Danmarks og Norges
Oeconomiske
Magazin,
befattende
en Blanding af adskillige velsindede Patrioters
indsendte smaae Skrifter
angaaende den muelige Forbedring
i Ager= og Have=Dyrkning, Skov=Platning,
Mineral=Brug, Huus=Bygning, Fæe=Avling, Fiskerie,
Fabrik=Væsen og deslige.
Dennem til Tieneste, som elske almindelig Velfærds Befordring.
Det siette Bind.
Kiøbenhavn 1762, trykt hos Andreas Hartvig Godiche, og findes hos
hannem tilkiøbs næst ved vor Frue=Skole.


fortale til Læseren.
L¬
igesom man hidindtil haver sat den 31 Martii, eller vo¬
res Allernaadigste Konges velsignede Fødsels=Fæst, til
den sædvanlige Termin, ved hvilken denne oeconomiske
Samlings foregaaende fem Bind ere udgivne; saa træ¬
der nu og dens siette Bind, paa samme Tiid for Lyset, og indehol¬
der ikke mindre end de foregaaende, en god Deel smaa Tractater af
det Slags, som baade nu og i følgende Tider, torde tiene alle oeco¬
nomisk sindede Patrioter, i een eller anden Henseende, til Nytte og
Fornøyelse.
Ved een Ting adskilles denne Deel fra de forrige, nemlig, ved
en større Mængde af saadanne TTractater, som sigte allene til Be¬
svarelsen paa de sidst fremsatte problematiske Spørsmaal. Om an¬
dre Materier findes vel ogsaa nogle læsværdige smaa Skrifter, men
flere saadanne har man denne Gang maattet holde tilbage, og giem¬


me til næste Gang, allene af den Aarsag, at der ellers ikke kunde
findes Rum for de Afhandlinger, som svarede til dette Aars
opgivne Problemata, af hvilke det første handlede om de beqveme¬
ste Midler til det skadelige Felledskabs Afskaffelse, uden Eyernes For¬
nærmelse det andet om Torve=Mosernes Natur og forsigtige Brug.
Over den første Materie findes her en Deel Afhandlinger, som
alle ere eenige i at tilstaae den nærværende Indretnings skadelige
Virkninger: Men om Afskaffelsens Muelighed samt de dertil tienli¬
ge Midler, findes ulige Meeninger, og just den Ulighed, haaber
man, torde i sin Tiid tiene til desto fuldkomnere Jndsigt og Over¬
vejelse, saavelsom til desto vissere og kraftigere Anvendelse af de be¬
stemte Hielpe=Midler, hvis Operation og Virkning til borgerlig
Velfærd, uden Modsigelse er een af de allervigtigste, som nogen
Tid kunde foretages, helst i et Land, hvis Hoved=Næring beroer paa
Korn=Avling og Fæedrift.
Paa det andet foresatte Spørsmaal, angaaende Tørve=Mo¬
sernes egentlige Art og Væsen, samt deres aarlige Tilvext og Bestan¬
dighed, formedelst en tilbørlig Omgang, have endnu flere forfarne
Landmænd fremsat deres Giensvar, saaledes som de her kunde læses,
og ville uden Tvivl i Fremtiden ligeledes føre deres oeconomiske Nytte
med sig, helst da det er høy Tiid, baade her og andensteds, at være
betænkt paa den Forraad af Brændsel, over hvis mærkelige Afgang,
ikke allene vi, men ogsaa de fleeste andre Nationer, beklage sig, siden
Skovenes aarlige Tilvæxt, ikke holder Jevnvegt mod det, som der
af aarligen maa tages til mauge Slags Brug.


Af adskillige andre oeconomiske Forslag, som i denne Sam¬
lings foregaaende fem Bind, ere indførte, haver man med Fornøyelse
sporet her og der i Provintzerne nogen Virkning, og venter efter haan¬
den meere af samme Slags, end ogsaa hos nogle af dem, som i Be¬
gyndelsen vare indtagne med mange forudfattede Meeninger, hvis
Modstand efter Haanden falder og viger allene for den beste Lære¬
Mæster, som er Forsøg og derpaa grundet Forfarenhed; thi hvor
denne ikke bifalder det nye, der er det uden Tvivl best at blive ved det
gamle. Den Allerhøyeste forlene fremdeles vort kiære Fæderneland
de lyksalige Omstændigheder, som tillade os at henrette vor Agtsom¬
hed og Formue paa det Slags almindelige og fredelige Velfærds Mid¬
ler. En Lyksalighed, som dagligen bliver rarere for andre Nationer,
hvis nyeste Skribentere erindre os Danske, om at sette Priis herpaa,
og at betænke vort Fortrin, under saa stor en Menniske=Vens Fader¬
lige Regimente *). Endogsaa een af de følgende smaa Skrifters For¬
fattere, nemlig Hr. Jean Bertrand i Schvitzerland, Autor til No. IX.
bruger den Opmuntring for at skynde os til den fuldkommenste Brug
af vort Lands naturlige Fordeele.
Frem
243
*) O Land, nach dessen gesegneten Hohen, ich aus den Tieffen unsers Jammer=Thals,
manche patriotische Thrane, manchen bruderlichen Blick nach ench, gluckseelige Men¬
schen! geschicket. Der Nahme Konig Fridericb, des Menschen=Freundes vvird in den
Geschichten der Velt, eine unzerstbrliche Saltz-Seule, ein Denkmahl bisz ans Ende der
Tage seyn, dast zur Zeit des algemeinen Verderbens auf dem Erdbøden, die Danische
Staaten durch das dankbare Gebet eines erkenntlichen Volks, um seinen Vater vor dem
Schverdt des Vurg=Engels bemahret geblieben. See Mosers Be herzigungen
Frankf. 1761. p. 224.


Fremdeles vil jeg anvende nogle Blade i Fortalen til dette, lige¬
som til næst foregaaende Bind, paa at tilkiende give en Deel oeco¬
nomiske Forbedringer af Aaret 1761. Hertil henhører blant andet,
den fra Høyædle og Velbaarne Hr. Etats=Raad og Amtmand Flei¬
scher indsendte Tabelle over det, som i hans District, nemlig Fri¬
derich=Stads og Smaalehnenes Amt, næst afviigte Aar, er foreta¬
get i Continuation af den tilforn begyndte og allerede anførte For¬
bedring hos vore Norske Land=Mænd.
Tabel.
Over de anlagde og bebyggede nye Pladser, item den oprødede og optagne nye Jord, sam
satte dobbelte og evigvarende Steen=Gierder i det Friderich=Stads og Smaalel
Amt for og til 1761. Aars Ende.
Deinde Lænsmændenes
sdeanl. og Den oprødede og
de opsatte
i Fogderiernet og Sognernes
beby¬
optagne Nye Jord., dobbelte og
Navne.
Jev
jv. Steen
Tønder (¬
sJde og mark
sep. I. F¬
sens Due
40
Arremark Sogi
Anders Jverse,
Jde Sogt
Christen Mal
3 Sogn
Poul Smitl
Kakestad 8
sPeder Hollekye
pydberg Sogn
Anders Hanser
kibtved
Ande
Vogn
takestæd Sogn
lødenæ
Mosse F¬
Mads Pedersen
aabel Sogn
Lars Lan
Gaaler Sogn
Lars Debes
1798
Erik Veisler
tbøret
Svende
Svind
sChune Onsøe og
be Fogd¬
Anders Dyrhoff
45
Thune
Søren Biørnsen
Arnesen
Niels Olser
Ole Mogensen. 1
122
24 ?
Summa Summarum 3 14Sik. 11 138d.I S St. 2494 Favne


Af de ved denne Tabel vedlagde Underretninger og Beviisligheder, er
at uddrage den Sandhed: at havde der ikke, strax efter dette Arbeyde var be¬
gyndt, bleven Fattelse paa Gaards=Brugere, Huusmænd og Tieneste=Folk,
ved det at der af Districtet er udcommanderet næsten 11 til 1200 Mand, der
idelig maa completeres: saa havde det med iværende Aar, skulle have avan¬
ceret til dobbelt det, som er naaet; eftersom den Kongelige Naade med Tien¬
dens Fastsettelse og i andre Maader, opmuntrer Almuen til Fyrrighed og Vel¬
villighed, samt at indsee deres egne deraf flydende Fordeele i Tiden, og faaer
meere og meere Smag paa det nye, og forkaste de gamle Præjudicier i Jord¬
Bruget; HErren selv styre det derfore derhen, at Omstændighederne kunde
taale dette Districtes Folkes Tilbagekomst i Foraaret, da der intentioneres at
tage fat paa Myrers og Moradsers Giennemgravelse, og de fleere dobbelte og
evigvarende Steen=Gierders Opsættelse, og indeholde nogen Tiid med Plad¬
sers Bebyggelse, indtil Formerelsen af Folket ved Giftermaale tiltager. De
som særdeles har distinqveret sig, og ved deres Exempel opmuntrer og indskier¬
per Almuen til Flittighed og Arbejde, ere Hr. Capitain Sundt paa Eviegaard,
i Rygge Sogn, der har bygget 8 nye Pladser og etableret derudi Beboere;
optaget 30 Tønder Sædeland, der var myrede og steenede; gravet 6 a 700
Favner Diger, udtaget af Jorden og ladet opsette 400 Favne dobbelte Steen¬
Gierder, og endnu har ligesaa meget Steen brudt til Gierder i dette Aar
at sette.
Provsten Hr. Aalborg i Rachestad Sogn, der med sin utrettelige Fliid
og store Bekostning continuerer Jordens ulignelige Dyrkning, tl Jndskierpelse
hos hans Almue. Sogne=Præsten Hr. Hans Lund i Vaaler Sogn, der af
en slet Gaards øde Udmark, har paa en nye og Almuen der i Sognet ey før
bekiendt Maade, optaget 30 Tønder Sæde=Land. Forsynet give sin Velsig¬
nelse til videre Arbeydets Fortsettelse og hundredefold Frugter til Kongens
Gloire og Landets Nytte, det ønsker
Moss d. 18 Januarii 1762.
ELEISCHER.


Hernæst vil jeg meddeele den Beretning, som fra een af Commissarier¬
ne over de Jydske Colonier i Ahl=Heeden og Randbølle=Heeden, er indløben og
lyder saaledes:
Beskrivelse paa de Tydske Colonister i Ahl= og Randbøl=Heder
26 December 1761.
Colvnier
ssamllert Mend Eorer,¬
Friderichs=Heede,
(2. Friderichs=Hør
Friderichs=Dal
Ahl=Heede. 54 Friderichs=Mos¬
5. Christians
35
2
16. Julianæ=Heede
PPapiir=Mageren
21
212
2g5
26¬
76
1. 2
Familier Mænd J Koner , Børn
Friderichs=Naade,
Randbøl=Heede 58. Friderichs Haal
3¬
33.
l9.
Noltenberg
96 1 84 1 83 1126
Som udgiør 1149 Siæle. Huusene ere bygte af Fyr=Træe med Eege¬
Leeder, opmuurede og med Lyng tekkede: Hver Familie har en skikkelig Stue
med S enge=Kammer, Kykken, Spise=Kammer og en Forstue: Bag i Gaar¬
den en Lade og en Fæe=Stald, hvilket, undtagen Muur=Arbeydet, hvoraf
endnu en Deel fattes, er færdigt, saa at de 300 Familier boer i dem. Hver
Bye er anlagt i Gader, og 50 Alne imellem hvert Huus, som i Randbøl=Heede
er besadt med Steen=Diger, og i Ahl=Heeden med Soj=Diger: J hver Bye
ere to skiønne Brønde, hvoraf nogle ere runde og opsatte med Muur=Steen.
Ved hvert Huus er en Have af 50 Al. Brede og 150 Al. Længde, omsat med
Steen=Dige til største Deels i Randbøl=Heede, og i Ahl=Heeden med Søj¬
Diger. J disse Hauger have de, forrige Aar ankomne Colonister, havt deres
Hauge=Frugt i denne Sommer, i en fast ulignelig skiøn Stand, med hvid,
grøn og rod Kaal, Rødder, Roer, alle Slags Erter, Hør, Hirze, og Pate¬


ter alle Slags, saaledes, som man neppe kunde forestille sig, at kunde groe i
Heeden: Derlmod blev og gjort Prøver med Klæver, Espercette= og Lucerne¬
Frøe, hvoraf det sidste Slags allene har villet komme til Fuldkommenhed.
Fyr= og Gran=Frøe er og saaet, men deraf har allene det Fyr=Frøe, som
kom fra Blokbierg, vildet groe; det øvrige fra Norge har ey villet voxe. Det
meeste af Have=Arbeydet er skeet ved Colonisternes Koner, som ere arbeydsom¬
me og flittige: ja de spinde og flittig, saa at om dem haves got Haab.
Hver Familie har to Stude og en Koe; ved nogle Colonier har hver,
Familie 4 Faar med deres Afgrøde. Med Studene pløye de med Aag for Pan¬
den, hvilket gaaer meget got: Hver Familie har desuden en Plov, een Har¬
ve, fornøden Huus=Geraad, og den største Deel, Jern=Bileggere.
Paa Friderichs=Heede og Christians=Heede, have de første Familier,
som her ankom til Landet, i Aar avlet temmelig Boghvede: J Friderichs¬
Heedes Boghvede Jord er til denne Michels=Dag saaet 78 Td. Rug, og i
samme til Boghvede=Sæd i Foraaret, pløyet en 540 Agre, hver paa en Td.
Land: desuden er der faaet Rug i 100 Agre. J Friderichs=Høy ere afvigte
Sommer opbrudte 400 Agre, som til Foraaret med Boghvede skal besaaes:
Ligeledes i Friderichs=Dal og Friderichs=Mose 200 Agre opbrudte til Bog¬
Hvede=Sæd i Foraaret; J Christians=Heede ere 88 Agre tilsaaet med Rug
og 100 Agre opbrudte til Foraars Bog=Hvede=Sæd, og saa fremdeles. At
de ey have kundet oppløye meere, er kommen deraf, alle Colonierne, undtagen
Friderichs=Heede, fik først deres Stude sidst in Majo, formedelst Mangel paa
Foring; thi Studene kunde ikke modtages, førend de kunde græsses paa Hee¬
den: Tillige bortgik ogsaa 4 a 6 Uger, førend Studene lærte at trække med
Panden; Derforuden maatte Colonisterne skiære Tørv til Brændsel og hielpe
til deres Bygningers Forfærdigelse.
Ved gammel Engisvang er i denne Sommer bleven færdig et prægtigt
Teglverk, som har skiønt Leer i stor Overflødighed og Tørve=Mose i Nærvæ¬
relsen: der er opsat en Tegel=Ovn, hvori, hver 14 Dage kand brændes 50000


Muur-Steen: Dette Tegl=Brænderie kaldes Friderichs=Verk, og ved Casserer
Søren Thestrups Fliid er sat i skiøn Stand. To Sogner i Ahl=Heeden ere i
denne Sommer blevne skielsatte, hvilket varede 1 11 Uger, og er et besværligt
Arbeyde, helst alle Ting maa hentes 4 a 5 Miile fra Kiøb=Stæderne. Folkene
ere komne fra adskillige Stæder i Tydskland, og lade sig ikke uden stor Møye
og Besværing, holde i Orden: dog ere de nu temmelig roelige, siden hver Bye
har en Dorf=Buch, det er, Vide=Bog, bestaaende af 74 Poster, hvorefter
Colonisterne straffes, naar de forsee sig, hvilke de selv godvilligen have indgaaet,
og da Commissarierne have bragt den dicterte Straf til Execution, ere de nu
ikke plagede saa meget som tilforn.
Om Randbølle Hedens trende Colonier i Særdeleshed, haver jeg faaet
følgende pro Memoria fra en god Ven og retsindig Patriot, som i sidst afvigte
Sommer, havde den Curiosite, at foretage sig en Reyse derhen, og vidner
efter eget Øyesyn saaledes:
PRO MEMORIA.
Angaaende de trende paa Randbølle=Heede anlagte Colonier:
Anno 1761 den 26 Julii, reyste jeg, udi Følge med Hr. Cancellie¬
Raad Diechmann fra Fridericia til Colonierne i Randbøll=Heede, som er 5
Miile fra Fridericia, og forblev om Natten i en Mølle, som ligger strax der¬
ved. Den 27 Dito reyste vi derfra til
1) Colonien Friderichs=Naade kaldet, som bestaaer af 20 Catholske
Familier. Deres Hanger fandtes udi god Stand, hvoraf blev medtaget Re¬
dikker. De forlangte en Kirke og Pastor, saasom Veyen til Fridericia, for
at høre Messen, var dem for lang. Ved denne Colonie er en Tegl=Ovn indret¬
tet, da der findes got Leer, og Arbeydet fortsettes med 4 Svenne fra Flens¬
borg. J Ovnen kunde rummes 10000 Muur=Steen; Tørven til Brændsel
haves paa Stædet; Ligeledes Vand i Overflødighed. Derfra faldt Reysen
til den


2) Eller Lutherske Colonie, Moltkenberg kaldet, som laae en halv
Miil fra sidstbemældte, og bestaaer af 28 Familier. Blant alle befandtes deres
Hauger i den beste Stand. Vi medtoge Roer, som vare saa store som Bou¬
teiller, ligeledes guule Rødder og Erter. Deres Vaanings=Huuse vare, som
næst forrige, under Arbeyde. Strax ved Siden af Huusene løber et rindende
Vand igiennem en liden Dal, som er for dem og særdeles deres Creaturer heel
beqvem. Videre reystes til den
3) Colonie, som bestaaer af 39 Reformeerte Familier; hos disse vare
Haugerne endnu i slettest Stand, endskiønt de vare med de Moltkenberger paa
eengang udkomne, hvilket foraarsagedes af nogle imellem dem værende slette
Folk: Deres Vaanings=Huuse stode, ligesom forrige, under Arbeide, og vare
ikkun 7 Lade=Huuse, som vare for 14 Familier opreyste.
Vand findes overalt af en særdeles Bonite, nemlig en Brønd udi den
første Colonie paa 18 Alne, og udi den Moltkenbergske en Dito paa 23 Alne
Dyb, foruden det ommældte rindende Vand eller Bek: Udi den Reformerte
Colonie vare 2de Brønde, hver paa 20 Al. Dyb, med det beste Vand:
Brøndene staae midt i Gaden imellem begge Huus=Radene. Enhver Colo¬
nistes Vaanings=Huus bestaaer af en liden Forstue, en daglig Stue, et
Senge=Kammer, et lidet Spise=Kammer og et Kiøkken; og i Lade=Huusene for
hver Colonist, tvende Fag Stalde=Rum, tvende Fag Tærske=Lade og Loft til
Korn og Halm.
Udi de tvende første Colniers Hauger voxte
1) Patater eller Jord=Æble udi ønskeligste Vext, og fuldkommen saa
gode, som ved Fridericia udi Plantagerne.
2) Alle Slags Roer, Rødder, Ræddiker, Ærter, Bønner, Sala¬
ter, Herse, og
3) Bedste hvid og gron Kaal. Erierne vare de sltteste. Men af
Korn-Frugter
4) Er Rug og Bog-Hhvede det bedste, som voer overalt.
712


5) Med Tobak tegner det sig ikke slet: Een af de Catholske Colonister
havde faaet Frøet og saaledes selv opdraget Planterne, saa dertil syntes got
Haab. Saaledes havde og en begyndt at anlegge en Rhabarbra Plantage¬
Det er ellers at mærke, at alle Frugter, som skal have sin Vext under Jor¬
den, have her den beste Fremgang, saasom den med Sand blandede Jord giver
Rum for Væxterne.
Hver Colonist har tvende Stude, en Koe og 8 Faar. De Moltken¬
berger havde en zunftmæssig Schæfer=Svend, som forstod sig got paa Faare¬
Avlingen, hvortil i Heederne er den bedste Leylighed.
Af den Uld, som saaledes faaes i Landet, var en Deel sorteret og spun¬
det ja endog af samme, paa det i Fridericig af Præsidenten Hr. Justice=Raad
de Hofmann og Hr. Cancellie=Raad Diechmann til den Ende paa egne Be¬
kostninger anlagte Tøymager=Fabriqve, vævet saa fiint Ehalong eller Sarge
Roy samt det saa kaldet Ems eller Buxe=Tøy, som ikke endnu paa nogen
Fabriqve her i Byen er vævet, og haves endda for ringere Priis, saa alle
Ting tegne sig, den Høyeste være lovet! særdeles godt. Saa vidt ommældte
Patriotes Ord.
Den under Baroniet Lindenborg sorterende store Vild=Mose, som fra
utænkelige Tider, haver henlagt til liden eller ingen Nytte, er ogsaa i forrige
aavelsom næst foregaaende Aar, taget under Arbeyd, og ved anseelig Omkost¬
ning af Deres Høy=Grævelige Excellence Hr. Geheime=Raad og Ober=Hoff¬
Marschalk, Græv Moltke, gjort beqvem til Dyrkelse, ja til at blive inden
stakket Tiid, een af Jyllands allerædelste og frugtbareste Grunde. Dens
gandske Strækning, som i Sønder og Nord er hen ved syv Fierding Vey lang
og halvanden Fierding=Vey breed, bestod nyligen i en saa kaldet Gunge eller
en let og løs Mose, som ikke var fast paa Grunden, men flød, som et Skib,
paa nogle Alnes understaaende Vand, hvilket her og der havde nogle aabne
Vand=Stæder eller ferske Søer. Nu har man ved at giennemskiære de Sand¬
Banker, som adskilte Mosen fra Havet, gjort en bestandig Aabning og Afløbs¬


Canal for det underste Vand, samt akter giennemskaaret Mosen ved adskillige
mindre Vand=Render, saa at den tilforn svømmende Overklædning er bleven
fast paa sin Grund. Denne haver god Forraad af Mærgel eller Jord=Marv,
følgelig den Materie, som tiener til at blande Mose=Grunden, og at omskifte
den til en feed og frugtbar Marsch=Jord. En Sag, som fortiener at anføres
til Exempel for andre Landmænd, som paa mindre eller større Moser af det
Slags, kunde faae i Sinde at giøre samme høyst nyttige Forsøg, naar ellers
Stædernes Lægde giver samme Leylighed til Vandets Afløb.
Et større Exempel paa saadant priiseligt Foretagende, ved Høy=Konge¬
lig Bekostning, og under Opsyn af den samme Mand, som foranstaltede
Vild=Mosens Forbedring, nemlig Hr. Doct. J. G. Erichsen, sees i sidst
afvigte Aar lykkeligen udført i Amtet Gottorf, hvor det saa kaldet Hohner¬
Mohr, formedelst mange giennemgravede Afløbs=Render, er blevet gjort be¬
qvemt til næsten 200 nye Colonisters Boelig og Næring; da dog denne Mose
nyligen var et Uføre eller saadan blød og (ligesom Vild=Mosen) spømmende
Vand=Dekke, hvor det voxende lidet suure Græs ikke engang med Sikkerhed,
kunde berges, ikke heller af Creaturerne uden Livs=Fare, naaes, men nu alle¬
rede tegner til at kunde nære, i sin vide Udstrækning langs med Eider=Strøm¬
men, over tusinde Mennisker. Her om vil jeg anføre et gandske kort Udtog af
Velbemældte Hr. Doct. Erichsens, til høyere Stæder indsendte Beretning,
hvis Summa er denne:
Aar 1760 blev han beordret, saasom Physicus, at gaae de Kongelige
Commissarier tilhaande ved hine Jydske Coloniers Anlæggelse. Der maatte
Jord=Arten prøves og de beste Pletter opsøges, hvor Dyrkelsen, med mindste
Vanskelighed, kunde tage sin Begyndelse, og siden udbrede sig til fleere Lands¬
Egne. Af nogle næst boende formuende Bønder, som havde intet got Øye
paa saadant Arbeyd, fik han ikke den forventede Underretning. Hyrder og
deslige fattige Folk vare hans beste Anvisere. Dernæst brugte han allevegne
snart Spaden, snart Jord=Børeren, og hvor Jord=Artens Adskillelse udkræ¬


vede nøyere Randsagning, tog han Skeede=Vand til Hielp. Jnden kort Tid
fik han Kundskab om, hvor enten fandtes større eller mindre Blanding af
Muld, Sand=Steen, Leer, Tørv &c. item hvor der syntes beste Haab til at finde
Vand. Derved var han da i Stand til at kunde raadføre Commissarierne,
angaaende Grundenes Natur og Stædernes Beqvemhed, til Agerdyrkning,
Fædrift, Skov=Væxt &c. Til Bygningernes Fornødenhed, bleve for først3
Tegl=Verker anlagte og ved hver Colonies Plads gravet en Brønd. Disse
Brønde opsatte man først med Tømmer for at holde Sandet tilbage ved Grav¬
ningen; siden bleve de murede med saadanne Steene, som i Form af Kiler, ble¬
ve brændte dertil, efter Brøndenes runde Figur. Vandet fandt han under
Sand, og der igiennem filtreret, følgeligen saa sundt, reent og got, som det no¬
gen Tiid kunde ønskes, men meget Arbeyd kostede det, at komme saa dybt, som
fornøden giordes. Dog var Dybheden ikke allevegne den samme, men 10, 15
a 20 Alne, ja ogsaa et Sted 32 Alne. Den Sand=Grund, hvor det frem¬
kom, lignede ved sin Blanding af hvid Sand og smaa Flinte=Steen, en
Strand=Bredde. Ret høyt stigede Vandet ikke i Brøndene, men dog var det
altid i tilstrækkelig Mængde og fattedes aldrig, i hvor meget man end tog deraf.
Efter at Doct. Erichsen, saa vidt hans Forretning strækkede sig, var
bleven færdig i Nørre=Jylland, og havde der foreviist alle Ting Deres Excel¬
lence Hr. Geheime=Raad Ahlefeldt, fik han om Hosten Ordre, at begive sig
til Sønder=Jylland eller Hertugdømmet Slesvig, udi selvsamme Ærende,
nemlig som Physicus, at eftersee og udsøge i Heede=Egnene de Jord=Pletter,
som der kunde synes beqvemme til et fordeelagtiger Brug, end at henligge som
blotte Overdrev. Hermed gjordes da ogsaa strax nogen Begyndelse, dog ikke
saaledes som i Nørre=Jylland, ved ordentlig Udmaaling, men allene efter det
ongefærlige Øyemaal, som ved Syns= og Sande=Mænds Tog, kunde bestem¬
mes. Dette holdt han for meget uvist, ønskende, at det var skeet saaledes, som
i den Jydske Ahl=Heede, hvor, efter det Høylovlige Rente=Kammers Ordre,
blev forud fastsat saa megen Grund, som de til Heeden nærmest grændsende


Bønder=Gaarde, billig burde have og besidde til deres Fæedrift, nemlig en
Gaard af saa og saa mange Tønders Skyld, maatte have saa og saa mange
Creaturer, og paa et hvert af dem saa og saa mange Qvadrat=Faunes Jords¬
mon. Hvor dette sidste hørte op, der blev det følgende tilkiendt den Kongel.
Ahl=Heede, og udlagt til Colonisternes Eyendoms=Brug. Men i det Slesvigske
oversaae man saa obiter enhver Strækning, og lod det komme an paa Sande¬
Mænds Udsigende, hvor Grændse=Skiellet skulle settes. Jkke desto mindre
fandt man Rum nok for mange hundrede nye Gaarders Oprettelse, som med
Tiid og Stund skulle foretages.
Til de allerede i temmelig Mængde der ankomne Pfaltziske, saa vel som
nogle indfødte Colonisters Boesættelse, gjordes strax i Foraaret 1761 Anstalt.
Begyndelsen fandt man for godt at giøre paa det vidtløftige Hohner=Mohr
i Gottorfs=Amt, hvorom nyeligen er mældet, og næst ved paa Hede=Grun¬
den i Hohner=Herred. Til Bygnings=Behov bleve der anlagte 3 Tegl=Vær¬
ker, da man ellers maatte have ført Steenene alt for langt, fra Flensborg og
med Grundenes saavelsom Huusenes istandsettelse, er i sidste Sommer gjort den
Fremgang, som man knap kunde have ventet, helst i Betragtning af det store
Arbeyd med Canalernes Gravning eller Mosens Giennemskiærelse. Denne er
dog i 6 Maaneder, ved 600 Daglønnere, som have kostet en Snees tusinde
Rixdaler, næsten bragt til Fuldkommenhed, og derhos en Deel Bygninger
opførte saaledes, at følgende 9 Colonier der plantes, nemlig de 8 sidste ere paa
lutter Mohr= eller Mose=Grund, men det første paa haard Heede=Grund:
10 Gaarde
Konigs=Bach bestaaende af
Julianen=Ebene
17 Gaarde
25 Gaarde
Friderichø=Hugel
Konigs=Berg
13 Gaarde
Friderichs Holm
3s Gaarde
Christians, Holm, der ere Plad
38 Gaarde
ikke endnu udviiste, men bliver
18 Gaarde
Friderichs= Graben


Sophienhamme
arde
Printzens Mohr
Summa 196 Gaarde
Til Tøroe=Skiær haver man endda ladet ligge i det mindste 6000oo
Qvadrat Faune.
Enhver af disse nye Bønder=Gaarde faaer til sine Agre næst ved, og til
Enge=Skifter lidet længer bort, saa meget som der i Provinzen regnes for 41
Heyde=Scheffel, og eenhver Heyde=Scheffel a 144 Qvadrat Faune: Følge¬
ligen giør det, ved bemeldte Afgravning, vundne Land en Summa af 1198144
Qvadrat Favne. Naar disse giøres, med 216 til Demather, som Marsk¬
Folkene kalde det, da udkomme 5546 Demather. En Vinding, som Efter¬
kommerne knap ville troe at være tilveyebragt i saa kort Tiid, hvilket ogsaa
havde været umueligt, hvis ikke Arbeydet havde blevet forrsat med lige Omkost¬
ning og ivrig Drift. Noget Arbeyd staaer vel endnu tilbage, dog ikke meere,
end hvad som i een Maanets Tiid, næste Foraar kand fuldføres. At Arbey¬
det er forsvarligen giort, det attesterer Diggreven Feddersen. Demninger og
Sluser, som i Marsk=Landene koste saare meget, spares her, efterdi Mosen
ligger saa høyt, at Vandet haver sit naturlige Affald til Siderne. Maa man
ikke beklage, at et saa ædelt og kostbart stykke Land, som efterdags rigeligen
kand nære nogle tusende Mennisker med deres Creaturer, haver saa længe lagt
en næsten ubrugelig Tilstand, indtil det blev tappet eller aareladt og kopsat,
som den muntre Doct. Erichsen kalder det, efter en Metaphora, tagen af
hans medicinske Profession, sigende, at han haver cureret denne Stats=Pati¬
ent for Vandsot.
Nu dette har biet efter den lyksalige Tid, da vor allermildeste Kong
Friderik den Femte ville antage sig samme, saavel som fleere Lands=Egne i sine
Riger, med en særdeles Faderlig Omhue. De som, for et Aars Tiid, ansaae
Sagen at være næsten ugiørlig, skiønt ønskelig, maa nu falde i Forundring og
tilstaae den alt for tilig fældet Doms Urigtighed. Der i Egnen hører man nu


dagligen, at den og den Karl vil gifte sig med den og den Pige, for at nedsette
sig, som Colonister, hvorfor ogsaa 70 saadanne findes der allerede, af Landets
Indfødte. Af de fremmede Colonister fra Pfaltz, ere nogle ikke vante til at
omgaaes med Mose=Grund, og ønske sig hellere fast Grund, hvilke man dog
ikke strax kand føye i deres Begiæring, da de efter Lod=Kastning have modtaget
deres Deel.
Foruden de 196 Colonie=Gaarde i Hohner=Herret, meener man, at end¬
nu i Amtet Gottorf, særdeles i Ahrens og Kropper=Herreder kunde rum¬
mes 89 deslige, ja til dennem ere Huus=Stæderne allerede udviiste, saa at D.
Erichsen meener, det fulde Tal i Gottorfs Amt skulle beløbe sig henimod 300.
For at sette Prøve paa bemældte Mohr=Grunds Frugtbarhed og Due¬
lighed til Dyrkelse, haver man strax i forleden Foraar, ladet arbeyde og besaae
nogle smaa Stykker, med adskillig Vaar-Sæd og Hauge=Væxter, hvilke have
givet rigeligen af sig: og med Vinter=Sæd, saavel Hvede som Rug, er ved
Michels=Dags Tid sidstleden gjort samme For søg, da Sæden ved Jule Tiid
saaes vel opkommen og i god Stand. Den Giødning, som D. Ærichsen her
raader at bruge, er ikke Møg, som ey heller strax kunde haves af Colonisterne,
men Sand, Kalk, brændt Leer og Tørve=Aske. Ja Sand allene er, for Mose¬
Grunden, den allerbeste Blanding og Giødning, efterdi den baade aabner,
varmer og befæster det løse Mudder. Ved Siderne paa den forbiløbende
Eyder=Flod, skal ogsaa findes Mærgel nok.
Dybheden af denne store Hohner=Mose, haver man paa adskillige Stæ¬
der ikke endnu kundet finde, efterdi en Jordborer paa 24 Fod ikke kunde naae
Grund, undtagen her og der, hvor nogle Holme findes, bestaaende af Sand,
som ligger overlig nok, særdeles den største, som kaldes Hohner=Holm, og
vist nok fordum har været et omflødt Eyland, den Gang heele Mosen var en
aaben Søe: Ligesom ogsaa paa nogle Stæder endnu sees aabne og meget dybe
Vande. Denne er Extracten af Hr. Doct. Erichsens meget vidtløftige Jour¬
nal paa nogle Bøger Papiir. Det Væsentlige deraf, som er hidhenhørende,


haver man agtet Umagen værd at uddrage paa Autors Credit, dennem til Be¬
hag, som tage Deel i en Forbedring af Landets Dyrkelse.
Nu er mig intet meere tilovers end at fremsette, efter den vedtagne Maa¬
de, et par problematiske Spørsmaal, for indeværende Aar 1762, med tienst¬
ligste Begiering, at deres Besvarelser, i det seeneste for Mortens Dag, maatte
vorde indsendte, om de ellers skulle finde Sted i næstfølgende syvende Bind¬
saa fremt HErren vil og vi leve.
I. PROBLEMA.
Hvilket tiener meest til Flittigheds Opmuntring
i et Land: Enten at Levnets Midlerne ere i en maa¬
delig Høy, eller og i en meget lav Priis?
II. PROBLEMA.
Er det mueligt og tillige gavnligt, at Korn=Prisen,
paa de Stæder, hvor man maa kiøbe meget deraf
settes i en bestandig Jevnvægt?
Kiøbenhavn den 31 Martii
1762.


Tabel over den Summariske
Jndhold.
I. En gammel forsøgt Norsk Patriot og Landmands Huusholdnings= og Ager¬
dyrknings=Journal, holden og antegnet, meere til en velmeent Erin¬
dring end en selvklog Foreskrift. Pag. 3.
II. Et Stykke af et Anlag, til en dansk og norsk almindelig og fuldstændig
practisk Oeconomisk=Calender udgiven af Een God Begyndere. p. 39.
III. Pro Memoria ved Tobaks=Platning, meddeelt af LAURITELARSoN. P. 67.
IV. Uforgribelige Tanker om Odels=Retten i Norge, modsatte et Brev fra en
redelig Nord=Mand til sin Ven, som findes indført i Danmarkes og Nor¬
ges Oeconomiske Magazins Tredie Bind, indgivet af PHLEDoR. P. 9I.
V. Et Brev fra en ubekiendt Ven til en anden, der giver sine Betænkninger
for saa vidt Fælledskabs Afskaffelse kand være tienlig i Landgodset, og
adskillige Forhindringer tillige som kand være i Veyen. p. 133.
VI. Hvilke ere de største Forhindringer som legges i Veyen for Fælledskabs Af¬
skaffelse i Landgodset? Og ved hvilke Midler kunde samme lettest og vissest
overvindes, uden vedkommendes Fornærmelse, af JEnS KIRRERUP. P. 147.
VII. Patriotiske Tanker over det i Fortalen til det 5te Bind opgivne 1ste Proble¬
ma, angaaende de største Forhindringer for Fælledskabs Afskaffelse i Land¬
godset, og ved hvilke Midler samme lettest og vissest kand overvindes, uden
Vedkommendes Fornærmelse, af L. P. 157.
VIII. Besvarelse paa det udi 5te Tome af det Oeconomiske Magazin fremsatte
Problema, hvad hindrer Felledskabets Ophævelse og hvorved ryddes
disse Forhindringer af Veyen, af A. L. HANSEN. P. 179.
I. Et Forsøg, at overveye og viise de fornemste Vanskeligheder, som settes
imod Felledskabs Ophævelse paa Landet, og at foreslaae de beqvemeste
Midler, til at ophæve disse Vanskeligheder, uden at fornærme Lods=Ejer¬
ne, af J. V. P. 187.


X. Undersøgning om de største Forhindringer, som legges i Veyen for Felled¬
skabets Ophævelse i Landgodset, og om de letteste og visseste Midler til at
overvinde samme uden Vedkommendes Fornærmelse, af O. LurxEn. p. 223.
XI. Undersøgning i Almindelighed om de til Brændsels behørige Vedligehol¬
delse i Danmark, nærmeste og tienligste Midler, og i Særdeleshed om Tør¬
ve=Mosernes egentlige Væsen og Natur, deres Fremvæxt paa nye, samt
den til deres Vedligeholdelse behøvende Forsigtighed. O. LurxEN. p. 249.
XII. Afhandling, om Tørve=Mosernes egentlige Væsen og Natur, om de efter
deres Udtømmelse opvoxe paa nye, og hvad Forsigtighed der bør bruges til
deres Vedligeholdelse. p. 297.
XIII. Om Tørve=Moser, af JeNs AndrEas GvLDbERG. p. 313.
XIV. Afhandling om Tørve=Moser, p. 341.
XV. En forfaren Land=Mands Giensvar til sin Naboe, som af ham ville
have fuld Efterretning om Tørve=Mosernes egentlige Natur og Oecono¬
miske Behandling, af H. DAH. p. 369.
XVI. Betænkning om Enge, Tørve=Moser og Skove, af L. P. NækAaE. p. 375.
XVII. Patriotisk Besvaring: paa det foresatte Problema om Tørve=Moser¬
nes Natur, Fremvæxt og Forbedring, af E. G. BEcxnor. p. 387.
XVIII. Tvende smaa Afhandlinger sigtende til Besvarelse paa det foresatte Pro¬
blema om Tørve=Moserne, af A. L. HaNsEN. P. 409.
XIX. En kort Undersøgning, anstillet over Tørve=Moser, i Anledning af det
2det Problema, af N. HURTICKARL. p. 419.
XX. Plan til det Landfordærvelige Fælledskabs Afskaffelse, i Anledning af det
opgivne Problema, p. 433.


Danmarkes
og
Norges
Oeconomiske
Magazin
Tom. VI.


No. I.
En
gammel forsøgt Norsk Patriot og Landmands
Huusholdnings= og Agerdyrknings=
Journal,
holden og antegnet,
Meere til en velmeent Erindring end en
selvklog Foreskrift.
MANIL.
Per verios usum artem experientia fecit;
Exemplo monstrate viam.


T¬
il Agerdyrkning og Huusholdningens Opkomme og Forfremmelse
vil ikke kunstige physiske og astronomiske Opdigtelser, eller af uden¬
landske Skrifter laante og uddragne Lære=Regler nytte nær saa
meget, som længe prøvede og vel forsøgte Jagttagelser, naar de til sine rette Tider,
og paa sine rette Stæder, bliver brugte og efterlevede: Thi som alle Ting har
sine egne Tider, saa har ogsaa hver Ting sit eget Sted: Alle Regler passer sig
lige saa lidet paa alle Stæder, som alle Tider. Følgende velmeente Anmærk¬
ninger bliver derfore ikke saa meget skrevne for den nordre Deel, som hvad vi
egentlig kalder det sydenfieldske i Norge. At jeg med Varrone udi en Bonde¬
Materie bruger de iblandt Norske Bønder nævnte Ord og Talemaader, maae


6
ingen forundre sig over, det er udi og efter Materien med Ordenes Brug, som
Poeten siger:
Horar.
Qvem penes arbitrium est, &e jus &e norma loqvendi.
JANUARIUS.
1) Mange holder fore herndi Norge, at Vinteren skal være hals forbi til
den 2ode Dag efter Juel, d. 13de Januarii, men den rigtigste Regning, hvor¬
efter all Fourage skal deeles og udregnes, er at giøre halv Vinter til den 3die
Februarii, fattes da Landmanden noget i denne Regning, maae han i Tiide
forskaffe sig meere, medens det er at faae.
2) En god Huusholder seer paa denne Tiid efter sin Giødsel, baade i
Henseende til Korn og Halm, om der ey af Halm kommer for meget ud med
Møget, og om der ey af Korn findes for kiendelig udi Giødselen; det første
viiser en slet Huusholdning udi Fæe=Huuset, det andet en urigtig Tærskning
og Opristning i Laden som begge i Tiide maae rettes.
3.) Paa denne Aarsens Tiid hugger man udi Nyet det kraftigste og beste
Bygnings=Tømmer: Ja det Brænde=Væd, som hugges ligeledes paa Nyet,
giver haarde og gode Kull. J denne og følgende Maaned; dog holder man
ikke disse 2de Maaneder beqvæmme til Ægg=Staal og Skiære=Reedskab at
forfærdige.
4.) Hønsene maae i denne Maaned vel pleyes, om de til Vaaren
tilig skal betale Vinter=Kosten, at foreøse dem en mængde umalet Korn,
nytter intet, fordi det paa den kolde Aarsens Tid af dennem ikke vel kand
tæres. Den beste og mindst bekostelige Maade til at føde dem, er føl¬
gende. J stæden for det beste umalede Korn, tager man ureen og let Havre,


lader den vel tørke og male, af dette Maal tager man3 Deel og af Erte=Rug
og Hvede=Dumme? Deel, rører og opblænder disse Portioner vel med Vand
udi et Kar imellem hverandre, og lader det staae Natten over, at giøre sig saa
meget som man kand have til næste Dag, haver Pigerne efterstaaende salt Kiød eller
Fisk=Saad med andet Kiøkken=Slydder, at opblænde med i Stæden for Vand,
bliver denne Hønse=Kost desto kraftigere, og man kand forsikkre sig, at Hønsene
tillig og ordentlig pleyede paa den Maade, med halvt saa meget bedre og federe
end med dobbelt af beste og umalede Korn opholdes. NB. Høns maa om
Vinteren have deres eget Huus, og undertiden, naar Veyret tillader, vennes
til at gaae ude; Thi bliver de som mange bruger, indstengede udi varm Fæe¬
Huus, da vil de hverken trives eller sette Ægge=Stok.
5) Hestene som mu begynder at felde Haar vil paa deme Aarsens Tid
vel pleyes, og skrabes, dertil har vores norske Gutter hverken nogen medfød
Lyst eller Haandelag, thi er der nogenstæds at Hester slet og kostbar fødes,
da er det i Norge, hvor den gemeene Mand ingen anden Forings=Maade har
lært, end naar det skal være vel, et par Gange om Ugen, at slænge dem noget
Havre udi Krybben, og ellers nogle Gange om Dagen, at træde Hækkerne
fulde med Høe, enten det forrige er fortæret eller ikke, hvilket Hestene derpaa
neddrager udi Krybben, og naar det er længe overpustet, derfra paa Gulvet:
Siden hvor ingen Tilsyn er, bliver vel noget af Fæe=Pigerne opsamlet til Kiø¬
erne, men med Giødselen dantser dog meere, end man vel kand forestille sig,
Aften og Morgen ud paa Møddingen. Den Hosbond derfore, som vil have
sterke Hæster til sin Gaard, og anseelige til sin Vogn, og Slæde, maae selv
i sær Aften, Morgen og Middag besøge sin Stald, han maa holde karrige Hek¬
ker, og indføre den her paa Landet saa lidet bekiente Hakkelse=Skiæren, som


skeer best af den Hveede= og Rug=Halm, som ellers i gode Aar udkiøres til liden
Nytte paa Marken. Til denne Hakkelse, at opblænde, maae Bonden spare sin
læt Havre og tillige bruge en Portion reene Havre Avner, til samme at formilde
med. Trende smaa Portioner af dette maae han ordentlig lade sine Hæste foere
med om Dagen.
NB. Til at faae og vedligeholde de beste og skarpeste Travere og Løbere
for en Slæde om Vinteren, som er en stor Herlighed her i Norge, er intet
bedre og tilforladeligere end at vaske og gnie deres Beene nogle Gange om Ugen
med den salte Fleske= og Kiød=Saad, som affalder i Kiøkkenet.
Vil man have Hestene blommede og vakkere mod Baaren, maa man
om Vinteren give dennem den Brom, og de Nucamenta som hænger paa Aar¬
Elle= og Hassel=Træer, allerheldst begge Deele er dem en Lægedom.
6.) Drengene tilholdes, saa tidt de gaar i Skoven, at søge, og hiemsamle
den saa kaldede Ævnings=Væd af alle Sorter Træer, i sær Birk, Ask, at
den nu beleylig kand hiemføres, klyves, Bark hugges, tørres og udi Tide mod
Baaren tilredes il Kiærer, Slæder, Plouge, Harve, og anden Gaards¬
Reedskab.
7) Ale Slagslinnet Garn grove eller fine, bør paa Nyet i denne Maaned
kaages og tilredes. Mange gode Huuholdersker vil meene, Garner da skal
blive seyere og stærkere.
8) Jndfalder i denne Maaned meget Tøe=Veyr, saa at Marken taber
sin Sne, er det et slet Tegn til godt Aar, og et vist Tegn til Sygdom og
Svaghed blandt de Gemeene.
NB. Skulle nogensinde gammel stærk Øl være tienlig, da er detudidenne
Maaned en herlig Lægedom blandet med ; Deel Miød, i særfor et grovt Men¬
neske, naar han ey befinder sig vel, til at svede paa.


9) Tyren skal i denne Maaned indstænges fra Kiøerne og ikke slippes til
Hiorden førend den 3de May, thi saa faaer man gode Kalve og Melk igien udi
den beleyligste Tiid.
10.) Er den 25 Januarii klar og skiøn, har de Gamle villet sige, at det
skulle betyde et godt Aar, er den dunkel og taaget, Sygdom og Svaghed, er
den med Slud og blæsende Veyr, skal det betyde dyr Tiid.
11.) De Fæe=Hunde=Valpe som falder i Januario og først i Februariø
bliver ey alleeneste de sterkeste, men udi Fæe=Huuset de best opvante med Fæet.
Saa strax de ere fødde og siden en Gang hver Uge medens de patter, og førend
de begynder selv at æde, gnier man dennem vel ind udi Kiæften med Ulve= og
Biørne=Fit, derefter bliver de glubende og søgende paa Udyr, derimod smigren¬
de og fromme mod Mennesker, thi det er en god Fæe=Hunds Kiændetegn, naar
han ey er paa Marken hos Creaturene, at være smigrende mod alle; J stæden
for det piggede Jern Halsbaand giver man Fæe=Hunden om Vinteren et godt
sterkt Tov nogle Gange om Halsen, thi det er befunden, at et Jern Halse¬
Baand er Hunden selv til Hinder i Tvækamp med Ulvene: Tovet derimod fal¬
der ham beqvæmmere og lige saa nyttig naar Ulven, efter sin Sædvane, vil gribe
ham i Halsen. Man vil sige, at dersom Valpene bliver smurt i Munden med
Ræve=Fit, de da for meget efter Revene vil phantasere og jage i Skoven.
FEBRUARIUS.
Drengene maa nu ved alle Leyligheder indsamle Birke=Pion desmaae lange
fingertykke Birke og om Aftenen af Riiset førend Birke=Knoppen bliver for stor
giøre Soblimer af Resten bage og tilrede sine Vider eller Vier, og drag Baand
til Høe-Slæder og andet, at man ey dermed skal opholdes, naar man har det
skyndeligste fornøden.
VI. Deel.


18.
1.) De Kalve som falder i denne Maaned under friske og unge Kiøer og
har 7 eller 8 Tænder, ere de beste at paasætte, de derimod som falder under
gamle Kiøer med 5 eller 6, enten røde eller sorte Tænder, ere best til Kiøkkenet.
NB. Efter April=Maanet bliver de paasatte Kalve sielden gode og trivelige
her i Norge.
2.) Det er nu atter godt, udi Nye=Maane, at hugge Bygnings=Tøm¬
mer, Korn= og Giærd=Størrer, de sidste af Myr=Gran, som ikke gierne bliver
Kiøbmands=Last, de maae strax hvætses, og 1 Al. op fra Jorden barkes og
tørres, saa bliver de dobbelt stærke og varige.
3.) J denne Maaned giøres intet Malt, thi Øllet deraf bliver blegt,
doven og usmagelig.
4.) Hvor endnu i stæden for Tægel bruges Tække=Spaan, da maa Stok¬
kene dertil ved Gregorii Tider hugges og klyves, opsættes i Favner og saaledes
med Steene sammenklæmmes, at de ikke bliver skiæve.
5.) De beste Grise paasættes denne Maaned og det beste Slag er Blæn¬
ding af Engelsk og Norske Svin, det første de begynder at æde, maa de have
tørkede graae Erter, for derpaa, at afbide de første sorte Tænder som baade
skader dem, og saarer Moderen.
MARTIUS.
1.) Smigrer Martius, troe hannem ikke, lad dit Brød og Kagemeel for
det heele Aar males fra den 3de Dag efter fuld Maane, nedpak ikke det ma¬
lede Meel for tilig, men holdt all Ting færdig til din Brød=Bagning imod
denne Maaneds Slutning, saa bliver baade dit Meel og Flad=Brød, jo læn¬
gere jo bedre og drøyere.


11
2.) Mange Bønder har den daarlige Vane paa denne Tid at udkiøre
deres raa og friske Møg i Klumper sammenfrossen paa Ageren, hvilket ey alle¬
neste giør den ureen; men endogsaa fortrædelig, saa længe der er noget af samme
alt for friske og kraftesløse Møg i Jorden tilbage.
3) Udi aftagende Maane maa atter Drengene see sig om i Skoven ef¬
ter Vall=Birk, Riis=Eeg= og i sær Aske=Træer til Cariol=Stænger, Øxe¬
Skafter, Slæde=Meyer, til Rive=Hoveder og Tænder, nok hviddreven Gran
til Slæde=Stænger, naar disse Ævninger forvares udi Skyggen Sommeren
over, bliver hvad deraf giøres fast uslidelig.
4.) Udi denne Maaneds sidste Qvarteer udi Nyet, giøres det allerbeste
Malt her i Landet, Vandet er dertil meest beqvem og Folkene har best Leylig¬
hed Maltgiøringen at oppasse, som nøye fra første til sidste vel iagttages.
Thi udi Norge kand man giøre et godt Kakkelovns Malt, som ikke efter¬
giver det beste Engelske noget, men ofte overgaar det baade udi Kraft og Sund¬
hed, paa følgende Maade.
§. 1.
Man sætter zde Tønder Byg udi Støb og Lader det 3de Nætter over
blive udi Støbningen.
§. 2.
Derpa tappes Vandet vel fra Kornet, og Kornet derudi bliver staaendes
24 Timer efter vel tildækket. NB. Det afløbne Tappe=Vand bruger man siden
til Creaturene.
§. 3.
Øses Maltet udi Sække som indbæres udi den lunkne Borger-Stue, bli¬
ver staaendes indtil Kornet tager Varme, og begynder at stikke.


12.
§. 4
Derefter føres det af Sækkene udi Malt=Karmen og vel nedklappes med
et Spandelog, siden tildækkes det med Birke=Bark, hvorpaa igien legges Fiæle
med beqvem Tyngde, som sammen trykker Kornet.
§. 5.
Maltet giør da seent eller hastig, som Borger=Stuen er lunken til, saa
strax man mærker at Maltet har nogenledes jævn torret og sammenbuudet sig,
maae man opbryde og vende det, lade det ligge en Dag over, og siden derpaa
meget renlig, og agtsom udgnie de sammengroede Korn fra hverandre.
§. 6.
Derpaa fører man det paa Loftet, hvor det skal vindtørres, legger det
udi en Hob med et vaadt Lagen over, at det kand tage en liden Varme til sig,
saasnart det bliver varmt, maa det udrives, 2de Gange endnu. Thi naar det
imidlertid vel er kiølnet, maa det atter samles og tage Varme, førend det alde¬
les reenlig og tyndelig udbredes til at tørres; denne 3de Gange igientagne Var¬
me og Samling giver Maltet sin rette Sødhed, og derudi bestaar Hoved¬
Kunsten som er en nøye Opagtning; thi tager Maltet for megen eller længe Var¬
me, da morskner Kiærnen og giver surt Øl.
§. 7.
Udbredes det tyndelig paa et Loft, at det hver Dag kand tørres, og
med en lang Rive røres, men dette er at iagttage, at i hvor tør det end bliver
paa Loftet, maa det dog bringes udi en Kakkelovns=Kiølne, som har sine ordent¬
lige Karme: Denne sidste tilstrækkelige Kakkelovns=Tørkning vil ey alleeneste
bekræfte og conservere Maltet, men endogsaa betage den flatulentiam, som
alletider følger det blotte vindtørrede. Jeg forsikrer, at hvo som vil følge denne


12
enfoldige Maade, skal giøre et Malt som overgaar det Engelske, hvilket fra Tør¬
kelsen ved Steenkull har noget med sig, som hverken er Smagen angenem eller
Sundheden tienlig.
APRILIS.
I.) Man begynder saa strax man kand, at fremkiøre og tilreede Skied¬
Væd og Giærdesfang, en dygtig Karl skal nu hugge og klyve i det mindste 3
Læs Gierdefang, et hver Læs skal holde 30 Skier, og naar Jorden frem ad
gandske optiines, naar Harke, og all anden Tilbehør er lagt ved Haanden, skal
en dygtig Karl om Dagen sætte 30 Favn=Giærder, saa tæt, at man ey kand
slænge en Bull=Øxe der igiennem ogsaa høy, at den staaer en voxen Karl under
Armen.
Men naar skal noget Paabud komme! om visse Favner Steen=Giærder
hvert Aar, efter Gaardens Størrelse, at sette, i det mindste maatte enhver Huus¬
Gaarden, derved
holdere dermed begynde paa de nærmeste Jndh¬
nger ved
forekommes fortrædelige Drenge og Piger hver Vinter, at opbrænde de nærme¬
ste Giærds Gaarder.
2) Tld. 12 Apil skal hvd Kaal vere saaet udi aftagende Maane i
en vel indrettet Mistbænk med sin fornødne Læm, som indvortes for Varme
Skyld skal trækkes med Halm=Siime, den øverste Jord i samme Bænk skal
blændes med lidet Salt= og Løv=Aske, dette giør dem frie fra Utøy, og driver
dennem store til, at sættes ultimo Maji udi Nye=Maane, derefter kand man
vente store og faste Hoveder.
3.) En god Bonde efterseer paa denne Tiid sin Ager og besynderlig iagt¬
tager, hvor Vand kand være staaendes enten udi Affald eller Furer, at det i


14.
Tide kand blive udskaaren, Agren ey alleeneste blive tør, men endogsaa i Tide
miste baade sin Bond=Kuld og Suurhed. Bondens Hustrue maae i samme
Dage passe udi nye Maane at lade skiære sine Kalve, og smaa Creaturer.
4.) Paa sandig Jord maa man jo før jo bedre giøre Anstalter til Havre¬
Sæden, item paa all anden Jord hvor Vandet ikke hindrer eller hvor den
her i Norge kaldede Berg=Sie og Kold=Væte ikke findes. Campus qvi non
habet delapsum fieri solet Uliginosus siger Warro, melior ideo est lo¬
cus, qvi Vergit in unam partem, qvam qvi ad libellam est æqvus.
5.) Eendeel bruger paa denne Aarsens Tid, med skarpe Harver at over¬
fare deres Moesgroede Enge, for at skaffe Græsset Luft; men jeg holder fore,
at saadanne gamle Enge bør snarere hvor det kand lade sig giøre, om Høsten
med Plougen optages og siden i 3 Aar bringes til Havre=Sæd førend det Aaret
eftergiødsles til Byg, dette veed jeg giver godt Korn og feed Eng.
6.) Endeel bruger d. 30 April eller først i May at smørre deres Fæe ef
ter Ryggen med Tran eller Sæl=Hund=Spæk, for at Fluer, Klæg, og Utøy
skal lade dem med Roe, jeg holder Nytten heraf hverken utrolig eller urimelig,
dog i min Tanke sikrere, om det i Julio blev brugt, da saadan Utøy paa det
hidsigste begynder at søge Creaturene.
7) Erter skal imellem Slutning af denne Maaned og d. 14 May faaes
i Næen udi Leermøle Jord som tilforn er høstpløyet, saaer man dennem udi Nye
Maane og Sand=Jord, blommer de Sommeren igiennem og hver anden Ærte
bliver Ormstukken. Jeg giødsler den høstpløyede Jord til dennem gandske tyn¬
delig med Heste=Møg, derudi saaer og nedharver jeg Erterne, naar de ere ned¬
saaede, saa nedpløyer jeg dennem med min liden Haand=Ploug, som ikke gaar
over3 Fingre i Jorden, siden jævnes Jorden enten med Haand=Harve eller
Braat=Rive. Jeg avler alletider efter Udsæden tyvefold. De smaae graae


15
Norske Erter faaer man paa samme Tid udi det mavreste dog vel udarbeydede
Leer=Jord. Denne Sæd er dobbelt nyttig, baade for sin Frugtbarhed og fordi
den saaledes giødsler og renser Jorden, at man Aaret derefter derudi kand saae
og avle det beste Blandings=Korn. Dette kommer overeens med hvad Varro
skriver: Qvædam Serenda sunt non tam propter fructum præsentem,
qvam in Annum præspicientem, ubi subsacra faciunt meliorem? Lib. I.
Cap. 23.
NB. Ved min Haand=Ploug, thi jeg approberer ey de saa kaldede Aller,
forstaaer jeg en gandske liden Ploug, som i Jern og Træe=Værk er gjort som en
anden Ploug, dog ikke større end at baade den og dertil accorderende Harve paa
engang af en Karl kand bæres hvor man lyster, med denne Ploug, hvorved jeg
undertiden lænker den liden Harve, overfarer jeg med en Hest og tilreder min
beste Sæd, det er alle her i Sognet bekiendt, at jeg engang efter saadant Pløy¬
sel og Tilredning har af Byg avlet 30 fold. Det er den samme Invention
Varro omtaler Lib. I. Cap. 30. Cum arant racto Semine Boves lirare di¬
cuntur, cum tabellis additis ad vomerem (forsan dentatis) Satum fru¬
mentum operiunt &c.
MA1U§.
Den første May lader Giøgen sig gierne høre, og opholder først i Høy
ningen, jo længere han lader sig høre, jo større Sygdom har vi næste Aar at
vente. Sommeren før Pesten kom udi Christignig, da i Byen og deromkring
døde 2870 Mennesker, holdte Giøgen ikke op at gale førend d. 10 Augusti
V. P.
I.) Liin skal saaes i Nye=Maane i 2den Aars sandagtig Jord, paa
hvilken man endnu optager og kiender den nys forraadnede Torv.


16
2) Fra Begyndelsen til Enden i denne Maaned maae man beflitte sig,
at faae Haven som paa Landet maae være temmelig stor, og vel hævdet, overalt
tilsaaet, og opfyldt med alle Slags hvid og grøn Kaal, Kaalrabi over og under
Jorden, Roer, Næper, Gulrødder, Pastinakker, Potates, Jord=Eble, Spi¬
nat, alle Slags Mælde, alle Slags Salat, Bønner og Erter, og ved alle
Leyligheder dertil venne sine Tieneste=Folk Sommeren igiennem, thi derved
drøyer man sine Tieneste=Folkes Mad. For nogle Aar siden ville den gemene
Mand her i Norge fast intet grønt lide paa Maden, alle Slags Flesk og Kiød¬
Mads=Supper skulle tyk opgiøres med Gryn, der maatte her og der alleeneste
flyde nogle faa Kaals=Blade, ligesom Persillie paa en anden Suppe, andre og
fleere Urter bleve anseede for Grise=Mad, og ey Folke=Føde, men jeg har lært
min Huusholderske, Tiid efter anden ved alle Leyligheder, vel at drøye og blende
Maden, med alle Slags Rødder og grønne Urter, nu baade smager det Tieneste¬
Folkene heelig og bekommer dem vel. Ja bliver udi omliggende Huushold¬
ninger med Nytte efterfulgt. Hvad er vel Aarsagen til den paa Suul=Vare
mindre bekostelige Huusholdning i Tydskland frem for her i Norge, andet end
grønne Urter og Rødders daglige og overflødige Brug: Giv derfore dine Tie¬
neste=Folk aldrig meere disse efter gammel Norsk Maade, kaldte og tillavede Ræt¬
ter, Kiød=Gryn, Kalve=Gryn, Jster=Gryn, Fleske=Gryn, uden du derpaa Som¬
meren igiennem har en rigelig Hakning af Mælde, Næsler, Karve=Græs, Guul¬
rød=Græs, Næpe, Kaal, Goble, Ripsblade, Laktuk og andre tienlige Blade
du i og uden Haven kand samle, thi det som fylder, det føder, i sær saadanne gode
Urter som baade kand spare Gryn=Tønden og drøye Kiød=Hækken. Cicero har
rettelig sagt: Hortus est altera Succidia.
3.) Nu slipper man Tyren til Hiorden, og indgiver dem hver Morgen
fastendes først i denne Maaned, hvad man forrige Sommer af Lægedom har


tillavet for dem paa følgende Maade. Samle om Sommeren Liebstockel¬
Blade, Bynke og Mallurt=Brom, May=Græs, Græsset af alle Slags Løg,
Røliker, hak det smaat og tør det udi Skyggen, strøe det siden ned i en Tøn¬
de med Havremeel, som er vel blandet med Salt og derudi lidet sammenstødt
Svovel og Laurbær. Dette kand du Aaret igiennem bruge som en Fæe=Læge¬
dom udi alle Slags Tilfælde, og som ovenmeldt, besynderlig til Conservation og
Mælke=Løsning om Vaaren.
NB. For den skadelige Bryns=Biørn, som om Vaaren, naar Fæet skal
drikke af Js=Vogen, giver sig op i Vandet, og vil indkrybe udi dennem, er in¬
tet bædre, end at gnie smaa Steene vel med Rødløg og hver anden Dag, naar
Fæet skal drikke kaste dem forud udi Vogen.
4.) Den fornemmeste Sæd=Tiid er her udi Norge midt i denne Maa¬
ned; Slaar Birken ud for Ore=Træet, da geraader Havren best, men ud¬
slaar Oren for Birken, da faar Byg= og Blandings=Korn Fortrinnet.
5.) Byg-Sæden har jeg altid dreven paa følgende Maade. Jeg høst¬
pløyer den Jord som 3de Aar tilforn fra Nyelænde med Havre er brugt, med
allerførste liden Snee udkiører jeg og derpaa finlig og tyndelig udbreder forrige
Aars sammenbrændte Giødsel, naar jeg nu sidst i May mærker at Bundkulden
er uddampet, saaer jeg udi den finlig udspredte Møg og siden nedpløyer og ned¬
giører Kornet med min forhen beskrevne liden Haand=Ploug og Harve.
6.) All Hvede skal saaes til d. 14 May, saaes den for tilig, bliver Roden
syg og giver Kull Ar, Hveden skal have nye Lænde og fast Jord under
sig, thi den setter stærk Rod, derimod vel Muld oven paa sig. Jeg
optager derfore dertil Høsten tilforn, et Stykke sort sidlændet Jord, hvorpaa
dog ikke maae staae nogen Væde om Vinteren, derfore maae ogsaa Store¬
Hovet=Furer imellem hver Ager vel optages udfores og renses, alle de andre
VI. Deel.


18.2
Furer maa i denne Pløyning falde tæt og accurat paa hverandre, derpaa ud¬
kiører jeg med allerførste Flække=Snee, Hæste= og Skrabe=Møg og i samme Øye¬
blik meget finlig og jævn udspræder den; Vaaren derefter til den 14 May saaer
jeg efter, at Hveden ey alleeneste udi 2 Jævn=Døger er støbt baade med Kalk
og Salt, af hvilken Støbning naar jeg optager den, jeg endnu bestrøer den med
tør Kalk, som anbinder sig paa Kornet, som det var kalket, men endogsaa siden
tørker den en Dag derefter udi Soelen, derpaa saaer jeg udi Giødslen og efter¬
harver med stor og skarpe Harver, saa længe indtil at Giødslen og Mulden ey
mere kand skilles fra hverandre. NB. Men her maae jeg endnu aabne mine
kiære Lands=Mænd en forborgen Kunst ved denne Hvede=Sæd.
Er det Nye=Maane da skal den faaes om Eftermiddagen, er det Næen,
om Formiddagen, staar dette med ovenmeldte Hvedens=Støbning ikke fast, siger
jeg reent ud, der er intet Raad mod Brand=Ax.
7) Saa snart Fæet kand ligge ude for Kuld, maae man opsætte Folder
og Griner for det, paa sandagtig eller anden tør Jord næst ved Gaarden, hvor
man til andet Aar vit have Vaar-Rugen, ja vel ogsaa til Høsten Vinter=Rug¬
gen faaet, er der bleven noget gammel fordærvet Halm tilovers, kand det sam¬
mestæds meget jævn Fæet understrøes, ligesom man fløtter og fortfarer med
Griningen, indtil man om Høsten indtager Creaturene, da høstpløyer man
strax samme Ager, som om Baaren igien saa tilig skal pløyes og tilsaaes som
man kand faae Plougen udi Jorden, thi Vaar-Rugen er den Sæd, som aller¬
mindst agter Vaar-Kulden.
8) Giærder og Griner maae strax i denme Maaneds Begyndese sættes
i god Stand, paa det man ey dermed skal lapre, naar Engene og Agrenebegyn¬


19.
der at florere, saa at Svin og andre vanefulde Creaturer ikke fra Begyndel¬
sen indtil Høsten, til Landmandens største Skade skal faae Leylighed nogensteds
at indbryde. Strax derpaa udjager man alle Creaturer udaf Engene, thi jo
længere, hvad der bliver afbidet paa Engene det tæres udaf Laden, ikke alleeneste
i Henseende til hvad Creaturerne tærer og oprykker, men endogsaa hvad de sær¬
lig udi de bløde Enge nedtræder og optrækker, derfore saasnart Fæet er udjaget
maa Engene jævnes, renses, og den efterladte Møg finlig udslaaes, de smaae
Qviste bliver ogsaa sammensankede, og i smaae Hobe strax opbrændte. Udi de
efterladte Aske=Plætte faaer man May Næpe=Frøe, som gierne giver de beste
og første Roer, som man faar om Sommeren.
9.) Naar Hægge=Træet blomstrer er det den beste Blege Tid, og udi de
ferske Vande den beste Fiske Tid efter Brasen, Hersling og Aborre. Naar
Svalen bygger er det den beste Tiid, at muure i sær Skorstene og Bager¬
Ovne: Man holder fore, at saadan Muurværk skal blive fastere og bedre udi
Nyet end aftagende Maane.
JUNIUS.
Al den gde Ymnihsgral høvre-sSæedserende, tleftrden Edien¬
mer Havren ikke gierne her i Egnen til nogen betimelig Modning. Endskiønt
her i Norge falder mangestæds saa kolde og vandagtige Agre, og overalt kand
ogsaa falde saa vaad og regnagtig Veyrligt, at man nødes meget længere der¬
med at udhale, hvorefter endogsaa kand falde godt Korn, altsammen kommer
an paa Høsten. Men med Byg-Sæden kand man gierne vedblive til den 17de
hujus.


20
I.) Saa strax Plougen er lagt og alle Giærder, Fæe=Huus og Lade¬
Tage, Loer og Broer ere rensede og vel forsynede, beflitter en god Landmand
sig, at forøge sin Giødsel, som er Hierte=Blodet af all Agerdyrkning, hvor høyt
Giødselen har været agtet hos de Romere kand sluttes af Warronis Ord. Si
caveat Dominus Stercus, ut in fundo maneat; minoris conducunt
Aviaria, qvam si, qvibus id accedit Lib. I. Caput 38. Af det foregaaende
kand man see, at disse fine Giødseler ere udsaaede med Kornet, vil man spørge
hvormed og hvorledes: Da skal den første Grundvold dertil være den om Baa¬
ren efterladte Hæste= og Sviine=Møg, samme skal udbredes ordentlig saa vidt
som man vil giøre sin Blanding, derpaa kiøres en halv Allen tyk Skoug=Hævd,
jeg forstaar derved den tykke og løse Skorxe af Bar, Mose og løs Jord, som
findes under Træerne, item rødraadne Stubber, Myre og andre afskaarne
Tuer, vel hakkede og blandede, derpaa føres et nyt Lav eller stratum z Alen
tyk af Koe=Møg, saa igien; Allen Skoug=Hævd, giør siden alternatim med
disse Ting, stratum super stratum Lag paa Lag, saa længe du har Møg og
Tiid dertil, naar Blandingen er færdig som øverst maae være indhuul at den
varme Sommer=Regn derudi til Fermentation maadelig kand samles. Dette
kommer overeens med hvad Warro skriver: Latus Sterqvilinii vindicari de¬
det Frondle & Urgig, ne Sol Succum ersugere potest LIB ICas. 13.
Periti faciunt, ut in eo aqva insluat Nb, in coqve qvidam SkLLAs Ea¬
MIArks ponunt ibig. Tag siden hvad fordærvet Halm du kand have til¬
overs og strøe derover, som et Tække, lad saa den heele Samling ligge
deme Sommer og neste Vinter at du Vaaren derefter kand udkløre.
Du maae være forsikkret, min kiære Landsmand, at dette er som, jeg skrev


21
tilforn Liv=Aaren i den gandske Agerdyrkning, jeg anseer alle de andre Ting,
som Bie=Sager, og de fleste Ting deraf, som Complimenter, du giør for din
Ager.
2) Vil man m og Sommeren herefter, naar Heden kommer have sundt
og lislig Maaltids Øll, da maae man til sit eget Bord ikke brygge uden 3
Skiæpper og derefter tage velhomlet a separate Ankere, thi paa dem holder det
sig best, heng udi hver Anker, naar du spontzer 2de Tapper Melifolum, 4
Blade=Salvie bunden om et Stykke Alant=Rod, saa stor som en Finger, alt¬
sammen vel tørket, dæk derpaa Spontzet vel til med Birke=Bark, og vel arbey¬
det Leer, leg deroper en vakker gravet grøn Tørv, som hænger lidet ned paa
Anker=Siden, efter at de ere lagde paa Kampe=Steen=Stelling, vil da Pigen
vel passe Svikken, beholder du saa længe det varer, et sundt og uforlignelig Maal¬
tids=Øll. Men her maa du viide at alt Øll taber sin Kraft og Smag Tiid
efter anden ved Svikkens Aabning, for den daglige Udtapning. Jmod dette
har mange villet udfinde mange Midler, de fleste af dem urigtige og uforstaae¬
lige: Men jeg vil give dig imod denne Feyl et Raad, som skal bevare Øllet paa
Ankeren hvor det ligger paa sin Moder, til den sidste Draabe, bedre end paa den
kkel
tætteste Flaske.
J Stæden for en Svikke=Tap, tag en liden igiennem= Den heele Svikke.
7
boret Træe=Bir-Hane, skiær Bunden af en god stærk Blære,
Her bindes
Blæren.
fyld den næsten med Spansk Salt og bind den meget vel til ,
1I
om den tykkeste Ende af den tille Birhane, sæt den udi Anke¬
ret vel fast med sin spitze Ende i Stæden for Svikke, saa har
du ey Svikke fornøden, men Luften gaar hver Gang du vil;
tappe udi den Pægel store og med Spansk Salt fyldte Blære= T¬


22
Bond: Naar nu Øllet er uddrukket, sætter du den i Stæden
for Svikken, af den ene i den anden Anker, og, at du desto
bedre kand fatte dette lætte og nyttige Paafund, ved hvilket du
Blæren skal paabin¬
des saa stor, at den beholder Kraften i dit Øll, som ellers ved Svikkens Aabning
tager en Pægel.
hver Dag uddunster, saa har jeg derpaa in Margine villet
give dig følgende liden grove Tegning.
.*
3.) De gamle Norske Bønder har i forrige Tider haft
den Vantroes Sædvane, Budolphi Aften at omgaae deres
Byg=Ager, slaae Jld med et Fyr=Tøy og nedsætte en Ore¬
Svikten. Green i hvert Hiørne: Nytten deraf skulle være denne, at
Byg-Sæden dette Aar hverken skulle beskades af Røst eller
Lynild.
4.) Paa denne Aarsens Tid staar Fæet udi visse Egne, i sær de som der
ey ere opfødde, stor Fare for den smitsomme Køde=Syge, eller dødfarlige
Blodladning, hvoraf mange døer, og de som af Sygdommen endelig kand
komme sig, Sommern derefter bliver gandske mælketørre; Til denne Sygdom
gives adskillige Aarsager, ligesom ogsaa adskillige Raad.
De fleeste vil meene, at derudi Græsset, skal voxe en eller anden forgiftig
Urt, eller af Grunden paa de Stæder legge sig en arsenicalisk Dug paa Græsset.
Jeg har efter nøye Undersøgning fattet den Meening, at Sygdommen i Stæden
for Græsset, kommer af den mængde St. Hans Orme Cicendulæ, som samme
Stæder om Natten glimrer i Græsset, enhver Medicus veed, at alle Insecta
noctiluca har samme Virkning, som Spanske Fluer, de ere stærke corrosiviste
blodrivende diuretica, som indvortes læderer og saarer Nyrene, Vandgangene


23
og Blæren ved det nu, at Creaturene dagligen udslikker en Mængde af dette
Utøy; da er det ikke at undre, ovenmeldte Fæes Intestina bliver saarede og alle
fine Blod=Aarer in vasibus lymphaticis bliver aabnede og oprevne. Jeg vil
ingen paatvinge min Meening, enten Sygdommen kommer af det ene eller
andet, men dette vil jeg paastaae, at følgende Raad derimod er gandske her¬
skendes og tilforladelig. Tag
4 Haandfuld Byg=Meel.
2 Skeefuld Birke=Aske.
4 Skeefuld Bolus.
3 Skeefuld Salpeter.
Dette stødes og sammenblandes med 8 Skeefuld Lin=Olie og opknæes udi meget
stærkt kogt Melk, deraf giøres smaa Bolder, som et lidet Eble, hvoraf Creatu¬
ret gives enhver Time vel ned i Halsen, naar det er sadt paa et kiøligt
Stæd, med den ene kaaldvædede Lagen paa sig efter det andet.
JULIUS.
Udi forrige og denne Maaned sæt dine Folk tilig ud i Arbeyde, førend He¬
den op paa Dagen bliver for stærk, accorder dennem derimod en god Hviile
om Middagen, derved conserverer du dine Folkes Sundhed og du faar dit Ar¬
beyde hurtigere drevet.
I.) Hvad Træer paa denne Tiid til Rødning nedhugges skyder ikke mere
fra Roden, men rodraadner snarere end ellers: J sær om Øxen, efter gammel
Bonde=Sagn, med en Bæver=Tand bliver brynet; Samle Qvistene i Hobe til
du et andet Aar paa denne Tid kand brænde dennem, nedhakke derudi, jo før
jo bedre udi Næen, Vinter=Rug, og maadelig Næpe=Frøe om hverandre, optag


24
Næpene forsigtig om Høsten, afskiær og udstrøe Bladene omkring Stædet, hvor
de ere voxne, saa vinder du 2de Ting med et Arbeyde. Næperne dette, og Ru¬
gen efterfølgende Aar.
2.) Hvo som denne Aarsens Tid formedelst slette Kiældere er plaget med
suurt Øll, drikke hellere Kilde=Vand blandet med; sød Melk, thi han maae
være forsikret, denne Blanding er hans Sundhed lige saa tienlig, som han laae
enten ved Pyremonte eller Schwalbach, i sær om han kand have Melk af
Geder, hvis Føde her i Norge er mest Enebær og Bække=Karse om Som¬
meren.
3.) Nu slaaes Engene, indfor ikke dit Høe før det har været stakket.
Den Norske Bonde har længe kaldet dette dobbelt Arbeyde, men nu begynder
han at kiende Nytten, i sær han merker Høet derved kand conserveres, i smaa
Veyr mod hastig paakommende Regn. Sorteer dit Høe vel udi Laderne, at
du til Vinteren kand viide, hvor enhver Sort skal tages: Aflæg det tørre og
reene Høe til Hesterne, det blomsterfulde til dine Kiøer, det qvistede og bladede
til dine Faar. Naar du nu allerførst afslaar under Agrene dine fedeste Enge
udi Nyet, saa kand du til 1. Septbr. slaae dem igien og faae den saa kaldede
Haav, som Bønderne udi Ploug-Tiiden i sær om den er vel bærget, holder be¬
421
dre end Havre.
4.) Fra d. 22de Julii skal man begynde, at sanke Karve, dette Arbeyde
maae skee forsigtig og flittig ved Børn, og gamle Kiærlinger som ikke kand giøre
andet. Jeg veed den Bonde, som saaledes, naar Karver har været udi priis,
har en Sommer kundet samle til 40 Rdlr.
5.) Vægge=Lusene begynder i denne Maaned, at yngle og fast stærkere at
grassere end ellers, imod dette slemme og usunde Utøy, haves utallige Raad,


25
men ingen hidtildags hærskende. Jeg vil derfore meddeele mine kiære Lands¬
mænd et Raad, som jeg med Øyensynlig Prøve har fundet tilforladelig og
nyttig.
Skiær Hovedet af en Hugorm, en Fingersbred neden for Nakken, tør
den udi Skyggen, boer siden et stort Hul udi Væggen, hvor Vægge=Lusene
meest tilholder, stik den derudi vel ind til Bunden, og lad den derudi bestandig
blive, tag derpaa smaa friske Rude=Stilke med Blade og stik omkring i alle
Sprækkene paa Væggen, flyt siden af Kammeret i 8 Dage, rense vel alle dine
Senge=Klæder, til sidst tag Sengen ud, vaske den først med en heed og skarp
Lud, overstryg den siden inden udi med en Souce af godt Øll som er stærk kogt
med Tobaks=Stilke, naar du indflytter Sengen, strøe da under Bonden smaa
hakkede Rude=Blade, jeg tør da siden tilbyde mig, at give dig en Ducat for
hver Vægge=Luus, du derudi siden skal finde; Lopperne dismeere skal skye dit
Leye. Men for Fluer veed jeg intet andet Raad, end rene Huuse, tillukte
Dørre, og en god Flue=Smæk, all anden Flue=Forgift giver en usund Luft
udi Husene. Det er et gandske simpel Raad Warro giver for Vægge=Luus,
vel mueligen det ogsaa staar sin Prøve. Cucumerem angvinum (nu paa
Apthekerne kaldes den Asoninum,) Condito in aqvam, eamqve infun¬
dito, qvo voles, nulli accedent, item Ungvito lectum felle bubolo acets
mixto. Er det om Vinteren den grønne Cucumer Asenius ey kand faaes,
kiøber man paa Apothekene Saft deraf som kaldes Elatarium, denne udblødes i
Vand og har samme Virkning WarrO Lib. I. Cap. 2.
6.) Her udi Norge bruger adskillige Huusholdersker Sommeren igiennem
at give Folkene Spæge=Kiød og Flesk, og i den Stæd lidet Jster efter gammel
Viis, paa en nøgen Gryn=Velling, men kaag du dit Kiød og Flesk med vel Kaal
og grønne Urter, saa faar du en drøyere og sundere Mad til dine Tieneste=Folk.
VI. Deel.


26
NB. See til at du til dine Folkes Froekost, i Stæden for den heede Spitz
Øll=Velling og Spege=Sild, hedeste Sommeren, kand faae introducert Mælk
og anden kiølendes Mad, derved sparer du ey alleneste paa Øll=Tønden, men
beholder dine Folk meget muntrere og sundere.
7.) Du kand frit denne Maaned slaae Høe udi Regn=Veyr, naar du la¬
der det ligge udbredt paa Skaaren, thi hvor der er tyk Græs, kand det indvortes
ligge gandske grønt udi 8 Dages Regn, men paa tynde og mavre Enge gaar
det ikke an.
Falder St. Oles Dag ind i fuld Maane, siger Bonden, da faaer man
fuld Vinter, og regner det d. 3 Julii, betyder det næste Aar vaad Sommer.
8.) De Dage dine Folk i denne Maaned kand have Leedighed, maa du
anvende paa en beleylig Rydning, her eller der til din Gaards Udvidelse.
AUGUSTUS.
1.) Jndsamle udi denne Maaned alle de Rønne=Bær, som kand overkom¬
mes, førend de bliver alt for modne, tør dem vel paa Loftet, læg de Classer udi
Vand, Natten over, som du siden naar behøves om Morgenen vil bruge til dine
Fugle=Doener, opsamle siden de affaldene og overblevne Bær, kast et par Haand¬
fuld deraf udi en Potte med Urin og giv dine Giøde=Svin paa Stien udi deres
Føde, hver Dag dette til en Portion, saa trives Svinene, Skinkerne bliver
som Vestphaliske, og Resten af Flæsket fri fra Tinter.
2.) Fire Dage for Bartholomei slagt dine Bukker udi Nyet, jag dennem
vel til Faarene, at du kand samle dig et godt Forraad af tørret Bukke=Blod,
som er et herligt Raad, naar man deraf vil tage en Skeefuld pulveriseret udi
Soucen, som er kogt paa Eenebær, for den her i Norge iblant de Gemeene
om Vinteren grasserende farlige Bryst=Syge, kaldet Peripneumonia.


27
Førend Bukken stikkes, da castrer ham, og saa strax som han er stukken,
kast ham varm udi en Dam, ved hvilken du derfor maa slagte, saa taber
Kiødet all sin Geilhed, og kand settes paa et Herre=Taffel.
3.) Folket som ey har det største Raad paa Korn, maae nu indsamle, og
i Skyggen tørke en Mængde af sort Ore=Løv hvilket koges om Vinteren til
Svinene, deraf de trives som den beste Svine=Mad, at dette Løv har en besyn¬
derlig Kraft og Fædme, kand foruden Erfarenhed merkes efter Kaagningen, da
det som en Liim hænger ved Fingerne.
4) J denne Maaned begynder man at skiære Kornet, thi efter dansk
Viis, endogsaa paa de reeneste og jævneste Agere, er man ikke endnu her i
Landet kommen efter at meye, jeg veed ey dertil, at give anden Raison uden
Egensindighed og Kiærling=Snak, ved det sidste veed ogsaa Qvind=Folk, og
gamle Kiærlinger at holde sig kostbare, og at slippe Rokken som de mindst har
Lyst til.
Eendeel vil foregive, at Tiende Forpagtningen betager Bonden
Lysten til at udviide sin Sæd, jeg forundrer mig, at saadan en blot
Undskyldning paa høyere Stæder har kundet finde Gehør. Ney Skiæ¬
ringen, den kostbare Skiæring er Aarsage til Sædens Jndskrænk¬
kelse, en Fuldgaards Bonde, naar han saaer fra 20 op ad til 40 a 50 Tønder
Korn, efter enhver Tønde Havre=Sæd, gaar 3de Maal; hver Maal koster Bon¬
den paa hans Kost 12 Skilling, efter en Tønde=Byg bliver5 Maal, ja under¬
tiden 51, hver Maal koster Bonden paa hans Kost 16 Skilling. Enhver for¬
nuftig overveye nu hvad Tiid det tager, og beregne denne Udsæd, hvor kostbar
den er at indhøste, førend han faar alle Ting saa langsom affilet. Er nu Age¬
ren tynd og lidet eftergivende, regn saa efter, hvad han har for sin Møye.
Fordi nu, at ingen kand meye, og alting saa kostbar skal skiæres, saa faar han


28
ikke, i sær en fattig Mand, at roe sig lengere ud om Vaaren, end han kand komme
til Lands om Høsten. Sat fapienti.
5.) Bind dit Korn i smaa Næger, sammenbind ey heller Nægen, eller før
den paa Stør, førend Dugen er afgaaen, lad det siden staae paa Størren i
HErrens Navn 10 a 12 Dage, naar det er størret, er det halv berget, jo læn¬
gere det staar paa Stør, jo bedre Kornet drøyes, og jo lættere det bliver at tær¬
ske om Vinteren.
6.) Midt i denne Maaned maae Faarene udjages af de Træder og Jnd¬
hægninger hvor de har gaaet om Sommeren, og igien indføres udi de slagne
Enge, hvor der ere mængde af Vider=Busker; Thi ingen Ting frem for disse Vider¬
Løv giør Faarene sundere og federe til Hosten.
Efterat de udjagede Faar paa saadan Indhægning eller Træde, har gaaet
i det mindste 3 a 4 Aar, oppløyer man og tilharver samme straxen, og om
det er en løs og sandig Jord, som ikke gierne fastner og binder sig, kand man
optage, opvende, og med Vinter=Rug udi Michelsmæs Næen, til saae den.
Skulle nu denne Jord til samme Tid falde lidet for stiiv, da kand den blive lig¬
gendes til næste Vaar, igien opvæltes, vel udharves og med Vaar-Rug eller
Engelsk Havre tilsaaes. NB. Denne sidste Sæd er her i Norge, naar den ey
saaes paa for mager Jord, en af de meest profitable som kand bruges. Den er fast
lige vægtig med Byg, og Maltet giver et herligt Øll, men ved Brygningen, som
af all anden Norsk Malt nøye er at iagttage. NB. At naar man roster,
maa man i Stæden for Straae, strøe vel paa Bonden grøn tørret og hakket
Humble=Riis, som man dertil maae indsamle og tørre om Sommeren, siden
maa man udi samme Rostning, bruge en stratum Humble=Riis og et andet
Mæltning, saa længe det varer: Denne Rostning giver af det Engelske Havre¬
Malt et særdeles sundt og klart Øll, som har en egen forborgen Kraft til at


29
lædske. Det var at ynske, der blev given Friehed, at indføre eet par Ladnin¬
ger hver Aar til enhver Kiøbstæd her udi Landet, for alletider af den herlige
Grøde, at have desto friskere Udsæd, thi jo nyere Korn fra fremmede Stæder,
jo bedre den voxer.
SEPTEMBER.
udi dene Maaned er det den beste Tid, at grave Fiske-Damme, al
den Tiid som er tilovers, maae anvendes, at giøre Gryfter udi de vaade og
suure Enge, thi det giver i Længden en uskatterlig Nytte, siden disse Gryfter ey
alleeneste aftrækker og uddrager den suure og kolde Vinter vædske, men endogsaa
udi hedeste Sommer kaster en Dug fra sig om Natten, som for Heden lædsker
de omliggende Jorder, den opgravne Jord og Tørv maae i Hobe ordentlig
sammenlegges, at man Aaret derefter, samme som en meget nyttig Ting til
Giødselens Formeerelse kand hiemføre.
I.) Affak dine hvide Erter førend de bliver alt formødne, vend dem udi
smaae Hobe udi 4re Dage, en Gang hver Dag imod Solen, har det været tør
Veyr, at de ere risetørre, kiør dem ind, og leg dem paa en aaben Giæld, som
Vinden igiennem og underfarer, saa taber du ingen men de giøres og modnes
paa Giælden.
2.) Pluk nu din Humble, og samle dig en Forraad af Eenebær, de sidste
ere gode for Fæe og Mennesker.
J sær til daglig Brug, naar du til hver Brygning kaster nogle Haand¬
fuld i Kiædelen.
3.) Fra det sidste i denne Maaned indtil Frosten forbyder, optager man
gammel Græs=Vold, samt Høstpløyer til Havre-Sæd de Agre, som ey ere
for dybe og vaade. Den skiødesløse Bonde har vel den Tanke, at denne


30
Høstpløyning udvasker og udmavrer hans Agre, men jeg har tvertimod erfaret
det langt anderledes, som besynderligen paa denne Høstpløyning har haft mit
beste Korn: Thi i Stæden for at Jorden skulle udvaskes, kand jeg tilvisse for¬
sikkre, at Jorden i den Stæd af Sneen og Vinter=Luften, ligesom sanker nyt
Liv, Kraft og Salpeter.
4) Den indkomne Hvede, Rug og Torne=Byg er det første man aftærsker,
hvad Toren angaar, da er den ey synderlig til Gryn, thi desynker og skiller sig
til Bunden i hvad Mad=Suppe de bliver brugte, derimod malet udi Meel,
er den det herligste og drøyeste som kand bruges til Folkene. Malt giøres ogsaa
deraf, som giver et angenent Øll, men som visselig er erfaret skal være dem
utienlig, som inelnerer til Sten og Gravel.
OCTOBER.
Bliver i denne Maaned Løvet længe paa Træerne grønne, efter Frosten
er kommen, har man en lang og skarv Vinter at vente.
1) Først i denne Maaned bør man i Næen rive sin HymbleGaard, det
er at ophugge de store gamle og brune indhule Rødder, de man ey paa anden
Stæder selv bruger, bør at foræres til Naboerne. Endskiønt man i den Post
som i mange andre, maa beklage visse Bønders Naklæssighed,i at anlegge
Humble=Gaarder, om ey til meere, saa dog til saa megen Humble, som de selv
forbruger: Dog var fremmet Humble her, som i Sverrig forbuden, at ind¬
føre, blev de Efterladne vel nødde dertil; Det er en profitable Væxt, naar den
bliver ret behandlet. Paa Hemarken hvor der ere de beste og driftigste Ager¬
dyrkere og Huusholdere i Norge, kand en Bonde vel aarlig sælge for en 26
Rolr. og endda have det Behøvende til sit Huus.


31
2) Sidst i denne Maaned slagter man gierne paa Nyet her i Norge.
Slagtningen forstaaer enhver, men i Henseende til Saltningen og Røgen
vil jeg fremsette følgende 2de Regler. Hug Kiødet ned saa strax du kand,
dyp hvert afhuggen vaad Stykke i Norsk Salt, og gnie det vel dermed,
strøe siden mellem hvert Lag maadelig knuset Spansk Salt, saa bliver
Kiødet baade anseelig og behagelig. Hvad Røgen angaar, da brug aldrig
dertil Brisk eller Eenebær=Træe, thi alle Træer, som har Harpix, giver
en hidsig Røg som harskner, hvad det underrøger i sær Flæsk og feedt
Faare=Kiød; brug derfor i dens Stæd Ore=Rødder og Stubber, som
du Sommeren tilforn har opgravet, item færske Ore=Stokker, tørre og
grønne smaa hugne Vider=Qviste med deres nys optrokne Rødder, siden
Bøg og Eeg ey her i Egnen kand haves, røg langsom udi et tæt Huus,
Kiødet høyt ophængt, saa faar du til Sommeren saadant Flæsk og Kiød,
som ey eftergiver det Udenlandske.
3) Svinene tages af Ager=Havnen midt udi denne Maaned og set¬
tes paa Stien, førend de taber noget af Agerholdet, opsamle til deres
første Giødning all den affaldne Kaal, Næpe og Guulrod=Græs, samt all
det efterladte Grønne du finder i Haugen, kaag det, smaa hakket saa længe
det varer med læt Havre, dette giør for det første Svinene vel kiødfulde,
brug siden til dem, aldt Overlang, undertiden kaagt, undertiden malet Havre,
paa det, at naar de ere kiede af et, de desto tidigere kand tage paa et an¬
det. Glem ey som tilforn er meldet, hver Dag, at slaa Natpotten med
nogle Haandfuld tørre Rønne=Bær udi deres Trug, saa trives de vel og
Flæsket bliver reent og velsmagendes. Varrø siger derfore, at man ey alle¬
neste skal give dem de Ting qvæ efficiunt pingvedinem, sed etiam
carnis jucundum saporem (Lib. 2. Cap. 4)


32
Salt og røg dit Flæsk som oven er meldet, men førend Skinkerne
saltes, maa det lidet Hofte=Been, som medfølger Skinken, paa den indre
øverste Leed afhugges, siden maa hver Skinke 4 Minutter holdes i stærk
kogende Vand, førend de saltes, dette conserverer dem besynderlig for Harsk¬
hed; Naar de har faaet deres fornødne Salthed, optag og læg dem under
god Perse i 14 Dage, røg dem derpaa med langsom kold Røg, efter
denne Røg, læg dem atter under 14 Dages Perse, røg dem atter igien
som oven er meldt, denne Persning og dobbelte Røgning giør, at man ikke
har fornøden at indsalte Skinkerne saa stærkt, som ellers, hvorved de særlig
udi Spægningen, taber deres Sødhed.
Naar du deraf siden vil kaage, kaag den udi suur Valde, den skal
overgaae de Vestphaliske, og de du deraf et par Sommer lader over¬
hænge til Spæge, skal ey give en Bajona Skinke noget efter.
4.) Sidst udi denne Maaned udleder alle gode Huusholdere alt
hvad, som de udi deres Skov tænker at sælge af alle Sorter, til Kiøb¬
Mands Last, at det i Tide kand blive huggen og paa Vinter=Føret blive
fremdrevet til Elvene, den beste Regel jeg i Henseende til Skov=Hugsten
kand give mine Kiære Landsmænd, er at de tracterer deres Skove, som
en Kaal=Have, af hvilken man til Kaalenes bedre Væxt, plukker et Blad
her og et andet der: Thi for at give Skoven Luft hvor den staar for tyk,
er det bedre med god Forsigtighed, at blade derudi, end at lade Træerne
staae for tykke til at hefte og forderve hinanden.
Nok endnu i denne Maaned bør man i Skoven udlede, for i Tiide
at udføre paa Vinter=Føret, saa mange tørre Granne som man til Vaa¬
ren har fornøden at opklyve til Bagste=Væd, paa det at samme kand


31
staae færdig til flad Brøds=Bagningen, som in Aprili udi en god Huushold¬
ning, for det heele Aar paa engang bliver afgjort.
NOVEMBER.
Da ha Lene, og Jard=Nae gensode Endsber ska dn pøge dg¬
for) som du om Sommeren har opgravet, skal du nu paa første Føre hiemkiøre,
førend den fryser, udi en Skygge ved Fæe-Huuset, at du siden om Vinteren
deraf tillige med smaa hakket Gran=Bar, kand strøe det udi tætte Skarntiller,
bag Fæet, hvorfra det siden blandet med Creaturernes Møg og Urin, fores paa
Møddingen, hvor det et Aars Tid kand sammenkaage og giøres med hverandre;
derfore maa du agte, at der maae være 2de Møg=Dynger ved dit Fæe=Huus,
den ene for det nye, den anden for den gamle og overgiemte Møg. Dette
kommer overeens med de gamle Romeres Huusholdning, som besynderlig har
lagt sig efter Giødselens Formeerelse. Stramenta occulcata pedibus pecu¬
dum fiunt ministra fundo, cohorsideo exterior crebris operiri debet stra¬
mentis. Secundum villam duo habere opertet sterqvilinia, aut unum
bifariam divisum, alteram enim partem ferri oportet e villa novam,
alteram veterem tolli in agrum, qvod enim, qvam recene, qvod con¬
fracuit, melius, (Varro Libr. I. c. 13.)
1.) Falder ikke udi denne Maaned den store Regn, som man her i Lan¬
det kalder Helgemisse=Flommen, saa kommer ey Vinteren saa hastig, men der¬
imod vil til Vaaren udi beste Ploug-Tiid, en stor og skadelig Vandflom igien¬
komme.
J. VI. Deel.


34
2) Sidst i denne Maaned udkiører man paa første Flække=Snee, den
ældste og best sammenraadnede Giødsel paa den forbemeldte Høstpløyede Nye¬
lænde, som man næste Vaar vil have til Hvede eller Byg, og samme tyndeligen
udbreder, ja saa finligen udslaar, som den maatte være reven eller harvet.
3.) Nu oprykker man Kaalen førend det fryser med Rode, og setter den
paa Roden udi opgravet Jord udi et Kaal=Huus, imellem hver Laug Kaal
sætter man et Laug med friske og tørre Gran=Qvister, saa holder samme Kaal
sig frisk og skiøn Vintern igiennem: thi lader man den staae ude her som i
Dannemark, afstænges man baade derfra ved den store Snee, og Kaalene
udi sig selv under Snen sra foraadner ogforerves.
DECEMBER.
In Decembri maa Hester og Fæe del rygtes og fødes, om de som Bon¬
den siger, skal faae Marv i Beenene mod Vinter=Kulden.
I.) Mod Rotter og Muus, som begynder mod den stærke Vinter, at bruge
Tænderne udi Bondens Madbuer og Lader, udsætter man i Stæden for For¬
gift (som ofte er farlig, fordi dette Utøy samme undertiden udspye i andre Mad¬
vare) alleneste Flæsk, som er vel bestrøet med ulæsket Kalk, eller ogsaa Svamp,
som er vel indkogt i Svine=Fit, af begge Deele kand man forsikkre sig, de inden
24 Timer creperer.
2) Mange Bønder er udi den Overtroe, at dersom de paa Kaal=Haven
udkiører den
den de 3de Juule=Dage, skal de saa kaldede
ziødsel, sor
Kaal=Mark, Sommeren derefter ikke giøre Kaalene nogen Skade, hvortil for
ladelig dette Raad maa være, kand vel enhver fornuftig slutte.


35
Heraf faaer jeg nu Anledning ogsaa at meddeele hvad Raad som vides
imod de skadelige Kaal=Orme, som ofte fortærer og saaledes afpiller den beste og
fineste Kaal, at man deraf har lidet eller intet for sin Møye om Høsten.
Kaal=Rabbi over eller under Jorden kand man sette hvor man vil, dem
skader ikke Ormene, men hvad anden hvid eller grøn Kaal angaaer, da kand
den aldrig befries fra Kaal=Orme hvor Haven er gandske nær ind paa Huusene:
Aarsagen er denne: Naturen har indplantet dette Utøy paa Kaal og andre
deres Formeerelse tienlige Urter som ere de nærmeste ved Huusene, at sette deres
Sæd paa det, at Ormene, naar de skal begynde deres Metamorphosin, de mage¬
lig kand opkrybe i Husene under Taget og i Sprungerne, hvor de strax bliver
til Pupper udi aflange grønne Huuse, af hvilke Sommer=Fluer igien udflyer
til Baaren.
Den son sun gilødelege dene uløy maae ved ØnterensSeng peg
Loftet, og under Tagene med en skarp Lime samme nedseye, og siden opbrænde,
mueligen ved det, at Sommer=Fluernes Tall derved bliver formindsket, naar
man ogsaa flittig Sommeren igiennem, renser Kaalen fra disse Sommer=Fluers
Sæd, kand beholde en liden Portion til Høsten. Men vil man have en reen
og sikker Kaal=Have, da maae man tilrede den udi en Ager paa Marken som vel skal
giødsles, dog hver ade Aar fløttes, og et nyt Stykke indtages, der kommer
aldrig nogen Sommer=Flue og hvad andet Utøy derpaa kand komme, afpiller
Smaae=Fuglene; der faaes de største og haardeste Kaal=Hoveder, derved profi¬
terer Ageren og det Omliggende naar Stykket igien udlegges og til Korn-Sæd
oppløyes.


Her endes med Aaret mine eenfoldige Huus og Arbeyds=Regler, saa gemee¬
ne og eenfoldige, saa giørlige og uforbigiængelige ere de, at ingen fornuftig
Bonde og Huusholdere bør glemme eller forsomme dem: Som i Begyndelsen
er mældet, ere de optegnede mere til en Erindring om de giørlige Ting, en for¬
nuftig Huusholdere selv kand, og bør viide, end til en selvklog Forskrift om
ugiørlige og fremmede Ting, de tilforn ikke har hørt. At jeg af Varrone un¬
dertiden har uddraget nogle smaa Anmærkninger, er skeed baade for at viise Over¬
enstemmelsen, saavel som de gamle Romeres høye Agt og Ære for Oecono¬
mien og Agerdyrkningen. Si qvis=qvid ignorat, discat, si qvis scit, ubi
labar, observet. Varro Lib. 2. c. 5.
En Ting til Sluning vil jeg paa det tiærigste have mine kæreste Lands¬
mænd erindrede og formanede, for alle Ting at skye og aflegge de ulyksalige
Eeder og Forbandelser, som ved alle Lepligheder af adskillige udi en daarlig For¬
bittrelse udøses over Jord, Creaturer og Reedskab, naar det allermindste kand
være ureede, eller udi Veyen for dem. Man kand vel ogsaa om denne ulyksa¬
lige Udsæd bruge Apostelens Pauli Ord. Hvad et Menneske saar, skal han
igien høste, har Hedningerne som ikke kiendte Gud vidst at siige. Dii faci¬
entes adjuvant invocabimus cos, qvi maxime agricolarum Auces sunt.
Hvor meget meere bør du som kiender den sande Gud, i dit Arbeyde trøstelig og
forborgen sukke med David. 6 Errens vor Guds Liflighed være over
os, befeste rores gænders Gierninger hos og, ja vore Fænders Gier¬
2 1
ninger vil du velsigne, Psalm. 90. §. 17.


21
142
Kue-Finnerne har et Ordsprogsom jegville ønske maatte være alleArbey¬
deres og Agerdyrkeres Tænke=Sprog
HIyra joucosa Jumala, Jksus Caums Cumpanina.
Gud er en god Medarbeydere, JEksus er en nyttig Sralbroder.
Bruger for Resten, mine kiære Landsmænd, Spaden meete end Øxen.
Anseereders Skove som en voxende og staaende Capital, den J alletider kand tage
til, eders Agre og Jord=Veye, som en brugelig Capital, J alletiider skal handle
og aagre med. Jeg har hørt mange beklage, at de har brugt Øxen alt for
meget i Skoven til at hugge, men ingen at han har brugt Spaden alt for meget
i Jorden til at grave
Vaxno I Lb. i8 c.
Bivium Nobis ad culturam dedit natura, experientiam & imitatio¬
nem. Antiqvissimi agricolæ tentando pleraqvæ constituerunt, Liberi
corum magnam partem imitando. Nos utrumque facere debemus, &
imitari alios, & aliter ut faciamus experientia tentare qvædam, seqven¬
tes non aleam, sed rationem aliqvam.
Anmerkning.
Til en Videnskabs Befordring hielper det ofte meget, at den forestilles paa en Maade
som retter sig meere efter det Naturlige end det Kunstige. Særdeles har dette
Sted i Huusholdningens Videnskab. De allerfleste Huusholdere søge ikke saa
meget en systematisk eller ordentlig sammenhængende Jndsigt i det gandske, som en
kort, klar og sikker Efterretning om nogle visse Ting af det Slag, der passer sig
best for dem. Endnu lettere og altsaa behageligere falder det for Folk af den


38


Smag, det er for de allerfleeste, om de kunde finde saadanne Efterretninger ran¬
gerte efter Aarsens Tiid, og i den Orden som Naturen kræver til enhver Tings
Drift og Behandling, efterdi den Tiid som er lige lang, er ikke lige beqvem. Det
falder da allermageligst og til vissest Hielp for Hukommelsen, at have saadant Mid¬
del, nemlig en Oeconomisk Calender ved Haanden, til Ugentlig eller i det mindste
maanetlig Eftersyn. J denne Betragtning, saa vel som i Henseende til Skriftets
væsentlige Jndhold selv, meener jeg da at ovenstaaende Tractats Høylærde Autor,
(som allene af et Ord i Slutningen tillader os at giette hans Navn) haver gjort Oeco¬
nomiens Elskere en ligesaa behagelig som vigtig Tieneste, ved at meddeele, i Form og
Skikkelse af en Oeconomisk Calender, de adskillige af ham selv forsøgte og tilforladelig
befundne Huusholdnings=Regler og Jagttagelser. Da det nu tillige befindes, at en an¬
den god Mand boende i en anden Provinz haver selvsamme Hensigt med et Skrift af
ligesaadan Indretning, dog meget vidtløftigere, hvilket sees af den alleene indsendte Sep¬
tember Maanets Jndhold, saa vil man for den overstemmende Methodes Skyld, sette
samme Stykke nest efter, formodende at Autor ikke holder Fortsettelsen tilbage.
No. II.


No. II.
Et Stykke
af
Et Anlag
til en
Dansk og Norsk
Almindelig og Fuldstændig
Practisk
Oeconomisk=Calender
udgiven
af
En God Begyndere.


September=Maaned.
som har XXX dage
Dagene
I. Uge.
(a) Det Dagene give at agte.
d. 1ste
Æ¬
gidius. Paa Priim=Staven Æides¬
Misse. Er denne Dag klar, siges der,
at den gandske Maaned vil blive reen og klar: Er den
vaad, vl der blive Regn og fugtigt Veyligt i 1ten
Dage.


Jomfruen.


42
Jomfrien.
Ligre port i Rigdenhavn uikes i deme Noaned
Pagene
Klokken 7 Ordinair og Kl. 8 Exeraord. See Januari iste
lige No. 2.
d æel pte v æise.
d. 3dieI Serapia.
d. 4de. Juliana Maria, Theodosius.
d. 5te. Regina Market med Heste og Qvæg i Fridericia, Hiørint
Wislebye, Klipløm.
tel magnus v. Mogens Solen gaaer op Klokken § 18 M. Ned.
(¬
Kle§. 41 M.
d. 7de, Robertus. Market i Schanderbortz, i Leerup, i Ribe, i
Saxkiøbing, i Bogense, i Faaborg, i Schielschiør.
d. Nde. marie Fodsel. Paa PimeSlaven vor Fru-sire d. e den
sildigere.
(b) Det Uger og Maanet melder om Mennesker.
No. I.
Sreemeklure og SreemtGiærder bør nu sættes, mens
s Dagene er noget milde og lange. De dobbelte ere de beste, som
de hægner paa begge Sider. De maa være 21 Al. høye, 2 Al.


breede neden til og 11 Al. oven til. Oven paa kand i Novem¬
ber plantes en Rad Torne; ?Al. imellem hver Torn, Somme¬
ren efter i Heeden maae de vandes hver zdie Dag; See April,
2den Uge. No. I. og Martii aden Uge. No. 7.
Store Steene, som af Jorden ere opveltede, kand splittes
ad og bortføres saaledes: Ere Steenene ikke sorte eller blaae,
men guulagtige, kand de sprænge dem med en halv Sæk Tørv,
som legges under Steenen, der forhen er undergravet og paa 3
maadelige Steene opsat: Thi naar der settes Jld i Tørvene og
Steenen bliver varm, springer den i 3 a 4 Skkr. De sorte,
graae eller blaae, kand efter deres Aarer, med Jern=Killer
7 44.
flekkes.
For at føre store Steene til det Sted hvor de skal bruges,
tages en sterk Træe=Axel, dannet ligesom en Ploug, hvorpaa set¬
tes 2de Hiul; Dernest tages 2de stkr. Bøg= eller Fyr=Træe 8
eller 9 Al. lange, og giøres fast paa Axelen ligesom en Ploug¬
Aas med Tiisten. Siden samles de 2de Træer udi de paa Jor¬
den liggende Ender med et Tver=Træe, 13 Al. lang, saa at hver
Ende fæstes til sit Træ, med Træe Nagler; Og derpaa veltes
121
Steenen og ved ? eller are Bester trækkes bort.
6..
Sten-Nuue maae med Stene ller Sten- Mus eller
Tang inden i vel pakkes, uden man vil tage sig den Umag til at
legge Steenene i Eltet Leer.


4
Jomfruen.


44
Jomfruen


nb
No. 2.
Reyser foretages nu, og hvad anden Kiørsel der maae
bestyres, dertil gives best Leylighed; Nu Marken er opgivet og
Kornet er inde, og dertil Qvæget ey behøves at tærske.
No. 3.
Skov=Reyser forrettes ogsaa beqvemmest nu, om du haver
noget i Skoven; Nu har Bonden best Tid dertil, inden han
skal udføre sin Giødning: Og han ey har behov at føre Hakkelse
eller Høe med sig; Thi han kand lade Hestene æde af Græsset i
Skoven, medens Træet giøres i Arbeyde, og Dagen kand ogsaa
da vel tilstrække.
No. 4
Steen=Pikke i Gaarde og Fæe=Huuse bør nu skee, og
Steen at føres af Agern. Confr. November iste Uge
No. 9.
No. 5.
Møn-Tørv skiæres og Huusene endnu Mønnes, somme
legge Græs=Siden af Møn-Tørvene i Veyer og somme den ned
til Taget; Enhver forsvarer sin Maade. De første skiære Tørvene
flade og de sidste med Ryg; de første drager dem oppaa en liden
Slede, de sdste paa en lang Fil. Conft Angust gde uige.


No. 6.
Brænde, som skal bruges om Vinteren til Skorsteen,
Kiølle, Ovn og Kakkelovn, skiæres nu i tu og i Huusene henlegges
i Tørring.
No. 7.
Snedkere, Bødkere, Skrædere, Hiulmand eller hvad
anden Haandværks=Mand der behøves, tages nu; Da Sæd og
Host ey er til Hinder, og Dagene ilstække og Lys og Varme
kand spares.
N6. 5
Fiul-Egger og Nlavre bør kaages med noget Victriol i
en Bryg-Kiedel, og derefter ligge et Aar for at tørres, inden de
bruges eller settes i Arbeyde; Men Tellene kand settes paa Hiu¬
lene endskiønt de ere grønne.
Jordens Dyrkelse.
selln.
Ns. 9.
Fauger til Frugt og utter, af hvike man kand have stor
Nytte og Forsøyelse, kand i denne og følgende Maaneder be¬
qvemmelig anlegges; See Febr. 2den Uge No. 13 og Marti
C1l
1C. 1 H?
aste Uge No. 17 og No. 30. Foruden at høye Træer bør at
11214
anstilles i en Hauge paa Nordre Side, saa bør og høye staaen¬
27
de Vexter og Urter settes Norden mod de Lauge, at de ikke over¬


45
JJomfruen.


46
Jomfruen.,


skygger dem eller betager den Solens Skin og Varme: See
Decliciæ Hortens 6te Oplag Iste Capit. &c. Man kiender om
sin Hauge er god eller ikke Aspectu, Tactu, Oderatu v om Jor¬
den seer sortmuldig og god ud: om den er fettig og feed at føle
paa; Om den lugter sterk, yndig og grødefuld, naar en May¬
Regn falder; Mangler den disse Ting, vil den forbedres ved Ar¬
4!
beyde og god Giødning.
No. 18.
Enge med rød Dynd og Morads maae mu med Hoved¬
og Tver=Grøfter forsynes, og derefter i Octøber Maanet giø¬
des; See Ocrober iste Uge No. 8.
No. 11.
Eftersletten gaaer nu for sig, somme holde for at
Engene derved magres, ved, at freede dem til at slaae anden
Gang; Men de have meere Gavn end Skade deraf, naar man
ikke lader dem slaae alt for nær, i sær om det er feede Enge, der
kand have tilflød af Mødinger og Gader.
No. 13.
Paergeseal de pantes ogvel voret Rug-Bygseiner Havre¬
Stubbe, maae Jorden, saasnart Kornet er kommen deraf, pløyes
med smalle og flade Furer, at den desbedre kand raadne og blive
mør; Efter Mikkels=Dag bliver Jorden harvet og endnu for
Vinter, naar det er en tør Dag, pløyes om igien. Confr.
Ocrober iste Uge No. 10 og 11.


14
Dyrene.
No. 13.
12 1t
Bester, Qvæg, Lam og hvad anden Creature, som har
været ude andenstæds om Sommeren at græsse, hiemhentes nu,
Kornet er inde og Auren er opgiven.
No. 14.
Ligresesterne indbindes hs Preste og formmende
4 ndt AsIy1.
4 §=3 614.
Bønder.
geste=Spl=Rim bor være = Al lang, og=A. bred il
en Hest, men 3 Al. til 2 Heste, og 2 Tom. høyere for til end
bag; Foedstykket maae være 3 Tom. høyere end den Rende, som ,
tager imod Urinen, Hestekrybben fra Bunden til Tellen 2 Al. høy
og 9 Tom. dyb. Hækken bør være 3? Qvart. over Krybben.
No. 15.
Qvæg=Tienden tages betiids, at Bønderne ikke slagte
deres Bier og bortselger sine Giæs.
Der gives til Tiende af en god Bie=Svarm 8 Skil. af en i
Gaas i Skil. og af en Griis 2 Skil. efter Forordningen af 7de
April 1740.
No. 16.
Melkningen som fra St. Hans=Dag har noget aftaget,
begynder nu som en 3 Ugers Tiid for Michaelis at tage noget til
igien.


41
(Jemfruen.


48
Jomfru


Vil man Kiøerne skal malke meere end ellers, da giv dem
Qvæder, Fennike=Frøe og Urt, sort Kommen eller sort Coriander
(Melantium Sive Nigella) saaes Aarlig i Haugerne og har et
hvid Blomster. Dild=Frøe, Laurbær, Biberneller det er Pim¬
2
penell: seer ud som smaae fine Skarntyder: Voxer paa tørre
Balke, og lugter ikke ilde; af hver Sort en Haandfuld, samt et
Qvintin stødt Safran udi varm Drank, nogle Dage i Rad,
naar de have Kalvet, og gnie Yvrene paa dem nogle Dage efter
hinanden med en ulden Klud udi varmt tyndt Øll og Klid; See
mere herom May iste Uge No 1g og øden Uige No. 20.
No. 17.
Faar og Giædemelk er i denne Maanet sind og god
at Epise.
Fugle.
No. 18.
erhøns &c. ere nu fede og
Sner
per, Bekkesiner, 2¬
skiønne.
Fiske.
No. 19.
Makrel feede og skiønne fanges i Viigene.
Insecter.
No. 20.
Bier gildes nu ved Mariæ Fødsels Tider af dem, som det
i forstaaer, og de halve Kager med Honning skiæres fra dem om


Aftenen i reen og smuk Veyerligt, da de beholde den øvrige halve!
Part at nære sig af Vintern over, Confr. Octobr. Iste Uge
No. 22. Man maae kliine vel om dem igien, og rense Græsset
fra dem, at de ikke beskades af Mus eller Insecter.
Bie=Gildingen skeer saaledes: enten røger man dem med
Fyr eller Gran, Linnet=Klude eller Papir, at Røgen kand drive
dem op og giøre dem tumlende, og det ved et Fyrfad som er Laag
over med Huller paa, at Bierne ikke skal falde i Jlden; Derpaa
legger man Kubben noget paa Siden, ja paa den Side, som
man vil udskiære Kagerne eller Vox=Tavlerne af, thi Bierne holde
sig alt op ad, og saaledes er mindst i de Vox=Tavler som vender
ned; saa udskiæres de ældste og mørkeste Vox=Tavler lige op
igiennem med et lang tyndt Jern eller Kniv gjort dertil, og det
paa en Side et Aar, og paa en anden Side en anden Gang;
Den afskaarne Side skal altid vendes mod Sønden og skiæres
nye Flyve=Hull, eller kand man og om Aftenen for ved kaste Ku¬
ben og legge den paa Brettet paa Siden, at Bierne af Natte¬
Kulden kand blive stive og i sær som sagt er, vende den Side ned,
som man vil skiære.
Ved denne Gilding skeer Bierne en Tieneste, i det de skilles
ved de Møl, som har sadt sig derudi og ved de med mange Hin¬
der inden til overtrækkede og derover til Yngel for trange Celler,
VI. Deel.


46
sJomfruen.


50
Jomfruen.


og Huller, men man agter, at man ikke tager for meget fra dem,
af Frygt for Vinterens Længde og linde Veyer, da de æde mere
end naar det er haar Vinter. De Bier der ved Afskiæringen
hænge ved Vox=Tavlerne, afvisker man at de kand forføye sig til
i deres Kube som er sat paa sit Sted igien, dem som ere i Cellerne
og Hullerne, udpiller man og lader dem flyve til sin Kube, hvis,
udskaarne og tomme Side er vendt foran, at de først der kand
bygge.
Vox=Tavlerne legger man i en Løb eller Kurv med Lagen
over paa et Fad eller Skaale eller i en Kiedel, at den Honning, som
af sig selv vil udflyde, deri kand dryppe, man setter den noget langt
fra Kuben, at Bierne ey skal søge til den, thi de lugter Honning
og Vox langt borte. Man kand ogsaa forflytte Bierne tilhobe
af sin fyldte Kube i en tom; Hvilket bør skee ved Bartholomæi
Tider. See Augusti 3die Uge. No. 10.
Kegtet¬
No. 21.
Porø som voxer i Kiære og ved Vand, indsankes nu¬
Med den, naar den hist og her i Huuset kastes, kand man fordrive
Rotter, og med den kogt i Vand, kand farves nok saa smukt
jult som ved Vies 2. Genista.


Urter.
No. 22.
Humble modnes ved Egidii Tider, og naar de lugte
stærk; Da tages de ind. Stundom modnes de ey før sidst i
September Maanet; See 4de Uge No. 34. De afskiæres 1
Al. fra Roden, saa drager man Stangen med Humlerne paa,
af Jorden, og skyder dem oven af Stangen; Afplukke Humle¬
Knupperne sagte og vaerlig, og strøer dem paa et luftig Sted
paa Loftet; Deres guule Meel og Støv maae ey spildes; Thi
det er det beste og kraftigste, de eftersees og røres ofte imellem, at
de ikke blive varme og bederves.
No. 23.
Blomster=Zmibelers=Plantning kand skee fra nu og til
sidst i April. Enten man vil plante i Potter eller i Hauge=Beeder,
maae man altid bruge ens og den samme Slags Jord, og behandle
paa een og den samme Maade, man tager zdeel god nye Jord,
Ldeel god gammel Muld, i deel god Hauge=Jord, og  deel raaden
Træe=Muld, og sigter samme vel, deraf kommes en Fod høy paa sine
Beeder, eller fylder sine Potter dermed, deri legges Ziiblerne temme¬
lig dybt. Confr Augusti gde Uge No. 18. og Septbr. 4de Uge.
No. 32.
No. 24.
i Nu florerer Rafne=Fod, d. Coronopus Maritimus Ridder¬
Sporerdi Colchium Autumnale.


51
SJomfruen.


52
Jomfruen.
Veyerliget.
No. 25.
See den iste Septembr.
Markeder.
No. 26.
7de
en 5tee
II Uge.
Dagene.
(a) Det Dagene give at agte.
d. 9de Gorgonius.
d. 10de. Burchardus.
d. 11te. Hillebertus. Fra nu af begyndes igien Fiskeriet med Sild¬
Vaadene i Liim=Fiorden ved Løchstør og for Aggersborg¬
Gaard og vedvarer til 11 Decembr. Fr. 15de Decembr. 1705.
J art. 6.
te, Gmiao. Anfanger Jagten paa Fællet, Lov. dag 399. og
Jagt=Forordn. af 6te Aug. 1744.
Nubegynder ogsaa Udviigningen i Skovene; De Aar in¬
gen Olden er til. Skov=Forordn. af 13de Septembr. 1687. og
Forordn. af 21de Januar. 1710.
Denne Dag er ogsaa Heste= og Qvæg=Market i Bester¬
vig, i Hoebroe, i Holstebroe, i Lærdal.


Dagene
d. 13de. Cyprianus. Solen gaaer op Kl. 5. 34. M. Ned
Kl. §. 25 M.
Heste=Market i Middelfart; ved Aas imellem
Mos og Christiania.
d. 14de Korsets=Ophøyelse, paa Priim=Staven. Kaars¬
Misse om Høsten.
d. 15de. Eschilus. In Medio September indtages Rytter¬
Heste af Græsset; Græsset i Betaling beregnes for
halv Høe=Ordinance af 9de April 1670.
d. 16de, Euphemia. Ved disse Tider, som er 14 Dage for
Michels=Dag, bør Gierderne omkring Udlægs=Mar¬
kerne, som til Vinter skal faaes, være i fuld Stand,
ed Olderman¬
og derom maa Grandene i hver Bye
den advares 8te Dage tilforn, og hvem der da ikke ef
ter 4re Dages Forløb, efter han er advaret, har sit
Giærde og Lukkelse i Stand, bøde første Gang 2
Skilling &c. I.
(b.) Det Uger og Maanet melder om.
Mennesker.
No. I.
Sæde=Kugen maae nu begyndes med at af¬
(tærskes.


52.
JJomfruen.


54
Jomfruen,


En god Tærskere kand fra midt i Seprember til 1ste May
udtærske 16 til 20 Tdr. Rugs Udsæd, 30 til 36 Tdr. Byg og
10 Tdr. Havre; Behøver man det hastigere, fordi man enten
har meere Udsæd eller Tiende, eller ogsaa Sæden har været over¬
flødig; Maae man tage en Tærsker paa en Tiid af 3de Maane¬
der, og er det best og tienligst, at han strax i September og
Ockober bruges; Behøves han meere, da bør det skee fra 1ste
Febr.; Det er best at accordere med Tærskere i Pund og Læs¬
viis for Lang=Halmen. Et Lang=Halms=Næg, bør være saa
tyk omkring, at det neppe af en Karl imellem begge Hænders
yderste Fingre kand omspendes.
No. 2.
Sæde=Rugs=Byerne tilvares at møde paa en vis Dag
med deres Tiende=Rug, at man kand bruge af det hvad man vil
til egen Sæd; Og det øvrige til Sæde=Rug at bortselge.
No. 3.
Tømmer som hugges i denne Maanets Næe, naar Maa¬
nen er under Jorden, er varig.
Jordens Dyrkelse.
No. 4.
Ager=reene renses fra Steen, som afkiøres nu til Broer,
i Steen=Diger og opfylde onde Veye med, og om ey formaaes


meere Steen at afføre, da i det mindste af hver Aars Rug¬
Vang, de store kand sprænges med Krud og bortføres. Confr.
September. 1ste Uge No. I.
No. 5.
Paa magre Enge føres nu Tørve=Aske; Det afbider
Mossen og giør Engene beqvem til at bære Høe, ja naar man
tyndt giøder sine Enge, med Tørve=Aske; Feye=Skarn, Skøvel¬
Møg og gammel Diger, giver Engene god Vext 3 a 4re Aar;
See 3die Uge No. 8. og ade Uge No. 9.
No. 6.
Tang kiøres hiem fra Havet af Viig=Beboern 14 Læs i
det mindste om Ugen, at kaste i Kiørslerne og sure Vandstæder i
og ved Gaarden; Derved formeeres Giødningen vel.
Naar det er vel nedkiørt, og af Beester og Qvæg vel ned¬
traaed i Farten og Kiørselen, kastes det sammen i en Møding og
Dynge, engang hver 14 Dag, at Vandet kand rinde fra det;
Og har man ey Tid til Sammenkastningen i korte Vinters¬
Dage for anden Arbeyde, da tage kun Bonden selv sin Greeb i
Haanden ved Maane=Lyst, saa følge nok hans Folk ham; Og
naar det er sammenkastet, hentes Tang paa nye igien; Den Giød¬
ning er god til Byg=Land. Og hans Naboe skal ikke lee af ham
over 20 Aar, da de vist vil efterfølge ham, og siden kappes med
ham at faae den Tang Havet kaster i Land; ikke alleene Klæber¬
Tangen, men ogsaa Græs=Tangen.


sJomftuen.


56
Jomfruen.


Med Koe=Heste= og Faare=Mødingen kand giødes til Rug¬
Sæden, men med denne Tang=Mødding paa Byg=Landet giø¬
s des, og paa Jorden udføres enten om Vinteren eller om For¬
aaret. Den tiener ikke at komme paa Sand=Jord, men best er
den paa leeragtige Agre. See September zdie Uge. No. 8.
og No. 10. it 4de Uge No. 9.
No. 7.
Sommerfold maae man nu og have indhegnet at indrive
Qvæget udi, naar det kommer af Marken; Og forsyne den vel
med Tang, gammel Tørv, og hvad man kand faae at kaste ind
i den; Der samles god Giødning.
No. 18.
Vil man Frugtbar giøre og drive Korn og allehaan¬
de Sæd, graves i denne Maanet, før Kulden kommer i Jorden,
en Grube i sin Hauge og fylder den med et par Læs gammel Jord
af Bunden i Faare=Stien, hvilket bliver i Gruben liggende Vin¬
tern over under aaben Himmel.
Samle saa Brægner, Bønne= og Erte=Halm, og læg det
paa Stænger at tørres Vinteren over til Martii Maanet. Brænd
dette Halm saa til Aske og giem Asken.
Samle i Martio i den Tiid Solen gaar ind i Vædern i
Tønder og Kar, Snee= og Regn=Vand, tag saa 1 Tønde af
Grubens Jord og kom dette Snee=Vand 3 a 4 Tdr. derpaa i et
stor Kar, lad det staae 3 Dage og Nætter, og hver Dag omrørt


5 a 6 Gange saa drager Vandet Kraften af Jorden, lad det siden
staae til det bliver klar, tap det saa om i et andet Kar.
Siden tager man I Td. af Asken og kommer derpaa 21
Tdr. af ovenmeldte Vand, lad det staae i 3 Dage: hver Dag
6 a 7 Gange omrørt, og til sidst lad det staae stille, at Asken
kand synke paa Bunden, og Vandet derover staae klar, tap det!
yuel
saa af i et reen Kar.
Mod Sædens Tiid kommer man saa meget Korn elrSæd,
som man vil giøre Frugtbringende, i et Kar, slaaer derpaa af
dette ptæpareret Vand, saa meget; at det kand staae en Haand
høy over Sæden, lad det saadan staae i 24 Timer, saa tapper
man Vandet fra, og legges Kornet, før det saaes, en Dag eller
to, paa et reen Loft udspred at tørres noget; Den Sæd saaes
tyndt, den giver megen Fold; Og jo oftere den prepareres saale¬
des og faaes, jo meere Frugt bær den.
Man kand ogsaa paa 24 Timer støbe sit Sæde=Korn, i
den skiden Sæbe=Lud, som Klæder er toet udi, og derved bringe
overmaade store og utroelige Ax paa Kornet.
Men NB. slige Forsøg med at støbe eller udbløde Sæden,
kand man tryggere giøre ved Vinter=Sæden end Vaar-Sæden,
dog Vinter=Sæden er meest Rug, og den at støbe er feyl; Thi
denne Sæde=Art er varm, fiin og tør, at den snart ikke kand
VI. Deel.


JJomfruen.


58
gomfruen,


taale nogen Fugtighed, men altid maae saaes i tør og løs Jord.
Og vil man giøre det ved noget af sin Vaar-Sæd, da ey ved
meere end deg gde eller 6te Deel. Thi der kand komme fleere
Aar end 1758. da der ikke faldt Regn fra Sæden var faaet, til i
Julii Maanet, ved saadan langvarig Tørke ville enten Sæden
bortraadne, uden at Spiire, eller om den end ved sin egen Væd¬
ske havde Spiiret, strax bortviisne, i den fra al Vædske udtørre¬
de Jord, hvorledes ville det i saadan Tilfælde gaae med Menne¬
sker og Qvæg. Men naar Sæden kommer tør i Jorden, kand
den ligge uskad fra først i May, til hen i Julii Maaned, og ved
indfaldende Regn, bringes til god Vext og Høst som meldte Aar be¬
vidner, der bør bevares i taknemmeligste Minde.
No. 9.
Rug-Sæden kand nu begyndes, om man har en 20 Tdr.
, eller meere at skal have faaet med en Ploug, saaer man Rug,
Boghveede=Stubbe, og kand Giødningen føres paa Agern det før¬
ste Boghveden er reven i Stubber, at man betiids kand være
færdig at sprede Giødningen og pløye; Men faaer man Skarp¬
blænding, som er anden Kierv=Rug;: Rug i Rug=Stubbe;
kand man strax, efter den første Rug er kommen af Ageren, be¬
gynde at pløye, om den første Rug har faaet Giødning, og saae
Rug der, i sær hvor Skarpblænding faaes, er gierne i tør og


høy beliggende Sand=Jord, som taaler gierne tillig at faaes; ja
man kand endogsaa for at befordre sin Rug-Sæd, saae Rug i
løse Boghveede=Stubbe, uden at pløye og Giøde dertil, men alle¬
ne stærk nedharve Sæden, den voxer nok til Fornøyelse, især om
den bliver saaed betids; Men paa denne Maade Giødes ikke før¬
ste Kierv=Rug; Men allene 2den Kierv=Rug, som vil Giødes og
pløyes, om man skal vente god Høst; See videre September
delige No 4 og Jinit Pdelige No. 3.
No. 10.
Hoved=Hampen optages nu og sættes hen at tørres op
paa Agrene, fra Høns og Fugle, som gierne opholde sig ved Hau¬
ger og Huusene, til den kand være beqvem til at indføre og aftær¬
ske, Naar den er aftærsket føres den i Sykke hvor den ligger 14
a 15 Dage.
No. I1.
Hør brydes paa 3de Maader. (1) J Solen; See May¬
gde Uge, No. 3. (2) Nu ved Bager=Ovnen som er den farligste,
og burde afskaffes; (3) Ved en Jld som er gjort paa frie Mark
saaledes: Man kaster der en Grav 6 Al. lang og 5 Qvart. bred
og lige saa dyb; derover legger man 3 Lægter lige med Jorden,
og legger Tørve=Jld langs hen paa Bunden af Grøften og med
Vand og en Halm=Visk giør den underste Side af Lægten under¬


556
Jomfruen.


60
Jomfruen.


tiden vaad, at de ikke skal komme i Brand; i Side=Hiørnerne
bliver Jlden holdt vedlige, om det giøres fornøden, og siden for¬
deelt overalt; 3de Folk kand tørre saa meget paa disse Lægter
som 6 til 8te kand skage og bryde; Tørrerskerne har meest Arbeyde
med at omvende Hørren idelig for Jlden, man maae kaste en Grøft
for dem ; Al. viid fra Tørre=Gruben at de kand staae jevnt der¬
ved; Eller sætte Græs=Tørv hen efter Længden og befæste dem
udvendig med Jord til at komme Jlden udi, at Tørrerskerne kand
staae magelig derved; Det tørre Hør legges noget fra Graven;
at, i Fald en Haandfuld Hør kom i Brand, der da kunde fore¬
kommes en større Skade. Disse Graver kand tiene siden til at
giemme alle Slags Hauge=Vexter udi, Vinteren over til Kiøkken¬
brug og Forplantning; Naar man legger Sand, og Jord oven
d flyde ned paa Siderne;
paa i en Ryg langs ad, at Vandet ke¬
Og setter man en Muur i Graven paa en halv Steen, saa kand
man altid bruge den dertil uden videre Bekostning; Efter Bryd¬
ningen legges Hørren hen paa et tørt Sted;
Naar hør ska hegles, maa det ske paa sammt Paade,
som naar man vil kæmme et ureedet Haar.
Dyrene.
No. 12.
Rytter=Hestene indtages; See 15de Seprbr.


2den
No. 13.
Hingst=Føller skiæres i denne, saavelsom i April=Maanet i
deres 3die Aar, men de kand være paa Græsset! Derfor gives af
Bønderne 8 Skil. af andre 2 Mk. Fr. 16de Junii 1686.
N. 14.
Beester vil gierne besværes af en Syge kaldet Krop eller
Qvæk, mod den, som mod fleere andre Syger hos Beester, bru¬
ges blant andre Raad, følgende meget nyttige Raad: Nemlig:
Naar Beestene tages af Græsset og settes paa Stald, skal man
sætte en Haarsnert i Brystet paa dem, saa langt ned til Bovene
som mueligt er; Jo længere den sidder jo meere Gavn den giør,
denne Haar=Snert eller Hank giøres paa følgende Maade. Man!
rykker af Hestens Manhaar, som ey er for langt, heraf spindes
saa tyk som en smal Snert til 3 Allens Længde; denne Streng
deeles udi 3 lige Deeler, hvilke tvindes tilhaabe, at Hanken blive
saa tyk som 3 tilhobetvundene smalle Snerter, og ungefehr3
Qvarteer=Lang, siden aabner man Skindet paa Beestet med en
skarp Kniv, et Hull ved hver Bov, og bør i mindste hvert Hull,
være 1 Qvtr. fra hverandre, da man haver tilreede en stor Træe¬
Naal af haardt Træe, i hvis Øye den færdiggjorte Hank træk¬
kes, og saa stikkes Naalen ind igiennem det Eene, og udigiennem
det andet Hull; Paa det Hanken ey skal falde ud, bindes en liden
Pind ved hver Ende, og drages den siden Morgen og Aften


64
SJomfruen.


62
Jomfruen,


nogle Gange frem og tilbage, paa det Ureenligheden maae flyde
ud. Hvad Virkning saadant ringe Middel haver, og hvor stærk
det renser Beesternes Krop; det skal man med Forundring see.
Man maae blive ved at drage frem og tilbage Aften og Morgen,
indtil Hanken ey meere flyder, da den skiæres af og drages ud, det
er unødigt at bekymre sig om Saaret; Thi det læges inden kort
Tiid af sig selv, naar det Onde af Kroppen er udrunden; See
H. C. 6. Boyes Pag. gga ogJ. Esendrop Pag 167.
No. 15.
Kiorterne ere nu hed Mkkels-Dags-Lider som rasendes,
og brøle høyt og er ey gode at komme i Møde, som de da løbe og
yngle med Hinderne.
No. 16.
Brok=eller Grævinge= Jagten gaaer for sig i de lyse
Nætter i denne Maanet, deres Hud og Fedme er god; Til denne
Jagt bruges en bevandt Hund, en Fork og en Brok=Kiølle, dan¬
net som en langskaftet liden Tyrekiølle, med Piig i hver Side af
Kiøllen, og en Baghæfte, som en Fiske=Angel, at slaae i Brok¬
ken og holde ham med; Naar man sidder ved Graven og Hun¬
den driver ham, kand man og opspende en Sække ind i Graven,
og lade Sækkens Aabning vende ud og giøre den yderste Ende af
Sække=Baandene fast, og le
se den udspændte Sækkes=Baand
løbe paa Maner, at, naar han kommer farendes og vil i Gra¬


ven, drager han Sækken sammen om sig, og kand af de ved
Graven siddendes saaledes tages og dræbes.
Fuglene.
No. 17.
Agerhøns og Phasaner fanges nu med Garn, nu ere de!
feede og nydelige, det er got her at være forsynet med en god Far¬
stander=Hund.
No. 18.
Brok=Fugle falder fra nu af og indtil Vintern kommer i
Mængde, og samle sig paa sine sædvanlige Stæder; Paa slette,
tørre og med smaae Lyng begroede Marke, ja og paa Mose=Land
og Heede=Jord, man kommer dem behændigst Skud= nær Mor¬
gen og mod Aften, enten ved at trække til dem ved et Skyde¬
Beest, eller ogsaa siungendes og tumlende fare hid og did ind paa
dem, som en drukken og beskienket Mand, og med det samme frem¬
kaste Flinten og give Jld paa dem; man kand ogsaa komme ind
paa dem ved at omhenge sig et hvid flagrende Lagen.
Naar deres rette Stade og Samlings=Plads agtes mod
Solens Nedgang eller Opgang, kand Pladsen Korsviis beset¬
tes med Duner, da de løbe deri og henge sig; Til den Fangst
tager man Hessel=Piile= eller Vidie=Qviste, som kand være 1 Al.
lange, stikker hver Ende af Qvisten i Jorden at den kand staae i
en ? Maane, deri henges 2 Hestehaars=Snarer; Jgiennem


62
JJomfruen.


denn


64
Jomfruen.


denne Port eller Halv=Maane løbe Fuglene, og derved trække
sig de opspendte Snarer om Halsen, men man maae have god
Opsyn dermed, at ikke Ræve eller Mark=Folk tager Profiten.
Fiskene.
Insecter.
Træer.
No. 19.
Kosmarin=Træer, Laurbær=Træer, Citron=Pome¬
rantz=Figen og andre fremmede Vexter vil nu af Jorden opta¬
ges og settes i Potter eller Ballier, og indtages af Haugen og
indsættes om Natten, thi de taale ikke den Kuld og Slud som nu
falder; Men i October Maanet vil de aldeles indtages.
Urter.
No. 20.
Jordbær=Kiis kand flyttes i denne Maanet, de skal settes
i Buskeviis i Qvtr. fra hverandre i vel gravet og fra Græs¬
Røder og Ukrud udrenset Jord, og de Løbe=Skud de give fra
sig, maae flittig om Sommeren afskiæres; De som naar de
blomstrer der har sorte Pletter imellem midt i Blomstret og ere
bløde med Fingeren at føle paa ere falske, de blomstre nok, men
bær aldrig Frugt; Men de som i Blomstret ere for Fingern


noget haarde og tippet: saa at man kand kiendelig føle Frugten,
de ere gode; De Onde bør oprykkes med Rode og bortkastes;
og de gode Slags i sine Buske elskes. Der ere vel de som meene
at de uduelige og svange, kand andet Aaret forandre sig til Frugt¬
bærende; Det vil komme an paa nøye Forsøg.
No. 21.J
Jasminus rarior; Canna Indica, Opuntia, Gefulte¬
Leucoyer &c. Vil nu tages ind af Haugen, hensettes i Potter,
og bevares for Vinterens Kuld.
No. 22.
Klæver seler Rløver blandet ned Ase sLand endmusaes
i Seprember, ja og i October Maanet; Naar Landet dertil
først er pløyet og harvet, siden naar det er udsaaet, overdrages
det med en Rive eller let Harve, ja kommer der strax Regn kand
det nedæde sig selv i Jorden; See April iste Uge No. 7.
Næste May er det allereede saa vidt fremkommen, at man
kand see Blomster=Knopperne, da vil det slaaes for første Gang
og gives Creaturene Grønt; man maae ikke lade dem æde det af
Jorden; Thi de træder for meget ned. Det er en ypperlig
Føde for all Slags Qvæg, men meget frodigt, i sær den røde, saa
man ey maa give for meget, deraf i Begyndelsen, med mindre det,
VI. Deel.


65
sJomfruen.


66
Jomfruen.,


blandes med Høe eller Halm; Det slaaes gierne 2 Gange om
Aaret; Men man maae bevare noget til Frøe.
No. 24.
Nu florerer Jucca Gloriosa, Crocus &c.
Veyerliget.
ut Markeder.
See d. 12te og 13de September.
Dette fremkommer alleene til en Prøve; Verket forøges
underhaanden med mange Ting flere Enhver som vil Landets
s Del, giør dettil sin Flid.
No. III.


No. III
PRO MEMORIA
ved
Tobaks=Plantning
Meddelt
af
LAURITZ LARSÖN


J
Allerunderdanigst Lydighed, af Deres Kongelige Majestæts
Allernaadigste Forordning af 30te Detember 1735 med de
seenere, som tillader Eenhver, der noget nyttigt haver alt
forebringe, til Rigernes Opkomst og Land=Væsenets Befordring, kunde
vente sig med Hans Kongelig Majestæts Naade, at vorde anseet.
Saa haver jeg efter Allerunderdanigst Pligt og Skyldighed, som en
trengende Norsk Solicitant, herved i Pennen forfattet, mine ringe Tan
ker og Beskrivelse over Tobaks=Plantning, til Efterretning for dem, som
ere Elskere af et saa nyttigt Arbeyde, og dermed vill giøre en Begyndelse¬
Det var at ynske, at Eenhver som eyede Jordbrug, ville legge sig
derefter, for at giøre en Begyndelse Aar efter andet, paa det, at dermed
Tiiden kunde sees og erfares, et saadant fordeelagtigt Arbeydes Fordeele,
hvorved Tobaks=Spinderierne som ere anlagde, saavel i Danmark som


70
Norge, med Tiiden nogenledes kunde blive forsynede, med de fornødne
Blade, som til et saa nødvendig Verk, udi begge Riigerne behøves.
Hvad profiterer ikke Holland af Tobaks=Spinderierne som ere anlag¬
de, saavel i Danmark som Norge, det skulle vel ingen troe, hvad Capital
der af Riigerne udgaar for Tabaks=Blade, except. den spundne Tobak,
naar man vil allene considerere, som og tillige af Eenhver er bekiendt, at
ingen af de ordinaire Folk, saavel paa Landet som i Kiøbstæderne, i hvor
lidet de end haver til Livets Ophold, kand Tobak uomgiengelig undværes,
hvilket er dem som Arbeydere til Recreation, og deels til Tiids=Fordriv,
hvorfor? fordi de fra Ungdommen ere vandte dertil.
For nu at see, hvad Capital deraf Riigerne udgaar, da var det vel
let, at indhente Eenhver Tobaks=Fabriqveurs angivende, hvor mange tusinde
Pund af Blade han om Aaret kand lade forarbeyde og afsette, og hvad
Summa, de af ham tilhandlende Blade fra fremmede Stæder renderer
til, da man deraf øyensynlig kunde see og erfare, hvad Capital der af
Riigerne udgaar til Holland og Engeland for Tobaks=Blade, except. den
spundne Tobak, som desuden bliver indført i store Qvantiteter.
Hvad der mangler udi mit Fædrene=Land Norge, er blot alleene Op¬
lysning og den rette Idee Eenhver burde have, om at dyrke og tillige at
Høste med Fordeel, det som Jorden kand tilveyebringe: Tobaks=Plantning
er visselig i sig selv et nyttigt Arbeyde udi et Riige, men hvorfor samme
ey tilforn her er bleven paa begyndt, er af ingen anden Aarsag, end at
Eenhver haver manglet den fornødne Underretning, om og hvorledes med
slig Plantning i alle Tilfelde skal forholdes, for nu at forebygge saadan
Vandkundighed der findes hos Landmanden, haver Hans Kongel. Maje¬


71
stæts Herr Fader salig og høylovligst Jhukommelse Kong Christian den
6te, saavelsom vores Allernaadigste, høypriselige og kierlige nu regierende
Konge, som ved adskillige allernaadigste Foregaaende gode og kierlige Foran¬
staltninger til Riigernes og Jndbyggernes Opkomst, ønskede at eenhver som
Eyere af Jordbrug, ville legge sig efter at dyrke og plante Jorden, da deraf
kunde høstes Øyensynlig Frugt og Nytte, som Formændene udi de eldere Tiider
aldrig har haft, des Aarsage Allernaadigst igien anordnet et Forst=Amt i Nor¬
ge, tillige med saa mange Betientere, hvilke vores Allernaadigste Konge af sin
egen Cassa Salererer, alt for at underviise og lære Landmændene til deres egen
Nytte og Fordeel, hvorledes de rettest og best skal kunde bruge deres Jord med
Profit for sig og sine.
Hvem skulle nu vel findes saa uskiønsom, og ey imodtoge de Lærdomme, hvorved
eenhver kand høste saadanne Fordeele, som tilforn har manglet, allerhelst, naar vores
Allernaadigste og milderiige Konge vil holde de Betientere eller Lære=Mestere, der
skal gaae eenhver tilhaande med den fornødne Underviisning; Eenhver skiønsom
kand ikke andet, end velsigne vores Allernaadigste Konge, for sine Allernaadigste og
Høystpriiseligste Anstalter til Riigernes florerende og Jndbyggernes Nytte.
Hvorved skal et Riige siges at florere Et Riige kand vel ikke siges at florere,
uden at Riiget selv kand Producere de meest nødvendigste Vare, som Riigets
Jndbyggere behøver, og at de Capitaler som udgaar af Riiget til Fremmede,
at kunde roulere imellem Rigets Jndbyggere; Jeg erindrer mig derfor hvad jeg
har læst, da en Hollænder blev tilspurt, hvorledes Holland som en liden Repu¬
bliqve, der i sig selv er fattig, dog kunde bringe sin Velfærd saa høyt, han
svarede: Sant at sige? Vi kiøbe Uld af dem som siden kiøbe Klæde af os,
vi kiøbe Hør og Hamp af dem som siden kjobe Lærret af os, tusinde andre Ting
at forbiegaae, og hvad er det nu som sendes tilbage? Jntet andet, uden den


72
Koust og Fliid vi har anvendt paa at forarbeyde, hente og hiemføre de frem¬
mede Vare og efter Haanden, ligesom andre Folk eller Nationer begynde at
opvaagne og indsee deres Forsømmelse, saa staar vi visselig i Fare, for at settes
ud af vores Fordeel.
Holland tiener altsaa til et levende Beviis paa, at det ikke er et Lands
vidtløftige Grendser, som giør dets Magt stor, ey heller altid dets blotte Frugt¬
barhed, som lader dets Jndbyggere leve i Overflødighed, Ney, det er Jndbyg¬
gernes Fliid, Nersomhed og Sparsommelighed, der giver alt det Naturen
negter.
Hvad er vel Holland i sig selv, et lidet Land, mod de fleeste andre at
regne, ja der er alting, hvor lidet eller intet kunde ventes efter første Anseelse.
For nu at see et saa nyttigt Arbeyde som Tobaks=Plantning i sig selv er,
her i Riiget at kunde med Tiiden blive paa begyndt, vil jeg til eenhvers Efter¬
retning tydelig beskrive, paa hvad Maade Tobak skal faaes, plantes og om¬
gaaes, lige saavel her i Riiget som udi Holland, Sverrig og Tydskland er
brugelig.
§. I.
Hvad Frøe som best er tienlig til at faae:
J hvorvel man forestiller sig, at det Tobaks Frøe som falder udi Tydsk¬
land, skulle være tienligst at faae her i Riiget, saa er det dog ved Forsøg udi
Sverrig befunden, at det Hollandske Frøe er langt fordeelagtigere, thi det giver
ikke alleneste store og feede Blade, som ved Spinderierne ere tienlige til Dæk¬
Blader, men end og kommer til sin fuldkommen Modenhed, saavel i Sverrig
som i Holland, men det tydske Frøe giver langt mindre smaae og magere Bla¬
der, som til Dek=Blader ikke ere saa tienlige, men det Hollandske Frøe er be¬
funden udi Sverrig at være det beste.


73
§. 2.
Paa hvad Tiid om Aaret Frøet skal faaes.
Naar man vil faae Tobaks=Frøe, da skal det først blandes med Krid,
som er tørket, sønderstødt og sigtet, paa det man kand desbedre see, at man
ikke faar for tykt, siden Tobaks=Frøet er et meget fint Frøe.
Froet saaesaaledes, man tager Frøet som forud med Krider blandet, ikke
meere afgangen, end man kand holde imellem ade Fingre og strøer det sagte og
jevnt ud i Mul=Benken.
Naar nu Frøet er faaet, saa tager man ren sin Jord og kommer udi et
Soll, og seller Jorden jevnt over det udsaaede Frøe, i det allerhøyeste en halv
Tomme høyt eller tykt; thi for megen Jord paa Frøet for Aarsager, at Plan¬
terne ikke snart opkommer.
Mul=Benken skal være udi saadan Stand, førend man begynder at faae
udi samme: først udkaster man all Jorden af Mul=Benken om Foraaret, lige¬
som Jorden af Solen tiner til, naar man nu har faaet saa meget Jord af
Benken som behøves, da kommer man paa Bunden ? Al. med Heste=Møg,
som vel skal nedtraaes, derefter legges den udkastede Jord oven paa Møgen,
saa er den færdig, og det differerer ikke enten man saaer Frøet udi tiltagende
eller aftagende Maaned, men alleene at man faaer udi stille Veyer.
Til en Driv=Benk af 9 Alners Lengde og 23 Al. Brede, gaar ungefær
& Lod Frøe til, og af de Planter man deraf bekommer, kand man besette en
Plantagie af en halv Tønde Sæd, man faaer vel fleere Planter end til saa¬
dant et Stykke Jord kand behøves af een saa stor Driv=Benk, men efterdi alle
Planter ikke haver den Vext, at de i rette Tide kand settes, hvorpaa Plant¬
VI. Deel.


74
ningen egentlig beroer, dog kand man gierne af de øvrige Planter sig betiene til
at sette i Stæden, naar nogen af de satte Planter ere uddød.
De som ingen Leylighed haver til at bekoste sig Papirs Vinduer, kand
Medio Februarii lade Molle Tobaks Frøet (det er, at komme Frøet udi en li¬
den Casse og der paa kommer man fiin Jord) saa faar man Tobaks Planter
nogenledes i rette Tiid, saa fremt Driv=Benken giøres paa saadan Maade som
meldt er, og med gode Halm=Matter vel tildækkes, samme maae ikke aabnes
oftere end naar man vander eller luger, med mindre alt for sterk og langvarig
Heede skulle indfalde, da man kand aabne Halm=Matterne eller Papiirs Vin¬
duerne lidet paa Siderne, at Benken kand faae Luft.
Frøets Mollen skeer saaledes: Man tager een Haandfuld god Jord eller
meere, som om Høsten forud skal tages og forvares udi en Kielder eller andet
Stæd, hvor Jorden ikke fryser, og legger, samme udi en Kasse eller andet
Kiørrel; siden tager man lidet Frøe paa samme Maade som naar man faaer
og strøer paa Mullen i Cassen, derefter rorer man Frøet og Jorden vel om,
naar det er skeet, klappes Jorden vel til og føres til den ene Side i Kassen,
derefter tager man atter en Haandfuld Jord og kommer udi Kassen og strøer
Frøe derudi, paa denne Maade continueres indtil man har faaet saa meget
Frøe i Kassen som man agter at udsaae, derefter klappes Jorden vel til udi
Kassen, siden forvares den paa et varmt Sted eller udi en Kielder indtil samme
skal saaes udi Benken, da man tager af samme Mull lidet af Gangen udi Haan¬
den og faaer udi Driv=Benken, saa kand man have Planter at plante inden
May Maanets Udgang.


71
Saa snart Frøet er saaet, tildekkes Driv=Benken med Papiirs=Vinduer,
eller i Mangel af dem med Halm=Matter.
§. 3.
Hvad Jord der er tienligst til Tobaks=Plantning.
All Slags Jord som ey er beblandet med Steen=Gruus, kand tiene til
Tobaks=Platning, dog er sort Sand=Jord den beste.
Leer-Jord med Mul blandet gaaer og an, Sand=Jord kand og passere
naar man har god Forraad paa Giødsel, at man hvert Aar kand forbe¬
dre den.
Sterk Leer=Jord er intet synderlig tienlig, uden man ville blande den
med Sand=Jord og samme vel ompløye og harve, da bliver Leer-Jorden løs,
saa er den tienlig at plante udi.
Naar Jorden er tung og suragtig naar man vilplante, da kand man
med Sand giøre den beqvem, og om det er feed Mull=Jord som, er suur og
tung, bør derpaa og kiøres Sand.
Er det maver Sand=Jord, saa bør den vel giødes med Heste=Møg, thi
Heste=Møg tører den sure Sand=Jord.
Saadan suur Jord bør giøres Diger omkring, saa gaar Surheden uda
Jorden.
§. 4.
Naar Planterne skal settes og hvad Vext samme skal have.
Naar Planterne ere een Finger høye over Jorden, da maae man haste
med at plante, uagtet enten det er udi tiltagende eller aftagende Maaned.


76
Udi heele May=Maaned er best at plante, jo før jo bedre, man kand vel
plante til Medio Junii, men ikke med saa stor Fordeel.
Paa det man kand slippe den Møye og Umage at vande Planterne naar
de ere udsatte, saa kand man, lidet førend man vil plante, vande Planterne udi
Mul=Benken vel, saa faaer man ikke allene Planterne vel op med Rødderne,
men der følger og noget Jord med, som er meget nyttig.
Naar man optager Planterne af Benken, da skal de legges udi et Trug,
den ene Plante ind til den anden, Rødderne ned og Bladerne op, naar nu Tru¬
get er fuldt, kand man igien vande Planterne i Truget lidet, og derefter strax
sette dem.
§. 5.
Hvorledes Planterne skal settes.
Planterne skal settes lige ned med Roden og saa dybt, at Hierte=Bladet
ikkun synes, og imellem hver Plante skal være z al. langs efter Sengen og tre
Rader paa hver Seng, dog saa at Planterne ikke settes i begge Raderne imod
hverandre, men at den anden Rads Planter settes lige imod Aabningen af den
første Rad, saa at 3 Planter af begge Raderne giør tilsammen en Figur af en
Triangel.
J Regn og Skyet Veyer er altid best at sette Planterne, men man maa
ikke vente derefter, saa lenge Planterne ere setferdige, formedelst den korte
Tiid de have at voxse paa.
Naar det er skyet eller Regn=Veyer, kand man plante heele Dagen, men
naar det er sterk Tørk, da er det best at sette Planterne om Aftenen, at ey Solens
Heede giør Planterne skade.


77
Somme bruger med en Pind eller Fingeren at giøre Hul til Planten,
men det er langt bedre, at giøre det med heele Haanden; Man stikker den høyre
Haands fire lengste Fingre i Jorden, og dermed gjør Aabningen til Planten,
thi da kand man kiende om der er nogen Steen, haard Mulklump eller Græs¬
Tørv paa det Stæd hvor Planten skal settes, som strax bør borttages, at saa¬
dant ikke skal hindre den spæde Rods Vext og Udspring.
Om man kommer seent til at plante, saa kand man ikkun lade Planterne
beholde nogle faa Blade, da de saa meget mere før modnes.
Kand man i Betiids faae Planterne udsatte, og følgelig i god Tiid
indbærge Bladerne, saa voxser paa samme Stamme nye Blader i Stæden for
dem som ere aftagne, af hvilke og bliver passabel Tobak, men man maa tillige
observere, at afplukke de Spirer eller Frøe=Knupper som opvoxser, saa snart
de kommer ud; thi ellers betages de nye opvoxne Blader deres Vext.
§. 6.
Hvad man ved Undervexten har at iagttage.
Saa snart man seer at Ukrud begynder at komme, da maa man strax
luge, og at Ukrudet med sine Rødder vel opluges, thi ellers voxser det smeere
efter end før Lugningen.
Naar man tvende Gange har luget Sengene om Aaret, behøves det ey
meere, thi siden qvæler Bladerne Ukrudet.
De udsadte Planter pleyer gemeenlig komme sig, naar dermed omgaaes
som før er meldt, endskiønt de i Førstningen 1 a 2 Ugers Tid synes, ligesom
all Forhaabning var ude til at komme i Vext, men det skal man ikke skiøtte,
dog hender det vel, at nogle Planter aldeeles uddøe, som enten har haft for
svag Rod, eller og er kommet til at staae paa saadant et Sted, hvor nogen


78
Steen eller haard Mulklump har ligget og hindret den spæde Rods Vext eller
Udspring, eller og at Orm har afskaaren Roden, hvorfor nøye bør eftersees,
naar nogen Plante aldeeles uddøer, at andre strax settes i deres Stæd, men
dette observeres, at hvilken Plante der ikke efter 8 a 12 Dage, i Stæden for
de uddøde settes, nytter det intet, thi ellers skiuler de andre Planter de smaa
med deres Blader, at de ingen Trivning har til at groe, saa at det ofte hen¬
der, at de sidste satte Planter uddøer eller og bekommer liden Vext imod de
andre.
Førend man setter andre nye Planter i Stæden, da er det fornøden, at
man med Haanden opgraver Stædet hvor man vil sette paa nye, for at eftersee
i Forveyen, om noget ligger i Veyen, der kand forhindre den nye Plantes
Vext, at den paa nye ey uddøer.
Naar man luger Sengene, kand man med det samme hyppe Planterne, saa
fremt de ere ? Al. høye og har faaet een 4 a 5 Blader.
Naar man hypper eller fører Jorden med Haanden omkring Stammen
paa Planten, da maae man nøye tage sig vare for, at ey noget Blad bliver
brudt, derfor maae man med Haanden opløfte Bladerne paa Planten i fra
Jorden, førend man hypper.
Hyppen skeer saaledes, man giør Jorden først vel løs omkring Planten,
siden tager man med begge Hænderne op af samme Jord, saa meget man behø¬
ver, og fører Jorden omkring Stammen af Planten i en Houg, og samme til¬
trykker med Haanden, saa at Plantens Roed eller Hierte=Blad derved ey
skades.
En saadan Hyppen har den Nytte med sig, at Planterne staae stadige og af
Storm ikke saa let kuldkastes naar de bliver store.


76
§. 7.
Om Planternes Frøe=Knopper og hvorledes samme skal afplukkes.
Saasnart Frøe=Knopperne begynde at viise sig af de øverste Blader paa
Planten, da skal de alle afbrydes, undtagen paa 10, 20 a 30 Planter eller saa
mange, som man vil have staaende til Frøe, hvilke skal beholde sine Frøe¬
Knopper, indtil de om Høsten aftages, som herefter skal meldes, hvorledes og
paa hvad Maade skee skal.
Naar man afbryder Frøe=Knopperne, kand man og aftage de smaa Bla¬
der som sidder omkring og nest indtil Frøe=Knopperne, saa voxer de andre øverste
Blader, som endnu er smaa, lige store med de andre understaaende Blader, som
de allerede store ere.
Siden alle Planterne udi en Plantagie ey kand blive satte paa een Dag,
ey heller voxe lige fort, saa kand ikke heller Frøe=Knopperne paa eengang alle
afbrydes, hvorfore man hver Uge maa oversee Sengerne, og Frøe=Knopperne
saa vidt som før er meldt ere udkomne, da de strax maa afbrydes, thi ellers bli¬
ver Bladerne paa den Plante, paa hvilken Frøe=Knupperne ey i rette Tiide er
afbrudt, og i Besynderlighed de øverste Blader, meget smaa og magre.
§. 8.
Om Spirers Afplukning.
Naar Bladerne har faaet nogen Vext, efter at Frøe-Knoperne ere af¬
plukne eller afbrudte, begynder paa Stammen at udspire smaa Blader eller
Spirer, disse smaa Blader maa man flittig afplukke, naar de ere udvoxne Tiid
efter anden, thi ellers suer disse smaa Blader eller Spirer, som med Billighed
kand kaldes Tyve, til sig den Kraf, som Hoved=Bladerne skal have
Nytte af.


80
Den som har god Tiid og vel Folk, kand forvare disse smaa Spirer eller
Blader og paa Seglgarn til Tørkning ophenge, hvoraf bliver passabel Tobak,
naar de med andre bedre Blader bliver indblandet.
Naar Orm findes paa Bladerne, som daglig maa eftersees og aftages,
thi ellers opæder og sønderskiær Orm Bladerne, paa anden Maade veed man
endnu ikke at raade Boed derpaa.
§. 9.
Hvorledes Bladerne skal aftages, klyves og ophænges til
Tyrkning.
Udi Medio Julii begynder man at afbryde 2 a 3 af de nederste Blader,
det ene Qvarter efter det andet, alt efter som Planterne ere satte, eller Bla¬
derne, formedelst god Jord, har avanceret til udi Vexten.
Disse Blader kand man afbryde baade i Regn og got Veyer.
Denne Sort Blader ere de sletteste og kaldes af Hollænderne Sand¬
Gods.
Naar Bladerne afplukkes, legges de først i smaa Houger i Gangerne,
siden indbær man dem med en Kurv eller bære Baar, udi det forud indrettede
Tørk=Huus, og legger dem der vakkert i Houger, at Bladerne ey brydes, det ene
Blad oven paa det andet.
Siden skal man med en Kniv, som haver et meget tyndt Blad, klyve Stil¬
ken, som sidder udi Bladet, saa at der bliver udi Stilken z al. lang Aabning,
længere og kortere lige som Bladet er stort til.
Kniven som hertil skal bruges, skal være med Skaft og Blad 23 Tomme
lang, Bladet fatter man med høyre Haanden saaledes, at heele Kniven ligger
ind udi Haanden og Aaden holder man imellem Tommel=Fingeren og den
fremmeste Finger.


81
gan eNaar man nu skal klyve Bladet, stikker man Knivs Aadden igiennem Ryg¬
gen af Stilken, og begynder at klyve fra tykkeste Ende af Stilken og saa ud
efter, indtil Aabningen eller Skuren er saa lang som man den vil have efter Bla¬
dets Størrelse, hvorved tillige agtes, at naar man drager Knivs=Aadden igien¬
nem Stilken, saa lader man det yderste af Tommel=Fingeren følge Stilken,
paa den eene Side, thi paa den Maade kand Kuivs=Aadden intet viige til no¬
gen af Siderne, uden at gaae ret igiennem Stilken, hvilket har den Nytte
med sig, at man ikke ved Klyvningen skader Bladet.
Paademe Naade at khyve gaar gsond, for den som er vad dermed,
men om nogen skulle synes at det var incommod, paa denne Maade at klyve
Bladerne, da kand man legge Bladet paa et Bredt og klyve det derpaa saale¬
des som oven er meldt, hvilket gaar og behendig an.
Naar nu Bladerne ere saaledes kløvne, ophenges samme paa Kiepper i
Tørk=Huuset, Ryg imod Ryg og Bug imod Bug, I Tomme imellem hvert
Blad og 3 Al. imellem hver Kiep; Kiepperne kand giøres 2 Al. lengere eller
kortere ligesom Rummet er bredt eller langt il hvor Kilepperne skal henge.
Kiepperne skal være en Finger tykke og om de ere meget lange, da lidet
tykkere og vel slette, paa det de desbedre kand gaae igiennem Klyvningen af Bla¬
dets Stilk, denne Sort Blader behøver man ey at lade svede, om man saa
behager.
Saasnart Bladerne ere ophengte i Tørk=Huuset, da maa nøye agtes, at
Dørrerne eller Lugerne altid holdes aabne, naar ey for sterk Storm eller Regn¬
Veyer indfalder, og naar Bladerne blæser sammen paa Kiepperne, da maa man
I. Deel.


82
rette samme strax, thi ellers mugner Bladerne, naar de ikke henger i sin rette
Orden.
Skulle langvarig Storm continuere, da kand man aabne Lugerne paa
den Side af Tørk=Huuset som er i Læe for Veyer og Regn, og de andre hvor
Stormen eller Regnet kommer fra, holdes tilsluttede.
Ultimo Julii afbrydes atter 3 a 4 Blader nest dem som først ere aftagne,
saa at der allene bliver §. 7 a 8. Blader igien paa Stammen, alt efter som
Planten er riig paa Blader, og haver god Næring af Jorden.
Denne Sort er bedre end den første og kaldes i Holland Jord=Gods.
Dermed omgaaes vel i Holland paa samme Maade, som med de første,
men det er fornøden og haver sin Nytte at man sveder denne Sort, dog at de
først klyves.
Medio Augusti begynder man igien at aftage de øvrige Blader, hvilke
ere de beste og kaldes derfor Beste=Gods.
Jngen maa lade disse Blader staa lenger førend de aftages, en til primo
eller allersidst til Medio September, da Luften siden bliver for kold, og efter den
Tiid kand Bladerne ikke faa sin tilbørlige Tørkning.
Denne Sort som ere de beste Blader, maa man passe at aftage udi
Opholds=Veyer, men skulle man være nød til at aftage samme i Regn=Veyer,
kand samme ikke skade, da man endda kand legge dem udi Svedning.
Med disse Blader omgaaes som med de andre, undtagen at disse Blader
ikke henges saa tedt paa Kiepperne, som den første Sort, men en Tomme i fra
hverandre, siden de ere storre end det første Slags.
Denne Sort Blader skal, efter at de ere kløvne, uimodsigelig sveede førend
de ophenges, som i neste Post tydelig kand sees hvorledes skee skal.


8
Naar disse Blader ere kløvne, maa de legges accurat paa hverandre i smaa
Houger i Tørk=Huset, Ryggen af Bladerne ned efter og Bugen op, at de komme
til at ligge ret i Svedning.
Naar disse Bader ere modne, beklovmer den este Del af den smaa
brune Prikker eller Flekker og bliver tykke i Vexten.
Men saadanne Tegn kand man ikke vente efter paa de ade første Blad¬
Sorter, men Bladerne maa paa den Tid som før er meldt aftages, saa fremt
de øverste og beste Blader skal bekomme den Fedme, Tykhed og Smidighed,
som de bør have, paa det de til Dæk=Blader ved Spinderierne kand passere.
§.  10.
Hvorledes Biaderne skal legges i Spedning.
Man tager af de kløvne og i smaa Houger henlagde Blader, saa mange
man kand holde paa Haanden hver Gang og setter dem ret op og ned paa Gul¬
vet i Tørk=Huuset, saaledes: Man begynder ved en Side udi Tørk=Huuset,
saaledes at den spidse Ende af Bladerne kommer til at staae ret op og den tykke
Ende af Stilken ret need, den eene Rad tet ind til den anden, tvert over Gulvet
eller langs efter, ligesom man behager, og dermed continueres til heele Gulvet i
Tørk=Huuset, eller det Rum man vil sette udi bliver fuldt, og naar Huset eller
Rummet er meget bredt, lader man staae en aaben Gang i midten, for at gaae
imellem og tilsee om Bladerne ere nok svedede eller ikke.
Jntet meere end et Lav høyt, skal Bladerne legges i Svedning.
Naar-nu Bladerne saaledes har ligget i Svedning udi 4re Dage, da
seer man til dem, og naar den meeste Deel ere blevne gule udi Spidserne, saa¬
velsom noget paa selve Bladerne, tager man dem op og henger dem paa sine
Kiepper, som for er meldt for at tørtes.


84
Skulle alle Bladerne ikke være saaledes conditionerede som oven er¬
meldt, da legger man de grønne Blade ud for sig selv, for atter igien at
legges i Svedning indtil de bliver guulagtige.
Jngen Tyngde maa legges paa Bladerne, naar de ligger i Svedning,
som nogle vel bruger, men samme er skadelig.
Jkke heller maa der bruges Halm under, mellem eller over Blader¬
ne, som eendeel giør, ehi den tyngde udpresser den grønne Saft som er
udi Bladerne, hvoraf de i Svedningen forderves, og Halmen forhindrer
og Varmens Gang imellem Bladerne, hvorfore de ikke saa snart som ellers
kand bekomme deres rette Svedning, desuden saa stikker Halmen Hul poa
Bladerne.
Naar det er kolt Veyer, saasom seent om Høsten, saa taaler Bla¬
derne vel at ligge udi Svedning 5, 6 ja vel 8te Dage, da derimod de
Blader som legges i Svedning in |ulio & Augusto naar Luften er varm,
taaler ikke at ligge over at Dage, og desaarsage maa man sinig tilse at
Bladerne ikke for meget sveder, da de deraf raadner og bliver meget mavre
og skiøre, men naar Bladerne ere vel gule i Spidserne og noget paa
selve Bladet, da er det best at tage dem udaf Svedningen, thi det er bedre
at legge de heel grønne Blader tilbage= og paa nye udi Svedning, end at
heele Svedningen skal forderves.
§. 11.
Om Bladernes Redtagning, Sortering og Forvaring naar
de ere tørre.
Naar Bladerne med sine Stiker ere vet tør, saa at sngen Saft sin¬
des i Stilken, naar man bryder eller klemmer paa den, saa er det Tiid


85
at tage Bladerne ned, dog at det ikke skeer i Regn eller alt for tørt
Veyer.
Thi naar man nedtager Bladerne naar det regner, da mugner de,
og naar man tager dem ned i alt for tørt Veyer, saa gaar de sønder,
hvorfore det er best at giøre denne Gierning, naar det er skyet Veyer,
eller og om Morgenen tillig da Bladerne gierne ere myge.
Førend Bladerne nedtages, maa de først tilsammen skydes paa Kiep¬
perne hvorpaa de henger, og siden med sine Kiepper legges udi Stabler
saaledes.
Man lager gre Kitevver af Gangen og ligger dem alle paa hver¬
andre paa et Gulv, atter tages igien lige saa mange Kiepper og legger
dem paa hverandre midt imod de første, dog saa at Spidserne af Blader¬
ne kommer til at ligge ungefær et Qvarteer ind paa hverandre, dernest
tages atter are Klepper og legges paa samme Maade paa den 3die Side,
og lige mange Kiepper med sine Blade midt imod paa den ade Side, saa
at alle Bladernes Stilke vender lige ud af paa alle 4re Sider, og alle
Bladernes Spidser paa hverandre ind ad og midt udi Stabelen, heraf
bliver een Begyndelse til en firkantet Stabel¬
Saaledes leger man Lav for Lav gre Kiepper tillge, saa høyt man
land rekte ned Henderne.
Stabelen giøres saa, at der bliver et Rum i alle 4re Hiørner, hvor¬
fore man nøye bør agte, at man legger Kiepperne paa alle Sider ret op
og ned paa hverandre, at ikke Stabelen drager sig tilsammen oven til.


86
Ligeledes bør man og, som sagt er, altid skyde Bladerne tilsammens paa
Kiepperne, naar man giør Stabelen, saa bliver der altid en Aabning i alle fire
Hiørner, hvor igiennem Luften kand komme ind i Stabelen.
Oven paa Stabelen legges ingen Tyngde, og under Stabelen bør være
Gulv eller Bord lagt, paa det de underste Blader ey skal raadne eller mugne.
Bladerne maa ikke opstables udi et tedt Rum; thi det er skadeligt, men udi
et saadant Rum hvor Luften kand komme ind, ikke heller maa Stabelen legges
hvor Rotter og Muus har deres Gang, paa det at saadant Utøy ikke skal giøre
skade, thi de opæder de beste og fedeste Blader.
J saadanne Stabeler skal Bladerne ligge 6 a 8 Uger, saa at Stilkerne
vel tørres og Grønsken i Bladerne kand døe vel ud, inden de bindes sammen.
Siden stryger man Bladerne af Kiepperne og binder dem i Bundter til2,
5 a 10 Markers Vegt, alt som Bladerne ere store til.
Den 3die Sort af Blader som kaldes Beste=Gods, skal saaledes sorteres,
at man skiller de tynde og magre Blader fra de Gode, som legges til den anden
Sort, kaldet Jord=Gods.
Skulle der findes iblant de tykke og fede Blader nogle som ere i tu, saa
binder man de for sig selv i Bundter, som bliver den ade Sort og kaldes af
Hollænderne Udskud.
Baandet til Bundterne giøres saaledes, man legger Spidserne af 2de
Blader imod og ind paa hverandre, siden fylder man derudi andre søndre Bla¬
der, indtil Baandet er saa tykt man vil have det, siden vries eller trilles disse sam¬
menlagde Blader paa Knæet med Hænderne, saa kand man dermed binde.


8.
Naar nu Bladerne ere saaledes i Bundter lagt, saa legges Bundterne i
Stabeler paa Gulvet udi et saadant Rum, hvor Luften kand indtrænge.
Disse Stabler giøres saaledes, man begynder først ved en Væg at legge
langs efter Gulvet, en Rad med Bundter, den ene Bundt indtil den anden,
Spidserne frem og Stilkerne til Veggen, siden legger man atter en Rad, Blad¬
Bundter midt imod den første Rad, saa at Spidserne kommer et Qvarteer ind
paa hverandre og Stilkerne ud af Gulvet.
Her oven paa legger man paa samme Maade, endnu3 Lav Blad=Bundter,
men ey meere.
Siden legger man atter paa samme Maade fremmen fore midt imod den
første Rad, dog saa at den anden Rads Blad=Bundters Spidser kommer til
at ligge 3 Al. ind paa de første og Stilkerne ud efter.
Her oven paa legges igien paa lige Maade, 3 Lav Blad=Bundter og ey
meere.
Siden legger man en Stabel fremmen fore og saaledes continuerer heele
Gulvet over, dog at der imellem hver Stabel er Rum at gaae, for at kiende efter
om Bladerne ere varme.
Otte Dage derefter eller noget før, kiender man eftersmed Haanden, om
Bladerne ere blevne varme, da maa hver Bundt adskilles, at Luften kand kom¬
me ind udi Bundterne, og naar Bladerne igien ere kolde, bindes de tilsam¬
mens, paa denne Maade continuerer man, indtil man finder at Bladerne kien¬
des ey for meget varme.
At Bladerne bliver noget varme, skader aldeles intet, thi derved forsvinder
den grønne Lugt og Smag Bladerne haver, de bliver og derved brune og


88
smidige, men det bør og agtes, at de ikke bliver saa varme, at de
brender.
Siden lader man dem ligge indtil man vil selge eller oparbeyde, og bedekker
dem med Bast=Matter, paa det Bladerne ey for meget skal tørres.
Om man har magre Blader som er et eller fleere Aar gamle, at blande
iblant de nye Blader, ungefær halv Parten, saa kunde vel de nye Blader første
Vinter efter at de ere voxte, i Spinderierne arbeydes, dog at de først 3 Aar har
ligget tilsammen i Stablen, men ellers spinder man dem ikke gierne førend de
ere et ? Aar gamle.
Har man et stort Tørk=Huus, kand man lade den 3die Sort af Tobaks¬
Bladene beste Gods kaldet, blive hengende paa sine Kiepper, at man kand tage
dem efter Haanden at oparbeyde, da Bladerne lader sig bedre arbeyde.
De som intet Spinderie har, kand alligevel lade denne Sort henge til
de skal selges, men har man intet Rum, legges Bladerne som før er sagt i
Stabeler.
§. 12.
Hvad Tiid Tobaks=Frøet skal tages og forvares til sit Brug.
Naar Frøe=Knopperne paa Stammen begynder at blive brunagtige,
da er Frøet moden og kand aftages, og i hvorvel alle Knopperne ikke bliver
brune saa lenge de staar ude, saa faaer man ey lade Frøet lengere staae
end til primo October, da man afskiær Qvisterne som Frøe=Knopperne
sidde paa, og binder dem tilsammen, derefter ophenges under Taget udi et
Værelse som er maadelig varm, saa bliver de grønne Frøe=Knopper brune
og modne lige saa vel som de andre¬


86
§. 13.
Hvor stort Tørk=Huus der ungefær kand behøves til een Tønde
Sæds=Jord og hvorledes Tørk=Huuset skal indrettes.
Tørk=Huuset kand man indrette 15 Al. bredt, 10 Al. høyt og 30 Al.
langt.
Paa dette Huus bør giøres i det mindste 19 par Luger, hvoraf s par
kommer paa den ene Side oven til og 3 par neden under af Huuset, men paa
den anden Side bliver 3 par Luger oven til og 2 par neden under, thi paa den
Side kommer Dørren paa Midten af Huuset at staae.
Paa hver Ende af Huuset bliver 2 par Luger oven og 2 par under.
Paa alle disse Luger bør være Gang=Jern og Kraager, hvormed man
kand tilstenge naar man vil.
Hver Luge skal bestaae af 3 a 4 Bords=Brede, ligesom Bordene ere
brede til.
Lengden af Lugerne proportioneres efter Husets Høyde.
Om man vil lade giøre flere Luger end oven meldt er, da er det saa meget
bedre, thi da tørres og Bladerne meget snarere.
Tørk=Huuset bør være saaledes indrettet: Man graver Stolperne ned i
Jorden af den Lengde, at de kand naae op under Taget, ungefær 10 Al. ifra
hverandre, langs efter og lige saa langt ifra hverandre tvers over Huuset, at
Kiepperne som Bladerne skal henge paa, kand naae der imellem.
De Stolper som nedsettes nest Veggene, bør ikke staae nermere Veggen,
end at man kand vel gaae der imellem for at aabne og tillukke Lugerne.
Paa disse Stolper fast spigrer man tver Stænger fra Taget og ned efter
til Gulvet, dog saa at man kand gaae der under, disse tver Stenger maae
PI. Deel.


90
være slette og saa fast spigrede, at de kand holde Bordet som skal ligge derpaa,
og hvorpaa den skal staae og gaae, som skal ophenge og nedtage Bladerne.
Jmellem hver Tverstang som spigres fast ved Stolperne, bør være? Allen
foruden Tverstangenes Tykkelse, thi ellers henge de Blade som ere store paa
hverandre.
Til et sligt Tørkhnus behøves ungefær 2000 Hassel=Kiepper, hvorpaa
Bladerne skal henges, samme Kiepper maa være vel tørre og glatte. Jtem 18
a 20 Tyl. Tømmer, 40 Kierv Langhalm, 6 Tyl. Bord, 2? a 3 Tyl. smaae
Stokker, 36 Læst lang kløven Gierdesfang til Taget, hvorpaa Halmen skal
ligge, jevnt oven paa Taget, 5 a 6 Lispund Jern til Hengsler og det mere, Sprøt
og Vier til Taget, samt Spiger til Indredningen kand man ikke med nogen
Vished sette, hvor meget vil tilgaae.
J Holland bruges ey Tørkhuuse af Tømmer opsat, uden af Bord paa
Stolper opslagen og Steen paa Taget, eenhver kand giøre ligesom han beha¬
ger og menagerligst synes.
Anmerkning
En Mand som ikke er gandske uforfaren i den Sag her handles om, forsikkrer at Autor giver
gandske grundig og tilforladelig Underviisning om at plante denne Urt i vort Land, og
i det mindste til Almnens Brug. At saadant maatte skee i nogen tilstrækkelig Mengde,
var saare ønskeligt, efterdi de Penge=Summer som aarligen udgaae for Tobak alleene,
ere af større Betydenhed end man tager sig vare for¬
No. IV.


No. IV.
Uforgribelige Tanker
om
Odels=Retten
J Norge
modsatte
et Brev fra en redelig Nord=Mand til sin Ven.
som findes indført i Danmarkes og Norges Oeconomiske
Magazins Tredie Bind,
Jndgivne af
PHILEDOR.


Det synes vel ikke, at en Afhandling om den ved den Norske Lov an¬
ordnede, og i Norge fra umindelig Tiid i Brug værende Odel
og Odels=Rettighed, samt dens Nytte eller Skade, egentlig skulle
kunde finde Sted blandt de Samlinger, som i det Danske og Norske Oecono¬
miske Magazin findes indrykkede, da disse ikkun sigter til alt det, som kand hen¬
høre til Landets almindelige Huusholdnings=Maades bedre Jstandsettelse, da
derimod Odelen, og dens Jndskrænkelse eller Ophævelse allene synes at henhøre
til Rettergangs Maaden, og Lovkyndigheden at anordne og sætte. Jkke
desto mindre, siden det ikke kand negtes, at jo Odelen, og de dermed forbundne
Frieheder, samt onde og gode Virkninger have i mange Maader en stor Jnd¬
flydelse i det almindeliges Tilstand, og deraf følgende gode eller onde Omsten¬
digheder, saa kand jeg ikke undres saa meget over, at i forbemeldte Oeconomiske
Magazins Tredie Bind, fra den 169 til den 182 Siide under No. 9. findes
anført, og indlemmet en liden Afhandling om Odelen, og dens Følger, for¬
fattet som et Brev fra en reedelig Noormand til sin Ven, om Odels=Retten
i Norge. Enhver maa billig tilstaae, naar man læser dette Skrift igiennem,
at de af Forfatteren anførte Beskyldninger mod Odels=Retten ere saa stærke,
og de af samme uddragne store Uleyligheder ere saa betydelige, at man vel


94
maatte undres over, at den ey for længe siden var ophævet: Men dog, da For¬
fatteren selv maae tilstaae, at endeel endnu tage Odelen i Forsvar, og det er ikke
ubekiendt, at end og store Lovkyndige raade fra dens aldeles Ophævelse, saa
maae der dog endelig være nogle gode Følger af samme, som enten holde Lige¬
vægten med, eller overveye det Oade, som synes deraf at flyde.
Og disse Fordeele er det, som jeg ved nærværende liden Afhandling vil søge
at sætte for Lyset; Som nu heraf lettelig kand sees, at Forfatteren af bemeldte
Brev og jeg, ingenlunde kand være overeensstemmende i vore Meeninger, da
han søger at bestride, og jeg derimod at forsvare Odels=Retten; saa formoder
jeg ikke, at det enten af ham bliver ilde optaget, eller nu regnet til nogen Trette¬
Kierhed, at jeg søger, at igiendrive og opløse de af ham fremsatte Jndvendin¬
ger, og deraf tagne Beviiser til Odelens Ophævelse; og derimod opgiver saa¬
danne Grunde, af hvilke jeg formeener, at det bliver u-imodsigeligt klart, at
Odels=Retten i sig selv betragtet, og efter Loven indrettet, er en Herlighed, som
Norge, frem for noget andet Riige i Verden, kand roese sig af; og som er med
den Norske Lands=Indretning meest overeensstemmende. Jeg siger frem for
noget andet Kiige; thi hvad den Odel i Tydskland og Frankrige angaaer,
som tales om saavel i Brevet, som Anmærkningerne, da, som jeg ikke veed no¬
get ret derom, eller hvorledes dens Love ere indrettede, saa kand jeg ey melde
noget om samme: Dernæst siger jeg og efter Loven indrertet; saasom om
der foregaaer nogen Uorden eller Misbrug derved, uden for og imod Loven, da
kand og bor det ikke legges Odelen i sig selv, eller den derom fastsatte Lov til
Last, men er allene de vrangsindede, og trettekiere Menneskers egen Skyld,
der misbruge samme; Og formeener jeg da, at en god Ting ikke for Misbru¬
gets Skyld, bør afskaffes, men vel om mueligt Uorden og Misbruget forekom¬


95
ues; Thi det nægtes ingenlunde, at jo stor Misbrug iblandt med Odels=Gods
foregaaer, og Uorden forvoldes, af adskillige Odelsbaarne, og Odelssøgende.
Da nu slig en Afhandling, som Forfatterens Brev imod Odels=Retten;
er bleven indlemmet i det Danske og Norske Oeconomiske Magazin, saa formo¬
des og, at disse Blade, som just ere af det modsatte Jndhold, ikke heller nægtes
Sted i det først udkommende Bind af samme, efterdi begge kand tiene Lovkyn¬
dige, og meere oplyste Mænd, til nærmere Overveyelse af saa vigtig og betydelig
en Sag.
Skulde jeg imidlertid i noget af disse Tanker feyle, eller om Odels=Retten
og dens Følger ey synes tilfulde oplyst, vil jeg forvente, at det ikke tages mig til
Mistykke, saa meget mindre, som jeg med Fornøyelse underkaster mig andre
bedre oplyste og dybere indseendes Rettelse, og Underviisning, allerhelst jeg reent
ud tilstaaer, at, da jeg, som en Dansk fød, aldrig har seet Norge, saa kand jeg
vel ikke have saa stor en Jndsigt i slige, Norge i Særdeleshed vedkommende
Ting, som de, der opfødes, og oplæres i Riget, samt haver Leylighed ved dag¬
lig Omgiængelse at lade sig underrette om, hvad ondt, eller godt, denne eller
andre Indretninger kand føde af sig. Derimod ere de Grunde, hvorpaa jeg
haver bygget min Meening, alleene tagne af de Fordeele, som en efter Loven
indrettet, og uden Misbrug udøvet Odels=Ret kand bringe tilveye.
Førend jeg derfor gaaer videre, finder jeg fornøden, forud at viise.
Først hvad Odel er, og andet, de Frieheder som i Følge den Norske Lov,
og Forordningerne dermed ere forbundne.
A. Odels=Ret, eller som den efter sin Oprindelse vel kunde kaldes,
Old=Ætts=Rer, (det er Gammel Slægt) er den Ret, som en haver til at
besidde, frem for nogen anden, den Jord, som fra gammel eller lang Tiid
tilforn, har tilhørt hans Forfædre, saa at, om den end og for nogen Tiid har


96
været solgt, eller paa anden Maade er kommet ud fra hans Slægt og
Ætt, haver han dog Rettighed til at indløse samme fra den nu værende
fremmede Besiddere.
Saadan Ret er efter den Norske Lov. allene føyet til Jordegods, og
vindes i Følge bemeldte Lovs femte Bogs, femte Capitels, første Artikul, saale¬
des; At den Jord, som har i tive Vintre ukæret, det er uden nogens
Paa=anke, lagt under er Ættlæg, NB. som dens retmæssige Eyendom,
den forbliver fremdeeles dens Eiendom og sande Odel. Altsaa kand Odels¬
Retten i Norge forhverves ved tyve Aars eller efter Lovens Talemaade, ved
tyve Vintres roelige Besiddelse af en Fader, eller hans NB. i liige Linie
nedstigende Arvinger, men ingenlunde Side=Linien.
Da nu saaledes er viist, hvad Odel er, og hvorledes den vindes;
Saa skal ogsaa B. viises de Frieheder og Herligheder dermed efter Loven
ere forbudne, som ere.
1) Efter den Norske Lov (som altid her forstaaes; men for at undgaae
Jgientagelser, ey oftere nævnes) dens 5 B. 5 Cap. 2 Art. At naar noget saadant
Odels=Gods mellem rette Odels=Arvinger skiftes, saa erhverver hver Arving
just ved Skiftet, Odels=Ret paa sin Andeel, for sin Afkom, og kand ey af
nogen anden Arving derfra trænges.
2) Naar en Slægt eller Ætt saaledes har faaet Odels=Ret til et Gods,
saa maae det efter 5 B. 3 Cap. 1 Art. ey selges af Eyeren, førend det bli¬
ver af ham til Tinge og paa andre offentlige Steder bekiendtgiort, paa det
at, om nogen af hans Slægt, som dertil haver Odels=Ret, vilde kiøbe samme,
de da kunde have Tiid at betænke sig, hvortil dem forundes Aar og Dags,
det er et Aar og sex Ugers frist.


3) Dersom der da findes en Odelsbaaren, som vil kiøbe det, da er han
nærmest dertil berettiget frem for nogen anden, og det saa fuldkommen, at der¬
som Eyeren ikke vil sælge Godset til den Odels=Arving, som vilde kjøbt det, da
skal Eyeren til Straf give den, der vilde kiøbe det, den fyrgeryvende Deel
af det, som han sælger det for, hvilket kaldes i bemeldte 5 B. 3 Cap. 6 Art.
Kovkiøb, hvormed dog ikke betages de andre Odelsbaarne deres Løsnings¬
Rett.
4) Dersom derimod den Odelsbaarne er i Armod, og ey har Penge,
at løse det for, da maae han efter den foregaaende 2 Art. inden Aar og Dag,
(men ey sildere) lyse sin Penge=Mangel, og, naar han da det tiende Aar
derefter igientager saadan Penge=Mangels Lysning, saa forbeholdes ham hans
Løsnings=Ret i tyve Aar (men ey længere) fra den første Lysning at regne, da
han igien maae indløse det fra Besidderen, enten det er med eller imod hans
Villie, og endskiønt han og selv kunde have Odels=Ret til Gaarden, men være
længere ude i Slægten: Men har han som lysde, efter tyve Aar ikke Penge at
løse det for, saa forbliver det Besidderens Odel, om han ellers i saa lang Tid
har haft det i Eye; og kand da den skeede Pengemangels Lysning ey derudi
giøre ham nogen Hinder: Dersom og den Odelsbaarne, enten ikke inden Aar og
Dag fra Tovbydelsen, har lyyst første Gang sin Penge=Mangel, eller ikke der¬
efter har igientaget den det tiende Aar derefter, saa har han aldeles forbrudt sin
Ret efter det anførte 5 B. 3 Cap. 3die og 12te Art.; Med mindre han enten
var Umyndig, og hans Formynder havde forsømt det for ham, da maae han
selv, naar han bliver atten Aar og indtil sex Uger over der nittende, lyse sin
Penge=Mangel, og har da sin Ret forbeholden efter den 2den Art. i ryve Aar,
VI. Deel.


98
det er til han har fyldt sit Otte og Tredivte Aar, eller og at han kand giøre
sin Eed paa, formedelst en uovervindelig Forhindring, som meldes i den 4de
Art. at have været aldeles uvidende om Lovbydelsen; da, naar af ham
ellers iagttages, hvad forhen er meldet, kand han i tyve Aar have Ret til at
løse det; uagtet hans første Penge=Mangels Lysning ey saa betimelig, som ellers
skee burde, var iagttaget.
5) Børn have endog Frihed til at indløse det Odels=Gods, som deres
egne Forældre har solgt, imedens de vare umyndige, og det indtil deres fem
og tredivte Aar, som er ti Aar efter deres Myndigheds Aar, i følge5
B. 3 Cap. 14 Art.
6) Vil den, som saaledes har indløst et Odels=Gods fra en længere ude
Beslægtet, igien sælge det, skal det første tilbydes den, som han kjøbte det af
efter den 8de Art.
7) Om et Odels=Gods endog bliver udlagt for Bøder til Kongen,
saa er dog Odels=Retten endda saa stærk, at de andre Odelsbaarne maae
løse det tilbage fra Kongen i ti Aar derefter, i følge den 9de Art.
8) Uagtet efter Loven ingen Fæste=Bonde maae jages fra sin i Fæsteha¬
vende Gaard, naar han holder sig efter Fæstet, saa maae dog en Odelsmand,
naar han selv vil beboe, og bruge sin Odels=Jord, og ey har anden Boepæl,
udsige sin Leylænding af Gaarden, efter Lovens 3 Bogs 13 Cap. 1 Art.
9) Enhver Odels=Eyer, som er Jord=Drot, det er som selv eyer Jorden
og Godset, maae selv hugge i sine Skove, efter3 B. 13 Cap. 3 Art.
10) Dersom en Odelsmand finder selv (det er ved sig selv, eller sine
Folk) Penge i sin Jord, da faaer han to tredie Deele deraf, da derimod an¬


96
dre Jord=Drotter ikkun faaer Halv=Deelen efter Lovens 5te Bogs
9 Cap. 4 Art.
11) Endelig er en Odels Eyere frie for at svare Odels=Skat af den
Odels=Gaard, som han selv beboer, efter de derom udgangne Kongelige
Skatte=Forordninger.
Af alt dette Foregaaende, som jeg forhaaber, ey aldeles til Unytte at have
anført, endskiønt det kand læses i Loven selv, og derfore er almindelig nok be¬
kiendt, sees da, baade hvad Odel er, og hvorledes forhverves, saa og
de Fordeele, som Odels=Eyere have frem for andre Hosbonder og Jords=Eyere,
hvorpaa ingen Odel er vundet; Og herpaa maae, efter mine ringe Tanker, de
Slutninger grunde sig, hvormed man vil besvare det store Spørsmaal:
Om Odels=Retten er Norges Jndbyggere til Gavn eller til Skade.
Dette meener jeg bedst at kunde viise, naar jeg igiennemgaaer de Grun¬
de, som den unævnte Forfatter anfører baade imod og for Odels=Retten; og
dernæst forestiller de store, og herlige Frugter, som komme af Odels=Retten,
hvorefter lettelig kand overlades til enhver retsindig dømmende Læser, selv at
overveye begge Deele, og deraf at giøre sig den Slutning, som synes dem meest
grundet, og med Sagens Natur overeensstemmende, da jeg har det sikkre Haab,
at Fordeelen vil falde paa min Siide, og det blive øyensynlig klart, at Odelen
er for Norge umistelig. Allerheldst jeg til Slutning vil, i Efterfølgelse af For¬
fatteren, fremsætte nogle Poster, som efter mine uforgribelige Tanker kunde tiene
til at forekomme de fleeste, og største af de mod Odelen giørende Jnd¬
vendinger. Efter denne af mig foresatte Maade, maae jeg da først igien¬
nemgaae, og saa vidt mueligt, aldeeles igiendrive de af Forfatteren imod


100
Odels=Retten anførte, og i mine Tanker alt for haarde Beskyldninger; Thi
paa den allerførste Siide begynder han med en Forestilling af de jammerlige
og ynkværdige Følger samt grove Synder, som denne Ret skulle foraar¬
sage: Men foruden at slige Bebreydelser synes baade alt for stærke, saa og alt
for almindelige og uden Undtagelse anbragte, saa formeener jeg og, der i saa
betydelig en Sag maae giøres Forskiel imellem de Følger, som umiddelbar
have sin Oprindelse af Odels=Retten, og de, som foraarsages ved Mis¬
bruget deraf, og som allene reyser sig af trettekiære, og onde Menne¬
skers Paafund; Thi skulde en god Ting afskaffes, fordi onde Mennesker
deraf tage Anledning at synde, og stifte noget Ondt, da maatte vel de
fleeste og bedste Anordninger i Verden gaae til Grunde. Meen=Ederie er
vel en stor Synd, og som vel ofte, desto værre, paa Tingene bedrives, men
skulle derfor den Rettergangs Maade med Eeds Afleggelse til Tinge, op¬
hæves, hvorledes vilde da vel en Dommer dømme i tvivlraadige Sager,
eller et Vidnes Udsigende, som benægtes, staae til troende. Naar det nu
ikke kand godtgiøres, at slige onde Følger have deres Oprindelse af Odels¬
Retten i sig selv, men alleene af Misbruget, hvilket jeg tænker tydelig at
skulle kunde viise i det følgende, saa synes mig og, at Odels=Retten ikke
saa gandske bør sværtes, og denne Jndbyggerne saa lang Tiid forundte
Herlighed saa ilde afmales, men vel, om mueligt, fra Misbruget friegiøres,
og efter nu værende Tiiders Omstændigheder, i visse Maader forbedres;
endskiønt onde Mennesker dog vel altid skal finde paa, at fremme deres
Hensigter, i hvor viselig, og vel overlagt en Anordning end maatte synes
at være.


101
J Henseende til Odels=Rettens første Oprindelse, da er det vist, at den
efter Forfatterens egen Tilstaaelse er meget gammel; Men, endskiønt jeg fri¬
ligen vil bekiende, at jeg lige saa vel som Forfatteren er alt for ubelæst, og ukyn¬
dig i de gamle Norske Love og Sagn=Skrifter (Historie) til at kunde slutte no¬
get vist herom, saa troer jeg dog, at det vel vil blive heel vanskeligt, om ikke plat
umueligt, at fastsætte den rette Tids=Alder, da Odels=Retten først tog sin Be¬
gyndelse i Norge, jeg siger i Norge, thi naar man vil see tilbage i Histori¬
erne, saa synes Gud selv ved Mosen at have været dens første Stiftere, eller i
det mindste at have givet Anledning dertil, ved det hos Jøderne anordnede 50,
saa kaldede Jubel=Aar, eller Friheds=Aar, da alle solgte Nb. faste Grun¬
de og Jorder; (men ikke Løsøre, som Kiøbstæd=Huuse, eller Boeskab) kom
tilbage til dens første Eyere, som derfor altid kunde siges, at have et Slags
Odels=Ret dertil. Men ellers om Gietning i den fald maae have Sted, tæn¬
ker jeg, ey at være langt fra Maalet, om jeg setter dens Begyndelse i de Tider,
da Norge var deelt i de mange Jarlskaber &c, og smaae Herredømmer &c, da
fast enhver, som eyede noget stort Gods, og havde nogle Folk derpaa, ansaae
sig, som en Eenevolds og Arve=Herre derover; og da disse af Harald Haarfa¬
ger, (a) og andre Norske Konger bleve undertvungne, have de forbeholdt sig
den Rettighed, at deres Godser stedse i deres Æt skulle forblive, som en Arve¬
Ret; hvilke Godser, jo meere deres Afkom formeerede sig, jo mere ere de mellem
dem blevne splittede ad, og formindskede, indtil de omsider ere blevne til enkelte
Bøndergaarde, hvorpaa endog i vore Tiider daglig kand sees Prøver, at store
(a) Hans Høyærværdighed Herr Pro Cancellarius Pontoppidan, i sin Norges Natur¬
lige Historie den 2den Deel, Fas. 462 giør Odels Retten endnu ældre, end fra
Harald Haarfagers Tiid.


102
Bønder=Gaarder blive deelede mellem Arvinger i mindre Deele, og derved be¬
1. 81
kommer ligesaa mange adskilte Odels=Sæder.
Ligesom nu paa den eene Side de Norske Odels-sEyere altid have været
meget forpikkede paa, at haandhæve denne Rettighed, anseende den baade som
en Herlighed over deres Godser frem for andre Jords=Eyere, saa og som det
tienligste Middel til at vedligeholde deres Slægt og Afkom, og at være en Muur
og Gierde for dem mod Kongernes tiltagende Magt, at de ikke skulle søge Ley¬
lighed, at trekke alle Jorderne til sig, og derved giøre Jndbyggerne, som til de¬
res Livegne: Saa holder jeg og for paa den anden Siide, at Kongerne enten
strax, eller i Tiden have indseet, at det var til Landets, og deres eget Bedste,
at vedligeholde saadanne deres Undersaatters derom fattede gode Tanker, og
derfor ikke allene have seet igiennem Fingre dermed, men end og ved Love ind¬
rettet og stadfæstet samme, thi som just Landets Jndbyggere den Tiid meest
lagde sig efter Søe=Reyser, og Udenriigs Krigs=Toger, hvori de forhvervede
sig baade Rigdom og Ære, saa var intet vissere, og meere uskyldigt Middel,
at trekke dem tilbage til Landet igien, og at opvække Længsel efter detes Fædrene¬
land, end en saadan hos dem rodfæstet Jndbildning, om en meere end almin¬
delig Høyhed og Herredømme over deres Odels=Godser, saa at de kunde være
forvissede om, at saa fremt de inden en vis Tiid, indfandt sig igien i deres Føde¬
land, kunde de altid have Ret til, at træde til deres Arve=Jorder, om end samme
i deres Fraværelse kunde være komne i Fremmedes Hænder.
Dete er da, i mine ringe Tanker, Anledningen til OdelsNRettens Oprin¬
delse, og som er meest overeensstemmende med de Tiiders Omstændigheder, men
om nu dette kand passe sig paa disse Tider, da alting er saa forandret, og om
de samme eller andre Fordeele deraf kand flyde for Rigets nærværende Jndbyg¬


103
gere; det vil nu viise sig, naar vi efter Løfte tage de af Forfatteren imod Odels¬
Retten anførte Besværinger hver for sig under Betragtning.
I.) =Først siger han: Giør Odels=Retten den, som kjøber et Odels¬
Gods, i sær om han ey forstaaer Lov og Rettergang eller har den Forsigtig¬
, hed at forekomme de paa følgende Uleyligheder, stedse uvis paa, hvad han eyer,
eller ikke eyer, vedligeholder ham i iidelig Usikkerhed og Bekymring, og for¬
hindrer ham at tillegge sig noget vissere, da han ey veed, om han kand blive
ved Gaarden eller ey.,,
Men hertil maae jeg svare, at jeg aldeeles ikke seer, at den Uleylighed for
Kiøberen kand flyde af Odels=Retten; tvertimod, jeg holder for, at ingen Eien¬
dom i Verden kand være meere sikker, end som Odels=Gods, thi Odels=Ret¬
ten, som hefter paa Godset, kand jo ey blive skiult for Kiøberen, da det efter
Loven til Tinge skal lovbydes, som før er meldt, og naar han da veed, at det
er Odelsgods, han kiøber, saa veed han jo og, hvad han skal rette sig efter;
skeer da af de Odelsbaarne ingen Penge=Mangels Lysning, inden det første Aar
er forløbet, saa kand han jo sidde i største Roelighed, efterdi de Odels¬
baarne da have forsømt deres Ret, og tabt deres Odel, med mindre de
Omstændigheder kunde indtreffe, som oven for er anført, og af Loven kal¬
des Forfald; hvorom han dog altid nogenledes kand vorde vidende: Der¬
imod, om de Odelsbaarne i Tide iagttager deres Ret efter Loven, saa er
det dog ikkun tyve Aar, som Godset bliver uvist i hans Eye, og imidler
tid kand han dog giøre sig samme saa nyttig, som han best veed, som sin
sande Eiendom, uden nogens Paa=anke, og naar han endelig skal viige
fra Godset, saa kand Parterne, (om de ellers selv vil) let komme fra hver¬
andre uden synderlig Trette, thi naar han har ladet sig Gaarden ved et
lovligt Syn tilskiøde, saa kand han ligeledes samme ved et Syn fratræde,


104
da han ikke har nødig, at overgive Godset, førend de af ham gjorte Forbedrin¬
ger, til Jordens og Landets beste, blive ham godtgjorte.
Men dette er just den
2) DDen anden Jndvending, at saadan et Syns Tagelse falder saavel
Sælger, som Kiøber, til stor Bekostning, da den ene vil have det høyere,
den anden lavere Priis sat.,
Men enhver seer vel lettelig selv, at dersom Parterne vil være eenige, og
nøyes med en Syns Forretning, saa falder kun Bekostningen for det halve
paa hver; og kand, hvor der er en retsindig Dommer, og føyelige Parter; me¬
get let afgiøres, allerheldst den Kongelige Forordning af dato 24 Febr. 1708.
saa tydelig foreskriver, hvad hver Dommer for slige Aastæds Forretninger maae
tage: Ere derimod Parterne ueenige, hvo kand da beklage eller undskylde dem,
om de ved deres Splidagtighed, giøre sig selv indbyrdes Fortred og Uleylighed.
3.) Dernest siges det, at Odelen hindrer Landets Bebyggelse; efterdi
j den nye Opsiddere ey tør bygge, endog de meest fornødne Huuse, eller
med bekostelig Ager=Rødning, og i andre Maader, søge at forbedre God¬
, set, saasom han ikke veed, hvor længe han kand blive ved Gaarden, eller hvad
, han ved Aftrædelsen kand faae til Erstatning for Forberedelserne, som vil an¬
i komme paa en nye Priissetning.,
Men i denne Post veed jeg ikke, om enten jeg eller Forfatteren har et
urigtigt Begreb, eller om han vil tillegge samtlige Norges Jndbyggere samme,
om denne Sag; Thi i mine Tanker er der intet i Verden, som meere kand,
og bør opmuntre Jndbyggerne til at rødde, og opbygge Landet, end som just
Odels=Retten. Hvad mon der vel være, som kand give en Fader større Lyst
at samle Midler, og forbedre sine Eiendomme, end det, at han sikkert veed,
at hvad han efterlader sig, skal komme hans Børn og Afkom til stedsevarende


105
Nytte? og det paa saa uryggelig en Maade, at, om end et Gods ved et ulyk¬
keligt Tilfælde, som kunde vederfares hans Æt, eller formedelst en vanartet
Besidderes Skiødesløshed kunde komme i Fremmedes Hænder, saa havde dog
de nærmeste i Slægtskabet endda ey tabt alt Haab, til at faae det ind igien,
naar de i en vis Tid efterlevede de derom foreskrevne Love: Jeg formeener alt¬
saa at Odels=Retten i Særdeleshed bør befordre Landets Oprøddelse, efterdi
enhver Odels=Eyere kand være vis paa, at hans havende Møye og Bekostning
gandske vist vil blive hans Æt og Afkom bestandig til Deel, med mindre de
selv ere alt for skiødesløse i, at tage deres eget Beste i agt.
Dette gielder nu i Henseende til Odels=Eyeren, som jeg holder for ey andet
kand, end herved opmuntres til, at sætte sine Arvinger i den Stand, at de ikke
skal have nødig, at afhænde deres Odels=Godser.
Hvad derimod Odels=Kiøberen angaaer, som egentlig denne Jndven¬
ding handler om, da synes vel dette Beviis paa den Siide, at være mere glim¬
rende, eftersom det er ey urimeligt, at han formedelst Eiendommens Uvished
kunde afskrækkes fra, at foretage sig nogen synderlig Forbedring: Men naar
man ret ved Dagens Lys vil besee det, saa falder det dog reent bort, og derimod
bliver uomstødeligt vist, at en Odels=Kiøbere, som ellers i sig selv er en for¬
nuftig og flittig Mand, ikke alleene tryggelig kand, men og opmuntres til at
forbedre sin kjøbte Gaard; og det uden Frygt for nogen af Odels=Retten derved
foraarsagende Skade, thi eenhver Odels=Kiøbere maae ved Købet endelig blive
viidende om, enten der ere Odelsbaarne, og i saa Fald, hvad heller de ere
myndige, eller umyndige; eller om der ingen Odelsbaarne er. Er der
da ingen Odelsbaarne, saa har han jo intet at frygte for? Men er der Odels¬
VI. Deel.


706
baarne, saa har han dog kun et Aar og sex Uger efter Loven at staae nogen
Vove, thi hvis de ikke inden den Tid lyse deres Penge=Mangel, have de jo for¬
spildt deres Ret, om de ellers om Kiøbet ere viidende; Lyser de derimod Penge¬
Mangel, saa er jo Kiøberen ikke længer i Uvished, og kand vel finde mange tilla¬
delige Udveye, enten i Mindelighed at affinde sig med Odels=Lyseren, eller med
hans Tilladelse end videre at beboe Gaarden, allermindst kand det afskrække ham
fra, at bygge fornødne Huuse, eller bringe ham til, at lade de derpaa værende
forfalde, saasom han ellers satte sig og sine i Fare for, ved Aftrædelsen at miste
Gaarden for meget ringere, end han kjøbte den, naar saadan Aaboed, og For¬
ringelse blev beviist. Er derimod Odels=Arvingen umyndig, saa veed han og,
hvor lang Tiid han ungefær kand have, inden han kand staae Fare for Lys¬
ning, og imidlertid kand han jo høste Frugten af sit Arbeyde og Flittighed;
Dette foregaaende er nu egentlig ikkun sagt om, for saa vidt den Uvished, som
foregives, at en Odels=Kiøbere er udi, i Henseende til Løsningen, kunde synes,
at hindre ham fra at forbedre Gaarden, og holde den i god Stand vedliige:
Men hvad nu Forbedrelsen i sig selv angaaer, da er den enten endelig nød¬
vendig, eller alleene nyttig. Den endelige nødvendige; som Jorders Giød¬
ning, Huuses og Gierders Vedligeholdelse, eller paa nye Opbyggelse og Jstand¬
settelse, naar de forfalde o. s. v. ere vel saadanne Ting, som enhver Eyere stedse
maae iagttage, om han ellers ey selv vil komme til kort, og, foruden det Ansvar
ham efter Loven : ande blive at tilregne, ey vil formindske sig selv den tilladelige,
og muelige Nytte han kunde have af sin Eiendom: Og kand jeg ingenlunde
ndbilde mig, at de Norske skulle være af saa slette Sindelaug, at en Odels¬
Kiøbere skulle for at fortrendige en Odels=Lyser med frit Forsæt, giøre baade sig
og ham skade.


11
Er derimod Forbedringerne af de nyttige, hvortil egentlig henhører de
af Forfatteren benævnte, som Agers=Rødning, Gaarders Forbedringer ved
Maschiners Indrettelse o. a. m., saa kand Odels=Retten ey heller skrække en
fornuftig Kiøbere derfra, allerheldst naar han seer hvad Tid han har for sig,
da det dog neppe er venteligt, at en Kiøbere vil strax i det første Aar, efterat
han har faaet et Gods, foretage sig store og betydelige Forandringer, og altsaa
kand han jo erfare, om nogen Odels=Lysning i det Aar skeer, eller ey, dernest
foruden at slige Forbedringer ham efter Loven i alt skal erstattes, og han da vel
kand vente, at deres Værd efter nærværende Tiiders Priis fastsettes, maae han
fornuftigviis og regne, hvad Fordeel han selv imidlertid har høstet af saadan
Forbedring: Saasom.
Om een havde kjøbt en Odels=Gaard, hvorpaa i første Aar var skeet Lys¬
ning af en Arving, som han forud saae, ey at kunde komme saa hastig i stand
at løse, og han da oprøddede en stor Mark, som han efter 2 Aar kom i stand
med, naar da Arvingen efter 10= 12 eller fleere Aars Forløb kom, at løse Gaar¬
den, og maatte give ham 100 a 200 Rdlr. for den nye Jord, ligesom den var
stor til, var da ikke de Penge vundet paa en andens Regning, foruden den For¬
deel, han i Brugs=Aarene deraf havde haft: Derimod, om Odels=Arvingen ikke
løste Godset, saa havde han jo Forbedringen til sin og sines Fordeel. Hvad
herimod kand indvendes angaaende den Maade, som de Odelsbaarne ofte faae
Penge paa, til at løse for, nemlig ved Forstrekning, da faaer jeg videre Leylig¬
hed, at tale derom her neden for. Jeg kand derfor ingenlunde see, at Odels¬
Retten hindrer Landets Dyrkelse, og Bebyggelse, tvertimod, naar den bliver ret
anvendt, bør den snarere befordre samme.
4) Siiges: At den foraarsager Falskhed mod Lov og Forordninger, i
det at Kiøberen formaaer Sælgeren, at lade sette høyere Kiøbe=Sum i Skiø¬


108
det, end han virkelig fik.,. Men da her selv tilstaaes, at, naar sligt skeer, om
det og nogen Tiid er skeet, som vel ikke paa Ord allene bør troes, da er det
Falskhed mod Lov og Forordninger; saa seer jeg ikke, at det kand siges at
være Odels=Rettens Skyld, som er Grundet paa Loven: men det kommer an
paa Kiøberen og Sælgeren selv: Og overalt, saa veed jeg endda ikke, om Odels¬
Retten derfor burde afskaffes; thi i saa Fald er jo Kiøberen saa meget desto
sikkrere for sine Penge, og kand imod den 3die Jndvending desheller opmuntres
til at forbedre og oprødde Marker og Jorder.
Men nu kommer vi til den
5.) Jndvending, hvor Forfatteren siger sig at komme til Høyden af all
Uretfærdighed og Ondskab, ønsker sig at turde blotte denne Skams og
Misgiernings Hemmelighed, hvorledes Formuende udpresses, og for¬
armede Enker og Faderløse forurettes.
Jeg maae tilstaae, at saadan Beskrivelse kand giøre den allerstørste Jnd¬
tryk hos Læseren, som billig maae falde i Forundring og Forskrekkelse, naar han
hører saadanne Klager i et Land, som frem for alle, kand roese sig af de ypper¬
ligste Love, og viiseste Forordninger til Ret og Retfærdigheds Fremme. Enhver
maae her have Aarsag at spørge; Hvor er det mueligt, at saa store Misgiernin¬
ger kand gaae faae ustraffet bort? Er da all Christendom, Dyd og Retfærdig¬
hed, Frygt for Straf, og Undseelse for Menneskene saa aldeeles i Norge udød?
Og hvor er det riimeligt, at under saa priselige og Christelige Regentere en Ret¬
tighed kand ved Love være stadfæstet, der giver Anledning til saa Himmelraa¬
bende Synder? eller at samme endnu kand finde Forsvar?
Men hertil maae det tillades mig at svare, at, skiønt jeg ikke vil negte, at
jo en eller anden utilladelig og uretviis Omgang i Odels=Sager kand begaaes,
saa formeener jeg dog, som jeg ofte forhen har meldet, at det af det foregaaende


169
er klart, at sligt ingenlunde haver Medhold i Loven, eller er grundet i Odels¬
Retten i sig selv, men kommer an paa en uretviis Dommer, og en ildesindet
Part, eller Fuldmægtig, og derhos vil jeg stadig haabe, at det ikke kand siges
saa almindeligt, som Forfatteren synes at give tilkiende, men at det snarere maae
regnes til Forfatterens alt for hastig dømmende Indbildning; og hans alt for
gode Tanker om samme, thi som han stadig har haft i Sinde, at sværte
Odels=Retten, og at afmale samme, som høyst skadelig for hans Fædreneland,
saa har han, mueligen af alt for stor Nidkierhed, ladet sig forleede til at bruge
saadanne Ord til dens Forkleinelse, som vel kunde opvekke Mistanke og en ond
Meening om samme, men dog vare af et alt for vidtløftig Begreb og Fortolk¬
ning, om de end og paa et eller andet Sted for endeel kunde synes, at være pas¬
selige; Og er det i mine Tanker et uimodsigeligt, og noksom øyensynligt Beviis
paa, at Odels=Retten aldrig har været mistænkt for at være en saa aabenbare
og nødvendig Aarsag eller Anledning til saa store Uretfærdigheder, som den her
tillegges, at den endnu uanfegtet staaer ved Magt, da den vel ellers, om slige
onde Følger deraf vare saa almindelige, for længst ved Love og Forordninger
var indskrænket, eller aldeeles ophævet; at jeg ikke skal tale om, som før er sagt,
at den udi mange brave Mænd, om hvis sunde Fornuft, grundige Jndsigt i
Lov og Ret, samt oprigtige Landelskende Hiertelaug ingen Tvivl kand bæres,
altid har haft, og endnu har sine Forsvarere og Talsmænd.
Men for at komme nærmere til Sagen, maae man da see, hvad det er,
som Forfatteren i sær klager over, og med saa heslige Farver afmaler: Og da
siger han: At den forvolder alt for kostbare Rettergange, som endes med begge
de trettende Parters Undergang; i det at visse Folk med Umag og Møye op¬


110.
ileede en eller anden fattig Odels=Arving, som de formaae til enten for lidet;
eller for intet, at laane sit Navn til Sagen, som anlægges,, for at udperse
Penge af Opsidderne; og derefter lade de Odels=Arvingen forblive i sin forrige
Elendighed. Men foruden at det ingenlunde er troeligt, at slige Lovstridige,
og underfundige Omgange, tvertimod den ellers saa bekiendte Norske Ærlighed,
og indbyrdes Kierlighed, skulle forøves; eller om det uventelig eengang kunde
skee; at det jo da med Afskye og Mishag ansees, saa sees tillige tydelig, at det
ingenlunde kand have Grund i Odels=Retten i sig selv, da det løber lige imod
Norske Lovs femte Bogs, tredie Capitels, syvende Articul, som endog viiselig
har forebygget slig Omgang, da den fastsætter, at om den som har Odels=Godset
i Eye, mistroer den, som vil løse det, at det skeer ikke for sig selv, men for en
anden, da skal Løseren sværge paa: at han løser det for sig selv og NB.
ikke for nogen anden. Naar nu denne Lovens Articuls Bydende bliver efter¬
levet, som staaer enhver Part frit for at paastaae; saa kand jo slig Underfun¬
dighed aldrig finde Sted, thi jeg vil ingenlunde troe, at nogen Odels=Arving
skulle være baade saa ugudelig, og saa taabelig, uden nogen, eller ikkun liden
Fordeel, at ville giøre en falsk Eed en anden til Tieneste, som til Taksigelse
derfor vilde skille ham ved sit Fædrene Gods, og lade ham blive i den forrige
Armod og Elendighed. Og skulle saadan uventelig Hendelse, eengang indtreffe,
maatte dertil siges, at ikke den allerviiseste Lov, end ikke Guds Lov selv, kand
forebygge Menneskenes Ondskab, at de jo daglig derimod paa een eller anden
Maade forsætlig synde, men derfor kand de dog ikke ophæves.
Videre siger Forfatteren: At Under=Dommere, Procuratorer, og
Laug=Rets=Mænd vidtløftiggiøre Odels=Sager med Udsættelser, unyttige


111
Granskninger, Reyser og Besigtelser med videre, anseende Odels=Tretter for
deres beste Jndkomster., Jtem. At det dog er ilde, baade at den, som har
en retfærdig Sag, skal kiøbe sig den til for Penge; Saa og at den, som
ningen Ret har, skal kunde faae den for Penge.,
Men hertil vil jeg kortelig svare. 1) At det er Sætning uden Beviis, og
havde jeg aldrig kundet forestille mig, at nogen skulle have fattet saa ufordeelag¬
tige Tanker om Norge, at de eengang kunde tænke, end sige troe, eller søge, at
overtale andre til, at troe, at Retten skulle være saa almindelig, og saa at sige
offentlig til Falls for Penge i det Rige, der med saa grundige, og ypperlige
Love er forsynet. 2) Om det end skuld være, at en Underdommere befandtes
saa forglemsom mod sin Eed og Pligt, saa er dog hverken han tryg for den
fortiente Straf, eller den forurettedes Ret derved forspildt, thi ved Jndstævning
til Høyere og Høyeste=Rer, kand han forvente, ikke allene selv at komme til
sin Ret, men endog at faae den uretfærdige Dommere vedbørlig straffet, naar
det ham overbeviises, da der haves heel ofte Beviiser nok paa, at Underdom¬
merne, ikke for saa grove, men langt ringere imod Loven begangne Forseelser,
paa det alvorligste bliver anseet. J det øvrige gielder her, hvad jeg ofte tilforn
og fra Begyndelsen af har erindret, at alt hvad der ikke har Grund i Odels¬
Retten i sig selv, men allene er en Misbrug deraf, bør ikke lægges den til Last.
Hvad angaaer, at Dommere, og Procuratorer udhale Sagerne sig til
Fordeel, da vil jeg gierne tilstaae, at der kand findes Procuratorer, hvorom
sligt kand siges, men hvorfor udvælge Parterne sig saadanne Fuldmægtige, og
hvorfor taale de, at unyttig Ophold af dem foraarsages, da i sær de Norske
Oels=Bønder for den største Del selv veed hvorledes Rettergang i Følge Lo¬
ven bør føres.


112.
Derimod have Under=Dommerne langt fra ikke den Friehed, enten egen¬
myndig, og mod begge Parters Villie, eller paa den ene Parts Begiering,
naar den anden setter sig derimod, uden paa nogen vis Tiid, at give Udsættelser
i Sagen, meget mindre paa egen Haand, og uden Parternes Begiering, at
foretage sig noget Syn, Reise, eller Begrandskning for at vidtløftiggiøre Sa¬
gerne, saa fremt han ikke vil underkaste sig Fare for, efter Loven at miste sit Em¬
bede, eller i andre Maader ansees. Endelig falder alt det, som denne femte
Jndvending melder om de store Penges Udgifter for fattige Odelsbaarne, alde¬
les bort, og bliver til intet, naar overveyes, at enhver Fattig, som ikke har
Raad, og Evne til at bestride sin Sags Udgifter, endnu har et stort, og usvi¬
geligt Hielpe=Middel derimod, som er den i vores Rettergang i Brug værende,
og nu omstunder temmelig overhaand tagende Benaading, som kaldes Fattiges
Hielp, eller Beneficium Paupertatis, hvorved han faaer den Fordeel, at
han uden en Skillings Bekostning, endog undertiden ved frie Procurator, kand
faae sin Ret: (hvor vidtløftig end Sagen maatte være) fra den allernederste til
den allerhøyeste Ret, udført, og oplyst; saaledes, at hverken Dommere eller
Skrivere maae tage noget for deres Umage, med Dommers og Beviisers Ud¬
stædelse. Hvorledes kand nu Retten her siiges, at være til Falls for Penge?
eller at Under=Dommere og Procuratorer skulle befrygtelig udtrække Sagerne
sig til Fordeel? da jeg neppe troer, at nogen Dommere, naar han ey maae
tage noget for sin Umag, skulde finde Fornøyelse i, at vidtløftiggiøre Sagen,
eller foretage sig fleere Reyser, end som Parterne, enten begge, eller een af dem
maatte forlange:
Og uagtet nu saadanne Bevilgninger gierne have den Jndskrænkelse, at
enten Sagen vindes eller tabes, skal ved Sagens Slutning Bekostningerne
erstattes af Forhververen, saa vinder dog den, som har en retfærdig Sag, det


41¬
derved, at ham aabnes en Vey til, at faae sin Sag oplyst, og udført uden
Bekostning, eller at have nødig, at udtælle i Forveyen store Penge=Summer;
og naar den da ved den sidste Ret er til endebragt, tillægges ham almindeligen
saadanne Omkostninger af sin Vederpart, som kand, om just ikke gandske stoppe,
dog ogenledes veye op imod de, han skal give til Retten, og Rettens Betien¬
tere. Altsaa falder jo alt det bort, som anføres om begge Parters Tab og
Ødeleggelse; Thi hvorledes kand der udkræves store Penge=Udgifter, naar
Dommerne uden Betaling skal forrette deres Embede, Skriverne uden Beta¬
ling udfærdige Sagens Breve og Beviisligheder, ja endog Procuratorerne selv
uden Betaling gaae i Rette, og føre Sagen liige ind for Kongens Høyeste¬
Ret? hvorledes kand begge Parter ødelegges, naar den der til Slutning vinder,
faaer af sin Vederpart sine Omkostninger erstattet, i det mindste for den største
Deel? og hvem kand vel siges at være Aarsag i den tabendes Skade, uden han
selv, thi naar han vidste, at have Uret at staae paa, hvorfor forfulgte han
Sagen?
6.) Siger Forfatteren, at Odels=Retten forvolder Opsidderens, eller
Eyerens Udpresning, saaledes, at naar en Odels=Arving lader lyse sin Odels¬
Ret, skulle Kiøberen, for at forblive i Roelighed af sit Kiøb, see sig tvunget til,
i Mindelighed at affinde sig med Lyseren.
Men det er her let at see, at denne Beskyldning trækkes, som ved Haare¬
ne frem, allene for at sværte Odels=Retten, uden skiellig Aarsag; thi da saadan
Behandling, om den nogensinde tildrager sig, er en blot Foreening imellem
tvende Parter, og ingen af dem er efter Loven, eller Fornødenbeden, uomgiæn¬
gelig tvunget dertil, saa staaer det jo enhver frit for, at lade og giøre, hvad
de finder for godt, naar da en Odels=Kiøbere, mueligens fordi han har faaet
Odels=Gods godt Kiøb, eller deraf haver store Fordeele, finder sig bedre tient
VI. Deel.


114
med at udgive en maadelig Penge til Odels=Lyseren, end som at overlade det
til den retmæssige Arving; saa seer jeg ikke at han kand klage over, at han skeer
nogen Fornærmelse, eftersom det kom an paa ham selv, hvilket han vilde giøre;
og dersom han enten godvillig vil viige Gaarden, eller han trøster sig til, derom
Sag at udholde, saa har han jo ikke nødig, nogen Aftingning, at indgaae; Og
altsaa seer jeg ikke heller, at denne Beskyldning kand komme Odels=Retten til
Last. Og endelig
7.) Siger Forfatteren, at Odels=Retten forvolder Fiendskab og Ueenig¬
hed imellem Parterne, og Slægtskabet; fordi den ene giør den andens Gier¬
ning til intet, naar en vil løse hvad en anden har sølgt; eller hvad tredie man
har kiøbt: Men hvor aldeeles upasselig, og ubeføyet denne Beskyldning er,
meener jeg enhver lettelig kand skiønne; thi hvorledes kand her stiges nogen
Fiendskab at kunde opkomme, eller bør have Sted? Mon nøgen Odels¬
Sælgere kand ventes at være saa misundelig, og nidsk mod sin Slægt, at han
skulle fatte Had til ham, fordi han kom i Stond til at indløse det Gods, som
den anden enten af Trang, eller Tvang, eller hvad Aarsag det og var, kunde
have solgt til en Fremmet; Sandelig jeg kand ikke forestille mig at saadan For¬
tredenhed skulle findes hos nøgen; og om end saa var; saa troer jeg snarere, at
Fiendskabet alt forhen har været i Hiertet, og følgelig kand Odels=Retten ikke
siges, at være Begyndelsen dertil. Vilde derimod en Odels=Kiøbere finde for
godt, at giøre sig vred, fordi en Odels=Løsere indfandt sig, saa finder jeg ham
ligesaa lidet beføyet dertil, eftersom han forud vidste, at det var Odels=Gods,
og altsaa vidste tillige hvad han kunde vente sig; hvorfore han ikke kunde have
større Føye til Fortørnelse, end enhver Leyere, eller Forpagtere, naar Eyer¬
manden selv fandt for godt, at benytte sig af sin Eyendom, og han da i lovlig
Tiid, blev derom advaret. Og altsaa formeener jeg, at denne Beskyldning,
ligesom alle de andre, falder af sig selv reent bort.


11
Med alt hvad jeg saaledes kortelig har anført af Forfatterens Jndven¬
dinger mod Odels=Retten, og igien efter min Jndsigt besvaret, formeener jeg
tydelig at have godtgiørt, at Odels=Retten i sig selv betragtet, og efter den Norske
Lov indrettet, ingenlunde kand siges, at være det Norske Riige, og dets Jnd¬
byggere skædelig; Og at alle de Beskyldninger, som Forfatteren har opregnet,
ikke kand ansees for andet end ubeviislige, og for saadanne, som hverken i
Odels=Retten findes grundede, eller for visse kand antages, da de sette en større
Klik paa det heele Norske Folk, end paa Odels=Retten; thi hver den, som læser
disse haarde Talemaader, om Enkers og Faderløses Forurettelser: Armes
Fortrykkelset, Meen=Ederes Begaaelse, og Høyden af all Urerfærdig¬
hed, maae jo fatte de allerufordeelagtigste Tanker om saadant et Land og Folk,
eller i det mindste troe, at Under=Dommerne ere de alleruretfærdigste Mennesker
paa Jorden. Vil derimod Forfatteren svare, at sligt allene om Odels=Retten
skal forstaaes, saa maatte man forestille sig, at Dommerne i alle Odels=Sager
skulle være uretfærdige, og derimod i andre Sager retsindige, og velskiønnende,
men hvor Modsigende denne Slutning er sig selv, synes mig er klart nok, og
at den ikkun behøver, at anføres, for uden videre Jgiendrivelse, at viise sin egen
Uriimelighed.
Alt hvad jeg derfore kand, og vil tilstaae Forfatteren, deels for ey at giøre
Sandheden mistænkt ved alt for ivrige Benægtelser, og for høyt opskruede Fore¬
stillinger om Platoniske Dommere og Parter; deels og fordi Erfarenhed iblandt
selv kand viise det, er dette, at der undertiden kand begaaes Misbrug paa een
eller anden Maade, med Odels=Retten, og dens Søgsmaal, endskiønt jeg
fridig tor benegte, at det hverken sker saa alindelig eler isaa høy en Maade,


116.
som der beskyldes for, men uagtet en god Tings Misbrug bør lastes, og om
mueligt hæmmes, saa bør dog Tingen i sig selv ey gandske ophæves, ligesaa
lidet, som fordi jeg kunde have ondt i en Finger, den heele Haand derfore burde
afhugges.
Hvorledes Forfarenhed har lært Forfatteren disse Beskyldninger veed jeg
ikke, men det veed jeg, at jeg hverken af Egennyttighed, eller andres Overtalelse
har fattet gode Tanker om Odels=Retten, men er i mit Begreb, og i min Sam¬
vittighed overbeviist om dens Nytte for Landet, og uagtet jeg vel ikke har stor
Forfarenhed i den Norske Huusholdnings=Maade, saa har jeg dog saa meget
af de Odels=Sager, jeg har fornummet til, at jeg er blevet overtydet om, at
Odels=Retten i sig selv, er til Jndkyggernes Understøttelse og Fordeel, undtagen
hvor Vrangsindighed eller Egennyttighed kand have forledt nogen Part til, at
begaae Misbrug dermed.
Efterat jeg nu saaledes efter mit Begreb, paa den ene Side har viist, at
Odels=Retten ingen Skade giør for Landet; Saa bor jeg nu paa den an¬
den Side igien viise, hvad Nytte den fører med sig. Men førend jeg begiver
mig dertil, møder mig igien adskillige Posier at besvare, thi som Forfatteren
dog vil viise sig, at være en retsindig og upartisk Talsmand, som forklarer begge
Parters Sag, saa har han og efter Foregivende vildet fremføre de Grunde,
som af nogle anføres til Odels=Rettens Forsvar, for samme derefter nærmere
at overveye.
Den Første er da: At der siges Odels=Retten at være en Herlighed og
Anseelse for Landet: Hvilket han ikke kand see, eftersom den ey gjør en Odels¬
Eyere meere Formuende, og derfor ikkun skulle være en blot Jndbildning; aller¬
heldst ingen Odel findes til Kiøbstæd=Gaarde, Bierg=Parter, Saugbruge,


11.
eller Herregaarde, skiønt de ere kostbarere, end mangen en Odels=Part: Her¬
til svares. Hvad Herligheden angaaer, da formeener jeg her neden for at
skulle godtgiøre, at den ingenlunde bestaaer i Indbildning, men i noget virke¬
ligt: Men at Odel ikke hefter paa saadanne Løsøre, som her fremsettes, det
har sin Grund i Odelen i sig selv, som ey kand hefte paa saadanne Ting, som
ere til i Dag, og i Morgen forkommes, og derfor allene falder paa slige faste
Eiendomme, som ey kunde forrykkes, og hvortil en Ret stedse kand haves, som
ere Jorder og Agre; saaledes kand jo ey heller noget Grevskab, eller Frie¬
Herskab oprettes af en Gaard i en Bye, eller Actier i et Compagnie, men allene
af fastliggende Grunde, og Eiendomme: Derfore finder jeg det ikke heller med
Loven, eller Odelen uovereensstemmende; at jo en Herregaard i Norge med
alt underliggende kand afhændes med Forbehold af Odels=Retten, om Eyeren
fandt sin Regning, derved, paa den Maade at sælge Godset.
Ligesom og Saug=Bruge upaatvivlelig komme under Odels=Ret, naar de
nemlig med Odels=Gaarde ere forbundne, hvorfra de ey maae adskilles. Ellers
vil jeg gierne tilstaae Forfatteren, at en Selv=Eyer=Bonde for sig betragtet
kand være ligesaa god, og lykkelig, som en Odels=Bonde, men at jo den sidste
har en større Herlighed, end den første, kand tydelig sees baade af Loven, og
af det jeg derom har anført, og end videre skal anføre.
Den anden af Forfatteren anførte, og bestridede Forsvars=Grund er; at
det maatte være Forældre og Børn en Fornøyelse; at naar hine bleve nødte til
at sælge, disse da kunde have Friehed til igien at indløse deres, eller Forfædre¬
nes Odels=Godser. Denne Grund er saa stærk, at han ey kand finde noget
betydeligt derimod at indvende; og derfor vil søge at viise, at den ey kand kom¬
me til Virkelighed; Thi siiger han: En Gaard maae vel selges enten af Ar¬
mod, eller for større Fordeel: Skeer det da af Armod, saa er Gaarden


118.
gierne forfalden, og Børnene kand da ikke komme i Stand til, at løse, eller
i Stand sette Gaarden: Men her sætter Forfatteren saadanne Sætninger for¬
ud, som vel ere muelige, men derfor ikke altid virkelige; thi først kand en Gaard
let komme ud fra en Slægt, uden at det just skeer formedelst Armod, eller større
Fordeel, men lad være det var af Armod; saa kand vel en forfaldet Gaard sel¬
ges af en forarmet Fader; derfor er det dog ingen Umuelighed, at jo Sønnen
kand komme i Stand til at løse den ind igien. En riig Fader kand avle en
fattig Søn, og en fattig Fader en riig Søn; kand Sønnen for Fattigdom ey
løse Godset, saa forbliver det jo hos Kiøberen, men kommer han i Stand til
at løse det, mon det da ikke være baade Fader og Søn en Fornøyelse, at see
sig igien i Besiddelse af sit Forfædre=Gods.
Sælges derimod Godset for større Fordeel saaledes, at Selgeren kand
faae flere Renter af sin Kiøbe=Sum, end af Gaarden selv, saa troer jeg vel
neppe, at nogen Arving vil skiøtte om, at løse den igien, med mindre at han er
i den Stand, at han kand trække de samme Jndkomster af Godset, som den sidste
Kiøbere, og altsaa kand det jo ey andet, end foraarsage baade Fader og Søn
en Fornøyelse, at see deres Fædre=Gods, med saa forbedret Fordeel igien i deres
Æt tilbage.
Men, siger Forfatteren, den rette Aarsag til sammes Nidkierhed for
Odelen er, at en Gaard paa 2000 Rdlrs. Værdie, kand enten af Forældre,
som deele i deres levende Live, eller af Skifte=Forvalterne nedsettes til 500 Rdlr.
for at bedrage baade Gieldnerne, og de andre Arvinger. Dog her synes mig
at Forfatteren glemmer baade Loven, og hvad han forhen har skrevet; thi om
en Arving finder sig brøstholden ved nogen Priissettelse paa en Gaard, saa har
han jo Tilladelse efter Loven, at lade tage Syn, doppelt Syn, og Over¬
Syn, det er ved 4re, 8te, og 16 Mænd over samme igien; desuden har hverken


116
Fader eller Moder lov til, ved Skifte og Deeling, saa høylig at fornærme en
Arving frem for den anden: Og hvad Gieldnerne angaaer, da ligesom de have
den samme Tilladelse, som Arvingerne, med Syn at tage, saa har det vel ikke
heller nogen Fare for, at de jo seer deres Fordringer inddrevne, enten paa een
eller anden Maade, saa længe der ikkun er noget at tage af. Betreffende der¬
imod Skifte=Forvalternes Behandling, at de saaledes skulle nedsette Gaarder¬
nes Priis; da, foruden at igientage, hvad jeg om Omvurdering har anført,
glemmer Forfatteren her, at han forhen har afmalet Underdommerne (hvilke
tillige paa Landet ere Skifte=Forvaltere) som de alleruretfærdigste til Enkers og
Faderløses Undertrykkelse, da han derimod herved giver dem det Vidnesbyrd,
at de viise sig, at være aldeeles frie for Egennyttighed, og Begierlighed efter, at
beriige sig paa andres Bekostning, eftersom, det er let at begribe, at jo høyere
en Skifte=Forvalter kand udbringe Stervboets Hoved=Stoel, jo større bliver
den ham deraf tilkommende Belønning; saa at det vel snarere var at befrygte,
at Gaardene bleve satte i en for høy, end for nedrig Priis, men om end og
saa var, at en Gaard, til den besiddende Arvings Bedste, blev sadt noget lavere
i Priis, end den i sig selv var værd, saa, naar det ikke var alt for betydeligt,
seer jeg dog ikke, at det var saa høylig at laste, efter forekommende Omstæn¬
digheder, eftersom Odels=Arvingen derved desto bedre kunde forbedre og bevare
Gaarden for sin Slægt; Saa at jeg ikke kand see, at Forfatteren har Føye
til, at trække noget heraf til sin Meenings Bestyrkelse; ikke heller formeener jeg,
at hvad han paa denne Post i Almindelighed har besvaret, er tilstrekkeligt til,
at til intetgiøre, og igiendrive dens Jndhold og Styrke til Odelens Forsvar.
Den tredie Grund, som anføres for Odelen, er, at den skulle give Folket
Kierlighed til Landet, og Mod at stride derfor. Dette meener Forfatteren li¬
geledes, at være en blot Jndbildning, da Gaardmænds Sønner søge alle Mid¬


120
ler, at blive frie for, at udskrives til Soldater, og, naar nogle udcommende¬
res, maae Huusmænd og deres Sønner mestendeels gaae.
Men her blander Forfatteren det sammen, som bør være adskilt, og giør
ikke Forskiel paa tvende Ting, som dog ere adskillige; thi jeg tilstaaer gierne,
at Odels=Retten ikke giver Lyst til at tiene, og lade sig indskrive for Soldat,
og derved at underkaste sig de Uleyligheder, som en Soldat ofte maae udstaae,
meget mindre giver den Lyst til, at lade sig udføre af Landet fra Gaard og
Gods, men derimod kand det ikke negtes mig, at den just giver Lyst til, at blive
paa Gaarden, og følgelig maae den give Mod til at være, ikke indskrevne Sol¬
dater, men frivillige og tappre Forsvarere af deres Eiendomme, hvorpaa i
Krigstider haves usviigelige Beviiser.
Den Fierde anførte Post til Odelens Forsvar, nemlig at den ikkun for¬
voldt 10 a 12 Processer om Aaret, og derfor ikke var, at forkaste; holder jeg
unødig, at svare noget paa, da jeg aldrig kand troe, at nogen for Alvor har
fremført saadan Forsvar for Odels=Retten, med mindre de ikke have gjort sig
tydeligt Begreb om, eller og have manglet Jndsigt i de Fordeele, den ellers fører
med sig: thi det kand vel aldrig tiene nogen Indretning til Bestyrkelse, eller Be¬
rommelse, at den ikkun er Aarsag til faa Tretter, men allene Forholdsviis til¬
veyebringe den et Slags Roes, at den, naar den settes imod det, som er værre,
befindes da at give mindre Anledning til Tvistighed, og Rettergange; saasom
vel ellers ingen fornuftige Mennesker slutter saaledes; Fordi den Sag forvolder
ikkun 10 a 12 Processer om Aaret, saa bør den antages: Men det er ikke værd
at opbolde sig ved saadanne skaldede Berømmelser, som mueligens anføres i
den Tanke, at faae Folk til at troe, at ey noget af større Vigtighed til Odelene
Forsvar kunde anføres, og at giøre det som anføres, latterlig og mistænkt.


121
. Endelig fremfører Forfatteren (efter sigende af egen Drift) den femte For¬
svars=Grund, nemlig, at Jndbyggerne selv er meget for Odels=Retten, hvilket
han og maae tilstaae, selv at have merket, men formeener derhos, at, som
Børn maae fratages det, som er dem skadeligt, saa maae og Odels=Retten ta¬
ges fra Bonden, da han formoder, at det vilde giøre en Eyere meere flittig og
forsynlig, efterdi de da ey havde anden Udveye, og bedre Middel til at vedlige¬
holde Gaarden for deres Æt og Slægt. Men her maae Forfatteren ikke tage
det ilde op, at jeg bruger hans Vaaben mod ham selv: Jeg tilstaaer ham gier¬
ne den Sætning, at, hvad der er Bonden skadelig, bør tages fra ham, men
derimod bliver jo den Satz fast; at, hvad der er Bonden nyttig, bør forblive
til hans Bedste, naar jeg da ikke allene har viist i det Foregaaende, at Odelen
ikke er skadelig; men jeg endog videre skal i det Efterfølgende godtgiøre, at den
er gavnlig, saa følger jo efter Forfatterens egen Grund=Sætning, at den bør
bestandig vedblive. Dernæst meener jeg og, at den Formodning om Bondens.
Forsynlighed ved Odelens Ophævelse, er aldeeles uden Grund, ja fører sin
Modsigelse i sig selv; Thi, dersom det er sandt, (som tilstaaes) at Bonden er
for Odels=Retten, og Odels=Ret allene falder paa Jorde=Gods, saa maae de
jo endelig have Kierlighed til Odels=Gaardene: Har de da Kierlighed til Odels¬
Sædet, saa maae de og stræbe, at forbedre, og vedligeholde dem, følgelig
maae jo en Odels=Eyere frem for andre, viise sig flittig og forsynlig; allerheldst
det, som i sær skal drive ham dertil, er den Kierlighed, han har for sine Arvin¬
ger, og den Fortrøstning, at hans Flid og Arbeyde skal gandske vist komme
dem til gode, som jeg før har sagt.
Derimod paa den anden Siide, dersom Bonden mister Odels=Retten,
saa mister han derved det, som giver ham særdeles Kierlighed for Stedet, føl¬
VI. Deel.


122
gelig forsvinder den Fyrighed og Drift, som han burde have til dens Forbe¬
dring; saasom han ey kand viide, om han arbeyder til Fremmedes eller sin egnes
Fordeel; og altsaa maatte snarere befrygtes, at Odels=Rettens Ophævelse
maatte giøre Bonden doven, og uforsynlig, end flittig og forsynlig.
Da jeg nu saaledes har igiennemgaaet, besvaret, og efter mine uforgri¬
belige Tanker tydelig godtgiort, at, alt hvad Forfatteren har fremført, enten
som Beskyldninger mod Odels=Retten, eller som Jgiendrivelser af det, som til
dens Forsvar kunde anføres, er aldeles utilstrækkelig til, at beviise, at Odels¬
Retten fører nogen Skade og Fordervelse for Norge med sig, saa falder det nu
mig til efter Løfte, at viise, om den kand siges, at være for Norge nyttig, og
hvori det da er.
Og maae jeg da først igientage, hvad jeg i Begyndelsen allerede har frem¬
ført, nemlig, at jeg her taler allene om Odels=Retten, saadan, som den efter
Lovens Forskrift bør være; frietaget fra all Misbrug, og Avindsyge trettekieres
Lovkroge; eftersom all slig Misbrug ikke kand legges Odels=Retten, men allene
de Misbrugende selv til Last.
Den første Fordeel af Odels=Retten er da, at den er en Herlighed og
Anseelse for Landet: Jkke just saadan en udvortes Herlighed, som ved første
Øyekast falder i Synet; saasom anseelige Bygninger, prægtig Huusgeraad,
og riige Eyere, men en saadan indvortes, at den ikkun falder i Sindet, og ikke
fornemmes før efter nøye Overveyelse, thi, dersom det er (som det vel altid har
været) en sand og vis Sag, at det stedse maae ansees for et Lands Herlighed,
at dets Jndbyggere, uagtet de leve under den høyeste Enevolds Regieriug, og ved
de forbindligste Love ere forpligtede deres Fædreneland og Øvtighed, ikke desto


123
mindre ere med saadanne Benaadinger og Frieheder frem for andre begavede,
at de kand have den grundige Tanke om sig selv, at, ligesaa stor og fast en
Eiendoms Ret, som Landet i Almindelighed haver til dem, og alt det, de til¬
høre, ligesaa fast og sær benaadedet Eiendoms=Ret have de igien over hver
Part af Landet, som de have, som deres eget, i Besiddelse, saa at de ikke allene
kand ansee sig, som Eiendoms=Herrer (Proprietarii) til deres Godser og faste
Grunde, men endog som særdeles benaædede, (specialiter Privilegiati) saa
maae det og være en unegtelig Sandhed, at Odels=Retten maae kaldes en Her¬
lighed for Landet, da enhver Odels=Bonde kand bryste sig af, at besidde med
sere Benaadinger, sine Olde og Ældre-Fædres Godser, og i den Henseende an¬
see sig, som en Arve= og Stam=Herre over sin Eyendom, og holde sig langt
bedre end en anden ikkun Selv=Eyer=Bonde. Men at saadanne Fortrin ikke
bestaae i blot Jndbildning, men i Virkelighed, saa behøves ikkun til Overbe¬
viisning derom at efterlæses, hvad jeg forhen fra Pag. 5 til 8. har anført, om
Odelens Friheder, som i Loven ere grundede: Og heraf kand tillige sluttes, at,
da Lovgiveren har givet Odelen et saadant Fortrin for andre Eiendoms=Retter,
saa har han baade selv anseet, og af sine Undersaatter har villet haft den anseet
for en Part af Landets Herlighed.
2.) Af Overbeviisning om denne Herlighed, og dens Besiddelse, kand
naturligviis ey flyde andet, end gode og høye Tanker om sig selv, og sin Eyen¬
dom, og deraf Kierlighed saavel til Eiendommen i Særdeleshed, som til
Landet i Almindelighed; thi, naar en Odels=Eyere seer, at han ikke paa noget
andet Sted eller Land kand erhverve sig nogen fast Eiendom med saadan Frie¬
hed, saa opvækkes han upaatvivlagtig til en sær Kierlighed for det Sted, hvor
hans Slægt har fæstet Boelig, og nyder slige Benaadinger, allerhelst naar


124
hans Forfædre har anvendt Tiid og Fliid derpaa: Men af saadan Kierlighed,
og Godhed for Stedet, kand umuelig andet end flyde sær Kierlighed for Landet.
3.) Af saadan Godhed for Landet, og i Særdeleshed for Stedet maae
vel unegtelig følge I) Længsel efter at forblive stedse paa Stedet, eller om han
er borte derfra, da at komme dog engang igien, til at blive der; Og altsaa
maae Odels=Retten være et Middel til, enten at holde, eller tilbagelokke Jnd¬
byggerne i Landet, (som er den tredie Nytte) og at dette ingenlunde er et blot
Sligende uden Grund og Virkelighed, kunde ikke allene med Personers Navn¬
givelse bekræftes, men er og klart nok af Forfatterens egen Tilstaaelse; da han
selv skriver, ikke allene at endeel af Odels=Bønderne ere meget derfore, men selv
endog anfører et Beviis derpaa i Oplænderne, som just ere de, der egentlig kand
have den største Fordeel af Odels=Retten, saasom de ere boende langt fra Søe¬
Kanten, og derfor allene have deres Næring af Jorden og Skovbrug, da der¬
imod de ved Søe=Kanterne, formedelst Handel og Søe=Reyser, erhverve Brødet
paa en anden Maade, og derfor ikke altid have saa stor Begierlighed efter at
forfølge, eller Tid og Leylighed til paa behørig Maade at iagttage deres Odels¬
Ret; Og er det saa langt fra at det anførte Exempel af den Oplandske Bonde,
der byttede et i Eyehavende bedre Gods bort for et ringere, hans Odels=Gods,
kand tiene til at anføres imod Odels=Retten, at det tvertimod strider for min
Meening, og er et tydeligt Beviis paa, hvor stor Kierlighed Odels=Retten
frembringer baade for Landet og Stedet. Af saadan Kierlighed til Stedet,
samt høye Tanker om sig selv og sin Eiendom, kommer og 2det et høyt og
tappert Mood (hvilket er den fierde Fordeel af Odels=Retten.)
Thi just den høye Tanke om sig selv, at besidde sin liden Eiendom, om
den ey var større end en Spurre=Reede, med fast liige Rettighed og Herlighed,
som den største Arve=Herre, opvækker uimodsigelig saadan Ærekierhed, at man


125
indbilder sig, ingen i sin Kreds for sig at bør have Fortrinnet, og derfore ikke
alleene med Foragt og Lunkenhed, men og med Bitterhed og Vrede anseer den
Fiende, som med Vold og Magt vil forstyrre, eller skille en ved saa kier en Eyen¬
dom, og da ingen anden Ret kand erholdes mod slige Landets og Jndbygger¬
nes indbrydende Fiender, end ved Vaaben og Værge, og tapper Modstand;
saa driver sligt dem til, ey at skye nogen Fare for at forsvare deres Land, med
Landet deres Love; og med Lovene deres dem derved forundte saa herlige Eyen¬
domme. Hvor tappre derfor de Norske stedse i Krigs Tiider have viiset sig,
behøves ikke her at anføres, da Tiids=Skrifterne (Historierne) noksom derom
bære vidne.
For det Femte, kand Odelen og tiene til at vedligeholde, eller i det mind¬
ste sammenholde Slægten; thi, som Odelen giør hver Odelsgaard til en Art
af Stam=Gods, saa kand de Odelsbaarne ansee sig hver, som en tilkommende
Stam=Herre, og derfor stræbe efter, at holde sig saa meget nærmere Stedet,
for desbedre at kunde passe paa sin Ret. Dette saavelsom hvad i forrige Post
er anført har foruden mig, tillige bemerket Hans Høyærværdighed Herr Pro¬
cancellarius Pontoppidan i hans Norges Naturlige Histories anden Deel
paa den 461 og følgende Siide, og da saa berømmelig en Mands ikke allene
Anseelse, men endog Troeværdighed, da han selv en Tiidlang har forestaaet et
Biskops=Æmbede i Norge, og følgelig er et øyensynlig Vidne, kand meget
hielpe til, at bestyrke min Sætning, saa vil jeg kortelig anfore hans egen Ord
derom, som et Beviis, der ey kand modsiges.
Paa den 461 Siide i den anden Part af Norges Beskrivelse siger han:
Desforuden har enhver Odels=Bonde noget af den Vanitet, at han agter


126
, sig og sine nesten som Odel for sin Adels eller Arve=Rettigheds Skyld,
bestaaende der i, at fra utænkelige Tider har Første=Fødsels og Jndløsnings¬
Rettighed her til Lands haft Sted, og saa bestandig Haandhævelse, at
, mangen en Bonde endnu beboer samme Gaard, som hans Fædre for 3¬
til 400 Aar, beviislig have eyet og beboet, viidere siger han paa den 463
Siide. Frem for det Slags Bønder som i Danmark kaldes Selv=Eyer¬
Bønder have de Norske Odels=Bønder dette forud, at ikke allene deres Odel
, er vissere og fastere i deres Slægt, formedelst Indløsnings=Retten, men, at
de og selv besidde deres Gaards=Herlighed, hvilken i Danmark er allene
, Adelige Hovedgaarde tilhørende., Jtem VVed Odelen heftes Bondens
Hierte til hans Føde=Stavn ved Haab om, at beholde den, følgelig ved Lyst
til at dyrke NB. og forbedre dens Eiendomme, som han saa vist og fast
kand ansee for sine egne, saa bliver og mangen Bonde=Søn, som i Lengden
, og efter andres Død seer sin Ret forud, desto heller ved Haanden,
Hvilket anførte jeg formeener tilstrekkelig nok bestyrker, hvad jeg her oven for
derom har meldet.
Men endelig for det Siette medfører Odelen en Nytte, for hvilken,
om aldrig noget videre til dens Forsvar kunde siges, og alt det andet var, som
indbildt og ubeviisligt, at ansee, dog for den Sags Skyld allene, burde den
holdes ikke allene for ypperlig, men end og for høyst umistelig, da denne store
Nytte falder enhver i Øynene, som er: At den er en uovervindelig og lykke¬
lig Hinder for, at ingen af de saa kaldede Herre= eller Adelige Sæde=Gaarde
i Norge kand opkomme; Men hvor ypperlig og ønskelig denne uomgiængelige
Følge og Virkning af Odels=Retten er for Norge, meener jeg af enhver lettelig


127
kand skiønnes, som allene vil giøre sig et lidet Begreb om, hvad Ulempe saa¬
danne Herregaarde vilde føre med sig for de Norske Bønder, om de fra frie
Bønder til Hoverie=Bønder, med Tiiden skulle forvandles, naar en formuende
Mand kunde faae Leylighed til at skrabe, saa mange Gaarde sammen, at han
deraf kunde indrette en ordentlig Herregaard, og ødelegge adskillige Opsidder¬
Gaarde, for at faae den saa kaldede Hoved=Gaards=Taxt: og bruge Opsidder¬
ne til Hoveriet: Men herudi er Odelen en høyst ønskelig Anstøds=Steen; thi
om end saa mange Gaarder, som dertil behøves, kunde sammenkiøbes, saa
kunde dog en eeneste Odels=Arving paa 3 eller a Skind &c. giøre den heele Gaard
ufuldkommen, og saaledes kaste det altsammen over Ende.
Som nu Forfatteren ikke har taget i Betænkning, at fælde den forud¬
satte Dom over dem, som ikke vare af hans Tanker, men endnu vilde forsvare
Odelen, at de enten vare uerfarne, eller egennyttige, og at beskrive dem med
de Ord, af visse Folk, som for sine Aarsagers Skyld, kunde maaskee faae Over¬
haand, saa maae det ikke fortænkes mig, at, da jeg i mine uforgribelige Tan¬
ker langt grundigere og bedre end han, har godtgjort min Meening, jeg da efter
Giengieldelses=Ret, vender Ordene om, og tænker, at ingen retsindig Land¬
Elskere kand søge, at bestride Odelen, med mindre de enten ikke nøye nok have
eftertænkt Sagen paa begge Sider, eller og forledes dertil af Sinds=Bevægel¬
ser, og Menneskelig Skrøbelighed, da de, eller nogen af deres maaskee kunde
have haft nogen fortredelig Odels=Trette, og derfore saa heftig raabe derimod;
thi saa egennyttige kand jeg ingenlunde troe, nogen at ville være, at de skulde
have Hensigt til, ved Odelens Ophævelse, at skaffe sig selv eller andre Leylighed,
til, at oprette de føromtalte Adelige Sæde=Gaarde, og bringe et saa frit Folk


128
under det forhadte Hoveries Aag; og saaledes for egen Vinding at giøre et heelt
Riige mindre lykkeligt.
Men paa det at ingen skal tænke, at jeg enten glemmer, hvad jeg forhen
har skrevet, eller er saa forgabet i mine Jndbildninger om Odelens Skiønhed,
at jeg ey kand see de sorte Pletter, som vanhelde dette deilige Ansigt; Saa vil
jeg ingenlunde negte, at der jo tidt og ofte, som Erfarenhed ogsaa lærer, skeer
stor Misbrug med Odels=Retten, og samme anvendes, i sær af egennyttige
Handlende til, tvertimod Lov og Forordninger, at tilsnige sig en ulovlig Brug af
de ved de fleeste Odels=Gaarder værende store Skovs=Parter, men saadanne og
deslige Misbruge er det just, hvilke, som skadelige Vand=Greene paa en god
Frugt=Stamme, skal afskiæres, og udryddes, for at bringe Træet til sine Frug¬
ters Fuldkommenhed, og sætte Odelen i sin rette Glands og Anseelse. Hvor¬
fore, da Forfatteren ved Brevets Slutning, har fremsat nogle Forslag til Ode¬
lens Jndskrænkelse; med hvilke jeg dog ikke kand være eenig, saa har jeg ikke
heller taget i Betænkning, at forestille nogle faa Poster, som efter mine ringe
Tanker, kunde tiene Odelen til Forbedring, overladende i det øvrige til vedkom¬
mende, og bedre oplyste Lovkyndige at paaskiønne, hvo af os begge ( Forfatteren
eller jeg) herved nærmest og best have truffet det af os ved disse Afhandlinger
foresatte Øyemaal, nemlig NORGES og de N0RSKE UviDER¬
SAACTEKES sande LyKSA7GHED. Og er da derom mine
uforgribelige Tanker følgende.
1) At Loven og hvad hdndil om Oelen er i Amindelghed blevet an
ordnet, fremdeles usvæket burde ved Magt blive. Men dog


221
1 2) Derhos gives et tydeligere Begreb om, hvorledes Odel vindes, nem¬
lig at Odel ey har Sted uden fra den opstigende Linie til den nedstigende, men
ey til Siide=Linien, saaledes, at om af tvende Brødre den ene faaer et Gods,
saa kand det vel blive Eyerens Børns, og videre Afkoms=Odel, men hans Bro¬
der, eller hans Afkom kand ingenlunde tilegne sig Odel derover: Ligesaa lidet,
som fordi en Broder kand ophøyes i Adel=Standen, den anden Broder eller
Afkom derfor vilde paastaae at være Adel. Dette, som har Grund i Loven,
anføres, for at forekomme den Tvistighed, hvorom jeg har haft Erfaring, at
være opkommet, da en Broder eller Børn paastoed, at løse en Gaard, som
den anden Broder havde forhvervet Odel paa og bortsølgt.
3) Holder jeg for, at skiønt Odel bør nedstige i lige Linie, saa længe
Afkom er til, saa kunde det dog synes gavnligt, at den i Side=Linien ikke frem¬
gik længere end til Fierde Leed indberegnet; hvilket og synes, nogenledes at
komme overeens med Norske Lovs 5te B. 5 Cap. 2 Art.
4) At Børn ey kand indløse det Odels=Gods, som deres Forældre have
solgt, førend de bleve fødte.
Endskiønt dette kand synes, at falde af sig selv i Øynene, saa veed jeg dog,
at derom ogsaa har været reist Sag, allene paa Grund af Lovens 5 B. 3 Cap.
14 Art. endskiønt den i mine Tanker er her aldeeles upasselig.
5.) Synes det ogsaa, at kunde medbringe megen Nytte, om den, som sæl¬
ger et Odels=Gods blev tilpligtet, i Skiødet altid at navngive den nærmeste
ham bekiendte Odels=Arving, til desto større Sikkerhed, og Underretning for
Kiøberen, samt melde, om Opbydelsen i følge Lovin paa behørig Maade og
Tiid var skeet til Tinge, og om ingen Odels=Arving sig havde meldet. Der¬
fore og
E.VI. Deel.


130
6.) Maatte den 1ste Art. i Lovens 5 Bogs 3 Cap. om Opbydelsen til
Tinge paa det nøyeste stedse iagttages.
7.) Holder jeg for, at det er en høy fornøden Sag, at Lovens femte
Bogs3 Cap. 7 Art. om Eeds=Afleggelse i opkommende Indløsnings=Tretter,
nøye blev efterlevet, hvorhos jeg og formeener, at den end yderligere kunde
skiærpes saaledes: At Odels=Løseren ikke alleene skulle giøre Eed paa, at han løste
Gaarden for sig allene, og ikke for nogen anden; men endog under samme
Eed forklare, om det var for egne, eller laante Penge han løste; og naar det
da befandtes, at det var for laante Penge, burde Laaneren ved Eed frasige sig,
ikke at skulle befatte sig med Gaarden, eller dens tilliggende i nogen Maade;
saa længe han lovmæssig nød sine Renter, i fald Hoved=Stolen ham ey strax
blev igien betalt.
8.) Jligemaade maatte den paafølgende 8de Art. efterleves, saa at, om
enten Odels=Løseren igien vil sælge Godset, eller og Laaneren og Pandthaveren,
maatte i Mangel af Renternes eller Hoved=Stoelens Betaling, tage det til sig,
Gaarden da først maatte tilbydes den første Eyere, fra hvem den blev udløst,
og staae ham og Arvinger til Løsning i Aar og Dag, og det da for den samme
Summa, for hvilken den fra ham blev udløst, med mindre Gaarden ved det ta¬
gende Syn, befandtes i bedre eller verre Tilstand, hvormed da burde omgaaes
efter Loven; Jtem at han ey da blev pligtig, at svare noget af de paaløbende
Renter, undtagen for det sidste Aar og Dag, i hvilket det stod ham til Løsning.
9.) Det maatte derfore befales, og nøye overholdes, at alle Gaarde skulle
sælges, og kiøbes ved Syn; og de for Dommerne ved Forordn. af 24 Febr.
1708 fastsatte Betalinger, paa skarpeste overholdes. Og endelig
10.) Maatte det af Dommeren og medtagne kyndige Mænd, ved slige
Syns Tagelser fastsættes, hvor meget Skovvirke aarlig kunde tillades efter


131
Skovens Beskaffenhed: hvilken Odels=Løseren, i Fald han ey formaaede at
betale sin Gield, eller Renter i reede Penge, skulle være pligtig, at give sin Giel¬
dener til Renters og Hoved=Stoelens Afbetaling, som da skulde regnes Odlin¬
gen eller Skyldneren til den høyeste Priis, som galdt paa nærmeste Ladeplads;
Og om nogen Gieldener fordristede sig til, meere end saaledes fastsadt blev, at
aftvinge sin Skyldener, burde han med høy Straf, eller Fodringens Forbry¬
delse ansees; Ligesom og Dommeren, om han nogen Sviig og Underfundig¬
hed, ved slige Syns Foretninger, enten af Parterne til Skade, begke, derfor
paa det alvorligste burde straffes.
Og disse ere da de Poster, som jeg formeener, at kunde tiene Odelen til
Forbedring, samt hvad jeg for nærværende Tiid veed, til dens Forsvar at kun¬
de frembringe; hvorvidt jeg nu herudi er grundet eller ey, overlader jeg gierne
andre at dømme om, men efter mine Tanker, kunde Odels=Retten ved disse fore¬
slagne Forbedrings=Poster, blive sadt i et klarere Lys, og mange Odels=Tretter,
endog de, som Forfatteren saa heftig bebreider den, forekommes. Jeg paastaaer
dog ingenlunde, at derved alle Tvistigheder skulde udrøddes, eller disse Tanker
at være aldeeles ufeylbare, thi saa længe vi ere ufuldkomne Mennesker, saa ere
og alle vore Gierninger ufuldkomne; Jeg er og forsikkret paa, at hvor viis og
fuldkommen en Lov end maatte udgives, saa er dog Menneskenes Ondskab altid
saa stor, at de kunde udfinde Middel til at fordreie den til deres Bedste, og deres
Næstes Fortred: Jeg vil derfor fælde samme Dom over denne Afhandling i sig
selv og dens Jndhold, som Hans Høyærværdighed Herr Pro=Cancellarius
Pontoppidan har fældet over samme Materie. Nihil humanum est per¬
fectum. Det er:


132
Alt hvad vi Mennesker os ville foretage.
Af Ufuldkommenhed dog iidelig vil smage.
Anmerkning.
Dersom Forfatteren af det niende Stykke i vort Oeconomiske Magains tredie Bind, haver
opsøgt de alleranseeligste Grunde, med hvilke Odels=Retten pleyer at bestrides af dem
der ynske dens Afskaffelse, da synes visselig Autor af nærværende Tractat, ikke mindre
grundig i at forestille Odels=Rettens ypperlige Gavn og dens Afskaffelses farlige Føl¬
ger. Begge Skribenterne fortiene Roes af Retsindighed og da den sidste er ingen
Normand, men dog, ex officio nobili, den Norske Odels=Rets Forfegter, saa kand
han paa den ene Side holdes for desto mindre partiisk, men paa den anden Side og¬
saa desto mindre ved Forfaring overbeviist om de skadelige Følgers Overvegt. Denne
sidste vil man herved ingenlunde have stadfæstet, men hiemstiller alting til Vedkom¬
mendes høyere Eftertanke. Hvem veed hvad Nytte denne liden Controvers om en stor
Ting, i sin Tid kand drage efter sig, enten saa eller faa.
it iit


No. V.
Et Brev
fra en ubekiendt Ven til en anden,
der giver sine
Betænkninger
for saa vidt
Fælledskabs Afskaffelse
kand være tienlig
i Landgodset,
og adskillige Forhindringer tillige som kand være i Veyen.


Høystærede Ven!
D¬
et han behager og melde mig fra en god Ven, der forlanger a
: vide min Betenkning, hvor vidt det kunde være til Forbedring for
Land=Væsenet i Almindelighed, naar Fælledskab, efter de sidst
idgangne Allernaadigste Forordninger, kundesaaledes paa Landet ophæves, at
een Proprietair som største Løds Eyere kunde allene tilhøre og blive en heel Bye
berettiget; maae jeg kortelig, saa vidt jeg forstaar deraf, og hvad jeg paa en
Tid af 40 Aar kand have practiceret af Land=Væsens Beskaffenhed sige, at
hvad jeg begriber deraf kand i visse Maade være Bonden saavel til Skade, som
Fordeel, naar Forordningernes rette Meening, der sigter hen til Landets Vel¬
færd, ikke bliver efterlevet som den burde, men muelig Proprietairen der eyer en
heel Bye, meere vil see paa sin egen Nytte og Fordeel, end sine Bønders Con¬
servation med at bringe dem i god Stand; Hvilke 2de Poster jeg her kortelig
vil anføre, hvor udi Skaden og Fordeel kand bestaae, som jeg dog overlader en
anden til nøyere Eftertanke, saa vidt jeg derudi tager feyl.


136.
I.) Bondens slette Tilstand er overalt bekiendt, at den meest foraarsages
af sterk Hovning og idelig Arbeyde ved de privilegerede Sæde=Gaarde der alt
meere og meere udbreder sig med Pløye og Sæde=Land, ey allene at de lade rødde
Jorder op i deres Enemerker, men end og ved Leylighed, naar Proprietairen er
Eyere af neste Bye ved Hoved=Gaardene, undertiden legger en, to, eller flere
Bønder=Gaarders Jorder under Hoved=Gaardens Drift, hvorved Hovningen
formeres med større Arbeyde, og Bønderne formindskes og bliver efter Haan¬
den et mindre Tal til et langt større Hov=Arbeyde, som jeg paa visse Steder
har observeret i en Tid af 20 a 30 Aar, hvor Bønderne nu har, ved saadan
Leylighed, dobbelt Hovning imod som de tilforne har haft, dette er Bondens
Skade og Forderv, saadøn Misbrug at forebygge, kand ikke skee naar Fælledskab
paa adskillige Steder blev ophævet, men snarere give Proprietairen Leylighed, alt
meere og meere at udviide deres Sæde=Gaarders Jorder og Tillæg, hvilket alt
at forekomme, kunde vel være tienlig, naar en Kongel. Allernaadigst befaling
udkom, at ingen Proprietair maatte nedlegge Bønder=Gaarde for at for¬
mere eller forbedre Sæde=Gaarde med slige ufri Hartkorns=Jorder,
hvilke allerede har foraarsaget paa mange Steder stor Arbeyde for Bonden, og
derved formindsket deres Tal, foruden andre Uleyligheder i adskillig Maader:
Jeg drister mig til at skrive, dersom Hans Majestæts Allernaadigste Lovs femte
Bogs 10 Cap. 48 Art. Nøye var bleven efterlevet, siden dens Publication
i Aaret 1683, at ingen Lands=Byer, eller Bønder=Gaarde, maa ødeleg¬
ges for at forbedre Sæde=Gaarders Avling med, saa havde maaskee
Lande og Riiger, saa vidt Bonde=Standen betreffer, efter min ringe
Skiønsomhed, adskillige Steder kundet florere i en langt ypperligere Til¬
stand under saa naadig og i sær fredelig Regiering, der, nest Guds For¬
syn, har vedvaret nu paa en Tiid af 40 Aar, allerheldst ingen extraordinair


Skatter eller Paabude har været Bonden paalagt, men meere taalelig end til¬
forne; dog alt dette kand endda ikke være eller blive Bonden tilstrekkelig til For¬
bedring, saa lenge hannem slig sterke Hovning er paalagt, han maae jo tillige
med sine Folk nesten hver Dag gaae til Hove, derved fortæres og opædes hvad
han skulde selge til Udgifterne, hans Bester, Vogne, Ploug og Redskab beder¬
ves ved idelig Hovning med Pløyning og Kiørsel, Proprietairens Arbeyde skal
altid forrettes paa beste og beleyligste Tiid, Bondens Arbeyde maa da giøres
bag efter naar det mangen Gang er for sildig, hvorved falder undertiden Mis¬
vext ind, og besverlig Efter=Høst; Hans Bester og Creature, hvoraf han skulde
have sit Tillæg, formindskes saa han mangen Gang maa kiøbe til sin Beset¬
ning og Sæde=Korn, i det Sted han burde have tilovers at selge til sine for¬
nødne Udgifter. Ved saadan Omgang bliver Bonden fattig og kand ikke fort¬
sette sin egen AvlsDrift med den Fordeel han burde, langt mindre forbedre sin
Gaard eller dens tilhørende i Mark og Bye som den allernaadigste Lov og For¬
ordninger tilholder, med at sette Steen=Gierder, kaste Grøfter, plante Piile og
levende Gierder, ogsaa videre, saadant tvivles ikke paa at Bonden jo forstaar,
kunde være til hans Nytte, men fordi han ikke kand formaae, eller har Kræfter,
at føre sligt afsted, maae det staae tilbage; han tænker da først paa det for¬
nødenste at faae noget til Føde og Underholdning, tillige hvad han skal svare i
Skatter, Land=Gilde og Folke=Løn, og dette kand give ham nok at overveye.
Foruden dette hvad nu saa vidt er meldet, der trykker Bonden ved det at Bønder¬
Gaarde nedlegges, og Jorden drives under Sæde=Gaarderne, bliver Bøn¬
derne i en Bye ligeledes bebyrdet naar de nedlagde Gaarde skal indret¬
tes til Huuse og Huusmænds Beboelse, thi det er begribelig, at Huusmænd
VI. Deel.


138
som intet har at pløye og saae paa, skal nødvendig leve af Gaardmændene i en Bye,
og hvor der findes mange Huuse, der gives altid Leylighed at besvære Gaardene
med Græs til en Koe og et par Stykker Faar om Sommeren, med et Stykke
Jord at faae til halve eller Leye, og noget Eng til Høe at slaae, for at foere sam¬
me Creature om Vinteren; nu meener nogle vel at Bonden trenger til Huus¬
mandens Hielp, som sandt er, men herpaa maa spørges, hvad Fordeel Bonden
kand have ved at give Dagleye, foruden og at miste sit Græs og Foering fra
Gaarden, imod at kunde benytte sig selv deraf, og derimod holde Folk for aar¬
lig Kost og Løn? Efter mine Tanker meenes at være bedre, hvor der i en Bye
var flere Gaarde og mindre Huuse; Jeg kand ikke sige at det er giørlig, at de
Bønder=Gaarder i en Bye som er nedlagt og Jordene henlagt under Sæde¬
Gaarderne, for en 20 a 30 Aar, kunde settes i forrige Stand og opbygges,
siden det vilde give alt for megen Modsigelse, formedelst adskillige Jnddeelinger
der er skeet med Grøft og Gierder udi Gaardernes Eenemerker eller Lykker,
men kunde dog paa saadan Maade forekommes, at herefter ikke blev tilladt
saadan Misbrug der vilde gravere Bonden alt for utaalelig med Gaarders Ned¬
leggelse eller Jorders Jndtagelse fra Byerne, hvorpaa vilde følge alt for strengt
Hov=Arbeyde, som forhen er meldt. Ligeledes maae efter min ringe Betænk¬
ning sige dette, at som der er stor Forskiæl paa Sæde=Gaardernes Tillæg, af
for omskrevne ufrie Hart=Korn eller Bønder=Gaards Jorde, saa er der og For¬
skiæl paa Hovningen, og naar en Proprietair saaledes har forbedret sin
Sæde=Gaards Jorder, at der enten halv eller en fierdendeel mere Grund
kand være henlagt til dens Avlings Brug, end tilforne, saa burde der
forskaffes flere Bønder til Hovningens Forretning, og ikke mindre, eller
og Proprietairen burde selv holde Folk og Bester med Vogn=Plov og


13.
Harve paa sin Gaard, for at lade drive selv og forrette saa megen Hovning,
som de tillagde Jorder til Gaarden kunde ansees for, lige imod Bønderne, saa¬
dan Skik hører man der bruges i Holsteen, der finder man store Sæde=Gaar¬
der, og ikkun faae Bønder dertil, hvilke drives over alt med Proprietairens
egne Folk og Bester, saavel med Pløyning som Kiørsel, lige imod deres Bøn¬
der, og derved finder deres Reigning dog vel holden, thi det er jo almindelig at
hvor der søges og kand faaes Herlighed, der vil og gierne møde nogen Besvær¬
lighed, nu vil min gode Ven vel svare mig herpaa: hvad Lettelse, eller reent ud
at sige, hvad Ret Bonden kunde vente med Lindring i sin Hovning at faae,
naar Proprietairen selv skulde drive de ufrie Jorder imod sin Villie, saa maae
jeg sige dertil, at naar Proprietairen ikke kand begribe sin store Fordeel med sin
Gaards=Forbedring, og tillige sine Bønders Skade, saa var det tienlig, at han
satte alting i forrige Stand og lod saa Bønder=Gaardene opbygge og legge
igien Jorderne til, fra Sæde=Gaarden, for derved at see, hvor vidt han kunde
profitere; ellers maa og siges som falder mig ind, at paa Magistratens i
Kiøbenhavn deres Gods ved Bistrup=Gaard i Siælland, er en meget
god Anstalt, i det at Bønderne veed aarlig, hvor mange Skiepper Land
enhver skal pløye, saae, og indavle i hver Mark for Forpagteren, tillige med
andet Arbeyde, og hvad Forpagteren videre vil have pløyet, saaet, og forret¬
tet, maae han med egne Folk og Bæster besørge, naar saadan en Skik kunde
blive almindelig paa de Steder hvor Sæde=Gaardene særdeles er forbedrede
med Pløye=Land, kunde det og blive en Lettelse for Bøndernes Hovning, og
kunde vel findes Middel, ved uvillige Mænd at taxere Sæde=Gaarders Jorde og
derefter reparteres paa Bønderne, hvad enhver kunde tilkomme at pløye, saae,
og indavle efter sin Gaards Hart=Korn. Naar saadanne Ting kom i Skik
og blev rettelig efterlevet, maae jeg da efter Løfte med et par Ord kortelig


140.
2.) Melde den Fordeel Bønderne kunde have ved Fælledskabets Op¬
hævelse i en Bye, som er fornemmelig, at de kunde indrette deres Mar¬
ker paa beqvemmeligste Naade til deres Nytte, Mageskifte deres Jorde
indbyrdes til Byen, ligesom det kunde falde enhver beleyligst, og indtage visse
Steder i Markerne enten til Græsning eller Pløyeland, saa og hvor 2de eller
flere Byer er lodtagen i en Mark, see at faae samme fraskilt, hvilket dog vil
give sine Vanskeligheder paa de Steder hvor en Byes Jorde i Fleng kand
ligge paa en anden Byes=Mark, saa vilde og maaskee falde besværligt ved Tidens
Længde, naar mange Gierder skulle opreyses, for at skille en Bye fra en anden
Byes Marker, at blive forsynet med Stavre og Giersel paa de Steder, hvor
der findes liden Forraad deraf, med mindre som forhen er meldet, at Bønderne
kand have saa megen Tid over fra deres Hovning, at de kunde forsyne deres
Indhegninger enten med Steen=Gierde, eller med Grøft og levende Gier¬
der, hvilket da alt efter min Skiønsomhed, kunde lade sig giøre, hvad enten at
Fælledskab i en Bye blev ophævet eller ikke, det lader sig og ikke ansee at Fælled¬
skab kand vel ophæves overalt, thi naar en Proprietair i een, toe, eller tre
Byer kand være største Lods=Eyer, og har intet videre Strøe=Gods, og andre
Proprietairer kand i samme Byer have een, toe, eller tre Gaarde, hvorledes
kand da største Lods=Eyere giøre Mage=Skifte naar han ingen andre Steder
har Bønder eller Jorde=Gods end i de samme Byer, hvor han er største Lods¬
Eier; Svares der nu at de maa lade sig beqvemme at tage Penge for samme
enlige Gaarde, saa er Spørsmaal i fald de ikke er eyere af meere end
200 Tønder Hart=Korn, hvorledes det da vil lade sig for handle, naar
samme derved skulde giøre deres Hoved= eller Sæde=Gaarde ufrie,
ellers saa vidt jeg kand begribe er Fælledskab i en Bye ikke saa skadelig, som
hvor tvende Byers Marker er i fællig sammen, thi hvad de første angaar som


141
boer i en Bye, enten de hører alle til een eller flere Lods=Eyere, saa retter heele
Byens Mænd sig dog efter de fleste i deres Paalæg og Vedtægter, i den Hen¬
seende de alle i en Bye nyder eens Ret efter deres Indretning, men de andre
nemlig tvende Byers Fælledskab i en Mark, kand ikke saa vel vorde eenige. Det
synes undertiden og tienlig, at naar der er enten en Selv=Eyer, eller andre fri
Bønder, der ikke forretter Hovning i en Bye, blandt de fleste som er beladt med
Hovning, saa drives altid de sidste ved det de seer de første at være forekommen
med deres Avlings Fortsettelse. Saa er og uimodsigelig vist, at det kand være
og blive til Fordeel for Bønderne i de Byer, hvor der ere mange Lods=Eyere, at
Fælleds=Pagten nogenlunde er indskrenket ved den Leylighed, der ikke maa
jages paa mindre end 20 Tønder Hart=Korn, den Nytte har Bonden deraf
naar vanskelig Veyerlig indfalder med sildig Høst, at Kornet ikke skal blive ilde
tilredt ved mange Heste og Hunde, Bøndernes Gierder og Grøfter bliver sparet,
hvorved ofte skeede Uhegn af Creature, naar samme ved Skiøtternes Jagen blev
ilde tilredt og nedtraadt. Vidre Betænkning over det Forlangde kand ikke gives
gode Ven denne Gang, end hvad jeg eenfoldig nu har skreven.
§. P. d. 4de Augusti 1761.
P. §. Dette maa jeg dog herhos melde, at endskiønt jeg har skreven noget
vidtløftig om Bøndernes Hovning ved Sæde=Gaarderne, saa er der dog iblant
megen Forskiæl, thi der findes og lemfeldige og fornuftige Huusholdere der vel
veed, baade i beleylig Tiid at føre Hovningen afsted ved deres Sæde=Gaar¬
der, og ligeledes har de fornødne Bønder, der med Magsomhed kand forrette
saadan Arbeyde uden Hinder; Dette kand og siges at der findes de Herskaber
og Proprietairer i Fyen, endog de besidder store Avls= og Sæde=Gaarder, at
deres Bønder med Lyst forretter deres Hovning, Aarsagen til dette kommer


142
deraf, de veed deres visse Arbeyde med at pløye, saae, og høste, indavle Korn
og Høe, udterske Kornet af Laden, føre samme med de feede Vahre til nerme¬
ste Kiøbsted i beleyligste Tiid, for Resten bruges Bønderne ikke til nogen extra
Kiørsel eller Arbeyde ved Hoved=Gaarderne, men Herskaberne holder selv Folk
tillige Heste og Vogne at kiøre alle lange og korte Egter, med Skovning, og
anden Huus=Gierning, som er for Bønderne en stor Lettelse, ja og foruden
forsyner Bonden med fornøden Vogn=Tømmer, saa og til sine Huuses fornøden
Vedligeholdelse giver ham Eege og Fyr til Under= og Over=Tømmer, hvorved
Bonden staar sig vel og findes i god Stand;
Til alt dette maae jeg sige, at Fiellebroe Eyere eller Herskab er et merkelig
Exempel. Ligeledes er og langt fra mine Tanker at Bønder i Almindelighed,
kunde være Hovnings frie, thi det var at reformere Lande og Riger; Hvorledes
skulle Arbeydet forrettes uden Hielp, ved saa mange Avls= og Sæde=Gaarder
der importerer saa stor Velsignelse af Korn= og feede Vahre til Lande og Rigers
Flor og Velstand? Og hvor vilde vel Bønderne faae de mange reede Penge fra
til at betale Hovnings=Penge med til Proprietairene? det kommer fornemmelig
an paa gode Huusholdere der forstaaer at treffe saadan Middel=Vey, at den
ene kand leve med den anden, og Bonden intet vidre Hovning paalegges end
hvad han efter sit Hart=Korn kand taale, jeg meener for Exempel en Bonde af
til 4 Tønder Hart=Korn kand ikke forrette saa megen Hovning som en anden
af e til 8 Tønder Hart=Korn, men tænker naar Bondens Hovning med Pløyen,
Kiørsel, og andre Forretninger blev inddeelt efter Hart=Kornet saaledes, at en
Gaard paa 3 til 4 Tønder giør ; Gaards Hovning, en anden Gaard paa 5
til 6 Tønder giør ? Gaards Hovning, og den Gaard paa 7 til 8 Tønder
Hart=Korn 1 heel Gaards=Hovning, og saa vidre, derved skeer eenhver lige
Ret, og naar Pløyning saaledes med alt anden Kiørsel er inddeelt efter advenant


14.
at i heel Gaard pløyer 1 Tønde Land, z Gaard 6 Skiep. og ? Gaard 4
Skiep. Land; ligeledes I heel Gaard kiører 4 Egter, 3 Gaard 3 Egter og?
Gaard 2 Egter; saa og ved Terskning efter Proportion at regne Maanetlig,
nemlig 4 Uger, r heel Gaard 8te Dage,  Gaard 6 Dage, og I Gaard 4
Dage, hver med en Karl, saa er ingen Bonde fornærmet ved det den ene bær
Byrde med den anden, naar det ellers ikke i andre Maade bliver dem overlegen.
Nu skulde vel og til Slutning gives nogen tydelig Forklaring over de 2de
Poster, gode Ven forlanger at vide, nemlig, hvilke de største Forhindringer er
som legges i Veyen for Fælledskabs Afskaffelse i Land=Godset? og der nest ved
hvilke samme lettest og vissest kunde overvindes uden vedkommendes Fornær¬
melse? Dette er vanskelig at give nogen sand Oplysning om saaledes, at alle
dermed kunde blive fornøyet. Hvad den 1ste Post er betreffende, saa heeder det
almindelige Ord, Bytte er ikke for hver Mands Bedste; uden Mageskifte kand
Fælledskab ikke hæves eller afskaffes, og der er mange Forhindringer i Veyen.
1.) Er en Bonde=Gaard bedre af Bygning end een anden. 2.) Den Bebøere
bedre Huusholder, rigere af Boehave, Besætning og Tillæg. 3.) Har
flere Mandskab af bedre Karle=Drenge og Sønner, hvormed Proprietairen i
Tiden ikke allene kand forsyne sit Gods og faae en øde Gaard vel besadt, men
tage et godt Fæste efter Mandens Død, saavel og undertiden af saadan en vel¬
havende Bonde=Søn, der kand see sin Lykke andre Stæder, med at løse og be¬
tale sit Pas, hvilket kand være Proprietairen lige saa fordeelagtig som det Bedste
fæste af en god Bonde=Gaard; alt dette mangler hos en slet Beboere, der er fat¬
tig og har ikkun lidet, endskiønt begge Bønder=Gaarde kand staae lige høyt i
Hart=Korn. 4) Er den Gaards=Grund og Herlighed i Mark og Bye bedre


144
af Bonite i en Bye og Sogn, der kand have Lykker, Indhegninger til Græs¬
ning, Skov, Tørveskier, med vidre til sin Gaard, imod en anden Gaard i et
andet Sogn af lige Hart=Korn, der har hverken Indhegninger, Skov eller Tør¬
veskier, men ald hans Agerland og Græsning ligger i Fleng med Byens
Marker, alle saadanne Uligheder vil giøre Forhindring i Mageskifter. 5. Veed
man ikke egentlig at sige hvoraf det kommer i een og anden Byer, da det dog
kand være vist i en og den samme Bye, at der findes de Gaarder af ringere
Hart=Korn, der har meere og bedre Grund i Marker og Indhegninger, end
andre sine Naboer, endog de kand staae høyere i Hart=Korn; spørger man en
Bonde hvoraf saadan Ulighed kommer, svarer han enfoldig vek, ja den Gaards
Efterkommere har høstet Frugt deraf, at Gaardens Beboere i Landmaalings¬
Tiid har taget vel imod Landmaalerne. Kand der være saadan Forskiel i een
og den samme Bye; hvad Ulighed maae der være imellem Sogner og Byer,
hvor der i een Bye og Sogn, falder slet sandig Jord der allene giver lidet af
Boghvede, Rug og Havre, imod andre Byer hvor der findes god Byg=Jord;
Saadan Forskiel findes mange Stæder i Fyen, hvor jeg er best bekiendt og længst
har omgaaet ved Land=Godser; hvorledes det kand være beskaffen udi de andre
Provintzer kand jeg ikke sige. Dette har man og formærket at der er stor For¬
skiæl paa Hoved= og Sæde=Gaarderne med tilhørende Bønder=Gods, at een er
sadt mindre, og andre meere i deres Hart=Korn, saa at paa et Gods hvor een
Bonde=Gaard af 4 til 5 Tønder Hart=Korn kand græsse og foere ligesaa mange
Creature, som paa et andet Gods, hvor een Bonde=Gaard af 7 til 8 Tønder
Hart=Korn ikke kand holde meere, hvoraf saadan Ulighed er kommen, forstaaer
jeg ikke. Alle saadanne Observationer overveyer en fornuftig Landmand nøye


145
naar han skal giøre Mageskifte: dette er min ringe Betænkning saa vidt jeg tør
skrive om de Forhindringer for Fælledskabs Afskaffelse. Den 2den Post er meere
besværlig at oplede paa hvad Maade det kunde skee uden Vedkommendes For¬
nærmelse; jeg drister mig ikke til at skrive meere herom, siden jeg finder andre
Patrioter der skriver om Land=Godsers Forbedring og Fælledskabs Afskaffelse,
at de holder ikke tienlig der skeer nogen Forandring udi Matriculen.
Anmerkning.
J denne Afhandling er noget meere og noget mindre, end det som Opskriften lader vente.
Til det sidste henregner jeg visse Forslag paa tienlige Midler til Felledskabets Afskaffelse.
Herom synes det, at den gode Forfatter haver tænkt noget meere og bedre, end hvad
han haver holdt for godt at udlade sig med, maaskee ikke uden Grund, efter sine Om¬
stændigheder. Men til det første Slags, henhører denne velforfarne Landmands nær¬
mere Oplysning og Anledning til Jndsigt i een af Hovet=Kilderne til Bonde=Standens
slette Vilkaar, endogsaa i gode Tider. Herved forstaaes det ubestemte Hoverie, hvil¬
ket jo længere jo meere maae blive Bonde=Standen til Byrde, deels i det, at mange
Bønder=Gaarde henlegges under Hovet=Gaardene, hvilket maa trykke dobbelt, da Ar¬
beydet forøges ved meere Avling, men Arbeydernes Tal tillige formindskes ved færre
Hovnings=Bønder Dernæst er det som paa mange Stæder giør Hoveriet, jo længer
jo meer, til Bondens utaalelige Byrde, visse hidindtil udyrkede Jorders Rydning,
Dyrkelse og Jndtagelse under Hovet=Gaardens Brug og til dens Forøgelse. Denne
Sag er nu i sig selv ikke allene ønskelig og god, men endogsaa saare priselig og det rette
Hovet=Middel til Herre=Gaardenes Forbedring, hvor dertil findes Leylighed og Anled¬
ning, ved nærliggende Overdrev eller anden brugbar Grunds Jndtægt og Hovmar¬
VI. Deel.


146
kernes ordentlige Inddeelning i fleres Skifter. Men dersom Herre=Gaarden ikke
skal ødelegge Bønder=Gaardene, da tilsiger baade sund Sands og naturlig Billig¬
hed, at det tilvoxende nye Extra=Arbeyd ikke bør paabyrdes hine gamle Arbeydere,
hvilke allerede havde nok i det sædvanlige, og hvis de faaer meere at drive for
Herremanden, maae drive deres eget desto slettere og uvilligere, ja med væmodige
Suk og til liden Velsignelse: Læs Jacobi 5 Cap. v. 4 Jeg kiender de Propri¬
tarier som i slige Tilfælde holde et par Plove for deres egen Regning og befinde
sig vel derved, samt have en god Samvittighed.
No.


No. VI.
Forsøg
Paa at opløse det første Problema i Fortalen til Danmarks
og Norges Oeconomiske Magazins 5te Bind,
lydende saaledes:
Hvilke ere de største Forhindringer,
som legges i Veyen for
Fælledskabs Afskaffelse
i Landgodset?
Og ved hvilke Midler kunde samme lettest og vissest over¬
vindes, uden vedkommendes Fornærmelse.
af
Jens Kirkerup.


§. 1.
D¬
et foresatte Problema indeholder tvende Spørsmaale i sig; det er
derfor nødvendig, om samme Problema grundig skal opløses, at
give paa ethver Spørsmaal i sær en nøyagtig Besvarelse. Men
ørend dette skeer, maae det være mig tilladt, at giøre en Beskrivelse paa det Ord
Felledskab, og at tilkiendegive, hvilken Forstand jeg forbinder med dette Ord.
Felledskab er en tilfelles Brug af 1) Agerland 2) Engbund 3) Græs¬
gang og Overdrift 4) Skovhugst, Jagtt, Tørvegraven og deslige,
imellem a) flere Byer b) flere Lodseyere i en Bye c) Beboerne af en
den samme Bye. Man seer lettelig, at jeg her tager det Ord Felledskab i
sin vidtløftigste Forstand, og at denne Definition passer sig til alle Arter af Fel¬
ledskab, hvilke vel ikke altid findes paa et Sted tilhobe, men dog tildeels maa
antreffes paa saadan et Sted eller i en saadan Bye, om hvilken man siger, at
den haver Felledskab.


150
§.2.
Enhver, endog de som ingen Jndsigt har i Landvæsenet, kand lettelig
skiønne, at saadant Felledskab, som det er enhver Landmand i sær, saa og det
gandske Land i Almindelighed skadelig. Hvor megen Uleylighed og Uenighed
foraarsager det ikke, naar 2 eller flere Partier ere om en Skorsteen? hvor be¬
sværligt og utaaleligt var det ikke for enhver Huusvert, om han ikke torde brygge,
bage &c. førend alle Byemænd havde været tilsammen, raadslaget sig derover
med hverandre, og derpaa gjort det Udslag, at det maatte være ham tilladt?
hvad som nu enhver gierne indrømmer mig at være skadelig og besværlig for en
Mand i sit Huus, det samme maae mig og indrømmes at være en Mand skade¬
lig og besværlig i Henseende til sin Eiendom uden for sit Huus. Dog jeg er¬
indrer mig, at jeg ikke her har nødig at bevise en almindelig bekiendt og for sig
selv talende Sandhed. Saa tør jeg ey heller vidtløftig anføre de store og vig¬
tige Fordeele, som vilde flyde af Felledskabets Afskaffelse, da det deels ikke er
forlangt i det foresatte Problema, deels overflødigt, da alle gierne tilstaae, at
det er nyttigt at rydde det Skadelige af Veyen.
§. 3.
Jeg begiver mig altsaa til det første Spørsmaal som lyder saaledes:
hvilke ere de største Forhindringer, som legges i Veyen for Felledskabg
Afskaffelse i Landgodset? Disse Forhindringer kand i mine Tanker føyelig hen¬
bringes til trende Classer. Til den første Classe høre de Forhindringer, som
giøres af Menneskene selv, og af Landmanden legges i Veyen, i Steden for de
skulde ryddes af Veyen. Til den anden Classe henhøre de Forhindringer, som
have deres Grund i Tingens Natur, eller som væsentlig og nødvendig med


151
Felledskabets Ophævelse ere forbundne, og endelig i den 3die Classesetter jeg de
Forhindringer, som vilde yttre sig, naar Verket virkelig blev angreben, i Hen¬
seende til dem, som bleve beordrede at bringe denne store og vigtige Forandring
til Fuldkommenhed.
§. 4.
Hvad nu I) angaaer de Forhndringer, som af Land=Manden og Lods¬
Eieren selv legges i Veyen, da skulde det vel ved første Øyekast synes mueligt,
at Folk kunde være saa daarlige at legge et Verk Forhindringer i Veyen, som
sigter allene til deres timelige Lyksaligheds Befordring, og altsaa af alle Kræf¬
ter at sette sig imod deres egen sande Velfærd. Men Mueligheden og Virke¬
ligheden lyser desværre! saa sterk i Øynene, at man uden aabenbar at tale imod
Sandhed og Erfarenhed, ikke kand negte denne Menneskenes Daarlighed.
Spørger man mig nu, hvilke og hvor mange ere disse selvgiørte Forhindringer?
da svares: Forhindringerne ere saadanne og saa mange, som det fordervede
menneskelige Hierte er i Stand til at frembringe. Jngen fortænke mig altsaa,
at jeg her ikke gjør nogen Specification paa disse Forhindringer. Dette er
mig og andre saa umueligt, som umuelig det er at angive alle Liste og Rænker,
som det onde Hierte er i Stand til at opfinde. Jeg lader mig derfor nøye med
at anføre de Motiver og Bevegelses=Grunde, som giøre, at Menneskene ved at
forhindre Felledskabets Afskaffelse, hindre deres egen Nytte og Fordeel. Disse
ere a) Frygt for Umage, Uleylighed og Bekostninger b) Manget paa Jndsigt
om Nytten af Felledskabets Ophævelse c) Ondskab, Had, Misundelse, Selv¬
kloghed, Egennyttighed &c. som alle have deres Grund i det menneskelige Hier¬
tes dybe Fordærvelse.


152
§. 5.
Jeg har 2) sagt, at visse Forhindringer vare nødvendig med Felledskabets
Ophævelse forbundne, og hvilke ere disse? Hertil regner jeg a) det store, vidt¬
løftige og besværlige Arbeyde, som ingen kand negte at vilde forefalde ved saa
mange nye Digers og Gierders Opførelse, Grøfters Opgravelse, Veyes An¬
leggelse &c. og dog som nødvendig ved Felledskabets Afskaffelse maa forudsettes,
b.) De store Omkostninger og Tids=Spilde, som saadan et vidtløftigt Arbeyde
udfordrer, og hvilke man ikke med god Samvitighed kunde paalegge Land¬
Manden, naar man ikke tillige vidste, at de gjorte Bekostninger i kort Tid rige¬
lig erstattes. c) Den store Vanskelighed at udfinde en saadan almindelig
Maalestok, som ved Landets Omvexling og en Herligheds Overladelse imod den
anden i alle Tilfælde kunde passe sig. Eller: den Vanskelighed at fratage den
eene sin Eiendom og Herlighed, og overlade det til den anden, uden derved at
fornærme nogen af Parterne.
§. 6.
Endelig og 3) er der ogsaa Forhindringer at finde i Henseende til dem,
som Verkets Udførelse betroes. Man treffer disse Forhindringer a) an i deres
Person og b) i deres Besoldning. En stor Capacite paa staaende Fod at be¬
legge forekommende Tvistigheder, en stor Retsindighed, uden Egennyttighed og
Persons Anseelse, at giøre enhver Lige og Ret; En stor Jndsigt i alle Land¬
Væsenet angaaende Ting, ere Egenskaber, som sielden antreffes og dog nød¬
vendig af dem udfordres, som vilde lade sig bruge som Redskaber til Felledskabets
Afskaffelse. J Henseende til deres Besoldning, og billige Betaling for deres
Møye og Tids=Spilde, da bliver det et vigtig Spørsmaal: hvor tager man


153
den fra? Skal den gaae af Kongens Casse, da Undersaatterne dog have Nyt¬
ten og Fordelen?
§. 7.
Vi have ved det første Spørsmaals Besvarelse lært at kiende Sygdom¬
mens egentlige Beskaffenhed; det er os nu saa meget lettere ved det andet
Spørsmaals Besvarelse at foreslaae de tienlige Midler til Sygdommens Hel¬
bredelse. Det andet Spørsmaal lyder saaledes: Ved hvilke Midler kunde
samme lettest og vissest overvindes, uden Vedkommendes Fornærmelse.
Vi maa, ville vi ellers grundig forfare, rette vores Øyemærke paa et hver
Slags Forhindringer i sær, saasom et Slags Forhindringer ikke kand vegryd¬
des paa den Maade og ved de Midler, som et andet Slags. Det første
Slags Forhindringer forefandt vi hos Landmanden selv. Ville vi rødde dem
af Veyen, saa maa vi først være betænkt paa at rydde de Motiver af Veyen,
som bevæge ham til at legge sin egen Fordeel Forhindringer i Veyen. Og
dette kand skee a) ved grundige Forestillinger, at den Ulempe han ved Felled¬
skabets Afskaffelse befrygter, ikke er saa stor, som han indbilder sig. b) ved sagt¬
modige Formaninger ikke modtvillig at sette sig imod en saa naadig Konges Vil¬
lie, som allene søger sine Undersaatters timelige og evige Velfærd. c) ved Op¬
muntringer og smaa Belønninger for dem, som bevise sig villigst og ivrigst til
at iverksette den beste Konges Villie. d) ved Trudseler og vilkaarlige Tvangs¬
Midler for dem, som ikke med det Gode vil lade deres Ulydighed og Haard¬
nakkenhed fare.
§. 8.
Det andet Slags Forhindringer have vi seet at være grundede i Tingens
Natur selv. Man vente altsaa ikke, at jeg kand foreslaae saadanne Midler,
som ere tilstrekkelige at rydde disse Forhindringer af Veyen. Disse Forhind¬
VI. Deel.


154
ringer ere væsentlige, og kand altsaa ikke afskaffes, uden Tingen selv afskaffes,
det er, uden Felledskabets Ophævelse selv afskaffes og til intet giøres. Dog
kand disse Forhindringer ikke fuldkommen afskaffes, saa kand de dog mindres og
lindres, og naar vi have viist, hvorledes dette kand skee, saa mene vi at have
gjort, hvad af os i denne Tilfælde med rette kand forlanges. Jeg har 65 an¬
ført 3 Arter af dette Slags Forhindringer. Den første Art kand mindres og
lindres a) naar enhver Egns Situation nøye iagttages, og deraf en fornuftig
Slutning giøres, hvad for Slags Indhegninger sig best passer paa dette Sted,
hvor de korteste og beqvemmeste Veye kand anlegges, om Gierderne bør af
Gierdsel, Steen eller Jord opføres, om Grøfter ikke paa sine Stæder ere tien¬
ligere end Gierder, hvor de beqvemmeste og nyttigste Vandledninger kand giø¬
res &c. b) naar Landmanden ikke saa vel med sine egne Folk, som med samlet
Magt af een eller fleere Byer, for et godt Ord eller nogle Tønders Ølls Ud¬
skienkning, faaer de nyttigste og vigtigste Forandringer paa sine Marker iverk¬
sat. c) naar alle tillige forpligtes at sette Haand paa Gierningen, og den Dovne
saavel som den Flittige anholdes at forrette sin Deel af det ham tilkommende
Arbeyde.
Den anden Art Forbindringer har deres Grund i de første, da det er klart,
at Omkostninger og Tids=Spilde ere i en høyere eller mindre Grad fornødne,
eftersom man paa en mere eller mindre fornuftig Maade griber Verket an.
Stiger Arbeydet selv, saa stiger tillige Omkostningerne og Tids=Spilden, for¬
mindskes Arbeydet, saa maa ogsaa Omkostningerne formindskes. Vil man
altsaa, saa meget mueligt, mindre og lindre denne Art af Forhindringer, saa
maae man søge at stoppe Kilden, det er, man maae fornemmelig være betænkt
paa at formindre den første Art Forhindringer. Den zdie Art Forhindringer
forringes og formindskes, naar a) en Byes Marker, Enge, Overdrifter &c. blive


15
ligesom slaaet i en Massa b) de væsentlige og tilfældige Egenskaber, (de maa nu
være onde eller gode) hvori det ene Stykke Jord differerer fra det andet, vel
overveyes og i Betragtning tages c) enhver Beboere faar sin Andeel af det
slette, middelmaadige og gode, ligesom det kand ham i Henseende til sit Hart¬
Korns Størrelse tilkomme d) naar uvillige Taxeringsmænd taxere den Nytte
og Fordeel, som en vis Herlighed, der nu mistes, har indbragt sin Besiddere,
og Besidderen derefter enten paa den ene eller den anden Maade holdes skades¬
løs. Skulle man nu ved at iagttage disse 4 Punkter ikke endda kunde forekomme,
at jo en eller anden blev noget fornærmet, saa bliver det dog en Sandhed, at
Felledskabets Afskaffelse holder den Fornærmede fuldkommen skadesløs.
§. 5.
De 66. anførte Forhindringer skal en høyviis og naadig Regiering best
vide at raade Bod paa, ved at forordne et tilstrækkeligt Antal af Lov= og Land¬
kyndige, Øvrigheds=Personer, og andre Embedsmænd, som baade kand og vil
iagttage, hvad som til et saa vigtig Verks Udførelse udfordres.
Hvem veed, om ikke en eller anden retsindig og velhavende Patriot vil lade
sig bruge som et nyttigt og dueligt Redskab, uden at forlange Betaling? Og
i Henseende til de Personer, som nødvendig maatie salareres, da kunde vel for
det første deres Salarium forestrekkes dem af Kongens Casse; men samme maatte,
og kunde med Glæde betales, naar Undersaatterne høstede Frugten af Felled¬
skabets Afskaffelse.
§. 10.
Af det som er anført, lærer man dette: At et saa stort og vigtigt Verk,
som Felledskabets Ophævelse i Kongens Riger og Lande, visselig har sine store


156
Forhindringer og Vanskeligheder, men at Forhindringerne dog ikke ere store
nok til at forhindre Verkets Fortgang, saasom Nytten af denne Forand¬
ring vidt vilde overstige den havde Umage og gjorte Bekostninger. Jeg
tilstaaer i det øvrige, at jeg haver ikkun kortelig berøret denne Materie,
skiønt jeg ikke veed, om min Korthed kand legges mig til Last; da jeg
troer, at de høye Mænd, hvis Prøvelse, Jndsigt og Skiønsomhed, dette
Forsøg overgives, bedre lade sig gefalde en tydelig Korthed, end vidtløftig
Dunkelhed.
No. VI.


No. VII.
Patriotiske Tanker
over
Det i Fortalen til det 5te Bind af Danmarks og Norges
Oeconomiske Magazin opgivne Iste Problema
angaaende
de største Forhindringer
for
Felledskabs Afskaffelse
i Landgodset,
Og ved hvilke Midler samme lettest og vissest kand over¬
vindes, uden Vedkommendes Fornærmelse
Jndsendte ved Aarets Slutning 176
af
L.


J¬
blant alle de Problemata, som i de 5 allerede udkomne Bind af
det Oeconomiske Magazin, ere blevne fremsatte til almindelig
Undersøgelse og Opløsning, er efter mine ringe Tanker, ikke no¬
Spørsmaal: hvilke ere de største Forhindringer, som legges i Veyen for
get af større Betydenhed, end som det i sidste Tome opgivne
Felledskabs Afskaffelse i Land=Godset, ved hvilke Midler kunde samme
lettest og vissest overvindes, uden Vedkommendes Fornærmelse?
Jngen kand nægte, at det jo har sin store Nytte, at dyrke Heedene i Lan¬
det, at anskaffe beqvemme Plove, at udrydde Ukruddet af Landmandens Ager,
at forbedre hans Sæde=Korn, at ophielpe hans Stutterie, at lære ham at
bygge bestandige og nyttige Huuse, at forskaffe ham tienlige Terske=Maschiner,
at befordre Populationen, at skaffe fornøden og bestandig Tørve=Skiær af¬
veye, og sette Fiskerierne i bedre Stand: Men da jeg troer, at enhver maa
tilstaae, at Agerdyrkningens ubehindrede udvidede og forbedrede Drift er den
største Hoved=Kilde til Jndbyggernes Næring og Rigernes Velstand, og alt¬
saa Hoved=Sagen, hvorpaa den største Fliid maa anvendes, for at bringe sam¬
me i ønskelig Floer, saa bliver uden ald Modsigelse ingen Foretagelse af større
Vigtighed og Nytte, end som først og fornemlig derpaa at arbeyde af
alle Kræfter, at man kand komme efter de allerstørste Anstøds=Steene,
og rydde dem af Veyen, som hidindtil saa mærkelig har hindret Ager¬


160
dyrkningens Fremgang, at samme hidtildags paa de fleste Stæder i Landet
ikke har kundet drives paa den rette Foed, eller til den rette muelige Fuld¬
kommenhed;
Thi hvad kand det hielpe, at dyrke de i saa mange Aar udyrkede Heeder,
naar den meeste forhen dyrkede Jord i Landet bliver ilde dyrket, af Mangel paa
god Indretning? hvad kand det hielpe, at anskaffe beqvemme Plove, naar
man mangler Friehed, og en beqvem Leylighed til at bruge dem efter Ynske? Hvad
kand det hielpe, at give Landmanden gode Raad til at dempe sit Ukrud, og
faae godt Sæde=Korn til hans Ager, naar han in statu qvo, dog ey kand
vendte at avle nogen tilstrækkelig Frugt derefter? at skaffe ham mange og gode
Heste, naar han ey kand avle godt og overflødigt Græs og Korn til at forsyne
dem med? at give ham Forslag til gode Huuses Bygning, naar han intet klæk¬
keligt kand indavle til at fylde dem med? at skaffe ham gode Tærske=Maschiner,
naar han har lidet eller intet at bruge dem til? at befordre Jndbyggernes Til¬
vext, naar de ey faaer meere Leylighed end som hidtildags, til at udbrede Jor¬
dens Grøde, tillige med deres Afkom, til deres Underholding? at skaffe dem
Forraad til at brende, naar de har intet at bide?
Alle disse forommeldte Artieler ere vel vigtige og nyttige udi sig selv, men
dog ikke Hoved=Sagen, ey heller kand de fleeste af dem iverksettes med ret For¬
deel, saa længe Landvæsenet ikke kommer paa en anden Foed, i Henseende til
sin Indretning.
Fiskeriernes Opkomst er vel i sær en betragtelig Sag til Rigernes Næring,
som ikke staaer i nogen synderlig Connexiou med Agerdyrkningen, og man saa
meget desmindre bør forsømme, som det er en stor Velsignelse af Forsynet, der
nægtes saa mange andre Lande, og kand erholdes med mindre Arbeyde og Be¬
kostning af Vandet, end som den Næring man skal have af Jordens Dyrkelse
Men hvor smaa og smalle ere ikke de Districter, ved Søe=Siderne, og Jnd¬
byggerne faae, der har Leylighed til at nære sig af Fiskerie, imod det øvrige heele
Land, og store Antal af Jndbyggerne, der maa bruge Agerdyrkning?
Altsaa er da Agerdyrkningen det Allervigtigste, som det Hoved=Middel,
der skal ernære de allerfleeste af Landets Børn, og følgelig den Omsorg og Be¬
møyelse allermeest magtpaaligaende, at man ey allene kand opdage de største For¬
hindringer, som kand holde, og hidindtil paa de fleeste Stæder virkelig har hol¬
det sammes rette og fuldkomne Drift tilbage, mens endogsaa udfinde de beste
Midler, hvorved slige Forhindringer beqvemmeligst kand ryddes af Veyen.


161
Jblandt disse Forhindringer er i Almindelighed ingen større, end det
skadelige Felledskab, og saa lenge samme vedbliver paa den gamle Foed
i vore Lande, er det forgiæves at forvendte Agerdyrkningens rette Op¬
komst, forgieves at foreskrive Raad og Regler til Jordens bedre Brug og
Dyrkelse, hvilket kommer mig for, som at opmuntre een til at gribe stærk om¬
kring sig saa længe man lader Hænderne paa ham være bundne, som at sette
en nye Klud paa et gammel Klædebon, og at flikke udvortes paa et sygt Legeme,
uden at curere Sygdommen fra Grunden af:
Felledskab i Landvæsenet er egentlig 3 Slags, nemlig Felledskab imellem
adskillige sammengrændsende Byer, Felledskab imellem hver Byes adskillige
Lodseyere, og endelig Felledskab imellem samtlige Beboere udi en hver
Bye, i Henseende til deres enten uskiftede Jorde, eller sammenblandende Ager¬
og Eng=Stykker.
Et hvert af disse Felledskaber er høystskadelig og hinderlig i Agerdyrknin¬
gens Forbedring; thi hvad kand derved udrettes, saa længe enhver Bye, en¬
hver Lods=Eyere, ja enhver Beboere ikke er sat i Stand til at raade for deres
eget, og giøre sig det saa nytiigt, som de best veed og kand, men skal derudi
hindres og holdes tilbage af andre:
Saa længe som det første gamle Felledskab imellem Byerne staaer ved
Magt, kand det kun lidet nytte, at det andet Felledskab imellem Lods=Eyere op¬
hæves: saa længe som det andet Felledskab imellem adskillige Lods=Eyere i een
og samme Bye bliver ved, giør det ey lettelig godt, med mindre anden Anstalt
føyes end som hidindtil, at tænke paa det tredie Felledskabs Ophævelse imellem
Beboerne selv indbyrdes, og saa længe dette sidste Felledskab ey ophæves, er li¬
det eller intet vundet ved, om end de 2de første afskaffes; thi hvorfor mon vor
allernaadigste Konge i adskillige derom for lang Tiid siden udgangen Forord¬
ninger saa meget driver paa, at ey allene enhver Bye skal have sin Eiendom
for sig selv, uden Felledskab med andre, mens endog, saa vidt mueligt er, ikkun
een eneste Lods=Eyere? Mon ikke derfor fornemlig, at saadan Lods=Eyere der¬
ved desmeere ubehindret kand settes i Stand til at foranstalte allehaande tien¬
lige Forbedringer udi enhver Bye, efter Grundens Lage og Beskaffenhed, og
anføre sine Underhavende til at benytte sig af Byens Eiendomme paa en bedre
Maade end som hidindtil? og mon dette Øyemeed tilfulde kand opnaaes, saa
længe Felledskabets Baand ey opløses imellem Beboerne selv, og enhver Gaards
Andeel Jorder ey udmaales for sig selv? Jeg meener plat ud ney, som siden
nærmere skal viises.
VI. Deel.


162
Det første Felledskabs Ophævelse er derfor at ansee som Grunden til det
2dets Ophævelse, Ophævelser af begge de første som Grunden til det 3die Fel¬
ledskabs Afskaffelse, men det 3die og sidste Felledskabs Afskaffelse, som Hoved¬
Frugten af de 2de førstes Udryddelse, ja det som egentlig skal legge Grunden til
Agerdyrkningens sande Forbedring og Opkomst udi Danmark: At tænke paa
det 3die og sidste Felledskabs Opløsning, førend de 2de første efter Muelighed
ere ophævede, er ligesom at ville bygge et Huus, uden at legge Grundvold til
Bygningen: Men at arbeyde paa de 2de første Felledskabers Afskaffelse, uden
at urgere paa det sidstes, kommer mig for, som at legge en god Grundvold, og
dog ingen ret Bygning at opføre derpag, og altsaa holder jeg for, at alle disse
3de Felledskaber her maae tages i consideration, siden de staar udi saa nøye For¬
bindelse, at det sidste ikke kand afskaffes, førend de første, saa vidt mueligt er
afskaffes, og de førstes Afskaffelse ikke kand have sin rette og fulde Virkning,
uden det sidste og skadeligste afskaffes derefter.
Alle disse 3de Felledskabers Afskaffelse har uimodsigelig sine mange og
store Forhindringer, og et hvert af dem er at ansee som, et sterk Fiendtlig
Bolverk, der er besat med et stort Antal Forfægtere, som haardnakkelig
værger sig, indtil det yderste, endskiøndt der vel ogsaa findes mange uligesindede
Malcontenter iblandt dem, som gierne ønskede, at det maatte komme til Over¬
givelse: Men ihvor stærke end disse Bolværker ere, i hvor mange Forfægtere de
end haver, holder jeg dog for, at de alligevel omsider kand overvindes eller brin¬
ges til anstændig Accort, allerheldst siden Besætningerne selv laborerer af en ind¬
vortes Svaghed og Ueenighed imellem sig selv:
Jeg vil da foretage mig at giennemgaa, saa kort som mueligt er, ethvert
i sær af disse trende Felledskaber, og deels viise, hvad det fornemlig er, som hin¬
drer deres Afskaffelse, deels anviise de Midler, hvorved samme Forhindringer
efter ald Anseelse best kand overvindes?
Det første Felledskab imellem adskillige sammengrændsende Byer,
hvis Jorde deels støder tilsammen, deels ligger sammenblandede iblant hveran¬
dre, er efter mine Tanker, mindst vanskelig at ophæve: De Forhindringer,
som derudi kand møde, reyser sig enten paa den ene Side af vedkommende
Bye=Mænds eller deres Hosbonders Uvillighed til at finde sig i Billighed; thi
naar disse maatte raade sig selv, som derved kommer til at miste noget af deres
gamle Jorde, veed de aldrig, hvor megen eller hvor god Jord de derfor vil have
igien, hvorover det sielden eller aldrig kand komme til nogen Ende imellem dem,
ved egen indbyrdes Underhandling, førend Øvrigheden kommer til Hielp: paa


163
den anden Side af de virkelige Difficulteter, der undertiden kand yttre sig ved
Udskiftningen paa visse Stæder, hvor ikke nogle faae og smaae, men mange og store
Ager= og Eng=Stykker af den ene Bye ere beliggende inden den anden Bye¬
Markes Grændser, ikke paa een Stæd allene, men paa mange adskillige Stæ¬
der, ikke af liige, men different Bonitet, ikke ordinaire Eiendoms=Jord
allene, mens endogsaa Kirke=Jord, eller som til anden gudelig Brug er hen¬
lagt, og bruges af en Beboere, som hører til en anden Bye, hvilket alt med mere
Foraarsager paa adskillige Stæder temmelig Bryderie og Forvirring, saa at
Vedkommende, som derudi ikke kand finde reede, giver sig omsider tabt og lader
alleting gemeenlig blive ved det gamle.
Til disse Vanskeligheder at bestride udkræves efter mine Tanker, at Ampt¬
Manden, efter Forlangende, maatte denominere 2 eller 4 vittige og uvillige
Mænd udi Nærværelsen, som kand overvære og til endebringe Forretningen:
derpaa opmaales alle de Jorde stykkeviis af Ager og Eng, som den ene Bye
haver inden for den anden Byes Grændser, og naar Jndholden deraf er be¬
regnet, og Grundens Bonitet paa beste Maade paaskiønnet, fradrages først
hvad samme Bye igieu maatte have inden sin egen Marke=Skiæl af forbemeldte
Byes Jorde, naar det ligeledes forud er opmaalt, og Overskuddet af Ager= og
Eng udmaales derefter ved den beqvemmeste og nærmeste Udside, dog saaledes
med god Skiønsomhed, at hvis den Grund, som udlegges, maatte befindes
bedre end den Deel som slippes, gives saa meget mindre efter Proportion, og
hvis den skulle eragtes ringere, da saa meget desmeere deraf, hvorved Deelin¬
gen gierne kand skee uden lang Tids=Spilde, eller nogens betydelige Fornær¬
melse, naar de udnævnte Mænd ey allene bruger en upartisk Skiønsomhed,
mens endog har Fuldmagt til at decidere Sagen til Øvrighedens nærmere Ap¬
probation: Efter denne Generale=Udvexling deeler enhver af disse Byes Beboere
igien efter Billighed imellem sig udi bemeldte Mænds Overværelse, hvad nye
Jorde de har bekommet inden for eller nest ved deres egne Grændser, i Stæden
for de gamle, dog saaledes, at hvad Kirke= eller andet legeret Jord der maatte
blive udlagt i Stæden for det gamle, ey allene noye betegnes ved Allen og
Maal, samt i Henseende til sin Situation, mens endogsaa derved i sær paa
Publici Vegne nøye tilsees, at det Udlagte kand være tilstrækkelig Vederlag,
til at svare den samme Afgift af, som tilforn er givet, allerheldst naar vedkom¬
mende Patroner eller Beneficiarii ikke selv ved slig Udvexling kand være
tilstæde.


164
Paa mange Stæder yttrer sig en anden Vanskelighed til Forhindring i
Felledskabs Afskaffelse imellem 2de eller flere angrændsende Byer, i Henseende
til Ager=Landet, at den ene Byes Mark kand være udbrugt, og den andens
derimod udhvilet, naar Udskiftningen skulle gaae for sig, og Skiæl=Giærden eller
Grøften oprettes. Hvorover den eller de Byer giør Modstand og Mødsigelse,
som kommer til at faae den udbrugte Jord inden sin Marke=Skiæl, i Stæden
for den Udhvilede som mistes: Jmidlertid er denne Vanskelighed dog langt fra
ikke af saa stor Betydenhed, som den af mange udraabes for, naar den med
rette Øyne betragtes, thi naar Vedkommende i Aaret derefter, naar saadan
udbrugt Jord igien af Fornødenhed skulle indtages til nye Brug, vil giøde og
dyrke den til gavns, kand de derpaa avle liige saa godt Korn, som paa de andre
udhvilede Agre, da det som Jorden fattes i Hviilen oprettes ved Giøden: det
er en afgiort Sag, som daglig stadfæstes af alle fornuftige Landmænds Erfa¬
venhed, at det ulige meere kommer an paa god Giøde og Dyrkning til at giøre
Jorden frugtbar, endsom paa Hvilen, hvis Mangel derfor ikke med Billighed
kand og bør afskrække en Bye fra at imodtage nogle Stykker udbrugt Jord imod
andre som ere udhvilede, for derved at komme udaf Felledskabet med en anden
Bye, i Betragtning af de andre vigtige Fordeele, som ved saadan Felledskabs
Ophævelse erholdes:
Paa visse Steder møder ligeledes en endnu større Vanskelighed, i Hen¬
seende til Eng=Bunden, da det ofte befindes, at een eller nogle Byer kand have
Engskifter beliggende midt udi en anden Byes Enge, hvorfore ingen beqvem
Eqvivalent kand gives til Mageskifte, som kand være vedkommende Udeyere be¬
leylig, for at komme udaf Felledskabet, enten fordi ingen Engbund findes ved
den Siide, hvor disse fremmede Byer støder til, eller og fordi at Eyeren til disse
Eng=Stykker kand undertiden boe langt bort i andre Sogne, paa en Distance af
een eller fleere Miile, og have andre Byers og Stæders Marke liggende imellem
sig og bemeldte deres fraliggende Eng:
J saadan Fald er det best, at slige Eng=Stykker bliver liggendes som til¬
forn, dog med den Reservation, at Udeyerne dertil ikke maa benytte sig af no¬
gen For= eller Efter=Grøde derpaa, som kand foraarsage allehaande Dispute og
Fornærmelse.
Men hvis den Bye, som har deslige fremmede Eng=Skifter midt iblant
sine Enge, skulle finde for godt at foretage en General=Udskiftning imellem sig
selv, da skulle det tillades dem, at lade bemeldte fremmede Eng=Stykker efter
gode Mænds Skiønsomhed, som foran er meldt, udmaale og samtlig udlegge


165
ved den beleyligste og nærmeste Udside af Engene hvor vedkommende Eyere, kun¬
de skifte dem imellem sig selv paa nye, og have Friehed til at indhegne dem, til
deres egen desto større Fordeel, saavel i Henseende til Hoved=Grøden, som For¬
og Efter=Grøden.
Jeg kunde vel endnu handele om andre og fleere, skiønt mindre betydelige
Forhindringer i den 1ste Felledskabs Afskaffelse, men da jeg maae beflitte mig
paa Korthed, for derved at beholde desmeere Rum til at handle om de 2de øvri¬
ge, og den foreskrevne Plan allene melder om de største Forhindringer, saa
vil jeg med Fliid forbigaae de mindre, som let kand overvindes uden Anviis¬
ning, naar Vedkommende dertil selv har Lyst og Villie, som fornemlig skal drive
Verket.
Anlangende det 2det Slags Felledskab imellem de adskillige Lods=Eyere
udi enhver Bye, da ere de Forhindringer adskillige, som paa mangfoldige Ste¬
der holder sammes forønskede Afskaffelse tilbage: Jeg vil her ey tale om de med
Fliid selvgiorte Forhindringer, som en og anden af de smaa Lods=Eyere under¬
tiden giøre af en Slags opimatritet, for derved at giøre den største Lods=Eyere
det besværligt, ja suurt og dyrt, at erholde de faae Gaarde og Huuse, som slige
Eyer i een eller anden Bye, thi deslige ubillige og ulovlige Forhindringer har
vor viiseste og allernaadigste Monark allereede fundet Middel til at rydde af
Veyen paa alle muelige Maader, ved de derom udgivne allernaadigste Forord¬
ninger: Men her kand og møde andre virkelige og vigtige Vanskeligheder til
Forhindring i Sagen, som ikke just har sin Oprindelse saa meget af de smaae
Lods=Eyeres onde Villie, som af andre betydelige Omstendigheder, e. g.
1.) En completeret Herre=Gaard haver net op sine 200 Tønder Hart¬
Korn, som dertil reqvireres, og enten lidet eller intet derover: Dette Gods lig¬
ger, som utallige Exempler viiser, separeret i adskillige Byer, hvoraf bemeldte
Herredgaards Eyere selv kand være eneste Lods=Eyere i nogle, og mindste Lods¬
Eyere udi andre: Nu kommer de andre største Lods=Eyere udi de sidste Byer og
forlanger, at samme Proprietairs derudi beliggende faae Bønder=Gaarde dem
skal udleveres, enten imod reede Penge, i Mangel af andet Gods at give til
Mage=Skifte derfor, eller og imod at give ham Strøe=Gods derfor igien i an¬
dre Byer, hvor han atter bliver een af de mindste Lods=Eyere, og derfor ikke
veed, førend største Lods=Eyere sammesteds tager disse Bønder fra ham paa nye
for Betaling i Penge: derved fragaar ham endeel Hart=Korn af de fornødne
200 Tønder, som udfordres til en frie Hoved=Gaard, uden at see mindste Ud¬
veye til at erholde det igien paa andre Stæder, allerheldst naar i de øvrige Byer,


166
hvor han selv er største og eeneste Lods=Eyere tillige, intet fremmet Gods findes,
hvortil han kunde tage sin Regres for at faae det manglende Hart=Korn tilbage,
følgelig maatte hans Hoved=Gaard jo paa den Maade blive ufrie, og pligtig
til at svare Skatter af sin Taxt, som i sig var den største Ubillighed.
J saadan Fald var efter mine uforgribelige Tanker intet andet Raad, end
at enten deres Kongel. Majestæt allernaadigst maatte behage at dispensere slig
en Proprietair for det fastsatte Antal af 200 Tønder Hart=Korn Bønder=Gods
ved Gaarden, allerheldst naar det derfra afgaaende ikke var af alt for stor Qvan¬
titet, og til andre completerede Gaarde blev henlagt, paa det at samme Pro¬
prietair ikke skulde imod sin Villie miste sit Privilegium at beholde sin Hoved¬
Gaard liigefuldt Skatte=Frie som tilforn, uagtet den Mangel som saaledes maatte
blive i Hart=Kornet, eller og at Deres Kongel. Majest. maatte tillade en deslige
Proprietair at beholde sit til Gaardens completering fornødne Hart=Korn, som
i een og anden Bye maatte ligge separeret, uden at tvinges til at give slip der¬
paa til andre større Lods=Eyere, men derhos med den udtrykkelige befaling, at
han i de Byer hvor han er iblandt de mindste Lods=Eyere, saa længe Bøndernes
Jorde sammesteds ligger udi communion, uvægerlig skal beqvemme sig i alle de
Foranstaltninger og nye Indretninger, som største Lods=Eyere til samme Byes
almindelige Gavn maatte finde for godt, paa en uinteresseret Maade at foretage,
ey allene med umaalte Jorde, Joerter, Fæedrifter, Heeder, Kiære og Moeser
at skifte efter Forordningerne af 29de Dec. 1758 og 28 Dec. 1759 samt 8de
Martii 1260. mens endog med de maalte og reebdragne Eyendomme selv i Ager
og Eng, hvis han maatte resolvere til en General Opmaaling og Udvexling der¬
med, for at skaffe enhver Beboere efter sin Gaards Størrelse og Hartkorn sine
adspredte Jord=Stykker samlede paa et eller visse Stæder for sig selv, eller hvad
andre nyttige Indretninger der kunde opfindes og foretages, uden at saadan en
mindre Lods=Eyere paa sine faae Bønders Vegne maa opponere sig derimod,
naar alting gaaer til efter Ret og Billighed.
2.) En anden Proprietair haver net op sine fornødne Hovnings=Bønder
udi adskillige Byer i Nærværelsen til at drive Hoved=Gaardens Avling, og enten
aldeles ingen fleere Bønder=Gaarde, eller og kun saadanne, som ligger samlede
i en eller anden Bye, der enten er langt fra Gaarden beliggende, eller og forme¬
delst mellemliggende Vind og ofte paakommende Vandflode, ikke kand komme
til Gaarden, naar behøves, følgelig ey kand giøre Hovning uden allerstørste
Besværlighed baade for Bonden og Hosbonden, hvorfore dem og allerede udi
deres Feste=Breve er givet Forsikkring om Friehed for ald Hovnings=Arbeyde


167
imod anden Afgifts Erleggelse: Nu existerer den Casus; at en anden Proprie¬
tair, som er største Lods=Eyere udi een eller fleere af de Byer, hvor nogle af den
førstes Hovnings=Bønder boer, han paastaaer efter Forordningen, at disse
Bønder=Gaarde skal afstaaes til ham for reede Penge, naar han intet beqvem
Strøe=Gods har at overlade til Mageskifte: hvad er her da at giøre for den
første? Skal Forordningen af 15 Maji h. a. stricte efterkommes, maa han
miste sine umistelige Hov=Bønder fordi han er saa uhældig at være mindste
Lods=Eyere i visse Byer, mister han dem, har han vel undertiden endda det for¬
nødne Hart=Korn tilbage til Jordens Completering, men ingen Bønder at sette
til Hovningen, i Steden for de Afgaaende: Af fremmet Gods kand han ikke
vente at faae nogen, siden de største Lods=Eyere, som har borttaget eendeel af
hans gamle Bønder, har ingen at give igien, som ligger ham beleylig, og i de
Byer, hvor hans øvrige samlede Gods maatte ligge, findes faae eller ingen
smaae Lods=Eyeres Bønder=Gaarde, som han kand vendke at indløse ald sin
Opreysning: af hans eget Frie=Bønder=Gods kand ey heller nogen faaes, uden
største Vanskelighed som før er meldt; thi ey af tale om, at det var en Ubillig¬
hed i sig selv at giøre en Frie=Bonde til Hov=Bonde, som gemeenlig ved en stor
Indfæstning har tilkiøbt sig sin Friehed dyre nok, saa er det og at befrygte, at
saadan Bonde, som ey er vandt til det store Slæb, som Hovnings=Arbeydet
medfører, naar hans eget Arbeyde tillige skal passes, derover om en kort Tiid
ville ruineres naar han skulle tvinges til Hovning, om han end fik sin Jndfest¬
ning tilbage, ja Sagen selv ville ofte blive en Umuelighed, formedelst den lange
og upafsable Hovnings=Vey. Jeg seer derfor i saadan Fald det ingenlunde
tienligt, at en deslige Proprietair skulle forceres til at overlade sine umistelige
Hovnings=Bønder til en fremmet største Lods=Eyere, men derimod forbindes til
at indgaae de samme Vilkaar, som i forrige Articul er anført, hvilket altsaa
kand have den samme Virkning, som om Felledskabet selv imellem Lods=Eyerne
virkelig var ophævet.
3.) En Sæde=Gaards eller anden stor Avlsgaards Eyere haver nogle faae
hist og her tilliggende Bønder=Gaarde, en verdslig Embeds=Mand nogle ham
pro officio tillagde Gaarde, en Præst sin Annex=Gaard eller andre Mensal¬
Bønder i Nærværelsen, hvilke enhver selv fast uomgiængelig har behov, for at
komme dem til Hielp med allehaande fastsatte Egter og Arbeyde, de krymper
sig derfor og vægrer sig ved, saa længe de kand, at overlade deslige Gaarde til
andre største Lods=Eyere for Penge eller aarlig Afgift, siden det ikke er dem saa
meget om Pengene som om Arbeydet at giøre, hvilket sidste mangen Gang ey


168
kand faaes for Penge, og man kand ey sige, at saadan Modstand er uden
Grund: hvad er da herved at giøre? Jntet andet efter mine Tanker, end at
give deslige Eyere eller Embeds=Mænd Vallet af disse 2de Ting: Enten at over¬
lade Gaardene til største Lods=Eyere, som forlanger dem, eller og om de selv har
dem behov og vil beholde dem, da, som i begge forrige Artikler meldt er, at
overlade ubehindret alle Indretninger udi deslige Byer, hvor deres Bønder¬
Gaarde ligger, til største Lods=Eyerens Disposition, uden at sette sig imod no¬
gen Ting; thi den Lods=Eyere, som har det meeste Gods udi en Bye, maa jo og
billig supponeres at have den største Omhue for Byens Gavn, og altsaa ikke
lettelig skal foretage sig nogen Forandring til de mindre Lods=Eyeres Skade,
som ville blive til dobbelt Skade for ham selv.
4.) Her kand paa sine Steder i visse Byer forefalde den Casus, at om¬
endskiønt største Lods=Eyeren end kunde tilforhandle sig alle de mindre Lods¬
Eyeres Bønder=Gaarde derudi, saa findes her dog adskillige Selv=Eyer=Bønder
tillige udi samme Byer, hvis paaboende Gaarde han ikke med nogen Ret eller
Billighed kand tvinge dem til at afstaae, følgelig kand han desaarsage ikke blive
eneste Lods=Eyere, i hvordan han end mager det: Denne Forhindring kand
altsaa ligesom de andre forommeldte paa ingen bedre Maade overvindes, end at
største Lods=Eyere desuagtet ved Kongelig Allernaadigst Bevilling, beholder det
Privilegium at have summam imperii i alle de Forandringer som maatte fore¬
tages til Byens almindelige Nytte, saa længe som Communionen vedvarer:
Man skulle fast tænke, at jeg meere forfægtede Felledskabet imellem Lods¬
Eyere, end som fægtede derimod, meere søgte at giøre Forhindringer end at
rydde dem af Veyen: Men hvad kand det hielpe at fortie de betydelige
Anstøds=Steene, som paa adskillige Stæder virkelig ligger i Veyen?
og ligesom det paa den ene Side er kun til liden Nytte at viise Forhindringer¬
ne, uden tillige at anviise Vey og Middel til at overvinde dem, saa er det
paa den anden Side umueligt at overvinde dem, førend man først ret veed
hvorudi de bestaaer.
Jeg har altsaa her viist, at der paa adskillige Steder i Riget findes virke¬
lige Forhindringer for Felledskabs Ophævelse i Land=Godset imellem Lods=Eyere,
Forhindringer, som have gyldig Raison, enten formedelst den utaalelige Afgang,
som vedkommende mindre Lods=Eyere derved maatte liide paa det fornødne Hart¬
Korn til Herre=Gaardenes Completering, eller de umistelige Hovnings=Bønder
til Avlingens Drift, eller anden uomgiængelig Arbeyde og Tieneste &c. saa at
det derfor ville stride mod Billighedens Lov, og føre adskillige onde Conseqventzer


169
efter sig, om de mindre Lods=Eyere udi en Bye altid skulle være tvungne til uden
ald Exception at overlade deres Gods og Bønder=Gaarde til de største: Men
jeg har tillige viist det expediens, som jeg i slig Tilfælde holder for nyttigst, at,
naar den mindre Lods=Eyere kand frembringe slige gyldige causasqvare non,
og derfor hellere selv vil beholde sit Gods, end slippe det til en anden og større
Lods=Eyere, skal han være forbunden til, uden Modstand at underkaste sig alle
til Byens almindelige Gavn hensigtende nye Love, Anstalter og Indretninger,
som største Lods=Eyere finde for godt at anordne, saa længe som Byens Ager¬
og Eng=Bund samt øvrige Eyendomme endnu befinde sig under Communion;
thi da opnaaes det samme Øyemeed, som om Felledskabet selv imellem slige
Lods=Eyere virkelig var afskaffet.
Nu kommer jeg da endelig til det 3die og sidste Slags Felledskab imel¬
lem hver Byes Beboere selv indbyrdes, i Henseende til deres Ager og Eng
og øvrige i Communion liggende Eiendomme, hvilket Felledskabs Opløsning er
efter mine Tanker den nyttigste Virkning, som kand flyde af de tvende første
Felledskabers Afskaffelse, det vigtigste Stykke til Agerdyrkningens rette Opkomst
i Danmark: Jeg har tilforn anmærket, at dette sidste Felledskab ikke kand op¬
hæves, førend de 2de Førstes Afskaffelse, saa vidt som mueligt er, legges i For¬
veyen til Grund; thi jo fleere Lods=Eyere der har med Sagen at giøre, jo van¬
skeligere bliver Sagen selv: Men jeg har tillige viist, at disse 2de første Felled¬
skabers Afskaffelse, ikke har den halve, end sige den fulde Nytte, naar det
3die og sidste Felledskabs Opløsning ikke følger derpaa: At drive paa det
sidstes Afskaffelse uden de førstes, var ligesom at ville tage sig for at opløse den
inderste Knude paa en indviklet Nodus Gordius, førend de yderste først vare
opløste: Men at lade det blive ved de 2de førstes Afskaffels= allene, uden at ar¬
beyde paa det sidste, var ligesom at ville opløse de første og yderste Knuder, og
lade den inderste og haardeste sidde urørt, hvorved Arbeydet var kun halv gjort,
og Hoved=Kuuden endnu uopløst:
Jeg har fremdeles demonstreret, at det 2det Felledskabs Afskaffelse imel¬
lem Lods=Eyere er i sær en vanskelig Knude, som man ikke vel allevegne kand
opløse med Magt, og General=befaling til alle mindre Lods=Eyere, uden excep¬
tion at overgive deres Gods og Gaarde til de store, thi dette var at bruge Alex¬
andri Sværd til at hugge Knuden over tvert med, som ikke altid og allevegne
ville have en god Virkning, mindre efter det fremsatte Problematis Jndhold
tiene som et Middel til at naae Maalet NB. uden Vedkommendes Fornær¬
melse: Men saadan kunde efter min given Anviisning, best opløses ved Lempe
VI. Deel.


170
og Lemfældighed, naar de mindste Lods=Eyere overlades Vallet, enten at
slippe deres Gods til den største, eller og at underkaste sig den største Lods¬
Eyeres Love i saadan Bye, saa længe som dens Eyendomme ligge i fællig.
Mit Hoved=Øyemærke med de 2de første Felledskabers Ophævelse er alt¬
saa, ikke saa meget efter Hr. D. Heitmans Project udi Magazinets 4de Bind
at skaffe Bønderne fleere Vange=Skifter, hvilket vel kand have Sted og stor
Nytte ved de fleeste Byer i Siælland og Fyen, men ey udi Jylland, hvor
man mestendeel har Vange=Skifter nok, til 6, 8, 10 a 12 i Tallet, og altsaa
Jorden hviile nok til vidtløftig Græsning: Men min egentlige Absigt er derved
at baade Veyen til Felledskabets totale Afskaffelse imellem Beboerne selv udi
enhver Bye, og derved igien at bane Veyen til Agerdyrkningens almindelige og
kiendelige Forbedring over heele Riiget, naar enhver Beboer fik sine adspredte
Jorde paa visse Steder udmaalte for sig selv til Indhegning, og derved fuld¬
kommen Frihed, ubehindret at dyrke sin Jord og føre sig den til nytte paa en
anden eg bedre Maade, end som hidindtil har kundet skee udi Communionen.
Thi naar Beboernes Agre dog efter bemeldte Hr. Heitmans Forslag
skal omskiftes ved Markenes Inddeeling i fleere Vange, hvorved fast ingen kun¬
de beholde sine gamle Agre som tilforn, var det ikke da bedre at ophæve Felled¬
skabet selv i saadan en Bye med det samme, siden det fast kunde giøres med en
umage, og tildeele enhver Beboer sin Andeel i samlede Stykker paa visse Stæ¬
der til Indhegning og Brug efter egen Behag, end at tilskiære dem hist og her
paa utallige Stæder nogle smaae og smalle Strimler Jord iblant hverandre,
som skulle ligge under det gamle Felledskabs Aag ligesom tilforn? Naar enhver
Beboer derimod ved Omskiftningen fik sin Gaards=Eyendomme udlagt i samle¬
de Stykker, som han kunde indhegne for sig selv, blev han først en ret Herre over
sin Jord, og fik fuldkommen Friehed og Leylighed til at dyrke den efter sin beste
Jndsigt, at indtage saa meget og lidet deraf til aarlig Sæd, som Jorden kand
være tient med, og hans Giøde kand tilstrække, at pløye, saae, høste, og ind¬
tage, freede og slaae, ikke efter andres Caprice og den gamle Slentrian, men
ligesom han befandt det efter Grundens Omstændighed tienligst at være, uden
at opbindes, forhindres eller forceres herudi af sine Naboer, at afgrave det
overflødige Vand fra sin Jord, blande Grunden med andre tienlige Jord=Arter,
bruge anden Slags Sæd og Sæde=Korn end som hidindtil, til sin sande For¬
deel, forbedre Græsningen med Kløver=Sæd, og saa fremdeles, hvortil ingen
Ting kand være ham til større Opmuntring end som dette, at ingen herefter kand
hindre og forstyrre hans Circler og Foretagelser, og han selv allene i sin nye
Friheds=Stand høste Frugten deraf.


171
Hvor nyttig og fordeelagtig dette sidste Felledskabs Afskaffelse kunde være
for heele Danmark, er en Sag, som jeg hverken har i Sinde eller behov, vidt¬
løftig her at udføre, men kand noksom sees af de mange velgrundede Klager og
Declamationes som udi offentlige Skrifter i disse sidste Aaringer, ere førte af vore
egne Brødre og Patriotisk=Sindede Landsmænd over den ubodelige Skade som
dette Baand medfører: Vore Naboer Vesten for os, jeg meener den Engelske
Nation, ere frem for andre Riger saa lykkelige, at de ikke veed af noget Felled¬
skab at sige i Land=Væsenet, og dette er just en af de største Hoved=Aarsager,
hvorfor Agerdyrkningen hos dem er tommen til saadan Høyde af Fuldkommen¬
hed, som ingen andensteds i heele Europa: Vore Naboer paa den Syndre
Side udi det tydske Rige begynder allerede at indsee Mark=Felledskabers Ska¬
delighed, som een af de største Forhindringer i Agerdyrkningens Opkomst, hvil¬
ket i sær kand sees af den brave Hr. von Justi hans udkomne Oeconomiske
Skrifter: Ja endogsaa vore Naboer paa den østre Side, udi Sverrigs Rige
har allerede for nogle Aar siden biefaldet denne vigtige Oeconomiske Sandhed.
Videnskabernes Academie udi samme Riige har selv befundet, og i Udto¬
get af Academiets Dag=Register for Julii, Aug. og Sept. Maaneder 1754
udtrykkelig givet tilkiende, hvor fordeelagtig det kunde være for Riiget, at alle
Bøndernes eller andre Jordbrugeres Jorde udi en hver Bye, bleve omskiftede saa¬
ledes, at enhver kunde faae sine samlede for sig selv paa faae Stæder, som de
nu har paa mange, og derved desbedre faae Leylighed til at behandle dem, hvil¬
ket og allerede skal være blevet i Verksat paa adskillige Stæder i Skaane, hvor¬
efter Beboerne har siden den Tiid, faaet meere end 12te Korn efter deres Udsæd,
i Steden for man under nærværende Omstændigheder neppe avler det 4de ja
mangen Gang ey det 3die udi de fleeste Byer i Danmark, helst hvor Grunden
ikke er den beste i sin Natur, men skulde forbedres ved Dyrkningen, som ey er
mueligt med nogen ret Fremgang, hvor Felledskabet hersker: Dette Felledskabs
Afskaffelse har og i Sverrig ligesaavel sine store Forhindringer som i Danmark,
formedelst de adskillige Jurisdictioner og Lods=Eyere, som findes i Byerne &c.
Jmidlertid blev Sagen dog ventileret paa forrige Rigs=Dag og approberet
skiønt ey fuldkommen braat i Rigtighed, formedelst de da paakommende Revo¬
lutioner, hvorved Rigs=Dagen blev afbrudt og ophævet: Kand nu denne vig¬
tige Sag komme i Stand i Riget Sverrig, som ikke er at paatvivle, efterdi
alle Stænderne med foreenede Kræfter, nu frem for nogensinde arbeyder paa at
befordre Rigets Opkomst i alle muelige Tilfælde, hvorfor ikke da ligesaavel i
Danmark? giøre disse vore Naboer sig saa stoer en Umage for at fuldføre


172
dette store Værk, jeg meener Felledskabets Afskaffelse imellem alle Beboerne
udi deres Lands=Byer, hvorfor skulle vi Danske da blive tilbage, som ventelig
kunde høste større Frugt af saadan Forandring end som hine? kand de Sven¬
ske selv giøre Facit paa, som de virkelig giør, at de efter slig Forandring kunde
komme til at sælge overflødig Korn til Fremmede, i Steden for de hidindtil
har maattet kiøbe, hvad Fremgang kunde Danmark da ikke giøre sig paa
Korn at sælge og udføre af Landet herefter, som endogsaa hidindtil har kundet
sælge, uden selv at kiøbe deslige Vahre?
De største Forhindringer, som holdek bemeldte Felledskabs Afskaffelse til¬
bage, ere foruden Felledskabets Vedligeholdelse imellem adskillige Byer, og alt
for mange uligesindede Lods=Eyere udi hver Bye, som jeg allerede har fore¬
slaaet den beqvemmeste Maade til at overvinde, enten at finde
I.) Hos Lods=Everne selv udi deslige Byer, snart hindrer de mindste
Lods=Eyere den største, naar han ville foretage sig at omskifte heele Byens
Mark og Eng, for at sette samtlige Beboere udaf Felledskabet; thi som For¬
ordningerne om Felledskabs Afskaffelse af 1758, 1759 og 1760 tillader vel
største Lods=Eyeren at lade en Byes hidindtil umaalte Jorde og Overdrifter
opmaale og skifte, men ikke at omskifte de maalte Jorde i Ager og Eng, som
fra arrilds Tiid har været henlagte til hver Gaard i sær, saa er hans Hænder i
dette sidste Stykke bundne, naar de mindre Lods=Eyere ikke alle godvillig vil give
deres Samtykke til saadan General=Omskiftning: snart hindrer den største Lods¬
Eyere de mindre i saadan nyttig Foretagelse; thi naar den første selv ingen Lyst
har til saadan nye Indretning, kand de sidste plat ud ingen Vey komme dermed,
eller paa nogen Maade trenge igiennem, i hvor gierne de end vilde.
2.) Hos Beboerne selv udi mange Byer, hvilke, omendskiønt Hosbon¬
den kand være eeneste Lods=Eyere, og gierne selv ønskede slig Forordning, sø¬
ger dog, om ikke alle, saa dog de fleeste, selv at hindre deres eget Beste, og ved
tusende Jndvendinger, Udflugter og Lamentationer, at trette Hosbonden saa læn¬
ge, og forestille ham Sagens Umuelighed eller Farlighed, indtil han mangen
Gang tilsidst enten frygter for eller kiædes ved at fuldføre Verket: Vil man
spørge om Aarsagen til saadan Modstand hos Bønderne selv, da er det en Kiæ¬
de af allehaande Urimeligheder og almindelige Laster: hos nogle en medfød
Egensindighed og naturlig Tilbøyelighed til at sige og være alle Ting imod
som dog kand sigte til almindelig Gavn, uden selv den meeste Tiid at viide hvor¬
for: hos andre en skammelig Egennyttighed, at de enten meener at kunde
profitere meest ved Felledskabet, hvorved undertiden kand gives Leylighed til at


173
pløye fra Naboens Agre og slaae ham hist og her for nær i Engene, allerhelst
naar saadan Naboe ikke selv kand være tilstæde, men lade Arbeydet giøre ved
sine Tieneste=Folk, samt tilsnige sig ved Uret noget meere end deres Rettighed,
af den Fælles Græsning, eller og de tænker derved at ville tilbringe sig nogen
a parte Fordeel frem for de andre ved Udskiftningen, for dertil at give deres
Samtykke: hos nogle en daarlig Høyagtelse for det Gamle, hvis Princi¬
pium er at ansee ald Forandring for at være skadelig, og at man i alle Ting
skal følge Forfædrenes Indretninger, ligesom deres Forældre har gjort for
dem selv: Men den allerstørste og almindeligste Aarsag som hindrer Beboerne
udi de fleeste Byer at blive eenige om, imellem sig selv at træde godvillig udaf
Felledskabet med hverandre, hvor det dog kunde skee med kiendelig og alminde¬
lig Fordeel, er den udi de allerfleestes Natur saa dybt indgroede Misundelse,
at den ene ey kand taale den andens Velfærd, den ene frygter for, at den an¬
den ved Udskiftningen skulde tilfalde en lidet bedre Lod, end som han selv, end¬
skiønt at de alle kunde blive saare velholdene i Almindelighed, den ene frygter
for, at den anden ved sit Arbeyde og sin Fliid med Tiden skulle høste nogen større
Frugt af saadanne sine indhegnede Eene=Mærker, end som han selv, hvilket
hans Avindsyge Øye ey kand taale at see, og derfor hellere seer, at Felledska¬
bet vedvarer til sin egen Skade, end at den skulle ophæves til almindelig Nytte,
naar andres Nytte derved i mindste Maade, formedelst deres egen Flittighed
skulle overballancere hans egen. Saa ugrundede og urimelige som nu disse Aar¬
sager ere til Beboerens Modstand, hvorved de søger selv at legge Forhindrin¬
ger i Veyen for det, som kunde befordre deres egen Velfært, saa let en Sag er
det for en fornuftig Hosbonde, at trenge igiennem alligevel med et saa nyttigt
Værk, naar han er eneste Lods=Eyere, og med det samme vil og kand efter
Forordningen af 8te Martii 1760 giøre alle Bønderne i Byen liige i Hart¬
Korn og Hovning: Men hvis Omstændighederne ikke vel allevegne kand tillade
ham at indføre saadan Liighed, findes der gierne nogle uvillige iblant Bønderne,
som ikke efterlader at sette sig imod Omskiftningen af deres Jord, efterdi For¬
ordningen ey expresse giver Hosbonden Tilladelse, undtagen i ovenmeldte Casu,
at foretage slig Forandring. Endelig bestaaer den sidste Forhindring
3.) J de Vanskeligheder, som Sagen selv enten virkelig medfører,
eller i det mindste synes saaledes: disse Vanskeligheder bestaaer igien fornemme¬
lig enten i Grundens ulige Bonitet og Beliggenhed, og den Frygt man der¬
over maatte have, at nogle af Beboerne ved Omskiftningen skulle fornærmes,
hvis Lod falde paa de ringeste eller længst bortliggende Stykker, eller og i Ar¬


174
bepdets Besværlighed, og Beboernes Uformuenhed at faae deres paa adskillige
Steder tildeelte Flænger i Ager og Eng, paa engang indhegnede og tilbørlig
tracteret.
Nu vil jeg herpaa kortelig viise, at alle disse Forhindringer, i hvor store
de end til deels maatte synes, dog let og snart kand overvindes, samt Maaden
hvorledes:
Langt fra, at jeg tænker at proponere, at slig Ophævelse af Mark=Felled¬
skabet absolument skulle befales over alt i Landet, og ved Høy=Kongel. Ordre
med Magt inkroduceres, thi da seer enhver vel forud den Forvirring og Uley¬
lighed, som paa mange Stæder deraf ville flyde, efterdi den ene Egns og Byes
Leylighed er ikke allevegne som den andens, og det Øye, som med Magt skal
trykkes ind i Hovedet, sidder efter Ordsproget, sielden eller aldrig vel:
Ney, jeg ville kun have alle de Forhindringer paa en beqvem Maade ryd¬
dede af Veyen, hvorved dette Felledskabets frievillige Ophævelse for de Lystha¬
vende kand holdes tilbage, og saa lade Sagen derefter drive sig selv, og dette
kand efter mine Tanker paa ingen lettere Maade gaae for sig, end naar saadan
Forandring allene maatte bevilges alle de Lods=Eyere udi enhver Bye, som
selv havde Lyst og Leylighed dertil, hvad enten de vare større eller mindre Lods¬
Eyere: Vel skulle største Lods=Eyere have det Privilegium, at han maatte fore¬
tage sig saadan nye Indretning med den beele Bye, og have Friehed ey allene
at udskaffe de umaalte Overdreve, mens endog at omskifte de maalte Jorde selv,
samt give enhver Beboer sin Anpart i hver Mark paa et Sted, samt i Eng¬
Bunden paa visse samlede Stæder, naar han fandt det for godt, uden enten
derudi at forhindres af de mindre Lods=Eyere, eller af sine egne Bønder, naar
enhver fik sin tilkommende Deel efter Gaardens Hart=Korn, skiønt Gaardene
just ikke alle bleve gjorte liige i Størrelse og Hovning, hvilket sidste vel er got,
hvor det kand skee, men kand dog paa sine Steder ikke vel i værksættes uden
temmelig Vanskelighed:
Men siden den største Lods=Eyere ikke altid har den største Lyst til slig For¬
andring, enten fordi han ikke strax kand finde sig overbeviist om Nytten deraf,
eller og ofte befrygter, at hans Bønder, som gemeenlig ere Hovnings=Bønder,
ikke skulle være i Stand til at fuldføre Arbeydet med Lykkernes Indhægning, og
Jordens Oparbeydelse, skiønt saadan Frygt gemeenlig er uden Grund, da en¬
hver kand have Friehed til at giøre lidet eller meget, ligesom han selv kand af¬
sted komme, undtagen hvad Skil=Hægningen imellem samme Bye og de andre
omliggende Byer betreffer, som ey kand være af stor Betydenhed, og dog alli¬


17
gevel skal settes i Stand, saa skulle det tillige være enhver af de mindste Lods¬
Eyere tilladt, uden at hindres i den Punct af den største, at paastaae sin Jord,
naar han det forlangte, udskiftet fra Naboerne i hver Mark, udi et samlet Styk¬
ke, som ved en beqvem Udside maatte dem udlegges, med Friehed til Jndhæg¬
ning, hvorimod de Beboere i Felledskabet, hvis Agre udi den maalte Jord ved
saadan Omskiftning gik fra dem, skulle modtage de andres adspredte Agre igien,
hvor de ligger, til Æqvivalent derfor, paa samme Maade skulle der forholdes
med Eng=Bunden, og paa det ey nogen skulle lide nogen Fornærmelse, i Hen¬
seende til Grundens Bonitet, skulle Amt=Manden, efter Forlangende, udnevne
2 eller 4 upartiske og fornuftige Land=Mænd udi Nærværelsen, for at spare
Vedkommende, saavldt mueligt, for ald Vidtløftighed og ufornøden Omkost¬
ning paa Diæt=Penge og Befordring, der altid skulle overvære saadan Udmaa¬
ling, og observere begge Parternes Jnteresse, at den som fik det ringeste eller
længst fra Byen bortliggende i Ager eller Eng, fik i det mindste derfor noget mere
Tillæg, og enten den altsaa kunde bøde paa Boniteten eller Distancen, hvilken
deres Forretning, naar den blev beediget at være skeet efter deres beste Skiønsom¬
hed uden nogen Persons Anseelse, skulle være uden Appel, og derefter i Tinge¬
Protocollen indføres.
Naar saadan Kongelig allernaadigst Bevilgning først blev givet, skulle
man strax udi de fleste Byer see adskillige fremtræde, som ville forlange at ud¬
træde af Felledskabet, ja ofte allersnarest den mindste Lods=Eyere, som derved
Risqverer mindre, og følgelig tager Sagen mindre i Betænkning end som de stør¬
ste, og naar de andre, om en kort Tiid, saae den deraf flydende Beqvemmelighed
og øyensynlige Fordeel, skulle der strax anmælde sig fleere, ja faae eller ingen
blive tilbage, men enhver vil tilsidst ligesom kappes om at kaste det gamle Felled¬
skabs Aag af Halsen, og altsaa kunde Sagen gaae for sig paa en utvungen og
frivillig Maade, ja derved allerbest nyde en ønskelig Fremgang
Ligesom jeg nu ikke tænker at ville have Felledskabets Afskaffelse imellem
Beboerne indført med Magt og absolute befaling, men allene ved Bevilling
for alle Lysthavende, hvad enten de vare mindste eller største Lods=Eyere, saa
ville jeg ey heller just raade til, at enhver Bye, hvis Beboere eller Lods=Eyere
maatte blive eenige om at skifte ud med hverandre, skulle foretage sig saadan
Forandring paa engang i alle deres Marker, Enge og øvrige Eiendomme;
thi dette seer enhver vel, ville blive heel vidtløftigt, og ikke uden stor=Besvær¬
lighed kunde bringes i Stand i saadan Hast, endskiønt jeg dog veed mange Byer
i det Slesvigske, hvor det med god Fremgang er practiseret: Men jeg vil allene


176
gaae den allerlemfældigste og letteste Vey: Beboerne i en saadan Bye, kunde for
det første foretage sig at skifte ud med hverandre paa et eneste Sted i deres
Mark og Eiendom, saasom enten overdrevet, eller en af Byens Udmarker, som
hidindtil i sin gamle Stand, havde været dem til mindst Nytte.
Naar de nu har anvendt nogen Tiid og Fliid paa denne udskiftede og
samlede Deel sammesteds at indhegne, enten hver for sig, eller om nogle faae i
Begyndelsen fandt for godt at legge sig tilsammen i en Lykke, som de siden igien
kand adskille, naar dem lyster, og naar de tillige vare avancerede saa vidt der¬
med, at Jorden sammesteds var bleven giennemarbeydet, ey alleene for at give
godt Korn, men tillige god Græsning derefter, kunde de begynde samme Ud¬
skiftning paa et andet Sted i Marken, som meest trængte til Forbedring og
best kunde betale sig: derved fik Sagen successive en god Succes og Fremgang,
uden at nogen turde overrumples, Beboerne bleve af Fordeelen selv opmuntre¬
de og tillige i Stand satte til at legge desto villigere Haand paa fleere Udskift¬
ninger af samme Slags i Ager og Eng, hvormed de Efterhaanden ikke skulle
aflade at continuere saa længe, indtil de omsider gandske vare komne ud af Fel¬
ledskabet med hverandre: Vel er det ikke at tvivle paa, at der jo vel altid vilde
findes nogle Uvillige og Efterladne i enhver Bye, der immer ville søge, af alle¬
haande onde Absigter, at holde tilbage og hindre Verket, men naar det kun, som
forhen er anført, var enhver af de øvrige Lods=Eyere tilladt, som havde Lyst,
at lade sin Jord i en Mark efter en anden, udskifte til Indhegning, faldt alle
Vanskeligheder bort af sig selv, og faae eller ingen skulle om en kort Tid
blive tilbage udi saadan en Bye, der ville blive liggendes i Felledskabet
herefter.
Hr. D. Heitman i Magazinets 4de Bind frygter i sær for, at Præsterne
paa Landet skulle paa sine Stæder legge den meest betydelige Forhindring
i Veyen for dette Felledskabs Ophævelse: Men jeg er derimod af de Tan¬
ker, at som ingen meere end Præsterne tager gemeenlig Skade ved
Felledskabs Vedligeholdelse i de Byer, hvor Præste=Gaardenes Jorde
ligger blandede iblant Bøndernes Jorde, hvorved de paa utallige Maader
bliver chicanerede, fornærmede, og foranledigede til mange fortredelige Di¬
sputer med deres egne Bye=Mænd, saa skulle ingen hellere ønske at komme
efter Haanden udaf Felledskabet, end som de selv, for baade at erholde
Fred og Friehed til at lade deres udskiftede Jorde dyrke efter egen Jnd¬
sigt og Behag, om de endogsaa derved undertiden skulle tage nogen Skade,
ved at modtage ringere Jord, end de forhen har haft, og den Præst som ufor¬


17.
nuftig ville sette sig derimod, forstoed i Gierningen ey sin egen Gavn og skeede in¬
gen Uret, om han imod sin Villie maatte nødes til at beqvemme sig til saadan
Udskiftning, naar han derved kunde faae sin Præste=Gaards Jorde for sig selv,
og ham ikke skeede nogen betydelig Fornærmelse derved.
Til Slutning vil jeg kun her anføre disse COLGMELLEmærkelige Ord
udi hans første Bogs første Capitel, de re rustica: Qvi studium agricola¬
tioni dederit, antiqvissima sciat hæc sihi advocanda, prudentiam rei,
facultatem impendendi, voluntatem agendi; nam is demum cultissi¬
mum rus habebit, qvi & colere sciet, & poterit, & volet. Hvoraf man
seer, at der til Agerdyrkningens rette Drift i sær udfordres 3 Ting: Forstand,
Evne, og Lyst til Verket, fattes en af disse Deele, har det ingen ret Art, og
skulde nogen af Deelene fattes, maatte efter mine Tanker allermindst den sidste
fattes, nemlig Lysten, thi naar kun Lysten findes, som fornemlig skal drive Ver¬
ket, faae man med Tiden ved sin egen og andres Forfarenhed, nok omsider For¬
stand til at angribe Sagen paa den rette Maade, og Evne til at fuldføre den.
Man havde den i sine Tider store Land=Mand COLUMELLA levet udi
vore Tider og Lande, og prøvet den store Hinder og Skade, som Felledskabet
i alle Byelaug giør i Agerdyrkningens rette Drift, ville han uden Tvivl endnu
have tilføyet eet Stykke, uden hvilket alle de øbrige ikke kand have den fulde
Virkning, nemlig potestatem colendi, jeg meener, at enhver Bye, Lods¬
Eyere, og Beboere maa have fuldkommen Magt over sit eget, og en uindskræn¬
ket Frihed til at dyrke sin Jord, og giøre sig den saa nyttig, som han best veed,
vil og kand, uden derudi at foreskrives Love af andre, hvilket ey paa anden
Maade kand skee, end at ald Felledskab saaledes afskaffes, at enhver Beboere
faaer sin Andeel af ald sin Jord for sig selv udskiftet til ubehindret Brug.
Enhver af disse Rigers retsindige og eftertænksomme Undersaatter har for eet
Aar siden oplevet den Tiids=Punct, at de med inderlig Glæde har kundet cele¬
brere et Jvhilæum, i Henseende til Souverainitetet, og den uindskrænkede Kon¬
gelige Eenevolds Regiæring, som ved Forsynets Haand for 100 Aar siden saa
lykkelig er bleven indført i disse Riger, til alle Stænders kiendelige Lyksalighed:
Maatte det nu behage vores allernaadigste Konge i denne Tiid at indføre et
Slags Enevolds Eyendom i Land=Væsenet, ved saadan Kongel. allernaadigst
Bevilling, som tilforn er anført, for alle og enhver Lysthavende at træde ud
af Felledskabet, og derved forunde Land=Manden i alle Byer et uindskrænket
Herredømme over sin Jord, da ville denne Periodus blive dobbelt mærkelig udi
vort Fædrene=Lands Historie, vore Danske Kongers Souveraine Regiering
VI. Deel.


178
saa meget meere priselig, Land=Væsenets Tilstand i Danmark ret blomstrende
frem for tilforn, ja vore Efterkommere som fornemlig kommer til at høste den
fulde Frugt af saadan nye Indretning, vil med dobbelt Tak til Gud og Kongen
celebrere dette Jubilæum paa nye, om hundrede Aar herefter.
Anmærkning.
Forfatteren af denne Tractat synes meget grundig og nøye at have indseet de fleeste og vig
tigste Forhindringer mod Felledskabets Afskaffelse, saavelsom den sidstes trængende For¬
nødenhed. Om ogsaa de af ham til den Ende foreslagne Veye og Midler ere de aller
beqvemmeste, derom understaaer man sig ikke at dømme. Saa meget formodes vist
nok, at de høyere Vedkommende, som saa vigtige Tinges endelige Afgiørelse allernaa¬
digst betroes, ville her finde adskillige ikke ugrundede Anmerkninger og betydelige Can¬
teler, hvilke i en Sag af den Natur, frem for i mange andre, agtes at være høyligen
fornødne, naar Lægedommen ikke skal befrygtes at blive farligere end Sygdommen selv.
Denne sidste, nemlig det nu værende Felledskab er uimodsigeligen en fuldkomnere Sund¬
heds og Styrkes=Hinder i Statens Legeme.
Er det mueligt at curere den, foruden
nogen skadelig Amputation, da skeer derved vist nok en Gierning, som alle følgende
Slægter taknemmelig ville skiønne paa, ja de maaskee allermeest.
No. VII.


No. VIII.
Besvarelse
Paa det udi 5te Tome af det Oeconomiske Magazin,
fremsatte Problema,
Hvad hindrer
Felledskabets Ophævelse
og
hvorved ryddes
disse Forhindringer af Veyen


V¬
ed det Ord Felledskab forstaaes enten Felledskab imellem Lods¬
Eyere udi en Bonde=Bye, saaledes at udi en Bye kand findes
6 a 8te Lods=Eyere, eller og ved Felledskab forstaaes imellem
mange Bønder=Byer, saaledes at en Bye kand have Felleds¬
Marker med 10 eller fleere Byer. Hvad det første Felleds¬
skab angaaer, da troer nesten alle, at det er det skadeligste, og til største Fordeel
om det var ophævet, hvilket er baade fornuftig og røesværdig, men at faae og
nesten ingen, antage sig det med Alvorlighed, er saa meget desmeere lastværdig
og beklageligt, som den intenderede Nytte af de om Felledskabets Ophævelse
og Landvæsenets Forbedring, til dato udgivne Kongelige Allernaadigste Forord¬
ninger, ligge i Dvale. Hvad der til dato dette Felledskabs Ophævelse er for¬
nemmelig modstridig, ere.
1.) Det imellem Proprietair=Godset her og der liggende Universitets¬
Klostres Kirkers og Præsters Godser, hvilke til dato ikke haver været af hen¬
delig, endog for de resonableste Tilbud. Denne Forhindring synes mig kunde
ryddes af Veyen paa denne Maade, efterdi disse ikke haver andet af deres pro
officio tillagde Godser end den aarlige Jndkomst af Hoverie og Landgilde, item
Gaard=Fæster, naar samme blive fæste ledige, saa skeede dem ingen Fornær¬
melse, tvertimod en befrielse fra alle de incommoda, som Jorde=Gods fører


182
med sig; om de af den Herre=Gaard, hvortil disse Godser blev henlagt, fik
aarlig de Jndkomster, som deres Godser, efter Jorde=Bogen, beløber sig til: Hvad
Fæste=Penge anbelanger, som synes at være det vanskeligste at treffe, naar in¬
gen Fornærmelse paa nogen af Siderne skulde skee, da veed jeg ikke det kunde
udgiøres paa anden Maade, end det burde eftersees hvad af det Sted udi 50
eller 100 Aar var given til Fæste, hvilket deelet til Aarenes qvota, og tillagt
de aarlige Jndtægter, udgjør det fulde, som den Gaard til hvilken Bonden blev
henlagt, skulde til en vis Termin aarlig svare, og samme skulde som publiqve
Penge blive til ævig Tiid staaende i Gaarden.
2) Forskiæl paa Bønder=Gods (a) i Henseende til Jordens Bonite,
(b) i Henseende til Stedernes og Beboernes Tilstand, hvad det første angaaer,
da staaer den Sandhed alletider fast, at ligesom Jorden bliver dyrket bær den
Frugt, at slutte af slet Korn=Vext skarp Jord, og af god Vext god Jord, ere
undertiden lige falske Conclusa; vel kand siges med Vished, at der er Forskiel
paa Jordens Natur, men med saa liden Grund kand nægtes, at enhver har
den Part af Jord, mindre af god og meere af skarp Jord, som han pro qvoto
efter sit contribuerende Hart=Korn kand tilkomme, denne Ulighed i sig selv ret
betragtet, burde da ikke giøre nogen betydelig Forskiæl til Felledskabets Ophævel¬
se, ja Forhindringen vil aldeles forsvinde, naar enhver vil betænke denne Sand¬
hed, at Forskiæl paa Beboernes Fliid, Arbeyde, deres egen, og deres Herskabs
med dem holdende Oeconomie, foraarsager Forskiæl paa deres bedre eller slettere
Tilstand; hvad den anden Post angaaer, nemlig Forskiæl paa Stedernes og
Beboernes Tilstand, da er samme af større Betydenhed, ubilligt var det at paa¬
staae en god Bonde, som svarer alt hvad han skal og bør, for den, som pro
tempore ikke ved egen Hielp kand jubsistere. Men ligesaa ubilligt er det; at
nægte at afstaae ham, naar derfor efter Billighed skeer Erstatning; efter sidste
Kongelige allernaadigste Forordning om Felledskabets Ophævelse, er det udtryk¬
kelig befalet, at en eller 2de Gaarde som i en Bye foraarsager Felledskab, bliver
til en af de største Lods=Eyere overladt, følgelig kand derimod ikke være nogen
Jndsigelse, det staaer allene tilbage hvad Værdie og Vederlag derfore bør skee,
har den største Lods=Eyere Gods at give igien i en anden Bye, hvor den anden
er største Lods=Eyere, da bør det først at tages, og hvad det ikke kand tilstrække,
da reede Penge, eller andet Vederlag i Følge den Kongelige allernaadigste
Forordning, naar de baade paa den Maade vare eenige om Byttet, skulde de
som udi et hvert Amt i Følge Forordningen, ere beskikkede om hvis Ærlighed og
Capacite man var forsikkret, nøye eftersee Gaardens Beskaffenhed, deres aar¬


183
lige Jndkomster og disse Beboeres Tilstand, og derefter sette enhver pro Tønde
Hart=Korn for en vis Priis, hvilken Forretning burde skee, saavel i deres
Nærværelse, som skulde aflevere, som imodtage, at enhver kunde vide at iagt¬
tage sin retmæssige Paastand.
3.) De paa Bønder=Godset liggende Skove, denne Forhindring er un¬
derkast en af de største Vanskeligheder at hæve, at miste Skov uden Veder¬
lag er ubilligt, det retteste Vederlag er Skov igien, men det haves ikke alle
Stæder. Men endskiønt Skovenes Antagelse og Brendets Fornødenhed set¬
ter en umaadelig Priis paa stor og voxen Skov, ikke desto mindre, er den dog
ikke ævig; mange Steder hvor tilforn har været Skov, er nu ikke et Træ til¬
syne, derimod kand ved eendeel Aars Fliid og Arbeyde, tilveyebringes Skov
hvor nu ingen er, eller nogen kand erindre tilforn at have været. Kand efter¬
følgende ikke have den Forhindring til Fælledskabets Ophævelse, som Skoven
foraarsager, saa veed jeg intet Raad, de Midler jeg synes at være tienlige og
grundet paa naturlig Billighed, vil jeg fremsætte, enhver kand heraf udvælge
det som synes beqvemmest og fordeelagtigst.
1.) Enten skulde tillades den, som for nærværende Tiid er Eyere af Sko¬
vene, at beholde udi hvad Brug og Benyttelse al den Skov, som pro tem¬
pore er stor og voxen fra dato, at Bønderne til den største Lods=Eyere blev
overladt, paa hvis Grunde Skoven befandtes, til 200 Aar vare forløbne,
efter hvilken Tiid, samme skulde være forfalden til den som var Eyere af Bøn¬
derne imod en vis Summa Penges Udbetaling til den, som havde haft Sko¬
ven i Hævd; all Underskov og Hegning, naar det ikke havde naaet en vis Tyk¬
kelse, skulde følge Bonde=Gaarden og Grunden strax ved Mageskiftes Slut¬
ning, jeg har just sat saa lang Tiid til Hævd og Benyttelse af Skoven, nem¬
lig 200 Aar, endskiønt jeg er forsikkret, at kortere end denne Tid er tilstrække¬
ig at opelske Skov, hvor nu ingen er, allerheldst af Bøg, Ask, Lyng og Alm,
som groer hastigere end Eege=Træet.
2) Eller og den, som nu er Eyere af Skoven, reserverer sig alle derpaa
staaende Træer, som havde naaet en vis Tykkelse, og paaslaaer sit Stempel
og Nummer, og det aarlig holder reent at det tydelig kand sees, at være udhug¬
get, og naar engang alle de stemplede Træer ere borthugget, ophører den Ret¬
tighed til Skoven, og falder til den som er Eyere af Grunden.
3.) Eller han reserverer sig aarlig en vis Qvantitet Brende, enten der eller
i en anden ikke længere bortliggende Skov af den, som Skoven tilligemed med
Bønder=Godset blev mageskiftet.


184
4) Svnes mig at den som forkastede disse eller andre billige Forslag, skeede
ingen Uræt, om han blev betaget den Herlighed, som completerede Gaarde have
over Skovene, saavel paa deres Bønders, som Hoved=Gaards Marker, nem¬
lig at hugge og sælge af Skovene, uden dertil først at søge Kongelig Allernaa¬
digst Tilladelse, ja ikke at hugge i fælles Skovene, hverken til eget Brug
eller at sælge der, hvor de ikke eyede saa meget Hart=Korn i Byen, paa hvis
Grund at Skoven laae, som Forordningen tillader Jagt=Friehed sc. 20 Tønder
Hartkorn, og give største Lods=Eyer Friehed at actionere og hæve for ulovlig
Skov=Hug, de faldende Bøder; det er sandt at denne Cour var haard, men
maatte proportioneres efter Sygdommens Beskaffenhed.
5.) Er det fælles Jagten, som til dato har hindret Felledskabets Ophæ
velse, den seeneste Kongel. Allernaadigste Forordning udsætter Jagten til 20
Tdr. Hartkorn udi en Bønde=Bye, dette hielper for en stor Deel, hvor fælles
Jagten ligger til Forhindring, og hvor alle andre uden denne ene er ryddet af
Veyen, meere skulde det maaskee hielpe, om uden Relation til Hartkorn, den
største Lods=Eyere udi Byen blev allene tilladt Jagt=Rettigheden, thi da kunde
man sikker giøre Regning paa, at den nest største Lods=Eyere giorde sig all Flid
for at faae de mindre Lods=Eyeres Parter, for tillige eller intet at blive Besid¬
dere af Jagten. Saavidt betreffende Felledskab imellem Lods=Eyere udi Bøn¬
der=Byerne, angaaende det Felledskab, som foraarsages af Bønder=Byernes
sammenliggende Marker, da har det, foruden disse anførte, sine Forhindringer.
6.) De fleeste og nesten eneste legges i Veyen af Bonden selv, og har
jeg kun hørt gandske faae som har været for Felledskabets Ophævelse, thi Imo
sige de, vi tabe anseelig paa vores Græsgang, det beste Græs er paa de andre
Byers Marker, dersom de blive os fralukket, maa Qvæget blive forsvækket med
videre, men posito, at det var virkelig saa i Sandhed, at en Bye tabte paa
Græs=Gangen ved at skille sig fra Fanget, er det en afgjort Sag, at de andre
Byer skulde føde deres Qvæg, og var dette Hoved=Aarsagen, da maatte den
Bye, som af de andre Byers=Qvæg saae sig at være fornærmet, være saa meget
desvilligere til at skille sig fra det øvrige, men naar dette af Bønderne foregives,
da enten indseer de ikke hvad der er dem tienlig, eller det er allene Ladhed som
holder dem tilbage; thi Aarsagen til deres overalt slette Græsgang deriveres af
en gandske anden Kilde, som paa et andet Stæd skal tydelig viises, ado dernest
klager de fleeste, at de neppe haver Giersel, til de Gierder de nu have, langt
mindre om de skulde giøre nye Hegninger, hertil svares ja, det for de fleeste Stæ¬
der har sin Rigtighed, men Aarsagen er den skiødesløse Maade at hegne paa,


185
jeg levner til et andet Sted at tale om Steen=Gierder og Piiles Plantning, le¬
vende Gierder, &c. og allene vil tilstaae, at Bonden skal hegne med Riis=Gierder,
og da meener jeg, og drister mig til at beviise, at kun gandske faa Bønder skal
ved Fangenes Seperation faae fleere Gierder, end han tilforn har haft, da han
tilfælles udi alle Marker laae med mange Byer. Thi saasnart han vil rette
sine Gierder, som nu gaae ud og ind i 100de og udi 1000 Bugter og Krøge,
udi en eller tvende liige Linier, er jeg forsikret paa, at han derfra skal faae
fleere Favne Gierde tilovers, end de nye Hegninger kand beløbe sig til at Gierde:
forstaae, naar man i de Hegninger vil trække Gierderne lige, men de faae Bøn¬
der=Marker, som jeg har seet frahegnet, siden de Kongelige Allernaadigste Forord¬
ninger om Felledskabets Ophævelse, gaae Gierdet frem og tilbage i utallige Li¬
nier, og indtage dobbelt og dobbelt Rum, Tiid og Giersels=Spilde. Vel und¬
skylder jeg Bonden herudi, som hverken forstaaer det, eller kand giøre det, men
deres Herskabers Forvaltere og Fuldmægtige, burde lade sig være det høyst an¬
gelegen, at Bondens Arbeyde og Gierselet efter yderste Muelighed kunde spares:
hellere maatte en Proprietair betale Jngenieuren for at trække en Linie, uden at
blive fornærmet, eller fornærme andre, end aarlig see paa at Bonden til dette
brugte 30 a 40 Læs Giersel meere end fornøden giordes. Og naar dette med
at rette Gierderne blev alvorlig sat i Verk, bortfaldt af sig selv den Forhind¬
ring, som legges i Veyen for Felledskabets Ophævelse, sc. Mangel paa fornøden
Giersel. Endnu en Hindring til Fangenes Separation, er at faa af Pro¬
prietairerne selv antage det med Alvorlighed, og bie saa længe til Bonden
selv erindres derom, som sielden skeer, eendeel troe, at Bonden, som fra
Barndommen af er vant ved Agerdyrkningen, kiender best dens Mangel
og Fordeel. Men hvor meget herudi tages Feyl, haaber jeg, at Tiden
efterdags skal lære. Jeg synes det kunde maaskee være got, at sette de
Herrer Proprietairer i Bevægelse, som lade sig Markernes Separation
være saa lidet angelegen, og dette kunde skee ved at tillade den allene
Jagt=Rettighed, som paa Fanget, hvor alle disse Marker vare sammenblan¬
dede var største Lods=Eyere, og samme skulde han saa længe beholde saa
vidt og saa bredt, som Fanget var begreben, indtil een eller anden Bye
skilte sin Mark fra Fanget, da Jagten i den fraskildte Mark tilkom den
største Lods=Eyere udi Byen. Endelig udtrækkes den Articul i den Kon¬
gelige Forordning, som forbyder almindelige Vanstæder at fragraves for
vidt, og er den sidste Tilflugt, den Fortrædene har at holde sig til, og
VI. Deel.


186
naar den Vanvittige negligere at replicere, hvor ubilligt det er og
aldrig kand være Forordningens Meening at jeg med min Skade skal
holde min Naboe med Vand, naar han kand forskaffe sig det med
en halv, heel og i høyeste 2 Dages Arbeyde: saa bliver Jndvendigen an¬
seet som gyldig til at kuldkaste et saa nyttigt Arbeyde og Foretagende.
Kønnebeksholm d. 10 Septembr. 1761.
A. L. HANS
EN.
No. IX.


No. IX.
Forsøg
over
det for Aaret 1761 ved det Kiøbenhavnske Kongelige Selskalb
fremsatte Spørsmaal:
At overveye og viise
de fornemste Vanskelighederm
som settes imod
Felledskabs Ophævelse
paa Landet
og at foreslaae
de beqvemeste Midler
til at ophæve disse Vanskeligheder
uden at fornærme
Lods=Eyerne.


D¬
a jeg foretager mig at skrive over den vigtige Materie, som
det berømmelige Agerdyrknings=Selskab i Kiøbenhavn
fremsetter, skeer det ikke i den indbildiske Hensigt, at under
viise dem, der snart skal blive Mestere blant Menneskene, i den før¬
ste Fornødenheds=Konst, i en Konst, som nærer alle de andre Kon¬
ster. Jeg som er født i en langt bortliggende Republiqve, hvor¬
ledes skulle jeg være underrettet om Stædernes Omstændigheder, hvilke
bør tages i Betragtning ved en billig og fordeelagtig Deeling af de
Fælles Græsgange i Dannemark og Norge? Det er alleneste den
Lyst til at viise imod en stor Konge en ringe dog frie og oprigtig Under¬
danighed, der har opvakt min Jver. Hvor behageligt er det dog for
en Menneske=Ven, at see en Enevolds Regent, som en øm Fader,
at bemøye sig for sine Undersaatters Velfært, og at give den gandske
Verden et Exempel, som alt for lidet efterfølges, skiønt det saa vel
fortiener at følges
Den nye Titus, han meener, at en Dag er forloren, dersom
han paa den ikke har gjort noget Got, og han tænker at regiere, det
er, at giøre Folklykkelige. FREDERJCH den Godgiørende,
en oplyst Beskiærmer for alle Videnskaber og alle Konster, han vær¬
diges at opmuntre dem endog i de længst bortliggende Lande, men
han har i sær fæstet sin Faderlige Hensigt paa Agerdyrkningens for¬
deelagtige Forbedring. Da han er befriet fra de skadelige Fordomme,
som hidindtil har forringet den hæderligste Profession, Kilden til Fol¬


190
kets Formerelse og Rigdom, den fasteste Stytte for Thronen, den
uryggelige Grund til Statens Styrke og Ære, Grundvold til Han¬
delen, Søefarten og Fabriqverne: saa opliver han igien Agerdyrknin¬
gen for at giøre sit Folk lykkeligt; som han dernæst understyttes ved Lys
af en Minister, som elsker HErren og Undersaatterne, og, som
Sullv, troer at alting blomstrer i en Stat, hvor Agerdyrkningen
blomstrer, hvad maa da ikke Dannemark vente af disses foreenede Om¬
sorg? Lykkelige Egne, J som see Videnskaber og alle nyttige Konster
at tiltage under Thronens Skygge og ved Ober=Hof=Marskallens
Aarvaagenhed, maatte J kun længe nyde disse søde Freds=Frugter!
Nogle U¬
Man maa tilstaae og det berømmelige Selskab giver ved det
leyligheder
fremsatte Spørsmaal tilkiende, at det fornemmer, at intet vilde mere
ved Fælle¬
befordre Agerdyrkningens Fuldkommenhed, og forøge alle Slags
der o¬
Overdrift. Levnets=Midler, end fælles Græsganges Ophævelse. Hundrede af de
beste fælles Agre give vel neppe saa meget af sig, som man kunde frem¬
bringe af femten eller tyve, hvilke en Selv=Eyer i sær dyrker. Her
ere uskikkede Buske og Træer, hist Klipper og adspredte Steene, an¬
densteds stilstaaende Vand og Moradser, næsten overalt Lyng og on¬
de Urter; see, saa fælt seer det gemeenlig ud i de fleeste Lande, paa de
Jorder, som forsømmes, fordi de ere fælles. Jord=Bunden bliver
uafladelig hentraad af Besternes Fødder, eller udanlig ved Muld¬
varpskud. De opvoxende Urter qvæles under Fæets Gange og Om¬
løben, hvilket i de beste Fælleder fordærver meget meere, end det æder.
Ofte blive Hiordene afmægtige og maa lide Hunger og Tørst, eller
de løbe til at drikke af det forfulede Vand, som foraarsager smitsomme
Syger, hvilke snart gribe vidt om sig med dødelig Ødeleggelse. Lad
os kun besee Vogn=Bæsterne og Melke=Kiøerne, som komme hiem fra
saadanne langt bortliggende Græsgange, man mærker let deres Legems
Afmagt af deres langsomme Gang. Denne Maade at græsse Qvæg
paa fælles Grund, ofte vidt adspredt, giver den ikke desuden Anled¬
ning til mange Giærder, som indtage Grunden, og ofte udtømme
Skovene? At giøre Skoven til Græsgang, er det ikke at fordærve den
og at spilde Giødningen?
Alle disse Uleyligheder og adskillige andre, som vi faae Anledning
Overdrift til at viise i det Følgende af dette Forsøg, ere følelige og kiendelige;
hvad er? De hensigte lige paa Fælleder egentlig saa kaldede, og paa Overdrifts


191
misbrugelige Brug over de øde Jorder, Ager eller Eng, som ikke kand
beskiærmes uden for en Jndsamling, og ellers hverken ere indhegnede
eller forvarede.
Middelet herimod skulle da være en billig Deeling af disse offent= Denne Af
lige Grunde. At giøre denne Deeling uden Lods=Epernes For= handlings
nærmelse, det er det første Spørsmaal, som maa fyldestgiøres; det Indeeling.
andet Stykke af den foresatte Prøve er; at besvare de Jndvendin¬
ger, som imod saadan Deellng kunde giøres.
Fælleder, fælles Agre eller fælles Græs=Gange ere offentlige Mar¬
Art. I.
ker, som henhøre til eet eller fleere Sogner, enten disse Marker ere lave Fælleder
Græs=Gange og Jagt=Baner, eller noget andet vindaaben Sted, saa= hvad er?
som Heederne, enten det er paa Sletten, eller paa Bierge og Klipper,
eller og i Skovene. Kiøb=Stæder, Lands=Byer, Gaarde eller Sog¬
ner i Districtet eye noget deraf, og hver Mand i sær af disse Distri¬
cter nyder deraf daglig Brug og Nytte, da enhver for sig har Ret til
at sende sit Fæe derhen, naar han kun lemper sig efter den paa hvert
Sted fastsatte Vedtægt.
Det vilde blive meget vanskeligt, ja maaskee umueligt, aldeles Oprindelse
nøye at bestemme Fælleders Oprindelse. Det lader alleneste som Hyr= tilFælleder
og Fællet¬
derne hos Almuen har haft det meeste af Gtæs=Gangene tilfælles,
men saare lidet til Eyendom, og at Oprindelsen til disse u=indhegnede
Jorder er meget adskillig.
Midt i de Barbariske Tider, hvor Lehns=Regieringen blev indført,
vare overalt nogle Steder mindre ulykkelige end andre: Gaardes,
Lands=Byers og Kiøb=Stæders Beboere, endskiønt de vare en Fyr¬
stes eller en anden Herres Undersaatter, vare dog ikke Livegne, men
frie. Saadanne Steders Beboere udgjorde visse Laug, de havde
deres Land=Gods tilfælles, og deres liden Fæderne=Arv var gemeenlig
Fælleder eller fælles Marker.
Ellers maa Beboernes Fælledskab tilskrives Fyrsternes og Her¬
rernes Menneskelighed, som brød de Lænker, hvilke Lehns=Lovenes
Haarhed havde sammensmedet. De Folk, som tilforn i vare
Livegne, bleve friegjorte: De udgjorde ikke længre Laug, men de
søgte at formere Laug: De havde ikke Eiendom, men de søgte at for¬
skaffe sig den.


192


Oprindelse
til Over
drift.


Nogle kiøbte sig frie for Penge eller ved Tienesters Forplig¬
telser, andre bleve befriede fra Rettens haarde Vilkaar, ved deres Her¬
rers Ædelmodighed, hvilke da de erkiendte i deres Underhavende samme
Menneskeligheds Kiendetegn, som de selv bare, forstode, at de burde
høyt ansee saadanne Træk, som saa nær lignede dem. Hvilken Ære
for de Konger, som har brudt saa foragtelige Rette! Den sande Ære
har aldrig nogen fast Grund uden saadan Tieneste, som hevises Men¬
neskeligheden: og de Egne i Norge, som FKEDEK JCH den God¬
giørende har friegjort, vil i Evighed velsigne deres Frieheds=Stifter.
Endelig har det undertiden kundet hænde sig, at Kiøb=Stæders,
Flækkers og Lands=Byers Stiftere har fattet visse Indretninger, og
oprettet Fordrag med Jndbyggerne: Herrerne har da afstaaet deres
Undersaatter visse Jorder &c. har tillagt dem et Stykke Land under
aarlig Afgift, Paalæg, Hov=Arbeyde og bestemt Tieneste.
De har da altid givet dem meere Land end de virkelig har kundet
dyrke, i det naturlige Haab, at de desto meere skulde formeere sig.
Hver i sær har siden deelt Jordene imellem sig, hvilke de har holdt for
de beqvemeste, de frugtbareste og mindst til Spilde. De har af¬
maalt hvad enhver skulde besidde, og bestemt Maaden, hvorledes han
skulde besidde den Grund, som ham blev tillagt:
Dette er da rimelig Oprindelsen til Overdrift: De nye Selv¬
Eyere ere blevne eenige om, at deres Marker, som hvilede, skulle lades
aabne for Fælledskabets Qvæg, og deres Engbund efter den første
Jndsamling.
Efter disse første indrettede Stiftelser var endnu tilbage meget af
det langtbortliggende og utaknemmelige Land, hvilket blev anseet af
mindre Værdie, eller, naar det skulde dyrkes, udkrævede saadan Flid,
som de ikke vilde giøre sig: disse Jorder har maaskee været efterladte
til fælles for deraf at komme de Fattige til Hielp, og for at tillægge de
nye Ankommende dem i fornøden Fald.
Alt dette er noget almindeligt, men det er nok til det Øyemærke,
som vi foresette os, nemlig at bestemme hvorledes man maae gaae til
Verks for at afskaffe Fælleder, saaledes at ingen af Lods=Eyerne der¬
ved skulle skee nogen Fornærmelse. J Manigel af denne Vilkaar,
maatte Ophævelsen, i hvor ønskelig den end var, blive en aabenbar
Uret.


193
Man maa endog anvende all muelig Fuldkommenhed paa For¬
slaget, dersom alle Lods=Eyerne i det Fælles, Fyrsten eller Staten,
Lehns=Mændene, Fælledskaberne, Ager=Manden og de Fattige paa
engang derved skal finde deres Fordeel.
Lad os da see paa hvad Fod og Maade denne Ophævelse kand i
Verksættes med all muelig Fordeel for det almindelige.
Vil Fyrsten paa Statens Vegne afskaffe saadanne Fælleder, og Afskaffelse
bemægte sig disse uindhegnede Jorder, saa at han vil selv lade dem for= paa Fyr¬
valte eller selge dem for at berige sin Casse, eller give andre dem til stens Side
forkastet.
Eiendom og Nydelse, end de som nu nyde dem? Jeg meener det ikke
Saadan Anordning maatte blive en aabenbare Fornærmelse imod
Retten for den første Eiendom og ældgammel Besiddelse, og vilde for¬
aarsage mere eller mindre Skade for nærværende Nydere, hvilke
ustridig have Ret til disse Grundes Afgrøde. Oprindelsen til Fælleder
har kundet forandre sig; deres Datum er uden Tvivl adskillig, de be¬
tingede Vilkaar ere ikke altid de samme; deres Besiddelses=Ret grun¬
der sig paa en fastsat Afgift eller paa ingen, men paa alle Steder og
i alle Tilfælde har disse Fælleder udgjort en Deel af Fælledskabets
Jorder; De har fra gammel Tid af tilhørt deres rette og lovmæssige
Eyere, formedelst en ordentlig Afstaaelse eller umindelig Besiddelse.
Disse Eyendomme ere enten Kiøb=Stæder, Lands=Byer eller Gaarde,
som bruges og benyttes afderes retmæssige Eyere og Beboere. Jngen
kand da skille disse offentlige Eiendoms=Herrer ved deres første Ret,
ey heller tage Græs=Gangene fra dem, som fra gammel Tid af har
benyttet sig af dem, uden han maa fornærme Lovene om Eiendom og
Besiddelses=Ret, og derved handle imod Retfærdighed selv.
Man mærker let, at i det, som jeg nu nyelig har sagt, har jeg
talt for Undersaatterne og Beboerne til det allerbeste.
Jeg har sat
forud, at i Begyndelsen har det paa Herrernes Side til Beboernes
Beste været en fuldkommen Afstaaelse, en virkelig og skriftlig Afhæn
delse med Fælleder, eller i det mindste at deres Eiendoms=Ret og Brug
har været fra umindelig Tid af. Men dette er vist, at hverken Betin¬
gelsen eller Brugen har overalt været den samme. Undertiden har
Brugen alleneste været bevilget, enten for intet eller under en maadelig
Afgift. Denne Afgift har enten været uomskrivelig eller igienkiøbelig.
Homme Tider har Fyrsten eller Herren, naar de har bevilget Fælle¬
VI. Deel.


194
ders Eiendom for det Almindelige og Brugen deraf til nogle i sær, for¬
beholdt sig Ret til at profitere af saadan Brug tilfælles.
Paa visse
Stæder har Herrerne Ret til den tredie Deel, det er at sige, de kand
fordre, at den tredie Deel af det Fælles skal henlegges til deres Bæsters
Brug og adskilles. Aar 1667 eftergav Kongen i Frankerig alle Fel¬
ledskaber den tredie Deel; eller tredie Deelen af alle Fælleder, som var
oppebaaren af ham eller andre Eiendoms=Herrer fra Aar 1636, blev
ophævet: og efter denne sidste Anordning kand Herrerne intet forlange
i Fælleder paa Beboernes Part; det blev og forbuden herefter at giøre
nogen for Fælledskaberne saa ugunstig Deeling.
J ingen af disse
Tilfælde kunde en frivillig Forandring have Sted. Den umindelige
Eiendoms=Ret, de sædvanlige Titler, Fordrag, Erkiendtligheder,
Documenter og Brug fra gammel Tiid af, bør være uforkrænkelige.
Ligeledes
Hvad jeg har sagt om Fyrster, bør paa samme Grund og med
paa Lehns.
størrre Aarsag hentydes paa Lehns=Mænd. De har ikke Ret til at
Mændenes
afhænde fra deres Eyermænd disse Grunde, som fra all Tid har været
Vegne.
skattede uafhændelige, ikke heller at borttage enten Eiendommen og
lægge til deres Fælledskab, eller Brugen til deres henhørende fælles
Græsning
Kiøbstæders ellers Fælledskabs Raad kand ikke heller af deres
Ligeledes Myndighed borttage eller fuldkommen forandre Fælleders Brug, ey
paa Felled= heller dermed efter Behag skelte og valte. De har blot Forvaltning
skabs og Politie derover, overeensstemmende med den vedtagne Skik; og en
Vegne.
umindelig Skik bør være for dem en Regel, der altid maa høyt agtes.
De raabe uophørlig derimod, de bør derfor selv underkaste sig den.
De maatte ellers gribe ind i Fyrstens Myndighed, hvilken aldrig blot¬
ter sig fra sin Tilsyns og høye Forvaltnings=Ret over disse Jorder,
som udgiøre en større eller mindre Deel af hans Herredømme; De
maatte gribe ind i deres Herres, deres Over=Hoveds=Ret; og der¬
som de, der have Ret til disse fælles Græsgange, bleve skilte ved deres
given Friehed formedelst nogen nye Anordning, hvorfra den end kom,
saa bleve de Fornærmede i deres Jndkomster; Fælleders Afskaffelse
kand altsaa ikke giøres billigen, uden det skeer til Brugens For¬
bedring.
Ligelede¬
Endelig har enhver af dem, som nyde Fælleders Brug, ikke Ret
paa een¬
hvers til selv at anordne Maaden, hvorledes de paastaae at nyde deres sælles
Vegne.


195
Græs=Gange. Lods=Eyerne kand ikke allene aldrig foreene sig alle
til Forstaaelse, men de maatte overalt giøre Jndgreb i deres Herres
eller Fyrstes Ret, og skille Øvrigheden ved deres ældgamle Ret, Poli¬
tie og Forvaltning over disse Grunde, ligesom over alle de andre gand¬
ske offentlige.
Af alt dette flyder, at disse Græs=Ganges fælles Eyendom hen¬
hører til heele Fælledskabet samtlig forstaaet, at enhver i sær ikke kand
skalte og valte, som han vil, med den Ret som han har i saadan Eyen¬
dom eller i saadan Brug, som Fælledskab, ey heller kand nogen af¬
hænde det fælles, uden det skeer efter den i adskillige Lande vedtagne
Skik for Godsers Afhændelse fra Livegne Folk, saa at det Fælles ikke
kand tages for Fælledskabets Skyld, men Judbyggerne kand settes i
Skat. Kortelig, Maaden at nyde det paa er bestemt imellem Bebo¬
erne ved en umindelig Sædvane eller ved Regler, som fra gammel
Tid af ere fastsatte af Fælledskabet selv eller ved Øvrighedens
Politie.
Men dersom Fælleders Afskaffelse ikke kand skee lovlig ved nogen Fyrsten
af disse adskillige Lods=Eyere, betragtede hver for sig, saa bør den an= maa raad¬
føre sig
ordnes og stadfæstes ved deres Foreening. Enhver bør deri have sin med de un¬
Plads, og giøre sin Forretning. Fyrsten og Herrerne bør høre til, derhavende
raadføre sig, overveye, omhyggelig randsage Omstændighederne, og Lods=Eye¬
med den største Mildhed og nøyeste Forsigtighed, spare Forandringer; re og Bru¬
Men Undersaatterne bør underkaste sig Ordre, som udstædes fra Thro=Kkkk.
nen, og de Anordninger, som derefter giøres.
Alle Slags Forandringer ere farlige. Man seer, man fornem¬
mer de nærværende Uleyligheder af vidtløftige Fælleder, men man
kand ikke forud see all den Fortrædelighed, som kunde foraarsages ved
deres Afskaffelse, dersom man ikke derved gaaer frem med megen For¬
sigtighed.
Agerdyrkningen i Almindelighed, som forsyner os med det vi
først har fornøden, taaler ingen voldsomme Forandringer, som ikke
ere lempede efter et hvert Steds Grund. Alle Fælleder kand ikke paa
engang afskaffes, paa een Tid og paa een Maade; deres Bestem¬
melse eller Anvendelse til Brug bør nødvendig lempes efter de adskillige
Omstændigheder. Alt saadant maa indrettes efter Stedernes Natur,
deres Bortliggenhed, efter Fælledskabets og dets Lemmers Tilstand,


196
efter deres Nødtørftighed, og uendelig mange Ting, som støde hertil,
dem man vel maa kiende og vel overlegge.
Oprettelse
For at beviise Fælleders Ophævelse, uden Fornærmelse imod no¬
af et Raad
gen, hvem det endog er, og til desto større Fordeel for alle, slutter jeg
om Ager¬
dyrkningen da, at man kunde iagttage nogle Forsigtigheder, hvilke vi nu vil til
kiendegive. Under et Regimente, saa retfærdigt som FKEEDEKJc¬
den Godgiørendes, maa altid Billigheds Grund=Regler og Folkets
største Gode bestemme befalingerne. Saadan er hans Loves For¬
stand. Jeg mærker strax, hvor høyt der ligger Magt paa, at der i
alle Stater maa være et Agerdyrknings=Raad. Henric den Ottende
havde dertil oprettet eet i Engeland, som var alleneste beskikket til at
see paa den Kongelige Huusholdings Beste, og Ludvig den Femten¬
de har nyelig oprettet eet i Paris. For at tilbereede Gemytterne maa
Fyrsten eller Agerdyrknings=Raadet lade Almuen vide de store og mang¬
foldige Uleyligheder, som for Staten, for Lehns=Mændene, for Fælled¬
skabet og for enhver i sær foraarsages ved fælles Græs=Gange, paa
den Fod, som de for nærværende Tidere, og forestille dem de store For¬
deele, som det var mueligt at indbringe deraf, ved at forbedre deres
Forvaltning. Raadet maatte dernæst udstæde Ordre til Kiøb=Stæder,
Flekker, Lands=Byer, Fælledskab, Lehns=Mænd og de Fornemmeste
paa hvert Stæd, at der blev gjort nøye Afridsninger og alt det brakke
Land i Stykkeviis afdeelt. Med disse Grundridsninger maatte følge
en Efterretning for at viise disse Fælleders Beliggenhed, deres Be¬
skaffenhed, deres Værd, og den beste Brug, som man deraf kunde
giøre, enten det var Skov, Ager eller Eng; og at forestille Midlerne,
hvorledes det kunde sættes i Værk, de Bekostninger som derpaa maatte
giøres, de Hindringer, som derved maatte overvindes, og den Brug,
som deraf har været gjort hidindtil. Man maatte tillade enhver at
meddeele Raadet sine Jndsigter og sine Begreb, paa det at man kun¬
de dømme om de nu værende Feyl, og derimod anbringe de beqvemme¬
ste Midler.
Naar Agerdyrknings=Raadet var forsikkret om disse Efterret¬
ningers Oprigtighed, saa maatte det overveye baade hvad som var
for, og hvad som var imod, de anførte Aarsager og de udkastede Af¬
ridsninger, det maatte adskille disse Fælleders Lod efter Stædet, dets
Strekning, Beskaffenhed og Omstændigheder. Raadet maatte ogsaa


197
opmuntre til deres frie Afskaffelse ved Velgierninger, ligesom Parla¬
mentet i Engeland ved adskillige Leyligheder har gjort; eller der maatte
i det mindste bevilges en Undtagelse fra all Ret over disse nye opbrudte
Jorder i ti, femten eller tive Aar, efter Begivenhed og Stædernes
Omstændigheder. Naar bemeldte Tid var forløben, saa skulde disse
Jorder vurderes og skattes i Ligning efter deres Værd, og efter de
Regler som følges ved de andre Grunde, hvilket naar det forøgede en¬
hvers Jndkomster i sær, skulle snart forøge Statens.
Dersom det da ved Undersøgning befandtes, at Græs=Gangene Fælleder,
ved et Fælledskab vare af liden Strekning, samlede til een Hob, vel som kunde
vedligeholdte, med Billighed og Forstand besatte, og Grunden des= beholdes.
uden var tør, saa den kunde ikke tiene uden til Græs, og udkrævede
kun liden Fliid, saadanne Fælleder kunde maaskee blive som de ere.
Men jeg tvivler paa, at der ere mange saadanne. Jeg kiender i det
mindste kun en eller to af dem, som findes nesten i denne lykkelige
Stand. Og i Fald Agerdyrknings=Raadet besluttede, at nogle Fæl¬
leder kunde beholdes, da maatte det foreskrive en Politie, som derved
burde iagttages, saavel for Græsningen, som for Vedligeholdelsen og
de fornødne Forbedringer.
Dersom det var Græs=Gange, hvoraf mere end et Fælledskab i Fælles
Fleng betiener sig, saa maatte tillige anordnes en Deeling af disse Græsgan¬
ge afskaf
Grunde imellem de Lod=Eyende Fælledskaber; efterdi fælles Græsning
giver idelig Anledning til Klage, Tvistighed og Proees imellem Nabo¬ ii
erne. Dette første Skrit fornærmer ingen i sin Ret, og er fordeel¬
agtig for alle. Ja det er uforbigiængelig fornøden, efterdi de smaa
Fælledskaber, som ikke kand underholde gode og flittige Hyrder, finde
sig altid fornærmede ved Brugen af disse fælles Græsgange.
Samme Anordning maatte tilstæde enhver Selv=Eyer at ind= Overdrift
hegne sine Jorder, og giøre deraf hvad ham syntes for got, efterdi det afskaffet.
er aabenbare, at Overdrifts=Brug angriber virkelig Eiendoms=Ret,
og enhver i sær, som ikke er Træl, bør have Friehed til at giøre med
sin Jord, hvad ham lyster, og at sette sine Grunde i Beskiærmelse, saa¬
snart han frasiger sig selv Ret til at lade græsse paa andres Jorder.
Denne Ret flyder nødvendig af saadan Brugs Oprettelse. Man har
i visse Lande bevilget enhver i sær Ret til at indhegne sin Eiendom,
men under meget haarde og besværlige Vilkaar for Selv=Eyeren,


198
efterdi han maa betale til Fælledskabets Casse en siette Deel af Grun¬
dens Værd; eller under en for Agerdyrkningen meget skadelig Vil¬
kaar, da han paa andre Stæder derimod maa afstaae den fierde Deel
af Grunden selv, for at føyes til det fælles Græsgange.
Det lader for det første, som denne Fordeel af Indhegnings
Tilladelse var alt for vigtigt, eftersom den offentlige Casse skulle saa¬
ledes have siette Deelen af heele Grundens Værd, hvilket maatte
visselig være umaadeligt. For det andet, saa bør Fælledskabs=Cassen
ikke tilegne sig alle Pengene af Eiendomme, til at legge paa Kiste¬
Bunden, de fattiges Bøsse bør deraf have en Deel, uden saa var, at
disse Casser vare sammnblandede. Hvad siger jeg, det er for det tredie
aabenbar, at Fordeelen af denne Indhegnings=Tilladelse bør ikke hen¬
føres til den offentlige Casse, hvilken, saasom den aldrig det ringeste
har profiteret af disse øde Jorder, bør intet trække deraf, efterat de
ere satte i Beskiærmelses=Stand. Denne Fordeel henhører med rette
til dem som dyrke og bruge disse Jorder, imellim hvilke den bør deeles,
som et Vederlag for den Formindskelse, foranlediget i Græsningens
Nydelse.
Græsgang
Dersom det angik Fælleder i Skove, hvilke det var fornøden at
i Skovene
vedligeholde, saa maatte anordnes, at alle de som derudi har Græs¬
ølskallkk. nings=Ret eller Brug, skulle i Aar og Dag lempe sig efter besagte
Skoves Eyere, hvis ikke maatte Agerdyrknings=Raadet holde dem i
Orden. Ved saadan Indretning kunde saaledes ingen Uret skee imod
nogen, efterdi jeg sætter forud, at Eyermændene og de som bruge Grun¬
den, skulle billigen behandles.
Der er intet andet Middel til at vedligeholde Skovene, end at
holde Qvæget derfra, hvilket ellers derudi ofte tager stor Skade. Lader
man Faar derudi; de taber deri deres Uld. Dersom det er Eege¬
Skov eller der voxer Hassel=Spirer i Mængde, og man slaaer Kiøer
derudi, saa pisse de snart Blod og fordærves, uden saa er at de ere
vante til saadan Føde.
Fælles
Hvor der er for meget Grund begroet med Skov i Ligning mod
Skov op
Beboerne og den Profit man kunde giøre ved at sælge noget deraf, der
brudt og
deelt i hvil maatte Agerdyrknings=Raadet anordne, at eendeel af disse Skove skulle
ken Tilfæl= opbrydes til Fordeel for Eyerne og dem som bruge Grunden, samt
foreskrive Maaden, hvorledes man skulde forholde sig med dens Afhug¬
de.
ning, og ved at anvende og deele denne Grund.


195
Dersom der var Leylighed i disse Egne til at oprette Fabriqver, Fabriqvers
som udkræve en stor Deel Brænde, saa kunde man forflytte dem der= Oprettelse
i hvilken
hen. Dersom der vare store Gruber, saa maatte man benytte sig Lifelve.
af dem.
5 sær, dersom man der kunde oprette Tegel=Hytter til Tegl= og
Kalk=Brænderie, saa kunde Agerdyrknings=Raadet derved intet nytti¬
gere giøre, end at befordre saadan Stiftelse til Beboelsens Bestandighed,
Sikkerhed og Vedvarenhed, og til at spare Bygnings=Tømmer. Vi have
Bønder=Hunse og Gaarder, hvis Opbyggelse udkræver heele Skove,
og som ved en Jldebrand kand fortæres paa et Øyeblik. Uden Tvivl
kand ingen af disse Forslag i nogen Maade fornærme nogens Gavn,
men alle derimod finde deres Fordeel derved.
Saa ofte som et Fælledskab ønskede at afskaffe disse Fælleder, Fælleders
gødvillige
og deele dem imellem hver i sær, skulle det ved Raadet gives Fuldmagt
Afskaffelse
til at forskaffe sig denne Fordeel, og tillige, dersom disse Grunde ikke biefalden.
kunde sættes i Stand uden et Forskud alt for stort for Fælledskabet og
Fæste=Bønderne, saa var det Kongens Gavmildhed anstændigt, at
forstrække dem en Sum Penge, uden Rente paa nogle Aar, til at for¬
bedre disse Grunde.
Dersom Fælledskabet var besværet med Gield, saa at det havde Fælleders
kun lidet Jndkomster, i Ligning mod dets Byrder, og disse fælles Jor= Afskaffelse
der vare af god Beskaffenhed, saa maatte der gives Tilladelse derudi paa de Sti¬
der hvor
at oprette et Hollænderie til Fælledskabets Profit. De narlige Jnd
der er al¬
komster, heraf skulle giøres i Penge og tiene til at indfrie Gielden og mindelig
de offentlige Byrder: Og Resten af Grunden skulle deeles imellem Gield.
Beboerne indbyrdes eller Familiernes Hoveder, under en Skat, indtil
den almindelige Gield blev udslettet. Af disse Penge burde altid for¬
vares en Deel til Beste for de Fattige.
J dette Fald skulle den foreslagne Afskaffelse blive fordeelagtig
for alle Lods=Eyerne, for Staten, for Lehns=Mændene og for Fælled¬
skaberne. Ja enhver i sær maatte derved vinde, eftersom de fik en
Deel af disse Jorder, eller i det mindste saasom de ved Skyld og de
offentlige Byrder ere forbundne, saa giør de ikke andet end de bor ved
at hielpe hinanden at bære dem, eller at indfrie dem; og de kand ikke
giøre noget dertil paa en beqvemmere Maade for dem selv end ved at
ophæve deres Ret til at græsse paa deres Fælleder.


200
Skoves
Undertiden kunde det være tienligt, paa disse fælles Grunde at
Opfredelse
forplante en Skov til Bygnings=Tømmer eller Brænde, til almindelig
paadis
og besynderlig Brug. Agerdyrknings=Raadet maatte dømme om de
Fælleder.
Undersøgninger, som denne Stiftelses Fornødenhed udkrævede, og
give den fornødne Underretning hvorledes med denne Forplantelse skulle
forholdes.
Dersom Fælledskabet havde gode Vilkaar, og det var i Stand
Fælleders
uforskyldte til at giøre Forskud til Omkostningerne, saa kunde Fællederne ved lige
Deeling. Deeling deeles imellem Beboerne. Enhver i sær af Stedets Beboere,
som holdt Jldstæd, skulle have sin Andeel for sig og sine Arvinger
uden Testamente. Over=Deelene, som vare giorte efter Billighed,
skulle kastes Lod. Vel betænkt, at de fattiges Bøsse burde have en
anstændig Andeel ved denne Deeling. Man kunde giøre en Stiftelse
større eller mindre, til deres Bedste.
Feleder
Endelig dersom heele Grunden var alt for vidtløftig til at dyrkes
lagte til
nye Fnd= og sættes i Stand ved de nu værende Beboere, og der indfandt sig fra
fremmede Stæder nye Jndbyggere, som vare arbeydsomme, ædruelige
byggere.
og velsindede, saa kunde Fyrsten efter sin Myndighed tillegge dem disse
Fælleder, enten gandske eller en Deel deraf; hvilke skulle betales Selv¬
Eyerne eller Fæste=Bønderne efter Værdie, lignet mod den Nytte,
som de hidindtil deraf havde oppebaaren, og efter Eiendoms=Rets
Natur, bestemt ved Erkiendtligheder, i det man altid henlagde en Deel
til de Fattige. Thi deres Ret er hellig, og det er en overmaade vigtig
Sag for Staten, for Lehns=Mændene, for Fælledskaberne og for en¬
hver i sær at vedligeholde den.
Lad os upartisk overveye denne sidste Artikel, den fornærmer ikke
nogens Gavn, hvem det og er. Fæste=Bønderne og de Fattige finde
derved deres Regning, og den synes mig at være grundet paa Monar¬
kens høye Politie=Ret, paa Fælleders Oprindelse, paa Tiller og Er¬
kiendtligheder, som ere oprettede imellem de gamle Love og Herrerne,
paa den Fordeel, som Staten, Lehns=Mændene, Fælledskaberne og
hver i sær har af Folkets Formerelse, og paa deel Forpligtelse, som
Religionen paalægger til at antage de Fremmede Broderligen, lige¬
som vi ville selv antages, om vi vare saa ulykkelige at befindes i samme
Omstændigheder.


201
Jeg har ikke paastaaet her at ville forklare alle Tilfælde og alle Almindeli
muelige Forslag til Fælleders Afskaffelse. Mit Forsæt har alleneste geAnmerk¬
ninger
været, ved disse Exempler at lægge de almindelige Grund=Regler, hvor¬
over disse
efter man kunde gaae frem ved saadan Forandring med Billighed og Forslag.
paa en Maade som sigter til de adskillige Lods=Eyeres største Fordeel.
J Henseende til det, som jeg nu har sagt, synes det umueligt Nye Feyl
andet end at enhver jo med Flid og Jver skulle arbeyde paa at udrive ved Fælle¬
Fællederne af deres raa og vilde Tilstand, ved at deele dem; fornem= der.
melig da de som nu nyde dem; selv nødes til at bekiende, at Brugen
af disse Jorder er ikke altid indrettet med all den Billighed, som var at
Fæledt.
ynske. De beklage sig uophørlig, at de meest uforskammede ynkeli¬
? Feyl.
gen fordærve disse Græs=Gange, uanseet Politiens Indretning, og
uden at Øvrigheden kand holde dem i deres Pligt. Det er ellers ustri¬
digt, at de Fattige profitere kun gandske lidet eller maaskee slet intet af
disse Jorder, hvilke de dog, saavelsom de Rige, have Ret til at bruge,
og at man undertiden paa visse Stæder ikke tillader de Trængende at
slaae deres Bæster løs, efter Contracten eller for Penge, ey heller at
slaae paa Græs andre Bæster, end dem de kande holde Vinteren over.
Uagtet disse Betragtninger sætter man imod Fælleders Afskaffelse Art. II.
eller saadanne Forandringer, tusende Vanskeligheder, hvilke fortiene at Vanskelig
overveyes. Vi vil ikke dølge nogen deraf, og vi haabe at ville hæve heder imod
Fælleders
dem. Her faae vi endnu Leylighed at tilkiendegive nogle særdeles Reg¬
Afskaffelse.
ler til at forekomme, at disse Forandringer, ikke skal foraarsage nogen
Fornærmelse, mod nnogen af Lods=Eyerne.
Første Vanskelighed. For at give Anledning til denne Afskaf, iste Fæste,
felse, maatte det være fornøden, at Øvrigheden fik nøye og omstæn= Bønder¬
delig Kundskab om alting som derved skulle iagttages, om Stædernes nes Frygt.
Beliggenhed, om Kiøb=Stædernes, Lands=Byernes og Fælledskaber¬
nes Politie eller Indretning. Disse ere de Undersøgninger, som Stæ¬
dernes Forstandere befrygte sig for; de ere bange, at disse Randsag¬
niinger skulle være et Paaskud og en Anledning til at indskrænke de æld¬
gamle Skikke, til at berøve dem deres Rette, eller at tvinge deres Ny¬
delse. Men i Sandhed, om saadan Mistanke har nogen Grund i Besvarelse.
visse Stater, saa kand den dog ikke have Grund under et viist og billi
Regimente, hvis eneste Øyemærke er Folkets allerstørste Gode.
VI. Deel.


202
2. Foran.
dringers
Farlighed.
Besvarelse


Hvad har en oprigtig Dansk at frygte for under Frederichs
Regimente? Hvor var det at ynske, at Fyrsterne, som ere Fæderne¬
Landets Fædre, allevegne vilde vaage over dette, at Ministerne under
deres Magt aldrig forfalskede den gode Overeensstemmelse og Fortroe¬
lighed, som bør herske imellem Monarken og Undersaatterne.
Ellers har Folk i Almindelighed et Middel ligesaa enfoldigt,
som ubedrageligt til at hindre disse Undersøgninger, hvilke forekomme
dem saa forfærdelige. Gid de af dem selv vilde afskaffe deres Fælleder
paa en Maade, som de holdte for den beste, den fordeelagtigste og
den beqvemmeste! Gid de vilde begiære af Fyrsten eller af hans Raad
Stadfæstelse paa et billigt Forslag, hvorom de vare blevne enige:
Saa var alting sagt, saa skulle alting overlegges.
Anden Vanskelighed. Forandringer, siger man, ere altid far¬
lige. Man fornemmer for nærværende Tiid Fælleders Uleyligheder,
men hvo veed, om ikke disse fælles Græs=Ganges Afskaffelse kunde
maaskee blive endnu mere skadelig? Men, jeg spørger, skal en blot
Mistanke til intetgiøre visse Gierninger, som ere grundede paa Sager¬
nes Natur selv? Erfarenhed beviiser Nytten af Fælleders Afskaffelse,
J Engeland, hvor
ligesom den beviser Skaden af deres Beholdelse.
den Kongelige Huusholdning er bragt til en saa lykkelig Fuldkommen¬
hed, formedelst den Agtpaagivenhed, som Regieringen derved bruger,
der har man efterhaanden afskaffet næsten alle Fælleder. De ere
blevne deelte imellem Fælledskabernes Lemmer. Parlamenterne har
siden sidste Aarhundret ikke afladet at drive paa disse Deelinger; og i
Almindelighed at befordre Indhegninger. Det er ustridig denne
Fælleders og Overdrifts Afskaffelse, som man for en stor Deel maa
tilskrive Agerdyrkningens blomstrende Tilstand i dette Kongerige, som
er bleven saa mægtigt.
J Svigerland og andre Stæder, hvor nogle Fælledskaber har
været saa kloge at efterfølge dette Exempel, der er det vist, at Bønder¬
ne i disse Egne ere bedre i Stand, end paa de Stæder, hvor de maa
behielpe sig med de vidtløftige og offentlige Græs=Gange.
J Canton=Bern, hvor Overdrifts Trældom blev igienkiøbt til
et Forsøg paa ni Aar, har der vel været et eneste Fælledskab, som
derpaa har fortrødt i fyrretyve eller halvtrediesindstyve Aar, da denne
Tilladelse har været bevilget? Gierderne formeres de ikke endnu daglig


203
uanseet det umaadelige Værd man derpaa har anvendt? Skulle det
da være umueligt at det Almindelige og hver i sær ikke kunde finde de¬
res Reigning ved saadan Forandring? Indhegninger formere nød¬
vendig Foeringen og Giødningen; give Leylighed til med Konst at ind¬
rette Enge, hvilke ikke kunde lykkes, dersom de bleve brugte til fælles
Græsning. Disse Enge sætte Dyrkerne i Stand til at holde gode
Heste og meere Horn=Qvæg, som desbedre finder Aftræk; han kand
da og udvælge iblant sine Jorder, hvilke der tiene best enten til Græs
eller til Korn.
Tredie Vanskelighed. De som have Deel i Fælleder, sige des= 3 De Fat¬
uden, at inden kort Tiid blive disse inddeelte Jorder solgte, afhændede tige blive
kun trøste¬
til andre ved slette eller liderlige Huusholdere, hvilke aldrig har kiendt ,e for en
den Fornøyelse Eiendom fører med sig: og saadant var tvertimod een kort Tid.
af deres fornemmeste Bestemmelser, som er at tiene til Trøst og Hielp
for de sande Fattige.
Det er forekommet i alle de Deelings=Forslag, som jeg har gjort, Besvarelse.
efterdi de Fattiges Andeel har udtrykkelig været forbeholden, og det
har derudi været forudsat, at disse Jorder skulle blive uafhændelige,
eller at de altid skulle tilfalde den nærmeste Blods=Forvante. Den
eneste Tilladelse, som jeg ønskede at maatte bevilges, skulle være, at
kunde omskifte disse Jorder imod andre af samme Natur. Saadanne
Omskiftelser kunde ved mange Leyligheder befordre Agerdyrkningen.
Man seer altsaa, at de Fattige, hvilke ikke kand hielpes ved Sagernes
nu værende Tilstand, kunde være meget bedre og vissere hiulpne ved
Fælleders Deeling. Lad os heller sige, det synes klarlig, at saadan
en Indretning maatte være det kraftigste Middel til at forekomme nogle
Familiers yderlige Armod og gandske Ødeleggelse, efterdi disse Grun¬
de aldrig skal kunde afhændes, men arves paa de nærmeste Blods¬
Forvanter.
4. Man
Fierde Vanskelighed. Man er bange, at man ikke kand under= kunde da
holde sine Bæster og Qvæg om Sommeren, dersom man bliver skilt ikke under¬
ved den Ret at slaae dem paa Fælleden, hvor de nære sig de fleste Maa= holde sine
Bæster og
neder af Aaret.
Qvæg om
Men er det ikke aabenbar, at den samme Mængde Qvæg, som Somme¬
nu nære sig af Grundens Afgrøde, uanseet Fælleders øde Tilstand, ren
maatte endnu bedre kunde næres, dersom Fællederne bleve satte i Stand, Besvarelse.
dersom


204


dersom de ikke herefter bleve hentraadne og nedtrykte af Qvæget, der¬
som den første Top af Græsset ikke blev afbidt, saasnart det fremspi¬
rer, og dersom det Græs, som Fællederne kunde give af sig, naar de
bleve deelte imellem hver i sær, blev gjort til Høe? Hvad siger jeg
paa de fleste Steder kunde man holde dobbelt eller tredobbelt saa me¬
get Qvæg, da man kunde have det langt stærkere og friskere, man
kunde forbedre Fæe=Avlen og mæske Qvæget; hvorved man kunde faae
dobbelt ja tredobbelt saa meget Giødning og all Profiten. J Enge¬
land siden Fællederne ere blevne skiftede imellem hver i sær, der har
Sagerne faaet en nye Anseen: Skindet, Ulden, Salt=Maden, Tæl¬
gen, Smørret, Osten, Kornet, Manufacturerne, Handelen, Søe¬
Farten, med et Ord Alting har tiltaget. Dette er i Almindelighed
talt om Felledskab.
Hvad hver i sær angaaer: da ere der rige Folk, som aldrig slaae
deres Qvæg paa Fælleder. De skal have en Andeel ved Deelingen
som skal giøres, lige saavel som de andre, de skal nyde Ret til at ind¬
hegne deres Eiendomme. Vanskeligheden kand ikke røre dem. Denne
deres Eiendoms Stadfæstelse og deres Grunds og Foerings Forme¬
relse foraarsager kun, at de desto lettere kand underholde deres Qvæg
og formeere det.
De Fattige, som ikke har haft Midler til at forskaffe sig Qvæg,
de har ikke profiteret af disse Græs=Gange, hvilket er allerede en stor
Feyl ved Fælleder, thi hvor der er lige Ret, der bør være Lighed i
Nydelsen: De samme Fattige kunde maaskee efter Deelingen forskaffe
sig noget Qvæg, og underholde det med deres Lods Udkomme, eller i
det mindste leye den hen til andre.
See en nye Vanskelighed, som flyder af den Foregaaende.
1 C411ør¬
Hvad skal eendeel Bonder giøre, siger man, som kiøbe og holde
deleshed, de
som holde meere Qvæg end de kand nære Vinteren over? Den Andeel, som de
mere Qvæg kand faae i Fællederne, vil ikke forslaae til at forstrække dem det for¬
end de kand nødne Høe.
nære Vin
Hvad disse Folk skal giøre? De skal give sig til at lære: de skal
teren over
lære at være bedre Huusholdere og meere forstandige. Fællederne
Besvarelse.
vare en Snare for dem, og styrtede dem i Undergang. Dette er
ingen Indbilding.


20
Hvilke idelige Forliis maa de ikke erfare paa deres Qvæg, naar Nye Feyl
det er ilde født paa Fælleden om Sommeren, ilde født fremdeles paa ved Fælle¬
der.
Stalden om Vinteren, og udmattet ved Arbeyde paa Marken! Hvor
overmaade dyre nødes de ikke ofte til at kiøbe Foering om For=Aaret?
Jeg setter forvist, at de for samme Penge kunde have dobbelt ja fire
dobbelt saa meget i rette Tid, naar de ikke skulle betale Omkostnin¬
gerne for Jndsamlingen, hvilket de kunde giøre, uden at anvende an¬
det end deres Arbeyde og Flid derpaa. Disse Folk har herved at i
agttage, at de maa holde fierde Deelen, ja vel halv Parten mindre
Heste, uden at befrygte, deres fornødne Arbeyde derunder skulde lide.
Det finder sig altsaa, at Fælleders Deeling er endnu meere fordeelagtig
for dem end for alle de andre.
Siette Vanskelighed. De, siger man fremdeles, som ere de, De som
fornemmeste i Fælledskabet, og som holde meget Qvæg, hvilket de
have meget
skikke hen paa Fælleden for der at søge deres Føde, de maa tabe ved Qvæg maa
denne Deeling. De trak meere Nytte af Græs=Gangen end de an= tabe ved
dre, og de faae dog intet uden deres tilfoldende Part, hvilken bliver Deelingen.
dem endog tillagt ved Lod. De maa altsaa blive fornærmede ved Fæl¬
leders Afskaffelse.
Jeg vil ikke igientage hvad jeg allerede har sagt, at denne ulige Besvarelse.
Brug af fælles Grund er hverken efter befaling, ikke heller efter Ret¬
færdighed, men de som nyde meest Frugt af Fælleder, maa først til¬
staae, at de ikke profitere af fælles Græsgange, uden at det koster dem.
Hyrdernes Løn og Underholding, som betales efter Qvægets Mængde;
Skade, som foraarsages ved dem, der blive borte, thi man kand ingen
Erstatning faae derfor af Hyrderne, som næsten aldrig har noget at
betale med; Indhegningers Oprettelse, og deres idelige Vedligehol¬
delse; Smitsom Syge paa Qvæget, som foraarsages af raadent
Vand, hvilket de drikke paa Fællederne, eller af utaalelig Hede eller
Kuld, som de der maa udstaae; Qvægets bortstiælen, fornemmelig,
naar man lader det ligge paa Marken om Natten, Tilsælde, som
vederfares det af Ulve og andre rivende Dyr o. s. v. Alt dette for¬
aarsager megen Bekostning for dem, som have megen Jord og meget
Qvæg. For det andet, deres Beqvemmeligheds Tilstand sætter den
i Stand til at trække bedre Gavn af den Andeel, som dem ved Deelin¬
gen kand tilfalde. For det tredie, de kand treffelig blive befriede fra


206
saadan uforvarendes Forliis, som de formedelst Fælleders Brug maa
lide, ved den Rettighed de faae til at indhegne all deres Eyendom.
Ligesom de have meere Jord end de andre, saa maa og Overdrifts
Afskaffelse være dem mere fordeelagtig; thi jeg slutter, at det ene maa
følge med det andet.
For det Fierde, disse Folk, endskiønt de agte saa nøye paa de¬
res Fordeel, trække dog ikke saa meget Gavn af Fællederne, som det
ved første Anseen lader. De skikke ikke deres Bæster derhen, førend
de har tilsaaet Vaar=Sæden og de tage dem deraf førend
Frosten begynder at mærkes: de tage dem ind paa Stalden saa ofte
det regner, og de give dem gemeenlig noget at æde, naar de komme
hiem fra Græs=Gangen.
Syvende Vanskelighed. Laderne eller Høe=Slyderne, som for
Laderne
vil blive alt nærværende Tiid haves, ere alt for smaa, siger man videre, til at
for smaa og rumme Jndsamlingen, dersom man nødes til at indsamle Høe til
Staldene
Sommeren, og Staldene ere ikke beqvemme til at have Qvæget udi
ubeqvem
under Heeden.
me.
Hvad vil nogen beklage sig over at have for meget Foer. MenJndret¬
Besvarelse.
ningens Fornødenhed giør, at man maa fordøye de største Urimeligheder.
Hvad Laderne angaaer, da erindrer jeg mig aldrig at have seet
Bøndernes middelmaadige Lader at være gandske fulde efter Jndsam¬
lingen, og de Riige kand uden Besværing giøre dem større. Ellers
om man vil mæske Qvæg, eller om man har mange Melke=Kiør, saa
vil de have meget grønt Høe, hvilket man kand afslaae efter Haanden
som man bruger det. Kort sagt: det første Høe, som indsamles,
fortæres efter Haanden, og Hoben er formindsket, naar den anden
eller tredie Indsamling skeer. Ja om man ikke vidste bedre Raad, og
indtil man fik Evne til at udvide sine Lader, saa kunde man efter den
anden Høe=Slæt slaae Qvæget paa Græs i et Stykke af disse Jnd¬
hegninger, naar man kun ikke lader dem derind i Regn=Veyr. Hvad
Staldene angaaer, da er den største Deel af dem hos Bønderne ne¬
sten overalt skidne, ilde bygte, alt for lave, alt for mørke, alt for lidet
Luft=aabne. Med et Ord, de ere lidet beqvemme til at stalde Qvæg
udi med Sundhed, enten det er om Sommeren eller om Vinteren.
Altsaa falder denne Vanskelighed ligesaa vel paa den Indretning med
Fælleders Vedligeholdelse, som paa den med deres Afskaffelse: men


207
den sidste har den Fordeel, at den uformerkt forbinder Bønderne til
at giøre nogen Forandring ved deres Staldes=Bygning, saa at de
give dem noget meere Lysning, meere Luft, ved at forsyne dem med
Vinduer og Vinduers=Skudder imod Kulden om Vinteren, og med
groft Lærret, som kunde trækkes for om Sommeren imod Fluer, paa
deres Høe=Lader maatte indrettes Luft=Huller, for at udlade Dam¬
pen af Høet, som giøres efter Jndsamlingen. Der kunde vel være no¬
get at sige over denne Artikel, som ikke er af stor Betydenhed, men
dette er nok til det Øyemærke, som jeg har foresat mig.
Ottende Vanskelighed. Man giør en nye Jndvending: man 8. Qvæget
frygter, at, uagtet all den Forsigtighed man kunde bruge ved at holde vil ikke al¬
Qvæget inde, det dog aldrig blev født tilbørlig heele Aaret igiennem tid være
paa Stald. Græsset er nødvendig for Hestene om For=Aaret, til at ndk.
rense dem. Kiøerne kiedes ved at være bestandig inde: det smaa Qvæg
vil have frie Luft: alt har behov at røre sig o. s. v.
Der er uden Tvivl meget sandt i disse Anmærkninger, men de
Besvarelse
bevise intet til Fælleders Vedligeholdelse, da det er gandske læt at for¬
syne all Slags Fæe med de adskillige Fornødenheder, uden just at
skikke dem paa Fællederne. Lad os troe Herr Patullus, den store
Mester i Agerdyrkningen, eller rettere lad os troe alle deres Fremgang,
som har forsøgt det. For det første, enhver veed, at man kand give
Hestene Græs i deres Hække, gandske magelig og saa længe man ly¬
ster: ja endog dersom man havde et Stykke Jord med Klever, Snegle¬
Græs eller Vikker, saa kunde man deraf daglig afskiære noget for at
give dem af dette ypperlige Foer. Herved maae alleneste dette iagtta¬
ges, at man giver dem kun lidet hver Gang, og at man blander det
med Halm, man kand være vis paa, at de gandske vel skal renses der¬
ved, og at de skal holde sig ligesaa friske ved det stærkeste Arbeyde, som
om de vare fødte med Høe og Havre. Ligeledes har det sig med Plov¬
Oxer. Arbeydet skal ellers forekomme all Fare af en saa saftefuld og
nærende Føde. For det andet: Melke Kiøerne skal ikke kiedes, dersom
man føder dem med grønt paa samme Maade. Hvad siger jeg, de skal
give meere Melk og deres Melk skal blive federe.
Paa Græs=Gangene formindskes virkelig en Deel af Melken, og
Nye Feyl
dens Beskaffenhed forringes. Kiøerne udmattes ved Fluer og Bræm= ved Fa
ser og fortæres af Heeden paa Marken. Det er nok at lade dem trække d


208
frisk Luft to Gange om Dagen ved at føre dem til Vands. Saale¬
des føder man dem i Flandern, og man veed at det skeer med god
Fremgang
For det tredie, i Henseende til det unge Qvæg, det kand man
drive lidt meere ud, om man vil.
For det fierde, Bederne i sær, de bør have en fraskildt Plads
(Patullus), i frie Luft, i en Krog af en Indhegning, saaledes at de kand have
, Rum nok til at røre og hvile sig efter deres Lyst. Man maa der li¬
geledes føde dem med grønt af en Krybbe eller Hek, og de befinde sig
derved meget vel, alleeneste at man ikke giver dem for meget paa
Gangen, og at man derudi af Førstningen blander lidt tørt Foer.
Man maa see til, at de der kand være vel tørt, saavel for deres Sund¬
heds som for Uldens Skyld, og til den Ende bør Hyrden hver an¬
den Dag eller og hver Dag legge nye Jord paa Grunden, hvor de
staae, hvilket kand tilbringes paa en Hiulbør. Deres Møg blan¬
der sig da med denne Jord, og lidt efter lidt ophæver Grunden nogle
Fødder høy, som giver en kostbar Giødning.,
Endelig nære Svinene sig paa Stien og gemeenlig under Tag;
hvorved maa iagttages, at man i stor Heede kaster nogle Spander
Vand paa dem, for at kiølne og forfriske dem. Man kand og sette
dem under aaben Himmel i en Krog af en Indhegning, og der gand¬
ske vel føde dem med Klever, frisk afskaaren, hvilket man giver dem
, kun efter Haanden, som de opæde, paa det at de skal intet spilde der¬
af. Dersom man herved bruger den Forsigtighed, at bringe hver
Dag nye Jord til dem paa Grunden, hvor de staae, saa kand man
deraf faae en Mengde ypperlig Giødning.,
Niende Vanskelighed. Disse Jorder skal snart blive fordervede,
9 Mon
frygter for siger man, dersom de aldrig meere skal bruges til Græs=Gange, saa
at disse
giødes de ikke meere af Fæets Møg, man siger endog, at Qvæget,
utaknem¬
meligesor, naar det med Fødderne nedtræder disse Jorder, saa giør det dem der¬
der blipe med samme Tieneste, som giøres ved Trumlen over pløyede Agre.
Jeg svarer først, at saadant Fæets Møg maa udstrøes, om
gandske
fordærvede man vil, at det skal tiene til at frugtbargiøre Jorden, ellers giør det
Besvarelse. meere ondt end godt; thi Qvæget æder ikke det Græs, som groer om¬
kring ved deres Møg=Dyniger, men nedtræder det med Fødderne
hvilket for saa vidt er spildt. Dernæst er det ikke rart at finde i visse


209
Lande Hyrder, som tilegne sig denne Giødning, hvilken de legge i
Mødding, for at bringe den hen paa deres Jorder, eller for at selge
den. Jeg veed og vel for det tredie, at Bonderne trumle deres Vaar¬
Sæd, som de vil afskiære, og at adskillige i Engeland lade Trumlen
endog gaae over alle deres Agre uden Undtagelse, for at forekomme
Luft=Hullerne for Kornet, og at Jorden allevegne tilfulde kand skiule
det: men man maa først have pløyet Jorden dybt, ellers maatte
Trumlen giøre megen Skade: thi ved at nedtrykke Grunden saaledes
maatte man fordærve næsten all Nytten af en let Pløyning. Ende¬
lig er det naturligt at slutte, at de nye Selv=Eyere, naar de faae en
større Mængde af Giødning, vil bære Omsorg for at udstrøe den
over deres Lod.
Tiende Vanskelighed. Man paastaaer, at man kand hverken 10. Man
høste eller slaae paa disse Fælleder, og at i Fald de bleve deelte, maatte kand hver¬
man dog alligevel for at profitere af dem, bruge dem til at græsse ken høste el¬
ler slaae
Qvæg paa.
paa disse u¬
Jeg tilstaaer, at i deres nu værende Ufrugtbarheds Tilstand frugtbare
kunde Leen ikke bide derpaa. Er dette ikke en almindelig Skiæbne for Jorder.
øde Jorder, som aldrig have været dyrkede, og som fra ældgammel Besvarelse
Tiid have været udplyndrede, at neppe Regnen selv kand trænge
igiennem dem? Men lad os kun lægge Flid, Dyrkelse og Giødning
paa dem, hvilket ikke kand have Sted uden man giver dem til visse
Eyere og deeler dem, man skal snart see, at de skal forandre deres Na¬
tur og lykkes.
Seer hvilken lykkelig Fremgang Marqvis af Turbilly ved Lyn¬
gets Afbrændelse har gjort; Seer dem hos Engelænderne ved Jorde¬
nes Blanding og ved store Roers Sæd, og tilstaaer saa; at man
kand frugtbargiøre de aller ufrugtbareste Grunde, uden at giøre Vold
paa Naturen. Jeg tør forsikkre, at dersom der ere Fælleder, saa¬
danne som Vanskeligheden forestiller sig dem, da er det meget faa.
De maatte være Naturens Vidunder, hvilke altsaa ikke kand tiene
til en almindelig Jndvending.
f Det vil
Ellevte Vanskelighed. Der ere, siger man moradsige Fælleder,
blive u¬
hvoraf Grøden ikke vel kunde indsamles, da det er umueligt at komme
f mueligt at
til og fra med Vogne.
VI. Deel.


210
Besvarelse
Jeg svarer, dersom det er sandi paa nogle Steder, hvorpaa
jeg ikke tvivler, da beklager jeg ret Qvæget, som maae der gaae og
søge deres Føde, Hyrderne, som der maae vogte dem, Tieneste=Fol¬
kene, som der maa oplede dem, og Hosbonderne, over hvilke endelig
Fælleders Fæets slette Tilstand, Hyrdernes Uleylighed, Tieneste=Folkenes Ud¬
Feyl.
mattelse til Slutning gaaer ud. Det vilde blive gandske unyttigt,
videre at udbrede denne Betragtning; den er, saa følelig, at enhver
begriber den. Det eneste Middel imod alle disse og mange andre U¬
leyligheder, maatte være at udlede Vandet derfra, og at udtørre Mo¬
ratzerne, at grave Render, og giøre Veye, hvorpaa man kunde kiøre.
Agerdyrknings=Raadet maatte altsaa lade disse Steder besigte ved
dygtige Ingenieurer, at det kunde faae nøye Underretning om Fælled¬
skabets Tilstand og om alle andre fornødne Omstændigheder, man
maatte da give Afridsning over Arbeydet og giøre Overslag paa Be¬
kostningerne, at man kunde ligne Fordeelen med Omkostningerne.
J Fald Udtørrelsen blev anseet for tienlig og Fælledskabet ikke
kunde staae for Omkostningerne, saa var det Kongens Godgiørenhed,
anstændigt at giøre Forskud af de fornødne Summer, hvilke derefter
med Billighed kunde legges paa Jordene, hvoraf de nye Eyere skulle
betale Capitalen eller Renten indtil Gieldens Udslettelse. Selv=Eyerne
eller de som bruge disse Moser, som ere af nogen betydelig Vidtløf¬
tighed, have saa stor Fordeel ved at sætte dem i Stand, at de saa at
sige aldrig skal fortryde nogen Bekostning eller noget Arbeyde, som
derpaa anvendes, efterdi de ved Moratzers Udtørrelse forskaffe sig
ypperlige Grunde, hvilke de kand anvende til adskillige meget fordeel¬
agtige Ting.
Ved saadanne Udtørrelser bevare de ellers Skov=Haugerne,
Agrene og Træerne deromkring imod For=Aars og Efter=Aars Fro¬
sten, og giøre Luften derved meere sund.
12. Tib og
Tolvte Vanskelighed. Hvor mange Mennesker og hvor megen
Arbeydere
Tiid, mærkes fremdeeles, bør man ikke have til at indsamle Grøden:
vil fattes
Hvor mange Hindringer forefalde ikke ved Veyrets Ubestandighed?
til at ind¬
samle Grø= Man har allerede i Sagernes nærværende Tilstand paa adskillige
Stæder ont nok ved at faae Arbeydere til at giøre hvert Stykke Ar¬
den
beyde paa beqvemme Tider, hvorledes skulle man da efter Arbeydets


211
Formerelse faae Arbeydere nok till Alting? Man har allerede meere
Jord end man vel kand dyrke.
Man maae tilstaaø, at denne Vanskelighed synes af Betyden= Besvarelse
hed: Den kand være større i et Land end i et andet. Dog lad os kun
søge at formindske den, om vi ikke gandske kand hæve den.
Jeg mærker strax, at der er overalt Uleyligheder. Saaledes er
det beskaffen med de menneskelige Sager. Denne Grund=Regel staaer
fast saavel i Sæde=Læren, som i Natur=Læren; Hvorfore det ved all
vor Foretagende kommer an paa at tage i Almindelighed det fordeel¬
agtigste Partie. Jeg dømmer upartisk, det er Menneskelighedens
Fordeel jeg søger og som opmuntrer mig. Jeg ønsker af mit Hierte,
at Monarken, Lehns=Mændene og Folket, at den Rige og den Fattige,
og med et Ord alle Mennesker vare lyksalige og fornøyede. Jeg vilde
altsaa at ingen skulle tage Skade paa sin Ret, paa sin Friehed, paa
sin Eiendom.
Da jeg saaledes følger dette Øyemærke, saa siger jeg først at
Bønderne paa Landet spilde megen Tid, og at man ved et maadeligt
Arbeyde, men ideligt og bedre indrettet kand giøre meget. Dette er
en Anmærkning af største Betydenhed. Paa alle de Steder, hvor
Fællederne ere møysommelige, langt bortliggende, moradsige eller skade¬
lige, der fordærves Hyrdernes, Vogternes, Tienernes og de unge
Folkes naturlige Beskaffenhed, saa at de blive gandske dorske i Lem¬
merne, og søvnagtige over den megen Natte=Vagt og Strapatze de
maae udstaae ved at vogte Qvæget eller ved at gaae og oplede det.
Hvad flyder heraf? Disse Folk giøre i Førstningen nogen Tieneste
med Fyrighed, men de ere ikke gode for at udstaae et vedholdende og
ideligt, skiønt maadeligt Arbeyde. Men til at dyrke Jorden, behøves
kun faae Styrkes Greb: dertil udkræves fornemmelig Vindskibelig¬
hed, Flittighed, Nøyagtighed, Agtpaagivenhed. Det er at sige, at
de vidtløftige Fælleder give undertiden Anledning til en selvgjort Sand¬
seløshed, hvilken man kunde kalde en Dumhed, som er een af de skade= Nye Feyl
ved Fælle
ligste Feyl for Agerdyrkningen. End meere dersom jeg herom skulle der
tilkiendegive min Meening, da torde jeg forsikkre, at saadan dum
Sandseløshed kunde vel arves paa Børnene, og jeg vilde grunde min
Sætning paa en Mængde af Ting, hvilke det ikke skulle blive van¬
skeligt at stadfæste ved philosophiske Fornuft=Slutninger. For det an¬
1175


212


det ere der mange Folk, som ere dovne og sandseløse af den Aarsag,
fordi de have intet for dem selv til eye. Troe mig, nogle skulle strax
gribe til Flittighed, Munterhed og Huusholding ved Fælleders Afskaf¬
felse og Deeling; Fornemmelig om Jordene, som ved Lodden tilfaldt
dem, bleve erklærede uafhændelige, og at ingen skal kunde tage dem
fra dem, hvilket jeg har sat forud. For det tredie, spørger jeg, de
Fælleder, som bruges til Græs=Gange, foraarsage de ikke, at megen
Tid spildes, give de ikke meget at bestille? Maa man ikke om Natten
eller en stor Deel af Natten, skikke Hyrderne stærk Vagt til Hielp?
Maa ikke Tieneste=Folkene paa adskillige Stæder før Tiden afbryde
deres Søvn, og gaae til det strængeste Arbeyde, naar de skal ud at
oplede deres Bæster. Tieneste=Folkene og Bæsterne ere da lidet i
Stand til at udrette deres Dag=Arbeyde. Hvor ofte skeer det ikke, naar
man skal spænde Hestene for Vogn eller Plov, at man maa spilde
det beste af Morgenstunden paa at lade dem beslaae, fordi de paa
Fælleden have rendt Skoene fra sig? For det fierde; er det ikke natur¬
ligt at slutte, at naar Eiendommen bliver formeret, saa vil Almuen
og Egteskaber i Ligning derefter og formeeres? Man beklager sig at
man fattes Arbeydere, og man kunde forskaffe sig dem. For det femte,
naar det kommer an paa at forskaffe sig Foer, saa maa jo baade den
lange Vey og Umagen regnes for noget. Høet er saa fornøden paa
Landet, at jeg seer Bønder to Gange om Aaret hente det to Mile borte,
endskiønt det ikke er af det beste. For det siette Høets Jndsamling, kand
skee med Tiden, og meere magelig, end ald andre Giødes Jndsamling.
Kornets, Frugtens eller Vindrues Jndhøst bør skee til en bestemt Tid,
man kand hverken haste eller tøve dermed, uden at underkaste sig Fare
for stor Forliis. Men naar man regner de to Aarets Tider, saa har
man næsten tre Maaneder til at indsamle Høet og dets Levninger.
Først indsamler man Høet af de feede Enge, de Enge, som ere gjorte
ved Konst, saadant Høe, som er bestemt til Kiøerne, og siden det,
som man tænker at give Hestene, endelig hvad man vil lade blive til
Sæd. Forpagterens gandske Huus, Mænd, Børn og Qvinder hver
efter sin Styrke kand med Nytte bruges til dette Arbeyde, ja endog i
Nøds=Fald er det ikke Herremændene selv uanstændigt, at gribe til Fur¬
ken eller Riben, og man begriber let, at Maaden til at sette det i Stak
og at bringe det i Lade, kunde lettes ved at omlegge Fodstykkerne ved


21


Laden og at ombygge Hullet, hvor man aflæsser. Jeg har seet paa
nogle Stæder en Indretning af Lader gandske lige frem, og saaledes
at den, som kiører, kand allene uden Møye og i et Øyeblik aflæsse sit
Høe, hvilket et Barn ligeledes magelig kunde giøre. For det syven¬
de, man kand uden nogen Uleylighed sette Høe i Hæs, naar det er
tørt, og lade det staae saaledes indtil man faaer Leylighed at age det
hiem: og naar Høet med Forsigtighed er sat i Stak, saa har det ikke
megen Fare for Regnen. For det ottende, man faaer efter Deelin¬
gen bedre Vogn=Bæster, som kand giøre meere Arbeyde. Endelig er
det et gandske eenfoldigt Middel til at lette den største Jndsamling: det
er og uforbigiængelig fornøden til at sette Agerdyrkningen i en blom¬
strende Stand: alle Landets Dyrkere raabe idelig derpaa: man maa
foreene de adskilte Jorder, samle de adspredte Godser, og opreise Byg
ninger derpaa efter Jordenes Begreb. Saa længe Jordene skal være
adspredte, og endeel skal være langt bortliggende, saa er det plat umue¬
ligt andet, end at Dyrkningen og Jndsamlingen maa jo være møy¬
sommelig, bekostelig, vanskelig og fortrædelig. J Stæden for at
naar man deelte alle disse Jorder i Bønder=Godser af maadelig Stræk¬
ning og opreyste Bygninger midt udi hver, saa kunde man nødvendig
spare megen Bekostning, Tid og Umage. J Engeland og i Skotland
har Jordenes Foreening først været gjort, dernest ere Fællederne deelte
og Overdrift afskaffet. Øvrighedens Myndighed er kommen imellem til
at anprise, opmuntre, lette, ja vel undertiden til at udtvinge de adspredte
Stykkers Udvexling, og til at haste med Inddeelingen rundt omkring.
Jeg havde kun lovet at formindske og lindre Vanskeligheden, og
mig synes at jeg gandske har hævet den.
Trettende Vanskelighed. Men, siger man videre, dersom man 13. Man
Aaret igiennem skal holde Qvæget paa Stalden, saa maa man nøye maa holde
et større
opvarte det, give det sit Foer til bestemte Tider, to eller tre Gange
Tal Tiene¬
om Dagen føre det til Vands; Til dette allene har man et Tieneste= ai,
Bud behov, som ikke kand giøre andet: i Stæden for at naar man
setter dem paa Fælleden, saa er man frie for saadan idelig Op¬
vartning.
Jo meere man begiver sig ind i Vanskelighederne, som settes imod Besvarelse
Fælleders Afskaffelse, jo meere fornemmer man hvor skadelig deres
Beholdelse er, efterdi det er aabenbar, at Hestene og Horn=Qvæget


214
Nye Feyl daglig vil afstryges og Hestene hver Dag strigles, ellers kand de ikke
ved Fælle= begaae sig, og hverken udstaae det Arbeyde, hvortil de ere bestemte:
der.
ikke heller skaffe deres Herre den tilbørlige Profit. Ellers veed enhver,
at man i den gode Aarets Tid betiener sig af Vogn=Bæsterne, saavel
til at kiøre, som til at pløye med, den som da kiører og bruger dem,
han maa og opvarte og strigle dem. Dersom det falder i ondt Veyr,
og fornemmelig dersom Regnen er kold, saa maa man tilstaae, at
Bæsterne ere meget ilde tiente med at være paa Marken, og at det var
langt bedre at have dem i Skiul. En Forsigtighed, som altid iagt¬
tages af de Huusholdere, der have Bæster, som de vil spare. Ende¬
lig kand man her igien erindre sig, hvad jeg før haver sagt om Tidens
Spilde og de mange møysommelige Forretninger, som foraarsages ved
fælles Græsgange.
14. Disse
Fiortende Vanskelighed. Naar man afskaffer Fælleder, ind¬
Jorder
vendes fremdeles, saa raader man ikke Bod paa det Onde, som man
kand ikke
foresetter sig at afhielpe. Man maa deele dem for at sætte dem i
blive dyr¬
Stand, men de Lades Andeel, hvis Tal er saa stort, mon den ikke
kede.
endda alligevel bliver i Uorden? Ja endog den Deel, som de Fattige
og Folk af ringe Vilkaar faae, maa blive forsømt, dersom dertil be¬
høves Forskud af Bekostninger og Arbeyde til at rydde, at afbryde
Buske og Krat=Skov, at opbryde Stubbene, at bortskaffe Steenhobe
eller at sprenge anseelige Klipper o. s. v.
Jeg mærker strax, at mange Lade skulle visselig gribe til Hurtig¬
Besvarelse
hed, og fornemmelig de som af en Forfængeligheds=Regel ilde forstaaet,
men dog gandske almindelig, udstaae haarde Ting, ved at gaae og ar¬
beyde for andre. Enhver veed ogsaa, at Titler af nye Besiddelse og
Eiendom ere den kraftigste Driver til Flittighed og Hurtighed. Der¬
næst var det anstændigt, som tilforn er sagt, at Agerdyrknings=Raa¬
det, ved noget Forskud, hialp disse nye Selv=Eyere. Resten af Svaret
skal finde Sted i følgende Artikel.
15. Det
Femtende Vanskelighed. Videre paastaaer man, at der ere
vilde koste nogle fælles Grunde, hvis de skulle settes i Stand til at dyrkes, vilde
for meget
at sette dem det koste meere end Grunden selv, naar den var ryddet, kunde
i Stand. være værd.
For det første er det en Gierning, som man uden forudfattet
Besvarelse.
Meening burde overlegge. De Engelske Agerdyrkere har ved alle


215


Slags Prøver forsikkret, at ved Jordenes Blanding kand man frugt
bargiøre all Grund uden Undtagelse, ja endog at den største Deel af
Grundene indeholder i sig selv Jord=Aarer, som ere beqvemme til at
forbedre Overdeelen. Har ikke Marqvis af Turbilly gjort den lyk¬
keligste Fremgang, ved at rydde de allerværste Jorder? Agerdyrknings¬
Raadet maatte paa adskillige Steder lade disse Fælleder eftersee, de
maatte skiønne paa hvortil de best kunde anvendes, foreskrive Jndret¬
ningen til deres Forbedring, og dømme om Staten burde giøre noget
Forskud til disse Grundes Rydning og Dyrkelse. For det andet, der¬
som der alligevel, desværre, vare saadanne Jorder, som ikke kunde for¬
bedres, saa maatte man uden Ophold overlade dem til den der først
vil tage dem i Besiddelse eller og til Fremmede. Saadanne Jorder
ere ikke allene afskyelige at see til, men de ere og Opholds=Steder for
Slanger, for vilde Dyr og for Utøy, hvoraf de dyrkede Jorder maa
lide mere end man tænker. For det tredie, disse Stykker af vor Jord¬
Klode kand fornufteligen ikke tiene til at bestemme Brugen af de Jor¬
der, hvilke man lettere kand føre sig til Nytte. For det fierde, jeg
har mere end engang seet, at Folk have ryddet saadanne Stykker
Jord, hvis Grøde de kun for tre eller fire Aar have nydt, og hvilke
det har været saa møysommeligt, som mueligt, at sette i Stand til at
dyrkes: Jeg har seet disse Folk gamle og svage ved Bestandighed og
Taalmodighed at komme til Ende med de langvarigste og vanskeligste
Arbeyder, og altid at have været beredte til at paatage sig deslige Fore¬
tagender, naar det første var fuldført: En vis Prøve, at de derved
fandt deres Regning. Endelig har jeg seet Selv=Eyere efter Haanden
at i standsette vidtløftige Godser rundt omkring sig, men som endnu
paa de fleste Steder vare udyrkede. De skienkte til dem som vilde paa¬
tage sig saadant Arbeyde for tre Aar, nogle Stykker Jord skiulte med
Steen, Buske og Træe=Stubbe, tillige med nogen anden Andeel, som
var allerede meere eller mindre dyrket, og en vis Deel Giødning eller
Kalk paa de Vilkaar, at de skulle rense all den Grund. Ved saadan
Huusholdning, som udkræver ingen Bekostning, har de faaet all deres
Land overalt dyrket og deyligt.
Sextende Vanskelighed. Hvad skal man giøre med alle disse 1s Derere
Fælles Grunde, raabes fremdeles; De som vil have dem deelte, kiende alt for
mange fæl¬
ikke all deres Strækning. Der ere de Fælledskaber, som have saa les Grunde


216
Besvarelse


mange fælles Grunde, at enhver Huusholding eller Huus=Fader der¬
af kunde tilkomme halvtrediesindstyve Agre og maaskee meere. Hvor¬
ledes skulle man faae alt dette sat i Stand, uden at forsømme de
Grunde, som for nærværende Tid dyrkes? Hvorfra skulle man faae
Qvæg nok til at fortære det nye Foer? Prisen paa Jorde=Gods maatte
ufeylbarlig falde o. s. v.
Jeg anmærker i Almindelighed og endnu eengang at denne Van¬
skelighed selv foraarsager altid, at man desto bedre indseer Deelingens
Fornødenhed. Jo flere der ere af ubrudte og udyrkede Jorder, og
jo meere fornøden det er at udrive dem af deres intet, hvor de ere, jo
nyttigere vil deres Deeling blive for Staten og for enhver i sær. Lad
os overveye et hvert Stykke af Jndvendingen, Tilegnelsen af mine
Svar er let at giøre til hver Deel, som passer sig derpaa. Man skal
endnu her finde nogle Anmærkninger, som kand tiene til at bestemme
Maaden, hvorledes vidtløftige Fælleder billig og nyttig kunde deeles.
For det første Fælleders Afskaffelse og Deeling medbringer ikke
de Skoves Deeling, hvis Vedligeholdelse ansees for nødvendig. Der¬
som og Agerdyrknings=Raadet holdt for, som nogle meene, at een eller
anden fælles Græsgang burde vedlig. oldes, under visse Forbeholdelser
og Indskrænkninger, saa har jeg intet derimod; Det hør Raadet til
at afsige Dommen, og tillige at holde Haand over Efterlevelsen af de
Indretninger, som giøres til at forekomme adskillige Misbrug, hvilke
man maae tilstaae ere saare vanskelige at forekomme paa adskillige her
og der bortliggende Steder. Man burde end meere, uden jeg tager
feyl, i en Fællet vedligeholde Olden af Eege= og Bøge=Skov, alleneste
at ingen uden Skovens Eyere i saadant Fald, havde Adgang dertil, at
Qvægets Tal blev bestemt, og at enhver i sær fik Ret til at slaae der¬
udi et vist Tal Fæe enten de hørte ham til eller ikke paa den uomstøde¬
lige Grund, at alt det som er uddeelt imellem mange bør nydes tilfæl¬
les og efter Lighed. For det andet, Fælledskabets Andeel, dersom det
er besværet med Giæld eller andre Byrder, og den Andeel til de Fat¬
tiges Casse, bestemt til at forekomme Børns og unge Folkes Betlerie,
alt saadant kand ofte anseelig indskrænke Fælleders Strækning; en
Strækning som tiener til Grund for den Vanskelighed, vi overveye.
Agerdyrknings=Raadet skulde da have Fuldmagt til at afsige Dommen
over disse Andeele. For det tredie, dersom Resten af disse Græs=Gange


blev endnu anseet alt for vigtig, og man maatte befrygte, at Dyrker¬
ne dermed vare for meget besværede, da er intet som hindrer og Forsig¬
tighed kræver, at Deelingen maaskee efter Haanden. Man kunde
begynde med at fraskille et Stykke deraf kun til en vis Tid, dernest
kunde man fraskille det andet Stykke, og saaledes det ene efter det an¬
det indtil det altsammen blev afmærket og sat i Stand. Alleneste dette
synes mig, man burde begynde ved at afdeele de beste Grunde, og
dem som vare nærmest ved Haanden, paa det at de nye Selv=Eyere,
naar de bleve opmuntrede af deres første Fremgang og satte i Stand
ved den Profit, som de deraf kunde trække, skulle desto villigere antage
en nye Andeel. For det fierde, man begriber ikke paa hvad Maade
Dyrkerne kunde forskaffe sig de fornødne Bæster til at dyrke disse nye
Grunde, og til at fortære saadan Jndkomsternes Tilvext. Man vil
uden Tvivl ikke tale om riige Folk, ingen er bekymret for dem.
Man vil ikke heller tale om dem, som holde mere Qvæg end de
vel kand føde; de skal da magelig kunde føde det Qvæg, som de for
nærværende Tid have, og de kand deraf trække bedre Tieneste; De
sædvanlige Dyrkere vil legge sig Qvæg til og saaledes efter Haanden
formere det, imidlertid vil de og fede noget deraf. Forpagterens store
Konst er at udgive de allermindste Penge, som mueligt. For det femte,
skulle det være et Onde, om Prisen paa Jorde=Gods kom til at falde?
Levnets=Midler kunde da faaes for bedre Kiøb og desto lettere udføres,
hvilket tilbringer et Land uendelig Rigdom; som man seer paa Enge¬
land; Og Herremændene, som maaskee kunde tabe noget i deres Fæste
maatte vinde anseeligt ved Tienden og de andre Stykker af Land=Gildet
ved deres Jorde=Godses Formerelse, ved Folke=Mængden, og endelig
ved en Fornøyelse saa rørende, at see deres Underhavendes Tilstand
forbedret. Fabriqverne, Manufacturerne, altsaa og Søefarten og
Handelen, monne de ikke skulle vinde ved det at Prisen paa Levnets¬
Midler forringes? Jeg har sluttet ligesom man saae at Prisen paa
Jorde=Gods vilde falde, men det er ikke engang formodentlig, at saa¬
dant skulle skee, efterdi de inddeelte Jorder skulde være uafhændelige og
gandske vist er det, at Fælledernes Deeling aldeles ikke har forringet
Prisen paa Jorde=Gods i Engeland; den er derimod stegen til dobbelt,
ja vel tredobbelt, formedelst Tilvext paa Grøde af alle Slags Levnets¬
Midler og Folkets Formerelse, som deraf er en nødvendig Følge
VI. Deel.


217


218
17 Der vil
Syttende Vanskelighed. Efter de vidtløftige Fælleders Afskaf¬
da ikke
felse, mon man da kunde have Leylighed til at holde Faar, som ind¬
mere blive
bringe saa stor Profit, og hvis Kiød, Tælg, Melk, Uld og Møg er
Leylighed,
til at holde saa nyttig? thi de maa fødes paa frie Mark, og de vil have tørre san¬
Faar., dige og følgelig vidtløftige Græs=Gange. Af alle Indkomsterne er
ingen større og vissere end den af Uld=Qvæget; uden man herfra vilde
undtage den Jndkomst, som i visse Lande faaes af Bier. Dette er et
Spørsmaal, som fortiener endnu med Flid at overveyes.
Jeg vil ikke bestride den Nytte og store Jndkomst, som kand
Besvarelse
haves af Faar. Jeg veed, at dette er en Kilde til stor Rigdom paa
alle de Stæder, hvor der er Overflødighed og got Kiøb paa de meest
fornødne Levnets=Midler. Engeland giver os endnu herpaa Beviis.
Det er derfra, hvor vi altid hente vore Svar, saasom vi derfra har
taget vore Grund=Regler; Vandene, Jordene til Klæde=Valkning ere
der, og de ere i alle Land; Man har kun at forsøge og at lede. Mun¬
terhed er Moder til Opdagelser, og Flittighed sætter dem i Verk. Men
jeg negter at tørre, sandige og vidtløftige Fælleders Vedligeholdelse
tiener til Faare=Avlens Fordeel. Engelands Exempel viser tvertimod,
at de bør afskaffes, thi hverken Handelen eller Klæde=Manufacturerne
eller andet saadant har nogensinde der saa blomstret, som efterat Fæl¬
lederne ere blevne deelte. Og dette er det som vil skee meere eller min¬
dre i alle de Lande, hvor denne Afskaffelse faaer Sted. Faar og en
god Arts Vedligeholdelse udkræver i Sandhed saadan agtpaagiven
Omhue, som et Fælledskab, skiønt meget vel sindet, ikke kand have, og
saadan Flid, som fælles Hyrder ikke kand anvende, naar de maa rette
sig efter en Deel vankundige, egennyttige eller forsømmelige Folk.
Eyeren maa selv have et vaaget Øye over sin Hiords Bevogtelse
og over Vogteren, om han ikke vil bedrages i sit Haab.
Det skal
kun være en Selv=Eyer og en Hyrde, som staaer i hans Tieneste alle¬
ne, der kand lade Vædre af en god Art til Faarene i en Alder, som
er beqvem baade for Hunnerne og Hannerne, og i den rette Aarets
Tid o. s. f. Dersom alt saadant overlades til en fælles Hyrdes Opsigt,
som paa Fælleder maa vogte Fælledskabets Hiord, saa er det, nmue¬
ligt, at Faare=Avlen jo maa fordærves. Men Sagen faaer vel en
anden Anseende, dersom Fællederne, end og de meest sandige, blive
deelte. De nye Selv=Eyere kand paa saadanne Stæder saae Rødder


215
eller store Roer, som af nogle kaldes Radiser, hvilke slaae gandske vel
an i let Jord, og med hvilke de kand omgaaes efter den for nogle Aar
siden til Chur=Fyrstendommet Hannover udgivne Anordning.
8. Man
Attende Vanskelighed. Endelig til alle disse Jndvendinger vil
bliver al¬
man endnu legge dette, at man bliver aldrig eenig om Maaden at giøre prig eenig
denne Deeling over de fælles Jorder. Nogle vil maaskee at den skal derom.
giøres efter Personernes Tal i Fælledskabet, andre derimod, at de skal
deeles efter Huus=Fædrenes Tal. Nogle vil at Konerne, Døttrene
og Enkerne ingen Deel deri skal have, andre at det maa kun være gifte
Personer, som deraf kand eye noget. Nogle forlange, at Deelingen
skal giøres enten efter enhvers tilhørende Lod og i Ligning efter den Skat,
som enhver maa betale til Staten, eller i Henseende til Qvæget, som
enhver eyer, eller efter den Brug, som enhver for nærværende Tid
deraf nyder, eller i Ligning efter de Jorder, som han har i Besiddelse.
Nogle vil paastaae, at disse Jorder, naar de blive deelte, skal være
uafhændelige, andre holdte for, at de burde kunde sælges og kiøbes;
endnu andre meene, de skulle tilfalde Arvinger uden Testamente; andre
derimod, at de efter Brugerens dødelige Afgang, skulle falde tilbage til
Fælledskabet, for derved at skaffe dem tilbage til en gift Mand af Fælled¬
skabet, som ingen Andeel havde.
Jeg har allerede vovet mine Tanker over Deelingens Skikkelse Besvarelse.
og almindelige Vilkaar. Jeg vil her tillægge, at det skal høre Ager¬
dyrknings=Raadet til, efter sin Viisdom, at skiønne og dømme om Maa¬
den hvorledes Deelingen i Særdeleshed bør fuldbyrdes efter Stæder¬
nes Beqvemhed og efter Billigheds=Regler, at den ikke skal fornærme
nogen af Lods=Eyerne, men at den kand blive fordeelagtig for alle, da
man maa erindre sig, at hvad som herved besluttes, gaaer ud paa all
den eftersølgende Afkom.
At formode Almuen og de, som bruge Fællederne, nogensinde
skulle blive eenige om Maaden at giøre denne Deeling, det er at for¬
mode en plat umuelig Ting. Her ere da en Deel Vanskeligheder,
hvilke jeg tænker at have hævet, og om der endnu ere nogle andre, saa
er jeg vis paa, at de ere lette at løse, naar man følger de Grund¬
Regler som jeg har anviist.


220


Der staaer nu intet tilbage for mig, da jeg slutter dette Udkast,
uden at forklare, hvorledes de Engelske Forpagtere holde Huus med
deres Jorder, som ere fritagne fra Udyrkelses, Overdrifts og Fællets
Tyrannie, tre Stykker, hvilke, naar de ere samlede, sætte næsten over¬
alt Agerdyrkningen i Bolter, dem det er Tid at sønderbryde. Jeg er
vis paa at en enfoldig Forklaring over den Engelske Dyrke=Maade
skal blive tienligere end alle Fornuft=Slutninger til at hæve alle de u¬
grundede Vanskeligheder, som settes imod Fælleders og samlet Rettig¬
heds Askaffelse.
En Engelsk Dyrker, som har firesindstyve Agre i sin Forpagt¬
ning, deeler dem i to Deele, den ene Deel giør han til konstlet Eng¬
bund, den anden bliver igien deelt i to lige Deele, for at bære vexel¬
viis og uden Hvile=Rug eller Hart=Korn, Vaar=Sæd eller smaat
Korn i tre, fire, fem eller sex Aar, saa længe hans konstlet Engbund,
staaer endnu i sin Kraft, og hans Agre ere frugtbare.
Dersom Græsmarken eller den konstlet Eng er begroet med
Snegle=Græs med Vikker, med stort Græs eller Spelte, som de kalde
Ray=Græs, saa varer det i fem eller sex Aar: Dersom de er besaaet
med Klever, saa staaer det i tre Aar: Dersom samme Grund bruges
til Rødder, Roer eller Radiser, saa skal den hvert Aar fornyes. Ved
Slutningen af den bestemte Tid, som efter Stæderne er adskillig, blive
disse konstlede Enge pløyede i Efterhøst, vel hakkede og giødede, for at
besaaes med Korn, saa mange Aar, som de har givet Foer af sig, og
de, som har baaret Korn, giøres til Engbund.
Det er ikke vanskeligt at begribe de store Fordeele af en saadan
Huusholding. For det første, da en Forpagter i Engeland ikke mere
lader sin Jord ligge udyrket eller besværet med Overdrift, siden Fælle¬
dernes Afskaffelse, saa indsamler han hvert Aar Grøden af alle sine
Jorder: han veed ikke meere af øde og udyrkede Jorder at sige: han
vinder altsaa den fierde Deel af sin Grund, og naar han har firesinds¬
tyve Agre, vinder han derved tyve. For det andet, han har dobbelt
af Engbunden i god Stand, hvilket formerer Giødningen. For det
tredie, de ere alle indhegnede og indsluttede, og derfor desto bedre op¬
vartede. For det fierde, da denne Engbund er glort med Konst, saa
frembringer den fire, fem eller sex Gange meere end den kunde frem¬


bringe, om det var sædvanlig og naturlig Engbund: Forpagteren ind¬
samler da ti Gange meere Foer, følgelig kand han føde ti Gange mere
Qvæg, han har ti Gange mere Giødning, hvilken han udstrøer i
Overflødighed paa sit Pløye=Land hver andet Aar, og paa sin konst¬
let Engbund hver tredie Aar.
See dette er den rette Kilde til de Engelske Forpagteres Rigdom
saa længe som de ellers leve tarvelig. Vil J da, J dydige Danske,
som i saa mange Henseender allerede ere saa lykkelige, vil J at Ager¬
dyrkningen, som udgiør et Riges Rigdom og Styrke, skal blomstre i
eders fredsommelige Egne, saa efterfølger Engelænderne; saa skal der
ikke meere hos Eder tales om udyrket Land, om Overdrift, ey heller om
Fælleder.
Qvog totius nullius
i Sept. 1761.
B.
Anmerkning.
er den første som fra udenrigske
Denne Afhandling om Fælledskabs Afskaffel,
Steder indsendes til Giensvar paa et af de offentlig foresatte problematiske
Spørsmaal Oeconomien angaaende. Den er skreven paa Franzøsk, men
her oversat paa Dansk, og det saa nøye som begge Sproges adskillige Egen¬
skaber ville tillade. Af Underskriften J. B. saavelsom af Jndholden og den
smukke Skrive=Maade, gietter man sig til, at Forfatteren, uden Tvivl, er
Hr. JEAN BERTRAnd, Sogne=Præst til Orbe i Svitzerland, hvis Oecono¬
miske Jndsigt og priselige bemøyelse for almindelig Velfærd, noksom er
bekiendt af fleere Prøver eller saadanne Priis=Skrifter, som i hans Fæderne¬
Land ere cronede med den udlovede offentlige Belønning, hvorom Lysthaven¬
de selv kunde eftersee de efter Haanden udkommende Samlinger under det
Navn: Receuil de Memoires concernants Loeconomie Rurale par une
Societe etabiie a Berneen Svisse. Denne gode Mand begynder selv sin
Tractat, om Felledskabet i Dannemark, med de Ord: Jeg som er født i
en langt fraliggende Republiqve, hvorledes skulle jeg være underrettede
om Stedernes Omstendigheder &c.
Just derfor handler han allene om
Midlerne til at afskaffe et vist Slags Fælledskab, hvilket i hans Fæderne¬
Land, formodemlig er det eneste, som behøver Forandring, nemlig Fælled¬
skabet i saadanne vidtløftige Overdrev, som tilhøre 2, 3 eller fleere Lands
Byer. Dersom vi nu hos os, havde intet andet Fælledskab til overs, end
Ee¬


221


222


Men hvad som
dette, da komme vi og vel efter Haanden til rette dermed
settes forud og giør den allerstørste Vanskelighed, er Fælledskab imellem ad¬
skillige Proprietairier eller Herregaards Eyere, hvis Hart=Korn ligger saa¬
ledes adspredt og blandet imellem hverandre, at den som seer nogle fremmede
Bønder=Gaarde, liggende nær ved sin Hoved=Gaard, og midt iblant sine egne
Bønder, han eyer maaskee ligesaa mange eller fleere Bønder=Gaarde, langt
bortliggende midt iblant dem, som ere hans Naboe tilhørende, med hvilken
han gierne ville udbytte de første, med de sidste, saa at de paa begge Sider
kunde være bedre tiente med at have deres Eiendom samlet til fuldkomnere
Brug og Hielp for de øvrige Hovnings=Bønder paa begge Sider. Denne
Hovedsag, saasom Grunden til den deraf dependerende friere Omgang med
hver Byes Overdrev at adskille og udbytte, var Afhandlingens Forfatter
ubekiendt, og derfor kunde han ikke heller henrette sit Skrift til det Øyemærk.
Jmidlertid skylder vor Nation denne berømmelige Mand megen Tak og
Ære, for sit saa vel grundede, som velmeente Skrift, angaaende den Deel
af vort fremsatte Problema, som sigter til bemeldte almindelige Overdrev.
En bedre Anvendelse af disse store Landstrekninger er vist nok baade muelig
og gavnlig, særdeles her i Dannemark, hvor Grunden ikke saasom i Svitzer¬
Land, eller andre biergagtige Lande, findes opfyldt med saa mange steile
Banker, Steen=Klipper og ubrugelige Noser, men nesten allevegne bestaaende
af en gandske vel brugbar og til een eller anoeu Sæd, frugtbar Grund, saa¬
fremt den, efter sin Art, ret behandles, og dens Underdeel ved Ploven aabnes
samt Aar efter Aar udsettes for Soel=Regn og andre Jndflydelser af den
frugtbargiørende Luft.
dette Fald vil først en forbedret Græsning
Græsningen en forøget Giødning, og ved dens Hielp med Tiden et gandske
got Agerland ventes, saa vidt den Allerhøyeste hertil giver sin Velsignelse.
No. *.


No. X.
Undersøning
Om de største Forhindringer,
som legges i Veyen for
Felledskabets Ophævelse
i Landgodset.
Og om de letteste og visseste Midler til at overvinde samme
uden Vedkommendes Fornærmelse.


B¬
landt de Anstøds=Steene, som straxen falder udi Øynene, naar
Tanke og Tale henvendes til Land=Væsenets Opkomst og Ager¬
dyrkningens Forbedring, er Fælledskabet, som Erfarenheden
viser, en af de Første. Saadant Fælledskab er 3de Slags 1)
Byers Fælledskab. 2) Byemænds Fælledskab, og 3) Lods¬
Eyeres, eller Land=Godsers Fælledskab.
Angaaende det 1ste Fælledskab: At det nu adskillige Stæder blev befundet,
at en Byes Beboere havde Jordsmon og Agre her og der inde paa en anden
Byes Mark. Da har man efter mine Tanker stor Uret, om man beskylder vor
ældre Indretning ved Land=Væsenet for saadan Fælledskab og Uorden; Thi den
har sikkert og øyensynlig nok tildeelt enhver Bye sin Ager og Eng, samlet for sig,
og adskildt fra andres. Men med Tiden, der ikke gierne lader nogen Ting ufor¬
andret, og ved den sig allevegne indsnigende Misbrug, Uskik og Grændsers Over¬
trædelse, er denne Indretning i nogen Maade paa et og andet Stæd vorden for¬
rykket. Snart er det skeet ved et Fordrag og Magelag, da Beboeren i en Bye
har overladt et Stykke Pløyeland til Beboeren i en anden Bye, mod nogen
Græsning, Eng, Giersel=Grund eller Tørve=Skiær, for indbyrdes Mangel at
afhielpe; eller og mod Agerland i en anden Mark, paa det begges aarlige Udsæd
nde blive ligere, end tilforn.


226
Snart er det skeet ved Gaver og Testamenter, da dertil en og anden Kirke,
Kloster og Præste=Kald er bortgivet visse Jordsmon, endog paa andre Byers
Marker beliggende.
Snart er en eller anden Gaard eller Sted bortsolgt til en Mand i næste
Bye boesiddende, som igien om nogen Tiid har bortsolgt Gaarden, med For¬
beholdenhed af et eller andet Jordsmon, det han til sit Beboelses=Sted har hen¬
lagt. Men fornemmelig, at jeg ikke skal opregne fleere saadanne Tilfælde, er
dette Fælledskab existeret ved øde Gaarders Grunde; Thi, naar en eller anden
Gaard i vanskelige Tider, ved Jldebrand, eller anden Tilfælde er bleven øde,
og ingen Fæstere været at erholde, har Eieren mange Gange seet sig anlediget,
Grunden, saa godt som han kunde, til andre Beboere at uddeele, uagtet enten
de vare uden eller inden Byen boesiddende. Hvorpaa endog gandske sildige og
nyelige Exempler fremføres kunde.
Men dette saaledes ved Misbrug og Tidens medførte Forandringer ind¬
førte Fælledskab maae nu ved de udgangne allernaadigste Forordninger til Land¬
Væsenets Forbedring, ansees som hævet og afskaffet, og Byernes Adskillelse der¬
ved at være bragt i sin forrige og tilbørlige Skik.
Og har med den gamle Land=Væsenets Indretning (som gierne tilstaaes)
efterladt noget Fælledskab mellem Byerne i Overdrifter, Skov=Parter og Græs¬
beed, da er Indretningen nu ved høystbemeldte Forordninger heri bleven for¬
bedret, og dette Fælledskab nu tillige ophævet. Ligesom og samme allernaadigste
Forordninger høystpriselig har faciliteret Byernes Fraskillelse ved Gierder, og
reguleret samme paa billigste og beqvemmeste Maade. Dette første Fælledskab
kand ey derfore, som nu hævet og afskaffet, her gandske forbiegaae.
Det 2det Fælledskab angaaende, som er Bye=Mændenes i Byens tildeelte
Marker og Grunde. Da har vel en og anden Skribent, (see Oeconomiske
Magazins No. 1. i iste, og No. I. i 4de Deel) anseet samme, som skadeligt,
og førmeent, at det til Statens Fordeel kunde og burde hæves. Jeg formeener
derimod i mine Undersøgningers 2den Deel uimodsigelig at have godtgiort: At
de af dette Fælledskab virkelig udflydende og dermed forknyttede Uleyligheder,
langt fra hverken ere saa mange, eller saa betydelige, som de foregives, samt at
de ved dette Fælledskabs Hævelse foregivne og forventede Fordeele deels ere usikkre,
og gierne endda kunde udeblive, deels og for største Deelen ved andre meget
beqvemmere Midler, under Fælledskabet erholdes kunde: At langt større
Uleyligheder og Nachdeele, end og til Bestandighed, for Staten ere
forknyttede med dette Fælledskabs Hævelse: Og at den beste Landets cultur ikke


227
allene tillader, men endog udfordrer dette Fælledskab. DDog tilstaaes gierne
Mange vore Lands=Byer at være vel store, og saadan Størrelse sin Uleylighed
at medføre, da Grundens større eller mindre Frugtbarhed tillader større eller
mindre Lands=Byer.) Dertil seer jeg heller ikke: at det udsatte Problema har
nogen Hensigt til dette Fælledskab; hvorover og samme, ligesom det første, her
gandske forbiegaaes.
Det 3die Fælledskab er Land=Godsernes eller Lods=Eyeres Fælledskab i en
og samme Bye. Og dette er det, som det udsatte Problema nævner Fælledskab
i Land=Godset, da derved ingen af de forhen benævnte Fælledskaber beqvemmelig
kand exprimeres; Thi at spørge: Hvorledes Fælledskabet i Land=Godset best
kand hæves. Eller: Hvorledes Land=Godserne best kand adskilles, er, forstaae¬
ligt nok, et og det samme.
Vel er det nu saa: At dette Fælledskabs Skadelighed og dets Hævelses
Nytte settes her forud, som fastsat og afgjort. Hvilket og uimodsigeligt har sin
fulde Rigtighed. Dog, siden der endnu ere meget ulige Meeninger, af hvad
Vægt, Strækning og Størrelse dette Fælledskabs Skadelighed, og dets Hævelses
Nytte egentlig kand beregnes, synes det, til nu desto grundigere Jndsigt og
rigtigere Fremgang i Sagen, ikke utienligt, forinden vi handler om Hindringer¬
ne for, og Midlerne til dets Hævelse, paa det nøyeste at tage Vægten af dets
Skadelighed; Siden det just er denne Jndsigt, der skal sige os: Hvorvidt man
heri egentlig bør fremgaae: Hvilke Midler, der, som beqvemme, kand antages,
og hvilke derimod, som ubeqvemme, bør forkastes
Dette Fælledskab hører nu ilde overalt. Og jeg skal heller ikke rose det.
Alle ere eenstemmige: At det er skadeligt, og jeg skal heller ikke negte det. Men
lader os gaae Sagen noget nærmere! Lader os undersøge: hvor skadeligt det
egentlig er. At vi ikke skal beskylde det endog for det, som det er uskyldigt i, eller
lade det bære Skylden allene for de Ting, til hvilke andre Ting concurrerer!
Lader os eftersee: Hvad Nytte man egentlig kand tillegge dets Hævelse, ikke
allene: hvad Nytte samme for sin Deel vilde give Frihed, Leylighed og Anled¬
ning til. Men endog: Hvad Nytte man med god Grund kand formode, at
Fælledskabets Hævelse virkelig og i Gierningen vilde medføre, uden at samme af
andre nu værende hinderlige Aarsager skulde holdes tilbage.
Mangen Proprietair siger nok: (og jeg har muelig hørt det saa ofte, og
er trettet saa meget ved at høre det, som nogen anden.) At, eyede han den eller
den Bye allene, da skulde han sætte den i en gandske anden og bedre Tilstand.
Men, foruden det, at Begierligheden kand have nogen Jndflydelse i denne Tale,


228
siden Enhver gierne saae sit udbredet, og Naboens indskrænket. Da veed man
jo, at den menneskelige philautie taler gemeenlig saa i alle Ting. Saadanne
Ord: Var jeg i den Post, i hans Stæd, havde jeg det eller det under Hænder,
da skulde Sagen faae et gandske andet Udseende, lyder os jo alle snart daglig og
idelig i Ørene. Men enhver Fornuftig veed og nok, hvad derpaa saadant sigen¬
de er at reflectere. Vil man allene giøre den saaledes talende Proprietair dette
Spørsmaal: At dersom den omtalte Bye tilhørte den eller den hans Naboe
(ligemeget, hvilken man nævner) om den da ikke ligeledes skulde komme i bedre
Tilstand. Da skal man strax formærke: at det holder hart, heri at vinde hans
Biefald: og at det følgelig meere er andres, end hans eget Fælledskab, eller
Fælledskabet i sig selv, som han anseer for skadeligt, at han lover sig ikke nogen
synderlig Nytte, hverken for Byen eller Staten, ved dens Fælledskabs Hævelse,
saafremt Byen falder i nogen andens Hænder, end hans egne. Deres Sigen¬
de i saa Fald har man altsaa ondt ved at bygge paa, helst naar man seer: at
de Byer, de eyer eene, i ingen Maade ere bedre holdne.
Vil vi nu derpaa høre Bøndernes Betænkning; Om det vel var gavn¬
ligt, at heele Byen kom under en Eyere. Da bliver Svaret formodentlig dette:
At de veed sig ingen Fordeel derved at kunde tilregne: At, siden nye Foretagende,
helst de, som ankommer paa eet eneste Menneskes Jndsigt og Skiønsomhed,
nok saa snart kand forverre, som forbedre Tingen, da kand det stundum have
sin Nytte, at der er den, som kand giøre Hinder og Modstand: Og at det i sær
derved kunde være at befrygte: At Proprietairen, om ikke den nu værende, da
en af de følgende, vilde slaae sine Faar paa Byens Fælled, hvilket andre Lods¬
Eyeres Fælledskab hidindtil har hindret. Muelig Svinene og i fald de gik til
Skade i Hov=Lykkerne, for en Tiid bleve fatte did til Straf og Forbedring.
Dertil kunde det vel og hende sig: At en eller anden Flaske Jord, den Herreman¬
den efter hans Tanke forstoed bedre at føre sig til Nytte, end den enfoldige Bonde,
formedelst sin Beleylighed blev beæret at indsluttes inden Hovet=Gaardens Gier¬
de. Men, det er Bønder! og Bønder, veed man jo (i mindste har man hørt
det tit nok) forstaar sig aldrig paa deres eget Gavn, dertil vil de og immer henge
i deres Fædrene=Skikke. Rettest derfore, at vi reflectere lige lidet baade paa
Herremandens og Bondens Sigende i dette Fald, men at vi nøye og upartisk
undersøger Sagen, og følger Fornuftens Tilsigende.
Det første, som vi, for Fælledskabets egentlige Skadelighed at indsee, os
kand foretage, bliver vel dette: At vi holder de Byer, der har Fælledskab imod
dem, som intet haver, og ligner disse Byers Tilstand og Beboeres Velstand imod


220
hinanden. Naar nu dette paa et og andet Stæd, ja paa mangfoldige Stæ¬
der, og med tilbørlig Agtsomhed er iverksat, da maa vi med Forundring erfare:
At ingen kiendelig Forskiæl er at finde. Tilstanden er paa begge Sider, for
saavidt den ikke udflyder af andre Aarsager, almindelig talt, paa det nøyeste en
og den samme. Og heri kand jeg frit beraabe mig paa meenige, i sær de kyndige
Landmænds Vidnesbyrd: At de Byer, som har en Lods=Eyere, distingverer sig,
almindelig talt, i ingen kiendelig Grad fra dem, der har fleere. Det er altsaa
ikke vel fatteligt, hvor Fælledskabet er kommen i saa gandske ondt et Udraab; thi
var det den halve, eller fierde Deel saa skadeligt, som det beskrives os af adskil¬
lige, da maatte dets Skadelighed i saadan Sammenligning, i mindste vorde kien¬
delig, og falde i Øynene.
Efter saadan almindelig Oversigt gaaer vi da Sagen nærmere, og udreg¬
ner, hvorudi Fælledskabets Skadelighed egentlig skal bestaae, indhentende endog
heri andres Betænkning og Foregivende. Dets Skadelighed skal og maae da
bestaae i dets Hindring for adskillige nyttige Indretninger og Forandringer.
Blandt hvilke disse anføres og eragtes, som de vigtigste. 1) En fordeelagtigere
Inddeeling af Byens Grunde i fleere Marker. 2) At give hver Mand
sin Grund meere samlet. 3) At giøre Byemændene lige i Hart=Korn.
4) Et eller andet Jordsmon, Overdrift, eller Koegang at rydde til
Pløyeland. Visse Jordsmon, til Skov=Fredning fra Marken, at indhegne.
Vandet fra et eller andet Stæd ved Grøfter at aflade, og Vildtet bedre at frede.
Og 5) Bye=Love og Vedtægter i en og anden Post at forandre og forbedre.
Naar man nu eftertænker disse Poster, da er det for først i Almindelighed
at agte: At Fælledskabet ikke egentlig og med fuld Ret, kand siges at hindre disse
anmeldte fordeelagtige Anstalter og Foretagende, alt saa længe man ikke kand for¬
sikkre sig, at de, om Fælledskabet ikke var, vilde paafølge; thi i saa Fald maa
de hindres, i mindste tillige, af andre, og muelig endnu vigtigere Aarsager. Og
hvorledes kand man forsikkre sig, at de vilde paafølge i de Byer, som har Fælled¬
skab, naar man, almindelig talt, ikke finder dem iverksatte i de Byer, som intet
Fælledskab haver. Alt hvad man derfore i slige Omstændigheder kand tilstaae,
er dette: At Fælledskabet vel er og kand siges hinderlig for ommældte Jndret¬
ninger. Men ikke: At de enten ene, eller fornemmelig, ved det ere hindrede
og afværgede, den Stund her findes baade andre og vigtigere Hindringer, med
Fælledskabet; Hindringer, som i mindste tillige, om ikke endnu meere burde be¬
strides. Saaledes og, i Henseende til dets Hævelses Nytte. Alt hvad man
derom kand tilstaae, er dette: At dets Hævelse vilde give større Frihed og bedre
Leylighed til saadanne fordeelagtige Anstalter. Men man kand ikke, og de Byers


230
Exempel, hvori intet Fælledskab er, afholder fra at forsikkre: At fleere nyttige
Anstalter ved Fælledskabets Hævelse vilde paafølge.
Efter denne almindelige Anmærkning har vi da at ansee enhver af de om¬
talte Anstalter i sær. Hvorvidt Fælledskabet deri er hinderligt, samt hvor fornø¬
den og nyttig saadan Anstalt er, alt for at indsee Fælledskabets egentlige
Skadelighed.
1) Siges Fælledskabet at hindre en fordeelagtigere Grundens Jnddeeling
i fleere Marker til meere Hvile og bedre Græsning for Byen. At den gamle og
meest almindelige Inddeeling af 3 Marker til hver Bye i vore Tider er den beste,
kand langt fra ikke paastaaes. 4, 5 a 6 Marker, alt efter Grundens særdeles
Beskaffenhed var vist nok bedre, som udførligen viist er i mine Undersøgnin¬
gers 2den Deel.
Men nu at forandre Inddeelingen, maa vel formedelst de dermed forknyt¬
tede store Uleyligheder og Bekostninger, falde heel betænkeligt, helst da de betyde¬
ligste Uleyligheder, som den gamle Inddeeling medfører, saa gandske let og be¬
qvemmelig kand hæves, ved det enhver Mand lader nogen Jord efter Fornøden¬
hed hvile i enhver af de besaaede Marker; hvilket sammesteds findes videre udført.
Og, om end Bondens Jord til meere Hvile og Græsbeed blev inddeelt, er
det dog meget uvist, at den fik den tiltænkte Hvile. Og dette har jeg beviist der¬
med: At Jorden nu formedelst de Erte=Lykker, som paa mange Stæder af Fæl¬
leden indtages, ikke engang tillades hvert 3die Aars Hvile, hvortil den nu er
inddeelt. Er det da vel troeligt: At Bønderne vilde lade 2 eller 3 Marker hvile,
i fald de havde 4, 5 eller 6.
Man slutter derfore gandske vist rettere, naar man siger: At en anden
Grundens Inddeeling i fleere Marker, hidindtil er hindret, deels ved de anseelige
derved forknyttede Uleyligheder og Bekostninger, deels og ved det, man har ind¬
seet, at de betydeligste Uleyligheder, som den gamle Inddeeling medfører, ved et
andet meget lettere Middel kunde undgaaes, nemlig: at tilholde Bonden, at
lade nogen Grund efter Fornødenhed hvile i de besaaede Marker (uden hvilken
Paapasning Bonden heller ikke vilde holde over den nye Inddeeling) end naar
man siger: at den er hindret af Fælledskabet. Hæves end Fælledskabet, saa
vil dog ommældte Aarsager være gyldige nok, den gamle Inddeeling at vedlige
holde, og de Byers Exempel, hvor intet Fælledskab er, setter dette uden for ald
Modsigelse.
For saadan en nye heel bekostelig Jnddeeling i fleere Marker til hver Bye,
er jeg mig og efter Omstændighederne vist formodende, at Proprietairerne,


231
almindelig talt, sig vil undslaae, indtil en Kongelig Anordning paabyder den.
Og skeer den da best ved Leylighed af en nye Landmaaling, og ved udsøgte saa¬
vel i Maale=Kunsten, som Landvæsenet, kyndige Mænd. Og, naar Jnddee¬
lingen i Marker paa denne Maade bliver forandret, da kand Fælledskabet ingen
Hindring giøre. Dertil kand man og vente: At der da treffes en meget bedre
og rettere Inddeeling, end naar den overlades til enhver Proprietairs eget Jnd¬
sigt; Thi det er en Sag af den Vanskelighed, at man langt fra ikke maa vente,
i enhver Proprietair, en noksom kyndig Mand til dette Foretagende at forefinde.
Skeer den nye Inddeeling ikke med gandske god Skiønsomhed, da kand den snart
forverre den Sag, som den forbedre skulde.
2) Siges Fælledskabet at hindre: At enhver Bonde ikke kand gives sin
Grund meere samlet, i den Stæd den nu snart paa alle Skifter i Marken fin¬
des adspredt. Denne Post indløber for en stor Deel under den forrige, og i
fald den nogensinde skulde vinde almindelig biefald, udsettes den og best, ligesom
den forrige, til en nye foretaget Landmaaling. Ellers maa man agte: At Fædre¬
ne ikke uden med velberaad Hue, har tildeelt hver Gaard sin Andeel paa Markens
forskiellige Skifter, og Aarsagerne, som de dertil har eragtet fuldkommen gyl¬
dige, ere disse: At Byemændene kunde alle, enhver efter sit Hart=Korn, vorde
lige lodtagne i alle Byens forskiellige Grunde, de lavere med de høyere, de
bedre med de slettere, de nærmere med de længere fraliggende, og altsaa have lige
Skiebne med hinanden i de vaade og de tørre, de varmere og de koldere, de min¬
dre og de meere frugtbare Aaringer. Og at den betydelige Forskiæl, som de fleste
Aaringer giør paa de forskiellige Grundes Afgrøde, ikke skulde giøre deres Vil¬
kaar forskiellige, give den ene Overflod og den anden Mangel. Overflod, som
man ikke vidste at giemme, og Mangel, som man ikke kunde taale. Men at
baade de forskiellige Aaringer derved skulde vorde meere lige, samt Tab og Vin¬
ding til dem alle lige vorde uddeelt. Og ved en anden Inddeeling, troer jeg hel¬
ler aldrig, at Bonden, hvor Grunden falder forskiellig, blev at tilfredsstille, thi
han ynsker helst at have baade af den høyere og lavere Grund, deels siden han
i vanskelige Aaringer kand vente at finde paa den ene, hvad han savner paa den
anden, deels siden begge ikke fordrer en og samme Behandlings Tid. Disse
Aarsager ere og af alle dem, jeg veed, der har gjort deres Bønder lige i Hart¬
Korn, end og dem, der har eyet heele Byen, hidindtil anseet saa gyldige, at
Enhver har faaet sin Anpart i Markenes forskiellige Skifter. (Thi de Uleylig¬
heder, som findes ved den nærværende Indretning, falder strax og enhver i Øynene.
Men, naar man vil hæve dem, da bliver man først vaer, at der paa den anden


232
Side, møder andre nok saa betydelige. Da indsees først Grunden af de fleeste
til forrige Indretning.) Fælledskabet kand altsaa ikke egentlig siges at hindre
det, som endnu ikke er eragtet tienligt, eller har fundet Sted, hvor intet Fælled¬
skab har været. Saa meget maa man ellers tilstaae: At Markerne ere inddeel¬
te i fleere Stifter, end fornødent giordes, og at fleere af de nu værende Skifter
af eens Beskaffenhed, om ikke just sammenliggende, kunde være slaaet sammen,
paa det fleere Agre, eller i mindste en bredere Ager Enhver kunde tildeeles. Men
saadant er vel skeet, for aldeles at undgaae alle Klagemaale, saavel angaaende
Fraliggenheden, som Frugtbarheden.
3) Siges Fælledskabet at hindre: At en Proprietair ikke kand giøre sine
Bønder i Byen lige i Hart=Korn, naar nogle ere for store, og andre for smaae.
Men for denne Beskylding fritages Fælledskabet for største Deelen af den daglige
Erfaring. Mange Proprietairer har gjort og giør endnu deres Bønder=Gaarde
lige, uagtet andres Fælledskab i Byen; Thi efterat ald deres Bønders Grund
i et er opmaalt, og hvert Stykke efter sin Bonite antegnet, uddeeles den til En¬
hver i lige Deele. Saa meget tilstaaes ellers gierne: At den Proprietair, som
nu i 4, 5, eller fleere Byer kuns har i eller 2 Gaarde i hver, kunde faae fleere
Bønder=Gaarde af lige Hart=Korn, om disse i i eller 2 Byer vare samlede.
Denne Bønder=Gaardenes Lighed paa samme Gods har vist nok sin
Nytte, og almindelig foregives denne, som den største: At derved kand Hov
ningen og dens Byrde best giøres lige for dem alle. Skiøndt en fornuf¬
tig Landmand endog veed at giøre Hovningens Byrde omtrent gandske lige a
Ladvenant for Bønder af ulige Hart=Korn. Jeg eragter derimod den største
Nytte, af Bønder=Gaardenes Lighed paa samme Gods og i samme Bye at være
den æmulation, som derved gives Bønderne.
Ere Bønderne ulige i Hart=Korn, da vil den, der staaer tilbage, gierne
hæfte Skylden paa Stædet og dets Tillæg, ulige Skatter, Hovning og Land¬
Gilde, og i den Forsikkring glemme at undersøge sit Forhold, og sammes Man¬
gel at indsee og ændre. Ere de derimod lige, da kand den tilbagestaaende, siden
han er under samme Gods og Behandling, har samme Tillæg, Jndtægt og
Udgift, Herlighed og Besværlighed, ikke vel (naar ulykkelige Tilfælde og Syg¬
dom ikke paakommer) hæfte Skylden paa nogen anden Ting, end sit eget For¬
hold. Derved veyledes og tiltvinges han da, sit Forhold nøyere at undersøge,
og deri den rette Aarsag til hans slettere Tilstand at opdage.
Denne Bøndernes Lighed i samme Bye kand og allerbest underrette Pro¬
prietairen, om de ikke for meget medtages og bebyrdes. Den stund de ikke ere


233
lige, da kand han snart hefte Skylden til en eller anden Beboeres slettere Til¬
stand paa hans slettere Forhold, naar den dog egentlig stikker ved hans slettere
Tillæg og større Byrde. Giøres de derimod lige, da kand eens slettere Tilstand
være ham et Vidne om sammes slettere Forhold. Ligesom samtliges slettere Til
stand lærer ham, at Byrden overgaar Kræfterne. Ved denne Lighed, der kand
give baade Bonden og Proprietairen den omtalte Efterretning, forstaaes dog
egentlig ikke anden Lighed, end den, der giøres imellem samme Byes Beboere,
og naar enhver tillegges sin Andeel af alle Byens forskiellige Skifter. Mellem
adskillige Byers Beboere, eller om samlet Grund tillegges Beboerene i samme Bye,
kand man aldrig være forsikkret om saa nøyagtig en Liglød, og mindst i alle
Aaringer.
4) Siges Fælledskabet at hindre: Et eller andet Jordsmon, til Overdrift
eller almindelig Græsbed udlagt, at rydde og dyrke, en eller anden Skov=Part
til bedre Fredning at indhegne. Det overflødige og skadelige Vand af Aaer,
Bukke og Vandløb ved Grøftning og Rensning at aflede; samt Vildtet bedre
at finde. Men de udgangne allernaadigste Forordninger, har nu noksom viist:
At Fælledskabet, skiøndt hinderlig, dog ikke har kundet hindre og afværge disse
Ting, men at de gandske gierne under Fælledskabet, skiøndt lettere og vissere uden
Fælledskab, lader sig iverksette.
5) Siges og Fælledskabet at hindre adskillige gode og tienlige Bye=Lese.
Men man maa agte: At Bye=Love paa Landet bliver alt mindre og mindre
nødvendige, ligesom Land=Væsenet alt meere og meere ved Kongelige
Forordninger vorder reguleret.
Og skulde særdeles Bye=Love og Ved¬
tægter endnu et og andet Stæd behøves, da kand de gierne faae Frem¬
gang under Fælledskabet. Proprietairerne ansees virkelig alt for stri¬
dige og uskiønsomme, naar de formodes at sette sig mod fælles Beste, allene
fordi Forslaget kommer fra deres Naboe. Forslaget kand jo og med Billighed
overdrages til de største Lods=Eyere, og Approbationen til Amtmanden. Herved
er Fælledskabet sin Modstand i denne Post betaget. Og som Fælledskabet umue¬
lig kand hæves videre, end at der jo endda blev Fælledskab i de halve Byer, og
meere, saa maatte jo dog, naar Fælledskabet endog var hævet, saavidt vel giør¬
ligt, den største Lods=Eyeres Votum i denne, saavelsom i andre Ting, tilstaaes
en særdeles Myndighed og Fortrin.
Endelig 6) siges Fælledskabet at give Anledning til adskillige Processer om
Jagt, Skiel og deslige. Men Erfarenheden lærer: At Lods=Eyernes Processer
meere ankommer paa Lyst og Villie, end egentlig paa Anledning. Hvor Lysten
VI. Deel.


234
er, der feyler ikke gierne, der finder den nok Anledning. Feyler derimod Lysten,
da kand saa smaae Anledninger ikke vel reyse nogen Proces. Og hvad Jagt¬
Processer angaaer, som Fælledskabet kunde foraarsage, da maae samme for største
Deelen ansees som hævede ved sidste allernaadigste Forordning, der tillader ingen
Fælles=Jagt paa mindre, end 20 Tønder Hart=Korn.
Ved denne nu saaledes Postviis anstillede Undersøgning formoder jeg da,
at Læseren nøyagtigere, end tilforn, har indseet, hvortil Fælledskabets Skade¬
lighed egentlig beløber. At adskillige mod samme paa nogen Tiid fremkomne
Klagemaale og Jrettesettelser ere vel haarde. At det er beskyldt for at hindre
endog de Ting, son deeles ikke, om Fælledskabet hævedes, vilde iverksettes, og
deels under Fælledskabet gierne, skiøndt ikke just saa læt og beqvæmmelig, kand
komme til Fuldbyrdelse. Og at dets Skadelighed for Staten, der forestilles at
være saa gandske haandgribelig, dog virkelig udfordrer temmelig klarseende
Øyne.
At det vilde være en Fornøyelse for Proprietairen, eene at være Eyere,
Jorddrot, og Jagt=Berettigede i en eller fleere Byer, og en Herlighed, at Lade¬
Fogden, for at sige til Hove, nu allene behøvede at ride til 2 a 3 Byer, i steden
for 8 a 10 tilforne, er ikke vanskeligt at udregne. Men en nogenlunde vigtig og
betydelig Fordeel for Staten af Fælledskabets Hævelse stikker ikke just saa tydelig
i Øynene. Den Mistanke derfore, i fald den indfaidt nogen, var muelig ikke
aldeles ugrundet. At det til deels maae være private Hensigter, der har ankla¬
get Fælledskabet saa langt over sin virkelige Fortieneste, og nævnet det den største
Hoved=Hindring for Land=Væsenets Opkomst og Statens Velfærd, uden hvis
Hævelse ingen betydelig Forbedring enten er ventelig, eller muelig; thi i denne
Tone tales der jo af vore Oeconomiske Skribentere?
Men med alt dette vil jeg dog langt fra ikke, som og forud er erindret, fri¬
tage eller frikiende det omtalte Fælledskab, at det jo er skadeligt, og i nogen Maa¬
de hinderligt for adskillige nyttige Indretninger og Foretagende til Land=Væsenets
Opkomst. Contrair! Jeg vil endog, forinden vi forlader denne Post, erindre
en og anden Ting, som efter mine Tanker giør det allervigtigste i Fælledskabets
Skadelighed, og dets Hævelses Nytte, endskiønt jeg ikke finder det anmældt af
dem der har bestridet Fælledskabet.
Et ikke lidet Onde, som Fælledskabet medfører er dette: Ar det giver en stor
Deel af Bønder=Godset længere Hovnings=Vey, end de, om Bønder¬
Godset til største Beleylighed blev og kunde blive magelagt, vilde faae.
Da det nu adskillige Stæder kand hende sig: at 2de Bønder, som begge gaar


235
til Hove, møder hinanden paa Veyen. Dette Fælledskabets Onde er af Vig¬
tighed, skadeligt for Bonden, Proprietairen og Staten. Og er det vel for en
stor Deel denne Uskik og Uleylighed, som har foranlediget den nylig udkomne
allernaadigste Forordning: At Lods=Eyerne indbyrdes og uvegerlig skal see at
udløse hinanden af Fælledskab i Byerne, de større de mindre. Da Eyerne af
de Hoved=Gaarde, som ligger Byerne nærmest, supponeres almindelig at være
de største Lods=Eyere (skiøndt det ikke just har sig saa allevegne.) Havde det
været giørligt uden ald for stor Uleylighed, at Beliggenheden kunde være sat til
en Regel og Rettesnor for Bønder=Godsets magelag, saaledes at enhver kunde
faae det, der laae ham nærmest og beleyligst, da havde vist nok den Fordeel, at
Bondens Hovnings=Vey ham kunde forkortes, været gyldig nok, dette at til¬
raade og iverksette. Men de derved forefundne store Vanskeligheder, i sær, at
de mindre Lods=Eyere da paa maage Stæder vilde komme til at udløse de større,
har gjort det, at de mildere Midler ere præfererede, om end saadant Øyemeed
ikke allevegne tilfulde opnaaes kunde. Og hvilken er vel den Indretning, som
i alle Hensigter kand opnaae den alleryderste Fuldkommenheds Grad?
Et andet Onde ved Fælledskabet er dette: At mangen en Kippe og
Kroehold deri finder soutien, som formodentlig blev afskaffet, om Byen
var under et Herskab: At det giør adskillige Lods=Eyere koldsindige, med Nid¬
kierhed at holde over de høypriselige udgangne Forordninger om Brændeviins¬
Brændernes og Kroeholds Afskaffeise paa Landet; Thi, naar samtlige Lods¬
Eyere ikke vil holde derover (hvilket agtes uvist) da vil den enes Nidkiærhed,
ikke hindre, men kuns afvise denne contrebande Handel fra hans til de andres
Godser. Og endelig: At Drik derved i en og anden Bye vorder meere gængs,
Dette er et Onde, meere end i en Henseende, vig¬
end det ventelig ellers vilde.
tigt og betydeligt. Og dets Afskaffelse maa vel eragtes et af de vigtigste Øye¬
mærker ved den anbefalede Fælledskabets Afskaffelse, siden intet Middel i denne
Tiid undlades til at hæmme den i Svang gaaende Brændeviins Misbrug.
Disse 2de nu anmældte Poster behager Læseren at legge til den under for¬
rige Beregning udkomne Fælledskabets Uleylighed, saa faaer han noget nær den
fulde og rigtige Summa af vort Fælledskabs Skadelighed, saavelsom dets Hæ¬
velses egentlige Nytte og Fordeel. Og denne Summa, denne egentlige Vegt
og Beløb af Fælledskabets Skadelighed, eller dets Hævelses Nytte, er det der
skal være vor Veyvisere og Rettesnor ved vor videre Fremgang. Den skal sige
os: hvorvidt man kand gaae. Hvad Midler man kand antage og afbetiene


230
Og hvor store Vanskeligheder og Uleyligheder man skal oversee og under¬
kaste sig, for at hæve Fælledskabet.
Derpaa, efterat den eftersøgte Rettesnor nu er udfunden, gaar vi videre,
og begiver os for først til at opdage de største Forhindringer for dette Fælledskabs
Ophævelse.
Men her vil det forud være fornødent, at ansee: Hvad der fornemmelig
har anlediget, Fælledskabet at komme saavidt, og Hoved=Gaardernes tilliggende
Godser i saa mange Byer at være adspredte, eller, fra saa mange Stæder at
Land=Godsernes fata, veed man, har efter Tiders og Con¬
være samlede.
juncturers adskillige Forandringer og Beboernes Tilstand været meget adskillige.
Snart ere de samlede, og snart adspredte, ja samlede paa sine Stæder, naar de
ere adspredte paa andre. Samlingen er fornemmelig anlediget ved den de gamle
Hoved=Gaarde tilstaaede Friehed, naar de havde 200 Td. Hart=Korn Bøn¬
der=Gods. Adspredelsen derimod er fornemmelig skeet deels ved Proprietairer¬
nes decadence, foraarsaget, snart ved egen slet Huusholding, snart ved Krigens
Besværligheder, fientlig Jndfald og anden Vanhæld. Deels ved den Friehed,
Hoved=Gaards Eierne hidindtil haft haver, deres Bønder=Gods fra Gaarden
at bortsælge; thi efterat Godserne til Gaardene een og anden Tid temmelig vel
har været samlede, ere de igien, i Mangel af saadant Forbud, adskillige Tider og
Steder blevne adspredte.
Vanskelige Tider kand ikke egentlig tilskrives enten den ene eller anden
Virkning; thi som de har tildrevet en Deel Proprietairer at bortsælge af deres
Gods, noget efter noget, saa har andre, der havde noget mellem Hænder, be¬
tient sig af Leyligheden og samlet sig Gods, saavel af opkiøbte Selveyer=Gaar¬
de, som Tidens Vanskelighed nu gjorde Fall og got Kiøb, som af saadant bort¬
solgt Proprietair=Gods. Godsernes Samling og Adspredelse er da fornemmelig
ankommet paa, hvilken Stand der var best holden og bemidlet. Naar Mid¬
lerne meest var ved Adel=Standen, bleve Godserne samlede. Naar de nedri¬
gere Stændet derimod stod sig best, bleve Godserne adspredte, og et Stykke bort¬
solgt til dem efter et andet.
J forrige Seculo var der langt flere ufrie Hoved=Gaarde, langt meere
Strøe=Gods, langt fleere Selv=Eyere, endnu. Eyerne af de gamle Hoved¬
Gaarde har siden Tiid efter anden søgt, ved Strøe=Gods og Selveyer=Gaarde
at indkiøbe, og tildeels igien med andre at omtuske, at forskaffe sig det til Fri¬
hedens Nydelse fornødne Bønder=Gods, indtil Godserne endelig ere samlede i
den Stand, som de nu findes. Og, at de endnu ikke bedre ere samlede, at der


7
endnu er saa stor Blanding og meget Fælledskab, det har man i sær at tilskrive
den Rettighed, som Strøe=Gods, endog det mindste Hart=Korn i Byen, for¬
dum gav til at jage paa samtlige Byens Marker, og at fiske, hvor Paaløb
havdes. Denne Rettighed har baade foraarsaget og vedligeholdet Land=Godsets
Adspredelse, Blanding og Fælledskab, da enhver, veed at kiøbe og tilvende sig
et ringe Hart=Korn her og der, søgte, saadan sin Ret og Herlighed alt mere og
mere at udbrede. Skiøndt Herligheden havde været større, og Eyerne i Almin¬
delighed bedre holdne, om de i den Sted selv havde søgt og forhiulpet hinanden
til at faae samlet Gods, Naboerne af en eller anden Bye at udelukke, eller i
mindste Lods=Eyernes Tal at formindske. Jagten havde da været fornøyeligere,
Vildtet det samme og fatigen mindre.
Her har vi da første Grund og Aarsag til det nu værende Fælledskab. Her
seer vi, hvorledes det fornemmelig er existeret, og hidindtil vedligeholdet. Og
derved vil det da være os desto lettere at udfinde de nu værende største Hindrin¬
ger for Fælledskabets Hævelse, eller Aarsager, at Godserne ikke bedre samles og
af Fælledskab udvikles.
Den 1ste Hindring er det Tab, som befrygtes ved Bytte og Magelag.
Denne Frygt indfinder sig almindelig ved alle betydelige Tusker, og derfor skeer
der og saa faae Tusker af nogen Betydning. Borgerne bortbytter ikke gierne
deres Huuse, Selv=Eyere deres Gaarde, eller Skibs=Eyere deres Skibe, thi,
om end saadanne Tusker formedelst en eller anden Omstændighed kunde i det
øvrige komme begge tilpas, saa befrygtes dog Tab i saa vigtige Ting, enten af
den ene, eller den anden, og oftest af begge de Tuskende. Og skeer end saa¬
dant et Tuske en eller anden Gang, saa veed man dog af Erfarenhed, at det gaar
sielden eller aldrig af uden Fortrydelse, i mindste paa en af Siderne. Ord¬
Sproget derfore: At Bytte er paa Bedrag, er ikke uden Føye indført, og har
i sær Sted ved betydelige Tusker. Dertil maa man agte: At der er snart intet,
som mindre og med større Vanskelighed kand falde under Tuske, end som Bøn¬
der=Gods. Der hører meget til at indsee en Bonde=Gaards fulde og nøyagtige
Tilstand. Mangfoldige Ting ere her at iagttage. Her maa sees paa Bygnin¬
gen, paa Gaardens Tillæg i Mark, Eng, Skov og Mose (ikke allene efter
Strekning og Størrelse, men, hvad som er vanskeligere at forsikkres om, efter
Grundens Bonite og Frugtbarhed.) Paa Beboernes Tilstand, paa hans For¬
hold, paa hvad Mandskab der er, eller kand ventes, hvad Afgiften er efter Fæste¬
Brevet, om Gaarden giør Hovning, eller ikke. See! disse saa mange og ad¬
skillige Ting, som ved de Gaarder, der falder under Magelag, ere at iagttage,


238
giør Ligningen, som imellem dennem skee skal, heel vanskelig, og heel sielden
kand man vente: At 2de Hoveder, som Sagen, og saa vanskelig en Sag,
begge er paagieldende, deri vorder enige. Saa vanskelig en Beregning sluttes
eller afbrydes derfor gierne saaledes: ved at beholde mit Eget, er jeg sikker baade
for Tab og Fortrydelse. Ved Tuske derimod udsetter jeg mig for begge Deele.
Var her en Deel meere Gods i Prøvincerne, som ikke behøvedes til Hoved¬
Gaardenes Hovning, da vilde Fælledskabets Hævelse derved vist nok faciliteres,
i mindste saaledes (som det nødvendigste) all Hovnings=Godset meere vilde vorde
samlet; thi for Hovningens Skyld kand nu meget Gods, ikke uden imod Gods,
overlades, og dette, som sagt, giver en vanskelig Beregning. Var der derimod
meere Hovnings fri Gods og Selv=Eyer=Gaarde, saa at en Proprietair baade
for Penge kunde selge af det, han havde, og tænke til, andet igien at indkiøbe,
da holdt det ikke nær saa haardt, at faae en eller anden Gaard fra en Proprie¬
tair; thi at vurdere en Gaard i Penge er en meget lettere Sag, end at vurdere
Gaard imod Gaard. Derfor finder man og, at hvor Hoved=Gaardene ere
meest hyppige, og mindst Hovnings fri Gods og Selv=Eyer (som i Fyen) der er
Fælledskabet, i mindste for Hovnings=Godset, størst, der er mindst samlet Gods
at finde; thi her er det en Rarite, Grevskaber, Baronier og Stamhuuse und¬
tagne, at en heel Bye ligger til en Hoved=Gaard. Og skeer det da af denne
Aarsag: At Hovnings=Godsernes bedre Samling hindres derved, at Hoved¬
Gaardene ere vel mange mod Bønder=Godset.
Den Vanskelighed, som jeg her finder i Tingen, og dens Natur, veed jeg
vel, at andre meener med større Føye at kunde henføre til Proprietai¬
rernes Sindelav, tilskrivende dem en ret besynderlig Egensindighed og
Misundelse i denne Tilfælde. Besynderlig maa den Misundelse vel
siges: At de alle eendrægtig, Tid efter Tid, Slægt efter Slægt, skulde
udelukke sig selv fra de Beqvemmeligheder af samlet Gods, allene af
Misundelse, og for at hindre Naboerne lige Beqvemmeligheder, og
uden nogen anden vigtig Grund, eller i Tingen og dens Natur værende
Vanskelighed. Besynderligt: At de ikke engang skulde indsee denne
Misundelses Daarlighed, sette sig med hverandre, og, for selv at nyde
en Fordeel, tilstaae Naboerne den samme. Og end meere besynderligt
var dette, om Fordeelene af Fælledskabets Hævelse vare saa mange og
saa gandske betydelige, som de afmales just af de samme, der setter Pro¬
prietairernes Egensindighed og Misundelse til den eneste eller fornemste
Hindring for Fælledskabets Hævelse. Men hvortil nytter saadanne,


222
helst hinanden modstridende, exaggerationer? De kand vel have sin
Nytte til at overtale i en rigtig og retfærdig Sag. Men i at oplede og
oplyse Sandheden ere de alletider befundne af en høyst beklagelig Ska¬
delighed. Jeg agter derimod rettest: At man anseer en Proprietair
accurat af samme Qvaliteter, som et Menneske, hverken af større eller
mindre Misundelse, hverken mere, eller mindre, tilsidesettende sin egen
Fordeel. Overalt maae man nu ansee all Misundelse og Egensindighed,
i denne Post, som hævet ved sidste allernaadigste Forordning, da den
ikke tillader nogen Slags Vrangvillighed, men allene gyldige og vel¬
grundede Aarsager, at hindre Fælledskabets Hævelse.
Den 2den nu værende Hindring er den Ulighed, som befrygtes i de Gaar¬
ders Matricul, som til Fælledskabets Hævelse skulde falde under Magelag. Erag¬
tes en eller anden Egn, Bye eller Gaard at være matriculeret høyere, end ellers
sædvanlig (eller et eller andet Tillæg Gaarden urettelig frakommet) da giør Lods¬
Eyeren sig megen Betænkning, imod saadan en Gaard at borttuske en anden,
som ikke eragtes for høyt Matriculeret, og veed snart ikke, hvad Tilbud og Con¬
ditioner, der fuldt kand opveye dette Onde; Thi, saasnart Statens Fornøden¬
hed ved indfaldende vanskelige Tider, skulde foranledige nogen betydelig Forhøyelse
i Bondens Skatter, da seer han forud, at Skatterne, som følger Matriculen,
hvilke nu falder Beboeren tunge, da vilde blive slet utaalelige, og Gaarden føl¬
gelig blive øde, hvorved ikke allene hans Revenye vilde udeblive, men ham endog
anseelig aarlig Tab og Tilskud foraarsages. Thi, hvad øde Gaarder er for
en Proprietair, lærte forrige Tiders Erfaring saa tydelig, at det, endog efter saa
lang en Tid, endnu ikke kand forglemmes.
Den 3die nu værende Hindring for Fælledskabets Hævelse er den Herlighed,
af Fiskerie, for saa vidt den følger de Gaarde, der til Fælledskabets Hævelse og
samlede Godsers Erholdelse, magelegges eller afstaaes skulde. Vel er denne Hin¬
dring ikke slet saa stor, som den, Jagt=Rettigheden forhen forekastede, dog er den
vist nok saa betydelig, at den, til Fælledskabets Hævelse at befordre, fortiener Efter¬
tanke og Opmærksomhed. Mange Proprietairer, helst de, som intet Fiskerie haver
i Nærværelsen eller ved samlet Gods, anseer saadan en eller slere, skiøndt noget
langt fraliggende, Bønder=Gaarde, som ved Paaløb paa Søe eller Aae giver
dem Fiske=Rettighed, for en meget stor Herlighed, langt større, end den Jagt¬
Rettighed, de eller andre Gaarder giver, thi ved alle Byer gives der Jagt, men
ikkuns Fiskerie af Betydenhed ved nogle faae. Med slige Gaarders Afstaaelse
holder det derfor meget haardere.


240
Den 4de nu værende Hindring for Fælledskabets Hævelse er den adskillige
Bønder=Gaarde tilliggende Skov og Tørveskiær. Mange saadanne Gaarde ere
af en eller anden Proprictair, som har Mangel paa Skov, allene kiøbte for
Skovens Skyld, og undertiden vel dyrt. Følgelig ansees og saadan en eller flere
Gaarde for en umistelig Herlighed, helst i denne Tiid, da Brændsel bliver, jo
længere, jo meere kostbar. Denne Herlighed giør det da, at Eieren heel nødig
og allersidst hører noget Forslag om saadan en Gaards Magelag eller Afstaaelse.
Tørveskieren angaaende, da veed jeg vel ingen Proprietair, som til Hoved=Gaar¬
dens Brug uden Betaling, benytter sig af sin Bondes Tørveskiær. Men da
Loven dog tillader det, og man aldrig kand vide, hvor snart een eller anden for¬
medelst den tiltagende Mangel paa Brændsel, benytter sig af saadan sin Ret, saa
er og saadan Herlighed at ansee, som en Hindring for Fælledskabets Hævelse, og
helst, naar saadan Gaard med god Tørveskiær, tilligger en Hoved=Gaard, som
ellers ikkun har liden Brændsel.
See! disse ere efter mit Jndsigt de største af de nu værende Hindringer for
Fælledskabets Hævelse, da de, som allerede ere hævede, her ikke falder under Be¬
tragtning.
Skulde nogen meene, blandt de Hindringer for Fælledskabets Hævelse med
Føye at kunde angive den de frie Hoved=Gaarders Forpligtelse, at have 200
Tdr. Hart=Korn Bønder=Gods, foregivende: At mangen en Gaard til Fælled¬
skabets Formindskelse vel blev overladt til en af de større Lods=Eyere, om Eyeren
kunde undvære den til Gaardens Complettering. Og, at det kunde være Kon¬
gens Cassa det samme, hvorledes Godset til de fri Gaarde blev inddeelt, naar kuns
intet af det de friGaarde underliggende Gods blev solgt, uden til Fri=Gaarde, og heller
ingen flere Hoved=Gaarde fik Frihed. Da maa man agte: At, naar saa skulde være,
og Lovgiverens Øvemærke ved den omtalte Forpligtelse dog opnaaes, som er Forsik¬
ring for Bønder=Godsets Kongelige Contributioner, da maatte det formeenes:
At det Bønder=Gods, som nu, aldmindelig beregnet, er under fri Gaarde, og for
hvis Contributioner Kongens Casse nu agtes forsikkret, ikke blev formindsket,
og at intet meere Bønder=Gods, end der nu er, kom eller kunde komme i Selv¬
eyeres Hænder, for hvis Contributioner i vanskelige Tider, Kongens Casse ikke
eragtes saa forsikkret. Og dette at forebygge, vilde ikke allene blive en heel van¬
skelig, men er vel og en heel betænkelig Sag. Overalt er her ikkun nogle gand¬
ske faae Gaarde, der jo til Hovning, ja allene til Lods=Arbeyde, behøver 200
Tønder Hartkorn. Og var det høyligen at befrygte, helst da Loven lader
Bondens Hovning ubestemt; At mange Godser herved med Hovning formeget
bleve besværede.


241
Vil man indvende: At Hovningen og burde afskaffes. Ja at Hovnin¬
gen og kand ansees, som en Hindring for Fælledskabets Hævelse, da mange
Magelag til Fælledskabets Hævelse hindres derved, at den ene Gaard behøves til
Hovning, da den derimod anbudne efter Fæstebrev er Hovnings fri. Da
svares: At Hovningens Beqvemmelighed er just et af de fornemste Øyemeed
ved Fælledskabets Hævelse, og en af de fornemste Fordeele, som søges ved at
faae Godserne meere samlede. Hvad ellers Hovningens Nytte eller Skadelig¬
hed er angaaende, da henvises Læseren til mine Undersøgningers 2den Deel.
Foregives der af andre: At den Hovnings=Frihed, som nu i Fæste=Breve
er fastsat, siden den, som sagt, hindrer mange Magelag, bør og ansees som
en Hindring for Fælledskabets Hævelse: Og at det kunde være tienligt, at dette
Baand blev løst ved den Kongelige Myndighed. Da falder dette Forslag, saa
vel som andre af samme Natur, mig meget betænkeligt, og venteligt er det og
(thi uerindret kand det ikke vel være) saaledes anseet paa høyere Steder; siden
den sidste Allernaadigste Forordning, som hæver andre Anstøds=Steene for
Jodsernes Samling, lader Fæste=Brevene i deres Gyldighed. Og, da det
udsatte Problema dertil udtrykkelig spørger om de Midler, som uden Fornær¬
melse kand afbetienes, da seer jeg mig ikke beføyet, en ved Fæste=Brev fast¬
sat Hovnings=Frihed at anføre blandt de egentlig saa kaldede Hindringer for
Fælledskabets Hævelse, siden jeg ikke veed, hvorledes samme paa nogen beqvem
og ufornærmelig Maade hæves kand.
De største nu værende og egentlig saa kaldede Hindringer for Fælleskabets
Hævelse, ere da, saavidt jeg indseer, opdagede og fremsatte. Det gielder nu,
om at foreslaae de letteste og visseste, samt efter Tingens Natur og Beskaffenhed,
beqvemmeste og ufornærmelige Midler til at overvinde disse Hindringer.
Til disse Midler at udfinde, har vi lefter mine Tanker, i de did hensigtende
Allernaadigste Anstalter og Anordninger en gandske ufeylbar Veyvisere. Den
retteste Fremgang bliver upaatvivlelig efter den deri forelagte Plan. Agter vi
nøye paa hvad som heri skeet og foranstaltet er, da seer vi best, hvad Hielpe¬
Midler der endnu kand staae tilbage.
Vor prisværdigste Regiering, der altid er vant, ved de lemfældigste
Midler at fremgaae til sine Øyemeed, og ikke at betiene sig af andre, end dem,
som Omstændighederne med Tiden giør, som fornødne, saa og antagelige,
haver alt for lang Tiid siden, da den i Fælles=Jagten, saaledes som den for¬
dum var stipuleret, forefandt en vigtig Anledning til Fælledskabets Forøgelse,
og Hovethindring for dets Hævelse, ikke allene gjort Begyndelse med at antaste
VI. Deel.


242
og indskrænke denne Hindring. Men har endog Tiid efter anden (for at gaae
desto lemfældigere til verks, for meere at drage, end at drive Undersaatterne til
deres eget Gavn) fortfaret alt meere og meere at bestride den, nu med at sette
Jagt=Rettigheden paa Fællet til 4, nu til 10, og endelig til 20 Td. Hartkorn.
Herved er da den betydelige Hindring, som Fælles=Jagten forhen forekastede
for Fælleskabets Hævelse, høyst priselig bleven hævet, alt saavidt den efter de
endnu iværende Omstændigheder beqvemmelig hæves kand.
Den 2den store Hindring for Fælledskabets Hævelse, samt Anledning til
dets Forøgelse, som den Frihed gav: At enhver, Propretair eller Selveyere,
maatte selge sit Gods, som ham lystede, stykkeviis og til hvem han vilde, om
end aldrig saa yderlig et Fælledskab og Jordegodsets Blanding derved existerte,
har Regieringen og værdiget sin Omhue og Agtsomhed, og sat samme de for¬
nødne eragtede Skranker. Hertil gaves Anleedning ved den nye, og allene af
private Hensigter indbragte Maade, Hoved=Gaarden fra Godset at separere,
og sidste Stykkeviis at auctionere og bortselge. Men, da man forud indsaae:
At Godserne, nu adskildte, dog i Tiden, for at nyde den tabte Hovetgaards
Frihed, vilde samles igien til Hoved=Gaardene, men ventelig meget slettere, og
med større Fælledskab, end nu haves, da blev det fundet for got, saadan Mis¬
brug Allernaadigst at forbyde, og det deraf flydende større Fælledskab at fore¬
Vel er det saa: At paa nogle faae Steder, hvor Hoved Gaardene ere
meget hyppige, og snart alle trængende til meere Hovnings Gods,
kunde det ikke været af veyen, at en og anden Gaard hist og her endnu
forinden Forbudet saaledes var bortsolt, og Godset derfra separeret.
Helst om Godset allene Byeviis var bortsolt, og det allene til de nest
liggende og i samme Byer lodtagne Proprietairer; thi paa nogle faae
Steder ere Hoved=Gaardene mod Bønder=Godset vel mange. Men
med saa mange Particulariteter kand ingen almindelig Anordning sig
indlade! Hvor saadan særdeles Beskaffenhed findes, der kand Selge¬
ren, om en saadan Accort ham til Fordeel kand treffes med de omlig¬
gende Proprietairer, giøre allerunderdanigst Forestilling og Ansøg
ning; siden saadan Accort i ingen Maade løber imod Forbudets Øye¬
meed, som er Fælledskabets Hævelse, men snarere besordrer det.
Ved at forebygge denne omtalte Misbrug: Gaard og Gods Stykkeviis
at auctionere, fandt Regieringen for got, for endnu nærmere at naae sit
Øyemeed, og Fælledskabets Forøgelse at afværge, tillige og i conformite med


243
dette at indskrænke Selv=Eyernes Frihed i at afhændige deres Gods, saaledes,
at hvad enhver eyer samlet i en Bye, ikke uden samlet maae bortselges, eller og
til øvrige Lods=Eyere.
Endelig er og ald den Hindring, som en eller anden Lods=Eyeres Egensin¬
dighed og Misundelse kunde legge i Veyen for Fælledskabets Hævelse, ligeledes
ved sidste Allernaadigste Forordning aldeles hævet og bortryddet. Dog er det
tillige med mueligste Omhyggelighed forebygget: At intet urettelig skal hentydes
til Vrangvillighed, og at ingen Fornærmelse under saadan Paaskud, nogen skal
tilføyes. Men at fuld Værd og Vederlag efter nøyeste Granskning og Over¬
leg, skal gives enhver, som udløses af Fælledskab. Hvorover og, i Mangel af
indbyrdes Foreening, en fri Adgang er tilladt til Mayestetens Throne, Mild¬
heds og Retfærdigheds foreenede Sæde.
Saavidt er man til denne Tiid fremgaaet i at bortrydde de for Fælledska¬
bets Hævelse forefundne Hindringer. Hvad som endnu staar tilbage, og ved
videre Fremgang paa samme Bane fremdeles bliver at foretage, vil efter mine
Tanker fornemmelig bestaae i følgende Poster:
1.) At man hæver, eller rettere i nogen Maade svækker den omtalte Hin¬
dring, som Fiske=Rettighed paa Fælled forekaster. Hertil nu at vilde foreslaae
det samme Middel, som man har betient sig af til at bortrydde den Hindring,
som Fælles=Jagten giver, og ingen Fiske=Rettighed paa Fælled at tillade ringe¬
re, end paa 20 Td. Hartkorn, synes noget haardt. Thi man maae agte: At
der er Jagt, men ikke Fiskeri til alle Byer. Ved saadan Anordning vilde der¬
fore mange Hoved=Gaarde udelukkes fra ald Fiskeri i Søer og Aaer, og de
tilbage blivende Lodtagne beholde meere, end de behøvede, eller fordeelagtigst
af betiente sig: Og af den Aarsag er det vel: At de Anordninger, som forhøyer
Hartkornet, der skal give Jagt=Rettighed paa Fælled, dog hidindtil har ladet
det forblive ved Lovens Bydende, angaaende Fiskeriet. Dog synes mig, at
man heri vel saavidt kunde fremgaae: At mindre end en fuld Gaard, 8 Tøn¬
der Hartkorn ikke skulde give nogen uden Byes Boesiddende Rettighed at fiske
paa Fællet. Dette vilde i nogen Maade baade afværge Fælledskab, og facili¬
tere dets Hævelse. Men tænker nogen endnu heri at gaae videre, da maae
han enten have andre Tanker end jeg, om Fiskeriet, dets Herlighed, og ret¬
teste Afbetiening (thi samme forødes ikke saa meget ved Fælledskab, som Jag¬
ten) eller han maae have faaet et andet Facit under forrige Beregning over
Fælledskabets Skadelighed, og Nytten af dets Hævelse.


244
Vil man sige: At Fiske=Rettighed, ved saadan en Gaards Magelag eller
Overladelse til en anden desuden Lodtagen i samme Fiskeri, kunde reserveres
forrige Eyere. Da svares: At, foruden det, at hermed kunde skee Misbrug,
bliver det vel altid det retteste: At Herligheden følger Grunden, og aldrig til¬
lades derfra at abalieneres. Overalt maae man vel spørge: Hvor den skulde
optrække, som selv ingen Optrek harde?
Det 2det Middel til at befordre Fælledskabets Hævelse, bliver dette: At
man svækkede den Hindring, som de adskillige Gaarder, der foraarsager Fælled¬
skaber, og ellers magelegges kunde, tilliggende Herlighed af Skov og Tørve¬
skier foraarsager. Og angaaende Tørveskieren, da agter jeg rettest: At den
Tilladelse, Loven giver Eyeren, den Stund= han udviser Bonden fornøden
Tørveskier, da selv at betiene sig af den øvrige aldeles blev hævet. Hvorved
jeg venter saa meget desto mindre: At nogen skulde agte sig besværet, som jeg
aldrig veed nogen Proprietair, der til Dato har betient sig af denne Lovens
Tilladelse. Og at det derimod blev anbefalet: At enhver Bonde skulde udvi¬
ses og tillades saa stor en Plet af sin Tørve=Grund aarlig at skiære, som den
til bestandig Brug, og uden Formindskelse i Tiden, eragtedes at kunde taale.
Men angaaende Skoven paa saadanne Gaarders Grunde, da er Skov
i denne Tiid saa stor en Herlighed, og kand for nogle Eyere være saa umistelig,
at den ene Naboe vist nok undseer sig ved at begiere saadan en Gaard fra den
anden, med mindre han anbyder en anden af samme Herlighed, og i saa Fald
Mangler derimod dette, da ag¬
behøves ingen videre Forslag og Anstaltning.
ter jeg rettest at tolerere et saa nødvendigt Fælledskab, indtil forandrede Tider
og Omstændigheder hæver det selv, eller giver beqvemmere Leylighed til at hæve
det. J mindste veed jeg intet beqvemt Middel her at foreslaae. Og som jeg er
noget varsom i at raade til de Midler, som Tingenes Nytte og Fornødenhed
ikke synes at tilraade, saa meener jeg mig og høyst beføyet til at prise vor Re¬
giering, som alt for mild og lemfældig til at antage dem; Thi, saavidt jeg skiøn¬
ner, da er det just formedelst saadanne vigtige og umistelige Herligheder, at de
ikke een eller anden til Fornærmelse skal fravendes, at intet Magelag, i Mangel
af indbyrdes Foreening, kand naae sin Fuldbyrdelse, uden fra Mayestetens
høye og hellige decision.
Det zdie, sidste og vigtigste Middel efter iværende Omstændigheder (thi
andre Omstændigheder kand baade fordre og tillade andre Midler) til at befor¬
dre Fælledskabets Hævelse, bliver dette: At man ved en nye Landmaaling hæ¬
vede den Hindring, som Matriculens Ulighed forekaster. Men Ordet allene:


245
En nye Landmaaling, veed jeg vel, er noget skurrende og skreksomt i manges
Øren. De erindrer strax: Hvor spært og bekosteligt et Arbeyde det er. Man
spørger: Om en nye Landmaaling kand forsikkres at vorde bedre truffen? Ja
man yttrer en Frygt: At den ikke blev til Landmandens Beste. Og at den ny
Matricul vist nok formedelst de mange sildigere Rydninger og Forbedringer vil¬
de beløbe mange Tønder Hartkorn høyere, end den gamle. Men dette og alt
saadant bortfalder aldeles, naar man indseer en Landmaalings Natur, Hen¬
sigt og Nytte. En Landmaalings Forretning er af den Beskaffenhed: At end
og den, der paa nærværende Tiid er truffen allerbest, bliver ved Tidens Frem¬
gang og mange Slags med førte Forandringer, og helst i en Tiid, da Landets
cultur anseelig tiltager, alt meere og meere manglende, og behøver derfor be¬
standig efter nogen lang Tiids Mellemrum, paa nye at igientages. Lad være
derfore, at den nye treffer ikke en nøyagtig Lighed bedre og nærmere, end den
gamle traf den (thi jeg tilstaar, at Cautionen derfor er betenkelig, og ingen
tilstrækkelig Grund til saadan Forsikkring) saa er det dog ikke ret sluttet: At den
gamle ligesaa gierne kand beholdes. Nok er det, om den treffer samme Lighed
for nærværende, som den gamle for da værende Tiid og Beskaffenhed. Og i
mindste maae den nye forventes, at passe sig bedre paa nærværende Tilstand,
end den gamle, efterat saa mange og store Forandringer fra den Tiid af ere fo¬
retagne. Videre er en nye Landmaaling vist nok et heel vanskeligt og bekoste¬
ligt Arbeyde, men tillige, naar den forrige ikke vel passer sig meere, et høyst nyt¬
tigt og fornødent Verk. Hensigten og Nytten ved en nye Landmaaling er og ingen¬
lunde, og kand jo ikke, mindst under en Souverain Regiering, være denne: At faae
meere centribuerende Hartkorn, eller større Contributioner af Jorde=Godset;
Thi det staar jo Regieringen frit, Jorde=Godset alt efter Statens Fornødenhed høy¬
ere eller lavere Afgifter at paalegge. En vis Skat og Afgift er jo i ingen Maade bun¬
det til et vist Hart=Korn. Det er altsaa Regieringen og Finance=Væsenet eet og det
samme, enten Land=Godserne ved en nye Matricul opmaales til meere eller mindre
Hart=Korn. Ney Hensigten og Nytten ved en nye Landmaaling er allene: At treffe
saa nøyagtig en Lighed, som mueligt i Jordbrugens Taxation, efter den Nytte,
den afkaste kand, at Afgifterne, som derefter beregnes og paalegges, overalt lige.
kand reparteres, og Byrden deraf ikke falde den ene tyngere, end den anden;
men Billigheden overalt følges og iagttages.
Vel er det saa: At adskillige herved vilde see deres forrige Afgift forøget. Men
man maa agte: At ligesaa meget som Byrden forøgedes for disse, saa meget


246


lettedes den for andre: At Byrden kuns forøgedes for dem, som hid¬
indtil havde baaret for lidet, og lettedes derimod for dem, som hidindtil
havde baaret for meget: At Billighed og Retfærdighed udfordrede begge
Deele. Og ligesom de første vare best i Stand efter saa lang en For¬
skaansel at taale en Forøgelse, saa vare de sidste nu høyst trængende til
en Lindring fra en saa længe baaret uproportioneret Byrde. Jntet der¬
fore billigere, intet ynskeligere, end at Byrden paa lige Jordbrug og
Jordbrugere efter Billigheds Forskrift vorder reparteret. De hidindtil
for høyt ansatte og matriculerede maae jo ynske, og forlænges efter en
saa billig Lindring. Og de for lavt matriculerede kand ikke yttre nogen
Slags Fortrydelse, uden tillige at røve et meget slet og heel lastværdigt
Sindelav, uden at erklære sig for slette Medborgere, og aldeles uvær¬
dige Borgere under en Regiering, som vores; siden de ynsker fremde¬
les og bestandig, endeel af den Byrde, som dennem tilkom, at afkaste
paa andres Skuldre, dem til en utaalelig Byrde, og Staten til Svæk¬
kelse. Og vil end nogen sige: At de har kiøbt deres Gaard eller Gods
efter Landmaalingen, og just formedelst dets lave Matricul har betalt
det desto dyrere. Da røver de kuns derved tillige deres Uforstandighed,
ret som nogen kunde være uvidende: At det alletider staar Regiæringen
frit, at rette Landmaalingens Mangler, samt at det er Regiæringens
bestandige Øyemeed, at treffe den best muelige Lighed i Undersaatternes
Byrde. Skulde vel deres Medborgere, for saadan deres falske og
mislige Beregning, over Billigheden være og blive bebyrdede?
Høyst nyttig og nødvendig er derfor uden all Modsigelse en veltruffen Lig¬
hed og Billighed i Landmaalingen. Og, er vor sidste Landmaaling nu bleven
saa manglende, og første trufne Billighed ved Tidernes medførte Forandringer
saaledes forrykket, som den almindelig eragtes, da er en nye Landmaalings For¬
retning og et høyst ynskeligt Værk, helst naar man er nogenlunde lykkelig i at
vælge de Mænd, der besidder den Ærlighed, Kyndighed og Arbeydsomhed, som
saa gandske vigtig og vanskelig en Post udfordrer. Skeer dette, og den nye
Landmaaling erhverver sig en almindelig Credit for en veltruffen Billighed (og
i mindste naar en bedre Hart=Kornets Lighed treffes af en nye, end der nu er og
findes efter den gamle) da vil samme i en gandske høy Grad facilitere adskillige
Gaarders Magelag, og have ynskeligste Virkning til Fælledskabets Hævelse.


247
Naar Gaardene saaledes, enhver efter sit Jordbrug og Tillæg, eragtedes efter
Billighed ansatte i Hart=Korn, da vare de haardeste Knuder løste, og de hinderligste
Anstøds=Steene afveltede, som nu finde Fælledskabets Hævelse at være fore¬
kastede. Mange Lods=Eyere, som ikke noksom troer sig selv kyndige og skiøn¬
somme at taxere og ligne 2de Gaarde efter deres forskiællige Tillæg, Jord=Arter
og Grundes Beskaffenhed, og dertil heel ofte mangler Leylighed til saa nøyagtig
en Grandskning, og alting med egne Øyne at oversee, vilde da fidere paa Land¬
maalernes større Jndsigt og Kyndighed i denne Sag, og antage Matriculen,
som den sikkerste Rettesnor, Taxadeur og Mellemmand i deres til indbyrdes Be¬
qvemmelighed foretagne Tusker og Magelag.
Ved dette eene Middel hæves da
de 2de først anmældte, og tillige betydeligste Hindringer.
Videre gaaer jeg da ikke, siden disse nu foreslagne Midler eragtes de letteste
og visseste til at overvinde de endnu overblevne Hindringer for Fælledskabets
Hævelse, alt saavidt samme efter Sagens Natur og iværende Omstændigheder,
beqvemmelig hæves kand.
O. L.UTREN.
Anmerkning.
Ved adskillige velndarbeydede Skrifter, er denne Tractats Høylærde Autor længe siden
saa vel bekiendt og berømt, at hans Navn allene synes nok til at give de bedste
Formodninger. Om den særdeles Materie som her afhandles, haver hans Velær¬
værdighed desuden allerede i sine samlede Skrifters 2de Bind, yttret sine Tanker,
og det saaledes, at han, i denne ligesom i en Deel andre Oeconomiske Materier,
ikke lidet afviger fra de allerfleestes afgjorte og fastsatte Meeninger. Med hvor
stor eller liden Føye dette skeer, overlades billig enhver Læsers eget omdømme.
Det længe og af mange heftig anklagede Fælledskab i Jorde=Gods og Byemark,
anseer Hr. Lutken ikke for at være slet saa skadeligt, altsaa ikke Felledets Afskaf¬
selse slet saa høyligen fornøden, som de fleste andre Land=Mænd ville meene. Jkke


248
desto mindre tilstaaes her bemeldte Afskaffelses Gavn og Nytte i nogen Grad. Om
de til den Ende foreslagne Midler ville finde Biefald, staaer derhen, særdeles dette
sidst anførte Middel, nemlig en nye Landmaaling og deraf følgende mærkelig For¬
andring i Hart Kornets Taxt. Det Giensvar som i saadant Tilfald, gives de man¬
ge meget brøftholdne og misfornøyede Proprietarier, klinger ikke meget trøsteligt
og gaaer ud paa hvad de skulle have tænkt, da de liøbte Godset, efter den gamle
Taxation og i Tillid paa dens Bestandighed, nemlig de skulle have forestillet sig en
nye TaxationsMuelighed og derefter rettet deres Jndkiøb. Jeg meener, at naar
dette blev en Grund=Regel, da ville Tvivl og Uvished om det tilkommende saasom
mueligt, betage det nærværende sin visse Priis, saa at denne aldrig kunde bestem¬
mes, følgeligen ville enhver Tvivlende tabe all sin Lyst til at kiøbe Land Gods.
11
En Følge som ikke synes at ville blive Staaten fordeelagtig.
No. XI.


No. XI.
Undersøgning
J Almindelig
Om de til
Brændsels behørige Vedligeholdelse
i Dannemark
nærmeste og tienligste Midler,
og i Særdeleshed,
Om Tørve=Mosernes egentlige Væsen og Natur,
deres Fremvæxt paa nye,
samt den til deres
Vedligeholdelse behøvende Forsigtighed.


D¬
a Brændsel er en af de Fornødenheder, som Mennesket i ingen Maade
kand undvære, saa fortiener samme uimodsigelig en særdeles Agtpaa¬
givenhed. Og saa meget meere, som visse Landes koldere Himmel¬
Egn, Biergværker, Fabriqver, eller andre deslige Omstændigheder giøre dem
Brændsel og en større Andeel Brændsel, nødvendig; saa meget høyere maae
de lade sig den Sag være angelegen.
Dertil behøver denne Sag en gandske betimelig Jndsigt og Omhue, siden
Mangelen, naar den først, helst i nogen betydelig Grad, existerer, ikke uden ved
mange Aars Foranstaltning, Fliid og Arbeyde afhielpes kand. Og af denne
Aarsag er dette en Sag, som Regieringen i sær maae holde et meget agtsomt
Øye over, og antage sig selv, uden deri at vente sig nogen synderlig medvirken¬
de Omhue og Arsistence fra Land=Godsernes Eyere, og Jorddrotter, siden disse
Sidstes Hensigt og Omhue, meest almindelig, ikke strækker sig videre, end til
deres, deres Børns, og høyt Børne=Børns Tider. Al den Omhue, hvorved
en sildigere Mangel, Ulempe og Uleylighed for Staten forekommes skal, den vil
disse Sidste, almindelig talt, gierne skyde fra sig, hvorover Regieringen sig selv
desto nærmere samme maae antage. Patriotismus er sielden meget almindelig,
og den der gaar saa vidt, at den bærer Omhue for de sildigere Slægter, helst


252
med nogen Slags udregnet Uleylighed eller Jndskrænkelse for den nærværende,
synes for de fleeste at stige alt for høyt, at være alt for konstig, for raffineret, og
langt udregnet, ja endog at nærme sig til Grillenfængerie. Og mueligen adskillige
vore Theologi ved deres mislige Forktaringer over adskillige Skriftens Sprog,
hvoraf de har vildet udlede, at Verdens Undergang umuelig ret langt var udsat,
har contribueret til at dempe denne Patriotismum; den Omhue og Bekymring
for de følgende Slægter. At forekomme Mangel paa Brændsel, en Mangel,
der er en Stat saa gandske betydelig, siden den allene er mægtig, anseelig at
nedsette dens Folkemængde og Beboeres Antal, bliver derfor meest Regieringens
eget Omhue og Arbeyde. Tillades derimod Mangelen, helst i nogen betydelig
Grad, at existere, da tilstaaer jeg, at fælles Assistence til denne Mangel at af¬
hielpe, kand forventes fra Jordrotterne, tildrevne da ikke allene af Fornøden¬
heden, men endog af deres egen Børns, eller næste Slægts forventende
Fordeel.
Læseren agte her i Forveyen: At ved det Ord Brændsel forstaaes her allene
Skov og Tørv. Thi Steen=Kul kand ikke siges almindelige i Verden, og af
de hidindtil skeete Opdagelser, tør man endnu ikke deraf love den danske Stat no¬
gen synderlig Undsetning. Ligesom det vel og meest er Misbrugen, der har hen¬
ført Straae til Brændsel, naar visse Landskaber og Egne af en særdeles Beskaf¬
fenhed undtages.
Videre behager Læseren at iagttage: At, endskiønt Skovene her egentlig
falde under Betragtning, saavidt de give Brændsel: saa erindres dog, og maa
tillige erindres, at de afkaste en anden nok saa betydelig Nytte, nemlig Gavn¬
Timmer til Skibe, Bygninger, og mangfoldige Slags Huus=Geraad og
Redskaber. Naar der derfor i denne Afhandling omtales: hvor megen Skov
den beste Landets Cultur fordrer og tillader: Hvad Grund og Strekninger der
bør overlades til Skov, naar den ikke enten skal fornærme den øvrige Jordbrug
eller deraf vorde fornærmet: da maa man, skiønt her egentlig haves Sigte til
at faae den fornødne Brændsel, dog agte, som noget, der settes forud: At Sko¬
vene foruden Brændsel, og ere i Stand til at forsyne Staten med det fornødne
Gavn=Timmer. Vel afkaste Skovene endnu den 3die Nytte, som er Olden,
men den er hos Os og i vore Tider ikke af den Betydenhed, at den her behøver
at tages i Betragtning. Den er kuns som en tilfældig Nytte og Appendix ved
Skovene at ansee, men har intet synderligt Votum til at bestemme Skovenes
Mængde, Størrelse og Strekninger. De 2de langt større Nytter og For¬


253
nødenheder af Gavn=Timmer og Brændsel er det, som skal udgiøre og fastsette
denne Sag.
Endelig bliver og her forud at agte: At, enskiøndt en mindre Brug, en
meere oeconomisk og sparsommeligere Forbrugelse saavel af Timmer, som Brænd¬
sel, kand siges et Middel til Brændsels, til Skovenes og Tørve=Mosernes Con¬
servation, ja et meget kraftigt og ynskeligt Middel: saa seer jeg dog ikke, at denne
Sag i denne Afhandling egentlig kand eller bør finde Sted; Thi naar man
handler om Brændsels fornødne Fredning og Vedligeholdelse, da maae man
nødvendig supponere en vis Brug; og hvad Brug kand man rettere supponere,
for at beregne, hvad Brændsel og Brændsels=Fredning Staten behøver, end
den de nærværende Tiders Levemaade medfører, helst da man aldrig med Sik¬
kerhed kand vide, enten Levemaaden vil forandre sig til det verre, eller til det bedre,
men man heri kand have ligesaa god Grund til at frygte, som til at haabe.
Brændsels Forødelse foraarsages ellers deels ved Yppighed, deels ved Uforsig
tighed og Uvidenhed om dens retteste Afbetiening. Begge Deele ere ved andre
og gandske vittige Afhandlinger endog i vort Oeconomiske Magazin blevne
bestridede.
Ansee vi nu med et almindelig Øyekast, hvorledes det almindelig forholder
sig i Verden med Brændsel, denne til det menneskelige Livs beqvemme Ophold,
og derfor Verden af Skaberen saa rigelig tildeelte Sag, samt Menneskenes
meest almindelige Forhold dermed: Da ere vel de fleeste Lande og Landskaber,
siden Jorden, naar den lades sin naturlige Friehed, og særdeles Hindringer ikke
har Sted, gierne tilsidst med Busk og Skov vorder overgroet, ved det menne¬
skelige Kiøns Udbredelse af første Beboere forefundne; som vi forefandt St.
Croix, og andre i disse sildigere Tider har forefundet andre hidindtil ubebygte
Landskaber, nemlig forsynede ikke allene med nødvendig, men endog overflødig
Brændsel. Ved Beboernes Formerelse er da Tiid efter anden alt mere og mere
af den med unyttig, unødvendig, eller mindre nødvendig Skov overgroede,
eller af unyttige, eller mindre nyttige Moser indtagen Grund, bragt under Cul¬
tur, unddraget fra Brændselen og anvendt til anden eragtet fordeelagtigere
14. 111
Brug.
Denne culturens Fremgang i Verdens Deele og Landskaber har været
og er endnu gandske adskillig. J inogle Landskaber er endnu megen meere Grund
overladt til Brændsel, Skov og Tørv, end Fornødenheden udkræver, og
den fordeelagtigste cultur medfører. J andre Landskaber derimod er man gaaet
forvidt, den til Brændsel nødvendige Grund til anden Brug at medtage. Ja


254
gandske faa Tider og Steder, maa man tilstaae, at de rette Oeconomiske
Regler ere iagttagne, i at bestemme og afsette de til Brændsel her og der nød¬
vendige og retteste Grunde; skiønt dette ikke just kand fastsettes til Bestandig¬
hed, men alt efter indvortes og udvortes Omstændigheder, samt Tidernes med¬
førte eller forventede større eller mindre Brug af Brændsel. J mindste har
man i de fleeste nu meest cultiverede og peuplerede Lande alt for længe ladt denne
Sag i sin Frihed, sig selv efter de nærværende Omstændigheder at regulere, og
ikke førend vel sildig, ikke før Mangel paa Brændsel har existeret, hvilken dog
forebygges burde, noksom antaget sig denne Sag.
J Almindelighed har det sig derføre saaledes: At overflødig og unyttig
Skov, samt mange og vidløftige Moser overladte i deres naturlige Tilstand,
bevidner, hvor de findes, at samme Landskab ikke er bragt under fordeelagtigste
cultur. Ligesom og en pirkelig Mangel paa Brændsel bærer Vidnesbyrd, at
culturen der er drevet eller udstrakt alt for vidt, at man med Skovenes Ryd¬
ning, med Mosers Udgravning, Dæmning og Opfyldelse er gaaet over de til¬
børlige Grændser. Dog, som forstaaeligt nok, snarere med det første, end
det sidste, siden det første er en let Sag, og strax lønner Umagen, da det sidste
derimod fordrer Arbeyde og Udleg.
Dette leder os da til at indsee: At den fordeelagtigste cultur udfordrer,
at man i Skoves Rydning, Mosers Udgravning og Dæmning fremgaaer til en
vis point, men heller ikke videre. Thi det Land siges rettest i Almindelighed,
og naar særlige Tilfælde undtages, vel dyrket at være, der anvendes til at for¬
skaffe Jndbyggerne samtlige deres Fornødenheder, særdeles de uomgængelige,
og som behøves i stor Mængde, og derfor vanskeligst falde under Transport og
Commerce. Siden da Menneskene behøve Brændsel, og det efter vor Euro¬
pæiske Levemaade i en betydelig Mængde, da kand det ligesaa lidet bestaae med
den beste cultur, ved Skovenes Rydning og Mosernes Grøftninger ald Landets
Overflade til Agerland og med Græs=Sorter begroede eller besaaede Enge al
forvandle, som at lade alting med Skov overgroe, samt alle Moser og Kier til
deres naturlige Frihed at overlade. Sluttelig maae en vis Forholdelse mellem
den Grund, der skal anvendes til at forskaffe Brændsel, og den, der skal an¬
vendes til andre Livets Fornødenheder, finde Sted i enhver vel dyrket Stat.
Dog maa man ved denne Grundens Brug og Anvendelse have Hensigt
til Landets forskiellige Beqvemmelighed til nogle frem for andre Prøduc¬
ter, samt andre, særdeles de nestliggende, Landes Mangel eller Over¬
flod paa en eller anden Ting, dem det der med Fordeel kand afsette el¬


ler tiltuske sig. ex. gr. Et Land kand formedelst sin synderlige Frugt¬
barhed, og andre nærliggende Landskabers overflødige Brændsel og
Mangel af Agerdyrkning, med Fordeel anvende sin Grund til Ager¬
dyrkning, og fordeelagtigere tilhandle sig i mindste en Deel af sin
Brændsel, end selv afsette den dertil behørige Grund. Et andet Land
kand formedelst sin støre Ubeqvemmelighed til Agerdyrkning, og andre
Landes Overflod af Agerdyrknings Producter, giøre rettest i, at det
fornemmelig lader sig Skovenes Opelskning være angelegen, og dertil
anvende meere Grund, end egen Fornødenhed udfordrer. Ved den¬
ne Forholds Maade bliver dog at agte: Om og hvorlænge Jndbygger¬
ne kand giøre sikker Regning, saaledes med Fordeel fra andre at tiltu¬
ske sig, hvad de selv mangle; thi saa snart og ligesom de sidste forandre
deres Forholds Maade, maa de første og være betænkte paa Forandring.
Ere slige Landskaber under en og samme Stat, og kand vente uadskild¬
te at forblive, eller denne deres indbyrdes Mangel ikke saa beqvemme¬
lig af tredie Mand afhielpes kand: da kand slige særdeles Tilfælde saa
meget desmeere hiemle og legitimere dem et saadant særdeles Forhold.
Men i Almindelighed er det saa: At den Stat og det Land kand i Hen¬
seende til alle Tider og Tilfælde siges lykkeligst, og af andre mindst af
hængende at være, som i tilbørlig Proportion inddeeler sin Grund til
Agerdyrkning og Brændsel.
Brændselen maa derfore i vel dyrkede Stater saaledes besørges, og be¬
hørig Grund dertil anvendes, at den hverken fornærmer anden Jordbrug, eller
deraf vorder fornærmet.
Spørger man nu herpaa: Hvor megen Grund der i en vel dyrket Siat
bør undtages fra den øvrige Jordbrug, og anvendes til Brændsels Forskaffelse:
Da gaar det ikke an, hverken for Staten i Almindelighed, eller visse Landstrek¬
ninger især, en vis Andeel af Grunden, saasom 4de eller 5te Deel, dertil at
vilde udnævne og afsette. Heri nogen vis og fast Proportion at bestemme,
lader sig umuelig giøre. Thi nogle Lande behøve formedelst Bergverker og
Mineralier, andre formedelst Fabriqver, andre igien formedelst en koldere
Clima, og andre formedelst en høyere Levemaade, en større Folkemængde, og
saa videre, langt meere Brændsel, end andre. Dertil ere og disse Landenes
særdeles Beskaffenheder, deres Clima undtagen, meget foranderlige, snart af¬
tagende, og snart tiltagende. Spørsmaalet veed jeg derfore i Almindelighed
ikke nettere og anderledes at besvare, end saaledes: At saa megen Grund, hver¬


256
ken meer eller mindre, bør enhver Stat anvende til Brændsel, og undtage den
øvrige Jordbrug, at den Grund, som anvendes til Brændsel ved ret Behand¬
ling og Afbetiening er Eyeren ligesaa fordeelagtig til Bestandighed, og kand
indbringe det samme, som den indbringe kunde, om den til Agerdyrkningen
blev anvendt, naar de, ved disse Behandlings Maader, forskiellige Omkostnin¬
ger tillige ere iagttagne og ret beregnede. Er den til Brændsels Opfredning
anvendte Grund i Staten mindre fordeelagtig, da overgaar den sin tilbørlige
Forholdelse, og fornærmer Agerdyrkningen. Er den derimod meere fordeelag¬
tig, da er den under sin tilbørlige Forholdelses Grad, og fornærmet af en for¬
vidt udbredt Agerdyrkning.
Herved bliver dog at observere: At ved den Brændselens Pris, der skal
sige os, om den staar i sin tilbørlige Forholdelse, forstaaes den meest alminde¬
lige Pris i Staten, og ikke en eller anden Egns i Særdeleshed, der forme¬
delst adskillige særdeles Aarsager, ligesom Prisen paa andre Ting, falder for¬
skiellig. Videre supponeres herunder? At baade den Grund, som anvendes
til Brændsel, og den, der anvendes til anden Jordbrug, lige vel vorder be¬
handlede.
Men endskiønt det nu har sig saaledes, som sagt: At, almindelig talt,
er den retteste Forholdelse imellem Brændsels Opfredning og Agerdyrkningen da
truffen, naar Grunden efter ret Beregning er ligesaa fordeelagtig ved den ene
Brug, som ved den anden: Saa kand dog adskillige særdeles Tilfælde giøre
det, at denne Forholdelse dog ikke just er den retteste for en eller anden vis Staf.
Thi har først dette Tilfælde Sted: At Staten tager en anseelig Deel af sin
Brændsel fra Fremmede, og at det er denne fremmede Tilførsel, der hindrer
Prisen paa Statens egen Brændsel at stige til eller over den omtalte Forholdel¬
se, da maa Statens Ministerium lade sig være angelegen i tide at besørge ved
Brændsels Opfredning, at Brændsels Priis ikke fuldt kommer til denne point.
Helst om det er venteligt, at den fremmede Tilførsel enten vil formeenes, eller
i Tiden mangle og formindskes. Samme Omhue maa Statens Ministerium
og lade sig være angelegen, saafremt det Tilfælde har Sted: At det ulovlige
Skovhug er af nogen anseelig Betydning, saa at samme ved Brændsels Priis
at nedsette, hindrer den Grund, som anvendes til Brændsel, at vorde Eyeren
saa fordeelagtig, som om den til anden i Staten sædvanlig Jordbrug blev an¬
vendt. Og ligeledes, om det Tilfælde har Sted: At Landmanden til Upligt,
og meere, end Statens Tørvemosee, de, som nu ere, og alt med Tidens
Fremgang kand blive tienlige, vel kand taale, bruger deres Tørve=Skier; Thl


25
dette settes billig i paralelle med det ulovlige Skovhug, og kand i Brændsels
Pris at nedsette have samme Virkning. Har videre dette Tilfælde Sted: At
Statens Fabriqver og Bergverker, eller at dens Næring og Folkemængde til¬
tager, eller med god Grund kand ventes om nogen føye Tiid at vilde tiltage:
da maae Ministerium endnu lade sig samme Omhue være anbefalet. Ja
endog i det Tilfælde: At Nationens Blødhed og Yppighed ubehindret og uind¬
Vel fortiener Yppigheden i ingen Maade saadan Mini¬
skrænket vil tiltage.
sterli Omhne. Heller ikke antager det sig Brændsels Opfredning for at four¬
Men det skeer og maae skee for Almuens Skyld, thi den er det, at
nere den.
Brændsels Mangel og Dyrhed først og fornemmelig trykker. Har derimod
dette Tilfælde Sted: At Grundene i Staten, eller Landet, findes særdeles
tienlige til Skov=Vexter, og derimod lidet tienlige til anden Jordbrug: og
at andre nærliggende Lande derimod formedelst deres Grundes ulige Beskaffen¬
hed har Mangel paa Brændsel, da kand det være en saadan Stat, Land eller
Landstrekning tienligere, langt meere Brændsel, end den selv behøver, at op¬
frede, og for den fra eget Brug overskydende, fra Naboerne at tiltuske sig an¬
dre Jordens Producter, til hvilke deres Grund findes utienlig eller mindre tien¬
lig. Dog vil det her, som forhen erindret, falde under Betragtning, hvad
Vished et saadant Land kand giøre sig om dette Tuske og dets Bestandighed,
hvorover det nøye har at iagttage alle Conjuncturer, og Naboers foretagne
Forandringer, som heri kand have nogen Jndflydelse.
Overalt maa det vel agtes og eftertænkes: At eet af toe, da er det bedre:
At Brændsel fornærmer Agerdyrkning, end Agerdyrkning Brændsel, og det af
Aarsag: At Agerdyrknings Producter paa et Aar kand erholdes af Brændselens
Grund, men Brændsel ikke i mange Aar af Agerdyrkningens. Ligesom og
Ministerium, som forhen erindret, sig tilfulde maae overtyde: At Brændsels
Mangel for posteriteten at forebygge, snart ene og allene til deres Omhue er
overladt. Og at dens Formindskelse og Mangel mange Gange formedelst træn¬
gende eller slette Landmænds alt for store og utaalelige Brug af deres Skove og
Tørveskier ikke formærkes, førend den med eet udbryder, Staten til største
Skade, og Ministerium til største Forlegenhed. Thi man maa agte: At,
naar Landets Brændsel allerede formeget er medtaget, hæves dog ikke Fristel¬
serne, med meere at medtage den. Den forhøyede Priis paa Brændsel er da
mange Land=Mænd en Fristelse, der overstiger deres Kræfter. Paa en Gang
eller i saa kort Tiid, dem lyster, at kunde tage anseelige Summer af deres til
Brændsel afsatte Grund (skiøndt samme, naar Skovene forhugges, og Mo¬
Deel.


258
serne opskieres over det, som de til Beskandighed taale kand, ikke meere er at
ansee, som Renter og Revenuer, men som Hovedstolens Formindskelse, og
deraf optagne Summer) lokker og overtaler mange trængende og ufornuftig
Gierige. Og hvad det ulovlige Skovhug angaaer, da er det førstaaeligt nok,
at samme vil tiltage, jo større Mangelen bliver paa Brændsel, og jo dyrere det
kand afsettes.
Vil vi nu, efterat dette er sat forud, henvende vore Tanker til vor egen
Stat, og ansee dens Tilstand i Henseende til Brændsel, en saa gandske vigtig
Articul, helst under denne vor kolde Clima og under denne nu antagne, langt
meere, end Fædrenes, bløde og yppige Levemaade. Da tænker jeg, at det
ikke med nogen Føye kand negtes, at Tiden jo nu er kommen, da Brændsel
fortiener vores særdeles Opmærksomhed: At Landets beste cultur tillader ingen
videre Skovenes Rydning og Formindskelse: men fordrer snarere, foruden
Fredning og bedre Behandling, endog deres Forøgelse og større Strekning.
Samt foreskriver: ikke allene de Moser, som nu har tienlig Tørv, saaledes
at behandle, at intet spildes og forødes, og Tørvens videre Tilvext heller ikke
hindres, men i den Sted, saavidt mueligt, befordres. Men endog, at de
Moser, hvor Grunden kand forventes i Tiden at blive tienlig til Brændsel, ikke
ved een eller anden Behandlings Maade hindres derfra, og unddrages fra saadan
Brug. Dog var det heri en nøyagtig Oeconomisk Beregning til Fordeel, om
man vidste, hvor lang Tiid de Tørve=Moser, som nu opskieres, behøve til
at ersette deres Tab, samt andre endnu utienlige til at blive brugbare, for at
ligne deres Vext og Nytte til Brændsel imod Skovenes, og derefter udregne,
hvilket Slags, Skov eller Tørv, man rettest og fornemmelig til Brændsel op¬
fredede. Men deels feyler disse Beregnings Grunde endnu, og vil muelig fey¬
le bestandig, da den store Forskiellighed baade paa de høye og side Grunde ven¬
telig giør os saadan Jndsigt umuelig, deels frygter jeg, om Videnskaben end
var der, at det feylede den Menneskelige Slegt paa Lyst og Villie at drive deres
Oeconomie til saadan Høyde og Nøyagtighed. Midlertiid er det rigtigt nok
at vi i denne, som i alle Ting, hige og stræbe efter Fuldkommenhed. Med
alt dette er ingen Forstigelse at befrygte, vi blive endda lavt nok, og langt nok
fra Maalet.
Til denne point, som nu forklaret, agter jeg at det nu er kommet med
Brændsel i Dannemark. Dog bevæges jeg til denne Meening at antage, ikke
ved Jndbyggernes endog almindelige Klagemaale over Brændsels Dyrhed og
Kostbarhed; thi disse Klagemaale hørtes endog, og snart ligefuldt, i Danne¬


255
mark, i den Tiid, da Brændsel, og eeneste Landets egen Brændsel, uden ald
fremmet Tilførsel, heel dybt i Priisen var nedsat under øvrige Jordbrugens
Producter, da Brændsel anseelig fornærmede Agerdyrkningen. Ja der høres
jo endnu i adskillige vore Kiøbstæder, dem dog ulovlig Skovhug og utilladelig
Tørveskier forsyner med ald deres Brændsel; og der maa jo dog Brændsel, om
ellers nogensteds, være under sin tilbørlige Priis. Ney mine Betænkninger
angaaende Dannemarks Brændsel falde saaledes: At i forrige Tider, og mue
lig man kand sette, indtil sidst forløbne halve Seculum, har den i Dannemark
til Brændsel overladte Grund oversteget sin tilbørlige Forholdelse, anden Jord¬
brug til Fornærmelse. Aarsagen dertil har vel været Mangel paa Landets til¬
børlige og fordeelagtigste cultur. Men Anledningen angaaende til denne Fæ¬
drenes heri forskiellige Oeconomie fra vores, da finder jeg en Hoved=Anledning
at ligge i den mellem de Europæiske, og især med og mellem disse Nordiske Lande
da værende meget mindre Handel, og især mindre Commerce ved Seyladsen.
Fædrene saaede ikke synderlig for Fremmede, eller til Udskibning, men ved Fæe¬
driften, som meest transporterte sig selv, var det især, at de indhentede, hvad
de behøvede og tiltuskede sig fra Fremmede. Og, skiønt overflødige Skove,
og adskillige til deres naturlige Frihed overladte Moser virkelig indskrænke Fæe¬
driften, og er den til Fornærmelse, saa ere samme dog ikke Fæedriften fuldt saa
skadelige, som de ere Agerdyrkningen. Dertil maa man agte: At Flesk var
en meget vigtig Articul i Fædrenes Oeconomie; hvorover deres Testamenter,
af hvilke en Deel i det Danske Magazin er bevaret fra Undergang, og gemeen¬
lig ere opsyldte med mange Sider Flesk, endog til langt fraliggende Steder og
Klostere, saa at man kand behøve Titlen end engang at eftersee, for at overty¬
des, at Testator ikke har været en Spek=Høkkere. Og, som Sviin i den Tiid
fornemmelig bleve fedte ved Olden, da Melke=Vallens Tienlighed til den Brug
ventelig ikke var opdaget, i mindste ikke saa bekiendt, som nu, har Fædrene
anseet Olden for en langt vigtigere Sag, og større Herlighed, end den nu an¬
sees. For Oldens Skyld var det derfore Fædrene meget om at giøre, at de
kunde frede og vedligeholde Skovene, og desaarsag blev deres Forhuggelse saa
omhyggelig formeenet i vore gamle Pante=Obligationer, langt meere, end som
nu brugeligt er. Flesk var og, mod Smør, Ost, Kiød og Fisk at regne, i
høyere Priis, end som nu. Overalt maae man agte: At Fædrene havde ikke
fuldt saa mange og sterke Drivere, til den Ting, for hvilken de skulde tiltuske
sig, hvad de behøvede fra Fremmede, sig at antage, siden deres simple og tar¬
velige Levemaade da gjorde det, at de behøvede gandske faa Ting fra andre.


260
Heller ikke paalaae Jordbrugerne den Tiid, foruden sig og sine, at underholde
saa mange andre, og saa stor en Andeel af deres Jordbrugs Producter at over¬
lade, jeg meener, saa store Contributioner at erlegge, som de nyere Verdens
Maximer nu har gjort almindelige og nødvendige. Vel havde Fædrene, jeg
tilstaae, endnu gandske gyldige og noksom tilstrækkelige Drivere til Landets cultur
i den naturlige Attraae til Ægteskabs og Afkoms Forplantelse, samt i den
større Folkemængde, og derved foraarsagede Statens større Styrke, som en
Landets bedre cultur kunde medføre. Men, som Mod og Mandighed snart
var det eneste, hvormed vore Fædre agtede sand Anseelse at være forknyttet, og
ved deres Mandoms Bedrifter kunde forskaffe sig og Afkom, naar Landet efter
da værende cultur syntes dem noget engt at være, nye Plats og Boeliger, da
kunde den Attraae til Ægteskab og Afkoms Forplantelse heller ikke stort tildrive
dem, Landets cultur sig for Alvor at antage. Fædrene vare altsaa under en
mindre Nødvendighed, at drive deres Flid, Omhue og Arbeyde saavidt, og
Landets cultur sig saa omhyggelig at antage, som vi. Dog maae man tilstaae:
At den Mangel af disse Drive=Fedre, af saa stor en indbyrdes Trykning, Yp¬
pighed og høye Afgifter, ingenlunde kand hiemle dem, at de helst i den Grad,
som det mange Tider skeet er, har tilside sat Landets cultur, eller retfærdiggiøre
deres Forhold. Og er dette heller ikke her erindret i Hensigt at undskylde Fæ¬
drene; Ney jeg har alleene vildet føre Læseren paa Sporet at indsee Grunden
til Fædrenes og vores forskiellige Forhold i at fremme Landets cultur, og der¬
paa at eftertænke: Om Fædrene under samme Drive=Fedre, som vi nu have,
ventelig ikke havde gjort det samme, som vi. Og vi under deres Omstændig¬
heder ikke det samme, som de. Og om Last og Roes altsaa ikke rettest paa begge
Sider i dette Tilfælde bør bortfalde.
J de sildige Tider har derimod disse Omstændigheder forandret sig. En
større Commerce til Søes tillod nu og gav Leylighed, meere at legge Vind paa
de Producter, der ikke kand transportere sig selv. Fleskets aftagende Brug og
Begierlighed, og Melke=Vallens opdagede, eller bedre indseete Tienlighed til
at feede Svin, gjorde det, at Skovenes Olden blev mindre nødvendig og be¬
gierlig, og følgelig blev Skovens Frugt=Skoven ikke meere til den Beskier¬
melse, som tilforn. Een og anden Landmand fandt nu fordeelagtigere Bereg¬
ning, at rydde den og den Skov=Grund til Agerland og Fæegang, og er man
da saaledes fremgaaet Tiid efter anden med Skovenes Rydning, ikke allene
saavidt de rigtige Oeconomiske Beregninger derved fandt Fordeel, men endog,
ørmedelst urigtige og til iværende Tiid formeget indskrænkede Beregninger,


261
nogle Skrit videre. Ligesom det og høylig maae beklages, at mange Rydnin¬
ger ere skeete uden Skiønsomhed paa gandske urette Steder, paa Grunde, der
tiene gandske lidet til anden Brug, og derfor til Skov=Fredning burde været
perpetuerede. Og at man heri i vore Tider er gaaet forvidt, dertil har og Na¬
boernes hidindtil overflødige Brændsel, og fremmed Tilførsel, meest fra Norge
og Pommern, ikke lidet contribueret. Denne fremmede Tilførsel, saavelsom
den her i Svang gaaende ulovlige Skovhug og utilladelige Tørveskier, har
hindret vor Brændsel, skiønt allerede formeget medtaget, at opnaae sin tilbør¬
lige Priis, den Priis, at Grunden til Brændsels Brug anvendt ved ret Afbe¬
tiening kunde til Bestandighed indrente samme, som naar den til anden almin¬
delig Brug blev anvendt. Desuden har ogsaa en indført og idelig tilvoxende
Yppighed, større Skatter og Afgifter Tid efter anden tildrevet os, som andre
vore Naboer, Landets cultur os med større Omhyggelighed at antage. Alt
saalænge da at Jorddrotterne sig har kundet tilregne, at den og den Grund nu
overladt til Brændsel at producere, ved anden Brug kunde indrente meere, i
mindste for dem, Børn, og Børne=Børn, da ere de vedblevne alt meere og
meere af denne Grund, skiønt ikke altid med tilbørlig Skiønsomhed, til anden
Brug at anvende.
Men heri er man, som sagt, nu øyensynlig gaaet forvidt. Skove og
Tørve=Moser seer vi, almindelig talt, Aar fra Aar i Dannemark anseelig at
formindskes, saaledes at Tilvexten langt fra ikke ersetter Afgangen, og dog bru¬
ge vi mange Ladninger af Brændsel baade Brænde og Steen=Kul fra fremmede
Stæder, og det paa en Tid, da hverken Tegl=Ovne, eller andre megen Brænd¬
sel medtagende Fabriqver, som dog formenes her at kunde og burde anlegges,
ere i synderlig Brug. Af egne Skove og Tørveskier kand altsaa, med mindre
en gandske anden og bedre Omgang og Behandling udfindes og føres i Brug,
Aar efter Aar forventes alt mindre og mindre Brændsel, om de ikke aldeles for¬
ødes skal, thi under Brændsels nu værende Brug og Fredning hos os, om begge
uforandrede bestandig skulde vedblive, kand man vel sikkert giøre Regning, at
intet for den 4de eller 5te Generation vilde overblive. Og hvad den fremmede
Tilførsel angaaer, da er det meget rimeligere, at den vil formindskes, end til¬
tage. Paa den Pommerske Tilførsel bør ingen sikker Regning giøres. O¬
fortsettes den end fremdeles, da skal den neppe i Tiden kunde blive saa stærk,
som hidindtil, og mindre sterkere.
Norge angaaende, da har det vist nok Brændsel nok baade for sig og
Dannemark, endnu for mange Tider, endog efter sin forrige meget ødsle Be¬


262
handlings=Maade. Men det gielder om Transporten, ikke over Søen, thi den
betaler sig nok, men til Søen. Dannemark kand derfore sig til Undsetning,
ikke giøre Regning uden paa de Norske Skove, der enten ere Søen, eller Elver
noget nær beliggende. Og herfra igien maae undtages de Skove, Norges egne
Bergværker og Fabriqver kand behøve, der enten der i Egnene anlagte ere, eller
rimelig om nogen Tid vil anlegges, saavelsom den Skov=Grund, ved hvis Ryd¬
ning og Dyrkning, Normanden efter ret Beregning og til Bestandighed kand
vente storre Jndkomst, end om den fremdeles anvendes til Skovs=Opelskning.
Og af saadanne Grunde, (skiøndt de vel fornemmeligst bør søges paa de fra
Søen, Elver og Bergverker afliggende Steder, hvor Skoven formedelst den
vanskelige Transport er mindre fordeelagtig) venter man, at den allernaadigst
anordnede Rydnings= og Platnings=Commission vil opdage alt flere og flere.
Mueligen samme Commission vel og vil opdage adskillige Grunde, som best af¬
betienes til Skov=Plantning, endog paa de Stæder, at Danmark derfra kand
vente Tilførsel. Dog har man vel Aarsag at frygte, at Platningen eller
Fredningen i Norge endnu for en Tiid finder større Vanskelighed, end
Rydningen.
Og, hvad Brugen af Brændsel i Dannemark angaar, da bør man vel
snarere vente den at tiltage, end aftage, om ikke just formedelst en endnu tilta¬
gende Blødhed og Yppighed, da Kræfterne mueligen feyler til at svinge sig høyere,
saa dog formedelst adskillige Fabriqver, som man efter saa store Opmuntringer
maa vente endnu at anlegges, forhaabentlig og formedelst en forøget Næring
og Folkemængde. Vel er det saa, at der nu tænkes, skrives og foreslaaes en
stor Deel til Oeconomiens Forbedring, endog i den Post: hvorledes Brændsel
kand spares, og samme Varme og Virkning ved mindre Brændsel erholdes.
Men endnu har jeg ikke kundet blive vaer, nogen Praxin at paafølge, muelig
den er forbeholden til det følgende Seculum. Efter min Gisning ere de flere,
der giøre sig en Ære af, i Samtale og Skrifter at kunde foreskrive Oeconomiske
Regler, end de, der søge en Ære i at leve Oeconomisk, thi ved det første, siden
slige Discourser nu ere i Moden, tænker Folk at yttre deres Skiønsomhed, men
ved det sidste, siden Tarvelighed langt fra endnu ikke er bragt i Moden, be¬
frygte de at ansees for nedrige, af nedrig Fødsel, Opdragelse, Sind og
Smag.
Naar nu Tingen er kommen til den point, som øyensynlig nok hos Os:
At Brændsel for meget er medtaget og fornærmet: da gielder det om at ud


26
finde tienelige Midler, saadan Misbrug at standse, ja endog Tingen at
redressere.
Adspørger jeg herpaa først: Om det vel har været mueligt og giørligt,
under de Omstændigheder, Dannemark i været haver, at afværge og forebygge:
At Brændselen ikke for meget, og omtrent til den Grad, som nu skeet er, skulde
vorde medtaget. Da svares: At jeg anseer den Sag heel vanskelig og fast u¬
muelig. Vor priisværdigste Regiering har allerede for lang Tid siden, med
Hensigt til Eftertiden og Omhyggelighed for de fildigere Slægter, antaget sig
denne Sag, og søgt ved alle eragtede tienlige Midler at forebygge, det Brænd¬
sel ikke for meget skulde medtages, og Mangel omsider paafølge. Dog er Øye¬
mærket ikke ved al denne Omhue og alle de didhensigtende Foranstaltninger til¬
fulde opnaaet.
Vel ere nogle af den Tanke, at ved andre af dem eragtede tienligere Foran¬
staltninger havde det været mueligt. Men enhver, som giver sig Taalmodighed
at høre og undersøge deres adskillige Forslag, vil uden Tvivl, ligesom jeg, ret¬
færdiggiøre Regieringen udi dette, og taknemmeligst erkiende, at den paa sin
Side herudi intet har ladet mangle, men gjort alt, hvad mueligt i de iværende
Omstændigheder; Thi jeg er og bliver af den Tanke, hvilken og stadfæstes af
den almindelige Erfaring: At, ald den Stund, den Grund i Staten, som an¬
vendes til Brændsel, endnu ikke aarlig og til Bestandighed, end ikke ved ret Om¬
gang og Behandling, kand indrente det samme, som den efter rigtig Beregning
indbringe kunde, naar den til anden i Staten almindelig Agerdyrknings=Brug
bliver anvendt, da er det ingen Regiering mueligt, tilfulde at conservere Skove
og Tørve=Moser i den Stand, som de ere, og deres større Medtagelse at afvær¬
ge; den vil dog, i hvad Modstand og Ophold der end giøres, omsider paaføl¬
ge. Jndbyggernes nærværende Interesse (jeg siger Jndbyggernes og ikke Jord¬
drotternes eller Land=Mandens allene; thi Kiøbstæd=Manden og samtlige de
Kiøbende seer lige saa gierne, at Skove og Moser rundelig medtages til Priisens
Nedsettelse.) Jndbyggernes nærværende Interesse, og deres deraf flydende mod¬
stridende Bestræbelser, hindrer da Regieringen (thi ved dem er det jo den skal
holde over sine Foranstaltninger) i disse Omstændigheder sit Ynske tilfulde at
opnaae.
Og Aarsagerne, at Grunden til Brændsel anvendt fordum, og omtrent
indtil sidst forløbne halve Seculum, ikke var Eyeren nær saa fordeelagtig, som
om den anvendtes til anden Jordbrug, har man fornemmelig at søge i egen
Brændsels Overflod, at meere Grund til Brændsel var overladt, end den for¬
deelagtigste Cultur medfører.


264
Men Aarsagerne, at Brændselen, endog fra den Tiid, da dens Grund ved
Culturens Fremgang vel knap blev indskrænket, ikke har naaet sin tilbørlige
Priis, bliver at søge, deels i Naboers Overflod og fremmet Tilførsel, hvis Af
betiening Regieringen ikke har fundet Staten fordeelagtigt at fornemme, deels
ogsaa i det ulovlige Skov=Hug, som skeer i Kongens Skove, dem Regieringen,
saafremt det ulovlige Skov=Hug deri paa nogen optænkelig Maade kunde hem¬
mes, og de uden Statens Nachdeel beholdes, ikke vilde give slip paa, samt i
det utilladelige Tørve=Skier, da Bondens Tørve=Skier dog allene skee skulde
efter Amts=Betienternes og Jorddrottens Udviisning
Adspørges jeg nu videre: Hvad Haab jeg da i denne Tilfælde giør mig
for Eftertiden: Om Misbrugen vel lader sig standse, og Sagen redressere:
Eller om en yderlig Mangel paa Brændsel for de sildigere Slægter er uomgiæn¬
gelig, og nødvendig vil paafølge. Da svares: At Tingen tilsidst nødvendig
standser sig selv. Ligesom Occonomiske Beregninger og Grund=Eyernes større
forefundne Fordeel har en Tid forvandlet Skov til Agerland, saa vil de og paa
en anden Tid og i andre Omstændigheder forvandle Agerland til Skov; Thi,
saasnart Sagen er bragt til den point, at en og anden Grund, til Skov an¬
veldt, bliver saa fordeelagtig, som om den anvendtes til anden i Landet alminde¬
lig Agerdyrknings Brug, da er den Tid kommen, paa hvilken Regieringen kand
vente sig alle fornuftige Jorddrotters frivillige Haandrekning, og giøre sig Haab
om, ved deres Assistence, samt egne gode Foranstaltninger, at overvinde al
anden Modstand, som enten de Kiøbendes Egennyttighed, eller nogle af de Sæl¬
gendes Gierighed, Trang eller Daarlighed kand forekaste. Da er det Regie¬
ringen mueligt ved tienlige Foranstaltninger at hindre: At Brændsel ikke skal
overstige sin tilbørlige Priis, men at samme i sin tilbørlige Grad fredes og op¬
elskes. Tillades det derimod i Mangel af behørige og betimelige Foranstaltnin¬
ger, at Brændsel, helst i nogen kiendelig og betydelig Grad, overstiger sin tilbør¬
lige Priis, og at Grunden, dertil anvendt, kand beregnes Eyeren fordeelagti¬
gere, end naar den anvendes til anden Jordbrug. Da vil Jorddrotternes For
deel, endog uden Regieringens synderlige Haandrekning, forebygge videre Af¬
gang og Mangel paa Brændsel.
Endskiondt jeg derfore i Følge forhen anførte Beregning fast er af Tanke:
At Brændsel i Dannemark nu var steget til sin tilbørlige Priis, og allerede over¬
stiget den, om det ikke hindredes af ovenanførte tilfældige Aarsager, deels den
fremmede Tilførsel, og deels det ulovlige Skov=Hug og Tørve=Skiær. End¬
skiøndt jeg troer, siden enhver Stat dog rettest ikkun giør Regning paa sin


265
Brændsel, at vi virkelig er gaaet forvidt i Skovenes Rydning og Mosers Op¬
skiærelse, saa er jeg dog ikke saa frygtsom, som mange andre, der vist formode,
at en yderlig Trang for Brændsel her i Tiden vil existere, og at de følgende
Slægter heri vil vorde meget verre farne og høyst forlegne. Ney! jeg fortrøster
mig til, at saasnart Jorddrotternes Fordeel heri forener sig med Statens, og
deres Oeconomiske Beregninger tilsige dem: At deres endnu overblevne Skove
rettest conserveres, og at den og den Grund til Skovs=Fredning og Opelskning
fordeelagtigst (om ikke just til aarlige Renters Jndtagelse, saa dog til deres Hoved¬
Stoels og Formues Forøgelse i Tiden) vorder anvendt: da bliver formedelst
Regieringens upaatvivlelig vedvarende Omhue og timelige Foranstaltning ingen
videre Formindskelse af Statens Brændsel at befrygte; Thi lad være, at Trang,
Gierrighed, Uskiønsomhed og Mangel af nøyagtig Jndsigt og ret Beregning,
vedbliver paa eet og andet Stæd at ødelegge, saa vil dog, siden denne Ødeleg
gelse just giør Regningen over Fredning og Platning desto fordeelagtigere
for andre, hvad som saaledes forødes paa et Stæd, oprettes paa et andet.
Og som det er Mennesket saa vanskeligt at holde Middel=Veyen, og den
rette Forholdelse, helst i Ting, der fordre saa dyb Jndsigt og vanske¬
lig Beregning, som denne, til nogen Bestandighed at iagttage: da agter
jeg det end ikke utroeligt: At, naar man først mærker, at man i Brænd¬
sels Medtagelse er gaaet for vidt, og at Grunden ved Brændsels Fred¬
ning kand beregnes fordeelagtigere, end ved anden Brug, man da endog
freder Brændsel over Fornødenheden; Thi det er vor ustadige og frem¬
fusende Slægts sædvanlige Skiæbne, at, i det vi haste fra en Yderlig
hed, skeer det gierne med saadan Fart, at vi ikke standse i Middel¬
Puncten, men farer over til den anden Side, og naar vi nu vende,
gaaer det os gemeenlig ikke et Haar bedre paa Retouren. J denne Sag
er det ellers meget lettere at slippe ud fra den ene Yderlighed, end den
anden (mellem hvilke jeg tænker, at der allerede i mange Stater ere
skeete adskillige Vendinger.) Ere Skovene blevne for mange og over¬
flødige, da er det en let Sag at faae dem ryddede. De vil, saa at
sige, rydde sig selv.
Men ere de blevne for smaae, da fordrer deres
standsettelse, Omhue og Overleg, Tid og Arbeyde, med mindre en
Forsømmelse af Landets Cultur redresserer Sagen.
Depopulation og
Efter saadant mit Overslag beklager jeg derfor ikke saa meget, at saa
megen Skov nu er bortryddet, som at man mange Gange har ryddet
paa urette Stæder:
i8 VI. Deel.


266
Kommer man nu endelig til det rette Hoved=Spørsmaal, hvortil de fore¬
gaaende allene har tient os, som Veyvisere, og adspørger: Hvad Dannemark
da nu i de iværende Omstændigheder rettest foretager for at hindre: At Brænd¬
sel endnu ikke meere medtages, men til Fornødenhed conserveres. Da har man
efter min ringe Jndsigt først og fornemmelig at fæste Øye paa de Ting, som
hindrer Brændsel endog nu, da Statens Brændsel ikke vil tilstrække til dens aar¬
lige og bestandige Brug, at stige til sin tilbørlige Priis, for samme, saavidt
giørligt og tienligt, at bortrydde. Disse Hindringer ere, som forhen meldt,
1) Den fremmede Tilførsel. 2) Den ulovlige Skovhug og Tørveskiær.
Angaaende da først den fremmede Tilførsel, da er den virkelig en Hindring
for Brændsels tilbørlige Priis, den Priis, som vor egen Brændsel efter sin Brug
og Mængde ellers vilde komme til og det formedelst sin Uvished, at ingen sikker
Regning kand giøres paa den til Bestandighed, thi dersom den fremmede Til¬
førsel var sikker og bestandig for Staten, da var den ingen egentlig saa kaldet
Hindring. Staten kunde da frede saa megen mindre Brændsel paa sin egen
Grund, og derimod, alt saa længe Fordeel fandtes, anvende saa meget meere
af sin egen Grund til andre Producter. Men, naar vi her, som billigt, und¬
tage den Tilførsel fra vore norske Brødre, som den, der ikke er fremmet, som
den, vi kand giøre sikker Regning paa, da den ikke dependerer af andre, ja som
den, der alletider vil blive baade dem og os fordeelagtig, formedelst Rigernes
saa ulige Beskaffenhed i Henseende til Grunden. Da har vi saa godt som in¬
gen fremmet Tilførsel, undtagen den Pommerske til Kiøbenhavn. Denne
fremmede Tilførsel til en eneste Bye kand da vel ikke agtes af nogen betydelig
Virkning, til at nedsette Priisen paa Statens Brændsel. Og paa hvad bedre
Maade kand denne Hindring vel ynskes at vorde hævet, end ved en langsom og
successive Aftagelse. Og saaledes vil den vist nok hæve sig selv, at den alt med
Tiden formindskes, og tilsidst ophører. Og da denne Hindring saaledes af
sig selv bortfalder, saa seer jeg ikke, at den behøver nogen synderlig Omhue og
Ændring.
Vel har vi endnu en anden fremmet Tilførsel af Brændsel, nemlig af
Steen=Kul, men da samme kand forventes at blive bestandig, da kand den,
som forhen erindret, ikke egentlig siges en Hindring for vor egen Brændsels til¬
børlige Priis, og behøver altsaa ikke her at tages under Betragtning.
De vigtigste Hindringer for Brændsels tilbørlige Priis, og følgelig for
dens tilbørlige Fredning og Opelskning, har vi derfore vist nok at søge i det ulov¬


26
lige Skov=Hug, og det utilladelige Tørve=Skiær. Disse fortiene derfore for¬
nemmelig, og siden de i visse Henseende differere, hver for sig at tages under
Eftertanke, om de mueligen ikke ved noget tienligt Middel skulde staae til at
hæve.
1) Det ulovlige Skov=Hug angaaende, da falder det, som skeer i Kon¬
gens forbeholdne Skove fornemmelig udi Øynene, og fortiener her en særdeles
Opmærksomhed, som det, der fornemmelig afholder Brændsel hos os fra sin
tilbørlige Priis, og altsaa og fra sin tilbørlige Fredning. Af hvad Vigtighed
dette Skovhug er, er noksom bekiendt, og behøver langt fra ikke her at udføres.
Den sagde vel ikke for meget, som paastod, at der er heele Egne og Districter,
end og Kiøb=Stæder, som Aar efter Aar ikke forbruger en Pind Brændsel, uden
hvad det ulovlige Skov=Hug i Kongens Skove fournerer: Og at Omgangen
dermed er saaledes: At det endog kunde være Skovene langt fordeelagtigere, at
disse Egnes og Byers Beboere fik fri Udvisning; thi i den Sted dem da kunde
udvises de Træer, som enten aftage, eller ere komne til Fuldkommenhed, eller
og staae andre til Hinder i Fremvext, saa hugges og bortstieles nu enten Grene,
Træerne til Vandfald og Forraadnelse, eller og, som sædvanligst, unge Træer
i beste Vext, og længe før de opnaae Fuldkommenhed, siden disse lettest og
hastigst kand bortføres. Dette ulovlige Skov=Hug medfører og dette Onde:
At paa nogle Miiles Omkreds ved Kongens Skove beflitter snart ingen Mand,
sig paa at opfrede det allermindste, siden det ikke koster meere, end at hugge og
hente, hvad Behov giøres (Ja der findes vel de blandt disse Egnes Beboere,
der anseer det høystbilligt, at Skovene erstatte dem den Skade, som Skovenes
Jndbygger, det store Vildt, paa deres Korn foraarsager.)
Dette Skov=Hug, dets Strekning og Betydelighed er da noksom be¬
kiendt. Men Midlerne til at hindre og hæmme det, er det, at endog den allerstørste
Omhue og Jndsigt ikke har seet sig i Stand til at udfinde; Thi det verste er,
at ingen af Vedkommende finder particulair Fordeel ved Skovenes Fredning,
men alle og enhver ved deres Forhuggelse. Vel har man søgt at foreene Be¬
tienteres og Tilsynsmænds Fordeel med Skovenes nøye Paapasning og Skov¬
Tyves Angribelse, ved at giøre dem lodtagne i Mulcten. Men det verste er, at
denne Fordeel tillige er foreenet med Skov=Tyveriet, aftager, ligesom Skov¬
Hugget aftager, og formeeres ligesom det tiltager, og at denne Fordeel bortfaldt
gandske i Fald det ulovlige Skov=Hug blev hæmmet og cesserte. Mulcten, den Skov¬


268
Tyvene skulde betale, den veed de mesterlig at paahefte Skoven: Betienterne
skaffer de Fordeel, og selv vorder de skadesløse og vel holdne.
Efter saa mange og adskillige Forsøg, synes mig derfore, at Forhaab¬
ningen ikke uden Føye maa overgives, nogensinde at faae de Kongelige Skoves
Behandling i en bedre og tilbørlig Skik. Man har indhentet Beiænkninger;
Man har gjort Forespørsel til dem, man kunde formode derudi meest kyndige.
Man har tilladt, ja indbudet enhver med tienlige Forslag at indkomme. Og
efter alt dette er man endnu ikke kommen videre. Heller ikke seer jeg, at Natio¬
nen har sig heri nogen særdeles Mangel enten paa Klygtighed eller Ærlighed at
bebreyde. J denne Tilfælde er vel andres Skiebne, som vores. Vi havde vel
ellers indhentet andre, eller i mindste lært dem saadan deres Klygtighed af.
Jeg seer altsaa ingen anden Raad, end at Sagen tages over tvert. Og,
da jeg ellers er meget varsom, og raader altid til megen Overleg og grundig
Eftertanke, i at giøre nye Forslag, saa er jeg ret ligesom frygtsom, heri at
yttre mine Tanker, helst da Forslaget maaskee kand synes noget dristigt; dog vil
det muelig kuns være saa for første Anseelse. Naar man derimod en og anden
Gang har eftertænkt Sagen, da vil det anstødelige ventelig alt meere og meere
forsvinde. Og forkastes det end nu, saa vil det dog vist nok i Tiden, efter nogle
fleere anstillede frugteslose Forsøg, finde Biefald hos en af de følgende
Slægter.
Forslaget er da dette: At de Kongelige beholdne Skove skulde selges og
overlades til particulairs. Man vil indfalde mig i Talen, og replicere, jeg
veed det forud: At Kongens Skove ere snart den eneste Trøst, som er over¬
bleven: At det er dog en Lykke, at Kongens Skove ere, om ikke just medhand¬
lede og fredede, som de burde, dog af en temmelig Strekning og Vidtløftighed, nu
da Proprietairer og Selv=Eyere alt meere og meere har medtaget deres, og foretaget
saa mange og anseelige Rydninger. Jkke desto mindre vedbliver jeg min Set¬
ning, i Haab, at naar jeg faar forklaret mig, den da vil findes langt meere
antagelig. De Kongelige Skove, siger jeg, skulde selges og overlades Par¬
ticulairs, fornemmelig paa disse Conditioner: At ald Grunden fremdeles og
bestandig til Skovs=Fredning og Opelskning, og ikke til nogen anden Brug
maatte anvendes. Og at de 3 Deele af Kiøbe=Summen bestandig med 1ste
Prioritets Ret i Skovene skulde blive bestaaende mod aarlige Renter til Kon¬
gens Cassa.
ter min ringe Jndsigt kand jeg ingen saadan Nytte eller Fornødenhed
blive vaer, som kand være dette Forslag til Hinder, eller udfordre, at visse


266
Skove vorde Kongen forbeholdne. Skulde det være for Jagtens og Vildtets
Skyld, da kunde samme, saavidt behagdes og fornødent eragtedes, i Kiøbe¬
Conditionerne vorde Kongen allene reserveret. (Thi ved denne Jagt=Rettig¬
hed, som Kongen Allernaadigst forunder adskillige Proprietairer, vorder dette
Kongelige Regale dog langt fra ikke afstaaet.) Skulde det være for Græs¬
ning og Giersels Skyld til det omliggende Kongens Gods, da kunde enten
samme ligeledes reserveres, eller Godset tillige, og helst paa anmældte 2den
Condition, bortselges, eller ogsaa dette Bønder=Godses Hartkorn nedsettes ef¬
ter den Afgang, som de herved leed paa Giersel og Græsning (Med Hoved¬
Gaardene kand jeg ikke indlade mig, men maa indstille det til andres Betænk¬
ning: Om de bortselges kand, eller nødvendig maa beholdes formedelst Græs¬
ning til Cavalleriet.) Skulde det være for Udviisnings Skyld til de Kongelige
Betientere, da kunde visse Favnes aarlige Erleggelse efter Fornødenhed indryk¬
kes i Conditionerne, eller rettere, et convenable Vederlag gives dem af Kon¬
gens Cassa. Skulde det være for Skovning til anden Statens publiqve For¬
nødenhed, da kunde samme indkiøbes ved de sædvanlige Licitationer. Naar
der paa et hvert Sted blev beskikket kyndige og fornuftige Mænd til at giøre For¬
Slag til de efter Stedets Beskaffenhed fornødne og tienligste Conditioner, tæn¬
ker jeg, at den Skovens Brug og Nytte, som Kongen kunde behøve, eller be¬
hage at beholde, gierne kunde reserveres, og blive ubeskaaret. Og skulde der
være een eller anden Skov, hvis særdeles Beliggenhed kunde udfordre, at Kon¬
gen beholdt den, der kunde det jo og derved have sit Forblivende, siden nogle
faa Kongelige Skove dog ikke kunde være Statens Brændsel til betydelig
Hinder i sin rette Priis og Fredning. De større Skove bleve ellers rettest
Stykkeviis bortsølgte, deels paa det at de under fleeres Jndseende desto bedre
kunde vorde fredede, deels ogsaa at det ikke skulde staae i en enestes Magt,
alt for meget at tvinge Priisen paa Timmer og Brændsel der i Egnen. Dog
maatte de heller ikke separeres til alt for smaae Deele, siden Folk af anseelige
Midler og som kunde taale, de Revenuer, der skulde tages af Skoven, til
Capitalen formedelst Skovenes Fredning for nogen Tiid at oplegge, her vare
de ynskeligste Liebhabere. Ligesom Auctionen og betimelig og vel et halvt Aar
forud maatte bekiendtgiøres, paa det at de bemidlede kunde have vel Tiid til
at udregne, til hvad Fordeel og Forøgelse i Tiden deres Capitaler heri indsky¬
des kunde, samt at giøre sig Tanke om, hvor de fik de Folk, som behøvedes
til at have Jndseende med Skoven, og dem med fornøden Boelig forsynede.


270
Og som jeg ved Tingen paa denne Side at ansee, ikke kand blive nogen
betydelig Vanskelighed og Uleylighed vaer, som kand hindre dette Forslags
Fremgang. Saa tænker jeg paa den anden Side at kunde see mange og store
Fordeele. Kongens Cassa vilde herved, øyensynlig nok, vinde noget gandske
anseeligt, jeg vil langt fra ikke sige, ved den Andeel af Kiøbe=Summen, som
strax udbetaltes, ney jeg anseer denne, som den øvrige, paa Aarlige Renter
udsat. Men ved Kiøbe=Summens aarlige afkastede Renter. Herved spartes
og alle de Betienteres Salarier, som ved denne Forandring kunde afgaae. J
den Sted derfore, at Kongens Skove ikkun ere efter min Formodning Kongens
Cassa til Udgift, naar ret Beregning giøres, da vilde de nu ufeylbarlig ind¬
rente noget anseeligt; da de efter dette Forslag paaløbende Bekostninger, til at
indkiøbe det Timmer, eller ved at erlegge den Brendsel, som nu udvises af
Kongens Skove, efter min Gisning aldrig kunde medtage de halve Renter.
Den 2den Fordeel blev denne: At de Grunde, som Kongens Skove
medtage, nu langt bedre under egne Eyeres Opsigt vilde blive fredede og opel¬
skede, saaledes at Landet deraf aarlig og til Bestandighed kunde faae langt stør¬
re Nytte, en langt større Qvantitet Timmer og Brændsel, end den, de under
nu værende Behandling kand tilveyebringe, da Behandlingen under egne Eyeres
Opsigt vilde blive gandske anderledes. See! dette blev jo til Nytte og anseelig
Nytte for heele Staten, at disse Grund=Strekninger nu til langt større For¬
deel, langt meere Timmers og Brændsels Forskaffelse, bleve anvendte.
Den 3die og endnu større Nytte, til hvilken dette Forslag og egentlig
Hensigter, blev denne: At den største Deel af det ulovlige Skovhug, siden
samme meest gaar i Svang i Kongens Skove, herved vilde hindres. Og naar
da dette ulovlige Skovhug blev hæmmet, da bortfaldt, som forhen erindret,
en af de fornemste Poster, som hindrer Brændsel at komme, som til sin tilbør¬
lige Priis, saa til sin tilbørlige Fredning. Thi det er det ulovlige Skovhug i
Kongens Skove, og den derved foraarsagede Brændsels Nedsettelse under sin
tilbørlige Priis, der for en stor Deel har forhugget, eller contribueret til at
forhugge og formeget at medtage Proprietairernes Skove. Jeg meener giort
dem deres Skove mindre fordeelagtige, end de ellers havde været, og saaledes
formedelst en forefunden fordeelagtigere Beregning hidindtil givet dem meere Lyst
til Rydning, end til Fredning. Naar deres Skove derimod ved denne Hin¬
drings Bortryddelse bleve dem meere importante, og de kunde beregne Grun¬
den ligesaa fordeelagtig til Skov, som til anden Jordbrug at anvendes, da vil¬
de de vist nok værdige deres Skove større Fredning, Omhue og Agtsomhed,


271
end hidindtil skeet er. Saa at det ulovlige Skovhugs Afskaffelse i Kongens
Skove, der vel aldrig, den stund de ere Kongen forbeholdne, lader sig iverk¬
sette, vilde komme de øvrige, og især de nestliggende, til Gode, til Fredning
og Opelskning. Ligesom og Naboerne ved Kongens Skove efter denne Foran¬
dring vilde lære, i mindste at plante Piile, ligesom andre Folk, og Landsbyerne
der ikke meere falde de Reysende saa øde og nøgne i Øynene, som nu.
Paa andre Steder derimod finder man, at Pile=Platningen formedelst
Brændsels Formindskelse og adskillige foretagne Rydninger, har faaet
en gandske ynskelig Fremgang, da man til adskillige Byer finder snart
alle Gierderne med Pile besatte. Og disse Gierder, meener jeg, med
fuld Ret at kunde bære Navn af levende Gierder, da de af Pilene ved¬
ligeholdes med lige saa liden Umage, og af Begyndelsen koste mindre,
end de andre levende Gierder, og bringes dertil baade hastigere og vis¬
sere i Stand. Naar dette iagttages, seer man, at den Mangel af
levende Gierder, som os forekastes, er ikke nær saa stor, som den ellers
synes, og at den med god Grund kand forventes nu alt meere og meere
paa denne Maade at afhielpes.
Endelig 4. fulgte og denne Nytte deraf: At Træe, ikke alleene Brænd¬
sel, men endog Gavn=Timmer, blev for Penge at erholde, i den Sted man nu
i mange Egne og paa heel vidtløftige Distrieter end ikke tilfals kand erholde de
Ting og Redskaber, som Bondens Brug og Huusholding jevnligen udfordrer,
saasom, Klover, Vender og Tægge=Kieppe, Rive= og Lee=Skafter, samt
hvad der til Plov og Harre, Vogne, Hiul= og Høe=Barre behøves.
Vare disse Ting til fals, og vidste man, hvor de for Penge erholdes
kunde, da vilde virkelig mangen en kiøbe det, som han nu stieler, og
formeener under slige Omstændigheder, uden nogen Samvittigheds
Besværing, at kunde stiele. Thi man faaer vel atdrig den gemeene
Mand, end og de redeligste iblandt dem, dette indprentet: At det er
Synd at stiele, hvad han ikke kand undvære, og ikke veed til fals at
erholde. Og mindst lader de sig vedbringe: At det er Synd at stiele
sligt fra Kongen, da de ikke kand udføres af den Tanke: At Koligen
og Publicum dog meget almindelig vorder bestiaalet. Og ere der end
de Skov=Tyve, som der og virkelig ere, der gierne for Penge forskaffe
og bortselge disse Bondens Fornødenheder, saa tænker han dog (thi
fiine Distinctioner vil ikke ind i den gemeene Mands Hoved) at han li¬
gesaa got, og med lige saa liden Samvittigheds Besværing, selv kand


272
stiele det, som saaledes i en vis Maade underkiøbe en anden dertil.
Holdtes derimod disse Ting til fals, ikke, som nu, af Skov=Tyve,
men af rette Eyere, da vilde mange derved entholde sig fra deres forrige
ulovlige Skovhug. Og saaledes kand den foreslagne Forandring ikke
allene civiliter, men endog moraliter, vorde fordeelagtig. Fristelserne
til det ulovlige Skovhug bleve herved paa mange Egne anseelig for¬
mindskede
Ved dette Middel venter jeg da: At Skovenes videre Forhuggelse og
Medtagelse kunde hindres. End meere, jeg formoder: At, naar nu baade
Kongens og Propretairernes Skov=Grunde ved denne Forandring blive bedre
fredede og behandlede, da skulde de Grunde, som endnu til Skov ere overladte,
omtrent findes tilstrækkelige, til Landets Fornødenhed: Og nye Plantning, der,
af Mangel paa Beskiermelse for Vinden, baade er meere vanskelig og langsom
at bie efter, ikke meget behøves.
See! Disse ere de Fordeele, hvis Beregning og Forventning har til¬
tvunget mig at yttre dette mit Forslag. De, som har dybere Jndsigt, efter¬
tænke, og give sig vel Tiid nærmere at eftertænke Sagen, og alle dens Følger
muelig der kand være fleere, end de, der ere faldne mig udi Øynene. Men dette
maa jeg dog til sidst erindre: At, i hvilke de Fordeele og Beqvemmeligheder
end ere, som flyde af de Kongelige Skove, og deres Forbeholdning for Kon¬
gen, og som man saa nødig vil give slip paa, saa vil de dog nødvendig af sig
selv tilsidst bortfalde. Disse Skoves aarlige tiltagende saa store og kiendelige
Forringelse viser noksom, at tilsidst bliver der ikke meere saadan en Ting til,
som Kongelige Skove. Altsaa er det jo dog bedre, at de bortselges, end bort¬
stieles. At de bortselges, som viist, Kongens Cassa og heele Staten til bety¬
deligste Fordeel, end at de bortstieles, Staten til ubodelig Skade og største
Forlegenhed. J Tiden vil derfore dette mit Forslag nødvendig komme til exi¬
stence. Og hvorfore da ikke nu, og uden længere Opsettelse? Hvorfor skulde
man længere lade sig opholde ved den Forhaabning, den saa mange Tiders og
Steders Erfaring, den saa mange frugtesløse Forsøg noksom har viist at være
urigtig, og aldrig at naae Fuldbyrdelse, den Forhaabning: At faae de
Kongelige Skove tilbørlig fredede og behandlede. Helst da den høye Tiid nu
er forhaanden, disse Skov=Grunde, den Stund de endnu til Skovfredning
nogenlunde ere tienlige, sig for Alvor at antage.
Hvad sig nu angaaer den øvrige ulovlige Skovhug, saasom enten Jord¬
drotternes ulovmessige Skovninger og Rydninger, Fæsteres eller andres Skov¬


273
Tyverier. Da er jeg af den Tanke: At, naar Brændsel saaledes, som jeg
ved nys foreslagne Middels Hielp er forventende, nærmer sig til sin tilbørlige
Priis, og man endnu kand forvente sig denne Priises Forhøyelse formedelst den
fremmede Tilførsels rimelige Formindskelse eller Afgang, da vil Jorddrotterne
ikke meere handle imod Skov=Forordningen og egen øyensynlige Fordeel tillige.
De vil og da blive meere paapassende paa Fæsterens Omgang med sin Skov,
og til Skov=Tyveriets Hæmmelse heller ikke undslaae sig for større Flid og Be¬
kostning. Og forsømmes end dette af nogle, saa kand, og just des Aarsag,
desto større Skov=Fredning og Opelskning forventes af andre. Dertil vilde det
og have sin store Nytte til at hæmme det ulovlige Skovhug, om Skov=Eyerne
vilde forsyne sig med, og falholde de Ting, som Bondens Brug udfordrer,
dem han hidindtil ey har kundet eller vidst at faae til kiøbs, og dog ey kand und¬
være. Og, naar dette skeete, da kunde en haardere Straf billig settes for
ulovlig Skovhug, ligesom det og da gav meget mindre Betænkning, end nu,
at skride til Exsecutionen. Thi nu seer man mange gange igiennem Fingre
med Skov=Tyve, i Betragtning, at de ere under et Slags Nødvendighed, i
mindste haarde og farlige Fristelser, hvilke snart kand blive den Trængende alt
for mægtige.
2. Den utilladelige Tørve=Skier angaaende, som den anden store Hin¬
dring, som for Brændsels tilbørlige Priis, saa for dens tilbørlige Fredning.
Da giver Tørve=Skieren vist nok den største Uvished og Vanskelighed for Mi¬
nisterii Oeconomiske Beregninger, Overslag og Omhue for at conservere Sta¬
ten den behørige Brændsel, og Mangel for posteriteten at afværge. Skulde
Skovene allene forskaffe Statens Brændsel, da var Beregningen derover ikke
nær saa uvis og vanskelig; Thi man maa agte; At Skov og Tørveskier har
denne ulige Beskaffenhed; Skoven blotter og fremviser sig selv, og falder der¬
for hver Mand i Øynene. Tørveskieren derimod skiuler sig og holder sig paa
mueligste Maade forborgen, og vorder des Aarsag og for en stor Deel og for de
fleeste meget ubekiendt. Om Skovene har derfore snart hver Mand temmelig
Kundskab. Og Beregningen, hvorvidt og for hvad Andeel samme kand erag¬
tes tilstrækkelig for Landets Brug og Fornødenhed af Brændsel, kand enhver
Kyndig nogenlunde giøre. Men da Tørve=Moserne, for saavidt de med Sko¬
vene concurrere til Brændsels Forskaffelse, har tillige Jndflydelse i Regningen,
da giøre de, som meget mindre bekiendte, Regningen heel vanskelig. Faa
eller ingen har nogen ret Kundskab om Tørve=Moserne, ikke engang om deres
Mængde og Størrelser. Og vidste man end dette, saa var man endnu snart
Deel.


274
lige nær. Endnu behøvedes at vide: Hvad og hvor megen Brændsel de nu
tienlige indeholde: Hvor lang Tiid enhver Mose især, eller alle, almindelig
beregnet, kunde behøve fra Tørvens Udskierelse til at voxe igien, ersette sit Tab
og komme i forrige Tilstand: Samt hvor mange af de nu til Tørv utienlige
Moser der i Tiden vil blive, og om hvor lang Tiid de vil blive tienlige.
Hidindtil maa man og tilstaae, at disse Ting ikke ere værdigede megen
Granskning og Eftertanke, men meest tilladte at forblive udi Mørket, skiulte og
ubekiendte, da Tørve=Grunden hidindtil, almindelig talt, er afbetient og med¬
tagen snart gandske uden Overslag og Bekymring, enten den kunde taale saa
at medtages til Bestandighed, eller ey, enten der lades noget til de sildige Ef¬
terkommere, eller ikke. Dersom man derimod allene efter beste Skiønsomhed
og Jndsigt, som nu haves, og ligesom samme med Tiden kunde tiltage, vilde
betiene sig af Tørve=Grunden, og ikke videre medtage den, end den eragtes til
Bestandighed, og uden Eftertidens Nachdeel at kunde taale: da vilde man me¬
get nøyere indsee vor Oeconomie i denne Post, hvorledes det har sig med Sta¬
tens Brændsel, og om det i nogen Maade er venteligt og rimeligt, heri at holde
Balancen. Thi, endskiønt vi langt fra endnu ikke har den Kundskab om Tør¬
vens Natur, Væsen og Tilvext, som forynskes og eftersøges; saa vilde dog
ventelig det Lys, som vi haver, dersom vi fulgte det, noksom være tilstrækkeligt,
med fuld Vished at overtyde os: At vi medtage vor Tørveskier langt over det,
den kand udholde i Længden, og mindre til Bestandighed. Saa meget veed vi
for Exempel: At paa den Plet eller Strekning, hvor Tørven nu opskieres,
allene 8 til 10 Tørve dybt, der bliver ikke igien tienlig Tørv i Mands Minde.
Saa meget veed vi og, eller kand i mindste paa meget probable Grunde tilregne
os: At de Moser, som endnu ikke har tienlig Tørv, skiønt de dertil kand synes
convenable frem for andre, i dem kand heller ikke i mange Tider og langt over
Mands Minde Tørv være skaaret. Skal derfore slige Moser i Tiden give
Tørv, da udfordres til dens Tilvext meere end eet Seculum. befindes det
derfore: Ai vi aarlig medtager allene J Deel af vor Tørveskier, da see vi alle
rede af det Lys, som vi have: At vor Oeconomie er urigtig.
Den Tørveskier derfore, som jeg her kalder utilladelig, og anseer, som
en Hindring, som for Brændselens tilbørlige Priis, saa for dens tilbørlige
Fredning, er allene den Andeel, der overstiger, hvad Statens, eller hvad som
er det samme, hvad enhver Eyeres og Fæsteres Tørve=Grund til Bestandighed,
kand taale aarlig at tilskyde. Den øvrige derimod, som uden Nachdeel og Af
gang for Eftertiden tages kand, den ansees her, som tilladelig.


275
Læseren agte og: Det jeg her supponerer og agter rettest at supponere: At
Skov og Tørveskier beholder samme indbyrdes Forholdelse, som de
nu have, og begge Proportionaliter efter iværende Tilstand concur¬
rere til Brændsels Forskaffelse, dog saaledes, at dersom Byrden ved
ret Omgang og Behandling skulde befindes, at være dem begge forvoxen,
da skal Skovene, siden de ved vor Flid formedelst Fredning og Plant¬
ning best kand formeeres, paatage sig alt det øvrige, hvad Tørveskie¬
ren uden sin Forringelse ikke kand taale.
Vel veed jeg, at man almindelig kalder al den Fæsternes Tørveskier util¬
ladelig, som overgaaer deres egen Fornødenhed, og vil formeene sig dertil beret¬
tiget, af Lovens Bydende, da den pag. 471. forbyder Bonden at skiere videre,
end Hosbonden udviser; og pag. 466, at han intet af sin Tørve=Grund maa
bortleye; og endnu sammesteds tillader: At naar Bonden udvises Tørveskier til
Fornødenhed, da maa Hosbonden tage og betiene sig af Bondens øvrige Tør¬
veskier. Men jeg handler her, ikke som Jurist, men som Statsmand: Og vil
man vide mine Tanker denne Post angaaende. Da holder jeg for: At, den
Stund Hosbonderne, efter deres almindelig vedtagne Forhold, ikke benytte
sig af den ommældte Tilladelse, Loven giver, og hverken selge eller bortleye
enten af deres Fæsteres eller Hoved=Gaarders tilliggende Tørve=Grund, da kand
og bør de ikke i Almindelighed formeene deres Fæstere at skiere over deres For¬
nødenhed. Saadant Forbud kand i ingen Maade bestaae med den beste Lan¬
dets cultur. Thi da den beste cultur uomgængelig medfører: At enhver Grund
afbetienes paa det beste, dog saa, at den kand skee til Bestandighed, og uden
Afgang for de følgende Tider, saa tillader den ingenlunde, at de Beboeres
Tørve=Gaarde, der ere større, end deres egen Fornødenhed til Bestandighed,
udfordrer, urørte i saa lang Tiid henligger, at de baade kunde være opskaarne
og tilvoxne igien. Ligesom den nogle visse Jorddrotters Oeconomie, at lade
deres Skove aldeles urørte, og ikke engang at fælde de Træer, som dog selv
aarlig aftage, og dertil hindre andres Tilvext, ingenlunde er at rose, men er
som deres egen, saa og Publici Fordeel til Fornærmelse. Tørve=Moserne,
maa man agte, falder meget ulige. Nogle Byer og Egne har ingen, eller i
mindste langt under Fornødenhed, andre derimod har mange, og over Fornø¬
denheden. Billighed, Selskabs Love og retteste Huusholding fordrer jo da:
At den enes Overflod raader Boed paa den andens Mangel. At en Bye,
eller Egn bestandig freder meere Tørve=Grund, og lader stedse uafbetient hen¬
ligge, end den nogensinde behøver eller behov giøres, kand jo ikke bestaae med


276
den beste cultur, helst naar Naboerne har Mangel derpaa, og samme kunde
komme dem og Staten med dennem til Nytte. Vil man sige: At de trængende
Naboer kunde plante og frede Skov, da spørges: Om saadan Grund uden For¬
nødenhed skal unddrages anden fordeelagtig Brug. Og siger man: At de faaer
at forsyne sig fra andre. Da spørges: Hvorfore ikke fra disse Naboer, som
bevare, hvad de aldrig bruge, eller ret afbetienes. Giør man derfore Reg¬
ning paa, hvor mange de Jndbyggere ere, baade i Kiøbstæder og paa Landet,
som hverken har Grund eller Brændsel, og tillige overseer Statens Skove, og
giør Overslag, hvor hastig en Undergang dem vilde forestaae, om de allene skulde
forsyne alle disse med Brændsel, da fattes det lettelig: At Tørve=Mosernes Und¬
setning heri umuelig kand undværes: Og at det efter Statens iværende Omstæn¬
digheder vilde medføre de allerstørste Uleyligheder, om Tørve=Grundens Eyere
og Fæstere intet skar over egen Fornødenhed, intet solgte og intet bortleyede.
Svares hertil endnu: At disse kunde forskaffe sig Brændsel ved fremmed Tilfør¬
Da spørges, som forhen: Hvorfore fra Fremmede, den Stund Landet
og Landsmænd paa sine Steder har Overflod (thi videre, maa man agte, end
enhvers Grund over egen Fornødenhed til Bestandighed kand afkaste, siger jeg
ikke, at den medtages eller afbetienes skal.) Desuden agter man: i hvad Priis
Brændsel allerede er hos Naboerne, og hvad Tilførselen vilde koste, især for
nogle Egnes Beboere, samt hvor utilstrækkelig Formuen er hos den største Deel
til denne Bekostning; da seer man vel, at, hvis ingen nærmere Hielp vides og
erholdes kand, da best for de Fleeste, at pakke ind for Vinteren, og søge Brænd¬
selen der, hvor den er. Hvad som derfore efter Tingens Natur er billigt, og
efter iværende Omstændigheder uomgængeligt, var det vel og best, hverken i
denne, eller andre Poster at erklære utilladeligt. Desaarsag finder man og:
At Jorddrotterne, i mindste de fornuftigste, da det lettelig falder dem i Øynene,
at det aldrig gik an, eller kunde bestaae med Statens Beste, at de, der vare
Eyere og Fæstere af Statens Tørve=Grund, vilde udelukke alle de øvrige fra
al Lod og Andeel derudi, heller ikke i Almindelighed gjør det Forbud, det Loven
dem dog tillader: At ingen af deres Fæstere maa skiere Tørv over egen Fornø¬
denhed. Og giøre de end dette Forbud, saa gaaer deres Øyemeed dermed dog
ikke videre, end til at formeene Fæsterne, at medtage Tørveskieren over det,
som enhvers Grund i Længden og til Bestandighed kand taale. Men da Jord¬
drotterne hidindtil ikke med nogen Vished har tiltroet sig at kunde bestemme,
hvorvidt enhvers Tørve=Grund aarlig kunde taale at medtages, deels ogsaa,
da Brændsel forhen ikke saa nøye blev regarderet, har undslaaet sig for den


aarlige Udvisning, og end meere for den hertil behørige Eftersyn, Grandskning
og Overslag, da har de gierne ladet det forblive ved den Clausul, som Lovens
Ord gav dem Anledning til: Ey at skiere over gen Fornødenhed. Og ligesom
den beste cultur, som nu udført er, ikke tillader: At de Fæsteres Tørveskier,
som over egen Fornødenhed har til overs, ikke uden til egen Fornødenhed med¬
tages; saa tillader den heller ikke: At enhvers Tørveskier medtages efter hans
Fornødenhed, da mangfoldige langt fra ikke har det, som er fornødent til Be¬
standighed.
Anden og videre Tørve=Skiær kand derfore ikke egentlig siges utilladelig,
for Landets Brændsel utaalelig og fornærmelig, og heller ikke Staten i nogen
Maade skadelig, end den, der overstiger, hvad Enhvers Grund til bestandig
Afbetiening kand taale.
Naar denne Sag derfore saaledes ansees i sin rette Beskaffenhed og Sam¬
menhæng, da tænker jeg, at det var en ynskelig Sag, om det maatte behage
Lovgiveren, Lovens Bydende om Tørve=Skiær saaledes at forandre: At enhver
Hosbonde havde at udvise sin Bonde til aarlig Brug saa stor Plet efter Qva¬
drat=Maal, som Enhvers Grund efter beste Skiønsomhed kunde eragtes
at taale til Bestandighed, uden derved i Tiden at forringes, og det uden Hen¬
sigt til Fæsterens Fornødenhed: At Fæsteren maatte benytte sig af den anviiste
Plet, som han selv best eragtede, hvad enten han saa selv skar, eller bortleyede
den til andre (thi adskillige Egnes Forskiellighed i Mangel eller Overflod af
Tørve=Grund foraarsager, at Tørve=Grunden undertiden best bortleyes.) At
Tørve=Granden ligesaa lidet, som Ager=Landet maatte Fæsterne af Hosbon¬
den fratages: Og endelig (paa det at Bonden ikke skulde gaae videre, end tilladt,
og Hosbonden have desto nøyere Jndsigt med Bonden.) At den Bonde, som
noget Aar skar meere, end ham var udviist, skulde have sit Fæste forbrudt, i
Fald han derfor blev tiltalt forinden samme Aars Udgang, men i vidrig Fald
være for Hosbondens Tiltale aldeles angerløs.
Ved denne Anordnings nøyagtige Efterlevelse (hvortil Proprietairerne paa
alle muelige Maader maatte tilskyndes og forpligtes, saavelsom vedkommende
Betientere paa Kongens Gods,) kunde man da love sig den store Nytte; Om
nogle gandske faa Aar kiendelig at blive vaer, om Statens Brændsel virkelig
aarlig aftager, og omtrent i hvad Grad den aftager. Da denne Kundskab og
Jndsigt nødvendig vilde forebygge den videre Afgang, og derimod tilskynde til at
foretage de tienligste Midler til at bringe den til sin tilbørlige Forholdelse; Thi
herved vilde Tørv, ja Brændsel i Almindelighed, nærme sig til sin rette Priis,
Mm 3


278
den Priis, som Brugen og Mængden foreskriver. Og befandtes da, som
venteligt: At Brændsels=Priis var steget over sin tilbørlige Forholdelse imod
anden Jordbrugs Producter, da vilde Landmandens forefundne Fordeel ved
Brændsels Fredning betage ham al forrige Tvivlraadighed, og tilskynde, straxen
at legge Haand paa Verket, Brændsels=Fredning og Fremvext sig for Alvor
at antage.
Vel er det nu saa: At det efter det Lys, som man endnu haver angaaende
Tørve=Grundens Vext og Beskaffenhed, er en gandske vanskelig Sag,
med nogen Vished at fastsette: hvad Andeel en vis Mose efter sin
Størrelse og Beskaffenhed kand taale aarlig at opskiæres, uden derved
i Længden at forringes og forskieres, da man endnu ikke haver den for¬
ynskede Kundskab om Tørve=Mosernes Natur, deres adskillige Arter,
samt i hvor lang Tiid enten hver Art i sær, eller alle i Almindelighed
kand beregnes at behøve for igien at tilvoxe, og at settes i forrige tien¬
lige Tilstand. Heri ankommer det endnu for en stor Deel paa Gisnin¬
ger og Formodninger. Men derpaa faaer man og i denne, som mange
andre vore Foretagende, naar vor Skiønsomhed standser, og vi ikke
veed at giøre det bedre, lade det ankomme, haabende: At vi dog vil
vorde saa lykkelige, at blandt de Skiønsommes Formodninger vil de
fleeste og meest almindelige nærmest treffe Maalet. Afvige nogle
Jorddrotter i saadan Taxation og Beregning paa den ene Side, da
vil muelig andre igien afvige paa den anden Side, og den ene Feyl
saaledes i nogen Maade balancere den anden. Helst om man heri torde
love sig, at Vedkommende med lige Omhyggelighed hensaae til de sildi¬
gere, som til de nærmeste Slegters Tarv og Velgaaende. Mueligen
at denne Tørveskierens Taxation ogsaa vil give Anledning til nærmere
Jndsigt og Opdagelse, saa at denne Post, den vi hidindtil ikke har vær¬
diget uden liden og løselig Eftertanke, herefter vil tilvende sig langt større
Opmærksomhed, Anmærkninger, ja endog fra en til anden Slegt ef¬
terladte Beretninger. Og hvo veed, hvad Lys i denne Sag, en nøy¬
agtig Granskning og Opmærksomhed, fortsat fra en Slegt til en anden,
omsider kand til veyebringe?
Naar nu disse 2de Hindringer, det ulovlige Skovhug, og utilladelige
Tørveskier, enhver paa sin Maneer, og som Beskaffenheden medfører, saale¬
des saavidt mueligt, ere hævede, og Brændsel derved kommen i sin tilbørlige
Priis, da vil Tingen fremgaae ved sin egen naturlige Drift, og i sit rette Laab,


27
da vil Brændsels tilbørlige Priis og indbringende Fordeel forskaffe den sin tilbør¬
lige Omhue, Fredning og Opkomst. Al den Stund Brændselen derimod ved
disse eller andre forekastede Hindringer lades under sin tilbørlige Priis, og Jord¬
drotten ikke kand finde sin Regning ved dens Fredning, da befrygter jeg, og
meener at have gyldige Aarsager til, og Erfarenhedens bifald, i at befrygte:
At alle andre Anstalter og Anordninger, hvorved man vil befordre Fredningen,
vil blive, og tilsidst, men muelig vel sildig, befindes gandske utilstrækkelige.
Blant andre Anstalter har man især lovet sig megen Nytte af denne: At enhver
Bonde=Karl, forinden ham tillades Ægteskab, skulde bevise, et vist Antal
Træer at have plantet. Men Erfarenheden har lært: At denne i sig selv prise¬
lige Anordning i Mangel af Efterlevelse er bleven, om end Skov=Betienterne til
Fordeel, dog Skoven selv til Nachdeel, i det mange unge Træer (naar Efter¬
levelsen ikke gandske er tilsidesat) ere optagne fra første, og mange Gange heel
beqvemme Steder, hvor de kunde faaet ynskelig Fremvext, og forflyttede til
andre Steder, hvor de nyde formedelst urigtig Medhandling, de fleeste slet in¬
gen, og de øvrige dog en slettere Vext. Denne Anstalt kunde vel faae bedre
Fremgang i Proprietairers, end Kongens Skove. Dog tænker jeg, at de ikke
gierne betroer saadan Forflyttelse og Platning til enhver, men hellere til nogle
faa, hvis Kyndighed og Troskab i dette er dem meere paalidelig. Disse 2de
Midler ere da de nærmeste og naturligste, dem jeg veed at foreslaae, for at
bringe Statens Brændsel til sin behørige Forholdelse.
Videre bliver ved Skovfredning og Plantning efterfølgende Poster at
iagttage, dem jeg dog, siden de lettelig falde enhver i Øynene, kortere vil
vedrøre:
I. Er det ved Skov=Fredning og Plantning at iagttage: At man med
god Skiønsomhed tildeeler Agerdyrkning og Skov=Vext hver sin behørige Grund;
thi efter mine Tanker udfordrer den beste cultur: At den beste Jord, almindelig
kalt, anvendes til Sædeland og Høe=Biering, og at den slettere anvises til
Skovvexter, og igien hver Art af den slettere Grund til de Skovvexter, som
den er tienligst til. Sædens Vext, siden den ikke slaae dybe Rødder, retter
sig efter Overfladens Beskaffenhed, og derfor bør den sorte Muld=Jord, som
ikke gierne gaar dybere, end i til 2 Qvarteer, overlades Sæden. Træerne
derimod, siden de slaae dybere Rødder, og deres Vext egentlig ankommer paa
den dybere Grunds Beskaffenhed, der kand findes ligesaa tienlig for Træer
under en skarpere, som under en frugtbarere Overflade, da kand de nøyes med
den Grund, som vi i Henseende til Overfladen kalde skarpere. Jeg tilstaaer


280
gierne, at nogle Skovvexter, særdeles naar de plantes, i Ungdommen kand
behøve god Jord, hvilken det heller ingen Sag er dem at meddeele. Men,
naar de først kommer til nogen Førlighed, dependerer baade Vext og Varig¬
hed fornemmelig af den nedrigere Grunds Beskaffenhed. Naar jeg derfore
anseer de Grunde, paa hvilke der endnu findes Skov, saavelsom de Grunde,
hvor Skoven endog i Mands Minde er bortryddet, da beklager jeg ikke nær¬
saa meget, at saa megen Skov er bortryddet, som at man mange Gange har
ryddet paa meget urette Steder. Man finder mange skarpe og til Agerdyrk¬
ning lidet tienlige Grunde, som endnu levende Folk forsikkre, med megen skiøn
Skov at have været begroet. Og derimod kand man finde end og i Nærvæ¬
relsen Skoven at være sparet paa en ganske frugtbar Grund. De Skove der¬
fore, som endnu findes paa skarp Grund, de burde for alle Ting fredes og ved¬
ligeholdes. Og, hvor nogen Strekning til nye Skov=Plantning anvendes
skulde, der burde man tage den skarpere og til Korn=Sæd mindre tienlige; Thi
lad være, at den fordeer nogen meere Flid og Umage, forinden Træerne vil
slaae an, saa er dog Fordeelen derved baade for Eyeren og Staten øyen¬
synlig.
2. Fordrer og den beste Landets cultur: At Skovene nogenlunde efter
Brug og Fornødenhed ere og holdes fordeelte, og ikke saaledes, at en Egn har
Overflod, naar en anden har Mangel. Jnde i Landene og langt fra Søen,
burde Skovene ikke være større, end Egnene selv kand beregnes om¬
trent at behøve. Men nær ved Søen skadede det ikke, at de vare større,
end Egnen behøvede, for deraf at undsette de Trængende, samt en og anden
anlagt Fabriqve. Thi formedelst den idelige Omvexling og Foranderlighed i
Omstændigheder, som denne Verdens Beboere ere underkastede, vil dog alle
Tider Mangel paa Brændsel et eller andet Sted existere.
Endelig 3 da behøver Skovene en gandske anden Omgang og Behand¬
lings Maade, end de hidindtil nydt have. Saalænge der var nok atftage af,
gjorde man sig ikke saa megen Betænkning, hvad der var rettest at tage, som
hvad der var lettest at komme til, og best at handle, og mindre tænkte man paa,
at frede igien i det borttagnes Sted. Derover staae endnu mange udhulede,
knudrede, skaldede og udgangne Træer tilbage, der med Forundring har
maattet see deres Børn og Børne=Børn, dem de dog til en sildigere Slægt
havde opklækket, og tænkt deres paastaaende Grund til Arv at efterlade, af os
i deres blomstrende Ungdom at være fældede og røvede. Mange af dem har li¬
gesom selv søgt Graven, og fordret Øxen, i det de øyensynlig nok Aar efter


281
Aar har truet deres egne ymper at qvæle og ødelegge: og dog ere de blevne
staaende, deres Ymxer til Ødeleggelse, og dem selv til Forraadnelse, medens
andre har maattet lade Livet, uagtet alle deres Protestationer: at de ikke til¬
hørte os, men en langt sildigere Slegt, samt frugtesløse Reservationer af
sammes Ret og lovlige Tiltale i Tiden. (Dog maa man tilstaae: At det paa
nogen Tiid fornemmelig har været Tyveri og uløvlig Skovhug, som de yngre
Træers ubetimelige Afgang maa tilskrives) Andre Omstændigheder fordre nu
andre Forholds Maader. Og den forskiellige Pris, som nu settes paa Skov
fremfor fordum Tiid, vil og vist nok indføre dem, helst naar de 2de omtalte
Hindringer hæmmes, og saavidt mneligt, bortryddes; Thi, saavidt jeg fatter,
mangler det nu ikke meere, at forrige Misbrug og mislige Omgang jo noksom
indsees og paaskiønnes. Og at der jo allerede gives en stor Deel Landmænd,
noksom kyndige om den retteste Omgang og Behandlings Maade i at frede, plan
te og formeere Skovene. Derom vidner end og adskillige det Oeconomiske
Magazins Afhandlinger og deri citerte Exempler. See: No. 8. i Iste, No.
18 i zdie, No. 19 i 4de, og No. 19 og 20 i 5te Bind. Altsaa har jeg me¬
gen god Forhaabning om denne Sags Fremme, alt saafremt Tingen ved de
omtalte Hindringers Hævelse bringes til sin rette naturlige Gang og Laab.
Norge især angaaende, da er dette Rige, for sig selv betragtet, af den
Beskaffenhed, at det i sine Skoves Vedligeholdelse ikke allene bør have Hensigt
til, hvad de selv, dets værende eller forventede Verkers Drift indbefattet, kand
behøve, men end og til sin Handel. Normændene maa ansee Skovene, som
den fordeelagtigste Product, de kand tage af mange, ja vel af de fleeste deres
Grunde; og har de sig i ingen Maade at befrygte for Mangel paa Afsetning til
Fremmede, da Forskiellen paa deres Grundes Tienlighed til Agerdyrkningen
imod andre Europæiske Rigers, almindelig talt, er saa gandske anseelig. Men
hvorvidt og til hvad Grad den fordeelagtigste cultur udfordrer, at Normændene
heri skal fremgaae, hvilken og hvormegen Grund de egentlig skal afsette og an¬
vende til Skovs Fredning og Opelskning for den fremmede Timmer= og Træe¬
Handel, det dependerer af Forskiellighedens Grader imellem Norges og de Lan¬
des Grunde, hvor dets Træe=Vahre afsettes. Saavidt som Grunden ved
Skov=Fredning er og bliver dem fordeelagtigere, end til anden Jordbrug an¬
vendt, saavidt bør de fremgaae, men heller ikke længere. Videre indlader jeg
mig ikke med Norges Skov=Fredning, hvad Misbrug der gaaer i Svang, og
hvilke rettere Behandlings Maader der burde indføres: men maa have Læseren
nviist til de Indfødtes egne Beretninger og Forslag, da adskillige heel vigtige
Oeel.


282
og vittige Afhandlinger i den Materie i det Oeconomiske Magazin findes ind¬
lemmede. Overalt har man største Aarsag at haabe, at den nu allernaadigst
anordnede Platnings= og Rydnings=Commission vil regulere Norges Skov¬
Væsen, og sette samme i en gandske anden og bedre Skik, end den hidindtil
været haver.
Efterat jeg nu saaledes noksom og vidtløftigere, end jeg mig havde foresat,
har yttret mine Tanker om de tienligste og nærmeste Midler til Brændsels behø¬
rige Conservation, som det endelige Sigte og Øyemeed ved det udsatte Pro¬
blema. Og videre erindret en og anden Pøst, som ved Skov=Fredning bør i
agttages: Da fordrer Ordenen, at jeg ligeledes yttrer mine Tanker, om hvad
der ved Torveskieren til dens beste Behandling, Fredning og Vedligeholdelse
iagttages bør; og dette er det egentlig som fremsettes til Besvaring i det opgivne
Problemate.
Hvori bestaar Tørve=Mosernes egentlige Væsen og Natur? Er det nok¬
som bevisligt, at de efter deres Udtømmelse opvoxe paa nye? Og hvad
Forsigtighed bør der bruges til deres Vedligeholdelse
I. Tørvens egentlige Væsen og Natur angaaende. Da holder jeg for:
At Jordkloden, da den først kom fra Skaberens Haand, hverken havde den
Forraad af Skov, eller Tørv, som den siden erholdet haver, ligesom begge
Deele da heller ikke behøvedes enten for dens fornuftige, eller ufornuftige Be¬
boere. Men at begge Deele ved Tidens Længde for en stor Deel ere tilvoxne.
Tørven efter sin Natur eragter jeg ikke sat kunde henføres til Mineralia, eller
Jordarter, men rettere til Vegetabilia, og blant dem igien til det Slags, der ere
af den Natur, at de voxer i og under Vandet og Jorden, uden at trænge til
Soel og Luft, uden at behøve noget Skud til Luften at frembringe. Nogle,
af de Vexter, som udgiør Tørvens Væsen, komme de Vegetabilia nærmere,
der voxe oven Jorden og elske fri Luft, og tillade des Aarsag i nogen Maade
den sædvanlige Inddeeling af Roed, Stamme og Top. Andre dens Vexter
derimod tillade ikke saavel denne Inddeeling, men ere kuns Skud og Trefler,
der idelig slaae Roed, og idelig søge igiennem alle forefundne Gange og Aab¬
ninger at trænge sig videre, lignende de Slags Vexter, som man finder inden i
gamle forraadnede Pile. Andre Tørvens Vexter igien nærme sig allermeest til
Moesarterne. Ja disse Tørvens Væsen egentlig udgiørende Vexter ere baade
mange og heel adskillige Slags, og er det disse Vexters Adskillighed, som for stør¬
ste Deelen foraarsager Tørvens og Tørve=Mosernes saa store Forskiellighed,
som enten visse Sorter der findes allene, eller i en større eller mindre Mængde.


283
jra Angaaende disse Vexters Føde og Næring, da agter jeg, at de drage
samme, som af Vand og Fugtighed, og den Slim, som det stillestaaende Vand
samler, saa og af den allerfiineste Muldjord. Denne Muldjord er vel deels ved
første Oversvømmelse i Skabningen, forinden Land og Vand, det tørre og det
vaade, fik sine visse Steder anviist, saavel som sildigere Oversvømmelser samlet
og efterladt i Jordklodens Huler og Daler. Deels er den didbragt ved Floder
og Elver, ved Aaer og mindre Vandløb, (og maa man agte, at Vandløb
fra Begyndelsen og indtil vore Tider i mange Maader og ved mange Tilfælde
kand og maa have forandret sig) deels vorder den og Tiid efter anden ved Vin¬
de og Regn=Vande didført fra de omliggende høyere Steder, saavel som ved
Sneen, hvilken den vedklæver. Og bestaaer denne fiine Jord vel for en stor
Deel af det forraadnede Græs, Straae og Rødder, da den, som allerede en
Gang, ja mange gange har tient vegetabilia til Føde, vel er den letteste.
Denne fiinere Muld engang didbragt, tiener og Tørvens Vexter til Næring
idelig og bestandig. De forhen forraadnede giver Næring til de nu værende,
ligesom og disse i Tiden maa tiene deres Afkom til Føde og Fremvext. Jo
mindre en Tørvegrund haver af denne fiine Muldjord, jo lettere er Tørven,
og jo hastigere udbrænder den, lignende noget sammenviklet Foeder eller Blaar.
Jo meere den derimod har samlet af denne Muld (hvilket og ventelig skeer ved
Ælden og Tørve=Vexternes mange Gange igientagne Forraadnelser) jo tun¬
gere og fastere bliver Tørven, og jo varigere Brændsel giver den. Man finder
og den Tørve=Grund, der har alt for megen Muld, og for faa Vexter, og
derfor sprekker den, naar den tørres, falder skiør, og lidet sammenhængende,
da den ellers gav den beste Brændsel.
Angaaende Tørvens adskillige Laug eller Strata, der findes samme snart
i alle Moser heel forskiellige, og almindelig de nederligere bedre, end de øverli¬
gere. Da de første har meere af Vexterne og mindre Muld, og des Aarsag ere
meere sammenholdende, end de sidste. J de beste Tørvens Strata falder snart
gandske ingen Sand. Hvorover nogle vel har vildet meene: At Tørvens Fug¬
tighed var af den Natur, at den opløste Sandet. Men naar man anseer dens
Vext og Sammensetning, da er det ikke at undre; Thi kommer der end almin¬
delig til sidst baade Jord og Sand paa Tørve=Mosens øverste Flade, saa at
den endog fuldkommen ligner andre Mosers Overflade, der dog ingen Tørv haver,
saa kand Sandet dog ikke blande sig med, eller finde Sted i Tørven; thi alt
det der løslades af den øverste grovere Jord, det synker Tiid efter anden igien¬
nem Tørvens mangfoldige Aabninger, hvortil det endog forhielpes ved dens


284
Vexters idelige Skud og Arbeyde. Sandet lades derfor ingen Hvile, forin¬
den det udkommer af Tørvens beste Strata. Steen derimod, som ikke ere af
den Kleinlighed, at de kand finde Vey igiennem Tørvens=Aabninger, heller
ikke af den Tyngsel, at de kand bryde dens i mange Maader i hinanden indflet¬
tede Vexters Vevning, er det ikke usædvanligt, at finde i Tørven, saavelsom
en Deel Snegle=Huuse i nogen Grund.
Hvad sig nu Tørvens første Fremvext er angaaende, da er jeg af den
Tanke: At Tørve=Moserne fra Begyndelsen meest med Vand har været opfyld¬
te. At Grunden i de dybere efter sin særdeles Beskaffenhed ved et Slags Giering
har opkastet alt meere og meere Skum og Uhumskhed, der med Tiden er bleven
til en Skorpe, tienlig ikke allene til at føde adskillige Græs= og Mos=Arter, men
endog Vexter, der skyer Soel og Luft, og hvoraf Tørven egentlig bestaaer.
Denne Skorpe er da Tiid efter anden ved det Tilleg, som Grunden neden fra
har opkastet, og som Vind, Vand og Snee oven fra har tilbragt, saaledes
formeeret, at den til sidst er bleven tienlig til Tørveskier, og det endog paa sine
Steder forinden denne Skorpe har naaet Grunden. Saaledes eragter jeg, at
vi har de Tørve=Moser, hvor der under Tørven er et stillestaaende Vand, som
bærer den heele sammengroede Skorpe. J andre Moser derimod af en mindre
Dybhed holder jeg for, at Tørven er tilvoxen, ikke paa den nu berørte Maa¬
de, ved en paa Vandets Overflade sig settende og samlet Skorpe, men meest
neden fra. Først ved de Vexter, hvis Natur det er at voxe og leve under
Vandet paa en vis Distance, hvilke ikke allene findes i de for nogle Aar siden
skaarne Tørve=Grave, men endog i Fiske=Damme, og der gaaer under det al¬
mindelige Navn af Grøde, uden at disse Vexters adskillige Arter og Natur sig
endnu nogen syuderlig Agtpaagivenhed eller Granskning tilvendt haver. Nogle
Slags af dem nærme sig ellers i Vext og Lighed til Fugle=Græs, Sneller og
Snare=Græs. Dernest ved de Vexter, som vel voxe under Vandet, og det
paa en temmelig Distance, men behøve dog, om de ikke qvæles skal, med de¬
res Skud at optrænge sig i den fri Luft, saasom Rør, Siver, Flæer, Stær¬
re=Græs, og andre fleere Arter med disse beslegtede. Og endelig ved de forhen
omtalte Tørvens egne og særlige Vexter, der fremskyde sig meest Horizontali¬
ter, og med sine fiine Skud, der alt slaae Rødder, hvor tienlig Næring til
videre Fremvext forefindes, trænge sig igiennem de allerengeste Aabninger,
endog igiennem de nylig omtalte Vexter, saavelsom det forraadnede Træe og
Træe=Rødder, dem kand forekomme, og saaledes indvikle og forbinde sig,
og hvad de forefinde, paa en forunderlig Maade og med en tet Vevning.


28
Dog ere der andre til dette sidste Slags henhørende, dog meget forskiellige, hvilke
ikke nær saa meget indvikle, indveve eller giennemtrænge, men løbe alle tet
og langs med hinanden, saa Tørven heel beqvemmelig lader sig deele i gandske
tynde og heele Skiver. Og omendskiønt alle 3de nu omtalte Slags af Vexter
i nogen Maade kand siges at give Tørven sit Væsen og Natur, ligesom de og
i megen Tørv endnu alle findes samlede, og alle giør den tienlige til Brændsel;
saa agter jeg dog, at dette med en særdeles Ret kand siges om det sidste Slags.
J disse Moser af en mindre Dybhed, og paa den nu beskrevne Maade tilvoxne,
hviler Tørven sædvanlig paa en Sand=Bund. Og som Sandet med Tørven
ikke tillader nogen nøyagtig Forbindelse, da er det fornemmelig der, at Van¬
det fra de forrige Tørve=Graver indtrænger sig i de nye, og byder Skiererne
midt i deres Arbeyde at afvige; des Aarsag driste Skiererne sig ikke gierne at
opskiere ald Tørven lige til Sandet. Men undertiden finder Vandet ved et
stykke Træe eller Træe=Roed Vey igiennem Balken fra en Grav til en anden.
Men hvoraf det kommer: At Graven snarest opslaaer. At Balken snarest
letter sig fra Sandet paa en vis Tiid om Dagen, neml. Kl. 3 til 4
Efterm. og at den derimod staaer fastest sildig paa Aftenen, hvilket Er¬
farenheden upaatvivlelig stadfæster, overlades de Natur=Kyndige til
Udforskning. Ligesom de mange Træe=Stammer, Grene og Rødder,
hvilke her og der snart findes i alle Tørve=Moser, og hvad som endnu
er forunderligere, de paa sine Steder forefundne mange heele Træer,
alle til samme Side omkastede, samt de mange Træe=Stappe, som
endnu kiendelig ved Øxe ere afhugne, og deriblant Furre= og Gran¬
Stappe, der endnu har den Fedme, at Spaanerne deraf tiene Bøn¬
derne for Lys om Vinter=Aftener, her ikke heller falder under Betragt¬
ning, siden de ere Tørvens Natur og Væsen uvedkommende. Vel
synes især de heele Træer og Stappe, som findes endog midt ude i nog¬
le Moser, at give Anledning til adskillige Jndvendinger imod den an¬
førte Meening om Tørvens Tilvext, og adskillige Tvivlsmaal om dens
Rigtighed at kunde foraarsage. Dog tilskrives disse færsomme Ting
vel rettest en eller anden usædvanlig Hændelse, saasom Jordskielv, Over¬
svømmelser og Fieldskrid, thi, endskiøndt disse Provincers Overflade
nu er temmelig jevnet, saa kand man dog ikke vide, hvor stor en Ujevn¬
hed, hvor steyle Bakker og dybe Dale de kand have havt af fordum
Tiid, og fra Begyndelsen, da baade Tiden og culturen jevner alt
meere og meere. De anseelige Ujevnheder, som endnu findes, giør


886
det rimeligt nok, at de fordum kand og maae have været meget større.
Videre og dybere, endnu skeet er, her at indlade os, i de omtalte Tør¬
vens Væsen udgiørende Vexters Natur, Opkomst, Arter og Egenska¬
ber at beskrive, eragter jeg ufornødent, siden vi her har at handle ikke
til Physiqvens eller Botaniqvens, men allene til Oeconomiens Nytte
og Forbedring.
Hvad sig nu det 2det Spørsmaal betreffer: Om det er noksom bevisligt,
at Tørve=Moser efter deres Udtømmelse opvoxe paa nye. Da er dette i Følge
Tørvens forefundnie og nu beskrevne Natur og Væsen aldeles upaatvivleligt.
At Tørven fornemmelig bestaaer af Vexter, og nogen Tørv eeneste deraf, det
er øyensynligt. Og at disse dens Vexter nu ikke ere døde og livløse, men, li¬
gesom alle andre Vexter, vedblive deres Afkom at forplante, om de end selv
udgaae, forraadne og opløses, er kiendeligt nok; thi man finder forfulede,
dog gandske kiendelige Træe=Rødder, endog af den faste Eeg, giennem hvis
Gange og Aabninger Tørvens Vexter tvers og langs sig i Mængde har gien¬
nemtrænget. Paa samme Maade derfore, som jeg har forklaret Tørvens første
Oprindelse og Fremvext, paa samme Maade holder jeg for, at Naturen ved¬
bliver at arbeyde paa dens Vedligeholdelse, og efter at den er opskaaret, dens
Afgang paa nye at ersette. Dertil findes det og med Skaberens øvrige Huus¬
holding aldeles uovereenstemmende: At Tørve=Moserne ikkun for een Gang med
Brændsel til Menniskets Nytte vare forsynede, og at de efter første Udtømmelse,
som i gandske faa Slegters Tiid skee kunde, ævig skulde blive tomme, og Na¬
turen aflade videre at arbeyde paa denne Menniskets Fornødenhed at tilveye
bringe.
Men hvor lang Tid Naturen behøver til at sette en opskaaren Grav eller Mose
i forrige tienlige Tilstand, det er et Spørsmaal, som endnu i vore Tider er af største
Vanskelighed, da os mangle efterladte Opskrifter og Efterretninger om de Tørve¬
Grave, som for længst ere skaarne. Vore Fædre, som havde langt større Forraad af
Brændsel, end vi, kand nogenlunde undskyldes, at de forsømte, saadanne Efterretnin¬
ger, som unyttige at efterlade, da de vel aldrig har formodet, at Brændsel af
posteriteten i den Grad, og saa hastig, som skeet er, skulde medtages. Nu der¬
imod, da posteritetens Mangel bliver alt meere og meere befrygtelig, nu er det
høy Tiid, at adskillige Patrioter (og heldst Hoved=Gaards Eyere, siden deres
Grunde meest ere adskildte, og mindst kand forventes ved Magelag eller anden
Forandring fra=Gaarden at vorde abalienerede) til posteritetens Nytte og Efter¬
retning optegner og optegnet efterlader: At i det Aar og paa det Sted (hvilket


28
nøye maa beskrives, og med kiendelige og varige Skiel betegnes) blev en Tørve¬
Grav skaaret af den Dybhed, Længde og Bredde: At Tørve=Grunden befand¬
tes, og det efter sine visse Strata, af den Beskaffenhed: At en Tørv opskaaren
af den Længde, Bredde og Tykkelse, befandtes fuldkommen tørret af den Stø¬
relse og Tyngsel: At Vandet stod i samme Grav og Mose sædvanlig om Som¬
meren saa, og om Vinteren saa høyt, med videre, som kunde eragtes tienligt til
Efterkommernes Oplysning. Ved slige fra adskillige Stæder efterladte Opteg¬
nelser, tænker jeg, at posteriteten kunde settes i Stand til at besvare det Spøre¬
maal: hvor lang Tiid Naturen, dog efter Mosernes adskillige Beskaffenhed, be¬
høver til at sette en opskaaren Mose eller Grav i forrige tienlige Tilstand, og
med langt større Vished, end vi, at bestemme: hvad Andeel=Tørve=Grunden
kand taale til aarlig Brug at afsettes, uden derved i Tiden at forringes. Thi
de Anmærkninger, som et Menneskes Leve=Tiid give kand, strække sig ikke stort
videre: End at Graven eller Mosen efter sin Udtømmelse virkelig tilvoxer igien.
Men at Tørvens Fremvæxt langt fra ikke i hans Leve Tid kommer til sin forrige
forefundne Tilstand og Tienlighed.
Vel ere der de Moser, endog af dem, der hvile paa en fast Grund, hvor
ældgamle Folk forsikrer: at der i deres Tid er skaaret, ja endog selv har skaaret
2de Gange. Men derved er at mærke; at der da første Gang ikke er skaaret ret
dybt, og at den Tørv, som kand eragtes, siden sidst der blev skaaret, at være
tilvoxen, sielden har været vel sammengroet, og angaaende dem, der forsikre
det anderledes, har man Aarsag at paatvivle, at de tage Feyl af Stedet. Dog
findes der tilforladelig nogle faa Moser af den Beskaffenhed, at man om en kort
Tid kand skiære igien i samme Grav, og det ligesaa dybt, som første Gang,
og ligesaa god Tørv. Men man maa agte: At den sidste Tørv langt fra ikke
er tilvoxen siden den førstes Borttagelse. Ney disse Moser ere af det forhen be¬
skrevne Slags, hvis Skorpe hviler paa understaaende Vand. Det er allene
den nedrigere Tørve=Grund, der har hævet sig og givet sig op, der sidste Gang
opskiæres. Denne Hævelse er og nogle Stæder for Skiererne kiendelig og
øiensynlig, forinden de forlade Graven. Denne Tørv maa og naturligviis
af det understaaende Vand optvinges alt meer og meer, siden den falder mang¬
foldig let og løs, og naar den er tørret, snart ikke vegtigere, end sammenviklet
Halm, hvorover Bonden og stabler 3 Gange saa meget paa en Vogn af den,
som anden Tørv.
Angaaende tilsidst det 3die Spørsmaal: Hvad Forsigtighed der bør bru¬
ges til Tørvemosernes Vedligeholdelse. Da, siden jeg i det foregaaende har


288
foreslaaet de eragtede tienligste Midler ikke allene til Tørvemosernes Vedligehol¬
delse, men endog til Skovenes; siden Skovenes Conservation, da begge con¬
currere til Brændsels Forskaffelse, igien er et Middel til at conservere Moserne,
overbliver her allene at handle om den Forsigtighed, Tørvemosernes retteste
Behandling kand udfordre for, ved, og efter Skiæringen.
Den Forsigtighed, som skulde bruges for Skiæringen, maatte have Hen¬
sigt til at befordre Tørvemosernes Tienlighed eller afværge deres Fordervelse.
Og hvad den menneskelige Forsigtighed heri kand komme Naturen til Hielp,
maatte vel fornemmelig bestaae deri: At man forskaffede dem enten meere, eller
mindre Vand, alt som enhver efter Beskaffenhed kunde behøve. Men skulde
de end ved os og vor Fliid heri kunde forhielpes, saa vil dog det Lys og de Op¬
dagelser, som vi endnu have, neppelig tilstrække til tienlige Regler heri at fore¬
skrive. Thi, at Frost, som der meenes skiører Tørve=Grunden saa dybt, den
rekker, er ikke at afværge. Og at Busk nogle Aaringer forud bør bortryddes
af den Plet, man agter til at skiære, veed hver Mand.
Angaaende derpaa den Forsigtighed, som Skieringen udfordrer, og for
det iste Maaden, hvorledes man skal skiere: Om man skal sette Balker, eller
ikke. Da er det vel Landmandens nu snart almindelige Meening: At det er til
stor Skade og Grunds=Spilde, at sette Balker, og at samme, saavidt mueligt,
skulde undgaaes. Paa nogen Tiid har man derfor ikke, som forhen brugeligt,
skaaret en nye Grav hver Dag, og ved en mellemstaaende Balk beskiermet sig
for Vandet i de forrige Grave, men stræbt, saafremt Vandet ikke blev Øserne
alt for hyppigt, at skiere, endog med 2de Spader, i samme Grav 3 a 4
Dage efter hinanden. Bønderne har og paa nogen Tid henviist Huusmæn¬
dene, som vilde leye Tørv, til at opskiære Balkerne, for at spare deres øvrige
Grund; hvilket paa den Aarsens Tid, da Vandet meest borttørres, og nogen¬
lunde lader sig giøre. Videre har man, deels for at opskiære gamle Balker,
og deels for ingen fleere at sette, anskaffet et Slags Vandmøller, Snekker
(Cochlea) gjort, som en indklædt Vindel=Trappe, med hvilken sat paa Skak,
og omdreyet ved tvende Karle, Vandet udmaales.
Denne Maskine skal først være inventeret af Archimede, Ægypterne til
Tieneste, og han haver lært dem, ved dens Hielp i Vandledninger at
bringe Nil=Strømmens Vande fra de lavere til de høyere, og tilsidst
til de høyeste Landstrekninger, og saaledes tiltvungen Floden saavel det
høyere som det lavere Land at vande og overskylle. J Fyen er den først
indført omtrent for 50 Aar siden af Frieherren paa Scheelenbortz,


285
General Schack Brocktorff. Nu findes og bruges disse Snekker
paa mange Herre=Gaarde i Fyen. J adskillige Bønder=Byer ere og
saadanne Snekker for Byen bekostede, for Vandet dermed af fælles
Mose at udmaale. Andre Byer har dog ikke vildet anskaffe dem, da
nogle af de fornuftigste Byemænd har fraraadet det, afskrekkede ved den
Misbrug, som de har agtet hos Naboerne dermed at være fulgt, nem¬
lig, Tørv moserne paa faa Aar gandske at være opskaarne, Tørven
solgt, og Pengene forødet, saa at den forventede Forbedring af Bye¬
Mændenes Tilstand er udebleven, Kromanden allene undtagen, ja Byens
Tilstand derimod ved Tørvens Opskiærelse forverret. Ved Snekkers
Brug maa derfore saadan Misbrug af Herskaberne meget omhyggelig
forebygges.
Dog tør jeg endnu ikke for vist udgive: At denne Maade saaledes at frem¬
gaae i Tørvemosers Opskiærelse, uden nogen Balk at sette og efterlade, just er
den retteste. Vist nok ers det, at Tørvemoserne ved denne Behandling til lige
aarlig Afbetiening udholder det længere, da de give meere Tørv, end ellers, ja
alt, hvad de have. Vist nok er det og, at det er baade til Tørvs og Grunds¬
Spilde, at skiære alt for smaa Grave, saadanne, som de hidindtil hos Bonden
sædvanlige, derpaa en Dag skieres med en Spade, thi da indeholde de tilbage
staaende Balker omtrent ligesaa megen Tørv, som der tages af Graven, samt
at Eftergræsset i mindste paa de tilbagestaaende Balker aarlig er spildt, siden disse
maa afskiæres, at Creaturet ikke skal gaae derud og komme til Skade. Men jeg
er frygtsom: at denne nye Behandlings=Maade hindrer Mosen saa hastig igien
at tilvoxe, som om der, her og der paa visse Mellemrum, vare Balker, fra hvilke
de Tørvens Vexter, der meest skyde sig horizontaliter, saasnart de i de opsky¬
dende Vexter finde noget at hæfte ved (thi i det klare Vand udskyde de sig ikke)
da desto snarere kunde udbrede sig. Og kand denne Behandlings=Maade i saa
Fald muelig være ligesaa skadelig i eet, som den er fordeelagtig i et andet. Men
muelig Efterkommerne, om de ellers efter Ynske forefinde de forhen omtalte
Formænds Optegnelser, med større Vished kand bestemme: hvilken Behand¬
lings=Maade, der er den retteste med Hensigt til Posteriteten.
Angaaende for det 2det, hvor dybt man bør skiere. Da hvad de Moser
betreffe, som bestaae af en Skorpe, hvilende paa understaaende Vand, da
er vel det retteste: at man allevegne skierer lige dybt, og ikke dybere, end man
mærker, at Skorpen endnu i Bunden er vel sammenholdende. De øvrige
Tørvemoser angaaende, som hvile paa haard Bund, da holder jeg for: at
VI. Deel.


290
man ikke bør opskiære ald Tørven, men lade et Lag tilbage over den haarde
Bund; Siden jeg agter det troligere, at Tørvens Vexter derfra hastigere, end
fra den haarde Bund, fremskyde og udbrede sig. Dette lærer og medfører
Nødvendigheden, hvor man uden Udmaling beskiermer sig for Vandet ved Bal¬
ker, siden Vandet, naar Tørven lige til Grunden opskiæres, gierne, som for¬
hen erindret, sig vil indtrænge. Ved Vandets Udmaling staaer man da i sær
Fristelse og Fare for, heri at handle posteriteten til Nachdeel.
Jeg er mig ellers fast formodende: At der ere mange Moser, der har langt
dybere Tørv, end Skiererne enten veed eller formode; Thi i nogle Moser skiæ¬
res her Tørv paa irende Karles Høyde, saa at den ene begynder i den Grav,
som den anden slap, og legger Tørven ved hans Fødder, og endnu naaes ikke
Bunden, da det allene er Vand og ikke Mangel af Tørv, som hindrer at gaae
dybere. Og at man om Tørvens Dybhed i disse Moser er bleven vidende, det
har man allene denne deres særdeles Beskaffenhed at tilskrive: At de meere end
andre Moser sædvanlig, ere blottede for Vand, hvilket ved eet eller andet Tilfælde
maa have faaet et nyt Fald og Aabning.
Til at opdage, hvilke Moser der har dybere Tørv, samt til at betiene sig
af den samme, og ikke at lade den for ævig begravet henligge, tænker jeg, at de
omtalte Snekker kunde giøre god Tieneste. Thi, endskiønt deres Brug hos
os endnu ikke er kommen videre, end til at udmale Vandet paa 2 til 3 Alens
Høyde, kunde man dog ved fleere Snekker og fornødne Afsetninger og Dæm¬
ninger opmale Vandet fra hvad Dyb, man behagede. J de Moser derfore, der
har vel dybere Tørv, end een Karls Høyde, agter jeg det best og til Fordeel: At
fleere Snekker tillige bleve brugte, saa at den ene opmalede det Vand, som den
anden udkastede, skiøndt Dæmningerne i denne løse Grund vel vilde have deres
Vanskelighed: Og at man efter Haanden medtog den dybere Tørv tillige med
den øverligere. Mueligen ellers at den dybere Tørv, efter at den øverligere er
bortskaaret, der til Unytte vil blive liggende, og blive Efterkommerne lige saa
ubekiendt, som os. Vel er det saa: At enhver vil undslaae sig for dette Arbeyde
og Bekostning, den Stund Brændsels Mangel og Dyrhed endnu ikke er større.
Men ventelig kunde en Mechanieus og lettelig bringe vore Snekkers Brug til en
større Fuldkommenhed: Archimedes lærte Ægypterne at drive dem med Stude,
og, naar det skeedte, kunde de og ventelig giøres en Deel længere, og følgelig
enhver for sig opmaale Vandet høyere. Muelig man og kunde formaae Vin¬
dene, som dog her ere i fuld Force, til at paatage sig dette Arbeyde. Mueli¬
gen og andre Vand=Møller til denne Brug inventeres og anvendes kunde.


291
Hvad sig nu endelig angaaer den Forsigtighed, som bør bruges, efterat
Graven eller Mosen fra den Tørv, man forlanger, er udtømmet, for at befor¬
dre, at den desto hastigere og bedre atter skal tilvoxe. Da vil nok den beste
Hielp, som den kand vente fra vor Haand, bestaae derudi: At vi, saavidt giør¬
ligt, give den opskaarne Grab eller Mose hverken for meget eller for lidet Vand.
Og holder jeg saa meget Vand for at være Mosen eller Graven tienligst, at den
kand tilgroe med Rør, Siv, Flæer og andre deslige til Tørvens Fremvext tien¬
lige Vexter, og disse Vexter, formoder jeg, den Stund Vandet ikkun har den
Høyde, som vi seer dem sædvanlig at elske og behøve, endog uden vor Fliid at
indfinde sig. J øvrigt, agter jeg best, i Roelighed at overlade dem til Natu¬
rens Virkning, og hverken at røde Høer i dem, eller bruge dem til Fiskedamme;
thi, foruden det, at de til begge Deele ikkun giør slet Tieneste, saa vorder den
i Bunden opvoxende Grøde og de øvrige til Tørvens Fremvext nødvendige Vex¬
ter derved løsrevne og beskadigede.
See! dette, saa lidet og saa ringe som det er, er det fornemste, som min
Jndsigt om Tørvens Natur og Væsen, Fremvext og retteste Behandling tilla¬
der at fremføre. Mueligen vore Tiders Lys heller ikke tillader noget meget ud¬
førligere i denne Post, men at det først er den følgende Slægt, der veyledet ved
vore efterladte Optegnelser, vil finde sig i Stand til, det udsatte Problema til
fuldkommen Fornøyelse at besvare. J hvilken Formodning, det dog skulde være
mig usigeligt kiert, om et Feyltagende at overbevises. Midlertid haaber jeg dog,
at denne Afhandling til at udfinde de nærmeste og tienligste Midler til Brænd¬
sels behørige Conservation ikke skal være gandske forgieves.
Paa Jndvendinger imod det, som nu sagt og foreslaget er, seer jeg vel
forud, at det ikke vil feyle.
Nogle vil vel i Almindelighed erklære sig imod den her tilraadede Forsigtig¬
hed i Statens Oeconomie, angaaende dens Brændsel, med Hensigt og Omhue
endog for de heel sildige Slægter, og sige: At, omendskiønt vor Brændsel un¬
der nu værende Omgang og Medfart virkelig aarlig formindskes og aftager, saa
kand dog andre Tider medføre andre Raad, og den heri befrygtende posteritetens
Mangel mueligen vorde afværget, saa kand saadan vor Daarlighed mueligen
være af deres Tal, som en alting overseende Viisdom bestyrer ikke allene til en
vis og god, men endog til en for Efterkommerne fordeelagtig Ende og Udgang,
agtende det derfore noget betænkeligt, for at afværge en uvis, og muelig desu¬
den udeblivende Mangel for de følgende Slægter, en vis Tvang, Friheds
Jndskrænkelse og Uleylighed den nærværende Slægt at paalegge, og at det retteste
O


292
altsaa bliver, ikkun dristig at tage til den Forraad af Brændsel, som vi have,
uden saa lange Regninger og vidt udseende Hensigter. Men saadan Beregning,
der grunder sig ikkun paa muelige, men meget uventelige Raad og Hielpe¬
Midler, er langt fra ikke Oeconomisk, da den end og kuldkaster all Oeconomie
og Forsigtighed, ligesom den og gemeenligen ender med en Banqverot. Denne
veed vi at være denne Regnings sædvanlige Virkning in privatis, og maa man
heller ikke vente sig bedre Virkning deraf in publicis. Rigtigt nok, at Muelig¬
heden er der: At posteritetens Trang paa Brændsel, vor Ødselhed uagtet, kand
forekommes og udeblive. Mueligt er det: at der i Jordens Giemme kand op¬
dages Overflødighed af Steenkul, og andre os endnu ubekiendte til Brændsel
tienlige Materier. Ja endog Tørv, enten dybere i Jorden, eller paa de Stæ¬
der, hvor vi endnu ikke har vidst at faae eller finde den. Mueligt er det og: At
posteritetens Brug af Brændsel i mange og adskillige Poster kand formindskes.
Muelig Efterkommernes Smag kand forandre sig, og nærme sig til Caribernes
og Calmukkernes, der helst æder Kiødet raadt. Mueligt, Øll, Thee og Caffe
kand gaae af Moden, og Viin, Vand, Melk og Valle vorde den almindelige
Drik &c. Ja mueligt, at slet ingen Brændsel behøves. At den heele Klode
opbrænder, forinden den nu værende Brændsels Forraad kand forødes.
Men hvad derom? Er det fornuftmæssigt, efter deslige Mueligheder sin
Oeconomie at indrette, eller rettere, ald Oeconomie og Forsigtighed at tilsidesette?
da det paa den anden Side ikke alleneste er mueligt, men endog meget rimeligt,
at disse Mueligheder vil udeblive. Og skeer dette, hvad saa? Da er det Onde,
som flyder af en fornuftig Oeconomies Undladelse, i mange Grader større, end
den Omhue, Jndskrænkning og Uleylighed, en saadan Oeconomie kunde have
foraarsaget.
Menneskene bør derfore, og derfor er Fornuften dem betroet, bestyre baade
den almindelige og private Huusholdning med beste Forsigtighed og Omhue,
saa at Tilstanden hverken for dem, eller følgende Slægter, vorder forverret, om
end deslige indfaldende Mueligheder een og anden Gang giør saadan deres Omhue
forgieves og ufornøden; thi enhver Slægt er det for sin Tid tilladt at bruge
Verden, men ikke at forøde den. Og vel er det, at dette sidste og for største
Deelen er forebygt.
Andre vil vel her i Særdeleshed erindre de saa kaldede Uleyligheder, dem
de beregne mine Forslag at vilde medføre, nemlig at Brændsels Kiøb herved
vilde vorde vanskeligere og kostbarere: og at dette fornemmelig vilde trykke det
store Antal af de mindst Formuende. Dertil svares: At, hvad Brændsels


293
høyere Priis og Kvstbarhed er angaaende, da maa man agte: At Priisens For¬
høyelse paa eet eller andet Levnets=Middel er ikke altid et Onde, thi da den beste
Statens Oeconomie udfordrer: At enhver Ting holdes i sin tilbørlige Priis,
da kand det lige saavel være tienligt, een eller anden Ting, ved adskillig Mis¬
brugs og indsnegne Hindringers Bortryddelse, til sin tilbørlige Priis at ophiel¬
pe, som andre Ting at nedsette. Siden da Brændsel ved berørte Misbrug og
Hindringer her hidindtil er holdt under sin tilbørlige Priis, og dette igien har
hindret dets tilbørlige Omhue og Fredning, saa er det just en Forhøyelse i
Brændsels Priis, som her søges, siden samme er, og eragtes uomgiængelig
nødvendig, og tillige det naturligste Middel til at forskaffe Brændsel en bedre
Fredning og rettere Omgang, og vor Oeconomie i denne Post at forbedre.
Og skulde Brændsel endog i nogen Maade overstige den Priis, som i
Beregning af Grundens Interesse, til denne eller anden sædvanlig Jordbrug
anvendt, kand siges tilbørlig, formedelst den allerede skeedte alt for store Med¬
tagelse af Brændsel (hvilket, i Fald Forslaget nøye blev efterlevet, formodentlig
nok for nogen Tid, indtil Skovene kunde settes i bedre Stand, vilde skee.)
Saa har dog den nu værende Slegt sig heri ikke meget at klage, da vor
Brændsel dog endnu er i den Stand, at den uden stor Uleylighed kand ophiel¬
pes. Ja vi har, sandt at sige, intet at klage, i Henseende: At det er os selv,
eller høyt vore Forældre med os, der har nedsat Brændsel under sin behørige
Forholdelse, gaaet vel vidt, og urigtig til Verks, med Rydninger, og ikke beti¬
melig nok iagttaget de hid henhørende Oeconomiske Regler. Heri kand og bør
vi giøre vor Regning saaledes: At hvad vi over Billighed har medtaget Statens
Brændsel, det har vi borget paa de følgende Slegters Regning, og dette er det,
som vi nu skal betale igien, for at udløse os af deres Gield. De følgende Sleg¬
ter derimod vil finde største Føye til at beklage sig, om vi ved videre Fremgang
i Brændsels Forødelse, for selv at undgaae en mindre og vel fortient Byrde,
vil paalegge dem en større, og dertil gandske uforskyldt. Det vil derfore slet in¬
tet sige: At Brændsel ved den her tilraadede Oeconomie bliver og vel knap,
vanskelig og kostbar, al den Stund det er aldeles uomgængeligt, med mindre
den efter al Rimelighed og den sunde Fornufts Tilsigelse vil vorde posteriteten
endnu langt knappere og kostbarere. Thi er der nogen Ubillighed i Verden, da
er det vel denne: At den værende Slegt, og det uden yderste Fornødenhed, vil
borge paa de følgendes Regning, afkaste Byrden fra sig paa dem, der fødes
skal, og efterlade Landet til dets følgende Jndbyggere i slettere Omstændigheder,
end de selv har forfundet det.


294
Og hvad sig nu dette angaaer, at den af mit Forslag befrygtede Brænd¬
sels Knaphed og Dyrhed fornemmelig vil trykke de mindst Formuende. Da yn¬
skede jeg vel: at Kostbarhedens Trykning vilde tage en anden Tour, begynde
paa de meest Formuende, og især falde paa dem, ved hvis Ødselhed og Yppig
hed saa megen Brændsel spildes. Men dette staae ikke til at ændre, Tingens
Natur tillader det ikke, da det er en ved den ringere Formue uadskillelig og der¬
af afhængende Egenskab: at de uomgængelige Levnets=Midlers Kostbarhed der
fra begynder sin Trykning, og der fornemmelig føles. Midlertid maa man
forvente, og kand sikkert fortrøste sig til: at de mindre Formuendes herved exi¬
sterende større Byrde, ligesom al anden Byrde, reysende sig af de uomgængelige
Levnets=Midlers forhøyede Pris, fordeeler sig og redunderer til samtlige Sta¬
tens Lemmer, da enhver til deels anslaaer denne nye Byrde paa sit Arbeyde og
Handtering, afveltende saaledes en Andeel deraf fra sig paa andre. Saafremt
og at Almuen hidindtil har baaret all den Byrde af Afgift til Staten, saa er¬
agtes den taalelig, da kunde den, i fald Regieringen finder det giørligt, og Cm¬
stændigheder tillader det, herved behøve nogen Lindring; thi i den Sted Jnd¬
byggerne forhen aarlig optog paa Posteritetens Regning, i Henseende til denne
deres her omtalte Fornødenhed af Brændsel, saa tillades dem nu ikke meere at
gjore saadan Gield, men snarere den paadragne at vederlegge. Dertil maa
man agte: At Prisens Forhøyelse paa Brændsel, naar øvrige Ting forblive,
som de ere, uomgængelig maatte yttre denne sin naturlige Virkning, dens for¬
rige Forødelse at indskrænke: Og at en mindre Brug og sparsommeligere Be¬
handling Reciproqvement har den Virkning, Prisen at nedsette. Følgelig
bliver ved de her gjorte Forslag ingen meget anseelig Forøgelse i Prisen, i mind¬
ste ikke til nogen Bestandighed, at befrygte.
Brændsel, Skov og Tørveskier maa for alle Ting tilvende sig vor Om¬
hue, saafremt vi ellers vil, at vor Alder af de følgende Slegter skal værdiges
at beholde det Navn af den Oeconomiske, det vi eragte den frem for andre
berettiget til at bære, thi der er ingen Ting, i hvilken den foregaaende Slegt
kand være den følgende meere fornærmelig. Søge vi dog i adskillige andre
Ting at giøre os Efterkommerne, vor egen Afkom, vort kiere Fædrenelands
sildigere Beboere forbundne: Da lader os for ingen Deel forsømme denne
Post, i hvilken de fornemmelig trænge til vor Omhue, eller rettere, til vor u¬
fornærmelige Behandling. Forsømmes derimod dette, sandelig de skal aldrig
vide, paa hvad Grund de skal rose vor Oeconomie. Egen Ære og Posteritetens


29
Nytte tilraadet da, ja Billigheden fordrer, det vi lade os være høyst angele¬
gen, Brændsel i sin behørige Grad at frede, vedligeholde og efterlade.
Og hvad nærmere og nødvendigere Middel, end at hæve de forekastede
Hindringer, som for Brændsels behørige Pris, saa for dens behørige Fred¬
ning, og derved at sette Tingen i sin naturlige Gang og Laab? Da de fleeste
Ting, som vedrøre den almindelige Oeconomie, Verdens og Rigernes Vel¬
stand, af den alle Ting overseende Viisdom saaledes i Naturen ere regulerede
for vor vankundige, daarlige og ueenige Slegt, at de ikke saa meget behøve
egentlig at ophielpes, som allene uden Hindringers Forekastelse at lades til deres
fri og naturlige Laab. Deri bestaaer den vigtigste og fornemste Undsetning, de
fra vor Haand kand erholde.
O. LUTKEN.
Anmerkning
Man haver tilforn erindret, at det som distingverer Velærv. Hr. O. L. Oeconomiske
Pen fra de fleeste andre, er hans Principiers eller Grundsætningers Adskillighed.
Denne sidste fortiener at roses, saavidt den kommer af en nøyere Eftertanke og
dybere Jndsigt, ikke alleene i Tingenes egen Natur, men ogsaa deres Sammen¬
hæng med andre Ting, altsaa en dybere Jndsigt i de Frugter og Følger, som en
foretagen Forandring i Oeconomiens Maade, ville drage efter sig. Her i haver
denne gode Mand vist nok noget fornd, frem for de allerfleeste. Hans Syn paa
Tingenes fulde Sammenhæng strækker sig langt videre end de fleestes, og derfor
er han ikke slet saa misfornøyet med det nærværende, ikke heller saa dristig i at
tilraade en Forandring, som mangen anden. Naar han dog tilraader den, da ere
hans Anslag, om ikke altid (thi ellers maatte han være useilbar) saa dog ge¬
meenligen, meget forsigtige, og ofte meget fremmede fra de fleestes Tanker, men
dog saa vel grundede, at man sielden kand forsage dem sit biefald. Paa den oven
staaende Afhandling om Brændsels tilbørlige Vedligeholdelse, saavel som paa en
god Deel andre Oeconomiske Tractater, kand dette hentydes. Det problematiske
Spørsmaal var allene om Tørve=Moserne, men da disse staae i et fornødent Baand


296
med Skovene, saavidt som de sidste spares ved de første, da haver Forfatteren be¬
tragtet begge i dette deres Forhøld til hverandre, og derfor medtaget et andet
Spørsmaal, skiønt denne Gang ikke fremfat, nemlig om Skovenes fornødne og mue¬
lige Vedligehøldelse. De dertil foreslagne Midler ville vel ikke strax finde enhvers
Biefald, efter første Anseelse, dog vil der snart komme den Tiid, som biefalder
ham, særdeles hvad de allermeest exponerte Kongel. Skeve angaaer. Det som han
ønsker at maatte ske flere Stæder, er forleden Aar skeet i Jægers=Priis Ambt,
og finder alle fornuftiges Tilstemmelse. At lade eet eeneste ældgammelt Skov=Træe,
som længe siden haver naaet sin høyeste Fuldkommenhed, staae længere og skiule en
Plet af hundrede Qvadrat Alne, det er vist nok at skille Efterkommerne, maaskee
ved en halv Snees unge Træers Tilvæxt. Skov=Tyvene kunde ikke i en Hast be¬
mægtige sig saadant gammelt Træe, derfor fælde de i dets Sted, tre eller fire
yngere, hvilke maaskee bleve skaante, naar Træets Priis nedsattes ved at fælde
fleere gamle. Om Tørve=Mosernes Natur er det Hr. Lutken ikke saa meget at
giøre, som om deres Oeconomiske Anvendelse, og om begge Deele have adskillige
andre Forfattere tillige denne Gang fremlagt deres Tanker, som alle i nogen Grad
fortiene Publici Opmerksomhed, foruden min Erindring.
No. X1.


No. XII.
Afhandling om Tørv
Om
Tørv=Mosernes egentlige Væsen
og Natur
Om de efter deres Udtømmelse opvoxe paa nye
og hvad Forsigtighed der bør bruges til deres
Vedligeholdelse,
Forfattet,
J Anledning af det andet Problema, som dette Aar blev
fremsat i det Danske og Norske Oeconomiske Magazins
5te Bind.
Symbolum.
Studio & Arte.


Afhandling om Tørv.
T¬
il ordentlig og grundig Kundskab om de adskillige brændelige Om den
Materiers Væsen og Natur, som findes fornemmelig i brændelige
Plante= og Mineral=Riget, af hvilke vi betiene os til Brænd= Materies
sel, bør
jan forhen, saa meget som mueligt, forskaffe sig nogenle= Generation
des rigtig Begreb om de brændelige Materiers Generation i Alminde¬
lighed, førend Tørv=Arterne og i Besynderlighed Mose=Tørvens
Væsen og Natur undersøges.
Betragte vi i Urte= og Plante=Riget, hvorfra Træer og andre
Væxter bekomme ofte stor Overflødighed af Salt=Væsen, Olie,
Fedme, og Harpix; da bliver det i mange Tilfælde ikke ret vel be¬
gribeligt, at Væxterne paa sandig, steened, eller anden saadan ma¬
ger Grund allene af Luft og Regn kand trække saa megen Fedme og
føderig Saft til sig, med mindre Naturen af de simpleste Steene,
Jord=Arter, og Vand kand tilvirke baade Salt og Fedme: Thi om¬
endskiønt Luft og Regn vel indeholder noget flygtigt, brændeligt tillige¬
med en ringe Deel Salt=Væsen, saa er dog samme saa overmaade
fortyndet, og vidtløftig adspredet, at det synes ikke saa tilstrekkeligt,
at deraf kand blive Materie nok for alle Træer, Planter, og Urter,
som opvoxe af en mager Jord, med mindre Vandet selv skulde kunde


300


forvandles til Jord, Salt og Fedme(*). De med Harpix riigelig
opfyldte Gran= og Fyrre=Træer, som ofte paa de fra al Muld blotte¬
de og haarde Klipper staae grønne baade Sommer og Vinter, ja
endog Bøge=Skoven yderst ud paa Kanten og de høyeste Stæder af
Møens magre Krit=Bierge, saavelsom Sand=Havren og Sand=Siven
i Flyve=Sanden, med fleere deslige Væxter, synes klarlig, at bevidne
de simpleste Materiers Forvandling i Naturen fra eet til et andet Væsen,
hvorved endogsaa Salt og brændelig Materie frembringes af Vand
og Jord. Et besynderligt Exempel, som beviser, hvorledes de grønne
Væxter paa den allermagreste Grund kand tage Næring ved Hielp af
en ringe Fugtighed, har jeg forrige Aar seet i Verninge Kirke i Fyen,
hvor der op i Choret, paa sydlige Side inden for Vinduet, midt udi
den tykke grundmuurede Vindues=Post, som er tre og en halv Alen
høy fra Gulvet, er af Muuren imellem Muur=Stenene opvoxet en
Ask, som var omtrent to og en halv Alen høy, af en Rod med tven¬
de Stammer, begge af en Tommes Tykkelse, hvilken prydede det heele
og ubeskadigede Vindue med sine grønne Blade, som gjorde her et
levende May=Løv. Dette Træ havde med sine Rødder brækket nogle
Muur=Steene løse neden under Vinduet i Muuren, som bestaaer af
brændte Muur=Steen sammenhæftede med Kalk, hvilket nyelig var
gjort til rette af en Muurmester, som maatte afsnitte de Rødder, der
(*) Omendskiønt Vandets væsentlige Deele ikke skulle kunde forandres til Jord,
hvilket hidtil er ligesaa lidet beviist, at være umueligt som mueligt; saa
indgaaer Vandet dog saadanne Forbindelser og Foreening med tør Jort
hvorved frembringes baade Salt, Olie, og beegagtige Materier: Thi disse
Legemer kand ved Chymisk Kunst opløses og forandres til Vand og Jord.
J det Skrift kaldet Belustigung des Verstandes und des Vitzes, Marz,
1744, har den lærde Hr. Prof. Kæstner poetisk udført Nemtons Tanker om
Cometernes Nytte og Vandets Forvandling til faste Legemer, saaledes:
Jn feste Korper vird viel Feuchtigkeit vekkehrt,
Vofern uns die Natur recht, mie sie mirkt, belehrt:
So sehen vir festen Schlam in faulen Vatzer gehen;
So sehen vir hartes Holtz ans Water meist entstehen;
Vielleicht, daf ein Comet, senn er su uns sich senkt,
Mit frischer Feuchtigkeit die trockenen Velten trankt.
So zveifelt Nemton hier, und darf man es jetzt sagen,
Wo Nemton iveiselnd spricht, vas sichers schon ju sagen?


301


havde brudt igiennem ind i Kirken, for at faae Revnen tilmuuret og
stopped. Hvorfra har dette Træe taget, og endnu tager sin Fedme
og sit suure vegetabiliske Salt, da det ikke bliver vederqvæget af en feed
og næreriig Grund, ikke heller af Regn og frie Luft? Det suure, som
i dette Træ ligesom i alle andre Træer og Planter indeholdes, kand
vel ikke, som virkeligt suurt, være kommen fra Muur=Steenene og Kal¬
ken; thi denne Muur, saa langt som Rødderne naae, kunde hellere
obsorbere nogle Pund af det sterkeste Suure, end at den skulle i nær¬
værende Tilstand kunde give noget Suurt af sig: dog kand her maa¬
skee af saadan mager Jord og Fugtighed meddeeles Træets Rødder
en slimagtig Vædske, som tillige med det, hvilket Træets Krone igien¬
nem Blade og Bark trækker til sig af den fugtige Luft, maa kunde
forvandles i vegetationen til beqvem Materie og Safter i Træet. Jn¬
tet uden Fugtigheden i Muuren, Kalk= og Muur=Steen, tillige med
den indvendige Luft i Kirken, kand her give dette Træe, som nu veyer
nogle Pund, foruden de Blade, som det aarlig har afkastet, sin
Næring og Fremvæxt. Mon ikke den Mængde brændelige Materie,
Jord= og Salt=Væsenet, som indeholdes i Træet, har taget sin Op¬
rindelse ved en Forvandling af Jord, Vand og Luft til Salt og
Fedme?
Ligesom den brændelige Materie i de grønne Væxters Rige i
Mængde kand tilvirkes af de Ting, som forhen, efter rimelig Formod¬
ning, ikke indeholde saa meget brændeligt eller Fedme; saaledes synes
det ikke urimeligt, at brændelig Materie paa en nogenledes lignende
Maade, i Mængde kand blive til i det mineralske Rige der, hvor intet
saadant tilforne har været. Om denne Muelighed bliver man nær¬
mere overtydet, naar man, saa vidt som giørligt, randsager Naturens
Værksteder og Tilvirkninger under Jorden, saa og ved nogle Chy¬
miske Forsøg og Erfarenheder.
TNRinteradl¬
J der Mineralske Rige vil jeg allene tage de Svovelhaltige Kiise i
Betragtning, som ere genererede i saadan Grund og paa saadanne Riget.
Steder, som klarlig viise, at det ene med det andet har faaet sin
nærværende Skikkelse og til deels Oprindelse, siden Skabelsens Tiid.
Saaledes findes Jernhaltige Svovel=Kiise og testacea marina ikke
allene i Kritsteenen, men og i den haarde og tette Flint, ja endog un¬
dertiden inden i de heele Echinit=Skalle, indsluttede i de faste sammenhæn¬


302


gende Flint= og Krit=Steens strata ved Stevns Klint=Strækning,
hvorom udførlig er handlet i S. Abildgaards Beskrivelse over be¬
mældte Klindt. Da nu den Jernhaltige Svovel=Kiis har et conten¬
treret vitriolisk Salt=Væsen og tillige, baade i Henseende til Svovlet
saaog Jern=Metallet, en Mængde phlogiston eller fettigt Væsen i
sig; saa spørges: Hvorfra har disse Svovel= og Metalhaltige Lege¬
mer, som ere omgivne og indsluttede i Flint og Kritsteen, bekommet saa
vel deres fettige som suure Andeel? Mon Kritsteenen indeholde fettigt
Væsen nok, til at kunde blive forvandlet til Metall eller Svovel, og
hvorfra har det concentrerede vitrioliske Suure i bemældte Svovel¬
Kiise, tillige med deres megen Materie og Tyngde, da de ere mange
gange tyngere end et lige stort stykke Krit, Kalksteen, eller Flint, ta¬
get sin Oprindelse? Dersom dette var samlet af vitrioliske Vandes
eller Dunsters Tilflydelse, saa maatte her kunde antreffes noget Gips¬
arted, eller en med vitriolisk Suurt saturered alcalisk Steen eller
Jord: Men dette har jeg ved nøye Eftersøgning ikke fundet; thi end
og den Krit eller Kalksteen, som nærmest har omgivet den største Kiis¬
Bolle er ikke befunden Gipsarted, men har meget meere ladet sig op¬
løse i alle suure Vædsker. At bemældte Svovel= og Metalhaltige
Ertz ergenerered i og paa Stedet, hvor den nu findes, beviise de fa¬
ste sammenhængende Strata af Flint og Kritsteen, i hvilke Ertzen er
indsluttet. Bliver det ikke her meere end rimeligt, at baade det fettige
og suure Væsen er tilvirket af Vand og Jord, maaskee ved en Art
af indvortes Giæring, som drager til sig og binder den Elementalske
Jld, (*) hvorved disse nye Sammensætninger tilvirkes?
Chymiske Forsøg og Erfarenheder bestyrker fremdeles min Mee¬
Mineralske
Saltes ning, at den brændelige Materie ligesaa vel som Saltene kand gene¬
forvandling reres. De fleeste erfarne Chymister ere ved Forsøg og Undersøgnin¬
til brænde¬
ger derudi blevne eenige, at Saltene, særdeeles de mineralske, bestaae
lig Materie
oplyses med og tilvirkes af Vand og Jord: Da nu de mineralske Salte har saa¬
Chymisk
Forsøg.
(*) Hr. Prof. Pott i hans Chym. Phys. Betracht. uber die Eigenschaften und
Vurckungen des Lichts und Feuers, siger: Naar phlogiston ved Opbræn¬
delse paa det høyeste bliver fortyndet, saa bliver det igien til den fineste
Elementalske Jld, da det forlader de vedmængede, vandagtige, saltagtige
og jordiske Deele.


dan Oprindelse, og der af disse kand tilvirkes forbrændeligt Væsen,
hvilket i det følgende skal vises; saa maa dette fettige enten være frem¬
bragt af Vand og Jord: da Saltene bleve genererede, eller og det
forbrændelige og antændelige, som udbringes af samme, bør ansees,
som et nyt Product af Saltenes Forvandling. At brændeligt Væ¬
sen kand frembringes af de mineralske Salte, som i og for sig selv
ikke ere antændelige eller forbrændelige, kand bevises med følgende
Chymiske Forsøg. Det er bekiendt, at det reeneste Sal volatile
urinosum i Sale ammoniaco indeholder et phlogistor, hvilket
aabenbares ved Salmiak Saltets Antændelse og Forpufning med
Salpeter, saa og ved et Experiment, som Hr. Vogel anfører i hans
Instit. Chem. pag. 318, nemlig: Naar Salmiak med vitriolise¬
ret Viinsteens Salt destilleres, saa fremkommer der af først en flygtig
suur Svovel=Damp, og tillige opdrives et giennemtrængende Svo¬
vel. Da nu et reent flygtigt Luud=Salt indeholder et phlogiston,
som bliver ved beqvem Tilsatz i Jlden antændeligt; saa kand et saa¬
dant phlogiston tilvirkes ved Jldens Hielp af acido Salis og uled¬
sked Kalk, af Allun og Kalk, af vitriol og Kalk: Thi et hvert af
disse Mængseler giver ved tilbørlig Behandling noget Sal volatile
urinosum. See Neuman. Chem. Med. T. I. pars ada, pag.
77. og 78. Hr. Profesf. Pott har viist, i hans Exp. Chem. circa
diacrisin tartari vitriolati, udi Miscell. Berolin. T. V. pag.
98=99. at deraf calcineret Allun og arcanum duplicatum, naar
de i lige Vægt blive sammenblandede og destillerede, fremkommer en
Mængde flygtig svovelagtig Spiritus.
Ved et Forsøg, som jeg selv har anstillet, er jeg end meere
bleven overtalt, til at troe, at brændeligt Væsen kand udbringes af
mineralske Salte. Jeg tog sex Lod reent Sal mirabile, som forhen
var udglødet i en aaben Digel, opløste dette i noget meere end en
halv Potte reent Vand, og forvarede det i en tilpropped Butellie,
hvilken blev lidet mere end halv fyldet, denne Salt=Opløsning blev
hensat i digestion omtrent halv andet Aars Tiid.
Da Butellien efter bemældte Tiids Forløb blev aabnet, erfa¬
rede jeg, ved at lugte der til, at der af opsteeg en flygtig, giennem¬
trængende, svovelagtig Dunst. Denne digererede Salt=Lage blev
lempelig indkaagt eller afdamped i et nyt glasseret Steenkar; thi jeg


36¬


304


havde ingen beqvem Leylighed, til at fange og samle de opstigende
Dunster. Da den meeste Vandagtighed var bortdunsted, gav det
en ubehagelig, stram, og fettig Lugt, derefter opsteeg en fettig Lugt
ligesom af branket Smør, endelig forøgedes Jlden, indtil Karrets
underste Deel blev gloende, og da blev Saltet først sort, derefter an¬
tændtes dets Overflade og brændte med Lue. Det lidet efter For¬
brændelsen og Udglødningen tilbage blevne Salt blev smelted i en aa¬
ben Digel, i hvilken, da den var bleven kølned, fandtes en hviid
halv giennemsigtig Materie, der saae ud som Glas, men henfaldt i
Luften til et hvidt Pulver. Hvorfra havde nu den brændelige og an¬
tændelige Materie i denne digererede Lage sin Oprindelse? Hvorfor
viiste det brændelige sig ikke, da Glaubers Saltet blev tillavet og før¬
ste gang udglødet? Var det fettige Væsen forhen i saadan Mængde
i de her til brugte Saltes væsentlige Sammensættelse saaledes indvik¬
let, at det ikke kunde forbrændes, saa bliver det en Følge, at naar
Salte kand tilvirkes af Vand og Jord; da genereres der tillige i
Saltene et fettigt Væsen af Vand og Jord, som ved Udviklelse og
Saltenes Forvandling kand blive antændelig t og forbrændeligt. Naar
nu deteene med det andet tages i Betragtning, saa bliver det mere
end troligt, at de brændelige Materier tage sin Oprindelse og Tiløg¬
ning baade over og under Jorden, men fornemmelig i Jordens Af¬
grunde, af Saltenes eller Jords og Vands Forvandling til forbræn¬
deligt Væsen.
Da saa meget brændeligt i vor Jord=Klodes Alders Tiid er
Det bræn¬
delige maa og bliver i sik inderste opløst og ødelagt baade ved de naturlige, saa
enten paa og ved de af Menneskene anstillede Antændelser og Opbrændelser, saa
nye kunde maa de brændelige Materier enten igien kunde genereres, eller og de
genereres
maa bestandig formindskes. Den brændelige Materie paa Jordens
eller og det
maa bestan= Overflade og i Planternes Riige forbruges og opbrændes paa saa
dig formin mangfoldige og adskillige Maader, fornemmelig i de meest beboede
skes ved Verdens Parter, og allermeest der, hvor Menneskene med Jld for¬
Forbræn¬ milde Luften i deres Boeliger under et kolt Clima, saa at Skovene
delse.
ere blevne til største Deelen ødelagde.
Skov=Plantnings eller Indhægnings Forsømmelse tillige med
Egnenes Jndtagelse til nødvendig Græsning og Agerdyrkning har da
i saadanne Strækninger hindret Jorden fra, at frembringe nye


30
Skov. Mangel paa Skov eller Træer til Brændsel har drevet Jnd¬
byggerne i adskillige Egne og Lande, til at søge i Jorden efter det,
som na ikke forefandtes oven Jorden, de har lært, at betiene sig af
Tørv og Steenkul til Brændsel i Steden for Træ. Men i nogle
Land=Strækninger forbruges saa megen Tørv i Mangel af andet
Brændsel, at Jndbyggerne derudover frygter for, at deres Efter¬
kommere til sidst skal ikke finde saa meget af denne Nødtørftigheds
Materie, som de kunne behøve. (*) De har derfor paa nogle saa¬
danne Steder indskrænket Forbrugelsen ved en fornuftig Sparsom¬
hed og ved Jldstedernes fordeelagtige Indretning.
Omendskiønt nogle troer, at Tørv=Væsenet tilgroer, og be= Hvad der i
raabe sig herudi paa Erfarenhed; saa har dog Tørv=Arternes For= Almi nde¬
skiællighed, Tørv=Gravenes ulige Anlægning og Beskaffenhed, tillige lighed for¬
aarsager U¬
med den lange Tiid, som behøves for Tilgroeningen, gjort Erfa¬
visheden
renheden og Kundskaben herom i Almindelighed i nogen Maade uvis, om Tørv¬
tilmed saa veed man ikke vist, hvor mange Aar der forløber, forin= Materiens
den en udtømmed Tørve=Mose af en vis Dybde og Vide kand til=Tilgroe¬
groe, og om der ikke jevnlig forbruges meere, end der igien tilvoxer. ning.
De Lærde og Naturkyndige har derfor agtet denne Sag værd. De for¬
deres Eftertanke, og de har endog i forrige Seculo, begyndt at skri= nemste Af¬
ve herom, iblandt de Tiiders Skrifter om denne Materie er mig al= handlinger
lene bekiendte M. Schoockii Prof. Groning. Tract. de Turffis, om Tørv.
Groninga, 1658, in 12mo. saa og Carol. Patini Traite des
tourbes combustiles, Paris. 1663 in 4to. J vore Tiider eller i
dette Aar Hundrede, ere adskillige Afhandlinger om Tørv udkomne,
hvoriblandt, saa vidt jeg veed, de mærkværdigste ere følgende: D.
Degners Dissertatio phys. de Turfis, Trajecti ad Renum 1729
in 8vo. samme Skrift er siden bleven oversat i det tydske Sprog.
Udi Phys. Oeconom. Auszuge Ite St. 1749, Stuttgart, findes en
(*) Hollænderne, om hvilke man vist veed, at de for henved 1700 Aar siden
har gravet Tørd, og brugt samme til Brændsel, see Plinii Libr. XVI.
Cap. I. har længe siden frygtet for, at deres Tørv=Grunde skulle aldeles
blire udtømmede. Det hedder om dem i deres Sprog: Ze verbranden
haar Land, ze jagen haar Land ten schorsteen uit, xe verkopen haar
Land, ne voeren haar Land met Schepen veg.
VI. Deel.


306


Afhandling, om Tørv, som antreffes adskillige Steder i Hertugdom¬
met Vyrtenberg. Der er og en Fransk Afhandling om den Picar¬
diske Tørv, hvis Titul er denne: Dissertation sur la Tourbe de
Picardie, qvi a remporte le prix au jugement de JAcademie
des Sciences, Belles lettres & Arts dAmiens en Dannee 1754
Par Msr. Bellery.
Hr. Bansons Erfarings fulde Priis=Skrift og Besvarelse paa de
af det Kongl. Videnskabers Sælskab i Gøttingen forelagde Spørsmaal
om bestandig eller god Tørvs Kiendetegn, Strækninger, og Steder, hvor
den findes, er indført i Leips. Samml. X Band pag. 110 til 124.
Udi Hanbv. Anzeig. for nogle Aar siden og i Leips. Samml.
XIV. Band 157 St. har man Hr. Meiners Besvarelse paa nogle
fremsatte Spørsmaal angaaende Tørv=Moserne, hvoriblant der og
spørges, om Tørv=Mosernes Væsen og Natur, hvor meget de tilvoxe
i et Hundrede Aar, hvorfra de mange Træer ere komne, som findes i
Mosene, om udtømmede Tørv=Grave igien tilgroer, og ved hvilke
Midler befordres Tilgroeningen paa nye, &c.
Ændskiønt mange Ting i bemældie Skrifter ere meget grundig
afhandlede; saa behøves dog endnu fuldstændigere Undersøgning og
Oplysning om et og andet, særdeles om Tørve=Mosernes Vedligehol¬
delse, og de beqvemmeste Midler, ved hvilke de udtømmede Tørv¬
Graves Tilgroening best og betimeligst befordres. Men da der ad¬
skillige Steder endogsaa her i Landene, findes store Strækninger af
Tørv=Grund i Jorden, hvor der hverken er Mose, eller saadan
Grund, at man deraf kand anlediges, til at slutte, at der tilforne
har været Tørv=Mose; saa kunde saadanne Omstændigheder foraar¬
sage nogen Tvivl hos nogle om Tørv=Mosernes Tilgroening. Jeg
har derfor foresat mig, at give en kort Underretning om de fornemste
Tørv=Arter og deres Oprindelse, til hvilket jeg har forberedet mig,
ved foregaaende Betragtning om de brændelige Materiers Generation,
i Almindelighed fornemmelig i Plante og Mineral=Riget.
Ved det Ord Tørv forstaaes al brændelig sammenhængende
Hvad
Tørv er. Jordagtig Materie, der i steden for Træ, kand tiene til Brændsel,
og som kand trække Vand udi sig; men naar den bliver tørret, hver¬
ken er saa haard, fast og tæt som Steenkul, ikke heller saa løs som
en smulrig Støv=Jord. Denne Beskrivelse passer sig baade til alle


307
naturlige, saa og paa de ved Kunst tillavede Tørv=Arter. (*) Men
6
jeg vil allene opholde mig ved de først bemældte.
Der gives fornemmelig fire adskillige naturlige Tørv=Arter, som
ere følgende:
I. Flad eller Lyng=Tørv, hvilket Slags tages paa tørre, ja Tørv=Ar¬
ofte ophøyede Steder, af Jordens Overflade. Denne Tørv bræn= terne.
der allene formedelst Rødderne af Græs eller smaa Lyng, hvormed
denne Mark=Sværs Jord er sammenbunden, saa og formedelst det
lidet brændelige eller Fedme, som indeholdes i all saadan Mark eller
Muld=Jord. Dette Slags Tørv er det sletteste, thi den er meesten¬
deels meget løs, og altid formænget med megen uforbrændelig Jord
og Sand: Den bruges derfor ikke til Brændsel, uden hvor de ikke
har andet at redde sig med. De Steder, som ere blevne blottede ved
Flad=Tørvens Aftagelse, hvor der ikke er Flyve=Sand i Grunden,
kand endelig efter mange Aars Forløb igien tilvoxe med Lyng eller
Grønsvær.
2. Mose=Tørv, som i Norge kaldes Myr=Tørv, og andre
Steder Kær=Tørv, er den Tørv=Art, hvilken her i Landene meest
bruges, og som ofte findes sammensat af fordervet Mos, Rødder,
Stængler og Blade, samme opgraves af forskiællig Dybde, gemeen¬
lig i nedrige og vaade Steder. Det er just denne Tørv=Art, som
efter det fremsatte Problema, omstændeligere skal beskrives og under¬
søges i det Efterfølgende, naar jeg først har opregnet og beskrevet de
andre Tørv=Arter.
3. Strand eller Mar=Tørv, som i Holland kaldes Darry,
opgraves gemeenlig ved Strand=Kanterne, ikke langt fra det salte
Hav. Den Hollandske Darry, fornemmelig ved Zirikse og Enchy¬
sen, giver en ubehagelig Lugt, naar den brændes, og det formodent¬
lig formedelst en saltagtig Indblanding. Den skal meestendeels be¬
staae af fordervede Søe=Planter, eller og den har sin Oprindelse af
(*) Garverne tillave en kunstig Tørv af den smulrede Bark, som har været brugt
Ægypten og andre Landstrækninger, giøres Tørv af
i deres Værksted.
Dyrenes Ureenlighed, som bliver sammenæltet med tørre Straa, ja de
betiene sig og allene af Dyrenes tørrede Ureenlighed, hvilken brændelige
Materie kand ansees som en naturlig Tørv=Art af Dyr Riget.


308


Tørve=Moser, som tillige med andet fast Land, er nedsiunket, og
bleven oversvemmed af Havet. J Holland findes og inde i Landet
Tørve=Moser, hvor Grunden og Tørven er saltagtig, saadan Tørv
kaldes da der Brakke=Turf, den er ellers i øvrigt af samme Beskaf¬
fenhed som anden Mose=Tørv, undtagen den ligesom Darry giver en
ubehagelig Lugt i Brændingen:
J den øde Deel af det Kiøbenhavnske Videnskabers Sælskabs
Skrifter findes en Underretning af Hr. D. Fabricius om den Strand,
eller Mar=Tørv, hvoraf det Fresiske Kiøken=Salt udtrækkes, samme
Tørv er temmelig blandet med Søe=Græs og andre mestendeels for¬
raadnede Søe=Væxter, og findes der udi tillige Stængler og Rød¬
der af Lyng: Dette, siger han, er Beviis paa, at Grunden i fordum
Tid førend den blev oversvemmed af Havet, virkelig har været Tørve¬
Mose. Hr. Degner i hans forhen bemeldte dissertat. de Turfis,
pag. 107 og 108, giør samme Slutning om de Tørv=Grunde, som
antreffes paa Hav=Bunden ved de Hollandske Søe=Kanter, hvor der
i Tørven ofte findes Træer og Greene. Men Hr. Degner vil ikke
vel troe de Historiske Efterretninger, som anføres udi Petit Neder¬
lanse Republyk, pag. 111. Reigersbergs Kronyk van Zeeland,
pag. 20. §. van Leeuien Batav. illustr. p. 384. hvor der forsikres,
at der i Holland fornemmelig ved Zirikse og Enchysen, er i fordum Tid
tillavet Salt af saadan Mar=Tørv, hvorved Jndbyggerne i de Tider
skal have forhvervet sig megen Rigdom. Naar saadanne Tørv¬
Moser opgraves inde i det faste Land, som har sterke og skarpe Salt¬
Kilder i Grunden, saaledes som den Hollandske Brak=Tørv, da er det
ikke rimeligt, at disse Tørv=Grave kand tilgroe med sædvanlig Mose¬
eller Kær=Væxter, ikke heller kand de blive fyldet med Tang eller Hav¬
Væxter: Thi hvorledes skulde, uden paa en overordentlig Maade,
disse blive did henskyllede, og hvorledes skulle deres Sæd her af sig
selv blive forplantet?
4. Bierg=Tørv er en Jord, som er indmænget med et bitumi¬
nøs Væsen eller tykt og grøvt Bierg=Beeg, den er sortagtig, gryned,
overalt ligedan, og er tillige sammenhængende, den ligner en god fast
Mose=Tørv; dog ikke som denne formænged med forraadnede Vexter
og Rødder, see Hr. Prof. Valerii Svensk Mineralogie, pag.
§. 41
Saadan Bierg=Tørv findes ved Zyrik i Sveitzerland, see


BrucEm. Magn. Dei. T. II. pag. 57. ligeledes i Delphinatet to
Miile fra Gratianopel, see Wormii Museum, Lib. I. Cap. III.
pag. 3. Camerarii Dissert. Taurinen. pag. 82. (*).
Der gives og skivrig Bierg=Tørv, som ligger i strata ligesom
Steen=Kul eller Skiver=Steen. Af dette sidste Slags synes de Tørv¬
Strata, at være, som findes baade inde i Landet, og i en lang Stræk¬
ning sees i adskillige Lag udi tør og mager Sand ved Skagens nord¬
lige og steile Strand=Kant. Omstændeligere Underretning om disse
Tørv=Lag findes i Abildgaards Beskrivelse over Skagens Kiøbstæd,
i det Danske og Norske Oeconomiske Magazins 5te Bind, hvor tillige
de Aarsager ere anførte som har bevæget ham til, ikke at antage sam¬
me Tørv=Art, for at være af samme Væsen og Oprindelse, som den
Hollandske Darry eller virkelige Mar=Tørv, meget mindre synes den,
at have sin Oprindelse af nogen Tørv=Mose. Dog bør endnu nøyere
Undersøgning anstilles, førend bemældte Skagens Torv=Strata med
Vished kand henregnes til Bierg=Tørv.
Af mine forhen anførte Betænkninger og Erfarenheder om de Om Bierg
Tørvens
brændelige Materiers Oprindelse, baade i Plante og Mineral=Riget,
Oprindelse.
sees, at Bierg=Tørv, Bierg=Beeg, Bierg= eller Steen=Olie,
Steen=Kul, Bæren=Steen, og all anden underjordisk Fedme
kand have sit brændelige Væsen fra andre Kilder end af Urternes og
Væxternes Rige. Men da der undertiden i det Underjordiske iblant
Mineralske Lag og Aarer, findes adskillige Ting, hvis udvortes Skab¬
ning og indvendige Sammensættelse tydelig vidner om, at de har deres
Oprindelse af Plante=Riget, omendskiønt de paa adskillige Maader ere
(*) Formodentlig findes og Bierg=Tørv; i Peru; thi til Beviis at der findes
Tørv i de andre store Verdens Parter, anfører Hr. Degner l. c. pag. 23
et Sted af den berømmelige Medici Monardis Episiler, som synes, at
give saadant tilkiende, nemlig: In Collao Provincia Peruana, locus qvi¬
dam omnind nudus, in qvo nee ulla arbor, nee ulla planta crescit,
qvia terra bituminosa est, ex qva Indi liqvorem eliciunt ad plurimos
morbos curandos utilem. Ratio elliciendi hæc est: terram in cespites
scindunt, qvos loco aprico super perticas aut crassiores arundines dis¬
pertiunt, vasis ad excipiendum aptis subjectis. Solis enim ardoribus
hoc bitumen liqvelcit, deinde remanent cespites, sine oleoso liqvove,
ad focum struendum apti. pag. 234.


310


mineraliserede, og da de mineralske Salte eller Vand og Jord, des¬
uden kand forvandles til brændelig Materie; saa er det begribeligt, at
der undertiden i nogle Mineralske Strækninger maa findes, ligesom
det og virkelig antreffes, Træer og andre Stykker af Planter, som
med Bierg=Fedme ere mineraliserede.
En ret formuldned Mose=Tørv, fornemmelig da den endog i sit
oprindelige Leye, kand blive svovelagtig eller Jernhaltig, og saaledes
alt meere og meere oversættes i det Mineralske Rige, kand vel ogsaa
formodentlig ved visse Tildragelser omtumles, og enten blive giennem¬
trukked med Bierg=Fedme, eller blive forvandlet til en virkelig Biere
Beegagtig Materie eller Bierg=Tørv. Heraf sees, at de Chymiske
Undersøgninger ikke altid og allene kand forsikkre os om de Mineralske
Legemers første Hiem, hvilke enten formedelst udvortes Figur eller
indvendig Sammensættelse viise, at de have tilforne haft Hiemme i
Plante= eller Dyr=Riget. Dog alligevel formeener jeg, at, omend¬
skiønt nogen Bierg=Tørv kunde synes, at have en traadig Sammen¬
sættelse, det derfor ikke altid er en Følge, at saadant er af forvandlede
Væxter: Thi de Jldbestandige Amiant=Arter, som findes og brydes
af urgamle Bierg, og nesten alle ere saa lette, at de kand flyde paa
Vandet, ligesom og Pimpe=Steenen (*), har ingen kyndig og erfaren
Mineralogus, allene formedelst deres traadige eller straalede Sammen¬
sættelse, henregnet til forvandlede eller mineraliserede Væxter. Man
kunde snarere og med mere Rimelighed, falde paa de Tanker, at de
Amiant=Arter, som kaldes Bierg=Kork og Bierg=Leder, ere saadanne
nogenledes hærdnede leeragtige Steene eller Jorde, som forhen har
været opfyldte med noget forbrændeligt, men ere nu berøvede samme
formedelst en underjordisk Forvittring, og i denne Meening er jeg ble¬
(*) Hr. Degner farer altsaa vild naar han, for at igiendrive deres Meening,
som i Almindelighed holde all Tørv, for at være en Biergbegagtig Jord,
udlader sig saaledes: I. e. p. 92. huic opinioni etiam repugnat illud phæ¬
nomenon consideratu dignissimnm, qvod omnis terra & mineralis terræ
subjecta, in aqva submergantur, omnes vero turfæ puræ contrario modo
aqvæ supetnatent nec fundum petant. Desuden flyder den beste sorte Myr¬
eller Kær=Tørv ikke paa Vandet, men synker til Bonds, det er allene den
løse af ufuldkommen formuldnet Mos, Rør og Rødder sammenfiltrede lette
Tørv, der flyder oven paa Vandet.


311
ven bestyrked, ved at betragte Bierg=Kork fra Hartz; hvor udi hist og
her tydelig sees Bierg=Beeg.
Da jeg nu saaledes i Forveyen har handlet om de andre fra
Hvorfør
Mose= eller Myr=Tørv forskiellige Tørv=Arter; saa kand jeg nu des= Mose=Tør¬
bedre begive mig til Mose=Tørvens Undersøgning, hvilket jeg har for= vens Natur
og Oprin¬
beholdet mig tilsidst, og det fordi jeg har merket, hvorledes nogle af de
delse sidst
brave og lærde Mænd, som har skrevet om Tørv, har ikke alle kiendt undersøges
de adskillige Arter, som forefindes, hvorudover de har været ueens og
vildfarende i deres Meeninger om Tørvens Væsen, Natur og Op¬
rindelse: Thi hvad der kand siges om en Art, passer sig ikke altid paa
flere meget mindre paa alle Arter.
Hr. Degner, J. ct, og Hr Prof Lulof i hans Einleitung zu Forskiæli¬
der Mathemat. und Phys. Kennt. der Erd=Kugel, oversat af Prof. ge Meenin¬
Kastner, ister Theil, pag. 293 og 294, forkaster aldeles og uden ger om
Tørv=Ma¬
Undtagelse deres Meening, som holde all Tørv for en Biergbeegagtig,
teriens Op
Materie; da det dog med Bierg=Tørven har sin fuldkomne Rigtig= rinde
hed. Efter nogles Meening skal all Torv have sin Oprindelse, om ikke
af en Oversvemmelse, saa dog af en Opkastelse eller Opskyllelse fra
Havet: Men omendskiønt den Hollandske Darry eller Mar=Tørv
mestendeels synes, at komme fra Havet; saa er det dog ikke sandt i
Henseende til all Tørv=Art: Thi man finder Tørv paa de Steder,
som ligger meget høyt og langt fra Havet. Degner og flere vil, at
all Tørv skal have sin Oprindelse af Moser eller tilgroede Søer og
Vand=Stæder, hvilket dog allene gielder om Mose= og Kiær=Tørv.
Da Tørven mesten i alle Moser viiser tydelige Kiende=Tegn af Mose=Tørv
fordervede og til deels formuldede Væxter, saa at denne Tørv=Art bestaaer af
endog undertiden i Dybet ofte sees meget kiendelig sammensat af de fordervede
Mos, Stængler, Blade, og Rødder, som voxer i de fleste, Jnd=Værker.
Søer, som ikke ere alt for dybe eller vidtløftige, ikke har meget uroe¬
lige Vande, og hvis Strand=Bredder ikke gaae alt for hastigt og
steilt ned i Dybet, eller ere steened i Grunden, eller paa andre Maa¬
der er ubeqvemme for de fleeste Vand=Væxter: Saa tvivler de fleste
Naturkyndige ikke meere paa, at jo Mose=Tørvens brændelige Ma¬
terie har sin Oprindelse af Plante=Riget.


312
Men hvorledes eller paa hvad Maade Tørve=Mosene ere blevne
Adskillige
Meeninger
til af disse samlede Væxter, derom har ikke alle Naturforskere eens
om hvorle
deg mose, Meening. Hr. Amtmand Leopold, i hans Einleitung zur Land¬
Førven er Virtschaft, staaer i Tvivl om, hvad enten Tørv=Mosene har sin
bleven til af Oprindelse fra Synd=Floden, eller den i mange hundrede Aar hen
Planter og ad, er bleven til af Træernes affaldne Løv, Straae, og deslige,
Væxter. eller af aarlig voxet Græs, som der er bleven staaende og forraadnet.
Hr. Lulof, i hans forhen bemældte Skrift, siger, at han med go¬
de Forstørrelses Glas har betragtet adskillig Tørv af de Tørv=Grun¬
de, som man har fundet i Zutphen ved Brønd=Gravning, og altid
meget vanskeligen kundet bemerke andet end en Mængde spæde Stæng¬
ler, Blade og Rødder af Planter, i hvilke man kunde merke alle
Kiendetegn af Urte=Riiget. Dog siger han i det følgende pag. 295,
om Tørv=Jorden bestaaer af saadan Mos og Græs, som voxer i
Moser, saaledes som Hr. Degner giør sig Umage for, at beviise,
og om Tørv=Landet paa en saadan Maade tilvoxer af bemældte Plan¬
ter, som denne Lærde Naturkyndige indbilder sig, det vil jeg ikke un¬
derstaae mig, til at bestemme. Dog kand man ikke negte, at det er
vanskeligt, at begribe, hvorledes denne Mos og saadannel fiine Plan¬
ter har kundet samle sig saa tykt paa hinanden, === der skulde være
mindre Vanskelighed herved, dersom det var vist, at Tørv=Jorden
voxede, saaledes som Schookius i sin Tractat de Turfis
*) og
Degner paastaaer. Hr. Lulolf har vel ikke uden gyldig Aarsag
holdt det for vanskeligt, at begribe, hvorledes Mos og saadanne fiine
Planter har kundet samle sig saa tykt paa hinanden, som han har be¬
fundet det i nogle af ham undersøgte Tørv=Grunde, hvilke maaskee
har havt enten samme eller en lignende Beskaffenhed med de Tørv¬
Grunde, som Hr. Degner mælder om pag. 112, hvor der i en
(*) Schoochius i sin Tractat de Tarfis, ligeledes i sin Relg federgt. Libr
VIII. Cap. XIII. de agro paludoso, itemqve de cespitibus bituminosis
sive turffis, vil ikke som Degner, at Tørven har sin Oprindelse eller til¬
voxer af Mos og Vand=Græs, men hellere, at Tørv=Jorden af Begyn¬
delsen er saalede, bleven skabt, som den findes i Mosene eller Tørv=Grun¬
dene, dog at de udtømmede Tørv=Grave igien med Tiiden ligesom et Mi¬
neral tiløges og fyldes med et Bituminøs forbrændeligt Væsen


ufrugtbar, sandig, og meere tør end dyb og vaad Grund, antreffes
en meget let og løs Tørv, som meesten alleene bestaaer af Mos.
En saadan Tørv=Grund findes paa Øen Thaasinge, ved Fyen,
i Bregninge=Mark, hvor der i en ophøyed Strækning, to til tre Alne
dybt neden under grov Sand og Leer, antreffes et Slags Tørv, som
nogle Steder findes i et skiævt liggende Lag, og bestaaer meestendeels
af en meget fiin, løs, lang, og spædstængled Mos, hypnum fluitans
vel scorpioides, hvilken giver Tørveu Anseende som et Filt, paa
nogle Steder derimod, hvor Grunden er vaadere, er denne Tørv
lidet mere sammenpakked, sort, og formuldned. J samme Tørv¬
Grund, hvor der omtrent kand graves i 24 Tørvs Dybde, findes
hist og her Blade, Stammer, og Rødder af Træer. Jeg seer in¬
gen anden muelig Oprindelse til denne Tørv, end at den enten maa
være der sammenskylled ved en Overspemmelse, eller og det forhen
kand have været et nedsiunket Stykke=Land med Skov, hvor der er
bleven en Søe, hvilken efter nogle Tiiders Forløb er bleven til deels
tilgroed med Vand=Mos, og Grunden derefter igien ved Jordskiælv
eller underjordisk Bevægelse og Hævelse er opløfted, og tillige over¬
dynged med Sand og Leer, eller maaskee det øvrige omliggende Land
er bleven nedrigere. Hr. Lulof har altsaa Aarsag til, at sige, pag.
292. confer. pag. 383, at man ikke maa indbilde sig, at al Tørv¬
Land er sumpig Mose (Moratz;) thi siger han, jeg har fundet Tørv¬
Grund mange Fod oven over Vældet i dybe Brønde. Da den be¬
rømte Brønd af 232 Fods Dybde i alten Manner und Veiber
Hause i Amsterdam blev gravet Aar 1616, fandt man omtrent 2c0
Fod oven over Vældet 9 Fod Tørv=Grund.
Det kand altsaa være mueligt, at der maaskee saavel omkring
Gøttingen som andre Steder enten kunde findes saadan Tørv, som
nest forbemældte, eller en meget bedre Art, saasom god Bierg=Tørv,
omendskiønt der omkring, paa Jordens Overflade ikke viises mindste
Tegn til Tørv=Mose eller nogen tilgroed Søe (*).
(*) See Hr. Bansens forhen bemældte Besvarelse paa det Spørsmaal, hvor
der i Nærværelsen omkring Gøttiugen findes god Tørv. Udi Leips. Samml.
X. Band. pag. 110. 124.
VI. Deel.


312


314


Ved flittig Søgning med en god Jord=Bore bliver man best
oplyst om, hvad forskiællige Strata og Aarer af Jord=Arter og Mi¬
neralier der giemmes saa dybt under Jord=Skorpen.
Det foranførte af Hr. Prof. Lulofs bemældte Skrift viiser,
af hvad Aarsag han har tvivlet om Tørv=Moseues og de udtømmede
Tørv=Graves Tilgroening. Men naar Hr. Prof. Linnæus i hans
Skcaansca Resa pag. 156 og 241. drager Mose eller Kiær=Tørvens
Oprindelse og Materie allene udaf Muld og fordervede Partikler af
Væxter, som ved Blæst og Regn ere afskyllede fra de høyere ned i
de dybe Steder, hvortil han siger, at der udfordres nogle hundrede
Aar: Saa skal det vel forstaaes saaledes, at den Muld og de for¬
dærvede Partikler af Straa, Græs og andre Væxter, som føres
fra de høyere ned i de dybere vandriige Steder, bliver en beqvem næ¬
rende Moder=Jord for de mangfoldige og adskillige Vand=Væxter,
hvilke findes optegnede i hans Flora Svecica, hvor denne berømme¬
lige Botanicus udtrykkelig siger om nogle af disse Planter, at de ud¬
giør (constituere) Brænd=Tørven: Saaledes siger han, at Schoe¬
nus mariscus, paa Svensk Tak=Agh, som er almindelig si de stille
Søer paa Gothland og Øeland, opfylder disse Vande, og giør fly¬
dende Øer: At scirpus cespitosus constituerer Tørven: ligeledes at
Sphagnum palustre, Rød=Mos, allevegne opfylder de stillestaaende
Søer eller Vande, saa at de omsider blive til sumpig Tørv=Land,
og derefter til Engbunde, og give en god og brugbar Tørv. Det
vilde blive for vidtløftigt her at opregne alle de Vand=Planter, som
Hr. Linnæus har optegnet, hvilke enten opvoxe i Dybet under Van¬
det, eller flydende formere sig oven paa de stillestaaende Vande, el¬
ler og hyppig opvoxe ved Bredderne og udi Vandet; hvor der er
meere udybe Grunde, naar da saadanne Steder ere blevne nogenledes
eller nesten tilgroede, indfinde sig andre Væxter, tilsidst naar Mo¬
sen bliver tør og fast, allerhelst naar Vandet i Grunden faaer til¬
strækkelig Afløb, saa voxer der got Græs, hvorved denne jevne Stræk¬
Hvorfra ning bliver til den beste Engbund.
Vand¬
Skulde alt det Muld og Sliim, som Blæst og Regn nedfører
Væxterne
i de vandriige Grunde, ikke være tilstrækkeligt nok, til at give Mate¬
tage deres
nærende rie og Næring for den Mængde Vand=Planter, som aarlig opvoxe
Materie. og formere sig i de nedrige Søer, Vande og sumpige Moser, indtil


disse Steder gandske blive opfyldte med god Tørv; saa har dog baade
Regn og Flod=Vand formodentlig altid ligesaa megen Evne, til at
nære bemældte Væxter, som den fugtige Luft i Verninge Kirke i Fyen,
der dog nødvendig maa give det forhen beskrevne Ask=Træ en merkelig
Deel nærende Materie til Trivelse og Fremvæxt, ligesom Sand¬
Havren og Sand=Siven tager sin Næring i Flyve=Sand, Luft, og
Regn. Mange flydende Vædsker, som ere meget lettere og flygtigere
end reent Vand, indehølde dog baade Olie og Salt, den beste Spi¬
ritus vini bestaaer af en fortyndet Olie, lidet suurt, og Vand, man
har og Materier, som ere tungere eller vægtigere og tillige enten ligesaa
flyglige eller flygtigere end reent Vand; jeg vil ikke her mælde om en
stoer Deel skarpe og flygtige Salt=Vædsker, saasom Spiritus vitri¬
oli volatilis sulphureus, Spiritus nitri fumans, men endog den
berømmelige Prof. Herm. Boerhaave forsikrer, at han har seet
Qvægsølv ved Kunst saaledes forflygtiget, at det har opstiget i en
Damp ved mindre Varme end et frisk Menneskes (
;; Det haarde,
ildbestandige, og nesten usmagelige Vitrioliserede Viinsteens Salt
forflygtiges aldeles ved igientaget Opløsning og Afdampning med
reent Vand. Altsaa kand Vandet indeholde fremmed Materie, som
bortdunster ved dets gelindeste Destillation, endog naar der bliver
overmaade lidet, fast, og tørt Jordisk Væsen eller Salt tilbage i
Kolben. Et Slags Giæring eller langsom Forraadnelse kand allerbest
udvikle baade Jord og brændelig Materie af Vandet: Jeg anseer
Planterne i de stillestaaende Vande ligesom Naturens Destilleer Kar
eller Recipienter, der ere bestemte, til at trække, fæste, og forædle
de fiineste og fra Vandet adskillelige Deele, naar samme ikke nærme
sig alt formeget til en flygtiggiørende og stinkende Forraadnelse, for
at førmindske de skadelige og usunde Uddunstninger, da disse Væxter
desuden tiene til Føde og Opholds Sted for Fugle, Fiske, Frøer
og Jnserter, og gjør med Tiiden meget nyt frugtbart Land af Vand.
(*) Udi Comment de rebus in Scient. Nat. & Medic. gestis, Vol. IX. P. III.
LipI. 1754 pag. 28. findes anført af Hist. de JAcad. R. des Sciences a
hvorledes Qvægsølvet har sublimeret sig
Paris Ao. 1754. pag. 37.
i et simpelt Barometro, hvilket Vinteren over hængte i et Kammer, som
fielden og maadelig blev varmgiort.


315


316
Exempler
Her i Landene har tilforne mange Søer og Aaer været seilbare,
paa Søers som nu ere deels aldeles deels nesten tilgroede og opfyldte. Saaledes
og Aaers
Til groe, har jeg erfaret, at dette Lands Indeelning i Herreder er meestendeels
indretted efter den naturlige Indeelning, i hvilken Aaer og Søer for¬
ning.
dum har giennemskaaret Landet: Man finder derfor ved Herredernes
Grændser gemeenlig enten endnu flydende Aaer, eller Tørv=Moser,
som enten ere aldeeles tilgroede, eller staae fulde af Mos, Siv, Rør
og Skav=Græs, foruden andre Planter, som imellem de høye Straa
enten flydende voxe oven paa Vandet eller neden under i Grunden,
hvorved de, inden ikke meget lang Tiid, vil fuldkomme Tilgroeningen,
og blive til fast Land. Paa Langeland har der, foruden den liden
ferske Søe, kaldet Borre=Søe, paa nordlige Side af Tranekær
Slot, og den store Steengade=Søe, som er beliggende lidet læugere
sydlig ud, endnu fordum været fire serske Søer, nemlig Padde=Søe,
Emmedrup=Søe, Svansager=Søe, og den store Tranekær=Søe,
som alle har løbet i hinanden, og fra den nordlige Deel af Landet
paa vestlige Side havt Udløb i Havet: Men nu ere de fire sidst be¬
mældte aldeles tilgroede og opfyldte med Tørv=Grund, som ved ud¬
skaarne Grøfter og Afløb i Havet er bleven til frugtbar og gandske
jevn Engbund, hvor der gemeenlig avles hvert Aar 2000 Læs Høe,
og i meget gode Aaringer faaes der 2500 Læs. (*) Da denne Plan
og Grund var vandriig eller sumpig og over alt bevoxet med høy
Siv, Rør og Straa, foruden andre Væxter, som der har forme¬
ret sig oven og neden, har disse Planter tilsammen, Rødderne med
indberegnede, rimeligen kundet aarlig udgiøre i det mindste fire gange
saa mange Læs som det nu giver got Høe; følgelig har saadan mæng¬
de Vand=Planter ved Forvisnelse og Formuldning aarlig meget kun¬
gilarge= det forøge Tørv=Materien.
Man seer øyensynlig, at Søer og Aaer fornemmelig fra Bred¬
ningen
skeer for= derne tilvoxe, hvor Rør og Straa af to til halvtredie Alens Høyde
nemmelig mangfoldig formere sig, og staae ofte saa langt ude og dybt i Van¬
fra Bred= det, at Toppene allene lade sig see. Tørv=Mosernes Tilgroening fra
derne.
Bred¬
(*) Man har her brugt den Forsigtighed ved at lede Vandet af Nosen, at Ho¬
ved Grøften ved den yderste Munding af Udløbet er forsynet med en Dæm¬
ning og Sluse, hvorved denne jevne Strækning kand settes under Vand,
naar og saa længe det behøves, for at befordre Frugtbarheden.


31


Bredderne af bevidnes desuden af Hr. Bansen i hans forhen bemeld¬
te Priis=Skrift, hvør han af Erfarenhed forsikrer, at den beste Tørv
gemeenlig findes ved og omkring en tilgroed Moses Bredder, derimod
jo længere man kommer ind i Mosen til Midten, desto slettere bliver
Tørven fra det øverste lige ned i Dybet. Jeg slutter ligesom Hr.
Bansen, at dette kommer deraf, at Tørv=Væsenet gemeenlig er ældre
og Væxterne bedre formuldnet ved Bredderne end i Midten, hvor
Tilgroeningen sidst fuldendes. At nogle dybe Søer end ogsaa for
oven kand tilgroe med en Tørv=Skorpe af nogle Alnes Tykkelse fra
Bredderne af, bevises klarligen med nogle tilgroede Moser, hvis Tørv¬
Grund hviler paa Vandet, saa at Tørven med stor Forsigtighed maa
optages, thi dersom der skiæres for dybt eller igiennem, da faaer Van¬
det Magt, til at opvælde, hvorved Arbeyderne kand omkomme. En
saadan Mose af ommælde Beskaffenhed er der i Stevns=Herredet ikke
langt fra Storehedinge.
Jeg erindrer herved, at have seet svemmende eller flydende Øer i
Norge, saasom ved Bonde=Gaarden eller Lands=Byen Kiørsvaag, som
er beliggende neppe en Fierding Vey fra min Føde=Bye Flekkefiord i
Christiansands Stift, hvor der i en meget Dyb, men maadelig stor,
fersk Søe, hvilken har baade frisk Tilløb og Udløb, saa at tre eller
fire Vand=Møller blev dreven ved Vandfaldet, flød en liden Øe eller
Holm, paa hvilken jeg med fleere har været i min Ungdom, for at
søge efter vilde Ænders Reede. Denne Driv=Øe, som var ikke allene
begroed med høyt Græs, men endnu behageligere og meere beqvem,
til at kunde drives af Vinden formedelst nogle smukke unge Træer,
som der voxede, var sluttelig et løs reven Stykke fra Land=Bredden,
som bestaaer af en gyngende Tørv=Grund, der fra det faste Land
langt ud hviler paa Vandet, og er i yderste Kant mod Søen bevoxed
med Skav=Græs. Disse og andre deslige Erfarenheder lære os, at
dybe Søer og Moser kand fra Bredderne af oven paa tilgroe, om¬
endskiønt de ikke tillige tilgroe og fyldes fra Dybet af til det Øverste.
Kand nu temmelig store Søer og Aaer tilgroe, som ikke har alt Hvor snart
for urolige Vande og steile eller steenede Land=Bredder, saa maa en eller lang
Park, et Kiær, eller en vandfuld Tørv Grav meget lettere og snarere som Tørv¬
Gravene
kunde fyldes formedelst Tilgroening med nyt Tørv=Væsen. Allevegne
t tilgroe.
her i Landet og Provinzerne har jeg faaet den Forsikring ikke allene af


318.


Bønder, men og af vittige og erfarne Land=Mænd, at udtømmede
Tørv =Grave kand tilgroe, og fyldes med nye brugbar Tørv i 20, 30
eller flere Aars Tid, alt ligesom de ere dybe eller udybe. Men da
giør de gemeenlig ingen Tørv=Grav større end en maadelig stor Fiske¬
Park, hvorfore man og adskillige Steder her i Landet i de store Mo¬
ser gemeenlig seer mange saadanne Grave. Jeg har selv beseet nogle
saadanne Steder, hvor derfor ikke ret mange Aar siden har været gra¬
vet Tørv, hvilket ikke allene blev mig berettet af de Personer, i hvis
Leve Tid, Mosen var opgravet, men jeg kunde og kiende Bredderne
af den gamle Tørv=Mose; Thi Overfladen af det nye tilgroede var ikke
saa fast, ikke heller fuldkommen dog paa en halv, een, eller halvanden
Fod nær ligesaa høy, som Bredderne af den ældre Mose. Skulde
der ikke kunde tilgroe tolv Fod dyb god Tørv i en udtømmed Tørv¬
Grav i ringere Tid end 600 Aar, saaledes som Hr. Meiners har
gjort sin Beregning udi hans forhen af mig bemældte Besvarelse og
Afhandling om Tørv; saa skulde ikke nogen, i hvis Ungdom en Mose
eller Tørv=Grav var bleven opgravet allene tre eller fire Fod dyb,
kunde opleve, at see dette tilgroed med god Tørv=Jord, med mindre
han levede i 150 eller 200 Aar. Der maa giøres mange og nøyag¬
tige Forsøg og Opmærksomheder af fornuftige Mænd, som ere i Stand
til at dømme og undersøge alle Omstændighederne, førend man kand
bestemme en vis Tid, i hvilken en Tørv=Grav af en vis Vide og
Dybde kand tilgroe med god Tørv.
Hindringer
Hvor Mosen er bleven tør, og der ikke kommer tilstrekkeligt Vand
forTilgroe= i Gravene, eller hvor Grunden er bleven meget salthaltig, vitriolisk,
ningen.
svovelblandet, eller fuld med Jern=Rust, saasom Myr=Malm, der skal
de udtømmede Dybheder neppe nogensinde tilgroe eller saaledes fyldes
med Tørv=Væsen, som forhen. Nogle saadanne eller andre besynder¬
lige Omstændigheder maa der være ved de Moser, om hvilke i de Hanøv.
Anzeigen 103 Stk. af gamle optegnede Original=Efterretuinger stad¬
fæstes, at Tørven for hundrede Aar siden gandske er bleven opgravet
af samme, og endskiønt de derefter er sat under Vand, er der dog alli¬
gevel i denne lange Tid ingen Tørv tilgroet, see Leipt. Samml. XII.
Band 136 Stk.


31
De mange og adskillige Træer, som med Stamme, Greene og H vorledes
Rødder findes ofte heele og holdne gemeenlig i nogle store Tørv=Moser, de mange
Træer ere
ere neppe didkomne ved Vandflod: Thi da maatte de enten paa en somne, i
voldsom Maade være blevne af tung Jord overdyngede og tvungne ned nogle Tørv¬
i Dybet, eller og de formedelst deres naturlige Læthed maatte have Moser.
flødt oven paa, og der bleven liggende enten paa Land eller Vand, ind¬
til de vare blevne giennemraadnede. Men ingen af disse Maader
passer sig med de Omstændigheder, som befindes ved Træer i Tørv¬
Moser, hvor de ofte ligge i en Dybde af 16 og flere Fod nederst i
Grunden, og Tørv=Jorden findes gierne umiddelbarlig nest oven paa
Træerne. At disse Moser skulde have været Skove, som allene ved
heftig Storm og sterk Regn ere oprykkede og omblæste, og at derefter
af Mos= og Vand=Væxter skulde være oven paa Træerne tilvoxet
Tørv=Moser af 16ttil 20 og fleere Fods Dybde, det har ikkun liden
Rimelighed, med mindre store Vand=Aarers eller Floders Udbrydel¬
se havde her i Forveyen gjort nye Søer. Jeg holder det mere troeligt,
at bemældte Træer kand være voxede der paa Stædet, hvilket tilforne
kand have været høyt og tørt Land, men er derefter i en vis Verdens
Alder med Grund og alt nedsiunket, og at der i den efterladte Dybhed
er opkommet Vand, hvilket har gjort Jndsøe, som igien med Tidens
Længde er tilgroet, med Vand=Væxter opfyldet, og saaledes bleven
til Tørv=Mose. Denne Meening bliver mere troværdig, ved det at
der i adskillige Tørv=Moser findes Træer, som med Rødderne staae
faste i den underste Sand= eller Leerblandede Grund, og Stammene
opreiste ligesom de ere voxede, saaledes siger Hr. Meiners, at det er
befunden i nogle Bremiske Tørv=Moser. Autor til den Stuttgardis.
physic. oeconom. Samml. 1stes Stk. fortæller, at der i det Vyr¬
tenbergiske imellem Floderne Entz og Murg ikke langt fra Entz=Kloster
er et Bierg, som fra Vildbad af at regne ligger omtrent 400 Lach¬
ter høyt, og oven paa Bierget er en vidtløftig og stor Mose kaldet
Hermanns Mose, som er gandske sumpig og 15 til 18 Fod dyb, oven
i denne Mose her og der sees smaa Granne=Toppe bedækkede med Mos,
ligesom det kunde være Toppene af nedsiunkede Granne=Træer, som
staae i Bunden. J nogle Tørv=Moser her i Landene findes og ad¬
skillige Træer i Dybet, og nogle af dem staae med Rod=Enden ned
og Stamme=Stubbene op, saaledes er det og beskaffen ved Balts¬


320


Myr eller Mose udi Clemens Kirke=Sogn paa Borringholm, hvor der
foruden de opstaaende findes en Deel nedliggende Træer af adskillige
Slags saasom Ege, Fyr, Æll, Alne, Hassel, hvis Toppe og Rod¬
Ender ikke alle vende imod et Veyr=Stræg, men findes hist og her i
Flæng ud og ind i forskiællig Leye.
Ved Bramstrup i Fyen ikke langt fra Nørre Lyndelse har jeg
selv beseet en stillestaaende Jndsøe, kaldet sorte Søe, som uden Tvivl
er en opgravet og aldeles udtømmet Tørv=Mose, denne Søe er over
en halv Fjerding=Vey lang, og omtrent halv saa bred, har hverken no¬
get synlig Tilløb eller Udløb, er ingen Sted ved Mid=Sommers Tid
over to Alne dyb, den har en mager sandig Grund, der er ingen Fisk,
Vandet er blakket eller sortagtigt formodentlig foraarsaget deraf, at der
opløses noget af den sorte Tørv, som nu allevegne rundt omkring op¬
graves ved Bredderne, hvor jeg hverken saae Siv, Rør, eller andre
Vand=Væxter, thi de kand ikke fæste sig og komme til Væxt forme¬
delst den aarlige Tørv=Gravning. J Bunden af denne Søe findes
mangfoldige endnu friske eller i Materien nesten uforandrede Fyr¬
Træer, hvilke staae saaledes som de ere voxede med Rødderne ned i
Sand=Grunden, og Stamme=Stubbene op ad under Vandet, disse
ere alle i øverste Ende sorte, til Anseende ligesom afbrændte, men de
ere allene saaledes afraadnede, thi jeg fandt aldeles intet Kul paa
Træet. Disse Fyr=Træer optages med Rødder og alt af de der om¬
kring boende Bønder, som bruge det til Brændsel. Denne udybe
Søe har uden Tvivl overalt været tilgroed med Mose=Tørv, om hvil¬
ket jeg dog ikke har kundet faae nogen tilforladelig Underretning, men
jeg slutter, at den, formedelst sin udybe Grund, som ikke har kundet
hindre en fuldkommen Udtømmelse, er bleven fra Midten af til Bred¬
derne opgravet og aldeles fra al Tørv=Jord udtømmet lige til San¬
den, og kand altsaa nu ikke deels formedelst Mangel paa en beqvem
Moder=Jord i Grunden, deels og fornemmelig formedelst den Aarlige
Færsel og Kiørsel ved Fyrre=Stubbenes Oprykkelse af Grunden og
den fortsatte Tørv=Gravning ved Bredderne, faae Tid til at tilgroe
paa nye.
Mon ikke disse ovenmældte Omstændigheder gjør det gandske
troeligt, at saadanne Søers eller Tørv=Mosers Grund har i fordum
Tiid været høyere og tørt Land, bevoxet med Skov, men er siden


321


nedsiunket, hvorved der er fremkommet Søer, som kand have sit før¬
ste Udspring af opvældede Vand=Aarer, eller saadan Vand=Samling
kand komme i de nedrige Steder formedelst bestandig Afsie fra høyere
omliggende Land.
Man har sikkre Efterretninger om, hvorledes store Strekninger
midt ind i fast Land endog i seenere Tider ere nedsiunkede: Saaledes
sank Aar 1726 et Stykke Land i Kent paa en Nat 40 til 50 Fod
dybt, da en anden Deel imidlertid ophævede sig. Philos. Trans.
abridg. Vol. 6. P. 2. pag. 158.
Udi Auvergne en Miil fra Jssoire, i en Lands=Bye kaldet Par¬
dines, saae man Aar 1723 om Aftenen ved Kl. 9 en forunderlig Ned¬
synkning og Grundens Jndstyrtning, hvilken vel skeede langsommere end
forbemeldte, men strakte sig meget videre, saa at 26 Vaaninger eller
Hunse og omtrent 75 Dages Pløy=Land forgik, og blev begravet un¬
der den nedstyrtede Jord. Skulde det virkelig saa være, som en og
anden forsikrer, nemlig at der undertiden findes sorte Træ=Kol paa de
dybt nede i nogle Tørv=Moser staaende Træ=Stubbe; saa giver denne
Omstændighed Anledning, til at slutte, at der er foregaaet en under¬
jordisk Jlds Udbrydelse ved de Bevægelser, som engang har foraar¬
saget, at saadanne Strækninger og Steder ere nedsiunkede.
Hr. Lulof og Hr. Degner formeene, at de Træer med deres Om Træer
Rødder og Grene, som findes i Moserne, ikke kand formuldne til bræn= kand for¬
muldne til
delig og god Tørv. Thi de giør berimod denne Jndvending, at
Tørv=Ma¬
forraadnet Træ ikke brænder med Lue. Dette er og sandt i Henseende terie.
til saadant Træ, som enten i Luft, Regn, Vind, og Solens Var¬
me, eller under Jorden i tør og mager Grund ved Forvittring, er
bleven fordervet, ved det at baade dets fettige og væsentlige Saltag¬
tighed er bleven forflygtiget og fortæret. Men anderledes forholder
det sig med Træ, som er raadnet i saadant sødt Vand, som er bleven
opfyldt med en Mængde Væxters og Planters Fedme og Slim, og
som ved Vand=Planternes aarlige Tilvoxning er bleven til en sumpig
Mose, i hvilken der allene skeer en vis Grad af langsom Forraadnelse,
som kand kaldes en feed Formuldning, nesten saaledes som Straa og
Halm forraadner i en Møg=Dynge. At Træ kand forandres og for¬
muldnes til et fedt brændeligt Tørv=Væsen, derom er jeg bleven over¬
beviist, ved at betragte nogle i dette Aar opgravede Fyr=Træer af en
VI. Deel.


322


Tørv=Mose ved Lands=Byen Ortrup her i Kiøbenhavns Amt, af
hvilke de, som vare fundne neden under Tørv=Jorden enten liggende
eller staaende i Sand=Grunden, viiste sig meest friske og uforandrede,
ja gav endnu Lugt, som friskt Fyr=Træ, de derimod, som havde lagt
i Tørv=Jorden, vare til deels fordervede og forandrede til et fettigt Tørv¬
Væsen, hvilket fra det yderste af Stammen og noget ind af var sort,
men nærmere ind mod Marven brunt og tilsidst Ocherfarvet, i hvilket
formuldede Træ dog endnu nogenledes kunde kiendes de kredsformede
Aarer, som saadanne friske Træer kiendeligere viise lige fra Middel¬
Puncten i Marven til det yderste mod Barken. Omendskiønt nu al
Tørven i bemeldte Mose ikke har sin Oprindelse af de Træer, som der¬
udi findes, men fornemmelig af den Vand=Mos og de Rør, som end¬
nu trivelig og hyppig voxe midt udi Mosen, som endnu er der aaben
og fuld af Vand; saa har dog de formuldede Træer med deres Grene
og Løv hiulpet, til at forøge Tørv=Materien. Dette stemmer og over¬
ens med det, som Hr. Bansen siger i hans forhen bemeldte Priis¬
Skrift, nemlig at hvor der i en Mose findes Træ i Mængde, der an¬
treffes altid god Tørv og mestendeels den allerbeste Tørv nest oven
paa Træerne. Man lærer heraf, at adskillige baade spæde og førlige
Væxter kand formuldne til Tørv=Jord.
Hvorledes det forholder sig, at her i Landene fordum Tid har været
Gran og Fyr=Skov, da her dog nu ikke findes en eneste Fyr eller Gran
vild voxende i nogen af de Danske Provinzer, samt hvorledes og naar
de ere blevne saa aldeles udryddede, det henstiller jeg til at undersøges
af andre.
Jeg haaber nu, med Tydelighed og af Erfarenheder at have
viist Tørve=Mosernes Oprindelse, Væsen, og Natur, og at det er mue¬
ligt, at Tørv=Grave kand tilgroe.
Det staaer nu allene tilbage, at handle om den Forsigtighed,
som bør bruges ved Tørv=Gravning, for saa meget som giørligt, at
vedligeholde Tørve=Moserne. Men da det er venteligt, at dette Stykke
af det fremsatte Problema best og rigtigst bliver afhandlet og besvaret
af nogen vittig og erfaren Landmand, allerhelst om han tillige har for¬
nøden Jndsigt i Natur=Kundskaben; saa vil jeg allene kortelig anføre
mine Tanker herom.


323
J det foregagende er omstændelig vist, at de nedrige og vand= Moser, som
fulde Stæder tilgroe allene formedelst Vand=Væxternes aarlige For¬ ikke bør op
tages til
merelse, og at disse Planters Formuldning fylder bemeldte Dybheder
Tørv¬
med Brænd=Tørv; ligeledes er erindret, at en skarp mineralsk Grund Gravning.
er hinderlig for Væxternes Grøde. Derfor bør en gammel Mose,
som ikke forhen har været optaget til Tørv=Skiær, først undersøges
med en god Jord=Bore paa adskillige Stæder i Dybet, for at erfare
Tørvens forskiællige Lag, Godhed og Dybde, og om den underste
Grund er sumpig og vandriig eller ikke, eller og om den er saltagtig
vitriolisk, svovelblandet eller meget metallisk: Thi dersom dette sidste
indtreffer, da bør en saadan Grund ikke formedelst Tørv=Gravning
udtømmes, efterdi de med skarpe Mineralier befængte Tørv=Moser
neppe nogensinde, efter at de ere blevne udtømmede, igien tilgroe saa¬
ledes som forhen med brugelig Tørv. befindes Grunden, at være
nesten tør eller ikke tilstrækkelig vandriig, saa bør eftersees, om og
hvor man beqvemmelig med Grøfter kand lede tilstrækkeligt og bestan¬
digt Vand didhen enten fra Midten i Mosen, hvor Vandet meest
pleyer at samle sig, eller og tillige fra andre angrændsende og høyere
vandriige Stæder. Dersom dette paa ingen Maade kand skee, saa
bør saadanne udtørrede Moser ikke opskiæres til Tørv, thi ved saadan
Rødning og Gravning giøres ofte en stor Strækning unyttig for
Eftertiden, og omendskiønt den udtømmede Grund paa sin nedrige
Overflade nogenledes igien kand tilgroe med Græs, saa bliver den dog
aldrig saa frugtbar, som om dette Tørv=Land ikke havde bleven ud¬
tømmet, men allene ved fuldkommen Afløb var gjort til Engbund.
Hvor Mosens Grund og Beliggenhed har en for Tilgroeningen Forsigtig
ønskelig Beskaffenhed, der begynder man, at anlegge Tørv=Gravnin= heder ved
gen or dentlig ved Mosens udvendige eller yderste Bredder, hvor gemeen¬ Tørv¬
lig den beste Tørv antreffes, og allerhelst og først ved de Stæder, Gravning.
hvor der enten er eller kand skaffes Vand=Sie fra Kilder eller høyere vand¬
riige Strækninger. Tørv=Gravene bør ikke giøres alt for store og
vidtløftige, meget mindre bør en heel og stor Mose aldeles udtømmes
og opgraves, thi da bliver saadanne vidtløftige og vandrige Dybheder
ligesom nye Søer, hvis Vande ikke lettelig antage den fornødne Dige¬
stion eller Forandring, som befordrer Vegetationen, fordi de jevnligen
foruroeliges af Vind og Blæst, og holdes alt for kiølige; hvorudover


324


de desto langsommere tilgroe, og de Vand=Planter sielden her for¬
mere sig, som helst trives og flyder oven paa de stillestaaende Vande,
og som ved deres Formuldning give en beqvem Moder=Jord for andre
til god Tørv tienlige Vand=Væxter, der enten voxe dybt nede paa
Bunden saasom Mos, eller paa de udybe Grunde og Bredder, saasom
Siv og Rør. Det er derfor bedre, i en god Orden at anlegge flere
maadelig store Tørv=Grave i en Mose, saaledes at visse Planer, lige¬
som Skilrums=Vegge, af den gamle Mose blive staaende urørte, fra
hvilke de der voxende Mos og Vand=Planters Sæd kand udbrede og
formere sig i de nye Kær eller de fra Tørv=Jord udtømmede men nu
med Vand opfyldte Grave.
Da alle Moser ere ikke lige dybe, ja en Mose har ofte paa nogle
Steder uliige Dybde, saa maa Tørv=Gravenes Størrelse og Vide
nogenledes proportioneres efter Dybet; thi ellers kunde de meget dybe
blive ligesom Svælg og Brønde, i hvilken den fornødne Luft og Var¬
me ikke ret vel kand befordre Grøden eller Vand=Væxternes vegeta¬
tion. Men efterdi at Solens Straaler og Heeden om Sommeren
hastigere og meere udtørrer de udybe end meget dybe Vand=Steder,
allerheldst om de første ikke har tilstrækkeligt og uophørligt Tilløb af
friskt Vand, og et saadant udybt Kær, som er bredere for oven end
neden hastigere uddunster og udtørres, end et ligesaa udybt og vidt
Kær, som ikke er videre for oven end nede i Grunden; Saa har uden
Tvivl denne Erfarenhed foraarsaget, at Bønderne her i Landet ge¬
meenlig ikke giør deres Tørv=Grave meget vide, og ikke videre for oven
end nederst i Grunden, de lade derfor den tilbagestaaende Mose eller
Tørv=Landet paa alle fire Sider med steile og lodrette Vægge ind¬
slutte deres Tørv=Grave, de tænke saaledes at beholde Vandet ied
mindre Umage, end om de skulde ved Grøfter lede bestandigt rindende
Vand i Gravene fra andre angrændsende Steder, hvilken Vandled¬
ning desuden ikke er allevegne giørlig.
Endskiønt Tørr=Gravenes betimelige Opfyldelse med Tørv¬
Jord nogenledes erholdes paa bemældte Maade, saa er der dog
nogle Uleiligheder, ved at giøre dem alt for smaa og ind sluttede mel¬
lem steile Bredder, som jeg formeener kunde forekommes, uden at
tabe nogen af de Fordeele, som befordre Vandets Ophold i Kærene
og den betimeligste Tilgroening med god Tørv.


325
Udi de smaa, indsluttede, og steile Tørv=Grave, indfinde sig Uleylighe¬
i de første Aar gemeenlig ikke andre Vand=Væxter end de spæde og der ved alt
for smaa og
slimige, som flyde oven paa de stillestaaende og forfulende Vande, steile Førv¬
saasom Andemad (Lens palustris og den Luftfulde Kær=Tang con=Grave.
ferva bullosa). Frøerne, som komme ned i disse Kær og kand ikke
finde Udgang, kaster her sine Egg eller sin Leeg, som udklækkes og
bliver til en stor Mængde Frøer, der opæde og nære sig af
den spæde og sine Grøde, og fylde Kæret i den Sted med
deres Ureenlighed, hvorved Vandet bliver meere stinkende. Et
alt for indkneben Rum ja vel og Mangel paa Føde, forvolder, at
disse Dyr beskadige hinanden, Vandet bliver ofte alt formeget for¬
fulende, Frøerne døe (*) og deres Aadseler forøger Vandets skim¬
lende eller stinkende Forraadnelse, hvilket ikke allene foraarsager en
usund Luft, men der forflygtiges og meget af Planternes brændelige
Materie, hvorudover der allene efterlades en graa Jord og et mud¬
rigt Bondfald eller Dynd, som ofte ikke giver uden en til Giødning
tienlig Kær=Jord og ikke bædre Tørv=Materie end Bondfaldet i de
almindelige Gade=Kær. Endelig efter nogle Aars Forløb bliver
Grunden udybere, og der indfinde sig da andre trivelige Vand¬
Planter, som hæfte sig til Fremvæxt i Grunden og ved Bredderne,
og saaledes tillige med den flydende Grøde opfylde ofte det øverste
med bedre Tørv end det underste, da dog den beste Tørv i Moserne
Hvorledes
gemeenlig findes i Dybet.
Til at forekomme en alt for sterk Forraadnelse og Vand=Mindsk= forbemælte
Uleylighe¬
ning i Tørv=Gravene, bliver det vel det beste, at man ikke allene
der kand fo¬
dæmmer for Vandets Afløb af Mosen, allerhelst naar der ikke er til= rekommes.
strækkelig Tilflod, men at man og, hvor det er giørligt, ved Vand¬
ledning og Grøfter skaffer friskt Vand i Gravene i Steden for det,
som bortdunster, tilmed kunde Tørv=Gravene giøres meget rumme¬
ligere, dog ikke af større Omfang, end at Vandet kand holdes i for¬
§ 3
(*) At de unge Frøer af Mangel paa Rum eller Føde beskadige hinanden, og
at de døe, naar Vandet bliver alt for stinkende, det er en bekiendt Sag
iblant dem, som ofte har forsøgt, at udklække FrøeLeeg i store Sylte¬
Glas om Sommeren i Soleus Varme. De trives derimod best, naar
de fødes med Andemad, og der imellemstunde afgydes noget af det gamle
Vand, og der gydes i den Sted frisk Vand udi Glasset.


326


nøden Stilhed, til at kunde antage nogen liden Virkning af en lang¬
som digestion, de bør derfor graves saaledes, at de blive i det mind¬
ste nogle gange længere end brede, og at deres Længde kommer til
at ligge tvers for de Vinde, som formedelst Strækningens Belig¬
genhed har meest ubehindret Magt; men hvor der er Mangel paa
Vand, var det vel best, at Kærene i Længden strækkede sig fra Ø¬
ster til Vester, paa det at Middags Soel og Heede ikke aldeles skulle
kunne virke alt for sterkt paa Overfladen, til at udtørre Gravene,
hvilke burde have Fællesskab og Foreening med hinanden formedelst
smalle Grøfter, hvorved baade Luft og Vand kunde holdes noget
friere og friskere, og Vand=Væxternes Forplantning desto snarere
befordres fra de ældre til de nyere Tørv=Grave; dog bør Gravnin¬
gen skee saaledes, at der altid beholdes frie Adgang og Kiøre=Vey
til Tørvens Bortførelse. Giæs og Ænder bør ikke opholde sig i de
Kær, som ere bestemte til Tørv=Kær, thi de baade opæde og for¬
styrre Væxternes Grøde, og med deres skarpe Ureenligheder befordre
en stinkende Forraadnelse, som døder de til god Tørv=Væsen tien¬
ligste Vand=Planter.
De steile Bredder bifalder jeg aldeles ikke, uden naar Tørv¬
Gravene ikke ere dybere end halvanden eller i det høyeste to Alne, og
da burde dog hist og her i de steile Bredder giøres skraa og beqveme
smaa Opgange, ved hvilke Frøerne kunde begive sig udaf Kærene,
naar de enten blev for mange, eller af andre Aarsager behøvede For¬
friskning, deres Udgang af de Vandfulde Kær vilde ikke blive Stor¬
kene ubehagelig. Naar Tørv=Gravene blive tre til sex Alne dybe og
derover, bør de altid giøres videre for oven end neden, og omgives
med skraa og langsluttende Bredder forsynede ligesom med Trappetrin
ned til Dybet; thi endskiønt at Kærenes Overflade paa denne Maade
blive større, og derved kand skee en større Uddunstning, saa kølnes
dog derimod de dybe Vande mere fra Grunden af end de udybe, og
paa en større Overflade kand de flydende Planter mangfoldigst for¬
meres, tilmed dersom man strøer Frø eller modne Frøe=Toppe af
Rør og Siv paa disse langsluttende Bredder, saa opvøxe de beti¬
melig to til halvtredie Allen høye, hvorved Kærene faae den fordeel¬
agtigste Indhægning, der giver Skygge, og befordrer Tilgroningen,


327
med Rødder, Stængler og Blade, saa at jeg endog troer, at de
udybe Tørv Grave kunne med Fordeel paa denne Maade anlegges.(
Ved Tørv=Gravning bør altid det øverste Lag af Tørv, som
er fuld af friske Rødder, Mos og Græs, ordentlig lægges til Side,
og efter fuldendet Tørv=Skæring nedkastes med al anden Smuller i
Graven, og jevnes over alt i Bunden. Aldrig bør nogen Tørv¬
Mose saa aldeles udtømmes, at jo den underste Sand= eller Leer¬
Grund beholder i det mindste een Fod Tørv=Jord til Bedækning,
paa det at Vand=Væxterne, fornemmelig Kær=Mos, saasom Hyp¬
num scorpioides, der voxer i Dybet, og andre deslige, kand finde
en beqvem nærende Grund.
Hvor der gives vidtløftige og dybe Tørv=Moser, af hvilke Folke= Fordeelag¬
riige Stæder og store Værker skal forsynes med god Brænd=Tørv, tigeJndret¬
der er det raadeligt, at lade en saadan Mose i det mindste et Aars ninger ved
Tiid forhen ved udskaarne Grøfter faae Afløb, hvorved Mosen setter vidtløftig
g stor
sig, og Tørven bliver fastere og bedre. Dersom man endnu ved Førp¬
Tørv=Gravningen i meget dybe Moser med Pomp=Værk udtømmer Skiær og
det øvrige Vand, som endnu kunde opholde sig i Grunden, saa Tørv=Han¬
kand man desbedre komme til, at faae den beste Tørv optaget, som del.
gemeenligst findes i Dybet: dog bør saadant Afløb efter fuldendet
Tørv=Skær igien tildæmmes, og alle Tilløb paa mueligste Maade
Til
aabnes, at Vandet kand igien fylde de tomme Grave. (
Tørv=Skær har Hr. Bellery i hans forhen bemældte Priis=Skrist
givet baade Beskrivelse og Tegning paa en af hannem opfunden Ma¬
schine, med hvilken Tørven paa den fordeelagtigste Maade kand op¬
skæres. Men hvor Tørven i Dybet er saa blød og sumpig, at den
(*) De til god Tørv=Væsen tienligste Vand Væxters Forplantning kand ligesaa
vel befordres ved Fliid og Kunst, som visse Strækninger af det faste
Land ved Menneskenes Fliid og en kunstig Besædning giøres enten til
frugtbare Agre eller Kløverfulde Græs=Enge. Ja hvor der er beqvem
Leylighed endog i mager Grund, i tørre Dale eller nedrige Steder ved
Vandledning og Gravning at giøre nye Søer, Kær, eller Parke, der
kand og med Tiiden ved gode Vand=Planters Formerelse blive Tørv¬
Grund.
Vandfulde Tørv Grave kunde i de første Aar eller maaskee i det meeste af
Tilgroenings Tiiden med Fordeel anvendes til Fiske=Damme.


328


ikke kand skæres i nogen ordentlig Figur, der kand Tørv=Jorden med
et dertil indrettet Næt eller og med en Sump=Skuffe optages, da
den med Fødderue trædes under hinanden, og al fremmed sey eller
Træed Materie udtages, dernest udslaaes den æltede Tørv paa en
jevn Plan, og trædes fast og jevn med Bretter, som Arbeyderne
binde fast under deres Fødder, saa enten skiæres det i Stykker, eller
og ligesom Tegel stryges og formes, hvorefter disse Tørv paa sæd¬
vanlig Maade opsettes, saaledes at Luften kand trække igiennem, og
at de kand tørres.
Denne tillavede Tørv er af beste Slags, og kaldes i nogle Lande
Tegel=Tørv, men i Holland Bagger=Turf, dens Tillavnings Maa¬
de tillige med Kobberstykker findes i Commelini Beschryving von
Amsterdam. Udi Selesische Oeconom. Samml. øte bis 16te St.
pag. 727, i en Beretning om en sumpig Tørv=Grund og dens nyt¬
tige Anvendelse i Fyrstendommet Neiss forsikkres, at 600 Tørv=Te¬
gel udgiør fuldkommen og riigelig i Henseende til Nytten og Bræn¬
ding imod Træ, saa meget som en Klafter haart Træ=Brænde, og at
500 Tørv=Tegl forholder sig imod bløt Træ saa got som en Klafter.
J samme Oeconom. Saml. 9te bis 16te St. pag. 609, i en anden
Beretning om Tørv=Gravning i Fyrstendommet Breslau, beskrives
en Klafter, at være i Firkant tre Alne lang og breed og halvanden
Alen høy, og at den holder vist 30 ja vel 32 Skok tørrede Tørv.
Saadan Tørv skæres der tolv Tome lang, syv breed, og fire
Tome tyk, men de tørres meget ind, hvilket skal være god Tørvs
Egenskab.
Naar ovenmældte Tørves beskrevne Forhold imod Brænde,
efter Forsøg og Erfarenhed beregned, nemlig 500 Tørv=Tegel mod
en Klafter bløt Brænde, sammenlignes med Hr. Meiners Gisning
og Beregning, som vil, at man med en Klafter Elle=Brænde skal
kunde udrette ligesaa meget som med 7500 Tørv, hver Tørv omtrent
fjorten Tome lang, af en i 600 Aar tilgroed Tørv=Mose; saa bliver
her en mægtig Forskiæl.
Mose Tørvens Forskiællighed har Hr. Bansen meget vel an¬
merket og beskrevet, jeg vil allene her anføre de Kiendetegn, som han
giver paa den beste saa og paa den sletteste Tørv. Den beste Tørv
er sort, fast og tung, saa at en tørred Tørv, som er fjorten Tome


lang, sex bred og fire tyk, veyer to Pund og tre til sex Lod, den har in¬
gen seye Trevler og fører ingen Sand eller Leer ved sig, holder Jld i
det mindste hen ved tre Timer, den giver en hvid Aske og ingen ond Lugt,
denne Tørv er ligesom og den rette Tørv=Tegel besynderlig tienlig til
Smelte= og Smedde=Kul. Den sletteste lette Tørv bestaaer allene af Mos
og fine Rødder sammenflættet som et Filt, en saadan tør Tørv af forbe¬
meldte Størrelse veyer 26 til 28 Lod, den brænder med heel Flamme
og holder Jlden omtrent femten eller tyve Minuter.
Skulde det ikke være giørligt og nyttigt, at Tørven her hos os
i Kiøbstæderne kunde sælges og kiøbes efter Maal? Ligesom de fleeste
andre til Menneskenes Ophold og Nødtørftigheder fornødne Vahrer
efter en god Politie forhandles enten efter Maal eller Vægt og ikke
paa Slump.
Dette er det fornemste, af hvad jeg veed, der kand befordre
Tørv=Mosernes Vedligeholdelse og nyttige Anvendelse, det manglen¬
de kand opfyldes eller forbedres med andres bedre Jndsigt og Erfa¬
renhed.
Anmærkning
Ved at udgive dette Oeconomiske Magazin, haver Hensigten ikke just været,
at beførdre det som egentligen kaldes Erudition eller Lærdom, saa vidt
samme bestaaer i at vide, og i god Orden at fremsette adskillige Skri¬
benteres Meeninger, at ligne dem imod hverandre, og at fælde en vel¬
grundet Dom over deres større eller mindre Gyldighed. Ney, al den
Lærdom, som man har sigtete til, var en Kundgiørelse af hver god
Huusholders Tanker, om de Ting, som hans egen eller en kyndig Na¬
boes Forfaring kunde opdage, til almindelig Underviisning, Advarsel,
eller Forbedring. Jkke desto mindre, da det overflødige er uforkasteligt,
saa fremt samme ikke allene ey skader det fornødne og væsentlige, men
endogsaa tiener til at befordre saadant, hos visse Læsere af det lærde
VI. Deel.


329


Slags, hvis Jndsigt, særdeles i Natur=Lærens ordentlige Sammen¬
hæng, derved forøges og veyledes til videre Fremgang: Saa fornøyer
man sig ved, at kunde her fremlegge en saadan Afhandling om Tørve¬
Moserne, som fortiener Navn af en lærd Tractat. Den unævnte For¬
fatter haver Ret til at sette paa Titel=Bladet de Ord: Studio & Arte
thi han haver udarbeydet Afhandlingen med meere end almindelig Fliid
og Kunst, grundende den paa en Sammenligning af de beste Physico¬
rum Undersøgelser, og Chymiske Prøver, i hvilke det synes, han selv
ikke er uden nogen Forfarenhed.
No. XII.


No. XIII
Om
Tørve=Moser
Af
Jens Andreas Guldberg.
Studiosus Juris


§. I.
M¬
oser og Søer have det tilfælles med hverandre, at de ere vandige
og nedrige Steder, der efterhaanden tage imod det fra det høyre
Land nedflydende Vand, og enten af Mangel paa Afløb behol¬
de det alt hos sig, eller og kun den i det dybere indeholdte Deel
deraf, men lader Resten gaae sin Gang igien igiennem Afløbene.
Hvad som nu er et meget eller temmelig stort Vand, og friet for
§.2.
Træe= og Vand=Væxter, eller døg endnu kun temmelig af disse bevoxet, kalder
man en Søe.
§. 3. Det derimod, som enten er aldeles tilgroet, saa man om Som¬
meren, naar Vandet synker og uddamper, kand gaae derpaa, eller kun paa nogle
Stæder er tilgroet, men paa andre har endnu aabent Vand, Morads eller
Hænge=Dynd, saa man kun hist og her om Sommeren kand gaae derpaa, kal¬
der man en Mose.
§. 4. Moserne faae igien adskillige Fornavne af de Ting, som de meest
bestaae eller bevoxes af:
Saaledes kalder man en Mose, hvoraf man skiær Tørv, en Tørve=Mose,
men den, som er begroet med Elle=Træer, en Elle=Møse. Dog har de og ofte
Navne af andre Ting, hvorom jeg her kun lidet bekymrer mig, da mit
Forsæt er allene at handle om Tørve=Moser, og besvare det første Spørs¬
maal af det givne Problema:


334
Hvori bestaaer Tørv=Mosernes egentlige Væsen og Natur?
§. 5. Men førend der kand følge noget udførligt Svar paa dette, maa
man begive sig lidet tilbage, og betragte Tørve=Moserne i deres første Oprindelse.
Fra Begyndelsen af har Tørve=Moserne været Søer, hvis Vande har
været frie for Træe= og Vand=Vexter. (§. 2.) Siden har disse efterhaanden
indfundet sig deri, Aar fra Aar saa længe formeret sig, til de hele Moser ende
lig ere komne under Vext, og har mistet sin forrige Skikkelse.
Saaledes seer man endnu daglig Vand=Vexterne at tage til i de ferske
Vande: de opfylder endnu Søer, Fiske=Parker, Tørve=Graver og andre
Vande, naar de kun ikke ved Rensninger derfra bliver forhindrede.
§. 6. Disse Vexter vil jeg henføre til 4Slags: Nogle af dem voxe kun i
det dybe Vand, og siden, naar Mosen er aldeles tilgroet, gaae bort igien af
sig selv, saasom guul og hviid Aakande, glat og knæet Rør, Flek, Siv. Nogle
holde sig næsten altid under Vandet, saa man ikke faaer dem ret at see, uden
naar Vandet er allerlavest, men i store Vande seer man dem først ret, naar
de under Fiskningen optrækkes i Baadderne. Disse blive og af sig selv borte,
naar Mosen voxer sammen oven til. Nogle følge Mosen i sin hele Vext, endog
lige til Tørven opskiæres, saasom Heste=Rumpe, Tue=Græs, Bukke=Blad,
og undertiden Flek og begge Slags Rør; nogle komme først, naar Mosen er
opfyldt, saasom Stær=Græs, Eng=Uld, Katte=Rumpe og andre Vexter, som
elske det siede.
§. 7. Træe= og Riis=Vexterne, som findes i en Deel Tørve=Moser, ere
følgende: Elle, Ask, Hassel, Vand=Hyld, Ugle=Rønne, Rønne=Træe,
Slaaen=Hagen= og Hiven=Torn, Vidie, Løbe=Lilie, Hinbær, Brambær,
hvoriblant undertiden opholder sig Bregne. Men meget faa finder man af Eeg,
Bøg, Avn=Bøg og Naver.
§. 8. Nu har vi da seet Vand= og Træe=Vexterne, som fylde Moserne
med Tørv, det følger af sig selv, at vi og bør tænke paa Maaden, hvorledes
de bære sig af dermed.
Alle de foranførte og mange flere Vexter, som jeg ikke veed at give Navn,
efterlade aarlig enten deres Stængeler allene, eller Stængeler og Blade tillige,
eller Bladene allene i Tørve=Moserne. Efterat disse ere igiennemdrukne af Van¬
det, synker de til Bunden, hvor de forblive, til de efterhaanden opløses til de¬
res Jord. Saaledes lægge de Aar efter Aar lidt til lidt i Bunden af Mosen,
indtil den endelig bliver saa høy, at Vandet kand tørres bort om Sommeren,


33
og de mindre Vand=Vexter, som det høye Vand forben holdt ude, ogsaa kand
finde Vey dertil. Disse nye Hielpere bliver alt fleere og fleere, og som de
blive fleere, giøres og Bunden i Mosen høyere. Endelig komme saa mange
Vexter til sidst sammen, at de med deres Rødder sammenknytte Mosens hele
Overflade, og giør den liig det omliggende grønne Land. Hvorved den bliver
alt fastere og fastere, men omsider saa beqvem, at man kand opskiære Tør¬
ven deraf.
Træe=Vexterne indfinde sig ikke i Tørve=Moserne, førend Bunden bli¬
ver saa høy og tyk, at den kand holde paa deres Rødder. Derfor finder man
dem gierne først hist og her i Kanterne, men naar Mosen er tilvoxet, kommer
der nogle overalt.
§. 9. Ligesom disse Vexters Stængeler og Blade oven paa forhøye Bun¬
den i Tørve=Moserne, saa hielpe deres Rødder til neden i, naar de enten af
Ælde furner, Stammen rives fra dem, eller de paa andre Maader blive
Stammen uduelige; thi man finder gierne midt i Tørve=Bunden store Stubbe
af Fyr, Gran, Birk, Elle og deslige, som endnu har Stumperne af de tyk¬
keste Rødder, skiønt meer end halv forraadnede omkring sig; men al den øv¬
rige Længde, seer man intet til, fordi den alt er bleven til sin Jord. Ligeledes
finder man nogle sorte Piber, som ere de furnede Rødder af den Urt Heste¬
Rumpe.
§. 10. Endelig føres en Deel Straae, Løv, Blade, tørre Urte=Stæn¬
geler og deslige af Vinden til Tørve=Moserne.
Men en langt større Mængde af Sand, Jord, Straae, Pinde, Løv,
Blade, Urte=Stængeler, smaae Qviste og saadant mere bringes dem til af det
tilløbende Vand (§. 1.) hvilket efterhaanden beblandes med Jorden af Vex¬
terne, og hielper altsaa til Bundens Høyde i Mosen ligesaa fuldt som de.
§. II. Denne efterhaanden samlede Jord i Tørve=Moserne trykkes tettere
sammen deels af sin egen Byrde, og deels af det oven paa staaende Vaad.
§. 12. Atsaa bestaaer
Tørve=Mosernes egentlige Væsen og Natur,
i en af Vand= og Træe=Vexternes forraadnede Toppe, Blade og Rødder
sammensat, og med det, som føres til af Vand og Vind, beblandet Jord, som
Aar efter Aar fra Bunden i Moserne og lige til deres Overflade efterhaanden er
samlet, og i Tidens Længde ved Vandets og sin egen Trykkelse bleven saa fast
og sammenhængende, at man endelig kand opskiære den i Tørv.


336
§. 13. Af dette blive nu de sande Aarsager til de mange ogsaa adskillige
Jord=Arter i Tørve=Moserne aabenbare, thi enhver seer lettelig, at de ikke kand
være andet, end de mange ogsaa adskillige Slags Vexter, som har voxet i Mo¬
serne, og efter Forraadnelsen har efterladt sig hver sin Jord=Art, endskiønt de
siden selv ved Mosernes høyre og høyre Vext ere forsvundne, saa man ikke seer
flere af dem, end de, der beklæde Overfladerne, (§. 6.
Ligesaa let lader sig og heraf forklare, hvorledes der kand findes mere af
eet end et andet Slags Jord i een og den samme Tørve=Mose, eller i een og den
samme Grav deri: Der har nemlig paa den Tiid, da dette Lav er samlet, det
Slags Vext havt Overhaand allene, hvoraf det Lavs Jord er, enten over hele
Mosen, eller paa det Sted allene, hvor Graven skiæres; eller og flere Slags
Vexter tillige, men dog saadanne, der har efterladt sig eet (til Anseelse) Slags
Jord. Eller og Vandet kand paa den Tiid have bragt saa stor en Mængde
Jord og andre Ting med sig (§. 10.) fra det omliggende høyre Land, at dette
Lav deraf er bleven samlet. Men da Vandet fører en Deel Jord og Sand
med sig, naar det løber til, saa maa og saadant et Lav være grovere og skiø¬
rere i Materien, end det, der er samlet af Vexterne, der bestaae af langt
finere Dele, lad være det ogsaa faaer nogen Blanding af den med Vandet føl¬
gende Jord og Sand.
§. 14. Er nu det første Spørsmaal ret besvaret, bliver det følgende saa
meget lettere:
Er det noksom bevisligt, at Tørve=Moserne opvoxe paa nye
efter deres Udtømmelse?
Thi en Tørve=Mose bliver ved Tørvens Optagelse deraf renset og ud¬
tømmet fra det, der har sat den i den store Ulighed imod sin første Oprindelse,
og gjort den af et dybt og for Vexter friet Vand til et med Vexter opfyldt
Land. (§. 5.)
Har nu Vexterne i den Tiid, som er forløben imellem Tørve=Mosens før¬
ste Oprindelse og dens første Udtømmelse, Aar fra Aar mere og mere opfyldt den?
(§. 8. og 9.) Har Vandet, som aarlig er løbet dertil fra det høyre omliggende
Land, bragt Jord, Sand og andre Hielpe=Midler med sig til dens Bygning?
Har Vinden ogsaa henført dertil, hvad den har formaaet, saa maa ogsaa
disse tre Bygmestere paa ligesaa lang Tiid kunde skaffe Mosen fuld af Tørv igien,
saa ofte den bliver udtømmet, med mindre de deri af noget skulle kunde forhin¬
dres, hvilket de dog vel ikke kand, saa længe det er Jndbyggernes Agt at bevare
Tørve=Moserne.


§. 15. Men den daglige Erfarenhed fremlegger de beste Beviser i denne
Sag: man behage kun at bemøye sig med de Tørve=Gravers Betragtning,
som ere skaarne for 10, 20 og 30 Aar siden, saa skal man befinde, at de første
allerede har en temmelig høy Bund og ere besatte med en Deel Vexter, de mel¬
lemste ere mere end halv fyldte, og Bunden kommer frem, saasnart Vandet be¬
gynder at synke, men at de sidste ere sammenvoxte, og med de smaa Mose=Vex¬
ter tet begroede, faste og tette, saa man endog kand gaae paa dem, som paa
den anden uskaarne Mose, hvoraf jeg slutter, de ere færdige at skiæres igien.
Dog kand det maae skee ikke just være saadan alle Steder, især, om der
findes Forskiæl paa Tørveskiæringen, og Graverne giøres smaa her og store
der, thi da har de smaa altid Fortrinet, eftersom Vandet om Vinteren ikke
kand giøre dem saa stor Skade, som de store.
Altsaa er det bevisligt nok, at Tørve=Moserne opvoxe paa nye
efter deres Udtømmelse.
§. 16. Men da man veed af Tørveskiæringen, at der ved Tørvens Op¬
tagelse af Graverne befindes meget, som for sin Mudderagtigheds Skyld ikke
er tienligt til Tørv, men udskrabes med Jernet i Graven, og bliver der liggen¬
de: at der falder mangfoldige Smuler og Stumper af baade i Graven selv,
naar Tørven udstikkes, og oven for ved det den kastes op, hvilket føres baade i
den samme Grav igien og i dem, der ere nest ved: at der bliver staaende et stykke
af Tørve=Bunden rundt omkring Graverne, som sættes til at holde Vandet,
der er i de andre Graver, ude fra Skiærerne, saa længe de ere i Graven, og siden
skiæres det øverste af, og saa meget man kand faae under det indløbne Vand,
men det øvrige lige til Bunden efterlades, saa følger det af sig selv, at Tørve¬
Moserne herved faae en Grundvold forud, som Vexterne, Vind og Vand ellers
i mange Aar skulle arbeydet paa at lægge. Altsaa slutter jeg heraf, at Tørve¬
Moserne maae voxe hastigere til efter deres Udtømmelse, end forhen.
§. 17. De 2de Spørsmaale ere da afgjorte, nu følger det 3die.
Hvad Forsigtighed skal man bruge til deres Vedligeholdelse?
Jorden i Tørve=Moserne er sammensat af de adskillige Slags Jord=Arter,
som de deri voxende Vexter har efterladt sig, og beblandet med det, som føres
til af Vind og Vand. Skal nu en Mose samle Tørve=Jord, maa det nød¬
vendig komme an paa Vexter, og hvad Mosen ellers føres til.
Det bliver derfor Spørsmaal; om det ikke er mueligt at forskaffe Tørve¬
Graverne Mængde af disse Nærings=Midler, strax efter Udtømmelsen, uden
just at lade det komme an paa Tidens langsomme Føring?
Af Vand Vexter tilstaaer jeg det skal være vanskeligt nok at forskaffe dem
Mængde, thi hvem vilde paatage sig den Besværlighed at opgrave Vexter af
VI. Deel.


338
den ene Mose og plante dem i den anden, eller tage dem fra den ene Mose for
at berige den anden? Dog er det ikke ugiørligt. Man finder Tue=Græs baade
paa de tilvoxte og ikke tilvoxte Moser, af dette Tue=Græs eller Græs=Tuer kand
man tage en god Deel op af de tilvoxte Moser i Nærværelsen med Tørve=Jer¬
net, og kaste dem oven paa Vandet i Gravene, efterhaanden som de skiæres,
de tager ved strax og formere sig stærk inden faa Aars Forløb. Jeg har ofte
seet dem udkastes i Tørve=Gravene af Skiærerne, naar de har været dem i
Veyen, men siden altid befundet dem voxende.
Man kand og om Sommeren, naar Aakande=Vand=Lilie= og andet
saadant Frøe er modent i Moserne, samle sig en Deel deraf og kaste det i de
mindst bevoxte Graver, og paa denne Maade kand man faae Vexter nok i en
Hast i Tørve=Gravene.
Da nu de Ting, som Vand og Vind fører til Tørve=Moserne (foruden
Jord og Sand) ogsaa ere Vexter og deres Dele, (§. 10.) saa kand man let¬
telig hvert Aar forskaffe dem Mængde af disse, ved det man opsamler alle saa¬
danne visne Urter, Qviste, Pinde, Løv, Blade, for Vinteren omkring ved
Giærder og Buske, i Marker og Skove, og fører dem i Tørve=Graverne,
hvor de blive til den største Nytte, da de nu ere til saare liden eller gandske in¬
gen. Dog var det ikke tienligt at føre aldt for meget deri, men først noget og
siden noget, at det kunde faae ret Tiid til at igiennemdrikkes af Vandet og raadne.
§. 18. Formeget Vand er en stor Hindring i Tørve=Mosernes Vext. Det
forhindrer baade Vexter fra at komme deri, og opriver en stor Mængde deraf
om Vinteren, endog store Tuer, og kaster dem paa Bredden af Moserne.
Det er derfor en meget magtpaaliggende Sag, ved Grøfter at lede det meget
Vand bort fra Tørve=Moserne, thi derved fremmes deres Vext og Sikkerhed.
§. 19. Er nu formeget Vand Tørve=Moserne til Skade, behøves heref¬
ter en større Forsigtighed ved Tørvens Skiæring, end hidtil er viist:
Efter den her brugelige Maade skiær man Tørven op af en Grav, undta¬
gen paa et stykke rundt omkring henved i Alen bredt, som man kalder en Vold.
Dette bliver staaende, saa længe man skiær i Graven, for at holde Vandet ude
fra de uden for værende Graver, men naar man har faaet Tørv nok op, skiær
maa ogsaa dette stykke af, og det uden for staaende Vand løber ind, og bliver
lige høyt med det uden for. Naar Vandet har holdt op at løbe saa stærk ind,
gaaer man hen paa det overblevne af disse Volde og skiær endnu under Vandet
saa meget op, man kand naae deraf, herved kommer hele Tørve=Mosen i eet,
saa vidt den er opskaaren, og seer ud som en aaben Søe.
Herved gives Vandet Leilighed nok til store Bølger, og med dem den store
Magt at oprive Vexterne og skylle dem op paa Bredderne af Mosen. Bleve nu


335
disse Volde staaende omkring alle Graverne, vare de som stærke Bulverker,
hvorpaa Vandet maatte bryde sine Bølger, og holdes fra at giøre Moserne Skade.
Altsaa er det høyt fornødent, at Voldene ved Tørveskiæringen bliver staa¬
ende i deres fulde Høyde.
Og da disse Volde oven paa ere fulde af Vexter, saa kand Graverne og¬
saa snart faae Mængde deraf; thi baade kand Rødderne deraf skyde unge Plan¬
ter ud i Graverne, og Frøet falde ud deri til alle Sider. Alisaa blive de ogsaa
Nærings=Midler for Moserne.
Endelig ere og disse Volde et sikkert Beviis for Efterkommerne paa Mosens
forrige Høyde, saa de kand være visse paa god og dyb Tørve=Bund, dersom de
lader Mosen voxe til igien af lige Høyde med Voldene, saa den bliver lige saa
høy en Plan igien, som den var, da den første Gang blev skaaren.
§. 20. Tørve=Moserne ere sammensatte af de forraadnede Vexters Jord¬
Arter, og blandede med den, som føres dem til af Vandet. Nu finder man
mange Stæder heele Steen=Dynger og mange enkelte baade store og smaa
Steene saavel i Tørve=Bunden selv, som oven paa, hvilke uden Tvivl ere ned¬
væltede og nedkastede deri fra det omliggende Land, man finder Been og Been¬
Rader deri af Creature. Alt saadant er kun til Fordærvelse for Tørve=Moserne;
thi deraf kand ikke blive nogen Tørve=Jord. Forsigtighed udkræver derfor at
holde Tørve=Moserne frie fra saadant.
§. 21. Ligesom Vinden bevæger Toppene paa Træerne, og Toppene
igien Stammen, saa bevæger Stammen igien Rødderne i Jorden, bevoxes nu
en Tørve=Mose af Træer, maa deres Rødder ogsaa i Tørve=Bunden bevæges,
og bevæges de i Tørve=Bunden, maa den og deraf drages i Uorden, blive mør
og løs, og bliver den mør og løs, er den utienlig til Tørv, hvis Jord er fast og
sammenhængende. Forsigtighed befaler derfor, at holde Træe=Væxterne ude
fra Tørve=Moserne. Da nu de, som skiær Tørv, veed af Erfarenhed, at de
Stykker af Tørve=Moserne, som ere bevoxte med Træer, ikkun spilder Umage
og Bekostning, om de skiæres, saa lade de dem blive staaende urørte, og hvor
meget bliver da ikke spildt af Tørve=Bunden?
Hvor skadelige Træerne ere i Tørve=Moserne, vise endog de gamle og
meer end halv fortærede Træe=Stumper, thi der findes ikke engang tienlig
Tørve=Jord omkring dem, i hvor mange Aar der endog ere gangne forbi, siden
de lode af at voxe.
§. 22. Endelig bør ogsaa Graverne i en Tørve=Mose sættes saaledes, at
Efterkommerne jo før jo bedre kand skiære Tørv deraf igien, hvilket paa mange
Stæder ikke er iagttaget, og jeg i følgende vil oplyse.


340
Dersom alle Lods=Eyere begynde at skiære Tørv midt i Mosen, og hol¬
de saaledes ved fra Midten ud ad til alle Sider, indelukke de det inderste af
Mosen, som først er skaaret, og følgelig først voxer til igien, med de Graver, som
sættes sidst imod Kanterne af Mosen, saa ingen kand komme til at benytte sig af
det heele Stykke midt i, førend de yderste Graver ogsaa ere tilvoxte. Varer
det nu i 60 Aar, inden man faaer opskaaret saadan en Mose, maa de Graver,
som i de første 30 Aar ere skaarne, baade være tilvoxte, saa og færdige at skiæres
igien, men fordi man hverken kand stable Tørv op eller kiøre i de utilvoxte Gra¬
ver, maa der endnu gaae saa megen Tid bort, som de yderste Graver behøve
at voxe til i, til største Skade for Efterkommerne, som om de ikke har andre
Slags Ting at brænde, end Tørv, ikke fleere Moser at skiære Tørv i, end den
samme, i den Tid maa lide Nød for Brændsel.
Verre er det endnu, om Lods=Eyerne skiære noget allevegne i Mosen: noget
midt i, noget ved Siderne, noget ved Enderne, noget hidset og noget her. Lige¬
ledes om de begynde rundt omkring i Kanterne, og gaae bestandig fra Kanter¬
ne af Mosen ind ad: thi da blive ikke allene store Stykker Tørve=Bund staaen¬
de, hist og her i første Tilfælde, men midt i det sidste, som de formedelst Graver
ikke kand faae noget af, men endog Tørve=Mosens Voxe=Tid, i sær i første Til¬
fælde, dobbelt forlænget. Exempel herpaa giver Tørve=Mosen her til Byen.
Af dette følger nu, at Graverne i en Tørve=Mose sættes forsigtigst, naar
alle Lods=Eyerne begynde ved een af Enderne paa Mosen, og holder saa ved i lige
Linie, til de naae den anden; thi da kand der strax uden forberørte Forhindrin¬
ger begyndes igien, hvor der blev begyndt først, saa snart Gravene ere tilvoxte,
og der spildes intet af Tørve=Bunden.
§. 23. Hvad de endnu urørte Tørve=Moser angaaer, da behøves ingen
videre Forsigtighed til dem, end at lede Vandet bort fra dem, saa meget mueligt
at Tørve=Bunden kand blive des fastere.
§. 24. Altsaa bestaaer den Forsigtighed, som behøves til Tørve=Mosernes
Vedligeholdelse i disse 3 Poster
1) At skaffe dem Mængde af Nærings=Midler, eller af det, som befordrer
deres Væxt (§. 17.)
) At befrie dem fra det, som er dem til Skade (§. 18, 20, 21 og 23)
3) At sette Tørve=Graverne og Voldene omkring dem ret (§. 22 og 19.
Nyested den 12te Octobr. 1761.
Anmærkning.
Saa vidt man skiønner, er denne Afhandling baade ordentlig og solid eller bygget paa sine
rette naturlige Grundsetninger.
Ageø


No. XIV
Afhandling
Om Tørve=Moser,
J Anledning af det for indeværende Aar 1761
opgivne Problema:
hvori bestaaer
Tørve=Mosernes egentlige Natur og Væsen?
Er det noksom beviisligt, at de, efter deres Udtømmelse
opvoxe saa nye, og hvad Forsigtighed bør bruges til
deres Vedligeholdelse?


§. I.
A¬
t der haver været Tørve=Moser til for Synd=Floden, nemlig, i
saadan Stand, som Tørve=Moser nu findes; eller, at der, i
den første Verden, har været de selv samme Concaviteter, Huller
eller Dybheder i Jordens Overflade, som nu ere til, og hvilke
skulde have indeholdt just den selvsamme forbrændelige Materie, som nu, i vore
Tider, af Tørve=Moser opgraves, er ikke rimeligt; i det ringeste er det ikke saa
beviisligt, som at vore nu værende Tørve=Moser, baade saavidt de ere
Concaviteter, eller Dybheder i Jordens Overflade, som og i Henseende
til den indeholdende forbrændelige Materie, nemlig Tørve=Jorden selv,
ere saaledes blevne beredte ved Syndfloden.
§. 2. At vore Tørve=Moser, saavidt de betragtes, som Huller
eller Concaviteter i Jordens Overflade, ere Virkninger af denne almin¬
delige Oversvømmelse, supponeres, med allerstørste Rimelighed, af de mang¬
foldige Træer, som findes overalt dybt nedre i Tørve=Moser, mestendeels Ege¬
Træer, hvilke, da andre blødere Træer, for lang Tid siden, ere forraadnede
og opløste til deres rette Element, nemlig Jord, for deres naturlige Fastheds og
Haardheds Skyld, moxen allene af alle andre Slags Træer har kundet, ind¬
til denne Verdens Alder, ligge nogenledes uforraadnede og bevarede. Disse


344
Træer, som saaledes findes i de allerfleste Tørve=Moser ere ikke (1) som endeel
vil, at man skal troe, alleneste Beviis paa, at paa samme Stæder skulle have
staaet Skov i ældgamle Tider. Ey heller kand deres Foregivende være rigtig,
som (2) vilde bilde os ind, at der har fordum været Vand, hvor nu ere Tørve¬
Moser, og at samme Vand har bortskyllet Jorden fra Rødderne af de nær hos¬
staaende Træer, saa at endeel af dem ere faldne omkuld og styrtede i Vandet,
og derpaa have ligget saaledes hen, indtil Vandet, langt om længe, er bleven
tilgroet, som man kalder det, eller er bleven, opfyldt med Mudder og Jord, saa
at der af Vand er bleven Land, eller Tørve=Mose. Ey heller (3) ere samme
Træer, efter nogles Meening, ved Storm=Vinde omkaste og førte hen i Mo¬
sen, imedens den endnu bestoed af Mudder og løs Dynd, hvorigiennem de,
som grønne Træer, der ikke kunde flyde, lættelig kunde synke, saa at de nu, da
samme Dynd og Mudder, ved Tidens Længde er bleven formeret og forhøyet,
derfor gierne kunde findes saa dybt nedre. Men, at disse Træer, som findes i
Tørve=Moser, ikke (1) have staaet paa de Stæder, hvor Tørve=Moser nu ere,
er aabenbaret; thi, enten har der, den Tid, været Vand, og da kunde jo
Træer ikke der voxe: eller og, der har været Jord; og hvorledes kunde da Træ¬
erne synke saa dybt ned i Jorden, som de nu findes? (2) At Vandet skulde have
bortskyllet Jorden fra Rødderne af disse Træer, saa at de ere plumpede i Van¬
det, og blevne der liggende, er ikke heller mueligt; thi omendskiøndt mange Exem¬
pler vel viise, at Vand kand bortslikke Jorden fra Træer, saa at de endelig maa
falde og styrte i Vandet, saa skeer det dog aldrig, uden, hvor der gaaer en sterk
og stridig Strøm; Men nu veed jo enhver i sær, at udi Tørve=Moser gaaer
ikke saadan Strøm, og, omendskiønt der er Vand, saa er samme dog, frem
for andre Vande, dovent og stilstaaende; Ja! om man end vilde giøre denne
Jndvending, at der, i ældgamle Tider, kunde have gaaet Strøm, hvilket er
imod al Fornuft; thi en Strøm kand jo ikke forsvinde: Saa maatte spørges:
hvor ere da de Træer komne fra, som findes ofte i største Mængde udi de Tørve¬
Moser, som paa alle Sider ere omgivne med høye Bakker, og fra hvilke, enten
aldeles ingen Fraløb er, eller ingen anden, end den, man, med ingen Arbeyde,
har maattet grave igiennem Bakker af mange Alens Høyde, af hvilket Slags
Moser man finder en og anden udi Fyen. (3) Omendskiønt ikkun meget faa
Aar gaae forbi, at man jo seer adskillige Exempler paa, hvorledes Storm¬
Vinde kuldkaste store Træer, ja! undertiden kand ødelegge heele Skove, som
er skeet een og anden Gang i Jylland, paa de Stæder, hvor Jorden er sandig;
saa veed man dog ikke, i disse Lande, noget Exempel paa saadan Kraft af Storm¬


34
vinde, som har kunnet føre saa store og gevaltige Træer, som findes overalt i
Tørve=Moser, saa langt ud, fra det faste Land, til midten af en Mose, der
ofte er en Fierdingvey i Breden, og undertiden derover, som Vildmosen i Vend¬
Syssel. Vi kand da ikke, med nogen Rimelighed slutte andet, end at de Træ¬
er, som findes overalt i Tørve=Moser, maae være der henførte ved
Synd=Floden, der saa høyt overstigede Jordens Overflade; og, siden sam¬
me Træer findes saa dybt nedre, nemlig, mange Alen under Jord=Skorpen,
saa sluttes ligeledes med al Rimelighed, at den samme almindelige Over¬
svømmelse, som har lagt dem paa sine Steder, haver og formeret og dan¬
net deres Leye, Stæder, eller de Huller, hvori de findes lagte. Endnu
et Beviis paa denne Sag er dette, at, omendskiønt det meeste Træ i Tørve¬
Moser er Eeg, saa findes der ogsaa, baade hist og her, udi Moserne i Dan¬
mark, Fyrre=Træ; især skal udi Hamkum=Herreds Moser i Jylland findes me¬
get af feedt Fyrre=Træ, hvoraf Bønderne skiære Splindre, hvilke de bruger,
i Stæden for Lys, om Aftenen, at giøre deres Gierning ved. Nu spørges:
hvorledes skal vel dette Udenlands Træ være kommen ind, under Jor¬
den, i Moserne af Danmark, hvor aldeles intet Fyr voxer, uden alle¬
neste ved Forplatning, dersom ikke Syndflodens forfærdelige Strøm¬
me havde revet det løs fra sin Fødestavn, og ført det med sig, maaskee
nogle 100 Miile, i Landflygtighed, indtil den, omsider, har undet
det et Hviilestæd i saadan er Begravelse, som den selv havde dannet
for det?
3. Nu vil jeg hernæst ligeledes stræbe at beviise, i det ringeste at giøre
det rimeligt og troeværdigt, at den Materie, som meldte Dybheder i Jordens
Overflade, og hvilke vi kalder Tørve=Moser, ere opfyldte med, nemlig Tørve¬
Jorden selv, er ogsaa en Virkning af Syndfloden, eller, at Syndfloden
har bragt Samlingen, eller dog den vigtigste Deel af denne brændelige
Materie sammen til det Stæd, hvor den nu findes: Og da skal mit
Beviis gaae fra det mindre til det større, saaledes, at, hvad vi seer for
vore Øyne daglig Dags at skee, eller at være skeet af mindre Oversvøm¬
melser og smaa Strømme, det maae vi antage, som en unægtelig Sand¬
hed, at være skeet i høyere Grad af Syndflodens mageløse Oversvøm¬
melse. Hvad seer vi nu at være skeet, og at skee daglig ved den?
(1.) Seer vi, ved Oversvømmelser af Havet, at, hvor det bryder
ind, mudrer det Jorden op med sin rivende og hvirvelagtige Strøm, som det
farer frem, nu paa et, nu paa andet Stæd, saa at der kand ofte blive Bond¬
VI. Deel.


346
løse 2t overmaade dybe, Huller i Jorden, hvilke det arbeyder bestandig paa,
saalænge Floden (æstus, fluxus) varer, at udvode og fordybe, med sine be¬
standige Strøm=Hvirveler, der foraarsages af een, eller anden Modstand, der
kand tvinge Strømmen af sit Linieagtige Løb: Udi samme Tiid, nemlig, saa¬
længe Jndbrydelsen, eller Floden, endnu staaer paa, er Vandet, som vælter
frem med saa gevaltig en Strøm, ureent, skident og mudrigt af de utal¬
lige Jord=Deele, som det, ved Jndbrydelsen, har revet løs fra alle Stæder,
og nu fører omkring med sig, saaledes, at paa de Stæder, hvor Strømmen
faaer Rum nok til at udbrede sig, og følgelig ikke farer af Stæd med den aller¬
stærkeste Kraft, tabes de tungeste Deele, saasom Sand, smaa Steene, Skal¬
ler, og mange andre Ting af det Slag, hvorved Huller, Grøfter, Damme &c.
ofte opfyldes, og Engbond, Agre og frugtbare Marker, fordærves, men sam¬
me Strøm, som, formedelst ovenmeldte Udbredelse, er bleven for svag til at
føre de tunge Deele længer med sig, har endnu meere, end Kraft nok, til at
bære, og af Stæd drive, de lætteste og feedeste Jord=Particler, hvilket varer
ligesaa længe, som Floden regierer, eller endnu voxer; men, naar den nu ikke
kand voxe længer, og den er paa det høyeste, saa bliver der altid, imellem
Flod og Ebbe (jeg taler alleneste her om Oversvømmelser 2: overordentlig Flod)
ogsaa et Mellemrum i Tideu, i hvilket Vandet bliver staaende ved sin forrige
Høyde, men stille, uden synderlig Strøm, alleneste med en mat Strøm,
bestaaende i en Slags frem= og tilbagerullen, med en doven Omkringdreyelse,
hvis Middelpunkter, eller Axes, falder, just der, hvor Vandene ere dybeste,
og hvorhen forommeldte lætte Jordpartikler, som svæver i det endnu ikke fuld¬
kommen roelige Flod=Vand, immer, ved Omdreyelse, hentrækkes, og efter¬
haanden synker saa løselig need paa hinanden, saa at, naar Flod=Vandet en¬
delig løber tilbage, hvilket ikke skeer med saadan Hastighed og Magt, som
det indbrød, bliver, formedelst dets langsomme Strøm, dog en anseelig
Deel af de samlede feede Jordpartikler tilbage udi Hullerne. Det selv¬
samme Phoenomenon, skiønt i mindre Grad, finder vi 2.) Ved mindre Over¬
svømmelser af Floder, Aaer, Bække, ja endog af Regn=Vand, at hvor
en god Samling deraf har gjort sig en Rende, at flyde udi, seer vi alletider,
udi samme, mangfoldige Huller, som Vandet, ved sin Fremstyrtning, har
gjort, af hvilke, endog det allermindste haver, efter at Vandet er forsvun¬
det, sin Part af et sort Bondfald (sediment) hvilket er intet andet, end
en Deel af de feede og lætte Jordpartikler, som Strømmen har ført med
sig andensteds fra, og der, ved sin Aftagelse, har, paa ovenanførte Maade,
efterladt sig.


34
§. 4. De Virkninger, som vi nu saaledes daglig seer, at disse
forommeldte mindre Oversvømmelser og Strømme frembringer, i stør¬
re, eller mindre Grad, efter deres adskillige Kraft, som dependerer af
Vandets større, eller mindre Mængde; det maae vi, med den fasteste
Overbeviisning, forestille os, at være frembragt ved Syndflodens
forfærdelige Oversvømmelse, nemlig: efter at Afgrundens Kilder opbraste,
og Himlens Sluser aabnede sig, saa er disse umaadelige Vandes Jndbrud i
alle Verdens Lande skeet med en ubeskrivelig Magt og rivende Strøm, hvilken,
ligesom, har sønderrevet og adsplidet Jorden, omkastet alle Jordbakker paa
sine Stæder, fyldt Dalene paa sine Stæder, opmuddret Jorden ved sine grue¬
lige Strøm=Hvirveler paa utallige Stæder, hvor Strømmene have fundet en
Slags Modstand, enten af Steen=Klipper, som have været for dybt roedfæstede
til at kuldkastes, eller og, hvor Strømmene have mødt hinanden, eller ere
blevne samlede i stumpe Vinkler: Atter, naar Vandene, ved Vindenes Om¬
dreyelse, have maattet forandre deres Løb, have de tillige forandret deres første
Virkninger, saa at det, som ved de første Strømmes Kraft, var bleven til
en Dal, og ved Strøm Hvirvelerne kand være giordt til en Afgrund, nu igien
er bleven opfyldt; ja! hvor der endog har været Hav tilforn, kand være bleven
henført saa meget af Jorden, at der er bleven høy Grund, og et Stæd for en
Øe, efter Syndflodens Ende, derimod, hvor den første Strom havde lagt en
anseelig Forhøyning af allehaande Jordens Partikler, kand samme Stæd, ved
nye Strøm=Hvirveler, være bleven igien opmuddret, saa at siige, til Afgrun¬
den: Mod hvilke daglige, eller idelige Omvexlinger Syndfloden visselig, har
fortfaret, indtil det omsider behagede Gud, at stille sin Vrede (at jeg saa skal
tale) paa den forbandede Jord, og efterhaanden henviiste Vandene til deres
forrige Boeliger, eller Fængseler.
Det lader sig læt begribe, at disse ødelæggende Vande have, saalænge
Oversvømmelsen varede, udi deres rivende Strømme ført, og slæbte paa, alle
de Jordpartikler af den opmuddrede Verden, som formedelst deres naturlige
Tyngsel, ikke har kunnet forsvare sig paa Bunden imod Vandets Magt; hvilke
Jordpartikler, efter deres adskillige naturlige Tyngsel, og eftersom Strømmene
ved Vandets Formindskelse, have aftaget, omsider ogsaa, efterhaanden har
lagt sig paa Bunden; da de allerlætteste og feedeste længst har svømmet i Van¬
det, og, saa mange af dem, som paa den Tiid, da Jordens høyeste Stæder
begyndte at lade sig see, have været indeholdne i de Vande, som vare directe
over den siden Syndfloden beboelige Jord, have fulgt med Vandet, ligesom


348
det svandt til, og efterhaanden, som der vare Receptacula, eller Huulheder
paa Jordens Overflade, hvor en Samling af Vand kunde nogenledes standse,
og blive roelig, der have de lætte Jordpartikler, som hidindtil, for Vandenes
Bevægelses Skyld, umueligen have kunnet synke, nu faaet Tiid og beqvem
Leylighed til, i en Samling, at sætte sig paa Bunden, i mindre, og større
Mængde; eftersom den afløbende Strøm, formedelst sin Rendes viide, eller
Snæverhed, har været hastig, eller langsom; da bundfaldet er bleven dybest,
hvor Vandets Udtømmelse meest langsom er gaaet for sig, igiennem et snævert
Udløb, og, derlmod, lavest, hvor Vandet meere hastig har kunnet afløbe;
thi der haver det ført mange af de indeholdende Jordpartikler med sig, som ikke
har kunnet saae Tiid til at sætte sig.
§. 5. Af de mangfoldige Concaviteter, Huller og Opbheder,
som Syndflodens Vande have opmuddret paa Jordens Overflade, ere
der mange, som, efter deres særdeles Beskaffenhed, og Situation, i
Henseende til en, eller anden Ting, som har kunnet nogenledes standse
de udløbende Vande i deres hastige Fart, bleven Cørve=Mosør,
og de feede og lætte Jordpartikler, som have været røvede fra den
frugtbare Jord allevegne, og førdte saalænge omkring, og hvilke nu
efter lang Seplads, udi disse Dybheder, eller Huller, ligesom i en roe¬
lig Havn, have kastet Anker, ere den egentlige Tørve=Jord,
som vi, endnu i vores Verdens Alder, efter henved 4000 Aars Forløb,
opgraver og brænder.
§. 6. Det er dog alligevel ikke hermed sagt, at Tørve=Jorden, saale¬
des, som den nu omstunder findes, og opgraves, skulde aldeles ikke be¬
staae af andre Partikler, end justement af forberørte, §. §. 5, 4. der bleve,
udi Hullerne og Huulerne, samlede ved Syndflodens Vande; ney! meget
meere bestaaer Tørve=Jorden nu, paa alle Stæder af mangfoldige, og,
saa at sige, utallige andre Slags Deele, enten i større, eller mindre Grad,
hvilke siden, og ved mange Slags Leyligheder, der ere henførte, ikke engang at
regne adskillige Slags Mineralske Deele, som altid deriblandt findes: Men dette
vil jeg ikkun hermed sige, at jeg her giver en denominationem a parte po¬
triori; saa at den, ved Syndflodens Vande, samlede feede og lætte
Jord, der er bleven tilbage paa de laveste Stæder i Jorden, ud¬
giøre den vigtigste og, paa mange Stæder, den allerstørste
Deel af Tørve=Jorden.


349
§. 7. Det Slags Tørve=Jord, som bestaaer meest af de Jord¬
Partikler, som ved Synd=Flodens Vande ere samlede, er ogsaa heel kien¬
delig og forskiællig fra anden Slags Tørve=Jord, hvor disse Deele, eller Par¬
tikler ere de første.
Forskiællen bestaaer i Hensende til 1) Materiens Natur, 2) Farve, 3)
Særdeles Egenskaber.
1) J Henseende til Materiens Natur, bestaaer den af meget Fine,
Feede, og Slimede Partikler, saa at naar man tager en Klump deraf i
Haanden, ligesom den opgraves, og klemmer den sammen, saa (a) er den at
føle paa, ligesom Smør, uden endog den allerringeste Skarphed at fornemme.
b) Den efterlader alletider, i Hudens Rynker og Poris, overflødige Partikler,
hvilke man neppe kand aftoe i bar Vand, i det ringeste ikke uden stor Møye,
men sielden saaledes, at det jo kand kiendes, at man har rørt ved Tørve=Jord;
Ja! Sæbe har endog all sin Kraft fornøden til at løsgiøre disse smaa Deele
fra de usynlige smaa Kroge, eller Rynker, i Huden, hvor de dog have haft Rum
nok til at sidde; Heraf sees disse Partiklers Fiinhed. (c) Naar man uforsig¬
tig gaaer der, hvor den opgravede Tørv opkastes, maa man snart see sig lige
saavel fore hvorledes man gaaer, som, om det var paa Jis, thi ellers kand man
letteligen falde omkuld; hvoraf da sees denne Slags Tørve=Jords slimede,
(bitumineuse) Væsen og Natur.
2) J Henseende til dens Farve, da er den, som man kalder det, Kulsort,
eller sort i en en meget høy Grad.
3) J Henseende til dens særdeles Egenskaber, da er den (a) meget
Compact, dens Deele ere stærk samlede, og ligge tæt paa hinanden, hvorfor
den og (b) er meget langsom at tørre, saa at man, om Tiden og Veyrliget
tillader det, graver denne Jord tiillig om paa Aaret.
Naar den er bleven ret og fuldkommelig igiennemtørret er den, saa at sige,
c) Steenhaard, og frem for alle andre Arter af Tørv, tung: den er saa
haard, at, naar man kaster den over et Huus, skal den dog sielden, ved Faldet,
gaae i Stykker, ja! ofte kand den blive heel og holden, endskiønt en Vogn kiø¬
rer over den. (d) Naar den engang er giennemtørret, og derpaa har henlig¬
get et Aars Tid i et Huus, er det forunderligt, saa meget Vand, som
den kand taale, og dog ikke giennemblødes: For halvtredie Aar siden, og
derover, bleve tvende af dette Slags Tørv, i en Hast, brugte til at |understøtte
den ene Side af et Lav stammet Træ, som, udi en stærk Storm, allerede var
halv omkuldslaget; disse Tørv, hvilende alleneste paa 2 a 3 Stene, bleve, siden


350
den Tid, liggende, som de laae, da man saae, at de gjorde god Tieneste, ind¬
til forgangen Vinter, da den øverste endelig, ved den mangfoldige Regn, som
var falden, gik i Stykker, men den underste, som ligger der endnu, og bærer
det hældende Træes Byrde, er, saa got som, heel og holden, undtagen, at den
er noget sammenklemt af Greenen, som hviler paa den. Den har da nu, hen¬
imod 3 Aar, holdt ud imod all den Regn, der er falden, uden at gandske igien¬
nemblødes; hvoraf sees dette Slags Tørve=Jords Haardhed og Fasthed,
efterat samme er vel bleven igiennemtørret. (e) Dette Slags Tørv fanger
meget vanskelig Jld, hvilket er dens Haardhed at tilskrive, hvorfor, naar
den bruges paa Kiøkken, Skor=Steene, eller i Bielegger=Ovne, maa man først
giøre Jld med Brænde, Spaaner, eller anden lætbrændende Tørv; eller og, fra
Begyndelsen af, sætte den ind iblant bemeldte lætbrændende Sager, og derpaa
giøre Jld: Altsaa er dette Slags Tørv, uden Hielp af anden Jld=Brændsel,
snart uduelig i Kiøkkener og Bielægger=Ovne; Men derimod, (f) naar de en¬
gang ere komne ret i Brand, saegiøre de bedre og længere Virkning,
end det beste og haardeste Bøge=Træ, thi de giver en Heede fra sig, som er
utroelig, uden for dem, som har erfaret det, saa at endog Lands=Bye=Smeddene
i Heede, Egnene udi Jylland, bruger intet andet, at smedde ved, end dette
Slags Tørv, hvilke derfor ikke kaldes med andet Navn, paa Vester=Kanten,
end Smedde=Klyner, (g) De have meget Svovl i sig, hvilket kiendes, een¬
deel, af den forfærdelige Heede, de giver fra sig, endeel, af det, de angriber
Kobber og Malm saaledes, at de, paa en kort Tid, forbrænder Bonden paa en
nye Kiedel, hvorfor ingen bruger dem under Brændeviins= eller Brøgger=Kiede¬
ler, saa længe andens Slags Tørv kand haves, endeel og af den svovelagtige
Stank, de giver fra sig. Ved dette Slags Tørv er fremdeles at agte. 1) At
ingen Tørve=Mose, saavidt mig er bekiendt, bestaaer blot af denne Materie alle¬
ne, men, hvor den findes, ligger den noget dybt, da de øverste Lag (strata) ere
af anden Slag, nemlig det allerøverste murret og løs, ikke ret god, det
mellemste mestendeels brunagtig og meget god; det underste Sort, og jo
dybere der graves, jo sortere, og i saa meget høyere Grad træffes foran¬
førte Egenskaber. 2) Dette Slags Tørve=Jord er meere, end ufrugtbar,
thi, ikke alleneste, er den, i, og for sig selv, udygtig til at producere noget vege¬
tabile, men endogsaa, naar den blandes iblant anden Jord, giør den samme
kiendelig ufrugtbar, hvilket kommer af de mange svovelagtige Partikler, saa og
en god Deel af Arsenico og Vitriol, som den indeholder, hvoraf, naar man ikke
vel aftoer Tørve=Jorden af sit Legeme, naar man har handlet med den, Huden


351
sammenkrympes, giennemædes, og forvolder et Saar, hvori man læt kand
kiende en corrosivisk Materie, og hvilket ikke er saa meget got at læge.
§. 8. Foruden dette Slags Tørve=Moser, hvori findes bemeldte Tørve¬
Jord, hvis allerfleeste Partikler ere de samme, som Synd=Floden selv har ført
sammen, og derhen, som et Rov, der er tagen fra Markerne, eller de høy¬
ere Stæder, efterat de, saa tidt, og saa længe har været udskyllede; gives an¬
dre, og hvilke ere de fleeste, der indeholder en Tørve=Jord, hvis første
Anlag vel er giort af Synd=Flodens Vande, paa tidt ommeldte Maade,
og hvilke vel indeholder en større, eller mindre Deel af den, ved Over¬
svømmelsen, afskyllede Jords fedeste Partikler, men dog alligevel tillige
bestaaer, baade af anden Slags Jord, og saadan Jord som aarlig
har givet, og endnu, den Dag i Dag er, giver den Tilvæxt.
Disse Tørve=Moser ere, i Henseende til deres Materies, Godhed,
Fasthed, Tyngsel, Farve, Nytte, Dybhed, og andre Egenskaber, saa
adskillige, at neppe nogen skulle kunde være i Stand, til at give en fuldstændig
Beskrivelse og Forklaring derover. Jmidlertid kand de meget vel henføres til
2de Almindelige Arter, 1) Den Brune, 2) Den Murrede.
1) Den Brune bestaaer af en Blanding af den Jord §. 7. og anden
Jord, meest af Plante=Riiget (regno vegetabili) hvormed det, efter all
Rimelighed, er gaaet saaledes til: Da Synd=Flodens Vande forlode den beboe¬
lige Jord, have de vel, igiennem de Dale, hvor dette Slags Tørve=Jord fin¬
des, fundet en stærk Forhindring, at den udløbende Strøm haver maattet flyde
noget langsom og sagte, saa at en stor Deel af de feede og lætte Jord=Partikler,
som den førte med sig, har kundet faae Tid til at synke og sætte sig fast; Men
Forhindringerne har dog ikke været saa tilstrækkelige, at de har kundet holde
Strømmen saa sagte, at jo Vandet er løbet hastigere bort, end at, enten alle:
eller de fleste, eller slet saa mange af de fine og lætte Jord=Partikler har kundet
søge Bonden, og blive liggende, som er skeet ved de Tørve=Moser 6 præced.
saa at der er kun en maadelig Qvantite bleven tilbage af dem, hvilke, i lang
Tid, har staaet saaledes under Vand, at der, paa samme Stæd, har været en
Søe; Udi denne Søe, som, enten har haft bestandig Tilløb af smaa Render
fra Markerne, eller og, nu og da, af Regn=Vand, er, ved slige Leyligheder,
ogsaa bestandig henført, deels, Frøe, eller Sæd af alle Slags Vegetabi¬
libus, som omliggende Marker have produceret. Af dette Frøe og Sæd er me¬
get, eller noget i det ringeste, hendrevet i Begyndelsen, ligesom og siden efter,
til Land=Siderne, der har det fæstet sig i Jorden, spiiret, opvoxet, og igien baa¬


352
ren Sæd til videre aarlig Formerelse, hvortil anden aarlig Tilflod af mere Sæd
har contribueret meget: Den første Fordeel heraf, til en Tørve=Moses Bere¬
delse af en Søe, har været denne, at Søe=Bredden, ved Græs og andre
Vegetabilibus, har faaet, ligesom et Gierde, der har forhindret og stand¬
set all den Fedme, som fra Markerne, ved Regn er bleven nedskyllet, at den ikke
alsammen skulde udflyde i Søen, og ved den Strøm, som Regnskyl og Tøe¬
Brud kunde foraarsage, bortflyde af den, men smukt blive liggende, for at fæste
sig, og altsaa at indskrænke Søen, aarlig, alt meere og meere. Deels haver
bemeldte idelige Tilløb altid ført noget af de omliggende Markers Fedme,
og af Vegetabilium visnede og affaldne Blade, ned udi Søer; ligesom
og alle de Vegetabilia, som aarlig ere opvoxne ved Søe=Bredden, have ogsaa
aarlig betalt deres tilbørlige Stade=Penge og Skat med deres Blade og Stæng¬
ler til en Jords=Beredelse, hvormed Søen alt meere og meere, Aar fra Aar er
bleven indskrænket, og Lagviis opfyldt, indtil der, endelig, saa at sige, af sig
selv er bleven nogenledes fast Land; eller og, Vandet, ved Eyernes Flid og Ar¬
beyd, da Nødvendigheden har drevet dem, til at lede efter Tørve=Jord, er ble¬
ven, ved Render afgravet, og den løse Mudder, eller Lummer af Dynd har
kundet sætte sig fast og consolideres, efter at Vandet, som opfyldte dens Mellem¬
rum, endnu, ved Tørke, og Solens Varme om Sommeren, alt mere og mere
er bleven udtørret, og den øverste Skorpe saaledes er bleven beqvem, til at bære
Græs og andre Væxter, som elske Moser og sumpige Stæder.
Heraf sees nu, rimelig, hvorledes den brune Tørve=Jord, der for¬
nemmelig haver faaet denne Farve af forraadnede, eller opløste Vege¬
tabilibus, er bleven beredt, fra først til sidst.
§. 9. Ved denne brune Tørve=Jord, saavel som og, ved den sorte,
haarde og tunge §. 7. er endnu at agte noget, som, efter mine Tanker, har
gjort maaskee det vigtigste, til at benævnte Slags Tørve=Jord er bleven gjort saa tien¬
lig, duelig og god, til at brænde: dette bestaaer da derudi, at naar Moserne,
ved opvoxende Græs, Siver, Flæg, og andre slige Vand=Væxter, ved Ud¬
løbs Enderne saaledes ere blevne tilgroede og stoppede, at ingen ordentlig Fra¬
løb meere har været, uden, naar Vandet, ved Regnskyld og Tøe=Brud, er
voxet for høyt, og Mosernes Vand, følgelig, er bleven et stillestaaende Vand,
saa har Solens Brynde, om Sommeren, foruden at borttørre en stor Deel
deraf, bragt det tilbage blivende i Forraadnelse og Giæring, hvilket saa
meget lættere har kundet skee, som Vaudet, ligeledes, som Grunden, har væ¬
ret fuld af heterogeneis. Ved denne Forraadnelse og Giæring ere par¬


343
ticulæ heterogeneæ afsondrede, og, som et sliimet og feedt Væsen,
foreenet sig med Jopd=Partiklerne paa Bunden, og saaledes giort dem
ret beqvemme til en brændelig Materie. Hvad nu saaledes er skeet udi de
Moser, hvor, af Begyndelsen, har været nogen Udløb, eller, hvor den Dag
i Dag er, kand være Udløb ved visse Leyligheder, det er da meere skeet i de Mo¬
sex, hvor, enten ingen, eller dog meget sielden, har kundet være Udløb.
§. 10. Den murrede Tørve=Jord falder meest udi de Moser, som,
efter deres Situation ere saaledes beskaffene, at Syndflodens Vande, ved de¬
res Udløb, have saa got som ingen Forhindringer fundet for sig, hvorudover
samme udløbende Vande ogsaa, saa got som, ingen af de indeholdende lætte
og feede Jordpartikler have der ladet blive tilbage, men alleneste efterladt sig en
Huulhed, eller Dal, hvis øverste Stratum har bestaaet af Stene, Grus
Leer, eller Sand; Saa at Syndflodens Vande have næsten intet ud¬
rettet ved disse Moser, uden at danne en Huulhed, eller lang Dal, da
den Tørve=Jord, som dog alligevel i dem findes, haver sin Generation
at tilskrive den Fædme, som ved Regnskyld og Tøebrud, og slige Allu¬
viones, fra omkringliggende Marker, og af Plante=Riiget, derhen
Aar fra Aar er ført og samlet. Denne murrede Tørve=Jord, er sort, ikke
sammenholdig, sprød, naar den graves, saa at Graverne har ondt,
ved at skille sig skikkelig ved de opgravende Tørv, men de, der skal tage
imod dem, og henføre dem til det Stæd, hvor de skal staae og tørres, har
værre, thi al Fliid og Agtsomhed uagtet, gaae dog mange af dem i Stykker
under Hænderne, og naar de omsider ere blevne tørre nok til at indages, saa
blive de endnu skiøre, saa at en stor Deel af dem gaae i Stykker, ved Jnda¬
gelsen, en stor Deel ligeledes ved Opstablingen i Huuset, og saa fort frem, ved
den mindste Flytten og Bevægelse, saa at man mestendeel kand giøre sig denne
Regning, at næppe halvparten af dem, som graves, komme heele og uskadte
paa Skorsteenen, hvor samme dog ikke er ret god Brændsel; thi hverken ere de
drøye, ey heller give de ret stærk Heede, ey heller kand der blive gode Gløder af
dem; thi saa snart man tager fat paa dem med Jld=Tangen, for at flytte dem
hen paa et andet Stæd, gaae de, de fleeste gange, i mangfoldige Stykker.
Denne murrede Tørve=Jord falder sielden ret dyb; thi den bestaaer, moxen
alleneste af saadanne Partikler, som efter Syndflodens Tiid, og ved smaa
Alluviones, ere samlede, og altsaa kand dette Slags Tørve=Moser ikke inde¬
holde saadan Mængde af Tørve=Jord, som forbemeldte 2de Slags §. §. 7. 8.
VI. Deel.


344
til hvilke Syndflodens Vande have contribueret, enten den meeste, eller dog
en anseelig Deel af Materien.
Spørges nu, hvorfor denne murrede Tørve=Jord er saa skiør, og af saa
slette Egenskaber, da dens Materie dog alligevel, i sig selv, er af samme Na¬
tur, som den anden forberørte, nemlig: en Samling af Jordens feedeste og
lætteste Particler? saa svares dertil: 1.) Fordi der findes altid, udi dette Slags
Tørve=Jord en stor Deel af Sand, og meget meere, end udi de andre Slags, thi
der findes Sand i al Tørv, i det ringeste fiint Sand=Støv, som Blæsten aar¬
lig, ved Mosernes Tilvæxt har ført derhen, undtagen i de underste Lag af den
Tørve=Jord §. 7. hvor jeg ikke, ved nøye Examen, har kundet finde den aller¬
ringeste Skarphed. 2) Fordi, udi dette Slags Moser, intet stilstaaende Vand
har været, følgelig, ey heller nogen ret Putrefaction og Fermentation, hvor¬
for det bitumineuse sediment §. 9. har feylet, hvorved Materien skulde været
imprægneret og giort compact, til at blive god Jldebrændsel.
§. II. Der findes og adskillige Moser, hvis Tørve=Jord, endskiønt
den ligner forberørte murrede Tørve=Jord meget, baade i Farve og Skiørhed,
dog ikke er den egentlige Mur=Jord; men et sær skilt Slag og en vanslægtet
Art af den Tørve=Jord §. §. 7. 8. Aarsagen til saadan degneration kand
være, at det ovenstaaende Vand ey har været saaledes disponeret, at nogen ret
Fermentation og Putrefaction deri har kundet gaae for sig.
§. 12. Der ere endnu et andet Slags Tørve=Moser (om de ogsaa bør
kaldes saaledes) hvilke producere et særdeles Slags Tørv, som er hviid¬
agtig, eller guulagtig, men ligesom en Svamp, baade meget læt og
aaben. Samme Tørv er snart intet andet, end gammel Mos, Mose¬
Græs, Siver, Flæg, og andre saadanne Vegetabilia tillige med deres
Kødder, af hvilke Specier, de allerældste og underste, ved en Slags Putre
faction ufuldkommelig ere opløste; de som ligge i et øverligere Lag, ere kun,
saa at sige, visnede, thi baade Mosset, og andre Vegetabilia, sees der gandske
heele og holdne, men i det øverste Lag, eller Grønskorpen, findes bemeldte
Specier i sin rette Fuldkommenhed, fordi de, enten for gandske kort Tiid til¬
forn, have ladet af at voxe, eller og fordi de, tildeels der endnu groe sog voxe,
naar de graves. Til denne Tørve=Jords Beredelse have Alluviones intet, eller
ukiendelig lidet, contribueret; thi den falder meest paa de needhængende Bak¬
ker, hvor, enten en Bæk, eller en murret Tørve=Mose, neden for findes.
Dog alligevel falder den ikke paa alle slige nedhængende Bakker, men alleneste
paa dem, som ere fulde af Kildevæld, og derfor saa kolde, at ingen ret Putre¬


45
faction udi dem kand gaae for sig, hvorudover det Mos, Græs, og andre slige
den Slags Jords Væxter, som enten ved Alderdom ere uddøde, eller og, ved
det yngeres Tiltagelse ere blevne undertrykte og qvalte udi saa mange Tider har
kundet blive bevarede fra total Forraadnelse.
Der gives vel ogsaa andre Pladser, hvor denne Slags Tørv kand graves,
saasom udi nogle faa Moser, ja! endog paa saadanne Stæder, som
kand, i visse Maader, agtes for at være høye, siden de kand være be¬
liggende mange Favne høyere, end nærmeste Mose, eller Bæk, saa got som
Horizontal jævne over alt, udi en stor Strækning, og uden nogen mellemkom¬
Saaledes gi¬
mende Forhøyning paa den Siide imod Bækken, eller Mosen.
ves mange af dette Slags Tørve=Pladser i Heede=Egnene udi Jylland, men
hvor de endog, saa gives, saa gaaer denne Materie dog aldrig ret dybt, men
ligger, enten nær paa et Strato af haard Steen=Grund, eller Leer, eller ,aa
en blød Morads, og altid er der mangfoldig Kildevæld i Grunden, som mesten¬
deel, hvor de bryde igiennem, føre en guulagtig, eller rødagtig Dynd med
sig. Denne Tørv, som her er beskreven, er, af alle Tørve=Arter, den
uædelste og ringeste, thi den vil ikke vel brænde, giver ikke synderlig
Varme, og er udrøy; hvorfor den ey heller graves, eller estimeres af andre,
end dem, der har stor Mangel paa al anden Slags Jldebrændsel. Ligesom Plad¬
serne, hvor de graves, ey med Rette bør kaldes Moser, siden de, i Alminde¬
lighed, ikke ere rette Huulheder, eller Dybheder i Jorden, saa kand den ey heller
med Rette bære Navn af Tørv, thi den bestaaer alleneste af en Samling
af gammel, og halvforraadnet Mos, Græs &c. som deels, ved Røddernes
Sammenvikling i hinanden, deels, ved mange Aars Compression, og den
deraf følgende Cohæsion, udgiør saadan en Massam, som kand lade sig grave
i Form af anden Tørv, og fordi den indeholder ikke ret meget Sand, men be¬
staaer, saa got som alleneste af udtørrede og visnede Vegetabilibus, kand den
brænde, dog ilde nok.
§. 13. Udi al Slags Tørv findes altid, i større, eller mindre Mæng¬
de, Trævler, besynderlig udi den brune, hvor de findes udi saadan Mæng¬
de, at, naar man bryder en giennemtør Tørv over, kand man, baade lydelig
høre, næsten, den samme Lyd, som naar man trækker Haar i Stykker, og
tillige tydelig see Enderne af de brustne Trævler, som ere meget ulige af Tykhed:
disse Trævler kand man tydeligere faae at see, naar man meget varligen, udskyl¬
ler et stykke Tørve=Jord, strax efter at det er opgravet, og imedens det endnu
er vaadt, da de seer ud ligesom Haar, der ere sammenviklede i hinanden: de


346
ere ikke alle saa fiine, at man jo meget vel, med et ubevæbnet Øye, kand see,
at det meget ligner Vasa af Planter, eller deres Rødder, saavel som
og Stængler af Vegetabilibus, og deres Blade, hvilket de ogsaa vir¬
kelig ere. Spørges nu (1.) hvorledes disse Rødder, i saadan Mængde ere
komne i Tørve=Jorden, ikke alleneste i de øverste Stratis, men endog i de un¬
derste, ofte mange Allen dybt nedre? 2.) hvorledes de, uden total Forraadnelse
og Opløsning, i saa mange Aar har kundet saaledes bevares? Saa svares I.)
det er riimeligt, at Syndflodens Vande have ført, i deres Strømme, lige¬
saa vel Frøe og Sæd af alle Slags Vegetabilibus, som en Materie, der, i sig
selv, er ikke tung, som de har kundet føre de lætte Jord=Partikler, der ere
baade materia prima og primaria til Tørve=Jorden.
Af dette Plante=Frøe og Sæd, som vel, meeste deelen, har været spiiret,
da Syndfloden endelig svandt, er der, rimelig, meget bleven tilbage udi Tør¬
ve=Moserne, og der, fremdeles i nogen Tiid, bleven ved i sin Vext, eller den
begyndte Grøde, og dertil i en Hast, faaet meere, end sædvanlig Vext, i pro¬
portion af sin Voxe=Tids Længde, baade formedelst den overflødige Vædske,
det laae udi, saavelsom og, fordi denne Vædske længe har beholdt den Varme
som den, udi Flodens Tiid, af Luften og Soelen har været imprægneret med;
og saaledes har da disse Frøe spiiret, og givet sig mangfoldig ud, hvor de endog
have ligget, enten oven paa den løse Tørve=Jord, som da kun var, som en
tynd Dynd og Lummer, eller midt i den, eller nederst; men denne Væxt har
dog ikke kundet komme til nogen Fuldkommenhed, endeel, fordi disse spirende
Frøe have, ikke alle, været af det Slags, som kand voxe i Vand, eller paa
vandagtige Stæder; endeel og, fordi meget deraf har ligget saa dybt, at, end¬
skiønt det, ved den Varme, som paa nogen Tiid blev i Vandet og Dynden,
vel kunde drives til en Slags Væxt, eller stærk Spiiren, saa har det dog ikke
kundet bryde ret igiennem, baade, fordi Kulden, som er saa naturlig paa Bun¬
den, og i Grunden af alle dybe Stæder, efter nogen Tiids Forløb, har ind¬
fundet sig, og dræbt olt det, der var i Grøde; saa og, fordi Tørve=Jord, i
sig selv, er udygtig og ubeqvem, til at producere noget Vegetabile til Fuld¬
kommelighed, af Aarsag: den baade fattes Sand nok, til at formere den nød¬
vendige Porositatem, til at modtage Solens Varme, og der ey heller findes i
Tørve=Jord noget sal fixum; men derimod nok af sulphuriske, og andre Sæd¬
dræbende Deele.
Her seer vi da en rimelig Generation af de første Trævler i det under¬
ste Lag af Tørve=Jorden. Generationen af de øvrige Trævler, som fremdeles,


34
indtil de øverste Lag, findes, er alluvionibus annuis, saavelsom og Storm¬
Vinde, at tilskrive, som bestandig have ført Frøe og Sæd til Moserne, hvilket,
paa en kort Tid, oven paa Dynden, eller Mudderet, ved Vandets, og Soelens
Hielp, har spiret og voxet, men derpaa, for ovenanførte Aarsagers Skyld,
igien er bleven dræbt, og har mistet sin animam vegetativam. 2) Den store
Kulde, der regierer i Tørve=Jorden, der er saa compact, at Solens Varme
ikke kand virke ret dybt ned i den, er Aarsag, at Trævlerne ikke har kundet op¬
løses, men ere blevne bevarede fra total Forraadnelse.
§. 14. Herved kunde endnu anføres, at der findes forunderlige Sager
udi Tørve=Moser, baade hist og her udi hele Danmark; For Exempel: udi
Borris Sogn i Riibe=Stift, findes, paa de allerfleste Stæder, udi Tørve¬
Moserne, et Stratum af Træe=Blade under Tørve=Jorden, hvilket Stra¬
tum hviler paa et andet, som bestaaer, mestedeelen, af Steen=Grund; hvor¬
for, naar Graverne komme saa dybt, at de naae disse Blade, grave de ey dybe¬
re, thi af Erfarenhed har de lært, at Tørve=Jord findes ey dybere ned.
Ved Viumgaard blev fundet, for en halv Snees Aar siden, udi en Tørve¬
Mose under den rette Tørve=Jord, en mængde af Hassel=Nødder, da dog
begge disse benævnte Stæder ere beliggende udi den skarpe Heede=Egn, hvorfra,
til nærmeste Skove, ere 9 a 10 Miile. Atter et riimeligt Beviis, at baa¬
de Tørve=Mosernes Concaviteter, og deres Contenta, ere Virkninger
af en almindelig Oversvømmelses=Kraft, ved hvilken disse, en fremmet Egns,
Producter did ere henbragte.
Der kand og findes Hiorte=Takker, Tænder af Dyr, nu eet, nu andet
Stykke af regno animali; Men, som jeg ikke kand skiønne, at en Beskrivelse
over slige Ting reqvireres udi Problemate, vil jeg ligesaa lidet anføre meere her¬
om, som indlade mig i Tørve=Jordens Chymiske Examen; da jeg ey heller seer
at Qvæstionen, om Tørve=Mosernes indvortes Væsen og Natur, sigter til vi¬
dere, end at faae Oplysning om det, som en Landmand, i Henseende til hans
Oeconomie, kand have Nytte af at vide; hvorfor jeg vil skride til Resten af Pro¬
blemate, og samme, efter min Jndsigt, at besvare.
§. 15. Her spørges da: Om det er noksom beviisligt, at Tørve¬
Moserne, efter deres Udtømmelse, opvoxe paa nye, og hvad Forsig
tighed bør bruges til deres Vedligeholdelse?
Dersom end aldrig nogen flittig, fornuftig, eftertænksom og forsigtig
Bonde, eller Landmand havde nogensinde været til, som kunde givet os øyen¬
synlig Beviis paa, at Tørve=Moser, i sin Grad, kunde opvoxe paa nye, efter¬


348
at, enten hans Forfædre, eller han selv, havde udtømmet dem; og dersom man
end ikke vidste det af Erfarenhed, saa kunde man dog, blot ved at betragte, i sær
den brune og murrede Tørve=Jord (hvor det viiser sig meest øyensynlig i de
overste Stratis, at Alluviones, ved jevnlig Tilførsel ex regno vegetabili, saa
og af andre fine Jord=Partikler andenstæds fra, have eontribueret meget til dens
Appositionem supernam og Opvæxt) meget læt raisonnere sig dertil, nemlig:
At paa samme Maade, som Tørve=Mosernes Substance har, efterhaan¬
den, udi forrige Seculis, tiltaget, voxet og formeret sig 6 8. kand den
endnu den Dag i Dag er, og skal kunde, indtil Verdens Ende, voxe
og formere sig, og, efter en, to, eller ti og fleere Udtømmelser, opvoxe
paa nye, saa længe den behørige og behøvende Tid dertil kun gives,
de rette virkende Aarsager ikke cessere, og den nødvendige Forsigtig¬
hed og Fliid bruges. Men vi har ikke behov, at hænge af blotte Raisonne¬
ments udi denne Sag, eftersom vi kand endda finde nogle faa Øyensynlige Be¬
viis, at Tørve=Moser, efter deres Udtømmelser, kunde nogenledes, og i sin
Grad, opvoxe paa nye.
Slige Beviis findes i sær udi Verninge Sogn i Fyen, besynderlig
paa Hielmerup Byes Grund; hvor Bønderne, fordi de ere Kongens, og
frie fra Trældom, have Lyst til at leve, og Munterhed til at giøre Oeconomi¬
ske Experimenter, hvorved de kunde opdage en, og anden Ting, til Nytte for
den nærværende Tid, og hvoraf deres egne Børn og Slægtinger, som de vide,
i Kraft af Kongel. Majestæts allernaadigste Villie, at være deres eventuele Suc¬
cessores, udi Fremtiden ogsaa skulle kunde høste Frugter. Jblant disse lyksalige
Konge=Bønder have, een og anden, af de vittigste, strax efter at deres Vilkaar,
under Høysalige Konge, Friderich den Fierde, vare bleven forandrede og for¬
bedrede, begyndt at behandle deres Andeel udi Tørve=Moserne saaledes, at de¬
res Efterkommere nu virkelig allerede have gravet Tørv paa de selvsamme Stæ¬
der, som af deres Forfædre have været udtømmede. Nu omstunder, da Erfa¬
renhed har viist, at Tørve=Mosernes nye Opvæxt, under visse Vilkaar er
muelig, behandler enhver Beboere i Almindelighed, der samme Stæds, sin
Andeel udi Tørve=Moserne saaledes, at omskrevne nyttige Øyemærke nogenledes
kand naaes.
Omendskiønt jeg maaskee kunde anføre nogle flere slige Beviis paa denne
Sag, besynderlig om samme bleve hentede fra andre Stæder paa Kongens
Gods; Eyendoms Bønder, der kand arbeyde for dem selv og deres; Herre¬
Gaarde, hvor der haves nok til at giøre Arbeydet: Saa tænker jeg dog, at


34
denne Sag er saa kundbar allerede, at der ey tvivles om Sandheden, og føl¬
gelig; maatte det være til Overflod, at svare videre til det Spørsmaal: Om
det er noksom beviisligt, at Tørve=Moser kunde opvoxe paa nye, efterat de en¬
gang ere udtømmede, end disse faa Ord: Ja vist er det noksom beviisligt.
Nota I. De udtømmede Tørve=Moser opvoxe neppe til den Høyde igien,
som de, før deres første Udtømmelse, have haft. Erfarenhed viser det,
paa de Stæder hvor anden Gang graves Tørv, da saadanne Stæder
altid ere meget lavere, end de, hvor ingen Tid tilforne har været gra¬
vet. Aarsagen hertil er, at Tørve=Jordens Opvæxt, i de engang ud¬
tømmende Grave, haver ikkun gandske liden Hielp fra Grunden, naar
første Gang er dybt gravet, men den faaer næsten all sin Væxt af det,
Alluviones føre derhen. Naar da Alluviones skal, saa got som, giøre
alting, vilde der behøves en saare lang Tid, til at fylde de engang ud¬
tømmede Moser indtil deres forrige Høyde.
2. Den nye Opvæxt af Tørve=Jord i de engang udtømmede Graver, bli¬
ver aldrig, enten Justement af samme Væsen og Natur, ey heller af
samme Dyd og Godhed, som den første, besynderlig, hvor Moserne
have været af den Beskaffenhed 67. 8. Da Erfarenhed viiser det, at
hvor tilforn har været gravet, enten af den sorte haarde 67. eller den
brune rare Tørv §. 8. der faaes, ved anden Gravning, Tørv, som ere
vanslægtede, nemlig: løsere, lettere og meget svovelagtige, der gi¬
ve i Almindelighed en rød Aske.
Aarsagen hertil er, efter mine Tanker, ingen anden, end at denne
nye opvoxende Tørve=Jord fattes, baade det Sediment af Synd¬
Flodens Vande §. §. 4. 5. saavelsom og det Sediment af mange Aar¬
lige Putrefactioner udi de ovenstaaende Vande §. 9. hvilket altsammen
behøvedes, til at giøre den Compact, drøy, og med eet Ord, god; Men
derimod bestaaer den næsten alleneste af Alluvioners Sediment, og, i
de nederste Stratis, af et sparsomt og tyndt Sediment, som et paa
visse Aarets Tider, overstaaende Vand ved Putrefaction har kundet
givet fra sig.
§. 16. Endskiønt nu den nye Opvæxt af Tørve=Jord, udi de engang
udtømmede Moser, ikke er saa god, som den første Gamle, der er opgravet,
saa er den dog god nok, og man kand meget vel hielpe sig med den, i alle de Til¬
fælde, hvor Jlde=Brændsel behøves; og da vi, udi denne Verdens Alder, nu


350
først begynde, at kunde see, hvorledes vore Skove ere ødelagte, eller dog skam¬
melig forhuggede; vore Tørve=Moser, enten aldeles opgravede, eller, meget
meere! omgravede, omvraadede, fordærvede, og giorte mere unyttige
og skadelige (nemlig udi den Stand, de fleste nu ere) end om de aldeles vare
udtømmede: Vi begynde og, at kunde, for Alvor, føle Mangeler af Jlde¬
Brændsel; Saa ligger der den allerhøyeste Magt paa, baade at spare det lidet,
som endnu til Jlde=Brændsel kand være tilovers; saavelsom og, saa vidt, det
er os mueligt, at mage det saaledes, baade ved Træers Forplantning og Op¬
elskning, saa og, ved Tørve=Mosernes fornuftige og forsigtige Behandling, at
begge Deele kand holde ud, ikke alleneste, med os selv, men endog med vore
Børn og Efterkommere.
Skiønner Eftertiden endskiønt ikke paa vores Forsorg og Omhyggelighed,
saa vil den dog ikke finde Aarsag til saa retfærdigt et Klagemaal over os,
som vi meene at kunde, med Billighed, føre over vore Forfædre.
Jeg vil da, efter min Jndsigt og Evne, stræbe, at viise: Hvad Forsig¬
tighed, der bør bruges til Tørve=Mosernes Vedligeholdelse.
§. 17. 1) Eftersom der findes Vand= udi alle Tørve=Moser, i større,
eller mindre Overflødighed, hvilket i mange Henseender er skadeligt, naar
Tørv skal graves, i sær at Tørve=Jorden deraf er dyndig, og Arbeyderne
kand ikke komme saa dybt ned, som Tørve=Jorden strækker sig; men maae
ofte, for Vands Skyld, forlade Graven, førend de komme til den rette og
beste Materie, som findes i de nederste Stratis: Saa maae der, igien¬
nem enhver Tørve=Mose, som man agter ret at behandle, og nyde
al Fordelen af, skiæres en Hoved=Rende, i det allerringeste 3 Alen
bred, og saa dyb, som Fornødenheden viiser at være tilstrækkelig nok, til at
afføre Vandet saaleedes af Mosen, at den, saa at sige, kand altid være
tør. Med denne Hoved=Rendes Gravning skal Arbeydet, nødvendig be¬
gyndes, ikke alleneste neden fra, eller ved Mosens Udløbs Ende, og
siden opad; men endog fra det Stæd, som man i Forveyen maa
være forsikkret om, at ligge noget under Vaterpasset af den Oybhed,
som bemeldte Rende, i Mosens Udløbs=Ende skal have, hvad heller
samme Stæd maa ligge langt fra, eller nær hos Mosen; thi ellers vil Vandet
jo blive staaende i Mosen, endskiønt Renden i Mosen havde sin behørige
Dybhed. Denne Hoved=Rendes Hoved=Nytte bestaaer deri, at samme
bliver den egentlige Canal, igiennem hvilken alt Vandet af Mosen idelig
udtømmes, baade dens eget bestandige Kilde=Vand, saavelsom og alt andet


361
Vand, som ved Regn, Snee, og fra andre Render dertil maatte komme.
En anden Nytte kand og samme Hoved=Rende giøre, nemlig et vist og bestan¬
digt Skiæl imellem Lods=Eyeres, eller Naboers Andeele, hvor adskil¬
lige have Fælledskab i Moser med hverandre.
(2.) Hvor denne eneste Hoved=Rende, som bør gaae fra den ene Ende
til den anden, ikke er tilstrækkelig nok, til at afføre alt Vandet, bør skiæres,
endnu, andre Tvær=Render, af behørig Brede og Dybhed (hvilket man,
efter befindende Beskaffenhed, fornuftig maa dømme om) hvilke alle, som for¬
staaer sig selv, bør begyndes fra Hoved=Renden selv, hvilken de skal løbe ud i.
Foruden det, at disse Tvær=Render leedsage alt det Vand, som paa en, eller
anden Maade kommer i Mosen, ud i Hoved=Renden, hvorigiennem det gaaer
sin Vey viidere, saa kand de ogsaa tiene til Skiæl imellem Lods=Eyeres,
og Naboers Andeele.
(3.) Naar nu disse u-omgiængelig fornodne Præparatorier, med Hoved¬
Rende og Tvær=Rende, ere gjorte; saa maa enhver fornuftig og forsigtig
Landmand, der vil baade sig selv, og sine Esterkommere, vel, aldeles ikke
lade det nogensinde komme an paa sine Tienestefolk, hvor, og hvorle¬
des de, efter deres Gorbefindende, ville grave i Mosen; men han maae
i Forveyen, og førend Dagen kommer, paa hvilken han agter at lade
sine Tørv skiære, med Betænksomhed have, ikke alleneste udseet den
Plæt i Moser, hvor der skal graves, men endog nøye betegnet Gra¬
vens Form og Skikkelse. Ja! han bør ogsaa see derhen, at alle de Tørv
som han behøver, kand blive skaarne udi een eneste Grav, thi just der¬
ved ere de fleeste Tørve=Moser udi Danmark fordærvede, at man ofte, besyn¬
derlig udi de store Moser i Jylland, haver gjort 10 Grave, for at skiære 10 Læs
Tørv, hvorved man paa 2de Maader har gjort stor Skade, thi (a) har man
ikke gaaet nær saa dybt med Gravningen, som Tørve=Jorden dog har strakt
sig, blot af Magelighed, at naar Vandet har begyndt, at peble frem af Grun¬
den, saa har man ikke villet haft den Umag, at øse det af Graven, hvorudover
den meeste og allerbeste Tørve=Jord er bleven liggende urørt og unyttig (b) Ved
det, at man har gjort saa mange smaa Grave, hist og her, uden nogen Hen¬
sigt, Eftertanke og Orden, men ret med en Fæisk Dumhed; eller, hvor der
har været Fælledskab, da, af Ondskab og Misundelse, for at opgrave
og fordærve Jorden for Fælleds=Brødrene, ere der blevne saa mange des
fleere Balker ?. Mellem=Rum imellem Gravene, hvor den største Deel af Tør¬
ve=Jorden, ja! meget meere, endider er opgravet, hensidder udi, uden Nytte;
VI. Deel.


362
thi de ere, i Almindelighed for smalle, til at giøre nye Grave udi, og, for
Vandets skyld udi de omliggende Grave, kand man ikke komme til, at opgrave
dem længer, end til Vandets Horizont, hvorved man endda ikkun fik meget
saa, men tillige meget onde Tørv, nemlig dem, man kalder Græs=Tørv, der
ere af samme slette Art og Eegenskaber, som de Tørv §. 12.
Heraf sees da, hvilken stor Nytte det fører med sig, at grave al
sin Tørve=Provision, for eet Aar, udi en eneste Grav, om det nogen¬
lunde er giørligt, eller dog, i saa faa, som mueligt er, thi det er jo be¬
gribeligt, at jo færre Grave der kastes, jo færre bliver ogsaa Balkerne, eller de
nødvendige Mellem=Rum imellem Gravene, og følgelig, jo mindre Tørve=Jord
bliver da liggende unyttig; derimod jo fleere Grave, jo fleere Balker, og jo
meere spildes der af Tørve=Jorden.
14) Enhver seer ogsaa lættelig, at det kommer overeens med Fornuft, at
begynde sin Tørvegravning gandske nær ved Hoved=Rænden, og i pa¬
rallel Linie med samme, thi (a) har man den Fordeel og Lættelse, at man
magelig kand blive af med det Vand, som jævnlig opqvæller i Graven, hvad
enten man øser det af med Vandskuffeler, eller man maaler det ud med de for
kort Tiid siden, bekiendt blevne Snekke=Møller, da Vandet, som saaledes
opkastes, har kun en kort Vey, og tillige god Affald til nærliggende Hoved¬
Rende (b) bliver, paa den Maade, en frie og ubehindret Passage for dem,
som have med Torven at giøre, ja! endog, Vey for Heste og Vogne, naar
den skal hiemkiøres. Naar man saaledes har forfulgt Hoved=Renden udi en
parallel Linie med Graver, saa begynder man med nye Gravning, ligeledes i
en parallel Linie med de urømmede Grave, og saaledes farer man fort,
alt opad imod Landet, eller Marken, hvorved alt Mosens Vand beholder
immer sit behørige og nødvendige Affald til Hoved=Renden.
Nota. Herved maa, fra allerførst observeres, at der, fra Hoved=Ren¬
den, og indtil Landet, bliver, udi enhver Lods=Eyeres Andeel, en
Strimmel af 5 Alens Brede, i det mindste, immer conserveret, og
fra al Gravning sparet, hvilken skal være den ordentlige Vey, for
Heste og Vogn, i det ringeste, for Arbeyderne med deres Hiul=Baa¬
rer, hvorpaa Tørven henføres, fra Graven til det Stæd, hvor den
skal staae, imedens den tørres. Samme Vey maa, desuden, for¬
nemmelig ved Hoved=Renden, være forsynet, paa begge Sider, med
saa stor en Plads, som behøves, til at vende en Vogn paa; og, om
det agtes fornødent, nemlig i store Moser, maa dette ogsaa iagttages
paa andre behørige Stæder.


363
Det er begribeligt, at denne Vey er fornøden, men det er lige
saa begribeligt, at, naar man ikke i Tiide tænker paa dens Anlag.
Bliver den ikke at faae siden efter, naar man heldst vilde have den, og
meest behøvede den, nemlig, naar en anden Nytte, efter faa Aars
Forløb, kand hentes af de udtømmede Grave, og ligesaa anseelig en
Fordeel, som den, de, ved deres Tørv, første gang, gave deres Eyere.
(5.) Naar nu foregaaende er observeret, skal Gravernes allerførste Ar¬
beyde være dette: At de, med al Fliid afskiærer al Grønsværen, eller
Grøn=Skorpen, af den, til Tørvegravning udseete og betegnede Plads
udi Fiirkantede Stykker, en god Haands=Brede, eller I Alen tykke.
Disse Fiirkantede Stykker skal, med al Forsigtighed, henføres til et a parte
Stæd, hvor de, hverken kand være i Veyen for Gravernes, og de andre Ar¬
beyderes Forretning, eller for den fra Graven henførende Tørv, der skal have
sin beleylige Plads at tørres paa.
(6.) Derpaa begynder den egentlige Tørvegravning, med hvilken man
endelig maa fortfare saa dybt, som Tørve=Jord findes, med mindre det
opqvællende Vand skulde blive for mægtigt, at Graven, paa ingen optænkelig
Maade, kand holdes læns, thi, skeer det, er man nød til at forlade Graven,
i hvor god Anseende det endog maatte have til Overflødighed af Tørv. Men,
jeg siger atter: At man aldeles ikke maae, formedelst det opqvællende Vand,
forlade sin engang begyndte Grav, førend Tørve=Jorden slipper, saalænge no¬
get Middel kand optænkes, eller paafindes, til at faae Vandet opøst, eller ud¬
maalet; skulde end dertil leyes fleere Arbeydere, vilde denne liden Udgift dog
strax komme igien til Jndtægt med riigelig Rente, i det at mange Læs Tørv,
som ellers maatte blive liggende i Grunden, som spildte og unyttige, derved vilde
vindes; hvorved spartes, til andre Aars Provision ligesaa meget af den omlig¬
gende Tørve=Jord.
Nota. Forefinde Graverne de sædvanlige Træer, i Tørve=Jorden,
da, saafremt noget deraf stikker, med Enden, ind under den Plads,
som efter den engang gjorte Afpæling eller Betegnelse ikke skal graves,
maa samme Stykke aldeles ikke udgraves, eller udtrækkes, for at faae
Træet heelt og holdent, men det skal afsauges, (ikke engang afhug¬
ges med Øxe; thi saa løsnes Jorden, hvilket er skadeligt i meere, end
een Henseende) men Graven skal beholde sin engang, og for oven be¬
gyndte Skikkelse, lige indtil Grunden.


364
(7) Naar Graven er udtømmet, saa er tilbage et Arbeyd, eller
Gierning, af største Vigtighed, hvorpaa Tørve=Mosernes Vedliige¬
holdelse, og nye Opvæxt, saa aldeles beroer, at dersom det ikke bliver
giort, og gjort med Omhyggelighed og Forsigtighed, saa har man in¬
gen meere Nytte at vente af sine engang udtømmede Grave, enten i sin
egen, eller Børiis, eller Børnebørns Leve=Tiid.
Dette Arbeyd bestaaer deri: at strax, og, saa at siige: i det Øyeblik,
da den sidste Tørv er skaaren, og førend det opqvællende Vand bliver for mæg¬
tigt, skal al den Massa af den, oven for Graven, liggende Tørve=Dynd
og Stykker, og Brokker af sønderbrudte Tørv, needkastes udi Graven
af Arbeyds=Folkene, som staae oven for, og hvilke tilforne have havt
med de opgravne Tørvs Henførsel at bestille, da Graverne, som staae
i Graven, strax skal, med deres Spader, eller Skuffeler, udsprede
denne Massam over Bunden af Graven. Derpaa skal alle Arbeyderne
skynde sig, at hente de afskaarne, og for sig selv henlagt fiirkantede
Grøn=Tørv §. No. 5. hvilke Graverne skal tage imod, og med saa stor
Fliid, og Forsigtighed, beklæde den udtømmede Gravs Bund dermed
at den kand blive saa jævn, som et Gulv. Naar man da, herforuden,
giør en smal Rende fra den udtømte Grav, enten til nærmeste Hoved= eller
Tvær=Rende, at Vandet af denne nye Grav altid kand evacueres med
Vandet i Hoved=Renden, og man tillige passer flittig paa, at denne smale
Rende altid kand være reen og renset og ustoppet, at Vandet fra denne nye
Grav kand iidelig have et ubehindret Affald, saa skal man, først faae at see
med allerstørste Forundring, hvorledes Bunden i den udtømte Grav skal, ved
en eneste Sommers Tørke, som kand vare saa længe, indtil Vandet gandske
bliver udtæret af den, lætte sig (nemlig: iste eller andet Aar, efter Udtøm¬
melsen, men ikke siden saa kiendelig) over z Alen i Høyden; hvilket skeer ved
en Slags Fermentation, som Solens Varme virker i den murrede Bund, som
er overklæd med Grøn=Tørv. Dernæst skal man faae at see, med største Glæ¬
de og Fornøyelse, hvorledes Grøn=Tørvene paa Bunden af den udtømte
Grav, naar de, efter 2 a 3 Aars Forløb ere lættede, ret sammengroede, og
ved Alluvioners Sediment giødede, komme til at ligne den prægtigste Eng
med saadan Overflødighed af det deyligste Græs, som er utroelig, uden for
den, som erfaret det, eller selv seet det med egne Øyne. Dette continuerer
da saaledeg med Bundens Forhøyelse i nogen Grad, hvert Aar, meest
udi tørre og heede Sommere, saavelsom og, med Græssets Frugtbar¬


365
hed til Høe=Avlingens Formeerelse, indtil henved 30 Aars Forløb, da
om man trænger dertil, Tørv kand graves paa nye i den tilforn ud¬
tømte Grav, om ikke just saa gode, som de første, saa dog, meere end gode
nok, i Henseende til den i vores, maaskee ogsaa i vore Børns og Efterkommeres
Tiider, herskende Mangel paa Jlde=Brændsel.
Loco COROMIDIS.
Hvorledes kunde de gamle, fæle, farlige, ikke udtømmede, men
omvraadede, fordærvede, og i den Tilstand, de nu ere, unyttige Tørve¬
Moser, der ere giordte til Moradser, forbedres og giøres nyttige?
Spørsmaalet er, visselig, af megen Vigtighed, som enhver Forstandig
læt begriber,; min Besvarelse skal blive saaledes, at, om jeg selv eyede saadan en
ilde medhandlet og fordærvet Tørve=Møse, som hist og her, til ingen Ære for
Landet, og Spot, Skam og Skiendsel for Eyerne, findes saa mange af, skulde
samme min Besvarelse være den Regel, hvorefter jeg vilde procedere, til at giøre
den nyttig, i hvis Forhaabning, at mit Øyemærke derved skulde naaes, og den
anvendende Møye og Bekostning, med 1000 pro Cento, blive erstattet.
Modus procedendi, skal da, efter mine Tanker, være saaledes.
) Skal Vandet udgraves af Mosen, ved en rummelig Rende, som
begyndes fra et Sted uden for Mosen, hvilket kand skiønnes, at ligge
under Vaterpasset af Tørve=Jorden i Mosen.
2) Naar nu Vandet, ved denne Rende, er udtømmet af Mosen, saa at
man kand komme til at arbeyde i den, skal man arbeyde sig, alt læn¬
ger og længer op ad, med en Hoved=Rendes=Gravning, efter
§. 17. No. I. Liige indtil den øverste Ende.
3) Herforuden skal graves andre Tvær=Render, ligesom §. 17. No2.
4) Endnu, fra et hvert Hul i Mosen, hvor gamle Grave har været, eller
hvor Vand kand samles og blive staaende, skal skiæres mindre Ren¬
der til nærmeste Hoved= eller Tvær=Rende, at alt Vandet saaledes
kand blive udtømmet, og hvad der fremdeles løber til Mosen, kand strax
løbe sin Gang videre fort, og ingenlunde deri blive staaende.
5) Naar dette nu med tilbørlig Fliid er skeet, bør enhver Lods=Eyere, eller
Fælleds=Broder, fornuftig overlegge med sig selv, hvilken Plads af hans
Andeel han holder tienligst og nyttigst, først at grave Tørv udi, og
hvilke Pladser han vil bie med tilsidst. Naar han nu har betænkt og
fastsat dette, saa skal han, for den Gang, ikke videre befatte sig med


166
den Part, som han seer med Vished, at ville grave udi de 2 første
Aar; men lade den blive liggende i selvsamme Tilstand, uden at tænke
paa dens Forbedring; thi paa To Aars Tid kand, i Henseende til den
saa hastig forestaaende Tørve=Gravning, ingen Forbedring ventes,
uden alleneste ved Vandets bestandige Udtømmelse, hvorved Jorden bli¬
ver fastere, og mere beqvem til paafølgende Tørve=Gravning.
Men derimod maa han aldeles ikke være forsømmelig med, strax
at jævne og plainere hans øvrige Andeel af den fra Vand udtøm¬
te Mose, og, med Grøn=Sværen af Balkerne, at beklæde Dyn¬
den, saavidt samme kand tilstrække, saa skal den efter nogle Aars
Forløb groe sammen, og bære deyligt Græs til Høe=Avling, ligesom
den og skal give overflødig, og efter Mosens Natur, god Tørv til Jlde¬
Brændsel, naar den opgraves.
Nota. (a) Hvad den Plads angaaer, som til de 2de første Aars Tørve=Grøft
er udseet og destineret; da maa den ikke uden høysttrængende Aarsag
opgraves til Tørv, i det Aar, som Vandet er udtømt, thi den er da
alt for dyndig, og der vilde gaae alt for meget til spilde.
(b) Det forstaaer sig selv, at hvad tilforne §. 17. No. 5 & 7. er sagt
om de opgravede, eller udtømmede Pladsers Jevngiørelse og Beklæd¬
ning med Grønsvær, hvilket nødvendig og med al Flid bør skee, giel¬
der ogsaa her, da al den Grønsvær, som findes paa Balkerne,
skal, saavidt den kand tilstrække, empløyeres, og smukt ned¬
legges paa foranførte Maade.
Vilde nu Eyerne til slige fordærvede Moser strax bære sig af med dem, paa
den Maade, som nu er viist, og, som enhver læt kand begribe, baade at være
meer, end muelig, og til usigelig Nytte, kunde Millioner Læs god Brænde¬
Tørv, i Stæden for, at de ligge nu begravne, druknede og fortabte, ved en
maadelig Eftersøgning, og ikke alt for stor Umage, findes og vindes; hvorved,
enten nærmeste Skove, som ellers maatte fournere ligesaa mange Læsser Bræn¬
de, som her opgroves Læsser Tørv, kunde faae Tid og Roelighed at tiltage, i
Stæden for, aarligen at aftage; eller og, andre Tørve=Moser, som ellers maa
holde for, og det over deres fattige Evne, kunde i mange Tider freedes, ikke
alleneste til Nytte for Eftertiden, til nødtørftig Jlde=Brændsel; men endog til
Nytte for nærværende Tid, i Henseende til Høe=Avl, som er en Fordeel man
ikke kand sætte Priis nok paa. 2) Kunde de allerfæleste Moradser, som man ikke
uden Horreur, kand kaste sine Øyne paa, og hvilke ere saa farlige, baade for


367
Folk og Fæe, at mange af begge Slags, derudi aarligen tilsætte Livet, for¬
vandles, inden faa Aar, til en yndig Plaine og frugtbar Engbund, der baade
vilde forlyste Øynene og Sindet, fylde Høe=Laden, feede Creaturerne, som igien
vilde fede Markerne, eller Agrene, og saaledes paa mange Maader berige endog
en nu forarmet Landmand.
Jeg vil slutte med følgende almindelige Regler, som ere mere vigtige, end
vidtløftige.
(1) Man bør, for ingen Ting, leye visse Plætter bort af sine Tørve¬
Moser til Fremmede at opgrave; Men allermindst paa den Maade, at
den Fremmede betaler visse Penge for hver Spade, som man kalder
det, thi deraf flyder mange Slags Onde, i sær (a) at en fremmet Gra¬
ver forlader den udtømte Grav, ligesom et Svin sin Vraadsel, og
hverken jævner, eller beklæder den. (b) Forefinder han Forhindringer
af Tørve=Træ, eller Vand, forlader han den begyndte Grav, og be¬
gynder paa den 2den, 3die, og saafort frem; thi han søger kun sin For¬
deel, og det er hans eneste Sag, at kunde faae mange Tørv gravet,
da han betaler sin Spade liige dyrt, enten han faaer gravet 5 eller 15
Læs om Dagen med den.
(2) Man bør, for alle Ting, see derhen, at Vandet kand have sit
idelige og frie Affald fræ sine Tørve=Moser.
(3) Man bør freede og hægne sine Tørve=Moser med samme Om¬
hyggelighed, som sine besaaede Agre, fra al Fægang, hvorved
den bløde Tørve=Jord, som skal groe sammen, og opvoxe til nye Tørve¬
Grøft, optrækkes, og, med et Ord at sige, i Bond og Grund
ruineres
(4) Hvo som eyer Tørve=Moser (Damme, Fiske=Parker, smaa Søer,
som ikke have got Udløb, eller Vandfald, og man dog gierne vilde have
udtappede, for at faae dem rensede) bør ogsaa eye den §. 17. No. 4.
ommeldte Snekke=Maschine, hvorved en Karl kand udtømme meere
Vand i en Time, end 2 a 3 Karle i en heel Dag med deres Øse=Skuf¬
feler. Naar 2de Karle bruges ved denne Maschine, gaaer Arbeydet
saa meget des hurtigere og bedre fra Haanden.
Den kiøbes nu omstunder i Fyen for 4 Rdlr. og kaldes ordinairement med
det Navn, Vand=Mølle.
Saaledes har jeg da nu, efter min Evne besvaret det opgivne Problema.


368
Jeg forestiller mig intet vissere, end at min Meening, i Henseende til
Problematis iste Membrum vil forekomme de fleste, som Paradox, i sær ville
vore Naturalister, som hverken troe Synd, eller Synd=Flod, lee ad den; Men
det kand de giøre længe nok.
J Henseende til Problematis 2det og 3die Membrum forseer jeg mig til
alle forstandige Land=Mænds Biefald; Og skal det glæde mig, om de enten kun¬
de finde noget, som de tilforn ey have tænkt paa, eller, i det ringeste noget
som maatte hielpe deres Tanker frem, til at udfinde noget bedre.
Saa meget er jeg dog forsikkret om, at, om man, enten ikke vidste, eller
nogensinde kunde faae at viide noget bedre, i Henseende til Tørve=Mosernes
Behandling, end det, jeg i denne min Afhandling har viist, og man tillige her¬
efter vilde følge de communicerede Regler, skulde Efter=Tiden ikke nødes til, at
annamme Tørve=Moserne af os i saadan skammelig Tilstand, som vi have maat¬
tet tage imod dem udi, af vore Forfædre.
Danmark d. 23de Decembr.
1761.
Patridophilus M.
Anmerkning.
Blant de adskillige Problemata, som hidindtil ere fremsatte i Fortalerne til det Oeco¬
nomiske Magazin, findes intet som haver opvakt fleere Patrioter til at tænke paa
en nøyagtig Besvarelse, end det om Tørve=Moserne. Materien er og af det
Slags, som vel fortiener vor Opmærksomhed, siden Skovene hos os, ligesom i alle
andre Europæiske Lande, Aar for Aar saa kiendeligen aftage, at de, der udstrække
deres Omhue til Efterkommerne, forestille sig en ufeylbarlig Mangel paa Midler
til Varmens Vedligeholdelse, i disse kolde Lande, saafremt man ikke i Tide er be¬
tænkt paa at fsrekomme den Mangel, ved nogen mere Forsynlighed end den som
hidindtil paa de fleste Stæder er at kiende. Hertil hensigter fornemmeligen denne
Tractats heel skiønsomme Forfatter, hvis Raad synes at være grundede paa den
Jndsigt, som Forfaring, den beste Lære=Mester, haver givet ham, og ved hans Pen
formodentlig vil give flere Land=Mænd, som ligeledes kunde opmuntres til at ud¬
spore Naturens Vey og Orden, i denne og andre Poster af Land=Oeconomien, en
Videnskab, som frem for mange andre, baade behøver og fortiener gode Borgeres
Opmerksomhed.
No. XV.


No. XV.
En forfaren Land=Mands Giensvar til sin Naboe,
som af ham ville have
fuld Efterretning
Om Tørve=Mosernes
egentlige Natur og Oeconomiske Behandling.


Kiære Ven!
Fen gode Mand, ved hvis Pen jeg havde ventet at meddeele mine Tan¬
T¬
ker om Tørve=Grundens Natur og Egenskab, har, ligesom jeg, haft
sine Forhindringer, saa at jeg ikke har kundet opfylde mit givne Løfte;
Men paa det man ikke skulde tænke, at jeg aldeles havde kastet Begiæ¬
ringen udi Glemme=Bogen, saa sender jeg herved en Prøve af Tørv, saaledes
som den her i Egnen lader sig finde og skiære, fra det øverste indtil det underste,
hvoraf nogenlunde, uden Hielp af Microscopium, kand sees, at Tørve=Grun¬
den bestaaer af intet andet end en Samling af Træe, Greene, Løv, Bark,
Græs, Siver, Flek, Mos, Grøde, Slum, Piile, Urter med hundrede andre
utallige Vexter, som jeg ikke engang veed at navngive. Alle disse Ting, tillige
med hvis Støv, som ved stærke Storm=Vinde bortføres, saavelsom adskillige
Straae, Giødning, Jord og andet, som fra de høye til de nedrige Steder og
Vande, udi stærk Tøeløb, bortskyller, giør en Samling og Blandning, hvoraf
Tørve=Jorden egentlig bestaaer, følgelig er Tørve=Grunden ikke et Væsen, hvil¬
ket efter den almindelige Meening reyser sig fra Grunden af, eller efter Tale¬
Maaden voxer op, men rimeligere kand siges og bevises at voxe ned, eller tyde¬


372
ligere talt: Pakker eller tynger sig sammen. Kunde jeg i noget facilitere dem som
ere af første Meening, saa gaaer det dog ikke videre, end for saa lang Tid, at
Tørve=Mosen eller dets Samlings=Plads, er under høyt Vande, da Materien,
ligesom en Hænge=Sæk, ophæver og retter sig efter Vandets Flaade=Maal,
men derimod naar Vandet sætter sig, eller formindskes, saa siunker igien Tørve¬
Grunden, hvilket nødvendig maatte skee, inden den kunde blive tienlig til at skiære
udi Tørv, og just derfor er det at man udi faa Aar paa visse Stæder har an¬
vendt det Arbeyde og Bekostning, til at udgrave og igiennem grøfte Tørve¬
Moserne til Vandets Udledning, som man tilforn og indtil dette Seculi Begyn¬
delse, udstod for at omgrøfte den gandske Mose til liden eller slet ingen Nytte.
Tørve=Grunden findes overalt, hvor Skov er i Nærheden, eller hvor Skov
har været i fremfarne Tider, meere brunagtig, læt og brændende, end hvor man
kunde formode at ingen Skov har været, sluttelig bestaaer Tørve=Grunden i
Skov=Egnen af en meere træagtig Natur, end paa Heede=Egnen, hvor som helst
den ikke har haft nogen anden Næring, til Samling, end de øvrige benævnte
Ting
At man kand vente i sin Tid, at finde Tørv paa de samme Stæder, hvor
der tilforn er skaaret, er uimodsigeligt; Men dertil behøves længere Tid, end
man, efter den almindelige Talemaade, dertil bestemmer, og vel saa mange
Hundrede, som man nævner Sneese=Aar, særdeles paa Heede=Egnen, hvor ikke
falder saa meget til Samling, som i Skov=Egnen. Til Oplysning berom, kand du
indhente Efterretning fra andre, som du formener at have nogen Jndsigt i, eller
Omgang med Fiskerie; De vil visselig tilstaae, at de Søer og Damme, som
ere beliggende i, eller nær ved Skoven, ere underkastede, før at blive opfyldte med
Mudder, som foraarsager Vandets Fordervelse og Fiskenes Ødeleggelse, eller
dens Degout, end de paa Heede=Egnen, hvor ingen saa stærk Samling er til
Mudder, og hvorfra Fiskene altid findes meere velsmagende, saa her maa derved
bruges en meere forsigtig og vaerlig Omgang, end hidindtil brugt er: Man maa
fornemmelig iagttage, at naar Vandet af Tørve=Mosen er udgravet og Grøften
igiennem Mosen fuldført, bør Skiæringen at begyndes fra Grøften af imod
Land=Siden, Smuldet eller Affaldet legges efter Haanden ordentlig og jævnes.
Saalænge Skiæringen paa saadan et Stæd vedvarer, maae Mosen
aarlig, naar Skiære=Tiiden er overstanden, tildemmes, paa det at derudi om
Vinteren kand samles og holdes Vand, saasom i andet Fald at Moesen ligger
tør, bliver Tørv=Grunden skiør og holder ikke tilsammen, hvilken Demning
strax om For=Aaret optages, og endelig, naar al Tørven af Moesen er ud¬


373
tømmet, bør den forsynes med en forsvarlig Demning, saa at den kand have
og holde sit fulde Vandmaal til at befordre de samlende Tings Forraadnelse og
tillige tiene til Opholds Stæd for Fieder=Vildtet. Man kunde vel ogsaa lade
et saadan Stæd ligge tørt, og bruge det til at besaae med Haur= eller Høefrøe,
men da maa det endelig indhegnes og holdes udi Freed for Creature, thi ellers
skeer det om For= og Efter=Aaret, naar som helst Grunden er vaad og blød, at
den optrædes og deterioreres, følgelig bliver unyttig, saavel til Hør Avling,
som til Tørveskiær; paa en ganske liden Plet, hvor jeg i afvigte Aar har skaaret
Tørv, har jeg i dette Aar avlet et Lispund Manna, hvoraf herved følger Prøve
og haaber jeg i tilstundende Aar paa samme Stæd at avle tie gange saa meget.
Vel findes de, som vilde paastaae at man igien, efter 20, 30 a 50 Aars
Forløb kunde skiære Tørv paa de Stæder, hvor tilforn er skaaret; men det var
imod Fornuft og Erfaring, om man vilde tilstaae saadan Formeening videre,
end at man vel kand finde Tørv udi slige gamle anskaarne Moeser, men det er
dog intet andet end hvis vore Forfædre af Ukyndighed og for at spare Bekost¬
ning og Umage, har ladet staae tilbage udi Bænker, Rævler eller udi Dybden,
og bør vi billig være vor kiære Forfædre høylig Tak forbunden, fordi de ved
en skiødesløs og magelig Omgang, har skilt sig let af dermed;
Thi naar de havde havt den Jndsigt og brugt den sparsomme Omgang,
som vi nu maa bestræbe os for, og giøre Bekostning paa, havde lidet eller in¬
tet til vores fornødne Brug blevet til overs.
Skulde paa eet eller andet Stæd forefindes saadanne Omstændigheder, at
det ikke var mueligt Vandet af Tørv=Moeserne, ved dets Udgravning, kunde
faae fornødent Affald, saa har man een Machine, som jeg ikke kand beskrive
nøyagtigere, end at ligne den ved det Runde=Taarn i Mignature, formedelst
hvilken Vandet, ved dens Omdreyning, kand hæves nogle Alen i Høyden, og
gaaer det lettere til dermed end at bringe en Czar udi Caross med e Hæste for,
op paa Runde=Taarn.
Dette er kortelig mine ringe Tanker til Svar paa dit Spørsmaal; men
denne Materie, som en af de allervigtigste man kunde handle om, udfordrede
tusinde gange vidtløftigere at beskrives og demonstreres, saa meget meere som ad¬
skillige store Mænd, og iblant dem en Degner har brudt baade Hoved og Hæn¬
der for at overtale Verden til at troe det Tørve=Grunden er af en langt ander¬
ledes Natur og Beskaffenhed end saadanne Ting, som alle og enhver, der vilde
give Agt derpaa, med Øynene kand see og med Hænderne kunde tage og føele;
desuden kand ikke vel nogen fuldkommen handle om denne Materie, uden tillige
A¬
a 3


374
at røre noget om Skovens Opkomst, Forplantning og Opelskning, saasom disse
2de Ting, i Henseende til Statens og Publici Nytte, ere hinanden meget nær¬
beslægtede, saa at det ene ikke kand bestaae uden det andets Conservation. Al¬
leene, som det er over mine Kræfter herom at indlade mig udi nogen Vidtløftig¬
hed, og man forlanger mueligste Korthed, saa afbryder jeg med det Ønske, at du
selv vilde behage at tage en saadan betydelig Sag i Øyesyn, da jeg altid giør
mig en Fornøyelse af at vise og demonstrere hvorledes denne Sag fra først og
tilsidst har sin naturlige Oprindelse, Samling og Fuldbyrdelse, ligesom foran
sagt er, Ja! jeg vilde vise hvorledes saadanne udtømmede Stæder, hvor Leer¬
Bund findes og fra Skoven ere beliggende, kunde bruges til Fiskerie og især til
Indretning for Kræbs, og endda komme til forrige Nytte, hvorved da maatte
observeres, at Affaldet, eller Smuldet, som ved Skiæringen, forhen er re¬
commenderet, til at udjevnes, maatte aldeeles bortføres, hvilket man endda ikke
havde behov at spilde eller henlegge sig til Byrde og Skade, men kunde føres i Nytte
til Form= eller Plakke=Tørv, og omsider til Kull, efter min forhen gjorde Beretning.
Ja! jeg vilde vise dig Fiskerige Søer og Damme, hvor tilforn har været
Tørve=Moeser, og derimod uskatterlige Rigdomme bestaaende af Tørv, paa
saadanne Stæder, hvor, udi din og m4in Minde Tiid, har været Fiskerige Søer;
Søer og Damme, som paa nærværende Tiid bruges til Fiskerie, at staae i een
Samling paa Tørve=Grund, saa at de om halv= eller heel hundrede Aar blive
forvandlede til Tørveskiær; Ager=Jord hvor tilforn har været Skov, og deri¬
mod Skov, hvor tilforn har været Ager=Jord; Stammer af Eege=Træe, liggende
friske og stærke udi saadanne Tørve=Moeser, af saadan Længde og Tykkelse, som
neppe i Landet finder lige og tillige Stædet, paa hvilket saadanne Træer kiendelig
har staaet i Vext, tilligemed meget meere end man skulde formode i denne Materie.
Jeg forbliver
Din Ven
Kollekolle d. 4de Octobr. 1761.
og Tiener
H. DAHL.
Anmerkning
Denne Afhandlings Forfatter er en Mand af god Forfarenhed i alle Væsenlige Deele af vor
Danske Land=Oeconomie, men særdeles haver han havt Leylighed til at prøve adskillige
Tørve=Moser og deres retskafne Behandling.


No. XVI.
Betænkning
om
Enge, Tørve=moser og Skove


(1) Enge
E¬
ngene, som er enhver bekiendt, ere de Stæder, som ligge til Græs,
for at avle Høe paa; men fornemmelig bruges den Side og fug¬
tige Grund til Eng=Bund, hvor Vand og Fedme fra de høyere
Stæder nedflyder og sies til: nogle af disse Enge flyde enten en
Aae eller Bek igiennem, hvorved Vandet kand have sit Afløb: andre staaer
Vandet over om Vinteren, og har ingen Afløb; Men tørres bort i Foraaret
og siunker i Grunden efterhaanden: andre igien ere saa høye, at Vandet ey
staaer over dem; Men har dog en temmelig Deel Vædske og Fedme i Grunden;
deraf sees nu Engenes Oprindelse og hvorfor saadanne Jord=Lage ere udvalgte
dertil; nemlig fordi Grunden er fugtig og feed, giver den af sig selv sin Afgrøde
uden stor Umage og Bekostning, og derfor har de Romere i deres Ager=Væsen
gjort saa meget af Enge, ja givet dem det Navn Prata, det er, Parata, fordi
de staae parate og tilrede uden stor Møye og Vidtløftighed, som Colu¬
mella (en Autor, som var mere værd at være bekiendt og ideligere brugt af den stude¬
rende Ungdom, og ligesaa rimelig, som de Martialske Autores, eller og tilligemed dem:
jeg anseer ham for den vittigste og erfarenste af de Romeres Landmænd) Lib. 2.
Cap. XVIl og XVIII. og Plinius H. N. Lib. 18. Cap. 5 og 28. har erindret.
Hvor Aaer eller Bække flyde igiennem en Maae eller Eng, der tager Vandet
megen Fedme med sig, som fra Grunden altid sies dertil; Men ofte om Vin¬
VI. Deel.


378
teren i Tøebrud og Regnskiøl flyde disse over deres Bredde, og ligesom Nil¬
Strømmen i Ægypten efterlade en feed Mudder, hvorved de oprette noget
igien af det, de har taget; de Slags Enge har og deres Fordeele deri, at Van¬
det ey staaer for overflødig i og over Jorden, og giør Grunden for meget suur
og kold, hvilken Uleylighed de Enge har, hvor Vandet staaer om Vinteren iide¬
lig over og har ingen Afløb, og derfor ofte seent siunker i Grunden, eller dun¬
ster bort af sig selv, hvilket er dog rimeligere efter mine Tanker, end at lade det
i hast løbe af i Foraaret, hvor det kand skee, thi, at jeg ey skal tale om den Fed¬
me, som Vandets hastige Løb oprører og tager med sig, men fornemmelig den
hastige Forandring, som skeer ved Grunden og Græsset: det er jo bekiendt,
omnis subita mutatio periculosa, all hastig Forandring er skadelig, (men ey
i aandelige) naar nu Grunden i saa lang Tid har staaet under Vand, og igien
i Hast kommer til at staae blot for den aabne Luft, Vind og Soel, derved taber
den med eet sin første Grødes Heftighed, indtil den har overstaaet den Foran¬
dring, og kand begynde efter sin ny Forfatning igien at yttre sig med at give
Græs, uden Veyrliget faldt saa føyeligt, blev varmt og vaadt, at det kunde
nogenlunde holde Grunden i samme vaade Tilstand, som da Vandet stod over,
best derfor at Vandet langsom, og som uformerkt, uden hastig Fald og Oprør
kunde sies fra, og Grunden vennes til Luften: det er ey hermed sagt, at det var
best at lade det Slags Enge blive i den Tilstand; Men heller lade den Jørd,
som hindrer Vandets Afløb føre tilbage, hvor det kand lade sig giøre, til det
fornemste vandholdende Sted, lidet Aar efter Aar, at Grunden kunde blive hæl¬
dende noget ned ad, at Vandet snarere kunde sies fra Grunden end løbe derfra;
thi derved tabes ey saa megen Fedme: de Enge ere derfor de beste, som ere no¬
get høye, saa meget at Vandet ey kand staae derpag, og dog have deres Tilløb
fra de høyere Stæder af Vand og Fedme, som Columella paa anførte Stæd
vel her iagttaget. Paa Gunger, som jeg vil kalde flydende Enge, der er ey me¬
get at vente, uden Vandet kand løbe saa meget fra, at Gungerne ey skal løftes
op af Vandet; Men kand komme til at bundfalde og klæbe ved fast Bund; dog
har jeg tilligemed nogle flere Mænd, som havde leyet en Tofte her ved Byen,
kaldet Skriver=Toften, proberet det med endeel Gunger eller flydende Enge om¬
kring ved Sundet, som vi havde ingen Nytte af: vi tøge os for at vilde efter¬
haanden giøde eet Stykke efter et andet, og giøre Grøfter igiennem fra det faste
Land lige ud til Vandet, at det der kunde have Aabning og Tilhold og derved
tabe sin løftende Kraft; om Vinteren i Frost=Væyr, da Gungerne vare frosne
og kunde bære oppe, lode vi age en heel Deel Giødning ud paa disse Gunger,


37
om Aaret efter avlede vi 5 store Læs got Høe paa denne liden Plads, og Van¬
det stod endnu under Gungerne, saa de gik, som et Lagen under os, naar vi
gik derpaa: siden, da vi kom af med Toften, er samme Spor fulgt, helst da
Mølle=Vandet altid løber glap, og ingen Tid opdæmmes, saa kand Gungerne
falde tet til Bunden, naar foruden en Grøft efter en anden graves igiennem:
dette har og flere forsøgt siden med Fordeel, at de paa disse flydende Enge kand
avle Høe. Men hvor Tørve=Grund findes og Stærtuer voxe, i fald man vil
have Enge der, maa Stærtuerne afskiæres, skiønt det er besværligt, og heller
grave Huler at kaste dem ned i, for at raadne paa Stædet, thi fører man dem
bort, derved bliver jo Engene lavere og mister den Giødning eller Forhøyelse i
det mindste: den Jord der opgraves, kand spredes omkring paa Pladsen, giødes
og saaes Vikker eller Havre i, i Havren det røde Klever (ey i Vikker, thi de
qvæler Kleveren reent, saavelsom Ærter) derved fik man god Eng=Bund, som
vi og har prøvet; Men tillige gravet Grøfter at Vandet kand løbe fra.
Efter nogle Aars Forløb blive disse Enge saa begroede med Mus, at
Græsset derved qvæles, naar man nu spørger, hvad er Aarsagen til denne
Mus? hvordan kand den afhielpes? for at ledes til Aarsagen hertil, vil jeg
først tale om den grønne Mus eller Grøde, som findes paa stillestaaende Vand,
Parke eller Damme: Oprindelsen er den Fedme, som er ved Vandet skiøllet
dertil fra de høyere Stæder, som bestaaer af Svovel, Olie, Liim &c. dette ved
Varmen i Luften af Solens Straaler, kommer i Fermentation; Fedmen, som
den letteste adskilles, som ved Kulden var samlet, den flyder op; Luft=Partiklerne,
som ere i Jorden, de udviides af Varmen (som kand artig sees hvorledes disse
Luft=Bobler i lige Linie ofte fra Bunden af, digt paa hinanden springe op igien¬
nem Vandet) og løfte tillige med de lettere Partikler af Olie &c. op med sig til
Vandets Overflade; den seye Fedme ved Luften og Solen tørres, og under
fra formeres, som igien tørres, hvoraf denne grønne Mus er paa Vandene:
samme Partikler meere eller mindre og meere af eet Slags paa eet Sted end et
andet, findes i alle Vand=Huller, og tillige i Engene, hvis nederste Grund har
samme Beskaffenhed, naar nu ved Solens Varme disse opløftes, de finde Op¬
hold og Hinder af Jorden, i de mange indviklede Græs=Rødder, ja af det tykke
Græs, som deels er visnet, deels voxer, Luft og Soel tager Vandet bort, tør¬
rer den seye Materie, under fra dunster meere ud, indvikles i forrige og tørres,
deraf har Musset sin Oprindelse: efter denne Sætning, saa sees denne Uleylig¬
hed at komme af Vedskernes Overflødighed og Forstoppelse, at de ey kand have
deres fri Uddunstning. Nu kand vel Engene giødes og derved en stor Deel for¬


380
bedres, i det at Græsset kand ved denne øverste Fedme faae Varme og Kraft,
og siden desbedre tage imod den underste Vedske og Fedme, have Magt til at
trykke Musset løs, i det at Vandet ey slukker Jlden, jeg meener at Vandet ey
overveyer Olien; men Olien eller Fedmen Vandet, eller har en lige Blanding;
men hvor faaer Landmanden den overflødige Giødning fra? da han har til yder¬
ste Nød det, som han kand behøve til Korn=Jorden; derfor synes mig det beste
Raad, som Palladius Lib. X. S. Sept. Tit. X. giver, at naar Engene ere be¬
groede med Mus, da med Harver eller River at kradse det af; thi derved lige¬
som kopsættes Engene (lige saavelsom Træer) Græsset faaer Luft og Vedskerne
med, og tillige at faae Høe=Frøe (eller Klever) deri, fornemmelig, naar man
efter Palladii Raad, kommer iidelig Aske derpaa, den kand tørre og sue den
overflødige Vedske i sig og siden efterhaanden yde den til Græsset igien med
Rente. Eller og man kand ompløye Engene efter hans Raad, om ey alt paa
eengang, da eet Stykke efter et andet, han raader at faae Roer deri, jeg meener, om
ey Roer, da Havre og i Havren den røde Klever, jeg veed man tog ey Skade
derved paa sin Engbund: det samme, som Palladius, siger og Columella, og
tillige, at det nytter ey saa meget at giøde med Mog, som med Aske, fornemme¬
lig at pløye Jorden om, lib. 2. cap. 18. Plinius siger nesten det samme lib.
18. cap. 28. men ligesom Columella raader, at faae Bønner deri:
(2) Tørve=Moser.
Herved ledes jeg til at tale om Tørve=Mosernes Oprindelse og Omstæn¬
dighed: disse har næsten samme Beskaffenhed, som Engene, de ved Tidens
Længde ere tilgroede, paa sine Stæder ere de udgravede, at Vandet kunde løbe
af, paa det de desbedre kunde grave Tørv deri. Disse Tørve=Moser har været
nedrige Stæder af Jordlaget og dybe Søer eller Kiære, som Vandet har kun¬
det blive staaende i, som tillige med Fedmen fra de øverste Bierge og høye Stæ¬
der har haft sit Tilløb dertil, og bestaaer af samme Partikler, som Engene:
Men fornemmelig har disse Søer faaet deres fornemmeste Fedme den Tid Lande¬
ne vare øde for Folk, eller og de vare faa, der var begroet overalt med Skov:
Jorden blev ey brugt til Kornavl, Græsset voxte, visnede, giødede igien, Træ¬
erne med deres Skygge har hindret Soel og Vind at tage Vedsken og Fedmen
fra Jorden, og ved deres aarlige Løv=Fald har ey allene giødet Jorden paa ny;
men og af den Fedme er en stor Deel ved Vandet efterhaanden nedført til de
side og dybe Stæder: end ydermeere, da Træerne har staaet i Overflødighed ved
Siden eller Bredden og Bakken af disse Søer, de ere blevne store og gamle, af


381
Ælde og Blæst, faldne om og udi Søerne, de har endeel raadnet, fornemmelig
Toppen (mange Bulle af Eeger findes endnn i Moserne) de har fedet Grunden,
med, og er formænget med den anden Fedme, de har hiulpen til at Grunden
Aar fra Aar er løftet op eller ophøyet, at Siv, Rør, Stær og Mose=Græs
har kundet groe og efterhaanden igien visne, fylde og fede, foruden al den aar¬
lige Tilløb af forommældte. Naar man vil tænke længst tilbage fra Synd=Flo¬
den, saa kand enhver vel slutte hvor mange Ting der ere skyllede ned i de siede
Steder paa Jorden, og med Vandet faret ned til Huller eller Søer, Dyr,
Fugle &c. Træer af alle Slags, jeg vil ey just regne et Hiorte=Hovet eller Tak¬
kerne deraf, fra saa lang Tid af, det kand og være yngere, som jeg har saadanne
Hiorte=Takker, som ere fundne i en Tørve=Mose, de maa have ligget der længe;
de ere gandske skiøre, naar de skrabes er det, som Aske.
Dette giver mig Anledning til at tale om de mange Grantræer og Stum¬
per, som findes i Tørve=Moserne, som er mig meest ubegribelig hvor de ere
komne der; thi af Landets Træer, som findes deri, og voxer her endnu, det
kunde man blive snart færdig med; men siden disse Træer ey voxer her nu, saa
maa man sige: enten har det voxet her før; eller og de ere komne andensteds
fra hertil; men at et Slags Træ, som hører egentlig til et Land, hvor de har
deres Grund og Luft, kand saa reent uddøe og blive borte, det begriber jeg ey,
og gad vidst, om nogen kand give tilstrækkelig Aarsag til, ja, at de har ingen ret
Tilvæxt, om de end kand voxe her, og efter den Mængde, som er funden i Torve¬
Moserne, og findes endnu paa sine Steder, skulle de have staaet her i Over¬
flødighed, ligesom andre Træer, som findes her endnu: Vil nogen sige, at
de har staaet her for Syndfloden; men siden den Tiid har Jorden faaet Foran¬
dring og anden Art, det kand i visse Maader tilstaaes, at Jordkloden har faaet
en Slags Forandring, der kand være skyldet mange Hobe sammen af alle Slags,
og ere blevne Bierge af paa et Sted, hvor der ingen var, paafølgende Dal der¬
ved, andre høye Bierge igien skyllede ud og jevnede meer eller mindre, men at
Syndfloden skulle have gjort saadan Forandring i heele Naturen, det har ey kun¬
det faae Rum i min Hierne, enten den maa være saa obstrueret, eller Sagen
saa dyb, det lader jeg staae; jeg finder ikke at Gud ved Syndfloden vilde om¬
støbe heele Naturen; men giøre Standsen i den oversvømmende Ugudelighed
1 M. B. §. 11. 12. 13. og ey synes at kand bestaae med 1 M. B. 1, 11. 12. 29.
Det samme kunde jo appliceres paa mange andre Træer, og de, som voxe,
maatte man spørge, hvorfor har den Rømnings Dom ey rammet dem? det
kunde give Anledning til artige Platoniske ideer, nemlig, nogle vare her i


382
Landet for Syndfloden; men siden ere blevne reent forviiste af Landene, man
kunde tænke: Mon ingen til repressalie er kommen i steden? eller hvilke der havde
været baade for og efter Syndfloden? jeg veed ey om Verden var tient med
saadanne mørke Taler: der kand heller ingen slutte, at Folk ere blevne enige
om at udrødde Grantræerne, eller at alle har greben ene til den at bruge, da
der vare fleere at faae, og derved ere opbrugte; der maatte jo dog om ikke meere
end nogle faa hist og her i Skovene findes paa saadanne Steder, som vare dem
beqvemme: jeg for min Deel troer aldrig at dette Land har været deres rette
Moder og Plantested, men at de ere komne andensteds fra, hvad Tiid og ved
hvad Leylighed kand jeg ey just demonstrere, med Vogne ere de vel ey eller Slæ¬
der over Jisen om Vinteren førte herhid, heele Skibsladninger at være førte
her til for at kaste i Tørve=Moserne, bilder vel ingen sig ind, og om visse Søer
har før staaet i Communieation med Stranden, kand man ey vist sige, som
kunde formodes deraf, at et Skibs Anker for en deel Aar siden skal være funden
i en Tørve=Mose imellem Allesøe og Nesbyhovets Brobye her i Fyen, da de
grov Tørv deri, og har været mig sagt af gamle Folk der i Egnen, at de kunde
huske det var en Søe: med Jernet af dette Anker skal Brobye Kirkedør være
beslagen, som er mig saaledes fortalt, jeg veed ey om man fra den Mythiske
Tiid skal tænke, at Ale herfra har havt udseyling i Stranden: om de andre
Tørve=Moser kand have havt Sammenhæng med Stranden, at Gran=Træer
ved Søekanten ere blæste om, faldne ud i Stranden, og som de ere lette til at
flyde, kunde de siden tørne op i saadanne Huller, det kand jeg ey sige forvist;
thi saa maatte Stranden have staaet over det meeste af Landene, for Resten troer
jeg, at de ved en Oversvømmelse ere komne herhid, og skulde end visse Folk til¬
staae dette, saa antage de heller Deucalions, end den i Noæ Tiid, thi denne
sidste staaer i den besynderlige Bog: jeg for min Deel er saa Superstitieux, at
jeg følger Plebis suffragia, og troer, de ere fra Syndfloden af, som den hellige
Skrift taler om: at de maa, have ligget der længe, negter vel ingen, og at det,
som findes har en Harpixet Fedme i sig, det veed de, som har taget tørre Splin¬
dre deraf at see ved om Aftenen, ligesom Siver; ved den Fedme kand de temme¬
lig imodstaae Forraadnelse, at de ey bliver Vanddrukne og opløste derved: jeg
veed ikke om nogen vist kand determinere, saa længe kand de ligge og ey længere;
men hvis de kand ligge saa og saa længe, hvorfor ey længere?
Det var derfor urimeligt at tænke, at Tørve=Moserne kand nu saa hastig
groe til, som fordum, da der stoed Skove runden omkring, man kand kun tage
Exempel af Grave eller Damme, som der staaer mange Træer omkring, de ved


383
deres aarlige Løvfald kand hastig fylde Grunden med Mudder: den Tiid blev
Jorden ey dyrket, og i de sildigere, ey af Betydenhed, der vare kun faa Men¬
msker: den sorte Død 1349 og 1350. toeg de fleeste Mennisker bort, da fik
Skovene Roelighed, Jorden Fedme, Tørve=Moser tilskud nok, men nu bliver
Fedmen iidelig dragen af Jorden ved Kornavling og Høebiering, Jorden giøres
skiør og aaben, hvorved meget dunster bort ved Soel og Vind, og neppe kand
faaes til nøed saa megen Fedme og Giødning, at der kand voxe noget Korn ef¬
ter, langt mindre at der kand være Fedme til overflod at yde til de siede Steder,
uden der maatte være Skov og Ællebuske nok der omkring og i samme Moser,
hvor Tørv graves.
Der findes vel endnu mange Steder, som staaer paa Avange til Tørve¬
Moser, nemlig saadanne Søer, som begynder at groe til, Ælle=Moser, Tue¬
Moser, som har endnu den gamle Fedme og lidet samles aarlig dertil; men ey
af den Betydenhed, som fordum af ommeldte Aarsager, og ere ey heller af den
Overflødighed: jeg har selv prøvet for 3 a 4 Aars Tiid siden, da jeg havde en
liden Tue=Mose, og vilde lade Tuerne afskiære og grøfte Vandet bort, om jeg
ey kunde finde duelig Tørve=Grund, jeg loed forsøge hvor dybt der kunde skiæ¬
res, i Fald det var beqvem, og var 10 a 12 Tørve dybt, jeg loed noget tage
hiem for at see dets Art, loed det tørre i Solen og Luften, og prøvede hvordan
det brændte, og saae at Asken var hviid, lugtede ey heller Svovlet af Betyden¬
hed, saa den befandtes gandske brugelig, og jeg nu et par Aars Tiid har betient
mig lidet af; men er skiør endnu af det idelige Vand, som har staaet over, men nu
graves af, og har ey nogen Tiid været skaaren Tørv herved Byen før. Saa¬
ledes findes mange Steder.
De sige vel at disse Moser groe til igien om nogle Aars Forløb, og at der
da igien kand graves Tørv paa ny; men lad det siges og overveyes med alle sine
Omstændigheder: der har været nok forhen at grave Tørv paa; de har ey taget
det saa nøye eller reent op for fode, men mange Balke og Bænke ere blevne staa¬
ende, meget er kastet i Graven igien, det maa jeg tilstaae er en god Begyndelse
til at grave Tørv af igien om nogle Aars forløb, naar det er tettet igien; men
lad det prøves at overfare 1 a2 gange til, lad Mælken kagstryges eller Fløden
tages 2 a 3 gange af den, der bliver lidet eller intet at kiærne Smør af, af det
overblevne, men hvor ere Træerne, som fra gammel Tiid vare raadnede i
Grunden? paa hvad Maade de saa ere komne der, nok er det de har været der,
og har givet fortreffelig fedme til Tørve=Jorden; hvor ere de heele Eeger, ja
mange Læs Gran, som ere agede deraf, og andre Træer, som ey har kundet


38
holde sig, som Hassel, som sees af de mange Nødskaller i adskillig Tørve=Grund,
ja andre Træer, som ere reent raadnede deri, gjorde de intet til Tørve=Mosernes
Beste? hvor ere Skovene, som skulle staae der omkring, og yde deres aarlige
Tribut og Fedme til Jorden og Tørve=Moserne? hvor er den udyrkede Jord,
som af sin Overflod kunde skyde noget til? og fornemmelig omkring de beste
Tørve=Moser, der har ventelig staaet den beste Skov, hvoraf mange Træer
formodentlig maa være udfaldne, som jeg ey negter, om ey alle: derved saa bli¬
ver Aar fra Aar Tørve=Moserne aarligen ringere, Jorden der omkring udueli¬
gere, ved det den iidelig pidskes og piines til at skal bære Korn, som er imod Na¬
turens Orden, Græs giver den ey heller af sig af nogen Betydenhed, thi den
høye og sandigte Jord giver hverken Korn, der kand betale Omkostningen eller
Græs til Fordeel. Dette giver mig igien Anledning til at melde lidet om
Skovene.
(3) Skove.
Jeg anseer det, som et overmaade stort Misgreb og Tab, at Skovene ere
ødelagde paa sine Steder, hvor de burde staae, og kunde staae, uden nogen
Hinder i den øvrige Jordbrug, og det i Fleng uden Grund og Hensigt; da
Skaden er flux større for Efterkommerne, end Nytten var paa den Tiid de bleve
fældede, som ventelig havde været ligesaa let at tage paa et andet Sted, der ey
havde været til saa stort Tab: det er jo den største Urimelighed, at de paa
Biergagtige og Sandigte Steder, hvor der nu voxer den lave geil eller Løng til
incen Nytte, har borthugget Skovene: Sandgrunden ligger nu aaben for
Vind og Soel, som udperser deraf den allermindste Vædske der falder derpaa,
Sandet flyver omkring over alt, saa saadanne Steder seer ud, som Biergene i
Palæsting og de Arabiske Ørkener: Vinden spiller med Sandet, og aldrig kand
forandres, førend der kommer Skov til at voxe der igien, som giver Aar fra Aar
et fedt Lag Jord oven paa af Løv og vissent Græs, Rødderne af Træerne kunde
holde Sandet sammen og tette Jorden, den igien des bedre kunde beholde baade
Vedske og Fedme ved sig. Exempel findes i Jylland paa mange Steder, for¬
nemmelig paa saadanne høye Bierge, hvor Naturen selv viiser at den gierne vilde
frembringe Skov, de hugge aarligen de mange deylige Eegespirer eller Purrer
til at legge oven paa Jorddiger eller Tørve=Gierder og anden Brug og besmyk¬
ker det dermed, de kommer dog til ingen Fuldkommenhed, af hvad Aarsag?
fordi de aarlig hades, og faae ey saa megen Tiid og Roe, at de kunde voxe i
Væiret: der ligger jo i Fyen mange unyttige Sandbierge og Banker, ned mod
Middelfart, ligeledes omkring ved Svaninge ved Faaborg, i Sælland mod


385
Helsingøer Siiden lader og Grunden til at være allene dannet til Skov, hvor
Løngen voxer og lidet Græs, og giver temmelig Anviisning, at den vilde bære
Skov, dersom den blev hiulpen af Sted dertil, og maatte have Tiid og Stunder
dertil, der kunde voxe ypperlig Skov, men nu lidet eller intet Korn og Græs;
dersom disse sandigte Steder bleve igien besaaet med Agerne, Bog, Nødder,
Slaan, Hvidtornbær, Hyben, Benvedbær, og intet Creatur kom derpaa at
gaae løst i nogle Aar, de kunde paa de Steder hvor der er siedt og Græsbond
ligesaa vel slaae Græs til Høe, tøgre Resten af Græsset af, frede de andre Marker
igien des længere her i Efter=Aaret, ja avle Korn paa de beqvemme Steder og
tøgre det Græs af med, thi jeg gad vidst, hvor mange Læs Høe nogen har avlet
paa disse omtalte Bierge og Banker, og lad være, de kand udperse liidet Rug og
Boghvede deraf imellem, jeg ønskede at see den Regning paa en 10 Aars Tiid,
naar Giødning, Pløyning, Sæde=Korn blev udregnet, hvad Overskuddet
vilde blive til Fordeel: naar saa baade under= og over=Skov voxte op; thi den
ene maa ophielpe den anden; af Aarsag, naar man ødelegger Under=Skoven,
saa er Over=Skoven snart ude, som man seer Exempler nok paa allevegne, hvor
Under=Skoven er oprøddet, og der pløyes og saaes omkring ved Træerne, Aar¬
sagen kand tages af det jeg forhen har sagt, naar saa det øverste Lag af Jord
blev feedere, der kunde voxe Græs paa sine Steder til Creaturerne, Fedmen
kunde aarlig nedflyde fra de høye Steder til de lave, saa baade Engene og Tørve¬
Moser kunde have en iidelig Tilførsel, om ey saa mange heele Træer faldt deri,
var det dog bedre at faae nogen tilsats end ingen, saa kunde baade Skove og Tørve¬
Moser med Tiiden holde det ud, som ellers er urimeligt at tænke paa, og ved den
megen unyttige Jord til Agerdyrkning, plages Bonden af Overflødighed, at
den nyttige Jord bliver ey ført til den halve Nytte, thi i det han skal overfare
saa meget, bliver det kun halvt eller intet giødet (som hastig igien skiøller ned til
de nedrige Steder) slet behandlet og arbeydet igiennem, da de af Dumhed see
paa Mængden af Jord (ligesom paa Mængde af Beester, Kiør, Faar &c.) ey
paa Nytten, som kunde indbringes med mindre Umage og bedre Behandling.
Det synes derfor raadeligt, at i Tiide og med største Fliid at anlegge
Skovplante=Beeder paa Bierge og høye Steder, saae Agerne, Bog &c. deri; at
plante levende Gierder: en gammel Mand, som boede her i Byen fortalte mig,
at han havde et levende Gierde ved sin Have, af Genista Spinosa, som brændte,
da hans Huus afbrændte i Jldebranden 1728. han sagde, naar det havde staaet
10 a 12 Aar, kunde der hugges Bagevedd deraf; men naar det blev saaet,
maatte det vel lugges det første Aar, at Ukrud ey skulle qvæle det, det 3die Aar
efter, bar det Frøe igien: Ved Veye kunde voxe Piile og andre Træer, bleve
VI. Deel.


386
Spurrene for Alvor efterstrebte, som jeg ellers har skreven om, kunde det ey
være synderlig tabt for Kornet; thi det var det meeste, at Spurre havde deres
Tilhold i Træerne, og derfra magelig kunde falde i Kornet: toge disse Træer
nogen Vedske og Fedme fra Enden af Ageren, de yder den igien ved Løvfald,
de tage og endeel Kraft fra Veyen, som ey behøver nogen Fedme: der bliver
jo meget Rug kiørt bort ved siden af Veyen, naar Folk om Vinteren i ond Føre
flyer af Veyen: disse Træer ved siden af Veyen kunde være Afvisere; da der for¬
stoedes under af sig selv: følg Veyen.
Efter at jeg havde skrevet dette, finder jeg et Sted i Columella Lib. 2.
cap. I. som har Sammenhæng med mine Tanker, af denne Jndhold: Hvad
er det da, siger du, som Tremellius giver ud for Sandhed, at Skovrøddede
Steder, som ey har været brudte og brugte, det første de blive dyrkede, give
de overflødig; men kort efter kand de ikke betale Landmandens Umage? han seer
rigtig nok hvad der skeer; men han seer det ikke ret ind, hvorfor det skeer, thi det
er ikke Aarsagen, at den ey indtagne Jord og strax den er forvandlet fra Skov¬
Jord til Pløye=Land, den derfor bør holdes for frugtbarere, fordi den har hvilet
længere og er yngere; men fordi den ved mange Aars Løv og Urter, som den af
sig selv gav af sig, er ligesom feedet med overflødig Giødning, saa den kand give
af sig og bære tilstrækkelig Korn. Men i det Rødderne paa Urterne med Harve
og Plove oprøddes, Skovene hugges om, saa kand de ikke længere føde Mode¬
ren, det er Jorden, med deres Løv, og de Blade, som i Efter=Aaret faldt der¬
paa af under= og over=Skov, naar de pløyes ned og komme iblant den underste
Jord, som mesten er slettere, gaae de bort derved: saa flyder deraf, at Jor¬
den magres, naar den ey har sin forrige Føde og Vedligeholdelse. Det er der¬
for ikke af Mathed, som de fleeste har bildt sig ind, ey heller af Alderdom, at
Pløye=Landet er os ey saa fordeelagtig; men den rette Aarsag, er vores egen
Uduelighed og Nølerie, thi man kunde have større Fordeel deraf, dersom Jor¬
den blev vedligeholdt med idelig, betimelig og maadelig Giødning.
Faaborg d. I Octobr. 1761.
LAURITZ PETERSEN NARAAE.
Anmerkning.
Saavel om Engene som om Tørve=Moserne handles her med god Eftertanke og Forfaring,
men hvad man særdeles biefalder, er den gode Forfatters Ønske om Tallet af de Latinske
Autoribus, som bruges i Skolerne, hvis sande Nytte kunde være noget større end den
er, dersom man ikke udvalte til Ungdommens Læsning og Øvelse i Sproget, allene de
Autores, som handle om Krigs=Væsen, men ogsaa nogle af dem, der sigte til fredelige
Konsters Jndsigt, særdeles til Agerdyrkningen, ja til Natur-Læren i Almindelighed.
& &c


No. XVII
Patriotisk Besvaring
Paa det i Fortalen til Oeconomiske Magazins
5te Bind fremsatte
Andet Problema,
Tørve=Mosernes Natur
Fremvæxt og Forbedring
Angaaende.


E¬
fter Deres Kongelige Majestæts Allernaadigste Tilladelse
tager jeg mig den Dristighed allerunderdanigst at fremlegge
mine ringe Tanker i faa knap afskaaren Stiil, som Tydelig¬
hed vil tillade, om det fremsatte Prøblema.
Angaaende Tørve=Moser.
Jntet iblant de Jordiske Ting, de Opholds=Midler den gode
Gud har givet Menneskene, kand være yndigere, nyttigere og meere
umistelig end Enge= og Tørve=Moser; De give i deres Ungdom
Græs og Høe, og det overflødigt for Creaturerne; de forskaffe Vand
og Varme for Menneskene med videre.
Jeg træder strax til at besvare, efter den Erfarenhed og ringe
Jndsigt jeg har, det fremsatte Problema;
Hvori bestaaer Tørve=Mosernes egentlige Væsen og Na¬
tur? Er det noksom beviisligt, at de efter deres Udtømmelse
voxe paa nye, og hvad Forsigtighed bør der bruges til deres
Vedligeholdelse.
§. I. Vi see for vore Øyne, at ferske Vande og Søer med
Tiden meget forandre deres Skikkelse, vi see at Vande, som man
haver kiendt før, har efter nogle Aars Forløb faaet en anden Anseen¬
de; Der stoed Vand, hvor nu staaer Eng, der stoed Eng, hvor nu
er Tørve=Mose; man seer, ved at fare igiennem Landene, i sær om


390
Sommeren, adskilligt Flyde=Græs, Flyde=Grøde, Mudder, Lum¬
mer &c. adskillige tilgroede Fiskerige Damme, kostbare Graver og
nyttige Mølle=Vande; hvilket alt erfares paa saa mange Stæder, at
det er overflødigt at nævne dem, end sige tage Tings=Vidne derover,
som en Sandhed faa skal nægte; Men hvordan det har sig og natur¬
ligviis dermed tilgaaer, det er nok ikke saa nøye af de fleste tagen un¬
der Øyne og den Betragtning, som bør; Hvilket dog saa maa skee,
om man ret skal forstaae Mosers, ja Tørve=Mosers Natur og Egen¬
skab; Og udrydde al Tvivl om de noksom Beviisligheder, at de
efter Udtømmelse, kand voxe paa nye, og tillige vide den rette Maa¬
de at behandle dem paa, til deres Vedligeholdelse, paa det at
Kunsten ret kand efterabe Naturen i sine Veye; Thi man kand naae
Tørve=Moser baade ved Naturen og Kunsten.
§. 2. Ved Tørve=Mosers egentlig Væsen og Natur maa
Mosers,
Opkomst. agtes
1) Moser, hvordan de bliver til dette.
2) Hvordan en Mose bliver til en Tørve=Mose.
At opregne alle Arter af Myrer og Moser, bliver her ey Stæd
til, men allene spørge efter:
(1) Hvordan fremkomme Moser?
Det er alle vitterligt, at al Vand forsamler sig i dybe Dale,
Huller og Jordens nedsiunkede Stæder.
3.. Har nu Vandene derfra igien en frie og ubehindret ud¬
løb og videre Fremfart, saa bliver Vandene i slige Dale, Huller og
dybe Stæder allene til en Aae, en Bek, en Vand=Rende, og giør
NB. liden eller ingen Mose omkring sig.
4. 5 Men kand nu de tilløbende Vande ikke fra et dybt og
nedrig Siæd ubehindret fra og afløbe, saa formere de standsende
Vande med Tiden en Mose.
§. 5. Aarsagen hertil er, at naar Vandene, der komme
oven fra, eller fra Grunden af, har en stærkere Tilløb, end som Ud¬
løbet tillader dem igien at bortfare, ja i lige saa hastig Fart, som de
Dynd o9
Mudder ankom, d. e. Jndløbet er viid og rum, Udløbet derimod eng og snever:
hvoraf saa æder det tilbageholdte Vand omkring sig i Jorden, og Strømmen
kommer. river stedse noget med sig, hvor Vandene blive, om Jord=Arten der¬
.17.


391
omkring er feed, god og muldig Jord (og ey Leer, Steen, Gruus
eller Sand) i Bunden dyndagtig og mudrende.
§. 6. J hvilken Dynd og Mudder, alt jo meere og meere ved
Jordens Central=Varme for neden, og fra oven ved Luftens Som¬
mer=Varme genereres Chymisternes Principia; deres Jord Feed
og Salt, deres Acidum & Alcali; deres Salpeter, Svogel,
Fedme eller Olieagtigt Væsen &c. See D. H. Fr. TEICHMEVER
Philosophi. Natural. Experimental. pag. 6. &c. Agerdyrknin¬
gens Forbedring grundet i Natur=Læren med Chymiske For¬
søg stadfæstet pag. 14. &c. STEPH. BLANCARS Lexicon Medit.
J. ESSENDROP Physisk Oeconomiske Beskrivelse over Lier Præste¬
Giæld pag. 71. BOERHAARES Element. Chym. de Veg og andre
fleere.
7. Disse Ting sætte den af de farende og indskrænkede sam¬
Liv i Dyn¬
lede Vandes, Udæltning, Dynd og Mudder i Bevægelse, Fermen= det.
tation og Hævelse; at det gaaer saa med Dynden som med Deyen,
man kommer Suurdey udi; At Dynden med Tiden maa voxe og
hæve sig.
§. 8. Vandene, som saaledes tvinges, at de til største Dee¬
len maa staae stille (§. 5.) af givne Aarsag (§. 6.) surne, lumres,
fermentere og den subtile Olieagtige Muld til Vandets Overflade op¬
fare, som Taagen af en Kieddel, der kaager, og Dynden under
Vandene bliver ey længere en død men en levende Massa.
§. 9. Det bekomne Liv viser Dynden Tiid efter anden ved Spoer til
idelig opkastende og opstigende Bobler, hvilket alt, Sensim Sensim= Mosens
Anfang.
qve, efter haanden opfører med sig fra Bunden, de Sliimagtige
Olieagtige, og levendegjorde Jord=Partikler, hvilke blive
hængendes paa Vandenes Overflade og der samle sig, først i den
stille Gyrø, hvor Vandene, formedelst deres Fart, og Grunden og
Landets Beskaffenhed, circulere, da de første ved Boblen opkom¬
mende Feede= og Olieagtige Jord=Partikler Naturlig=Viis hvile sig
in Centro Gyri og drage alt fleere og fleere til sig, til de omsider,
der eller andenstæds oven paa Vandene, ved Vandets Bevægelse og
sin egen Fart, eller ogsaa ved Vind og Veyrligt, sammenpakkes,
sammenklæbe (ret som Smør i en Kierne eller Fløden paa et Sie¬
Kar) og omsider nogenledes haargiøres og condensere.


392
Føde for
§. 10. Naar Dynden saaledes paa Vandets Bund har faaet
Jnsecter. Liv, drager den til sig utallige Slags smaa Vand=Orme og Jnsecter,
Frøer, Aal og andet, som søge der Føde og Næring, hvilke nedbore
sig i Dynd=Bunden og hielpe Boblen til, flittig at opstige.
Mosen for¬
§. II. Naar vi nu saaledes først har faaet en liden Massa, en
meerer sig. siden Lummer oven paa Vandene, som hviler sig enten midt i Van¬
dene eller andenstæds i en Hukke, nær mod Landet, saa drager den
idelig de nye ankomne Giæster, jeg meener, Jord=Partikler, til sig
og Massen formeerer sig derved baade for neden og om Siderne, ja
den flydende= feede= samlet Massa tager ogsaa imod alle Ting, som
kommer fra Landene, alle flyvende og flydende lætte Sæd og Frøe,
Rør, Straae, Rødder og andet, som Vindene kand fare med fra
Moser og Agre, og drive ud paa samme Flyde=Massa.
§. 12. Der fæste de sig og slaae Rødder, alt hvad der har
Sæd i sig og er beqvem til at groe i Vand og Mose=agtige Stæder;
her kand tilskylles ogsaa oprevne Græs=Rødder, Rødder af Rør, Sæg,
Græs og andet; disse Vexter, det ene med det andet, finde her Mad¬
Jord og beqvem Næring for sig til Grøde, de voxe, de slaae Rødder
for neden smaa og lange, af hvilke Rødder somme stikke, saa dybt, at
de ved sin kraftige Mad=Jord og stærke Vext løbe igiennem den tynde
Flyde=Massa, og flagre omkring i Vandene neden under Massen, og
ere i Stand til at samle og sammenholde de flygtige opstigende Jord¬
Partikler.
§. 13. Saaledes formeerer Massen sig baade i Dybden og
Breden; disse Vexter give og ved Sommeren og Solens Varme
moden og drægtig Sæd af sig, som atter forplanter sig, igien voxer,
falder af og meget formeerer sig, at de paa et par Sommere eller tre
utroelig har forøget sig, at man hist og her paa Vandene kand see
smaa Flyde=Øer.
§. 14. Nu tilskylles Bunden, Aar efter Aar, fra Landene jo
meere og meere Jord, nu giæres, svolmer og fermenterer idelig samme
Bund og hæver sig Tid efter anden mod Vandenes Overflade (§. 6.)
nu voxer lige over, Grøde=Polden eller Flyde=Øen (§. 9. 11.) Naar
begge saa endelig engang naae hinanden, saa er Spillet vunden,
saa spiller Naturen igiennem ret for Alvor, at den bliver Tiid efter
anden jo fastere og fastere, ja saa fast omsider, at Qvæg og Menni¬


393
sker kand gaae derpaa; Erfarenhed paa nogle hundrede Stæder,
underskriver den Sag med mig
§. 15. Førend den nederste Dynd og øverste Flyde=Jord ret¬
skaffen naaer hinanden eller ret kand fæste sig, enten formedelst alt
Gynger
formeget stigende og faldende Vand (§. 4.) da har vi i den Tiid der
og Hænge¬
Gynger og Henge=Enger, som gaae under Folk, der betræde dem,
som et Lagen, og kand have det klare Vand under eller rettere imel¬
lem sig: hvorover det ofte skeer, at, naar Græsset paa samme skal
slaaes og indbærges, at Slet=Folkene ofte i Alerne slippe igiennem
og blive hængende ved Armene, med nederdeelen i det klare Vand;
jeg mangler aldrig Vidner, som Contestere.
Aler i disse Gynger eller Hænge=Enger ere, som Aarerne i et
Menniskes Legeme, hvor Vandene i sin Gyro finde sig nogle igien¬
nem Veye og Stier, og paa slige Stæder kand Jorden ey vel pakke
sig edler condensere og de bliver derfor kolde, fugtige, raae og ube¬
qveme til at drive Sæd for oven, og tage imod de olieagtige Jord¬
Partikler fra neden, thi de aftvættes og fraskylles ved Vandenes Cir¬
eulatz; det Erfarenhed øyensynlig bevidner i større og smaae Enge
ved Mølle=Aaer, hvor Vandene i sin Fart, altid, for Malingens
Skyld, maa tvinges, nu ved Malingen falde, og atter ved Stie¬
bore og andre nedsatte Dæmninger stæmmes og opholdes, at man i slige
Mølle=Aaer og Damme finder ofte Æbbe og Flod; som ikke gavner Mølle Aar
Moser og Enge meget; det var derfor at ønske, at Hans Mayests. bør opren¬
nyttige og høypriselige Anstalt kunde engang blive efterkommet, on
alle Mølle=Aaers Rensning og Opgravelse. Forordn. 29de Decembr.
1758. Art. 6.
§. 16. Giver man nu, hvor saadan Hænge-Enge eller store
Flyde=Øer ere, Vandene nogenledes frie Afløb, og ey paa een gang,
men langsom, Aar efter Aar, lader dem synke ved at udgrave Van¬
dene, at den nederste Dynd med den øverste Flyde=Jord kand foreene
sig med hinanden, saa har man hastig en god Eng, som med Aarene
God Eng.
ved Vandenes Udløb danner sig til Tørve=Mose, om hvilken siden
bliver talt; man naaer Erfarenhed snart ved Forsøgen.
§. 17. Man giør ikke vel i, at lade Vandene frie Udløb paa
en Gang, eller ved Udgravning og anden Aabning lader dem udfare
med eet; thi derved falder Mosen sammen og det skeer, at man med
VI. Deel.


394
Tiden naaer kun tynd og lav Tørveskiær; men jo høyere Vandene stiger,
og bestandig, især om Sommereil over, staae, og jo dybere Van¬
dene ere, jo dybere bliver omsider Tørve=Mosen; thi alt Vand fra
Grunden af, til Vandenes Overflade, naar Vandene staae stille,
omdannes med Aarene og Tiden til Jord, ja Mose og Tørve=Jord,
som bliver saa fast, at den kand bære baade Urter og Træer; For¬
farenhed er mit Vidne.
§. 18. Naar nu Overfladen faaer sin Tyngde og Tykhed,
Aarsagen saa trykker den selv sin første Anlag og Skabning, sin Bund, sin
til det af
første Reede (som er en Filter, et Garn af lange indviklede Rødder af
skillige
Stratum i Siv og Græs) dybere og dybere under sig i Vandene: hvilken jo læn¬
Tørve=Mo= gere og længere trykkes under ved Tyngden af næste Aars Afgrøde,
ser.
og slige Ting, kand i mange Aar ligge uforraadnede i Vand, naar de
ingen Luft kand tiltage sig; her oven paa denne Filter, jortykkere den
bliver, forfulnes idelig nogle Vexter og Blade og bliver til Jord, og
det ved Solens og Luftens Virkning fra oven.
§. 19. Denne for oven mod Luften blevne og af sig formeerede
Urter=Græs= og Blade=Muld, er (saasom dens Muld bliver meere
Compagt end det nederste Dekke og Svøb, som bestaar alleene af et
Hvor dybt tyk Laug uforraadnet Rødder og Vexter) tyngere og synker derfor af
Tørve= egen Tyngde af sig selv, og end tillige tiltager, voxer og formeerer sig
Mosen bør for oven. Deraf faae vi det nederste Stratum i Tørve=Moserne,
skiæres.
som bestaaer af ovenmelte Filter, som stundom kand være 6 a 8Tørve
dybt need i Tørve=Jorden, og stundom kand ligge snart ved Sand¬
Bunden, og snart hvile paa den nedpakkede Dynd; hvilken Dynd
under neden er raae, døe og ubeqvem til Brænde, jo nærmere man
kommer Bunden.
§. 20. Nu kand denne nederste Filter flyde og være draget over
Under=Jordiske Aaer, Afgrunds=Kilder, Huller og Vande, at Søens
eller Mosens dybe Grund eller Afgrunds=Vande er synken dybere end
Havets øverste Vande; og saaledes kand have paa sine Stæder en
skiult Connection og Samling med Afgrundene (§. 21.) hvilket dog
ikke er saa i mange, end sige i alle Moser; i slige Moser og paa de
Stæder i Mosen, hvor dette mærkes, bør man ingenlunde skiære dy¬
bere end til det ommelte underste Filter og Stratum (§. 18.) thi
brækkes den nederste Skorpe og Afgrundens Vande opbryde, maa


395
man springe af Graven, og det Vand lader sig vanskelig aftappe eller
Graven lentse af ovenmelte Aarsager.
§. 21. Der, hvor Connectionen er med de Under=Jordiske
Vande, maa Mosen, nødvendig, bestandig ride paa Vand og Gynge,
men kand alligevel have saa tyk en Skorp og igiennemsnit oven over
Vandet, at der endog kand skiæres god Tørv og Tørv i Mængde,
og paa nye igien med Tiden tilvoxe Tørve=Mose (§. 10. 11. og 12).
§. 22. At ingen Steen eller Sand findes i slige Moser eller i
Tørve=Jord er læt at forstaae; thi slig tunge Ting, mens Mosen er
i sin Begyndelse, og skabes paa Vandene, synker af egen Tyngde
igiennem til Bunds, og hænge sig ikke lættelig midt udi Vandene;
thi hvor man finder i Mose en stærk Blanding af Sand, som er fra
Marken udskyllet, der duer Mosen ey til Tørv. De Steene alleene Steen bør
blive, og hænger sig hist og her i Tørve=Jorden, som fra Landet ved ey udkastes
Menniske=Hænder, naar Mosen er størknet, der bliver udført eller ud¬ i Moser.
kast, hvilket ikke burde skee af fornuftige Mennisker.
23. Hvor store Søer ere, af halv, heel, 2 eller 3 Miles
Flyde=Mo¬
Størelse i Omfang, som har en stedse ligedan, opbunden og tvungen ser hvor
Udløb, der samle sig gierne ovenmeldte i Begyndelsen Flyde=Moser og skabes.
med Tiden Hænge=Enger; men gierne ikke midt udi; men ved Søe¬
Breddene og Jndhukker under Landstrækningen, thi man supponerer
fornuftig, at saadant stort Søe=Vand har stærkere Tilløbs=Kilder,
Væld og Tilflod, men, som disse sammenløbende Vande har dog en
opbunden Udfart, nødes Vandene i slige Søer til at stige og for¬
meere sig formedelst dens Mangfoldighed og Dybhed ved beliggende
Dale og Bierge &c. som tillige give stærke Træk=Fare= og Kaste¬
Vinde, der tumler Vandene og giør slige store= lange= og vide=Vande
ved Bølger og Vandets Omveltning, fra Grunden af, urolige, og
splitter den Dynd ad, hvori de Chymiske Principia (§. 6.) skulle ge¬
nereres, og end meere, den paa Vandene flydende Skimmel og olie¬
agtige Jord=Partikler; og derover ingen Stilhed kand blive i slige
Vande til at mudres og lumres, uden alleene i visse Jndskiær i
Landet og dybe Hukker, hvor de omtalte Flyde=Øer og Holme fra
Landet udgroer og snart teer sig, thi saa længe Vandene ere i stærk
Bevægelse, kand de ikke lumres, især der hvor Bevægelsen er størst.


96
Man finder derfor, at Naturen selv har lagt og dannet Tørve=Moser
i slige Søers Jndskiær og Hukker.
§. 24. Men hvor stridløbende Aaer ere, der, ved Efter=Aars¬
og For=Aars=Regn, Tøebrud og Snee=Vand meget voxer og for¬
meerer sig, at det indgaaer langt op paa omliggende Jords Flade:
som Ex. Gr. Gudum=Aae, og betydelige Mølle=Aaer, der finder
Aarsag til
Mølle, man gierne: (1) At Aaen har skaaret sig ned, eller rettere, bevaret
Aaers for= sit egentlige Løb, imellem sine til= og sammengroede Grændser, hvor
skiællige den i tørre og heede Sommere, og i stærk tør Frost om Vinteren
Løb og
sammendrager i sit dybe Løb og Rende de om For=Aar og Efter=Aar
Dybe.
sine overskyllende Vande. (2) At saadan stride Aaer kand skyde sin
Strøm og Fart tvert igiennem store Søer, og lader paa begge Sider
Strømme
af sig hvirkende= og snart stilstaaende Vande, undtagen hvad Blæst
i Søer.
og Kaste=Vinde kand foraarsage.
(3) At Vandene uden om den stride løbende Aaes Vand for¬
meere sig til omtalte Moser.
(4) At, som slige løbende Vande ere Naturligviis koldere, end
stilstaaende, gaaer det seenere til med deres Enges Formeerelse og des¬
uden, hvor de sige sig ind i flade Land=Strækninger, som ellers kunde
Aarsag til være god og tør Ager=Land, der inddriver den sit kolde Vand, sin
Gur.
Vædske og sin Svovelagtige og Metalliske Mudder=Partikler og skarpe
Mineraliske Vande, og som sligt mangler Acidum & Ascali og den
olieagtige Fedme (§. 6.) bliver den meestendeel en død Jord, hvoraf
voxer paa Sand=Fladen, omkring slige store stærke og strideløbende
Aaer, det bekiendte Gur, især om Aaen i sin Fart, ved Broe eller
andet, tvinges, og Vandet ey noksom kand have sit frie Fart og
Afløb; Dette Gur maa de afgrave, oppløye og afbrænde, saa tit
som de vil, det voxer, og kommer igien, ved mindste Jordens Hvile,
af bemelte Aarsager, og giør Jorden ubeqvem til Agerland og Sæd;
item til Høe= og Græs=Bund, men oprydder man slige Aaer, og
hielper dem at holde sig inden sine tilstrækkelige Grændser, og altid
lader dem frie og ubehindret Fart, hvor skee kand, saa giør de ingen
Aarsag til
Eng inden Skade, men trækker Vandet udaf den øvrige Flade og sammengroede
for Sive= Landstrækninger, og giver god Eng og gode Tørve=Moser.
§. 25. J store Søer kand, inden for Rørene og Sive=Hol¬
Holmene
som ligge i mene, fra Landet ud, ogsaa tilvoxe Enge og Moser ved den fra Van¬
Læe.


391
dets Bund løsrevne Grøde, afbrudte Rør og Siv &c. som samle sig,
Aar efter Aar, i Læe under Landet og omsider bliver i Muld og Jord,
og trykker Vandet fra sig.
§. 26. Men hvad stilstaaende Vande og saadanne Søer og Siige paa
Siiger ere angaaende, som ved Afskyl og Tilløb fra Marken samle Markerne.
og formere sig, i sær For=Aar og Efter=Aar i Markens Huller og
Dale, og ingen bestandig kiendelig enten Udløb eller Tilløb Lar; Der
seer man Mosen gierne med Sæg= og andre Vandagtige Væxter at
formere sig midt udi Vandet, saasom sligt Vand gaaer gierne om i
Gyro og Cirkelagtige Bevægelse, og finder sin meeste Stilhed og Hvile
in Centro; om Breden er des Aarsag gierne det klare Vand.
§. 27. Paa disse ommeldte Maader formere Moserne sig:
nemlig
(a) Ved de af den i Bunden samlede Dynd formedelst Boblen
opstigende feede Olieagtige Jord=Partikler, som enten for¬
mere sig i Flyde=Øer, og lade sig Stundum af Vinden drive
til Landet; Hvor de, om de finder Roe at blive der noget,
da med sine Væxters Rødder binde sig fast ved Bunden og
Landet.
(b) Ved den tilskyllende Mudder og den der paa Landet udkry¬
bende Grøde.
(c) Ved afbrudt og oprykket Grøde fra Vandets Bund, ved
Flæg, Siver og Rør &c. som legger sig i Læe under Landet &c.
§. 28. Nu vi har faaet det rette Begreb om Mosernes Opkomst,
saa falder deslettere at besvare den første Sætning af fremsatte Pro¬
blema. Nemlig
§. 29. Tørve=Mosernes egentlig Væsen og Natur; De
ere af samme Natur og Beskaffenhed som ovenmeldte Moser.
Man har et Børne=Spøg om en Mølle, der skulle kunde male
Folk om, at de paa nye kand blive unge, og atter igien gamle; Den
Mølle drives af Veyer; Men man kand med Sandhed sige at Natu¬
rens HErre har givet os en Mølle, hvormed vi kand male Moser om;
Men denne drives ved Vand; Den kand giøre Moser til Enge, og
Enge til Tørve=Moser, og atter om igien, giøre samme Tørve=Moser
til Vand=Moser, Vand=Moser til Enge og Enge til Tørve=Moser, og
saaledes bestandig, medens Verden staaer.


398
Mosers
Man allene distingverer Moser i Barndom; Middel¬
§. 30.
Forskiellig= Alder og Manddom.
hed.
J deres Barndom kaldes de Moser, Vand=Moser, Kiær,
Moratz, Flyde=Øer, sumpige Stæder, som ey kand, for Vand og
Gynger, betrædes.
J deres Middel=Alder kaldes de Enge, hvorpaa voxer Strid
og frodig Græs
J deres Alderdom, naar Jorden og Grunden er bleven tør og
sammengroet og har fortæret Vædsken, at den begynder af Ælde at
bære Moos i steden for Græs, saa bør den først at bære Navn af
Tørve=Mose. NB. Jeg har ikke her at udlade mig med, hvordan saa¬
dan gammel og tør mosgroet Eng=Bund kunde og burde behandles
og giødes, om den skulle bære god Eng og Græs; Vor Sag er allene
om Tørve=Moser.
§. 31. Jeg maa endnu viise, hvordan man faaer af Kiær= og
Sæg=Moser, Tørve=Moser. Dette skeer ey paa bedre Maader end
Hoved og ved Hoved= og Tver=Grøfter at leede Vandet af og fra dem; Thi
Tver¬
saa længe Vand kand staae paa og over dem, den største Tid af
Grøfters
Fornøden= Aaret, saa længe have og beholde de en Dynd= og Mudderagtig¬
hed iTørve= Grund, der allene producerer og frembringer Sæg, Græs, Padde¬
Moser. Rokker og deslige; Men naar Vandet ved Grøften bliver afledt, at
Bunden kand synke og falde sammen, og Jorden tørres, og man til¬
lige afskiærer Sæg=Tuerne, som er nyttig at kaste i og opfylde med de
Sæg=Tu= i Nærheden nyligen opkastede Tørve=Graver, om man ey vil føre dem
ers Nytte. hiem, hugge dem i tu, og kaste dem i Bunden af sin Mødding der at
forraadnes, og med dem at formere sin Giødning; Vil man saa,
naar Tuerne ere afskaarne, mod Høsten rispe, harve og i Regn=Veyer
Tørve=Mo= besaae Mosen med Høe=Frøe eller Kløver, saa kand man faae der en
ser at be¬
god Eng; Men naar man har Mosen behov til Tørve=Jord, og
saae.
Pladsen er vel udtørret og Jorden er noksom sammengroet og sammen¬
filtet, maa man ikke pløye eller besaae samme Plads, thi ellers brin¬
ger man derved dens Overdeel i Forraadnelse, og man forderver Tørve¬
Grunden og derover faaer ingen Nytte af de 2 eller 3 øverste Tørve
langs hen over den Plads, som Aaret eller 2det Aaret tilforn, har været
oppløyet og besaaet.


599
2. Det 2det Membrum af det fremsatte Problema er:
§.
Om det noksom er beviislig at Tørve=Moser efter deres Tørve=Mo¬
ser om kand
Udtømmelse kand voxe paa nye.
Jeg svarer dertil Ja! og har forhen allerede rørt derom og Er= vore igien.
farenhed er overalt paa min Side: Men hvordan gaaer da dette til?
§. 33. Tørve=Mosens Tilvæxt efter Udtømmelsen skeer paa
følgende Maade:
I) Naar Tørve skiæres af een eller fleere i en Mose, burde der
stedse med Skiæringen begyndes neden fra: Det er fra den Kant i
Mosen, hvor Vandet har sit Fald did.
2) Burde, Mand for Mand, følge Hoved=Grøften, om den
er kast tvert igiennem Mosen, over eller forbi hver Mands Maal;
Paa det at der ved Skiæringen kand blive Grav ved Grav ud med
Hoved=Grøften, og om man ey saa just alle, eller alle Stæder kand
følge Hoved=Grøften, da Tver=Grøfterne, at Tørve=Gravene
stedse kand være nær ved Grøfterne, for af dem, nemlig Gravene, at
indlede og aflede Vand efter Fornødenhed.
3) At den første og øverste Græs=Tørv aldrig føres hiem til
Brænde, men tynd og langagtig, som smaa Møne=Tørv afskiæres,
og stedse i Bunden paa Graven nedkastes, at Skiærerne derpaa tør
kunde staae, medens de forrette deres Arbeyde.
4) Det smul som affalder omkring ved Graven, bør af Folkene,
inden de gaae hiem, strax igien i Graven nedskydes.
5) Naar man nødes til at sætte Benker imellem sig og Vandet,
hvilket man burde ikke have nødig, thi Vandet burde betids om For¬
Aaret eller Efter=Aaret tilforn, ved sine Hoved= og Tver=Grøfter af
fornøden Dyb saa vel være udleedt, at ey noget blev der at forderve
Tørve=Jorden, og foruleylige Skiærerne, hvorskee kand (§. 20. 21.)
6.) Burde de Benke som man endda kand skee kunde nødes til
hist og her at sætte, i fald Graven slaaer op, det er bryder op med Vand
fra Bunden og Grunden af, saa vældig at det ey lader sig aføse,
men fylder Hullet og Graven med eet, at Arbeyderne maa springe af den,
hvilken Casus dog neppelig hender sig, naar Mosens Grøfter ere til¬
børlig dybe, at de vel kand trække Vandet af Mosen; uden i saa
fald man treffer an paa en Vand=Aare i Jorden, og Afgrundens Van¬
de (§. 20. 21.)


400


Disse Benke, som man dog af Fornødenhed maae sette, burde
inden man lader af at skiære, de fleeste af dem nedskydes og Bun¬
den overalt jevnes; Vel kand man lade en Benk u=nedskudt staae
hist og her til Skiel imellem Naboe og Naboe, som i Tiiden kunde
bevidne, hvor høy Mosen og Tørve=Grunden i Begyndelsen har været,
for at see, om man i Tiiden kunde drive den til samme borizontal Høyde.
7.) Naar dette skeede, kunde man andet Aaret og langs frem
have den skiønneste Eng paa de Steder, som Gravene havde været, og
paa denne Maade blev Tørve=Mosen fornuftig behandlet og medtaget.
8.) Man bør sette i Graven Optrin, at nedstyrtende Qvæg kand
ophielpe sig paa.
9.) Man burde ey sette sine skaarne Tørv just paa den Plads
eet Aar, som man satte dem andet Aar, om Leylighed andensteds i
Nærheden kand give sig; thi der, hvor Tørv har staaet eet Aar, voxer
den yppigste og frodigste Græs andet Aaret, og ved det at Tørvene
have staaet der, det bliver Jorden som en Giøde.
§. 34. Men alt dette langer endnu ikke ret Maalet, det synes
allene at lære Mosernes Natur, og vise en fornuftig og ordentlig
Omgang med Tørve=Skiæring &c. Og ikke endnu noksom beviser at
en udtømmet Mose paa nye kand groe.
Thi at man kaster Over=Tørven deri igien tillige med det affaldne
Smul; Det er jo noget, som Mosen tilforn har haft og det kand ey
kaldes meere, derved kand Mosen ey siges at voxe, men allene at man
ey har taget de overblevne Levninger reent bort tillige; men det man
søger, er, om disse efterladte Levninger, om disse i Graven nedkaste
Smul og Over=Tørv saaledes med Tiiden kand drues og igien paa
nye fylde Graven, at de kand naae op til den øverste Flade af den øv¬
rige Mose og de staaende Benke, eller om Mosen fra Bunden af,
eller ved andet Tilstød og Accident kand voxe paa nye, og til sin forrige
horizontal Høyde opløfte sig og gandske tilpakke Hullerne; at Efter¬
slægten igien paa nye, kunde have den samme Tørve=Skiær, der i
samme Mose paa samme Steder uformindsket som vi? dette er Qvæstio¬
nen, det er er egentlig Maalet her sigtes til; det er Kraften i det frem¬
satte Problema.
§. 35. Man giver sig endnu ikke tabt, men svarer ja: Den
kand paa nye opvoxe, den kand paa nye fylde Hullerne, den kand


paa nye, lige saavelsom nu, tiene Efterslægten, men ved en fornuftig
Omgang, som alt er viist §. 33.
Man giver kun agt paa de givne Grunde til Mosernes første
Oprindelse af stille Vand smaa Bobler; ringe opstigende Olieagtige
Jord=Partikler med videre, der er viist, at kand formeere sig og med
Tiiden blive til store og nyttige Holme og Land=Strækninger af skiøn
Eng eller Kiære og Tørve=Moser.
§. 36. Men du ville endnu sige, hvorledes skal man her kun¬
de sammenligne det ene med det andet, at man kunde finde Rime¬
ligheden: Ved Moser skal jo Vandet være udtappet, den maa ey
ride paa Vand eller have for meget Vand til sin Fordervelse &c.
§. 37. Her maae Knuden løses, Maaden siges, hvorledes det
gaar til.
Først maa man agte at giøre Forskiel imellem Tørve=Mosen,
som man nu skiær i, og Tørve=Graverne eller den opskaarne Tørve¬
Bund; Mosen maa holdes tør, men ey Gravene, thi at holde Gra¬
vene tørre var strax en Feil, og da ville de seent voxe, og aldrig kom¬
me til sin forige Høyde eller Godhed.
§. 38. Maaden er da denne, man stopper Hoved= og Tver¬
Grøfterne neden for den afskaarne Jord, at alt Vand, som drages
af Mosen ved Hoved= og Tver=Grøfter oven fra, kand falde i de op¬
skaarne Graver og der blive, og snart staae lige med det øverste af de
opskaarne Graver, og dette bør iagttages strax, man har skaaren
sine Tørv.
§. 39. Er Tørve=Mosen (NB. ey Tørve=Gravene) stor og
den vaanlig maa tage imod stor og for megen Tilløb af Vande, da
vil dens Hoved=Grøft og Rende drages uden om den opskaarne Plads,
at den kand holde Vandet af den u=opskaarne og u=rørte Tørve=Bund.
§. 40. Den Tilstopning og Dæmning, neden for den op¬
skaarne Mose og Tørve=Graverne, maa staae at holde det tilflydende
Vand tilbage i Gravene fra Medio Junii, da man slutter og aflader
med Skiæringen, til først i May, Aaret efter, da Skiæringen igien
begynder; da denne Gravernes Dæmning bør (med Vaersomhed og
Fornuft, om Gravene har meget Vand) aabnes at Vandet af den
opskaarne Bund ey aldeeles (hvilket, om skeer, er en stor Feyl) men
maadelig og nogenledes kand afløbe, at Græsset der, i den op¬
VI. Deel.


401


402


skaarne Mose, desbedre kand have Nærings=Saft, og groe, og man
der kand nyde en god og frodig Eng.
§. 41. Jeg sagde med Fliid, og velbetænkt, at Vandet ey
aldeeles, men med Maade skal paa en saare kort Tiid først i May
fra de opskaarne Graver afledes: Aarsagen er; Thi slig opskaaren
Mose, om den skal voxe i sin forige Stand, og naae den øvrige Moses
Overflades Høyde, maa Flyde=Grøden stedse staae og høyt ride paa
Vand, jo høyere den stiger efter den gamle Moses Overdeel, jo be¬
dre er det; tapper man for meget Vandet ud, da siunker derefter
Flyde=Grøden, som søger sin Ophold og Næring i Vandet og det
er Skade, i sær i de sidste Aar, da Flyde=Grøden med sine lange ned¬
stikkende Rødder er nær ved at naae den underste Grund, og kommer
den der til at hefte sig, i sær om May Maanets Tørke, og stærke
tørrende For=Aars=Vinde kommer hertil, da fæster Flyde=Grøden sig
saa fast ved Bunden, at den ey saa læt siden ved Vandenes komme,
kand lætte sig eller slide sig løs, men maa ligge under Vandet at
raadne, da Naturen, men seent, maa arbeyde paa nye, inden den
faaer nye Dekke draget over sig, og saaledes kand Uforsigtighed giøre,
at Tørve=Mosen kand faae en Synkning, som den seent eller aldrig
forvinder, og som med 100ode Læsser Jord ey er at oprette eller kand
opfyldes, hvilken Jord desuden ey duer til Tørve=Jord fra Agerland,
at udføre.
§. 42. Men saa længe Flyde=Grøden rider ubrudt paa sine
indsluttede Vande, fermenterer Bunden, Vandet lumres, Bun¬
den ophæver sig, Flyde=Grøden eller Laget voxer i Dybden og i Høy¬
den, at det ey varer mange Aar, før det øverste og nederste naaer hin¬
anden. Da Grøden, i det den formeerer sig, drikker Vandene, giver
ey Plads for dem længe; saa længe her er Vand nok, kiendes det paa
Grøden og Græsset, at dette staaer høyt, yppig og frodig, og naar
den opskaarne Moses Vexter har fortæret snart alt Vandet og begyn¬
der at mangle Vand, da kiendes det ey allene ved at Jorden bliver
haard og fast at betræde, men og derved at Grøden og Græsset paa
den ey voxer saa yppig og frodig, som før, thi da skaber Gravernes
Mose sig igien til en nye og moden Tørve=Mose. Man erindre
sig et Glas fyldt med Vand og Blomster, hvad Vand Blomsterne
Tiid efter anden, kand behøve og fortære.


40


§. 43. Man vilde endnu vel vide, hvordan Over=Tørven og
Grøn=Sværen, der er kast i, og traad ned i Bunden af Graven,
kand lætte sig og flyde som et Log oven paa Vandene? Nesten heele
Underfladen lætter sig, hvorfor skulle da ikke ogsaa de nedtraadne
smaa Tørv, jo det sees Øyensynlig at skee med Tiden.
§. 44. Nu siger det sig selv for det tredie. Hvad man bør
bruge til Mosernes Vedligeholdelse: Her ved bør agtes, at man
bør ey skiære og rode i Moserne hist og her i flæng, efter eget Sind;
men skiære ordentlig samlede Graver neden fra, hvor Vandet udfal¬
der (§. 31.)
§. 45. Dernæst at Hoved=Grøften holdes aaben saa dybt,
at den tilstrækkelig kand trække og tappe Vandet jaf den gamle
Mose, som bruges til skiær. Men Afløbs=Renden for alle
Ting, for de opskaarne Graver at være tilstoppet. Og ey aabnes
uden til Fornødenhed, som sagt er, noget lidet først i May (§. 40.)
at Vandet saa meget kand afløbe, at man kand gaae i de ældre
Graver at slaae og sammenrive Græsset. Men strax derpaa stoppe
Udløbs=Renden igien, at Gravernes Overdeel ey for meget siunker
(§. 41.) thi jo ældre Overdeelen bliver, jo tyngere bliver den, og jo
mindre mægter Vandet at opløfte den; og jo bedre kand den ved
Slet=Folkene betrædes uden at fra tappe Vand; det vil ikke sige at
slige Enge gaae under Slet=Folkene som en Gynge eller Lagen; kand
Slet=Karlen træde stadig paa, er det Tegn til at Overfladen er
bleven tyk eller groer fast til Bunden og bliver snart moden til Tørve¬
Skiær igien. Men Gynger den ikke meget under Foden, og Jor¬
dens Overflade har faaet en Siunkning, reyser den sig aldrig meere
og man kand takke sig selv for Tab i Tiden paa nogle 10ode Læsser
Tørv af Gierighed for, paa nærværende Tiid at vinde nogle faa
Læsser Høe des snarere og mageligere, thi saa seer man først, at man
har udtappet Vandet for tilig, og ladet det frie Løb for længe, at
Fløden saa at sige er falden paa Bærmen.
opsyn ved
§. 46. Ved Tørve=Skiær burde derfore være en forstandig
Tørve¬
Opsyns=Mand; hvortil kunde vælges enten Oldermanden i Byen,
Skiær.
eller hvem andre man dertil vil beskikke, og alle de øvrige Skiærere
under Mulet at efterkomme hans Ordre.


404
Moser at
plante.


§. 47. Tørve=Moser, saavel som Enge, kand man uden He¬
xerie, plante, og man kommer lættere dermed afstæd end ved at
plante Skove; har man kun Vandkiær og Søer i Nærheden, og
saa meget Vand, at man nok der fra kand miste noget til Eng og
Tørve=Jord, kand man paa følgende Maade hielpe det til at sam¬
mengroe.
Man lader i May Maanet og først i Junii fra Fiske=Parker,
Graver og andenstæds, hvor man vil have Vand og ikke Moser,
sammensanke al den lange Græs og Grøde, som der flyder imod Eye¬
rens Villie paa Vandet, man drager det i Land med Rive, river
det op med Roden af Dyndet med Hænderne, kommer det i Sække
og enten med Vogn eller Hiulbøre bringer det did, hvor man vil
plante og anlegge den nye Mose, kaster det derud og spreder det jevnt
i og over Vandet, opdrager tillige Rødder af Rør og Flæg og kaster
der imellem.
§. 48. Saa faaer man der efter 2Aars Forløb, en Vand= og
Flyde=Mose, som da allereede saaleedes har sammenfiltret sig at man
der kand slaae frodig og lang Græs og Afgrøde, siden, Aar efter
anden, forvandler Plante=Skolen sig til god Eng, og om en 10 Aar
vil Vædsken saa aftage, at denne Grøde vil mangle Underholding,
Græsset paa den derover, blive stakket og hvissig, da man allereede
mærker Tørve=Bund, og kand snart begynde med, der at skiære
Tørv; det er baade mueligt og giørligt i alle staaende Søer og Van¬
de, naar man alleene efterfølger Naturen (§. 21.)
§. 49. Paa Sand=Bund i klar Søe=Vande, hvor Landkanten
er skarp og tør og Bølgerne tillige jevnlig slaaer paa, der at ville plante
Eng eller Mose, er ikke at imittere (
§. 5. 11. 21.) men forcere
Naturen, og skal der vindes noget, vil der først drages et Gierde eller
opdiges for Driv=Søe og Bølger, at man der inden Gierdet og
Diget, kand bringe Vandet til at staae stille, dernæst hentes nogle
faa Læsser Dynd og Mudder, som kastes i det indigede Vands
skarpe, magre og ufrugtbare Land=Kant, siden didføres det fra Fiske¬
Parker og Graver omtalte Flyde=Græs (§. 47.) og kastes i Vand¬
kanten ved det tilførte Dynd, samme Grøde bringes i Stilling ved


nogle Jordfaste Pæle, at det kand blive hvor man har lagt det, til
det slaaer Rødder, og med Rødderne hæfte sig selv ved Dyndet og Lan¬
det; da det, Tiid efter Tiid, jo meere og meere, overgroer det ind¬
digede Vands Overflade, bringer det stille Vand i Forraadnelse, og
sammengroer først til Eng og siden til Tørve=Mose. (§. 16.)
§. 50. Men i Plantningens spæde Alder, nemlig i den unge
Moses 2de første Aar, maa man holde Giæs og Ender vel derfra,
thi hvor disse Creature kommer, og skal have Ophold, der tør man
ey tænke paa nogen Mose saa hastig: Jsen om Vinteren har det in¬
gen synderlig fare med, den løsner og optøer gierne først ved Land¬
Bredden; men Jordskiælv giør her meere Skade.
§. 5I. Ved Tørv kand bages ligesaa vel, som ved Træe, naar
de skiæres derefter. Af Tørv kand man faae Kul ligesaa gode som
Træe=Kul; hver der benytter sig med Forstand af en god Tørve¬
Mose, behøver ikke til Brænde saa meget at medtage Skovene; alt
dette er noksom vitterligt, og kand med Sogne= og Tings=Vidner
bevises.
§. 52. O kiæreste retsindige Compatrioter! lader os derfore
staae sammen som en Mand, for at redde saa ædel uskatteerlig og
umistelig en Ting, som nu saa meget eftertragtes og saa ilde behandles
af den ildesindede, ufornuftige og skiødesløse Verden; at den ikke skal
blive os imellem Hænderne frarøvet og bortsnappet: dens deyligste
Broder, de Danske Skove, er bortrøvet, vi have nu kun Spoer og
Levninger af den tilbage, vi staae Fare for, at det vil gaae os ligesaa
med Systeren, jeg meener vores deyligste Enge, og nyttigste Tørve¬
Moser; lader os derfore giøre hvad vi kand og bør, til saa uskatteerlig
en Tings Redning, vores store Konge gaaer os for, og Skam for
hver Undersaat, som ikke følger.
Kongens Villie er os en befaling, Kongens Villie indsvø¬
bes i Naade og belægges med Præmie og Belønning, derfore skriver,
hvad, der fornuftig og af Erfarenheds Grunde til almindelig Nytte
skrives, lad det komme til Virkelighed og Fuldførelse i Gierningen.
e 3


40


406


§. 53. Egensindighed, Magelighed og Uforstand har vel meget
herimod at sige, det tør man ikke tvivle paa: De tør vel sige: Engene
kand vel groe desforuden, at man ikke just behøver dertil denne Umage
og Forsigtighed; jeg tilstaaer vel, de kand voxe, men de voxe deref¬
ter, nemlig: som de kand, og det kommer, naar det kand. Men vil
man vide af dem, hvorved de paa nye skulle voxe, eller hvad Grund
man har at haabe deres Vext og Opkomst, saa faaer man at lade
sig afviise med dette Svar: Nu er Verden rasende, nu vil den intet
eftergive Gud i Klogskab, og saadant meere.
§. 54. Hvad som endnu kand mangle at være usagt til Sagens
fuldstændige Oplysning, og til at gaae alle Spørsmaale og Jndsi¬
gelse i Møde, og kand skee bør vides, naar alvorlig Haand lægges
paa Gierningen, maa denne gang tilgives mig; thi her maa ikke
skrives nogen vidtløftig Tractat, men en, alleene en paa faæ Blade
indskrænket Afhandling; jeg er ellers til ydermeere og fornøden Under¬
retning tienstfærdig, baade i at vise Mueligheden, og læmpe Haan¬
den efter Gierningen, at det for Øyne kand erfares, hvad talt er;
thi langt fra mit Sind, enten i Tillid af mine egne Tanker, eller Jnd¬
tagelse af gode Hensigter, at ville binde Publico noget paa Ermet,
som jeg ey selv veed skiel og reede til.
55. Man skulle vel meene, at jeg ikke har fæstet Øye nok
paa de Ord i fremsatte Problema noksom beviisligt; man kand
imaginere sig store Ting, have søde Drømme om Vand=Casteller
og anseelige plantede Tørve=Moser, man giør Mueligheder til Vis¬
heder, i Ting som man selv aldrig, og neppe andre har forsøgt; kand
en Ting skee, for Folk kand skrive en hoben derom, saa kand alle Ting
skee, ney a posse ad esse nulla valet Conseqventia &c. Resp.
Jo jeg har agtet det Ord i det fremsatte Problema, og givet det end
dette Tillæg, med fuld Vished paa egen Erfarings=Grund saa
vidt udtømmede Moser angaaer, som igien paa nye kand voxe, men hvad
Artificiele=Moser angaaer, deres Moedenhed og Fuldkommenhed til
Tørve=Skiær har jeg ikke endnu fra sin første Anlag til sin fulde Moe¬
denhed saa nøye erindret i Fortiden, i alle Omstændigheder, til alle
Omskiftelses=Tider at paa agte, dog seer jeg Giørligheden og finder
ingen Umueligheder.


Væld= og Spring=Kilder i Søer, kand ikke hindre Søens øv¬
rige Vande at overdrages med Flyde=Mose og sammengroe, og at
blive til Eng, og med Tiiden til Tørve=Jord. (§. 23.) Det forstaaer
sig selv, at Søen ey sammengroer just oven over Spring=Kilderne;
de tillade ikke formedelst deres Kaagning og idelige Bevægelse, Jord¬
Partiklerne at hvile der saa længe, at Flyde=Grøden kand dække
over dem.
At determinere eller fastsætte nogen Tiid, hvorinden saadan en
Søe, der er tildeels, eller snart aldeeles overdraget med Flyde=Mose,
og sammengroer, som man siger, eller som nylig plantes, kand blive
til en moden Tørve=Mose, det lader sig ikke saa læt udregne, man
kand nok slutte, at det ey kand skee paa eet eller 10 Aar, men at 100
Aar ikke skulle være nok dertil er for meget sagt; det kand skee langt
snarere (§. 14 og 17.) NB. her tales ikke om de i Problema om¬
talte udtømmede Tørve=Moser: thi der skeer det snarere, de forvinde
hastigere og i kortere Tiid deres Skiæring; ja der kand man vissere
fastsætte en Tid paa 10 a 12Aar.
Jeg indlader mig derfore denne Gang ikke videre, Res ipsa lo¬
qvitur, Sagen er i sig selv saa aabenbar, at det er ikke fornødent,
der med fleere Ord skal tales herom for det første.
§. 56. Hvad her endnu ellers rester videre at tale, meener jeg
enhver fornuftig selv kand sige sig; min Vidtløftighed i at exprimere
mig, undskylder Tydeligheden, og jeg veed ikke hvad, af dette her
er sagt, der er for meget, og kunde udelades; der vil kand skee, med
Tiiden, meere herom baade tales og skrives, naar man tillige tager
Lærde=Skrifter og andre brave Mænds Jndsigt og Erfaring til Hielp.
§. 57. Jeg maae nu afbryde, som har havt den Ære Allerun¬
derdanigst at forsøge, hvorvidt min Jndsigt har formaaet at besvare
det fremsatte Problema.
Velsignet være vores dyrebare Souveraine og Arve=Herre og
Konge, og alle Kongenø Mænd, som tænke paa Landets Tarv,


40


408


og saa nidkiær et Arbeyde paa at giøre vort kiære Fæderne=Land og
Kongens og Landets Folk, til de Lyksaligste i Europa.
HErren lægge selv sin kraftige Velsignelse til vor store Konges
Omhu for disse Lande!
Wistoft paa Mols
d. 13 Julii 1761.
E. G. BEGTRUP.
No. XVII.


No. XVIII
Tvende smaa Afhandlinger
Sigtende til Besvarelse
Paa det foresatte Problema
Om Tørve=Moserne.


No. I.
Om Tørve=Moseri
(1.) Om Mosernes Væsen og Natur.
§. I.
E¬
rfarenhed lærer, at Kiær, Moradtzer og Moser ere altid paa lave
Stæder, enten i Dale, eller paa slige Strækninger, hvor Enge
findes, vel kand der og være Kiære og Moser paa høye Stæder;
men naar det nøye eftersees, er Jorden uomgiengelig, paa det
Stæd hvor Kiæret er, lavere end den nest og rundt omkring liggende Mark.
Heraf følge
§. 2. At paa saadanne lave Stæder samler saavel Regn=Vandet, som
tilløbende Aaer sig, og bliver stillestaaende.
§. 3. Jordens Natur er at inddrikke Vand; men da her er saadan en
Overflødighed, og Jordbunden ey af Vind og Luft kand luttres, bliver Bun¬
den suur, og tilsidst opløst eller forraadnet. Mon ikke et hvert mosagtigt Stæd
bliver paa denne Maade?


412
§. 4. Men at Jorden skal kunde opløses dertil udfordres, at Jord=Arten
maa være af det Slags, som er skikket dertil. Erfarenhed viser, at sandig og
steenet Jord er og bliver altid lige haard i hvor meget Vand derpaa endog
samles. Den muldige Jord derimod bliver blød og klæbrig. Leer=Arten kand
vel og blive blød, men aldrig i hvor tør den siden bliver, lader sig brende, thi
intet Svovligt eller Salpetersk er imellem denne Jordart, men vel mellem
Muldarten.
§. 5. Naar Vandet staaer i lang Tid paa saadan et lavt Stæd, giøres
Jorden først sumpig, og alt som Jorden bliver mere opløst og beblandet med
Vandet, forandres saadan et lavt Stæd til et Kiær og Morads. Forskiellen
paa begge er denne: et Kiær har paa Overfladen meest bart Vand; men en
Morads har samlet endeel Jord oven paa Vandet, og da det begynder at groe
sammen, bliver deraf et saa kaldet Hængdyng, som man mangestæds kand gaae
paa, dog med en kiendelig Bevægelse og Gyngen under Fødderne.
§. 6. At fastsætte hvor lang Tiid der behøves til, at et saadant Kiær
kand blive eller groe sammen til Morads, er ikke vel mueligt; det kommer alt
an paa Stædets Beliggenhed. J en Skov kand Jorden snarere blive Moradsig
end paa aaben Mark, og det fordi Luften og Vinden formedelst Træerne ey
kand luttre eller rense Bunden.
§. 7. At Kiær og Moradser paa denne Maade formeres, dertil har i
sær ommeldte Stæder i Skovene givet mig Andledning at slutte; thi paa faa
Aar, hvor jeg tilforn har været og vel fundet lave og sumpige Stæder, men dog
ingen Morads, er der nu den største bløde; Aarsagen dertil maa være denne:
For nogle Aar siden var Skoven paa de Stæder aaben, saa Luften kunde
komme derimellem; men nu befindes Træerne paa samme Stæder lukte i Top¬
pen og gandske bedækker disse sumpige Stæder. Soel, Vind, og Luft kand
altsaa der intet udrætte, og følgelig bliver Jorden der hastigere suur, opløset og
forvandlet til Kiær eller Morads end paa aaben Mark.
§. 8. Naar et Kiær eller Morads ligger paa saadanne Stæder, at den
næst omliggende Mark er tillige muldig, bliver Kiæret forandret til en Mose paa
denne Maade: Ved den idelige Tilløb af Regnvand, som fra de høyere om¬
liggende Marker flyder need i det lave Siig, tager Vandet Tiid efter anden af
den omliggende Muld noget med sig, som forhøyer den sumpige Jordbund,
blandes imellem den, opløses og forraadnes med den, saalænge til der med Van¬
det kommer saadan Tilløb af Jord, at de lave Kiær bliver lige med den nest
omliggende Jord, saa er det først, at det Stæd, hvor Kiæret var, kand be¬


413
gynde at tørres, og ved Luftens, Vindens og Solens Hielp giøres mere haard,
saa Folk kand føre sig den til Nytte med at grave Tørv, da det som oftest be¬
findes, at, naar man begynder først at grave i en Mose, Jorden da mestendeels
er ; Al. øverst uforraadnet og bare Muld, hvilket tydelig beviser, at det har lagt
kortere Tiid i Kiæret end det underste, og følgelig ey faaet Tiid til Forraadnelse.
§. 9. Naar de derpaa grave øidere, findes den Jord, som af det i lang
Tiid overstaaende Vand er bleven opløst og forraadnet; dette Slags Jord kaldes
Morr, og deraf graves Tørv.
§. 10. Vel findes der mange Tørve=Moser, hvis Overflade ikke nær er
lige med den nest omliggende Jord, men da er Folk kommet saadan et Stæd til
Hielp med at giøre Grøfter, som kunde leede Vandet fra det Stæd, hvor de
agtede at grave, og uden dette Middel er der faa Stæder man kand komme til
Mooren, helst naar man har gravet en deel Aar i en Mose.
§. II. Moocen er af adskillig Slags, alt efter Muldartens Beskaffen¬
hed. J Henseende til dens Væsen og Natur kand den henføres til to Slags:
Svovelagtig, eller Svampagtig. Begge disse har forskiellig Farve og Tyngsel.
§. 12. Den Svovelagtige er meest tung og mestendeels sorte=graae;
jo meere Svovel der er i Mooren des hvidere er den af Farve. Den sorte Morr
er meere Salpetrisk, og finder man Tørv af dette Slags, hvilke ligesom Træe
lader sig Brende til Kull, og i Mængde bruges i Smedier i stæden for Steen¬
Kull; thi den varmer overmaade.
§. 13. Maaden, paa hvilken Tørvene kand brendes til Kull, er saaledes;
Naar Tørvene ere blevne til Gløder, tages de ud af Bager=Ovnen eller Jld¬
Stedet, og nedkastes i et Hul i Jorden, som kand opkastes uden for Jldstedet.
Derpaa legges strax en Grøn=Tørv med Græs=Siden ned ad, og maa den just
passe til Hullet. Derefter kommes Aske oven paa Grøn=Tørven, og paa denne
Maade dempes de gloende Tørv og bliver til Kull.
§. 14. Ved Havsiden, paa Siden af Sand=Bakkerne, hvor Havet
i sterk Storm har skaaret Huller ind, findes et Slags af disse sorte Tørv, de¬
ere af en særdeles Haardhed, og kand ey blive fordervede, endskiønt de staae ude
hele Vinteren igiennem; men om de endog kommer hiem i den stærkeste Regn,
kand man dog strax bruge dem. De ere meget gode at smedde ved.
§. 15. Den Svampagtige Morr er meget lætter, ja snart som Tønder,
brender hastigere, men varmer ey nær saa meget, som den Svovelagtige,
og i en hast brender til Aske. Denne Morr er mere lys af Farve, og somme¬
steds guul og brun. J Heede-Egnene findes den meest.


414
(2.) Om en udtømmet Mose kand voxe paa nye;
§. 16. At en Tørve=Mose, hvor i tilforn er gravet og derved udtømmet
kand voxe paa nye og groe sammen igien, det viser Erfarenhed; thi paa mange
foldige Steder her i Landet findes saadanne gamle Moser, hvilke nu ere groede
sammen, og hvor i atter graves Tørv i disse og dette Aar. Paa hvad Maade
de efter deres Udtømmelse voxe sammen igien viser foranførte §. 8. som handler
om Mosernes Formerelse, thi Regnvandet, som tager altid frisk Jord med sig,
naar det langs med Jorden flyder ned i Mosen, opfylder i Tiidens Længde
det opgravede Hul med Muld, som forraadnes see §. 5. Hielper man Møsen saa
med Grøftens Opkastelse, at Vandet kand faae Afløb, bliver Mosen igien tienlig
at grave Tørv udi, ligesom tilforn.
§. 17. Men paa mangfoldige Steder findes Moser, som baade har væ¬
ret af det beste Slags, og lettelig kunde have været vedligeholdte, men Folkes
Skiødesløshed er skyld i, at det bliver vanskeligt om ey gandske umueligt, at slige
Moser meere kand nytte. Hindringerne ere følgende naar Bønderne begyn¬
de at grave i en Mose, er det dem lige meget paa hvad Side de først skal begynde
at grave; de søger allene efter hvor der er meest og dybest Morr, som de lettest
kand komme til, følgelig giør de mange Huller, som her i Landet kaldes Pøtter,
og graver der, enten til Mooren bliver dem for løs, saa de ey længer kand af¬
stikke Tørven med Spade, eller og Vandet løber for meget sammen i Pøtter,
saa lade de staae et stykke Jord til Skillerum, og begynder nest ved, og der giør
igien en nye Grav eller Pøtte, og saa fort frem saa længe Mosen varer. Hvor¬
for de lade staae saadan en Strimmel Jord til Skillerum, hvilket kaldes Me¬
lem=Balke, imellem Pøtterne, dertil er Aarsagen denne: De vil derved hindre
Vandet at løbe ind i den Pøtte, de graver udi; men just ved disse Mellem¬
Balke og mange Pøtter giøres Mosen i Tiden ubrugelig; thi disse hindre den
tilløbende Jord at brede sig ud over hele Mosen, og følgelig kand Mosen aldrig
groe sammen.
(3.) Den Forsigtighed som der bør bruges til Mosernes
Vedligeholdelse maa bestaae i følgende.
§. 18. Naar man begynder at vilde grave i en Mose, maa der nødvendig
iagttages hvor Mosen er lavest, der begynder man først at opkaste en Grøft,
som kand tømme Vandet af Mosen. Det Morr, som opkastes af Grøften, kand
altsaa tillige tiene til Tørv.
§. 19. Naar Vandet saaledes faaer Leylighed til at løbe af det Sted i
Mosen, man vil grave udi, saa er det best at begynde med Tørve=Skiæret paa


415
den laveste Sted i Mosen, og det alt i en lige Linie, indtil den haarde Bund, thi
over alt i Moserne, hvor Mooren slipper, findes altid haard Bund, enten sandig
eller steenig. Men mange Steder bliver Mooren tilsidst saa løs, at den ey
kand lade sig længer afstikke med Spade, i saa fald maa bruges følgende Mid¬
del, og ælte Morren til Tørv.
§. 20. Denne Maade er kun faa Steder bekiendt og skeer saaledes:
Man støder den løse og usammenholdende Mørr ned under sine Fødder, og med
Spader og Fødderne ælter den samme i Vandet indtil den bliver saa tyk som en
Grød, øses saa op med Skovle i Hiulbører eller Skufkarrer og trilles paa
haardt Land; der bredes Mooren ud et godt Qvarteer tyk, og Folkene, som har
bredet Mooren ud, maa igien træde alle Klumperne ud med Fødderne; derefter
glattes den med Skovle, og alt imellem øses Vand paa. Tilsidst tages en
Spade, og dermed stikker man, som andre Sko=Tørv eller Klyne denne æltning
igiennem. Denne æltede Morr skal ligge nogle Dage, indtil den er bleven tør,
da den som andre Tørv stables op og tilsidst hiemføres. Disse Tørv ere i alle
Maader ligesaa gode ja tildeels bedre end de Tørv, der først af den sammenhol¬
dende Morr afgraves med Spade. Her hos os, hvor vi har stor Mangel paa
Moser, og maa behielpe os med smaa Kiære i Heden, bruge, vi bestandig denne
Maade at ælte Tørven, og finde, os dobbelt dermed tient; thi først er Tørvene
ligesaa gode som andre, og dernest kand et lidet Kiær vare dobbelt saa længe som
en anden Mose, hvor i allene graves med Spade, og ey æltes. Aarsagen er:
Hine benytter sig ikke længre af Mooren end den er sammenholdende, og kand
lade sig skiære med Spade, da dog Mooren gaar paa de fleeste Steder dobbelt
saa dybt i Bunden, men løs tillige: vi derimod, som tager Mooren op lige til
den haarde Bund, har altsaa haandgribelig dobbelt Nytte og i længere Tid.
§. 21. Fremdeeles er det den største Nødvendighed, at man nøye sam¬
ler den øperste Muld eller Grøn=Svær, som skiæres af Mosen, see §. 8. Thi
denne Jord som ey er bleven til Morr duer altsaa ikke til Tørv, men er til des
større Nytte i Tiden for Mosernes Sammengroelse. Dette Grønsvær skal
kastes ned igien i Mosen, naar Mooren er afgravet, og ved denne Jord saa¬
velsom der tilløbende Muld, groer Mosen sikkert sammen igien og i Tiidens
Længde kand blive til god Tørv=Skiær eller Eng; thi udi Enge, hvor Morr
findes, har vi her daglige Prøver, at naar man paa anførte Maade har belagt
Bunden med Grønsværet, er det efter nogle Aars forløb bleven den beste Eng.
Vestervig Closter d. 6 Octobr. 1761.
af PEDER MoLDERUE.


416
No. 2.
Besvarelse paa det udi 5te Deel af det Oeconomiske
Magazin fremsatte Problema om Tørve=Moser.
A it hvad, som indeholder nogen Fedme eller Olie, tager hastig imod Jlden,
V og opvekker, i Proportion af Mængden i det Corpore det findes, en heftig
Lue. Vandet er derimod et Element Jlden imodsat, som styrer dens Heftighed,
og stiller den aldeeles i de Corporibus, hvor det findes i større Portion end Olien,
Jord, Sand, Steen, og Leer kand vel ved Jlden enten adskilles i fleere eller
sammenbindes til en haardere Massa, det første hendes ved Jord, Sand og
Steen, det sidste ved Leer, men de kand ikke af sig selv ved Jldens Kraft brendes
til Aske eller sammenbindes, men det maa skee ved Hielp af Materia Vegetabili:
heraf tillades at slutte, at udi disse Corporibus findes ikke den fornødne Olie til
Jldens Næring, men deres meeste Consistence maa være Jord og Vand, ved
hvilket sidste de tilligemed den liden Olie de have ved Jldens Kraft blive skildte.
Træer og in Summa alle Vegetabilia kand uden Hielp af anden Materie, naar
de nærmes til Jlden brende, jo tørrere de ere, jo hastigere og heftigere brende de,
de kand brende, endskiøndt de ere forraadnede, thi Mangel paa Brænde og Tørt
har lært Menniskene paa nogle Steder at bruge Qvæg og Heste Excrementes i
Steden for Brende, de efterlade de Jordiske Particuler, som er en salt Aske.
Vegetabilia maa da bestaae fornemmelig af fire Deele sc. Olie, Vand, Jord
og Salt; thi de kand brende, imodstaae Jlden, efterlade deres Jord og Salt
udi Asken. J hvad Proportion enhver Plante efter sin naturlige Beskaffenhed
skal indeholde disse, naar den skal leve og voxe, er en Qvæstion, hvis Besvarelse
henhører under Physicorum Rubriqve, saa meget tillades at slutte, at den
Plante, som har meer eller mindre end den tilbørlige Portion af en af disse Slags,
helder til sin Undergang. Man veed hvad Nytte Saltet giør in regno animali,
nemlig at det hindrer, fra Forraadnelse, hvilken sc. Forraadnelse jeg tør kalde
Oliens Fordervelse, gaaer man med denne Slutning til Vegetabile, saa seer
man, hvad Saltet giør til Plantens Liv, nemlig at hindre fra Forraadnelse i at
sammenbinde dens Jord og Olie; Erfarenhed viser, at dersom en Green eller
Toppen af et Træ bliver afkappet, saa bliver udi dette aabne Saar Leylighed
for den fugtige Luft, item Regn=Vand at udlude og smelte Plantens Salt, hvor¬
ved dens Olie forderves, og setter til Forraadnelse, og saaledes opløses dette


417
Corpus ved Vandet, efterladende Olien og Jorden, ved Jlden derimod miste
det Olien og Vandet, efterladende Jorden og Saltet, der gives da tvende adskil¬
lige Maader til at opløse paa, nemlig ved Vand og Jld.
Hvad enten Planterne drage sin Olie og Jord af Luften, Vandet eller
Jorden, eller lidet af enhver Deel, derudi tilstaaer jeg min Uvidenhed, det er
rimeligt at Planterne drage deres meeste Consistence, forstaae Jord, Olie og Salt
af Jorden; thi endskiønt en Plante for en Tiid kand leve udi Vandet, saa
kand deraf dog ikke andet bevises, end i og imellem Vandet findes de Jordiske
saltagtige og olieagtige Particler, som Planten behøver til sin Føde: at de
virkelig findes der, derom tvivler vel ingen; at de findes i større Mængde i
Regn=Vand, eller og det har en meere løsende Kraft end stillestaaendes rindede
Bekkers og Kilders Vande, tillader Erfarenhed at slutte: hvor overflødigt
Vand man giver et Urtebed, trives Vexten dog aldrig saa got, som ved Regn
eller Snee=Vand, følgelig maa derudi findes meere og beqvemmere Jord og
Olie til Plantens Næring at befordre, heraf trækkes og Aarsagen til Jordens
Forbedring og Frugtbargiørelse ved Hvile, som nogle imod bevislig Erfarenhed,
vil nægte.
Hvad enten Jorden har haft sin Ujevnhed med Søer, Bierge og Dale, for
eller først faaet den ved Syndfloden er en Materie, som tilkommer de Lærde at
dømme udi, med en Slags Grund kand man troe, at Jordens Ujevnhed er lige
gammel med Jord=Kloden selv, og Hulerne ved Syndfloden først er opfyldte
med Vand, og blevne til Søer, egentlig henhører dette ikke under denne Ma¬
terie, men alleene deres Antagelse, og hvorledes de efterbaanden jevne sig med
den øvrige Jordens Overflade, og da troer jeg det skeer paa denne Maade
Ved Skylle=Regn, item Snee=Vand, udi Tøe=Løb drager Vandet med sin
Fart fra de høyere Steder, adskillige Particuler, ja undertiden anseelige stykker
Jord ned til de Steder, som ere meere nedsiunkne, hvor Vandet stiller sig,
eller i mindste formindsker Heftigheden i sin Fart; disse Particler ved Vandets
stillestaaende falde til Bunden i Søen eller Mosen, hvorved dens Dyb formind¬
skes. Ved stærk Storm opløftes den løse og flygtige Muld, som findes paa
sandige Veye og pløyede Agre, som, naar den stiller sig i Vandet, synker til
Bunden og hielper til dens Fylde, de Jord=Particler, som findes i Regn og
Snee=Vand, som falder af Luften, item Rør, Siv, Græs og deslige, som
voxer i Mosen og igien falde og forraadne, opfylder tilsidst en saadan Moses
Dyb, at det bliver horizontal med dens Afløb: Moser, naar de saaledes ere
tilvoxte, blive til Græs=Enge ved Breddene, og til Tørve=Moser i Midten, hvor
deres Tilvext bestaaer meest af forraadnede Vegetabilibus.
VI. Deel.
Go


418
Den Søe=Mose eller Hule, som er saaledes situeret, at den haver ingen
Tilløb af Vand, item ligger i Lye for Storm=Vinde, fyldes allene af Regn
og Snee=Vands Jord=Partieler, Qvist Løv, afbrudte Greene og deslige af om¬
kring staaende Træer, og af Vegetabilibus, som derudi voxe og forraadne,
hvilke Huller, naar de ere fuldvoxte og til groede, egentlig kand kaldes Tørve¬
Moser af den beste Slags, thi deres Consistence for den største Deel er for¬
raadnede Vegetabilig, følgelig maa indeholde den meeste Olie, som er Jldens Føde.
Af dette foranførte drager jeg denne Slutning, at de beste Tørve=Moser
har hiemme i og omkring ved Skovene, at deres Bonite dependerer af deres Si¬
tuation, at det, som nu er Søe, kand efter en Tiids forløb blive tørre Moser,
efter som de værende Tørve=Moser har været Søer tilforn: indvendes at der findes
gode Tørve=Moser, hvor ingen Skov er, da svares, at Tørve=Mosen i sin Til¬
vext kand have være omgivet med Skov, og da denne er borthugget, har Bren¬
dets Mangel først lært de omkring boende at grave deres Jldebrand af Jorden.
Det var at ønske, at de som ere Besiddere af gode Tørve=Moser, vilde
handle dem paa det allersparsommeligste, skiære ikke til Overdaadighed, men til
Fornødenhed, har man nogen Kierlighed til sit Fæderne=Land, giør man sig en
Ære og Fornøyelse af at levne Efterkommerne noget, allerhelst af de Ting, som han
kke er i Stand til at skaffe sig ved Arbeyde og Bekostning? Mig synes Tørve¬
Moser handledes best, naar først Vandet i den Mose man skiær, eller agter at
skiære Tørv, ved Render og Grøfter udledes, at den bestandig kand holdes tør,
thi heraf har man den Fordeel, at Tørven bliver fastere, man kand skiære tillig
om Vaaren, optage den til Bunden, saa at intet spildes, man er og sikker paa
Creaturet ikke i slige Moser setter Livet til. Andet, saasnart Mosen er opskaaret,
da strax at stemme dem med Vand, om man tænker til at have Tørve=Mose af
den igien, ligger Mosen ikke i Skoven, var det got langs Land=Siderne at
plante Piile, hvilket desto hastigere befordrede dens Tilvext af de udi Vandet
faldende Blade og Qviste, hvor mange Aar der udfordres til en Tørve=Moses
Tilvext, kand ikke ordentlig bestemmes, kommer an paa dens Dyb og Situa¬
tion, nogle efter 5o. 100. 200. ja vel fleere Aars Forløb, sikkrere er det derfore
at spare udi Tiide, end handle overdaadig i Haab om deres hastige Tilvext,
de mange Træer og Rødder, som findes i Tørve=Moserne ere formodentlig
komne derudi ved Flodens Oversvømmelse.
Rønnebekøholm d. 10 Septembr. 1761
A. L. HANSEN.


No. XIX
En
Kort Undersøgning
anstillet
Over Tørve=Moser,
J Anledning, af det 2det Problema, som fremsættes udi
Danmarks og Norges Oeconomiske Magazins 5te
Tome, saaledes lydende:
Hvori bestaaer Tørve=Mosernes egentlige Væsen og
Natur? Er det noksom beviisligt, at de, efter deres Udtøm¬
melse, opvoxe paa nye, og hvad Forsigtighed bør der
bruges til deres Vedligeholdelse?


T¬
il dette Problematis Jndhold at besvare, faldet fornemmel 3 Poster
at undersøge og forklare, som ere:
I. Tørve=Mosers første Ophav og Oprindelse,
2. Tørve=Mosers anden Tilvext og Fornyelse,
3. Tørve=Mosers rette omgang og bedligeholdelse.
Problematis første Part, er
Tørve=Mosernes første Ophav og Oprindelse.
§. I. Tørve=Moser genereres, og har sin Oprindelse (1) udi staaende
Søer og Vande (2) hvorudi maa være Væld, og (3) snarest og best, naar
der igiennem løber ingen Aaer, eller rindende Bekke.
(1.) Jeg kalder dem staaende Vande, det er saadanne Vandstæder, som
ikke udtørres, thi sammenløbne Vande, som samles i Daler, og Jordens
Huulheder af Sneevand, Vandflod, Regn, og Skyll, der om Sommeren
udtørres af Soel og Vind, synker og tæres hen i Jorden, kand ikke give Tørve¬


422
Moser, de kand vel efterlade paa Bunden et Sedimentum, som, naar det er
tør, synes at have en Lighed med Tørv, men det er det ikke, og brænder ikke,
fordi det mangler sin Putrefaction og Fermentation, og er kuns en Jord,
der vel kand have sin Fedme, og tiene paa sine Stæder til Giødning, men ikke
til Jldebrand.
(2) Derudi maa være Væld, som vedligeholder Vandet, der ellers
maatte udtæres og udtørres, vi see derfore, at naar man graver for dybt ned
i en Tørve=Mose, med hvad force Vandet slaaer op, hvilket nødvendig maa
være af Væld, og ikke af sammenløbet Vand, der maatte, i saa mange Aar,
være tæret og synket i Jorden, enhver, som vil nøye undersøge Tørve=Mosernes
Beskaffenhed, skal upaatvilelig finde Væld i dem alle, og af efterfølgende ansee
Væld, som et umistelig Reqvisitum for, og til Moserne, endskiønt mine An¬
notationer her under ere ikke af Betydenhed, saa beder jeg dog om Tilladelse,
at anføre samme her og der, siden de har i sig et Slags Beviis af Erfarenhed. (a)
(3.) Der igiennem maa ikke rinde Aaer, eller Bekke, thi deels bortskylle,
og tage de med sig den Materie af Vandet, som allereede er gaaet i Corrup¬
tion, deels forfriske de Vandet, og endelig ved sin Bevegelse bryde den Hinde
paa Vandets Overflade, som er den første Ansatz og Oprindelse til Tørve¬
Moser, hvorudi Støv, Sæd og deslige, som Vinden fører i Vandet, hefter
sig, kommer til Grøde, og fæster Rødder. Jeg vil ikke hermed sige, at disse
giennemløbende Strømme giøre Tørve=Mosers Vext og Formeerelse plat umue¬
lig, Ney! men jeg vil alleene sige, at de falde Tørve=Mosernes Vext og Til¬
sats meget hinderlige, for saa vidt Strømmens Løb og Bevegelse kommer; thi
paa andre Kanter i Søen, kand Materien gierne hefte sig, og naar den bli¬
ver nogenledes sammenhængende, kand den endog aarlig groe ud og tvinge
(a) En Reberkiær Mose kaldet, liggende strax Vesten fra Grønbek, var afgravet, og
gandske tør, mange 1000 Læs Blanding er deraf bortført til Giødning, saa der nu
er kuns et lidet Lag Smull, som hviler paa en hvid Søe Sand, fra et Hull i den ene
Ende sigede tilforne noget Vand, som udgjorde en gandske liden Rende, men ved et
Tordenskyll blev der, for ungefer 16 Aar siden, slaget et stort Hull ned i samme Ende
af Mosen, hvorved Vældet fik saadan Luft, at derfra nu siden gaaer en saa stor og
uafladelig Strøm, at den største Mølle kunde gaae derved, uden at mangle Vand,
skiønt den har kuns 2 Bøsseskud at løbe ned til Alling Søe, hvorudi den aarlig ud¬
kaster mange 1000de Tønder Vand, og viser saaledes, at der i dette staaende Vand
har fra Begyndelsen været Væld, førend denne Mose der udi har kundet genereres.


423
Strømmen jo længere og længere til Siden fra sig, som Forfarenhed viser ved
mange Søer, Aaer, og Bekke, der formedelst Enge og Tørve=Jords idelig
Tilvext og Tilsatz, nødes til at forandre deres Løb, da deres forrige Løbe¬
Rende saaledes tilgroer, at den siden er mange Steder ikke meere at kiende.
§. 2. Vi har nu fastsat Pladsen, eller Stedet, hvor Tørve=Moser
tager deres Ophav og Oprindelse, nemlig i staaende Vande og Søer, som har
Væld i sig, og saa meget vissere og snarere, naar de ikke hindres ved friske gien¬
nem løbende Strømme; det, der nu paaligger os, er, at undersøge, og vise,
hvad denne Tørve=Materie er, og hvorledes den avles og genereres i det blotte
Vand. Jeg overlader gierne Aristoteles sine fire Elementa, siden han dog har
haft Hævd paa dem over 2000 Aar, jeg vil allene laane af ham hans Materie
og Forma, som de bekiendteste, og beqvemmeste to Ord, til at forklare min
Meening med, at Vandet er en Materie, det er uden al Tvil, og at ingen Ma¬
terie tager imod fleere Formas og Forandringer, end Vandet, synes, af daglig
Forfarenhed, at være en Sandhed, det Experimente, at tørre og veye Jor¬
den, hvor udi man sætter et Træ eller Plante, der, med Tiiden, saa mange
gange overveyer sin Jord, har vel en Hielp af Soel og Luft, i hvilken en vis Phi¬
losophus siger, at der er occultus Cibus, men, Cæteris positis, giøre vel Vandet
det meeste, og saa mange voxende Ting, som der ere til, saa forandrer Van¬
det sig (efter sin adskillige Fermentation med et hver Slags) og antager saa
mange Formas, som der ere Species, det er udtallige; udi Metaller, Ædel¬
steene, og de haardeste Conereta, maa vi tage vor Tilflugt til Vandet, thi deres
Coagulation kand ikke skee, uden in humido; det er derfore ikke at undre over,
at nogle store Philosophi har været Forgiengere for en, af mange antagen Mee¬
ning, at Vandet er, om ikke den eneste, saa dog den fornemmeste, og umi¬
steligste (jeg vil ey sige Elemente) men Materie for alleting: Denne liden Di¬
gression maatte pardoneres, siden den dog ikke aldeles er fremmed her fra, og
mueligt hos mange vil frikiende mig fra Urimelighed, naar jeg siger, at i Van¬
det er den første og fornemmeste Aarsag til Tørve=Mosers Oprindelse, hvor¬
med det formodentlig har denne Beskaffenhed.
§. 3. Dette staaende Vand falder nu om Sommeren udi Corruption,
putreficeres, bliver tyk, sætter Slim og grøn Grøde, bliver sey, og opfyldt
med saa meget Utøy af Vandluus, og andre Jnsecter, saa det staaer, som en
tyk Moos og Lubbe, og andet deslige, som ingen negter, da man, i et hvert
staaende Vand kand daglig see det for Øyne, her til kommer andre Ting, saa
som Græs, Støv, Løv og Blade af Træer (thi jeg troer vist, at Skovene


424
her i Landet har været saa overflødige, at de har omringet de fleeste Moser, som
med al Rimelighed sluttes af de mange Træer, der endnu daglig opgraves dybt
under Moserne, og ere faldne der udi, medens Vandet endnu var agbent, og
stod i sin Modder) som contribuerer en stor Deel til Tørve=Mosernes desto
hastigere Opfyldelse og Tilgroelse; disse, og fleere adskillige, Materier falde, i
Vandet, putreficeres, og fermenteres med Vandet, som i denne Operation
lader falde til Bunds alt hvad tungt, og uopløsligt er, saasom Steen, Sand
og deslige, naar nu Vandet er bleven saa tyk og sey, at det ved Soelens Var¬
me kand sette en Skum og Hinde oven paa Vandet, som kand sees i et hvert
Dam, Gadekiær, og andre staaende Vande om Sommeren, saa driver Vin¬
den samme Skum og Hinde til Landsiderne, hvor den hefter sig ved Breddene,
og er beqvem til at modtage al Slags Støv, Frøe, Sæd, Græs &c. som Vin¬
den fører der til, eller af omstaaende Græs falder der paa, hvilket alt i denne
feede og fine Slim kommer til Grøde, og giør en Skorpe og Overflade paa
Vandet, samme kand endog skee midt paa Søen, naar endeel af den seye Ma¬
terie der flyder sammen, styrknes, i stille Veyr kommer i Grøde, og bliver Sam¬
menhengende; thi at Moserne skulde groe fra Bunden op, det strider mod For¬
farenhed, det er klart, at denne Overflade flyder oven paa Vandet, vil man
skiære med en Høvler store Flager deraf, slaae en Pæl fast i det afskaarne Støkke,
kand man med et, paa Pælen fast gjort, Reeb drage det til hvilken Side man vil,
indtil det kommer til at hvile paa Grund, og alt saa viser, at det har ingen
Sammenheng med Bunden, som vel contribuerer sit til Tørve=Moserne, men
paa en anden Maade; lader os forestille os, at vi nu (som vel ingen negter)
har en Materie, ja en overflødig Materie, som fra Bunden af opfylder Van¬
det, naar nu denne Materie, Sommeren igiennem, har giennem gaaet sin
Corruption og Fermentation, og disse tvende, Operationer, formedelst anstun¬
dende Vinter=Kuld, cesserer, saa skiller sig Materien fra Vandet, siunker til
Bunds i Vandet, og saaledes ved sit aarlige sættende Bundfald, jo meere og
meere forhøyer Grunden, som i saa Maade kommer jo nærmere og nærmere
til Vandets Overflade. De som har Dammer og Fiske=Vande, hvor udi er
Modder, veed at passe deres Fiskerier efter de Tiider, naar Grøden derudi ved
Varmen stiger, og ved Kulden falder, imidlertid er Skorpen og Overfladen ey
heller ørkesløs, Sommeren kommer igien, Varmen opløfter den tyndeste og
subtile Materie fra Bunden, Vandet gaaer igien i sin Corruption, fortykkes,
bliver sey og slimig, sætter immer og immer Materie til de smaa Fibræ, som
spire ud af det nederste paa Overfladen, der derved bliver alt jo tykkere, og tyk¬


425
kere, indtil, efter mange Aars Forløb, ved den aarlige Corruption, Bunden og Over¬
fladen naaer hver andre, trykker Vandet fra sig, og sammengroer til en Massa af
Tørve=Jord, det synes, som Job selv vilde erindre os om denne Vandets
voxende Kraft, Job 8. II. Kand og et Siv opvoxe uden Dynd? kand en
Eng groe foruden Vand; og 14. 9. Det grønnes igien af Vandets Lugt,
og skyder Grenene, som en Plante: Rummet tillader mig ikke, at commentere
over det, som her kaldes Vandets Lugt, eller de voxende Ting, som saa at sige
lugter Vandet; eet er mig nok, Franciscus Bacon. Histor. Natur. Experim.
462 siger, at naar man ved en opgaaende Agurke, sætter, 4 a 5 Tomme der
fra, en Skaal med frisk Vand, saa skal den i 24 Timer saaledes strække sig i
sin Vext, at den kand naae Vandet. Men at komme igien til det forrige, saa
forlanger jeg ikke, at alle skal ansee Vandet med mine Øyne, det er mig nok,
at jeg har stillet enhver for Øyne en Materie i Vandet, og den saa overflødig,
at den med Tidens Længde, er nok til at udgiøre en Mose, og at denne Mose
Jord har sin Oprindelse af Vandet og ikke af andet, skal med meere blive gjort
formodentlig §. 7. seg. Jmidlertid bliver Consectarium af foregaaende rimeligt,
og af Forfarenhed nogenledes beviisligt, at disse Vande med Tidens Længde,
ved det aarlige Sedimentum paa Bunden, og ved det aarlige Additamentum under
Overfladen, blive opfyldte, groer sammen, og udgiør en Tørve=Mose. (b)
§. 4. Her kunde spørges, om det er mueligt, at der kand saaledes voxe
Fibræ saa dybt under Vandet? og om saa er, om da og den fortykkede Mudder
kand hefte sig ved disse Fibræ, og tilvoxe neden under? Begge Deelene bejaes,
og bevises af Tingen i sig selv, det øverste Lag i alle Tørve=Moser er fussig og
løs, fordi det er det første Anlag af en let Skum, der ikke saa ofte har gien¬
nemgaaet Fermentationen, som de andre, og tilmed ligger for Vind og Soel,
og begroet med Græs &c. alt ned af bliver Materien jo længere, jo sortere,
(b) Udi en liden staaende Søe Jldsøe kaldet, som ligger strax neden for min Præstegaard,
havde der, da jeg for 32 Aar siden her til ankom, nogle smaa Jordflager, af Bord
blades Størrelse, sat sig her og der ved Vestre Side af Søen, som og i begge Ender,
sær i den Syndre Ende, hvor den gaaer ind, i en Præstegaarden tilhørende Have, var
den meest tilgroet, men nu strækker sig denne sammengroede Tørve=Jord ved Søe Siden
31 Al. meere og mindre, ud i Søen, og i den Syndre Ende over 100de Allne, det
jeg her ved vil anmærke, er (1) at der i Søesiderne er allevegne Væld, (2) at Tørve¬
Jorden ude ved Søesiden, og Enderne, er ungefer tre Allen tyk (3) at Vandet, ved
yderste Brinker, er lodret ned, 5. 6. 7. Allen dyb, ved Overveyelse af disse Omstæn¬
digheder, tænker jeg, at min Theorie om Moserne ikke lidet bestyrkes.
eel.


426
bedre og fiinere, siden enhver aarlig Corruption giør den baade federe og reenere
fra anden Blanding, og at denne Materie, som Aar fra Aar bliver bedre, hefter
sig ved deslige fra Overdeelen nedskydende Fibræ, det viiser endog de allerdybeste
og sorteste Tørv selv, naar man bryder dem over imellem Hænderne, lader
disse Trevler sig, som smaa Haar, tyndere og tykkere, tilsyne, Tingen oplyses
med et Zvibel, som sættes i et Glas med Vand, hvorledes den skyder sine Rød¬
der og Fibræ ned af i Vandet, og hvorledes en fiin Jord, naar den strøes i Van¬
det hefter og binder sig ved disse Rødder.
Endnu kunde giøres en Jndsigelse, nemlig hvorfor der just bliver hertil
reqvireret Væld, da Væld=Vand, formedelst sin Kuld og Reenhed, snarere
maatte hindre, end befordre Hovedsagen, som er Corruptionen og Fortrykkel¬
sen? hertil svares; det er ikke, enten for at befordre, heller hindre Corruptionen,
thi den er endogsaa det allerkoldeste og reeneste Vand underkast, naar det kuns
er staaende, som skal blive viist, men det er for at vedligeholde det, saa høyt
fornødne Vand, i sin Høyde, thi, dersom Overfladen, endog naar den var
tilsaaet, sank engang til Bunds, og heftede sig ved Grunden, saa maatte Na¬
turen forandre sin Operation, saaledes, at om end Mosen af og til, af Regn,
Skyll, eller Vandflod igien kunde blive fuld af Vand, og samme, end før det
udtørredes, kunde gaae i Corruption, saa naar dette Sedimentum satte sig paa
den nedsiunkne og med Græs og Rødder begroede Overflade, tiente den ikkuns
til en Giødning, som satte Overfladen i en Grøde, til at begroe med Græs, og
andre Vexter, hvor til den enten havde Sæd, eller Rødder i sig, og dette sees,
uden at søge anden Beviis, i alle saadanne Kiær og Vandstæder, som af og
til kand udtørres, hvad Vældvandet anbelanger, da hindrer hverken dets Kuld
eller Reenhed, intet Vand er saa reent, naar det hensættes, og bliver staaende,
at det jo gaaer i Corruption, og ved Fermentationen kaster ey alleene en Slim,
men endog en Jordagtig Materie fra sig, som aldrig nogen skulde tænke, at
kunde være i et saa klart Vand, saa Poeten maa vel sige: Et capiunt vitium
ni moveantur aqvæ.
Den klareste Viin, naar den om Sommeren gaar i Arbeyde, hvad Ureen¬
hed kaster den ikke fra sig; hvad udretter ikke Fermentationen i alle Vegetabilia,
hvad ikke i Frugterne, ved at separere og uddrage en Spiritum deraf, som
man aldrig skulde tænke, at kunde ligge deri, demmer kuns den reeneste og kol¬
deste Vældkilde op, og stem den saa høyt, at den faaer ingen Udløb, lad den
om Sommeren staae, uden at røre, eller tage noget af Vandet, hvad gielder?
det øverste Vand skal gaae i Corruption, blive sey, sætte Grøde &c. Ligesaa vel


427
som det skidneste, i hvor reen og frisk det nederste i Kilden end er, som er Væl¬
det nærmest, der dog med Tiden drager Smag og Lugt til sig af det øverste,
foruden, at alt dette beviser, hvad Materie Vandet kand give fra sig, saa kand
dette, som sagt er, ogsaa give os en vis Regel i vor daglig Oeconomie, nem¬
lig, at det Vand vi drage med Spande op af vore Brønde, som har Bond¬
væld, er langt bedre end det, som deraf opføres med en Pomp, Aarsagen er
denne, at Spanden drager det øverste Vand, og Vældet løfter det neste Vand
op i dets Sted igien, og siden der daglig i et Huus forbruges en heel Deel
Vand, saa har man altid nye og frisk Vand i Brønden: Pompen, derimod,
endskiøndt den staaer mod Bunden med sine Huller, nærmest ved Vældet, og
giver saaledes i Begyndelsen det friskeste Vand, saa bliver dog det øvrige Vand
oven til staaende, som paa sine Tider forraadner, og inficerer det underste, saa
at det ene til sidst drager baade Smag og Lugt af det andet, og bliver stin¬
kende tilhobe.
Problematis anden Part, er
Tørve=Mosernes anden Tilvext og Fornyelse.
§. 5. Naturen har visse Veye og Love, til at producere sine Ting, hvor
fra den aldrig, uden Nød og tvungen, afviger ordentlig, og hvad den engang
har genereret, kand den altid igien generere, forstaae naar Sæd, Materia,
Locus, eller Matrix er saaledes bereed, at den kand arbeyde og virke derudi: vi
tør derfore aldrig tvile om dens Generation, med mindre der indtreffer saadanne
Accidentelle Forhindringer, som standser dens Operation. Naar man taler om
Skoves Plantning, og Opelskning, om Jordens Frugtbargiørelse, og For¬
bedring, da heder det hos mange; at saadant Foretagende er forgieves; Jorden
er nu omstunder ikke saa saftig, kraftig, grødefuld og frugtbar, som i forige
Tiider, men da vi daglig seer, at en vel handlet og giødet Ager giver os over¬
flødig meere Frugt, end den, som er udslidt og ilde dyrket, saa er dette ikkun
et ugrundet Klagemaal, hvor med vi besmykke vor egen Uvidenhed, Ladhed,
og Dovenskab, og der imod ligger Skylden paa den uskyldige Jord, og den hele
Natur; jeg tilstaar, at vi kand udslide, udsue Saft og Kraft af Jorden, og ved
at dyrke den intet, eller ilde, negte den sin Ret, og fordre af den det, som den
formedelst Mangel af Pleye og Behandling, ikke kand give af sig, kand hindre
Jorden i at bære det, som den ellers gierne baade vilde og kunde bære:
Fructibus assiduis lassa senescit humus.
Mens jeg maatte spørge om det er Jordens skyld, at den neg¬
Eller det er vor egen skyld, der
ter, der negter os vor Brød.


428
negter den vor Sved? Det er et Principium, som maatte udslukke al Flid,
Arbeyde og Haab hos Menniskene, ney vi tage merkelig Feil! Naturen vil have
sit, før den vil giøre sit, ex. gr. i Agerdyrkningen, bereed en god og beqvem
Jord, udsøg en god og frisk Sæd, betroe den samme Jord i rette Tiid, og paa
rette Maade, forebyg, saa vit mueligt er, alle skadelige Hindringer, (jeg taler
ikke om de Hindringer, som vi ey kand forebygge) saa har du gjort dit, og tient
Naturen, og vær saa forsikkret, at Naturen skal giøre sit og fra samme Øyeblik
af, tiene dig, saaledes er det udi alleting, alt hvad Naturen producerer, ligger i
den første Sæd, Materie og Anstalt, giv Naturen en beqvem Materie og et be¬
qvemt Sted at arbeyde i og paa, og vær forsikkret, at den aldrig (uden den
bliver nød og tvungen,) skal vige fra sine ordentlig Love og Regler, den jo skal
generere og producere det som ligger og flyder af den første vel foranstaltede Ma¬
terie Sæd og Sted.
§. 6. Paa dette foranlagte Fundamente bygger jeg nu Mueligheden, af
Tørve=Mosernes anden Opvext og Fornyelse, efter at de eengang ere udtøm¬
mede, Beviisligheden er denne, da det er sandsynligt, at alle Tørve=Moser ere
opvoxede paa saadan Maade og Steder, som forhen er meldet, og vel venteligt,
at de omstaaende Skove (siden vi dog finde omfaldne Træer i de fleeste Moser,
med de af faldende Løve og Blade har saaledes forøget Materien, at Naturen
har des lettere kundet fuldføre sin Virkning paa endeel snarere, end paa andre
Steder, saa i fald de allerede afgravede og udtømmede Moser ikke meere skulde
kunde avles, og voxe og fornyes igien (forstaae naar deres Sted og Vandstade
var bereed, ligesaadan sidste, som det havde været første gang) saa maatte enten de
Love og den Orden, hvor efter de ere første gang voxne, være afskaffede, eller
og den Kraft, at putrificere, fermentere, generere og forandre en Materie til
en anden, maatte være tabt og borte, det ene var en Urimelighed, det andet Contra¬
rium viises af daglig Forfarenhed, da vi seer alle disse Operationer i Naturen
nu, som før; og alt saa bliver det en Muelighed, at Tørve=Moser nu, saa vel
som før, kand tilvoxe og fornyes, naar Plads og Sted er bereed og forsynet
med de Reqvisita, som kand tage imod de fornødne Operationer, som har produ¬
ceret den forige Mose. For nu at naae dette Øyemerke, giør vi best, at see os
tilbage, hvad her i Begyndelsen var, førend det blev til en Mose? her var en
Søe, eller et staaende Vand, dernest ved hvad Middel dette Vand er bleven
fyldt og forandret til en Tørve=Mose? Det i Søen stille staaende Vand er gaaet
i Corruption, bleven fuld af Slim, Grøde, Jnsecter, og tillige med Løve,
Støv og andre Ting, som Vinden har ført der udi, fortykket; lader os nu


421
følge den samme Naturlige Vey: det første vi har at giøre, er, at stemme den
udtømmede Grav op, ved at demme og opfylde Grøften, og andre Steder,
hvor Vandet ellers kunde faae Udløb, og, saa vit skee kand, jevne Bunden
med de levnede støkker Tørv, og Smull, skulde Vældet være dempet, og ikke
kunde komme op i det Sand, som Tørve=Mosen i saa mange Aar har lagt paa,
og sammentrykket, eller Pori af Slim og Mudder kand være stoppet, saa er det
fornøden, at giøre en Kastning, og grave et Hul i Mosen, indtil Vældet faaer
Luft og fylder den hule Grav, eller Søe; saadan var den i Begyndelsen, og alt
saa har vi det første nemlig Vandet; vil vi nu spørge hvad vi skal giøre til det
andet, og hvad Middel vi skal anvende, for at giøre dette Vand til Tørve=Jord?
da svares aldeeles intet, uden allene at lade den staae, og betroe det til Tiden
og Naturen, som ikke skal, eller kand efterlade, at giøre sin Virkning, og maa¬
skee saa meget snarere! siden den har Bundfaldet af forige Tørve Materie, som
den strax kand begynde at arbeyde paa; hvor lang Tiid der til behøves, kand
vel ingen fast sætte, dog holder jeg for, at der som man med lette Materier,
som svømmer paa Vandet, kunde hielpe til at udbrede Overfladen, og den øverste
Skorpe, tvivler jeg ikke paa, at det jo vilde befordre Tingen meget; thi naar
den er først sat, groer den Øyensynlig og fortykkes aarlig ned ad, som jeg kien¬
delig har observeret ved Jldsøe, see foran, annot. b. §. 3. Man maatte nu
tænke, paa den Maade er det let at komme til Tørve=Moser? Ja det er saa,
vi har intet gjort til de første, vi kand ey hellere giøre noget til de sidste, uden
hvad som er meldt; Naturens Gierninger ere lette, men undertiden langsomme,
der er Forskiel paa Naturens og Konstens Virkninger, hvad har vi at giøre
med Høsten? Jntet uden at berede Jorden og Sæden, dersom Sædemanden
kunde legge sig til at sove fra Sæde=Tiden til Høste=Tiden, saa fandt han lige
vel sit Korn moden, hvad har han da giort til Grøden? Jntet, uden, at faae
Sæden og bereede Ageren, anderledes er det med Konstens Gierninger, de
reqvirere Menniskens stendige Flid, om en Smed, en Snedikker, vilde sove Aar
og Dag, saa fandt han dog sit Arbeyde ligesom han slap det, ney den virkende
Kraft, den dos fæcunditatis eller hvad jeg vil kalde Naturen, som Skaberen
i den første Velsignelse har lagt i alle voxende Ting, den sover, eller hviler ikke,
den har kuns en HErre, som er Gud, men den er alletings Tienere, endog
indtil det mindste Frøe og Madike, fordrer ey heller andet af os, end at skaffe
den en vel bereed Materie og Matrix, og afvende, om skee kand, forefaldende
Hindringer, for det øvrige sætter den sig strax i Arbeyde, og fuldfører selv, det
som Tingen medfører.


430
§. 7. Jeg maa ikke forbigaae den curieuse Punct i det foresatte Proble¬
ma, nemlig af hvad Væsen og Natur Tørve=Moserne egentlig bestaaer? Jeg
har giemt det, siden jeg ikke vidste at besvare det, førend jeg havde lagt fore¬
gaaende Grunde, og haaber derved baade at forklare, og tillige med at bevise
det ene af det andet, og det ene med det andet: Andre Slags Jord har
hver sin Blanding, deels brændelig, deels smeltelig, deels for sig allene usmel¬
telig, saasom Jord, Muld, Steen, Sand=Gruus &c. Tørve=Jord derimod
bestaaer af en Slags Massa, deri Vandet avles, og sammengroer af den Slim
og Grøde, der ved Sommerens Varme bringes i Corruption og Fermentation,
og udi disse Operationer kaster denne Materie fra sig Sand, Gruus og alt hvad
andet der ikke kand lade sig opløse, og lader det siunke til Bunds, denne Virk¬
king foretager Naturen aarlig og altsaa bliver Materien alt finere, og meere
klebrig, henger sammen, og setter sig til hver Dag, indtil den sammengroer, og
bliver til det, som vi kalder Tørve Jord, der bestaaer af en sammengroed Slim
og Grøde, blandet med det allerfineste Støv, som ikke med den grovere har
kundet siunke til Bonds i Putrefactionen, men er foreenet med denne Grøde, og
udgiør en Materie med den, denne Tørve=Jord er nu uden al anden Tilsats af
ordinaire Jord, Sand og Gruus, følgelig har den i Begyndelsen været blød,
flimig, og tyndagtig; thi ellers kunde disse Ting ikke have separeret sig, og
siunket derfra, og beviser saaledes dens Natur og Beskaffenhed, at den har væ¬
ret tynd og flydende, og er avlet i Vand. Askene som i Brændingen bliver tilbage
ere fine og lette, uden Sand, og, frem for andre brændelige Materier, saa got
som uden Salt, hvilket atter vidner om dens Oprindelse af Vand og tillige af
fersk Vand, som har kast alle fremmede Materier fra sig til Bunds.
Problematis tredie Part er.
Tørve=Mosers rette Omgang og Vedligeholdelse.
§. 8. Udi foregaaende er viist, hvorledes de udtømmede Tørve=Moser for¬
modentlig igien kand tilvoxe og opfyldes, her har vi nu at betragte, hvorledes
de fulde forsigteligst bør udtømmes, og saaledes bruges, at de uden alt
for stor spilde, det lengste mueligt er, kand vedvare og vedligeholdes, jeg
vil kortelig indbefatte det i faa Erindringer.
(1.) Det første man har at foretage med en Mose, er at kaste en Hoved¬
Grøft fra det Sted, hvor man kand skaffe Mosen et frit Udløb og Af¬
fald for Vinter=Vandet, som ellers bederver Grunden.


431
(2.) Der bør aldrig at giøres Graver midt inde i Mosen, det er skadelig
for Mosen selv, som derved af Grav=Vandet løsnes og smultres, og
meget Jord i fremtiden spildes, saa er det og farlig for Mennisker og
Creature, som der i ofte omkommes; det er fornuftigst, at gaae ind i
Mosen fra Landet af, hvor skee kand, og ifald Vandet skulde falde
paa, maa det afledes ved en liden Rende, enten til Hoved=Grøften,
eller andensteds hen, foruden hvad Jord derved spares, saa haves og
den Fordeel, at man med Tiden kand legge Tørvene bag ved sig i
Graven, der er lettere, end at kaste dem op paa Mosen, hvor de ligger
og bederver det øverste Lag, Grønbek har, tillige med Jller Bye, en
meget god Mose, da jeg først her til Stædet ankom, var den til vores
Side fuld af Graver her for an, men jeg formaaede Bye=Mændene
til, at ingen maatte gaae ind i Mosen at giøre Graver, førend de
gamle Benke vare opgravede, jeg seer nu, om Foraaret, med For¬
nøyelse, at enhver kand gaae tør til sit Maal, og skiære sine Tørv,
ligesom af en staaende Muur, i den Sted de af Jller, paa den anden
Side, spilder hver Aar saa meget, som de kunde nære sig med i to Aar.
(3.) Det kand og tiene til en Erindring, at man ey graver Tørvene alt
for tillig, førend Frost og Kull er af Jorden, thi Materien er da ikke
sammenholden, saa der spildes og smultres meget.
(4.) De Stykker, Brækker og Smull, som ellers bliver tilbage og træ¬
des ned i Moserne, kunde vel tiene Almuen, som bruger Skorsteene,
til Brændsel, men de fleeste er meere for at spilde, end for at spare.
Tiid og Leylighed, samt mine egne andre Omstændigheder har ikke vildet
tlllade mig, at tænke paa denne Besvaring, førend for faa Dage siden, men
da Tørve=Moserne ere, iblandt andre, een af de store Herligheder, hvormed
vort kiære Fæderneland er velsignet, og hvorpaa vi, under denne gode, men
kolde Clima, med Tiden først vil lære, at sætte den rette Priis, saa har jeg
derom hellere vildet fremsætte mine ringe Tanker sildig, end aldrig, og skal det
være mig, som i alt andet en Fornøyelse, om jeg i denne Materie maatte blive,
enten bedre underviist, eller anderledes overbevist.
Grønbek, d. 18 Decembr. 1761.
N. HURTIGKARL.


43
Anmerkning.
Efter den saa vel forfarne som Lærde Hr. Provst Hurtigkarls Setning, haver Vandets eget
uadskillige Væsen, vel saa meget som andre tilfældige Ting, Deel i Tørve=Mosernes
Subslantz. De Chymici, som af denne og fleere Grunde, biefalde en Boile, Nieuver¬
tydt, Eller og fleere, angaaende det vaade Elements uformerkte Overgang fra flydende
til faste Deele, kunde ikke andet end give Forfatteren ret heri, følgeligen forestille sig,
at endskiønt Tørve=Moser, ved slet Omgang, paa mange Steder kunde ødelegges for
en Tiidlang, vil dog deres Tilvæxt aldrig ophøre, saa længe der findes ferske og stille
Vande.
No. X8.


No. XX.
Plan
Til det Landfordærvende
Fælledskabs Afskaffelse,
J Anledning
Af det, for Aar 1761, opgivne Problema:
Hvilke ere de største Forhindringer, som lægges i Veyen
for Fælledskabets Afskaffelse i Land=Godset? og ved hvilke
Midler kunde samme lættest og vissest overvindes, uden
Vedkommendes Fornærmelse?


D¬
a den 5te og sidste Deel af det Oeconomiske Magazin kom mig for
dyne, maa jeg tilstaae, at Auctoris Anonpmi Betænk¬
ning om Mueligheden og Nytten af Fælledskabs Ophæ¬
velse hos Landmanden udi Jylland &c. især drog min Atten¬
tion til sig, siden samme Afhandling vidnet saa klarlig om For¬
fatterens grundige Eftertanke og Patriotiske Hierte, da han tracterer een af de
vigtigste Poster udi vores Danske Oeconomie, og viiser, baade en af de mor¬
bis lentis & inveteratis, som Land=Oeconomien laborerer af, nemlig i det
Landfordærvende Fælledskab, saa og tillige præscriberer Curen, ved hvilken
samme kunde afhielpes.
Jeg tænkte i lang Tiid, hvilket maaskee ogsaa er det rigtigste, ja! jeg
tænker og, til deels, endnu, at velbemeldte kloge Landmand og reedelige Patriot
i saaledes vil jeg altid have ham nævnet) haver, paa en priisværdig Maade, i
Forveyen bortsnappet baade Premie og Honneur for enhver, som kunde faae i
Sinde, efter Jnvitation, at skrive noget, i Henseende til det, for indeværende


436
Aar, opgivne Problema om Fælledskabers lykkelige Afskaffelse uden Ved¬
kommendes Fornærmelse.
Jmidlertid, siden mine Tanker, ved en ofte igientagen Læsning af be¬
meldte roesværdige Afhandling, og ved nøyere og nøyere Overveyelse af enhver
Post i sær, ere blevne, udi nogle Poster, eller Sætninger, lidet afvigende fra
meerbemeldte roesværdige Patriots, har jeg besluttet at komme frem, ved Siden
af ham, med mine ringe Betænkninger, ved hvilke jeg ønsker, at kunne tilveye¬
bringe mig det samme Ære=Navn, som han, udi den hosføyede Anmærkning,
har faaet efter Fortieneste, nemlig: en Patriotisk Forfatter.
J Forveyen vil jeg melde, hvori jeg er aldeles enig med oftvelbemeldte
gode Mand, nemlig, i denne vigtige Sandhed, som skinner alle fornuftige og
sande Patrioter saa klarlig i Øynene, at Fælledskab, ikke alleneste adskillige
Byers med hinanden, men endog een og den samme Byes Beboeres ind¬
byrdes Fælledskab er høystskadelig, da jeg er fuld og fast af de Tanker, at
ingen, der vil sit Fæderne=Land vel, kand forsvare Fælledskab, fægte for Fæl¬
ledskabs Vedligeholdelse, eller lægge den allerringeste Forhindring i Veyen for
Fælledskabets Afskaffelse; men tvertimod maa han ansee Fælledskab, som en
Pest, eller som en tærende Syge, udi Landets Oeconomie, hvilken, saalænge
den faaer Forlov at grassere, som hidindtil alt for længe, desværre! er skeet,
vil giøre det, at Stats=Legemet aldrig ret kand trives, eller komme til sin ønske¬
lige og fuldkomne Førlighed, Styrke og Velmagt. Dette er en Sag og en
Sandhed, som allerede er noksom oplyst, og grundig beviist, baade af tidtbe¬
meldte Patriot og andre vores reedelige Med=Borgere, Ja! det er en Sandhed,
som taler kraftig nok for sig selv. Hvorfor ogsaa alle og enhver, som elsker
Fæderne=Landet, og tillige besidder den allerringeste Kraft og Formue til at
tænke, vel har Aarsag at lægge al deres Forstand sammen, for at udfinde, een
noget, den anden noget, den tredie noget, og saa fort frem, hvoraf det høyvise
Oeconomie Collegium omsider kand formere det rette Systema, hvorefter vores
af Naturen saa høyt velsignede Fæderne=Land kand vindiceres sin rette Frugt¬
barhed og Grøde, hvorpaa, næst Guddommelig Velsignelse, Danmarks
Riges rette Velstand og Styrke alleneste beroer.
Jeg seer mig altsaa, som en Patridophilus forbunden, at fremkomme
med det, jeg har tænkt, eller rettere at sige, det jeg, ved nøyeste Eftertanke,
har kundet dømme, at være det retteste og rigtigste af alt det, jeg har tænkt i
denne Materie; hvorved jeg strax vil skrifte reent, at mine Tanker, og m4in
Meening, bliver herefter, i mange Poster, heel afvigende, baade fra tidt vel¬


481
meldte Patriotiske Forfatters, saavelsom og de hidindtil meest herskende Mee¬
ninger om Forhindringerne i Fælledskabets forønskte Afskaffelse, og den Maade
paa hvilken Fælledskabet best kand, og bør afskaffes. Dette sees, naar jeg nu
efter mit Begreb, besvarer Problematis iste Membrum:
Hvilke ere de betydeligste Forhindringer, som lægges i Veyen
for Fælledskabers Afskaffelse i Landgodset?
§. I. Denne Qvæstion har den Patriotiske Forfatter, Oeconom. Ma¬
gazin. 5te Deel No. XIV. pag. 257. Besvaret saaledes:; De almindeligste
, og betydeligste Vanskeligheder ved denne sidste og skadeligste Fælledskabs (imel¬
, lem enhver Byes Beboere selv) Afskaffelse, bliver efter mine ringe Tanker
; følgende: 1.) De adskillige Lods=Eyere, som findes udi endeel Byer.
53 2.) Gaardenes ulige Størrelse og Hartkorn i Byerne 3.) Nogle
, Fremmedes Andeel udi visse Byers Mark og Eng. 4.) Jordens uli¬
; ge Bonitet og Situation ved Byerne. 5.) De mange Boels og
; Huusfolk, som findes i de fleeste Byer, hvis Creaturers forrige
; Græsning blant Byernes Hiorde, bliver ophævet.
Disse Vanskeligheder, som den Patriotiske Forfatter her opregner, blive,
efter mine ringe Tanker, tildeels ingen Vanskeligheder, naar den Plan maatte
blive fulgt, som jeg, naar jeg kommer til Problematis 2den Membrum, vil
foreslaae, tildeels blive de ikke Hoved=Vanskeligheder, eller Forhindringer af
det Slags, som absolument bør hæves, eller ryddes af Veyen, for at bringe
Fælledskabets Afskaffelse til Veye. Dette kommer da at ligge klarere for Øy¬
nene udi det efterfølgende.
Men af større Betydenhed forekommer mig følgende, og hvilke, i Sand¬
hed ere Hoved=Vanskelighederne, og de egentlige Forhindringer, som legges i
Vey en for Fælledskabs Afskaffelse, nemlig:
1.) Vankundighed. Dumhed og Mangel af et sundt Begreb.
Saaledes finde vi mange Eyere af Jorde=Gods, hvis Forstand ikke strækker sig
videre, end til at bruge og dyrke deres Jord, og administrere deres Bønder=Gods,
næt op efter den selv samme gamle Slentrian, som de, fra Barns Been, have
lært af deres Fædre. Selv forstaae de ikke, at finde paa noget bedre, end det,
de ere vante til, eller at dømme om andres Forslage til Forbedring, men leer
endog af de allerfornuftigste Projecter, og holder alt det, som er Nyt, enten
for Narrerie, eller en plat Umuelighed, fordi det overgaaer deres Horizønt.


438
Disse, hvis Antal er langt større, end man skulle tænke, eller forestille sig
sætte sig, ikke alleneste selv, med Hænder og Fødder, imod Fælledskabets Af¬
skaffelse, men endog, ved deres idelige Declamationer imod det gamles Foran¬
dring, opvække hos andre, i sær den gemeene Mand, større Ulyst og Uvillie,
end de ellers kunde have, til denne nyttige Forandring at foretage sig.
Sandelig! man kand ikke, uden Sinds Ærgernis, høre paa, hvorledes
Proprietairer og Bønder, i Almindelighed, deels spotte med Projecter, som
gives om Fælledskabs Afskaffelse; deels, tale derom med ligesaa stor Frygt,
som om en blodig Krig var for Døren, og truede Landet med total Ødeleggelse.
Hos disse vankundige Stakler er da intet, end ikke ved de allerfornuftigste og
tydeligste Demonstrationer, at vinde til Fælledskabets Afskaffelse: Deres For¬
fædre har næret sig ret got og samlet sig vel til beste, ved at følge den gode gamle
Stiil, samme agte de og, som kiønne Børn at rette sig efter; Nyt er Narrerie
og saa videre.
See! hvorledes Vankundighed, Dumhed og Mangel af sundt Be¬
greb, er en saare betydelig Forhindring udi Fælledskabets saa nyttige
Afskaffelse
2.) Magelighed, eller Dovenskab, og den hermed forbundne Skiø¬
desløshed i at foretage sig nyttige Forandringer til Publici beste, naar
de udkræve nogen Arbeyde og Besværing. Denne Magelighed og Do¬
venskab, med sin Frugt, kand findes, og gid den ikke virkelig fandtes! hos 2de
Slags Folk i Almindelighed, hvilke nødvendig skulle være i med, at befordre
Fælledskabets Afskaffelse, og følgelig have et betydeligt Arbeyde ved de adskillige
Ting og Omstændigheder, som derved kunde forefalde.
Til det første Slags vil jeg henregne Ride=Fogeder og Forvaltere, be¬
synderlig store Herrers, der, enten besidde vidtløftige Land=Godser, eller, for¬
medelst høye og vigtige Charger, som dem ere betroede, maa være langt fra
deres Land=Gods.
Slige Forvaltere eller Fogeder, som lettelig forud kunde see, at dersom
Fælledskabet skal ophæves, saa ville de faae, paa nogen Tiid, en Hoben Ar¬
beyde, hvor af de selv, for deres egne Personer, ikke kand vente sig ret stor
Fordeel; sætte sig imod denne høystnyttige Anstalt med Hænder og Fødder, be¬
skrive Fælledskabets Afskaffelse, som den aller skadeligste Ting, der vilde i Bund
og Grund ruinere Godserne og sætte Bønderne i den Tilstand, at de hverken
kunde giøre Hoverie, eller betale Skatter og Landgilde i nogle Aar, item frem¬
føre alle de Vanskeligheder og Fortrædeligheder, som det paa nogen Maade


439
kand synes, at ville føre med sig, og studere paa, hvorledes de kand indprente
deres høye Herskaber den alle ufordeelagtigste Idee om Fælledskabets Afskaffelse;
hvorved lettelig kand udr ettes saa meget, at saadanne høye Herrer, som kunde,
frem for andre, være i Stand til at contribuere det allermeeste til denne nyttige
Anstalt baade med Raad og Daad, enten blive indifferente, eller og gandske
sette sig imod dens Jværksettelse.
Til det andet Slags henfører jeg dem iblant Embeds=Mænd, som af
Frygt for, at Fælledskabets Ophævelse vil flye dem noget meere at bestille, end
de ere vante til, stræbe, ved Erklæringer, Besvarelser paa tilsendte Spørsmaale,
Demonstrationer, naar Oplysning om en, og anden Post af dem forlanges,
at giøre Fælledskabs Afskaffelse, enten umuelig, eller dog saa difficile, at man,
paa høye Stæder, let kand begynde at tvile om den saa høyt forønskte Muelig¬
hed og Nytte.
Jeg er forsikkret paa, at fornuftige Læsere vil sande med mig, at Ma¬
jelighed og Dovenskab hos Betientere er, og bliver, een af de største
Hoved=Forhindringer udi Fælledskabets Afskaffesse.
3) Ondskab, Misundelse og Capricer. Ligesom der ere onde Men¬
nesker udi alle Stænder, som ikke ville andre Mennesker vel, saa findes og af alle
Slags, enten iblandt Jordegods=Eyerne selv, eller og iblant deres Forvaltere;
at deres Ondskab og Misundelse kand legge saa store Forhindringer i Veyen for
Fælledskabs Afskaffelse, at det aldeles maa gaae overstyre, kunde jeg maaskee,
ikke saa just have forestillet mig, der som en vis Passage ey havde oplyst mig der¬
om, nemlig: En Byes Beboere ønskede at faae et anseeligt Stykke af et Fælles
Overdrev, bestaaende, baade af Engbond og unyttig Heede=Jord, som meget
vel kunde undværes til Fædrift, deelet iblant sig. Ønsket var af det Slags,
som, i mange Henseender, burde været føyet, thi 1.) havde man, foruden
omtalte Stykke, meere end nok til Overdrev, eller Sommer=Græsgang for
Creaturene, 2.) naar Engbonden, som paa de side Steder var meget optrækket
af Creaturene, blev indhegnet, jevnet og fredet, kunde der blevet deylig Høe¬
Avl, som ikke kand haves formeget af 3.) naar den unyttige Heede=Jord, der
hverken bar Græs, eller retskaffen Lyng, blev dyrket, kunde den indbragt Be¬
boerene en herlig Rente af deres Arbeyde og Bekostning, og 4.) trængte Be¬
boerne til meere Agerland. Jmidlertid maatte Ønsket blive til Vand, fordi
Forvalteren, hvis Herskab boede i et andet Land, ikke kunde ret vel lide en vis
Mand i Byen, som ey sorterede under Herre=Gaarden, og hvilken, i Henseende
til hans Gaards Hartkorn og Størrelse, kunde, ved en proportioneret Dee¬


440
ling, faaet en besynderlig Herlighed. Mon det ikke kunde ligeledes gaae til paa
andre Steder? Jeg meener: Jo!
Ligesom nu Ondskab og Misundelse kand legge store Forhindringer i Veyen
for Fælledskabets Afskaffelse, saa kunde Capricer ligeledes.
Capricieuse Mennesker ere saaledes beskaffene, at, hvad andre ville, det
ville de ikke; Aarsagen er en herskende Philautie. Slige Mennesker pretendere,
at alle andre skulle rette sig efter dem, og naar det ikke vil lade sig giøre, saa
søge de Revange, i at være alle andre imod, udi alle Ting, i hvor billige og
nyttige de ere, ja! endog, naar de selv kunde ligesaavel hente og høste Nytte og
Fordeel af dem, som andre, saa sætte de sig dog alligevel derimod, blot fordi de
kunde ikke overtale sig selv, til at ville, ligesom andre ville, eller og fordi det
Projeet, eller den Plan, som er gjort til fælles Nytte, ikke er et Foster af deres
egen Hieene. Naar nu en Proprietair, som kand være største Lods=Eyere i en
Bye, eller et Sogn, maatte være af dette Slags, er det ikke at tænke paa, at
Fælledskabets Afskaffelse, paa samme Stæd, med det gode kand gaae for sig.
Efterat jeg nu har viist, efter mit Begreeb, de egentlige, og eeneste
Hoved=Forhindringer i Fælledskabets Afskaffelse udi Land=Godset, vil jeg give
mine ringe Tanker tilkiende om en Plan, hvorefter det skadelige Fælledskab
kand, uden vedkommendes Fornærmelse, vissest og lettest blive af¬
skaffet, hvorved tillige udi Demonstrationen vises, at de Forhindringer,
som man hidindtil har holdt for at være Hoved=Forhindringer, ikke
egentligen ere det, men at, enten samme findes, eller ikke findes, kand
Fælledskabet lige let, lige lykkeligen, og paa lige retfærdig en Maade,
blive afskaffet
§.2. Hvorledes Fælledskabets Afskaffelse, uden vedkommendes
Fornærmelse, kand tilveyebringes, er da den Qvæstion, som jeg nu, efter
Evne, agter at besvare.
Herved maa dog, i Forvejen, observeres, at ligesom ingen almindelige
Regler, Landgodset betreffende, kand gives, som udi alle Puncter, kand passe
sig paa alle Provincer i Danmark, for den store Uligheds og Forskiels Skyld,
i Henseende til Jordens Natur og Beskaffenhed, i Henseende til den ulige Maade,
som Jorden udi een Province vil dyrkes og behandles paa, frem for i en anden,
i Henseende til Luftens ulige Beskaffenhed efter Provincernes, eller Egnenes Si¬
tuation imod Østen eller Vesten; saa kand heller ikke saadan en Plan gives, som,
i alle Maader, paa alle Steder, eller i alle Egne af Danmark kand følges
stricte; saa at den Plan, som man meget vel kand betiene sig af til Fælledska¬


441
bets Afskaffelse udi Fyens og Siællands Stifter og i Øster=Egnene af Jylland,
ikke presso pede kand følges udi de vestlige Provincer, hvor der er Heede=Egn, og
hvor meget faa Byer gives, men Sognene, i den Sted, bestaaer mestendeels
af eenlige Gaarder, som ligge en temmelig Distance fra hinanden.
Jmidlertid kand den Plan, som jeg her Projecterer, meget vel ligge,
som er Grundvold til Fælledskabs Afskaffelse overalt i Danmark, hvor noget
Slags Fælledskab findes.
Naar da Fælledskabet i en Bye skal afskaffes, er det en plat Umue¬
lighed, at det, uden største Confusion og Skade, kand skee paa eengang
og udi alle en Byes Marker udi eet Aar; men der vil Absolument behø¬
ves ligesaa mange Aar, til at bringe al Fælledskabs Afskaffelse i Stand
udi enhver Bye, som samme Bve haver Hoved=Marker.
Enhver begriber letteligen, hvad Aarsagen hertil er, saa at det ikke behøves,
at nævne samme; ligesom det og er begribeligt, at den Mark, som ligger i
Hvile (hvilken man i Fyen kalder Fælleden) er den eneste Mark, hvori
Fælledskabet, for det Aar, kand blive afskaffet, og at denne Gierning ikke
kand foretages udi nogen Mark, i de Aaringer, da samme er besaaet, men med
de besaaede Marker maae man have Taalmodighed, indtil samme, efter deres
Orden og Tour, blive Fælleder, eller komme til at hvile.
Nu kommer jeg da til Planen selv, som lærer:
(A.) Præparatoria.
Største Lods=Eyere, som den Ære tilkommer, at ansees, i visse Maa¬
der, som Directeur, eller Hoved=Mand for Værket, skal drage
Omsorg for, at faae anskaffet.
(a) En ordentlig Protocolle, igiennemdraget, numererel og forseglet, ikke
alleneste af Amtmanden, men endog af alle vedkommende Lods=Eyere,
da den bør, i alle Maader, have alle en lovlig Protocolles Reqvisita.
Ligeledes en Maale=Kiæde, som bør have en ordentlig Landmaalings
Kiædes Reqvisita.
(B.) Operationen og Methodum procedendi.
(a) Største Lods=Eyere tilkiendegiver, ved et Circulair=Brev, alle Fæl¬
leds=Lodseyere, og, paa Sognestevne, eller ved Sognefogeden, advarer
alle Beboere, og enhver, som haver ringeste Part i den Mark, som
skal deeles, eller hvori Fælledskabet skal afskaffes, at de paa en vis
VI. 3


442


Dag (efter at Kornet er indavlet, i September eller October) skal
møde paa Aastædet (*) for ham, og tillige med ham selv, som
lader medbringe, baade Protocolle (A. a.) og Maale=Kiæde
(A. b.) da, hvo som ikke møder til ansagte Tiid og Sted, aldeles ingen
Ret bør have til at klage over det, som blev forrettet.
(b) Derpaa skal det allerførste Arbeyd, paa besagte Dag, ved Samlingen,
være: at separere enhver Beboeres Tofte=Jord fra den øvrige
Mark, hvilken Tofte=Jord, enten den allerede er indhøgnet, eller den ligger
uhegnet, maa blive uryggelig ved enhver Gaard, som den tilliger,
saa at denne Tofte=Jord ikke, paa nogen Maade, ved nye Inddeelinger,
skal kunde fravendes sin Gaard; altsaa skal denne Tofte=Jord, ved For¬
retningen, ikke considereres, som Fælleds Marken tilhørende, men strax
antegnes i Protocollen, og der tilskrives enhver Gaard, ligesom den
haver, fra Arilds Tiid, tilhørt samme, og det, under Navn af Tofte.
Nota 1.) Aarsagen, hvorfor Tofte=Jorden ikke bør, eller kand, gaae fra
en Gaard, giøres ikke engang nødig at nævne, da enhver Landmand
nok veed, hvor nyttig, nødvendig og umistelig en, ved en Gaard saa
nær beliggende, Indhegning er for en Bonde.
2.) Denne Tofte=Jords Separation fra Marken bør skee, enten ved en
Skiel=Linie, som strax giøres tydelig, eller ved andre nøyagtige Kiende¬
tegn, hvilket strax føres til Protocolle.
3.) Hvor ingen Tofte=Jord tilforn har været til en Gaard, kand ey heller
lettelig herefter nogen blive, thi det vilde forvolde Confusion, Forhin¬
dring og Fornærmelse.
) Herpaa bør, i parallel Linie med Tofternes Skiel=Linie (not. 2.) strax
udlegges af Marker, og separeres fra den, saa meget Jord, som be¬
høves til en Vev, der maa være saa bred, at tvende belæssede
Korn= eller Høe=Vogne kand passere hinanden ubehindret forbi;
hvilken Vey bliver af yderste Nødvendighed, og maa tænkes paa i Tide.
Naar man nu er bleven færdig med dette første Arbeyde, maa man, uden
lang Opsættelse, skride til det andet nemlig:
ed) Efter beste Skiønsomhed at overlegge med hinanden.
Hvor mange
soved=Inddeelinger denne Mark i Henseende til Forskiel paa
(*) Her forstaaes Fælleden, som NB. nu er udlagt til Hvile, og endnu skal hvile udi føl¬
gende Aar; ikke den Fælled, som allerede i den Sommer har hvilet, og i tilstundende
Aar skal besaaes med Vaar-Sæd.


443
Jorden, og dens Frugtbarhed, enten efter dens natur¬
lige Situatiøn, eller den Maade, som een, eller anden Deel,
frem for de øvrige, har været behandlet og dyrket paa, beqvem¬
meligt kand skiftes udi, hvilke Hoved=Jnddeelinger dog ikke lettelig,
og ey uden særdeeles Aarsager maa overgaae Trende, men om Tvende
saadanne Hoved=Inddeelinger, i Henseende til ovenmeldte Omstændig¬
heder, kunde være nok, saa var det saa meget desbedre; jo færre
Hoved=Inddeelinger, jo mindre Arbeyd.
Naar man nu, efter beste Skiønsomhed, og nøyeste Overlæg, er ble¬
ven enig med hinanden om, hvor mange Hoved=Inddeelinger Mar¬
ken, i Henseende til dens Frugtbarhed og Beliggenhed, bor skiftes udi,
saavelsom og, hvor Skiellet imellem disse=Hoved=Jnddeelinger skal være,
skal samme Skiel strax i alles Overværelse afstikkes, og Forretningen
i Protocollen indføres.
Nota: Ved disse Hoved=Jnddeelinger at giøre, maa man og have dette
til Øyemerke, saa fremt betydelige Aarsager det ey forbyde, nemlig:
1.) at Skiæl=Linien kand blive dragen langs med en Vey, som uom¬
giengelig skal gaae igiennem Marken, og ikke kand forlegges andet Sted
hen, hvor siden kunde agtes beleyligst; thi at have en alfar Vey igien¬
nem sine Indhegninger, er et onde, som mangen en, med mange Penge,
gierne kiøbte sig fra, om det var mueligt.
Eller og 2.) at Skiel¬
Linien kunde trækkes, enten langs med en Bæk, et Rendeløb, et
Kildevæld, en Tørve=Mose, eller, i det mindste langs med en Dal,
paa det at der, paa een, eller anden Maade, kand blive Vand i Nær¬
værelsen ved enhver aparte Indhegning, som siden af Hoved=Jndeelin¬
gerne maatte giøres, thi, at have Vandestæder for Creaturene, en¬
ten udi sine Indhegninger, eller i Nærværelsen ved dem, er en Her¬
lighed, hvilken de best skiønne paa, som maa savne dem.
Naar nu dette andet Arbeyde, med at skifte Marken udi visse Hoved¬
Inddeelinger, er bragt til Ende, maa man, uden ringeste Forha¬
ling, skride til det tredie nemlig
Største Lods=Eyere tillige med de andre Lods=Eyere, saavelsom og alle
Byens Beboere, og enhver i sær, som haver den ringeste Andeel i
Marken, forføyer sig til den Hoved=Inddeeling, som ligger Byen
nærmest, da Forretningen begynder saaledes:


444
(e) Beboeren No. I. som jeg, f. E. supponerer, at have 15 Agre udi
denne Hoved=Inddeeling, men hist og her adspredte, og af ulige Stø¬
relse, befales at udvise een efter anden af sine Agre, med Tilkiendegi¬
velse af Skiftets Navn, som de ligge udi, hvilke da strax, een efter
anden, ligesom de blive udviste, skal maales med Kiæden (a b)
i Længde og Brede og beregnes til Qvadrat=Alen, og derpaa strax
anføres i Protocollen, ungefær saaledes:
Beboeren No. I. udviste i første Hoved=Jnddeeling, paa Skiftet A
Længde 100 Al.
Qvadrat 3000
2 Agre
(Brede
Længde 60 Al.
Opadr. 960
Paa Skiftet B. 1 Ager
(Brede 16
Længde 90 Al.
Qvadr. 4050
Paa Skiftet C. 5 Agre
lBrede=
Længde 200 Al.
Paa Skiftet D. 7Ag
lBrede 90
Summa Qvadrat Alle 26010
Saaledes fortfares med enhver Beboere, efter sit Nummer, og med
enhver i sær, som haver mindste Andeel udi denne Inddeeling, indtil
al Jorden accurat er opmaalt.
Derpaa foretager man samme Forretning, og paa selv samme Maade
udi de øvrige Hoved=Inddeelinger.
(f) Naar al Marken saaledes, udi enhver Hoved=Inddeeling, er opmaalt,
gives Beboerne, om de forlanger det, 4 Ugers Frist, til at forsøge,
om de kand indbyrdes foreene sig med hinanden om, at deele Jorden
iblant sig, dog paa de Conditioner (1) at enhvers Andeel skal tildeeles
ham samlet og paa eet Stæd udi enhver Hoved=Inddeeling, siden al¬
deles ingen Fælledskab meere bør tolereres, og (2) at alle og enhver,
til meldte 4Ugers Udgang, eller den foreskrevne Dag, skal have gjort
tydelig og vis Skiæl imellem enhvers tilkommende Andeel, hvilket da,
uden allerringeste Jndsigelse, eller Protest, af deres Hosbonder skal
staae fast, og ikke være nogen Forandring underkastet, men strax føres
til Protocolle, og af alle Vedkommende underskrives, thi her suppo¬
neres, at en Beboere, der bedre kiender den Markes Jord, som han


445
aarlig har arbeydet ved og dyrket, og bedre veed sin Fordeel, end Hos¬
bonden, lader sig ikke forfordeele.
Nu var det vel at ønske, at Deelingen, paa denne Maade, kunde gaae
for sig, nemlig: at Beboerne indbyrdes kunde, og vilde, foreene sig om, at
skifte Jorden iblant sig, thi saa undgikkes meget Arbeyde og megen Tiids¬
Spilde: men det er ikke snart at haabe, i det ringeste ikkun paa meget faa
Stæder.
Altsaa maa man være bereed paa den 4de Forretning, nemlig:
(8) Efter de 4 Ugers Forløb, og paa den fastsatte Dag, indfinde sig
alle Lods=Eyere og Beboere igien paa den Hoved=Inddeeling, som
er Byen nærmest, og allerførst fastsætte, ved hvilken Side af
Hoved=Jnddeelingen der skal begyndes med de mindre Afdeelin¬
ger til enhver Beboeres Indhægning, hvilket Beboerne selv først
maa projectere, men i Fald de ikke ere eenige med hinanden, da deci¬
derer største Lods=Eyere efter Plurima Vota, naar dette da er afgiort
og fastsat, og ført til Protocolle, saa
(h) Skrives hver Beboeres Nummer, og enhver, som haver nogen An¬
deel i samme Hoved=Inddeeling, i hvor liden den Andeel endog maatte
være, hans Navn, paa sin a parte Seddel af immaculeret Papiir,
og af lige Størrelse, hvilke Seddeler sammenvikles, alle paa een og
samme Maade, at de fuldkommeligen kand ligne hinanden; derpaa læg
ges de udi en Hat, i alles Paasyn og overleveres til Beboeren No. I.
som skumpler og ruller dem omkring i Hatten, saalænge ham lyster,
hvorpaa een af Lods=Eyerne tager imod Hatten, og et Barn paa 5a 6
Aar, derpaa udtrækker een Sæddel, efter den anden, ligesom det bliver
befalet; og efterhaanden, som disse Sædler udtrækkes, fremvises de
først for enhver Lods=Eyere, som lydelig udsiger Numeret; og dernæst
for Beboerne; hvorpaa Numerne strax tegnes i Protocollen, hver for
sig, NB. efter den Orden, som Barnet har udtrokken dem, og
det saaledes, at naar den iste Sæddel er udtrokken, maa ingen fleere
udtrækkes, førend dens Numer er opraabt, fremviist og protocoleret.
Ogsaa fremdeles, paa det at Beboerne ikke skal tage Anledning at sige,
at der er skeet dolus malus.
Efter disse udtrokne Sedlers Orden bør da enhver Beboere nyde
sin tilkommende Andeel til Indhægning udi Hoved=Jnddeelin¬
gen, fra det Stæd at begynde som er fastsat i Forveyen. F. E.


446


Jeg supponerer, at paa den iste Seddel, som bliver udtrokken, staaer
No. 5. Altsaa skal Beboeren No. 5. være den allerførste Mand, som
man skal tildeele samlet Jord til Indhægning, saaledes, at dermed skeer
Begyndelse fra den engang i Protocollen betegnede Side af Hoved=Jnd¬
deelingen. Fremdeles: Om No. 2. bliver udtrokken strax efter No. 5.
saa skal Beboeren No. 2. nyde samlet Jord til Indhægning ved Siden
af Beboeren No. 5. o. s. v.
Herved maae nøye observeres (foruden det, at alt det, der ved For¬
retningen passerer, skal strax, ligesom det passerer, og med klare
og tydelige Ord, føres til Protocolle, eftersom den, udi alle
siden forefaldende Disputer og Tvistigheder, skal være et auten¬
tiqve Document, til at give den behøvende Oplysning og For¬
klaring.
I. At enhver Beboere faaer Qvadrat=Allen til Indhægning for
Qvadrat=Alen i Fællig.
2. At Indhægningerne absolument skal strække sig, i Længden,
lige fra den tilforn separerede Tofte=Jord (B. b.) indtil Skiæl¬
Linien imellem iste og 2den Hoved=Inddeeling (B. d.) eller indtil
den 1ste Hoved=Inddeelings Ende.
4. At enhver Beboere bør, i Stæden for 100 Qvadrat=Alen i
Breden, lade sig nøye med 99. Af Aarsag: (a) Der bør, imellem
hver Hoved=Inddeeling, udlægges, af Markens Jord, til nødvendige
Veye, ligesom (B. c.) og skulde nu enhver have justement ligesaa mange
Qvadrat=Allen Jord til sin Indhægning, som han havde i Fællig, saa
vilde der til den sidste Indhægning blive meget lidet.
(b) Denne Aarsag skal siden blive anført.
4. At, eftersom det ikke er at formode, at den Side af Hoved=Jnddee¬
lingen, hvor Indhægningerne tage deres Begyndelse fra, kand blive
lige, og efter en Linie, maa der dog sees derhen, at omendskiønt
Indhægningens ene Side, da bliver krum og skiæv, den anden Side
dog kand blive lige, og efter en Snor, thi saa kand og alle
Collateral=Indhegninger, som siden følge, faae tvende lige og
Snor= rette Sider. Spørges nu: Hvorfor?Saa svares (a) fordi
det vil lade smukt, og naar man kand giøre en Ting smuk med den sam¬
me Umage, som dog behøves til at giøre den grim, hvorfor skulde man
da ikke heller giøre den smuk, end grim? (b) siden Nytten og verserer


44
herunder, i adskillige Maader, bør man, saa meget meere, observere
bemelte Symmetrie. Den kand være nyttig, i det den faciliterer
meget Tilmaalingen. Den kand ogsaa være nyttig i den Henseende,
at derved kand spares, baade Arbeyde og Jord, i det at, siden en lige
Linie imellem to Punkter er kortere, end den krumme, saa bliver Gier¬
det og Grøften, naar Indhægningernes Sider ere efter en Snor, kor¬
tere, end om samme bleve krumme, eftersom Indhægningerne vare
krumme og bugtede til.
Naar man da saaledes er bleven færdig med den iste Hoved=Jnd¬
deeling, maae man ligeledes, i alle Maader, fortfare med de andre.
Nota. I. Siden dette upaatvivlelig vil møde, at, naar Skiællene imellem
enhvers separate Indhægninger skal gaae, saavidt det er mueligt, efter
lige Linier; saa vil samme Linier, mange gange, støde, enten paa en
Høy, eller en Dal, eller en Mose, eller en liden Eng=Plæt, eller et
sumpigt Stæd o. s. v. Men, for at undgaae alle, des Aarsag, move¬
rende Disputer og Jndvendinger, maa dette være en General=Regel,
som, ved Tilmaalingen absolument maa gielde, At Skiæl=Linier ne
skal gaae lige frem efter en Snor, uden ringeste Afvigelse, i hvad
der endog maatte være i Veyen. Ligeledes
Skal al den Jord=Art, som saaledes findes paa det Stæd, eller den
Plads af Marken, hvor enhver Beboere, efter sin Orden, ved Lod¬
trækningen (B. h.) skal have sin Indhægning tilmaalt, være sig, enten
lidt Engbond, lidt koldagtig, suur, sumpig, sandet, steenagtig, eller
paa een og anden Maade ringere Jord, end ellers den øvrige, i Almin¬
delighed kand være, skal dog altsammen, det ene Slags med det andet,
agtes lige, og, for ingen Aarsags Skyld, maa samme Indhægning,
i Tilmaalingen, udvides, eller forstørres, men Eiermanden, eller
Beboeren, skal lade sig nøye, paa samme Plads, med Qvadrat=Allen
(enten Terrainet er saa, eller saa beskaffen) i Steden for Qvadrat¬
Alen af den, ham tilforne, udi Fællig tilhørende Jord.
3. Der bør nødvendig være en Vey imellem enhver Hoved=Inddeeling,
ligesom (B. c.) hvilken Vey altsaa kommer til at stryge forbi alle Ender
af Indhægningerne. Denne Vey bør, i Tiide, førend nogen Jnd¬
hægning bliver opmaalt, separeres og udlægges fra Hoved=Inddeelingen.
J Henseende til Fælledskabets Afskaffelse udi Enge kand alt
foranførte om Fælledskabets Afskaffelse udi Ager=Markerne,
appliceres.


448
(k) Men, da det har en anden Beskaffenhed med Overdrevene, og
med saadanne Koe=Hauger, hvor alleneste voxer smaa Skov=Krat,
end med Korn=Markerne, i det at ingen, udi slige Overdrev &c. veed
sin egentlige Andeel, men enhver Beboere participerer i Græsningen
med lige Rettighed, efter deres Hartkorns Størrelse; saa kand Fæl¬
ledskabets Afskaffelse i dem ey heller, paa den Maade, som i Ager¬
Marken og Engbonden, bringes til Veye. Dog! efter mine Tanker,
kand det bringes i Stand paa denne Maade.
1.) Saadan et Overdrev, eller Koe=Gang &c. maales udi Qvadrat=Allen.
2.) Sammenregnes alt det Hartkorn, som de Beboere have, der ere Fæl¬
leds=Brødre udi bemelte Overdrev &c. saaledes, at man veed, hvor man¬
ge Fierdingkar samme Hartkorn bestaaer af. Album bør ey reflecteres paa.
3.) Udregnes, ved Division, hvor mange Qvadrat=Allen der kand Lodde
paa hvert Fierdingkar af bemelte Hartkorn.
4.) Naar dette er udfundet, aftales og fastsettes, fra hvilken Side udi
Overdrevet &c. (ligesom B. g.) Inddeelingerne skal tage deres Begyndelse.
5.) Skal Lodkastning, eller Sedlers Trækning (ligesom B. h.) vise, i
hvilken Orden, et hvert Numer af Beboerne skal have sin Indhegning,
der skal bestaae af saa mange Qvadrat=Alen, som man, ved Regnin¬
gen, har udfundet, at kunde Lodde paa samme Hartkorn.
6.) De samme Observationer, som ere givne ved Korn=Markernes Dee¬
ling, i Henseende til Rabat af hver hundrede Alen (B. h. Obs. 3.)
Veye (B. c.) Vandestæder og andet sligt, som Omstændigheder og Be¬
skaffenhed, med Billighed, kand udfordre, maa her ogsaa tages i Agt.
Men større Vanskelighed vil det have med Fælledskabets Afskaffelse i Skov¬
Marker, hvor Over=Skov voxer, og mange Lods=Eyere ere
thi der haver enhver Beboere, i Almindelighed, sine afpælede Maal
med tydelige Skiæl=Steene, eller Skiæl=Træer: Og disse Maal, eller
Andeele, kand være saa ulige, ey alleneste, at nogle kand være af meere,
end 100 Alens Breede, andre derimod ikkun haver en Agers Brede,
men endog, i Henseende til Jmportance, i det at en Beboeres Maal
kand være af nogle 100 Rixdalers Værdie, i Henseende til mange og
capitale Træer; hans Naboes, derimod, som enten kand være ligesaa
stor i Strækning, eller endog større, kand ikkun være nogle sneese værd,
i Henseende til at Skoven kand være forhugget og saa videre.
Her kunde man da, med nogen Føye, tænke, at Fælledskabets Afskaxfelse
finder Forhindringer.


44
Det er ogsaa vist, at her kand den Plan, som tilforne er givet, ikke, uden
vedkommendes største Fornærmelse, følges. Men hertil svares.
1.) Kand ikkun Fælledskabet i Mark og Eng blive afskaffet, saa kand dette
Slags Fælledskab dog ikke ruinere Landet.
2.) Er det jo dog ey heller nogen Umuelighed, at faae dette Fælledskab
i Skove afskaffet; thi enhver Beboere veed jo sine Maal, lad ham
indhegne dem (og dertil bør han have Gierdsel af sin Grund, eller
af hans Hosbonde) og dermed er Fælledskabet ude.
Der rester endnu et Fælledskab at skrive lidet om, uemlig: det Fælled¬
skab udi Tørve=Moser.
Samme Fælledskab er tvende Slags;
Det første Slags bestaaer deri, at mange Fælledsbrødre participere udi een
og den samme Mose, men enhver i sær af dem, dog haver sine visse og
afpælede Maal.
Det andet Slags bestaaer deri, at alle Beboere, undertiden ikkun en
Byes, undertiden et Sogns, men undertiden (F. E. paa mange
Steder i Jylland) adskillige Sogners, have deri lige god Ret¬
righed; saa at enhver Byens, Sognets, eller Sognernes, Beboer
haver Ret og Magt til at grave, eller, rettere at sige, forderve og rui¬
nere saa meget, og paa hvad Sted i den gandske Tørve=Mose, som
ham lyster, og han kand overkomme.
Det første Slags Fælledskab er ikke, uden vedkommendes Fornærmelse,
at afskaffe i hvilket den patriotiske Forfatter af No. 16. udi Oecon. Magaz.
5te Bind, har grundig vist, og hvis Grunde jeg ikke her vil igientage) udenpaa den
Maade, som jeg i min Afhandling om Tørve=Moser har viist, nemlig ved
Hoved=Rende og Tver=Render, og, for Resten, ved god Indhegning
fra tilstødende Narker
Det andet Slags Fælledskab, som, i sit Slag, er Land fordærvende,
bør, og kand afskaffes, ved Afdeelinger, grundede paa Billighed, og Øvrighe¬
dens Skiønsomhed, i Fald de interesserende Parter ikke derom, i Mindelighed,
kunde foreenes; da de rette Skiel imellem Sogners og Byers Andeele, skulle
bestaae i meget breede Hoved= og Tvær=Render; Men den Andeel, som da
blev tilkiendt et Sogn, eller en Bye i Særdeleshed, skulde derpaa, ligesom, ved
Fælledskabs Afskaffelse udi Overdrev og Kde=Hauger, forhen er anført, deeles
imellem Sognets, eller Byens Beboer, hvilke, ved ordinaire Hoved= eller
Tver=Render, fik at separere deres tilkommende Andeele.
VI. Deel.


450
Saaledes har jeg da nu givet mine ringe Tanker tilkiende om det skadelige
Fælledskabs Afskaffelse, hvorledes det vissest og lættest, nemlig uden Fornær¬
melse, (som bør være en Hoved=Sag) kand blive afskaffet. Derved har jeg viist,
at de rette Hoved=Forhindringer, udi dette for Landet saa vigtige og nyttige Verk,
ere blot Moralske. Jeg har tillige viist, at de Forhindringer, som man, i
Almindelighed, hidindtil har holdt for, at være uovervindelige, ere ikke sande
Forhindringer, eller rette Hoved=Forhindringer. Saaledes sees af den Plan,
som jeg Projecterer.
I. At de adskillige Lods=Eyere, som findes i adskillige Byer, ikke kand
være til den allerringeste Hinder i Fælledskabets Afskaffelse, siden
enhver Beboer, desuagtet, alligevel, og paa den aller retfærdigste
Maade, kand faae al sin, hist og her, adspredte Jord samlet paa eet
Sted til Indhegning, og befriet fra al Fælledskab.
2.) At Gaardenes ulige Størrelse og Hartkorn i Byerne ey heller kand
være nogen sand Forhindring i Fælledskabets Afskaffelse, thi enhver Be¬
boer, enten han har lidet, eller meget Jord, kand dog faae den samlet
paa eet Sted.
4.) At ikke heller nogle Fremmedes Andeel i andre Byers Marker og Eng¬
bund kand hindre Fælledskabets Afskaffelse; thi saadanne Fremmede
kand og faae deres Andeele for sig selv.
4) Jkke heller kand Jordens ulige Bonite og Situation forhindre Fæl¬
ledskabets Afskaffelse, thi derfor skal enhver Byemark først inddeeles udi
saa mange Hoved=Inddeelinger, som samme Mark indeholder Slag af
Jord, der differerer fra hinanden i Frugtbarhed, Situation ogsaa videre.
Men endnu rester at viise
8.) At de mange Boels= og Huus=Folk, som findes i de fleeste Byer, hvis
Creaturers forrige Græsning blant Byernes Hiorde bliver ophævet,
kand ey heller være nogen Forhindring i Fælledskabets Afskaffelse, thi.
(a) Hvad Boelsmænd angaaer, da, siden samme have Matriculeret
Jord til deres Boels=Stæder, udi Byens Fælleds=Marker, ligesaa vel,
som alle de andre Bebøere; saa gielder her den selv samme Regel, som
om de største Gaardmænd, nemlig: at de skal have deres Jord, i hvor
lidet det endog maatte være, for sig selv indhegnet, lad være samme
ikke kunde blive større end en Kaalhauge; thi al Fælledskab, i hvor
ringe det end monne være, er i sin Grad, skadelig


451
(b) Ere der Huusmænd i en Bye, som have Matriculeret Jord i Mar¬
kerne, saa considereres de ikke, som Huusmænd, men som Boelsmænd,
hvilket de og virkelig ere.
Men, have de ingen Matriculeret Jord, hvoraf de svare Skatter og Tien¬
der, med hvad Ret kunde de da klage over, at de miste den Græs¬
gang, som de ikke eye, og hvorledes kand det agtes, som en
Forhindring i Fælledskabets Ophævelse, at Huusmænd komme
til at miste det, de have aldeles ingen Adkomst til?
jeg tilstaaer meget gierne, at den saa tidt ommelte brave patriotiske For¬
fatter har, af et medlidigt Hierte, villet tænke paa Huusmænd, og
sørge for dem; jeg tilstaaer og gierne, at der ere de, iblant Huusmænd,
som man ikke, uden at forsynde sig høyligen imod Christendom, kand,
eller bør andet, end sørge for, nemlig, dem, som ikke kand sørge for sig
selv, som ere vanføre, sygelige, yderlig fattige, have mange Børn, og paa
ingen Maade kunde redde, eller ernære sig selv: Slige Personæ miserabiles
ere Almisse=Lemmer, som ikke alleneste vedkommende Øvrighed og Præster
maa, og bør sørge for, til Almisses Nydelse af Sognet; men endog Sogne¬
Mændene selv dagligen maa komme til Hielp, endogsaa i den Henseende
at, om slig en fattig Huusmand kunde naae saa vidt, at han kunde tilveye
bringe sig en Koe, eller et par Faar, 3a4 Giæs, eller slige smaa Creaturer,
burdte ingen i Byen, uden at overtræde Christendoms Pligt, være sig,
enten Herremand, Præst, Degn, eller Bonde, vægre sig ved, at
græse slig en fattig Mands Koe &c. udi 8 a 14 Dag, eftersom enhvers
Leylighed kunde være, saa og, at føde samme om Vinteren paa nogen
Tiid, hvilket ikke kunde være nogen Mand til Skade, eller savnes for
hans Creaturer i deres behøvende Græsning eller Foder.
Men, at enhver, Huusmand, i Almindelighed, skulde, paa det Fun¬
dament, at han er Huusmand, have Ret til Creaturers Græsning
paa Bøndernes Marker, det kand jeg ikke bifalde, allerheldst da Huus¬
mænd, i Almindelighed (jeg taler ikke om nødvendige Haandverkere
paa Landet, der mestendeel ogsaa ere Huusmænd) ere Bondens Blod¬
Jgler, og, af Bonde=Standen, Vand=Bier udi Staten.
Man betænke kun, hvorledes Huusfolk paa Landet bestaae.
Endee l af saadanne Folk, som, enten ved ukydsk Omgang, ere komne
hinanden for nær, og derfor, for ikke at sidde Skrifte, (som man kalder
det) og give Bøder, som de ey formaae at betale, har giftet sig med


452


hinanden, og, i Haab om, efterdags at kunne leve paa Byens Bekost
ning, har søgt efter at blive Huusfolk.
Endeel af saadanne Folk, som formedelst Dovenskab har udvalgt Huus¬
mands=Standen, i hvilken de kand være deres egne Herrer (som de
kalde det) og finde et mageligere Levnet, enten ved Lumsk Kroehold,
eller ved at arbeyde nogle visse Dage om Ugen, naar dem behager, og
derfor tage i Betaling nogle af Bondens Agre til at besaae og høste;
eller ved Tyverie, og saa videre.
Endeel af saadanne Mandfolk, som, af Frygt for at blive udskrevne til
Soldater, fæste Huuse, hvorved det til Kongens Tieneste dygtige unge
Mandskab formindskes, de nødvendige Tieneste=Folkes Antal bliver rin¬
gere, Folke=Løn bliver høyere, siden Tieneste=Folk fattes, men der¬
imod dovne Staaderes Tal formeeres.
Endeel, endelig, ogsaa af saadanne Mandfolk, eller Bønder=Karle, som
have tient længe, og samlet sig en god Skilling, hvilke heller udvælge,
at leve, som Huusmænd, det er: i Magelighed, deres Lives Tiid,
end at antage en Gaard, hvor der skal arbeydes, om Brødet skal vin¬
des. Dette Slags, som, enten have kiøbt deres Passer fra andre God¬
ser, eller og, som have givet lige saa meget til Fæste af et Huus paa
deres Hosbonders Gods, som de ellers kunde kiøbt deres Passer for,
paa det, de ikke skulde været tvungne til at antage Gaarder, som de ey
skiøtte om, eller til at tage Tieneste ved de gevorbene Regimenter; dette
Slags Huusmænd (siger jeg) ere, af alle, de allerskadeligste for
Bonden; thi enten holde de lumsk Kroerie, eller drive Prangerie, paa
een, eller anden Maade, hvorved Bonden fornærmes, eller og, hvilket
er det sædvanligste, de holde ordentlig Assistence=Huus for Bonden,
saaat, naar en Bonde, der ikke er i Stand, manqverer Penge til en
Skat, eller Landgilde o. s v. kand han, af dem, dermed blive assiste¬
ret, men paa haarde og ubarmhiertige Vilkor, nemlig: at Bonden,
som er i Betryk, maae overlade sin Assistent saa megen, undertiden
den beste Jord, som den anden forlanger, det er at sige: saa stort et
stykke Jordsmaal, som der kand avles Korn paa for 3 a 4 gange saa
meget, som den udlaante Summa kand være, og dette ansees endda
kun som en Erkiendtlighed for Tienester af Laanet, og som en Rente
af Pengene, da Capitalen dog alligevel skal fuldkommelig udbetales en¬
gang, naar det bliver. Ja! det bliver ikke derved; thi (a) maae saa¬


45
dan en stakkels Bonde, som er Debitor, brav skiænke og fylde sin Cre¬
ditor, hver gang han indfinder sig i Besøgelse, og det skeer ved alle
givne Leyligheder. (b) Passer Creditor paa, just naar det er den aller¬
ubeleyligste Tiid for Bonden, at kræve, eller opsige, sine Penge, og
da maa den fattige Bonde nødes til, at gaae paa Accord, for at til¬
fredsstille sin ubarmhiertige Creditor, og gibe ham meere Villighed,
som det kaldes, hvilket bestaaer i, enten at sælge ham 3 a 4 Lam, et
ung Nød, en Koe, et Sviin &c. for hvad han vil give; eller og, Bon¬
den maae obligere sig til, at føde et par Faar om Vinteren for Huus¬
manden, eller accordere ham et Læs Høe, eller Foder til sine Creatu¬
rer, hvorved Bonden udsues indtil Blodet.
Foruden alt dette, maae Bonden altid holde god Venskab med Huusfolk
og flattere dem i alle Ting; thi, da der, just for Huusfolkenes Mæng¬
des Skyld, paa mange Stæder, er Trang paa Tienestefolk, saa,
paa det at Bonden kand være vis paa, at faae Huusfolk til sit Arbeyde
udi Høe=Bierringens, eller Korn=Høstens Tiid, da han ey kand hielpe
sig med sine egne Tienestefolk, maa han aldrig nægte Huusfolkene
noget af det, de begiere, thi, dersom han giør det, kand han være vis
paa, at han, i Høstens, eller anden travl Tiid, ikke faaer nogen
Huusmand, eller Huuskone, som han har nægtet noget, til at arbeyde
for sig een Dag, om han end vilde give dem 4 gange saameget, som de
ellers kunde fortiene.
Heraf sees, at Huusmænd, i Almindelighed, ikke ere et Slags Folk, for
hvis Creaturers Græsnings Skyld Fælledskabets Afskaffelse, i allermindste Maade,
bør lide nogen Anstød, eller Forhindring.
Men da der, iblandt Huusfolk, dog kunne være nogle, som ere
al Barmhiertighed og al muelig Hielp værde (som jeg og tilforn har an¬
mærket) saa kand den Rabat af hver 100 Evadrat=Allen (Bh. obf. 3. b.
hvilken, efter Planen (for saavidt den ey gaaer bort til Veye) (B. h. obs. 3. a.)
falder samlet ved den yderste Side af enhver Hoved=Inddeeling, opofres til
saadanne nødtørftiges smaa Creaturer, Faar og Giæs, eller Køer.
Vil nogen imod denne min Plan til Fælledskabs Afskaffelse giøre disse
Jndvendinger.
I. At det er umueligt at treffe nogensteds sa a stor en Strækning
af Jord, som saadan en Hoved=Inddeeling, efter Planen B. d.) skulde
indtage, hvilken kunde være af lge Godhed overalt. Og naar det da


454
ikke er at supponere, saa vilde jo deraf flyde, at der skeede Fornærmelse
enten imod een, eller nogle.
2. At den projecterede Plan fører et uovervindeligt Arbeyde med
sig, hvilket aldrig kunde faae Ende, med Samlinger, med Skrivning,
med at maale, ikke alleneste eengang, men tvende gange, hver en Alen
Jord, der fandtes i heele Byemarker o. s. v.
Saa vil jeg hertil svare:
I. Omendskiønt jeg vel tilstaaer, at ingen Hoved=Inddeeling skal lættelig
kunde findes, som indeholder Jord, der, paa alle Stæder, er af lige
Godhed, thi denne Forskiællighed kand vi endog finde paa man ge en¬
kelte Agre, da der ofte kand findes, paa en eneste Ager, 3 a 4 sorter
Jord af meget adskillig Bonite; saa kommer dog Jorden af saadan en
Inddeeling, som er jugeret med Forstand og Overlæg, saaledes over¬
eens med hinanden, at den nogenlunde, overalt, ligner sig selv, og
de separate Indhægninger, som deraf maatte formeres, skulde ukien¬
delig differere fra hinanden.
Overalt! posito, at en Beboere, i en, eller anden Inddeeling, ikke fik
fuldt saa god Jord til separat Indhægning, som den, han tilforne havde
i Flæng med andres, udi Inddeelingen. Mon jeg skulde troe, at han
endda blev fornærmet? jeg meener, ney! og, efter mine Tanker, og
Begreb, paa en god Grund, thi naar det er en lafgiordt Sandhed,
som enhver forstandig Landmand tilstaaer mig, at en indhægnet maa¬
delig Jord er sin Eyere til langt større Fordeel, end en frugtbar
Jord, der ligger i Fællig, saa kand jo den Beboer ikke siges, at
blive fornærmet, men meget meere, at vinde ved Byttet, som
faaer en, ved Indhægning, forbedret Jord, og af hvilken han
kand have megen, og bestandig Nytte og Fordeel, i Stæden
for en, i sin Natur, vel bedre, men, i Henseende til Fordeelen,
ringere Jord.
Foruden alt dette, saa ville man merke, at, siden enhver Beboer faaer
ordingirement 3 Indhægninger udi enhver Mark, hvilke da, udi alle
tre Marker (som de fleeste Byer i det mindste have) beløbe sig til i
Indhægninger; saa supponeres, med den allerstørste Rimelighed, at,
om en Beboer, udi en af Markernes Hoved=Inddeelinger, skulde faae
lidt ringere Jord, end den, han deri tilforne havde, saa kunde han,
derimod, udi en anden Hoved=Jnddeeling faae lidt bedre Jord til Jnd¬


455
hægning, end den, han mistede; saa at det er aldeles ikke at supponere,
at nogen Beboer skulde være saa fatal, at faae alle sine 9 Indhægninger
tilmaalte, just paa de allersletteste Stæder udi enhver Hoved=Inddeeling.
2. Den projecterende Plan fører vel noget Arbeyd med sig, det nægtes
ikke, men dette haver jo alle Slags nyttige Forandringer tilfælles med
denne, at de koste Arbeyd, og et hvert ærligt og retskaffent Menneske
krymper sig aldrig for Arbeyd og Umag, naar deraf kand udkomme
nogen Nytte, enten privat, eller publiqve.
Jmidlertid vil jeg bede enhver i sær, som har nogen Begreb og Jndsigt,
at han vogter sig, i denne saa betydelige Sag, for Præjudicer, og ikke
fælder alt for hastig Dom, førend han har givet sig stunder at tænke;
og naar han vil giøre det, skal han lættelig blive overbeviist om, at min
projecterede Plan ikke fører saa megen Umag med sig, som man, primo
intuitu synes derved at finde.
Arbeydet bestaaer meest i Opmaaling og Tilmagling, hvilket forekom¬
mer vel de fleeste, som et, enten umueligt, eller dog bekosteligt, og i
det ringeste et meget vanskeligt og langsomt Arbeyde, men, hvorfor?
Fordi man, enten ikke er vant dertil (og hvad man ey er vant til, og
ikke har seet tilforn, det holdes af de fleeste for en Umuelighed) eller og,
fordi man bilder sig ind, at man ey kand lære det, da det dog er en
Sag, som enhver vittig Skoledreng kunde finde sig udi, og enhver
Bonde, som kand de fire Species af Regne=Kolisten, og har li¬
det Omløb i Hovedet, som man siger, kunde practieere med ligesaa
god succes, og accuratesse, som en god Land=Maaler; hvad skulle man
da ikke, med Billighed, kunde haabe af gamle durkdrevne Forvaltere
og Fogeder, som aarlig giøre saa store Ting ved Hielp af Regne=Kon¬
sten? Vilde slig en Forvalter, eller Foged, til Overflod, anvende en
halv Time paa, at tale med en god Dansk Skolemester om, hvorledes
alle Figuerer, som ikke have lige, men njevne Sider, naar man vil
vide deres Jndhold, bør deels i Triangler, og hvorledes samme Tri¬
anglers Jndhold udregnes til Qvadrat=Allen, saa skulle han, strax paa
Timen, kunde agere en parsait Landmaaler, for saa vidt, som til Fæl¬
ledskabets Afskaffelse behøves.
Ved Opmaalingen gives ikke synderlig Vanskelighed eller Arbeyde, thi
de allerfleeste Agre ere jo aflange Qvadrater, hvilke ere snart opmaalte.
Ved Tilmaalingen bliver det største Arbeyd og meeste Vanskelighed ved


56
den første Indhegning udi enhver Hoved=Inddeeling, da samme, paa
de allerfleeste Steder, vil faae en bugtet Siide, men naar det bliver
iagttaget, som tilforn er anført (B. h. Obs. 4.) memlig, at bemelte
Indhegnings anden Side kand blive lige og Snor=ret, hvorved alle
Collateral=Indhegninger ogsaa faae Snor=rette Sider, saa kand Til¬
maalingen (saa at sige) gaae for sig en Galop.
Det kommer kun an paa, at der findes ingen Forhindringer af det Mo¬
ralske Slags, med de Physiske har det ingen Nød.
Har man kun Kierlighed for Fæderne=Landets Velfært, Lydighed mod
Kongen, og Skiønsomhed paa Hans mageløse Naade, at, da han, som en
Eenevolds Herre, har Magt til at befale, saa forsøger han dog først, om det
er mueligt, at kunde bøye sine Undersaatters Villie, ved at overtyde deres For¬
stand om deres egen private, og Rigets publiqve Fordeel, og saaledes bruger
Argumenter ab utili, til at venligen overtale Laudets Børn til at fremme Lan¬
dets det er, deres eget Beste; heller, end at han vil, efter sin Kongelige og
Monarchalske Myndighed, strax byde og befale, og legge Truseler til befalin¬
gen: Erkiender man kun saadan incomparable Naade med ret skiønsomme Hier¬
ter, og ikke stikker Hovederne sammen, for at overlægge med hinanden, hvor¬
ledes man kand lægge Forhindringer i Veyen, paa det at dette for Riget saa
nyttige Verk skal kunde gaae over Styre; saa skal alting nok finde sig, og om
det Landfordærvelige Fælledskab end ikke paa nogen bedre og lættere Maade,
salva justitia, end efter denne projecterende Plan kand blive afskaffet, saa skal
det dog lættelig kunde skee, og det ligesaa vel, som da heele Rigets Jord blev,
ved den allernaadigst anordnede Landmaaling, til nye Matricul opmaalt, hvil¬
ket havde ingen Vanskelighed, og ey heller gik saa langsom for sig.
Men jeg frygter dog alligevel for, at Fælledskabet, paa de fleeste Stæder,
aldrig vil blive afskaffet, saa længe det maa komme an paa vedkommendes egen
frie Villie, og det maa staae i deres egen Magt, udi den Sag at giøre
og lade, hvad de ville, thi, baade den Uvillie og Ulyst, som regierer hos fleere,
end man skulde forestille sig, og den Søvnagtighed og Jndifference, med hvilken
saa mange hidindtil har anseet denne saa vigtige Sag, at de aldrig har villet
tænke paa den med nogen Alvorlighed, spaaer slet intet got; saa at, saalænge
som en høy Kongelig Forordning ikke alvorlig paabyder Fælledskabets Afskaffelse
med strænge befaling, at vedkommende Lods=Eyere, forinden pisse Aar, skal
have dette nyttige Verk bragt i Stand, saa lader os aldrig tænke paa, at det
skeer overalt! saa lader os aldrig tænke paa vort velsignede Lands rette Opkomst


4
og almindelige Lyksalighed! ja saa lader os aldrig forestille os andet, end at vi
blive til en Sang og Viise for vore Naboer, der, for de fleestes Skyld iblant
os, ville, inden kort Tiid, spotte og udlee os allesammen, som Taaber og Dø¬
genikter, der burde relegeres til de Arabiske Ørkener, paa det Nøden kunde lære
os at arbeyde, og speculere paa Agerdyrkning udi Sand og Steen, da saa
mange iblant os giøre alt, hvad de kunde, til at vort Danske Canaan kand
blive liig hiint Jødiske, som nu omstunder neppe kand nære sine faa Jndbyggere,
da det dog fordum har, ikke allemeste fødet, men endog feedet saa mang¬
foldige Millioner.
Jeg tænker tidt paa, ved det jeg læser de mange Relationer om vore Na¬
boers, de vinskibelige Svendskes, priisværdige Foretagende i Oeconomien, og,
in specie, udi Ager=Dyrkningen, at det kunde være en smuk Ære for os Danske,
dersom de, om nogle Aars Forløb, kunde komme og byde os Korn til, i vort
Korn=Land, for et par Mark ringere, Tønden, end vi hos os selv, og af vore
egne kunde kiøbe det.
Visselig! dersom deres Vindskibelighed vedvarer, og mange iblant os,
deres Søvnagtighed, Dovenskab, Jndifference, Capricer, Ondskab og saa¬
danne fleere smukke Dyder, som ere saa manges rette Caractere, ogsaa vedvarer;
vil det skee, at de, som tilforne har maattet ansee det, som en Velgierning og
Naade, naar vi have overladt dem nogle faa tusinde Tønder Korn, herefter
ville pukke os, og spørge, om vi ikke ville kiøbe af dem, og faae got Kiøb.
Dog! siden her nu, paa nogle faa Aars Tiid, ved vores viiseste og al¬
lernaadigste Konges høystpriiselige og Faderlige Omsorg, for Landets Opkomst
og Publici Beste, er allerede skeet en stor Opvækkelse iblant endeel af Rigernes
Jndbyggere, baade hist og her, udi Oeconomicis; saa, endskiønt denne Op¬
vækkelse ikke endnu er bleven almindelig, haaber jeg, det jeg med alle retskaffene
Patrioter saa hierteligen ønsker, at den giorte gode Begyndelse maae, i alle Ting,
vinde en lyksalig Fremgang, i sær, at det Landfordervende Fælledskab
kunde snarlig, og lykkelig blive ophævet, thi paa dets Afskaffelse beroer
sandelig en anseelig Deel af Danmarks Velstand, Fordeel og Styrke.
Dersom denne, saavelsom min anden tilforn indsendte Afhandling om
Tørve=Moser, ere af den Beskaffenhed, at de kunde agtes værdige at komme for
Lyset, gives mig Anledning og Dristighed, til at indlevere, af og til, Miscel¬
lanea Oeconomica, paa hvilke, mueligen, kunde appliceres Horatii critiqve:
Cum flueret lutulentus, erat, qvod tollere velles.
PATRIDOPHILUS M.
VI. Deel.


458
Anmerkning
Den Patriotiske Autor finder ikke nogen naturlig, men vel adskillige moralske Forhindringer,
som sette sig mod Fælledskabs Afskaffelse, saa vidt samme findes imellem Proprietariernes
paagrendsende Godser, følgeligen opholder han sig ikke saa meget derved, som ved det
Spørsmaal: om Mueligheden og Maaden til at afskaffe Felledskab blandt Bønder eller
Bye=Mænd, i een og den samme Mark. Derfor udbreder han sine Tanker over denne
sidste Materie, frem for de fleeste andre, visende baade tydelig og ordentlig, hvorledes
endogsaa Bønderne selv, kunde gaae til Verks, naar det blev deres Alvor, at have hver
sin Jord for sig selv. J det Slesvigske, særdeles i Angeln, er dette længe siden skeet
til stor Fordeel, dog ikke uden sine Vanskeligheder. Disse kunde her hos os, for den
største Deel undgaaes, hvis man i Sagens Fuldbyrdelse, ville følge den gode Hr.
Patridophil i Raad og Anviisning, som i andet, saa og særdeles deri, at de nye
Jordstykkers Opmaaling og Deelning ikke maatte foretages paa eengang, men i 3 a4
Aar, eller efter haanden lige som Marken hvilede.


