
ler unge Træer, hvilke nu kunde spares, om Steen= eller levende Gierdek
for halvtrediesindstive a trediesindstive Aar tilbage havde været paabudne, af
enhver Stør, som saaledes hugges, kunde i Fremtiden blive et stort Træe,
hvoraf to a tre Saugstokker, eller anden nyttig Last kunde hugges, saa dette
kand ikke andet end smerte enhver, som har nogen Kierlighed for sit Fæderne¬
land, og seer hen til den ubodelige Skade, som dette fører med sig for Frem¬
tiden. Derimod naar der blev paabudet, at hver Gaard skulle aarlig op¬
sætte visse Favner af Steen=Gierder, hvor Steen er at faae, og som mange
Steds ligger i Agrene i store Røser eller Hauver, som smaae Huus, og der¬
for lige saa gierne kunde lægges i Rad til Gierder; Hvor der ikke er Steen
at faae, kunde man paa fugtig Jord plante Pile=Træer, og flætte sam¬


168
men, og paa tør Jord plante Hassel, Nybe=Torne eller andet saadant smaat
Krat, som kunde flættes sammen eller der kunde opkastes en liden Jord=Vold
med en Grøft paa hver Side, som kand skee i god tør Mul= eller Sand¬
Jord, men ikke i fugtig Leer=Jord, hvor Tælen 2: den fugtige Jord, som
sammen fryser om Vinteren, til Foraaret skyder sig op, og kuldkaster saadant
Arbeyde. Naar herpaa for Alvor blev lagt Haand, fandt Folk nok paa, at
faae et eller andet Slags bestandigt Gierde i Stand. Der kunde først paaby¬
det, at hvert Skippunds Skyld skulle aarlig opsætte fem Favner et eller an¬
des Slags saadant Gierde, dersom det blev forsømt, skulle der bødes to Rix¬
ort for hver Favn, skulle nogen Bonde (Proprietairer og Embedsmænd ikke
herunder forstaaet) opsætte fleere Favner, end ham var paalagt, skulle ham
for hver saadan Favn qvittes sex a aatte Skilling i hans Skatter, hvilken
Afgang i Kongens Casse igien kunde betales af de Penge, som indkom for
Brændeviins Privilegio; Naar en Bonde, foruden sine paalagte Favner, op¬
satte fleere, og hans Naboe ikke næste Aar efter gjorde det samme, da skulle
den flittige miste saa mange Favne af det fælles Gierde, som skulle lægges paa
den lade, meere igien at holde, naar han ikke kunde bevise, at han enten paa
det Sted eller en anden Kant havde opsat saa meget af et eller andet Slags
bestandigt Gierde, item, at han ikke af Fattigdom, Sygdom eller andre
saadanne Ting var hindret, men Ladhed og Skiødesløshed derudi havde væ¬
ret Aarsag, og naar dette saaledes efter Haanden kom i Stand, kunde ikke
allene saa megen deylig Skov spares, men endog Arbeyde og Tiid, som aar¬
lig gaaer bort, paa at flikke paa disse ubestandige Gierder, som neppe kand
staae i syv Aar.
Herimod pleyer giøres følgende Jndvendinger: I) Ved Steen=Gierder,
som maae være temmelig brede neden til, borttages saa megen Jord, som


26
bliver skiult af Stenen, da derimod Skiegaarder tager saa smalt et Rum.
RI. Om Steen=Gierder end toeg bort et par Alen af den beste og fedeste Jord,
mon den Forliis kunde regnes noget imod de mange tusende deylige unge Træer,
som aarlig nedhugges til de andre Gierder, dernæst sætter man ikke Steen¬
Gierder, uden hvor der er tør og haard Jord, som ikke er meget nyttig, uden
den bliver Giødslet, man har da ikke nødig at giødsle der, hvor Gierdet op¬
sættes, her er Jord nok paa andre Steder, naar den kuns blev ret brugt, og
man kunde eller vilde skaffe saa megen Giødsel, som der kunde behøves, saa
denne Jndvending er saa daarlig, at den som har mindste Jndsigt i eller Er¬
farenhed af Jordebrug, let seer, at det er kuns en Lumpen Udflugt. 2) Giø¬
res og denne Jndvending: Bonden har ikke Tiid til, at opsætte saadanne
Gierder, han har formeget andet at bestille. RI. Der vil Tid til hvad Gier¬
der, som skal opsættes, gaaer der saa meget mindre Tid til, at opsætte Skie¬
gaarder, saa staaer de saa meget kortere, og saa meget oftere maa flikkes paa,
som tager Tiid og Arbeyde nok bort, derimod de andre Gierder sættes for een
Gang, og naar mangen Bonde vilde anvende Hælten af den Tiid, som han
sidder i Fyllehytterne, paa at opsætte saadanne Gierder, kunde han faae op¬
sat meget meere end som forhen er meldet, og overalt kunde dette skee om Ef¬
terhøsten, naar andet Høste=Arbeyde var over, ja Steen=Gierder opsættes
allerbest naar Frosten er kommen, og intet andet Arbeyde kand skee med
Jorde=Brug. 3) Kommer Endeel med denne Forevending: Støren bla¬
des ud af den alt for tykke Skov, paa det de igienstaaende Træer kand faae
desbedre Luft, og komme til at voxe desto tykkere. RI. Det skeer ikke, men
Træerne hugges ned for Fode gemeenlig til Stør, vil man hugge noget ud
hist og her af den alt for tykke Skov, saa kand det skee til Korn=Stør, til
Brændeveed og andre fornødne Ting.
II. Deel.


770
II. Var dette og en høyfornøden Sag, at en god Farver, Perser,
og overskiærer maatte skaffes her til Stiftet, det er beklageligt, at her ikke
skal være saadanne Haandverks=Folk; paa de fleeste Steder her i Stiftet har
de Faar af Engelsk Art med meget god Uld, deraf spindes og væves adskilligt
smukt Verken, saa at, naar man kand faae det over til Engelland, at farve
og pynte, bliver det saa smukt, som det allerbeste udenlandske Tøy, og langt
stærkere og bedre til at bruge, men det er en vanskelig Sag at faae det over,
mangen Gang mister man aldeles Tøyet. Fik man først saadanne gode Haand¬
verks=Folk ind, som i Begyndelsen maatte faae en vis aarlig Løn, foruden
det, som de kunde fortiene, saa fik de siden nok saa megen Fortieneste, at de
kunde blive rige Folk, thi den største Deel af Nationen har visse Lyst til at
lade spinde og væve saadant Tøy, naar de kunde faae det farvet og pyntet
vel. Der burde og tænkes paa et grovt Ulden=Manufactur i det mindste i
hver Kiøbstæd, det er ynkeligt, at gamle og svage Folk, som dog kand ar¬
beyde noget, ikke skulle kunde fortiene lit til deres Ophold, men maae fødes
af Almisser, saa snart de ikke ere saa friske, at de kand giøre grovt og tungt
Arbeyde. J Christiania kand der ikke siges at have været nogen saa retsin¬
dig og nidkier patriotisk Kiøbmand, som den gamle Admiralitets=Raad
Gerhard Træschou, han lod oprette en Olie=Mølle, et Sæbe=Syderie og
en Papiir=Mølle, som alle tre ere i god Gang, mange Mennesker i sær gamle
og svage ved Papiir=Møllen, har deres Ophold deraf. Papiir=Møllen var
den værdste for ham at faae i Stand, thi Papiir=Mesteren, som var en
Hollænder, havde Belønning fra Holland, for at han skulle fordærve Pa¬
piret, og giøre ham kiæd af denne Fabriqve; Men Træschou reysede selv
over til Holland, og tog med sig en Gulbrandsdal navnlig Svend Hugen,
som havde arbeydet nogen Stund i Papiir=Møllen, og havde et klygtigt


17
Hoved, samme gik da omkring i Fiælde=Bonde=Dragt, og stillede sig gand¬
ske taasset an, saa han gik frit ud og ind i Papiir=Møllerne, og faae nøye
efter alting, og kom undervæyr med, at det var Limingen i sær som den Hol¬
landske Papiir-Mester her havde gjort falskt, som da ved Træschous Hiem¬
komst maatte pakke sig, og Svend Hugen forestod siden Papiir=Møllen, og
skaffede temmelig got Papiir, som og siden her er forarbeydet. De fleeste
andre Kiøbmænd har enten gniet sammen nogle Penger, som ikke ere komne
i tredie Leed, eller og søgt Ære i et overdaadigt og hovmodigt Væsen, som
hindrer mange gode Indretninger, og gemeenlig, naar en Kiøbmand har
samlet nogen Velstand, saa ere strax hans Børn for gode til at blive Kiøb¬
mænd, de maae reyse udenlands, kiøbe sig Rang, søge efter anseelige Be¬
stillinger, saa gaaer de Penger, som kunde sættes i Manufacturer og reel
Negotie bort i Fias. De, som skal blive Kiøbmænd, har været Foræl¬
drenes Tienere, fattige Folk, som mestendeel hænger sammen af bare Credi¬
ter, og derfor en stor Deel, efter nogle Aars Forløb, maae spille Banqverot,
og altsaa ere ikke i Stand til at fortsætte nogen ret Negotie, end sige an¬
lægge nogen Fabriqve, skulle de rige Kiøbmænd eller deres Børn faae ret
Lyst til at anlægge Fabriqver, saa maatte nogen Slags Æres Løfte og For¬
sikkring opmuntre dem dertil, andre ædlere bevægende Aarsager formaaer ikke
meget hos den største Deel.
III. Veyene her i Stiftet ere de fleeste Tider saa slette, at det er skam¬
meligt at see, da de dog let kunde og burde være bedre, Aarsagen dertil er
fornemmelig den galne Indretning, som her er, at tolv a fjorten Gaarder
skal alle være tilsammen om et Veye=Stykke, som kaldes en Rode, at holde
i Stand, de tilsiges oftest i den allerubeleyligste Tiid, at komme paa Veye¬


172
Arbeyde, enten der da skeer noget retskaffent Arbeyde eller ey, saa reyser hver
hiem igien, naar Dagen er til Ende, og Veyen bliver næsten, som den var
før; Men dersom enhver Gaard fik sit Veye=Stykke at holde ved lige, og blev
straffet med Penge=Mulct, naar Veyen var ikke forsvarlig i Stand, saa
blev her snart bedre Veye; Thi saa kunde enhver, naar han havde best Tid,
og Væyret var got, sætte sit Veye=Stykke i den Stand, at derpaa ikke kunde
behøves Arbeyde i mange Tider igien. Vey=Roderne kunde saaledes deeles,
de tolv a fjorten Gaarders Opsiddere, som hørde til en Rode, kunde sam¬
les, besee Veyen, deele den i saa mange Parter, som der vare Gaarder til,
og naar Deelningen var skeet, kunde der kastes Lod om Veye=Stykkerne, saa
kunde der ingen Dilspute blive, men alting gaae rigtig til.
IV. Med Fri=Skyds at giøre bliver Endeel Gaarder her i Stiftet ubil¬
lig meere plaget end andre, de fattigste og usleste Bønder i de sletteste Egner
plages meest, og de rigeste Bønder, som boer i de beste Egner, veed lidt af
denne Tyngsel at sige, det er bekiendt, at i Smaa=Lændene ved Mos, Fri¬
derichstad og Friderichshald, saa og i Agers=Sogn og Bærum, ere de ma¬
vreste Egner og fattigste Folk, som ligger i den meste Skyds=Tyngsel, paa
Toten Hedemarchen &c., hvor der ere rige Folk, falder gandske liden Fri¬
Skyds, og det kand bevises, at mangen Bonde paa Toten og Hedemarchen,
som kand sidde Mænd paa nogle tusende Rixdaler, ikke har skydset saa meget
i tive Aar, som en usel Stakkel i Bærum og Agers Sogn har skydset i et
halvt Aar. Der har længe været suppliceret om en Skyds=Casses Opret¬
ning, at den ene Undersaat herudi maatte bære Byrden med den anden ef¬
ter Billighed, at til samme Casse maatte betales noget vist aarlig efter hver
Gaards skyld, og deraf igien udbetales til de Reysende, hvad de skulle have


17
til at leye Hester for, som og de Reysende vare best tiente med, som lider
megen Ophold paa Veyen, i sær naar de ikke har Forbud for sig, og for
de Bønder, som boer langt fra Skyds Stederne, gaaer undertiden tre Dage
bort, for at giøre et par Miles Skyds, og at miste Hester og Folk tre Dage
om Sommeren, er alt for stor Skade for en Bonde undertiden. Alle finder,
at en Skyds=Casses Opretning var billig, men det eneste man frygter for
er dette, at naar disse Skatter til Friskyds en Tiid var hævet, saa blev de
staaende Skatter, og den Friskyds kom ligefuldt til at giøres efter nogle Aars
Forløb, og altsaa blev her dobbelt Tyngsel i Steden for enkelt; Men jeg synes,
at vi har havt og har saa naadig og retfærdig en Regiæring, at vi ikke har
nødig at frygte for saadant, og desuden kunde de Penge, som til fri Skyds
skulle betales, ikke indføres iblant de Kongelige Skatter, men holdes en
a parte Beregning over, og dermed kunde et Oeconomie=Collegium have
Tilsyn saavel som med mange andre fornødne Ting.
V. Skal dette Stift nogen Tiid komme i den Stand, som man gierne
ønskede, saa maae her blive et Oeconomie=Collegium i Stiftet; Thi
Oeconomie=Collegium i Kiøbenhavn kand være got for Kiøbenhavn,
Dannemark og for en og anden Sag i Norge, men det er en pur Umuelighed,
at det kand være til den Nytte for dette Stift, som det burde; thi med Fa¬
briqvers Oprettelse, med Jordens Rydning og rette Forbedring, med be¬
standige Gierders Opsættelse, og saadanne fleere nyttige Ting til Landets Op¬
komst, som nu fast intet giøres ved, maae her visselig være en idelig fornuf¬
tig Tilsyn af erfarne og i Landet bekiendte Mænd, at her ikke oftere, som
skeet er, skulle daarlige Projecter indgives, som forsøges at sætte i Verk med
store Udgifter for Kongen og Tyngsel for Landet, og tilsidst bliver dog intet


174
af, og saa heder det: J Norge kand ikke saadanne Ting oprettes, de Folk
ere egensindige, de vil intet Nyt vide af &c. Da Feylen er i Anlægget, en og
anden redelig Øvrigheds=Mand, som ret kiender Landet, troes ikke altid, erfarne
Folk tages ikke altid med, her kommer Forordninger ud, som ikke ret kand
exseqveres; Alt dette kunde forekommes, naar her paa Stedet blev et Oe¬
conomie=Collegium, hvor erfarne og bekiendte Mænd kunde sidde udi,
hvor redelige Patrioter kunde addressere sig til, hvor deres Forslag til en og
anden nyttig Ting kunde examineres, hvor det Gode kunde udvælges, og
det Uduelige forkastes, der med Tiden kunde faae en eller anden Underbe¬
tient til at reyse omkring i Bøyderne, for at see efter, hvorledes en og anden
Foranstaltning blev efterlevet, og hertil kunde Afgifterne af Brændeviins¬
Brænderierne anvendes, og saa kunde Brændeviin hielpe noget til Landets
Opkomst herefter, som det tilforn har været til stor Skade og Hinder i me¬
get Got.
O. HOLMBOE.


No. X.
Underretning
om,
hvorledes man kand omgaaes med
Frugt=Træer i en have,
forfattet for dem,
som boer paa Landet i Norge, og hverken selv
har nogen Erfarenhed i denne Sag, ey heller
Leylighed til at holde eller raadføre sig med en
erfaren Urtegaards=Mand.


K¬
Af alle Slags timelige Fornøyelser er vel Have=Dyrkning den aller¬
uskyldigste; Thi om vi Mennesker end havde blevet i Uskyldighe¬
dens Stand, da hav
Have=Dyrkning blevet et fornøyeligt Ar¬
beyde for os. For faa Aar siden var Have=Dyrkning her i Norge en Sag,
som de fleeste havde saa liden Lyst til og Kundskab om, at endog Kaal blev
os tilført fra Holland og Rødder, fra Rostock, men
u paa nogle Aar, er
have=Dyrkning kommen i saadan Drift, at man paa de Steder, som ikke
ger alt for langt oppe til Fiælds, kand have de fleeste og fornødneste Have¬
, ikke allene i Overflødighed, men endog nok saa gode, som de uden¬
Sag¬
landske.
Af all Have=Dyrkning synes mig i sær, at Frugt=Træers Plantelse og
tillige nyttig Sag, derom er det
vidre Dyrkning, er baade en beh
jeg tænker, her at meddeele nogle Anmerkninger, som jeg af Erfarenhed har
fundet nyttige. &i


178
§. I. Grunden, hvorpaa man vil anlægge en Have til Frugt=Træer,
maae for alting være vel tør, kand man faae saadant beleyligt Sted, som
helder lit af imod Synden eller Sydost, er det saa meget bedre, at Høst¬
Væden vel kand sie af, og Jorden være, det meste mueligt, tør, førend den
tilfryser, thi den meget fugtige Jord, som sammenfryser om Træernes Rød¬
der, gjør dem ellers Skade. Naar Træer skal sættes, som skeer her til Lands
best om Foraaret, da graves et temmeligt Huul i Jorden to a tre Alen bredt,
og en Allen eller lit meer i Dybheden; Hullet fyldes i Bunden vel med Møg,
der oven paa god Jord, derpaa sættes Træet med sine Rødder, som overø¬
ses med god Jord, til de ere vel bedækte, siden kand man lægge noget Møg
oven paa, og tilsidst Jord igien øverst; Man maae vel vogte sig, at der ikke
kommer Møg næst ved Rødderne eller Barken paa Stammen. Kand man
have smaae Glas=Stykker at strøe omkring Rødderne, naar Træet sættes,
forhindres derved Jord=Rotterne fra at gnave Rødderne fordærvet, som el¬
lers ofte skeer, men de skyer for Glas=Stykkerne, som de skiær sig paa, naar
de vil grave omkring til Træets Rødder.
Man maae og vogte sig for, at man ikke sætter Træerne for tæt sam¬
men, aatte a ni Alen bør der være imellem hvert Træe. Naar Træet sæt¬
tes, maae det vel beskiæres i Toppen, at det ikkun beholder tre a fire smaae
Grene, og siden maae det aarlig vel beskiæres, at Kronen paa Træet kand
være indhuul, og see ud ungefær som et Glas, man maae og jevnlig afskrabe
den grønagtige Mose, som lægger sig paa Træernes Bark. Om Vinteren
maae man ikke virre Træerne ind med Halm, naar Halmen ved indfaldne
Tøe=Væyr bliver vaad, sætter det Brand i Træernes Bark, og det behøves
ikke at bedække dem, naar de staaer i god tør Jord, thi endog Apricos=Træer


17.
og hvide Morbær=Træer kand holde sig, uden at blive bedækt om Vinteren,
men som Apricoserne tillig om Foraaret blomstrer i den Tiid, som endnu ind¬
falder Natte=Kuld, saa kand man i den Tiid reyse nogle Brædder for dem
eller hænge Matter over dem, at Blomsterne ikke skal fryse bort om Natten,
om Dagen igien maae de være bare. Fra Holland faaer man de beste
Træer for den billigste Priis, og kand Hollandske Træer her gandske vel be¬
staae sig, naar Grunden, som de sættes i, bliver vel tør.
§.2. Som Træerne maae sættes i tør Jord, om de skal bestaae sig,
saa behøver de igien, helst i tørre Sommere, at vandes vel, i sær den første
Sommer, som de ere satte, ogsaa siden, om man vil vente nogen Frugt i
Mængde, og har jeg erfaret, at der ere tvende Aarets Tider, i hvilke Frugt¬
Træerne i sær overflødigt maae vandes, nemlig først naar de staaer i Blom¬
ster, at de da kand faae Saft nok til at sætte Kart eller Begyndelse til Frug¬
ten, og ikke kaste for mange Blomster visne fra sig, af Mangel paa Saft.
Dernæst maae de og vandes overflødigt ud imod Høsten, naar de sætter
Blomster=Knupperne til det efterfølgende Aar, naar Træerne paa disse tvende
Tider faaer overflødigt Vand, bærer de og altid overflødigt Frugt, undta¬
gen et særdeles stormende Væyr med Regn først i Blomster=Tiden falder ind.
Naar Træerne skal vandes, maae det skee overflødigt, at Vandet kand
trække vel ned til Rødderne, og kand man da bie en god Tiid imellem, vil
man undertiden bruge Møg=Vand, er det saa meget desto bedre.
§. 3. Af Kirsebær kand man ikke vente, at spise selv mange, dersom
man ikke seer til, at holde Fuglene derfra. Naar Krager faaer Vane paa
Kirsebær=Træerne, saa er det best, at faae skudt een a to, som ophænges døde i


180.
Haven, da de andre skyer derfor. Naar Skader lægger sig paa Frugten,
kand man sætte Forgift for dem, først udsættes noget Kiød eller Fet, som er
reent, at de kand vænne sig derpaa, siden raspes Ræve=Kager, og blandes
i Kiødet eller Fettet, saa døer de deraf. Graae Spurv giør vel og stor Skade,
men hvor man paa Landet boer for sig selv, der burde og kunde man udrydde
dem, som er ikke saa vanskeligt, naar man først et Aar giør sig Fliid for, at
forstyrre deres Reder, og skyder efter dem, hvor man kand, siden kand man
give sine Tieneste=Drenge en Skilling for hver Spurv, som de kand skyde
paa Gaarden, og til den Ende lade en Bøsse, Krud og Hagel altid være i
Bereedskab, og saaledes har jeg i tive Aars Tiid aldrig lidt nogen Skade af
Graa=Spurv, Bekostningen derpaa kand jeg ikke regne over tolv a sexten
Skilling aarlig. Andre smaae Fugler saasom Guul=Spurv, Bogfinker &c.
som og lægger sig paa Kirsebær, kand man skræmme bort, deels med at op¬
hænge lange tynde og brede Træe=Pinde i en Traa, som da idelig bevæger sig,
giøres smaae Hul i samme, da giver de en Lyd fra sig. Man kand og
samle om Vinteren nogle Hare=Skind, udstoppe samme, og sætte dem hist
og her i Træerne, som Fuglene da skyer for, ligesom der kunde sidde en Kat,
kand man og faae Høge fangne eller skudte, opstoppe, og ophænge dem som
svævende i Luften, da er det og en god Skræmsel.
§. 4. Af alle Slags Træer i en Have, ere Ribs=Træer røde, hvide,
blege og sorte (Soelbær kaldte) de gemeeneste, som man i en kort Tiid kand
faae nok af, efterdi man allene kand afskiære Snitlinger, og stikke dem i Jorden
om Foraaret, da de, uden at have Rod med sig, groer gandske villigt, som enhver
veed; Men, naar man ret villelægge sig efter, at faae en Mængde Ribs=Træer,
og af Ribsene tillave Viin, eller Saft, kunde man have stor Nytte af disse Træer.


181
J Jrland skal Kibs=Viin meget bruges, og har jeg faaet en Opskrift paa, hvor¬
ledes den tillaves, af en god Ven, som havde været i Jrland, og der drukket baade
rød og hvid Ribs=Viin, uden at kunne skille den fra anden god Viin. Sam¬
me Opskrift har jeg rettet mig efter, i at lade Ribs=Viin tillave. Jeg har
funden den gandske god og rigtig i alle Maader, og derfor her vil anføre
samme:
Ribs giver en meget kraftig Saft og en Viinagtig Liqveur, som
maae blandes med en lige Qvantitet af Vand, kogt med Sukker, omtrent
efter Proportion af et Pund rafineret Sukker eller to Pund brunt Pudder¬
Sukker, til fire Potter af Liqveuren, naar den er blandet med Vandet. Naar
Vandet og Sukkeret, saaledes kogt tilsammen, er bleven koldt, da bland
det med Ribs=Saften, som maae krystes udaf Bærene, naar de ere fuld
Moedene, og røre samme vel om, og lad det gaae eller giæres som Øll udi
tre Dage, ladende derudi et Stykke brændt Brød, dyppet udi Giær. For
at faae det, til at gaae, siden faae det, til at klares med Huusblas, om¬
trent een Unze til eet Anker, som er blændet eller dissolveret udi hvid Viin;
Dette vil reise et stort og meget tykt Skum, og giøre Viinen nogenledes
klar, saa man kand tappe den af med en Tap eller Bierhane paa en Fu¬
stage, hvor den vil udarbeyde, og inden tre a fire Uger blive saa pur og
klar, at man kand tappe den paa Bouteiller med et Stykke Sukker i hver
Bouteille, som ey allene vil borttage dens Syrlighed, men endog giøre den
frisk og livlig. Naar den tyndeste Part er tappet af Tønden, da maae
det Tykke sies igiennem en Flonel=Pose, og vil blive den stærkeste Viin.
Om man blænder en liden Qvantitæt Soelbær iblant de røde Ribs, vil


182
det give Vinen en behagelig Couleur og Smag. Naar man fylder den
paa Bouteiller, da nogen Tiid derefter smager den lidt sød=suur af Sukke¬
ret og Ribsene, men, efterat den har staaet sex a aatte Uger paa Bouteil¬
ser, bliver den en delicat og velsmagende Viin, klar og stærk, og paa et
kiøligt Sted meget dourable, og jo længere den staaer, jo meere viinagtig
bliver Liqveuren. Naar denne Opskrift følges, kand man være vis paa,
at faae en meget god og behagelig Viin; Jeg har forsøgt, at giøre nogle
Forandringer heri, ex. gr. ladet Ribsene og Vandet koge tilsammen, men
det duer ikke, saa og taget allene Ribssaft, og ikke blandet den med Vand,
men det duede heller ikke, den blev saa stærk, at den trak sig tvert igiennem
Ankerets hele og faste Træe.
Endskiønt jeg ikke har forsøgt det, saa tænker jeg dog, at Viin af Mul¬
tebær, Tyttebær og Bringebær kunde paa samme Maade tillaves, og da
Bringebær groer paa mange Steder her i Landet saa villigt som Ukrud,
lader sig gierne forplante og udbrede, saa kunde mange tørre Steder og Bak¬
ker dertil anvendes, saa her med Tiden kunde blive et Slags smaae Nordske
Viingaarde af dette Slags Træe, som til Deels ligner Viin=Træet, og
hvis Bær ere saa saftige og behagelige.
O. HOLMBOE.
Anmerkning.
J Anledning af det, som Velærv. Herr HoLuBox her melder om Brugen af adskillige
Bær i Norge, til at skaffe sig en Slags behagelig Drik, erindres ogsaa en Sund¬
heds=Drik, eller Decoctum af de Nordske Teybær=Rødder, om hvilken Væxtes syn¬


18.
lige Liighed med Chinesernes meget rare og dyrebare Ginseng, hvilken tilskrives en
forunderlig Kraft mod mange Sygdomme, kand eftersees Norges naturl. Histor.
P.I. p 213. At nu den Nordske Teybær=Rod virkelig har en stor medicinsk Kraft,
og bestyrker hiin Formodning, saadant har en god Ven nyeligen erfaret, ved Skri¬
velse fra den Kongel. Sorenskriver, Jens Læssøe, paa Helgeland i Tronhiems Stift,
og til tienstlig Efterretning for mange fleere i Sygdoms Tilfælde, vil man her an¬
føre Ordene af bemeldte Brev, dateret den 28 Febr. 1756.
Paa Bardals Tingsted i Høst, tænkte jeg sikkert at have døet, thi jeg var
saa angpusten eller kortaandet og magtesløs, at jeg ikke uden andres Hielp, kunde
gaae over Gulvet, men førend Tinget var gandske til Ende (de Nordske Ting vare
i nogle Dage, thi de holdes ikkuns tre a fire Gange om Aaret formedelst lange og
besværlige Reyser) var jeg temmelig restitueret, hvilket NB. allene tilskriver Teybær¬
Rødder, som jeg pulveriserte havde med mig. Jeg troer derfor, at Herr Biskop
PONTOPPIDAN ikke har taget feyl, da han forestiller dem at ligne Chinesernes
rare Rod, Ginseng kaldet, og derfor mueligt kand være af samme Bonitet, hvilket
jeg, for min Deel kand og maae tilstaae at være saa, da den hos mig har gjort lige
saa forunderlig en Virkning, som det Russiske Bad, det jeg undertiden endnu maae
bruge, naar Knæerne og Fødderne blive for meget stive. Lever jeg til Foraaret,
da skal jeg forsyne mig med saa meget af denne Rod, at jeg deraf ikke skal fattes.
Saa vidt Sorenskriver Læssøes Brev.
Den Virkning, som Pere du Halde tilskriver Ginseng, er at fornye baade
Sinds og Legems Kræfter, dissolvere Fugtighederne, give Blodet en ordentlig Be¬
vægelse, helbrede Lungens Sygdomme, hindre Opkastelse, styrke Mave=Munden,
skaffe Appetit, fordrive opstigende Dunster og Svimmel &c.
End vidre giver velbemeldte Herr HOLABoE, ved det han skriver om Nord¬
ske Haver og Frugt=Træer, Anledning til følgende Anslag, tagen af den store Fran¬
ske Ency clopedie, Titulo, ARERE. Hvem som i en Hast vil skaffe sig Tiltræk af
unge Træer være sig hvilke det vil, undtagen allene de faa, som beholde deres Grøn¬
hed om Vinteren, kand komme dertil paa en kort og let Maade, nemlig saaledes:
Med Martii Maaneds Ende, eller naar Træet har gode og kiendelige, dog ikke endnu
alt for store Knopper, udsøger man de Grene eller Qviste, som man dog finder over¬


184
flødige og kunde mistes, alleeneste at det er gode jevne Grene, og giør deraf det, som
Franzosen kalder en Bouture, det er, man giør en liden Ring paa den grønne Bark
saa bred som et Halmstraae, eller lit meere og piller denne Bark af, saa at der viser
sig en hvid Ring paa Grenen. Denne skiuler man igien saaledes, at den beklædes
med en grov Traad eller fiin Seyl=Garn, hvilken først maae bestryges med Vox for
at holde Vandet ude. Dette har Sted, naar Grenen er saa tyk som en Tommel¬
Finger. Mens er det en liden tynd Green eller Qvist, da tør Barken ikke aftages,
men den voxede Traad alleene bindes temmelig hart og snoes fem eller sex Gange
omkring. Saadanne Grene skiæres siden af, strax neden for det Sted, hvor de ere
ombundne med Traaden, og denne tykkeste Ende indsvøves i en liden Haandfuld
Jord og Mok blandet tilsammen og bundet i en Klud eller en Væxet Traad. Der¬
næst hensættes disse Grene paa et fugtigt Sted, hvor Solen ikke kommer til at skinne
paa dem, forsynes ogsaa undertiden med en liden Vædske og lades der staaende i
Stilhed, indtil næstkommende Aars Martii Maaned, enten deres yderste Ende vis¬
ner eller holder sig grøn. J det sidste Fald er deres Fremvæxt desto vissere. Men
i hvor det gaaer, finder man, naar Baandet løses og Jorden fratages, at den ne¬
derste Ende har faaet ligesom en Hævelse, saa og mange derfra udspirede smaae Rød¬
der, følgelig har man af hver fraskaaren Green eller Qvist, et lidet Træes Stamme
og forplanter det hvor man vil.


No. XI.
Undersøgning
af den Sag:
At Folkets Mængde er Rigets
Lyksalighed;
eller
Jo fleere Undersaattere,
jo florisantere Regiering.


Sæen vr J¬
dklode h
r en vis Omkreds, der ikke udvider sig efter
Beboernes tilte
ende Antal, og Farten til de andre Kloder,
beboelige eragtes, endnu ikke er udfunden; Siden Jordens Frugt,
barhed har en vis Point, som den dog ikke kand bringes ov
i; Siden M¬
neskenes Natur vel uforandret bliver den samme, saa at et vist Antal behø¬
ver herefter, som nu, samme Qvantite af Jordens Frugter til Underhol¬
ding, og at deres Mund=Portion ikke efter Behag lader sig indskrænke;
Da seer man vel:
neral: At Verdens Be¬
1) At det gaaer ikke an, at statuere e,
saa snart deres Mængde over¬
boere blive, jo fleere, jo meere lyksalige; Thi
gtbarhed af Land og Vand,
steeg det Antal, som vor Klode med all sin F¬
var mægtig at underholde, saa maatte de nødvendig udhungre hverandre,
uden at tale om andre Necessairement medfølgende Inconveniencer, n m¬


188
lig Mangel af andre Livets Beqvemmeligheder, Uld, Hør, Timmer, Jl¬
debrand &c. Den vise Skabere, som bød Menneskene i Begyndelsen at voxe
og formeere sig, vil dog ikke, siden han satte Grændser for deres Boelig og
Næring, at deres Formeerelse skal gaae ud in infinitum. Jeg meener: At
Antallet af Jordens Beboere Aar fra Aar immer og altid skal forøges.
Naar Menneskets Mængde er kommen til det Antal, som Jordkloden
kand underholde, da vil han vel vide, ved et og andet Middel (foruden det
almindelige, som er Menneskenes indbyrdes Trykning og Trængsel) at hin¬
dre deres videre Formeerelse, og at lade de Føddes= og Dødes=Liste, lige som
i vore Tider, omtrent balancere. Blant de Midler, som Skaberen har
brugt, efterat Verdens beboelige Deele vare bebygte, til at hindre Menne¬
skenes videre Formeerelse, vil jeg ikke rangere Menneskenes mindre eller af¬
tagende Frugtbarhed, som Menneskene i sig selv og i deres Natur ikke var
saa frugtbare, som fordum (skiønt den med Menneskenes Mængde følgende
Trang og Trængsel hindrer, opsætter eller udsætter mangfoldige Ægteskabe)
Ney Menneskenes Frugtbarhed saavel som Jordens Frugtbarhed, i sig selv
og i sin Natur, staaer endnu uforandrede, som af fordum Tiid. Men blant
de Midler, som Skaberen i disse sildigere Tider har betient sig af, til at hin¬
dre Menneskenes alt for store Formeerelse, og den dermed følgende indbyrdes
Trang, agter jeg, at disse efterfølgende billig kand vindicere sig Sted:
a) Den Opfindelse af Krud, og de mange daglig Dags raffinerede
Inventioner, dermed Menneskene at omkomme.
Fiendskab og Krig vil jeg her ikke give Sted, siden den første Mand, som
fødtes til Verden, strax førte dem i Moden, og introducerte Mand¬
drab, den Tiid, da Verden ikke havde Overflod, men Mangel paa
Jndbyggere.


18.
b) Vest=Jndiens Opfindelse, Besegling og Erobring, som videre har
givet Anledning til desto større og ideligere Seylads til Ost=Jndien, da Eu¬
ropæerne paa begge Steder, har udfundet Begravelse=Steder for all det Mand¬
kiøn, de kand have til overs, og tænker jeg, at til visse lige saa mange her¬
ved, som ved Kruds Opfindelse, ere ombragt midt i deres Dage.
Forekastes, At det er kuns Mandfolk, hvis Antal ved disse Midler for¬
mindskes. Da observeres vel: At dette eene Kiøns Afgang er nok
til at svække Menneskens Formeerelse, siden Polygamie langt fra
ikke er almindelig; desaarsag gaaer saa mange Piger og Enker ugifte.
e) Sygdommes og Skrøbeligheders Tilvæxt, da Halvdelen af de
Børn, som fødes, bortdøer i Barndommen, en stor Deel i Ungdommen
og Manddommen, saa at ikkun gandske faa naaer nogen Alder. Herved vil
jeg dog ikke sige: At Skaberen i de sildigere Tider har svækket Menneskenes
Natur, givet Sygdomme og Døden større Frihed, end som forhen. Ney,
jeg troer og statuerer snarere, at Menneskene i disse sildigere Tider selv svæk¬
ker Naturen, og provocerer Døden, og muelig meest ved det, de vil æde og
drikke fremmede, og under en langt anden Clima bortliggende Landets Pro¬
ducter, da Naturens HErre vel lader hvert Land frembringe den sundeste
Føde for sine Jndbyggere. Hvilket jeg dog ikke for vist vil determinere,
men overlade Medicis, at udfinde Skylden, som muelig selv heller ikke er
saa gandske uskyldige.
Overdaadighed, Pragt og Yppighed anføres ikke paa denne Liste, skiønt
Overdaadighed i Mad og Drikke bortrykker en stor Deel Mennesker,
og Yppigheden hindrer og opsætter mangfoldige Ægteskabe. Men


450
de ere ikke saa nye, de har længe været Beboere af Verden, og
Plage=Fogder over Menneskene.
Denne Satz: At Menneskene ere, jo fleere, jo lyksaligere, er da i Al¬
mindelighed, naar vi omseer den hele Verden, grundfalsk og urigtig. Og
lige saa urigtig paa den anden Side er den Satz: At jo mindre Menneske¬
nes Antal var, jo større deres Lyksalighed; thi et eeneste Menneske i Verden,
skiønt Herre over alt, var en elendig Potentat udi Verden. Ney, jeg
statuerer: At for en Verden af en vis Strækning, og af en vis Frugtbar¬
hed, maae et vist og determineret Antal af Beboere af visse Fornødenhe¬
der være det allerretteste. Forstaae dog: At paa nogle tusende meer eller
mindre kand det ikke saa nøye omkomme paa en Jordklode af denne Størelse.
Overalt er jeg forvisset, at han, som dannede alting ved Maal og Vegt,
har og fastsat et vist Antal Beboere for Verden, som det allerbeqvemmeste,
naar Verden først ved Forplantelsen engang var bebygt. Heraf følger da:
2) At den Satz: At alle og et hvert Rige og Landskab ved Tilvæx¬
ten af Jndbyggernes Mængde kand tiltage i Flor og Velstand, ligeledes er
falsk og urigtig; Thi havde hvert et Landskab i Verden efter Proportion
saa mange Beboere, som Holland, hvad tænker J da, Capitels Taxten
vilde blive, og hvilken Reduction vilde Hungeren ikke giøre! Jeg tænker
den bragte Menneskene omtrent til samme Antal, som de nu ere udi, men
ikke just saaledes, og efter samme Tal, som nu, i hver Province inddeelte;
Thi som denne Satz: Jo fleere Mennesker, jo lyksaligere, ikke med Sand¬
hed kand siges om det Hele, som er Verden, saa kand den heller ikke siges
om alle dens Deele, tagne samtlige og tillige. Dersom alle Riger og Land¬


191
skaber paa engang blive eenige, Menneskenes Formerelse paa alle muelige
Maader at befordre, da giorde de, om de ellers naaede deres Absigt, ikke
bedre, end om en Skipper, der skal holde Søen i visse Maaneder, og har
indtaget en efter Mandskabet proportioneret Provision, indtog dobbelt Be¬
manding, uden at augmentere Provisionen. Men det har endelig ingen
Nød. Den alviise og algode Over=HErre, som reviderer Menneskenes
Projecter og Anslag, og hindrer saa mange deres Bestræbelser, naar de i
Vankundighed arbeyde imod deres egen Fordeel, han vil vel vide at con¬
trecarrere de Babylons Taarne, som projecteres, mod Himlene at
opreises.
Den Satz derfore: At et Riges Styrke, Flor og Velstand tiltager
eller aftager med og efter Folkets tiltagende eller aftagende Mængde, kand ikke
bestaae med Sandhed, uden med sine visse Suppositioner og Condi¬
tioner. Thi enten maae supponeres:
1) At samme Rige ikke selv har sit fornødne og behørige Antal Men¬
nesker til sin Agerdyrkning, Forsvar, Fabriqve, Commerce, &c. og i saa
Fald bifaldes denne Satz aldeles. Eller og:
2) At Verden i andre sine Deele ikke har det Antal, som den kunde
og burde. Da dette Rige i saa Fald kand holde en Deel Folk over sit rette
tilbørlige Antal, paa de manglende Landskabers Regning, og faae dem un¬
derholdt ved at fabriqvere og commercere for dem. Saaledes holder Hol¬
land mange tusende Mennesker, Fabriqveurer, Negotiantere, Skippere
og Matroser, og til Skibs=Bygning fornødne Haandverks=Folk, paa andre
Nationers Regning, Kost og Salario. J saa Fald har og denne Satz sin
behørige Rigtighed, dog allene under disse Conditioner:


192
a) At de manglende Nationer, paa hvis Regning dette Rige vil holde
Folk over egen Fornødenhed, har saadan virkelig Mangel, at de uomgænge¬
lig eller ventelig behøver andres Trafiqve og Fabriqve, og ingen Forbud
kand giøre eller ventelig giør derimod.
b) At ingen andre Landskabers Beboere gaaer dette Rige i Forkiøbet,
og faaer et Monopolium hos de manglende Nationer til dette Riges Ude¬
lukkelse, thi hvad vilde der blive af Hollænderne, om alle andre Nationer,
dem de nu commercerer for, enten selv anlagte den behøvende Commerce,
eller og lod sig fournere ved andre, og gjorde Forbud imod all Hollandsk
Handel, hvad enten de kaldte sig Hollændere, eller Christne, som fordum
under Forbuddet af de Christnes Handel paa Japan, da de foregav, at de
vare ikke Christne, men Hollændere. J saa Fald vilde der i Holland blive
got Kiøb paa Skibe, og god Hverving paa Søe=Folk.
c) At ingen andre rige, mægtige og jaloux commercerende Natio¬
ner allerede har sat sig i fuld og fast Possession af de manglende Nationers
Commerce og Fabriqve, og legger alle Aarer om borde, for at maintinere
saadan deres Handel; thi i saa Fald vil det vel blive dem langt lettere, at
maintinere deres gamle Handel, og at afværge den Forfang, som et andet
Rige, ved nye anlagt Fabriqve og Commerce, hos tredie Mand vil giøre
dem, end det vil være saadant et Rige at depossidere dem. J mindste maae
besynderlige favorable Conjuncturer og Revolutioner indfalde, om sidste
skee skal. Endelig:
d) Da maae denne Limitation saavel ved første, som anden Suppo
sition iagttages: At Folkets Formeerelse, naar Staten derved skal have


19.
Fordeel, maae ikke forstaaes om en Formerelse in infinitum, men en For¬
merelse, proportioneret under første Supposition efter Statens egen, og
under anden Supposition efter andre manglende Nationers Nødvendighed;
thi en Stat, der allene fabriqverer og commercerer for sig selv, kunde
Menneskenes Mængde jo omsider blive til Last. Og, som en Byes, saa
kand og Verdens Kiøbmænd og Haandverks=Mænd til sidst blive for mange.
Vil nogen indvende: At endskiønt en Stat i Rigdom og Formue no¬
get kunde afgaae ved Folkets alt for meget tiltagende Mængde, saa staaer det
dog fast: At Folkets Mængde er Rigets Lyksalighed i Henseende til dets
Sikkerhed og Forsvar. Da svares: 1) At det er ikke nok at anskaffe
mange Folk, de maae og underholdes, det første maae altsaa proportione¬
res efter det sidste. 2) At, siden fremmede Subsidier og Leye=Tropper er
kommen i Moden, da ere disse Tvende, en States Styrke og Rigdom,
langt nærmere forknyttet, end i fordum Tiid. Den, der nu er riig, han
er stærk; Den, der har Penge, han har Folk.
Vil man sige: At en Stat ikke kand faae for mange Mennesker, siden
den derved kand blive sine Naboer overlegen, og udbreder sine Grændser ef¬
ter sine Undersaatters Antal. At Vaaben og Værge gierne kand skaffe dem
Plads, Boelig og Agerland ved Emigrationer nu, som i fordum Tiid;
Da observeres først: At heri ligger en Tilstaaelse, at Folket i en Stat kand
blive for mange. Dernæst svares: At jeg agter det den Menneskelige Na¬
tur uanstændigt, at en Stat vil befordre sit Folkes Formerelse, for ligesaa
mange andre Mennesker at ihielslaae, som den over sit behørige Antal til¬
legger. Langt raisonnablere er det, paa billige og lovlige Maader at af¬
II. Deel.


194
værge, det Folket ikke formeerer sig alt for meget, ikke Staten til Byrde,
ikke andre til Ødeleggelse. Der siges, at Frankerige efter nogle visse Aars
Forløb, nødvendig maae føre Krig for at dechargere Staten fra den Over¬
flødighed af Mennesker, som ellers blev Staten til Byrde. Jeg skal ikke
sige, om det er saa, og om Frankeriges idelige Krige har denne Aarsag.
Men i saa Fald agtede jeg det meere Christeligt og raisonnable, ved Æg¬
teskabs Udsettelse og andre Maneerer at hindre Folkets alt for store Formee¬
relse, end tillade og encouragere samme, for selv at ihielslaaes, og ihiel¬
slaae andre.
Vil man sige: At ingen Stat, i mindste ingen, som har beqvem
Seylads, kand over=peupleres, nu efterat America er funden, siden alle
Surnummeraires der kand bruges og employeres. Da spørges: Hvor¬
til? Skal det være til at beboe ubeboede Eylande og Landskaber, da har jeg
intet derimod. Men skal de bruges, som de fleeste Europæer der ere brugte,
til at conqvetere beboede Provincer og Lande, og Jndbyggerne et saa
tungt, som ufortient Aag at paaligge, da kand jeg umuelig bifalde det.
Landets egne Jndbyggere være i øvrigt, saadan som de vil, saa ere de dog
de retmæssige Landets=Herrer og Eyere, og havde aldrig tiltænkt os noget
ont, da vi begyndte dem saa ilde at medhandle, og overfaldt disse uskyldige og
ubevæbnede. Men disse Expressioner falder vel noget haarde, i mindste
hører man, at jeg ikke var paa Raadet med, da Mexico blev conqvete¬
ret! Det er egentlig de første Aggresseurs, jeg ikke er saa gandske vel til¬
freds med. Ved en noget langsommere og mildere Omgang, tænker jeg, at
man ved Americanerne kunde have vundet det samme og langt meere, end
hvad som endnu vundet er, ved saa mange blodige Expeditioner. En stor


19.
Deel har maattet tilsette Livet for deres Uvillighed i at paatage et dem, som
ubevant, saa utaaleligt Aag, og endnu fleere i Europæernes indbyrdes Krige,
da America vel herefter vil blive deres rette Tummelplads. De andre
Stater, som sildigere satte Foed i America, dem mistænker jeg ikke saa meget,
og, som Politicus, maae jeg undskylde, om ikke rose dem. Paa det andre
deres Naboer, de første Aggresseurs, der omsaae Indierne som Gribs¬
gods, ikke skulde blive saa rige, at de baade kunde selge og kiøbe dem, da fik
de at bruge sig, og uden Betænkning betiene sig af de gienneste, og der alle¬
rede gangbare Midler.
Under anførte Suppositioner og Conditioner tilstaaes da denne
Satses Rigtighed: At Folkets Formeerelse er Statens Bestyrkelse;
Thi det forstaar sig, at et Landskab af tive Miiles Omkreds ikke kand præ¬
fereres for et andet af ti Miiles Omkreds, naar det mindre har lige Antal
Beboere, lige Producter, Brug og Nærings=Midler med det større. Det
er ikke allene af samme, men af større Styrke og Valeur, siden Folket er
nærmere samlet, som faciliterer deres indbyrdes Beskyttelse, og ald deres
Omgang og Handtering. Ved denne Observation faaer man høyere
Tanker om adskillige mindre Riger og Landskaber, og lavere Tanker om ad¬
skillige større Riger, end man ellers skulde fatte ved Landstrekningen at af¬
maale. Og ved denne Illustration vil jeg lade det beroe, da den, som fatter
samme, fatter alle de øvrige gyldige Raisons, som sædvanlig fremføres til at
beviise Rigtigheden af denne Sats. Og skulde jeg end detaillere disse Rai¬
sons, saa troer jeg dog, at jeg forbigik denne, som andre gjør meget af, nem¬
lig: Jo fleere Mennesker, jo meere Consumption og Accise. Paa det vore
Kræmmere ikke skulde tænke, at jeg er enig med dem, naar de sige: Jo større


196
Indførsel af fremmede Vahre, jo større Tolds Erleggelse, thi endskiøndt
deres Sats er rigtig, saa er dog Følgen, de deraf vil drage, urigtig: At frem¬
mede Vahres Jndførsel er Rigets Fordeel. Og vilde jeg igiendrive Kræm¬
merne med Giensvar: Jo fleere fremmede Vahre indført, jo fleere Penge
udført. Vilde de vel replicere: Jo større Consumption, eller jo fleere Vi¬
ctualier her fortæret, jo mindre udført. Endelig skulde jeg nok redde og ud¬
rede min Sats og dens Følge, men da de muelig ikke kunde følge mig i
Demonstrationen, agter jeg best, denne Raison at forbigaae. Og uden
Demonstration tænkte dog de fleeste, at samme Følge uden Forskiel af begge
Satser nødvendig maatte udflyde. Muelig vi og herom paa et andet Sted
finder Leylighed videre at handle.
Vi har da undersøgt denne foretagne Sats i henseende til den heele
Jord=Klode, og (hvad som er det samme) i henseende til alle dens Deele,
samtlige og tillige, saa og i henseende til en eller anden adskildt Deel, Stat
eller Landskab. Derpaa vil vi da undersøge: Om, og hvorvidt vores, den
Danske Stat, kand behøve Folkets Formeerelse.
De, der overseer Staten en grande vue, meener, at vi har Mangel,
skiønt nogle Stænder, som Borgerstanden og Middelstanden, (forstaae ved sidste
dem, der ere ved Bogen, ved Pennen og ved Kiøbmandskab) besværge sig, at
de ere for mange. Vi vil derfor fremgaae en detaille, naar vi først har
erindret denne Observation: At naar der skal være Mangel paa Folk i en
Stat, som vores, hvor der er saa fri en Adgang fra de nedrigere til de høyere
Stænder, da maae Mangelen være i nederste Stand, Mangel paa Almue.
De høyere Stænder vil i saadan Stat fra de nedriger nok recxutere sig.


19.
Enhver vil gierne stige høyere, men skal han lavere, da skal Trykningen giøre
det. Og skulde en Stat i de øvrigere Stænder have saa mange til overs,
som den mangler i Almuen, da har den egentlig ikke Mangel paa Folk, men
paa bedre Indretning og Fordeeling.
1) Haandverksstanden betreffende, da findes en stor Deel Mestere saa¬
velsom Svende at være af fremmede Nationer. Nu er det vel vist, at an¬
dre Nationer gierne fournere, og fremdeles kand forventes at fournere os
med Haandverks=Folk, saa at endskiøndt vi ikke har dem alle af indfødte,
kand vi dog aldrig frygte for at mangle dem. Ligeledes er det og vist, at
Staten taber intet i Penge ved disse fremmede Haandverks=Folk, og at det
i den henseende kand være Staten lige meget, enten den har Indfødte eller
Fremmede, thi lad være, at en Deel fremmede Svende af alle Professioner,
efterat de har arbeydet her en Tiid lang, drager nogle faae Skillinger ud af
Landet, saa indhentes dette lidet Tab dog rigeligeligen ved de mange, som ned¬
sette sig her, dem andre Landskaber for os har opfødt og opdraget
i de Aar, de lidet eller intet kunde fortiene. Jkke destomindre kand
det i nogen Forstaaelse siges: At vi mangler en Deel til Haandverker, siden
vi derved underholder saa mange Fremmede, thi naar en Stat ikke selv og
af sine egne har de Folk, som den dog ikke kand undvære, kand den vel siges at
mangle dem, skiøndt den kand faae dem, og faaer dem bedre Kiøb anden¬
steds fra; i mindste er det vist, at om Staten havde saa mange Jndfødte i
de Fremmedes Sted, kunde den ikke siges at have dem til overs. Men at
vi fuldt mangler saa mange, som vi underholder fremmede Haandverks=Folk,
kand ikke statueres, i Betragtning, at en stor Deet fremmede Haandverks¬
Folk findes i alle Landskaber, da de reyser saa meget paa Professionen, og


198
at vi des Aarsag igien har mange Jndfødte paa andre Steder. Denne
Mangel er da kuns baade af lidet Antal og af liden Betydenhed.
Vil nogen indvende: At det adskillig Slags Arbeyde, som indføres, viser
vor Mangel paa Haandverks=Folk, da svares: At det, efter ret Undersøg¬
ning, ikkun viser Nationens forvendte Gout, da os intet smager eller beha¬
ger, passer eller sidder vel, eller kand troes, at være i sin rette Skik og Facon,
uden det har passeret Søe og Salt=Vand. Enhver vil have noget frem¬
met og usædvanligt, ikke noget, som hans Naboer har, eller kand faae giort
inden Byens Porte. Snarere skulde jeg troe, at en Deel vore mindre Kiøb¬
stæder har for mange Haandverks=Folk, da Arbeydernes Antal, om Arbeydet
ellers skal være got, og Arbeyderne leve, altid maae reguleres efter Byens
og Egnens Brug og Fornødenhed. Et andet er, om et eller andet Arbeyde
paa et eller andet Sted, kand erhverve sig Afsetning til Fremmede; hvilket
dog langt fra ikke allevegne er giørligt. Hver Bye i Dannemark kand ikke
have saa mange Handske=Magere, som Randers eller Odense, heller ikke hver
Bye i Holland saa mange Blegmænd, som Harlem.
2) Angaaende vores Land=Militair-Etat, da bestaaer den for en stor
Deel af fremmed Hverving. Her har det nu igien Sted, hvad nylig er sagt
om Haandverks=Folk: At vi fra andre Nationer ved Hverving nu og her¬
efter kand vorde fournerede med Recruter. Saa og, at Staten taber
intet derved i Penge; thi de Recrut=Penge, som udgaaer af Landet, maae
ikke regnes. Lad en Recrut overhovedet koste Staten tive til tredive Rdlr.
da tænker jeg, at Staten kunde langt fra ikke have opdraget ham for den
Summa, om end det tilleges, hvad han selv kunde have erhvervet, til han blev


19.
tienstdygtig. Staten kand altsaa giøre Regning: At den har oplagt Re¬
crut Pengene af de paa Pecrutens Opdragelse sparede Pictualier, dem
Staten i den Sted har solt og afhændiget til andre. Saaledes kand vi,
hvad Financen, hvad Penges Udgift er angaaende, sikkert giøre Regning,
men med alt dette er det dog Staten ikke nok. Jndfødte Soldater maae
billigen præfereres for fremmede, ikke fordi jeg agter vore indfødte bedre,
end fremmede; men 1) formedelst den Menneskene i Almindelighed indplan¬
tede synderlige Kierlighed til Fædrenelandet, vores altsaa best for vores, og
fremmede hver for sit Fædreneland. 2) Fordi Hververne drager meest af
med de sletteste af hver Nation, ryggesløse, liderlige, forfaldne, Forældre og
Mestere ulydige, forjagne, og dem, der ere andre Herrers Tieneste undløbne.
Enhver seer vel, hvor farligt det er, at give disse Folk Sverdet i Haanden,
og end meere at grunde Statens Sikkerhed paa deres Troskab; thi
den indførte strenge Krigs=Disciplin kand ikke afvende, uden den første Far¬
lighed. Har man en Fiende for sig, der og har fremmede og hvervede Trup
per, da er Partiet egal, men den Fiende, der har ingen, uden indfødte, an¬
seer jeg farligere med tive Tusend, end en anden med tredive Tusend. De
Nationer, som selv mangler, de maae hverve, men at andre, som ved behø¬
rige Anstalter kunde faae nok i deres indfødte, dog hverver og leyer efter Mo¬
den i vore Tider, det forstaaer jeg ikke. 3) Fordi man ikke har dem, i
høyeste ikke over; Deel længere, end til man vil bruge dem. Paa dem, som
deserterer, er da Recrut Penge, Lening og Mundering til Deels spilt, jeg
siger kuns, til Deels, thi man har og stor Nytte af Brigs=Folk i
Freds=Tider, da man uden dem vel ikke beholdt Fred ret længe.
Man kand da regne paa: At vor Stat feyler Folk efter vor anhvervede
Milities Antal, og den Mangel agter jeg af største Betydenhed, ikke, som


200
sagt, i henseende til Financen, men i henseende til Statens Styrke, For¬
svar og Sikkerhed. (*)
3) Angaaende Agerdyrkningen og Bonde=Standen, da finder jeg der
ikke nogen egentlig Mangel, men heller ikke nogen Overflod. Det slaaer dog
til, skiønt knap nok. Landmandens Studium er og maae være: At holde
faae Folk, dog saa, at alt hvad som henhører til Agerdyrkningen, endog, som
i vore Tider, fortsat og raffineret paa det beste, ikke lider, eller forsømmes i
mindste. Kongens Gods, som Hovnings=Fri, kand gierne bestride deres,
og Proprietairerne veed saa vel at holde sammen paa deres Mandskab, at
man hørte dem aldrig at skikke paa Hverving, men vel undertiden at sælge
en sit fri Pas, og en anden for Opsetsighed til Militair-Etaten at hengive.
Af de Danske Provincer er Jydland meest Folkerig, den assisterer Mar¬
schen i Høsten, Fyen om Vinteren med Terskning, og Hollænderne i Silde¬
fangsten.
Vil
(*) Hvad Hiertelag den gemene Soldat haver (om dens Anførere tales her ikke, efterdi
disse drives af deres point dhonneur) til at stride for et fremmed Land, naar det
kommer dertil, saadant har de sidste Krigers Forfaring viist. Til sin Skade har
Dannemark endogsaa baaret fremmede Nationers Skam og Spot, ufortient. Man
har sagt og skrevet i Aviserne, ja i ald Verdens Crøniker, ikke alleene: De Danske
have tabt den og den Bataille, hvilket var sandt, men ogsaa: De Danske ere slagne,
die Danen haben Schlage gekriegt, og det var usandt, i henseende til Mandskabets
Nation, for den største Deel. Egentlig skulde det hede: De Fremmede, som stode
under Danske Faner, ere slagne. Vore Cavallerie=Regimenter vise forskiellen ellers
tydeligst. Disse have ikkuns faa fremmede, og bestaaer for den allerstørste Deel af
Danske Karle, men hvem veed ikke, at de ved alle Leiligheder, baade uden og inden
Lands har gjort alt hvad giørligt var af de allerbeste Tropper, at jeg ey skal tale om
vor Søe=Magts bekiendte Superiorite, grundet paa Danske og Norske Matrosers
Mod og Troeskab.


201
Vil man indvende: At vi muelig har Folk nok til Agerdyrkningen, efter
den gamle stedse i Brug blivende Slentrian, men at Agerdyrkningen, naar
den ret blev raffineret og bragt til Fuldkommenhed, kunde behøve et meget
større Antal. Da svares: At det er en almindelig Sygdom ved Menne¬
skene: At saa vel fornøyede som de ere, hver med sit eget Hoved (naar de ere
fri for Hoved=Pine og Tand=Pine) saa ilde tilfreds ere de gemeenligen med
deres egen Stat, og med alle dens Indretninger, snart uden Forskiel. En
Indretning maae være bragt til hvad point og Fuldkommenhed, den vil, og
mueligen kand, saa finde de endnu Feyl, endnu meget, som burde calafa¬
tres og raffineres. (Den priselige Anlegning af vor Banco kand tiene til
Exempel.) Ney, andre Nationer, siger de, de veed bedre Sagen ved den
rette Ende at angribe. Vi roser i Statens Indretning i sær Hollændere,
Engelsmænd og Venetianer. Men læser deres Skrifter, saa mange, som
frit skrive tør! J skal meene, at eder beskrives et Babel i sin Forstyrrelse.
At Bedlam og Parlaments=Huuset i London er til eet Brug, og samme Slags
Jndvaanere indrømmet. J mindste vil J overtydes, at Folk vil gierne
klage over Staten, saa vel i det, de ingen Aarsag haver, som i det, de har
Aarsag. Jeg paastaaer derimod: At Agerdyrkningen hos os kand billig
siges at være i Flor, at den paa nogen Tid i en høy Grad er forbedret, og
nu bragt gandske nær til sin Fuldkommenhed. (*) Den Jord, som dyr¬
kes og besaaes, dyrkes paa det beste, thi mangfoldig Jord, som i de gamle
Jordebøger er anført for slet Boghvede= og Havre=Jord, er nu den skiønneste
By¬
(*) Om Fyens Land, som Forfatteren boer i, kand dette maaskee siges med mere Grund
og Føye, end om de fleeste andre Danske Provinzer, hvor Agerdyrkningen endnu
siynes at trænge til megen Forbedring.
II. Deel.


202
Byg=Jord. Her dyrkes og snarere for meget, end for lidet. Menneskenes
Gierighed fornærmer Creaturene i deres Græsning i en høy Grad, og tæn¬
ker jeg, at dette blandt andet kand anføres, som en Aarsag til vor Hiemsøgelse
ved den bekiendte Kræe=Syge. Den Jord, der kand importere meere ved
Sæd, end ved Græsning, bliver ikke udyrket, derfor er og Creaturene verst
faren i de frugtbareste Provincer, Lolland, Fyen og Øerne, og derimod best
i Jydland. Malke=Kiøerne ere gemeenlig skikkelig aflagte, men Hæste, Faar
og ung Kræe maae igien qvitte det i deres Mund=Portion.
At der ligger Klipper i Norge, og Heeder i Jydland, som af Mangel
paa Jord og Vand ikke dyrkes kand, beviser ikke Mangel paa vor Agerdyrk¬
ning, og staaer det jo de Klagende frit, at forsøge deres Lykke og remedere
denne Mangel. Sees somme Steder ucultiverede Overdrifter, Kiær og
Moser, da maae erindres, at Græsning, Høe, Tørv og Giersel ere Agerdyrk¬
ningen aldeles umistelige. Sees ingen Træer plantede langs Veye og
Markgierder, da maae befindes: At Træer, helst hvor god Jord falder, rui¬
nerer Veyene, ved det de hindrer dem at tørres, og qvæler Sæden paa Si¬
derne. Klages der: At ingen Træer plantes, ingen Skov opelskes, da be¬
findes: At Aarsagen er ikke Ladhed, ikke Taabelighed, men Gierighed, eller
Oeconomisk Beregning, siden Jorden kand importere meere ved Græsning
og Pløyeland. Klages der: At Skovene ikke fredes, men ryddes og for¬
mindskes, da er det ikke andet, end at sige: At de nu levende ikke vil tilside
sette deres Vinding og Fordeel for Posteritetens Nytte og Nødvendighed;
thi en Grund, end og med beste Skov overgroede, kand, naar den ey skal for¬
hugges, ikke nær aarlig importere Eierne det, som den importere kand,
naar den er ryddet til Sædeland, ald den stund Grunden er god og beqvem


203
til Sæd. Derfor er det Staten saa vandskeligt, at holde sine Forbud imod
Skovenes Forhuggelse, ikke saa meget for den Fordeel, Eyeren tænker at giøre
af Skoven, som siden aarlig og bestandig af Skovens Grund. Forgieves
citerer man os Engelsmænd og Hollændere, hvorledes, ved hvad Konst og
Møye de har formeeret Landets Frugtbarhed. Hvad Engelland har gjort
sildigere, det har vi gjort tilligere, har de været os tilforen i Commerce, saa
har vi været for dem i Agerdyrkning, og skulde jeg høylig tvivle, at de
har bragt der videre, end vi, skiønt de har skrevet meere derom.
Og hvad Hollænderne har kundet giøre, det har vi og i Marschen viist at
kunde giøre med, hvor og saa vidt Grundens Beskaffenhed det tillader, og
var Giødningen her, som der formedelst deres mange nær liggende store Stæ¬
der, at faae til kiøbs, da vilde den heller ikke feyle Liebhabere. Man har og
forsøgt her at giøde med Tang, meleret og forraadnet med anden Giød¬
ning, nogen Jord forbedres, men anden forverres derved. Man forsøger
Sæde=Korn fra andre Provincer, og forskaffer det med anseelig Bekostning.
Man har prøvet at faae Hollandsk Kløver=Frøe, Engelsk Kløver og Trifol,
men ikke allevegne med Nytte og Fordeel. In Summa, vore Diger og
Demninger, hvorved vi vindicere Cereri det, som Neptunus dog ikke vil
afstaae sine Prætensioner paa, viser nok, at vi ere Landmænd, og ikke lader
tienlig Jord ligge udyrket. Agerdyrkningen, almindelig talt, er efter mine
Tanker i vor Tid i ynskeligste Drift og nær ved sin Fuldkommenhed,
og skulde der end et eller andet Sted være de Godser, hvor den ikke ret fort¬
settes, da vil Naboernes Exempel snart remedere Sagen, i sær om
de Godser faaer en erfaren Landmand til Herskab, ved dem i sær kommer
Bonden i Stand, og Agerdyrkningen i Drift; besørges det første, da har det
sidste sin Rigtighed, hvor Agerdyrkningen staaer tilbage, der mangler Dyr¬


204
kerne Evne at fortsette den. Og lærer Erfarenheden: At de Fornemste og
Rigeste ikke just ere de beste Proprietairer; de, der anseer deres Jorde¬
Gods, som deres rette Næring og Leve=Brød, og selv administter det, hol¬
der gierne deres Godser i bedre Stand, end de, der anseer deres Herre¬
gaarde, snart ene, som Lystgaarde, og overlader Administrationen
til andre.
Min Slutning bliver da: At Landvæsenet har de Folk, som det kom¬
mer ud med, og ikke kunde imodtage mange fleere, uden Afgang for forrige
Arbeydere, thi dersom derpaa sex Tønder Hartkorns Grund, som, jeg po¬
nerer, nu vel og tilbørlig at drives ved fem Mennesker, skulde fødes sex, saa
kunde denne siette ved sit Arbeyde muelig endnu udbringe liden meere Interesse
af Grunden, dog ikke saa meget, som hans Underholdning kunde være, den
øvrige Anpart af hans Underhold kom altsaa til Afdrag for de andre fem.
Nogle Landmænd vil meene: At Landvæsenet maae ikke have flere Folk, at
fleere bleve kuns til Byrde, hvilket de og undertiden afværge ved at tillade
nogle at tiene i Kiøbstæderne, som Avels=Karle og Gaards=Karle. Andre
meener: At det var bedre, ikke Landvæsenet til Byrde, og Staten til Nytte,
om Bondestanden producerte fleere Mennesker. Overskuddet fra Ager¬
dyrkningen kunde employeres til andet, og hvad Bonden kostede paa dem i
Barndommen, kunde vindes igien ved Folkelønnens Nedsettelse, som nu erag
tes noget høy, hvilket umuelig kand remederes, uden ved Folkets Formee¬
relse. Men aldrig hørte jeg nogen klage: At deres Agerdyrkning stoed til¬
bage ved Mangel af Mennesker, men vel ved Menneskenes Mangel paa Be¬
sætning, thi til Agerdyrkningen henfører jeg ikke Ægter med Avlingens
Producter fra Corsøer=Egnen til Kiøbenhavn, men kuns til nærmeste Udskib¬


265
nings=Sted, heller ikke Ægter og Arbeyde ved store og prægtige Bygninger
at opføre, og saa videre.
4) Angaaende Seylatsen og Commercen, da tænker jeg, at vi der¬
til, saa vidt den endnu er bragt, ikke egentlig har Mangel paa Folk, heller
ikke, at det fornemmelig er af Mangel paa Folk, at vi har ikke extenderet
den videre, thi, uden at tale om, at alle de, som til dato, har vildet bringe
Fartøyer i Søen, dertil har fundet det fornødne Mandskab, saa bestyrkes jeg
i saadan Tanke fornemmelig derved, at mange Jyder endnu aarlig gaaer i
den Hollandske Seylats, og at mange Fartøyer fra Holsteen gaaer paa Fragt,
end og for fremmede Nationer. Og saalænge vi nu hyrer og leyer saa vel
Søe=Folk som Skibe til Fremmede, da kand Nationen selv og dens Hand¬
lende ikke siges derpaa at have Mangel, med mindre det igien skulde kunde be¬
vises, at vi fragter fleere Fremmede, end der hos os af Fremmede befragtes;
thi saa mange Søe=Folk, som en Nation, efterat den med egne Folk har be¬
mandet alle sine Seylere, kand holde i fremmede befragtninger, kand den
siges at have over=complet. Forstaae! jeg siger ikke til Unytte, ney Sta¬
ten virkelig til Fordeel (siden fremmede befragtninger kand ansees, som frem¬
mede Subsidier) da de i Freds Tiider underholdes af Fremmede, og i Or¬
logs Tiid kand være Fædrene=Landet til Forsvar og Tieneste. At vi i Or¬
logs Tiid maae presse og leye Matroser, viser egentlig ingen Mangel; thi
ellers var jo de Folk, som i Krigs Tid meere behøves, Staten i Freds Tider
til Unytte og Byrde. De paa Søe=Folk rigeste Nationer presser ligeledes.
Jngen holder i Freds Tiider fuld bemanding til sin Flode, ledig fra Couf¬
fardie=Farten og allene paa Statens Bekostning. Til at udskibe vore
Producter af Danmark og Fyrstendømmene, og igien at hiemføre os de


246
fornødne fremmede Vahre, mangler vi da ikke Søe=Folk efter mine Tanker.
Men naar vor Seylats skulde extenderes til fremmede befragtninger, og
vor Commerce til at føre fremmede Vahre til Fremmede, da er det ikke at
negte, at jo Søe=Folk dertil vilde mangle. Langt fra vi heller har Søe¬
Folk, til selv at udskibe de Producter, som Norge kand afsette, særdeles af
Træe=Last; men dette agter jeg heller ikke beqvemmelig eller Staten til Nytte
at kunde skee, i mindste ikke uden samme Skibe skulde gaae paa Fragt; Men
i den Forstaaelse kand hver Nation sige, at den feyler Folk, naar den ene
vil anmasse sig Seylatsen, i mindste over Billigheds Grændser, andre til
Jndpas og Indskrænkning.
5) Angaaende Manufacturer og Fabriqver. Her vil man meene,
at vor Mangel paa Folk yttrer sig paa det kiendeligste. Men førend man
dømmer herom, maae man considerere: 1) At nye anlagte Fabriqver uom¬
gængelig maae begyndes med Fremmede. 2) At ubevant Arbeyde falder al¬
tid tungt, og dertil er Manufactur= og Fabriqve=Arbeyde i sig selv desværre
noget kiedsommeligt. Vil man sige, at det med Haandverker har samme
Beskaffenhed, da considereres: 3) At Almuen, ved at lære Fabriqve= og
Manufactur=Arbeyde, ikke endnu meener sig saa sikre paa at kunde fortiene
Brødet i deres Fædrene=Land, som ved at lære et eller andet Haandverk.
Skomager= og Skræder=Haandverk, er man vis paa, nedlegges her aldrig,
men at de, som har lært samme, derved til deres Døds=Dag kand ernære sig
i Fædrene=Landet. Om de nye anlagte Fabriqvers Bestandighed er Na¬
tionen derimod ikke saa fuld persvaderet. Mange hos os anlagte Fabri¬
qver ere igien nedlagte, og har ikke kundet soutinere sig. De som endnu
ere, befrygtes af mange ikke at staae paa meget faste Fødder, og formeenes


21
for en stor Deel, at soutineres ved Statens synderlige Protection og an¬
seelige Forskudder. Naar disse Poster ret considereres, da tænker jeg, at
Aarsagen, at man lider ont ved at faae, og vel dyre maae salarere Folk til
Fabriqve=Arbeyde, er ikke egentlig en Mangel paa Folk at tilskrive, men
Nationens Mangel paa Lyst til Fabriqve=Arbeyde, eller og en Mangel, paa
en manglende og forarmet Almue, (om saadant ellers kand siges en Mangel
ved nogen Stat; hvorom muelig meere et andet Sted.) Jeg slutter da, at
til Fabriqver og Manufacturer efter den etendue, de endnu ere bragte til,
vel haves nogen, dog ikke megen Mangel paa Mennesker. Men naar de
skulde bringes til den forønskede point, at vi fremmede Fabriqve=Vahre
kunde undvære, da manglede vi uimodsigelig Folk, og ligesaa mange, som nu
arbeyder for os i udenlandske Fabriqver og Manufacturer. Og langt
fleere behøvedes endnu, om det nogensinde skulde bringes dertil, at vi skulde
fabriqvere for andre.
Vi har da nu ladet vore Tanker løbe om, alle de Steder at inqvirere,
hvor Mangel paa Folk, i Fald den existerer, venteligst maatte findes, og
hvor Arbeydet af Mangel paa Arbeydere, i Fald det stoed, venteligst maatte
staae tilbage. Men førend vi, efter de ved denne Inqvisition forefundne
Beskaffenheder, skrider til nogen almindelig Sententz: Om Staten har,
og hvad Mangel den har paa Folk. Da vil det være fornødent, ligeledes
at begive os did, hvor det kand være venteligt, at finde nogen Overflod paa
Folk, om vi muelig ikke et eller andet Sted skulde antreffe dem, der sad ledige
og ørkesløse; Thi i saa Fald meener jeg det rettest, at disse settes i Arbeyde,
førend man er betænkt paa Midler, Folkets Antal at augmentere. Denne


208
Inqvisition; siden vi har begyndt neden fra, vil da paagielde Middel¬
standen.
1) De Handlende. Alle store Negociantere, Agenter, Leve¬
randeurs, dem som handler en gros, Participantere i vore og fremmede
Compagnier, og andre deslige grand Marchands, dem vil vi strax forbi¬
gaae. Jo fleere en Stat kand have af dem, jo bedre. De setter mange
Mennesker i Arbeyde og Næring, bringer Penge i Landet, og til Deels Folk
med, siden de sidste gierne søger de første, des Aarsag saa mange Jyder i
Holland. Antallet derimod paa de mindre Kiøbmænd, eller Kræm¬
mere af alle Sorter Kram, er gandske vist alt for stort; og saalænge
Credit paa en Casse=Thee, og nogle Dousin Kopper, er nok til at opslaae
en Boutiqve. Credit paa en Tønde=Sild, en Tønde=Tiere, en Tønde¬
Tran, en Tønde=Salt, er nok til at sette Kramboed, er det ikke at undre, at
Kræmmernes Tal tilvoxer, og at Snedkere, Skoemagere, og Skrædere, Tie¬
nere og andre augmenterer Tallet, siden Stationen falder saa maglig.
Blant dem kunde da skee en temmelig Reduction, hvorved de øvrige
kunde leve bedre, og Publicum faae bedre Kiøb, thi Vahrene maae jo en¬
delig blive dyrere efter Kræmmernes Antal, siden saa mange fleere da skal leve
af Gevinsten, den, der kuns afsetter for nogle hundrede Rdlr. aarlig, kand
ikke nøyes med saa faae pro Cento, som den, der afsetter for mange tusende
Rdlr. Dog meener jeg ikke, at de Handlendes Tal alt for meget skulde ind¬
skrænkes, da det maatte befrygtes, at de kunde blive eenige at taxere deres Vahre
efter Behag. Og maae jeg her tilsidst udbede mig sted at tale om Bisse=Kræm¬
mere, vore fleeste Jøder deri indberegnet, da tænker jeg, alle disse ere til


211
overs, og end ikke Landmanden til nogen Nytte, siden han ikke har saa langt
til Kiøbstæden, og der dog jevnlig noget at forrette, hvorfore saadan Omløb
og hos os er forbuden. Men just ved Forbudderne nu paa hine, nu paa
disse fremmede Vahre at indføre, seer man deres Antal daglig at tilvoxe,
og er det vel ved dem den meeste contrebande Handel drives.
2) De der ernære sig ved Bogen og ved Pennen. J begge Clas¬
ser finder man Overflod og mangfoldige Surnummeraires over Fornøden¬
heden. Hvilket noksom bevidnes ved de mangfoldige Sollicitantere, som
alletider mælder sig endog ved de mindst importante Vacancer i disse
Stænder.
Videre gaae vi da ikke; jeg har alt for stor Estime for de høyere
Stands=Personer og Noblessen, at jeg nogen Inqvisition hos dem skulde
foretage. Saa meget veed man, at snart ligesaa stor Aarsag, som en Stat
haver at frygte for Mangel paa Folk i de nedrigste, har den at frygte for
Overflod i de øverste Stænder. Allene Sexten Kloster= eller Stifts=Frøike¬
ner kand end da koste noget, helst naar Yppigheden har det Herredømme,
som nu; dog er det vel, at den selv til Deels forebygger dette Onde, i det den
hindrer og udsetter mangfoldige Giftermaale, helst i de øverste Stænder, lige¬
som den og derved giver Leylighed for Middelstanden at elevere sig.
Jngen tænke nu, fordi jeg finder Overflod ved Middelstanden og Man¬
gel ved Almuen, at den første derfor er frugtbarere, end den sidste. Ney de
nedrigste Stænder ere her, som overalt i Verden, de frugtbareste, og de høyere
alt efter Høyhedens Grad, mindre og mindre frugtbare. Aarsagen er denne:


210.
At der hører lidet til at gifte sig i nedrigste Stand, men meget, og efter vore
Tiders Beskaffenhed saare meget, til at gifte sig i de høyere. J den Stand
hvor de alle ere Fattige, der gaaer ikke mange Piger ugift formedelst Fattig¬
dom, men i de høyere Stænder giftes snart ingen uden Rigdom og god Til¬
stand. Familiers Conservation, som giver de høyere Stænder saa megen
Betænkning, er en ubekiendt Sag for de nedrigere, og giør dem ingen Hin¬
der eller Ophold i Familiens eller Afkoms Forplantelse. Jkke desto mindre
saa yttrer sig den Mangel paa Folk, hvor den er, alletider ved Almuen;
thi de høyere Stænder recruterer sig altid fra de lavere, og flyder
heraf for de nedrigere dette Gode, som ikke engang kand betages dem, at en
Deel af dem altid finder Leylighed at elevere sig.
Heller ikke maae nogen slutte: At fordi jeg viser Folke=Mangel ved
Almuen og Overflod ved Middelstanden, jeg derfor vil give Anviisning paa
disse nu værende Surnummeraires, dermed nogenlunde at ersette Almuens
Mangel. Ney! jeg vil allene sige saa meget: At hvor dette saaledes befin¬
des, kunde Staten vel være betænkt paa, at remedere sligt for Eftertiden.
Ved denne Inqvisition har vi ingen Ordre, Yppigheden at molestere,
eller dens mange Betientere, som Surnummeraires paa vor Liste ak¬
anføre. Vi anseer den her, som privilegeret, og gaaer den for denne
gang forbi. Muelig vi en anden gang giør os noget dristigere.
Extracten af vor holdte Randsagning bliver da denne:
At Agerdyrkningen feyler ingen eller gandske faae Folk.
At Land=Militair-Etaten feyler efter den fremmede Hvervings Antal.


211
At Haandverkerne ikke feyler Folk, men kunde i Steden for Fremmede
employere en Deel Indfødte.
At Seylatsen efter sin nu havende Etendue ikke feyler, men vilde feyle
Folk, ligesom den videre skulde extenderes.
At det med Fabriqver og Manufacturer har samme Beskaffenhed.
Derimod findes nogen Overflod blandt dem, som ere ved Bogen, ved Pen¬
nen, ved Kramboder og Boutiqver, uden at regne de Holsteener, der gaaer
paa Fragt for Fremmede og Jyder, der gaaer til Holland. Naar nu disse
Surnummeraires subtraheres fra de manglendes Antal, da bliver vor Facit:
At Staten har nogen Mangel paa Folk til egen Forsvar, og egen Fa¬
briqve, og anseelig Mangel, i Fald den skulde commercere og fabriqvere
for andre. Hvilket sidste med andre Ord er at sige: At Staten ikke haver
den dertil udfordrede Overflødighed af Folk. Jeg tænker da, at vor Man¬
gel paa Folk for værende Tiid og Tilstand, ikke er saa stor, som mange uden
saa nøye en Examen, vil formeene, og at Staten altsaa for først i denne
Post er mindre manglende, meere florisant, meere fuldkommen, end
den almindelig eragtes.
Derpaa kommer vi da til Undersøgningen af Aarsagerne til saadan
Mangel, som først maae vides, førend man tænker til at remedere den.
At Folket i disse koldere Lande er mindre frugtbar, end i de varmere, vil
jeg her ikke anføre, som en Aarsag til Mangel paa Folk, Deels siden samme
ikke er at ændre, Deels siden man af Historien veed de talrige Emigratio¬
ner, som fra disse Lande fordum er skeet.


212
Andre vil vel og, som en Aarsag til Mangel paa Folk, anføre vore
mange oprettede Enke=Casser, Stifter og Klostere. Hvilke, vist nok, afhol¬
der mange Fruentimmer fra Ægteskab, formedelst deres desuden forefundne
saa rigelige Underhold. Men jeg agter rettest, samme at udelade, Deels
siden de ikke hindrer Ægteskabe blant Almuen, hvor Mangelen egentlig stik¬
ker, Deels siden de heller ikke formindsker Ægteskabenes Tal i almindelighed.
Uagtet alle de i Enkestand eller Klostere hensiddende, feyler dog ikke Fruen¬
timmer for den, der vil gifte sig. Bleve Enkerne gifte, saa skortede det paa
Pigerne. Snarere skulde jeg stutuere: At vore Enke=Casser, (jeg forstaaer
dem, hvor der skeer Jndsatz af Capitaler) befordrer Ægteskabe og Genera¬
tion, og, tænker jeg, at dette allerede spores i Militair- Etaten, at fleere
Oflcierer giftes nu, end for.
Mange har jeg og med Forundring hørt statuere: At, em vore mange
Herregaarde ikke ere en Aarsag til vor Mangel paa Folk, saa kunde dog
samme ved deres Nedleggelse og Forandring til Bøndergods remederes,
sigende: Ar mange Bønder=Familier kunde uimodsigelig leve paa
den Grund, som nu ikkun ernærer en Herremand med sin Familie
Men her maae agtes: I) At i saa Fald Herregaardene til Bøndergods bleve
forandrede, da holdte deres forhen underliggende Bøndergods, som nu blev
Hovnings=Fri, ikke nær saa mange Folk, som de nu holder og maae
holde for Hovningens skyld. 2) At endskiønt Folkene i Landet derved
virkelig bleve fleere, saa blev Landet dog ikke meere Folkerigt; Landvæsenet
vilde end da, som nu, selv behøve alle sine Folk. 3) At man ved saadan en
Forandring gjorde Staten en ubodelig Skade, siden Danmark da ikke
nær kunde udsende den Qvantite Born af Landet, som nu. En


211
Herregaard med underliggende Bøndergods af tre hundrede Tønder Hart¬
Korn, sælger nu til visse ligesaa meget Korn, som fire til fem hundrede Tønder
af Kongens eller Hovnings=Fri Gods, naar Egnens Frugtbarhed er den
samme. Og vilde det ved denne Forandring være langt fra, at Danmark
kunde Smør=føde sig selv. En Herregaard sælger meere Smør, end
ti Landsbyer. Aarsagen er, at fælles Græs alletider vorder forsatt, tiener
ikke til Koegang, men kuns til ung Kræe, Faar, Sviin og Gies at opføde.
Herregaardene, den stund de ere proportionerede efter underliggende Hov¬
nings=Gods, anseer jeg, som Statens Styrke, uden dem vil Agerdyrkningen
ikke nær være Staten saa profitable.
Den første og fornemste Aarsag til Mangel paa Folk, som jeg da
skal fremføre, bliver denne: At saa lidet Antal af Soldatesken tillades at
gifte sig.
Den anden Aarsag er denne: At Proprietairen finder best sin Reg¬
ning, at Bønder=Karlene, indtil der paa Godset bliver Fæster vacante, hen¬
gaar ugifte; thi jo fleere Aar de bliver eenlige og tiener for Karle, jo fleere
Penge kand de oplegge, og alsaa kand baade Gaarden eller Huuset desto bedre
blive besat, og Fæstet desto bedre betalt. Af samme Aarsag er det og, at Pro¬
prietairen ikke giør sig megen Umage, Tieneste=Karlenes Løn at indskrænke,
eller at holde over de dertil henhørende Forordninger.
Den tredie er, at Bønder=Konerne i hvor aldrende, efter Man¬
dens Død gemeenlig, som de i Fæste Høystbydende, forbliver ved Gaardene,
da den, som vil have Gaarden, maae ægte Enken. Derved hindres de


214
yngre Fruentimmers Giftermaal, og hengaaer saaledes mange, fra Ung¬
dommen forlovede, ugifte om ikke til Døden, da i deres beste Alder, af Man¬
gel paa vacante Huuse og Gaarder. Da Proprietairen, som for¬
staaeligt nok, kuns søger at have behørige Folk for Gaard og Gods, men ikke
at recrutere Statens andre Stænder paa sin Bekostning.
Den fierde Aarsag er den hidindtil Almuen forundte alt for fri og
aabnede Adgang og Overgang til Middelstanden. Da en stor, om ikke
den største Deel af dem, der er ved Kiøbmandskab, ved Bogen og ved Pen¬
nen, er af Haandverks=Folks Børn, eller af den gandske nedrige Almue, og
i sær de ved Pennen, og det af Aarsag, at enhver, der behøver en Skriver¬
Dreng eller Haand=Skriver, præfererer gierne dem, der vil agere Tienere
tillige, bære Liverie og giøre Opvartning, frem for dem, der ere af skikkelige
Folk. Derved svækkes Almuen, derved trykkes Middelstanden, saa at mange
Middelstandens egne Børn des Aarsag maae hengaae uden Næring, og alt¬
saa uden Giftermaal.
Disse anførte Aarsager, anseer jeg, som de betydeligste, og vil derved
lade det forblive. Aarsagen til Folke=Mangelen eller Mangelen paa Ægte¬
skabe, findes da fornemmelig ved Militair og Bondestanden, de Stænder,
som ere af den største Etendue. Den øvrige Almue i Kiøbstæderne, agter
jeg derimod meere og meget frugtbar. Vil nogen herimod indvende: At
der jo ikke er nogen Kiøbstæd, der engang kand fournere sig selv med Tie¬
neste=Piger. Da erindre man sig, hvad Pasqvinus til Rom fordum repli¬
cerede, da han blev adspurt, hvorfor han havde saa skiden Skjorte paa,
nemlig: At Aarsagen var, at hans Vasker=Pige var gjort til Princesse.


21
Saaledes agter nu mange sig for gode til at tiene, som dog dertil ere fød og
baaren. Dertil maae man og tilstaae: At Fruernes, og med dem første og
anden Fruer= og Frøikens=Pigers Antal, noget hyppig tiltager. Vilde Yp¬
pigheden forlade Kiøbstæderne, saa havde Landsbye=Pigerne der intet meere
at giøre.
Slutningen bliver da, at undersøge, hvad Midler der kand eragtes
de beqvemmeste til denne Mangels Ersetning. Og er det billigt,
førend man tænker paa nye Midler til Ægteskab og Frugtbarhed at befordre,
først at see, om de forefundne Aarsager, hvorved samme hindres, beqvemmelig
lader sig hæve.
Angaaende da først Militair=Etaten og den ved samme værende Jnd¬
skrænkning af Giftermaale, da, foruden at det er billigt, at enhver af de
nedrige Stænder, i mindste for største Deelen, recruterte sig selv ved egen
Afkom, saa bliver det og en uomgængelig Nødvendighed, om Militair=Eta¬
ten for Stammen og den største Deel, nogen Tid skal bestaae af egne Jnd¬
fødte, at den lige med andre Stænder gives Frihed til Giftermaal, og at
Børnene forbindes til Regimentet alt efter den derom for nogle Aar siden
føyede Anstalt, som dog den Tiid blev hævet og indtil videre opsat; thi fra
Bondestanden er, efter Landvæsenets nu værende Indretning, ingen Undset¬
ning at forvente (som til Deels er viist, og hvorom meere i paafølgende) og
den liden Hielp, som kand ventes fra Almuen i Kiøbstæderne, er gandske util¬
strækkelig, og kand ikke ventes større herefter, end hidindtil. Her forekastes vel
adskillige Inconveniencer ved saadan Ægteskabs Frihed. Men af dem alle
sees ingen af nogen Betydenhed, uden denne: At Jndqvarteringen vilde blive


216
desto større, og Kiøbstæderne meere til Byrde. Jeg tilstaaer nogle faae i
Kiøbstæderne Boesiddende leed derved, nemlig de, som ingen Brug og Næring
har af Ting, afsetlige til Soldatesken. Men alle de, der har Kram og Bou¬
tiqve, der holder ædende og drikkende Vahre, samt alle Haandverker, eller i
mindste de fleeste vilde vinde derved. Mangel af Indqvartering kunde sette
en Deel af vore smaae Kiøbstæder i Decadance. At Koner og Børn kunde
være til Byrde for Regimentet, naar det skulde bruges, finder jeg ikke, ligesaa
lidet som Søefolkets og Matrosens, naar han gaaer til Søes og i Orlog.
At Soldaten da ikke kunde komme ud med sin Lening, refuterer Erfarenhe¬
den, som viser, at de Gifte en general kommer bedre ud, end de Ugifte. Leg
nu hertil den Hielp, som efter ommældte for nogle Aar siden giorte For¬
fatning kunde haves paa Børnenes Forflegning! Men denne Udgift, indven¬
des videre, vilde over samtlige de gevorbene Regimenter blive heel anseelig.
Jeg tænker en liden Hielp kunde være nok, da saa mange gifte Soldater nu
slet ingen har, i mindste tænker jeg, den kunde bestrides med Recrut Pengene,
og hvad Consumptionen derved vilde vorde forhøyet. Vil vi nu balan¬
cere disse Inconveniencer, om de end og vare langt fleere, vægtigere, og
vigtigere, end anført er, saa finder jeg dog ikke, at de nær kand veye op imod
den forhen viiste betydelige Nytte, ved at have Landets egne Børn til Lan¬
dets Værn og Forsvar. Lad være, at dette end i nogen Maade kunde være
Staten til Byrde, saa synes mig dog, at man i en Sag, som vedrører Sta¬
tens Styrke og Sikkerhed, ikke bør Financere alt for sterkt. Skulde
endog et Regiment koste noget meere, muelig det da og kunde være af langt
større Nytte, og naar man fraregner dem, som ordinair deserterer nu, naar
de bruges skal og Leylighed gives, var vel ingen stor Forskiel. Videre behø¬
ver jeg vel ikke at erindre, enten om de mange Besvangrelser og dermed føl¬


217
gende Ulykker, som herved for en stor Deel vilde forebygges, eller hvor selsomt
det lader, at vi som strider for Geystlighedens Frihed til at gifte sig, fordrer
Donum Continentiæ af Soldatesken.
Dernest maae vi undersøge, om de nylig anførte Aarsager, som er til
Hindring i Bondestandens Ægteskabe, beqvemmelig bliver at hæve. En
god Landmand vil vide, saadan Apologie for den nyelig omtalte ved Land¬
væsenet indførte Praxin at giøre: At, betreffende de unge Karle, der ge¬
meenlig mange Aar ugifte hengaae, indtil de omsider kand komme til Gaards¬
Fæste, da lærer ikke allene Fornuften, men en lang og almindelig Erfaren¬
hed, at de Bønder=Karle, som gifter sig tilig, førend de i en Deel Aarin¬
ger har tient og samlet sig noget (thi i vore fleeste Provincer arves snart
intet i Bonde=Standen, alting maae tienes) aldrig bliver gode og tienlige
Beboere, thi, naar saadanne Folk, som ved Gaardens Tiltrædelse intet
medbringer, uden nogle smaae fattige Børn, ere uformuende at anskaffe
den fulde Besetning, Boeskab og videre, som behøves til at sette Avlingen
i sin rette og behørige Drift, da forstaaer det sig, at de aldrig kand komme
paa fode, Deels fordi Avlingen er det eneste, hvoraf alting tages skal.
Lider og forsømmes Avlingens Drift, da er Armod uomgængelig; Deels
formedelst de saa kaldede Villigheder, dem den Trængende give maae, det er
Renter eller Botmerie=Penge (thi der er ingen Sted større Hazard, end
i at laane og borge en trængende Bonde) den, der ikke selv kand anskaffe
Kiøer, Faar eller Giæs, maae tage til hallings, og derved overlade Gevin¬
sten til deres Eyere, og faaer selv kuns lidet for Græs og Foder. Feyler han
Skatter eller Sæde=Korn, da maae han mange gange til Renter af en Skat
II. Deel.


48
eller en Tønde Korn, tilstaae sin Creditor et par Skiepper Sædeland, og
af Hosbonden tør han ikke laane, eller for ham yttre sin Fattigdom, af
Frygt at kastes af Gaarden. Altsaa er det uomgængeligt fornødent, om
Agerdyrkningen skal holdes i sin rette Drift, og Jordegodset i sin Priis,
ikke allene Jordegodsets Eyere, men heele Staten til Nytte, at Bønder¬
Gaardene besettes med saadanne, som strax ere formuende at afsted komme
Avlingens behørige Drift. Hvilket Bonde=Standen og selv for den største
Deel indseer. De Karle, som ere stræbsomme, sindige, og tænker til at
fæste i Tiden, varer sig meget vel for Forlovelse og Giftermaal, thi ellers
seer de nok, at de ingen Vey vil komme. Blev den Skik derimod nogen
Tiid indført iblant Bønder=Karlene, at de giftede sig tillig, førend de ved
en Deel Aaringers Tieneste havde oplagt sig noget anseeligt (thi af dem, der
gifter sig uden Gaards=Fæste, maae fleere nødvendig tilsette, end oplegge)
og derved sat sig i Stand til at fæste, da blev Agerdyrkningens Forsømmelse
og Landgodsets Ruin en uomgængelig Følge.
Anlangende de aldrende Koner, som efter Mandens Død gemeenlig
bliver ved Gaarden, og at samme overlades i Fæste til den, som vil ægte
Enken, da vil en erfaren Landmand spørge: hvorledes han enten kand handle
christeligere eller fornuftigere? med mindre Gaarden kunde bestride en aarlig
Afgift til den gamle Enke.
Saaledes er Landmandens Apologie, og maae jeg rundt ud bekiende,
at jeg veed ikke at refutere ham, eller noget med Raison at kunde indvende.
Agerdyrkningen og dens Flor er Basis til heele Statens Velfærd, jeg anseer


219
den derfor som en hellig Ting, og det mindste Skaar, deri giøres, som ubo¬
delig. Stikker her derfore nogen Sygdom under, saa frygter jeg dog, at
Curen vilde blive verre, end Sygdommen, i mindste veed jeg ingen Medi¬
cin, og tør ingen Operation foreslaae.
At jeg ellers her har gjort denne Undersøgning hos Bonde=Standen, fun¬
det Aarsager, Folkets Frugtbarhed eller Ægteskab til Hinder, den jeg
ikke veed, eller agter tienligt at hæve, vilde Læseren dog ikke ansee, som
forgieves. Jeg frygtede, at andre, ved at indsee disse Ægteskabs
Hindringer, saavelsom jeg, muelig kunde forhaste sig, og tilskrive dem
til Proprietairernes derunder hvilende egen Nytte, uden at agte, at
Statens Fordeel tillige hviler derunder, og i denne Post med Proprie¬
tairens Particulaire Nytte er forknyttet.
Betreffende til Slutning den Almuen hidindtil forundte fri og uind¬
skrænkende Adgang og Overgang til Middelstanden, som den, der surchar¬
gerer Middelstanden, og afholder mange dens egne Børn fra Embeder,
Næring og Giftermal. Vel er det nu saa, at den Regiering uden Modsi¬
gelse er den lyksaligste, hvor Almuen mindst trykkes og best haandhæves.
(og aldrig kand dette med større Føye siges om nogen, end som om vores
Stat) Dog kand Almuen og gives for stor Frihed, andre Stænder til For¬
nærmelse og Staten til Nachdeel. Og saaledes agter jeg det baade billigt og
tienligt, at forebygge for Eftertiden de nedrige Stænders saa gandske fri og
talrige Overgang til Middelstanden; thi herved er det uimodsigeligt, at man¬
ge nu hindrede Ægteskabe vil befordres, og Folkets Antal formeeres. Almuen,


24
forstaaer det sig, bliver derved meere talrig, at dens Børn og Afkom vorder
indskrænket under Almuens Antal at forblive, og dog vil Middelstanden ved
saadan Afgang ikke tabe noget, i mindste ikke til sin egen nødvendige Recru¬
tering; thi ald den stund at Middelstanden trykkes saaledes, som nu, da det
er bevist, at ikke allene de formuende Haandverks=Folk setter over Halvdeelen
af deres Børn i Kramboder, til Bogen og til Pennen, men endog den
nedrige Almue paa samme Maade employerer en stor Deel af deres Børn,
da forstaaer det sig, at mange Middelstandens egne Børn, da de trykker sig
ved, i Almuens Classe at nedstige, af Mangel paa Levebrød ugifte maae
henleve, helst da Almuens fattige Børn, i sær ved Pennen, meget bedre kand
komme op, og giøre Fortun, end skikkelig Folkes Børn, og det af den for¬
hen erindrede Aarsag: At enhver til Foget, Haandskriver eller Skriver¬
Dreng helst tager den, der er slettest vant og opfødt, og ventelig capitulerer
paa de facileste Conditioner. Hæves derimod denne Middelstandens Tryk¬
ning fra de nedrige Stænder, fra disse frivillige Recruter, der hidindtil har
nødt sig ind paa dem, er det ikke at paatvivle, at den i saa god Næring jo
noksom recruterer sig selv.
Saaledes tilregner jeg mig, at Absigten i den sidst udgangne Aller¬
naadigste Skole=Forordning har været, baade at bringe Studeringer i be¬
dre Flor og Estime, saa og at afvise Almuens Børn og Afkom fra Middel¬
standen, dem de ikkun vare til Trykning og Ægteskabs Hindring, og at hen¬
vise dem til Almuens eget og egentlige Brug, Arbeyde og Haandtering. Og
da Begyndelsen til denne Inconvenience at remedere saa vel og priselig
lagt er, saa feyler det vel ikke, at jo lige vise og lemfældige Midler med Tiden


221
bliver at udfinde, til samme Inconvenience at forebygge i de andre Stæn¬
der, nemlig dem ved Handelen og ved Pennen.
Til at hæve denne Inconvenience blant dem, der er ved Handelen,
behøves vel ingen nye Anordninger, da Fabriqvernes Tilvext og Forbud af
fremmede Vahres Falholdelse, med Tiden nødvendig maae giøre en stor Re¬
duction i Kramboders og Boutiqvers Antal; thi endskiøndt lige mange
Vahre behøves og kiøbes, saa kand der dog umuelig for de Handlende blive
saa stor Gevinst paa de hos os fabriqverede, som fremmede Vahres Afset¬
ning, hvorved Kræmmernes og Krambodernes Tal nødvendig formind¬
skes maae.
Men den verste Knude vil vel blive at indskrænke Almuen fra Pennen
(og derved er det just at Middelstanden skeer den meeste Jndpas) og det Deels
fordi fattige Børn derved best baade uden Publici saa og Forældres eller
Venners Assistence, kand hielpe sig selv frem. Ved Liverie=Kiortelen allene
kand de finde Tiid at vænne sig til Skrivning og Regning, saa og Leylighed,
at insinuere sig ved et eller andet Herskab; Deels ogsaa fordi Hosbonden,
eller Herskabet, som mældt, best finder sin Regning ved Skrivere og Skriver¬
Drenge af nedrigste Stand. Jkke desto mindre, skiøndt jeg, i at undersøge
alle de Midler, som jeg veed dertil at kunde foreslaaes, ikke kand finde dem,
som jeg tør give Navn af lemfældige og practicable tillige (thi som det ikke
nytter at anordne, saa nytter det endnu mindre at foreslaae, hvad man forud
seer, aldrig at vilde komme til Praxin) vil jeg dog haabe, at Remedia findes
kand. Der kand være mange, skiøndt de ikke just vil falde mig i Kikkerten.


222
Vil man indvende: at ligesaa meget som denne Almuens Jndskrænk¬
ning inden sine egne Grændser, kunde befordre Middelstandens egne Gifter¬
maale og Formeerelse, saa meget vilde den decouragere Almuen fra Ægte¬
skabe, ved det den Forhaabning blev dem betaget, at deres Børn muelig
kunde giøre Fortun, og komme til skikkelige Stationer, da svares: At 1) er
Meeningen ikke, at ald Haab derom dem gandske skulde udslettes. 2) Tænker
jeg ikke, at den gemeene Mands Regning gaaer saa vidt, at han ved Ægte¬
skabs Jndtrædelse giør Stat paa, at hans Børn skal blive Præster, Bye¬
Fogder, Bye=Skrivere eller Kiøbmænd, eller at noget Ægteskab skulde hindres,
ved at betage dem saadant Haab. Enhver fornuftig er fornøyet, naar hans
Børn kand komme skikkelig og ærlig frem i den Stand, de er fødte i.
Og skulde det endnu synes nogen, at saadan Indskrænkning dog var
noget haard for Almuen, da besindes: At den Jndpas, som den nu giør
Middelstanden, er dog haardere. At indskrænkes til at forblive i den
Stand, man er født i, er ikke nær saa haardt, som enten at nedtrykkes
til en nedrigere, eller ved Jndpas af andre, at mangle convenable Næring
og Levebrød.
Min endelige Calcul i denne Sag, efter mit ringe Jndsigt, bliver da
denne: At naar man først hævede de anførte Ægteskabs og Forplan¬
telses Hindringer saavidt, som beqvemmelig hæves kand, da agter jeg
unødvendigt, efter Statens nu værende Situation, noget videre til Folkets
Formeerelse at foretage. Det maatte da være: At man, efter den ved Op¬
fostrings Huusets Anlegning saa priselige Intention, videre var betænkt


22
paa, at betage Almuen den Frygt, muelig formedelst mange Børn selv at
mangle Livets fornødne Ophold, en Frygt, som riimelig og ventelig kand af¬
holde mange Folk fra Ægteskab. Billigt var det, at Staten i nogen maade
lindrede deres Byrde, som bebyrdes med mange smaae Børns Opfostring,
og vores, som den allermildeste Regiering, sees og noksom af omtalte saa be¬
kostelige Indretning, vilde gierne soulagere videre og paa andre Maader,
saasom, ved Afslag eller Eftergivelse af en eller anden Skat og Afgift. Men,
desverre, den befrygtede Misbrug, hvor den er vanskelig eller umuelig at fore¬
bygge, hindrer eller omstøder saa mange gode Anslag. Videre agter jeg for
værende Tiid ikke fornødent, da Arbeydet og Næringen, ligesom det med
Tiden kunde tilvoxe, selv uformærket og successive vilde forskaffe Folk og
Arbeydere. At formeere Statens Folk videre, end dens Næring tillige for¬
meeres kunde, var ikke tienligt. Og formeeres dens Næring, da siden Æg¬
teskabs og Forplantelses Hindringer i Proportion derefter, derved vorder hæ¬
vede, behøver man ingen videre Bestræbelser at giøre sig for Folkets For¬
meerelse. Til Beslutning vil jeg da kuns sige dette: Ar dersom enhver Stat
fik de Jndbyggere, som den nyere Politiqve ynsker dem, thi alle klager nu
med en Mund efter Moden, at de mangler Folk, da, som Jordens allerstørste
Frugtbarhed langt fra ikke kunde føde dem, vilde de snart changere Tone.
Den mindste Misvext er nu i de fleeste Stater befrygtelig nok, og saa befryg¬
telig, at de, som den rammer, og andre med dem, har Aarsag at glæde sig,
at der ere de Stater, hvor Folket ikke er meget talrig; thi hvor vilde de ellers
blive soulagerede, hvor vilde de faae Tilladelse, Korn og Proviant at
indkiøbe.


22
Anmerkning.
Den Velærværdige og Høylærde Forfatter af dette saavel som af en Deel følgende Skrif¬
ter, har ikke uden paa min Begiering, tilladt at giøre hans Navn bekiendt, hvilket
er Herr Ox7o LUTEEN, Sogne=Præst for Schiellerup Meenighed, under Nye¬
borg Amt i Fyen. Enhver forstandig Læser skiønner strax, at Manden længe siden
har gjort sig denne Verdens Løb og Tingenes Sammenhæng vel bekiendt. Ja hans
Jndsigt i det som henhører til Oeconomiam generalem & cameralem er langt
større end den man gemeenlig forestiller sig hos de Geistlige. Jeg tvivler ikke heller
paa, at jo enhver Læser vil slutte om ham, han er en ligesaa retsindig som nidkiær
Patriot. Jmidlertid er det ogsaa sandt, at dette hans Hiertelav mod Fæderne¬
Landet, tager en anden Vey end den sædvanlige, og yttrer sig ikke saa meget i at op
søge og fremvise vore Oeconomiske Feyl, som i at vise deres Grund i Naturen og
Naboe=Skabet med andre Nationer, ja til Deels at vise den Fordeel, hvilken han
meener at finde i det samme, som andre ville kalde skadeligt. Nu det er sandt, at
ligesom de vævede Tapeter kunde vises snart paa den vrange, snart paa den rette
Side, med gandske ulige Anseelse til deres Fordeel, saa udkræves vist nok en grundig
Jndsigt og nøye Betragtning af alle de mange særdeles Omstændigheder, og Sam¬
menbindelser i det Borgerlige Selskab, førend man med fuld Forsikring, kand fælde
nogen Dom, angaaende det som i et Lands almindelige Velfærd, bør kaldes ont eller
got, tienligere eller skadeligere, da man snart kand bekræfte det ene, snart det andet,
alt eftersom man anseer Sagen af en adskillig point de vue, fra høyre eller venstre
Side, naar den, maa skee, ligesom en Tærning har sine sex Sider, som alle maa tages
i Betragtning og omhyggelig Overveyelse, hvis man ikke vil fælde en utidig Dom
og see sig nødsaged at forandre den. J hvor om alting er, eftersom denne Tiid for¬
tiener at kaldes vort Lands Oeconomiske Periodus, saa forestiller jeg mig, at om Hr.
LUTEENS Tænke=Maade i disse Materier undertiden viger temmelig langt af fra
det daglige og almindelige, saa skader det ikke, efterdi en ulige Meening ikke præju¬
dicerer den, som seer længere end han, men som saae, kand skee ikke, en gang saa langt,
hvis ikke Mandens Jndvendinger og Tvivlsmaal havde givet Anleedning til en desto
skarpere Grandskning og Randsagelse. At en Sag for Retten ventileres og fore¬
stilles, baade pro og contra, tiener just til Sandheds Opdagelse, og skader ey, efterdi
ingen af Procuratorne har noget Votum, naar Dommen skal fældes.


221
uden Tvivl er een af vort Lands største Lyksaligheder, at enhver Privat=Mand,
som frygter GUD, ærer Kongen, og passer paa det ham er befalet, kan være roelig
og angerløs i Henseende til alle Landets offentlige og almindelige Forandringer,
hvorimod man andensteds seer den Borger, som havde nok i sin Huus=Sorg, hen¬
gende med Hovedet under en affecteret Byrde, af tusende Bekymringer, angaaende
visse Forslags Udfald paa nærmeste Rigs=Dag. Hvis nu den Slags Indretning,
hos sine store og mange Vanskeligheder, haver nogen Nytte, da beroer samme alleene
paa den Frihed, at en Privat=Mand kan sige sine Tanker om almindelig Velfærds Befor¬
dring, og saa vidt være Raad=Mand: Men see, til samme Maal at naae, med mindre
Anseelse eller Opsigt, dog ligesaa vist og vel, tiener dette at Summus Imperans aller¬
naadigst tillader enhver forstandig og redelig Patriot, at indsende sine alleruforgribe¬
ligste Betænkninger om det, som efter hans Jndsigt eller Forfaring, meenes at kunde
tiene den Borgerlige Velfærd, snart til at forskaffe et nyt Gavn, snart til at afværge
en befrygtelig Skade, snart til at opfinde vissere og lettere Midler, tienlige til samme
Øyemerk. Mangen gang boer der ogsaa kloge Folk bag ved Raadhuuset, og om
disse høres, da torde i deres Ord maae skee ogsaa være noget saadant, som man i
Længden ikke fortryder at have laant sit Øre. Men skeer det ogsaa undertiden, at
disse kloge Folk bosler forbie, og deres Raad rammer ikke det rette Maal, saa er der¬
ved intet tabt, uden den Times Taalmodighed at høre dem, og maa skee den er enda
ikke saa gandske tabt, thi just ved deres Feyl=Tagelse, faaer man en nye Bekræftelse i
det sande og rette. Deres Ufuldkommenhed, fører maa skee paa Veyen til noget fuld¬
komnere, og jeg for min Deel, maa bekiende, at have lært meget ved Samtale med
dem af en adskillig Meening.
Hvad her meldes, meener jeg, kan passe sig paa Jndholden af dette Oeconomiske
Magazin i almindelighed, men særdeles paa de Afhandlinger fra Velærværd. Herr
LuTRENS Haand. Saa fornøyet er han ikke med alt det nærværende i vor Oeco¬
nomie, at han ikke skulle see mange og store Feyl. Vor Agerdyrkning, Fabrik=Væ¬
sen, Fiskerie, Skibsfart og Kiøbmandskab holder han trængende til Forbedring,
Forøgelse og Opmuntrig: Men det finder han ikke, at vi udi alle disse Poster skulle
staae slet saa langt tilbage, som andre meene, eller at vi skulle være uden merkelig
Fremgang NB. i Ligning mod Folk under samme Clima, og efter Proportion af
vor naturlige Evne. Visse andre Nationer giøre vist nok meere Ord af mindre,
ligesom vi giøre mindre Ord af langt meere. Det sidste skeer nu ikke af sand Mo¬
(II. Deel.


226
destie og Ydmyghed, som sielden har Sted in publicis, men af en egen National¬
Syge, hvilken jeg ikke veed ret at beskrive, uden jeg ville kalde den en ufornøyelig
Mistroe til sig selv og sit eget. J Norge bruges et Ordsprog, som svarer hertil og
lyder saaledes: S. skryter og har intet. J klynker og skaer intet Sat Sapienti.
For at komme til Herr LMrEEN igien, og sige ved samme Leylighed, endnu et
par Ord om denne og følgende Afhandlinger, da vil Læseren finde, at i hvordanne
hans politiske Setninger end ellers ere grundede (hvori jeg ikke vil foregribe Læse¬
rens egen Dom) da analyserer han dem paa en grundig, ordentlig og sammenhæn¬
gende Maade. Kand han end ikke altid overtale sine Læsere til at tænke ligesom han,
da giør han dem dog mangen Gang forlegne for at finde det, som de ville sige ham
imod, og dersom det var min Sag, at censurere hans politiske og oeconomiske Skrif¬
ter, da vidste jeg ikke bedre end at laane samme Ord, som min allerbeste Lære=Mester
LINTRbrivs har skreven for i den brave gamle Provst CoLDs Bog, kaldet:
Consilium 6 Judicium Episcopi Licitum, nemlig følgende: Argumentum, qvod
sibi tractandum elegit paradoxum, eo variæ lectionis apparatu pertractauit Cla¬
rissimus & Per=Reverendus Auctor, ut si minus assensum dissentientibus, at certe
eruditionis variæ confessionem legentibus facile vel elicere possit, vel extor¬
qvere.


No. XII.
Undersøgning,
hvorvidt og under hvad Vilkaar
den Satz er rigtig:
At det er Statens Fordeel
at pengene beholdes i Landet,
ved det man selv
fabriqverer sine egne Nødvendigheder af
raae Vahre og Materie, samt commercere
for sig selv.


Denne Satz, de¬
af de nyere Politicis ansees saa gandske fundamen¬
tel og vigtig, som aldeeles uimodsigelig, regardertes ikke nær saa
meget i den ældre Verden. Den Politiqve, som i fordum Tiid
blev eragtet for den sundeste og beste, gik fornemmelig ud paa Tapperhed
og Tarvelighed. Ved disse eragtede endog de mindste Stater og mindst
frugtbare Landskaber sig baade sikkre nok og rige nok; thi, som Frihed
og fornøden Ophold var alt, hvad de søgte, saa var Tapperhed og Tarve¬
lighed alt, hvad de lagte vind paa. Rom i sin Of
arta, Thebæ og
vext
heele Grækenland, Schyter og Tracer &c. kand herpaa give Exempel. Den
nyere Verdens Politiqve synes derimod fornemmelig at sigte til Overflødig¬
ør alting. De kand alliere os
hed og Overdaadighed. Penge, siger de, g¬
den heele Verden, og drage Auxiliair-Troupper fra alle dens Hiørner.
De kand underminere vore Fiender, og sette Splid imellem dem. De kand
aabne de geheimeste Cabinetter, og trænge ind i de allerfasteste Fæstninger.


230
Og Overdaadighed maintenerer de, som en Haandlangere af Overflødig¬
hed, som den, der giver Næring til en populeus Almue; hvorom meere paa
et andet Sted.
Historien viser da noksom, at Verden selv til Deels er samme Skiebne
underkastet, som dens Jndbyggere, nemlig: Jo ældre, jo meere gierig,
avindsyg og misundelig. Derfor er det, at i den Sted man fordum
søgte, som egen Tapperhed at vedligeholde, saa at svække andre, at de ikke
bleve for mægtige og formidable, saa søger man nu, som at berige sig selv,
saa at forarme, og, om mueligt, at udhungre andre. Og, som Rigdom
nu ikke bestaaer i at have nok, meget eller overflødigt, men i at have
meere, end andre, saa er det den nu i Moden værende Politiqve ligemeget,
enten den kand befordre egen Vinding, eller andres Tab, og giver dette sidste
Staterne nu omstunder ligesaa mange Bestræbelser, som det første. Dette,
som ved Particulairs kaldes en lastværdig Misundelse, hedder og er ved Sta¬
ter og Stats=Mænd, en priselig Forsigtighed.
Langt fra, jeg nu her vil indlade mig i Krig med den Verden, jeg lever
i, for at maintinere den ældre Verdens Politiqve, som den sundeste og be¬
ste: thi hvad nytter det, og hvad Nødvendighed, at vilde protectere de
Døde mod de Levende? Ved at prise deres Tapperhed, maatte jeg henfalde
til formasteligste Forvovenhed, og ved at berømme deres Tarvelighed, maatte
jeg geraade i yderste Armod. Ney! jeg capitulerer strax, og tilstaaer gierne
de nyere Politicis: At, den stund Penge, som nu i disse sildigere Tider, er¬
alt, og har bemægtiget sig et souverain Herredømme i Verden, den stund
andre Nationers Hielp kand tilkiøbes, og egne Undersaatters Troskab af¬


231
kiøbes, da har Tapperhed ikkun en maadelig Secundant i Tarvelighed,
(forstaae! naar den gaaer saa vidt, som de Gamles, at den er føyet med
Rigdoms Foragt) til at forsvare i sær de mindre Stater. Jeg tilstaaer, at
Rigdom, nu Verden commanderes af Penge, nu Penge har saa stor In¬
flux i det politiske Systema, er uomgængelig nødvendig for dem, der vil have
noget at sige i Verden, og altsaa, at det er enhver Stat baade til sin Flor
og Sikkerhed høyt=nødvendig, ikke allene at sette Staten og alle dens Under¬
saattere i den meest formuende Stand, som skee kand, men end og ved alle
billige Midler at afværge, det andre Nationer, hvis Magt befrygtes kand,
ikke i Rigdom og Formue vorder dem overlegen.
Men hvad jeg her til Deels vil kalde udi Tvivl, for Sagen nærmere
at undersøge og oplyse, er dette: Om det og alletider, udi alle henseende
og uden ald Slags Betingelse er, og uomgængelig maae være en¬
hver Stat til Rigdoms og Formues Formeerelse, at den ved egen
Seylats selv henter, og ved egne anlagte Fabriqver selv forfærdiger
sine egne Fornødenheder. Denne Satz er efter mine Tanker langt fra
ikke afgjort
Nogle vil vel meene: At alle de Indretninger, ald den Fabriqve og
Commerce, hvorved Penge kand spares og beholdes i Landet, uomgængelig
uden Exception og Betingelse er Landet til Fordeel, og at denne Satzes
Sandhed er saa øyensynlig, uimodsigelig, og i sær i vore Tider saa aldmin¬
delig approberet og antaget, at det er overflødigt, om ikke formasteligt, denne
Satz nogen nye Undersøgning at underkaste. Men man maae agte, at det
er forgieves, for den, der er vant at undersøge, der har fundet saa mange


232
Feyl ved Menneskenes Forhold og Indretninger i alle Seculis, der har tor¬
det censurere en Platonem og Lycurgum, og underkiende saa mange af
det store Romerske Senats Foranstaltninger, in Summa der er overtydet, at
største Deelen af Menneskelige Paafund, i hvor raffinerede og almindelig
approberede, dog bærer kiendelige Mærker af Menneskenes store Ufuldkom¬
menhed. For ham er det forgives at Argumentere saaledes: At den Satz:
At alle Maader og Midler, hvorved Pengene holdes i Landet, ere Landet til
Fordel, uomgængelig maae have sin Rigtighed, siden alle Stater nu ere
blevne eenige at anlegge, og ligesom kappes med at anlegge nye Fabriqve og
Commerce, uden at afskrækkes ved alle forefundne Inconveniencer, uden
at spare de anseeligste Bekostninger. Thi saadan een vil svare: At som han
ikke er vant, nogen Satz paa Menneskens Ord og Auctorite at antage, saa
meener han sig og, siden Fornuftens Brug ham og er anbetroet, berettiget
og forbunden, at undersøge endog de meest almindelig antagne Satzer, ja dem,
med desto større Varsomhed, at han ikke af Præjudicer lader sig forlede.
Tillegger man endnu, at Erfarenheden, som ikke kand feyle, viser denne
Satzes Rigtighed, og derpaa opregner, hvorledes adskillige Nationer baade
i de ældre og nyere Tider ere satte i Flor og Velstand ved denne Staats¬
Maxime at observere, da svares: At i de ældre Tider, da faae Fabri¬
qverede og Commercerede for mange, var det en let Sag at finde sin
Regning, og angaaende de nyere Tider, da kand slige Stater muelig være
blevne meere Oeconom og stræbsomme i andre Ting. Staternes Bereg¬
ning, over hvad der er til Vinding, eller ikke, giøres sielden saa accurate,
som Particulaire Folkes, ere dertil og endeel vanskeligere at giøre. In Sum¬
ma en ret Undersøgere han Tvivler og vil tvivle, indtil Undersøgning skeet er.


21
Derpaa undersøger han gandske uden Absigt, enten at forsvare eller omstøde
den undersøgte Satz, vogtende sig vel, at han intet Parti tager, førend hans
nøyagtige Undersøgning gandske er bragt til Ende. Han undersøger Sagen,
for at vide: Om, hvor vidt, gandske eller til Deels, uden eller med visse Be¬
tingelser og Vilkaar den undersøgte Satz kand holde Stand, alt for at faae
i den Materie et desto tydeligere Begreb og fastere Vished.
Dersom Fiendskab, Tvedragt og Uenighed vare udeblevne af Verden,
og Verden under Kierligheds almindelige Regimente udgjorde ikkun en ene¬
ste Stat, inddeelt i adskillige Provincer, da finder jeg, at det var best for
Publicum i den heele Verden, at nogle Provincer commercerede, at an¬
dre fabriqverede, disse i et Slags, og andre i et andet; at andre igien alle¬
ne forblev ved Agerdyrkningen, og disse igien hver ved sit Slags; og atter
andre allene eller meest ved Fiskeri, eller Jagt, og saa viidere, alt efter den
enhver Nation meddeelte Genie, efter enhver Provinces Situation, Grunds
Beskaffenhed, Producter, og andre til Commerce eller Fabriqve givne Be¬
qvemmeligheder og Fornødenheder. Dette Systema, vil jeg nu vel tilstaae,
da Regimentet er Kierligheden berøvet, for en stor Deel er forrykket, og ikke
længere følges kand, dog kand jeg ikke troe, at det aldeles er kuldkastet, og
gandske skal tilside settes. Siden Nationernes Genier endnu til dato ere
saa adskillige, siden Provincernes Situationer, Grund, Producter og andre
til visse Haandteringer udfordrede Beqvemmeligheder ere saa gandske diffe¬
rente. Jeg tilstaaer, at en Stat, nu Kierlighedens Baand er brudt, bør
sørge for sig selv, Commercere og Fabriqvere for sig selv, sig til Vinding
og andre til Svækkelse, alt saavidt at disse Absigter derved virkelig opnaaes
kand. Men jeg tænker, at en Stat ogsaa kand drive denne sin Adskillelse fra
II. Deel.


234
andre Stater alt forvidt, at den kand skade sig under Absigt at gavne sig, og
gavne andre under Absigt at skade dem.
Og at denne Adskillelse fra andre, at denne Satz: At Pengene bør
blive i Landet, Landet til Fordeel og andre til Svækkelse, saaledes,
som sagt, kand drives forvidt, tænker jeg, at enhver lettelig maae see, eller i
mindste for først fatte Mistanke om, naar man faciliterer Øyesiunet, og
viser ham i det mindre:
Jeg setter, at en Eyere af et lidet samlet Jordegods af got Agerland vil,
i følge denne Satz, indrette sin Oeconomie, og giøre sig samme Bestræbelser
for at holde Pengene paa Godset, som enhver Stat i vore Tider synes at
giøre sig for at holde Pengene inden Statens Grændser. At han misunder
Kiøbstæderne deres af hans Gods hidindtil ved Fabriqver og Commerce
havde Fordeel, og derfor foranstalter, at alle Ting skal hentes fra første
Haand, at intet uden raae Vahre maae indføres, dem Bønderne, enten selv,
eller ved andre, paa Godset skal fabriqvere. Jeg vil nu ikke sige: At han
opretter et Salpeter=Verk og Gevehr=Fabriqve for Jagtens skyld, at han
anlegger Sæbe=Syderier, Raffinaderier &c. for egen og Underhavendes For¬
nødenhed, eller en Papiirs=Mølle for at fournere Fogden Papiir til sit
Regnskab, heller ikke at han sender Skib til Ching for nogle Pund Thee
skyld, til Levante for nogle Pund Rosiner, til Riga for nogle Lispund Hør
skyld, og saa videre. Ney jeg ponerer kuns, at han for sit Huus og Gods
allene vil anlegge Farveri, Garveri og Stampe=Mølle, bruger sine egne Un¬
derhavende, eller forskriver fremmede, til Gyrtler, Knapmager, Kaaber= og
Kleinsmed, Stoelmager, Feldbereder og Reebslager=Arbeyde, og saa videre,


23
paa det ingen fremmet Haandverksmand skal drage Penge af Godset, og at
han ligeledes fra første Haand vil hente de Ting, som er hver Mands Brug
paa Godset, saasom Tran og Tiere, Sild og Salt, Kalk, Steen og Steen¬
kull &c. for selv at beholde de Penge, som de Handlende hidindtil ved hans
Gods har profiteret. Her seer nu enhver lettelig, at denne Satz i saa Fald
blev dreven forvidt. At Proprietairen og hans Gods ved saadan Oecono¬
mie snart vilde blive ruineret, at hans Gierighed vilde kuns paadrage Armod,
og hans Misundelse fornemmlig komme ham selv til Last. At han derimod
gjorde bedre, om han allene ret passede Agerdyrkningen, hans rette Rigdoms
Kilde, end ved at legge saa mange Jern i Jlden. At han selv levede bedre,
om han tillige vilde lade andre leve, og at Pengene afholdtes af Godset, i
det han søgte at beholde dem.
Nu tilstaaer jeg vel, at en heel Stat, bestaaende af adskillige Provin¬
cer, langt fra ikke i samme Grad finder de omtalte Inconveniencer ved en
saadan efter denne Satz indrettet Oeconomie, som et eneste Gods eller lidet
District nødvendig maae finde, men at disse Inconveniencer formindskes
efter Districtets Størrelse. Vi gaaer da derpaa nærmere til Sagen, og
skal jeg vise:
I. At en Stat kand drive denne Satz forvidt: At Pengene bør
blive i Landet, Staten til Fordeel og andre til Svækkelse. Formedelst
en eller anden Omstændighed kan det være en Stat tienligere, at overgive
een, og en anden Stat den Fabriqve og Commerce, og fordeelagtigere at
tage et eller andet Slags Vahre fra andre, end selv enten at hente eller fabri¬
qvere dem. (Forstaae, at jeg under alt dette setter, at enhver Stat


236
efter den nu overalt antagne Politiqve ikkun for sig selv fabriqverer og
commercerer, naar dette Systema overalt bliver efterfulgt, saa kand jo
intet afsettes til Fremmede.) Thi
1) Er der vel de Ting og de Vahre, paa hvilke der i en Stat allene
ikke er eller kand være saa stor Afsetning, at det er Bekostningen værd,
selv at forfærdige dem, saasom: Konstig Tapet=Veveri, Maler= og Sculptur¬
Arbeyde, støbt Arbeyde i Gibs eller Kaaber &c. Slige Ting lader vel ad¬
skillige Stater lettere komme anden Steds fra, end hver for sig selv forfær¬
dige. Thi for nogle faae saadanne Konst=Stykkers skyld at forskrive frem¬
mede Mestere, enten til Arbeydet, eller Statens egne Folk i slige difficile
Sciencer at oplære, maae uomgængelig være bekosteligere, end at lade dem
komme fra andre Steder, hvor slige Sciencer fra gammel Tiid har deres
Sæde, og længe har været i Flor og Drift, til hvis Perfection at opnaae
reqvireredes mange Aaringer og store Bekostninger. NB. Her giøres
kuns Regning paa Statens Fordeel, og ikke paa dens Honneur.
2) Er der vel de Ting og de Fabriqver, som enhver Nation ikke
har lige got Genie til. Den stund Verden endnu vedbliver at forskrive
Comædiantere, Musici og Sangesker fra Jtalien, saa tilstaaer man vel,
at Genierne til mange andre Ting, end og til Manufacturer, Fabriqver
og Haandverker mangfoldig kand differere. J hvor mange Uhrer, der
giøres nu allevegne, saa har de Engelske dog til dato beholdt Prisen. (Og
er det end en Grille, saa har den dog været Engelland til samme Fordeel, og
andre Uhrmagere til samme Nachdeel, som det var en virkelig Sandhed.)
Og saaledes i mange andre Ting.


2.
3) Kand Landenes differente Situation, deres adskillige Be¬
qvemmeligheder og Inconveniencer giøre det, at det kand være en vis
Stat bedre, at lade komme fremmede fabriqverede Vahre, end selv at fa
briqvere dem. Ex. gr. En Stat har Overflod baade paa Brændsel, saa
og Kalksteen eller Jern, en anden Stat har Mangel paa begge Deele. J
saa Fald giør jo den sidste bedre, at hente brendt Kalk, støbt eller smeddet
Jern fra den første, end selv at hente begge Deele, baade Kalksteen eller Jern,
saa og Brændsel dertil, og selv at fabriqvere, brende, støbe eller smedde det.
Et Land, som Norge, har baade Timmer og Saugverker, et andet feyler
begge Deele, dette sidste kand jo altsaa lettere kiøbe sauget Timmer, end kiøbe
det usauget og sauge det selv med megen større Bekostning. J sær
4) Kand en betydelig Difference af Folkets=Mængde giøre det,
at den Stat, som ikke har Folk, uden til høyeste Nødvendighed, Agerdyrk¬
ning, Fiskeri og Handverker, gjør best i at kiøbe adskillige fabriqverede
Vahre fra en anden Stat, som har Overflødighed paa Folk. De Stater,
som har Overflødighed af Folk, giøre vel deres Regning saaledes: Den over¬
flødige Almue skal dog have Føde og Ophold, altsaa bedre, da Staten selv
ikke behøver deres Arbeyde, ved Fabriqver at sette dem i Arbeyde for Frem¬
mede, end at lade dem gaae slet ledige, om de end skulde arbeyde vel ringe, om
end Staten skulde komme dem til Hielp med Friheder, Privilegier og Til¬
skud, thi kand de end ikke fortiener og importere Landet fuld Værd for de¬
res Ophold, saa er det dog got, at de kand fortiene nogen Andeel deraf. J
saa Fald giøre jo andre Stater, som snarere har Mangel end Overflødighed,
paa Folk, en falsk Regning, om de tænker med Fordeel at kunde imitere
dem, at der ved Fabriqver kand gribes Guld med Næver, og dermed vil fa¬


238
briqvere sig selv sine fornødne Vahre, men bedre, i at kiøbe deres Vahre
af de populeuse Nationer. Og kommer nu dette dertil, at Leve=Maaden er
slettere, eller Prisen paa Levnets=Midler ringere hos de populeuse Nationer,
saa har dette saa meget desto meere Sted. Efter saadan en Beskaffenhed
er det vel, at Europæerne finder bedre Regning ved at hente de Vahre fabri¬
qverede, som nu fra Ching, Bengalen, Ostindien &c. hidbringes, end ved at
hente raae Vahre og Materie derfra, og selv at fabriqvere dem; siden
ingen Europæisk Stat til dato er falden paa, sidste frem for første at udvæl¬
ge, eller Staten fordeelagtigere at ansee.
Da jeg nu har viist, at denne Satz i Henseende til visse Stater, hvad
visse Fabriqver og Indretninger er angaaende, kand outreres forvidt, Sta¬
ten til Tab i Steden for Vinding, og at man derved, at man beviser, at ved
en eller anden anlagt Fabriqve kunde den eller den Summa Penge beholdes
i Landet, langt fra ikke har beviist, at saadan Fabriqve derfor er Landet
til Fordeel (da der forinden sligt foretages, behøves en meget nøyere Un¬
dersøgning) da vil vi videre og nærmere undersøge:
II. Hvad det egentlig er, at Staten vinder ved at fabriqvere selv
sine Fornødenheder, frem for at lade dem fabriqvere uden Rigs. Cæteris
Paribus, o, naar jeg setter, at den har i alle Ting lige Beqvemmelighe¬
der, holder og kand holde lige Priis med den uden Rigs Fabriqve.
Saa løselig, hører og seer jeg nok, at Folk giør Regning, at den fulde Sum¬
ma, som de fremmede indkiøbte Vahre koster, kunde spares i Landet. Men
her maae Subtraheres:


245
I. De raae Vahres Jndkiøb.
2. De dertil behøvende og forbrugte Materialier.
3. Huusleyen, eller Renter af de til Fabriqve=Huusets Jndkiøb,
eller Bygning, anvendte Summer.
4. Føden og Klæden til alle Fabriqvens Folk.
Alle disse Ting, med mindre man gotgiør, at de, hvor Fabriqven an¬
legges, ere bedre Kiøb, end sædvanlig anden Steds, gaaer op og balance¬
rer; thi enten skal de saavel her, som der, indkiøbes, eller i Fald Staten har
dem selv, kunde de i den Sted selges ud af Landet. Ex. gr. Ved at und¬
være eller nedlegge en Fabriqve af saa eller saa mange Folk, kunde saa man¬
ge Tønder Rug og Malt, saa mange Tønder Smør, saa mange Øxen,
Sviin og Faar, saa mange Lispund Uld, saa mange Huder aarlig meere
udsendes af Landet; Videre kunde saa mange Lispund Hør, saa mange
Tønder Sild og Salt, saa mange Lispund Fisk, den eller den Qvantite,
Viine, Tobak, Specerier og Gevurtzer &c. mindre indkiøbes i Landet.
Hvad som da overbliver Staten til Vinding at beregne, bliver:
I) Cousumptionen af de til Fabriqvens Folk forbrugte Victualier,
og andre paabudne Afgifter til Landets Fiscum.
NB. J Henseende til de fleeste i vore Tider i adskillige Landskaber an¬
lagte nye Fabriqver, sees vel, at denne Vinding for største Deelen,
om ikke gandske, bortfalder, i Consideration, at dennem ikke allene
forundes adskillige Friheder og Privilegier, men endog af Staterne


240
giøres anseelige Forskud og Tilskud. Men disse Friheder og Til¬
skud, siger man, er kuns for Begyndelsen, og cesserer, naar Ver¬
ket er kommen i Drift.
Vi undersøger da, hvad Staten indbringes ved Consumptionen af
en Fabriqve, der uden slige Undsetninger soutinerer sig selv. Og bliver da
Qvæstio: Om Consumption i almindelighed virkelig er Staten til For¬
deel. Man agte her den betydelige Forskiel, imellem, at indbringe Penge i
Landet, og i Landets Fiscum. Jeg tilstaaer, at Staterne allevegne deraf
drager store Intrader fra sine Underhavende, men derfor kand dog ikke raa¬
des dem, at de skal beflitte sig, at consumere al Ting i Landet, eller statue¬
res; At jo meere der consumeres i Landet, jo fordeelagtigere for Landet og
Publicum. For desto bedre at kunde ligne Skatterne, som Landets Fiscus
til almindelig Brug behøver, mellem Stænderne, mellem Riige og Fattige,
og for desto lettere og vissere at oppebære dem, er den Praxis snart over alt
bleven almindelig, at legge Skat og Afgift paa alle Levnets=Midler, som for¬
tæres og bruges skal. Men man bedrager sig meget, om man tænker, at det
er Landets Fordeel, jo meere der consumeres, fordi dets publiqveIntrader
derved stiger; Thi skulde dette staae fast, at det altid var Landet meest for¬
deelagtig, som indbragte fleest Penge i Landets Fiscum, saa kunde man og
sige: At jo fleere fremmede Vahre der blev indført, jo fordeelagtigere for
Landet, siden Tolden da indrentede desto meere. Ja saa kunde man og gaae
saavidt, at statuere: At Drukkenskab og Kortspil, jo meere gængs, jo meere
fordeelagtig for Landet. Drukkenskab formedelst den forøgede Consump
tion af Øll og Brendeviine, og Kortspil formedelst den Skat, Staterne
legger, eller kand legge paa hvert Spil Kort, som bruges. Ney det som


241
drager fleest Penge ind i den publiqve Cassa fra Landets egne Undersaat¬
tere, er langt fra ikke altid Publico meest fordeelagtig. Men vel det, som
enten sparer meest Penge i Landet, eller indbringer meest fra fremmede Sta¬
ter. Saaledes seer man og, at visse Nationer i ingen Maade giør Regning
paa, at Consumptionen egentlig er Statens Fordeel, skiønt Fiscus fordrer
sin Andeel af de consummerede Vahre, og er det saa langt fra, at de be¬
stræbe sig at forøge Consumptionen, jeg meener, at faae jo fleere og fleere
Vahre i Landet fortærede, at de contrair bestræber sig paa, at encouragere
Victualiers Udførsel, saaledes, at Landets Fiscus, uden at regne Staten det
til Nakdeel, udbetaler noget vist for hver Tønde Korns Udførsel.
Med bedre Føye kunde man statuere: At jo mindre der conlume¬
res i Landet, og jo meere der udføres, jo fordeelagtigere for Staten. Skiønt
jeg tilstaaer, dette igien maa forstaaes under sine visse Betingelser; thi for
først seyler denne Satz for saa mange af Landets Jndbyggere, som i en eller
anden Maade kand fortiene og indbringe Staten, hvad de consumerer, eller
derover. For det andet for saa mange, som i en eller anden henseende er
Staten umistelige, om de end ikke fortiene, hvad de consumere. Og
altsaa holder denne Satz ikke Stand, uden for den Deel af Landets Jndbyg¬
gere, som er til Overflod og Byrde, eller, med andre Ord sagt, som baade er
mistelige, og ikke fortiene, hvad de fortære.
Sluttelig seer jeg ikke, at kunde beregne Staten Fordeel af Consump
tionen, undtagen for dem, der, som sagt, enten ere umistelige, eller for¬
tiener og indbringer Landet, hvad de consumerer. Følgelig, hvad
nye Fabriqvers Anleggelse betreffer, kand jeg heller ikke beregne Staten For¬
deel ved den derved foraarsagede Consumptions Forøgelse, uden under
II. Deel.


242
denne sidste Betingelse, at de fortiener og indbringer Landet, hvad de consu¬
merer, i saa Fald er Consumptionen vunden, og indbringer Fabriqven
meere, er og Statens Vinding større. Hvorved dog maae observeres:
At, dersom Fabriqven enten faaer Tilskud og Assistence fra Staten, eller
erholder Forbud, for at drive sine Vahre i høyere Priis, end fremmede, da
bortfalder denne Vinding, siden Fabriqven derved noksom tilkiendegiver, at
den ved eget Arbeydes Fortieneste ikke kand soutinere sig. Saalænge der¬
fore, at Fabriqven behøver disse og saadanne Soutiens, nytter det ikke, at
tale om Consumptionens Forøgelse, Staten til Fordeel; thi det er jo fatte¬
ligt nok, at det er et og det samme, enten Staten, ved forundte Forbud paa
fremmede Vahre, driver sine Fabriqvers Vahre i høyere Priser for Sta¬
tens Jndbyggere og meenige Mand, eller den paalegger dem en derefter pro¬
portioneret Skat og Afgift til Fabriqvernes Soutien. Hvor og naar
Fabriqven derimod kand soutinere sig selv, der tilstaaer jeg, at Consump
tionen er vunden.
2) Hvad Entrepreneurs, Interessentere, Fabriquerer og Arbeyds¬
Folkene over deres Renter og fornødne Ophold kand oplegge. Her maae
man nu ikke regne paa, hvor anseelige Capitaler der i forrige Tider ved Fa¬
briqver ere erhvervede, da nogle Nationer fabriqverede for alle andre;
Nu derimod da enhver Nation, ja snart hver Province og District vil
fabriqvere for sig selv, da ere saa store Gevinster ikke meere at forvente.
Efter Fabriqvernes Antal falder Priserne, og følgelig Gevinsterne med.
3) Da vorder andre ved Fabriqvers Anlegning satte i Næring, saa¬
som Møllere, Bagere, Bryggere, Skrædere, Skomagere &c. Med disse har
det nu samme Beskaffenhed, som nyelig mældt er om Fabriqve=Folkene: At


243
hvad Publicum egentlig vinder ved det derved tiltagende Antal af Haand¬
verks=Folk, Bagere, Bryggere og deslige, er Consumptionen, og hvad de
over deres fornødne Ophold kand oplegge.
Tolden af de fremmede Vahre, som indføres til Fabriqverernes Sub¬
sistence, enten det er til Legemets Ophold, eller til Klædedragt og Meuble¬
ring, kand ikke beregnes Staten til Vinding, siden den, Tolden uagtet,
imodsigelig taber ved fremmede Vahres Jndførsel. Altsaa kand Tolden
snarere henføres Staten til Gravamen, end til Vinding, helst paa de Ste¬
der, hvor mange fremmede Ting, efter den der brugelige Levemaade, reqvire¬
res til Fabriqverernes Subsistence.
Vil man sige: At Staten dog vinder dette derved, at Folket i Landet
bliver meere populeus. Da maae jeg 1) henvise dem til forrige Satzes
Undersøgning, hvori jeg agter det gotgjort: At det ikke altid og uomgænge¬
lig er en Stats Fordeel, at den blive meere Folkriig. 2) Da seer jeg neppe,
om Fabriqven ellers skal soutinere sig, at den kand recrutere sig selv, min¬
dre, at den skulde fournere Folk til andre Ting. Vil man replicere: At
den vel inddrager og samler sig Folk fra andre Steder, da tilstaaes det, under
det Tilleg: Staten mange gange til anseelig Bekostning. J Almindelighed
maae man agte: At skiøndt Menneskenes Antal i Landet bliver større, kand
jeg dog ikke sige, at Folket, egentlig talt, bliver meere populeus og overflø¬
dig, den stund Fabriqven selv behøver alle sine Folk og deres Afkom. Over¬
alt slutter jeg saaledes: Er Folket i Landet ikke meere frugtbar, end at hver
Stand nogenlunde net op recruterer sig selv, saa overskyder ventelig heller
ingen fra Fabriqven til andre Handteringer. Og er Folket der i Landet


244
almindelig frugtbar og overflødig, saa behøver det ikke saadan Overskud, og
kand ikke ansees, som en Fordeel.
Men siger man tvert imod: At Staten dog vinder dette derved, at
den setter en Deel af sin overflødige Almue i Arbeyde, som ellers vilde
mangle Brød, og være Staten til Byrde. Da consenterer jeg gierne, at,
i saa Fald at Staten har Folk til overs, der mangler Næring og Arbeyde,
da er det Statens store Fordeel, at den setter dem i Arbeyde. Thi, endskiøndt
at de ved eget Arbeyde ikke kunde ernære sig selv, uden Publici Tilskud og Assi¬
stence, kunde Staten dog giøre Regning, at den profiterte, alt hvad disse
forrige Løsgænger fortiente, siden den dog desuden maatte underholde dem
slet ørkesløse. Dette holder jeg for den lovligste Maade at employere en
overflødig Almue, og præfererer den frem for Emigrationer, og Krigs Yppelse,
siden alt dette mestendeel gaaer ud paa, at skille enten dem eller andre ved
Livet. Paa denne Regning grunder sig de, for paagrebne Betlere og Løs¬
gængere, hos os oprettede Tugt= og Manufactur=Huuse; hvilke ikke kand
siges, at være Publico til Byrde, ald den stund de ved eget Arbeyde fortie¬
ner nogen Andeel i den Summa, som desuden til deres Ophold nødvendig
reqvireredes.
Meere, end disse anførte Poster. 1) Consumptionen. 2) Hvad
Fabriqvens Interessenter og Folk over deres Renter og nødvendige Sub¬
sistence oplegge kand, og 3) hvad det Antal Haandverks=Folk, Møllere,
Bagere, Bryggere, Høkere &c. som ved Fabriqve=Folkene ernæres kand,
over deres Subsistence kand oplegge, og ellers i Consumption og Skatter
importere Publico, finder jeg da ikke, at kunde beregne Staten, naar den


24
ikke med overflødig Almue er besværet, til Fordeel af nye Fabriqver, naar
de endog i alle Ting har lige Fordeele og Beqvemmeligheder med de ældre
i fuld Flor og Drift værende fremmede Fabriqver.
Hvor lettelig nu disse Statens forventede Fordeele kand forsvinde og
bortsmelte, i Fald en eller anden betydelig Inconvenience forefindes for de
anlagte indenlandske Fabriqver, vil Læseren lettelig udfinde, helst naar han ved
efterfølgende føres i Tanke om de mange og adskillige Inconveniencer, som
kand møde nye Fabriqvers Anlegning. Møder dem saadanne Obstacler, at de
ikke med Tiden (thi Begyndelsen vil jeg ey regne) kand holde Priis med frem¬
mede, da bortfalder 1) den Fordeel af Consumptionen; hvorom nylig
mældt, og ligeledes 2) den Vinding, man vil tilregne Staten af Fabriqve¬
rers og Fabriqve=Folkenes oplagte Gevinster, thi alt hvad Fabriqvens In¬
teressenter og Folk oplegger under Forbud af fremmede Vahres Jndførsel,
det taber de Kiøbende, og altsaa bliver Staten i sine Particulairs ingenlunde
riigere, bliver nogle faae riigere, da bliver saa mange desto fleere fattigere.
Den liden øvrige forventede Fordeel kand og lettelig medgaae, om ikke de¬
generere i reent Tab for Publicum, i Fald fleere og noget betydelige In¬
conveniencer tillige indtreffer.
Vi har da nu udregnet, hvor liden den Vinding i vore Tider er, som
en Stat, der ikke med en talrig Almue er besværet, haver deraf, at den selv
fabriqverer sine Nødvendigheder, frem for at lade dem fabriqvere uden
Rigs, naar den endog har samme Beqvemmeligheder med fremmede Fabri¬
qver. Og dette leder os da videre til at undersøge:


246
III. Hvor mange Obstacler og Inconveniencer møde kand. Hvor
mangfoldige Ting der bør i agttages ved nye Fabriqvers Anlegning, om man
ellers vil være sikker, at samme skal geraade Staten til Vinding, og ikke til
Tab og Afgang. Nogle af de fornemste Poster, som ved Fabriqvers An¬
legning bør og maae i agttages, agter jeg da at indbefatte under følgende
Classer:
I. Angaaende Fabriqve Folkene.
2. Angaaende Fabriqvens Bygninger.
3. Angaaende det til Fabriqven udvaldte Sted.
4. Angaaende Fabriqve Dahrenes Kiøbere og Afsetning
Angaaende da I. Fabriqve Folkene, da maae observeres:
1) At Folkene i Landet ikke ved nye Fabriqvers Anlegning afdrages
fra andet meere vigtig og fordeelagtig Arbeyde og Næring, saasom: Ager¬
dyrkning, Fiskeri, og deslige. Thi at anskaffe fleere Producter af Land og
Vand, at anskaffe fleere raae Vahre og Materie, nødvendige til Livets Op¬
hold og Beqvemmelighed, er af allerførste og fornemste Vigtighed; De ere
de rette Kilder, ikke allene til et Lands Rigdom, men dermed kand et Land til
Deels berige den heele Verden, siden Verden nødvendig bliver riigere, jo
meere Korn af Jorden og Fisk af Havet udbringes kand; Derefter kand An¬
tallet af Verdens Beboere tiltage. Dette bør da have den første og for¬
nemste Omsorg. Dernest kommer først den Omhue, tingene at omdanne,
fabriqvere, polere, raffinere, &c. Agerdyrkning og Fiskeri bør altsaa for
ingen anden Ting at forsømmes og tilside settes. Dette seer vi og, at de


24
fleeste Stater meget viselig har indseet: Paa det de til Agerdyrkningen nød¬
vendige Folk ikke derfra til andre Ting skulde afdrages, Agerdyrkningen til
Forsømmelse, har nogle Stater givet Jordegodsets Eyere Vornet=Rettighed,
til de Folk, som fødes paa Landgodserne. Andre har fæstet dem til Godserne,
naar de der havde Ophold og Tieneste til en vis Alder. Hvilket, jeg ikke
kand andet, end ansee, at være af største Nytte og Nødvendighed; thi, uden
slige Foranstaltniger, var det at befrygte, siden Bondestanden giver stort Slid,
og dog ingen synderlig Fortun derved kand forventes, at mange, i sær de,
som havde samlet sig noget, hvormed de kunde anfange noget andet, vilde ud¬
gaae fra Bondestanden, efterat den baade havde opfødt og beriiget dem,
hvorved Agerdyrkningen og dens rette Drift uomgængelig maae staae tilba¬
ge, som forhen viist er. Men at Qvindfolkene skulde bindes til Godserne,
(som nogle har vildet projectere, men viselig er forkastet) deri seer jeg hver¬
ken Nyite eller Nødvendighed, og hvor Nødvendigheden ingen Tvang for¬
drer, der er Friheden den retteste. Uden at faae Tieneste=Piger fra Landet,
vilde vel Kiøbstæderne have Mangel, i mindste maatte de vel og i saa Fald
have Forbud, at ingen af deres toeg Tieneste paa Landet. Men, som sagt,
ald saadan Tvang var til ingen Nytte, og synes mig, at i sær dette Kiøn
fra ald unødvendig Tvang bør være forskaanet.
Angaaende Fiskeri, Sildefangst, Valfiskefangst og deslige, da er
det og de Stater, hvor dertil haves god og beqvem Leylighed, snart lige an¬
gelegen, at see derhen, at de dertil behøvende Folk ikke derfra til andre Ting
afdrages. Og kunde vel den Methode, nogle Stater bruger til at encou¬
ragere Agerdyrkningen, i at udbetale af Landets Cassa noget vist


248
paa de Korn=Dahre, som udføres (*) ligeledes for visse Stater til megen
Fordeel imiteres til at encouragere Fiskerier, uden at tale om andre Hielpe¬
Midler, hvorved Fiskerier kunde settes i Drift.
2) Mage observeres: Om Landets Almue er Folkerig, er fattig og
stræbsom. Det første fører gierne og snart altid det sidste med sig; hvor
Almuen efter Landets Brug og Næring er talrig og overflødig, der maae den
og en general nødvendig være fattig; thi Folke=Løn, Hyre eller Leye pro¬
portioneres alletider af sig selv efter Mangel eller Mængde paa Almue.
Hvor der er Mængde af dem, der søger Arbeyde, der capitulerer de nød¬
vendig best Kiøb, hvor der er faae, der maae de Leyende tinge op med dem.
Saaledes staaer det ikke vel i nogen Regierings Magt, enten at forhøye eller
nedsette Folke=Lønnen, den regulerer sig selv efter Tieneste=Folkenes An¬
tal. Og hvor Almuen er fattig, der maae den og nødvendig være stræbsom;
Mangel paa Livets Ophold maae endelig giøre arbeydsom, hvor der er man¬
ge at vælge i, der hyres allene de vindskibelige, men hvor der er Mangel paa
Folk, der maae man og tage til takke med de mindre Arbeydsomme.
Denne Post: Om Landet efter sin Brug og Næring har en talrig og
overflødig Almue, maae da efter mine Tanker først og for alle Ting i agt¬
(*) Disse Præmier kalde Engellænderne Drubal, og udrette der ved saa meget, at en¬
dre Nationer ikke letteligen kunde holde Priis med dem, da de undertiden i Norge
sælge en Tønde Korn lettere end de selv have kjøbt den i deres eget Land. Over¬
skuddet betales dem af Publico, som finder sin Regning ved at opmuntre Producter¬
nes Udførsel.


24
tages ved nye Fabriqvers Anlegning; Thi endskiønt Folk til Fabriqven,
paa de Steder, hvor ingen Overflod er, vel bliver at faae, saa kand man dog
hverken vente at faae dem for den Sold og Hyre, heller ikke hos dem at finde
samme Flittighed, som hvor Almuen er overflødig. Og at vilde forskrive
dem andensteds fra, hvor de kand faaes meere arbeydsomme og bedre kiøb,
nytter heller intet, de vil snart rette sig efter Landet, de kommer i, og hverken
arbeyder meere eller bedre Kiøb, end andre. Dette allene, seer man nu nok,
kand giøreen mægtig Rabat i en Fabriqveurs Regning. Skal han give
(jeg setter allene) fem Folk saa meget, som sex kand haves for i udenlands
Fabriqver, og sex Folk hos ham saa ikke arbeyder meere, end fem paa andre
Steder, saa skal han jo arbeyde omtrent; Deel ringere, end andre Fabri¬
qver, hvorledes kand han da holde Priis med andre? Og Staten vil i saa
Fald ligeledes finde Rabat i sin Regning, naar den for samme Arbeyde skal
underholde fleere hiemme, end paa fremmede Steder. Og er nu Forskiellen
paa Løn og Arbeyde større, end her supponeret, saa vil Gevinsten for Fa¬
briqver og Publicum derefter forringes, om ikke forvandles til reent Tab
og Forliis. Som man har observeret: At Riige og høye Stands=Per¬
soner gemeenlig ikke bliver de beste Landmænd, saa kand det vel og med Føye
befrygtes: At Nationer, som af Naturen ere rige, jeg meener, som har over¬
flødige Landets=Producter efter Jndbyggernes maadelige Antal, heller ikke
vil agere de beste Fabriqveurs.
Under denne Post maae tillige observeres: At Almuen, hvor Fabri¬
qven anlegges, ikke er vant til en bedre Levemaade, end sædvanlig paa andre
Steder, thi, endskiøndt jeg agter, at Folkets Mængde eller Mangel for
største Deel regulerer, tillige med deres Fattigdom eller Rigdom, deres
II. Deel.


250
slettere eller bedre Levemaade, saa seer man dog, at en Nation er langt meere
for Tarvelighed, end en anden. Altsaa er det ikke nok at undersøge, om Al¬
muen er ligesaa overflødig, fattig og flittig, som andre Steder, men man
maae tillige undersøge, om den er vant til saa slet og tarvelig en Levemaade.
Hvis ikke, da kand dette have samme Virkning, som Mangel paa Folk, i saa
vidt at Lønnen og Leyen der vorder dyrere, end anden Steds. Derved kand
ogsaa Statens forventede Vinding ligeledes rabatteres, i sær om mange
fremmede Ting der reqvireres til den i Brug værende Levemaade.
Vil nogen nu hertil sige: At det altsaa er Statens Sag, for at føre
Fabriqver i Flor og Drift, at forskaffe Landet en folkerig og fattig Almue.
Da har jeg derom til Deels yttret mine Tanker i Undersøgning af første
Satz, og skal jeg da her allene svare: At det synes mig en egen og harar¬
derlig Sag, den Sunde en Sygdom at paaføre, under Forevending, endnu
at vilde giøre ham meere sund. At giøre Almuen, som nu lider vel, fattig
og nødlidende, i Absigt at giøre Staten meere riig og florisant. Thi, som
jeg ikke fatter, hvorledes det er giørligt, at forskaffe Landet en meere talriig,
uden tillige at forskaffe den en meere trængende Almue, (forstaae, jeg nævner
her en Almue talrig, ikke efter noget vist determineret Tal, men efter Lan¬
dets Brug og Næring, om der end vrimler af Folk, kand Almuen dog ikke
siges talriig og overflødig, naar der er fuld Arbeyde og Næring for dem alle)
saa vil jeg her suspendere mit Judicium, tilstaaende, at det standser her, og
ikke kand følge med i denne mig alt for høye Politiqve. Jeg finder det me¬
get roesværdigt, at de, som forefinder en talriig Almue, der søger Brød og
Næring, saaledes ved Fabriqver setter dem i Arbeyde baade dem og Staten
til Fordeel. Men med Flid at forverre Almuens Tilstand, ved at forøge


251
dens Antal, det veed jeg ikke, hvorledes jeg rose skal. Da jeg ikke kand over¬
give dette Principium: At den Regierings=Form er den beste, billigste og
retfærdigste, hvor Almuen lider best, dog indskrænket inden sine tilbørlige
Grændser.
Angaaende II. Fabriqvens Bygninger, da maae observeres: At
en Fabriqve i sine Bygninger ikke anlegges med alt for store Bekostninger.
Straxen i Begyndelsen er det jo ikke mueligt, at sette en Fabriqve i sin fulde
Drift, og mindre at finde den fornødne Afsetning for disse uforsøgte, og for¬
medelst deres Nyehed halv suspecte Vahre. Skal nu disse spæde og i Op¬
vext værende Fabriqver bære samme Byrde i Renter af de til Bygninger,
Pakhuuse, og andre Reqvisita anvendte Capitaler, med andre ældre Fabri¬
qver, der har fuld Drift og Afsetning, hvad Under, at de da enten døer udi
Fødselen, eller strax forknyttes saaledes, at de aldrig kommer til Vext og Før¬
lighed. De nye Fabriqver har desuden Byrde og Besværlighed nok, blant
andet, at de maae forskrive og anhverve fremmede Mestere og Folk, da ingen,
som ret forstaaer sin Konst, gierne bryder op fra sit Fædreneland, uden for
en anseelig Vinding. Jeg skulde agte det raadeligere, at enhver Fabriqve be¬
gyndtes saa liden, og med saa lidet Jndskud, som mueligt, og at den saa aug¬
menterte sig selv med Tiden. Dog maae jeg tilstaae, at den stund man
er i den Tanke, at Fabriqver umuelig og paa ingen anden Maade kand
komme i Stand, end ved Forbud af fremmede Vahre, da kand dette heller
ikke vel gaae an i Begyndelsen; thi den stund egne Vahre skal selges dyrere,
da maae Staten have saa stort Forraad, at den kand gjøre et almindelig
Forbud paa samme Vahre fra fremmede Steder, forinden hvilket slet ingen
Afsetning kand forventes. Men naar nu saa stort Forraad af et Slags


252
Vahre haves, at Forbud derpaa fra fremmede Steder allereede gjort er, da
synes mig, det var rette Tiid for andre (naar ingen Monopolia eller Privi¬
legier hindrer) at begynde paa smaae Fabriqver, og saa at lade dem voxe
og extendere sig selv med Tiden.
Angaaende III. Stedet, hvor Fabriqven anlegges, da bliver at ob¬
servere: 1) Om Renterne der, ikke ere anseelig høyere, end paa andre
Steder, thi denne Byrde vil ikke allene trykke den i Ungdommen, men vente¬
lig følge den bestandig. Skal dens Entrepreneurs og Interessentere have
større Interesse af deres Penge, end paa andre Steder, hvorledes kand da
Fabriqven holde Priis med andre, eller komme til den forynskede fordeelag¬
tige Flor og Drift?
2) Om Victualierne der ikke er dyrere, end sædvanlig andre Steder.
Enhver Stat, som selv ikke fabriqveurer (siger man, og jeg tilstaaer det) un¬
derholder i den Sted Fabriqveurer paa fremmede Steder alt efter Mængden
af et hvert Slags Vahre, som den indfører og forbruger. Men dersom Pro¬
vianten nu er en Deel lettere, hvor dens fremmede Fabriqveurer underhol¬
des, og Staten derimod kand bortselge en lige Andeel Proviant til fremmede,
og det en Deel dyrere, saa vil Statens eragtede Tab, ved at holde sine Fa¬
briqveurer uden Rigs, enten formindskes eller bortfalde. Og skulde Prisen
paa Provianten, som den paa fremmede Steder indkiøber til sine der ha¬
vende Fabriqveurs, være anseelig mindre, end Prisen paa de Victualier, den
derimod til andre kand afhændige, kunde Staten og have Fordeel ved at
holde sine Fabriqveurs uden Rigs. Vil man sige, at i saa Fald maatte Vi¬
ctualiernes Priis her og der differere mangfoldig. Da considereres


først, hvad den egentlige Gevinst i vor Tiid kand eragtes ved indenlandsk
Fabriqver, naar de endog har lige Beqvemmeligheder med de udenlandske,
som forhen viist er. Dernest, at Victualiers Priis kand differere meget i
et og samme Land mellem Søestederne, og de Steder ti a tolv Miil bedre
ind i Landet, formedelst den lange Udkiørsel, langt meere imellem adskillige
langt fra hinanden bortliggende Lande; og kommer nu dette dertil, at Leve¬
maaden kand være slettere paa de fremmede Steder, uden at tale om fleere
Fordeele, som de fremmede Stæder kand have, og fleere Statens egne In¬
conveniencer, da agter jeg det ikke utroeligt: At det jo kand være den eller
den Stat tienligere, at kiøbe de eller de Fabriqve=Vahre fra andre, end selv
at fabriqvere dem. Og er det mueligt af denne Aarsag, at Europæerne
(som forhen mældt) finder bedre Regning at hente fabriqverede, end raae
Vahre fra Ostindien, Bengalen, China &c. nemlig formedelst den der væ¬
rende ringere Priis paa Victualier, samt slettere Levemaade, muelig Folkets
Overflødighed, i Henseende til Næringen, og saa contribuerer en Deel
dertil.
For de fabriqverede Vahres Udførsel ere vel de Steder de beqvem¬
meste, hvor der er Seylats og beqvem Udførsel, men der er Victualier igien
gierne dyrest, siden de Commercerende, saa snart noget er at vinde, ikke
forsømmer at henføre dem, hvor de gielder meest. Øerne og Søestederne
holder derfor altid Priis omtrent med de dyreste Steder, som beqvemmelig
besegles kand, naar Udførselen er fri. Des Aarsag agter jeg de Steder i
store og nogenlunde frugtbare Lande, fra hvilke Victualiers Udførsel er van¬
skelig, de beqvemmeste for Fabriqver af de Vahre, hvor der i en liden Qvan¬
tite stikker temmelig Capital, saa at deres Udførsel til Søestederne er meget


254
ringere, end Victualiernes Udførsel. Dog maae herved igien observe¬
res: At samme Fabriqve heller ikke behøver, at mange Ting den til
Søes skal indføres, thi derved kunde den tabe meere i et, end den profiterte
i et andet.
3) Om visse til Fabriqven udfordrede Ting ikke falder der alt for
dyre. Nogle Ting kand der og være, hvilke, skiøndt de for værende Tiid
ikke ere for dyre, dog kand være Staten angelegen, nogenlunde at conser¬
vere for Eftertiden. Ex. gr. At conservere Skove og Tørve=Skier kand
være mange Stater af den Betydenhed, at de Fabriqver, skiøndt ellers im¬
portante, der medtager megen Jldebrand, ikke burde tillades, i mindste ikke
paa andre Vilkaar, end at Jldebranden fra fremmede Steder blev indført.
Og som saadanne, skiøndt ellers fordeelagtige, Fabriqver kand være Staten
til Skade i Henseende til Posteriteten (thi er Posteritetens Tab større,
end den nærværende Tiids Vinding, da taber Staten, som bør sørge saavel
for tilkommende, som nærværende Tiid) saa kand de og virkelig i saa Fald,
saa fremt de kiøber deres Jldebrand i Landet, være Landet og Districtets
Beboere til Skade i nærværende Tiid, og det endskiøndt deres fabriqverede
Vahre kunde haves lettere, end ellers. Jeg ponerer, at et Teglbrenderie,
anlegges, hvor Jldebranden er temmelig kostbar, helst om det er noget oppe i
Landet, hvorhen Tilførsel fra Søen er vanskelig, deraf selges hundrede Steen
otte a ti Skilling lettere, end sædvanlig, men derimod koster et Læs Brende
otte a ti Skilling meere, end forhen, saa skader jo Teglbrenderiet Landet
meere i en Post, end det gavner i en anden. Thi man behøver et Aar om
et andet, ikke nær saa mange Læs Muursteen, som Jldebrand.


25
4) Om Fabriqven anlegges i de varmere, eller i de koldere Lande;
thi i sidste Tilfælde maae giøres Regning: 1) Paa meere Proviant til Fa¬
briqve Folkene, da Erfarenheden lærer, at Folk i de koldere Lande behøver
anseelig større Mund=Portion, end i de varmere. 2) For Kuldens skyld, at
Fabriqve=Folkene behøver og slider en Deel fleere Klæder, saa og forbruger
langt meere Jldebrand, som desuden i de koldeste Lande gierne er dyrest.
3) For Dagenes Kortheds skyld, at en Deel meere Lys vil medgaae. Naar
disse Poster samles og ret beregnes fra en Aars Dag til en anden, vil de vel
befindes end da af nogen Betydenhed, og at de varmere Lande derved har
Fordeel frem for de koldere, i mindste er dette nødvendig at observere for
desto rigtigere Beregning.
5) Bliver at observere: J Fald Fabriqven nødvendig behøver raae
Vahre fra fremmede Steder, i sær om samme ikkun paa gandske faae Steder
er at erholde, om det da ikke kand være at befrygte: At den eller de Stater,
hvorfra de raae Vahre haves, skal, for selv at beholde sine raae Vahres=Fa¬
briqve, og derved deres overflødige Almue at kunde employere, enten alde¬
les forbyde deres Udførsel, eller belegge den med en excessive Told, thi
i saa Fald vil Fabriqven enten standse, eller dens forventede Vinding
bortfalde.
Angaaende IV. Fabriqve=Vahrenes Kiøbere og Afsetning da maae
observeres: 1) Om Vahrene samtlige inden Statens Grændser ere af¬
setlige. Om de allerede værende Fabriqver ikke ere nok, Staten at four¬
nere. J forrige Tider, da der i saa mange Stater ingen synderlig Fabri¬
qver vare anlagte, kunde man giøre Regning, Vahrene paa andre Steder


256
at afsette. Men nu hver Stat fabriqverer for sig selv, da bortfalder denne
Regning. Og er der end de Steder endnu, hvor slige Vahre ere, og for en
Tiid kand forventes afsetlige, saa er det dog troeligere, at de Nationer, som
ere ældre og sterkere i Fabriqve=Væsen, helst om de og ere meere Folkerige,
vil beholde denne Handel, end at de, som nylig begynder, vil fordrive dem.
Og som den nye Fabriqve saaledes ikkun faaer en vis Stat at fabriqvere
for, da vil det
2) være fornødent, nøye at udstudere og i agttage dette Folkes Gout.
J mange Ting, veed man at et Folkes Gout differerer fra et andet; Men i
dette, tænker jeg, at alle Landes Jndbyggere i vore Tider meest ere eenige: At
enhver, særdeles i alt hvad som henhører til Klædedragt, vil have noget be¬
synderligt rart og nyt, som ikke er gemeent og almindeligt, og helst det, som
han eller hun ikke har seet før, og tænker at ingen andre haver. Denne
Sygdom er virkelig meget betydelig, og ikke meere skadelig for de Kiøbende,
end for de Fabriqverende. Den stund en Fabriqves Vahre kunde forven¬
tes til mange og adskillige Lande, da kunde denne Sygdom ikke stort skade,
siden dens Vahre dog et eller andet Sted for en eller anden Person vilde blive
rare og ubekiendte. Men for de nye anlagte Fabriqver, som kuns kand for¬
vente, at Fabriqvere for et vist Territorium, er den skreksom og farlig,
siden en Stats Fabriqver ikke vel, i mindste ikke uden anseelig Bekostning,
kand fabriqvere alle Slags Tøy, Silke, Uldene og Linnede, af alle Sorter,
Melanger, Couleurer, Mynstrer Vevninger og saa videre. J sær kand
denne Sygdom trykke egne Fabriqvers Afsetning i de Lande, hvor fremmede
Vahres Jndførsel ikke vel kand hindres.


3) Bliver at observere: At der fra Fabriqven er beqvem Udførsel
til andre Statens Steder og Provincer.
4) J Fald kabrigven ikke fortrøster sig, at kunde soptinere sig uden
Forbud paa slige Vahres Jndførsel fra fremmede Steder: Om fremmede
Vahre der ikke lettelig og beqvemmelig, uagtet at Staten end og saa med
største Rigeur vil holde over slige Forbud, dog lader sig indsnige. Om Lan¬
dets Situation, Naboeskaber og deslige ikke ventelig vil giøre alle slige Bestræ¬
belser frugtesløse. Thi i saa Fald, kand Fabriqverne snart giøre stort Tab,
naar deres Vahre derover uafsatte henligge, og den store Capital, som deri
stikker, frugtesløs henstaaer. Og naar en Fabriqve er kommen til den
Point, da er det Qvæstio: Om den, ved at lade saa mange Vahre uafsatte
henligge, ikke har gjort større Tab, end om den havde alt efter Haanden af¬
sat dennem alt efter de paa fremmede Vahre sædvanlige Priser; thi mueli¬
gen dens første Tab, i mindste for største Deelen, var ersat ved Verkets vi¬
dere og bestandig tiltagende Drift. Og i Fald Fabriqven enten føres paa
Statens egen Regning, eller derfra nyder betydelige Soutiens og Tilskud, da
er Statens Tab uimodsigelig større i første Tilfælde, end det havde været i
sidste; Thi hvad Staten giver (om den og havde bortgivet noget ved saa
lette Priser) til sine Undersaater, det taber den ikke, egentlig talt; thi hvad
Undersaatterne har, det har Staten og, og kand alletider paa en eller anden
Maade indhentes i den publiqve Cassa. Men lader den anseelige Capita¬
ler i rum Tiid frugtesløse henstaae, da har den reent Tab i sine Renter,
helst hvor der ikke er fleere Penge, end til Nytte bruges og employeres kand.
Af denne vor hidindtil gjorde Undersøgning er det da klart og aaben¬
bare: At ikke enhver Stat kand finde Fordeel ved enhver Fabriqve, men at
II. Deel.


258
een eller anden Fabriqve, formedelst een eller fleere betydelige Inconvenien¬
cer, kand anlegges, om ikke en Stat til Tab, dog uden Fordeel. Og at
altsaa denne Satz: Ar enhver Indretning eller Fabriqves Anlegning,
hvorved Penge kand spares og beholdes i Landet, er Sraten til
Fordeel, ikke tilstaaes kand, uden under sine mange og berydelige
Betingelser, nemlig saadanne:
Om Statens Jndbyggere ikke derved afdrages fra et meere nødvendigt
og fordeelagtig Arbeyde.
Om ligemeget Arbeyde ved ligemange Folk i lige Tid og for lige Løn
og Udgift kand forfærdiges der, som anden Steds. Om Provisionen
ikke er kostbarere og Levemaaden bedre.
Om Fabriqven efter sin Størelse og Afsetning ikke anlegges med større
Bekostning, end paa andre Steder.
Om Entrepreneurs og Fabriqveurs lader sig nøye med samme Renter
og Revenüe, som anden Steds.
Om de til Fabriqven udfordrede Nødvendigheder ikke falder for dyre,
og fra andet nødvendigere Brug kand undværes.
Om Stedets Situation eller Clima ikke udfordrer større Bekostning.
Om de til Fabriqven fra fremmede Steder udfordrede raae Vahre ikke
belegges med alt for høy Told ved Udførselen.
Om Fabriqven, i mindste med Tiden, kand holde Priis med fremme¬
de, og ikke behøver Statens Tilskud eller Forbud af fremmede Vah¬
res Jndførsel. Og saa videre.


25
Forstaae dog, at, ved det jeg siger, at denne Satz ikke kand tilstaaes i
almindelighed, uden under disse og deslige Betingelser, siges og paastaaes
dog langt fra ikke: At enhver Fabriqve, hvor nogen af disse Ob¬
stacler møder, ikke kand anlegges Staten til Fordeel. Men allene
dette: At een eller fleere af disse Obstacler kand for een eller anden
Fabriqve, paa et eller andet Sted anlagt, være saa betydelige, at
den ikke kand vorde Staten til Fordeel, men endog til Tab.
Og da vi fuldstændig og udførlig haver viist, i Henseende til Fabriqver:
At alt det, hvorved Penge spares og indeholdes i Landet, ikke just derfor er
Staten fordeelagtig. Da vil vi undersøge, om denne Satz ikke ligeledes
kand drives for vidt i Henseende til Seylats og Commerce. Hvorom
vi altsaa kand handle desto kortere.
Seylats og Commerce, hvorved Verdens Deele, Riger, Stater
og Lande omtusker og omsetter deres adskillige og differente Producter, og
indbyrdes kommer hinanden til Hielp i ald deres Mangel, er Verden høyst
nyttig og umistelig. Derved kand ogsaa et anseelig Antal af Verdens
Beboere finde god Næring. Men, som det dog er visse Ting, Verden be¬
høver at omsette, visse Ting, som et hvert Land enten behøver fra andre, eller
til andre haver at afhændige, saa maae de Seylendes og Commerceren¬
des Antal derefter determineres, og kand ikke extenderes efter Behag.
Ved denne, som ald anden Næring og Handtering, kand beqvemmelig leve et
vist Antal, men dersom alt for mange indlade sig derudi, kand det baade
vorde Verden i almindelighed, og Staterne i særdeleshed, til Tab og
Forliis.


210
Den stund nogle faae Stater og Stæder, som i fordum Tiid, allene
eller for største Deelen, bemægtiger sig Seylatsen og Commercen, da maae
samme uomgængelig være dem af største Importance og Betydenhed. An¬
dre Stater kand billigen eragte sig derved præjudicerte, Deels siden de be¬
tager dem den Andeel i denne Næring, som dem efter Proportion og Om¬
stændigheder billig tilfalde kunde. Deels fordi de faae Commercerende
Stater og Stæder da kand tvinge Priserne paa de transporterte Vahre,
da de har ligesom et Monopolium paa Transporten.
Dersom enhver Stat derimod vindicerte sig sin Andeel i Seylats og
Commerce, proportioneret efter Billighed, efter Staternes Størelse,
Situation, Producter og andre Omstændigheder, saa at den ene Stat ikke
kunde siges præjudiceret ved den anden, da kunde derved haves god og bil¬
lig Næring, men ingen overmaade Vinding forventes.
Existerer derimod tredie Casus: At enhver Stat vil forcere Com¬
merce og Negoce, extendere sin egen og indskrænke andres, sette sin i
Flor, andres til Ruin og Undergang, da maae slige hinanden modstridende
Bestræbelser nødvendig komme den ved Commercen værende Næring til
anseelig Afgang. Disse Bestræbelser, som saaledes er ald Commerce og
alle Commercerende til Afgang, vil i sær trykke de Stater, som har de
fleeste og største Inconveniencer for at anlegge og extendere Commer¬
ce, og mindst Force til at naae saadan deres bud. Saa at der vel og kand
være de Stater, der har saa liden Force, saa mange Inconveniencer, og
saa mange og mægtige fiendlige Bestræbelser imod sig, at de giør best, at de
ikke indlader sig i denne Kamp, men desto nøyere i agttager andre Ting, og


261
ved Tarvelighed at etablere, indskrænker, saa vidt muelig, alle fremmede
Vahres Jndførsel, end at de tilsætter deres Kræfter, og svækker sig selv ved
unyttige Bestræbelser i en Kamp, hvor de dog, efter ald Anseelse, stedse vil
succumbere. Thi efterdi der er saa gandske stor en Forskiel saavel imellem
adskillige Staters Magt, som deres Beqvemmeligheder til Commerce, da
kand de Staters Bestræbelser, som har saa anseelig større Magt og For¬
deel, vel ikke være frugtesløse.
Naar nu Commercen i almindelighed er kommen i denne sidst om¬
mældte Situation, at enhver Stat (efter at alle Billigheds Love ere tilside
satte, og egen Fordeel til eeneste Regel og Rettesnor antaget) legge alle Aarer
om borde, for egen Commerce, at extendere, og andres at under minere
og indskrænke, da tilstaaer jeg: At enhver Stat, der nogenlunde har
Formue og Beqvemmelighed til Commerce, har Ret, Føye og Aar¬
sag, at den blant Verdens saa almindelige Bestræbelser bruger sig,
og giør sit beste, ikke allene i at styrke og udbrede sin Commerce,
men endog i at svække andres. Og den stund ikke bruges, uden lovlige
og sædvanlige Midler, kand Staten derudi ikke siges at agere, uden defen¬
sive, den stund heele Verden, som det synes i vore Tider, af alle Kræfter,
skiønt hemmelig, strider imod hinandens Commerce. Enhver saadan
Stat, siger jeg, er det raadeligt og tienligt, for at holde Pengene i
Landet, for selv at have Fordeel, og andres Fordeel at indskrænke,
at extendere sin Commerce, ald den stund den ikke outrerer og for¬
cerer den saavidt, at den derved haver Tab i Steden for Vinding.
Og at dette, som ved Fabriqve saa ved Commerce, i en eller anden Til¬
fælde lettelig skee kand, skal jeg allene illustrere med et par Exempler.


262
Nogle vil meene: At det baade var billigt og fordeelagtigt, om Norge
udskibede sine egne Bahre, saasom Sild og Tømmer=Last, uden at tale om
andre Norges Producter. Hvad Billigheden betreffer, da har jeg dette at
erindre: At den Stat gaaer forvidt i sin Paastand, som vil agte det billigt,
baade at den udskiber sine overflødige Producter, og selv henter sine egne
Fornødenheder fra andre Steder. Efter Billigheds Love bør den overgive
enten den ene, eller anden Post, eller Halvdeelen af begge; siden de Vahre,
som en Stat agter sig berettiget at udskibe, ere de samme, som en anden agter
sig berettiget at hente, & vice versa. Fordeelen betreffende, da agter jeg
tvert imod, at det vilde geraade Norge til anseelig Forliis, om de saavidt vilde
extendere deres Seylats, at de selv vilde udføre deres Sild og Tømmer¬
Last. (*)
1) Fordi de ikke nær for saa ringe en Gevinst kunde udskibe den, som
de nu af hentes og udskibes for af andre. De Norske Fartøyer vilde for
største Deelen komme til at gaae ledige tilbage fra de Steder, hvor deres Last
og Vahre vare henførte, efterdi der paa disse Steder ikke just var Afsetning
paa de Vahre, som Norge igien behøvede, og Norge desuden ikke nær behø¬
ver saa mange Ladninger indført, som det kand afhændige. Andre Nationer
) Norge udskiber virkelig, skiønt ikke alle, saa dog den største Deel af sine Sild og
andre Fisk=Vahre, Deels til Øster=Søen, hvor fra hentes Korn tilbage, Deels til
Frankerig, Spanien og Middelhavet, hvor fra hentes Salt eller og fares paa Fragt.
Det samme skeer med Kaaber og Jern. Tømmer=Vahre derimod hentes mest af
Engelsmanden i fredelige Tider, mens nu maa Normanden selv føre det over, om,
han vil skilles derved. Hollænderne hentede i dette Seculi Begyndelse sin meeste
TømmerLast fra Norge, mens nu fra Narva, Reval og Riga.


26
kand derimod paa deres Seylats til og fra Øster=Søen, paa henveyen, om
de udgaar tomme for at hente Ladning, paa hiembeyen, om de hiemgaar
tomme, med meget ringere Bekostning medtage en Ladning Sild eller Tøm¬
mer hen eller hiem. Vil man sige: De Norske Fartøyer kunde efter afsatte
Ladning, gaae i fremmede befragtninger, da svares: At dette dependerer
af Lykken, Conjuncturerne og andre Nationer.
2) Tømmerlasten i sær angaaende, da vilde vel Norge, om de selv vilde
udbringe ald deres Tømmer=Last, ikke nær faae det for deres Tømmer paa de
fremmede Steder, som nu betales dem Hiemme af Fremmede, som selv af¬
henter det. Thi, siden der er saa mange og differente Sorter Tømmer,
hver til sit Brug og Arbeyde, da forstaaer det sig, at det er rettere, at den,
som behøver Tømmeret, snart til et Brug og snart til et andet, selv udseer og
udsøger, hvad han veed for sig best brugelig og afsetlig, end at Eieren tilbrin¬
ger det, som ikke kand vide, hvad der paa et hvert Sted og paa hver Tiid
meest begierligt er. Saaledes er der visse Vahre, dem Eyeren med større
Fordeel falholder hiemme, end udfører og frembyder paa fremmede Steder.
Og som nu Seylatsen kand outreres en Stat til Skade, i at udføre
fine Producter, saa kand det samme og skee i at hente, hvad den behøver fra
Fremmede. Dersom en Stat selv og ved egne Skibe vil hente alle sine
Fornødenheder fra Fremmede og fra første Haand, da fulgte jo, at en Ne¬
gociant mange gange maatte lade et ledigt Skib gaa over Søen lang Veys,
allene for at tage Ladning tilbage, ja vel undertiden ikkun en liden Qvantite,
naar fuld Ladning ikke var afsetlig, da han ellers i den Sted med megen min¬
dre Bekostning der, enten gandske eller til Deels, kunde fragte fremmede


264
Skibe, som dog ellers ledige, omtrent samme Vey skulde passere. Ved Sey¬
latsen saaledes at outrere, bortfaldt alle fremmede befragtninger, som nu er
til saa stor Fordeel for den heele Commerce, saa vel den ene, som den an¬
den Stat, siden ikke enhver, som henbringer en Ladning til noget vist Sted,
just derfra for sig selv og til sit hiem behøver, eller med Fordeel kand tage
Ladning tilbage, ikke heller enhver, som vil hente noget fra et vist Sted, just
dertil har Ladning hiemme fra, eller for sig selv, at henbringe.
Dette maae da være nok til at vise, at heller ikke ald Seylats og Com¬
merce, hvorved den Fragt og Hyre gives til Landets egne Folk, som ellers
maatte gives til Fremmede, derfor kand siges at være Staten til Fordeel.
Og skal jeg heller ikke videre opholde Læseren, enten med at beregne, hvad
Fordeel Staten deraf egentlig tilflyder, at Hyren og Fragten bliver i Landet,
naar Seylatsen paa beste og fordeelagtigste er indrettet, eller hvor lettelig
denne Statens forventede Vinding, dersom Seylatsen forceres forvidt, i
mange Tilfælde og formedelst adskillige Inconveniencer kand bortsmelte, ja
end og til Tab vorde forvandlet. Hvilket Læseren desuden, af det, som for¬
hen om Fabriqver i saa Maader mældt er, formedelst Beskaffenhedens Lig¬
hed, lettelig vil falde i Øynene.
Vor Undersøgning er da bragt til Ende, og har vi tydelig befunden:
At alle de Indretninger, det være sig Fabriqveurs, Manufacturers, Sey¬
latses eller Commerces Anlegning eller Udbredelse, hvorved Penge spares og
beholdes i Landet, derfor ikke just kand siges Landet til Fordeel. Men at
man ved enhver saadan Tings Anlegning, maae giøre meget nøyere Under¬
søgning, Overslag og Beregning, at mange og adskillige Ting maae i agt¬


26
tages, forinden man med tilforladelig Sikkerhed kand statuere: At den eller
den Indretning vil geraade Staten til Fordeel.
Jngen dømme nu: At mit Absigt maae være, at decouragere
nogen fra Manufactur, Fabriqve, Seylats og Commerce. Ney
ingenlunde! Jeg vil da først sige Anledningen til denne min Un¬
dersøgning, og derpaa den Nytte, jeg derved intenderet haver.
Angaaende Anledningen, da falder jo Discoursen nu i alle Selskaber,
i hvor man end vil ende eller begynde, gemeenlig ud paa Manufactur, Fa¬
briqve og Commerce, thi disse Ting er det, der i vor Tiid giver meest
Opmærksomhed, og i alle Stater foraarsager adskillige Foranstaltninger,
Forandringer og Begivenheder. Her gaaer det da, som i ald anden Sam¬
tale, at nogle agere pro, nogle contra. Men de fleeste Raisonnements,
jeg har hørt eller læst, saavel pro som contra, maae jeg tilstaae, har aldeles
ikke gefaldet mig. De, der har ageret Defensores, har beraabt sig paa:
At derved blev Pengene i Landet. At Landets Revenue og Con¬
sumption blev formeeret. At Landet blev meere Folkerig. At
mange Mennesker bleve satte i Arbeyde og Næring &c. Opponen¬
tes har derimod beraabt sig paa: At Tolden, ved det Handelen ikke
meere vare fri, mægtig blev forringet. At Consumptionen (naar
man ikke udtager en eneste Byes, men beregner heele Statens Consump
tion) omtrent var den samme, siden saa mangfoldige Kræmmere og
Kiøbmænd, som før levede, og levede vel ved Handelen, nu maatte nedlegge
den, og at Publicum og alle de Kiøbende leed ligesaavel, som de
Handlende, og at de ikke fattede, hvor og hos hvem Pengene, som
II. Deel.


266
nu blev i Landet, egentlig toeg deres Ophold &c. Saa at mig syn¬
tes, efterat de havde sagt alt, havde de dog kuns sagt lidet eller intet. Hverk
Parti forblev ikkun ved sine Satser, uden nogensinde (saa vidt jeg fatter) at
have undersøgt enten deres egne, eller Contrapartiets Satser, deres Rigtig¬
hed eller Vigtighed. Des Aarsag har jeg tænkt, engang at foretage en kort
Undersøgning af slige Satser, særdeles af dette meest specieuse: At naar
P.ngene blev i Landet, saa var alting vel. Hvilket, jeg har mærket,
at Folk har anseet af meere Vigtighed, end det er, ret som det allene var nok,
Tvistigheden at udgiøre. En Deel af Contrapartiets Argumenter har
jeg her ingen særdeles Ommælding agtet værdige, som de, der af sig selv bort¬
faldt. At decidere dem imellem, er egentlig ikke min Sag eller Forset;
Jeg undersøger kuns deres Argumenter, prøver deres Rigtighed, veyer
deres Vigtighed, og overlader saa Tvistigheden til dem selv og andre
at udgiøre.
Men hvad Nytten, som jeg ved saadan Undersøgning inten¬
derer, er angaaende, da er det egentlig denne: At de, som foretager
nogen Fabriqve, Manufactur eller Commerce at anlegge, først vilde over¬
legge alting paa det beste, giøre nøyeste og accurateste Beregning, bruge ald
muelig Circumspection og Varsomhed, og intet lade u=examineret af alt
det, som i nogen Maade kand have Influence i, eller Connexion med deres
Forehavende, agtende paa alle de Obstacler, som muelig være eller møde
kand (hvilke de heller ikke maae troe mig til, alle at have indseet, eller her
aabenbaret) og uden at forglemme, enten de fremmede Staters modstridende
Bestræbelser, eller det, som snart verre er, den Modstand, de vil finde
ved deres egne Landsmænd, som Egennyttighed eller Misundelse


26
kand armere imod dem. Thi, siden adskillige Indretninger, Fabriqve
og anlagt Commerce i adskillige Stater, her og anden Steds, Tiid efter
anden igien ere nedlagte, som de der ikke kunde soutinere sig, og de fleeste
dertil er af den Tanke, at det ikke saa meget er uovervindelige Inconvenien¬
cer, som Mangel paa ret og menagerlig Forfatning, Anstalt og Jndret¬
ning, der er Aarsag til deres Fald eller Skrøbelighed. Da tænker jeg, at
den, der ynsker at see Fædrenelandet i Flor, samt ald den Indretning, Com¬
merce og Fabriqve, som dertil kand være tienlig, kand aldrig vise sin patrio¬
tiske Kierlighed i noget nyttigere og nødvendigere Foretagende, helst nu, da
saa mange staaer i Begreb, adskillig nye Fabriqve og Commerce at fore¬
tage, end ved at raade og formane til ald muelig Circumspection og
nøyeste Overslag, og dertil i nogen Maade, enhver efter sit Jndseende, at
give Anledning, om der ved slige Undersøgninger muelig ikke kunde udfindes
og opdages, hvorledes de begyndte Indretninger kunde hielpes (thi Syg¬
dommen maae vides, førend Curen kand foretages) eller hvorledes de nye
bedre og rettere anlegges kunde. Thi det er jo høylig at befrygte, dersom
der fremdeles gives Exempler paa nye Indretningeres Ruin og Nedleggelse,
dersom andre fremdeles og bestandig bliver i deres svagelige Tilstand, uden
Forbedring, uden Haab nogensinde at kunde soutinere sig selv, da er det jo
(siger jeg) at befrygte: 1) At Nationen vil afskrækkes fra, og tilsidst slet
overgive alle slige Foretagende i Fabriqve og Commerce=Sager, og det
uden Forskiel, meenende, at siden det og det ikke har vildet lykkes,
saa kand og vel ingen Ting gelinge. 2) At egennyttige Jndbyggere,
som finder best Fordeel ved fremmed Handel, vil føre sig dette til Nytte,
samtlige Statens egne Fabriqver og Indretninger det sidste Stød at til¬
bringe. 3) At muelig Staten selv tilsidst efter saa mange frugtesløse Be¬


268
stræbelser vil kiedes og trettes, med saa anseelige Bekostninger, mod saa al¬
mindelig en Modstand, igiennem saa mangfoldige Besværligheder at souti¬
nere en Ting, som den dog kuns i saa Fald seer lidet Haab at kunde
reussere udi.
At jeg har tildristet mig at undersøge, hvad Fordeel Staten kand have
af anlagte Fabriqver, alt efter deres bedre eller slettere Drift og Tilstand, er
skeet, paa det at Fabriqvernes Anleggere derefter kand tilregne sig, hvad
Soutien, meere eller mindre, de sig fra Staten kand være forventende, da det
er ubilligt og forgieves at vente, at Staten skulde soutinere et Verk med et
Tab, som muelig i anseelig Grad, overgik den forventede Vinding, hvad enten
Staten gjorde saadan Tab directe, eller indirecte i sine Underhavende.
At jeg og et og andet Sted har ladet mig forstaae, at der efter Tidernes nu
værende Conjuncturer og Staternes almindelige Bestræbelser nu ikke meere
meget anseelige Gevinster kand forventes ved Fabriqve og Commerce, har
jeg agtet nødvendigt, siden jeg tænker, at muelig Haabet om anseelige Ge¬
vinster har gjort, at der ikke noksom er henseet til Menagen i visse Tings
Anlegning.
Sluttelig er jeg da gandske eenig med dem, der encouragerer
til Fabriqves og Commerces Fortsettelse, allene jeg agter dette Tilleg
høyst nødvendig: dog ikke uden efter foregaaende nøyeste Under¬
søgning, Beregning og Overslag, og forefundne for sig og Staten
fordeelagtige Facit. Siden den, i Henseende til Fabriqvers encoura¬
gement og Opkomst, gjør langt bedre, der intet sligt begynder, end den der
begynder det saaledes, at det over kort eller langt igien nedlegges maae. Ja


24
jeg gaaer end og saa vidt i Fabriqvers og Commerces encouragement,
at jeg holder for, at en Stat just ikke derfor bør nedlegge en eller anden Fa¬
briqve eller Commerce, fordi den derved kand beregne sig selv noget lidet
Tab, ald den stund andre dets Naboer, hvis tiltagende Vælde befrygtes
kand, ved saadanne Fabriqvers eller Commerces Vedligeholdelse kand for¬
aarsages et betydeligt Tab og Forliis. Siden det er en States Fordeel,
ved noget lidet Tab, anseelig at kunde svække sine befrygtelige Naboer.
Og maae jeg nu derpaa udbede mig Tilladelse, at tale et par Ord om
mit eget Fædreneland i Henseende til Fabriqvers og Commerces
Nødvendighed og Nytte, da er mine ringe Tanker korteligen disse:
Den Danske Stat, agter jeg, efter sin Clima, ret synderlig og særde¬
les af Naturen beneficeret, og det i sær formedelst disse sine tvende store
Fordeele: Dens Grunds Beskaffenhed og Producter, og dens for¬
deelagtige Situation.
Danmark med annecterede Fyrstendømmer producerer Korn¬
Vahre, ikke allene til et beqvem Antal Jndbyggere, samt Norges Assistence,
men end ogsaa derover. Ligeledes Heste, Fæe, Øxen, Faar og andre Krea¬
ture, langt over egen Fornødenhed. Norge for sin Part producerer Tøm¬
mer, Tiere, Jern, Kaaber, Sølv og andre til Menneskets Brug og Fornø¬
denhed meest nødvendige Metaller, og det til Deels langt over den Danske
States egen Fornødenhed.
Formedelst Situationen har den Danske Stat dertil det allerynskelig¬
ste Fiskeri. Saa at den feyler hverken Landets eller Vandets Frugtbarhed,


270
og Producter, og det af de til Menneskets Subsistence og Brug meest nød¬
vendige Ting, saa at den vel ene for sig selv kunde bestaae med et lige, om
ikke større Antal Beboere, og undvære den øvrige Verden, og dens Pro¬
ducter; hvilket mueligen ikke med saa god Føye skal kunde siges
om nogen anden, i mindste under saa kolden Clima beliggende Stat.
Des Aarsag, tænker jeg, at den Danske Stat, saa rigelig af Naturen be¬
neficeret, med største Føye kand siges en af de riigeste i heele Verden,
naar man tager Rigdom i sin rette og første bemærkelse, for Over¬
flod af de til Menneskets fornødne og beqvemme Subsistence nødvendige
Ting; thi Ting og Producter af den Beskaffenhed, dem har Naturen selv
sat Priis paa, de ere, og maae uomgængelig altid være i Valeur, da mange
andre Tings Værdi dependerer enten gandske eller til Deels af Menne¬
skens Capricer, Moder og Vedtægter, saasom de Ting, der enten ere gand¬
ske unødvendige, eller mindre nødvendige til Menneskets fornødne og beqvem¬
me Ophold. Det Land derfor, som har Overflod af første Slags, det har
en virkelig Rigdom, da de derimod, som har Overflod paa sidste Slags, ik¬
kun har en indbildt eller uvis Rigdom, i Fald Verden varierer i sine Ca¬
pricer og Vedtægter. Hvad Rigdom har Portugal i alle sine Edelsteene, i
Fald alle andre Stater følger den Danskes Exempel. Man kunde da saa
gierne have ladet dem uopsøgte henligge under Ruinen af det Kongelige Pa¬
lais i Lissabon.
Da jeg nu finder den Danske Stat i sig selv saa riig, og riigelig af
Naturen beneficeret, da giør jeg mig Betænkning i at statuere: At egen
Fabriqve og Commerce (forstaae meere, end her sædvanlig været haver)
kand siges for den Danske Stat egentlig nødvendig. Nødvendige kand de


271
ikke siges for at employere og føde Jndbyggerne, da de samtlige ved Ager¬
dyrkning, Fiskeri, Haandverker og sædvanlig Næring kand finde baade Em¬
ploy og Føde, heller ikke i Henseende, at Staten jo gierne kand taale og hav
Formue at salarere fremmede Fabriqveurs, for at forfærdige dens Nødven¬
digheder, saa og gierne kand betale Fragten af de Vahre, den indføres, og
tabe Fragten af de Vahre, som sædvanlig udføres ved andre. Thi naar
Yppigheden ikke gaaer for vidt, har den dertil Jndtægt nok af de Producter,
den til andre kand afhændige. Og at det er saa, bevidner vore Fædres For¬
hold og Tilstand. Man observere: At hvad nu her er sagt om den Dan¬
ske, lader sig enten aldeeles ikke, eller ikke nær saa vel sige om adskillige andre
Stater, siden de fleeste Deels ere meere frugtbare paa Folk, og Deels min¬
dre frugtbare paa Levnets=Midler, og faae af Naturen saa riigelig aflagte,
som den Danske Stat. Af den Aarsag er det, at de Nærings=Midler, hvor¬
ved Penge fra fremmede inddrages, som kand siges andre, ikke derfor kand
siges den Danske Stat egentlig nødvendige. Den Danske Stat kand for
sig selv og af sit eget føde sine Jndbyggere, andre derimod behøver til Jnd¬
byggernes Subsistence nødvendig at fabriqveure og commercere for an¬
dre. Naar andre derfor udraaber Danmark for et ulykkeligt Land, hvis Jnd¬
byggere snart intet kand giøre, men maae lade saa mange Ting fabriqvere
hos fremmede. Da meener jeg, man med bedre Føye kand prise Danmark
lyksalig, som af dets Landes og Vandes egne Producter har saa overflødig
Næring, at det langt fra ikke behøver at arbeyde for andre, men kand hyre
og leye andre i sit Arbeyde. Dog maae man excusere dem, som taler
i første Tone, den stund det skeer af en Patriotisk Nidkierhed for
at giøre en lyksalig Stat end meere lyksalig. Ved saadan Beregning,
helst naar man tillige i agttager forhen gjorte Overslag over den Vinding,


272
Fabriqver importerer Staten, vil man og udfinde, hvad mange siger sig,
helst for forrige Tider, ikke at kunde begribe, nemlig: Hvorledes og igiennem
hvad Canaler Danmark igien indløb de store Penge=Remiser, som for den
store Mængde fremmede Vahre aarlig udgik.
J slig Betragtning og efter saadan Beregning, finder jeg og, at Sta¬
ten, uagtet den Mangel, som den kand have paa Fabriqver, (thi
Commerce kand den dog ikke egentlig siges at mangle) dog ikke er nær¬
saa manglende, men meere florisant end den almindelig eragtes.
Men Nytten betreffende, da kand vel ingen paa tvivle eller negte, at
adskillige Fabriqver og adskillig Commerce jo kand komme den Danske
Stat til Nytte og Fordeel. Thi kand den end have fleere og større Incon¬
veniencer i et og andet, saa kand det dog vel ikke være i alt: J nogle Ting
kand den vel og have sine Fordeele frem for andre Stater. Og var det at
ynske, at de, som har Particulair Jndseende og Experience i Fabriqve= og
Commerce=Væsen, vilde instruere Publicum om disse for enhver Fabriqve
eller Commerce i sær her værende Fordeele eller Inconveniencer, (hvilken
Capacite jeg langt fra ikke besidder) paa det man kunde vide, hvad man
skulde, og hvad man ikke skulde foretage, eller og, hvad man først, som vissest
og fordeelagtigst, kunde begynde paa, da man siden, naar dette var sat i yn¬
skelig Drift, kunde være betænkt, om de andre og øvrige Tings Vanskelighe¬
der og Hindringer ikke paa nogen Maade var at overvinde.
Men da dette mangler, tillader mig vel at fortfare. Muelig jeg der¬
ved i nogen Maade kand naae dette mit Ynske, saa fremt jeg efter Absigt


27
kand opvække nogen, grundig (i Fald skee kand) at refutere disse mine ringe
Tanker og Undersøgninger, Publico til større Jndseende og Oplysning i
denne Materie. J saa Fald vil jeg regne, at have gjort Publico en stor
Tieneste, og mig skeer heller ikke andet, end det, jeg hiertelig ynsker og in¬
tenderer.
Angaaende da I) i Almindelighed de nyere handlende og fabriqve¬
rende Stater, hvad Haab de kand giøre sig at reussere. Da endskiøndt
det kand synes tienligt og rimeligt, at de riige og mægtige Europæiske Sta¬
ter, der hidindtil har ageret Handelsmænd og Fabriqveurs meest for heele
Europa, gierne kunde, saa fremt de alle vare eenige, og ret passede deres Sag,
maintinere sig i denne deres Næring, saaledes at ingen af de andre Natio¬
ner, som i vore Tiider baade stræber og haaber, ikke allene at forarbeyde og
tilforhandle sig sine egne Nødvendigheder, men endog i Tiden at bringe det
dertil, at kunde trafiqvere og fabriqvere for andre, skulde opnaae dette sidste
deres Øyemeed; Saa har disse nyere Handlende og Fabriqverende dog ikke
Føye gandske at overgive saadan Forhaabning, og det af følgende Aarsager:
1) Siden de Nationer, der ere i Possession af Handel og Fabriqve, langt
fra ikke ere, eller kand ventes enige. Jmellem dem er vel den største Ani¬
mosite og Jalousie, skal de dog ellers være eenige i noget, saa blev det i dette:
At ingen fleere faar Fingre i Fabriqve og Commerce. Engelland og Hol¬
land, saa indbyrdes jaloux, som de ere, saa eenige ere de i at contrecarrere.
en anden Nations nye anlagte Handel og Fabriqve, i Fald den kand erag¬
tes ikke den ene, men dem begge til Afgang. 2) Kand de nye Handlende
og Fabriqverende og saa for trøste sig til de mange, store og seltsomme Re¬
volutioner, Verden er underkastet. Holland giøre derfor ikke altid Reg¬
II. Deel.


274
ning, at den bestandig vil giøre samme Figur i Verden, som nu. Hvor er
Troja, Tyrus og Carthago? Hvad er Grækenland og Ægypten imod det,
de forhen været haver? Endelig 3) kand de nyere Handlende og giøre sig
Haab at vinde lidet efter lidet, naar de ældre Handlende geraader i Krig;
thi som de sidstes Handel derved standser og indskrænkes, saa er det da for¬
nemmelig at de første skal bruge sig. Dette indseer Hollænderne tilfulde, der¬
for vil de saa nødig tage til Sverdet, thi enten de derved vinder eller taber, saa
ere de visse paa at tabe i Commercen, som uomgængelig, om ikke af Fien¬
den, da af andre vorder dem indskrænket; Derfor er Neutralitæten alletider
deres Val; thi den giør dem ikke allene trygge for Tab i Commercen, men
endog sikkre paa Vinding. Medens andre kriger, har de fri Fangst og Fart,
extenderer Commercen, som just da er meere fordeelagtig, og gaar saaledes
af med Byttet. Engellænderne sidder Kaarden derimod ikke saa fast i Skeede;
Men de har heller ikke just den Aarsag at frygte for Krigen, og den derved
foraarsagede Halt og Indskrænkning af Commercen, som Hollænderne,
hvis Liv og Aande, hvis Styrke og Velfærd allene bestaaer i Commerce.
Betreffende derpaa II. Den Danske Stat, og
1) Dens Commerce og Seylats, da tænker jeg, det er dens
stor Fordeel, at samme befordres og extenderes, alt saavidt uden
kiendelig Tab skee kand. Thi for først har den dertil den allerfordeelag¬
tigste Situation. Lad være nu, at den noget sildig har i agttaget denne sin
Fordeel, og at andre Stater deri mærkelig er kommet den tilforn, saa bør
man dog ikke overgive Forhaabningen, at hvad som er forsømt, jo mueligen,
i mindste i nogen Maade, indhentes kand ved en eller anden forefaldende Re¬
volution og favorable Leylighed, saa at den Danske Stat kand komme til


27
end og at commercere for adskillige fremmede Stater, hvortil Situationen
synes at berettige den frem for andre. For det andet udfordrer den Danske
States Sikkerhed, at dens Marine alletider holdes i god Stand. Des
Aarsag for at have god Forraad af Søe=Folk, er det nødvendigt og tienligt,
alletider at empløyere et anseeligt Antal i Fiskeri, Seylats og Commerce.
2) Angaaende dens Fabriqve. Da er der nogle Fabriqver, dem jeg
har kuns maadelig eller lidet Haab om at kunde komme til fordeelagtig Drift,
om de end og med ald muelig Menage og Forsigtighed bleve anlagte. Ex.
gr. En Fabriqve af fiine Lerreder. Efter mine ringe Tanker foraarsager
de mange Catholske Klostere, at de fiine Lerreder der selges en Deel lettere,
end de ellers giorde, og at de paa ingen andre Steder, hvor Nonne=Klostere
ikke haves, for den Priis kand forfærdiges. De mange Nonner, som des¬
uden har deres Underhold gratis, skal dog have noget at giøre, og kand for
største Deelen, da de i Klosterne skal forblive, ikke vel foretage sig noget andet.
Man kand derfore vel giøre Regning paa, at disse Klostere skiænker ikke allene
for deres fri Ophold de Catholske Lande, men end og andre, hvor deres Ler¬
reder henføres, en Deel af deres Arbeyde, og at disse Kloster=Stiftelser i saa
Fald endog kommer os til gode, og at vi derfor giøre bedre, at profitere af
denne os forundte Fordeel, end hos os selv fiine Lerreder at forarbeyde, hvor
Arbeyderne allene skal leve af Fortienesten. De, der har nøyere Jndseende og
Experience i Fabriqve=Væsenet, finder mueligen fleere af lige Inconvenien¬
cer for os.
Mange og adskillige Fabriqver, haaber jeg derimod, her paa et eller
andet Sted til Fordeel at anlegges kunde, naar det skeer med tilbørlig Me¬


276
nage, Circumspection og Forsigtighed. Men om man nu kand love sig
den tilbørlige Menage og rette Forfatning ved denne Nation, det er en an¬
den Sag. J mindste lader det, som Forfarenheden havde noget herimod,
skulde jeg derfore mistrøste om, at Fabriqver her nogensinde fik Fremgang,
saa blev det for en stor Deel af den Aarsag, at jeg torde intet Haab giøre
mig, at de menagerlig nok bleve anlagte og fortsatte. Dog vil jeg ikke
gandske overgive Forhaabningen, dersom en betydelig Misbrug forebyg¬
ges kand.
Thi jeg har et vist Paradox, det jeg af Frygt for aldmindelig Mod¬
stand har vegret mig ved at omtale, det jeg dog nu til Slutning finder mig
forbunden at aabenbare, hvilket da er dette: At den store Soutien fra Sta¬
ten, Friheder, og i sær de forundte Forbud paa fremmede Vahres Jndførsel,
hvorved Fabriqverne skulde, og, hvis ingen Misbrug skeete, og virkelig kunde
hielpes og befordres, just kand være en vigtig og betydelig Hindring for mange
Fabriqver i at opnaae den forventede og forynskede Flor og Drift, og det
formedelst den Misbrug, Fabriqveurs og Interessentere giøre kand af disse
Statens enten forventede eller forundte Soutiens; Thi 1) kand saadan
Misbrug giøre det, at der ved mange Fabriqvers Anlegning ikke synderlig
vorder henseet til Menage, enten i Bygninger eller andre Reqvisita at an¬
skaffe, fremmede Mestere at forskrive, eller Betientere, Bogholdere, Inspe¬
cteurer &c. at salarere. 2) Kand samme Misbrug giøre det, at Verket
ikkun koldsindig, og ikke med tilbørlig Agtsomhed og Vindskibelighed vorder
paadrevet og fortsat. 3) At Interessentere ikke med nogen billig Rente
eller Interesse vil være fornøyede, da de vel, i mindste hvad en Deel Fabri¬
qver er angaaende, giør deres Regning saaledes: At det forventede eller for¬


undte Forbud paa fremmede Vahres Jndførsel, kand indemnisere dem i
alting, holde dem sikker for Tab, og forsikkre dem nogenlunde om den Ge¬
vinst, de have vil. Saadant Forbud er dem et Monopolium, om der end
og af samme Slags Fabriqver ere meere, end een, siden alle Kiøbere af des¬
lige Vahre ere forbundne at kiøbe hos dem, og Priisen dependerer meest
af dem selv og deres Staten gjorte og foreviiste Beregninger, under Forsik¬
ring, at de uden Tab ikke kand selges lettre.
Siden saadan Misbrug nu saa lettelig kand skee, og, jeg tænker, med
Føye altid kand befrygtes, (og er det ikke skeet, da er det ret et besynderligt
Beviis paa Ærlighed. Men at fremmede Vahre skulde indsniges, og af Fa¬
briqven udselges for egne fabriqverede, vil jeg heller ikke just troe, siden det
igien var et synderligt Beviis paa Underfundighed) da, meener jeg, at For¬
bud paa fremmede Vahres Jndførsel, om mueligt, skulde eviteres, efterdi
Staten og Publicum ved dets befrygtelige Misbrug kand defrauderes, og
Fabriqverne selv i saa Fald bestandig afholdes, nogensinde at komme til den
forynskede fordeelagtige Point, at holde Priiser med andre.
En Aarsag maae der dog være: At Fabriqver efter saa mange, og mange
Aars, saa store, idelige og kostbare Bestræbelser, dog ikke her, ligesaa
vel som paa andre Steder, har kundet komme til behørige Drift,
men at de virkelig synes, jo meere undsatte, jo meere at være satte
tilbage. Et Arcanum, som giør hinder, maae et eller andet Sted
ligge skiult, og muelig snarest der, hvor man mindst har været det
forventende, siden det til dato ikke er udfunden. Og har jeg megen
Formodning, at denne hemmelige Hindring just maae ligge ved Fa¬


278
briqvernes Hielpe=Midler. J almindelighed ved den Forhaabning,
Fntrepreneurs og Interessentere har giørt sig, at Staten, som
saa meget favoriserede Fabriqvers Anlegning, dog tilsidst, i hvor
det end løb af, vilde holde dem Skadesløse, og i sær ved det forven¬
tede eller forundte Forbud af slige Vahres Jndførsel fra fremmede
Steder.
J Steden for de hidindtil brugelige Forbud paa Jndførsel af fremmede
Vahre, skulde jeg da agte bedre, i Fald ingen uden Statens Soutien vilde
paatage sig at anlegge en Fabriqve, som i Tiden eragtedes Staten fordeel¬
agtig: At en saadan Entrepreneur imod Forsikring og Caution, at saadan
en Fabriqve af saadan Størrelse i saa mange Aar, af ham og Arvinger fort¬
settes skulde, en vis fastsat og efter Beskaffenheden proportioneret Hielp og
Tilskud, enten engang for alle, eller i visse Terminer, af Landets Fisco blev
udbetalt, alt for at soulagere Verkets Begyndelse, at det strax kunde holde
Priis med Fremmede, saa er den letteste ja vel den eneste Maade, at komme
til det foresatte Maal, fremmede Vahre af Landet at udeholde, eller Pengene
at indeholde. Da der vel fandtes Midler, Landets=Cassa igien ved covena¬
ble Paabud at indemnisere, og det uden at nogen med Billighed kunde sige
sig besværet. Thi at giøre Forbud paa fremmede Vahres Jndførsel, og egne
Fabriqverede en Deel dyrere at falholde, er jo virkelig og i Gierningen, alle
dem, som behøver og maae kiøbe disse Vahre, en Skat at paabyde. Altsaa
kunde ingen billig besvære sig ved saadan Assignation, den Skat til Landets
Fiscum at betale, som han forhen erlagte, eller i mindste skulde erlegge til
Landets Fabriqveurer.


27
Nytten af denne her supponerede Forandring bles da denne: 1) At
Fabriqveurerne, som da ingen Hielp, uden den visse determinerte dem
accorderte Tilskud, kunde forvente, menagerligere anlagte, og nøyere be¬
opagtede deres Fabriqver, 2) At Fabriqverne efter saadan Forfatning
og Jagttagelse snarere kunde forventes at komme i behørig Drift og Flor.
3) At Publicum ikke blev defrauderet, eller med større Byrde, for at sette
Fabriqverne i Drift, beladet, end dertil nødvendig udfordredes, da den til
Landets Fiscum at indemnisere paalagte Skat, aarlig kunde modereres,
og om nogen Tiid, naar de fornødne eragtede Fabriqver kom i Drift, gand¬
ske ophøre. Hvorimod den Byrde eller Skat, som Forbudet af fremmede
Vahres Jndførsel paalegger, ventelig vil ved vare ligesaa længe, som Fabri¬
qverne, som derved soutineres skal. 4) At Statens forundte Soutiens
ikke ilde bleve misbrugte. 5) At den heele Nation kunde bære Byrden med
hinanden i at contribuere til Fabriqvers Opkomst. Da den Byrde der¬
imod, som ved Forbud af fremmede Vahre paalegges, falder meest paa de
patriotisk Sindede. 6) At alle Inqvisitioner, Confiscationer, Processer,
Kræmmeres Ruin, Vidners Meen-Eed og andre slige Elendigheder og Uley¬
ligheder, som det Forbud af fremmede Vahres Jndførsel nu og bestandig
medføre vil, kunde hæves og afværges. Muelig og i Tiden en stor Deel
Visiterer, Toldere og Betientere for Staten kunde undværes.
In Summa. Jeg er af den Tanke: At Forbud og ald Forhaabning
om Forbud paa fremmede Vahres Jndførsel gandske maae betages de inden¬
landske Fabriqver, om de nogensinde skal komme til den forynskede og Sta¬
ten fordeelagtige Drift, og at alle andre Hielpe=Midler før skulde tenteres.


280
Forstaae! Jeg siger langt fra ikke, at alle Slags Vahre skulde tillades at ind¬
føres, thi mange Slags Vahre kunde det vel være Staten fordeelagtigt at
forbyde baade at indføres og at fabriqveres. Men for de Slags Vahre,
som her fabriqveredes, meener jeg, intet Forbud giøres skulde, at de jo og
anden Steds fra indføres maatte. Kiert skulde det være mig, om dette Pa¬
radox i Tiden kunde vinde Caracteer af Orthodoxie.
Endelig overbliver mig endnu en betydelig Suspicion, den jeg vel for¬
hen har ved rørt, men ikke udført, som er denne: At andre Stater, der har
en over egen Nødvendighed, Brug og Næring overflødig Almue, vil muelig
og ventelig giøre deres Regning i Conformite af forhen ommældte vor
Beregning, hvorefter vore Provincial-Tugt= og Manufactur-Huuse for
paagrebne Betlere og Løsgængere ere foranstaltede, nemlig saaledes: At siden
de dog har en Mængde Mennesker, dem de til egen Fornødenhed ikke em¬
ployere kand, da, heller end at lade dem gaae ledige, og slet intet fortiene
af det Ophold, de dog have maae, giøre de bedre, ved Fabriqver at lade dem
arbeyde for andre Nationer, om de end skal arbeyde for halv Værd og mindre,
bedre, at de fortiener noget, i hor lidet til deres Ophold, end slet intet. Skul¬
de nu disse populeuse og hidindtil fabriqverende Stater giøre deres Reg¬
ning saaledes, hvilket synes mig gandske troeligt og venteligt, og de saa, i
Følge denne Beregning, vil giøre deres Anstalter og Forfatninger. Da
maae de jo, for fremdeles at emplovere den Almue, som er til Overflod, i
Fabriqve, og for at faae Afsetning paa deres fabriqverede Vahre, immer
nedsette Priserne, alt saa længe der endnu kand haves noget, skiønt lidet, for¬


21
Arbeydet, ald den stund disse, som ellers gik ledige, og enten maatte leve af
Almisse eller Bedrageri, ikke arbeyder slet omsonst. Og saa i andre Maader
ved Fritagelser og Tilskud gotgiøre og erstatte Fabriqverne det Tab ved
Prisernes Fald, saaledes at de subsistere kand, alt paa det disse overflødige
Folk dog til Deels kand ernæres paa fremmed Bekostning. Saa fremt nu
denne Casus skulde existere, i Fald de ældre fabriqverende Nationers Be¬
stræbelser imod de nyere skulde gaae saavidt, og denne Politiqve følges, da:
var det vel uden Modsigelse andre Nationer, som ikke ere over=peuplerede,
og helst dem, som snarere har Mangel paa Folk, fordeelagtigst, at profitere
af de folkrige Staters Overflod, og at modtage det Arbeyde, som de tilbyder
saa got kiøb, og selv til Deels betaler, end at certere med dem, hvo der vil
spilde meest af sit Arbeyde. J saa Fald seer man da nok, siden vor Stat ikke
med en overflødig Almue er besværet, at vore Bestræbelser for Fabriqver
vare forgieves og gandske unyttige. Om denne Politiqve allerede i visse Sta¬
ter i nogen Maade har taget sin Begyndelse, skal jeg ikke sige. Men jeg har
temmelig sterk Formodning, at det vil skee med Tiden. Thi min Regning
er denne: At enhver vel indrettet Stat employerer sin Almue, for først i
Agerdyrkning, Fiskeri, Bergverker og Haandverker, saa mange som dessen
behørige Drift udfordrer. Haves Almue endnu til overs, da employerer
den dernest et fornøden Antal i egen Commerce og Fabriqve. Og skulde
der endnu findes Overskud, som ikke end da var satt i Arbeyde, da søger den
paa alle muelige Maader at faae dem, om ikke gandske, dog til Deels sala¬
reres, de af fremmede Nationer, ved at fabriqvere eller commercere
for dem.


282
Vil man sige: At ingen af de fabriqverende Nationer ere saa
gandske Folkerige, som her supponeres. Da svares: At de, som forhen
vare Folkerige, maae nu meere være det. De, som forhen havde Folk nok
til at føre Fabriqve og Commerce for saa mange andre, maae nu, da hver
Stat vil fabriqvere og commercere for sig selv, og dog til Deels har sat
samme i Verk, nødvendig have stor Overflod.
Slutningen bliver da denne: At den Danske Stat giør vel i at
befordre og extendere Commerce og Fabriqve, ald den stund samme
ikke outreres, Staten til betydelig Nachdeel, anden vigtigere Næring til For¬
sømmelse, eller Oeconomien til Fordervelse. Hvilket sidste nærmere skal
omtales i efterfølgende Undersøgning.
O. L.
Anmerkning.
De allervigtigste Betingelser, under hvilke den indicieuse Autor tilstaar Statens Fordeel
ved Fabriqver, findes i Danmark, følgelig falder Slutningen for Fabriqverne,
og ikke imod dem. Folke=Mængden angaaende, da vil jeg dertil ikkuns deputere
det selv samme Tall, som ellers nyeligen ophøldt sig ved Tiggerie for hver Mands
Dør. Fra Ploven og Fiskeriet kand vist nok ingen undværes, men vel fra Ørkes¬
løshed, hvilken ogsaa u=negtelig var langt større for en Snees Aar siden, end som
nu. Mad og Drikke til at føde Fabriqveurerne med, har Danmark sædvanligen
noget lettere Kiøb, end de fleeste andre Nationer, og efter Fødens Priis, burde Ar¬
beydets Priis billig rette sig, end ogsaa naar de raae Materialier ere fremmede.
Hvorledes vore Naboer mod Norden, som efter egen Tilstaaelse maa aarligen kiøbe
nogle hundrede tusende Tønder Rug, ville holde Priis, særdeles i disse dyre Aaringer,


28.
da Føden hos dem koster i det mindste en tredie Deel meere end hos os, veed jeg
ikke, men vi som aarligen selge disse Vahre, som de maa kiøbe, bør i den Henseende
kunde holde ud, i det mindste med alle Nationer under samme Climat. Stædet at
udvælge, item Bygninger og Indretninger at giøre, er noget som Forfaringen selv
lærer efter Haanden, skiønt med nogen Skade. At Kiøbenhavn er dertil det urette
Sted, saadant tilstaaes nu af enhver, ikke alleene for Fødens og Huus=Værel¬
sens skyld, mens ogsaa i Henseende til Leve=Maaden og de mange Distractio¬
ner. Fiint, kunstigt og kostbart Arbeyd, kand der maa skee ernære Mesterne,
men det grovere og gemeenere vil vel nødvendig Viis forflytte sig selv, ja det har
allerede begyndt at forflytte sig,, til de mindre Stæder, hvor det, efter
mange Vandskeligheder, torde bestaae. Men i hvad man end giør til Fabri¬
qvernes Fremtarv, Understyttelse og Opmuntring ved Øvrighedens utrettelige Om¬
hue og Bekostning, da staaer det til en Snees uredelige Contrabanderere, saa længe
disse ikke frygte nogen personlig Straf, at undergrave alle offentlige Anstalter, ved
hemmelige Practiqver. Dette er at handle saa gandske ugudeligen og troeløs, saa¬
som hvis nogle Soe=Mænd arbeydede med Pumpen, for at holde Skibet lens, den
Stund een eller anden gik ned i Lasten og borede der et Hull, hvilket gjorde de øvri¬
ges Arbeyde til intet, eller som den Mordbrænder, der tændte nye Jld, hvor andre
brugede all Kraft til at slukke. Saadanne Societetets Fiender kunde ingenlunde
være Guds Venner, thi ellers vare de Øvrigheden underdanige, for HErrens skyld,
og efter Samvittighed, hvilken saares sielden med en saa forsettlig, og saa bestandig
Overtrædelse.
Den anden Hovet=Sag, som her sigtes til og spørges om, er Skibsfart og
Comercie. J den Sag, meener jeg, det er allerunegteligst, at Danmark kunde have
noget forud, og derom forbeholder man sig at melde noget meere ved anden Leylig¬
hed. Her vil jeg ikkuns sige saa meget, at da Dannemark, saasom bestaaende af Ey¬
lænder, frem for de fleeste andre, haver en Mængde Strandboer og Søe=Baante Folk,
hvilke aarligen overlades til Hollænder og Engellænder, item, da Dannemark just er
fitueret mit imellem Øster= og Vester=Søen, som der ved adskilles fra hver andre,


284
saa kunde den Slags Mellem=Handel, som kaldes Entrepot, med største Fordeel og
ved Gunst af et Slags naturligt Privilegium, drives af os, frem for af mange andre,
hvis vore Kiøbmænd vare vante til at handle noget meere paa Speculation som
man kalder det. Her til udkrævedes nu ikke alleene anseelige Caxitaler, hvilke nogle
saadanne som virkelig have dem, ikke vide ret at anvende, men af den Aarsag udkræ¬
vedes foruden bemældte Penge i Kiøbmændenes Hand, ogsaa en bedre Kundskab
om Verdens Sammenhæng og fremmede Landes Mangel eller Overflødighed af
visse Kiøbmænds Vahre, samt deres fordeelagtige Afsettelse paa sine Tider og
Stæder.
Fra samme Autors Pen, kand ventes i dette Arbeyds nest følgende tredie
Tome, endnu tvende vigtige Afhandlinger, Landets almindelige Oeconomie an¬
gaaende.


No. XIII.
CONTINUATIOM
af
Oeconomiske, physiske,
og historiske
Anmerkninger,
over forekommende
Merkværdigheder,
ved
Lombs Præstegield


Det kand udgives for en vidnesfast Sandhed: At der gives her i
ferske Field=Vande, store monstreuse Slanger, af sex, syv og fleere
= Alnes Lengde, og derefter proportionerede Tykkelse, at dømme
efter Øyesyn af dem der endnu lever, som seende Vidner.
Det er obseryeret ved Forplantelser af de saa kaldede Øreder, i disse
ferske Vande, hvilken Art Fisk ere nesten et med Foreller; At han og hun i
sine Tider stiller sig sammen paa Sand=Grunde; ved deres Samling slaaer
Stierterne tilsammen, indtil begges Sæd udflyder og samler sig i Sanden,
hvori den fælles Sæd ligger, som i en Mooder, til at producere sig.
J Betragtning af de forefundne Snee=Fielde, som aldrig ved Som¬
merens Heede kand bortsmeltes; Men ved Vinter=Sneen aarlig forsætter
den Afgang, de af Sommer=Varmen kand lide; saaledes maae dømmes
aarligen at tiltage og ey aftage, gives i særdeleshed et Snee=Field, efter
den her brugelig Talemaade en Snee=Brede, kaldet Justedales=Brede,
der om Sommeren ved den daglig bortsmeltede Snee, formerer syv Vand¬


288
Floder eller syv Vand=Fald, som derfra udgaaer til syv omgrendsende Præste¬
Gield; saaledes forsyner med Vand samme neden under omkringliggende
Bøygder, derfor kunde samme billigen agtes som et af Naturens HErre
indrettet merkværdig Vand=Magazin, hvoraf end og denne Bøygd profite¬
rer, som gemeenlig til St. Hanses Tid, haver Mangel paa Regn.
Den forhen omtalte Vitrioliske Art, som findes her i Biergene, kaldet
Hachmette, haver jeg forsøgt at brende udi en af Kleber= eller Fæt=Steen
formeret Digel; hvoraf produceres dens Caput Mortuum, af en Cou¬
seur, som nærmer sig til Courlak.
Her gives en Art Moose, som hænger paa Greenene af tørre Fyrre¬
Træer, staaende i Moratser, er guul af Couleur, og kaldes Ulve=Mose;
Navnet haver den ventelig deraf: At den er en Forgift, som bruges til at
døde Ulve ved, da Kiødet af Aadselet hakkes gandske smaat eller fiint med
Moosen, og den præparerede Massa legges inden i Huden, som tilsyes;
Naar Ulven deraf haver taget sig en Portion, maae han crepere deraf efter
kort Tiids Forløb, med mindre han kand søge Vand, hvorved den forlen¬
ger sit Liv paa en kort Tiid; Den samme Moose kalder man og Guul¬
Moose; Vel ey saa meget for dens udvortes Anseende, som for dens Virk¬
ning, da den bruges til at farve Ulden=Tøy guult.
Endskiønt her er en kort Sommer at regne; saa er dog her arriveret
i forrige Seculo, som Fædre haver vidst at fortælle deres Børn, som endnu
leve i en Alder af tredsindstive til halvfierdsindstive Aar, at paa Gaarden
Vange i Skeagers=Annex skal der paa en Ager have været høstet tvende
gange i en Sommer, saa Bygget af den anden Høst er bleven brugt til Brød;
Aarsagen kand til Deels i Jordens Art søges, der er meget Salpeter=agtig,


28.
følgelig beqvem til at drive Sæden, til Deels i Gaardens Situation, som
giver Solen fuld Frihed at virke nesten den gandske Dag derpaa, til Deels
i den her brugelig Vanding, der ved Solens Varme, og Hielp af Jordens
Art fremdrive Sæden til Perfection i en forunderlig Hastighed.
For at give des tydeligere Begreb om den forhen beskrevne Vanding,
kunde maae skee tiene at hosføye en liden Aftegning over den Kunst=Jndret¬
ning, og en kort igientagen Beskrivelse over Figurerne; De dertil beqvem¬
me Vand=Falde forebygges med Træe=Verk, for at faae sit Fald til Ager og
Eng, som Tab. III. Fig. I Lit. A. forestiller; Eller og de betiener sig, som almin¬
deligst af de fra Biergene nedkommende Vand=Fald, der foraarsages af den
udi Hiemfieldet daglig bortsmeltede Snee. Derfra leedes Vandet frem ved
udhulede Træer, som fælles udi hinanden ved Enderne, og oplegges ved Sam¬
menfeldingen paa de dertil indrettede Kors eller Bukke, som opsættes lavere
eller høyere efter Vandets Fald og Agernes Situation; og kaldes Vand¬
Troer, hvoraf Afbildning gives under Lit. B. hvor der er ellers Leylighed,
til, leedes Vandet over Ager og Eng ved Vand=Render, stukne i Jorden,
som her kaldes Vas=Veie, og forestilles under Lit. C.
Til at bruge det paa denne Maade frembragte Vand, bliver Agerne
indrettede saaledes, at de kand overvandes, hvor Situationen ey gjør det
umueligt. Dertil bruger man en Art lette Plove af Fig. 2. med hvilke
man pløyer Ageren fra en Side, for at jevne den, og give den heldende Fald
for Vandet, der stilles derpaa efter Fig. 3. saa man deri viger fra den almin¬
delige Maade at pløye frem og tilbage, og derved sette Furrer i Ageren.
Hvor Agerland gives paa jevn Plan, der begyndes fra Middeelen at pløye
den til begge Sider, saa der bliver, som en Ryg midt paa, der holder til hver
af Siderne efter Lit. A. Fig. 3. Paa denne Middel=Ryg af Ageren giøres
II. Deel.


213
tvende Hoved=Furrer, der igiennemskiærer Ageren efter Lit. b. c. Fra disse
tvende Hoved=Furrer sættes til begge Sider skraaeviis mindre Furrer, som
Lit. d. d. Fig. 3.  Samme Furrer giøres med et dertil apteret Instrument,
af Fig. 4. som kiøres med en Hest, og kaldes Aal. Naar Vandet slippes
paa saadan en indrettet Ager, leedes det først igiennem en af Hoved=Furer¬
ne, derefter demmes det i Hoved=Furren, indtil den første Side=Furre; Og,
efter det Stykke imellem første og anden Furre er overvandet, aabnes Dem¬
ningen i Hoved=Furren, og Vandet indbringes til den anden Furre ved nye
Jord=Demning i Hoved=Furren, hvormed continueres saa paa en, saa paa
den anden Side af Ageren, til den gandske Ager er overvandet, som er at see
under Lit. e. e. Fig. 3. Den Demming af Jord kaldes Sting, og fore¬
stilles under Lit. f. Fig. 3. Samme giøres med et Træe=Instrument, for
and beslagen med Jern, af Fig. 5. som Vanderen bær i Haanden, for at
dæmme Vandet fra et Stykke til et andet, og saaledes overvande Furre efter
Furre; samme Instrument kaldes Skiltreche.
Der gives en Art hvid Moose paa Fieldene, hvilken samles om Høsten
i Hoobe til Vinter, i Forraad til Fæe=Creaturer. Den nedhentes om Vin¬
teren, enten med Heste, hvor Situation det tillader, eller ved Mennesker, som
sammenbinder den i store Knippe, og kaster den ned over Fieldene; Naar
Sneen gives blød, saa sætter de paa Fødderne af sig og Heste en Art Snee¬
Skoe, som kaldes Truer, der ere flettede af Qviste Rudeviis, hvorved de kand
holde sig oven over Sneen, uden at nedsiunke; samme ere omtrent af Fig. 6.
bemelte Moose er meget føderig og velsmagende for Creature, hvorved er at
merke: At Fæet ikke derefter tygger Drøv, som efter Høe eller Halm=Fourage.
For trende Aar siden om Sommeren ved den Tiid af Høe Sletten, saaes
her under klar Himmel en klar=skinnende Stierne at gaae for ved Soelen, der


291
da efter Øyesyn havde naaet Middags=Høyden; Et af de seende Vidner haver
jeg for nærværende i mit Huus; Den samme Stierne lod sig meer, end en¬
gang tilsyne.
Den forhen beskrevne Kleber= eller Fæt=Steen haver jeg ladet dreye, og
med egen Haand i en eller anden Frie-Time dreyet til et eller andet smaat Tøy,
der iblant til Pillere eller Fødder under Kakkelovne, saa den er prøvet at lade
sig dreye nesten som haardt Træe. Det kommer fornemmelig and paa: At den
bliver udhuggen af en Skiønnere, og udvalt hver Sort til sit Arbeyde; da den,
hvori findes menget en Art Jtler af Kis eller Cristal, lader sig vel høvle,
men ey saa vel dreye; Begge Deele dog vel polere.
Af de her forefundne Steen=Arter gives der vel Grund at haabe: HEr¬
rens Forsyn i sin Tiid kunde aabne sit skiulte Skat=Kammer af Sølv her i
disse omliggende Bierge. Der omløber her et gammelt Sagn: At inden dette
Seculi Ende, og vis Slegtes Opkomst, paa en Gaard kaldet Horlemark,
skal i de nærliggende Fielde anlegges og optages rige Sølv=Gruber; Om
denne Snak haver sin Oprindelse deraf: At en eller anden forefunden Kien¬
der af Berg=Arter, i Betragtning deraf haver kundet sagt, den Tiid kunde
komme, HErrens Forsyn vilde aabenbare maaskee store Skatter, som her lig¬
ger skiulte; eller og: At en eller anden Bonde end og haver kundet deslige
Berg=Arter, hvoraf Sølv er extraheret, til Arbeyde at giøre deraf, fundet
paa et eller andet Sted, hvilket vel tør roullere iblant Bonden; Til noget
vist at dømme deri, tør jeg ey determinere mig.
Der ligger paa Præstegaardens Egendeele et usædvanligt høyt Bierg,
der er af en Keile=Facon eller Egge=Form, med Spitzen op ad, af hvilken
Form det haver sit Navn og kaldes Eggen; Paa Høyden af samme Bierg
findes en merkelig Huule; Mundingen (orrificium) af samme Huule er


292
langagtig af en Allens Længde omtrent, og en halv Allens Bredde; Ved Lod
er undersøget, at den er fire a fem Alen perpendiculer dyb; Men da gaaer
den til en Side, saa Loddet ey kand bruges til dens Undersøgning: Man haver
paa lange Sperrer stukket Linien med Loddet udi, for at forsøge, om Loddet ey
da vil nogen Steds synke ned efter, hvilket dog ey skeer. Man kand derfor
ey vide videre om Huulens indere Beskaffenhed og dens Gange, uden man
vilde tentere at lade den mine oven fra, for at undersøge samme. Merk¬
værdigheden ved denne Huule bestaaer deri: At Sneen bortsmelter den kolde¬
ste Vinter rundt om den Munding af Huulen, udi en Distance rundt om
af en par Allen, saa at i hvor ofte, og i hvor stor Hoob Sneen falder, saa er
Mundingen af Huulen inden kort Tiid aaben, og Sneen derfra hensmeltet,
hvoraf er at dømme: Der maae staae af Huulen en sterk Varme, som i
den sterkeste Kulde kand smelte den omliggende Snee; Det stadfæster endnu
Skytteres enstemmige Udsigende: At de paa deres Skytterie i sterk Kulde
sætter deres Hænder og Fødder ned i Mundingen, hvorved de kand opvarme sig
som ved en Kakkeloven; Denne Virkning gives at supponere en underjordisk
Jld i Huulen, som maae skee kand sætte forefunden mercurialisk Vand i den
hæftige Bevegelse, til at give Varmen af sig opstigende, som synes damp¬
agtig; saa de kunde enten decouvreres en varm Kilde, eller i sin Tiid et
ildsprydende Bierg.
Anmerkning.
Disse fortsatte Anmerkningers Begyndelse findes Tom. I. p. 257. Den bestandige Varme
og Uddampning af Huulen, tiener til et Beviis mod dem som negte Mneligheden af
en dyb og stedsevarende underjordisk Jldebrand, fordi Luften ikke der skulle kunde finde
Sted. Ja, saadanne Spiracula eller Luft=Hulle, ligesom Skorsteens=Piber, findes
mange skiønt ikke alle observerte.


No. XIV
Om
Bie=Avlen.


J Den Nytte, som Bie=Avlen indbringer, er en uformærkt Skat i Lan¬
J¬
det, der som en Solv=Aare udsveder af Blomsterne paa Jordens
43 Overdeel. Jeg veed vel, at ikke et hvert Sted er lige tienligt for
Bierne, og sommeSteder maaskee aldeles ubeqvemme til dem, men dette paa¬
staaer jeg, at Jndkomsterne deraf paa et hvert tienligt Sted kunde mærkelig
forøges, dersom enhver Jndvaaner efter sin Beskaffenhed besad den fornødne
søge saadan tilbørlig Jndkomst af
Jndsigt og anvendte meere Flid paa at of
Landet. Til den Ende vil jeg
a det at man af den Næring,
1) Give en Beskrivelse over Landet her,
som enhver Jord tilig eller sildig i større eller mindre Antal frembringer, kand
kiende Fordeelen, og derefter best undersøge sin Egns Omstændigheder. Lan¬
les i Geest, Heede og Marskland, paa alle
det her kand beqveinmeligst inddet
Tteder finde Bierne deres Underholding, i hvor vel Aars=Tiderne giøre en


84


256
mærkelig Forskiæl, saa vel i Henseende til Nytten som til Mængden. Marsk¬
landet bringer allertiligst den beste og stærkeste Næring, som befordrer saa vel
Biernes Yngel, som og lægger Grund til feed og god Honning. Blomsterne
af Rapsæden give en ugemeen Føde for Bierne, de finde derudi alt hvad som
tiener til deres kloge indrettede Huusholding, saa vel som og til deres Slæg¬
tes Formeerelse; dernæst forstrækker den røde og hvide Klever=Sæd dem nye
Underholding, at jeg ikke skal tale om den utallige Mængde Blomster, som
dette gode Land frembringer. Jndtil St. Hans Dag og undertiden lidet
derover, har og dette Land den Fordeel, at det ikke saa stærk som ellers foru¬
roliges af Storm=Vinde: saadant mildt Væirligt er Bierne ligesaa god og
tienligt, som Forandringen i den følgende Tiid af Aaret, falder deres Arbeyd
besværlig, da de stærke Vinde svække Blomsterne, og hindre Biernes Træk¬
ken, saa at med de første Blomsters Aftagelse, forsvinder og Biernes beste
Kiøkken=Herlighed.
Hederne i deres vidtløftige Begreb har ikke den Egenskab hos sig, at
de tillig kan befordre Bie=Avlen, den liden Kraft, som stikker i Jorden, er ikke
i Stand til saa tilig at frembringe kraftige og mangfoldige Blomster; Træer
eller smaa Krat=Skov finder man kuns gandske sparsom, endskiøndt eet Sted
har meere deraf end et andet. Det vigtigste som tiener til deres Næring og
Fordeel, er Eng=Blomsterne, til hvilke de ikke heller har lang Vey at flyve;
thi Byerne ere gemeenlig anlagde ved Enge og Strømme. Naar man nu
undersøger Biernes Huusholding i disse magre Egne, saa maa man billig
forundre sig over deres Sparsomhed og Forsynlighed; thi jeg kand ikke andet
troe, end at da de her sildigere i Høsten end paa andre Steder har Leilighed,
til at spekke deres Kiøkken, saa veed de og for tilkommende Tiid saaledes at


29
træffe den nødtørftige Underholding, at de kand have deres Udkomme indtil
Slutningen af Junio i følgende Aar. Deraf kommer det og, at Heede¬
Bierne ere de sundeste og de nyttigste; efterdi de ere vante slet, saa leve de og
ordentlig, og da Heeden, naar den oversvommes af Floderne, giver det sun¬
deste og ved Vinden best rensende Vand, hvilket gjør meget til at befordre
Biernes Ynglen, saa kan denne sildige dog sunde Kost saa meget des meere
styrke deres Natur og ugemeen befordre deres Afkoms Tilvæxt. Naar da
alting i Marsk= og Geest=Landene brummer af Bier, saa er her gemeenlig en
dyb Stiltienhed, man mærker kun her og der een eller anden, hvis Tal i
Junio lidt formeres og i Julio fuldkommes. Boghveden og Heede=Blom¬
sterne ere altsaa deres beste og triveligste Næring, hvoraf de kand indsamle
en utrolig Forraad til Honning. Det er deres Held, naar Boghveden lyk¬
kes vel, thi Vinden med Kulden giør ofte stor Skade derpaa og hindrer dens
Væxt; eller og den undertiden befordrer dens Modenhed alt for tillig; saa¬
dan Vindens Magt lægger og mange Forhindringer i Veyen for den ellers
i Foraaret svage Bie=Flugt, saa at Bien ofte forgiæves maa anvende stor
Møye for at redde sit Liv, og saaledes plages den, indtil den ved Honning
af Marken bekommer nye og friske Kræfter til at giøre bedre Modstand.
Den samler altsaa i Julio, Augusto, og Septembri saa meget den kand og
Væirligts, Boghvedens og Heede=Blomsternes Omstændigheder tillade.
Naar alting slaaer vel ind, saa findes her en sund, fortreffelig og lang ved¬
holdende Næring, som rigelig erstatter den i Foraaret udstandne Nød, og
giver saavel Bierne et fedt Vinter=Kiøkken, som og Eyeren gode Jndkom¬
ster. Men herved forefalder en besynderlig Omstændighed, at saasom Bier¬
nes Flugt i sig selv falder besværligere paa Heeden end paa Geest=Landet,
hvor der er meere Beskyttelse, naar da en vaad Sommer uformodentlig ind¬
II. Deel.


298
falder, som gemeenlig tager sin Begyndelse ved St. Hans Dag, saa staaer
og Bierne paa Heeden større Fare for at mislinge. Heeden er i sig selv en
Fiende af megen Fugtighed, og kand let tage Skade ved overflødig Vædske.
Naar da saadant vaadt Væirligt med mange Storm=Vinde indfalder, og
hindrer Biernes Flugt til Boghveden, og giør Heede=Blomsterne uduelige,
saa er det om Vinteren langt slettere bestilt med Bierne her end paa andre
Steder, hvor deres Næring er tilligere, og Jndsamlingen er ikke forbunden
med saa mange Besværligheder, og kand saadan Hungers=Nød let foraarsage
en almindelig Død, saasom 1725 skeede. Geest= og Marsk=Landene har
dette Fortrin for Heedene, at de tiligere skaffer Bierne Næring; J Henseen¬
de til Høsten har Geest=Landet et Slags Fortrin for Marsk, at deres Trækken
der noget længre vedvarer, saa at Geest=Landet har i sig alt hvad, som kand
befordre en god Bie=Avlen: Foraaret forstrækker dem alt hvad som er dem
nødigt, de har i nogen Maade Beskyttelse, at de kand flyve uden Forhindrin¬
ger, der ere Træer og smaa Skov i Overflødighed, hvoraf de kand trække,
Hauger og Enge ere opfyldte med utallige Blomster, Markerne ere paa de
fleeste Steder oversvømmede med den beste Klever af det hvide Slags, Bog¬
hveden lykkes her gierne vel, fordi den har Beskyttelse og gemeenlig god
Jord. De Geest=Egne, som har nogen Fællesskab med Heedene, ere ad¬
skillige i Henseende til Bie=Avlens Befordring, for saavidt de grændse paa
Kiøbstæderne eller ligge langt fra dem. Skillerummet imellem Geest og
Heede har en maadelig Grund, som i Værdie langt fra ikke kand lignes med
det indvortes i Geest=Landene. Jorden er middelmaadig svær, og Biernes
Forraad i Foraaret falder her ikke saa overflødig. De som nu ligge langt
fra Kiøbstæderne imod Sønden eller Norden, de har vel den Fordeel, at
deres Bier kan tillig trække paa Geest=Landet, og længe blive ved at indsamle


296
Næring, efterdi Heede=Blomsterne imod Vester=Kanten tiene dem indtil
Mikkels=Dag. Men de Egne nær ved Kiøbstæderne, hvor Hedene ere ikke
langt borte, ere dog de fordeelagtigste til at bringe Bie=Avlen paa det høyeste.
Den megen Fedme, som i Kiøbstæderne afdrypper overflødigere end paa an¬
dre Steder, og som paa det kraftigste giøder de omgrændsende Marker, viser
saa vel paa Agrene som i Engene sin fordeelagtige Virkning, saa at Bierne
derved finde en u=troelig Forraad og Næring. Alt hvad man som en Pragt
i Blomsternes Mangfoldighed maa forundre sig over, det finder man her:
Agrene i deres blomstrende Tilstand formeere Biernes Forraad, de smaa
indhegnede Løkker, hvorpaa man anvender doppelt Fliid, forskaffe og Bierne
god Næring, af Haugerne som med alle Slags Blomster ere opfyldte, kand
de trække god Fordeel: Denne afvexlende Næring varer fast den gandske
Sommer, og hvor Heedene ere ikke alt for langt borte, der høre Bierne neppe
op at trække før Mikkels=Dag.
Jeg veed ikke saa nøye, hvorledes det ved andre Steder er beskaffen med
Biernes Næring; Den Afridsning, som jeg her har givet, angaaer fornem¬
melig Egnen omkring Flensborg, hvis Nytte og Fordeel jeg kiender, og troer,
at man neppe skulde finde et fordeelagtigere Sted til Bie=Avlen end her, thi
eftersom her lige fra Foraarets Begyndelse indtil Høsten gives alt hvad Bierne
ville have, saa ere de og derimod overmaade taknemmelige, og i gode Aarin¬
ger indbringe til Belønning en dobbelt Capital, i middelmaadige en enkelt,
og i slette en halv. Men hvad som forekommer os paa denne Egn seltsom er
dette, at de kand sielden leve her over et Aar; Gemeenlig naar man i For¬
aaret aabner Bie=Stokken, saa ere enten Bierne døde, eller Stokken er tom
uden Bier, i hvorvel den fulde Honning fra halvtredsindstive til halvfierd¬


300
sindstive Pund kand end da i begge Tilfælde sidde i Stokken urørt. Vil
man sige, at Græsgangene give alt for fed Honning, saa kunde, det maaskee
have Rimelighed, at Bierne formedelst dens Fedme ikke kunde forarbeide og
fortære den: Men da Marsk=Landene og andre fede Egne give lige saa fed
Honning, uden at Bierne derved falde i en aarlig Død, saa maa der være
en anden nærmere Aarsag, hvorfor Bierne her blive sielden over et Aar
gamle. Det er bekiendt, at Honning=Handelen i Kiøbstæderne gemeenlig
tager sin Begyndelse ved Bartholomæi Tiid og varer indtil Mikkels=Dag,
naar nu Landmanden kommer hiem og haver solgt sin Honning, saa ere hans
Kar, hvori han haver ført den, gierne besmurte med nogle Levninger, hvorudi
opkommer en uformærkt Suurhed, dette lokkes Bierne hiemme til at trække
af, og bringe i deres Kuber, da saadan suuragtig Honning uden Tvivl er en
Gift for dem, og kand maaskee foraarsage Døden i deres Hytter. Ved
Høsten, saavelsom og om Vinteren ved mildt Væirligt og i Foraaret gives
og maaskee Anledninger til saadan Død: Miød=Blænden og Sukker=Sy¬
den, som begge giver en sød Lugt fra sig, og ligeledes lokker Bierne til sig, de
søge alle Aabninger og i det de indtrænge sig, saa qvæles de i Røg eller dræ¬
bes af Menneskens Hænder i stor Mængde, undtagen nogle faa som undflyer.
Dette slutter jeg er denne Tvivls Opløsning, hvorfore det var tienligt, at
Bie=Stokkene stode ikke for nær ved saadanne Haandteringer.
Men jeg vil nu undersøge
2) Nytten, som dette Lands=Jndbyggere drage og kand drage af Bie¬
Avlen. Den har baade sine Fordeele og sine Hindringer: At et fast Land
saasom Tydskland eller andre har større Fordeele i Bie=Avlen end en Øe eller
smalt Land imellem to Have, det kand vel ikke negtes. Havets og Vindenes


301
Brusen nu og da, i sær naar det skeer om Sommer=Maanederne, er Bierne
til stor Hinder i deres Næring. Man maa og tilstaae, at Bierne opvartes
og omgaaes bedre hos dem end hos os, og det var at ønske, at da vi gierne
efterabe andre Nationer i det unyttige og unødvendige, naar noget sendes os
til et Forbillede af fremmede Lande, vi og kunde lære det nødvendige af deres
Maade at omgaaes med Bier, for at bringe vor Bie=Avlen her i Landet til
en bedre Fuldkommenhed. Jeg veed vel at den Skik, som der bruges at tage
Honningen bort fra dem, kand ikke altid finde Sted hos os; efterdi Som¬
merens Løb er der meere ordentlig, Foraaret kommer tilligere og Sommeren
er varmere, da vi derimod ofte foruroliges af et uordentlig Foraar, som un¬
dertiden afvexles med en vanskelig Sommer. Naar saadanne Aar her ind¬
falde, saa er sandelig Honningen rar. J slige Tilfælde maae man lade sig
nøye om man kan bevare dem man haver, enten de sværme eller ikke, enten
de give een eller to Sværme fra sig. Man maa ikke just bekymre sig om
Sværmenes Mangfoldighed, men meget meere betænke, om de gamle Stokke,
derved gaae til Grunde eller de blive i Stand, og om de unge Afkom for til¬
kommende Tiid kand skaffe nogen Nytte eller ikke. Vilde vi nu indrette vort
Forhold imod Bierne til vort eget Beste efter Væirligt og Klogskabs Regler,
saa skulde ufeilbarlig Honning Avlen mærkelig formeeres. Man maa da
undersøge og giøre Forskiæl paa Sommerens Væirligt, om man kand vente
en tilstrækkelig Fordeel i Honningen eller ikke. De Kiende=Tegn, som give
noget godt Haab derom, ere følgende:
I) Et godt Foraar, hvilket forskaffer Bierne et anseeligt Foraad,
og mærkelig formerer deres Yngel, som siden finder god Underholding. De
finde snart Næring uden for og kand spare deres eget hiemme, hvilket de i
Nødsfald kand gribe til for at understytte deres vidtløftige Huusholding.


302
2) Et ønskeligt og varmt Væirligt, naar Boghveden saaes,
saadan Tiid giver Marsklandene det rette Liv, saa at Blomsterne paa den
Egn dryppe af Fedme. Den understytter og Heede=Beboerens Haab, om
at Biernes Frugt skal vel lykkes. Jndvaaneren paa Geest=Landet giør
sig lige Tanker, og troer at den ved varmt Væirligt saaede Boghvede kommer
best fort, hvoraf han slutter at Bierne finde en overflødig Sommer=Næ¬
ring. Han glæder sig, naar han seer den magre Mohr-Eng opfyldt med
Græs, saa at der ligger et Slags flygtig Uld oven paa Græsset, hvilket ge¬
meenlig er et Forspil til en varm og frugtbar Sommer.
3) Naar Kleveret voxer god. Dette befordrer ugemeen Biernes
hastige Yngler, jo overflødigere den voxer, jo stærkere er og Biernes Næring,
og jo lystigere Drift har de til at formeere sig. Den giver de Egne, hvor
der saaes kuns lidt Boghvede, den rette Vægt i Honning=Avlen. Naar der
hen imod St. Hans=Dag falder en igiennemtrængende varm Fugtighed, saa
kand man drage den visse Slutning deraf, at Markerne snart blive bedækkede
med hvidt Klever. Det er ellers mærkelig, at Bierne meget sielden besøge
det indenlandske røde Klever, da de derimod med stor Begierlighed opsøge
og trække af udenlandsk Sæds=Blomster af samme Art: Det er utroeligt,
hvilken overflødig Sødhed, der i almindelighed stikker i disse Blomster, naar
Sommer=Væirligt med Dug og Varme tilbørlig afvexler; og naar man
gaaer ud i Marken, saa kand man ofte drage den sødeste Lugt deraf i Næ¬
sen, hvilket i de fire Aars Tiid fra 1725 til 1730 var særdeles kiendeligt.
Et saadant velsignet Klever=Aar driver Bierne ved god Pleye og skiønt Væirligt
tillig til at sværme, og saadanne tillige Sværme de kan vel begaae sig, og ind¬
samle saa meget, at man ikke har nødig at bekymre sig om dem i frem Tiden.


30
4) Overflødige Blomster af Ukrud, som vi her kalde Kirik.
Det voxer under Havren, seer gult ud, og indtager ofte saaledes Havre¬
Markerne, at Havren en Tiid lang bliver usynlig, indtil Blomsterne modnes,
da den faaer Leilighed til at komme frem. Det er vel ikke Havren til nogen
Fordeel, men den tager snarere Skade deraf, dog giør det og Eyeren nogen
Nytte, thi naar dette Blomster i stor Mængde fremspirer, og vandes over¬
flødig af Duggen, saa er dets Kraft til Biernes Næring og Honning=Avlen
ligesaa stærk som Kleverets. Man kand see det af de talrige Sværme, som
ofte falde i denne Tiid, og man kand af Erfaring ikke slutte andet, end at
deres Flid og Frugtbarhed kommer af dette Blomster.
5) Naar Boghveden vel lykkes, hvis Blomster, naar det bliver
i sin Kraft, og uforhindret kan naae en ordentlig Modenhed, giver Bierne
en ugemeen Næring, og Eyeren fortreffelig Honning. Man kand af de unge
Sværmes Forraad paa den Tiid, naar dette Blomster staaer i sin beste
Kraft, tydelig slutte, hvor kraftigt dette Blomster maa være; Jeg har selv
engang veyet en saadan Sværm, den første Aften efter at den var kommen,
og befunden, at den holdt tretten Pund, og naar man ved gunstigt Væirligt
daglig undersøger saadanne Sværme, saa mærker man let hvorledes Hon¬
ningen tiltager, og tillige, hvor kraftigt dette Blomster maa være, naar det
har god Væirligt at voxe udi.
6) Den vel blomstrende Heede giør endelig det beste til at fornøye
Heede Beboeren og hans Naboe i Bie=Avlen; Disse Blomster fordre ret
Slags Væirligt med Boghveden, og giver lige Haab, dog vedvare de læn¬


304
gre end Boghveden, thi da da Krattet er ikke lige stort, saa er Blomsternes
Afvexling desto vissere og i sin Vedvarenhed fordeelagtigere for Bierne.
Naar dette Blomster lider ingen Forhindring, saa er den søde Virkning der¬
af bedre og sundere end den der indsamles af federe Blomster; Aarsagen
kand maaske komme af Vandet, som her falder reenere end paa andre Ste¬
der, og af Duggen, som ellers andre Steder let kand besudle og beskade
Blomsterne.
Om endskiønt nu alle disse anførte Kiende=Tegn paa et godt Honning¬
Aar ikke ere samlede med hinanden paa eengang, men nogle af dem ere ved
Sværme Tidens Begyndelse og derefter at mærke, saa lærer os dog Forsig¬
tighed at i agt tage vor tilbudne Fordeel, og efter mueligste Fliid at befordre
dens Tilvæxt.
Dette skal maaskee videre udføres i en anden Afhandling.
Glucksburg, den 18. Martii,
17
A6Us.
Pk.


No. XV.
Om det
Røde Klever=Græs
og om
Tørve=Jordens Brug
til Giødning.


lagtig
om Maaden ford
t omgaaes med det
se Klever.
Den store Nytte, som jeg har befunden at være ved det røde Klever,
F har beveget mig til, for nogle Aar siden, i Mængde at faae det,
saavelsom og for andre at anprise dets herlige Fordeel; Mange
har derfor ombedet mig at give en skriftlig Underretning om, hvorledes man
fordeelagtigst dermed kunde omgaaes. Saadant giver mig det Haab, at
denne min Bestræbelse skal ikke blive aldeeles forgiæves, men dog tiene nogle
af mine Landsmænd til beste, hvorfore jeg her vil melde noget
I. Om Maaden fordeelagtigst at faae og omgaaes den.
2. Om den herlige Nytte, som den forskaffer.
Forud maa jeg tillægge denne Art Klever Fortrinnet frem for alle an¬
ere bekiendte, den gule Sort har jeg hidindtil
dre Klever=Sorter, som mi


308
ikke kundet faae, derfor kand jeg ikke dømme om den; Men om Lucerne og
Espacetto, kand jeg sige, at de ere ikke nær saa fordeelagtige, som det røde
Klever, thi Stængelen paa dem er meget meere træagtig, derfor smager de
ikke heller Hestene og Fæet saa angenemt, skiønt de og kand have sin Nytte.
Hvad den røde Klever angaaer, da bringes den herhid fra den Øe Femern,
hvor den voxer i stor Mængde; den er gandske god og kand meget vel kom¬
me fort her i Egnen; Men dette meener jeg skulde blive til langt større Nytte,
om man oftere var betænkt paa at forskrive Sæden fra Holland, saasom den
efter nogle Aars Forløb, her i Landet taber dog uden Tvivl noget af sin
første Kraft.
A jeg nuskaltale I. om Maaden, hvorledes man fordelagtigst kand be¬
handle og saae denne Væxt, da forefalder at betragte:
a) Jorden som skal antage denne Sæd: Den beste Grund hertil er
den sorte eller Fede leeragtige, som ligger noget dog ikke alt for nedrig, eller
og en sort sandig Grund, som dog ikke overskylles af Vand. Jorden giør
saavel i dette som andre Tilfælde, stor Forskiæl i Frugtbarheden, thi den svære
Grund formedelst dens Fedme og Fugtighed giver altid bedre Frugt af sig
end den lette, dog er den middelmaadige svære Grund ikke heller at forkaste,
naar den ret dyrkes, men den høye sandige Grund tiener aldeles ikke hertil;
hvo som har saadan sandig Grund, kand anvende en Deel af mager Eng til
denne Væxt, naar Vandet tilbørlig fragraves, og kand han af Graverne
derved faae noget sandig Jord, at lægge paa denne Mohr=Grund, saa kand
han af denne Sammenblanding vente en rig Klever=Frugt. Aarsagen, hvor¬
for denne ædle Væxt ikke kand komme fort paa høye Steder, er Mangel paa
Fugtighed; jeg har engang prøvet det paa en temmelig høy Ager at faae det


23
iblant Havre og Byg, hvor det dog nogenledes lykkedes, men dette tilstaaer
jeg, at samme Aar indfaldt en vaad Sommer.
b) Jordens Tilberedelse betreffende, da har jeg en tredobbelt Regel, hvor¬
efter jeg retter mig, først at en Jord, som skal give god Frugt af sig, maa og
vel dyrkes og forarbeydes, og med god Giødning forsynes; For det andet:
at Jorden maa holdes reen og befriet fra Ukrud, at det ikke skal tage Over¬
haand; derfor maa den Frugt, som Aaret før har voxet paa denne Grund,
være af den Beskaffenhed, at den kand undertrykke Ukrudet, til den Ende kand
man betiene sig af Patatos, Boghvede, Erter eller Hamp. Men efterdi
Omstændighederne ere ikke altid saa, at man kand udvælge disse Renselses
Midler, men vel undertiden iblant Byg, Havre eller Rug, nødes til at faae
Kleveret, og derhos befrygte, at Ukrudet vil voxe op med og indtage Grunden,
saa bemøyer jeg mig i saadant Fald, saaledes at tilberede Jorden, at jeg kand
vente en tyk og stærk Velsignelse af denne Sommer=Frugt, thi derved bliver
Ukrudet nogenledes dempet, og naar Høsten er forbi, saa kand det i Jorden
forborgne stikkende Klever let komme frem, og i følgende Aar spille Mester over
Ukrudet; fire Uger efter Rug=Høsten, pleyer Kleveret allerede at have indta¬
get Jorden, og kand altsaa om Foraaret betimelig udbrede sig og tage For¬
deelen fra Ukrudet. Den tredie Regel er denne: En Jord, hvorudi en stærk
Rod skal dybt indtrænge, og ved smaa Trevler fra alle Sider indsamle Kraft,
den maa aldeles være aaben og luftig, til den Ende maa den pløyes noget
ofte og dybt, og harves med en skarp Harve. Enhver som overveyer at Kle¬
ver=Jorden maa hvile i tre Aar, og dog bære Frugt, den indseer og tilstaaer
dette lettelig.
c) J at faae denne Sæd kand man have sin Frihed, enten man vil
blande den iblant andet Korn, eller saae den allene for sig selv. Vil man


276
saae den allene, da kand det skee ligesaa vel i Foraaret, som ved Efter=Høst.
J Foraaret maa det skee, efter Jordens tilbørlige Pløining, først i April;
Jorden harves to gange, før Sæden udstrøes, og efter Sæden giøres den
færdig med en gesvindt Harven. Bestemmer man Sæde=Tiden ved Efter¬
Høst, saa gjør man best, at man hertil udvælger den Grund, hvorudi Bog¬
hvede eller andre rensende Frugter Aaret tilforn har groet, da man med For¬
nøyelse skal see, hvorledes Sæden, som saaes tre eller fire Uger før Michels¬
Dag, fremkommer før Vinteren og bliver allerede to a tre Tommer høy, og
efterdi den i Høst vel har slaget Rødder, saa leverer den tillig i Foraaret den
første Grøde til Foring. Jeg har undertiden den 24 Maji første gang, og
den 26 Junii anden gang, ladet afmeye og forbruge det saaledes saaede Kle¬
ver. Finder man for godt, at faae Kleveret iblant andet Korn, saa har man
ligeledes Frihed, enten man dertil vil beramme Høsten eller Foraaret. Men
dette maa jeg herved erindre, at man ikke i Sækken maa blande den fine Kle¬
ver=Sæd med det andet Korn, efterdi derved let kunde skee en Ulighed i Ud¬
strøelsen og Væxten. J Foraaret gjør man Overslag, enten man vil lade
Havren eller Byggen, hvorudi man gemeenlig blander Kleveret, blive moden
og indhøste den, eller man vil lade den grøn afmeye to gange om Sommeren
til Hæste= og Koe=Foder. Farer man fort efter den første Regel, at lade
Kornet modnes til Høsten, saa undertrykkes Kleveret noget i det første Aar,
og kand da formedelst Kornet ikke saa stærk komme fort, som i de to følgende
Aar, naar det ret har udbredt sig, og raader allene for Ageren. Lader man
Kornet om Sommeren grønt afmeye til Foder, saa faaer Kleveret imellem
Stunder Luft til at komme frem, og da saadan Afmeyning kand skee to, un¬
dertiden tre Gange om Sommeren, saa findes Kleveret overflødigt ved den
sidste Jndsamling. Finder man for godt, ved Efter=Høst, at blande Kleveret


311
iblant Rug=Sæden, saa kand det og skee, dog med den Betingelse, at et gand¬
ske Aar maa gaae forbi, førend man kand bruge det.
Det kand ellers hænde sig, at denne Sæd ved Giødningen, hvori den
undertiden udkastes, bringes hen paa en Ager, hvor den aldrig tilforn haver
været, og endskiøndt man holder for, at saadan smaa Sæd ikke maatte brin¬
ges dybt ned i Jorden, paa det den ikke skulle qvæles, men snart komme op,
saa har jeg dog befunden, at denne Sæd, som var nedpløyet ved Giødnin¬
gen, blev dog ikke borte, men den blev endog længere ved i Jorden end ellers;
Kleveret pleyer kun at blive tre Aar i Landet, men dette synes at ville blive
bestandigt; hvorfore jeg har besluttet, at lade et Stykke Jord dermed besaae,
og nedpløye Sæden med Giødningen, for at erfare, hvor længe Roden af
Kleveret kand opholde sig i Jorden, og imodstaae Kulden.
Endelig er endnu een Maade, hvorledes man og kand faae denne Sæd
til at voxe, uden foregaaende frisk Pløyning: Naar Byggen eller Havren
er allerede en halv Finger lang oprunden, saa kand man udstrøe Kleveret
deriblant, helst ved Aftenens Tiid imod en forestaaende Regn, og være vis
paa, at det skal lykkes.
Hvor det nu falder vanskeligt, at faae det fornødne Græs og Foder til
Hæste og Køer, saavel om Sommeren som om Vinteren, der seer enhver let,
hvor nødvendigt og nyttigt dette Klever kunde være; Jeg vil derfor vise:
II. Den herlige Nytte, som dette Klever forskaffer; og da bestaaer den
derudi:
a) At Køerne af denne Føde give ikke allene god og overflodig Melk,
men de kand end og fedes derved, og Hæstene trives vel deraf, i sær naar det
er skaaren i Hakkelse blandet med andet Korn, ihvorvel de og gierne æde det
for sig selv allene.


312
b) Ved saadan Leylighed kand og spares megen Tid og Umage, da man
ofte maa have Køerne langt borte i Græsning; men formedelst det grønne
Klever=Foder, kand holde dem paa Stalden, og uden Besværlighed eller Tiids
Spilde opvarte og malke dem. Ligesaa har det sig med Hæste, hvilke man
og paa denne Maade stedse kand have ved Haanden, og spare den Umage
at gaae i Marken og lede efter dem.
c) At Giødningen derved merkelig formeeres, hvilket u-imodsigelig tiener
til Landets Frugtbarhed at befordre.
d) At Landet derved spares og hviler, og dog i samme Tid formeerer
Eyerens Formue. Naar man giør Overslag, saa seer man, at een Hæst kand
magelig fores om Sommeren med saa meget Klever, som kand voxe paa to a
tre Skiæpper Byg=Land, da man derimod til een Hæstes Græsning paa
Marken, behøver vel undertiden fire og tive Skiæpper Land, altsaa mærkes
lettelig, hvor meget der ved Kleveret spares paa Landet, hvilket da kunde an¬
vendes til andet Brug efter Eyerens Gotbefindende. Jeg tilstaaer vel, at
hvor man har overflødigt Land og Græsning, der kand man vel komme ud
foruden Kleveret, endskiøndt dets Brug til Hæstene kunde spare meget paa
Havren; Men saa meget er u=ryggelig vist, at de Steder, hvor der er kuns
lidet Land, og Byernes tillagte Grund er noget indkneben, der er intet bedre
Middel, paa en let og fordeelagtig Maade at fore sine Hæste og Fæe, end ved
dette Klevex. Jeg for min Deel har befunden mig vel derved, og skal blive
ved at bruge det, saa længe jeg lever, saavel som og tilbørlig at dyrke Jorden
dertil; Denne Afhandling formoder jeg og skal tiene til at recommendere
dets Brug.
Glucksburg, den 20 Jan.
1756.
PELAGUS.


31
Om Tørve=Jordens Brug ikke allene til Bræendsel,
men og paa Agrene til Korn=Grundens Forbedring.
er til Lands findes paa mange nedrige Steder en Deel Tørve=Jord af
adskillige Farver, blandet med en Blanding af noget hvid Sand enten
meere eller mindre. Saadan Tørve=Jord er sielden tienlig til at brænde;
thi den megen Jord, som derudi findes, vil ikke gierne tage ved Jlden og dens
Suurhed foraarsager en hæslig Stank, desuden vil den ikke gierne hænge
sammen, naar den bliver tør, men for Vinden og Solens Skin, falder hen
i Smul. Hvor der findes saadanne vidtløftige Egne, der har Beboeren
vel den Nytte, at han aarlig deraf kand indsamle noget Høe, men det var
endnu større Fordeel for ham og hans Efterkommere, om han ved Tiid og
Leilighed kunde faae denne sumpige Grund til at groe op og blive fast, og en¬
sang, ved Brænde=Veds Formindskelse, levere ham god Tørv. Derimod
gaaer det ikke saa let an, at saadanne smaa nedrige Pladser paa Markerne
udtørres og groe op, eller skaffe nogen mærkelig Nytte, fordi det sumpige
Vesen er Grundens eget, og dets Suurhed qvæler al Frugtbarhed.
Jeg har ikke uden Møye og Bekostning udtøret en temmelig stor sum¬
pig Plads, og anvendt den Deels til Tørve=Jord, for dermed at giøde og
forbedre min omliggende magre Grund, som er opfyldt med en Deel ufrugt¬
bar gult Sand; Deels har jeg og renset Pladsen, og gjort noget af den til
en Fiske=Park. Jeg har befundet, at min Jord derved er bleven mærkelig
forbedret; thi da denne nedrige Grund gav mig nogle hundrede Læs Tørve¬
Jord, hvormed jeg temmelig tykt kunde beklæde fire Tønder hart Land, saa
II. Deel.


314
gav dette strax den gule Sand=Grund en god Blanding, at jeg i følgende
Aar kiendelig kunde spore Virkningen deraf; og nu er det rart, at Ploven
opkaster noget gult Sand, men meget meere en glindsende sort Jord, som er
Tegn til Frugtbarhed. Fiske=Parken lykkedes ogsaa vel, og har indrentet
mig god Forraad til Huusholdingen. Man kand heraf, saavelsom af andet
see, at naar man kun har Lyst til at foretage sig noget, og indretter sit Arbey¬
de efter en vis Orden, saa kunde efter Haanden mangfoldige Ting i Landet
forbedres. J Besynderlighed maa man forundre sig over den hemmelige
Skat, som ligger i Markerne, hvor Jorden er kun dog middelmaadig eller
gandske slet. Jeg veed vel, at disse nedrige Mose=Egne ansees med Foragt
af Landmanden, og jeg tilstaaer, at de giøre kun liden, og snart ingen Nytte,
saa længe de ligge øde og urørte; Men hvo er Skyld deri? Mon ikke Landman¬
den selv? thi endskiønt man ikke kand sige, at Landmanden aldeeles forkaster
den udtørrede Mose=Grunds Kraft, men han anseer og bruger den snarere
som en Giødning, saa vil han dog ikke giøre sig den tilbørlige Møye og Be¬
kostning for at føre den ret i Brug. Dette har bevæget mig til at udarbey¬
de nærværende Stykke, og at vise, at Tørve=Jorden skaffer en fortreffelig
Nytte paa Agrene, naar man giør sig den Umage tilbørlig at anvende den.
Til videre Oplysning og Bekræftelse herom vil jeg endnu tilføye føl¬
gende Grunde:
1) Kand ingen negte, at Tørve=Smulet, som bliver til overs fra vort
Forraad, kand jo skaffe tilbørlig Nytte. Erfaringen stadfæster det; saasom
man betiener sig af disse Levninger i Hauger og paa Markerne, og naar det er
blandet med andet Gulve=Skarn, forsikkrer man sig om gode Følger af dets


31
Brug, i sær voxer god Byg efter saadan blandet Giødning; Jeg har selv
mærket, at et Stykke Rug=Land, hvorpaa fem Læs Tørve=Smul, blandet
med andet Skarn var udstrøet, gav den ypperligste Frugt, uagtet den øvrige
Deel af Marken var forsynet med god Giødning.
2) Naar man graver Tørv, som opstables paa Markerne, paa det at
den desto snarere skal tørres, saa falder altid noget af ved Borttrillen og Op¬
sætningen, som bliver liggende tilbage, naar man nu giver agt derpaa, saa
lærer Erfaring altid, at de Steder paa Agrene, hvor Tørven har staaet, give
en rigere Velsignelse af Korn, end de omgrændsende Steder, hvor ingen Tørve¬
Smul er kommen, hvilket klarlig viser, at Tørve=Jorden indeholder i sig en
hemmelig Giødning.
3) Viser Landmandens Omgang selv, at i Tørve=Jorden maa boe en
Kraft; thi naar han med Jord=Segelen skiærer Stykkeviis Overfladen af
Mose=Grunden, hvilken Afskiærelse igientages gierne hver tiende eller ottende Aar,
og siden sætter den i Hobe her og der tillige med Giødningen, hvilket derefter
udstrøes paa Agrene, naar man da betragter den liden Giødning, imod den
store Mængde Mose=Grund, som man seer at ligge paa Markerne, og at
Kornet voxer godt derefter, maa man da ikke slutte, at denne Blanding af
Mose=Grund med Sandet tiener til at køle Grunden, og at befordre Frugt¬
barheden, og altsaa kand Tørve=Jorden paa alle høye Steder, hvor Korn¬
Land findes, skaffe god Nytte.
4) Tilstaaer en forstandig Urtegaards=Mand med rette, at naar han
vil have god Jord til Blomster, saa maa han lægge en god Tørve=Jord til
Grund, og beblande den med noget fiin hvid Sand og andre aabne Sager.
Jngen Jord er beqvemmere og tienligere, naar man vil anlægge en Hauge
og bringe den gesvindt i Orden, end just Tørve=Jord; den er som en Læge¬


316
dom for sandig Grund, og i nogen Maade aabner det staaende Leer, saa at
denne Blanding i begge Tilfælde, inden kort Tiid skaffer en god Jord, som er
i Stand til at antage og frembringe alting, hvilket jeg selv saavel i Hauger
som og paa visse Steder i Marken, hvor det var nødig, haver prøvet.
5) Har man undertiden Exempler, at i vaade Sommere, naar Tør¬
ven har staaet paa et Sted, hvor den ikke har kundet blive tør, saa er Græs¬
set der groet meget bedre, end paa de andre Steder, men da Tørven er bleven
uduelig, saa er den med Fliid udstrøet paa Ageren og bleven nedpløyet, hvor¬
efter i mange Aar stor Nytte i Frugtbarheden er paafulgt, som vidt har over¬
gaaet Naboernes omgrændsende Agre; Og da ingen Giødning er bleven brugt
derved, saa maa man jo heraf tydelig slutte, at Tørve=Jorden i sig selv er
god, og besynderlig paa høye Steder, lader see Kiendetegn til Frugtbarhed.
Naar jeg nu af disse Grunde raader Landmanden til at anvende denne Art
Giødning til sin Nytte, saa forstaaer det sig selv, at naar han af de nedrige
Steder, som kand findes i hans Marker, vil opgrave saadan Tørve=Jord,
som ikke tiener til at brænde, saa maa han dertil udvælge den beqvemmeste
Tiid, besynderlig Sommeren, og paa Græs=Markerne legge den temmelig tyk,
og i Fald han ikke kand overkomme, paa saa mange Steder tilstrækkelig nok
at udbrede den, saa maa han i det ringeste være betænkt paa at opkaste den,
og slaae den i smaa Hobe, paa det at han ved given Leilighed og Stunder
enten det er om Sommeren eller om Vinteren, kand siden bringe dem hen
paa behørige Steder, og under Guds Velsignelse indhøste en herlig Nytte
af sin bemøyelse.
Glicksburg, den 12. Jan. 1756.
PELAGUS.


No. XVI
Om nogle
nyttige og merkværdige Ting,
de
Norske Bierge
angaaende.
ved
D. Schiöth.


Om de Norske Bierges bedre Nyttelse.
At Norrige er et biergigt Land, og at Biergene ere baade ubehageli¬
gere og mindre nyttige, end det flade eller mindre ophøyede Land,
veed enhver at sige og derfor at foragte det, eller at have mindre
Lyst dertil, særdeles naar Biergene ligger endog saa langt i Norden og alt¬
saa maae meget betage Jndbyggerne Solens Skin, derimod give Skygge
og Kulde, ja for den største Deel af Aaret, være betakte med Snee og Jis.
Man maae tilstaae at de ey fører enten den Fornøyelse, eller den Beqvemme¬
lighed, eller den Nytte med sig som det flade eller det i smaae Høyer og lang
bratte Daler fordeelte Land, de høye Bierge ere endog i de varmeste Lande
ubeqvemme, vanskelige, kolde og ufrugtbare. Men de har dog sine Fordeele:


330
Jeg vil ey her anføre de Almindelige, hvilke man gemeenligen anfører for at
igiendrive de Selvkloges Jndvendinger, der vil mestre Guds Indretninger og
Gierninger, og for at vise tvertimod denne høye og herlige Skaberes Alviis¬
hed, Godhed og Almagt: De kan mueligen være tienlige til Jordens befæ¬
stelse, til Balance eller Ligevegt i dens Bevægelse, mod Havets Brusen og
Overskyllelser mange Steds, til Vindenes Afling og Styrelser, til at optage og
samle Havets Damper, og siden at nedsende dem ad Elver, Aaer og Bekke,
saavelsom i Regn og Taager, til at vise en Forandring i Guds Gierninger.
De kand endogsaa have mange andre Fordeele, som endog de Lærdeste og For¬
farneste, ligesaa lidet de indbildede og selvgode Tilrettesættere veed. Men det
veed vi, ja i Gierningen befinder at de indeholder, ja endog udvortes frembærer
adskillige nyttige Ting, at endog det lave af Biergsiderne mod Solen frem¬
bringer bedre Vexter end det flade Land, at endog Baglierne tilbagekaster
Solens Straaler, til det tvertover liggende og derved formeerer Varmen for
Vexterne. Vi formoder endogsaa i almindelighed, at Biergene vel og de
Norske, meere og bedre kunde nyttes.
Der er stor Forskiel paa de Norske Bierge, at jeg ey skal nævne andre:
Nogle ere høye, andre lave eller maadelig høye, nogle ligger ved Havsiden,
andre langt ind i Landet, nogle vender mod Sønden eller Norden, andre
mod Østen eller Vesten, mod hver af Sidene. Nogle ere flade oven paa, andre
spidse, nogle steile, andre langbratte. De lave saavelsom alt det nedrige paa
Siderne af de Høye nyttes gemeenligen til Sæd, Planting og Avling om
det ey er alt for steilt, steenigt, og i Baglien alt for fugtigt, ja det nyttes end¬
og paa Soelsiden til en temmelig Høyde, om ey Dalen er alt for trang, dog
bliver Vexterne ey der saa gode som neden for. De som ligger ude ved


321
Søekanten faaer fleere Damper af Havet, ere derfor meere vedskefulde og
frugtbare, mindre kolde, uden saa er, at visse Vinde giør Skade, de derimod
som ligger langt ned i Landet, ere gemeenligen høyere om de end synes at være
lavere, thi Jorden forhøyes alt meere og meere fra Havet, hvortil siden kom¬
mer Biergets egen Høyde, som gemeenligen er stor inde i Landet. Reyser
man fra Christiania til Dovrefield, som er fire og tredive Miiles Vey, merker
man at Landet efter Haanden alt meere og meere stiger, Fieldet selv er endog
bekiendt af sin Høyde, ikke desmindre seer man dog fra det høyeste deraf paa
den anden Side af Dalen, oven paa Biergene, tinder der ere langt høyere;
Reyser man fra Tronhiem op til Dovrefield, som ikkun er fjorten Miile,
fornemmer man meget kiendeligere Landets Forhøyelse, Fieldet synes ogsaa til
den Side lavere, nu kand man deraf slutte, hvilken Høyhed der maae
være paa det øverste af Dovrefield imod Havets Overflade, ja imod Bier¬
gene ude ved Havsiden, man befinder derfor at Multebær som paa Øerne i
Finmarken fast hvert Aar, meget vel modnes, fryser de fleste Aar bort paa
Biergene inde i Landet, at jeg ey skal tale, om andre Vexter og Træer som
ey engang vil groe eller voxe, det var dog noget artigt at eftersøge formedelst
et Barometrum, Forskiællen paa Høyden, endog for de beiydeligste Træer og
Vexter som kand eller vil voxe eller ikke voxe. Biergene inde i Landet ere og
tørrere og koldere, og derfor mindre bevoxne med Træer eller Vexter, uden
saa er, at Steene eller Vinde hindrer dem ude ved Søekanten. De Spitze
kand ikke nytte uden til en maadelig Høyde, særdeles i Baglien til Korn=Avling
paa Siden, dog kand de vel indtil det øverste være bevoxne med Skov, men
som de ingen flade har oven paa, kand de intet der frembringe neppe engang
nogle smaae Buske, de flade derimod kand nyttes til adskillige Ting, hvorom
siden skal handles, de steile og steenige kand ikkun her og der have et eller
II. Deel.


232
landet Træe, men de langbratte og i nogle Afsæt afdeelede, ere de som fornem¬
meligen tiener til allehaande Avling.
Jeg regner uden Tvivl ey forhøyt om jeg siger, at Norge kunde blive
en fierde Deel bedre end det er, dersom Biergene bleve ret nyttede. Der
findes Bierge der ere to, fire, sex syv Miile brede tvertover, da Dalene der¬
imellem mod Biergene neppe ere en halv Miil brede, al den Flade nyttes
paa de fleste Steder ikke uden til nogle Sæterløkker og nogen Græsgang for
et fierding Aars Tiid om Sommeren, som ogsaa til nogen Mose at afhente
for Vinteren til Creaturene, for hvilke der ikkun er et slet Foder, gandske
lidet høyt op, et starret og skarpt Græs, og endda slettere end Mosen, nogen
liden Skov her og der, enten øverst paa Biergene eller i Sollirne oven paa,
nogle smaae Fiske=Vande, som sielden lønner Umagen og Omkostningerne.
Ude paa Landet og ved Søekanten nyttes endog de lave og langbratte Bierge
ikkun lidet, fordi de har paa det flade, meere Land end de kand obertage.
Jeg har endogsaa merket i det Tronhiemske, at de heller vil have deres Agre
paa det flade, omendskiønt det der fryser, end i Bierger og Bakker hvor de
kunde faae god Korn, og det uden Tvivl for Mageligheds skyld alleene, der
ligger altsaa en stor Deel af Landet øde, og Jndbyggerne giøre sig desfor¬
uden selv stor Skade, ved Mangel af Korn eller ved dets Ringhed.
Dalefolkene vil vel synes at der skeede dem stor Uret, om Fieldene skulle
dem betages, da de hiemme ved deres Gaarder har ikkun smaae Jorder, lidet
Eng, men endda mindre Græsgang, og dog store Udgifter, mange fast ingen
Skov, til Huusbygninger, Gierdesfang og Brændeveed; Jeg tilstaaer det
altsammen, holder ogsaa for, at intet skulle dem betages, som de vel kunde


323
overtage og ret nytte; Man kand ikke negte, at jo deres Sæterløkker ere høyst¬
tienlige, endskiønt de i Loven ere forbudne, det var derfor at ønske, at Loven
derudi blev forandret, paa det Lovgivernes høye Myndighed ey skulle fornær¬
mes. Jndbyggerne faaer deraf det allerbeste og kraftigste Høe de har til
deres Gaarder, fordi den Giødning, som de tilforne heldst faae at kunde ved
en Bek bortskylle, bliver udborded paa disse Enge. Det er vist, at dette Høe
koster dem megen Løbing og Kiørning to a tre Miile hen i Fieldet, men de
havde hellers ikkun lidet og slet Foder særdeles til deres Hæster, dog disse
samme Sæterqvæer giver tillige tilkiende, at Jorden endog i Fieldene kunde
bedre nyttes, end gemeenligen skeer, i det den kand give saa godt Græs. De vil
sige at de ey faaer dette uden Sommer=Giødning, og denne vil ey videre strække
end paa de Sæterløkker, de haver, og de smaae Stykker der mueligen kunde
legges dertil, jeg formoder derimod, at dersom Jorden blev rensed for Steen
og oppløyed, som ey skeer, kunde den med mindre Giødning bære ligesaa kraf¬
tigt og meget Græs, og da kunde større Stykker giøres nyttige. Der kunde
mueligen endog faaes en eller anden Vinter=Sæd, naar den betimeligen blev
saaet om Sommeren, saa den kunde komme sig for inden Høsten, og betiids
om Foraaret være i Beredskab. Jeg har vel selv ved mine Folk ladet for¬
søge saadan Sæd som Vinter=Rug og Vinter=Byg, men det traf ind i de
haarde Aaringer, da neppe noget vilde lykkes neden i Bygderne, tilmed veed
jeg ey engang om mine Folk gjorde noget derved, thi de vare ligesaa lidet for
noget nyt som de andre, og jeg kunde ey selv fare saa langt hen i Fieldene, for
at see til; Jeg overgiver derfor ikke alt Haab om saadan Sæd, troer i det
mindste, at Sort= eller Flyve=Havre, der kand holde ud de koldeste Vinter
neden i Bygden paa Ageren, og omsider gandske betager denne imod enhvers
Ville, skulle der have Fremgang. Den er vel ikke af det beste Slags Korn,


324
men fattige Folk maae vel endog lade sig nøye med ringere, den har og der
en trind, feed og sød Kierne. Mange sætter den ogsaa naar den er modned,
uden for Ageren og opsamler den, Kummen eller Karve som neden i Bygderne
voxer vild, og varer Aar efter andet, Siberisk Hør, og andre deslige herbæ
perennes, vilde mueligen der begaae sig. Angelica og Letion voxer des
foruden i Fieldene, nogle Steds ogsaa hvide Løg, og i almindelighed formo¬
der jeg, at allehaande Røder, som de der voxer neder i Jorden, skulle der
komme til nogen Fuldkommenhed; det er bekiendt, at Næper eller de brede
blaae, eller gule Roer voxer der gandske gode, alleeneste at Jorden bliver torv¬
vended, og lidet Faare eller Gedemøg, om den er forhaanden, bliver udbre¬
ded over det nedhakkede Frøe. Denne Slags Sæd og Avling, som den
man veed at være muelig, skulle visseligen langt meere nyttes end nu skeer,
den kunde ligesaa vel nyttes baade for Folk og Creaturer, som de Engelskes
Journipes, som mueligen ey meget skiller herifra. Men Bønderne foregi¬
ver, at de bliver ikkun bortstaalne og derfor ikkun lidet saaer deraf, da derimod
om Mængde deraf blev avled, bleve saadanne letsindige Folk ey saa begiærlige
derefter, og en liden Deel deraf kunde ey saa nøye savnes. Om Patatos,
gule Rødder, røde Beter, Pastinakker, Kaal vilde lykkes, skal jeg ikke sige,
det stoed dog til Forsøg. Men om end alt andet slog feyl, maatte dog Lu¬
cerne, Sainfoin, Esparcette saaes i den giødde rensende og oppløyede Jord,
eller Høe-Frøe af hiemvoxne Urter, saasom Bynke=Nelder, Hundsleng og
deslige.
Bønderne foregiver, at de behøver al den øvrige Mark, uden for deres
Sæterløkker, til Græsgang for deres Qvæg, og de roser gemeenligen Field¬
havnen som de kalder den, frem for al anden Græsning, det er heller ikke at


325
negte, at jo Creaturene ere begiærlige efter den om Foraaret, thi de løber af
al Magt til, saa snart de merker, at de skal føres til Sæters, men dette kom¬
mer vel Deels af, at Græsgangen er ikkun knap hiemme ved Gaardene, Deels
ogsaa af en Vane, som de ældre ere komne i, Deels af Lyst til Forandring,
og en friere Omvanking, efterat de længe har været indsluttede i Fæehusene,
thi de ere ligesaa begiærlige en Uge for Mikkels=Dag at komme hiem igien, ja
løber undertiden af sig selv hiem, som de, otte Dager for St. Hans Tiid, har
tragtet efter at komme bort, hvilket dog vel meest foraarsages af den i Fiel¬
det begyndende Kulde og Usikkerhed for Biørner og Ulver, ligesom man og¬
saa i varmere Lænder, ved den Tiid fornemmer en Kulde; Hæster og smaae
Creaturer tilkiendegiver dog ey saadan Lyst til Fieldet, mueligen fordi de har
været holdne bedre hiemme. Bønderne roser og sæter Smøret som det beste,
hvilket ey er at undre paa, eftersom det falder den beste Tiid af Sommeren.
Det første som i Sæteren samles er derimod slet nok; De berømmer ligeledes
Græsgangen og den Fedme som Creaturene der samler, jeg har ogsaa nogle
gange redet i Fieldet, og det fast i den beste Egn, men har umueligen kundet
see den skiønne Græsgang, tvertimod ikkun den usle Fintop, og den endda
sparsommeligen nok adspreded, for det øvrige ikkun nogle Straae eller Urter,
her og der særdeles under nogle Krat, som de kalder Fieldkiør; de raaber for¬
nemmeligen paa et Slags Græs, som de kalder blaae Roskie, en Art af vild
Puurløg, men denne kommer seent paa Sommeren til nogen Fuldkommen¬
hed, og gavner altsaa ey længe; Mange klager derfore over deres Field¬
havne, i sær hvor der ere mange Sætre noget nær ved hinanden, og Bierget
er skarpt, jeg har ey heller fornummet at de faaer ret meget Smør og Ost i
de beste Sommer=Maaneder, ey heller at deres Creaturer kommer hiem
fede, jeg har derimod seet dem saa mavre, saa man maatte ynkes derover, jeg


326
har derimod paa en liden Flek ved Gaarden der var Biergig, haft fire, fem a
sex saa kaldede Hiemkøer, og de har været baade meget federe, og givet meere
Melk og Smør af sig, Aarsagen er vel, at de der har gaaet stille, da de tvert¬
imod i Fieldet vanker en halv a tre Qvarteer Miile dagligen hen, og ligesaa
langt tilbage, altsaa hver Dag een a een en halv Miil, en Dag paa een, en
anden paa en anden Side. Jeg tilstaaer dog, at Field=Studene roses frem for
dem ude i de flade Bygder, og at der avles et meget større Tal. Deres Huus¬
holdning er mig ubekiendt, jeg veed dog at den er Skiødesløs mange Steds,
veed ogsaa at Field=Folkene tit maae beraabe sig, paa at deres Creaturer ere
indfeede, naar de uden til seer maver ud. Det store Tal de holder, sætter
dem tit om Vinteren i Vaande og Forlegenhed, Creaturene staaer Fare for,
at døe af Sult, de fødes slet, og om de end derved lever, bliver de dog slette,
Folk, og Hæster maae have stort Slæb og Tiidsspilde for at hiemføre af
Fieldet Riis, Bret og Bar, det er Greener og unge Træer af Birk af Gran,
her maae lang Vey kiøres hvid Mose og Fintop, som ikkun er slet Foder,
her maae af Grantræerne samles Lav, som af de Franske i Nord=Amerika
kaldes Spansk Skieg, men igien af de Spanske, Franske Peruqver. Til alt
dette maae holdes mange Folk og Hæster, saa disse fortærer alt, Fordeelen
forsvinder, og Creaturene plages ja giver lidet af sig, det synes i det mindste,
at det ey for det besynderlige er gavnligt, uden for Bønder der haver mange
voxne Børn; det er endog Spørsmaal om ey for disse, faae Creaturer vel
holdne kunde være ligesaa nyttige, som fleere Creaturer ilde fødde, baade for¬
medelst deres Storhed og Fedme, som deres Afgift af Melk, Smør, Ost,
som ogsaa Giødning. Det kunde dog synes, at være det almindelige og heele
Landet tienligt. Jeg vil ikke negte dette om Folk og Hæster, men disse kunde
holdes med mindre og anvendes til andre ja fordeelagtigere Ting. Jeg


32
vil dog ved alt dette ikke sige, at man skal foragte og tilside sætte Biergene,
paastaaer tvertimod, at de maae nyttes, ja meere og bedre nyttes end hidind¬
til er skeet, og hvad i sær Græsgangene angaaer, som jeg tilstaaer at være de
fleste Jndbyggere, formedelst deres smaae og slette Enge hiemme ved Gaar¬
dene, nyttige ja fornødne; Jeg maae dog forud løseligen tilkiendegive, at Hiem¬
engene noget kunde forbedres, om der blev anvendt nogen større Fliid derpaa,
ved Opskiæring, rendselse fra Steen, Giødning og Vanding, hvor den var
muelig.
Græsgangene i Fieldet maatte efter min Tanke indknibes og forbe¬
dres, derved vilde manges Klagemaaler, at de ere for trange og knappe op¬
hæves, Creaturene forskaanes for den vidløftige Gang, den Sommer=Giød¬
ning, som den heele Dag spildes og adspredes over det heele Field, sankes
paa et vist trangere Stæd, jeg tilstaaer, at det vilde i det første give vanske¬
lighed for Creaturenes Sommerføde, men man maatte da give Sæterløkken
priis, holde noget mindre af Hæster, mueligen og lidet mindre af Nød, der
kunde, maae skee, og i Nærværelsen findes en og anden Græsgroed Flek.
Jmidlertid maatte den om Sæterløkkerne liggende Jord opskiæres, renses
for Steen, giødes med Møg og Jord af Moradser, som der ey ere rare, til¬
saaes med allehaande meest kraftige og klekkende Vexter, endog med Næpe¬
frøe, hvis Græs mueligen ligesaa vel kunde nyttes, som det af de Engelskes
Roer til Creaturenes Føde. Ved saadan Inddeeling af Fieldet, vilde der blive
Rum tilovers, hvor der klages at Bierget er for trangt, men endda meget
meere hvor det er saa vidt over, saa Creaturene af adskilte Daler ey engang
nu ved deres vidtløftige Gang kand møde hinanden. Paa disse ledig Stæder
maatte forsøges, at faae eller plante allehaande Slags gode Røder, Næper,


328
Patatos, gule Røder, røde Beter, Angelica, Siberisk Hør og Erter, An¬
geliea og deslige flere, saa og paa sine Stæder allehaande over Jorden sky¬
dende Vexter der vedvarer flere Aar og taaler Kuld. Det Land, som ligger
dybt eller fladt, maatte dertil opgraves og Jorden deraf føres paa det af¬
hældige, som skulle tilsaaes eller beplantes, de udgravede Huller giøres saa
store mueligt var, eller sammenføyes og besettes med Carutser, Aborrer, men
i sær med de der saa fede røde og nydelige Øreter, som i Fieldene saa vel
trives, de forrige Fiske=Vande renses, tømmes, udvides, fordybes, og med
Fiske vel forsynes.
Som Skovene ere høyt fornødne, og man dertil ey maatte lade den
Mark, som kunde nyttes til bedre Avling, saa maatte i sær de høye Baglier
af Biergene, saavelsom de smaae Flekker i de steile og bratte Bierge dertil
nyttes, saavelsom overfladen og tinderne af Fieldet selv, saa vidt som Træer
kand voxe, jeg kand ikke fastsætte, enten hvor høyt paa Biergsiderne, eller
hvor langt hen ind i Fieldene, Træer kand voxe, dette seer man dog at meget
høye Biergsider ere meget bevoxne med Træer, paa Soelsiden af Fyrre, i
Baglierne af Gran, dog synes de at stige alleeneste til en vis Høyde, men saa
høye Bierge ere dog ikke allevegne, jeg har i sær merket neden i Dalerne, at
fast idel Fyrre voxer paa Soelsiden, Gran derimod paa det høye eller be¬
skyggede i Baglien, indtil det endeligen kommer saa langt ned paa Bierget,
at Soelen meere kand skinne derpaa frem over Bierget, da der først blandes
nogle Fyrre=Træer iblant Gran=Træerne, men endeligen der neden for, voxer
idel Fyrre=Træer, Ene=Træer der ere langt ypperligere, end der gemeenligen
skiønnes, og som vilde blive høyt anseede, om de selv og det af dem frembragte
blev ført fra Amerika, Ostindien eller Ching, voxer til en temmelig Høyde


39
paa Biergene, særdeles paa Soelsiden, og deres Bær ere der saftigst og sø¬
dest. Om andre Træer, som paa Biergsiderne voxer, vil jeg her intet melde.
Oven paa Bierget voxer gemeenligen Gran og Birk, som ere langt løsere og
skiørere end de neden i Bygderne, hvorfore de og hiemføres til Creaturene,
som æder de smaae Greene af dem, disse Træer ere derfor ey duelige til Red¬
skab eller Boeskab, ere ey heller dryge til Brænde. J Sollierne derimod
oven paa Biergene voxer temmelig fede og faste Fyrre=Træer, men man mer¬
ker, at naar de som ere, afhugges, voxer der ey gierne nye, som neden i Da¬
lerne, hvilket er at undre paa, efterdi de nu værende dog en Tiid af nye ere
fremkomne, man maatte derfor heller plante unge Træer neden af Dalen,
end saae Kongler, hvilke saa vel for deres Opspirelse, som siden kand være ad¬
skillige Vanheld underkastede. Kommer man høyere op, eller længere ind
paa Fieldene, finder man neppe uden nogle løse Birke=Træer, og dernest et
Slags smaae Krat, een a een og en fierdendeel Allen høyt, med Bleggrønne og
Lodne, tillige bittre Blader, hvilke Creaturene om Høsten afbider, om det er
Pors, som Bønderne nogle Steds bruger i Stæden for Humle, men snart
giør Hovedtumlet, skal jeg ikke sige; siden maatte vel nogen Fintop voxe,
omsider Mose alleeneste, og endeligen findes paa de høyeste ikkun Jis.
Hvorvidt Træer, særdeles de nyttige, oven Jorden voxende og vedvarende Ur¬
ter og Vexter, og endelig Rødder kunde frembringes, maatte ved Forsøg for¬
nemmes. Det er dog vist, at neppe nogen formedelst den langvarige Vinter,
og den Vanskelighed, at komme ned i Dalene, kunde boe der.
Det er uimodsigeligt, at paa Fieldene findes Jernmyrer, og at der i
forrige Tider har været Blastjern, seer man af Grøfterne, hvori det har væ¬
ret smeltet, saavelsom af Jernstykker og Slagdynger, der har vel og en eller
II. Deel.


330
anden Steds været funden en Kulmile; Dette Arbeyde kand ikke siden den
sorte Død være brugt, thi Folk har hidindtil haft nok at giøre med at op¬
rødde og dyrke den skovvoxne Jord, det maatte og være gamle Folk berettet af
deres Forfædre; ligesaavelsom det er Folk vel bekiendt, om en der for tem¬
melig lang Tiid siden brugte denne Nærings=Maade, men at Landet for den
sorte Død har været meere bebygget og dyrket, sees af Steenhobe der ere
sammenkastede, og adskilligt Jerntøy, som findes overgroet i Skove, hvor
Folk endnu endskiønt Dalene temmelig sterkt dermed ere opfyldte, ey har agtet
det værdt at bygge og dyrke. Som derfore Landet den Tiid har været saa
meget meere opfyldt med Folk, saa der ey har været meere Jord at faae til
Dyrkning, har de seet sig nødde til denne Nærings=Maade, og som Folket i
Dalene frem for anden Steds, alt meere og meere forøges, saa der neppe
bliver Jord til overs at bruge; maae de uden Tvivl omsider gribe til dette
Nærings=Middel. Østerdalingerne har allerede længe, formedelst Mangel paa
Korn=Avling, brugt denne Haandtering, og derved skikkeligen haft sit Livs
Ophold, derved kunde baade Penger for fremmed Jern og Førsel spares.
Man seer endog paa Dovrefield Myrer, hvorfra de fire Miiles Vey henter
deres Jern=Malm hiem til sig. Jeg vil ey tale om adskillige Ertzer og Mine¬
ralier som findes paa Biergene og Fieldene, eftersom det dermed er vidløftigt
og usikkert, ey heller om adskillige artige og nyttige Slags Steene, efterdi in¬
gen noget langt op i Landet, sætter nogen Priis derpaa, eller synderligen vil
betale dem.
De lave og til Deels oven paa flade Bierge længere ude paa Landet
og ved Havsiden, kunde saa meget meere nyttes, som de ere frugtbarere, jeg
veed at der ere Sætre, hvor der kunde være, ja en eller anden Steds en Korn¬


331
Avling. At de ey fleere Stæds bruges dertil, skeer enten fordi der ere for faae
Folk, eller for magelige, eller for avindsyge, i det de fleste vil have meere end
de kand nytte, og vil ey unde andre noget. Hvor nogen kunde synes at have
nogen Ret til saadan Jord, maatte han forpligtes til, enten selv at optage og
bruge den, eller at overlade den til de yngre Børn, eller og at afstaae den
til fremmede imod en taalelig Afgift, thi det almindelige bør ikke lide for ens
Egensindighed; hvor ingen havde nogen Ret dertil, maatte den med visse
Frieheder, som en virkelig Eiendom, der aldrig kunde selges eller tages fra
Rødnings=Manden, overgives de dueligste Jorddyrkere.
Korteligen: Norrige bestaaer til en stor Deel af Bierge, de samme
kunde uden Tvivl bedre nyttes end det skeer, Landet maatte derved blive me¬
get meere værdt. Det tilkommer derfor enhver som har Tiid og Leylighed,
dertil, at udfinde hvorledes de best kunde anvendes. De Forslag jeg har
gjort, ere ey understyttede af noksom tilstrekkelige Forsøg. Jeg har ikkun
vildet bringe andre paa de Tanker, at forsøge og opmuntre dem til at an¬
vende al muelig Eftertanke og Fliid; Bierge paa Soelsiden maatte fast til
det øverste og det meeste mueligt er, tilsaaes, med Korn, Hør, Hamp, og
Humle plantes. Da i Baglien saa høyt Korn nogenledes godt kunde voxe;
siden, og oven paa Fieldet maatte Træer saaes eller plantes saa høyt og langt
ind, som hvert Slag kand taale, endeligen maatte Nepper, som man veed, der
kand voxe og blive gode, saaes i Mængde baade for Folks og Creaturers Føde.
Patatos, gule Røder, Pastinakker forsøges, Kunst=Enger anlegges i rensed,
opgraved eller oppløyed, med Møg og Morads giøded Jord, Angelica,
Entian og hvid Løy sættes, Siberisk Hør og andre vedvarende Planter for¬


332
søges, nye Fiskevande til de forrige anlegges og besættes, Steenarten saasom
Kleber, Schieffer, Qværner, Sandsteene, Hvedsteene, Kalksteene, Marmor,
Qvartz, Ertzer og Mineralier i sær Alun nyttes, hvor disse Ting faldt beley¬
lige til at kunde afsættes.
ABBAAAAKA
BAAAAA
Om Agerbakkenes Opførelse i Overfurrerne.
set er en afgjort Sag, at Bakkerne eller den heldende Mark giver det
hvideste og fasteste Korn, at de endogsaa bevares for Frost imellem
de Norske Bierge, da derimod Kornet, paa det flade, let i de Norske Bierge,
ved kolde Høst=Nætter, bortfryser, Agrene ere og tørrere, tidigere om For¬
aaret, og ved Veltingen lettere at pløye. Jndbyggerne af Fieldbygderne saa
mange som ere forsigtige og omhyggelige for deres Velfærd, anlegger derfor
heller deres Ager i Bierge og Bakker, om disse end i Brathed overgaaer den
Halvedeel af Qvadranten eller den fem og fyrretivende Grad, særdeles om de
kand have Aaer eller Bekke, til at Vande deres Agre, de gaaer da endog
undertiden saa vidt, at de selv og deres Hæster har Vanskelighed for at gaae
paa de meget udheldende Agre; Det kunde vel og hende at man i Danmark,
særdeles hvor man havde Vand i Nærværelsen, vilde betiene sig af Bakker,
eller her saa kaldede Bierge, enten for at faae des bedre Korn, eller for at
nytte Jorden. Men de har den Uleylighed ved sig, at man hvert Aar ned¬
pløyer en Furre, det øverste af Ageren bliver grundt, og beholder ikkun
Sand eller Steen, det nederste af Ageren, faaer en Bakke eller Høy paa to,
tre, fire Allen af den fineste feedeste og beste Jord, man kand ikke sammen¬


333
skrabe saa meget, at man kand fylde det øverste, man har derimod en heel
Hob af den allerbeste Jord liggende til unytte. Den mellemste Deel af
Ageren, særdeles om den er noget lang ned ad, bliver huul og indhældig, alt¬
saa tillige fugtig, og derfore, fornemmeligen i vaade Aaringer, lidet duelig
for Avling af godt Korn.
For at forekomme dette, har jeg været betænkt paa to simple Machi¬
ner, hvilke jeg ey udgiver for mine egne Paafund, veed ey engang deres før¬
ste Opfinder, det eneste jeg tilegner mig, er at henføre dem til Brug og
Nytte for Agre.
Leupold anfører i hans Theatro Machinarum en Machine, som
bruges ved Danzig, for at føre Jord fra en Høy over en Dal, hen til Sta¬
dens Volde, jeg formoder, at den ogsaa kand bruges til at opføre den ned¬
pløyede gode Jord, fra det nederste af Ageren til det middelste, hvor Huller
eller Steener maatte findes, eller til det øverste, uden alt for stor Besværing
for Hæsterne= Nederst paa Agerbakken maatte nedgraves og opreyses en
Stok to a tre Alen høy over Jorden, med en i Kanten for et omløben Toug
indhuled Tridse, som let maatte omdreyes, men ey nedrives. Høyere oppe paa
Ageren saa vidt som en Tridse to Gange kunde række, maatte en anden Stok,
med en temmelig tyk rund og glat Jernpigge, i den nederste Ende opstilles i
en dertil indhuled Jerntaske, som var fæsted i en horizontal liggende Planke.
Oven i Stokken maatte ligeledes være en Jernpigge, der gik om i en anden
Jerntaske, der var fæsted midt paa en nogenledes bred Strimmel af en
Planke, eller en fyrr Stang, ti Allen lang, hvær af dens Ender maatte fæstes


334
paa sin perpendicular opreyste og i Jorden nedgravede Stolpe, saa høyt
op fra Jorden, at en Hæst vel kunde gaae derunder, og noget høyere maatte
giøres en Indhuling tundt om den middelste bevægelige Stolpe, at et Toug
kunde løbe der omkring; Saa høyt som Hæstens Bov rekker op fra Jorden,
maatte en liden Horizontal=Stang fæstes ind i Stolpen, at Hesten kunde
omdreye den, men paa det han kunde gaae i en Horizontal=Linie, kunde
Planker legges neden for Stolpen paa den afhældende Ager; Endelig maatte
en Trodse eller Toug spendes om Tridsen paa den nederste Stok, og Jndhu¬
lingen paa den øverste bevægelige Stok, paa Trodsen maatte i visse mellem
Rum være med korte tynde Touer fæstede smaae Spander, disse fyldes ved
den nederste faste Stolpe med Jord af Bakken, opføres med Trodsen, i det
Hæsten gaaer om, ligesom ved en Hæstemølle, og udtørnes ved den øverste
bevægelige Stolpe. Vilde man endda have Jorden høyere opførdt, maatte
denne samme Maade igientages op ad Ageren.
Den anden Maade kunde bestaae i en ligesaadan bevægelig Stolpe,
med sit Overdræe, hvori den oven til skulle snoe sig, og sine to langs ad Ageren
ti Alen fra hinanden nedgravede Støtter, men Jndhulinger til Trodsen
maatte være neden ved Jorden, og saa bred, saa Trodsen to gange kunde
omslages, saa og saa lang, at den med den ene Ende rakte nederst paa Age¬
ren, med den anden Ende gik et Stykke ned om Stolpen; i begge Ender af
Trodsen maatte være fæstede to smaae firhiulede Vogne, hvoraf den ene gik
ned for at fyldes, imedens den anden gik op. Hæsten maatte vendes til den
anden Side, ved hver Vogns Opdragelse, saa og vennes ved Nedgangen at
træde over Trodsen.


33
Skulle denne Maade og behage nogle, kand den endda giøres sim¬
plere, i det man ikkun bruger een eneste Vogn, ved den ene Ende af Trod¬
sen, lader Trodsen ikkun engang gaae om Jndhulingen paa Stolpen, og
endelig spender Hæsten til den anden Trodsens Ende, her behøver Hæsten
ikke, at vendes ey heller at træde over Trodsen, derimod maae den for
hver Gang fra= og forspendes, og Vognen nedskydes, tilmed er den ikke
saa fordeelagtig, efterdi ikkun een Vogn i ligesaa lang Tiid med Hæst
og Karl nyttes, den nedgaaende Vogn letter heller ikke den opgaaende
fyldte Vogn.
Skulle nogen endda ville have en Forandring deri, og snarere komme
dertil, kand han ikkun fæste en Blokke ved Vognen, en anden ved en oppe
paa Ageren nedgravet Stolpe, eller en med fire Pæler nedfæsted Lav,
Buk, Trodsen maatte først fæstes i Stolpen eller Bukken, dernest gaae igien¬
nem Blokken ved Vognen, derefter gaae igiennem den ved Stolpen eller
Bukken fæstede Blok, paa denne Maade trækkes endog tunge Canoner op
ad Bierge. Hæsten gaaer ned af Bakken, imedens Vognen gaaer op, saa
det bliver den en god Deel lettere.
Om den i de Norske Daler af Biergene udskydende
og saa kaldede Hakkemette.
enne Naturens Frembringelse er et fint, hvidt og skarpt Salt i Over¬
flødighed, beblandet med en bindende Kalk, det fremskyder af en graae


36
ey i smaae Plader adskillelig, men med sine usynlige Huller vel forsyned og
Blød=Steen; Det første Saltet udsveder af Bierget er det langt finere og
løsere end stødt Lyncburgisk Salt, det sidder tet udbredet over det heele
Bierg, der ey er bedekket med Jord, naar man da med Haanden af¬
stryger det, har det en sin flygtig og skarp Smag noget sammenbindende,
hvorfore Folk ogsaa bruger det, naar deres Mund eller Hals er saar og
øm. Det er meget flygtigt, saa det for Soelen og Væyret forsvinder, det fin¬
des ligeledes paa en Deel Stæder i Fieldet udspredet over den heele Mark,
uden Tvivl opskudt af det derunder liggende Bierg, det slikkes om Morge¬
nen af Creaturer, men det forsvinder i lige Maade ude paa Dagen, hvor
det er forsvundet, finder man vel ikke levnet nogen Kalk, ikke desmindre finder
man allevegne paa Biergene Stykker henved een halv Allen lange og breede,
til Deels og saa rundagtige, en a to Tomer tykke ujevne indhulede, uden paa
saa glatte som de skulle være polerede. Disse Stykker ere naar de aftages
af Biergene sterkt igiennemtrokne med det fine flygtige Salt, men naar de
faaer ligget nogle Dager eller Uger, flyver Saltet bort, isaa den hvide Kalk
i de heele Stykker ikkun efterlades. Jeg har endogsaa udlouget saadanne
friske og salte Stykker, i Tanke, at vilde lade Vandet afdampe, og sammen¬
koge Saltet, men som jeg af mine Embeds=Forretninger ey fik dertil Tiid,
og siden glemte det, var Saltet efter een Uges Tid forsvundet, dog dersom
man betiids lader det afdampe og skyde sammen, faaer man en tættere Salt¬
Klump, hvilken igien maae opløses, sætte sig, Vandet afheldes, uddampe ved
indkogning, og derpaa tillades, at skyde sammen, jeg har dog ey forsøgt, at
bringe det til sin fuldkomne Reenhed.


331
Naar de Tydske skal Navngive de Stæder, hvor den hvide Vitriol fin¬
des, er ogsaa Norge en deriblant, de fleste Norske der vil vide noget meere
end andre, ere og af den Tanke, at det er en hvid Vitriol, de anfører til
deres Meenings Stadfæstelse, at Folk i de Egne bruger den til at sværte Lind¬
Tøy dermed, ligesom hellers den grønne Jern=Vitriol; men saa vidt jeg
veed, bruger de tillige Sliibesteens=Sand og Bark, hvormed de hellers uden
Hakkemette sværter, det maae altsaa tiene ikkun til at beete med, hvortil Alun
pleyer bruges, det er altsaa ikkun en Fallacia non causæ ut causæ, og be¬
viiser her intet. Den hvide Vitriol, formoder jeg, at bestaae tillige med sin
Fedme eller Svovel, af en opløst Tin=Blye eller Vismut=Kalk, men jeg har
ey kundet fornemme, at denne overflødige Kalk er af den Art, det maatte dog
forsøges, i det mindste findes ey paa de Stæder hvor denne forekommer,
spor af disse Metaller, som dog i saa Fald maatte fornemmes. Jern giver
grøn, og Kaaber blaae Vitriol, men ingen af disse Metaller findes heller
der, jeg har forsøgt ved Konge=Vand at uddrage en Opløsning af en Steen
hvorved Hakkemetten fandes, Steenen var isprænged med fine glimrende
smaae Kiis=Particler, og smukke blaae og røde Flekker, saa jeg kunde have
formodet noget meere, men fik ikkun en guul Opløsning med en løgagtig
Lugt, uden Tvivl af det fine luttrede Svovel. Den megen hvide Kalk, som
er i Hakkemetten, bringer mig ogsaa paa de Tanker, at det er Alun, eftersom
denne derved skilles fra Vitriol og Svovel, da Vitriolen er sammenblandet
i sin Fedme med Metal, svovlet derimod med en fin Jord. Jeg bestyrkes
fremdeeles i den Tanke, at Hakkemette er Alun, af den røde Farve man faaer,
naar man calcinerer den i Digelen, og det er bekiendt, at ved Alun=Syde¬
rierne faaes guul og rød Farve, jeg tilstaaer dog, at saavel den blaae som
grønne Vitriol, men det sidste snarere og lettere, ved calcineringen bliver
II. Deel.


338
først guul, siden rødt, men dette giver alleeneste tilkiende, at de heri har een
og den samme Egenskab, i det deres Svovel eller Fedme ved noget alcalisk af
Gløderne antager en rød Farve, ligesom ved Svovel=Lever, et Svovel blan¬
det med et alcalisk Salt, bliver rødt; Om saavel Alun som Vitriol, forme¬
delst en liden Blanding af Jern, som allevegne og i de fleste Ting findes, og
altsaa den over Marken udbrede Jord, der holder saadant Salt, og mueligen
tillige noget Jern, skulle blive røde, henstiller jeg til deres Forsøg, der ere paa
Stæderne. Vil alleeneste anføre, at endog de Steene, der ligger i Bunden
af Veyene, og mueligen kand være af Schieffer=Art, derfore og saa letteligen
ved Kiøring og Gang opsmules, mange Steds giver et rødt Støv, forme¬
delst Solens Varme, endskiønt de ey synes, at indeholde noget Jern eller Kaa¬
ber, ja at jeg ved Calcineringen af den graae Steen, hvoraf Saltet har
skudt ud, stedse har faaet en rød endskiønt dummere Farve, da jeg derimod ved
Calcineringen af Hakkemetten selv, har faaet en finere og meere høyrød
Farve, uden paa de ligesom til smaae Ormer, eller korte og tykke tvundne
Traader opløste Stykker, hvilke inden til ere hvide, men ved Sammenmal¬
ning giver en Ansigt=Kiød= eller Rosen=Farve, jeg har ey gaaet saa vidt, at
jeg har forsøgt, om den ved sterkere Calcinering vilde blive meere Høyrød.
Endeligen kand dette Spørsmaal vel giøres, om den saa kaldede hvide Vi¬
triol, anderledes kand kaldes en Vitriol, end som de af alle Metaller, ved
Spiritus opløste Salter, efter Sammenkogningen, kaldes ved det Navn, jeg
formoder at Tin, Blye eller Vismuth giør den saa kaldede hvide Vitriol,
og det er bekiendt, at Tin og Blye kand give først en guul, siden en rød
Farve, ja at Vismuth ved den blotte Opløsning, formedelst Konge=Vand
giver en Rosenrød Farve. Det er vel saa, at den hvide Vitriol, med Gall¬
Æbler, Bark, grøn Thee, og andre deslige bindende Sager, giver en sort


335
Farve, men denne er ikkun en Fortykkelse af den røde. Om Hakkemette
eller Alun og vil giøre det, veed jeg ikke, man tvivler derom, skulle det dog
saa være, maae det være sandt, at der kand sværtes dermed, hvilket overlades
til nøyere Eftersøgning. J hvorom alting er, som Svovel, Vitriol, Alun
ere saa nær paarørende, saa det første ikkun adskilles ved en fiin Jord, der
er sammenføyed med Fedmen, det andet ved et Metall, og den tredie ved en
Kalk, er det ey meget at tviste om, dog som man gierne vil henføre hver Ting
til sit Slag, formeener jeg, at Hakkemetten er eller indeholder Alun, det
maae derimod bevises, at den indeholder Metall, og den endda i nogen ansee¬
lig Mængde imod Kalken.
Det Oeconomiske eller Nyttige ved denne Afhandling om Hakkemetten
er: At der af denne ja af den Graae=Steen selv, hvoraf den udskyder, end¬
og af det røde Støv i Veyene, og de derunder liggende Schieffer=Steene
kand udludes og sammenkaages Alun, og det som endda meere er, af den
røde Jord i Fieldet, der om Morgenen er bedekket med Salt, saavelsom af
det underliggende Bierg, at der siden efter Alunens Udtrækkelse, kand ved Cal¬
cinering udbringes en rød Farve. Og som saadanne Steene og Jord=Arter
findes i stor Mængde i Fieldbygdene, uden Tvivl ogsaa andre Steds i Nor¬
rige, kunde en Deel Mennesker nære sig ved Aluns og rød Farves Tilbere¬
delse; Maaden er tilkiendegivet ved Udkaagningen og Brændingen eller
Calcineringen.
X K24=
2 23
Om Jætgryder.
Pavnet synes de deraf have faaet, at Jætter eller Kæmper skulle have gjort
6
Dy dem, og mueligen kaaget deres Mad derudi. De ere ikke saa rare, som
man tilforne havde tænkt, thi de findes i alle fire Stifter af Norge, i Sver¬


340
rige, i Nordre=Amerika, og uden Tvivl allevegne hvor Elver indknibes af
Bierger paa Siderne. De skiller meget i Storhed, og der maae have gaaet
lang Tid til at danne de største.
Der har været nogen Tvivlraadighed og ulige Meeninger om deres
virkende Aarsage, og den Maade, paa hvilken de ere frembragte; Jeg erind¬
rer ikke rettere, end at jeg har læst i det Svenske Videnskabernes Academies
Afhandlinger, at de saa skulle være indhulede af Draabefald fra overhæn¬
gende Bierge, eller Vandstyrtninger; hvilken Meening jeg vil formode at
det Svenske Academie ey samtykker. Prof. Kalm, naar han taler om de
Norske Jætgryder imellem Grimstad og Christiansand, anfører han deres
rette Aarsage efter Norske Bønders Beretning, og endskiønt han ey forkaster
den, tilkiendegiver han dog, at han i Beskrivelsen af hans Bahusiske Reyse
havde haft og endda havde en anden Meening om deres Aarsage, men hvil¬
ken den er, skal jeg ey sige, da jeg ey har seet hans Bahusiske Reyse, og ey
finder hans Meening anført i hans Reyse til Nord=America, han saae dem
siden paa dette sidste Stæd, og anfører den samme Aarsage dertil som de
Norske Bønder havde givet derfor, og det da uden Tvivlraadighed eller
Modsigelse. Jeg som selv nøye har betragtet baade Gryderne, og Stædens
Beskaffenhed hvor de findes, kand ingen bedre virkende Aarsage angive, end
den de Norske Bønder har anført, saasom den er visseligen den rette og
sandskyldige.
Strax Norden for Harpebroen og dens Fos, paa Froen i Gulbrands¬
dalen, findes paa den Østre Biergside af Elven, omtrent otte a ni Allen over
den sædvanlige Elvens Høyde, en Deel saadanne Gryder henved en Allen brede
tvert over, inden til gandske runde og glatte, inden i ligger gemeenligen en og
anden graae Steen af maadelig Haardhed, opfyldt med en hvid Glimer, saa


341
og en Deel grov graae Sand af samme Art; Gryderne ere dannede i For¬
høyelser af Bierget selv, og uden derom ere Ujævnheder eller ligesom Gange
imellem Grydene, Landet uden for er ikke gandske steilt ned af Elven, men
noget langbrat; denne er Beskrivelsen af den ene Landets=Side. Men paa
den vestre Side skal i Bierget være Gryder, der efter troeværdige Folkes
Beretning, efterdi jeg ey selv formedelst den Vanskelighed og Fare der var
ved, kunde komme dertil, skal holde i Diametro fem, sex a syv Alen, Bierget
var der steilere, og videre kunde jeg ey see. For at forklare Maaden, hvor¬
ledes disse Gryder dannes, maae jeg berette, at et lidet Stykke, neden for dem,
nemlig under Harpebroen er en sterk Indknibing af to steile Bierge, hvor¬
over Broen ligger, saa der er ikkun en to Favners Aabning, hvor Vandet naar
Flommen ved St. Hans Tiid kommer, da Sneen i Biergene og Høy=Fiel¬
dene af Solen og undertiden af Regn, opløses og forøges, reyser sig forskrek¬
kelig høyt i Væiret, skummes og buldrer, saa man med Nordvest=Vind kand
høre det henved tre fierendeel Miile derfra. Elven tager sin Begyndelse en
tolv Miile oven for Broen, den formeeres i sin Fremgang ved mange store
tver Elver, som ogsaa ved Regn og Snees Opløsning merkelig voxer, ja
gandske lidet Stykke Nord=Vest, fra Gryderne kommer en anseelig tver Elv.
Bredden af Hoved=Elven er over tive Favner, og Kniben ikkun tre. Det over¬
flødige Vand, der kommer af alle disse opvoxne Elver, kand ikke saa let og
snart trænge igiennem, det snævre Gab som Vandet oven fra flyder til, det
maae derfore opløse sig, og som det oven fra kommende Vand alt meere og
meere trænger paa, og det finder Gange oppe ved Gryderne, dreyer det disse
inden i ved de ommeldte Steene og grove Sand=Korn, som det omtumler
deri, saa Gryderne inden til bliver gandske runde og glatte. Steenene bliver
ligeledes glatte; de jeg har seet, har gemeenligen været fire Tommer lange,


342
tre Tommer brede, een og en halv Tomme tykke, til begge Ender dannede in
forma tenticulari, eller som smaae Esker, dog rundede til Enderne, oven og
neden, ligesaavel som til Siderne; Man veed desforuden, at det løbende Vand
slider og glatter Steene.
Jeg saae nøye efter, om jeg ey skulle finde nogle Gryder, der ved denne
Dreying vare opslidte, i det deres Bredder eller Sider bleve alt for meget
fortyndede, men jeg fandt ingen Bund deraf alleene overbleven, mueligen der
dog kunde findes nogen under Sanden og Jorden. Jeg undrede paa, at
ikke de mindre vare reent forslidte, hvor der ey var meere Evne af Bierg til
deres Udvidelse, imedens de større, paa den anden Side, vare blevne saa store,
men jeg slutter, at disse laae lavere, saa Elven baade i sin Tilvext og Aftag ey
altsaa længere Tiid, aarligen havde arbeydet, ja visse Aar da Flommen ey havde
været stor, ikke havde naaet de mindre.
Af disse Naturens artige Frembringelser, veed jeg ingen anden Oecono¬
misk Nytte, end at man, hvor de ey laae langt borte, desforuden noget beley¬
lige, kunde hugge dem løse fra Bierget, føre dem til sig, og bruge dem til
Vandbeholdninger, hvortil de formedelst deres Reenhed og Kiølighed skulle
være ret vel skikkede. Til at kaage i, holder jeg den Steen, hvoraf de bestaaer,
ey blød nok, som de vilde springe i Jlden. At forebygge og tvinge nogen Elv,
saa den skulle danne saadanne, agter jeg alt for langvarigt og kostbart.
Anmerkning.
Var det ikke overflødigt, da fortiente den Høylærde Autor til disse smaa men merkværdige
Afhandlinger, at roses for sin særdeles Jndsigt i Norges Velfærd, saavelsom for sin
Redebonhed til at foregaae andre Landsmænd med sit priselige Exempel, hvis Efter¬
følgelse vist nok kand befordre det almindelige Beste, og opmuntre til meere Efter¬
tanke om adskillige Ting i Naturens Rige.


No. XVII.
Uforgribelige Tanker
om adskillig
Sæd og Værk,
særdeles
paa de Stæder, som ellers ikke ere i
bedre Brug,
Mens derved kunde strax bære nogen Frugt,
og omsider komme under Giødning og til
fuld frugtbarhed.


§. I.
DPaa de høye Sand=Bakker ved Vest= og Nord=Søen, voxer paa Øerne,
Straa eller Halm, og iblant samme Halm fremskyde her og der
Stengler, paa hvilke findes et Ax, vel to gange saa langt og bredt,
som et Rug=Ax, og i samme sætter sig en Kierne, hvilken er fast dannet, lige¬
som en Rug=Kierne, endskiønt meget smalere og noget længre, men endnu
tyndere end Heire eller Trespe. Giæssene æde samme vilde Korn meget
gierne, og blive ret Fede derved. Da man nu ikke har nødig, at saae eller
opvarte dette Korn, og samme kand voxe og modnes paa høye Sand=Bakker,
saa er jeg af den Meening, at samme med Fordeel og Nytte kunde bringes
op paa Landet, paa tørre og sandige Heede=Egne, hvor det med liden
Møye ikke allene kunde faaes og voxe uden Giødning, men endog blive langt
større og fyldigere i Kiernen, hvilket Korn altsaa kunde anvendes, om ikke til
II. Deel.


346
Brød=Bagen, saa dog til at foere Fæe, Hæste, Giæs &c. med, da jeg er vis
paa, at det skulde have meere Kraft i sig, end Trespe eller Heire. Naar
man eengang havde faaet Sæden i et udbrændt og pløyet Heede=Land, saa
havde man efter Høsten ikke allene god Foering, men man kunde end og, efter
mine Tanker, uden videre Pløining til et andet Aar, udsaae Sæden over
Landet og det gandske tyndt, efterdi Axene blive meget store, og udfordre
meere Rum end Rug=Ax. Paa denne Maade kunde man dog til nogen
Nytte anvende det meget Heede=Land, som af Mangel paa Giødning, immer
ligger og ellers bliver liggende død og ubrugbar. Derved kunde det med
Tiden komme under Giødning og blive brugelig til bedre Sæd.
§.2. Hav=Græsset eller Tangen ved Vester=Siden af Jylland og paa
Øerne der omkring, er en fortreffelig Giødning, naar det overflødig indstrøes
iblant anden Giødning af Fæet, og om Foraaret bruges paa Landet til Byg,
Havre, Erter= eller Bønne=Sæd, hvilket da i tørre Sommere, formedelst de
saltagtige Partikler, opholder Roden i saadan Kraft, at Kornet paa den Ager,
som dermed er giødet, bevares fra Forbrændelse og andre Tilfælde af alt for
stor Tørke og Mangel paa Regn, og bærer rigelig. Jeg har paa eet Sted
observeret, at Huus=Folkene i September og October, i hvilken Tiid
samme Tang i stor Mængde rives løs fra Havets=Grund og opkastes paa
Strand=Bredden, har ved deres Huuse og Mødinger i Hobe sammen kiørt
og opstablet det, hvilket de siden har afgravet med Spader, og naar det er
saaledes afgravet fra Vandet, lader det sig meget beqvem blande iblant
Giødningen. Naar det kommer saa frisk op af Vandet, æde Svinene det
gierne; et og andet Stykke Horn=Qvæg bider og undertiden derpaa.
Herr Pontoppidan i sin velgrundede Norges naturlige Historie an¬
mærker det samme om Tang eller Hav=Græs p. 186. den tydske Oversættelse,


34
nemlig at det af de Norske Bønder i lige Maade optages og bruges. Paa
Øeland i Sverrig, bruger man det og til Giødning. Men hvorledes man
skal giøre Pot=Aske, og siden endnu got Salt deraf, den Maade maatte man
vel ønske var gjort bekiendt og almindelig. Jeg er falden paa de Tanker,
om man ikke af dette Græsses=Aske, og derhos forbrændt træagtig gammel
Heede eller Lyng=Riis, med den behørige Tilsats, som til anden Sæbe, kunde
udbringe en brugbar Sæbe. Mig er fortalt, at i Jylland i Riber=Stift,
ved Liim=Fiorden, ere Bønderne og falden paa, at de af saadant pulverise¬
ret Græs, tilveye bringe Salt, hvilket og skeer paa nogle Steder ved Beltet.
§. 3. Dersom man i et udbrændt Heede=Land, efterat samme var pløyet,
fornemmelig i Dalene eller de dybe Egne, vilde faae Høe-Sæd eller Høe¬
Smul, med Klever=Sæd iblant, saa skulde om ikke alle, dog vist nok nogle
Sæde=Korn voxe, og forandre Landets Heede og ufrugtbare Art, saa at
om Marken ikke kunde tiene til Korn, saa kunde den dog tiene til Græs og
Foering.
§. 4. Som Jndvaanere i Thyringen saare vel veed at benytte sig af deres
Land, saa saaer de Valmue eller Monkopf=Sæd, Papaver, paa Steenagtige
magre Kanter og Egne af Landet, afskiære Kopperne og Sæde=Huusene for¬
sigtig, naar de ere modne, og slaae eller presse deraf en til Spise og ellers
gandske god brugbar Olie, og paa denne Maade kunde flittige Jndvaaner,
som vel forfarne Land=Mænd, ved Vindskibelighed giøre sig her en god Pro¬
sit, dersom kun først Olie=Slagen af Roe=Sæd, ved smaa Machiner blev
bedre bragt i Gang. Vallmue voxer gierne her overalt, og kunde rigelig be¬
tale sin Dyrkning.
§. 5. Jeg er af den Meening, at man paa de høye Heede=Egne, kunde faae
Heire, Trespe eller Skrade, i lige Maade en Art vilde Erter, som ligeledes


348
voxe paa Sand=Høyene, og ere gandske smaa, eller en anden Art smaa sorte
vilde Erter, som man ellers kalder Muuse=Erter, og see fast ud ligesom Lintser,
og ere af lige Størrelse, hvilket alt kunde saaes uden Giødning, Sand=Erter¬
ne paa de høye Steder, og Heire, Skrade og Muuse=Erter i Dalene, hvoraf
man da kunde bekomme fortreffeligt Qvæg= og Hæste=Foeder, som har meere
Nærings=Kraft end ringe Høe. Muuse=Erterne, naar de udblødes, tiene til
at fede Sviin med. Om nu disse Forslag ere tilstrækkelige til at raade Bod
paa Høe=Mangelen, hvor lidet eller intet voxer, det skal fornuftige Land¬
Mænd, som dog have ubrugbar Land nok, let kunde erfare. De vilde Muuse¬
Erter voxe overflødig iblant Ruggen, naar vaade Sommere indfalde.
§. 6. Det var got, om Adelskabet og Herremænd holdte deres Undersaatter
til, at de skulde anlægge Træ=Skoler, eller plante Bed for unge Træer, om
det og var af vilde Æble=Pære=Stammer eller anden Sæd, paa det, at alt¬
saa i faa Aar, kunde Avles Forraad paa Skov, og om Frugterne ikkun, saa¬
som Roer bruges i Geldern, vare tienlige til at fede Sviin med, eller brænde
Brænde=Viin af: (Da der dog paa de vilde Træer, som avles af Kierne,
findes ofte gode Frugter) saa havde man dog alt nogen Vederlag for sin liden
anvendte Møye, og med Tiden kunde vente en til mange Slags Huus=Geraad
brugbar Skov, eller Lund anlagt hid og did paa Bankerne, som vende mod
Sønden og Østen. Herved kunde oprettes megen Mangel.
§. 7. Om man ikke bygte saa meget med Bredder dg Bindings=Verk, (thi ¬
man finder overalt Leilighed nok til at brende Tegl, og at stryge Muur Steene,
da her og der er Leer=Jord nok) saa blev en stor Deel Træe sparet til Efter¬
kommerne, og man fik varagtige Vægge i sine Huuse. Hvor Skov=Egne
ere, der finder man og paa de fleste Steder Leer, som er beqvem til Tegl og


34
Muur=Steene. Hvor Forraad haves af graae Kamp=Steen, der kunde af
dem alleene med Leer opføres ret gode Murer, langt bestandigere end de kli¬
nede Staver=Vegge.
§. 8. Som det i alle Maader tiener til et Lands Fordeel, at spare og
, formere Skoven, saa udkræves ikke mindre, at man vel og forsigtig bør holde
Huus med Tørve=Grunden, hvis Landet ikke inden kort Tid, skal lide Man¬
gel paa denne Art Jlde=Brændsel. Dersom man nu kand give Anslag og
derhos giøre Anstalt til at udtørre den nedrige Mose=Grund, dernæst at Grun¬
den ikke som i forige Tider her og der, men lige fort uden at lade noget staae,
kunde blive udgravet, og endelig at det allerede gravede, kunde igien blive pla¬
neret, og Veyene i Mosen til Tørven, sættes i saadan Stand, at man sikkert
kunde kiøre derpaa, saa kunde Efterkommerne nyde en stor Fordeel af Moserne.
§. 9. Da Tørv=Jorden i de fleste Enge, ligger oven i Grunden nær
ved Græsset, og sammes Væxt af den Aarsag ofte og paa mange Sieder er
kun slet, saa har jeg merket, at nogle af Mangel paa Tørv, har begyndt at
kaste den øverste Jord tilside, og at opgrave tre til fire Tørve; siden har de
igien kast den øverste Jord derpaa og planeret den, da de igien efter to Aars
Tiid har avlet bedre og meere Høe paa saadan Eng.
§. 10. Paa alle nedrige Steder kand plantes Vidie=Træer og gandske
vel komme fort, hvilket Slags Træe er saare nyttigt for Huus=Folk. Ja Pile
Vidie, Beber=Esp og mange Slags saadant blødt Træe, som paa fugtige Ste¬
der tage ved Væxt, saa snart man stikker en afskaaren Green i Jorden, foruden
Rod, burde plantes i Mangfoldighed, baade til flere Eene=mærkers Indhegning,
som for den Mangels Skyld difficulteres, saa og til Brænd el, særdeles der,
hvor man ellers brænder Halm, og berøver Jorden sin Giødning, og endelig


350
til at selge i Kiøbstæderne, hvor megen Qvars eller Stivning kunde bruges
at heede og bage med. Nu forsynes de fleeste Kiøbstæder i Provinzerne med
saadant Træe, som Bonden deels faaer til Udviisning saasom Bygnings og
Vogn=Timmer, i det mindste under det Paaskud, deels det han i sin Hosbonds
eller andres, særdeles Kongens Skove, kand snige sig til at tage paa Røver¬
viis. Her er det allerynkeligst, at han i saadant Hast=Værk, ikke kand give
sig af med de gamle og udvoxne Træer, mens fælder de yngste og ædelste
Stammer af Riis=Bøg og Eeg. Skal dette meget skadelige Uvæsen afskaf¬
ses, da maa Bonden uforbigængelig tilholdes at plante paa alle sure og sum¬
pige Pletter, blødt Træe til Brug for sig og andre, saa vidt det bruges kand.
Siden spares den gode Skov til bedre Brug, hvor samme udkræves.
Anmerkning.
Udi disse Tanker synes visse Ting at fortiene nogen vidre Eftertanke og Forsøg, særdeles
de som sigte til, at sette de Jydske Heede=Marke for først i nogen Afgrøde og Giød¬
ning, formedelst saadanne Væxter, som sees villigen og af sig selv, at groe paa tørre
Sandbanker ved Hav=Siden. At den store Mængde af Tang som Stormen paa
visse Aarsens Tider river løs paa Havets Bund, og fører til Strand=Bredden, kunde
tørres, brændes til Aske, og dens saltagtige Deele føres til nogen Nytte, er ikke, at
tvivle paa. Fiskere og fattige Strandsiddere kunde derved vist nok tilvende sig selv og
andre nogen Fordeel, hvilket og skeer paa nogle Steder. Hvad her meldes tilsidst,
om det bløde Træes Plantning, uden synderlig Umage, men til største Nytte, er en
udgjort, og ofte erindret Saudhed. Fornødenheden vil nok lære det i følgende
Tider.


No. XVIII
Nogle Tanker
om
Land=Væsenets
Forbedring,
særdeles i Fyen
hvor der med er giort Begyndelse
paa nogle Stæder.


Dannemarks Hoved=Producter, Næring og Jndkomst, bestaaer i
almindelighed 1) J Korn, nemlig Rug, Hveede, Byg, Havre,
Boghvede, Ærter, Vikker, Lentzer. Af disse første Sorter føres
aarlig een stor Mængde til fremmede Steder, naar det ey allernaadigst er
forbuden, og bringer utallige Penge i Riget, foruden at den ene Provin¬
forsyner den anden, og de derudi liggende Steder. 2) Af Feede=Vahre;
nemlig Øxen, Smør, Flesk, Ost, Kiød, Tallig, Uld, Huuder og deslige, hvor
af og føres en stor Mængde til andre Steder, og ligeledes bringer Penge i
Riget, ligesom og den ene Province forsyner den anden.
Dog er der Forskiel paa Provincerne i Danmark, at nogle ere bedre
end andre. Som for Exempel Fyen.


354
Det Navn Fyen haver de Gamle i forrige Tiider deriveret fra Fiin,
eller Feed, som Landet og med Sandhed kand kaldes, naar det paa den rette
Maade overalt blev dyrket og dreven.
Jeg vil blive ved denne Province, som jeg best kiender, og derover give
mine ringe Tanker.
J dette Land findes ingen saa kaldet anseelig Overdrev eller store Mo¬
ser, de jo ere rensede og bragte i Brug, hvor til kand tiene som Beviis, at
Landets Længde er kun ti Miile, og dets Breede ungefæhr otte a ni Miile,
og der findes i Landet otte og halvfemsindstyve completerede Sædegaarder,
foruden ucompleterede og Meyergaarder, dog er der stor Forbedring paa
Ager og Eng, mange Steder endnu at giøre.
Forfædrene haver fra gammel Tid, saavel til Sædegaardene, som til
Bonde=Byerne inddeelt og dyrket deres Jorder saaledes, at de har haft trende
Lykker eller Marker, der af faaet tvende Aarlig, saasom en med Vaarkorn,
og een med Rug, den tredie haver de udlagt til Græsmark til deres Qvæg,
og har de paa faae Steder endnu haft een Mark til, har den enten først væ¬
ret slagen til Høe, og siden græsset, eller og græsset af Begyndelsen, saa de
ey har haft uden eet Aars hvilt Jord i almindelighed, ligesom der endnu
mange Steder findes Sædegaarder, som dyrkes paa den gamle Foed, men
i sær overalt hos Bønderne, uden nogle faae Steder.
Heaf tommer det at erskiøng Faden, sandet pesen pveral er af
een god Natur og frugtbar, at som den ingen Hviile faaer, den som udslit
giver ey allene lidet Korn, men end og svagt Korn, sær i vanskelige Aaringer,
og slet Græsning, thi Giødningen, kand til saa megen Jord, som drives langt


35
fra, ey være tillæugelig, og giøre Giødningen ey heller saa god Nytte, som
naar Jorden tillige faaer Hviile. Hvoraf følger videre:
I) A der ke gles det Korn i Lande,som den gøde Gud kunde give,
naar Jorden fik Hviile, thi Erfarenhed har lært i sær ved fem Sædegaarder
( her i Egnen, Holstenhuus, Nakkebølle, Rødkilde, Fiellebroe og Brahetrolleborg,
som besiddes af fornuftige Landmænd, og ved Baroniet Brahetrolleborg een
fornuftig Landmand til Forvalter, at endskiønt de ikkun nu imod forrige
Tider saaer næsten halvt, at der dog avles meere og bedre Korn.
2) Er Arbeydet for Hovnings=Bonderne i deres travle Pløye Tid
mindre.
2) Er Græsningen bedre, kand hødes mere Craturer, saa a man
paa saadanne vel indrettede Steder kand sige, at Græsningen uden Arbeyde,
er næsten det halve af Gaardens Jndkomster.
4) Flyder og deraf, at ved det Bonden er letted med Hov=Pløyning,
og dets vidre Arbeyde, saa kand han bedre afsted komme, ikke allene sit eget
Arbeyde, (i sær om det hos Bonden, som ved Sædegaardenes blev indretted)
men han kand og formaae, at rydde Steene af Grunden til hove, saavel
som udgrave de her og der forhen til ingen Nytte, værende Moser, Moratser,
og Kiere, og derved forbedre ey lidet Agerland og Engbond, ja han kand
afsted komme, at sette Steengierde, Skovene som alle Steder temmelig for¬
mindskes, til Lettelse, og sig selv for aarlig Arbeyde med at giærde befried, paa
de Steder hvor Steen findes.
Man har merket, at naar der af trende Hovedgaards=Lykker haver væ¬
ret gjort fem, de tvende besaaet og de trende udlagt til Græs, og altsaa to
Aars Drift, og tre Aars Hviile, at det har været det meest fordeelagtige,


356
uden de Steder hvor Naturen af Jorden er meget god, at der da er bleven
sex Lykker, tre dreven i trende Aar, og dog altid tre hvilet, og altsaa tre Aars
Hviile til Sæd. Nogle Steder er Indretningen saaledes, at Jorden hviler
fire Aar, og igien faaes i fire, men sielden bliver den sidste Halm god, eller
det første Aars Græsning, ja undertiden efter Jordens Beskaffenhed, er det
fierde Aars Græs ey heller af nogen Betydning, formedelst Mos og andet
som groer i Bonden, og betager Græsset sin Fremvext, hvilket alt een god
Landmand skal lempe sig med, efter Grundens Natur og Beskaffenhed, saa
det ikke kand antages som en almindelig Regul.
5) Er det og en Sandhed, Erfarenhed har lært, at den Jord som
med Giødning og Hviile vel er vedligeholt, bestaaer sig bedre med Korn og
Græs, i heede og tørre Sommere, end den udpiskede Jord, thi naturlige har
den meere Kræfter og Vædske hos sig.
6) Er den Nytte og seet af saadan Indretning, at hvor der tilforne ikke
har været faaet ti Tønder Byg til een Sædegaard, der faaes nu heele Lyk¬
ker med Byg, og lidet Havre, og naar Jorden saaledes nogen Aar er kom¬
men i Stand, kand der altid saaes og avles god Byg, dog findes her og
mange sandige Jorder i Landet, som ey tiener til andet end Boghvede, Rug
og Havre, og maae have fem til sex Aars Hviile.
Dette er nu sagt om Hovedgaardene, og tvivles ikke paa, at jo med Tii¬
den, naar den ene lærer af den anden, og indseer Nytten, at det jo
bliver Uniform. Men hvad Bonden angaaer, saa eragtes, at han
skulle anføres og opmuntres til at dyrke og drive sin Grund paa an¬
den Maade end hidtil, ja forandre sin gandske Oeconomie, som ville
give stor og almindelig Velstand i Landet. Thi


355
1) Skulle de trende almindelige Marker, til hver Bye, eller om fleere
var, inddeeles i fem eller sex Marker, der af to eller tre efter Jordens Be¬
skaffenhed aarlig saaes, og Resten til Græsning udlegges, saaledes at der blev
tre Aars Hvile. Derved fik for det
2) Bonden bedre, meere, og reenere Korn, og god Foering.
3) Han fik meere og god Græsning, kunde holde fleere og bedre Crea¬
turer, følgelig selge meere Smør, Oste, Flesk og Creaturer.
4) Han havde mindre Arbeyde, sær i vanskelige Foraar.
5) Han sparede een tredie Deel om ey meere af det Korn, han som
oftest spilder i Jorden til Sæd.
6) Han vandt Tiid og fik Lyst til at udskiære Moser og Moratser til
Agerland og Engbond, og rydde Steen og Ukrud af Jorden.
7) Han fik Leylighed til under god Tilsyn, at opfreede ung Skov, hvor
Naturen var beqvem dertil.
8) Han holt mindre Beester til Arbeyde, men bedre end de der nu
overalt findes, thi i Steden een Bonde nu har ti a tolv og fleere Beester til
sit Arbeyde, de fleste af Størrelse som Geede=Bukke, kunde han komme det
afsted med sex a syv, naar han saaledes fik Leilighed at foere og græsse dem
vel. Holte han nu mindre Beester, kunde han jo holde meere Fæ, ja han
kom og i Stand at faae Tillæg af større og bedre Beester end hidtil, saa¬
som Beester og Fæes Opdragelse beroer paa Græsningen.
9) Ligesom Jorden fik Kræfter at give bedre Korn og Græs, saa fik
den og Kræfter til at conservere sin Grøde bedre i tørre Sommere.


358
10) Han fik meere Bygland paa sine Steder end hidtil, og in Sum¬
ma ald Velstand for Bonden under den Høyestes Velsignelse, ville flyde
heraf.
Men til at erlange dette maatte først afgiøres.
1) At alle Byer og Torper, skulle have deres Marker for sig selv hæg¬
ned fra andre.
2) At det Felletsskab som er i mange Byer, skulle om muelig afskaffes,
og enhver Jorde=Gods og Lods=Eyere, saa meget skee kunde, skulle tilhøre
Byer allene, eller i det mindste være mindre Lods=Eyere end hidtil.
Til det første at sette i Verk ville være mindre Vanskelighed end det
sidste.
Thi at faae Byer og Torper, som haver Fellets=Marker sammen,
enten to, tre eller fleere adskilt, var af ringe Betydning, naar Loven blev
dispenseret, som siger, hvo der vil have sin Jord fra anden, skal den selv
hægne, derfore, naar det allernaadigst blev paabuden, at hver Bye eller Torp
skulle have sine Marker og Jorder for sig selv, skulle de enten hægne hver Bye
efter sit Hart=Korn, eller efter paaslag til Græs, og sette hegned i Marke¬
Skiæl, og kunde de ey derom foreenes, da ved Rettens=Middel og uvillige
Mænd udgiøres.
Til det andet var, efter mine ringe Tanker, den beste Begyndelse, at for¬
andre Jagt=Forordningen derhen, at ingen maatte jage paa Fellet, uden
han eyede tive Tønder Hart=Korn, i den Bye, hvor han paa Marken
ville jage.


355
Jngen fornærmedes herved, uden de, som af et stridig Gemyt, fandt For¬
nøyelse i at ruinere Vilted for sine Naboer, thi de som allene af Lyst til
Jagten, jager og for at divertere sig, ville finde meere Agrements, naar
de havde Viltet saa godt som i Enemerker.
Nytten heraf blev, at:
d) Formerede Vitet sig i setr Agrhøns og Harert, som her s La¬
det næsten er plat ruineret.
2) Hvor større Vildt var, ville det og tiltage.
3) Forgik een og anden Lyster til Felletskab, og begyndtes alvorlig at
tænke paa, at bringe sig sit Jorde=Gods til bedre Nytte, ved at faae det
magelagt med sine Naboer nærmere til sin Hoved=Gaard, og beqvemmere til
Bondens Oeconomies Indretning.
4) Ville mange Byer hvis Marker nu med Jagen af syv a otte Lods
Eyere, aarlig oversvømmes, blive Enemerker eller Spis=Kamret der fourne¬
rede Jagten andre Steder.
5) Ville Bønderne finde mindre Ruin paa deres Korn og Græs, samt
Gierder, end de nu maa udstaae af saa mange Fremmede.
6) Ville mange Processer og Tretter som om Fellets=Jagt og om
Felletsskab existerer, henfalde.
Altsaa ved Tiid og faae Aar ville det give een nyttig Forandring, og
jeg forsikkrer at intet skulle være meere tillængelig til at opmuntre eenhver til
den nyttigste Forandring, end Felletsskab i Byer og Marker blev ophæved,
som viiser sig her i Egnen, hvor trende Proprietarier samt Baroniet Bra¬
hetrolleborg, i de Byer de eene ere Lods=Eyere udi, alt har gjort saadan Jnd¬
retning, som har sadt deres Gods i prægtig Velstand, og vil aarlig tiltage.


269
Og saa vidt jeg kiender til Sædland, hvor jeg af og til i mine unge Aar har
været, og havt med Jorde=Gods at bestille, saa kunde alt dette være ligesaa
beqvemmelig der, som her i Landet, og naar der saaes, at hermed skeede Be¬
gyndelse paa nogen Steder, hvortil Hans Kongelige Majestæt aller¬
naadigst, maatte behage at opmuntre Lods=Eyerne og Almuen, i sær med
Kongelig Forsikring, at Landet derfor ey høyere skulle blive matriculle¬
ret, saa ville det strekke sig over heele Riiget efter hver Lands Beskaffenhed.
Hvorefter der da kunde tænkes paa, at forekomme Skovenes totale Under¬
gang, som paa de fleste Steder meget aftager, saavelsom at see derhen, at
Landet kunde blive rigere paa Mennesker og Arbeydere, som meere og bedre
herefter end hidtil, kunde behøves til Arbeyde og ernære sig, og i andre
Tilfælde tiene Bongen og Fædrene=Landet.


