Danmarks og Norges
Oeconomiske
Magazin
befattende
en Blanding af adskillige velsindede Patrioters
indsendte smaae Skrifter,
angaaende den muelige Forbedring
i Ager= og Have=Dyrkning, Skov=Platning
Mineral=Brug, Huus=Bygning, Fæe=Avling, Fiskerie,
Fabrik=Væsen og deslige.
Dennem til Tieneste, som elske almindelig Velfærds Befordring.
Det femte Bind.
Kiøbenhavn 1761, trykt hos Andreas Hartvig Godiche, og findes hos
hannem tilkiøbs næst ved vor Frue=Skole.


Fortale
Jndtil denne Dag lader HErrens Langmodighed os Danske
nyde den ønskelige Fred, som de fleste andre Europæi¬
ske Nationer sukke efter! Endnu spares vor Allermil¬
deste Monarches, vores saa Faderlig sindede Konges dyrebare Liv!
Endnu staaer Hans Kongelige Majestæts Hue og Hiertelag be¬
standig henvendt til sit sande Øyemerk, Rigernes Velstand ikke
allene at hanthæve og bestyrke, ved udvortes Fred og indvortes
Retfærdighed, men ogsaa ideligen at fremme og befordre hver
Mands Tarv, formedelst alle de Indretninger, Anstalter, Befa¬
ser og Opmuntringer, n kunde ansees for beqvemme til at
aae Maalet.
J den Betragtning er intet enten billigere eller venteligere
end dette, at Landets bedste? byggere, hver efter sin Jndsigt og


Evne, opmuntres ved et patriotisk Hiertelag, til at søge samme
Øyemerk, nemlig det almindelige Bedste, saa vidt hans Kald,
Stand og Leve=Maade kand give beqvem Anledning til noget
deslige.
At saadant hidindtil er skeet, med nogen mere end sædvanlig
Fliid og Opmerksomhed, derom vidne blandt andet de tilforn ud¬
givne fire første Bind af dette Arbeyd: og at samme Fliid varer
ved indtil denne Dag, det sees deraf, at man haver været i Stand
til, ogsaa denne Gang, at udgive et nyt Bind afsamme Oecono¬
miske Magazin.
Sidste Gang meldede man i Fortalen, at, om ikke alle, saa
dog nogle Frugter af disse oeconomiske Forslag, her og der begyndte
at ytre sig i en kiendelig Grad. Det samme stadfæstes fremdeles
ved Forfaring, og da man ikke tvivler paa, at alle Velsindede
kunde finde Behag i at underrettes om den Fremgang, som een og
anden oeconomisk Ting, paa nogle faa Aars Tiid, ved Guds
Velsignelse, vores Allernaadigste Konges Omhue, og hans Tie¬
neres Fliid og Troeskab, allerede have havt; saa agter man sig
forbunden til, at kundgiøre noget lidet deraf, ved denne Fortale:
Alt i det Haab, at de følgende Tiders Forfaring fremdeles maatte
give Andledning til flere Efterretninger, af samme behagelige Slags.
Vel maatte man undsee sig ved at anmelde noget saadant, som
sigter til at bevidne en virkelig Fremgang og Forbedring i Landets
almindelige Nærings=Midler, efterdi man noksom veed, hvor
gandske adskillige, ja næsten stridige Domme, der fældes over des¬


lige Materier, af ulige sindede Læsere. Nogle, ja gemenlig de meest
patriotisk sindede, men maaskee ikke de allerforsigtigste, falde alt
for tillig paa de bedste Tanker om Virkningen af et hvert nyt Fore¬
tagende. Jmidlertid skeer det ofte, at deres gode Haab slaaer
feyl, og giver sine Tilhængere lige saa stor Misfornøyelse, ja Und¬
seelse, som Anledning til nye Modsigelse, hos ulige Sindede.
Disse sidste ere maaskee ikke mindre vildfarende i deres Seendræg¬
tighed, end hine i deres Overilelse. Det nærværende eller gamle
og sædvanlige er dem enten gandske got, eller dog dets Omskiftelse
til noget Bedre synes saa vanskelig, ja heel umuelig, at hvad som
nogen deri foretager sig, eller giør Forslag paa, strax forkastes,
ikke just efter grundig Jndsigt eller Forfaring, hvilken altid bliver
den troværdigste Læremester, mien allene efter forefattede og alle¬
rede fast satte Meeninger. Med dette sorte Floer for Øynene, an¬
see de som sort og skadeligt, alt det convexum; der ikke passer sig
til concavum i deres Hierne. Nu her over forundrer man sig ikke
saa stort, og venter ikke andet end ulige Domme, i disse saa vel
som alle andre Materier, ja just her i saa meget desto mere, efter¬
di et større Tall af Læsere virkelig ere beføyede til at dømme om
Ting af den Natur, at de ikke overstige deres Forstands eller For¬
farings Grendser.
Alt hvad man denne Gang, ligesom tilforn, vil føre disse
Alderdoms Elskere til Gemyte, er den store Sandhed, at saa lidet
som vor runde Jordklode, efter Fædrenes Jndbildning, staaer
stille paa sin Punct, men idelig velter og tumler sig omkring, saa


lidet kand det menneskelige Sind standses i sin Søgen og Tragten
efter noget andet end det nærværende. Skiønt nu denne skiulte
Drift, som er eet af Udødeligheds moralske Beviser, ofte fører
det menneskelige Sind, ved Mistydelse, paa daarlige Afveye: saa
er den dog i sig selv betragtet, en Drift, som den alvise og grund¬
gode Skaber selv haver indplantet i vor Natur. Han vil ikke at
Vandet skal staae stille, og ved Forraadnelse blive stinkende: Jkke
heller at Menneskets Sind skal staae stille i naturlige Ting, men
søge og forsøge, om mueligt, at forbedre sin Tilstand, ved Frem¬
gang fra en mindre til større Fuldkommenheds Grad.
Saaledes gaaer det med et hvert Menneske for sig betragtet,
og saaledes er det gaaet fra Verdens Begyndelse, med en hver
Slegt. Lidt efter lidt haver den arbeydet sig frem og aflagt,
ved Forfarings Hielp, de ældste Tiders Barnagtighed, som man
i mange Ting vel maatte kalde et Barbarie, hvor om andensteds
er handlet udførligere (*), og saaledes vil det gaae indtil denne
Huusholdings Ende, i det mindste blandt alle de Nationer, som
have faaet Smag paa Videnskaber og Sindets Øvelse. Dersom
visse hedenske Folk, særdeles i Afriea og America, blive længere
hengende i deres Fæderne=Skik og Leve=Maade, da bør de derfor
ikke agtes at være desto lyksaligere, med mindre man ville dømme
dem efter det Begreb, som Monsr. Rouseau giør sig derom, eller
i det mindste anstiller sig, som den der trænkte anderledes end
Resten af hans Medborgere.
(*) See den liden Afhandling om verdens Nyehed. Part. II.


Jeg kommer igien til dem af vore Landes og Tiders Menne¬
sker, som aldeles negte enten Nytten eller Mueligheden af en idelig
Fremgang i oeconomiske Forbedringer. Disse spørges: om de ikke
maa bekiende, at, dersom ingen saadan Fremgang var gjort hos
os, i de sidste hundrede Aar, og vor Smag paa fremmede Kost¬
barheder dog havde gjort Fremgang, ved Naboernes Exempel, da
maatte vor almindelige Velfærd have været langt ringere, om
ikke Landet aldeles ødelagt og forladt af sine Jndbyggere? Men
ved Hielp af idelige, skiønt ikke strax kiendelige Forbedringer, er
Staten holdet vedlige, ikke anderledes end et sygt Legem ved for¬
sigtig Omgang, Pleye og nye Præcautioner mod nye Anstød,
holdes i saadan Helbreds Stand, som ellers ikke var at vente.
Visselig, dersom vor Nations Fremgang i nyttige Forsøg paa
Agerdyrkning, Kiøbmandskab, Haandværker og Fabriqver holdt
ikke nogenledes Jevnvegt mod vor Fremgang i Overdaadighed,
med nyemodiske Klæder, Bygninger, Boeskab, Mad og Drikke,
da maatte endogsaa vore Forfædre, som vi holde for rigere paa
fornødne Ting, have været yderlig fattige. Hvad der har holdt
dem i Stand, er beviisligen intet andet, end at de alt mere og
mere, fra Slegt til Slegt, ere komne paa Spoer efter Nærings¬
Midlernes Forøgelse, ved bedre Brug af deres Jords Frugter,
og bedre Kyndighed i at forarbeyde det, som de endelig ville have
til Brug.
Men see, saa ofte som en Patriot haver opmuntret sine
ulige sindede Lands=Mænd hertil, da er han bleven mistænkt og


hans Ord ilde optagne, skiønt omsider bifaldne og hans Ønske
opfyldt i den næstfølgende Slegt. Til Beviis herpaa vil jeg an¬
føre nogle merkelige Ord, som een af vore lærdeste og best fortiente
Lands=Mænd, nemlig den i Reformations Tiden navnkundige
Mag. CHRISTEN PEDERSEN, Canik i Lund, bruger i eet af sine
smaa Skrifter, om Børn at holde til Skole og Stu¬
dium, trykt til Antiverpen Aar 1531. Der hedder det blandt
andet saaledes: Men vdlendske Vare, som de hagde en søge Ting behof,
om de ville ellers selfue besinde dem ret, dem købe de oc vurde aldrig, huor
meget de skulle giffue derfore, eller huad det er vert met rette. Men Tydskene,
Vdlendinge oc Kremmere see vel, hvad Folk og Kiøbmend de haffue fore Hen¬
der. Der met drage de Penninge, Guld, Sølf, Øxen, Kød og Flesk, og
andre gode Vare aff Landene, och sledske, bedrage, smige, och daare of| aff,
det beste og meste vi haffue. Naar de komme hiem igien til Stæderne,
(2: Hanse=Stæderne) da rose de storlige der aff i deres Compenni, Drick,
Collatz, och Gille, huorledes de haffue gecket oc bedraget of met deres gamble,
forledne og forderfuede Vare, oe fonget dog mere en thi dubbelt fyllest for dem
igien, og sige til met: Soe sall man de horssen Denen utrecten. Gud
naade osz, ath mi skulle en haffue Spaat og Spe til Skaden.
De Danske, Smenske og Norske, som fare til Stederne, de nødes
offte til at høre saadane Fortalelse och slemme spodske Ord met deris egne
Børn, och torffue dog ikke smare dertil. Og alligevel sille vvi haffue og
købe deres forderffuede Vaare, og nøde dem vort Gotz oc Penninge i Hender
for halfft Verd. Gud naade of alle Danske, Smenske och Norske, ath vvi
skulle aldrig kunde kende vore egne ædelige, fructsommelige oc kaastelige gode
Land, som Gud haffuer vnt oss ath leffue och bo vdi.


Vi ere och saa utaknemmelige mod Gud, ath si ville ikke lade os
nøye met vore egne kaastelige og ædelige Vaare og gode Føde, som vi selffue
haffue offuerflødige nock i Landene i alle honde Maade, fordi ath vi kende dem
icke selffue och kunde ikke ret skøne derpaa. Men alle fremmede, som der haffue
vered aff atskillige Land, de kende vore Land og Rige bedre en si gøre selffue,
som der ere fødde, och de rose og prise dem storlige blant dem selffue. Oc de
komme fordi saa mange utallige til os baade til Land och Vand, ath
de kunde der nære och føde dem, och drage Guldet, Penningene og Vaarene aff
Landene. See Danske Magazin Tom. I. p. 48 & 49. (*).
Denne gode Mand, var da et Sandheds Vidne i sin Tiid.
Den store Forsømmelse i oeconomiske Ting, som han klager over,
er vel ikke endnu hos os, eller vore Naboer de Svenske, saa fuld¬
kommeligen overvunden, at intet af samme Slags endnu skulle
staae tilbage. Men derhos er det jo ogsaa en unegtelig Sandhed,
at, dersom M. CHRISTEN PEDERSEN, efter Talemaaden, kunde
nu omstunder see op af sin Grav igien, da ville han finde Til¬
standen meget merkelig forandret, og, om ikke i alle Oeconomiens
Deele, saa dog i de allerfleste sat paa en gandske anden og fordeel¬
agtigere Kant. Nu dette er skeet efter Haanden, i halvtredie
hundrede Aar, dog allermeest siden dette Seculi Begyndelse.
Hver Gang dette er skeet, da er Begyndelsen ikke anseet af alle
med lige Øyne. Men lige meget, eftersom det dog er skeet, og
det ene Øyemerk efter det andet opnaaet, saa vidt Tiid og
Leylighed haver villet tillade.
Der¬
(*) Om denne Mands Levnet, Skrifter og adskillige Fortienester i Kirken og Staten,
giver det Danske Magazins Tom. I. p. 38. seg. udførlig Efterretning.


Dersom alt dette, i nogle Læseres Øyne ansees for at være en
Prologus galeatus, da tage de ikke feyl; thi foruden denne Jnd¬
ledning, torde jeg knap vove mig ved at sige, hvad som her egent¬
lig sigtes til, nemlig dette, at uanseet saa meget, som endnu staaer
tilbage hos os, i Oeconomiens almindelige Forbedring, da haver
dog den Allerhøyeste velsignet vor dyrebare Monarchs uafladelige
Omsorg, samt Hans Majestæts vise, troe og patriotisk sindede
Ministres utrettede bemøyelser, i mange Maader og med saa
megen ønskelig Fremgang for Landets Næring, saa at dersom vi
Danske paa denne Tiid, ikke befindes at være mere vel holdne end
de fleste andre Nationer, da er det vor egen Skyld, eftersom os i
det mindste er givet langt bedre Leylighed og Anledning dertil, end
nogen Tiid. Jkke heller tør man i den Materie om Velfærds
Vedligeholdelse eller Tilvext, tage Maalet af Jndbyggerne i en
saadan Stad, hvor næsten hver Mand vil giøre riig Mands
Figur, og hver Embeds=Mand agere en stor Herre, den Stund
Vindskibelighed og Sparsommelighed længe siden ere komne af
Moden. Andensteds gaaer det, anderledes til, og man befinder
sig ogsaa anderledes der ved. Gud allene Ære.
Naar jeg hernæst skal komme til Sagen selv, og give mine
kiere Lands=Mænd nogen nærmere paalidelig Efterretning, om
de særdeles Poster, i hvilke den almindelige Velfærd med Sand¬
hed kand siges, i vore Dage, at være befordret, samt nu at staae
i ønskelig Fremvext, skiønt ikke uden at have kiempet sig igiennem
heel mange og store Vanskeligheder, nu af det naturlige, nu af


det moralske Slags, da anføres allerførst de fra nogle hundrede
Aar af, ødeliggende Hedemarke, midt i Nørre Jydland, særdeles
i Viborg= og Riber=Stifter, til hvis Beboelse og Optagelse i ad¬
skillig Brug, saasom Agerdyrkning, Skov=Plantning, Skeferie
og anden Fæedrift, vores Allermildeste og Omhyggeligste Lands¬
Fader, paa sin egen Omkostning, haver modtaget halvtredie hun¬
drede Familier, udgiørende hen ved tusende Personer, fra Pfaltz
og andre Tydske Provintser. En Velgierning, som alle følgende
Slægter ville prise og henregne til de aller ypperligste Conqveter.
Den Efterretning, som derom haves fra en af de Kongelige
Embeds=Mænd, der ere brugte i denne vigtige Sag, og antager
sig samme med ret patriotisk Nidkierhed, vil jeg her indrykke med
hans egne Ord, saaledes lydende:
Efterretning om de Tydske Colonister i Ahl=Heden og
Randbøl=Hede den 16 Octobr. 1760.
J Ahl=Heden, som er over 3 Mile lang og 13 Miil bred, ere to store
Byer indrettede paa samme Maade, som i Tydskland. Her bruges et andet
Slags Plove end hos os og Studene trække i Aag for Panden, og ey med Brin¬
gen, som de Danskes: Colonisterne har ey paa nogen Maade været at formaae
til at boe i smaa Byer, og følgelig er der i denne vidtløftige Hede allene to
store Byer.
Silke=Borg Amt. I. Friderichs=Hede, Stædet kaldtes tilforn
Haverdahl, er lagt midt i den beste Plaine af Heden, saa at den faaer 4 store
Marker omkring sig. Neden for ligger Arringmad, hvor igiennem gaaer en
stor bred Dal af mere end Miils Strækning, som kand indrettes til Græs¬


ning. Paa den Side imod Karup er Heden slet, hvor af et stort Stykke skal
bruges til at plante Skov af Gran paa, naar det er indkastet, og det øvrige
til Skeferie, hvorpaa der efter den tydske Indretning, allerede ere 400 Faar
med een Skefer, og ligge i Fløtte=Fold om Natten, for at giøde een Ager
efter den anden. Byens Strekning er 1I Miil lang og næsten ligesaa Bred:
Inddeelningen er til 60 Gaarde a 21 Tønde Hartkorn.
For nærværende Tiid er der 53 Familier, som udgiør omtrent 200
Mennisker, mesten alle Pfaltzer, hvor af den halve Deel er Luthersk, den an¬
den halve Deel Reformert. Af dem komme 30 Familier sidst i afvigte Aar
herind til Fridericia og Viborg: nogle ere meget maadelige og tvende burde
casseres. De boede i Hytter, hver af 6 Alen Lengde og 4 Alen brede, men
nu har de faaet 30 Huse, hvert til to Familier, saaledes at hver har een Stue
paa 3 Fag, eet Sove=Kammer, Kykken, Spise=Kammer og en Forstue. Bag
ved bliver bygt en Lade og Stal til hver Familie; dernest har hver Fa¬
milie sin Have, der er inddiget med Torv, hvor i denne Sommer er voxet
Bønner, Erter, Pateter og deslige. J Byen er to store Brynde, den eene
19, den anden 20 Alen dyb, med prægtigt Vand, som kand fournere hele
Byen: der er reelle Gader; hver Gaard 50 Alen fra hver andre. Husene
ere anseeligen bygte, af Gullands Fyr=Træ med Æge Leder og brændte Steen,
tekkede med Lyng, og ere satte paa Kampe=Stene høyt fra Jorden.
Husene ere hugne i Randers og Søebyegaard, hvortil Tømmeret og
Breder ere førte fra Randers, Aarhuus og Horsens, som er 7 a 8 Mile fra
Heden. Hver Familie har to Stude til deres Plov, som i denne Sommer
har oppløyet Heeden paa den ene Side af Byen, dog, siden den ey saa ha¬
stig kand raadne, bliver først til Foraaret faaet Boghvede deri. Jorden er me¬
get god, og med Guds Velsignelse, Arbeyd og Fliid er der ingen Tvivl om
dens Frugtbarhed, følgelig at Heden kand bebygges, siden den mange Ste¬


der er bebygt, hvor Jorden ey er saa god, som her. Disse Familier har alt
32 Plove i Gang, hver 2 Stude, i Koe og 16 Faar. Der prædikes hver
Søn= og Hellig=Dag Tydsk af en Student, navnlig BIDSTED, og ministe¬
rialia forrettes af Hr. WINrELE, en brav Mand, Sogne Præst i Torning.
Halds=Amt. 2 Friderichs=Høy, tilforn kaldet Bentzels=Høy, er inddeelt
til 50 Gaarde, af samme Størrelse, som forrige Bye, og i alle Ting indrettet
paa samme Maade. Jorden er temmelig god og har en Deel Dale, dog er
den Side mod Resen og Rabis skarp, og indrettes deels til Skov og deels til
Skeferie. Der boer nu ligeledes i Hytter 36 Familier af 150 Personer,
mesten alle Erpaker, hvoraf en Deel kand væve og spinde, alle Lutherske, got
Folk, komne fra magert Land, om hvilke haves got Haab. De vilde først
have bedre Land, og endskiønt de komme i April, kunde man ey faae dem
placerede, førend i August. Der er nu opsat 18 Huse til disse 36 Familier,
som har hver sin Have, nogle Kiør og 300 Faar. Der er en skiøn Brynd
29 Alen dyb, som kand fournere hele Coloniet. Een af dem holder Skole,
og hver Søndag prædikes der Tydsk af bemeldte Student.
Skygge=Heden, (i Silkeborg=Amt) som grændser til Ahl=Heden,
har en Strækning af 17 Miils Længde og vel 23 Miils Brede, graae Mose
indberegnet. Heden er her kuns meget maadelig: men naar den store graae
Mose vorder udskaaret, haves Haab om en stor Deel Høe og Græsning til
følgende tvende Colonier.
3. Friderichs=Mose. 27 Familier, hen mod 100 Personer, mesten
reformerte fra Pfaltz fik Herberge i Hytterne udi September, og har 10
Huse, samt en Brynd af 15 Allen med skiøn Vand.
4. Friderichs=Dal ey langt fra et Stæd, kaldet tilforn Kampedahl,
der er 17 Familier eller 81 Mennesker, som ere Lutherske og fra adskillige Stæ¬


der i Tydskland, ankomme i Hytterne i September. De har 15 Huse under
Arbeyd, og en Brønd 14 Alen dyb, med got Vand.
5. Christians Hede, (Silkeborg Amt) ved Harboe Hede og Sig¬
ten ere nyeligen placerede 8 Familier eller 30 Mennisker men her skal være 12
Familier endnu, dertil er udført 10 Huse for 20 Familier. Der har fordum
staaet en Kirke med Kirkegaard.
6. Julianæ Hede, (ibid) Gammel Engesvang. Der skal boe
25 Familier eller 72 Mennisker, som nyelig til Veyle ere ankomne. Denne
Hede har fordum været bebygget, og havt 14 Gaarde samt en Kirke, hvis
Rudera kand endnu kiendelig sees: Heden er ellers meget god. Ober=Dire¬
ctionen for disse Colonier føres af det høilovlige Rente=Cammer=Collegio, un¬
der Hans Excellence Hr. Geheimeraad AHLEEELT, hans Præsidio. Dire¬
ctionen af Hr. Conferentz=Raad og Amtmand TRAPPAUD, Justice=Raad
HANs de HOEEMANd og Cancellie=Raad ANDREAS DEICHMAN; derforuden
er en Jnspecteur Srivrrz og Casserer navnlig SOREN THESTRUP. Bygnin¬
gerne foretages og opføres ved Foranstaltning af Høybemeldte Conferentz¬
Raad og hans Fuldmægtig BuD72. D. ERICHSEN har tvende skiønne Tegel¬
Verker og Brøndene under Opsyn. Ved Skiel=Setningen, som i denne
Sommer er forrettet af Hr. Conference=Raaden, Hr. HOEEMANN og Jnge¬
nieur Capitain HARTMANN, har Ahl=Heden faaet i Liusgaard og Wium
Sogner, en halv Miil derfra, en Deel skiønne Torve=Moser paa 4000 Allen
Circumference, hvor i kand skiæres Torv over 3 Allen dybt.
Randbøll=Hede 4. Miil fra Fridericia.
J den mitterste Plan af denne store Hede har Hans Kongelige Maje¬
stæt tilkiøbt sig nogle faae Gaarde, for der at placere følgende Familier, som
ere næsten alle Pfaltzer. Anledning hertil gave blandt in Majo ankomne 18


oprøriske Familier, der vel selv nu ere borte af Landet, men ophissede de andre
til at ville have bedre Land, saa de forlangede just denne Hede. bemeldte
tilkiøbte Steder ere da nu saaledes inddeelte i tre Byer, som følger:
(Coldinghuus Amt) i en Bye 14 Catholske Fa¬
7.
milier af 45 Personer.
(til samme Amt) i en Bye 35 Reformaerte Fa¬
milier af 123 Personer.
(samme Amt) i en Bye 26 Lutherske Familier
9.
af 104 Personer.
Der er allerede opsat 14 Bygninger til 28 Familier, hvilke Bygninger i den¬
ne Hede Hr. Cancellie=Raad DEICHMAN har paataget sig. D. ERICHSEN
har og her anlagt et Tegel=Brænderie.
Ober=Directionen føres her ligesom i Ahl=Heden; Dirertionen af Hr.
Cammer=Herre og Amtmand von BRLom, Justice=Raad HAns de HOEMAN,
Cancellie=Raad ANDREAS DEICHMAN, hvilke tillige ere Commissarier over
Opmaalingen, som nu skal foretages af Jngenieur=Lieutnant GROLLAU, des¬
uden er der en Jnspecteur navnlig TROHM. Der er da altsaa i alt 240 Fa¬
milier, bestaaende af omtrent 1000 Personer, fra Tydskland i Hederne, som
næsten alle ere placerede med deres egen gode Villie. Vores Allernaadigste
Konge maa vel derpaa anvende store Penge, men de blive dog alle i Landet,
uden lidet for det Pommerske Under=Tømmer. At styre disse Mennisker og at
bringe Arbeydet i Stand, er af fast utrolig Besværlighed, der dog næst den
Almægtiges Hielp, ey er uovervindelig, og vil i Fremtiden visselig være Lan¬
det til stor Nytte. Hvo der vil vide mere om Hedernes Beskaffenhed, kand
læse den oeconomiske Journal for Februarii Maaned 1758. Hvad deri er an¬
ført om Hederne befindes rigtig, og dertil skal udkomme en Continuation med
Tiden.


Endnu vil jeg her tilføye en senere mig tilsendt Tabelle, sam¬
me vigtige Sag angaaende.
Byernes Navne. Hvad de tilforn Hvor mange Hvor mange Hvor mange Hvad Tiid i
Familier. Personer. Huse, hvert til Hederne an¬
kaldtes.
to Familier. komne 1760.
Ahl=Heden.
den 16 Maji.
197
30.
54
Friderichs Hede. Haverdahlen.
30. den 22 Julii.
36.
147.
Friderichs Høy. Bentzels Høy.
88
10. d. 14 August.
27.
Friderichs Mose. Graae Mose.
d. 14 August.
81.
17.
Friderichs Dahl. Kampe Dahl.
d. 2 October.
10.
34
Harboe Hede.
Christians Hede.
ere endnu i
in Septembri
25.
72
Julignæ Hede. Gl. Engesvang.
Veyle
Randbøl=Hede.
d. 23 Octobr,
45.
Friderichs Naade. Ploaberg.
123.
Novbr.
Ryeberg.
Friderichs Haab.
Stigldb
Moltkenber,
242 Famil. 891 Person. 112 Huse.
9 Byer
Endnu nyeligen ere ankomne
Giør tilhobe 265 Famil. 965 Personer.
Spørges hernæst om de Forbedringer i den danske Ager=Dyrk¬
ning og Land=Væsenets Indretning, som privatim ere foretagne
og dagligen fortsettes af adskillige Adelsmænd eller andre Proprie¬
tarier, udi alle Dannemarks Provintzer; da kand vel ikke haves
nogen udførlig Kundskab om det allermeste, som gjør mindst Op¬
sigt, efterdi det i Stilhed foretages her og der af vittige og vindski¬
belige Landmænd. Den liden Kundskab, som man virkelig ha¬
ver, er ikke heller strax at publicere, foruden Vedkommendes Be¬


vilning. Hvad som i Almindelighed kand skrives, er dette, at de
tvende her til hensigtende Kongelige Forordninger, som limitere
Loven i den Post om Felleskabs Ophævelse og Mage=Skiftes Be¬
fordring, vel ikke endnu allevegne have gjort all den Virkning,
man kand ønske eller haabe, efter haanden. Dog findes særdeles
her i Sielland nogle saadanne mig bekiendte retsindige Proprieta¬
rier, som have vidst at bryde igiennem de, mellem dem og deres
Naboer forefundne Hindringer, og, til største Fordeel paa begge
Sider, udbyttet alt det Hartkorn, som fandtes for begge Parter
saa ubeleyligen situeret, at dets Overdrifter, Engskifter eller an¬
dre Jord=Parter, fra nu af kunde føres til fuldkommeligere Brug
og Nytte, saa vel for Hovet=Gaardene, som deres underliggen¬
de Bønder. Slige Exempler ville uden Tvivl overtale mange
flere til at følge efter; thi en god deel Proprietarier ere saa sindede,
at de ingenlunde ville være de første til at betræde en nye Vey, væ¬
re sig end aldrig saa god. Forgængeres Fodspoer lokke dem aller¬
snarest til Efterfølgelse, hvilket vel ogsaa er den Faderlige Lov¬
giveres Hensigt, som i bemeldte Forordninger nøyes med at
løsne Lovens forrige Baand, denne Sag angaaende, samt at til¬
raade og formane, i steden for at befale.
Nogle Proprietarier af det Slags, som efter Sandhed an¬
see Bondens Velstand, for deres egen, have sat Forsøg paa at
lade drive deres Hovet=Gaards Avling for den største Deel paa egen
Omkostning, og derimod at tage en taalelig Afgift i Penge eller
Korn af Bonden, som ved Skaansel for Hoverie, settes i Stand


til at dyrke sine egne Jorder desto bedre. Andre omgaaes med det
ypperlige Forset, at giøre deres Bønders Fæste=Gods til et be¬
standigt og u= igienkaldeligt Arve=Gods, givende dem derved det
Mod og den Lyst, som synes nu allermeest at mangle, og altsaa
at forhindre deres Vindskibelighed. J Fyen have Bønderne ved
en vis Herre=Gaard, selv tilkiøbt sig, hver sin Fæste=Gaard, og
gjort den til en arvelig Eyedoms Gaard.
Nogle Proprietarier have gjort en fordeelagtigere Indretning
ved deres Hovet=Gaarde, og afdeelt Markerne i mindre Stykker,
til længere Hvile. Derved befinde de sig saa vel, at paa mindre
Grund høstes mere Korn, og Græsningen dertil er bleven dobbelt,
ja vel tre Gange saa god, som tilforn. En vis Proprietair mæl¬
der, at han i Steden for 80 Malke=Køer nu kand holde 270. ved
Hielp af saadan Forandring og nogle tilforn unyttige Jorders
Rødning.
Med at saae saint Foin eller Esparcelle, Lucerne og adskillig
Slags Klever til overflødigere Græsning, er paa mange Stæder
gjort ønskelige Forsøg, saa og paa et vist Sted her i Landet, en
Begyndelse med at fede Slagte=Qvæg paa Stalden, ved bemeldte
Klever=Arter: da det er befundet, at et lidet stykke Jords Afgrøde,
paa en halv Tønde Sæd, har været nok til at fede en Stald=Oxe
saa fuldkommelig, som hvis den havde gaaet paa Græs i det be¬
ste Marsch=Land.
Med at plante levende Gierder, og at sette Steen=Mure, giø¬
res ogsaa paa kort Tiid kiendelig Fremgang. Nogle Proprietarier


have til den første Sags Befordring ved saadanne Folk, som der
i vare bedre øvede end vore egne, ladet komme Plantere fra Hol¬
steen; andre have under Opsyn af deres Gartnere, ladet Arbeydet
forrette ved Bønderne selv, som derved i Fremtiden finde merke¬
lig Skaansel, saa vel som Under=Skoven Fred og Opelskning.
Hertil tiene ikke mindre de mange Steen=Mure, som nu frem for
nogen Tiid, settes paa Bøndernes, saa vel som Hov=Gaardens
Marker. Dette gaaer paa nogle Steder saa vidt, at Bønderne
nu regne maadelig store Stene, som findes paa deres Grund, blant
nyttige Eyendomme, og tillade ikke længere enhver at tage dem bort,
paa egen Haand. For at opmuntre Almuen til dette dobbelt fordeel¬
agtige Arbeyd, haver den Kongelig Regiments=Skriver M. J. DAHL¬
her paa Kiøbenhavns District, foregaaet andre sine Lige med det
priselige Exempel, at sette et Sølv=Beggere, til opmuntrende
Belønning for den Bonde, som ved aarlig Eftersyn befandtes at
have sat de fleeste Steen=Gierder, paa sin egen Grund. Efterdi
det Exempel endnu er rart, men haver allerede viist god Virkning,
vil jeg herom anføre Velbemeldte Hr. DAHLS egne Ord, saaledes
lydende:
Som jeg til største Fornøyelse, har erfaret, hvorledes en og anden
flittig Bonde her paa Districtet, har indseet, hvad Fordeel og Nytte dennem
tilflyder af at oprydde Steen af deres Jorder og henbringe dem i Steen=Gier¬
der, samt at plante og fremelske Pile=Træer, og dermed i nogle Aar, efter
mit Exempel, avanceret videre end man kunde fordre eller formode, at deres
Kræfter og Leylighed ville tillade: Saa har jeg, til end ydermere at opmun¬


tre saadanne flittige og for deres eget Beste stræbsomme Bønder, til fremdeles
Flittighed i saa nyttig et Arbeyde, tiltænkt og destineret een Douceur eller Præ¬
mium for den Mand, hvilken ved første foretagende Gierde=Syns=Forret¬
ning, befindes at have sat fleest nye Steen=Gierder udi indeværende Aar, der
bestaaer i et Sølv Beger vægtig 144 Lod, og rummer noget over en halv Pot.
Desligeste skal den Byes Bønder, som med samlet Magt, i lige Til¬
fælde, særdeles distingvere sig, nyde til Deeling een Tønde Tiere, og den
Bonde, som befindes i anstundende Foraar at have plantet, og paa fornuftigst
Maade befordret til Fremvext, fleest Pile= eller Espe=Træer, skal nyde det
beste Træe, der bliver af Skoven udviist paa min ventende Deputat, for til¬
stundende Aar. Hvorimod den eller de, som vise sig fremdeles efterladne i at
efterkomme deres Pligt, og ikke paa nogen Slags Maade ere at bringe til
Jndsigt i deres eget Velgaaende, og til at fremme deres Konges inderlige
Ønske og alvorlige befalinger, kand vente at blive tracteret, som ulydige og
vanartige Undersaatter, der ikke ere eller blive værdige til, herefter at nyde
mindste Andeel i den almindelige Høy Kongelige Naade af Udviisnings=Tøm¬
mer og Giersel, og desforuden kand være forsikret om u=udeblivelig arbitraire
Straf. Kollekolle den 1 Septembr. 1760.
H. J. DAHI.
Opskriften paa Beggeret lyder saaledes:
Flittighed,
J at sette Steen=Gierder
Paa Kiøbenhavns District
Anno 1760.
Skiønnet og Belønned
H.


Paa et vist Gods her i Sielland, er allene i forrige Aar, efter
fuldkommen troeværdig Forsikring, opsat ikke mindre end fire tu¬
sinde og fem hundrede Faune Steen=Muur. Dette kostede Eyeren,
som er mig vel bekiendt, en anseelig Penge=Summa, men samme
kunde aldrig bedre bruges, efterdi de gaves til Godsets egne Bøn¬
der, hvilke NB. derved bleve satte i Stand til at afdrage deres
gamle Restancer i Skat og Land=Gilde, saa at de derved ere
komne vel paa Fode.
Med Torve=Moserne er paa de fleeste Stæder begyndt en
ordentligere og forsigtigere Omgang, saa de nu skieres ikke her og
der i Fleng, til Ødeleggelse, men efter en ordentlig Sammenhæng
og Fremgang, saa at de igien kunde opvoxe. Saa ere og mange
sure Eng=Moser, ved Vandets Afladelse, bragte til bedre Nytte,
siden Lods=Eyerne have foreenet sig om at borttage de forrige
Hindringer og skaffe Vandet sit frie Fald, men sig selv nogle
hundrede Læs Høe mere end tilforn.
Det Danske Mineral=Væsen, paa hviket man neppe nogen
Tid tilforn havde tænkt med Alvorlighed, er i de sidste Aaringer,
ved Hans Kongelig Majestæts milde Haandrekning, op¬
taget paa adskillige Stæder, særdeles i Jydland og paa Bornholm,
som og, hvad Salpeter Kaagning angaaer, paa tvende Stæder
her i Sielland. Den ypperlige Allun=Jord, som findes ved Fri¬
dericig, saa og den Vitriol=Jord ved Jegers=Priis, torde og om
kort Tiid finde sine Liebhabere. Mærgel søges og findes nu mange¬
steds, hvor man ikke ventede den. Dansk=Rød, Oker, Bolus og


adskillige fine Leer=Arter, haver man allerede begyndt at føre sig
til nyttigere Brug. Med de Bornholmske Steen=Kul er man
ikke endnu kommen saa dybt paa Grunden, at de kunde findes saa
brugelige, som ønskes eller formodes ved dybere Randsagelse.
Den Bornholmske Qvader=Steen der imod er i fuld Brug, og
brydes der til største Fordeel, saa vel for fattige Arbeydere, som
for Landets udgaaende Penges Skaansel. Vel var det, om denne
Slags Steen, som haves for got Kiøb, her efter blev brugt til at
bygge hvælvede Broer med, i Stæden for det kostbare Ege=Tøm¬
mer, som Jisen om Vinters Tiid ofte borttager.
For Kongeriget Norge at forøge i Folke=Mængde, og dertil
udkrævede almindelig Velstand, haver den mod alle Landets
Børn lige faderlig sindede Monarches Omhue ikke været mindre
end for Dannemark. Her om vidner særdeles det i Berg=Sta¬
den Kongsberg nyeligen oprettede Collegium, hvis Øyemerk er
paa den ene Side, at see det allevegne, men allermeest i Norge,
høyligen magtpaaliggende Forst= eller Skov=Væsen, ved ældre og
nyere Forordningers virkelige Efterlevelse, sat i bedre Stand og
Skik. Paa den anden Side sigter denne Anstalt til Landets Cul¬
tur ved Eng og Agerbrug at forbedre, følgeligen Landets Jnd¬
byggere der til at opmuntre. J denne sidste Hensigt er Slagen en
Skue=Penge til at uddeles, saasom et Præmium industriæ til saa¬
danne Norske, det er særdeles ærekiere Bønder, hvilke maatte vise
den største Fliid, i at naae bemeldte Øyemerk. Paa Aversen fore,


stilles Hans Kongelig Majestæts Bryst=Billede med den
saa sandfærdige som simple Omskrift: Landets=Fader: Paa
Reversen sees et biergigt Land, hvor der bygges, pløyes og graves,
med Omskrift: Landets Børns Fordeel.
Allerede for 7 Aar siden, gjordes Begyndelse til den Anstalt
at opmaale, særdeles i Østerdalen eller mod de Svendske Grænd¬
ser, og siden i Gulbrands Dalen, de ødeliggende store Stræknin¬
ger af Mark og Skov, som der til Lands kaldes Almænninger
eller almindelige Pladser, hvilke af de langt fra liggende Jndbyg¬
gere hidindtil ikke vare dyrkede eller hanthævede, paa det at samme
af nærmeste Bonde=Familier, som der havde Lyst at udbrede sig,
kunde bebygges, dyrkes og som arvelig Eiendomme besiddes,
ikke allene ved nogle Aars Frihed, men ogsaa ved Hielp og Til¬
skud af en Kongelig Bygnings=Casse. Af saadanne smaa Gaar¬
de, som i det mindste kunde have, hver 12 Tønders Udsæd, ere i
Østerdalen allene, opmaalte 700, men efter forefundne Vanskelig¬
heders Afgiørelse, udstædet Boxel=Breve til 300, hvilke ogsaa
for den største Deel ere bygte og beboede: ligesom en Deel andre
Bønder, ved den Anledning, have holdt det for raadeligere ikke
at oppebie saadan offentlig befaling: men forekomme den paa
egen Haand ved frivillig Gaard=Deeling og deres Børns eller
Paarørendes Boesettelse paa de længst fraliggende og ubeleylige


Grunde. Denne sidste Vey, saasom den mindst ubehagelige og
til Øyemerket allervissest tienlige, haver man fornemmeligen ud¬
valgt, siden forbemeldte Kongs=Bergske Collegii Stiftelse. Man
kiender, den Norske Bondes Naturel, driver ham hellere ved lok¬
kende end tvingende Motiver, giør ham hans egen store Fordeel
haandgribelig, og indrømmer ham alt det, han indbilder sig, paa
Grund af Odels=Ret og dertil henhørende Herlighed. Ved
den Methode haaber Hr. Etats=Raad ELEIScHER, saasom Amt¬
mand i det Friderichstadske og Smaalehnske Amt, inden dette inde¬
værende Aars Udgang, at see i sit District 500 større og mindre
Pladser bygte og beboede: Og da hans Velbaarenhed haver føyet
min Begiering, i at meddele hosfølgende Tabelle over den allerede
forleden Aar gjorte Begyndelse, samt nøyere Forklaring og Stad¬
fæstelse paa en Sag af saa stor Vigtighed, saa gives samme her¬
ved, ligesom jeg haver faaet den:
Tabel
Over de i det Friderichsstad og Smaalehnske Amt i Fogde¬
rierne og hvert Sogn pro Aaret 1760, efter den Kongelige Aller¬
naadigste Røtnings=Plan deels oprodede, deels udlagde, deels be¬
bygde, og deels tomtede Pladser, efter en hver Lehnsmands og
Rodemesters hosfulgte Lister:


Den Norske Glas=Fabriqve haver vel, ligesom alle deslige
nye Indretninger, i lang Tiid havt sine store Vanskeligheder at
strides med, dog haaber man, at samme nu næsten skulle være
overvundne. Det samme kand siges om Canon=Støberiet, baade
der og i Sielland, ligesom ogsaa om Klæde=Fabriqverne i adskillige
Danske Provintser, hvis Hovet=Forhindring, nemlig fremmede
Vahres Jndførsel, synes i det mindste efter Rimelighed, at maatte
svækkes ved en høyere udenlandsk Priis, flydende deraf, at anden¬
steds mange tusende Hænder drages af fra Fabriqver og Manu¬
facturer, til den ellers beklagelige Krigs Fortsettelse, som ødelig¬
ger Tydskland.
Hvad Søe=Farten angaaer, da haver samme i forleden
Aars Efterhøst, vel taget stor skade ved Skibbrud over gandske
Europa, dog, Gud skee Lof! ikke nær saa stor hos os, som hos
de fleeste andre, hvilket blandt andet kiendes derpaa, at vort Assu¬
rance=Compagnie haver været i Stand til at give i Udbytte3
pro cent, skiønt mange meente, at man tvert imod maatte have
gjort Tilskud. Hverken paa Vester= eller Øster=Søen, haver de
Danskes Søefart været større i Mands Minde, og udi det Mid¬
dellandske Hav, hvor det tilforn var rart at see noget Skib fra
vore Lande, der vrimler det nu med Danske, Norske og Holsteen¬
ske eller egentlig Slesvigske Skibe, gaaende paa Fragt=Fart til
Levanten, Barbariet, Jtaliænske, Spanske og Franske Havne.
Sandt nok, at den Fordeel ikke ventes at ville bestaae længere end
dens Andledning, nemlig, en usikkrere Fart for de fleeste andre, i


Krigen indviklede Nationers Skibe. Jmidlertid er altid dette
vundet, at vore Søefarende blive mere og mere bekiendte med hine
Farvande, og skiønt de siden maa tage til Takke med en mindre
Profit, dog altid efterdags, frem for tilforn, finde Udveye for
vore Skibe og Folk, hvis Naturel af Arilds Tiid har sigtet til
Søemandskab, men siden de barbariske Tiders Røverie blev af¬
skaffet, og Handels=Fart med Kiøbmands Skibe ikke har kundet
occupere Mængden af vore Øeboer og Strand=Siddere; saa har
det syntes, ligesom de vare satte uden for deres Element, hvor
over nogle tusinde af dem aarligen have søgt Tieneste i Holland
og Engelland. For nærværende Tiid vides til visse, at 400 og
vel flere Danske Flag sees i den middellandske Søe, som i nogle
Aar tillige opholde sig der, og ved faa Reyser vinde, alt hvad de
have kostet deres Redere.
J vore Kiøbstæders Havne ankomme vel endnu en Deel
fremmede Skippere, med deres egne eller andre Landes Producter,
dog ikke nær saa mange, som tilforn, da særdeles de frisiske Smak¬
ker dreve en utroelig stor Fragt=Fart i Øster=Søen. Det aller¬
største Tal af Skibe, som aarligen indføre hertil Kiøbenhavn,
enten fremmede Kiøbmands Vahre eller vort Lands egne Pro¬
ducter, ere vore egne, og Skibs=Ladningernes Tal temmelig
stort, nemlig henimod halv fierde tusinde, naar Skaanske og
Siellandske Baade, eller deslige smaa Fartøyer regnes med: Men
naar disse fraregnes, da bliver Tallet dog altid 3000 indkomne


Skibs=Ladninger. (*) Skade er det, at de udgaaende Ladningers
Tal befindes langt mindre, da alt for mange retournere med Bal¬
last, dog ikke saa mange nu som tilforn, siden det Asiatiske Com¬
pagnies og de vestindige Coloniers Vahre, item Fabrik=Vahre,
Boeskab og andet giver dog flere Retour=Fragter end tilforn.
Blandt de med adskillig Ladning til Kiøbenhavn i afviigte
Aar ankomne Skibe, for den største Deel vore egne, findes fra
Holland 18, fra Engelland, Skotland &c. 47, fra Frankerig 25,
fra Portugal 13, o. s. f. Dersom nogen haver Behag i at see en
nøyere Fortegnelse her over, da er det mig kiert, at kunde tiene
med en saadan Liste, som ikke jeg selv, men den Kongelig Land¬
maaler Mons. H. Grue, en vittig og velfortient Patriot, haver
gjort sig Umag for at uddrage af Adresse=Contoirets ugentlige
Beretninger, og mig at meddele. Samme lyder saaledes som
følger:
Jndkomne Skippere fra
Aalborg
Arns
Aarhuus
Assens
Arendahl
2.  Bajone i Frankerig
Alog v. Gallova i Skotlan
Bandholm
Allinge i
Jydlan
Barovst i Jirland
Amste
Barth
Anhol
Anclam i Po¬
i Engelland,
Appenrade
11
Bornhalm
(*) Den Altongiske Avis af 23 Januarii 1761. No. 14 beretter blandt andet, at
Tallet paa indkomne Skibe i forrige Aar, vare til Dantzig 731. til Kønigsberg
478. Men Tallet paa udgaaende fra Dantzig 732. fra Kønigsberg 515. Det er,
lidet mod oven bemeldte Tal. Dog passere begge disse Byer, særdeles den første
for meget anseelige af Handel og Søe=Fart.


Udgaaende Mere ind end Mere ud¬
Jndkomne
laet. send indg.
Vahre
Vahre.
L
Ædike
Lgz¬i
d i sTønd.
Rkr¬
1. ¬
*) Førend jeg slutter, maa endnu, ligesom i forrige Aaringer, op¬
gives et Par Problemata til Besvarelse, med sædvanlig Vilkaa
*) Om denne af de offentlige Tidender extraherte Efterretning er
gandske tilforladelig og fuldstændig, gives ingen Forsikring, ja
man tvivler selv paa nogle visse Poster blandt dem: dog tvivles
ikke, at velbemeldte Monsr. Grue haver anført det i Aviserne fore¬
fundne.
Til den curieuse Læsers Fornøyelse meddeles endnu følgende Tabel:
Rug til Meel og Hvede til Meel Malt til Øl og
Brændeviin. og Brændeviin. Brændeviin.
Tønd.  Sk
Sko.  Tønd
Ved Mahle=Verkets Contoir, ere til
den ordinaire Consumtion i Sta¬
5(63 (55616 65 s6
den angivne
¬
Til Divisionerne og Haandverks Stok¬
kens Kost
2
Til Proviant Gaarden og Citadellet
(1
11800
Friderichshaun,
486 4
Til Jisland, Findmarken og Færøe,  11317
1390 23
1062
Til Handels Compagnierne
173811
Summa Summarum (101644 12 1574931 5¬


PROBLEMA I.
Hvilke ere de største Forhindringer, som legges i
Veyen for Felledskabs Afskaffelse i Land=Godset? Og
ved hvilke Midler kunde samme lettest og vissest over¬
vindes, uden vedkommendes Fornærmelse?
PROBLEMAII.
Hvor i bestaaer Torve=Mosernes egentlige Væ¬
sen og Natur? Er det noksom beviisligt, at de, efter
deres Udtømmelse, opvoxe paa nye, og hvad Forsig
tighed bør der bruges til deres Vedligeholdelse.
Besvarelserne vil man vente indtil førstkommende Michels Dag, eller
dog i det allerseeneste til Aarets Ende. Andre gode Forslag, Raad og An¬
merkninger over alt det, som paa nogen Maade kand forbedre een eller anden
Deel af Oeconomien eller Natur=Læren, skulle ogsaa være velkomne, naar de
ikke falde alt for vidtløftige.
Tallet paa alle de Afhandlinger, som findes indførte i dette oeconomiske
Magazins fem Bind ere nu hundrede og elleve, og da nogle have ønsket, at
vide hvilke Stykker det er, som ved de opgivne Spørsmaals Besvarelse, have
vundet Prisen, nemlig en Guld Medaille til 12 Ducater, saa haver man for¬
uden den i Aviserne gjorte Notification, endnu villet melde, at samme ere
Mess. SOREN THESrRUx for No. 3. Tom. III. SOREN ABILDGAARD for
No. 8. ibid. Hr. O. LuTKEN for No. 14. ibid. ANONPMUS for No. 21.
ibid. Hr. FORELING for No. 23. Tom. IV. DiD. CHRIST. FESTER for
No. 26. ibidem.
Kiøbenhavn den 31 Martii 1761.


Tabel over den Summariske Jndhold.
I. Om Mueligheden og Nytten af Herregaards=Markernes Omskiftelse til Bønder=Marker,
samt Vornede Rettighedens frievillige Eftergivelse, hvor den endnu gielder, særdeles i det
Holsteenske. Pag. I.
II. Frie=Tanker om Aarsagerne til Folkemangel i Danmark, af ScuEIDE. P. 21.
III. Patriotiske Meninger om det i Fortalen til det Oeconomiske Magazins IV. Bind fremsatte
første Problema, Folke=Mengden i Danmark og Norge angaaende, af P. M. P. 57.
IV. En liden Tractat handlende om et Geometrisk Jnstrument til Distancers Udmaaling, hvor¬
udi kortelig og tydelig læres, baade hvorledes Justrumentet bør være beskaffen og kand
forferdiges, og tillige vises paa hvad Maade det i trende adskillige Tilfælde kand bru¬
ges: I. At maale hvor langt et antagen Sted er fra den Plads, hvor Jnstrumentet
ligger; hvilket kand skee uden Regning, og uden nogen Liniers Dragelse. II. At maa¬
le Størrelsen af en perpendicular Høyde. III. At maale Størrelsen af Distaneen imel¬
lem tvende antagne Steder, naar Jnstrumentet ligger paa det tredie Sted. Et Jn¬
strument hvormed Maalingen i alle trende Tilfælde kand skee allene paa et Sted. En
Sag, som tilforn er bleven holdt for at være umuelig; men her med uryggelige Geo¬
metriske Lære=Regler fuldkommen beviist at være muelig af Divrricu CunigriaN FE¬
vrER. p. 87
V. En kort Underretning om Neperianske Regne=Stokke, hvorudi læres, hvorledes de bemeldte
Stokke skal forfærdiges; og tillige vises deres Nytte og Brug udi Multiplicationen,
og Divisionen, samt Qvadrat= og Cubie=Rodens Extraction, i Betragtning af deres
beqvemme og fordeelagtige Brug, udi de ommeldte fire Hoved=Poster af Regne=Kon¬
sten, af DiDEEicK CunisriaN FEsrun. p. 107.
VI. En Efterretning om adskilligt, særdeles Heede-Landets og ringe Enges merkelige Forbe¬
dring, som forhen syntes og kaldtes gandske uduelig, prøvet og probat befunden.
af RasuvS HOrMER. P. 123.
VII. Forsøg paa et tilstrækkeligt Middel at opfinde, hvorved Skovene i Norge kunde spares,
og de af dem kommende store Fordele continueres, af Joxis Tosravi Wixn. Tillige
med et Klagemaal over ulovlig Skovhugst i Norge. p. 135.
VIII. Om Skaden af Udenlandske Fabriqve Vahres Jndførsel i Norge. p. 149.


IX. Adskillige Forslaa til den almindelige og særdeles Oeconomies Forbedring i Norge¬
.11.
af OrE Horr. p. 157.
X. Om Skiefersteen til Husers Tækning, i steden for Ræver eller Birke=Bark, af D. Schiørn.
P. 171.
XI. Om Vind= og Veyr-Skiftets nøye Paaagtelse med tilføyede meteorologiske, physiske og
oeconomiske Anmerkninger holdte og optegnede i Aaret 1759. Saa og et Anhang til
hans forrige Beretning om Liim= og Jord=Marv i Jylland, af SønEN TuEsrnve. p. 179.
XII. Optegnelse om Veyrligets Beskaffenhed paa Vesterlandsføhr i det sidste halve Aar, saa og
om den oeconomiske Videnskabs Udbredelse paa Landet, af J. KixxExvr. p. 203.
XIII. Anonymi skiemtsomme og alvorlige Brev=Vexling med si Naboe om nogle nyttige
Ting, Landvæsenet angaaende. p.2i9.
XIV. Betænkning om Mueligheden og Nytten af Fælleskabs Ophævelse hos Landmanden
udi Jylland, lige saa vel som i Sælland og Fyen, samt Forslag til, hvorledes samme
efter Formening best kand i Verksette. p. 235.
XI. Om Spinderiernes Indretning i Byerne deres Nødpendighed og Rytte. p. 273.
XVI. Anonymi uforgribelige Giensvar paa det foresatte Problema om Folke=Mængden i
Dannemark samt om dens Forøgelse, Hindringer og Hielpe=Midler. p. 305.
XVII. Afhandling over hvad, som befordrer eller hindrer Fiskeriernes Drift til Besvarel¬
se paa det derom forresatte Problemg, af SøxEN ABhDBAARD. p. 327.
XVIII. Beskrivelse over Kiøbstæden Skagen, dens nærværende oeconomiske Tilstand, og
skeriets Beskaffenhed, af SøREN ABILDGAARD. p. 343.
XIX. Om Skove og Brændsel, af V. ECEEERG. p. 361.
XX. Om de visste Midler til Skovenes Conservation og Fremvæxt i Dannemark, a¬
JSRGEN Hvass. p. 369.


Danmarkes
og
Norges
Oeconomiske
Magazin
Tom. V.


No. I.
Om Mueligheden og Nytten
af
Herregaards-Markernes
Omskiftelse
til
Bønder=Marker,
samt
Vornede Rettighedens frievillige Eftergivelse
hvor den endnu gielder,
særdeles i det Holsteenske.


Min Herre!
D¬
e forlanger af mig at vide,
1. Af hvilke Aarsager jeg er bleven bevæget at afskaffe
den saa kaldede Hovdag (Hoverie) eller Haand= og Spann¬
Arbeyde &c., hvorved mine Hovedgaards=Marker hidindtil ere
blevne dyrkede?
2. Ved hvilke Indretninger disse Forandringer ere satte i Værk?
3. Hvilke Omkostninger derpaa ere blevne gjorte? og endelig
4. Hvad Nytte og Fordeel man deraf har sporet?
Jeg har taget i Betænkning at svare herpaa, efterdi jeg troer, at en¬
hver privat Person er vel, uden noget overordentlig Kald, skyldig til at handle ef¬


6
ter de beste og grundigste Jndsigter, men maae ey foretage sig at paabyrde an¬
dre, der har maaskee dybere Jndsigt end han, eller og Publico, sine Tanker,
det er, han maae ey give sig den forhadte Anseelse af en Project=Mager; Men
da den af mig forlangte Underretning formodentlig vil blive imellem os,
saa har jeg efter lang Betænkning troet at have i min Vens befaling et Kald,
til ikke at nægte dem den forlangte Beretning; og det saa meget meere, som
de, min Herre! er efter deres Jndsigt og Erfaring i Stand til at prøve og
forbedre alt, og følgelig at undervise mig, hvor jeg kand have feylet.
8Re
ERe
&888
Anledningen til at forandre dette Landgodses Forvaltning, og de Me¬
sures, vi ved nærværende Indretning har taget, vare disse.
Man fandt, at ved den hidindtil brugelige Oeconomie, alle Hoved¬
gaards=Marker langt fra ikke vare saa nyttede, end mindre bragt til den Grad
af Frugtbarhed, som de i Henseende til Jordens naturlige Godhed kunde op
naae; man saae Hoverie Bøndernes Søvnagtighed og Ladhed i at dyrke de¬
res Herskabs Marker, og den Tvang, hvormed man maatte holde dem til
deres Pligt.
Den Uvillighed og Fortrædelighed, hvormed de gik til deres Arbeyde,
frembragte hos dem en letsindig eller sorgløs Jndifference i at giøre det vel el¬
ler slet, og en søvnagtig Lyst til at henbringe Dagen med saa slet og ring¬
Arbeyde, som deres Opsynsmands Tilstædeværelse eller Bortblivelse det tilloed.
Alting blev derfor afrevet i en Hast, og deres Arbeyde gjort uden nogen Om¬
hue og Eftertanke.
Med lige samme Sinds Beskaffenhed saae man dem at arbeyde deres
egne faa Marker, de havde tabt Lyst til at dyrke dem behørig, efterdi den


ringe Fordeel, som de nogensinde deraf kunde faae, var ikke stærk nok til at
opvække dem af deres Søvnagtighed, og opmuntre dem til Flittighed; deres
slette Omstændigheder havde allerede vendt dem til Nederdrægtighed, ja de
havde end ikke meere Mod til nogensinde at haabe nogen Forbedring i deres
Tilstand, de levede saa Dagene hen, fortærede alt, saa snart de alleeneste hav¬
de levnet noget lidt, og bleve herefter uden Betænkning deres Herskab til Byr¬
de, som saae sig nødsaget til at underholde dem; da de i Mangel heraf gik i
Hobetal ud af Landet, for andensteds at søge deres Lykke, Leve=Brød og bedre
Vilkaar; Jblandt deres Tal, som blev tilbage, bliir en Patriot, som giir
nøye Agt herpaa, med Bedrøvelse og Forskrækkelse to Omstændigheder vaer,
hvoraf den ene er Fædrenelandet saa skadelig, som den anden maae have
Følger, der ere Menniskeligheden selv til Vanære.
1.) De Bønder, som ikke kunde bortløbe, tabte Modet til at forbedre
deres Marker, at holde deres Bygninger i Stand, at anlægge nye Vaanin¬
ger, at gifte sig, og vare de det, eller formedelst den fornødne Hielp i Huus¬
holdningen maatte giøre det, tabte de den ellers saa naturlige Lyst til at efter¬
lade sig Børn, for ikke i steden for Arv, at efterlade dem den Elendighed, som
de selv havde arvet af deres Forældre.
2) Dette maatte naturligviis til intet giøre hos dem alt moralsk Got;
man saae hos dem en næsten bestisk Koldsindighed mod Gud og Religionen,
en som oftest til Had dreven Ligegyldighed mod deres Overmænd; en stu¬
pide Følesløshed over deres egen Tilstand, de giorde deres Huus=Arbeyde
uden Overlæg, de arbeydede ugierne, og derover lad og utroe, efterdi de
troede af Erfaring at være overbeviist om, at de aldrig arbeydede for deres
egen, men andres Beste.


De tvende hinanden meest modstridende Ting, Armod og Ødselhed,
saae man hos dem foreenet; thi efterdi de havde tabt alt Haab at komme af
den første, saa forødede de det lidet, de eyede, og trøstede sig med de fortvivle¬
de Tanker: vil Herskabet ikke selv ruineres, maa det nok føde os, og da Men¬
nisket ey kand leve uden Forretning, Tiidsfordriv og Fornøyelse; saa maatte
naturligviis dette oprettes ved Laster og Liderlighed. i Løgn, Bedragerie og
Tyverie mod deres Over= og Undermænd var det, hvorpaa deres Tanker og
Bekymring gik; deres Tidsfordriv var at giøre intet eller at giøre ondt;
Fraadserie og Drukkenskab, Spil og Slagsmaal var deres Fornøyelse.
Dette drev os til at eftertænke, hvad der maatte være Kilden til saa¬
dan Jndbyggernes Fordærvelse i Sæder og Leve=Maade, og Aarsage til en
saa slet Huusholdning, og om det ikke var muelig, at udfinde et Middel,
hvorved den overhaandtagende og nesten indgroede Dovenskab kunde afhielpes,
som nu til all Lykke er ophævet, og en bedre Tænke=Maade blandt de Jndfød¬
de indføres. Man fandt, og dette kand ikke ofte nok repeteres, at der kunde
ingen anden Aarsag være, end fordi disse Folk maatte arbeyde ikke for sig selv
og deres egen Fordeel, men allene for andres og til deres Herskabs Nytte.
Egennytte, denne stærke og næsten almindelige Drivfeder til de Men¬
niskelige Gierninger, som ellers sætter alt i Bevægelse og opliver alle Stæn¬
der, havde ved denne Indretning ikke den ringeste Virkning, og dog alligevel
var Bonde=Standen den, hvis Velstand tiener alle andre Stænder, fra R¬
genten af til Haandværks=Folk, til Styrke og Underholdning. Det var alt
saa særdeeles fornøden at tænke paa et Middel, at give denne fortreffelige og
respectable Stand saadanne bevægende Aarsager, som tillige angik deres ege
Beste, og som var tilstrækkelig, ved de dem forestilte Fordeele at giøre den
opmærksom paa deres private Fordeel, og just derved nyttige til det alminde


lige Bestes Befordring, naar samme stoppede de Kilder, af hvilke den for¬
ommeldte saa dybt indgroede Fordærvelse saavel i Henseende til deres Sæder
som Huusholdnings Maade var kommen; Man søgte altsaa disse Kilder, og
fandt deraf meer end een.
Den første opdagede man i den ved første Landmaaling og Markernes
Uddeeling begangne Feyl, da man enten har udviist Bønderne for lidt Jord,
eller og taget Feyl i de udmaalte Korn=Markers Proportion med de dertil lagte
Græs=Marker, Enge, Fædrift og den deraf følgende Giødning, eller ende¬
lig, at man strax i Begyndelsen har gjort en fordeelagtigere Udviisning til nogle
faa i en Bye, hvilket foraarsagede, at, da de alle skulde giøre lige Tieneste,
og betale lige Afgift, saa maatte først de fattige og slette, og snart derpaa og¬
saa de beste blive ruinerede, efterdi Herskabet hverken kand eller vil tabe de
det tilkommende Tienester og Afgifter.
2.) Efterdi man saavel strax fra Begyndelsen, som ogsaa derefter
havde forsømt, at indheigne og frede de enhver Bonde tillagde Marker, man
havde derimod overladt det til den heele Byes Fællesskab, hvoraf Følgen var
denne, at den ene saaede og høstede tilligere, den anden sildigere; den flittige
maatte rette sig efter den lade, den forsigtige efter den ubesindige, og den ree¬
delige maatte overlade sin utroe Naboe sine Marker til Rov.
3.) Paa de fleste Steder ere Bønder=Gaardene nedlagt, og lagt un¬
der Hoved=Gaards Markerne; altsaa maatte de, som bleve tilbage i Byerne,
giøre endnu meere Arbeyde, følgelig holde meere Folk, Heste, Vogne og
Pløye=Redskab, og altsaa Aar for Aar geraade i slettere Omstændigheder.
4) Hov=Arbeyde, Kirke=Afgifter, Amts=Sportler, extra Reyser,
Haand=Arbeyde, Korn=Leverancer &c. &c. ere efter Tidernes Omstændigheder,
alt meere og meere forøgede.
V. Deel.


10.
5.) J enhver Bye findes en Mængde saa kaldede Inderster eller ringe
Folk, der boer i smaa Hytter, hvilke man skulle ansee som den beste og sikker¬
ste Plante=Skole for et Godses ja et heelt Lands Folke=Formeerelse, følgelig
for en u=udtømmelig Skat; for disses Leve=Brød og Underholdning havde man
gandske forsømt at sørge.
En saadan nyttig Familie boer mestendeels i Hytter, som man snarere
skulle ansee for Fæe=Huuse end Boeliger for Mennisker: mange har neppe en
Kaal=Have, og nogle faa Løkker undtagen, de har slet ingen Ager eller Eng;
dog alligevel bliver Haandarbeyde fordret af disse arme Folk; og da man for¬
hindrer dem at søge deres Brød andensteds, og de dog maa leve; saa bliver
deres Ophold de øvrige Bønder til Byrde alt mere og mere, efterdi de paa
deres Marker maae føde Indersternes Qvæg, hvorved deres egen Næring nød¬
vendig maae formindskes.
6.) Jngen tvivler om en god Opdragelses Nytte, og følgelig ikke heller
om gode Skolers Nødvendighed.
J Bondestanden, som den nu desværre er, finder man til den første
ikke ringeste Spor: Faderen fører sin Søn i Kroen; og saa ofte et Skielnis¬
stykke er i Forslag, er Sønnen den første, som Faderen betroer det til, og
har i Ledtog med sig; og er det andet i en saa meget meere beklagelig Tilstand,
som man intet Middel kand optænke, for at have duelige Skolemestere i Lands¬
byerne, saaledes som de nærværende Jndvaaneres Levemaade nu er, om man
end og ville og kunde betale dem nok saa dyrt.
Jmidlertid opvoxer det arme Landfolk i Uvidenhed og neppe halv men¬
neskelig Sæder. Den Ærbødighed, som enhver Undersaat er skyldig det
Lands Forfatning, under hvilken han lever, var tilsidesat, og Kilderne til den


11
ellers respectable Bondestands Fordervelse allene at søge i de Oeconomiske Om¬
stændigheder. Men skulde der findes et Landskab, hvor Bondestanden ikke
kunde skaffe et tilstrækkeligt Antal Bønder, Soldater, Tieneste=Folk, Dag¬
Lønnere, og en Mængde arbeydsomme Mennisker, som ey kand undværes til
Manufacturers, Konsters og de nødvendigste Haandværkers Forfremmelse
&c.; Adelen ikke de fornødne Officiers, Hof= og Civil=Betientere; og hvor
Borgerstanden ikke kunde forsyne Stæderne med formuende Kiøbmænd, Konst¬
nere, Manufacturiers og duelige Haandværkere, og altsaa Hoff=Civil=Krigs¬
Stand og Commercium enten maatte forfalde eller underholdes med arme
Fremmede og Monopolister; Saa var det høy Tiid, at enhver patriotisk
Lands=Jndvaaner paa sin Eiendom ey længere opsatte Bondestandens Forbe¬
dring, som dog vil blive en Grundvold for alle andre, men jo før jo bedre
giøre dermed en Begyndelse hos sig og sine, og underdanigst overlade til sin
høye Øvrigheds og de af den beskikkede National Opsynsmænds Forsigtighed,
at forbedre de sig maaskee i de øvrige Stænder yttrende Mangler.
Da nu Bondestanden er alleene Øyemærket af vores nærværende Be¬
tragtning; saa overlader man dem, min Herre! at dømme, om de ovenan¬
førte Aarsager ikke er meer end tilstrækkelig til at bevise, at, da Bonden ar¬
beyder for andre uden Haab at forbedre sin og sines Tilstand, han da maae
tabe alt Mod, og geraade i de Omstændigheder, i hvilke han, desværre! be¬
finder sig.
Her var nu Tiid og Sted at undersøge de Midler, hvorved denne Stand
kunde blive sat i bedre Omstændigheder, men efterdi dette falder alt for vidt¬
løftigt, og vilde heller ligne en heel Bog end et Svar paa et Brev, saa la¬
der jeg mig nøye med at besvare deres Spørsmaal, saa kort og tydelig som
muelig er.


12.
Jeg har i nærværende Ark forfattet samme paa Tydsk, paa det de kand
raadføre sig med de der værende og andre fornuftige Landmænd.
De finder altsaa i efterfølgende en historisk Eftereetning, hvorledes vi
Skrit for Skrit har bragt denne nye Indretning i Stand.
1.) Man begyndte med at lade opmaale den heele Hoved=Gaards
Mark, for at vide, hvor mange Skiepper Rensborger Maal, Sædeland,
Udsæden af Rug, Skieppen til 85 a 90 Roder i Længden, een Rode, i Bred¬
den beregnet, samme indeholdt. Skieppen blev taxeret for 2 Mark Lybsk
aarlig Forpagtning; men et hvert Læs Høe, saaledes som Bonden her paa
Stedet med 4 Hester pleyer at bringe det hiem, og som vel efter Formodning
udgiør i det ringeste nok engang saa meget som et Dansk Læs, blev ansat for
2 Rdlr. Enhver Bondes Jord blev ligesom Hoved=Gaards Marken ansla¬
get til Skiepper Sædeland og Læs Høe; Productet af alle disse udgjorde
heraf den Summa, som man havde at vente i rene Jndkomster, naar alle dis¬
se Marker og Enge bleve forpagtede for ovenanførte Priser.
Derpaa uddrog man af 10 Aars Regnskabs Bøger den Summa,
som just samme Marker med Hoverie=Arbeyde, havde indbragt i frie Penge
efter den hidindtil brugelige Oeconomie.
2) Endskiøndt man strax ved første Øyekast, i henseende til denne Reig
ning, havde Aarsag at dømme, at man hellere havde Fordeel end Skade at
vente, naar alle Markerne bleve bortforpagtede efter ovenanførte Priser, og
det til Folk, som maatte drive Avlingen derpaa for sig selv og ikke for andre;
saa ville man dog i Betragtning af, at alle store Forandringer ere farlige,
ikke vove at giøre det første Forsøg med meer en een Forpagtnings Gaard.


13
3) Man udvalgte hertil for 20 Aar, nemlig Ao. 1729 et Stykke Jord,
som laae længst fra Hoved=Gaarden, af den mindste Frugtbarhed, og for¬
synet med et ringe moradsig Engv. Græsgang.
4.) Man fastsatte Størrelsen af dette nye Landgods til 105 Skiepper
Sædeland og til 10 af de forommeldte Læs Høe, saasom samme er nok til
Græsgang for 10 Kiør og 2 Heste og til en med dette Tal proportioneret
Agerdyrkning, naar man regner paa enhver Koe halvfemte Skieppe, paa
enhver Hest 2 Tønde Sædeland.
5.) Paa den til første Forpagtnings=Gaard bestemte Jord blev op¬
bygt et Huus 8 Fag langt og 40 Fod breed, Vaanings=Huset til 12 og de
andre til 5 Fod breed beregnet; og derved blev iagttaget, at den nye Beboe¬
re fik en Stue med en Bielægger=Ovn, et Spise=Kammer og desuden en
Melke=Stue, item paa den ene Side af Faarehusene en Stald til 12 Styk¬
ker Horn=Qvæg, og paa den anden Side en Stald til 3 Heste med Faar= og
Svine=Stier, item at Huset blev anlagt, saavidt som mueligt i midten af
hans Marker item ved en Eng og endelig hvor man kunde have tilstrækkelig
Vand.
6.) Den Tiid, da Huset blev bygt, deelte man de derved liggende 105
Skiepper Sædeland i 9 liige Deele, hvoraf 4 skulle besaaes, og 5 ligge til
Græsgang; enhver Løkke blev fredet for Creature ved en Grøft og et levende
Gierde.
7.) Da Alting var færdig, skikkede man derhen fra Hoved=Gaarden
10 Kiør, 2 Heste og 3 til a Sviin tillige med Vogne og Plouge, item den
fornødne Udsæd for det første Aar, hvilken Sæd blev dog inden 5 Aar betalt
eller tilbage leveret in Natura.
8.) Denne


14.
8) Denne saaledes indrettede og i Stand satte Vaaning overdrog
man een her værende Bonde=Søn, efterdi man havde foreskrevet sig den ubrø¬
delige Lov ikke at forpagte disse Marker til nogen anden end til en Bonde, som
var fød paa Godset, hvilken tog derind med sin Kone og 2 smaa Børn, og
drev sin Avling derpaa uden Tieneste=Folk, undtagen at han i Høstens Tiid
holdt nogle Daglønnere.
Følgen heraf var efter omtrent 5 Aar denne: han havde hvert Aar rig
tig betalt sin Forpagtning med 90 Rdlr., hans Qvæg var forbedret, hans
Redskaber formeerede, hans Agre bar det beste Korn paa det heele Gods,
hans moradsige Enge vare udtørrede, og han begyndte end og at besaae dem
med Kløver; han havde ladet grave skiønne Dammer og Brynder for at
vande sit Qvæg, kort, hans heele Huusholdning var øyensynlig forbedret.
Da man nu ikke kand tilskrive denne hastige Forandring nogen anden
Aarsage, end fordi han arbeydede for sig selv og ey for andre, og denne na¬
turlige Grundsætning var stadfæstet ved 5 Aars Erfaring; saa foer man i de
følgende Aar fort med aarlig at anlegge een eller to Forpagtnings Gaarder paa
samme Maade, som ved den første Prøve var skeet; saa at der er nu deraf i
alt 20, hvoriblant er 5, som i steden for 100 Rdlr. giver nu 200 Rdlr. i
Afgift. Endskiønt man hellere vil raade, at man retter sig efter den første
forhen beskrevne Indretning; thi endskiønt denne Indretning udfordrer flere
Huser, følgelig større Omkostninger; saa er dog derimod at betragte, at og¬
saa flere Familier kand finde deres Næring, Husene kand bygges mindre, og
at endelig Erfaring har viiset, at een Mand med Kone og Børn allene, kand
drive en saadan indrettet Forpagtnings Gaard paa 10 Kiør, derimod maa
paa større holdes flere Tieneste=Folk, og følgelig fleere Omkostninger anven¬
des. En Erfaring af 20 Aar har altsaa flildkommen stadfæstet den Formod¬


15
ning, som man af den første Prøve havde gjort sig, og, det som man neppe
kunde forhaabe, langt overgaaet samme.
De i disse 10 Aar førte Regnskaber beviser, at, uagtet de Omkost¬
ninger, som man maatte giøre i at anlægge dette nye Land=Gods, saa er dog
Godses Jndkomster ey i noget Aar formindskede, men mangt et Aar forøgede.
Alle Forpagtere betaler deres Forpagtning gandske rigtig i de 3 fast¬
satte Terminer, deres Agre og Enge forbedres utroelig, Ladhed, Uforstand
og Vidtløftigheder har gandske ophørt blandt dem; man mærker endog en bedre
Opdragelse hos dem, en nesten Borgerlig Levemaade, og det som i Fremti¬
den, lader haabe alt, en Æmulation, da enhver vil overgaae den anden i at
holde sine Huus=Sager ordentlig og reen, i at forbedre sin Agerdyrkning,
Græsning og Fæedrift, hvilken Æmulation har paa nogle Aar yttret sig
gandske øyensynlig, da man hvert Aar imellem Pintze= og St. Hans Dag, ta¬
ger alle disse nye bebyggede Gaarde nøye i Besigtelse, og den, som befindes
at være den største Huusholder, bliver, som det pleyer at skee i deres Gilder,
udnævnt til Landmands=Konge, taget til Herremandens eget Bord, og til
Premie aflagt med et Sølv Stykke paa 20 Rdlr., hvorved man ikke uden
Fornøyelse blev vaer, at den første for 20 Aar siden og visselig paa de mindst
fordeelagtige Vilkaar indsatte Forpagter, fik den første Premie, hvilken de an¬
dre nu søger med en øyensynlig Jver at efterkomme eller og forekomme. For
des bedre at kunde dømme om denne nye Indretning følger en Optegnelse paa
Omkostningerne.
1.) Landmaaleren faaer for at opmaale og inddeele en Last Korns Ud¬
sæd, Lasten til 32 Tønder beregnet, 3 Rdlr følgelig for at opmaale og ind¬
deele den nyelig beskrevne Forpagtnings Gaard præter propter 4 Rdlr.


16
2) For en Grøft 5 Fod breed og 3 Fod dyb at grave 42 Skilling
Lybsk hver Rode, og for at = == ligesaa meget, hvilket for 1116 Roder,
som saadan en Jord kand indeholde udgiør 93 Rdlr. herfra afgaaer, hvad
man ved Hoverie=Arbeyde uden Betaling kand udrette ved saadant Grøft¬
Arbeyde.
3.) Huset, naar Alting dertil bliver kiøbt, kommer paa 350 Rdlr.,
herfra afgaaer igien, hvad Eegetømmeret og Lang=Halm til Taget kand koste,
hvilket formodentlig et hvert Land selv kand levere got.
4) Tvende Heste a 20 Rdlr. koster 40 Rdlr.; herfra afgaaer, hvad
man selv kand levere af gamle Ploug=Heste.
NB. Naar en Bonde=Gaard bliver gjort til en Forpagtnings Gaard,
vinder man derved meget i Henseende til Heste=Besætningen, efterdi en Bon¬
de=Gaard, saa længe den giør Hoverie, ikke kand komme ud under 16 Heste,
da derimod, naar man deraf giør en Forpagtnings Gaard, samme har nok
i 6 Heste.
5.) En nye Vogn koster omtrent 16 Rdlr.
6.) Plouge, Harver, Seletøy for 2 Heste og andet Redskab kand
man regne til 20 Rdlr. endog naar Alting bliver kiøbt for Penge, og man
selv intet Tømmer har, hvilket Tilfælde dog maa være særdeles rar. Nyt¬
ten, som allerede virkelig viser sig af disse Indretninger, og som i Fremti¬
den maae alt meer og meer forøges, bestaaer i følgende.
1) Folke=Formeerelsen bliver utroelig befordret.
2) Folkene bliver klogere, flittigere og følgelig bedre.
3) De bliver meere formuende og sædeligere.


17
4) Børnene bliver bedre opdraget.
5.) Ager og Eng vil til største Forundring forbedres, og man torde
neppe i et halvt Seculo haabe, hvad man allerede seer for sine Øyne. Ne¬
sten alle mine Colonister har mestendeels paa deres egen Bekostning opbyg¬
get sig Lader, efterdi deres Agres og Enges Forbedring har saa særdeles for¬
øget deres Indhøstning, at de i de første Aar neppe halv opfyldte Vaaninger
ikke har kundet rumme deres Forraad. Men et Patriotisk Øye bliver med en
langt meere indtagende Fornøyelse vaer, at en saadan Colonist eller nye Be¬
boere, har i sin nye Lade tillavet for sig en Boepæl, naar han engang vil af¬
staae sine Børn sin Avling, og at enhver har plantet en liden Skov tæt ved
sin Gaard paa 3oode til boode Stammer af haardt og blødt Træe til øyen¬
synlig Beviis, at han tænker paa det tilkommende, og har i sinde, at ar¬
beyde for Efterkommerne
Denne Lyst, som er høyst ønskelig i alle offentlige Indretninger, har
allerede udbredet sig hos de forommeldte Inderster eller Huusmænd, thi efterdi
man ligeledes forpagter dem nogen Jord, og de hos de andre større Coloni¬
ster har god Fortieneste; saa bygger de sig selv beqvemme smaa Huser eller
Hytter, som efter Proportion ikke giver de største efter i Reenlighed og Be¬
qvemmelighed.
6.) Eiermanden af Godset bliver befriet fra en nedrig Omsorg for sin
Avling, og kand han fortære sine visse Jndkomster i Kongens og Fæderne¬
Landets Tieneste, uden at fortære eller sætte sin Eiendom i Fare.
7.) Han bliver befriet fra Fare for Qvæg=Syge, Misvæxt, Jldsvaa¬
de og allehaande Ulykker, som man ey kand forekomme.
V. Deel.


18.
8.) Naar han i øvrigt indretter alle Ting betænksom og oeconomisk;
saa bliver og ikke, uagtet de til denne nye Indretning fornødne Forskud og
Omkostninger, hans Jndkomster formindskede, i det ringeste er saadant ikke
skeet i de 20 Aar, som man har arbeydet paa denne Forandring.
9.) Men den største Fordeel vil sikkerligst vise sig, naar man anlægger
de sidste Forpagtnings Gaarder, thi fra denne for Eyermænderne saa fordeel¬
agtige Tiid, behøves ingen Indheigninger, ingen Lade=Gaard, ingen Forval¬
ter eller andre Betientere, ingen Hollænderier, ingen kostbar Huusholdning,
ingen Heste eller Vogne, og hvad der hører til deres Underholdning i Foder,
Beslag og deslige, in Summa alt hvad til dato har falt Eyermanden til Last
i hans Rubriqve paa Uegifter, og hvorved den største Deel af hans Jnd¬
komster er forsvunden, vil ikke findes der, uden at nævne andre tilfældige
Fordeele, som allerede virkelig yttrer sig her, som e. gr. Forpagtnings=Folke¬
ne her kiøber alt gammelt Træe deels til deres eget Brug, deels for at hand¬
le dermed; de begynder allerede at ville forvandle deres Forpagtnings=Gaar¬
der til Arve=Forpagtnings=Gaarder, og at giøre gandske raisonable Tilbud for
saadanne Arve=Forpagtnings Skiøder.
Saadanne og andre Fordeele ere u=udeblivelige der, hvor Undersaatter¬
ne elsker deres Fæderne=Land, efterdi de i sammes Velstand finder deres egen
Forbedring. Men skulle der nogen findes, som, uagtet alle disse Aarsager,
og hvor særdeles han endog maatte finde de ovenbeskrevne Indretninger grun¬
dede paa Fornuft, Erfaring og Menneske Kierlighed, dog alligevel ikke kunde
resolvere sig til at arbeyde en 20 Aars Tiid paa sine Undergivnes Forbedring,


19.
efterdi det menniskelige Liv er saa kort, eller i det ringeste kand være det, saa
han let kan løbe Fare for at foranstalte noget, som Efterkommerne først maat¬
te have Nytte af, eller som langt mindre maatte være til Sinds at giøre Aar¬
lig et Forskud paa 300 til 400 Rdlr. sine unødvendige Bekostninger og Over¬
daadighed til Præjudice eller Skade, allene for at have den slette Fornøyelse,
at han har gjort sig fortient af sit Fædreneland og af sine Undergivne; en saa¬
dan vil jeg oprigtig raade, at han ikke befatter sig med en Indretning, som
ikke kand forbindes med en saadan Tænke=Maade.
Jeg havde ikke tænkt i denne min af dem forlangte Beretning at være
saa vidtløftig; jeg vilde ladet mig nøye med at indbyde dem, min Herre!
til med egne Øyne at see og prøve de her gjorte Indretninger. En personlig
Undersøgning og Besigtelse af 2 Dage skulle have sadt dem bedre i Stand til at ob¬
servere alt, for efter eget Gotbefindende at tage deres Mesures derefter, end
en Beskrivelse, om den endog havde blevet langt tydeligere og forstaaeligere
end denne nærværende.
Men jeg har dog villet efterkomme deres befaling, og i Forveyen over¬
levere dem samme, ikke tvivlende paa, at de jo, førend de practicerer noget
derefter, selv agter det fornødent eller i det mindste langt sikrere, forhen at be¬
see alt med egne Øyne, og giver mig tillige derved den Ære og Fornøyelse,
mundtlig at forsikre, at jeg med all Høyagtelse er
Min Herre
&c. Tiener.


20
Anmerkning.
Originalen til denne Afhandling er ved en høy Herres Haand skreven paa Tydsk, dog ikke
trykt, og man haver agtet den Værd af MSS. at oversettes og her at læses, i An¬
ledning af det Tvivlsmaal, som mange bære om Mueligheden og Nytten af Hoved¬
Gaards Markernes Uddeelning blandt visse Bønder=Familier, hvorom særdeles Hr¬
Krigs=Raad Heitmans Tractat i dette Magazins Tom. IV. No. II. p. 19. vide
re kand eftersees. Denne Sag er vist nok af stor Betydenhed, særdeles i Henseende
til Folke=Mængdens Forøgelse, saa og Bondestandens større Friehed og Opmuntring.
Mueligheden hænger alleene af det Spørsmaal: Om Bonden allevegne kand vin¬
de ved sin private Fliid, de Hoverie=Penge som skulle gives i steden for
Arbeidet. Udi Holsteen, imellem de Folkrige Stæder Hamborg og Lubeek, hvor
Afhandlingens Forfatter haver sit Jorde=Gods, lader dette sig vist og vel giøre.
Udi Siælland, ikke alt for langt fra Kiøbenhavn, formodes det samme, saa og i de
øvrige Provintzer, hvor en formuende Bonde boer nær ved Kiøbstæden, særdeles
naar Bønderne efterhaanden komme lidet meere paa Spoer efter alle muelige og lov,
lige Midler til at udvide deres Nærings=Cirkel, her ligesom i andre Lande, hvor Jn¬
dustrie og Stræbsomhed vist nok ville være mindre, dersom ikke Folke=Mængden var
desto større, saa at den ene drog den anden afsted med sig.


No. II.
Frie=Tanker
om
Aarsagerne til Folkemangel
i
Danmark


D¬
e mange og tildeels meget grundige, ja deels paa Erfarenhed,
grundede Landhuusholdings Skrifter, som i de sidste 3 Aars
Tid ere, til alle Danske og Norske Landmænds Underretning,
ved Trykken bleven bekiendtgiorde, maa i dobbelt Henseende
glæde enhver Fædernelands Elskere: først, fordi vores dyrebare Konge, som
den Største i alle Ting, saa og i Kierlighed til Fæderne=Landet og Nidkier¬
hed for at befordre Undersaatternes Lykfalighed, selv allernaadigst opmuntrer
de Tænkende at skrive til de Arbeydendes Underretning, ja tillader end og det,
som i mange andre Regieringer er utilladelig, og i de skrøbeligste høystfarlig,
nemlig og aabne sine Tanker til Stats=Huusholdingens Forbedring,
og de høyeste Embeds=Mænd, som Medarbeydere i denne Huusholdnings
Kunst, anseer saadanne Skrifter uden Fortrydelse, vel vidende, at de, som


24
Mennisker, ikke kand indsee alle Ting, og mindre i alle Rigernes Egne, som
efter deres adskillige Beskaffenheder, behøve adskillige Hielpe=Midler. Andet,
fordi man skulle vente, at der Tid efter anden kunde vorde i Værksat og bragt
i Øvelse det nyttigste og mueligste af de mange Ting, som til Land=Væsenets
Forbedring og Jordens bedre Dyrkelse, er foreskreven; da Efterkommerne el¬
lers kunde sige: Vi have haft Øyne nok; men Mangel paa Hænder.
Gud vil os vel, vor Konge ligesaa;
Men er det nok: Vi tænke, tale, skrive,
Om Maaden, ret lyksalige at blive?
Ney! Begge vil, der skal arbeydes paa.
§. 2.
Mangel paa Hænder, ja det har vi ogsaa virkelig; og derfor bliver
intet tilstrækkeligt i Værksat af det, som læres: Ligesaa mange fortærende Ma¬
ver, som arbeydende Hænder, er ikke nok sagt; allerhelst om vi alleene ville
regne de Hænder, som arbeyde til det almindelige Selskabs Føde og Klæde.
Vel tilstaaer jeg, at der er fleere nyttige Hænder end disses; Men naar til¬
lige betragtes at en Mave ofte fortærer og øder meere end nogle hundrede
arbeydende Hænder kunde fortiene, følgelig er at ansee, som mange Maver:
Saa frygter jeg, at vi ved en rigtig Reigning, om den var muelig, ville faae
et langt større Antals Maver end Hænder; og det, som naturlig viis burde
forholde sig, som een til tvende, ville tvertimod blive, som toe til een.
J dette, som i mange fleere Ting
Naturens Orden vendes slet omkring.
§. 3.
At det er Arbeyds Stændernes Svække og Personers ringe Antal,
imod andre Stænder, jeg her paa det almindelig Selskabs Vegne klager over,


25
det kand enhver skiønne; og maa beklage: at vores Stats=Legeme, som har
saa smukt og veldannet et Hoved, skal i Henseende til Lemmerne være saa
vanskabt, og mangle den Forholds Rigtighed, der skulle giøre det beqvem
til at udrette, hvad der udkræves til Legemets Styrke og Varighed.
Et Værk, hvor Parterne ey til
Hinanden rigtig passe vil
Giør aldrig ret den Nytte,
Som Værket ellers giøre kand
Saa gaaer det Mand, saa gaaer det Land,
Hvis Lemmer ere Lydte.
§. 4.
Arbeyds=Stænderne ere (a) De, som arbeyde i raae Materier til Le¬
gemets Klæde, Udpyntning og Beqvemmelighed; og hvo vil nægte, at disse
jo ere for faae, da vi endnu faaer saa utallige forarbeydede Ting fra Fremme¬
de Lande? (b) de, som arbeyde til Legemets Føde og Underholding, samt at
frembringe raae Materier, hvorudi de førstbemeldte kunde arbeyde, og her er
Mangel paa Arbeydere endnu større, særdeeles iblant de, som skulle udgiøre
den største og væsentligste Part nemlig Bonde=Standen; hvorom de mange
udyrkede, og fleere ilde dyrkede, Jorder kunde være alt for rigtige Vidner.
Om vi til Tydskland sender Uld,
Og fleere Ting, med Sølv og Guld,
Til Arbeyds=Løn for Vahre;
Om vore Marker dyrkes slet,
Til deels begroed med Lyng og Spret:
Er Hænder da ey rare.
§. 5.
Var Bonde=Standen Talrig nok, da kunde de andre Stænder aldrig
m angle det fornødne Tilskud; endog Krigs=Standen kunde deraf faae den
V. Deel.


26
Hielp til Landets Forsvar, som nu kiøbes udenlands, hvorved man, naar
noget skulle udrettes, vilde befinde sig ilde forhandlet, ja ved Landets bedre
Dyrkning, maatte Levnets=Midler blive i ringere Priis til de andre Arbeyds
Stænders Lættelse og følgelig Prisen paa deres Arbeyd saa ringe, at en Kræ¬
mer vel skulle betænke sig, førend han satte sin Velfært i Vove, ved at giøre
sig til Høkere for de Udenlandske Kiøbmænd og Arbeydere; hvorved han for¬
sætlig overtræder sin Konges allernaadigste velgrundede Love, og som en høyst¬
skadelig Borger undergraver sit Fæderneland.
Om Landet havde Bønder nok
Saa der af hver Dosin blev Skok;
Hvor ville de sig røre,
Og vende Jorden om og om?
Endeel til andet Arbeyd kom,
Eendeel fik Trommen høre.
§.
Ved Betragtning af disse kortelig berørte og mange fleere nyttige F¬
ger af en Talrig Almue paa Landet, falder Manglens Aarsagende Tab og
Skade for det almindelige Beste, enhver i Øynene: En Svindelse og Afmaa¬
i et Lem paa Stats=Legemer som burde være det stærkeste, kand jo ikke andetl
end være det gandske Legeme høystskadelig; Men skal en Svaghed nogensinde
læges, saa maa Aarsagerne først være bekiendt. Efter mine Tanker ere følge
de Hoved=Aarsager:
Pidsk ey det svage Lem med Nelder
Thi saadant Middel ikkuns gielder
For et naturlig Legeme.
Skal dette hielpes maa det skee
Ved milde Middel, som opliver
Som Væxt og Kraft i Lemmet giver.


§. 7.
(a) Bønder i Almindelighed veed ingen Grændser paa deres Pligter.
(b) Kand ikke vente at erhverve sig nogen Velstand, eller efterlade deres
Børn nogen Arv, ikke heller, at een af Børnene kand blive ved Gaarden,
og nyde Got af Faderens Stræbsomhed. (c) Ere ikke deres egne Børn raa¬
dige, men Hosbonden raader for begge Kiøn, som Livegne. (d) Det unge
Mandskab giøre deels ingen, og deels alt for lang Tieneste ved Land=Milicen,
med meere, som i det følgende viises.
Den ingen Pligters Grændser veed
Og Fremtarv ey kand haabe
Den, som er bunden fast paa Stæd
Maa vel om Frelse raabe.
§. 8.
Dersom det er sandt, hvad jeg her har fremsat, da er det vel ingen
Under, at Faae, som paa nogen Maade veed at finde andre Udveye, har Lyst
til at være i Bondestanden. Jeg siger Faae: Thi der ere de Jorddrotter,
som handler saa fornuftig og menniskelig med deres Bønder, at de kunde væ¬
re fornøyede med deres Vilkaar, ja til deels samle Velstand, saalenge den
Hosbond lever, og saadanne Menniske=Elskere maa ikke hade mig, fordi jeg
til det almindelig Bestes Befordring, taler i Bondens Sag imod de andre,
som enten af naturlig Ondskab, Gierighed eller Uforstand handler anderledes.
En troffen Mand maa klage sig
Han laste maa mit Skrift og mig.
§. 9.
Bondens Pligter, som Bonde, bestaaer i hans Udgifter og Arbeyde.
Landgilden efter den ældgamle Jordebog blev af da værende Hosbonder ind¬
retttet, da hver Mand, naar noget paakom, var Soldat, og liden eller in¬
D¬¬


28
gen staaende Krigsmagt holtes til Landets Forsvar; paa den Tid, var ikke
saadanne Skatter, som nu er, og efter disse Tiders Indretning behøves; Tien¬
derne vare ikke saaledes opdrevne, eller blev tagen paa saadan stræng Maade,
som siden efterhaanden: Altsaa kunde Bonden vel yde den ansatte Landgilde i
Korn, Smør, smaa Høvder, og nogle faae Skillinger. Nu da faa eller
ingen, hvor der ikke har været besynderlig Leylighed til Sædelands Forøgelse,
siden Land=Maalingen, kand svare, efter den gamle Landgilds Jordebog, bli¬
ver Bonden dog af mange dertil ved Fæste=Brev forbunden; ikke at Hosbon¬
den venter den Jndtægt, men han vinder derved Ret at tage saa meget han
kand faae, om Bonden skulle paa nogen Maade erhverve sig Velstand. J
saadan Henseende tages Restantze=Domme, som forøges og atter forøges med
nye Restantzer, indtil der kand hæfte nogle hundrede Rigsdaler paa en Gaard.
Gaarden bliver ved Armod eller Dødsfald leedig; den skikkeligste Karl, som
har tient sig noget, tages til Gaarden, og ved Fæste=Brev forbindes at svare
Restantzer. Han tager imod Gaard, Fæste=Brev, og hvad Vilkaar han¬
nem i Naade forundes, for at undgaae, i Anledning Forordningen af5 Mar¬
tii 1731. at sættes eller selges til et Gevorben Regiment. Det er dog den
mindste Deel, der saaledes omgaaes: Thi de fleeste sætte nu Landgilden for
noget vist i Korn, Penge, eller begge Deele, men der er mange andre Maa¬
der til at viise Bonden de onde Hosbonders uindskrænkede Ret over alt det
han kand erhverve; hvilke Kunstgreb ere forvitløftige her at anføre. De øv¬
rige Udgifter, saasom Skatter, Folke=Løn, til Præst, Degn, Skoleholder,
Fattige &c. der ikke egentlig er Hosbonden vedkommende, ere vel mange, og
ikke let at beregne, hvor Bonden efter nærværende Omstændigheder faaer sam¬
me udreedet; dog ere disse Udgifter næsten alle faste og visse.
For Egennyttighed Lands Nytte vige maa
Nand
Patriot, da gik det ikke saa.


29
§. 10.
Tienderne, saaledes, som de nu ydes, er visselig en af Bondens meest
trykkende Udgifter: Lad os sætte, at alle tre Tiender tages paa Kierven, og
hver Tiendetager forlanger sin een Miil bortført; skal ikke Bonden da, for ey
at kiøre langs op og need af alle sine Agre med 3 Vogne (som faa eyer) for at
tage hver tiende Kierv, først nødes at lade Annammeren tage Tienden paa et
Sted i hans allerbeste Korn? Andet kiøre et par Mile med hver af sine 3de
Vogne ( om han har saa mange) for hver Vang og hver Slags Sæd? og tre¬
die, lade sit eget Korn staae imidlertid, da Veyrliget ofte forandres, og
Kornet bliver fordervet? Exempler herpaa ere utallige; ey at tale om deøvri¬
ge Fortrædeligheder ved Tællingen, som i Mængde opfindes, og vel aldrig
af nogen Lovgiver skal kunde forekommes, saa længe Tienden skal tages paa
Kierven. Deraf flyder, at Bønderne, hvor een eller fleere af Tienderne kand
faaes for Penge, betaler over det, som baade Korn og Foeringen i de beste
Aaringer kunde koste, da de Formuende, særdeeles i Misvæxt Aaringer, maa
tælle med de Vanmægtige; og som det skeer med Skadelidelse, saa gaaer de
deres fattige Naboe det nærmeste, som de kunde, hvoraf voxer Had og Bitter¬
hed med meere Ont. Der er visselig ogsaa christelige og billige Tiendetagere
Disse maa saa lidet, som de gode Hosbonder (§. 8.) vredes over min Frie¬
hed; Sandhed hades aldrig af de Gode.
Kong Knud for Tiende=Lov han skrev
Paa Helgen Rang fik Pavens Brev;
Men saa han nu vor Tiende=Maade
Han da for os bad Gud om Naade.
§. II.
Den anden Part af Bondens Pligter er Arbeyd, og i Henseende til
Hosbonden, begribes under Hoverie og Reiser. Hoverie til Avlingens Drift
ved Hoved=Gaarden er fornøden efter nærværende Indretning; men det beroer


30
paa Hosbondens uindskrænkede Villie, om en Bonde skal dyrke faae eller mange
Tønder Land paa Gaardens Mark; om Gaardens Avling skal drives af faa
eller mange; og ligeledes er det med andet Arbeyd ved Gaarden, saasom ved
Tvæt, Slagtning, Veedhugning, og adskilligt andet: Den skal, der kand
og saa længe han kand, eller noget er at giøre; de duelige, og de, som ere i
Stand, skal giøre Arbeyd og Reyser, saavel de Vanmægtiges og Efterlade¬
nes Deel, som deres egen. Hvor der ikke er Arbeydere i Lighed med Arbey¬
det, der maa Ladefogdens Pidsk komme den manglende Evne og Lyst til Hielp.
Det skeer vel i America
Med Nigerne fra Africa.
Men Christne burde christelig
Mod Christne Folk opføre sig.
§. 12.
Derimod er Hoveriet mangesteds taalelig og ikke meere end Bonden
kunde og burde giøre, men Mangel paa Grændser gjør det dog fordervelig
Bonden sender sine Folk til Hove, thi selv maa han passe Avlingen hiemme;
hvor nu ingen ret Tilsyn er ved Hovedgaarden, der giør Ladefogdens Lunken¬
hed nesten samme Skade, som den førstommeltes Strænghed; hvad Folkene
kunde giøre en halv Dag, og komme hiem til Middag at spise med Bonden,
det giøres en heel Dag ved en vel forsynet Madpose; Dovenskab fødes, og
meget got Jord ligger udyrket, eller ilde dyrkes.
Enhver sin Skyldighed bør viide
Og holdes til i rette Tide
At fylde sine Pligter op
Det gavner og den lade Krop.
§. 13.
Af (a) §. 7. som nu §§. 9. 10. og 11. kortelig er viist, følger (b) at
Bønder i Almindelighed ikke kand vente at erhverve sig nogen Velstand, eller


31
efterlade deres Børn nogen Arv. Saa længe Hosbonden har Frihed at for¬
øge Bondens Udgift og Arbeid til sin egen Fordeel, er det jo ikke ventelig at
Bonden kand samle noget til Velstand for sig og sine: Den blotte Indbilding,
at hvad han samler, kand Hosbonden faa, naar han vil, om det end aldrig
skeer, er nok til at betage ham Lyst til en alvorlig Stræbsomhed, eller at
tragte efter meere, end nødtørftig Udkomme. End meere: En stræbsom Bon¬
de under en god Hosbond kand giøre sig forsikret, at hans Søn eller Daat¬
ter, ligesom paa Kongens Gods, bliver ved Gaarden, om samme nogenle¬
des er holt i Stand, og det for en taalelig Indfæstning; men ulige fleere ere af
daglige Exempler forvissede: At om de forbedrer Gaardens Bygning og dens
tilliggende Jords Dyrkning, bliver samme efter Bondens Død bortfæstet,
til den høystbydende, da Sønnen maa gaae Soldat og søge Tieneste hos den
nye Fæstere eller andensteds paa Godset, om ikke tvinges til en øde Gaard.
Denne har gaaed hos Faderen og stræbt med hannem til Gaardens Forbe¬
dring, hin har tient hos Fremmede, og faaet sin aarlig Løn, eller har haft Ley¬
lighed ved Hæste og Qvæg=Handel, at erhverve sig noget: Det er Aarsagen
til deres ulige Skiebne.
Er Haabet tabt for dig og dine
Da giør du en bedrøvet Mine,
Det Arbeyd giøres uden Fliid
For Brød din korte Leve Tid.
§. 14.
Udi Fæste=Brevene forbindes enhver ved Tiltrædelsen, at forbedre
Gaardens Bygning og holde samme i forsvarlig Stand; hvilket er lovlig og
ret, naar Bygning og Besætning er i god Stand, eller og han nyder Ve¬
derlag af Fratræderens Boe eller Hosbonden for det manglende, men skeer det
ikke, desværre, at mange sættes til Gaarde saa brøstfældige, som de ere, og
med den ringe Besætning, som forefindes, uden at nyde Vederlag for Mang¬


32
len; og dog maa deres Boe ved Dødsfald, om Evnen er der, svare fuld
Bygfæld og Besætning? Eftermanden maa tage imod Gaarden i da værende
Tilstand, ligesom Formanden og Jorddrotten beholder Pengene, alt eller til
deels, stillende sin Samvittighed dermed tilfreds, at samme skal bruges til at
erstatte Manglen paa et andet Stæd, der ikke uden Hielp og Tilskud, af nogen
kand antages. Hvor sligt skeer, er der slet intet Haab for Bonden at komme
til Velstand, eller efterlade Børnene Arv. Lyst til Stræbsomhed forsvinder,
Dovenskab og andre Laster bliver almindelig. Saadan aabenbare Foruret¬
telse burde straffes med Jgield og Tvigield, som et andet Tyverie, ja Gaar¬
dens Forbrydelse, hvor det skeede af Eyeren selv, eller efter hans Ordre, og
med meget haardere Straf, om det skeede af en Regimentskriver eller Forval¬
ter paa Kongens Gods (som ikke kand formodes) eller og af en Foget paa sit
Herskabs Gods.
Hvo under Rettens Skin i Bondens Boe vil røve
Han med en blottet Ryg for Spidsrod burde løbe.
§. 15.
Jeg har sagt (c) §. 7. at en Bonde er ikke sine egne Børn raadig: Thi
vel ere Drengene ikke bundne til Godset, førend de have fylt deres 9de Aar, i
Følge Forordningen af 12 Octobris 1742, og Pigerne aldeeles ikke, men hvil¬
ken Bonde tør understaae sig, at sætte sin Søn andensteds hen, førend han
paa Godset har fylt sit 9de Aar? ja bliver han end for Forældrenes Fattig¬
doms skyld opføed hos en meer formuende Slægt, saa skal han dog hiem i
9de Aar, om det ikkuns er i den Maaneds Tid han fylder Aaret; og mange
Naboer have det saaledes imellem sig: At Drengen skal tilhøre den Hosbonde
paa hvis Gods han er fød, ja undseer sig ikke ved at være saadan Foreening
bekiendt, hvorved de, imod Kongens allernaadigste Hensigt og Villie, giøre de¬
res Underhavende til virkelig Livegne og fød Trælle. Jkke meget bedre gaaer


det med Pige=Børnene, skiønt de, som meldt er, ikke ved nogen Lov ere bund¬
ne til Godset: Pigen skal blive og tiene paa Godset, saa lenge, og hvor Hos¬
bonden vil, ja endog gifte sig efter hans Villie; Forældrene, som vel begri¬
ber, at det ene med det andet er Uret, tør ingenlunde handle derimod; kort sagt:
hverken Bonden eller hans Børn maa have nogen Villie eller Frihed, det er
Eegenskaber, som Hosbonden regner iblant de Herligheder, han, og ikke en
Bonde, maa eye og øve.
Jo snevrer du dit Fængsel giør
Jo hellere Fangen vil paa Dør.
§. 16.
Det beroer paa Hosbondens Villie, hvilke af Mandskabet der skal
være Soldat, og saa længe Land=Milicen er paa nærværende Fod, kand det
ey heller tilkomme andre at udnævne Soldater, men deraf flyder dog, at Un¬
dersaatter af lige Stand ikke pleyer lige Pligter, da mange maa gaae Soldat,
ikke alleene de ved Forordningen fastsatte Aar, men endog langt længere for
2 Rdlr. aarlig fra den Tid de have udtient, som de dog ofte ikke uden Ses¬
sions Tvang kand nyde, andre derimod ligesaa Tienstdygtige kommer aldrig
dertil. Det var end da en Trøst, om en Soldat, naar han havde udtient,
maatte være frie for det Gods han har gjort Tieneste for; men Hosbonden
har Ret efter Forordning af i Julii 1746. dens 2den Articul, at binde ham
ved Godset fremdeeles. Nu kand det vel ikke være Lovgiverens Villie, at en
saadan udtient Soldat, skal være hæftet ved Godset længere end en anden Bon¬
de=Karl, som ikke efter nogen Lov er bunden længere end til 40 Aar; men
Jorddrotterne giør saadan Fornuft=Slutning: Forordningen befaler, at en
udtient Soldat maa sig ingen andensteds nedsætte end paa det Gods, hvor
han er udskrevet fra, og hvor han skal være pligtig Gaard at antage. Der
er ikke strax en Gaard ledig, følgelig skal han bie, uden at der nævnes hvor
V. Deel.


34
længe: Altsaa hans Livstid; skal en udtient Soldat stedse blive paa Godset,
saa kand en anden Bonde=Karl ikke vente eller paastaae bedre Vilkaar: Alt¬
saa ere de alle paa Livs Tid bunden til Godset. Jngen Bonde tør tænke,
mindre tale imod saadan Fornuft=Slutning. En Livegen eller Trælbunden
kand selges før Penge, som andre Creaturer, saaledes gaaer det ogsaa med
vores Danske Bønder=Karle: Deels skiænkes bort; deels bortbyttes eller
selges, og deels kiøber sig selv. En Vornets Frihed maatte efter Forord¬
ningen af 21 Februarii 1702, ikke koste meere end 30 til 50 Rdlr., nu tør
vel een og anden Jorddrot begiere, og, hvor det kand faaes, tage, et til toe
Hundrede Rdlr for en Karls Pas, naar han ved Arv eller Handel kand
have forhvervet sig nogen Velstand; eller kunde have Venner uden Bonde¬
standen, som vil løse og kiøbe ham: Saaledes stige Vahrene i Pris.
Ved evig Fængsel man ikkun forstaar
Den korte Tid: En Fanges Leve=Aar.
For Vorned Pris er Friehed ikke fal
Er Vahre faa, dismeer de koste skal.
§. 17.
Efter det, som SS9 til 16 sandfærdig er anført, kand vel ingen forun¬
dre sig, at Bonde=Standen i Danmark, som egentlig skulle være Landets
Styrke, er saa svag og lidet Talrig. Vi læse i Salig og høylovlig Jhu¬
kommelse Kong Friederich den Fierdes Forordning af 21 Februarii 1702,
hvorved Vorned=Rettighed, i Siælland, Falster og Møen, allernaadigst blev
ophævet, blant andre denne merkelig Aarsag:
Saa og, at det unge Mandkiøn paa de andre Provincer (Jylland
og Fyen) kunde blive begierlige efter at tiene og fæste Gaarde i forbe¬
meldte Provincer (Siælland, Lolland, Falster, Møen og under¬
liggende Øer) i deres Fæderneland, hellere end de af Frygt for Vor¬
ned Tvang skulle have Aarsag sig andenstæds uden Landet at begive.


35o
Skulle dette Kongelig Vidnesbyrd ikke være Beviis nok: At Vorned Tvang
havde forvolt Folke=Manglen, som her klages over, i berørte omflødte Øer,
hvorfra ingen lettelig kunde undvige; og at Folke=Mængden i Jylla nd og Fyen,
var grundet paa Bonde=Standens Friehed.
En Konges Vidnesbyrd maa agtes meget vigtig
Vil Kongen Kongen troe: Saa bliver Sagen rigtig.
§. 18.
Der gik, som her meldes, mange udaf Jylland og Fyen til Fremme¬
de Lande, fordi de, som fornuftige Creaturer, der elske Frihed, ikke ville un¬
derkaste sig Vorned Tvang eller Livegenskab i de andre Provincer, og der ikke
var Leylighed hiemme at erhverve Brødet: Thi paa den Tid, da der var
Hænder nok til Arbeydet, blev der ikke, som nu, da der er Mangel paa Hæn¬
der, tænkt og lært, hvorledes Agerdyrkningen kunde forbedres og udvides;
Manufacturer og Fabriqver, som kunde givet de overflødige Folk, Arbeid og
Næring, blev den Tid forsømt.
Hvor Hænder er skal Arbeyd være
At hver sig ærlig kand ernære.
§. 19.
Mange af de, i forrige Tider, Udreiste komme, ved Drift af den na¬
turlige Kierlighed til Fædrenelandet, tilbage fra Holland og Holsteen med en
skikkelig Deel fortiente Penge; men nu slet ingen. Af de undvigte kommer
een og anden paa fremmede Stæder i Velstand, de samme ynkes over deres
efterladte Brødre, Sydskendes Sønner eller anden Slægt, drager nogle ef¬
ter sig, og disse med Tiden andre. En Bonde=Dreng, som af Naturen er
noget munter, og af en smuk udvortes Skabning merker ved Opvæxt, at han
paa Livstid er ligesom tyret inden sin Hosbonds Godses Grændser, og i alle
Ting hans Villie undergiven: Er det ikke naturlig, at han følger de andres


36
Exempler, og søger den Frihed i fremmede Lande, som han ey kand finde i
sit eget.
Sig selv at stiæle bort, det kaldes og at stiæle
Den læt kand komme fort, som hver vil gierne hæle,
Medlidenhed hialp til, at han kom vel afstæd,
Medlidenhed og vil, han drager fleere med.
§. 20.
Det er de Muntre og Velvoxne som gaaer ud, de Dorske, Forsagte
og Lemlydte bliver tilbage; det er de Tilbageblivende, som skal fortplante de¬
res Slægt, og Børnene bliver Forældrene lige; Deraf flyder en naturlig
ind= og udvortes Forringelse. Jo meere et Folk undertrykkes og nærmer sig
Livegenskab, jo meere hadefuld blive de paa deres Hærskere, ja paa alle andre
Stænder, fordi de ansee sig selv, som forhadte og foragtede; de opammes og
opdrages i saadan hadefuld tykkisk, og nedrigt Sindelag: Saa den sædelige
Forringelse bliver fuldkommen ligesaa kiendelig og skadelig som den naturlige.
Naar muntre, modig Jyde kand
Faae Brød i Holland, Engeland,
Hvor de med Lyst annammes,
Maa Halte, Dorske, Modløs Drog
Som ey tør høre fremmet Sprog
Derefter her opammes.
§. 21.
Førend jeg gaaer vidre, maa nogle af de Jndvendinger, som vil blive
gjort, imod de S§. 9 til 16. anførte Aarsager til Bonde=Standens ubillige
Undertrykkelse og øyensynlige Svækkelse, i Korthed besvares; og da vil de
Hosbonder, som §. 9. forbinder deres Bønder til en høyere Landgilde end no¬
gensinde kand ventes, uden Tvivl sige, at et Fæstebrev er en Foreening, som
af Parterne bør holdes. Hertil svares: at den i samme §. anførte Forord


37
ning, foruden andre Tvangs Middel, lærer vel Fæsteren at indgaae hvad
Hosbonden vil have: En tvungen Foreening er efter Loven ugyldig, ligesom
den i sig selv er ubillig. Dette vil jeg tilstaae: at ingen kand fastsætte Land¬
gilden for noget vist af en Tønde Hartkorn Land=Stift=Amt=Herret eller Sog¬
ne=Viis, saa lenge Hartkornet ikke har et rigtigere Forhold imod Eiendommen,
og den ene Egn imod den anden: Mange Stæder svarer dobbelt saa meget
Landgilde af 1 Tønde hart Korn, som andre Stæder, og ofte ere de meest
forsatte, som svarer mindst, i Betragtning af Eiendommens Ringhed; al¬
lerhelst da disse maae af deres ringe eller for høyt matriculerede Eyendom, sva¬
rer ligesaa meget i Skatter af 1 Tønde Hartkorn, som de laugt Matricule¬
rede, og de, som have haft Leylighed at giøre meget af deres Skov, Heede
eller vitløftig Fæegang til Sædeland.
En fast og billig Afgift kand
Ey øde Gaarden eller Mand.
§. 22.
Tiende=Tagerne §. 10. vil formodentlig spørge; om de ikke lovlig har
kiøbt eller arvet deres Tiende? og om der ikke staaer i Skiødet, som desuden
falder af sig selv, at de maa giøre sig samme saa nyttig, som de best ville,
vide og kunde? Jeg svarer jo: Saavit det almindelige Beste ikke lider derun¬
der, men trykkes Tiendegiveren ubillig; giøres ham Arbeydet, Reiser og Be¬
sværligheder fast uovervindelig; forvolder Ophold ved Tælling og Tiendens
Bortførsel, hans øvrige Korns og Foerings Fordervelse, kort sagt: er disse
Ting at regne iblant Hoved=Aarsagerne der giør Bonden keed af sin Stand
og sit Liv? Skulle det da ikke være een af de Retfærdigste og Christeligste
Gierninger, en Regent kunde foretage sig, at sætte alle Tienderne for en vis Alf
gift eller paa nogen anden fast Fod, saaledes at der aldrig skulle komme Tæl¬
lere eller Tiendetager paa Bondens Ager. Hovedgaards Marken kand for


38
Giødningens skyld ey undvære Foeringen, vil de vel sige: Jo vist kand den:
Lad den nøyes med Giødningen af det den selv frembær, saa faaer Bondens
Jord Giødningen af sin egen Vext, som den nu savner. Lad en mindre Vang
faae vel Giødning og meere Arbeyd, at Græs=Roden og anden Ukrud kand
dempes: Saa bær den ligesaa meget, som en større Vang, der dyrkes paa
den gamle skiødesløse Maade; og den øvrige Jord, som imidlertid kunde be¬
saaes efter sin Art med Klever eller Lucerne, faaer fornøden Hvile til rigere
Kornvext, naar den paa nye indtages.
Den allerværste Bonde=Plager
De fleeste helst til Tæller tager
Han sneese Kunster finder paa
For Bonden ret til Gavns at flaa.
§. 23.
At fastsætte Tienden for noget vist af 1 Tønde Hartkorn, det gaaer
neppelig an Sogneviis, efter nærværende §. 21. berørte ulige Matriculering,
og endnu mindre Herrits=eller Amtsviis, men allermindst efter Tiendernes
Hartkorn, der er saa ulige, at mangesteds staaer en dobbelt god Tiende ikkun
for det halve Hartkorn, imod en dobbelt saa ringe af Jndkomst. Skulle noget
udrettes, da maatte det skee ved een eller flere Commissioner, som da tillige
kunde rette Tiendernes forunderlige ulige Hartkorn, og i andre Ting være til
megen Nytte, som her at anføre vil falde for vitløftig, allerhelst det ikke ved¬
kommer de Ting som nu handles om.
Skiønt Jord og Jords Vurdering ey
J rigtig Forhold ere,
Saa findes dog vel Middel=Vey
Til Tiender at vurdere.
§. 24
For nærmere at indsee Billigheden af Tiendernes Fastsættelse, i Hen¬
seende til Tiende=Eperen, kunde man betragte alle 3 Tiender hver for sig. (a


25
Konge=Tienden som for Reformationen var Bispe=Tiende, er nu henlagt til
Hospitaler, Bispe=Stoele, Latinske Skoeler og deslige, undtagen nogle faae,
som Kongen endnu eyer, og Eendeel, som Tiid efter anden ere bortsolgte.
Naar nu Hospitaler, Biskoper, Skoele, Betientere &c. Og Tiende Eyere
kunde ved Afgiftens Fastsættelse nyde aarlig for Exempel, den 40 Deel af det
de i sammenregnede 40 Aar have havt: Skulle de da ikke kunde være for¬
nøyede? (b) Om Præste=Tienden kand siges det samme; og det er ikke en
ringe Aarsag til den forargelige og Christendom uanstændige Misforstaaelse,
Ukierlighed, ja undertiden offentlige Tretter, som her og der høres, imellem
Præsten og hans Sognefolk, at de driver Tienden til det allerhøyeste og giøre
sig deelagtige i alle de Fortrædeligheder, som andre Tiende=Tagere vise imod
den fortrængte Bonde. De gode og retsindige Præster finde deres Undtagelse
i Slutningen af den 10. §. og som Sandheds Elskere holde mig min brugende
Frihed til gode. (c) Det er billigt at Meenighederne vedligeholder deres
Kirker, og til den Ende er Kirke=Tienden paabuden; følgelig henlagt til
gudelig Brug: Altsaa var det billig, at hvad der af Tiende kunde overskyde
fra Kirkens Vedligeholdelse, og andre paabudne Udgifter, burde anvendes
til Skoeler paa Landet, der ligesaavel, som Kirkerne, ere til Menighedens
Underviisning, og Christendoms Forbedring.
Saaledes skeer det paa Kongens Gods, Skoelerne vedligeholdes og
Skoeleholderne lønnes af Kirke=Cassen, og Kongens Cassa vinder ikke en
Daler af alle Hans Kirker, men andre Kirke=Eyere berige sig af Kirke¬
Tiendens Overskud fra Kirkens Vedligeholdelse, og de øvrige almindelige
Udgifter, og lader Udgiften til Skoeler og Skoeleholder komme paa Bondens
Regning; hvorfor det og er kommen saavit, at Kirker eller Kirke=Tiender
kiøbes og selges til en utroelig høy Priis: Monne det være Ret og Christelig
saaledes at aagre paa Ting, som er henlagt til hellig Brug? Det var da vel


40
meget billigt, at Kirke=Tienden blev sat for noget vist og saaledes, at Bøn¬
derne derudi kunde have nogen Lindring imod de Udgifter, som dennem til
Skoeler og Skoeleholder Løn er paalagt; eller og at disse Udgifter bleve lagde
paa Kirke=Tienderne: Skal Undersaatter i lige Tilfælde forlange bedre Vil¬
kaar end deres Konge?
Den Tiendetager, som sig sætter herimod
Om ham man sikker troer, hans Sag er ikke god,
Lad Bonden gaae med Fred sit kiere Korn at høste,
Saa han for Tælleren behøver ey at ryste.
§. 25.
Angaaende Hovarbeyd, hvorom S§. 11 og 12 handles, da vil vel
Jorddrotterne, særdeles de, som ikke bekymre sig om Fremtiden og Rigets
almindelig Tarv, agte sig meget fornærmet, om de ikke af deres Bønder lige¬
som af deres Hæster, maa tage ald det Arbeyd, som de selv skiønner at være
taalelig. Det er jo Hosbondens Skade, ville de sige, om han øder sin Bon¬
de: Ja det er og hans Skade, om han i Dag rider eller kiører sine Hæste
saaledes, at de ey i Morgen eller siden kand bruges, men skal da en Bonde
handles som et Bæst og den ene Undersaat, eller Medborger i en Stat have
saa uindskrænket et Herredømme over den anden, til Statens almindelig For¬
nærmelse og Svækkelse? Jorddrotten bør visselig have sin Jndkomst af sin
Eiendom, som Bonden bruger og nærer sig af; som og Arbeyd af de nær¬
mest Gaarden boende Bønder, i det mindste til den gamle og sande Hoved¬
gaards Mark, men begge Dele burde være fastsat og de nedbrudte Lands Byer,
til Almuens Formerelse, igien efter Haanden opbygges. Berørte Fastsættelse
var saavel Hosbondens som Bondens Gavn: Thi naar Bonden vidste sine
Pligters Grændser, saa stræbte han baade med Bygning og Jordens Dyr¬
kelse, helst om han tillige kunde være forsikret, at een af hans Børn maatte i


21
Stæden for den §. 13. paa=ankede Omgang, nyde Garden for en ligeledes
fastsat Indfæstning. Naar da Lyst og Stræbsomhed blev almindelig i Bon¬
de=Standen: Saa kunde hver Hosbonde giøre vis Regning paa sin Jorde¬
bogs Jndkomster; spare megen Møye og Fortræd; anvende sin Tiid paa
noget bedre end tumle med Bonden og hans Huusholdning; ja være ligesaa
tryg for Godsets Velstand, naar han var fraværende i Kongens Tieneste eller
andensteds, som naar han var paa sin Gaard. Hvad S§. 21 og 23 er meldet
om Jordens ulige Matriculering, møder fornemmelig her og giør saavel Hov¬
arbeydets og Indfæstnings Penge, som Landgildens og Tienders Fastsættelse
vanskelig, da det ellers var en let Sag; dog maa man ikke forestille sig, at
det nu er gandske umuelig.
Vist Arbeyd, Hov=Vey ey for lang,
Saa skulle man fornemme
At Bonden gik med Lyst og Sang
Ved Hoverie og Hiemme.
§. 26.
Den §. 14 paa=ankede Omgang med Bygfælds Udtagelse i Bondens
Stervboe til egen Fordeel, under et eller andet Skin, vil vel ingen være be¬
kiendt: Altsaa ventes ingen Jndsigelse derimod, men skulle det ikke være en¬
hver Hosbonds Tarv og Nytte, at skiænke Bonden sin paaboende Gaards
Bygning og Besætning? Jngen kand tvivle, at naar Bonden vidste sin Ud¬
gift og Arbeyd, samt at Sønnen, Daatteren, eller i Mangel af Børn, den
Paarørende eller Fremmed han ville afstaae Gaarden til, kunde faae den for
en vis Indfæstning, der ikke kunde forhøyes, han jo da ville stræbe, at sætte
Gaarden i god Stand, og holde den med sin Besætning vel ved lige, som og
forbedre sin Jords Dyrkning. En Bonde=Gaard var i saa Fald at ansee
som et lidet Lehn=Gods; Afstaaelse paa en Bondegaard ville visselig koste
V. Deel.


42
mere, end der nu almindelig betales baade for Gaard og Eyendom; Bonden
kunde, om nogen Vanheld paakom, faae Penge til Laans paa sin Afstaael¬
ses Rettighed; Hosbonden var uden Tab og Bekymring, ja kunde med en
særdeles Fornøyelse, see sit Gods og besøge sin Bonde. Derved var og den
ommeldte Forurettelse forekommet, og Hosbonden mistede slet intet af det han
med Rette burde have. J stæden for een og anden rig Bonde, som nu her
og der kand findes, skulle man med Tiden see en utroelig Mængde, som nød¬
vendig maatte blive en stor Styrke for Staten. Derimod ville de Liderlige
og Lades Tal meget formindskes, naar det, som ved Sparsommelighed og
Fliid kunde vindes, blev deres og Arvingers Fordeel.
At bygge eget Huus det skeer med Lyst og Fliid;
Mens Andres kuns af Nød og for en stakket Tiid.
Den Ager drives best, som Sønnen høste maa
Naar Fader døer, frem for, om Fremmed den skal faae.
§. 27.
Det §. 15. ommeldte Livegenskab og §. 16. berørte Val at sætte til
Land=Soldat eller fritage hvilke Jorddrotten peger paa, giør, som meldt er,
det meste til det unge Mandskabs Undvigelse af Landet, samt Almuens For¬
mindskelse og Forringelse saavel paa Legems som Sinds eller Gemyts Be¬
skaffenheder §§. 19 og 20. Saalænge Jorddrotten skal levere Soldater til
Land=Milicen, maa det unge Mandskab nødvendig høre til hans Gods, det
kand ingen modsige; men var det derfore nødvendig, at de skulle være bunden
paa Livstiid, saaledes, som Herredømmet, §. 15. nu virkelig udøves? Jeg
mener at en kortere Tiid end fra 9 til 40 Aar, som allernaadigst er befalet,
kunde være tilstrækkelig; ja jeg mener at Land=Milicen ikke allene kunde be¬
staae, men være paa en sikker og bedre Foed, om ingen Jorddrot i Landet


kunde tilegne sig Personer med samme Ret og omtrent paa samme Maade,
som han eyer sin Hest eller Stud. Lad os nærmere overveye Muligheden:
Den Vey ansees ikke lang
Hvor Peder skal gaa lige Gang
Med Christen og hans Lige
Men skal han age, de skal gaae
En Stok iblant paa Ryggen faae
De hellere vil undvige.
§. 28.
Om Bonde=Standen blev sat i samme Frihed, som den fordum Tiid
har været i Jylland og Fyen; enhver Bonde=Karl som ikke var vanfør, for¬
bunden at staae i visse Aar, som Land=Soldat; ingen at maatte fæste Hu¬
se eller Gaard, som ey havde tient sine visse Aar, eller om Aarene ikke
vare til Ende, naar han skulle træde til et Stæd, da ligefuldt ved Stædet at
udtiene sine Aar, eller leye en udtient Karl for sig i de manglende Aaringer:
Skulle det ikke være den beste og billigste Maade? Alle kom til at tiene og
blev øvet til Krigs-Tieneste, saa de derefter kunde være tienlige til Landværn:
Have et Slags Officerer af de dueligste og hurtigste imellem sig, ligesom Bor¬
ger Officerer i Stæderne, og uden Hinder samles engang om Aaret Herrits
eller Sogneviis til Mynstring og Øvelse. Borgernes Tieneste=Karle i Stæ¬
derne skulle ikke være undtagne fra Tieneste ved Land=Milicen i lige Aar, som
de paa Landet; og naar det saaledes blev almindelig, bortfalt ikke allene den
Fortrydelse, at een skal tiene til Landets Forsvar frem for en anden af samme
Stand, men den nedrige Frygt, som de fleste nu har for at blive Soldat,
ville paa faa Aar aldeles forsvinde; den uretfærdige Fordeel een og anden nu
giør sig under Haanden ved Soldater=Val, maatte ogsaa ophøre. Folke¬
Mængden ville med Tiden giøre, at de anbefalede Aar til at staae som virkelig


44
Land=Soldat, maatte formindskes, eller Regimenterne forstærkes, om der
skulle blive Plads for de Tilvoxende: Altsaa kand Land=Milicen ikke være en
gyldig Aarsag at holde Bonde=Standen, bunden under en skammelig og høyst¬
skadelig Livegenskab.
Det ey en Fiende tienlig er
At lande i de Lande
Hvor hver at bruge veed Gevær:
Der vanker broden Pande.
§. 29.
Men naar dette Baand blev løst, vil mange sige: Saa løb det unge
Mandskab deels fra de mavre Egne, til de federe, hvor der faaes større Løn;
deels til Kiøbstæderne og Haandværker; og deels ud af Landet &c. Sandt
er det, at enhver pludselig Forandring opvækker en Gierning iblant Almuen;
og der ville vel mangen komme i Bevægelse og flytte uden at vide hvorfor eller
hvorhen. Det skede saaledes, da Almuen ved Forordning af 3ote Octobris
1730 paa en kort Tiid blev sat i sin gamle Frihed, hvilket og gav Anledning
til de strenge herskende Jorddrotters klager, ligesom ald Riget blev blottet for
ungt Mandskab, da det dog allene var deres eget Gods, som savnede nogle,
der skiønnede paa ubillig Tvang og Medfart; andre Godser havde Folk nok
efter disse Tiders Land=Brug. Den første Hede og Uroe gaaer snart over,
derefter søger de fleste, efter den naturlige Drift, deres Føde=Egne, om de
nogenledes christelig begægnes, ja hvor ville de vel hen? udaf Landet maatte
ingen, uden gyldig Aarsag og Kongens eller Høy Øvrigheds Pas, reyse;
og skiønt de vel da, som nu, kunde tage Pas under Foden: Saa skulle dog
faae gribe dertil, naar de (a) kunde finde Menneskelig Frihed og Medfart i
deres Fæderne=Land; (b) imod Borgen for deres Tilbagekomst faae Lov og
Pas til Udreyse enten i gyldig Erinde, eller som i forrige Tider, at tiene sig


4.
noget mere, end her kunde vindes. Og (c) at der blev sat og udøvet alvorlig
Straf for de, som uden saadan Tilladelse søgte udaf Riget, som lettelig kunde
paa agtes, naar de Flyttendes almindelige Passer og Skudsmaale ikke allene
betegnede Sogn og Stæd, som de fløttede fra, men endog Sognet de fløttede
til, da de under Friheds=Fortabelse, ikke maatte gaae vidre, uden nye Paateig¬
ning, der intet burde koste, saa ingen Aarsag kunde være til saadan Rigtig¬
heds Forsømmelse. Denne, som den vigtigste Jndvending, er nu formodentlig
med nøyagtig Svar, saavidt i Korthed skee kand, begegnet. Hvad Bortgang
til bedre Egne paa Landet, Kiøbstæder og Haandværker angaaer: Saa har
jo enhver Bonde i de beste Egne de Folk, som han efter nærværende Avlings
Brug kand hielpe sig med; Borgerne har sine Tieneste=Karl, Pige og Dreng
saa mange han behøver; Haandværks=Manden i sin nærværende Ringhed
ligeledes: Hvor vil da det løbende Mandskab hen?
Du din Vankundighed kuns røber
Saafremt du troer af Landet løber,
Ved Frihed Flere end ved Tvang
Ney! over Vorned=Vold er Gang.
§. 30.
Har Bønder, Borgere og Haandværks Folk de fornødne Tieneste
Tiuende: Hvor er da Manglen der klages over? Jeg svarer, uden at imodsige
mig selv: Den er over alt. J Steden for at Tieneste=Folk søgte, i min Min¬
detid, at blive fæstet i Tieneste længe før de i Loven benævnte 2de Fæstetider;
maa Bonden nu søge at have sine Tieneste=Folk fæstede for Juel, som han skal
have til neste Aars Mikkelsdag: Det er z i steden for i Fierding Aar forud;
han maa mangesteds tilstaae sin Karl Sæd imod Forordningen; betale Fol¬
ke Skat, Fattiges Penge &c. for ham, og øvrige Tiuende, som de burde be¬
tale af deres Løn; pleye dem vel, om han end selv skulle mangle, og nesten la¬


46
de dem deres egen Villie. Saaledes har han de fornødne Folk, som jeg har
sagt, efter nærværende Avlings Maade; Men skulle (a) Jorden ret drives, saa
den oftere blev pløyet og stærkere harvet, at Græsroden og andet Ukrud kun¬
de qvæles, paa det Kiernen kunde uddeelt nyde ald Jordens Kraft til Frem¬
væxt. (b) Lucerne paa den Engelske Maade, saaes i den hvilende Jord til over¬
flødig Græsning og Høe=Avling; hvilket maatte skee ved Dyrkning, som Korn¬
Sæd, og det første Aar flittig luges, eller og Kløver efter Jordens Art og
Egenskab. (c) Adskilligt samles til Forraadnelse og Giødningens Formeerelse;
den rette Art Lim, Jordmarv og deslige efter Jordens Beskaffenhed søges,
graves og mange Stæder lang veys føres (d) Jorden indhægnes med Steen
eller levende Gierder; Oprødning, Hauge=Humle=Skov=Platning, Ud¬
gravning og mangfoldige flere Slags Arbeyd, efter Egnenes og Stædernes
Beskaffenhed: Hvor tages da Folk til alle disse Ting? Da andre Landes Hee¬
de og Sand=Egne, som de allerringeste der findes i Jylland, kand blive vel
bebygde, dyrkede og med Skov beplantede: hvorfor skulle det ikke kunde skee
hos os, om vi havde Folk, at den ene kunde ligesom trykke den anden udi
Heeden til at bierge Føden? Nu ligger ikke allene det ringe, men det middel¬
maadige og gode, er deels udyrket og deels ilde dyrket: Dette maa være nok,
saavidt Tieneste=Folk paa Landet angaaer: Thi de anførte Sandheder maa
falde enhver Skiønsomme i Øynene.
Skal vore Heeder dyrket blive,
Er Folke=Mængden i vort Land
Det sikkerste, som Haab skal give,
At det omsider lykkes kand.
§. 31.
Kiøbmænd og Haandværks Folk i Kiøbstæderne har de fornødne Tie¬
neste=Folk; men hvorledes? En Kiøbstæd=Mand kand komme over en Karl,


som har kiøbt sit Pas, eller af en Hosbond kiøbe Pas for en Karl, det er paa
andet Dansk, at kiøbe en Karl, ligesom han kiøber en Vognhæst, den ene
skal arbeyde for Kiøbeskillingen, saavelsom den anden. Kand ingen af Dee¬
lene skee, og han ikke selv eyer noget Strøegods at tage Mandskab af, saa
maa han i en Jorddrots Minde have sine Folk; Det er til Laans eller Leye.
Undertiden træffer han en Undvigt, som tiener der, til Hosbonden kommer paa
Spor efter ham, da han enten bliver fangen eller flygter vidre, omsider gand¬
ske udaf Riget, naar han keedes ved at være en bestandig Flygtning i sit Fæ¬
dreneland. En Haandværksmand maa have sine Svenne andensteds fra,
om han er i Stand til at holde nogen, og maa tigge en Lære=Dreng af en
Jorddrot, forbinde sig at aflevere ham efter udstandne Lære; og siden see paa,
at den nye Svend sidder paa sin Hosbonds Gods og arbeyder, endog i de
Haandværker, som efter Lovens Bydende, ikke maatte være paa Landet; Med
hannem kand Mesteren i Kiøbstæden umuelig holde Priis: Hvorledes skulle
Manufacturer, Fabriqver og Haandværker, komme i Flor, naar det gaaer
saaledes til?
Om Jorddrot ikke var saa from
At han for gode Ord og Penge
Lod Kiøbstædmand faae Piger, Drenge,
Da blev hver anden Kiøbstæd tom.
§. 32.
Enhver, som kiender fremmede Lande, om det kuns er af Geographi¬
ske og Historiske Skrifter, maa tilstaae: at Landhuusholdingen, Manufa¬
cturer, Haandværker og Handel ingensteds blomster, uden hvor der er Mæng¬
de af Almue; og at der ikke i noget Land er Folke=Mængde, uden i de, hvor
Almuen veed sine Pligters Grændser og lever i en anstændig Frihed, der allee¬
ne ved gode Løve og Politie=Anstalter, er indskrænket. Mængden af Mennisker


48
giør Duelighed og Flittighed: Thi den ene vil da altid stræbe at giøre det
bedre, end den anden, og den Bonde=Karl, det nu kaster sig paa en Bænk
og driver Aftenen bort uden mindste Nytte, fordi Madfaderen tør ikke sige
ham et Ord §. 30. ville vel faae noget imellem Hænderne, at ikke en Dueli¬
gere skulle giøre ham Tienesteløs, thi Tienesteløse, Dovne og Uordentlige,
som ikke ville blive faa, hvor Almuen var talrig, maatte lætte den Besvær¬
lighed en Officeer nu lider for at holde sit Compagnie i Stand, og omsider
skulle det (§. 5.) uden Møye kunde skee med lutter Jndføde. Kand det Bierg¬
fulde Sveidserland frembringe saa mange Mennisker, at det vrimler ligesom de
sprang udaf Biergene, saa Landet ikke kand føde dem, i hvor liden en Plæt
Bonden end har til Næring for sig og sine. Er Folket stridbar og ansees for
de dueligste Krigsfolk, fordi hver er Soldat fra den Alder han kand føre Vaa¬
ben, og Almuen i det øvrige er ufortrykt af andre Stænder: Hvi skulle da de
gamle Cimbrers Afkom i det frugtbare Danmark, under saa mild en Regiering
som intet Folk kand rose sig af, ikke ogsaa kunde naae med Folkets Tilvæxt, det
tabte Mod og forrige Tiders Tapperhed? Hvo, som vil til Maalet, maa vil¬
le de Midler, som fører til Maalet: Det er jo en Grund=Sandhed, som al¬
drig feyler.
Exempler og Erfarenhed,
J Stats=Kunst meget gielder.
Tag Tænke=Kunstens Regler med
En rigtig Dom du fælder.
§. 33.
Naar der nu ikke med Rimelighed kand giøres nogen særdeles Jnd¬
vending: Saa maa man vente, en almindelig, som ved første Øyekast vil sy¬
nes betydelig, nemlig naar Indfæstning, Landgilde, Hoverie og Tiende Af¬
gift skulle fastfættes; en Jorddrot følgelig ikke giøre sig sine Eiendomme og


46
Herligheder saa nyttige, som han ville og kunde: Saa maatte jo Jordegods
falde i Prisen; de, som eye Godset med stor Gield, gaae derfra forarmede;
de andre savne meget af den Formue de nu besidde; følgelig Riget tabe meget
af sin Grund=Rigdom. Jeg svarer Ney! Vel kunde een og anden, som nu
har spendt Buen alt for stærk, tabe noget i Begyndelsen; og hvorledes kunde
det være muelig, at en Hoved=Forandring, som haandgribelig maatte blive
Rigets almindelig Gavn og Styrke, ikke skulle komme nogen til Last? Men
da det alleene er en Fast= ikke en Nedsættelse her tales om: Saa bortfalder all
billig Klage; thi faa eller ingen har hidindtil betalt saa stor Landgilde, at han jo
gierne kunde svare den samme, ja de fleeste Stæder meere, naar denne og de
øvrige ommeldte Pligter var fastsat. Hvor der nu betales en umaadelig Jnd¬
fæstning, er det gemeenlig, fordi Landgilden er maadelig, da der kand have
været Leylighed til Avlingens Forøgelse af Skov eller Heede=Jord: Paa saa¬
danne Stæder burde Landgilden forhøyes, paa det Indfæstningens Fastsæt¬
telse kunde skee, uden Jorddrotternes Tab.
Hovarbeyd, Hosbonds Reyser, og deslige, hvilke Tings Fastsættelse er høyst¬
fornøden ville blive det vanskeligste, allerhelst, saa længe Bondens Jords Matricu¬
lering er saa meget ulige, som §. 25. vidre er berørt; men om det og skulle komme een
og anden Jorddrot, hvis Forhold mod Bonden (§. 11.) beskrives til nogen Besvæ¬
ring: skulle derfor en saa almindelig nyttig Anordning efterlades? Alt hvad der
kand siges imod Tiende=Afgiftens Fastsættelse er §. 24. besvaret; og naar da det
ene med det andet overveyes, vil de gode og retsindige Jorddrotter, uden Tvivl,
tilstaae, at Jordegodset i Danmark ikke alleene skulle blive i sin Priis, men
endog merkelig stige i Tiden: Thi naar Bonden fik Lyst til at være Bonde;
Lysten virkede Stræbsomhed, følgelig Avlingens Forbedring, Attraa til Hee¬
de og anden udyrket Jord at indtage og bebygge, Jordebogen til Forbedring;
skulle da ikke Jordegods komme i høyere Priis.
V. Deel.


50
Herr Alt for stræng fik vel lidt Saun;
Men Riget fik utroelig Gavn:
Om Bondens Pligter Grændser fik
Og Frihed kom i gammel Skik.
§. 34
Heede og anden udyrket Jord behøves jo til Græsning og Ilding, vil
vel nogen svare; men naar der blev Folk nok i Landet, en Bonde tildeelt saa
meget Jord, som til 5 a 6 Tønder Hartkorns Vurdering; Thi derpaa kun¬
de en Mand med Hustrue, Børn og Tieneste=Folk ernære sig: Saa kunde Skov¬
Platning efter andre fuldkommen saa magre Landes Exempel, afhielpe Mang¬
len paa Jldebrændsel; Klæver og Lucerne=Sæd mangfoldiggiøre Græsning og
Foering; Patatos=Sæd ikke allene spare meget paa Korn=Fortæringen, at der
kunde blive overflødig til Forhandling, men endog være en Hovedhielp i Mis¬
væxt Aaringer: Det var noget andet, end at lade store Heeder paa halv ja
heel Miil til nogle faae Gaarde, ligge udykket for at afskiære den øverste og
beste Jord til en ringe Jldebrændsel, og paa det øvrige fultføde endeel smaa
Horn=Fæe, samt usle Faar og Gedder.
En Ørken i et Folkrig Land
Til frugtbar Hange blive kand.
§. 35.
Nu forskrives der med stor Bekostning Folk fra fremmede Lande,
til at dyrke nogle faae af de Jydske Heeder; og paa anden Maade bli¬
ver de aldrig dyrkede, saa længe vi har ikke fleere og dueligere Bønder;
men aldrig faaer vi fleere og dueligere, saa længe Bondens Pligter ikke
faaer sine Grændser og Standen sin forrige Frihed: Nu gaaer man¬
ge Ugift deres heele Livs=Tid, endog paa Godser, hvor de med mue¬
ligst Lemfældighed begegnes; Andre gifte sig saa seent, at faa eller ingen


51
Børn kand ventes. Nu søger en Bonde, hvor det er muelig, at faae sin
Søn til noget andet, paa det han kand undgaae den fortrykte og foragtede
Stand, i hvilken han er fød, men hvor Børnene som §. 15. berøres, bindes
til Godset fra Vuggen til Liig=Kisten, der hører man ikke sielden, at en Bar¬
sel=Kone, i stæden for at glæde sig, naar hun føder en Søn, bejamre sin
Skiebne; og Gud give det ikke var sandt, hvad der siges: At der skulle være
de Bønder=Koner, som bruge Skiøge=Middel, for at hindre Frugtbarhed el¬
ler at drive Fosteret!
Gaar vittig Dreng af Bonde=Stand,
Og maa han ey, da udaf Land;
Maa Foetus ikke Lyset see:
Hvad vil der da omsider skee?
§. 36.
Jkke alleene ville Bønder med lige Fornøyelse som andre Stænder fort¬
plante deres Slegt, og lade Børnene forblive i Standen og Landet, naar be¬
rørte Livegenskab blev ophævet og Bondens Pligter fik sine Grændser; men
mange af Borger=Stand, som nu har en rimelig Afskye for Bonde=Stan¬
den, og hellere lade deres Børn blive Dagdrivere og unyttige Lemmer i Sta¬
ten, end røre den foragtede Ploug, skulle da være uforlægen med de Børn,
som ikke i Kiøbstæden kunde finde Næring. En Kiøbmand, som paa en eller
anden Maade kom til agters, kunde af sin Beholding eller ved sine Venners
Hielp, kiøbe en Bondegaard, og derpaa nære sig; Saaledes har mange Adels¬
mænd i forrige Tider uden Haanhed næret sig ved Bønder=Gaarde paa 6,
7 til 8 Tønder Hartkorn, naar deres Evne ey var til større Eiendom.
Ach! Phy! vore pene Kiøbstæd=Møe
Om hendes hierte Broder siger:
Skal han som Bonde leve døe?
Langt hellere en Posekiger.


52
§. 37.
Vi seer Land=Væsenets kiendelige Forbedring under andre endog ret
vanskabte Regieringer, er det da ikke jammerlig ja ret skammelig, at vi, som
leve under den allerbeste Regiering, og ret efter Bogstaven, allernaadigste
Regent, hvor enhver kand tænke, tale, skrive og handle med all anstændig
Frihed, skal hindre Rigets almindelige Gavn og Velfærts Fremmelse, ved
at undertrykke og svække den Stand, som egentlig er et Riges Grund=Styrke.
Ved Fred og et sær naadigt Regimente
Hvo skulle da ey Lands Forbedring vente.
§. 38.
Af Bonde=Standen har alle Borgerlige=Selskaber deres Oprindelse,
under hvilket Slags Regierings=Form, de end for nærværende Tiid ere be¬
grebne: Følgelig ere de andre Stænder uimodsigelig alle af Bonde=Standen
udsprungne. Som utaknemmelige Børn foragte og qvæle de nu deres egen
Moder; En Moder, som ikke allene i deres spæde Aar har opammet dem,
men endog i deres Manddom givet dem deres Underholding, langt rigeligere
end sig selv; Hvis Fliid og Arbeyd de aldrig kunde undvære, uden at om¬
komme af Hunger og Elendighed; En Moder, som her i Norden ikke allene
har underholdt, men endog med sin stærke Arm forsvaret sine Børn, indtil de
Tiid efter anden har svækket hendes Kræfter, saaledes, at hun, som i forrige
Tider har givet store Sverm af eget Skiød, til sit og deres Forsvar; ja til
at undertvinge andre Riger, maa nu have Leye=Svenne af Fremmede til et
upaalideligt Forsvar i paakommende Tilfælde.


Vor Moders Mæle er for svag
At tale i sin egen Sag:
Vi bør for hende tale.
Vist Børn og Børne=Børn skal faae
Langt større Løn end vi kand naae
For Moder vi husvale.
§. 39.
Hvo har gjort dig til Tribunus Plebis, vil vel een eller anden spørge
mig? jeg svarer: At det er ikke allene Almuens eller Bondens men heele Ri¬
gets Trang og Tarv, der gaaer mig til Hierte og sætter min Pen i Bevægelse;
Hvortil jeg mener at være berettiget, som den, der retskaffen elsker Fæderne¬
Landet. Jeg er langt fra ikke den eneste, som har indseet Bonde=Standens
Undertrykkelse og Svækkelse, samt deraf flydende almindelig Skade. Mange
af mine Landsmænd og Medborgere, som jeg har talt med herom, endog Jord¬
drotter, som har nogen Jndsigt, og ikke af en nærværende Egennyttighed eller
hovmodig Herske=Syge lade sig forblinde, tilstaaer Sandheden; Den gamle
og velerfarne Cancellie=Raad Christen Testrup, som selv eyer 2de frie
Sæde=Gaarde, skriver i hans Krigs=Armatur 341 og 342 Side, at den
Tvang, som er lagt paa Almuen, og Jorddrotternes Medfart imod samme,
forvolder det unge Mandkiøns Undvigelse; og regner saadan Tvang iblant
Hoved=Aarsagerne til Folke=Manglen; Adskillige udi deres Afhandlinger i det
Oeconomiske Magazin berører Sagen med afbrudte Ord; Den Skarpsindige
og Statskyndige Hr. von Justi, saavelsom den Danske von Justi, og rede¬
lig Fædrenelands Elskere, Hr. Capitain Lytken skriver noget tydeligere.


54
Det indstilles med ald tilbørlig Underdanighed under høyere Eftertanke
og dybere Jndsigt, om jeg har troffen de sande Aarsager? Jeg agter mig ube¬
rettiget, ligesom og min Jndsigt og Statskyndighed alt for utilstrækkelig, at
fremsætte mine yderligere Tanker, hvorledes de formenende Feyl paa den be¬
qvemmeste Maade kunde afhielpes til det almindelige Bestes Befordring.
Har min Kierlighed til Fædrene=Landet oplivet min Nidkierhed, saa jeg
et eller andet Stæd har skrevet noget for frit: Da vil jeg bede alle Vedkom¬
mende om Forladelse, og vente at Sandheds=Elskere holder mig min Fri¬
hed til gode.
se er det jeg vil være
Af d¬
ELSCHED.
Anhang.
Efter at dette, afvigte Vinter i mine Spare=Limer var skreven og reen¬
skreven, fik jeg det 4de Bind af det Oeconomiske Magazin, hvor jeg ikke
allene fandt, at een og anden Fædernelands Elskere har deels afhandlet, og
deels berørt nogle Parter af dette Skrifts Jndhold, men jeg seer endog, at
det første Problema, som er fremsat til Opløsning for det 5te Bind, giver
en fuldkommen Frihed at giøre sine Tanker i denne høyst magtpaaliggende
Sag offentlig bekiendt. Vel burde det, i Anledning berørte Problema,
været omdannet i sine visse Afsnit, saaledes at hver Part af Spørsmaalet
kunde været særdeles besvaret; men dertil faaer jeg ingenlunde Tiid saalænge
Sommeren varer: Vil dog haabe, at den brugte Orden bliver anseet tydelig


55
nok, og at der ikke noget savnes, saavidt Dannemark angaaer, som til Op¬
løsningen kand henhøre; skiønt der kunde skrives noget mere i saa betydelig
en Sag, om man ikke var forbunden at beflitte sig paa mueligste Korthed.
Pronningborggaard, den 12te May 1760.
SCHELDE.
Anmerkning.
Blant mange velgrundede og nyttige Forslag, som i denne Afhandling giøres til Bonde¬
Standens Forbedring, Opmuntring og frievillige Afhold fra at forlade sin Føde¬
Stavn, maatte man uden Tvivl allermeest ønske Fuldbyrdelsen af det som §. 28. anføres
om en kortere Tiid, og derimod en gandske almindelig Forpligtelse for alt
det unge og friske Mandkiøn, til at staae under Land=Militiens Disciplin.
Den saa viise som gudelig findede Sachsische Geh. Raad v. ZEchENvoxE, anvender
i sin Christen=Staat et gandske Capitel paa at vise denne i Naturens Lov, og i
Guds eget Folks Exempel, grundede Sags Muelighed, saavelsom store Fordeel i at
spare det meste, som perpetuus Miles ellers koster, da Armeerne i de fleste europæiske
Lande nu omstunder udkræve uproportionerlig meget, mod den sande Nytte eller For¬
nødenhed at regne. For Officererne ville det vist nok blive langt besværligere, hvert
Aar at diseiplinere det nøvede unge Mandskabs halve eller tredie Part, efter Haanden
som disse Recruter af 18 til 20 Aar, kom ind i Rullen, for at afløse de udgaaende,
hvilke derved allerførst bleve berettigede til at antage en Bonde=Gaard. Men baade
de Hr. Officerer og et tilstrækkeligt Tall af Under=Officerer, som ofte maa fattes Tiids,
fordriv paa Landet, ville snart blive fornøyede og finde deres Regning ved at have den
Umage, naar deres Militair=Skole blev saa gandske almindelig og en uforbigængelig
Vey for alt det unge og friske Mandkiøn, ligesom dette sidste ogsaa ved en nøye Sub.
ordination og urdentlig Disciplin, blev, uden Tvivl, noget hurtigere, muntrere og
for deres Livs Tiid bedre dresserte til anden Gierning og Omgængelse. Sagens
Almindelighed afværgede ald Misundelse og Fortrydelse, saa ville og det Haab at see
sig desto snarere sat i større Frihed, merkeligen opmuntre det unge Mandskab til
Villighed, og i Nødsfald var hver Mand vant til at omgaaes med Gevæhr i en For¬
svars=Krig, som allene kand kaldes uskyldig. Den Kongel Kammer=Raad Schelde,
saasom Tractatens Forfatter, haver fundet for got, at embellere den med nogle Prø¬


56


ver paa sin Gave til Poesie, hvilket hos Elskere af den Smag, maaskee kand give
Sætningerne desto mere Eftertryk. Saa haver og denne gode Mand allerede tilforn
beriget dette oeconomiske Forraads=Kammer, med sine velgrundede Tanker, om det
som udkræves til vort danske Skov=Væsens høyfornødne Befordring (See Tom. I.
No. VIII. p. 35.) hvorfore Fæderne=Landet skylder hannem stor Tak og Ære.
Den Utak og Uvillie som mueligen kunde reise sig hos nogle ulige Sindede blant de
Hr. Proprietairer eller deres Betiente, saavidt deres selvtagne og lovstridige Myndig¬
hed over Bonde=Standen, det er Nationens største og vigtigste Deel, i denne Afhand,
ling, fremlegges med en patriotisk og ædelmodig Frihed, denne Uvillie, siger jeg, spaaer
han sig selv, men trøster sig ved Medhold af Sandhed og alle dens upartiske Elskere,
endogsaa blant de Herrer Proprietairer selv, som ikke ere lutter Bonde=Plagere, hvor¬
for Autor ogsaa giør tilbørlig Forskiel og rammer ingen uden dem som maatte klage
over at være ramte af hans alvorlige Pen, og det i en saadan Hovet=Materie, som
høyligen interesserer vort kiere Fæderne=Land. Der nyde vist nok de øvrige Stæn¬
der, under et saare mildt og faderligt Regimente, saa stor Frihed, som i noget andet
Land. Om Bonde=Standen kand ikke just siges det samme, dog allene ved Misbrug
og Lovenes Mistydelse, hvilken vist nok vil sette de skyldige i et skrækkeligt Ansvar hos
den som ikke anseer Personer.


No. III.
Patriotiske Meeninger
om
Det i Fortalen til Oeconomiske Magazins IV. Bind
fremsadte
Første PROBLEMA
Folke=Mengden
J
Danmark og Norge
angaaende.


E¬
fter den Tilladelse Deres Kongel. Majestet allernaadigst har givet
sine kiære og troe Undersaatter, og den derpaa fuldte høye Jntima¬
tion: At enhver med tilbørlig Sømmelighed og Respect skriftlig
maatte opsætte, og til sit Stæd indsende hvad den formeente sig
at have opdaget eller indseet til Oplysning, Forandring, eller Forbedring i
en eller anden Oeconomiens, Landvæsenets og dertil henhørende Politiens
Deele, er det jeg herved tager mig den Dristighed, underdanigst at nedlegge
mine ringe Tanker, om det i Fortalen til Oeconomiske Magazins 4de Bind
fremsatte første Problema, og nogle dertil enten i meere eller mindre henhø¬
rende Poster.
Men som jeg er af det Slags Folk, der ingen Kiendskab har til de Lær¬
des Logica, saa maa jeg underdanigst og skyldig anmode mine høye og gode
Læsere pardonere, at de ikke her finder enten Materien eller Stiilen i den Or¬
den, Tydelighed, og Ziirlighed, som ellers giør et Foredragende saa behagelig.
Problema, deeler sig selv i 2de Hoved=Parter, og det vil ankomme
paa Høye og Skiønsomme Læseres Dom, hvorvidt mine derved anførte
Meeninger, ere vel nogenlunde, eller ilde grundede, skulle jeg imod Haab,
ikke have ramt Maalet, har jeg dog med Alvorlighed sigtet derefter, og om


60
jeg ikke er bleven saa udførlig om Norge som jeg gierne ønskede, er det skeed,
fordi jeg ikke har været for at udskrive andre, eller skrive andet end hvad jeg selv
vidste Grunden til.
PROBLEMATIS Første Part.
Er det rimeligt at Folke=Mængden i Dannemark og Norge
Fordum har været større end nu?
§. I.
At sige noget vist om Folke=Mængden i de ældgamle Tider, lader sig
ikke giøre, fordi man feyler saadanne Efterretninger, hvorpaa man med Vis¬
hed kunde bygge sine Slutninger.
Nogle vil vel af de adskillige Udtogge, og Kiendetegn man endnu hist og
her blive var i Skovene, af en gammel Agerdyrkning, giøre Slutning til en
større Folke=Mængde da endnu, men omendskiønt det er unægteligt, at disse
Udtogge bestode af mange, ja undertiden til nogle 10000o sig beløbende
Mennisker; Saa giør dette dog intet til at bevise Folke=Mængdens Storhed,
paa de Tider, da man veed at det var heele Nationer med Qvinder og Børn
som flyttede for at opsøge sig nye Boeliger, og som underveys med mangfol¬
dige Fremmede bleve forøgede. Overveyer man dernest: (a) Jndbyggernes
elendige Levemaade paa de Tider, der vel ikke maa have været meget Forskiel¬
lig fra Calmukernes eller Americanernes nu omstunder. (b) Rigernes da væ¬
rende slette Forfatning ihenseende til Orden, Videnskaber, Handel og Haand¬
verker. Og (c) de gamle Danskes og Norskes hedenske Religions Grunde,
i Følge hvilke, de holdt det for den allerstørste Skam og Ulykke, at døe paa
Syge=Seng, men for en Ære og Lykke, at døe med Sverdet i Haanden,
som det eneste Middel der kunde aabne dem Døren til de lyksalige Boeliger;
saa kand man ikke andet end falde paa de Tanker: at det i saadan Tiid og Til¬


61
stand, maa have seet slet ud med Agerdyrkningen, og at Folke=Mængden ikke
maa have været saa stor, som den i Almindelighed holdes for
Det er en vis Gemyts Syge hos nogle Skribenter,: at de finde saa
forunderlig en Smag i alt det som er gammelt, og ansee de ældre Tider, for
ulige prægtigere og herligere end de nærværende. Som i andre saa og i den
Punct om Folke=Mængden. Men foruden forhen anførte Beviser, og at man
som meldt, hverken fra de gamle eller nyere Tider, har nøyagtige Berætnin¬
ger, hvor mange Mennisker der tilforn har været, og nu virkelig findes i en
eller anden vis og tilfulde bestemt Landstrækning eller Bye, saaledes at man
kunde sammenligne hine med disse; saa ere de Gisninger, man kand giøre sig
af gamle Historier, lige saa uvisse, som Historierne selv i den Fald upaabygge¬
lige: der med mange Exempler var at gotgiøre.
Saa meget kand man tilstaae at de Folk og Republiqver i gamle Da¬
ge, som enten have haft Guds særdeles Forjættelser, eller hos hvem Videnska¬
ber og Konster have været i Flor, saasom Canaan, Ægypten og fleere, u¬
imodsigelig have været ulige Folkerigere, end under deres nu værende slette Til¬
stand. Men fra dem at giøre Slutning til samme Tids øvrige Verden, som
da laae i et Barbarie, og for den største Deel, nærede sig af Jagt, Fiskerie og
Kriig, gaar lige saa lidet an, som nu omstunder at sætte Europa i Compa¬
raisson med Siberien eller det store Tartarie.
§. 2.
Herimod kand man med fuldkommen Vished fastsætte, at Danmark
og Norge, fra den sorte Død af, igiennem det 14de 15de 16 og 17de Secu¬
lum, lige indtil Souverainiteten, ikke have været nær saa Folkeriige, som nu
omstunder.
Grundene hvorpaa man Bygger denne Slutning ere:


62
I. At en Deel Ager=Land, kiendelig og beviislig for a til 3 hundrede
Aar siden er løben i Skov og Lyng.
2. At ikke allene det meste af samme Heede og Skov, men endog en
stor Deel anden Jord, der aldrig tilforn har været brugt, deels i forrige og
deels i dette Aar=hundret, er bleven opryddet og bragt under Plougen.
3. Handelens og Seiladsens Udvidelse paa den heele bekiendte Verden,
i sær de mange herlige Octroier, Compagnier, Stiftelser, Manufacturer,
Fabriqver, Konster og Haandværker som ved vore Souveraine Kongers Fa¬
derlige Omsorg og store Bekostninger, nu paa et Hundrede Aars Tiid, i begge
Rigerne, ere blevne oprettede, og hvorved mange 100ode med Hustruer og
Børn vinde deres Brød.
4. Den langvarige Fred, og dens lyksalige Følger, hvormed Gud nu
i 3 Kongers Tid har velsignet disse Riger.
§. Listerne over Fødde og Døde, som got giør Slutningen. Og
endelig, flere Beviser at forbigaae.
§. Kop= eller Folke=Skatten, der er nu stegen 3 gange saa høyt som
for 50 Aar siden.
Og da jeg saaledes underdanigst formoder, den første Post til Nød¬
vendighed at være afgjort, saa vender jeg mig nu til
PROBLEMATIS Anden Part.
Er det mueligt og tillige gavnligt, at Tallet paa Jndbyggerne i
Danmark og Norge, blev større end det nu er? hvad
hindrer dets Tilvæxt? og hvorved kunde Hin¬
dringerne røddes af Veyen?
§. 3.
Taaler den Sandhed ingen Modsigelse: at et hvert Folk i Verden,
efter sin medskabte naturlige Tilbøylighed, og den guddommelige Ordre Gen.


I. V. 28. vil fortplante og Multiplicere sig selv til den yderste Grad af Mue¬
lighed, det er: saavidt det finder Leylighed og Nærings=Midler, men ingen
absolute Hindringer for sig. Saa kand den Sandhed ikke heller kaldes i
Tvivl: at saa snart Folke=Mængden i et Land, overstiger Grændserne af Lan¬
dets Nærings=Midler, og ikke finder de til Livets Ophold henhørende Nød¬
vendigheder for sig, saa snart vil den igien ved indbyrdes Tvang og Trykning,
Ægteskabers Udsættelse, og Udgang af Fæderne=Landet, vide at reducere sig
selv, til det med Nærings=Midlerne nogenlunde over eens kommende Antal.
Og saaledes som det dermed gaaer til i enhver Stat, saaledes og i en¬
hver Huusholding, en fornuftig Huus=Fader, Hosbonde, Entrepreneur &c.
vil efter sin Stands, Jndkomsters, Godses og Nærings=Størrelse, vide at
anskaffe sig saa mange Betiente og Arbeidere, Gifte og Ugifte, som han be¬
høver, og med Fordeel kand anbringe, men han vil tillige vel see til, ikke at
overlade sig med flere, saafremt hans Oeconomie skal beholde sin Ligevægt,
og Udgiften ikke tage Overvægten fra Jndtægten. J sær maa den nedrige
Almue, Haandværks og Bonde=Standen, hvis Kræfter i Almindelighed ikkun
ere maadelige, legge sig paa det Studium, ikkuns at holde fornødne Folk,
derfore seer man ikke sielden, hos de Første, at saa snart en reisende Haand¬
værks Svend kommer til Byen, maa en anden af samme Profession pakke
sig ud af Byen, og hos de sidste, at naar de i Kornhøsten har betient sig af
Huus=Mænd og andre til deres Arbeyde, give de dem for den øvrige Tiid af
Aaret, deres Afskeed, handlede de anderledes, og bebyrdede deres liden Næ¬
ring med flere Folk, større Kost og Løn end den kunde bære, ville de om kort
eller lang, være vis paa Bettelstaven, og af Hunger og Nøgenhed, komme til
at løbe fra Huus og Gaard.
Man læser et stæds denne Anmerkning: At de 800bde Siele Engel¬
land skal have ført over paa America, nu have formeret sig til en Million,


64
at denne Million naar den fremdeles, som hidindtil finder Nærings=Midler
for sig, i 25 Aar vil formere sig dobbelt, og at der saaledes et andet Aar
hundret, skal findes lige saa mange Engellænder paa hiin som denne Side
Havet, uden at de skal kunde savnes i Engelland selv. Hvem seer altsaa ikke
at det er Nærings=Midlerne i et Land, som egentlig bestemmer, formerer
eller formindsker Folkets Antal i Landet, og ikke det sidste de første. Saa snart
der ikkuns gives og anvises Leilighed til Nærings=Midler, kand man være vis
paa Folkets Formerelse besørger sig selv.
§. 4
Det er tilforn erindret, og som man haaber §. 2. noksom bevist: At
Danmark og Norge ved Guds Naade og deres høypriselige Kongers vise
Anstalter, paa et hundrede Aars Tiid, kiendelig ere udrevne af forrige Uvi¬
denhed, og merkelig have forøget deres Jndbyggeres Antal. Og saa længe
der endnu ere saa mange haande Ting vi behøve og selv kunde, men lade
Fremmede forarbeyde for os, endog af vore egne raa Materier, saa længe vi
endnu trænge til fremmede Recruter og Skibe. Og saalænge Danmark af
Gud er velsignet med saa overflødige Levnets=Midler; Saa længe er der
aldeles ingen Tvivl om, det jo baade er mueligt og gavnligt, Nærings=Mid¬
lerne og formedelst dem, Jndbyggernes Antal vidre at forøge.
Men om Danmark og Norge paa nærværende Tiid, og efter deres
itzige Huusholding, just trænger til, eller ville være lykkeligere med en større
Folke=Mængde, er et andet Spørsmaal, der ikke lige frem lader sig besvare
med Ja.
Skal et Land siges at florere ved sine Borgers Mangfoldighed, da
maa Borgerne endelig være saadanne, som leve tarvelige, og ved deres Flit¬
tighed, paa den ene eller anden Maade, indbringer eller sparer Landet, i det
mindste saa meget, som de baade af inden og lidenlandske Producter forbruge,


65
og dette er endda ikke nok, de maa giøre fyldest for mere, saa fremt Landet
ved dem skal siges at profitere: thi hvor Jndtægt og Udgift gaaer lige op,
bliver ingen Beholding. Alle de andre derimod som ikkun ere Slaver af
Overdaadighed eller Ørkesløshed, kand man være visse paa, ikke ere Landet
til Fordeel, men upaatvivlelig til megen Skade og Fornærmelse. Eendeel
fordi de give saa onde og forføriske Exempler til deres Medborgere, endeel fordi
de jager saa mange Penge ud af Landet for fremmede Vahre. Eendeel fordi
de ødelægger saa anseelig en Deel af Landets Formue, som enten kunde anven¬
des paa duelige Borgeres Underholding, eller afsættes til Fremmede og endeel
fordi de paa mange andre Maader trykker Flittigheden, og søger at leve paa
de Arbeydendes Omkostning.
Behager man nu at betragte Danmark og Norge fra den Side, vil
man uden Tvivl finde, at de paa nærværende Tiid, har baade for faae og for
mange Folk, for faae Arbeydere, men mange for mange Ædere, eller Ræt¬
tere, at de ikke feyler Folk, men snarere laborerer af en Overflødighed, paa
mange tusende som enten gaae ledige, eller aldeles udgaaer af Landet, deels af
Mangel paa Nærings=Midler og deels af andre Aarsager.
J saadanne Henseender ville vel nogle af de Første og nærmeste Hielpe¬
Midler til Folkets nyttige Formerelse bestaae i Følgende:
Om Rigernes overflødige, og ørkesløse Almue blev
anført til Arbeyde.
§. 5.
Herunder forstaaer jeg dog ikke saadanne gamle og skrøbelige Menne¬
sker, som uden Besværlighed ey noget kand forrette, og derfore billig under¬
holdes af det Almindelige, men (a) de som ved Ladhed, Drukkenskab og
anden slet Levemaade, have bragt sig selv ud af Brød og Næring, Jndsidere,
V. De.I.


66
Løsgiengere og saa kaldte Daglønnere i Kiøbstæderne og paa Landet, som
sætte sig hen eller gaae, som man kalder det paa egen Haand, og ikke skiøtte
om at arbeide vidre, end de til Nød kand komme ud med. Og (b) den
Sverm af friske føre og stærke Betlere, Gamle og Unge, hvormed alle vore
Stæder og vore Byer, vore Gader og vore Veye ere opfyldte, Mennesker
som foragte det kiere Brød, og ikke undsee sig at være grove, naar de ikke
kand faae Rede=Penge, som undertiden tør true med Ulykke, som forøder i
Brændeviin og Tobak, alt hvis de sammentigger, ja sælger hele Poser fulde af
Brød til Kroemænd for at brænde det til Brædeviin, og som ere saa lade,
at de ved intet gelinde Middel, Kost eller Løn, ere at overtale til Arbeyde,
hvorpaa mange Exempler kunde anføres.
See! saadanne Folk er det, man efter det store Guds Bud ville i
deres Ansigters Sveed skulle æde deres eget, og ikke andres Brød, ved at an¬
vises og tvinges til lovlige Nærings=Midler i et eller andet Arbeyde, de Be¬
qvemmelig kunde forrette. Ja den patriotiske Nidkierhed kand med rette gaae
saa vidt, at alle de som ville leve af eller understøttes ved almindelige Stiftelser,
det maatte være hvem det ville, naar de kunde bestille noget, burde erklære sig
til, eller paalegges, enhver i sær noget vist Aarlig til almindelig Nytte at
forrette: thi det er umueligt, af Guds og Naturens Lov at udlede nogen
Grund, hvorfore saa mange Lemmer i et Societet som kand arbeyde og giøre
noget got med Hænderne, skal underholdes paa hele Selskabets Omkostning i
Ørkesløshed: kom dette i Brug, vilde deres Kongl. Majestæt ikke saa ofte in¬
commoderes om Pensioner af Post=Cassen &c.
Staaer den Regel fast, som den visselig giør: at det er bedre at fore¬
komme, end underholde Armod, hvor vel handlede vi da ikke, om vi i stæden
for ved flere Stiftelser og Almisser at styrke Dovenskab og Ørkesløshed, an¬
vendte noget af vor Formue paa, at befrie saa mange vore Medundersaatter


63
fra en Last, der er dem til lige saa stor Skam som hele Staten til Byrde, og
hvor ønskeligt ville det ikke være, at see imellem os selv oprettede, de Verk¬
stæder, vi nu underholde hos Fremmede, og hvorudi vi kunde give vore Ledig¬
giengere Arbeyde og Brød, i den stæd vi nu maa give dem det sidste for
slet intet.
Vore store Konger, iser vores mu regerende dyrbare Monark, har
paa saa utallige Maader, ved saa mange høypriselige og kostbare Anstalter,
viist os Veyen til en sand Lyksalighed, om vi ikkun vare saa kloge at følge den.
Men da det er ingen Regiering mueligt, allene at bære ald den Omsorg, Til¬
syn og Bekostning, enhver Pointille i Oeconomien udkræver; Saa kand
man ikke andet end biefalde det Forslag, den af Fæderne=Landet saa vel for¬
tiente Forfatter af Oeconomiske Tanker til høyere Eftertanke, Part I. Cap. 8.
pag. 67. fremsetter, og holde for at de i Rigerne boende Rige og bemidlede,
samt Hovedgaardenes Eyere, med den største Billighed og Villighed af
Verden, bør og vil være saa stor en Konges Efterfølgere, og paatage sig Amts
eller Districts Viis, at anlegge og underholde saadanne Fabriqver og Verker
som Rigerne endnu mangle. Og hvad skulle vel anseelige Jordegodsers Eyere
som redelige Patrioter have imod, at lade een eller toe af deres Godses vit¬
tigste Bønder=Drenge og Piger lære til gavns, een eller anden Haandgier¬
ning, for siden at bruge dem som Mestere og Mesterinder i de oprettende Ver¬
ker, og derved befries for de betydelige Omkostninger og Uleyligheder med at
forskrive, lønne, og undertiden bedrages af Fremmede, ligesom det og var at
have alt for slette Tanker om Præster og Fogder, dersom man troede: at de
som ellers fielden contribuere noget til almindelig Beste, ville tage i Be¬
tænkning, enhver efter Evne at understøtte saa ønskelige Foretagender. San¬
delig vi maatte som velbemeldte Forfatter siger, være de uværdigste Under¬
saatter af saa god en Konge, og slet skiønne paa, hvor lyksalige vi ere ved hans


68
Faderlige og vise Regimente, om vi lade os merke med den allermindste
Uvillighed.
Om contrebande Vahre kunde holdes ude af Rigerne.
§. 6.
Det eneste og tillige sikkerste Middel her til, vil formodentlig blive dette:
Saaledes at opfylde Kiøbstæderne med indenlandsk fabriqverede Vahre, at det
bliver dem umueligt at imodtage og debitere de Udenlandske.
Om Desertionen ud af Rigerne kunde forebygges.
§. 7
Siden man har seet, at ingen af alle hidindtil anvendte Midler har
kundet hielpe, saa er man falden paa følgende 2de.
1.) At den undvigtes nærmeste Slegt og Venner, een for alle og alle
for een, skulle være forpligtede, inden en vis Tiid, at skaffe den Undvigte tilba¬
ge, eller i Mangel deraf, enten betale en vis Sum for hans Person, eller
lide paa Kroppen med Fængsel. Middelet vil synes ubillig om man ikke tillige
betragter: Eendeel at det ikke sielden ere Slægt og Paarørende som opmuntrer
og forthielper den Undvigende. Endeel af Kierlighed til Slægt og Paarø¬
rende for ikke at udsætte dem den befalede Straf, ville hindre de fleeste Und¬
vigelser. Og endelig at det er Statens Jnteresse som verserer herunder.
2) At enhver, være sig Officierer eller andre, maatte optage en Und¬
vigt, hvor han kunde træffes, og hannem til et af Deres Majestæts Regi
menter paa visse Aar afgive, efter hvilken Tids Forløb han sin rette Hosbon¬
de uden Betaling skulle udleveres.
Saadan Friehed blev ved Forordningen af 12 Januarii 1733. Offi¬
cererne given, men for paaklagede Inconvenientier igien ophæved ved For¬


66
ordningen af 30 Martii 1742. Om de paaklagende siden har fundet sig bedre,
derom er meget at paatvivle.
Om Agerdyrkningen, Qvægavlingen og Fiskerierne i Danmark
kunde bringes i større Flor, ved at holde deres Producter i til¬
børlig Priis, og afhielpe nogle derved havende
Uleyligheder.
§. 8.
Nød gienner nøgen Kone til at spinde, er et got gammel dansk Ord¬
sprog, som vel aldrig taber sin Gyldighed. Thi saa vist det er, at Overflø¬
dighed giver Anledning til, og virkelig befordrer Ladhed, og Vellyst, saa
vist er det at Trang og Betryk opmuntrer, ja ligesom med Magt driver
Menniskene til Arbeide og Duelighed. En Sandhed, Historien og daglig Er¬
farenhed tilfulde beviser.
Der er ingen Tvivl om, at jo Levnets Midlernes Priis kand stige for
høyt i et Land, som enten har Misvext eller altid maa kiøbe dem af Fremme¬
de, men det kand heller ikke nægtes, den jo kand falde for lavt i et Land som
avler dem selv. Stiger Levnets=Midlernes Pris i et Land saa høyt, at de Ar¬
beydende faaer hvad de fortiener, ikke kand have nødtørftig Underholding,
holde fornødne Folk, eller drive deres Handteringer med tilbørlig Eftertryk,
seer enhver lettelig saadant at være til Skade. Men falder Levnets=Midlernes
Pris derimod i et Land som har dem selv, saa lavt, at de taber deres naturli¬
ge Værdie imod Arbeide, kand man være vis paa saadant ikke vil blive Lan¬
det til mindre Tab, men drage nogle tusinde Hænder, enten til deels eller al¬
deles ud af Arbeidet, og i den Sted føde Overdaadighed, Drukkenskab,
Ladhed og dyr Arbeidsløn af sig.


70.
§. 9.
Ager=Dyrkningen, Qvæg=Avlingen, og Fiskerierne, særdeles de tven
de første, ere af ulige større Vigtighed til Danmark, end enten Bergverker¬
ne og Skovene til Norge, eller de Peruanske Guld=Miner til Spanien. Dis¬
se kand efterhaanden formindskes, og (som man har Exempler paa) med Ti¬
den aldeeles forgaae, hine derimod ere: En u=udtømmelig Kilde, hvoraf vi
til alle Tider og i alle Omstændigheder kand øse Ophold, Hielp, og timelig
Lyksalighed, en Grund hvorpaa Statens Velfærdt med Sikkerhed kand hvi¬
le, en Hoved=Sag i vor hele Oeconomie, og endelig vor eneste Riigdom,
uden hvilken vi intet virkeligt eye, og uden hvilken det ville være os umue¬
ligt: at seyle og handle, bygge vore Huse og vore Stæder, kiøbe vore uden¬
landske Nødvendigheder, og underholde saa mange Arbeydere blant Fremmede &c.
§. 10.
Er det nu baade den første og sidste Articul i alle velindrettede Staters
Politie= og Huusholdings=Kunst: til allerhøyeste Værdie imod andre Landes
Vahre eller Arbeyde, deres egne Producter og ofte ikkuns Overdaadigheds
Kram at udbringe; saa kand de herlige Naturens Gaver, hvormed den gode
Himmelske Fader saa overflødig har velsignet dette Rige frem for mange an¬
dre, og som aldrig vil tabes, gaae af Moden, eller savne fremmedes Søg¬
ning saa længe Verden staar, heller aldrig noksom af os høytagtes, ophielpes,
og befordres, ved at udviide dem til mueligste Fuldkommenhed, anvende dem
til Rigets Nytte, og paa Rigets nyttige Lemmer, besørge Overskuddet, den
allerbeste Afsætning hos Fremmede, og saaledes bestandig holde dem i den
Priis, de efter deres indvortes uforanderlige Gyldighed bør staae udi, imod
andre til Livets Ophold mindre fornødne Vahre.
Derfore seer man, at vore allernaadigste Konger nu i 16 Aar ikke har
villet taale fremmede Korn=Vahre ved Jndførsel skulle blive vore egne til For¬


71
nærmelse, men at i sær vores nu regierende allerbeste Landets Fader, endeel
med de høypriselige Forordninger af 29 December 1758. 28 December 1759.
og 8 Martii 1760., og eendeel med de store, fra Verdens Begyndelse ødelig¬
gende Heeders Optagelse og Besætning, anvender saa utroelige Høy=Konge¬
lig bemøyelser og Omkostninger paa Agerdyrkningens og Qvæg=Avlingens
Udbredelse. Jkke heller kand disse Rigets dyrebare Eiendomme lidt nok ringe
agtes og misbruges, saasom naar de mangle den høystfornedne Aftræk, og i
Hensigt til andre Lande, hvor Handel og Fabriqver florerer, falde alt for lavt
i Priserne, anvendes til Overdaadighed iblant os selv, og gives i Mængde
til saadanne Mennisker, som ikkun ere Staten til Byrde, hemmer Udførselen,
opfylder Landet med Tiggere, trykker de Arbeydsomme, og saaledes paa man¬
ge Maader hindrer Landmandens Opkomst og Folkets nyttige Formeerelse.
§. II.
Men for at giøre disse Satzer noget tydeligere, skal jeg underdanigst
udbede mig Tilladelse af et par Anmerkninger over den danske Almue i Kiøb¬
stæderne og paa Landet, den jeg deeler i 2de Classer, den Flittige og Lade,
overladende mine høye og kyndige Læsere, om samme i noget og hvor meget
kand passe sig paa vore Brødre de Norske.
Naar vore egne og fremmede Skribentere tillægge den danske Nation
en Tilbøylighed efter at leve vel, og giøre sig de mageligste Dage mue¬
ligt, kand man uden Restriction lige saa lidet nægte det første, som tilstaae det
sidste.
Thi omendskiønt Bonden paa sine Stæder, hvor Hoveriet og Udgifter¬
ne ere saa store, at han for samme at bestride, maa angribe sin og sines nød¬
tørftige Mund=Portion, kand have det tyndt nok, og i henseende til hans
strænge Arbeyde alt for tyndt; saa lever dog Almuen i Almindelighed her til


72
Lands Gud skee Lov vel, og har det meget bedre, end enten Tydske eller Hol¬
lændere, der tage til takke med mindre, leve endda got, og ere ulige hurtige¬
re og stræbsommere end vi. Lad en Huus=Fader, Haandverks=Mester eller
Bonde her til Lands, ikkuns forsøge som i Holland eller Tydskland, at afspi¬
se sine Folk for en god Deel, med Brød og Bomolie, Bønner, Røer, Rød¬
der, Radis og Sallat, han kand være vis paa, de inden faae Dage skal for¬
løbe ham alle. Og hvad Beklagelser er der ikke hørt paa vore danske Ryttere
og Soldater, som nu et par Aars Tiid have cantoneret i det rige og fede Hol¬
steen, fordi de der ikke har fundet det saa fuldt op som her hiemme, og da
man ikke kand tilskrive Clima den Forskiel paa saa kort en Vey, saa vil Aar¬
sagen søges i Vanen allene.
Men hvad den Nationen tillagde Magelighed angaaer, da kand samme
ikke paabindes Haandværkerne i Almindelighed, uden for saa vit de nu efter
Haanden begynde at æmulere Middelstanden, og opdrage deres Ungdom i
Ørkesløshed. Og endnu mindre Bondestanden, med Hustruer, Børn og
Folk, som besørge Agerdyrkningen, og virkelig har det saa tungt og besvær¬
ligt, at det var Synd at ønske dem det haardere, men den bør egentlig søges i
den anden Classe af Almuen, en Classe som er meget Talriig og hvis Lemmer
ved intet uden Nød eller Tvang, er at sætte i Bevægelse, jeg meener de som
opregnes §. 5. eller om man behager, som nævnes i det smukke Register vi læ¬
ser i Oeconomiske Tanker til høyere Eftertanke Part 8. C. 2. pag 31. Thi
som disse Mennisker, læt finde Føden i et Land, der har den i Overflødighed,
og hvor Folk i Almindelighed ere godgiørende; Saa ere de af dem, som for
Skam Skyld, ikke vil eller tør betle, i gode Tider ligesaa lade og kostbare, til
og med hvad de kand bestille, som de i de saa kaldede dyre Tider ere hurtige,
billige og villige, for at bierge det Nødtørftige. De andre derimod som enten
har, eller ikkun kand optænke sig et ringe Paaskud, tage saavel i gode som dy
re Tider Bettelstaven i Haanden.


§. 12.
Man seer heraf, den rette og sande Aarsage, hvorfore Aars=Løn, Uge=Løn
og Dagløn, in Summa all Slags Arbeids=Løn, uden for de sluttede Lauge, her i Ri¬
get, er høyere, naar Levnets=Midlerne ere lette, og lavere naar Levnets=Midlerne
ere dyrere, nemlig fordi at flere Hænder unddrage sig Arbeidet i de gode, og flere
tage fat derpaa i de dyre Aar. Saaledes, for Exempel, saae man i Aaret 1758. da
en Skieppe Rug kostede3 Mark a Skilling 5 a 6 at løbe som om Kap, med Lærre¬
der, Vadmel, stribet og anden hiemgjort Tøy &c. imod hver Mand seer i Aar, da Ru¬
gen koster 14 Skilling Skieppen og endda var Tøyet bedre, og bedre Kiøb endnu.
Ligesom det og, saa længe der er minde til, har ved Træskoe=Mageriet, et
vitløftigt Haandverk her i Riget, været en uadskillelig Følge som aldrig har
feylet, at naar Rugen har været læt, har Træskoene været dyre, og naar
Rugen har været dyre, har Træskoene været got kiøb.
Og det er ikke her allene, det saaledes gaaer til, andre Lande af unge¬
fær samme Beskaffenhed, har det vel ikke bedre. J forbem= dte Aar 1758. da
Kornet var dyre i det Mekelnborgske, kunde man derfor have et Pund spun¬
det Uldgarn Netto for det samme, som man i Almindelighed her giver til
Spindløn, men see! nu Prisen paa Kornet er falden, er Prisen paa Garner
stegen.
Thi det har sig med Levnets=Midlernes Priis i et Land der avler dem
selv, som med Loddet paa et Uhr, gjør man Loddet for læt, faaer Uhret saa
seen og langsom en Gang, at det hver Minut vil falde i Stade, om ikke Uhr¬
magerne bestandig er over det, for at holde det i en Slags Bevægelse, som han
dog med Fortrydelse, seer ikke at være til den intenderede Nytte, giør man
Loddet for tungt, løber de svage Hiul og Takker fare for at brækkes, men
giv Loddet den tilbørlige Vægt, og see saa, om ikke Uhret og hvert Hiul i
Uhret, skal gaae som af sig selv, og holde en nøyagtig, jevn og munter Gang,
V. Deel.


74
uden at Uhrmageren skal have nødig, dermed at giøre sig nogen synderlig
Uleylighed.
§. 13.
Spørges her, hvad man forstaar ved den saa oft nevnede Landets Pro¬
ducters og Levnets=Midlernes tilbørlige Priis, da spares: at naar man und¬
tager den guddommelige Bestyrelse, er der ingen uden Deres Kongl. Majest.
selv og høye Raad, i sær det til den Ende allernaadigst indrettede General=Lan¬
dets Oeconomie og Commerce=Collegium (der kiender alle Deelene i Stats¬
Legemet, veed hvorledes de virke i og paa hverandre, og i hvad Sammenhæng
de staar med Fremmede) i Stand, samme til nogen Vished at bestemme.
Var det tilladt at fremføre sine ringe og ufuldkomne Tanker derom,
kunde man sige saa meget, at danske Heste, Stude og Svin, aldrig kand bli¬
ve for vel betalte, og at der aldrig uden i Tilfælle af smitsom Syge, skal gaae
saa mange af dem udaf Riget, der jo skal blive nok tilbage, baade til publiqve
og privat Brug, fordi at i den samme Mængde de udgaae, i den samme og
større Mængde blive de igien tillagde, og saaledes vice versa. Tale nogle
undertiden i en anden Tone, skeer det af Grunde som aldeles ere fremmede for
det almindelige.
Men om Korn= og Fede=Vahre, skal jeg af Frygt for, at sige enten
for lidt eller for meget, ikkun sige dette: at siden Holland med saa god Skiel
forestilles os som et Mynster, i Handel, Seilads, Fabriqver, Haandverker
og Nærsomhed, hvorfore da ikke ogsaa i Levemaaden og Prisen paa Levnets¬
Midlerne, af hvilke den kiøber de 9 Deele hos Fremmede.
Hvordan meener man det ville gaae os, om vi som Holland, skulle be¬
tale3 gange saa meget for vores Føde, som ellers sædvanlig? Monne Virk¬
ningerne ikke efterhaanden ville blive disse, at vi fik finde os i, at give vor Over¬
daadighed, Ladhed og dyre Arbeyds=Løn for evig deres Afskeed, legge Haand


75
paa at forrette i det mindste vort eget Arbeyde, og see vor eeneste naturlig Eyen¬
dom, Korn=Avlingen, Qvæg=Avlingen og Fiskerierne bragte til den høyeste
Grad af Fuldkommenhed.
Dømmer, høye og skiønsomme Læsere, om vi som NB. eyer Levnets¬
Midlerne selv, tabte noget ved saadan Forandring, jeg forstaaer det ikke.
Med god Grund tales og skrives der meget om, at ophielpe vore Ma¬
nufacturer, Fabriqver, Handel og Haandverker, og at afhielpe den nu i
Svang gaaende store Overdaadighed, men om det som egentlig er Hoved¬
sagen i vor hele Huusholding, ikke meget andet, end at vi ved alle Leylighe¬
der overtrygler vores Allernaadigste Konge, om Forbud paa Udførselen af de
eller de Landets Producter, for i Overflødighed og Magelighed selv, at for¬
bruge, æde og drikke dem op. Hvorledes Landet er tient dermed? hvorledes
Landmanden maa være til mode, naar han ligger med Landets Producter,
Korn, Qvæg og Fede=Vahre, og hverken for lidt eller meget kand blive dem
qvit, men som oftest, naar han byder dem Fald til Kiøbstædmanden, maa la¬
de sig afviise med det Svar: Hvad skal vi giøre med det? eller hvortil skal vi
bruge det? Og hvad der i saa Fald skal bevæge Landmanden, enten til Stræb¬
somhed eller Agerdyrkningens vidre Udvidelse, overlades underdanigst til høye¬
re og dybere Eftertanke. Sandelig og sandelig, er der i andre Lande sat
Præmier for dem som besørger Landets Producter den beste Afsættelse; Saa
synes den Post hos os, og i mange Henseender, at fortiene Attention og Omsorg.
§. 14.
Man vil dernest formodentlig komme frem med de gamle og sædvanlige
Jndvendinger: at dyr Kiøb paa Levnets=Midler trykker de Fattige, Haand¬
verkerne og Fabriqverne, de Seylende og Handlende, og endelig Middel¬
standen.


76
Men foruden dette, at det først maa udgiøres, hvad der kand kaldes
dyr Kiøb til Danmark, i Relation til andre Stater, hvor Handel og Fabri¬
qver er i Flor, og om den Værdie jeg ønskede Rigets sande Eyendomme
maatte og burde staae udi, kand belegges med saa fortrædeligt et Navn, saa
skal jeg hertil svare: at Levnets=Midlernes tilbørlige Priis ingenlunde kand
trykke.
De rette Fattige, fordi at Danmark har saa mange høypriselige An¬
stalter, og Stiftelser for dem, at de i den Fald aldrig kand lide Nød. Vil
andre som har Lemmer og Kræfter, men ingen Villie til Arbeyde, modtvillig
enroullere sig under de Fattiges og Lades Classe, i saa lad dem sulte, crepere
af Sult, det er jo Guds egen Ordre Gen. 3. v. 19. og 2 Thess. 3. v. 10.
Jkke Haandverkerne og Fabriqverne: thi saa snart de ikkun legge sig
paa, at være lidt meer oeconomiske og flittige, undslaae sig unyttige Betienter
og Udgifter, leve tarvelig, klæde sig efter deres Stand, venne deres Børn til
fra Ungdommen, ved Arbeyde at giøre liige for den Føde og Klæde de ny¬
der, og i sær at rette den Hoved=Feyl Oeconomiske Tanker til høyere Efter¬
tanke Part 3. C. 4. pag. 49. Post 7de remarqverer, skal Levnets=Midlernes
Priser i Danmark, uden i Tilfælle af fiendtlig Jndfald, stor Misvext eller
smitsom Qvægsyge (dem Gud i Naade afvænde) aldrig stige saa høyt, de jo
skal leve lettere her end i Holland, følgelig ogsaa altid være i stand at give de
res Arbeyde bedre kiøb.
Jkke de Seilende og Handlende, fordi at disse alletider har Midler i
Hænderne til at forskaffe sig det nødvendige, hvor samme er best kiøb, og des¬
uden nok passer paa at holde sig skadesløs hos Fæderne=Landet, for hvad de sig
af sammes Producter tilforhandlede.


77
Og endelig bør Middelstanden, efter det nøyagtige Portrait vores be¬
rømmelige Hr. Eutropius Philadelphus har gjort den, pag. 119. og flere
Stæder, under denne Sag, ingenlunde komme i nogen Consideration.
§. 15.
Nogle af de Slutninger som af forbemeldte kand uddrages, blive da disse:
I. At den danske Almue Haandværks= og Bonde=Standen, til Guds
store Priis, lever vel og skulle leve vel, om den end levede lidet tarveligere.
2. At den Klynken og Klagen man hører, naar Levnets=Midlerne
stiger lidet over den sædvanlige Priis er aldeles uden Grund, og reiser sig
ikkun deraf, at man stedse er vant saa vel.
3. At det er Hollændernes kostbare Levnets=Midler, eller deres deraf
flydende Tarvelighed og Stræbsomhed, som har sat og endnu sætter dem i
Stand at give deres Vahre og Arbeide saa got kiøb.
4. At det er Levnets=Midlernes Overflødighed og ringe Priser, som i
Danmark har indført saa ulyksalig en Overdaadighed og Ladhed, frem for i
alle andre Lande.
5. At det endelig maa være de Danske Haandværkere og Fabriqveurs
Levemaade, maaskee og for mange unyttige Betiente ved nogle af de sidste, der
volder, at de ikke kand komme ud med den Profit og Arbeyds=Løn, som
andenstæds.
6. At det ene og allene er Levnets=Midlernes tilbørlige Priser, der
skal sætte lade Hænder i Arbeyde, giøre Arbeydet mangfoldigt, nedsætte Ar¬
beyds=Lønnen, bringe Agerdyrkningen, Qvæg=Avlingen og Fiskerierne i
Flor og forhøye Jorde=Godsenes Priis. og
7. At ligesom Agerdyrkningen, Qvæg=Avlingen og Fiskerierne, Tiid
efter anden udvides, saaledes imodtager og ernærer de efter Haanden flere og
flere Mennesker, og paa den Maade bliver Hovet=Kilden til Folkets Formerelse.


78
Og da det saaledes er den saa kaldede Nedrige, men i sig selv aller¬
vigtigste og beste Classe af Rigernes Undersaatter, Bonde=Standen, en
Classe derefter næst velbemeldte Auctors paalidelige Beregning udgiør i begge
Rigerne et Corps af omtrent 16 gange hundrede tusend Siele, i hvilken Fol¬
kets Formerelse med Nytte allene, kand og bør befordres, saa leder Ordenen
os til mange Uleyligheder, som ikke lidet nedslaaer den Danske Bondes
Lyst og Mod, betager ham ald Haab og Kræfter til Forbedring, og saaledes
bliver en merkelig Hinder saavel i hans, som Agerdyrkningens, Qvæg=Avling ens
og Fiskeriernes Opkomst og Forbedring.
Jblant hvilke Uleyligheder, jeg regner for nogle af de store.
Hoveriet.
§. 16.
Hoveriet er paa nogle Stæder taalelig, paa andre utaalelig, men alle
Stæder som Hr. Brabrand rettelig anmerker i Oeconomiske Magazins 4de
Bind 13 Stykke, uden Lov og Grendser, saa at enhver Hosbonde derudi kand
gaae saa vidt han lyster.
Læseren behage at forestille sig:
I. Tvende Hoved=Gaarde af ungefær lige Udsæd, og til den første
96. men til den sidste ikkun 24 Plouge.
2. At Eyeren af den første Gaard er en ædelmodig og retfærdig Herre,
som finder sin Fornøyelse udi, ved alle Leyligheder at soulagere, opmuntre
og giøre alle sine Underhavende saa lyksalig som mueligt. Men at derimod
Eyeren af den sidste Gaard er Fremmed for saadanne Dyder, og kiender
ingen anden Lov end egen Nytte.
3. De uhellige Fælledsskaber paa Godserne, at der gives Landsbyer,
ikke een men mange, hvorfor Exempel af 13 Beboere, de 7 ere frie, men de 6
giøre Hoverie, naar nu de første, ved fleste Stemmer, ere i stand efter Loven,


7.
at foretage den eller den Markgierning en vis Dag, har de fidste ingen Tiid
dertil, men ofte nogle Dage ja en heel Uge tillige, maa lade deres Jord ligge
upløyed og ubesaaed. Høsten kommer, de førstes Korn er moed, de sidstes
grøn, de første gaaer ud at høste, de sidste søger Hov=Gaarden, endelig kalde de
første Tiendetageren til Byen, de sidste har hverken Folk, Hæste eller Vogne
hiemme, men som oftest maa søge til andre Byer om Hielp, for at faae alle
3 Tienderne bort, undertiden hver sin Vey, de første som har alting ved Haan¬
den, ager deres Korn ind, de sidste maa lade deres staae, slides og opædes af
de andres Creaturer, ja ofte fordærves af Regn og Uvær, og saaledes med
Suk see Frugten af et heelt Aars Slæb og Arbeyde for en Deel Spildt. J
andre Byer, hvor de til deels ere frie og til deels giøre Hoverie til 2 eller 3
Hoved=Gaarde, kand de heller ikke blive enige eller samlede om, at Pløye,
Saae, Høste eller indage paa engang.
Og dømme saa hvad Forskiel der kand og maa være i disse Bønders
Tilstand.
At Hoveriet aldeles blev afskaffet og Hoved=Gaardenes Marker til
Bønder udlagt, ville gandske vist merkelig forbedre de Bønders Tilstand, som
ere for faae om Hov=Arbeydet, har et strængt Herskab, og leve i Fællig med
andre som ere frie, naar Arbeyds=Pengene derimod ikke blev sadt dem for høyt.
Men for dem som have et taaleligt Hoverie, et raisonabelt Herskab og som
paa deres Vide eller Grandstevne, ikke dependerer af andre end dem selv, ville
Fordelen ikke være saa meget stor som nogle holde for
Tager man dernæst i Overveyende at Hoved=Gaardene ere de rette
Oplags=Stæder og Forraads=Huse, hvor den beste og anseeligste Deel af
Rigets Formue, Korn, Hæste, Stude og fede Vahre, avles, tillægges,
optages og conserveris, enten til Rigets eget Brug eller Forhandling ud af
Riget, at disse Rigets=Eyendomme naar Hoved=Gaardene bleve nedlagde til


80
deels vilde tabes, til deels tabe deres Priis, og at det i sær ville være ude med
den Jydske Hæste= og Stude=Handel, naar der var ingen visse Gaarde, hvor
samme af rette Art, og i fornøden Mængde, kunde optrækkes, samles og af
Fremmede søges. Saa vil man uden Tvivl falde paa den Slutning: At det
Skrit som blev gjort til Hoved=Gaardenes Nedleggelse, ville være et af de
meget farlige og røre Staten paa det ømmeste Stæd.
Hvad man herved med Sikkerhed synes at torde ønske, og giøre sig
Haab om, skulle være til Nytte, var:
I. At Hoveriet over hele Riget maatte sættes paa en vis og taalelig
Fod, saaledes at enhver Bonde efter sin Gaards Størrelse, kunde vide hvad han
fra Aarets Begyndelse til Aarets Ende havde for sit Herskab at forrette.
2. At Deres Kongl. Majestæts allernaadigste Forordninger om Fællets¬
skabernes Ophævelse, efter yderste Muelighed, maatte bringes til Execution,
at Byerne nogenlunde kunde blive samlede under en Eyere, og Beboerne
nyde lige Skiebne med hverandre, enten i Frihed eller taalelig Hoverie.
Jmidlertid vil denne høystnyttige Anstalt, særdeles i Nørre=Jydland, lide et
stort Anstød i den Punct: At nogle af de Bønder som skulle omvexles giøre
Hoverie, men andre af dem ere frie e. g. A. og B. blive enige at udskifte hver¬
andre af Fællig, A. har nogle Strøe=Bønder i de Byer, hvor B. er største
Lods=Eyere, men de giøre Hoverie og kand ikke mistes fra Hoveriet B. der¬
imod har andre A mere beleilig liggende Bønder, som han vil overlade imod
hine, men de ere frie, og kand imod Loven, og deres Fæste=Breves Jndhold,
ikke tvinges til Arbeyde, her standser Sagen, og en Umuelighed legger sig
i Veyen, som paa ingen Maade er at ændre, med mindre det allernaadigst
maatte behage Deres Kongel. Majestæt at ophæve Fæste=Brevene i den Punct
og endelig.


81
3. At Hartkornet blev inddeelt noget bedre, saa at hver Gaard efter
Grundens Beskaffenhed, fik 4 til 5 Tønder Hartkorn, der i Almindelighed
naar Byrden ikke er for stor, eller Eiendommen for slet, kand underholde
en ordinair Bonde=Familie paa 7 eller 8 Personer gamle og unge, og hvor¬
paa kand holdes de fornødne Ploug=Bæster, og endda optrækkes en Plag
eller et par Stude Aarlig, i den stæd nogle nu sider med 6 eller 8 smaa Børn
paa 2 eller 3 Tønder Hartkorn, kand hverken hoide Folk eller Bæster, men
for deres heele Leve Tiid maa drages med Armod, da andre derimod sidde
paa 8. 12 eller 15 Tønder Hartkorn som de ikke ere i Stand eller skiøtte om
at drive og dyrke til Gavns, et Uheld fornuftige Land=Mænd, i følge Loven læt
vil vide at afhielpe, naar de ved Fælledsskabernes Ophævelse dertil faae ubun¬
dene Hænder.
Korn-Tiendens Aflevering in Natura.
§. 17.
Er dernæst een af de store Hindringer i Agerdyrkningens og Bondens
Opkomst, og som næst et alt for strængt Hoverie, meest nedtrykker hans Fliid
og Stræbsomhed, endeel i Henseende til et Tab han lider paa Underholdingen
for sine Bæster og andre Creaturer, som derover i Foraaret ikke sielden bliver
forarmet, endeel i Henseende til den Giødning han mister, som det eneste
Middel, hvorved Ager og Eng kand sættes i Stand, endeel i Henseende til
det Ophold, og de næsten utroelige Chicaner han ved Afleveringen, i sin aller¬
travleste Tlid, er udsat, og endelig i Henseende til den meget ubillige Medfart,
at han sielden eller aldrig for Betaling kand blive Tienden raadig, naar ved¬
kommende ikke selv vil eller kand oppebærge den, men at den i saa Fald, ofte
paa anden og tredie Haand, bortleyes til saadanne Folk og Aager=Karle,
som veed Maaden, saalænge at trække den fattige Bonde omkring, indtil de
V. Deel.


82
faar hans allerbeste Agre, kand giemme Kornet indtil det med Fordeel kand
afsættes, sætte Plager og Stude paa Foringen, og forbedre deres egen Jord
med Giødningen.
Og hvor behageligt mener man det maa være en stakkels Bonde, naar
han med tiggende Bøn og Caution om promte Betaling, byder sin Præst
Penge over Penge, for at beholde Præste=Tienden, der dog skal bortleyes, men
bliver haanlig afviist og given Ordre, at levere den til en eller anden Uvedkom¬
mende, ofte halvanden Miil eller længere borte, fordi det ved Lovens 2 Bogs
23 Cap. 5 Art. og Forordningen af 9 August 1708, ikke er fastsat, hvorfra
Milen skal regnes eller hvor lang den skal være.
Det indstilles altsaa underdanigst, om det ikke skulle være muelig, disse
med Korn-Tiendernes Levering in Natura følgende Uleyligheder og Ager¬
dyrkningens Fornærmelse, paa en eller anden Maade at afhielpe.
Enten ved at afskaffe samme aldeles, og i den Stæd indføre en vis Af¬
gift i Penge, saaledes som det skeer i det Slesvigske, paa Deres Majestæts
egne Godser, og som visse fornemme Herskaber her i Riget har viset og viser
saa patriotiske Exempler paa. Eller ved at tillade ikkun Hoved=Gaardenes
Eyere allene, at tiende med deres egne Bønder og Tienere i næste og andet
Sogn, for saavidt de der eyede Tiender, men at ellers alle de øvrige Tiender
skulle betales med reede Penge. J det mindste synes den Lov ligesaa retfærdig
som fornøden: At naar en Eyere, en Præst eller anden Beneficiarius, ikke
selv vilde eller kunde oppebærge sin Tiende, skulle den uanseet Lovens 2 Bogs
22 Cap. 24 Art være Bonden imod en vis Afgift overladt, men at i sær
Bonden ikke skulle være forpligtet at føre Præste=Tienden andenstæds hen end
til Præste=Gaarden.


8¬
Trolovelser.
§. 18.
Naar man undtager den Respect, Trolovelser billig bør have af Lo¬
ven, bestaaer alt det man med Sandhed kand sige om dem derudi: At de ud¬
giøre i Kirke=Sager, ikkun en blot Ceremonie, den man uden Synd baade
kand beholde og undlade, men i Huusholdingen, en af de betydelige Aarsager
til Almuens Forarmelse.
Det er en bekiendt Sag: At Almuens Gilder her i Rigerne, ere tem¬
melige vidtløftige og kostbare, paa nogle Stæder ere 2 til 4re, paa andre 6
til 7 Snese Mennesker, det ordentlige Antal af Giester, ja det berættes for en
Sandhed: At der til et Bonde=Bryllup skal have været hen ved 14 Snese
Giester. Veed man nu tillige de Skikke iblant Alr= en, at den ene ikke maa
være mindre end den anden, og at den som ikke har været buden til Trolovelsen,
kommer ikke heller til Bryllupet, saa seer man strax af hvad Betydenhed 2de
saadanne Gilder er til en Fattig, man har seet mange derved komme saaledes
paa Knæe, at de seent eller aldrig have reyset sig igien. Visselig er det noget
lige saa forunderligt som beklageligt: At de Danske og Norske, særdeles
Almuen som mindst taaler det, selv skal giøre sig sine vigtigste Foretagender
saa meget besværlige, og ved saa mange unyttige Omsvøb og Bekostninger,
legge saa store Hindringer i Veyen for sin Lykke og Velfærdt.
En Kiøbmands=Karl eller Kræmer=Svend befrier en Pige paa et
tusen Daler eller tre, som han kunde begynde en skikkelig Handel med, men
inden han faar bekostet Brude=Stadsen, kiøbt sig et Huus, og garnerit
samme efter Moden med Speile, Lampetter, Caffe og Thee Servicer &c. &c.
er heele Capitalen Fløitten, og han maa begynde Handelen paa Credit.
En stakkels Haandverks Svend kand ved nogle Aars Fliid og Arbey¬
de have sammensparet et xar hundrede Daler, som han i Dag eller Morgen,


84
naar han ville sætte sig ned, skulle kiøbe Redskaber for, eller giøre sig et lidet
Forlag af, for at blive en nyttig Borger i Selskabet, men hvad skeer? inden
han faaer vundet Borgerskab, betalt 70 4 80 Rdlr for Laugs=Rettighed, samt
bekosted Trolovelse og Bryllup efter Moden, eyer han ikke en Daler, men
sidder i Gield til begge Ørene, og saaledes i Almindelighed for sin hele Leve¬
Tiid, nødes til at blive en Staader, om ikke en Bedragere med. J Holland
derimod kommer han meget nærmere til sin Sag, Laugs=Rettighed betaler
han intet for, og naar han vil gifte sig, bruger han (efter Beretning) ingen
anden Omstændighed: end at han tillige med sin Kiæreste melder dem for den
saa kaldede røde Dør paa Stadthuus, erklærer deres Ægteskab, lader sig
give et Stykke stemplet Blye, med hvilken de, geleidet af en Stadt=Diener
allene, gaae til Kirken og lader sig copulere af Præsten, alt uden videre Føl¬
geskab, Ceremonie eller Tractemente.
Og som Almuen her i Rigerne, hellere med sin store Skade følger
Strømmen, end af sig selv forlader gamle Vaner; saa vilde den ikke lidet Sou¬
lageris vid en Lov, som fastsatte Giesternes Antal ved deres Gilder, men
reent afstaffede Trolovelserne, og i den Sted Paabud: at de som ville ægte
hinanden, skulle med et Par af deres Venner gaae til Præsten, declarere
deres Forehavende, lade sig indskrive i en dertil indrettet Bog, og begiere
Lysning for sig af Prædikestolen til det førestaaende Bryllup.
Og paa det Præsterne paa de Stæder hvor Trolovelse Penge nu gi¬
ves, intet skulle afgaae, kunde dem overalt tillægges en vis Douceur for
Jndskrivningen.
Vidre gaar mit Forsæt for denne Gang ikke, men efter det lidet jeg
kand tænke, bliver det som meldt derved: at den ørkesløse Almues Anførsel
til Arbeide i endnu manglende Verker, contrebande Vahres Udelukkelse, De¬
sertionens Afværgelse, Agerdyrkningens, Qvæg=Avlingens, og Fiskeriernes


85
Udvidelse, samt Levnets=Midlernes tilbørlige Priser, vil i Danmark maa skee
og til deels i Norge, være nogle af de nærmeste Hielpe=Midler, Folke=Mængden
til Nytte at forøge. Feyler jeg, er det imod min Villie, og fordi jeg af 30
Aars Erfarenhed, ikke har kundet begribe det anderledes, Egennytte, eller sær¬
deles Hensigter kand man være vis paa, herudi hverken har Deel eller Lod.
Jeg slutter da mine ringe Betragtninger over Landet og Folket, men
mine Tanker opløfte sig i den Stæd til Landets Konger og Folkets Fædre,
vore allernaadigste Regentere.
Vel er intet naturligere, end at Tankerne, naar de have vandret om
iblant Hytterne, tilsidst opstige til Thronerne, men der er meget som hos os,
frem for hos mange, gjør dette uomgiængelig.
Det er vore Konger allene, som af Deres Folk have imodtaget en
utvungen Overgivelse, af en uindskrænket Magt, det er og vore Konger al¬
lene, der have brugt denne Magt til at giøre dette Deres Folk i mange Hen
seender til det lyksaligste i Europa. Det er Dem hvis Faderlige Omsorg,
ømme og aarvaagne Regimente, har formeeret Deres Folkes Mængde, con¬
serveret Deres Folkes Mængde, Dem hvis ivrige Omhue og utroelige Be¬
kostninger have forskaffet et formeret Folk nye Leyligheder til at ernære sig, og
derved igien nye Anledning at formere sig.
Ja Store FRIDERICH! allerbeste Konge! det er Deres
Majestæt som endnu paa saa mange særdeles Maader, har gjort Sig til Sit
Folkes Fader, i Deres Tiid er det bleven virkeligt, som før syntes umueligt,
De har allernaadigste Konge udstrækket Sig med et, til alle Deres Lande,
til alle Ting i Deres Lande, og til alle Dem og Deres Folk, magtpaaliggen¬
de Omstændigheder uden for Deres Lande.


86
Vil vi saa stor en Konges Undersaatter, ikkun tænke paa alle de Dee¬
le, der høre til saa stort et menniskeligt Sælskab, saa see vi denne ulignelige
Konges, hielpende, forbedrende, opmuntrende og utrættelige Haand i og
over det tilhobe.
Jeg ønsker det alle mine Medborgere maa ønske, at Landets Fader
maa leve, indtil Han seer Sine Planter ey allene voxe, men i deres fulde
blomstrende Tilstand. Kongernes Konge bevare os Ham, indtil Heeder¬
ne kand sige: nu ere vi som det øvrige Land, en HErrens Velsignelse.
B. den 18 Sept. 1760.
P. N.
Anmerkning.
Endskiønt denne grundige og i sin Art ypperlige Afhandlings Forfatter, ikke indlader sig i
den nøyeste detail af Folke=Mængdens Forhindringer og Hielpe=Midler, men holder
sig allene til denne unegtelige Hoved Grund, at et hvert Lands, særdeles Dannemarks
større eller mindre Nærings=Kraft, visseligen drager i samme Proportion Folkets For¬
merelse efter sig: saa har dog hans Pen fremlagt een af de største Prøver paa en ugemeen
Jndsigt i Landets almindelige Oeconomie. Den gandske Tractat fortiener vore Stats
Mænds Opmerksomhed, men særdeles §. 12. 13. 14 15. 16. hvilke synes i det mind¬
ste mig, at indeholde den rigtige Veyviisning til Dannemarks borgerlige Velfærd, og
jeg tvivler ikke paa, at samme jo, tillige med den nest foregaaende Afhandling, vil af
vedkommende høye Embeds=Mænd, saa vel bifaldes, som efter Muelighed, med Ti¬
den føres til Fuldbyrdelse. Skeer dette, efter mit allvorlige Ønske, da kand man
sige, vi have rammet den rette Kile til at opdrive Landets almindelige Velfærd saa høyt
som Tingens Natur tillader, efterdi den store Nærings Maschine da uden Tvivl er sat
paa sit egentlige Centrum Gravitatis.
e


No. IV.
En liden Tractat
handlende
om
Et Geometrisk Instrument
til
Distancers Udmaaling
hvorudi kortelig og tydelig læres, baade hvorledes Jnstrumentet
bør være beskaffen og kand forferdiges, og tillige vises paa hvad Maade
det i trende adskillige Tilfælde kand bruges.
I. At maale hvor langt et antagen Sted er fra den
Plads hvor Jnstrumentet ligger; hvilket kand skee
uden Regning, og uden nogen Liniers Dragelse.
II. At maale Størrelsen af en perpendicular Høyde.
III. At maale Størrelsen af Distancen imellem tvende
antagne Steder, naar Jnstrumentet ligger paa
det tredie Sted.
Et Jnstrument
hvormed Maalingen i alle trende Tilfælde kand skee allene paa et Sted.
En Sag, som tilforn er bleven holdt for at være umuelig; men
her med uryggelige Geometriske Lære=Regler fuldkommen
beviist at være muelig
Diderich Christian Fester.


§. 1.
D¬
gersom man udi Enthymetrien kunde udmaale alle Distancer, ved
at trække en Snoer fra det ene Sted til det andet; udi Plani
metrien havde fundet Figurernes Størrelser, naar deres Om¬
kredser vare udmaalede, og udi Stereometrien havde fundet
Størrelsen af Corpora, naar Omkredserne til de Planer som indslutter
Corpora, vare udmaalede, da troer jeg, at nesten alle Mennisker vare
Geometræ: Da udfordredes ey mere Kundskab til Geometrien, end den
ringe Forstand, som udkræves til at maale Længden af et Stykke Klæde,
Lærret, eller Baand, med en Allen. Ney! Geometrien er en Videnskab af
en gandske anden Priis og Værdie: Det er en Videnskab, som lærer os, at
udmaale alle Slags Linier, saavel de krumme, som de rette, saavel Distancer
imellem de Stæder, til hvilke man ikke kand komme, som imellem de Stæder,
hvortil man kand komme; den lærer os, at finde den rette og sande Størrelse
af alle Planer, enten de ere flade eller krumme, enten de ere regulare eller ir¬
regulare, enten de ere retlinede eller krumlinede, hvilken Størrelse langt fra
ikke kommer overeens med Størrelserne af Omkredserne; den lærer os, at fin¬
de den virkelige Størrelse af alle Slags Corpora, enten de ere regulare eller ir¬


90
regulare, enten de haver flade eller krumme Omsvøbe, hvilken Størrelse langt
differerer fra Størrelsen af Corporets Omsvøb, og endnu langt mere Afviger
fra Størrelsen af de Linier tilsammentagne, som indslutter Omsvøbet, foruden
mangfoldige andre Ting, angaaende Beskrivelse, Forvandling, Sammen¬
settelse, Fradragelse, Formerelse og Deling paa adskillige Maader, med Linier,
Figurer og Corpora; og alt dette med faste og uryggelige Grunde at bevise.
Dette er altsaa uden Tvivl et vigtigere Arbeyde, end med en Alen, at maale
Lengden af et Stykke Lærredt.
§. 2.
Der er ikke noget i den hele Geometrie, som forekommer de Ukyn¬
dige i denne Videnskab, mere underlig, end at man med Vished og accura¬
tesse kand maale Størrelsen af Distancerne, som er imellem de Stæder, hvor¬
til man ikke kand komme; dette holde de at være en Sag, som er plat umue¬
lig, og kalder det en Gietning eller Gisninger: Ja de vil giøre nesten heele
Mathematiqven til lutter Gisninger: Men disse Domme ere af samme Art
og Beskaffenhed, som den blindes, om Farverne. Ney! udi Mathemati¬
qven bruger vi ingen Gisninger eller Gietninger; men klare og rene For¬
klaringer, Grundsetninger, Lære=Regler og Værk=Stykker, som stadfæstes
med tydelige og uomstødelige Beviser. Jeg maae med Billighed tilstaae, og
sige det samme, som Professor Kruger i Begyndelsen af hans Anmerkninger
over Baron Wolffs Geometrie, taler, hvor Ordene lyder saaledes: Reine
Gleichnisse, keine Aehnlichkeiten der Worte, keine Muthmaszungen
und Hypothesen sind jemals in der Geometrie Mode gepesen. Nein,
richtige Erklarungen, uberzeugende Bemeise, eine naturliche Ord¬
nung und vollkomne Uebereinstimmung sind jederzeit die Kennzei¬
chen eines achten Geometers geyesen. Hier giebt es keine Secten,
keine Widerlegungen und Controversien, keine Verlachung des


9
Alterthums oder Verachtung der Neuern; sondern alle, melche diese
Wissenschaft erlernet haben, sind so vohl mit den Alten als unter¬
einander so einig, als venn sie sich inøgesamt daruber verglichen hat¬
ten. O mie glücklich maren die andern Wissenschaften, venn man
dieses von ihnen sagen konnte.
§. 3.
Til at maale Distancer paa Marken, kand bruges tre Slags Jnstru¬
menter, nemlig et Astrolabium, eller en Vinkelmaaler; en Mensula Præto¬
riana, eller et Maale=Bret; en Bousole, eller et Compas: Med disse Jn¬
strumenter udfordres alle Tider tvende Maale=Pladser, naar man vil finde
Størrelsen af Distancen imellem saadanne Steder, til hvilke man formedelst
en eller anden Forhindring ikke kand komme, og en dekiendt eller først ud¬
maalet Grund=Linie, naar man begierer at vide Størrelsen af en perpendi¬
tular Høyde, saa det er umueligt med de bemeldte Jnstrumenter paa et Sted
allene, uden at vige fra samme, og foruden bekiendte Grund=Linier, at maale
Distancer og perpendiculare Høyder, men derfore følger døg ikke, at det er
en umuelig Sag paa et Sted allene, at kunde maale Distancer og Høyder,
eller at udfinde et Jnstrument, hvormed dette kand lade sig giøre. Den yngre
Professor Sturm haver holdt det for en umuelig Ting, at kunde maale Di¬
stancer paa et Sted allene, man kand see af hans kurzer Begrif der gesamten
Mathesis, Anderer Theil II Haupt=Stuck pag. 78. hvor han taler saaledes:
Es haben viele versuchet aus einem Stand, das ist, ohn alle bekannte
Distanz zu messen, haben sich aber um eine unmogliche Sache alle¬
zeit vergebens bemuhet.
§. 4.
Da jeg læste de bemeldte Professor Sturms Ord, tvang min Nysgierig¬
hed mig til, at jeg med min ringe Jndsigt udi Geometrien, ved adskillige Sin¬


92
dets Forestillinger udi Hovedet, gjorde et og andet Forsøg hvorledes et Jn¬
strument kunde være beskaffen, hvormed Distancer paa et Sted allene kunde
maales. Da Grundstøtten, i Henseende til Distancers Udmaaling, er lige
skikkede Triangler, som haver Siderne, omkring de lige store Vinkler, udi en
geometrisk Proportion, lod jeg bestandig mine Forestillinger beroe paa lige
skikkede Triangler, og til den Ende søgte efter at udfinde et Jnstrument, hvor¬
paa bestandig kunde haves fire Sider til tvende lige skikkede Triangler, af hvilke,
den ene Side kunde bestandig tiene til en fælles Grund=Linie, udi Trianglerne
paa Marken; og de trende øvrige Sider paa Jnstrumentet indslutte en Trian¬
gel, som alletider var ligeskikket med Trianglen paa Marken. Efter at jeg
nøye havde overveyet en og anden Forestilling, fandt jeg omsider, at have op
naaet mit Øyemerke, ja ikke allene at have udfundet Skikkelsen af et Jnstru¬
ment, hvormed Distancer paa et Sted allene kunde maales, men og tillige
et Jnstrument, hvorpaa man strax, uden Regning og uden at drage nogen
Linier, kunde see Størrelsen af Distancen imellem Stedet hvorpaa man er,
og et andet efter Behag antagen Sted, som ikke er meget langt borte fra det
forrige, og tillige kand haves i Sigte.
§. 5.
Jeg vil da uden videre Omstændighed gaae lige til Sagen i sig selv, og
før det første kortelig lære, hvorledes det omtalte Jnstrument bør være be¬
skaffen, og kand forferdiges. Paa det hosføyede Kaaber=Stykke seer man
Jnstrumentet aftegnet (Fig. I.) og da forestilles abcd en firekantet Ramme,
udi en Qvadrats Skikkelse, som til enhver i sær af dens fire lige store Sider
ab, be, ed og ad, haver 4 geometriske Fødder udi Lengde; Bredden paa
enhver Side, kand man give omtrent 5 Tomer: geh forestiller en stoer
Transporteur, som skal saaledes fastsettes og nedfældes udi Rammen a bed,


93
at Transporteurens Grund=Linie gh falder lige udi Linien ad, og Transpor¬
teurens Middel=Punkt, lige udi Punkten a; saa følger, efter geometriske
Lære=Regler, at den Linie paa Transporteuren, som forestiller den govende
Grad, maae falde lige i Linien a b. Fremdeles udviser ano en Vinkelhage,
som ved Enden a settes paa en Nagle, der er fastgiort i Transporteurens
Middel=Punkt, og omkring den bemeldte Nagle kand bevæges frem og til¬
bage paa Rectanglen befc, som forestiller den øverste Side af Rammen
a bed: Den lange Linial an af Vinkelhagen, kand man give 6 geometriske
Fødder, og den anden Linigl n o omtrent 3 Fødder: Paa Linialen an skal
perpendicular fastsettes tvende smaae Planer i og le med Sigt=Huller saaledes,
at begge disse Sigt=Huller kommer udi en lige Linie med Transporteurens
Middel=Punkt a; og paa den anden Side no af Vinkelhagen settes tvende
andre smaae Planer log m med Sigt=Huller saaledes, at den rette Linie, som
sammenføyer Sigt=Hullerne l og m accurat kand giøre en ret Vinkel med
den anden Linie der drages imellem Sigt=Hullerne i og k, naar begge disse
Linier uddrages indtil de møde hinanden udi Punkten n; item, at de bemeldte
Liniers Samlings=Punkt n accurat kand indtage en Distance fra Transpor¬
teurens Middel=Punkt a, som indbefatter de tilforn meldte 6 geometriske
Fødder. Videre er g og h tvende smaae Planer med Sigt=Huller, ved
Enderne af Transporteurens Grund=Linie g h, hvilke tvende Sigt=Huller
skal være udi en lige Linie med Grund=Linien; og pg forestiller en Linial, som
gaaer tvers over Rammen a bed: Jmellem denne Linial pq og Rammen
a bedskal Vinkelhagen an o bevæges; og altsaa bliver det beqvemmest, at
Linialen pq bekommer tvende Skruer ved Enderne p og g, ved hvilke den
kand skrues fast til Rammen a bed, saa tæt man begierer, paa det at Vin¬
kelhagen a n o trangt kand blive bevæget imellem Tver=Linialen og Rammen,
og ikke formedelst dens naturlige Tyngde afvige fra det Sted den er bleven sadt.


94
Endelig deler man enhver i sær af de tvende Sider be og ef, af Rectanglen
befc, udi fire lige store Dele, og de lige imod hinanden staaende Punkter
sammenføyes med rette Linier vx, og tu, rs, saa indbefatter enhver i sær af
disse Dele, en geometrisk Fod; dernest deler man enhver i sær af disse lige
store Stykker, udi ti lige store Parter, og de lige imod hinanden staaende
Punkter, sammenføyes med rette Linier, ligesom tilforn, saa er den hele Rect¬
angel befc ved Tver=Linier delet i 40 lige store Dele, som Figuren udviser:
Enhver i sær af disse Dele, deles atter i ti lige store Stykker, og Delings¬
Punkterne sammenføyes med rette Linier, saa er Rectanglen befc ved Tver¬
Linier delet i 400 lige store Dele. De sidste omtalte ti lige store Dele vilde
Størrelsen af Rectanglen, her paa det aftegnede Jnstrument, ikke tillade;
derfore haver jeg udi Fig. 2. beskreven fire lige store Rectanglerrs fc, tusr,
vrut og bexv, og ved Tver=Linier delet enhver i sær af de bemeldte Rect¬
angler udi 100 lige store Dele, som Figuren tydelig og klarlig udviser: Af
disse Rectangler, skal Rectanglen rSfc udi Fig. 2. forestille Stykket rsfc af
den hele Rectangel befc udi Fig. I. Rectanglen tusr udi Fig 2. forestille
Stykket tusr udi Fig. I. Rectanglen v xut udi Fig. 2. forestille Stykket
vrut udi Fig. I. og Rectanglen bexv udi Fig. 2. forestille Stykket beXV
udi Fig. I. Da nu Lengden af Rectanglen befe (kig. I.) eller Lengderne
af de fire Rectangler rsfc, tusr, vrut og bexv (Fig. 2.) tilsammen¬
tagne, indeholder fire geometriske Fødder, en Fod indeholder 100 Gran, og
den omtalte Længde er her bleven deelet i 400 lige store Deele; saa følger,
at enhver i sær af de bemeldte Deele indbefatter i Gran. Paa enhver i sær
af Deelings=Linierne udi Rectanglen befc (Fig. I.) skrives de behørige
Roder, Fødder, Tomer og Gran, som findes tegnede paa de 400 Tver¬
Linier udi Fig. 2. saa er Jnstrumentet ferdig. Foden til dette Jnstrument
kand være beskaffen omtrent, som et Bord, hvis Skive ved Fedre baade kand


stilles vertical, og legges horizontal, ligesom man behager: Til den omtalte
Bord=Skive kand Jnstrumentet ved Skruer giøres fast, og tillige med Ski¬
ven legges horizontal, naar man vil maale Distaneer, item, tillige med Ski¬
ven stilles vertical, naar man forlanger at maale perpendiculare Høyder.
§. 6.
Paa det, at ikke noget skal mangle i min Underretning angaaende Jn¬
strumentets Forferdigelse, vil jeg og kortelig lære hvorledes Tabellen, som
Fig. 2 forestiller, kand udregnes; det er, paa hvad Maade man kand finde
hvor mange Roder, Fødder, Tommer og Gran, enhver i sær af de 400
Tver=Linier tilkommer: J dette Tilfælde ey allene at lære hvorledes Tallene
der paa Tver=Linierne forestiller Roder, Fødder &c. bliver udregnet; men og
tillige, at give et fuldkommen og uryggelig Beviis paa samme Methodes Rig¬
tighed, da finder jeg fornøden, at veylede Læseren paa følgende Maade: Lad
os forestille os, at Jnstrumentet ligger Horisontal, og de tvende Sigt=Huller
g og h (Fig. 1*) paa Grund=Linien gd ligger udi en lige Linie med et given
eller antagen Sted paa Marken: Naar nu Jnstrumentet bliver liggendes
gandske stille, og man dreyer Vinkelhagen a no saaledes, at den bemeldte
Sted paa Marken kand sees igiennem Sigt=Hullernel og m, maae de tvende
rette Linier ad og no naar de uddrages indtil de møde hinanden, have deres
Samlings=Punkt udi den omtalte Sted paa Marken; og samme tvende ud¬
dragne Linier, tillige med Siden a n af Vinkelhagen, indslutte en retvinklet
Triangel. Rummet vilde ikke her tillade den Punkt, som Linierne ad og no
møder hinanden udi, naar de uddrages, som kand sees af de bemeldte Liniers
Uddragelse indtil Punkterne 2 og y; derfore vil jeg sette, at 2 er deres Sam¬
lings=Punkt, antage denne Punkt for det omtalte Sted paa Marken, og
holde anz for den ommeldte retvinklede Triangel. Udi den omtalte Stil¬


96
ling af Jnstrumentet, vil vi nu forestille os, at k er den Punkt, hvor Siden
an af Vinkelhagen overskierer den øverste Side bc af Rectanglen befc;
saa kand man udaf Geometriens Lære=Regler drage følgende uimodsigelige
Slutninger: Fordi a bed er en Qvadrat, maae b E være parallel med a2;
og fordi bk er parallel med a2, haver Vexel=Vinklerne bka og na2 lige
Størrelse med hinanden: Fremdeles haver de tvende Vinkler Eba og an?
lige Størrelse med hinanden, fordi enhver i sær er en ret Vinkel; og følgelig
maae og den tredie Vinkel bak, udi Trianglen Kba, være lige saa stoer,
som den tredie Vinkel n2a, udi Trianglen an2. Videre, efterdi da enhver
i sær af de tvende Vinkler udi Trianglen Kba haver lige Størrelse med de til
samme svarende trende Vinkler udi Trianglen anz, ere de bemeldte tvende
Triangler lige skikkede med hinanden, og Siderne, som giøre lige store Vink¬
ler, staaer udi en geometrisk Proportion: Det er, den mindste Side bk, udi
Trianglen kba, haver samme Forhold til Hypothenusen ak udi samme Tri¬
angel, som den mindste Side na, udi Trianglen an z til Hypothenusen a2
udi samme Triangel. Naar altsaa Størrelsen paa enhver i sær af de trende
Linier ab, bE, og an ere givne, findes Størrelsen af Hypothenusen a2
efter følgende Maade: Eftersom Qvadraten af a k haver lige Størrelse med
Qvadraterne af ab og bktilsammentagne, efter Geometriens Lære=Regler;
saa følger, at naar man multiplicerer enhver i sær af de tvende Linier ab og
bk med sig selv, adderer disse tvende Qvadrat=Tal tilsammen, og af Sum¬
men uddrager Qvadrat=Roden, udkommer Størelsen af Hypothenusen a k.
Fremdeles, efterdi det for nylig blev beviist, at bk haver samme Forhold til
a k, som na til a2, saa følger videre, efter Lære=Reglerne udi Geometrien,
at naar den fundne Størrelse af Hypothenusen a K multipliceres med Størrel¬
sen af Siden ma, og det udkommende divideres med Størrelsen af bk, ud¬
kommer Qvotienten med Størrelsen af Hypothenusen a2. Da nu Hypo¬


97
thenusen a2 forestiller Distancen, som er imellem det antagne Sted paa Mar¬
ken, og Middel=Punkten a af Jnstrumentet; saa følger, at man paa den an¬
førte Maade haver udregnet, hvor stor Distance der er imellem det givne Sted
paa Marken, og Steden hvor Jnstrumentet ligger, uden at vige fra samme.
At man nu ved Distancernes Udmaaling kand undvære denne Regning, saa
haver jeg paa den anførte Maade udregnet, hvor mange Roder, Fødder,
Tommer og Gran enhver i sær af de 4oode Tver=Linier tilhører paa Rect¬
anglen befc (Fig. I.) som udvises udi Fig.2. Det er, Regningen er saa¬
ledes indrettet efter enhver Tver=Linie, at naar Jnstrumentet er saaledes lagt,
at man igiennem Sigt=Hullerne g og h kand see et antagen Sted paa Mar¬
ken, og Vinkelhagen dernest dreyes saaledes, at man igiennem Sigt=Hullerne
l og m haver samme Sted udi Sigte, udviser de Tal, som ere skrevne paa
den Tver=Linie der gaaer fra den Punkt udi Linien bc, hvor Siden an af
Vinkelhagen overskierer den bemeldte øverste Linie bc, af Rectanglen, hvor
stor Distance der er imellem Middel=Punkten a af Jnstrumentet, og den om¬
meldte Sted paa Marken. Af det foregaaende er det nu klart, hvorledes en¬
hver Tver=Linies tilhørende Tal bliver fundne: Jeg begierer for Exempel, at
udregne hvor mange Roder, Fødder &c. Tver=Linien rs tilkommer; og da
multipliceres Størrelsen af Linien br (som indeh older 300 Gran) med sig selv
hvoraf udkommer 90000 Qvadrat=Gran, ligeledes multipliceres Størrelsen
af ab (som indtager 400 Gran) med sig selv, saa udkommer 160000 Qva¬
drat=Gran; dernest adderes de 9oooo og 160000 Qvadrat=Gran tilsam¬
men, og af Summen, som er 250000 Qvadrat=Gran, uddrages Qvadrat¬
Roden, saa udkommer samme med 500 Gran, som er Størrelsen af den
Hypothenusa, man kand drage fra Jnstrumentets Middel=Punkt a til Punk¬
tenr: Fremdeles multipliceres de fundne 500 Gran, med Størrelsen af
Vinkelhagens Side an, (som indbefatrer 600 Gran) saa udkommer 300000
V. Deel.


98
Qvadrat=Gran, hvilke dividerede med 300 Gran (som er Størrelsen af br)
giver Qvotienten 1000 Gran, eller i Rode, til Tver=Linienrs, som i det
Foregaaende klarlig er bleven beviist. Man kand og efter trigonometriske
Maader forrette Regningen, som følger: Naar man udi den retvinklede Tri¬
angel a bk (Fig. I.) antager a b til en Radie, bliver bk en Tangent til Vink¬
len bak. Efter Trigonometriens Lære=Regler findes altsaa Størrelsen af
Vinklen ba E, naar man slutter saaledes: Som Størrelsen af a b, er til
Radien udi en Cirkel, saa er Størrelsen af B E, til Tangenten der svarer til
Vinklen bak. Efter at man nu haver funden Størrelsen af Vinklen bak,
findes Størrelsen af Hypothenusen a2 (det er Distancen imellem Jnstrumen¬
tets Middel=Punkt og det antagne Sted paa Marken) efter denne Maade:
Udi det foregaaende haver jeg klarlig beviist, at Trianglerne abk og anz ere
lige skikkede med hinanden; og at de tvende Vinkler bak og azn ere lige
store. Vi haver da i den retvinklede Triangel an2 to bekiendte Vinkler ena
og a2n, og en bekiendt Side an; og naar man udi den bemeldte retvinklede
Triangel antager az til Sinus totus, bliver a n Sinus rectus til Vinklen a2n:
Derfore følger, efter Lære=Reglerne udi Trigometrien, at Størrelsen af Hy¬
pothenusen a2 maae udkomme, naar Regelen er denne: Som Sinus rectus
der hører til Vinklen a2n, forholder sig til Størrelsen af Siden an, saa
forholder sig og Sinus totus til Størrelsen af Hypothenusen 22. Som for
Exempel, man forlanger trigonometrisk at udregne hvor mange Roder, Fød¬
der, Tomer og Gran Tver=Linien rs tilhøre: Det er, hvor stoer en Distance
der er imellem et antagen Sted paa Marken, og Jnstrumentets Middel¬
Punkt, naar Siden an af Vinkelhagen overskierer Linien bc udi Punkten
1, og Sigt=Hullerne l og m ere udi en lige Linie med det antagne Sted paa
Marken, saavelsom og Sigt=Hullerne g og h udi en lige Linie med samme
Sted. Til den Ende søges da for det første til Størrelsen af ab (som inde¬


96
holder 400 Gran) Radien udi en Cirkel (som udi Sinus=Tavlerne gives
100000 lige store Dele,) og Størrelsen af br (som indtager 300 Gran) det
fierde proportionale Tal 7500o, som antages for en Tangent; og til denne
Tangent hører en Vinkel, som omtrent indbefatter 36 Grader og 52 Minuter.
Dernest for det andet, søges til Sinus rectus, som hører til 36 og 52 (og udi
Sinus=Tavlerne haver 59995 Deele) Størrelsen af Vinkelhagens Side an
(som indbefatter 600 Gran) og Sinus totus (som haver 100000 Deele,)
det fierde proportionale Tal, saa udkommer 1000 Gran, eller I Rode til
Tver=Linienrs, ligesom tilforn. Enhver i sær af det første hundrede Gran,
som paa Rectanglen befc, ligger imellem Linierne be og Vx, bør atter at
deles i ti lige store Dele, saa indbefatter enhver i sær af samme Dele, 1 Scru¬
Pulum primum; og Tallene, som forestiller Roder, Fødder, Tommer, Gran
og Scrupula prima, paa Tver=Linierne der inddeler de bemeldte Scrupula
prima, findes og udregnes paa de selv samme Maader, som jeg tydelig haver
lærdt med Tver=Linierne der inddeler Rectanglen i lutter Gran: Herved maae
altsaa udi Regningen iagttages, at Linien a b indbefatter 4000 Scrupula pri¬
ma, og Vinkelhagens Side an 6000. At det er nødvendig de første Gran
paa Rectanglen befc bliver inddelede udi mindre Parter, sees klarlig af den
store Forskiel, som er imellem Tallene paa de første Tver=Linier, og udvises
udi Fig. 2 thi da den første Tver=Linie ved Linien be, haver 240 Roder,
og den nest følgende Tver=Linie ikkun halv saa mange Roder, nemlig 120,
maae den korte Forrykkelse af Vinkelhagen, paa Rectanglen befc, fra det
første Gran til det andet, give en Forandring paa Marken, af 120 Roder:
Følgelig kunde allene i dette Tilfælde, ingen af de Distancer paa Marken,
som fra Maale=Pladsen var lengere borte end 120 Roder, og ikke saa langt
borte, som 240, med dette Jnstrument maales, hvilket var en stor Ufuldkom¬
menhed. Det er altsaa en nødvendig Sag, at det første hundrede Gran bli¬


100
ver inddelede udi Scrupula prima; ja med Rette burde de første ti Gran ind¬
deles i Scrupula secunda, det er enhver i sær af det første hundrede Scru¬
Pula prima ved Linien be bør deles i ti lige store Dele: Min Mening er
denne, at de første Delings=Linier paa Rectanglen befc, ved Linien be,
maae falde saa nær ved hinanden, at Bredden imellem dem ikke merkelig afvi¬
ger fra en Traads=Tykkelse. Hvad Regningen her anbelanger, da haver
man derved at merke, at Linien a b indbefatter 4000o Scrupula secunda, og
Vinkelhagens Side a n60000. Hvad jeg her haver talet om Mengden af
de første Tver=Linier ved Linien be, og den korte Distance imellem samme
Tver=Linier, maae enhver fornuftig, som haver den rette Jndsigt, bifalde;
thi jo tættere de første Tver=Linier ligger ved Siden af hinanden, jo større og
flere Distancer kand med Jnstrumentet udmaales; og desto mere kand man
med Vished forlade sig paa Maalingens Accuratesse.
§. 2.
Efter at jeg nu klarlig haver givet mine Tanker tilkiende om Jnstrumen¬
tets Forfærdigelse og Beskaffenhed, maae her og gives en tydelig Underretning,
hvorledes det bemeldte Jnstrument skal bruges; og i samme Henseende vil jeg
da gandske kortelig betragte efterfølgende trende Stykker: 1.) Hvorledes man
med Jnstrumentet kand maale hvor langt et antagen Sted er fra den Plads
hvor Jnstrumentet ligger; 2.) At maale Størrelsen af en perpendicular Høy¬
de; og 3.) At maale Størrelsen af Distancen imellem tvende antagne Steder,
naar Jnstrumentet ligger paa det tredie Sted. J alle Tilfælde kand Maa¬
lingen skee, uden at vige fra den Plads, hvor Jnstrumentet engang er sadt.
Anbelangende hvorledes man med Jnstrumenter kand maale, hvor langt et an¬
tagen Sted er fra den Plads hvorpaa Jnstrumentet ligger, da vil jeg til et
Exempel sette, at d (kig. 3.) er den antagen Sted paa Marken, og a den


101
Plads, hvorpaa Jnstrumentet ligger; man finder da Størrelsen af Distan¬
cen ad, som følger: Efter at Jnstrumentets Middelpunkt er lagt paa Punk¬
ten a, omdreyes det paa samme Punkt saaledes, at man igiennem Sigthul¬
lerne g og h kand see den antagne Sted d; dernest maa Jnstrumentet ligge
gandske stille, imedens man dreyer Vinkelhagen anm saaledes, at man og
igiennem Sigthullerne I og m kand have Steden d udi Sigte, saa udviser de
Tal der ere skrevne paa den Tverlinie, som gaaer fra den Punkt o (hvor Vin¬
kelhagens Side a n og Rectanglens øverste Side bc overskiære hinanden)
hvor mange Roder, Fødder, Tommer, og Gran Distancen a d indeholder,
hvilket klarlig og tydelig er bleven beviist udi §. 6., saa ingen videre Bekræftel¬
se udfordres. Altsaa kand man da med dette Jnstrument, uden Regning, og
foruden at drage nogen Linier, meget beqvemt finde Størrelsen af Distancen,
som er imellem et antagen Sted paa Marken, og et andet Sted hvorpaa man
er, som tilforu er bleven meldt udi §. 4.
§. 8.
Fremdeles maa nu spørges, hvorledes man med dette Jnstrument kand
maale Størrelsen af en perpendicular Høyde? Lad be(Fig. 4.) være en per¬
pendicular Høyde, hvis Størrelse man begierer at vide, og a en antagen
Plads hvor Jnstrumentet er: Først maales Størrelsen af Grundlinien ac
(§. 7.), og paa Papiir drages en ret Linie af (Fig. 5.), hvis Størrelse man
giver lige saa mange smaae Roder, Fødder, og Tommer paa en geometrisk
Maalestok abed (Fig. 6.), som Grundlinien a c (Eig. 4.) indeholder af de
virkelige: Dernest maales Størrelsen af Vinklen bac, hvortil tiener den hal¬
ve Cirkel geh (Fig. I.) paa Jnstrumentet, som er inddeelet udi 180 Grader;
thi naar Jnstrumentet er stillet vertital, Grundlinien gh paa Jnstrumentet
ligger horizontal, og parallel med Grundlinien ac (Fig. 4.), dreyes Vinkel¬


102
hagen ano saaledes, at man igiennem Sigthullerne i og k faaer Taarnets
Spidse b i Sigte, saa udviser Vinkelhagens Side an paa den halve Cirkel
geh hvor mange Grader Vinklen bac (Fig. 4.) indbefatter. Fremdeles
afsettes med en Transporteur paa Linien d f (Fig. 5.), fra Punkten d, en
Vinkel fde af lige Størrelse med Vinklen bac (Fig. 4.), fra Punkten f
(kig. 5.) og paa Linien df, opreyses en Perpendicular Linie fe, som uddrages
indtil den skiærer Linien de udi Punkten e; saa følger, efter Lære=Reglerne udi
Geometrien, at Trianglen e af (Fig. 5.) haver lige Skikkelse med Trianglen
bac (Fig. 4.): Da nu Linien df (kig. 5.) paa Papiret er given lige saa
mange af de smaae Roder, Fødder, og Tommer paa den geometriske Maale¬
stok, som Linien ac indeholder af de virkelige; saa maae og den perpendicula¬
re Linie fe (Fig. 5.) paa Papiret indtage lige saa mange af de formindskede
Roder, Fødder, og Tommer paa Maalestokken, som den perpendiculare Høy¬
de af Taarnet be(Fig. 4.) indeholder af de virkelige.
§. 9.
J Henseende til at udmaale Størrelsen af Distancen, som er imellem
tvende Steder paa Marken, naar man er paa det tredie Sted, da kand dette
skee, efter følgende Anviisning: Jeg setter da i dette Tilfælde, at a og b(Fig. 7.)
ere tvende Steder paa Marken, hvis Distance fra hinanden man begierer at
vide: og at c er Stedet, hvor Jnstrumentet ligger. Først udmaales enhver
i sær af Distancerne ca og cb (§. 7.), og Størrelsen af Vinklen acb (§. 8.);
dernest beskrives paa Papiir en Vinkel d fe (Fig. 8.) af lige Størrelse med
Vinklen acb (Fig. 7.) paa Marken, Linien fd paa Papiret gives lige saa
mange af de smaae formindskede Roder, Fødder, og Tommer paa den geo¬
metriske Maalestok, som Distancen ca paa Marken indtager af de virkelige,
og Linien fe paa Papiret gives ligeledes det samme Antal af de formindskede


103
Maal paa den bemeldte Maalestok, som Distancen cb indeholder af de virke¬
lige: Naar man nu paa Papiret drager Linien de, følger efter geometriske
Lære=Regler, at Trianglen def paa Papiret, haver lige Skikkelse med Tri¬
anglen a be paa Marken; og eftersom enhver i sær af de tvende Linier fd og
fe paa Papiret ere givne lige saa mange smaae Roder, Fødder, og Tommer
paa den geometriske Maalestok a bed (Fig. 6.), som de til samme svarende Li¬
nier ca og cb paa Marken indtager af de virkelige, saa maae og uden Modsi¬
gelse Linien d e paa Papiret indbefatte det samme Antal af de formindskede
Roder, Fødder, og Tommer paa Maalestokken, som den begierte Størrelse
af Distancen ab paa Marken indeholder af de virkelige.
§. 10.
Til Slutning vil jeg kortelig give min Betænkning tilkiende om mit eget
udfundne Jnstrument, som følger: At en liden Feyl, som bliver begaaet ved
tvende rette Liniers Stilling imod hinanden, som skal overskiære hinanden i
meget skakke Vinkler, kand forvolde en stoer Forfalskning; og at denne For¬
falskning maa blive jo større og større, jo mindre Skiærings=Vinklerne ere,
og den begangne Feyl er en og den samme, det haver jeg gandske udførlig og
tydelig beviist i min Tractat handlende om en af mig udfunden geometrisk Me¬
thode til Soel=Skivers Forferdigelse. Heraf maa altsaa følge, at naar man
i Henseende til Distancers Udmaaling skulle begaae nogen Feyl, bliver den
Forfalskning, som Feylen forvolder, jo større og større, jo mindre den an¬
tagne Grundlinie til Udmaalingen er at ansee imod den forlangte Distance;
og derimod jo mindre og mindre, jo større Grundlinie man haver antagen imod
Størrelsen af Distancen, naar Feylen er bestandig lige stor, saasom Størrel¬
sen af Vinklen der staaer imod Grundlinien maae tiltage og aftage med Grund¬
Linien, naar Distancen er en og den samme; men ikke i samme Proportion,


104
som Grundlinien. Naar altsaa en Distance accurat og nøye skal udmaales,
er det best at antage en anseelig Grundlinie imod Størrelsen af Distancen,
paa det at en liden Feyl, som kunde indsnige sig, ikke skulde forvolde formegen
kiendelig Forfalskning. Dette er af alle fornuftige Mathematici bleven iagt¬
taget: Paa det at Størrelsen af Maanens Distance fra Jorden accurat kun¬
de bestemmes, da haver man til Grundlinie ikke vildet lade sig nøye med Jor¬
dens halve Diameter, som indeholder 860 Tydske Mile, men tragtet efter en
anseeligere Grundlinie, og i dette Tilfælde udvalgt til Grundlinie, en Chorde
eller Streng til 86 og 16 udi en af Jordens Meridianer, hvilken Chorde in¬
holder 1176 Tydske Mile, og i Henseende til Størrelsen af Maanens Di¬
stance fra Jorden, er stoer nok til Grundlinie. Efter at Maanens Distance
fra Jorden er funden, kand man antage samme til Grundlinie i Henseende
til Distancen imellem Solen og Jorden, og udi Qvadraturerne, naar So¬
len, Maanen, og Jorden giøre en retvinklet Triangel med hinanden, efter Læ¬
re=Reglerne udi Trigonometrien, finde Størrelsen af Solens Distance fra
Jorden, hvilken Distance bliver en Hypothenusa udi den ommeldte retvinkle¬
de Triangel; og i dette Tilfælde haves ligeledes en Grundlinie, som er ansee¬
lig nok imod Distancen. Naar nu Størrelsen af Solens Distance fra Jor¬
den er funden, kand man lade samme være en Grundlinie i Henseende til Di¬
stancen, som er imellem Venus og Jorden, i hvilket Tilfælde den bekiendte
Grundlinie bliver større end Størrelsen af den Distance man begierer at vide;
thi naar Veneris synlige Distance fra Solen er allerstørst, kand man efter
Trigonometriens Lære=Regler finde Størrelsen af Veneris Distance fra Jor¬
den, saasom Solen, Venus, og Jorden, udi samme Tiid gjøre en retvinklet


105
Triangel med hinanden, hvis Hypothenu sa er Distancen imellem Solen og
Jorden; og følgelig maae være den største Side udi Trianglen, efter geome¬
triske Lære=Regler. J Henseende til Fix=Stiernernes Distance fra Solen og
Jorden, da kand vi Jndbyggere her paa Jorden, dertil ikke udvælge større
Grundlinie end Diametren udi Jordens Bane, hvilken imod Fix=Stiernernes
Distance fra Jorden, er ikkun meget liden; thi de tvende rette Linier man
kand forestille sig at gaae fra Enderne af Middel=Linien udi Jordens Bane,
og møde hinanden udi Middelpunkten af en af de nærmeste Fix-Stierner, saa¬
som Sirius, giøre saa overmaade liden en Vinkel med hinanden, at samme
Vinkel neppe indtager 2 Secunder, som kand sees af min Tractat, kaldet
Mathematiske og Physiske Betænkninger over Cometer. Jndbygger¬
ne udi Saturno synes altsaa i dette Tilfælde at have nogen Fordeel frem for
os her paa Jorden, saasom Diametren udi Saturni Bane omkring Solen
er henimod ti gange saa stoer, som Jordens Banes Diameter; og altsaa i
Henseende til at finde Størrelsen af Distancen, som er imellem vores Syste¬
ma, og de nærmeste Fix=Stierner, kand udvælge dem en langt anseeligere
Grundlinie end vi her paa Jorden; men imod Fix=Stiernernes store Distan¬
ce fra vores Systema, er dog alligevel ikkuns overmaade ringe at ansee. Det
er da en afgjort Sag, at dersom der med dette Jnstrument i Henseende til at
udmaale store Distancer paa Marken, blev begaaet en liden Feyl, maatte
samme forvolde en stor Forfalskning, saasom her bestandig til alle Distancer,
enten de ere korte eller lange, ikke kand haves større Grundlinie, end 6 geo¬
metriske Fødder, nemlig Størrelsen af Vinkelhagens Side an (Fig. I.).
Derimod naar Jnstrumentet er accurat forferdiget, og udi Operationen ikke
V. Deel.


106
begaaes nogen Feyl, haver jeg med faste geometriske Grunde fuldkommen be¬
viist, at Distancer med dette Jnstrument paa et Sted allene accurat kand
udmaales; og altsaa tydelig viist, at det ikke er umueligt paa et Sted allene,
at kunde maale Distancer og perpendiculare Høyder: Men allene af tvende
bekiendte Sider udi en Triangel, at kunde finde Størrelsen af Trianglens
Vinkler og øvrige Side, item, allene af en Triangels trende bekiendte Vink¬
ler, at kunde finde Størrelsen af Trianglens Sider, item, allene med tvende
rette Linier, at kunde indslutte et Rum, det er saadanne Stykker, som med
Billighed haver Sted i Umueligheds Rige.
Anmerkning.
Saavel denne som næstfølgende Afhandling vidner om Forfatterens vedvarende Fliid i at
dyrke de mathematiske Videnskaber. En langt større og vigtigere Prøve herpaa
haver han nyeligen aflagt i et indleveret MSS. med mange hosføyede Tegninger, egent
lig hensigtende til Tieneste for dem, som ved Mageskifte behøve at lade deres Grunde
opmaale. Men for Rummets skyld, kand samme Tractat denne Gang ikke finde Sted.


No. V.
En kort Underretning
om de
Reperianske Regne=Stokke,
Hvorudi læres
hvorledes de bemeldte Stokke skal forfærdiges
og
tillige vises deres Nytte og Brug udi Multiplicationen,
og Divisionen, samt Qvadrat= og Cubic=Rodens
Extraction.
J Betragtning
af
deres beqvemme og fordeelagtige Brug, udi de ommeldte
fire Hoved=Poster af Regne=Konsten,
forfattet og sammenskrevet
af
Diderich Christian Fester.


§. I.
D
e neperianske Regne=Stokke haver deres Navn af Johan Neper,
en Baron af Merchistone i Schotland, som samme haver opfun¬
den Anno 1617. De tiener til, at man paa en gandske let og
beqvem Maade, foruden Tabula Pythagorica, kand multiplicere og dividere
alle forekommende Exempler, item: At uddrage Qvadrat= og Cubic=Rod.
§. 2.
De omtalte Regne=Stokkes Antal kand man lade være 33, eller 44,
eller og 55; alle af lige Størrelse og Skikkelse med hinanden; enhver i sær
udgiør et firekantet Prisma eller Parallelepipedum, som haver Qvadrater
til Grund=Planer; og deres Lengde skal være 9 Gange saa stor, som een af
de rette Linier der indslutter Grund=Planerne. Bemeldte Regne=Stokke
kand man hos en Sneker lade forferdige af Pære= eller Æble=Træe, eller og
andet glat og haardt Træe.
§. 3.
Efter at disse Prismata eller Regne=Stokke, som beqvemmest bør at
være  til 3 Tommer lange, hos Snekeren ere ferdige, beklædes enhver i sær


110
paa alle fire Sider med hvidt, fiint og sterk Papiir, hvilket let og behændig
paa følgende Maade kand skee: Man tager et halv Ark af det omtalte Papiir,
og befæster det med fire Stifter, ved dets fire Kanter, paa et glat Bret;
derefter overstryges det med noget sterk, dog tillige klart og vel kaagt Liim:
Paa dette besmurte Papiir legger man nu en Stok ved Siden af den anden
saaledes, at der i det mindste imellem enhver bliver en Distance saa stor, som
Bagdelen af en Kniv to Gange tagen, og trykker dem vel til Papiret; oven
paa Stokkene kand man legge en glat Foliant, eller et andet tungt Corpus,
paa det at Papiret desto glattere kand trykkes til Stokkene. Naar de nu ere
blevne ret tørre, skierer man dem fra hinanden gandske glat med Kanterne,
paa det, at der ikke skal være noget Papiir uden for, som kunde forhindre de
nest ved liggende Siders Beklædelse. Paa samme Maade, som den ene Side
af enhver Stok nu er bleven beklædt, forholdes og med de trende øvrige Si¬
der. Grund=Planerne af disse Prismata eller Enderne af Stokkene, kand
man beklæde med noget forgyldt Papiir, at de kand have en smuk Andseende.
§. 4.
Efter at Stokkene ere overdragne med Papiir, legger man 10 Styk¬
ker deraf ved Siden af hinanden paa et glat Bret eller Bord, trykker dem
gandske tæt tilsammen, og ved begge Sider slaaer nogle Stifter for, at de
ikke kand rykkes; dernest deles Lengden af den første og sidste Stok, udi 9
lige store Dele, og Delings=Punkterne sammenføyes med rette Linier tvers
over alle Stokkene.
§. 5.
Udi de 8 nederste Rum paa enhver Stok, drages Tver=Linier oven
fra den venstre Haand, ned at til den høyre, hvilket er et ringe og let Arbey¬
de, naar man lader dem uforrykkede ligge imellem Stifterne.


4


Ul¬


c1


147


§. I.
42¬


D¬


E U U U
c5ig2
0ig
9 4
=n
Fi¬
10. (i


111
§. 6.
Efter at Stokkene paa den omtalte Maade ere inddelede med deres be¬
hørige Linier, skrives først udi det øverste Rum paa alle 10 Stokkene, disse
Tal o, 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8, og 9 med got sort Blæk: Udi de andre Rum,
som haver Tver=Linier, skrives paa enhver Stok de Tal, som udkommer,
naar det øverste Tal tages 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9 Gange, nemlig det Rum,
som er nest ved det øverste, tilhører et Tal, der er dobbelt saa stort, som det
øverste; det nest under liggende Rum, tilhører et Tal tre Gange saa stort,
som det øverste; det tredie Rum fra det øverste, et Tal, som er fire Gange
saa stort, som det øverste, og saa fremdeles: Det er Tallene udi de 8 underste
Rum paa enhver Stok gaaer fort udi en opstigende arithmetisk Progression,
udi hvilken Forskiellen er bestandig det øverste Tal. Tallene udi de omtalte
Rum indskrives saaledes, at de enkelte kommer over Tver=Linien, og Tierne
neden under samme, hvilket altsammen det hosføyede Kaaber=Stykkes første
Figur tydelig udviser.
§. 7.
Paa samme Maade forholdes med de andre tre Sider, dog med den
Forskiel, at hvor det øverste Tal paa den ene Side er I, skal det paa den an¬
den Side være 2, paa den tredie 3, og paa den fierde 4; hvor det øverste
Tal paa den ene Side er 2, bør det paa den anden Side af samme Stok væ¬
re 3, paa den tredie4, og paa den fierde 5; hvor det øverste Tal paa den
ene Side er 7, kand man paa den anden Side af samme Stok skrive 8, paa
den tredie 9, og paa den fierde o, og saa videre, paa det at man ved forekomi¬
mende store Exempler, alletider ved Stokkenes Omvexling kand have Forraad,
paa mange Tal af et Slags.


112
§. 8.
Dersom Stokkenes Antal er i alt 33, igientages Operationen (§. 4.
5. 6. og 7.) endnu tvende gange: Det er, paa samme Maade, som de 10 Stok¬
ke ere beskrevne med Linier og Tal, beskrives ligeledes 10 andre Stokke, og
atter igien 10 andre, det er tilsammen 30; saa haver man igien 3 gandske le¬
dige Stokke, som paa andre Maader beskrives.
§. 9.
Den eene af de trende ledige Stokke deeler man udi 9 lige store Deele,
ligesom de forbemeldte, og sammenføyer Deelings=Punkterene med rette Li¬
nier: Udi disse Rum drages ingen Tverlinier, men de ni enkelte Tal i, 2, 3
4, 5, 6, 7, 8, og 9 indskrives udi samme med grønt eller rødt Blæk, som giver
en Ziirlighed. Denne Stok bliver kaldet en Jndice; og sees aftegnet i den an¬
den Figur. Af disse Jndicer burde vel være to eller tre Stykker, men man
kand behielpe sig med en allene: At have to eller tre, er fordeelagtigt derudi,
at to eller tre Personer paa en og den samme Tiid kand enten udregne et og det
samme, eller adskillige Exempler, hvilket forbydes naar man allene haver en
Jndice, af den Aarsag, at Jndicen bliver brugt udi alle de Regninger, som
skeer ved Hielp af Stokkene. Haver man ikkun en Jndice, bør den samme at
beskrives paa enhver i sær, af de fire Sider, der indslutter een og den samme
Stok, saa er den desto mere kiendelig fra de andre Stokke: Der behøves
ikkun den ene Side af Stokken dertil; men hvorfore skal de andre tre Sider
staae ledige uden nogen Tal? og andre Tal giøre ingen Tieneste, fordi Jn¬
dicen just alletider skal være hos, naar der med Stokkene forrettes nogen Reg¬
ning. Derimod naar man til Jndicer vil andvende to eller tre Stokke, tages
dertil allene den ene Side af enhver Stok, saa kand de andre tre Sider af
enhver Stok beskrives med andre Tal.


113
§. 10.
Nu haver vi endnu tilbage tvende ledige Stokke, og i alt 8 ledige
Sider: Efter at den ene af disse Sider er inddelet udi 9 lige store Rum, og
udi et hvert i sær ere dragne Tver=Linier, som tilforn er meldt, indskrives
udi samme, de Tal, som udkommer, naar de ni enkelte Tal qvadreres, nemlig
1, 4, 9, 16, 25, 36, 49, 64 og 81, som den tredie Figur udviser, og udi det
øverste Rum settes en D til et Kiende=Tegn, at denne Stok hører til Qva¬
drat=Rodens Extraction.
§. 11.
Den ene af de fire Sider, som indslutter den sidste ledige Stok, ind¬
deles paa den samme Maade, og udi disse Rum indskrives de Tal, som ud¬
kommer, naar de ni enkelte Tal cuberes, nemlig I, 8, 27, 64, 125, 216,
343, 512 og 729, som den fierde Figur giver tilkiende. Ved disse Tals
Jndskrivelse observeres, at baade Tierne og de enkelte kommer at staae oven
over Tver=Linien, og de Tal, som gielder hundrede, neden under. Udi det
øverste Rum neden under Tver=Linien, indskrives en , som giver tilkiende,
at denne Stok henhører til Cubie=Rodens Extraction.
§. 12.
Endnu ere tilbage 6 ledige Sider, hvilke inddeles ligesom alle de andre
udi 9 lige store Rum, og udi et hvert i sær, drages de tilforn meldte Tver¬
Linier. Paa den ene af disse Sider indskrives hvor mange Mark der gaaer
paa 1, 2, 3, 4. 5, 6, 7, 8 og 9 Rixdaler, nemlig 6, 12, 18, 24, 30, 36, 42,
48 og 54. Paa den anden Side indskrives hvor mange Skillinger 1, 2, 3,
4, 5, 6, 7. 8 og 9 Marker indbefatter; nemlig 16, 32, 48, 64, 80, 96, 112,
128 og 144. Paa den tredie indskrives hvor mange Lispund der gaaer paa
1, 2, 3, 4 5, 6, 7. 8 og 9 Skippund; nemlig 20, 4o, 60, 80, 1ø0, 120,
V. Deel.


114
140, 160 og 180. Paa den fierde indskrives hvor mange Lod 1, 2, 3, 4, 5,
6, 7. 8 og 9 Pund indbefatter; nemlig 32, 64, 96, 128, 160, 192 224
256 og 288. Paa den femte indskrives hvor mange Qvintin der gaaer paa
1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8 og 9 Lod; nemlig 41 8, 12, 16, 20, 24 28, 32 og 36.
Paa den siette kunde man vel indskrive hvor mange Pund 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7
8 og 9 Lispund indbefatter, men saasom der gaaer lige saa mange Pund paa
et Lispund, som Skillinger paa en Mark, kand man i den Sted indskrive
hvor mange Skiepper I, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8 og 9 Tønder indbefatter; nemlig
8, 16, 24, 32, 40, 48, 56, 64 og 72. Disse 6 Stokke kand med gode For¬
dele bruges udi Divisionen og Multiplicationen, naar man udi Regula de tri
handler med de omtalte Poster.
§. 13.
Nu ere de neperianske Regne=Stokke i alle Maader fuldferdigede, som
de bør at være: Paa det at de nu kand beholdes smukke og reenlige, saa og,
at de alletider kand være i en vis Orden, enhver i sær paa sit behørige Sted,
at de ikke i Forvirring skal udledes iblandt hinanden, naar de skal bruges til
Regning, lader man forferdige en liden firekantet Lade med Laag, udi hvilken
bør at være 11 lige store Rum; et hvert i sær ikke dybere end; af Stokkenes
Lengde, og just have saadan Vide, at tre Stokke derudi kand staae ved Si¬
den af hinanden. Udi et hvert i sær af disse 11 Rum indsettes tre Stokke
saaledes, at det første Rum bekommer tre Stokke, som hver i sær paa den
ene Side haver et O udi det øverste Rum; udi det andet Rum bør at staae
trende Stokke, som hver i sær haver 1 udi det øverste Rum; det tredie Rum
bekommer trende Stokke, som hver i sær haver det Tal 2 udi det øverste
Rum, og saa fremdeles indtil det sidste Rum, hvor man kand sette Jndicen,
i llige med de tvende Stokke der hører til Qvadrat= og Cubic=Rodens
Extraction.


115
§. 14.
Naar Regne=Stokkene ere forferdigede af tæt og haardt Træe, kand
man spare den Umage, at beklæde dem med Papiir; thi de behørige Linier og
Tal kand meget vel beskrives paa det blotte Træe med got sort Blæk; og i
dette Tilfælde kand Stokkene bedre forvares for Ureenlighed, som jeg haver
selv forsøgt: Hertil gav en vis Person Anledning, som for nogle Aar siden
var under min Jnformation udi Regne=Konsten: Denne udi Regne=Konsten
særdeles hurtige Person, som ey allene lod sig nøye med de almindelige Reg¬
ninger; men forlangte tillige Kundskab udi adskillige Curiositæter, fandt stor
Behag udi Qvadrat= og Cubic=Rodens Extraction, tillige med Multipli¬
cation og Division med de neperianske Regne=Stokke, da samme blev ham
foreviist; og derfore med Længsel hastede efter deres Fuldførelse, saa jeg ikke
kunde faae Tiid til at beklæde dem med Papiir.
§. 15.
Efter at jeg nu haver givet en tydelig Underretning, hvorledes de ne¬
perianske Regne=Stokke skal forferdiges, da staaer endnu tilbage, paa hvad
Maade samme Stokke skal bruges i Henseende til Multiplication, Division,
Qvadrat= og Cubic=Rodens Uddragning: Jeg vil derfore nu gandske korte¬
lig give Anviisning til Stokkenes Nytte og Brug udi de bemeldte fire Hoved¬
Stykker af Regne=Konsten. Tvende Tal bliver ved Hielp af de neperianske
Regne=Stokke, multiplicerede med hinanden, som følger: Jeg vil sette til et
Exempel, at 89096 skal multipliceres med 846, saa legges fem Stokke ved
Siden af Jndicen saaledes, at deres øverste Tal ugiøre den heele Multipli¬
candum 89096, som den femte Figur udviser; derefter skrives Multipli¬
candus paa et Stykke Papiir, eller paa en Tavle, der under settes Multi¬
plicator paa den sædvanlige Maade, og der drages en Linie neden under.


116.
Nu udsøges paa Jndicen det første Tal af Multiplicator ved den høyre
Haand, som her er 6, og Summen af den Rad paa Stokkene, der ligger
lige ud for de omtalte 6, settes lige under Linien paa Tavlen: Denne Sum¬
ma udgiør 534576; thi naar Tallene i den omtalte Rad adderes tilsammen,
paa den Maade, som brugeligt er, (nemlig man begynder fra den høyre
Haand, og adderer paa skak til den venstre, saasom her udi den forbenævnte
siette Rad siges 6 er 6, 3 og 4 er7, 5 og o er 5, o og 4 er4, 5 og 8 er
13, hvoraf skrives de 3 og 1 beholdes in mente, som legges til de følgende
4, saa bliver det sidste Tal ved den venstre Haand 5,) udkommer Summen
med 534576. Fremdeles opledes paa Jndicen det andet Tal 4 af Mutipli¬
cator, og Summen af den lige for staaende Rad paa Stokkene, som er
356384, settes under de foregaaende 534576, paa saadan Maade, som udi
den almindelige Multiplication læres, nemlig et Tal bedre frem til den venstre
Haand. Ligeledes fortfares med det tredie Tal 8 af Multiplicator; dernest
adderes disse trende Summer tilsammen, saa udkommer Producten med
75375216. Paa Tavlen kommer da dette Exempel til at staae saaledes:
296
75375216
§. 16.
Med de neperianske Regne=Stokke forrettes Divisionen saaledes: Til
et Exempel vil jeg sette, at 281664 skal divideres med 576, saa legges trende
Stokke ved Siden af Jndicen saaledes, at deres øverste Tal udgiøre den heele
Divisor 576, som den syvende Figur forestiller, og Dividendus opskrives


11.
paa Tavlen med Divisor neden under, paa den Maade, som er brugelig i den
almindelige Division; derefter forsøges hvilken Rad Tal paa Stokkene, der
konmmer nærmest overeens med saa stort et Stykke af Dividendo, som Di¬
visor staaer neden under, saasom her 2816; og da befindes den fierde Rad
fra oven, at komme nærmest overeens med 2816, saasom samme Rad udgiør
2304, hvilket skrives neden under 2816, og subtraheres derfra, saa bliver
der 512 tilovers, og kommer til at staae paa Tavlen saaledes:
512
281664 (4
576
2384
De 4 paa Jndicen lige for Raden, skrives i Qvotienten. Fremdeles
forsøges hvilken Rad der kommer nærmest overeens med de overblevne 512,
tillige med det følgende Tal 6 udi Dividendo, som tilsammen er 5126; og
da befinder man, at den ottende Rad fra oven, som udgjør 4608, kommer
nærmest overeens med 5126: Altsaa settes de 4608 neden under 5126, og
subtraheres derfra, saa bliver der 518 tilovers, og staaer paa Tavlen
saaledes
81664 (489 Qvotienten.
37.
§. 17.
Hvad Qvadrat=Rodens Extraction anbelanger, da kand man af et
given Tal, ved hielp af de neperianske Regne=Stokke, uddrage Qvadrat=Ro¬


118.
den, efter følgende Methode: Efter at det givne Tal, som for Exempel
119025, er opskreven paa Tavlen, bliver det første Tal ved den høyre
Haand betegnet med en Punkt, og ligeledes hver andet af de øvrige; derefter
legger man Jndicen og den Regne=Stok, som hører til Qvadrat=Roden, ved
Siden af hinanden, som forestilles udi den siette Figur, og paa den sidste for¬
søger hvilket Tal der kommer nærmest overeens med det sidst punkterede Tal
ved den venstre Haand, nemlig saadant et Tal paa Qvadrat=Radens Regne¬
Stok, som enten er lige saa stort, eller mindre end det fornævnte punkterede
Tal ved den venstre Haand; thi større Tal kand ikke gielde: Da befindes
Tallet udi det tredie Rum fra oven, at komme nærmest overeens med vores
sidst punkterede Tal ved den venstre Haand, som er 11; dette Tal udi det tre¬
die Rum, som er 9, settes lige under den omtalte Punkt, og subtraheres fra
de ovenstaaende Tal; det Tal paa Jndicen, som findes lige for, settes udi
Qvotienten, og kommer at staae saaledes:
119025 (3
Nu dupleres Qvotienten, kommer 6, hvilke 6 opsøges iblant Regne=Stok¬
kene, nemlig saadan en Stok hvis øverste Tal er 6, og denne legges imellem
Jndicen og den Stok der hører til Qvadrat=Roden, saa kommer disse tre
Stokke til at ligge, som den ottende Figur udviser: Derefter seer man
hvilken Rad Tal paa disse Regne=Stokke, der kommer nærmest overeens
med alle de Tal der ere for ved den næstfølgende Punkt, tillige med det der er
lige under Punkten, saasom udi dette Exempel er det 290; og da befinder
man, at de Tal, som ere i den fierde Rad fra oven, kommer nærmest over¬
eens med 290; thi naar samme Tal adderes paa skak tilsammen, som tilforn
er lærdt, udkommer Summen med 256, hvilke skrives saaledes neden under


116
Qvadrat=Tallet, at det sidste Tal 6 kommer at staae lige under Punkten
saaledes:
149ø25 (3
9..
286
De 256 subtraheres fra de ovenstaaende, og de 4, som findes paa Jndicen,
lige for den nylig omtalte Rad, sættes udi Qvotienten. Fremdeles dupleres
den heele Qvotient, som er 34, kommer 68; samme 68 opsøges, ligesom til¬
forn, iblandt Stokkene, nemlig tvende saadanne Stokke, hvis øverste Tal,
naar de legges ved Siden af hinanden, udgiøre 68; disse to Stokke legges
imellem Jndicen og Qvadrat=Rodens Regne=Stok, som den niende Figur ud¬
viser: Derefter forsøges hvilken Rad der kommer nærmest overeens med det
overblevne i vores Qvadrat=Tal, som er 3425; og da finder vi, at den fem¬
te Rad er 3425, hvorfore man setter de 5, som findes paa Jndicen lige for
Raden, udi Qvotienten, og 3425 subtraheres fra de udi Qvadrat=Tallet
overblevne 3425, saa bliver der intet tilovers, men gaaer lige op. Det hele
Exempel paa Tavlen kommer da at staae saaledes:
234
179ø25 (345 Qvadrat=Roden.
9
256
3125
§. 18.
J Henseende til Cubic=Rodens Extraction, da skeer samme, ved Hielp
af de bemeldte Regne=Stokke, eft er følgende Anviisning: Naar det givne Tal,
som for Exempel 14886936, er opskreven paa Tavlen, betegnes det første


120.
Tal ved den høyre Haand med en Punkt, og ligeledes hver tredie af de øvri¬
ge; derefter legges Jndicen og Cubie=Rodens Regne=Stok ved Siden af hin¬
anden, som udvises i den tiende Figur, og forsøges hvad for et Tal paa Cu¬
bie=Rodens Regne=Stok, der kommer nærmest overeens med det sidst punktere¬
de Tal ved den venstre Haand, som udi dette Exempel er 14; og da befindes
den anden Rad fra oven, som er 8, at komme nærmest overeens med 14
hvorfore disse 8 settes lige under 14, og subtraheres derfra: De2, som staaer
paa Jndicen lige for 8, settes udi Qvotienten, og bliver det første Tal af Cu¬
bik=Roden. Nu qvadreres Qvotienten 2, kommer 4, og samme tripleres,
saa udkommer 12; derefter opsøges tvende Stokke, hvilke, naar de legges
ved Siden af hinanden, med deres øverste Tal udgiøre 12, og samme legges
imellem Jndicen og Cubie-Rodens Regne=Stok, som den ellevte Figur fore¬
stiller; dernest eftersees hvilken Rad der kommer nærmest overeens med de Tal
der ere for ved den nestfølgende Punkt, tillige med det der staaer lige under
Punkten, saasom her 6886; og da befinder man, at den femte Rad fra oven
kommer nærmest overeens med samme, thi naar Tallene udi den omtalte Rad
adderes paa skak fra den høyre Haand til den venstre, udgiøre samme 6125;
men dette Tab bliver for stort, af den Aarsag her er en Subtrahens tilbage;
thi naar bemeldte Subtrahens adderes til 6125, kand den udkommende Sum¬
ma ikke subtraheres fra de ovenstaaende 6886. Derfore maae man i Steden
antage den nest ovenstaaende Rad, som udgiør 4864, og samme settes lige
under 6886; derefter settes de 4, som findes paa Jndicen lige for den fierde
Rad fra oven, udi Qvotienten, og bliver det andet Tal af Cubic=Roden.
Den omtalte Subtrahens findes efter denne Regel: Alle de Tal, som ere udi


121
Qvotienten for ved det sidste ved den høyre Haand, skal multipliceres med 30,
og det udkommende igien multipliceres med Qvadraten af det sidste. Saa¬
som her udi dette Exempel, multipliceres 2 med 30, saa udkommer 60; disse
igien multiplicerede med 16 (som er Qvadraten af det sidste Tal4), giver os
96o til Subtrahens, hvilke adderes til 4864, og Summen 5824 subtrahe¬
res fra de ovenstaaende 6886, saa bliver der 1062 tilovers, og staaer saaledes:
6062
165
(24
364
8824
Fremdeles qvadreres Qvotienten 24, kommer 5763 og disse tripleret giver
1728; dernest legges fire Stokke imellem Jndiren og Cubie=Rodens Regne¬
Stok, saaledes, at deres øverste Tal udgiøre 1728, som den tolvte Fig
udviser, og forsøges hvilken Rad paa samme Stokke der kommer nærmest
overeens med de ovenstaaende 1062936: Da bliver det den siette Rad fra
oven, hvilke Tal udgiøre 1037016; disse settes lige neden under 1062936
og de 6 paa Jndicen skrives udi Qvotienten, som det tredie og sidste Tal af
Cubic=Roden. Nu multipliceres (ligesom tilforn) alle de Tal der ere udi
Qvotienten for ved det sidste mod den høyre Haand, med 30, saasom her 24,
kommer 720; hvilke igien multipliceres med Qvadraten af det sidste Tal 6,
nemlig 36, saa udkommer her en ny Subtrahens med 25920, hvilken adde¬
res til 1037016, og Summen 1062936 subtraheres fra de ovenstaaende
V. Deel.


No. VI.
En Efterretning
om adskillig
særdeles
heede¬ Landets
og
ringe Enges merkelige Forbedringer,
Som forhen syntes og kaltes andske uduelig,
prøvet og probat befunden.


Hvorledes den Grund som kaldes og synes uduelig, paa en
beqvem Maade kand forbedres.
D
a mig nyligen Danmarkes og Norges oeconomiske Magazin af
en Ven, som er en Elskere af det som kand være til almindelig
Nytte, er kommen for Øyne; er jeg derved bleven opmuntret,
at legge nogle Anmerkninger dertil, som jeg selv og andre efter
mit Raad har prøvet, og funden fordeelagtig at være, i Haab, at det mig ey
ilde optages, at sammenføye mine Prøver med saa mange brave Patrioters
Jndsigt, i sær da jeg seer, at man i det høylovlige oeconomiske Collegio, mere
er for practiske Ting, end som for blotte Speculationer, saa vender jeg først
mine Tanker til de store hede=Marker, som findes udi Haderslev Amt i sær i
hvidding, Nør=Rangstrup, Gram=Frøs og Carlslund Herreder, saavelsom
og i Jylland, hvor de endnu ere større, og ligger nesten aldeles ubrugelige.
Det er enhver Avlsmand bekiendt, at Boghvede er et Slags Korn, som
kand saaes uden Giøde, altsaa er det øyensynlig, at saadant Hedeland dermed


126
kand besaaes med Nytte, jeg vil undtage det, som er alt for Moseagtig, og
alt for vaad, hvorom herefter, men den sandagtige er og bliver dertil alletider
duelig. J den Henseende kand den gamle hvilede Jord paa de allerfleste
Steder opbrydes med Fordeel; thi saadan Jord kand bruges Aar for Aar,
uden nogen Giødning, Jorden tager ingen Skade ved Boghvede, men behol¬
des ved det Slags Sæd i duelig Stand. Det kand jeg først sige forvist, at
paa 12te Aar, her i Nærværelsen er faaet uden Giødning, og at Avlsmanden
hvert Aar har høstet saadan Frugt, at han kunde være vel tilfreds. Dette
giver mig Anledning at tenke, at det Slags Sæd saaledes kand drives, mere
som 2 gange saa lenge, ja kand skee saa lenge man vil. En brav Mand her i
Egnen har haft den Lykke, at han i ældgammel hvilet Land, har efter 33 Tøn¬
de Udsæd, indhøstet 70 Tønder, jeg tilstaaer, at det er uhørt, dog eragtes saa
meget, at Landet kand giøre mere, end som det er anseet for. Det kand be¬
fordre Frugten meget, naar det er giørligt, ey for nærved Jorden, at have af¬
hugget forrige Aars Grøde, thi Stubbene tiener til Frugtbarhed. Om det
Slags Korns Nytte behøves ey at melde, siden det de første 3 a 400 Aar er be¬
kiendt i Landet, saa og vide de fleste, at Straaet kand fortæres af Qvæget,
som giver Giødning til andet Land, som ey kand vel dyrkes uden Giødning.
Jeg tilstaar, at dette Korn er Fare underkast, saa vel af sterk Blæst som af
Riif eller Natte=Frost, men om end saadant hendede sig hver 10 Aar, skulle
man derfore lade Modet falde, da dog anden Sæd ey lykkes eet Aar som det
andet? Dette er derhos at bemerke, at det Land som først opbrydes, vil ha¬
ve et par Aars Tiid, i sær naar det er stift, at forraadnes; det bør og 1 42
Gange hvert Aar pløyes, men maae hver Gang det er pløyet, igiennemdra¬
ges flittig med Harven, som giør ligesaa meget som en Pløyning. Mange
mene at man kunde afbrænde Lyng og Mos, for at giøre Landet mageligere til
Pløyning, men det er skadelig for Grunden, da Jlden fortærer det øverste


12.
som giver den beste Kraft. Er Lyng saa stor og sterk, at den ey kand under¬
pløyes, da er det beste Raad, at meye eller afslaae den; er Hede=Landet lav
og mere overdraget med Mose og Torve=Jord, maae det anderledes behandles,
hvorom strax skal meldes.
Da jeg for en Snees Aar kom til at boe her i Røost, bemerkede lette¬
lig, at en stor Deel af det Land som ey var bleven dyrket, var jo saa duelig
dertil, som det der var under Ploven, skiønt det laae nesten uden nogen
Nytte, jeg talede med Naboerne derom, men det var noget Nyt, følgelig i
deres Tanker unødvendigt og noget daarligt, deres Fædre havde faaet deres
Tilslidning, de fik den vel ogsaa. Endskiønt man grandgivelig indsaae en
Forbedring at kunde foretages, saa var det dog en Umuelighed at trenge igien¬
nem, fordi Byen laae i Felledskab, og det dermed saaledes haver sig, at en
Mand, enten han er vrangvillig eller taabelig, dog formaaer saa meget, at
han kand kuldkaste alle øvrige Naboers beste Overleggelser. Jkke desmindre
drøv jeg paa en Deling, saa at enhver kunde faae sin Anpart, men det syntes
mere umueligt. Til Lykke havde man seet en Muelighed med at skifte Engen,
som tilforne var foretaget til megen Fordeel, endskiønt dog ikkun i nogle store
Stykker eller Flenger, saa at Eftergrøden endnu var til Felleskab.
Endelig lod vores da værende Amtmand, Hr. Geheime=Raad von
der Luhe sig behage, at giøre en Reyse herud til os, som ved sine Forestillin¬
ger, om en øyensynlig Profit, og ved at forelegge adskillige Exempler, om
nogle Byer østen for Haderslev, som nu var kommen i god Stand, men til¬
forne vare saa fattige, at de ey kunde betale deres Aarlig Udgifter, endeligen
fik mine Naboer overtalt, at de samtlige indgik en speciel Fordeling af Mark
og Eng. Jeg forbigaaer adskillige Omstændigheder, om nogles Vrede imod
mig, fordi jeg havde egentlig drevet paa saadan Fordeling, men det varede ikke
lenge, før de takkede mig got, og jeg er vist forsikret, at tvende Mænd, som


128
meest vare mig imod, ey hver for sig, nu igien skulle gaae til forrige Commu¬
nion om dennem blev budden 1000 Rdlr. Der findes vel og de iblant, som
ey skulle være uvillige til Fordeling, saa fremt de ellers selv forstode hvortil
deres Land kunde due, og hvad Nytte de selv, men i sær deres Efterkommere
deraf kunde have. At en Fordeling just paa den Maade i alle Byer blev fore¬
taget som her skede hos os, var vel ikke mueligt, ey heller tienligt, for adskillige
Aarsagers Skyld; Men dette uagtet, saa skal der neppe findes nogen Bye
udi ovenbenævnte Herreder, som jo ved Afdeling imellen Lods=Eyerne,
kunde merkeligen blive forbedret, til større Fordeel end som man forestiller sig.
Store Flenger af saadant Land, som nu synes at være uduelig, kunde indlukkes
i Kobler eller Tofter og Lykker. Paa den Maade kunde enhver benytte sig
af sit eget, hvad heller Landet var udlagt til Hvile, eller og blev brugt til Sæd,
thi mange Gange er avantagen ligesaa stor, naar det ligger til Hvile, som
naar det er under Plovens=Drift, i sær naar Sommeren ikke er alt for tør;
enhver begriber, at Græsningen, som kand haves uden Pløyning, betaler sig
mangen Gang bedre, som Sæden.
Et Exempel bemerkede jeg for en 5 Aars Tiid siden, imellem Kelling¬
husen og Kummerfelt i Julii Maanet, hvor Land som var opbrudt af den
sorte Hede, og aldeles intet tilforne voxede, stod med den beste Rug, andet
Land med Boghvede, hvis lige, jeg ikke kand erindre mig, nogen sinde at
have seet, undtagen imellem Relling og Pinnenberg, ligeledes i en nye for¬
arbeydet Lykke. Jeg betragtede nøye den Jord som var opkast (i sær mang¬
foldige Lykker vare allerede indhegnet til forrige Brug) befant, at den var et
Sped oven til meget slet Hede=Jord, derunder kom smaae hvidagtig Sand.
At faae Omgangen dermed at vide, blev samme Gang forhindret.
Jeg har i mine Tanker forefunden langt bedre Hede=Land som dette i
Jylland, som ligger uden Brug, derimod got Sæde=Land, som bar ringe


126.
Korn, hvilket satte mig i Forundring, men da jeg fornam, hvorledes de 6 4
7 Aar i Rad, efter een Giødning paa sine Steder avler det samme Land, kunde
jeg forstaae, at tilsidst og var at vente ringe Korn i saa lenge udpidsket Land.
Da vi endnu stode i Communion her i Byen, og havde Ager om Ager,
saaede vi Landet i 4 Aar, da det fik 3 Aars Hvile, nu siden det er udskiftet,
besaaer jeg mit Land ikkuns i 3 Aar, men lader det hvile i 4. da jeg dog bekom¬
mer mere Traver, og et par Skiepper mere af Traven. Derved har først mere
Korn, dernest bespares den 4de Part af Arbeydet og Sæde=Kornet; og for
det zdie har mere Land at lade Creaturerne gaae paa, eller og at bruge til
Høe, saa jeg kand underholde mere Fæ som tilforne. Ja min Græsning er
saaledes forbedret derved, (skiønt det synes utroeligt,) at jeg nu bedre kand
græsse 20 Nød paa samme Grund, end som jeg før kunde græsse 15 Nød.
Forfarenhed er mit Vidne.
Disse øyensynlige og haandgribelige Fordele, har jeg gjort Forestilling
om ved Leylighed i en og anden Bye, men mange vil dog absolute blive ved
deres gamle Vane, andre tage imod Raison, men kand ikke trenge igiennem,
fordi een eneste Mand kuldkaster ofteste det som var til almindelig Beste. Det
almindelig Svar man faaer er dette: Deres Forfædre har faaet Føden, de
faaer den vel ogsaa uden nye Paafund.
Jeg finder Byer, som har meget at giøre med Gierder at lukke, og
bruger nogle 100 Læs dertil, som med levende Gierder kunde komme til rette,
sig selv og deres Efterkommere til megen stor Fordeel. Endskiønt nu disse
levende Gierder synes mere og mere at komme i Brug ved Skov=Siderne,
saa staaer dog endnu mange i den Tanke, at det er en Umuelighed, hvor
Grunden er høyere og sandigere. Men naar Podningerne blive kort afhug¬
gen, og ey sat oven i Digerne, men legges neden ved Jorden, hvor en Grøfte,
er kastet, lader det sig paa de fleste Steder giøre, og kand lykkes undertiden
V. Deel.


13
saa vel, at man ligesaa vel som paa andre Steder, kand selv have de smaa
Redskaber, item, Tønde=Baand og andet mere til sin Brug, at jeg ikke tør
melde om Steendiger at sette, som endskiønt det dermed er som et evigt Verk,
dog mange Steder forsømmes, da om de Tiid efter anden bleve opreist, megen
Tiid og Umage med Giersel kunde bespares, ligesom vi heraf have en merke¬
lig Prøve, endskiønt vi maa hente Stenene langt fra. Saadan er det, naar
en Ting først kommer i Drift, da drives den Sag med Fornøyelse, som til¬
forne snart var agtet for en Umuelighed.
Mange Steder er den onde Vane indført, hvor Bønderne have
Tørve=Mooser, at føre deraf til Staden, 142 Mile Veys; Som Læsset
er af ingen Betydenhed, bliver det og derefter kun slet betalt: de faae Skillin¬
ger blive nesten fortæret i Staden, Hestene plages, Foderet og Giødningen
spildes, Vogn og Klæder slides, Avlingen forsømmes hiemme, saa at naar
det er beregnet, derved mere tabes end som vindes.
Om Skove kunde opelskes i disse Egne eller Herreder, derom kand
ikke siges fra eller til, saasom jeg ey er erfaren i disse Ting, saa vidt seer jeg
nok, at et par Steder, hvor Prøven er gjort, ey viser nogen Forhaabning.
Er dog i den Tanke, at naar Tingene efter de brave Mænds Jndsigt, hvorom
jeg læser i det danske Magazin, bleve indrettet, en bedre Fremgang kunde
ventes, allerheldst, da det er en afgjort Sag, at overalt her har været Skov,
ja heele store og considerable Skove, saa at vore smukke Bielker i Kirker og
Huse derom bære Vidne. Derom vidne ydermere de mange Steder
som endnu bære det Tilnavn af Skov, som Aggerskov, Biorn=Skov,


131
Steen=Skov Bierge, Nedskov, Gammelskov, &c. de som ere 80 Aar
gamle, kand endnu grant erindre sig, at have seet Stubbe i Heden af meget
store Træer, Jorden og Luften er vel den samme, formodentlig og beqvem til
samme Vexter. Jeg læser i Magazinet om et Forslag, at give til at for¬
drive de saa kaldede onde Urter. Jeg eyer selv en Tofte, som dermed var be¬
sværet, samme fordrev jeg med Rug=Sæd, men hvor Grunden er alt for
lav og vaad til Rug, tænker jeg at det beste Raad var en Rajolering som alle¬
rede maae i mine Tanker være bekiendt for de fleste. Om at faae got og
reent Sæde=Korn, meener jeg at have mindre Vanskelighed, og at være en
læt Sag for en vindskibelig Avls=Mand. Han tage sig for at udlede de
allerbeste og fuldkommenste Ax, han tage dertil Tiid og Medhielpere, efter
Sagens Beskaffenhed, saa veed han hvad han har, og behøves ikke saa sær¬
deles lang Tiid at faae til en Tønde Sæd eller to, og naar det udsaaes i
Land som er reent, kand han vente reen Korn, og deraf atter tage sit Sæde¬
Korn. Jeg har for faae Aar siden, lagt mig efter Tydsk Rug, som jeg har
ved en Ven bekommet i Flensborg, derefter har taget mit Sæde=Korn og
tient andre dermed, hvorved de finder stor Fordeel.
Stuterierne at ophielpe veed intet nærmere Raad, end som at man for
alting seer derhen, at faae gode Hingste, som have den Beskaffenhed som de
bør at have. Kandskee det nesten var ligesaa nødvendig at legge sig efter gode
Tyre. En Sag som ikke legges tilbørlig Fliid paa, og ey desmindre er
saare profitabel, i sær da Arten meest falder efter Hannen, saa vidt mig er
bekiendt iblant alle Creature, og som Landets Producter i sær bestaaer deri,
var den Sag og meest Magtpaaliggende.


132
Jeg maae før jeg slutter disse ringe Anmerkninger, endnu tale et Ord
om den forommeldede saa kaldede uduelig Grund, som vel torde blive en Sag
af Vigtighed for Rigets Jndvaanere. Jeg setter det for ud, som bekiendt,
at Sommer=Pløyningen er saare profitabel baade paa Geest og Mersk¬
Land; Jorden bliver deraf muldig, saa den bedre tager imod den Frugtbar¬
hed som kommer af Luften og Solen, Ukrudet dempes ved den idelige Om¬
pløyning, saa at Sæde=Kornet allene benytter sig af Jordens Fædme, hvori
ellers Ukrudet vilde tage sin Andeel, saa at naar Tiid og Leylighed vil tillade
det, saadan mange Gange igientagen Pløyning, i sær, naar Harven hver
Gang kommer efter Pløyningen, ey skal fortryde en Land=Mand.
Men jeg har og erfaret, at en mose agtig og vaad og ringe Engbond,
uden Pløyning kand give Korn, og derefter blive langt beqvemmere til Høe.
J følge af en Efterretning, som jeg fik fra Uge=Sogn imellem Tønder
og Flensborg, har forleden Aar gjort følgende Prøve: Jeg lod en Geøft ka¬
ste igiennem et Stykke Eng, 3 Allen breed og 2 Allen dyb. Siderne af Grøften
gaaer perpendiculair, og ikke skraae til, for at vinde saa meget meere Jord.
Det som blev opkast, blev udjevnet over et Stykke af den ringe Eng, som
havde 6 Skar eller 18 Allen i Breden;
Grundens Beskaffenhed var denne, det øverste Sped eller halv Allen,
var Mose=Jord; det som fandtes nest derunder, var haard Leer, det tredie
Sped var grovagtig Sand, alle disse Sortementer blev udbred iblant hin¬
anden over Jorden, da det var udspred kom en liden Giødning derpaa, saae¬
de siden tre en fierdendeel Skieppe Havre, af den Sort, noget sildigere som


13.
den anden uden at pløye, men harvede den vel. Den Frugt som derefter voxe¬
de, var saa usædvanlig i disse Egne, at adskillige fra andre Byer kom at see
den. Mine Omkostninger vare første Aar rigeligen betalt, og den største
Nytte ventes efterdags af det Høe som derpaa formodentlig bliver at indavle,
thi man kand nest Guds Velsignelse ey alleneste vente dobbelt men og 5 til 6
dobbelt saa meget Høe som tilforne, som Forfarenhed allerede paa andre
Steder har udviist. Af saadan Slags Engbond, som paa saadan Maade
kunde forbedres, findes nogle 100 Demater i disse Herreder.
Da jeg for nogen Tiid blev begiert af et par Mænd, hvoraf hver har
en Gaard i Q=bierg, at jeg vilde være dennem behielpelig i at deele deres
Grundning, i sær, da den var ulige af Bonitæt. Grunden blev taxeret, og
dernest formaaede ved Hielp af mit Astrolabium i nogle faae Timer, det som
kand skee, efter en langvarig Proces, som alt var begyndt, endda tilsidst hav¬
de kandskee til deres egen Skade, bleven ugjort; Jeg anfører følgende allene¬
ste, for at vise en særdeles Prøve til Bekreftelse af det, som allerede er sagt:
Den ene af disse tvende Mænd havde opbrudt en liden haard Knude, hvor¬
udi han saaede tre og en halv Skieppe Byg, derefter indavlede han 7 Tøn¬
der Byg, er det ikke usædvanligt? hos os neppe nogensinde er erfaret. Jeg blev
curieuse at undersøge Jordens Beskaffenhed. Samme befantes blandet med
nogle smaa Rødder, Steen og nogle Sands=Korne. Jeg tænker at deri maae
have været Salpeter, eftersom samme Egn ellers agtes ringe. Det er af saa¬
danne Prøver man kand forestille sig, at der ligger meget got Land udyrket,
og kandskee meere end som man forestiller sig, naar derpaa blev gjort
Forsøg.


134
De største Prøver om hvad Melioration, der kand foretages, sees
paa en halv Miil Veys Destrict ved Tønder: Een Gaard som for nogle og
30 Aar blev solt for 1000 Rdlr. kand nu koste 5000 Rdlr, kunde nu en For¬
bedring foretages saaledes efter Grundens og Omstændighedernes Beskaffen¬
hed over Amterne, hvad var det ey for en Fordeel for Kongen, og hans
Undersaatter.
Roost udi Haderslev Amt.
den 24 Febr. 1759.
RASMus HOLMEB.


No. VII.
Forsøg
paa
et tilstrækkeligt Middel
at opfinde,
hvorved Skovene i Norge
kunde spares,
og de af dem kommende store Fordele continueres,
Joris Tostani With.
Nidros.
Tillige med
en ANONYMI Klagemaal
over
ulovlig Skovhugst i Norge.


I. N. J.
S¬
kove at være en af Norges største Herligheder, er en Sag, som
ey behøver noget Beviis; da det er enhver, som veed noget af
dets Beskaffenhed, noksom bekiendt, hvad for Nytte og Pro¬
fit de Norske derudaf har, ikke alleneste til egen oeconomisk
Brug, men end ogsaa til Handling dermed hos Fremmede og Udenlandske,
som Aarligen faaer fra Norge mange Skibs=Ladninger udaf Breder, Bielker,
Skibs=Master, og andet deslige til Skibs= og Land=Bygning behøvende Ma¬
terialier; saa at Norge med rette derfor kand kaldes Dannemarks, Hollands,
samt Engellands Tømmer=Plads. Med et Ord: Norges Skove, som til
største Deel bestaaer af Fyrre= og Gran=Træe, forskaffer Landet saa usigelige
og mange Slags Fordele, som endnu ikke saa vel kand skiønnes paa, da der er
noget lidt tilovers af Skov; saa at de her ikke formedelst deres Vidtløftighed,
kand opregnes hver udi Særdeleshed; da jeg agter at giemme det til en anden
Tractat, hvoriudi jeg agter efter Evne at beskrive de Norske Skove og deres


138
Beskaffenhed, samt vise fuldstændigen ikke alleneste deres Nytte og Brug i
Almindelighed, og den særdeles Nytte, som enhver har der af, men endogsaa
fornemmeligen den Profit og Fordeel, som kunde haves deraf, om de retteligen
brugtes, og som endnu ere ubekiendte for Jndbyggerne.
Udi nærværende Stykke, er ikkun mit Forsæt at fremføre en nye Aar¬
sage til Skovens Ruin, og som tilforne ikke af nogen, saa vidt mig er be¬
kiendt, er forebragt, og ligeledes et nyt Middel, hvorved Skovene best kunde
spares og conserveres; som nu dagligen formindskes, og paa mange Stæder
gandske er øde, hvor der tilforne har været Overflødighed deraf, som ikke al¬
leneste af Norges gamle Beskrivelser og af de igienstaaende Rødder og Stum¬
per af Træer kand sees; af gamle dog endnu levende Mænds Vidnesbyrd be¬
vidnes, men endogsaa udaf enhver Jndfød eller anden, som udi Norge paa
Landet har opholt sig, bekræftes.
Man kand dagligen desverre see, hvorledes Skoven legges øde, uagtet
alle de gode Anstalter, som til dens Conservation ere oprettede; saa at om
nogle Aars Forløb, er det at befrygte for dens almindelige Ruin, hvis ikke
noget tilstrækkeligt Middel til at forekomme det, bliver optænkt, og sat i Verk,
saa snart skee kunde. Dette er dismeere fornødent, da ved Skovenes Ruin
kand ikke andet end følge Landets og Jndbyggernes Skade og Fattigdom.
Derved maatte Biergverkerne komme til at ophøre, og følgeligen den Profit
og Handel som haves med Kaaber og andre Metaller, Tømmer=Handlingen
med fremmede Nationer ophæves, og Jndbyggerne selv fattes Materialier til
Bygninger og andre høystfornødne Ting; korteligen at sige: Landet mistede
derved sine fornemste Producter, som ere, Fiske undtagne, Kaaber, Jern og
Træe=Vahrer, og saaledes komme udi en meget slet Tilstand.
Aarsagen til Skovenes Ødeleggelse, udgives og ere ogsaa adskillige;
saaledes at det som foraarsager Skovens Aftagelse paa et Sted, kand ikke an¬


sees som dets Aarsage paa et andet. Disse Aarsager differerer ogsaa indbyrdes
i henseende til sin Virkning; nogle udvirker udi en større Grad, andre igien
udi en mindre, Skovens Formindskelse, til disse sidste kand følgende henregnes:
I.) Bondens alt for stor tiltagne Friehed at hugge af Skoven, saa vel til
egen som fremmedes Brug, de unge saa vel som de gamle Træer,
da dog dette er forbudet ved en allernaadigst udgiven Forordning.
2.) At Skovene ere paa mange Stæder tilfælles, hvoraf følger, at ingen
skytter om at spare derpaa, men enhver hugger det meste han kand og
hvad han kand faae.
3.) Den Brug, til Fields og Øster paa Norge, at nedhugge for Fod og
opbrænde Træer til at faae Rug i, som der kaldes at brende Svee.
Disse og andre saadanne Misbrug af Skoven henregner jeg kun til de
smaa Aarsager udi Skovens Formindskelse og Ruin; saasom Skoven ved dem
allene ikke i nogen kort Tiid sluttelig kand legges øde, og saasom den ogsaa paa
mange Steder findes ødelagt paa langt anden Maade og af anden Aarsage,
som dog ikke af nogen, saa vidt jeg veed, er tilforne angivet, eller maaskee
observeret; da man kun har holdt sig ved de ovenmeldte smaa, og ey bekym¬
ret sig om de største og betydeligste Aarsager.
Til de største og fornemste Aarsager udi Skovens Ruin i Norge, bør
efter mine ringe Tanker, henregnes Kull=Brænderie, hvorved Bønderne Aar¬
ligen nedhugger og opbrænder til Kull de beste, største, og utallige saavel unge
som gamle Træer, og hvem som først staaer for Haanden til adskilligt Brug,
men fornemmelig til Biergverkene, hvorhen de Aarligen fører mange 1000
Læster Kull; og uden dets Tilførsel, kunde heller ikke Bergverkene bruges og
nyttes; saa dette Slags Brug af Skov, nemlig Kulbrænderie, synes virkelig at
være et malum necessarium for Skoven, og vil og visselig være dens stør¬
ste Ruin; om ikke en anden Ting bliver opfundet og sadt i Brug, som kun¬


140
de i steden for Træ=Kull, til deslige Forretninger bruges, og derudi kommer ogsaa
følgeligen det beste Middel at bestaae, hvorved Skovene kand conserveres tilligemed
Bergverkene selv, som da ogsaa med rette, efterdi Kull for deres Skyld brændes
fornemmelig, kand og bør ansees for den betydeligste Aarsage til Skovens Afta¬
gelse og til dens paa mange Steder aldeles Ødeleggelse: Og at de ogsaa virkelig
ere det paa de fleste Steder, kand enhver see, som vil eftertænke Skovens Til¬
stand for nærværende Tiid, omkring Berg=Verkene. Paa somme Steder er der
slet ingen tilovers, paa andre Steder gandske liden og utilstrækkelig. Saaledes
ved Rør=Aas Kaaber=Verk, at jeg ikke skal tale om andre af mindre Betyden¬
hed, findes nu neppe paa 8te a 10 Mile omkring Verket, et eneste Træe, som kand
nyttes til Huus=Bygning eller andre fornødne Redskaber for Berg=Verks¬
Folkene, som nødes til, meget dyrt fra langt bortliggende Skove at hente Materia¬
lier til deres Huse og andre høyst fornødne Ting, da dog Skoven der omkring
tilforne har været meget stor, men nu gandske nedhugget og opbrændt til Kul til
Verkets Brug; saa at der nu maae føres Brænde og Kul derhen fra langt
bortliggende Skove, og naar da de ogsaa, om nogle Aars Forløb, ere til Ende,
saa kommer ikke alleneste Verket selv til at blive ubrugbar formedelst Mangel
paa Brænde og Kul; men endogsaa Berg=Folkene og de omkringboende
Bønder vil derved virkelig udarmes og sættes udi en ynkværdig Tilstand; da
deres Handteringer, hvoraf de havde deres Livs=Ophold, ophæves. Lige¬
ledes nesten har det sig ogsaa med de andre Berg=Verker, som en Tiid har
været brugt. De omkringliggende Skove tager dagligen mere og mere af,
indtil de omsider legges gandske øde, hvorpaa Berg=Verkene ikke andet kand
end have samme Skiebne. Man haver allerede desverre tydelige Beviis og
Exempler paa dette udi adskillige Berg=Verker, som formedelst Skovenes
Ruin, selv ere ruinerede; Saaledes er Kongs=Bergs Jern=Verk ødelagt
Anno 1705. Et Kaaber=Verk Nordenfields ligeledes. Endeligen som et


141
stort Beviis og Exempel herpaa, kand ogsaa tiene de Rudera af et eld gammelt
Sølv=Verk udi Øvre=Tillemarken, af hvis kostbare Indretninger kand sees
at der i fordum Tiid har været et Sølv=Verk paa samme Maade drevet, som
nu Kongs=Berg, men slutteligen af Mangel paa Brændeved, er bleven ubrug¬
bart; thi paa de omkringliggende Steder er nu neppe et Træe at finde, men
alting øde og blotte, da der saa vel, som paa andre Steder i Norge, maae
have været Skov, førend og mens dette Verk blev drevet; men til Verkets
Brug nedhugget og forødet; Saa at ved Mangel paa samme, er Verket ikke
alleneste lagt øde, men kand endogsaa i denne Tiid ikke igien optages; Om¬
endskiønt der findes baade paa Stedet og allevegne deromkring, skiønne Anviis¬
ninger af Berg=Arter nesten af samme Beskaffenhed, som ved Kongs=Berg,
saa det er venteligt, der maatte findes Sølv=Ertz baade af den Egenskab, som
ogsaa Overflødighed, der kunde rigeligen belønne den Umage og de Bekost¬
ninger paa det Middels Opfindelse, hvorved det igien kunde komme til at bru¬
ges og nyttes. Disse her frembragte Exempler (hvortil kunde ogsaa flere
legges) ere tilstrækkelige nok at bevise, at Berg=Verkene kand og bør regnes
iblant de fornemste Aarsager til Skovens Aftagelse i Norge, saasom for deres
Skyld, Kul=Brænnerie er i Brug og maae ogsaa bruges, saa længe Skoven
vil strække til, og saa længe man ey vil være betænkt paa Middel at forekomme
baade Skovenes samt Berg=Verkenes Ruin, tillige med den heele Tømmer¬
Handels Ophævelse; hvilke Ulykker ikke andet end kand foraarsages af saadan
Behandling med Skoven, som Erfarenhed selv allerede kand overbevise os om,
ikke alleneste i Henseende til adskillige Stæder i Norge, hvor Tømmer=Han¬
delen af den Aarsag er cesseret, men endogsaa udi fremmede Steders deslige
Skiebne. Det er derfor desmere at undre over, at ikke fornuftige Mænd har
indseet udi dette tilforne og afskaffet efter Formue dette Misbrug at nedhugge


142
Skoven og opbrænde til Kul, og i Steden derfor, optængt til Berg=Verkene
at bruge og continuere, andet Middel.
Det foromtalte Middel derfore, som skulle være tilstrækkelig til at con¬
servere Skoven og forekomme de Uleyligheder, deraf dens Ødeleggelse visseli¬
gen ville foraarsages, kommer til at bestaae, efter mine ringe Tanker, udi
Steen=Kuls Opfindelse og Brug, i Stæden for Træ=Kul. Men nogen
ville vel strax spørge, hvor saa stor Mengde Steen=Kul skulle faaes i fra,
som skulle være nok til Berg=Verkenes Brug, da i Norge intet haves deraf.
Een anden igien forebringe, at Steen=Kul ey ere fordeelagtige at bruge til
Berg=Verker.
Hvad det første Spørsmaal er anbelangende, saa kand intet andet sva¬
res dertil, end at det maatte være forunderligt, at man ey skulle finde Steen¬
Kul nok i Norge, et saa overflødigt og frugtbar Rige paa Mineræ og Fossilia,
ligesaa vel som i Soerrig, hvor der anvendes stor Umage, dog med god Frem¬
gang paa Steen=Kuls Brug. Desuden findes der i Norge Overflødighed,
af Schefer=Steen, saasom i Gulbrands=Dalen og andre Stæder. Lige¬
ledes findes der ogsaa Mængde af Alun, altsaa maae der ogsaa findes Steen¬
Kul, eftersom hvor det Eene af ovenmeldte findes, der er der ogsaa gierne
fundet Steen=Kul, som Erfarenhed har lært og endnu dagligen lærer; Saa
at Schiefer=Steen og Alun har altid været sikker Anviisninger til Steen¬
Kul for dem, der har efterforsket det. Ja der er ogsaa ofte fundet Steen¬
Kul i Norge paa mange Steder, men besynderlig ved Alun=Verket ved Chri¬
stiania. At der derfor findes Steen=Kul i Norge er en Sag, som ey er at
tvivle paa, og flere Beviis derpaa behøves ikke. Der behøves hellere de udi
Norge, som havde Forstand og Erfarenhed om at eftersøge dem, og sætte
deres Brug i tilbørlig Stand, som var at ønske at det skede, jo før jo hellere,
førend Skoven aldeles blev ødelagt; Thi naar det er skeet, omendskiønt da


143
Steen=Kul opfindes og kommer i Brug, som endeligen maae skee, hvis ikke
alle Berg=Verker skal ogsaa legges øde; Saa mister dog de Norske den For¬
deel de har havt og endnu kunde have af Tømmer=Handlingen, tillige med
alt anden Nytte, Skoven kunde bringe af sig. For det øvrige er der ingenlunde
at tvivle paa: At der jo i Norge, efterat dets Skove ere ødelagde, vil findes
ligesaa vel Steen=Kull, og med ligesaa stor Fliid drives, som nu til Halle udi
Saxen, hvor man mindre end udi Norge, vidste af dem, førend Skoven var
til Ende, da nøddes de til at eftersøge dem, som de da ogsaa fandt i Nærvæ¬
relsen af Wettin, og af dem betiener de sig nu med større Fordeel, end de til¬
forne gjorde med Træ=Kul, til allehaande Forretninger.
De der holder fore, at Steen=Kul ey ere nyttige til Berg=Verks
Brug, synes visseligen at sige Erfarenhed selv imod. Thi at de kand bruges
med ligesaa stor Fordeel, om ikke større til deslige Brug, er en af Erfarenhed,
aabenbar Sandhed. Saaledes bruges Steen=Kul til Berg=Verker og Me¬
taller at smelte hos fremmede Nationer, saasom hos de Engelske og andre; Og
faar de ved dem af Ertzet ligesaa meget Metal udi Smeltningen, som ved
Træ=Kul hos os; Saa at Steen=Kul ved den hos sig havende svogel¬
agtige Materie, slet intet, som nogle tænker, fortæret og Corroderer Metallet;
men dette kommer alt an paa Bruget og Indretningen; thi ved et rigtig
Brug af dem og en retskaffen Indretning i Hensende til Machinerne, kand de
med Fordele bruges til ald Slags Smeltninger, Kaagninger og andre
Huus=Forretninger, hvortilødes nu Træer. Alt dette, siger jeg, viser Erfaren¬
hed og er fuldstændig beskrevet udaf Buntingio i hans Sylva Subterranea
udgivet i Halle 1693. Saa det er ufornødent for mig paa dette Stæd der¬
om mere at tale.
Foruden den foromtalte Nødvendighed og store Nytte af Steen=Kul
Brugs Oprettelse i Norge, i Henseende til Skovens og Berg=Verkernes Con¬


144
servation, ere der endnu 2de betydelige Fordeele, som derudaf kand haves.
Først spartes derved en stor Summa Penge, som Aarligen udaf Landet
bortføres for Steen=Kul, som bringes hen til Kiøb=Stæderne, meest fra Skot¬
land; hvoraf sees ogsaa hvor nødvendig Steen=Kul er for Kiøbstæderne, og
hvor forunderligt det ikke er, at de med stor Bekostning løber og søger de for¬
nødne Ting andre Steder i fra, hvorpaa Landet selv er riigt, naar de kun
af erfarne Mænd bleve eftersøgte og satte i Verk. For det andet kunde ikke
alleneste det foromtalte Sølv=Verk, som af Mangel paa Skov ey kand igien
optages, omendskiønt der ere ypperlige Anviisninger af Sølv=Ertz, derved
komme i Stand igien, og forskaffe ligesaa stor Profit, som Kongsberg Sølv¬
Verk, hvor med det ogsaa kommer overeens i Henseende til Berg=Artene;
men endogsaa andre Berg=Verker, som ligeledes af Mangel paa Skov ere
ophævede, igien, sættes i Brug. Ja derved skulle Norge faae langt flere Berg¬
Verker, end det fornærværende Tiid har, thi der findes paa adskillige Ste¬
der i Norge, besynderlig Norden=Fields, gode Anviisninger baade til Sølv¬
og Kaaber, ja ofte ere endogsaa store Stykker af gediegen Sølv frembragt
af Bonden paa visse Steder, men til Deels af virkelig Mangel paa Skov
ikke kand sættes i Verk, og til Deels ogsaa af de der paa Stedet skiules og
ingenlunde aabenbares; efterdi de veed, at til et Berg=Verks Optagelse maae¬
de nest omkringliggende Gaarde overlade deres Skov, og for at beholde den,
som deres Gaards største Herlighed, aabenbarer de ikke noget saadant med
deres gode Villie, men tvert imod skiuler det med største Fliid. Her udaf sees
da klarligen hvad stor Nytte og hvor høyst fornødent det er at eftersøge Steen¬
Kul og sette deres Brug i Stand udi Norge, og at de sandelig udgjør det
Middel, hvorved Skovene kunde spares, Berg=Verkene til deels conserve¬
res, til deels nye optages paa de Steder hvor nu Mangel paa Skov og
Brendeved hindrer det.


14
Dette var da den Ting, som jeg udi nærværende Stykke har fordristet
mig til korteligen at forestille, og bliver dette approberet, saa vil jeg ogsaa
ved anden Leylighed, fremgive 2de andre Stykker. Det iste angaaende
Steen=Kuls Opsøgelse, hvorledes, paa hvad Maade, og paa hvilke Steder
udi Norge de bør eftersøges. Det andet om deres Brug, hvorledes de bør
medhandles, og med Nytte anvendes til allehaande Forretninger.
Anmerkning.
Det som her desidereres er, at Forfatteren tillige havde anviist de ham bekiendte Steder,
hvor Steen=Kul findes i Norge, da ingen tvivler om deres Brug og Nytte. Jmid¬
lertid vil man hertil føye en anden ligesaa nidkier Skov=Patrons Klagemaal, over
den uforsvarlige Skov=Hugst der i Landet, saavidt som samme bestaaer i at udskibe i
Bielker, det Tømmer som kunde være Saug=Verkerne forbeholden til et nytti¬
gere Brug.
ANONMMi Skrivelse med Klagemaal
over
H¬
Mine Herrer!
Efter den almindelige Jndbydelse, indsender jeg her for den første Gang
E, nogle Anmærkninger, jeg som en Tilskuere i mit Fædrene=Land har an¬
tegnet paa min hist og her gjorde Reyser. Finde de eders biefald,
skal jeg giøre mig en Ære af at indsende flere:
Ligesom det er en uimodsigelig Sandhed, at Norges fornemste Hærlig¬
hed bestaar i Skove, Bierg=Verker og Fiskerier, saa er det ey mindre vist, at
disse 3 de Hoved=Grunde til Landets Lyksalighed behøve bedre Eftersyn, om de skal
blive hvad de kunde og burde. Jeg vil ej her i Særdeleshed røre om Fiskeri¬
V. Deel.


146
erne, hvilke dog Naturen ligesom indbyder os til at drive høyere, ey heller vil
jeg melde om Bierg=Værkerne uden for saa vidt, at deres velgaaende beroer
paa Skovenes Beskyttelse. Skovene skal derfor være Jndholden af følgende
korte Anmærkninger. Give Gud, at samme maatte opvække nøyere Efter¬
tanke i denne for Kongen og Landet høystvigtige Sag! Vi mangle ey paa Lo¬
ve og Forordninger angaaende Skovenes Hugst og gode Behandling, men
til hvad Nytte, naar de ey blive efterlevede.
Jeg har nyelig gjort en Reyse hist og her udi den østre og vestre Deel af
Norge, men hvor har det ey smertet mig at see, tvertimod vor patriotiske Kon¬
ges befalinger, Eeg= og smaa=Last udført i heele Skibs=Ladninger, i Besyn¬
derlighed fra de smaae Stæder, ey at tale om, at næsten hvert udgaaende Skib
paa Dækket samt i Røst og Kløv, bliver forsynet dermed paa deres Vey forbi
Udhavnene.
Naar jeg paa min Reyse kom til noget Saug=Brug, saae jeg næsten
ved et hvert med Forundring den Mængde af undermaals, kroget, eller qvi¬
stet Tømmer, som laae fremvæltet for at skiæres til Bræder, der for sin Ring¬
hed skyld, bliver solgt for en skammelig Priis udenlands. Spurte jeg Ejerne,
hvorfor de kiøbte saa slet Tømmer? fik jeg dette almindelige Svar: Man kand
for den store Bielke=Hugst, næsten ikke faae kiøbt andet. Fremførde jeg der¬
paa Forordningen som forbyder Bielkers Hugst i Circumference af Saug¬
Brug, sagde man: hvo tør vove at udstaae vidtløftige Processer derfor.
Spurte jeg videre om vedkommende Øvrigheds Personer og Kongelige
Betientere ey tage sig denne Sag an? svarede man mig ved at løfte paa Skul¬
drene, og jeg tænkte: HErre Gud! hvor længe skal saadant dog vare? Sko¬


147
vene omkring Stæderne hørde jeg at være gandske udhugne, som jeg og selv
saae Sandheden af, naar jeg fra Søe=Kysterne reyste nogle Mile udi Landet,
og dette tilskrev man for det meste, den skrækkelige Mængde af smaa Last og
Bielker, som aarlig udskibes, hvilket ogsaa blandt andet foraarsager, at Byg¬
nings Tømmer over alt nu er saare dyrere end tilforn. Saug=Brugene vare
ey de eneste, som lide Mangel, men jeg hørde og velgrundede Klagemaal af
Bierg=Værks Eyere, som omliggende Bønder, formedelst Biælkers Hugst og
Kiørsel, ey skiøttede om, eller havde Tiid til at forsyne med fornødne Kull.
Man skulle vel troe, at Rigets Skibsfart blev befordret ved denne Udskibning;
men hvilken Fædrenelandets Elskere kand uden Græmmelse see og høre, at den
uhørlige Mængde af Biælker, som aarlig føres ud, bliver udskibet ved holland¬
ske store og smaa Skibe, hvis Tall man ey lettelig skulde troe, om det ey af
Told=Bøgerne kunde bevises. Skal de Fremmede længere faae tage vore
raae Materier, og forædle dem hos sig, hvorved skeer, at de ey allene ikke
kiøbe Bræder af os, men endog giøre os Forprang paa udenlandske Marke¬
der? skal disse Fremmede endog forhindre vores Skibsfart og derved tage
Brødet fra saa mange brave Landsmænd, som i Mangel deraf maa forlade
Landet og fare til Skibs fra Engeland og Holland? Gid den gode Capitain
Lutken vilde skrive derimod! Oven for Drammen laae Saug=Tømmer op¬
kiøbt; som var skammeligt at see til, men paa Bragness, Strømsøe og Tan¬
gen, en skrækkelig haab Biælker af allerbeste Gran= og Fyr=Træer. Af enhver
Biælke kunde tvende prægtige Sauge=Stokke faaes, som opskaaret til Bræ¬
der, og udskibet med egne Skibe, kunde være Landet til meer end dobbelt
Fordeel. For at undgaae Vidtløftighed vil jeg ey opholde mig ved i Særde¬


148
leshed ogsaa at antegne den utroelige Mængde af Biælker, som udføres fra
Holmestrand, Holmsboe, Drøbak, Hvidsten, Hølen, Sogn, Moss &c. &c.
Ved at nævne Moss, kand jeg ey andet end anføre, hvor grovt man her om¬
kring holder Huus med Skovene: Endskiønt ved Moss ligger et af de ansee¬
ligste Saug=Brug og Jern=Værk i Landet, maae dog Eierne saavel af Sau¬
gerne, som de berømmelige Entrepreneurs af Canon=Støberiet paa Mosse¬
Jern=Værk, taale, at i Aar vel 1000 Tylter Biælker ere i deres Circum¬
ference udhugne, ey at tale om de mange forbigangne Aar. Hvad skal vel
omsider blive af, om egennyttige Handlere længer faae Lov, saaledes at narre
Bonden til at forglæmme baade sit og Landets vel? Saugerne, der nu kun
bekomme lidet og usselt Tømmer, vil komme til gandske at standse af Mangel
derpaa, og Canon=Støberiet, som nu efter mange udstandne Fortrædelighe¬
der gaaer saa lykkeligt for sig, samt er af største Vigtighed for Kongen og
Landet, maa savne, hvad nu allene behøves, som er Overflødighed af Kull.
Jeg vil hermed slutte, og lover, som en god Borgere at indsende mine Her¬
rer fleere upartiske Efterretninger, naar jeg først har læst dette i eders nyttige
Samlinger.
ANOMxMGs O.
No. VIII.


No. VIII
Om Skaden
af
Udenlandske
Fabriqve Vahres Indførsel
i
Norge.


P
rincipium Grave: Der er vel intet vissere, end det, at hvad,
som begyndes af Nyt, alletider finder Vanskelighed. Ofte
hænger Vanskeligheden i Tingen i sig selv, som kand være haard
at overvinde, men de fleeste Gange herrører den af de udenomværende Om¬
stændigheder og de giver, som ofreste den største Hinder. At gaae forbie der¬
udi mange utallige Exempler; Men hvilket haver vel i alle vore Oeconomiske
Foretagender, der for et Land og dets sande Velfærdt ere saa nødvendige,
fundet større Modstand og Hinder, endsom de høypriselige Anstalter med
de adskillige i Landet oprettede Ulden og Silke=Fabriqver og hvad af mange
arbeydes vel paa mere, end fast at see deres gandske Undergang. Det er ey
enhver uvitterligt, hvor ofte og paa hvor mange ja ligesom lokkende Maa¬
der, at den høyeste Øvrighed har søgt, at Rigernes Undersaatter skulde for¬
siune sig med de i deres egne Lande fabriqverede Vahre, men med hvad Ud¬
flugter og Paaskuder er der ikke stræbet det at undgaae. Det kand vel ikke
nægtes, at for Riget Norge, hvor endnu ey nogen af deslige Fabriqver ere
begyndte og andlagte, det kunde være en Vanskelighed, og det i Henseende til
sin Negocie og Producter, hvilke de fleste de til fremmede Stæder maa
bringe, og ofte naar de med Fordeel skal vente sig at blive af dermed, dennem maa


152
troqvere eller for Vahre modtage Vahre, men jeg troer dog, det ey alle¬
tider saaledes gaar til; thi man hos en Kiøbmand kand afsætte sine Vahre,
men derfore hos en anden maa tilhandle sig, hvad man igien vil have og følglig
det sidste med contant betale; hvilke Penge man kunde hiembringe; og kunde
da heraf gierne falde det Spørsmaal, om det end for Norge er saa ugiørligt
eller at det kand være saa skadeligt og fornærmeligt i deres Negocie, om de
paa nogen Slags Maade bleve indskrenkede og holdte til at forsiune sig med
deres behøvende Vahrer, fra de udi Dannemark oprettede og i Gang komne
Fabriqver? Vilde man indrette sit Svar efter den private Interesse for
enhver, saaledes, som enhver kand indbilde sig den, da de fleste gaaer efter
det, de ere vante til og de seer at kand have sin Fordeel af, og for Resten bry¬
der sig ikke om, hvorledes at det gaar med det Publiqve eller Almindelige. O!
saa frygter jeg for, at af denne egennyttig seende vilde tænkes, at intet skade¬
ligere kunde paafindes eller sættes i Værk, men naar man kun vilde kaste Øye
paa Grunden og Aarsagen, hvorfore det saaledes agtes, saa skal man let fin¬
de, hvoraf det kommer sig. Jeg troer enhoer, som enten selv udfører eller
lader udskibe af Rigets Producter, hvilke ikke allene ere saa mange Slags,
men endog saadanne, som for andre Steder maa kaldes nødvendige og følgelig
alletider afsætlige, naar ellers ikke Mængden af Tilførsel skulde giøre dem
enten ikke alt paa engang at kunde modtages, eller og kand forringe deres Priis,
maa tilstaae, at de, paa de Steder, hvor de samme henbringer, ey alletider
ere forbundne dennem paa troqvere at afsætte. Nu paa endeel Steder er det
vel fornøden og got, at slig Handel kand skee, nemlig hvor man maa forsiune
sig igien med de fornødne Vahre, som Landet kand tiltrænge, saasom fra
Frankerige med Salt, Vine &c. og fra Øster=Søen med Korn=Vahre for
de Nordenfieldske Steder, men her tales ikke om saadanne fornødne Vahre,
men de, som henhører til Fabriqve=Væsenet og med dennem mener jeg at man
ikke alletider ligger under saadan Forbindlighed; thi det vil være Vahre,
som man altid maa tilhandle sig af andre, end de, som egentlig med vort


153
Lands Producter paa de Steder pleyer at handle, heraf bliver da let at see, at
den Handel, som med disse Fabriqve=Sager skeer, virkelig gaaer for vores
contante Penge, som vi ellers kunde hiembringe; men den agtes ikke og
heder kun, at vi har faaet dem for vores udførdte Producter, som i sig selv
saavidt kunde være sandt, men dermed saa giør vi ey andet, end bestandig
føder og underholder de Fremmedes Fabriqver og dermed tager Brødet fra
vore Egne og for vore Lands Producter aldrig hiembringer en Skilling.
See! dermed er den egen Interesse, som de, der vores Producter udfører,
eller lader udføre, driver og for det øvrige ey agter, saasom deres visse For¬
tieneste er derved, hvorledes det gaar med det Almindelige. Men dernest det,
som synes meest at giøre saa at sige, Ulykken, og imod hvilket naar ey kand
udfindes de beste Midler, bestandig vil giøre, at der er hemmelig Modstand
imod Landets egne Fabriqver, er den almindelige Maade, fast over heele
Riget, at naar en, som ung Kiøbmand til Kramboed=Handel sig vil ned¬
sette, saa naar han ikke selv dertil har Formue, reiser han med Recommen¬
dations=Breve fra andre anseelige Kiøbmænd, til hvert sit Uden=Rigs Sted,
alt efter som dets Vahre holder og kand faaes til, og der paa Credit udtager
sine Vahre, hvilket alt for ofte sees, dem gierne forundes, baade at de Uden¬
landske Kræmmere dermed kand blive af med sine ofte forlægne Vahre, men
endog faae dem got betalt, da Sandheden tilsiger sig selv, at den, som faar
paa Credit, det og dyrere maa betale, og dermed opsætter de saaledes en
Kram=Boed gandske opfyldt med den udenlandske Kram, fra det betydeligste
Silke=Tøy og Klæde, til det ringeste Barne=Tøy, saa at af de tusinde Ting,
som derudi kand findes, ikke engang er en Knappe=Naal, en Kniv, en Sax,
en Barne=Pibe, som er gjort i Landet; og saa længe saadant skeer og kand
skee, hvad kand man da vente, at nogen søger Landets egne Fabriqver, hvor
de alleting straxen maa betale for den contante Skilling og dertil er, som en
Sandhed, de fleste af disse unge Kiøbmænd ey i Stand. Herudi synes da
paa een Side at være Interessen, saasom det er, som en Vey, hvorved
V. Deel.


154
mange af vore Kiøbmænd ere fremkomne og blevne til store Capitalister, der
virkelig ey har havt andet at begynde med, end denne crediterede Handel,
men paa den anden Side Nødvendigheden, da Middelen og Veyen ey ander¬
ledes har kundet være og saa længe andre Midler derimod ey kand udfindes,
vil det ventelig forblive i det samme. Det som fornemmelig skulde synes der¬
imod at kunde være, er, at vore Fabriqver ey allene maatte være i den Stand,
at man fra dennem kunde faae en taalelig Credit, hvilket naar saa var, det
vel ikke vilde seile, at jo til dennem blep søgt, men endog dernest, at vore
Fabriqver vare saa mange og tilstrækkelige, at fra dennem kunde faaes alle de
Sorter, som kunde udkræves.
Nu findes der og i vore Kramboder mange Ting, som ey saa lige hen¬
hører til Fabriqver, men kun til de ordinaire Haandværks=Stæder; desvær¬
rel om saa maa siges, saa, i hvor ringe det end er, saa seer man, at det alt
maa være og er fra Uden=Rigs=Stæder. Jeg veed ikke, om vi billigen bur¬
de gremme os over saadant; men hvorfra kommer det alt, uden af det, som
forhen er meldt, at naar vore Kiøbmænd skal indrette sine Kramboder, saa
skal de have alt udenlands fra paa Credit, og dermed søges ey noget fra vore
egne Verkstæder. Der mangler visselig ey paa Arbeydere hos os, ikke heller
paa Genier til at inventere, men det er allene paa Debiten, som ved saa¬
dan Frihed hindres, og hvilken Frihed om var tillukket, som forhaabes me¬
get vel at kunde skee uden mærkelig Tab for den Kongl. Cassa ved deres Jnd¬
førsel, som det igien ufeilbarlig dobbelt og mere end dobbelt, maatte vinde ved
Consumtionen af saa mange Arbeidere, man er forsikret, at man desaarsage
ey skulde mangle Saxer, Kniver, Spender, Knappe=Naaler, Børster og
utallige flere Slags, hvortil Materialierne ere inden vore egne Dørre og Kun¬
sten ey meget at kunde frembringe, ja hvortil man kunde tage den ringeste
Bonde i Riget, som i det allermindste kand have vendt sine Hænder til noget
Slags Arbeide. Det skulde allene komme an paa en Prøve, om Friheden med
saadanne Tings Jndførsel først allene blev indskrenket med en anseelig For¬


15.
høyelses Told, dog saa, at deres Jndførsel derved saa godt som var forbuden,
man skulde see, Nødvendigheden lærte os nok at søge til vore egne Haandværks¬
Stæder og der vilde blive nok af dem, som fremskaffede dem, hvilke det nu er
betagen, saasom Debiten paa de Udenlandske er for stor, som, uagtet, at
de fleste raae Materialier fra os maa kiøbes, dog formedelst Mængden, dem til
bedre Pris igien til os kand afsætte, og hvorved de ligesom er kommet for os.
Det maatte allene komme an paa en Prøve. De forbemeldte smaa Ting og
mange flere lige med dem, ere ey af større Betydenhed, end de jo kand alleveg¬
ne tilveyebringes og der behøves ikke, at man forud er ligesom forsikret om
utallige Haandværker og Magaziner deraf. Nødvendigheden koster dem ufeil¬
barlig straxen.
Jeg kand endnu ikke undlade at sige, at det jo bør gremme enhver ret¬
skaffen Patriot, at naar han kommer her i vore store og anseelige Kramboder, saa
af de hundrede og tusinde Ting og Sorter, som der findes, der ikke skal være
det allerringeste, som man kand kalde National eller som der er forarbeydet i
Landet. Jeg troer visselig, at vore Forfædre over saadant maa have været
gandske vaagende og jaloux, som endog kand sees af ældgamle Forordninger,
at der i Kiøbstæderne er gjort Anviisning, i hvad Gader hver sort Arbeydere
skulde tilholde, saasom udi Trondhiem udi Kong Eries Tiid 1377, og hvor¬
af man ufeilbarlig maa slutte til Mængden og hvis Tal udi de fleste Kiøbstæ¬
der nu kun er ringe, naar man undtager de høynødvendige, saasom Skredde¬
re, Skomagere, Snedkere, Tømmer=Arbeydere og nogle faae Smedde, med
hvad andre faae, der kand være, men hvad vilde deres Tal ey forøges, naar alle
de smaa Ting, som os nu udenlands fra tilføres, af vore egne skulle forarbey¬
des; og hvad vandt ey Riget derved i Folke=Mængden, som nu formedelst
Mangel af Arbeyde, søger til fremmede Stæder, som og i Cassen ved den an¬
seelige Consumtion, som rigelig igien oprettede, hvad ved Jndførselen af dis¬
se Ting, var forbuden, kunde tabes. Det er en ringe Ting, saasom Bend¬
ler: Mon dertil er saa megen Konst og mon mangen en fattig Enke eller man¬


156
gen en brav Mands Barn, hvis Brød er knap skaaret, sig ey med deres Fa¬
briqve kunde ernære og hvilke i mange Oeconomiske Huser selv arbeydes, og mon
Landet ved deres Forbud fra fremmede Stæder noget vilde lide. Principium
grave. Men man skulde see, Udfaldet snart at svare til Haaber. Det fik
ikke at hielpe, at det i Førstningen vilde komme til at staae noget dyrere, men
sligt er almindeligt med alle Ting, som begyndes og ved Tiden falder af sig selv.
Disse er da kun faae patriotiske Tanker og som vel vil finde megen Mod¬
sigelse. Er det saa og, at de agtes værdige at komme for Lyset, saa var det
at ønske, at de maatte give Anledning for nogen til nøyere Tanker, og da fik
Publicum at see, hvorvidt de maatte agtes sande eller ey og hvorvidt Sagen
i sig selv var giørlig eller ikke. En stille Søe er skadelig. Og da os nu er
givet Frihed at fremkomme med store Tanker, saa er det vi skal faae at see,
hvad os mangler og hvad det er, som kand rettes. J almindelige Lands Jnd¬
retninger er det aldrig saa, at nogen Privat hans Interesse jo maa røres, men
naar den kommer in Collisione med det almindelige, er det vel ey mindre
end billigt, at det private bør vige for det almindelige. Det gielder allene,
at vi kand lade kiende, at have ret patriotiske Hierter og ikke alletider at være,
som Tienere og Trelle for Fremmede, hvilket ufeilbarlig til denne Tiid i en
høy Grad vil sees, naar allene maatte giøres en Balance, af hvad af vore
Producter aarlig udføres, og hvad igien til Consumtion og Forbrugelse indfø¬
res, med hvilket om Publicum aarlig maatte fornøyes, de selv kunde see, hvad
Negocie de ofte førdte, og deraf maaskee lære at blive ret Patrioter og nærmere
giøre Reflexioner paa det almindelige; ja de som ved Handelen aarligen kunde
aflegge nogle tusinde Rdlr. kunde opmuntres til at anvende samme til Fabri¬
qver og andre nytttge Ting, i steden for at de af mange forgaae i Overflødig
hed. Nu er vor Tiid at vi ret kand vise os at være Patrioter
Norge den z i Mart. 1759.
jot.


No. IX.
Adskillige Forslag
til
den almindelige og særdeles
Oeconomies Forbedring
i
Norge
af
en ANONYMO.


A¬
t Gud ikke har skiult noget til det menniskelige Kiøns fuldkomne
Formerelse, Underholdning og Vedligeholdelse her udi Norge,
mere end udi noget andet Land, det har vi øyensynlige klare
Beviser og Prøver paa. Vel maa tilstaaes, at udi Norge i
Almindelighed, formedelst Skaberens alvise Hensigt, er Landet saaledes situeret,
at det paa sine Stæder, ja endog den største Part deraf, synes til Anseende
at være et ufrugtbart Land, der end ikke ved den allerbeste Cultivation kunde
naae den Fuldkommenhed, at føde sine Jndbyggere: formedelst de mange store
Fiælde, vidtløftige Skove, Myhrer, Moradser og Vande som alt udgiør
Landets største Part.
Det er en Sandhed som ey kand benægtes; skiønt intet er af den Alvi¬
Skabere dannet eller fremspiret uden Hensigt, til det menniskelige Kiøns
Nytte; følgelig findes udi disse tette nordiske Fiælde utallig Mængde af alle¬
haande sorter Mineralier, om det tillod rettelig af kyndige og vel erfarne Mænd
dets Undersøgelse. Vandene frembringe Mængde af allehaande Fiske til
det menniskelig Kiøns Føde og Underholdning; ja end og Metaler af Jern


160
Ertz, Perler &c; den store vide af Skove; som vel til deels nu temmelig ere for¬
hugne; er efter mit ringe Begreb, givet os af den alvise Regentere som et Lys
og Veyledning til nøye at undersøge de her liggende skiulte Mineraliers uendeli¬
ge Rigdomme, for ved deres Hielp, Nytte og Brug, at tilveyebringe os sam¬
me, foruden det fornødne til Huse og Bygninger.
De store Myhrer, Moser og Moratzer; ere ikke enten skabt eller dannet
uden til sin store Nytte; vi have øyensynlige Beviser om disse store vide og
vitløftige Markers besynderlige Nytte og Frugt; af dem der ikke have sparet
Møye og Bekostning at bringe saadan unyttig henliggende Jord til brugbar
Jord, da det inden faae Aar haver lønned baade den derpaa anvendte Bekost¬
ning og Møye; og er befunden at blive den nyttigste, dueligste og beqvemmeste
Jord til Korn og Eng=Land. Mens at der af Forfædrene, gid ey endnu, er
fældet en ugrundet Dom, over vores Land; nemlig at Jorden er ubeqvem til
Agerdyrkningen, i det mindste at den aldrig kand bringes i den Stand, at den
kunde føde sine Jndbyggere; at denne Slutning er urigtig, næsten over det
gandske Rige, eccept. Nordlandene fornemmelig her udi Agershuus=Stift, hvor
jeg noget lidet har Conoisance baade om Landet i sig selv og Jord=Arterne, det
haaber jeg at gotgiøre af nogle fornuftige Jord=Dyrkeres beviste Prøver her
omkring Christiania, Guldbrandsdahlen, Hedemarken og Ringerige, hvor
at Jord=Dyrkningen nu udi en 20 a 25 Aar temmelig paa sine Steder har
tiltaget, nemlig at der efter 1 Tønde Hvede=Korns Udsæd, er avlet 20 Tøn¬
der; Efter en Tønde Vinter=Rug 25 til 30 Tønder; een Tønde Byg 12 til
16 Tønder, een Tønde Havre 10 Tønder. Ja mig er for fuldkommen Sand¬
hed berettet, at paa Ringerige er efter een Tønde Byg avlet 20 Tønder.
Jeg haver selv experimenteret og avlet følgende, efter een Tønde hlav Vin¬
ter=Rug 12 Tønder, 8 Tønde Byg 9 Tønder, 14 Tønde Havre 22 Tønder og
det uden Giødning udi et maadeligt Aar. Efter denne sandfærdige Demon¬


161
stration spørges om Fyen, som det i Dannemark bekiendte beste Korn=Land, kand
ved den allerbeste og fornuftigste Dyrkning producere mere; jeg tør drage tvivl
derom, er det da ikke høyst beklageligt, at den størte Part af saadant et Land
skal ligge udyrket som et Siberien, der har givet Prøver paa sin duelige og gode
Jord=Art; og Luftens beqvemme Temparamang.
Allene hvoraf kommer det at Jndbyggerne eller Landmanden ikke dyr¬
ker bedre saadan nyttig Jord, til sin og Landets store Nytte. Jeg svarer:
I. Formedelst de forhen, og endnu faae i behold havende Skove; hvor¬
ved Landmanden eller Bonden; efter et urigtig Begreb, synes at finde læt¬
tere sin Udkomme og Føde, ved at drive sit Tømmer, Maste, og Bielke¬
Brug; end at dyrke sin Jord: alt skiønt om han rettelig indsaa eller ville la¬
de sig beqvemme til at forstaae om Balancen af denne sin Regel, fandt han den
rigtig at være falsk. Thi først taber han Giødselen til at hæfde sin Gaard,
efterdi saadanne Skov=Eyere holder sit meste Qvæg i Hæster til Skov=Drif¬
ten at fuldføre, hvormed han den hele Vinter ligger paa Tømmer, Maste og
Biælke Driften; og følgelig som meldt, taber Giødselen fra Gaarden.
2. Ligger hans Jord saa godt som øde, formedelst den omskrevne Drift;
derimod kiøber han af sine Handelsmænd i dyre Domme, næsten al sin Føde,
Klæde og Drikke, og naar Regning bliver gjort, kommer han Aar fra Aar
til kort, saa at han tilsidst maa dandse fra Gaard og Grund, og give den til
Priis for alt sit Træl og Møye. For alt dette store Tab, vindes nu intet an¬
det for disse anseelige Producters Udskibning, end Landmandens Ruin, og
Skovenes store Tab; der burde og skulle conserveres til ædlere Brug og Nyt¬
te i sin Tiid; ved fordeelagtige Mineraliers Opdagelser, for langt mere end
denne Summa, indføres igien her i Landet lutter unyttige og unødvendige
Vahrer, fra udenrigske Stæder til Yppighed og Overdaadigheds Brug; hvor¬
V. Deel.


162
ved ikkuns nogle faae Familier underholdes, og mange 100 ruineres, Kongen
og Landet til ubodelig Skade i Tiden.
At forebygge dette altforbetydelige Onde; og at forhielpe dette Land, er
mine ringe og uforbegribelige Tanker.
I. At derefter min forrige insinuerede Demonstration; nødvendig maat
te instaleres Land=Jnspecteurer; en udi et hvert Amt, saafremt det reelt skulle
blive paaseet; og det ønskelige Øyemerke opnaaes, da der til desto mere Tryg
hed een af samme burde være Ober=Jnspecteur, for tillige at paasee de andres
Embeder, om de og giorde dem redelig, og da disse Betienninger ville blive
baade travalieux og møysommelig; maatte saadanne Subjecta være forsikret
om Hans Majestets Naade, at nyde et convinabelt Embede efter 546 Aars
troe og flittig Tieneste, naar de havde viist Prøver paa sin Redelighed og
Duelighed og nøye beviist hvad Nytte de havde gjort Hans Majestets og Lan¬
det udi deres Tienestes Tiid: Da de derimod uden Naade burde straffes om
de havde seet igiennem Fingre med nogen, eller taget Stik=Penge; hvilket Ober¬
Jnspecteuren, med alle andre burde indberette til de anordnede høye Steder,
saadant som de kunde overtyde og bevise vedkommende.
2. Ville det være Høystfornødent at der udi et hver Sogn blev indret¬
tede Magazin=Huser af Bøyden, til deres egen Fornødenhed; saasom den nor¬
ske Bonde eller Jordbruger, til største deels nødvendig behøver at være som
Under=Formynderskab, for at paasee hans Tarv og Nytte. Thi de forbigang¬
ne beklagelige Følger, haver noksom lært os i dette Land; hvor høytfornøden
denne Indretning er for Landet. Thi udi gode Aaringer giøres intet Oplag;
Mens alt ødes og endes ved Aarets Slutning; saa snart nu et dyrt Aar ind¬
falder, er deres Avel og Grøde af egen Sæd, mere end betimelig opød, hvor¬
over Bonden er nødsaget at indkiøbe baade til Føde og Sæd, Dansk Korn,
hvoraf den største Deel som hidbringes er bederved og utienlig til Sæde=Korn,


163
Følgen heraf bliver altsaa denne, at endog udi et paafølgende got Aar, bliver
her Misvæxt og et dyrt Aar. Dette onde kunde meget lettelig forebygges,
naar som melt er, at der udi enhver Bøyd blev befalet at indrette Korn=Huuser,
hvortil der kunde udnævnes tvende af de beste Mænd udi Bøyden, der uden
Belønning, som et andet Ombud, burde være som Tilsyns=Mænd i det mindste
243 Aar, for at imodtage af hver Bonde eller Jordbruger, saa meget af hver
Sort Sæde=Korn, som der aarlig var fornøden til Udsædning; hvilket siden
med nyt sund og friskt Korn aarlig skulle ombyttes.
3. Maatte af Land=Jnspecteurerne eller til forordnede Øvrighed, nøye ved
Dødsfald observeres, at hvor der forefantes saa store Gaarder, det samme
imellem Sødskende, eller efterlatte Arvinger kunde blive deelte i 2, 3 4 4 Par¬
ter efter Gaardenes Omstændigheder og Størrelse, af ind og udrast. Den¬
ne Forandring og Indretning, ville tilveyebringe mange 1000 flere Jndbyg¬
gere, og mangfoldig befordre Jord=Dyrkningens ønskende Hensigt; samt li¬
gesom af sig selv forebygge den grusomme Skovenes totale Ødelæggelse. Naar
som helst Skovene tilligemed Jorden blev, som høystnødvendig, deelt imellem
disse nye oprettede Eyere og Beboere. Menniske Formerelsen vilde inden faae
forløbende Aar, mangfoldig tiltage til Rigets formidable Styrke, og mange
Verker og Manufacturers store Nytte; der vilde merkelig understøtte baade
det første og sidste, med Jordens Forbedrelse og Landbrugets i Standsættelse,
der følgelig vilde nedsætte Priserne paa alle fornødne Levnets=Midler, som vel
er Hoved=Middel til alle Manufacturer og Verkers Opkomst, formedelst Ar¬
beydernes desto ringere Underholdelse og følgelig derefter indrettende Løn.
4. Ville det være særdeles nyttigt; at der blev af fornuftige Lærde og
vel erfarne Mænd, indrettede Kort; dog fyndig, oeconomisk Underretning,
til Landmandens fornødne Veyledning og grundige Underviisning, om alle Jord¬
Arter deres Kiendemærke og nyttige Brug, Giødselens Formerelse og Forbe¬


164
dring, Stutterie, Fæ=Avling, Skiæferie, Træ=Plantning, allehaande Mi¬
neraliers Kiendetegn af Art og Beskaffenhed, hvilket af alle som agtede at em¬
ployere sig til Landbrug, burde være kyndig baade udi Theorien og hvad de
selv kunde have practiceret, hvorom de af tilforordnede Øvrighed burde exami¬
neres, forinden de maatte tiltræde nogen Gaard.
5. Det ville ikke være mindre høyt fornødent, at det her i Norge an¬
seelige Saug=Qvantum blev betydelig Reduceret; saafremt den ringe Evne i
beholdhavende Skov; skulle kunde Conserveres, da de senere Remedier lidet
vil hielpe, og Landet vil for sildig føle Tabet af denne kostbare Product; for
at tilveyebringe os det Allerædleste, jeg mener de mange for os endnu skiulte
Metaller; som den Allerhøyste i sin Tiid kand, efter sin behagelige Villie, aabne
og anvise os; at dette store og alt forbetydelige Saug=Qvantum har skadet
dette Land for mange 1000de, jeg tør ey sige 1000oode Rdlr. Det er læt at
befatte naar betragtes. Enhver Saugbruger maae nødvendig Aarlig for¬
syne sit Brug med fornødent Tømmer til sit Qvantum=Skuer, Exempel gr.
2000ode Bords=Qvantum, udfordrer Veed 2000 St. friske Træer som Aarlig
maae fældes, betragter man nu hvor mange 100ode Bords=Qvantum her
er bevilget over det heele Land, maae man blive bestyrtset over Skovenes over¬
maade Ødeleggelse, foruden Master og den store Mængde Bielker. For nu
at Sutinere Brugene, er Saug=Handlerne nødtvungen, i vanskelige Tider for
egen Reigning at udskibe sine Bord, hvorved tages et betydeligt Tab og Landets
kostbare Product gives de Fremmede for saadan Priis, som de selv finde for
got at sætte derpaa.
Saafremt at der kand blive Haab om at conservere den liden og saare
ringe Ræst af beholdhavende Skove; vil det være og blive en nødvendig Føl¬
ge, at Saug=Qvantummen reduseres i det ringeste til den halve Deel
den nu er. Bonden ville her formedelst finde bedre Leylighed at dørke sin Jord,


16.
i Steden for han tilforne idelig Vinter og Sommer har ligget i Skov=Hugst
og Drift.
Dernest torde endeel af de formuende Saugbrugs=Handlere emploj¬
ere deres Capital til nyttige Manufacturer og Værkers Indretning; som
ellers aldrig bliver paatænkt at bruges til andet, end Skove og Saugbrugs¬
Jndkiøb, som den profitableste og sikkerste Manufacturer her i Landet, i gode
og villige Aaringer, indtil Skovene med et er ruinerede og til Ende.
6. Den alt forbekiendte, og for enhver i sin Stand beklagelige Penge¬
Mangel, er u=disputeerlig en stor Hinder for adskillige nyttige Manufacturer,
Fabriqver og Verkers Anlæg og Indretninger, og de faae allerede begyndte
og anlagde, deres Opkomst. Allene hvad kand være Aarsagen til denne saa
følelige Penge=Mangel; fornemmelig naar man eftertænker den anseelige Ca¬
pital som aarligen her i Riget myntes; de betydelige Producter af Bræder,
Master, Bielker, Fisk, Tran, Jern, Kaaber, Tiere, Bæg &c. som aarlig ud¬
skibes, der maae udgiøre og indbringe Landet en utænkelig Capital, man skul¬
le fast falde paa de Tanker, det her i Norge maatte findes Penge i Overflødighed.
Allene indseer man udi Landets aarlige Udgift imod dens Jndtægt; gaar vores
Regning op med Frankrige, Engeland, Holland, Hamborg og Lubeck samt
Tydskland, saa er det læt at udfinde denne Paradox og komme vi uden Dispu¬
te hvert Aar betydelige Summer til kort; saa at ey allene vore Producter;
mens endog vore Contanter gaaer i Løbet, og endog bliver anseelig skyldig;
Vel kand det ikke nægtes at Danmark og Holstein jo drager for Korn og Fe¬
de=Vahrer næsten saa meget, som aarlig bliver myntet ud fra Norge; følgelig
skulle man billig giøre sig den Slutning, Pengene maatte findes i Dannemark
og Holsteen; allene som er at beklage, man hører endog der, ligesaa beklagelig
Pengemangel som i Norge, her maatte billig spørges? hvor skal man da finde
de betydelige myntende Penge=Summer; her maa suponeres, at der absolute


166
findes Leylighed at føre dem udaf Rigerne, siden man med god Grund har befun¬
den, at de danske Penges Samlings=Plads, virkelig er udi Hamborg og Liibeck,
hvorfra de transporteres videre op ad Tydskland, forvandles fra gode danske
Penge til læt Preussisk Mynt, og følgelig aldrig kommer mere til sit Fædre¬
ne=Land. Hvad Middel til at hemme dette onde, foruden de allerede Kongeli¬
ge allernaadigste udgangne Forordninger, der forbyder Penge Udførselen af
begge Rigerne, er vel det fornemste Middel til Forebyggelse, Betienternes rede¬
lige og oprigtige Tilsyn, baade ved de her, som og til Dannemark ankom¬
mende Holsteenske Skibe, samt fornemmelig ved Belterne i Dannemark, yder¬
lig og nøye paasee de Herrer Hamborger og Lybecker, der jevnlig udsniger eller
practiserer betydelige Summer af Riget, og det lutter og til den største Deel
for Contrabande Vahrer, ligesom der virkelig udgaaer ved de baade her, og
der, indkomne Holsteenske Skippere og Kiøbmænd, betydelige Capitaler i
Contant for deres Korn og Fede=Vahrer, der hidindføres fra Sønderborg,
Jtzehoe, Flensborg &c., hvilke contante Capitaler de besynderlig vide at forva¬
re udi saadanne dertil indrettede Smuthuller udi Skibene, at det er Betien¬
terne en ugiørlig Sag samme at kunde opdage. Dette Underslæb at forebyg¬
ge, ville vel være fornødent, Hans Majestet allernaadigst ville ved Forordning
anbefale, det enhver fra Holsteen ankommende Skipper og Kiøbmand,
skulle endelig paa Toldboden være forpligtet at angive, forinden han blev klareret
til udgaaende, hvad hans Forhandlings Summa for indbragte Ladning har
været, anvise af hvem han har for dette Beløb taget sine Vexler eller Banco¬
Sædler, hvilket baade Kiøberen og Sælgeren af løse Vexler og Banco=Sedler,
Eedelig skulle bekræfte, at det angivne saaledes er i Sandhed, kunde man ved
disse eller andre udtænkende Midler forekomme Penge Udførselen af Rigerne,
og tilstoppe det svælgende Dyb som aldrig kand blive fyldt, end og om alle de
norske Graa=Steen=Bierge vare lutter Sølv=Bierge, ville det end ikke væ¬


16
re nær saa vanskelig en Sag, inden kort Tiid at tilveyebringe en udi Rigerne
utænkelig og fast utroelig Capital af klingende Mynt paa følgende Maade.
Det er en bekiendt Sandhed, at Pragt og Stads her i disse Tider tager
m ere end formeget Overhaand, endog udi døde og livløse Ting, hvor anseelig Ca¬
pital der ligger død og stille iblant disse Rigers Undersaattere udi meget unyt¬
tigt Sølv=Tøy, fra den ringeste Formuende, indtil den mægtigste og høyeste,
skulle vel ingen forestille sig; mens dog lettelig kand befattes, naar betragtes,
at end ikke de ringeste Haandverks=Folk, end sige andre, kand undvære et
complet Sølv=Servis paa deres Thee=Bord, mens hvad Liv og Lyster ville
denne livløse Capital ikke sætte Rigerne udi, om alt saadant ufornødent Sølv¬
Tøy blev omskabt og omsmeltet til courant Mynt, det kand fast ikke beskri¬
ves, dette kunde lettelig tilveyebringes, saa snart Hans Majestæt allernaadigst
samme for got befandt, ved Forordning allernaadigst at anordne for enhver
Stand, hvad og hvor meget Sølv enhver Stand til nødvendig Brug maat¬
te beholde, resten Eedelig og under anseelig Straf, til Mynten at aflevere, imod
Betaling efter dets Gehalt. Denne Forordning ville efter min ringe Jnd¬
sigt medføre endnu lige saa stor Nytte, som det høypriselige Forbud paa Ju¬
veler, ægte Perler, Sølv og Guld i og paa Klæderne. Der alt ikkuns tien¬
te til Pragt og Overdaadighed. Og giør jeg mig den faste Slutning, at
just dette Forbud har multspliceret arbeydet Sølvs Brug inden Husene,
for derved at give sin Pragt tilkiende, thi man seer iblant borgerlig Stand,
saadan utrolig Mængde af Sølv, som kunde anstaae og være mere end nok
for en Fyrstelig Stat, skiønt i og hos de samme, er ligesaa stor Penge=Man¬
gel per advenant, som hos andre, er da saadan Overdaadighed ikke bedrøve¬


168
lig og smertefuld, ja høystbeklagelig at ansee, og ønskelig at maatte redresseres
af Regieringens retfærdige og fornuftige Jndskrænkelse.
7. Jeg veed ikke at skulle forgribe mig ved at foreslaae et Middel til at
hielpe den flittige Trængende, og animere den Formuende til Arbeydsomhed og
Flittighed, det er en noksom bekiendt Sandhed, at der udi Engeland, ere an¬
satte Premier for de Arbeydsomme Undersaattere, allene for at animere dem til
det som hensigter til deres egen Fordeel og Nytte, at Regieringen her skulle be¬
stride denne Udgift, er fast ugiørligt, saasom Landet er og har været forskaanet
for mange extraordinaire Paabuder og Udgifter, som de Engelske Undersaarte¬
re maa taale, mens om man kunde nogenledes udfinde et Middel at imitere,
den Engelske Nation udi deres gode Indretning udi Oeconomie og Comerce,
det ville være en ypperlig Sag.
Mine ringe og enfoldige Tanker herom ere disse, om her udi Rigerne
til Oeconomiens Opkomst og Landets merkelige Forbedring, ikke kunde taales
at blive paabuden en ringe aarlig Oeconomie=Skat: Nemlig af alle Kongeli¬
ge Embeds=Mænd og Betientere, en halv pro Cento aarlig af deres Jndkom¬
ster; En Kiøbmand aarlig efter Handel og Omstændighed 1 a2 Rdlr.: En
Høker ligeledes 48 til 24 Skilling: En Haandværker 48 424 Skilling: En
Fuld=Gaards=Bonde 16 til 24 Skilling og alle andre som ikke vare Huus¬
Arme 4 til 8 Skilling. Denne Skat kunde af Fogderne paa Landet inddri¬
ves, og af Kiæmnerne udi alle Kiøbstæder. Denne lille Contribution ville
dog aarlig udgiøre en betydelig Summa, skiønt den af enhver Stand neppe
kunde føles. Naar af alle fornuftige og patriotiske Retsindige nøye blev over¬
veyet Frugten og den store Nytte dette ville medføre, thi herunder kunde først


166
de fornødne Betientere Salareres. Dernest til Premier for dem der viste
Prøver af foresættende Problemata, Hielp for dem der ville foretage sig at oprød¬
de Marker eller optage Myhrer og Moratzer, at bringe til nyttig Ager og Eng¬
Land; alt efter der over giorte Forslag af tilsatte Øvrighed eller Betientere.
Naar nu Landet ved et saadant ringe Hielpe=Middel, under en redelig fornuftig
Direction blev udi nogle Aar cultiveret og forbedret, hvad Underskiel ville det¬
te ikke giøre enhver Stand udi sin Huusholdnings Førelse. Jeg haaber ey at
skulle feiltage, om jeg supponerede det et eneste Aar ville opvinde 10 Aars Ud¬
gift. Disse mine ringe enfoldige og ufuldkomne Tanker, ville jeg ønske en for¬
nuftig og fuldkommen Pen ville udføre, og giøre de fornødne Tillæg; og der¬
efter paa sine høye Stæder underdanigst insinuere, da mueligt noget heraf kun¬
de naae den Lykke at blive taget udi allernaadigst Betragtning og Overveyelse.
Christiania
den 16 Junii 1759.
OLEHOEE.
Anmerkning.
Om Forfatterens patriotiske og altsaa priselige Hensigt, tvivles ingenlunde, men vel om
endeel andre Landsmænds Overeensstemmelse i alle Ting, særdeles den sidste Post. Af
det som Bonden i Norge kalder smaa Told, er vel allerede nok, i henseende til de fleste,
og hvem veed hvor snart det foreslagne nye Paabud, ved et nyt Forslag, blev anvendt
til noget gandske andet, end Oeconomiens Forbedring, hvilken ellers vist nok for¬
tiente, at alle Elskere af almindelig Velfærd grebe sig an, for at see den befordret,
dog hellere paa een gang, end ved stedsevarende Paabud, helst da Curen torde ikke va¬
re længere, paa Publici Omkostning, endsom indtil vedkommende Syge (egentlig en
Mangel paa Jndsigt, Øvelse og Forfaring) ved nogle Aars Arbeyde, var helbredet.
De Norske Penge har man ikke behov at lade være følgagtige med hine danske eller Hol¬
V. Deel.


170


steenske Drage=Dukker, saa fremt man ikke behøver, eller og man anderledes kand be¬
tale deres Vahre. At just alt Landets Sølv og Guld blev bragt i Mønten paa een
Gang, ville ikke have nogen god Virkning i Stats=Legemet. See JorN Nicors, el¬
ler rettere Monsr. Dangeuls Anmerkninger over Frankrige og Engeland pag
247. Version. J den Materie om nogle alt for store Gaarders gavnlige Deelning, om
Skovenes uforsvarlige Misbrug, og Jordbrugets Forsømmelse, gives Forfatteren
fuldkommeligere bifald. Hvad man endnu ønskede, var en Anviisning paa nogle saa¬
danne muelige og mere særdeles Remedier, som gandske vist kunde afhielpe de allmin¬
delige Kagemaal foruden at opvække nogle nye, nesten lige saa sande. Hine ere førte
i mange Aar og fortiene vist nok at tages alvorligen til Hierte. Skulle Norge nogen
Tiid blive ligesaa fattig paa Skov, som de fleste andre europæiske Lande nu omstun
der ere, da ville man der, frem for andensteds, føle den Mangel, og høyligen bekla
ge Forfædrenes slette Oeconomie.


No. X.
Om
Skiefersteen til husers Tækning,
i steden for
Ræver eller Birke=Bark.


D¬
et er kommet saa vidt, at Klagen over Skov=Mangel strækker sig
ey alleneste til Fyrre og Gran, men endog til Birk, man kand
ikke undre paa at de to første Slags Træer alt for kiendeligen
tager af, da Jndbyggerne ey alleneste rødder for at oprette
Huusmands Pladser, at udvide deres Agre og Enge, i sær brender Braater
til Rugsæd, ere ødsele og skiødesløse om det afhugne og brændte, lader Vind¬
fald blive liggende at raadne; ey alleneste bruger disse 2 Slags Træer, til at
bygge deres Huser deraf, at skiære Bræder til allehaande Huus=Behov og
Gaards Fornødenhed, at giærde og indhegne dermed vidtløftige Agre og Enge,
at brænde paa deres Skorsteener, at lade deres Creaturer afgnave Barken,
og afbide det fineste og foreste af Grenene, at forsyne Bergverkerne med Ved
og Kul; men endog hugger for at selge til Fremmede, Master, Bielker, mang¬
foldige 1000 Tylter Stav=Timmer, Jufferter, Spærrer, Legter, o. d. m. at
jeg ey skal nævne hvad der med al rette forbruges til Skiber, Jagter og Baa¬
der. Man skulle derimod tænke, at der ey saa let skulle mangle Birke=Træer,


174
eftersom deres Brug ey er saa almindelig; Men naar man af den anden Side
betænker, at der mange ja de fleeste Stæder, langt fra ey er den Mængde af
Birk, som af Fyrre og Gran, ja at den andensteds fast slet ikke findes, saa
Jndbyggerne nødes dertil at anvende Fyrre og Gran til det samme Brug,
hvortil andresteds Birk bruges, at de som har denne, nedhugger om Høsten,
en overmaade Mængde af unge Birke=Træer som de hiemkiører om Vinteren
for at kaste for deres Creaturer at afbide de yderste og fineste Grene, og det øv¬
rige at brænde paa deres Skorsteener, at de af Birk giør alt deres Gaards
Reedskab, men i sær at de flaaer aarligen en stor Mængde for at tage Næve¬
ren til at tække deres Huser med under Grønsværen, og Barken til at garve de¬
res Læder, kand man ey heller undre paa, at dette Slags Træ omsider maae
savnes, man hører derfor adskillige Stæder, allerede Klagemaaler af Jndbyg¬
gerne, at de ey har eller veed hvormed de kand tække deres Huser.
Der er dog paa mange Stæder i Norge, ja som jeg formoder, paa
flere Stæder end Jndbyggerne selv tænker, Raad og Bod for denne Mangel,
der er endog endeel Stæder saa god Raad derfor, saa man uden ald tvivl kun¬
de komme ey alleneste dem der klager over Mangel paa Fyrre= eller Gran=Bark
til at tække med, til hielp, men endog Fremmede der hellers kand eller ikke kand
tække med Tagsteener: Jeg meener den skiønne og beqvemme Schiefersteen,
der findes paa eendeel Stæder i Norge, saa ypperlig som neppe i noget andet
Land.
For at give dem der ikke kiender den, en kort Beskrivelse deraf, vil jeg
ikkun anføre, at den er en blød og let Steen, enten mørke eller lyse=blaa, eller
og guul= og rød=blommed, hvilken sidste kaldes Schistus Variegatus, den ud¬
hugges af Bierget, om man saa vil i store Cubis eller Tærnings Skikkelser om¬
trent i a 13 Alen i Qvadrat paa hver Side, man kand føre dem saadanne
hen hvor man vil, for ikke at bryde dem i Stykker, men paa Bygnings=Ste¬


175
det kand man klyve dem med Jern=Kiler i ligesaa vide Plader, som Steenen er
stor, saa tynde som en Knivbakke eller tykkere efter eget Behag, man kand af
Bierget bringe Bordplader 2 a 3 Alen. lange 11 Alen brede, ligesaa smukke
som de en Tiid førtes udenlands fra, da de vare i Mode og Brug, man kand
og giøre Skrive=Tavler og Grifelter deraf, saa disse ey som hidindtil behøves
udenlands fra, jeg veed ikke om den Alun=Steen som ved Christiania brydes,
kand bringes til saa store Plader, men de smaa Stykker jeg deraf har seet, lig¬
ner den, dog skyder disse et fint Salt eller Alun af sig, naar de nogen Tiid lig¬
ger; men det veed jeg at de Bierge, hvoraf den saa kaldede hakkematte eller Alun
udskyder, for det første som et fint Salt, ey ligger i Plader og ey dertil kan kly¬
ves, men er hellers en løs blød og fiinhullet Steen. Det som man i Norge
hellers kalder Skalbierg, hvoraf mangesteds i Ageren findes temmelig store
Stykker, som af Soel, Regn, mueligen af Jern partieler i Jorden, og dens
Salt eller Fedme, bliver brun og omsider opløses i smaa Plader, er neppe af
samme Art, i det mindste ey oppe for Dagen; om det neden i Bierget kand
være fastere og klyves i Plader, kand jeg ey sige; man veed dog at Stenen i
adskillige Bierge er af anden Beskaffenhed neden, end oven i.
Jeg kand ikke forsikkre, hvor mange Steds i Norge denne Steen=Art
findes, og i sær om den haves ude ved Havsiderne, nogle vil negte det, men
det samme ville Jndbyggerne paa Sel hvor den nu i Mængde af adskillig Slags
brydes, for 30 Aar have negtet, siden meente Folk i Gulbrandsdalen at den
ikke var andensteds end paa Sel, man fandt den dog adskillige steds paa Proen
oppe i Bierget, jeg erindrer vel at da en Kirke paa Sodorp skulle bygges og
Almuen gierne ville have den tækket med Skieffersteen, baade for dens smukke
Anseelses skyld, saa og for at spare de saa kaldede Spaaner og den idelige Tiere¬
Bredning, beklagede de sig, at de skulle hente den saa langt fra, hvorpaa jeg
forsikrede dem, at den fandtes rundt omkring dem i Nærværelsen, gav dem og¬


176
saa Anslag paa Stæderne, jeg har derpaa ey andet fornummet, end at de jo har
fundet den hos sig selv, jeg formoder ligeledes at den kand faaes ude ved Hav¬
Siden for at føres til Skibs, man maatte søge derefter og ey lade sig afskrek¬
ke fordi den oppe for Dagen smules, men bryde dybere, da den uden tvivl vil¬
de findes i faste Plader. Men om den end skulle feyle, kand den dog med maa¬
delig Bekostning eftersom den er læt, føres en temmelig stykke Vey til Lands,
saasom fra det nordreste af Guldbrandsdalen, for siden at indskibes og at føres
andensteds hen.
Det er meldt, at den har en skiøn og artig Anseende, saa at anseelige
vittige Folk der har reyst forbie saadanne Kirker eller Huser der har været tæk¬
kede dermed, har fundet største Behag deri; de dermed tækkede Tage ligner
formedelst deres flade Lag, Kaaber=Blye eller Jern=Tækninger, men overgaaer
disse i Farve, de ere smukkere end de med røde, ja end de med blaae Tagsteene,
der ere saa kostbare tækkede Tage, de kunde derfor vel i Kiøbstæderne, ja i Kiø¬
benhavn selv bruges; de skal og i forrige Tider have været brugte til Kirke¬
Tage paa Landet, i Danmark, men som disse vare ikkun gandske smaa, altsaa
ikkun bedekkede et endda mindre stykke, heldst som de oven til skal gaae under den
øvre Steen, neden til over den nedre, paa Sidene under eller over Sideste¬
nene, de og faldt kostbare som de der skulle føres fra Bremen, ere Kirke=Eyer¬
ne frietagne for at tække med samme Stene, naar Kirkerne skulle behøve nyt Tag.
Mange vilde mueligen befrygte, at som Steenen er løs og let, vilde den
ey længe imodstaae Soel, Regn og Storm, men jeg vil derimod alleneste be¬
raabe mig paa Forfarenhed, som det sterkeste Beviis; det er bekiendt at Sels
Kirke med saadant Tag har vel været forvaret nu i nogle og 20 Aar og efter
al Anseende længe dermed kand være i god Behold, man veed derimod hvor
mange af de røde Tagstene strax falder i Stykker, fordi de enten ere giorte af
slet sLeer, eller skiødesløs forarbeydede, eller og ilde brændte, de blaae Tag¬


17.
stene ere vel sterkere, men ere og kostbare, bringer Pengene udaf Landet, og
tækker ikke stort Stykke. Man veed og at Kirkerne her i Landet længe har
været vel forsynede med de smaa bremiske Skieferstene som dog neppe ere
saa gode.
Andre vil, kandskee, indvende at disse Steenplader vil blive for tunge
for Tage, jeg paastaaer derimod, at de vil blive lettere end de sædvanlige Tag¬
steene; Man kand ikkun veye saadan en Plade, og derimod saa mange Tag¬
stene som behøves for at tildekke ligesaa stort Stykke, da man skal befinde at
disse bliver en god Deel tyngere, man kand derfor ikkun sætte Spærene for
hvert Fag som man hellers pleyer, og legge Lægterne som de behøves til Tag¬
stene, da man skal befinde at de ey skal bryde Spærer eller Lægter, ey heller
udtrykke endog et Bindingsverks=Huus. Skulle dog nogen frygte at Pla¬
derne maatte imellem Lægterne ey blive sterke nok, kand den indfælde i de langs
efter liggende Lægter, en Lægte op ad og tvertover, parellel med Sparrene
paa Siden; jeg vil ikke her beraabe mig paa de Norskes Brug og Forfaren¬
hed, thi som de hidindtil har haft Skov nok, har de under Stenene bedekket
det hele Tag forud med Bræder, som ey har kostet dem meget.
Nordmændenes Maade at betiene sig af disse Skiefer=Tavler til deres
Tage er denne: de indhugger et Hul midt paa den øverste Rand af Pladen
for et Søm, hvorved de kand fæste Pladen hen under den ovenliggende paa
Breden, de indpikker ligesaadant Huul midt paa den nederste Rand af Pla¬
den, for at feste den ligeledes med et Søm igiennem den underliggende Plade
og Brætet eller Lægten, man kand og om de ere store, fæste dem med Søm paa Si¬
derne til Brætet eller Lægten. Det forstaaer sig af sig selv at Pladerne maae vexel¬
viis gaae under og over hinanden med sine Kanter, paa det Regn ey skal trænge
igiennem Sammenfældingerne, til den Ende kand der og imellem disse indklines
tynd Kalk, og paa det denne desbedre kand skyde Regn, kunde den blandes
V. Deel.


178
med Madolie. For at overdekke Røstet eller Ryggen af Taget hvor Pladerne
støder sammen, men ey overdekker hinanden, har af en mig bekiendt været brug
te, hule af sig selv saaledes i Bierget voxne gule Stene, men som disse ey man¬
gesteds findes, kunde man lade den øverste Rad paa den ene Side af Taget,
helst hvorfra det regnagtige Veyr meest kommer, gaae lidet op over det øver¬
ste Rad paa den anden Side, og derunder tilkliner Sammenføyelsen med
Kalk.
Ved saadanne Skieferplader kunde, som sagt er, ey alleneste Næveren og
altsaa Birkeskoven, saavelsom Fyrre= og Gran=Barken spares eller undværes,
hvor saadanne Tage hidindtil har været brugte, men Skoven nu er ødelagt eller
tager af; men man kunde endog paa andre Stæder spare det, hvorved Tagstee¬
nene brændes, og tillige have smukkere og varigere Tage. Man kunde og som
forhen er meldet, have Bordtavler deraf om man vilde, og Skrivetavler som
hellers hentes udenlands fra.
D. SCHIOTH.
Anmerkning.
Denne liden men betydelige Afhandling finder i Forfarenhed største bifald. Saa længe ha¬
ver man flaaet de norske Birke=Træer, at man for en Baag (36 Pund) Næver, som for sin
Fedmes skyld, der skyder Vandet fra sig og ikke letteligen raadner, nu maa betale i
Bergen 20 Skilling, og med Tiden knap kand faa den. Skiever=Steenenes Styrke
og Bestandighed paa Tagene, frem for den brændte Tegl, er beviislig nok, af de ad¬
skillige gamle Slotte og Herregaarde, hvor den endnn findes. Dersom ikke Sømmene
som de fæstes med, omsider bleve fortærte af Rust, da vilde et Skiefersteeus=Tag væ¬
re nesten uforgængeligt, og at Sømmene ikke ruste, kommer an derpaa, at de vel skin
les med den øverste Steen.
) )4r
nge a


No. XI.
SÖREN THESTRUP.
Om
Vind= og Veyr=Skiftets
nøye Paa=agtelse
med
tilføyede meteorologiske, physiske og oeconomiske
Anmerkninger
holdte og optegnede i Aaret 1759
Saa og
samme Forfatters Anhang
til
hans forige Beretning
om
Liim= og Jord=Marv i Jylland.


K¬
onster og Videnskaber, iblant hvilke Astronomien, ere paa en
Tiid af hundrede Aar stegne til en temmelig Høyde af Fuldkom¬
menhed, men meget, besynderligen i den sidstnevnte Videnskab,
efterlades endda Efterkommerne at udforske og bringe for Lyset;
thi lad være, man vil paastaae, at Astronomi ved mange Aars Observationer
paa de himmelske Legemers Bevægelse, kand være komne saa vidt, at de af vis¬
se Aarsager forud kand sige en tilkommende Regn, med nesten ligesaa stor Vis¬
hed, som en tilstundende Formørkelse; saa dog, at det første, det uagtet, ofte
laaer feyl, kommer, maaskee, deraf, at de Astronomiske Observationer for
alle Stæder, eller alle Poli Høyder i et Land, holdes og giøres kun paa et
Sted eller under en Poli Høyde i Landet; Det var derfor at ønske, at man
i hver Provintz paa eet eller to Stæder efter Provintzens Størrelse, i sær paa
Landet, vilde iagttage, ey allene Barometri og Thermometri, men og Vin¬
dens og Veyrligets Forandringer samt de deraf flydende Virkninger, til Agre


182
og Enge, og derhos tillige anføre de Merke=Tegn, Landmanden, gemeenligen,
tager af Land, Vand og Luft o. s. v. til forud at vilde vide Veyrligets For¬
andringer, for deraf at see, hvorvidt samme ved idelige Jgientagelser kunde væ¬
re at lide paa.
Sandeligen, naar saadanne Observationer i 3 a 4, jeg vil ikke sige
flere Aar, bleve samlede, og holdte mod hverandre, kunde deraf giøres saa
gode Regler, som i mine ringe Tanker, vare mere paalidelige for Landman¬
den, end de ellers brugelige calendariske Prognostica. For at giøre en liden
Begyndelse og Forsøg hermed, er det jeg i afvigte Aar 1759 haver holdt et saa
nøyagtigt, som mueligt Register over de indfaldne Vinds og Veyrs Foran¬
dringer baade Nat og Dag, samt anmerket et og andet derhos, som til sam¬
me Sags videre Oplysning kunde behøves. Jntet fortryder mig herved mere,
end jeg intet rigtigt Barometrum og Thermometrum eyede, hvis Forandrin¬
ger jeg saa gierne, som jeg vilde, kunde anført under sin Rubriqve. Øye¬
merket, hvori jeg haver holdet dette Register, er, nest almindelig Nytte, at
see baade hvorvidt Juule=Merkerne eller Veyrliget paa de tolv Jule=Dage fra
Jule=Aften inclusive at regne, (af hvilke Bønder særdeles i Norge, giør saa
meget Væsen) kand have Jndflydelse i Veyrliget i Aarets tolv Maaneder, saa
og at bringe i Erfaring, hvorvidt andre Merke=Tegn, som Bønder pleye fra
gammel Tiid at give Agt paa, som Forbud til Veyrligets Beskaffenheder i
Aarets efterfølgende Tider, kand holde Stik, hvorom jeg til Slutning skal
anføre noget i de almindelige Anmerkninger. Hvorvidt nu Veyrliget i hver
Maaned, her i dette Aar retter sig efter sit Julemerke, nemlig en Døgn til
hver Maaned, overlades Læseren efter Jndsigt at dømme af deres Sammen¬
ligning; men hvad Vindene angaaer, da seer enhver lætteligen, at, ligesom
Vesten=Vindene have prædomineret nesten i alle Juledagene, saa har de og
mestendeel havt overhaand i alle Aarets Maaneder.


18.
Stædet, hvor jeg haver holt dette Register, er en Miil fra Viborg,
hvis Horizont, formedelst Stædets høye Leye, og det flakke, og mestendeel
slette omliggende Land, strækker sig vit.
Forleener HErren mig Liv og Helbrede, og min Vandrings=Færd ik¬
ke skulle forsættes for vidt omkring, agter jeg, at continuere, ligesom jeg og i
dette Aar atter har begyndt, saaadanne Dag=Registre.
Vindene haver jeg ikke kundet iagttage eller anføre saa nøyagteligen,
som Søefarende eller Astronomi paa=agte dem, men allene ladet mig nøye med
de aatte Hovedvinde, altsaa betyder V. Vesten, §. V. Sydvest. N. V. Nord¬
vest. N. Norden; §. Synden; 6. Østen. N. O. Nordost, og §. O. Sydost.
Undertiden staaer tvende Vinde sammen paa Rubriqven naar Vinden midt
om Dagen eller Natten have forandret sig. Veyrliget haver jeg ikke heller
kundet anføre saa punkteligen, at det jo kand have begyndt, at forandre sig en¬
ten mod Aftenen eller Dagningen, hvilken Forandring derfor henføres til efter¬
følgende Nat eller Dag. Naar Veyrliget haver forandret sig mit om Nat¬
ten, eller midt om Dagen haver jeg og i Rubriqverne anmerket saadant med
de Bogstaver F. m. E. m., som betyde Formidnat eller Formiddag, Efter¬
midnat eller Eftermiddag. Nu følger Jule=Merkerne:
Jule=Merker for Aaret 1759, tolv Dage at regne fra
Jule=Aften inclusive 1758. og saa videre:
A4¬
25 §. V. Taage, Tøe.
26J§. V. Taage, Tøe.
Taage, Tøe.
27sS. V.
28J§. V. Taage, Tøe.
29 N. V. Frost, og Taage, samt lidet Snee om Aftenen.
30jN. V. llidet Tøe, siden Frost og Snee.
31JN. V. Jmildt Veyr til over Midnat, siden Frost med skarp Vind og om Ef¬
termiddagen noget Snee.
NI. De øvrige fem Dage sees paa følgende Side i


196


ligesom et Huus kunde falde overende i Gaarden, ved hvilken Bulder
Værelset, hvori jeg laae, røstede og skungrede saa sterk, at Meubler¬
ne syntest at danse, derefter ruldede eller dundrede det øster paa, lige¬
som, naar man hører, det tordner langt borte, det syntes og for mi¬
ne Øyne, som det lynede, thi det blev temmelig lyst i Værelset. Alle
de, jeg haver talet med derom, stemme overeens deri, at det kom fra
Nordvest, og gik øster paa, ligesom mange Vogne kunde kiørt sterkt
forbie. Efter den nest sidste Jordskielv, sige Bønderne, Markerne paa
mange Stæder forandredes til det verre, og har ikke været saa frugt¬
bare, Vandet gik bort paa mange Stæder, endog hvor der var Væl¬
de=Vand, derimod fik de paa andre Stæder Vand, hvor intet hav¬
de været tilforne, men nu vente de af denne Jordskielv en bedre Virk¬
ning, det Gud give.
Almindelige Observationer.
I. De gamle Bønder sige, at, naar der St. Pouls Dag den 25 Januarii
er klart Veyr saa længe, man kand sadle en Hæst, skal det betyde et
godt Aar; men Veyrliget paa denne Dag i dette Aar var stedse mørk,
man kand og ikke sige, at dette Aars Afgrøde, hvad Vaar-Sæden er
angaaende, var god.
2. Natten til Gregorii Dag den 12te Martii holdes for en særdeles Merke¬
Nat; thi, om da er Synden=Vind, eller Husene dryppe, da ventes
et godt Aar paa all Slags Grøde, saaledes var Gregorii Nat i Aar,
men dette Merke slog merkelig Feyl.
3. Saa længe Bækkene paa Mariæ Bebudelses Dag den 25 Martii rinde af
Tøe=Veyr, saa længe skal de og efter den, staae stille af Frost. End
siges, at saa tyk Snee paa den Dag ligger paa Huus=Tagene, saa


191
tyk vil den ligge paa Jorden første Sommer=Dag den 14 April: Det¬
te Merke har saavit ikke treffet ind; thi Bekkene vare ikke frosne enten
før, eller siden; men Snee var ikke paa Tagene den Dag, mindre
første Sommer=Dag paa Jorden.
4 Langfredag holdes og for en sær Merke=Dag; thi ligesom Veyret er den
Dag, meenes efterkommende Sommer at blive. Deraf er det kom¬
men: For Langfredags Væde maa mangen fattigt Barn græde, hvor¬
vit det Merke i Aar haver haft at betyde, maa hver dømme; vel var
Langfredag i Aar regnagtig, men Sommeren blev dog meget iør, som
vel aarsagede Misvext, og følgeligen Dyr Tiid paa Vaar=Korn, dog
haabes, at Brødet ikke skulle blive dyrt; thi man har hidtil kundet
kiøbe en Skieppe Rug for 16 a 20 Skilling som ikke er dyrt.
5. St. Peders Dag den 22 Februarii kaldes paa Priimstaven Peder varme
Steen, fordi Varmen da skulde komme i Luften; man kand ikke sige at
det i Martii og April Maaneder var meget kolt, men Majus betalede
for det.
6. Tamper=Dagene holde Bønderne og for Merke=Dage i den Henseende, at
veyrliget skal snart være eet fra en Tamper=Dag til en anden, og da
forandre sig, man kand vel ikke negte, at det undertiden har været saa,
men det er ikke saa meget at undre over; thi de Dage indfalde kun hver
Fjerding=Aar, da Veyrliget nødvendig maa forandre sig.
7. Naar Nordlys lade sig sterkt tilsyne, holde mange for, at det er mod
Veyrskifte, men jeg er i de Tanker, som og af dette Register kand sees,
at Nordlys give tilkiende, at det Veyr, som tilforn har været, skal
fremdeles vedvare nogen Tiid.


198
8. Naar langtfraliggende Stæder lofter, det er: synes at ligge høyere, end
ellers, betyder det Forandring i Veyret, at det er sandt, har jeg i det¬
te Aar ofte befunden.
9. Naar Kreaturerne ikke vil æde deres Vinter=Foder reent op, men, mod
Sædvane, giør Spilde=Mad deraf, siger Bonden, at det betyder
sterk Vinter, denne Slags Sandhed overlades Landmænd at undersøge.
10. Man kand ellers see af dette Register, at det er sandt, som siges, at det
ene Veyr vil betale det andet, at, naar man har Sommer paa den
Tiid, der burde være Vinter, faaer man Vinter, naar Sommer
skulde være.
Flere Merker, som mere almindelige og bekiendte, vil jeg ikke her anføre.
Kunde dette tiene nogen til Behag og Nytte, skulde ingen fornøye sig
mere derover, end en velmeenende Patriot
SOREN THESTRUP.
&2
Anhang
Til det, som i Danmarks og Norges oeconomiske
Magazins fierde Tome er indrykket om Liim
eller Jordmarv.
Begyndelsen af Julii Maaned foretog jeg mig en Reyse fra Viborg til
Colding, og naaede just denne Stad paa den Tiid, da vor allernaa¬
e4
digste og mildeste Landets Fader fra Holstein der ankom; jeg lod paa
Veyen min Agtsomhed, efter ringe Jndsigt, være henvendt paa de Ting, som
enten kand tiene til, eller behøve, nogen Forbedring i Lands Huusholdningen;


196
blant de Ting, som forekom, der kunde være Agtpaagivenhed værde, var en
Leer=Grav, eller retter Leer=Bakke ved en Bye kaldet Aagaard, omtrent 2 Mi¬
le fra Colding. Ved første Øyekast saa jeg, at Bakken indeholdt en Mæng¬
de blaat, eller rettere hvidt Leer; efterdi det vel syntes blaat i Jorden; men
bliver hvidagtigt, naar det har ligget i Luften og er blevet haart; Jeg steeg
fra Hesten, og betragtede Leeret, som var temmelig fiint og feedt, dog ikke saa
fiint, som de Arter, jeg paa andre Stæder deels har funden, deels seet af
dette Slags Jord; det laae i horizontale flade Skiver, indsprængt med smaa
Kriidstene; jeg prøvede strax noget deraf med Skeedvand, som jeg til den En¬
de gierne fører med mig, hvor jeg reyser, og befandt at det brusede og skumme¬
de paa den Maade, som jeg derom tilforne har anført i Magazinets fierde
Part. Da jeg nu var forvisset om, at dette, skiønt noget grove Leer, virke¬
lig var Jordmarv, eller en til lige Nytte virkende Materie, thi Kride og or¬
dinaire Leer, sammenblandet, giør, som jeg i min forige Afhandling om Jord¬
marv harsviist, en god Jordmarv, talede jeg med nogle af Mændene i be¬
meldte Bye derom, som vidste ikke at bruge dette Leer til andet, end kline, el¬
ler smedde deres Vegge med, og det med saadan Agtsomhed, at, naar der spil¬
des noget deraf ved Veggene, skufler de det reent af Gaardene af Frygt, at
det skal komme iblant Giøden og paa Agren; saaledes strider den stakkes en¬
foldige Bonde tit mod sit eget Beste. Da jeg nu forsikrede dem, at dette
Leer var en virkelig Liim eller Jordmarv, og god Giøde paa gammel og suur
Jord, naar den sparsommeligen, og paa den Maade, som jeg da forklarede
dem, blev brugt; ville de neppe troe det, lovede dog at giøre Forsøg dermed.
End videre, da jeg faae, at deres Græs= og Korn=Mark i den Egn var over¬


200
groet med Morgenfruer, eller de, saa kaldede, onde Urter, forvissede jeg dem
om, at, dersom de vilde bruge, men ikke misbruge dette Leer, det er: udstrøe
det tynt paa saadan med onde Urter overgroet Jord, og siden dyrke den vel,
skulle dette, ellers saa sterk overhaand tagende, Ukrud forgaae, hvilket de og
sagde sig at vilde prøve. Denne, i mine Tanker rare, oeconomiske Anmerk¬
ning haver jeg ikke af egen Forfarenhed, eftersom jeg ikke eyer saa megen Jord,
jeg kand sætte min Fod paa; men fra en vis god og kyndig Landmands Haand,
som jeg corresponderer med, hvilken har forsikret mig, at han, efter mange
andre, forgieves gjorde Forsøg, ikke har fundet noget Middel sikkrere til at for¬
drive onde Urter med, end Liim eller Jordmarv.
Det øvrige, som forekom mig, er af mindre Betydenhed; og røre ik¬
ke de practiske Deele af Oeconomien. Dette observerede jeg dog, at paa den
store Hede, kaldet Porup=Hede paa 3 a 4 Miles Strekning mellem Klod¬
Mølle og Nørre Sneede, hvilken ikke er bebygget uden med nogle faae eeneste
Stæder, som dog ligge meget langt fra hverandre, kunde være god Leylighed,
for Colonister, efterdi der ey allene er Dale med Vand og god Jord, men og
vidt begrebne Moser, som nu er kun en Bolig for vilde Dyr, hvilke man seer
der gaae i Flokke=Tal.
Dette maae jeg herhos melde, som noget besynderligt i Naturen, at
ligesom der gaaer en Sand=Revl eller Ryg fra Norden til Synden giennem he¬
le Jydland, om den gaaer længere, uden at blive overbrudt, veed jeg ikke,
hvilken 4 a 5 Mile, norden fra Colding bøyer sig lidet af fra sit sædvanlige
Strøg, vester paa giennem Randbølle Hede og saa videre, saa sees og mer¬
kes ogsaa en Strekning af Steen at løbe giennem Jylland fra Nordvest til


201
Sydost, og stryger over den nordre Kant af Ahlhede, hvor ellers ingen Steen
findes, men er meest synlig ved Fallitzgaarde paa den Nordre, og ved Siørup
eller Seerup paa den Sydøstre Side af bemelte Hede, til ikke ringe, forhaa¬
bende Nytte for de sig der nu nedladende Colonister; og er det ret merkeligt,
at ved benevnte Falletzgaarde, findes en stør og viid Strækning med Steene i
Jorden, ligesom en Broe, der kunde være lagt med Menniske=Hænder. El¬
lers er dette Strøg med Steene ikke alle Stæder giennem Provintzen lige kien¬
deligt, thi paa nogle Stæder skyvler det sin Gang under Jorden, paa andre,
helst Skovløse Steder, ligge Stenene i stoer Mængde oven paa Jorden; beg¬
ge Deele er en forunderlig, men tillige viis, Indretning af den grundgode
Skabere; efterdi paa Sandmarkerne avles den beste Rug, hvis Meel ikke
viger Hvedens, mange andre Stæder, i Hvidhed, men vel overgaaer det i
Sundhed, og i de Skovløse Egne, ja endog hvor der er Skove, som hver
Dag blive tyndere, komme Steene vel til pas. Endnu maa jeg anmerke,
at, da jeg paa bemelte Reyse besaae de tvende Høye og andre Monumenter
ved Jelling, om hvilke vore Lærde, i ældre og seenere Tider, have skrevet me¬
get, befandt jeg, at den Kilde, som endnu er paa Dronning Thyre Danne¬
boeds Høy, norden for Kirken, ligger efter Øyesynet, mere end tive Allen
over den omliggende Marks Overflade, og kunde jeg ikke paa en Miils
Strekning deromkring see nogen Stæd, som var saa høy, end sige høyere,
end denne Kilde, saa at den Sag er værd en Naturkyndigs Undersøgning,
hvorledes dette Vand, uden nogen sig tilsyne ladende Jevnvægt eller Konst,
kand, paa denne Grav=Bakke, stige saa høyt. En Poet kunde her finde An¬
ledning til Malninger, og af Naturens Indretning tage Materie til Lovsange
V. Deel.


202
over denne berømte Dronning saa rum Tiid efter hendes Død, men det er
Oeconomien, jeg haver at giøre med, og dens, end og mindste, Part er mig
en saadan ædel og fornøyelig Tidsfordriv, til hvilken jeg, nest den kiere Theo¬
logie, gierne vilde opofre mig, om nogen, som havde Evne og Villie dertil,
vilde række mig hielpende Hænder til videre Øvelse og Befordring deri. Det¬
te haver jeg ikke vildet tilbage holde, allermindst den Anmerkning om Jord¬
marv, som et beqvemt Middel og Raad mod onde Urter, for hvilke at blive
qvit, nogle vel skulde vilde hente Jord=Marv mange Miile fra. Forblivende
i øvrigt en oprigtig Patriot og underdanigst Tiener
SOREN THESTRUP.
No. XII.


No. XII.
J. KIRKERUPS
Optegnelse
Om Værligets Beskaffenhed
paa Vesterlandsføhr
i det sidste halve Aar
Saa og
om den oeconomiske
Videnskabs Udbredelse
paa Landet.


201
2) Den Comete, som man i dette Aar paa andre Steder har bemer¬
ket, blev man her var den 8 Januarii om Aftenen. Den befandt sig til den
Tiid bag ved Risens høyre Knæ, i Begyndelsen, var den en halv Gang saa
vidt derfra, som begge Knæ ere fra hinanden, men henved Klokken halvgaaen
II. havde den mærkelig nærmet sig til det. Den 10 Januarii blev man Co¬
meten igien var, da den var løbet over 30 Grad frem ad, og havde nærmet
sig Æqvatori; den 11 atter, og den 12 var den knap at see. Den stod da
Klokken 7. ved Middags=Linien, hvor den, den 8 først havde været om Mid¬
nat, og var altsaa i 4 Dage rykket 75 Grader videre frem.
3.) Veyrliget i de 5 prophetiske Dage, for tilstundende halve Aar, vil
jeg beskrive saa vidtløftig, som jeg finder det i Dage=Registeret selv, paa det
Læseren kand have desto bedre Leylighed til at conferere Værets Beskaffenhed i
de 5 Dage, med dets Beskaffenhed i det halve Aar, og altsaa selv overføre sig,
om det har, og hvorvidt det har nogen Grund, at giøre Slutning fra disse5 Da¬
ge, til det tilkommende halve Aar.
Den 18 Marti¬
Med anbrekkende Dag var en maadelig Kuling af O. N. O., og
Himmelen begyndte fra Norden til Østen, efter Haanden at klare op. Ved
den sydlige og §. V. Side af Himmelen var det dunkel, som med Tiden forgik,
saa at det Klokken 10. til 11. blev klar Soelskin. Det var en skarp Frost, og
Vinden var til Middag noget mildere end om Morgenen, dog kunde Møllerne
endnu male. Om Eftermiddagen var der af og til Skyer paa Himmelen, og Vin¬
den, som endnu var O. N. O. tog mere af. Om Aftenen blev Himmelen be¬
trokken med mørke Skyer, og var kun en liden Kuling. Om eller efter Mid¬
nat blev det stille. Det frøs haardt.
V. Deel.


210
Den 19 Martii.
Da det blev Dag, var det graa Luft og lidet Vind af Synden, som
tog noget til, saa at Møllerne begyndte Klokken 9. at male sagte. Om Mid¬
dagen var Vinden S. til V. og §. §. V. og saa stærk, at Møllerne kunde got
male med fulde Segl, hvorved det var meget koldt, dog saasom Solen lod
sig efter Klokken 11, undertiden see, tøede dog det frosne noget op. Om Ef¬
termiddagen tog Vinden noget til, og løb til §. V. Mod Aftenen kom mørke
Skyer fra §. V. og bedekte den hele Himmel, derhos var Vinden middelmaa¬
dig. Hen paa Aftenen begyndte det at Snee, som dog ikke holdt længe ved.
Om Natten tog Vinden igien af.
Den 20 Martii.
Om Morgenen tillig var kun liden vestlig Vind, og Himmelen klar.
Hen paa Formiddagen tog den saa meget til, at Møllerne just kunde male.
Ved Middagstiid kom nogle Skyer fra V. eller V. N. V., som om Eftermid¬
dagen undertiden forhindrede Solens Skin. Mod Aftenen tog Vinden igien
af og løb §. V., hvorfra der og kom noget Mørke. Om Aftenen var det meest
stille.
Den 21 Martii.
Om Morgenen var der lidet Vind af §. med mørk Luft og noget vaadt.
Om Formiddagen tog Vinden noget til, og løb til §. §. O. med mørk Him¬
mel. Om Middagen var Vinden saa sterk, at Møllerne kunde got male, men
det blev mod Aften noget stillere. Om Eftermiddagen lod Solen sig ikkun see
1 eller 2 gange igiennem de dunkle Skyer. Om Aftenen løb Vinden §. O. og
Himmelen blev mesten klar.
Den 22 Martii.
Om Morgenen var det temmelig frossen, og havde en liden Kuling af
§. O. og mesten klar Himmel. J V. §. V. var Himmelen den gandske Dag


211
noget mørk, som strakte sig til §. §. O. og N. N. V. og var ungefær 40 Gra¬
der høy. Om Eftermiddagen løb Vinden O. §. O. og det dunkele forsvandt
mestendeels igien. Om Aftenen var Luften klar, men hen paa Aftenen igien
betrokken med Skyer.
Syderende den 4 April 1760.
JENS KIRRERUP.
csyrsrrerteyrererrerdreeerertdzrerrirrereereezreeArre
Forslag
Hvorledes de oeconomiske Videnskaber kunde blive den
gemene Landmand paa en let og beqvem Maade
bekiendte.
Jkal der i en eller anden Henseende udrettes noget af Vigtighed, saa
maa dertil bruges skarpsindige Hoveder; og skal Oeconomien, som i
dette oeconomiske Seculo, med saa megen Flid dyrkes, ret komme i en
blomstrende Tilstand, saa maa man dertil betiene sig af saadanne Mænd, som
have lært at tænke, som kand bruge deres Hænder, naar det er nødigt, men
fornemmelig bruge deres Hoveder, kort sagt, naar man vil lære Oeconomien,
saa maa man ikke begive sig i Skole hos en Bonde, der ey selv veed at give
Grund for det han giør. Dette er bekiendt nok, derfor tør man ikke undre
sig over, at de kand skrive om Oeconomien, som liden eller ingen oeconomie
har ført, og derimod de, som stedse har ført Oeconomie, findes gandske en¬
foldige i deres egen Handtering.
Dog! har det skiønt sin Rigtighed, at Oeconomien ikke kand blom¬
stre, dersom ikke fornuftige, sindrige og duelige Mænd legge sig paa denne Vi¬
denskab, saa er det tillige ogsaa vist, at Oeconomien ikke kand siges at blom¬


212
stre ret, saa længe som de Lærde allene speculere derover og skrive derom, og
den enfoldige Landmand derhos bliver i sin Vankundighed og Enfoldighed.
Hvorledes kand altsaa Vankundigheden i de oeconomiske Videnskaber
hos den gemene Landmand best fordrives? hvorledes skal de nyttige Opda¬
gelser, som den Lærde giør, blive Bonden paa den letteste og beqvemmeste
Maade meddeelte, og Oeconomien altsaa ikke tracteres som en theoretisk, men
som en practisk Videnskab? jeg vil kortelig efter min Jndsigt besvare dette
Spørsmaal.
Det har i mange hundrede Aar været anseet for den lætteste og be¬
qvemmeste Maade, at underrette enfoldige Folk ved Spørsmaal og Giensvar.
Bonden har ikkun faae Bøger, læser lidet dem, og forstaaer endnu mindre af
det han læser. Nogle Bøger ere efterhans Smag, dem læser han gierne, dem
skaffer han sig gierne an naar han kand, og dem skal man vel kunde finde
hos ham, naar man ingen Bibel eller Catechismus finder. Disse Bøger
ere Kiempe=Viser, gamle Kærlinge=Fabler, Ebentyr, gamle Historier, Co¬
moedier og deslige.
Bonden, som han staaer umiddelbar under sin Herremand, saa seer
han og fornemmelig paa ham, retter sig efter hans Exempel, og lader sig
gierne underrette af ham.
Af dette, som jeg her har anført, vil jeg hidlede et Svar til det forhen
gjorte Spørsmaal. De oeconomiske Videnskaber bleve Landmanden letteste
bekiendte, naar maa gjorde et gandske kort Udtog af samme, forfattede det
som var ham nyttigst og nødigst at vide, i Spørsmaal og Giensvar, gav det¬
te korte Udtog den Titul: Samtale imellem en Herremand og sin Bon¬
de, og skienkede hver Bonde et Exemplar, og betingede sig ikkun dette der¬
ved, at han skulde flittig læse deri.


213
Jeg vil uden videre Vidtløftighed herved giøre en Prøve paa at fuld¬
føre mit Forslag.
Samtale imellem en Herremand og sin Bonde.
Første Samtale.
Om Agerdyrkningen i Almindelighed.
Bonden. Hvad befatter Agerdyrkningen i sig?
Herrem. Alle de Forretninger og Handteringer som du foretager dig med
din Jord, for at giøre den beqvem til at frembære de nødvendige
Ting til dine og dine Medborgeres Nytte.
Bonden. Behøver da Jorden en særdeles Behandling, om den skal give
Afgrøde af sig?
Herrem. Ja! havde Mennisket blevet i Uskyldigheds=Standen, da havde
det ogsaa beholdet den Herlighed, at Jorden havde givet sin Afgrø¬
de af sig, uden Menniskets Sved og Møye, men nu heder det efter
Syndefaldet: med Møye skal du æde af Jorden alle dine Livs
Dage; item: i dit Ansigtes Sved skalt du æde dit Brød.
Bonden. Er det da ikke ligemeget, hvorledes jeg dyrker Jorden, naar
jeg kuns dyrker den?
Herrem. Ney! Gud har, som Naturens HErre, foresat den gandske Na¬
tur, og enhver Ting i den samme, visse Love, hvorefter de rette sig.
Disse Love, eller denne Indretning bør vi Mennisker, som i Al¬
mindelighed, saa og i Særdeleshed ved Jordens Dyrkning, følge;
ville vi altsaa gaae efter vort eget Hoved, og ikke gaae efter den


214
Forskrift, som Fornuft og Erfarenhed viser os at være grundet i
Naturen, saa bedrage vi os, og naae ikke vort Øyemerke.
Bonden. Kand jeg dyrke alle Slags Jord paa en Maade?
Herrem. Ney! Enhver Slags Jord behøver sin særdeles Behandling, saa
udfordrerog et Slags Sæd, at Jorden bør tilberedes paa denne Maa¬
de, et andet Slags paa den anden Maade.
Bonden. Hvor mange Slags Jord er der?
Herrem. Tre Slags, nemlig: Mul=Jord, Leer=Jord og Sand=Jord.
Bonden. Hvilket Slags Jord er vel det beste?
Herrem. Den sorte fede Mul=Jord.
Bonden. Kand man ikke af en slet Jord giøre en god og frugtbar Jord?
Herrem. Ja, naar man foruden den sædvanlige Jordens Behandling iagt¬
tager disse Regler.
I. Regel.
Stræb saa meget mueligt, at faae din Jord samlet nær ved
din Gaard, og tillige indhegnet; iagttages denne Regel, saa flyde
deraf følgende Fordeele:
1) Du kand skalte og valte med dit Land, ligesom du vilt
og best finder det for got. Du vil jo gierne være Herre i dit eget
Huus, hvorfor ikke over dit eget Land?
2) Du kand lettelig have dine Jorde i Opsigt.
3.) Du sparer megen Umage ved dit Lands Behandling,
skalt du kiøre Møg ud, bringe Korn hiem, fare ud med Ploven


21
og saa videre, da har du paa en lang Vey ikke nødig at spilde din
Tiid og slide dine Heste og Vogne.
4) Du kand bedre sørge for dine Kreature, og pleye dem
som du best vil.
II. Regel:
Blandt de alt for haarde seye og lerede Jorde med Sand, og
de alt for løse og sandede med Mul eller Leer, paa det dit Land hver¬
t1L
ken skal være for haardt eller for skiørt.
III. Regel:
Befrie det alt for side og fugtige Land, fra det overflødige
Vand, ved at grave Render, Grøfter og Damme.
IV. Regel:
Forandre ofte din Sæd.
V. Regel:
Forandre saa ofte dit Sædeland til Høeland, og dit Høeland til
Sædeland, som du seer, at du og dit Land derafkand have Fordeel.
VI. Reg
Besaae det magerste og sletteste Land med et got Slags Høe¬
Frøe, og lad det for det første ligge til Græs.
Bonden. Kand en god Jord ikke blive slet og mager?
Herrem. Ja! dette skeer ved idelig Brug, og Forsømmelse paa at giøde
og pløye nok.


216
Anden Samtale om Giødningen.
Bonden. Er det vel nødigt, at jeg giøder mit Land?
Herrem. Ja! thi Urter og Planter, trækker Kraften af Jorden; bliver
den altsaa ikke giødet, saa mister den efter Haanden sin Frugtbarhed.
Bonden. Hvormed skal man giøde sine Jorde?
Herrem. Du veed jo af Erfarenhed, at alt det som er forraadnet og for¬
dervet bruges dertil; brug du altsaa hvad du lettest kand slippe til,
men viid derhos, at din Giødning duer ikke, naar den ingen Salt
og Olie haver ved sig, thi derved fedes Jorden og Sædens Vext
befordres.
Bonden. Er det vel got at giøde med Jordmarv?
Herrem. Ja! naar man blander den med Møg og giøder saa det magre og
sandede Land dermed, saa har dette en fortreffelig Virkning.
Bonden. Skulde det vel giøre noget til Jordens Frugtbarhed at man ind¬
bløder Sæden i visse dertil præparerte Lude?
Herrem. Dermed skal du ikke befatte dig; thi dermed er baade Tids= og
Penge=Spilde forbunden, og det bliver dog altid sikkerst og best at
giøde sin Jord paa den sædvanlige Maade, og med den sædvanli¬
ge Giødning.
Bonden. Kand jeg ikke faae at vide, i et kort Begreb, hvad jeg har ved
Giødningen at iagttage?
Herrem. Det fornemmeste deraf bestaaer i følgende Regler.


21
I. Regel.
Forsøm ingen Leylighed og Middel til at formere din Møg¬
dynge; thi du kand med rette ansee den som din Guldgrube.
II. Regel.
Jndret dit Mødingsted saaledes, at du bevarer Fedmen som
er i Møget, og tillad ikke Vandet at udbløde eller bortskylle Kraf¬
ten deraf.
III. Regel.
Giød de kolde og fugtige Jorde med varmende Giødning,
og de varme med kiølende.
IV. Regel.
Lad Møget vel forraadne og sammenbrænde i Møgdyn¬
gen, førend du bringer det paa Ageren.
V. Regel.
Bring ikke dit Møg paa Agerne, førend du strar kand pløye
det ned; har Soel og Vind taget Saltet og Fedmen derfra, saa
har du kun en ufrugtbar Jord tilbage.
VI. Regel.
For meget og for lidt skader altid, ligesaa ved Giødningen;
giød derfor maadelig, men ofte.
Efter foranførte Plan synes mig man kunde for den enfoldige Bon¬
de=Almue forfærdige en oeconomisk Catechismum, hvori han kunde blive
underrettet om alt det, som var ham nyttigt og nødigt at vide, saasom at
V. Deel.


218
faae, pløye, elske Frugt=Træer op, plante Humle=Haver; trække got
Qvæg og gode Heste op, og deslige. Og ingen Godses Eyere kunde med
Billighed undslaae sig for, gratis at uddeele nogle 100 Exemplarer deraf paa
sit Gods, naar han paa saadan en let Maade og for saa ringe Bekostning,
kunde formode, at hans Bønder skulle blive gode og fornuftige Huusholdere.
Jmidlertid overlader jeg dette mit Forslag til Kienderes nøyere Undersøgning,
og forhaaber, at om det ikke i alle Stykker skulde billiges, det dog kand gi¬
ve Anledning til et vissere og bedre Middel, at fordrive Vankundigheds Taage
i de oeconomiske Videnskaber, hos den enfoldige Landmand.
Syderende paa Vesterlandsføhr
den 1 April 1760.
J. KIRRERUP.
No. XII.


No. XIII.
ANONYMI
skiemtsomme og alvorlige
Brev=Verling med sin Naboe
om
nogle nyttige Ting Landvæsenete angaaende.


Kiere Broder!
D¬
in Fader har upaatvivlelig været en Prophet, efterdi han haver
tillagt dig det Navn Thomas, thi sandelig intet Navn kunde
bedre passe sig paa dig end dette, saasom du altid er Vantroe.
Forgangen Aar vilde du ikke troe at min dobbelte Plov blev
drevet ved et par Heste, og nu vil du ikke troe at den drives ved et par Stu¬
de. Ja, siger du, det maa være saadanne Stude, som den rødgrimede, Heug
fik af dig; ney, de ere ikke større end dine blakkede 4 Aars Stude, du siger
at den vinder ogsaa med, der pløyer med Stude, men jeg tør slaae Væds
jed dig, at mine tvende Stude skal holde det ud med dine fire blaaskimlede
dopper.
Du siger at paa min Jord kand min Plov bruges, fordi Jorden er
muldet og renset fra Steen, men den kand ikke bruges hos dig, fordi din Jord
falder leeret og fuld af Steene, hvorudi du har ret; Men jeg tænker at de For¬
hindringer kand rødes af Veyen, naar som helst du vil giøre ligesom jeg, op¬
bryde og bortføre Stenene af din Ager og sætte dem i Steengierder, som du
seer jeg har gjort hos mig, det koster vel noget, men det er dog ikke umueligt,
det kand ikke giøres paa engang, men det kand dog skee ved Tiid og Leylig¬
hed; saaledes har jeg paa 6 Aars Tiid, opryddet af min Jord og bortført


222
Steen til omtrent 500 Favne Gierder, det har kostet mig endeel, det er sandt,
men jeg har dog overvundet det, derved er min Jord gjort beqvem for min
Plov; jeg har renset Dyndet af adskillige Huller og lagt det paa min Jord,
deraf er den bleven muldet og skiør; du veed, at da jeg for 6 Aars Tiid siden
paatog mig denne liden Avling, fandtes Jorden saa slet som noget Stæd i
det gandske Land, nu finder du den i saadan Stand, saa den i hele Landet
ikke kand være bedre, du kand selv regne det ud, naar du hører mig bekiende
for min Præst at han med rette kunde tilkomme ligesaa meget i Tiende af mine
5 Tønder Hartkorn, som af mine Naboer paa 17 Tønder Hartkorn, og var
han gierig, saa ophævede han vel den gamle Accort, saasom intet skriftlig er for¬
fattet imellem os, og skulde han end af dig, eller andre, blive overtalt dertil,
skal jeg endda udfinde Middel til at knibe ham paa en anden Kandt, og vil
du vide hvorledes det kunde skee, da skal jeg betroe dig det. Du veed at jeg,
foruden denne liden Avling har megen Jord andre Steder at dyrke, saa vel til
Lands som i afløbne Søer, hvor jeg i dette Aar har faaet omtrent 100 Tøn¬
der Sæd, og saaledes gierne kunde lade denne Jord ligge ubesaadt til Høe¬
Biering, og da fik Præsten intet udi Tiende, ja! jeg kunde vel ogsaa finde
paa, med lige Grund at afkorte noget i mit Offer, saasom der heller ikke er no¬
get skriftlig for, hvad jeg skal give ham. Du siger alt dette kand endnu ikke
stoppe de af mig gjorte Bekostninger, og at jeg lever ikke den Dag at høste
mit Udlæg, hvorudi du kand have Ret; Men jeg kand forsikre dig, at mit Fo¬
retagende har ikke haft Interresse til Øyemeed, meget mere har jeg tragtet ef¬
ter, ved mit Exempel at opmuntre mine underhavende til Jmitation, som jeg og¬
saa har været saa lykkelig at obtinere, thi mangfoldige af Bønderne som har
seet hvorledes jeg har bragt mig et og andet Stykke unyttig Jord til sand
Nytte, har fattet saa stor Lyst at gribe dette Verk an, at adskillige til min in¬
derlige Fornøyelse, har sat meere end man kunde formode; jeg kunde nævne


223
dig en og anden, som udi et Aar, har sat 5o til 100 Favne, og du kand være
forsikret paa, at i faae Aar er bleven sadt her paa Districtet, mange tusinde
Favne Steen=Gierder, min Naboe Hans Pedersen har ladet mig forbyde at
rydde flere Stene af hans Jord, saasom han agter selv at bruge dem. Hvad
var det ikke en herlig Sag, om dette Arbeyde overalt blev grebet an, med Lyst
og Force? var det ikke at ønske, at Bønderne paa andre Steder hertil blev
encouragerede ved Exempler? vilde du tage fat paa et lidet Stykke at rydde,
og aarlig sætte en halv snees Favne Gierder og overtale Forvalteren til det
samme, ja vilde du formaae dit Herskab at asistere Bønderne med fornøden
Tømmer af Skoven, til Steen=Vogne og Lad, sami at sætte et Premium for
den der opsætter fleest Gierder, du skulde snart faae at see, dine Sogne=Mænd
at tage fat med; og at Forvalterens Exempel, skulde virke mere end hans Læ¬
der betrokne gammelt Øll, og vilde han ikke deran med det gode, saa kand
du vel udfinde Middel, at drive ham dertil, og vil Fruen intet række Haand
med de manglende Reqvisita, saa kand du jo offentlig sætte hende til Rette der¬
for, saa finder det sig strax. Ja, siger du, det betaler sig ikke, og enhver
hytter sig gierne for det første Udlæg, ret saa, du er af det Slags der ikke ud¬
giver Skillingen med den ene, førend du er vis paa at gribe Daleren med
den anden Haand, du vil ikke hazardere det mindste paa nyttige Ting, da
man dog seer dig løbe lige ind i de største Hazard=Spil, uden at være asse¬
cureret for at tabe, og dette nyttige Arbeyde drager du i Betænkning at be¬
gynde, da jeg dog indstaaer for, at du strax skal høste Renten, om ikke Capitalen
dog inden faae Aar, hundrede Fordele, hvoraf jeg vil fortælle dig nogle: Du
kand menagere den tredie Deel af Sæde=Kornet; du kand menagere en stor
deel i Foeringen, saasom der er stor Forskiel paa at fore to par Heste imod et
par Stude, og naar du i mange Aar har slæbet de sidste, kand du faae
brav Penge for dem, i steden for at du maae give en vis Mand Penge, for at


224
udslæbe dine Heste; du skal menagere Plovkiøringen, thi naar Studene blive
vante til visse Ord, saasom: Hielm! rechts um, Blis! linkts um, skal
de selv vende sig, og tænk engang, hvor mange Plovkiøringer kunde
da ikke Landet afgive til andet nyttig Brug! Du skal menagere Plovkarlens
Ryg, saasom han ikke har behov at gaae kroget, efterdi Ploven nesten styrer
sig selv og bliver i den Tour den stilles; du kand spare din Jern=Harve, thi
naar du har pløyet Jorden, har den nok af et Tint med Træe=Harven; du
skal spare dine Folk, dine Heste og Vogne, som maa bruges, endog naar du
nødigst vilde undvære dem, til at hugge og tilføre Giærdsel, og i den Tiid dri¬
ve saa jevnt med dine Stude, og faae at see, at du ogsaa vinder med; du skal
spare din Havre, dine Capuner, Calchuner, Beder &c., som ellers maae sen¬
des med for at procurere dit Tarv; Morgenfruerne skal intet formaae imod
dig, thi naar Stenene ere af Jorden, kand du dristig siunke Ploven, som er
en Pest imod dette Ukrud; du skal ikke faae Aarsag, at bandes og rives med
dine Naboer om ret Rin, thi naar du kaster Jorden sammen med min Plov,
bliver Rinnen kiendelig nok, du tør heller ikke være bange at dit rene Byg skal
blive blandet af din vanartige Naboes Havre. Men alt dette er ikkun smaa
Ting, jeg vil derfor ikke opholde dig dermed, for ikke at blive dig kiedsom¬
melig, jeg vil heller vise dig noget, som stemmer over eens med dit Tempera¬
ment: Du skal om 4 Aars Tiid høste 4 gange saa meget Korn, som du nu
kand vente, og naar du ved dit Exempel har opmuntret Bønderne til lige Fo¬
retagende, skal du faae 4 gange mere udi Tiende, følgelig kand du være i
stand at levere din Kone til Brøgning, i steden for i Tønde knap Maal, i Pund
med sin Skieppe, og derved sette hende i Stand til at brygge godt Øll, saa
dant Øll, som det fra Bredenfeldt, i stæden for at hun nu maa trække det saa
langt som Tudse Giærde.


225
Ja dette gode skal endog strække sig indtil de fattige Bønder, saa at
de ogsaa skal blive værdig at smage got Øll, og der af blive saa trivelige og
sterke, at i steden for de, efter dit eget Klagemaal, seneste Høytids Dag,
formedelst det sterke Hoverie, vare saa udslæbede, at de maatte være 4 Par om
at tilbære dig en Daler, skal een allene kunde bære dig en heel Krone, som
paa visse Steder er en Mands Dragt, Herskabet skal blive uden Bekym¬
ring for at faae Sæde og føde Korn til dem, ey heller have behov at tinge
dem i Kaast hos Peder Kroemand; de skal blive raadige, selv at udtærske og
sælge deres Korn=Vahre i beqvem Tiid, og derved fatte Lyst til Stræbsom¬
hed, i stæden for dennem nu betages Lysten derved, at Sæden i Utide udtær¬
skes og bortføres til Afskrivning paa Laan og Restancer, ofte til ringere Priis
end Torve=Kiøb er; Børnene skal fatte Lyst at blive ved Godset og tragte efter
at løse Forældrene af og see dem til gode i deres Alderdom, i steden for de nu
paa alle Maader stræber at echapere, af Frygt for at blive tvungen til øde
Gaarde. Herskabet, naar de see, at Plougen gaaer saa let, skal fatte Lyst til
selv at forrette dette Arbeyde, og da skal dette Trældoms Aag forvandles til
Lyst=Arbeyde, som Bonden maa holde sin Næse fra, at forrette. O, Lyk¬
salige Bonde! som da kunde gaae Hiemme og nørke saa jevnt ved din Jord,
naar den var beqvem og medens Creaturene aarkede noget, og ikke have be¬
hov at lade din Jord ligge, indtil Besterne ved Hov=Pløyningerne ere udmat¬
tede, saa at de lidet eller intet for dig kand udrette, og du derover maa see Mor¬
genfruerne qvæle din Sæd. Nu, min Broder! hvad synes dig vel om saa¬
danne Fordele? kand dets Betragtning ikke opvække nogen Lyst hos dig, til at
begynde paa Rødning og Steen=Gierders Sætning? Jeg tænker Jol Og
naar du dermed er færdig, da glem ikke at giøde og dyrke din Jord, det beste
du kand overkomme, og mangler dig Giødning, da søg den i Kiær og Hul¬
ler paa Marken, giør en Prøve paa at bringe Dyndet af Gade=Kiæret paa
V. Deel.


226
Leer=Bierg, du skal snart faae at see, at Jorden skal blive saa muldet, som den
er i dit Asspares Beed, og mangt et Korn skal bære dig nogle tusinde fold
Frugter, hvorpaa du hos mig kand finde Beviis; Men giør det strax, thi
faaer Bønderne Smag paa, hvortil dette Skarn duer, saa faaer du efter den
Tiid, ikke en Haand fuld. Naar du nu for din Deel, og Forvalteren tillige¬
med har gjort en Begyndelse, og Bye=Mændene saavelsom Herskabet og an¬
dre seer Frugterne deraf, skal det ikke vare længe, førend de imiterer dig og
Forvalteren, og det skal inden kort Tiid rygtes over Herredet, Ja! inden faae
Aar over det gandske Land, og enhver skal ligesom kappes om at faae Stenene
af veyen og faa sig en Plov efter min Model, og naar Tingen overalt saale¬
des kommer i Skik, kand man vente at Landet kand svare til det Navn det
bærer, og saadan Jordens Afgrøde, at for at employere den, skal ligesom
gives ævred op for alle og enhver til at brænde Brendeviin. Ach! lyksalige
Tider, som snart komme og længe vedvare! Du vil vel indvende, at dette al¬
drig kommer til Fuldkommenhed, fordi det er imod Forvalterens Jnteresse at
Bønderne blive formuende, jeg vil ikke sige dig imod, men gierne tilstaae, at
mange gode Ting ligger tilbage, fordi en og andens Jnteresse vilde lide ved dets
Fremgang, det er vel sandt, at Forvalteren vilde tabe noget i Skieppen, men
du maae stræbe at indprente ham den Troe, som en Hoved=Lærdom, at han
kand vente at faae dobbelt Vederlag udi Skifte=Salario. Du vil vel ogsaa
undskylde dig dermed, at dine Herrets=Brødre og Naboer vil ansee, udraa¬
be og forfølge dig som en Kiættere, der søger at forplante en nye Lærdom, saa¬
som alt det som er Nyt, er underkastet Foragt, Misundelse og Undertrykkel¬
se; Men keer dig, an nichts, du skal snart faae din Naboe overtalt til sam¬
me Fordeel. Forvar nu denne Epistel, at din Hustrue ikke faaer den at læ¬
se, thi hun vil ansee det for Skiemt, da her dog er noget alvorligt iblandt,
om du vilde troe det, men i sær forvar den for din Naboe, thi faaer han at see


227
alle de Fordeele som høstes efter min Plov, bliver du ikke den første som brin¬
ger den i Marken. Jeg forbliver
Din hulde Broder
ANONPMUS.
Aæ-SSBG
egs
26
Kiere Broder!
su klager udi sidste Skrivelse at Morgen=Fruerne har taget saa stærk
S overhaand i Egnen hos dig, at de fast qvæler Sæden og giør Foerin¬
gen uædelig for Creaturene, begierende min Betænkning om Aarsagen dertil
og Raad derimod.
Jeg anseer saadant din Begiering som et Beviis paa, at du ikke stoeler
paa din Selvklogskab, og derfor desvilligere vil søge at tienne dig; Men
hvad andgaaer det første af Begieringens Jndhold, da maae du ikke vente
at jeg indlader mig udi nogen vidtløftig Beskrivelse over denne Urts Oprindelse
og Fremvext, ney? jeg vover mig i slige Vande ikke ud paa Dybet, men
holder mig ved Land=Siden, og bekiender reent ud, at jeg ikke er af den nye,
men af den gamle og gemeene Troe, at af intet kand komme noget, og saaledes
troer jeg at denne onde Urt, ligesom mange andre Slags Ukrud, kand komme
af intet, eller uden at du selv, iblandt din Giødning eller i andre Maader
bringer dets Frøe paa Marken, du vil vel, med mange andre, ikke troe det,
men jeg bliver fast ved min Meening, og derudi bestyrkes af lang Erfaring
og øyensynlige Beviser. Jeg vil ikke igientage eller imodsige, hvad een og an¬
den herom kand have talt eller skrevet, mindre negte den Sandhed, at efter
Ukruds=Frøe, voxer Ukrud, men paastaaer at Ukrud kand voxe, uden ved
Frøe eller Sæd at være fremesket, og det deels formedelst Veyrligets Virk¬
ning, Sæde=Kornets slette Beskaffenhed, og i sær Jordens magre Natur og
dens slette Behandling; Derfore finder du allevegne Jorden for den fattige


228
Bonde, som enten ikke aarker, eller, formedelst Hindring af Stene, kand
siunke Ploven, for slet Sæde=Korn, og maa pløye og saae i Utide, naar
Jorden er sey og skiden, mere end den formuende Bondes Jorder, med dette
Ukrud betaget; Ja! du skal finde at den fattige Bonde, der endogsaa over¬
kommer at faa pløyet sin Jord, men ikke kand faae Korn i hvor slet det var,
til laans at besaae den med, skal endda høste en Mængde af dette og andet
Ukrud. Naar du nu vil legge Nota bene til det som her kortelig er sagt,
giøre dine Remarqver over hvis dig møder, og derom correspondere med
mig, skal du snart blive overbeviist om min Satzes Rigtighed, at af Jntet
kand komme noget, og dette maa være nok talt om den første Post, indtil vi
samles, da jeg vil giøre mig en Fornøyelse, uden at giøre dig kiedsommelig,
at demonstrere dig dette vidtløftigere og tydeligere. Jeg begiver mig altsaa
til den anden Post, og da først og fornemmelig recommenderer dig at rense
din Jord for Stene, paa det at du desdristigere kand siunke Ploven, giøde
Jorden i fugtig veyrligt ved St. Johanni Tiid, og strax Rispe, dernest pløye
den første Gang i tørt veyrlig imod Martini, anden Gang ligeledes i tørt veyr¬
lig først in Aprili, derpaa fælder du den det jevneste du kand, og endelig naar
Tiid kommer, og Jorden er beqvem, udstrøer du Sæden og pløyer den ned
med en Plov efter min Model, og med een Træe=Harve tinter den engang
paa Langs; Vil du indvende at du ikke kand overkomme at pløye Jorden saa
ofte, fordi du har saa meget at bestride, da stræb at overkomme et Stykke til en
Prøve, og lad et andet lige saa stort Stykke ligge til Hvile, dig skal derfor ikke
afgaae noget i din Regning; Men skulde Morgen=Fruerne, ald denne Om¬
gang uagtet, endda ikke vilde lystre, men indfinde sig, Sæden til Undertryk¬
kelse, skal du derfore ikke byde dig til at luge dem af, thi det er umueligt, ikke
heller skal du brende din Foering, af Frygt for Ukruds=Frøet derved skulde
blive bragt i din Giødning og omsider i Følge dermed paa Ageren, hvilket er


226
ufornøden; Derimod tages i agt følgende, som du lettelig begriber: Endeel
af dette Ukruds=Frøe bliver ikke moeden, men, naar Kornet høstes, endnu
staaer i Blomster, for samme Frøe har du ikke at frygte, thi om det endogsaa
ved Pleyelen iblant Sæden lod sig aftærske, bliver det dog ved Kastningen
blandt Avnerne, og ikke kand vinde længere, og altsaa kand du sikkert lade
dine Creature fortære Avnerne med Halmen, uden at staa i Hazard for at dette
umodne Frøe, skulde ved Excrementa af dine Creature, blive bragt paa
Ageren, til Fremvext, dig og Sæden til Skade;
Een anden og større Deel, derimod bliver moeden og lader sig tillige
med Kornet, ved Pleyelen aftærske, samme er noget tyngere end det umodne,
og derfor ved Kastningen bringes længere bort end i Avne=Hoben, dog ikke
saa vægtig, at det følger med Kornet til Gavlen, men legger sig imellem Kor¬
net og Avnerne, iblandt det, man her kalder Skielde, hvilket enhver Tær¬
sker forstaaer hvad er, og veed at separere; Dette Skielde, tillige med hvis,
ved Kornets Rensning, under Soldet affalder, maa du henlegge paa din
Svine=Gift eller andet afsides Stæd, noget fra din Møgdynge, paa det at
naar Svinene kunde afpille, den liden Kierne deriblandt findes, da Frøet bli¬
ver liggende tilbage uden at Skade din Sæd. Jeg forbliver
Din hulde Broder
ANONPMUS.
47RrkAARRkRrRekrzekLRRkkkkRAeRkZkkA
Kiere Broder!
su forlanger udi seeneste Skrivelse min Betænkning om du skulde støbe
= eller bløde dit Sæde=Korn, nogle Dage førend du nedlegger det i Jor¬
den, for at befordre det til desto hastigere og større Fremvext;


230
Men det er vanskeligt for mig, at sige dig noget vist herom, saalænge
du ikke med Sikkerhed kand sige mig hvad Veyrligt vi faaer een Maaneds Tiid
efter at Sæden er nedlagt; Thi søger du at drive din Sæd frem, førend Natu¬
rens HErre esker den, maa du befrygte, at en i Luften uformodentlig tilbage
staaende Kulde, der hindrede din Sæd fra at frembryde, kand overfalde dit
fremdrevne Spæde=Korn, og foraarsage at du maa høste nær ved Jorden.
Mit Raad skal derfore være, At du ikke bløder eller i andre Maade kunstler
paa dit Sæde=Korn, men har du Lyst til at kunstle, da anvend derimod desto¬
mere Fliid og Kræfter til at kunstle paa din Jord, i sær med at rydde Ste¬
nene bort; Udstrøe din Sæd som dener, i beqvem Tiid, det er, hverken med de
første eller de sidste, og naar Jorden er beqvem, det er, naar den er hverken
for tør, eller for vaad og skiden, men i paakommende Tilfælde, heller ud¬
vælge de første, end sidste Dele, det er, at du hellere saaer din Sæd betids,
end alt for sildig, og hellere i tør, end vaad og skiden Jord; Reed under og
over Sæden, det beste du formaaer, og naar du saaledes har efterkommet
din Pligt, saa befaler du, din øvrige Omhue for dig og Sæden, i den Aller¬
høyestes Haand og Forsiun. Jeg forbliver
Din hulde Broder
ANONVMUS.


23
Kiere Broder!
u klager udi seeneste Skrivelse, at ald din Møye, med at plante og
frem elske Piile=Træer, er forgieves, saasom Viltet, tillige med tam¬
me Creature, slaae og gnaver Barken af dem, hvorefter de udgaae; Og da
du er indtaget af saa inderlig en Lyst til dette gode Værk at forfremme, saa
recommenderer jeg dig at giøre et Forsøg, engang at plante nogle Stykker om¬
kring Parkerne i din Blege=Hauge, der kand Creature ikke indkomme og du
har Vandet ved Haanden til at giøre dem til gode med, und dem Plads der,
indtil 3die eller 4de Aar, da Barken bliver grov og samler en guul Moos paa
sig, forfløt dem saa i Marken, eller hvorhen du vil, og slaae dem ikke i Glem¬
bogen, med at røgte, pynte og vande dem, den første Sommer over, saa skal
du see, at Appetiten skal forgaae alle Slags Creature til at skade dine Pile,
og du skal, inden faae Aar opnaae ditønskes Maal, og Høste 50 Procento af
den Capital du anvender paa Pil=Platning, ja! ved dit Exempel hos Na¬
boerne og paafølgende Fremgang og Nytte, virke og udrette en stor Deel til
Skovens Fremelskning og Opkomst, i det at mangt et ungt Træe, som, for
Tiden, afhugges og bruges til Giersel, kunde spares, og forundes Tiid og
Vext til at tiene dine Børne=Børns Børn, til Gavn=Tømmer og Brænde,
der ellers, efter vores nærværende Oeconomie, for dennem vil skorte. Jeg
forbliver
Din hulde Broder
ANONPMUS.


32
Kiere Broder!
su forundrer dig, udi sidste Skrivelse, over det at jeg i min Alderdom har
givet mig ind i saa vidtløftig en Avling, der udkræver meget Arbeyde
og foraarsager Uroe og Bekymring; men jeg forundrer mig meget mere der¬
over, at du i dine unge og friske Aar vil bortforpagte din Avling og slaae dig
til Ørkesløshed, du siger vel, at det allene er skeet derfore, at du desto bedre
kunde have dine Tanker rettede paa det ypperste Gode, samt at kunde have
samlet dit Sinds og Legems Kræfter, der ellers ved de med Avlingens Drift
geleidede Sorger og Fortrædeligheder, ere adspredde, og ofte foraarsager at
du med Poeten maa klage:
Jeg tænke maa paa Suul og Brød,
For mange sultne Munde,
Paa Fisk, paa Flesk og Slagte=Nød,
Ja! som en fattig Bunde:
Paa Ploug og Harre, Skoul og Greb,
Paa Giersel og paa Staure,
Paa Sive=Puder, Hammel=Reb,
Paa Øxer og paa Naure, &c.
Men du maa sætte derpaa hvad Sminke du vil, saa troer jeg dog ikke
et eneste Ord deraf; thi foruden det, at Forpagteren ved Contracten saaledes
er kneben og indskrænket, at enhver ved første Øyekast indseer, at Fløden er
skummet hannem af Melken, saa at han ikke kand fortiene det tørre Brød,
men maa om et par Aar, formedelst Afgiftens Paadragelse, frafalde Con¬


2
tracten, og efterlade dig hans Eyendele inden og uden, til Asdrag paa
Restancen, underkastende dig den Critiqve, at det ikke har været dig saa me¬
get om at giøre, paa denne Maade at forskaffe disse Folk Nærings=Middel,
fordi Konen har tient dig, som for at tilvende dig hendes Arv, og forøge
Antallet paa Betlere. Jeg er af den Meening, at det var Gud ligesaa tæk¬
keligt, om du bad og arbeyde de, ja! jeg tør sige at den Anordning og Jnd¬
retning, at Præsterne paa Landet er tillagt Avling og ikke en vis Løn, har haft
og endnu har sine viise og grundige Hensigter, hvor iblandt denne, som en
Hoved=Sag, at de end ogsaa derudi kunde have Leylighed til, ved Flittighed,
at foregaae deres Sognemænd med gode Exempler, efterdi Erfarenhed lærer,
at intet virker bedre end Exempler, og at enhver helst imiterer den han holder
pro Excelentissimo, efter Ordsproget: Qvalis rex, talis grex, følgelig
formener jeg, at Avlingens Drift er en lovlig Gierning, ja! et Kald, om
ikke en Pligt, som dermed er sammenknyttet.
Du seer selv hvad Exempler kand virke, thi hvad frugter det, at du
formaner dine Tilhørere til Kierlighed, Forligelighed, Ædruelighed og flere
slige Dyder, saa lenge du ligger i Proces med &c. Det du kalder Arbeyde,
kalder jeg Lyst, din Uroe er min Moroe, det som foraarsager dit Sinds Ad¬
spredelse, er mig en Recreation;
Døm selv! hvilket accorderer best med decorum Christianorum, en¬
ten at passere 1 a 2 Timer, hver Søgn=Dag i Marken, og ved den Leylighed,
opmuntre dine Folk og Naboer til Flittighed; foreholde dennem deres Kald,
at arbeyde saa at de kand svede; betragte den alvise Skaberes urandsagelige
V. Deel.


234
Huusholdning; See hver Dag Guds Velsignelse at tiltage; formere dine
Meditationer og Reflexioner derover, og deraf uddrage og samle et christelig
Morale, til at indprente dine Tilhørere, med videre, eller at du legger dig
paa den lade Side, og setter dig in obscuro? Siig mig? hvilket er rettest?
jeg mener det første; og formaner dig derfore at du strax ophæver Contracten
og legger Haand paa Ploven, visende derudi dine Sognemænd et got Exem¬
pel til at efterfølge, og opmuntre dennem til at stræbe for deres eget Velgaaen¬
de, om du ellers vil at jeg fremdeles skal forblive
Din hulde Broder
ANORPMUS.
No. XXIV.


No.. XIV.
Betænkning
om Mueligheden og Nytten
af
Fælleskabs Ophævelse
hos Land=Manden udi Jylland
lige saa vel
som i Sælland og Fyen,
samt
forslag
til, hvorledes samme efter Formeening best kand i Verksettes.


L¬
igesom Agerdyrkningens Forbedring er, nest Guds Velsignelse,
for en stor deel Grundvolden til et Lands og Riges Opkomst og
timelige Lyksalighed, saa er all Fælleskabs Ophævelse imel¬
lem Jordbrugere i alle Byer, smaa og store, uden all Modsigelse Grundvolden
til Agerdyrkningens Forbedring.
Nytten af denne Forandring kand aldrig bedre indsees og paaskiønnes,
end naar man betragter den store Skade, som det hidindtil paa de fleste Ste¬
der i Landet værende Fælleskab medfører: Alle gode Anstalter gaar derved over
styre, al nye og nyttig Foretagelse er saa got som forgieves, saa lenge den ene
Beboeres Jorde, Ager og Eng ligger Stykkeviis sammenblandede iblant de
andres:
En vittig og flittig Land=Mand, som boer iblant eendeel andre egensin¬
dige og dovne, kand ey komme anstille nyttige Forsøg til en eller anden
Forbedring, saa gierne han end vilde, og om han end har giort Forsøget i smaat,


238
og befundet det tienligt, ere Hænderne dog bundne paa ham saaledes, at
han ey kand udføre det i stort, til nogen ret betydelig Nytte paa sin egen Jord,
blot fordi den ligger sammenblandet med de andre Mænds i Byen, som kun
vil følge den gamle Slentrian, og blind hen bruge den Skik i alle Ting med
Jordens Behandling, som deres Forfædre har brugt for dem, uden at re¬
gardere paa, hvad derved enten vindes eller tabes, allerhelst, naar de ey strax
i samme Øyeblik kand have Fordelen i Hænderne af saadan Forandring, ja
om end nogen udfører sine Forsøg med Vanskelighed, og derved faaer sin
Jord forbedret, er Fordelen deraf ikke hans egen, som nærmere siden skal vi¬
ses, hvilket overmaade formindsker Lysten, saa at den beste Landmand bliver
ofte til sidst kied af at tænke paa nogen Forandring og Forbedring, paa saadan¬
ne Steder, hvor Fælleskab har sted, han tracterer derfor gierne de Fælles
Jorde negligent, og farer dem over med en let Haand, ligesom andre hans
Bye=Mænd, blot fordi de ligger i Fællig, har han derimod et eller andet
stykke indhegnet Jord paa et Sted for sig selv, da anvender han langt større
Fliid paa at tultivere det, blot fordi det egentlig og allene ansees af ham som
hans eget, hvilket ham selv tilhører, han selv maa raade for, og selv maa
dyrke, naar og hvorledes han vil, ja selv allene kand have Nytten af baade
først og sidst, hvorover han hverken sparer Umage eller Bekostning derpaa,
som og gemeenlig betaler sig saa vel, at saadan lidet indhegnet og i Begyndel¬
sen aldeles ringe stykke Jord, med Tiden bliver bedre og indrendter dobbelt saa
meget, som den allerbeste Jord han har udi de Fælles Marke.
Kort sagt: Fælleskab er noget af det allerskadeligste for Land¬
Væsenet, og er Aarsag til utallige Uleyligheder. Man betragte kun alle de
Ting og Anstalter i en Bye, hvor Fælleskab findes, saa seer man strax de
onde Følger deraf:


235
Er det Græsningen, saa er den ene Beboere færdig til at opæde den
anden, man samler flere Creature sammen til Sommeren, end Græsset kand
taale, har man ikke selv det fulde Antal ligesom de andre Naboer, stiæler man
sig til, tvertimod baade Kongens Lov og Byens Lov, at indhiemle dem for andre
fremmede, enten fordi man misunder sine egne Bye=Mænd Græsset, eller og
derved kand profiteres en lumpen deel mere i Græs=Penge hos Fremmede, end
Byen selv pleyer at give. Saa at man derover fast aldrig skal finde en Bye,
hvor Creaturene gaaer løse i samlet Hiord paa Marken og Overdriften, hvis
Græs er jo forslaget til Qvægets ubodelige Skade, der ey i5 Aar kandfaae den
Vext, som de ellers i 3 Aar ved god Græsning kunde opnaae, hvilket deels kommer
deraf, at enhver, som sagt er, vil tilsette for meget, og skiønt han seer, det er
skadeligt for Publico, saa vel for ham selv, som for andre, saa kand det dog
ey hielpe, han tænker immer: det gaar ham ikke værre end hans Naboer,
med et Ord, det er fælles Græsning, derfor skal den ruineres:
Deels foraarsages saadan Uheld af den idelige Trækning over Marken,
helst nye Landsmark af de store Drifter, hvis Creature, nogle hundrede i Tal¬
let, hver Dag en eller tvende gange drives ud i Marken og igien hiem af Mar¬
ken, hvorved Græsset skammelig nedtrædes, Roden beskadiges, og ligesaa
meget forderves som fortæres:
Ville man sige: hvorfor settes Creaturene da ikke i Tøyre, hvorved de
kunde nære sig dobbelt saa got paa mindre Græs, som og paa visse Steder i
Landet, med god Fordeel i Verksettes? Da svares: just for Fælleskabets skyld,
som derudi er hinderlig; thi naar kuns en eller nogle Mænd i en Bye af Egen¬
sindighed setter sig derimod, og slaaer sine Creature løse, maa de andre nødes
til at giøre det samme, og hvis det end paa nogle faae Steder kommer til
Tøyring, saa er dog Fælleskabet atter til hinder, naar hver skal tøyre paa sine
Agre, som ligger hist og her adspredde i hver Vang, og faaer da sit Græs


240
af Naboerne opædt paa det ene Sted, imedens han selv tøyrer paa det andet,
som videre kand sees af det efterfølgende: Bliver end Marken inddeelt i Flæn¬
ger til Græsning, som paa nogle Steder skeer, saa er dog Fælleskabet atter i
Veyen, i det den duelige Land=Mand faaer, som oftest de andres ringe dyrke¬
de Jorde i sin Andeel til Tøyring, i steden for hans egne veldyrkede Agre, der
gives bedre Græs, falder udi andres Lod:
Havde derimod nu enhver sin Jord i alle Markene opmaalt og inddeelt
for sig selv, da skulle ingen lettelig tilsette fleere Creature, end han vel kunde
græsse, men hver ved en fornuftig Omgang have dobbelt Nytte af sit Græs.
Er det Diger, Veye, Grave og Vandledninger i og omkring en Byes
Marke, som ved fælles Arbeyde, Alme kaldet, skal holdes ved lige, da er det
en Jammer at see, hvor slet de i stand holdes, i hvor meget der end af de for¬
standige og retsindige sammesteds, drives derpaa: hver løber derfra det snareste
de kand, af Frygt at de skulle anvende et øyebliks mere Tiid og Fliid derpaa,
end de andre deres Naboer, de sidste vil ikke giøre det bedre end de første, og
altsaa bliver det altsammen ilde gjort: Faaer enhver sine visse Skifter deraf at
i standsette og vedligeholde, saa har det dog ingen Art, saa længe Eiendom¬
men er fællig, og ikke enhvers egen, som det paagielder, man gjør gemeenlig
Arbeydet falsk, uden Fliid, og hvad kand det hielpe, at nogle giør deres Anpart
deraf til Gavns, naar de andre derimod gjør det ringe? derover bliver de due¬
lige og retsindige til sidst kiede af at anvende retskaffen Fliid derpaa, naar de
andre ey vil giøre det samme, saa at de tilsidst følger Strømmen, naar de
seer, at det ikke anderledes kand blive.
Er det Gade=Jord, og andre fælles Jorde, som Byerne haver til
Overdrift, og ikke ere opmaalte og inddeelte, men ligger tik almindelig Brug,
da seer man daglig, hvor ynkelig og uforsvarlig dermed holdes Huus, man
kappes ligesom om at forderve Jorden, og uden Skaansel at afgrave den skiøn¬


241
ne og umistelige Grønsvær deraf, til at oplukke Diger og Lukker med, hvorved
Græsningen gandske ruineres, og omendskiønt enhver seer, at det er til stor Ska¬
de, saa søger den ene dog ligesom med Fliid at giøre det grovere end som den
anden, enten hemmelig eller aabenbare, ja ofte de allermeest, som mindst ere
berettigede dertil, blot fordi det er fællig; Men hvis enhver derimod havde
sin tilkommende Deel deraf udskiftet for sig selv, skulde han strax bedre vide at
skiønne paa saadan Jords Verdie, og bedre at skaane den.
Jeg veed vel, mange ville sige, at Digerne jo nødvendig skal oplukkes
udi Landsbyerne i Jylland, paa de Steder, hvor der formedelst Mangel paa
Skove, ikke er Leylighed til Gierder at sette, for derved at hegne Korn og Eng,
og altsaa maa der haves og bruges Jord til at grave Grøn=Tørvene paa der¬
til; Men hertil svares, at dersom Fælleskabet var ophævet, og enhver fik al¬
levegne sine Indhegninger for sig selv, behøvedes der aarlig mange tusende
Læsser Grøn=Tørv mindre i hver stor Bye til Digerne endsom hidindtil, de fleste
Diger i Marken bleve afskaffede, da Jorden ligesaa vel kunde hegnes ved gode
Gryfter, hvor behov gjortes, og dernest paa de fleste Steder, om ikke alle¬
vegne indhegnes med levende Gierder, hvorved usigelig meget kostelig Jord
til Digernes Vedligeholdelse aarlig kunde spares, allermeest paa Vester=Kan¬
ten i Landet, udi Mersk=Egnen, hvor Hav=Floden om Vinteren gemeenlig rui¬
nerer og bortskylder de fleste Diger, som ere anlagte om Sommeren, hvilke
altsaa fast hvert Aar paa nye skal opsettes, til utrolig Skade for den omlig¬
gende grønne Jord, som dertil maa forbruges, i det mindste blev Jorden til
de nødvendige Diger, tagen med mere Ømhed og Forstand paa de beqvemme¬
ste Steder, hvor det mindst kunde skade, naar enhver dertil skulle grave paa
sit eget.
Gaaer man til Ager=Marken ved en Bye, da seer man noksom,
hvad Skade Fælleskabet tilføyer,
V. Deel.


242
1.) Falder Agrene udi JJndtægterne, paa mange Steder smaa og
smalle, og saa forunderlig fra gammel Tiid inddeelte i korte Stykker og Blok¬
ke, hvilket Forfædrene ved Markenes første Inddeeling har anseet fornødent,
som et Forsigtigheds Middel, til at precavere, at den ene hverken skulde faae
mere eller mindre af hver Slags Jord, end som den anden, imidlertid bliver, der¬
udover megen Jord spilt ved de mange Furer, som udkræves til Reen og Skils¬
misse imellem Agrene, samt Plovs=Vendinger ved Enderne, hvor ingen For¬
pløyning formedelst Jordens Smalhed kand anbringes, hvoraf den meste
Deel kunde spares, foruden anden deraf flydende Uleylighed, som herefter skal
meldes, naar hver Mand fik fin Andeel paa et Sted for sig selv.
2) Findes til mangfoldige Byer nogle Jndtægter saa store, at endeel
Beboere ikke kand strække Giøden til alle deres Agre derudi, naar de forsvar¬
lig dermed skal forsynes, hvorved endeel god Jord derudi kommer Eyeren til
liden eller ingen Nytte, thi vil han af Mangel paa Giødning, lade et eller an¬
det Stykke, som er tienligt til Græs, ligge ubesaaet og hvile dislængere, hvil¬
ket kunde gavne ham for Fremtiden, allerhelst det øvrige desbedre blev giødet,
faaer han imidlertid i disse aaringer, imedens der er Korn i Tægten, fast in¬
gen Nytte deraf; thi at tøyre derpaa bliver ham ikke tilladt, om det end var
mueligt, og at avle Høe derpaa i rette Tiid, er ham en stor Vanskelighed, ja
ofte pur Umuelighed, fordi der ingen Leylighed gives ham at komme dertil og
derfra, formedelst andres omkringstaaende Korn, om det ey skal beskadiges,
førend Kornet er høstet, da Græsset imidlertid er forgroet, nedfaldet i Bun¬
den og halv unyttigt: Vil Eieren derfor have nogen Nytte af saadan Jord,
maa han nødes til at giøde og besaae den, tillige med hans anden Jord saale¬
des som han kand, og derved at strække Giøden forvit, til hans samtlige Agres
skade: Havde derimod enhver Beboere sin Anpart af Ager=Jorden paa et sted
for sig selv, kunde han efter eget tykke, hvert Aar indtage og giøde saa megen


243
Jord til gavns, som han best kunde afsted komme, og dog tillige paa mindre Jord,
Arbeide og Bekostning, avle lige saa meget med mindre ja mere Korn, end som ofte
nu paa dobbelt Jords Maal, der ey tilstrækkelig med Giøde forsynes den ene
gang efter den anden, og kunde den øvrige ubrugte Jord imidlertid faa mere
Hvile, og følgelig blive mere beqvem, saa vel til Græs, som til Korn herefter.
3.) Ligger Jordene udi hver Jndtægte hist og her adspredde, saa at
den Mand, som derudi kand saae 3 a 4 Tønder Korn, kand ofte have 12, 16
a 20 stykker Jord og derover, at faae det udi, hvert paa sit Sted, deraf fly¬
der deels dobbelt stor Umage og Tidsspilde ved Arbeidet med Pløyning, Sæd
og Høst, deels dobbelt stor Skade ved Græsningen, naar hver skal tøyre
paa sit eget, da Umagen med Creaturenes Oppasning, falder besværlig, siden de
saa ofte skal flyttes og føres fra et stykke Jord til et andet, og imedens man
tøyrer paa nogle Steder paa den ene side af Vangen, opæder andre egennyt¬
tige Bye=Mænds Creature Græsset paa de Steder, som ligger ved de andre
Sider: Vel kunde Vangen, som udlegges til Græs ombyttes saaledes, at
hver kunde tildeles sin Anpart paa et Sted; Men foruden at endeel af Beboer¬
ne gierne staar sligt imod, og hellere vil tøyre paa deres egne tilhørende Agre,
for tillige ved samme Leylighed at undertræde andre, hvorover de sielden bli¬
ver eenige om saadan Deling, saa falder og, om slig Indretning end skeer,
den Vanskelighed derved igien, som jeg foran har meldt om, at mange, i ste¬
den for deres egne veldyrkede og grødefulde Agre, faaer andres slet dyrkede
Jorde i sin Lod, hvorved de ey allene lider ufortient Skade, mens endogsaa
ofte derover taber Lyst og Villie til at behandle sin Jord retskaffen, eftersom
det bliver uvist, hvad enten de selv eller andre, skal nyde Fordelen deraf, ihen¬
seende til Græsningen, hvilket altsammen ved Fælleskabets Ophævelse, kunde
forebygges, hvorved Lysten kunde forøges til at tractere Jorden tilbørlig, naar
enhver vidste, at han selv af sit Arbeyde kunde have Nytten allene, ligesom af
sin Forsømmelse Skaden.


244
4.) befindes adskillige stykker Jord i mange Vange at ligge saa lavt, at
det meget beskadiges af Vandet, som hindrer Kornets Fremvæxt, hvilket ik¬
ke kand udgraves, eller paa nogen Maade remederes, saa lenge Beboernes
Jorde ligger stykkeviis beblandede iblant hverandre, ja paa den vestre Kandt udi
Syndre og Nørre Jylland, ved Hav=Siden, udi Mersk=Egnen, hvor ingen
Hav=Dige er anlagt, staaer paa mangfoldige Steder halve eller hele Vange
gandske under Vand, saavel Regn=Vand, som Hav=Flod, baade om Efter¬
høsten, Vinteren igiennem og hele Foraaret, indtil endeel deraf, skiønt ikke
alt, ved Foraars Vindene og Sommerens tyrke, endelig efterhaanden kand
borttørres i Jorden, efterdi det paa ingen Maade, efter nu værende Jnddee¬
ling, derfra kand faae sit Udløb, hvorved de Jorde, som ellers efter deres na¬
turlige Beskaffenhed, er den beste, fedeste og frugtbareste Mersk=Grund, der li¬
det eller intet i Bonitet skal give Jorden efter i de saa kaldede Marsk=Lande, saa¬
ledes i bund og grund forderves, at de enten plat ud ikke kand besaaes, eller
og man maa pløye og saae i Vand og Dynd, med et uvist Haab, om man
igien kand erholde meere end Sæden, ja man maa, paa de fleste af deslige
Steder, lade sig nøye med at pløye og faae nogle Furer midt paa Agrene,
hvor de ere oppløyede til Ryg, og lade dobbelt saa meget ligge paa begge Si¬
derne udyrket uden Nytte. Naar samme Vange derimod bleve opmaalte paa
nye, og hver sin Anpart tildeelt paa et Sted, i steden for at den paa 10 a 20
Steder derudi ligger adspreed, kunde slig Jord enten indkastes i Fænner,
hvor behov gjortes, som og alt paa adskillige Steder udi Synder=Jylland er skeet
til ubeskrivelig Nytte, eller og enhver, som dertil havde Lyst, ved smaa Graa¬
be og Render udlede alt Vandet fra sin tildeelte Jord, og derved giøre den
gandske beqvem til Korn og Græs, uden derudi af andres Uvillighed og Egen¬
sindighed at hindres.


245
5.) Veed man, at i alle Byer, hvor Fælleskab er, skal Jorden paa een
Tiid pløyes og saaes, Kornet paa en Tiid høstes og indavles af alle Be¬
boerne, hvad enten det er overeenstemmende med enhvers Leylighed og Nytte
eller ikke, hvilket i sig selv er en nødvendig Skik efter nu værende Beskaffen¬
hed, saa længe Fælleskabet vedvarer; Men hvad Skade nu deraf flyder, er
let at slutte, i sær hvad Foraars Sæden betreffer:
Ofte skeer det, at nogle Egensindige, som vil raade spillet i en Bye,
setter Sæde Tiden for tillig, hvorover de andre maa følge, hvad enten det er
tienligt eller ikke: Nogle har meest høyagtig Jord, som tillig kand besaaes uden
Fare, andre meest lav og kold Jord, som ikke uden Skade kand besaaes, fø¬
rend længere hen i Tiden, naar det tørres, og Varmen bedre kommer i Luf¬
ten: enten skal nu disse saae i Utide tillige med hine, og derover ofte lade
Sæden henfryse, eller og de skal tøve, indtil Jorden dertil ret er beqvem, skeer
det sidste, bliver deres Korn ey tillig nok moed med de andres, men maa høstes
grønt til usigelig Skade, og siden det altsaa udkræver længere Tiid til at
veyres, tages utørt ind i Husene, naar de andre indavler deres Korn, hvor¬
ved megen skiøn Foering forderves, øg ikke mindre Creaturene selv, som om
Vinteren skal fortære det muggene og halvraadne Foer:
Var nu Fælleskabet ophævet, og enhver havde sin Jord for sig selv,
kunde han derimod pløye og saae, naar han fandt Jorden ret beqvem dertil,
høste og indavle sit Korn, naar han fandt det tienligt dertil, uden at depen¬
dere af andre.
Gaar man endelig til Engbunden ved en Bye, da er det kiendeligt
nok, hvad onde Virkninger Fælleskab har, naar den ene Beboeres Enge styk¬
keviis ligger tidt blandede iblandt de andres; Thi
1.) Kand Engene derudover fast aldrig blive hægnede i rette Tiid:
vel veed man Lovens=Bydende om Hægning til Voldesmisse, men hvor mange


246
Byer finder man, hvor den Articul efterleves? Allevegne findes gemeenlig
nogle deels saa daarlige, deels saa egennyttige Beboere, der tilsetter flere Crea¬
ture til Vinter, end de vel kand udfoere, aldrig kommer derfor Foraaret saa
snart, at de jo slaaer Heste og Creature i største Mængde ud paa Engene, som
da af Vinter Vandet ere bløde og derfor ynkelig optrædes, ja siden endeel af
disse Creature ere forsultede, og Ejerne ey har noget i behold til at giøre dem
længere til gode med paa Stalden, er det ikke nok, at de gaaer i Engene til
første Maji, de bliver endogsaa, siden Græsset noget sildigere fremkommer paa
Agrene og Overdriften, gaaendes udi bemeldte Enge, vel 14 Dage og længere
derefter, allerhelst i Mersk=Byerne, ved Vester=Havet, og hvad Hestene an¬
gaar, indtil først i Junio, at Byg= og Boghved=Sæden er lagt, hvorved det
første og beste Græs afgnaves i den sorte Bund, og naar tørt Veyr, som ge¬
meenlig altid skeer paa saadan Aarsens Tiid, derefter indfalder, forbindes den
aabne og bløde Klæg=Bund saaledes, at der fast intet Græs kand fremkomme,
ja ofte ikke avles et halv Læs Høe paa en heel Dags Slet, der ellers kunde
give 2 a 3 gode Læs, naar det blev fredet i Tide: Alt dette maae de andre Be¬
boere med Græmmelse lade sig befalde, som gierne ville indrette deres Oeco¬
nomie saaledes, at Engene ikke skulle besværes af deres Heste og Creature om
Foraaret, eller i det mindste opfredes til rette Tiid, ja holder selv ofte Crea¬
turene inde paa Stalden, indtil hen i Maji Maaned, hvormed baade deres
Qvæg vel er tient, og de selv tillige ere tiente i Henseende til Giøden at samle,
men maa imidlertid dog taale, at deres Enge lige fuld af de andres Heste og
Qvæg, optrædes og afgnaves: fik hver Beboere derimod sine Engskifter paa
een eller flere Stæder tilmaalte og indgrøftede, kunde enhver ubehindret frede,
som ville frede, enten heele Foraaret, eller i det mindste fra Valdesmisse, som
var en ugemeen stor Nytte for Engene, der 10 Gange mere beskadiges af Crea¬
turene om Foraaret, end som disse ved Græsningen kand profitere, og enhver


24
kom derpaa selv til at høste Frugten af sin egen gode eller onde Huusholding:
Nu sparer de Egennyttige ikke Engene om Foraaret, fordi her er Fælleskab,
og det er ey allene deres egen Andeel, men andres tillige som det gaaet ud paa,
men naar enhver bekom sit eget for sig selv, blev Oeconomien strax langt
anderledes.
2) Lærer Erfarenhed, at Høe=Sletten i Byerne ofte omsettes paa
urette Tiid, enten for tillig eller for sildig, alt formedelst nogle selvraadige Be¬
boeres Skyld, som gierne findes allevegne iblandt de Retsindige, der uden
Forstand vil raade Spillet, hvilket de øvrige, for at undgaae vitløftig Mund¬
huggerie og anden Uleylighed, maa finde sig udi til deres jevnlige Skade:
Man maatte vel synes: skulle da en heel Byes Mænd med samlet
Raad ikke best kunde overlegge og paaskiønne, hvad Tiid der var best og be¬
qvemmest, saavel til Høe=Slet, som til Kornets Sæd og Høst? Derpaa
svares, at det langt fra gaaer ey altid efter de ældstes og forstandigste Mænds
Tykke, men oftest faaer de unge Uforfarne, Selvraadige, og de som paa en
Gade=Stevne best kand overraabe de andre, samt stærkest sværge og bande,
over Magten, saa at deres Votum bliver decisivum; hvorefter de andre,
skiønt ikke uden Græmmelse og Skade, maae rette sig:
Blev nu Fælleskabet ophævet, kunde enhver slaae tilig og sildig efter
sine Engskifters Beskaffenhed, den nedrigste og frugtbareste Part af Engene,
som tiente til Høst=Grøde, kunde slaaes og bierges tillig, naar den i Foraaret
vel var fredet, hvilken første og tillig indavlede Grøde gemeenlig best lykkes i
Mersk=Egnen, hvor Spring=Floden, som den kaldes, fra Havet ikke har den
Magt, for St. Johannis Dag, som efter, til at overskylle slige Enge, og for¬
derve Græsset: den øvrige Deel kunde slaaes sildigere, naar man best havde
Leylighed dertil, og saae, at Græsset havde opnaaet sin fulde Grøde.


248
3.) Bliver Engene meest i de store Mersk=Byer ved Vester=Havet
hvormeest Eng haves, den meste Tiid ilde slaget af følgende Aarsag: Beboer¬
ne i den Syndre og Vestre Kandt af Synder og Nørre Jylland, maa for
nærværende Tiid, med stor Bekostning, anskaffe sig et stort Antal af fremmede
Slet=Karle fra omliggende Sogne, for at nedslaae deres vidtløftige Eng med
dem paa nogle Dages Tiid, at de des hastigere kand komme til Ende dermed.
Naar nu Tiden kommer, at Eng=Sletten skal begynde, drager alle Gaard¬
Mænd samtlig ud ved Midnats Tiid, med saa mange Karle, som, foruden
Rivere, til hver Dags Eng=Slet, efter gammel=Stiil udkræves, disse som i
visse store Byer kand være langt over hundrede i Tallet, farer da til paa Een¬
gang at slaae, imedens det endnu er mørkt, alt fordi Græsset saa tillig best
lader sig afhugge, saa længe Duggen derudi endnu befinder sig, endskiønt de
intet mindre i lang Tiid kand see end at slaae Engen reen og til Gavns, og,
det som er det værste, kappes uafladelig med hverandre, uagtet alle de An¬
stalter som derimod giøres, hvem der først kand komme til Ende med sin Dags
Slet, som gemeenlig skeer ved Middags Tiid, da enhver igien drager Hiem,
og passerer den øvrige halve Deel af Dagen, til at forfriske og hvile sig ud,
indtil neste Nat, da de igien ved Midnats=Tiid, udfarer ligesom tilforn,
hvormed continueres saa længe som Eng=Sletten varer: Nu kand enhver let be¬
gribe, hvorledes Engene efter slige Omstændigheder bliver slagne, allerhelst der i
saadan Tiid ikke spares paa got Øl og Brendeviin, som vel ey aldeles kand
undværes, men dog ofte endog imod Beboernes Villie, misbruges af de frem¬
mede Slet=Folk, der kræver det fuld op, som en Rettighed, om de skal arbey¬
de, foruden deres 24 Skilling pro persona, til Løn om Dagen: den gamle
Regel Sat cito si sat bene, bliver her gandske sat til side, det gielder ikke saa
meget om, hvor vel, men hvor hastig Arbeydet kand blive gjort, og endskiønt
mange af Beboerne selv ere ilde tilfreds dermed, saa maa de dog lade sig det


24
befalde, at deres Enge ilde overfares, og ofte lige saa meget af Græsset bliver
staaende, som der afhugges, efterdi de ey ere i Stand til at styre deres Under¬
havende, naar deres Naboer og den øvrige Svite avancerer. Havde enhver
derimod sine Engskifter for sig selv, kunde han gierne efter Haanden slaae dem
alle med sine egne Folk uden videre Bekostning, og i det mindste give sig Tiid
til Arbeydet saaledes, at det kunde blive vel gjort, og Høe=Avlen blive langt
mere profitabel end som nu.
4) Bliver Høet ofte, ja den meste Tiid, helst naar vanskeligt Veyrligt
indfalder, elendig ilde bierget i store Byer, og meest Mærsk=Byerne ved
Vester=Havet, efterdi de ey vil give sig Tiid med at rive, indtil Græsset er
fuldkommen veyret, og med at indage, indtil det feede Mersk=Høe i Stakkene
noget er udbrammet, man farer gemeenlig til dermed længe for Tiden, ret
ligesom det var gribs Gods, og deres heele Velfært bestoed udi, hvem der
først kunde blive færdig med Sagen, hvorover de Retsindige maa nødes til
imod deres Villie at giøre saadant Arbeyde i Utide, tillige med de fremfusende,
saa fremt de ikke vil tage Skade for Hiemgield: Var nu intet Fælleskab,
kunde enhver avle sit Høe got, og saalænge give sig Tiid dertil, og anvende
tilbørlig Fliid paa at rygte det vel i vanskelige Aaringer, indtil han omsider
fandt det beqvemt til at hiemføres i Laden.
5.) Er Engenes Situation naturlig viis allevegne lav og nedrig, ja fal¬
der paa sine Steder udi Moeser, Kiære, ved Aae=Siderne, og endnu aller¬
meest i Mersk=Egnen ved Vester=Havet saa siid, at de ofte heele Vinteren
over staaer under Vand, og derved overmaade forderves, efterdi det paa ingen
Maade kand faae Udløb fra Engbunden, saa længe som hver Beboere har
smaae og mange Skifter derudi: fik hver derimod sin Anpart paa et Sted,
eller i nogle faae Skifter, kunde han med maadelig Umage og Bekostning
ved smaae og store Graabe efter Stædets Beskaffenhed lede Vandet ud, hvor¬
V. Deel.


250
til enhver skulle findes villig, naar han allene arbeydede for sig selv, og til sin
egen Nytte.
6.) Findes fast allevegne nogle Enge af den Beskaffenhed, at de under
Tiden kunde og burde, paa nogen kort Tiid, besaaes med Korn, som skulle betale
sig vel, og desbedre disponere Jorden til Græs at give af sig derefter, hvorfore
det og er merkeligt, at man fast finder alle endog de allernedrigste Enge udi
Mersk=Egnen ved Vester=Siden af Jylland, at have i gammel Tiid været
pløyede, som Fuurene imellem dem endnu den Dag i Dag er klarlig udviser:
Der findes endogsaa visse Enge saa haardnakkede eller fulde af Myre,
tuer i Mersk=Byerne, ligesom af smaa Lyng og stift Græs paa Gesten og Hede¬
Byerne, at de fast ikke kand betale sig at slaae, hvorfore det høylig var for¬
nødent, at samme kunde opbrydes, og i det mindste besaaes med Kløver= eller
Høe=Frøe, hvorved samme Jord kunde omskiftes til den beste Eng; Men
saa længe Fælleskabet vedvarer, er det ugiørligt: Man maa ey foretage sig
noget deslige for de andre Beboere, som derved mener at fornærmes, og ikke
tillader saadan Forandring, enten af Misundelse, fordi de selv ey alle har sligt
et Stykke Jord paa samme Sted, som just er tienligt til samme Brug, eller
af Egensindighed, fordi de ingen nye Skik vil vide af at sige, men bruge
deres Grund paa samme Maade, som deres Fader og Formænd og faaer
man end Frihed dertil, enten med det Gode eller ved Tvang, saa er det dog
fast til ingen Nytte, saa længe Fælleskabet staaer ved Magt, efterdi man ey
kand have sit Korn i Fred, om Korn saaes, ey kand have Kløver=Græsset i
Begyndelsen i Fred, om Kløver saaes, og det som endnu er det værste, den
løse oppløyede Grund, som ved Harven er gjort Jevn til Høe=Slet i Frem¬
tiden, bliver af Byens Creature om For= og Efter=Aaret, optrækket og altsaa
gandske fordervet, hvorimod alt sligt ubehindret til allerstørste Nytte kunde
foretages og i Verk settes, naar enhver havde alle sine Engskifter samlede for


251
sig selv, og indgryftede paa et eller flere Stæder, og altsaa Engen derved paa
utallige Stæder forbedres.
7.) befindes Engbunden i Mersk=Egnen ved Vester=Havet, fra Høyer
udi Synder=Jylland, hvor Hav=Digen slipper, og langs Nør paa ind udi
Nørre Jylland, saa exponeret for Hav=Flod, som Commissarierne selv i for¬
dum Tiid ved Landets Opmaaling, noksom har observeret, og paa adskillige
Steder i Landmaalings=Forretningen udtrykkelig anført, at samme Hav¬
Flod endog i Høebieringens Tiid, ved en liden paakommende Vesten= eller
Syd=Vest Vind, gaar ind over Engene, forderver Land=Mandens beste Høe,
og fører det bort, og om han endskiønt giør sig yderste Umage for at redde og
bierge det meste mueligt er deraf, saa falder det ham dog dobbelt vanskeligt og
fast umueligt, fordi Engskifterne ligger i smaae Stykker paa saa mangfoldige
Stæder adskildte fra hverandre, saa at Høet bortflyder af det ene Stykke,
imedens man bierger paa det andet, hvorimod, hvis enhver havde ald sin
Engbund paa et eller nogle faae Stæder, faldt det meget lettere at bierge Høe,
saa vel altid, som i sær i Flode=Tiden, foruden at man ved Jordens Hielp af
Gryfterne, naar hver Mand indkastede sin Eng for sig selv, kunde axlegge en
Art af Søe=Dige rundt omkring sine Skifter, der i det mindste kunde holde
en maadelig Sommer=Floed ude.
Her seer man da den overmaade store Skade, som Fælleskabet i saa
mange Henseender foraarsager Land=Manden lige saa vel i Jylland, som i
Sællands= og Fyens=Stifter, og følgelig hvor stor en Nytte dens Afskaffelse
kunde medføre, men ingensteds større Nytte, end paa den Vestre=Side af
Synder= og Nørre=Jylland, fra det Stæd hvor Hav=Digen endes, og en
lang Strækning paa mange Miile til Nør:
Deels fordi de Sogne og Byer, som paa denne Distance ligger ved
Søe=Kanten, har gemeenlig alle en meget vidtløftig Etendue, ey allene af


252
Ager og Engbund, mens endog af store Overdrifter, Moesser og Kiere,
som ligger saa nedrig, at alt Vandet fra det høye Land nedfalder derpaa, og
ligesom haver sammesteds sin Samle=Plads, hvoraf det meste, som før er
meldt, maa blive staaende, indtil det ud paa Sommeren kand synke i Jorden,
alt formedelst Mangel paa Udløb, da Situationen er saaledes paa de fleste
Stæder, at Grunden er høyere ved Udsiderne, end som i Midten, og følgelig
ikke kand anvendes til ret og bedre Brug, saa længe hver Mands Jord i nogle
sneese ja hundrede Stykker paa langs og tvert hist og her ligger fordeelte
udi det opdragne nedrige Land, men naar samme, saa vel som de uskiftede
Overdrifter, Foerter, Moser og Kiere bleve saaledes inddeelte, at enhver Be¬
boere fik sin Part paa hver Stæd samlet i et Stykke, var det let practicabel
at udgrave Vandet ved Grøfter og Renners Indretning og indrette den hid¬
indtil fast unyttige Jord til den beste og frugtbareste Ager og Eng, skiønneste
Tørve=Skier, Skovs=Platning &c. alt efter Jordens Lage og Beskaffenhed:
Deels fordi bemeldte Sogners og Byers Eiendomme, formedelst
deres nedrige Situation, ere, foruden det sig derpaa samlende Regn=Vand,
saa meget exponerede for Oversvømmelser af Havets salte Vand, som gandske
ruinerer den allerbeste Grund, forderver baade Græs og Korn, ja efterlader
sig, naar Vandet omsider, om Sommeren af Solens Varme, efter Haanden,
borttørres, ey allene den Ulempe, at et vist Slags Orme paa sine Stæder af
Vandets Raadenhed genereres, som beskadiger Græsset, men lader endog den
hvide Salt blive liggende efter sig paa Jorden, som derved bliver gandske
ufrugtbar til Græs og Korn: Derpaa kand ey ved noget andet Middel
raades boed, end at deslige nedrige Jorde efter den Holsteinske Maa¬
de skulde indkastes i Rænner, og dette kand just ey paa anden Maade
lade sig giøre, end ved Fælleskabs Ophævelse, at hver Mand faaer sine
hist og her adspredte Stykker paa slige Stæder tilmaalt udi et Stykke, som


253
han da for sig selv kand indgraabe, og saaledes udi Renner indrette, at Van¬
det, saa vel det salte som ferske, altid strax kand faae Udløb af Jorden, uden
at blive staaende derpaa, og altsaa ingen betydelig Skade tilføye, imod som
hidindtil er skeet:
Vel kunde slige Oversvømmelser af Havets salte Vand præcaveres,
naar en Hav=Dig blev anlagt i denne Egn af Landet og Sluser bekostede
for Aaene, ligesom i Marsk=Landene, hvorved usigelig megen Grund paa en
lang Strekning ind i Jylland kunde vindes til Lods Eyernes store Fordeel fra
Havet selv, som for lang Tiid siden efter Haanden har taget samme Jord fra
det faste Land, hvilket af mange Indiciis klarlig kand bevises, ja Aarlig bort¬
skyller mere og mere, til de nærværende Eiendommes merkelige Formind¬
skelse og Skade; Men sligt Project ville udkræve en a parte Afhandling, som
jeg undres over, ey alt at være skeet udi saa vigtig en Materie, af kyndige Patrio¬
ter, og tillige udkræve temmelig anseelige Bekostninger for Lods=Eyerne i Be¬
gyndelsen, som derfor neppe paa egen Haand skal blive eenige derom, førend
de Eengang i Tiden befrygtelig maa nødes til at tage saadan Resolution, for at
standse Havets indtrængende Magt, og redde deres endnu tilbage blevne Eyen¬
domme fra en total Undergang: Jmidlertid blev kuns dog det halve Øye¬
maal endnu derved opnaaet, i Henseende til de neddrige Jorde, som af det fra
Landet nedløbende ferske Vand, lige fuldt ville forderves, saalænge saadan
Ulempe ikke ved Jordenes forommeldte nye Inddeling til hver Beboere og
Fænners Indretning, kand blive remederet.
At saadan Foranstaltning og Forandring maatte skee, har i mange
Aar været mange forstandige Landmænds hemmelige Ønske, endog iblant Bon¬
derne selv, i sær paa forbemeldte Steder i Landet, allerhelst man har seet,
med hvor stor Succes og Nytte samme Anstalt er bleven fuldført paa adskil¬
lige ja mangfoldige Steder hos Naboerne, Synden for dem i det Slesvig¬


254
ske, ey allene udi Marsk=Egnen, mens endog paa Geesten; Men det er for¬
blevet ved pia, desideria, uden at komme videre, da de mange Lods=Eyere,
ja Bønderne selv udi Byerne, sielden eller aldrig bliver eenige om saadan Ho¬
ved=Forandring, saa længe en høyere befaling ey driver dem til at legge
Haand paa Verket: seer de endskiønt Fordelene øyensynlig, som deraf kunde
flyde, saa er dog snart Efterladenhed og Magelighed i Veyen, at man ikke
gider taget sig nogen Umage til dermed, snart den Præjudice, at alle Ting
skal blive det gamle, snart egen Jnteresse i den eller anden Maade; snart Mis¬
undelse til Hinder, naar de seer at andre skulde profitere noget derved foruden
dem selv, eller lidet mere end de selv:
Jeg har derfor med ikke liden Fornøyelse læst den første Afhandling udi
det første Bind af Danmarks og Norges oeconomiske Magazin, som en ube¬
kiendt men fornuftig Patriot har ladet udgaae i Trykken, for at vise, hvad
Skade Fælleskab foraarsager udi Fyen, og hvorledes samme kunde afskaffes,
hvilken Tractat er uden Tvivl den første, som i denne Materie er kommen for
Lyset, og har siden givet mange Anledning til nærmere Eftertanke: En herlig
Virkning af den Friehed som vores allernaadigste Konge udi vore Tider har
givet sine Undersaatter, uden Forskiel at maa indsende deres allerunderdanigste
Eragtninger, om alt hvad som kand sigte til Agerdyrkningens og Oeconomiens
Forbedring, som da i Trykken bekiendtgiøres til andres Underretning:
Man seer nu derfor ogsaa, til alle retsindige Patrioters store Glæde,
hvorledes bemeldte Hans Kongelige Majestæt, i Betragtning af Fælleska¬
bets Skadelighed, og den af sammes Afskaffelse flydende store Nytte for Lan¬
det, har efter den til Landvæsenets Opkomst, allernaadigst forordnede Commis¬
sions allerunderdanigste indgivne Relation, af de fra vedkommende derom ind¬
hentede Betænkninger, allernaadigst fundet for got, ved Forordning af 29 Dec.


1758. at giøre en Begyndelse med at ophæve Fælleskabet, for det første, saa
vidt Sælland, Møen og Amager betræffer.
Og hvo maa ikke herudi admirere Monarkens store Viisdom, der la¬
der sig et saa væsentlig Stykke i Landvæsenets Forbedring være saa alvorlig
angelegen? hvo maa ikke admirere hans store Nagde, der søger endog at be¬
fordre den fattigste Landmands timelige Lyksalighed i alle optænkelige Maader,
og reflecterer endogsaa paa den ringeste Undersaats derom indgivende Forslage,
naar de befindes at være til almindelig Nytte? ja hvo maa ikke prise den ex¬
traordinaire Lemfældighed og ret Faderlige Hiertelag, som denne vor store Lan¬
dets Fader lader see i samme Anordning? efterdi han ugierne med Magten
vil forcere og tvinge sine kiere Undersaatter til denne for dem selv saa fordeel¬
agtige Forandring med Fælleskabets Afskaffelse, men gaaer ret herudi til verks
med dem, legesom en Fader med sine Børn, dermed det gode søger at føre
dem til Raison, at bevæge og overtale dem til at giøre det, som er til deres
egen Gavn, alt for derved at bringe dem, om mueligt er, i saadan Sag til
en frievillig og utvungen Lydighed:
Monarken forestiller dem her sin velmenende Jntention, og Nytten af
den intenderende Forandring, han rydder alle optænkelige Forhindringer af
Veyen, som Loven og forrige udgangne Forordninger herudi hidindtil har
kundet foraarsage, han giør Sagen paa alle muelige Maader giørlig og let,
han animerer og opmuntrer Undersaatterne til at legge Haand paa Verket,
ved at giøre dem Høy=Kongelig allernaadigste Løfte om visse Frieheder og
Haab om Belønninger: Hvad kand vel giøres mere af en Konge, som elsker
sit Folk, og hvad for Folk maatte ikke igien elske, ære, lyde og bede got for
saadan en Konge?
Ligesom det nu er klart nok at slutte af allerhøystbemældte Kongelig An¬
ordnings Jndhold, betreffende Sællands Stift, at det virkelig er Regieringens


256
Forsæt med Tiden at extendere selv samme vigtige Foranstaltning, om mueligt
er, til de øvrige Danske Provincier, saa ønsker vel alle fornuftige Landmænd
saavel af høy som nedrig Stand udi Søndre og Nørre Jylland intet hellere,
end at de jo før jo bedre maatte ved Hans Majestets allernaadigste Assistence,
komme til at profitere af saadan Indretning: Jeg har tilforn viist, hvor nyttig
Fælleskabets Ophævelse kunde være for Jylland, lige saa vel som for Sælland
og Fyen, ja at den i visse Maade paa sine Steder, kunde være saa meget me¬
re nyttig og nødvendig udi Jylland, som Fælleskabet formedelst Situa¬
tionens Beskaffenhed, i sær paa en lang Strækning i den Søndre Kant af Lan¬
det ved Vester=Havet, tilføyer Beboerne dobbelt, ja usigelig Skade:
Sxørsmaalet bliver nu, om den ikke ogsaa ligesaa vel skulle blive mue¬
lig der i Landet, som i de andre Provincier? jeg meener jo, ja saa meget des¬
mere muelig, som Byernes Marke ligger ab ordinaire ikke saa meget indblan¬
dede udi hverandre, som i Sælland og Fyen, Lods=Eyerne i Byerne ere ge¬
meenlig der ey heller saa mange og adskillige, som i de andre Provincer, at jeg
ey skal tale om de mange Exempler, Jylland alt kand fremvise paa Sagens
Muelighed, saa vel andensteds som i sær i det Slesvigske, hvor mange store
Byer, ja hele Sogne og Herreder, ved nogle habile Formænds utrættelige
Fliid og Nidkiærhed, samt Øvrighedens Hielp, har faaet saadan nye Jndret¬
ning bragt i Stand, til deres kiendelige Opkomst.
Jeg tilstaaer gierne, at her vel kand møde adskillige Anstød og For¬
hindringer i dette Værk, ligesaavel udi Jylland som andensteds, men de ere
dog ey mere uovervindelige hos os, i det mindste, end som hos andre: Mon
der ikke yttrer sig Vanskeligheder allevegne ved alle nye Indretninger, i hvor
smaa de endog kand være? og mon ikke de ved slig Indretning forekommende
Difficulteter ere lidet at regne imod den store Nytte, som deraf ville flyde i
Fremtiden? hvorved saa mange andre og langt større Vanskeligheder, ja uen¬


257
delig Kiv, Tvist og Uenighed, hvorved man hidindtil har været plaget, kun¬
de afhielpes, naar Fælleskabet som Kilden til all Trætte, blev afskaffet;
Men førend jeg derom videre vil handle, maa jeg allerførst determine¬
re og fastsette, hvad jeg forstaaer ved Fælleskabs Afskaffelse; jeg forstaar
nemlig, som desuden nok kand sluttes af det foregaaende, ey allene Fælleska¬
bet imellem adskillige Byer, ey allene Fælleskabet imellem hver Byes adskilli¬
ge Lods=Eyere, men tillige og fornemmelig alt Fælleskab imellem enhver
Byes Beboere selv, hvis Jorde i Ager og Eng, Foeret og Fæedrift, Moe¬
ser og Heder og alt det fælles kand dem tilhøre, saaledes skulde omskiftes og
inddeeles, at enhver efter sit Hart=Korn, kunde faae sin tilkommende Deel paa
visse Steder i et Stykke for sig selv, uden at have nogen Communion med sine
Naboer: De tvende første Slags Fælleskabers Ophævelse, saa vit som mueligt
er, ere som Grundvolden til den sidste, for at bringe den dis beqvemmere og
snarere i Stand, men den sidste er uimodsigelig Hoved=Sagen og Fundamen¬
tet til Landvæsenets rette og lykkelige Opkomst, da jeg er forsikret om, at utal¬
lige tusinde stykker Jord i Landet efter saadan Indretning strax skulle komme
i god Brug, som hidindtil har lagt fast unyttige.
De almindeligste og betydeligste Vanskeligheder, som ved denne sidste
og skadeligste Fælleskabs Afskaffelse kand møde, bliver efter mine ringe Tan¬
ker følgende: 1.) De adskillige Lods=Eyere, som findes udi endeel
Byer: 2) Gaardenes ulige Størrelse og Hart=Korn i Byerne: 3)
Nogle Fremmedes Andeel udi visse Byers Mark og Eng. 4) Jor¬
dens ulige Bonitet og Situation ved Byerne. 5) De mange Boels
og Huus=Folk, som findes i de fleste Byer, hvis Creatures forrige
Græsning, blandt Byernes Hiorde, bliver ophævet.
Nu bliver altsaa qvæstio, hvorledes disse Vanskeligheder best kand
overvindes?
V. Deel.


258
Hvad den første Post angaaer, da har vores allernaadigste Konge
selv i forommeldte Forordning af 29 Dec. 1758. alt viist os det allerbeste
Middel derimod, at Lods=Eyerne nemlig ved Sal eller Mageskifte paa beste
Maade skulle søge at komme ud fra hverandre, hvortil den gjorte Forandring
i Jagt Rertigheden, ey lidet herefter vil contribuere ( og mueligt det kunde have
sin Nytte, om Jagt=Rettigheden i de store Byer endnu mere blev indskræn¬
ket, og ingen tilladt uden dem, som havde et anseeligt Antal af Tønder Hart¬
Korn) ikke mindre hielper det at Kirkernes, Hospitalers, Betienteres, Græ¬
ve og Frie=Herskabernes, samt Stamme=Husenes &c. i en eller anden Bye
tilliggende faae Bønder=Gaarde eller Jorde, maa af største Lods=Eyerne med
Kongelig allernaadigst Bevilling, magelegges eller i anden Maade vederlegges,
hvilket ligesaa vel kand practiceres i Jylland, som i Sælland, og om end saa¬
dan fuldkommen Udløsning ikke allevegne var giørlig, kand Fælleskabet imel¬
lem Beboerne dog des uagtet gierne ophæves, naar enhver Gaard efter sit
Hart=Korns Størrelse, bliver tilmaalt sin tilkommende Deel af alle Eiendom¬
me i et samlet Stykke, og de øvrige til publiqve eller anden Brug særdeles
henlagte Jorde, som maatte findes deriblant, bleve ved een eller anden udseen¬
de udlagte efter uvillige Mænds Skiønsomhed, uden vedkommendes For¬
nærmelse.
Gaaer man til den 2den Punct, som er Gaardenes ulige Størrelse og
Hartkorn, da kunde det uden Modsigelse, være meget gavnligt udi de Byer,
som haver eller faaer en Eyere, at alle Gaardenes Hartkorn blev sammensla¬
get, og derpaa alle Gaardene gjort lige store, med lige meget Hartkorn og
Eiendom til enhver, alt ligesom Eyeren efter Egnens Beskaffenhed fandt, at
Beboerne best kunde drive Gaardene, saa at de hverken skulle blive for smaa
eller for store, hvilket vor Jydske Forfattere af den i Februarii Maaneds oeco¬
nomiske Journal, for sidst afvigte Aar 1758 indførte Afhandling om Hoveries


Afskaffelse &c. visselig har anmærket, ligesom det og paa visse Godser i Pro¬
vincierne allerede til stor Fordeel er blevet sat i Værk, og nogle visse Fag¬
Huus af de store Gaarde nedbrudte og opsatte tillde mindre, for at skaffe dem
fornøden Huus=Rum til mere Foder og Qvæg: ved saadan egalite, i hen¬
seende til Gaardenes Størrelse og Hartkorn, kunde Eyendommenes nye Jnd¬
deeling falde allerlettest, foruden anden dermed følgende Nytte; Men hvor slig
jævnet, formedelst Lods=Eyernes Adskillighed ey bliver muelig at i verksette,
kand Jorden, som før er meldt, skiønt med større Umage, efter Hartkornets
Proportion til hver Gaard i samlede Stykker udmaales.
Betreffende den 3die Vanskelighed, naar fremmede Byer har visse
Stykker Ager og Eng beliggende iblant den Byes Jorde, hvor Fælleskabet
skulle ophæves, da kunde de efter Omstændighederne beholde dem paa samme
Steder som før, naar Parterne dermed vare fornøyede, dog med saadan
Vilkor, at Udeyerne i saa fald ikke maatte tilegne sig nogen Græsning der¬
paa, som skulle blive den Beboere i Byen allene til Deel, i hvis Skifte saa¬
dan Ager eller Eng maatte falde, men allene nyde Kornet af Agrene og Høet
af Engene, dog at være derhos forbundne til at faae, høste, slaae og hiemage
paa samme Tiid, som Beboeren selv, i hvis Skifter Jordene findes; Men
skulle vedkommende ey med slige Conditioner være fornøyede, da Agrene eller
Engene at udlegges dem paa et beqvem Sted ved Udsiden, i Proportion af
deres Størrelse og Bonite, som af uvillige Mænd maatte paaskiønnes og
fastsettes.
Anlangende den 4de Vanskelighed, i henseende til Jordenes ulige Bo¬
nitet og Situation i Ager, Eng, Overdrifter &c. da kand samme efter mine
Tanker overvindes paa en af tvende Maader: Enten skulle nemlig hver Vang
eller Tægte, som man egentlig kalder det i Jylland, hvoraf ey haves 2 eller 3
allene, som de fleste Steder i Sælland og Fyen, men 6, 8 a 10 og underti¬


260
den fleere, opmaales og inddeles for sig selv saaledes, at hver Beboere fik
sin Andeel paa et Sted i enhver af Tægterne, hvorved alle og enhver uden
betydelig Forskiel, kunde faae sin Part, baade af den gode og ringe, den nær¬
ved og langt fra beliggende Jord, eller og, hvis Beboerne hellere ville have
mere Jord til deres Gaard samlet paa et Sted, for at indgrave og hegne des¬
lige Jndlukker med mindre Bekostning, samt mindre Tids og Jords Spilde,
skulle alle Byens samlede Tægter i det mindste deles udi 2de Parter, hvor¬
af den ene bliver den beste, den anden den ringeste, enten i Henseende til Jor¬
dens Bonitet eller Farlighed for Oversvømmelse ved Havsiden &c. Derpaa
skulle hver af disse 2de Hoved=Parter inddeles igien i 2, 3 eller 4 Roder og li¬
ge Deele, efter Gaardenes Antal i Byen, saaledes at den ringere Deel blev
mere Grund tillagt end den bedre, saalenge indtil alle Delene kunde paaskiøn¬
nes at være ungefehr eens gode: Naar nu Beboerne efter deres Hartkorns
Størrelse, vare derhos inddeelte i ligesaa mange lige Parter med eens meget
Hartkorn i hver Part, som Jorden paa de 2de Steder i Marken, i lige pro¬
portionerede Roder eller Deele, skulle der kastes Lod om, hvor enhver Rode
af Byens Beboere skulle have sin Rode eller Deel, saa vel i den beste som rin¬
geste Mark, dog med saadan Vilkaar, at den Rode, som det første Lod faldt
paa, skulde vel have sin Skifte nermest ved Byen i den beste Part af de 2de
Marker, men tillige uden videre Lodkastning, være forbunden til at modtage
sin Skifte paa det længstfraliggende Sted i den anden og ringere Part: Hvad
Rode det andet Lod tilfaldt, skulle ligesaa tilkommende Skifte nest ved den før¬
ste i begge Parter af Marken, og siden fremdeles, indtil enhver Rode havde
faaet sin Deel paa begge Stæder, som derpaa nærmere og med større Be¬
qvemmelighed kunde dele Jorden paa hver Sted imellem sig selv indbyrdes,
og efter gjorte Overslag paa Hartkornet, og Eiendommens differente Beskaf¬
fenhed, hvor Forskiel findes, nyde sin tilkommende Deel i en Strækning paa


261
hver af Stederne. Ved saadan Methode kunde i det mindste den Balance best er¬
holdes, at enhver Beboere fik noget baade af den gode og ringe, den nær og
langt fra beliggende Jord, og altsaa ingen lettelig blev fonærmet:
Paa samme Maade skulle der fortfares med Engene, saa at hver Gaard
enten skulle have sin Eng tilmaalt paa et Sted i saadanne Byer, hvis Enge
findes samlede og uden betydelig Forskiel, i Henseende til deres Bonitet eller
Distance fra Byerne; Men hvor Eierne derimod ligger rundt omkring en
Bye paa adskillige Steder, og befindes af saa stor Forskiællighed, at nogle
ere Mersk, andre Geest, nogle høye, andre lave, nogle gode, andre ringe, nog¬
le i Fare for Oversvømmelser, andre ikke, nogle nær ved andre langt fra be¬
liggende, skulle de inddeles i saa mange Skifter, som der maatte være betyde¬
lig Forskiel paa Grunden, alt paa det enhver kunde faae sin Deel paa hver
Sted, baade af got og ondt, dog saaledes at Beboernes Andeel i enhver
Skifte blev dem paa et Sted tillagt, i steden for de sammesteds tilforn har haft
deres Eng=Stykker fordeelte paa adskillige Steder: befandtes en eller anden
Eng=Strækning endnu at være af saa forskiellig Bonitet, at nogle deved be¬
frygtelig paa visse Steder kunde komme til kort, naar det skulle gaae til lige
Deling efter Alen Maal, var det best, at saadanne Eng, ligesom om Ager¬
Jorden foran er meldet, først blev deelt i visse lige Roder eller Proportion af
Byens Hartkorn, og Beboernes Antal, med lige mange Qvadrat Alen Jord
udi hver Rode, derpaa skulle der giøres Overslag paa Grundens Forskiellig¬
hed, samt tages fra de beste Roder og tillegges de ringere saa lenge, indtil de
alle efter beste Skiønsomhed, kunde agtes lige gode, og naar sligt var skeet, da
ved Lodkastning at afgiøre, hvad for Beboere enhver Rode skulle tilhøre, og
siden paa hvad Sted enhver i sin Rode skulle have sin Part;
Den samme Plan maatte tillige følges ved Overdriftenes Deeling,
dog maatte derved arbeydes paa, at enhver Beboere, naar mueligt var,


262
kunde faae sin Andeel deraf, paa et eller tvende Stæder i det høyeste, hvilket
gierne allevegne kand mages, naar man ikke saa meget vil gaae til Værks efter
Arithmetisk, som Mathematisk Proportion, og giøre Skifterne mindre i den
gode Jord, og større i den ringe Jord, saa at Qvantiteten og Qvaliteren kand
bøde paa hverandre: Naar saadan Deling af Agerland, Engbund og Over¬
drifter endelig da var bragt i Stand, skulle et udførligt Jnstrument derover
forfattes og tinglyses, samt verificerede Afskrifter deraf meddeles alle ved¬
kommende;
Men hvad Moeserne betreffer, som allene bruges og kand bruges til at
opkaste Tørv eller, som det i Jylland gemeenlig kaldes, Klyne udi, og fra for¬
dum Tiid af har været skiftede iblant Beboerne, da var det vel best, at
hver derudi beholdte sine gamle Skifter, skiønt paa adskillige Stæder beliggen¬
de, som de før har havt, efterdi nogle, som har holdt vel Huus med deres
Skifter, ville ved Omvexling komme alt for meget til kort imod de andre,
som ilde har medhandlet deres Anpart, ved overflødig og uforsigtig Tørveskier,
med mindre de første ved en proportionel Repartition kunde holdes Skadesløs;
Men hvad Vandets Udgravning angaar, da burde samme ufortøvet foretages
til slige Moeser desbedre at udtørre, og Gryfterne uden Dispute gaae igien¬
nem hvis Grund og Skifter Vandet beqvemmeligst kunde faae sit Udløb, imod
billig Erstatning, for hvis Skade, een eller anden derved kunde tilføyes, hvor¬
ved mange store Moeser i Landet kunde blive til ubeskrivelig Nytte, i Stæden
for de hidindtil har været fast unyttige, efterdi man mangen Stæds neppe kand
grave 3 44 Klynes dyb i Jorden, førend Vandet fra Grunden opløfter sig
med saadan Force, at man strax maa forlade Graven, og giøre Hul i Jorden
paa et andet Stæd, hvor man maa vente samme Skiebne, og altsaa ikkun
ruinerer Jordens Overflade, uden at kunde komme ret need derudi, hvor de
beste Klyne skulle haves, ey at tale om, at man ey er capabel til med Heste


263
og Vogn at komme ind i mangfoldige Moeser eller ud deraf efter deres nær¬
værende Beskaffenhed, man maa med stor Møye og Arbeyde bære Klynene
ud deraf paa det faste Land, hvilket altsammen ved Vandets tilbørlige Udled¬
ning kunde remederes.
Nu kommer jeg endelig til den 5te og sidste Vanskelighed, i Henseende
til Boels= og Huus=Folkenes Creatures Græsning i Byerne, hvor Fælle¬
skab i Marken, og følgelig fælles Græsning, bliver afskaffet og da tilstaar jeg
gierne, at denne Vanskelighed ikke er den mindste, som ved forommeldte nye
Indretning mødes at bestride, men dog efter mine Tanker, ikke saa uovervin¬
delig, som Auctor til den udi den oeconomiske Journal indførte Afhandling
om Hollænderier formeener, at Fælleskabs Ophævelse derfor ikke skulle være
muelig at i Værksette, uden bemeldte Folkes Ruin: Det var udi sig selv den
største Ubillighed at ville tænke eller projectere, at Boels og Huus=Folkene
ved Fælleskabs Afskaffelse, skulle udelukkes fra ald Græsning til deres nødven¬
dige Creatures Sommer=Føde; Men det var endnu mere ubilligt, at Fælle
skabets saa nyttige Ophævelse skulle hindres og holdes tilbage for Græsnin¬
gens Skyld til disse Folkes Creature: Det kommer altsaa an paa at indrette
Sagen paa den billigste Foed for begge Partierne, hvortil følgende Poster efter
min ringe Skiønsomhed fornemlig maatte observeres:
1.) Om nogen af bemeldte Boels= og Huus=Folk nogenstæds haver
matriculerede Jorde blandt Gaard=Mændenes Jorde i Marken, hvoraf de
svarer Skat og Skylde, hvilke da for det første maa udlegges dem, ligesom
foran er meldt om fremmede Udeyere ved Udsiderne, at de kand føre dem
Græsningen selv deraf til Nytte, foruden deres andre matriculerede Tofter
og Jndlukker.
2) Maa efterforskes, hvor mange Høveders frie Græsning saa vel
Boels= som Huus=Folkene, af Arilds Tiid har havt, blandt Gaard=Mænde¬


264
nes Creature for eller uden Betaling, og nødvendig behøver at have, som de
og fremdeles burde beholde herefter paa Byens Græs, for saa vidt som de
deraf ikke selv, paa deres egne udlagte Jorde, kand græsse: Jligemaade var
det og billigt, at hver Huus=Mand, som sidder i Jordløs Huus, og hidindtil
har havt en Koe for Betaling paa Byens Græs om Sommeren, nyder
samme Bevilling herefter, saafremt Byen nogenlunde kand taale det, dog ikke
just for samme Græs=Penge som tilforn; thi bliver Græsningen bedre, som
nødvendig maa skee, naar Creaturene komme efterdags til at staae i Tøyre,
kand han og taale at betale samme noget dyrere, alt efter Hosbondens eller
andre uvillige Mænds Skiønsomhed: skulle de ellers forlange at have flere
Creature paa Græs, end som de hidindtil enten for eller uden Betaling har
havt, faaer de siden at indtinge dem, hos hvem de selv best veed og kand, og
Gaard=Mændene ikke pligtig at være til at anskaffe dem saadan Græsning,
med mindre een eller anden selv godvillig vil og kand overlade dem samme, for
hvad Betaling de selv indbyrdes imellem sig kand overeens komme.
3.) Maa saadan Anstalt derpaa giøres, at deslige Boels= og Huus¬
Folkes Creature, som af Byen nødvendig skal græsses, bliver reparterede
over Gaard=Mændene efter Gaardenes Størrelse, saa at hver Gaard=Mand
kand vide, hvad for Boels= eller Huus=Folkes Creature, og hvor mange
han Aarlig haver at forsyne, med Græs om Sommeren, som da skal være
pligtig at anskaffe dem Tøyre=Græs dertil hos sine egne Creature, saa at hvor
Gaard=Manden græsser sine, setter den eller de ham tillagte Boels= og Huus¬
Mænd deres Creature ved siden deraf, dog ikke at tiltage sig derved større Fri¬
hed i een eller anden Maade, end som Gaard=Manden selv bruger, og bør
den ene a Tavenant komme den anden til hielp, ved Creaturenes Oppasning
i Marken, eller og vederlegge den anden for Umagen: skulle de ikke ved saa¬
dan Fælleskab i Græsningen allevegne kunde komme til rette, men Underslæb


265
derved begaaes paa nogen af Siderne, da bliver det best, at Gaard=Man¬
den udlegger sin tillagte Boels= eller Huus=Mand sin tilkommende Anpart
Græs til Tøyring paa et vist Stæd, efter upartiske Mænds Kiendelse, paa det
at enhver derefter kand tøyre paa sit eget.
4) Naar en Bye ey haver een, men adskillige Lods=Eyere, da bør
enhver Lods=Eyeres Bønder blandt Gaard=Mændene forsyne den sammes
Boels= og Huus=Mænd med Græsningen, saa vidt som deres Egne i Mar¬
ken tilhørende og ved Udsiderne udlagde Jorde ey dertil kand strække, efterdi
det ofte befindes, at nogle Lods=Eyere har mange deflige Boele og Huse udi
en Bye, og andre faae eller ingen, og altsaa var det ubilligt, at de sidste skulle
besværges af de førstes Creature, og derimod den største Billighed, at enhver
forsørger sine egne, ligesom det og befindes at skee paa visse Stæder i Synder¬
Jylland og Holstein, hvor Fælleskabets Ophævelse allerede er kommen i
Stand: skulle en Lods=Eyere paa visse Steder have Boele eller Huse udi en
Bye, uden at eye Bønder=Gaarde sammesteds, eller saa mange, som vare i
Stand til at forsyne dem med Græs, da bør vel de andre Lods=Eyeres samt¬
lige Bønder at komme dem til Hielp, og anskaffe dem Græs, til deres høy¬
fornødne Creature, som de sædvanlig tilforn har havt, dog ikke uden nøyagtig
Betaling, som enten efter Licitation kand gives til dem iblandt Gaard=Mæn¬
dene, der paa visse Aaringer vil paatage sig at overlade Græsset for den mind¬
ste Priis, eller og af uvillige Mænd een Gang for alle fastsættes, efter Egnens
Beskaffenhed, hvorefter samtlige Gaard=Mænd tour a tour skal være for¬
bundne til, for den determinerede Priis, at forsyne dem Aar efter andet med den
behøvende Græsning.
V. Deel.


266
Dette er da efter mine ringe Tanker den Plan, hvorefter de største og
oftest forskommende Vanskeligheder ved Fælleskabets Ophævelse, best skal kunde
bestrides, paa det alting derved kunde gaae ordentlig, billig og retfærdig til,
uden nogen af vedkommendes Fornærmelse:
Sandt er det, at saadan Indretning og Inddeling aldrig kand skee
saaledes nogensteds, at jo een Beboere kand have nogen liden mere eller mindre
Fordeel derved, i een eller anden Henseende, end som den anden, dog er det ikke
at regne, naar de alle kand nyde en stor Fordeel af saadan nye Indretning i
Almindelighed, og saa længe Forskiellen paa eens eller andens Particulaire
Fordeel ikke bliver af nogen synderlig Betydenhed, til andres fornærmelige
Præjudice.
Skulle dette mit velmeente Forslag imidlertid i een eller anden Punct
ikke kunde staae sin Prøve, men behøve nogen Forandring og Forbedring,
underkaster jeg mig gierne mine billige og fornuftige Læseres og Lands=Mænds
raisonnable Critiqver, alt paa det Sagen desbædre kand ventileres, og
omsider lykkelig komme i Drift;
Men skal denne for Landet saa nyttige Foranstaltning i Tide og med
Fremgang i Værk settes, enten allesteds, eller for det første paa visse Stæder
i Jylland, hvor det, som før er meldt, mesten profitabelt og fast uomgiengelig
nødvendigt, da vil uden tvivl en Høy Kongel. Ordre dertil udfordres, efterdi
det ellers høylig er at befrygte, at Hans Majestets høystpriselige Lemfældighed i
at opmuntre Vedkommende, mere end at befale dem, vil, om ikke af alle, da


26
af mange, misbruges til Lunkenhed og Efterladenhed, thi ligesom det gaar til i
et Huus, at en god og fornuftig Fader vel helst ønskede at formaae alle sine
Børn til at giøre hans Villie og søge deres eget sande Beste med det gode,
uden at bruge tvingende Midler dertil, man finder dog gemeenlig dem iblant,
som med Magten maa drives, om de skal giøre got, saa gaaer det ogsaa til
udl et Land: Her findes vel mange retsindige Undersaatter paa den ene Side,
som gierne ere villige til at fyldestgiøre deres allernaadigste Konges Villie ved
første Paamindelse, ja takker ham tillige i deres Hierter, med den allerunder¬
danigste Erkientlighed for hans vise og naadige Omsorg for dem, som sigter i
alle Ting til deres egen og Publici Gavn og Nytte; Men mon der ikke ogsaa
skulle findes mange saadanne, om ey ulydige, saa dog egensindige, selvkloge,
søvnagtige og efterladne Undersaatter paa den anden Side, der trækker paa
Skuldrene, og nødig vil foretage sig nogen, skiønt for dem selv nyttig Foran¬
dring, med mindre de i Begyndelsen, ligesom med Force, skal nødes dertil? slig
sindede Mennisker giøre sig tvertimod all optænkelig Umage for, ret ligesom af
en medfød Bizarrerie, at opfinde og sammenvæve utallige Jndvendinger imod
alle nye og nyttige Indretninger, som endogsaa ofte kand forvilde et maade¬
lig grantseende Øye, men befindes dog ved nøyere Eftersyn, paa alle Siderne
af liden eller ingen Betydenhed:
Saaledes vil man E. g. vel mueligt bruge det som en almindelig Jnd¬
vending imod Fælleskabets Afskaffelse her i Landet, at Bønderne i Nørre¬
Jylland mestendeels giøre Hove=Arbeyde, og altsaa ikke har Tiid og Leylig¬
hed til at foretage sig slig nye Indretning, som Bønderne i Synder=Jylland
kand have, der ere frie for Hoverie, men dertil svares, at Arbeydet paa de¬


268
res samlede Jordes Indgrøftning og Hegning, bliver ikke saa stor, at de jo gier¬
ne kand overkomme det efterhaanden, alt efter deres egen Leylighed, og naar
de engang for alle har gjort sig Umage for ved gode Grøfter, i en lige Linie
efter Snor, paa 31 til 4 Sællandske Alens vide i Overkanten, at indhegne
deres Eiendomme hver for sig, i steden for de forhen oproglede og ubestandi¬
ge Diger uden Grøft, kand de siden spare Umagen paa deres Vedligeholdel¬
se, ey at tale om, at de herefter nest Guds Velsignelse, hvorpaa alle Ting be¬
roer, kand efter all menniskelig Anseelse, blive langt bedre i Stand, end hidindtil,
til at forrette saavel deres eget Arbeyde som Hov=Arbeyde, naar enhver selv
paa saadan Maade kand blive sin egen Jord mægtig, dyrke den naar og hvor¬
ledes han vil, og altsaa fuldkommeligen føre sig samme til Nytte:
Jeg seer vel ogsaa forud, at man paa visse Steder vil sige, at alt for me¬
get af Jorden ville gaae til spild, ved de mange Gryfters Opkastelse omkring en¬
hver Mands Skifter og Lykker, naar hver ville have sin Andeel indhegnet for
sig selv, men foruden at man paa de fleste Steder i Jylland, ey har Mangel
paa Jord, naar den kun ret kunde blive employeret, saa mener og paastaar
jeg au contraire, i hvor paradox det end synes, at man derved vinder mere
Jord end man taber; Thi 1.) kand den opkastede Jord tiene til at forbedre
Grunden paa mange Steder, snart ved at udjævnes derpaa og meleres der¬
med, snart ved at opfylde de lave Pladser med, som hist og her findes i Grun¬
den. 2) Bliver Vandet ved deslige Grøfter saaledes udtappet af Jorden paa
de nedrige Eiendomme, som tilforn af Vandstand har været fordervede, at
de største Flod=Steder endog derved kand udtørres, og giøres tienlige til Sæd
og Græs, som tilforn har været aldeles unyttige. 3.) Kand ved slige Grøfter


265
herefter spares en utrolig Mængde af Grøn=Tørv eller Sadder, som de kal¬
des, hvorved saa megen god Jord, som tilforn er anmærket, aarlig til stor
Skade for Grunden, forbruges at oplukke Diger med, uden for Skov=Eg¬
nen til adskillige Markers Indhegning; Men jeg vil ikke længere opholde mig
ved deslige forventede Jndvendinger at anføre og besvare:
Det er jo noksom bekiendt, at Bondens Axioma er i Almindelighed
denne, at alle Ting skal blive ved det gamle, uden at bruge videre Raison:
findes der end, som der dog virkelig findes, nogle ja ey saa faae af en bedre
Jndsigt og Smag, der heller end gierne ønskede denne forommeldte Indretning
med Fælleskabs Afskaffelse, og anseer samme som det rette væsentlige Funda¬
ment, nest Himlens Velsignelse, til deres tilkommende Opkomst og Velstand,
saa ere dog Hænderne bundne paa dem, saa længe Hosbonden og samtlige
Lods=Eyerne ey vil consentere derudi og gribe Sagen an: Faaer end største Lods¬
Eyeren frie Haand her i Landet, ligesom i Sælland, til at ophæve Fælleska¬
bet i en Bye, naar han det for godt befinder, saa kand det dog kun lidet hiel¬
pe, naar han ey selv vil legge Haanden paa Værket: Man maa tilstaae, at
det er den største Billighed, at største Lods=Eyeren maa have det fornemmeste
Votum, og ubehindret af de andre mindre Lods=Eyere foretage og fuldføre saadan
god Indretning, naar han dertil har Lyst; thi naar han selv eyer den største
Part af en Byes Beboere og deres Eiendomme, er det og venteligt, at han
frem for nogen, meest sørger for Byens Gavn, efterdi han i Mangel deraf
selv maatte tage den største Skade; Men det var tillige at ønske, at alle stør¬
ste Lods=Eyere vare derhos allevegne de største Land=Mænd, der besad i lige
Grad den største Erfarenhed og største Lyst til at føre sig deres egne og under¬


270
havende Bønders Eiendomme ved gode Indretninger til bedre Nytte end hid¬
indtil, da nu sligt befrygtelig ikke allevegne vil indtreffe, saa maa de mindre
lide derunder, og i saa god og nyttig en Sag, forhindres af den største Lods¬
Eyere, naar han ey har Lyst dertil, og af en Slags Caprise ey dertil vil give
sin Minde: Naar derimod en Kongelig allernaadigst Forordning befalede Sa¬
gen uden Anstand at foretages, i det mindste og for det første paa de Steder
i Landet, hvor den upaatvivlelig befindes at være nyttig og nødvendig, fik
den en hastig og lykkelig Fremgang, og kunde alle derved sig reisende Dispu¬
ter, hvor slige maatte forekomme, decideres af tvende gode, forstandige og
uden for Sagen værende Land=Mænd i Herredet, hvor Casus existerer, som
af Amtmanden dertil kunde constitueres, hvis Eragtning, naar Sagen ikke
var af alt for stoer Conseqvence, skulle gielde uden videre Appel, for at
undgaae Vitløftighed og Omkostninger ved Processens Drift.
Man forestille sig nu, hvilken herlig Virkning slig Indretning med
Fælleskabets Afskaffelse imellem alle Beboerne i enhver Bye, ville drage efter
sig til almindelig Gavn; Beboernes Gade=Stevner, der hidindtil har givet
Anledning til saa meget ondt, saasom Kiv og Klammer, Eeder og Banden,
Fylderie og Drukkenskab, samt unyttig Tids Spilde, ville derved for største
Delen blive aflagt, da de fast intet mere havde Tilfælles med hverandre at
overlegge og giøre, end som Veyene at holde i Stand til deres Marke, Enge
og Moeser, foruden Lande= og Kirke=Veye, samt Vand=Ledninger at an¬
rette til deres Eyendommes befrielse fra den skadelige Vand=Stand paa de
nedrige Marker, hvoraf enhver vedkommende een Gang for alle maatte vide
sin Part, og samme uforsømmelig skaffe i Stand, og herefter bestandig holde


271
ved lige, under en vis ansat Straf og Penge=Mulct til Byen, for saa vidt som
de andre Beboere ved Arbeydets Forsømmelse eller utilbørlige Forfærdigelse
maatte lide Forhindring og Skade: Alle Byernes almindelige Hyrder kunde
spares, hvor af man hidindtil i store Byer har holdt 344 og under Tiden
flere, til at bevogte alle Slags Creature, hver i sin Hiord og paa sit Stæd,
hvorimod enhver Beboere ved sine egne Børn og Tieneste=Folk kunde selv be¬
vogte og opvarte sine egne Creature, til langt større Fordeel og mindre Bekost¬
ning: Arbeydet i store Byer, hvor Tiden ofte drives hen i vanskelig veyrligt
med Grunden og Overleg om hvad som skal foretages, uden at komme til nogen
endelig Resolution førend langt om lenge, gik efter Fælleskabets Ophævelse,
lettere og hurtigere for sig med mindre Tiid og Depense: Hver passede sin
Deel det beste han kunde, uden at forhindres og opholdes af sine Naboer:
Hver flittig Land=Mand gjorte nye Forsøg paa at dyrke sin Jord efter andres
Anviisninger og Exempler, paa en anden og bedre Maade end som før, og de
Forsøg som kiendelig lykkedes, bleve af de andre med Tiden efterfuldte: Jorden
kom paa utallige Stæder i bedre Brug, Agerdyrkningen paa en bedre Foed,
Land=Manden i en bedre Stand, og Jorde Godset, i hvor dyre det end nu
omstunder er, udi en høyere Priis end hidindtil er skeet: kort sagt, Landet ville
grønnes og over ald florere, Kongen glæde sig derover, og samtlige Under¬
saattere høste Frugten deraf til deres almindelige Gavn og timelige Lyksalighed.
AUCTOR ANONPMUS.
Anmerkning.
Det gandske Lands og de allerfleeste Lods=Eyeres øyensynlige Fordeel ved Felleskabets Af¬
skaffelse, er en Sag som taler for sig selv i Almindelighed: Dog kunde visse Lands


272
Egne, frem for andre, trænge her til i en høyere Grad. Dette sidste haver særdeles
Sted i Riber=Stift, eller ved Nørre=Jyllands vestre Kant, paa mange Miles Strek¬
ning, hvor den importante Avling af Marsch=Høe ofte hindres ved saadan Oversvøm¬
melse, baade af det salte og ferske Vand, som ikke vel kand afhielpes, førend der
først legges Grund ved Felletskabs Afskaffelse, at man ey skal tale om aarlig Tab og
Skade paa Grunden selv, som ved Vandfloder bortskylles. Om saadan Fare og Ska¬
de advarer den Patriotiske Forfatter paa en Maade, som bør opvække vedkommende
Lods=Eyere, saa og Kongelige Embeds=Mænd, til at prøve de her foreslagne Hielpe¬
Midler, om hvilke man, som ukyndig, ikke drister sig til at dømme. J Almindelig¬
hed ønskes dette, at denne saa vel som flere Erindringer, Felletskabets Skade angaaen¬
de, efter Haanden maatte løsne nogle af de haarde Knuder, som endnu hefte man¬
ge Land=Mænd i dette og andet, ved deres Fæderne præjudicia hvis Grund er denne:
Narravere patras & nos Narravimuc ipsi.
No.


No. XV.
Om
Spinderiernes Jndretning
i
Byerne
Deres
Nødvendighed og Nytte


D¬
et hører til en god Huusholdning i et Land, 1) At man skaffer
den gemene Almue noget at bestille og fortiene. 2) At man
søger at afværge Betlerie og Ørkesløshed, saa meget
mueligt er. 3) At man søger at giøre saadanne Indretnin¬
ger, hvorved ikke allene fuldvoxne Folk kand arbeyde, og fortiene no¬
get, men ogsaa, hvorved Børn kand lære noget, venne sig i Tide til
at arbeyde, og fortiene, hvor lidet det endogsaa er, at de kand komme deres
Forældre til Hielp i de Bekostninger, som udfordres til deres Opdragelse.
Jntet kand findes ulyksaligere i et Land, end hvor Ungdommen opdra¬
ges i Vankundighed, og intet lærer noget i deres Ungdom, hvorved de siden
kand fortiene deres Brød, og hvor man ikke kand skaffe ørkesløse og friske Folk
noget at bestille og arbeyde. Vil vi ret see til, hvorledes det gaaer i mange
Byer, maae et medlidende og fornuftigt Sind og Gemytte inderlig bedrøves
derover. Tilstanden er saaledes: de fleste Qvindfolk af den gemene Almue ere
gandske vandkundige i Haand=Arbeyde, de kand ikke sye, de kand ikke strikke,
eller ( som man kalder det i Norge) spidde, ikke spinde, meget mindre væve
eller giøre noget sligt, naar nu slige Qvindfolk blive gifte, og faaer Børn,


276
kand de ikke lære deres Pige=Børn det, som de ikke selv kand: Jblant har de
ikke Raad og Formue til at lade dem lære det, og om de end kunde have Raad
og Formue dertil, agter de dog ikke derefter, efterdi de ikke ere opvante der¬
udi; hvad er nu Følgerne heraf? Følgerne ere disse, at saadanne fattige Folk
maa opføde deres Pige=Børn, uden at de i det ringeste kand lære noget, og
fortiene noget, indtil de blive 12 eller 14 Aar, da det er en Lykke for slige
Folk, om saadant et Barn kand komme ud at tiene for Barne=Pige, hvis ikke,
maa Forældrene beholde saadant et Barn hiemme hos sig, til det bliver fuld¬
voxen, og kand tiene, som en Tienere til at giøre grovt Arbeyde, naar sligt
nu skeer, faaer saadant et fattigt Barn kun slette Tienester, efterdi de til deels
ere uduelige, og kand kuns lidet udrette, herved kommer ofte saadan et fat¬
tigt Menniske i Vildfarelfe, og fra sin Ungdom af, kommer baade i Møye og
Elendighed, og bliver tilsidst baade sig selv og Publicum til Byrde.
Jeg vil spørge: om det kand forsvares for Gud og den fornuftige Ver¬
den, at Publicum haver saa liden Omsorg for slige fattige Menniskers
Opdragelse, og det første Triin, som saadanne Mennisker skulde
giøre til sin Lykke. Jeg vil spørge om, naar saadanne Mennisker forme¬
delst sin Uduelighed, maa gaae fra en slet Tieneste til en anden, og geraader
i en og anden Vildfarelse, om da ikke Publitum, og de, som burde have
søgt at giøre Anstalter herudi, ikke haver Synd paa sig herfore, og selv er no¬
get skyldig i de Ulemper, som heraf flyder, og om det ikke gaar saa vidt med
saadant et Menniske, saa er dog en gemeen Mand, som faaer hende til Ægte,
i visse Maader med hende bedragen, hun kand ikke sye, spinde eller fortiene
noget, Manden maae allene fortiene Alting til hende, og hendes Børns
Ophold.
Dette kommer i viss Maader Publicum selv til Last Saadan en Mand
maa have des mere for sit Arbeyde, om han skal underholde sig og sine, da


derimod, dersom hun kunde fortiene noget ved sit Arbeyde, dersom hun kun¬
de lære sine Børn at fortiene noget, hialp det ikke lidet til deres fælles Huus¬
holdning. Følgen bliver og denne, at hendes Børn bliver ligesaadan opdraget,
som hun selv, og det blir et vedvarende Onde, der iblant naaer til mange Slæg¬
ter. Det gaaer endda an, saa længe slige Folk paa begge Sider ere unge og
friske, thi saa længe kand de iblant fortiene noget til at giøre groft Arbeyde,
men bliver slige Folk enten gamle eller svage, blive de strax Almisse Lemmer,
og saa yderlig Almisse Lemmer, at de maae aldeles underholdes af Publico,
om de ikke skal erepere, de ere ikke i stand til at søge deres Leve=Brød ved
groft Arbeyde uden for Huset, og de har ikke lært noget Haand=Arbeyde, som
de kand forrette inden i Huset, da, om de kunde det, kunde de endnu en Tiid
lang ernære sig selv enten aldeles, eller ogsaa til deels, de maa derfor i saadan
en Tilstand, underholdes af Publico, eller om de ere saa undseelige, at de en¬
ten ikke søger Hielp, eller ikke kand faae Hielp, maae slige Folk, i hvor sva¬
ge eller gamle de end kand være, krybe ud af Husene, og der fortiene noget
ved at bære eller giøre grovt Arbeyde, om de end skal styrte derved, at de ik¬
ke skal crepere hiemme af Sult. Vil nogen sige at Tilstanden og Omstæn¬
dighederne ere ikke saa slette herudi, som jeg her afmaler dem, da vil jeg hen¬
vise det til deres Samvittighed, som veed herom, og den daglig Erfarenhed,
iblant os bekræfter det alt for meget, vel er det sandt, at de fleste fattige gam¬
le Koner eller Piger giver sig ud for Spindere, og med stor Møye Huus fra
Huus søger at betle sig til noget at spinde, for at tiene Livets Ophold, og me¬
stendeels ikke kand naae det, man maa vel mærke at de fleste af slige Folk ere
blevne Spindere i deres Alderdom, de har intet lært deraf i deres Ung¬
dom, de har intet øvet sig deri, saa længe de endnu var friske, og kunde giø¬
re grovt Arbeyde, men naar de ere blevne gamle og udslæbte, og ingen Tie¬
neste kand faae, har de maat fusket derpaa, og lært sig det selv, men de


278
ere Spindere derefter, forbarmer nogen sig over slige Folk, og lader dem
faae noget hiem at spinde, forderver de det gemeenlig, som jeg selv ofte
har erfaret, og finder man sig derfor bedre tient med, at give slige Folk en reen
Almisse, end levere dem noget til at spinde, omendskiønt deres Kræfter vel
havde kundet været dertil, om de havde lært det. Sligt et Menniske som hav¬
de lært sligt i sin Ungdom, og øvet det, kand i sin Alderdom med den halve
Møye og Besværlighed forrette det, omendskiønt dem mangler noget paa Synet,
saa længe de kun har Følelsen og noget af Kræfterne tilbage.
Saaledes er Tilstanden i det Stykke i de fleste af vore Byer: Og hvad
jeg herudi har anført, er kun en Forberedelse til at vise Nødvendigheden
og Nytten af det, som jeg strax herefter vil anføre. Dog maa man tilstaae,
at det i den fald er anderledes beskaffen paa Landet end i Byerne. Paa Landet
spinder, syer, væver Bonde=Koner og deres Folk selv hvad de bruger; men
i Byerne er det ikke saaledes og følgelig i det Stykke bliver Ungdommen paa
Landet bedre oplærde i det Stykke, end i Byerne. Der hersker i Byerne i
det Stykke en saadan Vankundighed, at jeg neppe tør nævne den. Skulde
man forestille sig et heel Rige, i hvilket ikke engang et par Stømper, ja neppe
et par Strømpe=Baand blev vævet. Jeg synes, at man burde, om ikke for
andet, saa dog for Landets Ære skyld, see til at raade Bod paa en saa stor
Skiødesløshed, men det er egentlig ikke den Materie vedkommende, jeg her
vil handle om, og derfor vil jeg allene binde mine Tanker til Nødvendigheden,
og Spinderiernes Indretning i Byerne (*).
Den Indretning maa begynde fra den fattige Ungdoms Underviisning
herudi. Jeg holder for, at ligesaadan som man paa de fleste Steder haver
fattige Skoler, hvor fattige Børn nyder frie Underviisning i deres Chri¬
stendom, saa burde de tilligemed nyde frie Underviisning i at lære noget af
det
(*) Udi Norge, hvor Forfatteren siden sees at boe, ere ingen andre Byer, end Kiøb¬
stæderne.


27
det, som de siden kunde fortiene deres Brød med: Drenge=Børn saa vel som
Pige=Børn skulde undervises i at knytte, spinde og deslige; det synes vel no¬
get paradox og urimeligt her til Lands, at Drenge=Børn skulde lære sligt, da
Pige=Børnene neppe lærer det, man maae herudi allene see paa andre Na¬
tioners Exempler. J Tydskland, Rusland og andre Stæder finder man
gamle udlevede fattige Mænd at fordrive Tiden ved at knytte, spinde og desli¬
ge, og derved fortiener sig noget tillige, og hvor skulde de nu giøre det i deres
Alderdom, om de ikke havde lært det i deres Ungdom, vore derimod skal væ¬
re uduelige deres halve Livets Tiid. 1) Lærer de intet noget, og arbeyder
intet noget, førend de blive saa voxne, at de kand giøre groft Arbeyde, og
siden, naar de blive gamle eller svage, og ikke kand udrette det grove Arbey¬
de, kand de heller intet mere udrette eller fortiene.
Det er meget Magtpaaliggende i et Land, at vende Ungdommen i tide til Ar¬
beyde, at giøre den det let og behageligt, og at give dem Lyst og Forstand her¬
paa i Tiden. Man maa i deres Barndom arbeyde en mignature det, som
de siden skal giøre til Fuldkommenhed. Man maa dog herudi vogte sig for
haarde Tvangs Midler, ikke besvære Ungdommen over sine Kræfter, man
maa alternere med Arbeyde og Fornøyelse, og man maatte heller opamme dem
ved smaa Præmier og Belønninger, som i hvert Aar, en Dag om Aaret
kunde udi Skolerne uddeles til dem, som havde viist meest Flittighed og Due¬
lighed, disse Belønninger maatte være af den Beskaffenhed, at de vare som
Æres=Tegn tillige: Saaledes kunde uddeles til Drenge=Børn en fin Hat, et
par Spænder.
Naar man vil vente, at saavel Uld= som Linnet=Fabriqver skal faae
Fremgang i et Land, maa derudi giøres visse Tilberedelser, uden hvilke det er
umueligt at vente slige Fabriqvers Opkomst, Spinderiernes Indrætning er
en Hoved=Sag herudi, hertil udfordres mindste Bekostninger, men det er dog


280
i sig selv det allervigtigste, de kostbareste Indretninger, som udfordres til et
Klæde=Fabriqve, ere de, som hører til Vævningen, Overskiæringen, Far¬
verierne og deslige: Jeg taler her om Indretningen, og ikke om de Bekostnin¬
ger, som gaaer til Ulden, og Spindingen, thi det forstaar sig selv, at de maa
være anseelige mod det andet at regne: Det er derfor at man seer, at de Ste¬
der, hvor slige Fabriqver ere i Stand, at Spindningen eller Vævningen skeer
paa et Sted, og det øvrige Tilbehør og Tilberedning af Klæde=Vahre skeer
paa et andet Sted. Saaledes føres mangfoldig Uldgarn enten uvævet eller
vævet til Bremen, Hamborg, Lybeck og deslige Steder fra Landet, og det
siden i Byerne fabriqveres til Klæde. Der høres en stor Populace eller Fol¬
ke=Mængde til, hvor Spinderierne skal indrættes, men til det øvrige Arbeyde
af Klæde=Vahre, udfordres kun faae; men kyndige Personer: Spinderierne
ere Grundvolden, og hvor Grundvolden ikke duer, bliver Bygningen ikke af
nogen Betydenhed, eller Bestandighed.
Det er derfor en priselig Omsorg, som vor Allernaadigste Konge har
haft i at søge at etablere Spinderierne uden for Kiøbenhavn paa Landet, ved
at give Anviisning paa, hvor Ulden tilbereed kand kiøbes i Kiøbenhavn, og
sat Præmier paa for dem, som leverer enten det beste eller det meste Uldgarn;
men jeg frygter for, at en vis Omstændighed vil giøre en betydelig Vanskelig¬
hed herudi, saa et saa betydelig Øyemærke ikke saa læt kand opnaaes. Man
maae vel merke, at Bønderne paa Landet i Siælland ere saadanne Bønder,
som maa giøre Hoverie, og haver liden Tiid til at arbeyde for sig selv det
nødvændige, og meget mindre Tiid til at arbeyde for andre, saa det er ikke at
vente at Bønderne vil blive Entrepeneurs herudaf, og at de enten vil, eller kand be¬
fatte sig hermed. Hvad Proprietairene angaaer, da er det vel ikke at vente,
at de befatter sig hermed, uden at søge en Slags Fordeel herved, og skulde de
have Fordeel herved, vilde de enten fordre det af deres Bønder=Koner som en


281
Hoverie=Gierning, eller og, om de ikke gjorte det, dog ikke betale dem den
fulde Spinde=Løn, hvilket af Delene her skeede, blev det en utaalelig Byrde for
Folk, som ellers har Plage nok, og det synes at vil blive den største Hinder
for slig en Indretning: jeg maa endnu legge dette dertil, at slige Folk havde
ikke den nødvendige Kundskab, som herudi behøvedes: En Bonde=Kone, som
vidste at spinde Uldgarn til sit Vadmel, vidste derfor ikke at spinde Uldgarn til
et Klæde=Fabriqve, der maatte derfor nødvendig skikkes Folk fra Kiøbenhavn,
som vare vandte til at arbeyde paa Fabriqverge, og de maatte være af de meest
kyndige og skikkeligste Folk, der kunde lære dem, som skulde arbeyde i Spin¬
derierne, enten paa Landet, eller i Byerne, saa de, som skulde spinde til Fa¬
briqverne, havde ingen Slags Omkostning med at lære det, ikke heller maatte
de have nogen Omkostning med Redskaberne hertil, som Rokker og deslige:
men sligt maatte gandske frit foræres dem, og de maatte nyde deres fulde Spinde¬
Løn for deres Arbeyde promte, efter en fastsat Priis, og man maatte i Førstnin¬
gen see igiennem Fingre med, om Arbeydet i Førstningen var ikke saa got, som
det siden kunde blive, naar de bedre bleve vante dertil.
Hvad Spinde=Lønnen angaaer, da maatte den reguleres med den al¬
lerstørste Forsigtighed, den maatte hverken være for høy, ikke heller for liden,
den maatte ikke være for høy, at den ikke skulde gravere Fabriqverne, og giø¬
re Klæde=Vahrene dyrere, end de burde være, og man maatte vogte sig for
herudi at indføre en ond Skik i Landet, man maatte ikke tænke, at man i
Førstningen kunde give dem meget, og siden formindske Arbeyds=Lønnen; thi
det vilde kun bringe Misfornøyelse siden blant Almuen, og giøre, at ingen
vilde arbeyde for mindre Priis, end de havde begyndt.
Man maatte hellere betiene sig af et andet Strategema, nemlig: i at
sætte mange og skikkelige Præmier for dem, som levere det meste og beste Ar¬
V. Deel.


282
beyde, og herved ville flittige og duelige Folk ligesaa vel finde deres Regning, som
ved en fastsat høy Priis for deres Arbeyde.
Arbeyds= eller Spinde=Lønnen maatte og for alting ikke være for liden,
den maatte saaledes indrettes, at de arbeydende kunde have deres nødvendige
og tilstrækkelige Underholdning ved deres Arbeyde, og om det var mueligt, at
de kunde vinde mere ved sligt Arbeyde, end ved andet Arbeyde, som de ellers
vare vante til at giøre. Man maatte og heri særdeles iagttage Tiden, da de
maatte giøre slig Arbeyde paa en Tiid, da andet nødvendig Arbeyde ikke for¬
sømmedes derved. J Jtalien haver Bønderne deres Silke=Avling, og arbey¬
der hermed paa en Tiid, da de ikke har med Agerdyrkningen at giøre, saa de
herved ikke forsømmer deres Agerdyrkning, som det nødvendigste Arbeyde,
det kommer meget an paa, til et Arbeydes Fortsættelse, hvad Tiid man giør
det paa, og at den, som arbeyder, finder sin Fordeel og sin Regning derved.
Det er kuns slette Entrepeneurs, som tænker at vinde ved at give li¬
den Løn til de arbeydende, slige Folk forstaaer ikke deres eget Beste, og ruine¬
rer sig ofte selv, i steden for at berige sig, naar man betaler Folk skikkelig, faaer
man Arbeydere nok, hvilket sætter Arbeydet i fuld Drift, og bliver ofte til
største Fordeel for den, som giør Forskud til Arbeydet, jeg veed et merkelig
Exempel herpaa, som jeg holder for værd at anføre andre til Eftertanke. En
Engelsmand havde sat sig ned i Christiansund med nogle Midler, og da Fiske¬
riets Tiid nu kom, vilde de norske Jndbyggere tinge for nøye med Bønderne:
Engelsmanden forestillede dem, at de ikke forstod deres eget Beste, han sag¬
de: At dersom vi betaler Bønderne skikkeligen, og det rygtes i Landet, strøm¬
mer det til os fra alle Kanter, og vi faae de Arbeydere, som aldrig havde
tænkt paa at fiske, hvor Fiskeriet kommer i fuld Drift, og vi vinder herved
mere, end vi taber: Udfaldet viiste, at han handlede klogeligen, han blev en
Mand af store Capitaler, mens Skaden var, at han siden drog ud af Landet,


243
tog Pengene med sig, som han havde der fortient, og kjøbte sig et Herre=Gods
i Scotland, men man maa dog give samme Mand den Ære, at han ved sin
Forstand og Arbeydsomhed havde været Christiansunds og Landets Opkomst
deromkring, og haver givet andre Anledning til, siden at efterfølge sit Exem¬
pel. Jntet er værre, end hvor der hersker en Hykker=Geist hos en Nation, og
hvor man sparer til urette Ting, og paa urette Tiid, men derimod er ødsel i
det overdaadige og prægtige, og at spare for meget for den gemeene Mand,
som skal giøre Arbeydet, er visseligen at spare i utide, og det er og visselig at
spare i utide, naar man ikke vil give den, der skal arbeyde ved et Fabriqve
den nødvendige Belønning.
Mangen et ypperlig Anslag kuldkastes, og mangen en Ting faaer ikke
Fremgang der, hvor man meest skulde vente, at det skulde faae Fremgang,
men naar man undersøger Aarsagen hertil, bliver det gandske rimeligen: Man
skulde tænke, at Uldene=Fabriqver og Spinderier langt lettere kunde anlegges
i de smaa Kiøbsteder, hvor Levemaaden er lettere, end i de store Stæder, som
Kiøbenhavn, hvor Levemaaden er langt kostbarere, men Erfarenhed den be¬
ste Læxemester i alle Ting, viser iblant det, som er tvert imod, en god Ven
har fortalt mig, at den tydske Klæde=Fabriqveur resølverede at flytte fra Kiø¬
benhavn til Kiøge, og der oprette sin Fabriqve, i den Tanke, at han der let¬
tere kunde holde sit Fabriqve for den lettere Levemaade, som der var frem for
i Kiøbenhavn; men da han havde været i Kiøge nogle Aar, maatte han flyt¬
te til Kiøbenhavn igien, den som fortalte mig det, spurte jeg om Aarsagen her¬
til, han svarede, at det kom deraf, at han ikke i Kiøge kunde faae nogen til
at spinde Ulden for sig, og det af 2de Aarsager: 1) Fordi at de syntes, han
gav dem for lidet for deres Arbeyde. 2) Fordi han krævede samme Vægt paa
Garnet, som han havde leveret dem af Ulden, og da altid noget gaaer til
spilde ved Spindningen, syntes de, at de ikke kunde stoppe det; hvorvidt


284
Sandhed er herudi, veed jeg ikke, men imidlertid synes det, at kand være
rimeligt, dog har der vel og været andre Aarsager hertil.
Man maa vel merke, at det er langt vanskeligere at oprætte et Ulden
Fabriqve paa et Sted, hvor ingen slig Fabriqve har pæret tilforn, end paa
et Sted, hvor slige Fabriqver allerede nogenledes ere komne i Gang; paa det
første Sted maae den gemene Mand først lære at spinde, men paa det andet
Sted kand endeel af dem det allerede, og at det er langt vanskeligere at faae
Folk til at giøre det, som de ikke ere vante til, end det, som de allerede ere
vante til, det er heelt vanskeligt at faae den gemene Mand til at arbeyde
i det, som de ikke ere vant til at arbeyde udi, og herudi bestaaer den største
Konst; Belønninger vil iblant ikke her hielpe, meget mindre Trusler eller
Tvang; den beste og nærmeste Maade herudi at komme til Maalet, er, at
Ungdommen oplæres herudi, hvilket just er mit Øyemerke her at
vise:
Jeg vil først her handle om Linnet=Spinderierne, og det, som
burde opmuntre hertil, var, 1) Nødvendigheden og 2) Fordelen. Nød¬
vendigheden herudi er saa stor, ved en Slags publie Indretning ved Linnet Spin¬
derierne, at intet kand tænkes større; hvor uforsvarligt og umenniskeligt er
det ikke, jeg vil ikke tale om den store Synd, som det er for Gud, men al¬
lene tale om, hvor stor Skam det ikke er for den ærbare Verden, at fattige
Folk iblant os maae, med deres grædende Taare, gaae Huus fra Huus, og
bede Folk om, at de maae faae noget at atbeyde og spinde, og som
oftest kand de ikke faae det, stiæle maae de ikke, og crepere kand de ikke, Ar¬
beyde kand de ikke faae, og hvor skal de arme Mennisker hen, jeg synes, at sligt
er Publici allerstørste Skam, som kand være til, enten burde Publicum føde
dem ørkesløse, eller og skaffe dem Arbeyde, det synes derfor at være af en
yderlig Nødvendighed, at man af Christelig Medlidenhed, og om man


28
ikke vilde af den Grund, dog for Skam Skyld, giorde saadan
Indretning i alle Byer, at paa Byens Bekostning blev kiøbt
en Deel Hør eller Hamp fra første Haand, og for beste Kiøb,
og et vis Huus blev ordineret i Byen, hvor de Fattige, som ingen
and ensteds kunde faae Arbeyde, kunde hente saa meget Hør eller Hamp,
som de kunde spinde en Uge, og naar de om Løverdagen igien leverede, hvad
de havde spundet, og derfor faae deres promte Betaling for Arbeyds=Lønnen:
Vare de, som forlangede sligt at spinde, ubekiendte Personer, maatte de sette
et Slags Pant, eller Forsikring for det, som de fik hiem at spinde, og sligt
Pant behøvedes ikke at være af stor Værdie, eftersom det, de fik hiem at
spinde for en Uge, kunde ikke beløbe sig til meget.
Man burde herudi efterfølge den Indretning, som for lang Tiid siden
er gjort ved Guld=Huset i Kiøbenhavn, hvilken Indretning har underhol¬
det mange fattige Mennisker sammesteds, og bør være til et evigt Æreminde
for den, som har indrettet det. Det er umueligt og ubegribeligt, at man kand
afskaffe Betlerie i Byerne, saa længe man ikke vil tænke paa at skaffe fattige
Folk noget at arbeyde, man vil ikke antage friske Folk som Almisse Lemmer,
og man kand ikke heller skaffe dem Arbeyde, og een af Deelene maa dog fin¬
de sted.
Vil man sige, at slige Folk, naar de melde sig, kunde man henvise
dem til Manufactur=Huset, der er Arbeyde, men jeg veed ikke om de og fik
Sted der, og om man end vilde antage dem der, saa synes det dog at være
heel urgisonabel, for Fattigdoms skyld, at bringe Folk i Trældom, og beta¬
ge dem deres Friehed, og creperer derfore mange Folk hellere af Nød og Trang,
end de paa saadanne Vilkaar, vilde forskaffe sig Arbeyde: Manufactur=Huse
ere i mine Tanker Steder, som allene ere indrettede for Maleficanter, eller
for dem, som ikke godvillig vil arbeyde, men ikke for dem, som gierne søger


286
Arbeyde, men ikke kand faae det. Jeg negter ikke, at jo Manufactur=Huse
kunde indrettes paa saadan en Maade, at de kunde være til hielp for fattige
Folk, som arbeyde i Friehed. Saadanne Huse ere gemeenlig rummelige, og
der findes ofte et eller flere store Værelser, som ikke bruges til noget, om man
i saadan et Huus indrettede een eller flere Stuer med Varme udi om Vin¬
teren, hvor slige fattige Folk kunde opholde sig om Dagen for at spinde, og
have frie Varme og Lys, og gaae hiem om Natten, da par sligt ikke for
meget.
Det var derfor af en yderlig Nødvendighed, at slig Indretning skede i
alle Byer, den kunde ikke heller koste saa meget, man kunde lade væve det,
som blev spunden, og sælge det, og hvad det end kostede, saa var dog slig
Bekostning bedre, end at fattige Folk skulle gaae ørkesløse, eller de skulle ere¬
pere, eller og opholdes paa Publici Bekostning, som Almisse=Lemmer. Jn¬
gen af disse Dele var til megen Ære eller Nytte for en Bye, og een af Dele¬
ne maa dog skee, hvor slig en Indretning ikke findes, dog var det ikke nok,
at Publicum forsynte slige Folk med Hamp eller Liin til at spinde: De som ik¬
ke havde Rokker eller Redskaber, som her henhørte, maatte laanes sligt uden
Betaling, den fattige maatte ingen Bekostning have, og ingen Forskud giø¬
re paa nogen Ting, men faae sin Betaling for sit bare Arbeyde.
Jngen kand begribe, hvor stor Elendighed det fører med sig, naar
fattige Folk ey kand faae Arbeyde, jeg har selv seet det med stor Bedrø¬
velse, og jeg har bluedes derved paa Publici Vegne, jeg har selv søgt, saa
vidt det stod til mig, at skaffe slige Folk Arbeyde, og jeg har søgt at formaae
andre dertil; men naar jeg har søgt at opmuntre dem herudi, at de skulde see,
at forskaffe fattige Folk noget at spinde, har de svaret mig, at de gierne vilde;
men at der vare 2de Ting, som vare dem i Veyen herudi, det ene var, at
naar de leverede noget ud til slige Folk at spinde, fik de det ofte fordervet


28
tilbage, da mange, som ikke har lært at spinde, og ikke tilforn har tænkt der¬
paa, maa gribe dertil, naar Nøden og Fattigdom kommer paa dem, og er
det en Virkning heraf, at slige Folk ikke er holdt dertil fra deres Ung¬
dom af: Den anden Hinder, som de foregav, var denne, at naar de lod
noget spinde, faldt det dem for bekosteligt at lade det væve, da Væverne
her i Byen haver det Privilegium, at de allene maa væve, og Væver=Løn¬
nen her i Byen er saa dyre, at Folk langt lettere kand kiøbe Udenlands Lær¬
reder, end lade her spinde og væve, saa der kuns lidet af det Slags forarbey¬
des her i Byen, frem for det, som føres Udenlands fra.
Naar fattige Folk med Fordeel skulde kunde spinde Liin=Garn, saa maat¬
te de og have Tilladelse til at væve det selv: Paa Væverierne burde lige¬
saa lidet haves Monopolium, som paa Spinderierne, disse 2de Ting staaer i
nøye Sammenheng med hinanden, paa Landet kand derfor med større For¬
deel giøres Lærreder, end i Byerne, efterdi der kand væves og spindes, lige¬
som man lyster.
Amts Rettighed, som Væverne her i Byen haver paa allene at væve
Lerreder, er at ansee som et Slags Monopolium, og man veed, at Monopo¬
lier i Almindelighed er en Stad skadelig; men allermeest Monopolier i slige
Ting. Det var ingen Skade, om der var en Væv fast i hvert Huus i Byer¬
ne, ligesom der er paa visse Steder paa Landet, det burde være fast ligesaa
almindelig en Videnskab i et Land at væve, som den Videnskab at spinde, og
naar saa var, vilde den saa nødvendig og nyttig Videnskab at spinde, endnu
langt mere cultiveres og dyrkes, man vilde see heraf en umaadelig stor For¬
deel for Landet, man vilde snart holde fremmede Lærreder, som indføres, ude,
men derimod beholde en stor Mængde Penge i Landet, som nu aarligen udgaaer
for Lærreder, saa vel de fine, som de grove, Seyldug og deslige; men hertil
er ingen Forhaabning, saa længe den Konst og Tilladelse at væve Lerreder, er


288
indsluttet under en Amts Rettighed. Den Sag haver ogsaa andre Vanske¬
ligheder og Omstændigheder med sig, som jeg ikke her kand anføre.
Vil man sige herimod, at det var at betage Væverne deres Næring,
dersom man gav en almindelig Tilladelse til at væve Lærreder, men hertil vil
jeg svare, at man efterhaanden kunde formindske Mester=Væveres Tal, naar
de uddøde, de kunde beholde det Privilegium at væve Dreyler, ja jeg tør
sige, at ved slig en Forandring ved den almindelig Tilladelse til at væve Lærre¬
der, vilde Væverne i Byerne intet tabe, men til sidst vinde, hvor paradox
og urimeligt det end synes, saa ville dog Udfaldet vise det, at det var saa i
Sandhed.
Det har sig med Professioner og Haandværker, ligesom med Kiøb¬
mandskabet, jo flere Jndskrenkelser man derudi sætter, jo flere Privilegier og
Monopolier man giver, jo slettere bliver Kiøbmandskabet, og jo mindre bli¬
ver Fordelen for dem, som selv have Monopolierne. Mange Handels=Com¬
pagnier har erfaret det, jeg vil allene anføre det Hollandske Africanske Com¬
pagnie til et Exempel, saa længe som samme Compagnie allene handlede paa
den Africanske Kyst, og ikke engang tillod deres Betientere i Landet at hand¬
le, var Handelen kun slet, og Profiten endnu mindre, da den efter Anseelse
burde have været størst for Compagniet, men da Compagniet gav fine Be¬
tientere Tilladelse til at handle, og tillod endog andre Skibe at handle paa de
Africanske Kyster, mod en Recognition til Compagniet, blev Handelen vigtig,
og Profiten langt større for Compagniet selv, og for Landet i Almindelighed.
Saaledes gaaer det med alle de Handeler, hvis Vigtighed bestaaer af Opla¬
gets Mængde, thi hvor der er en stor Mængde af Oplags=Vahre, hvor der er
af alle Sorter, og hvor de selges for got Kiøb, der strømmer alle hen, og
der trækker saadan et Sted alle de omliggende Stæders Handel til sig, og
man vinder langt mere ved at sælge en Mængde Vahre for got Kiøb, end


28
man vandt tilforn ved at sælge faae Vahre for høy Priis. Man vinder ikke
allene ved det man sælger; men man vinder og ved den mængde Vahre, som
føres derhen fra andre Steder, naar Handelen paa saadan et Sted er bleven
vigtig, og mange handler derpaa for de Retour=Vahre, som de der kand ta¬
ge, saa de sælger deres Vahre lettere, paa saadan et Sted, og gaar hellere
dertil, end til et andet Sted, hvor de vel kand faae mere for deres Vahre,
men ingen Retour=Vahre faae tilbage.
Og som det har sig med Kiøbmandskabet i det Stykke, saa har det sig
og med Professioner og Haandværker, de synes at vinde, ved det de have Am¬
ter og Amts=Rettighed, men de taber virkeligen derved. Amts=Mesteren
selv vilde intet tabe, men vinde med Tiden anseeligt, om deres Amts=Ret¬
tigheder gik over styre for dem; Amts=Rettigheder er en Slags Monopolier,
en Monopolist kand sætte sine Vahre saa høyt som han vil, han sætter og of¬
te sine Vahre høyt, og tænker at vinde detved, men han taber virkeli
gen, hans Aftræk bliver derved desmindre, og ligeledes gaaer det med vore
Professioner, Haandværker og Amts=Mestere, de lader sig deres Arbeyde
sterk betale, frem for paa andre Steder, og de sige, at de ikke kand leve, uden
de lade sig saaledes betale, og jeg tilstaaer dem det gierne; men Aarsagen er
denne, at de har lidet Arbeyde, og liden Aftræk paa deres Arbeyde,
saa de maae sælge deres Arbeyde dyrere, de har liden Aftræk, og det
er Aarsagen, at fordi de sælger deres Arbeyde dyre, saa det ene er
Aarsag til det ander.
Vilde Nødvendigheden nu engang lære dem at sælge deres Arbeyde for
lettere Priis, vilde Aftrækken for dem blive langt større, og de vilde vinde
langt mere herved, end de tabte, dog er der andre Aarsager, hvorfor vore
Haandværksfolk iblant ikke kand holde Priis med de Udenlandske, som jeg paa
et andet Sted skal anføre: For at bringe Linnet=Væverierne, og Spinderier¬
V. Deel.


290
ne i Stand hos os, maatte Amts=Rettighederne, som Væverne i Kiøbstæder¬
ne haver i henseende til Lærreder at være, ophæves, eller om ikke gand¬
ske ophævedes, maatte de dog ophæves paa den Maade, at Frie=Væverne gav
en liden aarlig fastsat Contingent til Væver=Langet, desforuden maatte og fat¬
tige Folk, som vilde indrette Væverie i deres Huse, og havde ikke Formue
til at forskaffe sig Væve og Væve=Redskaber, forsynes dermed af Publico,
eller Stædets Øvrighed, paa de Vilkaar, at de skulde væve det forhen om¬
mældte Garn, som ved Publici Hielp og Bekostning, blev spunden af de fat¬
tige Folk, og den 4de Deel af Væver=Lønnen skulde dem decourteres indtil
Vævene, og de Væve=Redskaber, som dem vare forstrækkede, vare afbetalt,
men paa det at saadanne Væve og Væve=Redskaber ikke skulde falde dem for
bekostelig, maatte de sælges dem for allerbilligste Priis, det maatte ikke over
lades til nogen privat at giøre Leverance hermed, at han ikke skulde søge for
stor Fordeel herved, men det, saa vel som alt andet, der skulle tiene til Pu¬
blici Nytte, maatte sættes paa offentlig Auction, og tilslaaes den, som vilde
levere det for mindste Priis, men dog forsvarlig, hvilket og maatte observe¬
res, ved Jndkiøbet af det Hør eller Hamp, som paa bemeldte Maade
skulde indkiøbes, for at skaffe fattige Folk at spinde og arbeyde, ligeledes
maatte og det Garn, som blev spunden, eller det Lærret, som blev vævet paa
Publici Regning, selges paa offentlig Auction, og detikke i store, men i smaa
Partier, ikke paa eengang, men ved flere Auctioner, uden der var des flere
Liebhabere, og det paa en beleylig Tiid om Aaret.
Man kand aldrig forestille sig, hvor nyttigt det vilde være for Publi¬
co, iblant at giøre smaa Depencer til at forskaffe den gemene Mand og fattige
Folk Materialier og Redskaber til at arbeyde med. En fattig Mand gruer of¬
te for den mindste Bekostning, og om han vidste at vinde 20 Daler, tør han
dog iblant ikke giøre Bekostning eller Forskud med 2 Daler. Man skal ikke


24
lettelig forstrække den gemene Mand med rede Penge, thi det duer ikke, dem
fordøyer han ofte, og bruger dem til andet, end de burde bruges til; men
man skal forstrække ham med Materialier og Redskaber, til at arbey¬
de med, og med en frie Lærdom og Underviisning, man skal betale ham
promte og skikkelig for hans Arbeyde, man skal holde nøye Regnskab med ham,
belønne de flittige og duelige, og straffe de Efterladne, derved hielpes den ge¬
mene Mand allerbest.
Man skal og bevise gode og duelige Arbeydere og Konstnere i deres Pro¬
fession en Slags Ære, et Sted eller et Land, hvor Konstnere og besynder¬
lig duelige Arbeydere, ikke ansees med en Slags Høyagtelse, kand man ikke ven¬
te at Konster og Videnskaber vil faae Fremgang. Det Slags Folk piqverer
ofte af Honeur, og de fortiener den, og bør have den. En stor Konstnere,
og en besynderlig duelig Arbeydere kand være en Bye og et Land til
større Nytte, end den rigeste og største Kiøbmand, og i et Land, hvor
Konstner og Haandværksstanden ikke er i nogen Anseelse, der skiøtter ingen Uden¬
lands Mester at komme, hvor stor Fordeel han end der kunde have, men
hvor Konster og Haandverker er i Gang og Anseelse, der strømmer alle hen;
naar disse faae Regler bleve iagttagne, er jeg vis paa, at de skulde have sin
Nytte.
En Ting maae jeg dog erindre herved, at naar jeg taler om den Ære, man
bør tillegge Konstnere og duelige Arbeydere, maa man for alting see mere til Nyt¬
ten, end Rariteten: Der ere visse Konst=Professioner, som man kand regne som
et Lands Zirat, men andre, som man kand regne som Landets Styrke, og der
sees ofte mere paa det første end paa det sidste, hvilket er en Feyltagelse i en god
Oeconomie: Den første Regel i en god Oeconomie er, at man tænker paa det nød¬
vendige og nyttige, førend man tænker paa det prægtige. Det er en
Zirat for et Land, hvor det haver konstige Skilderer, Medallieurs, Guld=Ar¬


292
beydere og deflige; men det er langt mere vigtig og nyttig for et Land, at de
have duelige Smedde, Felberedere, og deslige Folk, som arbeyder slige Ting,
der er til almindelig Brug. Disse kand profitere et Land 10 Gange saa me¬
get som de andre, og det er Profiten for Landet, man bør see efter i en god
Oeconomie. Jeg holder derfor for, at Mestere og Konstnere i slige Ting
burde ikke ansees med mindre Høyagtelse i et Land, end de andre, jeg har la¬
det mig fortælle af en god Ven her i Byen om 2de Felberedere, som boede i
Aalborg, hvilke arbeydede saa ypperlig Læder, at deres Læder allermeest nær¬
mede sig til det Engelske Ponte=Læder, og de afsatte en stor Deel af deres Vahre
i Kiøbenhavn selv, jeg synes, at man med føye burde spørge efter slige Folk,
og dem burde gives en skikkelig Douceur for, at de giorte deres Konst almin¬
delig, der gaaer en utroelig Summa Penge for Engelsk Læder her fra Norge,
hvad der gaaer fra Dannemark, veed jeg ikke.
Dette kand være nok sagt om Nødvendigheden af den publiqve Jnd¬
retning med Linnet=Spinderierne i Byerne, og Maaden paa hvil¬
ken det kunde skee, men et Spørsmaal maa jeg endnu besvare, som her
kand synes det allervigtigste, der maatte spørges? hvor de Penge skulde kom¬
me fra, som hørte til dette Forskud baade af Hør, Hamp, og af Spinde¬
og Væve=Redskaber, disse Penge, var jeg forvisset paa, vare let at bringe tilveye
ved en frievillig Collect af Byens Jndbyggere, jeg er forsikret paa, at de
fleste vilde glæde sig ved at contribuere til et saa ypperlig Brug. Bekostnin¬
gen vilde heller ikke være saa stoer, thi det var egentlig ikke nogen Almisse,
men Penge, som blev satte i Brug, og gav sine Revenyer og Jndtægter al¬
leneste, at man maatte fornøye Publico ved en aarlig trykt Liste og Ba¬
lance=Regning mellem Jndtægt og Udgift, over hvad der var indsam¬
let ved Collecten, hvor stor Qvantitet Hør eller Hamp der var kiølt,
og hvad det havde kostet, hvor mange Redskaber der vare bekostede, tilligemed


29
deres Priis, hvor mange fattige Folk her var sat i Arbeyde, hvor meget der
var arbeydet, spunden eller vævet, hvor meget der var solt deraf, og til
hvad Priis, hvor meget der var i Behold, enten af de raae Materialier, el¬
ler af det forarbeydede: med et Ord, en rigtig trykt Specification over hvad
som kunde giøre en rigtig Balance=Regning imellem Jndtægt og Udgift. Saa
mange Penge, som behøvedes til tilkommende Aars Forskud maatte, holdes til¬
bage, hvad der overskiød, maatte Overskudet leveres til dem, som havde gi¬
vet hertil efter Proportion af det, som de havde givet, da det kunde ansees som
en Slags Rente af deres Penge, eller om de vilde forære det, kunde det hen¬
legges at blive en Capital til Verkets Stadfæstelse. For hvilken Capital der
ligeledes maatte giøres Regnskab til Publico paa den trykte Specification, der
indeholder den forommeldte Balance=Regning.
Jeg er forvisset paa, at Jndbyggerne i Byerne med største Fornøyelse
vilde contribuere til saa nyttig en Indretning paa de Vilkaar, og jeg synes,
det er og en Billighed, at man gjør Publico en Slags Rede og Regnskab for¬
det, som Publicum selv contribuerer til. Der vilde mange store nyttige Ting
skee iblant os, dersom man allevegne fulgte den Regel. Den som giver en
Gave til et vis Bruig, vil gierne vide, hvortil den Gave bliveran¬
vendt, og vil have Rigtighed og Regnskab for dens Anvendelse, hvor det
ikke skeer, bliver Folk kiæd og fortrydelig over at give den mindste Gave, og
Kierlighed og fælles Hielp, som ellers er Styrken for det menniskelige Sæl¬
skab, gandske ophøres. De giør derfor ubodelig Synd mod Publico, og man¬
ge Mennisker, som ere imod, at der ikke ved trykte Balance=Regninger skal
giøres Regnskab til Publico for Collecter og Jndsamlinger til almindelig Nyt¬
te, man maa handle saa rigtig med slige Jndsamlinger som man vil, saa hef¬
ter der dog altid Mistanke derved, naar der ikke giøres publie Regnskab, og


294
den Mistanke er Publico høyst skadelig; men om den Sag har jeg handlet
ved en anden Anledning.
Der ere ellers mange andre Maader, hvorved man kunde tilveyebrin¬
ge de Penge, som hertil udfordres. Vore Naboer, de Svenske bruger den Maa¬
de, at de paalegger en høyere Told paa de Vahre, hvis Jndførsel de med
Tiden agter at forbyde, og ved hielpen af den Told, setter de Sagen i stand
i deres eget Land; Paa den Maade have de bragt Silde=Fiskerierne i den
Floer hos dem, som de nu er, omendskiønt den Sag havde slet Fremgang,
og mange store Vanskeligheder i Førstningen, man skal ikke lade sig afskrække
ved een og anden Vanskelighed, men der udfordres baade Bestandighed og
Forsigtighed til at sætte en Ting i Værk.
Jeg har da saaledes handlet om Linnet=Spinderiernes Nødvendighed,
og Nytte, jeg maa med et par Ord vise Fordeelen heraf, og da vil jeg allene
anføre andre Nationers Exempel: Det er bekiendt hvad Fordeel Slesien og an¬
dre Steder i Tydskland haver af sine Lærreder, men allermeest er Vestphalen
og de Egne deromkring, et Beviis derpaa: merkelig er det, at en eneste Bon¬
de i Vestphalen gav Anledning til den store Riigdom, som samme Land siden
har trukken af sin Lærrets Handel med Bremen; Bønderne deromkring kom¬
me med hele Vogne fulde med Lærreder til Bremen, ligesom Bønderne i Sæl¬
land komme med Rug og Korn til Kiøbenhavn, det var ikke usædvanligt, at
en Vestphalisk Bonde før Krigen, var Eyere af en 4 til 5000 Rdlr., hvilke
han meest havde samlet sig ved sin Lærrets=Handel. J Vestphalen er der man¬
ge Stæder skarpe Jorder, saa Agerdyrkningen vilde neppe forslaae til at for¬
sørge Jndbyggerne; men denne Mangel erstattes fuldkommen, ved den store
Lærrets Handel, som der er, og hvormed Bremen driver saa stor en Handel
med Engeland, Dannemark, Norge, Portugal, Spanien, og andre Ste¬
der. Vil man vide, hvorfor samme Land kand tilveyebringe saa mange Lær¬


29
reder, da maa man merke efter Indretninger i Landet, baade Mandfolk og
Qvindfolk spinder og væver, de oplæres herudi fra deres Ungdom, enhver
Bonde har sin Væv i sit Huus, og han driver det som et besynderlig Han¬
dels og Nærings=Middel, de saaer selv deres Hør=Frøe og Hampe=Frøe, og
de Marker, som giver lidet Korn, giver overflødigt iblant af Hamp og Liin,
dog maae de have Sæden hertil mestendeels fra Øster=Søen, og det uanseet,
driver de dog saa stor Handel hermed. Ald den Handel gav en eneste Bon¬
de først Anledning til, derved at indrette en saadan Slags Lærrets=Fabriqve i
sit Huus, begyndte en liden Handel hermed, og blev en riig Mand, hvilket
da andre faae; efterfuldte de hans Exempel, og man maa undre sig over, at
slige Indretninger ikke efterfølges paa mange andre Steder, mig synes, at den
Bonde; og hans Familie, i fald den var bekiendt, for den Tienestes skyld,
han herudi havde gjort Landet, burde nobiliteres og have een af de an¬
seeligste Herligheder, som Landet eyede, en saa liden Begyndelse havde
en saa vigtig og betydelig Sag for Landet, det er ofte, en liden Ting kand ha¬
ve en forunderlig Nytte med sig. Kong Henrich den 4de i Frankerig lod hen¬
te nogle 1000 Morbær=Træer fra Jtalien, og plantede dem ved Lion, og varede
det ikke mange Aar derefter, førend 40000 Mennisker i samme Bye ernærede
sig af Silke=Avlingen og Silke=Væverierne.
Hvad Uldne Spinderierne angaaer; da er vel ikke at tænke paa de¬
res Fremgang i Norge, da der, hvor intet ulden Tøy væves, kand heller
intet Uld spindes. Fruentimmerne her i Bergen brugte tilforn, saa vel som nu en
stor Mængde knyttede, eller som de her kaldes spittede Nar=Trøyer, hvilke de
og brugte som deres daglige Klædedragt, alle disse fik de tilforn fra Engeland,
og kosted da saadan en Trøye5 Rdlr., nu kand man kiøbe den giort her i
Byen ligesaa god for 2 Rdlr. og derunder, og seer man heraf, hvad Fordeel
de Fremmede havde herved, dette varede længe, indtil en Kone, jeg veed ikke,


296
hvor hun var fra, kom og satte sig ned her i Byen, begyndte en Skole, hvor
hun lærte Børn at knytte, siden blev det en Mode, at Folk lod deres Pige¬
Børn knytte, og fra den Tiid af kunde man undvære de Engelske Trøyer:Det¬
te har sparet mange 1000 Rdlr for Byen, og jeg synes, at samme Kone,
i fald hendes Navn var bekiendt, burde have en Ære=Støtte staaende paa
Torvet, i fald det var brugeligt hos os, som fordum hos Athenienserne, der
gav dem en Ære=Støtte, der havde gjort sig fortient af deres Fæderneland;
jeg veed ikke nogen, saa meriteret Person, eller nogen, som har fortient Byen
saa mange Penge som hun.
Men Skade er det, at endskiønt vi selv har lært at knytte vore Nat¬
Trøyer, at vi dog lader Engelænderne og Scotlænderne spinde Garnet for os,
det er stærk Contrabande i Engeland, at udføre saa vel Uld som ulden Garn,
og dog fører de os det for den høye Priis, de her faaer derfor, saa vi ere saa
vidt avancerede, at vi kand knytte af det spundet Garn, Scotlænderne brin¬
ger os, men Ulden=Tøys Væverie er her gandske ubekiendt, jeg vilde ikke øn¬
ske Bergen for det første større Lykke herudi, end at vi kunde væve vore egne
Strømper, og at en Strømpe=Væver vilde sætte sig ned i Bergen, dog vil
jeg sige derhos, at han maatte faae ont med at giøre for det første, han maat¬
te bringe de Folk med sig, der kunde spinde Uld=Garn, eller kiøbe det Uden¬
lands fra, og om der kunde være nogen Fordeel herved, veed jeg ikke, her
bliver mange 1000 Par uldne Strømper, og Huer bragte til os fra Bremen,
Hamborg og andre Steder, og man kunde synes, at det var noget utroeligt,
at i et heelt Kongerige ikke blev vævet et par Strømper, hvilket naar det kom
til Undersøgning, frygter jeg for, at det skulde befindes at være saa i
Sandhed.
Man kand derfor ikke undre sig over, at paa et Sted, hvor Ulden in¬
tet bliver vævet, intet Uld heller bliver spunden, uden hvad derbliver spundet


29.
paa Landet, hvor Bønderne til Lykke for Landet, selp giør deres egen Vad¬
mel, dog bruger Bønder=Konerne her i Stiftet en stor Mængde af et Slags
engelsk Vadmel, som her paa Stdet kaldes Chirse. Der er ingen Forhaabning
om, at vi nogensinde skal faae uldne Fabriqver, omendskiønt i sær de grove
Klæde=Vahre med største Beqvemmelighed og med Fordeel her kunde forarbei¬
des, da man med største Beqvemmelighed kunde have Ulden fra første Haand,
som fra Danzig, Polen, og andre Stæder, her er tenmelig Folke=Mængde
af den gemene Mand, som trænger til Arbeyde, og med stor Begierlighed sø¬
ger at faae noget at arbeyde, Levnets=Midler ere og, for den gemene Mand, tem¬
melig lette, frem for paa mange andre Steder, og Levemaaden iblant dem
mindre kostbar. Det synes og fast umueligt for en eneste Bye at bringe
til veye saa mange grove Klæde=Vahre, som 2de Kongeriger kand behøve,
uden saa var, at man gjorde saadanne Anstalter, at Ulden blev spunden paa
flere Steder, og Klædet blev fabriqveret paa et Sted, hvad de fine Klæde¬
Vahre, saavelsom Silke=Vahre angaaer; da kand det vel være mueligt, at
et meget folkrigt Sted kunde forsyne begge Rigerne hermed, men her i Byen
allene afsættes saa stor en mængde af de grove uldne Vahre, som man neppe
skulde troe; men om man ikke vilde tænke paa at oprette nogen Fabriqve af
de grove Klæde=Vahre her paa Stedet, saa synes mig dog, at man kunde
have saa meget Ulden=Spinderie og Væverie her paa Stedet, at man kunde
væve et par Strømper, naar man betænker den store Mængde af uldne Strøm¬
per, saavelsom Huer, hvilke her afsættes aarligen, kunde et temmelig Antal
Strømpe=Vævere her nære sig, og det var dog en liden Begyndelse til, at man
her begyndte at spinde ulden Garn, saa man ikke havde nødig, mere at kiøbe
af Scotlænderne saa meget spundet Garn, som man kunde stoppe et par Strøm¬
per med, og at vi maae giøre sligt, synes mig at være til ligesaa liden Ære
som Fordeel for en Nation.
V. Deel.


298
Men da der kunde skee en Slags Begyndelse hermed, synes jeg, at man
i flere Byer kunde efterfølge det ypperlige Exempel af Opfostrings=Huset i
Kiøbenhavn, omendskiønt man ikke kunde giøre det med saadanne Bekostnin¬
ger, og paa saadan en Maade, som der er gjort. Der holdes fattige Skoler,
her i Bergen, saavelsom paa andre Steder, hvor fattige Børn faaer frie
Underviisning i deres Christendom, og tilligemed Klæder og visse Revenuer,
som ere henlagde til samme Skoler, jeg synes, at man kunde tænke paa at gi¬
ve samme Børn frie Underviisning tillige i et vis Slags Haand=Arbey¬
de, som knytte, spinde, og deslige, det kunde ikke koste saa meget at holde
en, som oplærte dem herudi. Jeg har forhen viist den slette Opdragelse, som
gemene Pige=Børn faaer her paa Stedet, at de slet intet lærer, og hvad Ska¬
de sligt fører med sig, man kunde dog herudi efterfølge den Tydske Maade at
lade saa vel Drenge=Børn, som Pige=Børn oplære herudi, mangen en gam¬
mel Mand i Tydskland, som er kommen i yderlig Fattigdom, og er saa ud¬
slæbt og gammel, at han ikke er i stand til at giøre grovt Arbeyde, ernærer
sig dog nogenledes, ved saadant Haand=Arbeyde, efterdi det er et Arbeyde,
som hans Kræfter tillader, og som han er vant til fra sin Ungdom af; slige
gamle Mænd hos os maa underholdes derimod med bare Almisse; uden at kand
giøre nogen Tieneste og Gavn.
Foruden dette, at naar saavel Drenge=Børn, som Pige=Børn fra de¬
res Ungdom af, blive vante til at giøre sligt Haandarbeyde, var det til en
Lettelse for deres fattige Forældre i deres Opdragelse, indtil de komme
til den Alder, at de kunde komme ud at tiene, og jeg synes, at man burde spe¬
culere paa alle de Maader, hvorved fattige Forældre kunde lættes i deres Børns
Opdragelse, hvor saavel Børn, som Forældre kand fortiene noget, lætte saa¬
danne Forældre meget i deres Børns Opdragelse; men hvor en fattig Mand
derimod haver mange Børn, og hans Børn ingen Nytte og Tieneste kand


291
giøre ham, men han maae holde dem indtil de kand komme ud at tiene, der
maa saadan en Mand lade sig sit Arbeyde des dyrere betale, at han kand un¬
derholde sig og sine Børn, saa den Vankundighed og Ørkesløshed hans
Børn opdrages udi, bliver uformærket Publico til Byrde baade for den nær¬
værende og tilkommende Tiid, man burde ved fornuftige Indretninger i Byer¬
ne see til at mage det saa, at det kunde være i Byerne, ligesom det er paa
Landet; En Bonde, som boer paa Landet, finder ikke nær saa stor Byrde ved
at have mange Børn, som en fattig Mand, der boer i Byerne, og det af
den Aarsag, efterdi en Bonde veed strax at emplojere sine Børn: en Bonde¬
Dreng kiører Plov, vogter Qvæg og deslige, saa en Bonde haver Nytte af
sine Børn, men i Byerne derimod maa en fattig Mand underholde sine Børn,
til de bliver heel voxne, uden at have ringeste Nytte af dem, og til den Ende
maatte man komme fattige Forældre til hielp i Byerne, ved at give deres Børn
frie Underviisning, og frie Redskaber at arbeyde med, saadanne Ting, som
kunde være dem til Nytte.
Det er derfore got for fattige Forældre, hvor de boer i saadanne Byer,
hvor der er Tobak=Spinderier, Silke=Fabriqver, eller deslige Arbeyde, hvor¬
til Børn kand bruges, da Børn, hvor lidet de fortiener, saa er det dog til
Lettelse for Forældrene, efterdi de alligevel maa underholde dem paa deres
egen Bekostning. Jeg synes, at Menniske Kierlighed allermeest burde øves ved
fattige Børn, og man kand aldrig bevise dem større Tieneste, end at lade dem
lære noget, man gjør baade dem og Publico heri den allerstørste Tieneste:
Den som vil anvende Penge baade til fattige Menniskers og til Landets Nytte,
kand aldrig anvende dem bedre, end anvende dem til at lade fattige Børn lære
noget, som er til Nytte, der er aldrig nogen Penge, som kand give større
Renter af sig, og der kand med Tiden fortienes Millioner, ved at udgive
Dalere.


360
Man roser i Almindelighed de Norske, at der findes iblant vittige Ho¬
veder til at giøre et og andet Arbeyde, uden at have lært det af nogen Mester,
man har fundet Bonde=Drenge, der med en Tælge=Kniv har kundet udskiere
saa proper som nogen Billedhugger, man giør sig i Almindelighed til paa Na¬
tionens Vegne af slige gode Egenskaber, men jeg hører slige Berømmelser paa
Publici Vegne med den største Undseelse, naar andre Nationer hørte sligt, at
den Norske Nation haver saadan en Genie, saa maatte de med Billighed,
spørge, hvorfor vi ikke selv kand giøre vore Spænder og Knapper, vo¬
re Pupper og Daaser, og alt andet Nyrnberger Kram, og med et Ord:
alt hvad vi henter baade groft og fiint Arbeyde fra andre Nationer, vore
Skabe og Skattoller, vore Stole og Borde, alt malet og lacheret Arbeyde,
som vi meest faaer fra andre, vore Uhrværke, vore Speyle, vor Blek=Tøy
og Messing=Tøy, ja alting inelusive, indtil Potter og Gryder, som vi kaa¬
ger udi, det er en Ære for Naturen, og Naturens HErre, at der gives vit¬
tige Genier iblant os, saavelsom blant andre Nationer; men det er til større
Skam for Nationen, naar man ikke betiener sig af slige Genier, naar man ey
understøtter dem, og hielper dem, sætter dem i Stand til at arbeyde, og la¬
der dem lære andre at arbeyde med sig. Det sidste er det betydeligste, thi om
et og andet vittigt Genie kand findes i et Land, som kand arbeyde for sig selv,
arbeyde for sin Plaisair, eller arbeyde for at skaffe sig selv en liden Fordeel der¬
ved, saa vil det dog ikke sige meget, det giør ikke meget til Landets Nytte,
og det vil ikke forslaae, uden saa er, at saadan en lærer andre med sig. Man
kunde give saadan een en 20, 30 Daler i Løn om Aaret, ja om man gav ham
100de, sa var det vel anvendt, naar saadan en lærte andre fattige Børn,
som havde Lyst og Genie til samme Konst.


301
Slige Genier ere visselig en stor Skat for Landet, men de ere som en
Skat, der ligger begravet i Jorden, saa længe de ikke ansees og bruges: Jeg
synes, man burde med føye lede slige Genier op. Amtmændene og Øvrighe¬
derne paa Stæderne burde give aarligen en Liste ind til Regieringen paa dem,
som saaledes excellerede i en og anden Konst, og havde selv lært sig det, som
hos andre Nationer læres af andre, de burde belønnes for at lære andre det,
at mange kunde komme i Arbeyde dermed. Vi har en Bonde i Nærværelsen
af Byen, som har lært sig selv at giøre ligesaa gode Stue=Uhrer, som man
kand forskrive dem nogensteds fra, og dog forskriver vi vore Uhrer fra Enge¬
land og andre Steder. Vi har en anden af en fornemmere Stand, der har
gjort forundrings værdige Mester=Stykker, og besidder en og anden ypperlig
Videnskab, som han selv med sit speculative Hoved har udfunden, men den¬
ne Videnskab er baade ham selv, og andre unyttig, efterdi han ikke er i den
Stand, at han kand fuldføre det, og han paa anden Maade maa søge sit
Brød: Det er ingen Ære, men Skam for Nationen, at slige Genier findes
iblant os, saa længe vi ikke bedre benytter os af dem.
Men det er egentlig ikke dette, som jeg her agter at handle om, jeg er
gaaen videre med mine Tanker, end jeg havde foresat mig, mit Øyemerke er
allene at vise her 2de Ting. 1.) At det var nyttigt, at man i de publiqve
Skoler, som holdes for fattige Børns Underviisning i deres Christendom,
holdte, tilligemed saadanne, som kunde lære fattige Børn at knytte, spinde,
og deslige, det var ingen Hinder for deres Underviisning i deres Christendom,
ligesom det og skeer paa Veysenhuset i Kiøbenhavn og andre Stæder, de kun¬
de med Tiden lære at arbeyde det, som de selv bruger, og som nu kiøbes til dem.


302
Den Menage, der var herved, var intet mod den Videnskab, som slige Børn
fik. Nødvendigheden af slig Underviisning er tydelig viist i det foregaaende,
ja om man gik end videre i slige Skoler, med Pige=Børns Underviisning, som
med at lære dem stive og stryge, at sye, at kaage Mad, at skrædere, som
man her kalder det, eller at sye daglige Klæder til Børn og Fruentimmer, var
det vel ikke for meget, ligesom i de almindelige Skoler lærer, ikke alleneste Børn
at læse, men og, naar de har Hoved og Lyst, lærer dem at regne og skrive.
Ja om man gik end videre, var det ikke for meget, der er adskillig
Slags Fruentimmer=Galanterier, som man forskriver Udenlands fra, som
Blomster, Crepiner, Chantilier, Vox=Pupper, og utalligt andet Stas,
som Fruentimmerne bruger, om de lærte at skildre paa Baand, male de
Skoe=Blade, som Fruentimmerne bruger, og andet sligt Arbeyde, om vore
fattige Børn lærte at giøre sligt, var det vel ingen Skade, hverken for dem
selv, eller for Landet, man vilde da ikke længer ansee sligt fremmed Arbeyde
for Hexerier, ikke heller lade sig saaledes optrække af fremmede, som man nu
ofte giør, da der iblant er liden Konst derudi, naar man har lært det, for¬
nemme Folk holder iblandt Francoiser for at lade deres Børn lære Fransk,
og lære deres Børn at giøre visse Complimenter, men jeg er forsikret paa,
at et duelig Fruentimmer, som forstoed slige Ting, og blev holdt af Publico,
for at give fattige Børn Underviisning herudi, men lod sig betale af de Rige,
var mere til Nytte, end de fleeste Francoiser, Landet nogensinde har havt.
Nu er vor Skiebne saaledes, at hverken Rige eller Fattige kand lære
sligt, og om end rige Folk vilde lade deres Børn lære noget, saa vidste de
dog ingen at faae, der kunde lære dem det, men om sligt ved en public Jnd¬


36.
retning engang blev indført, kunde den ene siden lære den anden, og det
behøvedes kun for eengang at giøre slig en Indretning. Dog kand nok slig
en Videnskab døe ud paa et Sted, ved en og anden Hændelse. Der har
været en Tiid i Bergen, da mangfoldige fattige Fruentimmer ernærede sig
ved at kniple, men nu er den Videnskab saa aldeles uddød, og kommen af Brug,
at neppe een eneste i Byen veed at kniple, det gode Kiøb, som man siden har
faaet paa fremmede Kniplinger, eller at de Kniplinger, som man da brugte,
ere komne af Brug, har maaskee foraarsaget det.
Det andet, som jeg her vil vise, er Nødvendigheden, af en Slags
public Indretning, at man skaffede fattige Folk Arbeyde, med at spinde, der
maatte skaffes Materialier hertil.
De fattige maatte og skaffes frie Redskaber, de maatte og faae frie Underviis¬
ning, vilde man spinde Uldgarn til Fabriqverne, som synes at værelmeget nyttig til
Fabriqvernes Fremgang, maatte saadan een, som var vant til at spinde for
Fabriqverne i Kiøbenhavn, og var tienlig dertil, førsendes til Byerne, og
give andre frie Underviisning, som havde lyst til det Arbeyde. Den ypper¬
lige Forfattere af et Skrift kaldet den Oeconomiske Balance imellem Danne¬
marks Jndtægt og Udgift, anfører, at der er oprettet et Slags Spinderier i
Aarhuus, og han siger derhos, at det Exempel burde efterfølges paa flere
Stæder, hvorledes disse Spinderier ere indrettede, og hvad Fremgang de har
havt, veed jeg ikke, men det veed jeg, at de burde og kunde practiceres paa
flere Stæder, og at man eengang burde blive kied af at see fattige Mennesker
græde, og med Graad at bede om at faae Arbeyde, og at man ikke enten kun¬
de eller vilde skaffe dem det, og at man burde ansee det ikke alleneste for en stor
Synd mod Gud, men endogsaa en stor Skam for den honette og ærbare
Verden, naar man ikke søgte at raade Boed paa saadant et Onde, naar der
kunde være Raad derimod.


304
Anmerkning.
Denne Afhandling fortiener særdeles, at Kiøbstædernes Magistrater tage den i aller¬
nøyeste og alvorligste Overveyelse, for at udfinde, om mueligt, saadanne Midler,
ved hvilke dens heel betydelige Jndhold kunde efter Haanden bringes til Fuldbyrdelse.
J det fald giøre de vist nok Fæderne=Landet en af de allerstørste Tienester, som
deres Embede nogen Tiid kand give dem Anledning til. Man veed at de her omtalte
Spinderier, udi tvende Siellandske Kiøbstæder, have været begyndte, og efter nogen
Tiids Forløb igien nedlagte; Men man veed ogsaa dette, at en Hovet=Aarsag til saa
kort Bestandighed af en muelig og saare ønskelig Sag, var Mangel paa fuldkommen
Samdrægtighed og Felleds Understøttelse af vedkommende. Formedelst Dievlens
Avind er Synden kommen i Verden, og ved Dievlens Avind, særdeles, udstrøet blandt
Embeds=Mænd, seer man baade det Onde holdt ved lige, og det gode holdt tilbage
i Verden. Blandt de allerstørste Velgierninger som en Øvrigheds=Mand kand giøre
noget til, er vist nok Ørkesløsheds og den deraf endelig flydende Armods Jndskræn¬
kelse. Almisse til dem som allerede ere fattige, finder vist nok Løn hos Gud, som
lader intet Got ubelønnet: Men langt høyere er den Kierlighed opskreven, baade i
Himlen og paa Jorden, at man afværger Armod, og i Tide føyer saadanne Anstal¬
ter, ved hvilke den kand forebygges, tillige med sine mange uordentlige og Staten høyst
skadelige Følger. Skal dette skee, da maa der begyndes fra Roden af, jeg mener
fra Ungdommens Opdragelse og Anførelse til større Vindskibelighed, end den som
vi endnu kunde rose os af, paa de fleeste Stæder. Her i Kiøbenhavn findes, Gud
skee Lof, mange Almisse=Huse og andre priselige Anstalter, til Hielp for fattige
Mennesker, men knap nogen af bestandigere Frugt, i Henseende til følgende Tiders
Tarv og Gode, end de Anstalter som sigte til Ungdommens Afhold fra Vankundig¬
hed og Ørkesløshed: foruden det Kongelig Væysen=Huus og Opforstrings Huset
paa Christianshavn, som Forfatteren melder om, er paa samme Stæd ogsaa anlagt,
og nu i temmelig god Tilstand, et Huus, hvor nogle Snese Pige=Børn anføres til
adskillig Haand=Gierning af det Slags som setter dem i Stand til at fortiene deres
Brød; Denne Stiftelse som staaer under Hr. Pastor LORCus Opsyn, haver hid¬
indtil meget god Fremgang, dog intet andet Tilskud, end den milde Gave som godvilli¬
ge Personer, særdeles visse Adelige Damer dertil efter Haanden forære. HErren opvække
jo mere og mere saadanne Hierter, som troeligen antage sig Ungdommens Underviis¬
ning, og derved legge Grund for mange Menneskers timelige og evige Velfærd.


No. XVI.
ANONYMI
Uforgribelige Giensvar paa det foresatte Problema
om
Folke=Mængden i Dannemark
samt om
dens forøgelses Hindringer og er Hielpe=Midler.


U¬
di et af vore nyeste oeconomiske Skrifter forestilles det saasom ri¬
meligt, at Tallet af Dannemarks Beboere stiger ikke meget
høyere, end til en Million eller maaskee 110000ode Mennisker
og i Samfund med Norges Beboere, ungefær til det selvsamme
som i Sverrig og Finland, nemlig tvende Millioner.
Dette Tall af Jndbyggere i de trende nordiske Kongeriger, nemlig 4 Mil¬
lioner, synes og er uden tvivl en god deel mindre end det kunde være, i Betragt
ning af Landstrekningen, og de der i befundne Levnets=Midler, naar samme ud¬
søgtes og anventes saa nøye som mueligt var.
End mere, saa vel vor egen som bemeldte vore Naboers Folke=Mæng¬
de, synes meget formindsket, mod det som samme, efter Anseelse, har væ¬
ret i de ældre Tider, og for mange hundrede Aar siden, da JoRNANDEs
kaldte Norden Vaginam Gentium, og ansaae det med Forundring, som en
uopøselig Kilde, hvilken kunde give den ene Yngel og Sværm af sig efter den
anden, saa at de øvrige europæiske Lande, baade for og efter Christi Fødsel,
bleve ofte oversvømte, nu af Cimbrer og Teutoner eller Tvitunger nu af
Øst= og Vest=Gother; nu af Vandaler, Longobarder, Varanger


308
eller Franker, nu af Angler, Askmanner, Normanner og flere Barba¬
riske Folk, som vidstes alle at komme fra disse Lande og ved store Vandre=Ska¬
rer, baade til Lands og Vands, at opsøge sig nye Boeliger, efter at deres eget
Lands=Grændser vare blevne deres store Mængde alt for snevre; Just disse ide¬
lige voldsomme Jndtrængelser var det, som gjorde Nordens Jndbyggere saa
afskyelige, at man satte dem i Litaniet og sang: a furore Normanorum li¬
bera nos Domine.
Mens skiønt Folke=Mængden vel ikke altid og ihenseende til alle, var
det som foraarsagede hine store Udvandringer af Norden (thi de Cimbrer,
hvis Vandre=Skare bestod af mange Hundrede Tusende, siges ved en over¬
svømmende Vandflod at være nødte dertil) saa synes dog vel rimeligt, at Nor¬
den, i Hedenske Tider, og i Anledning af en gandske anden Leve=Maade, har
været Folkerigere, saa længe man der ikke kiendte eller begierede andet end
Livs Ophold, paa den allereenfoldigste Maade, det er i stor Fattigdom, ikke
meget anderledes end som det man siden har seet paa de saa kaldte Tartare,
Zegeuner og endnu paa de Norske Field=Finner eller Fanter, hvilke, naar
Landet hørde dem til, snart skulde fylde det med dobbelt saa mange Mennisker
som nu skeer, ved en ordentlig og meere poleret, men kostbar Leve=Maade.
Den Mening at Norden i Almindelighed, men særdeles Dannemark
som et frugtbart Land, i de Hedenske Tider, har haft flere Jndbyggere og
Agerdyrkere, stadfæster Landets ældste Historie=Skriver SA10 GRAMMATI¬
cus, dog ikke efter egen Forfaring, thi han levede i det tolvte Seculo, og ta¬
ler derom saasom om en Alderdoms Efterretning, der ellers nesten var glemt
eller lidet bekiendt. Hans Grund er denne: At Landet i hans Tiid, var alt
for sterk bevoxet med Skov, dog saadan Skov, som fordum havde været
Agerland, og allevegne viiste Fodspor deraf, mit i de tykkeste Skove, følgeli¬
gen ogsaa Fodspoer af flere Agerdyrkere i forrige Tider, da de maaskee efter


205
hans Mening, under Kong Spio, eller hvis denne Konges Historie ikke nu
omstunder bifaldes, paa en anden Tiid og ved anden Leylighed, kunde være
udvandrede, hvor efter det meste Agerland blev bevoxet med Skov, hvilken
aarligen tog mere Overhaand, og i mange følgende Slegter, ikke kunde ud¬
røddes formedelst Mangel paa Jndbyggere *).
Naar dette sættes forud og finder bifald, da mener jeg man kand sige,
at Dannemark, som her egentlig allene sigtes til, ikke nær har den Folke¬
Mængde som det kunde tage imod og rigeligen forsørge med alle sine Fornøden¬
heder, endogsaa efter nærværende Tiders kostbarere Leve=Maade, thi man
veed, at det uden for sine Grændser, nærer nogle tusende Mennesker med Dan¬
ske Producter.
Sandt nok, at naar alle disse skulle fortæres i Landet, da kunde de ikke
udsendes til andre, følgeligen ikke tiene os som et Middel, til at indløse alt det
fremmede som vi have faaet Smag paa. Jeg tilstaar ogsaa, at hvis Landet
skal siges lyksaligt ved sine Jndbyggeres store Tall, da maae dette sidste staae i
en proportionerlig Overeensstemmelse med Landets Nærings=Midler. Thi el¬
lers kunde det gaae flere Steder saaledes som i China, hvor Hungers Nød
Ao. 1504, tvang det ene Menneske til at æde det andets døde Legeme.
243
Jhvor
(*) Interes Danorum tellus, rareseente cultorum opera, solcorumqve vestigis sitn
obduttis, sylvestrem induit vultum, & qvasi nativi cespitis amænitate deposita,
informi sucereseentium nemorum densitate perhorruit. Qvæ enim olim feracia
srugum jugera fuerant, eadem nunc arborea stipite conserta visuntur. Arqve
ubi olim cultores terrarum altius versantes, vastas dissiparere glebas, illic nune
crassum nemus servantia ad hueveteris enlturæ vestigium, rura complectitur.
Unde ex eo, qvod tune exercendorum liberius Arvorum gratia, Agre¬
stium labor egerat, prioris ævi populus postero numerosior exstitisse perpenditur,
qvi brevibus agellis contentus, agrestem operam citra veteris culturæ vestigia co¬
hibet. SAx0 GRAMM. Lib. VIII. pag. 160. edit. Stephan.


310
J hvor frugtbar China end er, saa siger Mr. DV HALDE at det mit
i sin Overflødighed er fattigt, efterdi dets Jndbyggere ere saa gandske mange,
at de knap finde Næring, særdeles naar nogen Misvext indfalder, da de staaer
i Fare for at omkomme. See descript. de la Chine TomI. pag. 24,
pag. 516. Tom II. pag. 145. Til denne Sandhed hensigter den heel dyb¬
sindige Hr. O. LuTREN, med sine Tanker over et Lands Lyksalighed og For¬
trin saavidt samme grunder sig paa Jndbyggernes store Mængde. See
Dannemarks og Norges oeconomiske Magazin. Tom II. pag. 185.
Vist nok er dette, at der som jeg setter det fald, et Land som hidindtil
rundelig og vel har næret een Million Mennesker, fik i neste Seculo 2 a 3
Millioner at føde og klæde, da maatte spørges: Om Nationen ved saadan sin
Tilvext, burde agtes mere eller mindre lyksalig end tilforn.
Jeg mener man maatte bekræfte det sidste, i visse Tilfælde og under
visse Betingelser, nemlig naar de beboede Grunde umuelig kunde give mere af
sig, end hvad de allerede havde givet, lad være de end bleve dyrkede paa den
allerbeste Maade. Eller ogsaa naar Jndbyggerne satte sig for, at lade Alting
blive ved det gamle, og ikke anvendte mere Fliid end tilforn, paa at føre sig
sine Agre, Euge, Skove, Fiskerier og deslige Nærings=Midler til Gavn og
Nytte, end som tilforn var skeet. Sætter man dette, da tilstaaes strax, Jnd¬
byggernes Forøgelse var en Formindskelse i deres Lyksalighed, ligesom den
Gaard=Mand der Sidder paa 6 Tønder Hart=Korn og knap kand nære
sig deraf, bliver langt værre Faren, om Hosbonden sætter ved Siden af
ham, en anden Bonde og lader dem begge drive Jorden paa selvsamme
Maade, som tilforn, da man i Stæden for en maadelig velholden Mand,
har tvende Tiggere dobbelt Mistrøstige og dobbelt Elendige.
Derimod faaer Sagen en gandske anden Anseelse, i fald jeg sætter
dette som gandske mueligt, at Grundens Formindskelse bliver en Spore


311
som skynder og driver begge Beboerne til at see sig nøyere om efter
Nærings=Midler, saa at de af den samme Grund, tage mere med,
opsøge hver frugtbar Plet, handle den langt bedre og anvende paa
den halve Deel, dobbelt Tiid og Fliid. J dette fald tvivles ikke, at jo
enhver af de tvende Gaard=Brugende, kand være lige saa lykkelig og velha¬
vende, ja maaskee langt mere, end tilforn den ene.
Tilstaaes nu dette, da kand ikke heller negtes, at jo Statens Styrke
voxer og det gandske Lands Velfærd merkelig befordres, naar en Nation vo¬
xer og formerer sig saaledes, at den ene Naboe er en Spore i den andens
Side til Stræbsomhed og til at benytte sig mere vindskibeligen af alle de Næ¬
rings=Midler, som Land og Vand give Leylighed til, NB. i fald bemeldte
Nærings=Midler ikke allerede ere medtagne, og anvendte saa yderligen, som
mueligt være kand, men virkelig taale og tage imod kiendelige Forbedringer,
ja trænge dertil, hvis de skulle give deres fulde Frugt af sig, efter den vise og
gode Skabers Hensigt.
At nu dette sidste virkeligen treffer ind hos os, saa vel som, hos de fleste
andre Europæiske Nationer hvilke i denne Tiid, frem for tilforn, begynde at
aabne Øynene i oeconomiske Ting, det mener jeg enhver maa tilstaae. Saa
,vidt har Monsr. MOLESWORTH ikke uret, naar han i sin Account of De¬
ymark siger Cap. VIII. P. m. 62. saaledes: Endskiønt Landet synes villigt og
beqvemt til at have mange Jndbyggere (have a tendeney to be extremely
Populous) hvilket noksom bevises med den store Sværm som i forrige Tider
, kom ud fra Norden og udbredede sig over gandske Europa, saa dog er det
nu ikkuns maadelig Folkrigt. Een anden udenlandsk nye Skribent, nemlig
Monsr. de MIRABEAU, som holdes for Autor af det sinderige Skrift PAmi
des bommes ou de la population, naar han paatager sig at bevise, eller egent¬
ligen at besmykke den underlige Sætning: at Ægteskabs Forbud hos de geist¬


312
lige og de mange Clostere i Roman=Catholske Lande, ikke skulle hindre Folke
Mængdens Forøgelse, da tager han just vor Nation til et Exempel og spør¬
ger, hvorfor Dannemark ikke er blevet Folkrigere siden Reformationens
Tiid, og nu ligesom fordum udsender saa mange Krigs=Helte: Hans egne
Ord ere Tom. I. pag. 44. følgende: Disse fordum saa berømmelige Dan¬
ske, som have kommet heele Europa til at skielve, ere døde. Men siden de
; for toe hundrede Aar siden have jaget Munkene fra sig, da var det Tiid, at
see hiin Forraad af Helte at blive lige Talriig igien Udenlands, (*)
Man kunde svare Monsr. MIRABEAU, at Danmark vist nok tabte en
stor Deel af sin gamle Folkriighed der ved, at ikke reen Christendom, men
tillige en sterk Blanding af Papisterie blev der indført i det yde og 1ode Se¬
culo, saa og at Reformationens store Nytte, i denne og flere Hensigter til
Statens Fordeel, er unegtelig. Men at samme Nytte ikke er saa stor og
kiendelig, som den vel kunde og burde have været, og at vi ikke nu, saasom
i de Hedenske Tider, tør ved at sende saa mange Krigs= og Søe=Folk ud af
Landet (nogle ja nogle tusinde af de sidste, udgaaer virkeligen hvert Aar) der
til findes adskillige andre Aarsager, som Tidernes og Leve=Maadens Foran¬
dring fører med sig. Nogle af disse Aarsager: saavidt de kunde siges at
svække eller hindre Folke=Mængden hos os, er det man saa korteligen vil
berøre, og tillige yttre sine uforgribelige Tanker, om Middel til en muelig
Forbedring.
Ved det første Egteskabs Stiftelse sagde Gud til Menneskene: Voxer,
formerer eder og opfylder Jorden. Siden har det Naturlige Menneskes
Hierte fordervet sin Vey i dette ligesom i andet, og omskiftet Guds gode Or¬
*) Ces celebres Danois dautrofois, qvi ont fait trembler tonte PEurope sont morts.
Mais depuis deux cens ans, qvils ont chasse les moines, il seroit temps, de
voir cette antiqve pepiniere fe repeupler de hors.


313
den til en liderlig Løsagtighed. Denne hindrer vist nok Menneskenes
Frugtbarhed og alle Landes Population, jeg vil sige, at skiøndt Løsagtighed,
kunde synes Frugtbarheds Befordring, efter første Anseelse, saa er den dog
dens sande Forhindring, efter Reglen: At Græs ikke groer paa allfar Vey.
Vel ere de uægte Børn som komme til Verden, heel mange, men i Ligning
mod de ægte af lige Tall, blive ikkun gandske faae saadanne ved Live. Nogle
dræbes i Moders Liv, nogle kort efter Fødselen, nogle døer af Mangel paa
Pleye og Tilsyn, førend de blive et Aar gamle (*) de faae som leve ere sielden,
skiønt under Tiden, saa lykkelige, at en Fader eller Moder antage sig dem,
med retskaffen Fliid til Opdragelse og Oplærelse i noget got. Ved saadan
uordentlig Børne=Avling, udelukkes mangen fattig Qvinde fra et ær¬
ligt Ægteskab og ordentlig Frugtbarhed, hun bliver gaaende hen i Foragt
og findes sielden den som vil tage hende, eller hvis saa skeer, da forliges de
sielden saa vel som ellers. Mandfolkene som begynde at træde paa denne
Afvey, skyer vel ikke altid, dog alt for ofte, Guds Orden, og finde det mere
overeensstemmende med deres Stand, deres Humeur, deres Magelighed,
deres timelige Fordeel eller anden Hensigt, at blive ved, som de have begyndt,
og udvælge det man kalder Boelskab, i Stæden for Egteskab.
Nu denne Hoved=Hindring i Menneskenes Formerelse borttages ikke ved
noget andet Middel, end som det eneste, der er nyttigt til alle Ting, og har
Forjettelse baade paa det nærværende og tilkommende Liv. Men da dette
Middel, nemlig Guds=Frygt, aldrig har været og aldrig bliver gandske
alminde¬
(*) Dette er noksom befundet i Exempler af de uægte Børn fødte i Dølsmaal, og ved
Øvrighedens vel intentionerte Foranstaltning her i Kiøbenhavn, skaanede for at myr¬
des af deres egne Mødre, men dog af Pleye=Mødrene saa ilde medfarne, at faae af
dem blive gamle.
V. Deel.


31.
almindeligt blandt Menneskene i Verdens nærværende Huusholdning, item:
Da dette Middel ikke henhører til det naturlige og borgerlige Slags, som her
kommer i Betragtning, saa opholder jeg mig ikke derved, ikke heller ved
Helbredelsen af en anden Last, som staaer i Overeensstemmelse her med, og
har samme Virkning, nemlig Fylderie og Drukkenskab. Særdeles kand
man sige dette om den daglige Brendeviins=Drik, i vort eget og andre
Nordiske Lande, hvor Almuen derved vist nok svækker alt for kiendelig sin
Sundhed, følgelig sin Frugtbarhed, lige saa vel som ved Veneriske Syg¬
domme. At den Folkrige Stad London i een Snees Aar, ikke som tilforn
har taget til, men kiendeligen af, det tilskrive deres Stats=Mænd den over,
haand tagende liderlige Leve=Maade, i Hoer og Drukkenskab, særdeles hidsig
Drik, som ødelægger hiin Nation kiendelig og beklages overmaade af deres
Skribentere (*)
Visse Sygdomme som her og andensteds i en spæd Alder, dræbe den
halve Deel af det Menneskelige Kiøn, og følgeligen have samme Virkning som
en vedvarende Pestilents, ere Børne=Kopper, Meslinger og det Slag
som smaae Børn røres af, naar de skulle faae Tænder. Over dette sidste
Onde giør den Berlinske Provst SuSSMILCH i sine Apologetiske Sende¬
Breve til Hr. Bergraad von Just= pag. 57. saadan Beregning, at naar i
et Land fødes Aarligen 100000 Mennesker, da døer igien kort efter Fødselen
25000 eller den fierde Deel, for Tænder, som man kalder det, eller af de epi¬
leptiske Convulsioner og ynkelige Tilfælde, som hos de fleste Børn følge med
Tændernes Frembrydelse. J Engeland har man udlovet store Belønninger
for dem som kunde finde et vist Midde
il at vide Havs=Længden og derved be¬
) This prodigious qvantity of the NB Destructive spirits demonstrate the excessive
scandalous and Wicked practice of dram and Punch Drinking. MArTLAND
Histori of London Cap. UI. pag. 554.


315
fordre de Søefarendes Sikkerhed. Hr. SuSSMILCH priser dette, men
mener at man maatte udlove nogle Tønder Gulds Belønning, for saadanne
Læger, som kunde opdage noget sikkert Middel mod bemeldte epileptiske Syg¬
dom hos smaa Børn.
Dog see, hvem veed, om man ogsaa over alt ville bruge det, i fald
man virkelig fandt et saadant præserverende Middel her imod, som det der
kunde lignes ved Børne=Koppernes Jndplantelse, eller have noget tilfælles
med den. Thi endskiønt man nu allerede en Tiidlang har havt og vidst dette
sidste Middel, synes det dog meget langsom og sildig at ville komme til nogen
almindelig Brug, da dog samme uden Tvivl ville være eet af de allervisseste
Midler til at skaane Liv, og skaffe Landene flere Jndbyggere, det er Landenes
allerædelste og dyrebareste Producter. Hvor mange Mennesker der henryk¬
kes ved Børne=Kopper, naar samme grassere, nu i een, nu i den anden
Provintz, det sees tydeligst af Fortegnelsen over vore Kiøbenhavnske Døde,
blandt hvilke undertiden den tredie Deel, undertiden flere, henhøre til den
Classe. J adskillige Lande have troeværdige Medici observeret, at af hver
Snees Patienter som befaldes med Børne=Kopper, paa den sædvanlige Maa¬
de, og uden Legemets foregaaende Renselse, blive omtrent de syv Dødsens
Offer, foruden nogle som blive blinde, contracte eller vanføre deres livs Tiid.
Derimod forsikres, at af et hundrede saadanne, som lade sig Børne=Kopperne
indplante, efter at Materia peccans er udrenset, og andre fornødne Midler
anvendte, døer gemeenlig slet ingen, men i det høyeste een eller to ja undertiden
af 5 hundrede ikke flere. Dersom dette forholder sig saaledes i Sandhed,
(ligesom dets Contrarium ikke er beviist) see saa følger at Publicum Aarligen,
uden Fornødenhed, opofrer flere Mennesker, end som de der kunde dræbes ved
en blodig Kriig.


316
Spørges her, hvad det dog maa være, som volder at Børne=Kop¬
pernes Jndplantelse ikke bliver almindeligere blandt os, da svares:
At nogle Forældre ikke kiende dette Middel, eller vide at omgaaes dermed,
skiønt Omgangen er gandske eenfoldig og naturlig, andre som have hørt sige
deraf, holde det ikke for sikkert; Men de som baade vide det og holde det for
got i en naturlig Hensigt, frygte dog dets Fare og Skade i Henseende til
Samvittigheden, forestillende sig, det var at friste Gud og at ville forekom¬
me ham som er Livets og Dødsens HErre. Nu dette lod sig høre, dersom
Sygdommen kunde henregnes til det rare og uvisse Slags. Men posito
contrario, da mener jeg ikke, at GUd fristes ved dette Middel, mere end ved
alle andre Præcautioner, som bruges med maadelig Besværing, til et større
Onde at afværge. Ex. gr. een Aareladen hvis skiødesløse Behandling under¬
tiden har draget slemme Følger, ja Døden selv efter sig, men saare sielden og
gandske tilfældig Viis, hvorfor ingen anden af saadanne rare Exempler, lader
sig indbilde, det var at styrte sig utidig i Døds Fare, eller friste Gud, naar
man lod sig en Aare aabne, for at undgaae en Feber eller noget værre.
Tyrkernes Indbildning om Skiebnens og saaledes Døds Timens Urygge¬
lighed, forbyder dem at tage Præcautioner mod Pesten. Dette synes dem
ogsaa en Formastelse, ja en Maade at friste Gud paa, men hvem af os veed
ikke, at de tage feil, og at deres Vildfarelse har meget skadelige Virkninger i
Henseende til den borgerlige Velfærd.
Til de Aarsager som kiendeligen forkorte mange Menneskers Liv, følge¬
ligen skille Landet ved en Deel af sine Jndbyggere, henregnes og saa med
Billighed, en Mangel paa saadanne Jorde=Mødre, som kunde kaldes baade
vel underviiste og veløvede i deres Kunst. Denne er vist nok een af de høyst
magt paaliggende, og i store Stæder fattes ikke heller Leylighed til Underviis¬
ning der i. Men i smaae Stæder og paa Landet, veed enhver, hvor rart det


311
er at finde det Slags Folk saaledes afrettede, at ikke enten Barnets, Mode¬
rens eller begges Liv sættes i yderste Fare, og ofte virkelig omkommes. Noget
nær det samme kand siges om Mangel paa Læger og Lægedom, blandt Bøn¬
der og andre Almuens Folk, særdeles i epidemiske Sygdomme, hvilke vist nok
forkorte Livet paa mange saadanne, som ved bedre Tilsyn og Anstalt, kunde
have bragt deres Dage langt høyere. (*)
Til hine onde Ting som hindre Landenes Forøgelse i Folke=Mængden,
ved at afkorte mange tusende Menneskers Liv, vil jeg endnu henføre noget saa¬
dant, som forekommer Frugtbarheden, og setter sig imod Ægteskabets Ho¬
ved=Øyemerke.
Her mener jeg fornemmeligen et Giftermaal imellem en Enke, som al¬
lerede er over sine Børne=Aar, ja undertiden en udlevet Kone, med en ung
Karl i sin Alders feyerste Blomster. Denne sidste seer undertiden ved sit Frie¬
rie, allene paa en god Bonde=Gaard, eller anden fordeelagtig Næring, som
den gamle Enke kand sætte ham i. Hun maa være saa gammel som hun vil,
da falder det hende ikke vanskeligt, at finde een eller anden ung Friere. Som
det nu er en velgrundet Regel der siger:
Si cui vis apte nubere, nube pari.
Rr3
Saa
(*) J denne Henseende er det nye Friderichs Hospital i Kiøbenhavn en saadan Stif¬
telse, som bør regnes med rette iblant voees allermildeste Konges største og priseligste
Gierninger. Derved forekommes mange tnsende Menniskers Død, og atter hos man¬
ge tusende dette, at de ikke i deres øvrige Livs=Dage, blive vanføre eller alt for sygeli¬
ge til at fortiene deres Brød. Sandelig en Velgierning, som indtil Verdens Ende
vil blive skiønnet paa af alle dem som ikke ere gandske Uskiønsomme, og da det Kongl.
Livs=Frelse af en yderlig Døds Fare, gav Anledning til saadan Taknemmelighed, saa
sees heraf et nyt og stort Exempel paa, hvorledes det onde selv, efter Guds vise Sty
relse, kand ofte give nærmest Anledning til meget got. Desto længer ville Gud spare
den Konges Liv, som ved dette Middel, sparer aarligen mange Undersaatters Liv, og
blandt flere Ære=Støtter, fortiener een med den Opskrift: Oø civEs SErvaros.


318
Saa skeer det saare sielden, at slige Ægteskaber, hvor Bie=Sagen,
sættes for Hoved=Sagen, skaffe fuld Fornøyelse, ja ofte reyser sig megen for¬
argelig Klammer og Kiv. Felleds=Børn som ere et af de visseste Baand paa
Ægte=Folkes Hierter, fattes her.
Den unge Karl fristes snart til Fortrydelse og maaskee til syndige Af¬
veye. Har den gamle Kone Børn, da foragte og misunde de ey sielden en
ung Stif=Fader.
Dog det jeg her sigter til, efter Skriftets Øyemerk, er ikke saa meget
det sædelige som det naturlige og borgerlige Onde, nemlig mange Ægteskabers
Ufrugtbarhed, og at Landet berøves en god Deel af de Beboere, som ellers
vist havde været at vente, i fald den gamle Kone enten havde taget sig en Brud¬
gom noget nær af sin Alder, og levnet den unge Karl til hans Lige af det andet
Kiøn, eller ogsaa hun havde afstaaet Gaarden til et af sine Børn i giftefær¬
dig Alder.
Skede dette, da formodes at Dannemark og Norge, hvor bemeldte
ulige Giftermaale, særdeles blandt Bonde=Almuen, ere alt for meget gængse,
aarligen vandt nogle tusinde Mennisker, over de Fødtes sædvanlige Tall, thi
knap findes nogen Menighed, i hvilken ikke aarligen stiftes eet og maaskee flere
saadanne absolute ufrugtbare Ægteskaber. Naar jeg nu sætter ligesaa mange
frugtbare i deres Sted, og regner paa et hvert omtrent 3 Børn efter rimelig
Formodning, da giør det mange tusinde.
Spørger man, om dette vel kunde være anderledes, og om der ikke
var langt større Fare ved at forbyde en gammel Kone Giftermaal, da er det¬
te sidste meget langt fra mine Tanker. En Enke over sine Børne=Aar kand
sidde i de Huuslige Omstendigheder, som give hende gandske god Aarsag til at
gifte sig tiere, og Guds Ord vil have Ægteskab agtet hæderligt blant alle. Vel
findes nogle Casuister saa strænge, at de ikke tillade nogen Ægte=Foreening


31
uden der, hvor alle tre Øyemerker, særdeles det første, nemlig Verdens
Formerelse, kand have Sted. Saa vidt torde jeg ikke gaae, thi det var
imod Pauli Sind, at bebyrde mange yngre og ligesaa ufrugtbare Ægte¬
Folkes Samvittighed. Følgeligen var saadant Forbud en Lægedom langt
værre end Sygdommen selv. Men hvad jeg, ved denne Anledning, ind¬
stiller til flere retsindige og forsigtige Mænds nøyere Eftertanke, er dette: Om
det ikke var nok, til et større Ondes Afværgelse, hvis man tilstædde en Kone
over sine Børne=Aar, Giftermaal allene med saadan en Mands=Person, som
var noget nær af hendes Alder, og som formodentlig bedre end en Ung, kunde
være hende en Medhielp efter Guds Villie.
Atter et andet Forslag, som synes tienligt til en ordentlig Frugtbarhed,
og Landenes Besætning med flere Jndbyggere, særdeles af Almuens Folk,
som der allene er Mangel paa, var dette, at man fandt Middel, som strax
skal vises, til saadan en Doterings=Cassa, af hvilken i hver Provintz aarli¬
gen kunde udstyres et proportionerligt Tal af ærlige og arbeydsomme Piger,
hvilke undertiden fattes Friere, allene fordi dem fattes den liden Capital, med
hvilken de kunde hielpes til at sette Boe og begynde deres Huusholdning.
Af saadanne fattige Pigers Udstyr, gjør man sig i nogle Lande en
stor Kierligheds Pligt, særdeles hos de Rommersk Catholske, vel mueligt for
at oprette den Uret, som begaaes ved saa mange andre Pigers Jndelukkelse i
Closterne. Fødes der i høye Huse en Arving, slipper en stor Herre udaf en
dødelig Sygdom, eller hvad andet der forefalder til almindelig Glædes Op¬
muntring, da pleyer snart Øvrigheden, snart Rige particuliers at bestemme
nogle tusinde Dalere til saa eller saa mange fattige Pige=Børns Medgift og
Udstyr, hvorpaa Beylerne som hidindtil vare udeblevne, snart indfinde sig. (*)
Her i Kiøbenhavn har vi et par priselige Stiftelser hensigtende til det samme,
(*) Veniunt a dote Sagittæ.


320
og jeg ønskede at i hvert Amt, eller dog i hvert Stift var en Dotations=Casse,
bestemt til det Brug, og betroet de allerretsindigste Forstandere som kunde fin¬
des. Naar disse bleve instruerte at see fornemmelig derpaa, hvilken fattig Pi¬
ge som længst og troeligst havde tient i got Folkes Huus, tilkiendende hende
et eller to hundrede Rixdalers Udstyr, da ville dette Middel iblandt andet og¬
saa giøre meget til at forbedre Tieneste=Pigerne, over hvilke ofte høres megen
Klage.
Hoved=Spørsmaalet blev her uden tvivl dette, hvorfra disse Fonds
skulle komme, og disse Casser have deres Tilflod uden Publicinye Besværing?
Jeg finder intet rimeligere og billigere Middel end som en liden Andeel af de saa
kaldte Pebersvennes eller gamle Ungkarles Midler, at decourtere efter deres
dødelige Afgang, da saadan en Stervboe, som dog falder i leende Arvingers
Hænder, hvilke spørge om der ikke er mere, burde decimere eller afgive, lige
som for udgaaende, en siette og tiende Penge, til Restitution for det som De¬
functus havde negtet sit borgerlige Sælskab. Dette var endda ikke mere end
hvad Romerne fordum og visse Tydske Provintzer endnu gravere deslige af
dem saa kaldte Hagestoltzen deres Midler med, skiønt til andet Brug, men
efter mine uforgribelige Tanker, kunde Bruget aldrig være mere overeens¬
stemmende med naturlig Billighed. Paa det jeg og ikke skal fortiene alt for
stor Utak af vedkommende, da legges dette til mit Forslag, at naar en saadan
Person forud vilde friekiøbe sin Stervboe fra denne Afgift, da kunde det skee
ved en nogenledes proportionerlig donationem inter Vivos, og i saa fald
kunde den deraf udstyrede Bruds første Søn kaldes efter hans Navn, i fald
han ville have sig det Ære=Minde stiftet. Hvem veed om ikke nogle saadanne
bemidlede Ung=Karle, som undertiden seer forud deres Arvingers Utaknemme¬
lighed, af egen Drift kunde faae i sinde at giøre saadanne Dotations=Casser
deelagtige i Arven selv. Mener man at disse Casser ikke kunde blive ret tilstræk¬


321
kelige, da tages feil, saa fremt i de første ti Aar, ikke skede nogen Uddeling,
og Capitalernes Rente siden blev vel administreret, thi de bemeldte Peber¬
Svennes Tall i alle Stænder er ikke lidet, og nogle iblandt dem have gjort
got Oplag, i Anledning af deres enlige og sparsommelige Leve=Maade.
Fremdeles, da alt det der befordrer Ægteskabs ordentlige Antrædelse,
tillige befordrer Landets Population, saa burde den lovlige og ordentlige Ad¬
gang hertil, paa alle muelige Maader lettes, det er frietages fra u=nødvendige
Forhindringer og Omkostninger, af det Slags som et Bryllup fører med sig.
Her i har ogsaa Moden gjort hvad den ellers ikke altid giør, nemlig en For¬
andring til Forbedring. J steden for de store og kostbare Bryllupper, uden
hvilke Ægteskab fordum ikke kunde begyndes, afgjør man det nu omstunder i
Kiøbstæderne med et lidet Aftens=Maaltid, og oftest allene med en Caffee¬
Collation.
At sætte Præmier for de Forældre som have et stort Antal af Børn,
synes ikke rimeligt. Den unævnte Autor af Les Interests de la France mal
entendus, siger Tome I. pag. 309. at den Pension som Kong LUDvICXIV.
ved Forordning af Ao. 1666. fastsatte for de Forældre, der have tolv Børn,
er det eneste Middel man i Frankerig har brugt til Populationens Befor¬
dring, men tillige at samme er det allerunyttigste, efterdi den Omkostning som
12 Børns Opdragelse udkræver, langt overgaaer den tilsagte Pension, hvil¬
ken man ikke foresætter sig at fortiene, endogsaa naar den fortiennes, saa at
naar mange virkeligen nyde den, kand man dog ikke formode at de har haft
den i sigte.
Men dersom et særdeles frugtbart Ægteskab ikke just fortiener nogen
Belønning af Staten, da kunde det dog synes billigt, at samme i usædvanlige
Paalæg, fant nogen Skaansel, og at de personelle Skatter som indrettes
efter Personernes Tal, mindre maatte gravere de Forældre, som allerede ha¬
V. Deel.


322
de større Byrder, men snarere falde paa de Børnløse Forældre. bemeldte
fransøsiske Anonymus foreslaaer paa samme Sted, nogle andre Midler til
Populationens Befordring ved frugtbare Ægteskaber, men dem gaaer jeg
forbi, saasom de findes lidet overeensstemmende med min Smag, og i det
mindste blandt os u=rimelige. Nogen mere biefald kunde jeg give ham deri,
at giftede Personer beholdt et Slags Fortrin og Skaansel frem for de ugiftede
af Mandkiønnet. Dette gaaer langt videre end hvad jeg nyeligen meldte om
en billig Afgift af deres Midler efter Døden (*).
Det rette Hoved=Middel til Folke=Mængdens Forøgelse i alle Lander
uden tvivl at forøge de Veye og Midler, ved hvilke flere Familier
kunde finde deres Underholdning, foruden at trykke og trænge hverandre,
være sig Agerdyrkning, Haandverk, Fabriqve, Fiskerie, Seillatz eller deslige.
Gaaer disse Tings fordeelagtige Drift frem eller tilbage, da tør man
ey tvivle paa, at Populationen ufeilbarligen følger efter paa samme
Vey, thi hvor der er noget at giøre, og ved Gierningen noget at vinde, der
drages Menniskene hen af en naturlig Selv=Kierligheds Drift, der gifte de
sig, slaaer Rødder, og befordre den almindelige Velfærd.
Disse vidtløftige Materier udførligen at afhandle, gives her ikke Rum
til, i en almindelig Besvarelse af det foresatte Problema. Det er og disse
adskillige Nærings=Midler, som afhandles en detail, i det oeconomiske
Maga¬
(*) Si Pon attache des distinctions d T etat du mariage, il faut en meme temps eta¬
blir, une espece dignominiea ceux qvi fuient cet etat, cest a dire creer des loix,
Par les qvelles (1) Tout sujet non marie fut declare inhabile dexercer aucun em¬
plol ou charge publiqve. (2) Tout celibataire seculier fut tenu a payer ledou¬
bledes taxes publiqves des autres citoyens. (3) Qviil fut incapable de pouvoir
heriter des etrangers, ni meme desparens au troisieme degre. Ler Intereste de 1a
France mal entendue Tom I. pag. 316.


323
Magazins enkelte Stykker. Her vil man ikkuns med faa Ord endnu berøre
et par Poster, hid henhørende, saavidt sammes Afskaffelse merkelig ville giøre
Rum for en større Folke=Mængde, og skiønt Afskaffelsen ikke strax kunde have
Stæd, maatte dog en anden muelig Forandring være saare tienlig. For
Exempel: J Stæden for at Hiorte og Raadyr, paa mange Stæder i alle
Provinzer, men særdeles her i Sielland, deels fortære, deels nedtræde den
voxende Sæd paa Bondens Ager, saa han taber Lyst og Mod ved at see sit
og sine Børns Brød fortæret paa den Maade, da mener jeg, det som i Engel¬
land og anden Stæds er mueligt, blev her ikke umueligt, nemlig at indslutte
Viltet i Parker eller Dyre=Hauger: saa at det der uden for, ikke fik Frihed.
J det fald torde ikke heller saa meget af det Slags crepere om Vinteren, og
Bønderne maatte med god Villie contribuere nogle Læs Høe til Viltets Vin¬
terhold, naar de faae deres Sommer=Sæd forskaanet. Ja ogsaa Digers
og Gierders Vedligeholdelse maatte de gierne paatage sig. Skede det da
kunde nogle tusende flere Mennesker mættes med de mange tusende Tønder
Korn, som nu nedtrædes og fortæres af dem det ikke er bestemt for
Til samme Classe, nemlig en Hindring i Nærings Midlerne, og alt
saa i Landets Population, henhører uden tvivl ogsaa alt det, der kand hen¬
regnes til noget Slags Monopolium, være sig i Kiøbmandskab eller Haand¬
Værker og Fabriker. Vel giver jeg Magt, at dette Onde kand kaldes Ma¬
lum necessarium, et fornødent Onde, for en Tiid, og i visse Tings første
Anleg, som altid fører Vanskelighed med sig, og udkræver at en Entrepren¬
neur maa have noget forud, om han skal bestaae. Men i Almindelighed,
og til Bestandighed, ere vist nok alle Monopolia en Pest for Staten selv,
ved Populationens Hinder, saa vel som for enhver enkelt Medborger, ved det
dyrere Kiøb og de slette Vare, som deraf tage deres Oprindelse. J Holland
kunde saa gode Vare, for saa got Kiøb ikke haves, hvis der var enten Mono¬


324
polia eller Haandværks=Laug, eller andre Jndskrænkelser for Fliid og Vind¬
skibelighed. Stats=Maximen er der: Elk een syn Bestes. De mene en god
Mester haver Privilegium og Forsvar nok i sin Duelighed og Dygtighed,
men en Fusker ogsaa Straf eller Udelukkelse og Afskaffelse nok, i sit Fuskerie.
Derover giør enhver sig al Umag for at skaffe sig selv privatim, det som Øv¬
righeden ikke offentlig vil tilstaae ham, nemlig det allernaturligste og aller uskyl¬
digste Privilegium. Derved fyldes Kiøbstæderne med Haandværker, hvis
Fortæring i lige Proportion fylder Landsbyerne med Agerdyrkere og Gartnere¬
De sidste er det endda mere end de første, som føde mange tusende Mennisker
med saadanne Vahre af Vexternes Rige, som vore nordiske Folk endnu ikke
have nogen synderlig Smag i, men efter Haanden vel kunne vennes og lokkes
til, i hvilken fald ogsaa mange tusende flere fandt deres Føde: nemlig om ikke
de der arbeyde strængelig, saa dog de som dette ikke kand siges om.
Dog, denne Gang gaaer man ikke videre i Undersøgelsen af det som
hindrer eller hielper vort Lands Population. Derimod finder jeg det
her tienligt, at berøre blandt Hielpe=Midlerne, den Materie om Nyeboere el¬
ler Colonister, indkommende fra fremmede Lande, ved adskillig Anledning, og
omsider boesatte blant os danske, efter at enten Krigs=Tienneste, Hof=Tiene¬
ste, Kiøbmandskab, Kunster eller Haandverker have indbudet dem til denne
Forflyttelse. Hvem som skytter om nogen nøyere Efterretning den Sag an¬
gaaende, henvises til det Kiøbenhavnske Videnskabs Societæts Skrif¬
ters Tom. VII. pag. 197. seq. Det som jeg deraf vil anføre saa kortelig og
efter nærværende Øyemærke, bestaaer i følgende:
Vore Danske Hvervinger paa Tydske Steder, have siden Kong
CHRISTIANI V. Tiid, indhentet mange tusende Mand=Folk af adskillige Na¬
tioner, og skiønt den halve Deel af dem, eller maaskee de 2 tredie Deele, enten


325
ere deserterte eller hiemreyste, efter at de havde udtient, saa kand dog rime¬
ligen regnes, at den ene tredie Deel er bleven her, har giftet sig og søgt een
eller anden lovlig Næring, samt forøget Jndbyggernes Tal med mange tusin¬
de? Spørger man, om de for saadanne Recruter Aarligen udgaaende Hver¬
vings=Penge, ere vel anvendte: Da forstaaer jeg ey at besvare det Spørs¬
maal om fremmede Soldater, betragtede som Soldater, men betragtes de
allene som Mennesker, da menes ja, og det paa den Grund, at vi ikke opføde
dem, men de kommer til os i en Mandig Alder, efter at deres eget Land paa
deres Opfødelse har anvendt megen Klæde og Føde, den Stund vort Land
har spart ligesaa meget, hvilket rigeligen Veyer op mod Hvervings=Pengene.
Det selvsamme kand siges om et got Tal af Tydske eller andre Haand=Værks
Svenne, Fabriqveuers og deslige, saavidt samme blive her og nedsette sig i
vore Kiøbstæder. Dette tør vi ikke ved at misunde dem, saa fremt vi har
noget Sigte paa Statens Velgaaende, thi de komme ikke til os, førend de
allerede ere i Stand til at arbeyde, da de i en svagere Alder, har været andre
og ikke os til Byrde.
Vil man endnu have nøyere Besvarelse paa det Spørsmaal, om det
er gavnligt eller ikke, for et Lands gamle Jndbyggere, at Fremmede udi
mindre eller større Tal, nedlade sig iblandt dem, til Deelagtighed i samme
Lands Fordele, da henvises atter til bemeldte Societets Skrifter Tom. VII.
pag. 221. seq. særdeles pag. 227. hvor de Jndvendiger besvares, som nogen
kunde giøre paa den Grund, at saadan Blanding synes skadelig i visse Hen¬
seender, nemlig naar den forandrer Nationes gamle Brug og Sæder, forvir¬
rer Religionen, forbytter Sproget, og svækker den patriotiske Troeskab og


326
Nidkierhed for Fæderne=Landet. Disse Jndvendinger synes i en Hast vigti¬
gere end de befindes ved en nøyere Undersøgelse, og vil man i et tydeligt Exem¬
pel finde den store Fordeel af visse Colonister, da tør man ikkuns see paa vore
Amagere, af hvis Lige man maatte ønske der fantes mange i alle Provintser¬
ne. Paa den anden Side maa vi forestille os, at fra Dannemark, særdeles
fra Sønder= og Nørre=Jylland, skeer Aarlig en stor Udvandring af Strand¬
Sidderes Børn og andre Søe=Folk, til Holland og Engeland, der fra kom¬
me vel nogle omsider hiem og fortære i Fæderne=Landet, hvad de Udenlands
have fortient. Men alt for mange ere de, som aldrig vende tilbage, og maa¬
skee det var ey formeget, om dem blev paalagt, ved Udreysen, at stille For¬
ældres eller Venners Caution paa en maadelig Capital, at de inden visse Aar
ville indfinde sig, saa fremt de ellers bleve ved Livet, hvor om deres Venner
da maatte indhente nøyagtig Efterretning fra sine Stæder.
No. XVII.


No. XVII
Afhandling
over
hvad, som befordrer eller hindrer
Fiskeriernes Drift
Til Besvarelse
paa det der om foresatte Problema
af
SÖREN ABILDGAARD.


H¬
vad Salt=Vands Fiske er angaaende, ved hvilkes Fangst de
store Fiskerier fornemmelig drives, da lærer Erfarenhed, at
ikke allene Fiskene paa et og andet Stæd eller Land=Kant, op¬
holder sig i mindre Antal et Aar end et andet, men at de end
og kand blive aldeles borte der, hvor de tilforn har indfundet sig i stor Mæng¬
de. Dette kand have adskillige Aarsager, saasom: der kand maaskee indfalde
Sygdomme iblandt Fiskene, eller nogen naturlig Hindring for deres Yngel,
saadant kand rimeligen til deels foraarsages af underjordiske Dunster eller skar¬
pe mineralske Vandes Udbrydelse, eller og Havets Grund kand i en vis
Strækning, saaledes forandres og omtumles af Jordskielv, at der i lang Tiid
ikke bliver noget behageligt Opholds=Stæd for Fiskene, hvilke desuden og for¬
modentlig kand afvendes fra de Land=Kanter, fornemmelig fra Fiorde og Vi¬
ger, hvor folkerige Stæder anlegges, og hvor der udflyder fra Værk=Stæ¬
derne adskillige skarpe suure og giftige Vædsker. Canon=Skud af Fæstninger
og Orlog=Skibe saavel som andre smaa skud af Bøsser, forjager og de Fiske,


330
som holder sig høyt oppe i Vandet. Visse stærke Storm=Vinde, som ind¬
falder paa de Aarets Tider, da Fiskene vil nærme sig til Landet, kand enten
befordre aller afvende deres Ankomst udi en vis Strækning. Fiskenes For¬
merelse hindres og meget, naar de sanges i deres Yngels Tiid, hvilket og
derfor ved Kongelig Forordving er forbuden, ved de store Fiske=Stæder
Visse Slags Fike kand og formindskes formedelst et andet Slags sterkere
Formerelse, allerhelst naar det første Slags er et Rov for det sidste, endelig
naar de flygtige ere ødelagde eller fordrevne, saa maa hine, som har havt sin
Føde af disse, forføye sig bort til andre Stæder, hvor de finde deres Ophold.
Jblandt Rov=Dyrene i Havet, er der de, som jage visse Slags Fiske
i Mængde ind til Land=Kanterne i Fiorde og Vige, disse befordrer altsaa
Fiske=Fangsten for Menneskene. Nogle Fiske nødes af visse Hav=Jnsecter
til at søge Land=Kanten, saaledes plages Laxen i Havet af et vist Slags Luus,
som han søger, at blive befriet fra, ved at skylle dem af sig i de stridige Strøm¬
me og Elve, og herved befordres naturligen de Nordiske Laxe=Fiskerier. Men
der ere Rov=Dyr, som inde i Vigene og Fiordene ødelegger og forfølger Fi¬
skene, fornemmelig giør den store Mængde Sælhunde, som vrimler ved de
fleste Søe=Kanter og Øer her imellem Landene, stor Afbræk og Hindring i
Fiskerierne, thi de ikke allene deels opæde deels forjage Fiskene, men de synder¬
river end og Fisker=Garnene: Saaledes kand de ikke ved Fladstrand drive
deres Flynder=Fangst med deres Garn, længere end fra først om Foraaret til
St. Olufs Dag eller mit i Julii Maaned, thi fra den tid og heele Høsten
igiennem er der fult af Sælhunde, som opæder Fiskene og synderriver Gar¬
nene. Den stenede Grund, og de mange Holmer ved Fladstrand, saasom
Græsholmen, Hertholmen og Dejen, maa være disse Dyr et behageligt
Opholds=Stæd, ligeledes skal de og i Mængde opholde sig ved Anholt, hvor


331
der og er en stened Grund, (*) derimod opholder de sig ikke i saadan Mang¬
foldighed ved Skagen eller i Skager=Bugt, giør og der meget sielden nogen
betydelig Skade paa Fisker=Garnene, den her overalt sandige Grund og
Landstrækning, hvor der ikke findes en eneste Steen ved Søe=Kanten, paa
hvilken de kand gaae op at hvile sig, maa altsaa være dem mindre behagelig.
Ottere derimod gjør meest Skade paa Fiskene i de ferske Søer, fortiente derfor,
at ødelegges, da Jægerens eller Bondens Umage kunde betales med Skindet,
hvorledes disse Dyr kand tæmmes og afrettes til Fiske=Jagt, er beskreven i
de Svenske Videnskabers Handlinger. XIII. 139. Jblandt Søe=Fuglene for¬
tæres vel en Deel Fiske=Rogn, og Yngel, af Svaner, Ænder og Maager,
dog kand herved vel ikke foraarsages nogen saa stor og betydelig Ødeleggelse.
Disse Fugle giør et saa behageligt Syn, at jeg ikke vel vil anklage dem, men
hvor de opholde sig i alt for stor Mængde, Fiske=Yngelen til Skade og sig selv
til indbyrdes Hinder, der synes mig, det var billigt, at nogle burde opofre
Livet, for at befordre de øvriges bedre Vilkor. Jeg vilde hellere legge en
almindelig Døds Sag an imod nogle Land=Fugle, nemlig: De graadige
og geile graa Spor, som giør Land=Manden, saa stor Skade paa Korn¬
Agrene, og giør sig selv saaledes alt for vel betalt, fordi de ødelegger en Deel
Oldenborrer, men hverken veed jeg, hvordan Sagen best skulde anlegges imod
dem, ikke heller tillader nærværende Afhandlings Grændser, at jeg begiver
mig fra Stranden saa langt ind paa Landet.
812
Je¬
(*) At Sælhundene, serdeles de saa kaldede Graa=Sælhunde, om Vinteren opholder
sig ved de nordligere Lande, saasom i den Botniske Bugt, og om Foraaret efter vor
Frue=Dag, begiver sig derfra med sine Unger, og søger de sydlige Lande, bevidnes af
Hr. J. D. Cneiff i de Kongel. Svenske Videnskabers Handling for Aar 1757. 3die
Qvartal, bemeldte Autor siger og, at Graa=Sælhunden avler ved Midsommers Tiid,
og det helst paa flade Stene, da de med Fremfødderne omfavne hinanden.


332
Jeg bør derfor allene see til, om jeg kand udfinde noget til Fiskeres og
Fiskeriernes sande Nytte og Gavn, som ikke lidet skulde kunde befordres, ved
at vise den beqvemmeste og beste Maade, til at fange Sælhundene, hvorved
disse Dyrs Mængde merkelig kunde formindskes, og den forhen ommeldte be¬
tydelige Hindring, som de tilføye Fiskerierne, nogenledes ryddes af Veyen;
man fik og derved den anseelige Fordeel, som kand udgiøres af deres Skind,
og endnu mere Vinding af deres Fæt til Tran, desuden skal Kiødet af Un¬
gerne ikke være ubehageligt at spise. Man har Aarsag, at forundre sig over,
hvorfor der fanges saa faa, da dog Fangsten ikke allene paa bemeldte Maade
rigelig belønnes, men den store Skade, som disse Sælhunde foraarsage Fiskere,
ved at fordærve deres Garn, og at opæde Fiskene, burde opmuntre, til at
ødelegge saa mange som mueligt. At saa faa beflitte sig paa denne Fangst
her i Landene, maa deels komme deraf, at Grund= eller Eiendoms=Ret¬
tigheder indskrænker og afskrækker Folk fra, at tage Boepæl ved de ubeboede
Strand=Kanter, thi de frygte for, at blive plaget med alt for stor Afgift
og Hoverie: Derfor seer man Strand=Kantene her i Landene, end og der,
hvor Mennisker kunde ernære sig af Fiskerie og Sælhunde=Fangst, enten
ikkun gandske faae Steder eller aldeles ikke beboede. Deels er det rimeligt,
at Sælhunde=Fangsten forsømmes, fordi Fiskere eller Strandsiddere ikke veed,
at fange disse Søe=Dyr, paa nogen ret beqvem og snild Maade. Med Bøsse,
som desuden her i Landene er forbuden, naar den bruges af den gemene Mand,
burde Sælhunde aldrig skydes, thi de blive ikke allene derved mere frygtsom¬
me og forsigtige, saa man ikke lettelig kand komme dem saa nær, at de kand
langes med Skud, men der faaes desuden af Ti, som paa denne Maade
treffes, neppe een, thi dersom de ikke strax dødes paa Stedet, saa begive de
sig saarede i Søen, gaaer til Bunds, og bliver saaledes borte. Undertiden
kand en eller anden Sælhund, naar den enten er gaaet paa Land eller lagt sig


33
paa en Steen i Vandet ved Stranden, for at sove eller hvile sig, overrump¬
les og ihielslaaes, men dette er ikkun Hændelser, som sielden lykkes, følgelig
kand det ikke være ret mange, som saaledes fanges. Saa vidt som jeg har er¬
faret, saa er det meget rart, at nogen her ved Søe=Kanterne, setter Garn for
dem, men ved Gothland fanges Sælhunde paa tvende Maader, nemlig med
Ligge= eller Staa=Garn, hvilket Hr. Professor Linnæus i sin Ølanske og
Gothlandske Reise pag. 184 saaledes beskriver: Sæl=Stene ere store Stene,
som ligge uden for Stranden lidet høyere end Vand=Fladen, og oven paa
temmelig slette og brede, men hvor saadanne Steene ikke findes af sig selv, der
bliver de af Bønderne did henlagde. Staae=Garnet stilles i Form af en
halv Cirkul, uden for en saadan Steen, naar nu Sælhunden vil hvile eller so¬
ve, opsøger han en saadan Steen, paa hvilken han altid opstiger paa den
Side, som vender til Landet, hviler sig saa paa Stenen, og vender altid Næ¬
sen ud af til Havet, saa at naar han bliver skræmt, begiver han sig hastig ud i
Søen, og kommer altsaa i dette Garn. Ligge=Garnet legges som et firkantet
Gierde omkring Sæl=Stenen, da dets inderste og yderste Side opholdes hver
med sin Tverstang, ved den indre Tverstang er et Reb bunden ved begge En¬
der, som naaer til Landet, naar man drager paa dette Reeb, trykkes Tver¬
stængerne med Garnet ned i Bunden, men naar Rebet slipper tilbage, staaer
Garnet lige med Vandet. Den nederste Tændel eller Linie af Garnet er tæt
bunden omkring det nederste af Stenen. Naar Garnet ligger nedtrykt, og
Sælhunden kommer at hvile paa Stenen, mærker han intet sat i Veyen, naar
nu Bonden faaer at see Sælhunden sove paa Stenen, slipper han Rebet,
hvorved Garnet opstiger og omringer Stenen, Sælhunden, som da bliver
opvakt, begiver sig i Vandet, hvor den ikke kand undkomme, og dødes da
med en Harpune eller andet Jnstrument. Hos følgende Tegning viser Ligge¬
Garnet, saaledes som det er aftegnet i bemeldte Hr. Linnæi Reise=Beskri¬


334
velse, hvor han og pag. 203. udførligere beskriver Staae=Garnet, nemlig at
Traaen i Maskerne tvinnes af trefold Seilgarn, hver Maske et Qvarteer i
Firekant, overalt sort Tiæret, Linien eller Tændelen er af en Gaase=Pens
Tykkelse, og opløftes af Floe=Træer, af hvilke hvert er en Fod langt og et
par Tomme tyk; Garnet er tre Alne høyt, af femten Masker i Høyden, men
i Længden otte Favne. Ved den ene Ende bindes en stor Steen, at Garnet
ey skal bortdrages af Sælhunden, hvilke Sælhunde=Fængeren strax slaaer
ihiel. Hr. Cneiff har i sin Berættelse om Sælhunde=Fangsten i Østerbotten,
som forhen i Anmerkningen af mig er anført, viist hvorledes de saa kaldede
Vikar=Sælhunde fanges der om Høsten med femten Favner langt Garn, som
er 12 Masker eller 6 Alne dyb. Men disse Garn er baade bekostelige, og den
Maade paa hvilken de opstilles, er af saadan Beskaffenhed, at de ikke kand
bruges uden i stille Veyr og Søe, thi ellers forrykkes de og driver bort, og
kand desuden Sælhunden, omendskiønt den bliver fangen og indviklet i dette
Garn, beskadige Garnet saaledes, at derved tabes mere, end der kand vin¬
des ved dens Skin og Fæt. Jeg holder de af Hr. Linnæo beskrevne tvende
Slags Garn, at fange Sælhunde med, langt bedre og mindre bekostelig. Men
da der ved disse sidst bemældte Garn skal een eller tvende Mennisker bestandig
ligge paa Vagt, for at døde Sælhunden, saa snart han er fangen, paa det
den skal ikke faae Tiid til, at sønderrive Snaren og undkomme; saa synes
mig, at hertil endnu kunde udfindes en beqvemmere Maade, og dette formener
jeg kunde skee med de saa kaldede Ræve=Saxe, hvilke enten med Tou eller paa
anden Maade, kunde bindes og hæftes fast paa de Steen, som enten ligge nu
eller herefter blive lagte saa beqvemmelig i Vandet ved Stranden, at Sæl¬
hundene kand tage sin Hvile paa dem, dog bør et saadant Jern=Jnstrument
først enten males med en Steengraa Farve, eller med sort Tiere overstryges,
og derefter bestrøes med Sand eller Gruus, for at giøre det saa meget mere


335
ukiendeligt for Dyret, og tillige at forekomme, at Jernet ikke lettelig skal for¬
rustes.
Der er endnu nogle andre bekiendte og for Fiskerierne skadelige Søe¬
dyr, saasom Marsvinene, og Søe=Snærnerne (Stellæ marinæ).
De første kaste sig undertiden i Fisker=Garnene, sønderriver dem, og
giør saaledes ofte stor Skade, disse Dyr kand fanges i dertil indrettede stærke
Garn, da deres Tran belønner Fiskernes Arbeyd og betaler Redskabet. Men
Søestiernerne, som kand regnes iblant Havets Kryb eller Jnsecter, foraarsa¬
ger og ofte megen Skade paa Fisker=Garnene, da de usuer og optrævler Traa¬
den i Maskerne, og tillige fortærer og forderver de Fiske, som ere blevne fangne
i Garnet, denne Uleylighed maa for Exempel Fiskerierne i Skoushovet ofte er¬
fare: Til disse Dyrs Ødeleggelse skal vel ikke saa let udfindes noget beqvemt
Middel, med mindre de maaskee tiener Krabberne til en Næring og Føde, og
da burde Krabbernes Yngel og Formerelse i mueligste Maade befordres paa
de Stæder, hvor Søestiernerne foraarsager bemeldte Skade, i det mindste
burde ingen Krabber fiskes paa disse Steder.
Hidtil har jeg allene anført de mig bekiendte naturlige Hindringer i Fi¬
skerierne, og hvorledes nogle af dem ved Menneskenes Fliid og Vittighed kand
nogenledes enten forekommes, eller og anvendes til virkelig Fordeel. Men
de politiske Hindringer ere vel endnu af større Betydenhed, og i hvor vel de til
deels baade burde og kunde ryddes af Veyen, saa vil dog en herskende Egen¬
nyttighed og Forfængelighed giøre saadant Foretagende høyst vanskeligt, om
ikke aldeles frugtesløs: De fornemste eller betydeligste politiske Hindringer ere
uden Tvivl Mangel paa Folk, saa og Folkets uordentlige Brug og Beskæfti¬
gelse, tillige med Mangel paa en nogenledes jevn og fornøden fordelet Formue
iblant Landets Jndbyggere, dernest Mangel paa saadan Indretning i Han¬
delen, hvorved Landets overflødige Fiske=Vahre kunde rigelig afsættes til frem¬


36
mede Lande, og endelig Mangel paa fuldkommen Kundskab og Vittighed om
alt hvad, som henhører til Fiskerier og Fiske=Handelen. Disse Hindrings=Po¬
ster ere af den Beskaffenhed, at de ikke i denne Afhandling kand fuldstændig
udføres og forklares, uden jeg skulde indlade mig i en alt for stor Vitløftighed,
som ikke passer sig til min Hoved=Hensigt. Jeg vil derfor allene i Korthed,
anføre mine enfoldige Tanker, angaaende bemælte politiske Hindringer for Fi¬
skerierne, hvoraf de første ere og almindelige Hindringer for all anden nyttig
Nærings=Handel i alle Lande.
Det er vel unægteligt, at Mangel i et Land paa saadanne Mennesker,
som drive de nødvendigste og mindst belønnede Haandteringer, og Pengenes
eller Riigdoms alt for ulige Fordeelning iblant Undersaatterne, er en høystbe¬
tydelig Hindring, saa vel for Fiskeriernes som Agerdyrknings og andre nødven¬
dige og nyttige Handelers ønskelige Drift. Derfor siger Hr. Dangeul i sine
Anmærkninger over Frankeriges og Engelands Fordele, at man af Menneske
Kierlighed og for almindelig Nytte skyld, burde eenstemmig giøre alt hvad man
kunde, for at skaffe de meest nyttige Mennisker linde og glædelige Vilkor, Lan¬
det faaer det betalt ved den Riigdom paa Folk og Producter, som derved saa
herlig formeres. Men baade Armod og overmaade Riigdom, Overdaadig¬
hed og Vellyst i Byerne, ere blevne til Hinder saa vel for Ægteskabs Frugt¬
barhed som deres Mængde. Denne Sandhed udtrykker den lærde og sinde¬
rige Hr. Gellert i et af sine poetiske Skrifter saaledes:
Das mancher Vater achzt, meil er bey Fleis und Vachen
Nicht so viel Brodt erschwitzt, die Kinder sat zu machen,
Thut dieses die Natur? giebt sie nicht reichlich gnug:
Verschwendung, Hoffart, Geitz, List, Eigennutz, Betrug
Dies macht den Erdkreis arm.


231
?Men den Landfordervelige Overdaadighed og Forfængelighed med sit
Yngel af Laster, tager dog mere og miere til der, hvor Riigdom og Daarlig¬
hed eller prægtig og kostbar Opførsel, som et skinnende Tegn til Riigdom, har
Fortrin til Ære, og til endnu at nyde de fedeste Stykkee i Landet, frem for
Dyd og Duelighed, som er klæd med Tarvelighed. Derimod hvor der er in¬
gen Adgang til Ære og Forfremmelse, uden formedelst Dyd og Duelighed,
der vil ikke de bemidlede spilde Tiid og Penge, allene paa Forfængeligheds
Øvelser, ikke underholde saa mange unyttige Opvartere, Handlangere, og
Overdaadigheds og mindre nødvendige Verkstæder, allerhelst naar de som tiene
derved, kunde giøre Landet mere Gavn ved nødvendigere Gierninger, som for¬
sømmes baade af Mangel paa Folk og Formue: Men de vil kappes om, at
giøre sig beqvemme til Fædernelandets Tieneste, ja end og opofre en Deel af
deres Overflødighed, som de nu formedelst et ordentligere, tarveligere, og for¬
nuftigere Levnet, kand undvære, til en og anden for det almindelige Beste høyst
gavnlig Indretning; saaledes kunde alt for mange paa et Sted samlede Mid¬
ler blive fordeelet, til nyttige Menniskers og Fæderne=Landets sande Gavn,
langt bedre end ved den forførende Overdaadighed, som vel glimrer i det for¬
fængelige Øye, men er en Pest for Landet, Syrac siger Cap. 40. v. 24. Øiet
begiærer det indtagende og skiønne, men over begge er Sædens
grønne Grøde. Saa behageligt som det er, at see de buntede Blomster
ordentlig satte i Qvartererne i en vel indrettet Lyst=Hauge (hvilken viselig ikke
bør anlegges større end Formuen tillader det, thi jeg har seet end og ved gam¬
le Herre=Sæder kostbare fordum anlagde Lyst=Hauger, at være bleven over¬
groede med Skrepper) saa beklageligt og skadeligt er det, at see mangfoldige
Blomster i Korn=Agrene, thi det nyttige og nødvendigste bliver saaledes un¬
dertrykket af det buntede og glimrende.


338
De som tilsidesette Menniske=Kierligheden, og vil nt der ved Folke=For¬
merelsen skal frembringes en Hebeli usle og elendige Mennisker, de vil vel og
til sidst have indført en Slave=Handel, og en barbarisk Vankundighed iblant
Almuen, hvorved Kundskaben om det eene Menniskes naturlige Pligter imod
det andet, kundendslukkes, thi da kunde det maaske lade sig giøre, at et saa¬
dant vankundigt Folk vilde formere sig som Bæster. Men naar uskyldige
Menniskers Liv bliver ligesaa elendigt og kummerligt som deres, der for Mis¬
giernings Skyld er dømt til Slaverie, og der er ingen rimelig Forhaabning
for dem, ved Fliid og Stræbsomhed at faae deres Tilstand forbedret, saa at
Livet bliver ubehageligere for dem end Døden, hvorledes skal da saadanne
Mennisker opmuntres til Dyd, og afholdes fra eller straffes for Misgier¬
ninger.
Skal derfor Folkets Formerelse i en fornuftig og ehristelig Stat be¬
fordres, som det der giver Landet sin Styrke og Riigdom, saa bør der tillige
sørges for, at skaffe Almuen linde og glædelige Vilkor, uden hvilket alle an¬
dre Hielpe=Midler til de nyttigste Menniskers Formerelse, ikke er at ligne ved
andet end nye Lapper paa et gammelt Klædebond. Dette er da mine eenfol¬
dige og velmenende Tanker om, hvorledes nyttige Memiskers Formerelse i et
Land best befordres, og mange Menneskers uordentlige Brug og Beskæftigel¬
se forebygges, som kunde behøves til nødvendigere Gierninger, saasom Jor¬
dens Dyrkning og Fiskerie. Ja jeg haaber endog, at de skiønsomme finder
det i mine anførte Grunde, som giver Anledning til at eftertænke hvorledes
Riigdommens alt for ulige Fordeelning kunde rettes.


335
Men for nu nærmere at befordre Folke=Formerelse her i Landene til Fi¬
skeriernes bedre Drift; saa kunde der forundes dem særdeles Frieheder, som
vilde nedsette sig og tage Boe=Pæl, ved de til noget Slags Fiskerie beqvemme
Strand=Kanter, hvor der nu er enten ingen eller alt for faae, som nærer sig
af Fiskefangst, de som selv vilde og kunde bekoste fornødne Bygninger og Red¬
skaber, kunde forundes nogle bestandige Friheder frem for dem, som til saa¬
dant nød noget Forskud, som kunde tages af Paalæg paa visse Slags Over¬
daadigheder. Dog at de sidste saa vel som de første, for sig og Efterkommere
bleve frietagne for at giøre Hoverie til Grund=Eyeren, undtagen hvad som til
Kongens Tieneste behøvedes. Der torde maaskee og findes de Grund=Her¬
rer, som af Ædelmodighed og Kierlighed til Fædrene=Landet, paa egen Be¬
kostning vilde lade opbygge ved Fiskerige Strandkanter fornødne Huuse til
dem, som paa saadanne Steder vilde nedsette sig, imod at nyde en taalelig
Grund=Leye, som allene burde betales med Fiske=Bahre, ja vel og at give no¬
get til, at forskaffe de første fornødne Fisker=Redskaber. Saaledes vilde der
upaatvivlelig blive flere Fiskere i Landet, af hvilke der med Tiden kunde haves
Forraad paa Matroser til Kongens Tieneste, saa at det ikke behøvedes at tage
saa mange fra hvert enkelt Sted. De som saaledes satte sig ned i faae Mi¬
les Strækning fra Kiøbenhavn, havde intet at befrygte for deres Fiske=Vahres
Afsætlighed, men de som kom til at boe længere borte, maatte tørre og salte Fi¬
skene, og for dem burde der drages Omsorg, at de baade kunde faae Salt
og Pak Træer for billigste Priis, saa og hos de Handlende giøres Anstalter,
til Afsætligheden.


340
Mangel paa Fiske=Vahrenes Afsætlighed uden Rigs, har uden Tvivl
indskrænket de danske Fiskerier, hvilke af de gamle historiske Efterretninger sy¬
nes, at have været i bedre Drift i fordum Tiid. Det er rimeligt, at de
Vindskibelige Hollændere har her udi gjort os Afbræk, thi de gjorde først Be¬
gyndelse med deres nu meget anseelige og fordeelagtige Fiskerier Aar 1416.
eller høyst 1397. Og formedelst deres større Handel i alle Verdens Parter
har de kundet desto bedre afsætte deres Fiske=Vahre, og dermed har de til¬
stoppet Afsætligheden for os, hvor af ikke andet kunde følge, end at de Danske
Fiskeriers Drift, Tiid efter anden maatte forfalde. Og de maa endnu mere
forfalde, dersom Brødet og andre nødtørftigste Underholdninges= og Opholds¬
Midler ikke bliver overflødigere hos os, og for billigere Priis, at bekomme,
thi derved skulde vi blive i Stand til, at kunde levere Fiske=Vahrene for billi¬
gere Priis end andre, naar der tillige skede Afslag paa Tolden forudgaaende,
og saaledes bane Veyen til Afsætligheden.
Fiskeriernes Opkomst og bedre Drift kunde og meget befordres ved
mere almindelig Vittighed og Kundskab om alt hvad som henhører til Fiske¬
rierne, saasom om Fiskenes Arter, Natur og Egenskaber, Yngels Maade og
Yngels Tiid, hvad Grunde og Dybte de søge paa adskillige Aarets Tider,
deres Føde og Næring, deres Fiender og Forfølgere, hvorledes og paa hvad
Tiid, med hvad beqvemmeste Redskab og Værktøy, et hvert Slags Fiske bør
fanges, og hvorledes de bør behandles og det paa adskillige Maader. Saa¬
dan Kundskab kunde giøres meere almindelig, ved at udgive i Trykken Be¬
skrivelser om alle Slags Fiskerier og Fiske=Handel. Overalt, naar den
høye med den lave i Landet bliver mere oplyst i de oeconomiske Videnskaber,


341
hvorved Landets Gavn fornemmelig skal fremmes, da vil baade Jord=Dyrk¬
ningen og Fiskerierne med all anden nødvendig og nyttig Nærings=Handel
komme i ønskelig Drift, og Folkets Formerelse og Lyksalighed befordres.
Anmerkning.
Man havde ønsket, at den for vort Land særdeles vigtige Materie, om Strandsiskeriets
Hinder og Hielpe=Midler, af nogle flere kyndige Patrioter, i følge af Jnvitatio¬
nen, var bleven overveyet og forestillet; thi i endeel andre Materier har man seet,
at naar fleres Tanker holdes tilsammen og lignes med hverandre, da gives god Ley¬
lighed til at udfinde det beste eller dog det bedre. Forfatteren haver ellers tilforn
aflagt ret priselige Prøver, saa vel paa sin Fliid og Jndsigt i Naturkyndighed, som
paa sin Redebonhed til at tiene det almindelige. Herom vidner ogsaa den følgende
Afhandling om Skavens Kiøbstæd og der værende Fisker=Selskab, saasom Stædets
beste Næring. Man ønskede meget, at nogen vittig og velsindet Patriot, boende paa
de Søe=Kanter, eller i de Fiorder, hvor Fiskeriet falder, frem for anden Stæds,
ville indsende saadanne Beretninger om dets nærværende Tilstand, eller Anmerkninger
om dets muelige Forbedring, som enten nu, eller i følgende Tider, kunde have sin
ønskelige Virkning. Nørre Jyllands Gienboer ved Gottenborg og paa Viig=Siden
have i de sidste Aaringer, havt en usædvanlig Guds Velsignelse af Fisk, særdeles
Sild, hvoraf mere end hundrede tusende Tønder Anno 1760. ere indsaltede. Monne
den samme Silde=Sværm ikke ogsaa tilforn have passeret deres Kyster forbi. Siden
de begyndte at agte derpag, og giøre Anstalt til Fangsten, ved Fisker=Compagnier og
Præmiers Udlovelse, have de været lykkelige. Sandt nok, at deslige forbigaaende Fi¬
ske=Fangst, ligesom ogsaa Bergmands Arbeyd, ere Nærings=Midler af det Slags
som mere kiendelig end alt andet, kommer an paa en Ledsagelse ved den Høyestes
Haand, og dens Opladelse, nu over eet, nu over det andet Land, til større eller min¬
dre Velsignelse, i rette Tiid at udstrøe, saa at Menneskene hverken i dette, eller andet,
kunde tage sig selv hvad Gud ikke vil give. Men hvad som staaer i Menneskets Magt
og Villie, er at forsømme og spilde Guds Velsignelse, endogsaa naar den virkelig var


342
der og kunde annammes, saafremt man paa sin Side, intet lod mangle, da det
kand hedde.
Nallum Namen sbest, K. sit pudentia rebys
Strand=Maagernes store Flokke, som ved deres nedrige Flugt, observere Fiske=Svær¬
mens Tour og Træk i Havet, tiener Normanden, særdeles i de store Fiskerier paa
Sundmør, til Vey=Viser. Her allene er det uskyldigt at agte paa Fugle=Flugt og
gagte Skrilg. Hvad jog endnu vil erindre er, at da hele Dannemark bestaaer af
Øer og Halføer, følgeligen frem for noget Land, haver en Mængde Søe=Kyster og
Strand=Siddere, saa burde Fiskeriets Brug og de dertil henhørende Kundskaber,
Anmerkninger, Fordele og Forhindringer, være vor Almue særdeles vel bekiendte,
og de Patrioter som paa Forfarings=Grund, have god Kundskab om noget saadant
som henhører til Fiskeriets, særdeles Strand=Fiskeriets Forbedring, anmodes herved
atter, at indsende deres Betænkninger, paa hvilke man med Største Taknemlighed
ville skiønne.
No. XVIII.


No. XVIII
SÖREN ABIDGAARDS
Beskrivelse
over
Kiøbstæden Skagen,
dens nærværende oeconomiske Tilstand,
og
Fiskeriets Beskaffenhed
sammensteds


D¬
en Nordostlige Land=Strækning af Jylland, som med et flakt, nedrigt,
og sandigt Strimle=Land, af omtrent fire Miles Længde, strækker sig ud
imod Nord=Søen og Kattegattet, kaldes i Almindelighed Skagen (*)
hvis farlige Sand=Grunde og Rev er noksom bekiendt iblandt de Søe¬
farende. Men paa det at de Seilende, desto bedre kand tage sig i agt for disse Grunde
om Natte=Tide, da er her længst ude og ikke langt fra Skagens Odde, som de kalde
Grenen, oven paa et høyt, ottekantet grundmuret Taarn, nesten ligesaa høyt som det astro¬
nomiske runde Taarn i Kiøbenhavn, en vel indrettet Fyr; ikke destomindre foraarsager dog
Storm og taaget Veyrligt, at Skibe her undertiden forulykkes, og sees endnu paa nærvæ¬
rende Tiid nogle saadanne bedrøvelige Levninger af Vrag ved nordre Strand.
Dette tørre og ufrugtbare Stykke=Land, som baade paa nordlige og sydlige Side be¬
stormes af det urolige Hav, har dog saadanne Jndbyggere, som med rette kand regnes
iblandt=Fæderne Landets nyttige og arbeydsomme Beboere, thi de ikke allene i sit Ansigtes
Sveed, men end og ofte med Livs=Fare, forhverver Underholdning og Næring ved
Fiskerie paa vilde hav.
(*) Nogle skrive Skagen, andre Skaven, jeg udvælger det første og formener, at det Navn Ska¬
gen har sin Oprindelse af Ordet Skagge, hvilket bemerker det samme som at skumpe, støde, og
da mange Skibe her forulykkes, og støde an paa dette Lands farlige Grunde og Sand=Banker i
Havet, hvor de skages og stødes i Grund, saa er sluttelig Landet bleven kaldet Skagge=Land,
Skaggen eller Skagen.


346
Ude paa dette smalle Strimle=Land er Kiøbstæden Skagen beliggende, som indbefatter
trende smaa adskilte Byer, nemlig Vester= og Øster=Bye, som ligger gandske nær hinanden
ved den Sydlige Strand, om trent en halv Miil ind af fra Landets yderste Odde eller Gre¬
nen, den tredie Bye kaldes Høyen eller gammel Skagen, som er beliggende ved den nordlige
Strand omtrent en Miil i lige Linie fra Grenen. Men til Skagens Kirke=Sogn henhører
endnu Ti vidt fra hinanden adskildte smaa matriculerede Bønder=Gaarde, som ligger
Vester hen ved de saa kaldede Skagebunke, og grændser til Raaberg=Sogn.
Kirken ligger for sig selv et stykke Vey vestlig hen, og er med Taarnet, grundmuret
af samme Bygnings=Art, som de fleste Landsbye=Kirker i Danmark, der fandtes ingen
Alderdoms=Merkværdighed udi den, undtagen: Et kronet Mariæ Billede med Barnet paa
Armen, som stoed mit i Alter=Tavlen. Ved Østerbye er et Capel opbygget af Bindings
værks=Tømmer, hvorpaa der udvændig er slagen Fiele eller Bredder, og Taget er tægt med
Straa, et ligesaadant Capel er der ved Høyen opbygget af Træ, men samme er meget min
dre end det ved Østerbye. Ved et hvert Capel er en Klokke=Stabel, men jeg fandt ingen
gammel Inseription paa Klokkerne. J Kirken holdes alle Høymesser, men Aften=Sang
forrettes i Capellet ved Østerbye. J Høyens Capel prædikes og holdes Skrifte hver Maa¬
nets Løverdag, hvor de gamle og skrøbelige tillige communicerer, og undertiden allerhelst
om Vinteren døbes der og Børn.
Alle Vaanings=Husene, undtagen 5 eller 6 som ere af Bindingsverk og Muur, ere
byggede af Træ, nemlig af Bindingsværks Tømmer, som udvendig og indvendig er beklædt,
tægte med Straa, men Udhusene ere allene udvendig beklædt med Bredder. De kand ikke
med Bredder, og deres Tag ere her bygge Huse af klinede Leer=Vægge, thi de har intet Leer
nærmere, end det skal hæntes fire til fem Mile langt borte til Lands.
Her er en liden og nsel Raadstue opbygget af Fiele, hvor der forvares iblandt andre
gamle Papirer, Originalerne af deres Kiøbstæd,Privilegia, skrevne paa Pergament, fra
Kong Exics af Pommeren hans Tiid og af følgende Konger. Stadens ældgamle Segl
eller Signet havde de nu ikke, jeg fandt ikke heller noget Aftryk af samme, men det Segl,
som de nu bruge, er af senere Tider, og der udi sees en Rist udi et Skilt, og rundt omkring
læses disse Ord: Voris hob thiil Gvdt allen. 1630. Ved Jndgangen til Raadstuen er der
en Afdeling ligesom til et Vaaben= eller Material=Huus, hvor der stoed hensat en temmelig
stor gammel Klokke, som havde den Inscription: Ano. dni. m. Nc. XIIII. factym. in.


34
honorem. Olavi per. a. o. rex. glorie. ih. xpev. veni. erm. pace. Byefogeden Ferslov
berettede mig, at denne var Stadens Klokke, som nu ikke mere brugtes, men den havde
tilforn havt sin egen Klokke=Stabel, hvilken nu var nedfalden og borte.
Da jeg her beskriver Skagens Huse og Bygninger, saa bør jeg ikke heller forbigaae,
at melde, at her er en Veyr= og en Heste=Mølle, ved hvilke Jndbyggerne nogenledes kand
forsynes med fornøden Meel=Gryn= og Malt=Maling. Den til Skagens Kiøbstæd og
Menighed henhørende Grund strækker sig fra Grenen i en Længde af halvanden Miil fra
Nord=Nord=Ost og Syd=Syd=Vest hen, denne Landstrækning er Vester ind af omtrent
en halv Miil paa det bredeste, og bliver immer smallere ud til Odden eller Grenen, saa at
derved Vesterbye fra den sydlige Strand, er ikke nogen Fierding=Vey over til nordlige
Strand. All denne Strækning bestaaer nesten allene af en løes hvidagtig eller askefarvet
Flyve=Sand, som dog ikke er af letteste, fineste eller slemmeste Slags, denne Sand er sær¬
deles ved Strand=Kanterne sammenfløyet i store Banker og Høye, ja ligeledes er mange Stæ¬
der midt inde i Landet store Strækninger formedelst Flyve=Sanden bleven ufrugtbare, hvor
det saa kaldede Marhalm eller Sand=Havre ikke endnu har faaet Tiid til at fæste og ud¬
brede sig. Dog alligevel er hist og her noget jevnt og slet Land, begroet deels med Sand¬
Havre, deels med smaa Vidie=Riis, som her kaldes graa og hvide Riis, eller og med
Sand=Siv. Nogle Strækninger er enten begroet med smaa Lyng eller og med fiint Græs,
af saadan Beskaffenhed er Landet nesten i fire Miles Længde fra Skagens yderste Odde.
J dette tørre og sandige Land gives dog adskillige, temmelig dybe, ferske Søer, saasom
Garboe=Søe, som er stor og Dyb, ved den sydlige Kant af Landet omtrent tre Mile fra
Skagen, og Raaberg Søe, som har sit Udløb ved den nordlige Strand. Her har endnu
været mange flere ferske Søer, som ere blevne opfyldte af Flyve=Sanden, og ere nu ud¬
tørrede, man kand dog kiende disse Stæder igien af den mere bløde og fugtige Grund og
tillige af den brunrødagtige eller rustblandede Sand, som her antreffes frem for paa andre
Stæder, og hvor hist og her er en stillestaaende Vand=Pytte, der har Vandet gemeenlig
en skinnende Hinde oven paa sig, og viser en rødagtig Farve, hvilket er Tegn til en Jeru¬
haltig Opløsning, og vidner om Grundens mineralske Beskaffenhed, hvilken jeg paa ad¬
skillige Stæder havde villet undersøge, dersom jeg havde været forsynet med en Jord=Bore.
Ved Skagebunke er og en liden Søe, som kaldes Lorskevaa, og paa Skagens Kiøbstæd¬
Grund er en fersk Søe, som kaldes Hav=Søen, udsædvanlig dyb efter sin Størrelse, hvor


348
udi der er Giedder, Aborrer og Aal, denne er beliggende et Stykke Vey sydostlig fra Kir¬
ken, og har sit Udløb ved sydlige Strand. Disse benævnede Søer som ligge i denne
Land=Strimle ere alle høyere end det salte Hav, har rimeligen deres Oprindelse af Kildevæld
i Dybet fra Afgrunden, thi her er intet høyere Land paa mange Mile nær, hvorfra de kunde
have Tilløb eller Udspring. Men paa Landets Overflade har man her ikke endnu fundet
nogen Kilde eller Væld; dog alligevel kand her faaes Brønd=Vand allevegne, da man de
fleste Stæder ikke har fornøden, at grave dybere end halvanden to, eller høyst tre Alne,
men paa det at Sanden ikke maa falde til, og igien opfylde Hullet, bør man skynde sig
meest mueligt med Gravningen, og saa snart Brønden har faaet fornøden Dybde, ned¬
sættes i samme en Tønde, som neden ved og udi Bunden er giennemboret med smaa Huller,
derefter pakkes Sanden tæt til omkring Tønden, og saaledes er alle deres Brønde indrettet
i Skagen: Dog har det meste Brønd=Vand her en guulagtig Farve, men ude ved det
nye Fyr=Taarn, er en saadan Brønd, som giver meget klart og reent Vand, hvorfra og
nogle hente deres Thee=Vand.
Græs=Mark eller Eng og Ager=Land til Skagens Kiøbsted, er ikkun gandske lidet, og
er nu paa nogle Aar kiendelig formindsket formedelst Flyve=Sandens Udbredelse. Jkke de¬
sto mindre gaaer her omtrent hundrede og halvtrediesindstive Køer paa Græs om Sommeren,
hvoraf den tredie Deel er Leye=Køer, hvilke de fattige Jndbyggere leye om Sommeren,
men saasom de ikke kand føde dem om Vinteren, leverer de dem da tilbage til Eyermæn¬
dene. Her holdes desforuden en stor Mængde Faar, Sommer og Vinter, og endnu nogle
Heste. Saaledes græsses her for mange af bemældte Creature om Sommeren, og ligele¬
des fødes for mange Vinteren over, alt til Skade for Marhalmen og Vidie=Riset, som af
Creaturene førtæres og ødelegges. De forhen bemældte Ti matriculerede Bønder, som hø¬
rer til Skagens Sogn, holder ligeledes for meget Qvæg; thi det blev mig berettet af ad¬
skillige, at for Exempel den af disse Bønder, som i det høyeste staaer for fire Skiepper
Skyld, føder omtrent ti Køer. Maaskee de ligeledes i de andre paa denne Landstrækning
beliggende Byer og Sogne, holder for meg et Qvæg. J hvor strængelig det end er forbu¬
den, i Danske Lovs VI. Bog. XVIII. Cap. 29de Art., at afhugge Sand=Havren og de an¬
dre Væxter, som binder Sanden, saa kand det dog vel skee, at en eller anden tør vove, at
handle herimod, og for at forsyne sig med fornøden Vinter=Foder til Creaturene, foreta¬
ger saadan Gierning om Natten. Maaskee dette Onde kunde bedre hemmes ved en mindre


34
Straf og Penge Mulct, thi en alt for betydelig Straf opvækker Medlidenhed og Ømhed,
saa den ene derudover ikke vil angive den anden, som saaledes forbryder sig imod Loven; da
dog ved saadan Mishandling og sammes Fordølgelse Landet og samtlige Jndbyggere tage
ubodelig Skade.
Landet bliver ikke allene mere og mere ufrugtbar, ved det at disse mange Creature for¬
tære og ødelegge Sand=Havren, Sand=Siven, Vidie=Riset, og andre saadanne Væxter,
som skulde formere og udbrede sig, til at dæmpe Sanden, men Ufrugtbarheden forøges og
meget, ved det at Jndbyggerne skræller den øverste Skorpe eller den tynde Lyng= eller Flad¬
Torv hist og her oven af Jorden, og det fornemmelig paa de Steder, fra hvilke de har be¬
qvemmest og kortest Vey, til at føre det hiem, ja det er end og at befrygte, at de afhugge
Vidie=Riset, for at bruge samme til Brændsel. Alt dette kand ikke andet, end befordre Fly¬
ve=Sandens Udbredelse, og til Slutning giøre Landet i høyeste Grad ufrugtbar, og nesten
ubeboeligt.
Endskiønt denne Landstrækning er saa aldeles bløttet for Skov, at man paa mange
Mile ikke seer et eneste Træe voxe vilt paa Marken, og her ikke heller findes saadanne Mo¬
ser, hvor der kand graves af den almindelige Myr= eller Skaad=Torv, og Landet viser des¬
uden ikke anden Jord=Art end løes Sand, saa har dog den alvises Forsyn her nedlagt en
ypperlig Materie til Brænde, som ligger de fleste Steder i Strata, baade ind i Landet og
ved Søe=Kanten skiult under den løse og magre Sand: Denne brændelige Materie kaldes af
Jndbyggerne Mar-Torv, hvilken jeg i det følgende omstændeligere skal beskrive: Men for¬
di denne Torv skal hentes omtrent halvanden Miil fra Kiøbstæden Skagen, og et Læs af
samme med at lade kiøre hiem koster 20 Skilling, saa, da enten de formuende vil spare dis¬
se Udgifter, eller og de fattige kand ikke bringe rede Penge til Veye, behielper de sig med
det ringere, som koster dem saa got som slet intet. De, der selv holde Heste og Vogn, for¬
syner sig vel med noget af bemælte Martorv, men de fleste brænde den sandige Flad= eller
Lyng-Torv, som de skrælle oven af Jorden. Det var dog vel mueligt, at udfinde et Raad
og Middel, til at hemme denne Uorden saaledes, at de fattige kunde hielpes, til at faae det
fornødne Brændsel.
Den ufrugtbare Sand=Grund giør Frugt og Kiøkken=Haugers Anlægning meget van¬
skelig, dog viste nogles anvendte Fliid, at her kand faaes Hauger, i hvilke ikke allene de
fornødne Kiøkken=Urter, men end og de lave Frugt=Træer, som kaldes Krybbel=Træer,


350
gandske got voxer og trives. Hos nogle Formuende saa jeg Have=Dyrkningen aldeles for¬
sømt, da derimod en Deel fattige havde skiønne Kaal= og Urte=Hauger, af hvilke de ikke
allene forsyner sig selv, men endog for billig Betaling kand overlade Kaal og Urter til an¬
dre, deg forskrive nogle Formuende med Skagboe=Skuderne, Kaal=Hoveder, gule Rødder,
Petersilie=Rødder, Roer, og Løg her fra Kiøbenhavn. Man kand let begribe, at det er
vanskeligt, at faae en indhægnet Plan af denne magre og løse Sand=Grund gjort frugtbar
allene med Giødning af Creaturer, allerhelst da her ikke er nogen Leer eller fiin Muld=Jord,
hvormed den sandige Grund kand hielpes; dog kunde Sanden snarere forbedres og giøres
frugtbar, om de lod hente nogle faae Læs af den fede Mar-Torv, for dermed at formere
og forbedre deres Møgdynger, men Mar-Torven bør, imedens den endnu er vaad og fug¬
tig, bankes smaa og smulres, førend den bliver blandet iblant Giødningen.
Pile=Platningen bliver her ligesom Hauge=Væsenet almindelig forsømt, omendskiønt
de faae Pile=Træer, som hist og her vare plantede, overbeviser Jndbyggerne om, at de
gandske got trives i den nedrige Sand=Grund, hvor man, ved at grave lidet over en Allen
dybt, antreffer Vand.
Deres lidet Ager=Land dyrke de flittig og vel, dog kand de ikke pløye dybt, førend den
rene Sand kommer op, og den øverste Jord=Art i Agrene bestaaer allene af en med lidet
sort Muld beblandet Sand Endskiønt Jorden er beqvem til Rug Sæd, saa saaes her dog
gemeenligst Byg og Havre, for desbedre at nytte Halmen eller Straaet til Foder for Creatu¬
rene. Efter Løfte vil jeg her give en kort Beskrivelse over Mar=Torven: Samme er en tæt,
temmelig tung, nogenledes sprød og sort eller sortebrun feed og brændbar Materie, aldeles frie
for Blanding af Sand eller Leer=Jord, som giver gode Gløder, har ingen slem Lugt, og ef¬
terlader ikkun lidet Aske. Materien synes, i nogen Maade efter udvortes Anseende at nær¬
me sig til Steenkuls Art, den findes adskillige Steder under Sanden, fornemmelig sees saa¬
danne Aarer og Lag gandske aabenbarlig ved nordlige Strand, hvor Land=Kanten i et par Mi¬
les Strækning eller længere er nogle Steder formedelst det urolige Haf afskyllet og blottet saa
ledes, at Mar-Torvens Lag viser sig i den steile afbrudte Land=Kant, som er to til tre ja vel nog¬
le Steder fire Favne høy; her sees fra øverst af udi den hvidagtige løse og magre Sand ad¬
skillige horisontale Lag af bemeldte Torv=Art, af hvilke nogle Lag ere en halv Allen tyk eller
tyndere, andre ere derimod meget tykke og mægtige, saasom af to til tre Alnes Tykkelse og
derover. Jeg fik Leylighed til at betragte disse strata, da jeg fra Skagen paa denne Vey


351
længs den nordre Strand gjorde en Reyse Vester hen i Landet. Denne Strand=Vey er dog
ikke ret sikker at fare, thi saasom man i visse Strækninger paa en halv eller heel Miils Læng¬
de, ikke kand fra Stranden formedelst den brandte Land=Kant kiøre ind paa Landet, men maa
holde ud, indtil man kommer til et saadant Sted, hvor der er Opkiørsel, saa kand man
lettelig komme i Livs Fare, thi endskiønt her er ingen ordentlig Ebbe og Flod, saa kand dog
Havet undertiden voxe eller reyse sig imedens man kiører paa saadanne Steder, hvor man ik¬
ke kand redde sig, ved at begive sig ind paa det høyere Land i en Hast. Adskillige Steder her
nede ved Stranden saa jeg store Stykker Mar-Torv i Mængde nedfaldne, de vare alle gien¬
nemtrukne med Vand, og i nogle faa Stykker saaes smaa Rust=Plætter af forvittret Kies,
Bandet i de Vand=Pytter, hvor der laae Mar=Torv, havde en lys brunagtig Farve som en
tynd Saft af Soed. Disse Omstændigheder gav mig Anledning, til at slutte, at det er
denne allevegne i Grunden liggende Torv=Art, som giver det meste Brønd=Vand i Skagen
den brun gulagtige Farve, og at den dybe Grunds Kiesartede Beskaffenhed foraarsager den
røde Rust i de med Flyve=Sand opfyldte Søer. Det er alt saa formodentlig, at hele Lan¬
dets Grund de fleste Steder er opfyldt med saadan Mar=Torv, hvilken maaskee strækker sig
med sine strata langt inde i Landet, derfor burde der søges adskillige Steder endogsaa paa
høyt Land med gode og lange Jordborer. Thi om man var saa lykkelig, at denne Mar¬
Torv fandtes i stor Overflødighed ikke for langt fra de Steder, hvor der kunde skee beqvem
Udskibning, da var vi her i Landene nesten ligesaa vel tient hermed som med de beste Steen¬
kuls Gruber. Ja vi vilde da uden Tvivl bedre benytte os af saadan naturlig Fordeel end
Tyrkerne af deres Steenkuls Gruber nær ved Constantinopel; Thi Hr. EnvaxD CARLSox
har i en til det Kongelige Svenske Academie indsendt Underretning, iblant andre Merkværdig¬
heder tillige mældet, hvad han selv har seet, nemlig at der to Svenske Miil fra Constanti¬
nopel, ikke langt fra Landsbyen Belgrad, antreffes i en Sand=Høy adskillige sorte Aarer li¬
gesom af Kul=Støv, og at der er en Steenkuls Grube der i Nærværelsen lige ved det sørte
Hav, hvor der mange Steder ved Søe=Kanten, hvor Søen har afskyllet Biergene, sees
adskillige Lag reen Steenkul oven Jorden. Men Tyrkerne bekymrer sig ikke derom, at be¬
nytte sig af saadan Fordeel, omendskiønt Brænde=Veed er dyre nok i Constantinopel. See
K. S. Vidensk. Acad. Handling IX. Bind 2det Qvartal, i Udtoget af Vidensk. Academ.
Dag=Bog. Disse Steenkuls Aarer viser sig altsaa ved det sorte Hav nesten paa ligesaadan
Maade, som Mar-Torvens strata viser sig ved Skagens nordlige Strand.


352
Det vil blive vanskeligt, at udgrandske, hvorfra den beskrvne Martorv har sin Oprin¬
delse. Af Navnet skulde man slutte at den havde sin Oprindelse fra Havet, men det er ikke
rimeligt, at den skulde være bleven frembragt ved en Opskyllelse, allerhelst da de øverste
Lag ligge nogle Favne høyere en Vandfladen, desforuden sees nu lidet eller intet Tang el¬
ler Hav=Væxter paa den nedrige og flakke Strand at være opkastet af Søen, Landet for¬
mindskes meget mere ved denne nordlige Strand, ved det at Havets Bølger bortskyller
Grunden og Landkanten, ja det blev mig af gamle Folk i Høyen forsikret, at der tilforn
havde staaet Gaarde og Huse, hvor de nu fiskede. Endnu mindre synes det troeligt, at den¬
ne Torv=Art er i en saa lang ophøyed Strækning frembragt ved Moratser eller Moser, jeg
kunde desuden ikke med blotte Øyne finde ringeste Tegn af Væxternes Rige, saasom af Stæng,
ler, Rødder, eller Blade, udi de overbrudte Stykker, af denne Torv, hvis naturlige Leye
og øvrige Beskaffenhed kommer temmelig overeens med hvad Herr Professor Lulofs siger,
nemlig: at man ikke maa indbilde sig, at alt Torv=Land er Myr= eller Mose (Moratz) thi jeg
har funden Torv=Grund (siger han) mange Fod oven over Vældet i dybe Brønde. Da den
berømte Brønd i de gamle Mænds Huus i Amsterdam blev gravet, fandt man omtrent
To hundrede Fod over Vældet, ni Fod Torv=Grund. See Hr. Lvrors Einleitung ;u der
Kentnisz der Erdkugel I Tom. 15de Hauptstuck. 340. §. Men den sande Oprindelse til Ska¬
gens Mar-Torv, samt den Torv=Artes Forhold i Physiske og Chymiske Prøvninger, overla¬
der jeg til vore Læxde Naturkyndiges Grandskning og Randsagning.
Da jeg nu har beskrevet Landets naturlige Beskaffenhed, og Jndbyggernes Land=Huus¬
holdning, saa staaer nu allene tilbage, at give Beskrivelse over deres øvrige Oeconomie,
Handel og Næring, som fornemmelig bestaaer i Seyladse og Fiskerie.
J Skagens Sogn er omtreut 500 Communicantere, og da indberegnes Beboerne i de
forhen bemeldte matriculede Bønder=Gaarde. Jblant Kiøbstædens Jndbyggere er ikkun
gandske faae Haandværks Folk, nemlig to Tømmermænd, som tillige ere Snedkere, og som
selv har lært sig deres Haandværk, en Skomager, to Smedde, og en Rebslager, derimod
er her hundrede Fiskere inddeelte i Sælskaber, fem til sex i hvert Sælskab, de øvrige Jnd¬
byggere af Mandkiønnet ere deels saadanne, som seyler med deres Skuder og Seylings
Baade, med hvilke deres Fiske=Vahre udskibes og forhandles, deels saadanne, som af
Uformuenhed ikke ere i Stand til at udrede sig med fornødne Redskaber til Fiskerie, eller
og nogle af dem skyde sammen, for at udrede og bekoste de Redskaber, med hvilke en Mand


35¬
i Fisker Sælskabet bør være forsynet, disse deele da de Fiske imellem sig, som fanges.
Nogle af de formuende har Fisker=Redskab, at leye bort, og faaer den ene halve Deel af
Fiskene i Leye, den anden halve deel tilfalder Fiskeren for hans Møye og Arbeyde. Nogle
fattige ernærer sig ved at gaae til Haande ved adskilligt nødvendigt forefaldende Arbeyd, el¬
ler som Hielpere ved Fiskerierne. En Deel ere saa gamle og skrøbelige, at de intet synder¬
ligt kand forrette. Qvinde Kiønnet ligger ikke her paa den lade Side, men ere arbeyd¬
somme og flittige ved Spinding og Vævning. J Almindelighed er den gemene Mand her
frisk, sterk, og uforsagt til sit Arbeyde, og derhos meget sparsommelig.
Jndbyggerne i denne liden Kiøbstæd, nemlig i Vesterbye, Østerbye, og Høien gi¬
ver for nærværende Tiid otte hundrede Rixdaler i Consumption, og desuden fyrgetive Rix¬
daler til den, som indfordrer Consumptionen, denne Summe bliver saaledes lignet imellem
dem, at en Fiskere maa betale for sig og Hustrue 3 Rdlr. eller i det mindste 2 Rdlr. 3 Mk.,
men har han Børn, gamle og skrøbelige Forældre at føde, eller hans Huus=Familie er
større, da maa han betale mere. Foruden Consumptions Afgiften, bør enhver Fiskere i Øster¬
og Vester=Bye aarlig yde i Tiende til Sogne=Præsten, fire Mark Danske, og desuden til Aal¬
borg Hospital en Mark, de andre, som seyle skal betale aarlig til Sogne=Præsten to Mark,
hvilket sidste kaldes Aars Løn. Til den residerende Capellan skal enhver Mands Person iblant
Communicanterne i bemældte Øster= og Vester=Bye, aarlig betale fire og tive Skilling. Men
i Høyen giver hvert Fisker=Sælskab, som der bestaaer af sex Personer, til Sogne=Præsten
sytten Mark og til Capellanen tretten Mark Danske.
Seyladsen drives her af Jndbyggerne med deres egne smaa Skuder og Seylings Baa¬
de, med hvilke de føre deres Fiske=Vahre til Kiøbenhavn og andre Steder i de Danske Pro¬
vincier. Med tre eller fire Skuder, giør de og gemeenlig hvert Foraar en Reise til Lybek,
Rostok, eller de Pommerske Steder, nogle seyle og til Carlskrone eller Stokholm. Med
hvert Fartøy giør de gierne tre til fire Reyser om Aaret.
Fiske=Handelen og Seyladsen fra Skagen er i nogen Tiid bleven fortsat med ti Sku¬
der, otte med Dæk, de andre ere aabne, de drægtigste ere af fire, fem til sex Læster, disse
deres Fartøyer kalde de Brikker, fordi de i Bygning og Takling ligner Brigantiner, paa
enhver saadan Brikke eller Skude farer de gemeenlig ikkun tre Mand sterk. Af bemældte
Skuder forulykkedes en med Folk og alt paa Hiemreysen i Skagens Bugt, eller imellem
Fladstrand og Skagen, i den sterke Storm, som i denne Høst i October Maaned foraar
V. Deel.


354
fagede saa mange Skibes Undergang, omtrent samme Tiid strandede endnu en anden Ska¬
gens Skude paa Mariager Grunde: denne Søe=Skade vil visselig i nogen Tiid sette Fi¬
skeriet i Skagen meget tilbage, thi ved Seyladsen skal fornemmelig deres Fiske=Vahres
Afsetlighed befordres. Her er dog foruden Skuderne fem saa kaldede Seilings Baade, som
allene ere to, halvanden til en Læst drægtige. Men til deres Fiskerier er der paa nærvæ¬
rende Tiid ved Høyen, Øster= og Vester=Bye i alt omtrent fire og tive fuldkomne og tem¬
melig store Fisker=Baade, hvilke de selv bygge, og faaer de der til Bygnings Materialier¬
ne fra Norge eller Sverrig; men deres Skuder og Seylings Baade, som ere temmelig
brede eller fladagtige nede ved Kølen, bliver byggede i Sverrig, dog, naar de faaer dem¬
hiem, indretter de dem endnu noget beqvemmere efter Landingens Beskaffenhed: Thi saasom
de har aldeles ingen Havn, maa de til Vinteren, naar deres Reyser ere endte, trække Far¬
tøyerne op paa Landet, hvilket skeer med mange Menneskers Hielp og stor Besværlighed;
Men dette svære Arbeyd, hvorved nogle, som ere alt for villige med deres Kræfter, setter
Hilsen til, og bliver plaget med Brok, kunde uden Tvivl ved nogen snildere Indretning
meget lettes og hielpes. De har vel et Ton og Blok=Verk, hvilket giøres fast med den
ene Ende i Skibets Forstavn, og med den anden i et Anker, som imellem tvende nedsat¬
te Pæle med sine Kroge eller Flæne holdes fast, dermed trække de Skuderne op paa Landet;
Men de løse runde Stokke eller Valtser, tillige med løse Bredder, hvilke de skyde ind un¬
der Fartøyet, i medens det endnu ligger i Søen ved Stranden for at lette og befordre dets
Indhaling paa Landet, er ikke den beqvemmeste og beste Maade; derfor maa de arme Men¬
nisker gaae ud i Vandet nesten til under Armene, omtrent ti Mand paa hver Side af Far¬
tøyet, hvor de af alle Kræfter setter Skuldrene til og op imod Skuden, for at lette og
løfte samme, imedens andre er tilrede, at skyde bemeldte Valtzer og Bredder under, og
andre trækker og haler ved Spillet eller Blokverket. Skulde det ikke være bedre, om de havde
en laug og let Flyve=Broe med bevægelige Valtzer oven paa, til at skyde langt ind under
Fartøyet med den yderste Ende, saaledes at den anden Ende kunde hvile paa Landet? Og om
deres Fartøyer var byggede gandske fladbondede med Sværd paa Siden ligesom de Holland¬
ske Smakker, saa synes mig, at de ikke allene lettere kunde indhales paa Landet, men de
skulde end og bedre kunde seyle for en skral Side=Vind, end de Brikker, som de nu bruge.
Det var stor Lettelse for Jndbyggerne, om her blev indrettet en nogenledes sikker Havn;
thi de har for deres Skuder i Seilings=Tiden, fra først om Foraaret til hen ved Jule=Tider,


35
saa ofte de ligge ved deres Hiem, ingen anden Frelse, end at de for det aabne Hav ved syd¬
lige Strand i Sorm og uroligt Veyr, maa ride for deres Ankere og Anker=Tou, da der imid¬
lertid altid maa holdes en Mand om Bord, for at holde Vagt, og at flittig belegge An¬
ker Tovene, at de ikke skal overgnaves, og Fartøjerne derudover forulykkes ved deres eget
Hiem, hvilket dog underiden har tildraget sig. Efter de Seylendes og Kyndiges Beretning,
skal her kunde indrettes en nogenledes beqvem Havn ude ved de Sand=Grunde eller Rev,
som ligge ved den Ost=Sydostlige Kant af Skagens Odde eller Grenen, hvor der i en vis
Strækning, skulde nedsenkes enten Steen=Kister eller gamle ubrugbare Skibe, ladede med
stor Steen, hvorved de kunde giøres sikkre for østlige, sydlige, og vestlige Vinde, hvilke
allene foraarsager dem meest Fare og Uleylighed, thi for nordlig Storm og Søe, har de
Beskyttelse af Landet.
Dersom Skagboerne havde Fartøyer, som seilede bedre for en skral Side=Vind, og
de forstod sig paa at benytte sig af Søe=Kart, og vare tillige saavel bekiendt ved Jndløbene
i de Svendske Havne ved Nord=Søen, som de ere befarne i det Jydske Farvand og de der
beliggende Grunde og Havne, da kunde de ofte giøre deres Reiser hastigere til og fra Kiø¬
benhavn, ved at legge lige over fra Fladstrand imellem Anholt og Hessel=Øen, end da de
nu for Exempel, paa Hidreisen til Kiøbenhavn, med en Vesten eller Nord=Vest Vind giør
Seylatsen meget længere, for at beholde Landkiendingen af Hals, Mariager, Grinnaæ, og
seile mestendeels saa meget sydlig hen og vestlig forbi Hessel=Øen, indtil de sydlig forud
faaer en høi Landkiending af Jylland i Sigte, som kaldes Aarnakke, inden de legge over
til Sundet eller det Siellandske Land. Thi de vove ikke gierne, at sette Coursen imellem
bemeldte Øer, af Frygt for at blive sadt tilbage af Modvind ud i Nord=Søen. Jeg har
selv lært af Erfarenhed, at denne Omvey kand foraarsage Uleylighed, thi paa min Hiem
reise til Kiøbenhavn med en Skagboe=Skude, havde vi fra Fladstrand tvende Dages got
og mili Veyr, med en jevn blæsende og føyelig Vest=Nord=Vest Vind, men kom dog for¬
medelst Omsvøbet i Seilatsen ikke længere anden Dags Aften, end imellem Kullen og Horn¬
bek, da blev det blik stille, og i Mørket faaes Mar=Jlden gnistre i Søen omkring Far¬
tøyet, der kom adskillige smaa Vind=Flager snart fra en Kant, snart fra en anden, hvor¬
ved vi dog kom op imod Gillenleye, og kastede der Anker om Natten. Den 12te om Søn¬
dagen blæste Vinden Syd=Syd=Ost, og Sundet var fuldt af Seylere, af hvilke største
Delen stræbede sig op imod Vinden, for at komme i mere Sikkerhed; vi lettede vore Anker


56
i samme Øyemerke, og gjorde den gandske dog nogle Vendinger imellem det Siellandske
og Skaanske Land, for at lavere os op imod Vinden, men vi vandt ikke mere derved, end
at vi kom til at kaste Anker uden for Gillenleye. Blæsten forøgedes alt mere og mere, og
udbrød efter Midnat i en forskrækkelig Storm, som vedvarede tvende Dage og Nætter
nemlig den 13de og 14de October, i hvilken Tiid vi havde lidet eller intet Haab om, at
komme derfra med livet, thi vores liden Skude hoppede og sleed i Anker=Tonet som en
hitsig opirred Hund i sin Lænke, vi saae desuden at mange Skibe enten mistede deres Anker,
eller og at drive for Ankeret ud i det vilde Hav, hvorudover Sundet til sidst blev gandske
ryddeligt for Skibe, saa at der ikke blev liggende mere end tre med os, hvis Ankere og
Tou holt fast. Endelig mod Morgenen den 15de October sagtedes Veyret, og Vinden
blev nordlig, saa at vi (Gud være lovet:) kunde lette Anker, og kom ubeskadiget paa
Kiøbenhavns Reed lidet efter Middag. Denne store Fare og Ængstelse killige med nogle
Dages Forhaling i Reisen, kunde vi have undgaaet, og maaskee lagt inden for Kiøben¬
havns Toldboed i den stærke Storm, dersom Skipperen havde dristet sig til, at seyle lige
over fra Fladstrand imellem Anholt og Hessel=Øen.
Skagens Seyladse og Fiske=Handling befordres og holdes i Gang formedelst deres
Fiskerie, hvilket drives, som forhen er meldet, af omtrent hundrede Fiskere inddelede i
Sælskaber, som stiftes eller indfæstes ved Juul og Pintse Tider, og bestaaer et hvert saadant
Fællesskab i Øster og Vesterbye af fire til fem Mand, men i Høyen eller gammel Skagen
er der ikkun fire Sælskaber, som hvert bestaaer af sex Mand. Hvert Sælskab har sin
Fisker=Baad, hvilken er fuldkommen stor og indelet i saa mange Rum, som der er Perso¬
ner eller Lodder i Fællesskabet, hver Mand har sine 4 Flyndre=Garn med sig, hvilke kaldes
en Lænt, desuden har hvert Sælskab sin Flyndre=Baad, og naar den skal bruges, da tager
hver Mand sin Hielpere med sig, saa at der bliver ti til tolv Personer til Vaadens Træk¬
ning. En saadan Baad er tresindstive til halvfemtesindstive Alne lang i Nættet, og er i
Midten, hvor den er forsynet med en Kolv, otte Alne breed eller dyb, men mod Enderne
bliver den smallere og smallere indtil halvanden Allens Dybde eller Brede. Den er af stær¬
kere Traad og noget mindre Masker i Nættet, end Flyndre=Garnene. Paa hver Ende er et
Tou, som er hen ved fem hundrede Favne lang. Flæerne ere af store Stykker Kork, hæf¬
tede halvanden Allen vidt fra hinanden, men paa den nederste Telje (Linie) bruge de
Blye=Vægter, som ere hæftede omtrent een Allen vidt fra hinanden. Med deres Flyndre¬


35¬
Baadde farer de fem til sex hundrede Favne ud fra Landet, fornemmelig for at fange Flyn¬
dre, men de faaer da iblant Flyndrene undertiden nogle faae andre Slags Fiske, saasom
Torsk, Langer, Koljer, Haa=Fisk, Rokker, og s. v.
Om Foraaret ved Christi Himmelfarts Tider, eller imellem Pints og St. Hans Dag,
bruges undertiden nogle saa kaldede Dybs=Baadde, hvilke baade ere mindre og har ikke
saa store Masker som Flyndre=Baadde, med disse Dybs=Baadde roes ikke længere ud end
hundrede Favne fra Landet, for dermed at trække, og fange adskillige Slags Fisk, saasom
smaa Sild, Hvillinger, Koljer, Makrel, Fiæsinger, Knoder, hvilke de meest forbruge til
deres egen Huusholdning og Føde=Forraad til Vinteren. Disse Fiske skal dog ikke være
meget gode, thi formedelst Varmen paa denne Aarets Tiid, kand de ikke blive tilbørlig
behandlede.
Om Foraaret og hen paa Sommeren bruge de nogle saa kaldede Tobis, Baadde,
hvilke ere gjorde af meget aaben Lærret til fire Alne af Marken med Jslæt og Renning, de
ere ligesaa lange som Dybs=Baaddene, og ere ligesom disse forsynede med Flæer af Kork,
og paa nederste Telje bindes smaa af lange Haand=Stene. Disse Baadde bruges, til at
fange et Slags smaa Fisk med, som kaldes Tobiser, med hvilke de made deres Kroge paa
Borre= og Kolje=Bakker, til de sidstes Kroge giøres fire Agn af en Tobis=Fisk.
Ved Michels Dags Tider bruge de til Aale=Fangst, en liden kort Aale=Baad, som
de ellers kalde Heste=Baad, fordi den ikke kastes længere ud fra Landet, end en Hest kand
Vade, hvilken anspændes for den ene Ende af Baadden, for at trække den, da der imidler¬
tiid rider en Person paa Hesten, og styrer den; eller og der stikkes en Stage af sexten til
sytten Alnes Længde udi Kolven af Baadden, hvilken en gaaer og holder stivt ud, imedens
de andre trækker.
Naar Flyndrene ikke falder saa nær under Landet, at de kand tages med Baad, saa
bruge de deres Flyndre=Garn, hvilke settes paa ulige Dybde, saasom paa ni til otte og
undertiden ikkun paa tre Favnes Dybde. Naar der er mange Flyndre paa Dybet, kand
de sette Garnene to Gange om Dagen. Disse Garn eller Fisker=Næt giøres af temmelig
fiin dog stærk Traad, som spindes af Hør eller Hamp; hver Maske bliver omtrent to og
en qvart Tome i hver Side, hvilken Vide de afpasser, naar de knytter Nættet, ved at maale
hver Maskes Vide fra det Yderste af Pæge=Fingeren og langs ømkring til Skielningen i
Haanden. Paa Flyndre=Garnene, som har ulige Længde, og allene ni Masker i Breden


358
eller Dybden, hæftes i øverste Linie eller Tælje tolv, atten til tive Snees Flæer eller
Floe=Træer, hvilke giøres af et Slags let Træ, som kiøbes hos Hør=Kræmmerne for tre til
fire Mark Danske Lispundet. Hvert Flæ eller Floe giøres tre Tome Lang, en halv Tome
breed, og nesten ligesaa tyk, disse Floe hæftes hen ved tre Qvarter vidt fra hinanden; for
hver fierde Floe bindes smaa af lange Haand=Stene paa Garnets nederste Tælje, saadanne
Haand=Stene findes der ikke uden allene ved Nordre=Strand. Men her ved erindrer jeg,
hvad mig af en Skagens Skipper blev berettet, nemlig at Hollænderne giør sine smaa
Fisker=Floe eller Flæer af Vox og Tælle smeltet tilsammen, hvilke blive altid lige gode,
og aldrig giennem trækkes med Vand.
Fiskerne behandler Flyndrene paa tvende Maader, nemlig enten til Lund eller Lage¬
Flynder. De, som skal være Luud=Flyndre legges ikke ned i Salt, men bliver, efter at
Jndvolden er udtaget og de ere reengjorde, strax ophængte til at tørres i Luften og Vin¬
den, dette Slags kand ikke behandles uden om Foraaret, thi om Sommeren forderves de
af Varmen, og om Høsten tage de Skade af fugtigt Veyrligt. Men til Lage=Flyndre,
bliver Flyndrene, saa snart de ere reengjorde, nedlagde i en Balle, og Lagviis strøet med
Spansk Salt, hvor udi de blive liggende tvende Dage og Nætter, derefter bindes to og to
sammen ved Halen, og ophænges paa udspændte Snorer, at tørres. Lnud=Flyndrene føres
allene til de Tydske Stæder, saasom Lybek og Rostok, hvor de ikke vil have Lage=Flyndre,
hvilke sidste allene kand afsættes i vore egne Lande, fornemmelig føres en Mængde til
Kiøbenhavn, hvor Lund=Flyndre derimod ikke kand forhandles, thi Fiske=Bløderne i
Kiøbenhavn vil ikke tage imod dem.
Skagens Fiskerie bestaaer fornemmelig i Flyndre Fangst, thi disse Fiske opholde sig
her i stor Mængde baade ved nordlige og sydlige Strand; de fiskes ikke allene af Jndbyg¬
gerne i Kiøbstæden Skagen, men og af Beboere der i Egnen og i de Lands=Byer, som ere
beliggende ved Søe=Kanten. Dog fanges her en Deel andre Slags Fiske, fornemmelig
Koljer baade ved sydlige og nordlige Strand, saa og Cabeljon eller store Torsk og Langer,
dette sidste Slags faaes ikke ved sydlige Strand, men allene om Foraaret fra Paaske til
St. Hans Dags Tider ved den østlige eller sydostlige Kant af Skagens Rev, men saa vel
paa denne bemeldte som andre Aarets Tider, hele Vinteren igiennem opholder disse store
Fiske sig ved nordre Strand i det dybere Hav, hvor Høyboerne er nærmest, og derfor dri¬


35.
ves den meste CcLeljau= og Torske=Fangst af de fire Fisker=Sælskaber, som boer i Høyen,
men i Vester=Bye befatte de sig meest og nesten allene med Flyndre og Kolje=Fangst.
Cabeljan, Torsk, Langer og Koljer fanges med et Slags Redskab, som kaldes Bakker,
en saadan Bakke bestaaer af en Linie, som er omtrent hundrede Alne lang, paa hvilken der
hænger smallere og korte Linier, som kaldes Kiends eller Træns, disse bør hænge saa vidt fra
hinanden, at de yderste Ender, som ere forsynede med Kroge, ikke kand naae hinanden, paa
hver Kiends er desuden et lidet Floe=Træ, for at holde saa langt et Stykke af Kiendsen op¬
staaende i Vandet, som behøves, at Krogen med Agn eller Madingen ikke skal falde paa
Bunden. Bakke=Linierne holdes fast ned mod Bunden ved hver Ende med Steen=An¬
kere, som kaldes Krabber, og for at holde Linien op og tillige for at kunde finde Fisker¬
Redskabet igien i det vilde Hav, saa hæftes i hver Ende af Linierne et letflydende Jnstru¬
ment forsynet med en Flag=Stang, som kaldes Boje, Dobber eller Vare, men i Fladstrand
kaldes de Støvere. En hver Mand i Fisker=Sælskaberne, naar de drage ud paa Fiskerie,
bør være forsynet med fire Bak=Linier, hvilke udgiør omtrent fire hundrede Kiendse
og Kroge.
Til Cabeljon, Torsk og Langer at fange paa Dybet, fornemmelig tillig om Foraaret,
silde paa Høsten, eller og om Vinteren, bruges Torske=Bakker, som har føre Linier og
Kroge. De settes paa Fyrgetive, Halvtrediesindstive til Tresindstive Favnes Dybde, og
kand i fornøden Tilfælde, i Storm og Uveyr, blive staaende i fire eller fem Dage. Paa en
Torske=Bakkes Hoved=Linie hænger Tresindstive Kiændser med sine Floe=Træ og Kroge, som
ere agnede eller madede med Kolser. Ellers fanges Cabeljon, Torsk, og Langer ogsaa med
Borre Bakker, hvilke giøres af noget smallere Linie eller Snøre, paa hver saadan Bakkes
Hoved=Linie er der Hundrede og Tive Hænge=Linier eller Kiændser, som hænger en Alen el¬
ler tre Qvarteer vidt fra hinanden, hver Kiænds med sin Krog er tre Qvarteer lang, paa
hver femte Kiænds er et Floe=Træ hæftet paa langs, tre en halv Tome op fra Krogen, de¬
settes paa ulige, saasom fra a til 30 Favners Dybde. Om Foraaret agnes Borrebakkernes
Kroge med Tobiser baade til stor Fisk og Koljer, men om Vinteren agnes de med Koljer
til at fange Cabeljon og Langer med. Kolje=Bakker, hvormed de fange Koljer, ere gjorde af
smækkere Linier og meget mindre Kroge end de forrige; de agnes eller mades om Foraaret
med Tobiser, da der giøres fire Agn af en Tobis=Fisk, men om Vinteren mades de med sal¬
tet Fæ=Lever. De forsyne sig her i Skagen, om Høsten i Slagter=Tiden, med nedsaltede


360
Fæ=Levere til deres Kolse=Fangst, thi her findes ikke af de sorte blaalige Musklinger, hvis,
Jnmad ellers bruges andre Steder at agne med, til Koljer og flere Slags Fiske.
Omtrent halvanden Miil Sydost fra Skagen, i Bugten paa syv til otte Favnes Dybde
fiskes Østers, dog ikke saa meget af Skagboerne som af Fiskerne i Aalebek og dem, som
boe i og omkring ved Fladstrand; thi fra disse sidste bemældte Steder kand Fiskerne beleili¬
gere end Skagboerne afsætte deres Østers, enten ind i Landet paa Herre Gaardene, eller ved
at føre dem med deres Jagte her til Kiøbenhavn. Foruden forhen benævnte Fiske, faaes
undertiden ved Skagens nordlige Strand om Vinteren, Helle=Flyndre paa Torske=Bakkerne.
Her faaes og Taske=Krabber, men meget siælden sees en Hummer eller Ørret.
Ved Skagens nordre Strand kommer undertiden Fiskere over fra Sverrig, for at
fange Cabeljon, Langer og Koljer, og har de ofte gjort Skade paa Skagboernes Garn og
andre Fisker=Redskaber; det er derfor bleven dem forbudet af Landets Øvrighed, at ligge
der under Landet for at fiske.
De fleste Cabeljou, Torsk og Langer, som her faaes ved Skagen, bliver vindtørret
enten uden eller med Salt, og afsettes inde i Landet til Proprietairer og Bønder; det er
lidet eller intet af disse Fiske=Vahre, som med Skagens Skuder forhandles til fremmede
Steder, thi Skipperne eller de Seylende fra Skagen kand altid faae Flyndre nok til deres
Fartøyers Ladning, saa at de ikke behøve andre Fiske=Vahre, og da desuden Fiskerne i
Høyen selv kand afsætte deres Cabeljou inde i Landet, saa giver de vel ikke heller det Kiøb,
hvorved de Seylende kunde profitere saa meget som paa Flyndrene, derudover staaer de
fire Fisker=Sælskaber i Høien ikke i nogen synderlig Handels og Nærings Forbindtlighed med
de Handlende og Søefarende i Skagen, af hvilke de kunde blive forsynet med Salt, Tøn¬
der eller Fierdinger, til de store Fiskes Nedsaltning, følgelig maae de allene vindtørre de¬
res meste store Fisk. Torske=Fiskeriet kand altsaa ved Skagen ikke komme i nogen stor
Drift, med mindre flere Handlende og Seylende vilde her nedsette sig, hvor ved større
Afsætlighed kunde befordres, eller og der blev gjort saadan Indretning, at Fiskerne fra
Høyen, eller andre Fisker=Leyer, som enten nn er, eller herefter maatte blive oprettet ved
Skagens nordlige Strand, altid kunde være vis paa at afsætte i Fladstrand, baade deres
nedsaltede og tørre Cabeljou eller anden stor Fisk for en saadan Betaling, hvorved de kun¬
de være i Behold, og der ligeledes bekomme for billigste Priser alle fornødne Ting til de¬
res Underholdning og Fiskeriets Fortsættelse.


No. XIX.
Om Skove og Brændsel.


E¬
n Verdens Alder og en Slægt, som bruger mere Brændsel af sine tynde
Skove, end Fædrene af de tykke, kalder det en billig Omhu og Kierlighed,
for Efterkommerne, der blive deres eget Kiød og Blod, naar de seer paa,
at disse ikke skulde fryse, fordi vi sveder. Vi holder flere Stuer og Kamre
varm med Caminer og Vindovne, som er Skovenes Begravelser. Der kaages flere Rætter
Mad, endogsaa i maadelige Folkes Kiøkkener. Thee og Caffe og sligt, to til tre Gange om
Dagen, og midt ud paa Natten, fordrer meget. Her er, til Landets Ære og Gavn, flere
Værkstæder end forhen, som bruge Brænde og Kull i Mængde. Derimod sættes nogle
Træer her og der, og nogle ringe Eeger og Bøgn voxer op under Beskiermelse af en Torne¬
busk. Men det vil intet forslaae i Fremtiden, imod det der nu bruges. Naturen har
samme Lyst, som i gamle Dage, og samme Kraft til Skovens Fremvext. Men den bliver
hindret paa flere Maader end da. Det vrimler af Mennesker i Landene. Man legger alle
Slags Qvæg til i stor Mængde. Og Vildt formerer sig, og bliver med stor Nidkierhed
handhævet. Alt dette er i sig selv lyksaligt og billigt. Men derudover er der ikke i Pro¬
prietariernes Skove, og den som er given Landmanden til Overdrev, saa stor en Plæt,
som man kunde skyvle med en Hat, der faar Frihed at bringe et Tre frem, uden af en
slumpe Lykke. Og naar Naturen mister ald Fred og Frihed, bliver de fortrydelig og
magtesløs. Rollin siger et Stæd, dog med en andens Ord, at de smaa bløde Træer,
som vore Kræfter forslaaer noget til at hielpe paa, de var givne hen i vor Omsorg, for


364
Betaling af deres spiselige og angeneme Frugter. Men de høye og stærke Træer, som er
os forvoxne, dem sørger Gud selv for, ved den arbeydsomme Indretning i Naturen. Det
er vel og tildeels af den Aarsag, at Eeder=Træerne kaldes i den Hellige Skrift HErrens
Ceder, HErrens Ceder paa Libanon; fordi den Almægtige har dem selv under Forflegning;
og menneskelige Hænder gjør meget lidet dertil, uden allene at see dem beskiermede i deres
spæde Aar, hvor deres Hadere blev dem for mange og for mægtige. Vi kunde derfor spare
megen Umag med at plante. Vore Ceder=Træer, vore Eeger og Bøger, og plante dem
om igien. Det er sandt, at det er giørligt paa et beqvemt Stæd, saasom ved Vand¬
falds Stæder, mod synder, og med god Ly og Læ bag ved. Men paa det beste Stæd gaar
der dog mangfoldige flere Aar hen, inden det kommer til noget med dem. Saadanne haar¬
de og vilde Træer groer allervilligst op paa det første Stæd, og hvor en fuldkommen Kier¬
ne har slaget sine første Rødder, naar de kun maa have Fred for Dyr og Qvæg.
Ved det, som jeg i mange Aar har seet paa adskillige Stæder, og eftertænkt, er jeg
falden paa denne Mening. Der staaer næsten i hver Skov, adskillige æld gamle Eger,
hvis Stamme har for lang Tiid begyndt at hules ud, og deres Top er kun liden. Man
maatte forundre sig, hvorfor de staae saa længe? Det er, fordi hver Mand som har Vall
og Frihed vil gierne have det beste og brugeligste Træ. Derfor bliver disse gamle og skal¬
dede Stakler staaende, og seer deres Børn og Børne=Børn at bæres hen i mange Led.
Om nogle Aar, en Snees eller mindre, er den liden Top borte, som endnu bærer et par
Skiepper Frugt. Men, imidlertid der er endnu noget got i Træet, kunde man dræbe
dem uden ald Samvittighed, og deres Been kunde man bruge at skaffe Ungdommen Fred
og Ly ved. Af disse gamle Eeger kunde giøres Indheigning. En Grøft kunde graves to
Allen dyb, og Opkastningen blev to Allen høy, og af saa stor Rum i firekant, som man
havde Lyst og Ævne til, 500 til 600 Favne. Der oven paa kunde sættes Eege=Stakitter,
ikkun 5 til 6Qvarter høye. Der inden for saaes Agene og Bog af udsøgte Kierner.
Naar dette var holdt i god Stand paa 10 Aar, behøvedes ingen mere Beskyttelse paa det
Stæd. Da kunde de samme Stakitter bruges ligesaadan et andet Stæd. Og de samme
Pæle, naar Pælene havde i den forste Sætning 3 Qvarteers Høyde over Stakitterne, thi
saa kunde de sættes i den nye Grøft saa meget dybere, som man fandt at den nederste Ende
var bleven mørsk og fordærvet. Saaledes kunde de fleste Stakitter og Pæle bruges i 4
Omsætninger, og derved udrettes meget. Godsets Bønder skulle være ansvarlige til


365
Grøften og Skov=Fogden til Træ=Værket. Det er unægteligt, at sligt skede ikke uden
nogen Bekostning, i sær den første Gang. Men=Dyre Hauger koster jo mere at indheigne.
Og dette fandt lige saa vel i Eftertiden sin Priis og Nytte. Dette er visselig eet af de
sikkerste Raad, at faae nye Skove til at voxe op.
Men skulde det dog for den store Umags og Omkostnings Skyld, ikke ansees for got.
Skulde den til Dags brugelige Omplantning holdes for bedre end den i sig selv er, saa¬
vilde jeg dog velmenende raade, at gaae de Anstalter forbi, at faae Kierner enten i en vis
Indheigning paa en liden Plads i Skoven, eller hiemme i Bøndernes Kaalhauger. Der
kommer intet udaf den første Plantning, i hvad der kommer af Omplantningen. Der
skal bies mange Aar efter den behøvende Væxt. Jmidlertid falder eet og andet ind i det
almindelige og det særdeles, som drager Tanker og Omhu hen til andre Ting, og andre
Betienteres Koldsindighed kand giøre de forriges Lyst og Nidkierhed til intet. Man skulde
gaae den første og den jævneste Vey. Der staaer her og der nogle unge Træer i Skoven,
som umuelig alle kand komme afstæd blandt hverandre. Man skulde udsøge de maadelige,
som er et par Tomme tykke, og som ere omtrent 4 Alen høye, og paa retskaffen Viis for¬
plante dem paa ledige Pladser. Et ungt Bøge=Træ har got af, at det bliver sat en Tom¬
me høyere over Jorden, end det stod før. Men et ungt Eege=Træ ved det samme pass,
som tilforn. Jkke allene nye Ægtefolk, men endogsaa hver Bonde og Huusmand skulde
have sit visse Tall at giøre Regnskab for engang om Aaret; thi deres Børne=Børn vilde
dog engang have nogen Udviisning, eller Tilladelse at sanke Stikker. Men to Ting maatte
agtes herved fornemmelig, først at man seer Pladsen nøye ud, og aldrig venter, at nogen
ung Skov kand komme til retskaffen Vext, med minder den har Lye fra Nordost til Syd¬
vest inelusive, enten af Bakker, eller af anden stor Skov, som har fra Arilds Tiid staaet
sin Prøve. Dernæst, at i de 3 første Aar, hvert Træ bliver omhyggelig og overflødig
vandet to til tre Gange om Foraaret, indtil Julii Maanet tager fat, i hvormeget det
end regner i samme Tiid. Dermed kand caveres for hvert Træ, der bliver omsat, baade
af Frugt=Træer og vilde Træer.
Men som det bløde Træ, der voxer omkring Gaardene, er for en stor Deel Skovenes
frist og Frelse, saa burde det tages i agt, og forbedres, ligesaa flittig. Der er nogle for¬
nuftige Folk, som gjør det. Men deres Tall er lidet imod de forsømmeliges. Anstalten
staaer i Loven, men fattes i Landet.


366
Piil er et godt Træe til Stavre og Giærder, og siden at brænde i fattige Folkes
Kiøkkener. Hvor let det er at trække op, er hver Mand bekiendt. Der er den grønne
Skiør=Piil, som voxer gierne op i god sort Jord. Der er den hvide, eller Popel=Piil, der
voxer heldst i Leer=Grund. Der er Lavendel=Piil, med de lange smalle Blade, som voxer
i Vand=Stæder, hvoraf de allerbeste Tøndebaand kand udsøges.
Hyld er endnu et bedre Træ til Staver og Brænde. Man kand sige om det Træ, som
man siger, at der er intet paa Faaret, som jo er nyttigt. Bark og Bær er nok een af de
enfoldigste og beste Lægedom, som Naturen har forsynet disse Lande med, og hvor læt la¬
der det stakkels Træ sig ikke formere? Man graver en liden Grav hen i Længden, en halv
Alen dyb, man tager nogle Hylde=Skud, to Aars Væxt, og skiærer dem i stykker, om¬
trent en Allen lange, man stikker dem ned i den muldede Jord, lidet mere end et Qvarteer
dybt, og seer om nogle Uger sin Lyst paa deres Fremvæxt; omendskiønt andre Træer staar
dem temmelig nær, og hælder over dem.
Det skiønne Aske=Træ er saa nyttigt til mange Slags Gavn=Tømmer, og til Skibs¬
Blokke har det ingen Lige. Olie eller Tiere deraf, som Folk paa Gulland veed saa vel at
aftrække, er den ypperligste udvortes Lægedom. En fornemme Mand i vor Kiøbstæd kand
ikke see en Ask uden taknemmelig Bevægelse, han seylede paa Gulland i sin Ungdom, han
kom der ulykkelig til at bryde et Been, det skeede paa et Sted, hvor Lægen var noget langt
fra Haanden; imidlertid indfandt sig stor Smerte og Hede, og Frygt for Brand. Men
da Chirurgus, som var eu Bondemand, ankom, drev han alt Ont, og all Frygt bort, blot
og allene ved Aske=Tiære, og det paa en Times Tiid, som han ogsaa forud havde forsikkret.
Endnu maatte erindres om Hæssel=Træ, som voxer saa gierne, naar det bliver for¬
deelt, og hiulpet, man kand giøre fire til fem Buske udaf en, og hugge Rødderne midt
igiennem, og de breder sig ud hver for sig, naar de kun i det første Foraar bliver vandede
nogle Gange, man giør sig det beste Gavn deraf til Tøndebaand og andet naar man hug¬
ger det saaledes. Man stiller sig for tre Classer af Skuddene, de støre, de maadelige, og
de smaa unge. Det første Slags kand hugges ud i Foraar eller Efteraar, og bruges. De
maadelige bliver staaende til en anden Gang, og under deres Beskiermelse voxer der over¬
flødige nye Skud op igien. Saaledes har man en evigstaaende Busk=Bund til Lyst og til Nytte.
Disse skiønne Træer med andre flere maatte dog hver Landmand legge Vind paa efter Eg¬
nens Beskaffenhed, og, saasom Bonden behøver at være under Formynderskab i alle Ting, saa


36
maatte det være Skovridernes Pligt, ved de Kongelige Domainer, at have Opsyn med Bøn¬
derne om et vist Tall aarlig at plante, indtil der var ingen unyttige Pladser omkring Gaardene.
Og, paa det man kunde komme af den gamle Slentrian, da maatte Bonden aarlig vise paa
høyere Sted, Skin og Attest derfor, eller og betale for hvert Stykke, der var forsømt at
sætte, eller skiødesløs handlet. De Proprietarier, som kiender deres egen Nytte, maatte
gierne af sig selv falde paa det samme. Hvad har dog ikke et Land, foruden daglig Brug,
en stor Zirat af de gemeneste Træer? Det er en Hiertens Lyst, Sommer og Vinter, men
i sær om Sommeren, at see en Landsbye som en Løvsal. Her er en lille Bye i Nørre=Her¬
ret, som i Trouble Tider, for noget mindre end hundrede Aar siden, undgik en Plyndring,
først fordi det var Hastværk, og dernæst fordi den Bye var, og er endnu, formedelst Træ¬
erne usynlig, indtil man kommer ind paa Gaden.
Jeg er nogle Gange reyst igiennem den Herregaard Hvedeholm i Fyen; thi der er¬
frie Vey igiennem Ladegaarden. Den gandske Ladegaard, af mangfoldige Favne i Begreb,
er opbygt, hvad Underbygningen angaaer, af idel Marksteen, med Kalk bebundne. Jeg
har tænkt: her staaer en evigvarende Bygning. Her er rene Marke omkring Gaarden.
Dette er dobbelt Nytte. Men den tredie og store Nytte er, at ingen Skov har lidt der¬
under, og ingen Tørve=Mose, at 2 a 3 Millioner svedne Muursteen kunde bringes tilveye.
Jeg saae mig om den første Gang, om der ikke var et lidet Æres=Tegn oprettet før den
flittige Mand, som nu hviler, men der var intet. Den Ven, som reyste med mig, stillede
mig dog tilfreds, og sagde, at sligt giordes ikke heller nødige, thi hver Steen i Muren ta¬
ler uafladelig til hans Berømmelse i dette Fald. Siden har jeg hørt, om adskillige saa¬
danne Bygninger i Jylland. Og jeg mener, at, hvor de findes, der staae de til et got
Exempel.
P. §. Ved Hessel=Træet forglemte jeg at erindre dette, at, hvor man gierne vilde ha¬
ve levende Gierder omkring mørke eller smaa Jndlukke, der voxer Hessel dobbelt saa villig,
som enten Slaan eller Hagentorn. Det viser sig i Angelen, hvor Folk har mange Steder
gjort den Forandring, og sat Hessel i steden for Torne. Og det er mærkeligt, at hen imod
Schlesvig er mange saadanne levende Giærder, med halv Hedeland omkring, hvilket giver
tilkiende, hvor villig Hesseln voxer, naar kun Hænder vil tage fat derpaa
V. EGEBERG.


368
Anmerkning.
Alle de som opmuntre vore Landsmænd til at bære Omsorg for Skov=Væxtens Befordring
og, efter deres Jndsigt eller Forfaring, vise noget af de adskillige Midler dertil, giøre
visselig en god Gierning og i den Henseende vil jeg af den rare Bog kaldet Vipertn¬
§. Origines Rantzomiana Witteb. 1588 4 P. 94. anføre følgende Vidnesbyrd om
den berømmelige Statholders HEds. Ranriovs Omsorg for Posteritæten, formedelst
en Skov af ham anlagt i Holstein ved Bredenborg, og til deels plantet med hans egen
Haand.
Has ego consevi qvercus betulasqve patenti
In campo, propria disposnique manu:
Et rogo ne temere violet lædetve securi,
Post mea qvi tandem fata superstes erit.
Scelicet ex illis, qvot qvereus duret in annos
Posteritas facile discere sera potest.
Hvor meget priseligere er ikke dette Exempel, endsom naar man hører om mangen
Proprietair, at han i kort Tiid har ødelagt en Skov, som med god Forsyn, kunde have
varet ved i mange Slegter. Dersom ikke adskillige ulykkelige Krige, særdeles midt i for¬
rige Seculo, havde givet en alt for kostbar Anledning til Skovvæxt i Dannemark,
ved Bøndernes yderlige Ruin, særdeles deres Qvægs og Hestes Ødeleggelse, da for¬
moder jeg, at vore nærværende beste Skove havde knap været til. Ville vi sørge bedre
for Efterkommerne, da behøves høyligen i tide, deels at faae og hegne ung Skov, deels
at spare den gamle, saa vidt den ey har naaet sin fulde Væxt. Vi Danske bruge me¬
get Træe, da vi boer paa Eilænder, behøvende Broer, Baade og Skibe, foruden
Kølle=Jld til Maltgiøren, Huus, og Vogn=Tømmer ve at jeg ikke skal tale om andre
Fornødenheder, som den velærværdige Forfatter af denne Piece meget vel remarqverer at
tiltage, formedelst denne Tiids delicatere Leve=Maade, særdeles ved Thee og Caffe, som
giør at Jlden i mange Huse nu frem for tilforn, idelig holdes ved lige. Norge og Sver¬
rig, som behøve langt mere Brændeved end vi, til Brug for deres Biergværker, men
have ogsaa langt større Forraad deraf, merke dog allerede den førestaaende store Mangel,
hvor meget mere vi, som bedre tage Jorden med til Agerdyrkning, og boer tettere til¬
sammen. Den Skov=Grund som endnu er villig til at give sin Væxt af sig, burde hol¬
des i stor Fred og ikke tabe andre Træer end de udvoxne, som staaer de unge til hinder.


No. XX.
Om de visseste Midler
til
Skovenes Conservation
og Fremvæxt
i
Dannemark.


J¬
følge de Høye Herrer Amtmænds ergangne Circulair=Skrivelse, og derved
communicerte Forslag til Skovenes Opelskning og Forplantning, for at re¬
stituere sammes merkelige Aftagelse, eragter jeg at være min Skyldighed,
herved at insinnere mine ringe Tanker, ligesom de til vedkommende Her¬
rer Amtmænd ere indsendte, og da understaaer jeg mig 1) at mælde nogle Reflexioner om een¬
deel Hovedaarsager til de endnu i Behold værende Skoves daglige Aftagelse og Forringelse,
og anseer jeg da.
I. Fælleskab i Skovene at være Hoved=Kilden, hvoraf, som et ustoppelig Væld, ud¬
ringer 1000 Uordentligheder til Skovenes Skade.
(a) Med at indsætte i Utide og opholde over Tiden i Skovene Creaturer, saasom Svin, Bæ¬
ster, Faaer, Kiøer og Stude, deraf mangel for Græs, opæde alle unge Spirer og paa
elændig Maade afæde alle unge Træer.
(b) Med Giersel=Hug, som, sordi det er fællig, begaaes i Utide og i Fleng, uden al Ef¬
tertanke til Skovenes Nytte eller Giersels Fremvext.
(e) Med at hugge Klau=Baand, da dertil hver Klau, som Stude og Kiøer skal bindes
med, ophi ges aarlig og gemeenlig fra Roden af, en ung Riis=Eeg, Esk eller andet, og
giør aarlig i Landet mange 1000 Træers Ødeleggelse.
Ja Fællesskab er og bliver første og største Aarsag til Efterladenhed i alt det der kunde
tiene til Skovenes Fredning og Opelskniug og til Skiodesløshed og Skade ved alt der
forrettes i Fælles=Skov &c.


372
II. Mangel paa at efterleve Lovens dyrebare Paabud pag, 470; thi dersom Piler bli¬
ver plantede her og der ved Byer, Gierder paa Gaden og anden steds, hvor dertil er aller
best Leylighed, saa kunde deraf tages all fornøden Giersel; thi jeg supponerer, at der først
skulde kastes Grøfter og Diger og af Pilerne allene sættes et Kam=Gierde paa Digen, ja
der kunde faaes af Pilernes Mængde mange og mange Læs, til fornøden Brændsel og Læt
telse for Skovene &c.
Til de i Behold værende Skoves Conservation og Fremvæxt er da mit underdanige
Forslag, at som et Hoved=Middel, & Causa sine qva non, maa foranstaltes Fællesskabs
Afskaffelse, thi derved indfinder sig naturlig Omhyggelighed, og da faaer enhver ærlig
Mand, som veed hvad sit er, Leylighed til at freede og forbedre sine Skove, og kand da til
største Nytte og Gavn.
(a) De unge Skove udhugges, besnittes, hvorved de kommer til at voxenere i et Aar,
end tilforn i 10 Aar, at jeg ikke skal tale om, hvor mange unge Spirer kand blive op¬
elskede.
(b) De ældre Skove, som bære Frugt, indhægnes stykviis, som Græsningen og andre
Omstændigheder kand taale, thi det er nok det ypperligste Middel til vore havende
Skoves Vedligeholdelse at indhægne dem, og, efter at Olden er falden, holde dem i
nogle Aar frie for Creaturer, da deu falden Olden opspirer af sig selv, og naar disse
Spirer fredes i saa mange Aar, indtil der kand blive god Underskov, og samme engang
er udhuggen, da kand et andet Stykke indhægnes, og derved omgaaes ligeledes.
(e) De beleylige og beqvemme Pladser indhegnes og besaaes med Aggen og Bog; men
dette og saadant mere kand aldrig tænkes paa, saa længe Fællesskab i Skovene regie¬
rer og underholder Skiødesløshed og al Uordentlighed. Og kunde den saa beklageli¬
ge som skadelige Fællesskab ilMark og Skov, engang ved Hans Kongelige Majestets
egen høye Disposition blive afskaffet, saa blev endeels Jord i Mark saa god til Nytte
ogsaa overflødig til Brug, at Crcaturenes Gang og Græsning i Skovene, kunde paa
utallige Steder gierne undgaaes og undværes og Bonden dog have og holde paa Græs
nok af Creaturer og samme sig til dobbelt Nytte frem for nu, han græsser saa elendig
til Fælles, at hans Creaturer om For= og Efter=Aar, maa æde Bark, Mos og Grene
af Træer i steden for Græs, som Fællesskab i en hast øder og forderver.
Efter at jeg saa kortelig haver udladt mine Tanker om itzige Skoves Conservation og For¬
bedring, som strax kand og bør legges Haand og Hierte paa; thi at faae eller plante nye Skove


373
er langt længere borte og langt tungere end jeg vil spilde mine Tanker derpaa, da det er saadant
fat med mig, at naar vi ikke ville eller ikke kunde conservere og forbedre det vi har i Hænder¬
ne, jeg da aldeles mishaaber om at faae nye Skove paa nye Stæder, hvortil behøves utroe,
lige, større og flere Anstalter. Saa understaaer jeg mig (2) at røre lidet om de gjorte For¬
Slag Hans Kongl. Majestts. Egen=Skove i sær betræffende, og angaaende.
1te Post: Da er det at ønske at enhver ville vise sig villig til at befordre Indhægning til
Fred og Roe for de Million 1000 unge Træer der godvillig opvoxer af sig selv, som experi¬
ment aliter er og skal blive den fuldkomneste og hastigste Anstalt til rare Skoves Opkomst og
sammes ævig Vedligeholdelse, og jo større og bedre Leylighed een eller anden Kongelig Be¬
tient, formedelst sit Embede eller Myndighed, haver til at befordre den Gierning, jo nidkierere
bør han være til at fremme sligt; Men jeg veed, at der desvære indsniger sig i denne tilfæl¬
de adskilligt, som smager enten af den nu omstunder særdeles florisante Egennyttighed, som
formedelst Vellyst og Yppighed er saa godt som bleven naturalisered og authorisered iblant os,
eller og noget, som er directe til nogle af de Vedkommendes allerempfindligste Fornærmelse,
saasom naar efter.
2den Post: Indhægningerne skulde bekostes og vedligeholdes og den foreslagne Maade
ved at repartere Bekostningen blev fulgt, som den fornødenste og allerbeste, saa vilde Accor¬
ten vel blive ubillig og Udgiften for Vedkommende stor, og det fik saa at gaae, naar det ey
forblev ved Opere Operato, og det blev Hoved=Arbeydet, Aarlig at indkræve Udgiften efter
Repartition af dem, der aldrig fik Nytte, enten af de gamle eller unge Skove, og jeg er af Na¬
turen saa mistænkelig, at jeg maa frygte for, at naar Porten stod aaben for de store daglige
Tyve, der da efter.
3die Post: Blev for Exempel skyld, øvet Straf over de smaa. Det er ellers et got Raad,
at Angiveren maatte ny de 10 Rdlr.; men naar han skal, som han bør, bevise det, saa kand
Tings=Vidner koste ham dobbelt, og altsaa takker han Gud, at han kand tie. Det er yder¬
mere vitterligt, at Skov=Bøder ere stegne i nogle Aar til store Summer, men jeg veed og,
at naar Skov=Tyvene veed ingen anden eller bedre Raad til Bødernes Afbetaling, end at stiele
dobbelt Portion igien af Skovene, og det saaledes som Opus Operatum Aarlig kand skee, saa
er Straffen snarere til Skade end Nytte. Maaskee jeg tør og mistænke at efter
4de Post: Vilde Indhægnerne ved Skovfogdernes Huse blive de uskyldige og langt fra
liggende til stor og beklagelig Bekostning, og denne visseste, om ey eeneste, Nytte deraf vilde


374
blive, at naar i disse rare Indhægninger opvoxte med de faae plantede Skov=Spirer tillige
yppig god Græs, vilde Koblen blive en vigtig Græs=Kobbel for Skov=Fogdens Creaturer,
og naar de unge Træe=Planter vare deels nedtraadne deels opædte, vilde Skov=Fogden uop¬
hørlig klage over, at Steen=Gierder vare ey dygtige til at udeholde Vilde Dyr &c. eller og
at Græshopper eller Græslopper havde ødelagt de unge med stor Bekostning frembragte
Træe=Planter. Denne i Hænde havende gode Fordeel af Græsning vilde uden tvivl giøre, at
Skov=Fogden glemte at søge Fordeel ved at tage Poder af sit Seminario og forplante andensteds;
hvilket alt koster Arbeyde, Tiid og Tilsiun, og altsaa mener jeg at efter
5te. Post: Vilde den Bekostning med at tilsende en Planteur være hasaderlig, end¬
skiønt at Vankundighed hos Bønder i at ret plante Træer, og i sær at omgaaes med de
plantede ogkopvoxende Træer, er saa stor, at Publici beste kunde flyde deraf, at saadanne
Planteurer omreyste Sogneviis for at vise nogle Prøver for den til samme Ende sammen
kaldede Almue, og efterlade dem pro Memoria en skriftlig Underretning under sin Haand.
Naar Skovfogderne da tillige vilde lære den Videnskab og bruge den Tiid til Sæd, Plant¬
ning, Opelskning, som de fortære ved at ride om i deres Distriet, for at see Hans Kongel.
Majestæts Skove skammelig og ugudelig forhuggen; Men i sær for at indkræve deres Jntra¬
der af Districtets Beboere, drive Handel med Heste, Svin, Stude, Brænde=Træ, Ege¬
Tømmer &c. Saa kunde deraf og komme nogen Nytte, og blev da efter.
6te Post: Deres holdende Protocol desto mere at troe, thi ellers frygter jeg, at den
unge Skov, som blev plantet i Protocollen, vilde om 10 Aar ikke kiendes i Indhægningerne,
men retsindige gode Planteurer vare i sær fornødne, for i førstningen at underrætte alt unge
Mandkiøn om efter.
7de Post: At plante Træer, thi det er vist, at af denne Anstalt kand flyde megen
Nytte, og naar det ved Øvrighedens Nidkierhed kom i Brug og Gang, da vilde den Maade
til Træers Forøgelse blive den beste, visseste og langvarigste. Og ligesom alt Mandkiøn
beholder den naturlige Lyst til Ægteskab, saa var ey større Motive til at holde dem til
Træers Plantning, end alvorlig at straffe dem med Ægteskabs Negtelse, og kand hver unge
Karl gierne overkomme det Arbeyde, som dertil hører, siden man kand haabe, at naar det
først kom i Brug, Qvinde=Kiønnet ikke skulle undsee eller undslaae sig for at hielpe Mands¬
Personerne i Rigtighed med den Sag. Og kunde endnu gierne paalegges Mand=Kiønnet
foruden at plante 10 Ege eller 15 Bøgger, og saa at sætte og holde i Vext 30 Piler og
endnu videre efter.


275
8de Post: At sætte enten 20 Favne levende Gierde af Hessel, Torn, El, Røn &c. eller
10 Favne Steendiger, førend han maa begive sig i Ægteskab, og naar det vides forud,
saa haver enhver ung Mands=Person Tiid, nok til at giøre dette lidet Arbeyde, til stor
Nytte for Skoven og det almindelig Beste.
Naar jeg da saaledes haver tænkt over forestaaende 8te Forslags=Poster, haaber jeg
mig tillades at tilsætte den 9de Forslags Post. Og da mener jeg, at til Hans Kongl.
Majestæts Skoves Conservation og Opkomst blev dette det allertryggeste og allervisseste Mid.
del, at Skovene bleve inddeelte til hver Bondes egen Nytte og Ansvar. Det er bekiendt
hvor høypriselig og fornuftig det tillades Hans Kongl. Majestæts Bønder at afstaae deres
Gaarder til en anden, og hvilken Lyst og Liv denne Pratique haver sat i Bønderne, til at
holde deres Gaarder i god Stand.
Naar de nu til deres Gaarder singe Skovs=Parter, deels til fornøden Brug, thi hvo
føder en Hiord og nyder intet af dens Melk og Uld, deels til Forbedring ved Opelskning
og Plantning, da vilde Bonden med berørte forrige Liv og Lyst, selv vaage over sin Skov
mod Tyve, selv med sine arbeyde derpaa for hans Gaards og Arvingers Skyld. Og naar
en Vanartig eller Doven misbrugte og forsømte sin part Skov, da skulde han ingen an¬
den Straf have, end sættes fra hans Gaard, Huus og Hiem. Og den unge Karl, som var
hans Angivere, skulde have Gaarden i fæste for intet. Jeg forsikrer, Hans Majestæt fik ved
saadan Anstalt 1000de Skov=Elskere, som til dato haver været og stedse herefter ville blive
Skov=Hadere: Hans Majestæt fik 1coode nidkiere Skov=Fogder, der ingen Løn vilde
have uden Exspectance paa at maatte succedere en Skov=Hadere, der havde forbrudt sin
Gaard. Jeg torde garantere for, at jo mere frie Disposition Bonden fik over sine Skovs¬
Parter, jo vissere skulde Hans Kongel. Majestæts Skove blive conserverede og forbedrede,
allene den omrørte Trusel og Straf maae ligge over deres Hoved, som af Vanart eller
Dovenskab ikke elskede deres egen Gavn.
Men vilde Hans Kongel. Majestæt endelig have Forvisning om denne Sags Rigtig¬
hed og Nytte, da kunde han ved speciel Commissarier, aarlig lade de og de Districter efter¬
see. befandtes omsider een eller anden Bonde, som havde Distingveret sig ved særdeles
Fliid og Arbeyde i Skoves Opelskning og Plantning, da skulde saadan Mand have Haab til
Kongelig Naade og Præmium, og skulde Conjuncturen tilsige, at Hans Kongel. Majestæt
skulde have Træe af saadanne uddeelte Skove, da maatte Mandens Raad og Votum i


376
Skoven ved Udviisning, gielde meest; Og hvorfor maatte Manden ikke raade ved Udviis
ningen, naar Hans Kongel. Majestæt fik det Træ, der befandtes tienlig til Hans Kongel.
Majestæts Tieneste. De Naturlige Baand ere de stærkeste. Egen=Kierlighed til Lyksalighed
giør enhver villig til der Arbeyde, der sigter til samme.
Tyrsbech, den 12 Septembris Anno 1760.
JORGEN HVASS.
Anmerkning.
Naar Forfatteren af disse gode oeconomiske Naad, som selv besidder een af de største og
skiønneste Skove i Jylland, holder for, man skulde uddele visse Skov=Skifter til
Bønderne, saasom en Eiendom der hørde deres Gaard til, da mener jeg, det var
allerede Frihed nok, at de tillige med nogen liden aarlig Udviisning af hart Træe, fik
frie Haand og Hævd over det bløde og hastig tilvoxende Træe, saasom Elle, Esk,
Hassel &c. Af dette Slags ville de siden ufeilbarligen opelske saa meget, at de om¬
liggende Egne og Kiøbstæder fik Brændsel nok. Men naar Bonden anseer som frem¬
met Gods, den Under=Skov, særdeles de Eske, Elle, Rønne, Hassel og deslige Buske
som ville opvoxe paa den Grund, han giver Skat af, og altsaa betager ham sin Græs¬
ning, da er det venteligt, at han hader dette Fremmede og sig skadelige. Blev dette
hans Eiendom, da skulle man snart see, han freddede og forsvarede det bedre end alle
Skov=Fogeder.


